Vejhistorisk ekskursion

til

Bornholm

7-8. oktober 2008

Dansk Vejhistorisk Selskab

Program

Tirsdag den 7. oktober Kl. 07.00 Afrejse med turistbus fra Ørestad Station

Kl. 08.30-09.45 Færge fra Ystad - kaffe med brød på færgen

Kl. 09.45 Ankomst til Rønne

Rabækkeværket uden for Rønne

Hasle (milesten)

Vang - stenbrud og udskibningsmole

Hammershus (middelalderbro, -brolægning)

Frokost i Allinge-Sandvig–området

Allinge--. Helleristninger ved Allinge. Broer over Bobbeå og Holkadalen. Serpentinervejen til Gudhjem

Svaneke. Eftermiddagskaffe

Svaneke-Nexø-. Krøblingevejen ved Sortemuld (Jernalderen). Evt. foredrag om bosætning og færdselsruter i Jernalderen. Frederiks Stenbrud ved Nexø (sandsten til 1700 tals byggerier mv.). Pilte i (Døvrepilt)/varperne ved Ølenevejen.

Kl. 18.00 Ankomst Hotel Balka Strand

Kl. 19.00 Middag

Onsdag den 8. oktober 2008 Kl. 08.30 Afgang fra Hotel Balka Strand

Balka – centrum. Søndre Landevej via Limensgade til Læså ved Vasegård. Tur langs å (geologien). Via til . Formiddagskaffe med brød Christiansshøj station. Cykelsti på nedlagt jernbaneterræn. Middelaldervej ved Lilleborg. Hulvejspor ved Gulbakke, Springbakke, Eskeviske.

Frokost (Gudhjem?)

Rø. Glasudstilling

Afgang Rø

Tejn. Bornholms Vejvæsen.

Eftermiddagskaffe

Kl. 17.15 Afgang Rønne Havn

Kl. 20 (?) Hjemkomst Ørestad station

2 Dansk Vejhistorisk Selskab

3 Dansk Vejhistorisk Selskab

Om vores tur…

Turistsæsonen er forbi og er lukket og slukket. Når Vejhistorisk Selskab i oktober 2008 kommer til Bornholm, vil mange af de butikker og kiosker, restauranter, caféer og cafeterier m.v., som blomster op i turistsæsonen, være gået i hi. Bevares, man kan stadig købe kunsthåndværk og modetøj på øen, og åbne værtshuse skal man også kunne finde, men det er ikke nu, udvalget er størst.

Bornholm er en ø i udkant-Danmark, et sted hvorfra de unge flytter væk og ældrebyr- den stiger. Ikke meget krudt i fiskeriet længere, og mange af de gamle virksomheder i råstofindustrien er visnet væk. Vi tog forskud på kommunalreformen allerede 2003, da alle øens kommuner forenedes til én fælles regionkommune. Det er forskelligt, hvordan man bedømmer det kunstneriske indtryk af det forløb. Forbindelsen fra øen og til resten af verden er et andet problemfelt, og et tredje er – osv.

De optimistiske og fremtidsorienterede prøver at 'brande' øen for den lokale madkul- tur, og man glemmer ikke øens mange kunsthåndværkere og kunstnermiljøet. Vi for- søger et teknologisk gennembrud med oparbejdning af Gylle til energi og rent vand. - Og så har vi jo altid turisterne – eller har vi?

Men Bornholm er også et særligt stykke Danmark, både fra naturens side og historisk, og det sætter sit præg også på besøget fra Vejhistorisk Selskab. Historisk har Born- holm kun én landsby, ved kysten sydøst for Rønne. Op til nyeste tid har landmændene været bosat på enligtliggende gårde. Det beboede og dyrkede område danner en ring langs kysten udenom Højlyngen på øens klippefyldte indre. Over halv- delen af øens gårdmænd var selvejere, resten var vornede under kronen. Egentlig adel har man ikke haft noget af, og der er vist kun en på enkelt af øens gårde (Myre- gård) man finder rester af et 'privat' voldsted. Det har givet bornholmerne en noget anden social baggrund end resten af landet; og det har medført, at de eneste lokale centre, man i ældre tid fandt på landet, var kirkerne. Landsognene har derfor navn ikke efter bebyggelser men efter de helgener, kirkerne i sin tid blev indviet til.

Og dette har igen præget den historiske infrastruktur.

Vores tur vil føre os øen rundt. Vi vi besøge nogle virksomheder, der har leveret ma- terialer til vejbygning, og vi vil se eksempler på forskellige tidsaldres vejbygnings- kunst, som nu sådanne er til stede på øen. Vi starter i dag hos NCC i Rønne overnat- ter i den modsatte ende af øen og slutter hos teknisk forvaltning i . Jeg beklager, dersom nogen har ventet at se rundkirker eller bade fra . Det må blive en anden gang. Vi opsøger følgende stationer.

Michael Hertz

4 Dansk Vejhistorisk Selskab

Rønnegranit og Kaolin

Udnyttelsen af Bornholms undergrund begyndte allerede i middelalderen med bryd- ning af kalksten til bygningsformål og med fremstilling af teglsten. I 1772 indledtes udnyttelsen af den bornholmske kaolinforekomst øst for Rønne til fremstilling af pro- celæn; og i begyndelsen af 1800-tallet kom også øens stenbrydningsindustri i gang, bl.a. fra bruddene Klippeløkken (1819-ff.) og Stubbeløkken (1833-ff.) øverst på Snor- rebakken (Rønnegranit).

På vej op ad Snorrebakken passerer vi de s.k. Kaolinsøer, de nu vandfyldte grave, hvorfra kaolinen blev udvundet. Brydningen er ophørt og området indgår i et så kaldt grønt bælte omkring Rønne. Over bakkekammen syd for vejen skimter man NCC's stadig igangværende anlæg i Stubbeløkken. Der arbejdes i åbent brud, for tiden i 123 m dybde

Rabækkeværket, grundlagt 1875 som Kaolin-Industri-Selskabet paa Bornholm, blev i 1913 lagt sammen med Hasle Klinker og Chamottestensfabrikker (1843-ff.). Virksom- heden der en overgang var Bornholms største, indledte sin afvikling i 1978 og stand- sede endeligt i 1997.

Bornholmske milesten

Langs vejene fra Rønne mod hanholdsvis Allinge (over Hasle), Svaneke og Nexø (over Aakirke- by) er stadig bevaret de fleste af de milestene, som Bornholms Amt opsatte i perioden 1857-61. Mange af de vejstrækninger, der blev indtegnet på Videnskaber- nes Kort over Bornholm fra 1812 er selvfølgelig stadig i brug, så- ledes betydelige strækninger af amtsvejene. Men det er for me- get at påstå, at det gamle vejnet er intakt. På vejen mod Vang og vil vi nord for Has- le passerer rækker af gravhøje fra Broncealderen. Det har væ- ret en gammel antagelse, at broncealderhøjene markerer vej- linjer i det gamle kulturlandskab.

To-milesten på landevej nr. 504 km. 14.900 ved det tidl. Christianshøj trinbræt.

5 Dansk Vejhistorisk Selskab

Stenbrud i Ringebakkerne, Moseløkken og på Hammerknuden

Bornholmsk granit har fundet mange anvendelser, også til vej- og gadebelægninger. Bebyggelsen Vang på Bornholms østkyst mellem Hasle og Hammerknuden var et fi- skersamfund, som i udviklede sig til et fisker- og stenhuggersamfund. Stenbrydningen i Ringebakkerne syd for Vang (Vanggranit) begyndte i 1896 og ophørte 1973. I for- bindelse med opførelse af Storebæltsbroen genåbnedes bruddet imidlertid under nav- net Hasle Granit (ejet af NCC), og i den forbindelse blev der bl.a. anlagt en ny udskib- ningsmole nogle hundrede meter syd for den egentlige havn i Vang. Bruddet lukkede i 2004. På havnen i Vang kan man se udstillet nogle af produkterne i Vanggranit.

Noget syd for Allinge og øst for ladegården Hammersholm ligger stenbruddet Mose- løkken, som har været i virksomhed siden 1870'erne. Herfra leveredes bl.a. søjlerne til Nationalmuseets søjlegang langs Stormgade. I 1971 blev Moseløkken overtaget af A/S De forenede Granitbrud, Sandstensbrud og Stenhuggerier på Bornholm (i dag NCC). Det er stadig i drift, og her er endog oprettet et stenhugningsmuseum.

Hammerens Stenbrud, senere Hammerens Granitværk (oprettet af den tyske baron H. v. Ohlendorff og C.F. Tietgen), begyndte i 1874 og anlagde i 1892 udskibningshavn i Sænebugten. Et stort antal indvandrede stenhuggere fra Sverige (vist især Bohuslen) slog sig ned i Sandvig i Granitværkets arbejderboliger (Langelinje). For at beskytte den enestående natur blev bruddet på lokalt initiativ overtaget af den danske Stat, som imidlertid i 1922 overlod firmaet til A/S Møller og Handberg, der fortsatte bryd- ningen og udvide virksomheden. Møller og Handberg overtog i 1941 stenbruddet i Mo- seløkken. I 1971 blev Granitværk nedlagt. Staten købte arealet og lod si- den industriområdet rydde.

Moseløkken stenbrud

6 Dansk Vejhistorisk Selskab

Middelaldervej ved Hammershus

Hammershus er Danmarks største borgruin fra Middelalderen. Anlæggets længde ord- syd er på næsten trekvart kilometer. De igangværende bygningsarkæologiske under- søgelser tyder på et opførelsestidspunkt, der er noget ældre end hidtil antaget – må- ske så tidligt som midt i 1100-t. Bygherren var udfra al rimelig antagelse ærkebiskop- pen i Lund, der omkring 1150 fik de tre af Bornholms fire herreder i forlening af kong Svend (Grathe). Borgen var Bornholms magtcentrum frem til 1688, og dramatiske begivenheder i Bornholms historie har udspillet sig indenfor og omkring dens mure. I 1743 blev borgen rømmet helt, og det var tilladt beboerne at hente sten fra ruinen (mod betaling) frem til 1822, hvor ruinen blev fredet (den allerældste bygningsfred- ning i Danmark?). Vores ærinde med besøget er at bese den murede vejbro fra 1400- tallet og den brolagte vej op over borgklippen og frem til porten ind til den næstinder- ste borggård.

Adgangsvejen til Hammershus

7 Dansk Vejhistorisk Selskab

Belægning fra middelalderen på Hammershus

Middelaldervej syd for Hammerhus (Ankermyre)

8 Dansk Vejhistorisk Selskab

Helleristninger Helleristninger fra Broncealderen finder man mange steder på Bornholm såvel på fast klippe som på løse stenblokke. Oftest er der tale om skålformede fordybninger, men undertiden ses også figurer af mennesker, dyr, solskiver, fartøjer og redskaber m.v. Meningen med disse helleristninger er uvis. Som så ofte, hvor arkæologer ikke har svar på rede hånd, gætter de på, at helleristningerne må henføres til en religiøs sam- menhæng, til de årlige ritualer i de datidige agerdyrkeres og hyrders frugbarhedskult. Kendte større helleristningsfelter på Nordbornholm har man på Madsebakken, Stor- løkkebakken og Blåholt, alle beliggende i kort afstand fra Allinge-Sandvig.

Kystvejen fra Allinge over Gudhjem til Svaneke

Bornholms turisme begyndte i sidste trediedel af 1800-tallet, hvor tyske ferierejsende søgte ophold i Allinge-Sandvig i større og større omfang, og den bornholmske klippe- kyst mellem Allinge-Sandvig og Svaneke udviklede sig efterhånden til et turiststrøg. De mange sprækkedale, der fra indlandet løber vinkelret på kystlinjen medfører, at den landværts trafik langs kysten har fulgt ruter oppe i landet, hvor sprækkedalene var mindre dybe. Herfra har der så været stikveje ned til kystens små fiskerlejer. Hel- ler ikke jernbanelinjerne (Rønne – Allinge-Sandvig og Aakirkeby-Gudhjem) fulgte kystlinjen over en længere strækning.

En spektakulær strandvej langs kystlinjen blev anlagt i 1950-erne af Bornholms Amt. Flere steder, hvor den krydsede åer i bunden af sprækkedale, er der konstrueret an- selige broer eller dæmninger. Vi får se på Serpentinevejen, der fra den højtliggende kystvej oppe på Bokul fører ned Gudhjem, ned til den nordre havn Nørresand og forbi Oluf Høst Museet, og vi gør holdt ved Broen over Holkadalen og betragter denne ne- defra så vel som oppefra.

Landevejen langs østkysten mellem Rø og Sandkås-Tejn.

9 Dansk Vejhistorisk Selskab

Bro over Holkadalen

Krøbingevejen over Sortemuld

Sortemuld er en lokalitet lidt syd for Svaneke. Her stødte man i 1960-erne og 1970- erne på et stort antal s.k. Guldgubber fra yngre Jernalder, små plader i guldblik med indpressede figurer af dyr og mennesker. Arkæologiske undersøgelser blotlagde en jernalderboplads fra o. 500 e. Kr., hvor Sor- temuld har været et lokalt magtcentrum. Noget tyder på, at Sortemuld det næste år- hundrede var afløst som lokalt magtcentrum af et andet center, Bakkegårdsbopladsen liggende vestpå ved Jættebro.

Fra Sortemuld har man sporet veje i forskellige retninger til oplandet. Bl.a. den vej vi skal se, Krøbingevejen, der har forbundet Sortemuld med Vigehavn, en vig i den vest- lige del af Sandvig. Her kan der muligvis have været handelsplads og sandsynligvis en udskibningsplads eller landingssted i Jernalderen. Krøbingevejen har sandsynligvis været i brug som færdselsrute siden Jernalderen, men dens betydning har selvfølgelig ændret sig ganske meget gennem den lange tid.

Pilte og varper

Frem til 1800-tallet var Bornholms indre en åben, ubeboet alminding bevokset med lyng og enebær og i øvrigt opfyldt af klippepartier og mosestrækninger og kun meget lidt, forpjusket, skov. Højlyngen var fra gammel tid udlagt som fælles græsning for alle bornholmere og her hentede man også brænde- og gavnved i det omfang, det var muligt. Bornholm var en træfattig ø dengang.

Ifølge gammel sæd var jord 'som ingen ejer' blevet betragtet som kongens ejendom. Men i løbet af 1800-tallet tvang den stigende befolkning og ændret landbrugsteknik myndighederne til at forandre brugen af Højlyngen. Det var begyndt i år 1800, da skovrider Hans Rømer indledte indgærdingen til et stykke fredskov, og i midten af år- 10 Dansk Vejhistorisk Selskab

hundredet skred man til udskiftning og opdyrning af de resterende udmarksjorder på Bornholm. En del jord blev udlagt til husmands- (boelsmands-) brug, resten udlagdes til sognekommunerne som fællesareal, og her rejstes skov. Alle landsogne på Born- holm fik andel i Højlyngen, og hvert landsogn fik en plantage; der er således mange 'plantageveje' på øen.

Men inden da var øens indre altså øde og stort set skovløst. Dog gik der stier over Højlyngen, og man mener, at de så kaldte pilte og varper, hvoraf en del er bevaret på Østbornholm, har været sigtepunkter, vejmærker, for dem der færdedes over Højlyn- gen. De har været synlige viden om, før Højlyngen blev beplantet. Nu gemmer de sig i plantagerne.

I Paradisbakkerne har man således Midterpilt og Østre pilt, Ved vejen forbi Ølene lig- ger Varperne, hvortil knytter sig sagnet om tre brødre, der af vanvare kom til at om- bringe deres tre søstre. Nærved finder man Klokkerpilt og nær Døvredal lidt øst herfor har man Døvrepilt og Sævepilt.

Frederiks Stenbrud ved Nexø

Den prækambriske, brunrøde sandsten, man finder omkring Nexø, er en 600 mio. år gammel dannelse, der er aflejret i en kystzone. Flere steder kan man observere bøl- geriller i de blotlagte overflader. Udnyttelsen af sandstenen begyndte i 1754 med åb- ningen af Frederiks Stenbrud, navngivet efter kong Frederik 5. Bruddet var i drift gennem mere end 200 år, Herfra er leveret sandsten til adskilligt byggeri i f.eks. Kø- benhavn. Man plejer at anføre, at Frihedsstøtten er af Nexø sandsten. Men der er mange andre monumenter, der der er opført med brug af materiale herfra.

Som det kan ses, ligger bruddet tæt ved havet, og det er også flere gange sket, at Østersøen er brudt igennem og har lukket bruddet for en tid. Så vidt jeg er underret- tet, bruges det vandfyldte brud i øjeblikket til forsøg med ørredopdræt.

Når man kommer gennem Nexø, bør man bemærke de mange gærder, der er opført af løst lagte flager af sandstenen herfra. Sandstensgærderne er et af denne egns sær- træk.

Sandstensbrud ved Skelbro og Læså ved Vasagård

Når granitten, der er dannet i adskillige kilometers dybde for måske 1.7 mia. år siden, i dag kan ses overalt på den nordlige del af Bornholm, skyldes det, at senere aflejrin- ger er blevet slidt væk af erosion, edterhånden som undergrunden hævede sig. På den sydlige del af øen træffer man aflejringer fra Kambrium, Ordovicium og Silur (600-400 mio. år siden), hvor Bornholm har været dækket af hav. Der mangler aflej- ringer fra Devon, Karbon og Perm, hvor øen altså må have ligget oven vande, men vi har igen aflejringer fra Trias Jura og Kridt (225-65 mio. år), hvor Bornholm igen har været havdækket. Brud i jordskorpen og efterfølgende gravsænkninger / horstdannel- ser har bevirket, at de sedimentære adflejringer på øens sydlige del ikke er bortero- deret ligesom de dannelser, der har ligget oven på granitten.

11 Dansk Vejhistorisk Selskab

Bro over Læs å

Langs Læsåen, der er fredet i hele sin længde, er de geologiske dannelser, øen består af, blotlagt gennem de snit, åen har skåret gennem landskabet. Der er en offentlig spadserersti fra Kalbygård til Vasagård (husk 'vandført' fodtøj), hvor man kan iagttage sandstens- kalkstens- og skiferdannelser fra nedre Kambrium til Øvre Ordovicium (Ri- spebjergsandsten, Andrarumkalk, Alunskifer, Orthoceratitkalk, Tretaspisskifer og Di- cellograptusskifer). Langs de ikke offentligt tilgængelige strækninger af det nedre løb kan man iagttage dannelserne fra jordens geologiske middelalder. På det 5-6 m høje profil, man kan iagttage ved Vasagård, ser man skiferlag fra Ordovicium med indlej- rede kalkstensboller.

Skiferbrud ved Læs Å

Ved Skelbro ved Søndre Landevej findes et kalkstensbrud, der har leveret Komstad- kalk. Kalkstenen herfra har et stort indhold af ler og egner sig derfor til fremstilling af

12 Dansk Vejhistorisk Selskab

cementsten. Fra 1919 til 1941 lå her en cementstenfabrik, som dog kun var i drift ganske få år.

Hulveje i Almindingen

Vi besøger området nær Gulbakkehus, et af de steder, hvor man i skovbunden be- mærker flere spor af hulveje. Bemærk i øvrigt de mange kampesten efterladt af isen. Her, hvor sådanne stenstrøninger stadig findes bevaret, har jorden aldrig været dyr- ket; og Bornholm har andetsteds haft tilgængeligt stenmateriale, så man har ikke væ- ret fristet til at fjerne disse.

Hvorfor disse hulveje i Almindingen? - Rimeligvis er de dannet af bønder, der hentede ved og lyng til brændsel eller foder. Men muligt er jo også, at de ældre kongelige magtcentre, og siden Lilleborg inde på øens midte en tid har været trafik- dannende knudepunkter. Lignende hulvejspor ses også i området bag Springbakkehus og ved Eskeviske nær , og alle synes at 'pege' mod Gamleborg.

Gamleborg og Lilleborg

Der er på Bornholm flere så kaldte folkeborge, tilflugtssteder, hvortil befolkningen har kunnet ty hen og forsvare sig mod indtrængende fjender. De stammer rimeligvis fra Folkevandringstid eller tidlig Middelalder således Gamleborg i Almindingen, en vold- omkranset klippeknude med to ha inden for volden. Gamleborg har været i funktion fra 800-tallet til ind i 1100-tallet, hvor den afløses af den nye kongelige borg Lilleborg, der ligger nogle hundrede meter mod nordvest.

Adgangsvej til Lille Borg

En anden Gamleborg finder man i Paradisbakkerne på Østbornholm. Andre ringborge er Storeborg i Spellinge Mose nær Rø Plantage og Ringborgen ved Rispebjeg i Peder- sker. Men i modsætning til disse synes Gamleborg at have fungeret som kongeligt magtcentrum. Bornholm synes at have været selvstændigt kongerige i 800-tallet. Da

13 Dansk Vejhistorisk Selskab

øen senere i Vikingetiden blev del af det danske rige, kan det have været Gamleborg, der blev sæde for den kongelige Jarl. Omkring år 1150 må man af den ene eller anden årsag have opgivet Gamleborg som militær bastion og i stedet opført en mere moderne (og mindre mandskabskræven- de?) borg på en klippeknude i Borresøen. Lilleborg stammer fra samme tid som de fleste af vore landsbykirker. Muringsteknikken er den samme som på sjællandske kvaderstenskirker. Ruinen består i dag af resterne af en ringmur, et kernetårn, der har vogtet vejen op til borgen og to murede bygninger på hver side af borgpladsen. Lilleborg var den kongelige borg, mens Hammershus blev ærkebispens borg. I opgøret mellem kong Kristoffer og ærkebiskop Jens Grand blev Lilleborg i 1259 angrebet og ødelagt af ærkebiskoppens broder og hans allierede, fyrst Jaromir af Rygen. 200 af borgens forsvarere skal ved den lejlighed være hugget ned.

Vi beser den smukke, brolagte vej fra middelalderen, der fra søbredden har ført op gennem forborg og forbi ladegårdsbygninger til porten ved siden af kernetårnet.

Cykelstier på tidligere jernbaneterræn. Frederikshøj Trinbrædt

Kun kort blev de Bornholmske Jernbaners æra (der har været flere selskaber). I år 1900 åbnedes strækningen Rønne-Aakirkeby-Nexø, i 1901 strækningen Aakirkeby- Almindingen, i 1913 linjen Rønne-Allinge og i 1916 linjen Almindingen-Gudhjem. Men allerede i 1952 lukkede Gudhjem-banen og året efter Allingen-banen, og endelig Mik- kelsdag, 29. sep., 1968 lukkede Rønne-Nexø-banen. Tilbage har vi en del af de smuk- ke stationsbygninger (arkitekt Kay Fisker) og enkelte bevarede viadukter og bane- dæmninger.

Bornholms Amt har siden 1981 etableret mere en 200 km cykelveje rundt på øen. En del at disse cykelveje er blevet anlagt på tidligere jernbaneterræn, således som man kan se det på stykket af cykelvejen nær Frederikshøj Trinbrædt, der følger Aakirkeby- Almindingen-banens gamle tracé. På grund af de svage niveauforskelle, der kunne tolereres på banelinjerne, er sådanne cykelveje meget behagelige at benytte; og så fører de ofte cyklisterne igennem meget naturskønne landskaber.

Christiansshøj trinbræt

14 Dansk Vejhistorisk Selskab

Helligdommen, Bornholms Kunstmuseum

Den helligdom, der er tale om, er en kilde ved foden af en af de stejle klipper ud mod havet. Stedet skal fra gammel tid have været et yndet sted at opsøge, og det er sta- dig et af de 'musts', som øens turister skal have oplevet. Der fører en sti langs klippe- kanten hele vejen fra Allinge og til Gudhjem (husk solidt fodtøj), og der er i sæsonen bådfart hertil fra Gudhjem, når ellers vejret er til sligt.

Bornholms Kunstmuseum fejrede i 1993 sit hundredårs jubilæum med en ny muse- umsbygning (arkitekter Fogh og Følner); alene på grund af bygningens kvalitet er stedet et besøg værd. Foruden den permanente udstilling af bornholmske billedkunst- nere, skulptører, keramikere m.v. arrangeres der løbende året igennem særudstillin- ger, for tiden en særudstilling om glaskunst.

Hotel Balka Strand

Litteratur:

Politikens Turen går til Bornholm. Fl. udg.

Under overfladen. De bornholmske råstofindustriers historie. Bornholms Museum, 2007.

På tur i Bornholms natur. Bornholms Velkomstcenter og Bornholms Amt, 1996.

Kyststier på Bornholm. Bornholms Amt, Teknisk Forvaltning, 1993

Cykelveje på Bornholm. Bornholms Amt, Teknisk forvaltning, 2002.

Lisbeth Pedersen: Bornholm i oldtiden – oldtidsminder og deres kulturhistoriske bag- grund. De samvirkende bornholmske turistforeninger, u.å.

H.E. Skaarup, Lisbeth Pedersen: Bornholm i historisk tid – forsvarsværker og deres politiske baggrund. De samvirkende bornholmske turistforeninger, u.å.

Civilingeniør Christopher Milner - en polytekniker på Bornholm - i Kjell Hegdalstrand: Brobyggere mellom land og folk, 2000 Statens vegvesen, Hedmark, ss. 173-188

15