Ivar Aasen Skrifter i samling Trykt og utrykt III Kristiania og Kjøbenhavn 1911–12 Føreord (1997) Innhald (detaljert) Om vort Skriftsprog (1836) Maalsoga og maalsak Norsk Navnebog (1878) innhald, teksten Umsetjingar Merknader Etterord ved Knut Liestøl Band I Band II Elektronisk utgåve Det Norske Samlaget Oslo 1997 IVAR AASEN SKRIFTER I SAMLING TRYKT OG UTRYKT III KRISTIANIA OG KJØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG MCMXII II Skrifter i Samling III Føreord (1997) Skrifter i Samling kom ut i tre band i 1911 (band I) og 1912 (band II og III), redigert av Knut Liestøl. Dette er den største samleutgåva av skriftene til Aasen som har kome ut, og det er eit sentralt referanseverk i litteraturen om Aasen. Det er ei liste over dei ulike samleutgåvene i bibliografidelen på denne cd-en. Trass i storleiken er tittelen Skrifter i Samling misvisande. Trebandsverket inneheld berre eit lite utval av den store pro- duksjonen til Aasen. Ingen av dei større verka (grammatikka- ne, ordbøkene, Prøver af Landsmaalet, Norske Ordsprog) er med, og det er heller ikkje ein del av dei artiklane som stod på prent i levetida til Aasen. Sjå elles «Etterord» av Knut Liestøl i dette bandet. Skrifter i Samling vart på nytt tilgjengleg som bok i 1996 då Gyldendal gav ut ei ny fotografisk utgåve med etterord av Kjell Venås. Dei tre banda er der samla i eitt band. Denne elektroniske utgåva ligg tett opp til originalutgåva i 1911–12, og sidenummera på boksidene er dei same. Dei viktigaste skilnadene er: 1) innhaldslista er her flytt fremst, og dei nye sidene er nummererte med romartal, 2) teiknet er bytt ut med «d. v. s.», 3) rettingane som er førte opp lengst bak i bokutgåva er førte inn i hovudteksten, og nokre prentefeil i bokutgåva er retta utan at det er gjort greie for det i kvart einskild til- felle, 4) nokre av overskriftene er retta slik at dei no er i sam- svar med originaltitlane på stykka. Det er laga lenkjer slik at ein kjem seg frå teksten til merkna- dene ved å trykkja på ved overskriftene. Skrifter i Samling er skanna og korrekturlese av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo. Oslo, januar 1997 Oddmund Løkensgard Hoel Skrifter i Samling III INNHALD MAALSOGA OG MAALSAK Om vort Skriftsprog (1836)......................................7 Norske Viser og Stev (1848) ...................................11 Folkevennen (1852).................................................24 Mere om det norske Sprog (1852)...........................57 Om Dannelsen og Norskheden (1857)....................66 Om Sprogsagen (1858)..........................................108 Um «Ny Hungrvekja» (1858) ...............................128 Minningar fraa Maalstriden (1859) .......................136 Budstikkens Oplysninger om Sproget (1861) .......171 Fortalen til Grammatiken (1864)...........................179 Atterførsla (1887)..................................................194 NORSK NAVNEBOG (1878).....................................215 I. Norske Navne...........................................................220 Om vort Forraad af norske Navne ........................266 Om Navnenes Form eller Dannelse.......................271 Om de norske Navnes Betydning..........................278 II. Fremmede Navne....................................................288 a) fra de nærmeste Lande ......................................289 b) fra Sydlandene og Østerlandene .......................293 III. Nydannede Navne .................................................309 IV. Om Navneskikken i det hele ..................................315 UMSETJINGAR Fridtjofs Saga (1858).............................................329 Døming um Forfederne (1853)..............................368 Framgangen i Engelland (1853)............................370 Varmen i Vesterholvo (1853).................................372 Gagnet av Heimssogo (1853)................................373 Av «Adam Bede» (1861).......................................375 Den raadvise Riddaren (1873)...............................380 MERKNADER ..........................................................384 ETTERORD................................................................386 Skrifter i Samling III MAALSOGA OG MAALSAK Skrifter i Samling III Skrifter i Samling III 7 OM VORT SKRIFTSPROG. 1. Efterat vort Fædreneland atter er blevet hvad det engang var, nemlig frit og selvstændigt, maa det være os magtpaaliggende at bruge et selvstændigt og nationalt Sprog, eftersom dette er en Nations fornemste Kjendemærke. Saalænge Norge ansaaes som en dansk Provinds, og Landets Embeder for en stor Deel besattes af Danske, ja endog alle Norske, som nød videnskabelig Opdragelse, oplærtes i Danmark og paa Dansk, og følgelig Dansk eller Kjøbenhavnsk Tale og Skrift omsider blev herskende hos os, var det naturligt, at vort Sprogs Nationalitet maatte gaae under. Hiin Umyndighedstid er svunden, og vi burde vise Verden, at vi ogsaa i denne, vistnok ikke uvigtige Sag – attraaede at være selvstændige. Broderlandet Sverige har i denne Henseende været lykkeligere. Det har nu et Sprog, saaledes som man kunde vente sig det paa hiin Side af Fjeldene; thi det ligner saa vakkert det rette norske Folkesprog, som man dog ei faaer at see paa Papiret, ei heller at høre, uden af den ringere anseede Klasse. Skulde vi synde i Et af To, saa var det tilgiveligere, at hælde til det Svenske, end til det Danske. Dette godtgjøres ved Landenes Beliggenhed, ved Folkesprogenes Lighed. En saadan Omstændighed var ingen Unationalitet, ingen Amalgamation (for at bruge 8 Skrifter i Samling III de engang antagne Navne); det var den naturlige Lighed mellem to Væxter af samme Frø. Vi trænge aldrig til at gaae udenom Grændserne efter et Sprog; vi skulde lede i vore Gjemmer, og see efter, hvad vi selv eiede, førend vi gik hen at laane af Andre. Ligesaa lidet, som det skulde hædre en fri Mand at aftrygle af Andre, hvad han selv havde Forraad af, ligesaalidet hædrer det os, at vi heller samle udenlandske Ord, end benytte dem, der almindelig kjendes og bruges i vore Bygder. 2. Da nu Enhver synes bedst om det, han fra Barns Been er tilvant, og da alle Skrivende i vor Generation, ere paa en Maade bundne til det Kjøbenhavnske, og maaskee fordetmeste vante fra Ungdom op, til at foragte vort Folkesprog, saa er det venteligt, at en saadan Reform ansees af de Fleste med mindre Gunst. Imidlertid gives der dog, – det har man seet i vore offentlige Blade og andre Skrifter, – de, der alvorlig ønske at faa vort Sprog saaledes formet, at man med mere Føie kunde kalde det Norsk. Den mindre dannede Deel af Folket, saa slavisk den endog undergiver sig det Herskende, maa vist længe stiltiende have imødeseet en saadan Forandring. Vistnok skulde mange Misforstaaelser og ubillige Puristerier for en stor Deel forebygges. Det har altid smertet mig bittert, naar jeg hørte vort Almuesprog krænkes og belees, enten af velklædt Uvidenhed, eller af en rigtignok velmeent Renselses-Iver. Skal vi da, tænkte jeg, give Slip paa denne kostelige Skat fra Fortiden, som vore Forfædre gjennem alle sine Trængsler have troligen bevaret og overladt til os som en hellig Arv? Skal dens Besiddelse, saa retfærdig som den er, endnu gjøres os stridig, nu, da Folkefriheden atter befinder sig mellem vore Klipper? Skrifter i Samling III 9 3. Medens Tid og Omstændigheder, som før er sagt, gjorde den Kjøbenhavnske Dialekt herskende hos os, opbevaredes og dyrkedes dog vort Nationalsprog i Bondens Hytter i vore Dale og paa vore Strande; lad end være, at dette ikke er Tilfældet med alle Distrikter i lige Grad. At Tiden ogsaa har havt sin Virkning paa Almuesproget, er naturligt; men naar man betænker, hvor vide vort Lands Befolkning er adspredt, hvor lang Tid Sproget ikke blev skriftligen dyrket, samt flere, forhen berørte Omstændigheder; – saa maa man ansee det for noget Stort, at denne National-Eiendom endnu i saapas Stand kan overleveres os. Dersom Norge gjennem disse Sekler havde hævdet sin politiske Selvstændighed, da skulde vort Hovedsprog ogsaa været Almuens, det skulde været Sammenligningen af Landets Dialekter, Middelpunktet, hvorom de dreiede sig. Men vi lode os, med en vidunderlig Taalmodighed, i saa lang Tid uretfærdigen beherske af Andre; derfor tabte vi vort Held og Hæder, derfor tabte vi vort Fædrenesprog. At gjenvinde dette er os endnu ikke umuligt; vor Nationalære fordrer det, og vort Lands lykkelig forandrede Stilling berettiger os dertil. Bonden har den Ære at være Sprogets Redningsmand; til hans Tale skulde man altsaa lytte. 4. Man vil indvende, at en Sprogreformation er Noget, der ei bør foretages paa eengang, men henstilles til Tiden og til Aarhundredets Virkning. Men dette anseer jeg som mindre gjældende i en Stat, som Lykken paa eengang gjorde fri og selvstændig, og hvis rette Folkesprog, skjønt i saa lang Tid useet paa Papiret, dog endnu er til. Ei heller troer jeg, man kan støtte sig paa den Mening, at det nye Sprog skulde blive forvirrende for Begyndere, eller i 10 Skrifter i Samling III Førstningen have vanskeligt for at forstaaes af Alle; samt at Udlændinger derved skulde finde en ny Steen i Veien. Det maatte naturligvis saaledes indrettes, at alle Indfødte kunde forstaae det; thi alle blot provindsielle Ord og Vendinger burde undgaaes saavidt muligt. Det blev, endvidere, ikke saa forskjelligt fra de to andre nordiske Sprog, at den, der kunde et af disse, skulde have stort Hovedbrud for at kunne dette. – Desuden vilde hiin Aarhundredets Reformation, som ovenfor tilsigtes, blive en evig Opbyggen og Nedriven, da Sproget, manglende en bestemt Basis, stedse vil vakle fra det Ene til det Andet, saa