Visionen 'Kongelunden' Baggrund Og Historie
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
Visionen ’Kongelunden’ Det bynære område, femkanten, som omkranses af Frederikshøj, Højbjerg, Fredensvang, Kongsvang, Frederiksbjerg og Aarhus Bugt udgør i dag det største sammenhængende multifunktionelle rekreative område i Aarhus. På trods af sine vigtige rekreative funktioner har området et uforløst potentiale som Aarhus’ grønne og aktive lunge. Visionen ’Kongelunden’ vil sikre og udvikle områdets kvaliteter og værdier for kommende generationer. Området skal ikke alene tilbyde en mangfoldighed af rekreative udfoldelsesmuligheder for aarhusianerne, men også udvikles til at blive det største sammenhængende storbynære rekreative område i Danmark og dermed tiltrække endnu flere gæster til byen. Dette gøres ved at følge nedenstående fem bystrategiske pejlemærker for udviklingen af området: • Flere destinationer gør området til en samlet attraktion i byen. Dette gøres ved at fjerne fysiske barrierer og ved at udvikle nye og opdatere eksisterende destinationer med reference til den grønne og blå natur samt de enestående historiske og landskabelige forhold i området • Et centrum for livskvalitet, bevægelse samt store og små fællesskaber. Dette gøres ved at sikre en lang række forskellige funktioner, der understøtter hinanden og som understøtter, at man bevæger sig inde i området og ikke kun tager derind for at besøge enkelte og isolerede tilbud. • En moderne ramme for events inden for sport, kultur og erhverv. Ved en gennemgribende modernisering og nybyggeri af idrætsanlæg med fokus på fleksibel og høj udnyttelse, skabes et nyt center i landsdelen for både større og mindre events. • Et rum for ro, fordybelse, eftertanke og viden. Dette gøres ved at dedikere dele af området til livets roligere udfoldelser og ved at skabe plads til funktioner, der understøtter nysgerrighed og videnskab. • Samlet skabes det nødvendige grundlag for at aktivere og demokratisere området, hvilket vil gøre det til ’Hele Aarhus’ legeplads’. Områdets skal udvikles fra et enkeltstående udflugtsmål til at blive en del af den aarhusianske hverdag. Baggrund og historie I 1896 købte Aarhus by Marselisborg gods og påbegyndte dermed en udvikling, der i de seneste mere end 100 år har gjort området Kongelunden til en vigtig, livgivende og anderledes del af Aarhus. Området indeholder i dag en række rekreative funktioner af meget varierende karakter og med meget varieret tilgængelighed, aktivitetsniveau og tiltrækningskraft. Forbindelser til og i området er i enkelte delområder tilvejebragt, men forbindelser der understøtter oplevelsen af et samlet og meget stort rekreativt område til gavn for borgerne mangler. På baggrund af en landsindsamling og byrådets beslutning om at stille en del af Marselisborgs jorder vederlagsfrit til rådighed blev det nuværende Marselisborg Slot i 1899-1902 opført efter tegninger af kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann. Slottet blev stillet til rådighed for det senere kongepar Kong Christian d. 10. og Dronning Alexandrine. Med Marselisborg Slot blev den ene af to afgørende vægtskåle i områdets nuværende balance skabt. Et rum for det rolige og tilbagetrukne. Kort efter blev vægtskålen med de mere folkelige, udadvendte og til tider vilde elementer etableret. Allerede i 1904 blev Restaurant Friheden – og dermed det senere Folkeparken Friheden og nuværende Tivoli Friheden – etableret tæt på sporvognens endestation, mens Aarhus Idrætspark blev indviet i 1920, Aarhus Cyklebane i 1922, Jydsk Væddeløbsbane i 1924 og Mindeparken i 1925. Balancerne og forbindelserne mellem det rolige og royale på den ene side og det mere vilde og folkelige på den anden side blev blandt andet understreget af Christian d. 10.’s indvielse af både Aarhus Idrætspark og Mindeparken. Kongelunden favner i dag blandt andet en lang række idrætsanlæg, Ole Rømer Observatoriet, Rømerhaven, Forstbotanisk Have, flere daginstitutioner, en kolonihaveforening, Søværnets Operative Kommandos tidligere operationscenter, en række faciliteter i tilknytning til Jydsk Væddeløbsbane og Tivoli Friheden. Der er meget skov i Kongelunden, men for det meste er der tale om mørk og utilgængelig skov, der langtfra tilbyder de samme rekreative udfoldelsesmuligheder, som gør Riis Skov til en naturlig destination i den nordlige del af Aarhus. Mulige aktiviteter i området spænder fra koncerter, eliteidræt og vilde rutschebaneture til et langsommere liv og mulighed for fordybelse ved skov, park, slot og sø. Visionen Den positive udvikling af Tivoli Friheden har skabt en mærkbar forøgelse af aktivitetsniveauet i den ene ende af Kongelunden de senere år. Sammen med øvrige funktioner i området udgør dette et godt fundament for udviklingen af et samlet Kongelunden. Det er dog samtidigt vurderingen at området ikke i dag lever op til sit fulde potentiale. Mange faciliteter lever i for høj grad isolerede liv og fremstår også fysisk lukkede om sig selv. Flere af faciliteterne lever ikke op til forventningerne hos et moderne publikum. Infrastrukturen skal gentænkes og forbedres. Overgangene i området virker tilfældige og er flere steder direkte vanskelige. Lyset lukkes ude og for mange hegn er sat op. For at forløse Kongelundens store potentiale skal der rykkes afgørende ved de nævnte forhold de kommende år. Visionen er at skabe et Kongelunden, der fortsat fastholder en sund balance mellem rammer til både ro og aktivitet, men som også udvikles til et naturligt centrum i landsdelen for store events og begivenheder inden for idræt og kultur. For aarhusianerne og byens gæster skal der således hver uge året rundt være et bredt udsnit af begivenheder i området, som tiltrækker alle aldersgrupper og en mangfoldighed af interesser til Kongelunden. Der skal på en og samme tid ske en styrkelse af de naturmæssige og rekreative kvaliteter og en øget adgang til at anvende området. Med andre ord skal der i Kongelunden både ske en demokratisering og aktivering af det største sammenhængende multifunktionelle rekreative og meget bynære område i Aarhus. Byen skal sammen med vigtige partnere fremtidssikre området til gavn for de kommende generationer. Der vil være tre afgørende greb for at komme i mål med visionen. For det første skal der gennem udvikling, opgradering og sammentænkning af eksisterende og helt nye destinationer skabes mange flere anledninger til at borgerne begiver sig oftere ind i flere dele af området. For det andet skal der gennem modernisering og nybyggeri af centrale idrætsfaciliteter skabes synergier og sammenhænge, der gøder jorden for en kommerciel drift med fokus på ikke alene idræt, men også store og små events og arrangementer til indfrielse af behov hos borgere, foreninger og erhvervsliv. Katalysatoren i denne omvæltning vil være byggeriet af et egentligt moderne fodboldstadion. Et nyt fodboldstadion skal sammen med modernisering af øvrige anlæg skabe rammerne for en fleksibel udnyttelse med fokus på et højt aktivitetsniveau hele ugen og hele året. Slutteligt skal der gennem en ambitiøs og gennemgribende gentænkning af infrastrukturen sikres en fremtidssikret betjening af området med fokus på mobilitet, bevægelse, funktionalitet og æstetik. Betjeningen skal således både kunne håndtere de mange små aktiviteter i hverdagen og de helt store events og festlige begivenheder i byen. Destinationer Tivoli Friheden, idrætsfaciliteterne i området, Havreballe Skov, Ole Rømers Observatorium, Mindeparken, Rømerhaven og Forstbotanisk Have udgør nogle af de mange destinationer i Kongelunden, som i varierende grad har brug for opgradering og for at blive tænkt sammen med hinanden og nye destinationer. Der er rig mulighed for at tænke nye destinationer ind i området, hvilket den borgerinddragende idéproces skal vise det fulde potentiale for. Det er dog allerede nu oplagt at forestille sig, at stiforbindelser, klatrepark og udsigtspunkter kan skabe både aktivering og nye fornemmelser for områdets sammenhænge og muligheder. Nyt fodboldstadion Næste år runder det oprindelige Aarhus Idrætspark 100 år. Parken har tjent idrætten og herunder særligt fodbolden godt, men de seneste mange års konstante debat om tilskuerforhold viser også begrænsningerne. Aarhus har brug for et topmoderne fodboldstadion, og det bliver nu muligt via partnerskab at sikre en moderne facilitet, der i samspil med øvrige funktioner og faciliteter inden for idræt i området kan udgøre centrum for den kommercielle drift af begivenheder i området. Processen Processen bliver afgørende for at indfri visionen. Der igangsættes ikke en hovedkulds omdannelse, men der bliver nu lagt nogle afgørende bystrategiske pejlemærker for en kommende gennemtænkt, langvarig og afstemt proces med fokus på bevarelse af vigtige balancer mellem eksempelvis udadvendte aktiviteter på den ene side og tid samt rum til fordybelse og ro på den anden side. Processen vil invitere borgere, eksperter og interessenter til at komme til orde på en organiseret og gennemsigtig måde. Formålet er at lytte, men også at udfordre de perspektiver der kommer på banen. Kun på denne måde skabes de nye forbindelser og den idegenerering, der kan sikre at området bliver en attraktion i en klasse, der tilføjer endnu flere facetter til byen Aarhus. Byrådet har i budgettet allerede afsat ressourcer til at understøtte processen. Købmand Herman Sallings Fond har med et bidrag på 5 mio. kr. til proces og projektledelse muliggjort det helt rigtige ambitionsniveau for en proces, der kommer til at skabe et nyt Kongelunden og derigennem ændre Aarhus som by. Organisering Ambitionsniveauet kræver en by der står sammen. Derfor må der ikke kunne sås tvivl om ejerskab til vision og proces. Borgmesteren vil sætte sig for bordenden i en overordnet styregruppe, hvor også de private partnere samt rådmændene for Teknik og Miljø samt Kultur og Borgerservice er medlemmer. .