Bornholms Historie“, Der Oprindelig Udsendtes I to Bind 1900-1901, Var Den Første Samlede Beskrivelse Af Øens Historie, En Bedrift Der Ikke Senere Har Kunnet Gentages

J. A. Jørgensen A. J. BORNHOLMS J. A. Jørgensen HISTORIE

J. A. Jørgensens „Bornholms Historie“, der oprindelig udsendtes i to bind 1900-1901, var den første samlede beskrivelse af øens historie, en bedrift der ikke senere har kunnet gentages. Samtidig HISTORIE BORNHOLMS BORNHOLMS er den forfatterens hovedværk. Det er her lykkedes ham i et klart og ﬂ ydende sprog at skabe en enestående, folkelig fremstilling. I Palle Bruus Jensens genfortælling føres vore dages læser ube- HISTORIE sværet gennem øens brogede fortid. Skønt senere generationers forskning på særlige områder har distanceret sig fra Jørgensens FRA OLDTIDEN TIL ÅR 1900 fremstilling, står denne stadigvæk som en milepæl i den bornholmske historielitteratur. Der venter læseren mange gode oplevelser i selskab med J. A. Jørgensen! Ebbe Gert Rasmussen - dr. phil

JOHAN ANDREAS JØRGENSEN (1840-1908) kom fra Sønderjyl- land, men tilbragte det meste af sit liv på Bornholm. Han var lærer og kirkesanger i Ibsker, men hans arkæologiske og historiske viden gjorde, at han gennemførte selvstændige udgravninger for Nationalmuseet. Gennem en årrække samarbejdede han med amtmand Vedel i undersø- gelser af øens forhistorie ligesom han indsamlede og formidlede viden om Bornholms historie. J.A. Jørgensen var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Bornholms Museum (1894), hvis første leder han blev.

Genfortalt af Palle Bruus Jensen

1 William Dams Forlag William Dams Forlag BORNHOLMS HISTORIE

J. A. Jørgensen

BORNHOLMS HISTORIE

FRA OLDTIDEN TIL ÅR 1900

Genfortalt af Palle Bruus Jensen

William Dams Forlag, Rønne

Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller dele af den er kun tilladt efter skriftlig aftale med forlaget.

1. udgave, 1. oplag, 2008 ISBN 987-87-87021-98-2

Forsidefoto: Mogens Dam

Korrektur: Michael Berg Petersen

Produktion: Hakon Holm ApS, Rønne

4 INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord - Palle Bruus Jensen 7 Forord - Ebbe Gert Rasmussen 8

Istiden 13 Stenalderen 15 Bronzealderen 20 Jernalderen 23 Vikingetiden 24 Handelsforbindelser i Jernalderen 26 Den ældste historiske efterretning 27 Den historiske tid 28 Kristendommens indførelse på Bornholm 34 Bornholm under Lunds ærkebisper 36 Bornholm under Lübeckerne 46 Bornholm under den danske krone 62 Svenskernes erobring af Bornholm i 1645 67 Tilstanden på Bornholm fra 1645 til 1658 79 Begivenhederne på Bornholm 1658 82 Den nærmeste tid efter 1660 102 Tilstanden på Bornholm omkring 1680 118

5 Amtsskriver Augustus Dechner og hans tid 121 Fra Dechners tid til 1770 127 Det store gårdsalg 1744 137 Fra 1770-1814 144 Landboforhold 148 Pottemageri - urmageri og sandstensbrud 157 Det 19. århundredes begyndelse 161 Gouvernementstiden 1807-14 166 Kulbrydning på Bornholm 175 Fra 1814 til 1866 176 De bornholmske skove 183 Fra 1848 til 1864 190 Udmarkssagens historie 195 Fra 1866 til 1900 201 Agerbrugets opsving 209 Samfærdselens udvikling 210 Videnskabelige undersøgelser 212 De gamle bornholmske kirker 215 Lov og retsvæsen 216 Dagspressen på Bornholm 217 Lavsvæsen på Bornholm 219 Efterskrift af J.A. Jørgensen 221

6 FORORD

Det var med nogen betænkelighed, at jeg sagde ja til en opfordring fra William Dams Forlag i Rønne om at genfortælle J.A. Jørgensens oprindelige tobindsværk fra 1900 og 1901 om Bornholms historie fra oldtiden frem til år 1900.

Der har været to væsentlige faktorer ved genfortællingen af J.A. Jørgen- sens bøger. Den første var sproget, som var meget forskelligt fra det dansk, vi kender i dag, da han skrev om Bornholms historie i slutningen af 1800-tallet. Den anden af de væsentlige faktorer var, at J.A. Jørgensen ikke var historiker i ordets akademiske betydning. Han var en begavet, historieinteresseret lærer fra Ibsker, som blandt andet endte med at blive én af hovedkræfterne bag oprettelsen af Bornholms Museum og blev dets leder fra starten i 1894. Én af Jørgensens helt store interesser var arkæo- logi, og få har som han, i den grad gennemgravet den bornholmske muld i jagten på at finde ting og sager, som kunne medvirke til at kaste lys over øens fortid.

Det har været en spændende opgave, og jeg kan sagtens stå inde for det færdige resultat. Jeg har dog sorteret en anelse i forskellige sproglige be- greber, som var vigtige for forståelsen for over 100 år siden, men som i dag vil blive betragtet som overflødige selvfølgeligheder.

J.A. Jørgensen var i ordets bedste betydning en folkelig historiefortæller, og det har været mit mål at følge denne vigtige og gode tradition op her i det nye årtusinde.

Palle Bruus Jensen

7 FORORD

JOHAN ANDREAS JØRGENSEN (1840-1908) var sønderjyde. Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 blev han afskediget som skolelærer i Stenbjerg af tyskerne. Samme år blev han ansat som lærer og kirkesanger i Ibsker. Han varetog disse stillinger indtil sin afsked i 1902 for at hellige sig arbejdet som leder af Bornholms Museum.

J.A. Jørgensen har især indskrevet sit navn som indsamler og formidler af stof til Bornholms historie. Gennem en årrække samarbejdede han med amtmand Vedel i undersøgelser af øens forhistorie, ligesom han siden 1871 gennemførte selvstændige udgravninger for Nationalmuseet. Des- uden vakte han ved foredrag, avisindlæg og et med tiden omfangsrigt forfatterskab interesse for Bornholms fortid. Han var en af hovedkræf- terne bag oprettelsen af Bornholms Museum (1894), hvis første leder han blev.

J.A. Jørgensens BORNHOLMS HISTORIE, der oprindelig udsendtes i to bind 1900-1901, var den første samlede beskrivelse af øens historie, en bedrift der ikke senere har kunnet gentages. Samtidig er den forfatterens hovedværk. Det er her lykkedes ham i et klart og flydende sprog at skabe en enestående, folkelig fremstilling. I Palle Bruus Jensens genfortælling føres vore dages læser ubesværet gennem øens brogede fortid. Skønt senere generationers forskning på særlige områder har distanceret sig fra Jørgensens fremstilling, står denne stadigvæk som en milepæl i den bornholmske historielitteratur.

8 Efter en kort præsentation af istiden redegør Jørgensen for nogle af de vigtigste arkæologiske fund fra oldtiden. Vi stifter bekendtskab med stenalderens jættestuer og enkeltfund. Gennem bautasten, helleristninger og mindre fund indføres vi i bronzealderens rigere, men også mere klas- sedelte samfund. Fra jernalderen fortæller mange rige fund - de talrige mønter og de imponerende tilflugtsborge som Gamleborg m. fl. - om den voksende rigdom, men også om krigeriske sammenstød. Bornholm var takket være sin beliggenhed i Østersøen ved de internationale han- delsruter nu for alvor blevet en fast bestanddel af den europæiske verdens- del.

Disse tendenser forstærkedes i historisk tid med sagnhistoriens kraftfulde skikkelser, Veset, Blod-Ejgil og andre. De 15 romanske kirker, herunder de fire rundkirker, og ruinkomplekserne Lilleborg og Hammershus samt de spredte rester af kapeller fortæller både om kristendommens sejrsgang efter ca. år 1000 og voldsomme magtkampe mellem konger og bisper. Så- ledes blev øen fra 1149 delvis og fra begyndelsen af 1300-tallet som helhed administreret af ærkesædet i Lund. Som en følge af senere tiders politiske forviklinger og den store efterspørgsel efter sild kom hansestaden Lü- beck i besiddelse af øen som brugspant (1525-76). Ikke nok med det. Til overflod kom efterhånden svigtende konjunkturer for hovederhvervene landbrug og fiskeri og - ikke mindst - en række opslidende krige mellem Danmark og Sverige. I slutningen af Torstenssonkrigen (1643-45) erobrede svenskerne øen. Trods Svanekeborgeres heroiske forsvar ved Malkværn gik fjenden i land og udøvede i den kommende tid et sandt rædselsherredømme. Få år senere indtraf den største bedrift i den bornholmske historie: Ved Roskildefreden i 1658 blev Bornholm i lighed med det øvrige Østdanmark afstået til Sverige. Det nye svenske styre på Ham- mershus og den påfølgende opstand i december skildres indgående på grundlag af samtidige breve og beretninger. Her møder vi frihedsskik- kelser som Jens Kofoed, Povl Anker m.fl. Triumfen kulminerede, da en delegation af de oprørske bornholmere på Københavns Slot forærede de-

9 res ø til den danske konge til evig arv og eje. Den højtidelige overræk- kelse blev startskuddet til indførelsen af enevælden i Danmark halvandet år senere.

I denne periode oplever vi den ældre enevældes stærke trang til ensartet- hed og kontrol, men samtidig også frygt for enhver opposition: Ulykkeli- ge skæbner som landsforræderen Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina henslæbte et par år som straffefanger på Hammershus, rigets uhyggelige statsfængsel. Det forfaldne anlæg blev endelig i 1684 afløst som fæstning af det nyanlagte Christiansø. Bornholmerne levede fortsat i skyggen af den udenrigspolitiske modsætning til Sverige. Under de fortsatte krige var højdepunkterne mange: I forbindelse med det katastrofale, svenske flådeforlis ved Sose under Skånske Krig (1678) optrådte Jens Kofoed uheldigt. Senere under Store Nordiske Krig (1700-20) huserede Tordenskjold adskillige gange i bornholmsk farvand, ligesom den russiske zar Peter ved en enkelt lejlighed (1716) satte fod på bornholmsk jord. I disse år med fortsat økonomisk trange kår var fattigdommen rystende på øen. Den var mærkbar overalt.

Med de første årtier af 1700-tallet gik det endelig mod lysere tider. Fre- deligere forhold og stigende priser på eksportvarerne lagde grunden til ny foretagsomhed. Fremgangen i hovederhvervene blev ledsaget af nye erhverv som pottemageri, fremstilling af ure („bornholmere“) og sand- stensbrydning. I samme retning trak den yngre enevældes mere realisti- ske økonomiske politik og den spirende trang til landbrugsreformer. Et stort skridt fremad var statens første forsøg på en løsning af det vanskelige udmarksproblem, den bornholmske parallel til de store landbrugsreformer i det øvrige land. I denne positive udvikling blev Englænder- krigen (1807-14) en ubehagelig oplevelse for øsamfundet. Ganske vist kunne dristige eventyrere som Kaspar Henrik Wolfsen og andre med deres små kanonbåde vinde store gevinster; men samfundet som helhed led under isolation, stigende dyrtid og senest statsbankerot (1813).

10 Først med 1830´erne var krigens virkninger overvundet. Nye frugter kunne efterhånden høstes af fredens arbejde. Med indførelsen af folkestyret (1848) blev der skabt et nyt grundlag: den første sandflugtsbekæmpelse med skovbeplantning, Hans Rømers genrejsning af Almindingen, den endelige løsning på udmarksproblemet og gunstige resultater med bryd- ning af først kul og siden ler og granit samt vigtige nybrud inden for undervisning lagde fundamentet til det store gennembrud på så at sige alle områder: det moderne landbrug med mekaniseret drift, den nye industri, udviklingen af moderne samfærdselsmidler som daglig dampskibs- forbindelse med hovedstaden. Alt dette åbnede øen for omverdenen og beredte vejen for senere tiders turisme - og jernbanebyggeri - som gjorde Bornholm mindre. Det var også en tid med store nybrud indenfor ånds- kulturen, især den kirkelige med Peter Chr. Tranberg og hans forkyn- delse, men også højskolebevægelsen. Politiske partier dukkede frem med en ødækkende lokal presse. Med oprettelsen af skytte- og gymnastikfor- eningerne skabtes grundlag for det moderne idræts- og friluftsliv. Vig- tige videnskabelige undersøgelser - især på det geologiske og arkæologiske område - blev påbegyndt kort før år 1900, da hele samfundsudviklingen tenderede mod at udviske de mange, traditionelle forskelle mellem Born- holm og det øvrige land. Det er denne spændende tid, J.A. Jørgensens bornholmske slægtled oplevede, og som han så veloplagt afsluttede sin fremstilling med.

Der venter læseren mange gode oplevelser i selskab med J.A. Jørgensen.

Ebbe Gert Rasmussen dr. phil.

11 12 ISTIDEN

Bornholm har ikke altid været en ø. Videnskaben har for længst fastslået, at øen i tidernes morgen var landfast med Sverige - altså med Den skandinaviske Halvø. Det forholder sig præcis på samme måde med Østersøen. Havet omkring Bornholm har heller ikke altid været et hav. Østersøen var engang en enorm indsø - læg mærke til endelsen - søen - der blev forsynet med ferskvand fra kontinentet, og det var først i forbindelse med Istiden, at der blev skabt forbindelse til verdenshavene gennem de huller i landskabet, som senere kom til at hedde Øresund, Storebælt og Lillebælt. I den periode af klodens historie, der er kendt som Istiden, var Born- holm dækket af kolossale ismasser, som bedst af alt kan sammenlignes med indlandsisen i Grønland. Man kan populært sige, at Bornholm er et produkt af global opvarmning, som med andre ord ikke er et fænomen, der er opfundet i det 21. århundrede. I takt med, at denne iskolos smeltede og satte sig i bevægelse, dukkede Bornholm bogstavelig talt frem på overfladen - begyndende med toppen af Rytterknægten, som stadig er øens højeste punkt. Hele vejen fra Den skandinaviske Halvø skubbede de vældige ismasser kæmpemæssige klippestykker og alle former for mineraler foran sig og skabte dybe furer i det landskab, der dukkede op. Nogle af disse løsrevne klippeblokke endte på Bornholm, hvor de ligger den dag i dag og har fået navne. Rokkestenene i Almindingen og på Ibsker Højlyng er eksempler herpå. Når de kom til at hedde rokkestenene, skyldtes det alene, at naturens luner fik dem placeret, så det faktisk kunne lade sig gøre at rokke de mange tusinde tons tunge klippeblokke.

13 Selv i mange tusinder af år efter istiden var forbi, boede der ikke mennesker på øen. Der skulle endnu mere global opvarmning til, før de første levende mennesker fandt det attraktivt at slå sig ned på øen i Østersøen. Videnskaben er stadig uenig om, hvorvidt de første danskere i virkeligheden var bornholmere …

14 STENALDEREN

Det er måske nok ønsketænkning, men der er nogenlunde enighed om, at der begyndte at dukke mennesker op forskellige steder i Danmark i Stenalderen. Den har man så - for overskueligheden skyld - kaldt henholdsvis „Den yngre“ og „Den ældre“, og der er ikke så lidt, der tyder på, at de første mennesker slog sig ned på Bornholm i Den yngre Stenalder - altså den, der er tættest på vores tidsregning. Det er arkæologerne kommet frem til gennem undersøgelser af de sten- alderredskaber, der gennem årene er dukket op på Bornholm. Det sker i øvrigt stadig, at der findes spændende ting i jorden, som fortæller nyt om vores fælles fortid. Hvor arkæologerne kommer lidt i tvivl om, hvornår de første mennesker kom til Bornholm, er, når der findes redskaber og andet, som man med sikkerhed kan fastslå stammer fra den periode, der ligger mellem Den ældre og Den yngre Stenalder ... så, hvem ved?

Noget tyder imidlertid på, at der kom mennesker til Bornholm nogenlunde samtidig med, at kyststrækningerne hele vejen rundt om Østersø- en blev beboet. Det ved man med rimelig sikkerhed skete nogle tusinde år før vor tidsregning. To-tretusinde år - måske? Til gengæld kommer det bag på få, at forskere gennem årene har ment at kunne fastslå, at de første bornholmere efter alt at dømme er kommet sejlende over fra det sydlige Sverige. Herfra har man i klart vejr kunne se noget ude i horisonten, som det nok var værd at undersøge. De mennesker, der enten vovede sig over isen eller sejlede ud fra kysten i meget primitive fartøjer, anede ganske vist hverken, at de var svenskere eller, at de skulle blive de første bornholmere.

15 Udgravning af bornholmske stenaldergrave har for længst fastslået, at disse første bornholmere var skandinaver. Deres skeletter ligner i enhver henseende dem, man har fundet i stenaldergrave i både Danmark, Sve- rige og Norge og disse adskiller sig på en række punkter fra skeletter fra samme tid, som er fundet i både Øst-, Nord- og Sydeuropa.

Der skal ikke så lidt fantasi til at forestille sig, hvordan det landskab så ud, der mødte disse første bornholmere. Den mest markante forskel på Bornholm dengang og i dag var, at øen bogstavelig talt var dækket af sten i alle størrelser og former, og at vegetationen har indskrænket sig til noget spredt, vindblæst buskads. Der skulle med andre ord arbejdes, hvis man skulle have den mindste chance for at overleve. Det blev granitten, der reddede livet for disse første bornholmere og granit var der nok af. Dem lavede man flinteredskaber af, som man kender dem fra fund i den øvrige del af landet, men i modsætning til det øv- rige Danmark kom granitten allerede på dette tidspunkt til at spille en væsentlig rolle. Arkæologiske fund viser, hvordan bornholmerne i stenalderen fremstillede forskellige arbejdsredskaber af granit foruden naturligvis stridsøkser, som man kunne bruge til at slå hinanden ihjel med, hvis behovet meldte sig.

I dag findes der adskillige såkaldte jættestuer rundt om på Bornholm. Det er stenaldergrave, som hver især har været med til at sætte den bornholmske stenalder i perspektiv. Her har arkæologerne fundet utallige ef- terladenskaber, som vidner om tilværelsen for de første mennesker på øen. De første egentlige bopladser blev anlagt rundt om på kysten, hvor man kunne finde læ og ikke mindst drikkevand fra kilder, der løb ud i havet fra længere oppe på øen. Der blev naturligvis også fisket fra kysten med primitive kroge af grene og andet, der kunne anvendes til formålet. Til gengæld har det været mere end småt med hensyn til de første bornholmeres mulighed for at dyrke jorden. Der er ganske vist fundet aftryk

16 af hvedekorn i resterne af et lerkar i en jættestue ved Stenseby, men egentlig såsæd som sådan har givet været noget, der i beskedent omfang er blevet fragtet over fra Sverige gennem adskillige hundrede år. Inden jorden kunne dyrkes, skulle der også flyttes store mængder af store og små sten, før der kunne sås noget som helst.

De første bornholmere har også gået på jagt, men det indskrænkede sig i sagens natur til jagt på de fugle, der enten havde slået sig ned på øen eller landede der på træk for at hvile vingerne. Vildt, som i dag findes overalt på Bornholm, som f.eks. harer og rådyr, var foreløbig forbeholdt de store, svenske skove. Fasaner kom først til adskillige tusinde år senere.

I det hele taget skal man forestille sig, at stort set alt levende på Born- holm, undtaget alt, der kunne flyve, i stenalderen og tiden derefter, blev bragt over fra det sydlige Sverige med stenaldermenneskernes liv som indsats. Fund ved en række af stenalderbopladserne rundt om på den bornholmske kyst viser, at der i hvert fald fandtes almindelige husdyr, som svin, får og geder og ligefrem enkelte stykker kvæg i slutningen af Den yngre Stenalder. Det har givet været noget af en opgave at sejle disse store dyr over fra svenskekysten i små primitive fartøjer bygget af spinkle træ- skeletter beklædt med garvede huder eller i udhulede træstammer. Det er også fra stenalderbopladserne, at man har fundet den første indi- kation af landbrug på Bornholm. Der er formentlig på et forholdsvis tidligt tidspunkt blevet bragt en smule såsæd med over vandet, som er blevet lagt i jorden, hvor man kunne komme til for sten og krat. Den ældste in- dikation af brødkorn på Bornholm er fundet i et skår af et lerkar, som er fundet ved udgravning af en jættestue i Bodilsker, hvor der i potteskåret var et synligt aftryk af et enkelt hvedekorn.

Det er også i jættestuer og andre gravpladser på Bornholm, at man har fundet ud af lidt mere om, hvordan stenalderfolkene på øen levede og

17 døde. Det ligger derfor nogenlunde fast, at de har troet på et liv efter døden og at i hvert fald dem, der „var noget“, blev begravet med manér. Nogle af de udgravede jættestuer har været sande skattekister med knive, økser, forskellige slags perler, lerkar og ravsmykker, som de døde skulle have med sig på rejsen til en anden verden, og der er ingen tvivl om, at de første bornholmere gjorde meget ud af, at deres døde fik det med, de skulle bruge på rejsen.

Der findes stadig jættestuer på Bornholm, men en del er gennem årene gået tabt. Dem, der er tilbage, kan man finde ved Tornegård i Nylars, i Jættedal i Aaker, i Ibsker er der to, én ved Knarregård og én ved Frenne- gård. Der findes også en enkelt af de noget større runddysser på Strandmar- ken ved Nylars og en enkelt langdysse med hele to gravkamre ved Vase- gård i Aaker. Det mest interessante fund fra stenalderen på Bornholm blev gjort for over hundrede år siden i et moseområde ved Brogård i Pedersker. Det bestod af 19 flotte økser og 6 mejsler til at lave stenredskaber med. Et andet interessant fund er fra en mose i Nylars, hvor der blev fundet 3 store og meget smukke spydspidser.

De fleste redskaber og våben, der er fundet fra både yngre og ældre stenalder, er fremstillet af granit, og da de første arkæologer begyndte at grave i den bornholmske muld, gættede man på, at det måtte være ting, der på en eller anden måde var kommet til øen fra et af landene omkring Østersøen. Man kunne nemlig ikke finde forekomster af flint på Born- holm. I dag betragtes det som en kendsgerning, at de granitvåben og redskaber, der er fundet på øen, rent faktisk er fremstillet af de første bornholmere.

Det har været vanskeligt helt at præcisere, hvor længe de to stenaldre varede på Bornholm. Man plejer at beregne overgangen fra stenalderen til

18 bronzealderen til det tidspunkt, hvor man begyndte at lave våben og redskaber af netop bronze. Det havde man gjort i Sydeuropa og andre steder i verden i mange hundrede år, inden det blev almindeligt i Danmark.

Der er efter alt at dømme gået omkring 1000 år fra det øjeblik, de første bornholmere slog sig ned på øen, til man fandt ud af at fremstille og an- vende bronze.

19 BRONZEALDEREN

Vi skal formentlig tilbage til omkring 2000 år før vores tidsregning for at tidsbestemme bronzealderen på Bornholm. Selve metallet bronze består af 90 % kobber og 10 % tin, og ingen af delene findes som bekendt i den bornholmske undergrund. De første vå- ben og redskaber af bronze må derfor nødvendigvis være kommet til øen gennem driftige handelsfolk fra kontinentet eller bornholmere, der har haft mod nok til at begive sig ud på en længere sørejse. Hvis det sidste har været tilfældet, må de spinkle fartøjer, som de første bornholmere måtte nøjes med i stenalderen, være blevet afløst af nogle mere sødygtige lavet af træ, og man må have lært sig en primitiv form for navigation. Træ til at lave f.eks. skibe af har der været nok af på Bornholm her ved overgangen fra stenalderen til bronzealderen. Det stenede og golde landskab, der mødte de allerførste mennesker på øen, var her et par tusinde år efter blevet afløst af træer og buske af noget, der kunne minde om vild ur- skov, hvor der indimellem var ryddet et stykke jord, som kunne dyrkes.

Der findes i sagens natur ingen helt konkrete oplysninger om hverken Bornholm eller resten af landet fra bronzealderen. Det reelt eneste billede, man har fra dengang, er igen arkæologernes talrige udgravninger gennem århundrede, og fund fra bronzealderen på Bornholm ligner til forveksling fund fra andre steder fra samme periode i Danmark og Skå- ne. Det er også i udgravninger fra bronzealderen, at man har fundet de første smykker af guld fra den bornholmske fortid, og man har også konstateret, at der er en smule forskel i designet på smykker fra Bornholm og dem, der er fundet i det øvrige Danmark.

20 De mest synlige minder fra bronzealderen på Bornholm er de mange gravhøje, hvor de fleste findes på Sydlandet. Her har man også fundet en forskel i begravelsesskikkene fra stenalder til bronzealder. Hvor man i stenalderen begravede de døde, brændte man dem i vid udstrækning i bronzealderen, og ved udgravning af gravhøjene har man fundet adskillige velbevarede urner. Som noget temmelig enestående for Bornholm er der også fundet et større antal bautasten som dem, de fleste i dag bedst kun kender fra teg- neserien „Asterix & Obelix“. De bornholmske bautasten er efter al sandsynlighed mindesten over afdøde, som er blevet begravet andre steder på øen. Der er i hvert fald ikke fundet jordiske rester fra mennesker under de bautasten, der er fundet stående frit forskellige steder i landskabet. Det er til gengæld tilfældet med to bautasten, som bornholmske arkæologer fandt i 1898 i en gravhøj fra bronzealderen. Under den ene af disse to bautasten var der placeret en lille stenkiste med brændte menneskeknogler. I den anden fandt man en lille knap af bronze. Det største samlede fund af underjordiske bautasten blev gjort ved Lausgård i Østerlars. Her fandt man under jorden fem oprejste bautasten. De fleste bornholmske bautasten er fundet under jorden, hvor kun en lille meter af spidsen har raget op over jordoverfladen.

I modsætning til runesten, som er et langt senere fænomen, findes der ingen egentlige skrifttegn på de bornholmske bautasten. Derimod findes der adskillige såkaldte helleristninger, hvor man med lidt god vilje godt kan finde noget, der kan minde om tegninger af mennesker, hjul og andre genkendelige ting. En stor del af de mere end 100 bornholmske helleristninger er fundet syd for Nylars, mens dem der viser skitser med skibe, kun er fundet på Nordlandet. I øvrigt er det stadigt et mysterium, hvad det egentligt er, helleristningerne forsøger at fortælle os.

21 Det er småt hvad vi ved om, hvordan bronzealderens bornholmere gik klædt i modsætning til bronzealderfund fra enkelte steder i Jylland. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det var i bronzealderen, at der blev taget de første spæde skridt til noget, der kan minde om den samfundsstruk- tur, som findes i dag, og de første skel mellem rige og fattige begyndte at vise sig, en udvikling der fortsatte i tiden efter.

22 JERNALDEREN

… nåede forholdsvis tidligt til Bornholm i forhold til resten af landet. Navnet på perioden mere end antyder, at anvendelsen af bronze blev erstattet af jern, som dette metal i princippet kendes nu til dags. Noget tyder på, at jernalderen nåede først til Danmark på Bornholm på grund af øens beliggenhed ikke langt fra de to store europæiske floder, Weichel og Oder, som var stærkt benyttede handelsveje fra det sydlige Europa, hvor man på et meget tidligere tidspunkt havde fundet ud af at fremstille jern. Det er igen arkæologerne, der har kunnet fortælle noget om, hvornår jernalderen satte sit præg på Bornholm. Faktisk mener man, at jernalderen strakte sig over en periode på 1200 til 1500 år helt op til et par hundrede år før vor tidsregning - altså til et godt stykke tid før vikingetiden. Talrige udgravninger har kunnet fortælle om, hvordan de første bønder- gårde dukkede op på øen, og om hvordan man blandt andet begyndte at holde husdyr og dyrke jorden systematisk. De fleste oldtidsgrave, der er fundet på Bornholm, stammer fra jernalderen, og gennem årene har arkæologerne fundet og afdækket adskillige tusinde af disse grave, som har kunnet fortælle om både livet og døden på øen. Det er også fra denne periode, at man har fundet enkelte rester af teks- tiler, som fortæller om vævekunst og klædedragter.

23 VIKINGETIDEN

Vikingetiden på Bornholm er et helt kapitel for sig, som blandt andet resulterede i, at øen i forhold til andre egne af samme størrelse i landet har flest runesten fra denne periode. Nogle af de mere kendte er Brohuseste- nen i Østermarie, Bjælkestenen ved Aakirkeby og Kongevejstenen på kir- kegården i Allinge samt Brogaardsstenen på landevejen mellem Rønne og Hasle. I alt er der fundet 40 runesten af forskellig størrelse på Bornholm. De tekster, man har kunnet tyde på de bornholmske runesten, er for de flestes vedkommende minder om afdøde slægtninge.

Det er også fra vikingetiden på Bornholm, at der er dukket de første tegn på religiøse aktiviteter op, og i den forbindelse har der været gættet på, at der må have været adskillige gudehuse rundt om på øen, hvor man har dyrket de kendte nordiske guder. De bornholmske vikinger lignede vikingerne i resten af landet. Det be- tød, at man også herfra sejlede ud på røveriske togter, men samtidig også, at folk på øen begyndte at samle sig om høvdinge, som styrede deres små samfund med rå magt. Den første egentlige kendte magthaver på Born- holm hed Veset. Han var den danske konges foged på øen, som på dette tidspunkt var kommet ind under det øvrige Danmark. I gammel tid blev Bornholm derfor ofte kaldt Vesets Ø.

Der går rygter om, at Nordens apostel, Ansgar, på et tidspunkt har væ- ret i land på Bornholm undervejs på en rejse til Sverige, men det ligger fast, at bornholmerne på Ansgars levetid, år 801-865, stadig var hedninge. Vikingerne levede dengang på øens største og bedste gårde, når de var

24 hjemme om vinteren. Ellers kunne man finde dem på røvertogter fra de første forårsmåneder. Det kan ikke fastslås med sikkerhed, om der allerede dengang har væ- ret egentlige byer rundt om på øen. Der er dog en vis sandsynlighed for, at Gudhjem og Melsted stammer fra omkring år 1000. På begge sider af Melsted er der således i sydøstlig retning fundet talrige grave fra omkring 100 år tidligere. Der er ganske vist ikke tale om egentlige vikingegrave, men der er fundet interessante ting, som bringer minder frem om vikingetiden. Nogle af disse er af fransk og irsk oprindelse. Det ligger dog nogenlunde fast, at de første bebyggelser, der kan minde om noget, der ligner byer, stammer fra slutningen af oldtiden. Der er fundet mindst 20 steder rundt om på øen, hvor alt tyder på større samlinger af huse. Det gælder f.eks. Sorte Muld i Ibsker - også kaldet Guldageren - en mark ved Sandegård i Aaker, en mark ved Smørenge i Vestermarie og et sted i nærheden af Kannikegård i Bodilsker. Der er også fundet steder, hvor bornholmerne rykkede sammen, når det var nødvendigt at forsvare sig mod fjender. Det gælder f.eks. Gamle- borg i Ibsker Højlyng, Storeborg og Borrehoved i Rø og den oprindelige Gamleborg i Almindingen. Disse steder ligger alle på ensomme klippe- knuder med stejle sider, hvor de øverst har været forsynet med volde af jord og rullesten. Disse fire forsvarsværker har det til fælles, at der ikke er fundet spor af kalk eller andre bindemidler. Det betyder formentligt, at de er opført i oldtiden. De øvrige borge og voldsteder på Bornholm er alle fra middelalderen.

25 HANDELSFORBINDELSER I JERNALDEREN

Bornholmerne begyndte at handle med landene omkring Østersøen allerede længe før vores tidsregning, men det menes, at der først for alvor kom gang i handlen omkring år 500. Det bekræftes gennem de mange fund fra den tid bl.a. af mønter fra forskellige lande. Der er oven i købet fundet en mønt helt tilbage fra kejser Neros tid år 54-68 og nogle romerske sølvmønter fra omkring år 100. Desuden er der fundet forholdsvis mange romerske mønter fra omkring år 200. Når der derimod er fundet forholdsvis få mønter fra perioden mellem år 200 og år 500, menes det at hænge sammen med, at handlen med Sydeuropa i denne periode i nogen grad gik i stå på grund af uroligheder, som blandt andet omfattede store folkevandringer. Det kan også skyldes, at prisen på sølv i denne periode raslede ned. Der er fundet romerske guldmønter på Bornholm fra omkring år 500 og temmelig mange sølvmønter fra tiden omkring år 500 og omkring årene 800-1000. Blandt de sidste er der mønter fra både England, Tysk- land og en række arabiske lande. De mange møntfund indikerer, at Bornholm gennem hele Jernalderen havde livlige handelsforbindelser over Østersøen.

26 DEN ÆLDSTE HISTORISKE EFTERRETNING

Det er to englændere, Othar og Wulfstan, som har bidraget med de før- ste nedskrevne oplysninger om Bornholm. De to var reelt spioner for den engelske konge, Alfred, som levede på Gorm den Gamles tid. Deres efterretninger er dateret år 890, og de to mænd sejlede omkring i både Øster- søen og Nordsøen og indsamlede oplysninger om lande og byer. I disse efterretninger kan man læse, at Bornholm dengang efter alt at dømme var et selvstændigt kongerige. Der meddeles dog ikke noget om, hvad denne konge skulle have heddet. Hvis det har haft sin rigtighed, har det bornholmske kongerige dog kun eksisteret et halvt hundrede år efter de to englænderes besøg.

27 DEN HISTORISKE TID

Veset og hans Slægt

Det er fastslået, at Bornholm blev lagt ind under det danske rige ganske få år før år 1000, og at den danske konge i den forbindelse satte sig i besiddelse af en række af øens største gårde som sin personlige ejendom. Som nævnt oplyses det, at kongens første foged - eller jarl, om man vil - på øen hed Veset. Det skal dog tilføjes, at det er så som så med de historiske kilder fra perioden. Der kan med andre ord sættes spørgsmålstegn ved, om Veset i virkeligheden var den første, men det menes, at han opholdt sig på Bornholm fra år 950 til år 990. Veset havde sammen med sin hustru to sønner, Bue den Digre og Si- gurd Kappe, og datteren Thorgunna. Ifølge Jomsvikingernes Saga, som i øvrigt er en tvivlsom historisk kilde, var Bue den Digre en stor, grim karl med enorme kræfter. Hans bror, Si- gurd Kappe var hans diametrale modsætning. Deres søster blev gift med Palnatokes søn Aage, og hendes egen søn kom til at hedde Vagn Aage- sen. På samme tid levede der ovre en anden jarl ved navn Strudharald, som havde fået dette navn, fordi hans hat var forsynet med en stor strud af guld. Der er uenighed om, hvorvidt Strudharald var jarl på Sjælland eller i Skåne, men man ved, at han sammen med sin hustru, Ingegerd, havde tre sønner, Sigvald, Thorkel den Høje og Hemming samt en datter, der hed Tove. På et tidspunkt besluttede Sigvald og Thorkel den Høje at rejse til

28 Jomsborg med alle deres mænd. Deres opfattelse var, at livet hos jomsvikingerne var noget mere attraktivt end det, der fulgte i kølvandet på ind- førelsen af kristendommen i Danmark. Undervejs til Jomsborg gik de i land på Bornholm, hvor de røvede og plyndrede langs hele kysten. Én af de gårde, det gik ud over, tilhørte Ve- set, som på dette tidspunkt befandt sig et andet sted i landet sammen med sine sønner. Da Veset kom tilbage til Bornholm og fandt sin gård ribbet for alt, skulle det selvfølgelig hævnes, og han udrustede derfor en mindre hær, som gjorde gengæld ved at plyndre tre af Strudharalds gårde ovre. Resultatet af Vesets hævntogt blev en årelang fejde mellem de to familier. Det gik særdeles hårdt for sig, og striden blev kun bilagt, fordi den ene af Vesets sønner, Sigurd Kappe forelskede sig i Strudharalds datter Tove. De to familier mødtes på et tidspunkt på tingstedet i Isøre ved Isse- fjorden, hvor man blev enige om at begrave stridsøksen samtidig med, at Tove og Sigurd Kappe fik hinanden. Bagefter slog Vesets tre sønner sig også ned i Jomsborg, hvor der sand- synligvis var sjovere at være.

Vagn Aagesen

I fortællingerne om de nordiske guder, Odin og Thor hedder det sig, at Vagn, der med sine berømte bedsteforældre, Palnatoke og Veset, voksede op som en stor og kraftig dreng med ægte vikingeblod i årerne med en næsten ubøjelig vilje. Vagns forældre boede på Fyn, men sendte med mellemrum knægten til Bornholm, fordi man ganske enkelt ikke kunne styre ham. Her blev han placeret hos sin morbror, Bue den Digre, som han respekterede. Det fortælles, at han praktisk talt gjorde alt, hvad hans morbror bad ham om, mens det derimod kneb alvorligt, hvis andre bad ham gøre et eller andet. I Jomsvikingernes Saga står der bl.a., at Vagn allerede som 12-årig var

29 en stor og kraftig kleppert. Der står også, at hans far hjemme på Fyn mente, at det ville være klogest på trods af hans unge alder at lade ham blive rigtig viking. Han fik derfor foræret et langskib med halvtreds unge mænd, og han fik også et tilsvarende af sin bedstefar hjemme på Born- holm. Der var dog knyttet betingelser til gaverne. De unge mænd skulle fremover klare sig selv og der var kun én måde at gøre det på, nemlig ved overfald forskellige steder på kysterne. Vagns plan var sammen med sine mænd at forsøge at blive optaget i samfundet i Jomsborg, selv om man der ikke uden videre optog helt unge mænd. Efter utallige strabadser på Østersøen nåede besætningerne på de to langskibe med Vagn i spidsen til Jomsborg. Her måtte de dog igennem en voldsom kamp foran porten, før det lykkedes dem at blive lukket ind. De havde kæmpet så godt, at folkene i Jomsborg besluttede at se bort fra reglerne, og Vagn Aagesen og hans mænd blev optaget i samfundet. I de følgende år udviklede de unge mænd sig til barske vikinger, der ofte kæmpede på liv og død.

Både Vagn Aagesen, Bue den Digre og deres mænd, blandt dem en hel del bornholmere, var med, da jomsvikingerne under Hakon Jarl sejlede til Norge på røvertogt. Det endte i et blodbad, hvor de fleste jomsvikinger blev dræbt. Det gik bl.a. så hårdt ud over Bue den Digre, at han fik et hug i ansigtet, som medførte, at hans hage og læber faldt ned på dækket af langskibet. Han fik også begge hænder hugget af, men ifølge sagnet havde han alligevel kræfter nok til at stikke de blodige armstumper ind under hankene på et skrin, hvor han gemte sine kostbarheder, hvorefter han med skrinet i fav- nen sprang i vandet og druknede. Det gik ikke Vagn Aagesen helt så ilde. Efter han havde hugget adskillige mænd ned, gik slaget i opløsning, og folk begyndte at flygte, blandt andet hans egen leder, Sigvald. Det blev Vagn så arrig over, at han kastede et spyd efter flygtningen, dog uden at ramme.

30 Vagn Aagesen var én af de få, der overlevede slaget, og sammen med de øvrige overlevende blev han taget til fange. Bagefter fik de overlevende jomsvikinger at vide, at de ville blive henrettet dagen efter. Hakon Jarls søn Erik, tilbød Vagn Aagesen som den eneste, at han kunne slippe med livet i behold, men det afviste han, medmindre det samme blev tilfældet for de øvrige overlevende. Denne holdning blev sejrherrerne åbenbart så imponerede over, at samtlige overlevende slap for at blive henrettet. Det kom dog umiddelbart efter til en dramatisk episode, hvor Vagn Aagesen alligevel var tæt på at miste livet. Da det gik op for Thorkel Leira, at Erik Jarl havde benådet de overlevende jomsvikinger, gik han i aktion. Han kunne i forvejen ikke fordrage Vagn Aagesen, som tidligere havde friet til hans datter Ingeborg. Thorkel Leira greb en økse og styrtede sig ind mod Vagn Aagesen, men snublede og tabte derved øksen. Den greb Vagn Aagesen og kløvede i ét hug hovedet på sin kommende svigerfar. Han blev dog først gift med In- geborg, efter han gennem nogen tid havde opholdt sig hos Hakon Jarl. Vagn Aagesen kom aldrig senere tilbage til hverken Jomsborg eller Bornholm. Efter ægteskabet med Ingeborg slog han sig ned på Fyn.

Blod-Ejgil

Efter disse begivenheder havde fundet sted, er det ikke muligt at sige noget konkret om, hvad der skete i tiden umiddelbart efter. Det vides f.eks. ikke, hvem der afløste Veset som kongens foged på Bornholm. Der begyndte dog at ske ting på Bornholm, som blandt andet omtales i Knytlinga-sagaen. Heri omtales en mand, der hed enten Egil eller Ejgil Ragnarsøn, som var født i Ribe Stift. Ifølge sagaen skal Ragnarsøn have bedt Knud den Hellige om at blive kongens foged på Bornholm. Han fik stillingen, selv om det hedder sig, at han havde et skummelt og mishageligt Aasyn. Knud den Hellige havde dog betinget sig, at han selv kunne beholde seks gårde på Bornholm.

31 Ragnarsøn skal have levet en overdådig tilværelse, hvor der blev set stort på omkostningerne. Det hedder sig blandt andet, at han ind imellem overtrådte et forbud fra kongen om at bedrive sørøveri, når de midler han havde til rådighed, slap op. Knytlinga-sagaen fortæller således om engang, hvor han sloges med 18 af vendernes skibe, en kamp, som Ragnarsøn og hans bornholmske vikinger gik sejrrigt ud af. På et tidspunkt var han blevet tørstig, da han havde erobret venderhøvdingens skib. Der var gået hul på tønderne med mjød, eller hvad det nu har været, og de gyldne dråber var endt nede i bunden af skibet. Her flød det i forvejen med blod fra kampens ofre, men blandingen af alkohol og menneskeblod var ingen hindring for Ragnar- søn. Han drak i hvert fald rigelig af den og fik derfor øgenavnet Blod- Ejgil.

Knud den Hellige hørte om det noget specielle drikkegilde og forlangte, at Blod-Ejgil skulle opsøge en præst og få syndsforladelse for at have drukket menneskeblod. Året efter besøgte Knud den Hellige Bornholm, hvor Blod-Ejgil måtte stå skoleret, ikke for at have drukket blod, men fordi han fortsatte med sine sørøverier. Kongens besøg på Bornholm endte med, at han fyrede Blod-Ejgil. Den tidligere foged blev dog boende på øen, hvor han formentlig har ejet en række større gårde. Han fortsatte også sine indbringende sørøve- rier, men det gik galt, da Knud den Hellige en dag fik at vide, at der var forsvundet et norsk skib i farvandet omkring Bornholm. Han udrustede derfor en mindre flåde for én gang for alle at stoppe sørøveren. Kongens flåde lagde i første omgang til på de små øer, som senere kom til at hedde Christiansø og Frederiksø, hvor de fandt de brændte rester af det savnede, norske skib. Bagefter sejlede de til Bornholm og indledte jagten på Blod- Ejgil. Mens Knud den Hellige blev ude ved kysten, ledte hans mænd efter sø- røveren, og de fandt ham på én af hans gårde, hvor han var godt i gang

32 med et drukgilde. Det lykkedes kongens mænd at snige sig ind på ham og hans drukfæller uden at blive opdaget. Sørøveren og hans mænd overgav sig uden kamp, og da han kort efter blev fremstillet for kongen, til- stod han, at det var ham, der havde opbragt det norske skib, slået besæt- ningen ihjel, stjålet ladningen og bagefter brændt fartøjet. Knud den Hellige dømte Blod-Ejgil til døden. Det fik nogle af dennes familie og venner til at tilbyde kongen store summer for at skåne hans liv. Kongens svar herpå var: „Aldrig skal det spørges, at jeg har bøjet retten for penge! “ Umiddelbart efter blev Blod-Ejgil ført ind i en nærliggende skov og hængt. Den konsekvente reaktion fra kongens side skabte uro blandt hans egne mænd, blandt andet fordi de frygtede, hvad der kunne ske med dem selv, hvis de skulle komme på tværs af kongens moral. De mente nemlig, at han ikke selv var for god, når det kom til spørgsmålet om at plyndre og slå fjender ihjel. Bornholmerne reagerede også kraftigt over den konsekvente straf, der overgik Blod-Ejgil. De mente blandt andet, at det var takket være ham, at det igennem adskillige år var lykkedes at holde venderne væk fra øen. Blod-Ejgil var af gode grunde frygtet af venderne, som han og hans mænd opsøgte på deres egne kyster. Der gik også en historie om, hvor bange venderne var for Blod-Ejgil. Sammen med sine mænd bordede han engang et af vendernes skibe, og allerede inden de var kommet ombord, havde én af venderne taget et reb og hængt sig selv af ren og skær frygt for, hvad der ville ske, hvis han faldt i hænderne på Blod-Ejgil og hans bornholmere. Man regner med, at Blod-Ejgil og de mænd, han havde samlet omkring sig på Bornholm, var nogle af de sidste hedninge i Danmark.

33 KRISTENDOMMENS INDFØRELSE PÅ BORNHOLM

Indtil omkring år 1000 tilbad bornholmerne stadig Odin og Thor, og det menes, at det især var øens isolerede beliggenhed i forhold til resten af kongeriget, som var årsag til, at kristendommen var længere om at få fod- fæste her end andre steder. Det har også haft en vis betydning, at gårdene på Bornholm lå spredt, og at der ikke opstod egentlige landsbyer rundt om på øen før meget senere. Faktisk havde bornholmerne dengang meget lidt kontakt med hinanden, og det var meget småt med nyheder fra resten af landet. Det hedder sig, at det i virkeligheden var søfolk, som kom tilbage til Bornholm og kunne fortælle, at de havde hørt kirkeklokker og præster prædike om Gud og Jesus. Det lød lidt for mærkeligt for bornholmerne, og man følte sig mere trygge ved at holde sig til de gamle guder og traditioner. Det var faktisk først efter, at hele Skåne var blevet kristent i sidste halvdel af det 11. århundrede, at troen nåede over til bornholmerne. Det kni- ber med historiske overleveringer om, hvordan det rent faktisk foregik. Noget af det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den første bornholmske apostel var den skånske biskop Egin. Det fortælles, at han vandrede omkring på Bornholm og døbte et stort antal bornholmere. Det foregik over en forholdsvis kort periode. Han blev biskop i Lund omkring år 1065 og døde den 19. oktober syv år senere i 1072. Det sandsynlige er derfor, at bornholmernes første egentlige kontakt med kristendommen fandt sted få år, inden biskoppens død. Der har dog givet været bornholmere, som i adskillige år efter biskop

34 Egin, vandrede rundt og døbte de øboer, som holdt fast ved de gamle guder.

I årene efter blev de gudehuse, der var på Bornholm, gradvis udskiftet med kristne kirker. De første bornholmske kirker har formentlig været af træ. De første kirker, der blev bygget af sten, menes at være fra sidste halvdel af det 12. århundrede. I det 13. århundrede var der opført i alt 15 landkirker af sten på øen, blandt andet de fire rundkirker, som stadig findes. Rundkirkerne tjente samtidig som egentlige forsvarsværker, og det samme gjorde sig gældende med en række af de almindelige kirker, hvor der i de vestlige ender er opført tårne med skydeskår og lysåbninger. Der har været forskellige andre teorier fremme om de oprindelige funktioner, men ingen har i hvert fald sat spørgsmålstegn ved, om de helt fra starten også har været opført som egentlige kirker.

Den fornemmeste landkirke var Aa kirke. Byen voksede op omkring kirken, hvor man blandt andet havde Kannikegård, hvor ærkebispen ovre fra boede, når han besøgte de bornholmske kirker. I de byer, der dengang var på Bornholm, gik der adskillige år, før man begyndte at opføre de kirker, vi kender i dag. Bornholm blev opdelt i 15 kirkesogne svarende til de oprindelige 15 landkirker, hvor der formentlig først har ligget kirker af træ. Tårnene blev brugt til at holde øje med fjender og var samtidig de enkelte sognes vå- benarsenaler helt op til begyndelsen af 1800-tallet.

35 BORNHOLM UNDER LUNDS ÆRKEBISPER

Da kristendommen blev officiel religion i Danmark, blev det ærkebiskop- pen i Hamborg, som blev kirkens øverste myndighed. Ordningen skabte almindelig utilfredshed i Danmark, men det lykkedes Erik Ejegod under en rejse til Rom at få paven til at give tilsagn om, at Danmark kunne få sin helt egen ærkebiskop. Der gik ganske vist nogen tid, inden paven holdt sit løfte, men resultatet blev, at Lund i Skåne blev udpeget som ær- kebispesæde omkring år 1104. Den første danske ærkebiskop hed Asser. Han døde i 1137 og blev efterfulgt af den tidligere biskop i Roskilde. Denne hed Eskild, og under borgerkrigen 1146-1157 ragede han uklar med kong Svend. Kongen havde mistanke om, at ærkebiskoppen holdt med hans fjender og fik ham derfor arresteret og ydmyget på det groveste. Ærkebiskoppen blev placeret i en kurv, som blev hejst op under hvælvingen i domkirken i Lund, hvor han også blev holdt fængslet. Kong Svend har formentlig godt været klar over, at han var gået noget over stregen i forhold til ærkebiskoppen, og for senere at formilde ham forærede kongen ærkebispesædet i Lund tre ud af de dengang fire bornholmske herreder i 1149. Det var Hasle Herred, Michlings Herred og Hemmings Herred. Selv beholdte han det senere Vester Herred med byerne Rønne og Hasle. Kong Svends forsøg på at gøre det godt igen over for ærkebispesædet i Lund betød, at størstedelen af Bornholm således kom til at tilhøre kirken. Godt 200 år senere overgik det samme resten af øen. Det betød bl.a., at de skatter og afgifter fra øen, der hidtil var blevet opkrævet til Kronen, i

36 stedet blev sendt direkte til Lund. Denne ordning medførte i mange år efter talrige uenigheder mellem ærkebiskoppen og kongen. Ærkebiskop Eskild overlevede tre danske konger, inden han i 1177 selv trådte tilbage og overlod posten til biskop Absalon. Eskild havde været forholdsvis populær blandt bornholmerne, selv om han ville bestemme alt på øen. Han levede sine sidste fire år som munk i et kloster i Clairvaux i Frankrig, hvor han døde i 1182.

Historien er sparsom med hensyn til oplysninger omkring Bornholm i tiden efter Eskilds død. Noget af det mest markante har formentlig været opførelsen af landkirkerne, og tiden frem til 1253 var efter alt at dømme forholdsvis rolig på øen. I 1254 begyndte der imidlertid igen at ske noget. Den nye ærkebiskop i Lund hed Jakob Erlandsen, og han rodede sig ud i en lang og bitter strid med den danske konge, Kristoffer I. Det menes med nogenlunde sikkerhed, at Hammershus blev opført eller måske rettere bygget færdig i denne periode. Der har været forskellige opfattelser af, præcist hvornår byggeriet begyndte, og en af disse går ud på, at det skulle være sket under den første ærkebiskop i Lund, Asser. En anden går ud på, at byggeriet af Hammershus begyndte under kong Val- demar den Store. Optegnelser fra middelalderen oplyser kun, at Hammershus er blevet opført af ærkebiskoppen i Lund. Dog er der nogenlunde enighed om, at slottet, eller fæstningen, om man vil, blev færdiggjort senere end Kristof- fer I’s fæstning, Lilleborg, der ligger i det, der i dag er Almindingen, og som blev grundigt ødelagt i 1259.

Det ligger imidlertid rimeligt fast, at det var den ganske almindelige bornholmer, som dengang måtte slide og slæbe med at bygge Hammers- hus. Det var de samme, som måtte finde sig i, at deres hjem blev raseret, at deres kreaturer blev stjålet, og deres marker trampet ned, når der fandt krigshandlinger sted på Bornholm, blandt andet mellem kongen og Ja-

37 kob Erlandsen. I forbindelse med disse lykkedes det blandt meget andet Kristoffer I at få fravristet ærkebiskoppen Bornholm. Det lykkedes Kristoffer I efter flere forgæves forsøg at fange og fængsle Erlandsen på Gisleborg nær Landskrona i Skåne, men det stoppede ikke stridighederne, tværtimod. Kirkens tilhængere gik helt grassat og gen- nemførte flere forgæves forsøg på at få ham befriet. Man klagede også til paven i Rom, som allierede sig med fyrst Jaromar på Rügen, som hellere end gerne ville gå i krig for at få løsladt Jakob Erlandsen. Inden Jaromar fik samlet tilstrækkeligt med tropper, døde Kristoffer I. Det blev derfor dennes enke, som måtte samle tilstrækkeligt med danske tropper til at kunne modstå et angreb fra Jaromar og hans vendere. Selv om det lykkedes hende at få stablet en bondehær på benene, led Danmark et knusende nederlag, da de to hære endelig stødte sammen. Det kunne oven i købet være gået helt galt, hvis ikke den norske konge, Hakon Hakonson, kom til assistance med sine tropper. Resultatet blev, at Jaromar og hans styrker blev jaget tilbage til Rügen. Det lykkedes til gengæld ærkebiskop Erlandsens tilhængere i Skåne i stedet at få ham til at kaste sig over Bornholm. I en gammel bispekrønike hedder det: „Han (Jaromar) drog med Erchebispens broder Anders Erlandsen til Born- holm og belagde Hammershus Slot. Besætningen maatte overgive sig og 200 mand blev fangne af huilke en Del blev henrettede og resten blev med ham fangen bortført til at ransoneres. Erchebispens Broder, Anders Erlandsen, blev tilbage på Bornholm.“ Senere forskning har vist, at der formentlig ikke var tale om Hammers- hus men derimod om Lilleborg. Udgravninger har vist, at Lilleborg blev ødelagt ved en voldsom brand i 1259. Ved disse udgravninger er der i øv- rigt fundet både våben og mønter fra Kristoffer I’s tid.

Anders Erlandsen blev på Bornholm, mens hans våbenfælle, fyrst Jaro- mar, vendte tilbage til Rügen. Bornholm hørte herefter igen under ærke- bispesædet i Lund.

38 Ærkebiskop Jakob Erlandsen slap fri og fortsatte ufortrødent sine angreb mod den danske kongemagt. Det gjorde han så voldsomt, at det på et tidspunkt blev for meget for selve paven. Han sendte Erlandsen et vredt brev, hvori han bebrejdede ham hans voldelige adfærd og de øde- læggelser, han havde gjort sig skyldig i på Bornholm. Kort efter, at ærkebiskop Erlandsen havde modtaget brevet, døde paven. Den nye pave holdt imidlertid med Erlandsen, og balladen mellem ham og det danske kongehus fortsatte derfor med uformindsket styrke. Der blev først lagt en dæmper på det svenske gemyt, da det i 1265 lykkedes danskerne at erobre Hammershus, hvorefter hele Bornholm igen kom under dansk kongedømme. Det var dog kun en stakket frist. Både den danske enkedronning og ærkebiskop Erlandsen opsøgte den nye pave for at klage deres nød, men efter langvarige forhandlinger i 1273 i Lyon i Frankrig måtte dronningen indgå en ydmygende fredsaftale med ærkebiskoppen. Denne aftale betød, at de tre herreder på Bornholm og Hammershus Slot igen kom til at tilhøre ærkebispesædet i Lund. Til gengæld var ærke- biskop Jakob Erlandsen død, da aftalen blev undertegnet.

Der knytter sig ikke specielle historiske bemærkninger til de første to ær- kebiskopper, der efterfulgte Jakob Erlandsen. Det gør der til gengæld til nummer tre i rækken. I år 1290 hed ærkebiskoppen i Lund Jens Grand. Han skal have væ- ret mindst lige så stridbar som Erlandsen, og hans forhold til det danske kongehus var mindst lige så anstrengt som Erlandsens. Jens Grand havde blandt andet forbindelse med Erik Glippings mor- dere fra Finnerup Lade. Han gjorde også alt, hvad han kunne for at sabo- tere kong Erik Menveds jagt på de fredløse og gemte disse i en periode på Hammershus. Kort efter mordet i Finnerup Lade blev Jens Grand fanget, men det lykkedes ham at flygte og bagefter opholde sig nogen tid bag Hammers-

39 hus’ solide murværk. Herfra tog han på et tidspunkt til Rom for ligesom sin forgænger, Jakob Erlandsen, at klage over det danske kongehus. Han kom dog aldrig mere tilbage til hverken Bornholm eller Skåne. Han døde i 1327 som ærkebiskop i Bremen.

Jens Grands afløser i Lund hed fra 1303 Isarnus. Han var indsat direkte af paven, og ærkebispesædet regerede stadig over de tre af de fire herreder på Bornholm. Erik Menved havde beholdt det fjerde herred, Vester Her- red med Rønne og Hasle. På et tidspunkt var Erik Menveds økonomi så presset, at han forsøgte at sælge Vester Herred til ærkebiskop Isarnus. Det viste sig imidlertid, at han allerede havde pantsat herredet til anden side. I stedet overtog ærke- bispesædet det daværende Vermundshøj Herred i Skåne.

I de syv år ærkebiskop Isarnus regerede i Lund, var der forholdsvis ro på Bornholm. Hans afløser hed Esger Jul, og han havde det samme anstreng- te forhold til det danske kongehus, som nærmest havde været en tradition hos de fleste af hans forgængere i embedet. Det indebar bl.a., at Esger Jul tillod, at hans lensmand på Bornholm skabte et fristed på Hammerhus for fredløse og andre, som var kommet på kant med kongehuset. Lens- manden var i øvrigt kendt for et særdeles anstrengt forhold til kongen. Det var selvsagt uholdbart i længden, og det lykkedes derfor kongen og ærkebiskoppen at blive enige om en ordning i 1316, som betød, at der ikke måtte ansættes lensmænd på Bornholm, som var modstandere af den danske konge. Aftalen holdt ikke, og allerede i 1319 sendte kongen derfor sin marsk, Ludvig Albrektsen, til Bornholm med en mindre hær for at erobre Ham- mershus. Ærkebiskoppens folk på slottet overgav sig uden kamp, og nogenlunde samtidig - Kristi Himmelfartsdag 1319 - udfærdigede en række fremtræ- dende bornholmere en erklæring på latin til kongen, hvor han fik hele øen tilbage. Erklæringen var samtidig én lang beklagelse over de forhold,

40 bornholmerne havde måttet ligge under for i al den tid, de fleste af dem havde været regeret fra Lund. Bornholmernes erklæring var i praksis ikke noget værd, før ærkebiskop- pen havde bekræftet sin accept af øens overdragelse til Riget. Det skete først i 1321 i Roskilde. Kongen hed dengang Kristoffer II, og ifølge aftalen skulle han også have udbetalt 5000 mark i sølv i forbindelse med over- tagelsen af øen. Senere viste det sig, at ærkebispesædet i Lund ikke ville betale kongen pengene, og striden om Bornholm begyndte derfor forfra. Kristoffer II sendte herefter sin marsk, Peter Vendelbo, til Bornholm med en mindre hær, som gennem 16 måneder belejrede Hammershus, inden folkene på slottet overgav sig i 1325. Få år efter kom Hammershus igen tilbage til de gejstlige i Lund. Ærke- biskop Carl den Røde havde afløst Esger Jul, og han besluttede sig for at få Bornholms Vester Herred tilbage ved hjælp af juraen. Vester Herred var, som tidligere nævnt, pantsat, og Carl den Røde gik derfor i gang med at sikre sig pantet, så ærkebispesædet kunne komme til at eje hele Bornholm.

Den oprindelige panthaver var en mand, der hed Uffe Nielsøn, som havde købt pantet af hertug Witslaf af Rügen. Uffe Nielsøn var i mellemtiden død, og hans arvinger kæmpede på forskellig måde for at beholde pantet i familien. På et tidspunkt fastslog en domstol i Helsingborg be- stående af 12 adelsmænd, at Uffe Nielsøns søn, Johan Uffesøn, var den retmæssige ejer af Bornholms Vester Herred. I august 1327 solgte Johan Uffesøn sit pant til Carl den Røde i Lund for 1000 rigsdaler i nye schaansche Penge. Herefter tilhørte hele Bornholm på lovlig vis ærkebispesædet i Lund lige indtil 1340, hvor Valdemar At- terdag gik i gang med at samle riget. Det foregik uden blodsudgydelse og endte med, at Valdemar Atterdag indvilligede i nok engang at overlade Bornholm til ærkebispesædet på en række betingelser. Én af disse var, at ærkebiskoppen og hans efterfølgere til enhver tid skulle levere Bornholm tilbage til den danske konge, hvis - eller når - han forlangte det. Det hed også „… at hvem af Ærkebispen eller hans Efterkommere, der blev sat til

41 Gouveneur paa Hammershus og Landet, skal give Haand fra sig, at Kongens Ret ej i mindste Maade skulde formindskes.“

I de følgende godt 200 år fortsatte Bornholm med at blive regeret fra Lund. Det forløb nogenlunde gnidningsløst, mens de danske regenter hed henholdsvis Oluf, Margrethe, Erik af Pommeren og Christian I. Ærkebiskop- perne i Lund gjorde i denne periode Bornholm til en god forretning, og de har tilsyneladende haft så meget styr på at handle, at der indimellem indløb klager til de danske regenter fra blandt andet Hansestederne, som mente, at de gejstlige i Lund var lige lovlig emsige i deres forsøg på at tjene penge. Det var bornholmerne ikke enige i. De mente, at det var Hansesteder- ne, som gjorde, hvad de kunne for at drive rovdrift på øen. Blandt andet slog disse sig ned flere steder på de bornholmske kyster og opførte boder, hvor de saltede og handlede med fisk.

Noget tyder på, at bornholmerne var godt sure over, at det var folk fra Hansestederne, som styrede en betydelig del af al handel til og fra Born- holm. De brokkede sig i hvert fald til både de danske regenter og de svenske ærkebiskopper. Det kom der dog ikke noget konkret ud af.

Den første danske regent, der forsøgte at få kontrol med Hanseste- dernes aktiviteter på Bornholm, var kong Hans. I første omgang forsøg- te han at få ærkebispesædet i Lund til at give Bornholm tilbage til Danmark, blandt andet fordi Danmark ville som krigsmagt bedre være i stand til at beskytte øen end folkene fra Hansestederne. Disse hær- gede gennem adskillige år Bornholm. Blandt andet kastede en flåde på 13 skibe fra Lübeck anker ud for Bornholm. Mandskabet gik i land og plyndrede en stor del af øen og opkrævede desuden en række skatter af bornholmerne. Året efter fik Bornholm besøg af 26 skibe fra Lübeck og Stralsund, som forlangte, at bornholmerne betalte dem 8000 mark i lybske Penge. Det lykkedes ikke bornholmerne at skaffe pengene, og

42 mandskab fra de 26 skibe gik derfor i gang med at plyndre overalt på øen. I den forbindelse mistede et halvt hundrede bornholmere livet, Aakirke- by blev udplyndret og brændt ned, og skibenes besætninger tog alt med sig, hvad de kunne finde af kvæg, får og smør. I august 1511 sendte den danske konge en flåde under ledelse af Jens Holgersen Ulfstand til Bornholm for at komme bornholmerne til und- sætning. Den 10. august var folk fra Hansestederne i gang med at forbe- rede et nyt plyndringstog på øen. Venderne havde jo tidligere vist, at de gik effektivt til værks, da de blandt andet nedbrændte Aakirkeby, så Jens Holgersen Ulfstand gik radikalt til værks og fik da også jaget fjenden tilbage over Østersøen.

Ærkebiskoppen i Lund hed dengang Birger. Han skal efter sigende have haft en betydelig magt, og det hedder sig blandt andet, at han dag- ligt red ud med et følge på 130 bevæbnede mænd. Derfor kan man på en vis måde sammenligne ærkebiskop Birger med adlen i det øvrige Dan- mark. Det er lidt usikkert, om der på noget tidspunkt har været egentlige adelsmænd på Bornholm. På et tidspunkt dukkede der en kopi af et så- kaldt adelsbrev op, som angiveligt skulle være dokumentation for, at den første rigtige adelsmand på Bornholm hed Jens Koefoed - ikke at for- veksle med Bornholms befrier, den langt senere Jens Pedersen Kofoed. Den førstnævnte Jens Koefoed hed i øvrigt Madsen til mellemnavn. Noget tyder imidlertid på, at kopien af det adelsbrev, som skulle bevi- se, at Jens Koefoed var adelsmand på Bornholm, var falsk. Det dukkede op i en beskrivelse af Bornholm fra 1756. Det ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning, at der rent faktisk har været folk på Bornholm, som ejede så meget jord og så mange mindre gårde, at de sagtens kunne måle sig med grever og baroner ovrefra. Disse bornholmske godsejere, som man vel kan kalde dem, lå i konstant strid med Lunds ærkebiskop- per. De nægtede ganske enkelt at betale skatter og afgifter til ærkebiskop- perne, som så til gengæld bogstavelig talt inddrev det, de mente at have

43 til gode, med vold og magt. I den forbindelse skal ærkebiskop Birger have været særlig ihærdig. Der berettes således om en særdeles langvarig strid mellem storgodseje- ren Niels Brahe og ærkebiskop Birger. Brahe var ven med kong Christian II, og han gik derfor med til at forsøge at skabe fred og fordragelighed mellem de to. Ærkebiskop Birger blev derfor stævnet til at møde op for kongen i 1519, og i stævningen skrev kongen, at Birger skulle „… restituere, hvad der var gæstet og pantet fra Niels Brahes bønder“. Birger nåede dog at afgå ved døden, inden han skulle være mødt hos Christian II, men allerede på dette tidspunkt var gejstlighedens magt i samfundet aftagende, og kongemagtens modsat på vej op.

Efter Birgers død fik Christian II sat en af sine egne folk ind i ærkebispe embedet i Lund. Det var hans tidligere skriver, eller sekretær, om man vil, Jørgen Skodborg. Det skete i 1520, og umiddelbart efter forlangte Christian II at få Bornholm tilbage til den danske krone. Hvis Christian II havde regnet med, at han kunne styre sin tidligere skriver, tog han fejl. Jørgen Skodborg meddelte kort og godt, at ærkebi- skoppen i Lund, altså ham selv, ikke var i stand til at efterkomme kongens krav om at få leveret Bornholm tilbage til Danmark. I stedet erklæ- rede han, at han hellere ville opgive embedet og gå i kloster, hvis kongen fastholdt sit krav. Kongen tog ham på ordet, og Jørgen Skodborg måtte vandre i kloster.

Christian II havde imidlertid ikke opgivet at få fat i Bornholm. Han stævnede derfor hele gestligheden i Lund, men disse fastholdt ligesom Jørgen Skodborg, at bispesædet under ingen omstændigheder ville give afkald på øen. Resultatet blev, at Christian II fik arresteret alle Lunds præster og kan- niker og, „… lod dem indsætte udi et slemt stinkende Fængsel.“

44 I 1521 sendte Christian II en mindre hær til Bornholm, som i løbet af kort tid indtog Hammershus og erobrede resten af øen. Samme år landsatte venderne fra Lübeck besætningerne fra 30 flådefar- tøjer på øen. I den forbindelse blev Neksø udplyndret og brændt, Hammers- hus erobret og dem, der opholdt sig på slottet, bogstavelig talt nedslagtet. Venderne beholdt Bornholm, og året efter gik Christian II i landflygtighed. Hans efterfølger, Frederik I gav derefter øen tilbage til gestligheden i Lund, som efter et par år overlod den til venderne fra Lübeck. Først herefter var det endegyldigt slut med det svenske ærkebispeembe- des magt på Bornholm.

Tre af Bornholms herreder havde på dette tidspunkt været under kontrol af biskopperne i Lund i sammenlagt 377 år. Det fjerde herred, Vester Herred, i godt 200 år. Bornholmerne havde i alle disse år været underlagt de forskellige ærkebiskoppers og danske kongers forgodtbefindende. De sidste har formentlig ikke været meget anderledes end de første i forhold til befolkningen. Til gengæld blev de tre herreder under ærkebiskopperne i Lund ikke på noget tidspunkt hverken pantsat eller solgt. Det gjorde Vester Herred til gengæld adskillige gange af den danske krone. Det har været hævdet, at tiden under ærkebiskopper i Lund var Born- holms guldalder, og at alt var den rene idyl. Derfor er det måske passende at læse, hvad forfatteren M. K. Zahrtmann skrev i sin afhandling fra 1894, „Lybækkerne på Bornholm“ om bornholmernes overdragelse af øen til Erik Menved i 1319: „De lede mangfoldige Forurettelser og haarde Undertrykkelser, Udplyn- dinger og Røverier på Bornholmernes Gods og Eje, Baand, Fængsel og Pins- ler på deres Personer, Landsforvisninger, Lemlæstelser, skændige og grusomme Drab paa deres Slægt og Venner og andre Forsmædelser, Forfølgelser og utaa- lelige Forurettelser, udøvede af Esger Jul af Lund og hans Tilhængere, der bestod, af Mænd, som vare lovlig forviste, fredløse og domfældte i Danmark for- medelst deres uhyre Forbrydelser.“

45 BORNHOLM UNDER LÜBECKERNE

Som det er fremgået af det foregående, erobrede venderne fra Lübeck hele Bornholm i År 1522 under krigen mod Christian II. Kongen havde forgæves forsøgt at lægge en dæmper på Hansestedernes aktiviteter i kongeriget, og venderne allierede sig derfor med hans fjender. Det var også derfor, de efter Christian II’s landflygtighed bakkede op omkring den nye konge, Frederik I’s forsøg på at skaffe sig af med sin forgængers tilhængere. Det betød, at venderne det ene øjeblik var Dan- marks fjender - det næste de bedste venner. Efter Frederik I havde fået renset ud mellem forgængerens støtter, præ- senterede venderne ham umiddelbart efter for en regning på 158.019 Lyb- ske Mark. Der var tale om et svimlende stort beløb, som Frederik I ikke havde en jordisk chance for at betale. Han havde derfor ingen anden ud- vej end at overlade sine kreditorer Bornholm i de følgende 50 år. Frederik I havde dog beholdt det egentlige territoriale herredømme over øen, så han kunne udskrive almindelige landskatter. Det betød også, at han sikrede sig at kunne ansætte og afskedige kirkens embedsmænd og at han kunne opkræve bøder o.a., som havde med kirken at gøre. Der kunne blandt opkræves bøder i tilfælde af hor, drab og trolddom. Kon- gen kunne dog kun selv beholde halvdelen af de bøder, der blev opkrævet i denne forbindelse. Den anden halvdel var den kongelige fogeds løn. Venderne fik ret til at hæve skatterne på hele Bornholm og samtidig modtage forskellige naturalier og arbejdsydelser fra bornholmerne. Ordningen betød reelt, at venderne accepterede at være den danske konges undersåtter på Bornholm. De gik også med til, at de skulle hjælpe

46 kongen både på Bornholm og i resten af riget i tilfælde af krig. Det var naturligvis en uholdbar situation, hvor venderne på den ene side skulle være loyale overfor deres rådgivende forsamling i Lübeck og samtidig, i hvert fald i et vist omfang, være loyale overfor den danske konge. Dertil kom, at bornholmerne ikke brød sig ret meget om de nye venner, som de tidligere havde haft særdeles dårlige erfaringer med.

Den første foged på Bornholm fra Lübeck hed Bernt Knop. Da han overtog Hammershus i 1525 var slottet i en miserabel tilstand. Tre år tidligere var det blevet erobret og næsten brændt ned af ingen andre end venderne selv og var siden kun blevet sparsomt restaureret. Da Bernt Knop nogen tid efter sin overtagelse af slottet skulle aflevere regnskaber hjem til den lovgivende forsamling i Lübeck, beklagede han sig over de store omkostninger, der havde været i forbindelse med at sætte slottet nogenlunde i stand. Det havde til gengæld fået ham til for alvor at gå i gang med at opkræve de skatter, som venderne mente at have til gode hos bornholmerne - og det med renters rente. Det gjorde ham naturligvis temmelig upopulær på øen, og der blev klaget over ham adskillige gange til kongen i København.

Frederik I døde i 1533, og hans efterfølger, Christian III, blev kort efter involveret i den borgerkrig, som senere blev kendt som Grevens Fejde. Den varede i tre år, og blandt kongens modstandere var de tidligere venner fra Lübeck. Under denne borgerkrig modtog Christian III utallige klager over fogeden Bernt Knop, og det resulterede i, at kongen skriftligt måtte love bornholmerne, at han ville sende skibe og soldater til øen og befri dem for venderne og deres foged. Dette tilsagn fra Christian III skulle vise sig at få katastrofale følge for bornholmerne. I 1535 forsøgte de at gøre opstand mod undertrykkerne, mens de ventede på kongens folk. Resultatet blev et blodbad, hvor bornholmerne på forhånd var prisgivet mod de veltrænede og godt udstyrede soldater fra Lübeck.

47 Det afgørende og mest voldsomme sammenstød mellem bornholmerne og besættelsestropperne fandt sted på Egla Enge, en mark syd for Aakir- keby. Bornholmerne var antalsmæssigt overlegne, men havde langt fra rå- dighed over tilstrækkeligt med våben eller folk, der havde forstand på at bruge dem. Soldaterne fra Lübeck havde derfor let spil. Den bornholmske hovedmand, der var landsdommer på øen, nåede at flygte til Skåne og kom først tilbage til Bornholm i 1562, mens det gik hårdt ud over dem, der overlevede. Bernt Knop henrettede en stor del af dem, mens andre blev idømt store bøder. En af de mere raffinerede dom- me over de bornholmske oprørere var såkaldt „gæsteri“, hvor en del bøn- der blandt oprørene blev dømt til at modtage fogeden og hans følge af ryttere et bestemt antal dage om året, hvor de så alle skulle opvartes efter alle kunstens regler - uden betaling, naturligvis!

Det viste sig, at Christian III’s svigt overfor bornholmerne skulle blive endnu værre. I forbindelse med afslutningen på Grevens Fejde måtte han nemlig gå med til en ordning, som betød, at Bornholm kom under Lübecks styre i yderligere 50 år end dem, der var aftalt i første omgang - altså i alt i 100 år.

Fogeden Bernt Knop havde det som en fisk i vandet. Han hånede bornholmerne alt hvad han kunne over deres nederlag og han tvang blandt andet øens befolkning til at fremstille fem meget store sølvbægere, som blev forsynet med en hånende tekst på plattysk. De fem sølvbægere blev tre år efter den mislykkede opstand foræret til den rådgivende forsamling i Lübeck og placeret på byens rådhus.

Stemningen mellem bornholmerne var på dette tidspunkt på nulpunk- tet. De følte sig med god grund svigtet af kongen i København, men alligevel blev de troligt ved med at sende skriftlige klager til ham over Bernt Knop. Resultatet blev, at Christian III i 1538 fik rådet i Lübeck til at gå med

48 til, at der blev sendt en fælles delegation til Bornholm for at undersøge, om der var hold i klagerne. Det kom der ikke noget ud af. Til gengæld benyttede kongen året efter lejligheden til at udskrive ekstra skatter på øen, og i det skattebrev, der blev udfærdiget, hed det blandt andet: „Bynder og menige almoe paa Baaringholm ehui som helst th tienne eller tilhørre sambt kiøpstadtsmendt ther sammestetz att huer skall giffue enn Rins Gl i Guld eller 1 Jochim Daller eller ij stemplett sølff.“ Sammen med skattebrevet sendte Christian III også en skatteopkræver og en skriver. Skatteopkræveren hed Hans Skovgaard, og kongen skrev ved samme lejlighed til Bernt Knop, at han skulle være Skovgaard be- hjælpelig med at kræve de ekstra skatter op. Det styrkede ikke hans i forvejen dalende popularitet blandt bornholmerne.

Det var i øvrigt sparsomt, hvad der kunne presses ud af Bornholms befolkning. Den økonomiske situation var på dette tidspunkt helt i bund, og et eksempel herpå var situationen for én af øens dengang største gårde, Vallensgaard i Aaker, som lå øde og forladt, og hvor bygningerne var ved at falde sammen. Ikke desto mindre fortsatte bornholmerne strømmen af klager over Bernt Knop til Christian III.

I 1541 var kongen tvunget til at gøre noget i forhold til Bornholm. Han sendte derfor én af sine folk, Stig Pors, til øen og befalede samtidig Bernt Knop, at han skulle hjælpe Pors med at få rettet op på de urimeligheder, der måtte være. Det gik efter sigende udmærket i starten, men allerede året efter, i 1542, klagede Stig Pors over, at Knop holdt ham hen med snak. Det må efterhånden være gået op for fogeden fra Lübeck, at han var ved at være godt upopulær. Han søgte i hvert fald selv sin afsked i 1543 - og fik den bevilliget. Kort efter rykkede hans afløser fra Lübeck, Blasius von Wickede ind hos ham på Hammershus for at blive sat ind i tingenes tilstand på Bornholm. Den nyankomne var åbenbart ikke særlig populær på slottet hos fru Cillia Knop. Det hedder sig i hvert fald, at hun gav ham gift i et forsøg på

49 at tage livet af ham. Han overlevede giftattentatet, og gik herefter i gang med den egentlige overleveringsforretning i forbindelse med sin overtagelse af embedet.

I juni 1543 dukkede en delegation bestående af folk fra Lübeck og folk fra kongen i København op på Bornholm for i fællesskab at undersøge, om der havde været hold i de mange klager over Bernt Knop. Undersø- gelsen startede på Hammershus og fortsatte på et såkaldt Landsthing i Aakirkeby den 23. juni. I den forbindelse havde alle sandemændene (sognefogederne) på Born- holm fået besked på at finde ud af, om der i det hele taget var folk i deres sogne, som havde klager over Knop. Det var der tilsyneladende ikke! Sandemændene valgte i hvert fald i stedet at takke den afgående foged for den store og retfærdige indsats, han havde ydet i sin tid på øen. Dagen efter holdt folkene fra Lübeck et separat Thing i Rønne, men her var der heller ikke nogen, der havde lyst til at klage over Bernt Knop.

7. juli 1543 mødtes den tyske og den danske delegation i Sandvig, og et par dage efter holdt de igen et stort fællesmøde i Klemensker, hvor adskillige ganske almindelige bornholmere var mødt op. Det samme var Bernt Knop for selv at høre de anklager, der havde været rejst mod ham. På mødet blev der oplæst et brev fra kongen, som præciserede de mange klager, og det gav åbenbart bornholmerne blod på tanden. De var tilsyneladende heller ikke længere bange for Knop. De fremførte i hvert fald den ene klage efter den anden og fik i et vist omfang medhold. Senere blev der også holdt et fællesmøde hos Povl Kofoed på Koefoed- gaard i Østermarie, men de klager, der blev fremført her, blev afvist.

Da både den danske og lübeckske delegation havde afsluttet deres un- dersøgelser, rejste de hjem. Inden havde delegationen fra Lübeck officielt indsat Blasius von Wickede som foged på Bornholm. Bernt Knop forlod

50 dog ikke øen lige med det samme. Der var blandt en masse regnskaber, der skulle styr på, inden han fik lov til at forlade øen.

Den nye foged, Blasius von Wickede, var efter alt at dømme noget mere afdæmpet end sin forgænger, selv om kongen i København også modtog adskillige klager fra bornholmerne over ham. Han holdt dog ikke ret længe og døde allerede fire år efter sin tiltrædelse i 1547. Blasius von Wickede blev begravet på kirkegården i Allinge, men hans gravsted eksisterer ikke længere. I de få år han regerede på Bornholm, benyttede kongen i København lejligheden til at opkræve ekstraskatter på øen. I 1544 måtte hver 10. bornholmske bonde således aflevere en ko og hver eneste bonde ½ lis- pund smør, en side flæsk, et får og en gås. Karlene på gårdene skulle af med ½ daler.

Den næste foged, lübeckerne sendte til Bornholm, hed Herman Bøitin. Han kom også til at beskæftige sig med de tidligere klager over Bernt Knop. Der blev igen i 1555 nedsat en fælles kommission bestående af lü- beckere og danskere. Fra tysk side bestod denne kommission af Lübecks borgmester, dr. Falck, og rådmand Bartholomæus Tinappel. Fra dansk side af Børge Trolle, Peder Oxe og Niels Lange. Kommissionen modtog i alt 120 klager over den lübeckske embedsfø- relse, hvoraf de 116 gik tilbage til Bernt Knops tid. Han selv var på dette tidspunkt over alle bjerge, og bornholmerne var derfor ikke længere bange for eventuelle repressalier fra hans side. Efter en nøje gennemgang af samtlige 120 klager kom den fælles kommission til det resultat, at der var hold i 119 af dem. Den ene, der blev afvist, skyldtes, at der tidligere havde været indgået i forlig i sagen. Resultatet blev, at kommissionen fastslog, at de bornholmere, der havde klaget, tilsammen skulle have udbetalt „4000 lod Sølv“. Det var en betydelig sum men udgjorde alligevel en forsvindende lille del af, hvad Bernt Knop rent faktisk havde kostet dem.

51 De to medlemmer af kommissionen fra Lübeck måtte endvidere acceptere at betale kongen i København 3.625 danske Mark i erstatning for penge, Knop havde opkrævet af kirken. Disse penge tilhørte kongen.

En af de klager, kommissionen behandlede over Bernt Knop, lød således: „… først kom en Regnskabsbog fra Nexø Kapel; derover er Kapellet forar- met, at han forkom samme Regnskabsbog. Var dertil et Sølvkors, ud af hvilket Berent tog en Sten; at tilspørge ham om samme Sten og hvor Korset siden blev af. Var der en Sølvknap i Korskaaben, fast større end et Hønseæg; at tilspørge ham om samme Sølvknap. Siden Kalt og Disk; at tilspørge ham, hvor de ere komne hen og tilbageæske alt dette tilsammen. Item at tilbage- æske det skyts, som han tog fra Kirkerne her paa Landet. Tog han en Gaard fra en Præst, som hed Hr. Kort udi Nexø, Præstens rette Arv og Eje. Siden fratog han Præsten Nexø Kirke og havde den fra ham i ti samfulde Aar og skadede ham udi den Tid vel over 200 Mark. Der tilmed lod Berent hente Hr. Kort om Søndagen, som han skulde gøre Tjeneste udi i sin Kirke, og lod ham føre til Slottet; og da var der to Børn at kristne og to Kvinder at lede i Kirke, og Børnene førtes hjem igen ukristnede.“

Der er næppe noget at sige til, at bornholmerne havde et noget anstrengt forhold til Bernt Knop. Han plagede dem i årevis blandt andet med tvangsarbejde i forbindelse med nybygninger og restaureringer på Ham- mershus, og det er givet rigtigt, når bornholmerne senere betegnede ham som den værste foged fra Lübeck nogensinde. Det kneb i øvrigt ganske alvorligt med at få lübeckerne til at betale den skadeserstatning til bornholmerne, som de havde accepteret, og kongen måtte sende adskillige rykkere uden resultat. Dog holdt han sig ikke tilbage fra igen at udskrive nye ekstraskatter til øens befolkning, ligesom det var sket i 1539 og 1544. I 1558 fik bornholmerne igen et såkaldt skattebrev, som dikterede, hvad hver enkelt befolkningsgruppe på øen havde at betale ud over de almindelige landgilde-skatter.

52 I mellemtiden var Lübecks foged Herman Bøitin blevet afløst af Schwe- der Kettingk, som allerede inden havde opholdt sig adskillige år på Born- holm. Han var ganske vist borger i Lübeck, men ejede blandt andet Val- lensgaard i Aaker, som han havde ladet genopbygge, efter den havde henligget som ruin i en årrække. Kettingk kom i virkeligheden i klemme mellem bornholmerne på den ene side og sit bystyre i Lübeck på den anden. Han skal have været en fornuftig mand med forståelse for de urimeligheder, hans forgængere havde udsat bornholmerne for, og det blev blandt andet også hans opgave at skaffe de penge fra Lübeck, som det var aftalt, de skulle have i erstatning. Det sidste havde lübeckerne meget ringe forståelse for.

Selv om Kettingk på en række områder var en bedre mand for bornholmerne end sine forgængere, slap han ikke helt for at komme på kant med dem. I 1562 måtte kongen i København blande sig i stridigheder om Rådhuskælderen i Rønne og Neksøborgernes rettigheder i forbindelse med strandinger på kysten. Bornholmerne ude på gårdene var ikke helt tilfredse med hans krav om gæsteri, når dette passede ham. Kongen gav Kettingk ordre til at give borgerne i Rønne deres rådhus- kælder tilbage og til i øvrigt at lade være med at blande sig i byens interne forhold. I forbindelse med de problemer han havde med Neksøborgernes strandingsrettigheder, skrev Kettingk et brev til byrådet i Lübeck, hvor han beklagede sig over, at han levede blandt genstridige og oprørske mennesker, som blandt andet havde ville forgifte ham. I brevet betegnede han også bornholmerne som både fattige, uforstandige og modvillige.

Den 2. januar 1563 var kongen tilsyneladende ved at være godt træt af klagerne over Schweder Kettingk. Han skrev i hvert fald et brev til ham og beordrede ham deri til at komme til København for at forkla- re sig. Der foreligger ikke noget om, hvorvidt dette møde nogensinde blev til noget. Det kan hænge sammen med, at folk på Bornholm og i

53 resten af Danmark kort efter fik helt andre og alvorlige problemer at slås med. Det var nemlig også i 1563, at den nordiske Syvårskrig brød ud, og i modsætning til tidligere krige var lübeckerne denne gang Danmarks allierede. Det betød blandt andet, at det blev Kettingk opgave som kommandant på Bornholm at forsvare øen med alt, hvad han havde til rådighed.

I starten af Syvårskrigen havde Kettingk igen et sammenstød med borgerne i Rønne, som han direkte beskyldte at stå i ledtog med fjenden. Kettingk var i øvrigt ikke alene om at nære mistro til i hvert fald nogle af bornholmerne. En anden var den danske flådes admiral, Herluf Trolle, som senere stiftede Herlufsholm Kostskole ved Næstved sammen med sin kone. Admiralen var fortørnet over, at bornholmerne ikke ville levere forplejning til flåden mod betaling i danske penge. I stedet havde de forlangt betaling i fremmed mønt ud fra en (måske rigtig) opfattelse af, at danske penge havde mistet deres værdi på grund af krigen.

Syvårskrigen startede med et voldsomt søslag i farvandet ud for Rønne pinsedag 1563, hvor den danske flåde led et alvorligt nederlag til svenskerne. Danskerne mistede fire skibe, som blev opbragt af svenskerne, som efter slaget blev liggende nogen tid omkring Bornholm. Bornhol- merne var så bange for, at svenskerne ville gå i land for at hærge og plyndre, at de frivilligt tilbød den svenske admiral Jakob Bagge, at de ville betale 6000 daler, hvis han og hans folk ville lade være med at gå i land på øen. Tilbudet blev afvist af den svenske admiral med blandt andet den begrundelse, at der endnu ikke var udstedt en egentlig krigserklæring mellem landene. På den måde fik bornholmerne under ledelse af Kettingk tid til at stable et egentligt forsvar af øen på benene. Kettingk benyttede også lejligheden til at skærpe udkiggen fra Hammershus, så han kunne holde øje med, hvad der foregik i farvandet mellem Bornholm og Sverige, og så

54 hurtigt, som det dengang var muligt, fik han sendt disse oplysninger videre til kongen i København - noget, der i den grad blev påskønnet ovrefra.

Schweder Kettingk gik også i det små i gang med at kapre svenske skibe. Svenskerne svarede igen med at kapre nogle af de fartøjer, der var på vej til eller fra Bornholm. I 1564 opbragte svenskerne således ét bornholmsk skib og det følgende år to, som var på vej til øen med salt og andet gods. Disse tre opbragte skibe skal efter sigende have kostet bornholmerne i alt 400 daler.

Den 30. maj 1564 fandt der et dramatisk søslag sted oppe under Øland mellem den svenske flåde på den ene side og en kombineret dansk/lü- becksk på den anden. Under slaget sprang det svenske admiralskib i luften, netop som det var blevet entret af lückbeckerne. Ved den lejlighed døde 900 svenskere og 300 lübeckere, blandt disse admiralen for den lübeckske flåde. Svenskernes admiral Bagge reddede livet men blev taget til fange. Bagefter blev han ført til Bornholm, hvor han blev indsat som fange på Hammershus. Han ankom nogenlunde samtidig med de dansk/ lübeckske sårede fra søslaget, som Kettingk omgående erstattede med 200 kampklare bornholmere.

Hammershus indtog en central position under Syvårskrigen, og Kettingk forstod at udnytte den. På et tidspunkt, hvor han vidste, at der lå en mindre dansk flåde bestående af 10 skibe ud for sydkysten på Bornholm, fik han en dag øje på en større svensk flåde med 30 skibe, som nærmede sig fra nordøst. Det lykkedes Kettingk at få advaret danskerne, som lige netop nåede at slippe væk i tide.

Kettingk var en flittig brevskriver, og hans mange breve til især Lübeck har siden været af uvurderlig historisk interesse og været med til at give et billede af den tids Bornholm.

55 I et brev til byrådet i Lübeck dateret den 18. juli 1564 får man et ganske godt indblik i, hvad det dengang ville sige at være i krig. Kettingk fortalte, hvordan en svensk flåde på omkring 40 skibe havde lagt sig i læ under Bornholm, da der dukkede 18 mindre fragtskibe fra Lübeck op i farvandet. Det lykkedes svenskerne at sejle ni af disse op og borde dem. Ude i åben sø lossede svenskerne de kostbare ladninger, der have været om bord i de ni opbragte fartøjer, over i deres egne. Bagefter bagbandt man de besætninger og handelsfolk, der var ombord og stak ild til skibene, som man derefter lod drive ind mod Bornholm. Her stod Kettingk og hans folk og så - og ikke mindst hørte det grufulde massemord. I brevet til byrådet i Lübeck skrev Kettingk blandt andet: „Derefter, om Aftenen Klokken syv, vendte Vinden sig mod Vest, og Sven- skerne løb herfra Nord ud i Søen, men gjorde sig, førend alle Skibe kunde komme under Sejl, stort Arbejde for at antænde nogle Fiskerlejer; det vilde ikke lykkes dem, det afværgedes af Hageskytterne og Landfolket. Den fangne Jakob Bagge undlod sig med, at den svenske Flaade inden 8 Dage skulde komme tilbage; han vidste ogsaa at sige mig, førend den kom, den visse Dag for dens Ankomst og forudsagde andre Ting, jeg ved ikke ud af hvilken Kunst, om han havde det fra sin Engel eller ikke. Havde jeg kendt Kongelige Majestæts og Eders Erbare Raaders naadige Sind og gunstige Vilje, vilde jeg straks have ladet alle Fanger, adelige og uade- lige, røge paa lige Vis og opbrændt deres Maver ganske; vil dog ikke undgaa sin tilbørlige Løn og Straf.“ Det med de opbrændte maver hang sammen med, at der dagen efter de brændende skibe var drevet ind på kysten, blev fundet adskillige maver og andre indvolde fra mennesker på stranden.

Dette dramatiske optrin var med til at øge frygten på Bornholm for, hvad der kunne ske i tilfælde af en direkte svensk landgang på øen. Man gik derfor målrettet i gang med at styrke forsvaret, og det viste sig allerede året efter at have været en klog foranstaltning. I september 1565 nærmede en svensk flåde på 36 skibe sig Bornholm,

56 hvor de gennem tre dage bombarderede øen. Kettingk svarede sammen med sine lübeckske soldater og bornholmske bønder igen, og der hedder sig, at for hvert skud, der ramte øen, sendte man otte skud ud mod svenskerne. Det gik op for den svenske admiral, at det ville blive mere end vanskeligt at landsætte sine tropper på øen. Derfor udviklende han en plan, som skulle narre øens forsvarere. Han sendte først en besked ind til land om, at han var villig til at modtage en forhandlingsdelegation fra forsvarene. Han fik ikke noget svar og lod derefter sine 36 skibe lette ankre og sejle sydover. Meningen hermed var at lokke bornholmerne til at tro, at han havde opgivet landsætningen af sine tropper, men Kettingk havde luret ham og flyttede sine tropper ned langs kysten, så svenskerne måtte opgive at gå i land. Svenskerne vendte, som Kettingk havde forventet det, tilbage til ud- gangspunktet og indledte igen en kraftig beskydning mod land. Det resulterede ifølge Kettingk ikke i andet end et par døde ænder. Svenskerne forsøgte herefter en egentlig landsætning af tropper, men blev slået tilbage, og deres admiral sejlede derefter væk med 30 af sine skibe. De seks sidste lod han blive liggende og krydse frem og tilbage langs kysten.

I 1565 bestod Kettingks styrke af 400 såkaldte landsknægte fra Lübeck. Det var professionelle soldater, som blev aflønnet af byrådet i byen. Til gengæld skulle bornholmere sørge for forplejningen. Det var i øvrigt Ket- tingks fortjeneste, at bornholmerne slap for også at betale soldaternes løn. Han havde gennem breve overbevist byrådet i Lübeck om, at øens beboere både var fattige og, at de i forvejen var hårdt beskattet af den danske konge. I 1566 valgte Lübecks byråd at halvere antallet af landsknægte på Born- holm. I stedet gik man i gang med at bevæbne bornholmerne og træne dem i forsvaret af øen. I juni samme år vendte den svenske flåde tilbage. Denne gang med 60

57 skibe, som indledte et 10 dage langt og intensivt bombardement af Born- holm. Skaden var begrænset, og svenskerne endte med at opgive deres forsøg på landsætning af tropper. I det sidste og syvende år af Syvårskrigen vendte den svenske flåde tilbage til Bornholm for sidste gang. I juli 1570 lagde 24 orlogsfartøjer sig ind under kysten i en egentlig blokade af øen. Der blev gjort nogle halv- hjertede og mislykkede forsøg på at sætte tropper i land, som dog hver eneste gang blev kastet tilbage af lübeckerne og den bornholmske bonde- hær i fællesskab. Til gengæld benyttede svenskerne lejligheden til at opbringe alt, hvad de kunne få fat i af koffardiskibe, som var på vej til eller fra Bornholm.

De svenske forsøg på at erobre Bornholm stoppede med fredsslutningen i forbindelse med Syvårskrigen, og Schweder Kettingk fik nærmest heltestatus i både Danmark og Lübeck. Kongen i København viste sin taknemmelighed ved at give Kettingks gård Vallensgaard, såkaldte adelige friheder, som skulle gå i arv til hans efterkommere. Han fik også overdraget brugen og indtægterne fra Spid- legaard - som også hed Hospitalsgaard - og endelig udnævnte kongen ham til Kongens Jurisdiktionsfoged på Bornholm.

Begejstringen over Kettingks indsats holdt ikke længe. Kort efter fredslutningen begyndte der igen at i indløbe klager over ham både i Køben- havn og Lübeck. Det resulterede i, at kongen allerede i 1571 sendte en kommission til Bornholm for at undersøge, om der var hold i klagerne. Kommissionens undersøgelser viste, at de fleste af klagerne var ubegrundede, og de viste også, at de fleste bornholmere i virkeligheden var ganske godt tilfredse med ham. Byrådet i Lübeck endte med en beslutning om at beholde deres mand på øen, selv om kongen i København, Frederik II, strittede imod. Kongens tidligere taknemmelighed overfor Bornholms forsvarer var køl- net ikke så lidt, efter Kettingk havde blandet sig i et nyt forsøg fra kongens

58 side på at udskrive ekstra-skatter på øen i 1571 og 1572. Kettingk havde i breve til kongen påpeget, at Syvårskrigen i forvejen var gået hårdt ud over bornholmerne, og at disse trods det havde været loyale hele vejen igennem. Udskrivning af ekstra skatter på Bornholm var åbenbart ikke noget Kettingk efter kongens opfattelse skulle blande sig i. Derfor sendte han igen i 1572 en ny kommission til øen angiveligt for at undersøge endnu flere klager over Kettingk. Denne gang var der tale om en ren dansk kommission, som kongen ikke i forvejen havde orienteret Lübeck om.

Én af de klager over Kettingk, som kommissionen tog fat på, var fra en kvinde, der hed Birgitte Køller. En 12-mands domstol på øen havde idømt hende kagstrygning, det vil sige pisk, på grund af nogle ord, hun skulle have brugt. Bagefter var hun blevet forvist fra Bornholm og havde klaget over behandlingen til kongen. Frederik II var enig med Birgitte Køller i, at hun var blevet uretfærdigt behandlet, og han bestemte derfor, at de 12 mænd, der havde dømt hende, skulle have samme omgang.

Den nye kommission indledte sit arbejde den 6. september 1572. Der fandtes dengang et antal såkaldte frimænd på Bornholm, som man begyndte med at afkræve bevis på deres status. Frimændene var en mellem- ting mellem adel og bønder med visse rettigheder, som ingen af dem ganske vist havde papirer på. Frimændene kunne kun fortælle, at de havde arvet disse rettigheder efter deres fædre, og at de i øvrigt hver især havde spillet fremtrædende roller i forbindelse med forsvaret af Bornholm under Syvårskrigen. Der forlyder ikke noget om, hvorvidt frimændene fik lov til at beholde deres privilegier eller ej efter de i alt tre dage, kommissionen var på Born- holm. Dens virkelige ærinde var at samle beviser sammen mod Kettingk med henblik på at få ham afsat. Frimændene var i øvrigt en torn i øjet på Kettingk. De betalte nemlig ikke skat som de andre bornholmere, og Kettingk havde tidligere gjort

59 opmærksom på et dekret vedtaget i Kolding den 25. oktober 1553 af Christian III og rådet i Lübeck i fællesskab. Dette dekret havde fastslået, at de bornholmske frimænd ikke havde de rettigheder, som adlen havde i det øvrige Danmark. Den eneste, Kettingk kunne acceptere ikke betalte skat, var Peder Oxe.

Kettingk mødte i første omgang ikke selv op foran kommissionen. An- klagerne mod ham gik fortrinsvis ud på, at han havde opkrævet for meget skat af bornholmerne, og at han havde sat flere bønder ud af deres gårde og lagt disse ind under Hammershus. Han skulle også have ladet folk fængsle og henrette uden nogen bevislig grund. Da Kettingk endelig besluttede sig for at forsvare sig, afviste han ikke uventet samtlige anklager. Det var således helt korrekt, at han havde op- krævet bøder, men det var alene, fordi de pågældende selv havde ønsket at betale i stedet for at komme for retten. Han kunne også dokumentere, at han præcis, som han skulle, havde delt de penge, der kom ind på den måde, med ingen ringere end kongen selv. Kettingks regnskaber viste, at han i perioden fra 1556 til 1570 havde opkrævet bøder for i alt 4.409 danske daler, og kommissionen kom frem til, at omkring 20 % af beløbet var opkrævet uretmæssigt. Han accepterede derfor at betale 900 daler tilbage til de bornholmere, der havde måt- tet betale uretmæssigt.

Umiddelbart efter kommissionen havde forladt Bornholm, skrev Ket- tingk til byrådet i Lübeck og forklarede om årsagen til, at han havde betalt de 900 daler tilbage til nogle af de bornholmere, der havde følt sig uretfærdigt behandlet. Han bad også byrådet om at sende ham beløbet hurtigst muligt. Nogenlunde samtidig modtog byrådet i Lübeck også et brev fra Frede- rik II, hvori han forlangte, at Schweder Kettingk på Hammershus blev skiftet ud med en anden, og at byrådet garanterede for, hvad der eventuelt måtte dukke op i kølvandet på hans afgang.

60 Byrådet i Lübeck var på dette tidspunkt ikke specielt interesseret i konflikt med Danmark og valgte derfor at ofre Kettingk, som blev afskediget i 1573 og afløst af en anden lübecker, Kurt Hartvig. Kettingk flyttede derfor fra Hammershus til Vallensgaard i Aaker, hvor han brugte nogen tid på at få styr på regnskaber o.a.. De 900 danske daler til de bornholmere, der skulle have penge tilbage, var ikke blevet betalt, og på et tidspunkt valgte Kettingk i al hemmelighed at forlade Bornholm og vende tilbage til Lübeck. Gården i Aaker solgte han til den danske admiral Sylvester Francke, og han vendte aldrig selv tilbage til øen. Afløseren, Kurt Hartvig, blev selv afløst allerede den 24. juli 1573 af Mathias Tideman, som blev Lübecks sidste foged på Hammershus.

I 1575 forlangte Frederik II at få Bornholm 100% tilbage til kongeriget efter udløbet af de oprindelig 50 år, som var blevet aftalt. De yderligere 50 år afviste han som ugyldigt, både fordi Rigsrådet ikke havde bekræf- tet aftalen, og fordi hans far, der havde indgået den, ikke på det pågæl- dende tidspunkt havde været kronet som dansk konge. Byrådet i Lübeck forsøgte at få indflydelse endnu nogle år på Bornholm og præsenterede Frederik II for forslag helt fra 30 til ét år. I 1576 gav de op og leverede øen tilbage til kongeriget.

61 BORNHOLM UNDER DEN DANSKE KRONE

Den første danske kommandant på Bornholm tiltrådte den 23. september 1576. Han hed Mandrup Parsbjerg, og i de direktiver, han dengang havde med fra København, hed det blandt andet, at han skulle sørge for, at bønderne overholdt loven, og at han samtidig skulle holde øje med, at ingen af dem blev forurettede. Han måtte ikke pålægge dem nye byrder eller ekstra skatter. Som en yderligere beskyttelse af bornholmerne nedlagde kongen den 12. juni 1577 forbud mod, at udenlandske købmænd kunne holde mar- keder rundt om i øens købstæder, et forbud, som især ramte lübeckere og andre fra Hansestederne. Det blev også bestemt, at der ikke længere måtte udføres saltet kød til Tyskland. Det havde de bornholmske bønder ellers nydt godt af i årevis, men det havde samtidig presset priserne på saltet kød op på øen, så det var svært for andre bornholmere at få råd til det. Bønderne forsøgte for- gæves men uden held at få ophævet eksportforbudet. Den nye lensmand på Hammershus hed Mogens Gøje, og han fik kongens tilladelse til at lade bornholmerne hente næsten gratis brænde til hus- behov i øens skove. Der skulle dog betales en mindre afgift i form af smør.

Den mest radikale lettelse for bornholmerne var, at de ikke længere skulle fæste (leje) deres gårde af lensmanden, og man slap desuden med kun at betale halv skat på fødevarer, og samtidig fik man tilladelse til toldfrit at eksportere kød fra heste, får og kvæg. Det blev i det hele taget betydelig lettere at være bornholmer, efter lü-

62 beckerne var blevet smidt ud. Toldafgiften på udenlandsk alkohol blev halveret, og i 1580 blev de fritaget for at hente vand til Hammershus, hvis der ikke ligefrem var tørke. Det blev også bestemt, at de skulle have et måltid mad om dagen, når de gjorde hoveriarbejde på slottet.

Lensmand Mogens Gøje nåede kun at opholde sig på Bornholm i to år, og i 1579 blev han afløst af Henrik Brahe, som fik overdraget Bornholms Len mod en årlig afgift på 1500 gode daler. Otte år senere hed lensmanden Falk Gøje, og den årlige afgift var steget til 1700 daler årligt. Han skulle også holde Hammershus vedlige for egen regning, men fik dog i begyndelsen af sit embede bevilliget 300 daler som et engangsbeløb til restaurering af slottes bygninger.

Frederik II døde i 1588, og den næste danske regent blev Christian IV. De fleste danskere har hørt om ham, men få har kendskab til hans betydning for begivenhederne på Bornholm. Allerede i 1592 udsendte han et dekret, som skulle sætte en stopper for de bornholmske bønders kraftige indhug i øens skove. Dette dekret blev fulgt op af en bestemmelse om, at bønderne ikke længere måtte pantsæt- te deres gårde og jord. Kongen bestemte kort og godt, at bønderne om- gående skulle indløse deres panthavere, og hvis de ikke var i stand til det, skulle de omgående sælge deres ejendomme. Hvis bønderne ikke kunne sælge, skulle lensmanden på Hammershus sætte dem ud af gårdene og overdrage disse til andre. Dette træk fra Christian IV’s side handlede langt fra om de bornholmske bønders ve og vel. Det skyldtes alene, at han frygtede, at pantsætnin- gen på sigt ville forringe gårdenes ejendomsværdi, og at skattegrundlaget derfor ville dale i takt hermed. I øvrigt blev det forbudt bønderne at flytte fra deres ejendomme uden lensmandens udtrykkelige tilladelse. Helt overordnet strammede Christian IV grebet om bornholmerne. Det blev gang på gang understreget, at de bare havde at rette sig efter de gældende gamle love og forordninger.

63 I 1594 blev lensmanden, Falk Gøje, afløst af Hans Lindenov som lensmand på Hammershus. Mens han regerede, kom pesten første gang til Bornholm. Det var i 1602, og den kom igen i 1618-1619, hvor mere end 5000 bornholmere døde af sygdommen. Hans Lindenov kendte godt Bornholm i forvejen, hvor han en overgang havde været vicekommandant. Han var i øvrigt en mand med mange jern i ilden. Han var ejer af Gaunø slot ved Næstved, Herre til Hundslund, medlem af Danmarks Rigsråd og befalingsmand på Kalundborg Slot. Han var i øvrigt også ridder. Hans Lindenov fik sin afsked i nåde i 1610. Han havde været syg gennem nogen tid, og i dette tidsrum blev øen reelt styret af Hans Grabov fra Simblegaard.

Under Christian IV var forholdene på Bornholm en del anderledes end i det øvrige Danmark. På den ene side havde bornholmerne det nemmere med hensyn til hoveriarbejde for Kronen end f.eks. bønder på Sjælland. På den anden side var egentlig fattigdom mere udbredt på øen end i den øvrige del af landet. Til gengæld var bornholmerne ikke nær så kuede, som tilfældet var med almuen ovre. De havde været vant til overfald og plyndringer, og havde gennem generationer lært at svare igen. Bornholmerne havde populært sagt en meget kort lunte, og drab, rø- verier og vold var en del af dagligdagen. Et eksempel er fra 1615, hvor en mand, der hed Svend Holm fra Østermarie, blev idømt en bøde på 10 daler for gentagne gange at have overfaldet både hr. Anthonius og dennes kone. Hr. Anthonius var provst i Østermarie. I regnskaberne fra Hammershus kan man også læse, at hor og utugt mellem bornholmerne indbragte betydelige indtægter i bøder, og omkring 1610-1611 blev præsten i Rø fyret på grund af hor. Det var med andre ikke kun i almuen, det kneb med dannelse og moral. Det samme gjaldt også for adskillige af kongens embedsmænd på

64 øen. I øvrigt fandtes der dengang kun to skoler på Bornholm, én i Rønne og én i Neksø.

Hvis bornholmerne havde troet, at livet ville blive lettere under Christian IV, tog de fejl. Der skulle stadig betales både skatter og ekstra skatter til kongen. Nogle af disse skatter skulle betales i naturalier blandt andet i form af smør, som skulle leveres på Hammershus i smørtræer (trætønder), som på den måde kunne sendes over. På et tidspunkt var det åbenbart blevet for dyrt for lensmanden Holger Rosenkrands at købe træ til tøn- derne. Han lagde derfor denne omkostning over på bønderne, som protesterede voldsomt over denne ekstraskat og det gjorde langtfra forholdet til kongemagten bedre.

Noget kan tyde på, at der også var nogle af embedsmændene på Ham- mershus, som syntes, at det gik for vidt med de stadig flere udgifter, der blev lagt på bønderne. På et tidspunkt blev det afsløret, at slotsskriver Joen Christensen i al hemmelighed havde opfordret bønderne til at pro- testere. I første omgang slap slotsskriveren med at skrive under på, at han ville blive dømt til døden uden nåde, hvis han fortsatte med at puste til ilden blandt bønderne. Da han nogen tid efter igen blev afsløret i at opfordre bønderne til at nægte at betale yderligere skatter, blev han øjeblikkelig dømt til døden. Den dag, Joen Christensen skulle hænges på en galgebakke tæt ved slottet, mødte et stort antal bønder op og tog opstilling udenfor Ham- mershus for at befri ham, når han skulle føres fra slottet hen til galge- bakken. Da det gik op for Holger Rosenkrands, hvad der var under opsejling, besluttede han i stedet omgående at halshugge Joen Christensen indenfor slottets mure.

Mens Christian IV regerede i Danmark, havde Bornholm yderligere to lensmænd på Hammershus, nemlig Anders Sinclar, og som nævnt, Hans

65 Lindenov fra Gaunø slot ved Næstved. Det var i øvrigt Christian IV, som grundlagde Bornholms Milits. Efter der ikke længere var tropper fra Lübeck på øen, havde det været nødvendigt at finde en anden løsning til øens forsvar i tilfælde af krigshandlinger. I 1611 udstedte kongen derfor et direktiv, som beordrede almuen under våben. Christian IV havde fundet ud af, at forsvarsviljen blandt bornholmerne ikke var, hvad den burde være, og i et forsøg på at få den styrket, sendte han blandt andet 200 geværer til Bornholm, som bønderne kunne købe for 3 rigsdaler stykket. Bornholmerne lærte også at eksercere, og øvelserne foregik på pladser ved øens kirker og de forsvarsværker, der fandtes rundt om på kysten tilbage fra tiden omkring Syvårskrigen. Selv kom kongen til Bornholm i 1624 for at se, hvad militsen kunne præstere, men der blev ikke brug for den før i 1643, hvor Danmark nok engang kom i krig mod Sverige.

I 1644 dukkede en svensk flåde bestående af 45 skibe i forbindelse med Trediveårskrigen op i farvandet ud for Neksø, hvor militsen gjorde klar til at yde modstand, hvis der skulle finde en landgang sted. Den bornholmske milits slap med skrækken, da det lige pludselig blæste kraftig op fra nord og gjorde en svensk landgang umulig. Senere samme år, den 7. juni, gjorde et antal svenske krigsskibe klar til at foretage en landsæt- ning ved Rønne. Noget tyder imidlertid på, at de forsvandt, da det gik op for dem, at den bornholmske milits havde gjort klar til en varm modta- gelse. På den måde opnående bornholmerne lidt lånt tid, inden det for alvor gik galt.

66 SVENSKERNES EROBRING AF BORNHOLM I 1645

Forsvaret af Bornholm var bygget op omkring skanser og batterier stra- tegiske steder på kysten, og det anslås, at militsen bestod af mellem 3000 og 4000 mere eller mindre våbenføre mænd. Der har formentlig kun væ- ret 2400 af disse, som reelt var i stand til at yde seriøs modstand mod en eventuel besættelse af øen. Militsen var bygget traditionelt op med officerer, underofficerer og menige. I modsætning til tiden med lübeckere på øen, skulle selve forsvaret i felten ikke ledes af lensmanden på Hammershus. Han skulle blive på slottet med et passende antal mænd og lede forsvaret der, hvis det skulle blive nødvendigt. Chefen for militsen ude på øen var en major, som ikke have nogen egentlig krigserfaring. Det var der i øvrigt blandt de 2400 våbenføre mænd kun to, der havde. Det var Sivert Gagge og Jost Nicolai, som begge havde deltaget aktivt i Trediveårskrigen. Resten af militsen var mildest talt mere til pynt end til gavn.

Da krigen brød ud, beordrede lensmanden, at der skulle holdes vagt øen rundt nat og dag og især ved de steder, hvor man kunne forvente en landgang af svenskerne. At fjenden eventuelt kunne komme helskindet i land på Bornholm, var ikke det samme som, at øen hermed var erobret. Dertil kom, at vejret spillede en væsentlig rolle. Hvis det blæste op med vinden i den forkerte retning, ville en flåde, der havde landsat tropper, være nødt til at lette anker og stå til søs og derved lade tropperne inde på land i stikken.

67 Svenskerne nærmede sig Bornholm natten mellem 8. og 9. juni 1645. Mandag morgen den 9. juni opdagede vagterne langs stranden ved Røn- ne og senere vagterne ved kysten på Sydlandet, at en større svensk flåde på 29 skibe havde kurs mod Dueodde. Et eller andet må være gået galt, for chefen for militsen i Rønne, Peder Hansen Kofoed, fik aldrig sendt besked sydover om, at svenskerne var på vej. Det betød, at ingen i Neksø havde nogen ide om, hvad der ventede dem, før de ved otte-tiden om morgenen så den svenske flåde nærme sig byen fra sydsiden. De svenske skibe kastede ankre og indledte omgående et bombardement af byen og satte samtidig tropper i land fra landgangsfartøjer. Det viste sig at være en skinmanøvre med det formål at lokke den bornholmske milits til at gå i stilling syd for byen - og den lykkedes. Militsens folk fra Aakirkeby, Povlsker og Ibsker gik i stilling syd for Neksø. Her kom det til en mindre træfning med de svenskere, der landede på kysten. Mens denne var i gang, lettede hovedstyrken anker og satte kursen nordover forbi Neksø. Inde på øen gættede man på, at svenskerne ville gå i land i en lille vig nord for Neksø, og man trak derfor sin hovedstyrke med kanoner og andet skyts derhen, så man kunne give svenskerne en varm velkomst. I beretningerne fra dengang er der uenighed om, hvor præcist svenskernes landgang fandt sted. Der er nævnt et sted neden for Nørremark i Ib- sker, som bliver kaldt Svenskehavn, men også et sted kaldet Malkværn, hvor der lå en lille skanse med nogle få kanoner.

Den fåtallige bornholmske milits havde ikke en chance mod de overtallige og kampvante svenskere. De fleste af de bornholmere, der overlevede, flygtede på deres heste. Der blev kun tre mand tilbage, som efter en kort kamp blev dræbt. Man kender kun navnet på én af de tre, nemlig Al- bret Wolfsen, som senere opnåede heltestatus for sit forsøg på at forsvare Bornholm. De militsfolk der var flygtet, trak i stedet mod Neksø, hvor der efter-

68 hånden var blevet landsat mellem 400 og 500 svenske landgangstropper, som kun mødte spredt og ringe modstand. Den svenske admiral, Carl Gustaf Wrangel, gik selv i land i Neksø og fik i den forbindelse en helt privat hævn. Året inden havde fiskerne fra Neksø opbragt et af admiralens private skibe, som var kommet lidt for tæt på Bornholm. Skibet lå stadig i havnen i Neksø, da han gik i land med sine tropper. Admiral Wrangel hævnede sig ved at give ordre til at plyndre byen, og de svenske tropper gik begejstrede i gang med opgaven. De gjorde det så grundigt, at der kun var tre huse, som ikke blev ribbet for sølvtøj, møbler og andre værdigenstande. De tre huse, der undgik at blive plyndret, slap kun, fordi beboerne rodede så meget rundt på tingene i deres hjem, at disse så ud, som om svenskerne allerede havde været der.

Svenskernes plyndring af Neksø stod på i fire timer, hvorefter de gik i gang med at sejle byttet ud til skibene ud for kysten. De havde naturligvis også tømt Neksø for alt, der kunne drikkes, og bagefter slog tropperne sig ned på stranden og fejrede sejren. Det lykkedes på et tidspunkt admiral Wrangel at få bugseret sine fulde folk ud til skibene. Han havde også to fanger med, nemlig Sivert Gagge og chefen for militsen i Neksø, Christoffer Rømer. Borgerne i Neksø var sluppet forholdsvis billigt fra svenskernes hærgen. Tre var blevet dræbt og én så hårdt såret, at han senere døde.

Den bornholmske milits havde ikke været i stand til at stable noget egentligt forsvar af Neksø på benene. Den var tilsyneladende flygtet over alle bjerge og spredt rundt om på Sydlandet. En gennemgribende undersøgel- se afslørede senere, hvad der havde været årsag til den manglende, bornholmske forsvarsindsats. Befalingsmændene befandt sig af forskellige år- sager andre steder på øen, og det menige mandskab anede ikke, hvad de skulle stille op. Der blev efterfølgende rettet hård kritik mod den professionelle soldat,

69 Jost Nicolai. Den morgen, svenskerne gik i land, var han blevet set udenfor Neksø, hvor han skulle have forsøgt at overbevise nogle folk fra militsen om, at de lige så godt kunne smide våbnene. Jost Nicolai havde fortalt dem, at der var gået mindst 3000 svenskere i land, og at det ville være det rene selvmord at forsøge at forsvare Bornholm med de 300 mand, han selv havde under sin kommando. Både Jost Nicolai og Sivert Gagge skal også have plejet omgang med fjenden, og Jost Nicolai skal desuden have afvist at indlede et overraskel- sesangreb mod de døddrukne svenskere på stranden. Noget tyder på, at der rent faktisk havde været mulighed for at over- rumle de fulde svenskere med en større styrke af militsen, som var samlet i Aakirkeby. Det skete som bekendt ikke. I stedet samledes tropperne fra Aakirkeby på Klint i Vestermarie, hvor de kunne holde øje med situationen ude i horisonten. På et tidspunkt lykkedes det militskaptajnen i Aakirkeby, Christian Gregersen, at overtale sine folk til at forsøge at komme Neksø til undsætning, men da det senere gik op for ham, hvor overtallige svenskerne var, trak han alligevel følehornene til sig.

Det lykkedes at få hele den bornholmske milits samlet den 10. juni 1645, men på dette tidspunkt var den svenske landgang for længst overstået, og Wrangel havde fået sine fulde tropper om bord igen. Samme dag udfær- digede han en skrivelse til beboerne i Bodilsker, Povlsker, Pedersker, Aa- ker og Aakirkeby, hvori han opfordrede dem til overgive sig, og han fik Sivert Gagge til at sætte sit navn under. Skrivelse blev modtaget samme morgen af major i militsen, Christi- an Maccabæus, som kort efter sendte den videre med tolderen i Rønne, Christian Lauritsen til Holger Rosenkrands på Hammershus. Kort efter ankom en vagtmester fra slottet til militsen, som på dette tidspunkt var samlet uden for Neksø, med udtrykkelig ordre om ikke at indlede nogen forhandlinger med svenskerne. Ikke desto mindre gik der i al hemmelighed forhandlinger i gang mellem svenskerne og de danske officerer.

70 Den 10. juni 1645 om aftenen modtog admiral Wrangel et brev fra militsens officerer inde på land, hvori man bildte ham ind, at man ikke kunne tage stilling til noget som helst, før man havde fået svar fra Hammers- hus. Allerede næste morgen fik militsen svar fra den svenske admiral. Han meddelte kort og godt, at bornholmerne skulle give besked allerede den følgende morgen på, om de var parate til at overgive sig eller ej. Den 11. juni 1645 om eftermiddagen blev der sendt to mand ud til admiralens skib med svaret. Det bestod af et konkret tilbud om, at Born- holm ville betale 10.000 rigsdaler, hvis svenskerne til gengæld ville lade være med at gå i land på øen. De to bornholmere, Peder Olsen og Christian Lauritsen, måtte vente til solnedgang, før de kunne sejle tilbage med admiral Wrangels svar. Det forelå på tysk, og i den datidig dansk oversættelse hed det:

„… efter at det havde begivet sig, at den kgl. svenske Rigs-Tøjmester og Gene- ral over Artilleriet, den velbaarne Hr. Carl Gustaf Wrangel i disse Dage var kommen under Landet Bornholm og var arriveret til den lille By Nexø med den under hans Overkommando værende kgl. Flaade, og Indbyggerne derpaa havde vist sig fjendtlige imod de Folk, som landsattes, og havde affyret deres Geværer og Kanoner paa dem, saa havde de derved selv foraarsaget, at de vare blevne overfaldne, og at den lille By var bleven plyndret, og vel ogsaa, at mere vilde være bleven foretaget imod det hele Land. Imidlertid vare de, førend de vilde lade det komme til andre Yderligheder, blevne tilbøjelige til at indgaa en Akkord. Altsaa var samme afsluttet paa føl- gende Maade, at Landets Indbyggere for de Fjendtligheders Skyld, de havde vist og for at undgaa Landets Plyndring, skulde betale 10.000 Rigsdaler i to Terminer, nemlig inden 12 Dage fra Dato 4.000 Rigsdaler til den, som den nævnte Rigstøjmester og General vilde beordre og afsende. Resten skulde betales i Lybæk til brødrene Peter og Claus Droszen. Dette Beløb kunde betales enten i blanke Penge eller i Viktualier, saasom Smør, Flæsk, Tors o. desl.. De skulde faa fri Søpas til at levere disse Varer i Lybæk. Endvidere skulde

71 enhver begive sig hjem med sit Gevær og for Fremtiden ikke mere bruge det imod den højlovlige svenske Krones Magt eller øve yderligere Fjendtligheder imod Hr. Rigs-Tøjmesteren og Generalen. Til Gengæld skulde Landets Beboere i Kraft af dette være forsikrede om, at deres Gods, Mobilier og samtlige deres Ejendele, med hvad Navn nævnes kunde, hverken skulde blive angrebet eller plyndret (som nu var sket, men hvortil de selv havde givet Anledning ved Fjendtlighederne) hverken af den samlede svenske Flaade eller af Udliggere og Krydesere i Søen, og af Landets Mandskab skulde ingen blive bortført. Skulde der blive Fred mellem Rigerne inden Summen var betalt, saa skulde Beboerne alligevel være skyldige at betale disse 10.000 Rigsdaler helt ud. Sivert Gagge skulde forblive hos Fjenderne som Gidsel indtil 1. Termin var betalt, hvorefter han i Sikkerhed skulde blive sendt hjem.“

Samme dag blev aftalen underskrevet af Wrangel, senere af fire bornholmske officerer, én for hver af øens herreder, som havde deres medlemmer af militsen placeret i og udenfor Neksø. Inden de fire officerer satte deres navn under dokumentet, var der tæt på at opstå mytteri blandt folkene i militsen, da indholdet rygtedes. Mø- det mellem officererne fandt sted på rådhuset i Neksø, og på et tidspunkt forsøgte nogle af militsfolkene at trænge ind i et forsøg på at forhindre, at der blev indgået nogen som helst aftale med svenskerne. De pågældende, der hellere ville slås end at overgive sig på denne måde, blev jaget ud af rådhuset af officerernemed hug og stød. Den 12. juni 1645 red major Christian Maccabæus rundt til militsen fra de fire herreder, som fortsat befandt sig ved Neksø, og afleverede bud- skabet om, at man havde accepteret at betale de 10.000 rigsdaler for at slippe for svensk landgang på Bornholm. Majoren kunne også fortælle, at bykaptajnen fra Rønne havde lovet at betale halvdelen, så bønderne rundt om på øen kunne slippe med at betale mellem en rigsdaler eller to- tre Mark, beregnet i forhold til deres registrerede formue.

72 I sine meldinger til de fire afdelinger af militsen lagde Maccabæus vægt på, at folk kunne få lov til at beholde deres geværer, og han truede dem, der ikke ville acceptere aftalen med svenskerne, med alverdens ulykker, blandt andet med at sørge for, at de i så fald ville blive slået ihjel. Han ville også sørge for, at admiral Wrangel fik navnene på de pågældende. Resultatet blev, at man accepterede aftalen, hvorefter de menige medlemmer af militsen blev sendt hjem på orlov og officererne til deres gårde. Militsens indsats, eller mangel på samme, og den efterfølgende fredsaftale med svenskerne endte i noget nær en skandale. Inden fredsaftalen var blevet underskrevet, havde militsen fået strenge ordre fra Hammershus på, at man ikke måtte overgive sig, og at man i stedet skulle trække hele militsen op på slottet. Da svenskerne var stukket til søs igen, mødte kun én enkelt militsmand, kaptajn Anders Hansen, op på Hammershus. Alle andre medlemmer af øens milits skulle ikke nyde noget og valgte derfor at blive hjemme. Deres undskyldning var, at major Maccabæus jo havde forbudt dem at kæmpe.

Hvis militsens officerer havde troet, at den hellige grav var velforvaret med accepten af at skulle betale 10.000 rigsdaler til svenskerne, tog de fejl. Da Wrangels skibe lettede anker fra farvandet ud for Neksø, kunne det godt se ud, som om han var færdig med Bornholm. Skibene sejlede i stedet nordover og ankrede kort efter op ud for Sandvig. Her satte Wran- gel sine tropper i land uden at møde nogen form for modstand og gik umiddelbart efter i gang med at belejre Hammershus med et større antal medbragte kanoner. Der opholdt sig kun 56 lejesoldater, to konstabler og en gammel artillerimester plus den nyankomne kaptajn Hansen bag slottets mure ud over de faste beboere. Da det gik op for lejesoldaterne, at Hammershus var ved at blive omringet af svenske tropper, nægtede de så meget som at løfte deres geværer, før de fik udbetalt løn. Senere meddelte de, at de alligevel ikke kunne drømme om at begynde at kæmpe mod svenskerne.

73 Reelt var de eneste til at betjene slottets kanoner lensmanden Holger Rosenkrands og hans tjenestefolk. Den gamle artillerimester blev skudt i samme øjeblik svenskerne åbnede ild, og den 17. juni 1645 overgav Ro- senkrands sig, og svenskerne havde herefter fri adgang til Hammershus.

Wrangel rykkede ind som ny slotsherre, og brugte de første dage til at udstede en række direktiver om, hvad der efter hans mening skulle ske på Bornholm. Imens lod han sine skibe krydse rundt om øen. Det resulterede dog i, at fire af de svenske skibe strandede under en nordvestenstorm, som i øvrigt var meget tæt på at sende hele den svenske flåde til bunds.

Et af Wrangels første direktiver var at befale hele den bornholmske milits til at møde op på Hammershus den 23. juni 1645. Her blev de placeret omkring Manteltårnet og tvunget til at aflægge ed til den svenske konge. Da edsaflæggelsen var overstået, og militsen herefter var under svensk kommando, gav Wrangel sin flåde ordre til at lette anker og sejle ned forbi Rønne og der afvente yderligere ordre. Her gik det helt galt, da det igen blev kraftigt stormvejr. Det resulterede nemlig i, at ikke mindre end fem af de svenske krigsskibe strandede på kysten. Wrangel selv var på dette tidspunkt taget til Rønne for at se, hvordan hans skibe klarede det dårlige vejr, og det hedder sig, at han græd bitterligt og erklærede, at han fortrød, at han nogensinde var gået i land på Bornholm.

Carl Gustaf Wrangel forlod nogen tid efter øen efter at have indsat John Burdon som svensk kommandant på Hammershus og lensmand over Bornholm. Én af Burdons første handlinger var at afvæbne militsen og derved bryde aftalen mellem Wrangel og militsofficerne om, at militsen kunne beholde sine geværer. Burdon udstedte sin befaling om afvæbningen af militsen den 9. juli 1645, og samme dag forlod den afsatte lensmand, Holger Rosenkrands, øen. Efter han havde måttet overgive Hammershus til svenskerne, havde han fået lov til at opholde sig på en gård, han ejede, i Rønne.

74 Da Rosenkrands kom til København, aflagde han omgående referat til kongen om begivenhederne, og ikke mindst om militsofficerernes forræ- deri. Derefter begyndte der lynhurtigt at cirkulere et rygte på Bornholm om, at militsofficererne ville blive dømt til døden, hvis der, som man for- ventede, skulle ske det, at Bornholm igen ville blive dansk efter en freds- slutning med svenskerne. Det var derfor det, de officerer, der havde sluttet fred med Wrangel, mindst af alt ønskede. De var så bange for deres liv, at de skrev et langt brev til Wrangel den 7. august 1645, hvori de bad ham om beskyttelse, hvis det skulle blive aktuelt. Hvis ikke han kunne give dem det, bad de i stedet om at få lov til at flygte uhindret fra øen. Brevet var underskrevet af de seks officerer, der havde mest at miste, nemlig Christian Maccabæus, Mads Kofoed, Sivert Gagge, Anders Han- sen, Peder Kofoed og Peder Oluffsen.

13. august 1645, altså kun ni dage efter officerernes bøn til Wrangel, blev Freden i Brømsebro underskrevet. Overordnet var fredsaftalen en bitter pille at sluge for danskerne, men det lykkedes dog at få Bornholm tilbage til riget. Bornholmerne, altså lige bortset fra de uheldige officerer, var henryk- te, men for den nyindsatte, svenske kommandant på Hammershus, John Burdon, var fredsslutningen en skuffelse. Inden havde han dog nået at opkræve de skatter, som bornholmerne var bagud med og derudover på- lagt dem en række ekstra skatter. Selv om freden var en kendsgerning, opholdt John Burdon sig fortsat gennem nogle måneder på Hammershus, hvor han fortsatte med at demonstrere sin magt. På et tidspunkt forlangte og fik han udleveret 50 heste med seletøj, som hver var 30 rigsdaler værd. Han forlangte også af et antal bønder, at de på en bestemt dag skulle møde med deres kreaturer hos nogle af de lokale sandemænd (sognefogeder), men bønderne kom med lange forklaringer om, at kreaturerne desværre gik og græssede på Højlyngen, og at man under ingen omstændigheder kunne nå at indfan- ge dem til lige præcis den dag, Burdon ville have det.

75 Den reelt forhenværende svenske kommandant gik herefter bogstavelig talt amok. Midt om natten sendte han svenske dragoner ud fra slottet for både at dræbe et antal bønder og føre andre tilbage til Hammershus som fanger. Her blev de udsat for grusom tortur i et omfang, som hurtigt rygtedes ude på Nordlandet. Bønderne ude på øen fik også kendskab til, at John Burdon planlagde at transportere nogle af de såkaldte sognekanoner, som han havde samlet sammen på Hammershus, til Rønne og derfra udskibe dem til Wismar. De gik derfor i gang med at planlægge at sikre sig kanonerne, når disse var undervejs til Rønne, men planen blev afsløret af nogle af de stikkere, som Burdon havde rundt om på Bornholm. Resultatet blev et terrorregi- me, som man ikke tidligere havde oplevet på øen. Burdon sendte sine svenske dragoner ud fra Hammershus både dag og nat og slæbte bønderne tilbage på slottet som fanger. Kvinder og børn blev mishandlet, og gårde blev udplyndret og afbrændt. En konkret beretning om svenskernes hærgen i Risby i Klemensker Sogn fortæller således, hvad der skete, da en flok dragoner en nat ankom til Hans Nielsens gård. Dørene blev sparket op, kvinder og børn blev slået og sparket, huset blev udplyndret, og bagefter tvang dragonernes chef fru Nielsen til at give ham et tændt lys, som han brugte til at sætte ild til gårdens stråtækte længer. Svenskerne forlod først gården, da den stod i lys lue, men havde inden tvunget et af gårdens børn, kun iført undertøj, til at være vejviser til næste gård.

De bønder, der blev tilsagt til at møde op på Hammershus og gjorde det frivilligt, blev omgående sat ind i fangetårnet. Kvinder og børn flygtede ud i skovene, og de mænd, der havde held til at undgå svenskerne, samledes i kirketårnene. Bornholmerne havde ellers gennem årene været udsat for lidt af hvert, men det rædselsregime, som John Burdon satte i gang, oversteg, hvad man tidligere havde oplevet. Det eneste, man kunne gøre, var at

76 vente til den 31. oktober 1645, hvor svenskerne officielt skulle forlade øen.

De første danske embedsmænd, der skulle overtage øen efter svenskerne, ankom sidst i oktober 1645 under ledelse af Sigvard Urne og Flemming Ulfeldt. Én af deres opgaver var at indlede en undersøgelse mod de militsofficerer, der havde allieret sig med svenskerne i forbindelse med land- gangen på Sydlandet. Da svenskerne endelig forlod Bornholm, blev de pågældende officerer anbragt i forvaring på Hammershus, efter undersøgelserne mod dem var afsluttet. Den 4. december 1645 ankom et orlogsfartøj til Bornholm for at hente fangerne, som derefter blev ført til København og indsat i fæst- ningen Blåtårn, i den del af fæstningen, som blev kaldt Den mørke Kirke, hvor de tilbragte resten af vinteren. Sagen gik i gang først på året 1646, og Christian IV havde udpeget Oluf Brokenhus som anklager, og i alt otte mænd blev placeret på ankla- gebænken. Det var major Christian Maccabæus fra Skovsholm i Ibsker, kaptajn og landsdommer Mads Kofoed, kaptajn Jakob Koefoed fra Kyndegård i Nyker, kaptajn Sivert Gagge fra Myregård i Aaker, kaptajn Anders Hansen fra Simblegård i Klemensker, kaptajn Jost Nicolai fra Ib- sker, skipper Herman Clausen Bohn fra Rønne og endelig borgmester Peder Olsen fra Hasle. Faktisk manglede der én af de oprindeligt ni mænd, der i første omgang havde været anbragt i fangetårnet på Hammershus. Han var af ikke op- lyste grunde ikke sammen med de øvrige i Blåtårn, men det forlyder, at han alligevel på en eller anden måde blev dømt til landsforvisning. Det var borgmesteren i Rønne, Peder Hansen Koefoed, som var bror til den landsdommer, der nu selv sammen med de øvrige sad på anklagebænken.

Dommen over de otte faldt den 4. maj 1646. Christian Maccabæus, Mads Kofoed, Sivert Gagge og Jost Nicolai blev dømt til døden. Jakob Koefoed blev landsforvist, og Anders Hansen slap med en bøde. Skipperen Herman

77 Clausen Bohn og Hasles borgmester, Peder Olsen blev begge frikendt. Det samme gjaldt den tidligere lensmand på Hammershus, Holger Rosen- krands, som selv havde bedt om at få sine forhold undersøgt. Han blev umiddelbart efter genindsat som kommandant på Hammershus. De fire dødsdømte slap dog med skrækken på grund af utallige bøn- skrifter til kongen hjemme fra slægt og venner på Bornholm og ikke mindst på grund af en henvendelse fra den svenske regering og fra admiral Wrangel. Den 19. maj 1646 modtog Holger Rosenkrands et brev fra Christian IV hvori de fire officielt blev benådet mod at lade sig landsforvise og overdrage alt, hvad de ejede og havde, til kongen.

Holger Rosenkrands trak sig kort efter sin tilbagevenden til Bornholm tilbage og døde i 1647. Han blev afløst på Hammershus af Ebbe Ulfeldt, som var gift med én af Christian IV’s mange døtre. Den 28. februar 1648 døde Christian IV på Rosenborg Slot og hans søn Frederik III blev ny konge af Danmark. To år senere, i 1650, benådede den nye konge Sivert Gagge og Christi- an Maccabæus, så de kunne vende tilbage til Bornholm efter deres landflygtighed. Brødrene Mads Kofoed og Peder Hansen Kofoed døde under deres landflygtighed, og der ikke senere er dukket oplysninger op om, hvad der skete med Jost Nicolai. Maccabæus vendte hurtigt hjem til Bornholm, hvor han døde 14 år senere på Skovsholm. Sivert Gagge fik sin gård, Myregård i Aaker, tilbage i 1651. Han døde en halv snes år senere. Enkerne og børnene til de militsofficerer, der døde i landflygtighed, fik de beslaglagte ejendomme tilbage, og sagen mod de forræderiske officerer syntes herefter at være afsluttet i al fordragelighed. Sladderen stoppede til gengæld ikke. I mange år efter var de fleste bornholmere helt sikre på, at sagen kun blev afsluttet på denne måde på grund af bestikkelse. Hadet til svenskerne havde også rodfæstet sig, og den fik ny næring 13 år senere.

78 TILSTANDEN PÅ BORHOLM FRA 1645 TIL 1658

Det var Neksø by, det var gået hårdest ud over i forbindelse med den svenske landgang på øen under ledelse af admiral Wrangel. Adskillige gårde var udplyndrede og brændt, og befolkningen, som ikke havde væ- ret særlig velhavende i forvejen, havde ikke meget andet at gøre end at vente på bedre tider, efter svenskerne var væk fra øen. Det viste sig imidlertid, at den nye danske kommandant på Hammers- hus også var en mand, der kunne lide at demonstrere sin magt, ikke helt så slemt som svenskeren John Burdon, men alligevel! I løbet af relativ kort tid var der indløbet ikke færre end 78 klager til Frederik III fra bornholmerne over hans svoger, Ebbe Ulfeldt. I august 1650 sendte kongen derfor rigsråderne Henrik Ramel, Chri- sten Skeel og Jørgen Reedtz til Bornholm for at undersøge, om der var hold i de mange klager over Ulfeldt. Undersøgelsen afslørede, at der var hold i langt de fleste af klagerne, og at Ebbe Ulfeldt i adskillige tilfælde havde gjort sig skyldig i bondeplageri, hvor bønder, der ikke rettede sig efter hans ordre, blev straffet med træ- hest og fængsel. Det viste sig også, at Ulfeldt var alvorligt bagud med at indbetale de skatter og afgifter, han havde opkrævet til kongen. Han blev derfor fyret på gråt papir, og gik senere i svensk tjeneste som generalmajor.

Den næste kommandant og lensmand på Bornholm blev adelsmanden Joakim Gersdorf. Han var samtidig rigshovmester i København og nå- ede aldrig at sætte sin fod på øen. I hans tid blev Bornholm derfor sty-

79 ret af embedsmænd, som var udstyret med de fornødne fuldmagter. En af disse embedsmænd var Albert Friis, som 3. juli 1659 blev udnævnt til kommandant for den bornholmske milits i mangel af Joakim Gersdorfs fysiske tilstedeværelse.

At Gersdorf ikke rent fysisk opholdt sig på Bornholm, betød ikke, at Fre- derik III ikke var interesseret i øen. I forbindelse med Albert Friis’ ud- nævnelse til kommandant over militsen beordrede han denne til omgå- ende at gå i gang med at skaffe overblik over øens forsvarsværker rundt om på kysten. Var disse ikke i orden, skulle de øjeblikkelig sættes i stand, så de kunne være klar til at modtage en eventuel kommende fjende. Det samme gjaldt i øvrigt Hammershus, hvor der bagefter skulle udarbejdes en rapport, som kunne skaffe overblik over, hvordan man på den billigste og mest effektive måde kunne gøre slottet klar til forsvar med soldater, ammunition og proviant. De planer, der kom ud af det, blev dog aldrig til noget. Én af årsagerne kan have været, at der udbrød en voldsom epidemi af pest i august 1653, som varede helt frem til december året efter. Dengang var der omkring 13.000 indbyggere på Bornholm, og i december 1654 måtte man konstatere, at pesten i denne omgang havde kostet godt 5000 mennesker livet. Ud over den almindelige armod blandt bornholmerne, der fulgte i kølvandet på pesten, betød det også, at der ganske enkelt ikke var hænder nok til at foretage den nødvendige renove- ring af øens forsvarsværker.

Indtil 1657 havde der aldrig været indsat medlemmer af den bornholmske milits i aktioner uden for øen. Dette år blev der imidlertid udskrevet ikke færre end 400 bornholmere til krigstjeneste på Rügen. Det var alle våbenføre og voksne mænd, som godt kunne have været med til at sætte Hammershus og de øvrige forsvarsværker i stand, men det blev aldrig til noget. I 1657 blev der igen krig mellem Sverige og Danmark, som knap otte måneder senere førte til Fredsslutningen i Roskilde den 26. februar 1658.

80 Én af svenskerne krav i forbindelse hermed var, at de igen skulle overtage Bornholm. Det fik bornholmerne først at vide den 16. april 1658, da det første skib denne vinter ankom til øen, som indtil da havde været lukket inde af ismasser. Den 22. april modtog bornholmerne besked fra ærkebiskoppen i Lund om, at der skulle bedes for den svenske konge i de bornholmske kirke og det første sted dette skete, var den 25. april i Svaneke Kirke.

81 BEGIVENHEDERNE PÅ BORNHOLM 1658

Johan Printzensköld

Den 29. april 1658 ankom en svensk hærafdeling til Bornholm under ledelse af oberst Johan Printzensköld. Med sig havde han 100 menige soldater, en kaptajn, en løjtnant, en fenrik, ni underbefalingsmænd, to trommeslagere, to pibere og fire mönsterdrägar. Desuden medbragte folkene fire kanoner af jern, 40 centner krudt, en del bly og et antal lunter. Den 6. maj 1658 indkaldte han bornholmerne til at møde i Aakirkeby, hvor han læste sin fuldmagt op og lovede samtidig nåde og mildhed på den svenske konges vegne.

Den svenske regering havde, inden Printzenskölds ankomst til Born- holm, udstyret ham med præcise regler for, hvordan øen skulle regeres og administreres. Det første, der skulle ske var, at Bornholm skulle måles op, og der skulle styr på, hvad man kunne regne med, at øens landbrug kunne indbringe i afgifter, hvor meget bornholmerne kunne betale i skat, og hvordan militsen og retsvæsenet fungerede. I den forbindelse indkaldte den svenske oberst øens embedsmænd og præster til møde den 11. maj 1658, og de oplysninger, han fik frem, sendte han umiddelbart efter direkte til den svenske konge, Carl Gustaf. Det var en omfattende oversigt over, hvordan det bornholmske samfund fungerede og ikke mindst, hvad kongen kunne forvente af økonomisk udbytte.

82 Oberstens rapport, der på svensk blev kaldt en Ransakning, beskrev også den miserable stand, Hammershus befandt sig i.

I forbindelse med de samtaler Printzensköld havde med bornholmere fra hele øen, viste det sig temmelig hurtigt, at disse var rygende uenige om, hvordan udviklingen skulle være fremover, nu hvor de igen var blevet svenske. Et af de helt store interne stridspunkter var spørgsmålet om udviklingen af øens havne. Borgere fra både Neksø og Rønne hævdede, at netop deres by ville være det mest oplagte sted at placere en flådehavn, og de samme borgere hævdede også, at der efter deres opfattelse var alt for mange købstæder på øen. Det rigtige ville efter deres opfattelser være, at der maksimalt skulle være to købstæder på Bornholm, nemlig Neksø og Rønne. Aakirkeby burde betragtes som en landsby, og Hasle og Svaneke burde have frataget deres købstadsstatus og fremover kun betragtes som fiskelejer i lighed med Allinge og Sandvig.

De bornholmere, der snakkede fremtid med den svenske oberst, pra- lede vist i øvrigt temmelig meget over den fremragende landsbrugsjord på Bornholm, som de betegnede som den bedste i hele kongeriget Dan- mark. Det var naturligvis en oplysning, svenskerne kunne bruge, da de kort efter begyndte at opkræve skatter af de bornholmske bønder. Der opstod også problemer mellem øens præster og bønderne. Sven- skerne havde nemlig forlangt præcist at få at vide, hvilke indtægter præ- sterne havde. Disses indtægter var alene baseret på, hvad bønderne skulle betale, men det havde dog i lang tid knebet med indbetalingerne.

Efter oberst Printzensköld havde opholdt sig et par uger på Bornholm, skrev han i sin rapport til den svenske konge, at bornholmerne generelt var ondsindede og ikke til at arbejde sammen med. I rapporten meddelte han også, at han ville kigge lidt nærmere på militsen, da kongen i forvejen havde tilkendegivet, at han eventuelt ville udskrive dennes medlemmer til krigstjeneste i udlandet. Den 21. og 22.

83 juni 1658 holdt han derfor en grundig mønstring over militsen, hvorefter han kunne konstatere, at fodfolket bestod af:

682 musketerer med Kronens geværer, 183 bøsseskytter med egne geværer, 261 gamle, bevæbnet med spader, 19 kaptajner, officerer, sergenter og korporaler i alt 1145 mand.

De menige medlemmer af militsen var overvejende indfødte bornholmere, men for officererne og befalingsmændenes vedkommende var de fleste tyske. Kun den øverstkommanderende, oberstløjtnant Ekstein, og enkelte korporaler var danske. Oberstløjtnant Ekstein blev spurgt, om svenskerne kunne regne med fuld loyalitet fra både ham selv og hans folk, og til det svarede han nej - og tog derefter sin afsked. De tyskere, der var i militsen, var til gengæld indstillet på at blive under forudsætning af, at de ikke kom til at gøre tjeneste andre steder end på Bornholm.

Printzensköld gjorde det klart, at han først og fremmest var interesseret i de unge, våbenførende bornholmere, og han meddelte disse uden om- svøb, at de måtte være klar til at gå i krig for den svenske konge. Der blev noget uro i rækkerne, og en enkelt sagde direkte nej. Han blev omgående arresteret og smidt i fængsel. Den 24. juni 1658 meddelte Printzensköld kongen hjemme i Sverige, at han kunne stille med 400 mand fra den bornholmske milits til at gøre krigstjeneste i udlandet. Umiddelbart efter modtog han ordre om at sende 350 mand af sted den 7. juli 1658 til Stettin, hvor de skulle indlemmes i de svenske styrker. Beslutningen vakte ikke uventet bitterhed blandt de unge bornholmere, som lagde skylden for beslutningen over på Printzensköld, som ret beset bare havde fulgt en ordre fra den svenske konge. Kort tid efter modtog

84 han endnu en ordre om at sende endnu flere bornholmere til slagmarken. Det fik ham til den 24. juli 1658 at skrive til sin konge, at det efter de 350 mands afgang, ville være så som så med værdien af resten. De fleste af disse var i øvrigt gifte bønder, skrev han. Resten var 15-årige drenge, som kort tid inden var blevet indrulleret i militsen og endnu ikke havde nogen som helst militær erfaring. Samtidig advarede han på det kraftigste imod at udskrive øens bønder for at sende dem i krig. Uden bønder var der jo ingen til at betale skatter!

Året inden Frederik III havde måttet aflevere Bornholm til svenskerne, havde han bestilt et større antal uniformsbeklædning på øen. Det dreje- de sig om 1000 par sokker, 1000 par gode sko og 1000 par skindbukser, som skulle have været leveret den 8. oktober 1657. Frederik III nåede dog langtfra at modtage hele sendingen, da det åbenbart kneb med betalingen. Foreløbig havde bornholmerne beholdt resten, som de ikke havde fået penge for. Det fandt Printzensköld ud af, og kort efter fik han besked på at samle det sammen, som stadig fandtes på Bornholm, og sørge for, at det blev sendt til Sverige. Det gjorde ikke indtryk på den svenske konge, at Frederik III. havde lovet bornholmerne penge for deres arbejde. De havde bare at aflevere, hvad de stadig måtte ligge inde med. Resultatet blev, at Printzensköld samlede uniformsdelene sammen, og uden at betale bornholmerne for arbejdet med at fremstille dem, sendte han 350 par sko, bukser og strømper til Stettin. Han sendte også 250 par af hver slags til Malmø og beholdt 120 par til brug for garnisonen på Hammershus.

Den svenske konge forlangte også, at de i alt 55 ryttere, der fandtes i den bornholmske milits, skulle sendes som forstærkning til hans tropper i Riga i Letland. Det protesterede Printzensköld imod, men måtte til sidst lystre, og resultatet blev, at der blev sendt i alt 45 bornholmske ryttere til Riga. Det var overvejende øens præster, der var blevet sat til at udpege og udruste de ryttere, der blev sendt af sted. Den eneste af disse, der slap, var

85 præsten i Rø, fordi han bogstavelig talt var fattig som en kirkerotte, efter præstegården var brændt ned til grunden. Printzensköld havde så meget medlidenhed med Rø-præsten, at han ligefrem indstillede ham til at modtage hjælp fra Kirken i Skåne. Der var også fem gårde, som oprindelig var blevet udpeget til hver at stille med én rytter. De slap, blandt andet fordi de i forvejen betalte temmelig store skatter. Tre ryttere fra Lensgaard, Vallensgaard og Knud Ul- feldts Arv slap for at blive sendt til Riga, men måtte til gengæld stille i Skåne. Den 18. oktober 1658 blev de 45 ryttere og deres heste udskibet fra Bornholm til Riga.

Det var ikke kun landtropper og rytteri, den svenske konge havde despe- rat brug for i sin krig på kontinentet. Der skulle også søfolk til, og som det havde været tilfældet under Frederik III, udskrev man disse fra køb- stæder og fiskelejer. I danskertiden havde man kunne nøjes med i alt 24 bornholmske søfolk til flådens skibe. Den svenske konge, Carl Gustaf, forlangte det dobbelte. Printzensköld beklagede sig igen og meddelt, hvor svært det ville blive for ham at finde så mange søfolk på Bornholm. Kongen fastholdt imidlertid sin oprindelige ordre, men det lykkedes kun Printzensköld at finde 40. Den 7. november 1658 blev disse absolut ikke frivillige bornholmere sendt over Ystad til Helsingborg.

Printzensköld viste sig i øvrigt som en fornuftig og rimelig administrator af Bornholm. Umiddelbart efter svenskerne havde overtaget øen, havde den svenske konge bestemt, at det ikke skulle være tilladt at udføre landbrugsprodukter og andet fra Bornholm. Dette eksportforbud betød selvsagt, at der heller ikke kom indtægter til øen, hvilket igen generelt gik ud over levestandarden. Printzensköld arbejdede igennem flere måneder på at få ophævet eksportforbudet, inden Stockholm gav sig. Imidlertig var man særdeles nøjeregnende med, at bornholmerne betalte den skat, de skulle, til tiden. Et eksempel herpå var, da Printzensköld i november 1658

86 blev pålagt, at hver eneste bornholmske bonde skulle betale en ekstra skat på 16 sølvdaler. Printzensköld var godt klar over, at de fleste bønder ikke uden videre kunne betale, og han foreslog derfor kongen, at de fik lov til at dele beløbet op i tre rater, og at den første rate godt kunne være i naturalier. Det blev afvist af Carl Gustaf, og resultatet blev, at Printzensköld gik i gang med at opkræve pengene rundt om på øen, og at han i visse til- fælde gjorde det med våbenmagt.

Uanset at Printzensköld i et vist omfang var bornholmernes mand, var disse mildt sagt ikke begejstrede for den svenske besættelse. I al hemmelighed gik nogle af de toneangivende bornholmere hen på efteråret 1658 derfor i gang med at udarbejde et manifest, som handlede om alle de ulemper, der var opstået efter svenskernes overtagelse af øen. Manifestet forelå i slutningen af december 1658, og det gik efter alt at dømme noget over stregen i sin beskrivelse af de svenske urimeligheder. Manifestet kunne således berette, at Printzensköld skulle have gravet voldgrave omkring kystbyerne, så det på den måde ville blive lettere at opkræve afgifter af de varer, der kom ind og ud af byerne. Aakirkeby skal være sluppet for voldgravene, fordi byens omkreds var for stor. Der er aldrig fundet noget bevis på, at der har været voldgrave omkring de bornholmske kystbyer. Det havde heller ikke været nemt at grave voldgrave omkring byer som Neksø og Svaneke, som begge ligger på solid klippegrund. Manifestet berettede også om, at Printzensköld havde beslaglagt, hvad hans folk kunne finde af gryn, kød, spader, hakker, sengetøj, gryder og kedler. Derudover skal han have opkrævet to pund salpeter af hver eneste bonde og desuden indført en slags selvangivelse, hvad bornholmerne fandt særdeles urimeligt.

Printzensköld har uden tvivl balanceret mellem på den ene side at forsøge at rette ind efter de direktiver, han fik fra Stockholm, og på den anden at forsøge at være nogenlunde retfærdig overfor bornholmerne. Der er dog

87 ingen tvivl om, at de fleste bornholmere så ham som deres onde ånd. De kunne i øvrigt heller ikke ret godt lide hans kone, som havde det med ikke at lægge skjul på, at hun var slotsfrue på Hammershus. Én af de historier, om hendes måde at være på, handler om en gang parret var til barnedåb på en gård i Olsker. Da de ankom til gården, forlangte fruen noget vand til at vaske sig i. Det hentede en tjenestepige i et tinfad, og det blev fru Printzensköld så fortørnet over, at hun knaldede pigen én på siden af hovedet. Det skulle have været et sølvfad! Pigen løb grædende ud i køkkenet og beklagede sig til én af de andre piger på gården med en bemærkning om, at fadet da havde været godt nok til den svenske mær. Det hørte fruen, og beklagede sig til sin mand, som omgående dømte pigen til døden. Historien fortæller videre, at det lykkedes bonden på gården at redde pi- gens liv ved at tilbyde Printzensköld den bedste ko, han havde i stalden. Printzensköld skal derefter have valgt en ko, som folk på gården kaldte Rosa Viola.

Det var også i Året 1658, at svenskekongen, Carl Gustaf, den 7. august gik i land med sine tropper ved Korsør i et forsøg på at erobre hele Dan- mark. Det lykkedes ikke, og det gav bornholmerne blod på tanden, og fik dem til at ane en mulighed for en væbnet opstand mod den svenske be- sættelsesmagt. Der kom derfor en brevveksling i gang med Frederik III, som, lidt forenklet sagt, fra hans side var støtteerklæringer til de bornholmere, der arbejdede med planer om at smide svenskerne ud. Printzensköld var næppe nervøs ved tanken om en væbnet modstand fra bornholmernes side. Derimod var han usikker på, om han ville være i stand til at holde stand mod et direkte dansk befrielsesforsøg mod Ham- mershus, som var i en elendig forfatning. De oprindelige 120 svenske soldater på slottet var på grund af sygdom og dødsfald blevet reduceret til 60-70 stykker i løbet af efteråret 1658, og han kunne afgjort ikke regne med hjælp fra bornholmernes side, hvis danskerne skulle angribe øen.

88 Det har derfor formentlig løbet Printzensköld koldt ned ad ryggen, da han den 14. november 1658 observerede en dansk/hollandsk flåde- styrke, som havde lagt sig i læ af Bornholm. Fire dage senere skrev han et brev til den svenske konge, hvori han bl.a. beklagede sig over, at en troppeforstærkning, han var blevet lovet afsendt fra Pommeren, formentlig ville komme for sent. Han gjorde også sin konge opmærksom på, at han ikke stolede på, at bornholmerne ville komme ham til hjælp, og at han bl.a. havde fundet ud af, at der var blevet korresponderet med den danske konge, at der med andre ord var en sammensværgelse i gang imod ham. Det konkrete heri var, at en række borgere i Hasle rent faktisk var i gang med planer om at få svenskerne smidt ud. Det var præsten Povl An- ker, byfogeden Niels Gumløse, landsdommer Peder Olsen, Jens Pedersen Kofoed og en række af den tidligere, danske lensmand Joakims Gersdorfs tjenestefolk. Disse sammensvorne havde allerede etableret kontakt til folk i Rønne og en række borgere, skippere og præster rund om på øen. Der har lige siden været uenighed blandt historikere om, hvem der var den egentlig leder af de sammensvorne, men der er ingen tvivl om, at det enten har været Jens Pedersen Kofoed eller Povl Anker - eller måske i virkeligheden de to i fællesskab.

Jens Pedersen Kofoed

Jens Pedersen Kofoed var 30 år gammel i 1658. Han var søn af borgmesteren i Rønne, Peder Hansen Kofoed og dennes hustru, Elisabeth Mads- datter Ravn. Hans far havde været blandt de bornholmske officerer i militsen, som havde forrådt øen til svenskerne i 1645, og det menes, at hans far døde i landflygtighed i 1648. Den 3. november 1653 giftede Kofoed sig med Margrethe Sandersdat- ter, som døde efter at have født parrets i alt 21 børn. Familien boede i første omgang i Rønne, hvor Kofoed drev landbrug, og flyttede senere til Hasle.

89 Da hans kone Margrethe døde, giftede han sig kort efter med datteren af en adelsmand i Skåne. Hun hed Elisabeth Acheleje, og sammen med hende fik han yderlige tre børn. Alt i alt nåede Kofoed at blive far til 12 sønner og 12 døtre, skønt mange af dem ganske vist døde umiddelbart efter fødslen.

Det hedder sig, at Jens Pedersen Kofoed var noget af en strid børste, som havde det med at rode sig ind i korporlige slagsmål. I 1654 havde han så- ledes været i slagsmål med en mand, han havde mødt på gaden i Rønne. Kofoed havde trukket sit sværd og dræbt manden med et par alvorlige hug. Kort efter forlod han Bornholm og meldte sig som menig i et dansk regiment på Sjælland. Herfra fik han orlov op mod jul i 1657 til at rejse hjem til Bornholm. Han nåede lige netop hjem, da hans kone fødte tvil- linger, som umiddelbart efter blev døbt i Hasle kirke.

Omkring nytår 1657-58 frøs det meste af farvandene omkring Bornholm til, og det betød, at Kofoed derfor var forhindret i at komme tilbage til sit regiment på Sjælland. Det var selvsagt en overtrædelse af den militære straffelov, og Kofoed fik derfor borgmesteren og byrådet i Hasle til at ud- færdige en erklæring om, at han umuligt havde kunnet forlade Bornholm på grund af isen. Med det i lommen kunne han uden frygt for repressalier være vendt tilbage til regimentet på Sjælland. Bornholm var i mellemtiden blevet besat af svenskerne, og Kofoed kunne derfor som dansk soldat ikke uden videre rejse over. Det sammen med de allerførste planer om at smide svenskerne ud, gjorde, at han blev på øen. En anden væsentlig faktor har formentlig været, at han fra Hasle havde fået et ganske godt indblik i, hvor svag den svenske garnison på Hammershus i virkeligheden var. Jens Pedersen Kofoed indledte et samarbejde med præsten Povl Anker, som uden tvivl var „hovedet“, hvor han selv blev „hånden“ i den forestå- ende sammensværgelse.

90 Povl Anker

Sognepræsten i menighederne i Rutsker og Hasle, Povl Anker, var ikke fyldt 30, da han blev én af hovedmændene i sammensværgelsen. Han boede i Hasle, og præstegården i Rutsker var i denne periode lejet ud til en bonde. Der er ikke konkrete oplysninger om, hvornår og hvor Povl Anker blev født. Det vides, at han var gift med sin forvalters datter, Karen Jensdatter Sode, og at han havde været sognepræst i fire år, da opstanden nærmede sig. Der er, som i en række andre tilfælde, uenighed mellem historikere om, hvilken rolle Povl Anker reelt spillede i opgøret med svenskerne. Det er blandt andet blevet hævdet, at når Povl Anker senere blev kaldt Born- holms befrier, skyldtes det overvejende, at han selv bagefter skrev en så- kaldt Relation, altså en oversigt over begivenhederne, hvori han ikke for- sømte en chance til at fremhæve sin egen indsats. Det eneste, der i denne sammenhæng er nogenlunde sikkert er, at Povl Anker ikke var alene om at spille en fremtrædende rolle i det forestående oprør mod besættelsesmagten.

Den 8. december 1658 red Printzensköld uden væbnet eskorte fra Ham- mershus til Rønne for at sende et skib til Ystad, som skulle afhente et større antal ryttere og heste, som det var meningen skulle forstærke hans svækkede garnision på Hammershus. På vej mod Rønne benyttede han lejligheden til at stoppe op i Hasle, hvor han lovede borgmester Peder Ol- sen bål og brand og indsættelse af militæret, hvis byen ikke betalte sine skyldige skatter.

Der findes en række forskellige udlægninger af, hvad der herefter skete, men det ligger rimelig fast, at mens Printzensköld forsatte fra Hasle mod Rønne, samledes den gruppe mænd, som havde udtænkt planen om at smide svenskerne ud fra Bornholm og aftalte et overfald på Printzensköld

91 i Skule Skov, trekvart mil fra Rønne. Det var aftalt, at de sammensvorne skulle hente 20 mand og en del våben til yderligere forstærkning hos præsten i Nyker, og i samme øjeblik Printzensköld red ud af Hasle, kørte Povl Anker og Jens Kofoed i slæde til præstegården i Nyker - kun for at konstatere, at der hverken var mænd eller våben. Povl Anker kørte derefter på slæden tilbage til Hasle, mens Jens Kofoed fik fat i en hest, et gevær og en sabel og derefter alene satte kursen mod Skule Skov. Tæt ved Blykobbegaard mødtes han med resten af de sammensvorne, som i mellemtiden var ankommet direkte fra Hasle og en enkelt af dem direkte fra Rønne. Her fik de i alt fem sammensvorne følge- skab af en bonde, hvorefter de samlet red ind mod Rønne, hvor de i første omgang gjorde holdt hos Mads Kofoed, der var bror til Jens Kofoed. Her fortalte en Rønneborger dem, at Printzensköld havde taget ophold hos borgmester Peder Lauridsen, og at de i øvrigt var blevet observeret af en svensk ridefoged, som også havde set, at de var bevæbnede. De sammensvorne brød herefter hurtigt op og gik hen til borgmeste- rens hus, hvor to af dem holdt vagt ved hoveddøren, mens Jens Kofoed og to andre gik ind i huset. Her fandt de Printzensköld i gang med at spise sin aftensmad ved et stort stenbord. Baronen og forfatteren, Ludvig Holberg beskrev mange år senere på baggrund af Jens Kofoeds Relation, hvad der herefter skete: „Jeg (Jens Kofoed) tilspurgte da straks Lands-Herren, om han ville have Qvarter (skånes på livet og tages til fange), eftersom han var en Svensk og alle vi andre vare Danske. Derpaa gav han et stort Skrig og lod sig falde mellem Bordet og Bænken, men han blev af os optagen og sat for Bordet igen. Paa Bordet laa en stor Pakke Breve, som vare forseglede. Jeg tilspurgte ham, hvorfra de Breve vare komne, hvorpaa hans svarede, at de vare komne fra hans Herre og Konge i Sverrig og skulde til Pommern; jeg tog da Brevene til mig, forvarede dem og sagde: de skal til min Herre og Konge i Danmark. Derefter vilde vi føre ham ud på Gaden, hvilket skete og nogle af Rønne

92 Borgere komme os i det samme til Hjælp; Landsherren søgte da at undløbe, hvilket da man mærkede, løsede en et Skud paa ham, hvoraf han faldt død ned paa Gaden.“

Siden er det fastslået med nogenlunde sikkerhed, at det dræbende skud mod Printzensköld blev affyret af Jens Kofoeds svoger, Villum Clausen. En svensk styrmand berettede senere, at Villum Clausen havde fyret sin pistol af direkte mod hovedet på sit offer. Den pågældende styrmand mente også at vide, at både Jens Kofoed og én af de andre sammensvorne, Niels Gumløse, bagefter også havde affyret deres våben mod Print- zensköld.

Lige siden drabet har det været diskuteret, om det i virkeligheden havde været de sammensvornes mening, at Printzensköld skulle myrdes. Ad- skillige har været af den opfattelse, at planen i virkeligheden havde været, at svenskeren skulle anholdes og sendes til København, hvor han kunne være blevet et udmærket gidsel i forhandlinger med Carl Gustaf i Stock- holm. Hvis man fra starten havde planlagt at dræbe ham, kunne de sammensvorne have gjort det så let som ingenting allerede i det øjeblik, de var trådt ind ad døren hos borgmesteren. Det forekommer sandsynligt, at Printzensköld blev dræbt, fordi han forsøgte at flygte fra de sammensvorne. Der opstod tumult inde i huset, da svenskeren ikke ville følge godvilligt med, og han fik hjælp af borgmesteren og dennes bror. Det voldelige sammenstød endte ude på gaden, hvor det dræbende skud faldt umiddelbart efter. Senere opstod der en myte på Bornholm om, at Printzensköld var blevet skudt og dræbt med en sølvknap, fordi ingen almindelig blykugle havde kunne slå ham ihjel. Det er kun en myte …

Drabet på den svenske kommandant rygtedes lynhurtigt ud i den mindste afkrog af Bornholm, hvorefter oprøret var en kendsgerning. Liget af den dræbte fik i første omgang lov til at blive liggende på ga-

93 den i Rønne, indtil et par svenskere, som de sammensvorne havde taget til fange, fik lov til at bringe den døde til rådhuset. Jens Kofoed og Niels Gumløse skiftede deres egne heste ud med dem, den dræbte og en ledsager var kommet ridende på til Rønne, og de red derefter alt hvad de kunne til præsten i Nyker, som derefter lod kirkeklokkerne ringe. Det samme skete umiddelbart efter i både Vestermarie og Klemensker, og klokkerne var signal til bornholmerne om at møde bevæbnet op ved Ruts Kirke. Det var her, Povl Anker fik overbragt meddelelsen om drabet på Printzensköld. Der blev ikke ringet med klokkerne fra kirken i Rutsker ud fra den be- tragtning, at stedet lå for tæt på Hammershus, som derfor ikke ville kunne undgå at høre, at noget alvorligt var under opsejling, og det skulle for enhver pris forhindres.

Jens Kofoed og hans folk red først til sognefogeden i Rutsker, Mads Høg, hvor de uventet stødte på en svensk artilleriløjtnant, som omgå- ende blev anholdt og udleveret til Povl Anker. Kofoed fortsatte alene til Allinge, hvor han fik fat i en svensk kvartermester på afveje, og ham gjorde han kort proces med. Svenskeren blev simpelthen kløvet med et sværd. Sammen med den gruppe borgere fra Allinge, som Kofoed hurtigt fik samlet omkring sig, fandt man også fem andre svenskere, tre mænd, en kvinde og en dreng, der også opholdt sig i Allinge. Disse slap med livet i behold og blev i stedet taget til fange. Senere på natten samledes kampberedte bornholmere fra Sandvig, Al- linge og Hasle så stille som muligt foran Hammershus ved slottes mølle. Her stødte de på en svensk vagtpost, som ikke ville overgive sig, og ham blev der, som det var tilfældet med kvartermesteren hos sognefogeden i Rutsker, gjort kort proces med, inden han kunne nå at alarmere sine landsmænd inde på slottet. Mølleren på slotsmøllen, som var bornholmer i svensk tjeneste, blev taget til fange. Jens Kofoed satte herefter vagtposter ud de steder omkring slottet, hvor

94 der var mest sandsynlighed for, at svenskerne eventuelt kunne slippe væk, og resten af sin styrke samlede han bag en bakke øst for slotsmøllen.

Svenskerne inde på slottet var efterhånden begyndt at vågne, og inden det blev lyst, sendte de en trommeslager og fire soldater ud for at undersøge, hvad der foregik. Disse nåede kun lige ud fra porten, inden bornholmerne tog dem til fange. Herefter var svenskerne inde på slottet ikke længere i tvivl om, at de var omringet, og at situationen begyndte at blive farlig. Bornholmerne uden for murene blev enige om at skrive et brev til den kommanderende løjtnant på Hammershus og fru Printzensköld med en opfordring til dem om at overgive sig for at undgå yderligere blodsudgydelse. I mellemtiden var der dukket flere bevæbnede folk op fra blandt andet Rønne og det øvrige Vester Herred.

I én af beretningerne fra dengang fortælles det, at bornholmerne på et tidspunkt under belejringen af Hammershus iførte én af deres egne den dræbte Printzenskölds uniform og satte han op på dennes hest, som derefter stille og roligt red frem og tilbage foran slottet omgivet af en større gruppe bornholmere. Meningen hermed skal have været at bilde svenskerne inde på slottet ind, at deres kommandant allerede var taget til fange. Samtidig blev der sendt et brev ind på slottet, som truede med at sende fangens hoved ind, hvis man ikke ville overgive sig uden kamp. 24 timer efter drabet på Printzensköld var Hammershus igen på danske hænder. Den svenske garnison overgav sig og marcherede i samlet trop ud fra slottet, hvor de afleverede deres våben for umiddelbart efter at marchere tilbage bag murene som bornholmernes fanger. Alt i alt havde opstanden kostet 10 svenskere livet. De syv af disse var en gruppe ryttere, som natten mellem den 8. og 9. december 1658 havde været ude på øen for at inddrive skatter. De nåede ikke tilbage til Ham- mershus i live. De svenskere, der overlevede, blev senere fordelt blandt de bornholmske bønder, hvor de blev tvunget til at udføre regulært slavearbejde.

95 I dagene umiddelbart efter den forholdsvis ublodige erobring af Ham- mershus blev der sendt besked til kongen ovre om, at Bornholm nu var tilbage i Riget, og at Jens Kofoed og borgmester Claus Kam var gået i gang med at bringe forholdene på øen i orden. Kofoed havde gjort sig selv til kommandant på Hammershus, og Claus Kam var blevet udpeget til landshøvding. Det var Kam, der herefter blev øverstbefalende over den bornholmske milits, som mildest talt var i en elendig forfatning. En stor del af de militsfolk, der var i stand til at betjene et gevær, var stadig indrulleret i de svenske tropper i Nordøsteuropa, og de relativt få, der var tilbage på Bornholm, var uden egentlig kommando. Ikke desto mindre satte Claus Kam umiddelbart efter magtovertagel- sen militsen til både at bevogte Hammershus og de miserable batterier rundt om på øens kyster. Hans opgave var også at holde øje med, om militsen blev overdraget til præsten Povl Anker, som omgående rejste rundt på øen og inspicerede forsvarsværkerne og opmuntrede mandskabet. Mi- litsen skulle ud over at holde øje med, om svenskerne igen ville forsøge at gå i land på øen, også holde øje med, at ingen af de svenske embeds- mænd og handelsfolk, der havde bosat sig på Bornholm, flygtede i nat- tens mulm og mørke. Så vidt vides lykkedes det i alt tre svenskere at flygte over til Skåne.

19 dage efter drabet på Printzensköld, den 27. december 1658, lagde et mindre svensk flådefartøj sig op mod vinden i farvandet ud for Ham- mershus og affyrede to kanonskud, som signal om, at et svensk fartøj nærmede sig. Besætningen om bord anede ikke noget som helst om, at bornholmerne igen havde overtaget øen. Jens Kofoed svarede omgåede igen med to andre kanonskud, som signal om, at der var fred og ingen fare, og at svenskerne roligt kunne sætte kursen mod land. Det svenske fartøj sejlede mod Sandvig, hvor man kastede anker ud for havnen. Jens Kofoed var i en fart redet til byen, hvorfra han sendte et par mand ud i en båd til svenskerne. De to mænd skulle først og fremmest lade som om, de var sendt derud af Printzensköld, og direkte spørge, om

96 der var breve til denne. Hvis der var det, skulle de to mænd bringe dem med tilbage ind på øen. To højtstående svenske officerer fra flådefartøjet insisterede på at blive roet med i land. Den ene af disse var kaptajn Niels Holm, som tidligere havde tilhørt de svenske styrker på Hammershus, og havde været én af de officerer, som var blevet sendt med til Skåne for at bevogte de bornholmske søfolk, som tidligere var blevet tvangsudskrevet til den svenske flåde. De to svenske officerer havde ingen breve med, da de kom i land i Sand- vig. De havde til gengæld en liste med på 80 ryttere, som skulle afleveres til Printzensköld som forstærkning. Inden det var gået helt op for de to svenskere, hvad der var i gang, blev de erklæret for anholdte og fik besked på, at de fra nu af var krigsfanger. Senere blev de transporteret til Povl Anker i Rutsker, og derfra blev de to fanger bragt til Hasle af Jens Kofoed og en flok bevæbnede ryttere. Kofoed red umiddelbart efter tilbage til havnen i Sandvig, hvor det lykkedes ham at lokke 30 svenske ryttere og deres heste i land. Det foregik i små både, og ingen af de 30 havde nogen som helst anelse om, at de blev sejlet direkte ind i en fælde. På et tidspunkt må en svensk løjtnant have lugtet lunten. Inden han selv var blevet sejlet i land, havde han aftalt et tegn med de folk, der stadig var om bord, som skulle signalere, at der enten var eller ikke var ugler i mosen. Jens Kofoed lugtede dog lunten, og han truede med, at løjtnanten ville blive dræbt, hvis han ikke signalerede tilbage til dem ude på vandet, at der var fri bane. På den måde lykkedes det at få de sidste svenske ryttere og deres heste ind på land.

I en beretning fra dengang, hvor i hvert fald datoen ikke passer, fortæl- les det, at de tilfangetagne svenske ryttere blev bragt til Rønne den 24. december og anbragt i Rådhuskælderen. Den samme beretning fortæller også, at Jens Kofoed placerede to ladte kanoner uden for Rådhuskælde- ren, og at han havde planer om at skyde alle 80 svenske fanger ned på én

97 gang. Det planlagte massedrab skal dog være blevet forhindret af provsten i Rønne, som var blevet tilkaldt for at give svenskerne sakrementet - eller den sidste olie, som man ville kalde det i dag.

Det gik mere ilde for de svenske soldater fra Hammershus, som var blevet sendt på tvangsarbejde hos bønderne rundt om på øen. Der opstod den gang et mundheld blandt bornholmerne, som lød:

„De Bønder paa Land fik Ordre bart - at hver skulde slagte sit Svin i Nat! “

„Svinene“ var de svenske slavearbejdere. Mange år efter hed det sig også på Bornholm, at enkelte bondekoner havde dræbt deres sovende svenskere med økser midt om natten. Der kan udmærket have været tale om rygter, men i så fald holdt de sig i rigtig mange år efter. Noget tyder sna- rere på, at de svenske slavearbejdere døde på grund af dårlig ernæring og umenneskeligt hårdt arbejde.

De svenske krigsfanger i Rådhuskælderen i Rønne slap med livet i behold, men blev senere sendt til København med de skibe, som bragte danske soldater til Bornholm i begyndelsen af 1659. Noget senere blev fru Printzensköld og et par svenske officerer sendt tilbage til Sverige, men mere om det senere.

Hverdagen både på Hammershus og på resten af Bornholm begyndte herefter så småt at indfinde sig. Jens Kofoed havde kommandoen på slottet og over militsen, og Claus Kam tog sig af det administrative som landshøvding. Umiddelbart efter de dramatiske begivenheder den 8. december 1658 blev det besluttet at sende en delegation bornholmere til København for officielt at overdrage øen til kongen. Den udsendte delegation ankom til hovedstaden den 21. december

98 1658 og blev der til dagen før nytårsaften. En sejltur mellem København og Bornholm tog dengang med lidt god vind omkring 24 timer. Borgmesteren i Hasle, Peder Olsen var leder af delegationen, og det var ham der på bornholmernes vegne overgav et gavebrev til Frederik III dateret i København den 29. december anno 1658. Gavebrevet var underskrevet af 11 fremtrædende bornholmere og blev modtaget med tak af majestæten, som svarede igen skriftligt med at tildele bornholmerne en række privilegier i forhold til resten af landet.

Allerede dagen inden den officielle overdragelse af Bornholm til kongen, blev én af underskriverne, der hed Peder Jensen, udnævnt til ridefoged og amtsskriver på Bornholm. Borgmester Peder Olsen blev udnævnt til landsdommer og fik ved samme lejlighed overdraget Gyldensgaard i Østermarie som livsvarig ejendom med afgifterne betalt. Dagen efter kongen havde modtaget bornholmernes gavebrev, benyttede Jens Kofoeds bror, Mads Kofoed, lejligheden til at aflevere et bønskrift til majestæten om benådning for det mord, Jens Kofoed havde begået fire år tidligere, og som var den direkte årsag til, at han havde forladt Born- holm og meldt sig til et regiment på Sjælland. Kongen skrev tilbage, at man havde forhørt sig hos den dræbtes familie, som ikke havde noget imod, at Kofoed blev benådet. Samtidig påpe- gede majestæten den store indsats, Jens Kofoed havde gjort i forbindelse med befrielsen af Bornholm fra svenskerne, hvorefter benådningen blev bevilliget. To år senere fik Jens Kofoed et yderligere bevis på kongens taknemmelighed over hans indsats. Kofoed blev officielt udnævnt fra at være menig rytter til at være kaptajn med en dengang høj løn på 200 rigsdaler om året. Derudover fik han afgiftsfrit overdraget Maglegaard i Østermarie.

Allerede mens den bornholmske delegation opholdt sig i København for at overdrage øen til kongen, fik Printzenskölds drabsmand, Villum Clau- sen, overdraget Rabækkegaard i Knudsker, ligeledes fri for afgifter, og

99 skipper Hans Lauridsen modtog samme dag Spedlegaard i Aaker på lignende vilkår. Det var den 29. december 1658, hvor kongens nåde også faldt på Hans Christensen, som blev udnævnt til tolder i Rønne og tings- skriver i Vester og Nørre Herreder. Præsten Povl Anker, som efter alt at dømme var de sammensvornes leder, blev under den bornholmske delegations ophold i København ikke ved denne lejlighed benådet med noget som helst. Først året efter, den 11. december 1659, modtog han efter ansøgning kald til kirken i Aakirkeby, som samtidig indebar en brugsret til Kannikegaard i Aaker. Selv blev han boende på præstegården i Rutsker. Da Frederik III døde i 1670 ansøgte Povl Anker den nye konge, Chri- stian V, om en bekræftelse på de goder, han havde modtaget. De blev uden problemer stadfæstet.

Blandt de øvrige ledende deltagere i oprøret mod svenskerne fik Jens Lar- sen Risom den 25. august 1660 tildelt Næbbegaard og en mølle i Vejle Amt, og Niels Gumløse blev 15. december 1660 udnævnt til kaptajn ligesom Jens Kofoed, og han fik også en kaptajnsgård. De to af de forræderiske officerer fra 1645, som endnu var i live, Christian Maccabæus og Sivert Gagge, var der helt stille om, da svenskerne blev smidt ud fra Bornholm. Af ukendte grunde følte de to og seks andre tidligere officerer det dog nødvendigt på egne vegne at sende kongen en bekræftelse på, at Bornholm nu var tilbage til Riget. De følte sig dog stadig i en eller anden forstand som bornholmske adels - og fri- mænd! De seks benyttede samtidig lejligheden til at beklage sig til kongen over, at Bornholm nogensinde var blevet erobret af svenskerne, og krævede et udtrykkeligt tilsagn fra kongen om, at det aldrig ville ske igen.

Frederik III tog sig god tid, inden han svarede. Faktisk var han mere end fire måneder om det, men da indeholdt hans svar så en bekræftelse på, at Bornholm aldrig nogensinde mere ville blive overdraget til Sverige. Bre-

100 vet til de seks bornholmere indeholdt ikke noget om de privilegier, han tidligere havde lovet de sammensvorne. Senere skabte løftet om, at Bornholm aldrig mere skulle blive svensk, alvorlige problemer for kongen i forbindelse med en række efterfølgende fredsforhandlinger de to lande imellem. Svenskerne fastholdt, at de ville have Bornholm tilbage, og der blev først opnået enighed om, at øen skulle forblive dansk, efter Frederik III havde erklæret sig villig til at betale for det. Et bindende tilsagn fra svenskerne kostede ham en række godser i Skåne på i alt 8500 tdr. hartkorn, svarende til værdien af fem tønder guld.

Hverdagen begyndte så småt at vende tilbage til Bornholm. Jens Kofo- ed fortsatte med at være kommandant på Hammershus, hvor fru Print- zensköld stadig blev holdt fanget. Allerede i januar 1659 ankom Kofoeds afløser, oberstløjtnant Mickel Eckstein til øen, og én af hans første handlinger var at beordre Kofo- ed til at bringe fru Printzensköld til Rønne, så hun derfra kunne sendes hjem til Sverige. Kofoed gjorde, hvad han fik besked på, men afkrævede ved samme lejlighed fru Printzensköld en erklæring om, at han havde behandlet hende og de øvrige svenske fanger godt. Bagefter trak han sig selv tilbage og bosatte sig nogle år i Hasle. Senere flyttede han til Maglegaard i Østermarie. Povl Anker fortsatte sin præstegerning.

I juli 1659 ankom tyskeren Adolf Fuchs til Bornholm for at blive indsat som guvernør over øen. Fuchs havde spillet en fremtrædende rolle under Københavns belejring, og kongen havde som belønning gjort ham til gu- vernør på Bornholm. Han var en rå børste, men mere om det følger.

101 DEN NÆRMESTE TID EFTER 1660

Bornholmerne fik ikke de skattelettelser, de både havde fået stillet i udsigt og set frem til, nærmest tværtimod. Freden med svenskerne havde drænet den danske statskasse, så landet i virkeligheden stod tilbage med en kæmpe gæld.

Bornholm havde hidtil haft en særstatus med hensyn til de udgifter, der havde været forbundet med forsvaret af øen. I det øvrige Danmark var det almindeligt, at de danske soldater i betydeligt omfang blev indkvar- teret rundt om hos borgere og bønder. Det var man hidtil sluppet for på Bornholm, hvor militsen bestod af noget, der mest af alt mindede om det hjemmeværn, vi kender i dag. Militsens medlemmer boede hjemme hos sig selv, hvor de også havde deres våben. De samledes kun til øvelser og parader. De eneste professionelle soldater på øen var dem, der opholdt sig på Hammershus. Denne ordning sluttede med fredsslutningen, som betød, at der kort efter blev sendt både ryttere og fodfolk ovrefra til Bornholm. I påsken 1661 kom der således 200 fodfolk til øen og bornholmerne skulle betale for deres ophold. I en optegnelse i kirkebogen i Aakirkeby kan man læse, at denne ordning indtil den 28. oktober 1661 havde kostet bornholmerne 84.460 rigsdaler. Det har været en tung ekstraskat for de i alt omkring 10.000 mennesker, der dengang boede på Bornholm. Det skulle imidlertid blive værre.

102 15. september 1661 ankom greve Christian Rantzov til Bornholm. Of- ficielt for at modtage enhyldest-ed på kongens vegne, men hans virkelige ærinde var at få bornholmerne til at betale, hvad det havde kostet kongen at få svenskerne til at love at holde sig væk fra Bornholm til tid og evig- hed. Værdien af de godser i Skåne, han havde måtte aflevere til svenskerne, svarede, som tidligere nævnt, til værdien af fem tønder guld. Christian Rantzov skulle ved samme lejlighed forhandle med Corfitz Ulfeldt og hans kone, Elenora Christine, som begge sad som fanger på Hammershus, og han skulle undersøge, om guvernør Adolf Fuchs gjorde sit arbejde ordentligt.

Det første, der skulle overstås, var at modtage bornholmernes hyldest-ed til kongen. Det foregik med promp og pragt rundt om i byerne på øen og voldte ikke problemer af nogen art. Da det var overstået, flyttede Rantzov ind på Hammershus, hvor han modtog den sidste hyldest-ed fra fiskerne i Vang. Herefter skulle han i gang med de fem tønder guld. De egentlige forhandlinger om det noget følsomme emne mellem ham og bornholmerne blev afsluttet i Aakirkeby den 28. oktober 1661, hvor øens beboere hårdt pressede afgav en skriftlig erklæring om, at de ville betale kongen 10% af værdien af de fem tønder guld. I erklæringen hed det: „… hvormed Greven paa HS. Majestæts vegne nøjedes.“ Bagefter holdt det hårdt mellem bornholmerne at blive enige om, hvor meget den enkelte skulle betale, men det lykkedes at nå frem til en procentsats i forhold til den enkeltes formue.

Greve Rantzovs opgave var herefter at få styr på forholdene på Ham- mershus. Hans holdning til ægteparret Ulfeldt var ikke specielt negativ, selv om det på et tidspunkt var lykkedes parret kortvarigt at flygte. Det skete den 13. marts 1661, hvor de var kommet over muren og ned ad klipperne i Mølledalen. Herfra var de fortsat mod Sandvig, hvor de blev fanget i løbet af natten. I den forbindelse var det i øvrigt tæt på, at bornholmerne havde begået selvtægt og dræbt både Corfitz Ulfeldt og hans

103 kone. Det var Ulfeldt, der tidligere i Malmø havde modtaget den hyldest- ed til den svenske konge på dennes vegne, som bornholmerne var blevet tvunget til at afgive. Det havde de afgjort ikke glemt! Guvernør Adolf Fuchs på Hammershus brød sig heller ikke om ægte- parret Ulfeldt og havde gradvist gjort deres ufrivillige ophold på slottet mere og mere ubehageligt. Det havde parret gentagne gange klaget over til kongen i København, og det var disse klager, greve Rantzau blandt andet var blevet sat til at undersøge.

Greve Christian Rantzov opholdt sig mellem 10 og 11 uger på Bornholm, og da han rejste hjem, var det som nævnt med tilsagnet om de 10% af fem tønder guld, og med hyldest-ederne til kongen fra bornholmere overalt på øen. Derudover var guvernør Fuchs blevet fyret. Fuchs forlod Bornholm den 17. december 1661 og sammen med ham de dyre ryttere, der var blevet placeret på øen. Begge dele var Rantzovs fortjeneste. Det var det også, da ægteparret Ulfeldt fire dage senere blev afhentet og sejlet til København. Her blev Corfitz Ulfeldt henrettet og hans kone anbragt i Blåtårn i Københavns Fæstning.

Rantzovs undersøgelser, der førte til fyringen af guvernør Adolf Fuchs, havde afsløret adskillige uregelmæssigheder i guvernørens embedsførelse. Det blev blandt fastslået, at guvernøren havde forsøgt at tvinge kongens ridefoged til at betale omkring 3.000 rigsdaler, som var blevet opkrævet i skat i øens sogne. Det havde ridefogeden nægtet, selv om guvernøren havde truet med at slå ham ihjel. I den klage over guvernøren, som ridefogeden sendte til kongen, berettede han også om en episode, hvor Fuchs en dag havde samlet en stør- re gruppe ryttere, som han red i spidsen for på vej til Rønne. Undervejs stoppede de i en skov, hvor Fuchs beordrede rytterne til at skære nogle kæppe, som de bagefter skulle bruges til at prygle de bønder med, de mødtes undervejs. Det gik blandt andet ud over en gammel mand på 70

104 år. En anden mand, der forsøgte at undgå at blive pryglet, reddede kun livet, fordi en rytterkaptajn fik forhindret, at guvernøren skød ham ned, ved at skubbe til dennes pistol i affyringsøjeblikket. En bonde, der stod ved sit hus, blev skudt ned og dræbt med koldt blod af guvernøren.

Ridefogedens klage over Adolf Fuchs indeholdt stribevis af uhyrligheder, som han havde begået i det relativt korte tidsrum, han regerede på Born- holm. Alligevel blev han ikke straffet, men tværtimod belønnet med en udnævnelse som guvernør på fæstningen i Nyborg. Guvernør Adolf Fuchs blev dræbt i Bruxelles den 6. november 1662. Her kom han kørende i åben vogn og blev genkendt af én af Corfitz Ul- feldts og Elenora Christines sønner, Christian Ulfeldt, som kastede sig over ham og dræbte ham med utallige knivstik.

Den nye guvernør på Bornholm hed Hans Schrøder, og han blev den kongelige embedsmand, som for første gang fik skabt et seriøst overblik over øens infrastruktur og økonomiske forhold. Han tiltrådte den 26. september 1662 og startede med at få udarbejdet lister over, hvad der skulle betales i skatter o.l.. Der blev udarbejdet en såkaldt jordebog over hvem, der ejede hvilken jord på Bornholm. Dybest set var formålet med den nye guvernørs arbejde at finde ud af, hvor meget eller hvor lidt, man kunne stramme skatteskruen og forenkle skatteopkrævninger på øen, uden det ville blive opfattet alt for uretfær- digt. Den første jordebog på Bornholm var færdig den 29. juni 1664, og det blev herefter betydelig lettere at opkræve skatter. Der blev også lavet en egentlig optælling af antallet af bornholmske gårde. Dem var der på dette tidspunkt lidt over 900 af plus et antal halv- fæstegårde og omkring 400 udbyggerhuse. Der var også 48 vandmøller og 23 vejrmøller. Antallet af byer var det samme, som kendes dag, dog med enkelte undtagelser. Gudhjem, Allinge og Sandvig var nemlig på dette tidspunkt kun beskedne små fiskerlejer.

105 Svenske Printzensköld havde nogle år tidligere, i 1658, lavet en oversigt over antallet af indbyggere i de bornholmske byer. Heraf fremgik det, at der boede 150 borgere i Rønne, 100 i Neksø, 70 i Svaneke og 60 i Hasle. En senere opgørelse fra 1670 fortæller, at der på dette tidspunkt boede 40 fiskere i Listed og 38 i Årsdale. Husene i de bornholmske byer var små og dårligt byggede, og omkring de fleste af husene var der anlagt stengærder, ofte så høje, at man ikke kunne kigge ind over dem. Havnene på Bornholm lignede ikke det, vi i dag forstår ved en havn. De var i virkeligheden oprindeligt små naturhavne, som man gennem årene havde udbygget med stenrevler og primitive moler. I Printzenskölds opgørelsen kan man læse, at der var registreret fire skuder og fire både i havnen i Rønne, i Neksø tre små skuder, i Svaneke to skuder og to både og kun en enkelt båd i Hasle. Antallet af registrerede fartøjer i de bornholmske havne er ikke et egentlig billede af de aktiviteter, der foregik. Havnene blev i betydelig grad an- løbet af skibe ovrefra og fra de øvrige lande i Østersøen, som der blev handlet med. Der kom blandt andet en del tyske skibe til Bornholm, og adskillige af disse havde købmænd med om bord. Disse handlede med de bornholmske købmænd i byerne, som igen handlede med bønderne ude på øen. Der er få beretninger fra denne periode om den rolle, fiskeriet spillede, men der dukker dog enkelte udsagn op om forskellige kvanta saltet og tørret torsk, som var en eftertragtet handelsvare. Der var dengang ikke fabrikker på Bornholm, og den eneste industri, der fortælles om, var udvindingen af limsten på Sydlandet.

De bornholmske bønder dyrkede fortrinsvis rug, byg og havre. Man mente ikke, at den bornholmske landsbrugsjord var velegnet til dyrkning af hvede. I øvrigt var såsæd til hvede så kostbar, at man ikke turde tage chancen og putte den i jorden af frygt for, at løsgående kreaturer skulle æde hveden, når den voksede op.

106 Bønderne boede ikke i landsbyer som i den øvrige del af landet. De havde hver især deres egne gårde og indgrøftede jorde. Det almindelige var, at de bornholmske bønder sendte deres kvæg, får, heste og geder på Højlyngen om sommeren med hyrder til at passe dyrene. Højlyngen var et meget stort, udyrket fællesareal, som lå, hvor Al- mindingen ligger i dag. Det fortælles i øvrigt, at de bornholmske køer og heste var af en mindre race end andre steder i landet. Det var i øvrigt også almindeligt, at bønderne på Bornholm lod deres svin græsse på Højlyn- gen om sommeren.

Der var temmelig meget vildt i de bornholmske skove. Det skabte en del problemer, når dyrene åd af de forskellige afgrøder, og der blev derfor drevet intensiv jagt på dem. Det skete også, at der blev indfanget dyr, som bagefter i levende live blev sendt over til kongen i København. I modsætning til i dag var der dengang masser af ræve på Bornholm, mens det til gengæld var småt med harer, og i søerne på øen fandtes de samme ferskvandsfisk, der kendes i dag. Et af de bedste steder for ferskvandsfisk var Ferske Sø ved Neksø. Der blev naturligvis også fisket i farvandet omkring Bornholm, men i beskedent omfang. Specielt nævnes bugten mellem Neksø og Snogebæk, hvor der var store laks.

Den vigtigste historiske kilde, der fandtes omkring år 1900 om tidligere tiders liv på Bornholm er Cronica Boringiaca af Rasmus Pedersen Raufn, der var degn i Aakirkeby. Heri kan man bl.a. læse, hvordan forlovelser og bryllupper foregik. Det begyndte med, at den giftelystne mand sammen med en ledsager mødte op hos forældrene til den pige, han havde forel- sket sig i. Efter han havde fortalt forældrene, at han gerne ville gifte sig med deres datter, og i den forbindelse havde holdt en lille tale, blev der holdt gilde med, hvad huset formåede. Bagefter blev der lyst for det kommende brudepar tre søndage i træk i den lokale kirke. Ved selve brylluppet var det tydeligt for enhver, om brudens forældre havde penge eller ej. Havde de det, var den unge pige nemlig udstyret

107 med en fornem krone under bryllupsceremonien i kirken. Kronen var ejet af kirken, og brudens forældre kunne leje den til lejligheden, vel at mærke kun, hvis bruden var ustraffet. Bagefter var der selvfølgelig fest i brudens hjem, som sluttede med en taksigelse til Gud, inden bruden blev ført til sengs. Først når det var overstået, dukkede brudgommen op i soveværel- set, hvor han tog kronen af sin kones hoved og erstattede den med sin egen hat som tegn på, at hun nu tilhørte ham og skulle være ham underdanig. Her stopper beretningen om, hvad de nygifte herefter foretog sig på brudenatten. Dog fortælles det, at parret morgenen efter modtog bryl- lupsgaver, hvorefter festen kunne fortsætte i dagevis. Bryllupper på Bornholm foregik i øvrigt altid umiddelbart efter nymå- ne, fordi der efter sigende skulle være uheld forbundet med indgåelse af ægteskaber på alle andre tidspunkter.

Ved barnedåb var det kun de indbudte kvinder, der fulgte barnet til og fra kirken, og i forbindelse med selve dåben, blev der afleveret et passende offer til kirken. Bagefter blev der festet i hjemmet med alt, man formå- ede.

Begravelser på Bornholm foregik også efter helt bestemte ritualer. Både præsten og degnen mødte op allerede om formiddagen i huset, hvor den døde lå på lit de parade på et bord i salen. Her holdt præsten en tale over den afdøde og mindede de tilstedeværende om deres egen dødelighed. Degnen sang en salme både før og efter præstens tale, hvorefter liget blev båret ud af huset. Bagefter bar man bogstavelig talt liget til kirken uanset, hvor langt kirken lå væk. Det foregik i al slags vind og vejr, da det blev betragtet som en skam at lade den døde køre til sit sidste hvilested. Der kunne i sagens natur være temmelig langt at gå til kirken, og det var derfor almindeligt, at der blev gjort holdt undervejs, hvor man placerede kisten med den døde på en klippeblok eller lignende. De steder, hvor man gjorde holdt, blev kaldt hvilesten. Det var gerne en flad klippe eller en stor granitblok, og disse steder findes stadig rundt om på Bornholm.

108 Undervejs til kirken med den afdøde var det degnens opgave under hele turen at gå forrest i processionen og synge salmer. En ligfærd, som den beskrives i Cronica Boringiaca, kunne tage godt på kræfterne hos følget, og man styrkede sig derfor godt undervejs med rige- lige mængder af medbragt brændevin. Når den kirkelige handling var overstået, og graven kastet til, begav hele følget sig tilbage til den afdødes hjem, hvor der blev spist og drukket i mængder, man i dag har svært ved at forestille sig. Der blev helt bogstaveligt drukket gravøl (som på bornholmsk hedder øfrøll), og der opstod dengang et mundheld, som på bornholmsk lyder således: „Spisen men Bælla! de e inte hver Da’ Moer dør sa Mainj ver sin Konnas Øfrøll“. På nudansk: „Spis kun børn! Det er ikke hver dag, mor dør, sagde manden ved sin kones gravøl“.

Degnen Rasmus Pedersen Raufns bornholmske krønike var både et hel- hjertet forsøg på historieskrivning og en orientering til kongen om de faktiske forhold på øen. Formålet med det sidste var at gøre majestæten op- mærksom på de fattige forhold, der herskede blandt bornholmerne, men samtidig også at gøre opmærksom på disses levevilkår og traditioner. På den måde håbede krønikeskriveren, at kongen kunne få sympati for øens befolkning, og derfor ville hjælpe den til at opnå en bedre tilværelse.

Det har givet heller ikke været nemt at være bornholmer i sidste halvdel af 1600-tallet. Man var i den grad afhængig af landbruget, og det fortæl- les blandt andet, at det i 1663 havde regnet så meget, at bønderne visse steder på øen bogstavelig talt havde måttet meje deres korn under vand. Til gengæld var sommeren 1670 så tør, at der blev misvækst. I Cronica Boringiaca hedder det bl.a. om situationen på Bornholm i 1670: „Ingen mindes så ringe en høst som dette år, hvor de bornholmerne måtte oprykke de stakkels strå og aks med hænderne. Udbyttet af høsten ventes fortæret allerede op mod jul, og der var derfor intet tilbage til kongen og meget lidt til kirken, præsten og degnen.“

109 Adskillige mennesker fra byerne drog ud på landet for at lede efter noget, der kunne spises, og omkring 100 mennesker forlod simpelthen Bornholm for ikke at dø af sult. Heste og kvæg døde, fordi der ikke var foder til dem, og krønikeskriveren var meget sikker på, at den reelle hun- gersnød, der var tale om, i virkeligheden var Guds straf. Han appellerede derfor til både kongen og Gud om at forbarme sig over bornholmerne.

Noget tyder på, at i det mindste kongen lyttede til krønikeskriverens bøn. Den 17. oktober 1670 ankom der en kommission til øen for at danne sig et overblik over situationen. Den undersøgte forholdene og forlod øen den 14. november samme år med tilsagn om øjeblikkelig hjælp ovrefra. Den kom til at vente på sig. Senere samme måned blev det gennem flere dage et forfærdeligt uvejr på Bornholm. Dette anrettede store ødelæggel- ser på øen. Umiddelbart efter kom vinteren noget tidligere end forventet, og den varede reelt helt frem til engang på foråret 1671, og det var en usædvanlig hård vinter. Det betød, at situationen på Bornholm var meget tæt på at udvikle sig til en katastrofe, og at hungersnøden var meget tæt på at være en kendsgerning. Endnu flere bornholmere forlod øen og rejste enten til Tyskland eller over, og det var ikke usædvanligt, at der blev fundet folk døde på markerne af frost og sult. Den 23. marts 1671 blev der således fundet en død tjenestedreng på kirkegården i Nyker, og den 7. april samme år fandt mand en anden mand liggende død på Alvejen i Bodilsker. Men der var flere. Som en illustration på, hvor hård vinteren 1670-71 var, fortælles det blandt andet, at man hen på foråret fandt 20 hjorte og rådyr liggende døde af sult i skovene. Det havde ikke hjulpet, at man havde forsøgt at give dem noget at spise ved at hugge betydelige mængder grene af og ladet dem ligge i skovbunden, så dyrene kunne få noget at spise.

Hjælpen fra det øvrige land nåede frem til Bornholm i april 1671, hvor der ankom otte skibe lastet med byg, rug, malt og ærter. Som det ofte

110 sker med nødhjælp i vore dage, nåede den ikke ud til dem, der trængte mest. På det punkt adskilte den sig ikke fra nødhjælp, der i dag havner i de forkerte lommer i visse afrikanske lande. Først den 30. maj 1671 nåede et skib frem til Bornholm med nogle hundrede tønder byg til såsæd samt nogle hundrede tønder brødkorn til den sultne befolkning. Det samme gentog sig den 5. juli 1671. Noget tyder dog på, at man havde lært af den skæve fordeling, der havde fundet sted ved den første forsyning af nødhjælp. Alle fik tilsyneladende noget, og den værste hungersnød blev afværget.

Det var alligevel ikke alle bornholmere, der var tilfredse. Man havde blandt andet set frem til de betydelige skattelettelser, som var blevet lovet allerede i 1658, men disse lod vente på sig på grund af den dårlige økonomiske situation i landet som helhed. Der havde dog fundet en mindre skattelettelse sted den 4. september 1670, altså inden hungersnøden satte ind. I løbet af sommeren 1671 sendte kongen to af sine betroede mænd, Christen Skeel og Thomas Finke til Bornholm for at skaffe sig et fornyet overblik over situationen og samtidig ordne en række forhold vedrørende militsen og skatteforholdene i byerne. Angående militsen handlede det især om at spare på udgifterne, og Skeel og Finke skulle blandt andet un- dersøge, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at installere nogle af militsens officerer på de gårde, kongen ejede. Ideen var, at de på den måde kunne få både kost og logi i stedet for egentlig løn i form af kontanter.

De to udsendinge fra hoffet i København havde nok at se til. I en række tvister mellem bornholmerne og myndighederne afhørte man alle parter og forsøgte at opnå forlig. Lykkedes det ikke, blev sagerne bragt for en domstol. En af de sager, de to mænd brugte rigtigt meget tid på, var længere tids utilfredshed blandt bornholmerne over størrelsen af det beløb, de skulle betale for at få tinglyst forskellige ting, og det beløb, der skulle betales til retsskriverne, når en dom skulle nedskrives. I første omgang fik born-

111 holmerne besked på at betale, hvad der blev forlangt, men der blev derudover nedsat en kommission, som skulle fastsætte den nøjagtige pris på, hvad der skulle betales for hvert ark nedskrevet dokument. Kommissionen fik også til opgave at få afdækket de faktiske økonomi- ske forhold på øen efter hungersnøden, og det stod sløjt til. Til stor overraskelse for nogle, viste det sig nemlig, at adskillige bønder havde måtte sælge eller pantsætte jord for at kunne betale omkostningerne til militsen. Undersøgelsen resulterede i 6 konkrete forslag til majestæten i Køben- havn, nemlig: 1. At den skattelettelse, bornholmerne havde fået den 4. september 1670 burde forlænges i to til tre år, så almuen kunne få en chance for at få styr på økonomien. 2. At kongen burde låne bornholmerne 1.500 tønder såsæd, da det i forbindelse med hungersnøden kun var lykkedes at få tilsået omkring en tredjedel af øens landbrugsjord. 3. At en speciel prinsesse-skat (prinsessestyr/ekstraskat), som købstæder og officerer betalte over hele landet, skulle enten afskaffes eller udsættes på Bornholm. 4. At ejendomsskatterne udelukkende kunne betales i naturalier. 5. At de bønder, der var forpligtiget til at stille med en rytter i fuld uniform til militsen, skulle slippe lidt billigere i skat, så der var penge til vedligeholdelse af deres geværer. 6. At militsens officerer indtil videre skulle have deres løn udbetalt i naturalier.

Den ene af de to udsendinge fra København, som ledede kommissionens undersøgelser, Thomas Finke, blev senere, i 1676, amtmand på Born- holm. Inden havde han blandt andet været med til at dømme Griffenfeldt til døden, og i forbindelse med dommen havde Griffenfeldt proklameret, at hans uretfærdige dommere selv ville komme til at lide en tilsvarende grum skæbne. Griffenfeldt fik ret, i hvert fald for Thomas Finkes vedkommende. Ef-

112 ter mindre end et år som amtmand styrtede Finke i 1677 af sin hest i slotsgården på Hammershus og døde på stedet. I den anledning blev der i øvrigt indhugget et kors i klippefladen på det sted, han døde - og det findes endnu.

I de krige Danmark indtil da havde været involveret i, var det gået forholdsvis hårdt ud over Bornholm. Det gik lidt anderledes i krigen fra 1675 til 1679, hvor Danmark var blevet en rimelig stærk sømagt. Born- holm var umiddelbart uden for farezonen, men den 31. maj 1676 blev der slået alarm, da en svensk flådestyrke havde lagt sig tilrette i farvandet sydvest for øen. I alt var 44 svenske flådefartøjet sejlet tæt forbi Hammershus. Den danske flåde optog forfølgelsen af svenskerne, som fortrak op mod Øland, hvor der fandt et stort søslag sted til danskernes fordel. Året efter forsøgte svenskerne at gå i land med 500 mand ved Sandvig. Her blev de modtaget af kampberedte bornholmere fra militsen, og det lykkedes ikke svenskerne at få et eneste af deres landgangsfartøjer ind på kysten. Det fortælles, at det gik så hårdt ud over de 500 svenskere, at der knap nok var mandskab nok til at ro bådene tilbage til skibene ude på søen.

Den store svenske stranding

Natten mellem den 4. og 5. december 1678 fandt der en dramatisk stranding sted på kyststrækningen ud for Vestermarie, Aaker og Pedersker. En stor svensk transportflåde bestående af 25 skibe skulle overføre mellem 4000 og 5000 svenske soldater fra Pommeren til Sverige. Samtlige 25 skibe, der dels var svenske dels fra andre nationer, drev i land på kysten i rigtigt dårligt vejr. Det var midt under krigen 1675-1679, og der var derfor stationeret vagter fra militsen rundt om hele Bornholm. Alligevel blev den voldsomme stranding først observeret, da nogle af vagterne syntes, de hørte råb om hjælp ude fra vandet i den stormfyldte nat.

113 Vagterne fra militsen sendte hurtigt ilbud til landsdommer Mathias Rasch og amtmand Gjedde i Rønne, som her midt om natten fik samlet 60 ryttere sammen, som blev sendt ud for at finde ud af, hvad der kunne være galt. Ingen var i tvivl om, at der i det dårlige vejr var tale om en stranding, men ingen havde gjort sig nogen som helst forestilling om omfanget. Et sted på kysten fandt de 60 ryttere i mørket, omkring 400 våde, men bevæbnede svenske soldater, som var stillet op i rækker og geled, og læn- gere sydover fandt de endnu flere i spredt orden. Det blev anslået, at omkring 1200 svenske søfolk og soldater den nat mistede livet under strandingerne, men antallet ville med sikkerhed være blevet større, hvis strandingerne havde fundet sted ved øens klippekyster. Her på denne strækning med sandstrand, reddede nogle af svenskerne trods alt livet. Da det blev lyst, blev der fundet mængder af vraggods på en lang strækning af stranden. Desuden gik der også en mængde kostbarheder til bunds med de 25 skibe, blandt andet 70 kanoner, en mængde andre våben plus en temmelig stor mængde sølv, guld, penge og meget andet af værdi, som havde været om bord på skibene. De svenske soldater, der havde reddet sig i land på Bornholm, blev taget som krigsfanger og fordelt i Rønne og i kirkerne rundt om på øen. Én af dem, der blev sat til at passe på fangerne, var Jens Kofoed i hans egenskab af kaptajn i militsen. Kofoed nærede stadig et indgroet had til svenskerne, og han nægtede konsekvent at følge en ordre om at behandle krigsfangerne ordentligt. Helt konkret forlangte Kofoed, at samtlige overlevende svenskere skulle dræbes, hvilket mere besindige mennesker dog fik forhindret. Nogle af de mere fornemme svenskere, der havde overlevet forliset, blev fragtet til København af landsdommer Rasch for at blive afhørt. Hen på foråret 1679 fulgte de fleste overlevende soldater efter i to danske orlogs- fartøjer, som undervejs blev angrebet af fem svenske fregatter, som det på forunderlig vis lykkedes danskerne at jage på flugt. De sidste svenske krigsfanger blev senere hentet.

114 Allerede i november samme år fandt der igen en voldsom stranding sted på Bornholm, og ligesom året før var det igen svenske krigsskibe, der ikke kunne komme fri af kysten i dårligt vejr. De forliste skibe havde været på vej fra Sverige til Tyskland med friske tropper og forsyninger. Denne gang druknede næste 3000 mand, og kun omkring 1500 blev reddet i land. De var dog i så dårlig forfatning, at samtlige senere døde og blev begravet på Bornholm.

Jens Pedersen Kofoeds senere liv

Næste gang man hører om militskaptajn Jens Kofoed var i 1684. Der havde været fest hos amtskriver Augustus Dechner i Rønne, og Kofo- ed, der sjældent gik af vejen for et drikkegilde, var med. Da festen var slut, og gæsterne holdt med deres heste på gårdspladsen, gik der en kande vin rundt mellem mændene til hest. I den forbindelse kom Kofoed op at skændes med en artillerikaptajn. I løftet stemning affyrede Kofoed sin pistol op i luften, og der opstod uro mellem hestene med det resultat, at artillerikaptajnen spildte vin ned ad sin fine uniform. Det blev denne så sur over, at han kastede resten af den vin, han havde i glasset, i hovedet på Jens Kofoed. De to mænd råbte herefter i munden på hinanden, og godt gal i hovedet red Kofoed ud af porten, mens han igen affyrede én af sine pistoler op i luften. Det fik artillerikaptajnen til at sætte sporene i sin hest og i fuld fart sætte efter Kofoed, som blev indhentet lidt udenfor bygrænsen, hvor begge steg af hestene og begyndte at skændes. I mellemtiden var resten af selskabet ankommet til stedet, og de overværede, hvordan Jens Kofoed trak sin sabel. Det samme gjorde artillerikaptajnen, og der begyndte en kamp på liv og død. Amtsskriveren, der havde holdt festen, ankom også til stedet, og beordrede i kongens navn de kæmpende mænd til at stoppe. Jens Kofoed endte med at stikke sin sabel i skeden, men løb i samme øjeblik hen til sin modstander og stak ham to flade lige i ansigtet. Herefter udviklede det sig til korporligt slagsmål mellem de to mænd, hvor man hamrede løs

115 på hinanden med kæppe og rev hinanden i håret, en speciel bornholmsk slagsmålsvariant, der blev kaldt Hår-dragning, hvor man efter bedste evne forsøgte at rive håret ud af hovedet på hinanden. Det lykkedes tilskuerne at få skilt de to kamphaner ad, og ud på natten red selskabet hver til sit. Da Kofoed kom hjem til sig selv, blev det konstateret, at han var gul og blå over hele kroppen og havde store buler i hovedet. Artillerikaptajnen har formentlig ikke set bedre ud. Slagsmålet mellem de to kunne naturligvis ikke holdes hemmeligt på Bornholm, og begivenheden bredte sig som løbeild ud over øen, og efter- følgende klagede Jens Kofoed over artillerikaptajnen til kommandanten på Hammershus, der hed Bendix von Hatten. Kommandanten beordrede derefter byfogeden i Svaneke til at finde ud af, hvem af de to slags- brødre, der var den forurettede part gennem afhøring af vidner. Resulta- tet af retssagen kendes ikke, men det menes, at den blev dysset ned hen ad vejen. Det var i øvrigt ikke ualmindeligt dengang, at selv folk fra bedre kred- se kom op at slås, og Jens Kofoed var temmelig tit impliceret i korporlige slagsmål af den ene eller anden art. Han havde populært sagt en særdeles kort lunte. Et eksempel på hans voldsomme temperament fandt sted nogle år tidligere under Den skånske Krig. Kofoed var blevet alvorligt uvenner med sine militære chefer i forbindelse med et mystisk dødsfald. Her endte det med, at han blev arresteret, men slap for yderligere tiltale på grund af sine fortjenester i forbindelse med befrielsen fra svenskerne. Jens Kofoed giftede sig, som tidligere nævnt igen i 1680, og han døde på Maglegård den 16. maj 1691 efterladende sig i alt 12 sønner og 12 døtre, hvoraf flere ganske vist var døde som spæde. Ved hans begravelse i Østermarie kirke blev der ophængt en silkefane med en indskrift af for- gyldte bogstaver. Han blev 63 år gammel. Der blev i øvrigt senere hængt en maleri af Jens Kofoed op i kirken, som findes endnu. Da boet efter ham blev gjort op, viste det sig, at han var blevet en forholdsvis velhavende mand. Hans enke blev boende på Maglegård til sin

116 død i 1739 - 85 år gammel. Inden nåede hun dog at gifte sig igen. Efter hendes død blev Maglegård handlet et par gange, men gled til sidst ud af hænderne på efterkommerne af Bornholms befrier. Der findes stadig direkte efterkommere af Jens Kofoed på Bornholm, som holder deres stam- faders navn i hævd!

Printzensköldvisen

Mindet om Jens Kofoed blev i århundrede efter blandt andet holdt i live af en vise om, hvordan det gik den svenske kommandant Printzensköld. Den historiske værdi af Printzensköld-visen er vist i øvrigt temmelig be- grænset.

Povl Ankers sidste dage

Der blev ikke lavet nogen vise over den anden af Bornholms befriere, præsten Povl Anker, der senere blev provst på øen. Han var, som tidligere nævnt, oprindelig præst i både Hasle og Rutsker, og det menes, at han nå- ede at bo begge steder, selv om den egentlige præstegård lå i Rutsker. Den var til gengæld i temmelig forfalden stand, og han brugte vistnok det eneste beboelige værelse på præstegården til at overnatte i engang i mellem. Povl Anker døde 1. november 1697 og blev begravet den 5. november på kirkegården i Hasle.

Eftertiden har undret sig over, hvorfor Povl Anker ikke fik mere ud af sin indsats omkring Bornholms befrielse fra svenskerne end de to præsteem- beder i Hasle og Rutsker plus et bijob som kannik i Aakirkeby. Det for- tælles, at Povl Anker var en beskeden mand, og han derfor selv skal have afvist tilbudte begunstigelser. Den 13. november 1691, en uge efter Povl Ankers begravelse, fik hans søn, Hans Anker, overdraget embederne efter sin far.

117 TILSTANDEN PÅ BORNHOLM OMKRING 1680

Efter afslutningen af Den skånske Krig den 26. september 1679 begyndte genopbygningen af Danmark som helhed, men Riget fattedes bogstavelig talt penge, for nu at sige det på den måde. Landet var på fallittens rand, og det holdt hårdt for kongen og regeringen i København at kradse de skatter ind, man mente at have til gode. Det gjorde det ikke nemmere på Bornholm, hvor der var godt og grundigt rod i skatteregnskaberne. Den 13. juli 1682 udnævnte kongen derfor landsdommer Mathias Rasch og Christian Meccabæus til at lede en un- dersøgelse om tilstanden … i landet Bornholm. Den 24. august samme år mødtes de to med den fyrede amtmand, Christian Gjedde, i Rønne, som udleverede dem en række dokumenter om forholdene på øen i perioden fra 1677 til 1682. Første del af undersøgelsen handlede om Hammershus, som de fandt i en elendig forfatning både udvendig og indvendig. Porthuset var falde- færdigt, og selve porten ved at falde sammen. Murene på tårnet var ved at smuldre væk, og visse steder var murværket udbedret med store græstørv. Inventaret i slotskirken bestod af et par lysestager, en gammel brugt messehagel og en messeskjorte i elendig forfatning. Derudover af en beskeden tinkalk og to våbenskjold fra afdøde amtmand Finke og hans kone samt en tavle, ligeledes med Finkes våbenskjold. Inventaret på selve slottet bestod af en simpel seng af fyrretræ uden ud- skæringer, en udtræksseng, to små fyrretræsborde, seks jernkakkelovne, en hestemølle, der virkede, et gammelt skab med to døre af fyrretræ, nok et fyrretræsbord og en fyrretræsbænk uden fødder. Derudover blev der

118 på slottet fundet to gamle, ubrugelige bryggerkar, 150 nye tagsten, 200 Rønne-tagsten og en ambolt. Kommandanten, Bendix von Hatten, var for længst flyttet ud og havde slået sig ned på Lensgård i Østerlars, hvor han døde den 24. marts 1685.

Undersøgelsen afdækkede også, at der på dette tidspunkt praktisk talt ikke var noget brugbart krigsmateriale tilbage på Hammershus. Det stod en anelse bedre til på de skanser og batterier, der var etableret langs kysten rundt om Bornholm. Det blev også nøje undersøgt, hvor mange skattepligtige gårde, der egentlig var på øen, og ikke mindst hvor mange skatter, der kunne presses ud af dem. Skovene på Bornholm blev nøje gennemgået for at få klarhed over, hvor meget træ, der var egnet til bygningstømmer, og hvor meget der kun kunne bruges til brænde. Det stod sløjt til. Brugbart bygningstømmer var der stort set ikke noget af.

Rapporten med undersøgelsesresultatet lå parat otte måneder senere, og ifølge denne var der i alt 678 selvejergårde på øen, men af disse var de 132 ødegårde i en elendig forfatning og uden egentlig værdi. Kongen i København ejede selv 220 gårde og 31 af disse lå øde hen. I øvrigt var kongens gårde forpagtet ud. De 31 ødegårde var en torn i øjet på majestæten, da disse ikke gav nogen forpagtningsafgift. Alt i alt var der i år 1680, 898 skatte- eller afgiftspligtige gårde på Born- holm og fem af disse, der lå i Knudsker, var uden bygninger. Jorden til disse fem gårde var ejet og drevet af folk fra Rønne, som fik pålagt at op- føre bygninger på matriklerne, men det skete ikke. Endelig viste det sig i et enkelt tilfælde, at der var registeret en ejendom i Ibsker, der hed Vornedegård, som aldrig havde eksisteret. Den skulle have været den 23. gård med det navn på øen.

Undersøgelsen der som nævnt stod på gennem otte måneder, afdækkede

119 også tilstanden i de bornholmske købstæder. Konklusionen var, at indbyggerne i disse generelt var fattige. Der var næsten ingen penge i cirku- lation, og det var kun muligt at drive købmandshandel ved at bytte med landbrugsvarer. I øvrigt var situationen dengang i de bornholmske køb- stæder ikke ringere end tilfældet var for købstæderne i resten af landet. Faktisk viste det sig, at bornholmerne siden 1658 havde fået bevilliget skattenedsættelser o.l., som gjorde dem en anelse bedre stillet end resten af landet. Det forhindrede dem dog ikke i at brokke sig over skattetrykket ved enhver given lejlighed.

120 AMTSSKRIVER AUGUSTUS DECHNER OG HANS TID

Omkring 1680 følte bornholmerne sig særligt forurettede, og vreden rettede sig meget konkret mod kongens embedsmænd på øen med tre brødre i spidsen. Det var henholdsvis Tobias Dechner, der var by - og herredsfoged i Aakirkeby og Søndre Herred, Valentin Dechner, der var det samme i Svaneke og Øster Herred og endelig Augustus Dechner, som var såkaldt amtsskriver. Der var også en fjerde bror, men fordi han havde en fortid som kvæg- tyv, kunne han ikke få noget embede. De fire brødres far var oprindelig emigreret fra Tyskland til Bornholm, og havde indtil sin død den 4. juli 1670 været byfoged i Aakirkeby. De tre brødre var gennemkorrupte og betragtede Bornholm og bornholmerne som deres egen private forretning, og amtsskriveren Augustus Dechner var den ledende kraft. Det var ham, der helt bogstaveligt snød på vægten, når der skule vejes og måles op, når bønderne skulle have beregnet, hvor meget skat de skulle betale.

En delegation bornholmere, der var taget til København for at give kongen en redegørelse om de aktuelle forhold på øen, benyttede derfor samtidig lejligheden til at klage over brødrene Dechner. Noget tyder på, at kongen har henvist bornholmerne til at sagsøge i hvert fald amtsskriveren ved domstolene. Det skete året efter, i 1681, hvor Augustus Dechner blev indstævnet for Bornholms landsting af bønderne i Vester Herred.

121 Bornholms guvernør hed på dette tidspunkt Christian Gjedde, og han var ikke kendt for at kunne skære igennem over for folk som brødrene Dechner. Det kom derfor bag på de fleste, at han rent faktisk gav bøn- derne medhold i, at Augustus Dechner var gået langt over stregen i sine „kreative“ målinger og vejninger. Amtsskriveren svarede igen med at indlede en decideret mobning af Christian Gjedde, hvilket i sidste ende medvirkede til, at han valgte at tage sin afsked. Hans afløser som guvernør blev Bendix von Hatten, og han var absolut ingen bondeven. De bønder, der i første omgang var blevet bakket op af Christian Gjed- de, måtte også opleve, at få deres klage over Augustus Dechner afvist af landsdommer Mathias Rasch. Det fik dem imidlertid ikke til at give op, og den 24. september 1683 indstævnede de igen amtsskriveren for retten. Denne gang for Nørre Herreds Ting. Heller ikke her lykkedes det bønderne at få medhold, og det fik dem til at starte en egentlig kampagne mod Dechner over hele øen. To af ini- tiativtagerne, Berrild Clausen og Jørgen Jørgensen, begyndte deres kampagne i Rø, hvor de mindre bønder var godt og grundigt trætte af lave tvangsarbejde i forbindelse med opførelse af fæstningen på Christiansø, og de lidt større bønder lige så trætte af at forsyne tvangsarbejderne med proviant.

Clausen og Jørgensen begyndte herefter systematisk at indsamle klager fra bornholmerne over hele øen. En højtstående officer kunne beklage sig over, at han kun fik 26 rigsdaler i løn, mens underofficererne fik 13 rigsdaler. (Disse måtte i øvrigt indimellem udføre slavelignende arbejde ved opførelsen af Christiansøs fæstning). En byfoged i Rønne brokkede sig over, at han kun fik 52 rigsdaler i løn, og garnisonspræsten på Hammers- hus, som havde arbejdet der i 16 år uden fast løn, kunne godt tænke sig en lille gård i Olsker. Borgerne i Svaneke ville gerne slippe for at betale noget, der blev kaldt bådsmandspenge, og ville i øvrigt gerne have tilladelse til at eksportere heste og korn fra øen.

122 Borgerne og byrådet i Rønne havde i fællesskab stillet fire punkter op, som de godt ville have styr på, hvoraf det væsentligste var reparation af havnen, som var i en elendig forfatning.

Dengang fandtes der et begreb på Bornholm, der blev kaldt rytterbønder, som også talte øens præster. De skulle selv betale omkostningerne til en rytter med hest, mundering og våben til militsen. Rytterne var en slags hjemmeværn i forbindelse med militsordningen, og det kostede naturligvis penge. Rytterbønderne ville derfor meget gerne slippe for hoveriarbejde på kongens jorde og helst også for nogle af de skatter og afgifter, de derudover skulle betale. Den 31. maj 1685 forfattede samtlige af bønderne på Bornholm en skrivelse til majestæten, hvori de bad om hjælp ovrefra i form af såsæd. Samtidig skrev øens søfolk, der var tilknyttet marinen, til admiral Niels Juel og beklagede sig over, at de ikke havde fået løn gennem længere tid.

Clausen og Jørgensens kampagne resulterede også i en række konkrete klager over flere af øens embedsmænd med amtsskriveren Augustus De- chner i spidsen. Disse findes den dag i dag i en stor mappe i Rigsarkivet, hvor man kan læse om eksempler på forbrydelser og forurettelser af stort set enhver art, blandt andet om underslæb, svindel, overfald, uterlighed, voldtægt, tyverier og alle tænkelige former for bedrageri og embedsmisbrug. De alvorlige anklager blev i første omgang præsenteret for guvernøren, Bendix von Hatten, som afviste dem med en bemærkning om, at han ikke kunne tage stilling til noget som helst, før han havde talt med sin amtsskriver, og ham kunne han tilfældigvis ikke få fat på. Bønderne i Øster Herred gav imidlertid ikke op. De valgte en mand, der hed Rotensten, som sammen med Berrild Clausen fra Nørre Herred skulle rejse til København og aflevere de mange klager direkte til kongen. Det lykkedes dog ikke de to mænd at komme af sted. Guvernør von Hat- ten nægtede simpelthen at udstede rejsepas til dem.

123 Noget tyder dog på, at Bendix von Hatten inden sin død nåede at for- tryde, at han havde holdt hånden over Augustus Dechner. Det fortælles nemlig, at han på sit dødsleje på Lensgård i Østerlars den 24. marts 1685 nåede at sige til provsten, at han i den grad havde fortrudt, at han havde lyttet for meget til sin amtsskriver.

Efter Bendix von Hattens død blev Johan Didrich von Wetberg udnævnt til hans efterfølger som guvernør på Bornholm.

På en eller anden måde lykkedes det bornholmerne at få afleveret deres klage til kongen i København. Denne udpegede i hvert fald en kommission bestående af fire mand, som skulle undersøge, hvad det var, der foregik på øen. Disse fire ankom til Sandvig den 6. juli 1685. Fire dage senere afleverede de fire bornholmske herreder deres klager over Augustus Dechner, som var præciseret i 10 punkter, til kommissionen. Samtidig modtog kommissionen de klager, der var samlet ind, over amtsskriverens to brødre, Tobias og Valentin Dechner, og det samme var tilfældet med en række konkrete klager mod herredsfoged Daniel Bark.

Kommissionen var ikke ret længe om at konstatere, at der var noget om snakken. Augustus Dechner og hans brødre havde ikke alene snydt bornholmerne, men også selveste kongen. Alligevel slap han på forunderlig vis både med livet og sin stilling som amtsskriver i behold, dog med den til- føjelse, at han til nytår skulle stille til afhøring i København. Til gengæld blev begge hans to brødre fyret med øjeblikkelig varsel. I september sendte de bornholmske bønder en delegation til Køben- havn med yderligere klager over brødrene Dechner, men resultatet blev i sidste ende, at Augustus Dechner fik styrket sin position, og blev temmelig god ven med den nye guvernør. Han fik desuden overdraget en række nye ansvarsområder, og fik således mere magt over bornholmerne.

124 Amtsskriveren var en driftig mand, som blandt andet lånte penge ud, og der er talrige eksempler på, hvordan han udøvede magtmisbrug ved at blande sin private forretning og sit embede sammen. Han skal også i et konkret tilfælde have forsøgt at slå en kvinde ihjel, der skyldte ham penge, ved at forgifte hende. Han havde også lånt penge ud til øens landsdommer, som han endte med at få anbragt i gældsfængsel. En kvinde, han ligeledes havde noget til gode hos, forsøgte han at få brændt på bålet som heks. Augustus Dechner havde, som tidligere nævnt, et noget afslappet forhold til de penge, han skulle opkræve i skatter og afgifter fra bornholmerne til majestæten i København. Det blev dog på et tidspunkt for meget for Rentekammeret (finansministeriet), som fik ham suspenderet, mens man undersøgte hans forhold. Til stor lettelse for de fleste blev Augustus Dechner fyret den 27. august 1689 og senere dømt af Højesteret til at betale nogle af de penge tilbage, han både havde snydt kongen og private for. Han måtte også opleve at få beslaglagt sin formue og sine værdier. Den endelige dom i Højesteret over Augustus Dechner faldt i 1690. Forinden havde retten besluttet, at han skulle dømmes til døden, men det var af ukendte årsager blevet afvist af kongen. I stedet bestemte Chri- stian IV, at Dechner, trods den dokumenterede stribe af forbrydelser der var blevet afdækket, skulle slippe med at blive strøget til kagen (at blive pisket bundet til en stolpe) og brændemærket som en simpel tyv. Bagefter skulle han lægges i jern og resten af sit liv arbejde som straffefange på Bre- merholm, som var Flådens skibsværft. Christian IV afsagde sin dom over Bornholms plageånd den 24. februar 1691, og den 26. februar blev den tidligere amtsskriver pisket og bræn- demærket under almindelig jubel på Nytorv i København. Dechner var dengang 35 år gammel, og han døde 10 måneder senere på Bremerholm den 31. december 1691.

Augustus Dechners skæbne vakte vild jubel på Bornholm. Der blev

125 blandt andet lavet en vise med titlen Bornholmernes Fadervor, som var en lang opremsning af de uhyrligheder, han i årevis havde gjort sig skyldig i. Præsten i Aakirkeby var så begejstret, at han indførte dommen i kirkebogen med en tilføjelse om, at Gud skulle sørge for, at det kom til at gå den dømtes efterfølgere på samme måde, hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt. Amtmand Wetberg, som havde holdt hånden over sin amtsskriver, nå- ede at være på Bornholm i ni år, inden situationen var blevet så uholdbar for ham, at han valgte at træde tilbage i 1694 og flytte tilbage til sin her- regård, Østrup, hvor han døde nogle år senere.

126 FRA DECHNERS TID TIL 1770

Bornholmernes årelange kamp for at slippe af med den forhadte amtsskriver havde givet dem blod på tanden. Det var blevet fastslået, at det kunne nytte noget at sætte sig op mod korrupte og kriminelle embeds- mænd, og den situation skulle udnyttes. I forvejen var bornholmerne kendt for at være mere stridige end folk i andre danske provinser, hvilket måske hang sammen med den historiske kendsgerning, at der aldrig havde været egentlige herremænd og landadel på øen, som havde tvunget dem til hoveriarbejde. De måtte arbejde for kongen i et forholdsvis beskedent omgang, men langt fra, hvad bønder i resten af landet måtte lægge ryg til. De fleste gårde på Bornholm varselv - ejere og kun en mindre del var vornedegårde - altså ejet af kongen. Hvis bare bornholmerne betalte de skatter og afgifter, de blev pålagt, kunne de leve uden alt for meget indblanding fra kongen og hans embedsmænd. Det gjorde de ganske vist ikke altid, og ganske mange gårde blev derfor overtaget af majestæten på grund af skatterestancer og blev derefter vornedegårde, hvorfra han modtog forpagtningsafgift, men i øvrigt ikke blandede sig. Forpagtningsafgiften var i øvrigt et kapitel for sig selv. Kongen havde nemlig i den grad økonomiske problemer. Han havde lånt penge til højre og venstre. For at afdrage lidt på gæld og renter gik de fleste af forpagt- ningsafgifterne på Bornholm direkte i lommerne på långiverne. Populært sagt var Bornholm, i hvert fald den del af øen, kongen ejede, pantsat til langt op over skorstenen.

Ejendomsskatterne blev dengang kaldt landgilde, og den blev beregnet

127 efter, hvad især bønderne havde en reel chance for at kunne betale. Der var også bornholmske bønder, som var i stand til at lægge lidt til side, så de til kongens og myndighedernes store glæde kunne betale deres landgilder én gang for alle. De rigtig rige bønder kunne oven i købet købe andres landgilder, så det var dem, der fremover kunne hæve skatterne fra en mindre velhavende bondes ejendom for måske i sidste ende at overtage den pågældende ejendom på tvangsauktion. De bornholmske bønder, der havde købt deres egne eller andres landgilder indtog en vis position på øen. Deres gårde fik status som propri- etærgårde, selv om de ikke havde voldsomt meget jord, men alene fordi de var skattefrie. Dem var der dengang 15 af på Bornholm, og de følte sig alle som noget særligt. De var især en torn i øjet på de embedsmænd, der kom ovrefra, som ikke brød sig om bornholmere med fine fornemmelser.

Det var i øvrigt omkring dette tidspunkt, at begrebet en bornholmsk identitet blev skabt, og det hang selvsagt sammen med øens isolerede beliggenhed i forhold til resten af landet. I dag ville man formentlig kalde datidens bornholmere for godt og grundigt indavlede, især blandt øens bønder. Det forholdt sig lidt anderledes med borgerne i byerne, hvor man var mere i kontakt med omverdenen. Her kom der ind imellem nyt blod til, og det hævdes, at disse nye bornholmere både var hæderlige og særligt dygtige, og i den forbindelse nævnes navne som Ancher, Wolfsen, Mad- vig, Müller, Bohn og Wichmann. Der er til gengæld andre ovrefra, som ikke bliver nævnt ved navn. Det er de slægter, som opstod gennem folk, der af den ene eller anden grund var blevet „landsforvist“ til Bornholm. Disse var normalt i første omgang blevet holdt som fanger på Hammershus og havde efter endt afsoning fået tilladelse til at bosætte sig i Rønne og enkelte andre steder på øen, som de i øvrigt ikke måtte forlade.

Et eksempel er fra den 2. oktober 1697, hvor kommandanten på Ham- mershus, oberst von Buggenhagen, modtog et brev fra adelsmanden Fre-

128 derik Wind. I brevet hed det blandt andet: „… dette medfølgende miserable kreatur er vor søster, som har haft afdøde geheimeråd og generalmajor Ejler Holch til ægte, og som ikke alene i hendes mands levetid, men endog siden har flittet sig således ved overtrædelse af Det sjette Bud, at Hans Majestæt efter familiens allerunderdanigste ansøgning har accepteret denne allernådig- ste ordre om forvisning til Bornholm.“ Den åbenbart letsindige kvinde hed Ingeborg Dorthea Holch, og hun var af fornem gammel adel. I brevet til kommandanten på Hammershus skrev hendes bror også, at han vidste, at Hammershus var i en elendig forfatning, og at kongen derfor havde befalet, at der skulle indrettes to gode værelser til hende, hvor hun dels kunne holde varmen, dels kunne lave noget mad. Historien melder ikke noget om, hvorvidt Ingeborg Dorthea Holch fik indrettet sig på Hammershus, men kun, at hun døde i 1730 og derfor nåede at være landsforvist til Bornholm i 33 år. Hun fik i øvrigt en datter, som giftede sig i 1715 med en præst i Nyker, der hed Hans Rasmussen Marcher, og slægten findes stadig på øen.

Noget mere dramatisk er beretningen om, hvordan det gik Rigitze Grub- be, der havde været gift med en af Christian IV’s talrige uægte sønner, der hed Hans Ulrich Gyldenløve. Christian IV havde givet sin søn Hveen som len, og da sønnen døde, arvede hans unge enke, Rigitze, lenet. Enken afstod senere sine rettigheder til den nye konge, Frederik III, mod en betydelig økonomisk kom- pensation, som kongen ganske vist ikke kunne betale. Det blev derfor bestemt, at hun skulle have en passende pension. Den var der heller ikke penge til, og hun fik i stedet en række gårde på Bornholm, hvorlandgil - det skulle gøre det ud for pensionen. Rigitze boede i København, hvor hun blev involveret i et forsøg på giftmord på greve Christoffer Parsbergs enke. Rigitze havde fået enkens kammerpige, Agnethe Sofie Budde, til at give sin frue gift. Det mislykkedes, og Agnethe blev halshugget. Rigitze

129 slap med at blive landsforvist til Bornholm. Her slog hun sig ned i Rønne og ansatte en privat ridefoged, som skulle indkræve hendes landgilder på en række gårde i Østerlars, Bodilsker, Pedersker, Povlsker og Aaker. Hun døde i 1690 efter 11 års landsforvisning på Bornholm.

Det var i øvrigt noget af en trend at landsforvise kvinder ovrefra til Born- holm. Sådan gik det blandt andet frøken Sofie Henrichdatter Tott, som først blev placeret på Hammershus for bagefter at få tilladelse til at bo- sætte sig i Rønne. Det gik den tidligere hofdame, frøken Justine Katrine Rosenkrans, på samme måde. Hun havde i øvrigt også været indblandet i et giftmord. Mænd, der ovre kom i konflikt med kongen eller samfundet, gik det ikke bedre. Det gik ud over en mand, der hed Dippel, en krigsråd der hed Lange, en højesteretsdommer ved navn Niels Pedersen Horrebov, og den ansete læge, Frederik Vilhelm Peter Fabricius, som var blevet sinds- syg og troede, at han var kejser i Amerika. Dippel var straffefange på Hammershus fra 1719 til 1725 efter en strid med greve Christian Reventlow. Han var uddannet læge, og fik lov til under bevogtning at fungere som sådan ude på øen. Han mente i øvrigt også, at han kunne lave guld og fik et større antal bornholmere til at inve- stere i projektet. En anden interessant person, der blev landsforvist til Bornholm, var te- ologen og lægen, Andreas Nielsen Agerbech. Han havde forsøgt sig med fup-medicin som læge for kongefamilien i København, hvad der var gået hårdt ud over kongens i forvejen skrantende helbred. Resultatet blev, at han i 1739 meget mod sin vilje blev udnævnt til præst i Povlsker sogn. Her gjorde han sig hurtig upopulær blandt sognebørnene og blev forflyttet til Klemensker.

Mens Agerbech var præst i Klemensker, var der kvægpest i det meste af Danmark uden for Bornholm. Kongen havde derfor beordret den 9. april 1745 til at være national bededag i et forsøg på at stoppe epidemien. Det

130 fik Agerbech til at holde en prædiken i Klemensker kirke, som han selv var så stolt over, at han sendte kongen en kopi. Heri tordnede han, at kvægpesten, der fik kreaturer over hele landet til at dø som fluer, kun var en advarsel fra Gud, og at det skyldes „ugudelig levevis af horekarle, kro- mænd, gerrige blodsugere og kvinder klædt i blomstrede gevanter.“ Den eneste i hele landet, der var uskyldig, var i følge Agerbech, kongen selv.

Præsten i Klemensker var mildt sagt også upopulær blandt sognebørnene i Klemensker, og det endte med, at han i 1756 blev forflyttet til Christi- ansø. Samme år blev han endelig fyret som præst, og han slog sig derfor ned i København, hvor han forsøgte at praktisere som læge. Det kneb imidlertid med patienter, og han rejste derfor tilbage til Bornholm, hvor han ikke havde mere held med lægegerningen. Han døde i 1770 i Svane- ke knap 61 år gammel. Når beretningen om præsten og lægen Andreas Nielsen Agerbech er medtaget i Bornholms Historie, hænger det sammen med, at han på ud- mærket vis illustrerer den stribe af skæve eksistenser, som dengang blev landsforvist til øen.

I den hidtidige beretning om Bornholm har det indimellem været nævnt, at bornholmerne helt overordnet var dårligt stillet økonomisk i disse år. Der var dog enkelte, som opnåede at blive rigtigt velhavende, og én af de rigeste mænd, der levede på Bornholm i slutningen af det 17. og et stykke ind i det 18. århundrede var vicelandsdommer Ancher Anthoni Müller, som blandt andet lavede forretninger med amtsskriveren Augustus De- chner, hvem det som bekendt gik ilde. Han var født i Kalundborg, og det vides ikke med sikkerhed, hvordan eller hvorfor han kom til Bornholm. Han har formentlig været en holden mand allerede, da han blev udnævnt til vicelandsdommer i 1686. Han var kendt som pengeudlåner og havde derfor pant i rigtigt mange bornholmske huse og gårde. Müller boede efter sigende i Svaneke, hvor han i hvert fald giftede sig

131 med Magdalene Margrethe Heseler enken efter borgmester Poul Koefo- ed. Da hun døde i 1706, blev han for alvor velhavende. Han sikrede sig i den forbindelse blandt andet Skovsholm i Ibsker og et større antal andre gårde og huse. Ancher Anthoni Müller havde på dette tidspunkt en formue på 30.420 rigsdaler, hvilket var et svimlende beløb. Han døde i Svaneke i 1716, 62 år gammel, og i forbindelse med hans død blev der fremstillet en imponerende stor ligsten, som forsvandt for senere at blive fundet som dæksten til overkørslen til en grøft. Den blev endnu senere bevaret for eftertiden. Det 17. århundrede var i mange henseender en brydningstid for bornholmerne. Militsen var blevet grundlagt i begyndelsen af perioden, men havde ikke været i stand til at holde svenskerne væk fra øen. Resultatet var blevet noget, der kunne minde om rædselsherredømmet under den svenske kommandant John Burdon. I århundredes sidste halvdel var Bornholm blevet befriet i forbindelse med mordet på svenske Printzensköld, og oprørerne var blevet noget nær folkehelte. Glæden ved igen at være blevet dansk var blevet afløst af stigende utilfredshed med skatter og forholdene i det hele taget, og embeds- mænd ovrefra havde i visse tilfælde betragtet Bornholm som deres egen, private forretning. Sidst i det 17. århundrede havde bornholmerne brugt en masse ressour- cer på at holde vagt og vente på de svenskere, som aldrig kom i forbindelse med den krig, der igen rasede mellem Danmark og Sverige. Alt i alt gik bornholmerne ud af dette århundrede med et optimistisk syn på fremtiden, ikke mindst fordi man nok engang var blevet stillet skattelettelser i udsigt.

Der var forholdsvis roligt på Bornholm i de første næsten 10 år af det 18. århundrede. Affæren med den gennemkorrumperede amtsskriver var mere eller mindre gået i glemmebogen, og embedsmændene ovrefra havde fundet en balance, så de provokerede bornholmerne mindst muligt. På dette tidspunkt var der heller ingen ydre fjender, og det mest bemær-

132 kelsesværdige var en folketælling, som blev gennemført i 1710. Den viste, at der på dette tidspunkt alt i alt var 14.298 bornholmere. Det var 2.197 mænd, 2.411 kvinder (gifte kvinder eller enker), 7.409 børn og 2.281 tjenestefolk, som forunderligt nok hverken var registreret som mænd, kvinder eller børn. Der blev også lavet lister over, hvor mange, og ikke mindst hvem, der gik til alters og til almindelige gudstjenester i øens kirker. Det gjorde langt de fleste voksne bornholmere, som også betaltetiender til kirkerne, mest i form af rug, byg, havre og smør, som præsterne herefter solgte.

I 1709 brød der igen krig ud mellem Danmark og Sverige, og denne gang kom den til at vare i 11 år. Den kom dog ikke til at berøre Bornholm i nævneværdig grad, muligvis fordi Danmark havde fået en flåde, som var den svenske overlegen. Alligevel fandt der et enkelt forsøg på svensk landgang sted ved Sandvig. En søndag i juli 1711 ankrede en dansk fregat, der hed Falken, op ud for Sandvig. Fregattens chef sendte en båd i land med besked til de folk, der holdt vagt ved byens kanoner, om at være forberedt på, at der kunne finde et svensk landgangsforsøg sted. Falken blev herefter placeret så langt inde ved kysten og Sandvigs kanonbatteri, som det var forsvarligt. Kort efter dukkede der fire svenske or- logsfartøjer op fra vest og gik tæt ind under Hammeren. Svenskerne havde skiftet det svenske flag ud med det danske i forsøg på at narre bornholmerne, men chefen på Falken havde opdaget, hvad der var i gang og fyrede løs på dem, så snart de var på skudafstand. Svenskerne skiftede omgående det danske flag ud med deres eget og svarede igen med deres kanoner. Kanonbatteriet på land bestod af tre kanoner og sammen med Falkens bestykning lykkedes det at jage svenskerne på flugt. Inden havde én af de danske kanonkugler smadret roret på et af de svenske skibe, som det dog lykkedes at styre væk fra Bornholm ved hjælp af sejlene. Begivenheden fandt sted på strækningen mellem Allinge og Sandvig på det sted, der den dag i dag kaldes Kongeskæret.

133 Dengang fandtes der en meget lille og primitiv havn, hvor Hammerhavnen ligger i dag. Den bestod af træstammer med bark, som var boltet sammen med trænagler. Under den 11 år lange nordiske krig blev den lille havn af og til besøgt af danske orlogsfartøjer, som ikke stak særligt dybt. Torden- skjold lagde ofte ind i havnen, som han også gjorde det på Christiansø. Den 20. august 1716 var der adskillige bornholmere, der fik sig en grim overraskelse, i hvert fald i første omgang. Fra flere højdepunkter på den østlige side af øen observerede man en enorm samling skibe i farvandet ud for Allinge, og de fleste var sikre på, at der var en svensk landsæt- ning i gang. Det viste sig, at de mange skibe var 18 danske, 22 engelske og 15 russiske orlogsfartøjer, som ledsagede en større flåde koffardiskibe. De mange fartøjer stod for fulde sejl ind mod kysten ved Allinge, hvor de ankrede op. Til stor lettelse for bornholmerne viste det sig, at det alle sammen var venner, og det viste sig desuden, at den russiske zar, Peter den Store, var ombord i det russiske flagskib. Formålet med at anløbe Bornholm med de mange skibe var i første omgang at bringe omkring 400 syge russere i land foruden almindelig proviantering. Umiddelbart efter de syge russere var bragt i land, blev der oprettet en teltby til dem syd for Allinge, hvor der var rigeligt med friskt, rindende vand. Her lå de et par uger, hvorefter teltbyen blev flyttet til Sandvig. Peter den Store opholdt sig et par dage i Sandvig og besøgte blandt andet det forfaldne Hammershus, som ikke gjorde noget specielt godt indtryk på ham. De syge russere opholdt sig i Sandvig nogen tid efter zaren havde forladt Bornholm, hvorefter de blev afhentet af russiske fartøjer.

I begyndelsen af det 18. århundrede blev der nok engang gennemført ejendomsvurderinger på Bornholm. Det var en forholdsvis enkel sag i byerne, mens det på landet alene afhang af, hvor stort udbytte, der kunne høstes på den enkelte gård. Der var markant forskel på, hvor meget de

134 enkelte ejendomme blev vurderet til de forskellige steder på øen. De mest værdifulde blev anset for at ligge omkring Svaneke. I 1726 bankede hungersnøden igen på på Bornholm på grund af dår- lige vejrforhold. Frosten havde varet frem til 5. april, og øen havde visse steder været dækket af meterhøj sne. Resultatet blev et helt usædvanligt dårligt høstresultat hen på efteråret specielt for brødkorns vedkommende. Det stod så sløjt til, at det blev helt almindeligt at blande eksempelvis bark i havremel for at få det til at strække længere til bagning af brød. Det følgende forår måtte regeringen i København nok engang låne bornholmerne såsæd, denne gang 1000 tønder, som blev betalt tilbage allerede året efter.

De bornholmske bønder betalte skat fire gange om året, og den var sat til to mark pr. tønde hartkorn. Der gik seks mark på en rigsdaler, og den samlede skatteindbetaling pr. kvartal løb op i 2652 rigsdaler. Der var specielle skatteopkrævere, som krævede pengene op med hård hånd og i særlige tilfælde med militær hjælp. Bornholmerne brokkede sig konstant over skattetrykket og glemte den kendsgerning, at de rent faktisk kun betalte 10% af, hvad borgere og bønder i det øvrige land måtte af med. De var også utilfredse med, at de skattelettelser, der på et tidspunkt var lovet dem, ikke havde tilbagevirkende kraft. Skatter og afgifter fyldte i øvrigt også dengang meget i bornholmernes dagligdag. Det reelle var, at Bornholm faktisk gennem det meste af det 18. år- hundrede var væsentlig bedre stillet end resten af landet. Ovrefra tog man i udstrakt grad hensyn til bornholmerne og holdt øje med, at de blev behandlet forholdsvis ordentligt. I modsætning til flere andre steder i landet blev der holdt skarpt øje med, at de embedsmænd, der blev sendt til øen, ikke misbrugte deres stillinger. Det findes et eksempel fra 1737, hvor selveste amtmanden på øen blev fyret på gråt papir. Kongen, Christian VI, havde modtaget et brev, afsendt fra Lübeck og underskrevet af en mand, der kaldte sig Philander. Brevet var én stor kla-

135 ge over embedsmisbrug på Bornholm, og året efter sendte kongen en kommission til øen, som skulle finde ud af, om der var hold i klagerne, som især var rettet mod amtmand Niels Madsen West. Amtmanden blev fyret, og sagen kostede i øvrigt kongen en forfærdelig masse penge. Amtmand West fik dog lov til at blive boende i Rønne, hvor han døde i 1752.

Den næste amtmand på Bornholm hed K.F. Schnell, men han nåede aldrig at komme til øen, inden han i 1740 blev afløst af Johan Christian Urne. Ham kunne bornholmerne godt lide, og han gjorde et stort stykke arbejde med at indsamle aktuelle og historiske oplysninger om forholdene på Bornholm. Han lavede den første sociologiske undersøgelse af befolkningen, inden dette ord var opfundet, og gennem spørgeskemaer fik han alt at vide om bornholmerne lige fra om de brændte brændevin til, om man havde kål i sin have eller tævede sin børn. Én af amtmand Urnes ideer var, at der skulle plantes piletræer på Born- holm, og fra 1742 til 1763 plantede de bornholmske bønder ikke færre end 128.146 piletræer rundt om på øen. Den nye amtmand opstillede også syv bud - eller formaninger - som han kaldte dem. Disse fortalte bornholmerne, hvordan de burde leve deres liv:

De skulle frygte Gud. De skulle være skikkelige og sparsommelige og glemme alt om de laster, de hidtil havde haft. De skulle ære kongen. De skulle også hædre deres præster. De skulle være lydige over for øvrigheden. De skulle leve fredeligt med naboerne, og endelig skulle de sætte deres gårde i god stand og vedligeholde dem.

Herefter må det vel selv den dag i dag være op til den enkelte at afgøre, om han eller hun er en god eller dårlig bornholmer …

136 DET STORE GÅRDSALG 1744

Danmark var ikke involveret i krige fra 1730 til 1746 i en periode, hvor Christian VI regerede, men til gengæld havde landet enorme udgifter i forsøg på at tilfredsstille dronning Sofie Magdalenes ubændige trang til at bygge slotte. Det var først og fremmest Christiansborg, som kostede ikke mindre end 27 tønder guld at opføre. Det var også slottet Hirschholm i Hørs- holm, som blev bygget på en sump og ikke mindst jagtslottet Eremitagen i Dyrehaven nord for København. Riget fattedes igen helt bogstaveligt penge, og regeringen bad derfor sine embedsmænd over hele landet om at være kreative med hensyn til, hvordan der kunne skaffes kontanter.

Én af dem, der havde lagt hovedet i blød, var oberst Ancher Anthony Schorr i Rønne, som sendte et forslag over om, at man jo kunne sælge alle kongens ejendomme på Bornholm på en offentlig auktion. Det var Rentekammeret, datidens finansministerium, der modtog forslaget, og efter at have tygget på det nogen tid, besluttede man at forelæg- ge det for kongen, som modtog det den 25. juli 1743. En måned senere, den 26. august 1743 accepterede Christian VI, og den 17. december samme år lå auktionsbetingelserne klar, og disse viste nok engang, at majestæten havde en særdeles positiv holdning til bornholmerne. Det blev nemlig bestemt, at de folk, der boede på kongens ejendomme, de såkaldte vornedegårde, kunne blive på gårdene resten af livet, hvis de ikke selv havde råd til at købe dem på auktion. Efter deres død skulle går- dene så på auktion.

137 Der kunne gives henstand med 2/3 af købesummen i de første tre år mod at kongen fik pant i ejendommene og en årlig rente på fem procent. Den sidste tredjedel af købesummen skulle afdrages med et beløb, som køberen var i stand til at betale, dog ikke mindre end 20 rigsdaler årligt. Det blev også bestemt, at skatterne skulle eftergives på de gårde, der havde skatterestancer direkte til kongen. Alt i alt gik den kongelige beslutning ud på at gøre det så lempeligt som muligt for beboerne på vorne- degårdene at overtage ejendommene. Auktionsdagen blev fastsat til den 13. april 1744, og den skulle finde sted på Bornholms amtsstue i Rønne. Der blev udbudt i alt 66 selvejer- gårde og 151 vornedegårde, hvoraf den ene var præstegården i Ibsker. En række andre gårde kom også i udbud, og det var eksempelvis Lensgård i Østerlars, Kannikegård og Myregård i Aaker, Simblegård i Klemensker og Slotsvangegård i Olsker. Der blev udbudt i alt 221 gårde og 13 mindre ejendomme, og på selve auktionsdagen var det meste af Bornholm på den anden ende. Der var rigtigt meget på spil hos de mennesker, der enten havde forpagtet eller bare lejet kongens ejendomme, og der var en hel del spekulanter, som øj- nede en chance for at få en billig ejendom.

Da dagen var omme, viste det sig, at der var 38 gårde og tre huse, hvor spekulanter havde budt over dem, der boede på ejendommene. De høje- ste bud kom fra velhavende borgere i byerne rundt om på øen. Det viste sig senere, at disse havde glædet sig for tidligt. Halvanden måned senere, den 3. juli 1744 kom der besked fra Rente- kammeret om, at de forpagtere og lejere, der havde budt ind, kunne overtage ejendommene for deres bud, selv om der var andre, der havde budt over. Det lykkedes derfor kun spekulanterne at få fat i et par enkelte går- de. Efter auktionen kunne man med en vis ret sige, at de onde lo og de gode græd. Der var i hvert fald adskillige, som følte sig godt snydt.

138 Samtlige ejendomme på Bornholm var herefter selvejere, og det betød med ét slag, at priserne på fast ejendom steg voldsomt.

Oberst Schorr, der var kommet med ideen om at sælge kongens ejendomme, fik 4000 rigsdaler for ideen!

Udførelse af levende kreaturer omkring midten af det 18. århundrede

Bornholm var, som tidligere nævnt, sluppet for den kvægpest, der hær- gede i den øvrige del af landet. I 1745 havde der været en epidemi blandt fårene på øen, og i 1752 var der igen problemer med sygdomme blandt husdyrene, men langt fra som i resten af Danmark. Fordi der ikke var en egentlig epidemi på Bornholm, havde man fået tilladelse til at sælge levende kvæg og saltet kød ovre, og det betød, at der for alvor kom gang i forretningen for de bornholmske bønders vedkommende og for andre med tilknytning til øens landbrug. Priserne steg voldsomt, og der kom rigtig mange penge til Bornholm. I perioden fra 1745 til 1753 blev der i alt udført 6.506 forskellige levende husdyr til henholdsvis Lübeck og en række danske indenrigshavne. Det fik amtmanden, Urne til i sine efterladte papirer at takke Gud for at have holdt kvægpesten væk fra Bornholm.

De bornholmske smørydelser

Det eneste landbrugsprodukt, der ikke blev solgt ret meget af fra Bornholm i denne periode, var smør. Det hang sammen med to ting. For det første, at produktionen af smør på øen var beskeden i forhold til resten af landet. De bornholmske bønder fodrede nemlig ikke deres køer særligt godt om vinteren, og det gik selvsagt ud over mælkeproduk- tionen. Den anden, og ikke uvæsentlige faktor, var, at der var lagt højere skat på bornholmsk smør end på smør fra det øvrige land. Årsagen her-

139 til er der ikke historisk belæg for, men det menes, at traditionen med høj smørskat på Bornholm stammede helt tilbage fra tiden under biskopperne i Lund. I beretninger fra slutningen af det 15. århundrede fortælles det, at en gård i Aaker et år betalte 12 pund smør i smørskat, en anden gård i Rø skulle af med én tønde smør og Svaneke by to tønder. Smør var dengang hård valuta, og man må gå ud fra, at den har været godt saltet, så den kunne holde sig i længere tid. Der nævnes også eksempler på, at de bønder, der havde deres kvæg til at græsse i Almindingen, måtte betale en afgift til kongen i form af smør. I tiden under bystyret i Lübeck måtte bornholmerne også betale afgifter i form af smør. I den tyske foged Bernt Knops regnskaber kan man således læse, at han hvert år i perioden fra 1524 til 1542 årligt i gennem- snit sendte 39.402 pund smør til Lübeck ud over det smør, der blev brugt i perioden på Hammershus. Bornholmsk smør var dog ikke bare smør. I de gamle optegnelser findes der navne som kosmør, skursmør, skovsmør, dagværkssmør, græssmør og høsmør.

Indførelse af kornvarer - agerbrugets tilstand

I takt med, at det bornholmske samfund begyndte at finde sig selv, og vel- standen generelt steg på øen, begyndte der også at ankomme varer fra det øvrige Danmark og fremmede lande. Det første enkelte pund kaffe kom til Bornholm i 1756, hvor der også kom 14 pund kandis og 6 pund sukker. Lækkerierne var først og fremmeste beregnet for borgerskabet og embeds- mændene, og der kom til at gå yderligere en årrække, før bønderne også fik smag for tingene. Det samme gjaldt for tobak, vin, ris og andre gode ting. I 1756 er registreret import af en uforholdsmæssig stor mængde forskelligt korn. Det hang sammen med et meget stort antal strandinger rundt på øen, hvor det lykkedes at bringe store ladninger korn sikkert i land.

140 Hammershus bliver ruin

Omkring midten af det 18. århundrede var det for alvor begyndt at stå sløjt til med den bygningsmæssige tilstand på Hammershus. Den rolle, slottet havde spillet gennem århundrede som fæstning, var reelt udspillet, efter Christiansø var blevet befæstet i 1684, og det stod klart, at Ham- mershus efterhånden var i så ringe stand, at det ikke længere kunne bruges til statsfanger og bolig for Bornholms kommandant. Kommandan- ten Bendix von Hatten tog allerede i 1685 ophold på Lensgård, og hans efterfølger, Wetberg, bosatte sig i Rønne, mens hans vicekommandant stadig måtte bo på Hammershus og fungere som fangevogter.

Efter næsten 500 år lå Hammershus i midten af det 18. århundrede praktisk talt øde og forladt hen. Bornholmerne havde ikke gode minder om Slottet, som man kaldte det, og de græd tørre tårer over forfaldet. De gamle mure faldt sammen af sig selv, og det ene læs røde mursten efter det andet blev kørt væk og brugt til byggeri og istandsættelser rundt om på øen. Der var ikke én, der så meget som overvejede at frede ruinen. En af de bygninger, der blev opført af mursten fra Hammershus, var Hovedvagten i Rønne, og den miserable ruin blev først fredet af regeringen i København i 1822, og det var dermed slut med at hente bygnings- materialer.

Den bestandige kommission

Nye skatter og afgifter har aldrig været populære noget sted i Danmark, og bornholmerne skilte (eller skiller) sig ikke ud i forhold til resten af danskerne. Desuden har bornholmerne til alle tider klaget mere end resten af befolkningen. Regeringen i København blev ind imellem nærmest løbet over ende af klager af alle mulige slags fra Bornholm, og man brugte en forfærdelig masse af både tid og penge på at finde ud af, om der var hold i klagerne.

141 I 1742 nedsatte regeringen derfor en permanent kommission, som alene skulle behandle klager fra Bornholm, og gennem de følgende to år fik bornholmerne at vide, at de fremover godt kunne spare sig med hensyn til at sende klager til både kongen og regeringen. Alle klager skulle fremover rettes til kommissionen.

Gæring på Bornholm i anledning af nye skattepålæg

Den første formand for kommissionen blev amtmand J. C. Urne, som bornholmerne i forvejen havde tillid til. Han formåede dog ikke altid at træffe afgørelser, som kunne tilfredsstille alle bornholmere. Det viser en sag fra den 23. september 1762, hvor kongen indførte personskatter i hele landet. Det brokkede bornholmerne sig også over, og det kom bag på kongen. Han blev så fornærmet, at han sendte et rescript til øen, hvori han gav udtryk for, at bornholmernes negative reaktion måtte stamme fra nogle få ubetænksomme personer, og han rådede bornholmerne i passende vendinger til at udvise underdanig lydighed.

Forståelsen af Bornholms privilegier

For Bornholms vedkommende udgjorde de nyindførte personskatter 12.000 rigsdaler årligt, men allerede året efter blev de som følge af en kongelig resolution nedsat til det halve. Det fik dog ikke bornholmerne til at lade være med at klage, og det endte med, at kongen måtte sende en kommissær til øen for at få styr på situationen. Den mand, der blev udpeget som kommissær, hed Peder Koefoed An- ker. Han var barnebarn af præsten Povl Anker og tillige indfødt bornholmer. Derudover var han både professor, dr. jur. og generalauditør i Flåden. Peder Koefoed Anker stod senere bag indførelsen af en arvelov for selvejere på Bornholm, som blev vedtaget af regeringen i 1773. Koefoed ankom som kommissær til Bornholm i 1770 med det ene for- mål at få bornholmerne til at forstå, at der hørte forpligtigelser til de ret-

142 tigheder, de hen ad vejen havde opnået. Det lykkedes ham faktisk, og umiddelbart efter udsendte kongen en „forklaring paa de Bornholms Ind- byggere givne Privilegier, og de dem paa Grund af samme, forundte Friheder og Benaadninger“. Den lød således: „Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Nor- ge, de Venders og Goters, Hertug udi Schleswig, Holsteen, Stormarn og Dit- marsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giøre alle vitterligt, at eftersom Sal og Højlovlig Ihukommelse Kong Frederich den Tredie under 29 Dec. 1658 har lovet og tilsagt, at ville forsyne Indbyggerne paa vort Land Bornholm, for deres i samme Tid beviiste Troskab, med saadanne Privilegier og Benådninger, baade paa Udskrivning, Skat og i andre Maader, hvorved Landets Bedste og Opkomst kan søges; Og saadant dem allernaadigst givne Løfte, skjønt ikke ved noget særdeles dem meddelt Privilegium, saavel af vores hojsaglige Forfædre, de fremfarne Konger i Regjeringen, som af Os, allernaadigst er bleven opfyldt, ved saa store Lettelser i de ordinaire Skatter, fremfor andre Vore undersaatter, samt i andre Maader, der og siden ubrødelig er blevet holdet; Saa ville Vi nu, for at forekomme al Misforstaaelse og urigtigt Begreb om deres Privilegier, og paa det de kunne vide, hvorudi de dem paa Grund af forbemeldte dem givne Løfte, forundte Friheder og Benaadninger, frem for andre Vore Undersaatter, bestaae, derom allernaadigst herved have givet dennem følgende omstændelige Forklaring, nemlig ….“.

Kongen opremser herefter, hvordan bornholmerne gennem årene havde modtaget det ene privilegium efter det andet, og det blev understreget, at de blandt andet var fritaget for at betale både folke- og familieskat. De var også sluppet for at få udskrevet unge mænd til soldatertjeneste. Kongen gjorde også bornholmerne opmærksom på, at de ikke kunne regne med særbehandling, hvis det fremover blev nødvendigt af hensyn til landet at udskrive nye skatter, og at han ligeledes fremover forudsatte troskab fra bornholmernes side. Kongens brev til bornholmerne var givet under hans kongelige hånd og signet på slottet Hirschholm den 21. september 1770.

143 FR A 1770 -1814

Bornholms milits i sidste halvdel af det 18. århundrede

Det var Frederik IV der oprettede den første egentlig hær eller landmilits, som man kaldte det, i Danmark. Sådan én havde man allerede på dette tidspunkt på Bornholm. Den var oprettet af Christian IV. Der var ingen herremænd på øen, der ligesom i det øvrige land skulle udskrive unge mænd til militærtjeneste. Til gengæld skulle hver eneste bornholmske mand med undtagelse af embedsmænd, præster og degne stille sammen med deres sønner i Bornholms milits. Denne kunne til gengæld ikke sættes ind andre steder, hverken i det øvrige land eller i udlandet. Den eneste gang militsen var udenlands, var i forbindelse med svenskernes tvangsudskrivning i 1658.

Den bornholmske milits udmærkede sig ikke ved disciplin i rækkerne. De fleste kendte hinanden privat i det civile liv. Officererne var med -en kelte undtagelser større gårdejere og folk fra det bedre borgerskab. At man kendte hinanden var både godt og skidt. Det betød nemlig også, at der indimellem var eksempler på, at enkelte menige opnåede forskellige fordele på de øvriges bekostning. I dag kaldes den slags nepotisme. Kommandanten på Bornholm i 1739, oberst Kruse, beklagede sig over de forholdsvis mange vennetjenester i militsen til kongen, som den 7. august 1739 så sig nødsaget til at sende en meddelelse tilbage til ham om, at han ikke ville acceptere, at nogle kunne købe sig fri for vagter og anden militærtjeneste for rede penge, arbejde, havre og andre ting. Kruse blev ved

144 samme lejlighed pålagt at meddele sine officerer, at disse omgående ville blive stillet for en krigsret, hvis de blev afsløret i at modtage bestikkelse. Beskeden til Kruse gik i øvrigt også ud på, at han skulle holde øje med militsens budgetter.

Militsen mindede mest af alt om Hjemmeværnet, som det kendes i dag. Det var for langt de flestes vedkommende en fritidsbeskæftigelse, og man kom som regel, når der blev indkaldt til øvelser o.l.. Derudover skulle de mænd, der var optaget i militsen, gå i kirke hver søndag, og præsterne havde pålæg om at slutte gudstjenesterne seneste klokken 11 om sommeren og senest klokken 12 om vinteren, så soldaterne kunne komme ud og deltage i øvelser o.l.. Man slap dog for at holde øvelser i forbindelse med højtiderne i midten af april til slutningen af maj, hvor der skulle pløjes. Det samme gjorde sig i store træk gældende i forbindelse med høsten, som skulle overstås fra 1. juli til sidst i september. I denne periode skulle der kun holdes øvelser hver fjerde søndag. Der var bønder eller bønderkarle, som helt kunne slippe for at deltage i de militære øvelser, når der skulle pløjes. Det var mænd, som havde deltaget to år i træk i øvelserne og i øvrigt havde vist sig at være gode til det. Disse kunne også slippe med at deltage i øvelserne hver anden søndag. Havde en mand øvet sig og været god nok i tre år, slap han med at møde den første søndag i hver måned.

Søndagsøvelserne varede som regel to timer om sommeren og én time om vinteren. Der var enkelte lovlige grunde til at udeblive, og det var enten sygdom, altergang eller, hvis den pågældende skulle deltage som klap- per i klapjagt på kongens jagtarealer. Der var én mulighed mere for at slippe for at deltage i de militære øvel- ser, hvis disse vel at mærke blev holdt på en hverdag. Det var, hvis ens husbond ikke var i stand til at køre derhen, hvor øvelsen blev afviklet, på grund af alder eller almindelig svaghed.

145 Straffen for ikke at møde efter reglerne var en tur på en træhest, som blev stillet op på øvelsesområdet. Første gang i en time og så fremdeles. Hvis en menig ikke rettede sig efter en ordre, var det tilladt at straffe ham korporligt. Det foregik med op til tre rap på ryggen, og antallet afhang af situationen.

Reglerne for, hvad man måtte, ikke måtte, og skulle inden for militsen, var afstukket af kongen, men det var ikke altid befalingsmændene var i stand til at opretholde disciplinen. En lang række kommandanter gennem tiderne modtog derfor „næser“ for ikke at have styr på tingene. De instrukser, de modtog ovrefra, var skrevet på tysk, og om de bornholmske officerer enten ikke kunne eller ikke ville forstå dem, fortaber sig i det uvisse. For at der ikke skulle opstå misforståelser leverede kommandant Kruse instrukserne i dansk oversættelse til hver enkel officer. Instrukserne indeholdt 13 punkter og var oprindelig udsendt i forbindelse med de egentlige hæroperationer under Syvårskrigen. De var dateret den 8. marts 1713 og egentlig ikke beregnet for bornholmske forhold, hvor de alligevel kom til at gælde i 1746. I 1767 kom der nye instrukser fra København, og da den daværende kommandant, C.U. von Bülou, gav dem videre til sine officerer, fandt han det nødvendigt at understrege, at disse kunne været forvisset om, „... at der ingen Skaansel er at vente, thi jeg sætter mig ikke i nogen Fortræd for andres Forsømmelsers skyld! “

Denne opsang fik de bornholmske officerer til at stramme tøjlerne om det menige mandskab, hvilket igen fik disse i endnu højere grad at gøre, hvad der passede dem. På et tidspunkt gik det så galt, at der udbrød noget nær mytteri blandt de menige i 2. Nationalkompagni. Man klagede direkte til kongen og regeringen, selv om der var nedlagt forbud mod det med oprettelsen af den permanente kommission, som skulle tage sig af klager fra bornholmerne. Og der blev klaget over både officererne og må- den, der blev holdt øvelser på.

146 Det var i øvrigt især bønderne i Øster Herred, som var utilfredse. Klager- ne blev kendt for ubegrundede, og de klagende menige havde derfor udsigt til strenge straffe. Dem slap de for denne gang ved hjælp af kongens nåde, men til gengæld gik det hårdt ud over manden, der havde skrevet, hvad kammeraterne havde på hjertet. Han hed Mads Larsen, og han blev ført til Københavns Fæstning og Bremerholm, hvor han blev lagt i jern blandt de ærlige slaver på stedet. Det barske resultat af de menige militsfolks klager lagde en naturlig dæmper på forholdene således, at kommandant Undall den 31. juli 1790 kunne skrive til sine officerer, at han ved den mønstring, der havde fundet sted i samme måned, med fornøjelse havde bemærket, at tingene gik, som de skulle, og det takkede han dem for.

Omkring samme tidspunkt var der optræk til en omfattende krig i Euro- pa, og ingen vidste, om Danmark ville blive inddraget. Skete det, var muligheden til stede for, at den bornholmske milits ville blive inddraget. Krigen blev en kendsgerning, men Danmark formåede at holde sig udenfor. Ikke desto mindre var der konstant bekymring på Bornholm over muligheden for, at det ville gå galt. Man forberedte sig derfor på alle eventualiteter gennem de sidste 10 år af det 18. århundrede. På de gamle skanser og kanonbatterier langs kysten blev der rejst i alt 27 bavner, altså enorme bål, som skulle antændes for at advare øens befolkning, hvis krigen brød ud. Der blev ligeledes oprettet en række faste vagtposter langs kysten, hvor der blev holdt vagt nat og dag. Andre steder blev der placeret vagtposter bestående af ryttere, som relativt hurtigt kunne ride ud og finde øens kommandant eller andre officerer, hvis der skulle blive observeret noget usædvanligt. Både på de steder, hvor der var udsat vagtposter, og i byerne, blev der placeret permanente trommeslagere. Vagtboderne langs kysten blev forsynet med kanoner, som alene skulle bruges til at signalere med, hvis der dukkede fjender op i horisonten. Alt i alt var Bornholm i allerhøjeste alarmberedskab omkring årsskiftet mellem den 18. og 19. århundrede.

147 LANDBOFORHOLD

i den sidste tredjedel af det 18. århundrede

Efter bornholmerne i 1770 havde fået præciseret, at privilegier og forpligtigelser hang sammen i forhold til det øvrige samfund og havde accepteret det, gik der en årrække med forholdsvis rolige tilstande på øen. En pæn del af æren herfor tilskrives amtmand Urne, som trak sig tilbage i 1779 og blev boende i Rønne til sin død otte år senere. Hans efterfølger hed Torkel Fjeldsted, og i modsætning til Urne brød han sig efter alt at dømme ikke ret meget om hverken Bornholm eller bornholmerne. Urne havde i øvrigt haft positiv interesse for forholdene i øens landbrug. Torkel Fjeldsted holdt kun knap fire år, men nåede at gøre sig godt og grundigt upopulær. Han nåede blandt andet at udarbejde et memoran- dum, hvor han påpegede, at bornholmerne var lige lovlig emsige med hensyn til at sikre, hvad der kunne reddes i land fra de mange skibe, der strandede på kysten. Der blev ikke umiddelbart udnævnt nogen ny amtmand efter Fjeld- steds afgang. I stedet blev stillingen delt mellem den daværende amtsforvalter Tomas Georg Münster og den ligeledes daværende landsdommer Peter Graah. Der blev først udnævnt en ny amtmand i 1787. Han hed Kristian Hejberg og havde blandet andet været amtmand over Finmar- ken i Norge.

Årene 1783, 1784 og 1785 var særdeles dårlige for det bornholmske landbrug. Alle tre år var usædvanlig tørre, og manglen på korn og foderstoffer viste sig hurtigt. Det resulterede også i store økonomiske problemer på

148 øen. Bønderne kunne ikke betale deres skatter, og den 26. oktober 1785 blev det forbudt at sælge heste og svin fra øen. Det slog også hårdt, at det blev forbudt at brænde brændevin, hvilket tidligere havde været tilladt på Bornholm, som ét af mange privilegier. Den alvorlige situation for det bornholmske landbrug og øen i det hele taget fandt sted, mens Bornholm var uden amtmand, og det var derfor amtsforvalter Münster, der skrev til kongen og regering i København og orienterede om situationen. I den forbindelse foreslog Münster, at de tre forbud omgående blev op- hævet, men inden havde han clearet forslaget med de bornholmske præ- ster, som ud over at have forstand på at prædike og være sjælesørgere også vidste noget om økonomi og landbrug. De erklæringer, Münster fik ud af præsterne, findes i dag på Rigsarkivet i København og udgør én samlet beretning om nød og elendighed inden for øens landbrug. Præsten i Østermarie, der hed Hjorth, mente således, at det da ville bedre at sælge hestene end at give natmanden penge for at blive af med dem. Præsten i Ibsker, der også hed Hjorth, bakkede ham op med en bemærkning om, at der snart ikke længere var heste og svin nok til de mindste fornødenheder. Præsten i Bodilsker, Plokros, var imod ophævelse af de tre forbud og præsten i Povlsker, Carstensen, benyttede lejligheden til at klage over, at tiderne var så dårlige, at han ikke havde fået penge af bønderne i det sidste halve år. I Pedersker bakkede præsten forslaget fra amtsforvalteren op, og præsten i Aakirkeby, Hans Severin Withe, benyttede lejligheden til at konstatere, at tiderne var de dårligste, han kunne mindes gennem de 40 år, han havde været i sit embede. Der var fem andre præsteerklæringer, som ikke var specielt markante, mens præsten i Klemensker, J. Koefoed, udarbejdede en hel landbrugshi- storisk afhandling, hvori han blandt andet beskrev de gyldne tider under Lübeck, hvor der kunne sendes skibsladninger af kvæg af sted fra øen, og økonomien i øvrigt blomstrede. Han påpegede også en lang række af be- sværligheder, som var forbundet med at være bornholmer med lange isvin-

149 tre og knastørre somre. Han bakkede også ganske kort Münsters forslag op med en kommentar om, at de sikkert var kommet fra et godt hjerte. Det forholdt sig anderledes med Arboe, der var præst i både Rønne og Knudsker. Han syntes, det ville være en rigtig dårlig ide at ophæve for- buddet med at udføre heste og svin, da det efter hans opfattelse i sidste ende ville gå ud over byernes befolkning. Til gengæld var han helt med på ideen om igen at give tilladelse til, at bornholmerne kunne brænde deres egen brændevin. Præsten i Rø, Jacob Peter Prahl, skrev en lang erklæring, hvor han an- befalede forslaget fra Münster og benyttede samtidig lejligheden til at beklage sig over de bornholmske bønder, som efter hans opfattelse var ved at få fine fornemmelser, og at de interesserede sig mere for ussel mammon og for at pynte sig end for at tilbede Gud. I Østerlars hed præsten Arff, og han mente, at han ikke havde været længe nok i sit embede til at kunne udtale sig om noget som helst… Præsten i Aaker pegede på, at det var svært at skaffe penge til gødning af øens rugmarker, og at det i sidste ende ville gå ud over ernæringstil- standen hos alle.

Der var reelt kun en enkelt af de bornholmske præster, som ikke kunne gå ind for Münsters forslag, og én af de mere interessante forklaringer på, at der igen skulle gives tilladelse til at brænde brændevin, var den interessante, at når bornholmerne drak brændevin til deres tørre brød, behøvede de ikke også at bruge smør. De mange præsteerklæringer lod også skinne igennem, at der var så som så med solidariteten mellem de velstillede og mindre velstillede bornholmere, og situationen var i øvrigt et eksempel på, hvordan øens økonomi- ske situation hurtigt kunne ændre sig. 40 år tidligere, i 1748, var der så mange penge i omløb på Bornholm, at det stort set var umuligt at låne penge ud. Dem, der havde behov for det, kunne selv bestemme, hvor meget de ville betale i renter. De tre tørre somre ændrede med ét slag de økonomiske forhold på øen.

150 Resultatet af amtsforvalter Münsters anstrengelser og præsternes opbak- ning resulterede i, at de tre forbud, inklusive det med at brænde brænde- vin, blev ophævet den 23. august 1786 efter at have været effektivt i otte måneder.

Forunderligt nok var befolkningstallet på Bornholm steget med næsten 1.500 mennesker i perioden fra 1764 til 1787. En del landbrugsejendomme rundt om på øen stod i denne periode tomme og var blevet spekulationsobjekter for velhavende byboere, men helt overordnet var det bornholmske samfund ved at komme ind i en vis, blivende struktur, og kongen i København fik sine skatter og afgifter nogenlunde til tiden. I 1775 blev det f.eks. til i alt 18.290 rigsdaler. (1 rigsdaler var i år 1901: 3 kroner og 20 øre).

Håndværk, bygninger, huskeråd, møbler, klædedragt og husflid på Bornholm i det 18. århundrede

Det var begrænset, hvor mange bornholmere, der havde råd til håndvær- kerassistance, og de fleste havde lært at klare de fleste ting selv. Hvis man nødvendigvis skulle bruge håndværkere ude på gårdene, som f.eks. sko- magere eller snedkere, slog disse sig ned hos kunderne i kortere eller læn- gere perioder, indtil arbejdet var udført. De nødvendige materialer blev som regel hentet i skovene. Hvis det handlede om at få syet noget tøj, havde kvinderne ofte selv lavet stofferne. Ting i læder, som sko og seletøj til hestene, lavede bønderne af garvede huder fra kvæg og svin, man havde slagtet i løbet af året. På landet var bornholmerne stort set selvforsynede med alt, der var nødvendigt for at opretholde tilværelsen, og det handlede om så vidt muligt at undgå besøg hos købmændene i byerne. Kvaliteten af de fleste bornholmske huse og gårde var til at overse. Det almindelige var, at alt træværk sjældent var høvlet, men kun groft tilhug-

151 get, og det meste bygningstømmer var af solidt, gammelt egetræ, som i princippet kunne holde i flere hundrede år. Væggene var de fleste steder lerklinede, og på gavlene brugte man f.eks. en blanding af ler og sammenflettede grene i stedet for, som senere, brædder. Der blev brugt mindst muligt smedearbejde på gårdene og husene. Jern og arbejdslønninger var nemlig en kostbar affære, og man brugte derfor kun jern, hvor det var allermest nødvendigt som f.eks. til dørbeslag. Dis- se var for det meste af rigtig god kvalitet, og nogle af dem findes endnu.

Det var opførelsen af en enkelt ejendom, som skilte sig markant ud fra det meste andet byggeri i denne periode på Bornholm. Det var byggeriet af gården Skovsholm i 1732 i Ibsker, hvor der specielt blev gjort meget ud af stuehuset. Loftet over salen og panelerne var malet i flotte farver med striber og blomster og forskellige figurer. På en dør til et lille kammer var der malet en stor hund med en tilhørende tekst. Der var også malede døre på mellemsalen og til et lille værelse, der stødte op til den. Disse døre var ligeledes forsynet med manende tekster og malerier, som forestillede de fire årstider. Den 5. maj 1879 brændte stuehuset på Skovsholm, men det lykkedes at redde de fleste døre og paneler, som endte på nationalmuseet i en ud- stilling, der blev kaldt „Den bornholmske Stue“. Den blev også udstillet i forbindelse med den store industriudstilling i København i 1879, og man havde i den anledning iklædt en række figurer bornholmske folkedragter og placeret disse i bornholmerstuen. Der var også et interessant stuehus på Lille Strandbygård i Nylars, hvor døre og paneler var malede. I stuehusets loft står endnu en manende tekst fra 1768.

Traditionen med at male på døre og vinduer var ubetinget et fænomen hos de mere velhavende bornholmske bønder, og alt tyder på, at det op- hørte med udgangen af det 18. århundrede. Stuehusene på gårdene var selvsagt forskelligt indrettet alt efter, om der boede velhavende eller mindre velhavende bønder. Der var dog et fælles-

152 træk på de bornholmske gårdes stuehuse, nemlig salen. Denne var indrettet i stuehusets ene ende, enten den østlige eller vestlige. Vinduerne var anbragt i gavlen. Oprindelig var der også en tung, jernbeslået dør med et vindue på hver side. I forsættelse af salen lå som regel flere kamre adskilt af en midtergang, som førte ind til forstuen, hvor mellemsalen var indrettet i den ene side med kamre på den anden. Fra forstuen var der oprindelig to halvdøre. Op til forstuen lå den pæne stue med mindst tre fag vinduer i begge sider af stuehuset. Dagligstuen lå bag forstuen med skorstenen og længere henne køkkenet, bryggerset, et rum til mel og lignende og endelig fadebur og pigekammer. I endnu ældre og større bornholmske gårde var der indimellem også indrettet et værelse i en af længerne, som man kaldte herbergshuset, hvor der var placeret en stor himmelseng. Dette kammer, som også var gårde- nes linnedrum, blev, som navnet antyder, brugt som gæsteværelse. Senere var det ikke ualmindeligt, at himmelsengen blev placeret på salen. Inventaret i de bornholmske hjem var dengang simpelt med undtagelse af de få mest velhavende hjem. Almuestilen var almindelig både i byerne og på landet, selv om det hen ad vejen lykkedes navnlig embedsmænd ovrefra at anskaffe sig møbler fra enten København eller fra havnene i Østersølandene. Møblerne dengang i et typisk bornholmsk hjem bestod generelt først og fremmest af en stor egetræskiste, en såkaldt fodkiste, som var malet og pyn- tet på forskellig måde, eller en anden slags kiste, der blev kaldt en ork. Både fodkisten og orken var rigt udstyret med udskårne ornamenter, og de havde flade låg. Stilen med malede kister med buede låg kom først til senere. Et andet og ikke uvæsentligt møbel var husets seng, som kunne være en himmelseng. Den blev kaldt hjemgiftesengen, og fandtes både i byhuse og i stuehusene på landet. Sådan en hjemgifteseng var ofte forsynet med smukke udskæringer og ornamenter, blandt andet med engle, som kunne sidde og betragte sengeidyllen, hvad enten der blev sovet trygt eller …. . Husets lænestol spillede en væsentlig rolle i hjemmet. Faktisk var det almindeligt med hele to lænestole, en temmelig primitiv én i dagligstuen,

153 og en polstret, der som regel stod ved siden af den store ovn i den store stue. De fleste lænestole på gårdene blev fremstillet af asketræ på stedet af omrejsende snedkere, og de lænestole, der stod i den store stue var kunst- stykker med blandt andet navnetræk og årstal.

Der var naturligvis også andre stole i hjemmene. Disse blev kaldt enten endestole eller bagstole og var enten med eller uden rygstykke. Det var i øvrigt almindeligt, at piger fra velhavende hjem fik et sæt stole med sig, når de blev gift. De fleste hjem havde også etstolpeskab . I dag vil man kalde det et chatol med to små skabe i hver side øverst og masser af fantasifulde udskærin- ger. Klædeskabene var nogle store monstrummer af egetræ på kuglefød- der i de velhavende hjem og af fyrretræ i de mindre velhavende.

Alle hjem havde også en dragkiste, som var en stor kommode med fire skuffer, og stilen kunne både være rokoko eller renæssance. Ethvert godt hjem på Bornholm skulle også have en amagerhylde og et manglebræt. Bornholms Museum havde en overgang et manglebræt dateret helt tilbage til 1590. Det er siden blev anbragt på Nationalmuseet i København. Kakkelovnene var et tydeligt signal om, hvorvidt beboerne i et bornholmsk hus havde penge eller ej. Hos dem, der ikke havde så meget at gøre godt med, bestod kakkelovnene af gamle tegl eller lerovne. Det kunne de dog også udmærket bestå af i de mere fornemme hjem, men så var de beklædt med smukke kakler med eller uden glasur. Der var få kakkel- ovne af jern. De kostede nemlig en mindre formue, men dukkede efter- hånden op fra både Norge og Sverige.

Det tøj, mændene gik i på dette tidspunkt på Bornholm, adskilte sig ikke i det væsentlige fra, hvad de havde på andre stedet i landet. Det var derimod anderledes for kvindernes vedkommende, - i hvert fald hvad angår hovedbeklædning. De bornholmske kvinder havde to slags huer, én med

154 to rundinger, der gik ned over ørene. Den blev kaldt hatten, og én der hængte fra panden og ned mod næseroden, som blev kaldt nøllen. Der var oven i købet to slags nøller, én til sørgetid og én til fest. Den sidste var forsynet med stofblomster, sløjfer og bånd i stærke farver. Problemet med nøllerne var, at de hverken kunne tåle regn eller blæst, og hver enkelt kvinde var derfor udstyret med en nølleæske, hvori hun kunne placere udstyret, hvis vejret ikke artede sig. Enhver nogenlunde velstående bornholmsk kvinde var desuden forsynet med kåber af fornemt, højrødt, himmelblåt eller sort stof med pelskrave, og de rigtig velhavende havde desuden kåber af hjemmelavet stof til almindeligt og mindre festligt brug. Kvinderne bar også lange handsker, der nå- ede helt op til albuerne. Disse var som regel enten hvide, grønne eller gule. Hverdagstøj var altid fremstillet af hjemmevævet stof, og stort set alle hjem havde en væv stående. Man havde også en rok, som blev flittigt brugt de lange, mørke vinteraftener. Kvinderne arbejdede med deres hus- flidsarbejder inde i dagligstuerne, mens mændene ofte brugte tiden uden for den egentlige arbejdstid i huggehuset, eller værkstedet, hvor de lavede alt fra træsko til redskaber og simple møbler. Når det var nødvendigt at arbejde i stald eller lade om vinteren, når det var mørkt, bestod belysningen af en tranlampe.

De bornholmske familier indtog deres måltider ved store borde bestående af polerede stenplader, der som regel var indført fra Norge og Sverige. De tunge plader var forsynet med kraftige ben af træ. Man brugte hverken knive eller gafler til hverdag. I stedet brugte man sin egen lommekniv, som alle, selv børn og piger, var udstyret med. Lommeknive var i øvrigt det mest almindelige på datidens Bornholm, og et gammelt mundheld siger: „En karl uden kniv har man lov til at slå ihjel! “. Skulle der spises grød eller suppe, foregik det med skeer lavet af kohorn og til særlige lejlig- heder af tin. Det almindelige var, at man brugte små sildebrædder i stedet for tallerkener. I de lidt finere familier brugte man simple tallerkener af ler og tin.

155 I øvrigt var de pænere ting af tin importeret fra København og Nordtysk- land. Der var nemlig dengang ingen tinstøbere på Bornholm. Tinknapper og tinspænder støbte man selv i hjemmelavede forme af sand eller sten.

Der var ikke meget sølvtøj på Bornholm i denne periode. Enkelte meget velhavende borgere eller bønder var dog forsynet med drikkebægere af sølv forsynet med ornamenter, navnetræk og årstal. De blev almindeligvis kun brugt til honningsyp, den stadig kendte blanding på Bornholm af brændevin og honning. Der blev i øvrigt altid drukket honningsyp juleaf- ten i alle bornholmske hjem.

156 POTTEMAGERI - URMAGERI OG SANDSTENSBRUD

Det var meget beskedent, hvad der var af industri på Bornholm i denne periode, altså i slutningen af det 18. århundrede. Der var begyndt at dukke pottemagere op, men det kneb med omsætningen. De fleste pottemagere arbejdede kun på deltid og måtte supplere indtægterne ved at arbejde som daglejere for bønderne og fiskerne. Det stod så sløjt til for adskillige af pottemagerne, at de ikke engang havde råd til at bygge deres egne ovne. Det var der til gengæld driftige folk, deriblandt adskillige skippere, der havde. De lejede så ovnene ud til pottemagerne. De produkter, der blev fremstillet, var fortrinsvis potter, krukker, dun- ke, tallerkener, fade, lamper og andre småting, som overvejende blev solgt rundt om på øen. Der var dog også skippere, der opkøbte og solgte varer- ne med god fortjeneste i København. Ved århundredes slutning var der mellem 30 og 40 pottemagere i Rønne Der havde været tilløb til lidt pottemageri i Neksø, men her kom det aldrig rigtig i gang. Der var ikke pottemagere i andre bornholmske byer. Der foreligger et regnskab for, hvad der blev udført af bornholmske pottemagervarer fra 1801 til 1808. Det bedste år var 1803, hvor der blev udført for 8.387 rigsdaler. Det dårligste var 1808, hvor der kun blev ud- ført for 2.171 rigsdaler. Nedgangen hang, så vidt vides, sammen med Syvårskrigen.

Begrebet bornholmerure opstod ved et tilfælde. I 1750 strandede nogle engelske skibe ved Rønne, som blandt andet havde en del standure om-

157 bord. Disse blev bjærget i land, tørret og smurt, hvorefter de virkede ganske fortrinligt. Restaureringen af urene blev udført af folk, der kunne dreje rokke og af andre uden for mange tommelfingre. Nogle af disse mente nok, at de sagtens selv kunne lave nogle ure, der var lige så gode som de engelske, og de begyndte at kopiere dem, der var reddet i land fra strandingerne. De første urværker blev i mangel på materialer fremstillet i træ, og det var selvsagt ikke specielt velegnet til formålet. Først seks år senere, i 1756, så det første bornholmerur, hvor værket var fremstillet af jern, stål og mes- sing, dagens lys. Herefter gik det stærkt, specielt for de ure, der blev kaldt slagklokker, som kunne gå otte dage uden at blive trukket op. Det var først senere, at de bornholmske urmagere også begyndte at fremstille lomme- og taffelure. Der kom så meget gang i fremstillingen af bornholmerure, at man efter relativt få år stort set kunne finde ét i hvert eneste bornholmske hjem. Nogle af disse var ganske vist ret simple, mens andre var helt overdådige og ofte forsynet med smukt malede bibelske motiver. Bornholmerurene var en ubetinget eksportsucces med kunder både i København og i det øvrige land. Det hed sig, at et godt bornholmerur kunne gå i hundrede år eller mere, hvis det bare blev smurt og vedlige- holdt, og det har eftertiden bekræftet. De mest kendte bornholmske urmagere var på dette tidspunkt brød- rene Peter og Otto Arbo i Rønne.

Fremstillingen af bornholmerure vakte i den grad så stor opmærksom ovre, at regeringen ligefrem bevilligede erhvervsstøtte til de bornholmske urmagere, dels i form af kontante penge og dels ved at sende dygtige urmagere til øen, som var i stand til at lære fra sig. Desværre blev produktionen af de finere taffelure ingen succes. Kun en enkelt urmager (Espersen) opnåede en vis produktion. Omkring århundredskiftet mellem det 18. og 19. århundrede var der ialt 30 urmagere i Rønne og en enkelt ude på øen.

158 Ligesom for eksporten af pottemagervarer findes der en oversigt over udførslen af bornholmerure fra 1801 til 1808. Det bedste år var 1806, hvor der blev udført ure for 14.160 rigsdaler men, som det var tilfæl- det med pottemagervarerne, gik det mindre godt i 1808, hvor der kun blev udført ure for 1.424 rigsdaler. Det var igen på grund af Syvårskri- gen.

Fremstillingen af bornholmerure begyndte at aftage i midten af det 19. århundrede. De smukt udførte ure, som oprindelig blev fremstillet, blev afløst af nogle mere enkle og knapt så smukt udførte. Med udgangen af det 19. århundrede gik produktionen helt i stå. Ved århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede var der kun en enkelt urmager tilbage på øen, der fremstillede bornholmerure.

I 1754 var der opstået en rimelig sandstensindustri i Frederiks Stenbrud ved Neksø. Dette var anlagt for kongens regning og lå nord/nordøst for Neksø, hvor grænsen i undergrunden gik mellem sandsten og granit. Sandstenene blev brudt i store og små blokke, og jo længere man kom ned i undergrunden, jo mere steg kvaliteten. Det var stenhuggere, der lavede alt muligt af sandstensblokkene, f.eks. byggesten, trappesten, gulvfliser, gravsten, ligsten, møllesten, søjler og sten til havnekajer. Rigtigt mange af de produkter, der blev fremstillet af sandstenene fra Neksø, blev solgt til København og i Nordtyskland, og alene i årene 1772-1773 blev der udført 1.940 kubikfod til Lübeck, og i 1776 sendte man 58.134 kubikfod sandsten til Nordtyskland i forbindelse med begyndelsen på opførelsen af Kielerkanalen. Der var med andre ord gang i forretningen, men anstrengelserne stod ikke mål med fortjenesten. Faktisk kørte stenbruddet flere år med under- skud, men der var tale om en offentligt ejet virksomhed, og regeringen blev ved med at sende gode penge efter dårlige helt frem til 1852, hvor det endelig lykkedes at sælge virksomheden til en privatmand. Det gik

159 heller ikke, og en alvorlig stormflod den 13. november 1872 gav værket det endelige dødsstød.

I stedet begyndte der at komme gang i granitindustrien. De første granit- brud startede i nærheden af Rønne i 1819 og tog fart gennem hele resten af det 19. århundrede. Der blev solgt granit til hele landet og til mange forskellige formål. Et af de mere interessante af disse var den granit, der blev anvendt ved opførelsen af Københavns rådhus, der som bekendt ligger der endnu!

160 DET 19. ÅRHUNDREDES BEGYNDELSE

Det var sjældent, at store verdenshistoriske begivenheder fik indflydelse på hverdagen på Bornholm. Postforbindelsen til København var pænt sagt temmelig ringe, og avislæsere var der, lige så pænt sagt, meget få af. En begivenhed som den franske revolution i slutningen af 18. hundrede- tallet blev ikke bemærket af ret mange bornholmere. Nyheder fra resten af landet og den store verden i øvrigt kom almindeligvis fra søfolk, som kom hjem og fortalte, hvad de havde set eller hørt, som kunne have interesse. Der kunne også opstå rygter på baggrund af de ordrer, Bornholms kommandant fik ovre fra i forbindelse med militsens aktiviteter, og disse kunne af og til skabe frygt for, at der kunne for- ventes en invasion af fjender.

Den manglende information fra omverdenen betød også, at det gik lang- somt med udviklingen af nye ideer og ny teknologi. Bønderne drev deres landbrug, som de vel havde gjort det gennem århundreder. Man pløjede, som man altid havde gjort med en stor og uhåndterlig hjulplov med et for- spand på seks heste. Alle slags vogne, der var brug for i landbruget, lignede bogstaveligt talt noget, den enkelte bonde selv havde lavet, og det samme gjaldt kaner og slæder. Der blev dog som regel gjort meget ud af ridesadler til de rige bønders koner. De rige bønder var også officerer i militsen, og som sådan var deres koner så fornemme, at de f.eks. ikke kunne gå til kirke som alle andre af øens kvinder. Deres sadler var derfor blandt andet flot udstyret med blanke messingstifter.

161 Alt var således, som det plejede at være, da man tog hul på det nye århundrede. Det fik eksempelvis ikke den helt store indflydelse på Bornholm og bornholmerne, da englænderne bombarderede København i 1801. Sejladsen til og fra hovedstaden fortsatte nogenlunde uhindret, og der var ikke de store forandringer at mærke frem til 1807, da landet igen kom i krig mod England. Al sejlads til og fra Bornholm stoppede stort set fra dag til dag, og det betød, at der hurtigt opstod mangel på en række varer fra København og fra det øvrige Europa - eksempelvis salt. Netop salt spillede dengang en væsentlig rolle i dagligdagen. Det var nemlig helt afgørende, at både kød og fisk kunne saltes ned for at holde sig.

Englandskrigen fra 1807 til 1814 betød, at de fleste skibe lå oplagt i havnene, og at søfolkene var arbejdsløse, altså lige undtagen dem, der tog chancen for at slippe igennem de engelske fregatters blokader. Der kunne nemlig tjenes store penge på at få en skibsladning igennem enten til eller fra Bornholm, og fristelsen var stor. Der kom lidt mere struktur på tingene, da regeringen i København begyndte at udstede kaperbreve, som gav officiel dansk tilladelse til at kapre fjendtlige fartøjer, altså til regulært sørøveri. Alle og enhver kunne få et kaperbrev, men det krævede selvsagt nogle skippere, der ikke var bange og nogle søfolk, som kunne deres job. Der var rigeligt af begge dele på Bornholm, hvor folk blev trætte af at gå rundt på havnene med hænderne i lommen. Det blev en hel industri at udruste kaperskibe både på Bornholm og i resten af det dansk-norske kongerige. Der opstod ligefrem aktieselskaber med forskellige investorer, som satsede på at komme til at tjene mange penge ved at kapre fjendtlige skibe. Udrustningen til kaperskibene var ikke billig. Der skulle bruges vå- ben, ammunition, proviant, nogle godt sejlende skibe og så selvfølgelig mandskab. Det kostede alt sammen penge, og dem manglede der i denne sammenhæng tilsyneladende ikke på Bornholm. Det viste sig faktisk,

162 at Bornholm var det sted i det samlede kongerige, hvor man sendte for- holdsmæssigt flest kaperskibe på havet. I 1881 udgav en norsk forfatter en bog, der hed „Kaperfarten fra Norge og Danmark“, og her kan man blandt andet læse følgende: „I størst Maalestok dreves Kaperiet fra de danske Øer, og blandt disse mest ihærdigt fra Bornholm, hvis Sømænd regnedes Danmarks haardbareste og djærveste. Fra de bornholmske Kapere tilføjedes der den engelske Østersøflaade megen Skade, og en Mængde Priser indbragtes til Øen og Fæstningen Kristiansø.“

Det fremgår af en tidssvarende beretning, at det langt fra var ufarligt at forsøge at tjene masser af penge på at kapre fjendtlige skibe. Den 24. maj 1808 gik det således galt for et bornholmsk kaperskib under kommando af kaptajn Barjern. Kaperen, der havde 36 mands besætning, blev sprængt i luften under kamp mod et svensk fartøj. Konfrontationen fandt sted inde under kanonbatteriet ved Rønne, som dog ikke var i stand til at hjælpe kaperen. Den bornholmske kapers endeligt blev overværet af enken til den tidligere kommandant på øen, Undahl. Fra sin have i Rønne, som gik helt ned til vandet, overværende hun, at kaperen blev sprængt i stumper og stykker, og at hun på den måde mistede en af sine sønner.

Den mest berømte eller berygtede, om man vil, blandt de bornholmske kaperskippere var Kaspar Henrik Wolfsen. Han var blevet sendt til søs allerede som 10-årig og blev skibsfører som 21-årig. Inden krigsudbruddet i 1807 havde han gennemført fire rejser til De vestindiske Øer som skipper, og samme år blev han hyret som skipper på kaperskonnerten „Mandal“. Skibet var udstyret med otte kanoner på hver 18 pund og en besætning på 60 mand. Kaptajn Wolfsen fik tilbudt den endnu større kaperskonnert, „Danne- skjold“ med 12 kanoner og 70 mands besætning, inden han var kommet rigtig i gang med „Mandal“, og han overdrog derfor „Mandal“ til en af

163 sine brødre, der ligesom han selv var skibsfører. De to brødre gik derefter sammen om sørøveriet på Østersøen. Allerede den 25. november 1807, mindre end en uge inde i deres første fælles kapertogt, havde de to brødre opbragt ikke mindre end seks fjendtlige fartøjer, som de havde sejlet til København for at omsætte til rede penge. Ankomsten til København forløb dog ikke helt efter planen. Un- der indsejlingen til Københavns havn grundstødte et af de kaprede fartø- jer på Middelgrunden, og nogle engelske orlogsskibe, der havde fungeret som eskorte for nogle andre handelsskibe, forsøgte at sikre sig byttet, som havde en anslået værdi på omkring 100.000 rigsdaler. Kaptajn Wolfsen forsøgte naturligvis også at komme i nærheden af havaristen, men uden held. På et tidspunkt vurderede den prisekaptajn, Wolfsen havde sat ombord i det kaprede fartøj, at situationen var så kritisk, at han valgte at sætte ild til skibet og forlade det sammen med sin prisebesætning. Det lykkedes at komme sikkert i havn med de øvrige fem fartøjer, Wolfsen havde kapret. De blev herefter solgt med deres ladninger og indbragte en formue til ham selv og kaperrederiet.

I 1808 var Wolfsen ved at komme galt af sted i forbindelse med en række togter i Kattegat og Øresund. Den 25. juni blev hans kaperskib angrebet af syv engelske barkasser og to kanonbåde, mens det lå ud for Sletten på kysten nord for København. Wolfsen lagde sit skib helt ind under kysten, så man næsten kunne vade i land, og her havde han blandt andet dæk- ning af et kanonbatteri ved Humlebæk. Alligevel var situationen yderst kritisk for Wolfsen og hans besætning. Med de engelske kanonkugler fløjtende om ørene gav Wolfsen sine folk tilladelse til at gå i land på kysten. Alle valgte at blive om bord, og efter tre timers kamp forsvandt de engelske orlogsskibe uden at have ramt selve skroget på kaperen. Det var dog gået hårdt ud over master og rigning. Wolfsen mistede ikke én eneste af sine folk under kampen, og det lykkedes ham efterfølgende at sejle sit skib sikkert ind på Københavns Red.

164 I slutningen af 1808 havde de to brødre Wolfsen opbragt adskillige gode fartøjer, som i første omgang blev sejlet til Bornholm og Christiansø for i marts året efter at blive ført til København for at blive solgt på auktion. Blandt de kaprede skibe var der blandt andet ét, som havde haft omkring 1000 tønder tjære ombord. Dem købte regeringen alene for 40.000 rigsdaler.

Kaptajn Wolfsen fortsatte sine kapringer med stor succes, og han slap hel- digt fra den ene konfrontation med fjendtlige orlogsfartøjer efter den anden. Der blev tjent masser af penge, og det endte med, at han blev deko- reret med Ridderkorset af kongen. Senere hed han blandt bornholmerne aldrig andet end „Ridder Wolfsen“. Det meste her i tilværelsen har imidlertid en ende, og det havde det også for kaptajn Wolfsen og hans kapervirksomhed. Natten mellem den 19. og 20. december 1810 lå hans kaperskib for anker på reden ud for havnen i Rønne. Wolfsen selv var roet i land i en lille jolle, og nåede ikke tilbage om bord, før det blæste op med en storm fra nordvest. Resultatet blev, at ankertovene sprang, og skibet drev ind på Søndre Rev. Her lykkedes det dog mandskabet ved hjælp af sejlene at få skibet flot, men det resulterede kun i, at det drev hen mod Kastellet, hvor det tog bunden og blev væltet om på siden, mens brændingen væltede ind over det. Det lykkedes Kaspar Wolfsen at få nogle folk til at hjælpe sig med at få den jolle, han var komme i land i, hen i nærheden af strandingsstedet og komme ombord i skibet, hvor folkene klamrede sig til skibssiden. Der var 58 mand ombord, og gennem 19 ture med den lille jolle gennem bræn- dingen, lykkedes det Wolfsen at redde hele sin besætning. Han døde den 29. november 1836 som toldinspektør i Rønne.

165 GOUVERNEMENTSTIDEN 1807-14

Da krigen brød ud i 1807, hed kommandanten på Bornholm Georg Al- bret Kofoed. Han var indfødt bornholmer og stammede i lige linie fra Jens Pedersen Kofoed. Det fremgår af en række gamle dokumenter, at regeringen i Køben- havn ikke havde tillid til, at Kofoed havde tilstrækkelig kontrol over militsen, og at han måske ikke helt havde de administrative evner, man for- ventede af ham. Inden hans død den 11. november 1808 udnævnte man nemlig en viceguvernør, der blev den reelle magthaver på øen. Han hed C. A. Rothe, og han overtog guvernørposten over Bornholm og Christi- ansø ved Kofoeds død.

Rothe havde blandt andet været næstkommanderende på lineskibet „Prins Christian“, da det blev sænket af englænderne i 1801, og han var en mand med ambitioner. Det gik navnlig ud over øens amtmand, som på dette tidspunkt hed Thaarup. Han følte sig kørt så meget ud på et sidespor, at han søgte og fik bevilliget sin afsked den 1. februar 1809 for dog senere at blive kommitteret ved Generaltoldkammeret i København. Amtmand Thaarups afgang betød, at Bornholm i en periode derefter var uden amtmand. I første omgang blev byfogeden i Neksø, Kristian Jespersen, sat til at styre den administrative side af amtmandsembedet.

Da C. A. Rothe ankom til Bornholm, havde han en stab bestående af fem officerer med, som primært skulle fungere som instruktører for de forskellige våbenarter under militsen. Den bestod dengang af fire muske- terkompagnier, et jægerkompagni og to artillerikompagnier. Derudover

166 af fire såkaldte herredskompagnier bestående af veteraner, som havde et afslappet forhold til det med militær disciplin og til at modtage ordrer i det hele taget. Endelig bestod militsen af fem borgerkompagnier, hvor de to var fra Rønne. Disse var ud fra et militært synspunkt den rene ynk. De kunne hverken marchere eller udøve bajonetangreb, og deres unifor- mer var for det meste noget, de selv havde flikket sammen. Til gengæld fejlede humøret, ifølge overleveringerne, ikke noget. Det var med alle disse rare mennesker, Rothe havde fået til opgave at forsvare Bornholm mod fjendtlige angreb, og han har formentlig revet sig i håret i fortvivlelse, da virkeligheden gik op for ham. En af hans før- ste handlinger derefter var i hvert fald omgående at anmode regeringen i København om forstærkning. Han skrev blandt andet: „Naar Landets (Bornholms) Herredskompagnier, som bestaar af 50-aari- ge eller vanføre Mænd, og Borgerkompagnierne, som for største Delen bruges i Byerne og paa Kystbattrierne fraregnes, er der ikkun omtrent 1900 vaabenføre Mænd tilbage til Artilleri, Cavelleri og Infanteri. Heraf ere 200 Mand Artilleri, 500 Mand Cavalleri og 200 Mand Jægere; de øvrige 1000 Mand ere Infanteri og ere de, som ere blevne tilbage, efter Artilleri, Caval- leri og Jægere ere udsøgte. Infanteriet er af denne Aarsag slettere end de andre Vaabenarter.“

Bornholms milits havde på dette tidspunkt afgivet 280 mand til befæst- ningen af Christiansø. Rothe foreslog, at man returnerede de 200 af disse til Bornholm og erstattede dem på Christiansø med nogle mere professionelle matroser og soldater fra København. Han bad endvidere om at få tilført 400 infanterister fra den stående hær ovre, så længe der var krig. Han bad også om at få leveret 400 tønder rug, 400 tønder byg og 100 tønder ærter, fordi forrådet i det hele taget var utilstrækkeligt på øen. Rothe fik i store træk, hvad han havde bedt om, og i 1809 fik han desuden tilladelse til at bygge fire kanonjoller, hvor kanoner og pistoler til mandskabet kom fra København. Egetræet til bygning af jollerne hentede man hos skovrider Rømer i Almindingen.

167 Kommandant Rothe satsede især på at få gjort artilleriet på Bornholm effektivt, og i vintermånederne satte han artillerikaptajn Hoffmann til at gennemføre teoretisk undervisning af militsens artilleriofficerer. Det var også vigtigt for ham at planlægge, at Bornholm stort set kunne være selvforsynende med proviant i tilfælde af en længerevarende fjendt- lig belejring. Han forbød også til bornholmernes store fortrydelse, at der blev brændt brændevin fra den 13. januar 1813. Allerede en uge efter denne dato skulle alle, der havde grej til selv at brænde brændevin, aflevere det. Bagefter blev det opbevaret i øens kirketårne, indtil krigen var slut. Sammen med afleveringer af kolber og andet grej, skulle der depone- res 100 rigsdaler. Fortsatte en mand derefter alligevel med selv at bræn- de brændevin, faldt der en bøde på yderligere 100 rigsdaler efterfulgt af konfiskation af redskaberne. Generelt rettede bornholmerne sig efter forbudet, selv om der blev knurret godt i krogene. Det forholdt sig derimod noget anderledes, da Rothe forlangte, at de skulle sælge det brødkorn, de havde til overs, til staten, som ville oplagre det til en eventuel krisesituation. Bønderne næg- tede simpelthen af ren og skær grådighed at sælge og satsede på, at de ville kunne tjene meget mere, hvis der opstod en situation, hvor der ikke kunne indføres brødkorn til øen. Rothe reagerede hurtigt ved uden yderligere diskussion at forlange, at de bornholmske bønder, præster og ejere af købstadsjordene, omgående skulle levere 1050 tønder byg til gældende dagspris. Samtidig beslaglagde han 350 tønder byg, som blev solgt videre til de fattige på øen til ind- købsprisen. I 1814 forlangte de bornholmske bønder en pris for deres korn, som var flere gange højere end året før. Det regulerede Rothe på den måde, at han tvang bønderne til at sælge til de fattige for langt under halvdelen af, hvad de forlangte.

Rothe gik også for alvor i gang med at finde ud af, hvad der kunne gøres for at gøre Christiansø til en effektiv fæstning. Han sendte artillerikap-

168 tajn Hoffmann derover, for at denne sammen med den lokale kommandant, Køhl, kunne komme med forslag til, hvad der kunne gøres. Alle- rede i 1809 kunne Hoffmann derfor meddele sin chef, at man nu roligt kunne se et eventuelt angreb på Christiansø i møde.

I 1813 var Danmark og Sverige kommet så meget på kant med hinanden, at en egentlig krig syntes uundgåelig. Rothe gjorde i den forbindelse, hvad han kunne for at undgå konfrontationer til søs mellem de to lande. Alligevel gik det galt, da svenskerne på et tidspunkt placerede en orlogs- brig permanent mellem Bornholm og Christiansø. Det var en provoka- tion, der ville noget, og Rothe satte derfor sine fire, nybyggede kanonjoller til at jage svenskerne væk. De fire joller havde i øvrigt fået navnene, „Nexø“, „Rønne“, „Svaneke“ og „Allinge“. De fire joller sejlede ud til det svenske orlogsfartøj og fyrede deres kanoner af. Det medførte blandt andet, at svenskerens hækjolle blev skudt ned fra sine davider og bagefter bjærget af Rothes folk. De bornholmske kanonjollers kugler forårsagede også en del skader på selve det svenske orlogsfartøj, og det resulterede til sidst i, at den svenske kaptajn satte en båd i søen med et hvidt flag. Den fik kontakt med én af de bornholmske både, og officeren om bord spurgte lettere forurettet, hvorfor i alverden de blev beskudt. Danmark og Sverige var nemlig efter deres opfattelse endnu ikke i krig mod hinanden. Den kommanderende dansker, kaptajnløjtnant E. Wolf, om bord i ka- nonjollen „Allinge“ svarede tilbage, at han vidste, at svenskeren havde fået ordre til at lægge sig i farvandet mellem Bornholm og Christiansø og der opbringe de danske skibe, han kunne få fat i. Det havde Wolf fået lige så præcise ordrer om at forhindre, at det var lige netop det, han havde i sin- de at gøre. Kort efter blæste det en anelse op, og det svenske orlogsfartøj benyttede lejligheden til at stikke af. Inden nåede den at affyre nogle af sine kanoner, og de danske joller, „Allinge“ og „Svaneke“ blev lettere beskadiget.

169 Alt i alt havde det lille søslag varet en times tid, inden det lykkedes svenskeren at forsvinde.

Kommandant Rothe fik hen ad vejen styr på især militsens forhold, og det endte med, at han kom til at synes så godt om Bornholm og bornholmerne, at han skrev til kongen, at denne ikke skulle tro på alt, hvad han hørte fra sine embedsmænd om øen. Han gav blandt andet udtryk for, at nogle embedsmænd måske ligefrem havde udarbejdet negative erklæringer om forholdene på øen for på en eller anden måde at kunne berige sig selv. Bornholmerne brokkede sig efter hans opfattelse ikke nær så meget, som det ifølge den officielle opfattelse var tilfældet. Han vedgik dog, at der på det seneste havde været en del uro blandt bornholmerne, fordi det var blevet pålagt dem at indlogere soldater fra 2. Bataljon fra Dronnin- gens Livregiment. Årsagen til utilfredsheden var, at der ikke var kommet penge fra København til at brødføde og aflønne soldaterne. Rothe kunne sådan set godt forstå, at bornholmerne var sure over, at det var dem, der skulle sørge for, at soldaterne fik noget at spise og tag over hovedet.

Rothe tog også fat på at sikre retsplejen på Bornholm og på, at der blev skabt klare retningslinier for både strandinger og de offentlige regnskaber. Alt i alt udviklede han sig til at blive bornholmernes mand, og han stillede kongen det ene forslag efter det andet, som kunne forbedre deres forhold. Han undskyldte blandt andet bornholmerne med, at det ikke var deres skyld, at der var temmelig store skatterestancer blandt de fleste borgere og bønder. Det havde efter hans opfattelse været noget nær umuligt at betale de skatter, der gennem årene var blevet pålagt bornholmerne, fordi der ganske enkelt ikke kunne tjenes de penge, der var behov for på øen.

Et af Rothes forslag til majestæten gik ud på, at 2-3 procent af de penge, der kom ind ved salget af de fjendtlige skibe, der var blevet opbragt og

170 bagefter sejlet ind til Bornholm, skulle bruges til at forbedre forholdene for øens landbrug og de fattige. Han udarbejde også adskillige forslag til en egentlig skattereform, som blandt andet skulle kunne forhindre, at bornholmerne konstant var bagud med betalingen. Helt overordnet blev hans mange forslag godt modtaget af både kongen og Rentekammeret i København. I øvrigt var et af hans mere visio- nære forslag til gavn for både forsvar, søfart og handel på øen, nemlig at omdanne Hammersøen til en god, solid orlogshavn.

Uanset hvor meget Rothe syntes om Bornholm og bornholmerne, slæk- kede han ikke på disciplinen i militsen. Gennem de i alt syv år krigen varede, lykkedes det ham sammen med artillerikaptajn Hoffmann at få skabt en kampduelig enhed, som givet har været med til at holde fjendtlige fartøjer på afstand. De engelske krydsere, der af og til viste sig tæt inde under Bornholm, blev mødt af en kugleregn fra kanonbatterierne inde på kysten. Englæn- derne svarede ind imellem igen, og et øjenvidne i nærheden af Svaneke beskriver, hvordan en engelsk kugle engang dræbte en ko og skød en gren over på et pæretræ. Det var stort set, hvad der var af kendte skader efter engelske kanonkugler på Bornholm under krigen 1807-1814.

Det gik imidlertid mere hedt for sig på Christiansø. Her blev man den 24. oktober 1808 angrebet af to engelske linieskibe, en fregat og to mindre orlogsfartøjer, og kuglerne haglede ned over fæstningen. Komman- dant Køhl blev såret, men det lykkedes ham at svare så kraftigt igen på angrebet, at englænderne efter nogen tid igen stod til søs.

Rothe udgjorde sammen med artillerikaptajnen Hoffmann og Kristian Jespersen, der var konstitueret som amtmand, et trekløver, der var til helt usædvanlig gavn for Bornholm. Deres måder at gribe tingene an på fik vidtrækkende og positive konsekvenser for øens fremtid.

171 Mens Rothe var guvernør på Bornholm, gik Danmark statsbankerot. Det resulterede blandt andet i, at trykte pengesedler med ét slag blev reduceret til en tredjedel af den påtrykte værdi. Det gik selvsagt også ud over bornholmerne, og det var reelt kun dem, der havde gemt sølvmøn- ter på kistebunden eller et andet sted, som slap nogenlunde helskindet ud af statsbankerotten. Adskillige måtte gå fra hus og hjem, og i mange år fremover var der ingen bornholmere med respekt for sig selv, som ville acceptere pengesedler i en handel. Der skulle sølvpenge på bordet.

Efter fredsslutningen i 1814 mente Rothe, at hans rolle med at få Born- holm på fode var ved at være udspillet. Han søgte og fik bevilliget sin afsked, og han forlod øen efter at have sørget for, at de ting, han havde sat i gang, fungerede efter hensigten. Efterfølgende blev Rothe udnævnt til kontraadmiral i Flåden. Kristian Jespersen blev udnævnt til amtmand, og artillerikaptajn Hoff- mann fortsatte med at være chef for den bornholmske milits. Han slæk- kede ikke på disciplinen. F.eks. skulle enhver skipper, der ønskede at sejle fra øen, melde sig hos ham personligt, inden han fik lov til at afsejle. Hoffmann reducerede også det antal dage om året, hvor militsen skulle på øvelse. Prisen herfor var, at militsens menige måtte forpligtige sig til et bestemt antal årlige dage med samfundstjeneste. Denne bestod i anlæg af havne og veje, og det var blandt andet militsens folk, der stod for den før- ste udgravning af Lilleborg i Almindingen.

Udstykningen af Gårde

Efter afslutningen af krigen og i årene umiddelbart efter begyndte en større udstykning af herregårde og større gårde over hele landet. Det skete også på Bornholm, hvor man ganske vist ikke havde egentlige herre- gårde, men gårde, der havde temmelig meget jord. Tilladelsen til udstykning var et spørgsmål om økonomi. Jord kunne sælges, og jord kostede også dengang penge.

172 På Bornholm benyttede i alt 82 gårde sig heraf, som ved den lejlighed fik udstykket i alt 735 større og mindre parceller. Gårdene beholdt som regel de største parceller og solgte de mindre fra til enten mindre landbrug eller huse. Der var også nogle af de bornholmske bønder, som bare sørgede for at få udstykket og derefter drev jorden videre, som de plejede. Det skete i rent spekulationsøjemed, så der altid kunne sælges et stykke jord fra, hvis det skulle knibe.

På et tidspunkt oplevede regeringen i København, at spekulation i forbindelse med udstykninger tog overhånd, og udsendte derfor den 3. december 1819 en forordning, som satte udstykningen ind i en vis struktur.

Det bornholmske Efterslægtsselskab

Det var omkring 1819, at stiftelsen af Det bornholmske Efterslægtssel- skab fandt sted med de formål at udbrede „oplysning, sædelighed, industri og økonomisk kultur på landet“ samt at oprette en bogsamling. Til bogsamlingen fik de bornholmske kirker et årligt tilskud på et beskedent antal rigsdaler, men der blev alligevel på den måde gennem de følgende år stablet en ganske pæn bogsamling på benene. Den bestod mest af skrifter/bøger på dansk med religiøse, moralske, historiske, øko- nomiske, naturhistoriske og fysisk indhold. Bøgerne skulle i princippet været tilgængelige for alle, og det blev bestemt, at hvis selskabet engang blev opløst, skulle samlingen til alle tider være tilgængelig for bornholmerne. Et andet af selskabets formål var at give moralsk og økonomisk støtte til de bornholmere, som på forskellig måde ville sætte en industriproduk- tion i gang. Et eksempel var økonomisk støtte til en konkret pottemager, som mente, at det var nødvendigt at komme ud på en længere rejse for at sætte sig ordentlig ind i finere pottemagerarbejde. Pottemageren hed Spietz, og han fik virkelig stablet en lille fabrik på benene i Rønne, som

173 gennem nogle generationer fremstillede lervarer med succes. Fabrikken eksisterede det meste af det 19. århundrede, hvorefter produktionen gik i stå. Senere blev fabrikkens produkter samlerobjekter. Det bornholmske Efterslægtsselskab gav også støtte til opførelsen af et garveri, som dog aldrig kom rigtigt i gang.

174 KULBRYDNING PÅ BORNHOLM

Langs kysterne på Syd- og Vestbornholm findes der visse steder stræknin- ger, hvor man kan finde lag af stenkul. Igennem tiderne har disse sten- kulslag været genstand for utallige spekulationsforsøg. Én af de første, der forsøgte sig for alvor, var Christian IV. I 1640 sendte han skotten, Robert Weight, til Bornholm for at søge efter kul og med strenge ordrer om, at han - kongen - personligt skulle have tilsendt prøver på de kul, man fandt. Det gik dog ret hurtigt op for Chri- stian IV, at kvaliteten af de bornholmske kul var så ringe, at det næppe kunne betale sig at forsøge at udvinde dem i større stil. Ikke desto mindre udstedte Christian IV’s søn, Frederik III i både 1650 og 1654 koncesssioner, og helt frem til midten af det 19. århundrede blev der gjort utallige forsøg på at skabe økonomi i at bryde kul op fra den bornholmske undergrund. Der var tale om både private investorer og enkelte forsøg fra statens side … og der blev tabt mange penge. Problemet var kullenes manglende evne til at afgive varme. Det hed sig, at de bornholmske kul ikke engang kunne bruges til at lave varme i en smedie, og at de hverken var pengene eller ulejligheden værd. Der har ligefrem været udgivet bøger om kulbrydningens historie på Bornholm, og heri kan man læse, at det eneste tidspunkt, hvor de bornholmske kul fik nogen betydning, var under krigen, hvor importen af engelske kul af gode grunde var gået i stå.

175 FRA 1814 TIL 1866

Borger- og almueskolevæsen

Det stod sløjt til med den almindelige folkeoplysning på Bornholm i de århundreder, der er omtalt i denne bog. Der var praktisk talt ikke gjort noget som helst, før Reformationen holdt sit indtog i begyndelsen af det 19. århundrede. Der havde ganske vist været en latinskole i Rønne gennem det 17. og 18. århundrede. Denne var af en uhyre ringe kvalitet og under alle omstændigheder kun til rådighed for en forsvindende lille del af bornholmerne, nemlig dem der havde penge. Langt de fleste bornholmske børn gik ikke i skole, og der var ingen lovpligtig undervisning. I Neksø oprettede borgerne en dansk skole i 1750, hvor man havde ansat en lærer, som fik løn efter antallet af skolesøgende. Lønnen var to skilling om ugen pr. barn, han fik lært at læse, og fire skilling, hvis det også lykkedes ham at få dem til at skrive og regne. I Svaneke begyndte de første spæde forsøg på at få etableret en dansk skole i 1750, men den eneste, man havde til at undervise, var en gammel underofficer, og ved dennes død i begyndelsen af det 19. århundrede, blev lærergerningen varetaget af en forhenværende glarmester fra Køben- havn, som samtidig skulle være degn i kirken. Selve undervisningen foregik i rådhusets mødesal. Rønne bestod i 1803 af mellem 600-700 huse, og der var omkring 2.600 indbyggere. Her fik man først endansk skole i årene mellem 1805 og 1808. Aakirkeby havde allerede fået én i 1751, og Hasle var fulgt efter i 1789.

176 Det fortælles, at eksempelvis lærerjobbet i Aakirkeby var så dårligt betalt, at man ikke kunne få kvalificerede lærere. En overgang havde en murer sagt ja til jobbet som skoleholder, men efter kort tid vendte han tilbage til murerfaget, hvor han kunne tjene betydeligt mere.

Der var ingen skole i Allinge, og det var i virkeligt lidt af en skandale. Én af byens velhavende borgere, der hed Peder Holm, havde nemlig i 1779 tilbudt at skænke penge til både Sandvig og Allinge, som skulle bruges dels til opførelse af en skolebygning og dels til aflønning af en kvalificeret lærer. Donationen bestod oprindelig af 10.000 rigsdaler, som kunne give et årligt afkast på 600 rigsdaler, og den var i princippet nok til både byggeriet og lærerlønningerne. Borgerne i de to byer krævede dog, at donationen skulle bestå af 16.000 rigsdaler med deraf højere renteafkast, men da Holm ikke ville ryste op med så mange penge, sagde de nej tak til gaven. Projektet havde også krævet, at borgerne i de to byer selv spædede lidt til, men det ville de ikke, og der kom derfor ingen skole.

Præsten i Rø, der hed Elieser Gad, var godt klar over, at den var gal med mulighederne for at sende børnene på Bornholm i skole. I 1803 udgav han derfor et lille skrift med titlen „Den nærværende Tilstand af Undervis- nings-Anstalterne“. Heri påviste han, hvor elendigt det stod til med sko- levæsenet på øen og fremkom med forslag til, hvordan tingene kunne forbedres. Den slags ville naturligvis koste nogle penge, men det mente bornholmerne ikke, der var nogen grund til at ofre. Elieser Gad blev desuden udsat for et veritabelt modangreb af sin kol- lega, pastor Balle i Aakirkeby, som fandt, at det var det rene nonsens bare at tænke på at lære almuens børn noget som helst.

Siden Reformationen havde der været degne både i byerne og på landet. De sidste boede i såkaldte degnegårde, hvor de havde deres væsentligste indtægtskilde. Oprindelig var degnene kun kirketjenere, og de havde ikke noget med undervisning at gøre. Hen ad vejen blev de dog pålagt

177 også at undervise børnene i kirkesognene i kristendomskundskab og læs- ning, og hvis det gik højt, lidt i at skrive og regne. Siden Christian V’s danske lov fra 1683 havde der været faste regler for degnenes pligter og for, hvordan de skaffede deres indtægter. Loven antyder, at degnene også skulle være skoleholdere i sognene, men sådan var det ikke på Bornholm, hvor degnene blev pålagt at stå for hele undervisningen. Det foregik på den måde, at degnen i det enkelte kirkesogn i perioden fra Mikkelsdag til påske én dag om ugen skulle opholde sig på forskellige gårde i sognet og der læse med områdets børn. Det blev kaldt degnelæs- ning. Det var ganske vist kun beregnet for de større børn, mens forældre- ne selv måtte læse med de yngste, hvis de vel at mærke var i stand til det. Var de ikke det, sendte man indimellem børnene til en gammel læsemo’er. Sådan en læsemo’er var ofte et menneske med en vis viden, som det af én eller anden grund var gået skidt for, og som ikke var i stand til at levere fysisk arbejde. Undervisningen hos en læsemo’er varede som regel en måneds tid i løbet af et helt år. Når de halvstore drenge og unge karle skulle undervises, blev de hjem- mefra forsynet med en solid madpakke samt øl og brændevin. Indimel- lem fik de også kort og kridt med. Undervisningen varede som regel et par timer, hvorefter der som noget af det vigtigste bagefter blev holdt deg- negilde.

Der begyndte først at ske noget gennemgribende med indførelsen af Sko- leloven af 1814, som blev iværksat af Frederik VI, inden krigen var forbi. Loven var rimelig afpasset efter datidens behov, men var præget af uden- adslære og heftig disciplin. Der gik dog det meste af en halv snes år, før loven fungerede på Born- holm. Der var der stadig hårdnakket modstand mod at bruge penge på den slags… Faktisk var der en række bornholmske sogne, som blev trukket i retten,

178 fordi de ikke ville rette sig efter den nye skolelov, og skolevæsenet fungerede først over hele Bornholm i slutningen af 1820’erne med blandt andre seminarieuddannede lærere.

Matrikulering og udskiftning

Den 23. april 1781 blev der fra København udsendt en Forordring om ophævelse af Fællesskab for alle Jorder over hele landet. Det betød kort fortalt, at der skulle ske en matrikulering af jorden, og i praksis betød det, at bønderne skulle have sammenlagt de stykker jord, de havde liggende spredt forskellige steder på egnen, og at fællesarealer skulle udstykkes, så hver enkelt bonde fik mere af sin egen jord at arbejde på. Der var tale om et betydeligt fremskridt i forbindelse med bøndernes mulighed for at arbejde effektivt i marken. At dele fællesarealer op i private jordlodder havde ikke den helt store betydning på Bornholm, hvor det reelt kun var højlyngen og udmarker- ne, man brugte i fællesskab til græsning. De fælles arealer blev ikke dyrket som egentlig landbrugsjord. Til hver af de bornholmske gårde var der et hovedlod, som lå tæt på går- den, og dertil kom flereudlodder , som kunne ligge temmelig langt væk, måske ligefrem i andre sogne. Det var selvfølgelig upraktisk, men alligevel strittede de fleste bornholmske bønder imodmatrikulering og udskiftning, som det blev kaldt. Faktisk opstod der en masse ballade, hvor folk følte sig uretfærdigt behandlet, og processen med matrikuleringen og sammenlægningen trak derfor i langdrag. Regeringen i København havde meget andet at tænke på, end hvordan de bornholmske bønder fandt ud af at dele sol og vind lige, så der blev ikke presset på fra den kant. Da guvernør Rothe trådte til, begyndte der at komme styr på tingene. Han indstillede til Rentekammeret ovre, at forholdene kom på plads på Bornholm, men først i 1816 blev der sendt landinspektører og landmålere til øen.

179 Et af de problemer, der opstod i forbindelse med de nye matrikler, var at fastsætte hartkornet for den enkelte ejendom, det vil sige at finde ud af, hvor stort et udbytte jorden kunne give for derved blandt andet at kunne fastsætte skattegrundlaget. Problemet var, at jorden på Bornholm var meget forskellig, og at det derfor var vanskeligt at foretage en retfærdig vurdering. Det tog adskillige år at nå frem til en endelig matrikulering og udskiftning, og først i 1825 kunne man meddele Rentekammeret, at tingene, som det første sted på Bornholm, var på plads i Povlsker. De øvrige steder på øen kunne man stadig ikke blive enige om, hvad der var ret og rimeligt, og først fra 1832 og i de følgende år kom der nogenlunde skred i tingene. Man skulle dog helt hen til 1840, før man kunne konstatere, at loven fra 1781 var blevet effektueret på det meste af Bornholm.

Ikke uventet viste det sig, at det blev væsentligt nemmere for bønderne at dyrke jorden, og da der samtidig blev indført nye og bedre metoder og redskaber, begyndte det at gå rigtigt godt for landbruget på øen. Både Det bornholmske Efterslægtsselskab og Det kongelige Landhus- holdningsselskab spillede en betydelig rolle i fremskridtet ved konstant at opmuntre til at bruge nye metoder til stort set alt. Svingploven kom til Bornholm i 1826-27, og i 1836 og 1838 lavede man pløjekonkurrencer ved Aakirkeby i et forsøg på at få de sidste bøn- der til at skifte de klodsede hjulplove ud. Man begyndte også at forsøge sig med sædskifte mellem rug, byg og havre, og det begyndte også at blive mere almindeligt at dyrke hvede.

Noget tyder i øvrigt på, at hvededyrkningen på Bornholm startede ved noget af en tilfældighed. I 1799 havde landsdommer Roggert fundet et enkelt hvedeaks i sin rugmark. Kernerne herfra såede han, og disse skal efter sigende have dannet grundlaget for al senere dyrkning af hvede på Bornholm. Det startede i Klemensker og spredte sig derefter ud på øen.

180 Det var også i sidste halvdel af det 18. århundrede, at man begyndte at dyrke kløver på Bornholm, men det foregik i første omgang alene på små stykker jord ved gårdene. Senere blev kløverdyrkning udbredt og sat i sy- stem stort set overalt på øen. Den rigtig gunstige periode for det bornholmske landbrug fandt sted efter 1850 efter afslutningen på Den første Slesvigske Krig. Priserne på landbrugsprodukter steg, og det kunne også mærkes i byerne, hvor handlen med og udførslen af korn og foderstoffer gav gode penge. Hovedreg- len var, at der kunne tjenes en rigsdaler på hver tønde korn. Udførslen af korn satte også gang i småskibsfarten til København, og der var adskillige driftige købmænd, som i disse år fik bygget skibe, også til udenrigs- fart, og gennem adskillige år tjente disse rigtig gode penge ved sejlads på blandt andet Middelhavet.

Det gik også godt for øens forskellige håndværkere, og der kom for alvor gang i byggeriet af gode havne rundt om på øen. I Rønne startede man med at udbedre havnen i 1807, men på grund af krigen gik arbejdet i stå og kom først rigtig i gang igen i 1814. I 1824 indsamlede kancelliråd Pingel og nogle af byens borgere 880 rigsbankdaler, som blev brugt til at opføre et nyt bolværk af sten. Havnen i Neksø var så dårlig i 1798, at der kun var to fod vand i det in- derste bassin. Skibe og både måtte derfor ligge fortøjet uden for bassinet mellem to bolværker og lå derfor temmelig udsat for storme fra nordøst. Det betød blandt andet, at de større skibe måtte søge til Rønne om vinteren. En række gode kræfter som havnefoged Herman Sonne, kaptajn I.I. Hansen og byfoged Arboe arbejdede dog ihærdigt på at få havnen i Nek- sø til at fungere.

Havneforholdene i Svaneke var vanskelige, men her hed redningsman- den Jeppe Holst. Han stod for havnebyggeriet, og han havde selv betalt det med 3.720 rigsbankdaler. Det var ganske vist ikke det rene filantro-

181 pi. Han sikrede sig samtidig en 1. prioritet i alle fremtidige indtægter fra havnen. Havnen i Hasle havde aldrig været særlig stor eller særlig god. Den var kun beregnet for små fartøjer, og her på dette tidspunkt var bolværkerne styrtet sammen, og havnebassinet stort set sandet til. I begyndelsen af det 19. århundrede begyndte man derfor i Hasle på at samle penge ind for at få bygget en bedre havn. I 1815 påbegyndte man arbejdet, som fortsatte igennem flere år efter. I 1834, da havnen i Hasle var ved at være færdig, stødte man på tre kul- årer, som strakte sig ud i vandet. Der blev derfor udviklet en noget dristig ide, som gik ud på at udvinde kullene og bruge indtægterne herfra til at bygge havnen færdig. Der blev gravet minegange ud under vandet, som man bagefter med en sindrig mekanisme fik til at styrte sammen, så indsejlingen til havnen på den måde blev dybere. Økonomisk hang denne utraditionelle løsning nogenlunde sammen. I Sandvig og Allinge begyndte man at restaurere havnene i 1830’erne, men i vinteren 1835-36 blev de begge stort set ødelagt af voldsomme nordøstlige storme. Ødelæggelserne førte dog det positive med sig, at man i Sandvig og Allinge lærte, hvordan man ikke skulle bygge havne.

182 DE BORNHOLMSKE SKOVE

De bornholmske skove havde mildt sagt været temmelig misrygtede gennem århundreder. Man havde hugget det brænde og bygningstømmer, man havde brug for, og man havde ikke spekuleret på at plante nye træer. Siden Christian IV’s tid havde der ganske vist været skovridere på øen, men deres opgave havde først og fremmest været at skaffe vildt til den kongelige husholdning. Dettte var især gået ud over bestanden af hjorte, som i store partier ad gangen blev sendt til kongen. Omkring 1780 var der derfor ikke én eneste hjort tilbage på Bornholm. Midt på øen lå det store lyngareal, Højlyngen, og midt på den lå den eneste kongelige skov på Bornholm, Almindingen. Denne var til gen- gæld i en elendig tilstand med kun få og små egetræer, som kunne minde om tidligere tiders naturskov. Der fandtes ikke et eneste bøgetræ, og Al- mindingen dengang er flere steder beskrevet som forkrøblet.

Skovrider Hans Rømer

I 1800 blev den indfødte bornholmer, Hans Rømer, ansat som kgl. skovrider i Almindingen. Rømer var født og opvokset i en bondefamilie på Knarregård i Rutsker, hvor han sammen med sine brødre havde lært at læse og skrive af sin mor, som skal have været en energisk og dygtig kone. Der blev i det hele taget sørget for, at drengene fra Knarregård fik en bedre skolegang end den, der kunne tilbydes af de omvandrende degne. Hans Rømer blev født den 22. oktober 1770 og inden sin udnævnelse til kgl. skovrider på Bornholm, havde han blandt andet været løjtnant i Sjællandske Jægerkorps.

183 Stillingen som kgl. skovrider i Almindingen var dårligt lønnet, og der var ingen skovridergård. Tidligere havde øens skovridere boet på almindelige bøndergårde, og blandt disse var Splietsgård i Klemensker og Kob- begård i Østerlars, og skovriderne havde levet af, hvad disse gårde kunne indbringe. Der var ingen gård til Rømer, og han købte derfor selv den lille ejendom, Eskeviske, ved Ekkodalens sydlige ende lige over for den lodrette klippevæg. Han byggede hurtigt stedet om, og kaldte det herefter Rømers- dal. Senere blev ejendommen overtaget af staten og har siden været officiel skovridergård.

Den daværende skov var dengang kun på omkring 300 tdr. land om- kranset af store kratbevoksede strækninger. Nogle måneder inden Rømer overtog jobbet som skovrider, havde Ren- tekammeret i København bevilliget penge til at bygge et stengærde omkring skoven, og det var samtidig blevet besluttet, at der skulle lægges 300 andre tdr. land ind under Almindingen.

Arbejdet med at bygge stengærdet blev udbudt i licitation i 1802. De bud, der blev afgivet ved denne lejlighed, var efter Rentekammerets opfattelse for høje, og der blev derfor udbudt en anden runde i 1803. De nye bud blev heller ikke antaget, og det endte med, at Rømer selv afgav et bud, hvorefter han ville opføre det 5000 favne (9,5 km) lange stengærde, opsætte de forskellige led, bygge et materialhus ved planteskolen og en tømmerlade for et samlet beløb på 10.000 rigsdaler. Hans tilbud blev accepteret, og han fik gjort arbejdet færdigt i 1809.

Rømer anlagde planteskoler, ryddede vildnis og plantede træer i årene derefter, og han lagde navnlig vægt på, at adgangsvejene til skoven blev gjort så let tilgængelige som muligt. Det gjorde han ved at anlægge brede og gode veje på i alt 9000 alen fra skovens midte ud i alle fire verdens- hjørner. Det kostede 3.833 rigsdaler i seddelpenge.

184 Det fortælles, at Hans Rømer var en populær mand blandt de folk, der arbejdede i skoven. Han døde i 1836, og hans efterfølgere i embedet gjorde herefter Almindingen til den skov, der kendes i dag. I 1893 blev der rejst et mindesmærke over Rømer midt inde i skoven i den tidligere planteskole. Stedet kom derefter til at hedde „Rømers Min- de“.

Sandflugten

Det næste store projekt på Bornholm var at få styr på sandflugten især på strækningen fra Snogebæk til Dueodde og fra Dueodde vestpå. Ved sæd- vanlige vindforhold var der ikke de store problemer, da sandet normalt føg ud i vandet, men problemet opstod ved en kraftig og vedvarende kuling fra sydøst. Her kunne der opstå en regulær sandflugt, som ødelagde bøn- dernes marker. I 1618 gik det dramatisk ud over fire gårde, hvis jorder ganske enkelt blev forandret til høje sandklitter. Resultatet blev, at to af disse gårde måtte nedlægges for dog senere at blive flyttet længere ind på øen. Der var også en række småproblemer med sandfygning på nordvestsi- den af Bornholm. I en stor lavning neden for Hammeren mellem klipperne føg sandet i bestemte vindretninger, men anrettede almindeligvis ingen større skade. Værre var det på strækningen mellem Hasle og Rønne. Den var omkring fem kilometer lang og 7-800 meter bred, mens den var næsten dob- belt så bred, hvor Blykobbeåen løber ud i havet. I dette område var sand- klitterne ikke så høje som ved Dueodde, men de jævnlige storme fra vest betød konstante ødelæggelser for jorderne inde i landet. Området blev ganske enkelt gennem årene dækket af et tykt lag flyvesand og dermed gjort fuldstændigt værdiløst. Strækningen mellem Hasle og Rønne var praktisk talt en sandørken med små lyngbevoksede enklaver indimellem. Disse holdt dog sjældent længe, da bønderne dels lod deres kreaturer græsse på dem og dels skar tørv ud af lyngens rødder og brugte det til at fyre med.

185 På hele strækningen var der ikke ét eneste træ, og under eller efter en sandstorm var det stort set umuligt at komme igennem med heste og vogne.

Bornholmerne havde mere eller mindre givet op for sandflugten de forskellige steder på øen, og det blev derfor regeringen i København, der endte med den 19. september 1792 at udsende en forordning, som mere eller mindre skulle tvinge bornholmerne til selv at gøre noget for begrænse sandflugten. Der blev i første omgang udnævnt en sandflugtskommissær, som skulle begynde med at få styr på strækningen mellem Hasle og Rønne. Det første tiltag var at udstede forbud mod, at bønderne hentede tørv eller andet brandbart fra området. Som det skete i en lang række andre tilfælde gennem Bornholms historie, brokkede bønderne sig også over dette forbud, og man sendte ikke mindre end tre klager af sted til København med krav om, at alt skulle være, som det plejede, og at området fik lov til at ligge, som det altid havde gjort til fri afbenyttelse for de lokale. Det eneste der kom ud af disse bornholmeres klager, var, at regeringen hver eneste gang skærpede påbu- det om at få styr på sandflugten i området.

Peder Dam Jespersen

Ikke desto mindre lykkedes det de klagende bornholmere gennem flere år at forhindre, at der blev sat effektivt ind for at hindre sandflugten på strækningen. Først i 1819, hvor der blev ansat en mand, Peder Dam Jes- persen, som sandflugtskommissær begyndte der at ske noget. Dam Jespersen var født den 11. marts 1772 i Neksø, hvor hans far var by - og herredsfoged. Han selv blev byskriver i Neksø i 1797 og giftede sig nogle år senere ind i en rig købmandsfamilie i Rønne. Købmanden havde store ejendomme rundt om på Bornholm, og da han døde, gik Dam Jes- persen aktivt ind i landbrugsarbejdet. Efter han blev udnævnt til sandflugtskommissær, gik han i gang med

186 at få tilplantet det område, hvor Blykobbeskoven ligger i dag. Der blev plantet gran, fyr, lærk, eg, birk, el, ask, kirsebær, valnød og hasselnød. I begyndelsen gik disse træer og buske indimellem ud i tusindvis. Der skulle nemlig ikke mere end bare en enkelt tør sommer til, før det hele var ødelagt. Bønderne i området kunne hverken lide Peder Dam Jespersen eller det, han foretog sig, og det berettes, at der blandt andet blev skudt efter ham for at få ham til at forsvinde. Det samme skal i øvrigt have været til- fældet med skovrider Hans Rømer, da han for alvor tog fat i Almindin- gen. Det var med andre ord en sej omgang at få i hvert fald nogle bornholmere til være med til noget som helst, som kunne medvirke til en æn- dring af tingene… som de altid havde været!

Marie Koefoed

Det var som regel, når noget kostede penge, at bornholmerne havde svært ved at se ideen af stort set ethvert fremskidt. Regeringen i København havde ikke for meget at gøre godt med, så udviklingen på Bornholm foregik med små skridt. Der skulle en markant kapitalindsprøjtning til, hvis der skulle ske noget, og sådan én kom fra en uventet kant, nemlig fra Etatsraadinde Koefoeds Legat, som også kom andre steder i landet til gode, men især Bornholm. For Bornholms vedkommende skulle legatmidlerne bruges til almen- nyttige formål deriblandt plantning af skov på øen. Etatsrådinden hed Marie Koefoed. Hun var født den 19. januar 1760 som datter af en rig købmand, der hed Morten Bohn. Hun var først gift med en købmand i Neksø, der døde, hvorefter hun blev gift med en bornholmsk skibsfører, der hed Hans Peter Koefoed. Koefoed var en velhavende mand, som havde tjent rigtig mange penge på verdenshavene og efterfølgende nedsat sig som grosserer og brygger på Christianshavn. Da han døde i 1812 arvede hans enke Marie blandt an-

187 det to godser, Holbæk Ladegård og Aastrup, som hun drev videre, samt en meget stor kontant formue. Ægteparret Koefoed havde ingen børn, og hun stiftede derfor en række legater, som i allerhøjeste grad kom eftertiden til gode. Blandt dem, der på denne måde blev tilgodeset, var søfolk, sømandsenker og disses børn i København. Her bestod legatet af 100.000 rigsdaler. Et andet legat på 50.000 rigsdaler blev bestemt til at skulle anvendes på forskellige skoler og arbejdshuse på hendes godser, og på hendes fødeø, Bornholm. Bagef- ter blev hun hædret med titlen etatsrådinde af kongen, Frederik VI. Historien fortæller, at da Marie Koefoed var i audiens hos kongen for at takke for titlen, var hun iført sin smukke, bornholmske nationaldragt med knaldrød kappe og nølle, som efter sigende skal have vakt beundring ved hoffet.

I 1825 skrev Marie Koefoed sit testamente, hvori hun fordelte tæt på 300.000 rigsdaler til trængende enker, ugifte kvinder „hvis Kaar ikke svare til deres Opdragelse“, til skolepenge til pigebørn, hospitaler, velgørende foreninger osv. - ikke mindst i København og hjemme på Bornholm. Hun støttede også enkeltpersoner, blandt andre bornholmeren, J. N. Madvig, da han var ung student. Madvig blev blandt meget andet senere kulturminister i København. Marie Koefoed led i sine sidste dage under voldsomme depressioner, og hun døde den 28. april 1838. Mange år senere, i 1882, rejste bornholmerne en mindesten for hende i Almindingen, som blandt bestod af en portrætmedaljon fremstillet af den berømte billedhugger von Bissen.

J. N. Madvig

Johan Nikolai Madvig blev født i Svaneke den 7. august 1804 som søn af en byskriver. Han var ualmindelig kvik til at lære at læse og skrive, og allerede som 10-årig hjalp han sin far med at afskrive forskellige ting. Hans far døde i 1816, da Johan Nikolai kun var 12 år gammel, og han

188 fortsatte en overgang med at hjælpe sin fars afløser som byskriver. Her blev hans evner en dag opdaget af biskop Mynster, der var på besøg, og gennem ham blev det arrangeret, at den unge bornholmer kunne komme over og begynde som elev på Frederiksborg Skole med økonomisk støtte fra etatsrådindens legater. Johan Nikolai Madvig var en mere end almindelig flittig og dygtig student, og efter sine afsluttede eksamener, endte han senere med at blive professor og rektor for Københavns Universitet. Han gik også ind i politik og endte i den forbindelse med at blive en rimelig populær kultusmi- nister, som det hed dengang. Det var formentlig i øvrigt første gang, der blev talt med bornholmsk accent i regeringen. Bornholmerne var stolte af Madvig, og allerede inden han døde, blev der i 1874 rejst et mindesmærke for ham på det sted, hvor bygrænsen dengang startede i Svaneke. På toppen af mindestenen blev placeret en bronzebuste. Han var selv tilstede ved afsløringen af mindesmærket, hvor han blev hyldet efter alle kunstens regler. Han døde den 12. december 1886. Johan Nikolai Madvig havde i øvrigt en bror, der ligeledes var født i Svaneke. Han blev læge i Sønderjylland, hvor han gjorde en stor indsats for danskheden.

189 FRA 1848 TIL 1864

Krigen i 1848 fik ikke den store betydning for Bornholm. Unge bornholmske mænd var ikke værnepligtige i almindelig forstand og skulle alene deltage som frivillige i militsen. Denne skulle ikke deltage i egentlige krigshandlinger, kun i tilfælde af fjendtlige landgangsforsøg på Born- holm. Tyskland med delstaten Preussen i spidsen havde ikke nogen egentlig flåde, så muligheden for et invasionsforsøg på øen var minimal. Af samme årsag betragtede bornholmerne krigsudviklingen i afslappet afventning. Den første bornholmer, der meldte sig frivilligt for at deltage i fædrelandets forsvar, var en underofficer ved militsens 2. Infanteri- kompagni, der hed Lucianus Hansen Koefoed. Den 13. august 1848 gav Krigsministeriet i København tilladelse til, at han efter at have gennem- gået nogle øvelser på Københavns Excercerskole kunne drage af til ar- meen i Sønderjylland. Han blev senere alvorligt såret ved et sammenstød med tyskerne ved Frederiksstad i 1850. Året inden, i 1849, var der så småt begyndt at opstå en fornemmelse af, at det måske kunne være en god ide at deltage i kampen mod tyskerne. Der blev således blandt andet fremsat et tilbud om, at der kunne dannes et frivilligt jægerkompagni af folk fra militsen, men der blev takket nej til tilbuddet af Krigsministeriet, som mente, det var vigtigt, at Bornholms forsvar forblev intakt. Enkelte militsofficerer fik dog tilladelse til at slutte sig til den kæmpen- de hær i Sønderjylland. Det var blandt andre artillerikaptajn Siemsen og premierløjtnanterne H. Marcher og J. Koefoed samt sekundløjtnanterne P. Westh, Ph. R. Dam og G. Grønbech, som alle nåede at deltage i de to

190 sidste felttog i krigen. Under kampene ved Dybbøl var det navnlig pre- mierløjtnant Marcher, der udmærkede sig.

Selv om muligheden for et fjendtligt angreb på Bornholm var beskeden, var der alligevel bornholmere, som begyndte at blive nervøse. På et tidspunkt indsendte 21 af militsens officerer en opfordring til Krigsministe- riet om, at der måtte blive nedsat en kommission, som skulle reorganisere øens forsvar. Det fik 326 gårdejere og husmænd til at foreslå, at to næ- ringsdrivende borgere skulle have sæde og stemmeret i sådan en kommission. Det skete også, og kommissionen var færdig med sit arbejde den 1. september 1849. Resultatet blev efter krigen, at Krigsministeriet bestemte, at de bornholmske officerer fra militsen, som havde deltaget i krigen undtagen premierløjtnanterne Marcher og Westh, omgående skulle vende tilbage til Bornholm og der bruge de erfaringer i militsen, som de havde fået gennem de aktive krigshandlinger.

Det siges, at årene umiddelbart efter afslutningen på Treårskrigen var nogle af de lykkeligste på Bornholm, og bornholmerne sang ligefrem med på de stærkt nationale sange, der var fulgt i krigens kølvand. Danmark fik også en grundlov, men der gik nogen tid på Bornholm, før det egentlig gik op for især almuen, hvad det var for et politisk red- skab, man havde fået til rådighed. Det første egentlig politiske røre mellem de partier på Bornholm, man kendte dengang, fandt sted i Aakirkeby, hvor især 2. valgkreds var aktive. Markeringen af grundlovsdagen blev også en folkefest på Bornholm, hvor den som i det øvrige land blev fejret efter alle kunstens regler med taler, Dannebrogsflag og nationale sange. Det var også på dette tidspunkt, at der begyndte at udkomme aviser på øen. Folkeoplysningen begyndte at virke, og der begyndte at blive udgivet forskellige tidsskrifter og bøger beregnet for ganske almindelige mennesker.

191 13 år efter afslutningen af Treårskrigen døde kong Frederik VII den 15. november 1863, og i 1864 brød der igen krig ud med Tyskland. Situationen på Bornholm i forbindelse hermed var stort set den samme som under Treårskrigen, bortset fra, at der denne gang ikke alene meldte sig frivillige officerer, men også menigt mandskab fra militsen. Den af de frivillige bornholmere, der gjorde sig mest bemærket i denne krig, var Johan Andreas Peter Ancher. Han var født den 22. februar 1837 på Almegård i Knudsker, og 19 år gammel blev han sendt til København for at blive uddannet på Hærens Artilleriskole. Efter sin uddannelse blev han sendt tilbage til Bornholm for at blive sekondløjtnant ved militsen. Han giftede sig og bosatte sig i Rønne, men flyttede efter nogen tid tilbage til København, denne gang for at blive skuespiller. Succesen udeblev, og da det begyndte at trække op til krig i 1863, meldte han sig i stedet frivilligt til hæren. Ancher gjorde først tjeneste ved Dannevirke og blev efterfølgede artille- rikommandør ved Dybbøl, hvilket efter sigende skulle have været specielt ærefuldt. Han gjorde sig da også så godt bemærket, at han i forbindelse med et besøg blandt tropperne af kongen fik tildelt Ridderkorset. Senere fulgte mere hæder. Den 15. marts 1864 blev han lettere såret, men var kort efter tilbage på skansen. Den 18. april blev Dybbølskansen løbet over ende, og inden havde de tyske soldater fået ordre på at forsøge at fange Ancher levende. Det lykkedes, og sammen med de øvrige danske fanger blev han ført til byen Minden længere nede i Tyskland. Efter fredslutningen blev samtlige danske fanger løsladt og vendte hjem til en folkehyldets uden sidestykke. Der blev samlet ind til en æressabel til Ancher, og bornholmerne sendte ham et guldur. Senere fik han oven i købet invitation til at besøge den tyske prins Friederich Carl i Berlin. Der blev også anbragt billeder af ham på både det preussiske sejrsmonument i Dybbøl og på den store sejrssøjle i Berlin - en oplevelse, der formentlig har været få bornholmere forundt!

192 Efter sin hjemkomst fra tysk fangenskab blev Ancher udnævnt til pre- mierløjtnant ved Bornholms milits. Herfra søgte han og fik bevilliget sin afsked allerede i 1865, og regeringen bevilligede ham i den forbindelse en livslang pension på 1.200 kroner årligt. Han døde den 27. januar 1876 og blev begravet på Garnisonskirkegården i København.

Flere af de andre bornholmske militsofficerer, der deltog i krigen i 1864, var gengangere fra Treårskrigen. Én af disse, Lucianus Kofod, oprettede blandt andet en folkehøjkole i Gjedved i Jylland og senere sammen med soldaterkammeraten Ph. R. Dam en højskole i Aakirkeby, som dog kun holdt to sæsoner. Dam havde været valgt som folketingsmand for Born- holms 1. valgkreds siden 1858, og siden blev han genvalgt frem til 1881, hvor kredsen blev overtaget af M. Blem. Kofod fortsatte i øvrigt sin militære karriere. Han blev udnævnt til kaptajn, og fra 1881 til 1891 var han tøjmester ved Bornholms Væbning. Han skrev i øvrigt også små digte og endte sine dage i København, hvor han havde slået sig ned efter sin aktive politiske og militære karriere.

Ph. R. Dams militære løbebane var begyndt allerede i 1843, hvor han blev elev på Hærens Artilleriunderofficerskole i København. Efter tre års forløb var han nr. 1 i sin klasse. Både i 1850 og i 1864 var han komman- dør under kampene i Sønderjylland. Senere gjorde han tjeneste på søfor- tet Lynetten i København. Fra 1864 til 1866 var han medlem af Folke- tinget, hvorefter han sammen med brødrene Colberg stiftede Bornholms Tidende, som han var redaktør af indtil 1881. Han var også kaptajn og kompagnichef ved militsens artilleri, og i 1869 var han blevet både borgmester, postmester og telegrafbestyrer i Aakirkeby. Dam var medlem af rigsdagen for partiet Venstre gennem 35 år, indtil han i 1892 blev væltet af skolelærer N.I. Jensen fra Gudhjem. Som et pla- ster på såret fik han den 28. september 1896 tildelt Ridderkorset af kongen. Da Dam og Kofod startede deres højskolearbejde i Aakirkeby var de

193 rigtig gode venner. Det ændrede sig, da Kofod blev højremand. Derefter var det så som så med venskabet. Dam havde ligesom Kofod en lyrisk åre og i 1882 udgav han en historisk roman med titlen Sveder Ketting, som blandt andet handlede om fol- kelivet på Bornholm igennem tiderne. Denne bog blev fulgt op i 1895 af et lille hæfte med titlen „Folkeliv og Indstiftelser på Bornholm“. Dam døde den 5. februar 1900.

194 UDMARKSSAGENS HISTORIE

En af de mest markante begivenheder i Bornholms historie er den så- kaldte udskiftning og udmatrikulering af jorden på øen - ikke alene, da den fandt sted i det 19. århundrede - men fra helt tilbage fra oldtiden. Helt fra dengang var det en fast, uskreven regel, at den jord, der ikke tilhørte nogen, var kongens. Det var de såkaldte almindinger, hvor der var en slags hævd på, at folk, der boede i nærheden, kunne bruge områ- derne til græsning af kvæg og hente brænde bestående af lyng og tørv. På Bornholm bestod disse offentlige arealer af et større område, der strakte sig fra Hammeren til skoven midt på øen, som officielt har fået navnet Almindingen. Området strakte sig endvidere fra skoven næsten ud til stranden ved Neksø. Det var ikke ualmindeligt, at kongerne gennem tiderne af forskellige årsager forærede folk, der boede op til det store område, et stykke jord i såkaldt fæste eller oven i købet i arvefæste. På den måde opstod en slags gråzone, hvor det stadig var kongehuset, der ejede jorden, mens de reelle brugere var Kongens fæstere. Den ordning blev der gjort noget ved i 1832 og i 1842, hvor det blev besluttet, at der skulle lidt mere struktur på tingene. Der blev derfor foretaget en udskiftning, som betød, at kongen, og dermed staten, blev den faktiske ejer og bruger af 9.500 tdr. land, mens de bornholmske sogne fik tildelt og blev ejere i alt 13.000 tdr. land. Ideen var sådan set god nok lige bortset fra, at der ikke samtidig blev fastlagt klare regler for, hvordan jorden i de enkelte sogne skulle fordeles mellem beboerne. Oprindelig havde det formentlig været meningen, at jorden skulle fordeles ligeligt mellem bønderne og husmændene,

195 men bønderne, der i forvejen havde mere jord end husmændene, kræve- de, og tog, den største bid af kagen. Det var en oplagt urimelighed, som efter sigende blev bakket op af de autoriteter, der dengang var på Born- holm. Et af de sogne, der havde mest travlt med at fordele jorden til dem, der havde i forvejen, var Olsker sogn, hvor man i 1850 med ét slag af- skar husmændene fra brug af den jord, de havde levet af gennem århund- reder. Det kom der selvfølgelig ballade ud af, men der var dog også folk, som gik i gang med at prøve at skaffe husmændene lidt retfærdighed. Én af disse var O.E. Sonne, der var borgerkaptajn i Neksø. Han holdt møder rundt om på øen og forsøgte i det hele taget at skaffe husmændene en rimelig del af kagen. Han arrangerede blandt andet, at mere end 1000 bornholmske husmænd i 1851 sendte et forslag til kongen om, at den ud- skiftede jord i stedet skulle tilhøre sognene, og at husmændene kunne få lov til at forpagte den. Der var i øvrigt omkring 80 bønder med lidt ret- færdighedssans, der skrev under på forslaget. Der kom ikke noget ud af aktionen, kun at de bornholmske husmænd fik at vide, at de kunne gå til domstolene, hvis de var utilfredse. De kunne oven i købet få fri proces!

Resultatet blev, at der 11 år efter i 1862 faldt en højesteretsdom, som gav husmændene medhold i, at de havde ret til at få del i udmarken. Til gen- gæld gav dommen ikke nogen anvisninger på, hvordan de i praksis skulle få fravristet jorden fra de bønder, der allerede havde øvet selvtægt. Kaptajn O. E. Sonne, der også var landstingsmand, fik blandt andre overbevist indenrigsminister Orla Lehmann om, at det var helt galt, at man havde en højesteretsdom, som ingen anede, hvordan man kunne følge i praksis. Resultatet blev, at der blev vedtaget en lov på Rigsdagen „… om Anvendelse af den Landsognene paa Bornholm tillagte Andel i Ud- markerne.“ Loven blev vedtaget den 9. februar 1866. Den betød, at jorden herefter tilhørte sognene, men samtidig, at de bønder, der rent fak-

196 tisk havde dyrket et stykke jord i den tid, der var gået, kunne få lov til at købe det billigt af kommunen. Den jord, de havde beslaglagt, men ikke dyrket, blev det herefter muligt for husmændene at købe. Det blev endvidere besluttet ved lov, at de bornholmske sogne skulle udlægge en del af den jord, de havde fået på denne måde, til skov, hvor folk kunne hente gratis brænde.

Der blev den bornholmske tradition tro nedsat en kommission, som skulle sørge for, at fordelingen af jorden herefter skete i lovens ånd. Kommissionen og især dens formand, amtmand E. Vedel, stak i over- ført betydning hovedet direkte i en hvepserede. De bønder, der oprindelig havde beslaglagt jord, lavede en voldsom ballade, og de husmænd, der ikke kunne få fat i den jord, som loven gav dem mulighed for, holdt sig ikke tilbage. Amtmand Vedel havde voldsomme problemer med at få delt sol og vind lige, men det lykkedes ham og den øvrige kommission at tvinge følgende ordninger igennem for de enkelte bornholmske sogne:

Knudsker 400 tdr. land udmarksjord; deraf blev der udlagt 100 tdr. land til skov, som skulle plantes med mindst fem tdr. land årligt. Resten skulle bortforpagtes.

Nyker 622 tdr. land udmarksjord; deraf skulle udlægges 150 tdr. til skov, som skulle plantes med mindst seks tdr. land om året. Resten skulle enten sæl- ges eller bortforpagtes.

Vestermarie Her blev 200 tdr. land udlagt til skov, og resten (hvor der er lidt usikker- hed omkring arealets størrelse) blev bortforpagtet.

197 Nylars Udmarksjorden bestod af 750 tdr. land; hvoraf der på de 174 tdr. skulle plantes skov. Resten blev bortforpagtet.

Aaker Her fik man tildelt 1.270 tdr. land udmarksjord, hvoraf der skulle udlæg- ges 482 tdr. land til skov, som skulle beplantes med mindst 10 tdr. land årligt. Der skulle bortforpagtes 300 tdr. land og resten blev udlagt til sær- lige bestemmelser (som ikke er oplyst).

Pedersker Der var 626 tdr. land udmarksjord, hvoraf det hele skulle udlægges til skov med mindst 5 tdr. land til beplantning om året. Sognet kunne dog efter særlig tilladelse fra amtet bortforpagte, hvad man fandt nødvendigt.

Poulsker Her blev 690 tdr. land udlagt til udmarksjord, og ligesom det var tilfæl- det i Pedersker skulle det hele plantes til med skov, og det skulle ske med mindst 6 tdr. land om året. I Poulsker kunne man også få tilladelse af amtet til at bortforpagte.

Bodilsker Af de i alt 959 tdr. land udmarksjord i Bodilsker skulle de 200 bortforpagtes. Resten skulle beplantes med skov med mindst 10 tdr. land om året. Der blev også givet tilladelse til, at den jord, der ikke blev bortforpagtet eller tilplantet, kunne bruges til græsning og til at hente hø og brændsel.

Ibsker Her var der 975 tdr. land i Højlyngen og 300 tdr. land på Brændesmark, som blev udmarksjord. Ibsker var ét af de steder, hvor bønderne allerede havde beslaglagt det meste af jorden, og det fik lov til at stå ved magt. Til

198 gengæld gik gårdejerne i Ibsker med til at udlægge 500 tdr. af Højlyngen til fælles ejendom for husmændene i sognet. Der skulle i øvrigt beplantes mindst 5 tdr. med skov årligt.

Østermarie 1.100 tdr. land blev udmarksjord, og der skulle tilplantes mindst 7 tdr. land om året. Resten skulle bortforpagtes.

Østerlars og Gudhjem 1.046 tdr. blev udmarksjord, og 244 tdr. land skulle være skov med en tilplantning på mindst 4 tdr. land årligt. Gudhjem by købte selv 79 tdr. land og resten blev bortforpagtet.

Rø Her havde bønderne allerede fordelt den beslaglagte jord mellem sig, og den fik de lov til at beholde, dog på betingelse af at husmændene i sognet fik mulighed for at købe omkring en tredjedel af jorden og lægge den til deres ejendomme.

Olsker Her var forholdene præcis de samme som i Rø.

Rutsker 963 tdr. land blev udpeget som udmarksjord, hvoraf de 175 tdr. skulle tilplantes med skov med mindst 6 tdr. land årligt. Resten kunne bortforpagtes.

Klemensker Der blev udpeget 1.200 tdr. land til udmarksjord, hvoraf de 170 tdr. land skulle beplantes med mindst 1 tdr. land om året.

199 Fordelingen af udmarksjord og bestemmelserne om deres anvendelse blev i store træk accepteret af de bornholmere, der levede af landbrug. Eet var imidlertid at have fået fordelt jorden, et andet var at få den opdyrket. Det betød, at der rigtigt mange steder på Bornholm skulle flyttes sten i mas- sevis og bortsprænges store og små klippestykker. Det var hårdt og tids- krævende arbejde.

I denne forbindelse fremhæves ejeren af Splitsgård i Klemensker, Otto Jespersen, som det gennem 30 års hårdt arbejde lykkedes at få opdyrket og drænet omkring 200 tdr. land tidligere lyngarealer, som senere kom til at danne grundlag for gården Lyngholt. Derudover fik Jespersen opdyrket omkring 50 tdr. land, som tidligere havde bestået af krat og eng. Jespersens indsats for landbruget på Bornholm blev i øvrigt hædret med tildeling af Ridderkorset den 15. november 1888.

Der nævnes også en række andre bønder, som gjorde sig godt bemær- ket i forbindelse med øens landbrug. Det var to gårdejere ligeledes fra Klemensker, Ole Nielsen og H.M. Krøjer. Derudover fremhæves plantør Kofoed fra Graneli, som blev udnævnt til Dannebrogsmand på grund af sin indsats med at tilplante store arealer på Højlyngen.

200 FRA 1866 TIL 1900

Bornholms milits omdannes i 1867 til Bornholms Væbning

Allerede i 1849 havde officererne fra Bornholms Milits indset, at tiden var ved at løbe fra ordningen, som den fungerede, og i 1860’erne blev det besluttet, at forsvaret af øen skulle moderniseres. Det skulle blandt andet ske med indførelse af almindelig værnepligt og uddannelse på hærens rekrut- skoler. Militsen var på dette tidspunkt i meget ringe stand, og især stod et sløjt til med disciplinen blandt mandskabet. Det, der oprindeligt havde været seriøse øvelser, havde udartet sig til noget, der kunne minde om folke- fester, hvor der blev hyggesnakket og vistnok også drukket rigeligt med brændevin.

Den 6. juli 1867 blev det vedtaget ved lov at omdanne Bornholms Milits til Bornholms Væbning. Det betød som nævnt værnepligt for øens unge mænd, men også, at der blev indført nye militære reglementer. I første omgang var det stadig de gamle officerer, som havde kommandoen under øvelser og andet. Der går en historie om én af disse gamle officerer, en kaptajn, som en dag under en øvelse på Galløkken skulle afprøve nogle af de nye kom- mandoer og kom temmelig dårligt fra det. Historien fortæller, at kaptajnen kommanderede: „Mod Angreb - fald ned! Dæk! Hele mandskabet reagerede øjeblikkelig og lod sig falde ned på række og geled, og kaptajnen var glad. Glæden varede imidlertid kort, og han ud- brød: „Nu kan jeg - min Gud - ikke huske, hvordan jeg skal få jer op igen! “

201 Mandskabet foreslog ham, at han jo kunne forsøge sig med meldingen: „Rejs jer op, mænd“. Den anekdote blev der dengang grint meget af på Bornholm i forbindelse med moderniseringen af militsen…

Inden den nye struktur blev indført i det bornholmske forsvar, bestod det af et jægerkompagni, fire infanterikompagnier, syv borgerkompagnier, fire herredskompagnier med mandskab på over 50 år, fire dragoneskadroner og to artillerikompagnier. Efter nyordningen kom det til at bestå af to artillerikompagnier, en dragoneskadron og fodfolket af en bataljon med fire kompagnier.

Der kom dog til at gå temmelig mange år, før der var tilstrækkelig med uddannede befalingsmænd på øen. Det bornholmske forsvar sakkede også bagud med hensyn til at udstyre mandskabet med maskingeværer, bagladegeværer og andet militært materiel.

Religiøse bevægelser

Der har til næsten alle tider været grobund for stærke religiøse bevægel- ser på Bornholm, men det tog for alvor fart, da præsten Peter Christi- an Trandberg, som var født den 18. august 1832 på Brunsgård i Nylars, startede sin mission. Han var 26 år gammel blevet kapellan i Viborg, hvor han havde fået en vis succes som vækkelsesprædikant. Han overvejede på et tidspunkt at blive missionær, men endte med at beslutte sig for at vende hjem til Born- holm for at forkynde den rette lære. Denne var til gengæld en blanding af mange forskellige trosretninger og filosofier, og han var blandt andet meget optaget af filosoffen Søren Kierkegaard. Trandberg tordnede om de frygtelige ting, der ville overgå de ugude- lige bornholmere og adskillige svage sjæle blev så bange, at de fik svære depressioner. Han rettede også sit skyts mod folkekirken, som han kaldte

202 Den store Skøge, og de almindelige folkekirkepræster fik læst og påskre- vet. I 1862 ansøgte Tranberg kirkeministeriet i København om tilladelse til at prædike i de bornholmske kirker. Det fik han til stor forargelse for sine tilhængere afslag på den 26. april 1862. Det fik ham dog ikke selv til at opgive sit korstog, og Sankt Hans dag 1863 arrangerede han et stort fol- kemøde i Almindingen, hvor han benyttede lejligheden til under overvæ- relse af flere tusinde mennesker at melde sig ud af folkekirken. Adskillige af mødedeltagerne valgte ved den lejlighed at følge ham. I forbindelse med sin udmeldelse af folkekirken stiftede Trandberg en frimenighed, som fra begyndelsen havde mere end 1000 tilhængere på Bornholm, og der blev opført menighedshuse adskillige steder på øen. Der var enkelte sogne, hvor han opnåede tilslutning fra samtlige beboere, og det skal i det hele taget have været noget af en voldsom vækkelse, der spredte sig ud over øen.

I 1866 blev Trandbergs aktiviteter for meget for den grundtvigianske præst, Vilhelm Birkedal. Der meldes ikke noget om, hvad der skete mellem de to mænd, men Trandberg droslede i hvert fald ned, og meddelte oven i købet nogle år senere, at han for den sags skyld igen var parat til at prædike i folkekirken. Den 30. september 1872 blev hans frimenighed anerkendt som valgme- nighed under folkekirken, og her virkede han til 1877. Året efter forsøgte menighederne i Aaker og Aakirkeby at få ham ansat som præst i et ledigt embede, men det lykkedes ikke.

I kølvandet på Trandbergs religiøse korstog blandt bornholmerne dukkede der flere „aflæggere“ op, som havde om end mere yderliggående re- ligiøse budskaber. Én af disse blev ledet af den tidligere smed, Christian Møller, som både skal have været rimeligt begavet og have været i besiddelse af ret gode talegaver. Møllers arbejde som sjælesørger skabte hul i rækkerne i Trandbergs me-

203 nighed. Til sidste oplevede han, at han i den grad var blevet kørt ud på et sidespor, at han endte med at emigrere til Amerika, hvor han virkede som præst i Chicago indtil sin død den 10. juni 1896. Han blev 64 år gammel, og to år efter hans død rejste nogle af hans tilhængere en mindesten for ham i Almindingen.

Siden Trandberg gjorde, hvad han kunne for at indprente bornholmerne den sande lære, er der dukket adskillige andre frimenigheder op. Dem, der havde tilsluttet sig Christian Møller, kaldte sig i øvrigt Bornholmerne. De meldte sig ikke ud af folkekirken, som de dog kun anvendte i forbindelse med dåb, bryllupper og begravelser. Der dukkede også mormoner op på Bornholm, og de fik følgeskab af baptister, metodister, irvingianere og flere andre. I øvrigt fandt de fleste religiøse vækkelser på øen sted i og omkring Neksø.

Skytte- og højskolesagen

De religiøse bevægelser på Bornholm delte i store træk befolkningen op i to. Man var enten for eller imod Trandberg, men der dukkede også andre bevægelser op, som kunne samle øens befolkning. Det gjaldt blandt andet skyttesagen og højskolesagen. Det medførte stiftelsen af Bornholms Amts Skytteforening og Bornholms Folkehøjskole. Skyttesagen startede i 1869 og havde fra begyndelsen en rimelig succes. Den blev ledet af oberst Jensen Tusch og flere af øens officerer og frem- trædende borgere, men interessen holdt kun frem til 1875. Efter en periode med meget lidt opmærksomhed, fikskyttesagen en renæssance, da man fik gymnastik og idræt med i foreningslivet.

Efter de første kortvarige forsøg med en folkehøjskole, som blev gennem- ført af de to militærfolk, Ph. R. Dam og Lucianus Kofod, der begge havde deltaget i krigene i Sønderjylland, blev ideen ført videre i 1870 af lærer Julius Bon, der ligeledes havde krigserfaring fra kampene mod tyskerne.

204 Det lykkedes lærer Bon at samle penge nok ind på øen til at kunne danne et aktieselskab, som efterfølgende opførte en stor og rummelig højskole i Østermarie. Han blev selv højskolens første forstander. I starten var højskolen temmelig populær blandt bornholmerne, men interessen dalede efter nogle år, og forstander Bon forlod øen til fordel for et lærerjob i København. Senere gik det både op og ned ad bakke for høj- skolen, som dog til sidst blev solgt og indrettet som brugsforening. Der opstod kort efter en ny højskole i Aaker sogn tæt ved Ekkodalen, som blev ledet af højskoleforstander N.P. Jensen.

Stormfloden 1872 og dens følger

Natten mellem den 13. og 14. november 1872 blev Bornholm udsat for en voldsom stormflod. Det samme skete flere steder i det øvrige land, hvor store arealer blev oversvømmet. Bornholm undgik egentlige over- svømmelser, fordi der ingen steder på øen var decideret lavland, men det gik til gengæld hårdt ud over havnene, især på Østlandet, hvor flere havne ganske enkelt blev smadret og endte ude i havet og samtidig efterlod et virvar af knuste havnemoler, bygninger og skibe, der havde ligget i havnene. Der var i virkeligheden tale om en katastrofe uden sidestykke. De to- talt ødelagte bornholmske havne skulle naturligvis genopbygges, og man benyttede derfor de følgende årtier til at gøre de nye havne både større og bedre, hvilket igen blev af den allerstørste betydning for både fiskeriet og skibsfarten til og fra øen. Staten trådte hjælpende til med rentefri lån mod sikre 1. prioriteter i de nye havne og omkring år 1900 var de i alt syv bornholmske havne blandt de mest moderne i landet. Bornholm havde dengang omkring 40.000 indbyggere, hvilket svarede til indbyggertallet i en mellemstor dansk pro- vinsby, men altså hele syv havne. Der blev også opført to såkaldte ø-havne ved henholdsvis Snogebæk og Arnager. Der var her tale om mindre havneanlæg, som blev opført et

205 stykke ude i vandet og forbundet til land med en gangbro. Filosofien bag disse små havne, som alene kunne bruges af fiskeriet, var, at de ikke kunne sande til, når de lå så langt ude i vandet. Bornholms nye og større havne betød også, at der kunne anløbe damp- skibe, og det betød igen mere handel og større omsætning igennem adskillige led. De nye havne var for alvor også med til at sætte gang i fiskeriet. Tid- ligere havde f.eks. sildefiskeriet kun forsynet øens egen befolkning med spegesild. De nye havne betød, at der kunne eksporteres både fersk, saltet og røgede sild, og som noget helt nyt solgte man også stegte sild ovre. Mens det i midten af 1850’erne var almindeligt på Bornholm, at tjenestefolk, når de begyndte et nyt sted, betingede sig, at de kun skulle have serveret laks én gang om ugen, var laks i slutningen af det 19. århundrede blevet en særdeles god indtægtskilde for de bornholmske fiskere.

Fiskeriet & Fyrvæsenet

Allerede dengang beklagede fiskerne sig over, at der var for mange om er- hvervet, og at det derfor blev stadig vanskeligere at få udgifter og indtæg- ter til at hænge sammen. Om sommeren var Bornholm bogstavelig talt lukket inde af sildegarn hele vejen rundt om øen i et bælte, som kunne strække sig flere sømil ud fra kysterne. Det samme var stort set tilfældet med laksekroge om vinteren. Fiskerne begyndte at tjene penge og tidligere tiders små, primitive fi- skehytter blev afløst af pæne og velholdte huse i havnebyerne.

Fyrvæsenet har et helt særligt kapitel i Bornholms historie. De bål, der oprindelig blev tændt for at vejlede skibene på søen, blev efterhånden erstattet af faste fyr, som vel egentlig mest var tiltænkt øens fiskere. Det første faste fyr, der blev opført på Bornholm, var på Stejlebjerg på Hammeren, og det blev tændt første gang den 21. juni 1802. Det næste, der blev opført, var på Christiansø i 1805.

206 Der kom til at gå næsten 70 år, før disse to fyr blev opført som egentlige fyrtårne, som kunne ses små fire sømil ude på søen, og i 1879 og 1880 blev der opført to helt nye fyrtårne ved Dueodde, det mindste nærmest vandet og det største længere inde i land. Der blev også indført tågesignaler på samtlige fyr, og på Hammeren blev det endvidere muligt at signalere til forbisejlende skibe fra en såkaldt signalstation.

Det var fyrene ved Dueodde, der fik særlig betydning for skibsfarten. Farvandet ud for kysten var her berygtet for sit meget store antal strandinger. Det var der på den anden side adskillige bornholmere, som levede godt af. Man havde dengang et ordsprog, som gik ud på, at man skulle leve kristeligt og ernære sig af vrag! Igennem langt over hundrede år havde man, indtil fyrene kom, kunnet se bornholmere på kysten i dårligt vejr, som spejdede efter vrag, som var det samme som penge i kassen. At det samtidig kostede menneskeliv, var der få, der lå søvnløse af om natten.

Industriens standpunkt

Det var i sidste halvdel af det 19. århundrede, at der begyndte at komme egentlig industri til Bornholm. Stenhuggeriet udviklede sig i større målestok og beskæftigede en masse mennesker med alt fra trappesten og brosten til polerede gravsten, og op- dagelsen af kaolin medførte, at de gamle kulværker ved Hasle blev afløst af store, moderne teglværker. Det kneb med at få gang i tidligere tiders pottemageri på øen, men der kom en pæn produktion i gang af produkter af terrakotta og majolika, som især blev eksporteret til udlandet, blandt andet til Amerika. Der havde ikke tidligere været nogen jernindustri af betydning på Bornholm, men det ændrede sig med opførelsen af Bornholms Maskin- fabrik i Rønne, som blandt andet begyndte at bygge skonnerter i stål.

207 I samme periode opstod der jernstøberier og maskinfabrikker i både Has- le og Neksø. Inden udgangen af det 19. århundrede var der oprettet tekniske skoler i alle de bornholmske byer, hvor fremtidige generationer kunne erhverve den nødvendigste teoretiske viden i håndværksfagene.

208 AGERBRUGETS OPSVING

Det var indenfor landbruget, den virkelige revolution fandt sted i slutningen af det 19. århundrede. En af dynamoerne var Bornholms landøko- nomiske Forening, som blev stiftet i 1852. Foreningen havde oprindelig sit udspring i Foreningen til Hesteavlens Fremme, og det hang naturligt sammen med, at heste var en helt afgørende arbejdskraft i landbruget. Det var den landøkonomiske forening, der holdt det første dyrskue på Bornholm. Det var samme år, som foreningen blev stiftet, og man ud- delte ved den lejlighed præmier for mere end 400 rigsdaler. Indtil år 1900 havde foreningen uddelt præmier for over 65.000 kroner på dyrskuerne og i alt 11.000 kroner til husmænd, som havde været særlig dygtige til at få noget ud af jorden. Der var også blevet uddelt præmier for omkring 3.000 kroner i forbindelse med opdrættet af slagtekvæg. Den landøkonomiske forening blev hurtig paraplyorganisation for en lang række landbrugsforeninger, og man stod bag oprettelsen af Born- holms Brandforsikringsselskab, Kreaturforsikringsselskabet og Aakirke- by Sparekasse. Foreningen blev også officielt anerkendt af landbrugsministeriet og havnede oven i købet på finansloven med 500 kroner årligt.

209 SAMFÆRDSELENS UDVIKLING

I tidligere tider havde der ikke været gjort de helt store bestræbelser på at udvikle og stabilisere skibstrafikken til og fra København. I 1860’erne havde man således kun en enkelt udtjent hjuldamper som pustende og stønnende sejlede frem og tilbage over Østersøen, når vejret ellers tillod det. Fartøjet hed egentlig Mercur men fik hurtigt øgenavnetVarpelars blandt bornholmerne, fordi den ikke sejlede hurtigere, end man kunne varpe sig frem med en robåd. Det stod stort set ikke bedre til med den interne trafik mellem de bornholmske byer, og det betød blandt andet, at det var mere eller mindre til- fældigt, hvornår bornholmerne fik post. Varpelars forsøgte efter bedste evne at besejle Bornholm én gang om ugen, men sejladsen gik i stå under isvintre. Den mest stabile forbindelse over vandet forgik med yachten Ørnen, som med skibsfører Markmann på broen lå i fast rutefart mellem Rønne og Ystad.

Postbudene på Bornholm gik deres ruter én gang om ugen. De breve og pakker, de havde med sig, afleverede de på præstegårde, på skoler og enkelte andre faste steder, hvor folk så kunne komme og hente dem. Den tids mest berømte postbud på øen hed Per Jyde. Bornholmerne kunne godt lide ham, men grinede ad hans brede, jyske dialekt, og avi- serne syntes, det var morsomt at skrive anekdoter om Per Jyde.

Dampskibsselskabet i Rønne blev stiftet i 1866 og lagde ud med at indsæt- te damperen Skandia på ruten mellem Rønne og hovedstaden. Den skal

210 efter sigende have været det smukkeste skib, der dengang lagde til ved Kvæsthusbroen. Alene det første år Skandia var i fart, havde skibet indtjent et udbytte på 30% procent til sine aktionærer, og man begyndte derfor at anskaffe nye skibe. 11 år senere, i 1877, så Det østbornholmske Dampskibsselskab dagens lys og startede en regelmæssig forbindelse mellem havnene på Østlandet og Nordlandet og havnene i København. Alt i alt betød udviklingen af rutetrafikken, at Bornholm trafikalt og dermed handelsmæssigt lige pludselig var et godt stykke foran de fleste andre danske provinsbyer. I år 1900 var der daglig postforbindelse fra København, og posten blev bragt direkte ud til modtagerne i sognene seks dage om ugen.

Det var også på dette tidspunkt, at der kom både telefon og telegraf til Bornholm, og øens vejnet blev samtidig solidt udbygget. Der var endnu ikke kommet elektricitet i alle småbyerne, men i Rønne havde man oven i købet fået indført gasbelysning i gaderne. I år 1900 blev der anlagt en jernbane, som snoede sig gennem landskabet fra Rønne gennem Sydlandet til Neksø. Der opstod i denne forbindelse ildevarslende rygter om, at en lille ø som Bornholm overhovedet ikke havde råd til den slags, og at jernbanen i virkeligheden var den sikre vej til fattiggården …

211 VIDENSKABELIGE UNDERSØGELSER

Geologiske

Det var indførelsen af rutetrafikken over Østersøen, som blandt gjorde det muligt for videnskabsfolk at gå i gang med forskelligt videnskabeligt arbejde på øen. Tidligere havde turen til og fra København været alt for besværlig til, at nogen orkede at spekulere på, at der kunne være ting og sager, det var værd at udforske på Bornholm. Der havde været forskellige mindre tiltag til en interesse for den bornholmske undergrund, men det var mest blevet til nogle afslappede overvejelser om, hvorvidt det i virkeligheden var ulejligheden værd at undersøge noget som helst på en ø, der lå så langt væk.

Amtmand E. Vedels arkæologiske undersøgelser

Der kom først lidt større interesse for arkæologiske undersøgelser på Bornholm, da amtmand Emil Vedel tiltrådte sit embede i marts 1866. Han begyndte sine arkæologiske undersøgelser i foråret 1868 ved Kane- gård i Knudsker og senere på Kannikegård i Bodilsker. Det var Vedel der som den første på Bornholm fik øje på de såkaldte brandpletter få centi- meter under jordoverfladen, som afslørede, at der på disse steder havde ligget oldtidsgrave. På den måde registrerede han et meget stort antal oldtidsgrave overalt på øen. Vedel nåede også at udgive et stort værk med titlen, „Bornholms Old- tidsminder og Oldsager“, som udkom i 1886, inden han 15. august 1871 overtog embedet som amtmand i Sorø amt. Senere besøgte Vedel Born-

212 holm årligt og fortsatte sine arkæologiske undersøgelser (blandt andre sammen med J.A. Jørgensen).

I det hele taget begyndte bornholmere og andre danske i slutningen af det 19. århundrede at interessere sig for den bornholmske historie fra oldtiden. Det medførte blandt andet, at der blev dannet en museumsfor- ening i 1893, som oprettede Bornholm Museum, som siden har fået til- ført forskellige særdeles værdifulde, historiske samlinger. Blandt disse en stor geologisk/mineralsk samling. Grunden blev også lagt til museets naturhistoriske samling.

I 1893 blev der foretaget en interessant udgravning ved Hammershus. De nederste murrester af kirken og dele af gårdspladsen i slottes midte blev afdækket, og året efter fortsatte udgravningerne af kirkefløjen og yderligere udgravninger af gårdspladsen. I 1895 blev den sydlige fløj gravet ud, ogHelemkirkefløjen og gårdsplad- sen blev afdækket. I 1896 var det tinghuset udenfor slottets ydre port, der blev genstand for arkæologernes interesse. Samme efterår styrtede køre- vejen over den gamle slotsbro sammen. Den begyndte man så at udgrave i 1897, hvorved man fik afdækket den vestlige spidsbue i broen, og selve vindebroåbningen dukkede frem. I øvrigt viste det sig nødvendigt at restaurere broens spidsbue, som var mere end skrøbelig. Udgravningerne på Hammershus fortsatte i 1898, og her restaurerede man blandt andet den sammenstyrtede kørevej, så man igen kunne komme forholdsvis uhindret ind på slottet. Der blev også gravet på Ham- mershus i de følgende år frem til år 1900. Udgravningerne blev ledet af inspektør Hauberg fra Nationalmuseet, og pengene kom fra Rigsdagen, som gennem årene bevilligede betydelige midler til formålet.

Lilleborg i Almindingen blev udgravet i årene 1886-1896. Her blev der blandt meget andet af interesse fundet mønter fra henholdsvis Valdemar I’s og Erik Glippings tid.

213 I tiden op til århundredeskiftet blev der fredet et meget stort antal grav- høje, bautasten, helleristninger og gamle borgpladser rundt om på Born- holm.

Botaniske undersøgelser m.m.

Det er få steder i det øvrige Danmark, som har så rig og varieret plante- vækst som Bornholm. Af samme årsag har der gennem årene været foretaget talrige botaniske undersøgelser på øen. En af de mest grundige blev foretaget af lærer Bergstedt, som skrev værket Bornholms Flora. Specielt har mange tyske botanikere været interesseret i plantelivet på Bornholm, og allerede sidst i 1890’erne kunne man se tyskere gennem- trawle øen og bagefter rejse hjem med udbyttet. I det hele taget begyndte der at dukke turister op på Bornholm i denne periode. Det var også på dette tidspunkt, at man opfandt udtrykket Østersøens Perle. Pensionater og hoteller begyndte at dukke op for alvor, og det forlød, at der indimellem var tyske turister, som lettere forargede gav udtryk for det meningsløse i, at øen ikke længere var tysk som i tiden under Lübeck …

214 DE GAMLE BORNHOLMSKE KIRKER

De gamle kirkebygninger på Bornholm er blevet kaldt mærkelige og rundkirkerne endnu mærkeligere, men der skulle underligt nok en svensker til for første gang at skrive ting ned om de bornholmske kirker. Han hed C.G. Brunius og havde været en tur på øen. Bagefter udgav han i 1860 en bog, han kaldte Konstantekninger under en resa till Bornholm. Bogen vakte en del opmærksom og generelt steg interessen for de særegne bornholmske kirker. Der havde ligget kirker på Bornholm i 600 år, og flere af dem var i slutningen af det 19. århundrede i en elendig forfatning, dog ikke i så dårlig stand, at det ikke kunne svare sig at restaurere dem. Alligevel blev nogle af de gamle kirkebygninger revet ned og erstattet af nye og større. Inden blev de bornholmske kirker omhyggeligt målt op og tegnet af arkitekt H.J. Holm. Resultatet blev udgivet i år 1878 som bog, der kom til at hedde Bornholms ældgamle Kirkebygninger. Det anses for et held, at de fire gamle rundkirker slap for at blive revet ned, og at det gik på samme måde med de ældgamle kirketårne i Ibsker og Bodilsker.

215 LOV OG RETSVÆSEN

Bornholm indtog i rigtigt mange år en juridisk særstilling i forhold til resten af landet, og her følger et udsnit af de særordninger, der gjaldt for det bornholmske retsvæsen: 1. Amtslige forhold var ens for både bønderne og byernes borgere. 2. Muligheden for appel indebar blandt andet, at alle underretsdomme, der var afsagt i kriminalsager, skulle indankes direkte for højesteret. 3. I forbindelse med transport blev det pålagt bornholmerne at sørge for, at både rejsende og post kunne transporteres rundt på øen. 4. Der var såkaldt fri næring for møllere, der malede korn til mel. 5. Bornholmerne skulle ikke betale rangskat - altså kun de folk på øen, der ikke var tilflytterne - eller førdere - om man vil. 6. Øens beboere var i modsætning til resten af danskerne fritaget for at betale konge-tiende. 7. Den tidligere Bornholms Milits blev ved lov af 6. juli 1867 omdan- net til Bornholms Væbning. 8. Tidligere særlige arvelov for selvejergårde blev ophævet ved lov af 8. januar 1887. 9. Der blev indført særlige love for fiskeriet den 8. april 1888. 10. Tidligere særlige regler i forbindelse med bjærgning af vrag blev ophævet ved lov den 1. april 1892.

Siden Danmark fik en fri forfatning gennem Grundloven har Bornholm haft en række folkevalgte, som har markeret sig positivt i den lovgivende forsamling. I den forbindelse bør fremhæves en enkelt, nemlig folketingsmand M. Blem.

216 DAGSPRESSEN PÅ BORNHOLM

Det første nummer af Bornholms Avis udkom den 2. august 1828 i Røn- ne. Bladet udkom to gange om ugen og blev udgivet af bogtrykker Eg- gert Christoffer Tryde, som oprindelig var kommet til Bornholm fra Jyl- land. Tryde havde i første omgang fået afslag af amtmand Jespersen på en ansøgning om tilladelse til at udgive en avis. Tilladelsen kom først efter en række lærere på Latinskolen med rektoren i spidsen havde lovet amtmanden, at de ville støtte avisen ved at skrive gratis artikler til den. Selve distributionen af den nye avis var et problem. Der var på dette tidspunkt ikke postomdeling på Bornholm, og der var ret beset ikke så forfærdelig mange bornholmere, der i det hele taget var i stand til at læse en avis. Et eksempel herpå er beretningen om en kaptajn ved militsen, som under et selskab i en præstegård påtog sig at læse højt af avisen. Det gik da også helt fint, lige indtil præsten gjorde ham opmærksom på, at han læste på tværs over spalterne. Inden Bornholms Avis begyndte at udkomme, kom der af og til aviser ovrefra, men disse var først og fremmest beregnet for de embedsmænd, der var udstationeret på øen.

I begyndelsen havde Bornholms Avis 40 faste abonnenter, og der gik adskillige år, før antallet nåede 100. I 1848 var man nået op på 200 abonnenter, og avisen begyndte så småt at give overskud. Det gav typograf Jo- hannes Colberg blod på tanden, og i 1850 søgte og fik han tilladelse til at udgive nok en avis, der fik navnetFolkevennen . Den holdt i fire år, blandt andet fordi Colberg påtog sig at trykke et blad ved navn Rytterknægten,

217 som et par år senere skiftede navn til Bornholms Dagblad det beholdt dog Rytterknægten som undertitel. Det udkom ganske vist kun to gange om ugen. Et par år senere blev navnet ændret igen, og avisen kom i stedet til at hedde Bornholms Amtstidende. Amtstidende blev slået sammen med Bornholms Avis i 1888. Bornholms Tidende blev stiftet i 1866 af folketingsmand Dam, som selv redigerede avisen frem til 1881. I 1892 blev Bornholms Tidende overtaget af et aktieselskab.

Der havde også været gjort en række forsøg på at få udgivet en avis i Nek- sø. Det lykkedes i 1881 for typograf August Hjortsvang, som den 1. april samme år sendte Østbornholms Avis på gaden. Den holdt dog kun ¾ år, hvorefter Hjortsvang solgte sit trykkeri, som derefter blev flyttet til Røn- ne. Kort efter gik en anden af Neksøs bogtrykkere, Gornitzka, sammen med en privat forening om at udgive Bornholms Dagblad, som så dagens lys den 1. april 1882. Ni år senere blev avisen solgt til et selskab med folketingsmand Blem i spidsen og derefter flyttet til Rønne, hvor det stadig eksisterede ved århundredeskiftet 1899/1900.

218 LAVSVÆSEN PÅ BORNHOLM

Der var oprindelig ikke tradition for at danne håndværkerlaug på Born- holm, som det var tilfældet i det øvrige land. Der var dukket enkelte op, men kun i Rønne. Til gengæld var der såkaldte gildeslaug i samtlige sogne og i nogle af disse endda to. Disse gildeslaug var meget udbredte allerede fra midten af det 16. århund- rede, men begrebet havde eksisteret væsentlig længere tid tilbage. I midten af det 19. århundrede blev gildeslaugene enten opløst eller moderniseret og kom til at minde om en slags loger, som de i store træk kendes i dag. Der var tale om selskabelige foreninger af mænd, som samlede under en lang række vigtige ritualer, hvoraf øldrikning hørte til eller var et af de vigtigste. Der fandtes også enkelte gildeslaug bestående af kvinder, men disse var i absolut mindretal. Det skete, at brødre og søstre mødtes, og så blev der drukket og danset til langt ud på natten…

Det skal understreges, at man mødtes i gildeslaugene under behørig hen- syntagen til Gud og Kristus. I Nylars sogn havde man specificeret de overordnede regler i fire punkter:

Der skulle begyndes med kristelig vis med bøn og formaning.

Det skulle præciseres, hvad broderskabet handlede om, og hvordan den ene broder skulle forholde sig over for den anden.

Der skulle være love, som fortalte om pligter og straffe, hvis disse ikke blev overholdt.

219 Der skulle også være bestemmelser om, i hvilket omfang brødrene skulle deltage i samfundstjeneste som vedligeholdelse af veje og volde.

Generelt var der også bestemmelser om, hvordan de lokale sognepræster skulle formane brødre og søstre, inden løjerne gik i gang. Det skulle fore- gå i både Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og enkelte salmevers skulle der også være plads til. Endelig, når der blev taget hul på den sidste tønde øl, skulle præsten endnu en gang takke Gud med en salme. Bagefter fik præsten, som blev kaldt sogneherre, og de øvrige deltager i gildet belønnet med en ekstra kande øl. Det var i øvrigt sædvanligt, at brødrene mødte op bevæbnet med knive, økser, kæppe og andre våben, som dog sædvanligvis blev opbevaret i kæl- deren under løjerne. Der findes deltaljerede beskrivelser af love og regler for Nylars og Skt. Nikolaj sogn, og for Nylars vedkommende indeholder disse blandt andet bestemmelser om, hvordan dansen skal foregå under gildet, og hvordan det blev straffet med bøde, hvis en broder havde drukket så meget, at han kastede op. Bøder i Nylars sogn skulle i øvrigt altid betales med et passende antal tønder øl, næste gang man mødtes …

220 EFTERSKRIFT AF J.A. JØRGENSEN

„Naar Bornholms Historie nu hermed afsluttes (1901), er jeg mig fuldt ud bevidst, at der vil kunne paavises Mangler i dette Værk. Det er imidlertid mit Haab, at Bogen trods saadanne vil være et brugbart Grundlag for kommende Tiders Historieskrivere, som ved yderligere Ar- kivstudier muligvis ville faa Lejlighed til at supplere det manglende, berigtige Fejltagelser og fremdrage nye Synspunkter angaanede Forhold og Begiven- heder, om hvilke det paa Grund af utilstrækkelige historiske kilder hidtil har været saare vanskeligt at dømme fuldt ud rigtigt. De ville, det er mit Haab, tillige erindre, at dette Arbejde først og fremmest er et Samlerarbejde.“

221 222 223 224 J. A. Jørgensen A. J. BORNHOLMS J. A. Jørgensen HISTORIE

Genfortalt af Palle Bruus Jensen

1 William Dams Forlag William Dams Forlag