Og Sundhedsminister, MF Bertel Haarder (V) Indenrigs- Og Sundhedsministeriet Slotholmsgade 10-12 1216 København K
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
Indenrigs- og sundhedsminister, MF Bertel Haarder (V) Indenrigs- og Sundhedsministeriet Slotholmsgade 10-12 1216 København K Gudhjem, 15. juli 2010 Vedr. politik-festival på Bornholm inspireret af Almedalsugen Kære Bertel Haarder, Vi har med interesse læst din begejstring for den svenske Almedags-uge og ønske om at skabe en dansk pendant – f.eks. på Bornholm, hvilket får opbakning fra regionsrådsformanden og borgmesteren. Vi deler helt din begejstring for ideen om at lade politikere, lobbyister, erhvervsfolk, tillidsfolk, journalister og naturligvis borgere mødes under direkte, uformelle former for at dyrke det ”joviale danske samtaledemokrati”, som Fogh engang formulerede det. Det trænger vi alle til. Det lyder rigtigt med et privat-offentligt samarbejde om at skabe en sådan dansk politik-festival, og jeg deltager gerne med tid og erfaring i en initiativ-komité. Min tilknytning til Bornholm stammer fra avisen Kommunen hjemmehørende i Svaneke, arbejde fra Christiansborg 1994-1999 for TV 2/Bornholm, initiativ til Oluf Høst Museet i 1996 – samt hus hér siden 1995. Ligeledes vil Altinget.dk, der med 12 journalister er Christiansborgs største private redaktion, gerne tilbyde at opbygge og drive en særlig, gratis netavis med nyhedsbrev for festivallen, der dels kan rekruttere deltagere, dels kan formidle debatterne. I forvejen abonnerer omtrent alle, der kunne tænke sig at komme til en sådan festival, på en af vores netaviser. Umiddelbart har jeg flg. forslag (naturligvis helt for egen regning): Festivallen lægges på Bornholm, der har mistet sit Baltisk MedieCenter med tilhørende filmfestival og ligesom andre ”udkantsområder” i disse år kalder på statslig opmærksomhed. Det vil give regeringen tiltrængt ”udkants-goodwill” at fremme dette projekt. Nærmere bestemt afvikles festivallen på strækningen Gudhjem-Bornholmerpladsen (ca. 6 km, som kan betjenes af festivallens shuttlebus). Denne guldkyst har følgende faciliteter, som en politikfestival kan drage nytte af: Bornholmerpladsen ud til Helligdomsklipperne og havet. Parkering, toiletter, stor, skrånende græsplæne med plads vel til 5-600 personer. Naturlig hovedscene/hjerte. Stedets Ånd findes hér. Holkadalen i Gudhjem – velegnet til mindre boder og træf mv. Der kan vises politiske og debatskabende film på Bornholms Kunstmuseum og i Kino Gudhjem. Kunstmuseet kan vel i øvrigt huse arrangementer i tilfælde af dårligt vejr? I området ligger to historiske rundkirker (Olsker og Østerlars) for kirkegængere og for små koncerter mv. Haven i Oluf Høst Museet ligeledes oplagt. Gudhjem og Sandkaas kan tage de fleste festivalgæster for natten, men ellers kan Allinge-Sandvigs og Rønnes hoteller indregnes. Sekretariatet kunne lægges hos Øresundskomiteen, der har interesser i denne region og i forvejen som bekendt har stor veneration for Almedal. Hvorfor ikke holde tempo og via de af dig nævnte tipsmidler og private sponsorater (hvor Altinget.dk forlods er klar) sikre en årlig festival fra 2011 inden valget; en mulig ny regering vil altid kunne frygtes at prioritere anderledes) – f.eks. i første uge af juni (incl. grundlovsdag) eller første uge af juli, før industriferien lægger landet ned og turisterne sætter sig på øen? Sender til orientering kopi af dette brev til Vibeke Storm Rasmussen, Winni Grosbøl, to af dine ledende partifæller Søren Pind og Peter Christensen (med særlige rødder på Bornholm) - samt Øresundskomiteens direktør Mikael Stamming, som vi tidligere har drøftet Almedagsugen med. Håber at høre nærmere. Med venlig hilsen, Rasmus Nielsen Udgiver.