HØJESTERET FRA GRUNDLOVEN TIL RETSREFORMEN

AF

TROELS G. JØRGENSEN

ARNE FROST-HANSENS FORLAG

K Ø B E N H A V N 1951 TRYKT PAA CARLSBERGFONDETS BEKOSTNING

Bogen er en Fortsættelse af min Bog »Højesteret fra 1790 til Grundloven« (1950). En Anmelder (Professor, Dr. jur. Stig Iuul i Juristen, 1950 S. 198 ff.) har paa denne formentlig »fordringsfulde« Titel begrundet et Krav om »Problemstilling og Metode«, som han ikke har fundet opfyldt i Bogen. Naar jeg her fornyer Brugen af denne Titel, beder jeg derfor denne forstaaet mindre systematisk som »Efterretninger om Højesteret«. Den forrige Bog var et Ar­ bejde væsentlig paa bar Bund, for en stor Del altsaa »Kildepublika­ tion« og iøvrigt optaget af nødvendig Stofmeddelelse, hvorfor Skildringen ikke satte sig de paagældende yderligere Maal. Min Forgænger Sophus Vedel tog iøvrigt ikke i Betænkning at give sin Bog fra 1888 Titlen »Den Dansk-Norske Høiesterets Historie under Enevælden fra 1661 indtil 1790«, skønt den end ikke omhandlede Højesterets almindelige Praksis, se ogsaa S. 119 Noten.

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN LOVHISTORIE

Ligesom i min Fremstilling af Rettens Historie fra 1790 til Grundloven vil der til Indledning blive leveret en Lovhistorie alt­ saa en Gennemgang af de efterhaanden fremkomne Love paa de Omraader, der var de almindelige for Rettens Virksomhed. Natur­ ligvis vilde det være en stor og smuk Opgave for en Højesterets­ historie at levere fuldstændige Oversigter over Rettens Doms­ praksis til Belysning af, hvorledes Lovene blev opfattet, anvendt og suppleret af Retten ledsaget af kritiske Analyser af Domme­ nes Rigtighed og af de enkelte Dommeres mere eller mindre værdi­ fulde Indsats eventuelt sammenholdt med Spørgsmaalenes Behand­ ling i Teorien og fremmed Ret. Lovhistorien vilde da tjene til Udgangspunkt for en saadan Fremstilling. Naar den antydede Op­ gave derimod, som Tilfældet er i denne Bog, allerede af Hensyn til det for Forfatteren overkommelige ikke er taget op, vil man maaske finde, at en Lovhistorie ligger helt »udenfor Rammerne«. Det maa indrømmes, at den saa faar Karakteren af et Surrogat for Dommenes Historie, men jeg holder for, at ogsaa dette har sin Værdi for Bogens Emne. Oversigten over de skiftende Ændrin­ ger i Rettens Arbejdsgrundlag egner sig til at fremkalde Ideen om, at ogsaa Rettens Arbejde indenfor den behandlede 70 Aars Periode var historisk betinget, at der altsaa samtidig med Generations­ skiftet i Rettens Personale foregik en vis Fornyelse af Arbejds­ opgaverne. De i Nutidens Teknik anvendte Lovsamlinger, kun om­ handlende de i Øjeblikket gældende Love, giver ikke Næring for Opfattelsen af det historiske Perspektiv i Retslivet. Denne Mangel maa afhjælpes andetsteds, og en naturlig Plads er det lovanven- dende Organs Historie. Ved de politisk betonede Retssager, som vil findes nærmere behandlet, er Forholdet et andet. Der er det ikke den anvendte Lovgivning men Situationen, hvorunder Rets­ sagerne fremkom og forløb, der giver den historiske Kolorit. Førstepladsen indenfor Lovhistorien indtages naturligvis af Grundloven. 6

Junigrundloven gav kun et enkelt Sted en Regel om Højesteret, nemlig hvor den bestemte Rigsrettens Sammensætning paa den Maade, at Halvdelen af Medlemmerne (16) skulde vælges paa 4 Aar af og blandt Rettens Medlemmer. Paa dette Sted betjente Grundloven sig endda ikke af Betegnelsen Højesteret men sagde »Landets øverste Domstol«, som om der vilde klæbe en Bismag af Enevælde ved at bruge Navnet Højesteret, der blev indført af Enevælden. Og ganske rigtigt maatte det være Grundlovens Kon­ sekvens, at Retten rent udvortes maatte skyde Ham og lade sit kongelige Hylster fra Aabningsdagene og de daglige Møder falde bort; herom senere. I Modsætning til Kongeloven, der i sin Opreg­ ning af Kongens Regeringsbeføjelser ikke engang særlig nævnede Dommervirksomheden, havde Grundloven gjort den »dømmende Magt« til det sidste Led i en Tredeling af Statsmagten og henlagt den til Domstolene, naturligvis ikke blot Landets øverste, og det var derved bevidst undladt at komme med nogen Hentydning til, at Domstolene hverken besætter sig selv eller indsættes af Folket, hvilket unægtelig vilde forøge Selvstændigheden. Det var altsaa som forfatningsmæssigt Udgangspunkt fastslaaet, at Domsmagten havde sin Selvstændighed i Forhold baade til Kongens udøvende Magt og Lovgivningsmagten *). Denne Selvstændighed i Forhold til den udøvende Magt havde faaet særligt Udtryk dels i Sætningen »Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven« dels og navnlig i Sætningen »Domstolene ere berettigede til at paakende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser«. Det vilde ganske vist ikke have været uforeneligt med det enevældige Styresæt at give Dom­ stolene denne Myndighed; i Bogen Højesteret fra 1790 til Grund­ loven S. 27 er det oplyst, at adskillige af Assessorerne baade i Højesteret og Hof- og Stadsretten i deres Erklæringer 1794 over Udkast til Magistratsinstruks for København tog Ordet for at anse dette for hjemlet, men mødte energisk Afvisning af denne Tanke understreget ved, at Udtalelsen af den modsatte Regel gaves som avtentisk Fortolkning, hvori laa, at den allerede var gældende Ret. At overlade til de almindelige Retter endog dem i første Instans med Dommere, der tillige som Politimestre stod under Kancelliets Befalingsmyndighed, at bedømme de øverste Øvrighedsorganers Handlemaade var i Rigsforsamlingen endnu faldet Ørsted for

*) Dette huskedes paa Christiansborgs — Rigsborgens — Grundsten, der bærer Ordene rex, lex, jus. Det huskedes ikke ved Kransenedlægningen paa Grundlovgiverens Statue paa 100-Aars Dagen; denne udførtes af Kongen, Statsministeren og Tingenes Formænd, Domstolene fik ikke Adgang. Tidens Tegn? 7

Brystet; hans Forslag var derfor at henlægge Afgørelsen til Rigs­ retten altsaa som en Forvaltningsdomstol. Det maa dog tilføjes, at han ikke tænkte sig denne sammensat og virkende som i Grund­ loven men bestaaende af 2 X 6 Dommere, der tildels skulde afgøre Sageme uden egentlig Procedure. Det beslægtede Spørgsmaal, om Retterne endvidere kunde prøve Loves Overensstemmelse med Grundloven, havde man undgaaet at tage Stilling til. En Sag om Anvendelse af Tiendeafløsningslov 10. Maj 1903 gav i Dom 15. April 1912 Højesteret Lejlighed til at udtale den Forudsætning, at Lovens Uforenelighed med Grl. vilde have berettiget til Tilsidesættelse af den, se N. Lassen i Tidsskrift f. Retsvidenskab 1912 S. 359. Om Dommernes personlige Stilling gaves der de Regler, at deres Afskedigelse før det fyldte 65. Aar krævede Dom, at uønsket Forflyttelse, naar Domstolene ikke omordnedes, ikke kunde finde Sted, og at administrativ uønsket Afskedigelse af den ældre Dom­ mer maatte foregaa uden Tab af Indtægter. Der rejstes derved et Værn for Retternes Selvstændighed men ganske vist kun i de rene Dommerstillinger ikke overfor »Retsbetjentene«, der ogsaa var Politimestre. At sikre ogsaa Udnævnelsens Selvstændighed overfor den udøvende Magt tænktes der ikke paa, men det farligste for Selvstændigheden var ogsaa uden Tvivl Regeringens Magt til at fjeme Dommere, hvis Afgørelser mishagede. Her blev altsaa de ordinære Domstoles Kontrol Garantien; det Forsøg, der i 1937 blev gjort af Ministeriet paa at undergrave denne Garanti ved Ind­ førelse af en paa særlig Maade opbygget Specialret, se Retspleje­ udvalget gennem 25 A ar (1944) S. 170 ff., blev afværget. De øvrige Grundlovsforskrifter om den dømmende Magt traadte ikke straks i Virksomhed men pegede mod Fremtiden. Med Und­ tagelse af Forskriften om, at den med visse Ejendomme forbundne dømmende Myndighed skulde ophæves ved Lov (opfyldt ved Lov 28. April 1850 om Ophævelse af den jorddrotlige Skiftejurisdik­ tion), kom denne Fremtid til at ligge fulde 70 Aar fremme altsaa ved Aaret 1919, der er sat som Tidsskel for vor Fremstilling. Denne har derfor ikke Grund til at beskæftige sig meget med disse Reg­ ler om Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen, Indførelse af Offentlighed og Mundtlighed og i Misgerningssager samt i Sager om politiske Lovovertrædelser af Nævninger. Ialtfald ved nogle af Reglerne var man fuldt paa det rene med, at Gennemførelsen vilde være besværlig og kræve lang Tid. Hvad Nævninger angaar, var det, se A. F. Krieger som Jurist (1923) S. 51, denne Politiker, der paa Rigsforsamlingen fik Forslaget ind, der ikke fandtes i Regeringsudkastet, og Grundlovsudvalget udtalte sig i sin Indstil- 8 ling meget optimistisk om »Juryinstitutionen«: »Udvalget har ikke haft nogen Tvivl om, at det burde tilraade Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning i sin nyere Skikkelse har slaaet Rod i det engelske Statsliv, hvor­ ledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvor­ fra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen, men ligesom Sverig kender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indførelse. Betænkes det derhos, at Juryinstitutionen overalt, hvor den er indført, anerkendes som et kraftigt Middel til Retfær­ digheds Haandhævelse og som et af Folkefrihedens sikreste Værn, kan Udvalget ikke andet end anse det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.« Ved Udtryk­ ket Misgerningssager vilde man betegne de vigtigere Straffesager og med Hensyn til politiske Straffesager udtaltes det, at dette klart omfattede alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interesse maa anses ønskeligt at unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Allerede under Forhandlingen i Salen 10. April 1849 viste det sig dog, at Justitsminister C. E. Bardenfleth i Virkeligheden var Modstander af Institutionen, som han under­ kastede Betragtning dels som Retsinstitut dels som politisk Insti­ tut. I sidstnævnte Henseende ansaa han det for farligt og ikke for rigtigt ved Rivninger mellem Kongemagten og Folket at henlægge Afgørelsen til Folket selv i Stedet for til Domstolene og at undgaa disse, fordi de har deres Udspring fra den kongelige Myndighed. For dog at faa et ministerielt Udtryk for Tilslutning fik saa Inden­ rigsminister P. G. Bang Ordet for en ikke særlig dybtgaaende Ud­ talelse til Gunst for Indførelsen. Som det fremgaar af et Brev af Marts 1868 til Advokat Dunker i Christiania, se Berlingske Tidende for 1 . Oktober 1927, kom Krieger selv senere til den Erkendelse, at man maaske kunde komme til at fortryde, at det faktiske Spørgs­ maal i politiske Straffesager var blevet unddraget retslærde Dom­ meres rutinemæssige Afgørelse [som Garanti for Afgørelsens Uhil- dethed]. Før Grundloven havde de liberale raabt paa Juryen som Værn for Ytringsfriheden, og det var det, Krieger havde virket for at faa gennemført. Men efter Bortfaldet af Enevælden var hele den gammelkendte Type af Trykkefrihedssager, der altid angik Angreb paa Enevælden, borte. At den af ansvarlige Ministre om­ givne Konge skulde staa i et Modsætningsforhold til Rigsdagen og derigennem Folkets Flertal, var der ingen nærliggende Grund til at antage. Dermed bortfaldt Grunden til at afstive Tiltaltes Stil- 9 ling overfor regeringsvenlige Dommere ved et folkeligt Element, medens omvendt Partilinierne i Befolkningen kunde gøre Tiltaltes Stilling risikabel. Om Brugen af læge Domsmænd i vore Dages Landsforræderisager — som man undveg at betragte som politiske i grundlovsmæssig Betydning og altsaa som krævende Nævninge- medvirken — har været til Fordel og ikke snarere til Skade for de Tiltalte, er der Grund til at betvivle, smgn. Hans Ræder: Juni- grundloven af 1849 (1949) S. 31. De to senere Grundlove, den gennemsete 28. Juli 1866 og den fornyede Junigrundlov 1915 (1920) har ikke ændret disse Be­ stemmelser. Naar der dernæst gaas over til en almindelig Lovhistorie dog alene omfattende de Love, der særlig kom til Anvendelse ved Dom­ stolene, maa det straks siges, at denne Oversigt ikke her som navnlig i 1. Afsnit af Højesteretshistorien 1790—1849 kommer til at staa som Baggrund for en Udsigt over Rettens Domspraksis. Endnu mindre end ved nævnte Bogs 2. Afsnit vilde det saa tæt op mod Nutiden være naturligt at tynge Fremstillingen med det udførlige Domsmateriale, som der her maatte blive Tale om. Men det historiske Perspektiv i en Periode, hvis Begyndelse ligger fulde 100 Aar tilbage, kan ikke anskueliggøres paa nogen bedre Maade end ved at omtale Retsreglernes Skiften. I formel Henseende skete der samtidig med Grundloven den Forandring i Lovenes Udseende, at det nu til Indledning af den af Kongen bekendtgjorte Lov kun hed »Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov«, medens Ene­ vælden havde anvendt en indledende landsfaderlig Udtalelse om Lovens Hensigt eventuelt forbundet med Meddelelse om Stænder­ forsamlingernes Raadgivning. Frederik VII’s forud for Grundloven givne Love fulgte den gamle Skik med en lidt forandret Sprogtone: »Kongen« i Stedet for »Vi«. For Oversigtens Skyld deles Fremstillingen i Afsnit paa 10 Aar. Man kunde maaske paa Forhaand have ventet, at der gennem Rigsdagen vilde myldre nye Love frem paa det borgerlige Omraade, men der gik dog nogle Aar hen, inden man naaede til større Lov­ ændringer. De forfatningsmæssige Opgaver lagde Beslag paa megen Kraft, og der var store Opgaver i Fæstevæsenets Afløsning, Jern- baneanlæg, Næringsfriheden og Kommunalvæsenet. Med Hensyn til Retsplejens Nyordning arbejdedes der til en Begyndelse i en Kom­ mission, for hvilken Ch. Mourier og Hother Hage lavede straffe­ retlige Forslag. Efterat Reskr. 28. Juli 1847 havde tilsagt »de Ufrie« altsaa Neg­ rene paa de vestindiske Øer Friheden, der dog for de allerede fødte 10

først skulde indtræde efter en Frist af 12 Aar, havde Guvernøren set sig nødsaget til at give Tilsagn om, at denne Frist straks bort­ faldt, hvad Kongen derpaa ved aabent Brev af 22. Sept. 1848 stad­ fæstede. Lov 23. Juli 1853 kom bagefter og tilstod Godtgørelse herfor til de tidligere Herrer. Lov 4. Marts 1857 bestemte, at de hidtil til Fremtvingelse af Børns Daab anvendelige Midler kun skulde bruges til at fremtvinge Navngivning. Lov 29. December 1857 hjemlede samme Adgang til Erhvervelse af Mindreaarighed og Fuldmyndighed for ugift Kvinde som gældende for Mænd. Et af Grundtvigianeren Overretsassessor Spandet fremsat meget omde­ batteret Forslag til »Lov om Trosfrihed« havde i Lov 13. April 1851 ført til Anerkendelse af Retsgyldigheden af borgerligt Ægteskab dog kun mellem Personer af forskellige anerkendte Trossamfund eller udenfor saadanne. De mulige Børns Tro skulde paa Forhaand bestemmes til Folkekirkens eller en Bekendelse, hvortil en af For­ ældrene hørte. Gejstlig Mægling bortfaldt mellem saadanne Ægte­ fæller, og Religionsundervisningen i Skolen var ikke tvingende for ikke evangelisk lutherske Børn, der dog skulde oplæres i Moral og almindelige religiøse Begreber. Udskrivning af Skolen traadte for Børn udenfor anerkendte Trossamfund i Stedet for Konfirma­ tion i Henseende til borgerlige Virkninger. Et andet Skridt i Ret­ ning af Frihed i Ægteskabslovgivningen nemlig i Forhold til Fattig- avtoriteterne gjorde Lov 29. December 1857 ved at indskrænke Ægteskabsforbudet paa Grund af urefunderet Fattighjælp til 5 Aar. Paa Arverettens Omraade hævede Lov 30. November 1857 en Rets- antikvitet som den, at Daab var nødvendig Betingelse for at til­ træde Arv, og Lov 29. December s. A. hævede Uligheden i Mands og Kvindes Arv i nedstigende Linie samt udvidede Arveladers Testationsret i Forhold til Børn og Livsarvinger fra V 4 til V 3 . Landboforholdene modtog adskillige borgerlige Reformer saa­ ledes ved 3 Love 4. Juli 1850 om Afløsning af Hoveri o. 1. af Gaarde og Boelssteder samt af Pligtarbejde af Huse og Boliger paa Landet og om Jords Afstaaelse til Fattighuse og Boliger for husvilde tilligemed Indskrænkning i Forbudet mod, at Fæstere og Lejere tager Inderster til Huse. Et betydningsfuldt Lovarbejde, der skyldtes Justitsminister A. W. Scheel, var Tyendelov 10. Maj 1854, der afløste ældre Regler i D. L. og fra det 18. Aarhundrede dels for København dels for Landet. En Udjævning var her ønskelig tilligemed en Modernisering saaledes med Hensyn til Hustugten og den ugifte Folk paa Landet navnlig Bønderkarle indtil det 28. Aar paahvilende Forpligtelse til at tage fast Tjeneste paa mindst et halvt Aar. I Rigsdagen tilføjedes Regler om særlige Tyende- forligsmæglere. De Regler om tvungne Skudsmaalsbøger, som Loven

v 11 indeholdt, fik i en senere Lov af 29. Marts 1867 den nærmere Bestemmelse, at der i Bøgerne kun maatte indføres Attest om Tjenestens Varighed og Vilkaar. Lov 6. April 1855 satte Rente­ foden i fast Ejendom i Mangel af Bevilling til 4 % og hjemlede den særlige Morarente. Aagerstraffen blev Bøde efter Størrelsen af den ulovlige Fordel men ikke Konfiskation. Nævnes maa ende­ lig Lov 29. December 1857 om Eftertryk, der paa grundlæggende Maade nærmere udformede Omfang og Virkninger af Ophavsret­ ten til Skrifter og musikalske Kompositioner. Beskyttelsen, der ogsaa gjaldt uberettiget offentlig Opførelse, bestod 30 Aar efter Ophavsmandens Død dog ved anonyme og pseudonyme Skrifter regnet fra Trykningen. En human strafferetlig Reform kom ved Lov 29. December 1850, der forandrede Arbejde i Rasphus eller Fæstning til Afsoning ved Tugthus. Et Anliggende, der interesserede stærkt og ogsaa hurtig ordnedes, var Pressens Brug. Loven kom 3. Januar 1851 som Frugt af et privat Forslag, hvis Ordfører var A. F. Krieger. I For­ vejen havde provisorisk Fdg. 24. Marts 1848, stadfæstet ved Lov 5. Juli 1850, ophævet de om Pressen siden Fdg. 27. September 1799 udkomne Love tilligemed den anvendte Censur samt formildet Landsforvisning og Fængsel paa Vand og Brød til simpelt Fængsel efter Rettens Skøn. Den nye Lov udmærkede sig ved sin skemati­ ske Gennemførelse af Ansvarets Koncentration til en enkelt Per­ son, idet det under Forudsætning af Navngivelse og fast Bopæl ved Skriftets Udgivelse eller Sagens Rejsning lagdes paa For­ fatteren eller 2) Udgiveren eller 3) Forlæggeren (Kommissionshand- leren); i Mangel af 1—3 ubetinget paa Bogtrykkeren. Der paa­ lagdes de paagældende en tidsbegrænset Oplysningspligt, Justits­ ministeren fik Paatalen paa det offentliges Vegne, og Beslaglæg­ gelse skulde ske ved Kendelse. Mod Indførelse af udenlandsk Skrift kunde nedlægges retsligt Forbud, der forfulgtes strafferetligt. Der gaves derhos en Række Straffebud ikke blot for Krænkelse af Privatlivets Fred og af Andenmands Ære men ogsaa for at raade til Opstand etc., fornærme fyrstelige Personer og fremmede Stats­ overhoveder samt Religionssamfund. Man fandt det altsaa ikke stødende, at Ansvaret for saadanne alvorlige Overtrædelser blev undergivet den skarpe tekniske Begrænsning, saa at den moralsk skyldige kunde gaa fuldstændig fri for Straf. Begrænsningen betød omvendt en fuldstændig Bortseen fra den paagældendes subjektive Forhold til Skriftet, saa at Grundlaget for Ansvar var helt objek­ tivt. Loven 1851, der kun i Provisorietiden fortrængtes af mere reale Regler, fik en Levetid af 87 Aar takket være Bladredaktioner­ nes Interesse i at dække Anonymiteten. Endvidere kan nævnes 12

Lov 21. Januar 1857 om Straf for Dyrplageri. Dette Forhold havde hidtil ikke været strafbart som en Krænkelse af selve Dyret kun som Skade paa Andenmands Ejendom; Rigsdagen gav Begrebet den Formulering, der gik over i Strfl. 1866. Indenfor Retsplejen stadfæstede Lov 14. Juni 1850 den proviso­ riske Fdg. 27. Maj 1848, der havde ophævet Overpolitiretteme paa Landet og henlagt offentlige saavel som private Politisager under Overretterne. En særlig betydningsfuld Plads indtog Lov 3. Marts 1852 om Rigsretten med sin moderne Indretning af en Anklage- proces med mundtlig Forhandling og Umiddelbarhed, men det var jo kun en Specialitet indenfor Strafferetsplejen, der derved var bragt i Orden. Lov 4. Marts 1857 om Forandringer i Forligsvæsenet angik kun Kommissionernes Organisation. Lov 30. December 1858 om Fallitboer fastslog bl. a. Afkræftelse af Gaver indtil 6 Uger før Fallitten og paa den anden Side Fallentens Fritagelse for per­ sonlig Arrest og hans Adgang til en vis Understøttelse af Boet. Tresaarene, hvori Forfatningskampene og Krigen for en Del optog Sindene, bragte intet nyt paa Person-, Familie- eller Arve­ rettens Felter. De ihærdigt fremførte Krav om tvungen Fæsteafløsning maatte ved Lov 19. Februar 1861 nøjes med den Opmuntring til frivilligt Bortsalg, at Hovedgaardens Ejer efter Bortsalg til Fæsteren eller hans Nærmeste af 9 Gaarde kunde indtage Bondejord under sin Drift for et Hartkorn lig en Niendedel af det solgte. Regler gaves ogsaa om Indskrænkning i Fæstetvangen og om udvidet Godtgørelse til Fæstere og Tilbagebetaling af Dele af Indfæstningen. Lov 31. Marts 1864 indførte Beskyttelse mod Eftergørelse og Benyttelse af originale Kunstarbejder eller Bygningstegninger; Varigheden var 30 Aar fra Frembringerens Død. Ved Lov 24. Marts 1865 naaede Beskyttelsen til Fotografier med en Varighed af 5 Aar, medens Lov 21. Februar 1868 forlængede Retsbeskyttelsen mod alminde­ ligt Eftertryk til 50 Aar efter Forfatterens Død. Strafferetligt bragte Tiaaret Lov 3. Marts 1860 om Straf for Løsgængeri og Betleri, der tilsigtede en Humanisering. Særlig be­ tydningsfuld var almindelig borgerlig Straffelov 10. Februar 1866, Frugten af et Kommissionsarbejde, der for første Gang leverede en egentlig Straffekodeks delt i en almindelig og en særlig Del. Betydningsfulde Forarbejder særlig i Formuleringen af Forbrydel- sesbegrebeme forelaa i de 4 »Ørstedske Straffelove« fra 1833, 1840 og 1841. Om Bødeafsoning udenfor kriminelle Sager gaves Regler i Lov 16. Februar 1866. Lov 3. April 1868 indførte en lovbestemt Adgang til bevillingsmæssig Æresoprejsning efter visse Aars For­ løb og supplerede derved paa human Maade Reglerne om Retstab 13 paa det konstitutionelle Livs og Næringslivets Omraader. Tillige bestemtes, at Domme ikke maatte lyde paa »Frifindelse for videre Tiltale«, der virkede som en halvvejs Domfældelse i Tilfælde, hvor fuldt Skyldbevis manglede. Retsplejen gjorde et smukt Fremskridt ved Lov 19. Februar 1861 om Oprettelse af en Sø- og Handelsret i København. Til at frem­ komme med Forslag herom havde Folketinget i en tidligere Samling opfordret Justitsministeriet, der over sit udarbejdede Forslag havde taget Erklæringer fra Grosserersocietets Komite, Højesteret, Overretterne og Søretten. Proceskommissionen var paa dette Tids­ punkt endnu ikke nedsat. Loven blev en Opfyldelse paa sit Om- raade af Grundlovens Tilsagn. Folketingets Forslag om at give Ret­ ten fri Bevisbedømmelse veg man tilbage for af Hensyn til den i Højesteret herskende Middelbarhed i Bevisførelsen. En anden Lov af s. D. bragte et skandinavisk Islæt ind i Eksekutionsprocessen ved paa Betingelse af Gensidighed at give Adgang til Fuldbyrdelse her i Landet af Domme og Kendelser afsagt ved svenske Retter m. v. I denne Forbindelse kan endnu nævnes den lille Lov af 2. Februar 1866, der med visse væsentlige Begrænsninger tilstod en Mand, der har mødt Afvisning hos Øvrigheden, Ret til at faa Op­ lysning om de over hans Ansøgninger eller Klager til Embedsmænd eller kommunale Avtoriteter afgivne Erklæringer. Dette oftere fremførte Lovudkast, der ogsaa kunde have svensk Tilknytning nemlig til Principet om Offentlighed i Forvaltningen, var, som Orla Lehmann bemærkede i Landstinget, »efterhaanden smeltet sammen til en saadan Ubetydelighed, at det var ham ubegribeligt, at der blev lagt nogen Vægt paa dets Gennemførelse«; han stemte dog imod det af Frygt for Konsekvenserne. Halvfjerdsaarene bragte person-, familie- og arveretlig intet nyt. Lov 9. Marts 1872 om Raadigheden over Fæstebondegaarde gav Regler om Fæstegaardes Størrelse og om Fæstetvangen. Retten til at indtage V» af bortsolgt Fæstegods under Hovedgaardsjord blev dels udvidet dels indskrænket. Af Betydning i Landboforholdene var ogsaa Lov 25. Marts 1872 om Mark- og Vejfred. Lov 28. Fe­ bruar 1874 ophævede de lovbestemte Betalingsterminer og gav Reg­ ler om Løbedage. Nye Regler til Afløsning af ældre fra 1820erne om Opfiskning af Ankere, Ankertove og andet Skibsredskab gaves ved Lov 22. December 1876. Endelig gav Lov 24. Maj 1879 et Til­ læg til Eftertryksloven til Beskyttelse mod Oversættelser. Borgerlig Straffelov modtog to Tilføjelser, hvortil der fandtes Trang: Lov 25. Februar 1871 satte Straf for Overfald med Vold eller Trusel derom paa Medlemmer af de lovgivende Forsamlinger under eller i Anledning af Hvervets Udførelse, og Lov 30. Novem- 14 ber 1874 straffede for Efterligning af Mønt, Pengesedler, Stats­ papirer o. 1. uden svigagtig Hensigt. Paa Retsplejens Omraade bragte Tiaaret betydelige Fornyelser ved Lov 25. Marts 1872 om Konkurs samt om nogle Forandringer i de gældende Bestemmelser om Pant og Eksekution, Lov 29. Marts 1873 om Udpantning og om Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig og Lov 30. November 1874 om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. De var alle Frugter af Arbejdet i den 1868—73 virkende store Proceskommission, hvis Formand var A. F. Krieger, og stod som et Afdrag paa den Retsplejereform, der skyldtes. Det næste Tiaar, Firserne, bragte 7. Maj 1880 Gennemførelsen af Kvindesagsforkæmperen Fr. Bajers Forslag om gift Kvindes Raa- dighed over, hvad hun erhverver ved selvstændig Virksomhed, og 20. April s. A. Loven om Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægte­ skab. Faderens Pligt kunde nu udstrækkes til Barnets 18. Aar. Bidraget kunde faas forskudsvis udbetalt hos Kommunen, og der gaves Bidrag til Barselfærdsudgift. Med Plejebørn under 14 Aar indførte Lov 20. April 1888 et Tilsyn. Den store Lov 28. Maj 1880 om Vands Afledning og Afbenyt­ telse var af Betydning for Landets Kultivering. Veksellov 7. Maj 1880 kom som den første Frugt af den nordiske Juristsamvirken og efter Arbejde i en Kommission, hvori Højesteretsassessor C. S. Klein var Medlem, og ved Lov 2. Juli 1880 indførtes Beskyttelse af Varemærker. For Reguleringen af det merkantile Liv var ogsaa den fællesskandinaviske Lov 1. Marts 1889 om Handelsregistre, Firma og Prokura af Betydning. Ved Lov 12. April 1889 forlængedes For­ fatterrettens Beskyttelse for løbende 30-aarige Frister til 50 Aar efter hans Død, og der indførtes Værn mod Dramatisering af Digterværker. Strafferetligt var der kun den Fornyelse, som bestod i foreløbig Lov 2. November 1885, der atter ophævedes ved foreløbig Lov 19. Juni 1888, og som havde indeholdt forskellige Bestemmelser sig­ tende til at bekæmpe politisk Ophidselse og Agitation, samt fore­ løbig Lov 13. August 1886 om Ansvaret for Indholdet af Dagblade og Ugeblade m. v. Den gjorde af samme Aarsag Brud paa Princi- perne om Ansvarsbegrænsning i Lov 3. Januar 1851, vendte sig mod Brugen af Straamænd for Redaktørerne og gjorde Bladene økono­ misk ansvarlige. Retsplejen fik ved Lov 28. Maj 1880 i Tilslutning til Veksel­ loven en Fornyelse paa det særlige Omraade Vekselsager og Vek­ selprotester, og en meget betydningsfuld Nydannelse fik den gen­ nem Lov 5. April 1888, der indførte en lovbestemt Ret til Erstat­ ning for uforskyldt Varetægtsfængsel og for uforskyldt Straf efter 15

Dom; desuden skulde Straffesagens Omkostninger, naar der ikke kunde paalægges Sigtede Skyld, kun bæres af ham, hvis han selv ved tilregneligt retsstridigt Forhold havde foraarsaget dem. I 1890erne føjede paa det familieretlige Omraade Lov 12. April 1892 og Lov 1. Marts 1895 sig supplerende til de tidligere Love om Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og om Tilsyn med Plejebørn, medens Lov 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller indgribende omordnede dette ved Regler om Ægtepag­ ter, om Hustrus Myndighed i Lighed med den ugifte, om en vis Medraaden for hende over Fællesboet, om Særeje og Gaver mellem Ægtefæller, om Hustruens (allerede tidligere erhvervede) fulde Raadighed over Selverhverv og om Adgang til Bosondring. Varemærkelovgivningen fomyedes ved Lov 11. April 1890 paa fællesskandinavisk Basis; den modtog Ændringer i Lov 19. Decem­ ber 1898. Lov 13. April 1894 gav tiltrængte almindelige Retsregler om Patenter. Lov 23. April 1897 om Checks og andre Sigtanvis­ ninger normerede paa Grundlag af fælles skandinavisk Samarbejde denne Betalingsmaade, og Lov 26. Marts 1898 paalagde Statsbane- driften et særligt Risikoansvar for Skade ved Driften. Sølov 1. April 1892 var et særlig omfattende efter Udkast oprindelig af A. W. Scheel (1872) og nu Arbejde i en Kommission med C. S. Klein som Formand (1883) paa fællesskandinavisk Grundlag forberedt Lov­ arbejde, og den samtidige Lov om Skibsregistrering anvendte Prin­ ciper, der senere toges op, da Tinglæsningen i 1926 reformeredes. Her kan ogsaa nævnes Strandingslov 10. April 1895, der afløste en Lov fra 1836. Indenfor Strafferetten maa nævnes Lov 13. April 1894, der ud­ videde Adgangen til Æresoprejsning, saaledes at den i visse lov- bestemte Tilfælde indtraadte uden Bevilling og kunde kræves aner­ kendt af Politimesteren; endvidere Lov 11. Maj 1897, der skærpede borgerlig Straffelovs Bestemmelser om personlig Vold, forsaavidt den havde været udøvet mod sagesløs Person, et Begreb der blev taget op fra Anordn. 4. Oktober 1833. I Retsplejen bragte Lov 11. April 1890 Fornyelse i Reglerne om Stævningers Forkyndelse og om visse processuelle Frister, og Lov 9. April 1891 en Kodifikation af Reglerne om Tvangsavktion. Det første Tiaar af Tallet 1900 bragte ved Lov 22. April 1904 et nyt Omraade ind under Lovgivningen, nemlig Navneforandring. Ved Lov 6. April 1906 fik Kvinder Adgang til Sagførervirksomhed og ved Lov 27. Maj 1908 Adgang til at beskikkes som Fuldmægtig hos Retsbetjent dog uden Ret til at beklæde Dommersædet. En samtidig Lov indførte Ligestilling af Kvinder med Mænd i de for­ skellige Forhold, hvor Værger (Kuratorer) optraadte. Loven om 16

Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab revideredes 3. April 1900 og paany 27. Maj 1908. S. D. udkom en Lov om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling, der indførte en lignende Adgang til for­ skudsvis Udbetaling af det offentlige af Bidrag til disse Børn. En Lov af 23. Maj 1902 gav Regler for Fæste-, Leje- og Tjeneste­ huse, og den paa Basis af et norsk Samarbejde tilblevne Lov 19. December 1902 med Ændringer af 29. Marts 1904 nyordnede Reg­ lerne om Forfatterret og Kunstnerret. En Beskyttelse for Mønstre indførtes ved Lov 1. April 1905 og en særlig Lov for Kørsel med Automobiler gaves 30. Marts 1906, omarbejdet ved Lov 18. April 1909. Et fællesskandinavisk Samarbejde laa til Grund for Lov 6. April 1906 om Køb og et norsk til Grund for Lov 22. December 1908 om Forældelse af visse Fordringer. 1. April 1905 fremkom midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen, der indeholdt et tiltrængt Supplement til aim. borgerlig Straffelov med Regler for forskellige Volds- og Sædelig­ hedsforbrydelser, Betleri og Løsgængeri, forskellige almindelige Bestemmelser og betinget Dom. Nye Straffebestemmelser inde­ holdtes ogsaa i Lov 30. Marts 1906 om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte. Krigen mellem Rusland og Japan gav Anledning til Lov 13. Februar 1904 om Straf for Handlinger, der udsætter Neutraliteten for Farer. Paa Retsplejens Omraade kom der mindre Fornyelser ved Lov 16. Marts 1900 om Eksekution ifølge Udskrift af Dom eller Forlig og Lov 20. Marts 1901 om nogle Ændringer i Konkursloven samt Lov 14. April 1905 om Tvangsakkord. Ogsaa den store Lov om Rettens Pleje udkom under 26. Marts 1908 og paany — med en anden Justitsministers Parafering — under samme Dato 1909, men uden at komme til at træde i Kraft i denne Skikkelse. I den ved Lov 8. Maj 1908 oprettede Overkrigsret kunde indtil 3 af Rettens Medlemmer beskikkes som Dommere. Det sidste Tidsrum fra 1910 til 1. Oktober 1919 fremviser paa det familieretlige Omraade kun Lovene af 29. April 1913 om nogle mindre betydelige Ændringer i Lovene af 1908 om Hustruer og Ægtebørn og Børn udenfor Ægteskab. En Eneret til fotografiske Arbejder indførtes ved Lov 13. Maj 1911. En Riekke Ændringer i Loven om Forfatterret og Kunstner- ret hjemledes ved Lov 1. April 1912. Loven om Automobilkørsel (Motorkørsel) fomyedes 29. April 1913 og paany 20. Marts 1918. U nder 8. Maj 1917 udkom paa Basis af fællesskandinavisk Arbejde i en Kommission, hvori Højesteretsassessor E. Hvidt havde siddet, Lov om Kommission, Handelsagenter og Handelsrejsende og Lov 17 om Afbetaling. 29. September 1917 kom ogsaa Aktieselskabsloven frem i sin første Skikkelse. Strafferetligt var det en Fornyelse af Interesse, at det midler­ tidige Straffelovstillæg omdannedes under 1. April 1911. Lov 20. Marts 1918 om Straf for uretmæssig Konkurrence og Varebeteg­ nelse optog i sig Lov 8. Juni 1912 og den ældre af 27. April 1894 om det sidstnævnte Forhold. Naar desuden bortses fra Lov 17. Maj 1916 om Værn for Dyr var de nye Straffebud af forbigaaende Art og knyttet til Neutralitetens Hævdelse under første Ver­ denskrig. Lov 11. April 1916 bragte endelig Lov om Rettens Pleje i den Skikkelse, hvori den traadte i Kraft 1. Oktober 1919.

JUSTITI ARIER Rettens Ledelse var ved Overgangen til fri Forfatning i Hæn­ derne paa Justitiarius Frederik v. Lowzow. Han var født 27. August 1788 i København og Søn af Gehejmekonferensraad Adam Gottlob v. Lowzow; Slægten var af oprindelig mecklenburgsk her naturali­ seret Adel. Efterat være blevet Student lagde han sig først efter Forstvæsen men blev 1809 juridisk Kandidat og s. A. Auskultant i Rentekamret samt Hofjunker og 1811 Kammerjunker. 1813 blev han Amtmand over Lavrviks Grevskab i Norge, men da han ikke vilde aflægge Ed til den nye Konge, fik han 1815 Ordre til at forlade Landet. 30. Juni s. A. indtraadte han saa i Højesteret efter Holtermann men gik 1821 tilbage til Administrationen som Stift­ amtmand over Sjællands Stift og Amtmand over Københavns Amt, hvortil han allerede 1818 havde faaet Konstitution, og 1831 blev han som en anerkendt dygtig Embedsmand Direktør for General- toldkammer- og Kommercekollegiet. Naar han herfra 12 Aar senere gjordes til Justitiarius, var det efter en Tradition, der fortrinsvis hertil tog en anselig og repræsentativ Embedsmand udenfor Ret­ ten, i dette Tilfælde dog ikke nogen for Retten ny Mand. 1844—60 var han Vicepræsident og derefter Præsident i det danske Bibel­ selskab. Kammerherre 1817, S. K. af Dbg. 1836, Gehejmekonferens­ raad 1845. Lowzow afgik allerede 68 Aar gammel, idet han kom til at høre til de Dommere, der maatte vige for det i Midten af Halvtredserne fremkomne Krav om en Fornyelse indenfor Høje­ steret efter Tidens Fordringer. Han afskedigedes uden Ansøgning 14. Juni 1856 med Paaskønnelse for sin Tjeneste; det nærmere herom fremstilles senere i Sammenhæng. Han døde 7. August 1869. Ligesaa tydeligt var det, at Efterfølgeren indtog hans Plads med Højesteret II. 2 18 den nye Grundlov i Ryggen, hvormed dog ikke er sagt, at Pro­ fessor og Landstingsmand Johannes Ephraim Larsen, der nu blev sat ind, ikke ogsaa var fuldt egnet til Stillingen. I Forhold til Ret­ ten var han en ny Mand, dog havde han fra 1839 været ekstra­ ordinær Assessor med videregaaende Mødepligt. Han havde været kongeudnævnt Medlem af Stænderforsamlingerne 1842—46, der­ næst Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling og endelig af Folketing og senere Landsting. Sammen med 21 Embedsmænd, der havde Rigsdagsmandat, nedlagde han i Sommeren 1854 sit Hverv, da man følte sig utryg ved Ministeriet Ørsteds Fremfærd mod Embedsmænd i politisk Stilling, men derefter var han gen­ valgt. Hans Opposition i Tronfølgesagen og i Fæsteafløsningssagen havde understreget dels hans slesvigske dels hans demokratiske Holdning, og som nationalliberalt Landstingsmedlem af den 1855 sammentraadte Rigsret over Ministeriet Ørsted var han blevet Rigsrettens Formand (Konferensraad 1. Januar 1856), da Assessor C. F. Lassen afslog Hvervet. Dommen afsagdes 27. Februar 1856 og lød paa Frifindelse, men det var bekendt, at dette Udfald skyldtes Højesterets Medlemmer af Retten, forsaavidt angaar de anklagede Hansen, Sponneck og Bille. (Man vilde gerne give det Udseende1) af, at det samme var Tilfældet med Frifindelsen af Ørsted, Tillisch, Bluhme og Scheel, men her var Enstemmighed paa en Landstingsdommer nær, der kun vilde frifinde Scheel). Som juridisk Forfatter havde Larsen i Tilslutning til Ørsted leveret omfattende systematiske Fremstillinger af den gældende Ret, der til Dels først fremkom efter hans Død; han havde ogsaa leveret retshistoriske Bidrag til det af A. F. Krieger fremkaldte Værk Antislesvigholstenske Fragmenter og allerede inden sin Ansættelse 1831 som juridisk Professor skrevet sine meget paa­ skønnede retshistoriske Hovedarbejder. Han havde udarbejdet dem samtidig med Eksamensforberedelse og Virksomhed i for­ skellige Stillinger i det københavnske Politi og havde overhovedet som Søn af en Øltapper tidlig maattet forbinde Selverhverv med det Studium, der var hans Lyst. Da han var født 11. Februar 1799, havde han med alt dette haft en lang videnskabelig Virksomhed men ogsaa en opslidende Gerning. Han udnævntes til Justitiarius 30. Juni 1856, men allerede 16. November s. A. afgik han ved Døden, og Udnævnelsen blev saaledes kun en Gestus.

Efterfølgeren Peter Georg Bang, der faa Dage efter udnævntes 2)

*) Daniel Bruun: Slægts- og Barndomsminder fra Viborgegnen (1925) S. 124. 2) Det skete med Forbehold om Tilbagetræden til Stillingen som Do- 19 med Tiltræden fra 1. Januar 1857, kom fra det politiske Liv, som han 18. Oktober 1856 havde taget Afsked med ved det af ham siden December 1854 ledede Ministeriums Demission. Ogsaa af A. V. Moltkes 3. Ministerium og C. A. Bluhmes 1. Ministerium havde han fra 13. Juli 1851 til 21. April 1853 været Medlem og styret Indenrigs- eller Kultusministeriet, og i Novemberministeriet havde han siddet som Indenrigsminister til September 1849, da han blev Domænedirektør, medens hans Indtræden i dette Mini­ sterium havde ophævet hans lige erhvervede Udnævnelse til Amt­ mand i Holbæk. Med sin sjældne og altid rede Arbejdskraft havde Bang overhovedet haft en særlig mangfoldig Løbebane. Han fød­ tes 7. Oktober 1797 som Søn af Domprovsten i Roskilde og be­ gyndte i Kancelliet; allerede 1819 var han Licentiat og 1820 Dr. juris. 1826 tiltraadte han som Assessor i den københavnske Over­ ret men gik 1830 til Universitetet som Professor i Romerret. Her­ med forbandt han fra 1833 Stillingen som Kvæstor og senere i Nationalbankens Administration og som Jembanekommissarius. Universitet og Nationalbank havde han 1845 forladt for at blive Deputeret i Rentekamret, og før Grundloven havde han endvidere fra 1835 været Deputeret i Stænderne, senere kgl. Kommissarius i dem. Christian VIII havde derhos benyttet ham til at udarbejde sit Forfatningsudkast. I den konstitutionelle Tid havde han været Medlem af Folketinget 1852—56 og altsaa Minister, altid stærkt interesseret i Lovgivningsarbejdet. I Fæsteafløsningen var han lige­ som J. E. Larsen af den Anskuelse, at Erstatningen paa Grund af en Medejendomsret for Fæsteren kunde sættes under Markeds­ prisen. Som juridisk Forfatter havde han dyrket Romerretten og sammen med J. E. Larsen Processen paa Grundlag af Ørsteds Arbejder. Til Højesteret havde han fra 1831 haft Tilknytning som ekstraordinær Assessor med udvidet Mødepligt. Hans Virksomhed som dens Leder varede kun godt 4 Aar, da han afgik ved Døden 2. April 1861; Gehejmekonferensraad 1854 og S. K. af Dbg. Bang startede 1859 den Suhrske Stiftelse, der administreres af en Høje­ steretsdommer.

Et Intermezzo blev Anton Wilhelm Scheels Funktion som kon­ stitueret fra 19. April til 26. August 1861, hvorpaa han vendte tilbage til det Embede som Generalauditør, for hvis Skyld han i 1846 forlod Universitetet, og som han med særlig Glans beklædte mænedirektør, hvis den i Rigsdagen forelagte Lønningslov ikke gik igennem. I Forestillingen hed det, at der siden J. E. Larsens Udnævnelse ikke var sket nogen Forandring i de Omstændigheder, der gør det ønskeligt at vælge en Mand udenfor Rettens Tilforordnede, se herom S. 80, Note. 20 til 1871. Scheel, der var født i Stavanger 28. December 1799, havde som P. G. Bang en blandet akademisk, administrativ, judiciel og ministeriel Løbebane bag sig og var som denne ikke egentlig poli­ tisk interesseret. Da han 1825 var blevet Kandidat med egregie, havde hans Løbebane hidtil været militær, idet han 1818—19 havde været med Hjælpekorpset i Frankrig og 1826 fik Premierløjtnants Karakter. Samme Aar blev han Gamisonsauditør og Aaret efter Assessor i den københavnske Overret. 1828 blev han Licentiat paa et militærretligt Emne, 1836 Dr. juris og Professor og tre Aar efter ekstraordinær Assessor i Højesteret med udvidet Møde­ pligt. 1851—54 var han Justitsminister i Ministerierne A. V. Moltke, Bluhme og Ørsted. Han var højt anset som praktisk­ juridisk Forfatter og som Lovkoncipist (Rigsretsloven, Tyende­ loven); Kammerherre 1853 og Gehejmekonferensraad 1869. Han naaede en ret høj Alder, idet han først døde 30. April 1879. Han havde imidlertid jævnlig følt sig svag, og det var formentlig Grun­ den til, at han ikke vilde tage den faste Ansættelse i Retten1). I sin Dagbog for 16. April 1861 skriver Krieger, der den Gang selv sad i Højesteret: »Justitiariatet i Højesteret er ikke let at besætte. Scheel gør Vanskeligheder«. Saa fortsætter han: »Vælges Rott­ bøll, glider man saa let længere ned ved næste Trækning, men Rottbøll selv kan det vel forsvares at tage«. Scheel, der var ugift, stiftede Legater for det danske og det norske Universitet.

Christian Michael Rottbøll, den ældste af Assessorerne, der nu prunkløst traadte til som Justitiarius, gjorde — takket være sin større Vitalitet — Forudsigelsen til Skamme og indledede Ræk­ ken af »hjemmefødte« Justitiarier. Det blev Tradition at rekrutere Ledelsen indenfor Retten selv. Rottbøll var født 4. Marts 1791 og Søn af Lægen og Botanikeren Professor Chr. F. Rottbøll (han var Fætter til Generalfiskal Rottbøll 1766—1824, Søn af en Biskop). Hans Løbebane, der begyndte som Underkancellist i Højesterets Justitskontor og senere Protokolsekretær i Retten, var helt for­ løbet indenfor Domstolene, idet han fra 1820 havde været Asses­ sor i den københavnske Overret og fra 20. M arts 1833 i H øjesteret, hvor hans Voteringer gør Indtryk af Skarpsindighed og Stræng- hed. 1863 blev han Gehejmekonferensraad, 1869 S. K. af Dbg. 28. Februar 1871 fik han efter Ansøgning sin Afsked med Kongens Paaskønnelse af hans lange, samvittighedsfulde og nidkære Virk- ') I Buchs Livserindringer siges det, at han havde ventet at faa anvist Bolig paa Amalienborg og ikke kunde lide Kritik af de Præmisser, han selv skrev. 21 somhed i Statens Tjeneste, og han levede derefter i København til sin Død 15. Januar 1884 i sit 93. Aar. Krieger var ved Rottbølls Afgang Justitsminister i Holsteins Ministerium. Han bemærker i sine Dagbøger, V, S. 112, at det for Afskedsansøgningen bestemmende nok havde været Advokaternes navnlig Henrichsens og Brocks Langsomhed, som Rottbøll altsaa i sin fremrykkede Alder ikke kunde magte. Han overvejede at ansætte den nationalliberale Professor Fr. T. J. Gram, født 1816, der var ekstraordinær Assessor men ikke domstolsuddannet; i saa Fald vilde det have stillet sig som ved Larsens Udnævnelse, da Gram faa Maaneder efter døde. Han tænkte ogsaa paa Forman­ den i Sø- og Handelsretten Chr. S. Klein og paa Overretsassessor Cold (Medlem 1873) men ses ikke at have spurgt nogen af disse. Den efter Besættelsen opstaaede ledige Assessorplads sagde de to første derimod Nej til, og den besattes med Finsen. Ældste Assessor Kammerherre F. E. Bretton, født 1799, meldte sig som Ansøger, men kunde ikke anbefales.

Saa tilbødes Posten den næstældste Charles Ferdinand Leonard Mourier, der som født 1. December 1800 ganske vist vilde være jævnaldrende med Rottbøll ved dennes Tiltrædelse; efterat have talt med sin Læge tog denne mod Tilbudet, og han holdt ogsaa ud til sin Død 25. Juni 1880. Mouriers Fader var Direktør i Asiatisk Kompagni og Søn og Sønnesøn af Præster ved reformert Kirke i København; Faderen til den første af disse Præster var 1683 ind­ vandret fra Frankrig som Huguenot. Medens Mourier først var ansat i Danske Kancelli, kom han til at virke 9 Aar hos A. S. Ørsted oprindelig som Privatsekretær. Han fik 1826 Guldmedaille for en strafferetlig Afhandling og blev 1831 Assessor i den køben­ havnske Overret, hvorfra han 19. Maj 1852 gik over i Højesteret. For hans juridiske Evner havde der været Brug ved hans Ansæt­ telse 1849 i den store Landbokommission, hvor han i Tilslutning til Ørsted skarpt bekæmpede Teorien om Fæsternes Medejen- domsret til Gaarden, og 1850 i Straffelovskommissionen. 1852 ud­ arbejdede han for Justitsministeriet Forslag til en Strafferetspleje med Offentlighed, Mundtlighed og Nævninger. Han fulgte herved franske og dermed beslægtede Forbilleder modsat et senere af Hother Hage udarbejdet Udkast, og begge disse Forslag behand­ ledes i den første Proceskommission af 1857, hvori Mourier ogsaa havde Sæde. Han havde tillige givet sig af med Politik oprinde­ lig som konservativ senere mere nationalliberalt ved 1849—52 at være Medlem af Folketinget og 1854—66 kongeudnævnt Medlem af Rigsraadet. Her stemte han for Novemberforfatningen og under 22

Grundlovsdebatten fulgte han Bluhme med stærk Vægt paa et kon­ servativt Landsting. Konferensraad blev han 1862 og ved Uni­ versitetets Jubilæum 1879 — som en Hyldest til Højesteret — juridisk Æresdoktor. En anden repræsentativ Udmærkelse tilfaldt ham ved at blive S. K. af Dbg. med Henblik paa Hundredaaret for Højesteretsinstruksen af 7. December 1771, hvortil der knyt­ ter sig den Anekdote, at da Mourier ret ceremonielt udtalte, at han betragtede det som en Æresbevisning til den samlede Ret, spurgte den spøgefulde Assessor A. Chr. Meyer (Farfader til den senere Retspræsident Cosmus M.), om det altsaa var Meningen, at man skulde skiftes til at bære Dekorationen1).

Stillingen efter Mourier skal have været tilbudt A. F. Krieger (Carl St. A. Bille i Biografisk Leksikon), der ganske vist var uden Embede men uafhængig og sikkert mere interesseret for Politik og andet. Ældste Assessor den 81-aarige Mollerup afgik straks efter, og 24. Juli 1880 tiltraadte den derefter ældste Peter Christian Nouvel Buch, der dog kun var 64 Aar. Han var født 8. April 1816; Faderen var Urtekræmmer, og det var iøvrigt en gammel Præste- slægt; det franske Mellemnavn sigtede til en Tipoldefader, der var flygtet som fransk Huguenot. Buch havde gjort Tjeneste i Kancel­ liet og tillige 1843—46 været Protokolfører i Stænderforsamlingerne. 1840 erhvervede han Guldmedaille for en Afhandling om Appel, men dyrkede ikke ellers Teorien. Sin lange Løbebane som Dommer begyndte han 1847 som Assessor ved Landsoverretten i Viborg og gik derfra 23. Oktober 1861 ind i Højesteret, som han 50 Aar efter Dommerudnævnelsen forlod 24. November 1897, idet han som ekstraordinær Assessor af og til arbejdede med skriftlige Voterin­ ger og tog fat paa Nedskrivning af sine Livserindringer. 1885 S. K. af Dbg., 1894 (ved Kronprinsparrets Sølvbryllup) Elefantridder. Han levede til 1. Marts 1904. Buch havde 1850—55 været Borgerrepræ­ sentant i Viborg, derefter i 6 Aar Skoleraad og desuden 1850—61 Direktør i en nystiftet Brandkasse, han var 1865—71 Formand for Københavns Ligningskommission og 1872 Viceformand for Frede­ riksberg Ligningskommission. Dernæst var han 1865—73 Repræ­ sentant i Bikuben, 1877—87 i N ationalbanken (Formand 1879—82

*) Buch (Livserindringer) fortæller det saaledes, at Overrækkelsen var udsat til nævnte Dag og under Kongens Bortrejse skete ved Kronprins- regenten om Morgenen før Retsmødet, idet han ønskede Retten en behage­ lig Dag, hvortil Mourier svarede, at vi fejrede Dagen ved at gøre vor Ger­ ning; paa anden Maade skete det heller ikke; M. beklagede ved Meddelel­ sen herom til Assessorerne, at han alene var bleven betænkt — iøvrigt, til­ føjer Buch, var han gammel og værdig nok dertil. 23 og 1884) og Medlem af Skiftekommissionen i Jydsk Købstadkredit­ forenings Opbudsbo 1861—81, endelig 1885—1904 Administrator for den Suhrske Stiftelse. Politisk Virksomhed gav han sig ikke af med bortset fra, at han i 1863 havde været Stiller for Professor Adolf Steen og et Par Gange til omkring 1880 været Valgmand til Lands- tingsvalg. I Retten opbevares hans tykke Præjudikatsamlinger af civile og kriminelle Domme.

Ved næste Udnævnelse gjordes et Spring til det femteældste Medlem Peter Frederik Koch, født 22. April 1832 og saaledes 65 Aar. Han havde faaet sin Uddannelse i Justitsministeriet, hvor han blev Fuldmægtig 1864; i Aarene 1869—71 havde han haft Kon­ stitution som Vicepolitidirektør (Anklagemyndighed). 1871 gik han ud som Assessor i Kriminal- og Politiretten og 1878 derfra til den københavnske Overret, hvor han tillige blev Næstformand i Sø- og Handelsretten. Højesteret naaede han 9. November 1885. I det politiske Liv tog han ikke Del men udfoldede Virksomhed i ad­ skillige Hverv saaledes fra 1878 i Bestyrelsen for Statsanstalten for Livsforsikring (Formand 1888) og fra 1884 i Direktionen for Sparekassen for København og Omegn og navnlig 1882—98 som Medlem af Borgerrepræsentationen og i 10 Aar dens meget repræ­ sentative Formand. Som Søn af Arkitekten Bygningsdirektør Kon­ ferensraad J. H. Koch havde han fra Hjemmet stærk Interesse for Billedkunst og paatog sig derfor Hverv som Kunstforeningsformand og ved Indretningen af Kunstakademiet og Glyptoteket samt i Sta­ tens Kunstindkøb. Han døde 11. Juni 1907, S. K. af Dbg. 1900, Nekrolog af N. Lassen i Ugeskr. f. Retsvæsen 1907 S. 153.

Ældste Assessor ved Kochs Død var Carthon Kristoffer Valde­ mar Nyholm, født 30. Juni 1829, Faderen Sognepræst. Den 78-aarige Mand var vistnok betænkt paa nu at trække sig tilbage, men da Justitsminister Alberti tilbød ham Sukcessionen, slog han til men holdt dog kun Stillingen til 31. Oktober 1909, da han trak sig til­ bage. Han havde længe været meget tunghør, og efter Alberti- katastrofen i 1908 kunde det se ud til en Rigsretssag, hvorunder denne Svaghed vilde umuliggøre hans Retsledelse. Valget paa ham havde formodentlig hængt sammen med hans politiske Holdning i tidligere Tid som Estrupmodstander. I 1864—72 havde Nyholm været Medlem af Rigsraadets og Rigsdagens Folketing som national­ liberal af venstre Fløj og senere 1884—87 Folketingsmand. Han havde udtalt sig i politiske Pjecer om Provisoriet m. v. og i adskil­ lige Afhandlinger om offentligretlige Emner som Rigsret og Mini­ steransvarlighed, offentlig Anklagemyndighed, Dødsstraf og Lægens 24

Vidnepligt, desuden om Finlands den Gang omdiskuterede Stilling under Rusland og populært om de nordiske Landes Statsforfatning og Statsforvaltning. Hans Vej var ikke gaaet over Justitsministeriet. Han blev 1856 Auditør (1862 Overauditør) og levede 5 Aar som saadan i Altona, og hans første Skrift kritiserer Helstatens Ordning af de slesvigske Forhold. 1863 blev han Assessor i Kriminal- og Politireten, hvorpaa han 1876 kom ind i den københavnske Over­ ret og derpaa 4. November 1881 i Højesteret. Han havde tidligere anbefalet en Omordning af den militære Rettergang efter fransk Mønster og var senere Medlem baade af den store Proceskommis­ sion af 1868 og af den sidste af 1892. S. K. af Dbg. var han blevet 1905; efter sin Afgang 1909 levede han til 16. April 1912 og stod i den Tid som ekstraordinær Assessor.

Den 61-aarige Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen, der var den 6. i Rækken, blev Efterfølgeren, efterat Assessor Jonas Poulsen havde været spurgt af Justitsminister Svend Høgsbro. Han var fodt 2. Januar 1848 som Præstesøn og havde til 1864 levet i Adelby ved Flensborg. Efter Tjeneste som Volontør og Assistent i Justits­ ministeriet, hvor Arbejdet ikke tiltalte ham, blev han 1879 Assessor i Kriminal- og Politiretten, hvorfra han 1890 gik over i den køben­ havnske Overret; 1896—97 tillige Næstformand i Sø- og Handels­ retten. Sidsnævnte Aar, 30. December kom han ind i Højesteret. Han var Borgerrepræsentant 1889—97, Formand for Overlignings- kommissionen 1893—1902 og juridisk Censor 1886—98. Lassen var videnskabelig Jurist og blev 1874 Doktor paa en kortfattet Afhand­ ling om Villien som Forpligtelsesgrund. I Nordisk Retsencyklopædi skrev han om begrænsede tinglige Rettigheder, og han udførte Kom- missionsarbejder saasom Motiver til Sølovsudkastet af 1892 og Lov­ forslag om nordisk Købelov. Om Vindikationsrettens Indskrænk­ ning overfor godtroende Erhververe skrev han til Nordisk Jurist­ møde 1894, og han underkastede den Struensee’ske Proces en juridisk Undersøgelse. I Tidsskrift for Retsvidenskab, hvortil han i 30 Aar stod som Medudgiver, fremkom fra 1895 til 1912 med Mellemrum hans Meddelelser om Retspraksis, der modtoges med særlig Interesse, og som siden har været fortsat af Rettens Med­ lemmer. Hans Emner Iaa mest paa Privatrettens og Strafferettens Omraader, og hans Fremstillingsform var livlig og ukonventionel, et Særsyn mellem Datidens teoretiske Forfattere; det var ogsaa overalt sine Dommererfaringer, han holdt sig til. Opfordringen til at søge til Universitetet havde han afvist bl. a. i Bevidstheden om sin manglende Evne til vedholdende litterært Arbejde. Ret ofte var han ude i polemisk Ordskifte, og som han meget ærlig bekender 25 i sine efter Afgangen fra Retten udkomne Erindringer — der iøvrigt har mest Interesse ved Omtalen af hans Barndom og Ungdom med den store videnskabelige Rejse — var det hans Skødesynd ikke at udtrykke sig med tilstrækkelig Urbanitet overfor Modstan­ derne. Lassen havde ikke sine nærmeste Forgængeres fysisk kraf­ tige Type. Efter 5 V2 Aars Tjeneste gjorde en Svækkelse sig gæl­ dende, og med denne Begrundelse fik han Afsked 4. Juni 1915, se nærmere S. 207. Han døde dog først 21. Februar 1923.

Edvard Theodor Daniel Hvidt var, da Gottlieb Jensen samtidig afgik, den ældste Assessor og efterfulgte Lassen. Han var født 24. Maj 1850 og Søn af Godsejer H. til Fuglebjerggaard, Sorø Amt. Hans Uddannelse havde ligget i Justitsministeriet, hvor han et Aar havde været Kontorchef, da han 1891 blev Assessor i den køben­ havnske Overret, 1898 tillige Næstformand i Sø- og Handelsretten. Derfra avancerede han 27. November 1902 til Højesteret. Hvidt var i mange Aar Censor og Medudgiver af Realregister til Domssam- lingerne desuden Akkordretsformand og 1910—16 Medlem af den skandinaviske Civillovskommission; han havde kirkelige og filan­ tropiske Interesser. Allerede 20. December 1917 bortreves han af akut Sygdom; Nekrolog af R. S. Gram i Ugeskr. f. Retsvæsen 1918 S. 4 og Biografisk Leksikon.

Dette uventede Dødsfald saa kort før vor Periodes Udgang medførte, at den sidste Bærer af det gamle Justitiariusnavn maatte blive en ny Assessor nemlig Richard Severin Gram, der stod som Nr. 4 i Rækken. Gram var født 9. August 1857 og Søn af den an­ sete og yndede Professor og Regensprovst Fr. T. J. Gram. Fra Justitsministeriet gik han 1890 ind i Kriminal- og Politiretten, der­ fra 1902 til den københavnske Overret og derfra 22. November 1909 til Højesteret. Han havde 1889 erhvervet Doktorgraden paa den værdifulde Afhandling Om Motivets Betydning i strafferetlig Hen­ seende men iøvrigt kun leveret faa Afhandlinger. Som Dommer gjorde han sig stærkt gældende. Udover dette var han Censor 1900 —17, Formand for Akkordretten 1915—18, Udgiver af Realregister til Domssamlingen, desuden i Bestyrelsen for det Ørstedske Pris- medaillelegat 1906 (Formand 1912) og Direktør for den Suhrske Stiftelse. Han afgik 31. Oktober 1928 og døde 25. Februar 1936; Biografisk Leksikon og 18 Aar af Højesterets Historie (1947) S. 17 ff. 26

ASSESSORER De 12 Assessorer, der gjorde Overgangen med fra den gamle til den nye Tids Højesteret, var følgende, hvis Levnedsløb her opridses.

Casper Frederik Lassen var født 27. Juni 1776 i København, Faderen Direktør ved det kgl. Teater. Han blev Kandidat 1797, erhvervede 1796 Guldmedaillen for en Prisopgave og deltog i to Konkurrencer om Stillingen som Adjunkt og Notarius ved det juridiske Fakultet. 1800 blev han surnumerær og 1801 virkelig As­ sessor i Hof- og Stadsretten, 1810 Justitiarius i den københavnske Politiret og Assessor i Højesteret 8. April 1813. Lassen, der 1817 blev Dr. juris, har forfattet værdifulde Afhandlinger om Bevis­ byrden og om Lovfortolkning. Biografi i det kgl. Bibliotek ved Otto Bisgaard.

Niels Engelhardt var født i Drammen 10. Oktober 1777. Efter 1798 at være blevet Kandidat gennemgik han forskellige Stillinger i Danske Kancelli, blev 1807 Assessor i Bergens Stiftsoverret og 1809 i Københavns Politiret. Herfra udnævntes han 12. Maj 1813 til Medlem af Højesteret. 1816 tog han Afsked for at blive Med­ lem af den norske Privatlovgivningskommission, hvortil han havde særlige Forudsætninger. 1818 vendte han tilbage til Retten.

Claus Christian Schiönning, hvis Fader var Kommitteret i Rente- kamret, var født i København 1. August 1778 og blev 1798 juridisk Kandidat. Efter Tjeneste i Danske Kancelli fra 1800 ansattes han 1806 i Landsover- samt Hof- og Stadsretten først som surnumerær dernæst som virkelig Assessor og rykkede derfra 6. Juni 1815 ind i Højesteret; 1833 Konferensraad. Han var Medlem af den over­ ordnede Tiendekommission.

Hans Jacob Koefoed, Søn af en Vinhandler, var født 11. Maj 1785 i København, juridisk Kandidat 1805 og s. A. Volontør i Kan­ celliet. 1806 blev han Underkancellist i Højesterets Justitskontor og 1809 Protokolsekretær; saadan set var han den, der tidligst havde haft Tilknytning til Højesteret. Efter fra 1811 at have været Assessor i den københavnske Overret fik han 12. Januar 1821 An­ sættelse i Højesteret og havde da et halvt Aar forinden staaet som surnumerær. Fra 1835 var han tillige Generalauditør ved Søetaten. Han benyttedes af Regeringen baade til Undersøgelseskommissio­ ner (Jødefejden 1819, Undersøgelse mod Finansdeputeret Birch og 27

Stiftamtmand Biilow 1821) og til Forberedelse af Lovarbejder (Sportelreglementet, Love om Ejendomsindgreb, militær Retspleje og borgerlige Straffelove).

Johan Heinrich Christian Stellwagen var Søn af en residerende Kapellan i Helsingør, hvor han blev født 17. Juli 1782. 1804 blev han juridisk Kandidat, og 1806 erhvervede han Universitetets Guld- medaille. I to Aar tjenstgjorde han som Auditør ved Kongens Liv- korps derpaa i to Aar som Protokolsekretær i Højesteret, derpaa som sumumerær og efter et Aars Forløb virkelig Assessor i Lands- over- samt Hof- og Stadsretten. Ogsaa i Højesteret stod han først nogle Maaneder som overtallig inden den faste Ansættelse 18. April 1821. Han omtales baade som et i Retten meget anset Medlem og som en Mand af flersidig Dannelse. 1811—15 var han Medud- giver af Ugebladet »Borgervennen«, hvortil han leverede forskellige mest oversatte Bidrag.

Johan Christian Weisvoigt Nielsen var født i København 4. Marts 1787. Han erhvervede som Student Universitetets Guld- medaille for en historisk Afhandling og blev Kandidat 1808. Aaret efter ansattes han som Auditør i Armeen og Kancellist hos General- auditøren. 1814 blev han sumumerær, 1816 virkelig Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten og gik 5. Maj 1826 over i Højesteret efterat have staaet et Aar som fungerende Assessor Medlem af den overordnede Tiendekommission; Konferensraad 1852.

Christian Rothe var født i København 16. Juli 1790 og juridisk Kandidat 1811. Aaret efter fik han Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Han blev Underkancellist i Landsover- samt Hof- og Stadsretten og 1813 Protokolsekretær i Højesteret. Efterat have gaaet 2Va Aar som sumumerær blev han 1819 virkelig Asses­ sor i den Københavnske Overret, og 28. November 1827 indtraadte han i Højesteret; 1852 Konferensraad.

Christian Ferdinand Wilse, hvis Fader var Overretsprokurator, var født i København 8. Juni 1790. Han blev Kandidat 1810 og to Aar senere Underkancellist i Danske Kancelli; senere Kancelli- sekretær. 1818 blev han Protokolsekretær i Højesteret, Aaret efter sumumerær og 1820 virkelig Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten, 1831 tillige Kongens Foged. I Højesteret ansattes han 14. Oktober 1831 men afgik 3. Oktober 1845 som Nationalbank­ direktør dog med Ret til Genindtræden, som han senere benyttede. 28

Christian Michael RottbøII se foran.

Peter Daniel Bruun var Søn af Fabrikant Bruun i Viborg og fødtes i Fredericia 18. December 1796. Som Student erhvervede han Universitetets Guldmedaille for en historisk Afhandling. 1818 blev han Kandidat og 1820 juridisk Licentiat. Derpaa blev han 1822 surnumerær og 1826 virkelig Assessor i Landsoverretten i Viborg. Herfra indtraadte han i Højesteret 5. Juli 1839. Bruun havde 1830 købt Asmildkloster i Viborg og blev 1838 kongevalgt Stændermed­ lem senere valgt Medlem af den jydske Stænderforsamling, i 1842 dens Præsident. Hans Opposition mod Kommissarius Ørsted under Drøftelsen 1842 af det nationale Spørgsmaal er bekendt. Han valg­ tes ind i den grundlovgivende Rigsforsamling og var Medlem af Grundlovsudvalget. Fra 1849 var han Medlem af Landstinget og dets Formand. Jacob Koefoed var født 1791 paa Fyn og Kandidat 1813. Han blev Kammerjunker 1815 og Underkancellist i Danske Kancelli 1818. 1820 blev han surnumerær, 1821 virkelig Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten og overgik i Højesteret 1. Oktober 1845; Kammerherre 1847. Frederik Emil Baron Bretton, Søn af en Plantageejer, var født 22. Maj 1799. Han blev Kandidat 1820 og 1822 Kammerjunker. 1823 blev han surnumerær, 1825 virkelig Protokolsekretær i Højesteret, 1827 surnumerær og 1828 virkelig Assessor i Landsoverretten i Viborg. I Højesteret ansattes han 27. Maj 1847 efter fra 21. Januar 1846 at have været midlertidig fungerende. Kammerherre 1849 og Kl af Dbg. Se Tilføjelse S. 220 om Assessor Frederik Thomsen. Der gaas derefter over til Omtale af de senere ansatte Assesso­ rer, idet disse deles i 7 Grupper efter det Tiaar, hvori Ansættelsen fandt Sted. Herved kan der anstilles visse Sammenligninger i stati­ stisk Henseende. I 1850erne ansattes følgende 8 : Mourier, Lund, Mollerup, Meyer, Blechingberg, Faith, Wilse og Bomemann. Disses Tid i Retten var i hele A ar 28, 16, 24, 22, 18, 21, 2 (+ tidligere 14) og 17 A ar, gen­ nemsnitlig 18V* ( 20V4) Aar. Over 70 Aars Alderen gjorde 6 af dem T jeneste i 9V2, IIV 2, 4V2, IV2, 3V2 og 2 Aar. En af dem var genansat efter i 13 Aar at have været Nationalbankdirektør. Om Mourier se foran. Johannes Christian Lund var født 17. April 1798 i København 29 og blev Kandidat 1819. Han gjorde Tjeneste som Kancellist og Kancellisekretær fra 1827 (1829) og ansattes 1834 som Assessor i Overretten i København, hvorfra han 19. Maj 1852 gik ind i Høje­ steret; 1846 Justitsraad, 1862 Konferensraad og K. af Dbg. 1868, i hvilket Aar han afskedigedes 11. Maj. Han døde i August 1872.

Herman Andreas Mollerup var fodt 19. November 1798, Faderen Brygger, og gjorde Tjeneste i Kancelliet fra 1819, Kancellist 1825, hvorefter han 1827 blev Protokolsekretær i Højesteret. Han blev 1831 surnumerær, 1833 virkelig Assessor i Overretten i Køben­ havn, men 1846 forlod han denne Bane for at blive Borgmester i København; 1841—46 havde han haft Tilsyn med Hovedstadens Blade. 1854 vendte han tilbage til Overretten som dens Justitiarius og gik 12. August 1856 over i Højesteret. Kort efter genoptog han et kommunalt Virke som Medlem af Borgerrepræsentationen og dennes Viceformand, hvad han var til 1875. 1862—71 havde han tillige været konstitueret Generalauditør for Søetaten. Andre Hverv for denne virksomme og i Retten fremragende Mand var som Medlem af Missionskollegiet 1849—59 og af Vaisenhusets Direk­ tion 1849—80. 22. Juli 1880 fik han Afsked og blev Gehejmekonfe­ rensraad; S.K. af Dbg. 1875. Han genoptog da Stillingen som ekstra­ ordinær Assessor, som han havde faaet 7. Juni 1856 altsaa kort før Ansættelsen. Han døde 1. Marts 1886.

Christian Adolph Meyer, Søn af en Rentekammerdeputeret, var født 24. Juni 1803, blev 1830 Auditør og fra 1836 Overauditør og kom derpaa som surnumerær Assessor ind i den københavnske Overret; virkelig Assessor 1841. Ved Kriminal- og Politirettens Op­ rettelse 1845 gik han over i denne. 12. August 1856 kom han ind i Højesteret, hvor han sad til sin Død 10. April 1878.

Claus Georg Blechingberg var født i København 27. Oktober 1803 og Søn af en Overretsassessor. Han blev Kandidat 1825 og ansat i Kancelliet. 1833 blev han Assessor i Viborg Overret, hvorfra han 10. Januar 1857 indtraadte i Højesteret. Her virkede han til 30. April 1875; K. af Dbg. 1874. H an døde 11. August 1886 og stif­ tede to større Legater.

Hans Adam Stockmann Faith var født 14. December 1804; Fade­ ren var Apoteker i Randers. 1829 blev han Volontør i Kancelliet, 1834 Kancellist og 1838 tillige Notarius ved Fakultetet. Han an­ sattes 1839 som Assessor i Overretten i København, hvorfra han 10. Januar 1857 kom ind i Højesteret, hvor han forblev til sin Død 30

25. September 1878. Faith udgav 1850 og 1862 to Bind juridiske Afhandlinger væsentlig om processuelle Emner uden nogen større videnskabelig Betydning; han efterlod anselige Legater.

Christian Ferdinand Wilse, der se foran S. 27 havde været ud- traadt af Retten, indtraadte 1. November 1858 paany og virkede til sin Død 22. August 1860; 1859 Konferensraad. I en A arrække var han Forstander for det praktisk-juridiske Selskab og ledede Øvelser for studerende.

Cosmus Bornemann var født 25. Januar 1806 i København og Søn af Rettens Justitiarius i Aarene 1822—43 Anker V. F. Borne- mann. Han blev Kandidat 1826. Han auskulterede 1827 i Retten og blev Aaret efter Kammerjunker. 1830 blev han ekstraordinær, 1832 sumumerær og 1836 virkelig Assessor i Overretten i København, Kammerherre 1856 og 31. December 1859 Assessor i Højesteret, hvor han sad til sin Død 14. December 1877.

I 1860erne ansattes 5 Assessorer: Müller, Krieger, Buch, Ussing og Meyer. Deres Tid i Retten var 18, 9, 36, 8 og 22 A ar gennem­ snitlig 18Vs Aar. Efter 70 Aars Alderen gjorde 3 af dem Tjeneste i 1, IIV 2 og 3 Aar. 2 var Rigsdagsmænd og gik fra Retten over i anden Stilling.

Otto Frederik Müller, Søn af Professor senere Biskop P. E. M., var født 31. August 1807. Efter Tjeneste som Volontør og Kan­ cellist blev han 1832 Auditør og fik samtidig Guldmedaille for en Afhandling om separerede og fraskilte Hustruers Retsstilling. 1839 blev han Overauditør. 1840 udsendte han en Bog om Lavsvæsenet, som han havde studeret i Kancelliet, hvilket førte til, at han 1842— 47 var Medlem af Industriforeningens Repræsentantskab og 1842— 49 Borgerrepræsentant; 1841—60 var han tillige Bogholder og Kas­ serer ved Sjællands Stifts gejstlige Enkekasse. Efter Anmodning af Indenrigsminister P. G. Bang udarbejdede han som anerkendt sag­ kyndig paa dette Omraade et Udkast til Næringslovgivningens radikale Omdannelse, hvilket fremkom 1857 og førte til Nærings­ loven af 29. December s. A. I disse Aar 1855—60 var han ogsaa Medlem af Folketinget. 1846 var han blevet Assessor i Overretten i København og kom derfra 16. April 1860 ind i Højesteret, hvor han forblev til 29. November 1878. Han døde 20. April 1882. 1860 var han blevet Direktør for Pastoralseminariet med Forpligtelse til at foredrage Kirkeretten. Oprindelig nationalliberal blev han senere konservativ. Han skrev om politiske Emner, om juridisk Studium og skildrede Martsdagene 1848 i København. Han skrev ogsaa om 31

Kunst, og 1843—48 agiterede han mod Brændevinsdrik. Han var Fader til Komponisten P. E. Lange-Müller.

Andreas Frederik Kriegers Indtræden 18. September I8601), efterat det Hallske Ministerium, hvori han havde været dels Fi­ nansminister dels Indenrigsminister, 2. December 1859 havde de­ missioneret (forud derfor havde han fra 18. Oktober 1856 været Indenrigsminister i Andræs Ministerium), var noget udenfor det almindelige. Naturligvis var ogsaa hans Egenskaber over det sæd­ vanlige, skønt han, født 4. Oktober 1817, kun var 43 Aar og uden Dommeruddannelse. Men Justitsminister A. L. Casse havde gjort Datoen for Kriegers Udnævnelse til ekstraordinær Assessor, 7. Juni 1856, til Dato for hans Anciennitet som ordinær Assessor, hvorved han som Nr. 7 fra oven fik Plads mellem Mollerup og C. A. Meyer, hvorhos han med Hjemmel i Instruksens § 23 var fri­ taget for at prøvevotere. Samtlige Assessorer med P. G. Bang i Spidsen nedlagde en Protest mod Ancienniteten, der behandledes i Statsraadet 11. November 1860 (Kriegers Dagbøger) 2). Krieger var *) Under 6. Februar s. A. oplyser hans Dagbog, at han den Gang afslog Justitiarius Bangs Tilbud om at indtræde; H. J. Koefoed var afgaaet 31. Januar. 2) Protesten, dateret 9. Oktober 1860 og stilet til Kongen til Forelæg­ gelse i det gehejme Statsraad (Fællesforfatningens), er indført i Rettens Er- klæringsprotokol for 1868—87 S. 106—13. Den fastslaar, at der, ifølge de forbeholdsløse Udnævnelser til Retten, ved Wilses Afgang var sket Op­ rykning, saaledes at kun yngste Plads havde været ledig. Selv om Pladsen ikke længere havde lønningsmæssig Interesse, havde den det i betydelig Grad arbejdsmæssigt. Stillingen som ekstraordinær Assessor, der slet ikke eller kun i ringe Grad, saaledes som for Etatsraad Krieger, behøvede at have givet Arbejde i Retten, havde man aldrig tillagt Anciennitetsbetyd- ning. Schønheyder, der 1813 paa en Gang fik Denomination paa en Plads og blev ekstraordinær Assessor, ansattes 1820 med Anciennitet fra Denomina­ tionen, medens den ekstraordinære Stilling ikke omtales. Denne fritog ikke en Gang fra Prove. Foruden Denomination kendtes Forbehold (samtidig med Udnævnelse); ved Bornemanns Ansættelse 1859 var der taget et saa- dant til Fordel for Minister Casse. Man ansaa derfor Udnævnelsen som en Krænkelse af en hidtil ufravigelig fulgt Regel med Tilsidesættelse af foran- staaendes berettigede Krav. Da disse i dette Tilfælde havde »cederet for en Mand, i hvem HR var forvisset om at have vundet et udmærket Medlem«, indstilles det dog kun, at Tilfældet anerkendes som aldeles eksceptionelt. 1 Forestillingen havde kun staaet, at »det anses rettest« at give Kr. denne Anciennitet. Der var fra Enevældens Tid Tradition for ved Udnævnelser at tage Forbehold om Udeblivelse af Oprykning ved indtrædende Ledighed, og det kunde man efter Grl. § 27 fremdeles leve paa ved Højesteret. Til Fordel for Krieger foregik altsaa en uvarslet Indtræden som Formand. Naar det, vistnok i 1943, ved Østre Landsret har været anvendt at paalægge ud­ nævnte Landsdommere et saadant Forbehold til Fordel for en ikke endnu ansat Mand, har den specielle Hjemmel formentlig manglet. 32

Søn af en dansk Kommandørkaptajn og født i Norge 4. Oktober 1817 ved den norskfødte Hustru Elise Finnes midlertidige Ophold der. 20 Aar gammel fik han juridisk Eksamen ligesom sine tidligere med Udmærkelse, begyndte Aaret efter som Volontør i Kancelliet og fik næste Aar Guldmedaille for en Afhandling om Domstolenes Prøvelse af Øvrighedsafgørelser. Han var 1840 Protokolfører ved Stændermøderne og blev næste Aar Licentiat paa en Afhandling om, hvilke Love der skal forelægges Provinsialstænderne. Dernæst kom en Udenlandsrejse, en kort Ansættelse som Kancellist og endelig Ansættelse som juridisk Lektor, 1845 som overordentlig og 1847 som ordentlig Professor. 1855 gik han over til Stillingen som Departementschef i slesvigsk Ministerium og derpaa var fulgt hans Ministerstillinger. Ved Siden heraf laa 1848—55 Hvervet som Borgerrepræsentant (fra 1853 Vicepræsident), 1848—49 som Med­ lem af den grundlovgivende Rigsforsamling, 1849—52 af Folke­ tinget og 1857—66 af Rigsraadet. 1863—90 var han Landstings­ mand. Hans selvstændige Forfattervirksomhed omfattede Privatret­ tens almindelige Del (1848—50), den slesvigske Form ueret (1855) og den slesvigske Familie- og Arveret (1855); desuden udgav han 1848—51 Antislesvigholstenske Fragmenter. Hans Virksomhed i Højesteret bortfaldt 28. Maj 1870 ved hans Indtræden som Justits­ minister i det Holsteinske Ministerium, der ophørte 14. Juli 1874; han blev da igen ekstraordinær Assessor. Hans senere mangfoldige Virken falder udenfor Omtale her. Han døde 27. September 1893 og stiftede af sin Formue det Finneske Legat til Fremme af Stu­ diet af og Kendskab til nordisk Ret m. v. Om hans Stilling til at blive Mouriers Efterfølger se foran. Voteringsbøgeme giver Ind­ tryk af, at hans parlamentariske Virksomhed hæmmede Omfanget af hans Møde, og Proceskommissionen fritog ham fra 1868.

Om Buch se foran.

Werner Jasper Andreas Ussing, hvis Fader var Kontorchef, var født 4. Marts 1818 og blev Kandidat 1838. 1841 ansattes han i Kan­ celliet og blev 1846 Kancellist. Næste Aar udnævntes han til Asses­ sor i Viborg Overret, underkastede sig 1853 slesvigsk Eksamen og blev næste Aar Dommer i Appellations retten i Flensborg, til han afskedigedes 1864. 22. Oktober s. A. gik han ind i Højesteret, som han dog forlod 7. April 1873 for at blive Nationalbankdirektør; samtidig blev han ekstraordinær Assessor. Det tagne Forbehold om Ret til Genindtræden gjorde han ikke Brug af. 1871 blev han juridisk Censor. Han havde skrevet om Landboforhold og udfoldet politisk Virksomhed først i den grundlovgivende Rigsforsamling, 33

1849—53 som Medlem af Folketinget og fra 1866 som kongeudnævnt Landstingsmand; hans Standpunkt herved var nærmest som mode­ rat Højremand. Han døde 2. December 1887.

Fritz Meyer, der var født 12. December 1817 og Søn af en Gods­ inspektør, havde som Ussing været ansat ved Appellationsretten i Flensborg nemlig fra 1852 til 1864. Han havde herved en anset Position i Samarbejde med Departementschef J. A. Regenburg og skrev anonymt sammen med denne paa Tysk en Imødegaaelse af et preussisk officielt Memorandum om slesvigske Forhold (1862). 1865 blev han Medlem af den midlertidige Overjustitskommission for de tilbageblevne Dele af Slesvig. 1864 blev han konstitueret, 1865 virkelig Assessor i Overretten i København og gik derfra 23. Juni 1868 ind i Højesteret, hvor han forblev til sin Død 4. April 1891; K1 1886.

I 1870erne ansattes 10 Assessorer: Obelitz, Finsen, Cold, Smith, Lund, Klein, Rimestad, Lillienskjold, Repholtz og With. Deres Tid i Retten var 11, 17, 3, 28, 25, 15, 16, 12, 15 og 14 Aar, gennemsnitlig 15V2 Aar. Efter 70 Aars Alder gjorde 3 Tjeneste i IIV 2, 3 og IV2 Aar. 3 var Rigsdagsmænd og 1 af dem gik fra Retten over i anden Stilling.

Gebhard Christian Vilhelm Obelitz var født 30. Oktober 1816 og blev Kandidat 1837. Han gjorde Tjeneste i Højesterets Justits­ kontor og erhvervede 1841 Guldmedaille for en Afhandling. 1842 blev han Auditør derefter 1843 surnumerær 1845 fast ansat Proto­ kolsekretær i Retten og 1854 Assessor i Overretten i København. 27. Juni 1870 kom han ind i Højesteret og sad til sin Død 12. Sep­ tember 1881. Særlige Hverv havde han fra 1871 som Formand for Overligningskommissionen og i 1877 som Borgerrepræsentant.

Vilhjalmur Ludvig Finsen var født paa Island 1. April 1823 og Søn af Sysselmand senere Overretsassessor F. Han blev Rettens særlige sagkyndige i islandsk Ret og islandske Forhold. 1848 havde han faaet Guldmedaille for en Afhandling om et islandsk Emne, og han udgav senere flere Arbejder om Øens Retshistorie. 1851 blev han Sysselmand, 1852 Landfoged og Byfoged i Reykjavik og var fra 1853 kongeudnævnt Altingsmand, til han 1860 gik til Viborg Overret, hvorfra han 1868 gik over i den københavnske Overret. I Højesteret ansattes han 1. Marts 1871. S. A. blev han Medlem af den Arnamagnæanske Kommission, 1879 juridisk Æresdoktor og 1884 Medlem af Videnskabernes Selskab. Han fik Afsked 5. Sep­ tem ber 1888 og døde 23. Juni 1892; K1 1888. Højesteret II. 34

Carl Albrecht Cold var født 28. Juli 1824 i København; Fade­ ren var Inspektør ved Metropolitanskolen og Sekretær og Regn­ skabsfører ved Byens Skolevæsen. 1851 blev han konstitueret, 1852 fast ansat Kancellist og 1855 Fuldmægtig i Justitsministeriet. Aaret efter kom han ind i Kriminal- og Politiretten og 1868 i den køben­ havnske Overret. 1872 blev han juridisk Censor. At Krieger, se foran, i 1870 tænkte sig ham som Rottbølls Efterfølger, maa tages som Tegn paa særlige Egenskaber, hvorom der ikke fra anden Side vides at være Oplysning. Han kom ind i Retten 16. Maj 1873 men afgik allerede 28. December 1876 ved Døden.

Hother Smith, Søn af en Regimentskirurg, var født i Sønder­ borg 22. Marts 1821. Han virkede først som Manuduktør og blev 1848 konstitueret først som Politimester i Haderslev senere som Herredsfoged i Frøs og Kalvslund Herreder men fjernedes af Ty­ skerne. 1849 blev han Auditør og desuden ansat paa Flensborg Amtshus og som Aktuar for Flensborg Amt. 1851 blev han Justi­ tiarius for de graastenske Godser og Herredsfoged i Lundtoft Her­ red samt Birkedommer i Vamæs Birk, endelig Medlem af Appella­ tionsretten i Flensborg 1862—64. Efter Krigen blev han 1866 Her­ redsfoged i Holmans m. fl. Herreder, og fra dette Embede gik han 7. Februar 1874 ind i Højesteret. Han blev 1877 Formand for Overligningskommissionen og var 1878—81 Medlem af Folketinget. H an døde 23. O ktober 1902; S. K. af Dbg. 1898.

Harald Lund var født 28. December 1827 i Varde. Han blev 1854 Fuldmægtig i Overretten i København og 1857 Protokolsekretær i Højesteret, hvorfra han 1859 blev ansat i Viborg Overret. Han kom ind i Højesteret 29. Maj 1875 og afskedigedes 27. December 1900; han døde 1915.

Christian Sophus Klein var født 17. August 1824, Faderen Over­ retsprokurator senere Herredsfoged. Inden sin 3-aarige Ansættelse som Assessor i Viborg Overret havde han indtaget en Række Sekretærstillinger, der var egnet til at give ham Erfaring og Skole: 1845 i Stænderforsamlingerne, 1847 hos Amtmanden i Sorø (Grev F. M. Knuth), 1848 ved en Regeringskommission i Slesvig, 1848—49 i den grundlovgivende Rigsforsamling og 1851 i Landstinget og Notabelforsamlingen i Flensborg. Han tog 1856 slesvigsk Eksamen men søgte dog til Overretten i København, hvor han ansattes 1857. Næste Aar blev han Medlem af Rigsdagen og var det næsten uaf­ brudt i 40 Aar, 1864—66 ogsaa af Rigsraadet; hans Partifarve var den nationalliberale. Som Justitsminister i Ministeriet Holstein 35

traadte han ligesom sin Forgænger A. F. Krieger kräftigt op mod Socialismen, senere var han Modstander af Provisoriernes Anven­ delse. Han blev 1862 den første Formand for Sø- og Handelsretten og overgik derfra 24. Januar 1877 i Højesteret. Efter Mouriers Avancement 1871 fik han tildelt Plads foran Efterfølgeren Finsen ved senere Ansættelse. Han forlod Retten 1. Januar 1892 som Overpræsident i København og blev samtidig ekstraordinær Asses­ sor; S. K. af Dbg. 1874, Kammerherre 1892. Klein, der ikke var videnskabelig orienteret, paabegyndte Udgivelsen af en praktisk Lovsamling og gjorde gode Indskud i Lovgivningsarbejdet ogsaa det fællesnordiske; 1877 blev han svensk Æresdoktor. Han døde 9. Januar 1900.

Christian Rimestad var født 22. M arts 1830; Faderen var Kon­ torchef i Danske Kancelli senere Birkedommer. Han blev Kandidat 1851 og var 1852—61 i Justitsministeriet (1855 Kancellist, 1858 Kan­ cellisekretær og Fuldmægtig) desuden 1852—54 Notarius ved Fakul­ tetet. 1861 blev han konstitueret og 1863 fast ansat Assessor i Overretten i København; Censor 1871—78. 21. Februar 1878 gik han ind i Højesteret og sad der til sin Død 4. Oktober 1894. Som Poli­ tiker — Medlem af Folketinget 1861—84 og af Rigsraadet 1864—66 — var han paa de nationalliberales venstre Fløj senere af Højre. 1885 blev han Direktør i Københavns Brandforsikring; K 1 1892.

Peter Alexander Montagne Lillienskjold var født 9. Juni 1819 i Fredericia, Søn af Oberst, Kammerherre L. Han blev 1844 Volon­ tør i Kancelliet og 1848 Kancellist i Kultusministeriet. 1852 blev han Protokolsekretær i Højesteret og 1857 Assessor i Viborg Over­ ret. Derfra gik han 14. Juni 1878 ind i Højesteret, hvor han sad til sin Død 7. Februar 1891; 1880 Formand i Overlignings- kommissionen.

Mathias Georg Peter Repholtz var født 22. Februar 1825, Fade­ ren Sognepræst. Han blev 1850 Assistent i Indenrigsministeriet, 1852 Kancellist og 1854 Fuldmægtig sammesteds. 1860 blev han Assessor i Københavns Overret og 29. November 1878 i Højeste­ ret. Repholtz, der var Udgiver af Realregister til Domssamlingerne 1848—71, afskedigedes af H elbredshensyn 16. April 1894; K 1 af Dbg. s. A. Han døde 17. Juni 1909.

Reinhard Christian With, Søn af Stænderpolitikeren Herreds­ foged W., var født 18. Oktober 1824. Efter Tjeneste ved Haderslev Amtshus blev han 1852 Volontør i Justitsministeriet, 1855 Kancel- 3* 36 list, 1856 Fuldmægtig og 1859 Kontorchef sammesteds. 1863 udnævn­ tes han til Assessor i Kriminal- og Politiretten og 1873 i Overret­ ten i København; 1877 tillige Næstformand i Sø- og Handelsretten. 14. Januar 1879 blev han Assessor i Højesteret og sad til sin Død 13. Juli 1893.

I 1880erne ansattes 5 Assessorer: Müller, Knudsen, Nyholm, Koch og Poulsen. Tjenestetiden i Retten var 24, 4, 28, 21 og 24 Aar, gennemsnitlig 201/s Aar. Over 70 Aars Alderen gjorde 4 Tjene­ ste i 41/2, 10, 5 og 6V2 Aar. 1 var Rigsdagsmand.

Peter Conrad Miiller var født 23. Maj 1830 i Horsens, Faderen Stabslæge. Han blev Kandidat 1852 og s. A. Assistent i Indenrigs­ ministeriet, hvor han 1856 blev Kancellist og 1857 Fuldmægtig. 1861 ansattes han som Byfoged og Borgmester i Holbæk og 1870 som Assessor i den københavnske Overret, hvor han 1879 tillige blev Næstformand i Sø- og Handelsretten. 13. September 1880 kom han ind i Højesteret og var der til sin Død 16. December 1904. Miiller, der var Censor og Udgiver af Realregistret for 1840—47, var For­ mand i Frederiksberg Fattigkommission og Københavns Understøt­ telsesforening desuden Medlem af Handelsbankens Bankraad og Direktør for Københavns Kreditforening.

Otto Gustav Jacob Christian Thomas Edmund Africanus Knud­ sen var født 13. April 1828. Det sidste af hans mange Fornavne hen­ tyder til, at han var født i Tripolis, hvor Faderen var General­ konsul. Han blev 1854 Auditør og 1863 Assessor i Kriminal- og Politiretten, hvor han var særlig anset som Forhørsdommer. 1878 kom han ind i Overretten i København og 16. Oktober 1880 i Højesteret. Han døde 17. September 1885.

Carthon Kristopher Valdemar Nyholm er omtalt ovenfor.

Peter Frederik Koch ligeledes.

Jonas Nicolai Johannes Poulsen var født 2. Marts 1836 og Søn af en Sognepræst. Han virkede som Manuduktør og blev 1861 Volontør i Justitsministeriet, 1871 Fuldmægtig og 1875 Kontorchef sammesteds. 1878 blev han Assessor i Overretten i København, og 15. Oktober 1888 kom han ind i Højesteret. Han deltog i Kommis- sionsarbejder og var Censor, fik Afsked 5. Oktober 1912 og døde 1914.

I 1890erne ansattes 9 Assessorer: Øllgaard, Mourier, Jensen, Evaldsen, Trolle, Larsen, Paulsen, Grüner og Lassen. Tjeneste- 37 tiden i Retten var 4, 14, 23, 9, 0, 16, 12, 9 og 17 Aar, gennemsnitlig l l 5/9 Aar. Efter 70 Aars Alderen gjorde 5 Tjeneste i 6V2, 1, 2, 6V2 og 2 Aar. 1 gik fra Retten over i anden Stilling.

Hans Øllgaard var født 14. Oktober 1837, Søn af Prokurator og Proprietær 0., Tanderup ved Herning. Han ansattes 1861 i Justitsministeriet, hvor han 1871 blev Fuldmægtig og 1878 Kontor­ chef; s. A. blev han Overretsassessor i København, og 17. Marts 1891 kom han ind i Højesteret. Han havde virket som Manuduktør, blev 1880 Censor og var aktiv Deltager i de nordiske Juristmøders Forhandlinger og sad i Bestyrelsen for Ørsteds Prismedaillelegat. Et Bind af Samlingsværket om Ørsteds retsvidenskabelige Betyd­ ning (Privatretten) skvldes Øllgaard (1887), der døde 23. August 1895.

Poul Pierre Ferdinand Mourier — en fjernere Nevø af Justi­ tiarius M. — var født 12. Juli 1837; Faderen var Proprietær cand. theol. M., Antvorskov. Efter Tjeneste paa Sjællands Stiftamt og som Fuldmægtig ved Holsteinborg Birk blev han 1863 Volontør i Justitsministeriet og 1865 Assistent (Udgiver af Lovtidende fra 1872). 1875 gik han ud som H erredsfoged i Bjerge Herred, og 1880 kom han ind i den københavnske Overret, hvorfra han 12. Maj 1891 gik over i Højesteret. Mourier var Censor, særlig kyndig i Lovgivning om Fiskeri og virksom for kristelig-humane Opgaver. Han døde 19. April 1905.

Gottlieb Andreas Jensen var født 17. Oktober 1838 i Aarhus, Faderen Prokurator, Raadmand og Kancelliraad. 1865 blev han Assistent i Justitsministeriet og havde oftere Konstitution som Retsbetjent. 1878 blev han Assessor i Kriminal- og Politiretten og 1884 i Overretten i København. Han var meget anvendt som Kom- missionsdommer. I Højesteret indtraadte han 30. Januar 1892 og afskedigedes 26. Juni 1915. Han døde 24. December 1921.

Andreas Christian Evaldsen var født 2. Juni 1841 paa Arlund ved Holstebro, Faderen Tjenestekarl senere Murer i Viborg. Under trange Kaar havde han arbejdet sig frem. Som Student fik han Accessit for Besvarelsen af en juridisk Prisopgave, senere frem­ kommen som »Skyldnerens Mora« (1870). 1867 blev han Kandidat, han var Volontør i Justitsministeriet, og i 1870 blev han konstitueret Assessor i Viborg Overret derpaa 1872 juridisk Professor og i 1885 Assessor i Overretten i København, idet han ikke straks vilde modtage Tilbud om at gaa ind i Højesteret. I denne indtraadte han 38

16. Oktober 1893 og sad der til sin Død 18. November 1912. Han var Censor 1887—94 og 1903—10, Formand i det Ørstedske Pris- medaillelegat og udrettede et betydningsfuldt teoretisk Arbejde paa Obligationsrettens Omraade; Æresdoktor 1894 og K 1 1906.

Marius Nicolai Frederik Trolle, Søn af Godsejer Justitsraad T. til Krabbesholm, var født 28. Oktober 1839. I Justitsministeriet blev han 1869 Assistent, 1875 Fuldmægtig og 1878 Kontorchef. Han kom derefter 1880 ind i Overretten i København og 12. Juni 1894 i Højesteret. Allerede 1. December s. A. udtraadte han efter Ud­ nævnelse til Overformynder; han døde 1912.

Erhard Florian Larsen var født 7. Januar 1838, Faderen Bud i Danske Kancelli. Han blev 1864 Assistent i Indenrigsministeriet, 1874 konstitueret, 1875 fast ansat Fuldmægtig, 1879 konstitueret, 1880 fast ansat Kontorchef og kom 1884 ind i den københavnske Overret. 23. November 1894 overgik han til Højesteret. Fra tid­ ligere Virksomhed som Amanuensis hos Sjællands Biskop havde Larsen Kendskab til den dagældende Kirkeret og beskrev denne 1901—12 i et Værk i 3 Bd. 1887—90 var han, der tilhørte Højre­ partiet, Medlem af Folketinget. Han fik Afsked 15. December 1910 og blev ekstraordinær Assessor. Han døde 11. Februar 1916.

Harald Paulsen var født 15. Oktober 1830 i København. Efter Tjeneste som Sagførerfuldmægtig blev han 1867 Sekondløjtnant, 1870 Premierløjtnant og 1871 Auditør samt Lærer i militær Ret ved Officerskolen. 1879 blev han Assessor i Kriminal- og Politiretten og 1888 i Overretten i København. Derfra gik han 28. December 1894 ind i Højesteret. Her sad han til sin Død 18. Marts 1907. Sammen med Johs. Ipsen udgav han 1878 en Lærebog i militær Retspleje.

Axel Peter Grüner var født 1. Maj 1843 i København, Faderen Oberst. Han blev 1870 Volontør, 1873 Assistent, 1878 Fuldmægtig og 1880 Kontorchef i Justitsministeriet. 1888 udnævntes han til As­ sessor i Overretten i København og 11. Oktober 1895 til Assessor i Højesteret. Han fik Afsked 14. Maj 1915 og døde 1918.

Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen, se foran.

I første Tiaar af 1900 ansattes 10 Assessorer: Nielsen, Hansen, Hvidt, Faurholt, Schack, Johannsen, Kirketerp, Hanssen, Lütken og Gram. Da 4 af disse: Faurholt, Kirketerp, Hanssen og Gram for­ blev i Retten efter 1919, foretages ingen Sammenstilling af Tjene­ 39 stetiden. Birkedommer C. L. Schou fik 20. Juli 1907 Tilladelse til at prøve og begyndte Prøven men trak sig tilbage, idet han ifølge Lægeattest frygtede et nervøst Sammenbrud.

Frederik Vilhelm Ludvig Peter Nielsen var født 13. Marts 1846 i Langebæk, Faderen Provst og Sognepræst i Kallehave. 1872 blev han Assistent i Justitsministeriet og var tillige Sagførerfuldmægtig; 1875—79 Udgiver af Lovtidende. 1881 blev han Fuldmægtig og s. A. ansat i Kriminal- og Politiretten, hvorfra han 1891 gik ind i den københavnske Overret. Han kom ind i Højesteret 19. Februar 1901 men afgik allerede 24. Maj 1902 efter Udbrud af Sindssygdom. Han døde 29. Juli 1904.

Frantz Emil Hansen var født 19. Marts 1843 paa Sødinggaard, Svendborg Amt. 1868 blev han Amtsfuldmægtig i Svendborg og derfra 1884 Assessor i Viborg Overret, hvorfra han 21. Oktober 1902 gik ind i Højesteret. Han døde 1. Februar 1909.

Edvard Theodor Daniel Hvidt, se foran.

Ole Peter Christian Faurholt var født 11. Februar 1847 som Søn af en Gaardejer paa Læsø. 1868 blev han exam. jur. og Herredsfuld- mægtig, Kandidat 1877 og Sagførerfuldmægtig samt 1880 Assistent i Justitsministeriet. Under en Retssag mod Herredsfogden i Helium Hindsted Herreder blev han 1883 konstitueret i Embedet og 1887 fast ansat i dette. Herfra blev han 1893 Assessor i Viborg Overret og kom 21. Februar 1905 ind i Højesteret.

Carl Gregers Schack var født 7. Oktober 1850 i København. 1874 blev han Sagførerfuldmægtig, n. A. Volontør og senere Assi­ stent i Justitsministeriet, hvor han 1886 blev Fuldmægtig og 1891 Kontorchef. S. A. blev han Assessor i Overretten i København og gik 3. Juli 1905 ind i Højesteret. Han døde 22. December 1907.

Harald William Julius Oskar Johannsen var født 21. Juni 1851 i Fredericia. 1878 blev han Volontør i Justitsministeriet og 1880 Assistent. 1889 gik han til Overretten i Viborg og 1894 derfra til den københavnske Overret, hvorfra han 24. Maj 1907 overgik til Højesteret. Han døde 10. Oktober 1915.

Morten Viggo Kirketerp var født 20. Marts 1853 paa Grinderslev- kloster, Viborg Amt. 1877 blev han Herredsfuldmægtig og 1879 Volontør, 1886 Assistent, 1891 Fuldmægtig i Justitsministeriet. Næ- 40 ste Aar blev han Assessor i Viborg Overret og derefter 1898 i den københavnske Overret, hvorfra han 11. November 1907 kom ind i Højesteret.

Cato Spang Hanssens var født 22. April 1849 i Sønderborg. Han var Sagførerfuldmægtig og blev 1876 Volontør, 1881 Assistent og Fuldmægtig og 1891 Kontorchef i Justitsministeriet. 1893 gik han ind i den københavnske Overret og 20. Februar 1908 over i Højesteret.

Anton Frederik Liitken var født 7. December 1856 og var Sag­ førerfuldmægtig. Fra Assistent i Justitsministeriet blev han 1890 Assessor i Kriminal- og Politiretten og derfra 1897 i Overretten i København. Han kom ind i Højesteret 29. Marts 1909 og døde 12. April 1917.

Richard Severin Gram, se foran.

I andet Tiaar af 1900 ansattes 10 Assessorer: Schau, Krarup. Lunn, Schou, Tybjerg, Petersen, Lunøe, Olrik, Nellemann og Meyer, der alle undtagen Lunøe forblev i Retten efter 1919.

Hans Christian Valdemar Schau var født 17. April 1857, Fade­ ren Major. Han blev 1881 Assistent i Finansministeriet og erhver­ vede 1883 Guldmedaille for en Afhandling om Efterpanthaverens Oprykningsret. 1889 blev han Fuldmægtig og 1894 Kontorchef i Domænekontoret (fra 1896 Landbrugsministeriet). Herfra gik han 1902 ind i den københavnske Overret og derfra 20. Januar 1911 i Højesteret. Schau, der var Censor, blev 1889 Doktor paa en Af­ handling om Straffens Begrundelse.

Figgo Krarup var født 29. November 1860, Faderen Overrets­ sagfører. Han blev 1886 Volontør i Justitsministeriet, 1889 Assi­ stent, 1893 Fuldmægtig og 1896 Kontorchef. 1901 gik han ind i Overretten i København og derfra 28. Oktober 1912 i Højesteret. Krarup var 1910—13 Medlem af Familieretskommissionen og Med- udgiver af Juridisk Formularbog.

Villars Hilmar Lunn var født 5. Marts 1855, Faderen Herreds­ foged. Han blev Kandidat 1877 og Herredsfuldmægtig, derefter 1886 Auditør og 1893 Assessor i Kriminal- og Politiretten. Han gik 1907 ind i den københavnske Overret og 2 1 . Decem ber 1912 i Højesteret. 41

August Lauritz Schou var født 22. August 1863, Faderen De­ partementschef og Generaldirektør. Efter Arbejde som Birke- og Amtsfuldmægtig blev han 1889 Assistent i Justitsministeriet. Han blev 1897 Assessor i Kriminal- og Politiretten og 1910 i den køben­ havnske Overret. Derfra gik han 4. Juni 1915 ind i Højesteret. Som Forhørsdommer fik han særlige Opgaver deriblandt Undersøgelsen mod fhv. Minister Alberti. Schou skrev strafferetlige Afhandlinger.

Erland Tybjerg var født 27. Juli 1863, Faderen Arkitekt. Han arbejdede som Sagførerfuldmægtig og fik 1889 Guldmedaille for en Afhandling om Presseforbrydelser. 1890 blev han Assistent og 1897 Fuldmægtig i Justitsministeriet. Aaret efter blev han Assessor i Kriminal- og Politiretten, hvorfra han 1910 gik ind i den køben­ havnske Overret og derefter 26. Juni 1915 i Højesteret. Tybjerg, der i 1904 blev Doktor paa en Afhandling om Bevisbyrden, be­ handlede i Litteraturen Handelsretten og udgav Domme. Han var 1910 Næstformand, 1912 Formand i den faste Voldgiftsret, 1918 i Akkordretten.

Jens Christian Petersen var født 20. August 1860. Han var Sag­ førerfuldmægtig og fra 1885 Byfogedfuldmægtig i Aarhus. 1901 blev han Assessor i Viborg Overret og kom derfra 13. Oktober 1915 ind i Højesteret.

Lars Johan Lunøe var født 13. November 1861, Faderen Prokura­ tor. Han var Sagførerfuldmægtig og blev 1888 Assistent, 1896 Fuld­ mægtig i Justitsministeriet og s. A. Assessor i Kriminal- og Politi­ retten. 1909 kom han ind i Overretten i København og 1. November 1915 derfra i Højesteret. Han dode 13. Marts 1917.

Eyvind Gunnar Olrik var født 2. Oktober 1866, Faderen Kunst­ maler. Han var Sagførerfuldmægtig og blev 1891 Assistent og 1905 Fuldmægtig i Justitsministeriet. S. A. blev han ansat i Kriminal­ retten og 1913 i Københavns Overret. 24. April 1917 kom han ind i Højesteret. Olrik var fra 1915 Censor og blev 1908 Medlem af Overværgeraadet og Overfredningsnævnet. Han var Forfatter sær­ lig i strafferetlige Emner.

Valdemar Johannes Nellemann var født 30. April 1864, Faderen Professor senere Nationalbankdirektør. Han var Sagførerfuldmæg­ tig og blev 1892 Assistent og 1904 Fuldmægtig i Justitsministeriet. 1906 blev han Assessor i Overretten i København, tillige Næstfor­ mand i Sø- og Handelsretten og 21. Maj 1917 i Højesteret. 42

Cosmus Adolf Christian Meyer var født 28. Oktober 1866. Han var Sagførerfuldmægtig og blev 1896 Assistent i Overformynderiet, s. A. Auditør og 1905 Assessor i Kriminal- og Politiretten, hvorfra han 1915 gik ind i Overretten i København. 13. Februar 1918 kom han i Højesteret. Han var Værgeraadsformand.

Stoffet til de nu meddelte Biografier er hentet fra de almindelig tilgængelige trykte Kilder uden særlige personalhistoriske Under­ søgelser, og der er kun meddelt, hvad der skønnedes at have Inter­ esse i en Skildring af Rettens Historie. Sammenstillingen af de mange juridiske Levnedsløb, hvoraf de enkelte — det maa ind­ rømmes — ofte ikke synes at være af megen Interesse, giver dog Anledning til visse almindelige Iagttagelser. For Justitiariemes Vedkommende lægges der Mærke til det Indbrud i Dommerstammen fra de Nationalliberale og Bonde­ vennerne, der ramte Lowzow, med den derefter følgende Bestræ­ belse for at indpode Stammen nye Safter. Tre Gange i kun 5 Aar gjordes Forsøget med de tre udmærkede Jurister J. E. Larsen, P. G. Bang og A. W. Scheel, og saa faldt man dog tilbage til Asses­ sor Rottbøll, der i 1856 ikke var mindre egnet end i 1861 snarere mere, da han var 5 Aar yngre, ganske vist var han ikke national­ liberal. Iøvrigt var der jo Landstingsformanden P. D. Bruun, de Nationalliberales Haab under Rigsretssagen, men det forekommer troligt, at denne tilbageholdende Mand ikke har ønsket at udfylde den Plads, der var gjort tom. Disse Indsættelser af Jurister, der ikke havde siddet i Retten, var et Tilbagefald til enevældige Me­ toder, der forsaavidt angaar Tiden 1790—1849 var anvendt ved U dnævnelsen af U rne (1790), J. E. Colbjørnsen (1799) og Bome- mann (1822). Det harmonerede uden Tvivl bedre med Rettens selv­ stændige Karakter, at Ledelsens Fornyelse skete indefra af Kræf­ ter, der havde staaet deres Prøve i denne. Med Rottbøll indvarsle- des altsaa denne Tilstand. Et videre Skridt vilde det være at gøre Retten selvsupplerende, forsaavidt som man kunde lade dens Er­ klæring faa Indflydelse paa Valget. Først ved Justitiarieme Hvidt og Grams Udnævnelse skete dette. Udover 70-Aars Alderen fun­ gerede Rottbøll som Justitiarius i 10 Aar, Mourier i 9, Buch i IIV 2, Koch i 5 og Nyholm i 2 Aar. I over Halvdelen af vor Periodes 70 Aar havde Retsledelsen altsaa været hos en Mand over »Støvets Aar«. Der er ikke Tradition om, at nogen af disse har været af­ fældig, men naturligvis tillader det kollegiale System et støttende Samarbejde, hvor det ikke lader sig opgøre, hvem der i Virkelig­ heden er den førende. Buch skriver i sine Erindringer, at Rottbøll regelmæssig benyttede ham til Dommes Koncipering. Selve Ledel­ 43 sen af Dommerkollegiet vilde ikke være vanskelig, naar der ikke undtagelsesvis skulde være sluppet en besværlig Type ind deri. At Justitiarieme blev siddende saa længe, er da omvendt et Tegn paa, at Forholdene i denne Henseende var rolige. Da Bibehold af fuld Lønning kunde ventes ved Afgang efter Alderen 70 Aar, gjorde et Pengehensyn sig ikke gældende. Alen Stillingen havde ogsaa ad­ ministrative Sider, som kunde faa Betydning; foran er omtalt Rott- bølls Besvær med Advokaternes Forhaling af Sagerne. At noget usagligt Hensyn har gjort sig gældende ved nogen af disse Ud­ nævnelser, er der ingen Grund til at antage bortset fra, at Justits­ minister Albertis Udnævnelse af Nyholm meget sandsynlig skyld­ tes et politisk Lune, der tilfredsstilledes ved at faa en Estrupmod- stander frem paa denne Plads, maaske tillige ved at holde N. Las­ sen tilbage, der i sin Tid som Kommissionsdommer havde haft Del i Holstebrosagen mod Christen Berg. Efter Buchs Mening i hans Memoirer burde Nyholm sikkert for længe siden have trukket sig tilbage for sin Døvhed. Gaar vi over til Assessorerne, giver en Statistik over deres Alder ved Indtræden i Retten, beregnet i hele eller halve Aar, følgende Resultat indenfor de ovennævnte 7 Grupper. A nsatte i 1850erne: 52, 54, 571/*, 53, 53, 52, 53V2 gennemsnitlig 531/- Aar (fra Wilse bortses). Ansatte i 1860erne: 53, 43, 451/«, 461/*, 50V2 gennemsnitlig 477/io Aar. A nsatte i 1870erne: 53V2, 48, 48V2, 53, 47, 52, 48, 59, 52V2, 54 gen­ nemsnitlig 51V2 Aar. A nsatte i 1880erne: 50, 52V2, 52V2, 53V2, 52*/2 gennemsnitlig 52V.-> Aar. A nsatte i 1890erne: 53V2, 53V2, 53, 52, 54V2, 55l/-¡, 64, 521/2, 50 gennemsnitlig 542/g Aar. A nsatte 1900—09 : 55, 59V2, 521/*, 58, 54V2, 56, 54V2, 58V2, 52, 52 gennemsnitlig 52Vs Aar. A nsatte 1910—18: 53V2, 52, 57>/2, 51V», 52, 55, 54, 50Va, 53, 51 gennemsnitlig 53 Aar. Af 56 udnævnte var kun 7 under 50 Aar, deraf 1 under 45 Aar, 8 var over 55 Aar, deraf 1 over 60 Aar. Ensartetheden maa saaledes siges at være betydelig. Der er allerede meddelt Oplysning om, at ikke faa havde Lyst til at fortsætte efter opnaaet 70 Aars Alder, og at enkelte naaede op til Ottiaarene. Eksemplerne paa, at nogen sogte ud af Retten til anden Stilling, er kun meget faa: Krieger (1870 M inister), Ussing (1873 N ationalbankdirektør), Klein (1892 Overpræsident) og Trolle (1894 Overformynder). Wilse genind- 44 traadte 1858 efterat have været ude af Retten i 13 Aar som Nationalbankdirektør. Det er ogsaa foran paapeget, at enkelte af Assessorerne havde Rigsdagshverv. Dette gjaldt Krieger 1860—70, Ussing 1864—73, Smith 1878—81, Klein 1877—92, Rimestad 1878—84 og Nyholm 1884 —87. Det vil bemærkes, at det var ophørt ret længe før Periodens Udløb i 1919, og Anskuelserne om det heldige heri er sikkert undergaaet en Svingning. I et Brev af Marts 1868 til Advokat Dunker i Christiania (Rigsarkivet) skriver Krieger: »Det er iøvrigt virkelig en Mangel ved den nuværende norske Højesteret, at saa faa af dens Medlemmer have været Storthingsmænd.« Udtalelsen fremsættes i Forbindelse med Omtale af juridiske Dommeres Paa- dømmelse af politiske Sager. Det overses ikke, at den strængt taget kun gaar ud paa det heldige i et tidligere Rigsdagsmandat, et Krav der for Assessorernes Vedkommende var opfyldt af O. F. Müller (1855—60) og Florian Larsen (1887—90), men derpaa er dog næppe lagt afgørende Vægt. Hvis Tanken er, at det parlamentariske Liv gi­ ver en snæver Føling med Samfundslivet i dets forskellige Forgre­ ninger ogsaa gennem Samlivet med andre Parlamentarikere, savner den ikke Berettigelse, men i Behandlingen af politiske Sager vil det ikke være disse Erfaringer, der er Brug for, men snarere mere udvendige Sider af det offentlige Liv. Og her fremstiller det sig ubestridelig som en Betænkelighed, hvis Dommere ved Rigsdags­ mandat er tilknyttet et bestemt Parti, naar politiske — eller andre — Sager hænger sammen med politiske Interesser. I vore Dage er Rigsdagen affolket for Medlemmer i Dommerstillinger. Stignin­ gen i den almindelige Kultur har medført, at der ikke er en saadan Brug i Tingene for Embedsmænd, som i 1854 kunde føre til, at over 20 Embedsmænd paa en Gang nedlagde deres Mandater. Dette forklarer i nogen Grad Kriegers historisk bestemte Syn. Men man faar en Mistanke om, at Krieger som en Selvfølge er gaaet ud fra, at vedkommende Dommer maatte tilhøre det Parti — det nationalliberale — hvis Anskuelser han ansaa for de saglig helt rigtige, ikke derimod en yderliggaaende Retning. Det er blevet fremhævet som et Særkende for de Nationalliberale, at de »var blottede for Indtryk af Historiens og Udviklingens Lagdelthed« (Povl Engelstoft i Det danske Folks Historie VII S. 97), og denne Opfattelse vilde pege i samme Retning. Nutiden har en skarpere Opfattelse af det politiske Liv som en Tumleplads, der binder Ud­ øverne til begrænsede Interesser, medens Dommeren baade skal være og synes at være uhildet af disse. Naar der dernæst kastes et Blik paa Forstillingerne, og den an­ vendte Sondring i Tiaarsperioder atter benyttes, viser der sig 45 folgende Billede: Alle de i 1850erne ansatte 8 Assessorer havde som Forstilling haft Ansættelse i Overretten, kun Blechingberg i Viborg de andre i København, og Meyer var derfra gaaet over i Kriminalretten. Ogsaa de i Forvejen gjorte Skridt paa Løbebanen viser stor Ensartethed: alle havde tjenestegjort i Danske Kancelli undtagen Meyer, der havde været Auditør og Bomemann, der som Søn af Justitiarius havde haft den Begunstigelse at auskultere i Højesteret, Mollerup havde ogsaa været Protokolfører i Retten. Af de 5 i 1860erne ansatte var kun den unge Krieger uden tid­ ligere Dommertjeneste; hans Forstillinger var Danske Kancelli, Pro­ fessor, Departementschef og Minister. Af de andre havde to været i Overretten i Viborg den ene tillige i Appellationsretten i Flens­ borg, de to andre i Overretten i København, den ene tillige i Apel- lationsretten, den anden tillige Auditor; de tre havde som første Trin Tjeneste i Danske Kancelli, for den fjerde mangler Oplysning. Med Hensyn til de i 1870erne ansatte 10 Assessorer var den første Stilling ikke længere i Danske Kancelli, hvis Forretninger i 1848 var overgaaet til Justits-, Kultus- og delvis Indenrigsministeriet. Saadan Ministerialstilling var indtaget af 6 af dem, to var begyndt som Retsbetjent (paa Island og i Slesvig under Krigen), en som Protokolsekretær i Retten og en (Klein) i diverse Sekretærstillinger. Senere havde de alle været i kollegiale Retter, 7 i den københavnske Overret, to i den jydske, en i den flensborske, Klein tillige For­ mand for Sø- og Handelsretten og With tillige ansat i Kriminal- og Politiretten, medens Smith, der ogsaa havde været Auditør, sidst havde været Herredsfoged. De 5 i 1880erne ansatte kom alle fra Overretten i København, de tre af dem havde i Forvejen passeret Kriminal- og Politiretten, hvilket nu blev det almindelige for dem, der tidlig forlod Mini­ steriet, medens de ældre gik direkte til Overretten. Af disse tre var to begyndt som Auditør, den tredje havde været i Ministerial­ stilling ligesom de to resterende, af hvem den ene som Mellem­ stilling havde haft Byfoged- og Borgmesterembede. De 9 i 1890erne ansatte kom alle fra Københavns Overret. Tre af dem havde først passeret Kriminal- og Politiretten — en efter første Stilling som Auditør, to efter Ministerialstilling — medens sidstnævnte Stilling for 4 af dem var gaaet umiddelbart forud for Overretten. Af de resterende to havde den ene efter Amts- og Retsbetjentfuldmægtig samt Ministerialstilling været Herredsfoged den anden efter Ministerialstilling og længere Konstitution i Viborg Overret været Professor. Ogsaa alle de 10 i 1900—09 ansatte kom fra Overretten, de to dog fra den jydske og to andre havde efter Tjeneste i Ministeriet 46 passeret denne paa Vej til den københavnske. Tre havde som Mellemstilling til sidstnævnte Ret været i Kriminal- og Politiretten. For de to, der kom direkte fra Viborg Overret, havde Forstillin­ gerne været dels Amtsfuldmægtig dels Herredsfuldmægtig, Mini- sterialansat samt kst. og fast Herredsfoged, for de øvrige 8 havde den været Ministerialstilling for tres Vedkommende ogsaa Sag- førerfuldmægtigstillinger. Tre var som Kontorchefer gaaet direkte til Overretten i København. De seneste 10 i Aarene 1910—19 ansatte havde tilbagelagt til­ svarende Veje altsaa Overretterne, for ens Vedkommende (med Forstillingen Byfogedfuldmægtig i Aarhus) den viborgske. Medens tre fra Ministeriet (to som Kontorchefer en som Fuldmægtig) var gaaet direkte ud i Overretten, havde 6 passeret Kriminal- og Politi­ retten og to af disse tidligere været Auditør. Kun tre havde ikke haft Ministerialstilling, men i Stedet arbejdet hos Retsbetjent eller i Overformynderiet. 5 havde tillige haft Sagførerfuldmagt. Et Blik paa disse Sammenstillinger viser ogsaa negative Kends­ gerninger. Ingen fandt Vej til Højesteret fra administrativ Stilling eller fra Sagførerstilling. Det ses end ikke, at nogen Assessor som Mellemstilling har haft selvstændig Sagførervirksomhed, men det bemærkes som en Tilnærmelse til det sagførermæssige, at det fra de to sidste Aartier er oplyst om flere, at de havde haft Sagfører- fuldmagt. Det forekom heller ikke, at nogen kom ind fra den judi­ cielle Underinstans, uden at han saa tillige en Tid havde virket i kollegial Ret. Med Hensyn til Fordelingen af Tilgangen fra de to Overretter lader det sig ikke nægte, at selv om den københavnske var noget mere end dobbelt saa talstærk som den viborgske, stod denne i Skygge i Sammenhæng med, at den ministerielle Tilstrøm­ ning hovedsagelig gik til Hovedstadens Overret. Denne kunde ogsaa nok, da den tillige som Hof- og Stadsret var første Instans (med direkte Appel til Højesteret), siges at være mere alsidig uddan­ nende, og især blev det Tilfældet, naar Arbejdet i Kriminal- og Politiretten, ligeledes direkte under Højesteret, var gaaet i For­ vejen. Om den daværende Auditørstilling, der havde været ind­ taget af flere Assessorer, maa bemærkes, at denne til 1919 ikke var den nuværende Udøvelse af militær Anklagemyndighed men Virksomhed som Forhørsdommer og juridisk Raadgiver for Krigs­ retten altsaa en dommermæssig Stilling. Ogsaa Stillingen som Pro­ tokolsekretær i Retten forekommer nogle Gange, og denne Virk­ somhed med at referere Voteringerne var en egnet Indledning til den Specialisering i dømmende Virksomhed, som der lagdes Vægt paa. Endelig kan der i Tilknytning til dette sidste spørges, i hvilket Omfang Dommerpersonalet havde dyrket videnskabelige Studier 47 og Forfatterskab, og i saa Henseende fremgaar det af det meddelte, at der af de siden 1849 ansatte i yngre Aar var erhvervet Guld- medaille for juridiske Prisopgaver af Buch, O. F. Müller, Obelitz, Finsen, Schau og Tybjerg og juridisk Doktorgrad af N. Lassen, Gram, Schau og Tybjerg, medens J. E. Larsen, P. G. Bang, A. W. Scheel, Krieger og Evaldsen som tidligere Professorer ogsaa havde haft disse Udmærkelser og udfoldet Forfatterskab. Dette sidste var tillige Tilfældet med Nyholm, Faith, O. F. Müller, Ussing, Finsen, Øllgaard, F. Larsen, H. Paulsen, Tybjerg, Schou og Olrik. Paa andre aandelige Omraader var der ingen, der havde udfoldet Produktion, bortset fra O. F. Müller, der skrev en Bog om Kunst, og nogen Memoireskrivning. Naar Oplysningerne om Assessorernes forskellige Bivirksom- heder betragtes med Nutidsøjne, fanger to Ting Opmærksomheden. Først at der ikke den Gang fandtes den Mængde af administrative Hverv, hvortil man i Nutiden gor Brug af Højesteretsdommere, jfr. 18 Aar af Højesterets Historie (1947) S. 229 ff; af disse kan nævnes det i 1871, hvorom senere, regulerede Hverv som juridisk Censor. Dernæst at der ikke den Gang fandtes den nuværende Kontrol, der udøves af Præsidentraadet, og for hvilken Hverv som Direktør for en Brandforsikring eller Kreditforening næppe kunde bestaa.

EKSTRAORDINÆRE ASSESSORER Ved Bortfaldet af det kongelige Aabningsmøde maatte det op­ høre at beskikke Assessorer til Møde alene ved denne Lejlighed, hvorimod der ikke var Grund til at opgive Beskikkelsen til Møde efter Tilsigelse af Justitiarius i Aarets Løb. Under 4. Marts 1850 udfærdigedes der til de første 17 af nedenstaaende 48 Mænd for­ nyede Beskikkelser af dette sidste Indhold. Rækken af ekstra­ ordinære Højesteretsassessorer blev derefter vedligeholdt i hele Perioden til 30. September 1919. Datoen for Beskikkelsen anføres for de senere efter Nummeret i Rækken. 1. Gehejmekonferensraad Anders Sandøe Ørsted. Død 1. Maj 1860. 2. Gehejmekonferensraad Christian Albrecht Bluhme. Død 16. December 1866. 3. Overpræsident Michael Lange. Død 20. M arts 1856. 4. Nationalbankdirektør Nicolai Aagesen. Død 13. Februar 1861. 5. Fhv. Kancellideputeret Hans Georg Bentzen. Død 3. Oktober 1857. 48

6. Departementschef Jens Olaus Hansen. Død 14. August 1854. 7. Professor Janus Laurits Andreas Kolderup-Rosenvinge. Død 4. A ugust 1850. 8. Konferensraad Frederik Vilhelm Treschow. Død 2. April 1869. 9. Fhv. Kancellideputeret Lars Jes Holm. Død 1. November 1851. 10. Fhv. Indenrigsminister Peter Georg Bang. Justitiarius 1. Januar 1857. 11. Justitiarius i Overretten i København Andreas Peter Thomsen. Død 23. Maj 1860. 12. Nationalbankdirektør Christian Ferdinand Wilse. O rdinæ r Assessor 1. November 1858. 13. Generalprokurør Tage Algreen Ussing. Død 25. Juni 1872. 14. Generalauditør Anton Wilhelm Scheel. Død 30. April 1879. 15. Professor Johannes Ephraim Larsen. Justitiarius 30. Juni 1856. 16. Professor Frederik Christian Bornemann. Død 6. O ktober 1861. 17. Amtmand Peter Jacobsen Tetens. Død 9. Oktober 1859. 18. (7A> 1856) Justitiarius i Overretten i København Herman A n ­ dreas Mollerup. Ordinær Assessor 12. August 1856. Paany efter Afsked 22. Juli 1880. Død 1. Marts 1886. 19. (7/g 1856) Borgmester Andreas Lorenz Casse. Død 22. N ovem ­ ber 1886. 20. (7/« 1856) D epartem entschef Andreas Frederik Krieger. O rdi­ nær Assessor 18. September 1860. Paany efter Afsked 28. Maj 1870. Død 27. Septem ber 1893.

21. ( 7 / g 1856) Professor Frederik Terkel Julius Gram. Død 2. Juni 1871. 22. (ai/io 1861) Stiftam tm and Carl Frederik Simony. Død 30. N o­ vem ber 1872. 23. (21/ ío 1861) D epartem entschef Peter August Frederik Stoud Vedel. Død 4. Februar 1911. 24. (21/io 1861) Professor Andreas Aagesen. Død 26. August 1879. 25. (15/s 1870) Justitiarius i O verretten i København Frederik Julius Fiedler. Død 18. November 1880. 26. (15/ß 1870) Justitiarius i Kriminal- og Politiretten Adolph Ludvig Drewsen. Død 2. Februar 1885. 27. (15/c 1870) Sø- og H andelsretsform and Christian Sophus Klein. Ordinær Assessor 24. Januar 1877. Paany efter Afsked 1. Ja­ nuar 1892. Død 9. Januar 1900. 28. (15/g 1870) Professor Johannes Magnus Valdemar Nellemann. Død 26. August 1906. 29. (7/4 1873) Nationalbankdirektør Werner Jasper Andreas Us­ sing. Død 2. December 1887. 49

30. (28/6 1875) Professor August Herman Ferdinand Carl Goos. Død 20. Decem ber 1917. 31. (22/i2 1877) D epartem entschef Christian Frederic Ricard. Død 10. Januar 1909. 32. 1877) Sø- og H andelsretsform and Niels Frederik Schlegel. Død 3. M arts 1891. 33. (17/6 1879) Justitiarius i Overretten i København Vilhelm Samuel Skeel. Død 24. November 1887. 34. (2/2 1880) Justitiarius i Kriminal- og Politiretten Andreas Holm­ blad. Død 3. Maj 1883. 35. (2/2 1880) Professor Henning Matzen. Død 18. Juli 1910. 36. (n/i 1888) Justitiarius i Kriminal- og Politiretten Carl W olf Joseph Nathanael Wallich. Død 27. November 1888. 37. (n /i 1888) Sø- og H andelsretsform and Herman Reinholt Frede­ rik Fleischer. Død 14. December 1895. 38. (®/n 1894) Professor Johan Henrik Deuntzer. Død 16. Novem­ ber 1918. 39. (®/i2 1897) Fhv. H øjesteretsjustitiarius Peter Christian Nouel Buch. Død 1. M arts 1904. 40. (5/4 1906) Professor Julius Severin Vilhelm Lassen til 30. Sep­ tem ber 1919. 41. (8/7 1907) Dommer i Æ gypten Cari Valdemar Kraft til 30. Sep­ tem ber 1919. 42. (3/ii 1909) Fhv. H øjesteretsjustitiarius Carthon Christopher Valdemar Nyholm. Død 16. Maj 1912. 43. (26/n 1910) Fhv. Justitiarius i Kriminal- og Politiretten Jacob Vitus lngerslev til 30. September 1919. 44. (2/i 1911) Fhv. H øjesteretsassessor Erhard Florian Larsen. Død 1. Februar 1916. 45. (13/2 1911) Professor Carl Torp til 30. September 1919. 46. (n /6 1913) O verform ynder Michael Petersen Friis til 30. Sep­ tem ber 1919. 47. (n /6 1913) D epartem entschef Frederik Carl Gram Schroder .til 30. Septem ber 1919. 48. (13/6 1913) H øjesteretssagfører Fritz Toxwerdt Billow til 30. September 1919. Stillingen, der var ulønnet, var forbunden med samme Rang. som tilkom ordinære Assessorer, Just. Min. Skr. 17. April 1873. An­ vendelsen af disse Assessorer var yderst sjælden.

Højesteret II. 4 50

ADVOKATER OG SAGFØRERE Om de 7 Højesteretsadvokater, der var i Virksomhed i 1849, oplyses følgende: Poul Egede Sporon var født 30. August 1795 i Virum, Faderen Assessor i Højesteret. 1815 blev han Kandidat med stor Eksamen og havde Tilbud om en Professorpost i Kristiania. Han uddannedes hos Adv. Klingberg, blev 1815 Prøveprokurator og 1817 Prokurator, 1819 Højesteretsadvokat. Han var Søkrigsprokurør og blev 1838 Kammeradvokat. Sporon var mere end almindelig anset som proce­ derende Sagfører bl. a. ved sin Defensión 1835 for C. N. David; 1853 Konferensraad. Han døde 29. November 1854.

Peter Gottmann Henrik Ludvig Salicath var født 23. Januar 1794 i Hillerød, Faderen Førster. Han blev Kandidat 1815 og ar­ bejdede hos Adv. Klingberg og Wiwet. 1817 blev han Prøveprokura- tor og Prokurator, 1821 Højesteretsadvokat og 1839 Søkrigsproku­ rør. Han blev 1834 Stænderdeputeret af konservativ Retning, 1841 Etatsraad. Salicath, der ogsaa optraadte som Forfatter, hørte til Ørsteds Omgangskreds og var hans Defensor for Rigsretten. Han døde 31. December 1864. Otto Carl Blechingberg var født 26. Januar 1800 i København, Faderen Kopist senere Assessor i Hof- og Stadsretten. Han blev Kandidat 1819 og fik Accessit for en juridisk Prisopgave, ansat hos Adv. Treschow. 1820 blev han Prøveprokurator, 1821 Prokura­ tor, 1823 Advokat. Han blev 1846 Generalfiskal som den sidste i dette Embede og 1854 Kammeradvokat samt var Medlem af Lands­ tinget 1850—53; 1858 Konferensraad. Han døde 4. Januar 1863. Carl Christian Birch Liebenberg var født 27. September 1804 paa Frederiksberg, Faderen Sognepræst. Han uddannedes hos Adv. Bilsted og Schack, var 1830—33 Auditør og fik 1833 Bevilling som Advokat. 1854—56 var han Kabinetssekretær hos Frederik VII og blev Etatsraad, 1861 blev han Direktør i Nationalbanken. Han døde 22. Februar 1865. Jean Baptiste Louis Camille Edouard Buntzen var født 9. Decem­ ber 1809 paa Christianshavn, Faderen Grosserer. Han blev 1832 Prøveprokurator, 1836 Prokurator og 1838 Advokat, var Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling og af Folketinget til 1852. Han blev 1863 Kammeradvokat; 1869 Etatsraad. Han døde 2. Juni 1885.

Carl Edvard Rotwitt var født 2. Marts 1812 i Hillerød, Faderen 51

Toldkasserer. Han arbejdede hos Adv. Salicath, tog Ophold i Thi­ sted, hvor han blev Prøveprokurator samt Landvæsenskommissær og Tiendekommissær. 1842 blev han Advokat, 1849 Medlem af Folketinget og 1853—59 dets Formand. 1855 forlod han Skranken som Amtmand i Hillerød, og faa Maaneder før sin Død8 . Februar 1860 dannede han Ministerium.

Gustav Edvard Brock var født 16. Februar 1816 i København, Faderen Grosserer. 1837 blev han Kandidat og fik Uddannelse hos Adv. Buntzen, 1847 blev han Prøveprokurator, 1849 Advokat. Han var Medlem af Landstinget fra 1860 og af Retsplejekommissionerne af 1857 og 1868. Som procederende Sagfører af fransk Advokat- type gjorde han sig stærkt gældende; Aktor i Rigsretssagen af 1855. Han døde 29. D ecem ber 1878.

Følgende Oplysninger meddeles om senere beskikkede Advo­ kater: Carl Christian Vilhelm Liebe var født 30. November 1820 i Roskilde, Faderen Prokurator. 1841 blev han Kandidat, arbejdede hos Advokat Sporon og manuducerede samt gjorde Studierejse. Han fik 1851 Tilladelse til at prøve for Højesteret, skønt Skranken indvendte, at Sagernes Antal var aftaget stærkt. Retten fremholdt imidlertid, at der var Stigning i indstævnte Sager, og at General- fiskal Blechingberg nu ligesom Kammeradvokaten vilde benytte sin Ret til at frasige sig offentlige Sager. Bevillingen erhvervedes 30. Oktober s. A. Liebe var 1861—66 Medlem af Folketinget, blev 1866 kongeudnævnt Medlem af Rigsraadet og 1866—95 kongeudnævnt Medlem af Landstinget, hvis Formand han var 1869—94. Han var Medlem af den store Proceskommission 1868—73 og af andre Kom­ missioner, Direktør for Vaisenhuset m. v. og i stor Udstrækning Administrator af private Formuer. I Skranken var han Rival med Brock om Førstepladsen som Procedør; de mødtes i 1855—56 i Rigs­ retssagen, Brock for det nationalliberale, Liebe for det konserva­ tive Standpunkt og siden i alle de store Sager. Medens Brocks Foredrag karakteriseres som stærkt bevæget og indtrængende, var Liebes afrundet, hans Organ blødt og bøjeligt, Maaden at tale paa mild og noget docerende. Med Fasthed og Myndighed præsiderede han i Landstinget, og 1895 forlod han Skranken og udnævntes til Gehejmekonferensraad. Han døde 24. August 1900.

Christian Severin Henrichsen var født 15. April 1829 i Køben­ havn og Søn af en Faktor. 1859 blev han Prøveprokurator ved Overretten i København og 1861 Overretsprokurator. 4. Juni 1862

4' 52 blev han Højesteretsadvokat og erhvervede en betydelig Praksis. 1864 blev han Medlem af Borgerrepræsentationen og 1873 dens Formand. Han havde Hverv som Formand for Landmandsbankens Bankraad og i Direktionen for Sparekassen for København og Om­ egn. Han var virksom for Oprettelsen af de Spannjerske Legater og selv Legatstifter; 1883 K. af Dbg. Han døde 22. December 1883. Arthur Leopold Hindenburg var født 2. August 1832 i Køben­ havn, Faderen Kaptajn. 1860 blev han Prøveprokurator ved Over­ retten i København og 1862 Overretsprokurator, næste Aar Høje­ steretsadvokat. 1872 blev Hindenburg Dr. jur. paa en Afhandling om Køb og Salg; han skrev en Haandbog i Vekselret, en juridisk Formularbog m. m. 1885—1904 var han kst. Kammeradvokat. I det politiske Liv deltog han som Medlem af Folketinget 1869—76 fra et konservativt Stade og skrev under Mærket Z opsigtvækkende Artikler i Berlingske Tidende. Alsidig socialt interesseret var han virksom i den internationale Forening til Folkerettens Reform og Kodifikation og stiftede Dansk Selskab for international Søret; han deltog i det internationale Kongresarbejde. I høj Alder stræbte han at opretholde Aktivitet i Skranken; om hans Procedure sagdes iøvrigt, at han i nogen Grad lod det mangle paa Omhu i Forberedel­ sen, den var springende men altid interessant. Han døde 25. Marts 1913; 1892 K. af Dbg. Hans Nikolaj Hansen var født 12. Marts 1835 paa Kristians- havn, hvor Faderen var Vinhandler. Han blev juridisk Kandidat 1857 og 1863 Højesteretsadvokat og erhvervede som saadan en betydelig Praksis; han var tillige Sekretær i Grosserersocietetets Komité og 1869—74 Medlem af Nationalbankens Repræsentant­ skab, men 1873 forlod han Retten for at blive Borgmester ved Magistratens 1. Afdeling. Han døde 11. Januar 1910. Niels Levinsen var født 21. Maj 1815 i Ringkøbing som Søn af en Amtsforvalter. Han blev 1836 juridisk Kandidat og 1845 Prøve- prokurator ved Overretten i København, 1847 Overretsprokurator. 12. Juli 1865 blev han Højesteretsadvokat og erhvervede sig som saadan særlig Praksis indenfor Handelsstanden. Han døde 2. April 1889. Anton Hieronymus Fritsche Klubien var født 26. Juli 1834 i Randers, Faderen Oberstløjtnant. Han blev Assistent og 1865 Fuld­ mægtig i Justitsministeriet samt Fuldmægtig hos Advokat Brock og gjorde desuden Studierejse. 2. Marts 1867 blev han Højesterets­ advokat. Han var 1872 Medlem af Kommissionen til Udarbejdelse af en Sølov og senere af andre Kommissioner til Forberedelse af civile Love, ligeledes i Bestyrelsen for de nordiske Juristmøder og 53

1892 Direktør for den kgl. Maleri- og Skulptursamling samt Kobber­ stiksamlingen. Han udmærkede sig ved den overbevisende Klarhed og Skarphed, hvormed han fremsatte sine Standpunkter, men Frem­ sættelsen var forenet med elskværdigt og urbant Lune, og for sin Tid stod han som Skrankens første Procedør. I de to Rigsretssager fra 1877 mødte han for Ministrene mod Redaktør Viggo Hørup som Anklager. Hans Død indtraf i Rettens Advokatværelse 5. December 1893.

Sophus Scavenius Nellemann var født 18. December 1833. Fade­ ren, der var Justitsraad og exam, jur., ejede Allingskovgaard, der gik i Arv til N. Denne var Manuduktør og Volontør i Justitsmini­ steriet samt Fuldmægtig hos Advokat Liebe. 1864 blev han Prøve- prokurator ved Overretten i København, 1866 Overretsprokurator og 29. December 1868 Højesteretsadvokat. Han var i Bestyrelsen for de af Grevinde Danner i Frederik VIIs Navn oprettede Stiftel­ ser senere deres Formand og 1875 Medeksekutor i Grevindens Bo. 1872—78 var han Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 1881—87 af Københavns Borgerrepræsentation, Formand for Forsikringsselskabet »Danmark« og i Hedeselskabets Repræsen­ tantskab sammenhængende med hans Plantageanlæg paa Fædrene- gaarden. En anden stor Interesse for ham var det sønderjydske, der gjorde ham til Formand i »To Løver«. Han lagde Grunden til den 1886 stiftede almindelige danske Sagførerforening ligesom til den tidligere og var nogle Aar dens Formand. Ved sin særdeles omhyggelige og solide Procedure, hvor hans særlige Kendskab til Skov- og Landbrug ogsaa kunde gøre sig gældende, stod han efter Klubiens Død som Skrankens første Kraft. Han døde 16. Marts 1915; K1 af Dbg. 1900.

Herman Barclai Halkier var født 8. Maj 1839 i København og døde 5. November 1915, Faderen Grosserer. Han erhvervede Guld- medaille for en processuel Afhandling, var Volontør i Justitsmini­ steriet, Fuldmægtig hos Advokaterne Hindenburg og Brock og paa Studierejse med Henblik paa Rettergangens Former. 12. Maj 1869 blev han Højesteretsadvokat. Han var 1871—82 Censor ved juridisk Eksamen og 1887—90 Medlem af Folketinget. Som procederende Sagfører havde han et Speciale i Søret og engelske Retsforhold.

Halkier var den sidste, der fik Advokatbevilling. Den 1. Januar 1869 traadte Sagførerloven af 26. Maj 1868 i Kraft og dermed Overgangen til Betegnelsen Højesteretssagfører. Naar endnu Hal­ kier med sin Udnævnelse af Maj 1869 kom ind under den gamle Ordning, maa det være, fordi hans Prøve var begyndt i 1868. Den 54

Frigørelse af Sagførernæringen, som denne Lov bragte, blev ikke ubetinget mærkbar for Højesteretssagførerne, da den i 1744 ind­ førte Prøve for Retten stadig opretholdtes og det saaledes laa i Rettens Haand at bestemme over Antallet af de antagne Højeste­ retssagførere. Idet der nu gaas over til en fortløbende Omtale af de indtil 1919 beskikkede Højesteretssagførere, skal der til Lettelse af Over­ blikket nævnes Antallet af disse og af Advokater efter en Led­ deling med 10 Aar: 1850 fandtes 7 Advokater. 1860 fandtes 6 Advokater. 1870 fandtes 10 Advokater. 1880 fandtes 8 Advokater og 7 Sagførere. 1890 fandtes 5 Advokater og 16 Sagførere. 1900 fandtes 3 Advokater og 17 Sagførere. 1910 fandtes 3 Advokater og 22 Sagførere. 1919 fandtes 0 Advokater og 29 Sagførere.

Otto Julius Levison var født i København 20. Februar 1835 og døde 7. December 1905, Faderen Kateket ved mosaisk Trossam­ fund. 1865 blev han Prøveprokurator ved Overretten i København, 1867 Overretsprokurator og 16. Juli 1870 Højesteretssagfører. Han blev 1872 Medredaktør, 1874 Eneredaktør af Ugeskrift for Rets­ væsen, hvor han ofte knyttede kyndige Bemærkninger til Dom­ mene. Hans Procedurer var omhyggelig udarbejdede men af Hel- bredshensyn overkom han ikke mange Sager.

Johannes Herman Bagger var født i Rær Sogn 3. November 1841 og døde 24. Januar 1919, Faderen Sognepræst. Han blev Kandi­ dat 1863, havde Fuldmagt hos Advokat Klubien og blev 1870 Over­ retssagfører, 1874 Højesteretssagfører. 3. Februar 1887 fik han Rang som Højesteretsadvokat (se S. 127) og ophørte at praktisere 1916. 1873—81 var han Medlem af Folketinget af Højre, og han udgav et Par politiske Pjecer.

Christian Frederik Reisz var født i N akskov 26. Februar 1842 og døde 1. Maj 1875, Faderen Læge. 1870 blev han Overretssagfører, 2. Februar 1874 Højesteretssagfører.

Octavius Thomas Hansen var født i København 5. Februar 1838 og døde 21. August 1903, Faderen Grosserer. Han var Sag­ førerfuldmægtig og Volontør i Justitsministeriet og gjorde 1868— 69 Studierejse. 1869 blev han Overretssagfører og 1874 Højesterets­ sagfører. Som Venstrepolitiker var han 1872—76 Medlem af Folke­ 55 tinget, fra 1890 af Landstinget, Formand for den liberale Vælger­ forening og Foreningen Nordisk Samfund, virksom for Sagfører- væsenets Organisation, tilknyttet Papirfabrikkerne. 1892 var han Medlem af Proceskommissionen. I Provisorietidens politiske Pro­ cesser var han den stadige Forsvarer for de Tiltalte.

Volf Frederik Asmussen var født i Rygaarde 30. Juli 1842 og døde 9. April 1919, Faderen Gaardejer. Han havde Fuldmagt hos Advokat Hindenburg, blev 1870 Overretssagfører og 1875 Højeste­ retssagfører. 1881—99 sad han i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, 1891—96 som Formand. I Sagførervæsenets Organisation udrettede han et stort Arbejde, der hædredes af Standen med et Legat paa hans Navn, og var iøvrigt tilknyttet Forsikringsvæsenet. Ved sin noble Personlighed og solide Procedure nød han i sin lange Virk­ somhed mere end almindelig Anseelse. K 2 af Dbg. 1909.

Frederik Casper Conrad Friboe Zahle var født i Hveisel 9. M arts 1842 (død 3. M arts 1930). 1869 blev han O verretssagfører og 1875 Højesteretssagfører. Han sad i Administrationen af adskillige Stiftelser og Legater og i Virksomheder tildels paa Undervisnings- eller kirkelige Omraader. K1 af Dbg. 1914. Faderen Sognepræst.

Michael Villars Lunn var født i København 16. Januar 1843 og døde 5. Oktober 1910, Faderen Overformynder. 1872 blev han Overretssagfører og 1878 Højesteretssagfører. Han var tilknyttet Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Carlsbergbrygge- rierne, Formand i Foreningen for national Kunst. I Højesterets Lo­ kaler findes et Par Prøver paa hans egen Færdighed (to Tegninger og et Maleri fra Kong Georgs Palæ).

Charles Henry Cornelius Shaw var født i England 30. Maj 1843 og døde 24. Maj 1918, Faderen Konsul. Han var Fuldmægtig hos Advokat Liebe, blev 1873 Overretssagfører og 1878 Højesteretssag­ fører. 1876—88 var han Landstingsassistent og -sekretær. Han var juridisk Konsulent for Grosserersocietetets Komite tilknyttet mer­ kantil og Forlagsvirksomhed, Formand for Københavns Sygehjem. I Skranken udfoldede han en betydelig — noget pretentiøs — Vel­ talenhed. K 2 af Dbg. 1917.

Rasmus Nyerup Strøm var født i Vordingborg 4. Juni 1842 og døde 25. December 1918. Faderen Distriktslæge. Efter at fiave haft Fuldmagt hos Advokat Buntzen blev han 1871 Overretssagfører og 1880 Højesteretssagfører. Borgerrepræsentant og 1884 Medlem af Folketinget. Han var tilknyttet Bankvæsen og blev 1888 National­ bankdirektør. 56

Frederik Vilhelm Grüner var født 30. December 1844 i Løsning (død 7. Septem ber 1930), Faderen Sognepræst. 1872 blev han Sag­ fører i Kolding, 1875 Overretssagfører, 1879 med Bopæl i Køben­ havn og 1881 Højesteretssagfører. Han var tilknyttet Bank- og Sparekasse- samt Fabriksvirksomhed.

Peter Adler Alberti var født i København 10. Juni 1851 (dod 14. Juni 1932), Faderen Overretsprokurator. Han blev 1876 Overrets­ sagfører og 1881 Højesteretssagfører. Formand i den sjællandske Bondestands Sparekasse m. v. 1892 Medlem af Folketinget, 1901 — 08 Justitsminister men derefter domfældt for Besvigelser.

Frederik Benedict Salomon var født i København 6. Februar 1849 og døde 28. December 1903, Faderen Sadelmagermester. 1875 blev han Overretssagfører og 1881 Højesteretssagfører.

Ludvig Arntzen var født i Ølsted 5. Oktober 1841 og døde 24. Oktober 1913, Faderen Sognepræst. Han havde Fuldmagt hos Oc­ tavius Hansen, blev 1873 Overretssagfører og 1882 Højesterets­ sagfører. Medstifter og Formand for Østifternes Husmands-Kredit- forening, tilknyttet Aktieselskaber. K 2 af Dbg. 1913.

Carl Winther var født 12. November 1851 i København og døde 8. August 1917, Faderen Overretsprokurator. Han blev 1877 Over­ retssagfører og fortsatte Faderens Firma, 1887 Højesteretssagfø­ rer. Han var tilknyttet Aktieselskaber og filantropiske Foretagen­ der og var 1904—10 kst. Kammeradvokat. R. af Dbg. 1904, Dbmd. 1912.

Peter Gregers Christian Jensen var født 25. April 1840 i Ny­ sted og døde 19. August 1911, Faderen Købmand. 1868 blev han Prøveprokurator, 1870 Prokurator ved Underretter i Lolland-Fal- sters Stift, 1872 Overretssagfører i Nykøbing F., hvorfra han 1877 tog til København, 1888 Højesteretssagfører. Medlem af flere Lov- givningskommissioner. Kreditforeningsdirektør. 1891 Medlem af Folketinget. Hans Sagførelse anerkendtes stærkt for sin Realisme og polemiske Styrke. K 2 af Dbg. 1901.

Harald Frederik William Dietrichson var født 5. Juli 1851 i Stavanger (død 11. Marts 1936), Faderen Proprietær. Han havde Fuldmagt hos Michael Lunn og var Assistent i Overformynderiet. 1880 blev han Overretssagfører og 1889 Højesteretssagfører, han udfoldede filantropisk Virksomhed. R. af Dbg. 1899, Dbmd. 1913. 57

Svend Høgsbro var født 4. Juni 1855 i Rødding og døde 5. Ok tober 1910, Faderen Højskoleforstander. Han var 1873—95 Steno­ graf i Rigsdagen og drev Manuduktion. 1881 blev han Overretssag­ fører, 1889 Højesteretssagfører. 1895 Medlem af Folketinget, 1905 —09 Trafik- og senere Justitsminister. Tilknyttet økonomiske og sociale Foretagender paa venstreliberalt Grundlag, skrev om Kvin­ ders Retsstilling. K2 af Dbg. 1908.

Carl Julius Otto Liebe var født 24. Maj 1860 i København (død 21. M arts 1929), Faderen H øjesteretsadvokat. H an havde Fuldmagt hos Faderen, blev 1885 Overretssagfører og 1889 Højesteretssag­ fører. Han arbejdede for Sagførervæsenets Organisationer og var tilknyttet Aktieselskaber. I Skranken virkede han som formsikker og elegant Procedør. K2 af Dbg. 1917. Legatstifter.

Gerhard Åliiller Ree var født 4. November 1858 i København (død 23. August 1931), Faderen Raadmand. 1884 blev han Over­ retssagfører, 1892 Højesteretssagfører. Han var tilknyttet Forsik­ ringsvirksomhed. Anklager i Rigsretssagen af 1910. R. af Dbg. 1904, Dbmd. 1918.

Ernst Johannes Møller var født 19. Juni 1860 i Middelfart og døde 19. Oktober 1916, Faderen Købmand. Han havde Fuldmagt hos Fr. Salomon, blev 1887 Overretssagfører og 1900 Højesterets­ sagfører. 1892 blev han Dr. juris paa en Bog om Panteret og skrev adskilligt om Formueret senere om Sprogrøgt og Filosofi.

U lf Hansen var født 7. Januar 1869 i København og døde 26. Februar 1926, Faderen Højesteretssagfører Octavius Hansen. Han havde Fuldmagt hos denne, blev 1892 Overretssagfører og 1900 Højesteretssagfører. Tilknyttet diverse Aktieselskaber.

Jens Valdemar Møldrup var født 25. December 1867 i Aarslev Sogn (død 1944), Faderen G odsforvalter. Han havde Fuldmagt hos P. G. C. Jensen, blev 1894 Overretssagfører og 1907 Højesterets­ sagfører. Tilknyttet Forsikringsvirksomheder og kirkelige Foreta­ gender.

Frits Toxwerdt Biilow er født 16. April 1872 i Aalborg, Faderen Byskriverfuldmægtig. Blev 1891 exam, jur., 1898 cand. jur, s. A. Overretssagfører og 1903 Højesteretssagfører, Forsvarer i Rigsrets­ sagen af 1910 ifølge sine usædvanlige Evner som Procedør. 1910—13 Justitsminister og derefter ekstraordinær Assessor i Højesteret, til­ knyttet Bank- og Forsikringsvirksomhed. K 2 af Dbg. 1912. 58

Emil Harboe var født 26. November 1867 i København (død 1943), Faderen Varemægler. 1894 blev han Overretssagfører, 1905 Højesteretssagfører, 1918—21 Medlem af Folketinget, tilknyttet Aktieselskaber.

Carl Bertel Henriques er født 6. November 1870 i København, Faderen Grosserer. 1897 blev han Overretssagfører, 1906 Højeste­ retssagfører. Virksom for Sagførervæsenets Organisationer, Med­ lem af faste Voldgiftsret, i Bestyrelsen for Juristmøderne og For­ mand for mosaisk Trossamfunds Repræsentantskab.

Niels Haagen Bache er født 7. Juni 1869 i København, Faderen Kunstmaler. Han blev 1896 Overretssagfører og 1907 Højesterets­ sagfører, tilknyttet Forsikringsvirksomhed og juridisk Forfatter. Legatstifter.

Ivan Alexis Claudi Kondrup var født 9. November 1872 i Køben­ havn (død 1935), Faderen Grosserer. Han havde Fuldmagt hos Hindenburg og Asmussen, blev 1901 Overretssagfører, 1908 Højeste­ retssagfører, 1917 Amtsraadsmedlem, tilknyttet Aktieselskaber.

Johannes Theobald Stein var født 1. Maj 1870 i København (død 1944), Faderen Billedhugger. Han var Byfogedfuldmægtig i Odense, Fuldmægtig hos Fr. Salomon, blev 1900 Overretssagfører og 1908 Højesteretssagfører, tilknyttet Søforsikring og Rederi, Blindesagen og kunstneriske Foretagender.

Vagn Aagesen var født 18. Juli 1866 paa Forslevgaard (død 1939), Faderen Professor. H an havde Fuldmagt hos S. Nellemann, blev 1893 Assistent i Landstinget, 1895 i Justitsministeriet, 1905 Overretssagfører og 1910 Højesteretssagfører. 1910—35 var han kst. Kammeradvokat; han administrerede forskellige Stiftelser, var tilknyttet Bank- og Forlagsvirksomhed m. v. Legatstifter.

Esbern Trolle var født 21. Juni 1875 i København (død 1951), Faderen Overformynder. Han havde Fuldmagt hos Shaw, blev 1903 Overretssagfører og 1911 Højesteretssagfører, Medlem af faste Voldgiftsret, Formand for Bestyrelsen for Københavns Sygehjem, Konsulent for Københavns Magistrat.

Christian Ludvig Julian David er født 30. Juli 1878 i Roskilde, Faderen Overingeniør. Han blev 1906 Overretssagfører og 1911 Højesteretssagfører. Medlem af faste Voldgiftsret, tilknyttet Aktie­ selskaber og varetager kunstindustrielle Interesser, Museumsstifter. 59

Vilhelm Frederik Claudi Kortdrup var født 6. Juni 1871 i Køben­ havn (død 1929), Faderen Grosserer, Broder til Ivan K. Han blev 1901 Overretssagfører og 1917 Højesteretssagfører.

Hans Sigfred Levy var født 22. November 1878 i København (død 1922), Faderen Læge. Han blev 1905 Overretssagfører og 1913 Højesteretssagfører.

Gustav Johan Graae var fodt 12. Februar 1878 paa Vokstrup- gaard (død 1941), Faderen Forstander, cand. jur. Han var Rets­ betjentfuldmægtig, 1904—10 Assistent i Kultusministeriet og havde Fuldmagt hos J. V. Møldrup. 1910 blev han Overretssagfører og 1913 Højesteretssagfører. Skatteraadsformand, Konsulent ved Stats­ banerne.

G uy Shaw var født 25. Februar 1877 i København (død 1948), Faderen Højesteretssagfører. Han havde Fuldmagt hos Faderen, blev 1905 Overretssagfører og 1914 Højesteretssagfører; Sogne- raadsformand og i Legatbestyrelser.

Johannes Frederik Fenger var født 9. Januar 1881 i København (død 1934), Faderen Provst. Han havde Fuldmagt hos Halkier, blev 1908 Overretssagfører og 1916 Højesteretssagfører; var tilknyttet Rederi.

Kristian Steglich-Petersen er fodt 14. Juni 1880 i Sverig, Faderen Proprietær. Han havde Fuldmagt hos J. V. Møldrup og var Assi­ stent i Justitsministeriet, blev 1907 Overretssagfører og 1916 Høje­ steretssagfører; virksom i Sagførervæsenets Organisation.

Erik Krag var født 25. April 1878 i København (død 1946), Fade­ ren Prokurist. Han var Officer og blev Kaptajn i Reserven, havde Fuldmagt hos Ernst Møller, blev 1908 Overretssagfører og 1917 Højesteretssagfører.

Hans Henrik Marcellius Bruun er født 12. Maj 1884 i Terndrup, Faderen Amtsvandinspektør. Han havde Fuldmagt hos H. N. Bache og F. Biilow, blev 1911 Overretssagfører og 1918 Højesteretssag­ fører, tilknyttet Aktieselskaber, Formand for Kunstforeningen.

Andreas Martensen-Larsen var fodt 1. December 1887 i Køben­ havn (død 1935), Faderen Højesteretsassessor. Han havde Fuld­ magt hos O. Liebe, blev 1911 Overretssagfører og 1918 Højesterets­ sagfører; tilknyttet Aktieselskaber. 60

Karl Oskar Fich var født 17. August 1877 i Kolding (død 1944), Faderen Læge. 1901 foretog han Studierejse. Han havde Fuld­ magt hos J. V. Møldrup og var Birkefuldmægtig. Blev 1908 Over­ retssagfører og 1918 Højesteretssagfører.

Frederik Winther er født 13. Juni 1876 i Nykøbing M., Faderen Kasserer. Han var Retsbetjentfuldmægtig og havde Fuldmagt hos Bache, blev 1905 Overretssagfører og 1918 Højesteretssagfører, til­ knyttet Forsikringsvirksomhed og har skrevet derom.

Korpset af autoriserede Rettergangsfuldmægtige var ved Perio­ dens Begyndelse kun halvt saa talstærkt som Dommerkollegiet, men ved dens Slutning over dobbelt saa stort. Jo mere de borgerlige Sager gjorde sig gældende, jo mere maatte der være Trang til en fyldigere Repræsentation af dem, der skulde gaa i Rette for de private Mandanter. Disse maatte have en fri Adgang til at blive betjent af Rettergangsfuldmægtige, der havde de særlige Forud­ sætninger for at forstaa sig paa og interesserere sig for deres Sag og ikke ved forretningsmæssig Forbindelse eller andre Interesser var hæmmet i denne Henseende. Sagførelsen ved Højesterret var altsaa efterhaanden mindre monopoliseret men havde endnu i Kraft af Mundtligheden sit afgjorte Særpræg i Forhold til Sagførelsen ved de andre Retter, hvor alt foregik ved Udveksling af Indlæg, skriftlige Vidnespørgsmaal osv. Sø- og Handelsretten udgjorde dog fra 1862 for sit særlige Omraade en Undtagelse, men ialtfald under Retsform and J. N. A. Madvig (1891—1905) var paa Grund af Langsomheden ved Domsafsigelsen Brugen af det frie Ord svun­ det ind til Fordel for Processkrifter, der havde Karakter af al­ mindelige Indlæg. Det havde været Skik, at talentfulde Procedører blev antaget som Advokater i ung Alder. De efter 1849 beskikkede var alle i de første Aar af Trediverne, Nellemann dog 35 og Levinsen und­ tagelsesvis 50 Aar, medens H. N. Hansen kun var 28. Sagfører­ loven af 1868 med sit Krav om 3 Aars Tjeneste til at blive Over­ retssagfører og 3 til derefter at blive Højesteretssagfører var egnet til at forskyde Tiltrædelsesalderen noget. Indenfor de 42 stedfundne Beskikkelser findes kun faa meget tidlige: Otto Liebe 29 Aar, Alberti 30 Aar, Ulf Hansen og Martensen-Larsen 31 Aar, medens den ældste var P. G. C. Jensen med 48 Aar. En Halvering af det samlede Antal af 42 giver gennemsnitlig for første Halvdel, der naar til og med 1900, 355/ 2i Aar, for anden Halvdel 374/ 2i Aar. Andre Faktorer formentlig en Stigning i Eksamensalderen og i Konkurrencen har da ogsaa virket med. 61

Biografierne viser nogen men dog ikke særdeles megen Del­ tagelse i Rigsdagslivet. A f A dvokater deltog R otw itt (1849—55), Carl Liebe (1861—94), Hindenburg (1869—76) og H alkier (1887—90), af H øjesteretssagførere Bagger (1873—81), Octavius Hansen (1872 —76 og fra 1890). A lberti (fra 1892) og Høgsbro (fra 1895); de to sidstnævnte var Ministre. Den akademiske Jura havde Dyrkere i Hindenburg og Møller sidstnævnte ogsaa Filosofi m. v., anden juridisk Forfattervirksomhed i Levison, Bache og Winther. Men ellers beslaglagde det praktiske Liv Kræfterne. Til en Sondring mel­ lem Advokat- og Solicitor-Virksomheder eller blot noget i den Ret­ ning var Forholdene for smaa, og en Mængde Administration i Stif­ telser eller økonomiske og andre Foretagender laa i Sagførernes Hænder, herunder ogsaa kommunale Hverv; endnu maa dog nævnes Hverv som juridisk Censor og Medlem af den faste Voldgiftsret.

Som bemærket var der tilvejebragt en Organisation af Sagfører- standen, flere af Sagførerne ved Højesteret nedlagde et Arbejde paa dette Felt. Landet deltes i Kredse med særlige Bestyrelser og med et fælles Raad, der skulde repræsentere Standen, hævde dens Interesser og øve en vis Kontrol disciplinært og voldgiftsmæssigt med Hensyn til Salærkrav. 1869 stiftedes den københavnske Sag- førerforening for Højesterets- og Overretssagførere og 1871 den almindelige Sagførerforening; de sammensluttedes 1886 i den dan­ ske Sagførerforening. I Forslag til Sagførervæsenets Ordning, der frem sattes i Samlingerne 1879/80 og 1888/89 uden at kunne gennem­ føres, og som havde Støtte hos Organisationerne, var der Bestem­ melser i anførte Retning, som dog altsaa først ved Retsplejerefor­ mens Gennemførelse i 1919 blev til Virkelighed. 10. Marts 1879 dannedes en Forening af de 12 ved Højesteret virkende Advokater og Sagførere »til Varetagelse af Skrankens Interesser«. For hvert Højesteretsaar valgtes et Udvalg paa 5 Medlemmer, og Advokat Henrichsen blev dets første Formand. Den Opgave, der synes at have givet Stødet til Dannelsen, og som der særlig gøres Rede for i Lovene, var at overveje, om man skulde modsætte sig, at nogen indstillede sig til Prøven for Højesteret. De Grunde, som i saa Henseende kunde gøres gældende, er ikke nærmere angivet, tvært­ imod hedder det, at Udvalget, hvis Afgørelse meddeltes Medlem­ merne til Efterretning og Iagttagelse, ikke skulde give nogen Be­ grundelse af Afgørelsen. Bistand og Vejledning og om mulig Møde for Modparten skulde da nægtes Vedkommende. Af de Oplysnin­ ger om Foreningens Virksomhed i de første 5 Aar, som jeg har haft Lejlighed til at se, fremgaar det, at Veto blev nedlagt i 3 af 10 Tilfælde deriblandt overfor A. Alberti, som imidlertid vidste 6 2 at undgaa Følgerne ved at møde i Sager, hvori Modparten ikke kunde unddrage sig Møde. Stillingen som Justitssekretær var i 1849 indtaget af Etatsraad Hammerich, der (efter Hof- og Statskalenderen) 1861 efterfulgtes af J. M. Schønheyder. 1867 tiltraadte Chr. P. Schiønning, og 1879 afløstes han af W. C. C. B. Thrane, hvis Funktionstid blev lang- varigere nemlig til 1905, da F. Chr. Frederiksen fik Stillingen. Hans Eftermand, der afsluttede Perioden, blev 1916 Birger Clausen.

FREDERIK v. LOWZOW JUSTITIARIUS, 1849—56 Bkg. 21. Februar 1850, der traadte i Kraft ved Rettens Møde første Torsdag i næste Maaned, foretog den Afklædning af dens kongelige Skrud, som var blevet nødvendig, efterat Domstolenes Selvstændighed overfor Kongemagten, der hidtil kun havde haft Sædvanens Gyldighed, nu var blevet udtalt i Grundloven. Nogen Tilbøjelighed til at holde paa nogle af de gamle Former af dekora­ tive Hensyn var der ikke, og da der ikke foregik nogen Lovændring, maatte Bekendtgørelsens Form anses tilstrækkelig. Altsaa bestem­ tes der følgende: Parternes Henvendelser skulde fremtidig ske til Retten selv, og Forskriften i D. L. 1-12-5, Instruks 7. December 1771 § 9 og Patent 10. November 1774 § 16 om, at Ord og Tale skulde rettes til Kongen, hvad enten han var til Stede eller ikke, var bortfaldet. Advokaterne ombyttede fremtidig Tiltalen Stor­ mægtigste, allernaadigste Arveherre og Konge! med Tiltalen Hæ­ derværdige Højesteret! Tronstolen var fjernet og de to Dommer- borde forenede i Hesteskoen med Justitiarius paa Midterpladsen og de to yngste Assessorer ved hver af Bordets Ender og saaledes i tilsvarende Fordeling opefter med faste Pladser. At de voterende havde fulgt en tilsvarende undersaatlig Taleform, var ikke udtalt nogetsteds og behøvede derfor ikke at ophæves. Endvidere skulde Stævninger og Domsakter i Højesteretssager ikke længere udgaa i Kongens Navn og under det kgl. Segl men i Rettens Navn og under dens Segl og ligesaa med den aarlige Højesteretsorden, der bestod i et ved Højesteretsaarets Begyndelse trykt Hæfte inde­ holdende Fortegnelse over de til dette Aar indstævnede Sager og over Sager, der med Tilladelse var overført fra det tidligere Aar. Endelig bortfaldt den aarlige Højtidelighed med Kongens og et Antal ekstraordinære Assessorers Møde paa Aabningsdagen for at deltage i Paadømmelsen af en Sag og Proklamationen heraf i Gaderne ved Herolder, der »red Herredagen ind«. Højesterets- ordenen havde ifølge kgl. Resol. 16. Maj 1800 jfr. PI. 21. s. M. altid 63 været affattet paa Justitskontoret men var hidtil udstedt gennem Kancelliet under Kongens Haand og Segl. Ifølge Dep. Tidende 1850 S. 337 havde nogle af Rettens Dommere ment, at der til Æn­ dringen behøvedes en Lov, men Flertallet og Generalprokurøren var af anden Mening. Af Rettens Erklæring 22. Januar s. A. ses, at Ministeriet havde forbeholdt sig at overveje at bibeholde Rettens højtidelige Aab- ning paa den Maade, at de ekstraordinære Assessorer deltog i Mø­ det, men den Tanke er altsaa opgivet. Man gav Tilslutning til en Erklæring af Generalprokurøren, der dog ikke havde indeholdt, at Højesteretsordenen skulde udfærdiges i Rettens Navn. Man ud­ talte derhos den Formening, der aabenbart blev tiltraadt, at den i Instruksens § 16 foreskrevne Gennemdragning, Nummerering og Forsegling af Rettens Protokoller herefter burde ske paa Rettens Justitskontor og med Rettens Segl, ikke i Kancelliet og med dets Segl. Endelig gjorde man den videregaaende Bemærkning, at der var adskillige vigtige Punkter, som matte komme under Overvejelse i Konsekvens af Grundlovsforandringen men som dog vilde kræve ny Lov. Som saadanne nævntes: Maaden, hvorpaa Sagers Ud­ sættelse kan opnaas for Højesteret, om Retten maatte gives Be­ myndigelse til at meddele Oprejsningsbevilling og Bevilling til at fremlægge nye Bevisligheder, Beskikkelsen af Aktorer og Defen­ sorer i Delinkventsager og af befalede Sagførere i civile Sager. Disse Problemer blev dog ikke taget op af Ministeriet og heller ikke forfulgt af Retten. Alt blev forsaavidt ved det gamle. Med kort Varsel kom der ogsaa cn anden Ændring i det ydre Apparat, idet kgl. Resol. 19. Februar 1850 bestemte, at alle Asses­ sorer nu skulde bære Kapper af Fløjl, og som Motivering gaves det, at Grundloven havde ophævet den til Titel og Rang knyttede Forret. Assessorernes Rang var i 3. Klasse Nr. 3, men kun de Assessorer, der ved Konferensraadsrang var kommen i 2. Klasse, maatte bære Fløjiskapper, de andre bar den af Damask. Lowzow havde 22. Januar s. A. gjort opmærksom herpaa men iøvrigt under Henvisning til den selvstændige Plads, Grundloven anviste Dom­ stolene, indstillet en Rangforhøjelse for Assessorerne til 2. Klasse Nr. 5 lig Generalmajorer og for Justitiarius fra denne Plads til 1. Klasse Nr. 11 lig de ældre Kancellipræsidenter. Han henviste til Forholdet i den norske Højesteret. Svaret var altsaa at ophæve den praktiske Følge af Rangforskellen ikke at omregulere selve Rangen. Man hjalp sig fremdeles med konkret Tildeling af Titel- rang, til Lønningslov 26. Marts 1871 § 7 havde nægtet tjenstgørende Embedsmænd Titelrang. Ved Resol. 8. September 1871 placeredes da Justitiarius i 1. Klasse Nr. 10 lig Generalløjtnant og Assessorer i 2. Klasse Nr. 12 lig Departementschefer. 64

Det første Møde i den konstitutionelle Højesteret foregik na­ turligvis paa Rettens daglige Arbejdssted, Lokalerne i Prinsens Palæ, og ikke i Højesteretssalen paa Christiansborg, men — uden at man havde faaet Meddelelse om det — udeblev nu — efter kgl. Ordre — den sædvanlige Vagt af Underofficerer ved den kgl. Liv­ garde til Fods1). I Skrivelse 12. Marts s. A. ønskede Lowzow der­ for et nyt Bud ansat ved Retten. Der var ganske vist et Bud til Raadighed fra Justitsministeriet, men »foruden at dette efter de senere forandrede Forhold navnligen Adskillelsen af den admini­ strative Myndighed fra den dømmende synes mindre passende«, savnedes eventuelt et andet Bud, ogsaa fordi Stævningernes For­ kyndelse, naar Udfærdigelsen foretoges af Retten, maatte ske ved Rettens Bud«. Dette sidste fastholdt han i Skrivelse 14. Maj over­ for et Forslag om at afvente Budskifte, og 19. s. M. udfærdigede han Beskikkelsesbrev for det nye Bud. Den af ham samtidig fore- slaaede Ophævelse af Resol. 15. Marts 1692 og 27. Marts 1733 om Kancellibudets Forkyndelse af Stævningerne ses dog ikke at være sket og ifølge P. C. N. Buchs Livserindringer foregik Forkyndelsen i København stadig ved Ministeriets Bude. Karakteristisk for Low- zows Opfattelse af det nye System er hans direkte Henvendelse 12. Februar 1850 til Kongen — hvorom han dog underrettede Ju­ stitsministeriet — med Indstilling om at udnævne Assessorerne Lassen, Engelhardt og Schiønning til Storkorsriddere, hvilket skete. Senere lignende Indstilling sendte han dog til Ministeriet saaledes i Skrivelse 26. Juni 1854, hvor han gjorde opmærksom paa, at Assessor, Baron Bretton var blevet Dannebrogsmand, uagtet 6 ældre Kolleger kun var R. af Dbg. Han gentog det Aaret efter og taler om »den Misstemning, der er opstaaet«; i Mellemtiden var Landstingsformanden P. D. Bruun blevet D.M. (med Forbigaaelse af 3!) og Bretton, der var Kammerherre, var formodentlig dekoreret uafhængig af Ministeriet. Nye Tider skaber nye Klæder, naar man ikke netop ved det modsatte ønsker at skabe Patina som f. Eks. ved Bibehold af Pa­ rykken i de engelske Retssale. De røde Kapper fra Christian Vs Tid, se Sophus Vedels Højesteretshistorie (1888) S. 149, havde over­ levet Grundlovens Indførelse. De røde Uniformsfrakker derimod, som Assessorer og Sekretærer bar under Kappen — til Galabrug med hvide Benklæder med Guldstriber — blev efter et kongeligt Ønske, der ogsaa berørte andre Embedsmandsgrupper, afløst af blaa Uniformer, Frakke og Benklæder med de tidligere Galoner og to Rader Knapper. Ifølge Resol. 27. Maj 1852 traadte denne Forandring *) Gardens Kommandør meddelte senere, at den var afgaaet til Ar­ meen. Lowzow havde efter Omstændighederne intet imod Bortfaldet. P. G BANG CHR. M. ROTTBØLL 65 i Kraft fra 1. Marts n. A. Retten havde været spurgt og udtalte Ønske om at beholde den tidligere Uniform til daglig Brug, men det blev ikke imødekommet. Derimod fik man Ja til, at Knapperne, der i Resolutionen blot betegnedes som forgyldte, skulde være Vaabenknapper og ikke simpelt forgyldte. Den tilsvarende Over­ gang fra rødt og hvidt til blaat for Advokaternes Vedkommende er der ikke fundet Bestemmelser om; den maa forudsættes at være foregaaet i Tilslutning til den ovennævnte. I Tilslutning til den Overgang fra Kancelliet til Retten, som var blevet fastsat med Hensyn til Stævningers Udfærdigelse, blev det ogsaa ved Resol. 14. Maj 1850 bestemt, at forsaavidt Indstæv­ ninger fra Vestindien ifølge Reskr. 13. Oktober 1758 kunde udfær- diges af Generalguvernøren for senere at stadfæstes under det kgl. Segl, skulde fremtidig Stadfæstelsen ske af Retten. Uden Forbindelse med Forfatningsændringen undergik Højeste­ ret yderligere i disse første Aar efter Grundloven en udvortes Om­ dannelse ved at ombytte sit Opholdssted paa »Palæet i Kalle- bodeme« med Frederik VTs Palæ paa Amalienborg, efterat dette ved Enkedronning Maries Død 1852 var blevet ledigt. Ifølge Kdg. om Civillisten af 30. Maj 1849 skulde Museet for nordiske Old­ sager, der fandtes i Christiansborgs Stueetage, anbringes i det førstnævnte Palæ, det nuværende Nationalmuseum, men dette for­ udsatte, efterat allerede Samlingen i Kunstmuseets Gaard i Dron­ ningens Tværgade var bragt derhen, at Retten rømmede sine Lo­ kaler, og det havde der hidtil ikke vist sig Udveje for. I Juni 1852 forelagde da Indenrigsminister P. G. Bang Kongen en Plan til Ama- lienborgpalæets Anvendelse dels for Udenrigsministeren (Stuen, Mezzaninen og en Del af Salsetagen) til Embedslokaler og Privat­ brug dels for Højesteret (Hovedparten af 1 . Sal), og denne bifald­ tes 22. Juli. Underretning herom gaves til Justitsministeren med Anmodning om Videregivelse til Retten, hvilket skete 14. August ledsaget af det Spørgsmaal: om Lokalerne, som det forventedes, kunde tages i Brug ved næste Højesteretsaars Begyndelse, eller om Foraarsflyttetiden ønskedes afventet. I Forestillingen havde Bang som »Inconvenienser« ved Planen nævnt, at Palæets Beliggenhed for Advokaternes øvrige Forretninger var noget afsides, og at det for Rettens Medlemmer som mest ældre Folk var heldigt, om de søgte Boliger i Nærheden. Spørgsmaalet om April Flyttedag havde vel netop Hensyn til Arrangementer i denne Retning. Rettens Svar, som først kom 30. September, var meget køligt: at man ikke kunde lægge Vægt paa, til hvilken af de nævnte Tider Lokalerne maatte være at tage i Brug, da man ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at vtre sig angaaende Forandringen. Nogle havde dog ytret at Højesteret II. 5 66

maatte foretrække det seneste Tidspunkt for at sikre bedre Ud­ tørring. Men Assessor Nielsen fik som Dissens bemærket »at jeg under denne Sags Cirkulation har forment, at det vilde være en Embedspligt, som Højesteret maatte være denne sin egen Insti­ tution skyldig, med større Alvor og Energi, end hvormed saadant foran er sket, at udtale sig mod den Opførsel, som Indenrigsmini­ steren ved denne Lejlighed har tilladt sig mod Rigets øverste Dom­ stol, der er den eksekutive Magt grundlovsmæssig sideordnet«. Ved Videregivelsen til Bangs Ministerium udelod Justitsministeriet denne Passus. Samtidig foregik der dette, at Udenrigsminister Bluhme foreslog, at Højesteret fik hele Salsetagen, hvilket bifaldtes ved Resolution af 2. Oktober. Det ses, at Lowzow i Dagene der­ efter foreslog et Møde med Bang om Indretningen, hvad denne undslog sig for med Henvisning til, at Bevillingsspørgsmaalet var i Rigsdagen. Indflytning i Foraaret 1853 naaedes ikke, og i Septem­ ber delegerede Retten efter Opfordring Assessorerne J. H. Koefoed og Nielsen til at forhandle med Bygningsdirektør Koch og Mini­ sterialdirektor Larsen om Lokalets Indretning og det fornødne In­ ventar, der ogsaa omfattede nye Møbler. Kongen havde erklæret, at han til dette Tidspunkt ønskede at have Oldsagssamlingens Værelser til Raadighed, og Indenrigsministeriet gjorde da et For­ søg paa at faa Juleferien 1853 brugt til Flytning, idet man 21. De­ cember skrev, at Lokalerne vilde være i komplet Stand 24. s. M. og for A rkivets Vedkomm ende 29. s. M. R etten svarede den 23., at man efter Forhandling med Justitssekretæren ansaa det for umuligt at flytte uden at gøre Skaar i Arbejdstiden, saa at Februarferien maatte afventes. Assessor Nielsen udtalte særskilt, at han 22. s. M. havde konstateret, at en Dobbeltdør mellem Retssalen og Forsalen, der vilde være nødvendig under Voteringen, endnu ikke var opsat. Med et Aars Forsinkelse kom den nye Ordning altsaa i Stand, og den rummede formentlig en Forbedring fra de indskrænkede For­ hold i Prinsens Palæ, hvor Opvarmningen var mangelfuld ved Salens Beliggenhed over en Port, og hvor der i Lowzows Tid var klaget over den beklumrede Luft, da man manglede Markiser eller Rulle­ gardiner mod Solen og ikke kunde aabnc Vinduer for Støj. Rets­ salen var 22V4X13V2 Alen og Justitiarii Værelse 14X12 Alen. Der var talrige Værelser, men detailleret Oplysning om Anvendelsen haves ikke. Et Par Ulemper blev der straks gjort opmærksom paa efter Indflytningen: Støjen af Arbejdskørsel over Amalienborg vilde hindre Sekretærerne i at høre Voteringen, og Genskæret fra Vinduerne i Enkedronning Caroline Amalies Palæ generede paa nogle af Pladserne, saa at der udbades grønne Gardiner for nogle af Vinduerne. Af Assessorerne afgik N. Engelhardt og C. Schiønning. Oven­ for er oplyst, at de sammen med C. F. Lassen i 1850 hædredes med Storkorset; det var som Anerkendelse af deres lange Dommerger­ ning, for Lassens Vedkommende i 50 Aar. 1852 indstillede Lowzow dem til Afsked efter Grundlovens § 78 d. v. s. saaledes, at de, da Afskedigelsen ikke skyldtes Ansøgning fra dem selv, ikke led Ned­ gang i Embedsindtægt. Paa Grund af deres høje Alder — Engel­ hardt 74 Schiønning 73 Aar — og dermed forbundne legemlige Svag­ hed var de efter Lowzows Formening »fuldkommen kvalificerede til at træde ud af Statens Tjeneste«. Da Lassen var 1 Aar ældre end Engelhardt, maa Vægten lægges paa Svagheden, og det siges nærmere om E., at det var ham »meget besværligt at udholde Stillesidden i 5 Timer ad Gangen under Rettens daglige mundtlige Session«, medens det om S. hedder, at hans Øjne gjorde ham det umuligt at notere, hvad der dikteres. »Han maa indskrænke sig til at nedskrive et enkelt Datum eller andet deslige, hvilket vilde gøre en mindre begavet Dommer end Konferensraad S. det aldeles umu­ ligt at afgive velmotiveret Votum i Sager, der behandles mundtlig, som er Ordinarierne i Højesteret«. Han var tillige Justitsdirektør ved Tallotteriet med aarlig Gage 300 Rdl. Da han som saadan havde at afgøre Tvist mellem Lotteriet og Kollektøreme m. v. og ikke havde administrative Forretninger, ansaa Lowzow denne Stilling som parellel med Assessorstillingen og indstillede ham derfor til efter Afsked som Justitsdirektør at beholde de 300 Rdl., hvad ikke blev tiltraadt vel allerede af den Grund, at Lov 22. Dec. 1850 havde ophævet Tallotteriet, hvis Embedsmænd afgik 1. April 1852. De nye Assessorer var Ch. F. L. Mourier og J. Chr. Lund. Den første af disse fik i Februar 1854 Dispensation fra Tjeneste til Sommerferien for at arbejde paa Grundlaget for Reformloven ved­ rørende Retsplejen. De ved Højesteretsaarets Udgang i Februar til Kongen indsendte Indberetninger om Antallet af ekspederede Sager udviste følgende Tal og Sager. 1849: 75 civile, 190 Justitssager, tilovers 9. 1850 : 56 civile, 223 Justitssager, tilovers 8. 1851: 53 civile, 291 Justitssager, tilovers 15. 1852: 52 civile, 300 Justitssager, tilovers 14. 1853: 57 civile, 270 Justitssager, tilovers 11. 1854: 52 civile, 275 Justitssager, tilovers 16. 1855 : 54 civile, 204 Justitssager, tilovers 15. 1856 : 64 civile, 235 Justitssager, tilovers 22.

De Tilforordnedes Arbejdsbyrde var ikke ringe. Som nys be- mærket var det 5 Timers Retsmøde fra Kl. 9 Fm. til 2 Em. uden Pavse, og da efter Instruksens § 12 en paabegyndt Votering ikke maatte afbrydes, kunde Mødet strække sig til flere Timer efter Kl. 2. Kommission til Behandling af skriftlige Sager holdtes hver Mandag og undertiden oftere efter Kl. 2 ligesom der undertiden lagdes Beslag paa Lørdagen. Udover de mange løbende Erklæringer: for Justitiarius’ Vedkom­ mende om den processuelle Ekspedition, der stadig var henlagt til Justitsministeriet, for alle Tilforordnede navnlig i de talrige ud­ førlig refererede Benaadningssager skal her omtales de i særlige Anledninger afgivne Udtalelser fra Retten til Justitsministeriet. Erklæring 4. Oktober 1850: Retten var hørt over Generalauditør Scheels foreløbige Udkast til Rettergangslov og Disciplinærlov for Landkrigsmagten, forsaavidt det indeholdt, at 2 af dens Medlem­ mer skulde have Sæde i Generalkrigsretten til Paakendelse af Krigs- retssager i 2. og sidste Instans iøvrigt ogsaa fra Søkrigsmagten. Det var tilføjet, at Møderne vilde kunne holdes om Lørdagen og ikke vilde faa noget særdeles betydeligt Omfang. Lovgivningsskridt i denne Retning blev først taget i 1908; indtil da levedes der paa en vis reviderende Myndighed hos Generalauditøren og helt uden­ for den borgerlige Instansfølge. Medens Stellwagen, Thomsen og Bretton kunde tiltræde Forslaget og fulgtes af J. H. Koefoed, der som Generalauditør for Søetaten havde indsendt et tilsvarende For­ slag til Marineministeriet, udtalte Schiønning, Nielsen, Rothe og Rottbøll, at Assessorerne ikke vilde have Udsigt til Tilslutning fra Rettens militære Medlemmer, naar de afveg fra Generalauditøren, og derfor vilde komme til at sidde som en Slags Stokkemænd, hvad ikke fandtes passende for dem som »Medlemmer af Højesteret, der egentlige alene ... er Ihændehaver af den ene af de 3 Stats­ magter nemlig Dommermagten, til hvis endelige og med Undtagelse af, at Benaadning i kriminelle Sager kan finde Sted, uforanderlige Afgørelser alle Sager angaaende Borgernes Liv, Ære og Velfærd er overladt«. Selv om Møderne kun holdtes om Lørdagen, vilde Rettens Arbejde hæmmes. Brugen af ekstraordinære Medlemmer var uheldig, fordi disse kunde foraarsagc Vaklen i de af Retten anvendte Grundsætninger. Som Eksempel paa en vidtløftig Krigs- retssag nævnedes den af Tildragelsen ved Eckernførde foranledi­ gede. Man var imod Forslaget om Aflæggelse af en særlig Dom­ mered og imod det militære Formandsskab og anbefalede at lade Højesteret faa Paadømmelsen med Tiltræden af Generalauditøren og nogle Officerer, selvom Rettens Medlemstal saa maatte udvides. J. Koefoed ønskede specielt, at Retten maatte have Indstillings­ ret til Udnævnelsen, og Bruun var nærmest for Forslaget, medens 69

Lowzow, Lassen og Engelhardt begrænsede sig til at ytre Betænke­ lighed ved at paabyde Retten det øgede Arbejde. Efterat det ved Rettens Dom 21. Okt. 1851 var antaget, at DL 5—14—4 om Gældsbreves Præskription er anvendelig paa Pante­ breve, ønskede Justitsministeriet Rettens Betænkning over, om dette ogsaa gjaldt Bankhæftelsesobligationer. Svaret 19. Sept. 1853 gik ud paa, at Pluraliteten ikke skønnede, at Dommens Grunde var afgørende for nævnte Obligationer, men ender med at sige, at »vi med Hensyn til, at dette Spørgsmaal muligen vil kunne blive Genstand for Rettens Paakendelse, ikke tro angaaende samme fore- løbigen at burde udtale nogen Mening«. 14. December 1855 udtalte man sig om et under Behandling værende Lovforslag om Ændringer i Forligsvæsenet med Hensyn til to Punkter: 1) om det var tilstrækkeligt for Retssagens Fremme, at Forligsforhandlingen havde drejet sig om Sagens Hovedgenstand, 2) om Mægling burde være ufornøden i Kontra- og Kontinuations- søgsmaal. Man udtalte sig imod begge disse Forslag, der ikke optoges i Loven 4. Marts 1857 om dette Emne. Et selvstændigt Andragende fremsendte Retten 5. Februar 1855 om at bevirke en Lønforhøjelse for de Tilforordnede. Som en vit­ terlig Ting fremhævede man Dyrtidens skæbnesvangre Betydning for Embedsstanden; et nogenlunde anstændigt og tarveligt Ud­ komme kunde de bestaaende Lønsatser ikke sikre. Det fremgaar af Skrivelsen, der ikke stiller noget bestemt Forslag, at man var ubekendt med, om de andre Retter havde udtalt sig paa lignende Maade. Om denne Sags Gang se S. 84. 12. Marts 1855 fremsatte man nogle Ønsker angaaende Censor­ forpligtelsen, der ikke ses at være taget til Følge. Ved Bkg. 13. Maj 1850 var Tiden for Afholdelse af juridisk Eksamen ændret paa en Maade, der berørte Rettens Ferie, og dette onskedes ændret, og ved Kancelliets Nedlæggelse var de Tilforordnede og Generalaudito- reme blevet ene om at udgøre den forste Afdeling ai Censoremner efter Fdg. 30. Dec. 1839 § 10 (den anden var Medlemmer af Over- retten og Kriminal- og Politiretten). Man ønskede derfor Ordningen i Fdg. 26. Jan. 1821 genindført, hvorefter man kun havde at censu­ rere ved fuldstændig juridisk Embedseksamen. I denne Forbindelse kan endnu nævnes Skrivelse 29. August 1849. hvorefter Assessorerne Lassen og Bretton havde overtaget det Hverv at træde sammen med Generalprokurøren til Forhandling om visse Punkter i Udkast til Lov om Forfølgningen ved Rigsretten. Tre Retssager fra Lowzows Tid af særlig statsretlig Interesse skal her omtales: Dommen 29. April 1852 over Generalguvernør Peter von Schölten, Dommen 9. Januar 1854 over Gehejmearkivar 70

C. F. Wegener og Rigsretsdommen 27. Februar 1856 over Ministe­ riet Ørsteds Medlemmer. Den første og den sidste angaar begge Spørgsmaalet om højtstaaende Embedsmænds Konduite under kri­ tiske Forhold, og i Bedømmelsen skønnes en ensartet Holdning hos den øverste Domstol at komme til Orde, den samme Holdning der lagde sig for Dagen i Retssagen fra 1807 mod Grev Schulin, de Coninck og Falch Rønne jfr. Strejflys over Enevældens Retsliv (1949) under VIII. Som foran S. 10 omtalt, havde den vestindiske Generalguvernør ved sin Optræden overfor de ufrie Negre nødvendiggjort, at den Frihed, som Christian VIII først havde villet tilstaa dem efter 12 Aars Forløb, maatte gives dem straks, saaledes som den straks var givet til de efter 28. Juli 1847 fødte Børn. Af H. Lawaetz’ Bog om Generalguvernør Peter von Schölten (1940) fremgaar det, at denne varme Tilhænger af en Emancipation af Slaverne ansaa Bør­ nenes Frigivelse for et uheldigt Greb, fordi den skabte en urovæk­ kende Ulighed, men at han i og for sig mente, at en Ventetid paa 16 Aar, der kunde forberede paa Overgangen, vilde være at fore­ trække, saa at Erstatning til Ejeme kun skulde gives, hvis denne Tid senere maatte afkortes. Hans Erklæring om indtraadt Eman­ cipation afgaves 3. Juli 1848, og 14. s. M. forlod han i syg og ned­ brudt Tilstand Øerne for Hjemrejse. Efter en Kommissionsunder­ søgelse paa Stedet besluttede Statsraadet Tiltale mod Schölten for at afgøre hans Pensionskrav og for at bedømme Størrelsen af Plan­ tageejernes Erstatningskrav. Den Kommission, der skulde dømme, bestod af Generalmajorerne Steinmann og Hedemann samt Asses­ sorerne Mourier fra den københavnske Overret og Casse fra Kri­ minal- og Politiretten (Formanden Generalløjtnant Bardenfleth var udtraadt). 5. Februar 1851 dømte den Schölten fra Embedet og paa­ lagde ham Aktionens Omkostninger, hvorpaa Sagen med Appel og Kontraappel gik til Højesteret. For Citanten Schölten mødte Ad­ vokat Liebenberg for Justitsministeriet Advokat Buntzen. Schölten bebrejdedes der 1 ) Mangel paa pligtmæssig Omsigt ved at have undladt Sikkerhedsforanstaltninger mod en forudselig Gæring mel­ lem Negrene, 2) ved Underretning 2. Juli om Urolighederne at have undladt at træffe fornødne Forholdsregler og at træde op med kraftig Bestemthed men at have udvist Raadvildhed og Tøven og derved medvirket til, at Regeringen i Moderlandet betoges sin frie Beslutning om Emancipationens Indtræden, der engang forkyndt ikke lod sig tilbagekalde eller udsætte, samt for selve Emancipatio­ nens Meddelelse, 3) Mangel paa fornøden kraftig Optræden mod de efter Emancipationen følgende Ekscesser, inden han blev syg. Med Hensyn til Pkt. 1 var han frifundet, men efter hans Mening 71 ikke eklatant nok nemlig med den Begrundelse, at der ikke var aldeles tilstrækkelig Grund til at forkaste hans Forklaring, og at det ikke var aldeles utvivlsomt, at han havde udvist strafbar Mangel paa Omsigt. Førstvoterende i Højesteret Bretton, der i et Votum over 28 Protokolsider konkluderede til fuld Frifindelse dog med Paalæg af Omkostninger, gennemgik udførligt Omstændighederne. Schölten nægtede at have haft Oplysning om nogen særlig Urolig­ hed hos Befolkningen, og han vilde, naar han tænkte tilbage, sna­ rere antage, at Negrene overensstemmende med deres Karakter netop havde holdt sig rolige for at skjule deres Planer. Forholdet var det, at den franske Negerbefolkning paa Martinique havde gjort Opstand for at faa Friheden, og Guvernøren paa Portorico havde derfor i Maj tilbudt Schölten Hjælp af spanske Tropper, hvad han dog havde afslaaet som unødvendigt. Efter Kommissionens Mening var der ogsaa Militær nok til Stede. Han fremhævede, at han af Bekostningshensyn ikke var blevet udrustet med et ordentligt Land­ politi, der kunde give paalidelige Oplysninger. Han havde tidligere detacheret 18 Mand af den væbnede Styrke til Frederiksted paa Vestsiden af St. Croix, hvor hans Sæde var i Nærheden af Chri- stiansted paa Østsiden, og beordret Tilsyn med fremmede, der kom til Øen. 2. Juli var Schölten kommen hjem fra St. Thomas over Christiansted, og Kl. 8 Aften mærkedes der i Nærheden af Frede­ riksted Uro hos Negrene med Klokkeringning paa Plantagerne og Blæsen i Skaller, og Politiadjutant Diderichsen havde lovet Negrene Friheden og ladet Politimesteren stadfæste det. Der indløb Kl. IV 2 Nat til Schölten en Melding fra den stedlige Fortchef Castonnier og senere fra Politimesteren. Hvad angaar Tiden derefter til Kl. 8V2 Morgen fremhævedes det, at Castonniers Rapport ikke var særlig foruroligende, og han krævede ikke Hjælp. Efter Modtagel­ sen af den red Schölten dog ud i et langsomt Ridt til Christiansted for at orientere sig og samle Autoriteterne. Han begav sig ikke til Frederiksted, hvor han, naar han kom alene, kunde frygte for at blive opsnappet undervejs. At sende Adjutanten vilde paa dette Tidspunkt ikke have givet alarmerende Oplysninger. Af Militær fandtes i Frederiksted 43 Mand, i Christiansted 67 og en Milits der ikke straks kunde samles; Brandkorpsene var ikke paalidelige. 3. Juli Kl. 8V2 underrettedes Schölten af Politimesteren i Frede­ riksted om vedvarende Klokkeringning og Tuden i Skaller, og han skrev, at Landevejene var farlige at passere. Schölten afsendte Oberst de Nully og en Adjutant til Stedet. Der var endnu ikke Tale om Ildspaasættelse eller Voldshandlinger, men Kl. 1 fik han Underretning om, at Negrene begyndte at ødelægge Husene og optraadte truende. De forlangte, at Generalguvernøren skulde ind- 72 finde sig Kl. 4. Nu bestemte han sig til at tage derhen og beordrede Briggen Ørnen at lette og gaa til Frederiksted, ligesom et Detache­ ment beordredes afsendt. Undervejs havde han bl. a. ved Samtale med Overetsassessor Rothe faaet den Anskuelse, at Emancipatio­ nen sandsynligvis var nødvendig, hans Indtryk paa Stedet bekræf­ tede det, og han sagde derfor straks til Negrene uden først at prøve Forhandling og at henskyde Sagen til Kongen: »I er frie, gaa nu hjem.« Ørnen og Detachementet var endnu ikke indtruffet. Han indrømmede Muligheden af, at han kunde være slaaet ind paa det andet, men frygtede, at Negrene, naar Vaabenmagten senere duk­ kede op, vilde anse sig ført bag Lyset og blive mere ophidsede. Da Opretholdelsen af 12 Aars Fristen vilde betyde, at alvorlige Urolig­ heder kun kunde holdes nede ved Anvendelse af stor og bekoste­ lig Militærmagt og Blodsudgydelse, og Emancipationen saaledes var uundgaaelig paa længere Sigt, og han antog, at en Indrømmelse deraf som fremkaldt af Situationen vilde fritage Staten for at give en stor Erstatning, som han fandt urimelig, traf han sin Beslutning. Den Mening om Nødvendigheden, han havde, deltes af de tilstede­ værende. Ved Vurderingen af hans Udtalelser for Kommissionen, som denne havde holdt ham fast ved, anførtes det. at Schölten efter Udsagn af Overretsassessor Rothe manglede Evne til at ud­ trykke sig tydeligt (unægtelig en Mangel i hans Chefstilling), og hertil kom Lægeattesten om, at han omend sig selv mægtig fra 2. Juli havde været angrebet og forstyrret af Søvnløshed, Udmattelse og Sindslidelser og 6. Juli maatte gaa til Sengs med Tegn paa Apo­ pleksi eller Krampeanfald; Hans Alder var 64 Aar. Kl. 8—9 kom han til Christiansted, hvor Negrene samlede sig. Der var fra militær Side efter et Varselskud blevet fyret paa Negrene, hvoraf flere faldt eller saaredes. Schölten søgte at berolige dem ved at gaa ud til dem og kundgøre dem Emancipation. Her fandt Kom­ missionen ham skyldig i Lunkenhed og Slaphed, idet den anlagde et snævert militært Synspunkt om Muligheden for at tilbagevise det konkrete Angreb, medens Schölten, som Assessor Stellwagen fremhævede, i sin dobbelte Egenskab af militær og civil Leder havde at tage mere omfattende Hensyn. 5. og 6. Juli skete der Skade paa Huse og Møbler men ikke paa Person. Han udsendte Detachementer paa Landet, og sidstnævnte Dag afgav han Kom­ mando og Ledelse. Under Voteringen oplyste H. J. Koefoed, der efter sin Sædvane udtalte sig udførligt men her uden afvigende Mening, at Negrenes Adfærd efter Emancipationen havde medført, at man standretlig skød 17 af dem. Dommen var enstemmig ogsaa med Hensyn til, at Schölten ved sine ikke klare Udtalelser ikke kunde undgaa Omkostningerne. Salæret til Buntzen kunde ikke 73 blive højere end 30 Rdl., men efter Ansøgning, der anbefaledes af Lowzow, fik han senere af Ministeriet tillagt 300 Rdl. Efter Dommen fik Schölten efter Ansøgning Afsked med Pension og døde to Aar senere. Han havde været Generalguvernør fra 1827 og var i denne Stilling yndet af Frederik VI og Christian VIII. I 1840- eme havde han været udsat for nærgaaende Angreb af en vest­ indisk Embedsmand, der affødte en langvarig Retssag mod denne. Under dette havde han haft den københavnske liberale Presse imod sig. Generalfiskalsagen mod Gehejmearkivar C. F. Wegener, der paadømtes 9. Januar 1854, havde sin Baggrund i Brydningen mellem det helstatlige og det ejderdanske Standpunkt i Tronfølgesagen, der skulde lovordnes med den forestaaende Uddøen af den oldenborg­ ske Mandsstamme for Øje. I det kgl. Budskab 4. Oktober 1852 til den forenede Rigsdag ønskedes dennes Samtykke til, at Tronfølgen i dette Tilfælde gik over til Prins Christian og Prinsesse Louise og disses agnatiske Afkom samtidig med, at al Arveret efter Konge­ loven bortfaldt. Dette var det helstatlige Standpunkt, der havde Støtte hos Stormagterne navnlig Rusland, hvis Afkald paa Ret til Dele af Holsten til Fordel for Prins Christian var begrænset til ham og hans mandlige Afkom, saaledes at efter dettes mulige Uddøen den russiske Berettigelse vilde genopvaagne. Det ejder­ danske Standpunkt saa heri den Fare, at et saadant fremtidigt Krav kunde blive udstrakt til Resten af Riget, naar der ingen subsidiær Arveadkomst til dette bestod, og derfor ønskedes ikke Bortfald af al Arveret efter Kongeloven, men kun de kvindelige Liniers mid­ lertidige Tilbagetræden for det nye agnatiske Kongehus. Heri saas en Garanti for den blivende Forbindelse mellem Kongeriget og Slesvig, hvis Arvefølge var bestemt ved Kongeloven, lex regia. Wegener havde sammen med Professor J. E. Larsen arbejdet med de Statsakter, der skulde forberede Rigsdagsbeslutningen, og han var gennemtrængt af Ejderdanskhedens Tanker og Stemninger. Han lod nu i Rigsdagen omdele et som Manuskript trykt »Forsvar for Danmarks Kongers og Kongehuses navnlig Prins Christian og Ge­ malindes fulde Arveret efter Lex regia«. Dette sagkyndige og meget indtrængende Indlæg fik betydelig Virkning hos Oppositionen, der dog efter to Rigsdagsopløsninger og Ministeriet Bluhmes Afløsning af Ministeriet Ørsted opgav Modstanden, saa at Regeringen fik sit 3/4 Flertal og 31. Juli 1853 kunde gennemføre Tronfølgeloven stem­ mende med Budskabet. Da Dommen faldt, var Stormen altsaa ovre. Tiltalen stillede det Spørgsmaal, om Gehejmearkivaren var strafbar for, »uagtet han er Embedsmand, ved en til Rigsdagens Medlemmer henvendt skarp og i flere Henseender fornærmelig Dadel af Rege- 74 ringens Foranstaltning« at have søgt at formaa Rigsdagen til at nægte sit Samtykke til den foreslaaede Ophævelse af Arvefølgen. Tiltalen peger altsaa dels paa en Embedspligt dels paa det for Regeringen fornærmelige, og det lykkedes ikke Defensor Advokat Liebenberg at begrænse den til det sidste. Men det Synspunkt, som Ministeriet Ørsted gerne vilde have anlagt, at Embedsmænds Op­ position mod Regeringens Politik var strafbar, vandt overhovedet ikke Gehør i Retten. Resultatet blev en Stadfæstelse af Kriminal- og Politirettens Frifindelse. Medens denne havde paalagt det of­ fentlige Sagens Omkostninger, lod Højesteret dog Wegener bære dem, derunder til Generalfiskal Blechingberg et Salær paa 100 Rdl., og herom var der Enstemmighed. Iøvrigt var RottbøII ene om at ville mulktere med 500 Rdl. Han lagde Vægt paa, at Kritikken var rettet mod en Tilkendegivelse fra Kongen, der var mere endelig end et Lovforslag, og fandt ikke, at Wegener havde haft Ret til derom at bruge et Ord som »letsindigt«. Overfor andres Hævdelse af, at Presselovens § 6 om Fornærmelse af Kongen i trykt Skrift ikke passede, erklærede RottbøII, at man ikke behøvede at re­ kurrere til denne §: »den sunde Menneskeforstand er tilstrækkelig til at anvende en saadan Straf, som efter Forholdets Beskaffen­ hed maa anses passende«. Hermed udtalte han en ofte anvendt Grundsætning i den strafferetlige Retspleje, men efter H. J. Koe- foeds Mening maatte en Lov som Presselovens § 6 være udtøm­ mende. Mourier fandt Skriftet upassende ogsaa ved dets apodik- tiske Form og var ikke saa fjernt fra at domfælde, men holdt Tiltalte tilgode hans gode Hensigt, og at Skriftet kun var omdelt til Rigsdagsmænd. Sagernes Stilling var anderledes, da det frem­ kom, men Tiltalte havde efter sin Stilling Pligt til at være varsom. Ved at falbyde det vilde han være blevet strafbar — formentlig ved at have tilsidesat Formerne for en Embedsmands loyale Kritik af Regeringen, bedømt udfra Forholdets Natur. Da Kompetencen til at straffe paa denne Maade ubestridt fandtes hos Retten, maa det siges, at dens Afgørelse viste Tilbageholdenhed i Anvendelsen. Ved sin Afgørelse om Aktionens Omkostninger havde den dog et Middel til at give Udtryk for en vis Dadel af Embedsmandens Ad­ færd. Dette var endda den Domstol, hvis Medlemmer to Aar senere delvis vragedes som tilbøjelige til at følge en reaktionær Regering; paagældende Dag præsiderede forøvrigt Lowzow ikke, men C. F. Lassen. Jeg gaar derefter over til at omtale Højesterets Andel i Rigs- retssagen 1855—56, der hurtig efter Fremkomsten af Rigsretslov 3. Marts 1852 med dens moderne Grundsætninger om Umiddelbar­ hed, Anklage og fri Bevisbedømmelse gjorde denne Lov anvendelig. 75

26. Marts 1855 besluttede Folketinget Aktion imod Medlemmerne af det 12. December 1854 afskedigede Ministerium A. S. Ørsted. Sagen faldt i Rette 10. Oktober, Afvisningspaastand forkastedes 27. November og Dommen lydende paa fuld Frifindelse uden Om- kostningspaalæg afsagdes 27. Februar 1856. Advokat G. Brock var Anklager, Advokat Salicath Forsvarer for de fhv. Ministre A. S. Ør­ sted, Generalløjtnant F. v. Hansen og Kontreadmiral St. A. Bille, Advokat C. Liebe Forsvarer for de fhv. Ministre C. A. Bluhme, Grev V. C. E. Sponneck, A. W. Scheel og F. F. v. Tillisch. Ingen af de anklagede saa lidt som Vidner gav Møde, saa Umiddelbar­ heden blev der ikke Brug for. Ifølge Junigrundloven beklædtes Retten af 8 indenfor Højesteret valgte Medlemmer og ligesaa mange i Landstinget valgte. Den skulde altid være konstitueret, og Rettens periodiske Valg havde oprindelig omfattet dens 8 ældste Medlemmer med Justitiarius i Spidsen. Umiddelbart inden Tiltale- beslutningen nedlagde imidlertid Lowzow sit Hverv, fordi han var Sponnecks Svigerfader, en ny Assessor indvalgtes efter Ancienni­ tet, og nyt Formandsvalg foretoges. Assessorerne C. F. Lassen og P. D. Bruun havde sluttelig hver 8 Stemmer; den sidstes hidrørte fra hans Landstingskolleger. Som den ældste havde Lassen her­ efter Fortrin. 27. August foretoges der imidlertid paa Grund af den stedfundne Landstingsopløsning nye Medlemsvalg, og nu lod Assessorerne Bruun glide ud (hvis han ikke selv har ønsket det), han var jo aktiv nationalliberal og altsaa officielt paa Linie med det anklagende Folketing. Landstinget, der allerede havde foretaget sit Nyvalg, havde regnet paa at faa ham med uden at anvende en af sine 8 Pladser dertil. Det opnaaede dog at faa For­ mandspladsen besat med Professor Etatsraad J. E. Larsen, da C. F. Lassen overfor Bladkritikken ikke igen vilde stemme paa sig selv, og da Grev Knuth kort efter døde, blev der Plads for Indvalg af Bruun, et Valg som han kun bragtes til at modtage ved en af Orla Lehmann tilvejebragt Adresse fra Tinget. Efterat det var opgivet at tiltale for Udstedelse af Fdg. 26. Juli 1854 om en Fællesforfatning uden Samvirken med Junigrundlovens Myndigheder, angik Anklagen Afholdelse af Rustningsudgifter til Sikring af Neutraliteten under Krimkrigen. Udgifterne var afholdt i Foraaret 1854 efter Beslutning i det ved Kdg. 28. Januar 1852 op­ rettede Gehejmestatsraad til Varetagelse af fælles Anliggender, hvorunder Forsvaret hørte, men Kongerigets finanslovgivende Myndigheder, der skulde have taget Beslutning for 3/ó af Udgiften, var ikke blevet spurgt. Da Sagen 10. Oktober 1855 faldt i Rette, var de konstitutionelle Forhold nu blevet udviklet udover Pro­ grammet af 28. Januar 1852. Forst var den Ørstedske Fdg. 26. Juli 76

1854 blevet udstedt med sit i Fællesanliggender raadgivende Rigs- raad, byggende paa den Forstaaelse af Slesvig-Forbeholdet i Juni- grundloven, at Kongen uden parlamentarisk Bistand kunde skabe en Fællesforfatning, der indskrænkede Kongerigets Grundlov til at angaa danske Særanliggender. Dernæst var udkommet den Bluhme- ske Fællesforfatningslov af 2. Oktober 1855, der i Modsætning her­ til var blevet indført i Kongeriget paa grundlovsmæssig Vis om end kun indirekte, idet Junigrundlovens Indskrænkning var ved­ taget grundlovsmæssigt og paa Vilkaar af et bestemt Indhold af Loven 2. Oktober 1855. Paa denne Tingenes Tilstand støttede nu Ministrene den Afvisningspaastand, at kun Oktoberforfatningens ikke Junigrundlovens Rigsret var den kompetente. Formentlig med Rette trængte Paastanden ikke igennem, da Anliggendet fremdeles ligesom ved dets Opkomst maatte betragtes som Kongerigets. Hel­ ler ikke den Indsigelse fik Medhold, at der kun var Kompetence til at tiltale siddende Ministre, fordi Tiltalens Formaal er at fjerne dem fra deres Stilling. Ved Afgørelsen stod Rettens to Bestanddele overfor hinanden, Assessorerne for Afvisning, Landstingsmændene imod. Det diskuteredes ogsaa, om ikke Lovens Regel om det mildeste Resultats Fortrin her maatte føre til Afvisning, hvorom der afstemtes. Formanden hævdede Afgørelsen for sig og gik mod Paastandene. Ogsaa dette maa tiltrædes. Hvad Realiteten angaar, er det principielle Spørgsmaal om Ret­ tens Beføjelse til at foretage en selvstændig Vurdering af Ud­ giftens Nødvendighed eller Hensigtsmæssighed det interessanteste: I Folketinget (Tidenden 1854 Sp. 244—46) ytrede D. G. Monrad den Anskuelse, at Rigsretsaktion betød Eksekution hos Ministrene af afholdte ubevilgede Udgifter, naar der ikke var Tillid til Mini­ strene, Ørsted svarede, at dette helt maatte bero paa de Omstæn­ digheder, hvorunder Udgifterne var afholdt. Tscheming, der ved anden Lejlighed gav Ministeriets Neutralitetspolitik sit Bifald, hævdede, at Rigsdagens Skøn ikke skulde være ledet af Tillid eller Mistillid. Anklageren frakendte ubetinget Rigsretten enhver Skøns­ beføjelse og tillagde ligesaa ubetinget Rigsdagen denne. Havde Rigsdagen ikke været spurgt, burde Pengene være tilstede og altsaa nu erstattes. Dette formelle Synspunkt, hvormed det hang sammen, at han ikke rejste Indvending mod Udgiftens Hensigtsmæssighed, delte Rigsretten ikke. Den udtalte, at Rustningerne maatte antages at være paatalt ikke i og for sig, men kun forsaavidt Henvendelse ikke straks var sket til Rigsdagen, og at det efter de fremkomne Oplysninger maatte antages at have været fornødent, at visse ekstraordinære Rustninger foretoges [herom skønnedes der altsaa], medens Retten ikke var sat i Stand til at afgøre, hvorvidt nogle af Rustningerne havde været mindre nødvendige end andre. Ikke længe efter, ved den ikke gennemførte Behandling af Monrads Forslag om Ministeransvarlighed med Hensyn til Finanslove, ud­ talte Minister A. F. Krieger i Folketinget (Tidenden 1856—57 Sp. 3023) samme Anskuelse stik imod den M onradske: under N øds­ tilfælde opstaar en Ret til uanmodet Forretningsførelse, hvorved Pligt kan paalægges Statskassen, selv om Tingene bagefter, naar Tillægsbevillingsloven forelægges, siger Nej. Rigsretten faar da Af­ gørelsen til selvstændig Prøvelse uden at staa som blot formel eksekutiv Myndighed i Forhold til Folketingets Beslutning om at gøre Ansvar gældende og saaledes er netop »Forfatningens Grund­ anskuelse«. At det samme hævdedes af Ørsted, forundrer ikke. Han gjorde det i det Hæfte af sine Erindringer III S. 370, der ud­ kom 1855 efter Retssagens Anlæg, i Tilslutning til Omtalen af Ret­ tens Dom fra 1807 i Sagen mod Grev Schulin, de Coninck og Falch Rønne, der havde overtaget Leverancer til den engelske Hærstyrke, se foran S. 70. Han fremhæver det almindelige Synspunkt, at det ikke kan ligge i Rigsdagens Haand at afgøre Spørgsmaalet om Ud­ gifters Berettigelse. Aaret efter udsendte han et lille Skrift til Be­ lysning af Angrebene paa Højesteret, hvor det S. 60 hedder: »Vor liberale Presses Ordførere, der i Bund og Grund ere Absolutister, kunne ikke forstaae, hvorledes en Statsmagt kan være Noget, naar den ikke hersker uden Indskrænkning, og dog hviler al Retsorden, al sund Indretning af Samfundsforholdene paa Begrændsning, og navnlig er det Magternes indbyrdes Begrændsning, hvorved Folkets Ret og Velfærd skal beskyttes mod Egenraadighed.« Om det næste Spørgsmaal: var det undskyldeligt, at Ministrene ikke straks gik til Rigsdagen om Bevillingen? henvises til den ud­ førlige Gennemgang i Bidrag til Højesterets Historie (1939) S. 122— 27 og ligeledes til S. 118 og 127 om nogle specielle Spørgsmaal ved Tillischs og Hansens Forhold. Retten gav dem ogsaa her Medhold og antog, at de kun havde handlet efter deres Overbevisning, der havde Støtte i udenrigspolitiske Hensyn. Ligeledes med Hensyn til den Begrundelse for Frifindelse, der gaves overfor de 4 Ministre, der ikke havde kontrasigneret Resolu­ tionerne, nemlig at den skete »allerede af den Grund«, kan jeg henvise til anf. Sted S. 129 ff., hvor jeg gav den Tilslutning. Jeg maa dog yderligere henvise til mine Udtalelser i Juristen 1944, for­ anlediget ved Professor Poul Andersens Statsforfatningsret I (1944) S. 430, der gik mod min Opfattelse og fulgte den særlig af H. Matzen fremsatte. Jeg meddelte her Uddrag af Rigsrettens Votering, hvoraf jeg kan gentage Referatet af Formandens Bemærkninger, der hen­ holdt sig til P. D. Bruun og var enig i at frifinde Ørsted, Tillisch, 78

Bluhme og Scheel: Vel antog han, »at alle Ministrene havde handlet mindre rigtigt men fandt det ikke tilstrækkelig til at paadrage dem Straf eller Erstatning. Frifindelsen støttede han formentlig paa, at de ikke havde kontrasigneret nogen af de omhandlede Resolutioner eller havde haft væsentlig Del i deres Iværksættelse men tildels endog har fraraadet dem samt paa Manglen af en Ansvarligheds- lov og paa Overgangsperiodens usikre og uklare Forhold.« Hvis man ikke vil hævde, at en Ministers blotte Passivitet i Statsraadet gør ham ansvarlig — og hvem vil vel det, efterat den (ikke i Kraft traadte) Ministeransvarlighedslov Nr. 92 af 15. Marts 1939 § 3 her kræver et aktivt Forhold? — maa der være Enighed om, at denne Frifindelse var konkret berettiget, og muligvis har det kun været Hensigten i Dommen at udsige dette konkrete, idet det altsaa skulde underforstaas, at naar det ikke var sagt, at et positivt For­ hold var udvist, forelaa kun et passivt eller endog negativt For­ hold. Nu er Diskussionen imidlertid engang rejst, om efter Juni­ grundloven Kontrasignatur ogsaa behøves til at gøre ansvarlig, naar der i Statsraadet er udfoldet Aktivitet for en kgl. Beslutning, der derpaa underskrives af en anden Minister, hvilket Dommen i al Almindelighed synes at udtale. Andre Grundlag for Ministres An­ svar saasom Undladelse af en pligtmæssig Virksomhed eller Fejl i Administrationen ligger udenfor Emnet, der kun er det aktive Raadgiverforhold overfor Kongen. En Modsætningsslutning fra Or­ dene »den M inister, der har underskrevet o. s. v.«, er sproglig stærk jfr. Poul Johs. Jørgensens Anmeldelse af min Afhandling i Histo­ risk Tidsskrift 10. Række 6. Bd. S. 328, hvori han særlig af den Grund erklærede sig »tilbøjelig til at give Forf. Ret« og — som jeg tidligere har betonet maaske lidt skarpt — Samtidens Op­ fattelse af anvendte Udtryk har nu engang en særlig Kvalitet, som man skal betænke sig paa at sætte sig ud over. Den Matzenske Opfattelse, at Kontrasignaturreglen suppleres med den almindelige strafferetlige Meddelagtighedsregel, fører kun til Ansvar, hvor et eksakt konkret Aarsagsbevis kan føres. Den Regel, man vil hen til — Lov 15. Marts 1939 § 3: Ansvar for »Forslag, Raad eller Stemme« — er imidlertid en retsteknisk Udvidelse af Meddelagtighedsreglen, analog med eventuelle senere Ministres Underskrift for at tage et Medansvar, og en saadan kan kun skabes i Rigsdagen ikke ved Dommerbordet eller Skrivebordet. J. E. Larsens Bemærkning om Overgangsperiodens usikre og uklare Forhold sigter vel til diverge­ rende Meninger om det rette Indhold af en Ansvarslov, der selv­ følgelig kunde tænkes at ville gaa videre, og den senere Tid har altsaa ikke endnu faaet Manglen afhjulpet. Min Henvisning til de 79 processuelle Vanskeligheder ved at modtage og bygge paa retslige Erklæringer fra den uansvarlige Konge er imødegaaet med, at An­ svaret saa maatte indskrænkes til de Tilfælde, hvor dette Hensyn ikke kommer frem. Bortset fra det uheldige i en saadan Forskel maa det anførte være det normale, naar der skal tilvejebringes Vis­ hed for, at den ikke-underskrivende Ministers Raad alligevel har virket viljebestemmende paa Kongen. Opnaaedes der ikke saadan Vished, kunde der kun straffes for Forsøg. Da kun Underskriften skaber Retsvirkning, har denne givet en særlig Karakter. Hvor løst og luftigt Matzens Synspunkt var, fremgaar af, at han med Tilsidesættelse af sit ovennævnte Udgangspunkt ogsaa vilde straffe Ministeren, der i Statsraadet ikke har fraraadet Beslutningen men forholdt sig tavs eller er udeblevet for at undgaa Forhandlingen. Naar han altsaa ogsaa gaar mod Landstingsmændenes Dom i 1856, er Forklaringen sikkert hans Tillid til den falske Tradition, Bladene sørgede for at skabe om, at Landstingsmændene havde villet dømme de 4 ikke underskrivende Ministre, som man har vidst ikke havde virket for Resolutionerne. Sagen var vidtløftig og trættende at deltage i. Den skriftlige Dokumentation begyndte 30. Januar, og fra 13. Februar plæderedes der i 11 Dage. Voteringen og Udfærdigelse af Dommen, som faldt i Hænderne paa H. J. Koefoed, der efter Sigende havde et Udkast færdigt, varede fra Kl. 9 Morgen til Va Time over Midnat. Fri­ findelsen af Bille, Hansen og Sponneck beroede paa, at Stemmelig­ hed mellem Dommerne efter Loven skulde have denne Virkning. At samme Spaltning mellem Rettens to Halvdele havde været til­ stede overfor de 4 andre Ministre, blev sagt i Pressen og senere i H. N. Clausens Erindringer (1877) S. 438, uagtet han selv havde deltaget; det modsagdes i Ørsteds Skrift om Angrebet paa Højeste­ ret. Senere blev det rette Forhold oplyst af Historikere efter P. D. Bruuns efterladte Optegnelser, se min Biografi af Ørsted (1933) S. 299, men det har haft Vanskelighed ved at vække Opmærksom­ hed hos Haandbogsforfatterne. Højesteret havde efter Orla Lehmanns Udtryk været Enevæl­ dens stærkeste Støtte, saalænge denne bestod, og ganske naturligt og sagligt, thi Retten havde haft at hævde det legale Grundlag for Forfatningen og havde opfyldt sin Pligt i saa Henseende. Hvis det nye politiske Liv ikke havde haft Brug for Rettens Hjælp, vilde denne Virksomhed være gaaet i Glemme, men Rigsretssagens Pro­ blem, der rejste sig kun 5 Aar efter Grundlovens Dato, kaldte paa Erindringen om, at Dommerne tidligere, da det krævedes, havde været Enevældens Mænd, der stod mod ulovlig fremførte Folke- krav om Selvstyre. Lader vi Blikket gaa tilbage til de meddelte 80

Oplysninger om Rettens smaa Oplevelser efter Forfatningsskiftet, er det nok troligt, at de Tilforordnede nogle Gange sig imellem har talt om, at de blev hensynsløst behandlet af de nye Statsledere saaledes i Spørgsmaalet om Uniform og Rang, Drabantvagtens Fjernelse og Flytningen til Amalienborg, men det har i saa Fald indskrænket sig til Udtalelser indenfor Murene. Udadtil har Low­ zow været Korrektheden selv. Slutningen af Lowzows Periode fik imidlertid en dramatisk Ka­ rakter, der skænker ham og nogle af hans Kolleger den særlige Sympati, der følger med, at nogen har været udsat for uforskyldt Modgang. Det politiske Liv havde haft Brug for Retten i Rigs- retsaktionen mod det forhadte grundlovsfjendtlige Ørstedministe­ rium. Men Rettens Ploldning havde ikke været efter Ønske og havde efterladt en dyb Skuffelse, der krævede en demonstrativ Udløsning. Den Skyld, man saa lagde paa Rettens Skuldre, formu­ leredes som forældet Tænkemaade og manglende konstitutionel Forstaaelse. Ved Resolutionerne 31. Maj og 11. Juni 1856 afskedigedes uden Ansøgning Justitiarius Lowzow og Assessorerne Stellwagen og Nielsen fra 4. Juni at regne og ved Resolution 21. November s. A. paa tilsvarende Maade Rothe og J. Koefoed fra 31. December s. A. at regne. De var naturligvis alle fyldt 65 Aar nemligvis henholdsvis c. 68, c. 74, 68, c. 66 og 65 Aar. Dette Lynnedslag i Retten stod som nævnt i Forbindelse med Rigsretssagens Udfald dog ikke for alles Vedkommende direkte, da kun Nielsen, Rothe og Koefoed havde været med i den. Naar Valget faldt paa disse 5, kan det antages, at Lowzow maatte gaa for at give Plads for J. E. Larsen og Stellwagen for i nogen Grad at kunne motivere Indgrebet med Alder. De tre andre har man formodentlig ment under Rigsrets- sagen havde ladet sig dominere af den myndige H. J. Koefoed. Denne Opfattelse af Assessorernes Holdning var kommen til Orde i »Fædrelandet«, der specielt havde udtalt sin Ringeagt for disse tre. Den Justitsminister, der paatog sig Ansvaret herfor, var C. F. Simony (1806—72)1). N aar H. Hage senere i Folketinget (Tidenden

') I Forestilling 19. Juni 1856 om J. E. Larsens Udnævnelse skriver Simony, at af Assessorerne var C. F. Lassen næsten 80 Aar og ogsaa H. J. Koefoed »i en meget fremrykket Alder saa vidt mig bekendt over 73 Aar« (11. Maj s. A. var han fyldt 71 Aar); »allerede et billigt Hensyn til de ældre Medlemmer« (der altsaa var for gamle, men ikke maatte overspringes) maatte da føre til at tage en Mand udenfor Retten, hvorfor der var Præce­ dens. Iøvrigt henvises til de forestaaende Ændringer i den kriminelle Rets­ pleje og Gennemførelsen af Lov 8. Marts 1856 om Domsbegrundelse, og det bemærkes, at hele Ministeriet staar bag Indstillingen. Inden denne Forestilling, som Simony personlig vilde overrække, var naaet Kongen, 81

1856/57 S. 106) udtalte, at Ministeriet havde vist, at det ikke fryg­ tede for at gribe ind med fast Haand, hvor det gjaldt at besætte Landets øverste Domstol med bedre Kræfter, og herved sikkert mente statsretlig bedre orienterede Kræfter, var han nærmere ved den sande Begrundelse end den, der indeholdtes i de overfor Kon­ gen nedlagte Forestillinger. Med Hensyn til det første Hold hed det her, at man i nogen Tid havde fundet flere af de Tilforordnede kvalificeret til at entlediges formedelst høj Alder og Svagelighed men af Hensyn til den forestaaende Rigsretssag havde afholdt sig derfra for ikke at faa Skin af at ville indvirke paa Sagens Udfald. Der var imidlertid ikke noget i Vejen med de paagældendes Sund­ hedstilstand. Lowzow præsiderede støt Dag for Dag til 12. Juni, og paa samme Maade mødte de andre, ingen havde meldt Forfald under Rigsretssagen. 4 af de afskedigede befandt sig ganske vist mellem de 6 ældste (Lowzow indbefattet) men deriblandt var og-

modtog han imidlertid dennes Reskript af s. D, der afkrævede ham hans Be­ tænkning, »da vi ville, at der ved Genbesættelsen af Justitiariatet i HR tages fortrinligt Hensyn til Konferentsraad, Generalauditør og HR Assessor Koefoed.« Herefter foreligger Koncept til en ikke i Forestillingsprotokollen optaget Forestilling af 20. s. M., hvori det maa siges, at alle Sejl sættes ti i for at opretholde det indtagne Standpunkt, og at tillige Masken (den upoli­ tiske) kastes. Foruden at gentage det tidligere anførte med Understregen af det upassende i og ikke tidligere skete, at en ældre Assessor blev forbi- gaaet, i hvilken Henseende det anføres, at C. F. Lassen (der om en Uge blev 80 Aar!) udtrykkelig havde ønsket at komme i Betragtning, samt at Koefoed »saavidt vides« var 73 Aar, rykkes der nu frem med, at Regerin­ gen, der er enig, ønsker, at der i Spidsen for Retten stilles en Mand, »om hvem det vides, at han er gennemtrængt af de konstitutionelle Grundsæt­ ninger, der nu efter H. M.s ved Grundloven og de øvrige Forfatningslove tilkendegivne Vilje skal være de ledende i Statslivet,« men efter hvad der forelaa. for Offentligheden var der Grund til at betvivle, at dette var Til­ fældet med Koefoed. Rettens Justitiarius var den, der i den offentlige Me­ ning saa at sige gav Retten dens hele Præg, og det kunde derfor vistnok med Føje frygtes, at »Folkets Tillid til Retten, som det er af den største Vigtighed at bevare, vilde undergraves og Rettens Anseelse lide.« Endelig var Ministeriet overbevist om, at det meget paakrævede Lovforslag om en Lønningsforbedring for Rettens Medlemmer vilde møde uovervindelig Mod­ stand i Rigsdagen ved Udnævnelsen af Koefoed. Overfor denne Regeringens Argumentation gav Frederik VII altsaa efter. Det politiske Moment, der saa aabent førtes frem overfor Koefoeds Avancement, støttedes jo paa Rigsretssagen og kun paa den, da K. ikke optraadte offentlig. Sikkert var det ogsaa det bærende overfor Sporgsmaalet om de 5 afskedigcdes For- bliven. Det var dristigt at hævde, at en med Rettens Arbejdsomraade uøvet Jurist skulde være bedre egnet til at udforme Domspræmisser end Rettens Veteraner. 7. Juni 1856 havde Regeringen forstærket Retten i den ønskede Retning ved Udnævnelse til ekstraordinære Assessorer af A. L. Casse, A. F. Krieger og F. T. J. Gram. Højesteret II. *' 82 saa den faa Dage efter 80-aarige C. F. Larsen og den 71-aarige H. J. Koefoed. Undtagelsen af dem motiveredes ved deres frem­ ragende Dygtighed. Den 5. var tredjeældst af de 7 yngste. Den Alder, her var Tale om, havde man aldrig regnet for høj i Retten. I Forestillingen om at entledige Rothe og J. Koefoed tales der om det Formaal at bringe yngre og friskere Kræfter ind i Retten, en Overgang man havde villet gøre gradvis. Dette er straks nærmere Sandheden, som altsaa var, at det politiske Tidsskifte søgtes gjort effektivt i Højesteret ved en ekstraordinær Rekrutering af den. Det forstemmende er, at dette antagelig ikke havde fremstillet sig som paakrævet, hvis Assessorerne havde dømt anderledes i Rigsretten, og at Eftertiden og allerede Partifællen A. F. Krieger (se foran S. 77) erkendte, at det konstitutionelle Hovedspørgsmaal om Rigs­ rettens Berettigelse til at prøve Ministres Kompetence til efter Omstændighederne at disponere uden Bevilling var rigtigt afgjort ved Dommen. Afskedigelsens formelle Ekspedition var iøvrigt usik­ ker og kejtet. Ved Entledigelser paa Grund af Alder og Svagelig­ hed maatte der tilkomme Embedsmanden kgl. Paaskønnelse for lang og tro Tjeneste. Denne gaves Lowzow men ikke de to sam­ tidig afskedigede, derimod de to sidst afskedigede yngre. Ved de 3 første var Afskedigelsen dateret nogle Dage, forinden Udleveringen kunde finde Sted, saa at de som »afskedigede« havde været med i nogle Sager. Resolutionen af 31. Maj maatte derfor kasseres og en ny af 11. Juni udfærdiges; en lignende Fejl blev begaaet om Efter- aaret men opdaget inden Udfærdigelsen. Naar der i den sidst nedlagte Forestilling ogsaa taltes om det nye, der nu kom med den ved Lov 8. Marts 1856 ændrede Voteringsmaade og Retsplejens Ændring, maa bemærkes, at det første ingen væsentlig ny Opgave stillede, og den sidste skulde ikke berøre Rettens Arbejdsmaade. Det skyldtes kun en indtrængende Henstilling fra Departements­ chef Dahlstrøm — der stod A. S. Ørsted nær og var Svigersøn til H. C. Ørsted — at omtalte Paaskønnelse, der oprindelig havde været tiltænkt alle 3 men blev udstreget i Forestillingen for de to. dog opretholdtes for Justitiarius. For Regeringens egen Skyld fandt han det magtpaaliggende, at det skete ikke blev mistvdet »som om der var mindste Sympati med den Aand, der har dikteret de skammelige Angreb paa Højesteret, hvortil den senere Tid har været Vidne. Men,« tilføjer han tvivlraadig, »jeg ved ikke, om det er stemmende med den Anskuelse, der ligger til Grund for den tagne Bestemmelse«. 1852 var Assessorerne Engelhardt og Schiøn­ ning afskediget med 37 Aars Tjeneste bag sig og med kgl. Paa­ skønnelse. Steilwagen, der havde 35 Aar i Retten, skulde synes ikke at staa ringere. Nægtelsen for hans Vedkommende røber da det uoprigtige i Indstillingens Begrundelse. 83

Efter Treaarskrigen tumlede Regeringerne med den vel nok uløselige Opgave at ordne det samlede Monarkis Forhold paa en Maade, som kunde tilfredsstille Kravene til Frihed og national Ud­ vikling i dets forskellige Dele og tillige tilfredsstille de evropæiske Magter. Den Maade, A. S. Ørsted havde tænkt sig at gaa frem paa, efterat han under stærk Modstand havde tilvejebragt Told­ enhed, militær Enhed og en ny Tronfølgelov, nemlig uden Med­ virken af Junigrundlovens Myndigheder at nedskære deres Virk­ somhed til kongerigske Særanliggender og at lade Kongen alene skabe en Fællesforfatning, der rummede meget lidt Selvstyre, var i vide Kredse blevet opfattet som klart Grundlovsbrud, Afskedi­ gelser af politiserende Embedsmænd, Mandatnedlæggelser i Mængde af saadanne og talrige politiske Sagsanlæg opskræmte Sin­ dene. Og da Landsting og Folketing saa ens herpaa, fik Godsejer P. A. Tutein fuld Tilslutning, da han stillede Forslag om Rigs- retsaktion oprindelig for at have udstedt Fdg. 26. Juli 1854 om en Fællesforfatning sluttelig kun om Afholdelse af Rustningsudgifter uden Bevilling men ogsaa saaledes, at der skulde kræves Erstat­ ning. Alene Tscherning stemte imod. Presse og Publikum stillede sig paa Forhaand kritisk overfor, hvad der kunde ventes fra Høje­ steretsmedlemmernes Side. »Fædrelandet« kunde ikke glemme sine Mulkteringer i Naalestikskrigen under Christian VIII, og man kendte Ørsteds Autoritet overfor de ældre Dommere i Højesteret. Nu gjaldt det jo at faa ham dømt for »Højforræderi«; denne Bra- vade, som Rigsretten senere afviste som helt uden Rod i Lovgiv­ ningen, havde Advokat Brock ikke kunnet nægte sig i Anklage­ skriftet. At P. D. Bruun ikke blev genvalgt af Retten som Rigs- retsmedlem, ansaa man naturligvis for ganske ukorrekt. »Fædre­ landet« skaanede ikke Ministrene og navnlig efter Formalitetsken- delsens Afsigelse heller ikke Assessorerne: de udgjorde et Ørstedsk Kammeratskab, de var gamle Embedsmænd, der havde overlevet sig selv, og som man ikke kunde nære Tillid til i politiske Sager. Den tidligere Advokat Orla Lehmann, fra 1848 Amtmand i Vejle og nu Rigsdagsmand havde som fhv. Martsminister megen Indfly­ delse, og i denne Sag havde han lagt saa stor Iver for Dagen, at de anklagede havde gjort et forgæves Forsøg paa at faa ham er­ klæret inhabil som Dommer. Kriegers Dagbøger for 3. December 1855 viser, at han nu overfor Regeringen virkede for den Plan at ombytte Lowzow med Rigsrettens Formand, Professor J. E. Lar-

') Naturligvis var Lehmann overbevist om, at Lowzow var fuldblods reaktionær, og til hans Overbevisning har det antagelig bidraget, at Lowzow var gaaet ind for den Reaktion, der mødte ham i 1844 ved hans Edsaf­ læggelse som Advokat, se Højesteret fra 1790 til Grundloven (1950) S. 178.

o* 84 sen. Da Dommen saa faldt og dermed Folketingets juridiske Neder­ lag var beseglet, langedes der ud mod »de faste Statsdommeres Skrøbelighed og Upaalidelighed«, og med Fyndordet »Højesteret er dømt« fastsloges Kravet om en personlig Reaktion overfor Retten. To Forhold maa endnu omtales for at sætte denne Episode fra vort Forfatningslivs Ungdom i det rette Lys. Stemmegivningen var hemmelig, og autentisk Oplysning derom altsaa udelukket. Pressen respekterede ikke dette men udtalte sig frejdig om, hvorledes den var foregaaet, idet man gav den gale Oplysning, at alle Frifindel­ serne og ikke blot Billes, Hansens og Sponnecks kun havde Asses­ sorernes Stemmer bag sig. Til 8. April 1856 havde »Fædrelandet« 30 Gange et Inserat løbende i sine Annoncer indeholdende Nav­ nene paa de 8 Assessorer, der »frifandt Ministeriet«, og skønt Dagbladet 3. Marts blev vidende om det rigtige Forhold, tilbage­ kaldte det intet. Opinionsmæssigt var der en betydelig Interesse i at skabe og opretholde denne falske Tradition, der formentlig ogsaa har ført den senere statsretlige Teori paa Afveje, se S. 79. Uveder- hæftigheden her gør det berettiget at tvivle paa større Vederhæf­ tighed, naar de enkelte Assessorer kritiseredes som ringe og »under Gennemsnittet af Indsigt«, og hvorfra havde Bladene i det hele Grundlaget for denne Bedømmelse? Begge de nævnte Blade kan i deres Forhold til Retten kun karakteriseres som de intellektuelles og dannedes Smudspresse. Det andet Forhold er, at man tilbageholdt en tiltrængt Løn- ningsforbedring, til Rigsretssagen var overstaaet, og det havde vist sig, hvorledes der blev stemt i denne. Assessorerne i Overretterne og Kriminal- og Politiretten havde allerede ved Lov 10. April 1855 faaet Lønforhøjelse. For Højesterets Vedkommende fremsattes det tilsvarende Forslag, der efter Ministerens Fremstilling kun gav det efter Prisforholdene absolut fornødne, først efter det gennemførte personelle Arrangement. Da det talmæssigt var en ret betydelig Stigning, var Lovens Gang gennem Folketinget ikke ganske let. Justitiarius steg fra 4000 Rdl. (+ 200 Rdl. til en Skriver) til 5000 Rdl. (+ 200). Assessorernes Lønning blev for alle 3000 Rdl. sti­ gende med 200 Rdl. hvert 3. Aar til 4000 Rdl., medens Lønningen tidligere havde været for Nr. 1 og 2 : 3000 Rdl. for Nr. 3 —6 2800 Rdl. for Nr. 7—8 2600 Rdl. og for Nr. 9—12 2400 Rdl. I Forestil­ lingen om Lowzows Entledigelse, hvor det var sagt, at paatænkte Afskedigelser paa Grund af Alder og Svagelighed tilbageholdtes for ikke at indvirke paa Rigsrettens nuværende Sammensætning, var der ogsaa talt om en forestaaende Lønningsreform og sagt, at da de afskedigede Assessorers Pension ifølge Grundloven er lig deres Lønning, maatte denne Reform for Højesteret ogsaa udskydes. Det 85 skulde altsaa undgaas, at en »gammel og svagelig« Assessor efter en kun kort Tjenestetid under en ny Lønningslov i Resten af sin præsumptivt korte Levetid sad med en større Pension, end han i det meste af sin Tid havde haft Udsigt til. Det samme siges i Motiverne til Loven, Departementstidende 1856 S. 1079, og under D ebatten (Folketingstidende 1856/5T Sp. 307) udtalte M inister C. C. Hall paa Justitsministerens Vegne, at det havde været erkendt, at de Forhold, der har bestaaet i die senere Aar, maatte medføre, at medens saadanne Forbedringer blev tildelt andre og navnlig ogsaa Medlemmerne i Overretterne,, maatte lignende Foranstaltnin­ ger opsættes for Højesterets Vedkommende, men at det betragte­ des som en Selvfølge, at naar disse Forhold var hævede, Spørgs- maalet om en væsentlig Forbedring i Hojesteretsassessorernes økonomiske Stilling da maatte komme frem. Den her til Orde kommende Frygt for at bringes til at give for meget i Pension, naar Gagers og Pensioners Forhøjelse kun var Ajourføring under Hensyn til Prisstigning, vilde ikke være meget rundhaandet overfor virkelig gamle og svagelige Embedsmænd og ikke særlig loyal over­ for Grundlovsreglen, men som paavist var det i Virkeligheden ogsaa overfor formentlig forbenedtf og reaktionære Dommere, Af­ skedigelserne skulde bruges. Men herved fik Udsættelsen ogsaa en hel anden Karakter nemlig af en Trusel mod Rigsrettens Asses­ sorer, der imidlertid bestod Prøven med Hæder. Muligvis havde det efter Dommen været vanskeligt at gennemføre Forslaget uden en saadan Soning til Stemningen, som Regeringen havde været med til at hidse op, men i April 1855 kunde der ikke have været noget i Vejen. Af Debatten skal endnu anføres et Par Udtalelser. Sp. 316 siges det, at der vilde have været Vanskeligheder med J. E. Lar­ sens Ansættelse fra Professorstillingen, hvis der ikke havde været Udsigt til Lønstigning. Justitsministeren udtalte Sp. 112, at saa- længe Underdommerembederne var saa vel aflagt, som de var, tyede Folk hellere til disse Embeder end til at modtage de vel med faste men med lavere Gager aflagte Embeder, hvorfor det var vanskeligt at faa Posterne i Overretten og navnlig i Højesteret besat med dygtige Mænd. Heldigvis, vil jeg her indskyde, har der altid været Folk, for hvem den saglige Interesse har skudt dette Hensyn til Side. Lidt mærkeligt lød det Sp. 144, naar Ministeren (i 1856!) argumenterede mod, at de ekstraordinære Assessorer kunde bruges, ved at sige, at en Del af dem kun mødte »ved Ret­ tens Aabning«. Lønningsloven genlnemførtes 21. Januar 1857. Ved foranstaaende kan henvises til Bidrag til Højesterets Historie, Af­ snit V. Trods Tilsløringen i de overfor Kongen nedlagte Forestillinger 86 fremlyser det, at »Tillidskrisen« overfor Højesteret — for at bruge et moderne Udtryk — ikke angik Rettens almindelige Virksomhed men kun dens Medvirken i Rigsretten (og i politiske Sager, hvor man imidlertid skulde have indført Nævninger). Ingen kunde jo vide, hvilke konstitutionelle Skyer der i Frem­ tiden vilde trække op i Frederik VII’s Monarki. Derfor maatte Rigsretten — gennem Højesteret — fornyes, og derfor blev der ogsaa mellem Overretternes og Højesterets Lønningslove et Tids­ rum af henved 2 A ar*). Dette var nu kun en forbigaaende Begivenhed indenfor Rettens lange Personalehistorie. Men ogsaa en Begivenhed af blivende og indgribende Betydning blev Frugten af Rigsretssagen, og denne Frugt modnedes først. Det var Lov 8. Marts 1856, hvorved det paalægges Højesteret at angive Grundene for dens Domme. Emnet var ikke nyt, forsaavidt som Herredsfoged Justitsraad With i 1842 og 1844 havde foreslaaet at andrage om Fremsættelse af et saadant

') I Gehejmeraadinde Andræs politiske Dagbøger ved Poul Andræ (1914) I S. 259 findes følgende temperamentsfulde Brev til Andræ fra den da 38- aarige Departementschef A. F. Krieger; Brevet er udateret: »Efter Samtale med mange Kbhvnere maa jeg nu til Retsbevidsthedens Betryggelse ansee det for aldeles nødvendigt, at Larsen snarest muligt bliver Justitiarius (da Scheel og Sponneck, Bluhme og Bille, Tillisch og Hansen have opnaaet een og samme Frifindelsesdom, er Scheel fortiden umulig) og at dernæst den Ene efter den Anden af de modne pilles ud, alene med Undtagelse af den »brune« Koefoed [H. J. K. hvis Hudfarve var mørk] Frifindelsens Hoved­ mand, for hvem det vil være en større Straf at see Larsen som Justitiarius, en Pinsel, der maaske endog vilde bevæge ham til at søge sin Afsked, uan- seet den mindre Pension [naar Afskeden ikke var uansøgt], Paa den Maade gik Lowzow, Lassen, Stellwagen, Nielsen og meget snart vilde da og Jacob Koefoed (Dumas’sk Ihukommelse) og Thomsen (maaskee den allersvageste) være afleverede. Af Candidater til de nye Pladser er der i det Mindste Blechingberg i Viborg, Flensborg i Hof- og Stadsretten, Meyer i Politi- og Criminalretten maaskee og Justitiarius Drewsen. Der blev da og Mulighed for at skaffe anstændige Kræfter ind i Overretterne, hvor de senere Besættelser have været skandaløse. Jeg anseer en saadan Reorganisation for nødvendig, dersom man vil forebygge Retsplejens De­ moralisation og en overilet Fremskyndelse af Jurysagen. Deres Fr. Kr. Sammenholdt med Kriegers senere sobre Udtalelser om Rigsretssagens formentlige Hovedproblem: ovenfor S. 77 virker dette Brev ret forbløf­ fende. Det maa altsaa være de andre Punkter: foruden Formaliteten om der var Undskyldning for ikke at gaa til Rigsdagen og oin enkelte af Ud­ gifternes Hensigtsmæssighed, han her hæfter sig ved. Ogsaa forsaavidt er den heftige Tone paafaldende, da dette dog var Spørgsmaal om Skøn og Procedure. De indledende Ord viser, at han gør sig til Talsmand for en Folkestemning — og har ladet sig selv rive med af den. 87

Forslag i Viborg Stænderforsamling. Han tænkte sig, at der paa Justitskontoret under Assessorernes Tilsyn efter Dommenes Afsi­ gelse kunde udfærdiges Præmisser, der kunde offentliggøres i et periodisk Blad. Baade Præsidenten P. D. Bruun og Kommissarius Ørsted havde hævdet, at det var uforeneligt med den paakræ­ vede Hurtighed i Rettens Arbejde, og i Komitebehandlingen var Forslaget blevet indskrænket til i Straffesager at angive det Fak­ tum, hvorfor der er domfældt. I December 1855 stillede Hother Hage sammen med L. C. Larsen og G. Aagaard følgende Forslag i Folketinget: »I alle Domme, der afsiges af Højesteret, angives Grundene, hvorpaa Domsslutningen støtter sig.« Begrundelsen var den Interesse, Kundskab om Grundene havde for Parterne og af Hensyn til Præjudikatvirkningen ogsaa for andre, samt Grund­ lovens Bud om Offentlighed i Retsplejen. Den Erklæring, der straks blev indhentet hos Generalprokurør Algreen Ussing, gav det ikke Støtte. Han kunde kun følge det Withske Forslag i dets stærkt be- skaame Skikkelse men dog ogsaa som i norsk Ret medtage Op­ lysning om Grundene til en Sags Afvisning. Derefter spurgtes Højesteret, der 18. Januar 1856 afgav en af alle Tilforordnede underskrevet samstemmende Erklæring, der var paa Linie hermed. Man begynder med at sige, at Grundlaget for den bestaaende Ord­ ning var Hensynet til Sagernes hurtige Fremme. Dette stemmer vel ikke med det historiske, forsaavidt som Instruksen af 1674, der forbød de i de tidligere saakaldte Sentenser brugte Begrundel­ ser, til Forsvar herfor kun anførte, &t der efter Højesterets Domme ikke var nogen Appel eller Revision, se Sophus Vedels Højesterets- historie (1888) S. 93, men efter den Betydning, Instruksen af 7. December 1771 overalt tillægger Besparelsen af Tid, var det natur­ ligt først at prøve Vægten af dette Hensyn, og man fremhæver, at det ikke vilde lette Sagen at faa Udkast udarbejdet af Sekre­ tærerne eller paa Justitskontoret. »Ledede af Erfaringen om, hvil­ ken Tidsanvendelse det stundom k tæver blot at forenes om Doms­ konklusionens Affattelse« erklærede de Tilforordnede det for uoverkommeligt for Højesteret med sit nuværende Antal Medlem­ mer at give alle Domme Præmisser. Af Hensyn til Enhed i Rets­ plejen var det ogsaa betænkeligt at forøge dette Antal og derefter dele Retten i Sektioner. Fra 1845 til 1853 var der nok en Nedgang fra 426 til 327 Sager, men det skyldtes ikke Nedgang i de civile Sager, som er dem, der tager længst Tid; de senere Aars Kommis- sionsbehandling af Grupper af Straffesager, der behandles som en samlet Sag, spiller ogsaa her en Rolle. Forsaavidt der i Tinget havde været gjort Bemærkninger om Rettens 3 Maaneders Ferie, siges det, at denne, der iøvrigt afbrydes af to Ekstrasessioner, væsentlig 88 er anordnet for at give Advokaterne Tid til at gennemgaa de civile Sager, og at Tiden anvendes til Cirkulation af skriftlige Sager. Med Hensyn til civile Sager bemærkedes det, at der var al An­ ledning til at antage, at Spidsfindighed og ensidig Kritisering af Grundene til en Dom, naar disse kundgjordes, vilde blive benyttet til at besmykke Forhold, i Henseende til hvilke en Part ikke fik Medhold i Højesteret. Gives der Præmisser til Højesterets Domme, saa vil enhver, der mener at have Grund til Misnøje med en saadan Dom, ofte aldeles ensidig stræbe at vise Utilstrækkeligheden af, hvad der for Højesteretsdommen er paaberaabt. 1 saa Fald bliver der altsaa ikke Endelighed men ny Strid. Erklæringen fortsætter: »Om det nu end tør antages, at den fornuftigere Del af Publikum ikke i Kritik af den omhandlede Slags vil tro at finde en retfærdi- gere Bedømmelse af den paagældende Sag end den, der er udgaaet fra Højesteret, hvem Sagen har foreligget i sin Helhed og som beklædes af Mænd, der efter forudgaaet Prøvelse under lige Virk­ somhed i underordnede Instanser af Regeringen er anerkendt som dygtige til at betros Retfærdighedens Haandhævelse paa det øverste Standpunkt, saa maa det dog vistnok befrygtes, at den Fripostighed. hvormed deslige Udtalelser oftest fremtræder, for den store Mængde kan vække Tvivl om Retfærdigheden af den Afgørelse, der dog er og maa være den endelige, og at give Anledning dertil burde dog være i høj Grad betænkeligt.« Med Hensyn til Straffesager anbefales det som i Norge at op­ lyse om Faktum og den anvendte Bestemmelse; det erkendes at den dømte har Krav herpaa og at det har Interesse for senere Sager; hidtil havde man paa Forespørgsel givet Oplysning derom. Ved Hjemvisningsdomme angaves allerede nu Manglen, og det samme kunde ske ved Afvisning, men naturligvis nævnes kun den Grund, som Proceduren har beskæftiget sig med. Rettens Holdning overfor den paatænkte Reform var altsaa kon­ servativt forsigtig og paavirket af Ubehag ved de Toner, der saa ofte havde lydt i Pressen ikke mindst i de seneste Dage efter For- malitetskendelsen i Rigsretssagen; men den stod dog ikke ene; den havde Tilslutning hos Generalprokurøren og til en Begyndelse ogsaa hos Justitsminister Simony, der i Folketinget begyndte med at ud­ tale sig for det, som Stænderforsamlingen var standset ved, med Tillæg af at oplyse Grundene for Hjemvisning og Afvisning. Folke­ tinget, der enstemmig gik ind for Forslaget, bragte ham imidlertid paa andre Tanker særlig da det havde vist sig, at en Forespørg­ sel hos Kollegerne i Ministeriet, som Udvalget havde opfordret ham til at fremsætte, gav et lignende Resultat. Flertallet ønskede skrift­ lige Præmisser enkelte offentlig Votering. Tinget vedtog da fol- 89 gende Affattelse: »Senest 1. Oktober 1856 skulle Højesterets Domme ledsages af Grundene, hvoirpaa Domsslutningen støtter sig eller ogsaa skal Voteringen være offentlig. Justitsministeren be­ myndiges til nærmere at ordne Miaaden, hvorpaa denne Lov skal udføres samt iøvrigt at træffe dfc Foranstaltninger, som derved maatte gøres fornødne.« I Landstinget nedsattes et Udvalg med J. E. Larsen som For­ mand, Orla Lehmann som Ordfører samt B. Christensen. De to sidste gik uden Tøven ind for Reformen i dens Helhed men mode­ rerede dog kendelig Folketingets Vedtagelse. De bemærkede, at man der syntes at have tænkt sig et Valg mellem skriftlige Præ­ misser og offentlig Votering gjort en Gang for alle af Justitsmini­ steren, men vel efterat Retten var hørt. Det burde ialfald henlæg­ ges til Kongen, men det fandtes mest stemmende med Rettens Værdighed og andre Bestemmelser om denne, at den i hvert enkelt Tilfælde kunde vælge mellem de to Former og overhovedet selv nærmere ordne Maaden for Lovens Udførelse. I sidstnævnte Hen­ seende foresloges dog følgende Regler optaget i Loven: Ved offent­ lig Stemmegivning kan en Raadførsel inden lukte Døre gaa forud. Ved skriftlig Begrundelse kan Affattelsen heraf i fornødent Fald udsættes til en af de paafølgendtf Dage, efterat selve Domsslut­ ningen er vedtaget. Dog kan ingen ny Sag foretages, forinden Domsslutningen i Forbindelse med den dertil hørende Begrundelse er kundgjort. Instruksens § 12 krævede en paabegyndt Votering fuldført i samme Retsmøde og § 17 forudsætter aabenbart, at Dom­ men, der ved Voteringens Afslutning var færdig efter Optælling af Stemmerne, straks afsagdes. Her anerkender man altsaa, at Domsaffattelsen, naar den skal være forsvarlig, ikke kan holdes indenfor Rammen af den enkelte Retsdag. Men man opretholder, at ingen ny Sag maa skydes ind, men at hver Sag skal gøres helt færdig for sig. Endelig vilde man r)ojes med at se den nye Ordning i Virksomhed fra Marts 1857. Udvalgsflertallets Forslag blev alle til Lov. J. E. Larsen tog ikke Afstand derfra men ytrede dog nogen Betænkelighed. Offentlig Votering troede han ikke i Almindelighed var anbefalelig. Ved Sagens Tilbagevenden til Folketinget oppo­ nerede den senere Højesteretsassessor O. Müller mod, at Foreta­ gelsen af en ny Sag skulde afvente Domsafsigelse i den forud pro­ cederede, og 1919 faldt dette ogsaa bort efterat have spildt en Del af Rettens Tid i Aarenes Løb. Justitsministeren forsvarede det med, at det stemte med Rettens Ønske i dens Erklæring. Dette Forhold var dog direkte ikke omtalt deri, men naar Retten til Forslaget om, at dens Medhjælp skulde lave Udkast, havde ind­ vendt, at saa havde Assessorerne maaske ved den senere Forelæg- 90 gelse deraf ikke Sagen i frisk Minde, gik han altsaa ud fra, at Sagen her vilde være den samme. Dette Forhold burde i hvert Fald have været overladt til Rettens konkrete Ordning. Iøvrigt bemærkede Lehmann og B. Christensen, at de vilde finde det til­ strækkeligt i kriminelle Sager at angive Forbrydelse og Lovbud og ved Frifindelser, om den var grundet i Mangel paa Bevis eller i, at den beviste Handling ikke var strafbar, medmindre der forelaa nye Oplysninger; i civile Sager gjaldt det om at angive Hoved­ summen af de Tanker, der havde været bestemmende for Majori­ teten. At redegøre for Mindretallets Standpunkt laa helt udenfor Opgaven, der tydelig var angivet som kun at oplyse Domsslutnin- gens Grundlag. Naar dette spaltede sig i to eller flere Begrundel­ ser, førte Ordene til at kræve Oplysning om dem alle, men det kan straks bemærkes, at den traditionelle Fortolkning krævede Enighed om Begrundelsen fingeret. Dette var en uberettiget Ind­ skrænkning i den af Loven bestemte Offentlighed, der kun kunde være støttet paa, at Loven misbilligede, at Meningsforskel inden­ for Dommerkollegiet kom for Dagen, men ved Adgangen til offent­ lig Stemmegivning viste Loven det modsatte. Af Rigsdagsforhandlingerne om Loven, der blev holdt i et vær­ digt Plan, præget af at være Grundlovsopfyldelsc, skal kun nævnes Redaktør Plougs Udtalelse, at den sædvanlige Tillid til Højesterets Afgørelser i en Klasse Sager nemlig de politiske havde lidt og efter hans Mening burde have lidt et Skaar. Han tænkte sikkert paa, at Nævningedomstolene i politiske Sager skulde hele Skaaret, men nogen god Spaamand var han ikke.

J. E. LARSEN, P. G. BANG OG A. W. SCHEEL JUSTITIARIER 1856—61. Svigerfader til den reaktionære Exfinansminister Rigsgreve C. W. Eppingen Sponneck var fjernet fra Rettens Ledelse og afløst af en fremskridtsvenlig juridisk Professor, var for de toneangivende Poli­ tikere Tegnet paa, at den nye Tid endelig var naaet til den øverste Domstol. Naar i dette Afsnit de tre følgende Justitiarier er stillet sammen, er det ikke blot, fordi de to af dem — den ene ved sit Livs Korthed den anden efter eget Ønske — kun fik en Virketid af tilsammen 9 Maaneder, hvoraf Haivdelen var Ferietid, saaledes at de ikke naaede at sætte sig dybere Spor, men ogsaa fordi Re­ geringen i disse Aar ikke alene ved sit første Valg men ogsaa ved de to følgende indtog en afvisende Holdning overfor Højesterets- 91 kollegiets naturlige Aspirationer i Retning af Selvsupplering *). Ønsket om Sikkerhed for, at Lederen var en politisk forstaaende Mand, gjorde sig stadig gældende næppe med Henblik paa Dom­ stolens nyerhvervede Kompetence til at prøve Overholdelsen af Øvrighedsmyndighedens Grænser men derimod paa dens Stilling som Bestanddel af Rigsretten. Der gik dog over 20 Aar, før dette atter blev aktuelt, og da var det dfc nu ledende Politikere, der sad paa Anklagebænken. I Mellemtiden mellem Larsens Død 16. November 1856 og Bangs Tiltræden næste Nytaar indledede Justitsminister Simony en praktisk vigtig Reform ved Rettens Arbejde i Salen nemlig Anvendelsen af trykte Ekstrakter aif de fremlagte Dokumenter, der dokumenteredes ved Justitssekretærens Oplæsning foran Skranken. Af Hensyn til de mange kriminelle Sager og da Indførelsen af Domspræmisser vilde lægge forøget Beslag paa Rettens Tid, fore- spurgte Ministeren, om man ikke i Lighed med den norske Høje­ steret ønskede at indføre litograferede eller trykte Ekstrakter. Dokumentation ved Oplæsning skulde naturligvis vedblive, men Foranstaltningen vilde betyde en Lettelse for Dommerne ved at undgaa den tidsspildende Diktering ofte fortsat uafbrudt i flere Timer. Udgiften skulde opføres paa Finansloven, hvortil Rigsdagen var villig, og en af Assessorerne -— efter det foreliggende P. D. Bruun — havde informeret sig om Fremgangsmaaden i Norge. Ad­ vokaterne hørtes, og Forslaget vandt naturligvis helt igennem Bi­ fald. Tidligere havde der i det højeste været Tale om, at der leveredes Dommerne skrevne Genparter af Stævningerne og Kon­ klusionerne af de afsagte Domme samt af Hoveddokumenterne i civile Sager, se HR fra 1790 til Grl, S. 56 og 81. Som A. F. Krieger senere udtrykte det, opdagede man ved Hjælp af Norges Højeste­ ret, at Bogtrykkerkunsten er opfunden, »og enhver som har prøvet Forskellen mellem at votere paa Grundlag af trykte Ekstrakter og at maatte undvære saadanne, vil anerkende, at det er en Vel­ signelse for Højesteret, at Bogtrykkerkunsten er opfunden«, se A. F. Krieger som Jurist (1923) S. 57. D er var stillet 2400 Rdl. til Raadighed, men ifølge Skrivelse 27. Juli 1857 fra Bang ses det, at der behøvedes 4400 Rdl. Ordningen var traadt i Kraft i Maj s. A., og Bog- og Papirhandler Gandrup anbefaledes som Entreprenør for

') Ifølge Buchs Livserindringer havde efter Justitiarius Anker Borne- manns Afgang i 1843 2 Assessorer pía Rettens Vegne henvendt sig til Christian VIII om Ansættelse af C. F. Lassen. »Den adelige v. Lowzow, der ikke var nogen særlig dygtig Dommer, men erkendtes at besidde betydelig Dygtighed m. H. t. de øvrige Justitiariys paahvilende Hverv blev dog fore­ trukket,« tilføjer Buch. 92

Trykningen. Han havde tidligere hos Advokater arbejdet med som »Ekstrahent«, saaledes at de kunde sende ham deres Materiale til Ordning. Man havde iøvrigt sparet og af 50 kriminelle Sager kun brugt Trykning i 21. Naar Aktor skønnede, at der efter den tid­ ligere Maade med Diktering ikke vilde medgaa over IV2 Time, an­ vendtes nemlig fremdeles denne Maade. Ekstrakternes Omfang, siges det sluttelig, vil ikke kunne indskrænkes, og Vederlaget til Gandrup kunde ikke nedsættes. Anvendelsen af Kontratryk vilde være kostbarere. 21. April 1858 anmodes om, at Anvisningen til Gandrup ikke længere sker til Justitiarius men direkte til G. eller til Justitssekretæren. Foruden denne Sag fik Bang straks ved sin Tiltræden at for­ berede Fremgangsmaaden ved den Afgivelse af Domsbegrundelse, der skulde tage sin Begyndelse næste Højesteretsaar. Han udtalte sig herom i en Skrivelse af 12. Januar 1857 til de Tilforordnede. Lov 8. Marts 1856 havde overladt Retten at vælge mellem offentlig Stemmegivning, eventuelt efter Raadførsel inden lukte Døre, og skriftlig udarbejdede Præmisser, der angav Grundene for Konklu­ sionen, altsaa i Tilfælde af Meningsforskel mellem Dommerne kun den sejrende Mening. Han udvikler, at der kunde være Tale om at beslutte altid at anvende offentlig Stemmegivning eller aldrig at gøre det eller delvis at anvende offentlig Stemmegivning delvis skriftlige Præmisser. Paa Forhaand at træffe noget af disse Valg var dog ikke hans Forslag men derimod tidligst at tage Bestem­ melse, naar den enkelte Sag optoges til Dom. Navnlig en Mængde kriminelle Sager var efter hans Mening saa simple, at det straks kunde skønnes, at de skulde stadfæstes, og naar da ingen ønskede forudgaaende Raadførsel — hvortil hver enkelt maatte være be­ rettiget — kunde Bestemmelse træffes om at votere offentligt. Ellers først efter Raadførelsen, som Bang aabenbart tænkte sig forløbende som en almindelig Votering, saaledes at Retten efter dens Slutning enten kunde lade den gælde som Grundlag for Af­ fattelse af skriftlige Præmisser eller som en Raadførsel, der af­ løstes af den »endelige Votering«. Beslutningen herom tilkom naturligvis den samlede Ret. Med Hensyn til Valget mellem de to Fremgangsmaader betegner han Hovedgrundene mod offentlig Stemmegivning saaledes: 1) at den Miskendelse, hvorfor enkelte voterende kunde blive ud­ sat navnlig ved en systematisk Agitation imod dem i Pressen, ej blot vilde krænke den paagældende men og muligen indvirke skade­ ligt paa Rettens Virksomhed i det hele, 2) at den offentlige Votering i de ikke sjældent forekommende Tilfælde, i hvilke Sagen er saa tvivlsom, at der næsten er lige 93

Stemmer for modsatte Resultater, vil nedbryde Rettens Anseelse hos den store Masse af Folket, dør ej kan indse, at dette Onde er uundgaaeligt, for ej at tale om de Parters Misfornøjelse, som Dommen i saadant Tilfælde gaar imod. Den sidste af disse Ulemper har man efter 80 Aars Forløb i den nuværende Lovgivning sat sig ud over, og den fornødne Frem­ gang i Forstaaelsen kan vel ogsaa ventes at være eller ville komme tilstede. Den førstnævnte viser Bangs Erkendelse af Oppositions­ pressens mislige Holdning i de forløbne Aar senest under Rigs- retssagen og hans klare Forstaaelise af, at en saadan Holdning rummede Fare for Indvirkning paa Rettens Holdning. Ved Kongens Tilbagetræden som Overhoved for Højesteret havde Retten mistet et Værn for sine Lemmer, og det laa milefjærnt fra det herskende Parti at skabe et nyt ved Regler i Lighed med engelsk Ret om contempt of court. Som sin egen Mening, hvorom han udbeder sig Kollegernes Er­ klæring i betimelig Tid inden Marts, ytrer han, at man foreløbig kunde begynde med at give Præmisser i alle Sager, hvor der stad­ fæstes in terminis (ved Enighed baade i Resultat og Begrundelse), indtil Erfaring viser, om dog ikke denne Affattelse af Præmisser vil medføre et saa stort Ophold i Sagen og give Anledning til en saadan stadig angribende Kritik i Pressen af de bekendtgjorte Præmisser, at den efterhaanden kunde undergrave Tilliden til Ret­ ten som en Helhed, saa at man tilsidst dog kom til den Erkendelse, at det var tilraadeligere, naar Offentliggørelsen af Grundene til Højesterets Domme en Gang er blevet Lov, i det mindste til dels at benytte offentlig Votering. Om Pressen nogensinde er kommet ind paa en saadan Kritik, vides ikke. Hvis den i det hele har vidst noget om de to Fremgangsmaader, der var anvist Retten, har den formodentlig opfattet Forholdet saaledes, at Valget en Gang for alle var truffet til Fordel for de skriftlige Præmisser, thi saaledes forholdt Retten sig i Fremtiden. Den nye Justitiarius gik derpaa over til at sige noget om den skriftlige Præmittering, idet han pøa en Maade, der heldigt kon­ trasterede med Ministerens Betoning i sin Tid, se S. 80, af det ønskelige i at faa en Kraft udefra til Indførelsen af Lov 8. Marts 1856, bemærkede, at da han først nylig havde taget Sæde i Retten, savnede han den Erfaring, hvoraf navnlig hans ældre Kolleger var i Besiddelse, og derfor ikke kunde give bestemte Forslag. Han kunde dog fremsætte en Række Putnkter som Grundlag for senere Forhandling. Han tænker sig, at den, »der staar for Dommen« alt- saa oftest 1. eller 2. Voterende, gor Udkast og faar en Frist dertil eventuelt til næste Dag. Det overlades eventuelt til Justitiarius at 94 anmode en Assessor om at bistaa og selv at tiltræde. Konceptet dikteres saa Kollegerne, der erklærer sig over det. Det er tilstrække­ ligt, at Justitiarius egenhændig indfører Konklusionen i Domproto­ kollen til Aflæsningen af Dommen; nedenunder kan saa senere Præmisserne tilføjes. Om selve Affattelsen kunde der maaske og­ saa gives visse Regler, f. Eks. at Præmisserne udgør en kort Eks­ trakt af Pluralitetens Votering, at der ikke motiveres, at noget er bevist, og at almindelige Grundsætninger ikke udtales, men at Fremstillingen holdes konkret. Han udkaster sluttelig Tanken om et Uge- eller Maanedsskrift til Indførelse af Domme med Præmis­ ser men altsaa ikke af Domme efter offentlig Stemmegivning; med Hensyn til dem tænkte han sig iøvrigt sædvanligt Sekretærreferat. 1 »Højesteretstidende udgivet af Rettens Protokolsekretærer« fra 1857 *) blev dette virkeliggjort og som Følge af den Praksis, Ret­ ten fulgte med altid at give Præmisser, kunde Tidenden bringe alle Rettens Domme. Ogsaa tidligere havde naturligvis Trangen til Oplysning om Rettens Domme gjort sig gældende. Af en Erklæ­ ring fra Justitiarius Bomemann af 6. Dec. 1841 ses, at Rettens Justitssekretær fra 1831 havde haft en Ordning med Berlingske Tidende om at levere Meddelelser om de afsagte Domme; det var nu bortfaldet men søgtes fornyet. For Fremtidens Vedkommende blev man fri for de hyppige Forespørgsler om, hvad der havde været Begrundelsen for de afsagte Domme. Enhver saadan Fore­ spørgsel illustrerede det mangelfulde i den forladte Ordning. Man kan ikke noksom skatte Betydningen af, at der nu var naaet frem til virkelig Offentlighed med Hensyn til Rettens Domme frigjort for den Omtrentlighed der havde klæbet ved Dommene før 1857. Den Form, P. G. Bang foreslog for den nye Ordning, var i god Overensstemmelse med Landstingsudvalgets Tanke og med Ret­ tens Tilbøjelighed. De Præmisser til Rigsretsdommen, som H. J. Koefoed havde sat op, kunde iøvrigt staa som et godt Forbillede. Men Alternativet offentlig Stemmegivning har Rettens Medlemmer den Gang og senere sikkert kun betragtet med Hovedrysten og er derved ført ind paa den foran S. 90 omtalte indsnævrende For­ tolkning. Bang anslog Præmisaffattelsen til at tage V« af Rettens Arbejdstid. I nogle Overvejelser om Arbejdets Planlægning drøf­ ter han, om Lørdagen, der var fri for Retsmøde, ikke kunde ind­ drages dertil, men fremhæver, at det vilde være besværligt for Assessorerne, og da Advokaterne bruger denne Tid til at forberede

*) Hertil kom 1861—64 Overretsassessor N. F. Schlegels Samling i 3 Bind af Højesteretsdomme 1818—56 stadfæstede in terminis med systema­ tisk Oversigt 1800—65 (1866). Skrivelse af 22. Okt. 1860 udtaler, at M ateria­ let staar til hans Raadighed men ikke Voteringsprotokollerne. 95 de store kriminelle Sager, ogsaa for dem og indirekte for Arre­ stanterne. Under J. E. Larsen indtraadte H, A. Mollerup og A. Chr. Meyer i Stedet for de samtidig med L o w z q w afskedigede Assessorer Stell- wagen og Nielsen (der døde 14. Fqbruar 1864 og 5. Oktober 1863) og under P. G. Bang indtraadte A. G. Blechinberg og H. A. Faith efter de lidt senere afskedigede Assessorer Rothe og J. Koefoed. Disse døde 4. Januar 1858 og 10. Marts 1858. Endnu 4 nye Med­ lemmer kom til inden Bangs Død 2. April 1861 nemlig Chr. F. Wilse, der genindtraadte efter C. F. Lassen, C. Bornemann der sukce- derede F. Thomsen ved dennes Død 1859, O. F. Müller, der fulgte efter H. J. Koefoed, og A. F. Krieger, der fulgte efter Wilse, der døde 22. August 1860. Af de afgadede var C. F. Lassen og H. J. Koefoed de anseligste. Deres særlige Dygtighed havde været aner­ kendt af Ministeriet i de Dage, da Stormen gik hen over Retten, og i denne Henseende havde de officielle Ord dækket Sandheden. Den i 1856 80-aarige Lassen, der havde meldt sig til Justitiariatet og derved givet Ministeren et Argument mere til at holde Koefoed borte derfra, holdt endnu ud til 24, Oktober 1858 og kunde da se tilbage paa 45 Aars Tjeneste i Retten, den længste Tid der er naaet af nogen. Han havde siddet under Chr. Colbjørnsen og set 20 Kol­ leger komme og atter gaa. Nu lod han sig altsaa afskedige og blev Gehejmekonferensraad; han døde 1. November 1860. Koefoeds Tje­ neste i Retten spændte over henved 40 Aar, og hans Alder var 74 Aar. I Kriegers Dagbøger for 20. Januar 1860 hedder det, at hans Ansøgning om Afgang var fremkaldt ved Udfaldet af Rettens Valg af Rigsretsmedlemmer, hvor der efter hans Mening havde været en Aftale om ikke at stemme paa sig selv, hvad de andre ikke overholdt. En Erklæringsskrivelse 51. Januar 1860 oplyser, at Wilse og Mourier var blevet valgt ved Kyvalg til Rigsretten1). I den nedlagte Forestilling hedder det, at det var kommet til Ministeriets Kundskab, at hans Syn var saa svækket, at han vanskelig kunde læse Ekstrakterne, hvorfor han burde skaanes for længere Tjeneste. Naar Krieger tilføjer: »Bang er gLad over Rotwitts Villighed til at vise Højesteret og navnlig K. Opmærksomhed; han gaar af med stor Ære«, tænker han formodentlig paa en Henvendelse til K. fra Skranken. K. havde haft sin Styrke i sit nøje Kendskab til Fortil- fældene, han var anerkendt som Rettens stærke Mand og havde under Rigsretssagen paadraget sig et dertil svarende Had blandet med Respekt. Naar Ploug den Gang skrev om et Ørstedsk Kamme-

*) I Buchs Livserindringer omtales stimme Begivenhed men saaledes, at K.s Skuffelse førte til Omvalg, hvorved han opnaaede Valg, og dette var herefter en ældre Begivenhed, hvad nok er sandsynligere. 96 ratskab med Assessorerne, var der sikkert ikke mindst tænkt paa ham, der hørte til Ørsteds Omgang og blev den første Formand i det paa hans Navn lydende Prismedaillelegat, der har Tilknytning til Retten. Han opnaaede som Lassen en Alder af 84 Aar og døde 3. Februar 1870. Tallene for de i denne Periode ekspederede Sager var følgende: 1857: 57 civile, 253 Justitssager, tilovers 24 1858: 73 civile, 263 Justitssager, tilovers 13 1859: 91 civile, 261 Justitssager, tilovers 23 1860: 64 civile, 286 Justitssager, tilovers 17, hvilket udviser en ret betydelig Stigning i Justitssagerne. Af Rettens Erklæringsvirksomhed kan følgende meddeles: I Anledning af Rettens Dom 8. Januar 1856 altsaa fra den præ- misløse Tid, der paalagde en Kontorchef under Krigsministeriet Rangskat som Justitsraad, ønskede Krigsministeriet gennem Justits­ ministeriet at erfare, om Retten ansaa dette anvendeligt, hvor Em­ bedsmænd under Ministeriet havde faaet tildelt særlig militær Karakter. Skrivelse 4. Novbr. 1857 meddelte Dommens Begrundelse men tilføjede, at man ikke troede at burde ytre nogen Mening om det stillede Spørgsmaal, eftersom det mulig kunde blive Retten forelagt til Afgørelse. I Skrivelse 5. Juni 1857 gaves et tilsvarende Svar, efterat Mini­ steriet der agtede at foreslaa, at enhver anden Betingelse for Arve­ ret end bevislig levende Fødsel skulde ophæves, havde spurgt, om og i hvilke Tilfælde Daab endnu var Betingelse for Arveret, og om Indtegning i Kirkebogen efter den senere Lovgivning kunde antages at være traadt i Stedet derfor. Dermed var det efterhaanden gennem Rettens Initiativ blevet fastslaaet, at Retten havde frigjort sig for at staa til Raadighed med Responsa. Ogsaa i de to følgende Erklæringer indtog man en afvisende Holdning. Ministeriet havde spurgt, om ikke en Ud­ videlse til hele Landet eller ialtfald til Købstæderne af PI. 28. Januar 1788 om Forkyndelse af Stævninger til Hof- og Stadsretten var hensigtsmæssig, hvortil i Skrivelse 5. Juni 1857 svaredes, at denne Forandring ikke var magtpaaliggende, da der ikke havde vist sig Trang til den. Og til det næste Sporgsmaal om Ønskelighed af Ændringer i D. L.s Regler om Stævninger særlig Varselets Længde i Lighed med fransk Proceslovgivning, var Svaret, at de antydede Ændringer muligvis nok var ønskelige, men noget af­ gørende herom kunde Retten ikke ytre, forinden den fik forelagt et udarbejdet Lovudkast. Ganske det samme som dette sidste Svar udtaltes til Simony i Skrivelse 26. Juli 1858, efterat han en Maaned 97 forinden ved Fremsendelse af en åf Grosserersocietetet fremkaldt Kommissionsbetænkning om Fallitlovgivningens Mangler havde ud­ bedt sig en Betænkning snarest mulig og senest 1. August (altsaa i Rettens Ferie). Man svarede gqnerelt, at Ytringer om Lovgiv­ ningsarbejder maatte forudsætte et af Grunde ledsaget detailleret Udkast. Svaret maatte derfor indslkrænke sig til, at man var enig i, at Ændringer var ønskelige. Efterat den kgl. Appellationsret for Slesvig havde ønsket anvist en Vej. ad hvilken den kunde blive sat i Stand til at afgøre An­ svaret for Forbrydelser begaaet i Kongeriget, erklærede man i Skri­ velse 30. Juni 1859, at Retten var villig til at meddele Vejledning og det ikke blot om selve Reglerno men tillige om de paagældende Forholds konkrete Karakter. I en udførlig 20 Sider stor Betænkning af November 1859 ud­ talte man sig om Udkast til Lov om Sø- og Handelsretter m. v., men Udtalelsen var ikke imødekommende; man fraraadede en­ stemmig en saa stor Forandring i dansk Civilproces. Man begyndte med en Række Bemærkninger til de enkelte §§, i Reglen under En­ stemmighed. Særlig Interesse har det stærke Forbehold, man tog overfor Forslaget om at indføre fri Bevisbedømmelse. Naar Sagerne appelleredes til Højesteret, vilde der opstaa det Forhold, at denne Ret, naar Sagen var kommen for en Sø- og Handelsret, skulde af­ gøre den efter andre Bevisgrundsætninger end dem, den havde at anvende i andre ganske parallele Sager. Det viste sig ogsaa se­ nere i Rigsdagen, at denne Del af Forslaget maatte opgives. Lige­ ledes blev det der tiltraadt foreløbig at nøjes med Indretning af en saadan Institution i København. KTaar man fra Forslagsstillernes Side havde paaberaabt sig Grundlovens Bud om Indførelse af Mundtlighed i Retsplejen, udtalte man, at selv forudsat, at Grl. ogsaa har tænkt paa civile Sager, og »at den lovgivende Magt nogen­ sinde kommer til at realisere dette og dermed aldeles omdanne vor i saa mange Henseender tildels netop ved sin sunde og naturlige Udvikling fortrinlige Civilproces,« maa der advares mod at have to forskellige Systemer ved Siden af hinanden. Koefoed, Wilse og Lund ønskede at gøre nogle Bemærkninger om, hvorvidt der var nogen Trang til den paatænkte nye Institution. Deres Betragtnin­ ger gaar ud paa, at man for Sørettens Vedkommende var tilfreds­ stillende betjent ved den nuværende, og hvad det egentlige ejen­ dommelige i Handelssagerne angik nemlig den særlige Handelsret, havde man et godt Organ i det responderende Grosserer-Societet. Imidlertid, Loven om den københavnske Sø- og Handelsret blev 19. Februar 1861 en Virkelighed, og med sin principielle mundtlige Forhandling blev dens Sagsbehandling Forbilledet for den 58 Aar

Højesteret II. 7 98 senere begyndende Landsretsbehandling af borgerlige Sager. I en Periode var dens mundtlige Egenart traadt tilbage til Fordel for den fremherskende Betydning af de forberedende Skriftstykker, der udviklede sig til Indlæg, fordi Dommens Udarbejdelse tog For­ manden for lang Tid, men dette var afløst af en Renæssance, der op imod Retsplejelovens Gennemførelse gjorde denne Procedure- form til Forbilledet. Men da saa denne Gennemførelse var sket, havde Sø- og Handelsretsproceduren ogsaa mistet sit Forspring, og da man endvidere 1932 og 1941 gik til Indførelse ved begge Lands­ retter af sø- og handelsretlige Afdelinger, hvori fagkyndige Læg- mænd skulde medvirke baade i 1. og 2. Instans, kan det næppe nægtes, at denne for sin Tid naturlige og betydningsfulde Special- ret for en teoretisk Opfattelse har mistet sin Eksistensberettigelse. En foretagsom Justitsminister vil formentlig afstedkomme den Sammensmeltning med Østre Landsret, hvorfor ogsaa praktiske Hensyn taler, se den i Retsplejéudvalget gennem 25 Aar (1944) S. 24 citerede Udtalelse fra den i 1921 virkende fremragende Rets­ formand Jørgen Koch. 10. Maj 1860 erklærede man sig tilsluttende om Udkast til den Lov om Stævninger fra Vestindien, der udkom 12. Decb. s. A.; allerede i Skrivelse 30. Nov. 1853 havde man udtalt sig herom. 5. Juni 1860 gentog man det i Skrivelse 12. Marts 1855 frem­ satte hidtil uopfyldte Ønske om at blive fritaget for at deltage i Censur og Opgavebehandling ved juridisk Eksamen for ustuderede. Det fremhævedes, at Loven om Domspræmisser havde øget Ulem­ perne herved, da Udarbejdelsen af Præmisser og Forhandlingen om dem jævnlig tog temmelig lang Tid og navnlig ikke forud kunde beregnes, saa at Censorerne nogle Dage før maatte holdes fri for Retsmøde. Da Eksamen staar paa i Juni, kan dette forvolde, at man maa opgive at behandle en større civil Sag, der da maa ud­ sættes i 4 Maaneder, hvilket Tilfælde netop var indtruffet. For­ mentlig kunde der nøjes med en enkelt Censor udefra og en fra Universitetet. Spørges der om Træk af Rettens interne Liv i denne Periode, er der ikke meget at tilføje. Fra J. E. Larsens Tid kan kun næv­ nes en Skrivelse 25. Juli 1856, hvori han anmoder om at faa op­ stillet et Klædeskab i Justitiarii Værelse og en Henvendelse til Ad­ vokaterne om at medvirke til, at en Del Ordenssager overgaar til skriftlig Behandling for at give Plads til nogle store Justitssager. Bang henstillede 17. April 1859, at den Lejlighed i Frederik VI Palæ, der var blevet ledig efter General Krogh — formentlig den for Udenrigsministeren bestemte — kunde forbeholdes Justitiarius med Fortrinsret; personlig ønskede han den ikke. Af en Skrivelse 99

fra ham 6. Januar 1860 til Advokaterne ses det, at man lagde Vægt paa at spare ved Trykning %af Ekstrakterne. Indlæg i tid­ ligere Instanser udelodes. Hvis noget af Indholdet imidlertid an- toges at burde dikteres, lodes en Plads aaben, hvorpaa dette i sin Helhed kunde nedskrives, eller en Henvisning sættes til et særeget Ark, hvorpaa Assessoren vilde nedskrive det dikterede som et Tillæg til Ekstrakten. Af en Skrivelse 13. Juni s. A. fremgaar det, at den i Patent 10. Nov. 1774 § 11 og Instruksens § 8 givne For­ skrift om Højesteretsordenens Placering af Aarets Retssager efter Landsdelene stadig opretholdtes, saaledes at Højesteretsadvokat Salicaths indtrængende Henstilling om at faa en jydsk Sag flyttet frem fra dens Plads blandt de sidste Ordenssager afsloges med Til­ slutning af de Tilforordnede. Sluttelig skal omtales nogle Retsafgørelser af offentligretlig Ka­ rakter. Vi støder her paa Dommen 28. Oktober 1859, der afviste Justitsraad H. H. Jantzens Søgsmaal mod Civillisten, som han i formel Henseende støttede paa en af Frederik VII uden ministeriel Kontrasignatur afgivet Resolution 16. Juni 1856, der tillod Civilli­ stens Direktør at modtage Søgsmaalet paa dennes Vegne. Præ­ misserne udvikler, at naar der før Grundloven med Kongens Til­ ladelse kunde indbringes Sager for Domstolene, som angik de for­ skellige kongelige Kasser, dog uden at Dommene havde Ekseku- tionskraft, hjemlede en slig af Kongen som uindskrænket Suveræn meddelt Tilladelse tillige de vedkommende Domstole en særegen ikke i den almindelige Lovgivning grundet Jurisdiktionsmyndighed. Den her givne Tilladelse til Civillistens Direktør kunde imidlertid ikke sættes ved Siden af en lignende tidligere Resolution af den suveræne Konge »i alt Fald ikke i den Form, hvorunder den her givne Tilladelse foreligger, hvorhos bemærkes, at denne ej hen­ viser til den før Grundlovens Emanation om Partikulærkassen i den kgl. Kdg. af 30. Maj 1849 givne Bestemmelse«. Denne Udvikling afspejler Bangs Votum, der gjorde Udslaget af de 10 Stemmer, og hvis han var gaaet den modsatte Vej, vilde hans Stemme ogsaa efter Stemmelighedsreglen have været afgørende, da 4 Dommere og ikke de ringeste, Mourier, Rottbøll, Wilse og H. J. Koefoed, fandt Kongens Samtykke tilstrækkeligt. Den omtalte Kdg. 30. Maj 1849 om Civillisten var givet ifølge det ved Grundlovsudkastet tagne Forbehold og bestemmer Ydelsens Størrelse. Det er § 12 i denne, Dommen sigter til, saalydende: Kongen forbeholder sig som hidtil udelukkende Raadighed over Partikulærkassens Midler. Mou­ rier havde i den søgt Støtte for sit Standpunkt, og Bang, der mente, at der savnedes ministeriel Kontrasignatur, men ikke vilde have det udtalt i Dommen — der derfor ogsaa efterlader et uklart Ind­ 100 tryk af, hvori Manglen ved Tillladelsen bestaar — ytrede, at det maaske ogsaa havde været nok, at Resolutionen havde henvist til § 12. Denne Tanke, som han var ene om af Dommerne paa den Side, kan kun opfattes som ren Formalisme, da ingen kunde tvivle om, hvori Hjemmelen til at undvære Ministerunderskrift var søgt. Hvis nogen mente, at heller ikke Kontrasignatur kunde give Dom­ stolene Adgang til at beskæftige sig søgsmaalsvis med Civillisten, vilde Kongen være gjort mere hellig og ukrænkelig end under Ene­ vælden og Domstolene, der efter Grundloven prøver Lovmæssig­ heden af Kongens konstitutionelle Akter, mere inkompetente end før. Matzen, Statsforfatningsret II (1897) S. 57 giver Anvisning paa at lade Civillistens Tvistigheder gaa til Voldgift, d. v. s. at Landets Konge skulde være berøvet Adgangen til at faa sine Sager for Lan­ dets Domstole! Sammenligningen med Forholdene under Enevæl­ den, som Præmisserne fordyber sig i, kan ikke her være vejledende, og Mourier m. fl. gik en hel anden Vej nemlig den simple at op­ fatte Resolutionen ikke som en Forvaltningsakt men som en civil­ retlig Erklæring, hvorved Kongen udøvede sin anerkendte Raadig- hed over sine private Ejendele. Man har fra den anden Side ræ­ sonneret, som om det gjaldt om at godtgøre Begrænsninger i en Lov lydende paa, at der ikke maa anlægges Sag mod Kongen. Grundlovens Ord er, at han er ansvarsfri, men et Søgsmaal mod ham med hans Samtykke er ejheller »at drage ham til Ansvar«. Han har givet et betinget Afkald; Dommen, der ikke har Tvangs- klausul, afgør, om Betingelsen er tilstede. Denne Begrundelse giver ikke Basis for at kræve Kontrasignatur, saaledes Poul Andersen Dansk Statsforfatningsret I (1944) S. 342 men gaar tvertimod ud paa, at denne Disposition intet har at gøre med Regeringens Fø­ relse, som Ministrene hæfter for. Forudsætningen for Mindretallets Standpunkt, som jeg for min Del tiltræder, var, at der, saaledes som i det paagældende Tilfælde, ikke af Sagsøgeren rejstes nogen dadlende Kritik af Kongens personlige Adfærd, thi i saa Fald gør de offentlige Hensyn sig gældende. Men i saa Fald vilde heller ikke et Samtykke med Kontrasignatur kunne bane Sagsøgeren Vej overfor Grl.s Bud om, at Kongen skal holdes ansvarsfri. I en Sag om Majestætsfornærmelse i trykt Skrift afsagdes der Dom 21. Maj 1860. Tiltalte var J. Jørgensen Jomtau, en nu ældre Mand født 1791 oprindelig Sagfører i Maribo og i sin Tid protegeret af Christian VIII, for hvem han havde skrevet Udkast til en Straffe­ lov. Han skrev senere om juridiske og historiske Emner og var uden Tvivl noget forstyrret og monoman. Han fandtes efter Presse­ lov 3. Januar 1851 § 6 skyldig i forhaanende Ytringer om Kongen i sit Tidsskrift. Medens Kriminal- og Politiretten indenfor Rammen 101

3 Maaneder til 2 Aar havde idømt ham 4 Maaneders Fængsel, stemte ved Højesteret 7 af 10 Dommere for at anvende Minimum 3 Maaneder. Sagen behandledes mod hans Protest skriftligt. Ved Siden af de anførte Udslag af Rettens Virksomhed paa det politisk betonede Omraade vil det være naturligt at undersøge, om der i disse første Aar efter Grundlovens Givelse blev gjort Brug af den nyerhvervede Kompetence til Prøvelse af Administrationens Lovanvendelse. Det kan straks siges, at dette var Tilfældet endda i et Omfang, som bragte Lovgivningsmagten til at reagere, og blandt de heldige Sagsøgere var selve Justitiarius Bang. For Sam­ menhængens Skyld omtales disse Afgørelser under Afsnittet om Rottbøll.

CHR. M. ROTTBØLL JUSTITIARIUS, 1861—71 Netop »Grundlovsfædrene«, der havde formuleret Anerkendel­ sen af Domstolene som en selvstændig Repræsentation for Stats­ magten, burde have æret Grundloven og sig selv ved at vise denne Statsfaktor Respekt i dens Virksomhed. I Stedet derfor havde man aabnet Krig mod Domstolenes øverste Led ud fra en Paastand om, at dets Medlemmer ikke havde den rette Forstaaelse af Statsfor­ fatningens Krav, og at nye Kræfter vilde gøre det bedre. Da For­ manden Lowzow var ryddet til Side, havde man fortsat med at undertrykke Kongens Ønske om at lade den 71-aarige Hans Jacob Koefoed sukcedere ud af Rettens Midte, thi nogen alvorlig Forbi- gaaelse af den 80-aarige C. F. Lassen kunde der ikke ligge heri. Det var den fremfusende Orla Lehmann, der havde udklækket den Idé, at just Rigsretsformanden, der blev overstemt af Højesterets juridiske Medlemmer, skulde triumfere over disse ved at blive deres Justitiarius, forsaavidt de ikke med eller uden Paaskønnelse for Tjenesten blev fjernet fra denne. Tiden er nu det bedste Sandhedsvidne. Et Tilbageblik paa de paafølgende 4 Aars Virksom­ hed i Retten giver ingen Grund til at mene, at Lowzow og hans 4 Fæller ikke paa en lige saa god Maade som Bang og de nye Asses­ sorer vilde have startet den nye Æra med Domsbegrundelserne og indtaget de velovervejede Standpunkter, hvorom Rettens Erklærin­ ger bærer Vidne. Det vilde have været betydningsfuldt ogsaa paa længere Sigt og netop for det politiske Parti, hvortil Tiden omfor­ mede Grundlovsfædrene, nemlig Halvfjerdsernes og Firsernes Højreparti, om man den Gang havde vist, at man i Gerning vilde respektere Domstolenes Retsoplvsning, ogsaa naar de politiske Bøl- 102 ger slog mod Fyrtaarnets Fod. Med Udnævnelsen af RottbøII kom Tingene atter i normal Gænge. Det var en 10-aarig Funktion, han gik ind til, og i det hele en rolig Periode for Retten. Dog oplevede den faa Aar efter hans Tiltræden en ny Forandring af sine daglige Omgivelser, idet der atter blev Brug for dens Lokaler til anden Anvendelse. Medens Frederik VII havde boet paa Christiansborg, ønskede Christian IX som Konge at raade over Frederik Vis Palæ, som Retten 9V2 A ar før var draget ind i. Meget naturligt blev da Christiansborg dens nye Opholdssted. Der havde dog først været Forslag om at bruge Christian VIIs Palæ — det andet af de til Kolonnaden stødende Palæer paa Amalienborg — hvilket ifølge Rettens Skrivelse af 15. Januar 1864 vilde være tilfredsstillende, saafremt Udenrigsministe­ riet vilde afgive de Værelser, det brugte, saa at hele 1. Sal blev til Raadighed, da Lokalerne ellers blev for spredte, men det lod sig ikke gøre. I samme Skrivelse siges det, at man havde beset de paa­ tænkte nye Lokaler paa Christiansborg, men at de tre, der skulde bruges til Retssal, efter flere Medlemmers Mening savnede tilstræk­ keligt Lys. Efter Lov 17. Dec. 1863 § 2 skulde et af Palæerne paa Amalienborg henhøre til Civillisten, og Lov 31. Marts 1864 be­ stemte, at Frederik Vis Palæ skulde afleveres til denne, naar der for Monarkiets Finansers Regning var blevet indrettet passende Lokaler for Højesteret. 6. April foreslog Indenrigsministeriet gen­ nem Justitsministeriet Lokalerne vest for Dronningens Trappe i Christiansborgs nordre Sidefløj med Indgang fra Kolonnaden, der forbandt de to Sidefløje, og 8. s. M. meddelte RottbøII, der flere Gange havde beset dem sammen med Justitsministeren og Med­ lemmerne, at de fandtes tilfredsstillende, forudsat at man fik alt, hvad der havde været Tale om. Om den paatænkte Indretning af dem oplyser han, at Retssalen skulde bestaa af det tidligere Stats- raadsværelse og et til en Vaabensamling hørende Værelse, hvis Skillevæg af Bindingsværk skulde nedrives, hvilket var den eneste nødvendige Bygningsforandring. Salens Størrelse var 243/4X121/2 Alen d. v. s. 21/’ Alen længere og 1 Alen smallere end paa Amalien­ borg. Skranken og Sekretærernes Bord vilde faa Lyset fra venstre. Nærmere Oplysning gaves om Værelsernes Anvendelse og om Ind­ retning i Kælderetagen af Boliger for Budene og Plads til Rettens Brænde c. 40 Favne. Bortset fra, at en 5 Alen lang Reol ikke kunde faa Plads i Justitskontoret, kunde det ældre Inventar benyttes, og den tidligere Indvending om mangelfuldt Lys gentages ikke. Den senere Justitiarius C. V. Nyholm har i en Artikel i Gads danske Magasin 1907 om Rettens skiftende Opholdssteder beskrevet disse Lokaler, hvis Beliggenhed for Salens Vedkommende delvis svarer 103 til Højesterets nuværende Kæremaalssals. Der var mange Værel­ ser, siger han, men spredte uden umiddelbar Forbindelse og for­ holdsvis smaa samt temmelig skumle. Selve Retssalen1), der var c. 9 Alen høj, gjorde med sit fint udførte tavlede Loft, sine dybe Vin- dushulninger og Udsigten til Malerierne paa Thorvaldsens Mu­ seum et stilfuldt og værdigt Indtryk, og Rettens Tilforordnede sid­ dende om det med grønt Klæde overtrukne hesteskoformede Bord i deres guldbroderede Uniformer under de lange røde Kapper pas­ sede for saa vidt godt i Ensemblet. »Desto besynderligere,« fort­ sætter han, »maa det have virket paa en tilstedeværende Iagttager at bemærke den Uro, der henved 12-Tiden kom over de statelige Senatorer, af hvilke nogle kunde opdages i Smug fra deres Bord­ skuffe at fremtage velindpakket Smørrebrød, som de i al Stilhed gav sig til at nedsvælge, medens andre listede sig ind i Vindues- fordybninger for saa skjult som muligt for profane Blikke at hen­ give sig til samme Nydelse oplivet af et Glas Vand fra en der hensat Vandkaraffel. Der brugtes nemlig i hine Dage endnu ikke at gøre nogen Frokostpavse, og det vilde ej heller have nyttet stort, da der med Undtagelse af Vand fra den berømte Slotsbrønd intet hverken vaadt eller tørt var at opdrive indenfor rimelig Afstand.« Nyholm var den sidst ansatte Assessor i Christiansborgtiden. Han giver os altsaa her den Oplysning, at Frokostpavsen Kl. IIV 2 til 12 først indførtes, da man forlod Borgen. Da Tilhørerpladsen, som han tilføjer, var overmaade indskrænket, og der ikke var Tale om Mode af Bladreferenter, har den af ham beskrevne Skik bedre kunnet trives, men Indførelsen af Pavsen betød jo ogsaa den kost­ bare Arbejdstids Formindskelse med Vio. Den oprindelige senere bortfaldne Form for at gøre Pavse var iøvrigt, at den i Skranken optrædende Advokat Kl. HV 2 henstillede til Justitiarius om i Ad­ vokaternes Interesse at udsætte Modet V 2 Time. Derved brød Ju­ stitiarius ikke Reskr. 25. Marts 1773, hvorefter Retsmødet skal vare fra Kl. 9 til 2. Resol. 28. April 1864 tildelte formelt Retten de nye Lokaler, Meddelelse tilgik den under 21. Maj, og Indflytningen skete ifølge Nyholm i Juli 18642). De Misstemninger mod Inden­ rigsministeriet, som havde ledsaget Flytningen til Amalienborg, gen­ tog sig ikke. Lokalerne var i den høje Stueetage og Omgivelserne var rolige. Af Rettens Medlemmer afgik P. D. Bruun, J. Chr. Lund og A. F. Krieger, den første og sidste af dem fremtrædende Politikere. Bruun, der under Rigsretssagen var blevet Konferensraad, døde 7.

') I denne fandtes en Buste af Kongen paa en Søjle, se S. 157. -) Et Rids af Lokalerne findes i Nyholms Artikel i »Dannebrog« for 24. December 1903. 104

Juni 1864, Krieger blev 28. Maj 1870 Justitsminister i Ministeriet Holstein-Holsteinborg, deres Tjenestetid i Retten havde været c. 25 Aar og henved 10 Aar. Lund, der efter 14 Aars Tjeneste havde naaet 70-Aars Alderen, afskedigedes 11. Maj 1868, efterat Justitia­ rius havde henledet Ministeriets Opmærksomhed paa hans legem­ lige Svaghed, men med Bibehold af Lønning. Samtidig udnævntes han til K. af Dbg., og samme Dekoration tildeltes de foran ham staaende Kolleger Baron Bretton og Mourier. Rottbølls Udnævnelse til Justitiarius havde 23. Oktober 1861 aabnet Plads for P. Chr. N. Buch fra Viborg Overret, og efter Bruuns Død indtraadte W. J. A. Ussing, der var fordrevet fra Appellationsretten i Flensborg, me­ dens F. Meyer i samme Stilling først var gaaet til Overretten i København, hvorfra han kom ind i Højesteret efter Lund. Endelig sukcederedes Krieger af G. Chr. V. Obelitz. Antallet af de i Rottbølls Tid ekspederede Sager var følgende: 1861: 77 civile, 253 Justitssager, tilovers 12 1862: 77 civile, 286 Justitssager, tilovers 17 1863: 81 civile, 295 Justitssager, tilovers 22 1864: 81 civile, 223 Justitssager, tilovers 18 1865: 74 civile, 262 Justitssager, tilovers 7 1866: 54 civile, 282 Justitssager, tilovers 0 1867: 62 civile, 193 Justitssager, tilovers 3 1868 : 57 civile, 224 Justitssager, tilovers 1 1869: 69 civile, 270 Justitssager, tilovers 3 1870: 82 civile, 255 Justitssager, tilovers 7 Rettens Erklæringer til Justitsministeriet om Retsspørgsmaal var yderlig faa. I Skrivelse 3. Oktober 1861 udtaltes det, at man fremdeles som i Skrivelse 31. Oktober 1845 var af den Formening, at slesvigske Domme kunde eksekveres i Kongeriget, se Dep. Tid. s. A. S. 1139. I Skrivelse 6. April 1865 udtalte man sig om. hvor­ vidt det kunde undgaas, at Skudsmaalsbøger fik Paategning om deres Fremlæggelse i Retten; for Tyendet, der skulde have disse Bøger, var dette ubehageligt. Svaret var, at det kunde tilstræbes at anvende Fremlæggelse af bekræftede Afskrifter af Bøgerne, se Dep. Tid. s. A. S. 331. Da Stiftamtmanden paa Island havde indberettet om forskellige Misbrug ved den islandske Landsoverret. havde Ministeriet spurgt om det Indtryk af Retten, som Højesteret havde modtaget gennem indankede Domme, hvortil der 7. Maj 1869 svare­ des, at man ikke havde Erfaring om en saa utilfredsstillende Maade, at man fandt sig foranlediget til at udtale en almindelig Dadel for ikke tilbørlig Fremme af Sagerne. Paa Spørgsmaalet, hvad der kunde gøres i andre Sager overfor utilbørlig Forhaling, svaredes. 105 at det offentlige kunde appellere Justitssager blot af Hensyn til Dommernes Ansvar herfor, medens det i private Sager maatte blive Partens Sag, og han kunde støttes med fri Proces. Her maa dog ogsaa nævnes et Tilløb til at overlade Retten nogle af de Retsplejefunktioner, som Administrationen i 1850 havde beholdt for sig selv. Ministeriet meddelte, at det var sindet at simplificere Fremgangsmaaden ved Straffesagers Indbringelse der­ hen, at man ikke længere vilde anvende Formen Ordre ad manda- tum men simpel Skrivelse om Indbringelsen, at Akterne skulde gaa til Retten og navnlig Aktor og Defensor ikke længere beskikkes i Ministeriet men af Justitssekretæren. Man havde i Skrivelse 6. April 1865 ikke noget herimod men mente dog ikke, at Beskikkelsen kunde henlægges til Justitssekretæren, den maatte ske ved Retten eller Justitiarius. Det Forbehold, der var taget om Beskikkelse af Ministeriet i Pressesager eller ved Statsforbrydelser, afviste man ogsaa, men udtalte, at en Hensyntagen til Ønsker hos Ministeriet vilde være selvfølgelig. Noget andet var, at Ændringen antoges at kræve Ændring i Fdg. 7. Juni 1760, og formentlig derpaa strandede den. De trykte Ekstrakter var indført i 1857 for at lette og fremme Rettens Arbejde, og derfor havde Statskassen overtaget Byrden. Den Betragtning, som først i 1932 slog igennem i Lovgivningen, at det maa være de procederende Parters Sag at fremlægge deres Materiale i en for Retten tjenlig Form, og at de derfor maa bære Udgiften til Trykningen, var kommen frem i Folketingets Finans­ udvalg og fremkaldte Skrivelsen 30. Marts 1865: RottbøII udtalte overfor Advokaterne, at han var stemt herfor, »da det under dc Forhold, hvorunder vi befinder os, er Pligt for enhver efter Evne at bidrage til, at Statskassen ikke bebyrdes med Udgifter, som Nødvendigheden ikke ligefrem udkræver«. Men Advokaterne gik imod Tanken, og i Skrivelse 29. April s. A. indstillede RottbøII intet at foretage. Af førstnævnte Skrivelse ses, at trykte Ekstrakter ikke krævedes af selvmødende Parter, og Justitiarius gør opmærk­ som paa, at det ikke i Praksis overholdes, at de kun skal omfatte, hvad der tidligere dikteredes og i Justitssager kun bruges ved skønnet Varighed af over P /2 Time og ikke omfatte de ergangne Domme, hvilket han ønsker tilbagefort. Dette sidste om at holde Dommene udenfor Ekstrakterne lyder noget paafaldende, og det fremgaar da ogsaa af en senere Sag angaaende Tilskud til Udgi­ velsen af Højesteretstidende, at ialtfald vidtløftigere Sagers Domme medtoges med Henblik paa Tidenden. Protokolsekretærer­ nes Anmodning om at opnaa et Tilskud paa 300 Rdl. af Beløbet til Ekstrakters Trykning havde dog mødt Betænkelighed i Rigs­ 106 dagen, og Erklæring 11. Januar 1870 gør opmærksom paa, at Sekre­ tærerne havde nedsat deres Udgiverhonorar. Ministeriets Forslag at søge Tidendens Indhold optaget i andre juridiske Tidsskrifter fraraades efter Konference med Medlemmerne, og det fremhæves energisk at man ikke kan undvære den samlede og fuldstændige samt sikrede Udgivelse af Dommene. Dette var det første men ikke det sidste af Sparebestræbelser dikterede Attentat paa denne Ti­ dende, hvis Økonomi aldrig har været straalende men som sagligt er uundværlig for den øverste Domstol ikke at tale om Rets­ historien. Overensstemmende med sin foran citerede Udtalelse strakte Rottbøll sig iøvrigt økonomisk saa vidt som muligt, og hans Efter­ følger har aabenbart, som det senere skal ses, anset ham for at have været beskeden i overdreven Grad ved Etableringen paa Christiansborg. 31. Juli 1862 udtaler han om at gaa over til Fyring med Kul, at da det anses billigere end Brænde, har han intet der­ imod, naar dertil egnede Kakkelovne opsættes. Om Retssalen vær­ ger han dog: den var i Forvejen ikke fri for Røg, der med Kul vilde blive utaaleligere, foruden at Varmegraden vanskeligere kunde modereres, og ved Rensning af de to Kakkelovne vilde Støv trænge ind i Salen til Skade for Bøger og Inventar. Planen synes at være opgivet. En Forespørgsel fra Ministeriet, om der var Muligheder for Besparelser i Tjenestegangen, besvarer han 9. Okto­ ber 1867 med, at han ikke vilde modsætte sig Inddragning af det saakaldte Embede paa Kontoret som Ekspedient. Som et sympa­ tisk Bidrag til en personlig Karakteristisk af den aldrende Justi­ tiarius skal i denne Forbindelse anføres hans Erklæring 25. Februar 1869 over Protokolsekretær Christensens Ansøgning om Birkedom­ merembedet i Fredensborg: »Sjældent har HR haft en Protokol­ sekretær, som i den Grad har vundet Rettens Interesse som Til­ fældet er med Sekretær Christensen. Dette skyldes vel hans for­ trinlige Dygtighed, særdeles hæderlige Karakter og personlige Væ­ sen, men hans uheldige Skæbne, idet hans saa vel begrundede For­ ventning om Befordring saa ofte er blevet skuffet, har ikke heller ladet Retten uberørt, idet samme maa beklage, at han endnu stedse er henvist til det Arbejde, som han for omtrent 17 Aar siden paa­ begyndte, og at hans Evner og Kundskaber, som lovede en saa rig Fremtid, hidtil ikke har bragt ham større Udbytte og Staten videre Frugt. Saa velgørende en Indflydelse Protokolførelsen i HR end maa have paa den unge Mand, som attraar at uddanne sig for Dommerkaldet, saa betænkelig er Stillingen, naar den skal fast­ holdes i en lang Aarrække, idet den da letteligen kan fremkalde Sløvhed og Mangel paa Selvstændighed. At dette endnu ikke er 107 blevet Følgen af Sekretær Christensens lange Dvælen paa hans Post, skyldes hans særegne Begavelse, men sørgeligt vilde det være for ham og hans Venner, hvortil jeg gør mig en Ære af at kunne henregne mig, hvis denne Tilstand yderligere skulde forlænges for ham. Jeg maa derfor gentagende paa det varmeste atter anbefale Supplikanten til Deres Majestæts allerh. Opmærksomhed og For­ sorg.« Sekretæren kunde dog ikke konkurrere med Overauditør Fritz Moltke, men samme Aar blev han ansat i Ringsted. Det danske Monarkis Sønderlemmelse i 1864 ved Afstaaelsen af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg formindskede ikke Højesterets Retsgebet (for at bruge Tidens Udtryk). Dette havde ikke udgjort mere end de tilbageblivende 3/ó. 1864 betyder forsaa- vidt intet i Rettens Historie, dybt forskelligt fra 1814 *). Den Grundlovsforandring, der oplevedes i 1866, og hvorved Konge­ rigets Forfatnings Spaltning i et »fælles« og et »særligt« Omraade ophævedes samtidig med et »Gennemsyn« af den nu for hele Om- raadet gældende Junigrundlov, kom til at berøre Højesteret gen­ nem den ændrede Opbygning af Rigsretten. I Stedet for dennes tidligere 2 Gange 8 Medlemmer skulde Tallet nu være 2 Gange 13, forsaavidt Rettens Medlemmer udgjorde dette Antal. Dermed bort­ faldt for Retten Problemet om, efter hvilke Hensyn Valget af Rigsretsmedlemmer skulde ske, sædvanligvis var det sket efter Alder. Da Forslaget naaede Rigsdagen, havde det Tallet 2 Gange 13, og saaledes var det ogsaa endt med at blive i Rigsraadet, men oprindelig var her foreslaaet at lade Højesteret sidde sammen med det fuldtallige Landsting, hvad navnlig A. F. Krieger var gaaet ind for efter Novembergrundlovens Forbillede, hvorefter Højeste­ ret og Slesvigs Appellationsret ganske vist tilsammen kun valgte 9 Medlemmer, men disse skulde sidde sammen med Landstingets 83 Medlemmer, saa at Rigsretten fik 92 Dommere! Den Erkendelse fik dog Magten, at Landstinget herved havde faaet for meget og Højesteret for lidt. Et Forslag fra Alberti m. fl. om at indskrænke Dommernes Uafsættelighed før det 65. Aar til Højesteret for at aabne Regeringen Adgang til at blive af med uegnede Dommere i Under- og Overretten, kunde ikke trænge igennem. 26. Maj 1868 udkom Lov om Sagførervirksomheden, hvorved denne Virksomhed blev fri for enhver, der opfyldte visse Betin­ gelser. Advokatbenævnelsen blev ombyttet med Sagførernavnet, og

') Ved Tronskiftet havde de Tilforordnede indsendt deres Bestallinger til Stadfæstelse, men 21. Oktober 1864 resolverede Kongen, at i Henhold til Grundlovens § 2 kunde Stadfæstelse for de Embedsmænd, der ikke tillige har administrative Forretninger, ikke anses fornøden. Uafhængigheden havde faaet en symbolsk Anerkendelse. 108

Beskikkelsen skulde gives af Justitsministeren. Tre Aars Virksom­ hed som Overretssagfører, der atter forudsatte 3 Aars Virksomhed som Underretssagfører eller Fuldmægtig hos Højesterets- eller Overretssagfører, og fuldstændig juridisk Eksamen med laud til begge Prøver var de særlige Betingelser for at blive Højesterets­ sagfører, hvormed ligestilledes 3 Aars Tjeneste som Dommer eller juridisk Professor, men dertil kom Procedureprøven for Retten. Der krævedes Møde i 4 Sager hvoraf 2 Straffesager henholdsvis som Aktor og Defensor og to private hvoraf en for Citanten. Der blev altsaa kun fri Adgang til at prøve Lykken, men der var ikke givet Retten Anvisning paa at overveje, om der var Behov for en Udvidelse af Antallet, og de foran meddelte Oplysninger viser da ogsaa, at det fra nu af var stigende. Nogen Erklæring fra Ret­ ten over Lovforslaget var ikke indhentet af Justitsminister Roscn- ørn-Teilmann. At indhente saadanne samlede Erklæringer brugtes næppe mere. Men Retten kunde være repræsenteret i legislative Kommissioner. Af nuværende eller vordende Medlemmer af Ret­ ten sad i Straffelovskommissionerne af 1850 og 1859: H. J. Koefoed, A. W. Scheel, Mourier, J. E. Larsen og A. F. Krieger og i Proces- kommissionen sidstnævnte, W. J. Ussing, Chr. J. Klein, C. V. Ny­ holm og Chr. Rimestad. Her kan nævnes Lov 19. Februar 1861 og Lov 6. Juli 1867, der ved eventuel Udnævnelse af Justitiarius i Overretterne eller Gene­ ralauditøren til Assessor i Højesteret lod dem beholde deres Lønningsanciennitet. Som i forrige Afsnit bemærket, skal der her behandles en Række Afgørelser om Anvendelsen af Domstolenes Prøvelsesret overfor Øvrigheden. Denne Prøvelsesret var kommen ind i Grund­ loven saa at sige enstemmigt, men i det praktiske politiske Liv var Tilslutningen ikke saa ublandet. Da der ved Lov 28. Februar 1856 for det kommende Finansaar indførtes et Løntillæg beregnet efter Omskrivning i Tdr. Byg efter Kapitelstakst, forbeholdt § 5 Indenrigsministeren at give Fortolkningen af Loven. Den alminde­ lige og længe gældende Lov 26. Marts 1870 om Embeds- og Bestil- lingsmænds Lønningsforhold m. m. udelukkede i § 12 Domstolene, naar Finansministeren eventuelt efter Samraad med Fagministeren havde opgjort Lønningen dog kun med Hensyn til de senere an­ satte. Under de langvarige Forhandlinger om denne Lov havde der staaet meget Gny om § 12. Efterat Finansminister C. A. Fonnesbech ved sin seneste Forelæggelse havde opgivet at medtage den, stil­ lede Venstreføreren I. A. Hansen Modforslag og kæmpede ivrig derfor. Han kunde paa ingen Maade se, at det skulde være til Statens Tarv at bevare Retten for Embedsmændene til at gaa til 109

Domstolene, og de i denne Henseende gjorte Erfaringer havde, som han sagde, meget bidraget til, at han tog Sagen paa denne Maade, fordi Domstolene i de fleste Tilfælde var kommen til et andet Resultat end Administrationen, medens Regeringen forment­ lig havde fortolket Bestemmelsen aldeles i Overensstemmelse med den Aand, hvori den var givet. Han fandt det forargeligt, at en Embedsmand der er ansat med en bestemt Løn, skal kunne søge vedkommende Autoritet ved Domstolene til at faa sig tilkendt en højere Løn end den, som Regeringen med Tilsvar overfor den lovgivende Magt har fundet, at der tilkom ham. Fra den anden Side blev der talt meget indtrængende mod § 12 af Bille, Rimestad og Sponneck, i Landstinget af Lehmann, Ussing og Madvig, me­ dens Ministeren stillede sig ret neutralt men dog fremhævede, at Embedsforholdet ikke var noget Kontraktsforhold, og han erklæ­ rede, at hvis man vilde fastholde de ordinære Domstoles Bemyn­ digelse i denne Art af Sager, maatte Lønningslovene for Fremtiden affattes med en langt større Omhu end hidtil. Krieger var ikke Tilhænger men heller ikke ivrig Modstander af § 12 og syntes i nogen Grad at berolige sig ved, at Ministeren jo i givet Fald ikke behøvede at modsætte sig et Søgsmaal. Skylden for det med Grund­ loven daarlig harmonerende Resultat kan man derfor ikke alene tilskrive den I. A. Hansen’ske Retning, der iøvrigt ikke forsømte Lejligheden til at ytre Skepsis overfor Domstolenes formentlige Paastand paa »Ufejlbarhed«. Rigsdagsforhandlingen havde været en oplysende Episode med Hensyn til, hvorledes Befolkningen saa paa de uafhængige Domstole. De to andre grundlovsmæssige For­ greninger af Statsmagten vil ligesom Borgerne gerne, naar de træn­ ger til det, søge deres Støtte hos de uafhængige Domstole. Mindre tilbøjelige til at vurdere Uafhængigheden viser de sig, naar den beskærer deres Magtstilling. Som I. A. Hansen havde sagt, forelaa der en Række uafhængige og med Administrationen uenige Afgørelser i sidste Instans. Med Hensyn til Pension forelaa der to Domme, den første, der var en­ stemmig, af 26. Oktober 1853, den sidste afgjort med 6 mod 3 Stemmer af 3. Novb. s. A., der begge dømte Statskassen til at ud­ rede Pension. Mod Prøvelsen af Pensionsretten, der i højere Grad har Karakter af en velerhvervet Rettighed, tog Lovgivningen ikke Forbehold. Med Hensyn til Beregningen af Lønninger erhvervede den i 1856 afskedigede Højesteretsassessor J. Chr. Weisvoigt Niel­ sen 2. Juni 1857 Dom for, at hans Gage-Pension skulde beregnes med Hensyntagen til Loven af 28. Februar 1856 om Sædomskriv- ning. Kammeradvokaten paastod Afvisning efter Lovens § 5, der forbeholdt Ministeren Fortolkningen, men Dommen argumenterer 110 med, at det her drejer sig om Grundlovens Fortolkning. Denne tillagde Dommeren en Pension lig Lønningen ved hans Afgang, hvortil hørte Tillæget efter Lov 28. Februar 1856, der var altsaa ikke Tale om et Fortolkningsspørgsmaal vedrørende Lovens An­ vendelse og heller ikke om, at der toges Standpunkt til det store Spørgsmaal om Prøvelse af Lovs Gyldighed mod Grundlov. By­ foged P. C. Müller, Holbæk, den senere Højesteretsassessor fik ved Dom 17. Maj 1866 efter Lov 19. Februar 1861 om faste Lønnin­ ger til Retsbetjente m. v. jfr. Lov 31. Marts 1860 anerkendt sin Ret til Sædtillæg efter en Beregning, som Rigsdagen ved Finanslovens Vedtagelse i Forvejen havde tilkendegivet ikke at erkende Rigtig­ heden af, og 19. Novbr. 1868 fik en Skolelærer overfor Sognefor- standerskabet anerkendt Ret til en forhøjet Indtægt efter Lov 8. Marts 1856 § 15, idet Betingelserne herfor overfor den fremsatte Afvisningspaastand statueredes at kunne afgøres af Retten. Begge disse Domme var enstemmige. Stærkt Anstød i Rigsdagen vakte Dom 19. Novbr. 1862, der overfor fhv. Birkedommer Lie. juris C. P. N. Petersen, der var afskediget saaledes, at hans Pensions Størrelse skulde afgøres ved Lov, fastslog, at det i Medfør af Pensionslov 5. Januar 1851 jfr. Lov 24. Februar 1858 kunde prøves, om de af ham begaaede Fejl ved Afsigelse af et Konkursdekret havde været en saadan pensionsformindskende Mislighed, som Pensionsloven havde for Øje. At Retten dertil sagde Nej, betrag­ tede man som et Indgreb i Kongens Ret til at afskedige sine Embedsmænd. Afstemningen var her 9 mod 1. En vigtig Afgørelse var ogsaa den enstemmige Dom 28. April 1865 der fastslog, at Domstolene afgør Spørgsmaalet, om Pensionsret haves, selv om det skulde være Lovgivningen overladt at bestemme Pensionens Størrelse, og endvidere at en Bestemmelse paa en Finanslov om, at en aarlig Pension ikke tilkom nogen, overhovedet ikke vilde kunne opfattes som en Afgørelse af dette til den almindelige Lovgivning og Domstolene overladte Spørgsmaal. I det foreliggende Tilfælde antoges Ret til Pension dog ikke at tilkomme Sagsøgeren. Endnu kan nævnes den Dom, som Justitiarius Bang 26. Marts 1861 (kun mod P. D. Bruuns Stemme), faa Dage før sin Død, er­ hvervede overfor Statskassen paa Udbetaling af 1000 Rdl. aarlig fra 1. Juli 1858 som Andel i en ham ved kgl. Resolution af 29. Dec. 1854 tilsagt Vartpenge eller Pension paa 4400 Rdl. Som Justitiarius var hans Lønning efter Lov 21. Januar 1857 5000 Rdl. Som Inden­ rigsminister og Konseilspræsident for Monarkiet havde hans Gage været 6000 Rdl., hvilket Beløb ikke kunde overskrides ved hans Lønnings Supplering med Pensionen fra hans tidligere Stilling i Rentekamret, nedsat med Halvdelen af Lønningen jfr. L. 24. Fe- Ill bruar 1858 § 9 Nr. 1. Efter samme Bestemmelse gennemførte karak­ teriseret Kontreadmiral v. Dockum 7. Marts 1864 et Søgsmaal om et personligt Tillæg, der fremkom som Rest af hans Gesandtpen­ sion efter hans Genindtræden i Marinen som Orlogskaptajn (Krie­ ger, Lund og Bruun var dog imod). Dom 19. Oktober 1865 tilstod overfor Københavns Magistrat en fhv. Overbetjent i Politiet Pen­ sionsberegning med Hensyntagen til visse faste aarlige Indtægter udenfor det normerede. For at fuldstændiggøre Rækken nævnes endelig en Overretsdom af 10. Maj 1869, der straks efter Lønnings- loven enstemmig stadfæstedes ved Dom 12. Maj 1870, og som gav en Herredsfoged Medhold i hans Beregning af Fradraget i hans Pension fra tidligere Embede. En politisk Straffesag af tidshistorisk Interesse paadømtes 6. Februar 1867. Den 36-aarige ansete Redaktør af »Dagbladet« Carl St. A. Bille, der fra 1861 var Medlem af Rigsdagens og fra 1864 ogsaa af Rigsraadets Folketing (Biografierne af ham plejer at forbigaa det sidstnævnte) indrykkede i Dagene 13.—15. Oktober 1864 i Bladet 3 Spidsartikler med Overskriften »Fredsslutningen og Arvefølgen«. Uden at sige noget om Anledning og Formaal udvikledes deri, at Tronfølgeloven af 31. Juli 1853, der indsatte det gliicksborgske Kongehus, havde en saadan nøje Sammenhæng med de forudgaaende Afkald dels det russiske vedrørende Dele af Holsten til Prins Christian dels Afkald overfor Prinsesse Louise fra Arvinger efter Kongeloven, at Monarkiets forestaaende For­ mindskelse til det egentlige Kongerige paa en statsretlig afgørende Maade vilde bringe den Forudsætning om Helstatens Oprethol­ delse til at briste, hvortil alt dette saavelsom Magternes Anerken­ delse havde været knyttet. Rusland havde allerede tilbagekaldt sit Afkald og overført sine Rettigheder til Oldenburg. Konklu­ sionen var, at efter Freden vilde Christian IXs Ret være ophørt og nærmeste Kognat efter Kongeloven Prins Frederik af Hessen være legitim Tronarving. Redaktøren havde dog ikke givet Læ­ serne nogen god Vejledning, naar han nok udførlig gengav hele Forspillet til Tronfølgeloven og Maaden for dennes Gennem­ førelse men udelod Omtale af Kampen om at bevare Kongelovs- kognaternes subsidiære Arveadkomst efter Gliiksborgernes mulige Uddøen og Udgangen af denne Kamp ved Lovens Nægtelse af en saadan subsidiær Adkomst, se S. 113: Thi Situationen maatte blive ganske den samme, naar Kongelovskognaten rykkede frem med Paaberaabelse af en i hans Afkald af 18. Juli 1851 liggende Be­ grænsning for det Tilfælde, at Helstaten ikke realiseredes, — her blot i den stærkere Form, at han skulde fortrænge den nuværende Christian IX. Det omtaltes ikke, at Prins Frederik 22. Juli s. A. 112 overfor Forbundsforsamlingen i Frankfurt havde erklæret sit Af­ kald for uforbindende og reklameret Besiddelsen af Lauenburg og Dele af Holsten for sig. 12. August havde Bille dog i sit Blad om­ talt Prinsens tilsvarende Optræden overfor Londonkonferencen og dertil føjet Ordene: »vist er det, at Betingelserne for, at Prinsens Forbehold kan komme til praktisk Anvendelse, nu er tilstede« og 6. s. M. skrev han, at Arvefølgens Overdragelse til Gliicksborgeme tilintetgjordes ved Freden. Han havde ikke den Gang mærket nogen Reaktion. Nu beslut­ tede Ministeriet øjeblikkelig Tiltale (Kriegers Dagbøger III S. 228) og traf de første Forberedelser i stor Hast. Nogen Gnidning fra Rigsdagsfolketingets Side ved Meddelelsen af Samtykke til Tiltale voldte, at Sagen ikke kunde fremmes inden 5. November, da Rigs- raadet skulde samles, og Rigsraadets Samtykke vilde man ikke begære. Herved sinkedes Sagen et halvt Aar, og ved Kriminal- og Politiretten, hvis Dom faldt 26. Maj 1866, medgik 1 Aar til Skrift­ veksling og Votering. Da den endelige Dom faldt 6. Februar 1867, var der saaledes gaaet 2 Aar 3^2 Maaned, et Forhold der næppe var uden Betydning for Udfaldet. Bille forholdt sig tavs, men 4 Dage efter Artiklerne rykkede Orla Lehmann (Krieger III S. 231) ham til Undsætning i »Fædre­ landet« samtidig med, at han rettede et Angreb paa den af de Na tionalliberale forhadte antiskandinaviske og kongetro Justitsmini­ ster E. Heltzen. Lehmann underskrev sig: «En af dem, der var med til at overdrage Tronfølgen til Kong Christian IX«, Ord der kunde antyde særlig Sagkundskab men ogsaa en vis Overlegenhed over­ for Kongen. Til Bille bemærkede Forfatteren, at hans Artikler jo var en statsretlig Afhandling, der udtalte en teoretisk Formening, men han havde taget fejl ved at forveksle Forudsætninger med ju­ ridisk bindende Betingelser, hvorfor det maatte fraraades ham at arbejde praktisk med Tanken. Med Heltzen havde han forset sig paa Konneksiteten mellem Tabet af Hertugdømmerne og den stats­ retlige Tilstand i det tilbageblivende Kongerige: Bille altsaa saa­ ledes, at han ansaa Christian IXs Adkomst for bortfalden, Heltzen saaledes, at han ansaa den forrige Fællesforfatning for bortfalden, saa at et konstitutionelt Tomrum var tilbage. Ifølge Neergaard havde Heltzen denne Anskuelse, der svarede til den af Ørsted paa Slesvigforbeholdet i Junigrundloven støttede, og som han havde søgt at anvende i 1854. Artiklen støtter sig dog herved kun paa den ministerielle Solidaritet med Konseilspræsident C. A. Bluhme, der under Debatten i Rigsraadets Landsting 15. August s. A. skulde have vedkendt sig denne yderst upopulære Opfattelse. Lehmann havde her stillet Forespørgsel om Ministeriets Opfat­ 113

telse og. som det blev sagt, gjort sig Umage for at forstaa Bluhme som angivet, men det var blevet præciseret overfor ham, at Bluhme foreløbig regnede med Fællesforfatningens Bestaaen. Hvorledes den heraf følgende Dualisme i Kongerigets Forfatning kunde æn­ dres, derom vilde han intet udtale. At Insinuationen atter optoges i den anonyme Artikel, er et enkelt Eksempel paa de stærke Stem­ ningsbølger. De Udtalelser, Lehmann iøvrigt fremsatte og som lod mærke Kulde overfor Kongehuset, kunde synes at falde helt sam­ men med de Bille’ske Artikler. Han fremhævede Magternes Op­ givelse af Londontraktaten, Ruslands Raaden over Holsten, Prins Frederiks Tilbagekaldelse af sit Afkald og fremhævede Dynastiets »skæbnesvangre« Stilling kun at have Tronfølgeloven at støtte sig til. Mod selve denne rettede han imidlertid direkte intet Angreb men anstillede iøvrigt Betragtninger over, at Christian IX af Stor­ magterne kunde tænkes gjort til Statholder i de afstaaede Hertug­ dømmer, hvilket formentlig forudsatte Rigsraadets Samtykke. Leh­ mann sluttede sin Artikel med, at juridiske Fejltagelser, der kunde undskvldes en Redaktør, var utilgivelige hos en Justitsminister. Til Sagens Forberedelse hørte ogsaa at paalægge Gehejmearki- var C. F. Wegener at udarbejde et »Statsskrift« til Imødegaaelse af Artiklerne. Det forelaa 11. November og er vistnok ikke bekendt (K. og U. Min. 3. Kontor J Nr. 853—1864); Krieger omtaler det ikke. og det er ikke i Højesteretsekstrakten. Rygtet havde nævnt Wegener som Artiklernes Forfatter, og hans varme Interesse ved tidligere Lejligheder for lex regias (Kongelovens) Kognater var sik­ ker nok. Intet kunde dog være mere urigtigt. Uden Vaklen afviser han Teorien og dens Forsøg paa at bevare noget af det retlige Fundament, der havde været indeholdt i de ved Loven ophævede Artikler 27—40 i lex regia. Af bitter Erfaring vidste Wegener, at Tronfolgeloven gjorde rent Bord bagud og ikke respekterede Af­ kaldenes Forbehold. Redaktøren havde her drevet det til det vit­ terlig urigtige at skrive: »Gyldigheden af Kognaternes Afkald kan selvfølgelig ikke ved Loven udstrækkes udover det Maal, som de selv fastsætter«. Wegener fremsatte den velvillige Formodning, at Bille havde tilsigtet ved sin Teori at bevæge Stormagterne til at moderere deres Indgreb mod Monarkiet. Da Bille ikke selv har fremfort dette, maa der kunne ses bort derfra. Den 1. November udkom Artiklerne som Særtryk og nu for­ synet med Undertitlen »En statsretlig Undersøgelse«. Det var paa denne Linie, Forsvaret skulde føres og blev ført, saa Tilføjelsen var yderst hensigtsmæssig, og Udgivelsen skete vel netop af Hen­ syn til den. Justitsminister Heltzen var 30. Marts 1865 blevet trængt ud af Hojesteret II. 8 114

Ministeriet som Følge af den mystiske Moltzen — Jules Hansen Affære. Paa det Tidspunkt hvilede Tiltalen, men mulige Forvent­ ninger om dens Bortfald skuffedes, idet Efterfølgeren C. Bræstrup tog den op og i Slutningen af Maj 1865 rejstes ny Tiltale. Forste Gang lød denne paa Angreb paa den bestaaende Tronfølgeorden og var rettet mod Avisartikleme, anden Gang lød den paa Angreb paa Kongens Ret og Adkomst til at besidde Danmarks Krone og var rettet mod Særtrykket. Disse Ejendommeligheder1) beskæf­ tigede Sagførerne en hel Del ligesom den Tanke, at Fredstrak­ tatens Amnestiparagraf kunde komme Bille til Gode. Det satte ikke noget Spor i Dommene og kan her forbigaas. Paa Grund af Lovgivningens kasuistiske Tilstand dømte Krimi- nal- og Politiretten efter dennes Grundsætninger for denne »Stats- forbrydelse« til 1 Aars Statsfængsel, og Bille appellerede. Træf­ fende havde Dommen betonet, at Paadømmelsen skulde ske »efter den Tid hvorpaa og de Omstændigheder hvorunder Artiklerne fremkom«. Sjælden havde nemlig i et Par Aar Forandringerne i Samfundstilstanden været saa store. I 1867 var den politiske Reak­ tion gennemført i den gennemsete Grundlov af 1866, Kongens per­ sonlige Stilling var nu uanfægtet og Skandinavismen som politisk Program sunket til Jorden. Under disse Forhold opretholdt den tiltalte Redaktør sin indflydelsesrige Virksomhed som Bladleder og Politiker i et anseligt Parti. At han skulde have været ude i Planer om at fordrive Kongen, maatte staa som halvt fantastisk. Men Virkeligheden i 1864 havde været en ganske anden. Aaret havde været indledet med Dannevirkes Rømning, der bragte Ho­ vedstaden paa Revoltens Rand. Den fortsatte Modgang havde bundfældet en Fortvivlelse, der fik Udslag i Panik, Overilelse og Mistænkeliggørelse ikke mindst overfor den indførte Konge, der syntes at bringe Ulykker med sig og sidst gennem Bluhme mis­ tænktes for Statskupplaner paa Fællesforfatningens Omraade. Erin­ dringen om de kaotiske Tilstande er fastholdt i to Pjecer af Na­ tionalbankdirektør, tidligere Højesteretsadvokat og Kabinetssekre­ tær C. Liebenberg. Den Devise, hvormed Krieger havde anbefalet Novemberforfatningens Vedtagelse: de dristigste Raad er de sik­ reste, kunde der være Tilbøjelighed til at anvende, naar Under­ gangen syntes at true. Skandinavismen havde i 1863 naaet sin Kul­ mination ved nationalliberale Ministres særlig Lehmanns hemme­ lige Henvendelse til Sverig om Forberedelse af en nordisk politisk-

*) Aktor Levinsen havde 26. November 1864 henstillet til Ministeriet at foretage Ændringen, da »Tronfølgeordenen« formentes ikke at omfatte den regerende Konge. Skønt ikke enig heri føjede man ham. Generalprokurøren havde foreslaaet »Majestætsforbrydelse«, hvilket fandtes for ubestemt. 115 dynastisk Union, der maatte medføre Christian IXs Tilbagetræ­ den.1) Hensynet til Gliicksborgeren vejede grumme lidt i de Na­ tionalliberales Vægtskaale. Proceduren ved Højesteret, der foregik under stort Tilløb, var som Aktor og Defensor overgivet Advokaterne Levinsen og Brock, der efter hvad Buch siger i sine Erindringer (se S. 144) begge fun­ gerede ret con amore men ikke med lige Veltalenhed; Prisen i den Henseende bar sikkert den sidste. Udførlige Referater findes i Ber- lingske Tidende og Dagbladet. Spørgsmaalet stod paa Anven­ delse af aim. borgerlig Straffelovs § 86, der med en Mindstestraf af 3 Maaneders Statsfængsel ramte det Forhold: paa anden ulovlig Maade (end ved Oprør og Voldsgerninger) at søge at bevirke For­ andring i Tronfølgeordenen. Heri indgik 3 Momenter: 1) den ulov­ lige Maade, der her maatte være Udbredelse af en falsk statsretlig Doktrin, 2) Forsæt hertil altsaa Forstaaelse af Doktrinens Falsk­ hed og 3) Formaalet at ville ændre Tronfølgeordenen. Med Hensyn til det sidste indlededes Dommen med følgende Udtalelse: »Ligesom der mangler Hjemmel til at antage, at teo­ retiske Undersøgelser, der gaar ud paa at prøve Beskaffenheden og Styrken af det retlige Grundlag, hvorpaa Statens Ordning hviler, i Almindelighed skulde være utilstedelige, saaledes er der særlig med Hensyn til den Del af den herhenhørende Statsorden, hvis retlige Begrundelse Tiltalte i det i den indankede Dom omhandlede Skrift har gjort til Genstand for sin Undersøgelse, ingen Lov, der forbyder en Diskussion af de til en saadan Undersøgelse henhø­ rende Momenter.« Denne abstrakte — og temmelig slæbende frem­ satte — Mening behøvede næppe at frygte Modsigelse i den mo­ derne Stat, og Defensor maa komplimenteres for at have faaet Synspunktet af Artiklernes teoretiske Karakter drevet saa stærkt i Forgrunden. Men anvendt paa Redaktøren og Folketingsmanden kunde Formodningen vistnok ikke være for, at han anvendte sin Tid paa at forfatte uaktuelle akademiske Afhandlinger. Dommens videre Indhold viser da ogsaa, at han havde forklaret at have øn­ sket »at vise, at Kongens Adkomstmangel maatte afhjælpes,« og nærmere sagt havde han tænkt sig de to Veje at give en ny Tronfølgelov eller at forny det bortfaldne Arveafkald. Det kan her bemærkes, at der i denne kriminelle Sag ikke var optaget Forhør; man havde indskrænket sig til den Tiltaltes Godkendelse af De- fensionsindlæget altsaa uden selvstændig Udspørgen. Desuden af­ gav Bille en skreven Erklæring for Højesteret. I denne tilstod han

*) Se Aage Friis i Historisk Tidsskrift 10. Rk. 3. Bd. S. 616 og 640 og Erik Møller: Skandinavisk Stræben og svensk Politik omkring 1860 (1948) S. 317—25, 398 og 403. 116 ogsaa at have næret det specielle Formaal nu at opnaa den Æn­ dring i Tronfølgeloven, som der oprindelig havde været kæmpet om (hvad der ikke længere vilde være Grund til): at aabne Konge- lovskognaterne Indtræden ved Glücksborgernes Uddøen. Dette var altsaa en Ændring i Tronfølgeordenen. Naar det ikke berøres, maa Forklaringen søges i den sidste Tiltaleordres Begrænsning til An­ greb paa Kongens Adkomst; den vilde ikke blive anfægtet ved denne Ændring. At Bille havde stillet sig i et praktisk Forhold til Emnet, frem- gaar ogsaa af en Note til 24. Oktober 1864 hos Krieger, der refe­ rerer Rygte om, at han »forgæves har forsøgt sin Lykke hos Prin­ sen af Hessen i Sydtyskland«. Krieger finder det troligt, »thi Prin­ sen fortæller, at han har afvist ham, og Bille siger, at Prinsen er uforstandig« '). Bille fremstiller sig altsaa som Manden, der vil aabne Befolkningens Øjne for den skæbnesvangre forfatningsmæssige Brist, som Kongens Adkomstmangel efter Freden vilde udgøre, men som tillige vil virke for at afhjælpe denne. Prøvelsen af denne Forklaring maa da eftergaa de Muligheder for Afhjælpningen, han havde peget paa, men i Voteringen, der med et Dommerantal paa 12 kun fylder godt 4 Sider i Protokollen, er denne Vej ikke be- traadt. og i Skranken spillede den kun en ringe Rolle2). Indled-

') I 1858 truedes Monarkiets Integritet af en Forbundseksekution i Hol­ sten, der kun afværgedes ved Fællesforfatningens Suspension i dette Hertug­ dømme. Det var en Situation, der frembød Lighed med den ved Fredsslut­ ningen i 1864. Kriegers Dagbøger meddeler under 24. November 1858, at der af en fremmed Gesandtberetning var opsnappet Oplysning om, »at Prinds Frederik af Hessen pønser paa at støde Prinds Christian bort for selv at komme i hans Sted.« Hans Gemalinde, den preussiske Prinsesse Anna havde ogsaa skarpt beklaget, at han havde været »assez Ane« til at opgive sin Ret til Danmark. Under 19. August 1864 hedder det: »de slesvigske Frederiksværkere drømme om P. U. [Personalunion] med Prinds Frederik uf Hessen og Anna«. Som Dagbladet skrev, havde han i sit Afkald i 1851 stærkt betonet den Vægt, han lagde paa Integritetens Opretholdelse, og Billes Doktrin maa antages helt at have svaret til hans Opfattelse. Kur- hessen gik han i 1866 glip af ved sin Vaklen mellem Preussen og Østrig, Krieger IV S. 8. -) Levinsen affærdigede Talen om de paatænkte Hjælpeforanstaltnin­ ger som betydningsløs; Brock omtalte den overhovedet ikke. Førstvoterende Ussing anlagde den Sondring, der afspejler sig i Præmisserne, om en teoretisk Undersøgelse af Tronfølgerproblemet var forbudt, og om der af­ set derfra var nogen forbryderisk Hensigt. Han kunde ikke se, hvorledes Skriftet skulde være Middel til at opnaa nogen ulovlig Hensigt: i Billes Favør nævnes de af ham omtalte nye Foranstaltninger. Andenvoterende Buch tilføjede, at han ikke kunde tænke sig, at Bille vilde arbejde for Prins Frederik, og fandt, at den forbryderiske Tanke, man vilde lægge ind i Skriftet, var fjern og urimelig. Mærkelig nok lagde han ogsaa Vægt paa, at der kun var Tale om at bestride Kongens Adkomst til at være Konge ikke om at frakende ham den Egenskab at være det. 117 ningsvis maa bemærkes, at saafremt de paatænkte Fremgangs- maader for en forstandig Overvejelse maatte vise sig problemati­ ske, saa at Adkomstmanglen maaske ikke kunde afhjælpes, vilde det ud fra den angivne Tankegang være bedre ikke at rejse Tviv­ len. Den allerstørste Omhu maatte i hvert Fald udfoldes for at sikre, at der ikke rejstes en blind Alarm. Bille havde efter sin For­ klaring været ganske alene om at udarbejde sin Teori og ikke raadført sig med andre. Men det kan ikke skønnes, at der kunde regnes hverken med en ny Tronfølgelov eller med et nyt Afkald. I førstnævnte Henseende vilde det ikke dreje sig om at afskære en eventuel Sukcessionsberettigelse (analogt med Udsigten til at arve) men om at ophæve en aktuel bleven Sukcessionsret (analog med falden Arv). At man skulde kunne eller ville dette, synes udelukket. I sidstnævnte Henseende synes Vejen kun farbar, hvis Kognaten erklærede sig villig til at give et nyt Afkald, men forud­ sættes han at have sagt sig løs fra sit første Afkald, mangler al Sandsynlighed herfor. Prins Frederik (1820—84), der efter sit første Ægteskab med en Datter af Nikolaj I havde faaet Navnet »Russerprinsen«, var velkendt som dansk General siden 1843. Han, der forlod Landet i 1864, aspirerede til at blive Kurfyrste i Hessen og meget mulig havde han foretrukket dette for at blive dansk Konge, naar han nu holdt sig tilbage. Billes Henvendelse til Prin­ sen maa tvdes som et Forsøg paa at faa ham til ogsaa overfor Danmark at drage Konsekvensen af sin energiske Optræden i London og Frankfurt. Denne havde efter Billes Erklæring haft Betydning for hans Initiativ i Dagbladet. Efter det foran oplyste var Vægringen heller ikke af principiel Karakter, men hvor dybt Bille i Forvejen havde været inde i Prinseparrets Synsmaader, lader sig ikke sige. Han følte sig sikkert skuffet og havde Grund dertil. Herefter mener jeg at maatte se bort fra Billes Angivende om at ville afhjælpe Manglen og tværtimod, at han har næret det Formaal, at Kongen skulde bringes til at fratræde sin Post. Hertil var Doktrinen om hans manglende statsretlige Adkomst det egnede Middel baade som anvendt overfor Befolkningen og som en Appel til Kongen personlig. Krieger refererer III S. 228 den Ytring af Kongen til D. G. Monrad, at han ikke kunde samtykke i en Deling af Slesvig uden at miste sin Ret til Danmark. Dette er næppe, som Krieger synes at mene, Udtryk for statsretlig Enighed med Bille, men viser Modtagelighed for det politiske Ræsonnement, at naar han ikke kunde gennemføre Programmet at holde Monarkiet sam­ let, havde Befolkningen ingen Grund til at foretrække ham som Konge. Det er netop dette politiske Ræsonnement, Bille har søgt at iføre statsretlig Iklædning. Han bevæger sig i Virkeligheden i en 118

Tankebane om »politisk Ret«, og det vilde ogsaa kun være en saadan, der kunde vække Interesse i Befolkningen. Det sidste Spørgsmaal, om Bille kan antages at have oparbejdet den Illusion hos sig, at han her havde gjort et statsretligt Fund, der var holdbart, vil jeg besvare benægtende. Selvom Kendemær­ ket paa en rigtig juridisk Teori ikke er, om den har almen Til­ slutning, er det Kendemærke paa en redelig Teoretiker, om han undergiver sin Teori den almene Prøvelse. Artiklerne skulde netop ogsaa indlede dette, blev der sagt. men det var for stort og far­ ligt et Emne at slippe løs i Dagspressen i den spændingsfyldte Atmosfære uden i Forvejen at have drøftet det med sagkyndige, saa der var nogen Chance for, at Teorien i paakommende Til­ fælde vilde blive akcepteret af Domstolene og saaledes blive gæl­ dende Ret. Desuden var Teorien ikke fremført som Diskussions emne men med Redaktionens sædvanlige Selvsikkerhed som en afgjort Sag og — som før nævnt — med Udeladelse af de histo­ riske Momenter, der vilde have givet Læserne Modargumenterne i Hænde, og Indskud af vitterlige Urigtigheder. Argumentationens Ensidighed kan Forfatteren derfor ikke godt selv have været uvi­ dende om. Heller ikke kunde han som Jurist overse, at den Retsregel om en Begrænsning i Tronfølgeloven, som han gik ind for, maatte ifølge det tilgrundliggende Ræsonnement (om Monarkiets uforud­ sete Adsplittelse) føre til Retsadkomstens Bortfald i mange andre Tilfælde ogsaa ved mindre Udskillelser end alle Hertugdømmer og ogsaa efter et vist Tidsmellemrum, hvilket vilde være utaaleligt ikke blot for Kongen. Alt tyder paa, at Bille efter at have haft to Følere ude i Bladet og i Tillid til at Regeringen overfor Indland og Udland vilde trykke sig ved at tage Affære, har startet sin Agi­ tation i hvert Fald ubekymret, om hans nye Statsret vilde blive godkendt eller ikke, men denne Holdning maa betegnes som Forsæt. Det Resultat, at han havde søgt ved et med en falsk Doktrin dækket Pres at fjerne Kong Christian til Fordel for Prins Frederik eller eventuelt en Mand af det svensk—norske Kongehus, blev ikke Højesterets, idet der frifandtes dog med Pligt til at udrede Aktio­ nens Omkostninger. Flertallet fandt, at der ikke var paavist at ligge nogen forbryderisk Hensigt til Grund »hvor meget han end i denne Henseende (nemlig i sit teoretiske Resultat) kan have fejlet«. Som særlig Begrundelse af Omkostningspaalæget paapeges, at han intet havde sagt om Artiklernes Formaal. I Virkeligheden talte dette mod den paaberaabte teoretiske Hensigt. Kun C. Bornemann vilde efter § 86 stadfæste, Assessorerne Faith og Blechingberg ytrede Tvivl, og sidstnævnte vilde have Billes Adfærd misbilliget i Dommen. 119

O. Müller mente, at der efter § 1 savnedes Hjemmel til Straf. Kun Buch var mod Omkostningerne. Det juridisk sikre var kun, at Teorien var paa Vildspor, og hvad det faktiske angaar, at ingen Virkning var paavist i Befolkningen, og at Prins Frederik havde forholdt sig rolig. Der var ingen Trang til at statuere Eksempel, og mange opportune Hensyn talte for at sige in dubio pro reo. Blandt disse var rimeligvis ogsaa et Hensyn til Hoffet, der anta­ gelig ikke gerne ønskede denne Udløber af de ulykkelige Tilstande i 1864 draget frem. Af Kriegers Dagbog for 6. Februar, Dommens Dato, fremgaar, at Kongen Dagen før ved Taflet havde vekslet Ord med Justitiarius Rottbøll om Sagen og ytret Frygt for alt, hvad der kunde komme frem under Proceduren, hvortil Rottbøll havde beroliget ham med Brocks Loyalitet. (Denne takkede Levinsen ham for i Skranken! Det havde været Aktors Sag at omtale de — maaske ogsaa for andre end Kongen — ubehagelige Ting). Rottbøll personlig var nøjeseende med, hvad Hensyn til Kongen krævede, se saaledes foran S. 74, og han har altsaa fundet Anledning til at omtale Kon­ gens Ytringer til Kollegerne; muligt er det, at et Indtryk i den an­ givne Retning derved er tilgaaet dem. Sammesteds skriver Krieger, at adskillige, som havde ventet Domfældelse, føler, at Benaadnings- spørgsmaalet vilde have været en stor Ubehagelighed. Formodent­ lig menes, at Godsejerministeriet vilde have været utilbøjeligt. »Noget har det og virket«, slutter han, »at A. W. Scheel ligefrem for længere Tid siden har sagt, at Bille ikke kunde dømmes«. Den Bemærkning kan ikke tilbageholdes, at Voteringen i denne Sag ogsaa for de to yngste Dommere, Ussings og Buchs Vedkom­ mende er mindre dybtgaaende end man kunde have ventet, samt at disse to Dommere og i særlig Grad Krieger maa betegnes som nationalliberalt farvede.1)

’) Jeg benytter Lejligheden til at omtale min Diskussion i Historisk Tidsskrift 11. R. 1. Bd. med Dr. phil. Povl Bagge om det almindelige Spørgs­ maal, hvorvidt Dommere kan betegnes som »uhildede«, selv om de i politi­ ske Sager maa antages at have dømt under Indflydelse af deres politiske Anskuelser. I den paa Titelbladets Bagside nævnte Anmeldelse har Prof. luul betegnet det som en væsentlig Mangel ved Bogen, at den ikke inde­ holdt gennemførte Undersøgelser om Dommernes personlige Indstilling navnlig i de politiske Sager i 30-erne og 40-erne, og han henviser til Bagges Formulering af Problemet anf. St. S. 140 f. (skal være S. 190), som jeg »ikke kan være uvidende om«. Det sidste er rigtigt, eftersom jeg S. 500—03 fik optaget nogle supplerende Bemærkninger, der besvaredes af Bagge S. 503—10. Om disse er Prof. ikke uvidende, men han undlader at omtale dem. I Stedet for fremsætter han den Antagelse, at nævnte Problemstilling vilde forekomme mig »formastelig« som Følge af min Veneration for Ret­ ten: »Egentlig kritik af afgørelserne forekommer så godt som aldrig. Det synes at være forf.s standpunkt, at de er hævet over diskussion som inde- 120

Undersøgelsen af denne Høj este retssag efterlader i det hele et Indtryk af manglende Realisme. Ligesom Dommerne sikkert ikke har kendt de Lehmann—Monrad’ske hasarderede skandinaviske Forhandlinger i 1863, som Aage Friis i vore Dage fremdrog, har i hvert Fald en Mand som Buch ikke anet noget om, at Bille havde søgt Føling med Prins Frederik. At denne Dommer i sine Erin­ dringer kan skrive, at Levinsen') procederede ret con amore, undrer ogsaa. Et langt større Arbejde skulde være ofret paa en Optrævling af den Skrivelse, hvori Bille ganske kort før Proce­ duren opgav sin Utilnærmelighed og indrømmede at have haft visse praktiske Formaal, hvorfor det ogsaa var inkonsekvent af Brock at opretholde Talen om Teori og betegne Retsspørgsmaalet som et holdende domsmagtens sidste ord i de enkelte sager. Og hvad de enkelte dommere angår, accepteres de øjensynligt som de til enhver tid bedst mulige, og deres vota som udtryk for en rent juridisk tankevirksomhed, fra hvilken politiske sympatier eller antipatier var bandlyst.« Jeg havde i Tidsskriftet imodegaaet, at en nedsættende Omtale soges begrundet alene ved at paavise en Sammenhæng mellem Dommen og Dommerens politiske Anskuelse idet jeg sluttede mig til Justitiarius N. Lassens Udtalelser ved Rettens Jubilæum 1911 (se S. 197 f.), hvori han blankt indrømmede, at en saadan Sammenhæng — indenfor visse Ram­ mer — ikke kunde undgaas. Forudsat, at der ved »sympatier eller anti­ patier«, som jeg formoder, sigtes til Anskuelser og Tendenser, ikke til Venskab eller det modsatte overfor Tiltalte, har jeg altsaa i 1945 tilkende­ givet, at jeg ikke anser disse Følelser for uforenelige med en god Dommers Tankevirksomhed. Hvis Prof. i Modsætning dertil kræver denne holdt »rent juridisk«, kan han heller ikke følges med Bagge, der S. 503 indrømmer, at det er »en ganske naturlig sag, at dommernes politiske anskuelse spiller en rolle ved afgørelsen af politiske sager«. B. interesserer sig imidlertid for at kunne finde særlige Holdepunkter for en politisk Paavirkning, saasom ved Dommerens Rigsdagsmandat, Tryk af Meningsfæller, Frygt for Tab af Avancement o. 1., Undersøgelser som jeg naturligvis ikke har noget imod. Forsaavidt han ogsaa regnede med Muligheden af at kunne konstatere et politisk betinget Udsving ved at sammenligne Strænghedstendensen i Dom­ merens Afgørelser af politiske og andre Sager, ytrede jeg mig dog tvivlende overfor dette Arbejdes Udbytte, og det er en Fejltagelse S. 510, at jeg har argumenteret for Domstolenes Uafhængighed i 30-erne og 40-erne ud fra de mange Frifindelser. Dette er en fra anden Side fremsat Tesis; mine Be­ mærkninger var holdt i Almindelighed. Min unægtelige Veneration for Højesteret som Institution har ikke tilsløret mit Omdomme saaledes, at jeg efter Gennemsynet af de paagældende 25 Aars Voteringer skulde anse alle Domme for rigtige og alle Dommere for de bedst mulige. Jeg fandt det blot ikke paakrævet i en Højesteretshistorie at gaa ind i Undersøgelser af Dommenes endsige de enkelte Voteringers materielle Rigtighed og i for­ skellige supplerende Undersøgelser paa det administrative Omraade, som Prof. luul efterlyser. Herom kan man have forskellig Mening, men mod den skete Forvanskning maa jeg forvare mig. ‘) Han var yngste Advokat og havde som nævnt allerede været Aktor i første Instans. Han bemærkede, at Hvervet — formentlig af Loyalitets- hensyn — var ham pinligt. 121

»litterært«, hvori han dog var »tilbøjelig til« at give Bille Uret; men formodentlig har Advokaternes Indlæg allerede paa dette Tidspunkt i alt væsentligt taget endelig Form. Ogsaa det andet Angrebspunkt, den løse og uvederhæftige Argumentation i Skrif­ tet, blev forsømt, medens Defensor kunde fremhæve, at det var ganske frit for personlige Angreb paa Kongen !). Det være langt fra mig at mene, at der skete nogen Skade ved, at Bille ikke i 1867 idømtes f. Eks. 1 Aars Statsfængsel og kort efter benaadedes. Men hvis foranstaaende Opfattelse tiltrædes, vil hans i Anledning af Fredsslutningen udsendte Artikler fremtidig faa Rang af Kulmina­ tionen af den nationale Opposition mod Christian IX. Iøvrigt an­ tager jeg, at de Lehmannske (politiske) Udtalelser i Rigsraadet har bestyrket Bille i at uddybe sit Standpunkt. Endnu skal nævnes en Sag fra den borgerlige Retsplejes Om- raade, hvori der blev Spørgsmaal om Fredstraktatens Betydning ikke for Kongehuset men for dette nærstaaende Personer. I An­ ledning af Afstaaelse af de den hertugelige Holsten-Beckske Linie som Len tilhørende Plöenske Godser tillagdes der af Frederik V Hertugerne en Godtgørelsessum, og 1. Maj 1838 udstedte Frede­ rik VI en Forsikringsakt til Fordel for Hertug Carl af Slesvig-Hol- sten-Sønderborg-Gliicksborg, Christian IX ældre Brodér (1813—78), og hans Efterkommere. Ved enstemmig Dom af 22. Juni 1870 er­ hvervede Hertug Carl Anerkendelse overfor den danske Statskasse om sin Berettigelse, saaledes at hans yngre Brødre Frederik, Vil­ helm, Julius og Johan (Hans) paa Livstid skulde have Andele deraf. Det fastsloges, at Fredstraktatens Art. XI ved at fastsætte, at de saakaldte holsten-plöenske Ekvivalentsummer skulde falde Hertugdømmerne til Last, ikke sigtede til disse Udbetalinger, der kun var sket gennem den slesvigholstenske Hovedkasse i Rends- borg af Hensyn til Modtagernes Opholdssted.

') Paa Sagens tidligere Stadier spores en modvillig eller lidet aktiv Ten­ dens hos Myndighederne. Folketingsudvalget, hvis Sekretær var den natio­ nalliberale Chr. S. Klein, insisterede i nogen Tid paa Efterkommelse af et ligegyldigt Krav om at faa opgivet, hvorledes det i de medfulgte Aviser udviste Forhold skulde betegnes, Skriftvekslingen i 1. Instans gik meget langsomt, og et Forhor over Tiltalte omfattende hans mulige personlige Forhold til Prins Frederik afholdtes ikke. Ogsaa Defensor for Højesteret havde taget sig rigelig Tid til at forberede Proceduren. Kriminalrettens Dom gik ud paa, at det begaaede Angreb paa Kongens Adkomst udgjorde en Statsforbrydelse i egentlig Forstand efter Lovgivningens Betegnelse af dens Slags Forbrydelser, og der udmaaltes Straf efter Lovgivningens Ana­ logi. Af 5 Dommere frifandt C. A. Cold og C. W. Sporon; Holmblad og Justitiarius A. L. Drewsen stemte for 1 Aar Statsfængsel, Africanus Knud­ sen for 1000 Rdl. Bøde. Efter speciel Votering regnedes de 2 Stemmer for afgørende. 122

CH. F. L. MOURIER JUSTITIARIUS, 1871—80. Mourier, der blev Rottbølls Efterfølger, tiltraadte ligesom denne sit ikke lette Ekstrahverv i den Alder, som en senere Tid har sat som Dommeres Aldersgrænse, og bar som han Arbejdsbyrden om­ trent til sit 80. Aar. Han havde tjent sig op i Retten gennem 19 Aar, medens Rottbøll havde brugt 28, og hans Avancement foran den 1 Aar ældre Baron Bretton betød en Fravigelse fra den Skik med at undgaa Springavancement, som Minister Simony i sin Tid havde paaberaabt sig, da Talen var om at holde H. J. Koefoed tilbage for C. F. Lassen. Lowzows Funktionstid havde været knyt­ tet til Indflytningen paa Amalienborg og Rottbølls til Indflytnin­ gen paa Christiansborg. Mourier fik som Bang i den Henseende rolige Dage, hans hele Tid forløb paa Christiansborg. Men der­ imod traadte under ham Retten for anden Gang i Forhold til det politiske Liv gennem de to Rigsretssager fra 1877, hvori han præ­ siderede. Billedet af Mourier, der tegner sig bl. a. gennem det ret fyldige Materiale af Embedserklæringer, viser ham som den nid­ kære, noget omstændelige Embedsmand med Sans for Stil og Form. Hans Personlighed havde det akademiske Præg, der passede til Æresdoktorgraden, hvormed Universitetet hædrede Retten og ham i 1879. Mellem de Tilforordnede var der betydelig større Af- og Til­ gang end i Forgængerens lige saa lange Embedstid. Baron F. E. Bretton fik Afsked 12. Dec. 1873, og det ses, at Mourier gentagne Gange havde udtalt det ønskelige heri overfor Justitsminister Klein, paa hvis direkte Opfordring til at søge Afsked Bretton derpaa havde svaret, at han vel følte Trang til Hvile men af Familie­ hensyn ikke godt kunde gaa og endnu ikke ansaa det for sin Pligt. Han indstilledes derefter saaledes, at fuld Lønning bibeholdtes, og efter Mouriers Anbefaling, der roste ham som nidkær om end ikke blandt de mest fremragende Medlemmer, blev han Gehejmekonfe- rensraad. Han døde 4. November 1878. A. Chr. Meyer døde 10. April 1878, H. A. S. Faith 25. September 1878 og C. Bornemann 14. December 1877. Endelig døde C. A. Cold 28. December 1876 tre Aar efter at have efterfulgt W. J. A. Ussing, der 28. Marts 1873 blev Nationalbankdirektør. O. G. Blechingberg fik efter egen Ansøgning paa Grund af Nervesvækkelse og Øjensvaghed Afsked 30. April 1875. O. F. Miiller fik Afsked for Svagelighed 71 Aar gam­ mel med Gage = Pension og blev K. II af Dbg 29. November 1878. De nye Assessorer var V. L. Finsen 1. Marts 1871 efter Mourier, 123

C. A. Cold 16. Maj 1873 efter Ussing, H. Smith 7. Februar 1874 efter Bretton, H. Lund 29. Maj 1875 efter Blechingberg, C. S. Klein 24. Januar 1877 efter Cold, Chr. Rimestad 21. Februar 1878 efter Bornemann, P. A. M. Lillienskjold 14. Juni 1878 efter Meyer, M. G. P. Repholtz 29. November 1878 efter Faith og R. Chr. With 14. Januar 1879 efter Müller. Antallet af de i Mouriers Tid ekspederede Sager var følgende: 1871: 75 civile, 209 Justitssager, tilovers 4. 1872: 68 civile, 251 Justitssager, tilovers 2. 1873: 75 civile, 196 Justitssager, tilovers 3. 1874: 60 civile, 204 Justitssager, tilovers 0. 1875: 55 civile, 204 Justitssager, tilovers 3. 1876: 50 civile, 212 Justitssager, tilovers 6. 1877: 74 civile, 202 Justitssager, tilovers 6. 1878 : 67 civile, 248 Justitssager, tilovers 9. 1879: 67 civile, 220 Justitssager, tilovers 6. Antallet var kendelig aftagende i Forhold til foregaaende Periode. Retten gav to Gange imødekommende Svar paa Henstillinger om at udtale sig angaaende Retsspørgsmaal. En Skibskaptajn havde heri Landet gjort sig skyldig i Forhold, der vilde blive forfulgt imod ham i Preussen, og det ønskedes oplyst, om de i tysk Straffelov- bogs §§ 267, 268 og 271 nævnte Handlinger var strafbare efter dansk Lov. Justitsministeriet henstillede, om Retten maatte finde noget at erindre imod at besvare Spørgsmaal af den omhandlede Beskaffenhed og eventuelt det foreliggende. Der svaredes 3. Ja­ nuar 1876, at man ikke havde noget imod at afgive Betænkning angaaende Spørgsmaal af den omhandlede Beskaffenhed. Om For­ hold efter §§ 267—68 (Dokumentfalsk) var Svaret Ja med Tilføj­ ende, at Paatalen var offentlig. Forhold efter § 271: at bevirke urigtig Oplysning optaget i offentlige Dokumenter etc. var i Al­ mindelighed ikke strafbart men kunde muligvis efter de konkrete Omstændigheder efter Straffelovens § 1 sættes i Klasse med straf­ bare Handlinger. Tilsvarende Udtalelse angaaende samme Skibs­ kaptajn afgaves 2. Marts s. A. om tysk Straffelovs § 171 (Bigami). Rettens Dom af 21. Januar 1876 havde udtalt, at selvskiftende Ar­ vinger, der vilde raade over Boets faste Ejendom, overfor Rets- skriveren maatte legitimere sig yderligere end ved Skifterettens Anerkendelse af dem. Finansministeriet, der siden 1861 ved Note­ ring af Statsobligationer m. v. havde fulgt den Regel ikke at fordre yderligere Legitimation end Skifterettens Attest, ønskede Vejled­ ning i denne Anledning og Justitsministeriet henstillede derfor til Retten at meddele, »om den omtalte Dom hviler paa en almin­ 124 delig Anskuelse om, hvad der overhovedet kan og maa fordres, for at selvskiftende Arvinger er tilstrækkelig legitimerede til at raade over Boets Ejendele, eller om den hviler paa den Betragt­ ning, at der efter Lovgivningen paahviler Retsskriveren særegne Forpligtelser i dette Forhold«. Svaret af 16. Marts 1876, der hen­ holder sig til Præmisserne, gaar ud paa, at ligesom Retten, der alene havde at afgøre, hvorvidt Retsskriveren ved Dokumentets Tinglæsning ifølge Lovgivningen jfr. Fdg. 7. Februar 1738 § 11 kunde fordre yderligere Legitimation end Udskriften af Skiftepro­ tokollen, ved Dommens Affattelse har haft for Øje intet at præ­ judicere med Hensyn til andre Tilfælde navnlig de i Finansmini­ steriets Skrivelse ommeldte, saaledes finder man overvejende Be­ tænkelighed ved nærmere at indlade sig paa Besvarelse af Spøigs- maalet. Efter den særlig klare Karakter af Spørgsmaalene i de to først­ nævnte Skrivelser kan disse ikke siges at staa i Modstrid med den sidste. Nogen Tid efter sin Tiltræden tog Mourier i Skrivelse af 7. .lanuar 1874 Ordet' for en Forbedring af Lokaliteterne. »Ligesom en Del af Inventariet i det Lokale paa Christiansborg Slot, der af Højesteret benyttes til Retssal saasom Borde, Skranker, Betræk og Gardiner m. m.«, skrev han, »er i en saa forfalden Tilstand, at en Udbedring af samme maa anses nødvendig, og der derhos er stor Trang til en forbedret Ventilation i Lokalet, saaledes er Rets­ salen overhovedet saa yderst simpelt udstyret, at den i sin nuvæ­ rende Skikkelse, hvis yderlige Tarvelighed endog har opvakt frem­ mede Besøgendes Opmærksomhed, næppe er svarende til den In­ stitutions Vigtighed og Anseelse, til hvis Virksomhed den er ind­ viet eller til Betydningen af de Forhandlinger, som der plejes«. Et Overslag lydende paa 4050 Kr. vedlagdes. Siden Drabantvagten af Fodgardens Underofficerer i 1850 blev taget bort, havde der intet Vagthold været under Retsmøderne. I Skrivelse af 15. Juni 1874 gjorde Mourier Indstilling om at faa dette genindført. Rettens to Bude var aldrende og svagelige Mænd og desuden optaget af andre Ærinder, naar Retten holdtes. Naar der var særlig Grund dertil f. Eks. ved Foretagelsen af Sagen mod Pio m. fl., havde man haft Politi tilstede, men der var i al Almin­ delighed af Ordenshensyn Trang til et Vagthold. Om dette skulde være militært eller ikke snarere bestaa af Politi, skulde han hen­ stille. Der burde næppe som i Fortiden beregnes noget Vederlag herfor hos de procederende Parter. Paa de følgende Finanslove ses opført 300 Kr. for Vagthold i Højesteret, der siden er ydet af det den Gang kommunale Politi. 125

Inden Mouriers Afgang fik Retten Lejlighed til i Skrivelse af 9. December 1879 at sige sin Mening, om det af den for Tiden benyttede Lokale var fyldestgørende, eller hvilke Forandringer der i modsat Fald maatte findes ønskelige. Ministeriet havde med Hensyn til eventuel Tilvejebringelse og Omordning af Bygninger for Rigsdagen, Højesteret m. m. stillet dette Spørgsmaal. Besva­ relsen er underskrevet af Assessor Buch med Bemærkning, at Sva­ ret var forsinket ved Justitiarius’ Sygdom, og det gik efter For­ handling med de øvrige Medlemmer ud paa, at der fandtes ikke faa Mangler ved Lokalet, navnlig var Lysforholdene i Retssalen ikke gode, en Budstue manglede, Arkivlokalet var slet, og de til Justitiarius og Rettens øvrige Medlemmers Brug bestemte Lokaler var tildels meget uheldigt beliggende. De sidstnævnte af disse Mangler vilde kunne afhjælpes, naar der overlodes Retten Brugen af et Værelse paa venstre Side af Opgangen fra Kolonnaden, hvori der nu var henlagt Inventarium. Retssalen burde ændres saaledes, at Skranke og Tilhørerpladser henlagdes til den modsatte Ende af Salen, hvilket forudsatte Fjernelse af en Vindeltrappe fra den mørke Entre foran Rettens Garderobestue til Mezzaninen og An­ bringelse af en ny Dør til venstre foran Retssalen. Desuden maatte Monteringen forbedres tildels forøges. Med disse Forøgel­ ser og Forandringer vilde Rettens Lokaler blive ret fyldestgørende. Endelig paapeges Ulemper ved Støj fra den beboede Mezzanin, Hamren paa Gulvet og Fortepianospil, hvilket haabedes bragt til Ophør. Buch oplyser andetsteds, at det hidrørte fra Overhofmar- skal Løvenskjolds Lejlighed. Prins Jørgens Gaard udenfor Salen var aflukket for Vogne og fri for Støj. I Mouriers Tid afsluttedes 1877 den store Proceskommissions af A. F. Krieger ledede Virksomhed, den han selv i 1852 havde indledt for Strafferetsplejens Vedkommende. I Rottbølls Biografi omtaltes det, at han mod Slutningen men­ tes at have Vanskeligheder med at faa Advokaterne til at fremme Sagerne for at undgaa, at Ordenens ikke anteciperede Sager ikke naaede frem i det Aar, hvortil de var paastævnet. Advokaterne maatte i saa Fald søge Bevilling til at overføre dem til næste Høje- steretsaar. Men det var tillige en vigtig Opgave for Justitiarius at beskære Tendenser til Sagernes Vidtløftiggørelse, der blev til Ulempe for Behandlingen af Justitssager, som der var Overflod af. 1 Skrivelse af 25. Marts 1872 til Advokaterne, der senere gentoges, udbeder Mourier sig Oplysninger angaaende det Standpunkt, deres Sager stod paa. og opfordrer dem til at sørge for hurtig at tilveje­ bringe de nye Oplysninger, de behover. Ordningen var den, at naar Sagen kom for Tur og ikke var færdig, behøvedes der Bevilling for 126 at opnaa Udsættelse af den. Bang havde 27. Juli 1859 indstillet til Ministeriet at bevirke den Ændring heri, at Bevilling ikke behøve­ des, men at man uden videre gik over til næste Sag, men det var ikke saa let at opnaa Ændring i disse Regler, der havde Lov­ karakter. 8. Juni 1880 udsendte Mourier et trykt Cirkulære til Ad­ vokater og Sagførere indeholdende forskelligt med det Formaal at fremskynde Sagernes Behandling. Først en Indskærpelse af Reg­ len om anteciperede Sagers Anmeldelse til Foretagelse straks. Der­ næst Indskærpelse af Cirkulæret af 25. Marts 1872 om Vigtig­ heden af straks at sørge for Tilvejebringelsen af de nye Oplys­ ninger. Han giver Udtryk for sin Frygt for ikke at kunne naa gen­ nem de mange Ordenssager, hvis Sagførerne ikke lader det være sig magtpaaliggende, hvad der er indskærpet i Instruksen og Pa­ tentet, nemlig at fremføre de enkelte Sager det være sig civile eller kriminelle med al mulig Korthed og uden unødig Vidtløftighed. Særlig henledes Opmærksomheden paa, at de Kommentarer, der under Dokumentationen gives før og efter Oplæsningen af de enkelte Aktstykker, jævnligen overskrider de Grænser, der er sat herfor i Instr. § 30 og Pat. § 19, at den Ordveksel mellem Sag­ førerne, som derved ofte fremkaldes, ganske savner Hjemmel og desuden kan i flere Henseender være meget uheldig, samt at Ind­ lægene i de foregaaende Instanser ifølge sidste § kun maa oplæses eller refereres for dermed at bevise propriam confessionem eller denegationem, hvorimod al videregaaende Dokumentation af Ind­ lægene eller Refereren af deres Indhold er ulovhjemlet, ligesom den ogsaa ofte maa anses for unyttig og ikke sjeldent endog vil være til Skade for Opfattelsen af Proceduren. Dette var frem­ hævet, siges der, fordi der jævnlig afviges derfra, og det ikke er let for den enkelte Sagfører proprio motu at emancipere sig der­ fra, da det paa en Maade er blevet Skik og Brug. Justitiarius ud­ taler sluttelig det Ønske, at trykte Ekstrakter ogsaa af Hensyn til Omkostningen ikke anvendes hyppigere og ikke gøres større end nødvendigt, hvad jævnlig i betydeligt Omfang turde være Til­ fældet. Udgiften, som Staten bar, til Trykningen var stigende, og fra Ministeriets Side ønskedes der sikkert holdt igen, men det havde ogsaa Betydning for Sagernes Fremme, at der ikke skulde ventes paa Trykkeriet. Cirkulæret tyder paa, at det ikke var lyk­ kedes Mourier ved Tilhold under Retsmøderne at vænne Advo­ katerne af med Procedurebemærkninger paa urette Sted og i over­ flødigt Maal. Sagførerloven af 26. Maj 1868 § 12 havde forbeholdt Udførelsen af offentlige og beneficerede Sager for de af Kongen udnævnte Sagførere altsaa i Højesteret Advokaterne, saalænge den kunde 127 overkommes af dem. Efter Rettens Skrivelse af 6. Februar 1879 var dette ikke længere Tilfældet, og Beskikkelse foresloges derfor meddelt HRSagførerne Bagger og Octavius Hansen. Tillige ind­ stilledes det, at saadanne beskikkede Højesteretssagførere fik Ret til at bære Uniform ved Møde i Retten og Rang som Advokater ialtfald efter nærmere Indstilling af Højesteret efter en passende Tids Tjeneste. Beskikkelsen og Tilladelse til Uniform, det sidste som almindelig Regel, gaves 5. Marts 1879. Reglen om Rang (3. Klasse Nr. 9) gaves ved Resolution 15. Januar 1909. Bagger, der efter 5 Aars Forløb fik Rettens Anbefaling paa sin med Døtres Indskrivning i Vemmetofte Kloster motiverede Ansøgning og 1887 bragte denne i Erindring, fik personlig Rangtildeling 3. Februar 1887. Ogsaa O. Hansen indstilledes i 1884, men forgæves, da han var politisk Oppositionsmand (Buchs Erindringer). Kort efter kom Loven af 24. Maj 1879, der i Motiverne betegner sig som et Sup­ plement til Ophævelsen af de kongelig udnævntes Monopolstil­ ling. Den indførte iøvrigt Fastsættelse ved Kendelse af Salæret, naar der ikke gaar Dom i Sagen, og Ret til dets Udbetaling hos det offentlige. En Omordning af den Assessorerne paahvilende Pligt til at censurere ved de juridiske Eksaminer fandt Sted, efterat Lov Nr. 55 af 25. Marts 1871 om Lønninger under Kirke- og Undervisnings­ ministeriet i § 9 havde hjemlet en Bevilling til faste Censorer ved de forskellige Universitetseksaminer; disse skulde udnævnes for 3 Aar ad Gangen. I Henhold dertil ophævede Bkg. Nr. 81 af 25. April 1871 de Lovbestemmelser, som paalagde bestemte Embeds- mænd denne Pligt. Ministeriet skulde udnævne Censorerne og ordne alt ved Censuren. Herved bortfaldt Fdg. 30. December 1839 § 10, der havde været følt som en Byrde. Det blev en siden opret­ holdt Skik, at to Assessorer for 3 Aar ad Gangen beskikkedes til dette nu lønnede Hverv. Af det Erklæringstof, der findes i Justitiarii Protokoller, ved­ rører en stor Del de til Retten knyttede Embeds- og Bestillings- mænd: Justits- og Protokolsekretærer, Assistenter og Bude. Til Omtalen heraf kunde der bl. a. knytte sig personalhistorisk Inter­ esse; flere af Protokolsekretærerne gik over i Dommerstillinger og nogle endte i Højesteret. Men Begrænsning maa her gøres til de Sider deraf, der har spillet en Rolle for Rettens Virksomhed. Ogsaa til Karakteristik af Erklæringsgiveren kunde dette Stof have Inter­ esse. Dette gælder saaledes en 7 Protokolsider lang Udtalelse af Mourier, dateret 28. Januar 1878, hvori han omstændelig beskriver Justitssekretær Chr. P. Schiønnings Svagelighed og det ubestemte i hans Helbredstilstand samt Beskaffenheden af hans Embedsfor- 128 retninger, som han delvis i længere Tid havde ført over paa andre Hænder. Aabenbart er det med betydelig Lettelse, han kan kon­ kludere til Indstilling om at entledige Schiønning med Pension og udnævne Protokolsekretær W. Chr. C. B. Thrane, til hvem han havde fuld Tillid, og som ogsaa i en lang Aarrække kom til at beklæde Posten. Til Justitskontorets Omraade hørte det, at Entreprenøren for Ekstrakternes Trykning Bog- og Papirhandler Gandrup døde i 1875, hvorpaa Virksomheden overtoges af hans Efterladte og Bogtrykker Fjeldsøe, til hvilket Navn den endnu er knyttet. Et særligt Spørgsmaal forelaa i 1878. Den afdøde Assessor Faith havde testamentarisk oprettet en Legatfond for ugifte forældreløse Døtre over 40 Aar af afdøde Embedsmænd eller Mænd af de bedre Samfundsklasser, og der spurgtes, om Højesteret var villig til at overtage Bestyrelsen af Legatfonden paa den i Testamentets § 15 foreskrevne (ikke i Rettens Svarskrivelse af 6. November oplyste) Maade. Retten svarede, »at Udførelsen af et saadant Hverv fore­ kommer os at være uforenelig med Højesterets Virksomhed og Stilling i det hele«, og man beklagede derfor ikke at kunne op­ fylde en afdød Kollegas Ønske.1) Den første af Retsafgørelserne i offentlige Forhold, hvormed dette Afsnit skal beskæftige sig, har Hensyn til Arbejderbevæ­ gelsen, der fulgte med det industrielle Gennembrud ved Over­ gangen til Halvfjerdserne. Opgangstiden i Næringsfrihedens Tegn med Start af mange nye Virksomheder hvoraf flere i Aktiesel­ skabsform var ledsaget af Befolkningstilvækst i Byerne særlig Ho­ vedstaden og en begyndende foreløbig svag Fagforeningsbevæ- gelse. Men Prisstigningen fulgtes ikke af en tilsvarende Lønstig­ ning, og med korte Mellemrum optraadte Strejker større end for­ hen blandt de uorganiserede Arbejdere. Under denne Klassemod­ sætning traadte den 30-aarige Louis A. F. Pio gennem udsendte Pjecer og som Redaktør af Ugebladet Socialisten ind paa Arbej­ dersiden, og med de jævnaldrende H. Brix og P. Geleff stiftede han Den internationale Arbejderforening for Danmark med 7 Kredsformænd og Sektioner efter Medlemmernes Fag samt ham selv som Stormester; den blev en Afdeling af Karl Marx’ i 1864 stiftede Forening Internationale i London. Pio havde gennem Op­ hold i Schweiz og Tyskland faaet Tilknytning til den udenlandske Bevægelse, og dertil sluttede sig hans stærke Indtryk af Pariser­ kommunens Undertrykkelse 1871 (modsvarende Indtryk af Kom- ’) I Buchs Livserindringer IV S. 9 anføres ogsaa, at Testamentets nær­ mere Bestemmelse ikke tiltalte, navnlig var Legatportionerne alle kun smaa, højst 100 Kr. C. F. L. MOL RIER T. C N. BUCH

l>. F. KOCH C K. V NYHOLM 129 munardernes Rejsning havde hos Overklassen fæstnet sig som en Afsky for Socialismen). Programmet var en indgribende Ændring i Samfundsforholdene: de legemligt arbejdende skulde være den herskende Del af Folket, Armé og Flaade afskaffes eller indskræn­ kes, Ægteskabet være et frit Kontraktsforhold, Kirken adskilt fra Staten, Arveret og indirekte Skat ophævet, Forbud mod Frugtbar- gørelse af Kapital. Indførelsen skulde ske ved voldsom Kuld­ kastelse af de bestaaende Institutioner. Tilstaaelserne herom i de senere Forhør toges ganske vist tilbage, men de stemmede fuldt med Udtalelserne i de talrige Artikler og Foredrag, der stadig søgte at virke ved Trusler. Medlemstallet naaede hurtig i hele Landet 7640—$790 og i København 4690—5140 dog Restanter. Knudepunkter for Agitationen var, som Kriminalretsdommen ud­ trykker det, »de saakaldte Strikes«, og det var en stor i Begyn­ delsen af April 1872 begyndt Murerstrejke, efterhaanden omfat­ tende c. 2000 Mand, der gav Stødet til, at Retsmyndighederne kom til at beskæftige sig med hele Bevægelsen. Til Støtte for Murerstrejken ogsaa økonomisk behøvedes et Massemøde, og det berammedes afholdt Søndag 5. Maj 1872 paa Nørrefælled. Bladet, der nu udkom daglig, bragte Pio, Brix og Geleffs Indbydelse dertil 2. Maj i en flammende Artikel af Pio med den truende — og for ham selv varslende — Overskrift »Maalet er fuldt!» Politidirektør Crone indstillede s. D. til Justits­ minister Krieger1) at forbyde Mødet og anholde de tre Ledere. Ministerraadet overlod ham at handle efter bedste Skønnende. Ved Anholdelserne blev han dog betænkelig, men udstedte Forbudet 4. Maj. Det omfattede ogsaa andre af Internationales Bestyrelse indvarslede Møder, hvorved den grundlovsmæssige Forudsætning var »under aaben Himmel«. Raadslagningen i den Anledning paa Bladets Kontor, der overværedes af en stor Menneskemængde, endte med, at Pio trods andres Modstræben rev alle med i Beslut­ ningen om at trodse det »ulovlige«2) Forbud. Sent paa Aftenen fik Crone Kriegers Samtykke til at anholde de tre Ledere, men Bladet udgik om Søndagen med denne Opfordring fra Pio dog ogsaa med en Medarbejders korte Oplysning om Anholdelsen og en Henstilling om at holde sig Loven efterrettelig og ikke møde; en tilsvarende Plakat opsloges. Trods dette indfandt store Mæng­ der sig til Tiden Kl. 4, og indtil ud paa Aftenen var der paa for­ skellig Maade Sammenstød mellem dem, der banede sig Vej til

') Dagbøger V S. 236 f. -) Folketinget udtalte 28. Marts 1874, at et Forbud kun kan have en rent midlertidig Varighed. Tidenden 1873—74 Sp. 3036. Iøvrigt forbødes Foreningen 14. August 1873, da Retssagen var forbi. Højesteret II. 9 130

Fælleden, og den væbnede Styrke, der bestod af 2 Eskadroner Husarer og talrige Politibetjente, der brugte Vaabnene og selv angrebes med Stenkast; mange saaredes paa begge Sider. Men hel­ digvis kastede intet Tilfælde af Lemlæstelse eller Død noget tra­ gisk Lys over Forbudets Tilsidesættelse. At der inde i Byen fore­ faldt Knusning af Gadelygter m. v. i stort Omfang, blev ikke reg­ net med til den Sag, der derpaa rejstes mod de tre Bestyrelses­ medlemmer, der ved at agitere for Mødets Afholdelse opfattedes som Anstiftere af Opsætsigheden. Men den Vilje til at sætte haardt mod haardt, som havde vist sig om Søndagen, bragte Politiet til at gaa dybere og oprulle hele den agiterende og organiserende Virksomhed, der var udfoldet. Dette førte til en Kriminalretsdom af 29. Marts 1873, hvorved 14 Tiltalte idømtes Vand- og Brødstraffe og Pio, Brix og Geleff Forbedringshusstraffe paa 6, 5 og 4 Aar, hvorpaa Sagen for disse 3 Tiltalte indbragtes for Højesteret med Advokaterne Klubien og Nellemann som Aktor og Defensor. Dommen afsagdes 6. August 1873. I Bevisbedømmelsen var der ikke Forskel i Højesteret, men der var ret stor Forskel i Skyldvurderingen. Alle var dog enige om, at Pio bar Hovedskylden. 6 af de 12 Dommere vilde idømme ham 5 Aars Forbedringshus, medens 3 gik højere til 6 Aar og 3 lavere til 4 Aar; Udfaldet var da 5 Aar. Geleffs Skyld vurderedes af 6 Dommere til 3 Aar, 2 vilde gaa til 4 og 3 til 5 Aar, 1 dog kun til 2, og Brix dømtes af 7 Dommere til 3 Aar, af 4 til 4 og af 1 til 2 Aar altsaa gennemsnitlig noget mildere end Geleff, men for begge blev Afstemningens Udfald 3 Aar. Strafferetligt var det første Punkt, om der var dannet en For­ ening i statsomstyrtende Hensigt. Straffelovens § 85 II straffede med Livsstraf eller livsvarigt Tugthus, at nogen i den Hensigt at forandre Statsforfatningen opvækker Oprør eller paa andre Maa- der fremkalder eller leder Voldsgeminger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring. Det næste Punkt var Sigtelsen for at anstifte en samlet Mængde til offentlig ved Ord eller Handlinger at til­ kendegive den Hensigt i Forening at vise voldsom Modstand imod Udførelsen af en af Øvrigheden truffen Bestemmelse. Hovedmæn- dene i denne Forbrydelse straffes, forsaavidt der herved øves Vold mod Personer eller Gods, med Strafarbejde fra 8 Maa­ neder til 6 Aar. Undersøgelsen, der foretoges med anerkendt Dygtighed af Kri- minalretsassessor senere Medlem af Højesteret Africanus Knud­ sen, havde som allerede bemærket først været rettet paa Opsæt­ sigheden overfor Politiets Forbud altsaa det sidstnævnte Forhold 131

men kom derefter ogsaa ind paa det førstnævnte med Hensyn til hvilket der dog kun forelaa et Forsøg, thi selv om Begivenheden paa Nørrefælled betegnedes som et Oprør, havde dog ingen tænkt sig derigennem at kuldkaste Forfatningen. Naar undtages den førstvoterende Cold, hvis Udtalelser synes at bero paa Misfor- staaelse, var alle enige om, at Anvendelsen af § 85 II maatte forbindes med de strafnedsættende Forsøgsregler i §§ 45 og 46. Det antoges af alle, at de Tiltalte ved den af dem drevne Agi­ tation ikke blot havde tilsigtet at udbrede visse politiske Anskuel­ ser, men ogsaa ved Arbejderbefolkningens Optagelse i den af dem bestyrede Forening søgt at organisere en Styrke, der kunde anven­ des til en voldelig Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning, naar det dertil belejlige Øjeblik kom, hvortil der efter deres For­ mening kunde hengaa længere men maaske ogsaa kun en kortere Tid, hvad der navnlig afhang af Begivenheder i Udlandet. Dette maatte anses som Forberedelse til Oprør. De mildere Stemmer mente, at det kun agitatorisk var fremstillet som nærforestaaende. Hvad angaar Begivenheden paa Fælleden1), var der ligeledes Enighed om, at den mod Politi og Militær øvede Vold var bevirket ved Opfordringen til at trodse Forbudet, uden at det kunde komme i Betragtning, at de Tiltalte i Mellemtiden var blevet anholdt. Kri­ minalretten havde derimod anset, hvad der derefter skete, som Frugt af nye Beslutninger, hvorfor de Tiltalte ikke kunde have Ansvar. Formildende anførtes det under Voteringen, at de Tiltalte maaske havde tænkt, at Mødet ikke vilde blive hindret, eller at de ved at være tilstede kunde have hindret Voldsomhederne, samt tillige, at deres Irritation skyldtes Politidirektørens almindelige Forbud af deres Møder. Et Hensyn til den langvarige Arrest an­ førtes af flere. § 52 om Anstiftelse citeredes. Der var tillige Tiltale efter § 156 om Angreb paa her bestaaende Religionssamfunds Troslærdomme eller Gudsdyrkelse; det fandtes dog overflødigt at medtage denne, da der ved Anvendelse af Straffen for den stats- omvæltende Agitation allerede var taget Hensyn dertil. Geleff straffedes særskilt for i Nakskov at have holdt et Møde trods Politiforbud. Tiltalen mod ham for forskelligt Bedrageri var afvær­ get dels ved Betaling af besveget Belob dels ved manglende Bevis. Straks efter Dommen udgik 14. August 1873 Bkg. om Forbud mod den internationale Arbejderforening for Danmark som ha­ vende et ulovligt Formaal. Dette førte til Organisationen Den de­ mokratiske Arbejderforening og en livligere Dannelse af Fagfor­ eninger. Aaret efter afløstes »Socialisten« af »Socialdemokraten«. *) Ifølge Meddelelse til Krieger, Dagbøger V S. 315 havde HR lagt den afgørende Vægt paa denne Del af Sagen. 132

De dømte havde tiltraadt Afsoningen uden at opnaa Omsætning til Statsfængsel men benaadedes 8. April 1875 væsentligst paa Grund af Pios Helbredstilstand, ogsaa fordi »Bevægelsen havde tabt meget i Intensitet«, og Pio genoptog sin Virksomhed men mødte efterhaanden Modstand i Partiet og andre Vanskeligheder. I Marts 1877 udvandrede han sammen med Geleff til Amerika for at danne et Nybyggersamfund i Kansas og modtog hertil en Understøttelse gennem Politiet. Bevægelsen blandt Arbejderne 1871—72 maa efter Nutidens Sprogbrug nærmest betegnes som Syndikalisme eller Kommunisme. Den var under Pios Stormester-Førerskab hektisk og overspændt som den røde Fane, den udfoldede, og løb derfor Panden imod. I sin Historieskrivning har dog den senere helt forskellige social­ demokratiske Bevægelse sluttet op om dens Synspunkter overfor Dommen, se C. E. Jensen i Socialdemokratiets Aarhundrede II (1904) S. 271 (»Klassedom, Justitsforbrydelse, Dommerne kun vil­ lige Redskaber i de Besiddendes Hænder«). Her og i Wiinblad og Alsing Andersens Det danske Socialdemokratis Historie I (1921) S. 30 siges iøvrigt urigtigt, at C. S. Klein og ikke A. F. Krieger optraadte som Justitsminister i Maj 1872. I Georg Kringelbachs Kriminal- og Politirettens Dom i Socialisternes Sag (1873) findes Dommene og Anklagematerialet. Hos Henry Bruun Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark I (1938) S. 179 f., der betegner Dom­ men som uforholdsmæssig haard, udvikles det, at fra »Domhusets og Slotsholmens Kontorstole« beregnede man, at Fjernelsen af Fø­ rerne kunde dæmpe Uroen, og paa »Kontorerne« haabede man fromt, at det hele gik i Staa af sig selv ved Førernes Fængsling, hvorpaa det vises, at Fagforeningsbevægelsen tværtimod havde god Fremgang, jfr. foran. Forf. paapeger dog selv som Virkning af Dommen, at mange af Pios Tilhængere forstod, at ikke alle hans Teorier umiddelbart lod sig udnytte i Praksis, at saaledes Inter­ nationales Sektioner var for radikalt prægede til at kunne blive repræsentative Fagorganisationer. De omtalte Beregninger og Haab næredes meget mulig i »Fædrelandet« og »Berlingske Tidende«, som Forf. nævner, Organerne for Arbejdsgiversiden, men der maa tages Forbehold overfor, at de var bestemmende for Retsmyndig­ hederne, der havde at anvende Loven. Synspunktet ligger desværre i Nærheden af det først omtalte. Retsforfølgningen mod Fælledoptøjerne i Maj 1872 trak nogle andre Højesteretssager efter sig, der betød fortsat Reaktion mod ophidsende Udnytten af Affæren særlig ogsaa ved Beskyldninger om lovstridig Adfærd. 29. Januar 1875 paadømtes en Æresfor- nærmelsessag mod Boghandler Loria, som Politidirektør Crone an­ 133 lagde angaaende en Piece om Pio, hvori det bl. a. var sagt, at Politiet i Strid med Grundlovens Forbud mod Censur samtidig med Anholdelsen af Pio 4. Maj 1872 i et til Bladets Trykkeri stø­ dende Lokale havde beslaglagt det under Trykning værende Num­ mer, hvoraf Eksemplarer skulde forelægges Crone. Det rigtige var, at Betjentene havde Ordre til at hindre, at der bragtes Papirer etc. bort. Derimod havde Kriminal- og Politiretten antaget, at Crones Forbud af 2. Maj ved ikke udtrykkelig at angive sin mid­ lertidige Karakter ikke havde været stemmende med Grundloven. Denne Del af Sagen ankedes videre, og Højesteret fandt, at det ved i Forbudet at henvise til Grundlovens § 88 og Lov 11. Februar 1863 § 9 (Politidirektøren kan som midlertidig Foranstaltning i den offentlige Freds og Sikkerheds Interesse udstede Forbud) var til­ strækkelig tilkendegivet, at det kun tilsigtedes, at Forbudet skulde have Gyldighed, saalænge Møderne maatte anses for farlige for den offentlige Fred og Sikkerhed, se foran S. 129. Dommen 13. November 1873 over L. V. Hansen tilbageviste Forsøg paa at trække Kongens Person ind i det vakte Røre. 6 Ar­ bejdere var blevet straffet for deres Udtalelser i et til Kongen rettet Andragende, indeholdende Protest mod Politidirektørens formentlig grundlovstridige Forbud af 2. Maj 1872, og dette kom­ menteredes af L. V. Hansen som Redaktør af Socialisten. Efter en Udmalen af Myndighedernes Uretfærdigheder og Overgreb ud­ taltes det, at sligt ikke vilde være sket under Kong Frederik VII. Denne Udtalelse havde Kriminalretten dog ladet passere men straf­ fede ligesom Højesteret som Majestætsfornærmelse efter Strfl. § 90 en tilsvarende Udtalelse ledsaget af Ros til den afdøde Konge og knyttet til den Paastand, at Kongen ved at tillade, at de 6 Underskrivere blev tiltalt, havde billiget Politidirektørens Færd. Endelig havde Bladet i en senere Artikel, der efter kgl. Ordre skulde behandles i 1. Instans for Højesteret, angrebet Kongen for ikke at have grebet ind i Sagen mod Pio m. fl. og ikke at have villet benaade. Der var bl. a. sagt, at Kongenavnet ikke i Længden vilde virke beskyttende, og at den Tid kunde komme, da Tronen vilde vakle. Indenfor en Ramme af 3 Maaneders simpelt Fængsel og Forbedringshusarbejde i 6 Aar var der idømt 6 Maaneders sim­ pelt Fængsel men Højesteret gik til 8 Maaneders Forbedringshus. Afstemningen viste nogen Divergens med 3 Stemmer for simpelt Fængsel i 1 Aar og 2 for Forbedringshus i samme Tid; formil­ dende anførtes, at Hansen ikke selv havde skrevet Artiklerne og var ret ung c. 25 Aar. Lignende Udfald fik ved Dom 17. Marts 1874 Sagen mod Sophus Theodor Pihl, der efter Forbudet mod den internationale Arbej­ 134 derforening stiftede den demokratiske Arbejderforening, som hvis Formand han fortsatte Agitationen i Skrift og Tale. Paa et Fæl­ ledmøde 25. August 1873 vedtoges det at andrage Kongen om Benaadning for de Pio m. fl. lige idømte Straffe, og Pihl anmo­ dede om Audiens for at overrække Kongen en af ham forfattet Adresse herom men henvistes til Justitsminister Klein, der 1. Juli 1872 var efterfulgt Krieger. 21. Oktober gav han Meddelelse herom 1 Socialisten og skrev, at Hans Majestæt naturligvis ikke kan ned­ lade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, men at det ikke kunde falde ham ind at indlevere Adressen til Justitsminister Klein. Han vilde nu sammenkalde et stort Arbejdermøde, for at Arbejderne selv kunde overlevere Adressen. Politidirektøren med­ delte ham, at Mødet vilde blive forbudt og han eventuelt tiltalt. Pihl opfordrede saa 2. November i Socialisten til at møde næste Dag paa Christiansborg Slotsplads samtidig med den almindelige Audiens Kl. 11—1 hvor Pihl da vilde overlevere Kongen Adressen for at give denne Lejlighed til at forvisse sig om, at Tusinder af Arbejdere beklagede Dommen. Tillige meddeltes Adressen, hvori var talt om Tillid til Kongen, og sagt, at det nu skulde vise sig, om der var Grund til at nære denne Tillid. Samme Dag anholdtes Pihl, og de næste Dag samlede Menneskemasser ved Slottet blev adsplittet. Det efter § 90 strafbare fandtes baade i den ironiske Ytring og i det paatænkte Tryk paa Kongens Beslutning. Dom­ men var enstemmig (12 Dommere). Buch havde nogen Tilbøje­ lighed til ligesom ved forrige Sag at gaa lavere. En Majestætsfornærmelsessag af smaa Dimensioner var den ved Dom 27. April 1874 paadømte mod Søren Chr. Howalt, en Haandværkssvend der paa et Værtshus i Mariager havde holdt et socialistisk Foredrag i et Samvær med nogle faa Personer og der­ under kaldt Christian IX en Kæltring; tillige havde han overtraadt Reglerne om Vandrebog. Viborg Overrets Dom om Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage stadfæstedes enstemmigt. Af lig­ nende Karakter var Dom 18. December 1876 over Carl Chr. E. Petersen, der s. A. i Tivoli i flere Personers Overværelse havde udtalt, at Chr. IX skulde hænges, og undskyldte sig med Kaad- hed. Kriminalrettens Idømmelse af Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage stadfæstedes af alle. Endvidere Dom 11. December 1877 over Christen M. Qvist (Toft), der dog slap med 6 Maaneders simpelt Fængsel for ved en Auktion paa Fjaltring Strand at have sagt, at han ikke kunde holde Kongen fri for at være Meneder; 2 Dommere gik lavere. Den sidstnævnte Omskrivning af, at der var handlet i Strid med Grundloven ved Provisoriet af 1877, kom altsaa allerede nu frem i de bredere Lag, da de politiske Brydnin­ 135 ger langtfra havde naaet fuld Styrke. Man frigør sig ikke for Ind­ trykket af, at det hang sammen med den uærbødige Maade, hvor- paa Christian IX var blevet modtaget som Konge i den toneangi­ vende Presse og i Politikken. Harald Fr. V. Brix havde efter Benaadningen i 1875 for Dom­ men af 6. August 1873 genoptaget Arbejdet i Partiets Tjeneste og havde 2. April 1876 begyndt Udgivelsen af det satiriske illustrerede Ugeblad Ravnen, hvis Program var »som Svøben ved Siden af Sværdet« at virke skarpere, end det lod sig gøre i et politisk Dag­ blad »altsaa som et Middel« for Partiets Agitation. Idet Kriminal­ retten fastslog, at Meningen hermed var, at man ved den anvendte Form lettere skulde unddrage sig Ansvaret fandt den, at nogle af Numrene navnlig allegoriske Tegninger med Digte maatte siges at indeholde Forberedelse af Oprør, og desuden indeholdt mange Bidrag Majestætsfornærmelse og Angreb paa Religionen af straf­ bar Karakter. Straffen 4 Aars Forbedringshus stadfæstedes 5. April 1877. Der var Enstemmighed om Straffen men hos nogle Betæn­ kelighed ved at anvende § 82 II om Forberedelse af Oprør. Ved Dom 13. Marts 1878 blev Redaktør af Morgenbladet Niels Jacob Larsen for Injurier mod Estrup straffet med simpelt Fæng­ sel i 4 Maaneder, hvilket var en Stadfæstelse. Artiklen »Danmark i Nutidens Strøm« betegnede Estrup som en uærlig Spiller med Landets Interesser etc. Dens Tone mindede, skriver Buch i sine Erindringer, om Hørups i Politiken »og lignede ikke Larsen, som han nu er, gammel Folketingsmand af det nu saa forhadte for­ handlende Venstre (»Overløberne«). Han førte selv sit Forsvar mundtligt for Højesteret og gjorde et tiltalende Indtryk uden dog at opnaa den idømte Strafs Formildelse«. Buch og to andre vilde dog nøjes med en Bøde paa 800 Kr., medens en Dommer vilde nøjes med 3 Maaneders simpelt Fængsel og en med 600 Kr. i Bøde. Sine personlige Voteringer har Buch ikke betroet Papiret i sine Erindringer. Han plejede at høre til de lemfældige i Strafudmaa- lingen. Den sidste af de Højesteretsafgørelser, der skal omtales, ligger paa et helt andet Omraade nemlig Nationalitetskampen i Nord­ slesvig, der havde bragt et Antal Præster ind i et embedsmæssigt ukorrekt Forhold, der ikke kunde undgaa Ansvar efter Strfl. § 141. Det drejede sig om, at Valgmenighedspræst V. Birkedal 30. Juli 1874 i Askov Folkehøjskoles Forsamlingssal under Medvirken af talrige ornatklædte Gejstlige havde foretaget Ordination af Semi­ narist Cornelius Appel af Rødding som Præst for Frimenigheder i Nordslesvig; Formerne for en almindelig biskoppelig Handling havde været iagttaget. Sognepræst Svejstrup i Vejen, der i Til- 136 talen stod som Hovedmand ved Siden af Birkedal, havde, efter at han af Tyskerne blev afskediget som Sognepræst i Rødding, i flere Aar udøvet Præstegerning i Nordslesvig mellem dansksindede, men efter sin Ansættelse i Vejen kunde han ikke fortsætte der­ med. De i Nordslesvig bestaaende Frimenigheder og Folk, der var udtraadt af den preussiske Landskirke, bad Appel om at soge sig præsteviet i Danmark af en dertil villig, og Vilhelm Birkedal viste sig at være Manden. Efter sin Afskedigelse 1865 som Sogne­ præst i Ryslinge blev han der paa Stedet, hvor en ny Kirke Aaret efter stod rede for ham og efter at Valgmenighedslov 15. Maj 1868 — i ikke ringe Grad for hans Skyld — var gennemført, anerkendtes han som Valgmenighedspræst. Det Angreb han 2. September 1865 i Rigsraadet rettede mod Ministeriet særlig dets Chef C. A. Bluhme i Danskhedens Navn, og som havde medført hans Afsked, havde ret vist ham som en »Ordets hugprude Helt« (Oehlenschlæger). Han havde deri ogsaa med Hensyn til Christian IX som »to gode Raad«, der kunde være givet ham, udtalt, at han i 1864 enten kunde trække sig til­ bage f. Eks. til Fordel for Kong Carl af Sverige eller fortsætte Krigen mod Tyskland til det yderste, se herved foran S. 114. Sagen havde passeret Provsteret og Landemode og naaede først Høje­ steret 18. April 1877. Bøderne: 400 Kr. for Birkedal og Svejstrup og 200 Kr. for de øvrige 10 Præster halveredes ved Højesteret. I sine Erindringer skriver Buch: »Birkedal talte selv med den anselige Svejstrup staaende i Skranken ved hans Side, en vel­ talende Sympati vækkende Forsvarstale, hvori han dog overlod det egentlige juridiske Forsvar til den beskikkede Defensor. Ad­ vokat Henrichsen. Jeg har tidligere omtalt, at flere af Højesterets Damer hørte paa Forsvarstalen i det bag Retssalen liggende Gar­ derobeværelse; at Tilhørerpladsen var godt besat, siger sig selv«. Præmisserne udtalte, at uden Hensyn til, at den præstelige Virk­ somhed kun skulde udøves udenfor Landets Grænser, forelaa der Brud paa den i Medfør af DL 2—3—2 og Kirkeritualet af 25. Juli 1685 Kap. 10 jfr. Fdg. 16. Januar 1686 her gældende kirkelige Orden og Skik, hvorefter Præstevielsen, hvor ikke særegen Bemyn­ digelse dertil er givet, kun kan foretages af en Biskop. Præster i den danske Folkekirke maatte være særlig opfordrede til at over­ holde dens Regler. Efter Omstændighederne og da der havde været handlet i god Tro nedsattes Bøderne dog. Cornelius Appel (1821—1901) vedligeholdt efter sin Ordination under Vanskelig­ heder fra de tyske Myndigheder en Præstegerning fra Rødding til 1889. En enkelt Dommer, A. Meyer, gik ind for Frifindelse, da der 137 ikke forekom ham at være sket Indgreb i nogen Biskops Myn­ dighed, eftersom Ordinationen angik Virksomhed i Udlandet. Efter hvad der var oplyst, havde Birkedal dog ikke ved Handlingen gjort denne Begrænsning. De øvrige 12 mulkterede med nogen Varia­ tion; 4 vilde stadfæste og 4 gaa ned til 100 og 50 Kr., Resten hal­ vere Landemodets Satser. Mourier, der vilde stadfæste, udtrykte sig saaledes: »De Tiltalte har handlet af ædle Motiver. Det er vel ikke uantageligt, at der til Grund for deres Fremgangsmaade lig­ ger noget af den Selvraadighed og Ekstravagance som ikke er usædvanlig hos et vist kirkeligt Parti« (Grundtvigianerne). Klein, der hørte til de mildeste, gav Forslaget om i Præmisserne at ind­ skyde Bemærkning om »god Tro«. Provsterettens Præmisser sagde her meget skarpt, at naar de Tiltalte omhyggelig havde afholdt sig fra at raadføre sig med mere kyndige, kunde de ikke paaskyde god Tro. Hvad der gjorde deres Optræden retsstridig og derfor tillige forsætlig strafbar efter § 141 var dens Brud paa den bi­ skoppelige Enekompetence til Ordination. Derom svævede de i en Uvidenhed, som Provsteretten nægtede at lade virke diskulperende som uegentlig Retsvildfarelse, fordi den var kunstig skabt ved for­ sømt Undersøgelse. Naar nu Højesteret sagde, at de var i god Tro men alligevel straffede dem for forsætlig Overtrædelse, antog den altsaa heller ikke uegentlig Retsvildfarelse men lod den fak­ tiske Uvidenhed virke formildende. Kleins Forslag om at give dette Udtryk ved at tale om »god Tro« (underforstaaet »men ikke tilstrækkelig begrundet«) stemmer ikke med den Brug af dette Begreb til Begrundelse ikke af Formildelse men af Frifindelse, som blev gjort netop i senere gejstlige Sager se Strejflys over Enevæl­ dens Retsliv (1949) S. 165 og 168 om Dom 9. Juni 1916 (Arboe- Rasmussen) og 21. Oktober 1903 (Ifversen). Den af Faith fore- slaaede negative Udtryksmaade, at de havde handlet uden Hen­ sigt til at overtræde Loven, havde været bedre. Undskyldninger søgtes ikke blot i Udviklinger om Ordinationens kirkeretlige Natur men ogsaa i, at der var handlet af dem ikke som Præster og Embedsmænd i Folkekirken men som Privatpersoner og endelig i .Nødret. Det sidste var rigtigt, moralsk taget, forsaavidt som Muligheden for biskoppelig Medvirken formentlig af mange Grunde bl. a. Appels manglende teologiske Uddannelse var udelukket, me­ dens kirkepolitiske Grunde krævede Tiltale rejst.1) I sin Dag-

') Biskop C. F. Balslev, Ribe, gav Indberetning 28. August 1874 og skrev, at et saa grovt og dumdristigt Brud paa Orden og Lov formentlig kræver den alvorligste Revselse. Alle Biskopper erklærede sig enige i det retstridige og krævede med større eller mindre Skarphed Undersøgelse og Dom. P. Chr. Kierkegaard, Aalborg, vilde dog nøjes med administrativ 138 bog VI S. 227 skriver A. F. Krieger Dagen før Dommen at Birkedal væsentlig optræder i Højesteret for at bevise Præsternes gode Tro. »Det lykkes ham mærkeligt nok at gøre Indtryk paa de fle­ ste«, og Dagen efter, at B. virkeligt opnaaede en Nedsættelse paa Grund af god Tro. Krieger var altsaa paa dette Punkt skeptisk, og det havde vel været nok saa godt at begrunde Nedsættelsen paa de af Mourier omtalte »ædle Motiver«. Der staar tilbage under dette Afsnit at omtale Højesterets — og denne Gang den samlede Højesterets — Medvirken i de to under Mouriers Forsæde afgjorte Rigsretssager, den første paa­ dømt 13. Juni 1877 mod A. F. Krieger, Lensgreve Holstein-Holstein- borg og C. A. Fonnesbech om Salget af »Frederiks Kirkeplads og den derpaa værende Ruin« og den anden paadømt 4. Oktober s. A. mod C. C. Hall og J. J. A. Worsaae om Budgetoverskridelser m. v. ved det kgl. Teaters Opførelse. Alle de Anklagede havde været Medlemmer af et af eller begge de to foregaaende Ministerier, hvorfor Assessor C. S. Klein, der var i samme Tilfælde, aftraadte, saa at Retten fik 2 Gange 12 Medlemmer. Til Anklager havde Folketinget ikke valgt nogen Sagfører men et af sine Medlemmer, cand. jur. Viggo Hørup. Møderne holdtes paa Christiansborg i Landstingets Sal. De tilgrundliggende Klager laa allerede noget til­ bage i Tiden, da Tiltalen 5. Februar 1877 i det andet Aar af Estrups Ministerium besluttedes af et stort Flertal. Krieger havde som Finansminister 19. Juni 1874 truffet Aftale med Etatsraad Tietgen om dennes Erhvervelse af Grunden, umiddelbart før han efter eget Ønske udtraadte af Ministeriet Holstein, og Teatrets Nybygning var 15. Oktober 1874 taget i Brug. Ikke længe efter Tiltalens Rejs­ ning havde Spændingen i Folketinget mellem Venstre og Højre ført til, at der 12. April 1877, da man siden 1. s. M. levede paa en kortvarig midlertidig Finanslov, men der ikke syntes Estrup Udsigt til at kunne opnaas Enighed om den endelige, efter Rigs­ dagens Hjemsendelse 4. s. M. udstedtes en foreløbig Finanslov for Paatale. D. G. Monrad, Nykøbing F., udtalte: »Den Mening synes efter- haanden at finde Indgang, at Bonde-Højskolen er det bedste Universitet, idet Uviljen mod den klassiske Dannelse bliver mere og mere almindelig.« Der var næppe nogen kirkelig Nød tilstede, da Daab og Nadver kunde faas forrettet af tysksindede Præster, og til at virke som religiøs Taler behøvede Appel ikke Ordination. Hvorfor, skriver Monrad, rejste Birkedal ikke ned til Slesvig og fortog Ordinationen der? Svaret, at det vilde paa- drage ham en Mulkt af 100 Thaler, tilfredsstiller ikke. Hvad man har villet, er at tilvejebringe et Præcedens, der kunde virke for den Udvik­ ling af Folkekirken, som man ønsker. Andre taler afvisende om Opfattel­ sen af Ordinationen som en Akt indenfor >den levende Menighed i Dan­ mark« og fremhæver, at denne, der iøvrigt fulgte Ritualet, medtog Haands- paalæggelse af Lægmænd. 139

1877—78. Ganske vist blev der efter dens Forkastelse 7. November allerede Dagen efter Enighed om en midlertidig Finanslov, der med Forlængelse holdt Finansaaret ud, men den aabne Krig havde været der. Siden det forenede Venstre som Folketingets Flertal i 1870 havde vedkendt sig det Program at kunne bestemme Mi­ nisteriets politiske Retning og at kunne læse Grundloven saa­ ledes, at Finanslovsnægtelsen var lagt i dette Flertals Hænder som det lovlige Middel til at naa dette Maal, maatte et Ministe­ rium, der bestemt afviste dette Program som grundlovstridigt ogsaa vente, at dets finansielle Dispositioner blev betragtet med stor Kritik. Det vilde blive følt som et mægtigt Fremstød for Par­ tiet, om det kunde godtgøres, at Politikerne af det til Minister­ stillingerne foretrukne Parti i deres Administration havde gjort sig skyldige i juridiske Fejl. En Gang før, i Efteraaret 1873, havde man gjort det direkte Forsøg paa at fremtvinge Efterkommelsen af Folketingsparlamentarismens Krav ved at nægte Finanslovens Overgang til 2. Behandling. Med særlig Autoritet havde Krieger da afvist en Sammenligning med det engelske Underhus, der i Virkeligheden var en aristokratisk opbygget Forsamling ikke som Folketinget en demokratisk. »Det retlige Tyngdepunkt, det retlige Centrum,« hævdede han, »er Rigsretten. Det moralske Centrum er det konstitutionelle Kongedømme .... Loven grundlagt gennem Overenskomst mellem Kongens Regering og de ved Grundloven indstiftede repræsentative Forsamlinger, Lovens Herredømme, hævdet ved Ministrenes Ansvarlighed for Rigsretten, en selvstæn­ dig Regering, en fritvalgt Repræsentation, selvstændige Domstole, det er Grundlovens Kærne .... Ligesom Grundloven er blevet til ved en Overenskomst mellem Kongen og Rigsforsamlingen efter forudgaaende fri Forhandling, saaledes er Grundprincippet i Grund­ loven som i alle konstitutionelle Forfatninger Overenskomst efter fri Forhandling, men sandelig ikke Nægtelse af Finansloven efter forudgaaet Beslutning udenfor Tinget,« se A. F. Krieger som Jurist (1923) S. 83. Da Folketinget efter sket Opløsning vendte tilbage, vedtoges Finansloven for den Gang. Nu mente Folketinget altsaa at have fundet Stof til at lade Ministrene stifte Bekendtskab med den af dem saa meget anbefalede Rigsret, og som Buch bemærker i sine Erindringer, var de to Rigsretssager nok en Slags Tak for sidst til Krieger og Hall. At der i den første mindre Sag om Grundsalget ogsaa rettedes Tiltale mod Holstein og Fonnesbech for at have underskrevet Købekontrakt og Skøde overensstemmende med Kriegers Slutsed­ del, finder Buch urimeligt. Han oplyser iøvrigt, at der i den første Sag paa Grund af forskelligt Forfald og Inhabilitet kun kom til 140 at sidde 11 Landstingsmedlemmer. Højesterets Medlemmer bar ikke deres Kapper, der er forbeholdt Højesteretssalen. Ved Dom­ mervalget i Landstinget havde Højreflertallet indrømmet Venstre en Repræsentation af 3 Pladser, der var besat med Lensbaron Zytphen Adeler, Proprietær Hasle og Gaardejer N. Rasmussen. Frederikskirken har nu i over et halvt Aarhundrede hævet sin rolige Kuppel som et langt borte fra synligt Vartegn for Byen. Naar man i vore Dage ser tilbage paa det Klagemaal, som Folkets Repræsentanter i 1877 rejste, vilde man være tilbøjelig til at bruge Vendingen om at glemme Regnskaberne for at gaa til Capitolium og takke Guderne for, hvad der kom ud af Aftalen mellem A. F. Krieger og C. F. Tietgen — selv om der havde været et og andet at udsætte. Advokat Klubien, Forsvareren i begge Sagerne, havde ikke dette at henvise til men behøvede det ikke. Man klagede over, at Kirkepladsen, der sammen med nogle andre Staten tilhørende Ejendomme i nogle Aar havde staaet paa Finanslovens Indtægtsside budgetteret til 15,000 Rdl. som det Beløb, de kontant antoges at ville kunne indbringe, dels ikke var blevet solgt for kontant Betaling dels var gjort til Led i en af andre Hen­ syn end de rent finansielle bestemt Ordning. Disse Hensyn var de kulturelle at realisere Rejsningen af den Pragtkirke, hvortil Frederik V nedlagde Grundstenen i 1749 ved den oldenborgske Kongestammes 300 Aars Fest, men som havde været for kostbar at gøre færdig. Man havde som sagt i Finansudvalget og ogsaa i Københavns Kommunalbestyrelse opgivet at fuldføre Kirken, og man vilde ikke ofre Penge paa at vedligeholde de staaénde Mure, men Kunstakademiet holdt Haabet vedlige. Hvad der nu skulde ske var, at Tietgen gav Panteret for en med 4 % forrentet Købe­ sum paa 100,000 Rdl., paatog sig at rejse Kirken i Løbet af 10 Aar og derpaa at afgive den med nærmeste Omgivelse til Staten mod at udnytte Resten af Grunden til Bebyggelse alt under nærmere Kontrol. Med en nu produceret V æ rdiansættelse paa 540.000 Kr. — ikke lidt højere end de 30.000 Kr., Ministeren gerne havde maat- tet sælge for — men ganske vist kun paa Papiret, da intetsomhelst Købetilbud forelaa, kom Hørup til at kunne paastaa dette Beløb med Fradrag af Købesummen 200.000 Kr. altsaa 340.000 Kr. i Er­ statning foruden Straf for Embedsmisbrug. Da det ikke kunde hævdes og ikke blev hævdet, at der var Tale om en Domæne, hvis Afhændelse kræver Lov, rettedes Bestræbelserne paa at vise, at der ved Statens Grundsalg altid havde været visse Forhand­ linger, der viste Overensstemmelse med Rigsdagen, medens man her maatte vide, at der ikke vilde kunne være opnaaet Samtykke til et Ministerium, der ikke nød Tillid i Folket (altsaa det Mon- 141 radske Standpunkt fra forrige Rigsretssag se S. 76). Dette kunde Klubien let afvise, og Lovforslag, der havde været fremme, havde tilsigtet en Bortgivelse. Nogen Afstandtagen fra den Tietgenske Plan havde Rigsdagen ikke foretaget, og at klamre sig til at Salget skulde ske kontant for 30.000 Kr. og ikke mod Pant for 200.000 Kr., savnede finansiel Rimelighed. Dommen lød paa Frifindelse. Der er kun at bemærke, at Kirkens Indvielse først foregik i 1894 1 Tietgens levende Live, men at benytte Kontraktens Adgang til efter 10 Aars Forløb at annullere, vilde vel selv en Venstreregering være veget tilbage for. Om Voteringen i de to Sager skriver Buch, at Assessor Lund som førstvoterende foreslog Frifindelse i grundige og klare Fore­ drag, som lovpristes af Lægmændene, idet derved Sagernes rette Sammenhæng først blev dem klar. Hørups Debut som Anklager fandt han højst uheldig: Mourier havde forment ham at omdele Aftryk af Dokumenter, da dette vedrørte Proceduren. Han for­ langte Kendelse herom og tabte. Kunde eller vilde han ikke for- staa, at den tilsigtede Omdeling af hans ensidige Dokumentsam­ ling var utilstedelig? Retsmødet kom derved til at vare fra Kl. 10 til 33/i. Hans Deduktion (Hovedfremstilling og Begrundelse) af de 2 Sager var ikke videre dygtig, men han var jo ogsaa uvant til den Gerning; derimod var hans Gensvar til Klubien meget dygtige, han kunde bedre rive ned end bygge op. Teatersagen havde ikke samme lavstammede Præg som Kirke­ sagen og rejste mere regulære Spørgsmaal om Kompetencen til Afholdelse af ubevilgede Udgifter. Teaterlov 18. Juni 1870 havde til Opførelse af den nye Bygning med Udstyr paa en af Kom­ munen overladt Grund og med dennes Tilskud af 250.000 Rdl. be­ vilget 220.000 Rdl. af Sorø Akadem is Midler, der stod paa Finans­ loven. Der var nu for det første af Teatrets Reservefond brugt c. 150.000 Kr. under Ansvar af baade Hall og Worsaae og senere under A nsvar af sidstnæ vnte godt 54.000 Kr. Dommen fastslog mod Anklagen, at de sidstnævnte Beløb, der efter Bygningens kontraktmæssige Aflevering var brugt til dens Indretning og til Møbler, Dekorationer, Garderobesager m. v., maatte betragtes som vedkommende Optagelsen af Teatrets Drift i de nye Lokaler, saa at der ikke forelaa Overførelse heraf paa Lovens Konto. End­ videre fastsloges, at Reservefonden, der bestod af tidligere Aars opsparede Overskud, stod til Raadighed for Ministeren. Nogen Uforsvarlighed ved Anvendelsen blev heller ikke paavist, saa lidt som at Hall overfor Rigsdagen havde givet Afkald paa sin Handle­ frihed. Klubien undlod ikke at fremhæve, at der under alle Om­ stændigheder ikke kunde bestaa noget Erstatningsansvar, naar 142

Pengenes Udbytte — i en tjenlig Skikkelse — var til Statens Raa- dighed. Heroverfor gentog Hørup det Brockske underkendte Syns­ punkt fra Rigsretssagen af 1856, at Grundlovens § 49, naar den kræver Finanslovhjemmel, logisk medfører Erstatningspligt for det ubevilgede Beløb, se S. 76. Der var paa Teaterlovens Bevilling af 220.000 Rdl. en Overskridelse paa c. 298.000 Kr. H ørup fastslog sit Standpunkt saaledes: »Jeg tror, at det ligger i Grl. § 49, at naar en Udgift er afholdt uden Hjemmel i Finansloven, er den afholdt paa Ministerens egen Risiko og staar paa hans Risiko, indtil den af den rette dertil kompetente Autoritet bliver taget fra hans Skuldre«. Denne Autoritet var Rigsdagen, der maatte andrages som Efterbevilling. Men bliver denne nægtet, er dermed Sagen »afgjort af den kompetente Autoritet, af den bevilgende Myndighed, og den kan ikke afgøres anden Gang noget andet Sted; den kan ikke afgøres anden Gang ved Rigsretten«. Spørgs- maalet kunde ikke være, »hvad Retten vilde have gjort, hvis den havde haft at stemme om Efterbevillingen, thi saa vilde enhver Sag, der kom for Rigsretten, forud være afgjort, naar man kendte Rettens politiske Stemning«. Der var øjensynlig et Synspunkt, der laa helt udenfor Anklagerens Synsfelt, nemlig det saglige. Det var rigtigt, at Rigsretten ikke havde Rollen som Overrigsdag, men den Rolle, den gjorde Krav paa, var ogsaa kun at afgøre, hvad Mini­ steren med Føje kunde forvente at faa Efterbevilling paa, fordi det havde været saglig rigtigt af ham at afholde visse Udgifter. Klubien havde Ret og fik Ret, naar han hævdede, at Afholdelse af ubevilgede Udgifter var blevet en normal Del af vort finan­ sielle System, at der ikke haves særegne Former, der skal iagttages for at afholde ubevilgede Udgifter, at Forholdet ikke stiller sig væ­ sentlig anderledes, fordi Udgiften afholdes, medens Rigsdagen sid­ der, navnlig ikke ved Foretagender der er i Gang, og at det er Praksis at vente med en Forelæggelse, til Sagen er virkelig moden dertil. Medens det er rigtigt, at alt kommer an paa Rigsdagens Holdning, naar der er Tale om et fuldstændig nyt Emne, kræver Fornuften, at det paabegyndte Foretagende ikke gores værdiløst ved ikke at færdiggøres. Derved begrundes da en Forventning om Samtykke til at bekoste Færdiggørelsen. Besluttes det positivt, at denne ikke maa ske, bliver dette dog bindende. Den mægtige Overskridelse var for en stor Del en Nemesis, der ramte de bevil­ gende Myndigheder for deres Fordringsfuldhed og samtidig Kar- righed, da Teaterloven blev til. Forslaget til den var ikke forelagt af Hall. Det havde projekteret en Bygning for 1550 Tilskuere med 3 Etager og Scene som tidligere, men Loven krævede en Bygning for 1700 Tilskuere med 4 Etager og stærkt udvidet Scene; sam­ 143 tidig var Bevillingen fra 520.000 Kr. nedsat til 500.000 Kr. Byg­ ningen skulde være færdig 1. September 1874, og først skulde der være Konkurrence. Dette i Forbindelse med at Arkitekterne V. Dahlerup og O. Petersen stod overfor en helt ny Opgave og paa egen Haand lavede om paa Planen, rejste efterhaanden en Vrim­ mel af nye Problemer, der af Parterne belystes efter deres mod­ satte Synspunkter, saaledes at Sejren ogsaa i denne Sag tilfaldt Klubien. Om det tekniske fortæller Buch, at der henimod Sagernes Slut­ ning lavedes Præmisudkast af ham og Lund, i første Sag ogsaa af Ussing, der var med som Landstingsmedlem, derpaa var der efter Procedurens Slutning en Forhandling med Mourier, saa et Udvalg paa 7 Mand og endelig den samlede Vedtagelse. Da Mourier vote­ rede i første Sag, udtalte han sig ret skarpt mod de 3 Venstre- stemmer fra Landstinget, der ikke gik ind paa Frifindelsesgrun- dene særlig slet ikke omtalte det af Buch fremhævede Hensyn til, at Forseelsen som uagtsom var uden Straffehjemmel; herved sigtes formentlig til rejst Kritik af Handelens praktiske Ordning. Zytphen Adeler blev vred og truede med at ville udtræde, saa at Liebe maatte mægle. Ifølge Kriegers Dagbøger VI S. 236 og 249 begyndte Voteringen i første Sag Kl. 9 og varede omtrent 5 Timer, Dommen afsagdes Kl. 51/4 Em., i den anden Sag Kl. 7.

P. C. N. BUCH JUSTITIARIUS, 1880—97 Naar Mourier sagde, at Retten fejrede Instruksens 100-Aars Dag ved at gøre sit Arbejde, gav han Formlen og anslog Grund­ akkorden for Liv og Virken i en Institution som Højesteret, hvor hver Dags Gerning havde været en Udøvelse af Instruksens til- sidst hundredaarige Arbejdsplan, muliggjort ved Koordination af ældre og yngre Arbejdere. Dette er ogsaa Devisen for nærværende Fremstilling af et Afsnit paa 70 Aar af Rettens Liv. De Hændelser, der i denne Tid tilstødte den, og de Opgaver, den mødte, udgør dens Historie. Koordinationen af ældre og yngre stilles for Øje ved særlig at paapege Sukcessionen mellem Kollegiets Formænd. Herved kommer der en personlig Faktor ind i Billedet, og For­ ventningen spændes uvilkaarlig imod, at man i denne enkelte vil finde den fuldgode Repræsentant for Institutionens Ydeevne og for den Tradition, der udgør Institutionens bærende Kraft. Disse Forventninger fyldestgjordes hos P. C. N. Buch, der indtog sit For­ sæde i 17 Aar, en Tid der kun staar tilbage for Anker Borne- 144 manns 21-aarige Justitiariat, og som i en vanskelig Periode sikrede Respekt og Tillid om de uafhængige Domstole. Som det praktiske Retslivs Mænd har de Tilforordnede næsten undtagelsesfrit ikke efterladt sig Optegnelser om Virksomheden i Retten, men Forholdet er anderledes med Buch, der efter sin Afgang som 81-aarig tog sig paa at nedskrive Livserindringer. I Lighed med A. S. Ørsted tegnede han ikke Stemningsbilleder fra Barndommens Dage, og om sit indre Liv og sine Indtryk fortæller han intet eller lidet, men hans Persongalleri er rigt nok særlig fra de yngre Aar og Viborgtiden. Forsaavidt angaar Mænd med Til­ knytning til Retten giver han ogsaa Karakteristikker af dem. Buchs Livserindringer foreligger i et renskrevet Haandskrift paa c. 720 Kvartsider og tilhører — bortset fra et i Suhrs Stiftelse værende Afsnit — hans Dattersøn Landsdommer Aage Hastrup, der vel­ villig har givet mig Adgang til Brugen. Værket udgør et tætpakket Magasin af Kendsgerninger, der er fastholdt af Forfatteren med stor Hukommelsesstyrke og beundringsværdigt i Betragtning af hans Vanskelighed under Udarbejdelsen ved at orientere sig skriftligt med sit svage Syn. Til Belysning af Højesterets Historie indeholder det naturligvis mange Bidrag, selv om meget af det, der berettes, er kendt andetsteds fra og meget ikke kan paakalde stor Interesse f. Eks. den Udførlighed, hvormed der dvæles ved Tildelinger af Ordensdekorationer, og Omtalen af det repræsen­ tative. Omvendt er en Begivenhed som Slotsbranden i 1884 kun berørt i faa Linier. Trods Faderens beskedne Kaar var Buch naaet frem til Studeringerne, og uden at være blændende begavet ud­ mærkede han sig i det Fag, han havde valgt sig, og som saa fuld­ stændig svarede til hans Evner. Medfødt praktisk Sans, der ogsaa gav sig Udslag i hans ikke faa Bivirksomheder, hindrede den Ensidighed, der kunde være blevet Følgen af allerede 31 Aar gam­ mel at havne i en Overret med skriftlig Procedure. Naar det frem­ hæves (Frantz Dahl i Biogr. Leksikon), at han var faamælt og til­ bageholdende, var hans Afsky for Fraser og overflødige Udvik­ linger at opfatte som Refleksen af Realitetssans og et hurtigt Over­ blik. Hans Samfundsopfattelse var sindig og konservativ med Re­ spekt for Omgangsformerne. Arbejdet i Stændersalene havde givet ham Forbindelse med Politik, og han stillede sig i 1849 til Folke­ tingsvalg i Holstebro men opnaaede ikke Valg. Senere i Viborg­ tiden afslog han Opfordringer til at komme ind i Rigsdagen og nøjedes med at optræde som Grundlovstaler. Som Justitiarius forlod han nødig sit Sæde i Salen, og da han paa den anden Side ønskede at deltage i Behandlingen af de skriftlige Sager, ogsaa fordi han her ved at afgive sin Stemme paa et tidligere Tidspunkt 145 end som sidstvoterende havde større Udsigt til at paavirke Af­ stemningen, gjorde han i stort Omfang sine skriftlige Voteringer færdige efter Retsmøderne. At han, da han anmodede Justitsmini­ ster Rump om at indstille sig til Afsked, samtidig bad sig udnævnt til ekstraordinær Assessor med Henblik paa Deltagelse i skriftlig Votering, faldt, som han meddeler, Ministeren en Smule for Bry­ stet, som selvmodsigende, men han overbeviste ham om det mod­ satte, og han skriver fire Gange at have medvirket paa denne Maade. De ekstraordinære Assessorer blev brugt grumme lidt, og personligt Møde, skriver han, havde ingen af dem afgivet i Retten i hele hans Tid i denne. At Buch paa sit sidste Sengeleje dik­ terede en (posthumt trykt) Opsats om offentlige Stifteisers Skatte­ pligt naturligvis med Henblik paa sin kære Suhrske Stiftelse, undrer ikke. Mellem Buch og Christian IX, der personlig havde taget Initiativ til at hædre ham med Elefantordenen, bestod der sikkert en Personlighedernes Sympati. De havde samme Fødsels­ dag, 8. April Buch 2 Aar ældre end Kongen, og naar Buch mødte til Lykønskning med Kollegerne, kom Kongen ham gerne i For­ købet med sin Lykønskning. Det var tiltagende Øjensvaghed og ogsaa af og til Anfald af Svimmelhed, der nødte Buch til at holde op; han placerede sig undertiden ved et Bord ved Vinduet, og Oplæsningen af Dommen — der den Gang ogsaa omfattede Præ­ misserne — var ham en vanskelig Forretning. For Assessorerne, der var lænket til deres Pladser ved Dommerbordet, var i de skif­ tende Retslokaler altid Belysningsforholdene et Problem. Øjnene svækkedes for mange ved utilstrækkeligt Lys, medens de sad ved den mørke Del af det krumme Bord. Inden den sædvanlige Oversigt over Afgang og Tilgang af Til­ forordnede gives, skal her omtales Buchs Bedømmelse og Karak­ teristik af forskellige Kolleger. Rottbøll, efter hvem han var indtraadt som Assessor, omtaler han som »min kære tidligere Justitiarius, som altid havde vist mig saa megen Velvilje.« Han benyttede regelmæssig Buch som den tredje ved Forberedelse af Præmisaffattelsen, og dette var saa indarbejdet, at Mourier fortsatte paa samme Maade, og uden- forstaaende mente, at der var dannet et formelt Udvalg med denne Plads for Buch. Rottbøll, der var velstaaende, havde indsat Buch til sin Testamentseksekutor; Advokat Liebe, der skulde være Kurator, gjorde dog Paastand paa at blive Medeksekutor og blev det. Om P. G. Bang skriver han, at han havde stor Lethed ved at formulere Præmisser, og at han, naar han havde Hast med at komme bort fra Retten, under Voteringen affattede Præmisser til Højesteret II. 10 146 de forskellige Konklusioner, der kunde tænkes at forekomme. I denne Forbindelse skriver han om den Kritik, der under Rigsrets- sagen var fremsat mod H. J. Koefoed for at have medbragt et Domsudkast, at dette var ganske i sin Orden: »i Højesteret bør jævnlig en eller flere voterende før eller under Voteringen uden nogensomhelst Aftale gøre Udkast til den Dom, som efter deres personlige Mening bør afsiges, og i Rigsretssager er det næsten nødvendigt i Forvejen at forberede Domsafsigelsen, der efter § 76 skal ske samme Dag, Stemmeafgivningen begynder.« Endvidere hedder det om Bang: »Under den offentlige Procedure generede han sig ikke for aabenlyst til Frokost at fortære sit Horn og over­ hovedet var han lidet skøn i Ydre og Væsen vel ogsaa vel aaben- mundet. (Da i 1860 de to yngste Assessorer i HR [formentlig O. F. Miiller og C. Bornemann] ikke var Pladsen voksen, fortalte han Udenforstaaende, at vi regner først Voteringen at begynde med den tredjeyngste). Forøvrigt var han vist nok omgængelig og god at komme til rette med og langtfra fornem.« Personligt Kendskab til ham havde han fra Stændermøderne. Om A. Chr. Meyer skriver han, at M. i 1856 blev foretrukket for den lidt ældre Blechingberg, fordi »han havde faaet Ord for Frisindethed, fordi han som Førstvoterende i nogle af Ministeriet Ørsted anlagte politiske Pressesager havde voteret paa og faaet Dom for Frifindelse; dette vidnede jo dog kun om prisværdig Uhildethed og Selvstændighed, thi synderlig frisindet var han næppe. Meyer brugte jævnlig spøgende Ytringer og sagde mor­ somme Ting, han kunde ogsaa undertiden sige Folk en ubehagelig Sandhed i en saadan spøgende og skjulende Form, at den paagæl­ dende følte Brodden men ikke kunde ripostere eller vise sig vred.« Chr. S. Kleins Voteringer karakteriserede sig ved, at han ofte baade i Flertal og Mindretal havde sine egne Begrundelser eller Tvivlsmaal om det Votum, hvortil han dog i Resultatet sluttede sig. O. G. Blechingberg (Broder til Advokaten) var en dygtig og hæderlig Dommer med musikalsk Sans men pirrelig og ubehagelig mod Kolleger, der derfor ikke beklagede, at han 70 Aar gammel forlangte Afsked uden egentlig Sygdom. Om O. F. Miiller siges det, at han ikke egnede sig for Højesteret snarere for det aka­ demiske eller magistralske Fag, og om A. F. Krieger, at trods hans store juridiske Indsigt og eminente Begavelse blev hans Betyd­ ning for HR ikke stor, dertil havde han for lidt Interesse for sin Gerning i Retten og for meget for anden Gerning. Da han 1868 blev Formand i Proceskommissionen forlangte han Fritagelse for Møde i Højesteret; Assessor J. Chr. Lund, der var svagelig, maatte 147 derfor afskediges, se Kriegers Dagbøger IV S. 133. Om H. A. S. Faith hedder det: »Han var ugift og Særling, levede isoleret, beha­ gelig Kollega, stundom skævt Blik paa Retssagerne skønt dygtig Jurist.« At Baron Bretton efter Rottbølls Afgang blev forbigaaet af Mourier, finder han var med Rette. Om dette Skifte fortæller han iøvrigt, at der »ved Slutningsmødet i Februar 1871 foregik en smuk Afskedtagen i Retssalen, idet Bretton paa Rettens og Bunt- zen paa Advokaternes Vegne i Taler, som Rottbøll besvarede, tolkede vor Højagtelse og Ønsker for en god Alderdom. Den fik han, thi skønt 80 Aar gammel var han dog endnu aandsfrisk og ret legemfrisk havde megen litterær Interesse studerede Spansk osv. tilsidst blev han dog syg.« Hans egen Afgang foregik mere stille, idet han fik Meddelelsen om sin Afsked, da han skulde gaa ind til Retten, saa at han selv overbragte den til de andre, der derpaa under Smiths Ledelse traadte i Funktion. Samtlige Sagførere bragte ham senere en Adresse. Om H. J. Koefoed, der havde forladt Retten før Buchs Komme, siger han, at hans Ry maaske de senere Aar var noget overdre­ vent; i sine sidste Leveaar var han ligesom Bretton aandssløv. Buch var ikke blevet raadspurgt om sin Efterfølger, men han billigede, at Koch udnævntes med Forbigaaelse af H. Smith, H. Lund, P. C. Müller og C. V. Nyholm. Af- og Tilgang i Dommerpersonalet i Løbet af de 17 Aar stil­ lede sig saaledes: Ved Døden afgik G. Chr. V. Obelitz 12. Sep­ tember 1881, O. G. J. Chr. Th. E. A. Knudsen 17. September 1885, P. A. M. Lillienskjold 7. Februar 1891, F. Meyer 4. April 1891, R. Chr. With 13. Juli 1893 og H. Øllgaard 23. August 1895. H. A. Mollerup afskedigedes 22. Juli 1880 to Dage før Buchs Avancement med Gage-Pension og V. L. Finsen ligeledes 5. September 1888. Han havde ifølge Buch selv henvendt sig til Ministeriet derom 65 Aar gammel og fik den, »da han var blevet svagelig og ikke duede tidlig paa Dagen.« Hans Formaal var iøvrigt at drive Stu­ dier. Paa Grund af Svagelighed afskedigedes paa samme Vilkaar ogsaa M. G. P. Repholtz 16. April 1894. Chr. S. Klein blev 1. Januar 1892 Overpræsident i København, og M. N. F. Trolle, der lige havde efterfulgt Repholtz, blev 1. December 1894 Overfor­ mynder. De nye Assessorer, der kom til, var P. C. Müller efter Mollerup, O. G. J. Chr. Th. E. A. Knudsen efter Buch, C. K. V. Nyholm efter Obelitz, P. F. Koch efter Knudsen, J. N. J. Poulsen efter Finsen, H. Øllgaard efter Lillienskjold, P. P. F. Mourier efter

10' 148

Meyer, G. A. Jensen efter Klein, A. Chr. Evaldsen efter With, M. N. F. Trolle efter Repholtz, E. F. Larsen efter Rimestad, H. Paulsen efter Trolle og A. P. Grüner efter Øllgaard. Antallet af ekspederede Retssager var følgende: 1880: 86 civile, 211 Justitssager, tilovers 12. 1881: 72 civile, 200 Justitssager, tilovers 17. 1882: 84 civile, 220 Justitssager, tilovers 28. 1883: 95 civile, 201 Justitssager, tilovers 25. 1884: 69 civile, 178 Justitssager, tilovers 11. 1885: 69 civile, 198 Justitssager, tilovers 13. 1886: 87 civile, 189 Justitssager, tilovers 12. 1887: 80 civile, 211 Justitssager, tilovers 18. 1888: 90 civile, 184 Justitssager, tilovers 12. 1889: 64 civile, 209 Justitssager, tilovers 16. 1890 : 80 civile, 188 Justitssager, tilovers 24. 1891: 105 civile, 213 Justitssager, tilovers 31. 1892: 110 civile, 206 Justitssager, tilovers 30. 1893: 102 civile, 200 Justitssager, tilovers 36. 1894: 110 civile, 182 Justitssager, tilovers 40. 1895: 111 civile, 178 Justitssager, tilovers 50. 1896: 114 civile, 190 Justitssager, tilovers 41. Der viser sig indenfor Perioden nogen Nedgang i Justitssager og en mærkbar Stigning i de civile. Samme Bevægelse viser sig ty­ deligere ved Sammenligning med Lowzows Periode, hvor Gennem­ snittet var for civile Sager 58 og for Justitssager 248, medens det for Buchs Periode var 91 og 197. En indgribende Begivenhed i Rettens ydre Tilværelse var Øde­ læggelsen af dens Lokaler ved Christiansborg Slots Brand Fredagen den 3. Oktober 1884. Branden, der opstod om Eftermiddagen i Rigsdagens Lokaler i søndre Sidefløj, bredte sig efter Vindretnin­ gen over Hovedfløjen til den nordre Sidefløj, hvor Retslokalerne var i Stueetagen. Som før bemærket, er Buchs Meddelelser her yderst kortfattede. Han bemærker kun, at der blev Tid til at redde de løse Genstande, »deriblandt min Bordskuffe med dens meste Ind­ hold navnlig mine to Præjudikatbøger, hvorimod en Del Voterings- protokoller (Duplikater) (3) der beroede andetsteds gik tabt.« I Arthur G. Hassøs Bog Kristiansborgs Brand i Oktobernatten 1884 (1934) S. 82 berettes det, at da det begyndte at se truende ud for Dronningefløjen (den nordre) blev man ængstelig for Rettens Arkiv, og Kadetterne under Premierløjtnant Schoustrups Kommando tog da rask fat paa Redningsarbejdet assisteret af forskellige Civilperso- ner, hvoriblandt saas Højesteretsassessor R. C. With, Højesterets- 149 advokat A. L. Hindenburg og en Kandidat Buntzen alt under Le­ delse af Protokolsekretær C. C. Græbe. »At alt reddedes, skyldtes dog 4 behjertede Mænd nemlig Overbetjent Selsted, Oversergent af Garden Hansen, Sergent af Artilleriet Pram og en civil Person. Da Tilbagetoget blev beordret, vilde disse Mænd ikke forlade Lo­ kalet, da de endnu saa 2 Rækker Folianter og Retsakter staa til­ bage, og det lykkedes da disse 4 Mænd at redde Resten. Men det var ogsaa i sidste Øjeblik, at de naaede ud; thi næppe var Sergent Pram, der var den sidste, naaet ud paa Gangen, før Loftet styrtede sammen.« (Dagstelegrafen). Rettens vigtigste Akter, Protokoller og lignende med en Del af Inventaret blev reddet. Dubleteksemplaret af Rettens Voteringer fra 1700 til 1882 ofte med to Protokoller for et Aar, gik dog tabt, da det opbevaredes paa Loftet over Kavaler- fløjen (den søndre). Skaden paa Højesterets Møbler og Bøger blev anslaaet til 2000 Kr. Daværende yngste Assessor C. V. Nyholm har ogsaa (i Gads danske Magasin 1907) fortalt om Branden og tilføjet Træk til det noget utydelige Billede af, hvad der gik tabt. Han skriver, at trods al den Energi, som bl. a. udfoldedes fra Justitskontorets Personale og Retsbudene, lykkedes det kun at redde en Del Arkivsager der­ under det ene Eksemplar af Voteringsprotokollerne, fremdeles nogle enkelte Inventariegenstande samt flere af Bøgerne. Som Ku­ riosum nævner han, at en af Assessorerne i sin Bordskuffe havde haft nogle løse Blade med hyppig anvendte Formularer, der næste Dag fandtes i en af Branddyngerne i fuldt læselig Stand. En gam­ mel Christian Vs Lovbog laa oven paa en Hob forkullede Bøger ganske uskadt med opslaaet Titelblad, hvorpaa læstes Nil admirari —• man skal ikke undre sig over noget. Paa et reddet Eksemplar af Danmarks og Norges Kirkeritual læstes i afbleget og snørklet Haandskrift »Den 26. Februar [ 1794] brændte Slottet tillige med alt Inventariet i Højesterets Sahlen — hvoriblandt den Kongelige Stoel med Sølvbelægt — samt en Uhr, der gik et Aar; i lige Maade Cancellibuddenes Dragt og Insignier i Retten. Af Forordnings Bø­ gerne med videre bleve nogle faa, deriblandt denne reddede. Højeste Rett. At Ilden anden Gang havde fordrevet Retten fra Christians­ borg, var sikkert. Senere skal omtales, hvor man fandt midlertidigt Husly. I et Afsnit af sine Erindringer omtaler Buch »nogle af de inter­ essanteste Højesteretsdomme, som afsagdes i min Tid«, men han tilføjer: »mine Øjnes tiltagende Svækkelse vil gøre det vanskeligt at finde de Domme, der burde omtales.« Paa 95 Kvartsider gennem- gaar han 44 Domme civile og kriminelle mest det sidste, derunder 150 dem i politiske Sager paa Estrups Tid, som han indleder med en historisk Oversigt. Han slutter denne saaledes: »Ifølge Grundlovens § 25 skal enhver foreløbig Lov forelægges den første Rigsdag, og i Medfør heraf forelagde Regeringen altid de foreløbige Finanslove for Folketinget et Par Dage efter Rigsdagens Aabning, men for­ inden skyndte Venstrepartiet, navnlig gennem Prokurator Alberti, sig med at forelægge dem selvfølgelig til Forkastelse, hvilket da ogsaa straks vedtoges. Dette som skete hvert Aar var et rent Ko­ mediespil og behandledes af Folketinget selv som rent Spilfægteri, thi naar derpaa den af Regeringen fremlagte samme provisoriske Finanslov kom for, behandledes den ikke som allerede ihjelslaaet, men sendtes i Udvalg og forblev roligt der indtil Sessionens Slut­ ning, hvorved den holdtes i Kraft og Rigsdagen kunde forblive samlet omend i flere Aar til liden Nytte for Landet, medens Rigs­ dagen, hvis den provisoriske virkelig var bleven forkastet ved sin Forelæggelse, straks maatte være hjemsendt og en ny provisorisk udstedt.« Saaledes matte en kompetent Dommers jævne Ord lyde overfor den Holsteinske Dialektik af December 1887, hvorefter Af­ stemningen over det private Lovforslag allerede havde ophævet den foreløbige Finanslov for Resten af dens Periode og derfor en ny Forkastelse ikke kunde ske, med hvilken Begrundelse man gik over til at behandle Regeringens Forelæggelse positivt, nemlig som noget helt andet end det var ment, som Opfordring til en Forhand­ ling af det Indhold, man just havde afvist og som man derfor vid­ ste ikke vilde have noget Formaal — undtagen det unægtelig prak­ tiske, at Tiden gik til Finansaarets Udgang! se Jens Himmelstrup: Den provisoriske Lovgivning i Danmark (1948) S. 134. Efter den Plan, der her følges for Omtale af Rettens Afgørelser, kan jeg for de flestes Vedkommende ikke gaa nærmere ind paa dem, men den Interesse, Forfatteren selv har følt for disse Sager, gør dog, at jeg ikke helt kan lade dem ligge. Den Sag, hvori Buch 25. Oktober 1861 debuterede to Dage efter sin Udnævnelse, var en Livssag »som blev en Slags cause célebre«, og »uagtet den ikke frembød faktiske og juridiske Tvivl, var det ligefuldt med stærk Bevægelse, jeg som første voterende stemte for Livsstraf, som maaske vilde blive fuldbyrdet, og det var over en 32-aarig Kvinde.« Tiltalte havde i Aarene 1853, 1855 og 1861 dræbt 3 af hende fødte Børn et Par Uger efter deres Fødsel. Hun blev af 8 af 10 voterende Dommere indstillet til Benaadning. Dette modsatte Justitsminister Casse sig og fik i Statsraadsmødet Kong Frederik VII bevæget til 9. Decbr. at bifalde Livsstraffens Fuldbyrdelse, »men Kongen gjorde det meget modstræbende og titulerede efter den Tid Casse »den Bøddel« eller lignende, ligesom Casses Adfærd og- 151 saa vakte Harme i Højesteret bl. a. hos Mourier. For øvrigt var de fremsatte Benaadningsgrunde unægtelig ikke stærke, men Util- bojelighed til at halshugge en Kvinde har nok staaet bagved dem«1). Paa Grund af de store Dimensioner omtaler han Dom 29. Juni 1863 i Varedepotsagen, der varede 13 Dage. Det oprindelige Antal Tiltalte 58 var for Retten gaaet ned til 23, der kunde deles i tre Grupper med særskilt Votering for hver; dennes Gennem­ førelse efter Instruksen uden Afbrydelse vilde ellers have været en Umulighed. Ligesom den under 30. Juni 1864 paadømte saakaldte Gradmanske Sag angik den Besvigelser under Militæretaten. Sidst­ nævnte Straffesag behandledes undtagelsesvis skriftlig, og da en Mængde Protokoller skulde undersøges og sammenholdes for at konstatere Besvigelseme, som benægtedes, var Protokollerne m. m., »der udgjorde et Vognlæs«, opstillet i Justitiarii Værelse paa Ama­ lienborg, hvor de voterende maatte sidde og arbejde; dog nøjedes Krieger og mulig andre med at faa det nødvendigste hjembragt. Den førstvoterende Faith brugte 6 Uger, Buch 4 Uger til Gennem­ gangen. Han omtaler en Del Straffesager, hvori aflagte Tilstaaelser, som der var domfældt efter, senere tilbagekaldtes, saaledes at Sa­ gerne, hvis Dommen havde været afsagt af Højesteret, maatte gen­ optages. Dette blev der Hjemmel til ved et kgl. Reskript. I nogle Tilfælde men ikke altid førte dette til Frifindelse. Dom 18. Novbr. 1897 havde frifundet en i Kriminal- og Politiretten dømt Mand, hvis Tilstaaelse om Brandstiftelse allerede for denne Ret havde været tilbagekaldt. Da han derpaa søgte Erstatning for uforskyldt Vare­ tægtsarrest, nægtedes den ham dog ved Dom 5. Decbr. 1899, da positiv Grund til at anse ham uskyldig ikke var til Stede. Buch, der den Gang var afgaaet, voterede med i denne skriftlige Sag, hvis Omstændigheder han kendte fra Straffesagen, men det var ogsaa den sidste, hans Øjne tillod ham at behandle. En meget omfangsrig Straffesag af 14 Dages Varighed forelaa ved Paadømmelsen 23. Maj 1881 af Forbrydelserne under en Neger- opstand paa St. Croix. 40 Negre var tiltalt, hvoraf 1 døde under Appellen, og de øvrige dømtes fra Livet. Det var kun enkelte, der dømtes for Mord, Drab eller voldeligt Overfald, men alle dømtes efter D. L. 6—4—3 om Oprør og Fdg. 26. Marts 1841 § 2 (Livs­ straf for kvalificeret Brandstiftelse). Almindelig borgerlig Straffe­ lov af 10. Februar 1866 var ikke gjort anvendelig i Vestindien. Blandt de 40 tiltalte »fandtes ikke alle de værste Forbrydere, thi dels satte nogle Livet til under selve Opstanden, der maa være undertrykt af Militæret og et frivilligt Planterkorps, dels var Øen ') S. Tage-Jensen Danske Kriminalsager 1838—1938 (1942) S. 58. Det var den sidste Henrettelse af en Kvinde. 152 bleven erklæret i Belejringstilstand og en Standret nedsat, der straks dømte de værste Oprørere til Døden; desuden fortaltes, at Plánteme selv havde gjort endnu kortere Proces ved at opstille og nedskyde Rækker af besejrede Oprørere. Naar saaledes en Del af Oprørerne deriblandt flere af de værste straks havde bødet med Livet, var der ingen Nødvendighed for, da HRDommen faldt efter over 2Va Aars Forløb, at lade nogen Henrettelse finde Sted, og efter HRs Indstilling blev alle 39 forskaanet for Livsstraffen mod at hensættes til Strafarbejde« (5 paa Livstid, 34 »paa Kongens Naade«). Han omtaler dernæst nogle indenlandske Mordsager der­ iblandt de to Dødsdomme over Jens Nielsen, der under Afsoning af 16 Aars Tugthus bl. a. for Brandstiftelse i Londons Dokker to Gange forsøgte Mord paa Tugthusbetjente; den sidste Dom, der var den seneste fuldbyrdede Dødsdom, afsagdes 18. Februar 1886. Nogle af Afgørelserne, der angaar Spørgsmaal om Rettigheder til Len eller Stamhuse og Rangskat, ligger ved deres Emne fjernere fra Nutiden. Af speciel Natur var ogsaa en privat ærøsk Sag, der paa Grund af Øens tidligere sønderjydske Tilhørsforhold medførte Anvendelse af Jydske Lov og anden ikke kongerigsk Ret. Dommen af 12. Februar 1875 ændrede Overrettens Resultat, der var vundet af Prokurator Steenstrup paa Ærø, og i Tillid til, at dette og ikke Højesterets var det rigtige, indbragte Steenstrup som Folketings­ mand to Gange i Tinget Andragende om Erstatning til den Mand, Højesteretsdommen var gaaet ud over. Efter Ministeriets Anmod­ ning blev han imidlertid imødegaaet af Assessor Hother Smith som Folketingsmand for Fredericia (der iøvrigt havde haft væsentlig Del i Dommen), og dette skete »med saadant Fynd og Klem«, at Steen­ strup ikke kom igen. Buch fortsætter med Omtale af den stridbare Sagfører og Folketingsmand, der ogsaa selv havde Sager for Høje­ steret. I en af dem mødte han selv, men i hans sidste Sag fik han Højesteretssagfører Svend Høgsbro til at møde for sig. Det drejede sig om en Fogedforretning hos Steenstrup, nu Overretssagfører, der gjorde gældende, at Udlæget omfattede for meget Gods, og iøvrigt forlangte han hele Forretningen annulleret »dels ifølge futile formelle Indsigelser dels ifølge nye Indsigelser, som for HR ikke kunde tages i Betragtning«. Dommen af 18. Marts 1896 stadfæstede Udlæget og paalagde ham Omkostninger. Til Omtalen af denne sidste Dom er Forf.s Bevæggrund naturligvis den personlige: Erin­ dringen om, at Steenstrup 20 Aar tidligere havde været paa Nak­ ken af Højesteret med sit Protestandragende i Folketinget, og Til­ fredsstillelsen ved at kunne godtgøre, at St. stadig viste sig som en daarlig Jurist. Ogsaa jeg har en personlig Grund til at omtale denne Sag, fordi jeg som Student tilfældig hørte paa en Del af 153

Proceduren for at faa et Indtryk af Højesteret: Buch gav med sin klare Stemme Høgsbro en Paamindelse om ikke at citere For­ fattere i Strid med Instruksen, og Høgsbro halede sin Part i Skø­ derne for at faa ham til at nedlægge Paastand, da han supplerende havde Ordet, hvilket dog formentlig allerede var gjort af Højeste­ retssagføreren. Jeg gaar over til Omtale af, hvorledes Buch tog Arbejdet op med Sagernes Fremme. I en udførlig Skrivelse af 1. Februar 1882 til Justitssekretær Thrane udvikler han Principerne for Affattelsen af den aarlige Højesteretsorden over Sagerne. Det fremgaar heraf, at den lokale Opstilling stadig anvendtes og naturligvis ikke blot paa Papiret men saaledes, at det principalt bestemmende for, hvornaar en Sag blev opslaaet paa Ugekortet, var Indstævntes Hjemsted og først derefter Stævningens Alder. Herefter blev Orde­ nen: Sager fra Østifternes Retter, fra Viborg Overret, fra Island og fra Vestindien. Efter hvad der i sin Tid blev sagt mig af ældre Kolleger, havde dette i 1919 »for længe siden« været opgivet, men noget besterntere derom kunde ikke oplyses. Der har formodentlig udviklet sig kollegiale Aftaler herom mellem Sagførerne, saa at Ændringer i Lovreglerne kunde undværes. Ikke længe efter kommer der ved Indgangen til Aaret 1882—83 et Cirkulære fra Justitiarius til Advokater og Sagførere. Idet der henvises til de mange paa- stævnte Sager, bemærkes det med Hensyn til de mundtlige Sager, at der i afvigte Aar havde været enkelte Dage, paa hvilke der af Mangel paa færdige Sager ikke kunde holdes Ret, ligesom Retten enkelte andre Dage af samme Grund har maattet standse tidligere end sædvanligt; »saadant bør slet ikke kunne indtræffe i inde­ værende Aar med dets Overflod paa Ordenssager«. »Men derhos vil det være nødvendigt, at der fra alle Sider stræbes hen til en mere kortfattet Behandling af de mundtlige Sager end hidindtil, og dette tillader jeg mig derfor for Sagførelsens Vedkommende at lægge de Herrer indstændigt paa Sinde, idet jeg iøvrigt i saa Hen­ seende henviser til Justitiarii Cirkulære af 8. Juni 1880.« Affattelsen lader antage, at lignende Henstilling om Voteringens Begrænsning har været rettet til Assessorerne. Med Hensyn til skriftlige Sager gøres opmærksom paa, at der forrige Aar kun var 27 mod Aaret før 33. Sagerne ventes fremmet. Det betænkelige i den nuværende Si­ tuation, slutter han, forøges ved, at der i næste Maaned skal be­ gynde en Justitssag, hvis Behandling anslaas til 1 Maaned. Herved sigtes til den ved Dom 22. Juni 1882 afgjorte Fyns Folkebanks Sag, som ogsaa Nyholm, anf. St., omtaler som særlig interessant. Den angik Misligheder i Banken og A/S Engeldrupværk og havde mange Tiltalte. Herredsfoged August Jørgensen og Byfoged Oldenburg 154

(den senere Overpræsident) havde behandlet den som Kommission; i Højesteret optog den i Skranken 4 Uger og i Tidenden 68 Sider. Paa samme Tidspunkt 2 Aar senere lægger han Advokater og Sag­ førere paa Sinde af al Magt at fremme de civile Sager og udtaler, at der i dette HR-Aar kun paa Grund af ganske særegne Omstæn­ digheder burde kunne blive Spørgsmaal om en Ordenssags Ud­ sættelse til næste Aar, og at saadanne Omstændigheder maatte nøj­ agtigt oplyses, for at han skulde kunne anbefale Ansøgning om Bevilling hertil. 10. Marts 1883 foreligger paany et Advokatcirku­ lære, hvori det bemærkes, at Andragenderne om Udsættelse ikke har været oplyst saa vel som ønskeligt, og det indskærpes, at de maa fremkomme senest 14 Dage før næstsidste Torsdag i Februar, da Sessionen i Reglen sluttes. I Forbindelse dermed omtales, at Retten med Beklagelse har bemærket den lange Tid, der ofte gaar mellem Paakendelsen i forrige Instans og Forelæggelsen for Høje­ steret. Eksempelvis anføres, at 4 i Februar 1885 paadømte Sager var paakendt 10/i 1883, 23/io og 31/7 1882 og V12 1881. Efter Instruk­ sens § 3, der paalægger Justitiarius at sørge for hurtig Ekspedition af Sagerne, anser han det for sin Pligt at lægge dem paa Sinde at gøre deres Bedste for at forebygge lignende lange Forsinkelser af Sagernes endelige Afgørelse. Efter nogle Aars Forløb udsendte han 28. Marts 1891 et trykt Cirkulære, der under Henvisning til Sager­ nes Tilvækst indskærpede det Cirkulære af 8. Juni 1880, hvori Mourier umiddelbart før sin Død saa uforbeholdent havde rettet sine Formaninger til Advokater og Sagførere. Han havde passeret Længden af Forgængerens Funktionstid, og med sine 75 Aar havde han en lignende Alderens Autoritet. Ogsaa med Hensyn til Embedspersonalet var Buch paa sin Post for at fremme Rettens Effektivitet. I en Skrivelse af 22. Juni 1881, der principalt angaar Tilladelse for de kst. Protokolsekretærer Holm og Obelitz til at bære Uniform (motiveret ved at »Kombina­ tionen rød Kappe over den civile Dragt i sig selv er mindre pas­ sende, men at den røde Kappe dog ifølge gammel Sædvane aldeles ikke kan undværes«) griber han Lejligheden til at »henlede Op­ mærksomheden paa det uheldige Forhold, der er blevet en Følge af, at det kgl. ansatte Personale under Højesteret for nogle Aar siden blev indskrænket til en Justitssekretær og 2 Protokolsekretæ­ rer, idet man paa en Gang inddrog en Protokolsekretærpost og en Post som Ekspedient (tidligere Kancellist). Dette har nemlig med­ ført, at den vigtige Læsning af Dokumenter, der danner Grundlaget for Højesterets Paadømmelse af Sagerne, forsaavidt de procederes mundtligt, nu som ovenfor berørt for en stor Del stadigen udføres af en ikke kongelig ansat og ikke edfæstet Assistent, der tillige 155 jevnlig maa føre den ene Protokol; man mangier altsaa forsaavidt den Garanti for en paalidelig Udførelse af Gerningen, som maa forudsættes at ligge i, at den er betroet til en af Kongen selv ud­ nævnt edfæstet Embedsmand; den nuværende Tilstand passer i hvert Fald kun daarligt med den hele Ordning af Procesmaaden i Højesteret, af hvilken Læsningen udgør saa vigtigt et Led.« Han henstiller, at der paany i Justitskontoret ansættes en kgl. Embeds­ mand, der uden Konstitution kan vikariere for Justitssekretæren og Protokolsekretærer; i saa Fald kunde 1 af de 4 Assistenter ind­ drages. Denne Fornyelse kom dog ikke. I Skrivelse 2. Juli 1883 indberetter han om, hvorledes Arbejdet paa Justitskontoret var brændt sammen af Mangel paa Arbejds­ kraft. Den gamle Ordning var, at Vota i skriftlige Sager indførtes (afskreves) i særlige Protokoller, men efter at Antallet af Protokol­ sekretærer for flere Aar siden var indskrænket fra 3 til 2 (det var fra 1870), havde man maattet afskaffe Førelsen af denne Voterings- protokol og i Stedet derfor samlet de originale skriftlige Voteringer for Aaret (i Papæsker af Bogform). Sekretærerne var kommen i Restance med Førelsen af den skriftlige Protokol for en Del af 1881 og hele 1882 omfattende c. 295 tætskrevne Ark, hvorfor en Bevilling søges til Udførelsen af dette ekstraordinære Afskrivningsarbejde. Med Hensyn til Rettens Arkiv havde Ordningen oprindelig været, at alt det ældre opbevaredes i Retten selv; en Skrivelse af 18. Februar 1861 viser, at man gav Oplysninger om Arkivalier fra 1608. 1883 ses der at være foretaget en Undersøgelse fra Gehejme- arkivet, og 8. Juni 1886 skrives der til dette, der havde ønsket en Aflevering til Arkivet af ældre Protokoller m. v., der i Retten for Tiden var anbragt paa Loftet men bedre og sikrere samt lettere tilgængeligt vilde kunne anbringes i Arkivet, at man var enig i en Aflevering af Arkivalier indtil 1800 med det Forbehold, at Retten altid uden Ophold vilde kunne faa dem til Afbenyttelse, og at de holdtes samlet som en særlig Afdeling. Den optagne Fortegnelse viste, at der af Voteringsprotokoller for 1670—99 og enkelte føl­ gende Aar haves Dubletter og af Stævningsbøgeme for 1674 og 1675. Maaske det ene Eksemplar af disse Dubletter af Hensyn til Ildsvaade burde blive i Retten, hvad dog ellers næppe var heldigt. Af en Skrivelse af 14. Februar 1888, der angaar Brugen af de forskellige autoriserede Papirsorter, fremgaar, at Buch foruden den nysnævnte Novation med Ophør af Protokolleringen af skriftlige Vota havde indført Brug af en Tingbog indeholdende summarisk Protokolat over, hvad der foregaar i Retten. Til Rettens Protokoller gaves der ikke udenforstaaende Adgang smgn. foran S. 94 Note. 19. Dec. 1892 skrives der til Stener Grundt­ 156

vig, der vilde udgive en Bog om Dødsstraffens Anvendelse, at man ikke anser sig berettiget til at give ham Adgang til at efterse Vo­ teringerne med Hensyn til Indstillinger om Benaadning. Men hvis Justitsministeriet vilde give ham Adgang til Rettens Relationer des- angaaende, havde man intet derimod. Forholdet var det hævd­ vundne, at Protokolsekretærerne affattede indgaaende Fremstillin­ ger (Relationer) af Forbrydelserne, hvorfor Dødsstraf var idømt, med Redegørelse for Afstemning, der for enhver, der stemte for Dødsstraf, altid med det samme ledsagedes af Udtalelse om, hvor­ vidt han kunde anbefale Benaadning. Sagen forelagdes derefter i Statsraad. Ved Slotsbranden var det tilfaldet Buch paa Rettens Vegne at være med til Valget af nye Lokaler og til Installationen der, og da det Valg, der blev truffet, havde en midlertidig Karakter, stod man længe overfor et aabent Spørgsmaal. Der var først Tale om at købe Grev Schimmelmanns Palæ i Bredgade (nu Odd-Fellow Palæet), der var til Salg og derfor kunde faas indrettet til An­ vendelsen, og efter Aftale med Justitsminister Nellemann besaa Buch Ejendommen. Kultusminister Scavenius havde imidlertid den Tanke, at den fra Branden reddede Malerisamling kunde blive an­ bragt der. Dette blev ganske vist ikke til noget, men de derved afbrudte Forhandlinger genoptoges ikke. Det havde nemlig vist sig, at der kunde lejes Plads i det Kong Georg af Grækenland tilhø­ rende tidligere saakaldte Bemstorffske Palæ paa Hjørnet af Bred­ gade og Frederiksgade. Herom blev indgaaet et Lejemaal paa 12000 Kr. aarlig men kun paa kortvarig Opsigelse fra Ejerens Side. Man skyndte sig med Installationen, og Buch kan med Tilfredshed no­ tere, at Rettens Tab af Tid kun udgjorde 2 Uger og 1 Dag. 21. Oktober 1884 holdtes det første Møde, der markeredes med en lille Tale af Advokat Buntzen, der mødte i en Justitssag. Lejemaalet omfattede Beletagen med Undtagelse af Gobelinsalen med de værdi­ fulde senere bortsolgte Gobeliner og 2 Værelser til Gaden. »Med de nye Lokaler,« skriver Buch, »maatte man i alt væsentligt være særdeles tilfreds.« Et og andet var der at afhjælpe efter den hastige Flytning. Man faar Indtryk heraf ved en samtidig med det første Retsmøde afgaaet Skrivelse til Justitsministeriet: »Ved de mundtlige Forhandlinger om Leje af Hs. Maj. Kong Georgs Palæ i Bredgade til Brug for HR var det fra hans Side en af Betingelserne, at Silke- tapeteme i dets store Sale skulde være bedækkede, men tillige blev det fra vor Side forudsat, at Væggene dog ikke kunde præsentere sig med det hvidgraa løsthængende Karduspapir, der nu er anbragt over Tapeterne, men maatte have et Overtræk af et nogenlunde anstændigt om end beskedent Udseende. Jeg har derfor ladet Hof- 157

tapetsere Holm — der benyttes af Kong Georg — forfatte Overslag over de nævnte Sales Beklædning med Creton, og idet jeg frem­ sender det nys modtagne Overslag, udbeder jeg mig tjenstlig Ju­ stitsministeriets Approbation paa, at dette Arbejde udføres. Det var ønskeligt, om Arbejdet i Retssalen allerede kunde gøres fær­ digt i denne Sal til Mandag Morgen, efterdi nogle Genstandes Op­ stilling i Salen maa vente derefter. Jeg sigter herved bl. a. til Rets­ salens Ur, der efter Branden var kommen i en Privatmands Værge men nu er bragt tilstede dog i en noget beskadiget Tilstand, samt til en Buste af Hs. Maj. Kongen; denne maa dog først anskaffes, da den, der stod i den gamle Retssal, nemlig vel blev reddet ud af Slottet men var bleven ituslaaet — den var kun af Gibs — den i Gulvet befæstede Træsøjle, hvorpaa den stod, kunde ikke reddes. En riy Gibsbuste kan faas for 16 Kr. En Søjle leveres af Snedker­ m ester A ndreas Jensen for c. 32 Kr.« D ette approberedes 24. s. M. samt at Trapper og Gange samt Forværelset blev belagt med Kokus- løbetæpper, og at der til Advokatværelset anskaffedes et Taffelur eller Hængeur. Arkiv, Bøger og Protokoller befandt sig i største Uorden. Justitssekretær Thrane fritoges for Læsning i Retten og gik i Gang med Ordningen med Medhjælp til Transport af Sagerne i de spredte Lokaler. Et Par Dage efter skrev Buch, at han straks under Forhandlingerne havde taget Forbehold angaaende Støj, og at det nu havde vist sig, at ikke blot enkelte tungtbelæssede Vogne stundom kan forvolde en øredøvende Larm men at ogsaa den al­ mindelige Kørsel gør saa megen Støj, at det ofte er meget vanske­ ligt undertiden umuligt at opfatte, hvad der tales eller oplæses, selv om Taleren eller Oplæseren anstrænger Stemmen. Han mente der­ for, at der maatte kræves en særlig Brolægning udenfor i Lighed med, hvad der paatænkes ved Rigsdagslokalet i Fredericiagade. Efterat Ministeriet, der konstaterede, at dette var en ret stor For­ anstaltning, havde spurgt, om Indstillingen fastholdtes, og dette 6. Januar 1885 var bekræftet efter Forhandling med Medlemmerne, udførtes en Asfaltbelægning af Bredgade i 100 Alens Længde og 12 Alens Bredde; 2. Januar 1886 forelaa Opgørelse af Statskassens Udgift hertil godt 8000 Kr. Med Hensyn til Inventarets Anskaffelse skrev han 31. Oktober 1884 at »selv om maaske hist og her et Bord, en Sofa eller en Lænestol ikke maatte kunne betragtes som uundværlig, gaar Forslaget i dets Helhed næppe ud paa mere, end hvad der behøves for at give de paagældende tildels store Rum en Udstyrelse, der ikke tager sig altfor fattig ud«. Ved Valg af Stofferne til Betræk, Gardiner og Tæpper er der, bemærker han, taget stærkt Hensyn til Prisbilligheden. En Del Bøger i Advoka­ ternes Værelse brændte, de andre reddedes »i alt Fald for største 158

Delen«, og Tabene bør selvfølgelig erstattes, saavidt ske kan. Om Rettens Bogsamling skriver Nyholm anf. St., at den før Branden var temmelig tarvelig (i 1881 er der en Skrivelse til RottbøII, hvori han takkes for sin værdifulde Boggave), men at den nu (1907) var vokset til henved 5000 Bind ogsaa indbefattet Værker af Nor­ dens Historie. I 1888 erhverver Buch Tilladelse til at købe til Ret­ ten et Eksemplar af Rigsdagstidende og Rigsraadstidende; et saa- dant havde Advokaterne i deres Værelse. Blandt de første Erfarin­ ger i Bredgade var ogsaa, at Brændselsudgiften vilde stige, da Rets­ salen nok var mindre men en Del af de øvrige Rum betydelig større end paa Christiansborg. Senere hen i Halvfemserne bringer Erklæringsbogen ogsaa nogle Oplysninger om Lokaleforholdene. 14. August 1893 andrages om 300 Kr. til Fornyelse af Overtrækket med Tøj af Væggene i Ret­ tens Forsamlingsværelse. (Retssalen beholdt sit mønstrede, meget nette Vægovertræk). I 1894 anmoder man om at gaa over til elek­ trisk Belysning dog kun i Retssalen. I en stor Del af Vintersæsonen var der i Salen saa mørkt, at man daarlig kunde læse og skrive; man brugte Stearinlys i Lysestager. Lov om Tidens Bestemmelse af 29. Marts 1893 havde fra Nytaar rykket Retsmødets Begyndelse c. 10 Minutter frem. Samtidig og uafhængig heraf havde Højeste­ retssagførerne gjort Skridt i samme Retning. Ligeledes kom der elektriske Signalklokker og i 1896 Telefon. Rettens to Bude var bleven husvilde ved Branden og maatte for høj Leje skaffe sig ny Bolig. De havde meget Besvær i disse Dage, og Buch anbefalede dem til den mest velvillige Behandling. En Lejlighed paa 3 Værelser i Staldbygningen hørte med til Leje- maalet, og det ene Buds Ophold i Palæet var en Nødvendighed. Denne maatte være det gifte Bud Holgersen — tidligere Tjener hos RottbøII — der havde en høj Stjerne hos Buch. Men Kontrak­ ten med Ministeriet, der var indgaaet paa Ejerens Vegne med Kabinetssekretær hos Dronningen Etatsraad Hennings, der selv havde Bolig i Palæet, forudsatte, at Beboeren var et ugift Bud. Det fik man dog ændret, men Viceværten var meget kritisk med Hen­ syn til Uro fra Holgersens 3 Børn under 10 Aar, som der dog efter Thranes Indberetninger ikke var noget at sige paa. En Episode med Etatsraadindens Paatale i Retslokalet overfor Holgersens nerve- svage Hustru, der en Overgang bragte denne paa Kommunehospi­ talet som sindssyg, var Baggrund for en Skrivelse af 31. August 1889 til Ministeriet, hvori Buch ender med at foreslaa, »at Justits­ ministeriet — maaske Ds. Exc. Justitsministeren personlig — be­ nytter Hs. Maj. Kong Georgs Nærværelse her til at udvirke, at han giver sin Vicevært Paalæg om at anvende Kontrakten ligeoverfor 159

Budet paa en billig og human Maade. Derhos bør det i ethvert Fald indskærpes Viceværten, at Klager over Budet ingensinde maa rettes personlig til Budet mindst af Viceværtens Hustru til Budets Hustru men alene bør henvendes til Budets Foresatte Justitssekre­ tæren«. Senere kom der en Palæforvalter, saa at man undgik direkte Forbindelse med Etatsraaden. Da Holgersen en Gang ved sin For­ deling af Gagerne havde konstateret Mangel af 200 Kr. i den le­ verede Seddelpakke paa 5000 Kr., tog Buch ham varmt i Forsvar overfor Finansministeriet. Ogsaa dette havde uden Eftertælling paa Stedet modtaget Pakken af Nationalbanken saa H. kunde ikke kal­ des »letsindig«. Eventuelt maatte hver enkelt Gage kræves udbetalt under Optælling. Nogen Sikkerhed for et blivende Hjemsted hos Kong Georg havde man ikke vundet. Det gør Buch opmærksom paa i Skrivelse 20. Maj 1885, idet han hæfter sig ved, at Landstingsforhandlingerne om Christiansborgs Genopførelse ikke havde beskæftiget sig med Højesterets Anbringelse. Stillingen i Bredgade var ikke anderledes, end at man kunde siges op til næste Foraar. Han fortsætter: »Som bekendt har Højesteret i Løbet af den sidste Menneskealder haft 3 forskellige Lokaler (i Prinsens Palæ, paa Amalienborg og paa Christiansborg Slot) foruden det nuværende midlertidige, og naar Retten nu om føje Tid skal flytte ind i et 5 Lokale, bør dette være et, der bestemmes og særlig indrettes til at være Sæde for Højeste­ ret i en uoverskuelig Fremtid; thi ligesom det afset fra Ulykkes­ tilfælde er upassende og derhos forbundet med betydelige Ulem­ per, at Højesteret stadigen flytter omkring fra det ene Sted i Byen til det andet, saaledes vil ogsaa et virkelig hensigtsmæssigt Lokale først kunne ventes opnaaet, naar det ved Opførelsen af en ny eller Omdannelse af en ældre Bygning til Brug for Retten slaas fast, at Højesteret dersteds skal have sit blivende Sæde, som ikke uden tvingende Nødvendighed skal opgives.« Foreløbig vil han om dette Lokale kun bemærke, at et Gulvareal lig det samlede paa Chri­ stiansborg uden Tvivl vil være omtrent tilstrækkeligt, men at det bør inddeles paa en anden Maade end paa Slottet, og at der bør være en Retssal, der er rummelig, og hvori der ses og høres godt med bedre Lys end paa Slottet og nu i Bredgade og uden Vogn- kørsel eller anden Støj. Der kom dog ingen Opsigelse af Lokalerne, og Hellenernes Konge blev ikke ved et ufrivilligt Eksil tvunget til at reklamere Raa- digheden over Beletagen i sit Palæ, men Loven om Opførelse af det nye Christiansborg kom heller ikke i Justitiarius Buchs Tid. En Skrivelse af 4. November 1889 oplyser, at der den Gang var en Plan fremme om en Tilbagevenden for Retten til Christiansborg 160 ikke ved Omdannelse af nogen Del af den kæmpemæssige Ruin men mere beskedent i en af Sidebygningerne ved Ridebanen, hvor Tanken var at omdanne de for Tiden af Hofteatret optagne Rum (nu Teatermuseum) til Brug for Retten. Skrivelsen gaar ud paa, at man eventuelt ikke vilde være uvillig til dog kun midlertidigt og forsaavidt intet andet hensigtsmæssigt Lokale kunde skaffes, at tage Lokale der; det tilføjes dog, at enkelte af Rettens Medlemmer ikke var enige heri. Et Par spredte Erklæringer fra Retten skal her nævnes. 25. November 1887 indstillede man at ophæve PI. 29. Juni 1813 jfr. PI. 30. Juli 1819 om Appel direkte til Højesteret af Justitssager paadømt ved de bornholmske Underretter. Begrundelsen fandtes i, at der i disse Sager savnedes den korrigerende og supplerende Virksomhed for Overretten, der kun delvis erstattedes ved Højeste­ retssagførernes Initiativ. Dette Forslag gennemførtes ikke, hvad­ enten Aarsagen laa i, at den oprindelige Grund for Særordningen: Ophævelsen af Bornholms Landsting stadig var til Stede, eller man saa hen til snarlig Gennemførelse af en Retsplejereform for hele Landet. Rettens Beskæftigelse med islandske Sager var Baggrunden for Skrivelse 29. Juni 1888 gaaende ud paa, at der intet haves imod, at kun den islandske Tekst af de af Altinget vedtagne Love stad­ fæstes af Kongen, hvad Altinget havde besluttet. Det forudsattes, at der blev sørget for en autoriseret dansk Oversættelse af de is­ landske Love. I Skrivelse 28. Aug. 1888 henstillede man at foranle­ dige, at en ny kritisk Udgave af Jonsbogen, der delvis er Lov­ grundlag, tilvejebringes og derefter en helst autoriseret dansk Over­ sættelse. Assessor Finsen bemærkede samtidig, at han i sin Tid havde tænkt paa at besørge en kritisk Udgave af Jonsbogen, se Min. Tid. 1879 B S. 612, men ikke nu kunde paatage sig dette eller den danske Oversættelse. 5. Maj 1881 skrev Buch til et med Lønningslove beskæftiget Folketingsudvalg og henstillede, at der udarbejdedes en særlig Lov om de kollegiale Retter omfattende Højesteret. Der henvises heri til en Skrivelse fra Mourier til Justitsministeriet af 12. November 1879 om dette Emne (ikke fundet). Til denne henviste Buch ogsaa i en Skrivelse til Ministeriet af 12. November 1890, som han af­ sendte ved Efterretningen om, at Overretten havde andraget om Lønningsforhøjelse, og han mindede om, at Ministeriets Forslag af 17. Dec. 1880 i Folketinget ogsaa havde omfattet Højesteret. Som føromtalt viser Buchs Erindringer, at hans Hukommelse ogsaa havde god Rede paa, hvorledes Uddeling af Ordensdekora- tioner og før 1870 Titler forløb mellem Dommere og andre Embeds- 161 mænd, og hvorledes Placeringen som Følge deraf var ved Hove. Selv naaede han jo Toppen som Ridder af Elefanten. At han for sit eget Vedkommende var særlig opfyldt af denne Side af sit Embedsliv, er dog ikke afgjort. Han glemmer ikke at antegne, hvor- meget det kostede ham at faa sin store Dekoration dels i aarlig Afgift dels ved Bekostningen med at anskaffe det egentlige Ordens­ tegn. Han afviste en Henstilling til sig fra Kabinetssekretæren om i større Omfang at give Møde ved Fyrstemodtagelser o. 1. og hen­ viste til sine to nærmeste Formænds Eksempel. Han fandt ikke disse Møder stemmende med Stillingen og gjorde kun to Undta­ gelser, hvoraf den ene ved Modtagelsen af Prins Carl og Prinsesse Maud, der skulde bo i Stueetagen i Kong Georgs Palæ. Han om­ taler et Træk, der belyser hans saglig faste men i Formen sikkert meget sagtmodige Optræden, i dette Tilfælde overfor Kronprins- regenten. Efterat Agitatoren Fernando Linderberg 24. Juni 1884 havde faaet en idømt Straf for nogle Udtalelser nedsat af Højeste­ ret, tilkaldte Kronprinsen Buch for at tale om denne og en anden ubetydelig Sag af personlig Interesse. Han gjorde her gældende, at Retten ikke burde have nedsat Straffen men overladt det til Kon­ gen at benaade den dømte. Buch argumenterede imod og sagde, at det var Rettens Pligt selv at give Udtryk for sin Opfattelse, saa meget mere som Benaadning var ganske usikker. Han »gav derfor intet Løfte eller stillede noget andet i Udsigt«. Naar han kan slutte Beretningen saaledes »men iøvrigt forløb Audiensen i al Venskabe­ lighed, og Kronprinsen har senere altid været højst elskværdig imod mig«, kan man gaa ud fra, at han ikke har givet efter for sin første Reaktion paa den mærkværdige Kritik af Retten. Da han paa Forespørgsel fortalte nogle Assessorer om Audiensens Indhold, opstod der iøvrigt nogle misvisende Rygter derom. Buchs Tidsrum kom i det offentlige Liv til at omfatte den egentlige Kamptid mellem Partierne. Rigsretten blev dog ikke taget i Brug men Højesteret maatte i mange Straffesager sige det sidste Ord om Borgernes politiske Ytrings- og Handlefrihed og ogsaa i et vist Omfang men ikke saa meget, som almindelig antaget, ud­ tale sig om, hvem af Partierne der havde Ret i deres Forstaaelse af Grundloven. Ofte maatte den da tilbagevise Ytringer af Oppo­ sitionen mod det regerende Højreparti og, som det gaar, fik Ret­ ten sin Del af Vreden og Hadet. Senere tog Venstrepartiet og Socialdemokraterne, hos hvem disse Følelser var velbevaret, den politiske Føring, medens det gamle kampglade Højre omdannedes til et moderat konservativt Folkeparti, der helst lod Mindet om Estrupiatet hvile. Retten har derved ikke været stillet i noget gunstigt Lys og kun ved en Gennemgang af de herhenhørende Præ-

Højesteret II. lt 162 judikater kan der tilvejebringes Grundlag for en renset Tradition. Om Udstedelsen af Finanslovsprovisoriet af 12. April 1877 havde Ministeriet udtalt sig i en udførlig ogsaa i Pressen fremkommet Forestilling til Kongen, hvori der polemisk redegjordes for Doktri­ nen om Folketingsparlamentarismen. Dette fremkaldte 3. Juni et i Morgenbladet trykt Manifest fra Bestyrelsen for det forenede Ven­ stre, som Estrup paa det samlede Ministeriums Vegne mødte med Søgsmaal for Ærefomærmelser. Alle 8 Underskrivere, hvoriblandt Navne som Chr. Berg, Fr. Bojsen, Balthazar Christensen, Grev Holstein Ledreborg og Sophus Høgsbro, var indstævnet, og Krimi­ nal- og Politiretten opgjorde Ansvaret for hver til 3 Maaneders simpelt Fængsel. Indbragt for Højesteret med Octavius Hansen som Defensor blev Sagens Udfald ved Dom 21. Oktober 1880 dog væsentlig mildere nemlig Bøde for hver paa 300 Kr. Det fastsloges nemlig, at der ikke var Føje til at antage, at Manifestet sigtede Ministeriet for mod bedre Vidende at have bcgaaet Brud paa Grundloven ved at udgive den foreløbige Finanslov, og Beskyld­ ningen for grov Forsømmelse ved ikke at have søgt en ny midler­ tidig Finanslov vedtaget fandtes ikke at overskride Ytringsfrihedens Grænser. Tilbage blev dog et Ansvar for den Sigtelse at have for­ tiet forskellige Kendsgerninger overfor Kongen. Til dette Votum af Buch med Bøde 300 Kr. gik 3 noget strængere Stemmer over, og der forelaa da 6 Stemmer herfor, medens Miiller, With, Klein og Lund vilde frifinde, Smith stadfæste og Knudsen dømme til 400 Kr. Der var en udtalt Tendens til Tilbageholdenhed i Vurderingen af Beskyldningernes Grovhed netop med Henblik paa, at det dreje­ de sig om politiske Meningstilkendegivelser. Udtryk som »grov Forsømmelse« og »klart Grundlovsbrud« fik Lov at passere. Af Kontrasøgsmaalet kom der derfor heller ikke noget ud. Baade fordi Retten maa undgaa Udseendet af Ensidighed og maa undgaa Over­ svømmelse af Injuriesager, føres den til indtage denne Holdning. Mindre politisk Interesse knyttede sig til nogle Sager om Maje­ stætsfornærmelse, Strfl. § 90. Peder Høy Frederiksen fik ved Dom 22. November 1880 en Straf af simpelt Fængsel i 3 Maaneder for­ højet til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i samme Tid for Aaret før i Thorup Kro i beruset Tilstand at have udtalt sig i høj Grad anstødeligt og ærekrænkende om Kongen; 2 vilde dog stadfæste og 1 frifinde med Utilregnelighed som Grund. Ligesom ved den næste Sag Dom 14. Marts 1882 om Femando Linderberg beklagedes det af flere, at Justitsministeriet gik saa langt ned med Hensyn til at rejse denne Art Sager *). Rønne Ekstraret havde idømt L. 4 Maa- *) Det ses ikke, at Spørgsmaalet om Tiltale har været forelagt Kon­ gen. Amterne anbefalede i disse Tilfælde stærkt, at der rejstes Tiltale. 163 neders simpelt Fængsel for i en Avis at have skrevet, at »vi træller under en Mængde kronet Gøgl og Humbug«, hvorpaa Brugen af Ordet »Undersaatter« anførtes som Eksempel. Flertallet, 5 Dom­ mere, antog, at der var talt om Kongemagten i Almindelighed ikke om Kongen personlig og frikendte med Paalæg af Omkostninger, 3 vilde nedsætte til 3 Maaneder og 1 stadfæste. En anden Dom fra samme Underret stadfæstedes ved Dom 4. Maj 1882: Mads M. Schmidt og Engel A. Hjortsvang var straffet med 4 og 3 Maaneders simpelt Fængsel. I den af dem udgivne Avis havde Schmidt skrevet, at Christian IX regerede ligesaa uindskrænket som sin Svigersøn Czaren. Medens Lund ikke fandt dette strafbart, faldt Stemmerne ellers ud til Stadfæstelse, da Presseloven ramte Hjortsvang for den anonyme Artikel. Finsen og Buch vilde imidlertid alene straffe Schmidt, der var ene om Ledelse og Trykning af Bladet, og Buch udtalte, at man før havde emanciperet sig fra Presselovens Ansvars­ regel. Straffen satte de til 3 Maaneder. Ved Dom 17. April 1882 blev der Anvendelse for ligesom i Sagen mod Pio m. fl. at anvende Strfl. § 85 II jfr. §§ 45 og 46 om Forberedelse af Oprør. Vilh. Ludvig Fleron var af Kriminal- og Politiretten idømt 18 xMaaneders Forbedringshus for paa en Række Møder at have opfordret Arbejderne til med Magt at sætte deres sociale Krav igennem. Bortset fra Smith, der vilde stadfæste, var der imidletid Enighed om, at nedsætte Straffen, da Forholdet ikke kunde anses for at have haft nogen farlig Karakter. 5 Stemmer faldt paa 6X5 Dages Vand og Brod og 4 paa 8 Maaneders For­ bedringshus; Formandsstemmen gav Flertal for førstnævnte Straf. Aaret 1884 bragte atter to Sager efter Strfl. § 90. Dom 31. Januar 1884 stadfæstede Kriminal- og Politirettens Straf paa Frederik Adolf Hertz af simpelt Fængsel i 4 Maaneder. Det drejede sig om Artiklen »Bekend, hvis I tør« i Socialdemokraten, hvori det udvikledes, at det konstitutionelle Kongedømme hviler paa en Løgn, nemlig at Kongen skulde staa over Partierne. Sammenhængen indeholdt en Sigtelse for Partiskhed. Klein indtog et Særstandpunkt ved at ville frifinde med Paalæg af Omkostninger, idet han i Artiklen kun vilde se et Forsvar for Republikanismen. Sagen egnede sig iøvrigt til at vise Manglerne ved Presselovens kunstige Ansvarsbegrænsning, og­ saa hvor det som her drejede sig om en Overtrædelse, der kunde begrunde Strafarbejde, et Punkt der snart blev Genstand for Re­ geringens Opmærksomhed. F. A. Hertz havde nemlig intet med Redaktionen at gøre, men lod sig opføre som ansvarshavende for 6 Kr. om Ugen. Fernando Linderberg, den socialpolitiske Agitator og Skribent paa ikke-socialistisk og kristeligt Grundlag, blev Gen­ stand for Dom 24. Juni 1884. Efter Hertadalsmødet i 1883 var ind­ 11* 164 bragt en Adresse til Kongen med Opfordring til at tage andre Ministre. I sin Avis Folkebladet beklagede L. i stærke Udtryk, at Folkets Krav afvistes, og at Kongens Vilje var alt. Afstemningen var meget spredt: mellem Frifindelse, simpelt Fængsel i 3, 4 eller 6 Maaneder og Fængsel paa Vand og Brød i 6X5 Dage var Stem­ merne delt med 1, 2, 3, 1 og 3. Resultatet heraf var særlig i Be­ tragtning af Bladets ringe Udbredelse en Nedsættelse fra 6 til 4 Maaneders simpelt Fængsel, se foran S. 161. Buch, der stemte saa­ ledes, skriver om Linderbergs personlige Møde, at han virkede som en Fantast og Ordgyder, der talte efter bedste Overbevisning men iøvrigt var en retsindig Person. Dom 26. Oktober 1885 kom paany til at beskæftige sig med den grundtvigske Gejstligheds Frihedskrav og Opposition mod den traditionelle folkekirkelige Ordning, som havde vist sig i Ordina- tionssagen af 1877. Paa et stort Møde i Askov af Præster og Læg- mænd i August 1881 var vedtaget et Andragende til Lovgivnings­ magten om større Frihed i kirkelige og præstelige Forhold; det indgaves til Folketinget, og Afskrifter afleveredes til Landstinget og Ministeriet. Det bragte 8 Emner paa Bane deriblandt nyt Præste- løfte og uakademisk Præsteuddannelse, Udvidelse af Ordination og Adgang til Kirkerne og borgerlig Ægteforening for alle. Dette Ini­ tiativ fandt Ministeren Jacob Scavenius Anledning til 7. September 1881 at misbillige overfor de paagældendc Præster. 6 af dem sva­ rede, at de ikke mente at have handlet urigtigt og derfor ikke kunde anerkende Misbilligelsen som retledende for sig. Svaret var Tiltale for Provsteret, og Valgmenighedspræsterne Birkedal, Lund, Hoff og Rønne samt Sognepræst Nyegaard og Kapellan Brücker mulkteredes ved Landemodet efter Strfl. § 142 eller dens Analogi de to første med 150 Kr. de andre med 100 Kr. Højesteret kom derimod til det Flertalsresultat at frifinde med Paalæg af Aktio­ nens Omkostninger, medens af 11 Dommere 4 vilde mulktere med 50 Kr. Landemodet havde kun straffet for Afvisningen af Misbilli­ gelsen, og kun dette angik Sagen direkte. Den Adfærd, der mis- billigedes, var, at Præster rettede Andragende om Lovændringer i Folkekirken til Rigsdagen i Stedet for til Kirkebestyrelsen gennem deres Foresatte. Ministeriet havde sin Kundskab fra Dansk Kirke- tidende 1881 Nr. 32 Tillæg; Adressen om de 8 Punkter stod der som rettet til Folketinget med c. 200 Underskrifter, medens en Del af Punkterne kun var tiltraadt af 45 Underskrivere. Da det fra Be­ gyndelsen havde været Meningen, som det ogsaa skete, at under­ rette Ministeriet om Adressen, der iøvrigt var uden Motivering, blev Misbilligelsens Rækkevidde uklar. I en Erklæring til Ministeriet udtalte iøvrigt Biskop Martensen, at Henvendelse til Rigsdagen 165 allerede ved tidligere Lejligheder var foretaget af mange Præster, uden at Ministeriet saas at have foretaget noget imod dem. Flere af Dommerne antog deres Forhold for berettiget og Misbilligelsen for uberettiget. Buch, der vilde frifinde, udtalte, at Ministeriet havde haft formel Kompetence og overhovedet havde Berettigelse til at misbillige, at Embedsmænd deltager i private politiske Be­ vægelser mod Regeringen, men at han nødig vilde berøre det, »da det laa udfcnfor Domstolenes Kompetence«. Præmisserne blev imid­ lertid skrevet saaledes, at Ministeriet ikke havde savnet Kompe­ tence til Misbilligelsen, og at de Tiltalte var gaaet for vidt i deres Udtalelser, men at § 142 var uanvendelig (herved menes sikkert, at der ikke forelaa nogen konkret Ordre, der var »nægtet opfyldt«), og at ingen anden Lovbestemmelse var anvendelig. I Virkeligheden saa Flertallet vistnok ret forskelligt paa Sagen, men Fordringen om en samlet Begrundelse skulde jo opfyldes. Ganske interessant er en i Ministeriets Akter liggende haandskrevet Udtalelse fra Justits­ minister Nellemann, der gaar ud paa, at D. L. 2—17—22, der paa­ lægger Præster at ære og lyde deres Superintendent, uanset at Straffebestemmelsen var hævet ved Strfl. § 308, maatte gælde som en Forskrift, der ramte de Tiltaltes »Remonstrering« og gjorde den strafbar efter Strfl. Kap. 13 nærmere bestemt § 141. Denne Opfattelse havde Kirke- og Undervisningsministeriet meddelt Ak­ tor for Provsteretten, i Højesteret omtales den ikke. Men da Strfl. § 141 rammer ethvert bevidst retstridigt Forhold af en Embeds­ mand, der krænker det offentliges Rettigheder, synes Præmisserne konsekvent at maatte være havnet i Anvendelsen af denne. Da flere andre af de irettesatte Præster havde svaret, at de ikke ansaa deres Adfærd for uberettiget, og tildels ønskede Provsteret for at klare dette almindelige Spørgsmaal, men ikke blev tiltalt, synes den gjorte Forskel fra Ministeriets Side mellem de Tiltalte og deres Embedsbrødre altfor ubetydelig, men »Remonstreringen« med Støtte i de af Biskop Martensen omtalte Fortilfælde betød vel i det hele blot, at Præsterne ønskede en Domstolsafgørelse. Skulde det iøvrigt være rigtigt, som Voteringsprotokollen lader Buch udtale, at Embedsmændene ikke maatte deltage i private politiske Be­ stræbelser mod Regeringen, naar herved kun tænkes paa Lovgiv- ningsreformer, som Regeringen ikke yndede? Dette maatte dog vist indskrænkes til de Embedsmænd, der efter deres Stilling stod som Regeringens Raadgivere jfr. Generalprokurør Ørsted i 1826. Et storstilet Slagsmaal mellem Øvrigheden og en politisk op­ hidset Mængde, det største efter Sammenstødet paa Nørrefælled 1872, naaede 17. Februar 1886 frem til Højesterets Paakendelse. En Kommissionsbehandling med Assessor Ingerslev som Undersøgel- 166 sesdommer var gaaet i Forvejen, og da Begivenheden var forefal­ det 9. September 1883, havde Sagens Gang været ret langsom. Efter samme Dag afholdte Vælgermøder af Venstre og Højre ved Jyderup Jernbanestation var Deltagerne gaaet til Spisning de første i Hotellet, de sidste i et bag Hegn opstillet Spisetelt tæt ved. Politimesteren havde efter sine Erfaringer fundet det rigtigst at til­ kalde en københavnsk Politistyrke paa 30 Mand, der lededes af Herredsfuldmægtig Nanke. En stor Menneskemængde paa Pladsen mellem Stationen og Højres Spisetelt optraadte udæskende overfor det der ved Teltet opstillede Politi og gik pludselig frem mod det. Der blev derpaa gjort Brug af Stavene, og paa begge Sider var der en Del Beskadigelser mest hos Politiet. Straffene for de c. 15 Personer, man havde faaet fat paa, gik ikke over Fængsel paa Vand og Brød og stadfæstedes i det hele. Begivenheden illustrerede Nedgangen i Retstilstanden, og hvor let det kunde komme til Haandgribeligheder, naar der som her ikke kunde findes anden Bevæggrund til at gøre Opstand, end at det fremmede Politi var kommen tilstede. Som en samlet Gruppe behandles i det følgende de Sager, der foranledigedes af de provisoriske Love fra 1885—86 og Røret om­ kring dem1). I det væsentlige var de forbi med 1888, og det var det samme Hold Dommere, der havde med dem alle at gøre. Paa denne for Samtidens og Eftertidens Kritik udsatte Post sad føl­ gende Dommere: Buch, F. Meyer, Klein, Finsen, Smith, H. Lund, Rimestad, Lillienskjold, Repholtz, With, P. C. Miiller, Nyholm og Koch. Eftertiden vil spørge, hvorledes de personlig stod til den politiske Strid, og hvis nogen beklager at finde Rigsdagsmænd i deres Tal, skal jeg ikke modsige det, men at gaa saa vidt at kræve, at Dommere bør isolere sig helt ud fra de politiske Interesser og Stemninger, der mere eller mindre lidenskabeligt opfylder Sam­ tiden, vilde være overspændt. De er Rigsdagsvælgere som andre men naturligvis først og afgørende Dommere med saadannes Fø­ lelse af Ansvar for en neutral Vurdering. Hvad Buch angaar, ud­ taler han i sine Erindringer, at han som Justitiarius ønskede at af­ holde sig fra politisk Virksomhed udover at stemme som simpel Vælger. »Det vilde svække Tilliden hos Folket til Dommenes Ret­ færdighed,« skriver han, »hvis en udpræget Højremand stod i Spid­ sen for Højesteret og Rigsretten. Af samme Hensyn var det ogsaa ønskeligt, at de andre Medlemmer af Højesteret holdt sig tilbage, og det glædede mig derfor forsaavidt, at Rimestad efter lang frem­ trædende Virksomhed i Folketinget tilsidst faldt i sin gamle Valg-

') Se nærmere Bidrag til Højesterets Historie (1939) VI. 167

kreds, Kbhvns 1ste, hvorfor jeg ogsaa raadede ham til ikke igen at søge Valg, hvilket han heller ikke gjorde.« Foran S. 23 og 144 er omtalt hans Føling med praktisk Politik i tidligere Aar; at han i Hovedsagen stod paa et Højrestandpunkt, er ikke tvivlsomt. Om sin Stilling til den frivillige Selvbeskatning til Forsvaret skriver han, at han efter Samraad med Madvig afholdt sig fra at bidrage, men imod Slutningen af Indsamlingen fandt han dog »Folketingets ved­ varende systematiske Forsvars-Nihilisme saa uforsvarlig, at al poli­ tisk Betænkelighed nu maatte vige;« han ydede derfor et Bidrag en Gang for alle under Mærke. For Rettens Eftermæle, der er blevet angrebet af Venstre og Socialdemokrater, er det heldigt, at de to aktive Politikere Klein og Nyholm begge oprindelig nationalliberale var traadt i klart Mod­ sætningsforhold til Estrups Provisoriepolitik. Ogsaa Rimestad, der havde repræsenteret Højre og fundet Partiets Politik forsvarlig som Nødværge, var som Klein stemt for Kompromis; efter i 1884 at være udtraadt af Tinget var han stadig en Støtte for Partiet. Smiths Sæde i Folketinget 1879—81 havde næppe haft Betydning; regnes han for konservativ, bliver der i hvert Fald Ligevægt. Hos de andre Dommere kan man delvis — som det altid er muligt — paavise visse Tendenser snart til strængere snart til mere lemfældig Bedømmelse af Personer og Forhold. Om politisk Indstilling her­ ved gør sig gældende ved Siden af den almindelige dommermæs- sige, lader sig ikke afgøre. Siden de Aar i Halvfjerdserne, om hvis Politik der foran S. 138 blev gjort nogle Bemærkninger, var Stillingen i Hovedsagen ikke ændret, kun havde Modsætningen mellem Partierne gravet sig dybere ind i Sindene. Kravet om den folketingsparlamentariske Re­ gering opretholdtes, og som Kampmiddel blev der set hen til Fi­ nanslovsnægtelsen. Hertil var i Firserne kommet den aabenlyse Er­ klæring af Visnepolitikken som et nyt Middel til at faa den sid­ dende Regering bort. Forventninger hos de mere forhandlingsvil- lige om Pladser i Ministeriet var skuffet. Da Regeringens Finans­ lovforslag, der rummede militære Nybevillinger, ikke kunde føres igennem, indvarsledes det provisoriske Tidsrum ved Udstedelsen af den foreløbige Finanslov af 1. April 1885 med Hjemmel til Af­ holdelse af de til Statsstyreisens forsvarlige Førelse nødvendige Udgifter; den foreløbige Lov om Vaabenkontrol (Riffelloven) kom straks efter 5. Maj. For dem, der paa Grundlovsforbudet mod at opkræve Skatterne, »forinden Finansloven er vedtagen,« havde grundet et Dogme om, at Finansloven ikke kunde udstedes som foreløbig, var det skete det klare Grundlovsbrud, der ogsaa syntes at maatte løse deres Baand overfor Øvrighed og Forfatning. Denne 168

Opfattelse krævede man delt af Domstolene, og naar dette ikke kunde ske, var man tilbøjelig til at anse dem som Regeringens medskyldige. »Holstebrosagen«, hvis Faktum udspilledes 16. Juni 1885. kan bedre end nogen anden bekræfte disse Betragtninger. Endnu en ret sen Eftertid har indenfor Venstrepartiet haft vanskeligt ved at forsone sig med den rent juridiske Behandling af den. Hvad der skete, var noget ret stilfærdigt, at to Mænd Noes og Nielsen efter dæmpet Henvendelse til Politimesteren, der sad paa Talertribunen, »hjalp ham ned« af denne under lempelig Stritten imod fra hans Side. Alligevel er der Momenter, der minder om Jyderupslaget: den store Mængde, i hvis Paasyn det foregik, at man paa den Maade satte sig op mod Politiet, og Irritationen over dettes Nær­ værelse, der føltes som et Overgreb og et Drilleri, saa at man tog sig selv til Rette. Folketingets Formand Chr. Berg, Føreren for det uforsonlige Venstre, var med to Medlemmer af Tinget Harald Holm og N. I. Larsen paa Tourné hos Vælgerne for at drøfte den i Foraaret skabte Situation. Et frisk Cirkulære paabød Politi­ mestrene at overvaage saadanne Møder. Forud stillet Anmodning om 3 Pladser paa Tribunen i Holstebro var blevet afslaaet, da de fremmede Talere ellers ikke vilde tale. Dette viste sig, da Politi­ mesteren i Uniform tog Plads bag Talerstolen, og en indledende Taler havde Ordet; Berg vægrede sig paa Forhaand i alles Navn ved at tale, Bestyrelsen drøftede frem og tilbage. Politimesteren afslog stadig at gaa, og da der efter første Taler blev Uro, med­ deltes det fra Tribunen, at man overvejede at »hjælpe Politimeste­ ren ned«. Dette skete saa, da Berg utaalmodig lavede sig til at gaa. Men derefter holdt han sit Foredrag begyndende med, at man ikke kunde have Politimesteren som Ministeriets Flaandlangcr paa Tribunen. Efterat have passeret en nedsat Kommission med Asses­ sorerne Ipsen og N. Lassen kom Sagen for en fuldt besat Højeste­ ret, hvor for Bergs Vedkommende Bevissporgsmaalet var det af­ gørende. I hine Dage fandt man en Betryggelse for Retssikkerheden i, at Bevisspørgsmaalene undergaves den øverste Domstols kyndige Granskning, og henviste den ikke til at bygge videre paa den fore- gaaende Instans Bevisbedømmelse. Mindst af alt i en Tid og over­ for en Sag som denne kunde der være fundet Mening i Doms­ magtens delvise Overgang til den dybt spaltede og opfanatiserede Vælgerbefolkning, og dog var det kun, hvad Grundlovst'ædrene havde været inde paa ved at tage Nævninger i politiske Sager. Berg tog ikke Stødet med aaben Pande i naturlig Fortsættelse af, at han ansaa det berettiget at fjerne Politimesteren fra den af Vælgerforeningen rejste Tribune. Han forsøgte sig med Bortfor­ 169 klaringer om ikke at have opfattet, hvad der foregik paa Tribunen, og hvilken Betydning man tillagde hans Adfærd. At Politimesteren ved en mere aktiv Optræden kunde have skabt en mere klar Si­ tuation — til den ene Side eller til den anden, maa vel antages. Men det kunde ikke føre uden om Spørgsmaalet. Kommissionens Dom, at Bergs Forklaring ikke kunde staa til Troende, fik ved Buchs Stemme Overvægten. Assessorerne Koch, Miiller, Repholtz, Smith, Finsen og Meyer havde indtil da staaet mod Nyholm, With, Lillienskjold, Rimestad, Lund og Klein. Forudfølelsen af, at en Domfældelse vilde virke ophidsende paa dem, der ligesom den politiske Høvding holdt sig til det haandgribelige, at han ingen di­ rekte Opfordring til Magtanvendelse var fremkommen med, havde nok paavirket de seks sidstnævnte til en yderlig skrupuløs Vurde­ ring. At politisk Indstilling ikke behøvede at tendere til at afgøre Sagen efter førstnævnte Linie, belyses ved Højremanden Rime- stads Afstemning, der for Berg lød paa Frifindelse, for Noes og Nielsen paa Forbedringshus. De øvrige, der vilde frifinde Berg, gik lavere med Straffen for Gemingsmændene, end Dommen kom til at lyde paa nemlig Stadfæstelse af 6 Maaneders Fængsel paa sæd­ vanlig Fangekost for alle. Da Noes og Nielsen havde været godt 3 Maaneder i Varetægtsarrest, fik de dog reelt en højere Straf. Forbrydelsen var Strfl. § 98: at anvende Vold for at tvinge en Em­ bedsmand til at undlade en Embedsforretning, for hvilket Normal- straffen var Forbedringshus og Minimum 3 Maaneders simpelt Fængsel. Naar det kunde siges, at Situationen havde virket med en vis Tvang paa Overtræderne, havde de selv bragt sig ind i den ved paa Forhaand at deklarere, at de ikke vilde finde sig i Politi­ opsyn. Skærpende maatte det virke, at en tusindtallig Vælgerskare havde været Vidne til, hvorledes man nu fandt at kunne behandle Politiøvrigheden. Det havde været som den symbolske Overgang fra Protester mod Grundlovsbruddet til Anvendelse af Egenmagt. Dommen, der faldt 11. Januar 1886, var formentlig ikke blot rigtig men moderat. Berg, der ikke vilde søge en Benaadning, som sikkert ikke vilde være nægtet ham, blev om Sommeren ved sin Udgang af Fængslet fejret af Partiet og Socialdemokratiet som Føreren, der havde lidt for sin Sag. Paa 16 Skibe førtes 8000 Mennesker til Marienlyst, hvor man havde fundet en Festplads, og et mægtigt Stævne samle­ des derpaa i Kolding. Hvad der her interesserer, er det Skær, der derved maatte falde over Retten; det følger af sig selv, at det i Venstrekredse ikke kunde blive godt. En den Gang ung Mand nem­ lig den senere Politiker og Minister C. Th. Zahle lod under Folke­ tingets Forhandlinger 1925—26 om offentlig Votering i Højesteret 170 høre et Ekko heraf. Zahle udviklede, at alle under disse Demon­ strationer holdt sig overbevist om, at Dommen over Berg kun var fældet med 7 Stemmer mod 6 og ikke vilde være fældet, hvis der havde været offentlig Votering i Højesteret, saa at Dommerne per­ sonlig overfor Offentligheden skulde have staaet inde for deres Dom. Hele det Estrupske Provisorieregimente vilde efter hans Me­ ning være faldet sammen i sig selv under selve Forsøget, hvis ikke den hemmelige Votering havde været, idet Højesteret saa »ikke vilde have dømt efter de provisoriske Love«. I hvilket Omfang dette faktisk skete, vil jeg komme tilbage til. Naar han fremhæver det som en almindelig Mening i Provisorietiden, at det »stod paa Vippen« i Højesteret, saa at Sagerne kunde afgøres med en enkelt Stemmes Majoritet, har vi lige set, at det passede paa Holstebro-Sagen, men den dertil hæftede Sætning, at Offentligheden vilde have betydet en anden Stemmeafgivning, søgte han Begrundelsen for i den Be­ tragtning, at Dommerne »vilde have skammet sig ved at votere for Bergs Domfældelse«, se 18 Aar af Højesterets Historie (1947) S. 40 og 86. Den Bevidsthed havde sat sig fast som uudryddelig hos Venstrepolitikeren, at Rettens Flertal lod sig bestemme i sine Af­ gørelser af en Regeringsindflydelse paa Bekostning af dem, der til­ taltes. Naar denne Sag havde været det eksplosive Udbrud ud af en vanskelig Situation, drejede de tre Riffelsager sig om Handlinger, hvis Strafbarhed maatte bestaa i en forberedende Virksomhed. Ind­ øvelsen i Vaabenbrug skulde være Overtrædelse af Strfl. § 103 jfr. § 46 ved at forberede til, »at der i en samlet Mængde kunde blive tilkendegivet den Hensigt at tvinge Øvrigheden til at fore­ tage eller undlade en Handling eller i Forening vise voldsom Mod­ stand mod Udførelse af en af Øvrigheden truffen Bestemmelse.« De i de senere Aar dannede Riffelforeninger forsynede deres Med­ lemmer med Rifler for at dygtiggøre dem til Landets Forsvar, men efterhaanden som den indre politiske Frihed ansaas truet, traadte Formaalet at værne om den i Forgrunden. I tre Sager paadømt 18. Marts, 21. April og 25. Oktober 1886 blev der straffet ud fra det nævnte Synspunkt, og en særlig Kommission (Sylow og Ingerslev) var sat i Virksomhed. I den første af disse Sager havde der dannet sig et Mindretal af 5 mod 8 Stemmer, hvoraf dog de 4 vilde lade de Tiltalte P. F. D. Martinsen og G. P. Himmelstrup bære Aktio­ nens Omkostninger som Udtryk for, at der havde været Grund til at rejse Sagen. Deres Synspunkt var, at Kommissionsdomstolen ikke havde haft Føje til mod de to her Tiltalte at citere de mange udæskende Udtalelser af Riffelbevægelsens Mænd, hvoraf de per­ sonligt kun sparsomt havde betjent sig. Formaalet at yde Mod- 171 stand mod grundlovstridig Optræden — og kun dette havde man for Øje — ansaas for berettiget, men iøvrigt havde man kun tænkt sig at ville komme til at virke gennem Truselen. Regeringen burde være gaaet den Vej at forbyde Foreningerne og lade det komme an paa en Retsafgørelse herom. Først den foreløbige Straffelov af 2. Nov. 1885 § 1 havde rykket Begyndelsespunktet for strafbar Paavirkning saa langt frem, men Formaalet her var ikke tilstrække­ lig konkret til, at Forsøget kunde straffes. Bevægelsen havde haft Rumlenets Karakter tildels under norsk Paavirkning, en fast Be­ slutning om Modstand var ikke bevist. Disse Dommere var med Undtagelse af Rimestad de samme, som udgjorde Mindretallet i Holstebrosagen. I den anden mod Pressemændene Jordan, Slenge- rik og Lyngby rettede Sag ønskedes Frifindelse kun af Lund og Klein. Nyholm og With saa paa Sagen som paa den forrige og følte sig bundne af dennes Bedømmelse, Lillienskjold fandt her stærkere Grund til at domfælde. I den tredje endelig mod Folke­ tingsmand Rasmus Clausen bedømtes Bevismaterialet af Nyholm, With og Lund til Frifindelse, af sidstnævnte uden Paalæg af Om­ kostninger. Det principielle, hvorfor altsaa nogle bøjede sig, var, at naar Modstandens Karakter af lovlig Opposition mod ulovlig Myndighedsudøvelse skal afgøres af nogle private antagelig Parti­ førere, kan den ikke legalisere Bevægelsen. Straffene havde i begge Instanser været udmaalt i simpelt Fængsel; i Underinstansen havde den samlede Straffetid været 18 Maaneder, ved Højesteret var den kun 12. Den foreløbige Lovgivningsmyndighed havde trukket Kongen i Forgrunden paa en saadan Maade, at Overskridelse af de snævre Grænser for Ytringsfriheden om hans uansvarlige Person ikke kunde udeblive. 9 Domme hører herhen, hvoraf de 4 domfældende først skal omtales. Fhv. Skolelærer Folketingsmand Chr. H. Ravn fik 22. December 1885 stadfæstet en Dom af Viborg Overret ly­ dende paa 3 Maaneders simpelt Fængsel, hvilket var Minimum efter Strfl. § 90. Hans Foredrag paa et politisk Møde havde først indeholdt skarp Kritik af Regeringen, men derefter gjorde han Overgang til at tale om Kongen. Formen var ganske vist, at han kun gengav, hvad Folk sagde, og at han beklagede disse Udtalelser, der gik ud paa at spørge, om Kongen ikke var valgt til Tronfølger, fordi han ikke som sine Brødre var med i Oprørshæren, om han ikke underskrev Novemberforfatningen, hvis Følge blev, at vi mi­ stede to Femtedele af vort Land, om han ikke underskrev Proviso­ riet i 1877 og senere i 1885, om han ikke i Aalborg maatte omgive sig med Dragoner med skarpe Vaaben og stadig maatte beskyttes af Politibetjente, Soldater med skarpe Patroner osv. Flertallet af 172 de 10 Dommere holdt sig til, at Formaalet med Talen var bitter Kritik af Regeringen, og at Fremhævelsen af Kongens personlige Andel deri og af hans personlige Situation var egnet til at lægge ham personlig for Had. With, Lund og Klein vilde hævde, at der ikke fremtraadte nogen mod Kongen fornærmende Hensigt. En Redaktør i Ringkøbing fik stadfæstet en Dom paa 4 Maaneders simpelt Fængsel for sin gentagne Omtale af Kongen som Meneder; Reglerne om nedsat Tilregnelighed kom til Anvendelse. To Domme fra Oktober 1886 over en Detailhandler i Varde for Brug af Skælds­ ord mod Kongen i en privat Samtale (3 Mdr. simpelt Fængsel) og over Sigvald C. C. Olsen, der fik Tillægsstraf for en fornærmelig Bladartikel, er uden Interesse. Alle de frifindende Domme udmærker sig ved tillige at have ændret domfældende Afgørelser. Dom 26. Januar 1886. I C. E. Marotts Blad Demokraten i Aar­ hus fandtes under Overskriften »Skammer han sig for sig selv?« følgende Meddelelse: »Den østrigske Kejser har i dyb Inkognito aflagt Besøg paa Gmunden for at hilse paa Kongen af Danmark.« Højesteret bemærkede, at Artiklen efter sit Indhold kunde mod­ tage forskellige nærliggende Forklaringer, efter hvilke den ikke vilde indeholde noget for Kongen fornærmeligt. Meddelelsen var sat op af Redaktionssekretæren, efter hvis Forklaring den ligesaa godt kunde have talt om Kejseren af Rusland. Et af Overretten antaget Hensyn til den større Frihed i Østrig maatte da bortfalde. Naar 3 ai 10 Dommere, Lillienskjold, Smith og Finsen, vilde dom­ fælde, skyldtes det en fra Marott erhvervet uklar Udtalelse, hvor­ efter Meddelelsen kunde have Hensyn til den mindre Opmærksom­ hed, der vistes Kongen heri Landet. Dom 4. Februar 1886. Under et Ophold paa Taasinge havde Kongen udtalt, at han gerne vilde hævde Grundloven usvækket, men dette fordrede Enighed, og de Førere, der udsaaede Splid og Uenighed blandt Folket, vilde ikke dets Vel. I Bladet Politiken fandtes kort derpaa i Rubrikken Spørgsmaal og Svar følgende Spørgsmaal, underskrevet »Cajus f. T. Taasinge«: om det, naar en 24-aarig Mand benyttende sig af Lovens formelle Ret til at gøre sig uansvarlig, nægter at betale sin Gæld, »vilde være en formil­ dende Omstændighed, naar jeg blev anklaget for at have taget en Hasselkæp og dermed varmet hans Rygstykker?« og dernæst det enslydende Spørgsmaal om formildende Omstændighed, Hasselkæp og Rygstykker, »naar en Mand i det hele taget, ligegyldig om han indtager den allerlaveste eller allerhøjeste Stilling i Landet, benytter et Lovbud om, at han ikke staar til Ansvar for sine Hand­ linger, til at udtale sig fornærmende om mig eller andre.« Redaktio­ 173 nens Svar i Bladet lød: »Juridisk neppe, moralsk i høj Grad«. Kriminal- og Politiretten havde idømt Redaktør V. Hørup, der for­ klarede intet at kende til Artiklen, 6 Maaneders simpelt Fængsel, og af 11 Dommere vilde Koch, Finsen og Buch stadfæste dette. Flertallet mente ikke, at der var taget tilstrækkelig klart Sigte paa Kongen, og det anførtes i saa Henseende, at der ikke blot stod »allerhøjeste« men ogsaa »allerlaveste«, at der kunde være sigtet til Rigsdagsmænds relative Uansvarlighed for deres Ytringer paa Tinge, at det var angivet, at Brevskriveren virkelig opholdt sig paa Taasinge, og at Politikens Læsere ikke i Bladet havde kunnet læse om Kongens Tale; det var Højrebladene, der havde slaaet Alarm. (Efter hvad der er meddelt mig af afd. Redaktør Vald. Koppel, var Marcus Rubin Indsenderen). Buchs Udtalelse traf vistnok her som næsten altid i disse Sager, Sømmet paa Hovedet, naar han bemærkede: »Jeg nærer slet ingen Tvivl om, at Tiltalte bør straffes efter § 90, da Artiklens sande Hensigt forekommer mig ganske indlysende, og Hørup maatte vide, at Kongen havde holdt den om­ handlede Tale paa Taasinge. Anbringendet om, at Artiklen virkelig hidrører fra en sig den Gang paa Taasinge opholdende Person, kan jeg ikke tage noget videre Hensyn til, da det ikke er fremkommen i første Instans, og Defensor herfor Retten fremkom fned det paa en meget løs og tilfældig Maade.« Domme 8. Oktober og 2. November 1886 angik Optagelse i to Aviser af Artiklen Mærkedage under Christian IXs Regering. Der opregnedes deri under 51 Datoer forskellige højst uensartede Be­ givenheder og Foretagender under Kongens Regeringstid, hvoraf tydelig saas Forfatterens Misfornøjelse med Landets Skæbne og hans Kritik af Regeringens Politik derunder Begivenhederne inden­ for Kongehuset. Højesteret fandt, at selv om Fremstillingen tildels var forvansket og i det hele tendentios, angik den dog overvejende Regeringsforanstaltninger, for hvilke Ansvaret paahvilede vedkom­ mende Ministre, uden at Kongen personlig fremdroges, saaledes at noget lagdes ham til Last. Som Vidnesbyrd om Spørgsmaalets Tvivlsomhed voteredes der for Stadfæstelse af With, Lillienskjold og Finsen, af hvem de to førstnævnte ret ofte havde dissentieret frifindende — et Vidnesbyrd om Stemmegivningens Saglighed. Dom 19. Oktober 1886 angik Tiltale mod Lotterikollektør Edv. E. Henriksen for at have sigtet Kongen for Mened. Under et Fore­ drag i Ballerup Kro for unge Arbejdere var der talt om, at Brud paa Grundloven var ensbetydende med Mened nemlig ud fra den Forudsætning, der i Reglen indlægges i Ordet Grundlovsbrud, at Grundlovens rette Indhold er saa indlysende, at Brud paa den maa være i bevidst Strid med den paa samme aflagte Ed. Den 174 paasigtcde Udtalelse var ikke fremsat direkte men skulde sluttes af Sammenhængen. Retten delte sig paa Spørgsmaalet herom med 5 Stemmer mod 5, og da Buch var for Frifindelse sammen med Nyholm, With, Lund og Meyer, blev dette Resultatet. Den provisoriske Lovgivning har hidtil kun tjent os som For­ klaring til den Spænding, der slog ud i en Række politisk betonede Straffesager. Forst nu kommer vi til, at Retten beskæftigede sig med provisoriske Loves grundlovsmæssige Gyldighed. Dette skete ved Dom 15. Oktober 1886, der angik Tiltale til Straf for Over­ trædelse af foreløbig Lov 2. November 1885 om Tillæg til Straffe­ loven begaaet ved Handlinger fra 31. December 1885 til 9. Januar 1886. Som Incidenspunkter maatte der her tages Standpunkt til, om den foreløbige Lov havde kunnet udstedes paa Grundlag af en Udsættelse af Rigsdagens Møder ved aabent Brev af 23. Oktober men altsaa, uden at den var hjemsendt, dernæst om C. C. Albertis Forelæggelse af den foreløbige Lov i Folketinget og dens For­ kastelse der 21. December samtidig med, at Regeringen havde fore­ lagt den i Landstinget, havde bevirket dens Bortfald, og endelig om den foreløbige Lov ved ikke at have opnaaet Stadfæstelse i Rigsdagen var bortfaldet, da den sluttede 8. Februar 1886. Det før­ ste Spørgsmaal besvaredes af alle 13 Dommere med Ja, det andet af Nyholm, Lund og Klein ligeledes med Ja, hvoraf fulgte Fri­ findelse, men af de øvrige med Nej, medens det sidste af 7 Dom­ mere besvaredes med Nej, af Nyholm, With, Lillienskjold og Klein med Ja, medens Müller og Lund ansaa Besvarelsen for overflødig. Til denne Dom, der for Kronologiens Skyld er nævnt paa dette Sted, skal der nedenfor gøres nogle Bemærkninger ved Omtalen af beslægtede Spørgsmaal. Med Hensyn til den nævnte Sags Realitet formildede Højesteret en Straf af 3 X 5 Dages Vand og Brød til 14 Dages simpelt Fængsel. Det drejede sig om den foreløbige Lovs § 3 om Ophidselse i Tale eller Skrift af Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og For­ bitrelse eller til Voldsgerninger imod andre Klasser eller Dele af den. Tilføjelsen »paa en den offentlige Ro og Orden faretruende Maade« opfattedes saaledes, at Ophidselse formodedes at have denne Karakter. Artiklerne indeholdt et hidsigt Angreb paa Højre­ partiet i dets Forhold til de arbejdsløse og paa Præstestanden. Udover denne Sag paadømtes i den følgende Tid til 1888 8 Sager efter den foreløbige Lov alle med et Faktum, der laa indenfor 1886, saaledes at Afgørelsen af 15. Oktober 1886 garanterede Straffenormens Anvendelighed, der maatte være tilstede, uanset om den ved Paadømmelsen skulde være bortfalden af senere Aar- sager. Indholdet af Dommene skal ikke nærmere omtales. Den 175 højeste idømte Straf var 2 X 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, i 2 af Sagerne stadfæstedes idømt Straf, i de andre 6 gav Høje­ steret Frifindelse eller nedsat Straf efter Domfældelser i Under­ instansen. I en af Sagerne faldt der Bemærkninger om Fortolk­ ningen af § 4 om Fremsættelse eller Udbredelse af opdigtede eller forvanskede Kendsgerninger for derved at gøre Statens Indret­ ninger eller Regeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige. Den overfor Regeringens Politik meget oppositionelle Assessor Lund foranledigedes heraf til folgende Udtalelse om Loven: »Dette Aktstykke er af en saa mærkelig Beskaffenhed, ogsaa hvad Ind­ holdet angaar, at det under alle Omstændigheder ikke kunde falde mig ind at fordybe mig i dens Fortolkning, hvortil kommer, at det jo kan anses for givet, at den aldrig vil faa nogen regelmæssig Til­ værelse.« Han og Nyholm ansaa sig ikke for bundne af denne Lov. Derhos faldt der et Par Domme efter aim. borgerlig Strfl. Kirke- og Undervisningsministeriet havde 22. April 1885 i et Cir­ kulære til Skoledirektionerne paalagt Lærerne at holde sig udenfor Riffelforeningerne og advaret dem mod agitatorisk ophidsende Optræden mod Regeringen og dens Foranstaltninger. Lærer H. A. Jensen, der trods Advarsel fremkom med et meget hæftigt Presse- udfald mod Regeringen og forbeholdt sig at fortsætte hermed, var ved Landemodet idømt Bestillingsfortabelse efter Strfl. § 142, hvilket stadfæstedes ved Dom 7. Januar 1887. Der faldt ogsaa et Par Stemmer for simpelt Fængsel, saaledes Buch i 2 Maaneder, hvilket havde været mildere. Medens Lund vilde frifinde, idet Læreren ikke mentes ved nogen Befaling at kunne holdes borte fra at agitere, bemærkede Buch, at hos Skolelærere er næsten hele deres private Liv draget ind under deres Embedsvirksomhed. Lærer C. L. Fogtmann idømtes 14. Marts s. A. 500 Kr. for et lig­ nende mindre graverende Forhold. Ogsaa af Hensyn til, at han var Rigsdagsmand, var der her 4 Stemmer for Frifindelse og 2 vilde nøjes med 50 Kr. Buch, hvis Stemme efter Udfaldet 6 mod 6 vilde være afgørende, var ikke tilbojelig til at gaa lavere, da hans Agitation var ophidsende og hans usande Fremstilling af Mini­ steriets Finanslov egnet til at vække Had. Tidligere Præst, Højskoleforstander Morten Pontoppidan havde 5. Februar 1886 i sit Blad Tidens Strøm indrykket Et Kirkens Gen­ mæle med Anklage mod Regeringen særlig Estrup moralsk og juridisk for at have »krænket Edens Hellighed tilsidesat Guds Ære og forarget de smaa hele Landet over. Der var ingen, der ikke vidste, at der brugtes stadig nye Kneb og Udflugter osv.« Sagen forfulgtes som Æresfornærmelse og Straffen 3 Maaneders simpelt Fængsel stadfæstedes 24. November 1887. Medens Præ­ 176 stens Ansvar forekom alle andre uundgaaeligt (2 Stemmer fore­ slog 4 Maaneder Nyholm 300 Kr. i Bøde), mente Klein at kunne votere for Frifindelse ud fra sin Opfattelse af den udstrakte Yt­ ringsfrihed overfor offentlige Personer; i dette Tilfælde forekom det nærmest som et Lune. Ogsaa i en lignende Sag mod Redaktør Bjørnbak paadømt 12. December s. A., hvor der idømtes 500 Kr. i Bøde, faldt Nyholms og Lunds Stemmer af Hensyn til Ytrings­ friheden ud til Frifindelse. Medens Retten i Dom 15. Oktober 1886 havde taget Stand­ punkt til to konkrete Spørgsmaal vedrørende Gyldigheden af den foreløbige Straffelov 2. November 1885, fik den ikke senere fore­ lagt de nye Problemer om Grundlovsmæssigheden, der opstod. Den blev ikke spurgt om foreløbige Finansloves Gyldighed, om Virkningen af andre Tilfælde af foreløbige Loves private Fore­ læggelse eller om Virkningen af, at de af Regeringen til Godken­ delse forelagte foreløbige Love ikke færdiggjordes inden Rigs- dagssamlingernes Slutning og derfor forelagdes flere Gange. Den partimæssige Myte har ikke desto mindre gerne villet lade, som om Højesteret helt igennem havde sluttet op om Brugen af pro­ visorisk Lovgivning og ved sine Afgørelser muliggjort det davæ­ rende Styre. Hvor Standpunkt skulde tages, skete det efter saglig og grundig Overvejelse, og da forskellige Tendenser var repræ­ senteret mellem Dommerne, var der heri en Garanti mod Yder­ ligheder. Enhver uhildet vil ved Gennemgang af Rettens straf­ fende Virksomhed i politisk betonede Sager være nødt til at aner­ kende dens Forsigtighed med Hensyn til at fastslaa Skyld og dens Moderation i Strafudmaalingen sammenlignet med Underinstan­ serne.1) Et kort Øjeblik kunde det synes, at Problemet om fortsat Gyl­ dighed af foreløbig Presselov 13. August 1886, der var holdt i Live ved gentagne i Landstinget standsede Forelæggelser, kunde blive Genstand for Højesterets Prøvelse. Politikens Redaktør V. Hørup fremtryllede dette hastig forsvundne Fata morgana. Gaardejer *) I Jens Himmelstrups Bog Den provisoriske Lovgivning i Danmark (1948) S. 195 citeres af S. Høgsbros Brevveksling og Dagbøger II S. 236 en mundtlig Ytring af Klein til H. om Voteringen til Dom 1!5/10 86: at HRs Fortolkning kun fremkom, fordi man ellers mente at ville styrte baade Kongen og Ministeriet. Han tilføjede at kunne forsikre, at man [d: Adv. Klubien] havde bragt Retten til at tro det. Det var ikke loyalt af den politiserende Assessor at glæde H. med denne Udtalelse, hvis øvrige Del gik ud paa at gentage, at en fast antaget Teori lod den foreløbige Lov bort­ falde. Rigtigheden af det sidste var blevet modsagt under Voteringen. Denne, der meddeles hos Himmelstrup S. 335—53, viser snarere positivt, at Dommerne søgte sig et juridisk Standpunkt uafhængigt af de Mulig­ heder, den politiske Situation indebar. E. T. D. HVIDT R. S. G R A M 177

Dønnergaard var idømt Bøde og Erstatning til Højesteretssagfører Alberti for Artikler i Bladet, og da den foreløbige Lov aabnede Adgang til Eksekution for saadanne Beløb i Dagbladenes Ind­ tægter, agtede Hørup at møde som Intervenient for at varetage Bladets Tarv, naar Sagen ifølge Dønnergaards Appel kom for Højesteret. Dette skete, men kun Alberti og Hørup mødte. Hvad Hovedsagen angaar, kunde der kun blive Spørgsmaal om Dom til Stadfæstelse, men Intervenientens Interesser var ikke i Fare, da han ikke havde faaet Stævning. Da Dønnergaard ikke mødte, vilde Hørup ikke selv kunne rejse Appellen, og hvis den fore­ løbige Lov var bortfaldet, var samme Resultat sikkert; om de under Voteringen fremsatte Udtalelser har Himmelstrup anf. St. S. 195 og 212 Bemærkninger. Resultatet maatte blive Afvisning af Interventionen. Som Grundlovsfortolker, som den der paa disse udenfor Grl.s Ord liggende Omraader skulde afgive det for de stridende Partier bindende Udsagn, fik Højesteret kun en begrænset Rolle og kunde i saa Henseende prise sin Lykke. Thi den ene Halvdel af disse Partier vilde staa rede til at smæde den for den Afgørelse, der krydsede deres Vej, medens den anden Halvdel vilde bringe den en Virak, den helst undværede. Hvis Udslaget fulgte Regeringen, vilde Oppositionen ikke anerkende, at de herfor stemmende kon­ servativt indstillede Dommere havde fulgt en saglig Overbevis­ ning, og omvendt hvis Udslaget havde fulgt Oppositionen. Det vilde være gaaet stærkt ud over Tilliden til Retten. Denne Tillid er en Værdi af Nytte for Rettens Arbejde i det hele, men Retten kan kun fortjene den ved at styre efter den juridiske Saglighed og bortse fra Forventningerne i Publikum til dens Afgørelse. I den klare og varmtfølte Afhandling 1), som den ærværdige J. N. Madvig inden sin Død naaede at fuldføre allerede en Maaned efter Dom­ men af 15. Oktober 1886 som en Indsigelse mod denne, er Tonen naturligvis rolig og afklaret. Men hans korte Antydninger af Par­ tiernes Presseudtalelser og Agitation fører os Firsernes hede Atmosfære levende i Møde. Madvig hæfter sig ved, at den fore­ løbige Lovs Bortfald ved Udløbet af den paafølgende Rigsdags- periode var »udtrykkelig udtalt«, da Grundlovsudvalget kom med Forslaget (men ind i Grl. kom den først i 1915), og at ingen tog Afstand derfra, at kun Bortfaldet svarer til Foreløbigheden, hvor­ for alle har regnet dermed, og hvad det private Initiativ angaar, at der maa være Adgang for hvert af Tingene til at gaa imod Loven. Vil man stærkt betone Kontrollen med Brugen af paagæl-

') Supplementer til Livserindringer (1917) S. 99—142. Højesteret II. 12 178 dende Regeringsmyndighed, føres man ganske rigtig i den anførte Retning, men dette havde Dommerne ikke følt sig særlig stærkt tilskyndet til. Karakteren af Foreløbighed er ogsaa tilstede, naar paagældende Akt har været Udgangspunkt for en vis Lovgivning, der derefter ventes at gaa over til sædvanlig samlet Lovgivnings- behandling. Hvis en saadan tænkes indledet paa Grundlag af den foreskrevne Forelæggelse i et af Tingene, er det muligt, at den ved Samlingens Slutning ikke er afsluttet, hvorfor skal da den etablerede Retsordning med et Slag forsvinde? Saaledes spørger Dommeren sig, idet han søger efter den almene Regel, ud fra hvil­ ken han vil svare. Og paa lignende Maade spørger han: hvorfor skal man med Retsvirkning kunne fremkalde Debat om den fore­ løbige Lov i det ene Ting, naar det Arbejdsmateriale, der hører til en saglig Debat, er i Regeringens Værge og af den indbragt i det andet Ting? Ialtfald naar den bortfaldne foreløbige Lov uden videre paany kunde sættes i Kraft, fordi Bortfaldet kun var en Slags Ordensforskrift — og denne Opfattelse mødte ikke nogen fast og klar Opposition — maatte Tilskyndelsen til at erklære sig for Bortfaldet være ringe. At Dommerne indtog en vis livsfjern Holdning ved at være paa Afstand af den aktuelle politiske Strid, var paa dette Omraade tiltalende for de fleste af dem, og naar Temaet da opstilledes saaledes, at der skulde paa vises Lovdata for at kunne gribe ind, altsaa udfoldedes »den forsigtige Stræng- hed, hvormed Lovens Ord vejes« (Madvig), maatte Svaret blive, som det tilfaldt Buch at aflæse det. I nyere Tid har Ernst Ander­ sen søgt at vinde ny Jord ind for den Autoritet, der tilkom Doktrinen om den foreløbige Lovs Bortfald ved Udgangen af næste Rigsdagssamling, idet Teorien i 1850 skulde have afsat posi­ tive Spor i Statslivet og skabt et Fortilfælde, som Domstolen burde have respekteret. Jeg har tidligere begrundet at maatte anse dette for en Misforstaaelse og anser Formodningen om, at nogle af de voterende var særlig svage Tilhængere af deres Standpunkt, for uhistorisk.1) Det konkrete Udfald af oftnævnte Dom, hvis den paa dette Punkt var gaaet modsat, vilde iøvrigt efter Dommerflertallets Me­ ning ikke være blevet noget andet end den Straf, der idømtes, thi da den foreløbige Lov bestod ved Gerningens Udførelse og de Momenter, der bevirkede dens Bortfald, ikke afficerede Strafvær­ digheden af Brud paa den, maatte Loven anvendes, selv om den ved Paadømmelsen var bortfalden. Mod dette gør Himmelstrup. anf. St. S. 209, Indsigelse idet han ikke vil have den foreløbige

') Ugeskrift for Retsvæsen 1949 S. 17 og 107. 179

Straffelov betragtet som »jævnbyrdig Bestanddel af Strafferetten«, hvad jeg dog mener ikke kunde afvises. De allerede straffede skulde vel ikke have Oprejsning? Smgn. hermed Madvig anf. St. S. 104. Dommen rummede altsaa det Kuriosum, at dens Præmisser gik videre end paakrævet af Konklusionen. De kunde være formet efter P. C. Müllers Votum, der undlod at tage Standpunkt til Spørgsmaalet om Lovens Bortfald 8. Februar 1886. Den Lov, som denne Dom havde banet Vej for, fik, som det fremgaar af det foran S. 174 bemærkede, ikke nogen omfattende Judikatur ved Højesteret. Dens Bestemmelser frembød adskillig Fortolkningstvivl men førte ikke til Anvendelse af større Straffe, og den ophævedes allerede ved en ny foreløbig Lov af 19. Juni 1888. Dommen 17. April 1882 over Fleron havde vist, at aim. borgerlig Strfl. med sine Forsøgsregler kunde ramme vidt paa samfundsfarlig Agita­ tion. Dom 3. Juni 1892 over Lorentz Petersen bragte et lignende Tilfælde. Det blev efter § 85 jfr. § 46 anset for Forberedelse af Oprør, at han i Ugeskriftet Arbejderen i en Artikelrække havde udviklet Planlægning af en Revolution. Idømt Forbedringshusstraf af 1 Aar nedsattes til 8 Maaneder, men Bedømmelsen viste stor Usikkerhed: fra 18 Maaneder (Jensen og Smith) til Frifindelse (Müller og Lund). Til Buchs Navn vil altid knytte sig Erindringen om, at Retten i hans Tid matte afstikke Grænser for den politiske Stemnings Udsving og tage Standpunkt til visse af Grundlovsdoktrineme. I begge Retninger hævdede Retten under hans Ledelse sin saglige Overlegenhed. I Slutningen af Firserne og Begyndelsen af Halv­ femserne var der ikke Anvendelse for Højesteret paa dette Om- raade, og jeg finder ikke Retstilfælde af offentligretlig Karakter som de tidligere fremdragne. Endnu kun en karakteristisk Afgø­ relse af den straks efter 80-aarige Justitiarius ved Paadømmelsen 10. Februar 1896 af en Sag om en Hestehandel, der var fremført af Højesteretssagfører J. H. Bagger som beneficeret. 3-voterende Assessor FI. Larsen havde gjort det sjældne at indstille Bagger til Mulkt 100 Kr. for at have haft Sagen i 2 Aar uden at bringe nyt frem. Forslaget fik kun treven Tilslutning, men Buch bemær­ kede »det er nødvendigt at mulktere Bagger« og gav dermed den 5. af 10 Stemmer til Forslaget.

12* 180

DET 20. AARHUNDREDES JUSTITIARIER P. F. KOCH, 1897—1907, C. V. NYHOLM , 1907—09, N. LASSEN, 1909—15, E. H VIDT, 1915—18, R. S. GRAM, 1918—19. For at samle Efterretningerne om Højesteret i ikke altfor smaa Afsnit er det Tidsrum indenfor Tiden til 1919, der rundt regnet kan betegnes som det 20. Aarhundrede, gjort til et Hele repræ­ senteret af ialt 5 Justitiarier paa samme Maade som foran Aarene 1856—61 repræsenteredes af 3. Indenfor Afsnittet vil der dog blive gaaet frem efter Tidsfølgen og lagt Vægt paa at samle Frem­ stillingen om de enkelte Justitiarier. I Forestillingen om Kochs Udnævnelse, hvorved han forbigik 4 ældre Kolleger, siger Justitsminister Rump om disse, at Koch i Modsætning til de ældre i Retten var i en Alder, der ikke var til Hinder for, at han i en længere Aarrække kunde beklæde For­ mandspladsen. Koch var med sine 65 Aar c. 3 Aar yngre end Nyholm, men hvad Alderen angaar, havde baade Rottbøll og Mourier givet Eksempel paa heldig Gennemførelse af en endnu senere Start som Justitiarius, og da Fremtiden kom til at forme sig saaledes, at Nyholm 10 Aar efter traadte ind som Kochs Efter­ følger, var Motiveringen i Forestillingen for at forbigaa Nyholm ikke helt kommen til at slaa til, men Ministeriet har antagelig ogsaa vurderet Koch højere end P. C. Miiller født 1830 og Nyholm født 1829; Lund og Smith var fyldt 70. Albertis Forestilling om Nyholms Udnævnelse siger kort og godt, at han mellem Rettens Dommere var den efter Anciennitet ældste. Hans Levealder 78 Aar, der placerede ham c. 7 Aar foran den næste i Rækken den meget kvalificerede Jonas Poulsen, berøres ikke. Da Nyholm 2 Aar senere lod sig afskedige med Gage-Pension og Paaskønnelse særlig med Henvisning til svækket Hørelse fore­ slog Justitsminister Svend Høgsbro N. Lassens Udnævnelse forud for 5 ældre af hvilke Jonas Poulsen havde afslaaet Udnævnelse. Lassens Afgang 4. Juni 1915 blev indstillet af Justitsminister Zahle med Begrundelse i hans i de senere Aar noget vaklende Helbred og naturligvis med Gage-Pension og kgl. Paaskønnelse. Efterat Grüner Maaneden før var afgaaet paa lignende Vilkaar, var af de 5 ældre Assessorer kun Gottlieb Jensen tilbage, og han lod sig nu 76 Aar gammel afskedige paa samme Maade samtidig med Udnævnelsen af den nye Justitiarius. Ved denne Samtidighed blev E. Hvidt den ældste af Asses­ 181 sorerne, da han fik sin Udnævnelse, og der var ved dette Skifte for første Gang givet Dommerkollegiet Lejlighed til overfor Mini­ steriet at udtale sig om Valget af Efterfølgeren; det ekspederedes skriftligt ved G. Jensen som ældste Assessor og udpegede enstem­ mig Hvidt. Grams Udnævnelse forud for 3 ældre skyldtes dels yngre Alder dels personligt Fortrin. Zahle var endnu Justitsminister. I Kochs Periode, der afsluttedes med hans Død 11. Juni 1907, afgik følgende Assessorer ved Døden: H. Smith 23. Oktober 1902, P. C. Müller 16. December 1904, P. P. F. Mourier 19. April 1905 og Harald Paulsen 18. Marts 1907. Harald Lund fik Afsked med Gage-Pension 27. December 1900. De nye Assessorer var N. Las­ sen efter Koch, F. V. L. P. Nielsen efter Lund, F. E. H ansen efter Nielsen, der blev afskediget 1902, E. Hvidt efter Smith, O. P. Chr. Faurholt efter Müller, C. G. Schack efter Mourier og H. W. J. O. Johannsen efter Poulsen. Den første af disse N. Lassen havde ved Udnævnelsens Datering til 30. December 1897, tre Dage før hans 50 Aars Fødselsdag opnaaet et i disse Aaringer enestaaende tid­ ligt Udnævnelsesaar. Han konkurrerede heldigt med de noget ældre Assessorer le Sage de Fontenay i Viborg senere Justitiarius sam­ mesteds og Sophus Vedel i København, idet Forestillingen frem­ hæver hans Doktorgrad og videnskabelige Virksomhed. Den sidst­ nævnte af disse Jurister bør iøvrigt ikke være uomtalt i en Høje­ steretshistorie, idet han som daværende Protokolsekretær i Retten heldigt besvarede en Ørstedsk Prisopgave om Rettens Historie siden Enevælden til 1790, som i 1888 udgaves med Tilegnelse til den danske og den norske Højesteret; et Manuskript til en Fort­ sættelse af Bogen til 1814 er senere kommen i Rettens Besiddelse. Lassen, der afløste Justitiarius Koch, var selv vordende Justitiarius, og som et Kuriosum i Rettens Historie kan anføres, at det ana­ loge Forhold ogsaa har været tilstede mellem Buch og Justitiarius Rottbøll, Gram og Justitiarius N. Lassen og Cosmus Meyer og Justitiarius (Retspræsident) Gram. Samtidig med Lassens Udnæv­ nelse fik Justitiarius i Københavns Overret Ipsen Ekspektance i 3 Aar. Tidligere Indehavere af saadan ubenyttet Ekspektance havde været Overretsjustitiarius A. L. Casse og Sø- og Handels- retsformand Fleischer. I Tiden til Nyholms Afgang 31. Oktober 1909 døde Asses­ sorerne C. G. Schack 22. December 1907 og F. E. Hansen 1. Februar 1909; nye Assessorer var M. V. Kirketerp efter Nyholm, C. S. Hanssen efter Schack og A. F. Lütken efter Hansen. Medens N. Lassen til 4. Juni 1915 var Justitiarius, døde A. Chr. Evaldsen 18. November 1912. 3 Assessorer afskedigedes, alle med 182

Gage-Pension: Florian Larsen (svækket Syn) 15. December 1910, Jonas Poulsen 5. December 1912 og A. P. Grüner 14. Maj 1915. Nye Assessorer var R. S. Gram efter Lassen, V. Schau efter Lar­ sen, V. Krarup efter Poulsen, V. H. Lunn efter Evaldsen og A. L. Schou efter Grüner. Under Hvidts Justitiariat til hans Død 20. December 1917 døde H. W. J. O. Johannsen 10. Oktober 1915 og A. F. Lütken 12. April 1917, medens G. Jensen fik Afsked 26. Juni 1915. De nye Med­ lemmer var E. Tybjerg efter Jensen (samtidig fik Sø- og Handels- retsformand Jørg. Koch Ekspektance), J. C. Petersen efter Hvidt, L. J. Lunøe efter Johannsen, og da han døde 13. Marts 1917, E. Olrik samt V. J. Nellemann efter Lütken. I den korte Tid Gram bar det gamle Navn altsaa til 1. Oktober 1919 var der Tilgang efter ham af Cosmus A. Chr. Meyer. Antallet af de i denne Periode ekspederede Retssager var følgende: 1897 101 civile, 177 Justitssager, tilovers 30. 1898 109 civile, 187 Justitssager, tilovers 29. 1899 91 civile, 149 Justitssager, tilovers 17. 1900 77 civile, 185 Justitssager, tilovers 16. 1901 90 civile, 199 Justitssager, tilovers 19. 1902 98 civile, 188 Justitssager, tilovers 12. 1903 96 civile, 177 Justitssager, tilovers 13. 1904 118 civile, 192 Justitssager, tilovers 22. 1905 135 civile, 152 Justitssager, tilovers 6. 1906 108 civile, 205 Justitssager, tilovers 13. 1907 126 civile, 188 Justitssager, tilovers 16. 1908 155 civile, 149 Justitssager, tilovers 18. 1909 128 civile, 157 Justitssager, tilovers 33. 1910 159 civile, 178 Justitssager, tilovers 25. 1911 193 civile, 203 Justitssager, tilovers 19. 1912 202 civile, 159 Justitssager, tilovers 30. 1913 204 civile. 161 Justitssager, tilovers 26. 1914 152 civile, 164 Justitssager, tilovers 28. 1915 208 civile, 135 Justitssager, tilovers 20. 1916 200 civile, 159 Justitssager, tilovers 34. 1917 234 civile, 147 Justitssager, tilovers 20. 1918 231 civile, 179 Justitssager, tilovers 12. Gennemsnittet heraf for civile Sager 146 og for Justitssager 172 viser den fortsatte Bevægelse i Retning af Forøgelse af de første og Formindskelse af de sidste. Af de 5 her omtalte Justitiarier blev det den sidste, Gram, 183 der gjorde Overgangen fra Kong Georgs Palæ til Christiansborg, men alle havde været sysselsat med Forberedelserne dertil. Der var faldet Ro over Opholdsstedet i Bredgade, forsaavidt som der ikke fra Ejerens Side ønskedes nogen Forandring, men som oplyst S. 159 havde der under Forhandlingerne i Landstinget i 1885 om Genopførelsen efter Theofilus Hansens Plan ikke været talt om at installere Retten paa Slottet, saaledes at Fremtiden i denne Henseende tegnede sig usikker. Det var imidlertid Regeringens Standpunkt, at Slottet skulde rumme en ny Kongeborg og even­ tuelt Lokaler for Højesteret, hvorimod man vilde give Rigsdagen en særskilt Bygning. Rigsdagens Standpunkt var modsat: at for­ ene Kongeborg og Rigsdagslokaler. I Henhold til Lov 1. April 1887 blev der tilvejebragt Tegninger og Overslag beregnet paa Bolig og Repræsentation for Kongen, Lokaler for Højesteret og for Rigs­ dagen med en Bekostning af 6 Mill. Kr. Nogen tilfredsstillende Løsning kom der dog ikke ud heraf. Til denne Tid hører det S. 160 omtalte Projekt med Ombygning af Hofteatret for Højesteret. I Samlingen 1898—99 forelaa et Regeringsforslag om 1) Bolig og Repræsentationslokaler for Kongen, 2) Rigsdagslokaler og 3) om muligt Lokaler for Højesteret; det behandledes kun i Landstinget, der udtalte sig for 1 og 3. Endelig kom Loven af 15. November 1903 om Genopførelsen, »saaledes at der navnlig tilvejebringes enten samlet eller adskilt de fornødne Bygninger dels til Brug for Kongen til Repræsentation og lignende Øjemed dels til Brug for Rigsdagen.« Tegninger og Overslag skulde tilvejebringes ved offentlig Konkurrence, og en Kommission paa 27 Medlemmer under Forsæde af Ministeren for offentlige Arbejder Chr. Hage skulde forberede Konkurrencen og bedømme Arbejderne. De føl­ gende Oplysninger stammer fra dennes Protokol. Justitiarius Koch, der var Medlem af Kommissionen, udtalte allerede i dens andet Møde 4. Januar 1904, at Højesteret vilde sætte megen Pris paa, om den kunde erholde Lokaler i det nye Slot, ligesom den havde haft det i det gamle. Derved vilde Tra­ ditionen bevares, hvorefter den udøvende, den lovgivende og den dømmende Myndighed havde Bolig sammesteds; i denne Ordning laa noget symbolsk, der havde sin Betydning. Dernæst trængte Højesteret i høj Grad til at faa sit eget Lo­ kale; det var ikke passende, at Højesteret boede til Leje og det vilde i Tilfælde af Opsigelse let kunne være vanskeligt at skaffe nye Lokaler af tilstrækkelig Størrelse. Hertil kom, at de nuvæ­ rende Lokaler omend brugelige dog ikke var tilfredsstillende navnlig ved ekstraordinære Lejligheder. Retssalen var for lille, navnlig Pladsen for Tilhørerne, han ansaa det for at være af 184

Betydning, at alle, der havde Interesse for Retsplejen, kunde faa Lejlighed til at overvære Forhandlingerne, hvilket for Tiden var umuligt, saasnart der var Tale om en Sag af mere almindelig Interesse. Ogsaa selve Pladsen for Dommerne var for indskræn­ ket. En Vidneafhøring saaledes som paatænkt ved Retsreformen vilde være en Umulighed. De daarlige Pladsforhold viste sig klart naar Rigsretten skulde konstitueres. At holde en egentlig Rigsret i Lokalet vilde være ganske umuligt. Udenomslokalerne var vel bedre men dog i mange Tilfælde uheldige, saaledes maatte Pro- tokolføreme arbejde i Forstuen til Retslokalet, hvor der var Gen­ nemgang, og Arkivet maatte anbringes paa Loftet. Det var sagt, at det var uheldigt at optage Spørgsmaalet under Hensyn til Retsreformen. Han troede ikke, at dette havde Betyd­ ning, da Højesteret næppe vilde blive undergivet væsentlige For­ andringer ved dennes Gennemførelse. Ligeledes var det indvendt, at Højesterets Anbringelse i Slot­ tet kunde medføre arkitektoniske Vanskeligheder, navnlig naar man gik ud fra, at der skulde opføres 2 selvstændige Bygninger. (Herom udtalte han sig nærmere: For Tiden disponeredes over c. 1450 □ Al. eksklusive Loftsværelser, tidligere var paaregnet c. 2400 □ AI.; han mente dog ikke, der vilde behøves fuldt saa meget). Den her foreliggende Lejlighed burde efter hans Formening ikke gaa ubenyttet hen. Formanden bemærkede, at han, da ingen havde udtalt sig der­ imod, ansaa dette som vedtaget. 23. April 1904 indbødes der til Konkurrence, og for Højesterets Vedkommende krævedes der et Antal i samme Etage beliggende Lokaler af Beskaffenhed og Størrelse som følger:

1. Forsal til Retssalen ...... c. 150 □ Alen 2. Budværelse ...... » 70 » 3. Værelse for Referenter...... » 800 » 4. Retssal ...... » 500 » 5. Forsaiplingssal for Assessorer ...... » 220 » 6. B ib lio tek ...... » 120 » 7. Justitiarii Værelse ...... » 120 » 8. Garderobe for Assessorer ...... » 70 » 9. Protokolsekretærer...... » 100 » 10. Justitssekretæren ...... » 100 » 11. Justitskontoret ...... » 150 » 12. A rkiv ...... » 220 » 13. To Værelser for Advokater ...... » 200 » c. 2100 □ Alen 185

Arkiv og Værelse for Referenter kan om fornødent anbringes i Etagen over Retslokalet med bekvem Adgang fra Forsalen. End­ videre, eventuelt i Kælderen, 2 Lejligheder for gifte Bude hver paa 3—4 Værelser med Køkken m. v. og i Kælderen Plads for Varme­ værk og Brændsel. Nærmere om Forbindelsen mellem Rummene og Toiletrum. Koch blev ligeledes Medlem af et 7. December 1904 nedsat Ud­ valg af Kommissionen paa 11 Medlemmer til Bedømmelse af Pro­ jekterne. Ved Afstemningen om Præmieringen 25. Februar 1905 fik Nr. 18, der senere viste sig at være Th. Jørgensens, 10 Stemmer for og 1 imod. Da Koch om dette Projekt havde udtalt, at Loka­ lerne for Højesteret var aldeles ubrugelige, har den enkelte Stemme sandsynligvis været hans. Imidlertid maa denne Arkitekt, der i det hele med stor Smidighed forstod at imødekomme de mangehaande til ham rettede Krav, i rette Tid have sorget for at afhjælpe Mang­ lerne, thi da han og de andre højst præmierede Arkitekter, Clem- mensen og Nyrop, nærmere havde udarbejdet og omarbejdet deres Projekter, og de paany fremlagdes, erklærede Koch dem alle an­ tagelige for Højesteret. De 4 Arkitektmedlemmer af Udvalget fandt derimod intet af dem brugbart og ønskede Slot og Rigsdag adskilt. Flertallet af de øvrige foretrak Th. Jørgensens. Det næste var der­ efter, at der 6. November 1905 stilledes Forslag til Beslutning om at bemyndige Ministeren til Genopførelsen efter Th. Jørgensens Plan, hvilket efter indgaaende Debat vedtoges i begge Ting 5. April 1906 med nogle Tilføjelser navnlig, at den nærmere Fordeling af Rummene indenfor de Kongehuset, Rigsdagen og Højesteret til­ tænkte Dele af Slottet kan ændres efter Forhandling med de nævnte Institutioner. Det fortjener Opmærksomhed, at Retten fik denne selvstændige Stilling paa et administrativt Omraade. Koch havde fortrinlige personlige Betingelser for at deltage i Løsningen af Udvalgets vanskelige Opgave, og Forhandlingsprotokollen bærer Vidne om hans aktive Deltagelse deri. 28. Juli 1906 dannedes under Ledelse af Udenrigsminister Raben-Levetzau et Byggeudvalg repræ­ senterende Staten som Bygherre med 2 Medlemmer for Hoffet, 2 for Landstinget og 2 for Folketinget samt for Retten Justitiarius, og i det følgende skal Hovedtrækkene af den Højesteret vedrø­ rende Del af Bygningshistorien opridses efter Forhandlingsproto­ kollen. De skiftende Formænd for Retten kom alle til at deltage i Arbejdet, og man fulgte i Møderne den Skik at lade den af- gaaede Justitiarius deltage ved Siden af den efter ham tiltraadte, hvilket kom til at gælde Nyholm og N. Lassen. I Mødet 18. Juli 1907 paavistes det, hvorledes Rettens Lokaler først var tænkt anbragt midt i Nordfløjens Stueetage, senere blev 186 de flyttet til dens ene Ende, derefter var der udarbejdet Planer til Lokalernes Anbringelse i Beletagen af et Hensyn til Højesterets Værdighed. Arkitekten var senere kommen til den Erkendelse, at denne Ordning ikke var rationel, hvorfor han var gaaet tilbage til Anbringelsen i Stueetagen. 27. November 1911 kastede Justitiarius Lassen et nyt Moment ind i Overvejelserne ved at oplyse, at der, naar Retsreformen indførtes, maatte være 2 Retslokaler, nemlig foruden det beregnede Lokale et til Kæremaalsudvalget. Muligvis maatte ogsaa selve Højesteret deles i 2 Afdelinger for at over­ komme Stoffet. Det vilde være ganske urigtigt og kortsynet at gaa ind i ny Lokaler med kun et Retslokale. Det ene Lokale maatte være saa stort, at der kunde være Plads til Afholdelse af Rigsrets- møder, det andet kunde være mindre. Nyholm sluttede sig dertil og talte om et Værelse til Affattelse af Præmisser. Tilhørerpladsen var for lille, selve Salen kunde godt taale at miste et Fag. Lassen bemærkede med Henvisning til en Antydning om, at Hoffet mulig vilde være villigt til at afgive nogle Rum ovenpaa, at han i Grunden ikke syntes, det vilde være urimeligt om Højesteret fik Plads i Beletagen. Udvalget var klar over, at der maatte forhandles med Arkitekten og udarbejdes en Plan, men først i Foraaret 1916 ses der at være vendt tilbage til Sagen. Justitiarius Hvidt fremlægger nu et Forslag, og man faar Ministeriet til at approbere, at en ny Plan udarbejdes. Hvidt oplyste, at Højesteret vilde have foretruk­ ket at faa Lokaler i Christian VII’s Palæ paa Amalienborg altsaa helt at blive stillet udenfor Slottets Genopførelse, men det havde mødt Modstand. Ved Aarets Udgang havde Arkitekten honoreret de nye Krav ved en projekteret mod Thorvaldsens Museum ret fremspringende Tilbygning, mod hvilken Museet rejste Indsigelse som skadeligt for det arkitektoniske Indtryk og for Lysforholdene. Da der ogsaa fra Hoffets Side var lignende Indvendinger mod Udbygningen i Gaarden, og Arkitekten gjorde Forsøg paa at imøde­ komme Kritikken, fulgte nogle ret tilspidsede Drøftelser mellem Hoffets Repræsentant og Hvidt paa Rettens Vegne sekunderet af N. Lassen. Der blev omsider fundet en Kompromisløsning. 25. Ja­ nuar 1919 meddeltes det, at der var blevet indrettet et Værelse til Brug for Rigsanklageren, der vilde faa megen Berøring med Ret­ ten. Plads hertil var skaffet ved en Omlægning af Protokolsekre­ tærernes Værelser. Det haabedes, at Sommersamlingen vilde kunne holdes paa Slottet. 14. Juni s. A. afgav Justitiarius Gram den Med­ delelse, der i sidste Øjeblik atter ændrede Billedet, at man nu var mest tilbøjelig til at mene, at der rimeligvis i længere Tid ikke vilde blive Brug for den ene af de to Retssale med tilstødende Værelser. Paa Grund af Bolignøden var der saa hos Justitsmini- 187 steriet opstaaet den Tanke at indrette disse Lokaler til Brug for Rigsanklageren, til hvem det var umuligt at skaffe Plads noget Sted ude i Byen. Overfor denne Nødstilstand havde Retten ment at maatte bøje sig omend nødigt og at maatte give sit Samtykke til en saadan Ordning, idet man dog overfor Ministeriet bestemt havde præciseret, at Ordningen kun var provisorisk, og at Retten til en­ hver Tid maatte forbeholde sig at kræve Lokalerne tilbage og ind­ rettet efter den oprindelige Bestemmelse, naar der blev Brug for dem. Dette var ikke den eneste Kursændring under Opførelsen. Medens den oprindelige Lov kun regnede med Repræsentations- lokaler til Hoffet, gik man senere over til at indrette Bolig, og saa atter tilbage til det oprindelige, men det ene Hensyn betingede jo stedse det andet. De f. T. hos Slotsforvalteren opbevarede Tegnin­ ger vil tillade at følge Lokaliteternes Metamorfose. Udover de alle­ rede meddelte Træk skal her endnu kun tilføjes følgende om den Maade, hvorpaa Retten nu præsenterer sig udadtil ved Tværbyg­ ningen i vestre Ende af Prins Jørgens Gaard. Ved kun at læse om Museets Protest vilde man tro, at denne Tværbygning var en Ny­ skabning fra Genopførelsen, men der laa i Forvejen paa samme Sted en i Højde og Længde ganske tilsvarende Bygning uden den nuværende store Trappe men rummende tre jævnstillede hvælvede Porte, hvorigennem Fodgængere kunde komme fra og til Ridebanen og Buegangen langs denne. Langs Thorvaldsens Museum var der en bred Passage for Fodgængere afgrænset mod Prins Jørgens Gaard ved et anseligt Jerngitter i Støtter af Sandsten, der førte fra Smøgen mellem Slotskirken og Museet til Hjørnet af Tværbygningen og saaledes aflukkede Gaarden. En Del af dette Gitter har fundet Anvendelse ved Østre Landsret mod Bredgade. Th. Jørgensens Novation var altsaa foruden at fjerne dette at lukke de tre Port- aabninger og anbringe Trappen samt flankere Porten til Højeste­ ret (og Rigsadvokaten) med den stilfulde Søjleindfatning som i C. F. Hansens Christiansborg fandtes ved Kongeportens indvendige Side mod Gaarden. Med et ubetydeligt Fremspring flugter Tvær­ bygningen som før med det bagved tilstødende Ridehus. Da Justitiarius Gram første Gang mødte 27. Maj 1918, kunde han meddele, at Kong Georgs Palæ var blevet købt af Transatlan­ tisk Kompagni, der ønskede Indflytning til Juli 1919. Da Færdig­ gørelsen maatte forceres, foreslog han, at han i Underudvalg med Arkitekten og Indenrigsministeriets Repræsentant fik Tilsyn med de løbende Arbejder, Lokalernes Udsmykning etc., hvilket vedto­ ges. Naar Udsmykningen helt gav Afkald paa Brug af dekorative Symboler ikke blot som i de ældre Retssale Opstilling af Kongens Buste men ogsaa f. Eks. et Relief af Rigsvaabnet, var det helt 188 stemmende med Grams personlige Indstilling, og Savnet af Konge­ busten skal have været Genstand for en Bemærkning af Christian X, da han besaa de færdige Lokaler. Det blev Kong Frederik VIII, der 15. November (Datoen for Christian IX’s Tronbestigelse) 1907 under festlige Former ned- lagde Christiansborgs Grundsten i Taarnfundamentet. Højesteret var samlet med C. V. Nyholm i Spidsen og ligeledes Rettens Sag­ førere. Konseilspræsident J. C. Christensen talte med Anvendelse af Rimkrønikens Ord om Snoren, der lægges af Strenge tre, og Folketingets Formand Anders Thomsen om Slottet som Folkets Hus, Landstingets Formand H. C. Steffensen udtalte Ønsket om, at Konge og Folk i Tide vilde skabe det bedst mulige Værn, da »Stenene paa Absalons gamle Borg ellers vilde raabe.« Sidst talte Nyholm om, at med Lov skal man Land bygge — den Lov som Kongen giver og som Folket tager ved, og udtalte Haabet om, at Rettens Gerning maatte blive til Styrkelse for Ret og Sandhed, Billighed og Retfærdighed mod alle Landets Borgere. Ministeren Svend Høgsbro forelæste Dokumentet, Kongen talte og steg med Kronprinsen nogle Trin ned i Udgravningen for at udføre Cere­ monien. Digteren Ernst v. d. Recke havde udtrykt Glæden over Værket som Tegn paa Enighedens Fremgang efter Splittelsens Aar. I de følgende Aars Samarbejde i Byggeudvalget kom Retten til at bekræfte dette, men 12 Aar stod endnu tilbage, inden Frugten kunde høstes. Parallelt med den Forventning, hvormed Retten i saa mange Aar maatte se hen til det nye Sæde, der skulde indrettes for den, gik Forventningen om det nye System for Retsplejen, der skulde komme. Ganske vist havde denne Reform lige siden Grundloven foreligget som en Opgave men først i nærværende Tidsafsnit syn­ tes den at være indenfor Rækkevidde. En ledende Jurist som A. F. Krieger havde i Halvtredserne ytret Frygt for en forhastet Indfø­ relse af Jurysystemet, forhastet vel især fordi Straffeloven ikke forelaa i en for Lægmænd tilgængelige Skikkelse. Da Forberedel­ serne var gjort, var man kommen ind i den golde Lovgivnings- periode, hvor der ikke kunde samles Enighed om et saadant Fore­ tagende. Først det politiske Systemskifte i 1901 aabnede Dørene herfor, og saa begyndte den sammenhængende Række af Forelæg­ gelser, hvis Forløb Landets Jurister spændt fulgte. Som vi har set, gjorde Justitiarius Koch opmærksom paa, at for selve Højesteret vilde Retsreformen ikke betyde en saadan Omvæltning, at det be­ høvede at sætte sig uoverskuelige Spor i dens Omgivelser, og efter et Udsving i denne Retning under Byggearbejdet blev Kochs Op­ fattelse staaende. Der var ganske vist Mulighed for Benyttelse af 189 umiddelbar Bevisførelse, og af Hensyn til eventuel Fremstilling af Vidner i Salen byggedes Skranken med to buede Fremspring til højre og venstre beregnet til Plads for de afhørende Parter; ved en i Retspræsident Meyers Tid foretaget Fremrykning af Skranken blev dette atter fjernet. Indirekte vilde det faa store Virkninger for Højesteret, at der i Underinstanserne skulde arbejdes paa en ny Maade nemlig i Straffesager med Brug af Anklageprincippet og undertiden Nævninger og i borgerlige Sager med Mundtlighed og Umiddelbarhed. Det viste sig ogsaa senere, at Loven var kommen til Verden i en ufærdig Skikkelse, der mindede om det til Chri­ stiansborgs Genopførelse antagne Projekt, der først ved Bygge­ udvalgets Mellemkomst havde faaet sin endelige Skikkelse. Ogsaa Loven blev først ved Mellemkomst af Retsplejeudvalget, ledet af Højesterets Formand Gram, bragt i helt brugbar Stand. Det første Asfnit af Forhistorien til Retsplejelovens Gennem­ førelse havde været naaet ved den i 1908 og igen i 1909 fremkomne beskaarne Reform, der manglede Adskillelsen mellem Retspleje og Forvaltning og den særlige Anklagemyndighed, hvorefter der ind- traadte en Pavse, inden Regeringen i 1913—14 forelagde Reformen i den ældre fuldstændige Skikkelse, der gennemførtes i 1916. Mang­ lerne ved det bestaaende traadte paa dette Forventningens Stadium stærkt frem i den almindelige Bevidsthed, og en kraftig Tilkende­ givelse heraf fremkom fra Højesteret gennem Justitiarius Niels Lassens Opsats »Til Overvejelse« i Ugeskrift for Retsvæsen 1910 dateret 1. Maj. Han tog Udgangspunkt fra en nylig afgjort Høje­ steretssag, der havde været behandlet efter Vedtagelse af »hurtig Retsforfølgning« men ikke desto mindre havde taget 7 Aar 1 Maa- ned og 23 Dage. Han forvarede sig mod herved at ville stille nogen i Gabestokken, men det var heller ikke noget eksceptionelt, da Varigheden af civile Sager maatte maales ikke i Uger eller Maane- der men i Aar. Derefter fortsatte han: »Maa jeg nu spørge alle og enhver, om vi Jurister ikke maa skamme os over at have røgtet vor Lovgivning saaledes? Hvorledes kunde vi paa den Maade vente eller forlange, at vore Medborgere skulle være tilfredse med os og faa Respekt for vort Procesinstitut? Maa ikke Enden blive, at vi af Lovgivningsmagten sættes mere og mere ud af Spillet? Begyn­ delsen er allerede gjort med Hensyn til Handler med Husdyr, og selvom den herved trufne Ordning [Lov 19. April 1907] ikke kan billiges, maa vi saa ikke tilstaa, at den har fundet en naturlig For­ klaring i de bestaaende Forhold? Hvor urimelige var ikke disse aarelange Processer om Tilbageleveringen af en Ko, hvilke først fandt deres Afgørelse længe efter, at Koen var død? Der gives sikkert mange Tilfælde, hvor Samfundet staar sig bedst ved en 190

hastig Afgørelsesmaade, selv om Vejningens Finhed kommer til at lide noget derunder. Men maa jeg dernæst spørge, om vi, der ere knyttede til Rets­ plejen ikke engang kunde blive enige om at gore Ende paa den gamle Slendrian? Skulde vi ikke kunne mande os op til at blive Herrer over de forskellige daarlige Egenskaber hos os selv, af hvilke Sendrægtigheden som oftest har sit Udspring? Gid det maatte være saa vel, thi de bedste Resultater opnaas ad Frivillighedens Vej. Men viser Haabet sig forgæves, da bør det overfor de Genstridige lyde: »Bist du nicht willig, so brauch ich Gewalt«, saa skal og maa der — saaledes som Loven byder — slaas til. Jeg er kun een af tretten, men jeg kender mine Kollegers An­ skuelser og tør forsikre, at alle lovlige Bestræbelser for at fremme Processernes Gang ville finde en kraftig Støtte i Højesteret.« Udtalelsen fremkaldte Replikker fra de viborgensiske Overrets­ sagførere. I. B. Jørgensen og Bjarne Johnsen, der betonede Dom­ mernes Medansvar og særlig sidstnævnte, der mente, at N. Lassens Artikel »indeholdt en Forløbelse«, polemiserede mod, at man vilde vende sig mod den mangeaarige Praksis. N. Lassen lod Redaktio­ nen meddele, at det efter hans Opfattelse paahvilede Dommeme ex officio saavidt gørligt og det med Billighed kan forlanges, at vaage over, at der ikke tilstaas utilbørlige Anstande, saaledes at Dommere, der forsømmer denne Pligt, udsætter sig for Strafansvar ligesaa fuldt som Sagførere, der misbruger Anstandslovgivningen. Justitiarius tilføjede, at han ved Drøftelse med sine Kolleger i Højesteret havde vundet den Opfattelse, at disse stod paa samme Standpunkt som han. Han mente, at Landets Dommere under Hensyn til den i lange Tider bestaaende Praksis syntes at have et billigt Krav paa, inden der skredes ind, at blive gjort bekendt med, fra hvilken Kant Vinden blæste. Den utilbørlige Form, som Bj. J.s Artikel var iklædt, havde afskaaret ham fra at tage til Orde mod Misforstaaelserne. Denne personlig prægede Indsats fra Høje­ steret blev ikke en Røst i Ørkenen. Den var ganske paa Linie med de Ideer, der næredes af den paa Arbejdsrettens og andre Omraader initiativrige Carl Ussing, der 10. Maj samme Aar blev Justitiarius i den københavnske Overret. Han fik straks gennem­ ført en Omorganisation af Rettens Forretningsgang, der blev under­ bygget ved den af Justitsminister Frits Biilow gennemførte Lov 22. December 1910, der bl. a. indførte Paakendelse af Sagerne ved 3 i Stedet for 5 Dommere. I Løbet af kort Tid lykkedes det at faa Sagernes Behandling og Paakendelse effektivt og forsvarligt frem­ skyndet, hvilket ogsaa indeholdt en overordentlig Lettelse ved 191

Overgangen til den nye Procesordning. Saa stærkt var Indtrykket af denne Juristernes egen Reform af det bestaaende, at man til­ dels saa med betydelig større Velvilje paa dette og maaske kunde tænke sig meget vel at undvære Omdannelsen til Mundtlighed, hvilket dog ingenlunde var de her nævnte Mænds Mening. Som et nyt Udslag af Tidens Interesse for processuel Reform rejstes der to Aar senere en Diskussion om Retsplejen ved Høje­ steret baade som en Kritik af Rettens egen Praksis og af de for den gældende Regler, og det var paany N. Lassen, der tog Ordet i sin temperamentsfulde Form. I Ugeskriftet for 1912 rykkede den 43-aarige juridiske Professor L. A. Grundtvig frem med nogle Bemærkninger om Højesteretsdommenes Præmisser, som han fandt ufyldestgørende. I Stedet for at hengive sig til almindelige Udvik­ linger vilde han omtale et konkret Tilfælde for at vise, at Pligten til at redegøre for Grundene til Domsresultatet ikke blev opfyldt. Retten havde nylig stadfæstet en Dom, der fastslog, at et Aktie­ selskabs ved en Emission af nye Aktier indvundne Overkurs ikke var skattepligtig Indtægt. Forsaavidt det statueredes, at Spørgs- maalet hørte under Domstolene, og at den tabende Kommune skulde udrede Omkostninger, manglede al Begrundelse, og iøvrigt hed det kun »som Skatteloven efter Forholdets Natur maa for- staas«. Professoren formente, at »Begrundelsens Lethed stod i For­ bindelse med Afgørelsens Vanskelighed«, idet han ansaa paagæl­ dende Retsspørgsmaal for særdeles vanskeligt. Iøvrigt udviklede han, at Manglen af og til maatte gore sig gældende paa Grund af den meningsløst ringe Tid, der var levnet Dommerne til at træffe Afgørelsen. Paa den ene Side blev der nemlig holdt paa, at Dom­ merne ikke maatte se paa Ekstrakterne inden Domsforhandlingen, idet der kun for de to førstvoterende tilstedtes en Undtagelse. Og til den anden Side krævede Instruksens §§ 12 og 17 og Lov 8. Marts 1856 § 3, at ingen ny Sag maatte begyndes, før Dommen i den foregaaende var aflæst. Herpaa svarede N. Lassen og uddy­ bede den personlige Side af Spørgsmaalet ved at gøre opmærksom paa, hvad iøvrigt havde været fremhævet af Kommunens Sagfører, at Professoren havde leveret Responsum til Støtte for Skattepligten. Det var kun en mindre Unøjagtighed i Overrettens Præmisser der havde nødvendiggjort en selvstændig Udtalelse. Men iøvrigt havde den nye Argumentation, der skyldtes Professoren, paa ham person­ lig gjort et saa ringe Indtryk, »at han, selv om man satte ham en Pistol for Brystet, ikke vilde se sig i Stand til at gengive et eneste Ord af den.« Dommerne havde senere talt om, at de ingensinde før havde hørt en saa svag Procedure af Kommunens iøvrigt saa ansete og dygtige Sagfører (Shaw). Da Grundtvig selv var Ínteres- 192 seret i Eksemplet, fandt han det uheldigt valgt. Til Indledning havde Lassen bemærket, at et Resultat kan være »selvindlysende for ethvert forstandigt og uhildet Menneske«, hvilket formentlig skulde gaa paa de to ikke begrundede Punkter; med Hensyn til Procesomkostningerne ytrede han, at ville vove den Paastand at Kritikeren ikke var i god Tro. Han sluttede denne Del af Svaret med at sige, at Kritikeren »ikke havde opnaaet andet — jeg skal være maadeholden i mine Udtryk, da jeg i Grunden godt kan lide Brushovedet — end at dokumentere sin Ubeherskethed og en Man­ gel paa Objektivitet, som man ikke skulde tiltro en juridisk Pro­ fessor«. Han gav Tilslutning til, at det vilde være et Fremskridt, om det tillodes Højesteret at udsætte Domsafsigelsen eller Offent­ liggørelsen af Præmisserne en Ugestid, medens han fandt det tvivl­ somt om Praksis med Hensyn til Læsningen af Ekstrakten burde fraviges. Sidstnævnte Kutyme, der skyldtes et Hensyn til Sag­ førerne, forekommer os noget mærkelig; med Hensyn til først­ nævnte Retsregel henvises til det foran S. 89 bemærkede om O. Miillers Opposition derimod. Iøvrigt sørgede N. Lassen ikke for at faa et i Retsplejeloven indeholdt Forbud mod ny Domsfor­ handling inden Domsvedtagelsen ud af Loven, men det skete ved Lov 4. Juni 1919 inden Ikrafttrædelsen. Baade Lassens snertende og hans godmodig mente Ord trængte som Pile ind i L. A. Grundt­ vigs syge Sind og hans Tilsvar, der dirrede af polemisk Energi, gengældte rigelig alt. Lassen havde reserveret sig mod yderligere Udtalelser. Redaktøren Professor H. Munch-Petersen gjorde sig en særlig Fornøjelse af at fremdrage, at »en Hr. N. L.« i Dagbladet for 5. og 27. Marts 1878 havde polemiseret mod Ugeskriftets Redak­ tør O. Levison som Kritiker af Højesterets mangelfulde Præmis­ ser 1). Det interesserede ham iøvrigt mindre at paavise denne Mangelfuldhed, der formentlig »var Genstand for communis opi­ nio«, end at fremsætte forskellige radikale Forslag om Højesterets Ordning saasom Dommertallets Nedsættelse til 7 eller 5, Afskaf­ felse af Dokumenternes Oplæsning og Brug af offentlig Votering efter Tilladelsen dertil i Lov 8. Marts 1856. Kammeradvokat Hin- denburg fremhævede Vanskeligheden ved Formuleringen, naar for­ skellige Begrundelser laa bag Domsresultatet. I denne Henseende var Forholdet som allerede omtalt S. 90, at det ganske vist var Lovens Fordring, at kun Domsresultatets Grunde skulde angives, altsaa at Dissenser i Resultatet blev uomtalte. Det havde ikke

*) Den dengang 30-aarige N. Lassens Artikel Vore Højesteretsdomme fremfører sine Indvendinger i en meget forsigtig og hensynsfuld Form. Dens Kritik af Vendingen »i alt væsentligt« blev senere taget til Følge efterat være optaget af HR. Sagf. N. H. Bache i U.f.R. 1914. 193 været i Strid med Ordene, om Præmisserne redegjorde for, at for­ skellige Begrundelser gik ind i Resultatet, men Højesteret havde fra Begyndelsen af lagt en modsat Forudsætning ind i Ordene og var blevet derved. Det var iøvrigt Professor Carl Torp, der ved Jubilæumsfesten i 1911, hvorom senere, havde indledet denne de akademiske Juristers Opposition mod den brugte Domsaffattelse. Under det andet Afsnit af Retsplejereformens Gennemførelse blev der i Maj 1914 fra samtlige kollegiale Retter i Landet med Højesteret i Spidsen foretaget en Henvendelse af Justitiarierne til vedkommende Landstingsudvalg, der ganske kort fastslog, »at der efter Retternes Formening trængtes til en grundig og hurtig Reform af vor Retspleje, og at det Rigsdagen for Tiden forelagte Forslag til en Reform utvivlsomt fortjener Fortrinet fremfor den ved Lov Nr. 53 af 26. Marts 1909 trufne Ordning saavel ved dets Bestem­ melse om Adskillelse af Domsmagten fra Administrationen som ved dets Bestemmelse om Indførelse af en fast Anklagemagt.« Hertil sluttede sig en Udtalelse fra det juridiske Fakultet, der tillige særlig fremhævede Studiets Vanskeligheder ved den svæ­ vende Tilstand, se U. f. R. 1914 S. 163. I dette Tidsafsnit forekom vor 4. og sidste Rigsretssag, hvis Interesse i Rettens Historie knytter sig til det retsplejemæssige. De tidligere Gange, Rigsretten traadte i Virksomhed havde det drejet sig om statsretlige Kompetencespørgsmaal af betydelig Rækkevidde. Under den første Sag havde det anklagende Folke­ ting oprindelig mistænkt de anklagede for med koldt Blod at ville sprænge Forfatningen, under de andre sigtede man dem for vidt­ dreven bureaukratisk Hensynsløshed overfor de Folket repræsen­ terende finansielle Myndigheder. Her angik Anklagen et indre mini­ sterielt Forhold: Medansvar ved passiv Holdning for Justitsminister Albertis Korruption. De Retsspørgsmaal, der opstod, angik Mini­ stres særlig Ministerchefens Tilsynspligt, men det væsentlige Stof i Sagen bestod i Bevisspørgsmaal. Netop dette gav Retsforhandlin­ gen offentlig Interesse. Under Sagerne fra 1855—56 og 1877 havde man ikke set noget til de anklagede fhv. Ministre, der i det høje­ ste havde fremsendt noget skriftligt til Oplæsning. Her var de to tiltalte fhv. Ministre J. C. Christensen og Sigurd Berg tilstede i alle de 19 i Landstingssalen afholdte Retsmøder, som Sagen fra 8. Januar 1910 arbejdede sig igennem, til Dommen 17. Juni s. A. af­ sagdes i det 20. Møde. N. Lassen fungerede i disse som Formand og Professor H. Matzen trods alvorlig Sygdom som Viceformand. Jurister og andre fik under disse Møder Lejlighed til at se, hvor­ ledes det vilde blive, naar den forventede Retsplejereform en Gang traadte ud i Livet. Man saa Vidner og anklagede blive udspurgt

Højesteret II. 13 194 af Retten og Parterne, medens Retten gennem Oplæsning fik fore­ lagt det skriftlige Materiale, der fremkom fra Straffesagen mod Alberti, der behandledes ved Kriminal- og Politiretten. Højesterets­ sagførerne G. Ree og Frits Bülow udførte henholdsvis Anklagen og Forsvaret. Rigsretsprocedurens Ejendommelighed, at Sagen star­ tes med Anklagebeslutningen, uden at retslige Undersøgelseshand- linger er gaaet i Forvejen, medførte, at de mange Retsmoder fik Karakteren af Forundersøgelse og ikke af Domsforhandling. Og denne Forundersøgelse førte i de fleste Tilfælde til, at der viste sig ikke at være Tiltalestof tilstede. Ved de ældre Rigsretssager havde det været anderledes; der havde de Gerninger, man vilde angribe Ministrene for, været klare og haandgribelige Kendsger­ ninger. Her var der kun et saadant Forhold, forsaavidt Berg an­ grebes for ikke at have beordret Undersøgelse af Albertis Spare­ kasse, da han blev underrettet om, at Laanet fra Nationalbanken ikke fremgik af Regnskabet, men ellers var Angrebspunkterne uafklarede og beroede paa Mistanker, der ikke holdt Stik. Det første Forhold bestod i, at Ejerne af Holmegaard (Alberti og en Svoger) havde faaet udbetalt 89.000 Kr. for at paatage sig en Demarkationsservitut overfor Christiansholms Fort. Pengene ud­ lagdes af A/S Klampenborg Væddeløbsbane som Vilkaar for at faa tillagt Udbytte af Landbrugslotteriet. Dettes Oprettelse havde Christensen som Krigsminister derfor anbefalet. Om Alberti em- bedsmæssigt havde forset sig, udtalte Dommen intet om. Christen­ sen maatte antages ikke at have været vidende om hans Interesser, hvorved al Tale om Favorisering bortfaldt. I Maj 1908 havde Chri­ stensen som fungerende Finansminister laant Albertis Sparekasse IV2 Million Kr. under Panik overfor Pengeinstituterne. Forretnings­ mæssigt var denne Anbringelse mod Sikkerhed lovlig, og Grund­ lag for Mistænksomhed overfor Sparekassen blev ikke fremskaffet. Forsaavidt Christensen havde siddet de til ham rettede Henstil­ linger om embedsmæssige Undersøgelser mod Alberti overhørig, udtalte Dommen, at han ikke havde handlet forsvarligt ved at paa- beraabe sig, at der ikke forelaa Bevis. Dommen fastslog altsaa i sine Præmisser, at der var en saadan Pligt hos Ministeriets Chef. Paa den anden Side var disse embedsmæssige »Misbrug og Vil- kaarligheder« ikke blevet fastslaaet overfor Alberti, der som nævnt alene blev forfulgt for sine borgerlige Forbrydelser, Bedrageri og Falsk. At Christensen havde forholdt sig passiv efter af Berg at have faaet Underretningen om Sparekassens mangelfulde Regn­ skab, blev ikke lagt ham til Last. Det straffemæssige Resultat blev derfor for Christensen Frifindelse og for Berg en Bøde for grov Uagtsomhed paa 1000 Kr. For den nye Retspleje, hvis Frem- 195 tid stadig var usikker, havde Sagen været en storstilet Propaganda. Selvfølgelig var der Befolkningsdele, der fandt hele Sagsanlæget ubetimeligt, og i Forhold til de Forventninger, hvormed det i de herfor interesserede Kredse var blevet indledet, var Resultatet ogsaa ringe. Men Udfaldet kastede ikke som i de ældre Sager Mis­ fornøjelse over paa de juridiske Dommere. 14. Februar 1911 havde Højesteret bestaaet i 250 Aar. Fra tid­ ligere Jubilæumsdage er der ikke Efterretninger om nogen Festlig­ holdelse, der heller ikke er nærliggende for Dommeres prunkløse Optræden. Men denne endda kun halvsekulære Mindedag blev det besluttet at fejre. Det var ikke Retten selv, der fattede Beslut­ ningen og heller ikke Regeringen, der holdt Festen, men derimod Universitetet med Samtykke af dets Foresatte Kultusminister Jacob Appel. Justitsministeren Højesteretssagfører Frits Biilow havde gennem Samtale med andre Sagførere (Overretssagfører Axel Bang) faaet Ideen, hvis specielle Baggrund for ham vel havde været det forrige Aars store Arbejde med Rigsretssagen, og havde mødt Velvilje for Tanken indenfor Ministeriet, hvor Kultusmini­ steren skulde tage Initiativet overfor Universitetet, og hos Kon­ gen, der vilde indbyde Retten til Taffel om Aftenen. Man kunde have tænkt sig, at det Ministerium, der repræsenterede Landbo- venstre, vilde forholde sig køligt overfor den Ret, der i Mands Minde havde maattet domfælde saa mange for Ekscesser i Pro- visorietiden, og den nys afgjorte Rigsretssag havde jo heller ikke ladet to af Partiets Førere gaa Ram forbi. Selv om ingen af Ret­ tens daværende Medlemmer i Firserne havde været med i denne Egenskab, havde flere af dem i sin Tid siddet i Underinstanserne f. Eks. N. Lassen, der var Kommissionsdommer i Holstebrosagen. Efter de hadefulde Udtalelser, C. Th. Zahle senere fremsatte mod Chr. Bergs Dommere, vilde en Festligholdelse for Højesteret vel ikke have kunnet lade sig opføre, hvis hans i 1910 aftraadte Mini­ sterium endnu havde været siddende. Ministeren fremsatte altsaa Ønsket overfor Universitetets Rektor Professor Kr. Erslev og denne den interesserede Historiker fik Konsistoriums Tiltrædelse til at udbede sig Ministeriets Tilladelse til at afholde en Festlig­ hed paa Mindedagen. Saaledes blev det da. Salen aabnede sig for et festklædt Publikum hvoriblandt talrige Dommere i Uniform og Sagførere. Kongefamilien og Ministeriets Medlemmer gav Møde. Desuden var der Repræsentanter for Rigsdag og Borgerrepræsen­ tation, fremmede Gesandter og overordnede Embedsmænd. Tele­ grafiske Hilsener blev samme Dag modtaget fra den norske Rege­ ring og Norges Højesteret. Sidstnævntes Hilsen kunde man 30. Juni 1914 gengælde ved dens 100-Aars Fest. Inden Kongefamiliens 13* 196

Ankomst var Rettens Medlemmer bærende Uniform og Kappe ind­ ført i Salen af Professorerne i parvis Optog. Rektor skulde tale om Højesterets Forhistorie, Fakultetsdekanen den Dagen før til ekstraordinær Højesteretsassessor udnævnte Professor Carl Torp skulde tale om Højesteret og dens Betydning, og Justitiarius skulde takke, det hele indrammet af Studentersangforeningens Foredrag af Brudstykker af Universitetets Kantater. De holdte Taler var hver for sig vægtfulde (den anden og den tredje findes i U.f.R. og Illustreret Tidende). Rektor gik tilbage til de Institutioner — Kongens Retterting og Danehoffet — der var gaaet forud for Enevældens Højesteret og idet han paapegede, at der i Salen var tilstede Repræsentanter for alle de Statsfaktorer, der oprindelig rummedes i Danehoffet: Kon­ gen, hans Raadgivere og de højeste Mænd i Administrationen, frembar han, medens alle rejste sig, sin Lykønskning paa disses Vegne. Prof. Torp erklærede ikke at kunne paatage sig at fortsætte Fremstillingen fra 1661 til Nutiden. Idet han dog skitserede Frem­ komsten af den fra Kongemagten emanciperede Instans, erklæ­ rede han kun at ville dvæle ved »den af denne Udvikling frem- gaaede, uafhængige, af betydelige Lovkyndige, af oplyste og per­ sonlig uangribelige Dommere beklædte Højesteret, der i de sidste 150 Aar har været Rettens og Retfærdighedens Vogter, en frem­ ragende Faktor i den danske Rets Udvikling, en Fornyelsens Kilde for den danske Retsvidenskab.« Med Fremhævelse af Ørsteds Evne til at udnytte Fordybelsen i Praksis som en Kilde til For­ nyelse angav han Forskellen mellem Videnskab og Domstolsprak- sis som denne, at Domstolene afgør Retstilfældet med dets indi­ viduelle Ejendommeligheder dog saaledes, at Retsreglerne skal danne en brugbar og forstandig Rettesnor for Borgernes Handlin­ ger, medens Videnskaben skal udfinde og fremstille Retsreglerne i systematisk Sammenhæng og overskuelig Form; den er herved nyskabende og efterprøver Gang paa Gang sine Resultater, me­ dens Praksis maa være opretholdende og traditionsbunden. Her­ ved bliver der Mulighed for gavnlig gensidig Paavirkning, og om Højesterets Betydning i dette Vekselspil udtalte han: »Enhver, der har et noget dybere Kendskab til dansk Ret og dens Udvik­ ling, vil være paa det rene med, at denne Indflydelse har været af den største Betydning, paa mange Omraader afgørende. Hvor vi vender os hen i Retssystemet, vil vi for det første finde, at Praksis har leveret talrige Sten til Teoriens Bygning. Gennem sine mange, i Reglen af fin Retstakt og sundt Blik for Livets Krav baarne Enkeltafgørelser har den ofte vist Videnskaben Vej ad 197

endnu ubanede Stier, givet den Materialet ikke blot til Funda­ menterne, men paa adskillige Omraader saa at sige til hele Syste­ mets Opførelse, og samtidig virket korrigerende ved hist at be­ skære en Teoris skarpe Kanter, og her at vise Muligheden af dens fyldigere Udfoldelse. — Men den har dernæst i mange Tilfælde bragt Teorien til at kapitulere, selv hvor denne med god Grund troede sin Stilling uindtagelig.« Dette belystes ved Eksempler. Til Slut fremkom han med en Henstilling om udførligere Begrun­ delse af Resultaterne: »Naar vi saaledes erkender og med Tak har modtaget de talrige og betydningsfulde Bidrag til en rigtigere Retserkendelse, som Højesteret har ydet Videnskaben, vil den høje Ret næppe tage det ilde op, naar vi beklager, at vi ikke altid i det Omfang, vi selv kunde have ønsket, kan tage Lære af dens Visdom. Ret ofte staar vi overfor Afgørelser, hvis Rigtighed vi føler os overbeviste om, men hvis Rækkevidde vi ikke kan se, højst ane, fordi Dommens Præmisser er saa knappe eller saa ora- kelmæssigt affattede, at de ikke giver os nogen sikker Vejledning udover den konkrete Afgørelse. — De vægtige Grunde, der her maner til Forsigtighed, er lette nok at se. Men for Retsvidenskaben — saavel som for Enheden i Underinstansemes Retsafgørelser — er det et Tab, der hos os andre kan fremkalde Ønsket om, at den høje Ret tro mod Sætningen: noblesse oblige, ogsaa paa dette Omraade vil tage det videre Ansvar paa sig, som den til Held for vor Retsudvikling ikke er veget tilbage for paa andre Omraader, f. Eks. hvor det gælder nye Retsdannelser eller en Konflikt mel­ lem sund Sans og en tvivlsom Lovfortolkning.« Tillige berørte han Præjudikatproblemet hvor han mente, »at Højesteret uden Fare kunde strække sig noget videre« naturligvis i Retning af Frigø­ relse. Han sluttede sin elegant holdte og varmt følte Tale med »i Retsvidenskabens Navn at tolke den Taknemmelighed, som denne føler for alt, hvad den skylder Højesteret, den Beundring og Højagtelse, vi alle nærer for dens Virksomhed, og den Tillid, med hvilken vi ogsaa i Fremtiden ser dens Afgørelser imøde. Det følger med en Domstols Kald — at skille andres Trætter — at den ikke kan gøre enhver tilpas. Saa meget stærkere Vidnesbyrd om dens Fortjeneste er det, naar et helt Lands offentlige Mening bøjer sig i ærbødig Respekt for dens Afgørelser, i sikker Tillid til, at den er Rettens Haandhæver, Retfærdighedens Vogter, Bor­ gernes Værn — saa fuldkomment som det ligger i Menneskers Magt at være.« Endelig fik N. Lassen Ordet paa Rettens Vegne, og i et Hoved­ stadsblad fremhæves det jævne og borgerlige Indtryk af hans Tale. Den var karakteristisk for Lassens Maade at tale ligeud om Tin­ 198 gene, hvor andre vilde bevæge sig i mere forsigtige Vendinger af Frygt for at irritere eller vække Modsigelse. Han vendte sig til Rettens Historie for at søge Svaret paa det Spørgsmaal, om Ret­ ten havde gjort sig fortjent til den store Hyldest, denne Dag havde bragt den. Forinden gjorde han nogle almindelige Bemærkninger om Arten af Domstolenes Arbejde, hvortil han senere vilde hen­ vise ved Omtalen af historisk betydningsfulde Afgørelser af Ret­ ten. Det var ikke en let Sag at dømme, og navnlig var det ikke gjort med at læse i Loven. Ofte viser Loven ikke Vej som f. Eks. i Spørgsmaal om konkrete Indiciers Kraft, og der er andre Til­ fælde, hvor Loven nok kunde vejlede, men ikke gør det f. Eks. ved nye Fænomener som Boykotning. Hvad skal der eksempelvis ske, naar Folketing og Landsting ikke kan enes om en Finanslov? Herom tier Grundloven. Et andet Eksempel var den Afgørelse, der i sidste Rigsretssag skulde træffes, om en tidligere Konseils­ præsident burde have fattet Mistanke til en af sine Ministre. Om det dengang betydningsfulde, men uafgjorte Spørgsmaal om de »kongevalgte« Landstingsmænds Opløselighed ytrede han: »Sæt at dette Spørgsmaal forelægges Højesteret, sæt at Argumenterne fra Lovens Ordlyd holder hinanden Stangen, sæt at der ikke kan søges bindende Argumenter fra Grundlovens Forhistorie. Hvad skal der ske? Vi kan jo ikke erklære, at vi hverken ved ud eller ind. En Afgørelse skal træffes. Men hvor skal vi finde Afgørelsesnormen? Ja, herpaa er intet andet Svar end hos os selv. Vi maa overveje, hvad der maa anses for den fornuftigste med Statens Tarv bedst stemmende Ordning. Denne lægger vi da ind i Loven, thi Loven maa jo forudsættes at ville det fornuftige. Herved hænder, hvad man med en lille Omskrivning af Goethe kan sige: »Was ihr den Geist des Gesetzes heisst, das ist im Grund der Herren eigner Geist.« — Vore egne politiske Anskuelser bliver saaledes bestem­ mende for Afgørelsen.« Han gav derefter et Overblik over Rettens Historie først den mørkere Side med de politisk betonede Afgø­ relser, hvorunder han omtalte Kritikken af Rigsretsdommen af 1856 og Provisorietidens Domme. Det maatte her huskes, at Højeste­ rets Medlemmer var ældre Mænd, og at Konservatismen hører den ældre Alder til, men Højesteret havde ikke fældet nogen Dom, hvorover den behøvede at skamme sig. Som lysere Sider roste han Enevoldskongernes Retsind, som havde ladet Retten være ret uaf­ hængig. Grundloven havde styrket Selvstændigheden, og Medlem­ merne var sig bevidst, at deres første Pligt var at værne om Bor­ gernes Frihed. Herefter udtalte Justitiarius, at man med Rette kunde tage mod Dagens Hyldest, han afgav Løfte om, at man vilde bevare den nedarvede Aand og fremførte sin Tak. 199

Til Aftenens Taffel paa Amalienborg mødte Retten og dens Embedsmænd, de ekstraordinære Assessorer, Repræsentanter for Skranken, Ministrene Berntsen og Biilow samt Rektor. Kongen udbragte med stærk Anerkendelse en Skaal for Højesteret, og Justitiarius fik Adgang til en kort Takketale. Om Formiddagen havde han ved Justitsministeren faaet overrakt Storkorset; han og Assessorerne fik i Tilslutning til Dagen en ønsket lille Num­ meroprykning i deres Rangklasser — til Lettelse ved Fremmøde ved Hoffet. Rettens Udseende paa Jubilæumsdagen blev fæstet til Lærredet af den 27-aarige Eduard Saltoft. Han fuldførte det store Billede (3,56 m X 2,83 m) i Forventning om dets Erhvervelse til Ophæng­ ning i Retten naturligvis først paa det nye Christiansborg. Mu­ ligvis kunde dette være sket, hvis Retten havde næret Ønske derom, men det var ikke Tilfældet, særligt gjaldt dette R. S. Gram, der var den, der skulde have taget Initiativet. Imidlertid maa der i Rettens Historie regnes med lange Tidsrum, og 25 Aar efter Billedets Fuldførelse i 1913 overraktes det Retten som en Gave fra Højesteretssagførerne. Kæremaalssalen, der er den Del af Rettens Lokaliteter, der falder sammen med dens Plads i Slottet før Branden i 1884, kom paa sin Længdevæg til at bevare denne sikkert af Universitetsfesten inspirerede stilfulde og karakterfulde Fremstilling af en »Højesteret for alle Tider« (om Jubilæet se Hist. M eddelelser om Staden København, 1944). I en Nekrolog over P. F. Koch i Ugeskrift f. Retsvæsen karak­ teriserede N. Lassen den afdøde Justitiarius bl. a. som en Mand, der helst holdt sig tilbage og gerne lod Retten føre en ubemærket Tilværelse, og han antydede, at der ogsaa kunde indtages en anden Holdning. Dette sidste havde Omstændighederne ved Rigsrets- sagen og Jubilæet stadfæstet for hans eget Vedkommende. Hvad der ogsaa maatte samle Opmærksomheden om ham, var hans litterære Talent, der brillerede i den af ham opfundne Genre som Fremstiller af forefaldne Retstilfælde. Paa en for praktiske Juri­ ster velgørende Maade stod denne Skribentvirksomhed i Modsæt­ ning til hans Navnefælle Professor Jul. Lassens systematiske Frem­ stilling af Formueretten. De allerede meddelte Prøver paa hans Stil vil tillige have vist, at han kunde anslaa en djærv, noget paa- gaaende og snertende Tone, der kunde vække Anstød. Eller han skemtede paa en Maade, der ikke kunde være sikker paa at falde i god .Tord. Saaledes ogsaa i den nævnte smukke og hjertelige Nekrolog. Han priste Kochs saglige Autoritet og gode Evner, hans klare skarpe Forstand og bonsens forbunden med praktisk Kend­ skab til mange Forhold. Som Dommertype hørte han til dem, der 200 mindre holder paa Lovens Ord og de nedarvede Retssætninger og mere giver Tøjlen til deres naturlige Følelse og Retfærdig­ hedssans. Han stod frit og fordomsløs overfor de enkelte Sager. Det var en Pine for ham at se, hvorledes vor Retspleje er bragt i Miskredit ved den utilbørlige Sendrægtighed, hvormed Retssa­ gerne fremmes, og han gjorde, hvad der stod i hans Magt for at bekæmpe denne Skavank. Han omtalte ogsaa Kochs af saa mange priste stilfulde Fremtræden; personlig var han faamælt og tilbage­ holdende, hans velvillige og gode Sindelag var dog umiskendeligt. Men lidt paa Afveje kom Lassen ved følgende Passus: »De fleste Dommere have — sit venia verbo — deres Kæpheste. Han var vel ikke uden saadanne, men havde ualmindelig faa. Han holdt paa Nødværgeretten i størst mulig Omfang, gik nødig med til at anerkende abnorme Sindstilstande som Straffrihedsgrund og var en ivrig Talsmand for Næringsfrihed — hermed er de vistnok alle nævnte. Naar den Slags Spørgsmaal spillede ind, kunde man for­ udse hans Stemmegivning, men for de voterende længere nede i Rækken, som under stærk Meningsforskel morede sig med efter de senere voterendes Tænkemaade og Temperament at forudsige Sagens Udfald, sad han i Reglen som en Sfinx, der heller ikke ved sine Miner forraadte sine Tanker og Sympatier.« Mellem Kolleger kunde dette siges og blive forstaaet, men overfor udenforstaaende mere paa det højtidelige indstillede Læsere kunde det virke for­ stemmende. I sin Glæde over at udtale sig aabent manglede Las­ sen i nogen Grad Forstaaelsen af, hvorledes hans Ord virkede. Ærlig som han ubetinget er, bekender han det som alt S. 25 nævnt som sin Skødesynd ikke at udtrykke sig med tilstrækkelig Urba­ nitet overfor Modstandere i Polemik. Da dette Træk i hans Per­ sonlighed kom til at koste ham meget ved Afslutningen af hans Embedsbane kan det ikke lades uomtalt. Vejen til at redegøre herfor vil imidlertid føre over diverse Højesteretssager, og da disse har baade juridisk og tidshistorisk Interesse, har de Krav paa nogen Udførlighed. Den første af disse Sager er Højesterets Straffedom af 29. Oktober 1884 over Pigen Ane Christiansen for Drab af hendes uægte Barn ifølge Beslutning før Fødselen (samt falsk Angivelse) og over hendes Moder for Anstiftelse dertil; Straffene var 5 Aars Forbedringshus og Livsstraf formildet til livsvarigt Tugthus. Ane havde i 1881 været mistænkt i Anledning af Fund paa Fejø Kirke- gaard af et Barnelig, og da den ny energiske Birkedommer Freu- chen to Aar efter genoptog Undersøgelsen, tilstod hun straks til Politirapport, at Bamet var hendes, som hun, anstiftet af Mode­ ren, havde dræbt. Ogsaa Moderen tilstod, og en Søster afgav 201 støttende Forklaring, Distriktslægen bekræftede Sandsynligheden af tidligere Fødsel, Barnefaderen kunde ikke findes, og at et ano­ nymt Brev fra Ane til Birkedommeren under den første Under­ søgelse, hvori Pigen Julie angaves, var af opdigtet Indhold, var indrømmet. Da heller intet af det forklarede bar Usandsynlig­ hedens Præg, havde Sagen hørt til de »oplagte«. Det eneste ure­ gelmæssige ved Freuchens Dom havde været, at det ikke fremgik af den, at han korrekt havde haft 4 Meddomsmænd tilkaldt ved Afsigelse af Dødsdommen over Moderen. Derfor annulleredes Dommen af Overretten, men efter Formfejlens Berigtigelse i ny Dom stadfæstedes denne. Ane havde, da den første Dom for­ kyndtes hende, pludselig erklæret sin Tilstaaelse for urigtig, men inden den rettede Dom afsagdes, havde hun gentaget sin Til­ staaelse og forklaret kun at have ladet sig bevæge af Medliden­ hed med den dødsdømte Moder. Under Afsoningen i Kvinde­ fængslet paa Christianshavn tog de to Kvinder imidlertid Tilstaa- elserne tilbage og krævede ny Undersøgelse. Fængselslægen Dr. Tryde og Overakkuchør Professor Stadfeldt kom til det Resultat, at Muligheden af en Fødsel vel maatte indrømmes, men at Fangen ikke kunde antages at have født et fuldbaarent eller næsten fuld- baarent Barn. Temmelig skarpt tog man Afstand fra den i Di­ striktslæge Heerfordts ældre Erklæring givne Beskrivelse, og Dr. Tryde fremsatte ogsaa anden retsmedicinsk begrundet Tvivl om, hvad Forhøret oplyste om Svangerskabet og Fødselen. Efter dette Skøn af den retsmedicinske Sagkundskab maatte Undersøgelsen fortsættes, og det skete ved Kriminalretsassessor V. Ingerslev, der fremskaffede en Del Beviset svækkende Oplysninger saaledes ændret Forklaring af Søsteren, den angivne Barnefaders Benæg­ telse og at der i Vinteren 1881 havde været Adgang over Isen fra Lolland. Om Undersøgelsen oplystes, at Forhørene havde væ­ ret langvarige og anstrengende, ofte forlængede ud paa Natten. Birkedommeren kom rejsende til Arresten paa Lolland og skulde ofte tilbage til Fejø til bestemt Tid. Moderen klagede over den meste Tid at have maattet staa op skønt lidende af Aarebetæn- delse, hun var af Lægen sat paa en svækkende Mælkekur, og Arrestforvareren tilkalkede Cellevinduet, hvad Freuchen dog ikke vidste. Vold var ikke oplyst. Sundhedskollegiet støttede de Tryde- Stadfeldtske Skøn: det var sikkert, at Ane ikke havde født noget helt eller næsten fuldbaarent Bara, hvad der efter Maalingerne af Barneliget var Tale om. Inden Højesteret paa Grundlag af Reso­ lution om Genoptagelse paany antog sig Sagen, forelaa endvidere Observationserklæring over Freuchen af 11. November 1885: efter Ministeriets Henstilling havde han indlagt sig paa Østifternes 202

Sindssygeanstalt. Han betegnedes som sindssyg lidende af en ma- niakalsk Ekscitation, der for Øjeblikket var beroliget men kunde vende tilbage maaske i forstærket Form; en arvelig Disposition til Sindssyge var kommen til Udbrud, da han fra Underretspro- kurator i Fakse var gjort til Politimester og Dommer paa Fejø, hvor han mente at staa overfor en stor Kriminalitet af den Art, her var Tale om. Udfaldet af Højesterets anden Dom af 10. Maj 1886 i Sagen var Ophævelse af de foregaaende Domme og Fri­ findelse (med Hensyn til Angivelsen af Julie antoges god Tro). Begrundelsen var manglende sikkert Bevis, men ilcke Modbevis af Sigtelsen: de senere fremkomne Oplysninger om Omstændig­ hederne ved Tilstaaelsernes Afgivelse havde svækket deres Paa- lidelighed, der var ikke længere Vidnebevis om Anes Svanger­ skab, Søsterens Forklaring var tilbagekaldt og i Særdeleshed var der Sundhedskollegiets Erklæring og Oplysning om, at Barnet sandsynligvis havde aandet. Om Forhørsdommerens mentale Til­ stand gøres der kun Bemærkning i den Forbindelse, at den med­ førte, at der ikke blev Spørgsmaal om at paalægge ham Ansvar. Retsregler om Genoptagelse fandtes ikke før Retsplejeloven, tvertimod forbød D. L. 1—13—27 videre Proces efter Paakendelse i Kongens højeste Ret; en Dom fra 1869 havde ogsaa afvist i et Tilfælde hvor der efter Frifindelse søgtes opnaaet Domfældelse. Flertallet mente dog efter Grundlovens § 27 at kunne nøjes med de sparsomme Fortilfælde i Betragtning af den store Betydning af at faa en Retsafgørelse og ikke blot en Benaadning. Freuchen afskedigedes som sindssyg 12. April 1887. Der var da afsagt endnu en Højesteretsdom nemlig af 10. Marts s. A. om to af hans Straffe­ sager. Disse var af Overretten bedømt ganske som Højesteret gjorde i Genoptagelsessagen. Her var ved endnu voldsommere Midler afpresset senere tilbagekaldte Tilstaaelser af tildels helt fantastisk Indhold. Saa galt kunde det gaa under sammentræffende uheldige For­ hold deriblandt Tilstedeværelsen af en meget ringe Inkvisit. Fejø- sagen fik sin herostratiske Berømmelse og gik ind som et Led i Agitationen mod Inkvisitionssvstemet. Men rette Kritik mod de overordnede Instanser for at have bygget paa det dem forelagte Grundlag, kunde ingen gøre med Respekt for Sandheden. Nyt i Sporgsmaalet — nu uden praktisk Interesse men meget interes­ sant for Kriminalister — var Professor Knud Pontoppidans Ud­ talelse i hans Retsmedicinske Forelæsninger og Studier I (1907). hvor det S. 127 om Sundhedskollegiets Erklæring i Fejø-Sagen siges, at »den ingenlunde er uangribelig. Retsmedicinsk set maa Fejø-Sagen siges at henstaa uafgjort.« Den nærmere Udvikling heraf forbigaas, men Pontoppidan er klar over, at Højesteret heller 203 ikke ved sin sidste Dom har fastslaaet den første Doms objektive Urigtighed; se nærmere Bidrag til HR Historie (1939) VII. Med de næste Domme er vi fremme til 1913. Agitationen mod det bestaaende System, der ogsaa politisk var upopulært ved at minde om Bureaukrati og Enevælde, var i fuld Gang, og Dele af Pressen spejdede efter Affærer, der kunde støtte dens Agitation for Nævningers Indførelse. I Aarhus havde en mod 4 Tiltalte ved Ning Herred behandlet langvarig Sag 16. Oktober 1911 ført til Domfældelse bl. a. af H. K. Tomsen og A. Chr. Jespersen, den første (»Hestekvæleren«) for i stor Stil at have aflivet Heste for at besvige Hesteforsikringen, den anden for Anstiftelse til Ilds- paasættelse paa eget Hus, men ved Viborg Overret, der i det hele var noget ængstelig i Indiciesager, var Herredsfoged St. Grundt­ vigs Dom, der ikke var grundet paa Tilstaaelser, blevet underkendt. Højesterets Dom af 9. April 1913 gik imidlertid tilbage til Dom­ fældelsen. Om Sagens Behandling bemærkedes, at det ikke kunde billiges, at Underretsdommeren havde tilstedet en Assurance- direktør Adgang til, som det maa antages, ukontrolleret Samkvem i Arresten med Tiltalte Larsen. Afgørelsen faldt med 7 mod 4 Stemmer; N. Lassen deltog ikke. 3-voterende Gram udtalte: »Pri­ vat tror jeg paa hans (Jespersens) Skyld, men den Overbevisning, der skal til for at dømme, har jeg ikke«; han fik Tilslutning af 3. I Slutningen af samme Aar, 18. December, afsagde Højesteret Fri- findelsesdom i den af Kriminal- og Politiretten 4. Oktober s. A. paadømte Tyverisag mod den 16-aarige Tjenestepige Dagmar Pe­ dersen, der paa egen Tilstaaelse var idømt 20 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Erstatning kunde ikke tilkendes, da Paa­ stand herom ikke var nedlagt. Sagen havde vakt berettiget Op­ sigt, fordi det lykkedes at faa oplyst, at det paagældende Tyveri af et Sølvur, for hvilket Dagmar havde været sigtet, var udført af en 10-aarig Bydreng hos samme Herskab. I Dommen udtaltes det, at Afhøringen og Prøvelsen af hendes Forklaring ikke var foregaaet med en saadan Omsigt, som særlig hendes unge Alder krævede. Der var ikke aldeles tilstrækkelig Grund til at mis­ billige, at der var afsagt Arrestdekret, men det kunde ikke und- gaa Misbilligelse, at Arresten ikke var hævet ved Forhørets Slut­ ning, og at hun efter Dommens Afsigelse af Politiet var holdt til­ bage i Arresten i 2 Dage.1) l) En ældre uheldig Kriminalretsdom af 1899 over Tjenestepige Alma Bondesen, der havde afsonet idømte 5 Dages Fængsel paa Vand og Brod for Tilvendelse af et betroet Beløb paa 3 Kr., blev rettet til Frifindelse med Erstatning 500 Kr. ved Hojestertsdom af 11. Februar 1901. Beløbet skulde betales for Farvning af en Kjole, og hun antoges ikke at have manglet Vilje eller Evne til at gøre dette. Det rigtigt oplyste Faktum var altsaa vurderet galt. En unøjagtig Protokoltilforscl misbilligedes. 204

Bladet Demokraten i Aarhus under Redaktion af Simonsen og Landstingsmand Harald Jensen havde fra Begyndelsen af under den over 14 Maaneder lange Varetægtsarrest og senere under Sa­ gens videre Gang ytret sin Interesse for Jespersen derimod ikke for den sammen med ham ogsaa paa Indicier dømte »Hestekvæ­ ler«. Forholdet var det, at Jespersen ogsaa efter at have købt en lille Gaard tæt udenfor Aarhus arbejdede paa Banens Værksteder, og 143 Arbejdere derfra havde ved en Adresse til Dommeren søgt at støtte ham. Efter Højesteretsdommen havde Journalist Marius Wulff ved Socialdemokraten udført et Oplysningsarbejde paa Egnen til hans Fordel. Han og Redaktør Borgbjerg havde i Social­ demokraten — hvis Artikler i Jespersen-Sagen af det selv anslo- ges til c. 50 — under Navn haft ialt 6 Artikler, hvorfor de sag­ søgtes af Grundtvig. Samtidig holdtes en Række Folkemøder i Aarhus og København, hvor Emnet var denne Retssag som Eks­ empel paa den gamle Retspleje, der burde afskaffes. Højesteret var ogsaa her under Kritik, selv om den ved sin Misbilligelse paa et enkelt Punkt havde rakt Oppositionen en Lillefinger; Straffen var iøvrigt nedsat fra 272 til 2 Aars Forbedringshus, og efter Ud- staaelsen af Halvdelen af Straffen gaves Benaadning til Jespersen 5. Marts 1914.1) Demokraten var paa Linie hermed, og det hed i en Artikel af 23. August 1913:2) »At Højesteret atter dømte Jespersen, vidner kun om, at denne Ret ikke fortjener mere Tillid end Grundtvig. Højesteret er den mest reaktionære og forbenede Institution, det kapitalistiske Samfund har indstiftet. Enhver Mu­ lighed for at faa nyt Blod og mere moderne Synspunkter ind i denne Ret er udelukket. Retten formerer sig selv ved Knopskyd­ ning. Alle Assessorer er i den Alder, da et Menneskes Hjerne, efter hvad Højrekandidaten Norlander docerede ved sidste Folke­ tingsvalg, er indskrumpet. I denne Ret har Bagstræbets Presse et solidt Arsenal at ty til. Højesteret dømte som Grundtvig uden Be­ vis eller egen Tilstaaelse. Det staar fast. Men det er ikke noget op­ sigtsvækkende for Danmarks Højesterets Vedkommende. Det er be­ visligt, at denne Ret flere Gange har dømt Folk for Forbrydelser, de aldrig har begaaet. Den fortjener ingen Tillid fra den menige Mands Side.« N. Lassen havde sendt denne Artikel til Justits­ ministeren, der 29. Oktober s. A. under Finanslovsbehandlingen gjorde udførlig Rede for Dagmar Pedersen-Sagen, der nu skulde for Højesteret. Zahle oplæste det citerede Stykke og »beklagede,

’) Den fritog ham for en Reststraf af c. 5'/s Md. paa Vilkaar af 5 Aars straffri Vandel, motiveret ved Hensyn til hans Familie. 2) Denne i Rigsdagstidende angivne Dato er ikke den rigtige, rimeligvis var den senere. 205 naar man i Pressen træder altfor voldsomt op mod en Institution som Højesteret, for hvilken vi dog med Grund burde bevare Re­ spekten.« Hvad der her var fremført som faktisk, var alt sammen forkert, og han maatte tilbagevise den haanende Dom over Høje­ steret som ganske uhjemlet. Regeringsbladet Politiken mente, at denne Reaktion var langt bedre og mere effektiv end et Sags­ anlæg, og der var heller ikke af Højesteret andraget paa Sags­ anlæg; men hvad Virkningen angaar, var den næppe større end en Formandsbemærkning i Tinget, efter at Taleren har sagt, hvad han vil. Den 20. Juli 1913 havde Ministeriet fundet, at der var tilstræk­ kelig Grund til at lade Kriminalretsassessor L. A. Schou som Kom- missionsdommer foretage Undersøgelser med en Genoptagelse af Jespersen-Sagen for Øje. Det skete ret hurtigt, og det til Mini­ steriet indsendte Materiale gik til Højesterets Erklæring. Om Efteraaret skete yderligere dette, at Nationaltidende (Dagens Ny­ heder) henvendte sig til N. Lassen om Oplysning angaaende Fejø- Sagen, og 29. Oktober refererede Bladet hans Ord saaledes: »Sand­ heden er, at der aldrig er oplyst noget Tilfælde, hvor Højesteret har dømt en uskyldig,« og om Fejøpigen: »Hun blev dømt med Rette. Indicierne var saa overvældende, at den første Domfældelse sikkert er den rigtige. Saa kom den Stadfeldtske Erklæring, der kuldkastede alt, og derefter Pontoppidans. De kyndigste Folk me­ ner, at hun ikke burde have været frifunden.« Paa Foranledning heraf blev han paa sit Kontor underkastet et Interview af Social­ demokraten, der 31. s. M. bragte stort Referat af Samtalen. Han svarede ja til Spørgsmaalet, om han anerkendte den Udtalelse til det konservative Blad, at han af Princip aldrig læste socialdemo­ kratiske Blade, da de gerne er perfide og kun skaffer én Ærgrelser. Grunden dertil var, at da der i sin Tid i Borgerrepræsentationen havde været drøftet en Klage over, at en Politibetjent havde an­ holdt en Kvinde som beruset, uagtet hun i Virkeligheden var syg, var hans Udtalelse i Socialdemokraten refereret saaledes, at man ikke kunde stole paa en Arbejders Ord, medens det, han havde sagt, var, at Sagen maatte nærmere undersøges. Dette havde saa- ret ham saa dybt, at han ikke siden havde ønsket at læse Social­ demokraten. Han fortsatte med at sige, at hans Karakter var saa- dan, »at det bestandig ligger og roder i mig, hvorved jeg efter- haanden ærgrer mig og bliver mere hadefuld paa det Partis Blade, der har kunnet skrive saaledes om mig.« Medarbejderen frem­ holdt, at han ikke burde udtale sig saaledes »om Landets største Parti samtidig med, at Justitsminister Zahle anerkendte Social­ demokratiet og giver os Ret i vor Kritik af le Maires Behandling 2 0 6 af Dagmar Pedersen.« Taktiken var aabenbart, som det ogsaa senere viste sig at overføre Udtalelsen om Antipati paa Social­ demokraterne som Befolkningsgruppe, medens den kun angik Partipressen. Det havde været forsigtigt at præcisere dette og have et Vidne til Samtalen. Lassens videre Bemærkninger gik ud paa, at Bladet, som han læste, naar det tilsendtes ham, »altid rak­ ker os til.« Højesteret havde aldrig dømt nogen, der havde været uskyldig, men Demokraten sagde, at det skete hvert Øjeblik. Der­ efter spurgtes om Fejøpigen og Lassen udtalte, at han ønskede at ramme en Pæl gennem denne Sag, »jeg tror ikke paa, at Pigen er uskyldig.« Højesteret dommer ikke uden Beviser. Endelig for­ talte han, at Højesteret ikke havde anbefalet Genoptagelse af Jespersen-Sagen og nævnte 3 Detailler fra Schous Forhør, der gik mod Jespersen. En Skrivelse fra ham af 27. Oktober til Ministeriet lyder paa, at han fandt Beviset mod Jespersen ikke svækket men i enkelte ikke uvæsentlige Henseender bestyrket og derfor efter sit Skøn afgjort maatte besvare Spørgsmaalet om Genoptagelse benægtende. Ministeriets egen detaillerede Undersøgelse af Mate­ rialet resulterede i, at det oplyste i det store og hele maatte siges at være i Jespersens Disfavør. Dets Resolution af 11. November om Genoptagelse maatte derfor blive negativ. Udtalelserne om Fejøpigen kom i den nærmeste Tid til at ligge i Forgrunden. Lassen havde ladet sig ægge til en noget for stærk Tilkendegivelse. Hun var ganske rigtig ikke i Frifindelsesdommen erklæret for skyldfri (som senere Dagmar Pedersen) men kun for ikke overbevist. Men der var ingen Grund for ham til at teoreti­ sere over, hvordan Retten i 1886 vilde have dømt, hvis Pontop- pidan havde siddet i Sundhedskollegiet, og herved saa han vistnok for ensidigt paa Lægeerklæringerne og glemte Freuchens mentale Tilstand. Hans Modstandere fik den Ide at rive ham af Pinden ved at faa ham dømt for Ærefornærmelse mod Fejøpigen, der blev funden frem fra sin Ensomhed og anlagde Sag mod ham. Men Kriminal- og Politirettens Dom af 4. April 1914 frifandt Justitiarius, hvis Udtalelser fandtes at have været Led i en blot teoretisk Drøf­ telse. Saa var der atter Ro i over 1 Aar. Men 31. Maj 1915 faldt Hof- og Stadsrettens Dom i Grundt­ vigs Søgsmaal, og den lød paa 3 Maaneders simpelt Fængsel til Borgbjerg og Wulff; lignende Dom ramte Demokratens ene Red­ aktør Simonsen; det var tiltraadt, at Artiklerne var en uafbrudt personlig Forfølgelse af Herredsfogden, og at de ikke kunde ses som et blot Angreb paa Retssystemet. De følgende Numre af Bladet er ganske opfyldt af Dommen sammenkædet med Rets- reformen. Den skulde naturligvis appelleres, og 19. Oktober s. A. 207 ses den at være stadfæstet for Wulffs Vedkommende; Borgbjerg fik den forandret til Bøde 2000 Kr. ved Dom af 17. April 1916. I Artiklen »Klassekampen« af Thjorvald] St[auning] manes der til Kamp mod »det kapitalistiske Retssystem« og 2. Juni skriver Borg­ bjerg om »Dommerens Person« og den uforstaaelige Retsbeskyt­ telse for denne. »Selve Højesterets Formand Niels Lassen udtaler: Jeg hader Socialdemokratiet og dets Presse (siden han har læst et ubehageligt Referat i Højrebladet Dagens Nyheder). Og en Mand, som hader næsten Halvdelen af Danmarks Befolkning og denne Befolknings Presse, han er stadig Formand for Højesteret.« Jespersen-Sagens Historie gennemgaas udførligt og det hævdes, at de af N. Lassen i sin Tid til Intervieweren omtalte Momenter fra Schous Undersøgelse slet ikke var nye. 2. Juni skulde holdes stort Folkemøde i Fælledparken om »Dommen og Retsreformen« med Taler af Folketingsmand Wiinblad, der 3 Gange havde undergaaet Straffe af samme Art som nu Borgbjerg, og af sidstnævnte. 8. Juni indfandt N. Lassen sig i Højesteret og tog, som R. S. Gram senere skrev, »med brudt Stemme« Afsked med Kollegerne og det øvrige Personale. Ved Resolution af 4. s. M. var han uden Ansøgning afskediget paa Grund af »sit i de seneste Aar noget vaklende Helbred.« Dagen efter meddeltes det i Pressen, for Rege- ringsbladet Politikens Vedkommende i en kortfattet Udtalelse med Billede uden Angivelse af nogen Grund. Ministeriets Joumalakter indeholder heller intet ud over de citerede Ord fra den overfor Kongen nedlagte Forestilling. I Soc. Dem. hed det derimod: »Den officielle Grund er svækket Helbred. Der er dog ingen Tvivl om, at den virkelige Aarsag er det opsigtvækkende Interview, som vor Medarbejder bragte af Hr. Niels Lassen for et Par Aar siden, og hvori han erklærede, at han hadede Socialdemokratiet. I selve Højesteret har disse Udtalelser vakt Indignation, og enkelte af Assessorerne skal endog have rettet stærke Bebrejdelser mod ham. Efter Sigende skal Niels Lassen have taget sig dette meget nær, og da det saa kom dertil, at han netop for disse Udtalelser maatte vige sit Sæde i Højesteret i et Par Sager, var det givet, at det kun drejede sig om et Tidspørgsmaal, naar Afskedigelsen vilde fore­ ligge.« Disse Rygter kan ikke nu kontrolleres. Selve Beskyldningen vilde, hvis den havde været sand, ikke have været uden Vægt. Men i 1913 havde der kun været Tale om den mod Partipressen ytrede Utilfredshed. Interviewet var endt med Lassens godmodig­ sarkastiske Bemærkning, at nu kunde Journalisten jo gaa hjem og slaa løs paa ham. Det havde drejet sig om hans personlige Mellemværende med Partiets Pressefolk, der skrev om Retsvæse­ net, og var iøvrigt samtidigt med Zahles Paatale i Tinget, hvis 208

Berettigelse syntes understreget ved de svære Domme af Maj 1915. Men først 2. Juni 1915, 2 Dage før Afskedigelsen, stak Be­ skyldningen om at have udtalt »Had til Socialdemokratiet« Ho­ vedet frem endnu dog kun i Forbindelse med »Had til dets Presse.« I sin Nekrolog over Lassen i U. f. R. 1923 skrev R. S. Gram, at i Efteraaret 1914 fik Kollegerne at vide, at han, der led af stærk Aareforkalkning, følte sig saa træt og uarbejdsdygtig, at det for ham selv stod klart, at det nu maatte være Slut med hans Arbejde i Retten. Den »officielle Grund« var altsaa ikke uden Realitet, men der er al Anledning til at antage, at Soc. Dem. alligevel har Ret. Hvis Lassen paa det angivne Tidspunkt har udtalt sig som anført, har han ialtfald ikke gjort Alvor deraf. Socialdemokratiet, Rege­ ringens Støtteparti, ønskede intet hellere end hans Afgang, hvis øjeblikkelige Indtræden kun vilde koste ham et Ord til Justits­ ministeren. Dette Ord var sikkert ikke udtalt. Han havde 11. Maj 1915 tilskrevet Ministeriet om Assessorerne Grüner og Jensens Afsked, om hans egen findes intet. Efter Beskaffenheden af hans Svaghedstilstand ligger det ogsaa nær at antage, at han nu saa kort før den lange Sommerferie vilde afvente, hvilken Rekreation den kunde bringe ham *). Gennem personlige Forbindelser var Ministeriet tilstrækkelig orienteret til ikke at gribe fejl ved Angi­ velsen af den officielle Grund. Hverken Ministeren eller hans Presse modsagde Soc. Dem.s Udtalelse, som de naturligvis ikke oversaa, og det fik altsaa en stiltiende Bekræftelse, at der havde maattes reageres mod Højesterets Formand med Afskedigelse paa Grund af hans Ytring af Had til Socialdemokratiet2). Afskedigel­ sen maatte faa Udseende af at være fremkaldt ved Bladets For­ langende 2 Dage forinden. I Stedet for at give N. Lassen Lejlighed til en retledende Udtalelse til Pressen eller selv at udsende en saa- dan, kastede Justitsminister Zahle en Skygge paa ham og dermed paa Retten. Ved Samtidigheden med Dommene over Bladet for dets Angreb paa den af Højesteret stadfæstede Aarhusdom maatte tillige for de brede Lag Afskedigelsens Foretagelse just nu frem- træde som en Oprejsning for Partiet og dets Kamp overfor Høje­ steret. Det er betegnende, at Demokraten en Gang fandt paa at aftrykke alle Carl Plougs Voldsomheder i Fædrelandet mod Høje­ ') Af Retsdagene i April mødte han i 13, af dem i Maj i 11 Dage samt 1. og 2. Juni. 2) Alsing Andersen og Wiinblads Det danske Socialdemokratis Historie (1921) I S. 24 f. omtaler ikke N. Lassen i denne Forbindelse. Da Bogen op­ fatter Retsreformens Gennemførelse som Socialdemokratiets Værk og Jespersen-Sagen nævnes som en »ny Retsskandale«, er Opfattelsen tilsyne­ ladende den samme som i 1913—15, men Undladelsen kan jo ogsaa skyldes Erkendelse af, at Aktionen mod N. L. var et Fejlgreb. 209 steret efter Rigsretssagen i 1856, for at vise, hvad man ogsaa før i Tiden havde sagt om Dommerne. Zahles Indskriden mod N. Lassen eller rettere Maaden, hvorpaa den skete, har noget, der minder om Ministeriets i 1856. Han følte sig sikkert efter hele sin Personlighed og sin politiske Position mere som Organ for dem, der mistroede den kriminelle Retsplejes Mænd og higede efter at kunne slaa løs paa dem, end som Værge for disse Em- bedsmænd og de af dem varetagne Samfundsinteresser. Hans Ind­ stilling var kort sagt næppe meget forskellig fra den socialdemo­ kratiske Presses, og hans Paatale i Folketinget af Demokratens Udfald mod Højesteret er sikkert af Partiet blevet paahørt med Auguremes Smil. Naar han endnu i Samlingen 1925—26 gav Luft for en ubehersket Forbitrelse mod Chresten Bergs Dommere, se foran S. 170 har han næppe noget Øjeblik glemt, at N. Lassen som Kommissionsdommer var blandt disse. Det savner ikke historisk Retfærdighed, at N. Lassen staar som Midterfiguren i Saltofts Højesteretsbillede iøvrigt i en Fremstil­ ling, der ikke kan gøre Krav paa Portrætlighed. Hans Skikkelse tegner sig for Erindringen paa fremtrædende Maade i Rækken af Rettens Medlemmer. I Tilslutning til det nu meddelte skal Grams Mindeord omtales. De fremhæver hans fremragende Begavelse, som den viste sig i hans lødige Forfatterskab særlig de højt vurderede Meddelelser fra Retspraksis. Det samme gjaldt hans Voteringer, som Gram kun kendte som mere kortfattede fra For­ mandspladsen, medens der gik Ry af hans Udviklinger som yngre voterende. Under Rigsretssagen bar han en stor Arbejdsbyrde, og hans Ledelse forenede Elskværdighed og Fasthed. »Jeg vil aldrig glemme den overlegne Elegance, hvormed han til Slut evnede at forme Præmisserne til Dommen.« Han besad en sjælden Retfær­ dighedsiver, og i Diskussionen kunde hans Udtryk undertiden næsten stige til det lidenskabelige for at det, der var Ret, ogsaa blev Ret. Gram betoner ogsaa hans redelige Aabenhed, han var jævn og ligefrem uden Trang til at posere, og han, der som Pole­ miker var saa skarp, var i det daglige Samliv med sine Kolleger ældre som yngre saa elskværdig, som faa kan være det. Denne Karakteristik vil man vistnok finde stemmende med det Indtryk, som tidligere meddelte Udtalelser af ham giver. Det samme vil være Tilfældet med den Omtale, han gav de ældre Assessorer Jonas Poulsen og Gottlieb Jensen ved Indstilling af dem til Afsked. Om den første skrev han efterat have sagt, at hans Kræfter i det sidste Aarstid havde været i kendelig Tilbagegang navnlig hans Syn, saaledes at han ikke godt kunde læse fra sin Plads i Retten: »det er med Vemod jeg fremkommer med dette Andragende. Det Højesteret II. 14 210 vil være Justitsministeriet tilstrækkelig bekendt, at Assessor Poul­ sen er en overordentlig fremragende Dommer. Det er jo vanske­ ligt at udmaale Folks indbyrdes Dygtighed, men jeg tror, at vi alle i Højesteret er villige til at indrømme ham den første Plads blandt os. I det Fjerdedels Aarhundrede, i hvilket han har beklædt Dommersæde i Højesteret, har han været en sjælden Støtte for den ved sin Skarpsindighed, sit sunde Omdømme, sin Fordoms- frihed og sin levende Retssans, og det Tab, Retten lider ved hans Bortgang, vil i visse Henseender sikkert vise sig uerstatteligt.« Om den sidste skrev han: »uagtet Assessor Jensen ved sin store Dygtighed, sine rige Erfaringer og nidkære Arbejdsiver stedse har hørt til Højesterets allerførste Kræfter, og det derfor er med Vemod, at Højesteret skal skilles fra et saa fremragende Medlem af Retten, maa Hensyn tages til, at Assessor Jensen nu er udover den Alder, hvor det vil kunne forventes, at han vil kunne fortsætte med at røgte sit besværlige Arbejde med den fornødne Kraft.« Der vil derefter blive fortsat med Omtale af de Foretagender, der i dette Afsnit kom til at beskæftige alle 5 Justitiarier nemlig Lokalerne og Retsplejeloven. Det seneste, der foreligger fra Palæet i Bredgade, er en Skrivelse af 23. Maj 1912 fra N. Lassen om, at Gardiner, Tæpper og Møbler efterhaanden delvis var i en Til­ stand, der ikke kunde betegnes som sømmelig, hvorfor han havde indhentet et Overslag til Fornyelse og Reparation. Idet han til sit »Kontor« og »det lille Advokatværelse« mente at kunne spare c. 700 Kr., hvad han satte Pris paa at kunne gøre, blev det Beløb, han indstillede bevilget, 3000 Kr. Af Nyholm var der i December 1907 skrevet om Opsætning af Lampetter ved Pladserne, da den elektriske Krone var for svag. Om Justitiarius Hvidts Planer under Byggearbejdet paa Chri­ stiansborg er talt foran S. 186. I sine Mindeord i UfR 1918 om­ taler Gram den ungdomsfriske Interesserethed, hvormed Hvidt fik dannet et Udvalg paa 3 Medlemmer af Retten til at gennemgaa Retsplejeloven, og hvorledes de blev »manuducerede« af Professor H. Munch-Petersen. Oprindelig noget ængstelig for at overtage Stillingen voksede Hvidt med Opgaven; skarpsindig, retlinet, socialt interesseret og trofast er nogle af de Egenskaber, Gram tillægger ham. Gram har kort før Rettens Overtagelse af Lokalerne taget nogle Forbehold. 22. Januar 1919 udtaltes det overfor et Udvalg af Høje­ steretssagførerne, at af de 3 dem overlad te Værelser forbeholdt Retten sig Medbenyttelsesretten og eventuelt — hvad dog ikke var sandsynligt — Enebenyttelsen af Værelset nærmest »den store Retssal«, hvorved forstaas den nuværende. Forsaavidt Skrivelsen 211 omtaler Rigsanklageren som delagtig i Brugen, indtraadte der, se foran S. 186, 25. s. M. den Forandring, at han fik overladt et sær­ ligt Værelse. 4. April s. A. udtaltes det overfor Justitsministeriet, at Retten ikke skulde modsætte sig, at Lokalerne paa 1. Sal m id­ lertidig blev Kontor for Rigsanklageren, men man gik ud fra, at de blev rømmet, saasnart der kunde skaffes Rigsanklageren Lo­ kaler i Byen, idet Retten ikke anser det for heldigt, at Rigsankla­ geren har sine Kontorlokaler i Rettens Bygning. Højesteret maatte endvidere forbeholde sig Ret til at fordre Lokalerne rømmet, naar den selv fik nødvendig Brug for dem. Det var Hensynet til Ad­ skillelse mellem Domstole og Administration, Gram her gav Ud­ tryk for, og Rigsadvokaturens sekundære og prekariske Ophold i Bygningen understregedes senere ved, at Portneren, der var ansat af Højesteret, lukkede Porten, naar Retten ikke længere havde Interesse i at holde den aaben, skønt Rigsadvokaturens Kontortid varede en Time længere, saa at Døren mod Museet maatte bru­ ges, og paa Porten stod kun angivet »Højesteret«. Først i 1936 ændredes dette. Hvad angaar Forberedelsen af den kommende nye Retspleje­ lov kan nævnes en Skrivelse af 22. Marts 1918, hvori udtales, at man maatte regne med den Mulighed, at Antallet af Dommere maatte forhøjes; Gram anførte særlig, at Virksomheden for 3 Dom­ mere i Anke- og Kæreudvalget kunde tænkes at ville lægge Beslag paa megen Tid. Samme Aar udtalte man sig om et af et Udvalg fra Retterne og Sagførerraadet udarbejdet Sæt af Formularer i Retsbrugen, hvor man ikke for Rettens Vedkommende havde nye Forslag, og ligeledes om Indretning af Retsbøger. Nævnte Udvalg havde foreslaaet diverse Ændringer til Retsplejeloven, hvorover man 22. Oktober 1918 erklærede sig med Tilføjende, at en nøjere Gennemgang af Loven ikke var foretaget, men 28. Januar 1919 foreslog Retten selv nogle Ændringer vedrørende Højesteret bl. a. en Udvidelse af Tremandsudvalgets Kompetence og Nedsættelse af det nødvendige Dommerantal ved skriftlige Sager til 7. Endelig besvarede man 2. Juni s. A. en Forespørgsel om Rettens Ønsker med Hensyn til den fortsatte Brug af Kapper og Uniformer saa­ ledes, at alle ønskede Kapperne og Flertallet Uniformerne. To Tillægslove af 3. Juni og 4. August 1919 traadte i Kraft samtidig med Retsplejeloven. Derefter gaar Fremstillingen tilbage til, hvad der i de enkelte Justitiariers Tid er forefaldet af Erklæringer o. 1. Koch afgav 2. Juli 1904 personlig en Udtalelse til Justitsmini­ steriet om Udkast til Lov om Ophævelse af den vestindiske Lands- overret, se Lov Nr. 54 af 22. Marts 1907. Samme Dag udtalte han

14 * 212 sig imødekommende med Hensyn til Udlaan til et Kriminalmuseum i København, der kunde optage Genstande af Betydning som cor­ pora delicti henhørende til Akter i Straffesager. I Nyholms Tid afgav Retten 7. November 1907 Erklæring over et af det kirkelige Udvalg udarbejdet Udkast til Behandling af folkekirkelige Retssager. Man havde intet at bemærke, forsaavidt angik den eventuelle Provsterets Sammensætning, Bortfaldet af Landemodet som Ankeinstans og Behandlingen af Sager mod Bi­ skopper i Anledning af Embedsforseelse, Lære eller Levned. Men man tog Forbehold overfor § 122 som stridende mod gældende Bevisregler. Den gik nemlig ud paa, at Retten ikke var bunden ved bestemte Regler for Bevisbedømmelsen men afgjorde Sagen alene efter sin Overbevisning paa Grundlag af en samvittigheds­ fuld Prøvelse af de fremførte Bevisligheder. Dette Forbehold var en Gentagelse af, hvad der i sin Tid, se S. 97, var anført mod nye Regler i Sø- og Handelsretsproceduren, da Højesteret indtil videre stod paa det ældre Retsgrundlag. Lovforslaget opnaaede ikke Fremme. Ved Skrivelse 29. Oktober 1907 foresloges N. Las­ sen beskikket til paa Rettens Vegne at deltage i Forberedelse af Lønningsforslag for de kollegiale Retters Embeds- og Bestillings- mænd; Regler herom blev givet i Retsplejelovene af 1909. Noget rigeligere flyder Stoffet i Lassens Tid. I en Skrivelse af 27. Januar 1910 til Justitsministeriet svarede han benægtende paa, om det i Kraft af særlig Forskrift eller Tradition var i Brug, at de under Højesteret ansatte Embedsmænd og Bestillingsmænd eller Funktionærer, inden de paatog sig lønnede Bierhverv, ind­ hentede Samtykke hos Justitiarius eller nogen nærmere Foresat. 9. Februar 1910 rettede han en Cirkulærskrivelse til Sagførerne med indstændig Opfordring til dem om at fremme deres Sager, saa at Retten straks fra Begyndelsen af Aaret kunde arbejde med fuld Kraft; det havde i Begyndelsen af Aaret oftere været saadan, at der ikke var Sager nok, og dog hobet sig Stof op, nu forestod desuden Rigsretssagen, der vilde beslaglægge megen Tid for Ret­ ten. 12. s. M. afgaves Erklæring over Forslag fra Skattedeparte­ mentet om Lov om Indkomst- og Formueskat til Staten med Hen­ syn til § 52: at Kendelse af Landsoverskatteraadet kan indbringes direkte for Højesteret, uanset om summa appellabilis ikker er til Stede. Justitsministeriet havde for sit Vedkommende bemærket, at det maatte være en Forudsætning, at Adgangen indskrænkedes til Spørgsmaal om personlig Skattepligt og om, hvorvidt en Indkomst eller Formue af en vis Beskaffenhed bør inddrages under Beskat­ ning; Regler om summa appellabilis maatte fastsættes dog med Adgang til at bevilge Undtagelser. N. Lassen udtalte, at § 52 maa 213

fraraades ogsaa med Ministeriets Modifikationer: 1) Borgerne vil baade faktisk og retligt i stort Omfang blive afskaarne fra at bringe saadanne Skattespørgsmaal for Domstolene, som efter Sa­ gens Natur og gældende Ret bør høre derunder, 2) Garantien for, at Højesteretsproceduren bliver udtømmende, og Afgørelse træffes paa det rigtige Grundlag, vil formentlig i ikke ringe Grad svæk­ kes, naar Afgørelse skal træffes a prima instantia, 3) Højesterets Arbejde har i senere Tid været i Stigning og vil uforholdsmæs­ sig forøges. Der synes ikke at være nogen væsentlig Ulempe ved, at Skattespørgsmaalene først forelægges Hof- og Stadsretten, da de saavidt ses i Reglen i Fremtiden vil foreligge som Krav om Tilbagebetaling (§ 42 jfr. § 52). I Anledning af Besværing fra Høje­ steretssagfører N. H. Bache over, at en Aktsbeskrivelse ikke inde­ holdt en afgivet Dissens, udtaltes det 17. Februar 1910, at ihvorvel der næppe tilkommer Parten nogen Ret til at kræve Dissensen optaget i Akten, anses det heldigst, at det ex officio iagttages, medmindre vedkommende Dommer har udtalt det modsatte Øn­ ske. I Skrivelse 16. Marts 1910 argumenteres mod Besparelsesfor­ slag fra Finanslovskommissionen. Mod at lade Parterne betale for Trykning af Ekstrakterne i civile Sager, indvendes, at Indførelsen skete i sin Tid af Hensyn til Retten. Det maatte vække Betænke­ lighed at fordyre Retsplejen; de kriminelle Sager udgjorde 2/a, de civile Va, hvoraf Vi var beneficerede, herefter kostede de ube- neficerede civile Sager altsaa kun det offentlige c. 9000 Kr. Loven maatte formentlig i saa Fald ogsaa kræve alt trykt, medens man nu paa mindre væsentlige Punkter nøjes med mundtlig Doku­ mentation. Mod at spare Udgivelsen af Højesteretstidende ind­ vendes, at dette vilde være uheldigt for Retsplejen; Honorarerne til Protokolsekretærerne var meget moderate. 2. November 1910 henstilles paa Anledning, om der bør søges udvirket Tilladelse til, at den kst. Kammeradvokat som saadan kan bære Uniform som Højesteretsadvokat. Tilladelse gaves 6. Januar 1911. I Skrivelse 2. August 1911 udtaltes det med Hensyn til Forslag om Ændring i Lov om Lodsvæsenet, at der intet var at indvende imod det i § 57 bestemte, at Indankning af Lodssager for Overadmiralitets- retten ophæves. Ved Lov 20. December 1912 bestemtes, at Reg­ lerne i PI. 2. Juni 1819 § 1 om anteciperede Sager skulde gælde alle civile Sager, d. v. s. at det løbende Højesteretsaar ikke var aflukket for nye opstaaende Sager. Herom havde Retten 25. Ok­ tober 1912 erklæret intet at have at erindre. Formelt kom Forslaget til Ministeriet fra Sagførerne, men disse var sat i Bevægelse af N. Lassen, der følte Ulempen ved, at der ikke altid var Sager rede til Procedure, fordi de færdige Sager ikke havde faaet Bevil- 214 ling til Antecipation jfr. Cirkulærskrivelsen 9. Februar 1910. Selv om endnu de sidste Højesteretsordener placerede Ordenens Sager i den kendte geografiske Rækkefølge med de sjællandske forrest, var ifølge ældre Kollegers Udsagn til mig den praktiske Betyd­ ning heraf bortfalden allerede i flere Aar, og det knytter sig an­ tagelig til Loven af 1912. Herved gennemførtes da den Reform med Hensyn til Placeringen, som J. E. Colbjørnsen i 1800 havde taget Ordet for, HR fra 1790 til Grl. (1950) S. 86. I alle de foregaaende Afsnit er der medtaget Prøver paa Høje­ sterets Domsafgørelser dog begrænset til Sager af offentligretlig Karakter. En mindre Afvigelse blev gjort ved at omtale nogle af de Domme, hvortil Justitiarius Buchs Erindringer knyttede sig. I dette Afsnit har der af offentligretlige Sager kun været Grund til at omtale Rigsretssagen, men ogsaa her omend paa en anden Maade forekommer der mig at burde gøres Plads for et personligt Hensyn. I 8 af Tidsskrift for Retsvidenskabs Aargange indenfor 1895 til 1912 skrev N. Lassen sine Meddelelser fra Retspraksis som Kommentarer til afsagte Domme, og for denne Aarrækkc fremkom der herved en om ikke udtømmende saa dog indgaaende Redegørelse for Rettens Praksis. Uden at bryde den Tavsheds­ pligt, der paahvilede ham, forstod Lassen at fastslaa Rækkevidden af de trufne Afgørelser og at forklare Præmissernes kortfattede Begrundelser med Paapegning af de tilgrundliggende Hensyn. Hans objektive men dog personlige Form fængslede ved at vidne om hans dybe Interesse for Emnet, og i Lassens Meddelelser fik Høje- steretstidende med sine skematiske Rubra et glansfuldt Supple­ ment, som Jurister har Grund til at søge tilbage til. Naar nogle faa Prøver nu med Tilladelse af hans litterære Arvinger aftryk­ kes, vil Læsere, der ikke kender ham, tilskyndes til at uddybe Bekendtskabet med N. Lassen som den fuldgyldige Repræsentant for den øverste Domstols Retskultur. Efter det meget, han har talt paa Rettens Vegne, er det heller ikke mere end billigt, end at han ogsaa faar Ordet i Højesterets Historie — og det sidste Ord. De valgte Eksempler er Nr. 7 og 25 i 1904 og Nr. 2 i 1907. Fortolkning af gamle Villieserklæringer om Oprettelsen af en Stiftelse. Da Frøken M., der var indskreven i og oppebar Hæving fra Vemmetofte Jomfrukloster, traadte over til Katholicismen, inddrog Klosteret Hævingerne til hende. Hun sagsøgte derfor Klosteret. Vemmetofte Jomfrukloster er stiftet i Henhold til et af Kong Christian den Sjettes Faster Prinsesse Sofie Hedevig d. 9. Januar 1735 oprettet Testamente, og Fundatsen for det er samme Aar udfærdiget af nævnte Konge. Som Forbillede for Fundatsen har 215

tjent Fundatsen for Roskilde Jomfrukloster, men medens det i sidstnævnte Fundats udtrykkelig fordres, at de indskrevne Jom­ fruer skulle »være oplærte i den lutherske Religion, og derudi for­ blive,« vilde man af Pietet for Prinsessens Moder Dronning Char­ lotte Amalie, der bekjendte sig til den reformerte Religion, ikke udtrykkeligt træffe en lignende Bestemmelse her, og Fundatsen for Vemmetofte kom derfor overhovedet ikke direkte til at indeholde nogen Fordring til Trosbekjendelsen. Klosteret mente alligevel, at Frøken M. var uberettiget til Hæving og paaberaabte sig i saa Henseende navnlig dels, at der i Fundatsen er anordnet fælles Gudstjeneste og Andagtsøvelser for de i Klosteret boende Damer, hvoraf formentlig kunde udledes, at de skulde høre til den luther­ ske Religion, dels at det efter hvad der var bekjendt om Kon­ gens og Prinsessens Tænkemaade var ganske udelukket, at de skulde ville have givet Katholiker Adgang til Klostret. Rigtigheden af dette Sidste bekræftedes ved flere af ansete Historikere, hvor­ iblandt Professor Edv. Holm, under Sagen afgivne Erklæringer, som unægtelig vare af overbevisende Indhold. Ingen af de anførte Grunde fandtes imidlertid afgørende. Paa Bestemmelsen om den fælles Gudstjeneste kunde der ikke bygges nogen sikker Slutning, og ialtfald syntes Slutningen ikke at kunne føre længere end til at afskære ikke-lutherske Damer fra at bo paa Klosteret men ikke til at berøve dem Hæving; og ikke udtrykte Tanker hos Kongen og Prinsessen kunde man ikke rette sig efter. Det vilde ikke være heldigt for Samfundet, og kan heller ikke ønskes af en forstandig Opretter af en Stiftelse, at man i alle Tider skal rette sig ikke blot efter hvad han efter modent Overlæg har udtalt og fastslaaet men ogsaa efter de almindelige Forestillinger, Vildfarelser og For­ domme, hvorfra han som Barn af sin Tid er gaaet ud. Sligt maa bl. a. uundgaaelig avle Usikkerhed. Hvad skulde man nu exem- pelvis her mene om Damer, der optraadte som erklærede Fritæn­ kere eller sluttede sig til Unitarier eller Sekterere. Ogsaa de vilde vel have været en Vederstyggelighed for Christian den Sjette. Hvor skal Grænsen drages? Skulde man ogsaa udelukke refor­ merte Damer, skønt Fundatsen netop intet vilde sige om dem? Saa meget mindre syntes man at burde rette sig efter ikke tydelig ud­ talte Tanker, som Retsforholdet her havde noget af en tosidet Ka­ rakter ved sig og der derfor kunde stilles særlige Fordringer til, at den ene Part i Forholdet udtrykte sig paa en for Medkontrahenten kjendelig og tydelig Maade. Der betales nemlig for Indskrivningen i Klosteret et Vederlag af 1000 Kr., et Beløb, der efter de nuvæ­ rende Udsigter for indskrevne Damer ingenlunde kunde betragtes som forsvindende, idet man ved at henvende sig til bestaaende 2 1 6

Forsikringsselskaber kan for en Datter, der klosterforsikres ved Fødslen, opnaa nogenledes lignende Fordele, som Klosteret byder, for 1300 Kr. Til Overrettens Dom, der byggede Klosterets Dom­ fældelse paa, at Fundatsen ikke indeholder noget om Trosbeken­ delse, at der Intet kunde sluttes fra Bestemmelsen om den fælles Gudstjeneste, føjede Højesteret i Dom af 12. Februar 1904: »For Højesteret er der forelagt forskjellige nye Oplysninger sigtende til at godtgjøre, at Klosterets Stifterinde Prinsesse Sofie Hedevig og Fundatsens Udsteder, Kong Christian den Sjette ikke kunne antages at have villet give Katholiker Adgang til Klosteret. Dette findes imidlertid ikke at kunne være afgørende, naar deres Villie ikke har fundet Udtryk i Fundatsen paa en saadan Maade, at den er kjendelig for dem, der indskrives i Klosteret og betale Vederlag herfor.« (Sagen afgjort efter Hvidts af N. Lassen til- traadte Forslag med 5 mod 5 Stemmer). Forsæt anset udelukket paa Grund af tilstedeværende Rets- vildfarelse. Af alle Domme, der ere afsagte i de senere Aar, er der ingen, der tilnærmelsesvis har vakt en saadan Opsigt som Højesterets Dom af 21. Okt. 1903 i den saakaldte »Ifversenske Sag«. En fraskilt Murer havde overensstemmende med gjældende Lovgivning opnaaet Bevilling til at indgaa nyt Ægteskab med et Fruentimmer, til hvem han allerede under sit Ægteskab havde staaet i utugtigt Forhold. Da Mureren og hans Kjæreste derefter henvendte sig til vedkommende Sognepræst i Kjøbenhavn Pastor Ifversen om Vielse, nægtede denne imidlertid af kirkelige Grunde at foretage den. Som Følge heraf kunde Mureren, da der for Folke­ kirkens Medlemmer ikke existerer nogen anden Form for Ægteskabs Indgaaelse end den kirkelige Vielse, ikke blive gift og han kla­ gede derfor til Kirkeministeriet. Efterat dette først forgjæves havde tilkendegivet Pastor I., at Ministeriet ikke kunde fritage ham for at forrette Vielsen, gav Ministeriet ham gjennem hans kirkelige Foresatte Paalæg om at foretage den. Da han ikke efter­ kom Paalæget, anlagdes der Straffesag mod ham i Henhold til Straffelovens § 142, der foreskriver Straf for den Embedsmand, som forsætlig nægter at udføre, hvad der er ham lovlig befalet. Det første Spørgsmaal i Sagen var, om det Pastor I. givne Paa­ læg var stemmende med Lovgivningen. Herom syntes der dog ikke ret vel at kunne rejses Tvivl. En nærmere Paavisning heraf turde være overflødig: enhver Familieret indeholder fornøden Oplys­ ning. Kun en enkelt Betragtning, der under Sagen anførtes til Støtte for Lovligheden af Pastor I.s Vægring, skal her omtales. Det blev gjort gjældende, at den ved Kirkeritualet anordnede Form for 217

Vielse ikke passer paa Ægteforeningen af Fraskilte, at dette var anerkjendt af Staten, idet der ved Kongelig Resolution af 19. Sept. 1857 er aabnet Adgang for Præsterne til i slige Tilfælde at anvende et særligt Vielsesritual. Staten kunde herefter ikke anse Præsterne for forpligtede til at vie Fraskilte efter Kirkeritualet, men heller ikke Resolutionen af 1857 kunde afgive nogen forbindende Regel for Ægteforeningens Form, idet Forandringer eller Lempelser i Kirkeritualet maatte foreskrives af Lovgivningsmagten og ikke gyldigen kunde ske ad administrativ Vej. Denne sidste Opfattelse er imidlertid ikke rigtig og i bestemt Strid med, hvad der altid har været antaget. Præsterne maa ifolge Lovgivningen i et Tilfælde som nærværende være forpligtede til enten at foretage Vielsen overensstemmende med det almindelige Ritual eller at gaa frem efter Resolutionen af 1857. Et Tredje gives ikke. Men — gjordes der videre gældende — et Ægteskab som det foreliggende strider, hvad Folkekirken ejheller nægter, mod den hellige Skrift, og man kan ikke paalægge en Præst at foretage en Handling, som strider mod Guds Ord. Ifølge DL 2—4—6 skal Præsten nemlig »retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord,« og efter Præstevielsen aflægger Præsten høj­ tideligt Løfte om »at forkynde Guds Ord rent og purt« og »at bekæmpe Lærdomme, som stride mod Folkekirkens Trosbekjen- delse.« Hertil er Følgende at bemærke: Nogen egentlig Konflikt mellem Staten og Folkekirken betræf- fende Tilstedeligheden af Ægteskaber som det foreliggende har der ingensinde været. Folkekirken har taalt dem og rakt sin Haand til Fuldbyrdelsen af dem. En af Folkekirkens Ypperste nemlig Biskop Mynster har selv udarbejdet det ved Resolutionen af 1857 sanktionerede Vielsesritual for Fraskilte, ved hvilket Ægteforenin­ gen mere faar Form af en borgerlig Akt. Sjællands nuværende Biskop havde da ogsaa betydet Pastor I., at han med god Sam­ vittighed i dette Tilfælde kunde udføre Vielsen efter det Myn- sterske Ritual. Det kunde saaledes ikke siges, at det Pastor I. givne Paalæg var i Strid med Folkekirkens Standpunkt. Men selv om en saadan Strid havde været tilstede, vilde det dog have været hans Pligt at efterkomme det i Overensstemmelse med den be- staaende Lovgivning udfærdigede Paabud. Staten er suveræn, paa Jorden findes der ingen Magt over eller ved Siden af den. Paa- byder Loven Handlinger, der ere i aabenbar Strid med den hel­ lige Skrift og højtidelige Løfter eller Eder, gives der, hvor stort Misgrebet end kan være, intet andet for Domstolene end at an­ vende Loven. 218

Men fordi Pastor I.s Vægring saaledes var uretmæssig, var det ikke dermed givet, at han var ifalden Strafansvar. Betingel­ sen herfor maatte ifølge Stfl. § 142 være, at han havde været sig Lovligheden af det givne Paabud bevidst. I denne Henseende maatte det tages i Betragtning, at omend Folkekirken har stillet sig som anført, gives der dog ikke i Folkekirken noget Organ for authentisk Fortolkning af den hellige Skrift, og at, som udtalt af Sjællands Biskop, et stort Antal blandt de alvorligste af Dan­ marks Præster af alle kirkelige Retninger deler Pastor I.s Opfat­ telse af Skriften. Det kunde herefter ikke betvivles, hvad ogsaa udtaltes af Biskoppen, at det havde været Pastor I.s »redelige Overbevisning«, at Guds Ord vare til Hinder for at foretage Viel­ sen, og at han ved at forstaa Skriften saaledes ikke satte sig i Modstrid med sin Kirkes Lære. Men var dette Tilfældet, vilde det være betænkeligt at antage, at det under den Kollision, der efter hans Overbevisning her bestod mellem hans Præsteløfte og det ham af Øvrigheden givne Paabud, havde staaet ham klart, at Øvrighedens Befaling var lovlig. Ogsaa kunde den ved Reso­ lutionen af 1857 skabte Tilstand vel være egnet til at fremavle Tvivl hos ham om, hvad der var hans Pligt, forsaavidt Resolu­ tionen paa den ene Side, som ovenfor anført, bygger paa den Opfattelse, at Kirkeritualets Form for Vielse ikke passer paa Fra­ skilte, men dog paa den anden Side ikke paalægger Præsterne den Pligt at vie efter det Mynsterske Ritual, hvorimod det hen­ stilles til deres Forgodtbefindende at søge om Tilladelse hertil. I det Hele kan man vel næppe nægte, at Folkekirkens Standpunkt bærer Præg af Uklarhed og Halvhed, i hvilken sidste Henseende bemærkes, at det Mynsterske Ritual vel tilstræber at reducere Ægteforeningen af Fraskilte til en borgerlig Akt, men Skridtet ikke er gjort fuldt ud, idet Ægteforeningen dog sker i Kirken af Præ­ sten som saadan og derved faar Karakteren af en hellig Hand­ ling. Skal Ægteforeningen af Fraskilte imidlertid opfattes som en ren borgerlig Akt, kunde der vel hos en Præst opstaa yderligere Tvivl om, hvorvidt han som en Kirkens Tjener var forpligtet til at foretage den. Efter det Anførte frifandtes Pastor I. paa følgende Præmisser: »Selv om det maatte kunne anses for Tiltaltes Pligt under Strafansvar at efterkomme det ham af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet givne Paalæg om at foretage den omtalte Vielse, har Tiltalte under Hensyn til det ham afkrævede Præste­ løfte og til, at Folkekirkens Stilling til Spørgsmaalet er uklar — hvorved bemærkes, at Staten har fundet det nødvendigt i slige Tilfælde at tilstede Lempelser af Ritualet — haft nogen Føje til 219 at gaa ud fra den af mange af Folkekirkens Præster antagne Mening, at Opfyldelsen af Paalæget var uforenelig med de ham ifølge det nævnte Løfte som Kirkens Tjener paahvilende Pligter. Idet det herefter findes betænkeligt at anse Tiltaltes Vægring ved at opfylde Paalæget som en forsætlig Krænkelse af hans Embedspligt, vil der ikke kunne paaføres ham Ansvar efter Stfl. § 142.« Pastor I. frifandtes altsaa af subjektive Grunde. Dette frem­ hæves her, da Dommen er blevet misforstaaet, som om den havde erklæret hans Vægring for retmæssig. Sligt ligger ikke i Præmis­ serne og er i Strid med den Opfattelse, paa hvilken Dommen er bygget. (Sagen afgjort efter Hvidts Forslag med 7 mod 6 Stem­ mer, saavel N. Lassen som Koch mod Frifindelse). Ejendomsindskrænkninger af Hensyn til Staten. Der er saa sjældent Brug for Sædvaneret, at det fortjener at tegnes op, naar det en enkelt Gang sker. I Anledning af, at et i Helsingør garnisonerende Fodfolksregi- ment havde benyttet Jorderne til en i Nærheden af Byen liggende Herregaard til Afholdelse af militære Øvelser, anlagde dennes Ejer Sag mod Krigsministeriet for at høre Hæren kendt uberettiget til saadan Benyttelse. Krigsministeriet frifandtes imidlertid ved Dom af 17. Juni 1904, »da ifølge hvad der i Aarhundreder ubestridt har fundet Sted saadan Brug af Enkeltmands Grund maa anses berettiget.« I det foreliggende Tilfælde, hvor Ejendommen laa særlig bekvemt for militære Øvelser, og da Helsingør er en gam­ mel Garnisonsby, kunde Resultatet rimeligvis ogsaa have været støttet paa Alderstidshævd, men den videre Begrundelse var na­ turligvis at foretrække. Ved Siden af Sædvaneretten kunde iøvrigt ogsaa henvises til forskellige Lovbestemmelser navnlig PI. 31. Juli 1801, der hjemler det Offentlige Ret til mod Erstatning at expro- priere Grunde af Hensyn til Landets Forsvar, og saaledes gør det plausibelt, at det Offentlige ogsaa maa have Ret til forbigaaende at benytte Enkeltmands Grund til de for Hærens Indøvning nød­ vendige Exercitier. Med Hensyn til denne Dom bemærkes, at det ikke af Ejeren var gjort gældende, at der ved Øvelserne var paaført ham noget Formuetab. Han beklagede sig kun over Fredsbrudet. Dommen er derfor ingenlunde Præjudikat for, at Militæret har Ret til uden Erstatning at benytte Privates Jorder til dets Øvelser. Det var tværtimod, hvad Indholdet af Sædvanen angaar, oplyst, at Mili­ tæretaten altid erstatter Formueskader. (Sagen afgjort med En­ stemmighed). Tilføjelse til S. 28: Frederik Thomsen var født 16. Maj 1792 i København og blev Kandidat 1814. Efter Tjeneste i Kancelliet var han Protokolsekretær i Højesteret 1819—24, derpaa Assessor i Københavns Politiret og fra 1845 Justitiarius i Kriminal- og Politiretten. I Højesteret an­ sattes han 2. Juli 1847. PERSONREGISTER

Aagaard, G. V., F. T. Medlem, 87. Bardenfleth, F. L. (1781—1852) Ge­ Aagesen, A. (1826—79) e. o. H. R. neral, 70. Ass., 48. Bentzen, H. G. (1789—1857) e. o. Aagesen, N. (1783—1861) e. o. H. R. H. R. Ass., 47. Ass., 47. Berg, Chr. P. (1829—91) Politiker, Aagesen, V. (1866—1939) H. R. Sagf., 162, 168 ff. 58. Berg, S. (1868— 1921) M inister, 193. A lberti, A. (1851—1932) Minister, Berntsen, K. (1844—1927) Minister, 23, 43, 56, 61, 177, 180, 194. 199, Alberti, C. C. (1814—90) Politiker, Bille, C. St. A. (1828—98) Redaktør, 174. 22, 109, 111 ff. Aising Andersen, E., f. 1893, Forf., Bille, S. A. (1797—1883) Minister, 75. 132, 208. Birkedal, V. (1809—92) Præst, 135 f., Andersen, E., f. 1907, Prof., 178. 164. Andersen, P. A., f. 1888, Prof., 77, Bjørnbak, L. N. (1824—78) Lærer, 100. 176. A ndræ, C. C. G. (1812—93) Mini­ Blechingberg, O. C. (1800—63) H. R. ster, 31. Adv., 50, 74. A ndræ, P. G. (1843—1928) Forf., 86. Blechingberg, O. G. (1803—86) H. R. Appel, C. (1821— 1901) Præst, 135. Ass., 29, 86, 122, 146. Appel, J. C. L. (1866—1931) Mini­ Bluhme, C. A. (1794—1866) Mini­ ster, 195. ster, 19 ff., 47, 66, 75, 112, 136. A rntzen, L. (1841—1913) H. R. Sagf., Bojsen, F. E. (1841—1926) Politiker, 56. 162. Asmussen, V. F. (1842—1919) H. R. Borgbjerg, F. H. J. (1866—1936) Sagf., 55. Redaktør, 204 ff. Bornemann, A. F. V. (1763— 1854) Bache, N. H., f. 1869, H. R. Sagf., H. R. Just., 30, 42, 91, 94, 143. 58, 192, 213. Bornemann, C. (1806—77) H. R. Ass., Bagge, P., f. 1902, Historiker, 119. 30, 118, 122, 146. Bagger, J. H. (1841—1919) H. R. Bornemann, F. C. (1810—61) e. o. Sagf., 54, 127, 179. H. R. Ass., 48. Bajer, F. (1837—1922) Politiker, 14. Bretton, F. E. (1799—1873) H. R. Balslev, C. F. (1805—95) Biskop, 137. Ass., 21, 28, 68 f., 71, 104, 122, 147. Bang, A. (1857—1942) O. R. Sagf., Brix, H. F. V. (1841—81) Redaktør, 195. 128 ff., 135. Bang, P. G. (1797—1861) H. R. Just., Brock, G. E. (1816—78) H. R. Adv., 8, 18 f., 30 f., 48, 65 f., 90 ff., 95, 21, 51, 75, 83, 115 ff. 110, 145. Bruun, H., f. 1903, Historiker, 132. Bardenfleth, C. E. (1807—57) Mini­ Bruun, H. H. M., f. 1884, H. R. Sagf., ster, 8. 59. 222

Bruun, P. D. (1796—1864) H. R. Dahlerup, J. V. (1836—1907) A rki­ Ass., 28, 68, 75, 77, 87, 91, 103, tekt, 143. 110 f. Dahlstrøm, F. C. E. (1815—94) Dep. Bruun, P. D. (1856—1931) Forf., 18. Chef, 82. Brücker, G. V. (1852—1929) Præst, David, C. L. J., f. 1878, H. R. Sagf., 164. 58. Bræstrup, C. J. C. (1789—1870) Mi­ David, C. N. (1793—1874) Politiker, nister, 114. 50. Buch, P. C. N. (1816—1904) H. R. Deuntzer, J. H. (1845— 1918) e. o. Just., 20, 22 f., 43, 49, 64, 91, 95, H. R. Ass., 49. 116, 119, 125, 127 f., 134 ff., 139, Diderichsen, Politiadjutant, 71. 141, 143 ff. Dietrichson, H. F. W. (1851—1936) Buntzen, J. (1809—85) H. R. Adv., H. R. Sagf., 56. 50, 70, 72, 147, 156. Dockum, C. E. v. (1804—93) A dm i­ Bülow, F. T„ f. 1872, H. R. Sagf., 49, ral, 111. 57, 190, 194 f., 199. Drewscn, A. L., d. 1885, e. o. H. R. Ass., 48, 86, 121. Carl, Prins (Hakon VII), f. 1872, 161. Dunker, B. (1809—70) norsk Advo­ Carl (1813—78) Hertug, 121. kat, 8, 44. Casse, A. L. (1803—86) e. o. H. R. Dønnergaard, f. 1854, Gaardejer, Ass., 31, 48, 70, 81, 150, 181. 177. Castonnier, Fortchef, 71. Christensen, Protokolsekretær 1853 Engelhardt, N. (1777—1863) H. R. —69, 106. Ass., 26, 67, 69. Christensen, B. (1807—82) Politiker, Engelstoft, P., f. 1876, Historiker, 44. 89, 162. Erslev, K. S. A. (1852—1930) Prof., Christensen, I. C. (1856—1930) Mini­ 195. ster, 188, 193. Estrup, I. B. S. (1825—1913) Mini­ Christian VIII, 19, 70, 73. ster, 135, 150, 162, 175. Christian IX, 102, 107, 111, 133 f., Evaldsen, A. C. (1841—1912) H. R. 145, 157, 163, 172 ff. Ass., 37, 181. Christian X, 188. Clausen, B., Justitssekretær fra 1918, 62. Faith, H. A. S. (1804—78) H. R. Ass., Clausen, H. N. (1793—1877) Prof., 29, 118, 128, 147. 79. Faurholt, O. P. C. (1847—1928) H. R. Claussen, R. (1835—1905) Redaktør, Ass., 39. 171. Fenger, J. F. (1881—1934) H. R. Clemmensen, A. (1852—1928) A rki­ Sagf., 59. tekt, 185. Fich, K. O. (1877—1944) H. R. Sagf., Colbjørnsen, C. (1749—1814) H. R. 60. Just., 95. Fiedler, F. J., d. 1880, e. o. H. R. Colbjørnsen, J. E. (1744—1802) H. R. Ass., 48. Just., 42, 214. Finsen, V. L. (1823—92) H. R. Ass., Cold, C. A. (1824—76) H. R. Ass., 21, 33, 147, 160, 163, 169, 172 ff. 34, 121 f., 131. Fleischer, H. R. F., d. 1895, e. o. Coninck, F. de (1740—1811) Køb­ H. R. Ass., 49, 181. mand, 77. Flensborg, C. A., Ass. i O. R. 1838— Crone, V. C. (1813—87) Politidirek­ 56, 86. tør, 132. Fleron, V. L., Socialist, 163. Fogtmann, K. L., F. T. Medlem 1874 Dahl, F. (1869—1937) Prof., 144. -1907, 175. 223

Fonnesbech, C. A. (1817—80) Mini­ Hansen, C. F. (1788—1873) Minister, ster, 108, 138. 75. Fontenay, le Sage de, f. 1838, O. R. Hansen, F. E. (1843—1909) H. R. Ass., 181. Ass., 39. Frederik VI, 73. Hansen, H. N. (1835—1910) H. R. Frederik VII, 9, 80, 99, 133, 150. Adv., 52. Frederik VIII, 161, 188, 199. Hansen, I. A. (1806—77) Politiker, Frederik af Hessen, Prins (1820— 108. 84), 111 ff. Hansen, J. O., d. 1854, e. o. H. R. Frederiksen, F. C., Justitssekretær Ass., 48. 1905— 18, 62. Hansen, Jules (1828— 1908) Journa­ Freuchen, C. A., f. 1835, Birkedom­ list, 114. mer, 200 ff. Hansen, L. V., Redaktør, 133. Friis, A. (1870—1949) Prof., 115, 120. Hansen, O. T. (1838— 1903) H. R. Friis, M. P. (1857—1944) e. o. H. R. Sagf., 54, 127, 162. Ass., 49. Hansen, T. (1813—91) A rkitekt, 183. Hansen, U. (1869—1926) H. R. Sagf., Gandrup, Boghandler, 91, 128. 57. Geleff, P. J. (1842—1928) Redaktør, Hanssen, C. Sp. (1849—1933) H. R. 128 ff. Ass., 40. Georg (1845—1913) græsk Konge, Harboe, E. (1867— 1943) H. R. Sagf., 156 ff. 58. Goos, A. H. F. C. (1835—1917) e. o. Hasle, J. H. T. (1816—89) L. T. Med­ H. R. Ass., 49. lem, 140. Graae, G. J. (1878—1941) H. R. Sagf., Hassø, A. G., f. 1899, Historiker, 59. 148. Gram, F. T. J. (1816—71) e. o. H. R. Hastrup, A., f. 1890, Landsdommer, Ass., 21, 48, 81. 144. Gram, R. S. (1857—1936) H. R. Just., Hedemann, H. (1792—1859) Gene­ 25, 42, 180 ff„ 199, 203. ral, 70. Grundtvig, L. A. (1868—1913) Prof., Heltzen, E. (1818—98) Minister, 191. 112 f. Grundtvig, S. F. (1860—1942) H er­ Hennings, S. (1846—1919) K abinets­ redsfoged, 155, 203 ff. sekretær, 158 f. Grüner, A. P. (1843—1918) H. R. Henrichsen, C. S. (1829—83) H. R. Ass., 38, 182. Adv., 21, 51, 61, 136. Grüner, F. V. (1844—1930) H. R. Henriksen, E. E., Lotterikollektør, Sagf., 56. 173. Græbe, Protokolsekretær i 1884, 149. Henriques, C. B., f. 1870, H. R. Sagf., 58. Hage, C. F. (1848— 1930) Minister, Himmelstrup, G. P. (1850—1932) 183. Højskoleforstander, 170. Hage, H. (1816—73) Politiker, 21, 80, Himmelstrup, J., f. 1890, Forf., 150, 87. 176 ff. Halkier, H. B. (1839—1915) H. R. Hindenburg, A. L. (1832—1913), H. R. Adv., 53. Sagf., 52, 149, 192. Hall, C. C. (1812—88) Minister, 85, Hoff, V. J. (1832—1907) Præst, 164. 138. Holgersen, H. R. Bud, 158 f. Hammerich (1788— 1860) Justitsse­ Holm, H. E. L. (1848— 1903) Politi­ kretær, 62. ker, 168. Hansen, C. F. (1756—1845) A rkitekt, Holm, L. J. (1791—1851) e. o„ H. R. 187. Ass., 48. 224

Holm, P. E. (1833—1915) Prof., 215. Kirketerp, M. V. (1853—1925) H. R. Holmblad, A., d. 1883, e. o. H. R. Ass., 39. Ass., 49, 121. Klein, C. S. (1824—1900) H. R. Ass., Holstein (Ledreborg), J. (1839— 14 f., 21, 34, 48, 108, 121, 132, 134, 1912) Politiker, 150, 162. 137 f., 146 f., 162, 169, 171 f., 174, Holstein-Holsteinborg, L. (1815—92) 176. Minister, 138. Klingberg, C. (1765—1821) H. R. Hvidt, E. (1850—1917) H. R. Just., Adv., 50. 16, 25, 42, 180 ff. Klubien, A. H. F. (1834—93) H. R. Høgsbro, S. M. (1822—1902) Politi­ Adv., 52, 130, 140, 176. ker, 162, 176. Knudsen, A. (1828—85) H. R. Ass., Høgsbro, S. (1855—1910) H. R. Sagf., 36, 121, 130, 147, 162. 57, 152, 162, 176, 180, 188. Knuth, F. M. (1813—56) Minister, Hørup, V. B. (1841—1902) Politiker, 34, 75. 138, 173, 176. Koch, J. H. (1787—1860) Bygnings- direktør, 23, 66. Ifversen, J. (1863— 1927) Præst, 216. Koch, J. H. (1861—1935) S. H. R. Ingerslev, J. V. (1838—1923) e. o. Fmd., 98. H. R. Ass., 49, 165, 170, 201. Koch, P. F. (1832—1907) H. R. Just., Ipsen, J. (1843—1910) O. R. Just., 23, 147, 169, 173, 180 ff. 168, 181. Koefoed, H. J. (1783—1870) H. R. luul, S. A., f. 1907, Prof., 2, 119 f. Ass., 26, 66, 68, 72, 74, 79, 81 f., 86, 95, 97, 99, 108, 147. Jantzen, H. H., Justitsraad, 99. Koefoed, J. (1791— 1863) H. R. Ass., Jensen, C. L. E. (1865—1927) Forf., 28, 68, 80, 86, 95. 132. Kolderup-Rosenvinge, J. (1792— Jensen, G. A. (1838—1921) H. R. 1850) e. o. H. R. Ass., 48. Ass., 37, 179 f., 182, 209. Kondrup, I. A. C. (1872—1935) H. R. Jensen, H. A., Lærer, 175, Sagf., 58. Jensen, H. O. (1851—1925) L. T. Kondrup, V. F. C. (1871—1929) H. R. Medlem, 204. Sagf., 59. Jensen, P. G. C. (1840—1911) H. R. Koppel, V. (1867—1949) Redaktør, Sagf., 56. 173. Johannsen, H. (1851—1915) H. R. Kraft, C. V. (1849—1924) e. o. H. R. Ass., 39, 182. Ass., 49. Johnsen, B. (1860—1930) O. R. Sagf., Krag, E. (1878—1946) H. R. Sagf., 59. 190. Krarup, V. (1860—1943) H. R. Ass., Jordan, S. A. T., f. 1856, Redaktør, 40. 171. Krieger, A. F. (1817—93) e. o. H. R. Jørgensen, Aug. (1825—1910) H er­ Ass., 7 f., 11, 14, 18, 20 f., 22, 31, 44, redsfoged, 153. 48, 77, 81, 86, 91, 95, 107 ff., 111 ff., Jørgensen, I. B. (1862—1939) O. R. 125, 129, 131, 138 ff., 146, 188. Sagf., 190. Kringelbach, G. N. (1839—1912) A r­ Jørgensen, P. J. (1873—1947) Prof., kivar, 132. 78. Krogh, G. C. (1785—1860) General, Jørgensen, Th. (1867—1946) A rki­ 98. tekt, 185 ff. Jørgensen, Jomtau, J. (1791—1866) Lange, M. (1788—1856) e. o. H. R. Forf., 100. Ass., 47. Larsen, E. F. (1838—1916) H. R. Ass., Kierkegaard, P. C. (1805—88) Bi­ 38, 49, 179, 182. skop, 137. Larsen, J. E. (1799—1856) H. R. Just., 225

18 f., 48, 73, 75, 77, 83, 85, 89 f., Madvig, J. N. A. (1833— 1919) S. H. R. 98, 108. Fmd., 60. Larsen, L. C. (1813—73) F. T. Med­ Maire, le, Krim. P. R. Ass., 205. lem, 87. M arott, C. E. (1856—1940) Redak­ Larsen, N. I. (1845—1928) Redaktør, tør, 172. 135, 168. Martensen, H. L. (1808—84) Biskop, Lassen, C. F. (1776-1860) H. R. 164. Ass., 26, 67, 69, 75, 81, 86, 91, 95. Martensen-Larsen, A. (1887—1935) Lassen, J. S. V. (1847—1923) e. o. H. R. Sagf., 59. H. R. Ass., 49. M artinsen, P. F. D., f. 1854, Redak­ Lassen, N. K. (1848—1923) H. R. tør, 170. Just., 23 ff., 168, 180 ff., 214 ff. Marx, H. K. (1818—83) tysk Forf., Lawaetz, H. C. J„ f. 1864, Forf., 70. 128. Lehmann, O. (1810—70) Politiker, Matzen, H. (1840—1910) e. o. H. R. 13, 75, 83, 89. 101, 109, 112, 120. Ass., 49, 77, 100, 193. Levinsen, N. (1815—89) H. R. Adv., Meyer, A. C. (1803—78) H. R. Ass., 52, 114 ff. 22, 29, 86, 136, 146. Levison, O. J. (1835— 1905) H. R. Meyer, C. (1866—1941) H. R. Ass., Sagf., 54, 192. 22, 189. Levy, H. S. (1878—1922) H. R. Sagf., Meyer, F. (1817—86) H. R. Ass., 33, 59. 147, 169, 174. Liebe, C. C. (1820— 1900) H. R. Adv., Mollerup, H. A. (1798—1886) H. R. 51, 75, 143, 145. Ass., 29, 48, 147. Liebe, C. J. O. (1860—1929) H. R. Moltke, A. V. (1785—1864) Mini­ Sagf., 57. ster, 19 f. Liebenberg, C. C. B. (1804—65) H. R. Moltzen, C. D. (1817—79) politisk Adv., 50, 74, 114. Agent, 114. Lillienskjold, P. A. M. (1819—91) Monrad, D. G. (1811—87) Politiker, H. R. Ass., 35, 147, 171 ff., 174. 76, 117, 120, 138. Linderberg, F. (1854—1914) Forf., Mourier, C. F. L. (1800—80) H. R. 161 ff. Just., 21 f., 67, 70, 74, 99, 108, Lowzow, F. v. (1788—1869) H. R. 122 ff., 137, 151. Just., 17, 62 ff., 74 f., 80 f., 83, 91. Mourier, P. P. F. (1837—1905) H. R. Lund, Praest, 164. Ass., 37, 181. Lund, H. (1827—1915) H. R. Ass., Munch-Petersen, H. V. (1869—1934) 34, 141, 162 f., 169, 171 f., 174 ff., Prof., 192. 179, 181. Müller, O. F. (1807—82) H. R. Ass., Lund, J. C. (1798—1872) H. R. Ass., 30, 44, 47, 89, 119, 146. 28, 97, 104, 111, 146. Müller, P. C. (1830—1904) H. R. Ass., Lunn, M. V. (1843-1910) H. R. Sagf., 36, 110, 162, 169, 174, 179 ff. 55. Mynster, J. P. (1775— 1854) Biskop, Lunn, V. H. (1855—1931) H. R. Ass., 217. 40. Møldrup, J. V. (1867—1944) H. R. Lunøe, L. J. (1861—1917) H. R. Ass., Sagf., 57. 41, 182. Møller, E., f. 1879, Forf., 115. Lyngby, J., f. 1854, Redaktionssekre­ Møller, E. J. (1860—1916) H. R. Sagf., tær, 171. 57. Lütken, A. F. (1856—1917) H. R. Ass., 40, 182. Nanke, C. K. F. (1847—1929) Her- redsfuldm., 166. Madvig, J. N. (1804—86) Prof.. 109, Neergaard, N. T. (1854—1936) Hi­ 167, 177. storiker, 112. Højesteret II. 15 226

Nellemann, J. M. V. (1831—1906) Recke, E. v. d. (1848—1933) Forf., e. o. H. R. Ass., 48, 156, 158, 165. 188. Nellemann, S. S. (1833—1915) H. R. Ree, G. M. (1858—1931) H. R. Sagf., Adv., 53, 130. 57, 194. Nellemann, V. J. (1864—1933) H. R. Reisz, C. F. (1842—75) H. R. Sagf., Ass., 41. 54. Nielsen, F. (1846—1904) H. R. Ass., Repholtz, M. G. P. (1825—1909) 39, 181. H. R. Ass., 35, 147, 169. Nielsen, J. C. W. (1787—1863) H. R Ricard, C. F. (1830—1908) e. o. H. R. Ass., 27, 66, 68, 80, 86, 95, 109. Ass., 49. Nully, de, Oberst paa St. Croix, 71. Rimestad, C. (1830—94) H. R. Ass., Nygaard, F. (1845—97) Præst, 164. 35, 108 f., 169, 171. Nyholm, C. K. V. (1829—1912) H. R. Rothe, C. (1790—1858) H. R. Ass., Just., 23 f., 43 f.. 49, 102 f., 108, 27, 68, 80, 82, 95. 149, 158, 169, 171, 174 ff., 176, Rothe, L., vestindisk O. R. Ass. 1840 180 ff. —57, 72. N yrop, M. (1849—1921) A rkitekt, Rottbøll, C. M. (1791— 1884) H. R. 185. Just., 20 f., 68, 74, 99, 101 ff., 145, 147. Obelitz. G. C. V. (1816—81) H. R. Rotwitt, C. E. (1812—60) H. R. Adv., Ass.. 33, 147. 50, 95. Oldenburg, V. (1834—1918) Byfoged, Rubin, M. (1854—1923) Statistiker, 153. 173. Olrik, E. G. (1866—1934) H. R. Ass., Rump, N. R. (1834—1900) Minister, 41. 145, 180. Ræder, H., f. 1869, Forf., 9. Paulsen, H. (1830—1907) H. R. Ass., Rønne, Præst, 164. 38, 181. Rønne, B. F. (1764—1833) Præst, 77. Petersen, C. P. N. (1799—1873) Bir­ kedommer, 110. Petersen, J. C. (1860—1923) H. R. Ass., 41. Salicath, P. (1794—1864) H. R. Adv., Petersen, L., f. 1854, Redaktør, 179. 50, 75, 99. Petersen, O. (1830—92) A rkitekt, Salomon, F. B. (1849—1903) H. R. 143. Sagf., 56, 58. Pihl, S. T. (1840—88) Socialist, 133. Saltoft, E. (1883—1939) Maler, 199. Pio, L. A. F. (1841—94) Socialist, Scavenius, J. F. (1838—1915) M ini­ 128 ff. ster, 156, 164. Ploug, C. P. (1813—94) Redaktør, Schack, C. G. (1850—1907) H. R. 90, 95, 208. Ass., 39, 181. Pontoppidan, K. B, (1853—1916) Schau, H. C. V. (1857—1923) H. R. Prof., 202. Ass., 40. Pontoppidan, M. O. (1851—1931) Scheel, A. W. (1799—1879) kst. H. R. Højskoleforstander, 175, Just., 10. 19 ff., 48, 68, 75, 86, 90 ff., Poulsen, J. N. J. (1836—1914) H. R. 108, 119. Ass., 36, 182, 209. Schiønning, C. C. (1778—1858) H. R. Ass., 26, 67 f. Raben-Levetzau, F. (1850— 1933) Mi­ Schiønning, C. P., Justitssekretær nister, 185. 1867—79, 62, 127. Rasmussen, N. (1820—85) L. T. Med­ Schlegel, N. F. (1824—1891) e. o. lem, 140. H. R. Ass., 49, 94. Ravn, C. H. (1844—1926) F. T. Med­ Schölten, P. v. (1784—1854) General­ lem, 171. guvernør, 70 ff. 227

Schou, A. L. (1863—1942) H. R. Ass., Tetens, P. J. (1797-1859) e. o. H. R. 41, 205. Ass 48 Schrøder, F. C. G. (1866—1936) e. o. Thomsen, A. (1842-1920) F. T. Fmd. H. R. Ass., 49. 188. Schulin, S. (1777—1836) Greve, 77. Thomsen, A. P. (1780-1860) e. o. H. Schönheyder, J. F. G. (1773— 1850) R. Ass., 48. H. R. Ass., 31. Thomsen, F. (1792-1859) H. R. Ass., Schönheyder, J. M., Justitssekretær 28, 68, 86. 1861—67, 62. Thrane, W. C. C. B. (1837-1916) Ju­ Shaw, C. H. C. (1843—1918) H. R. stitssekretær, 62, 128, 153, 157 f. Sagf., 55, 191. Tietgen, C. F. (1829-1901) Bankdi­ Shaw, G. (1877—1948) H. R. Sagf., rektør, 138. 59. Tillisch, F. F. (1801-89), Minister, 75. Simonsen, Redaktør, 204. Torp, C. (1855-1929) e. o. H. R. Ass., Simony, C. F. (1806—72) Minister, 49, 196 f. 48, 80, 85, 88, 91. Transatlantisk Kompagni A/S, 187. Skeel, V. S.. d. 1887, e. o. H. R. Ass., Treschow, F. V. (1786-1869) e. o. H. 49. R. Ass., 48. Slengerik, C. A. V. (1859—1923) Po­ Trolle, E. (1875-1951) H. R. Sagf., 58. litiker, 171. Trolle, M. N. F. (1839-1912) H. R. Smith, H. (1821—1902) H. R. Ass., Ass., 38, 147. 34, 152, 162 f., 169, 172, 179, 181. Tryde, J. A. C. (1834-1904) Læge, Spandet, N. M. (1788—1858) O .R . 201. Ass., 10. Tscherning, A. F. (1795-1874) Poli­ Sponneck, V. C. E. (1815—88) Mi­ tiker, 76, 83. nister, 75, 109. Tutein, P. A. (1797-1885) Politiker, Sporon, C., d. 1890, Krim. P. R. Ass., 83. 121. Tybjerg, E. 0863-1925) H. R. Ass., Sporon, P. E. (1795—1854) H. R. 41. Adv., 50. Urne, C. (1749-1821) H. R. Just., 42. Stadfeldt, S. (1830-96) Prof., 201. Ussing, C. T. (1857-1934) O. R. Just., Stauning, Th. (1873—1942) Journa­ 190. list, 207. Ussing, T. A. (1797-1872) e. o. H. R. Steen, A. (1816—86) Prof., 23. Ass., 48, 87, 114. Steenstrup, B. N. E. (1826—1909) Ussing, W. J. A. (1818-87) H. R. O .R . Sagf., 152. Ass., 32, 48, 108 f., 116, 119. Steffensen, H. C. (1837—1912) L. T. Fmd., 188. Wallich, C., d. 1888, e. o. H. R. Ass., Steglich-Petersen, K., f. 1880, H. R. 49. Sagf., 59. Vedel, P. (1823-1911) e. o. H. R. Ass., Stein, J. T. (1870—1944) H. R. Sagf., 48. 58. Vedel, S. (1842-1920) Forf., 2, 64, 87, Steinmann, P. F. (1782—1854) Gene­ 181. ral, 70. Wegener, C. F. (1802-93) Geh. A rki­ Steilwagen, J. H. C. (1782—1864) var, 73 f., 113. H. R. Ass., 27, 68, 72, 80, 82, 86, NViinblad, E. (1854-1935) Politiker, 95. 132, 207 f. Strøm, R. N. (1842—1918) H. R. Wilse, C. F. (1790-1860) H. R. Ass., Sagf., 55. 27, 30, 48, 95, 97, 99. Svejstrup, H. (1815—93) Præst, 135. W inther, C. (1851-1917) H. R. Sagf., Sylow, N. C. H. (1849—1913) Dom­ 56. mer, 170. W inther, F., f. 1876, H. R. Sagf., 60. 15* 228

W ith, J. P. (1791-1854) Stænderdepu­ Zahle, F. (1842-1930) H .R .Sagf., 55. teret, 86. Zytphen-Adeler, G. F. O., L. T. Med­ W ith, R. C. (1824-93), 35, 147 f., 149, lem, 140, 143. 162, 169, 171 f., 173 f. Wivel, P. B. (1761-1824) H. R. Adv., 50. Øllgaard, H. (1837-95) H. R. Ass., 36, Worsaae, J. J. A. (1821-85) Minister, 147. 138. Ørsted, A. S. (1778-1860) e. o. H. R. W ulff, M., Journalist, 204 ff. A ss, 20 f., 28, 47, 75, 77, 82 f., 87, 165. Zahle, C. T. (1866-1946) Minister, Ørsted, H. C. (1776-1851) Fysiker 169, 181, 204 ff. 82. INDHOLD

Lovhistorie 5 Justitiarier ...... 17 Assessorer ...... 26 Ekstraordinære Assessorer ...... 47 Advokater, Sagførere og Justitssekretærer 50 F. v. Lowzow Justitiarius, 1849—56 ...... 62 Ændring af Rettens Udseende i Forbindelse med den nye Forfat­ ning (62—65) — Flytningen til Amalienborg (65—66). — Af- og Tilgang af Assessorer (67). — Ekspederede Sager (67). — Rettens Arbejde særlig med Erklæringer og Andragender (67—69). — Sa­ gen mod P. von Schölten (70—73). — Sagen mod C. F. Wegener (73—74). — Rigsretssagen mod M inisteriet Ø rsted (74—80). — Reak­ tionen mod Rettens Medlemmer (80—86). — Lov 8. M arts 1856 om Begrundelse af Rettens Domme (86—90). J. E. Larsen, P. G. Bang og A. W. Scheel Justitiarier, 1856—61 ...... 90 Indledende Bemærkninger (90—91). — T rykte Ekstrakter (91—92). — A ffattelse af Domsgrunde (92—95). — Af- og Tilgang af Asses­ sorer (95—96). — Ekspederede Sager (96). — Erklæringsvirksom- hed (96—9 8 )..— Træ k af interne Forhold (98—99). — Sag om Søgsmaal mod Civillisten (99—100). — Sag om M ajestætsfornær­ melse (100—101). Chr. M. Rottbøil Justitiarius, 1861—71 ...... 101 Indledende Bemærkninger (101—02). — Flytning til Christians­ borg (102—03). — Af- og Tilgang af Assessorer (103—04). — Eks­ pederede Sager (104). — Erklæringsvirksomhed (104—05). — Træk af interne Forhold (105—07). — N ye Love om Rigsretten og Sag­ førervæsenet (107—08). — Sager om Prøvelse af Øvrighedsmyndig- heden (108—11). — Sagen mod C. St. A. Bille (111—21). — Sag om Fortolkning af Fredstraktaten af 1864 (121). Ch. F. L. Mourier Justitiarius, 1871—80 ...... 122 Indledende Bemærkninger (122). — Af- og Tilgang af Assessorer (122—23). — Ekspederede Sager (123). — Erklæringssager (123— 24). — Lokaleforholdene (124—25). — Proceskommissionen (125). 230

— Om Sagførelsen (125—27). — Juridisk Eksamen (127). — In­ terne Forhold (127—28). — Sagen mod Pio, Brix og Geleff (128— 32). — A ndre Sager om Arbejderbevægelsen (132—35). — Sag mod N. J. Larsen (135). — Sagen om Ordination af C. Appel (135—38). — Rigsretssagen om Frederikskirken (138—41). — Rigsretssagen om det kgl. Teater (141—43). P. C. N. Buch Justitiarius, 1880—97 ...... 143 Indledende Bemærkninger (143—45). — Buchs Karakteristik af for­ skellige Dommere (145—47). — Af- og Tilgang af Assessorer (147— 48). — Ekspederede Sager (148). — Christiansborgs Brand (148— 49). — Buch om Provisorietidens juridiske Situation (150). — Buch om nogle Retssager i hans Tid (150—53). — Om Sagførelsen (153—54). — Om Embedspersonalet (154—55). — Bortfald af Protokoller for skriftlige Sager (155). — Rettens Arkiv (155—56). — Flytningen til Kong Georgs Palæ (156—59). — Planer om senere Flytninger (159—60). — Erklæringsvirksomhed (160). — Buch over­ for Hoffet (160—61). — Den politiske Kamptid (161—62). — Sa­ gen mod det forenede Venstres Bestyrelse (162). — Sager om M aje­ stætsfornærmelse og Forberedelse af Oprør (162—64). — Sagen om Askovadressen (164—65). — Sagen om Sammenstødet i Jyderup (165—66). — Dommerne og den politiske Situation (166—68). — Sagen mod Chr. Berg m. fl. (168—70). — Riffelsager (170—71). — Sager om Majestætsfornærmelse (171—74). — Sagen om foreløbige Loves fortsatte Gyldighed (174). — Sager om Anvendelse af den foreløbige Straffelov (174—75). — Politiske Sager efter aim. bor­ gerlig Straffelov (175—76). — Hørups Forsøg paa at opnaa en Grundlovsfortolkning (176—77). — Bemærkninger om Dommen af 15. O ktober 1886 (177—79). — Afsluttende Bemærkninger om Buch (179).

Det 20. Aarhundredes Justitiarier. P. F. Koch, 1897-1907, C. V. N yholm , 1907—09, N. Lassen, 1909— 15, E. H vidt, 1915— 18, R. S. Gram, 1918— 19 ...... 180 Justitiariernes A lder og A nciennitet ved Udnævnelsen (180—81). — Af- og Tilgang af Assessorer (181—82). — Ekspederede Sager (182). — Højesterets Anbringelse i et genopført Christiansborg (183 —88). — Grundstensnedlæggelsen til Slottet (188). — Tilløb til Rets- reformens Gennemførelse (188—89). — Initiativ til ændret Praksis i civile Retssagers Fremme (189—91). — N. Lassen og L. A. G rundt­ vig om Rettens Domspræmisser (191—93). — Retsformændenes Op­ fordring til Retsreformens Gennemførelse (193). — Rigsretssagen mod J. C. Christensen og S. Berg (193—95). — Festen ved Rettens Jubilæum i 1911 (195—199). — N. Lassens Nekrolog over Koch (199—200). — Fejøsagen (200—03). — Sager mod Jespersen i Ning Herred og Dagmar Pedersen ved Kriminalretten (203). — Angreb paa H øjesteret og N. Lassen samt dennes Afskedigelse (204—09). — 231

Grams Mindeord om N. Lassen og dennes Omtale af Jonas Poulsen og Gottlieb Jensen (209— 10). — Lokalet i Bredgade (210). — Gram om E. H vidt (210). — Forbehold med Hensyn til visse Lokaler paa Christiansborg (210—11). — Forberedelse af Retsplejelovens Ikrafttræ den (211). — Erklæringsvirksomhed (211—14). — Prøver paa N. Lassens Domsreferater: 1. Om Viljeserklæring ved Opret­ telse af en Stiftelse (214). 2. Forsæt udelukket ved Retsvildfarelse (216). 3. Ejendomsindskrænkning af Hensyn til Staten (219). Personregister 221