Højesteret Fra Grundloven Til Retsreformen
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
HØJESTERET FRA GRUNDLOVEN TIL RETSREFORMEN AF TROELS G. JØRGENSEN ARNE FROST-HANSENS FORLAG K Ø B E N H A V N 1951 TRYKT PAA CARLSBERGFONDETS BEKOSTNING Bogen er en Fortsættelse af min Bog »Højesteret fra 1790 til Grundloven« (1950). En Anmelder (Professor, Dr. jur. Stig Iuul i Juristen, 1950 S. 198 ff.) har paa denne formentlig »fordringsfulde« Titel begrundet et Krav om »Problemstilling og Metode«, som han ikke har fundet opfyldt i Bogen. Naar jeg her fornyer Brugen af denne Titel, beder jeg derfor denne forstaaet mindre systematisk som »Efterretninger om Højesteret«. Den forrige Bog var et Ar bejde væsentlig paa bar Bund, for en stor Del altsaa »Kildepublika tion« og iøvrigt optaget af nødvendig Stofmeddelelse, hvorfor Skildringen ikke satte sig de paagældende yderligere Maal. Min Forgænger Sophus Vedel tog iøvrigt ikke i Betænkning at give sin Bog fra 1888 Titlen »Den Dansk-Norske Høiesterets Historie under Enevælden fra 1661 indtil 1790«, skønt den end ikke omhandlede Højesterets almindelige Praksis, se ogsaa S. 119 Noten. S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN LOVHISTORIE Ligesom i min Fremstilling af Rettens Historie fra 1790 til Grundloven vil der til Indledning blive leveret en Lovhistorie alt saa en Gennemgang af de efterhaanden fremkomne Love paa de Omraader, der var de almindelige for Rettens Virksomhed. Natur ligvis vilde det være en stor og smuk Opgave for en Højesterets historie at levere fuldstændige Oversigter over Rettens Doms praksis til Belysning af, hvorledes Lovene blev opfattet, anvendt og suppleret af Retten ledsaget af kritiske Analyser af Domme nes Rigtighed og af de enkelte Dommeres mere eller mindre værdi fulde Indsats eventuelt sammenholdt med Spørgsmaalenes Behand ling i Teorien og fremmed Ret. Lovhistorien vilde da tjene til Udgangspunkt for en saadan Fremstilling. Naar den antydede Op gave derimod, som Tilfældet er i denne Bog, allerede af Hensyn til det for Forfatteren overkommelige ikke er taget op, vil man maaske finde, at en Lovhistorie ligger helt »udenfor Rammerne«. Det maa indrømmes, at den saa faar Karakteren af et Surrogat for Dommenes Historie, men jeg holder for, at ogsaa dette har sin Værdi for Bogens Emne. Oversigten over de skiftende Ændrin ger i Rettens Arbejdsgrundlag egner sig til at fremkalde Ideen om, at ogsaa Rettens Arbejde indenfor den behandlede 70 Aars Periode var historisk betinget, at der altsaa samtidig med Generations skiftet i Rettens Personale foregik en vis Fornyelse af Arbejds opgaverne. De i Nutidens Teknik anvendte Lovsamlinger, kun om handlende de i Øjeblikket gældende Love, giver ikke Næring for Opfattelsen af det historiske Perspektiv i Retslivet. Denne Mangel maa afhjælpes andetsteds, og en naturlig Plads er det lovanven- dende Organs Historie. Ved de politisk betonede Retssager, som vil findes nærmere behandlet, er Forholdet et andet. Der er det ikke den anvendte Lovgivning men Situationen, hvorunder Rets sagerne fremkom og forløb, der giver den historiske Kolorit. Førstepladsen indenfor Lovhistorien indtages naturligvis af Grundloven. 6 Junigrundloven gav kun et enkelt Sted en Regel om Højesteret, nemlig hvor den bestemte Rigsrettens Sammensætning paa den Maade, at Halvdelen af Medlemmerne (16) skulde vælges paa 4 Aar af og blandt Rettens Medlemmer. Paa dette Sted betjente Grundloven sig endda ikke af Betegnelsen Højesteret men sagde »Landets øverste Domstol«, som om der vilde klæbe en Bismag af Enevælde ved at bruge Navnet Højesteret, der blev indført af Enevælden. Og ganske rigtigt maatte det være Grundlovens Kon sekvens, at Retten rent udvortes maatte skyde Ham og lade sit kongelige Hylster fra Aabningsdagene og de daglige Møder falde bort; herom senere. I Modsætning til Kongeloven, der i sin Opreg ning af Kongens Regeringsbeføjelser ikke engang særlig nævnede Dommervirksomheden, havde Grundloven gjort den »dømmende Magt« til det sidste Led i en Tredeling af Statsmagten og henlagt den til Domstolene, naturligvis ikke blot Landets øverste, og det var derved bevidst undladt at komme med nogen Hentydning til, at Domstolene hverken besætter sig selv eller indsættes af Folket, hvilket unægtelig vilde forøge Selvstændigheden. Det var altsaa som forfatningsmæssigt Udgangspunkt fastslaaet, at Domsmagten havde sin Selvstændighed i Forhold baade til Kongens udøvende Magt og Lovgivningsmagten *). Denne Selvstændighed i Forhold til den udøvende Magt havde faaet særligt Udtryk dels i Sætningen »Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven« dels og navnlig i Sætningen »Domstolene ere berettigede til at paakende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser«. Det vilde ganske vist ikke have været uforeneligt med det enevældige Styresæt at give Dom stolene denne Myndighed; i Bogen Højesteret fra 1790 til Grund loven S. 27 er det oplyst, at adskillige af Assessorerne baade i Højesteret og Hof- og Stadsretten i deres Erklæringer 1794 over Udkast til Magistratsinstruks for København tog Ordet for at anse dette for hjemlet, men mødte energisk Afvisning af denne Tanke understreget ved, at Udtalelsen af den modsatte Regel gaves som avtentisk Fortolkning, hvori laa, at den allerede var gældende Ret. At overlade til de almindelige Retter endog dem i første Instans med Dommere, der tillige som Politimestre stod under Kancelliets Befalingsmyndighed, at bedømme de øverste Øvrighedsorganers Handlemaade var i Rigsforsamlingen endnu faldet Ørsted for *) Dette huskedes paa Christiansborgs — Rigsborgens — Grundsten, der bærer Ordene rex, lex, jus. Det huskedes ikke ved Kransenedlægningen paa Grundlovgiverens Statue paa 100-Aars Dagen; denne udførtes af Kongen, Statsministeren og Tingenes Formænd, Domstolene fik ikke Adgang. Tidens Tegn? 7 Brystet; hans Forslag var derfor at henlægge Afgørelsen til Rigs retten altsaa som en Forvaltningsdomstol. Det maa dog tilføjes, at han ikke tænkte sig denne sammensat og virkende som i Grund loven men bestaaende af 2 X 6 Dommere, der tildels skulde afgøre Sageme uden egentlig Procedure. Det beslægtede Spørgsmaal, om Retterne endvidere kunde prøve Loves Overensstemmelse med Grundloven, havde man undgaaet at tage Stilling til. En Sag om Anvendelse af Tiendeafløsningslov 10. Maj 1903 gav i Dom 15. April 1912 Højesteret Lejlighed til at udtale den Forudsætning, at Lovens Uforenelighed med Grl. vilde have berettiget til Tilsidesættelse af den, se N. Lassen i Tidsskrift f. Retsvidenskab 1912 S. 359. Om Dommernes personlige Stilling gaves der de Regler, at deres Afskedigelse før det fyldte 65. Aar krævede Dom, at uønsket Forflyttelse, naar Domstolene ikke omordnedes, ikke kunde finde Sted, og at administrativ uønsket Afskedigelse af den ældre Dom mer maatte foregaa uden Tab af Indtægter. Der rejstes derved et Værn for Retternes Selvstændighed men ganske vist kun i de rene Dommerstillinger ikke overfor »Retsbetjentene«, der ogsaa var Politimestre. At sikre ogsaa Udnævnelsens Selvstændighed overfor den udøvende Magt tænktes der ikke paa, men det farligste for Selvstændigheden var ogsaa uden Tvivl Regeringens Magt til at fjeme Dommere, hvis Afgørelser mishagede. Her blev altsaa de ordinære Domstoles Kontrol Garantien; det Forsøg, der i 1937 blev gjort af Ministeriet paa at undergrave denne Garanti ved Ind førelse af en paa særlig Maade opbygget Specialret, se Retspleje udvalget gennem 25 A ar (1944) S. 170 ff., blev afværget. De øvrige Grundlovsforskrifter om den dømmende Magt traadte ikke straks i Virksomhed men pegede mod Fremtiden. Med Und tagelse af Forskriften om, at den med visse Ejendomme forbundne dømmende Myndighed skulde ophæves ved Lov (opfyldt ved Lov 28. April 1850 om Ophævelse af den jorddrotlige Skiftejurisdik tion), kom denne Fremtid til at ligge fulde 70 Aar fremme altsaa ved Aaret 1919, der er sat som Tidsskel for vor Fremstilling. Denne har derfor ikke Grund til at beskæftige sig meget med disse Reg ler om Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen, Indførelse af Offentlighed og Mundtlighed og i Misgerningssager samt i Sager om politiske Lovovertrædelser af Nævninger. Ialtfald ved nogle af Reglerne var man fuldt paa det rene med, at Gennemførelsen vilde være besværlig og kræve lang Tid. Hvad Nævninger angaar, var det, se A. F. Krieger som Jurist (1923) S. 51, denne Politiker, der paa Rigsforsamlingen fik Forslaget ind, der ikke fandtes i Regeringsudkastet, og Grundlovsudvalget udtalte sig i sin Indstil- 8 ling meget optimistisk om »Juryinstitutionen«: »Udvalget har ikke haft nogen Tvivl om, at det burde tilraade Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning i sin nyere Skikkelse har slaaet Rod i det engelske Statsliv, hvor ledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvor fra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen, men ligesom Sverig kender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indførelse. Betænkes det derhos, at Juryinstitutionen overalt, hvor den er indført, anerkendes som et kraftigt Middel til Retfær digheds Haandhævelse og som et af Folkefrihedens sikreste Værn, kan Udvalget ikke andet end anse det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.« Ved Udtryk ket Misgerningssager vilde man betegne de vigtigere Straffesager og med Hensyn til politiske Straffesager udtaltes det, at dette klart omfattede alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interesse maa anses ønskeligt