Det Var En Varm Dag, Så Hvad Gjorde Det
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
DDDEEETTT VVVAAARRR EEENNN VVVAAARRRM DDDAAAGGG afafaf BØRGE FRUELUND JENSEN - 2 - KAPITEL 1 Firetoget fra København Mit omtumlede liv begyndte længe før min fødsel. Jeg er adoptivbarn, og som 19-årig lykkedes det mig at opspore min biologiske mor, der fortalte mig om de nærmere omstændigheder omkring min fødsel og min bortadoption. Jeg er født på en fødeklinik i Sydhavnen i København d.26 Maj, 1947. Min biologiske mor kom fra relativt små kår, vistnok oprindeligt fra en bondeslægt der var flyttet til København fra Kalundborg-kanten i begyndelsen af århundredet. Hun var én af 2 søstre, en lys og en mørk (hun var den mørke). Da min bedstemor, en imposant og herskesyg dame, der, som det skulle vise sig, kom til at afgøre min skæbne, ”var vild med hatte” blev min mor udlært som modist, en slags hatte-designer og hattesyerske. Hun blev tidligt gift, vist som 20 årig, med en kontorassistent Otto Tryggve Nielsen, og fik i dette ægteskab et barn, min halvstorebror. Otto Tryggve Nielsen havde en ven, der hed Mogens Poulsen, der kom en del i hjemmet. Ifølge min mors beretning (hun var da 22) kaldte han sig ”litteraturhistoriker” og gik rundt i en lang overfrakke med en kopi af Emil Aarestrups digte i frakkelommen. Det var, efter min biologiske mosters oplysninger, ”en vild forelskelse” idet Mogens Poulsen ledsagede sit kurmageri med bunker af hyldestdigte. Min biologiske mor (Aase) mente dog også at en vis ”moralsk opløsning” lå i luften i årene umiddelbart efter 2.Verdenskrig, idet Freud netop på dette tidspunkt blev moderne i den københavnske middelklasse. I hvert fald blev jeg undfanget i en båd på Furesøen en efterårsdag i 1946. Nu var fanden løs. Det var en frygtelig familieskandale, som man søgte at fortie. Otto Tryggve Nielsen forlangte skilsmisse. Utvivlsomt var jeg blevet fjernet i moders liv havde der været fri abort i de dage. Men det var der ikke. Min imposante bedstemor slæbte min biologiske far i faderskabsretten. Der blev taget en blodprøve. Nu viste det sig, at min far havde samme blodtype som min mors ægtemand, Otto Tryggve Nielsen, og faderskabet blev således tillagt min mors legitime ægtemand. Således var reglerne i de dage, før vævsprøver og DNA-tests. Ifølge min mor, Aase, skal Mogens Poulsen dog have foreslået ægteskab. Min mor skulle stille ved H.C.Andersen-statuen på Rådhuspladsen en bestemt dag på et bestemt tidspunkt, og han ville gifte sig med hende. Hun kom ikke. Man kan gisne, at hun blev forbudt det af min imperiale bedstemor. Men jeg var i hendes mave. Min bedstemor tog skridt til bortadoption. - 3 - Næppe var jeg født før jeg blev ”udliciteret til salg” i Jyllandsposten, idet min bedstemor ønskede at jeg skulle opdrages på landet. Det har jeg i det mindste at være hende taknemlig for. De første der henvendte sig var, skulle det vise sig, et småretarderet husmandægtepar fra Give-kanten i Midtjylland. Der var ikke mange dikkedarer. Ægteparret havde førhen vanrøgtet et adoptivbarn, som var blevet fjernet fra dem. Jeg blev udleveret til dem på bagtrappen i en lejlighed i Sydhavnen. I dette selskab krydsede jeg for første gang Storebælt. Da jeg var blevet installeret i deres husmandssted umiddelbart udenfor Give (et lille gult hus, der stadig kan beses ankommer man med toget fra Vejle til Give) begyndte rygterne naturligvis snart at svirre om dette nye barn, som dette inkompetente ægtepar havde fået fingrene i. En lokal læge, der skulle vise sig at at være mine senere adoptivforældres familielæge, Dr.Gullestrup, tog affære. Igen var der tale om vanrøgt. Augusta og Karl Kristian Jensen, der ejede slægtsgården ”Fruelund”, beliggende i en afstand af kun en kilometer fra husmandsstedet, havde på dette tidspunkt allerede adopteret 2 børn. Den ældste, en dreng, viste sig imidlertid at være dybt retarderet fra fødslen, og døde tidligt i en institution (Brejning). Sidenhen adopterede de hans lillesøster, Bodil, fra samme børnerige og fattige arbejderfamilie. Hun blev min storesøster. Dr.Gullestrup henvendte sig nu til gårdejerægteparret og spurgte dem om de ville tage vare på mig indtil jeg kunne bortadopteres til anden side. De indvilligede. Således ankom jeg til mit barndomshjem. En fremmed fugl, fløjet ind fra det ukendte, efter et omtumlet liv inden jeg var 4 måneder gammel. Min adoptivmor, Gusta, havde aldrig selv kunnet få børn, men hvis nogle elskede børn var det hende. Efter nogle uger med mig i vuggen var der ikke tale om at jeg skulle videre på en uoverskuelig livsbane. De tog mig til sig, og jeg priser min Gud. Bedre mennesker, og et mere vidunderligt sted, er aldrig blevet tilbudt noget barn. Det var til hendes dages ende min mors (jeg kendte ingen anden mor) opfattelse ”at noget holdt hånden over mig”. De tog mig til sig, men adoptionspapirerne var endnu ikke underskrevet. For mennesker, der kun har kendt nutidens industrialiserede landbrug, er datidens forhold på landet blot en bristet drøm, der kan opleves gennem Morten Korchs bøger og Morten Korch-filmene. Jeg oplevede den tid. De første 17 år af mit liv, før jeg steg ombord på et ØK skib i Københavns frihavn, foregik i sådanne omgivelser. ”Fruelund”var efter datidens forhold en stor gård, om end den kun var på 64 tønder land. Den var blevet udstykket mellem herregårdene Donneruplund og Skærhoved i 1795, efter landboreformerne, men noget tyder på den var endnu ældre. I skøderne står der ”at under Svenskekrigene lå Fruelund øde hen”. Men i hvert fald havde den været i familiens eje siden 1795, og er det stadig i skrivende stund (år 2000). - 4 - Gården var firlænget. Den nordlige længe var stuehuset, en lang og lav bygning med mange vinduer og, i min barndom, to skorstene. Vestlængen var i min tidlige barndom stadig stråtækt. Den sydvendte længe, laden, præsenterede to porte mod syd, ud mod grusvejen, der førte til Give. Den østvendte længe, kostalden (som også var svinesti) skød yderligere en længe ud mod øst. Længerne og bygningerne var dog ikke gårdens sande stolthed. Nord for stuehuset strakte sig en kæmpemæssig, parklignende have på mindst to tønder land. Umiddelbart nordfor stuehuset lå ”forhaven” med 4 små adskilte græsplæner, imellem hvilke der snoede sig velrevne stier. Midt i herligheden stod en lille stensætning med et solur. Omkring soluret, og dette vil lyde mærkeligt for mine efterkommere, lå i tilfældigt mønster stenøkser fra ældre og yngre stenalder, samt en lille velsleben kværnsten fra yngre stenalder. Alt var fundet på gårdens jorder. Måske startede her min interesse for Danmarks oldtid. Der lå de, dag og nat, sommer og vinter, hele min barndom. Ingen tænkte på at stjæle dem. De lå der bare. Fra forhaven førte en bøgeport op i den langt større baghave. Førhen havde der ved bøgeporten løbet en lille bæk, men den var nu udtørret. En bred gang, flankeret af høje bøge, førte op til en mægtig græsplæne kantet af blomsterbede, og hvor skyggefulde æbletræer kastede skygger på solrige dage (min favorit var ananasæblerne). Midt på græsplænen stod et valnøddetræ. Nordligst på græsplænen stod en flagstang i et langt blomsterbed (der var også en flagstang i forhaven). Igen nord for græsplænen var endnu et havearrangement med bede og stier og to bænke, hvorfra man i skygge kunne overskue hele herligheden, og se stuehusets små vinduer langt mod syd, for enden af gangen og gennem bøgeporten. Vest for den nordvendte kæmpegræsplæne lå så én af gårdens køkkenhaver. Her var der jordbær, asparges, kartofler og stikkelsbærbuske strakt under rækker af frugttræer. Her stod endnu en favorit, pæretræet. Der var kvæder og Ingrid Marie æbler. Alt igen flankeret af velrevne gange. Som om alt dette ikke var nok! Men nej. Øst for kostaldens østfløj lå endnu en frughave, adskilt fra de nordvendte have af en dam, hvor en snes ænder snadrede lystigt igen beskygget af mægtige bøge. I den østvendte køkkenhave dyrkedes græskar, ærter og gulerødder, og der var et mægtigt buskads af solbær og ribsbuske. Men bedst af alt for en lille dreng var skoven. Ikke alene var der de mægtige bøge, men nord for den nordvendte have lå en lille skov (vest for hønsehus og hønsegård), der for mig var en uigennemtrængelig jungle. Høje graner og i midten et buskads af alskens grønt, der mindede om Amazonas. I virkeligheden var det vel hovedsagelig hyld og vilde kirsebær, men for en lille knægt, der stavrede rundt i herligheden var det Paradiset. Hvorledes holdt man alt dette i den skønneste orden? For græsplænerne blev aldrig lange, stierne der snoede sig rundt mellem træer og plæner under bøgene var velrevne og uden ukrudt. Da jeg ankom, boede der mange mennesker på gården. Der var en gammel bestyrer, der var gået på aftægt, Rasmus (kaldet ”Otte”). Der var min gamle bedstemor. Der var to karle og en tjenestepige. Der var min far og mor. Og endelig min søster og mig. Haven var min bedstemors stolthed, og den var - 5 - i hovedsagen kvindernes domæne. Far og karlene var i marken, mor og tjenestepige var i haven. Hvorledes skal jeg beskrive en barndom i dette paradis? Menneskene én for én? Min tidligste erindring er en sommerdag hvor jeg sidder på én af forhavens græsplæner og hører bierne summe og en let sommervind i de mægtige bøge. En anden tydelig erindring er min 4-års fødselsdag, da en fætter fra det fjerne København (ikke en biologisk) trækker mig over den lille (overflødige) bro under bøgeporten i en trækvogn. Der var jo også vintrene og dagene med dårlig vejr. Så var vi inde. Man kunne komme ind i stuehuset ad to veje. Forgangen, den fine gang , gennem hvilken man modtog gæster, og bagindgangen, gennem bryggerset. Umiddelbart udenfor bryggerset lå i min tidligste barndom tørvehuset (man fyrede med tørv i kakkelovnen), hvor man også fandt gårdens karlekammer og das (der var ingen træk og slip).