Steffen Heiberg: De På Grundlag Af Deres Godsbesiddelse Var Før Adelsvældens Fald Pligtige at Stille

Debat de egentlige taksationer angiver, hvor mange Steffen Heiberg: de på grundlag af deres godsbesiddelse var Før adelsvældens fald pligtige at stille. Taksationerne følger altid de fire hovedlandskaber, men jeg tror, der er Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation grund til stærkere end forfatteren at under og adelsgods. Studier i den danske adelige strege, at taksationerne ikke blot angiver rostjeneste og adelens godsfordeling. (Odense deres gods i det landskab, hvor de er blevet 1977, 327 s. kr. 110.) indbragte fuldt fortjent takseret, men deres gods overhovedet. Til sin forfatter den filosofiske doktorgrad. Af en gengæld kunne hver enkelt adelig selv vælge i disputats at være er bogen kortfattet, men hvilket landskab, han ville lade sig taksere. meget stofmættet. Forfatteren har virkelig be Taksationerne siger således ikke noget om stræbt sig på at beskrive og forklare de vitter fordelingen af de enkelte adeliges gods på de ligt ofte meget indviklede sammenhænge så forskellige landsdele. kort og koncist som muligt. Denne prisværdi Eksempelvis finder vi 1638 Joachim Beck ge bestræbelse på at koncentrere fremstillin til Hofdal takseret i Jylland, selv om hans gen har paradoksalt nok ført til, at enkelte gods overvejende lå i Skåne. Årsagen er for sætningsperioder er blevet overlæsset med mentlig, at han som lensmand på Bøvling har ræsonnementer, hvilket kan vanskeliggøre til fundet det mest hensigtsmæssigt at lade sig egnelsen for ikke-specialister. Undersøgelsen taksere i Jylland. I øvrigt er det karakteri har til gengæld præcist formulerede mål, den stisk, at endnu langt ind i det 17. århundrede er dygtigt og stringent gennemført, og kon havde især de store hartkornsejere oftest deres klusionerne er klare, omend det vil fremgå, at gods fordelt på adskillige landskaber. 1638 anmelderen sine steder anser dem for disku takseredes Niels Trolle således til 2294 tdr. table. hartkorn, hvoraf 692x/2tdr. lå på Sjælland, Bogens titel angiver et dobbelt sigte, dels 403 på Fyen, 468V2 i Jylland og endelig 728 i en undersøgelse af rostjenesteinstitutionen, Skåne.1 Når Niels Trolle valgte at lade sig dels af den adelige godsfordeling absolut og taksere på Sjælland, skyldes det formentlig, at relativt fra Christian III frem til Frederik III. her lå hans hovedbesiddelse Trolholm (nuv. Grundlaget er en kritisk analyse af rostjene- Holsteinborg), og her havde han len, nemlig stetaksationerne, der munder ud i en konsta København. Når godset endnu ofte lå så tering af, at disse tilbyder et kildemæssigt spredt trods alle bestræbelser på at koncen bedre grundlag for en analyse af den adelige trere besiddelserne, skyldtes dette i nogen godsfordeling end den »counting manors«, grad den mærkværdighed, at der i dette som Svend Aage Hansen brugte i sin bog om adelsvældens klassiske tidsrum hverken eksi adelsvældens grundlag. Dette er ikke nogen sterede et primogeniturinstitut eller mulighe ny erkendelse for så vidt, den er en af forud der for at båndlægge jordegods i form af len sætningerne for E. Ladewig Petersens adels- og stamhuse, hvorfor selve arveprocessen historiske arbejder, men Knud J. V. Jesper nødvendigvis medvirkede til at sprede den sen underkaster som den første de eksisteren enkeltes besiddelser, selv om man ved mage de taksationer en mere indtrængende kilde skifter søgte at begrænse spredningen. Dertil kritisk analyse med henblik på datering og kom, at perioder med stærk uro på det adelige ophavssituation. Der er grund til med forfat godsmarked som det 17. århundredes første teren at fremhæve forskellen mellem møn- to—tre årtier yderligere befordrede sprednin stringslister og egentlige taksationer, hvor de gen. Et karakteristisk eksempel er Eske første er mindre anvendelige, da de kun ud Brock, landets største godsejer i 1625 med trykker, hvor mange ryttere hver enkelt adelig 7634^2 tønder hartkorn, som i forhold til sit faktisk stillede ved mønstringerne, mens kun hartkornstal ejede forholdsvis fa hovedgårde,

1. Danske Mag. 5, I, 1887-89 s. 182.

85 Debat men til gengæld kolossale mængder strøgods hartkornstaksationer, nemlig 1638, 1647 og navnlig i Jylland og Skåne.2 1652, tjener da også som grundlaget for på Med henblik på en bestemmelse taksati ligning af hartkornskontributioner dvs. skat onernes anvendelighed som kilde til den ab ter foruden som grundlag for ansættelsen af solutte og relative godsfordeling analyserer rostjenesteryttere. dr. Jespersen påligningsgrundlaget. Centralt Jespersens undersøgelse af taksationernes står rostjenesteforordningen af 1625, der kildeværdi, påligningsgrundlaget og rostjene- fastslår et proportionalt påligningsgrundlag steinstitutionens placering i den politisk-ad- på 312 tdr. hartkorn pr. rostjenesterytter. Je ministrative udvikling fremkalder i det hele spersen viser, at princippet med et gennem taget ingen alvorlige indvendinger. Med de snitligt påligningsgrundlag på godt 300 tdr. reservationer forfatteren selv gør opmærksom er anvendt allerede ved taksationen 1587-88, på, afgiver rostjenestetaksationerne et bedre således at vi for hele Christian IVs regerings grundlag end andet materiale for en undersø tid har at gøre med et forholdsvis ensartet gelse af den adelige godsfordeling i dette tids påligningsgrundlag med forbehold for de for rum. Der er dog grund til at gøre opmærksom holdsvis få ændringer i de til grund liggende på, at de manglende taksationer fra Jylland takster. Væsentlig er dr. Jespersens konstate og Fyen til en vis grad kan rekonstrueres ved ring af, at frem til 1609 blev den proporti hjælp af landkommissærregnskaberne fra de onale påligning ikke altid konsekvent gen pågældende områder 1647-48. 1647 bevilge nemført for de store hartkornejeres vedkom de adelen en kontribution til landekisterne på mende, således at taksationerne indtil da i et 24 sk. af hver tønde hartkorn, og for så vidt vist begrænset omfang vendte den tunge ende kontributionerne blev betalt, kan man ved nedad. hjælp af de beløb, de enkelte adelige kontribu- I tilknytning til sine analyser af taksati erede med, beregne størrelsen af deres hart onernes kildeværdi gennemgår dr. Jespersen korn.3 institutionens historie. Udfra den centrale Efter anmelderens opfattelse er det mest iagttagelse at den våbentekniske og taktiske spændende i Jespersens bog analysen af de udvikling i løbet af perioden berøvede adelen sociale grupperinger inden for adelen på bag dens hidtidige militære magtmonopol og grund af taksationernes oplysninger om de tvang den til at vise sin eksistensberettigelse enkelte adeliges besiddelser. Det er tydeligvis som embedsmænd og statstjenere, konstate forfatterens ambition at prøve at sætte det rer Jespersen, at der sker en udvikling af ros- skel mellem høj- og lavadel, som efterhånden tjenesteinstitutionen bort fra en struktur, hvis adskillige historikere implicit har arbejdet forudsætning var en betydelig regional auto med i deres studier uden at sætte det direkte. nomi og en opfattelse af rostjenesten som en Endvidere fremgår det, at Jespersen anser særlig gunst, adelen viste staten, til en stadig dokumentationen af en sådan social lagdeling mere udpræget centraldirigering af ros tjene inden for adelen af stor betydning for forkla sten indtil den som følge af reformerne ringen af de politiske kræfter i Danmark i 1609—14 og 1623-25 nærmest kommer til at årene op mod 1660. Der er næppe tvivl om, at fremstå som en statslig prioritet på det frie Jespersen har modsætningen mellem den me jordegods. Jespersen fremhæver som et signi nige adel og rigsrådet, som landkommissære- fikant træk den adelige ros tjenestes relativt nes virke var udtryk for, i tankerne, selv om stigende omfang i henhold til lenenes rostje det vist ikke udtrykkes eksplicit. I sit ud neste. Dette har dog næppe større betydning i gangspunkt er Jespersen tydeligt inspireret af betragtning af, at rostjenesten som sådan blev den engelske gentrydebat, hvis forløb og te af stadig mindre militær betydning. De senere maer han indledningsvis ræsonnerer over.

2. ibid., s. 174, jfr. endvidere C. Rise Hansen, Skiftet efter rigsråd Eske Brock, 1965. 3. Landkommissærregnskaberne findes i RA Militære Regnskaber (MR) IV d. Om kontributionen 1647 se Erslev, Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV’s Tid III, 1890, s. 375. 86 Debat Det er anmelderens opfattelse, at Jespersen sin part af dette spredte jordegods, som han herved tilfører den danske debat væsentlige åbenbart vanskeligt har kunnet afsætte eller impulser, men at han ikke altid perspektivise- koncentrere gennem mageskifter, hvilket sik rer sine resultater tilstrækkeligt. Hvad der kert har vanskeliggjort en rationel godsdrift. problematiserer dr. Jespersens undersøgelse Ved T. B.s død 1640 var arvelodden efter er, at der ikke nødvendigvis er nogen direkte Eske Brock intakt, men arvingerne måtte fra sammenhæng mellem hartkornets størrelse og gå arvoggæld, da hans ej endomme var behæftet økonomiske status og formåen. Selve begrebet med en gæld på ikke mindre end 180.000 rdr., »en tønde hartkorn« var i virkeligheden ikke et beløb hvis størrelse bedst illustreres ved, at andet end en regneenhed, der brugtes som det så nogenlunde svarede til det årlige pro fællesnævner ved beregninger af de forskellige venu af de visse indkomster af samtlige kro dele, hvoraf godsindtægterne flød, hovedgår nens len i Danmark på dette tidspunkt.6 Som denes eget afkast, landgildeindkomster af for interessant modsætning til Tyge Brahe kan skellig art, gæsteri, skovenes værdi m.m. Men nævnes hans fætter og nabo Otto Brahe som dr. Jespersen selv gør opmærksom på, Steensen til Næsbyholm. Dennes hartkorn inkluderer taksationerne ikke væsentlige dele var 1638 knapt halvdelen af Tyge Brahes, af hovedgårdenes produktion og salg, således men i meget høj grad koncentreret omkring ikke indkomsterne ved studehandelen, som hans sjællandske hovedbesiddelser Næsby ellers navnlig i Jylland og Skåne var et væ holm og Tersløsegård. Hans hovedgårde var sentligt grundlag for adelens velstand. Dette relativt store og fæstegodset i høj grad arron- forhold betyder endvidere en tendens til, at deret. Hans besiddelsers struktur afviger så godsejere med stor og specialiceret hoved- ledes væsentligt fra fætterens. Det interes gårdsproduktion og forholdsvis mindre fæste sante ved Otto Brahe Steensen er imidlertid, gods bliver takseret lavere end de, hvis ejen at han er blandt de adelige, hvis navne hyp dom i højere grad består af fæstegods. Hertil pigst påtræffes i de sjællandske pantebøger kommer så, at hartkornstaksationerne natur som kreditor og kautionist. Hans økonomi ligvis intet oplyser om godsets forrentning. synes således til en vis grad at have været Lad os se på et par konkrete eksempler. baseret på denne specialitet, men udbyttet af Blandt de højsttakserede på Sjælland 1638 denne virksomhed afsløres ikke i rostjeneste- finder vi Tyge Brahe til Vemmetofte, Eske taksationerne. Det er bemærkelsesværdigt, at Brocks svigersøn og ene hovedarving, med han ved taksationerne i henholdsvis 1638 og 3474 tdr. hartkorn.4 Nu var Eske Brocks store 1647 takseres til bogstavelig talt samme hart godsmængde resultatet af omfattende speku korn.7 Dette synes at vise, at han modsat Eske lationer i kapitaludlån og kautioner i det 17. Brock ikke primært interesserede sig for sine århundredes to første årtier, en virkelig krise debitorers gods, men derimod baserede sine tid for de store landbrug, hvilket bl.a. gav sig forretninger på obligationernes faste forrent udslag i den gennemsnitligt meget store årlige ning. omsætning af frit jordegods.5 I og med at Eksemplerne Tyge og Otto Brahe er måske E.B.s debitorer ikke kunne indfrie deres gæld, enkeltstående tilfælde, men de viser, at hart- blev han indført i deres gods. Dette betød, at kornstallene, eksakte eller indirekt udtrykt hans besiddelser kom til at ligge meget som rostjenesteheste, uden konfrontation med spredt. Som arving overtog Tyge Brahe nu andet materiale eller andre oplysninger ikke

4. Danske Magasin 5, I, s. 181. 5. Herom især E. Ladewig Petersen, Christian IVs pengeudlån til danske adelige, 1974. 6. Chr. Bratsch, Vemmetoftes Historie, 1859, s. 151 f. Af de tre arvelodder var Tyge Brahes den ringeste med hensyn til hovedgårdenes »egenndom, herlighedt och bøghningh«, hvilket søgtes opvejet gennem større tildeling af bønder gods, men der her tale om ofte helt usædvanligt spredt godt især i Skåne og Fyen. Der er tale om stribevis af spredt liggende landsbyer, hvor T.B. fik en eller to gårde. (Skiftet efter Eske Brock s. XIII og 79—118). 7. 1638: 1639 tdr. (Danske Mag. 5 I, s. 181. 1647: 1608 tdr. (RA D. Kane. B 160 1647 10/6). O.B.s .forhold er behandlet af E. Ladewig Petersen i Fortid og Nutid XXII, 1966 s. 453-71. 87 Debat nødvendigvis siger noget entydigt om de på ejendomsbesiddere og den politiske elite. gældende adeliges økonomiske formåen. Et Samtidig er der tale om repræsentanter for andet eksempel er den førnævnte Joachim slægter, der langt tilbage i tiden havde til Beck, hvis bekendte alunværk i Andrarum knytning til rigsrådskredsen. Kun Claus Daa betød hans økonomiske ruin. Nu er Joachim tilhørte en slægt uden traditionel tilknytning Becks virke som industrialist ikke normen for til rådskredsen, og som ikke tidligere havde danske adelige (dog må man i denne forbin markeret sig. Nu kunne man ønske, at Jesper delse erindre Anders Billes Brobyværk, hvor sen havde gennemført en tilsvarende under adskillige adelige var participanter), men er søgelse for tiden efter Torstensonkrigen. Når dog endnu et eksempel på, at man bør være han ikke har gjort det, skyldes dette sikkert at varsom med at slutte for direkte fra takseret ingen taksationer efter 1645 omfatter, mere hartkorn til økonomisk formåen. På den an end to af de fire hovedlandskaber. Da man den side betyder Tyge Brahe og Joachim imidlertid på grundlag af landkommissær Becks økonomiske vanskeligheder selvfølgelig regnskaberne 1647-48 med visse forbehold ikke, at de socialt skal kategoriseres sammen kan rekonstruere forholdene for hele riget, og med lavttakserede smågodsejere. Herved det er en alvorlig anke mod Jespersens bog, at skulle der være peget på et begreb, man gerne han ikke har været opmærksom herpå, vil havde set forfatteren inddrage i højere grad anmelderen på grundlag af rostjenestetaksa- nemlig »social status«, der bestemt ikke be tionerne 1647 og 1652, landkommissa- høver at stå i noget direkte forhold til det i rieregnskaberne 1647-48 samt oplysninger regelen lettere målelige begreb »økonomisk fra skifter o.lign. forsøgsvis opstille en liste status.« over de 25 største hartkornsejere 1647-52.8 Selv om man ikke uden reservationer kan Det kan bemærkes, at i forhold til årene slutte fra takseret hartkorn til økonomisk 1609-38 er slægter som Gyldenstierne, Daa, status, skal det på den anden side fremhæves, Marsvin, Hardenberg og Brock gledet ud; at reservationerne snarest gælder enkelttil heraf var de 2 sidste uddøde på mandslinien. fælde, og at materialet udnyttet kvantitativt Nytilkomne er Krabbe, Seefeldt, Sehested, absolut giver væsentlige fingerpeg. Jespersen Ramel, Gersdorlf og Giedde. Af disse havde identificerer en gruppe bestående af de 22 Krabbe langt tilbage i tiden tilknytning til højst takserede adelige i årene 1609-38. Det eliten, og den manglende repræsentation er tydeligt, at denne besætter et væsentlig an 1609-38 må betragtes som en genealogisk tal politiske og administrative poster, rigsem tilfældighed. Uden at have samme anseelse beder, rigsrådspladser og vigtige lensmands- som Krabbe havde også Sehested, Juul, See poster. Jespersen kan således konstatere et feldt og Ramel tidligere markeret sig, mens væsentlig sammenfald mellem de største Giedde og Gersdorffs repræsentation skyldes

8. RA MR IV d og D. Kane. B. 96 samt B 160 1647 10/6. For de sjællandske adelige er tallene fra 1647 hentet fra rostjenestetaksationen, der helt stemmer overens med landkommissærregnskabets oplysninger om godsbesiddelser ne. For de øvrige landskabers vedkommende er grundlaget 1647-landkommissærregnskaberne. For Skånes ved kommende er landkommissarieregnskabets oplysninger sammenholdt med rostjenestetaksationens oplysninger om antallet af rostjenesteheste. Nar Ivar Krabbe gods er anført til 1880 tdr. hartkorn, mens den skånske rostjenesteliste kun angiver 4 heste (1 hest = 312 tdr. hartkorn) skyldes det at der i denne ikke er medregnet sjællandske godsbesiddelser pa 614 tdr. Nar Knud Ulfeldt kun er opført til 1532 tdr, mens den skånske rostjenesteliste siger 7^2 heste, er forklaringen sikkert, at gods der her er opført hos ham, i landkommissærregnskabet er opført hos faderen. Man vil på listen sikkert savne oplysninger om to af tidens økonomiske matadorer blandt adelen, nemlig Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested. Alle oplysninger om størrelsen af Ulfeldt gods savnes, men da hans økonomi i hovedsagen var baseret på andet grundlag end godsdrift, har det næppe været så stort igen. Det gods han med sikkei hed vides at haveejet har næppe været sa betydeligt, at det har kunnet måle sig med de største jordbesidderes end ikke hvis man lægger de næsten 500 tdr. hartkorn han 1649-50 fik udlagt til. Hannibal Sehested hævder sig derimod i dette selskab, men de 4880 tdr. hartkorn han selv ved denne tid angiver at have ejet lå helt overvejende i Norge (C O. Bøggild-Andersen, Hannibal Sehested I, 1946, s. 210). Udover Sehested har i Norge vel kun rigskansleren Jens Bjelke i godsrigdom tilnærmelsesvis kunnet hævde sig overfor de store danske hartkornsejere. Debat

1647 1652 Evt. tdr tdr tdr Anders Bille...... 2348 2431 1656: 28459 Lave Bille ...... 450 2019 Jørgen B rahe...... 3160 1653: 4115 Manderup D u e ...... ca. 1300 2050^2 Ove G iedde...... 1500 1836 1660: 2400” Joachim Gersdorff ...... 1600 2500 1660: 350012 Malte J u u l...... 2468 157413 Mogens Kaas ...... 2116 2831 Iver Krabbe ...... 1880 3690 Niels K rabbe...... 1800 1900 Lisbeth Lunge...... 2903 Frants Lykke...... 1938 2951 Oluf Parsberg...... 2641 3163 Henrik R am el...... 2068 2763 Christian Rantzau ...... 244514 Lisbeth Rantzau15 ...... 4540 Frederik Reedtz ...... 2380 Holger Rosenkrantz...... 4096 (600 i Skåne) Jørgen Seefeldt Enevoldsen...... 2583 Mogens Sehested ...... 1748 2210 Christen Skeel Jørgensen...... 4339 4414V2 Henrik T h o tt...... 2466 Otte T h o tt...... 5296 58631/* Tage Thott ...... 4348 314416 Knud U lfeldt...... 1532 21 17 en væsentlig social og økonomisk opstigen. Thott samt Knud Ulfeldt, deres hovedbesid Men udskiftningen af slægter er nok ikke stør delser i Skåne og yderligere 3, nemlig Lave re end man ville have forventet, derimod er et Bille, Holger Rosenkrantz og Henrik Thott andet forhold ganske bemærkelsesværdigt. havde betydeligt godt i denne landsdel. Dette 1609-38 var der flest repræsentanter for det kunne tyde på, at Svend Aage Hansens iagtta vestlige Danmark, Jylland og Fyen. Mange gelse i »Adelsvældens grundlag« om at den havde ganske vist gods i flere eller alle ho skånske adel i årene op mod 1660 var for vedlandskaber, men kun Aksel Rosenkrantz, holdsvis mest ekspansiv er korrekt.17 Dette Tage Thott og Otto Marsvin havde deres ho bestyrkes af, at skåningene også viser den vedbesiddelser øst for Sundet. 1647-52 er stærkeste ekspansion mellem 1647 og 1652, og dette ganske vendt om. Nu har ikke mindre denne ekspansion fortsatte gennem 1650’erne, end 9 - mere end en trediedel - nemlig Ove i hvert fald for de personer om hvem vi har Giedde, Gersdorff, Iver og Niels Krabbe, oplysninger. Kraftigst ekspanderende er Lave Malte Juul, Henrik Ramel, Otte og Tage Bille, Ove Giedde, Joachim Gersdorff, Iver

9. Skiftejordebog i rtk. 311.29 (RA). 10. Karen Brahes bibliotek, Håndskriftsamling C IV, 46, (LA Fyn). 11. Beregnet på grundlag af oplysninger i cessionsbrevet vedrørende det bornholmske vederlagsgods i Skåne (Dan- mark-Norges Traktater V, s. 428 ff). 12. Ligeledes. 13. Enken. 14. Naturligvis eksklusive hans holstenske gods. 15. Enke efter Hans Lindenov, der 1638 takseredes til ikke mindre end 8726^2 tdr. (Danske Mag 5, I s. 179). 16. Nedgang på grund af afståelse af gods til børn. 17. Svend Aage Hansen, Adelsvældens grundlag, 1966 s. 167.

89 Debat Krabbe, Henrik Ramel, Mogens Sehested, nærliggende at antage, at der her er tale om Otte Thott og Knud Ulfeldt og Jørgen Brahe, statslige hæftelser i forbindelse med driften af hvoraf kun Lave Bille, Jørgen Brahe og Mo alunværket i Andrarum, og at opgørelsen gens Sehested havde deres hovedbesiddelser langt fra udtømmer de økonomiske mellem vest for Sundet. Det skal bemærkes, at Gers- værende mellem Beck og kronen, som i virke dorffs stærke ekspansion skyldtes, at han var ligheden var i Becks disfaveur, og som i 1649 hovedarving til Henrik Huitfeldts store skån var medvirkende til, at han blev frataget Sil ske godskompleks (1647: 1560 tdr. hart keborg len. Han er da heller ikke blandt de, korn).18 der fik udlagt krongods, men i øvrigt bekræf Da specialundersøgelser mangler fuld ter opgørelserne over det udlagte krongods stændigt, er det ikke i øjeblikket muligt at for stort set de nævntes fortrinsstilling. Nu er det klare dette forhold. Men den skånske adels så heldigt, at vi ud over fortegnelserne over særlige position synes også at fremgå af andre tilgodehavender og udlagt gods også har be kilder. Netop i disse år fandt den første store varet temmelig mange af de originale konge bølge af krongodsudlæg sted for at aflægge lige obligationer.20 Af disse fremgår, at til kronens gæld til adelige såvel som borgerlige. godehavenderne i ret betydeligt omfang kan Formentlig med henblik på krongodsudlæg føres til proviantleverancer under Torstens- til de adelige kreditorer udarbejdedes der i sonkrigen. Mange danske adelige havde til rentekammeret 1649 en opgørelse af disses godehavender hos kronen for sådanne leve tilgodehavender.19 De tolv største kreditorer rancer, men de her nævnte er i særklasse i var følgende: kraft af beløbenes størrelse. Karakteristisk for gruppen er, at de næsten alle bestrider frem Joachim Beck...... 34060 rdr trædende poster inden for den militære admi Ove Giedde ...... 23596V2 Iver K rabbe...... 18855 nistration eller sad som lensmænd på strate Flemming Ulfeldt ...... 16517 gisk vigtige fæstninger. Ove Giedde var rigs- Christoffer U lfeldt...... 16471 - admiral. Knud Ulfeldt forestod som general- Christian R antzau...... 13000 - krigskommissær den overordnede organisa Tage T h o tt...... 10505 Ebbe Ulfeldt Christoffersen...... 9933 — tion af forsyninger af proviant og ammunition Oluf Parsberg ...... 9740 - til fæstningerne og hæren, mens Tage og Otte Henrik H uitfeldt...... 9028 - Thott, Christoffer og Ebbe Ulfeldt, Iver Ellen Marsvin ...... 8350 - Krabbe og Henrik Huitfeldt sad som lens Otte T h o tt...... 8032 mænd på de strategisk særlig vigtige skånske og hallandske fæstninger og i stort omfang Af disse tolv var ikke mindre end 8 skåninger, organiserede og financierede disses provian- nemlig Joachim Beck, Ove Giedde, Iver tering på kronens vegne. På sin vis er der tale Krabbe, Christoffer og Ebbe Ulfeldt, Henrik om en adelig parallel til de bekendte borgerli Huitfeldt samt Tage og Otte Thott. Det skal ge leverandører omend i mindre omfang. På dog fremhæves, at for den tilsyneladende den anden side skyldtes de borgerlige fordrin største kreditor, Joachim Beck, gør særlige ger i betydeligt omfang formidling af vare- og omstændigheder sig gældende, idet det er pengekreditter, der i sidste instans stammede 18. RA MR IV d 2 b. 19. D. Kane, B 215 VI. 20. Rentekammerkopier af obligationerne i D. Kane. B 126 a-b. En sammenligning med fortegnelsen over udlagt krongods (D. Kane. B 205) viser, at der i de fleste tilfælde er overensstemmelse mellem fordringerne og det udlagte gods. De divergenser der forekommer skyldes, at de kgl. obligationer var genstand for en ikke ubetydelig omsætning, således at personer, der ikke selv havde ydet forstrækninger af betydning, godt kunne være i besiddelse af obligati oner og øjensynligt fa udlagt godt i overensstemmelse hermed. Det skal nævnes at de to største jordegodsmodtagere, Corfitz Ulfeldt og Jørgen Seefeldt Enevoldsen slet ikke er nævnt i gældsregistret, mens Jørgen Marsvin til Dybeck far udlagt gods for næsten 10.000 rdr., mens han i gældsregistret kun er tilstrevet en fordring på det halve beløb. Også en mand som Otte Thott, landets ubestridt største jordegodsejer fik udlagt betydeligt mere gods end gældsre gistret og de bevarede obligationer synes at berettige. 90 Debat fra udlandet, mens de adelige i højere grad sidste 10-15 år, ligesom den sætter betydnin lagde forstrakte kronen med egne midler, og gen af Skånes afståelse 1658 i delvist nyt lys. de adelige forstrækninger var nok den eneste Jespersen kan således på grundlag af tak indenlandske kredit af betydning, kronen sationerne udpege en politisk og økonomisk havde adgang til. Det er i øvrigt interessant at elite. I modsætning hertil fremhæver forfatte se en af de store adelige kreditorer, Iver ren med rette, at den lavttakserede gruppe Krabbe, financiere provianteringen af Var- udgør en langt mere inhomogen forsamling. berg sammen med borgerlige matadorer som Her optræder for det første en række personer Henrik Muller og Arent Berntsen, der begge af slægter, hvis medlemmer gennem hele pe havde nære familiære forbindelser med det rioden næsten konstant hører til de lavest tak ledende lag indenfor Varbergs borgerskab.21 serede. Det drejer sig om slægter som Griis, Vi har altså at gøre med en gruppe, som Gagge, Oldeland, Macchabæus, Rosengiedde krigen gav mulighed for særlige forretninger og hvad de nu hedder. Denne gruppes lave med kronen og i overvejende grad fik sine for sociale status er, som Jespersen korrekt frem dringer dækket gennem jordegodsudlæg. I hæver, på ingen måde resultatet af nogen betragtning af de skånske lensmænds domi deklassering som følge af en politisk-social nans inden for gruppen har dette bidraget til udvikling. De var ikke taberne i det store en yderligere koncentration af jordegodset i jordkapløb i det 17. århundredes første årtier, det østlige Danmark. På den anden side er for de deltog slet ikke. Man kunne derimod størrelsen af det udlagte gods langtfra til have ønsket en mere indgående undersøgelse strækkelig til at forklare væksten i de store af disse slægters geografiske fordeling med skånske godsejeres hartkorn. Men med i bil henblik på spørgsmålet om, i hvor høj grad ledet hører jordegodsmodtagernes meget næ regionale forskelle gør sig gældende. Anmel re familieskab. Otte T hott var søn af Tage T., deren mener at kunne påpege et enkelt områ Knud og Ebbe Ulfeldt var sønner af Chri de, nemlig Halland, der frem for andre ud stoffer, hvortil skal lægges, at en tredje bror, mærker sig ved en betydelig næsten overve Bjørn, også var blandt de, der blev betænkt jende repræsentation af sådanne slægter. med jordegods. Enkelte i forvejen privilegere Særlig tilknytning til Halland havde fx Mac de slægter har således yderligere befæstet de chabæus, Griis, Uldsax, Gagge, Munk, Ro res position. At slægter som Thott, Ulfeldt og sengiedde og til en vis grad også Akeleye og Krabbe havde en helt dominerende position Giedde. Et andet område, hvor et sådant islæt i det østlige Danmark fremgår også af forde gør sig stærkere gældende end ellers, er Fyen. lingen af de østdanske len. Tage og Otte Vi står måske i disse områder over for rester Thott havde Malmøhus og Sølvitsborg, Chri ne af den lavadel, som ellers i betydeligt om stoffer, Bjørn og Ebbe Ulfeldt havde Helsing fang synes likvideret ved adelsvældens fæst borg, Laholm og Kristianstad, mens brødre nelse i begyndelsen af det 16. århundrede. ne Iver og Niels Krabbe til 1645 havde de Når gruppen synes at have overlevet bedst i hallandske hovedslotte Varberg og Halm Halland, hænger dette måske sammen med, stad. En sådan koncentration af økonomisk, at afviklingen af unionstidens politiske og so politisk og administrativ magt inden for et ciale forbindelser med Sverige, gjorde dette enkelt område kendes ikke fra andre dele af landskab til et udkantområde, som var mind riget. re attraktivt end førhen, hvor det var ud Når jeg har gjort så forholdsvis meget ud af gangspunktet for store godssamlinger over ovennævnte forhold, er det fordi Jespersen rigsgrænsen til Sverige som Abraham Broder- ved ikke at supplere rostjenestetaksationernes sens og Thott’ernes. Man kan sikkert tale om oplysninger med landkommissærregnskaber- en evakuering af den egentlige »højadel« fra ne har afskåret sig fra denne indsigt, som er Halland i løbet af det 16. århundrede til mere fundamental for forståelsen af adelsvældens centrale områder først og fremmest Skåne,

21. Afregning i RA D Kane. B 126 c. 91 Debat hvilket måske har givet småadelen bedre Bille, som trods sit ansete navn kun havde en overlevelsesmuligheder her. Det er allerede meget beskeden arv som udgangspunkt, men fremhævet, at gruppens ydmyge status ikke er som ved en karriere som professionel militær i resultatet af økonomiske og sociale processer Tyskland i 1620’erne tilsyneladende skaffede indenfor den tidsramme, som dr. Jespersens sig et økonomisk grundlag for senere store bog behandler. Men det bør fremhæves, at godsinvesteringer.23 Men man må, som der er visse fingerpeg om, at gruppens mulig Jespersen understreger, være opmærksom på, heder for social opstigen synes forbedrede væ at et ikke ubetydeligt antal medlemmer af sentligt i løbet af det 17. århundrede. Traditi endog rigsrådsslægter af rent demografiske onelt har man hæftet sig ved reduktionen i årsager til stadighed tilhører den lavttaksere antallet af disponible len for adelen i løbet af de gruppe. 16. og 17. århundrede, hvorved den begræn Mellem disse to ydergrupper befinder sig sede del af adelen, der fortsat havde adgang en mere amorf mellemgruppe, som på en må til len, yderligere favoriseredes i forhold til de nok er den, der interesserer dr. Jespersen dem der stod uden for. Men på den anden mest, for såvidt det er hans tese, at der fra side betød den fremadskridende differen slutningen af det 16. århundrede som følge af tiering af samfundet i løbet af det 17. århund en socioøkonomisk proces sker en polarisering rede større opgaver for centraladministrati mellem en mindre meget godsrig gruppe og onen, hvilket medførte en ikke uvæsentlig for en talrigere gruppe af smågodsejere, hvorved øgelse af dennes stab, og vi ser netop en række mellemgruppen svinder ind, nogle avancerer personer fra slægter, som her er karakteriseret op i hierarkiets øverste lag, mens andre i som lavadelige, via administrationen fa mu hvert fald i økonomisk forstand proletariseres. lighed for social opstigen. Det mest kendte Det må også medgives forfatteren, at taksati eksempel er vel Ove Giedde, men man kan onerne bade absolut og relativt dokumenterer også nævne folk som de senere rentemestre mellemgruppens tilbagegang. Anmelderen vil Melchior Oldeland og Steen Hohendorff. dog påpege, at rent demografiske forhold i Udover denne fåtallige lokalt prægede lavadel forbindelse med retslige institutioner spiller finder man blandt de lavt takserede en række en rolle. Her tænkes især på konsekvenserne personer af mere kendte slægter. En del er af manglen på et primogeniturinstitut og de adelsjomfruer og unge junkere, der endnu ik manglende muligheder for at båndlægge jor ke har arvet. Et eksempel fra den sidste grup degods og kapital. Manglen på disse instituti pe er Holger Rosenkrantz til Glimminge, der oner betød, at det adelige jordegods inden for 1625 takseres til 310^2 tdr. hartkorn men standens egen afgrænsning var fri ejendom, 1647 til ikke mindre 4026 tdr.22 For så vidt der nedarvedes efter almindelige arveretslige giver 1625-taksationen et ganske vildledende regler. Dette betød at et stort godskompleks billede af Holger Rosenkrantz plads i hierar samlet i den ene generation under uheldige kiet, og det forekommer mindre heldigt, når omstændigheder kunne blive spredt for alle Jespersen bruger denne, der i samtiden havde vinde i den næste. Rigens kansler Jacob Ul tilnavnet »den rige«, ved siden af Ove Giedde feldt til Egeskov takseredes 1625 til 1899 tdr. som eksempel på social opstigen. Det er rig en ikke helt ubetydelig ejendom, men med 15 tigt, at begge avancerer fra den lavttakserede efterlevende børn var der ikke meget til til den højttakserede gruppe, men kun i Gjed- hver.24 Eske Brock, som 1625 med 7634^2 des tilfælde er det berettiget at tale om social tdr. hartkorn var i særklasse som godsbesid opstigen. Holger Rosenkrantz derimod til der, havde 3 kvindelige arvinger og i stedet hørte eliten fra fødslen af. Et meget bedre eks for en godsejer i »superklassen« kom tre i empel er i virkeligheden rigsmarsken Anders mellemklassen. Dette betyder, at man nok in-

22. D. Kane. B 160 1647 10/6 og Danske Mag. 5, I s. 164. 23- Jeg takker professor dr. phil. E. Ladewig Petersen for at have gjort mig opmærksom herpå. 24. Danske Mag. 5,1 s. 171. 92 Debat den for adelen kan tale om »haves« og »ha- til epoke og ikke 1660, tror jeg to forhold spil ve-nots«, men fordelingen af disse var kun til ler en rolle, nemlig for det første at den yngste en vis grad resultatet af sociale processer, de bevarede rostjenestetaksation er fra 1652, så individuelle muligheder var afhængige af til ledes at afhandlingens grundlag slipper op, og fældige demografiske forhold, hvis indflydelse for det andet at forfatteren ved at gøre 1650 til en vis grad kunne imødegås gennem en og ikke 1660 til epoke angiver, at han arbejder hensigtsmæssig ægteskabspolitik - Thott’erne med økonomiske og sociale langtidsfaktorer og Ulfeldt’ernes stærke position i Skåne var til og på ingen måde primært sigter mod at for dels resultat af en sådan - men kunne dog klare adelsvældens politiske likvidation 1660. ikke elimineres. Med hensyn til det første synes jeg, det er en Ved i højere grad at have indarbejdet disse svaghed ved bogen, at den så ensidigt fokuse aspekter kunne forfatteren have fået mere rer på rostjenestetaksationerne. Det er glim perspektiv i sin rigtige konstatering af øko rende, at forfatteren dokumenterer, at de til nomiske og sociale polariseringstendenser in byder et kildemæssigt bedre grundlag end den for adelen i det 17. århundredes første andet materiale til en analyse af den adelige halvdel. Udviklingen skabte hos mellem godsfordeling. Men i den videregående analy gruppen en forståelig nervøsitet for social se af den sociale lagdeling inden for adels deklassering, som accentueredes af de dårlige standen har den ensidige fokuseren på rostje tider for landbruget efter 1640’ernes midte og nestetaksationerne afskåret forfatteren fra at som ydermere blev sammenfaldende med en inddrage det ovenikøbet meget betydelige periode, hvor statsmagten stillede langt større materiale af anden karakter, der belyser ade økonomiske krav til adelen end tidligere, og lens økonomiske forhold i midten af det 17. efter 1638 var adelens principielle skattefri århundrede. hed reelt undergravet. Men på grund af de Set på denne baggrund er det blevet et af manglende retslige institutter til at beskytte grænset kildemateriale, der styrer problem jordegodset udover håndfæstningens princi stillingen, der samtidig på grund af den pielle forbud mod ufris besiddelse af adels manglende inddragelse af supplerende mate gods måtte selv betydelige hartkornsejere føle riale ikke er ført til bunds. Undersøgelsen har deres position truet. Jeg tror, vi her står således efter min opfattelse fået en uheldig overfor væsentlige årsager til den politiske afgrænsning. Enten skulle forfatteren have aktivitet, der kanaliseredes gennem land- holdt sig til den kritiske analyse af taksati kommissærinstitutionen. Det særlige ved onernes kildeværdi, eller også skulle han have denne institution er, at den kanaliserede de ført sine analyser af de sociale og økonomiske mindre og middelstore hartkornsejeres util udviklingstendenser til ende og sat dem i re fredshed med et rigsråd, overfor hvilket de lation til de for adelen helt ændrede vilkår dels følte sig socialt underlegne og dels ikke efter 1660. I al fald er det ikke uden interesse fandt i tilstrækkelig grad formåede at sikre de for forfatterens af anmelderen accepterede te traditionelle adelsprivilegier, i hvilke disse se om en fortsat økonomisk og social polarise grupper så den bedste beskyttelse mod social ring inden for adelen, at den unge enevælde og økonomisk deklassering. Men hvad der 1671 ved at åbne adgang til at båndlægge gav landkommissærerne politisk styrke var jordkapital i form af len og stamhuse gav de nok, at de herudover formåede at formulere et store hartkornsejere mulighed for at få deres konstitutionelt program, som havde sympati besiddelsers integritet garanteret i en helt an langt ind i højadelige kredse og derved omend den grad end under den såkaldte adelsvælde. kun for en kort årrække formåede at skabe Selv om Christian Vs rangforordning i meget illusion om solidaritet inden for en stand, der høj grad sigtede mod at fremme den sociale i virkeligheden var splittet af dybtgående so mobilitet, så virkede adgangen til at bånd ciale og økonomiske modsætninger. læggejord og kapital i form af len og stamhu Som tidsramme for sin undersøgelse har se modsat og var stærkt medvirkende til at Jespersen valgt 1540-1650. Når 1650 er valgt fremme den adelsvælde, der trods statsretlige 93 Debat formalia måske i lige så høj grad var en der ikke lå en yderligere opgave, som bedst og kendsgerning i midten af det 18. århundrede rimeligst kunne løses af de lokalhistoriske ar som i Christian IVs tid. kiver. I dette hæfte af Fortid og Nutid anmeldes Claus Bjørn: en udgave af en bondedagbog (se s. 155 f. og af Svendborg-møllers optegnelser (se. s. 159 f.). Hvor er det blevet af? Der er en type kildeudgaver, der har deres De første resultater af de organiserede ind- meget betydelige publikum, mens de for samlingskampagner vedrørende de folkelige fagmanden, der skal benytte dem, rummer bevægelsers arkiver kan nu gøres op (s. s. 101). det ikke ganske uvæsentlige spørgsmål: hvor Der er allerede bragt meget i hus, og hvad repræsentative er de - og deres forfatter? Vi nok så vigtigt er - forståelsen for at dette ma har ikke mange dag- eller optegnelsesbøger teriale bør bevares for eftertiden har bredt sig ført af almuefolk, det være sig i bymiljø eller i vide kredse. Både i foreningernes og institu på landet, og derfor er der en umiddelbar in tionernes centrale organer og lokalt i de en teresse i at få det, der kendes, udgivet, regi kelte afdelinger fornemmes den stigende an streret eller på anden måde gjort tilgænge- svarsfølelse overfor fortidens papirer. ligt.1 Det har været naturligt, at de lokalhistori Går man den lokalhistoriske litteratur ske arkiver har stået i spidsen for dette arbej igennem, så rejser der sig unægtelig det de, og at den overvejende del af det lokale spørgsmål, om der ikke har været langt flere materiale fra de folkelige bevægelser får sin dag-, optegnelses- og regnskabsbøger f.eks. endelige plads hos disse. Afholdsforeninger, fra gårdmandsmiljø før midten af det 19. årh., brugser, idrætsforeninger og de lokale kre end de, der idag opbevares i forskellige sam aturforsikringsselskaber har normalt ligget linger. Hvor er de optegnelser fra Hemmet i udenfor, hvad det statslige arkivvæsen har Vestjylland fra slutningen af det 18. årh., som kunnet nå og kunnet opspore. Der er overlap- Palle Fløe udgav for snart hundrede år siden? ningsproblemer i forholdet til ABA og Er- Hvad er der blevet af den »dagbog«, som den hvervsarkivet i Århus, men her burde vel en lærde bonde Hans Jensen Bjerregaard førte, opdeling i mere landsdækkende, evt. regi som D. E. Ruggaard refererer i »Fremragen onale sammenslutninger overfor de helt lo de Danske Bønder før og nu« (1871).2 I Rug- kale afdelinger resp. foreninger kunne bringes gaards bog nævnes også Anders Christensen, i anvendelse. Hvorom alting er, så ligger ho Skenkelsø, som forfatter til en blandet opteg- vedparten af arkiverne fra foreninger i de lo nelsesbog med regnskaber over gårdens drift kalhistoriske arkiver, og det danner forment fra 1792 til 1821, og til dette materiale refere lig i mange tilfælde grundstammen i arkivets rer endnu et halvt århundrede senere en ef indhold sammen med fotografier og materiale terkommer ved samme navn i sine erindrin til ejendomshistorien. ger.3 Fra samme sogn, Hjørlunde i Frederiks For de lokalhistoriske arkiver er det en borg amt, nævner C. Carstensen i sin sogne selvfølgelig opgave at videreføre det allerede historie fra 1878 optegnelser dækkende årene begyndte indsamlingsarbejde for at dække 1805 til 1813 fra en anden gård.4 Det drejer »Danmark som foreningsland«. Når man sig således om kildemateriale, der har været imidlertid arbejder med landboforholdenes udnyttet i historisk sammenhæng, men siden historie, så rejser der sig det spørgsmål, om ikke har været kendt i original.

1. Institut for europæisk folkelivsforskning arbejder på en registrering af det danske bondedagbogsmateriale, jfr. Karen Schousboes artikel i dette hæfte, se s. 35 IT. 2. Saml. til jydsk Historie IX, 1882, s. 78 ff, anf.arb. s. 39 ff. jfr. s. 39 f'. 3. Anf.arb. s. 146 ff., Anders Uhrskov (udg.): Liv og Levned II (1928), Sparekassedirektør Anders Christensen. En nordsjællandsk Bondes Erindringer s. 9, hvor det udtrykkelig nævnes, at »en Del af hans Optegnelser er endnu bevaret i Slægten«. 4. C. Carstensen: Hjørlunde Sogns Historie (1878) s. 138 ff. 94