Kampen om Stadion af Frank D. Jørgensen

I 1994 vedtog Odense Byråd, at renovere 1880’erne og -90’erne, hvor en række Odense Idrætspark, og i løbet af 1998 vil idrætsforeninger så dagens lys. Forenin- sidste etape af idrætsparken stå færdig, så gerne holdt hovedsagelig til i skolernes byen har et funklende nyt og moderne sta- gymnastiksale, på byens fælleder eller på dion.1 Sammenlagt har det kostet Odense den militære eksercerplads (ved kasernen). Kommune omkring 160 mill. og en næse Det var græsmarker, som også blev brugt til to lokalpolitikere at få den nedslidte til meget andet end idræt, f.eks. til græs- idrætspark på højkant igen, så den lever op ning for byens trækheste. Græsset blev til internationale standarder og krav. holdt nede, men ikke uden efterladenska- Den politiske beslutning om at renovere ber. Og idrætsfolkene kunne aldrig vide, Odense Idrætspark blev taget på rekordtid, hvornår pladserne var disponible. mens det var en helt anderledes besværlig Men pionerånden var over idrætsfolket. og langsom affære, før beslutningen om Der blev samlet penge ind, så foreningerne opførelsen af det gamle Odense Stadion fra kunne gå i gang som selvbyggere. Kom- 1941 blev taget. munen stillede gerne de nødvendige area- Sammenlignet med andre byer fik Oden- ler til rådighed for idrætsformål, men den se først meget sent et kommunalt idrætssta- ønskede til gengæld ikke at støtte byggeri- dion. Det skyldtes ikke, at Odense var et til- et af idrætsanlæg. bagestående bysamfund, snarere tværti- En af de idrætsklubber, der først fik fo- mod. Byen var landets tredjestørste by med den under eget bord, var , et driftigt handels- og erhvervsliv. Baggrun- der var en af landets første boldklubber, den var snarere de politiske forhold. I Oden- dannet i 1887. I begyndelsen spillede og se sad de konservative på magten til langt op trænede OB ved markedspladsen på Heden i 1930’erne, og for dem var en skatteprocent, (en del af det nuværende Ansgar Anlæg), der var lavere end førende socialdemokra- men i 1894 lejede klubben et stykke af tiske kommuner som Århus, Ålborg, Vejle, Munke Mose syd for Allégades forlængel- Horsens og Esbjerg, et afgørende succeskri- se. Anlæggelsen af de nye baner gik straks terium. Derfor ville man ikke umiddelbart i gang, så anlæget stod færdigt i juni 1894. involvere sig i et dyrt stadionbyggeri. Klubben rådede nu – som den første idrætsklub i provinsen – over både kricket- Idrætsfaciliteter før 1915 og fodboldbane samt tre tennisbaner. Med hjælp fra et par af klubbens velbeslåede Den moderne sportsbevægelse kom til medlemmer blev der også opført en træpa- Odense i sidste halvdel af 1800-tallet. Det villon med spir, altaner og gesvejsninger. egentlige gennembrud fik sporten i løbet af Pavillonen, der var tegnet af en af byens

111 førende arkitekter, Niels Jacobsen, blev Selv om det boblede af initiativ, var for- indviet den 30. august 1899 og var i en holdene hos de fleste idrætsforeninger sta- menneskealder OB’s vartegn. dig meget primitive. Da B1913 i vinteren Også byens anden store idrætsforening, 1913-14 fik overladt fodboldpladsen, hvor Odense Gymnastikforening, fik i 1890’er- Falen og Kløvermosevej i dag krydser hin- ne egen idrætsplads. I efteråret 1898 indgik anden, var arealet ikke indhegnet. Om- foreningen en overenskomst med Odense klædningen foregik i et af militærets red- Byråd om leje af et areal bag Assistenskir- skabsskure, og der blev badet i fri luft ved kegården – omtrent hvor det nuværende vandposten. På grund af forholdene var kirkegårdskapel ligger. På pladsen fik »de blå« helt op til 1920 tvunget til at spil- OGF anlagt et atletikstadion og en pavil- le deres betydningsfulde turneringskampe lon. Indvielsen fandt sted den 3. juli 1899. hos modstanderne. Det nye idrætsanlæg var – efter sigende – anlagt med det olympiske stadion i Athen fra 1896 som forbillede. Det havde fire Idrætspladsen i løbebaner af cinders. Det indre var dækket Kræmmermarken af græs, så det kunne bruges til gymnastik- opvisninger o.lign. Anlæget havde dog fle- Efter århundredskiftet lød kravet om bedre re mangler – f.eks. havde atletikbanen så idrætsfaciliteter stadig højere. Det var et skarpe kurver, at løbene ofte blev præget af krav, som tog til i takt med, at idrætsfore- stor tilfældighed. ningerne oplevede en mærkbar medlems-

Drengeløb på Odense Gymnastikforenings anlæg bag Odense Kaserne omkring 1900. Se- nere måtte gymnastikforening rydde pladsen, som skulle bruges til kolonihaver. Atletikfolket flyttede derfor til Kochsgade, hvor kommunen anlagde et nyt idrætsanlæg (Stadsarkivet).

112 Slutspurten sættes ind på atletikanlægget i Kochsgade omkring 1930. Banen var som re- gel afskærmet med sækkelærred, for at ikke-betalende tilskuere ikke skulle kunne kigge ind. I baggrunden ses ejendomme i Heltzensgade (Stadsarkivet). fremgang. Da kommunen omkring 1915- og fundet området velegnet, da det lå me- 16 gik i gang med at udlægge en stor del af get centralt, ansøgte Odense Gymnastik- Kræmmermarken, umiddelbart nord for forening i 1916 om tilladelse til at flytte til jernbanelinien og øst for Skibhusvej, til be- den nye sportsplads. I byrådet mødte byggelse, blev der også projekteret en ansøgningen stor velvilje, og man beslutte- sportsplads. de derfor at anlægge et atletikstadion med Det var bl.a. meningen, at boldklubben løbe- og springbaner i tilknytning til bold- B1909, der havde haft til huse på sports- banerne. pladsen mellem Sadolinsgade, Langelinie Pladsen blev i løbet af sommeren 1916 og Jagtvej, skulle flytte til Kræmmermar- planeret og tilplantet, og i 1918 stod ken. idrætspladsen helt færdig, så B1909, Østre Kommunen havde oprindelig kun tænkt Boldklub og Odense Gymnastikforening sig at anlægge to fodboldbaner i Kræm- kunne rykke ind. Idrætsforeningerne følte mermarken. Det blev imidlertid ændret, da dog, at pladsen kun var halvt færdig. F.eks. Odense Gymnastikforening i 1915 var på manglede der en afskærmning. »Banerne udkig efter en ny og større idrætsplads. er altså anlagte, og plads til et stort publi- Foreningen havde som nævnt holdt til på et kum er der også, især uden for idrætsplad- areal ved Assistenskirkegården siden 1899, sen på Kochsgade, der kan man bedre føl- men da kommunen havde opsagt lejemålet ge de forskellige sportsgrenes opvisninger for at udlægge området til kolonihaver, end inde på selve idrætsparkens tilskuer- måtte foreningen finde et nyt tilholdssted. pladser«, skrev Aage Søderlund fra Oden- Efter at have besigtiget Kræmmermarken se Gymnastikforening i et læserbrev. Da

113 byrådet ikke reagerede, tog idrætsfolkene Rønne og Nykøbing Falster byggede i selv affære. I Odense Gymnastikforenings 1920’erne moderne idrætsanlæg. skur blev der oprettet en systue, hvor gam- Også i Odense lød kravet om et moderne le lærredssække blev sprættet op og syet stadion med opvisningsbaner til både fod- sammen til lange stykker, som kunne bru- bold, atletik, cykling samt ordentlige pub- ges til afskærmning. likumsfaciliteter stadig højere. Et sted hvor Nogenlunde samtidig dukkede de første man kunne samle byens idrætsliv. Tanken planer om et kommunalt »idrætshus« i fik for alvor næring efter anlæggelsen af Kræmmermarken op. Fra idrætsforenin- idrætspladsen i Kræmmermarken, idet der gernes side lagde man pres på byrådet for blev slidt hårdt på banerne. at få bygget huset i en fart, men i dagspres- I 1922 var bægeret fyldt, og en række af sen lod flere af byens »skatteydere« byrå- byens mest fremtrædende idrætsforeninger det forstå, at dette ikke var en kommunal tog stadionsagen i egne hænder. I mange opgave: »[...] byens skatteydende borgere andre større byer havde idrætsforeninger er spændt hårdt nok for i denne tid, uden at dannet et sportsråd eller samvirke, der va- vi behøver at svare skat til et sådant hus retog idrættens interesser over for de kom- [...] Lad så dem, som vil gå ud på idræts- munale myndigheder, og som spillede en pladsen og lege, selv betale, og der kan aktiv rolle i kampen for et stadion. Et måske være en eller anden, som vil give en sådant samvirke fandtes ikke i Odense, frivillig skærv til et sådant unødvendigt fo- men nu nedsatte 10 af byens idrætsforenin- retagende«. Debatten bølgede frem og til- ger et udvalg, der skulle fremme stadionsa- bage i den lokale presse, og den 11. april gen. Udvalget, der efter eget udsagn re- 1919 vedtog byrådet at fremskynde op- præsenterede 3.000 idrætsudøvere, sendte førelsen af et idrætshus i Kræmmermar- den 15. september 1922 et andragende til ken. Huset, der stod færdig senere på året, Odense Byråd om at få anvist en plads til et indeholdt lokaler til B1909 og Østre Bold- stadion. I brevet hed det bl.a.: »Under hen- klub i stuen, klublokaler med wc og bad på syn til at Odense bys forskellige sports- og førstesalen til Odense Gymnastikforening, idrætsforeninger arbejder under meget små mens kælderen var forbeholdt skoler. og uheldige forhold, ja næsten de ringeste Det er kendetegnende for disse første her i landet [...] har bestyrelserne for samt- idrætsanlæg, at kommunen kun engagerede lige sports- og idrætsforeninger [...] nedsat sig økonomisk, hvis byens skolesøgende et 11 mands udvalg med den opgave at børn også fik adgang og brugsret til gøre et energisk arbejde for at få et stadion idrætspladserne. De fleste af byens pladser i Odense«. Med ansøgningen fulgte også blev således brugt af skolerne i dagtimerne. en kort liste over, hvad idrætsforeningerne mente, et stadion skulle bestå af, nemlig en De første tanker om et stadion cykelbane, to fodboldbaner (der også kun- ne bruges til kricket), en plads til frilufts- I mellemkrigsårene blev idrætsanlæg man- gymnastik og et idrætshus med gymnastik- ge steder sat på den kommunale dagsor- sal, tennishal og øvrige nødvendige lokaler den. København fik sin idrætspark i 1914, til brydning og boksning. Foreningerne Århus og Ålborg fik et stadion i 1920, Vej- gjorde desuden opmærksom på, at sagen le i 1924 og Horsens i 1929. Det gik slag i hastede, da f.eks. cykelklubben stærkt sav- slag, og selv mindre byer som Nyborg, nede en cykelbane.

114 Fodboldkamp i Odense Idrætspark i Kløvermosen i 1930’erne. Den afdøde OB-kæmpe Georg Christensen har fortalt: »Til at begynde med var den god nok. Men den blev ikke passet. Jeg har spillet der engang. Den duede slet ikke, for den blev overhovedet ikke pas- set. Den var så knoldet. Det var næsten ikke andet end muldvarpeskud, vi spillede i. Der var ingen tribuner, men blot et skur. Det var ståpladser altsammen. Klubberne gik derfor tilbage til at afholde deres turneringskampe på deres træningsbaner« (Stadsarkivet).

Efter modtagelsen af idrætsforeningernes debat i byrådssalen, hvor de konservative brev blev teknisk udvalg omgående sat til viste sig stærkt betænkelige ved et stadion- at undersøge, hvor der fandtes egnede are- byggeri, da det ville blive en bekostelig af- aler til et eventuelt stadion i Odense. fære for skatteborgerne. Borgmester A.P. Idrætsforeningerne ønskede, at stadion af Henriksen ønskede klarhed over, om trafikale årsager skulle ligge nær ved cen- idrætsforeningerne selv kunne bygge og trum. En placering bag sygehuset blev drive et stadion, før han ville stille en byg- overvejet, men et flertal i teknisk udvalg gegrund til rådighed. fandt, at det var vel nær på sygehuset og Borgmesterens konservative partifælle kommunens alderdomshjem. Det ville blot C. Larsen mente, at byrådet var blevet gre- genere de gamle og syge. Efter nogen bet af sportsiver og allerede var i gang med brevveksling mellem teknisk udvalg og at placere stadion. Han manede derfor til magistraten blev Kløvermosen (i nærheden besindighed: »Jeg synes, det var rimeligt, af den nuværende Kløvermosevej) udpeget at man først fik et økonomisk overslag som den mest velegnede placering for et over, hvad overhovedet en sådan plads un- stadion. der normale forhold kunne koste at frem- Den 15. januar 1923 var stadionsagen til stille, og imens kunne man gå i gang med

115 at se, hvad vi overhovedet disponerer over, ceringen og 2) politikernes skepsis over for hvis byrådet overhovedet vil gå med til at projektets økonomi. Et flertal i byrådet vil- ofre noget«. le gerne afsætte en grund til et stadion, un- Den konservative rektor H.St. Holbeck der forudsætning af at idrætsforeningerne advarede ligefrem mod at støtte idrætten, selv kunne stable pengene til et stadion på da den truede med at »bortskylle al anden benene. Derfor ønskede især de konserva- interesse hos ungdommen«. Men da han tive politikere foreningernes økonomi set ikke ønskede at blive opfattet som en »fol- efter i sømmene. For det konservative by- kefjende«, kunne kommunen anvise en styre var det afgørende for at støtte et sta- byggeplads, men så måtte det også være dionprojekt, at idrætsforeningerne også nok. Resten måtte idrætsfolkene selv sørge vovede det ene øje. Stadionsagen blev her- for. efter sendt tilbage til magistraten, der skul- Socialdemokraterne var derimod posi- le forhandle videre med idrætsforeninger- tivt stemt over for et stadionbyggeri og så ne om det økonomiske og om placeringen gerne, at der blev bevilget en plads til et af stadion. stadion med det samme. Den socialdemo- Under hele forløbet var det især økono- kratiske folketingsmand, typograf L.D. mien, der var i fokus, hvilket ikke kan Rasmussen mente, at sporten og sportsin- overraske. Da byrådet vedtog budgettet for teressen var »vokset op som en rivende 1923-24, blev der samtidig nedsat et spare- flod«, så man i Odense slet ikke havde »de udvalg, der fik til opgave at kikke kommu- foranstaltninger, som er nødvendige for at nens regnskab efter i sømmene for at finde skabe plads og afløb for denne flod«. overflødige udgifter. På den baggrund var Efter en længere debat enedes et flertal i det ikke svært at forstå, at idrætsforenin- byrådet om at udpege flere egnede place- gerne måtte væbne sig med tålmodighed, ringsmuligheder for et stadion, samt at lave før Odense Kommune ville spendere pen- et overslag over hvad byggeriet ville ko- ge på et dyrt stadion. ste. Den 18. februar 1924 kom sagen til an- Odense Idrætspark den behandling, og her fremlagde den kon- servative borgmester A.P. Henriksen to sta- Stadionsagen lå nu i dvale i de følgende dionforslag, som stadsingeniør H.V. Ryg- økonomisk svære år. Byens idrætsforenin- ner havde fået udarbejdet. Begge forslag ger tabte dog ikke modet, og den 15. febru- gik ud på at bygge et stadion på den gamle ar 1927 skrev de atter til byrådet for at teglværksgrund ved Skt. Jørgens Gade – spørge til stadion. I brevet fortalte idræts- teglværket var netop gået konkurs, og foreningerne, at de i det store hele var godt kommunen havde i april 1923 købt grun- tilfredse med samarbejdet med magistraten den for 63.000 kr. Det første forslag, der og teknisk udvalg, men at de dog savnede var udarbejdet af stadsingeniøren selv, var politisk vilje og økonomisk støtte til at få budgetteret til 158.000 kr., mens det andet stadionplanerne sat på skinner. Med brevet forslag, der var udarbejdet af arkitekt Hjal- fulgte også forskellige bilag, såsom et mar Kjær, kostede 308.000 kr. driftsregnskab for København Idrætspark, Ingen af planerne blev dog ført ud i li- som – selvsagt – viste et lille overskud og vet. Det skyldes to ting, nemlig 1) at altså dokumenterede, at man godt kunne idrætsforeningerne var utilfredse med pla- drive et stadion, uden at kommunen øko-

116 nomisk skulle støtte den daglige drift. Der række af byer, som allerede i mange år har var også vedlagt en redegørelse for Idræts- haft hver sin specielle idrætspark«, skrev parkens finansiering samt en liste over lan- . dets øvrige stadioner og deres finansiering. En ret stor tilskuerskare var mødt frem Det nye brev satte igen skub i tingene, for at se de stærke østrigere, der vandt og i oktober 1927 godkendte borgmester kampen 9-2. Mange var sikkert også mødt H.Chr. Petersen, at Kildemosen vest for frem for at se Odense Idrætspark. Men der Sydfynske Jernbaners værksteder og Suk- var ikke meget at se. Parken var stadig no- kerkogeriet (der hvor boldklubberne Po- get tom, der manglede tribuner, omklæd- sten og Kildemosen i dag holder til) blev ningslokale og meget andet. Heller ikke udlagt til byggeplads for et stadion. Aftalen vejret artede sig heldigt. Voldsomme regn- lød på, at kommunen byggede stadion, byger skyllede ned over publikum, der end mens idrætsforeningerne skulle drive og ikke kunne krybe i ly bag en busk. bestyre Odense Idrætspark. Dannelsen af Alle forventede, at idrætsparkens mise- foreningen Odense Idrætspark fandt sted 3. rable vilkår snart ville blive udbedret. Men juledag 1927, hvor ni idrætsforeninger var sådan gik det ikke, snarere tværtimod. For- repræsenteret. Foreningens formål var 1) eningen bag Odense Idrætspark magtede at »overtage og bestyre Odense Idrætspark aldrig at gøre anlæget færdigt og fik snart i henhold til kontrakt med Odense Byråd«, lommesmerter, hvorfor stadion begyndte at 2) at »forvalte fælles penge« og 3) at forfalde. Ansvaret lå hos idrætsforeninger- »fremme forhold, der har fælles interesse ne selv, men de formåede ikke at løfte op- for sports- og idrætsforeninger i Odense«. gaven. Der blev optaget et lån i Handels- Odense Byråd bevilgede i alt 70.000 kr. banken på 10.000 kr. til idrætsparkens fær- til dækning af omkostninger ved planerin- diggørelse, men i sidste ende var rednings- gen af Kildemosen samt forskellige vejar- forsøgene nytteløse, og i 1936 erklærede bejder, mens idrætsforeningerne selv skul- Odense Idrætspark sig konkurs. Forenin- le så græs, anlægge og indhegne banen gens lejemål med Odense Kommune blev o.lign. Økonomisk skulle Odense Idræts- opsagt, og idrætsparkens baner blev siden park løbe rundt ved, at klubber og forenin- udlejet til henholdsvis KFUM’s boldklub ger, der var medlemmer, betalte 50 øre pr. og . år pr. aktivt medlem, dog mindst 20 kr. pr. forening. På denne vis skulle det blive mu- Nye stadionovervejelser ligt at vedligeholde og gradvis tilføje, hvad der manglede at blive bygget på stadion, Allerede inden konkursen stod det klart for det vil sige et idrætshus, sidde- og ståtribu- enhver, at Odense Idrætspark aldrig ville ner m.m. blive det stadion, som odenseanerne havde I begyndelsen gik alt planmæssigt. Der drømt om. Politikerne – det vil først og blev anlagt en bane og sat hegn op, og den fremmest sige socialdemokraterne – var 16. august 1931 blev opvisningsbanen ind- derfor begyndt at overveje alternative mu- viet med en fodboldkamp mellem et sam- ligheder. mensat hold fra Odenseklubberne og Ad- I den konservative byrådsgruppe var der mira Wien, der var et af Europas mest pro- dog fortsat en del modvilje mod kommu- minente hold. Det var »en stor begivenhed, nens engagement i et kommunalt stadion- at Odense kan indtage sin plads i den lange byggeri, men modstanden varede ikke læn-

117 ge. Tiden var nu en helt anden, end da by- Socialdemokraterne var mest stemt for rådet første gang diskuterede stadionsagen. Kræmmermarken eller en helt fjerde løs- Idrætten havde fået en helt anden status i ning, nemlig i Fruens Bøge i forbindelse løbet af 1930’erne. Både medlemsmæssigt, med en planlagt folkepark (forlystelses- organisatorisk og økonomisk stod idrætten park). Teknisk udvalg havde dog i samar- nu på fastere grund og havde som følge bejde med magistraten tidligere udelukket deraf fået en central rolle i samfundsdebat- en placering i Fruens Bøge, bl.a. fordi man ten, hvor dens sociale og sundhedsmæssi- var stødt på lokal modstand. Borgerne ville ge nytte blev fremhævet igen og igen. gerne slippe for trafikken, larmen og men- Idrætten var ikke længere til at komme neskemasserne, som ville ødelægge idyl- uden om, og derfor slog tanken om idræt- len. Efter pres fra Socialdemokratiet blev ten som en samfundsopgave også for alvor Fruens Bøge-løsningen dog tilføjet som en igennem i 1930’erne. Idrætten var ikke fjerde mulighed. I længden kom valget til længere udelukkende en privat sag, og i at stå mellem et stadion i og et i Odense byggede kommunen i løbet af Fruens Bøge. 1930’erne bl.a. friluftsbadet (1933) og Den 7. september 1936 var stadionsagen svømmehallen på Klosterbakken (1938), atter til debat i byrådssalen. Her talte borg- ligesom den anlagde flere fodboldbaner på mester H.C. Petersen varmt for en place- kommunale jorder. ring af stadion i Bolbro. Han havde nu ka- Det store diskussionsemne var ikke læn- stet al skepsis over bord og sluttede af med gere økonomien, men derimod placeringen følgende salut: »Jeg vil sige det rent ud, at af stadion. På et byrådsmøde i efteråret hvis man ikke kan tage den store plan og 1935 blev en række placeringsforslag lagt føre den igennem, så synes jeg, at så skal på bordet, hvorefter sagen blev sendt vide- sportsfolkene blive, hvor de er, ude ved re til teknisk udvalg. Sukkerkogeriet [...] Man kalder mig som- Under byrådsforhandlingerne den 29. me tider en forsigtig borgmester, som ikke juni 1936 blev der fremlagt tre mulige pla- gerne vil af med pengene; men når vi ende- ceringer for et nyt stadion, nemlig Kilde- lig skal lave noget, så skal det være noget, mosen, Kræmmermarken og Bolbro. der er godt, og som ikke kan kritiseres«. Hos idrætsforeningerne så man helst, at Derfor anbefalede han, at byrådet vedtog stadion blev lagt i Kræmmermarken, da stadionbyggeriet i Bolbro. pladsen lå centralt. Et flertal i den konser- I den socialdemokratiske byrådsgruppe vative byrådsgruppe havde derimod Bol- mente man fortsat, at byen var bedre tjent broløsningen som deres foretrukne place- med et stadion ved engen i Fruens Bøge, ring. Bl.a. talte teknisk udvalgs formand, der ville »komme til at ligge i ualmindelig ingeniør Jørgen Christensen, der var man- smukke omgivelser«. den bag Odinstårnet, varmt for en place- Efter en langvarig debat med mange ind- ring i Bolbro, fordi man her havde gode til- læg vedtog byrådet med 12 stemmer (de og frakørselsmuligheder samt rigelig plads konservative og en radikal) mod 10 (social- til at løse alle parkeringsproblemer, hvilket demokraterne), at Odense Stadion skulle man ikke havde, hvis stadion blev lagt i bygges i Bolbro på 23 tønder land (eller Kræmmermarken. Fra andre byrådsmed- 126.600 m2) mellem Middelfartvej og Ru- lemmer hørtes dog kritiske bemærkninger gårdsvej. Sagen blev herefter overdraget til om, at Bolbro lå for langt ude. teknisk udvalg og stadsingeniøren.

118 I Fyens Stiftstidende morede man sig da- var idrætsforeningernes kop te, da man gen efter over socialdemokraternes ube- helst så stadion placeret i nærheden af cen- slutsomhed i stadionsagen og sammenlig- trum, hvor idrætsudøverne boede. nede deres optræden med revyvisen Hen til Byrådets beslutning om at bygge Oden- kommoden og tilbav’s igen: »Se nu til hr. se Stadion blev truffet blot nogle få måne- Otto Jørgensen. Han dansede i sin tid hen der før byrådsvalget i marts 1937. I sta- til kommoden og forlangte højt og tydeligt dionsagen – og flere andre sager – så man, et stort stadion. Og han ville ikke for alt i at pengene sad løsere i politikernes lom- verden have en atletikbane omkring fod- mer i tiden op mod dette valg, hvor de kon- boldbanen ... i aftes dansede han tilbage servative og socialdemokraterne kæmpede igen og anbefalede kraftigt en plads med indædt om magten. Det gjaldt derfor om, at atletikbane omkring fodboldbanen. I et lil- politikernes handlekraft stod i frisk erin- le ekstravers dansede Jørgensen hen til dring hos vælgerne. kommoden og kritiserede, at man ville lægge stadion i Bolbro, hvor han mente, der var sumpet. I aftes dansede han tilbage Bygning og færdiggørelse af og ville have pladsen på en af de mest Odense Stadion vandfyldte og sumpede enge, vi har i byens nærhed. Borgmestermaven må vi se at bli- De konservative havde siddet på magten i ve a’ med, hr. Jørgensen«. Odense i årtier. Det havde været dem, som I Fyns Social-Demokrat havde man satte dagsordenen, hvilket prægede byens selvsagt en noget anderledes opfattelse af politiske liv. Byrådsvalget i 1937 vendte sagens forløb. Avisen hæftede sig bl.a. ved, imidlertid op og ned på tingene. Socialde- at alle (undtagen arkitekt Lehn-Petersen) i mokratiet vandt en historisk sejr, og for den konservative byrådsgruppe pludselig første gang kunne en socialdemokrat, var enige om Bolbro-placeringen: »Var der I.Vilh. Werner, sætte sig i borgmestersto- i sidste byrådsmøde slinger i den konserva- len. Magtskiftet fik ikke umiddelbart be- tive række, hvor tre-fire mand stod op for tydning for Odense Stadion og heller ikke at tage afstand fra Bolbroprojektet, så tør for beslutningen om dets placering; det var det til gengæld svagt antydes, at der var nu blot Socialdemokratiet, der fik det over- ensretning denne gang. Alle genstridige ordnede politiske ansvar for at føre sta- var bragt til tavshed. Borgmesteren – og dionplanerne ud i livet. hans hjælper eller hjælpere – må have Det nye stadion skulle bygges på et brugt pisken flittigt. Der blev tiet, og der lavtliggende engområde med åbne vandløb blev stemt efter en snor, selv om det kneb omkring. Derfor måtte vandløbene først for flere af borgergruppens medlemmer at rørlægges, og området hæves ca. 1 m ved få hånden op, da der stemtes for Bolbro- påfyldning, før selve byggeriet kunne gå i projektet«. Social-Demokraten kommente- gang. rede også borgmesterens begejstring for I foråret 1937 tog det odenseanske firma det olympiske stadion i Berlin og hele hans Hans Jørgensen & Søn fat på jordarbejdet præsentation af stadionprojektet, der ved det nye stadion. Som andre af 30’ernes »smagte en del af valgflæsk«. store kommunale byggeprojekter blev Endelig fæstede avisen sig ved det ku- Odense Stadion også lavet som et nød- riosum, at en placering i Bolbro ikke just hjælpsarbejde til beskæftigelse af arbejds-

119 løse, og derfor indeholdt licitationen en hvor entreprenøren tog fat på de afslutten- klausul om, at der ikke måtte bruges større de opgaver: Opførelse af sidde- og ståtri- gravemaskiner o.lign. Arbejdet skulle ud- buner, toiletter, klubhus, kontorbygninger føres ved håndkraft, hvilket krævede man- m.m. – et arbejde, der blev ledet af inge- ge arbejdere, og planeringsarbejdet blev niør Høy Petersen. Det var det odensean- det hidtil største af sin slags i Odenses hi- ske entreprenørfirma J.L. Østlund & Søn, storie med omtrent 100 mand ansat til at der stod for opførelse af tribunerne og op- flytte og planere jorden. stilling af stativer til 3.400 cykler. Jordarbejdet blev afsluttet i vinteren Prisen for stadionbyggeriet lød på i alt 1937-38, hvorefter jorden lå hen i et års 1.314.266 kr. og 17 øre – hvilket svarer til tid, inden kommunegartneren og hans hvad ca. 350 ufaglærte arbejdere tjente om medhjælpere i 1938 gik i gang med såning året. Stadion bestod af i alt fem baner: En af græs samt beplantning med træer og opvisningsbane til fodbold, et atletiksta- buske – hvilket skete efter havearkitekt P. dion, en kricketbane, en hockeybane og en Wads anvisninger. Dette arbejde fortsatte kastebane. Fodboldbanen havde plads til frem til april 1939. I samme periode blev ca. 12.000 tilskuere, hvoraf 1.000 kunne der ligeledes anlagt løbe- og springbaner sidde ned. På atletikstadion var der plads på atletikstadion samt gangstier, ligesom til 1.000 siddende på tribunen, der til dels der blev udført vandledningsarbejder, så var overdækket, mens der var ca. 9.000 alle baner kunne vandes. ståpladser. Byggeriet lå herefter stille frem til 1940,

Atletikstadion med tribune og ståpladser kort før indvielsen i 1941. Atletikstadion fik sin egen indgang fra Snapindvej (den nuværende Stadionvej). Under tribunen var der bl.a. omklædningsrum, hvoraf to var særligt store, beregnet til masseopvisninger i gymnastik og lignende. I midten af tribunen var der – ligesom ved fodboldtribunen – en »borgme- sterloge« og en presseloge (E. Christoffersen fot., Stadsarkivet).

120 I forbindelse med indvielsen af fodboldstadion den 7. september 1941 blev der arrangeret en fodboldkamp mellem et udvalgt Odensehold og Boldklubben Frem fra København. Odense Stadion havde ved åbningen kun en enkelt overbygget tribune. Til højre for fod- boldbanen ses atletikstadion (Odense Idrætspark).

Indvielsen af Odense Stadion en fodboldspiller, der headede til en bold. »Brug hovedet«, lød sloganet. Niels Jør- Det blev atletikfolkene, der først tog det gensen var således i god tråd med Social- nye stadion i brug. Det skete den 17. au- demokratiets landspolitik, da han i sin tale gust 1941, hvor der blev afholdt Dan- slog fast, at stadion helt sikkert ville blive marksmesterskaber på atletikstadion. Det et sted, hvor gode og sundhedsfremmende blev viceborgmester og formand for tek- legemsøvelser ville finde sted. Øvelser, der nisk udvalg Niels Jørgensen, der holdt ind- kunne være med til at sikre en sund og vielsestalen til de ca. 7.000 mennesker, der stærk ungdom. var mødt frem. Han omtalte kort stadionsa- Indvielsen blev en stor festdag for gens forhistorie og kom bl.a. ind på de tid- Odense. Kongen var blevet inviteret til ligere placeringsforslag og Odense Idræts- indvielsen, men kom ikke. Det gjorde deri- park ved Kildemosen. Idrætten var i løbet mod formanden for Danmarks Idræts-For- af 1930’erne blevet en integreret del af den bund, generalmajor Castenskiold, borg- socialdemokratiske kulturpolitik. Det var mester I.Vilh. Werner samt en række andre ingen tilfældighed, at partiet i midten af honoratiores. Efter Niels Jørgensens tale 30’erne brugte en valgplakat, hvor man så gik Danmarksmesterskaberne i gang, og

121 her satte politibetjent Gunnar Fjord Chri- tegnet af den lokale arkitekt Vagn O. Kyed, stensen, Odense Gymnastikforening, blev ved åbningen kaldt »et af Nordens dansk rekord i 400 m løb, hvilket blot gjor- skønneste idrætsanlæg« og »provinsens de dagen endnu mere festlig. mest moderne«. Tre uger senere, den 7. september 1941, Odense Stadion var i brug i mere end en skulle grønsværen på fodboldstadion stå generation, og mange minder knytter sig til sin prøve i en kamp mellem et udvalgt »folkets teater« i Bolbro. Søndag efter søn- Odensehold (Odense Stævnet), bestående dag har odenseanerne flokkedes om sta- af spillere fra B1909, B1913 og OB, og de dion for at se de lokale idrætshelte. Speci- regerende danske mestre fra Boldklubben elt, når stadion lagde græs til lokalopgøre- Frem. Københavnerne vandt en komforta- ne mellem byens fodboldklubber, fandt ti- bel sejr på 6-2, men hvad gjorde det, når tusinder vej til stadion. Stadionrekorden odenseanerne langt om længe havde fået blev imidlertid sat den 1. september 1963, sig et »rigtigt« stadion, der ovenikøbet da 30.024 overværede topopgøret mellem kunne få selv forvænte københavnere til at B1913 og og Esbjerg. spærre øjnene op. Odense Stadion, der var

Noter

1. Artiklen er redigeret af arkivar Johnny Wøllekær. søgelse af Odenses idrætshistorie ca. 1860-1920. En række oplysninger om de tidligste idrætsplad- Jeg vil gerne rette en varm tak til Johnny Wølle- ser i Odense er taget fra hans undersøgelse Da kær for denne bistand. sporten kom til byen. En historisk-empirisk under-

Litteratur

Anders W. Berthelsen: Bolbrobogen. Odense 1994. Odense Byråds trykte forhandlinger. Mariann Brandt: Socialdemokratisk agitation og Odense bys historie bd. 8 (red. Tage Kaarsted). propaganda i mellemkrigstiden. Århus 1979. Odense Kommunale Skolevæsens trykte årsberetnin- Fyens Stiftstidende. ger Fyns Social-Demokrat. H.V. Rygner: »Odense Stadion« (i Stads- og Havnein- Fyns Venstreblad. geniøren 1942). Niels Kayser Nielsen: »Ud i det fri – om idrætten i Edvard Thomsen og Vagn Kyed: »Odense Stadion« (i provinsbyen i mellemkrigstiden« (i Idrætshistorisk Arkitekten 1944). Årbog 1995).

Kilder på Stadsarkivet

Odense byråds stenograferede forhandlingsreferater. Stadsingeniørens Kontor, journalsag 17.50, Odense Byrådets arkivsag 116 (Stadion og idrætshaller), Kommunes arkiv. Odense Kommunes arkiv. Magistratens forhandlingsprotokol.

122