Noter til en vandring i Kultur på hjul 2017

Af Pernille Helberg Stentoft www.kulturpaahjul.dk

Noter til en vandring i Brundby dannede udgangspunkt for en byvandring i Brundby d. 17.6. 2017 i forbindelse med projektet Kultur på hjul. Noterne er blevet til ud fra materiale fra Samsø Egnsarkiv, gamle fotografier og kort, avisartikler, atikler om Brundby fra årbøger fra Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø og samtaler med folk i Brundby. Mange tak til alle for hjælp og imødekommenhed.

Brundby er faktisk større end den egentlig er. Sådan skriver Eigil Hempel i et lille hæfte om Brundby. Hæftet hedder Min gamle landsby. Sætningen er en god indgang til en vandring i Brundby, som faktisk er større end den egentlig er.

Høje og bjerge i Brundby Noget af det karakteristisk ved Brundby er de mange høje og bakker, der findes midt i og omkring byen. Højene omkranser og tegner byen. Høje, som byen putter sig bag. Der er Kolhøj, hvor stubmøllen står og har stået siden 1817. Bøgebjerg, hvor møllestubben er, og hvor Buhr-møllen stod engang. Dansebjerg, hvor man i gamle dage dansede, når der var klinegilde (dvs. når man havde ler-klinet et hus), og hvor der senere kom til at stå en mølle, nemlig stubmøllen, som oprindeligt kom fra , og som senere blev flyttet til Kolhøj. Granhøj, hvor der også stod en mølle, hvor øens fængsel i en periode lå og hvor der senere blev bygget vandtårn og opført nyt vandværk. Dertil kommer Egebjerg, som findes bag gården Egebjerggård, Blegebakken midt i byen og Vorre Bakke, som ligger i nærheden af Mejerivej.

Ellen fra Brundby husker Granhøj fra sin barndom i 1950´erne. Hun husker Granhøj som et særligt sted. På højen, som også blev kaldt Vandværksbakken, begyndte en lang kælkebakke. Ellen husker også, at hun sammen med en kusine hakkede i bakken med en spade og lavede en tronstol. Herfra kunne de to piger sidde og regere hele byen.

For Brundby borgerforening har Granhøj og vandværket også en særlig betydning. Borgerforeningen har fået vandværket foræret. Nu er det ikke længere fyldt med vand, men med lopper, eller ting og sager, som skal sælges på loppemarked. Overskuddet fra salg af lopper skal gå til en renovering af vandværket. Tanken er, at vandværket omdannes til mødested for Brundby borgerforening. Stedet hvor vandværket ligger omtales Granhøj. Men er dette Granhøj? Eller ligger selve Granhøj et helt andet sted?

Billedskæreren Bertel Olsen Granhøj

Skrevet af Hans Haarmark, Brundby

I 1883 ønskede snedker og billedskærer Bertel Olsen at bygge et savværk og et møbelsnedkerværksted på bakken Grandhøj i Brundby. Bertel Olsen blev født i 1849 som søn af en snedker i Brundby. Efter konfirmation 14 år gammel kom han i lære hos en møbelsnedker og billedskærer i Kerteminde. I 1868 vendte han hjem til Samsø 19 år gammel og fik efterhånden møbelarbejder for embedsmænd og velhavere på øen, således også grev C. F. Danneskiold Samsøe. Her brugte han formodentlig faderens værksted. Udskæringer af blomster eller figurer i møbler var populære på denne tid, der kaldes historicisme eller stilblandingens tid. Greven introducerede ham til folk i København, og han solgte billedskærerarbejder og fik arbejde på flere museer. Blev gift og fik en datter. Boede i København. Efter købet af Grandhøj i 1883, byggede og indrettede han værksted her i de følgende år. Han havde arbejder både i København og på Samsø og var således en tidlig pendler mellem Samsø og København. Boede i værkstedets kontor, når han var på Samsø. I 1890 fik han snedker- og billedskærerarbejdet ved udvidelsen af slot, det betød arbejde i mange år. I 1898 døde konen, og han flyttede permanent til Samsø 49 år gammel. I 1903 giftede han sig med Karen, enke efter en snedker i Ørby. Han byggede stuehus, og han fik arbejdet med at udføre inventaret til Ørby Kirke. Bertel døde 73 år gammel. Savværket var placeret i et ældre hus, bygget ind i bakken. Dette hus er blevet påbygget kontor og værkstedsrum. Ved udbygningen blev anvendt genbrugsmaterialer. Alle dørene var således forskellige. Grandhøj er jo en bakke, og det har ikke været nemt at køre hertil med en hestevogn, men da alle snedkermaskinerne blev trukket af en vindmølle, har bakketoppen været fin. I savværket stod en stor bloksav, der var ophængt i et stativ af træbjælker. Træstammer blev savet til brædder af bloksaven. Huset var ikke stort nok til at rumme en træstamme, så arbejdet foregik delvis udendørs. Træstammerne blev stukket ind gennem en dør i gavlen. Når træet var savet, skulle det tørre i lang tid, før det kunne bruges til møbler. På lofterne i både værksted og senere stuehus var der derfor trælager.

Færgegården Skolebakkevej 23

I Færgegården bor Dot. Dorthea Ladefoged, født i 1927. Hun har boet her siden 1956, hvor hun blev gift med Hans efter 10 års kæresteri. Hans døde som 62-årig i 1988, og siden har Dot boet alene på gården. Færgegården er en slægtsgård med en lang og spændende historie, der går over 400 år tilbage i tiden.

Historien om et venskab: Dot og Henny Denne historie fra Færgegården er en historie fra nyere tid. Historien handler om venskabet mellem Dot og Henny. Dot har altid vidst, at Henny og Jens Oluf boede ude på Østerløkken. Henny og Jens Oluf flyttede til Brundby i 1988. Dot og Hans begyndte at invitere Henny og Jens Oluf på kaffe. Kort efter blev Dot alene. Og så blev Henny alene. Dot og Henny blev nu bedste veninder. De to mødtes ganske ofte om aftenen til en kop kaffe. De vendte dagen og tankerne. Anne Kirsten, Hennys datter, stødte nogle gange til.

Vi var så ens med ting, Vi var så enige, siger Dot om venskabet med Henny. Vi sad altid og morede os.

Henny fik Dot med til mange ting. For Henny var, med Dots ord, mere udsvævende end Henny. Dot og Henny gik til Engelsk i . De gik til møder, foredrag og generalforsamlinger, fx generalforsamling i Borgerforeningen eller i Vandværket, det foregik på hotellet. Så fik de en kop kaffe. Engang imellem var de i kirke sammen, det kunne Henny godt lide. Jeg nyder det sådan, sagde Henny. Dot og Henny arbejdede også sammen. De arbejdede sammen på museet, hvor de bagte vafler. Henny bagte, Dot lavede kaffe, Anne Kirsten passede kassen. Bagefter vaskede de op. Det foregik sådan, at Dot sad ude i græsset og vaskede op. Dot og Henny arbejdede desuden sammen i en genbrugsbutik i Tranebjerg. Og de var hjælpere i Hyggeklubben. De bar kaffe ind.

På tur Mens Hans levede, kørte Dot og Hans en tur ud hver eneste søndag. De havde kaffe med, når vejret var til det. De tog til Ballebjerg eller Issehoved. Var altid omkring . Du kan tro, vi har travet ude i de bakker. Op og ned, fortæller Dot. Dot og Hans kom kun sjældent udenøs, for de havde ikke familie udenøs. De var engang på Himmelbjerget, men det var ikke noget, der skete ofte. De havde jo køerne. På den måde var de bundet til Brundby. Når ikke man kan komme afsted, så er det sådan, siger Dot.

Da køerne var væk, og Hans var død, begyndte Dot at rejse sammen med Henny. De var meget ude og rejse, husker Dot. De rejste både med Museet i Tranebjerg og med Hyggeklubben. Det foregik i rutebil. Turene gik til Gardasøen i Italien, Irland, Gotland, England osv. Dot og Henny tog også på busture i Danmark. Og en gang om året, altid om efteråret, var de på Lejrskole i Vester Anflod ved Tønder.

En enkelt gang var de på krydstogt. De ville gerne prøve den nye færge til Tunø. De tog derfor færgen fra Sælvig til Hou, derfra den nye færge fra Hou til Tunø. På Tunø var der samme dag besøg af biskoppen fra Aarhus, Kjeld holm, så de nåede med til gudstjeneste, drak kaffe i præstegården og spiste leverpostejsmadder med sky(som var smeltet) på kirkegårdsdiget. Derefter tog de færgen tilbage til Hou og fra Hou tilbage til Samsø

Sådan var der mange ture og oplevelser. Venskabet varede indtil Henny døde i 2001. Og Minderne - de lever hos Dot. Det er ingen, der får så meget eftermæle som Henny. Som bliver husket så mange år efter. Ja Henny, det var Henny. Det er en lykke at have oplevet Henny.

Egebjerggård Skolebakkevej 21

Skrevet af Ellen Koldby Jensen, Brundby

Egebjerggård er en slægtsgård, som har været i familiens eje siden 1868, hvor den frikøbes ved Justitsministeriets resolution af 8. juli 1868 fra Lensbesidderen på Grevskabet Samsø af min oldefar Jens Jørgensen Ladefoged. Egebjerggård er bygget i 1862, da den sammen med nabogården brænder ned. Nabogården opføres dog ikke her igen, men opføres på Nørreskiftevej 2, og den grund, hvor nabogården lå, tilskødes ejendommen på Skolebakkevej 21.

Egebjerggård opføres som en firlænget bindingsværksgård med bagvedliggende lade og maskinhus, og har været drevet på traditionel vis med heste, køer, grise og får. Gården har i dag stadig bindingsværk i indergården, mens ydervæggene er fornyet med mursten hele vejen rundt gennem tiderne. Ligeledes er stråtaget udskiftet med fast tag.

Egebjerggård havde som mange andre gårde i byen en ydermark. Denne ydermark lå i Bådekær, og dele af ydermarken var vedvarende græs til køerne, som blev trukket derud om morgenen efter malkning og fodring, og hentet hjem igen til aftenmalkning. Denne ydermark blev mageskiftet med en gårdejer i Bådekær og det mageskiftede areal blev senere solgt tilbage til samme senere gårdejer, således at der nu er sammenhængende mark fra Egebjergbakken til Ålebæksrenden samt en jordstykke omkring Loddenhøj, syd for byen.

Drift af markerne på Egebjerggård foregik med heste indtil først i 1960’erne, hvor mekaniseringen holdt sit indtog i form af en Fordson Dexta traktor. Afgrøderne på marken var hovedsagelig til foder til alle dyrene på gården, dog sælges overskydende korn til foderstofforretningen. Egebjerggård drives af min morbror Martin Hansen i 55 år indtil 1986, hvor min mand og jeg overtager gården. Efter overtagelsen foregår der kun slagtesvinsproduktion i staldene, som gennemgår en større ombygning til den produktion.

Ellen Kolby Jensen

Frk. Lüktkens tricotage Skolebakkevej 8

Frk. Dagmar Lütken havde fra 1922-58 forretning med tricotage på Skolebakkevej 8. Flere i Brundby husker tydeligt frk. Lütken fra 1950´erne. Hun var en statelig dame, ikke helt ung. Gik ofte i mørkt tøj med en fin hvid kniplet krave. Hendes lange hår var sat op. Hun var flink, når man kom ind. Men også bestemt, man havde respekt for hende.

En husker butikken som mørk. Der var en disk, hvor alle fine ting lå under en glasplade. Bag disken var der hylder med metervarer. Ellen fra Brundby blev nogle gange sendt hen for at købe bændler hos frk. Lütken, de skulle bruges til stropper til sengetøj. Ellers var det mest Ellens hendes mor, der handlede der. Udover bændler kunne man også finde broderer-garn, sytøj og trisser, undertøj og strømper. Man kunne også købe lidt tøj. Det husker Dot, hun var engang henne hos frk. Lütken og købe en sommernederdel. Den kostede 6 kr., det var i slutningen af 1950´erne. Nederdelen var blå med striber. Den gik halvejs ned på benet, New Look kaldte man det. Man kunne også købe damebukser i butikken, med lodden vrang og elastik i livet, fortæller Rigmor.

Der kom på et tidspunkt noget familie over og boede hos frk. Lütken. Det var en nevø til frk. Lütken, han havde været revisor ved Aarhus teater og blev senere revisor på Samsø. Hans kone gik hjemme. Familien hed Mosumgaard.

Købmand Georg Petersen Trekanten 13 (nu: pizzaria)

Udover frk. Lütkens tricotage har der været mange andre butikker i Brundby. Bager, slagter, sæbehus, barber, ishus, urmager, musikhandel, skotøjsforretning med flere. Dertil kom maskinstation, vognmænd og håndværkerne. Og hele tre købmænd på stribe. I 1950´erne hed de tre købmænd Stautz(Skolebakkevej 2), Fabricius(Brundby Hovedgade 60) og Petersen(Trekanten 13)

Fabricius havde den største forretning, hvor man kunne købe alt det, man skulle bruge i det daglige. Stautz´ butik var mindre, med færre varer. Smør og ost blev opbevaret køligt i kælderen, der gik en stige derned midt i butikken. Ellen husker, at hun engang var sendt hen til købmand Stautz for at købe hvidtøl sammen med sine brødre. De var 6-8 år gamle. Købmanden spurgte Ellens brødre: Hvad farve tror I hvidtøl har? Ellens brødre svarede: Det må være hvidt.

Købmand Georg Petersen Ellens familie handlede mest hos Georg Petersen. Han var en skøn mand, han gjorde ikke forskel på høj og lav. Petersens kone arbejdede også med i butikken. Ud over butikken drev de landbrug. (Det gjorde bageren for resten også. Bagerens grise spiste bla. gammelt bagerbrød.) Georg Petersens havde marker og dyr, dvs. køer og lidt grise. Staldene lå på den anden side af vejen, overfor butikken. Georg Petersen havde det flotteste mælkebord, altså et bord, hvor man stillede mælkejunger til afhentning til mejeriet. Der var en kraftig buet hæk omkring bordet, det så flot ud. Og den store hæk skærmede for solen

Ellens familie kom og handlede et par gange om ugen hos Georg Petersen. Ellen husker, at hun en gang som barn blev sendt hen for at købe sennep. Man medbragte selv glasset og fik øst sennep op fra en kæmpe spand. Der kom papir og en elastik rundt om kanten. Idet Ellen gik ud af butikken, tabte hun glasset. Hun blev ked af det og gik hjem til sin mor og græd. Moren bad Ellen om at gå over og købe noget nyt sennep. Det gjorde Ellen så.

Ishuset og balletdanseren Brundby Hovedgade 55

Der har gennem tiden været flere forskellige erhverv i det røde hus ovenfor Genforeningspladsen. I 1920´erne var der musikhandel i huset. Senere kom der urmager og barbersalon. Og udenfor huset stod der i en periode fra 1950 og frem et ishus med elektrisk fryseboks. Ishuset tilhørte Sergei Woscresenski, som også boede i huset. Woscresenski var tidligere balletdanser og af russisk oprindelse, efter sigende flygtet fra Rusland i forbindelse med revolutionen i 1917. Balletmesteren havde både ishus og kørte lastbil.

Nogle har beskrevet Woscresenski som beleven. Som en mand der gik med ynde. At han kunne komme dansende ud fra ishuset. En anden har fortalt, at når han kom hjem til hende, gik han altid hen til klaveret og spillede. Og en hjemmehjælper, der senere kom hos ham, kunne fortælle, at han dansede for hende, når hun kom på besøg hos ham.

Woscresenski må have været et eksotisk indslag i Brundby, hvor selv turisterne dengang hovedsageligt var danske turister. Hans husker, at han var nede og købe is hos russeren, da han var barn og på besøg hos sin farfar i Brundby. Og han fortæller, at hans farfar kunne godt tænke sig at lære at tale russisk. Farfaren anskaffede sig en russisk parlør, og sagde nogle russiske ord til russeren, når han gik forbi ishuset. Sergei Woscresenski ligger begravet på Tranebjerg kirkegård.

Brundby Hotel Brundby Hovedgade 65

Byens legendariske hotel blev grundlagt i 1889. Hotellet åbnede i en gård i byen og var opkaldt efter gårdens ejer, Hans Lindegård, der drev et landbrug fra den firlængede stråtækte bindingsværksgård i Brundby. Lindegaard stammede oprindeligt fra Fyn.

Øens første turist Lindegaards hotel var øens første turisthotel. Det blev også kaldt badehotel. De første mange år holdt man kun åbent om sommeren. Hotellet åbnede 10 år efter, at øen havde besøg af den efter sigende allerførste turist. Han hed Holger Drachmann, var maler og forfatter, og holdt hvedebrødsdage på øen med sin hustru Emmy i sommeren 1879. De nygifte boede først en tid på kroen i , men var ikke tilfredse og rykkede efter 10 dage videre til Den gamle købmandsgaard i Ballen, der lå lige ud til stranden. Her gik parret ture, og Drachmann både tegnede og skrev. Parret blev på øen indtil september, og det fortælles, at de under opholdet på øen også blev indbudt til sammenkomster hos lokale bønder, bla. på Færgegården.

Hans Lindegård Efter Drachmanns ophold i 1879 begyndte turisterne så småt at opdage Samsø. En del af dem indlogerede sig med tiden på Lindegaards hotel i Brundby. Man spiste godt på Lindegaards hotel. Hans Lindegaard sad ofte til bords med gæsterne med sit forskærersæt. Hans livret var grillet lammehoved med spinat. Han var en munter og gæstfri mand, og mange gæster kom igen år efter år til det rolige sted med den gode mad og beliggenheden nær vandet.

Der er skrevet et vers om hotellet og hyggen i Lindegaards tid. På Brundby hotel hos Lindegaard En førsteklasses sjus man får Man begynder med en, og så bliver man ved Det vil De nok lægge mærke til.

Fra 1889 til 1932 var Hans Lindegaard ejer af hotellet. Senere mellem 1932 og maj 1946 var Gudrun Lindegaard ejer af hotellet. Derefter fulgte nogle måneder med Cleo og Aksel Christensen som ejere. I 1946 kom Erna og Frode Olsen til og drev hotellet frem til 1971.

Frode Olsen Udover Lindegaard har der været en anden legendarisk vært på hotellet i Brundby. Han hed Frode Olsen og drev sammen med sin kone, Erna, hotellet i 25 år. Da Frode Olsen overtog hotellet i 1946, gav han det nyt navn, han kaldte det Brundby hotel. I Frode Olsens tid kom en stor kundekreds til. Olsen havde tidligere været hal-inspektør i Skovshoved og senere restauratør i Sundby badmintonklub og Amager boldklub.

Der er flere i Brundby, der husker fester på hotellet i Olsens tid. Familiefester, guldbryllupper, runde fødselsdage, den slags. Og Erna og Frode Olsen var et værtspar med stil. Frode Olsen serverede ikke selv, når der var selskab, men han ledede slagets gang. Han gav tegn med øjnene eller en finger, og så startede alle med at servere på en gang. Der var ikke noget lalleri hos Frode Olsen. Olsen havde bil og hentede selv gæster ved færgen i Koldby. Andre kunne også godt komme med i Olsens bil. Det har Hans prøvet. Man fyldte bilen op, og folk betalte for at køre med. Det var nærmest en slags taxa. Jens Bay fortæller, at det på den tid var Vilhelm Petersen, der kørte rutebil på øen. Der kom en mand og spurgte, hvor sådan en møgvogn kørte hen. Vilhelm svarede, at det kommer an på, hvor møget skal hen. Så steg han ind, han havde nok ikke råd til en lillebil.

I Olsens tid var der fastelavnsfest og juletræsfest på hotellet, det var i borgerforeningens regi. Til fastelavnsfesten blev der hængt en tønde op. Efter festen var der en dame fra byen, der klædte sig ud og gik en tur rundt i byen og bankede på hos folk og sang fastelavnssange. Boller op og boller ned, boller i min mave eller tiøre i min dåse. Imens der blev sunget, fandt folk penge.

Til juletræsfesten på hotellet var der juletræ fra gulv til loft i den store sal. På træet var der levende lys og flagguirlander. Hele hotellet var pyntet op, rundt omkring sad der nisser. Det var lidt særligt at komme derned. Pigerne var i kjoler. Måske havde nogle af mødrene været i gang med at sy nyt tøj til børnene. Hele salen var fyldt med børn. De små stod inderst, de større yderst, der var mindst to kredse omkring træet. Frode Olsen stod og havde overblikket. Erna havde bagt boller. Førstelæreren delte slik ud. Der var mindst 50 børn. Mange forældre var også med, de sad og kiggede på. Når festen var slut, skulle juletræet ud. Så hjalp børnene med at slæbe det ud. De store drenge trak træet ud med roden først, det var en tradition.

Der var Lindegaard, der var Olsen, og nu er det Guf og hendes søn, Rasmus, der styrer slagets gang på det legendariske hotel. Brundby hotel, Danmarks eneste Rockhotel, er også en historie helt for sig. Det står skrevet et sted, at rockhotellet i sin tid var Drømmen om en musikalsk legeplads. Turid Guf Hanevold Nielsen købte sammen med fem andre i 1995 Brundby hotel og lavede det om til Rockhotel. Der var otte anparter, hvoraf Guf kom til at eje de tre. I dag ejer Guf hotellet.

Hvordan lyder Brundby? Måske lyder byen af musik, af rockhotellets mange årlige koncerter. En af de sange, som kan kaldes en ikonisk sang for stedet er Brundby hotel, skrevet og sunget af Poul Krebs, der i sin tid var med til at grundlægge rockhotellet sammen med Guf. Hils på månen og gi den en skål, lyder det i sangen.

Buhr-møllen på Bøgebjerg Møllestubben

Skrevet af Anne Kirsten Buur, Brundby

Jeg er født på Samsø, og min familie kan spores tilbage til de første skriftelige optegnelser fra 1500-tallet her på Samsø. Jeg er født i Østerløkken, men i 1800-tallet var det her i Brundby, at mine forfædre boede.

Vi står nu på bøgebjerg, ved den gamle møllestub fra Buhrmøllen. Vi synes, det er Danmarks midtpunkt, vi kan se Sjælland, Jylland og Fyn, og i klart vejr kan man også se pelonerne på Storebæltsbroen. Så glem alt om udkants-Danmark, den køber vi ikke her. Faktisk kan man tage en passer og tegne rundt om hele Europa, og så er Samsø – med lidt god vilje – Europas midtpunkt.

Vi er stolte af at bo på samsø. I gamle skrifter står der:

Samsingerne ere raske folk Ere tillige djærve Intet tåle de mindre end tvang Når disse havde ville tvinge dem.

Nu er Bøgebjerg et fredeligt og hengemt sted. Men hvad er det, der gemmes her, hvad er det for en historie, dette sted gemmer på? På P. Resens kort fra 1675 kan man se, at der allerede dengang var en mølle på Bøgebjerg.

Laurids de Thura skriver i sin Danmarks-beskrivelse fra 1758 at ”samtlige møllere på samsø ere tyve”. Det var nok ikke fordi, de var mere tyvagtige end så mange andre, men der var tyve møllere her på samsø på denne tid. Nu var det alligevel sådan, at møllere havde ry for at snyde lidt med afvejningen af korn og med det mel, de skulle have som betaling for at male kornet. Man sagde, at den eneste ærlige del af en møller, den eneste del han ikke snød med, var hans tommelfinger. Det var, fordi bønderne skulle betale ham med et bestemt antal mål af mel. Målet, man brugte, var rundt og uden hank, så mølleren blev nødt til at holde tommelfingeren nede i målet, når han målte betalingen af, og det mel, der svarede til en tommelfinger, var det eneste, mølleren ikke kunne snyde med.

Vi skruer nu tiden ca. 175 år tilbage, og forestiller os stedet her. På det tidspunkt ejede min tip-tipoldefar, Morten Jørgensen Buhr den hollandske mølle, der dengang og siden blev kaldt Buhrmøllen. Der var livlig aktivitet her, hvor Buhrmøllen var i gang. Hestevognene skramlede op ad vejen, mændene bar tunge sække med korn, der var sus i vingerne, og man hørte lyden af kværnstenen inde i møllen. Mølleren gik rundt i hvidt tøj, hestene vrinskede, mændene snakkede og der var melstøv i luften.

Neden for møllen ved vandhullet lå Møllegården. I 1857 var der en stor bybrand i Brundby, hvor flere gårde og huse brændte. Møllegården brændte også. Min tip-tipoldefar gik ind for at få hestene ud, men porten styrtede sammen, og han blev fanget af ilden. Han gemte sig i møddingen og blev reddet ud, men døde tre dage senere. Hans søn, Jørgen Søren Mortensen Buhr, overtog gården og møllen. Han og hans kone havde 12 børn. Det var godt for en møller at have mange børn, for man brugte børn til at kravle op på møllevingerne for at sætte sejl.

Møllegården blev brudt ned i 1920, og der er ingen spor tilbage af den. I 1907 brændte møllen ved lynnedslag, men blev opbygget igen, og nu som den mest moderne mølle på Samsø med klapsejl, der kunne reguleres inde i møllen, så man ikke behøvede børnene til at klatre op og sætte sejl på vingerne, I 1917 ejede min farmors bror, Peter Buhr, møllen sammen med Peter Petersen(Pæjse Pæjje) fra Brundby. Pæjse Pæjje overtog senere møllen alene, og den malede korn indtil 1947.

Derefter overtog Gudrun Lindegård fra Brundby hotel grunden og møllen, som var ret forfalden. Den blev brudt ned i 1951. Hun skænkede den til Brundby borgerforening til offentligt udsigtspunkt, og det har stedet så været siden da. Det var lidt om, hvilken historie dette sted gemmer på.

Jens Bays fødehjem Mejerivej 2

Fortalt og skrevet af Jens Bay Andersen, Brundby

Huset på Mejerivej 2 er Jens Bays barndomshjem. Jens´ forældre købte huset af Anna Frank i begyndelsen af 1930´erne, sønnen hed Søren Frank, han var god til at tegne og tegnede kultegninger af Brundby-motiver.

Jens blev født d. 22.10. 1935, fru jordemoder Andersen tog imod. Han forældre hed Elly og Hans, lillesøster Aase blev født i 1946. Hans kom i sin tid til Samsø fra Jylland for at arbejde på teglværket i Brundby. Arbejdet på teglværket foregik på følgende måde: I lergraven hentede man leret til maskinen, der lavede lersten. De blev kørt på trillebør til tørrehallerne og kom senere i ovnen, hvor de blev brændt. De blev stillet, så ilden kunne give den rette varme. Når det var godt i gang, blev der fyret oppefra i fyrhuller. Imens blev der holdt øje med brændingen. Derefter blev stenene kørt ud, sorteret og stablet. Hans arbejdede i sommerhalvåret både som teglbrænder og i lergraven. Leret var gult, det blev til gule teglsten, ligesom de sten, Jens Bays hus (hvor han bor i dag) er bygget af. Udover arbejdet på teglværket havde Jens´ far også andet arbejde. Han lossede fx skibe på havnen. Han interesserede sig for mekanik, blev maskinpasser og var en af øens første voksenlærlinge som elektriker. Han reparerede også cykler og radioer.

Elly arbejdede også. Hun samlede fx kartofler i kartoffelhøsten på gården Tønnesminde. Hvis høsten var god, fik hun selv hver syvende spand, og hvis det var et sløjt år, fik hun hver ottende spand som betaling. Kartoflerne var vinterforåd. Under huset på Mejerivej 2 var der kælder under stuegulvet ud til vejen, og der opbevarede man kartofler og henkogningsting. Det var især kvinder, der pillede kartofler op. De lå på knæ i marken, havde lapper på knæene for at beskytte dem. Senere tjente Jens også penge på at pille kartofler op. Lønnen var to kroner for en dags arbejde, måske var det i skoleferien.

Udhuset I haven var et udhus. I den ene ende var der dyr. Jens havde duer, hans mor havde høns, og så havde familien en gris. I den anden ende af udhuset, adskilt med en væg, var der værksted. Lige efter krigen blev værkstedet lejet ud til en bødker, der hed Karl Sørensen. Bødkeren lavede bla. dritler til Brundby mejeri. Dritler er tønder til smør. Der kunne være 50,8 kg. smør i en drittel. Bag fremstillingen af hver drittel var der en lang og fastlagt arbejdsproces. Jens fortæller om fremstillingen af dritler:

En savskærer og en vognmand hentede bødkeren. De havde forinden truffet aftale med skovfogeden i Brattinsborg. I skoven valgte skovfogeden, savskæreren og bødkeren et bøgetræ, som var egnet. Derefter skar de træet ud i stavenes længde, inden de kom til Nielsens stavfabrik i Onsbjerg, hvor de blev skåret op i forskellige bredder. Når arbejdet var færdigt, blev stavene leveret til bødkeren, som samlede dritlerne.

Rundt om dritlerne var der flækkede pilegrene. De udgjorde tøndebånd. Man tog en pilegren på tykkelse med en tommeltot i det rette længde, skar barken af, delte grenen midtpå, fik enderne til at nå sammen og samlede dem i to hak, som fungerede som lås. Dritlerne skulle ned på mejeriet, når de var klar. Bødkeren kørte 10-11 dritler ad gangen på en trillebør.

Bødkeren lavede også andre typer af tønder, fx ajletønder. Stavene var her så lange, at bødkeren var nødt til at tage et vindue ud af udhuset, så stavene kunne være der ved, at de fortsatte ud gennem åbningen. Bødkeren fremstillede også saltkar til at salte kød. Og mindre trækar, som blev brugt til at hænge på et åg over skulderen. Efter bødkeren var flyttet ud, brugte Jens Bays far værkstedet til reparation af knallerter og cykler.

I Jens´ barndom Da Jens var barn, kunne han godt lide at lege på Bøgebjerg. Det var, mens møllen endnu var i drift. Han kunne godt lide at grave ind i bakken og at rutsje ned på enden i gruset. Han var også glad for at lave huler. Hans mor kunne se det på tøjet, når Jens kom hjem. At han havde gravet i bakken. Det var hun ikke glad for, hun skældte ud, det var farligt, for gruset kunne skride. Jens og hans kammerater kunne også godt lide at lege på taget af slagterens udhus. Slagteren havde saltkar i hus oppe bagerst i haven, ud til Mejerivej, med støbte saltkar til saltning af kød. Huset havde tagpap på taget. Jens og kammeraterne løb oppe på tagpaptaget, og slagter Regner blev sur, fordi han var bange for, at drengene skulle falde igennem taget. Regner kunne godt være ret bestemt.

Da Jens var syv år gammel, lavede han sit eget krystal-apparat. Det lærte han af sin far, som kunne lave radioer. Krystalapparatet har han endnu. Jens gik også i søndagsskole hos missionær Andersen. Bygningen blev også brugt til sløjdundervisning. Det var to lokale mænd, der stod for undervisningen, en skomager og en bondemand. Her lærte Jens en masse om at arbejde i træ og om at binde børster.

Jens var også glad for at komme i sæbehuset, som lå på Brundby hovedgade i det hus, som i dag kaldes Antikhuset. Tidligere havde der været træskoforretning i huset, og fra 1924-1950 var der Tatol. Sæbehuset eller Tatol blev ejet af en mand, der hed Sørensen. Man kaldte det Sørensens sæbehus eller Siv-huset. Ejeren blev kaldt Siv-Sørensen. Han var en lille hvidhåret rund mand.

Hos Siv-Sørensen købte Jens kridtpiber. Kridtpiben blev sat ned i en kop med sæbevand lavet af vand og brun sæbe. Med kridtpiben kunne man lave bobler i koppen. Man kunne også bruge kridtpiben til andre ting. Man kunne ryge. Det måtte Jens prøve, da han var 8-9 år gammel. Og hvad kunne man ryge? Man kunne ryge visne kartoffelblade. Jens blev syg og fik ondt i maven. Og mor Elly skældte ud.

Stråtækte huse Der var en del huse med stråtag. Der kunne gråspurvene godt lide at bygge rede i enden af taget, hvor der var hul på størrelse med en hånd og 15 cm dybt. Når det var mørkt, lyste vi drenge op i taget. Når vi fandt en spurv i taget, havde vi en kæp med net, som vi satte i mod taget. Så var fuglen fanget. Nu fodrer vi fuglene og passer på dem.

Ud og tjene Som 14-årig kom Jens Bay ud og tjene på Ellegård lidt uden for Brundby. Gården havde 30 tønder land, 10-12 køer og mange grise. Der hørte også to heste til gården til pasning af jorden. En gang om året red vi til syn med hestene, det var ved genforeningspladsen, hvor hestene blev takseret til en bestemt forsikringspris. Man skulle ride i skridt, og også lidt hurtigere, så de kunne se, at der ikke var noget i vejen med hestene. Om vinteren satte de kartofler til spiring, det vil sige, at kartoflen stod på enden, og i den anden ende var øjnene, nogle små prikker, hvor spirerne kom og voksede sig store, så kartoflerne blev klar til sætning. De blev sat tidligt om foråret, når man troede, der ikke kom nattefrost, for det kunne ødelægge kartoffelplanten. Hvis der blev meldt nattefrost, gjorde man klar med halm i markens vindside. Så gik man med en fork med ild og tændte hist og her, så halmen kunne brænde, og der kunne drive lidt varme ind over kartoffelplanterne. På den måde undgik man, at de frøs. Nu om dage bruger man vandkanoner på de store kartoffelmarker og vander kartoflerne i håb om, at de ikke fryser.

Kartoflerne blev pillet op igen efter 8-9 uger i håb om et godt udbytte. De blev kaldt guldklumper. Derefter blev kartoffelstykket gjort i stand, og der blev sået gulerødder på arealet. De voksede indtil efteråret, og så trak hesten en plov til at løsne gulerødderne. Derefter blev de læsset ind i vognporten, hvor toppen blev knækket af. De blev lagt på marken i en bunke, der var en meter bred og 90 centimeter høj, en lang gulerodskule, som blev dækket med halm og et lag jord. Roekulen fungerede som lager i 1947. Senere kom der opkøbere.

Nogle kartoffelavlere lejede en bus, når de var færdige med kartoffelhøsten. Så gik turen til en kro i Jylland, og de muntre landmænd havde selv kartofler med til kroen, hvor de spiste. Nogle landmænd kørte også til høstgilde, når kornet var kommen godt i hus. Der var syv- otte hestekøretøjer, nogle kørte i jumper, andre i charbang, og der var bjælder (små malmklokker) på hestens seletøj. Det var rigtig paradekørsel. Når de var kørt gennem byerne, fandt de et sted, hvor madkurven, som madmor havde tilberedt, skulle nydes. Hestene fik en mulepose med foder eller en tøjrpæl og et reb. Så gik de og spiste græs i mens. Ved Sælvigbugten var der også en plads til ture med hestevogne. Der var mange lege: sækkeløb og en leg, hvor man skulle holde balancen med en ske i munden med et æg på. I 1940 og 50´erne var der mange fridage, både halve og hele, fx Valdemars Dag og fastelavns mandag.

Efter tiden på Ellegård tjente Jens på en anden gård. Flyttede til fastlandet og arbejdede på Aarhus Cementvarer på Silkeborgvej i Aarhus. Til at begynde med boede Jens hos fætter Verner på kasernen midt i byen. Senere mødte Jens Margrethe, og de fik sammen arbejde på en gård i Farre, ejeren var autohandler. De flyttede tilbage til Brundby og boede i starten hos Jens´ forældre, men i 1963 blev vognmandens hus sat til salg, og de købte huset og har boet der siden.

Jens arbejdede i en periode hos en murer, senere blev han ansat på sygehuset som sygehjælper og sygehusportør. Her var han i 30 år. På sygehuset var der over 80 ansatte, da det kørte godt.

Lige i nærheden af Jens´ barndomshjem lå et af byens gadekær. Jens husker fra sin barndom, at når bønderne havde en bollekasse, skulle den vaskes og tjæres om foråret. Så blev den kørt i gadekæret og vasket, tørret og tjæret. Alt blev tjæret dengang. Og alle havde en bollekasse, fortæller Jens.

Jens Bay og minder om Samsø Jens Bay har masser af minder fra et langt liv på Samsø. Han husker, at der i hans barndom boede en mand på Brundby Hovedgade 3, Karl Rasmussen og hans kone, mor Tine. Karl var murer og havde været på valsen som ung. I løbet af tiden som naver arbejdede han i Gudbrandsdalen i Norge. Her var han med til at bygge jernbanestationer. Da Karl og mor Tine slog sig ned i Brundby i begyndelsen af 1900-tallet, byggede Karl et hus, som kunne minde om stationsbygningerne i Gudbrandsdalen. Huset skiller sig ud fra de andre huse i Brundby. Karl og Tine havde ingen børn. Jens husker, at de lavede et plateau i baghaven på skrænten op mod stubmøllen. Herfra kunne de se helt ned til det lille gadekær på Brundby Hovedgade, her sad de og drak kaffe søndag eftermiddag.

Jens husker også fester på gårdene efter 1945. Når der skulle være fest, kom der en kogekone, der lavede maden, det kunne være and, flæskesteg og medisterpølse med tilbehør og dessert og hvad de nu havde. Når spisningen var til ende, og de havde talt om deres ansatte og flere til, kom turen til dem selv, så var der en, der sagde, at så må vi i gang med spillekort, for ellers skal vi til at tale om os selv. Mændene gik ind i en stue for at spille kort, der blev budt på en øl og nogle gode cigarer. Damerne sad i en anden stue, de fik deres strikketøj, nogle hæklede og broderede. De blev beværtet med en bakke med opskænket sodavand i små klare glas, appelsin eller citron. Senere vankede der kaffe og lagkage, kringler og syv forskellige slags småkager. Nogle gange var der natmad, snitter. Det var en lang dag for kogekonen. Hun vaskede også og ryddede op fuldstændig, hun blev indtil der ikke var mere at gøre.

Ude i Toftebjerg var der somme tider spisning på en gård. Gæsterne var inviteret til klokken halv syv, men der var nogen, der kom sent, de skulle malke osv. først, de kom først halv 9. Så sad resten og ventede, og de begyndte først og spise, når de sidste gæster var kommet.

Jens har også minder, der ikke specifikt handler om Brundby. Han husker fra sine unge dage, at der kom jyske børn til Samsø. Når de var ude i Nordby bakker ved havet, samlede de hvide sten og lagde dem på skrænten formet som bogstaver. Senere, når de sejlede hjem til Aarhus, kunne de fotografere deres navn, når færgen sejlede mellem Tunø og Samsø.

Jens Bay husker også, at i 1950´erne og 60´erne sejlede færgen på ruten Aarhus-Samsø- Kalundborg, og at turen tog fem timer. En manufakturhandler, der ville til Sjælland, lejede en kahyt, og der var også en kahytsjomfru til at servicere i kahytterne.

Ved Tunø kom et passagerskib ud til færgen med grise, høns og mennesker. De fik et reb ned i båden, så skibene skød samme fart. Færgen havde en port i siden, for dengang kørte man ind i siden. Færgerne hed Jylland og Kalundborg og var bygget i 1931.

Slagteren Hovedgaden 46

Når Anne Kirsten graver i sin have, dukker der knogler op af jorden. Ikke potteskår, men ben. Grunden er, at der i perioden 1911-1982 boede en slagter i det røde hus på Brundby hovedgade. Han hed Regner Rasmussen. Knoglerne stammer fra dyr, fra hans virke som slagter. Anne Kirsten har for nogle år siden købt et stykke jord, der tidligere hørte til Regner Rasmussens grund.

Regner Rasmussen havde både butik og produktion. Han lavede alt fra bunden - medister, leverpostej osv. Leverpostejen blev bagt i en stor oval brødform og vendt ud. Og når man kom og skulle købe for en krone leverpostej, tog Regner brødkniven og skar et stykke af. Ikke noget med at veje.

Ved siden af slagterforretningen var der et hus til hestevognen, som slagter Regner brugte til landture. I forbindelse med garagen var der også et røgeri. Selve slagtningen fandt sted til højre for garagen, lidt trukket tilbage fra vejen. Bagerst på grunden var der et udhus med tagpap på taget og murede saltkar, hvor Regner saltede kød.

Hos slagteren var der en gasgruekedel til at koge vand til skoldning af grisen. Et stort skoldekar og hejs til ophængning af grisen, det var ordnede forhold. Nu skulle man bare få en gris købt. Jens Bay fortæller, at i hans barndom ringede man ned og spurgte, hvornår han kunne slagte. Så var det bare at levere, de skulle bare komme med baljer til de fint parterede stykker. Så var det hjem og pakke og i fryser. En anden slagter havde speciale i saltede og røgede skinker.

Jens husker, at han som barn legede med slagterens søn. Hos slagteren havde de en tom stue. Der kunne Jens og hans kammerat lege. Der var ingen møbler. Da Regner Rasmussen gik på pension, var der en hjemmeslagter, som han tog ud og hjalp. Han havde svært ved at slippe faget helt på trods af nogle meget lange arbejdsdage som slagter i Brundby.

Kirkeballegaard Brundby Hovedgade 25 (Stuehuset er nu nedrevet, jorden tilhører Niels Jørn Andersen)

En sten ved Brundby hovedgade bærer navnet Kirkeballegaard. Gården findes ikke længere, men der er flere spor efter den. I et buskads lidt væk fra vejen findes et gammelt fundament. Det har Charlotte Vasbo udpeget, det ligger bag hendes baghave. Det er umiddelbart svært at få øje på, efeu dækker cementen, buske slører formen. Og det er svært at komme derind for brombærranker og grene under det grønne dække. Fundamentet stammer fra et drivhus, som i 1940´erne stod i haven ved Kirkeballegaard. Haven var sirlig med bede, flagstang og drivhus, det var dengang, Maegaards ejede gården. Der levede haleløse katte på gården, for Maeggard stammede fra Rørsø, hvor der levede haleløse katte. Og folk kom forbi for at beundre haven. Der findes gamle billeder af gården på hjemmesiden danmarksetfraluften.dk.

Den sidste del af Kirkeballegaard blev revet ned for ca. 20 år siden. Gården lå tilbagetrukket fra vejen, stuehuset lå omtrent vinkelret på Brundby Hovedgade. Stuehusets ene hjørne lå klods op af et bøgetræ, som stadig står på grunden. Resterne af den del af stuehuset kan også ses, idet der findes et stykke muret gulv, som stammer fra en renovering. Stuehuset var oprindeligt bygget direkte på jorden, men på et tidspunkt har man forbedret gulvet her.

Stenen i bryggersgulvet I den modsatte ende af stuehuse lå bryggerset. I bryggersgulvet lå en firkantet sten. Det husker Niels Jørn, som købte gården og fik den revet ned, og det husker Charlotte Vasbo, som er nabo til Niels Jørn, for hun kiggede ind i bryggerset lige inden nedrivningen. Denne sten sørgede Niels Jørn for at frigøre fra gulvet inden nedrivningen. Siden har stenen været nænsomt opbevaret på hans ejendom. I anledning af vandringen i Brundby havde Niels Jørn fundet stenen frem og placeret den omtrent på det sted, hvor den tidligere lå. Det vil sige, på det græsareal, hvor stuehuset oprindeligt lå. Her kunne deltagerne i vandringen se stenen, som er et af de spor, der findes efter Kirkeballegaard.

Det er en porøs type af sten, måske sandsten. Som motiver hugget ind i stenen ses et kranium, knogler, aks, blomster, et timeglas og en tekst, der umiddelbart er svær at tyde. Motiverne tyder på, at stenen formodentlig er en gammel gravsten. Den er antageligt havnet her, fordi den har haft noget med ejeren af gården at gøre. Måske har den været gravsten for et familiemedlem fra gården og er havnet her, da den ikke længere var i brug som gravsten. Gravstenen kan være fra 1600 eller 1700-tallet. Den er slidt efter at have været trådt på i mange år. Man ser af og til, at gamle gravsten er placeret i haver eller brugt som trappesten. Ofte har man vendt disse gravsten om, så tekst og motiver ikke kunne ses.

I gården overfor Kirkeballegaard, Baasbakkegaard, findes der også en sten muret ned i gulvet i gårdens tidligere vaskehus. Stenen er mindre, materialet minder om marmor, motiverne er her kvindeskikkelser.

En artikel fra Samsø Folkeblad Der findes en artikel fra Samsø folkeblad, udateret, angiveligt fra 1930´erne, der bla. handler om Kirkeballegaard. Artiklen er skrevet af Bent Rasmussen, som var lærer og beskæftigede sig meget med Samsøs historie.

I artiklen refereres der til en på det tidspunkt afdød Ane Margrethe Sønder, som var gift med Jørgen Sønder. Ifølge Samsø Egnsarkiv levede Ane Margrethe Sønder, f. Hansen, fra 1860 til 1930 og var enebarn. Jørgen Sønder levede fra 1852 til 1935. Ane Margrethe og Jørgen er oldeforældre til Marianna Sønder, som i dag bor lidt uden for Brundby.

Ane Margrethe og Jørgen Sønder flyttede ind på Kirkeballegaard som unge, da Ane Margrethe havde arvet gården efter sine forældre. Ane Margrethe var, ifølge Marianna Sønder, et godt parti. Ifølge artiklen havde gården på det tidspunkt været i hendes slægt i mange slægtsled. Ane Margrethe skulle ifølge artiklen have fortalt, at hendes føde- og slægtsgård er en gammel præstegård. Det sagde hendes far, og han havde det fra sine forældre. Marianna Sønder har i øvrigt hørt det samme fra sin mor. Det fortælles i artiklen også, at der i gården tidligere fandtes et smukt udskåret træarbejde, og at konservator Lind fra Nationalmuseet skulle have karakteriseret det som et ualmindeligt smukt renæssancearbejde. Dette træarbejde kunne, ifølge artiklen, være et gammelt epitafium, altså et mindebillede, måske over en afdød præst. Epitafier findes ofte i kirker som mindebilleder over afdøde præster. De har ofte overdådige trærammer og malede billeder af afdøde. De tidligste epitafier i Danmark er fra slutningen af 1400-tallet.

Ane Margrethe Sønder antog, ifølge artiklen, at der engang har ligget en kirke i Brundby. Hun mente, at stedet var den såkaldte Vorre Bakke. Navnet stammer fra tømrer Peter Vorre, som var tilflytter til øen og byggede huset ved bakkens fod. (Børn gav i sin tid to ører for at få adgang til at gå op på denne bakke.) Artiklens forfatter, Bent Rasmussen, antager derimod, at kirken lå på Kolhøj, hvor stubmøllen i dag står, og hvor den har stået i 200 år, siden kom dertil i 1817 fra Dansebjerg. Han kommer med flere begrundelser for sin antagelse om placering: At markerne omkring Kolhøj bærer navnet Kirkeballeagrene, og at kirker typisk blev opført på højtliggende steder. Rasmussen antager desuden, at sognekirken i Brundby forfaldt lidt efter lidt, og at en ny sognekirke derefter blev opført ved den gamle borgruin i Tranebjerg.

Bent Rasmussens artikel efterlader flere spørgsmål. Hvor findes det ualmindeligt smukke træskærer arbejde fra renæssancen, som omtales i artiklen, i dag? Har Kirkeballegaard været præstegård i Brundby, som Ane Margrethe Sønder antager? Navne som Kirkeballegaard og kirkeballeagre fortæller under alle omstændigheder noget om en kirke. Og sidst, men ikke mindst, har der engang ligget en kirke i Brundby?

Man kan sige, at der burde have ligget en kirke i Brundby, når man tager byens størrelse i betragtning. Brundby var tidligere sydøens største by. Og en placering i Brundby ville være en central placering i sognet. Man har ikke fundet spor, der konkret peger på et sted, hvor kirken kunne have ligget. Man gisner om, at det har været en trækirke, da der lå en muret kirke i Tranebjerg (skib og kor) allerede i slutningen af 1300-tallet. Mere kan man ikke sige på nuværende tidspunkt. Det er spændende, hvad fremtidige udgravninger og undersøgelser vil vise.

Nørregaard Brundby hovedgade 23

Fortalt af Niels Jørn Andersen, Brundby

Gården på Brundby hovedgade 23 hedder Nørregaard. Den tilhører Niels Jørn Andersen, den er hans fødehjem og navngivet af hans mormor. Her voksede han op med to søstre og forældrene, Jørgen, der var købmandssøn fra Tølløse, og Gudrun. Gudrun var fjerde eller femte generation på gården. Niels Jørns far drev i en periode i 1950´erne maskinstation, og Niels Jørn voksede op med en far, der havde stor viden om og erfaring med maskiner.

Niels Jørn vidste allerede inden han fyldte 20 og stadig boede hjemme, at han gerne ville overtage gården. Han havde altid haft lyst til gården og været glad for kreaturerne og dyr i det hele taget. Omkring 1980 blev det planlagt, at Niels Jørn skulle overtage. Han var soldat i 1980-81, og i den periode blev der bygget om på gården. Der var både ungkreaturer og malkekøer. Omkring 70 kreaturer i alt. Med tiden skilte Niels Jørn sig af med køerne, de sidste forsvandt i 1994. Ud over kreaturerne var der planteavl. Det er der stadigvæk.

Sideløbende med sin interesse for landbrug og dyr har Niels Jørn altid været interesseret i maskiner. Han delte interessen med sin far, som i 1950-58 drev maskinstation med flere ansatte i Brundby I 1988 begyndte Niels Jørn at sælge dæk og batterier mm. Han begyndte også at reparere forskellige ting for folk. Traktorer, landbrugsmaskiner, havetraktorer. Virksomheden hedder Brundby traktor- og maskinværksted. I 1989 købte han naboejendommen Brundby hovedgade 25, Kirkeballegaard. Han rev stuehuset ned, men brugte en stor staldbygning til opbevaring.

I gårdens bygninger opbevarer Niels Jørn bla. sine samlinger. Niels Jørn samler på traktorer og gamle landbrugsredskaber. Han har 33 traktorer i alt. De 23 er af mærket Bukh, produceret i Kalundborg. Dem ved Niels Jørn rigtig meget om. Mens Niels Jørn var soldat, købte han sin første Bukh-traktor, en 302´er. Fra da af tog samlingen form.

Ane Mette Stauns I 1960 flyttede en særlig kvinde ind på gården. Hun hed Ane Mette Stauns og var faster til Niels Jørns mor. Ane Mette Stauns bagage ankom, før hun selv nåede frem. Den bestod af nogle kæmpe store trækasser og kufferter. Det husker Lisbeth, som er søster til Niels Jørn og 10 år gammel på det tidspunkt. Ane Mette Stauns var Kina-missionær, udsendt for Dansk Missions Selskab. Hun drog afsted første gang i 1922, var hjemme på Samsø i en periode, rejste ud igen og vendte hjem til Brundby i 1960.

Der blev indrettet en bolig til hende på gården med stue, værelse og tekøkken. Inden boligen stod færdig, var hun missionær i missionshuset i Brundby. Derefter flyttede hun undervisningen hjem i sin egen stue. Hun viste mange lysbilleder fra sine ophold i udlandet, både i forbindelse med søndagsskolen og til forskellige møder.

Niels Jørn husker, at det var spændende med fasteren. Hun var en lille dame, altid interessant at tale med. Og så var hun glad for katte. Om sommeren boede hun i sit sommerhus ned ved Ballen. Det hed Antung, opkaldt efter et sted, hun havde boet i Kina. Ane Mette Stauns boede hos Niels Jørns forældre frem til sin død i 1968. Snart vil man kunne læse meget mere om hende i en bog om Brundby fra Lokalhistorisk forening. Lisbeth Laursen bidrager til bogen med en artikel om Ane Mette Stauns.

Samsø Landbrugsmuseum Vestergade 4, Ørby

Skrevet af Ivan Laursen, Samsø Landbrugsmuseum

I 1947 kom min morfar, Jørgen Andersen, til Samsø. Han havde fået plads hos Martin Hansen i Brundby, hvor han skulle være nogle måneder, indtil han skulle ind som soldat. I Brundby traf min morfar min mormor, Gudrun. Ifølge min morfars egen fortælling, cyklede han forbi, hvor min mormor gik og hakkede ukrudt ved vejen. Og idet min morfar passerede, stak min mormor hakjernet ud i hjulet på cyklen. Den 12. marts i 1949 blev de gift. Min morfar flyttede da ind i min mormors barndomshjem, Brundby Hovedgade 23. Samme år købte de den første traktor, en grå Ferguson 26.

Min morfar drev maskinstation op gennem 1950’erne, indtil han afhændede maskinstationen i 1958 til en af sine hjælpere, Henrik Olsen. I tiden, hvor der blev drevet maskinstation, blev der kørt med Ferguson-traktorer. Disse blev skiftet ud, hver gang der kom en ny model. Det år min morfar stoppede med at drive maskinstation, stoppede han også med at købe ny traktor så ofte. I 1965/66 var det dog igen tid til at købe ny traktor, denne gang blev det ikke en Ferguson eller Massey-Ferguson, men en Bukh, da Bukh- forhandleren på Samsø, Vagn Mikkelsen, havde givet det bedste tilbud. I 1968 stoppede Bukh-fabrikken i Kalundborg med at fremstille traktorer, og Vagn Mikkelsen købte et restparti traktorer; mere end 20 stk. Det var i høstens tid, og Vagn Mikkelsen kom ud i marken til min morfar, og spurgte, om han var interesseret i en Bukh Jupiter. Min morfar svarede, at det kunne da godt være, og at han kunne komme tilbage en dag, hvor der ikke lige blev høstet. Det endte med en handel. Og den omtalte Bukh Jupiter er stadig på gården, hvor det nu er min morbror, Niels Jørn Andersen, der har overtaget. Bukh er Niels Jørns foretrukne traktormærke. Men da Bukh som bekendt ikke fremstilles mere, er der også kommet andre traktormærker til. Bukh-traktorerne er dog et samlerobjekt. Og Niels Jørn har i dag mere end 30 traktorer, hvoraf de 22 er Bukh.

I 1970/71 skulle Niels Jørn, som 11-årig, have sin egen traktor at køre med. Der var egentlig blevet købt en grå Ferguson hos Jørgen Østergård i Pillemark. Denne levede dog ikke op til forventningerne, men Østergård havde en David Brown stående, som blev købt i stedet. ”David”, som den blev kaldt, kørte som nummer 2 traktor, indtil der blev købt en Bukh Juno i 1975.

Mine forældre flyttede til Samsø i 1978, hvor de købte en ejendom, hvor der var 3 tønder land jord til. I starten var det min morfar, der drev jorden for mine forældre. Senere ville min far gerne selv være med til at drive jorden og i 1982 overtog min far ”David”. Jeg blev født i 1984 og kom ganske tidligt med i traktorerne, og nød at sidde på en traktor og lege, at jeg selv kørte. Min far var på udkig efter en Bukh og fandt en Bukh 302 i Nordby i 1988, hvor krumtappen var knækket. Samme år kan jeg huske, at min far en dag kørte David til Tranebjerg og parkerede den hos mekaniker Jens Steffensen, hvor Netto ligger nu. Min far tog batteriet med fra David, hvilket jeg ikke kunne forstå, hvis det var meningen, at den bare skulle på værksted - men den var blevet solgt! Min far havde byttet den til en Bukh D-30, der skulle bruges til reservedele til den nyligt indkøbte Bukh 302. Jeg var ikke ligefrem glad for, at David var blevet solgt. Men jeg blev da glad for 302’eren.

Jens Steffensen var og er samler af veterantraktorer. I 1991 kan jeg huske, at Jens havde åbent hus ved sit værksted, hvor der var udstillet nogle gamle traktorer. Jeg var der med min far, og jeg kunne straks se, at der var en traktor, jeg kendte - det var David. Der var nogle børn, der sad på David, det brød jeg mig ikke om. Det var jo min fars David, eller det havde i hvert fald været. Der gik nogle år, før jeg så David igen. I 1996 var jeg med min far ude ved Jens’ barndomshjem ved ”Dyret”, hvor Jens havde fået bygget en hal til sine traktorer. I hallen stod David; gensynsglæden var stor. Året efter, i august, kom jeg hjem fra skole og så, at ”Pioneren” var kommet. Pioneren er medlemsbladet for Dansk Veteran Traktorklub. Jeg kiggede bladet igennem og så i en salgsannonce: ”David Brown Cropmaster årgang 1953, Jens Steffensen, Samsø”. Jeg kunne med det samme regne ud, at det var David. Jeg fik ringet til Jens, og sagde, ret ivrigt: ”Hvad skal du ha’ for David?”. Jens skulle have 2000kr for David. Det ville jeg gerne give. Og jeg kunne selv betale, for jeg havde været god til at spare op af mine lommepenge.

I år er det 20 år siden jeg købte David som 13-årig. I løbet af de 20 år er jeg blevet samler. Jeg samler på traktorer og maskiner; og historier. Historier om den tid der var, de folk der har kørt med maskinerne og dem der har fremstillet dem. Det liv der har været, fællesskabet og det hårde arbejde, der blev gjort lettere med maskinernes indtog. Jeg er blevet påvirket af og har været glad for det miljø, jeg er opvokset i, hvor jeg har kørt med i traktorerne som barn. Og været med på værkstedet, da Niels Jørn, begyndte at reparere traktorer for andre. Jeg har nydt at høre fortællingerne fra min morfar om de folk, der har været på landet. De særheder de forskellige folk og maskiner har haft. Og historien om hvordan maskinerne er blevet til. Landsbysmeden, der har fået en god idé, og har startet en fabrikation op og pludselig haft en maskinfabrik med flere hundrede ansatte. Alt dette synes jeg fortjener at blive bevaret. Derfor har jeg åbnet mit eget lille museum, Samsø Landbrugsmuseum. Hvor jeg gerne vil give historierne videre, og give folk et indblik i landbrugets mekanisering i det 20. århundrede. Og så vil jeg gerne vise, at selvom en maskine er rusten og gammel, kan den godt fungere alligevel.

Ivan Laursen Samsø Landbrugsmuseum www.samsolandbrugsmuseum.dk

Afrunding

En beboer i Brundby siger om at bo på Samsø: Jeg flytter aldrig herfra. Jeg føler mig hjemme her. Her kender jeg træerne, og de kender mig. Og bakkerne. Det er rigtig dejligt at føle sammenhørighed med landskabet også. Her er en rodfæstethed og samtidig et udsyn, fordi folk rejste. Man er omgivet af vand, det er et afgrænset område, man hører sammen. Man mærker det, når man fx er i Aarhus og møder nogen fra Samsø: Man hilser på hinanden.