„… MED ADELIG PROCES…“ – Odense Som Centralt Orienteringspunkt Belyst Gennem Adelige Bryllupper Og Begravelser Ca
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Per Seesko Per Seesko er ph.d. i historie fra Syddansk Universitet i Odense og museumsinspektør ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Keywords: byhistorie; centralitet; adelshistorie; bryllupper; begravelser „… MED ADELIG PROCES…“ – Odense som centralt orienteringspunkt belyst gennem adelige bryllupper og begravelser ca. 1560-1670 I denne artikel undersøges Odenses historiske betydning som centralt orienteringspunkt på Fyn gennem en fokus på den fynske adels bryllupper og begravelser i byen i perioden ca. 1560-1670. Der lægges særligt vægt på, hvordan den betydning en udefrakommende gruppe, som den fynske adel, tillagde et centralt orienteringspunkt som Odense, kunne afspejles i dens tilstedeværelse i byens offentlige rum. denses centrale byrum gennemgår i disse år en hastig forandring, der med O byggeri, nye kulturelle tiltag, lukning af vigtige færdselsårer og planer for nye trafikale løsninger både ændrer byens fysiske udseende og sætter selve byens identitet til debat. En effekt af de planlagte og påbegyndte forandringer har væ- ret en interesse for, hvad der har kendetegnet byens centrale offentlige rum i et historisk perspektiv, og for udviklinger i forholdet mellem byen og dens opland over tid.1 Retter man blikket mod den tidligt moderne periode, omtales byen i historisk-topografiske beskrivelser og i rejseberetninger fra 1500- og 1600-tallet 1 Nørregaard Frandsen og Toftgård 2013; Schjerning 2014. 5 Kulturstudier Nr. 1, 2017 „… med adelig proces…“ 2/34 gerne som „Fyns hovedstad“.2 Byen fungerede i flere henseender som et centralt orienteringspunkt for såvel dens umiddelbare opland som for det øvrige Fyn. I institutionel henseende var byen sæde for både lens- og stiftsadministration med hospital, domkirke, katedralskole og fra 1621 også gymnasium. I retslig henseen- de var byen sæde for Fyns landsting, og også i handelsmæssig henseende havde byen som andre købstæder sit opland. Det var funktioner, som selvsagt kunne trække meget forskelligartede grupper af udefrakommende til byen. En vigtig del af fortællingen om Odense som centralt orienteringspunkt i tiden frem mod enevældens indførelse handler imidlertid om den tiltrækning, byen udøvede på den fynske adel. Med fokus på den betydning, den fynske adel i 1500- og 1600-tallet tillagde øens „hovedstad“, er det denne artikels ærinde at belyse, hvordan en by som Odenses betydning som centralt orienteringspunkt også kan iagttages gennem udefrakommende aktørers tilstedeværelse i byens of- fentlige rum. I de seneste årtier har en del interesse blandt historikere med fokus på det, der ofte benævnes det før- eller tidligt moderne samfund, samlet sig om, hvordan specifikke steder og rum – snarere end blot at udgøre de på forhånd definerede rammer om historiske begivenheder – kunne tillægges en særlig betydning af bestemte grupper eller aktører, samt om hvordan f.eks. byens rum således kunne medvirke til at definere, og selv defineres gennem, sådanne aktørers adfærd og tilstedeværelse i rummet. En tilstedeværelse, der kunne manifesteres i såvel æn- dringer af det fysiske byrum, gennem f.eks. bebyggelse og monumenter, som i ceremonier og ritualer og i dagligdagens tilbagevendende praksisser. Fokus har bl.a. været på det tidligt moderne samfunds offentlige rum som arenaer for social eller politisk interaktion og positionering, på deres brug i repræsentativ sammen- hæng og på, hvordan forskellige aktørers adfærd til bestemte tider og i bestemte sammenhænge kunne opfattes som tilladelig, passende eller det modsatte i det offentlige rum i en bredere forstand.3 Selvom 1500- og 1600-tallets danske byer i f.eks. administrativ og juridisk sammenhæng netop var kendetegnet ved at være afgrænsede områder i forhold til det omkringliggende land, er det for forståelsen af deres offentlige rum også væsentligt at være opmærksom på udefrakommendes tilstedeværelse i byrummet. Det gælder ikke mindst for byer som Odense og Viborg, der i „adelsvældens“ tid i flere henseender fungerede som et orienteringspunkt for adelige fra en hel landsdel. Det præg, som den adelige tilstedeværelse kunne sætte på et vigtigt landsdelscenter som Viborg gennem visuelle markører i byrummet, blev allerede 2 Berntsen 1656, s. 90f. Se også Münster 1544, 4. bog, s. 965; Zeiller 1658, s. 29; Gigas 1883, s. 16; Twaites 1905, II, s. 685f; Molbech 1846, s. 131. 3 Se f.eks. Kümin & Usborne 2013; Hallenberg & Linnarsson 2014; Runefelt & Sjöström 2014; Runefelt 2014. Eksempler på hjemlige tematiseringer af det offentlige rum i den tidligt moderne periode er f.eks. Olden-Jørgensen 1996; Schjerning 2014. 6 Kulturstudier Nr. 1, 2017 „… med adelig proces…“ 3/34 tematiseret af William Mollerup og Hugo Matthiessen i første halvdel af det 20. århundrede. Adelens egen festsal i „domhuset“ var udsmykket med malede vå- benskjolde for de par, der havde fejret deres bryllup her, og domkirken fungerede med Matthiesens ord som „en storartet Mindehal over Standen“, for hvilken hele byen var som „et ridderhus“.4 Også i Odense satte adelen sit præg på byen gennem synlige udtryk for slægts- og standsbevidsthed, der netop lige så vel kunne have karakter af tilbagevenden- de begivenheder som af blivende monumenter over slægt eller individ i byens kirker eller byggeri i byens offentlige rum. Her skal opmærksomheden især rettes imod de mange adelige bryllupper og begravelser, der fandt sted i byen i perioden ca. 1560-1670.5 At Odenses gader, torve og særlige orienteringspunkter, såsom byens kirker og rådhus, vedblivende opfattedes som passende rammer for bryllupper og begravelser, er med til at un- derstrege den tiltrækning byen udøvede på den udefrakommende adel, der i for- vejen var vant til at give møde og optræde som stand her i forbindelse med f.eks. de årlige landemoder. Den fynske adels bryllupper og begravelser i Odense er i denne sammenhæng også interessante, fordi de var forbundet med en synlig tilstedeværelse i og bevæ- gelse gennem byens rum, der af samtidige iagttagere kunne aflæses som bærende specifikt adelige kendetegn. Som Leon Jespersen har fremhævet i en vurdering af periodens adelige luksusforbrug, var netop synligheden et afgørende aspekt i den hermed forbundne regulerende lovgivning.6 I forbindelse med bryllupper og begravelser kunne man ikke alene vise sine standsfæller, at man var i stand til at leve op til, hvad der for standen opfattedes som passende forbrug, adfærd og udtryksformer. Her kunne bryllupper og begravelser desuden tilføjes et ekstra be- tydningslag, når de gennem standsspecifikke udtryksformer markerede adelens afgrænsning i forhold til den borgerstand, som begivenhederne udspillede sig for øjnene af. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt o. 1560, da der fra tiden omkring Chri- stian III’s død synes at være kommet skred i en udvikling henimod en stadigt længere udskydelse af adeliges begravelser, som i 1576 fik Frederik II til at sætte en øvre grænse på seks uger efter dødsfaldet. Med det længere tidsrum fulgte forbedrede muligheder for at planlægge det forløb, der ofte indebar, at liget førtes 4 Pontoppidan 1739-1741, II, s. 215ff; Mollerup 1917, 49-69, 103-135; Matthiesen 1946, s. 7-34 (for det citerede, s. 14, 21). Se også omtalen af „Adelens Viborg“ i Ringgaard Lauridsen & Munkøe 1998, s. 241-243, jf. sammesteds s. 195, 229ff, 294-297, 316-320. 5 De adelige bryllupper og begravelser i den her behandlede periode, er tidligere også behandlet af bl.a. Aage Fasmer Blomberg og Otto Andrup i Danmark i Glæde og Fest, Fasmer Blomberg & Andrup 1935, s. 120-192. Specifikt for Odense, se også Fasmer Blomberg 1942, s. 81f; og i den seneste byhistorie Knud J.V. Jespersen og Leon Jespersen i Ladewig Petersen m.fl. 1984, s. 95, 429; Fasmer Blomberg 1980, s. 72, 77. 6 Jespersen 2010, s. 42 7 Kulturstudier Nr. 1, 2017 „… med adelig proces…“ 4/34 til en by, som f.eks. Odense, for siden at blive ført til den kirke på landet, der skulle være den afdødes endelige hvilested.7 Et forløb, der ligesom bryllupperne bl.a. gav den enkelte adelige eller dennes slægtninge mulighed for at demonstrere deres bevidsthed om slægts- og standstilhørsforhold, og som samtidige iagttagere netop kunne iagttage specifikt adelige elementer i. Det er vel også i lyset af de gradvist ændrede begravelsesskikke og i lyset af de ændringer, der var indtrådt i kølvandet på reformationen, vi skal se Odensebispen Niels Jespersens vejledning med titlen „Christelig Raad og Betænkelse om Adels Jordefærd i Fyns Stift“ fra 1566, der giver et interessant indblik i en samtidig opfattelse af adelige begravel- seshøjtideligheder som en kategori for sig, og som nedenfor skal behandles mere indgående.8 Slutpunktet er sat ved 1670, selv om den offentlige pragtudfoldelse, der fandt sted i forbindelse med eksempelvis begravelser, bestemt ikke led noget knæk med enevældens indførelse. I kølvandet på de for mange medlemmer af standen øko- nomisk svære år, der var gået forud, synes en fraflytning af de adelige gårde, som havde sat deres præg på Odenses centrale strøg i de forudgående århundreder, imidlertid at være sat ind i årtierne efter 1660.9 Med enevælden ophørte også den fynske adels årlige landemode i Odense i tiden efter jul, ligesom det marked, der havde fundet sted i samme forbindelse, blev holdt for sidste gang i 1671.10 Ved siden af biskop Niels Jespersens vejledende skrift om adelens begravelser fra 1566 rettes blikket mod dagbøger og kalenderoptegnelsers vidnesbyrd om de adelige bryllupper og begravelser, der faktisk fandt sted i Odense i perioden. Eiler Brockenhuus til Nakkebølle (optegnelser fra årene 1500-1629, med hovedvægten 1585-1602) og Hagenskovlensmanden Jørgen Brahe til Hvedholm (1625-1656), der altså skrev sig til gårde på det sydlige og vestlige Fyn, ejede begge også gårde i Odense og noterede flittigt sociale begivenheder i deres slægt og omgangskreds.11 Deres oftest kortfattede vidnesbyrd er bl.a. suppleret med det billede af den ade- lige tilstedeværelse i Odense, der tegnes i de fynske biskopper Hans Mikkelsen og Laurids Jacobsen Hindsholms dagbøger (1626-1641 og 1651-1663) og i de hidtil udgivne uddrag af den i Odense fødte og opvoksede senere Aalborg-biskop Jens Bircherods historisk-biografiske optegnelser fra årene 1658-1708.12 7 Kalundborgske reces af 21.