1
*Pasfoto: Rudkøbing, 12. august 1919. Privateje
Esther Aksel-Hansen Breve fra Petrograd 1917-1918
Det Kongelige Bibliotek i København: Ny Kgl. Samling 5244, quarto Komplet transskription med indledning og noter ved Bernadette Preben-Hansen
The Danish Embassy in Saint Petersburg during the Days of the Russian Revolution Letters in Danish, edited by Bernadette Preben-Hansen
Bibliografisk reference:
Aksel-Hansen, Esther: Breve fra Petrograd 1917-1918, ved Bernadette Preben-Hansen København 2007 (ISBN 9788799140220)
9. august 2021 200 sider/c. 530 noter 2
Summary An ample collection of private letters written in Saint Petersburg (Petrograd) in the years of the Russian Revolution can be found in the Royal Library in Copenhagen. These letters were written in Danish by a young Danish woman, employed as a typist in the Danish Embassy in Saint Petersburg. The addressee in Copenhagen was the young woman’s mother. Between May 1917 and May 1918 one hundred letters were sent in the diplomatic bag from Saint Petersburg to the Ministry of Foreign Affairs in Copenhagen, to be forwarded to the writer’s family. These letters give us a word picture of the Russian Revolution as it appeared to a young woman. The daily consequences of the revolution are recorded with the detachment peculiar to a privileged foreigner, either watching from the windows of the Embassy, or while walking along the Neva, during sleigh-rides through the city or during evening visits to the city’s railway stations. This publication contains a complete transcription of the full collection of letters. The transcribed letters have been annotated using material from the archives of the Danish Ministry of Foreign Affairs and the archives of the Danish Embassy in Saint Petersburg for the years 1917-1918. Both archives are preserved in the National Archive in Copenhagen.
Esther Aksel-Hansen In 1915, Esther travelled to Rybinsk, a port on the River Volga in Russia. She worked half a year as an English teacher for a Russian lawyer’s family. And she formed a friendship with a Danish family. The Preben-Hansen family - three brothers being settled in Russia and Siberia as Danish butter merchants - did business in Rybinsk, Yaroslavl and in Kurgan in West Siberia 1899-1919.
In 1917, Esther was back in Copenhagen, where she taught Russian. One of her students was a secretary of the Danish Ministry of Foreign Affairs in Copenhagen. Through him, she got a job. In April 1917, Esther was appointed a typist at the Danish Embassy in Saint Petersburg (Petrograd 1914-1924). She became attached to Section B: The Department for the Danish Safeguarding of Austria-Hungary’s Interests in Russia. And on May 6th, 1917, she travelled with the Danish legation heading towards Saint Petersburg. At the embassy she changed places with Isabella Smith, a typist in Section A: “the old Danish legation.”
Esther typed for Harald Scavenius. He was the Danish Ambassador in Russia 1912-1918. Working in his front office, she typed reports, kept the journal of incoming and outgoing post, and packed the diplomatic bag. From May 9th, 1917, to May 19th, 1918, she sent one hundred long letters home to her mother, as well. The letters reached Copenhagen by courier for the Foreign Ministry, where they were picked up by family. The letters, gradually turning into diary entries, are written with journalistic flair. Esther writes at night telling of daily life, bread shortages, increasing famine and dying horses in the streets of Saint Petersburg. Against the orders of the legation, she participates in street demonstrations. She takes sleigh rides through an icy Saint Petersburg in the evenings, visiting the city’s railway stations at night. And she breaks the Embassy’s confidentiality, particularly on personnel matters. Occasionally she makes an extra carbon copy of a confidential embassy report and sends it with the letter to her mother.
On June 20th, 1918, Esther travelled with Isabella Smith and Wilhelm Voigt Broch from Saint Petersburg via Beloostrov and Tornio to Copenhagen on leave. Shortly afterwards she was dismissed. The legation was in the process of closing down. Esther’s letters are a main source for daily life at the Danish Embassy in Saint Petersburg 1917-1918. Selected letters from 1917 have been published in Russian translation by Ludmila Weil in a literary magazine in Moscow. 3
Forord På Det Kongelige Bibliotek i København, Håndskriftafdelingen, bevares en større samling private breve, skrevet i St. Petersborg (Petrograd) i årene for den russiske revolution. Brevene blev skrevet på dansk af en ung dansk kvinde, ansat som kancellist1 ved Det kongelige danske gesandtskab i St. Petersborg. Modtager var brevskrivers mor i København. Over et år, fra den 9. maj 1917 til den 19. maj 1918, blev 101 breve sendt gennem gesandtskabet i St. Petersborg med kurerpost til UM i København, hvor de blev afhentet af brevskrivers familie. Brevene tegner et stemningsbillede af den russiske revolution, set gennem en ung kvindes øjne. Revolutionens daglige konsekvenser bevidnes med en privilegeret udlændings distance fra gesandtskabets vinduer, ved vandringer langs Nevaen, slædeture gennem St. Petersborg og natlige besøg på byens banegårde. Brevene fra revolutionsåret 1917 er i udvalg og passager oversat fra dansk til russisk af Ludmila Weil og publiceret i et litterært tidsskrift i Moskva.2
Esthers breve er her præsenteret ved en komplet arbejdstransskription af det samlede brevkorpus. Brevene er af vekslende kvalitet fra plagebreve af typen ”send flere penge” til revolutionsjournalistik. Læseren kan med fordel skippe de såkaldte kommissionsbreve samt skimme igennem materialet. Transskriptionen er forsynet med et udførligt noteapparat på basis af materiale fra UMs og gesandtskabets arkiver, bevaret på Rigsarkivet i København. Inden hvert brev ses et resume. Læseren kan således danne sig et hurtigt overblik.
Tak til Bjarne Schartau †2007, Boris og Ludmila Weil, Frederik Andreassen, Inge Marie Larsen, Jørgen Nybo Rasmussen, Peter Buntzen †2009, samt nulevende efterkommere af familien Preben-Hansen, en dansk familie i tsar-Rusland 1899-1919.3 Tak til Rigsarkivet.
Bernadette Preben-Hansen Vesterbro 2007
1 Esthers stilling omtales som “kancellist” “skriver” “kopist”. Hendes funktion er renskrivning på skrivemaskine og forefaldende kontorarbejde. 2 Weil, Boris. Esther Aksel-Hansen. Pis’ma iz Rossii. Oversat fra dansk af Ludmila Weil (KB: Ny Kgl. Samling 5244, quarto). Novoe literaturnoe obozrenie. Moskva 1993 (5), 334-61. 3 Preben-Hansen, Emil Frederik. Erindringer om mit ophold i Rusland i året 1907: en dansk smørmands fotoarkiv fra Rybinsk, 2007. Bernadette Preben-Hansen (f. 1967) er ældste datter af Poul Johan Preben-Hansen (f. 1915 i Rybinsk, Jaroslav guvernement i tsar- Rusland, †1995 i Ordrup). Poul var anden søn af den danskfødte agent Emil Frederik Preben-Hansen og dennes danskfødte hustru Elisabeth Jørgensen. 4
Review Esther Aksel-Hansens breve er velskrevne og i den forstand læseværdige. Det er imponerende at en pige, midt i tyverne besidder en så åbenlys skriftlig udtryksfærdighed, og dette uanset hendes gode uddannelse. Esther Aksel-Hansen besidder ganske enkelt litterær begavelse. Af indlysende grunde fylder de såkaldte kommissionsbreve (plagebreve), godt op i det samlede brevkorpus. Ikke at det ikke kan have sin interesse at fordybe sig deri. For en kulturhistoriker præsenterer de et udmærket kildemateriale. Men den almene interesse for Esther Aksel-Hansens breve må primært samle sig om hendes beskrivelser af de begivenhedsforløb, der accelerer omkring hende: den russiske revolutions begyndelse 1917-1918. Man kan hævde, at der med hensyn til præcis iagttagelse og koldsindighed er gået en god krigskorrespondent tabt i Esther Aksel-Hansen. Derudover til belysning af personen Esther Aksel-Hansen er hendes beretninger fra sit arbejdsliv fornøjelige og kulturhistorisk interessante. Man mærker med hvilket engagement hun går op i sit arbejde på Det danske gesandtskab, og det står klart at Esther Aksel-Hansen udmærker sig ved godt overblik, utrættelig arbejdsevne, kollegialitet og et godt humør, der har været til glæde for alle, ikke mindst hende selv. Esther Aksel-Hansen er virkelig en tapper pige. Dog bemærker man, at hun næppe hæver sig over sin stands og sin tids fordomme. Om selvstændige refleksioner over tidens brændende spørgsmål og den politiske situation er der ikke tale. Et uddrag af Esther Aksel-Hansens breve kunne have almen interesse, men ville kræve et grundigt og velovervejet redigeringsarbejde.
Klara Preben-Hansen Charlottenlund 2007 5
Brevskriveren
Barndom Esther Aksel-Hansen blev født den 10. januar 1891 på Frederiksberg. Hun var datter af billedhuggeren Aksel Hansen, en af sin tids førende portrætskulptører, hvis buster og statuer figurerer på pladser i Danmarks købstæder. Han blev i 1870’erne optaget på Kunstakademiet i København, hvorfra han tog afgangseksamen som modellerer. Aksel Hansen var legatmodtager og afholdt en lang række udstillinger, blandt andet på Charlottenborg, men også i Paris, hvor han modtog udmærkelsen mention honorable. I 1884 ægtede han Ellen Margrethe Smith, datter af professor Henrik Sophus Smith. Ægteskabet bar fem børn, fire døtre og en søn.4 Esther, der overfor sin mor omtaler sig selv ”dit mellembarn” var det tredje barn.
Uddannelse Esther voksede op på forældrenes adresse: Christian Winthersvej 17 på Frederiksberg i København, og tilhørte det københavnske borgerskab. I 1907 bestod hun præliminæreksamen med udmærkelse5 fra V. Schmidt- Phiseldeck og A. Tiemroths Skole på Frederiksberg. Sommeren 1912 tilbragte hun på Vejlby Højskole i Århus.6 Som 23-årig sprang Esther ud som lærerinde, da hun i 1914 bestod sin faglærerindeeksamen i engelsk,7 matematik8 og praktisk-pædagogisk kursus9 fra Frk. Milos Skole. Esther var en UG-elev med styrke i modersmålet og engelsk.
Sproget Fra barnsben viste Esther sig optaget af sproget og dets muligheder på skrift. Fra sin tidligste ungdom til sit dødsår skrev hun digte og lejlighedsviser. Hun var 14 år, da hun i 1903 digtede til sin lærerinde på V. Schmidt- Phiseldeck og A. Tiemroths Skole:
”Vi har besluttet, at vi hellere vil strikke en hose end sy en nattøjspose. Vi ville gerne have noget, der er moderne. For eksempel en krave, der var nem at lave, med fransk broderi indeni. Og hvis De synes, det kunne gavne at sy store franske navne, og hvis De vil tage til takke med et til en overfrakke, så vil med vor gave vi hædre, vore respektive brødre og fædre. Vi håber vort forslag vil passe, med agtelse, syvende klasse”.
4 Se Folketællingerne (Christian Winthers vej 17, Frederiksberg), f.eks. 1901. RA: Arkivalier Online. 5 V. Schmidt-Phiseldeck og A. Tiemroths Skole, grundlagt 1889 på Frederiksberg, Ørstedsvej 29. ”Vidnesbyrd om Almindelig Forberedelseseksamen for Esther Aksel-Hansen” (5. juli 1907) for eksamensterminen juni/juli 1907. ”Eksaminanden har bestået med 125 points: udmærkelse”. Esther fik UG i samtlige fag (modersmål, engelsk, tysk, fransk, historie, geografi, praktisk regning, aritmetik, naturhistorie og naturlære), undtaget fagene: skriftligt dansk (MG), geometri (UG minus), og skriftlig orden (MG kryds). KB: NKS 5244, quarto. 6 Notat, Esthers kasse. 7 Udtalelse, oktober 1912: “Engelsk. Frk. Esther Aksel-Hansens skriftlige og mundtlige præstationer var helt igennem meget gode. Særlig god var hendes gengivelse på engelsk af litteraturhistorie og læst værk”. Udtalelserne er dateret måned og år. KB: NKS 5244, quarto. 8 Udtalelse, april 1914: “Matematik. Prøven godtgjorde for de skriftlige besvarelsers vedkommende, at eksaminanden var i besiddelse af sådanne kundskaber og færdigheder, at vi må erklære prøven for bestået uagtet de mundtlige præstationer, især i helt elementær matematik og i regning var alt andet end tilfredsstillende. Af de skriftlige opgaver var den teoretiske afhandling særdeles god, regneopgave og tre af de matematiske enkeltopgaver helt eller i alt væsentligt rigtige, mens tre af opgaverne var mere eller mindre mangelfuldt besvarede”. KB: NKS 5244, quarto. 9 Udtalelse, april 1914: “Frk. Esther Aksel-Hansen har bestået faglærerindernes praktisk-pædagogiske prøve ved Frk. Milos Skole i engelsk og i matematik”. KB: NKS 5244, quarto. 6
Et udvalg af hendes mere modne digte fra 1940’erne og 50’erne blev publiceret i samtidens aviser.10 Esther bevarede hele livet sin flair for modersmålet, sin evne til at fange øjeblikket på skrift.
*”De tre gratier”. Esther Aksel-Hansen, Ally Stenersen Hansen, Emma Preben-Hansen. OSH
Første Ruslandsophold I foråret 1915 rejste Esther første gang til Rusland, hvor hun opholdt sig igennem halvandet år, dels hos en russisk familie, hvor hun underviste i engelsk, dels hos familien Hansen i Rybinsk. Hun var nu 24 år, tog undervisning i russisk, og mestrede efterhånden det russiske sprog i praksis. Hendes kendskab til russisk blev forudsætningen for hendes senere ansættelse på gesandtskabet i St. Petersborg. ”Jeg rejste til Rusland, nærmere betegnet til byen Rybinsk, der er en stor havneby ved Volga floden, første gang i 1915. Da blev jeg der som nurse for en russisk advokat, og jeg lærte i løbet af halvandet år en hel del russisk. Der lærte jeg min svoger11 at kende, men havde endnu ikke mødt min mand,12 som på det tidspunkt var i en stor smørforretning i Sibirien”.13
10 Vintergæk, Vendsyssel Tidende, 9. februar 1948. Ungarn (Sovjets invasion af Ungarn 1956), Dagens Nyheder og Frederiksborg Amtsavis, 31. oktober 1956. Atter Ungarn, Povl Bang-Jensens 1909-1959 minde tilegnet, Frederiksborg Amtsavis, 6. december 1959. Niende april, Frederiksborg Amtsavis, 11. april 1959. Så alvorstung, Frederiksborg Amtsavis, 2. august 1959. Studentersang tilegnet tronfølgeren, Frederiksborg Amtsavis, 17. juni 1959, Nordsjælland, 16. juni 1959. 11 Emil Frederik Preben Hansen (f. 1. december 1886). 12 Axel Preben-Hansen. Esther digtede til Axel på hans 70 årsdag: “som mødte sin skæbne i Longelse by“ (2. november 1962). 13 Aftenbladet, 14. november 1957. 7
*“En stor smørforretning i Sibirien”: Otto Hansens forretning i Kurgan, Dvorjanskaja ulitsa (Adelgade) 1910. OSH
Familien i Rusland Otto Eduard Stenersen Hansen blev født 1877, som førstefødte søn af Preben Johan Frederik Jacob Hansen, sognepræst i Longelse på Langeland og dennes første hustru, Emma Mathilde Stenersen. Som ung mand sluttede han sig det danske smøreventyr i Sibirien. Han blev ansat, først i 1899 som smøropkøber og filialbestyrer for et dansk smøreksportfirma Carl Holbek i den vestsibiriske stationsby Kurgan; siden i 1906 for et engelsk fødevarefirma, Lovell and Christmas, med filial i Rybinsk, en handelsby ved Volga floden. 1907 hentede han sin yngre halvbror, Emil Frederik Preben-Hansen, på Langeland. Brødrene rejste til Rybinsk. 1909 etablerede Otto egen forretning i Kurgan: Otto Hansen, Export and Import. Otto bosatte sig med familie i Kurgan, og indsatte Emil som bestyrer for forretningen i Rybinsk. Emil etablerede sig fra 1914 med familie i Rybinsk. Efterhånden stødte omtrent hele familien Hansen til i Kurgan og Rybinsk. Esthers breve afspejler familiens rejseaktiviteter mellem Kurgan, Rybinsk, St. Petersborg og Langeland. 1919 måtte familien forlade Rusland som konsekvens af bolsjevikkernes magtovertagelse. Familiens ejendom og værdier i Rusland blev konfiskeret. Året efter anmeldte familien sit erstatningskrav mod Rusland overfor Kommissionen til behandling af danske erstatningskrav mod Rusland, forgæves. Familiens tid i Rusland var forbi.
*Emil Preben-Hansen, Anna Gyda Jakoba Burhøi, Elisabeth Jørgensen, Esther Aksel-Hansen, Axel Preben-Hansen. Rybinsk 1915. OSH
Ægteskabet Esther mødte sin kommende ægtemand, Axel, i Longelse på Langeland.14 Axel Preben-Hansen blev født 1892, som yngste søn af pastoren på Langeland og dennes anden hustru, Fanny Emilie Regitze Kjerulff. Axel sluttede sig til sine ældre brødre, Otto og Emil, der som mange andre danske udvandrere gjorde karriere i Rusland og Sibirien. 1919 blev Esther og Axel blev gift på Turø.15 To uger senere opsøgte det nygifte par politimesteren i Rudkøbing, der udstedte rejsepas16 for ”hr. Axel Preben-Hansen, som agter at rejse herfra til Kurgan for at tiltræde en stilling”. Axel beskrives som “dansksproget, middel af vækst, middel af bygning, med blondt hår, brune øjne og intet særkende”. Samme dag udstedte politimesteren rejsepas for ”fru Esther Preben-Hansen, født Aksel-Hansen, som agter at rejse herfra til Kurgan for at tiltræde en stilling sammen med sin mand”. Esther
14 “I dag skal vi hylde en mand, der har ry fra Rusland til Dannevangs sunde, som mødte sin skæbne i Longelse by” (2. november 1962). Esthers kasse. 15 Esther digtede til Axel på hans 70 årsdag: “på Turø, de gav da hinanden den tro“ den 31. juli 1919. Esthers kasse. 16 Axel var ”født anden november 1892 i Longelse”. Esther var ”født tiende januar 1891 på Frederiksberg”. Politimesteren i Rudkøbing, 12. august 1919. Esthers kasse. 8 beskrives med fotografi som “dansksproget, 165 cm. af vækst, middel af bygning, med mørkblond hår, blå øjne og intet særkende”. Parret kom aldrig af sted. Ruslands grænser var lukkede og landet hærget af borgerkrig. Bolsjevikkerne havde ved deres ankomst til Kurgan, august 1919, beslaglagt Otto Hansens hus i Adelgade. Det forlød, at Adelgade var brændt af og familiens hus lå som ruin.17 Esther og Axel måtte blive i Danmark. I forventet termin efter bryllupsnatten blev parret forældre. Familien slog sig ned på husmandsstedet Pilegården nær Odense på Fyn, siden i Valby huse ved Helsinge i Nordsjælland, hvor Axel ernærede sig som bogholder.18 Esther blev hjemmegående, mor til to sønner.
*Den danske smørgrossist Otto Hansen (med korslagte arme) med kameler og personale i Kurgan, oktober 1915. Hansen rejste til Kurgan i 1899 og hentede sine to halvbrødre til Kurgan og Rybinsk i 1907. Familien Preben-Hansen forlod Rusland, fra Kurgan i august og fra Rybinsk i september 1918. OSH
Ansættelse ved gesandtskabet Esther var 26 år, da hun blev ansat som kancellist ved det danske gesandtskab i St. Petersborg.19 ”Efter 18 måneder rejste jeg imidlertid hjem igen, men kom senere i kontakt med en sekretær fra UM, som ville lære russisk. Han skaffede mig en stilling som sekretær hos gesandt Harald Scavenius i St. Petersborg”.20 Hun blev ansat i en midlertidig stilling ”ved den afdeling af Det kongelige gesandtskab i St. Petersborg, som skal varetage de østrig-ungarske interesser i Rusland”.
17 I oktober 1919 ankom Otto Hansen til Vladivostok. Byen var overstrømmet af flygtninge fra det indre Sibirien. Der mødte han sin svoger Carl Burhøi, der havde bestyret Ottos forretning i Kurgan. Burhøi fortalte, at bolsjevikkerne ved deres ankomst til Kurgan i august 1919, havde beslaglagt Otto Hansens hus i Adelgade. Det forlød, at forretningen og hjemmet i Adelgade lå i ruiner. 1920 rejste Otto fra Vladivostok til Danmark over USA. Larsen, Inge Marie. En dansk familie i Vestsibirien 1899-1919. Rotunden (22). Statsbiblioteket. Aarhus 2006, 25-55. Inge Marie Larsen har ved selvsyn (december 2008) fotografisk dokumenteret, at Otto Hansens hus i Kurgan står endnu. 18 “Far Axel blev bogholder på et kontor” (2. november 1962). Esthers kasse. 19 Esthers ansøgning til UM (datostemplet), 30. april 1917: “Undertegnede tillader sig herved at ansøge om en stilling ved det danske gesandtskab i Petrograd. Jeg har præliminær eksamen med udmærkelse og faglærerindeeksamen i engelsk og matematik. I foråret 1915 rejste jeg til Rusland, hvor jeg har opholdt mig i halvandet år, dels hos en dansk, og dels hos en russisk familie, i hvilket sidste jeg underviste i engelsk. Både inden min afrejse, under mit ophold derovre og efter min hjemkomst har jeg regelmæssigt taget undervisning i russisk, for hvilket sprog jeg nærer stor interesse. Siden jeg kom hjem, har jeg lært stenografi og beskæftiget mig en del med kontorarbejde. Vedlagt følger anbefalingen. Ærbødigst, Esther Aksel-Hansen”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/63, (lbn. 3-271). 20 Aftenbladet, 14. november 1957. 9
Afdeling B I april 1917 overtog gesandtskabet efter USA’s indtræden i 1. Verdenskrig opgaven som beskyttelsesmagt i Rusland for Østrig-Ungarn. Arbejdet blev varetaget af gesandtskabets afdeling B, og bestod i at forvalte bistand til østrig-ungarske civilfanger og krigsfanger i Rusland og Sibirien.21 UM besluttede at oprette den nye afdeling, der blev organiseret ved sekretariat, arkiv, finanssektion, krigsfangesektion og civilfangesektion. UMs ansættelser til den nyoprettede afdeling var sket i al hast, hvilket Scavenius senere kritiserede i skarpe vendinger.22 Berlingske Tidende skrev (8. marts 1920):
”Det danske gesandtskabs arbejde for de østrigske fanger: kammerherre Harald Scavenius fortæller. Gesandtskabet slog sig igennem med pengekassen. Den danske gesandt i Petrograd, kammerherre Harald Scavenius, har i sidste nummer af Nordisk Administrativt Tidsskrift23 givet en interessant beretning om det store arbejde, gesandtskabet udførte under krigen som repræsentation for Østrig-Ungarn. Gesandtskabet fik en særlig østrig-ungarsk afdeling, hvis chef blev baron Frederik Rosenørn-Lehn, der fik titel af viceminister. Afdelingen deltes i et sekretariat under legationsråd Peter Skov, der skulle korrespondere med de russiske myndigheder, en krigsfangesektion og en civilfangesektion under kaptajn Frits Cramer, en finanssektion under kontorchef i Landmandsbanken Richard Meyer, samt en arkivsektion under arkivar Axel Linvald. For at have stadig forbindelse med fangerne var det nødvendigt at have faste delegerede spredte over hele landet. Civilfangerne tog den russiske regering sig ikke af, idet de havde en vis bevægelsesfrihed og adgang til at tjene til livets ophold; da deres ejendomme var konfiskerede og de havde mistet deres borgerlige rettigheder, betød denne frihed i virkeligheden meget lidt. Fra hjemlandet fik de, da det danske gesandtskab overtog virksomheden, højst ti rubler hver per måned i understøttelse. De kom da hurtigt til at lide nød, og Østrig- Ungarn kunne ikke forhøje sit bidrag. Det danske gesandtskab fandt dog på udveje. Oprindelig var der udbetalt understøttelse til 120.000 personer, men ved nøjere undersøgelse viste det sig, at en hel del af disse var folk, der frivilligt var fulgt med de vigende russiske tropper tilbage fra Galizien, og som kunne stryges af listen. Endvidere var der en hel del folk af polsk og ukrainsk nationalitet, som slet ikke var fanger. På denne måde fik man tallet ned til 80.000. Endvidere fandt gesandtskabet på at gå uden om bankerne, der hidtil havde omsat de østrigske kroner til rubler, og derved sparede man månedlig ca. en halv million rubler. Det lykkedes på denne måde at forhøje understøttelsen til hver af civilfangerne til halvtreds rubler. Først efter meget modstand fra de militære autoriteter lykkedes det også at få delegerede til krigsfangelejrene. Her oprettedes da lejrkomitéer, som gav beretning til de delegerede, om hvad fangerne manglede, og de fik nu penge til brændsel, klæder, medicin og navnlig til oprettelse af hjælpekøkkener, der gjorde stor gavn. Det var lykkedes over det uhyre rige at skabe en fasttømret organisation, der fik det mest mulige ud af relativt små midler.
21 Danmark overtager beskyttelsen af de østrig-ungarske interesser, Børsen, 14. april 1917. Dagens portræt: den danske gesandt i Petrograd, Harald Scavenius, B.T. 14. april 1917. Portræt: Harald Scavenius, Politiken, 14. april 1917. Legationen i Petrograd: den ny afdeling til varetagelse af de østrig-ungarske interesser. Politiken, 2. maj 1917. Den danske repræsentation for Østrig-Ungarn i Rusland, Berlingske Tidende, 3. maj 1917, aftenudgaven. RA: UM, jr. nr. 3. L. 17, (lbn. 3-286). 22 Scavenius til UM, 27. marts/14. marts 1918: “Som en naturlig indledning til en omtale af ledelsen, det vil sige mig, vil det måske være rigtigt at tale lidt om det personale, med hvilket jeg har haft at arbejde. Afdeling B blev kaldt gesandtskab, men er i følge sagens natur noget ganske andet. I et gesandtskab arbejder personer, der har valgt denne virksomhed som en karriere og derfor naturligt har interesse af at gøre deres bedste, mens en institution som afdeling B er forbigående og arbejdet som en følge deraf nemt af enkelte bliver betragtet med mindre alvor. Der er også den forskel, at et gesandtskab kan regne med øvede medarbejdere, mens nævnte afdeling B måtte lade sig nøje med et tilfældigt og i hastværk samlet personale. Mange og blandt disse enkelte delegerede betragtede virksomheden ved afdeling B som en art skovtur læsernotat: Schou-tur, med allusion til Peter Skov og lødigheden af deres arbejde blev derefter”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). 23 Scavenius, Harald. Et blad af det danske Petrograd gesandtskabs virksomhed under Verdenskrigen. Nordisk administrativt tidsskrift 1920, 65-80. 10
Da revolutionen kom, var det Trotskijs mening at alle de menige krigsfanger skulle være fri. Men heldigvis lykkedes det at overbevise ham om den uhyggelige elendighed, der ville være blevet følgen af at halvanden million mennesker pludselig satte sig i bevægelse uden at der var sørget for noget som helst. Og der blev givet ordre til at de skulle forblive i lejrene. Alligevel strømmede en mængde krigsfanger til Moskva og Petrograd, og i løbet af et par dage udviklede der sig en forfærdelig nødstilstand. Der blev straks oprettet en asylsektion og en fødevaresektion og gesandtskabet oprettede i Petrograd et bageri, som daglig fremstillede 4000 pund brød. En særlig sektion fik den opgave at holde listerne over fangerne ajour, og disse lister blev hurtigt accepterede af russerne som det officielle grundlag for alt arbejde vedrørende fangerne. Fordelingen af de syge krigsfanger til hospitalerne tog gesandtskabet også i sin hånd og sørgede for kompletteringen af den ganske utilstrækkelige kost. Gesandtskabet overtog selv seks større hospitaler. Et mægtigt og besværligt arbejde var transporten af de syge og invaliderne, som ifølge overenskomst blev udvekslede. Gesandtskabet var i mange måneder de virkeligt ledende på Warszawa banegården, arrangerede transporterne, oprettede fødevaredepoter og hospitaler ved banegårdene. Med hver transport fulgte en delegeret, og ofte kunne fangernes liv på de ugelange rejser være afhængige af de delegeredes snarrådighed. Efter Brest-Litovsk freden kom en østrig-ungarsk krigsfangemission til Rusland, men efter at tjekkoslovakkerne havde rejst sig mod bolsjevikkerne, måtte det danske gesandtskab igen tage affære i Ural og Sibirien, hvor dets delegerede i øvrigt stadig fungerer. Før sin afrejse i december 1918 kom gesandtskabet til endnu en gang at overtage den samlede krigsfangeforsorg i Rusland. Efter revolutionen i Østrig, dannede den østrigske krigsfangemissions soldater nemlig soldaterråd og afsatte officererne, idet de rev det danske statsflag ned. Rødgardisterne omringede den østrig-ungarske ambassade; men det danske gesandtskab slog sig igennem med pengekassen, indeholdende 21 millioner rubler, og da de østrig-ungarske soldater ikke kunne oprette noget uden penge, blev enden på historien, at det røde flag blev taget ned og at det danske flag igen blev rejst under militær honnør. Som nævnt blev det danske gesandtskab kort efter kaldt hjem, men virksomheden havde unægtelig fået en dramatisk afslutning”.
Esther blev ansat som skriver ved afdeling B, men blev kort efter sin ankomst til St. Petersborg overflyttet til Scavenius’ kontor.24 Få dage efter sin ansættelse rejste Esther fra København, maj 1917.25 Et år senere, i juni 1918 rejste hun til København på orlov.26 Under sin orlov blev hun afskediget,27 gesandtskabet var under afvikling. Esther genså aldrig Rusland.
24 Gesandtskabet til UM, 23. maj/10. maj 1917: ”Gesandtskabet har herved den ære at indberette, at man ved Det kongelige ministeriums forventede approbation har overført frk. Isabella Smith, der oprindelig var antaget til det gamle gesandtskab, fra dette til afdelingen for østrig-ungarske sager, mens frk. Esther Aksel-Hansen er indtrådt i frk. Smiths plads som kancellist ved det gamle gesandtskab”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Gesandtskabet til UM, 23. juni/6. juli 1917: “Som det vil erindres, blev der i sin tid i København udbetalt frk. Aksel-Hansen et beløb i ekviperingsgodtgørelse på firehundrede kroner under forudsætning af, at frøkenen skulle stå til rådighed for Det kongelige gesandtskabs sektion B i Chaykovskogo, ti. Straks efter ankomsten hertil blev frk. Aksel-Hansen imidlertid knyttet til den allerede bestående afdeling af gesandtskabet i Millionnaja, seksten, og frk. Isa Smith, der var engageret til sidstnævnte afdeling, blev overflyttet til gesandtskabets afdeling B”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 25 Diplomatisk rejsepas, 3. maj 1917: ”Frk. Esther Axel-Hansen, maskinskriverske ved Det kongelige danske gesandtskab i Petrograd, som agter at rejse herfra til Sverige og Rusland”. {kilde?} 26 Den 20. juni 1918 forlod Esther i selskab med Broch og Smith St. Petersborg for at rejse gennem Finland til København. Scavenius til UM, 15. juni 1918: ”Helsinki. Bedes udvirke tilladelse. Gennemrejse Finland til Danmark for gesandtskabsmedlem kabinetskurer Vilhelm Voigt Broch og gesandtskabets to kancellister frøknerne Isabella Smith og Esther Aksel-Hansen, der den tyvende dennes afrejser via Beloostrov”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). ”Petrograd, 17. juni 1918. Det kongelige danske gesandtskab tillader sig herved at anmode det kongelige svenske gesandtskab om godhedsfuldt at ville udstede laissez-passer til de kongelige svenske toldmyndigheder for nedenstående medlemmer af det danske gesandtskab, der torsdag den 20. juni 1918 afrejser til Danmark via Finland, Sverige: kabinetskurer Vilhelm Voigt Broch, frk. Esther Aksel-Hansen, frk. Isa Smith”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 11
De fire hjorte I de første uger af sin tid i St. Petersborg boede Esther på dyre pensionater, men i slutningen af maj flyttede tre af gesandtskabets kancellister sammen: Isabella Smith, Gerda Andersen, og Esther i ”en lejlighed for os selv” på det østrigske gesandtskab. Nogle måneder senere flyttede Ellen Haagensen ind. De fire kancellister dannede et kammeratskab: “De fire hjorte kaldte, og kalder, de sig. Den ene af hjortene bor i dag i New York. Det er forfatterinden Gerda Andersen, som stammer fra Thisted. Hun er for tiden medarbejder ved udgivelsen af en bog: Norden i Tusind År.28 Den anden hjort er frk. Ellen Haagensen, hvis hjem lå i Charlottenlund, og som nu er assistent i UM. Den tredje hjort kom fra Holbæk, og er nu assistent ved den danske ambassade i Rom. Det er frk. Isabella Smith. Endelig den fjerde: fru Esther Preben-Hansen, datter af billedhuggeren Aksel Hansen, nu bondekone i Valby huse i Nordsjælland”.29
Brevene Fra den 9. maj 1917 til den 19. maj 1918 berettede Esther ved 101 breve fra St. Petersborg, til sin mor på Frederiksberg.30 Brevene får efterhånden karakter af dagbogsoptegnelser. Esther berettede om rejsen til St. Petersborg, arbejdsdagen på gesandtskabet, kollegaerne, og revolutionsdagene, set gennem gesandtskabets vinduer. Hun skriver utilsløret, ofte på kant med gesandtskabets tavshedspligt. Hendes nysgerrighed og mod er umiskendelig. Hun ser sig helst i begivenheders midtpunkt, og stikker af fra gesandtskabet for at overvære revolutionen på gadeplan. Skønt hendes breve er af vekslende kvalitet, og mange er tunge, ikke mindst de mange trættende kommissionsbreve (plagebreve), der også har irriteret moren, har hendes skrivestil sine fine momenter. I stemningsbillederne fra St. Petersborg viser Esther passagevist, at hun mestrer at fange øjeblikket på skrift med en spontanitet og nerve, der ikke egner sig til redaktion. Hun besad åbenlyse litterære evner og et
“An Das Kaiserlich Deutsche Generalkonsulat, Petrograd. Petrograd, 18. juni 1918. Die Königlich dänische Gesandtschaft in Petrograd beehrt sich hiermit das Kaiserlich deutsche Generalkonsulat zu bitten einen für die betreffenden deutsche Behörden in Beloostrov bestimmten Passierschein für die unten angegebenen Mitglieder der Gesandtschaft ausstellen zu wollen: Herr Kabinetskurier Vilhelm Voigt Broch, Frl. Esther Aksel-Hansen, Frl. Isa Smith, die am 20. dieser Monat über Finnland nach Dänemark abzufahren beabsichtigen. Königlich Dänischer Gesandte”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 11, (lbn. 187). I Esthers kasse ses to ekstra rejsepas, et fra Det Kejserlige Tyske Generalkonsulat, 19. juni 1918, for passage over den finske grænse, og et fra Den svenske legation, 18. juni 1918, for rejse gennem Sverige. 27 Under sin orlov i København blev Esther afskediget med udgangen af august måned 1918. Gesandtskabet til UM, 1. juli 1918: ”Gesandtskabet har herved den ære at indberette, at man efter at frk. Olga Hansen har tiltrådt sin tjeneste ved gesandtskabet, har omlagt arbejdet, hvorved det, navnlig som følge af frk. Hansens betydelige arbejdsevne har vist sig muligt at undvære den forud for hende sidst antagne kancellist, frk. Aksel-Hansen. Man skal derfor henstille, at sidstnævnte, der for øjeblikket befinder sig med orlov i Danmark, afskediges fra udgangen af august måned at regne, idet der formentligt bør gives hende en fuld måneds varsel, hvorfor man samtidig skal henstille, at der ydes hende godtgørelse for hendes hjemrejse udgifter. For så vidt måtte det kongelige ministerium være indforstået med den foreslåede ordning, hvorved der formentlig for fremtiden vil kunne indvindes en betydelig besparelse på gesandtskabets budget, skal man anmode ministeriet om at ville meddele frk. Aksel-Hansen, hvis adresse er: Christian Winthersvej 17, København, at hun er afskediget med august måneds udgang”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). UM svarede, 10. juli 1918: ”Frk. Esther Aksel-Hansens afsked. Under henvisning til ovenfor citerede indberetning meddeler UM herved, at man dags dato har tilskrevet frk. Esther Aksel-Hansen som følger: “Efter anmodning af det kongelige danske gesandtskab i Petrograd meddeler UM Dem herved, at gesandtskabet beklager ikke at have brug for Deres arbejdskraft mere fra udgangen af august måned dette år at regne, fra hvilken dato De betragtes som afskediget fra Deres tjeneste som konstitueret kancellist ved gesandtskabet. Deres honorar fra månederne juli og august dette år vil som sædvanlig blive indbetalt til Privatbanken hersteds. De med Deres rejse fra Petrograd til København forbundne omkostninger vil man efter omstændighederne godtgøre Dem, når De hertil indsender en specificeret regning over samme”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Gesandtskabet, 20. juli 1918: som følge “af den lettelse for kancelliets budget, som frk. Esther Aksel-Hansens afskedigelse og fru Karen Lukovitjs fratræden vil medføre” blev Hans Valdemar Berg midlertidigt ansat fra 15. juli 1918. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 28 Norden i tusind år: en historisk skildring af nordens kulturelle og politiske udvikling fra oldtiden til vore dage (Jørgen Bukdahl, m.fl.), Odense 1951-1952 (to bind). Gerda Andersen nævnes ej, men hun har givet maskinskrevet og deslige. 29 Tidens Kvinder, 13. maj 1958. 30 Brevene er adresseret til Ellen Margrethe Aksel-Hansen, Christian Winthersvej 17, København V. 12 klart journalistisk øje. Esther var en poetisk, intelligent, men skrøbelig natur, da hun led af migræne og i sine senere år under depression. Hendes intellekt og ungdoms eventyrlyst er næppe blevet mættet i Danmark. Esther mestrer et let og utvungent dansk, der ligger nær et velplejet nutidsdansk. Teksten er her gengivet uforkortet. Ortografi er normaliseret til nutids dansk. Redaktøren har for sproglig uniformitets skyld taget sig enkelte redaktionelle friheder.31 Tekstens tegnede illustrationer i sort og hvidt er udført af Eduard Saltoft 1917. Saltoft, der var uddannet fra Kunstakademiet i København arbejdede da som leder af DRK, St. Petersborg. De seksten tegninger fra Rusland blev foræret til Peter Skov, der i 1961 forærede dem til Det Kongelige Bibliotek.32
Medieinteresse Esthers ungdomsophold i St. Petersborg blev i 1950’erne genstand for medieinteresse, dels i avisspalter, dels ved et radiointerview i Danmarks Radio.33 På sine gamle dage ambitionerede Esther at skrive en bog om sin ungdoms oplevelser.34 Tanken forblev en drøm. Den fåmælte Aksel ”Preben Hansen synes ikke, det er noget at tale om og foretrækker at gå ud og se til sine mange høns og ænder, som familien i dag lever af. Han vil helst ikke tale om tiden, der er gået”.35 Esther redigerede nogle få breve, men spontaniteten og nerven i beskrivelserne er gået tabt i redaktionen. Esther døde 1963 som 72-årig. Seks år senere døde Axel 1969, da han blev kørt ihjel af en lastbil udenfor hjemmet i Valby. Parret blev begravet på Valby kirkegård. Gravstedet er sløjfet. Efter hendes død publicerede den yngste søn, Kjeld Preben-Hansen, et antal avisartikler på basis af morens erindringer.36 Anledningen var halvtreds året for den russiske revolution. Det Kongelige Bibliotek blev kontaktet, og brevsamlingen afleveret på Håndskriftafdelingen.
*Esther med sine breve fra St. Petersborg (5244). Valby ved Helsinge 1959. Privateje
Rejsen til St. Petersborg, maj 1917 Under 1. Verdenskrig var den eneste mulige indrejse fra Vesten til Rusland over grænseovergangen mellem Haparanda (Sverige) og Tornio (Finland), dengang et russisk storfyrstendømme. Rejsen forløb med damperen fra København over Øresund til Malmø, med jernbanen fra Malmø til Stockholm, fra Stockholm op gennem Sverige nord om Den botniske bugt,37 over Norrland, Boden fæstningen, til Haparanda; med flodpram eller slæde over grænseovergangen38 mellem Haparanda til Tornio, Kiruna, Torneelv; videre med jernbanen fra Tornio ned igennem Finland over Oulu,39 Seinäjoki, Tampere,40 Riihimäki, fra Helsinki til grænsestationen Beloostrov, over Vyborg mod St. Petersborg med ankomst på Finlandsbanegården.
31 ”DRK” (trods anakronismen, 1921) konsekvent for ”det danske Røde Kors” og ”Røde Kors” i betydningen ”det danske Røde Kors”. ”Finlandsbanegården” konsekvent for ”den finske banegård” og ”Finlandsbanegården”. Esthers brug af russiske ord med kyrilliske bogstaver efter stednavne, gadenavne, m.v., er ikke anført, men må konsulteres i originalen. 32 Tegninger fra Polen og Rusland, udført 1917-1927 af Eduard Saltoft. KB, KOB: Album 37, folio plus (accession: 1961). Seksten tegninger i sort og hvid, flest fra St. Petersborg og Moskva 1917. Nogle af Saltofts tegninger og litografier fra Rusland 1914 til 1927 kan ses på Silkeborg Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum og KB. Troels Andersen, tidligere direktør for Silkeborg Kunstmuseum, forærede i 2006 det danske kulturinstitut i St. Petersborg syv litografier ”russiske portrætter” af Saltoft. 33 I 1958 skrev Esther til Statsradiofonien, vedlagt et manuskript af beretningen fra St. Petersborg. Henning Pade fra Dramatisk- litterær Afdeling svarede med interesse, 23. maj 1958. Esthers kasse. 34 Aftenbladet, 14. november 1957. 35 Aftenbladet, 14. november 1957. 36 Rødovre Avis, november 1967. 37 Den botniske bugt ligger i Østersøen mellem Sverige og Finland. I den sydlige del af Den botniske bugt ligger Ålandsøerne. 38 “Hvad der skilte Sverige og tsardømmet nede ved mundingen var ikke elven, men et grundt flodleje. Såvel Tornio som Haparanda ligger på elvens vestre side. På denne tid herskede der det ejendommelige forhold, at Tornio var forbundet med Sverige med en meget ussel bro, men dog en bro - kun for fodgængere - medens der endnu ikke fandtes nogen bro mellem det finske fastland og den ø i elven, som Tornio ligger på”. Olsson, Jan Olof. De tre fra Haparanda (1967). Roman fra 1. Verdenskrig (Frank Jæger). Kbh. 1978, 26. 39 Oulu: Uleåborg. 40 Tampere: Tammerfors. 13
Den 6. maj 1917 rejste den danske legation fra København. Legationens medlemmer var alle ansatte i skyndingen. De fik få dage til rejseforberedelser inden afgang mod øst for en midlertidig ubestemmelig periode.41 Esther fik tre dage til at pakke. Rejseselskabet bestod af 24 personer.42 Se personlisten sidst her.
Tre dages togrejse senere (9. maj) sad legationen på jernbanestationen i Tornio, grænsestationen mellem Sverige og Finland. Rejseselskabet sad indelukket i en ventesal i otte timer. Ventetiden gik med brevskrivning. Togrejsen gennem Sverige blev iagttaget alt efter øjet, der ser: Frederik Rosenørn-Lehn havde øje for ventesalens kedelige og ensformige restaurant,43 Peter Skov for grænsesoldaternes posteringer mellem Sverige og Finland,44 Axel Linvald for den naturskønne rejse i frostvejr gennem et sneklædt Sverige,45 Hermod Lannung for fattigdom, social uro og revolutionsstemning i Nordsverige,46 og Esther for rejsedeltagerne i kupéen. Efter fem døgn og en anstrengende rejse gennem Finland anløb toget Finlandsbanegården i St. Petersborg. Esther begynder sin beretning i Tornio ventesal:
#Resume: Esther beretter fra Tornio (Tornio) i Finland ved grænsen til Sverige om den danske legations rejse fra København gennem Sverige og Finland til St. Petersborg. Hun beretter om sine rejsefæller: Richard Meyer, Poul Rée, Ellen Haagensen, Gerda Andersen, Dorette Uldall, og om det at fungere som lærerinde i russisk. Legationen afventer nu toget til St. Petersborg. Rejsen er Esthers anden Ruslandsrejse.
<1> Tornio, Finland, 9. maj 1917 Kære mor. Ja, så nåede vi så vidt. Vi kom til Haparanda i morges kl. syv, og efter et ophold på et par timer der kom vi herover til Tornio, dels til fods, dels per slæde. Grundet på at vi hører til legationen bliver vores tøj ikke efterset nogen steder. Det er herligt ikke at få rodet op i det. Jeg ærgrer mig bare over at jeg ikke har taget nogle bøger med, for de var jo altså kommet let nok igennem.47 Her er temmelig koldt. Det blæser en del, så jeg er glad for, at jeg havde min pels ved hånden. I går igennem Sverige var der is og sne overalt. Det var meget kønnere der, da jeg rejste hjem i september.48 Rejsen er hidtil gået meget godt, men der er ikke nogen som helst orden i noget. Det går som det bedst kan. Der er ikke et eneste af alle de mennesker, der er med, der har gnist af forstand på de forhåndenværende forhold eller som tager sig af at lede det hele på en ordentlig fornuftig måde. De er meget rare og fornøjelige alle sammen. Meyer49 er lidt vigtig. Han føler sig åbenbart. Poul Rée50 derimod er god nok. Jeg kunne ikke huske, at han var sådan en storartet flink fyr, som han viser sig at
41 Rejseregnskab af 5. juli 1917. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/59, (lbn. 3-271). Personrækkefølge efter afdeling B’s personaleliste, 6. juni 1917. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). I noterne er anført biografier og kilder til de personer af rejseselskabet, der spiller en rolle i Esthers breve. 42 Axel Linvald skrev: ”Intet kan lignes med den ligegyldighed, hvormed ekspeditionens medlemmer inden afrejsen blev behandlet. Deres ansættelse kom i sidste øjeblik. Endnu fire dage før man skulle drage af sted, var der adskillige, som ikke vidste, om de var blevet antaget. UM var i forvejen berømt for den ligegyldighed, hvormed det behandlede sine folk. I dette tilfælde overgik det sig selv”. RA: Linvald, Axel Steffensen og hustru Adda Hannover, f. Cohen (08 059). Breve, beretninger, optegnelser vedr. ophold i Petrograd 1917, (lbn. 21). 43 Rosenørn-Lehn sendte postkort til familien fra Haparanda og Tornio, 9. maj 1917. Han skrev til hustruen Sigrid om rejsen fra St. Petersborg, 12. maj 1917. RA: Baroniet Guldborgland (QA-202). Orebygård-Berritsgård Gods. Fredrik Rosenørn-Lehns breve fra Rusland til hustru Sigrid, (lbn. R.i-5). 44 Skov 1961, 20. Skov, Peter. Aarenes høst: erindringer fra mange lande i urolige tider. Kbh: Munksgaard 1961. 45 Linvald skrev til hustruen Adda om rejsen fra Stockholm (7. maj), og fra St. Petersborg (11. maj og 14. maj 1917). Beretning om min rejse til og ophold i Petrograd 1917. RA: Linvald, Axel Steffensen og hustru Adda Hannover, f. Cohen (08 059). Breve, beretninger, optegnelser vedr. ophold i Petrograd 1917, (lbn. 21). 46 Lannung 1978, 9-10. Lannung, Hermod. Min russiske ungdom 1917-1919 og 1922-1924. Kbh: Gyldendal 1978. 47 Bjarne Schartau: ”Hvordan er det med bogcensur og konfiskation ved grænserne?” 48 Esther rejste tilbage til Danmark i september 1916, efter halvandet års ophold i Rybinsk. 49 Richard Meyer, 1874-1957, bankdirektør. Han var i UMs tjeneste som sektionschef for finansafdelingen ved Petersborg- gesandtskabet 1917-1918. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. 50 Poul Rée, 1891-1972. Han blev 29. april 1917 ansat midlertidigt som sekretær ved afdeling B efter ansøgning af 25. april 1917: “Hermed tillader jeg mig at ansøge om at måtte komme i betragtning ved besættelsen af en af de stillinger, der skal besættes i 14 være. Af damerne synes jeg udmærket godt om de to. Frk. Haagensen,51 som jeg har kupé sammen med, er flink og fornøjelig. Jeg er umådelig tilfreds med at have hende til sove-kammerat. De to andre damer er begge fra UM. Den ene, en frk. Andersen,52 er et ganske storartet pigebarn helt igennem, dygtig og energisk og intelligent. Hun har klaret sig selv fra hun var 17 år. Nu er hun 25. Hun har været i England i tre år som lærerinde hos forskellige engelske familier. Hun har blandt andet været på et stort irsk gods hos en adelig familie i halvandet år. Sin rejse frem og tilbage betalte hun selv af sine opsparede penge. Hun har måttet slås for tilværelsen, har nu og da måttet tage fat ved hvad som helst, når der var ebbe i pengekassen. Hun har set sig om, og oplevet en forfærdelig masse. Hun taler flydende engelsk, og er desuden dygtig i fransk og tysk. Hun er den dygtigste af mine elever i russisk. Energien sprutter ud af hende. Jeg siger ”af mine elever”. Jeg har nemlig fungeret som lærerinde for hele den samlede legation. Så kommer den ene og så den anden, og beder mig hjælpe dem. Det er meget morsomt. Jeg er forfærdelig glad over at jeg kan så meget russisk som jeg kan. Du kan tro, jeg har været glad for maden og rødvinen. Jeg delte nu og da lidt med de andre damer, og de var uhyre taknemmelige og henrykte, må jeg sige. Din nydelige indbydende mad og indpakning blev lagt mærke til og beundret i lange baner, men den findes der jo heller ikke mage til. Da Poul havde været så flink og rar mod mig, trakterede jeg ham forleden aften med et glas rødvin. Han var aldeles begejstret over det, og da jeg så bød ham en af de firkantede flade Lindter,53 du ved, jeg fik af Olga, så kendte hans begejstring ingen grænser: ”Har du også de fine Lindter?” sagde han. Den tredje dame, en frk. Uldall,54 er nærmest forfærdelig, rædsom affekteret. Hun skræpper op, så man får helt ondt i hovedet, og er skrækkelig trættende. Hende er jeg allerede færdig med for længst. Hun er til grin for dem alle sammen. Vi skal være her i Tornio til i eftermiddag kl. fem, før går toget ikke til Petrograd. Vi får refunderet udgifterne til vores bagage, bil, drager, et cetera, men vores fortæring på rejsen skal vi selv betale og det løber forfærdeligt op. Jeg synes, det er højst mærkeligt, legationen ikke også betaler det. Kan du ikke finde brevet fra ministeriet med min officielle ansættelse i, og sende mig den snarest gennem UM? Den ligger måske i den firkantede brune æske, hvor jeg har lagt mine breve. Dog skal I ikke lukke den pakke op, der er i papir med sejlgarn om, for der er den absolut ikke. Der står jo nemlig i min
Rusland i anledning af Danmarks overtagelse af omsorgen for de østrigske krigsfanger dersteds. Jeg er seksogtyve år, juridisk kandidat, merkantilt uddannet og militærfri, kan en lille smule russisk, idet jeg i de sidste fem måneder to timer ugentligt har taget undervisning i dette sprog. I løbet af fjorten dage venter jeg at kunne tale tåleligt fransk, idet jeg fra i dag af er begyndt dagligt at tage timer i fransk konversation, da jeg siden min studentereksamen kun har holdt dette sprog ved lige ved at korrespondere på det, hvilket vil sige, at jeg i de sidste halvandet år godt og vel har skrevet og modtaget et brev hver måned. Desuden taler jeg tysk og engelsk, kan skrive på maskine, og har lært dobbelt bogholderi. Til fjerde klasses hovedeksamen erholdt jeg MG i fransk og UG minus i tysk, til studentereksamen MG i fransk og MG plus i engelsk. Jeg har i halvandet år været ansat hos firmaet Poulsen og Ragoczy hersteds, hvor jeg siden juni 1916 har beklædt stillingen som kontorchef, og forstår mig godt på indberetningen og ledelsen af arbejdet på et stort kontor. Da jeg meget gerne ville sætte mig ind i russiske forhold, skulle det glæde mig, om jeg fandtes egnet til en af de ledige stillinger, hvilken den end bliver. Afventende ministeriets svar tegner jeg ærbødigst, Poul Rée”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/16, (lbn. 3-269). KB: portrætregistranten. 51 Ellen Haagensen havde filosofikum og blev 30. april 1917 ansat midlertidigt som skriver ved afdeling B efter ansøgning af 26. april 1917: ”Undertegnede tillader sig gennem disse linjer at ansøge om en af de ledige stillinger ved udvidelsen af den danske legation i Petrograd. Jeg er født i København 1896, datter af grosserer Th. Haagensen, og har i 1915 taget nysproglig studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Senere har jeg beskæftiget mig med at undervise i sprog, og har selv taget undervisning i russisk. Jeg har noget kendskab til kontorarbejde og maskinskrivning, men har endnu ikke haft nogen kontorplads. Såfremt jeg skulle komme i betragtning, skal jeg med fornøjelse indsende yderligere oplysninger og referencer. Ærbødigst, Ellen Haagensen”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/43, (lbn. 3- 270). KB: portrætregistranten: den syttenårige Ellen, der i 1913 læser til eksamen i familiens have i Charlottenlund. 52 Gerda Andersen blev 2. maj 1917 ansat midlertidigt som skriver ved afdeling B efter ansøgning af 30. april 1917: “Undertegnede, stenograf i UM, Gerda M. Andersen, ansøger herved om ansættelse ved en afdeling af det kongelige gesandtskab i Petrograd, som skal varetage de østrig-ungarske interesser i Rusland. Jeg har god øvelse i maskinskrivning på tysk, fransk og engelsk og har i øvrigt solide kundskaber i sprogene. Engelsk taler, skriver og stenograferer jeg flydende. Ærbødigst, Gerda M. Andersen”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/43, (lbn. 3-270). 53 ”Lindt” er navnet på en chokolade, produceret af firmaet af samme navn, oprettet i 1845 i Zürich, Schweiz. 54 Dorette Uldall, 1885-1965, børnebogsforfatter. I februar til maj 1917 var Uldall ansat i UMs arkiv. Hun blev, 30. april 1917, ansat som kopist ved Petersborg-gesandtskabet, hvor hun arbejdede ved arkivet. Uldall fratrådte den 1. maj 1918. 15 ansættelsesskrivelse,55 at jeg skal have 450 rubler om måneden.56 I de andre damers står der kun 300 rubler, men der er mundtligt blevet lovet dem 450 rubler, og nu begynder de overordnede at trække i land og sige, at de kun får 300 rubler i første måned, og at de må indgive et ekstra andragende. Hvis der skulle komme noget vrøvl, ville jeg gerne kunne vise dem sort på hvidt, at jeg skal have 450 rubler. Kunne du ikke samtidigt sende mig et lukket brevkort på russisk, som også ligger der. Der står nemlig adressen på en ung russisk frue som jeg meget gerne vil skrive til og måske besøge i sommer. Jeg vil, som jeg skrev på kortet fra Stockholm, meget gerne have mine hvide sko herover, desuden mine billeder af dig57 og far58 i lædermappen samt min grå sweater, hue og tørklæde og vanter. Du kan levere det ind i UM. Det er bedst at få det herover med det samme. Kufferten med bøger siges ikke at være gået af endnu, så hvis du ville levere mine noder derind, så de kunne komme med, ville jeg være meget glad. Jeg håber, du er kommet dig lidt ovenpå alle anstrengelserne ved min afrejse. Tak for alt. Du vil nok, når mit regnskab er gjort op, lade mig vide, hvor meget jeg skylder dig. Kærlig hilsen til alle, men flest til dig og far fra Esther. Jeg nyder at tale russisk igen.
*Esthers ansøgning til UM (datostemplet), 30. april 1917 (3. L. 5/63). UM understregede ordene ”Rusland” og ”russisk” i samtlige ansøgninger. UMs ansættelser primo maj til gesandtskabets afdeling B blev afgjort ved sprogkundskab og kendskab til russiske forhold. RA
<2> Haparanda Tornio, Finland. May 9th, 191759 Dear mother. I wrote [have written] a very long letter to you in Danish, but I fear it will take a dreadfully long time before it reaches you because it has to go through the censure.60 I think a letter in English will go faster. I will not repeat all that I have written in the Danish letter but only ask you to send me my white shoes my grey sweater cap and kerchief and gloves. Besides, I want the pictures of you and father in the leather binding which I have forgotten at home. It is also very necessary for me to get the letter from the ministry of foreign affairs with my appointment. Why you can learn in my Danish letter. I have not time to repeat it only it is very necessary and as fast as possible. Please send it through the embassy. If you could find among my letters a letter from one of my Russian friends in Russian, please send it to me. I want very much to write to her and to pay a visit to her in the summer and I have quite forgotten her address. Much love to all of you, Esther.
55 UM, 2. maj 1917: ”Herved har man den fornøjelse at meddele Dem, at De er blevet ansat som skriver ved den afdeling af det kongelige gesandtskab i Petrograd, som skal varetage de østrig-ungarske interesser i Rusland. Udnævnelsen er midlertidig, gældende for det tidsrum, den ovennævnte varetagelse af de østrig-ungarske interesser lægger beslag på gesandtskabet. De vil erholde en løn af fire hundrede og halvtreds rubler månedlig forud. Endvidere vil De erholde fri rejse til Petrograd og tilbage, samt et ekviperingsbeløb af fire hundrede kroner. Med hensyn til Deres afrejse bedes De sætte Dem i forbindelse med assistent Holler i ministeriet. På ministeriets vegne”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/63, (lbn. 3-271). 56 Bjarne Schartau: ”Hvorledes forholder danske udstationerings lønninger sig til hjemlige danske lønninger for sammenlignelige job?” 57 Ellen Margrethe Smith (f. 3. februar 1866) i København (datter af professor Henrik Sophus Smith og Marie Emilie Jensen). Hun døde (21. februar 1930) på Frederiksberg. Weilbach (3. udgave) 1947 (1), 439-40 (Aksel Hansen). KB: portrætregistranten. 58 Aksel Christian Henrik Hansen (f. 2. september 1853) i Odense (søn af snedkermester Frederik Vilhelm Hansen og Caroline Hansen). I 1876 blev han optaget på Kunstakademiet i København. Her tog han i 1879 afgangseksamen som modellerer. Den 13. juli 1884 blev han og Ellen Margrethe Smith gift. Aksel Hansen døde (3. maj 1933) i sit hjem på Frederiksberg. Dansk Biografisk Leksikon 1992 (6), 577. Weilbach (3. udgave) 1947 (1), 439-40. KB: portrætregistranten. 59 Brevet er skrevet på engelsk, grundet censuren. 60 Gesandtskabet til UM, 23. februar 1917: “Gesandtskabet har under hånden erfaret at generalstabens hemmelige censurafdeling i den senere tid i gentagne tilfælde har fået forelagt breve, hvoraf det fremgik, at der befordres privatbreve med den danske kurer”. Gesandtskabet skriver vedr. danske firmaers uforsigtighed ved brevforsendelse med kurerposten: “man kan imidlertid ikke tilstrækkelig indtrængende indskærpe firmaerne, at uforsigtighed ved benyttelsen af kurerposten kan udsætte gesandtskabet såvel dem selv for meget ubehagelige følger, idet det ingenlunde er en ret, der tilkommer dem, men en tjeneste, gesandtskabet viser dem under omgåelse af de gældende russiske regler”. Gesandtskabet anmoder UM om at indpakke privatforsendelser i konvolutter, der forsynes med ministeriets segl og påskriften “expédition officielle”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 16
Breve fra Petrograd
#Resume: Esther beretter om pensionatet i St. Petersborg, maden og omkostningerne. Otto er i byen. Han afventer Esthers ankomst. Esthers kontortid er fra kl. halv elleve til kl. fire.
<3> Petrograd, 15. maj 1917 Kære far og mor, jeg hører lige nu, at der går kurer i morgen. Det er blevet pludseligt bestemt. Ellers skulle der først have gået kurer lørdag. Jeg skynder mig derfor at sende et par ord med, men det bliver kun et par ord, da posten skal lukkes om et sekund. I får så mere på lørdag. Rejsen herover gik godt, men var meget trættende. Vi har fået et udmærket sted at bo, dejlige værelser, og et pænt sted. Maden er vist hverken værre eller bedre end man får den andre steder. Den bliver ikke udleveret i større mængder. Man bliver absolut ikke overfedet. Min kontortid er fra kl. halv elleve
61 Poul Nordlien, 1884-1954, landsdommer, juridisk kandidat 1908, legationsråd i Petersborg 1917-1918, udenfor nummer fra 1. oktober 1919. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. “I 1917 kom jeg til Rusland, idet jeg blev udnævnt til legationsråd i Petrograd. Tsaren var styrtet. Kerenskij, der var socialrevolutionær, sad i ministeriet Lvov som justitsminister og blev snart ministerpræsident. I november måtte han dog vige pladsen for bolsjevikkerne. Det var urolige dage, og det var utrolige oplevelser, vi kom ud for der. Jeg tror hverken før eller siden, jeg har oplevet så begivenhedsmættede dage”. Nationaltidende, 25. juli 1944. 62 Gesandtskabet til UM, 13. maj/30. april 1917: “Da der ved den nye legations udnævnelse gagespørgsmålet naturligt har været drøftet, og det derunder har vist sig naturligt at tage hensyn til livets dyrhed i Rusland, mener jeg også at burde rejse samme spørgsmål for det gamle gesandtskabs vedkommende. Jeg må derfor foreslå, at legationsråd Nordliens gage forhøjes [...] samt at de tre kancellister hver får femhundrede rubler om måneden, og dermed ligestilles med de yngre kontorister, der har fået ansættelse i den nye legation. Den nuværende kancelliløn på to hundrede rubler om måneden er ganske utilstrækkelig, idet det er absolut umuligt at få en blot nogenlunde pension for under netop denne pris, og man jo vanskeligt kan tale om en løn som passende, der kun lige dækker omkostningerne til logi og mad, men intet lader tilbage til klæder, for slet ikke at tale om fornøjelser. Såfremt det kongelige UM skulle gå ind på mit forslag, tør jeg håbe, at næste månedsgager vil blive udbetalt efter den nye skala”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 63 Otto Eduard Stenersen Hansen blev født (20. november 1877) i Tullebølle på Langeland. Han var virksom i Rybinsk 1908-1910, i Kurgan Sibirien 1910-1917, og i København fra 1918 til sin død i 1945. 64 Otto Hansen var smørgrossist med hovedsæde i Kurgan med brevpapir: ”Otto Hansen, Export and Import. Codes: A, B, C. 5th Edition. A. 1, and, private. Letters: “Otto Hansen, Box: 110, Kurgan” Telegrams: “Otto Kurgan”. KB: NKS 5244, quarto. 65 Gesandtskabet til UM, 27. januar/14. januar 1917: “Gesandtskabet tillader sig herved at henlede det kongelige UMs opmærksomhed på, at der jævnlig i den senere tid med kurerposten til herværende danske er blevet befordret pakker med mindre beklædningsgenstande, ligesom der undertiden i de åbne konvolutter med forretningskorrespondance er indlagt romaner [...]. I denne anledning tillader gesandtskabet sig at henstille, at der indenfor det omfang, hvori det skønnes muligt at befordre pakker med kurerposten, tages et vist hensyn til vedkommende forsendelses forretningsmæssige interesse for adressaten”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 66 Bjarne Schartau: ”Hvad kostede et par lærredssko i København?” 17
*Otto Hansen i Kurgan var løjtnant af forstærkningen (34. batteri) i den danske hær.67 Esther blev gift ind i familien Preben-Hansen i 1919. Hun var fascineret af den ældre Otto, men fik hans yngre halvbror Axel. OSH
#Resume: Esther beretter videre om sin ankomst til St. Petersborg. Otto har spurgt efter hende på gesandtskabet. Gode dage med Otto, inden hans afrejse til Kurgan. De første (over)arbejdsdage på gesandtskabets kontor i grev Stackelbergs lejlighed på Millionnaja 11. Stackelberg var under revolutionen blevet myrdet der og slæbt ud på gaden. Esther omtaler Scavenius som ”en sjov, lille, stammende mand, men forfærdelig rar”. Esther meddeler sit indtryk af om St. Petersborg som by. Pensionatet og priserne. Brødmangel. Esther, der tidligere har arbejdet for Lauritz Knudsen, er glad for sin nye stilling ved gesandtskabet. Esther og hendes bofæller har planer om at flytte. De første kommissioner.
<4> Petrograd, 18. maj 1917 Kære lille mor, hvordan mon I alle sammen har det? Jeg længes snart efter at høre lidt hjemmefra, men det tager jo nogen tid inden postgangen kommer i orden. Jeg har det med travlhed, og da jeg ikke er vant til at sidde på kontor, bliver jeg selvfølgelig lidt træt af det nu i begyndelsen. Vi kom hertil torsdag aften ved midnat, kun en times tid forsinket efter en trættende rejse gennem Finland, hvor vi havde fået sådan nogle usle gamle wagoner, at vi blev rystet, som om alle indvoldene skulle rystes ud af os.68 Der var bestilt værelser til os i et pensionat, der ligger i en del af Petrograd, der hedder Vasilievskij Ostrov.69 Det var en mægtig vej fra banegården,70 og koldt var det, så jeg var glad for min pels, men jeg frøs forfærdelig på benene. Det var for resten en henrivende tur. Vi kørte langs Nevaen, og over en af broerne i isvostjik. Scavenius’ tjener71 kørte os
67 Håndbog for hæren. Krigsministeriet, København 1917, 51 (J. 157). 68 Lannung erindrede: ”Vi kom igennem Tampere, som jeg vidste, havde et godt ry, men det gjorde indtryk på mig, hvordan det hele også der var medtaget. Også jernbanemateriellet var slemt nedslidt. Toget rystede og slingrede, og det så stærkt, at jeg stak halen ud igennem ruden”. Lannung 1978, 10. 69 Vasilievskij Ostrov. Baedeker 1913, 88. Grieben 1913, 81. 70 Finlands banegård. Baedeker 1913, 11. Grieben 1913, 32. 71 Scavenius’ tjener. 18 derud, og vi kom der ved to tiden om natten. Den næste morgen mødte vi alle på det gamle gesandtskab, og der fortalte fru Lukovitj72 - den unge dame, hvis plads jeg skal overtage – mig, at der havde været en herre og spørge efter mig aftenen forud. Det kunne jo ikke være andre end Otto, så det blev jeg forfærdelig glad over at høre. Han havde spurgt om, hvornår de danske kom hertil. Og var det ikke sjovt, hun havde straks sat ham i forbindelse med mig, og havde spurgt, om det ikke var frk. Aksel-Hansen, han søgte. Et kvarters tid efter at vi var kommet der, blev der sagt, at der var en herre, der gerne ville tale med mig, og det var jo så ganske rigtig Otto. Han havde været deroppe dagen forud for at spørge om der var sørget for værelser til os, for ellers havde han et på hotel d’Angleterre,73 og han ville også gerne have været ude og tage imod mig, hvis han ikke havde været så forkølet, at han havde været nødt til at gå i seng. Nu var forkølelsen dog heldigvis bedre. Vi gik så alle sammen, Otto med, hen på det østrigske gesandtskab,74 hvor vores store bagage var bragt hen, og der skaffede Otto en isvostjik,75 og hjalp mig hjem hertil pensionatet med den. Vi skulle selvfølgelig ikke på kontor den dag, og da kl. nu efterhånden var blevet mange, gik vi ud og spiste til middag. Om aftenen var vi i teateret. Et yndigt lille teater på Nevskij, men noget forfærdelig bras opvartede de med. Om lørdagen var jeg kun på kontoret om formiddagen. Hele eftermiddagen og aftenen var jeg sammen med Otto.76 Vi spiste middag sammen, og om aftenen var han henne og besøge frk. Andersen og mig her i pensionatet. Søndag morgen rejste han sammen med en hr. Holm, som han fulgtes med fra København, til Sibirien. De havde ventet her i Petrograd i elleve dage på billetter. Det er ikke til at komme med toget her i Rusland for øjeblikket, og man kan risikere at blive smidt ud på halvvejen af soldater, der ønsker plads, for nu er det nemlig dem, der regerer. Jeg håber, han er kommet nogenlunde derop. Jeg fulgte dem på banegården, og tog så hjem og lagde mig til at sove, da jeg var forfærdelig træt ovenpå denne lidt bevægede tid. Mandag begyndte så livets alvor. Jeg skal være på kontoret kl. elleve
72 Karen Riise Lukovitj var ”hustru, f. 13. marts 1893 i Libau, dansk undersåt gift med russisk undersåt”. I 1918 søgte hun om pas til at rejse til København ”for nogle år” sammen med sin mand. Spørgeskema (127) med foto, udstedt 26. august 1918. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 73 Hotel d’Angleterre. Grieben 1913, 34. 74 Den østrigske ambassade: Chaykovskogo, ti. I dag ses bygningen i en trafikeret gade. Bygningen huser boliger, og facaden er faldefærdig. De tre indre gårde kan genkendes fra Esthers beskrivelser. Bernadette Preben-Hansen. St. Petersborg, 2008, 2012. 75 Isvostjik: kusk, vognstyrer, også brugt om køretøjet: her en slædedroske. Den norske digter Rudolf William Nilsen, 1901-1929, skrev i 1926 digtet “Isvostjik”. 76 Weil 1993, 335. 77 Landgren og Steenberg. 78 Magda Hansen (gift Bing-Jacobsen). 19
Gesandtskabet er lige flyttet fra Millionnaja 1679 til Millionnaja 11. Der er stort og komfortabelt og hyggeligt. Vi har en skildvagt til at åbne porten for os, og en sød lille tjener til at lukke døren op for os og hjælpe os tøjet af. Det er grev Stackelbergs lejlighed, vi har – I ved, ham, der blev myrdet under revolutionen. Han blev myrdet her i sin lejlighed, og derefter slæbt ud på gaden.80 Jeg var forleden hele lejligheden igennem. Der er en masse tomme værelser, men i nogle af dem står alle møblerne endnu. Det var så underligt at tænke på, hvad der var foregået her, og at vi nu havde kontor her. I Scavenius’ kontor står alle Stackelbergs møbler.81 Det må være forfærdeligt for ham, synes jeg. Stackelberg var en af hans bedste venner, og han skal have været aldeles ude af det de første dage efter at han var blevet slået ihjel. Scavenius er en sjov, lille, stammende mand, men forfærdelig rar.
79 ”Millionnaja, aristokratiets fornemme Palægade i Petrograd”. ”Det er ved et åbent vindue i Millionnaja, aristokratiets fornemme Palægade i Petrograd med det gyldent klingende navn. Luften mellem de røde og gule mure er fuld af klaprende hovsmæld”. Kehler 1999, 78. 80 Anna Sofie Scavenius til sin far: ”Fredag, 16. marts 1917. Det har været en forfærdelig dag. Vor gode ven, grev Stackelberg er blevet myrdet, da han var på vej hen til os. Vi hørte skud, og de råbte: ”Nu skyder de Stackelberg”. Harald var nedenunder i kancelliet, og jeg skyndte mig ned til ham. Han var i vildt skænderi med en ung mand, der fægtede om sig med en pistol og ville forhindre Harald i at komme ud på gaden for at komme hen til Stackelbergs, der boede nogle få huse fra os. Jeg fik Harald med op i vor lejlighed, og kort tid efter fik vi at vide, at det var Stackelberg, der blev dræbt, da vi hørte skuddene. Hans portner satte sig til modværge, da de ville trænge ind og arrestere grev Stackelberg, og så skød de først ham og derefter Stackelberg og smed hans lig ned på isen på Nevaen. Det var aldeles fortvivlende. Han var et storartet menneske, liberal i alle retninger, netop en af dem, revolutionen skulle have bragt frem i første række”. Scavenius 1960, 78. Prinsesse Paley: ”Un des premiers parmi les tués fut le général, comte Gustave Stackelberg, le mari d’une amie que j’aime tendrement. Des soldats révolutionnaires entrèrent de force dans leur maison de la Millionnaya et forcèrent le général de les suivre à la Douma. A peine descendue de chez lui, un coup de feu retentit. Les soldats effrayés crurent à une poursuite et se mirent à tirer. Le comte Stackelberg essaya de courir de long de la rue pendant un moment, mais les soldats l’abattirent à quelques pas de chez lui”. Paley 1923, 70-71. Paley 1924, 76. Skov: “Skråt overfor gesandtskabet boede en general med et tysk navn. Han kom jævnlig hos Scavenius og hørte til ved hoffet, men var på grund af sit navn mistænkt for tyske sympatier. Pludselig samledes en menneskemængde udenfor hans hus og forlangte at få ham i tale. Så hørte vi, at de trængte ind i huset og op ad trappen. Gesandtskabets portner fortalte, at de havde dundret på lejlighedens dør, men da tjeneren så den truende skare, havde han smækket døren i for næsen af dem. Nu udviklede begivenhederne sig i største hast: hoben havde knust døren, var trængt ind og havde afvæbnet generalen. Kammerherre Scavenius og hans frue, som sad ved frokostbordet, lyttede rystede til beretningerne, og hun gav i stilhed tjeneren ordre til ikke at fortælle mere, men straks efter hviskede han til hende, at nu var den ulykkelige gamle mand slæbt ned på gaden. Gesandten kunne ikke undgå at høre det. Han rejste sig, for ned af trappen og ville styrte sig ind i den rasende menneskemængde. Fru Scavenius måtte holde ham tilbage og besværge ham om ikke at gøre noget så vanvittigt. Det var ikke blot ganske unyttigt, men den sikre død, og han måtte tænke på, at hans pligter overfor Danmark gik frem for hans medlidenhed med en ven. Straks efter erfarede vi, at mængden havde sønderrevet generalen og kastet hans lig ned på isen i Nevaen”. Skov 1961, 33. 81 I 1926 rejste grevinde Stackelberg erstatningskrav mod det danske gesandtskab for møbler mistet i 1919 under gesandtskabets beskyttelse. Gesandtskabet havde, maj 1917, lejet sig ind i grev Stackelbergs hus i Millionnaja, seksten, og havde til huse i Stackelbergs lejlighed, hvor Scavenius havde sit kontor. Efter gesandtens afrejse blev lejligheden i 1919 plyndret, hvorefter et børnehjem overtog bygningen. Sagen trættede Scavenius, der afviste ethvert erstatningskrav, og til UM skrev, 17. april 1926: “Gesandtskabet overtog den af grevinden tidligere beboede lejlighed [...] I lejligheden forefandtes ved overtagelsen ganske enkelte møbler (blandt andet et skrivebord, en skrivebordsstol, et par herrelænestole, nogle almindelige stole, et par små skabe med udskårne forsider) og nogle malerier. [...] For øvrigt kan jeg ikke tilbageholde en ytring om, at disse spørgsmål noget har forbavset mig, da grevinde Stackelberg jo meget godt ved, hvorledes forholdet var”. RA: UM, jr. nr. 3. U. 10, (lbn. 3-354). 20
*Harald Scavenius 1920. Peter Elfelt. KB
Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet. Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette. Man føler det som en nåde, at man i det hele taget får lov til at eksistere. Man får rigtigt øjet op for sin egen ubetydelighed. Det er et udmærket pensionat, vi bor på, men da det er for langt borte fra det østrigske gesandtskab, flytter frk. Andersen og en frk. Smith,82 der var kommet herover en uge før os, først i næste uge hen på det østrigske gesandtskab, hvor de har fået en lille toværelses lejlighed med køkken og badeværelse. Jeg er forfærdelig ked af, at de flytter, og jeg ville gerne med derhen, men det ved jeg ikke om det kan lade sig gøre. Måske kan jeg få et værelse derhenne i nærheden af deres lejlighed. Der er nemlig ikke længere at gå fra det østrigske gesandtskab til det gamle gesandtskab, hvor jeg arbejder83 end der er herfra. Skal jeg nemlig blive boende her, får vi aldrig hinanden at se, da vi jo er optaget hele dagen igennem, og afstandene er for store til at give sig ud igen, når man først er kommet hjem om aftenen. Foreløbigt deler frk. Haagensen og jeg værelse, og det betaler vi tilsammen 105 rubler for om ugen, så det er jo i grunden ikke så forfærdeligt, men vi mener, vi kan gøre det meget billigere på gesandtskabet. Vi betaler ekstra fem procent af disse penge i drikkepenge, og et bad koster halvanden rubel. Desuden er selvfølgelig vask ekstra. Maden er aldeles udmærket. Blot savner man brød
82 Isabella Smith. 83 Esther blev ansat under afdeling B, men arbejdede ved personalerokade på det gamle gesandtskab. Gesandtskabet til UM, 23. maj/10. maj 1917: ”Gesandtskabet har herved den ære at indberette, at man ved det kongelige ministeriums forventede approbation har overført frk. Isabella Smith, der oprindelig var antaget til det gamle gesandtskab, fra dette til afdelingen for østrig-ungarske sager, mens frk. Esther Aksel-Hansen er indtrådt i frk. Smiths plads som kancellist ved det gamle gesandtskab”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Scavenius til UM, 9. juni/22. juni 1917: “Samtidig benytter man lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at frk. Aksel- Hansen, som var antaget til at gøre tjeneste i det nye gesandtskab efter overenskomst er gået over til det gamle gesandtskab, og at frk. Smith i stedet for gør tjeneste ved det nye gesandtskab”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). Gesandtskabet til UM, 23. juni/6. juli 1917: “Som det vil erindres, blev der i sin tid i København udbetalt frk. Aksel-Hansen et beløb i ekviperingsgodtgørelse på firehundrede kroner under forudsætning af, at frøkenen skulle stå til rådighed for det kongelige gesandtskabs sektion B i Chaykovskogo, ti. Straks efter ankomsten hertil blev frk. Aksel-Hansen imidlertid knyttet til den allerede bestående afdeling af gesandtskabet i Millionnaja, seksten, og frk. Isa Smith, der var engageret til sidstnævnte afdeling, blev overflyttet til gesandtskabets afdeling B”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 21 forfærdeligt. Det får man meget lidt af. Middagen er upåklagelig. Værelset er mægtigt stort og hyggeligt med skabe, skuffer, og så videre. Og her bliver nydeligt holdt rent. Det er en yndig tur herfra om morgenen til gesandtskabet over Nevaen, og forbi Isaaks kirken84 og Vinterpaladset. Jeg er en halv time om at gå derned, når jeg går skarpt. Sporvognen er så at sige ikke til at komme med. Det er en kamp for livet. På for perronen må man ikke stå, og der er ellers bedst plads, men da jeg en gang har fået en bøssepibe stukket i maven, da jeg forsøgte det, så kommer jeg ikke mere der. Jeg er glad for arbejdet her på gesandtskabet. Det er vanskeligt at komme ind i, og der er meget at gøre, men det er vældigt interessant. Jeg må anstrenge mig vældigt for at kunne udfylde pladsen, men det er jo langt morsommere og mere udviklende at få sådan en stilling, hvor man må arbejde for at komme ind i det, end at sidde og gøre idiotarbejde. Jeg kan ikke lade være at sammenligne denne stilling med den, jeg havde hos Lauritz Knudsen.85 Når frk. Smith og frk. Andersen flytter, får jeg foreløbigt, indtil jeg finder noget andet, frk. Smiths værelse. Det skal jeg give 55 rubler for om ugen. Med hvad der ellers løber på, kan jeg regne, at der går i alt 250 rubler om måneden, så har jeg 200 rubler tilbage, så det er jo godt. Nordlien sagde igen i går, at gagen efter al sandsynlighed bliver hævet til 500 rubler. Der var blevet skrevet til UM om det, så det er jo fint. Blot beder jeg dig: omtal det ikke hverken noget om gageforhøjelsen eller om hvad det koster i pensionatet til nogen. Man skal være meget forsigtig i sine udtalelser, og især nu jeg hører til gesandtskabet.86 Det gælder om at være diplomatisk. Hvis du endnu ikke har fået mit brev fra Tornio, så find, så snart du får dette brev min officielle ansættelse fra ministeriet, og send den med den først afgående kurer fra UM. Førend jeg får den, kan jeg ingen penge få, men det gør ikke så meget, da jeg nok kan vente med at betale i pensionatet. Ellers betales der hver uge. De 450 rubler er der ikke noget i vejen med. Dem får jeg. Fortæl ikke far at jeg ikke har taget min ansættelse med, så siger han bare, jeg er et fjols. Men jeg lod den netop blive hjemme af angst for, den skulle blive taget fra mig på rejsen af censuren. Jeg sender 300 kr. hjem med Otto. Han har rådet mig til at købe kroner herovre og så sende dem af sted igennem gesandtskabet samtidigt med at han rejser. Jeg ved ikke om jeg skylder dig mere end 250 kr., men der er også forskellige ting, jeg mangler og gerne vil have herover. Kunne du ikke gøre et løseligt overslag over hvad jeg skylder dig og sende mig det med første kurerpost. Bliver det nemlig mere end 300 kr. med de ting jeg gerne vil have herover, må jeg hellere sende dig 350 kr., eller hvad det nu kan blive til, med det samme. Jeg er ikke den eneste, der har gjort gæld. Det har de alle sammen gjort. Frk. Andersen, blandt andet, skylder 300 kr. hjemme, og hun har endda fået en hel masse forærende af søskende, og så videre. Jeg er aldeles forfærdeligt dårligt forsynet med regnvejrstøj, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tog din paraply med, så havde jeg da haft lidt. Nå, paraply kan jeg nu ikke få herover fra Danmark, men det kan jeg også købe her til en nogenlunde rimelig pris. Derimod er det helt galt, at jeg ingen regnfrakke har, og endnu værre er det at jeg ingen galocher har. Det var øsende regnvejr forleden dag, og jeg sad her henne og var
84 Isaaks-katedralen. Baedeker 1913, 32. Grieben 1913, 109. 85 Da Lauritz Knudsen døde (1917) efterlod han sig en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev efter Knudsens død omdannet til et aktieselskab, og firmaet byggede en fabrik uden for byen - på en kålmark på Haraldsgade, Østerbro. Lauritz Knudsen blev en institution i dansk erhvervsliv og beskæftigede sig produktmæssigt med elektriske artikler (www.lk.dk). 86 Esther havde tavshedspligt ved gesandtskabets edsformular: “Petrograd, 19. maj/5. maj 1917. Undertegnede, der for tiden arbejder ved Det kongelige gesandtskab i Petrograd forpligter mig herved edeligen til hverken mundtlig eller skriftlig eller på anden måde at ville meddele nogen noget af de til Hans Majestæts tjeneste hørende og mig betroede chiffer, depecher, dokumenter, etc., eller meddele noget om, hvad jeg i medfør af min tjeneste på gesandtskabet i øvrigt måtte få kundskab om, forinden jeg dertil har fået tilladelse eller befaling. Så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord. Esther Aksel-Hansen”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Om UMs edsformular: ”København, 21. december 1915. Edsformularer for kancellister og kopister. Til Det kongelige gesandtskab i Petrograd. Man anmoder herved gesandtskabet om at foranledige, at de ved gesandtskabet ansatte kopister for så vidt dette ikke er sket, undertegner en edsformular affattet efter vedlagte model. Man undlader ikke at henlede gesandtskabets opmærksomhed på, at der ikke bør gives kopister, der midlertidigt arbejder på gesandtskabet, adgang til kode og hemmelige dokumenter i større omfang end nødvendigt, og at der i hvert fald ikke bør gives dem en uhindret adgang til samme. Erik Scavenius”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 22 gennemblødt hele dagen. Allerværst er det næsten med fodtøj. Mine sorte støvler nænnede jeg ikke at tage på, så havde jeg kun mine gamle sorte sko og de var dårligere end jeg vidste. Der er ingen såler i og skindet er ikke overalt, så det kan ikke betale sig at lade dem forsåle. Det koster ti rubler. Følgen var at jeg sad med pjaskvåde fødder hele dagen, og er der noget man skal passe på herovre, er det da, at man ikke bliver syg. Jeg fortryder derfor forfærdeligt, at jeg ikke har fået de brune fedtlæderstøvler med herover. Jeg må jo også have et par ordentligt solide støvler til vinter. Her har jeg ikke råd til at købe dem. Et par støvler koster 100 rubler, en regnfrakke 150 rubler, og et par galocher 25 rubler. Jeg har nemlig hørt på det. Jeg ville derfor gerne have fra Danmark en sort regnfrakke mage til søsters. Den passer mig fuldstændigt og dertil en sydvest mage til Helgas, helst en smule større i hovedet, hvis det er muligt, men jeg kan også godt bruge den som den er. Et par galocher af samme størrelse som mine gamle, der står hjemme, og så de brune støvler, hvis du ikke har givet dem retur. Hvis du har givet dem retur, så se at få fat i dem igen. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal klare mig uden dem. De passer mig udmærket. Jeg vil gerne have tre par strømper, der passer til. Mine hvide lærredssko må jeg absolut have herover. Her koster et par 25 rubler. Nordlien har sagt, at du kan henvende dig i UM hos en kandidat Schröder, sige, at jeg er herovre ved gesandtskabet, og bede ham spørge den først afgående kurer, om han ville tage disse ting med i sin bagage. Det er nemlig for meget til, at det kan gå i kurersækken. Du må så bede ham meddele dig, hvornår kureren går, og hans navn - det er noget, som ellers ikke må komme ud - for at sagerne kan bringes derhen. Min sweater og de andre uldne sager behøver jeg ikke nu. Frk. Hansen her fra gesandtskabet rejser hjem til sommer på ferie, og har lovet at tage det med herover. Bed Lis87 tage støvlerne på, og gå lidt med dem, så de kan gå for brugte. Nå, nu skal du ikke blive plaget mere med kommissioner. Jeg længes efter at høre lidt om, hvordan I alle har det, og om hvordan det går med Bror.88 Mange kærlige hilsener til jer alle, flest til dig og far, Esther. Jeg vil også gerne have Axels billede89 som jeg har glemt. Det ligger sammen med mit.
*Nevskij, ca. 1900. KB 107, quarto
#Resume: om pengesager, pensionatet, maden og leveomkostningerne. Brødmangel. Esther og hendes bofæller søger lejlighed og overvejer at leje en russisk lejlighed. Esther, Andersen og Smith har nu fået en lille lejlighed på den østrigske ambassade. Et forgæves besøg hos en russisk veninde.
<5> Petrograd, 25. maj/12. maj 1917 Kære lille mor, i dag går der igen kurer, og så må jeg jo se at få et par ord med. Her går i reglen kurer hver uge, og det går der også fra København, så I kan bare ringe op til UM og spørge, hvornår kureren går. Han skal tage breve med til os, der er ansat ved legationen. Jeg ved ikke om jeg har skrevet før, at jeg har glemt billedet af dig og far. Det vil jeg meget gerne have herover samt billedet af Axel. Jeg har endnu ikke fået nogen penge, men jeg får dem antageligt en af dagene. Jeg sender en check hjem med kurerposten næste gang på 100 rubler, på hvilken I så kan hæve 113 kr. i Landmandsbanken. Der er en ung mand her fra Landmandsbanken, der hjælper mig. Han har allerede hjulpet en af de andre. Hvis jeg kan, sender jeg 200 rubler med det samme, men det har jeg næsten ikke, da der har været så mange uforudsete udgifter, nu i den første tid. Ellers har jeg tænkt mig at
87 Elisabeth Aksel-Hansen (f. 29. august 1888, †1961). Hun blev gift i New York med Poul Christian Hede i 1920. Esther omtaler ikke sin søster Gertrud Aksel-Hansen (f. 29. maj 1896). 88 Bror Aksel Hansen (7. marts 1898, †21. oktober 1975) er Esthers yngre broder. Efter et opgør med sin far emigrerede han som 18- årig til Amerika, ca. 1916. Her tog han navneforandring til Thomas Lewis. Han døde i North Dakota USA. Tak til Tracy Granlund (barnebarn af Bror Aksel Hansen), Californien USA. 89 Axel Preben-Hansen. Esther digtede 1962: ”På Langeland blev han født båren. Han lyset så en november morgen. Hans ophavs øjne, de var kun blå. Hvorfra hans brune, man gisner på. Et sidespring der nok engang hændte. Napoleon spaniere til Danmark sendte, da han endnu var en kejser stor. Hvad mener Axels oldemor?” Axel er Esthers forlovede, og fra 1919 ægtemand. 23 sende 100 rubler hver måned i de første tre måneder. Det bliver altså 339 kr.,90 og det må vel nok kunne dække min gæld, også med de ting jeg gerne vil have herover. Her er forfærdeligt dyrt at leve i denne pension og maden, der til tider kan være ret god, er til tider temmelig dårlig. Portionerne bliver mindre og mindre. I går var jeg lige så skrupsulten, da jeg havde spist middag, som før jeg begyndte på den. Frk. Andersen og jeg tog en kaffe oppe på værelset, men det var straks ekstra. Hvad jeg savner så meget, er brød. Det er så uhyre lidt man får af det. Jeg har købt nogle kiks, tre tutter til en rubel og fyrre kopek stykket. Der er femogtyve kiks i hver tut, så I kan se, det er dyre sager. Det var et rent held jeg fik dem, for kiks er næsten ikke til at opdrive i hele Petrograd. Vi tænker på at flytte og har i den anledning været ude og se på lejlighed. Der var en henrivende lejlighed, vi kunne få i seks måneder fra nu af og til november. Alle de velhavende russere, der tager bort om sommeren, lejer nemlig deres lejligheder i byen ud med møbler og alt, men vi synes alligevel ikke, det var så rart til efteråret at stå uden tag over hovedet, og så er det næsten ikke til at få noget, når alle strømmer til byen. Vi skulle have slået os en fem, seks stykker sammen om denne lejlighed, og den var som sagt ganske bedårende med badeværelse og bekvemmeligheder i alle retninger og henrivende møbler, flygel og så videre. Og ved I hvem, der boede der, enken efter Tjajkovskijs91 bror. Vi så en masse billeder af ham. De var meget kede af, at vi ikke ville have lejligheden, da de hellere ville leje den ud til udlændinge end til russere, da de sagde, at russerne var så uordentlige, svinske og hensynsløse. Nå, det kunne altså ikke blive til noget, men nu har frk. Andersen, frk. Smith og jeg fået en lille lejlighed sammen henne på den østrigske ambassade. Vi flytter naturligvis derhen en af dagene, men mere om det næste gang. Det har været forfærdeligt koldt herovre, frost og sne. I søndags, da vi vågnede, sneede det tykt. Frk. Andersen og frk. Smith var ude hele søndagen og kom først hjem til middag kl. syv
90 100 rubler = 339 kr. 91 Pjotr Tjajkovskij, 1840-1893. 92 Vera Pavlovna. 93 En datja er russisk for et landsted, sommerhus, weekendhus. 94 Tsarskoje Selo er den kejserlige forstad til St. Petersborg. Her ligger kejserpaladset af samme navn. Baedeker 1913, 109. Grieben 1913, 132. 95 Den 26. maj 1917 rejste Scavenius til København for en personlig konference med en repræsentant for Østrig. Telegram til UM, 22. maj 1917. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43c, (lbn. 3-224). (3. H. 43). Scavenius “ville sætte megen pris på, om jeg under mit ophold fik lejlighed til at tale med en repræsentant for Østrig, da der er sager af en vis vigtighed, som nemmest ordnes ved personlig forhandling”. UM arrangerede ved en skrivelse til grev Széchényi, østrig-ungarsk minister, et møde i København. Scavenius var tilbage i St. Petersborg, 16. juni/3. juni 1917. 24
#Resume: Esther, Andersen og Smith forbereder flytningen til lejligheden på den østrigske ambassade. Det er vinter i St. Petersborg og koldt om natten. De fire hjorte fryser om natten, og har intet at fyre op med. Kommissioner. Esther beskriver sin arbejdsdag. Frk. Hansen rejser, juli 1917, på ferie til Danmark.
<6> Petrograd, 25. maj/12. maj 1917 Kære mor, der er lige kommet kurer fra Danmark, og jeg har fået pakken med lagener og natkjoler og sko. Den forrige kurer har åbenbart ikke haft plads til det, så da fik jeg blot brevene. Det var dejligt, det kom, for en af de første dage flytter vi hen på det østrigske gesandtskab, og da de andre ingen lagener har, må de antageligt købe nogle, og det er jo ikke så hyggeligt. Natkjolerne er jeg også glad for, men jeg troede ikke, I var så hurtige i vendingen, for jeg havde ellers tænkt, at jeg hellere ville have to sæt pyjamas til. Jeg fryser nemlig i sengen om natten, da vi har så lidt over os, så jeg har ligget med det ene sæt pyjamas, jeg har, lige siden jeg kom hertil. Frk. Andersen fryser sådan, at hun både har ulden kombination og flonels pyjamas på om natten. Nå, nu i sommer kan det jo sagtens gå, men til vinter bliver det nok koldt, da der ikke er noget videre at fyre i med. Derfor ville jeg gerne om I, i løbet af sommeren, syede mig to sæt pyjamas af flonel. Emma fortalte mig, at hun havde fået syet et sæt for 8 kr., med tøj og syløn og alt. Frk. Hansen, der er her på gesandtskabet, men som rejser til Danmark, til sommer i juli måned, på ferie kan så tage dem med herover, men den tid, den sorg, det kan vi altid skrive nærmere om. Jeg har i dag fået mine penge, men kan ikke nå at få dem af sted med kureren denne gang, men så kommer det i næste uge. Hør, lad Bolvig endelig omgående sende mig Thora Goldschmidts billedgloser.96 Jeg savner dem, de engelske, selvfølgelig. Eller kan I få dem til at tage dem i UM, var det bedre, så behøver bindet ikke at tages af. Jeg skal hilse mange gange fra frk. Andersen. Det er et vidunderligt held at der er kommet en sådan dame med herover. Hun er lige så vild efter Dombey and Søn97 som du, og jeg for resten også, så jeg antager, du efter det på forhånd vil synes om hende. Nå, nu er der ikke mere tid. Arbejdet kalder, Esther. PS: Hvad det angår at reparere lagnerne, så tror jeg ikke, der bliver tid til det. Jeg går hjemmefra ved halvnitiden, da jeg jo lærer at skrive på maskine nu, og er sjælden færdig med at spise middag før ved halvottetiden
#Resume: Esther, Andersen og Smith er nu flyttet til lejligheden på den østrigske ambassade.
<7> Petrograd, 29. maj/16. maj 1917 Kære lille mor, blot et par ord i dag. Der går nemlig kurer til Stockholm i morgen, og så bliver brevene sendt videre derfra. Jeg har det udmærket nu. Lidt efter lidt kommer der orden i det hele. Jeg synes, at det er meget interessant at være her, både arbejdet og alle forholdene her. Jeg er i går flyttet ned på det østrigske gesandtskab sammen med frk. Andersen og frk. Smith. Vi har fået en hel lejlighed for os selv, men mere derom senere. På lørdag går der kurer herfra til København, og med den sender jeg en check på Landmandsbanken på 300 rubler. Jeg sender to eksemplarer, en i almindelig konvolut, og en i anbefalet konvolut. I kan så på den i
96 Thora Goldschmidts billedgloser. I 1892 begyndte den danske sproglærerinde Thora Goldschmidt, †1935, i samarbejde med blandt andre Kirstine Thaning, 1866-1951, at udgive billedgloser til sproglig anskuelsesundervisning i engelsk, fransk og tysk. Billedgloserne blev populære og findes i talrige genoptryk indtil 1930’erne. 97 Dickens, Charles. Dealings with the Firm of Dombey and Son (publ. 1847-48). 25
Landmandsbanken hæve ca. 340 kr., hvilket jeg håber dækker, hvad jeg skylder, og de ting jeg gerne vil have herover. Vi får nemlig her på det gamle gesandtskab gage efter dansk tid, så jeg får igen i denne uge, og da jeg ikke har kunnet bruge noget videre med penge her i den første tid, da jeg jo ikke havde nogen, vil jeg hellere skynde mig at sende dem hjem, mens jeg har dem. Det bliver jo meget billigere at leve nu på det østrigske gesandtskab, så jeg kan sagtens klare mig. Det er nok Bittens98 fødselsdag i dag. Jeg håber, hun har fået mit brev. Det er blevet vældigt varmt i de sidste dage, men endnu er det kun behageligt. Ja, det bliver ikke til mere i dag. Jeg flyttede først i går aftes kl. halv ti, så nu skal jeg hjem og ordne det hele. Jeg skal hilse fra Poul Rée. Jeg var ude og spise middag med ham forleden dag. Hvordan går det? Kommer Hannah Stock snart herover? Jeg håber, I alle sammen har det godt. Hils alle på den gode gamle kvist, og hvem der ellers bryder sig om det. Jeg er glad for at jeg kom af sted. For en gang skyld fortryder jeg ikke, hvad jeg har gjort. Det er da altid et fremskridt. Kærlig hilsen til dig og far, Esther.
#Resume: Lejligheden på den østrigske ambassade. Pengesager. Esther føler sig ensom og længes efter at høre fra familien. Brev fra Otto, som er rejst til Kurgan.
<8> Petrograd, 1. juni/19. maj 1917 Kære lille mor. Ja, det er virkeligt forfærdeligt, denne gang bliver det også kun et par ord, blot en lille hilsen. Jeg har nemlig haft så travlt, dels på kontoret og dels med at flytte, så jeg har ikke fået skrevet. Jeg er flyttet hen på det østrigske gesandtskab, og jeg er vældigt glad for det. Frk. Smith, frk. Andersen og jeg har en hel lejlighed for os selv, hver sit soveværelse, dagligstue med flygel, badeværelse, WC, køkken, og så videre. Det er ganske storartet, og på tirsdag begynder fælleshusholdningen. Jeg er i det hele taget tilfreds med det hele. Arbejdet her på gesandtskabet interesserer mig vældigt. Jeg har en forfærdelig masse at fortælle om, hvordan vi har fået det indrettet, og om at jeg er begyndt at læse fransk, og har fået to elever i russisk, og så videre, men der er som sagt ikke tid i dag. I søndags var jeg ude hos Vera Pavlovna på hendes datja, og havde det udmærket. På søndag og mandag holder vi russisk pinse. Søndag er jeg blevet inviteret på biltur med påfølgende middag, men derom senere. Jeg var i dag henne i banken for at købe en check på 300 rubler, men jeg kom en halv time for sent. Der var blevet lukket kl. to
98 Bitten er Esthers yngre søster. 99 Linvald til Adda, 22. juni 1917: ”Det er rigtig nok et held, at der er gået så mange kurerer. Det er dog kun et tilfælde, som ikke skal forurolige dig. Mere mystisk er rublens vanvittige kursfald. Den hænger rimeligvis sammen med de ydre politiske forhold. Faktisk er der jo våbenstilstand mellem Tyskland og Rusland, og stærke kræfter er åbenbart i bevægelse for at bringe en ligefrem fred i stand. England og Frankrig kæmper selvfølgelig af al magt mod slige bestræbelser, og der tales om, at de har eller er ved at standse kreditten til Rusland. Det kan forklare kursfaldet. Mine femhundrede rubler, som jeg lånte af din far, og som jeg tænker nogenlunde uformindsket at kunne bringe med hjem, vil ikke blive meget værd. Ellers er der ikke noget særligt nyt om de politiske forhold. Med levnedsmidlerne går det i øjeblikket bedre end på noget tidligere tidspunkt, og her i byen er der helt ro. Men ude i landet siges gæringen at tage til. Der er også tegn i sol og måne, der tyder på at Kerenskijs stjerne er i nedgang. Falder han fra sin popularitets højde, er der ingen, der kan ane, hvad der sker. Min mening er at alt vil gå godt indtil efteråret”. 26 besværlig rejse derop. Jeg vil gerne have Ejas og Annas adresser. Tusind, tusind kærlige hilsener fra jeres allesammen Esther, som længes meget efter jer alle.
#Resume: om pengesager. Om det nygifte ægtepar Kehler. Henning Kehler er på rejse København St. Petersborg.
<9> Petrograd, 6. juni/24. maj 1917 Kære lille mor, atter en ekstraordinær kurer, derfor kun et par ord. Søndag sender jeg et ordentligt langt brev af sted. Der er kommet kurer fra Danmark nu til morgen, men der var ikke noget til mig, hvilket jeg selvfølgelig heller ikke kunne vente, men man bærer alligevel inderst inde altid det håb, at der til trods for, at der ikke er en gnist af sandsynlighed for det, dog alligevel skulle have forvildet sig et par ord med til en. Er der ikke kommet nogen breve fra Axel? Er der det, håber jeg, du har sendt dem med kureren, og ikke med posten, da det tager alt for lang tid, og jeg måske i det hele taget slet ikke får dem. Jeg sender her checken på 340 kr. Jeg har givet 299 rubler for den. Det var den sidste check National City Bank ville udstede foreløbigt, så jeg er vældig glad over, jeg fik den. Herefter vil de kun overføre penge telegrafisk eller per brev. Om det vil sige, at man så får den danske kurs for sine penge og ikke tjener noget ved det, det ved jeg ikke, men selvom det er tilfældet, vil jeg alligevel om en måneds tid sende endnu 150 rubler hjem, da du jo skriver, jeg skylder ca. 400 kr. Så er der ca. 100 kr. tilbage som du foreløbig kan have at købe ind for. Vi har i dag fået en skrivelse fra UM, hvori vi underrettes om at vore gager hæves til 500 rubler fra den 1. juni, så det er jo storartet. Jeg håber, checken kommer dig vel i hænde. Har du ikke afsendt de brune støvler endnu, så vent hellere med at gøre noget ved dem til frk. Hansen kommer hjem i sommer. Derimod trænger jeg for øjeblikket meget, meget mere til et par sorte snøresko, nummer 38, af chevreaux med en laknæse af samme facon som Lis og jeg i sin tid købte i Walkover. Det eneste par sko (sorte) jeg havde med herover er nemlig nu så reducerede, at jeg må kassere dem, og så har jeg intet at gå med til hverdag. Foreløbig går jeg med mine grå sko, men de er allerede blevet skrabede temmelig meget, og det er dog synd. I dag, for eksempel, er det regn og det skærer mig næsten i hjertet at skulle gå med dem. Har du ikke fået sendt regnfrakken af sted, så kan du bringe dem og skoene op i Sølvgade 16, til fru Kehler. Hendes mand, attaché Kehler,100 har været så elskværdig at love, at han ville tage det med herover.
*Henning Kehler 1916. KB
Han rejser om ca. fjorten dage, tre uger. Hendes mand er vældig rar. Jeg skal læse fransk med ham og til gengæld give ham undervisning i russisk. De er ganske nygifte, havde bryllup to dage, før han rejste, så han længes meget efter at få hende herover. Desuden vil jeg gerne have hele min mørkeblå plisserede kjole herover samt den lyseblå frotte, jeg gav Lis inden jeg rejste. Jeg har nemlig lovet frk. Andersen dem. Hun har nemlig så at sige ingen kjole, blot en hel del bluser, mens frk. Smith og jeg er forsynet i alle ender og kanter. Ville du have ulejligheden med at købe mørkeblåt voile til et par lange ærmer, der svarer til crêpekjolen, så vil frk. Andersen nemlig lave den om som en af mine. Du kan sætte det på min regning. Jeg vil så gerne hjælpe hende med noget. Hun er et storartet menneske helt igennem, og fin og nydelig at se på. Jeg opdager, at jeg har glemt en fin hvid voilebluse hjemme. Den må jeg skam absolut have herover. Nu da kurerposten skal til at lukkes, er der pludselig noget vrøvl om at han ikke kan få de rigtige følgeskrivelser med, så posten måske bliver taget fra ham på vejen. Så tør jeg ikke risikere min check, men venter med at sende den til den rigtige kurer går lørdag, så
100 Henning Kehler, 1891-1979, journalist, magisterkonferens i fransk 1916, Kehler var ansat som attaché ved Petersborg- gesandtskabet maj 1917 til april 1918, konsul i Tomsk 1918-1919. Han virkede i Rusland som diplomat for frigivelse af østrigske krigsfanger. Kehler publicerede 1920 de Russiske Kroniker: Oplevelser i revolutionens og borgerkrigens Rusland. Bogen vakte international interesse. Kehler, Henning. Russiske kroniker (ved Lars Peter Rømhild). Kbh: Spektrum 1999. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. RA: UM, jr. nr. 3. G. 116a, (lbn. 3-188). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/9, (lbn. 3-268). 27 bliver den atter deponeret i gesandtskabets pengeskab, hvor den har ligget siden i lørdags. Jeg har det aldeles storartet. Ja, ligefrem vidunderligt, er henrykt for at være her, bliver forkælet i alle ender og kanter. Vi har holdt russisk pinse i to dage,101 har været på lang automobil tur med påfølgende middag. Mere næste gang. Tusind kærlige hilsener, Esther. Håber, I alle er raske. Vi bor aldeles glimrende på det østrigske gesandtskab. Så, nu går kureren. Ingen kommaer denne gang.102
#Resume: Esther har tidligere været i Rusland, nemlig i 1915-1916. Hun er nu på sit andet Ruslandsophold. Hun skrev også til sin mor under sit første Ruslandsophold (brevene er ikke bevaret). Aksel Hansen arbejder på Fløjstrups buste i København. Hedebølge i St. Petersborg. Bemærkning om egen fysiognomi. Esther overvejer at indkøbe et fotoapparat.
<10> Petrograd, 22. juni/9. juni 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (16. juni), som jeg lige har modtaget nu til formiddag. Det var rart at høre at checken var kommet dig vel i hænde. Det var godt fundet på, det til Mette. Jeg håber, du i andre og lignende tilfælde vil tage dig af mine interesser i Danmark. Jeg må med skam at melde indrømme at jeg helt har glemt Mettes fødselsdag, men jeg har jo allerede forberedt jer på, at min korrespondance under dette mit andet Ruslandsophold ikke bliver så righoldig som forrige gang. Det var dejligt at få brev i dag. Jeg må jo sige, jeg håber på lidt hjemmefra, hver gang der kommer kurer, selvom det blot er et par ord. Far har nok ordentlig haft travlt, siden han allerede nu er i gang med Fløjstrups buste.103 Her er svimlende varme i øjeblikket. Det er ligefrem vanvittigt hedt. Jeg skifter tøj flere gange om dagen, da det konstant er pjaskvådt. Det er svært at sove om natten, da vi også er stærkt plaget af fluer. Desuden er det så lyst hele natten igennem, at man næsten ikke kan bekvemme sig til at gå i seng, især da man først liver rigtigt op om aftenen. Oberstløjtnant Christensen,104 gesandtskabets militærattaché, erklærer også at Petrograd er det hedeste, mest uudholdelige sted, han har været, og det til trods for, at han har været i Ægypten midt om sommeren, så det vil jo sige noget. Bare jeg ikke var så tyk,105 så ville jeg måske ikke lide så meget under varmen. Det er da godt at der har været brev fra Bror. Jeg har tænkt så meget på ham i den sidste tid. Jeg skal nok se at få skrevet til ham inden alt for længe. Jeg har også tænkt på måske lidt senere hen at sende ham lidt penge. Hvad siger du til det? Til trods for mit mindre nette ydre er jeg ikke langt fra at blive lidt spoleret her i Petrograd. Hvis jeg ikke holdt lidt igen, ville jeg altid være ude, og det kan man jo ikke holde til i længden. Hvad amatørbilleder angår, så er der ingen af os, der har noget apparat, men jeg tænker på at købe mig et. Man kan få et godt her til 28 rubler, så det er jo ikke så farligt. Du vil nok på de breve, du leverer ind i UM til mig foruden mit navn, skrive: ”Ansat ved det danske gesandtskab”. Hvis I går ind med dem selv, kan I blot aflevere dem til portneren. Men I kan også ligefrem sende dem ind med posten, hvis I ikke har tid selv at gå derind. I morgen er det St. Hans aften. Vi har tænkt at lave en lille fest, men hvad det bliver til, ved jeg ikke. Jeg får ikke tid at skrive mere nu. Her er så vældig travlt. Jeg har det stadig udmærket, og I skal som sagt ikke være ængstelige, hvis der skulle komme uroligheder. Jeg er godt beskyttet. Tusind kærlige hilsener til alle, men flest til dig og far, Esther.
101 Linvald til Adda, 5. juni 1917: ” I går og i forgårs var det russisk pinse. Jeg blev i byen begge dagene, det var kvælende hedt, og var den meste tid sammen med Ove Meyer. Dagen i går spiste Meyer og jeg til middag på l’ Europe. Meyer havde inviteret to af damerne her fra legationen med: frk. Smith og frk. Andersen. Den første en datter af en konsul i Holbæk. Den andens oprindelse kender jeg ikke. De er begge meget flinke og naturlige unge piger. Det er vist blandt andet disse damer, der er med som maskinskriversker, at de herrer ikke kunne sidde til bords med!” 102 Esthers breve er skrevet i nuet, og er uredigerede. 103 Fløjstrups buste: portrætskulptur af Aksel Hansen. 104 Jens Peter Marius Mathias Christensen (f. 1862). KB: portrætregistranten. 105 Esther var ikke tyk. 28
#Resume: en søndag i Finland ved havet. Breve fra Otto, der besøger St. Petersborg. Esther vil gerne høre hjemmefra. Axels breve er modtaget.
<11> Petrograd, 29. juni/16. juni 1917 Kære lille mor, det er kurerdag i dag og jeg synes, jeg skal have en hilsen med, men det bliver også kun en hilsen. Jeg er på kontoret endnu, til trods for at kl. er halv ti om aftenen. Jeg er her ganske alene, er først lige blevet færdig med mit arbejde, og skal nu ud at lukke kurersækken. Du får kun et par ord, for jeg kan jo ikke nægte, at jeg er lidt træt. Dette forcerede arbejde, og så denne hede, det er lidt meget på en gang. I dag har jeg desuden været tidligt oppe, og henne og læse fransk. Frk. Smith og jeg er begyndt at læse fransk sammen, to gange om ugen hos en lærerinde, der tegner glimrende. I næste uge begynder jeg også at læse russisk med hende. Hun bor kun fem minutter fra den østrigske ambassade, så det er jo ideelt. Det har været ret vanskeligt at finde en lærer i russisk, især da man jo i denne hede må tage hensyn til, hvor vedkommende bor. Er man først færdig med sit arbejde, kan man jo ikke give sig til at stejle byen rundt. Jeg skal endda ud i aften hen at besøge frk. Haagensen og hendes bror sammen med nogle andre unge. Der kommer jeg altså ikke før kl. halv elleve
#Resume: Esther klager sig over ikke at have hørt hjemmefra. Smugleri af levnedsmidler og chokolade med gesandtskabets kurersæk. De første varsler af revolution.
106 Linvald til Adda, 28. juni 1917: “Noget nyt er her ikke. Forleden, St. Hans aften, ventede man en ny revolution. De mest yderligtgående socialister: Kronstadt mændene, Lenin og hans kumpaner havde planlagt en stor bevæbnet demonstration mod den nuværende dog ret radikale regering. Kerenskij optrådte kraftigt. Demonstrationen blev forbudt, og det blev erklæret at ethvert forsøg på at gennemføre den, ville blive slået ned med magt. Rundt på alle gader blev der slået plakater op, at folk skulle holde sig hjemme. I gårdene nede på Nevskij holdt kosakkerne rede. Spændingen i byen var vistnok ret stor. Det hele løb dog ud i sandet. Demonstrationen blev opgivet. Byen var som uddød, og der forefaldt ikke den allerringeste urolighed. For regeringen var det selvfølgelig en mægtig sejr. Den sidder nu dobbelt fast i sadlen, og jeg for min del tvivler slet ikke på, at alt i den nærmeste tid vil gå udmærket. Før til efteråret sker der i hvert fald intet”. 107 Linvald til Adda, 22. juni 1917: “Jeg fortalte dig en passant, at jeg med frk. Saxild i søndags var i Kurort, et stort pragtfuldt og … badested ved den finske grænse. Der var dejligt og det var prægtigt vejr og turen var rigtig fornøjelig. Legationens personale fik, hvad det havde godt af”. Baedeker 1913, 116. Grieben 1913, 128. 108 Weil 1993, 335. 29
<12> Petrograd, 2. juli/19. juni 1917 Kære mor, vi har lige fået at vide at der går kurer til Stockholm i morgen, og i stedet for at gå i min frokosttid bliver jeg her, og benytter lejligheden til at sende et par ord med. Jeg kan ikke sige dig, hvor ked jeg er af det. Der er nemlig kommet kurer fra Danmark i dag med tre store sække, og masser af post til alle mulige andre,109 blot ikke til mig. Jeg længes denne gang meget mere efter at høre hjemmefra end sidste gang, jeg var herovre, og i dag var jeg så vis på, at der var noget til mig, så jeg må sige, jeg var mere end skuffet. Du forstår, vi får telegram fra Danmark, hver gang en kurer afrejser, og så går vi jo de tre, fire dage, indtil han kommer, og er spændt og glæder os til hans ankomst. Derfor bliver man så selvfølgelig endnu mere skuffet, når der ikke er noget, og det er virkeligt hårdt at stå og pakke masser af post ud til andre, og så ikke selv at få noget. Jeg var virkelig lige ved at give mig til at tude i dag, men jeg måtte jo se at holde på anstanden, selvom det kneb ikke så lidt. Er der virkelig ingen andre, der vil skrive til mig, end dig? Kunne Karen,110 Lis og Bitten ikke anstrenge sig lidt i den retning, og moster Ingeborg for eksempel. Helga længes jeg også efter at høre fra. Jeg har ganske vist ikke skrevet til hende endnu, men jeg har ikke kunnet overkomme det. Frk. Andersen fik i dag en pakke chokolade med kurersækken. Det er anden gang hun har fået det, men det er ikke officielt bekendt, så du må endelig ikke omtale det. Kunne du ikke arrangere noget lignende? For eksempel, som jeg har sagt en gang før, skrive Nordliens navn udenpå, men så må du lægge et brev indeni at det er til mig. Nordlien generer sig såmænd ikke. Han har både smør, og alt muligt andet, med over i kurersækken, og i dag fik legationssekretær Holler111en hel kasse med kiks, en æske med skjorter og en stor kasse til herover.112 Så skulle det bare mangle, at vi ikke også skulle have noget. Det gælder bare om at være fræk. Skulle du få noget chokolade af sted, så send endelig ikke for lidt. Det er mere praktisk at få en god portion på en gang. Kan du huske, jeg fik to små håndklæder med herover. Jeg trænger vældigt til de andre fire. Blot jeg kunne få dem på en eller anden måde. Jeg var i lørdags ude for at købe strømper. De billigste, jeg kunne få, kostede 8 rubler parret, og så måtte jeg jo opgive det. Vi har haft en alt overvældende hede herovre. I lørdags kulminerede det. Vi var fuldstændigt ødelagte. I går, og i dag, har det været langt bedre, ligefremt svalt. Her er rasende meget at gøre, og det tager jo lidt på kræfterne, når det er så varmt. Her har været meget interessant at være i den sidste tid. Der har gået de vildeste rygter om, at der ville blive revolution igen, så vi har gået i en spænding. I går var det som sagt ganske bestemt at det skulle bryde løs. Der var mægtige demonstrationer på Marsmarken.113 Vi så dem desværre ikke, da det var os forbudt at gå ud af kammerherren.114 Porten til gesandtskabet blev bevogtet af soldater, og kaptajn Cramer115 var udnævnt til kasernekommandant.116 Der kom dog ingen panik ud af det, og om eftermiddagen fik vi lov at gå ud, men det skal jeg fortælle nærmere om senere.117
109 Linvald til Adda, 5. juli 1917: “Jeg talte forleden med Skov om hele butikken, og da han jo tager sig selv og hele gesandtskabet temmelig ... seriøst, var jeg der jo. Han talte om, at vi jo nærmest var et slags velgørenhedsforetagende, og syntes ikke rigtig om, da jeg foreslog hellere at betragte os som et postkontor”. 110 Karen Margrethe Aksel-Hansen (f. 21. december 1885) er Esthers ældre søster. Hun ægtede Gunnar Hall. 111 Georg Holler, 1886-1961, gesandt, cand.polit. 1913, anden legationssekretær i St. Petersborg 1917. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. 112 UM til Scavenius, 30. juni 1916: “Fra cigar- og tobaksfirmaet W. Ø. Larsen har UM med anmodning om forsendelse med kurerpost modtaget ca. tyve kasser af betydelige dimensioner adresseret til hr. kammerherren og indeholdende cigarer bestemt for hr. kammerherren. Da UM ikke formener at kunne befordre tobak med kurerpost udover, hvad der behøves til Deres, eventuelt legationssekretærens og handelsattachéens personlige forbrug, og for en kortere tid, har man tilbagesendt kasserne til firmaet. Hvad UM herefter modtager til forsendelse med kurerpost indenfor det ovenfor angivne omfang skal blive viderebefordret”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-252). 113 Demonstrationer på Marsmarken. 114 Harald Scavenius blev kammerherre i 1915. 115 Frits Cramer, 1869-1952, gesandt, kaptajn, premierløjtnant 1894, chef for krigs- og civilfangesektionerne ved Petersborg- gesandtskabet 1917-1918 (ansat 7. maj 1917 under afdeling B), ministerresident i særlig mission til Østrusland og Sibirien 1918-1919, tjenstgørende i UM fra marts 1919: leder af ”afviklingskontoret for det tidligere gesandtskab i Petrograd”. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. Cramer anmodede efter en ”yderst anstrengende sibirisk rejse” om fratrædelse for hjemrejse. Januar 1919 rejste han til Danmark over Japan og USA. 30
Jeg håber, I alle har det godt. Jeg længes som sagt efter at høre fra jer. Jeg har det stadigt væk storartet, men nu ikke mere for denne gang. Mange kærlige hilsener til alle fra Esther. Har I ikke nogen amatørbilleder, I kan sende mig, og får jeg ikke snart billederne af dig og far samt billedet af Axel?
#Resume: om en fest med jordbær og vin (trods spiritusforbud), og om Danneskiold. Han rejser til Kazan for at inspicere fangelejre. Middag hos oberstløjtnant Christensen.
<13> Petrograd, 6. juli/23. juni 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (28. juni), som jeg fik i går, og tak for digtsamlingen, som jeg er vældig glad for. Den vakte glæde, ikke alene hos mig, men også hos mine gode kammerater. Du må endelig ikke drive din beskedenhed, hvad brevskriveriet angår, for vidt. Begynder du at tale om, at dine breve ikke er indholdsrige nok, hvad skal så jeg sige. Ja, så må jeg nok hellere holde inde med skydningen med det samme. Min kritiske families anke over mine breve, finder jeg fuldt berettiget. Det undrer mig bare, at den ikke er kommet før. Jeg synes selv, det er de mest indholdsløse og kedelige breve, jeg nogensinde har opvartet med, men det er måske alt dette uvante kontorarbejde, der tager på hjernen. Det falder mig i alt fald så uendeligt svært at samle mine tanker til at skrive et ordentligt brev. Endnu har jeg ikke opnået det, og i dag bliver det heller ikke, da jeg som sædvanlig har opsat brevskriveriet til min frokosttid, i dag, kurerdagen. Jeg kan altså ikke mere skrive. Mon det er, fordi jeg er blevet gammel og mine åndsevner svigter? Det er i alt fald ikke videre opmuntrende at tænke på, og at mærke. I har jo i grunden slet ikke hørt noget rigtigt om al min gøren og laden heroppe, og om forholdene, og dog synes jeg, jeg oplever så meget som jeg aldrig har oplevet før. I løbet af næste uge må jeg se at få mig samlet sammen til en længere indberetning, nemlig inden frk. Hansen rejser. Er hun først borte, bliver der nok ingen som helst tid til privat brevskriveri. Hun rejser herfra på mandag, otte dage. Bare jeg nu kan klare den. Jeg er ikke så lidt nervøs ved tanken. Jeg er fuldstændig klar over at jeg kommer til at arbejde både til kl. otte og kl. ni om aftenen, men det er jeg også ligeglad med. Jeg arbejder gerne til kl. ti
116 Linvald til Adda, 28. juni 1917: ”han Cramer er en snob i renkultur, umådeligt jævnt begavet, smålig og noget naragtig”. Linvald til Adda, 5. juli 1917: ”Noget nyt heroppe er der ikke. Forleden i søndags var der store demonstrationer for og imod regeringen. Man ventede sammenstød, og der var derfor givet ordre til, at ingen måtte forlade ambassaden. Kaptajn Cramer var udnævnt til kasernekommandant. Han mødte i den anledning i fuld krigsmaling, og sablen lå i sofaen ved hans side. Jeg ville gerne levere teksten til en Offenbach operette: “Gesandtskabet i Petrograd”. Alt var imidlertid roligt i byen, og kl. fire blev udgangsforbuddet ophævet. Regeringen har igen vundet en ny sejr og styrket sin popularitet. Mandag var der nogle småkravaller, og militæret stormede et hus ovre på Finlandssiden, hvor en del anarkister havde sat sig fast. Alt sligt mærker vi imidlertid intet til. Der er absolut ingen grund til ængstelse. Byen er roligere og forholdene mere stabile for hver dag, der går. Lykkes den nu påbegyndte offensiv, vil det også virke i samme retning”. 117 Weil 1993, 335. 118 Aage Conrad Danneskiold-Samsøe, 1886-1945. Han blev den 7. maj 1917, ansat som sekretær (eventuelt rejsende delegeret) ved afdeling B. På Danneskiolds personalesag ligger en disciplinærsag, hvor Scavenius i utvetydige vendinger indberetter ham for gentagen pligtforsømmelse som delegeret i Kazan, rod i regnskaberne, disciplinært svigt samt antyder Danneskiolds skyldighed i forvanskning af telegrammer (Scavenius, 23. maj 1918). Scavenius til UM, 25. juli 1918: “Endnu skal dog tilføjes, at hans efterfølger i distriktet overfor undertegnede angående grevens forhold har udtalt, at han anser det for “en skam for Danmark” at have haft en 31 delegeret ved legationen. I næste uge rejser han til Kazan, hvor han skal have fast bopæl. Derfra skal han foretage rejser ud omkring for at inspicere fangelejre. Han ville have givet champagne til jordbærrene, men da vi ikke kunne få fat i det i en fart, måtte vi nøjes med rhinskvin, og hvid bordeaux. Det var meget festligt. Danneskiold og frk. Smith havde sørget for jordbærrene, og jeg for vinen.120 Lyder det ikke godt i dette land, hvor spiritus ellers for tiden er bandlyst? Men jeg er efterhånden også almindelig bekendt for min evne til at skaffe alt muligt til veje. Det hele var uhyre vellykket, og fornøjeligt. I dag skal vi alle tre til middag hos oberstløjtnant Christensens, nogle ualmindelig elskværdige mennesker, frk. Smiths gode bekendte.121 Oberstløjtnanten kender for resten far. Han var med til kunstnermødet i Stockholm, men dengang var han kun kaptajn. Vejret er i disse dage behageligt køligt. Jeg liver atter op. Jeg håber, dette må nå den kære gamle kvist til den 13. juli, og bringer dig og far de kærligste hilsener fra jeres store pige i Rusland. Mine tanker er hos jer, Esther.
#Resume: Esther har købt et fotoapparat, og optaget seks fotografiske plader (foto). Pladerne er under fremkaldes og skal sendes til København.
<14> Petrograd, 14. juli/1. juli 1917 Kære lille mor, mange kærlige hilsener til jer alle på kvisten. Her er så travlt, så det fyger os om ørene. I dag er det torsdag, og kurerdag. På mandag rejser frk. Hansen, og jeg bliver alene. Jeg ryster. Jeg har i går købt et fotografiapparat til 83 rubler, og har allerede taget seks plader,122 der er ved at blive fremkaldt. I skal nok få billeder, så snart det lader sig gøre. Jeg længes vældig efter at høre fra jer. Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: om Gustav Rasmussen og Sven Erik Netterstrøm. Varsler om revolution. Juli-revolutionen i St. Petersborg 1917.
<15> Petrograd, 19. juli/6. juli 1917 Kære kritiske familie, hvormed skal jeg dog formilde jer? Jeg har opsamlet et sådant forråd af oplevelser, at jeg hverken ved, hvor jeg skal begynde, eller hvor jeg skal ende, men jeg må nok hellere gå løs på de sidste dages begivenheder. Ja, så opnåede jeg da at opleve om ikke revolution, men så i alt fald noget i den retning. Det har stadigt svirret os om ørene i den sidste tid med rygter om, at nu ville det bryde løs den dag, og nu den dag, første gang i lørdags for tre uger siden. Vi gik og ventede spændt hele dagen. Man var sådan blevet indstillet på, at nu skulle der ske noget for alvor, og så forløb dagen ganske stille og roligt. Man havde sådan en underlig flad fornemmelse ovenpå den omgang.123 Så i søndags, for fjorten dage siden, skulle det atter have gået løs, og denne gang var det ramme alvor, sagdes det. Der skulle være store demonstrationer på Marsmarken. Det fik vi allerede at vide om lørdagen, men det kunne ikke nytte, vi spidsede vores næser efter at gå ud. Kammerherren
sådan delegeret, og at alt, hvad han ved sin tiltrædelse havde forefundet at grunde virksomheden på var et tomt blækhus og et penneskaft”. Danneskiold mentes at have rod i pengesager: “Grevens forhold i henseende til regnskabsføring må derfor betegnes som meget ufyldestgørende og uordentlig” (generalkonsulatet Moskva, 15. maj 1918). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/26, (lbn. 3-269). 119 Linvald til Adda, 28. juni 1917: “en kaptajn Danneskiold, som skal ud at rejse, men nu snart i en måned har danderet den her i byen, er en stud”. 120 Linvald til Adda, 22. juni 1917: ”Der er kommet en hel del vin til legationen. Jeg har været en af de mest beskedne. Så om aftenen finder der jo en del små drikkegilder sted”. 121 “Hos militærattachéen, oberstløjtnant Christensen, der med din frue beboede fyrst Potemkins prægtige palads, var det morsomt og meget interessant at iagttage de mange pragtfulde kunstværker, der var skænket fyrsten af kejserinde Katharina den Anden”. Brun 1930, 17. 122 Esthers fotografier er forgæves eftersøgt i familien, dels hos familien Preben-Hansen, dels hos Lars Henrik Pilegaard Hansen (Esther og Axels sønnesøn), 2007. 123 Weil 1993, 335-36. 32 havde truffet meget skrappe forholdsregler. Kaptajn Cramer var udnævnt til kasernekommandant, og han havde givet vagten ved porten ordre til at påse, at der hverken passerede nogen ud eller ind ad porten. Jeg har vist omtalt, at vi lørdag aften havde påtænkt et lille gilde. Ja, vi skulle jo endda have danset, men som sagerne stod, syntes vi hverken, at vi havde lyst eller at vi kunne forsvare at lave sådan større lystighed. Vi kunne jo også ligefrem risikere, at vores gæster ikke kunne komme ud ad porten, når de skulle hjem. Gæsterne skulle have bestået af frk. Haagensen og hendes bror, Broch,124 en rigtig flink rar fyr (han er altså kun en fyr), der er her på gesandtskabet i Millionnaja sammen med mig (det er os to, der klarer ærterne alene nu), endnu to fyre nede fra gesandtskabet i Chaykovskogo:125 Rasmussen126 og Netterstrøm,127 to svende helt igennem, de to eneste, vi bryder os om at have noget mere at gøre med af alle de, der er kommet herover, men de er nu også ualmindelig tiltalende, og dem har vi nu også ualmindelig meget at gøre med. Rasmussen studerer jura, har taget en meget fin første del, er fra Fyn, hvor han har en meget velhavende far, der er overretssagfører, og er for resten morderlig velbegavet, og interesseret i alt muligt mellem himmel og jord, blandt andet i sprog og kunsthistorie. Han er forfærdelig morsom, når han er i det hjørne, ikke til at stå for. Vi har nu og da været helt syge af at le af alle hans fjollede påfund. Ja, Rasmussen er god nok. Og dog, skal jeg foretrække nogen, så tror jeg nok alligevel, det bliver Netterstrøm. Han ville lige akkurat være noget for dig. Han er også fra Fyn, fra Odense. Frk. Andersen så hans mor på banegården, da vi rejste fra København, og hun siger, at han har den
124 Vilhelm Voigt Broch, 1893-1957. Broch var 1915 ansat i Store Nordiske Telegrafkompani, der drev telegraflinjen mellem St. Petersborg, Moskva og Vladivostok. Fra 1915 til 1918 var han ansat ved det danske gesandtskab og arbejdede som medhjælp ved DRK, St. Petersborg. Under den russiske revolution reddede han en håndfuld franske officerer ud af Rusland, for hvilket han blev dekoreret med den franske æreslegion. Han gjorde senere karriere ved generalkonsulatet i Wien, og gesandtskaberne i Wien og Budapest. Gesandtskabet til UM, 12. januar 1917/31. december 1916): ”I besvarelse af Det kongelige ministeriums oven citerede skrivelse tillader jeg mig at indberette, at hr. Broch i sin tid blev ansat af bog komitéen med samtidig tilladelse til at hjælpe med registrering, afskrivning og så videre for DRK’ bureau i Petrograd. [...] Da DRK’ bureau ikke har noget egentligt kontor og således alt hr. Brochs arbejde foregår på gesandtskabet, har man ment af praktiske grunde at måtte lade ham fremtræde udadtil som skriver på gesandtskabet”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 125 Esther omtaler gaden som ”Sergievskaja”. I dag er gadens navn ”Chaykovskogo”. Ambassaden lå omtrent på hjørnet af Chaykovskogo og Liteinij prospekt. Bygningen ses endnu (2012). 126 Gustav Rasmussen, 1895-1953, gesandt, udenrigsminister, sekretær ved Petersborg-gesandtskabet og krigsfangedelegeret i Sibirien 1917-1918, juridisk kandidat 1921. Kraks Blå Bog. Dansk Biografisk Leksikon 1982 (12), 27-29. KB: portrætregistranten: Rasmussen 1924, foto 52 920, nr. 1969-341 131. Rasmussen blev den 3. maj 1917 ansat midlertidigt som skriver ved afdeling B efter ansøgning af 27. april 1917: “Undertegnede, stud.jur. Niels Carl Gustav Magnus Rasmussen, der er søn af overretssagfører Christian Rasmussen, Åløkkegård, Odense og hustru Casperritta, født baronesse Wedel Wedellsborg, tillader mig herved at ansøge det høje UM om en af de ledige poster ved den danske legation i Petrograd. Jeg er født i Odense den 10. august 1895, nysproglig student fra Odense Katedralskole juli 1913, cand.phil.-filosofikum, maj 1914, tog første del af fuldstændig juridisk embedseksamen juni 1915, og har siden da læst til anden del, idet jeg foruden med Folkeret dog navnlig har beskæftiget mig med politisk historie”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/56, (lbn. 3-271). Scavenius til UM, 1. juli/14. juli 1917: “Assistent Gustav Rasmussen, der med meget stor flid og interesse udfører en sekretærs arbejde i civilfange- og krigsfangesektionerne”. Den 1. juli 1918 fratrådte Rasmussen og Netterstrøm deres stillinger “for at kunne genoptage deres juridiske studium” i København. Rasmussen og Netterstrøm “sekretærer ved gesandtskabets afdeling B for østrigske krigsfanger [...], der - efter endt arbejde ved gesandtskabet - agter at begive sig tilbage til Danmark”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/56, (lbn. 3-271). Gesandtskabet, 13. juli 1918, til det svenske gesandtskab vedrørende laissez-passer. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). ”Jeg har i mine unge år haft lejlighed til, i Rusland og Sibirien under den forrige store krig, blandt mange andre at tage direkte del i det arbejde, der under ledelse af en varmhjertet dansk mand Harald Scavenius blev udført for at mildne krigsfangernes kår”. Rasmussen 1939, 76. Under 1. Verdenskrig, 1914-1918, sad millioner af mænd i krigsfangenskab i årevis, under livsvilkår, der var præget af epidemiske sygdomme, vanrøgt og mangel på mad. ”I 1916 og 1917 vedtog nogle af de krigsførende magter på konferencer i Stockholm og København en række nye bestemmelser, blandt andet om udveksling og hjemsendelse af fanger. Mange tusinde syge og sårede fanger blev modtaget i de nordiske og andre neutrale lande”. Rasmussen 1939, 72. 127 Sven Erik Netterstrøm, 1896-1951, cand.polit. 1920. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. Netterstrøm blev den 2. maj 1917 ansat midlertidigt som skriver ved afdeling B efter ansøgning af 25. april 1917: “Undertegnede, stud.polit. Sven Erik Netterstrøm tillader mig herved at ansøge om ansættelse ved det danske gesandtskab i Rusland. Mine kvalifikationer er følgende: jeg blev student sommeren 1914, og tog i foråret 1916 første del af den statsvidenskabelige eksamen. Jeg har siden den 1. november 1916 været ansat i arbejdsløshedsinspektoratet og har her delvist beskæftiget mig med selvstændigt arbejde. Jeg læser tysk og engelsk, og taler engelsk”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/53, (lbn. 3-270). Scavenius til UM, 19. juli 1917: “Hr. Netterstrøm varetager udleveringen af klæder og medicin til fangerne, ligesom ekspeditionen og undersøgelsen ved udbetalingen af kontante understøttelser til de fanger, der personligt henvender sig til gesandtskabet, er overladt ham. Hr. Netterstrøm viser stor interesse for dette arbejde med fangerne, hvortil hans personlighed i det hele taget synes velegnet”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/53, (lbn. 3-270). 33 sødeste mor, man kan tænke sig. Hun lagde netop mærke til hende, fordi hun var så tiltalende, og det har tydeligt sat sit præg på Netterstrøm. Han studerer nationaløkonomi, har taget første del af sin eksamen, er meget musikalsk, danser vidunderligt, og elsker digte, først og fremmest Aarestrups og Christian Winthers. Han lånte netop Til En af mig forleden dag. Han var meget forarget, da jeg for nylig erklærede, at jeg først rigtigt havde opdaget Aarestrup i vinter. Han har gået på Sorø kostskole, og har en masse morsomme historier at fortælle dernede fra. De er begge to så flinke og hyggelige og kammeratlige, så det er en fornøjelse at have med dem at gøre, og hvad vi især så godt kan lide ved dem er, at de er noget af det mest høflige og hensynsfulde, man kan tænke sig, og det uden at være spor af kedelige. De er så glade over at komme op i vores lille hyggelige lejlighed, så det er ikke så sjældent, at de besøger os. De boede ligesom alle de andre i den første tid på den østrigske ambassade, men de er nu for sommeren flyttet hen i en ganske henrivende lejlighed, en ti minutters vej fra ambassaden. Det er en barons lejlighed. Han selv med familie er rejst på landet, og måske kommer de endda ikke engang hjem til vinter, det kommer fuldstændig an på forholdene. Netterstrøm og Rasmussen har fået den igennem Haagensen, og de bor der ganske gratis. Baronen er endda henrykt over at have sådan to pæne unge mennesker boende og passe på sin lejlighed. Der er fulgt et unikum af en tjener med, ganske vidunderlig i alle retninger, men derom senere. Jeg må nemlig nu vende tilbage til de sidste begivenhedsrige dage, da kureren som sædvanlig er på trapperne.
*Gustav Rasmussen 1924. KB
Altså: juli-revolutionen i Petrograd, 1917. Hele mandagen lige til kl. ni til kl. ti
128 Scavenius til UM, 29. september/16. oktober 1914: “Jeg tillader mig herved at indberette, at et her i byen af den danske koloni oprettet lazaret for sårede soldater den syvogtyvende (fjortende) dennes blev åbnet ved en højtidelig gudstjeneste. I anledning af et af den danske koloni fremsat ønske har hendes majestæt kejserinde Maria Fjodorovna allernådigst taget lazarettet under sin personlige beskyttelse og tilladt, at det officielt benævnes: Dansk lazaret for sårede soldater under protektion af hendes majestæt kejserinde Maria Fjodorovna. Harald Scavenius” {kilde?} (33. A). 34
Liteinij og Chaykovskogo skærer hinanden, jeg skal tegne en plan senere. Liteinij hører til et af urocentrene.129 Ja, er det ikke forfærdeligt. Jeg må desværre slutte nu. Sækken skal lukkes. Jeg lever i bedste velgående. Jeg har aldrig før oplevet noget så betagende som disse dage. Her er forfærdelig meget at gøre, oceaner af arbejde. Frk. Hansen rejste i mandags. Hendes adresse i København er Højme, Aaboulevard 54.130 Jeg har været så sindsforvirret at overtage forstanderskabet for fælleshusholdningen.131 Det er ganske blødt, men nu hænger jeg på den. Jeg er aldrig færdig før kl. ti eller kl. elleve om aftenen. Desuden tager jeg undervisning både i russisk og fransk, to gange om ugen i hvert, altså fire gange om ugen i alt, om morgenen inden jeg går på kontoret. Så I kan se, jeg ligger ikke på den lade side. Nu er kl. elleve
#Resume: Esther har fotograferet tolv plader (foto). Hun er ansvarlig for gesandtskabets fælleshusholdning, og det er en hård opgave. Øjenvidneberetning om urolighederne i St. Petersborg, juli 1917.
<16> Petrograd, 25. juli/12. juli 1917 Kære lille mor, tak for dine to sidste breve, det sidste (18. juli). Du er som altid en svend til at skrive. Det glædede mig at høre om Bittens cykeltur. Det er da godt, hun kom med. Jeg må sige, jeres forskellige middage hos Josty fik vores tænder til at løbe i vand. Jeg siger ”vores”. Smith og Andersen nød nemlig også godt af dem. Som du ser, har vi kastet den lange titel med frk. overbord. Det var virkelig ikke til at holde ud i længden. Det var vistnok mig, der begyndte med det, men ideen vakte almindelig tilslutning. Mig kalder de nu altid for ”Aksel”, da de synes at det er rent umuligt at få både Aksel og Hansen med. Jeg bliver snart kaldt for Aksel af hele legationen. Jeg fortalte vist sidste gang, at jeg havde købt et fotografiapparat til 83 rubler. Det er forfærdeligt morsomt at have det. Jeg har allerede taget tolv plader, men billederne er ikke nået at blive færdige, da vi har haft så meget at gøre, så I får dem først næste gang. Der er nogen af dem, der er ganske storartede. Det er nemlig et ganske enestående glimrende apparat. Jeg sidder hernede på kontoret i Chaykovskogo, og skriver. Kl. er ca. elleve aften. Det er nemlig kurerdag i morgen, så jeg må se denne gang at få et ordentligt brev med, hvis min træthed da ikke forhindrer mig deri. Jeg arbejder nemlig som en lille hest på kontoret i denne tid. I går kom jeg først hjem over kl. otte om aftenen, og så havde jeg ikke engang holdt frokosttid, men arbejdet uafbrudt hele dagen. Den foregående aften havde jeg læst fransk til kl. to om natten, og om morgenen havde jeg været til time inden jeg gik på kontoret. Da jeg kom hjem, og havde spist til middag, skulle jeg så til at finde rede i et større regnskab, husholdningsregnskabet, og tale med husholdersken om, hvad vi skulle give til frokost og middag den næste dag. Det er temmelig anstrengende. og især her i Petrograd, hvor man hverken kan få det ene eller det andet. Det er et stort arbejde, og jeg skulle aldrig have taget mig det på, men nu kan jeg jo ikke trække mig tilbage. Det er noget, der tager på kræfterne at skulle mætte femten forsultne mandfolk, og så er det så urimeligt dyrt alt sammen. Når jeg ikke er til stede, tager Smith affære, præsiderer ved middagsbordet, og så videre. Der er altid fuldt op at tage vare på. Du kan tro, jeg ved nu, hvad det vil sige at føre regnskab, låne af forskellige små kasser, og så videre. Men begrebet fælleshusholdningen må du hellere få en mere udtømmende beskrivelse af senere, da det er et emne så rigt, at det kan fylde flere folio sider. Urolighederne i Petrograd vil jeg dele i to grupper: de ydre stridigheder, og de indre stridigheder. Til de sidste hører alt, hvad der foregår i gesandtskabet, og du kan tro, vi har haft flere både større og mindre paladsrevolutioner inden for disse mure, blandt andet i anledning af min overtagelse af husholdningen, men
129 Her mangler tekst fra en eller flere sider. Ses ikke på originalen. KB: NKS 5244, quarto. 130 Frk. Højme, Åboulevard, fireoghalvtreds. Scavenius, 17. april 1918: “De bedes meddele følgende til frk. Magda Hansen. Frk. Højme meget syg. Bedes om muligt komme snarest”. Fire dage senere, den 21. april 1918: “Frk. Højme død. Hjemrejse dermed unødvendig”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Kraks Vejviser 1917. 131 Linvald til Adda, 12. juli 1917: ”en af skrivemaskine-damerne udnævnt til at stå for fælleshusholdningen”. 35 som sagt derom senere, da jeg antager, I er mere spændt på at høre noget om de ydre stridigheder i denne sidste bevægede uge. Denne skrivemaskine er umulig, den er helt tosset, og er det ikke forfærdeligt, jeg er så søvnig og træt at jeg ikke kan se typerne mere, og er lige ved at falde ned af stolen. Jeg må holde op, og fortsætte i morgen. Smith forstyrrer mig også ubeskriveligt ved at sidde her bag mig, og hamre løs på sit ”dyr”. Nej, det kan ikke blive til mere i aften. God nat, god nat, mere i morgen.
Urolighederne i Petrograd, juli 1917132
132 Linvald til Adda, 17. juli 1917: ”For resten ser en revolution adskilligt farligere ud på afstand end når man er midt i den. Selvom man hører geværskud og maskingeværerne blafrer, er der absolut ingen fare. Alligevel er det jo med en ejendommelig følelse, at man hører og oplever det. Men, som sagt, vær ikke ængstelig, der er igen grund til det. Vi bor i ambassaden. Vi har vagt, meget skikkelige folk. Vi har ingen vinduer til gaden og du kan trygt stole på, at jeg er forsigtig og ikke går ud, når jeg ikke ved, at byen er rolig. Om begivenhederne kan jeg dog fortælle lidt. Vi hører jo altid en del. Hvordan det er opstået, er ganske uklart. Jeg har nok haft en fornemmelse af at det i den allersidste tid har været noget knappere med levnedsmidler end forud, men dog på ingen måde i en sådan udstrækning, at det forklarer uroen. Det vigtigste moment har vistnok været de yderliggåendes, Lenins tilhængere, bolsjevikkernes raseri over krigens fortsættelse. De har benyttet sig af en i arbejderklassen ret almindelig forbitrelse over, at der sad kapitalistministre i kabinettet. Det er de fem borgerlige ministre, kadetterne, man har villet have bort. Øjeblikket til at gøre mytteri har været heldigt valgt. I spørgsmålet om Ukraines, Lille Ruslands selvstyre, var ministeriet uenigt, og kadetterne ville træde ud. Disse begivenheder, som er ganske uden forbindelse med gadens politik, har naturligvis svækket regeringens handlekraft, og givet oprørspartiet lettere spil. Hvordan det er begyndt, skal jeg ikke kunne sige. Efter middagen i går aftes, da ingen anede det fjerneste uråd, gik jeg en aftentur ned til Nevskij, du ved, byens hovedgade. Som altid var der rundt om på gaden folkemøder, det vil sige, grupper på et par hundrede mennesker, samlet om en eller flere ivrigt diskuterende mennesker. Da sligt hører med til det almindelige gadebillede, gjorde det ikke noget dybere indtryk på mig. Jeg troede dog at bemærke, at de diskuterende grupper var flere og større end almindeligvis, og at man var ivrigere og mere højrøstet end ellers. Jeg tænkte, at det var tilfældigt, gik hen på hotel l’ Europe for at drikke en kop te og se nogle aviser, men blev hurtigt ked af det. Kl. ca. halv ti
Mandag den 16. juli/3. juli om aftenen brød det løs. Vi sad hyggelig og drak te oppe hos os selv, da frk. Uldall ved ellevetiden
133 Det tauriske palads. Baedeker 1913, 49. Grieben 1913, 101. 134 Linvald til Adda, 17. juli 1917: ”Onsdag. Som det altid går, således også her. Når man venter store begivenheder, udebliver de. I dag har regeringen taget sig sammen. Ingen måtte færdes på gaderne. Broerne over Nevaen, det vil sige over til det urolige Vyborg kvarter, blev svinget til side. Kanonerne kørte op, og tropper der var pålidelige blev trukket ind til byen. Da Vorherre samtidig hele 37 underligt, at vi ikke havde hørt noget til al den skydning, for Nevskij ligger dog kun en halv times gang fra Chaykovskogo. Og hvad var så årsagen til al denne panik? Det var regeringen, der skulle væltes af de yderligtgående af socialisterne, eller med et rigtigt russisk navn, af bolsjevikkerne.136 En bolsjevik er en i den allerhøjeste potens yderligtgående socialist, og et ret uhyggeligt eksemplar af menneskeheden. Bolsjevikkerne udgør kun en ganske ringe del af Petrograds befolkning, og er alle de andres rædsel. Jeg tror, at russiske mødre engang i fremtiden vil bruge bolsjevikkerne som skræmmebillede, og sige til deres børn: ”Ja, er du ikke artig, så kommer bolsjevikkerne”. Det skulle i alt fald nok få mig til at tage benene på nakken. Deres valgsprog er: ”Ned med kapitalisterne” - ”Fred”, altså med de ydre fjender - ”Plyndring” - ”Rov” - ”Så mange penge som muligt” - ”Så lidt arbejde som muligt”. Deres fører er Lenin,137 der nu endelig er blevet arresteret, og …138
*Eduard Saltoft. Lenin. Moskva 1927. KB (Album 37, folio plus)
formiddagen lod det regne, som han vist kun er i stand til det i Petrograd, kølnedes gemytterne. Alt har, det vi ved, været roligt. I hvert fald på denne side af floden. Der skal dog være samlet endnu ca. fem tusinde bolsjevikker ude omkring Lenins villa, der tidligere har tilhørt en danserinde, der var tsarens elskerinde, mens han var storfyrste. De har fået frist til kl. ti. Overgiver de sig så ikke, begynder kanonerne at spille. Ellers er regeringen herre overalt. Soldaterne er afvæbnet, og alt tyder på at krisen er overstået. Jeg har holdt mig hjemme hele dagen. Kun i eftermiddag var jeg sammen med de øvrige de to minutters vej henne på Liteinij for at se ligene af kosakhestene fra i går. De lå der endnu. Da var alt roligt, og folk, damer og alle andre færdedes som sædvanligt på gaden Forhåbentlig har jeg dermed oplevet den revolution, jeg skal have”. 135 Mitrailleuse: ældre betegnelse for maskingevær. 136 Bolsjevisme: den fortolkning af kommunismen som den mere radikale del af det russiske socialistparti gik ind for 1903-1917 og som målsætning havde proletariatets overtagelse af magten. 137 Vladimir Ilyich Ulyanov ”Lenin”, 1870-1924. 138 Brevet mangler sin afslutning. Ses ikke på originalen. KB: NKS 5244, quarto. Weil 1993, 336-37. 38
#Resume: om den nervøse stemning i St. Petersborg. Grænsen er lukket, på grund af forholdene ved fronten. Esther har lige hørt nyt fra en fransk officer. Opløsning i hæren. Soldater begår mytteri. Telegram fra Otto, der kommer til St. Petersborg. Kommissioner.
<17> Petrograd, 27. juli/14. juli 1917 Kære mor, her er en underlig spændt nervøs stemning. Grænsen er lukket, hvorfor? Ja, det er der ingen, der ved, kun løse gisninger. Det siges, at den skal holdes lukket i to uger på grund af forholdene ved fronten. Det har jeg lige hørt nu igennem en fransk officer, der har forbindelse med generalstaben. Hvor bærer det hele hen? Det er ret håbløst. Stemningen blandt folk er meget pessimistisk, og intet under, at alt er kaos. Soldaterne vil ikke slås. Generalerne erklærer, at hæren består af en bande tyve og røvere, som ikke vil gå frem ved fronten, men som kun vil røve og plyndre, og slås indbyrdes. Opløsning alle vegne. I indviede kredse siges der, at dette er enden, at Rusland nu vil blive splittet, og delt. Det er meget interessant at være herovre. Jeg arbejder under højtryk, og med hjertebanken. Jeg fik i forgårs telegram fra Otto, og han kommer hertil på søndag, men nu kan han jo ikke rejse hjem foreløbig. Jeg har det storartet, og hvad der end sker, så vær endelig ikke ængstelige. Vi er godt beskyttet i alle retninger.139 Hvis du sætter dig i forbindelse med frk. Hansen (Højme, Aaboulevard 54), så bed hende betale dig 20 kr., jeg har lånt hende. Der er ingen grund til at tage dem med herover igen. Hun har lovet at ville tage enkelte ting med over til mig, og ligeledes vil frk. Haagensens bror tage noget med herover, hvis det er nødvendigt. Du kan få adressen hos Henriques. Jeg må absolut have en regnfrakke, da nu den anden er gået tabt. Jeg kan slet ikke være herovre til efteråret uden det. Kommer den første regnfrakke alligevel for en dag, kan jeg med lethed sælge den herovre, og endda tjene godt på den. Desuden må jeg have en sydvest. Smith har en fra Kopp140 lige overfor Helligåndskirken, der er stor nok, og passer mig glimrende. Lis vil måske gå med ind og prøve den. Så må jeg have et par fedtlæderstøvler, helst brune, mage til Lisbeths, om muligt med lidt videre skaft, et par sorte sko: chevreau med laknæse, seks par uldne strømper, seks par ærmeblade, og et uldent underliv. Desuden min sweater, og så videre, og Lisbeths uldne slåbrok, som jeg kommer til at trænge hårdt til. Der bliver nederdrægtigt kold i vores lejlighed til vinter. Regnfrakken sørger du nok for kommer først af sted med den først afgående kurer. Det er allerede begyndt godt med regn. Kommissionerne lønnes med kniplinger. Jeg har allerede flere på lager. Tusind kærlige hilsener, Esther.
#Resume: Ruslands grænser er lukkede. Om gagen og pengesager.
<18> Petrograd, 27. juli/14. juli 1917 Kære lille mor, kureren kommer først af sted i dag, fredag, men til trods for det har jeg ikke kunnet nå at gøre mit brev om urolighederne her i den sidste tid færdigt. Da jeg kom hjem fra gesandtskabet i går, var jeg nemlig så træt at jeg måtte gå i seng, så snart jeg havde spist middag, og talt med finsken (husholdersken) om maden for i dag. Jeg må sige, har jeg ikke vidst det før, så har jeg nu lært, hvad det vil sige at bestille noget. Jeg er forfærdelig træt, men stadig uhyre tilfreds med arbejdet og vældig glad for, at det går så godt som det gør til trods for at frk. Hansen ikke er her. Jeg er nu kommet over den værste nervøsitet, da jeg ser, at jeg kan klare den. Når blot jeg nu kommer heldigt over dagen i dag. Jeg sidder her i frokosttiden, og venter på den politiske rapport som kammerherren er ved at skrive, og det bliver vist en længere en denne gang. Bare den dog snart ville komme, at jeg kan blive færdig med den i rette tid. Jeg er jo ikke så øvet i at skrive på maskine. Jeg har været her siden kl. ni i morges, og kommer nok til at blive her til kl. ni i aften, men skidt med det, bare det går.
139 Weil 1993, 337. 140 Julius Kopps Magasin. Kraks Vejviser 1917. 39
Det er underlige ting, her sker.141 Lige nu har vi fået at vide at grænsen er lukket, så man hverken kan rejse ind eller ud af Rusland. De eneste, der slipper ud, er diplomater og kurerer, og det er endda vanskeligt. Vi skal nu se at få vores kurer igennem ved at henvende os til det russiske UM, generalstaben, og så videre.142 Jeg er kommet til at tænke på, at jeg vist ikke gav dig nogen fødselsdagsgave denne gang, da jeg i vinter jo ikke var videre velhavende. Derfor sender jeg dig disse kniplinger. Jeg håber, fruen vil tage takke. Jeg tror, de vil være søde omkring lommetørklæder. Du skal få flere en anden gang. Hvad mine pengesager angår, så har jeg ikke sendt mere end de 340 kr., jeg sendte lige efter at jeg var kommet herover. Jeg er nemlig ved at få ordnet udbetalingen af min gage på en anden måde. Som det er nu, får jeg først mine penge midt ind i den næste måned, og det er meget ubehageligt. Jeg fik for eksempel først min gage for juni måned midt i juli, og sådan er det altid. Nordlien har rådet mig til at lade UM indbetale min gage til en bank i København, for eksempel Privatbanken. Der får han sin indbetalt, og han siger, det er mere fordelagtigt at have med den at gøre end med Landmandsbanken som de andre nede på den østrigske ambassade har sat sig i forbindelse med. Jeg trækker så på Privatbanken igennem en af de herværende russiske banker. Bruger jeg ikke hele min gage for en måned, bliver resten ganske roligt stående i København, så det er jo meget praktisk. Det eneste kedelige er, at jeg får min gage i rubler, men vi har nu i sinde at ansøge ministeriet om at få den i kroner i stedet for.143 Vi håber på et
141 Linvald til Adda, 24. juli 1917: ”Og så skal du vel høre lidt om begivenhederne heroppe siden sidst. Det er utroligt, som man vænner sig til alt. I begyndelsen var man selvfølgelig stærkt alarmeret. I de sidste dage var man ret ligeglad. Man konstaterede det knap, når man hørte skud. Da roen var genoprettet, gik jeg en formiddag til Bennett for at hente min billet. Bureauet ligger på Nevskij, omtrent ved admiralitetet. Da jeg næsten var deroppe, hørte jeg fra gadens anden ende en kraftig skydning. Det var soldater, der var kaldt ind fra fronten, som ubevæbnet kom ud af banegården, og straks fik den velkomst af en flok bolsjevikker, der havde plantet nogle maskingeværer på tagene lige overfor. Ganske vidst skete det ca. tre kilometer fra det sted, hvor jeg var. Alligevel var det interessant at se. Folk og jeg vendte os lidt om for at se om der foregik noget. Da intet var at opdage, gik man videre, som om der intet var passeret. Slige kraveller forefaldt rundt om et par dage endnu. Derefter var regeringen fuldstændig herre over byen. Og i øjeblikket er alt så roligt, som det nogensinde har været. Hele oprøret har været planløst. Man ville af med de borgerlige ministre, som i forvejen havde demissioneret. Man ønskede at se hele magten koncentreret hos arbejder- og soldaterrådet, der i virkeligheden besad den, og som var næsten enstemmig mod de yderliggående. Skønt bevægelsen blev slået ned, har den dog sejret. Bruddet mellem de borgerlige og socialdemokraterne er nu indtrådt. “Girondinerne” er skubbet til side, “jakobinerne” har taget hele magten, og som under den franske revolution går det med fuld fart mod diktaturet. Spørgsmålet er om Kerenskij er en moderne Napoleon? Hvordan det hele vil ende, er vist ikke til at ane. Det nye ministerium vil vel nok i den første tid berolige gemytterne. Men går det vedblivende galt på fronten, i øjeblikket søger man at udnytte nederlaget til at rejse en stemning mod bolsjevikkerne, og som jeg altid har betonet, bliver manglen på levnedsmidler akut, så kan det sidste blive værre end det første. For tiden går der en lystig klapjagt på oprørsfolkene, og naturligvis svækker det dem, at hadet mod dem er så stærkt, men ingen ved, når stemningen kan svinge. I alt regner man, at der er blevet slået ca. firehundrede mennesker ihjel og såret op imod et tusinde. Det er dog en post”. 142 Weil 1993, 337. Scavenius til UM, 1. februar/19. januar 1917: “Neutrale undersåtter, som ikke har opholdt sig i seks måneder i Rusland, skal, hvis de ikke kan fremskaffe to russiske garanter, have deres gesandtskabs garanti for rigtigheden af de af dem givne oplysninger. Neutrale undersåtter, som har opholdt sig i seks måneder eller mere i Rusland, skal have to russiske garanter. Kan sådanne ikke skaffes, er gesandtskabets eller konsulatets garanti ikke tilstrækkelig. Den eneste udvej til at opnå udlandspas er da, at gesandtskabet forelægger sagen for UM det russiske, som efter konference med Indenrigsministeriet og generalstaben eventuelt giver tilladelsen. Denne fremgangsmetode tager meget lang tid”. RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 143 Nordlien skrev uformelt og håndskrevet til kontorchef Kruse, UM, 31. juli 1917 om “gageforhøjelse til de kvindelige skrivere på den østrig-ungarske afdeling”: “de stakkels damer sukker efter at få flere penge, da livet her er rasende dyrt og det til tider kan være meget vanskeligt at få nok at spise. Det er mærkelige, men interessante forhold, man lever under her”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/63, (lbn. 3-271). Fjorten dage senere skrev Nordlien formelt til kontorchef Kruse: “Petrograd, 14. august/1. august 1917. Kære hr. kontorchef, jeg må bede Dem undskylde, at jeg atter ulejliger Dem. Da rublens købeevne stadig synker, og vinteren vil stille betydelige krav til portemonnæen i retning af pels og andre klæder, som næsten ikke er til at veje op med guld her, ville vore tre kancellister meget gerne have deres gage ændret fra femhundrede rubler til femhundrede kroner. Kammerherren har derfor bedt mig skrive til Dem og forespørge Dem under hånden om der er udsigt til at opnå en sådan konvertering, der jo vil kunne ske uden nogen eller i hvert fald uden nogen nævneværdig udgiftsforøgelse for statskassen i forhold til det ved forhøjelsen af kancellistgagerne til femhundrede rubler i sin tid forudsatte, idet rublen på det nærmeste var lig med en krone, mens den senere er styrtet ned til vel ca. 65 til 70. Det ville være særdeles behageligt for alle parter, om kancellisternes ønske kunne opfyldes, idet der lægges meget stærkt beslag på deres arbejdskraft, betydeligt stærkere end de for de tilsvarende funktioners vedkommende ved den østrigske afdeling, mens disse i øjeblikket faktisk oppebærer et større beløb, skønt de har den store fordel at bo og arbejde på samme sted, samt ikke har egen husholdning. Jeg vil derfor på kammerherrens vegne bede Dem tage kancellisternes ønske under velvillig overvejelse. Jeg forbliver med de venligste hilsener hr. kontorchefens ærbødigst hengivne”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 40 godt resultat. Lykkes det vil jeg kun have 300 kr. vekslet til rubler hver måned, og så lade 200 kr. blive i Danmark. På den måde kan jeg jo efterhånden få samlet mig en hel lille formue, og så har du noget at give ud af, når du får mine forskellige kommissioner. Kan jeg få tid, vedlægger jeg straks en liste med nogle. Mange kærlige hilsener til alle, flest til dig og far fra Esther.
#Resume: Otto rejser fra Kurgan til St. Petersborg, og efter et besøg i Rybinsk, til København. Esther var blevet skræmt af et rygte om et forulykket posttog fra Sibirien. Gesandtskabet overrendes af danskere, der vil ud af Rusland. Udrejse kan alene foregå på kurer og diplomatpas, og derfor ansøger alle danskere om kurerpas. Scavenius tager enhver afgørelse. Kosakbegravelse. Foto er sendt til København. Otto kan rejse til København som kurer på diplomatisk pas. Kommissioner.
<19> Petrograd, 3. august/21. juli 1917 Kære mor, atter er vi nået til en kurerdag. Tiden flyver af sted, og I lever stadig væk i temmelig stor uvidenhed med hensyn til, hvordan forholdene former sig for mig herovre, men nu kommer Otto snart hjem, og så kan han fortælle jer om det hele.144 Det bliver så lettere for mig at fortsætte der, hvor han slap. Som det er nu, kan jeg ikke få tid til at skrive noget ordentligt. Jeg går herned hver morgen, i denne tid allerede kl. ni, for at have et par timer i fred og ro, inden de andre kommer, og inden folk begynder at løbe os på dørene, for at se at få lidt bund i alt det arbejde, der dagligt hober sig op. Sidste fredag, og kurerdag, kom jeg herned kl. ni, men til trods for det kom jeg om aftenen ikke hjem igen før ved ni tiden. Efter middagen var indtaget, skulle jeg så til at bestemme mad til næste dag, og se husholdningsregnskabet efter. Jeg kommer aldrig hjem før ved syv til halvottetiden
Kontorchef Kruse bevilgede lønforhøjelse ved skrivelse af 7. september 1917 til Nordlien. Ugen efter telegraferede Scavenius til UM: “Petrograd, 15. september/2. september 1917. Mens kursnedgang i nogen grad har rådet bod på livsfornødenhedernes uhyre stigning i sidste måneds tid for så vidt, angår kancellisterne ved østrig-ungarske afdeling er det blevet ganske umuligt for kancellisterne ved det egentlige gesandtskab at leve uden at gøre gæld, idet kursdifferencen ikke kommer dem til gode. Henstiller derfor indstændigt til ministeriet at gagen for disse sidste, som udfører betydeligt større arbejde end kancellisterne ved østrigsk afdeling, forhøjes til femhundrede kroner fra udbetalingen for september måned at regne”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 144 Weil 1993, 337. 145 Weil 1993, 337-38. 41 henne hos os til te og musik. Det var meget hyggeligt. Onsdag kom Otto igen, og hentede mig, og vi spiste frokost sammen på hotel l’ Europe146 i taghaven. Om aftenen rejste han til Rybinsk.147
*Rybinsk 1907. OSH
Jeg ville have fulgt ham på banen, men kunne som sædvanligt ikke gå i ordentlig tid, så det blev for sent. Han kommer tilbage til Petrograd søndag formiddag, og vi skal så være sammen hele søndagen, hvilket jeg glæder mig vældigt til. Otto rejser antagelig herfra næste lørdag, den 11. august. Han kommer kun af sted, fordi jeg personligt har bedt kammerherren om han ikke må rejse som kurer med diplomatisk pas, der da jo ellers er lukket for alle andre. Jeg havde først håbet at få ham af sted allerede om onsdagen, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre. Her er i det hele taget ikke til at være for tiden. Vi bliver hver dag bestormet af mindst 50 personer, der alle partout skal hjem, og alle vil rejse som kurerer. Det er meget trættende i længden, og sommetider bliver de endda uforskammede til sidst. Kammerherren har været forfærdelig gal i hovedet over alt det vrøvl. Som han siger: Russerne lukker ikke grænsen for at vi skal sende fem kurerer af sted om dagen. Ellers plejer vi altid selv træffe afgørelse om, hvem der skal være kurer, men under de forhåndenværende omstændigheder forbød kammerherren os at love det til nogen, da han i hvert enkelt tilfælde selv ville træffe afgørelse om, hvem der skulle rejse, da han jo har så mange bekendte her. Jeg er vældig glad over, at det er lykkes mig at hjælpe Otto, da han gerne vil hjem så hurtigt som muligt148 for at være sammen med Inge og Ellen i det sidste af deres ferie. Det bliver jo desværre kun et par dage. Frk. Haagensens bror er jo rejst til Danmark, men han kommer rimeligvis ikke mere tilbage. Det blev sagt til ham på grænsen at han ikke mere ville kunne komme ind i landet. Haagensen er mere end ked af det. Hun og broren havde det også storartet sammen. Han er en vældig flink fyr. Hun havde brev fra sine forældre med kureren i går, og de lod til gerne at ville have hende hjem, hvis han ikke kunne komme herover mere. Hun bor hos os i øjeblikket, sover om natten på vores sofa i
146 Hotel l’ Europe. Grieben 1913, 33. 147 Weil 1993, 338. 148 Weil 1993, 338. 42 dagligstuen. Dagen efter at hendes bror var rejst, fik vi hende til at flytte herhen, da vi ikke syntes, det var rart for hende at bo et sted langt ude i byen, ganske alene, med kun en gammel halvfjollet pige til at give hende mad. Vi er forfærdelig glade for at have hende. Hun går fuldstændig ind i tonen. Hendes bror kan altså ikke tage noget med over til mig, men for et par dage siden er konsul Schytte149 fra Novorossijsk150 rejst hjem til Danmark med sin familie. Han selv skal kun blive ganske kort tid i Danmark, og har været så elskværdig at love at tage noget med over til mig. Jeg har tænkt, at han skulle have regnfrakken, sydvesten, min sweater, og hvad dertil hører, med, samt håndklæderne, hvis du ikke har fået dem af sted på en anden måde indtil den tid. Du kan ringe til korn- og foderstofmagasinet i Rysensteensgade (jeg vedlægger adressen) for at komme i forbindelse med ham, men du må gøre det så snart som muligt, da vi ellers risikerer, at han er rejst. Jeg havde brev fra frk. Hansen i går. Hun ville gerne høre lidt fra mig, hvis jeg havde tid, men det har jeg absolut ikke. Hendes adresse er nu St. Thomas Alle 10. Hun må tage resten med til mig. Jeg er meget skuffet over kurerposten. Der er stadig væk hverken noder eller chokolade til mig. Nu har Smith også allerede for en måneds tid siden fået en stor æske chokolade. Hun fik også to plader Lindt inden i et brev, så det kan man da i alle fald sende. For resten har jeg fortalt Nordlien om mine skumle planer om at benytte hans navn, og det havde han ikke noget at sige til. Mine noder længes jeg vældigt efter: Mendelssohn, Schubert, også de firehændige, Chopin, Pilgrimskoret, Hallfred Vanraadeskjald, Schubert, små sange for klaver, et stort hæfte jeg har af Schubert med Moment Musical, og flere andre ting. Bach, og så videre, så meget som muligt. Hvorfor får jeg ikke billederne af dig og far, som jeg jo glemte hjemme, da jeg rejste, og ligeledes billedet af Axel? Det kan da sendes over i et brev. Jeg vil også gerne have to par tynde sorte strømper snarest. Dem kan konsul Schytte tage med herover, og den hvide voilebluse, jeg har glemt hjemme, og som jeg før har skrevet om, hvor bliver den af? Ja, undskyld alle mine kommissioner, men herovre er det jo komplet umuligt at få fat i noget som helst, og desuden har jeg ikke engang tid til at gå ud, og købe noget, selvom det kunne fås. Mine strømper ser det håbløst ud med. Jeg har jo så at sige aldrig tid til at stoppe dem. Jeg sender her nogle billeder med mit første forsøg. De er ikke så vellykkede, som de kunne være, men jeg tænkte, det ville more jer at se dem. Smith og jeg fremkaldte dem forrige søndag. Det var et hesteslid, og de blev stærkt kritiseret af Netterstrøm. Han erklærede, at han nok ville være med næste gang for at der kunne blive taget lidt mere lempeligt på pladerne, og det skal han selvfølgelig med fornøjelse få lov til. Jeg har ellers tænkt mig at købe mig en fremkalderkasse. Den koster ganske vist 25 rubler, men så er man også vis på, at pladerne bliver ordentligt fremkaldt. Jeg har lige nu haft brev fra Eja. Hun rejser hjem i løbet af en måneds tid. Jeg glæder mig vældig til at se, og tale med hende. De kærligste hilsener til alle fra Esther. Her er ro i byen igen, og vældig varmt. I lørdags var jeg til kosakbegravelse. Det er noget af det mest betagende, jeg nogensinde har været med til.151 I søndags var vi på Alexandr-museet. Der er mere end vidunderligt. Jeg glæder mig til at hjemsøge det til efteråret, når vejret bliver dårligt.
#Resume: Otto er i St. Petersborg og ”biler” en tur med Esther, Andersen og Smith til Tsarskoje Selo og Pavlovsk. Vandring i parken ved Pavlovsk. Oplevelsen at se åbent land udenfor St. Petersborg. Esther har modtaget mejerivarer fra familien i Rybinsk: ost, æg, brød og gryn.
<20> Petrograd, 10. august/28. juli 1917 Kære, kære lille mor, kl. er halv ni
149 Thomas Schytte, f. 1885 i Aarhus. Han arbejdede i Rostov og Berdiansk i 1907-1910. Schytte var dansk vicekonsul i Novorossijsk i 1911-1920. Dannebrogordenen 1923. 150 Novorossijsk: havneby ved Sortehavet. 151 Weil 1993, 338. 43 for mig. Før kl. halv ti
152 Weil 1993, 338. Gesandtskabet til UM, 10. august/28. juli 1917: “Gesandtskabet tillader sig at meddele, at den i morgen afrejsende kurer, hr. Otto Hansen, medbringer en til det kongelige UM forseglet sæk”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-252). 153 Medvjed var en førsteklasses restaurant. Grieben 1913, 36. 154 Weil 1993, 338-39. 44 hvor vores stue tager sig ud ved aften. Vi har den mest henrivende stålampe, blandt andet155. Smith sang en hel del. Hun synger udmærket, og har fået sendt en hel masse henrivende sange herover. Det er sandt: I får snart nogle flere billeder. Netterstrøm har fremkaldt en ny rulle, og tænk: han er mærkelig nok ikke blevet kureret for at have noget med det at gøre. Han har tilbudt at han godt altid vil fremkalde vores billeder, så jeg sparer fremkalderkassen for øjeblikket. Jeg synes heller ikke rigtig, jeg har råd lige nu. Vi tog et billede forleden af stuen med alle blomsterne. Det glæder jeg mig vældigt til at se, men det er ikke fremkaldt endnu. Om fjorten dage rejser Rasmussen hjem, men han bliver kun hjemme i fire, fem dage. Han skal hjem, og hente tøj. Han havde kun belavet sig på at blive i tre måneder, men nu kan de slet ikke undvære ham herovre. Han har fået orlov i fjorten dage. Tak for noderne. De kom endelig forleden. De har nok ladet dem ligge, og drive lidt vel længe inde i UM. For resten kan jeg så at sige ikke spille nogen af dem. Jeg skulle have haft Mendelssohn, Chopin, Hallfred Vanraadeskjald, Pilgrimskoret, tohændigt, mine Schubert noder, både et og tohændigt, men de kan måske komme en anden gang. Jeg sender dig her tilbage det billede af mig som lille, som jeg tilfældigt har fået med herover. Jeg håber, du er glad over at se det igen efter en Ruslands tur. Ved du, hvad Otto havde med til os fra Sibirien: en hel dejlig ost. Det har vi jo ikke set hele den tid, vi har været herovre. Og ved du, hvad han havde med til os fra Rybinsk: endnu en ost, og 140 store friske æg, og et herligt franskbrød. Æggene er jo næsten en lille herregård, for det koster atten kopek stykket. Desuden har han givet os to pund sukker. Hvis I vidste, hvordan vi har måttet undvære sukker i lange tider, og hvordan vi har savnet det, så ville I kunne forstå, hvor vidunderligt det var at få det. Vi savner det også forfærdeligt i fælleshusholdningen. Det gør det hele så besværligt at man hverken kan få det ene eller det andet, ikke engang gryn. Apropos gryn, du kan ikke tænke dig, hvad Otto havde med ind til os fra Emil: tyve pund mannagryn, og det endda som foræring. Vi var aldeles vilde, da vi fik dem.156 Det var ganske forfærdeligt pænt af ham. Vi samler nemlig, efter Ottos råd, sammen til hungersnøden, og så er der jo også det at vi selv sørger for middag oppe hos os lørdag og søndag. Den dag vil finsken nemlig kun lave et måltid. Det er meget, meget længe siden, der er kommet kurer, men nu kommer der heldigvis på søndag. Jeg længes forfærdeligt efter at høre noget hjemmefra. Jeg længes sådan efter jer alle i denne tid, især efter dig, lille mor. Det er ligesom jeg mærker det mere nu Otto skal rejse hjem og se jer alle sammen. Kærlig hilsen, Esther.157
#Resume: Esther vedlægger et foto af de fire kancellister foran det danske gesandtskab i St. Petersborg, august 1917. Problemer i UM, København med afsendelse af kurerpost.
<21> Petrograd, 14. august/1. august 1917 Kære lille mor, blot en lille hilsen, og et billede af os fire, der nu bebor lejligheden sammen:158
155 Her mangler tekst. De manglende (fire håndskrevne) sider ses ikke. KB: NKS 5244, quarto. 156 Weil 1993, 339. 157 Weil 1993, 339. 158 Fotografiet blev vist ved KB’s udstilling: Småstat og stormagt 1995, 18 (A 38) og i Moskva 2001, 21 (27). 5244. 45
*De fire kancellister: Esther Aksel-Hansen, Ellen Haagensen, Gerda Andersen, Isabella Smith, foran det danske gesandtskab i Petrograd, Afdeling B i Sergievskaja, august 1917. Til venstre hænger en plakat med en opfordring til befolkningen om at yde Kerenskij et “frihedslån” til fortsættelsen af krigen imod Tyskland. KB
Til fars fødselsdag kommer der en hel serie, men du skal ikke sige det til ham. Det skal være en overraskelse. Jeg sender noget hjem med næste kurer, til Lis til hendes fødselsdag, og ligeledes ved samme lejlighed noget til Bitten, for hvorfor skulle hun dog snydes? Men du skal vente med at give det til dem til den 29. januar. Jeg tænker også at sende noget til Ane, og Per og Sven. Nu får vi se. Tak for dit sidste brev, som jeg først fik i går, den 13. august. Det var afsendt af dig den 25. juli, så det havde altså været nitten dage undervejs. Det er virkeligt uforskammet at de sådan lader det ligge og drive i UM. Her er i det hele taget almindelig utilfredshed med det høje UM. Jeg har læst dit brev højt for Nordlien, hvor du fortæller om dit besøg derinde. Han sagde, at det skulle du ikke udsættes for mere, og at hans kone, der rimeligvis kommer herover om en måneds tid, godt kunne tage både håndklæder og noder, og hvis der ellers var noget med herover til mig. Hvad chokolade angår, er det jo vanskeligere, men han var så elskelig at tillade, at du leverede en pakke til hans kone, som hun så skulle aflevere i UM under hans navn. Han får nemlig nu og da kiks, og andre gode sager herover. Hendes adresse er: Margrethevej 20, Hellerup, telefon 275. Han har skrevet til hende om det, i dag med kureren. Er det ikke herligt? Jeg venter altså så i nærmere fremtid en større forsyning. Plader er jo det, man får mest af, og som fylder mindst, men Anton Berg ville jo også være bedårende. Det er et forfærdeligt mas, du har med alle mine kommissioner. Jeg vil så gerne gøre noget for dig til gengæld. Hvad ønsker du dig? Vil du have flere kniplinger? Skønt det bryder du dig måske ikke om mere, eller hvad vil du have? Sig bare til. Nordlien inviterer mig ellers en hel del til daglig, men i dag har han været morderlig flink. Han har skrevet et genialt brev til UM om vores 46 gager.159 Blot det nu går i orden. I så tilfælde kan Lis nok ordne det i Privatbanken. Og ved du hvad, i løbet af et års tid får jeg sparet mig ca. 2000 kr. op. Og så rejser jeg ikke til Japan, men så tager vi to en lille udenlandsrejse sammen. Hvor skal det blive henrivende. Otto rejste så i lørdags,160 og kom godt af sted. Jeg havde det mere end vidunderligt, mens han var her. I må invitere ham ud en gang. Han kan rigtig fortælle om al min Lebens und Treiben. Og ved du, hvad jeg ville ønske, I ville invitere ham ud sammen med moster Ingeborg og Victor. Det ville være så hyggeligt, og jeg vil så gerne have at moster Ingeborg også skal lære Otto at kende. Så, nu skal posten lukkes. Tusind kærlige hilsener til jer alle, men flest til dig, lille mor, din Esther.
#Resume: Otto er rejst til Kurgan. Vrede mod UM, København. Grænselukning. Riga er evakueret. Rygter om generalstrejke i Finland. Esther har set Kerenskij ved kosakbegravelsen. Scavenius til møde med Kerenskij, 18. august/5. august 1917.
<22> Petrograd, 17. august/4. august 1917 Kære lille mor, tak for dine sidste to breve, som jeg fik i går (16. august) med kureren, det ene, det lange brev (3. august), det andet (8. august). Det var som sædvanligt dejligt at høre fra dig. Og denne gang ligesom endnu bedre end ellers, da jeg har længtes lidt efter jer alle sammen, siden Otto er rejst. Der er stort raseri imod UM herovre. Det er mildest talt en mærkelig opførsel, de udviser derinde, men de har nu også altid været bekendt for deres uelskværdighed og snæversynethed. Det, at de ikke vil tage imod noget, er slet ikke, fordi de ikke kan, men blot fordi de ikke vil. Sidste gang fik vi to kurersække, og den ene var kun halvt fuld, så der kunne mageligt have været både det ene og det andet i. Det er jo til syvende og sidst ret vilkårligt, hvad der kommer med. Og det er dem, der har at gøre med selve pakningen af sækken, der såmænd har mest at sige i den retning. Er de ikke sure og gnavne, og med øjne og øre tilstoppede af det udenrigsministerielle støv, så er der en vid mark for deres hjælpsomhed, men de fleste har vel siddet så længe derinde, og det skal ikke være sundt. Jeg ved så inderlig godt, hvordan det hele går for sig. Det er jo akkurat det samme her. Det er Broch og mig, der ordner alt med kurersækken herfra, og vi gør da, hvad vi kan for at hjælpe folk, selvom det ofte giver os mere arbejde, når de for eksempel kommer senere med posten end den fastsatte tid. Man er i det hele taget heldigvis ikke nogen slave herovre. Der er så mange måder man kan hjælpe folk på, og det manglede blot man ikke gjorde det. Man skal blot sætte sig selv i deres sted. Deres glæde opvejer for resten også langt den smule besvær man har. Siden Otto rejste, har her været forfærdeligt travlt. I dag (kurerdagen) har her allerede været så meget, så jeg er helt svimmel, og det tegner godt til resten af dagen. Det er en hel stabel af skrivelser, der skal gå, og der ligger et chiffertelegram her ved siden, og venter på mig. Jeg griber blot disse fem minutter til at sende dig et
159 Nordlien skrev uformelt og håndskrevet til kontorchef Kruse, UM: “Petrograd, 31. juli 1917: Kære hr. kontorchef, må jeg takke for Deres venlige brev og for den for frk. Hansen meget behagelige meddelelse om refusion af hendes billet. Skønt det falder udenfor min ressort, vil jeg samtidig tillade mig at lægge et godt ord ind for gageforhøjelser til de kvindelige skrivere ved den østrig-ungarske afdeling. De stakkels damer sukker efter at få nogle flere penge, da livet her er rasende dyrt og det til tider kan være meget vanskeligt at få nok at spise. Det er mærkelige, men interessante forhold, man lever under her. Som De jo ved fra telegrammer og aviser, var her nogle alvorlige uroligheder for en fjorten dags tid siden. Hr. Holler og jeg havde dem fra første hold, for så vidt som vi boede lige ved Lenins hovedkvarter, og tre gange om dagen måtte løbe spidsrod mellem maskingeværer og skarpladte geværer, som havde den kedelige egenskab af og til at gå af, sådan vist nærmest for matrosernes fornøjelses skyld. Nu er alting imidlertid roligt. Hvad det imidlertid bliver til med Ruslands krigsduelighed, er et stort spørgsmålstegn. Jeg kan kort sige, at regeringens hensigt er den, at lade hæren gå langt tilbage og forskanse sig; derpå at sende halvdelen af mandskabet hjem på markarbejde, for at få ernæringsspørgsmålet udover sin nuværende kritiske fase, og så til foråret foretage den sejrrige offensiv. Hvor meget der er om det, kan jeg imidlertid ikke sige. Jeg forbliver med venlig hilsen, hr. kontorchefens ærbødigst hengivne Poul Nordlien”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/63, (lbn. 3-271). 160 Gesandtskabet til UM, 10. august/28. juli 1917: “Gesandtskabet tillader sig at meddele, at den i morgen afrejsende kurer, hr. Otto Hansen, medbringer en til det kongelige UM forseglet sæk” RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-252). Gesandtskabet til UM, 10. august/28. juli 1917: “Courier Hansen part samedi”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 47 par ord. Nordlien er gået til frokost, og har efterladt en dynge arbejde til mig. Jeg har ikke fået købt det jeg ville, til Lis og Bitten, men jeg antager, hr. Holm kan tage det med. Han rejser herfra på mandag. Kommer han ikke af sted, sender jeg det med næste kurer, så kommer det en dag efter fødselsdagen, men det får jo være. Det siges, at grænsen vil blive holdt lukket endnu tolv dage, men endnu ved vi intet sikkert. Det er forfærdelige tider. Riga er jo nu evakueret. Det har vi lige fået meddelelse om i dag, og der tales om generalstrejke i Finland, hvilket vil sige at vi kommer til at sidde her uden spor forbindelse med Danmark.161 Det kan blive hyggeligt. Nå, det varer forhåbentligt ikke så længe. Du skriver, jeg ikke omtaler Kerenskij.162 Nej, det har jeg heller ikke gjort, og det til trods for at jeg synes at han er vidunderlig, ganske enestående. Jeg så ham på gaden den dag til kosakbegravelsen. Jeg har netop ringet til hans sekretær i dag for at forhøre, hvornår kammerherren kunne træffe ham. Han skal op til ham i morgen eftermiddag.163 Endelig har jeg set frk. Stock. Hun var heroppe i går, og kommer til os i aften. Hun er jo blevet gift. Paul Quaade164 har jeg også set, og talt med. Han var heroppe i forgårs, stor og tyk, strålende af sundhed. Fru Marstrand havde jeg brev fra i dag fra Moskva angående hendes pas. Hun er fortvivlet over at sidde fast herovre. Jeg har nu sendt iltelegram til hende, og gør hvad jeg kan for at ordne alt på bedste måde for hende. I har måske slet ikke hørt at hun kom hertil for en måneds tid siden sammen med sin svigerdatter, der nu er blevet gift med hendes søn i Kovrov. Svigerdatteren måtte ikke rejse herover alene. Ja, nu når jeg ikke mere denne gang. Lev vel, Esther.
#Resume: om forholdene i St. Petersborg med lange ventende rækker af mennesker, brødkøer og andre køer. Om inflationen. Esther har fået stjålet sin overfrakke på gesandtskabet.
<23> Petrograd, 21. august/8. august 1917 Kære mor, på søndag (26. august) rejser Rasmussen til Danmark. Han har fået orlov i ca. fjorten dage.165 Rejsen tager jo alt i alt otte dage, så han bliver blot hjemme en fem, seks dage, og da han også skal til Odense, hvor hans far bor, bliver der jo ikke lang tid i København. Han havde kun beregnet at blive her i tre måneder, en temmelig idiotisk ide i grunden, som han ville tage som en slags ferie fra sit studium. Men nu befinder han sig så vel herovre og har gjort sig så uundværlig, at han bliver her foreløbig. Alle de unge fyre, der kom herover, var kun bundet tre måneder foreløbig, men de bliver her da alle. Rasmussen havde ikke kluns nok med herover, og har desuden en hel del at ordne hjemme, så nu har han altså fået denne lille orlov. Vi er alle sammen her henrykte over, at han skal hjem, for han har selvfølgelig lovet at tage alt muligt med over til os. Vi håber, han får laissez-passer. Han er da i alt fald anbefalet til det af kaptajn Cramer.166 I så fald kan han nemlig rejse ud af Danmark uden at få sin bagage efterset, og der er ikke grænser for, hvad han kan have med af chokolade, og så
161 Linvald til Adda, 12. juli 1917: ”Tak for dit brev (5. juli). Jeg var meget spændt på, om det ville nå frem. Som du måske ved, var der berammet generalstrejke på de finske jernbaner, og den skulle netop træde i kraft i går. Da ingen kunne vide, hvor længe den ville vare, begyndte jeg også at blive betænkelig med hensyn til min hjemrejse. Nå, der var ingen fare. I Tornio blev det sagt til de rejsende, at de næppe ville nå længere end til Vyborg. Da toget kom dertil, var strejken dog allerede forbi, og brevet ankom i rette tid”. 162 Alexandr Kerenskij, 1881-1970. Han blev, 20. juli/7. juli 1917, premierminister for den provisoriske regering og flygtede fra St. Petersborg, 7. november 1917. 163 Weil 1993, 339. 164 Paul Quaade. 165 Weil 1993, 339. 166 Gesandtskabet smugler med kurererne. Frits Cramer til kontorchef Kruse, UM, 25. august 1917: “Kære hr. kontorchef, De ville bevise mig en særdeles stor tjeneste ved at foranledige, at stud.jur. Gustav Rasmussen, der er ansat som sekretær under mig og som for tiden er hjemme på et ganske kort besøg, kunne ved sin tilbagerejse hertil få et laissez-passer, såvel fra det svenske som for det russiske gesandtskab i København. Hr. Rasmussen medfører nemlig, også til mig, nogle sager, der er nødvendige for tilvejebringelsen af en lille smule komfort her, og som jeg meget nødigt så svenskerne tilbageholde, eller russerne konfiskerer. For mit vedkommende drejer det sig om nogle cigarer, nogle pakker konfekt, og nogle toiletsager, alt selvfølgelig til personligt brug. Idet jeg tillader mig at gøre regning på hr. kontorchefens gode bistand er jeg med hilsen deres venligst hengivne, Frits Cramer”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-252). 48 videre. Hans adresse er: Nørresøgade 31, 4. sal. Alt, hvad han skal have med, bedes indleveret der, torsdag den 4. september, da han rimeligvis rejser fra Danmark den 5. september. Går du derind kl. tre
167 Weil 1993, 339. 168 Weil 1993, 339-40. 49 for en dag, ved jeg virkeligt ikke, hvad gesandtskabet vil gøre for mig. Jeg kan ikke stå mig ved at få mit tøj hugget på den uforskyldte måde. Jeg håber og antager, at de vil erstatte mig den, men det bliver en besværlig sag. Herovre kan jeg ikke købe nogen. Det er alt for dyrt, og det er heller ikke let for jer at købe en hjemme. Jeg har tænkt mig, at jeg måske kunne få tøjet hjemmefra. Jeg har et ret stort stykke mellemblåt tøj (soldatertøj) liggende hjemme. Det vil jeg gerne have herover sammen med den gamle mellemblå trøje. Jeg tænker mig at lave mig en praktisk hverdagskjole af alt det blå tøj.169 Syet kan jeg sagtens få den herovre. Nu får vi se, men selvom jeg får erstatning, er jeg alligevel vældig ked af det. Jeg var netop så ualmindelig glad for den frakke. Den passede mig så storartet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre uden den, netop nu, jeg har ikke spor af overtøj. Jeg vil derfor bede dig købe mig en vindjakke, og sende den snarest med den første, der rejser herover, enten Rasmussen, eller Nordliens kone, eller hvis der er en anden, der rejser før, og som du kender. Det er nemlig ganske fortvivlende, når vi tager ud om søndagen, ikke at have noget overtøj, og nu til efteråret er en vindjakke netop så ideel. Vindjakke, en ulden nederdel, fedtlæderstøvler, og en hat af vindjakketøj, så er man godt udstyret til at tage på langfart, men det er man også nødt til at være her, hvor vi ofte tager med små mere eller mindre rene dampere ned ad floden. Ville Bitten sy en hue hat til mig af vindjakketøj (så stor, så den passer Lis), ville jeg være mere end glad. Bed Lis gå med, og købe vindjakken. Den, jeg købte til Emma hos Wessel,170 var meget god, men ikke så fiks. Lis ved et bedre sted. Den må endelig være af bedste slags, rigtig god og tyk. Jeg gav 20 kr. for Emmas, men nu er det vel nok dyrere. Jeg vil gerne give 25 kr. for den. Ja, op til 30 kr. Jeg håber at få den snarest. Kunne du ikke med det samme, du køber en til mig, også købe en til Andersen? Hun er nemlig forfærdelig dårligt stillet. Har ingen til at besørge noget for sig. Så snart vi får at vide, hvad den koster, sender hun dig pengene med kurerposten. Det er sandt, det har I ikke hørt, at Andersen, og Smith, og Haagensen, endelig langt om længe har fået gageforhøjelse: 450 kr. om måneden. Jeg går i spænding og venter på, hvad det bliver til med os. Jeg antager nok, at det går i orden. Jeg tænkte et øjeblik på denne gang at sende dig 100 eller 200 rubler, men jeg synes, at det er så ærgerligt at tabe så meget på dem, hvad jeg fra september får min gage udbetalt i København, så jeg håber, du vil lægge ud for mig til den tid. De penge, jeg får til september, er for august. Jeg får nemlig bagud. Du husker nok håndklæderne. Jeg savner forfærdelig nogen. Du skulle vel ikke have seks gamle servietter? Det savner jeg nemlig også vældigt. Vi vil hver især til at forsyne os med servietter nu. Og mens jeg husker det, køb et serviethylster af celluloid til mig, som jeg kan have liggende nede i spisestuen med min middagsserviet i. Det er så ækelt at have den liggende mellem alle de andre. Oberstinden havde et udmærket et med til Smith. Her er de nemlig ikke til at opdrive. Så vil jeg gerne have nogle film (otte, ti og en halv). Jeg kan nemlig ikke få flere herovre. Jeg har ganske vist endnu et par ruller, men de er ved at være for gamle. Der står på dem, at de kun gælder til august 1917, og det er derfor, billederne ikke bliver så gode. Mit apparat er et Kodak apparat. Så vil jeg gerne have en Dralles: Fyrtårn, Liljekonval. Det kan Lis købe. Hun ved hvad det er, og hvor man får det. Smiths kjole er henrivende. Jeg ville også meget gerne have en pæn ulden kjole, men jeg er jo desværre alt for vanskelig at have med at gøre til, at jeg kan bede jer om at lade en sy til mig hjemme. Nå, nu får vi se. Måske jeg kan få noget tøj herover, og få den syet her. Du vil vel ikke prøve om du kan få noget klæde i samme farve som min pels (her er en prøve), og svare mig snarest. Lis lovede mig sin slåbrok, da jeg rejste. Jeg ville være mere end glad for den. Husk min sweater, og hvad dertil hører. Jeg ville også meget gerne have min gamle mørkeblå læggede nederdel (til kontorbrug, til at hænge derhenne), og min mørkeblå crêpekjole herover. Lov at gøre, hvad du kan, for at få en eller anden til at tage det med. Rasmussen er mere end villig. Jeg har i dag købt en hel del ting, som jeg sender med hjem med kurersækken. Du skal få en liste over, hvem de er beregnet til. Bryder du dig om at få en lille te dug? Jeg har ikke turdet købe den endnu, da jeg jo ikke ved, hvor kritiske I er. Esther.
169 Tekst i øvre venstre margen: ”Jeg har et ret stort stykke mellemblåt tøj … hverdagskjole af alt det blå tøj”. 170 Wessel og Vett: Theodor Wessel og Emil Vett hed de to købmænd, der etablerede Magasin du Nord på Kongens Nytorv, København. 50
*Eduard Saltoft. Brødet. Petrograd 1917. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: kommissionsbrev: gaveliste til familien.
<24> Petrograd, 23. august/10. august 1917 Brev indeholdende lutter kommissioner. Til mor. Liste over tingene. Den firkantede æske er til Lis (med indhold). Frimærkeæsken, og penne indretningen er til far. Den trekantede æske til Ane. Kniplingerne til Bitten (hun har jo ikke så mange andet end at hun forhåbentlig bryder sig om dem). Skrapnæsespillet er til Per og Sven tilsammen. Revolverne, en til hver af dem. Manden, der bliver bidt i rumpen af hunden, er til Lille Ole, som forhåbentlig nu er blevet opøvet i morfars yndlingsord. Fuglene fordeles efter mors skøn, dog skal Marussia have nogle af dem. Svampene overgives ligeledes i mors varetægt. Hun må beholde dem selv, eller give dem til hvem, hun synes. Så snart jeg kan få fat i et skrapnæsespil til, sender jeg et til Erik, hvilket jeg har lovet ham. Kære mor, jeg ville også gerne have sendt noget til dig igen, men ved ikke rigtig, hvad det skulle være. Bryder du dig om flere kniplinger? Eller vil du hellere have en te dug? De har nogle henrivende ting herovre, af Ural marmor, men de er så skøre, at jeg i alt fald ikke bør sende dem hjem med kurersækken. Og folk, der rejser hjem, er absolut ikke begejstrede for at skulle have dem med og passe på, så det må vente til jeg engang selv kommer. Æsken til Lis er ikke ret stor. Jeg kunne have fået en lidt større end den, jeg fik af Axel, men den kostede 25 rubler, og det syntes jeg alligevel var lidt for meget i øjeblikket. Birketræstingene er steget rasende, og det er næsten ikke til at opdrive. Det er noget af det sidste, jeg har købt, og jeg har været i alle de store forretninger, der handler med den slags. Hilsen, Esther.
#Resume: om en banegårdsmission ved nattetid. Rybinsk smør, som redder legationen fra vinterens forventede hungersnød. Censuren er ophævet for gesandtskabet. Brev fra Otto i København. Otto rejser til Langeland.
<25> Petrograd, 24. august/11. august 1917 Kære mor, endnu en gang tak for det sidste brev. Det var så dejlig langt, og jeg fik så meget at vide i det, men derfor havde jeg alligevel så småt håbet, at der havde været noget med kureren i dag. Jeg havde brev fra Otto, som han havde skrevet den 16. august, den dag, han ankom til København. Han fortalte deri, at han skulle ud til jer om eftermiddagen. Jeg er vældig glad over, han nåede ud til jer, inden han rejste til Langeland. Hans brev 51 skulle jeg allerede havde haft med kureren i tirsdags, men UM er som sagt umuligt. Jeg hader det. De lader brevene ligge derinde og drive i flere dage, uden at sende dem af sted. Der gik nemlig kurer fra København, den 16. august om aftenen, og da vi jo havde fået telegram om det, og Otto havde sagt, han ville skrive til mig med den første kurer, så ventede jeg jo at høre allerede tirsdag. Der har vi endelig et eksempel på UMs umulighed. Jeg længtes vældig efter at høre fra jer om, hvad I syntes om billederne, og så videre. Derfor fik jeg den geniale ide at traske ud på Finlandsbanegården, i nat midnat. Gogensen, på dansk: Haagensen, gik med mig. Vi startede kl. halvtolv
171 Otto Kjærsgaard (f. 1891). Han blev den 1. september 1916 ansat som sekretær ved DRK, St. Petersborg. Russisk Røde Kors dekorerede ham for indsatsen for russiske krigsfanger. I 1918 blev han leder af DRK, St. Petersborg og rådgiver ved opstarten af DRK, Moskva. DRKs halvårsrapport, april til november 1918 (Camillo Martiny). RA: DRK, Moskva-kontoret. Breve og papirer vedr. DRKs praktiske virksomhed i Rusland 1918-1919, (lbn. 9). 172 Johanne Albertine Louise Stenersen Hansen (f. 30. juli 1874) i Aalborg. Hun døde 1938 i København. Gift den 5. juni 1914 med vekselerer Georg Bölling. Ally var sygeplejerske. 173 “Otto Hansen, Export and Import. Kurgan, 21. august 1917. Kære frk. Esther Aksel-Hansen. Hermed bekræfter jeg takkende modtagelsen af Deres telegram af den 7. august, og brev af den 1. august, men det første kom desværre for sent, da osten allerede var afsendt på det tidspunkt. Dog antager jeg ikke, at den har taget skade på vejen, da vejret har været ret køligt her. Pengeoverførelsen har jeg endnu ikke modtaget, men imødeser den sammen med pengene for osten. Vedlagte brev til hr. Hansen bedes De venligst sende videre gennem gesandtskabet. Venlig hilsen, Deres Carl Burhøi”. KB: NKS 5244, quarto. 52
Smith, og Andersen, og jeg er mere end henrykte. Hvor er det pænt af ham. Hans svoger skrev at han havde skrevet derop, at han skulle sende mig det,174 og det havde han slet ikke fortalt mig noget om. Ja, man kan sagtens, når man har sådanne venner. Jeg synes, jeg kender Otto så godt, som om jeg havde kendt ham altid, og vi har for resten også drukket dus herovre. Fra ingeniør Martens har jeg nu igen haft brev fra Vladivostok. Det er tredje gang, jeg hører fra ham, og jeg har slet ikke fået tid til at skrive til ham, hvilket han også er meget misfornøjet med. Han var jo også mere end storartet mod os, mens han var her, og ved du, hvad han sender mig med Eja, der kommer hertil om fjorten dage: en af disse vidunderlige vatterede silkekimonoer med roser på. Jeg er morderlig spændt på den. Smith sender han et sjal, og Andersen en vifte. Ja, han er god nok: onkel Martens. Ved du, hvem der kom op på legationen i dag: Kobetskij.175 Det var vældig sjovt at se ham igen. Han kommer op, og besøger os søndag aften. Forrige søndag var vi en dejlig tur i Pavlovsk. Vi tog derud tidligt om morgenen, drev hele dagen i parken, og tog nogle henrivende, og som jeg håber, vellykkede billeder. De andre ville have blevet der om aftenen for at høre på musikken, men det var jeg alt for træt til, så vi blev enige om at tage hjem ved seks tiden, da vi også var sultne, og vi ikke havde lyst til at give ca. 15 rubler for en kotelet. I lørdags var Smith og jeg henne og drikke te hos Rasmussen og Netterstrøm. Jeg skulle i grunden have strøget om aftenen, men Smith var ihærdig, og fik mig hevet med. Vi skulle blot derhen for at låne Netterstrøms badedragt til Smith, og jeg havde svoret på, at jeg ville gå igen med det samme, men selvfølgelig blev vi, fik den dejligste te med masser af ristet brød, og vidunderligt syltetøj, opvartet af den uforlignelige Alexandr. Bagefter nød vi likør, chokolade og cigaretter i baronens176 privatkontor. Om søndagen var jeg ganske bestemt på, at jeg ville blive hjemme, og bestille noget, dels ville jeg gå hen på kontoret, da der lå så meget arbejde, og dels ville jeg se at få skrevet nogle breve, stoppet strømper, og så videre. Nå, men det gik hverken værre eller bedre end at de igen fik mig hevet ned, og jeg fortryder det ikke. Vi var den mest vidunderlige tur nede af Nevaen, en sejltur på en tre, fire timer blot den ene vej. Vi stod af et sted, der hedder Ostrovki,177 hvor vi spiste vores medbragte mad. Efter halvanden times ophold der, tog vi tilbage igen, og var hjemme ved seks tiden
#Resume: kommissionsbrev. Lørdag er vaskedag. Til te hos kaptajn Davidsen.
<26> Petrograd, 28. august/15. august 1917
174 “Otto Hansen, Export and Import. Kurgan, 29. juli 1917. Frk. Esther Aksel-Hansen, Petrograd. I henhold til et brev, jeg har modtaget fra hr. Otto Hansen, har jeg per post tilsendt Dem en pakke tørrede frugter, og håber, at De må modtage samme i god behold. Vedlagte breve til hr. Hansen bedes De venligst sende videre gennem gesandtskabet. Med højagtelse, pr. pro. Otto Hansen. Carl Burhøi”. KB: NKS 5244, quarto. 175 Mikhail Kobetskij, 1881-1937, blev 1924 Sovjetunionens første gesandt i Danmark), russisk gesandt i København (4. F. Sovj. /2. UM pakke 4-39: gesandt, 1924-1937). Han talte dansk, da han rejste til Danmark efter 1905-revolutionen i Rusland. Kobetskij blev henrettet i 1937 under Stalins udrensninger. 176 Rosenørn-Lehn. 177 Ostrovki: park ved Neva floden udenfor St. Petersborg. Baedeker 1913, 114. Stedet ses på kortet i Baedeker 1913, 100-101. 178 Noten er udateret, men ligger i brevmappen lige efter brev af 24. august/11. august 1917. 53
Kære lille mor, i går kom frk. Hansen så tilbage igen, hvilket jeg er meget glad over, da jeg så forhåbentlig får lidt bedre tid. Tak for alt, hvad hun havde med til mig. Jeg er mere end glad over det. Regnfrakken passer mig udmærket (hørte der ikke bælte til?), men sydvesten er lidt for lille. Den trykker mig forfærdeligt, men Smith vil gerne bytte med mig, så får jeg hendes, der er en hel del større, og som passer mig udmærket. Strømperne er glimrende. Det er et herligt syn at se sådan otte par fine nye strømper, og så endda med knapper i, og navn på. Tak også for håndklæderne. De kommer vældig tilpas. Se, det var jo udmærket alt sammen, men ellers er jeg svært uheldig i den sidste tid. Støvlerne har jeg ikke fået. Dem har frk. Hansen glemt hjemme; eller hun har ikke ligefrem glemt dem, men hun tog fejl af dem, og nogle støvler, hun havde købt til sig selv. I den anledning var hun lige ved at sende dem tilbage til den forretning, hvor hun havde købt sine støvler, men de ville heldigvis ikke have dem. Havde det været her i Rusland, havde vi altså aldrig set de støvler mere. Så hun siger, at de nu ganske bestemt må stå hjemme hos hende i St. Thomas Alle. Så hvis Bitten ville hente dem der, og så bringe dem ind til Rasmussen, ville jeg være hende uhyre taknemmelig. Frk. Hansen har skrevet hjem, at de skal bringe støvlerne hen til jer, men jeg stoler ikke rigtig på det. Jeg bliver forfærdelig ked af det, hvis de nu også går tabt, for det er virkelig ikke morsomt i længden. Først regnfrakken, nu den grå frakke, der blev stjålet, og som jeg rimeligvis ingen erstatning får for, og hvis dertil kommer støvlerne, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Alt stiger sådan herovre, så der for hver dag går flere penge med, og jeg ville dog helst ikke bruge alt, hvad jeg tjener, men også se at spare lidt op. Her er så mange ekstra små udgifter, der tærer. Vask er det efterhånden blevet helt umuligt med, og jeg giver dog kun det allermest nødvendige ud. Resten vasker jeg selv, selvom det er et farligt slid. Jeg har ikke en eneste gang hele sommeren, hverken givet kjoler, bluser, skjorter, kraver, strømper, underliv, eller uldtrøjer ud, men har vasket, og strøget det hele selv. De sidste gange har jeg også vasket og strøget mine lommetørklæder selv, men det er jo lidt trættende i længden. Lørdag er vores mest trættende dag. For de andre kan det endda gå. De skiftes til at få fri om lørdagen kl. et
179 Magnus Davidsen (f. 1877), kaptajn. KB: portrætregistranten. Davidsen skrev breve til sin hustru Anna. Det første brev hjem er dateret Tornio, 13. august 1917 fra rejsen København mod St. Petersborg. Davidsens breve er i privateje. 180 Davidsen noterede 26. august 1917: “Således sad jeg i går aftes sammen med nogle danske fra legationen nede ved Neva floden og drak te på en lille flydende restaurant” (privateje). 54 jeg har sagt til hende, at jeg ville blive rasende, hvis det var mig. Så nu skal posten lukkes. Mange hilsener til alle fra Esther.
#Resume: Otto har besøgt familien i København. Esthers syn på St. Petersborg har ændret sig. Den daglige morgentur langs Nevaen fra den østrigske ambassade til gesandtskabet. Peter-Paul katedralen, og moskeen. Beskrivelse af St. Petersborg og Nevaen.
<27> Petrograd, 31. august/18. august 1917 Kære lille mor, i morgen kommer der kurer, og så må der være brev fra dig. Det er så længe siden, jeg har hørt fra dig. Jeg var forfærdelig skuffet over, at der ikke var noget fra dig sidste gang. Der var ganske vist fra Bitten, og det var jeg også vældig glad for, men jeg elsker nu at få brev fra dig. Det har så meget at sige for mig, meget mere end du vist tror. Jeg længes langt mere efter at høre hjemmefra denne gang end forrige gang, jeg var herovre, og desuden er jeg i øjeblikket meget spændt på, hvad du synes om billederne, og om Otto har fortalt dig noget ordentligt herovre fra. Vejret er nu begyndt at blive lidt køligt. Det har regnet en hel del de sidste par dage, men nu er jeg jo godt beskyttet i min regnfrakke. Petrograd har efterhånden forandret sig en hel del i mine øjne. Du ved, i begyndelsen var jeg langt fra begejstret, og nu synes jeg, det er en vidunderlig by. Jeg er ligefrem kommet til at holde sådan af den, at det vil gøre mig ondt, når jeg skal herfra engang. Den er så monumental, så stor i linjerne. Det var det, jeg i begyndelsen syntes, virkede knugende. Nu synes jeg, det er helligt. Noget smukkere end min morgentur fra den østrigske ambassade, og herned til gesandtskabet kan ikke tænkes. Jeg nyder den hver dag, som var det noget ganske nyt, men det er jo også noget nyt, og forskelligt hver dag. Nevaen er aldrig den samme, altid skiftende i udseende. Jeg går over en kanal, der hedder Fontankaen, og ned langs Nevaen til Troitskijbroen,181 som jeg også passerer. Troitskijbroen på højre hånd, og Marsmarken på venstre hånd, så videre ned langs Nevaen til et lille stræde, der hedder Morschkov pereulok,182 og som fører ned til gesandtskabet. I denne tid er Nevaen fuld af store barker med brænde, og på kajen står der mægtige brændestabler. Man skulle ikke tro, man kunne komme til at fryse her til vinter. Når jeg har passeret den lille bro over Fontankaen, kommer jeg forbi Sommerhaven. Sommerhaven på venstre hånd, Nevaen på højre. Lige overfor Sommerhaven ligger der et lille skib, der hedder Nestor, hvor vi så tit drikker te. Sommerhaven er en dejlig stor park med mægtige alleer. Om søndagen fester folket derinde med dans og musik. I tirsdags, da jeg kom fra gesandtskabet kl. ni om aftenen, spilledes og dansedes der derinde. Vejret var så vidunderligt, masser af stjerner, stille og lunt, og måneglans på Fontankaen. Peter-Paul var vidunderlig i måneskin, for ikke at tale om den tyrkiske moske, der ligger lige overfor Nestor, på den anden side af Nevaen. Den har en kuppel, og store minareter af blå emalje, der er noget af det smukkeste, jeg har set, men Peter-Paul bærer dog prisen. Den har i hvert fald den største plads i mit hjerte. Jeg tror aldrig, jeg kan blive træt af at betragte den. Den er altid henrivende, men skønnest dog om morgenen i klart solskin, med blå himmel som baggrund for det fine slanke gyldne spir. Det må være det skønneste spir i verden, synes jeg. Det er så slankt, så elegant. Inde i fæstningen er der også nok værd at aflægge besøg. Vi var der en søndag aften med Danneskiold. Der er så landligt, sådan en fred og ro. Vi plukkede de dejligste blå klokker, på fængselsmuren, ud til Nevaen.183 I søndags regnede det størstedelen af dagen. Vi fik derfor lagt på komfuret om formiddagen for at stryge. Lige ved middagstid kom frk. Stock, nu fru Buskova, og hun blev hos os hele dagen. Om aftenen kom Kobetskij, og bragte en ven med, Boris Schitkof, et meget interessant menneske, der har en stor stilling ved generalstaben for marineflyvevæsenet. Han taler perfekt fransk, og har lige været i London, og Paris, for at købe maskiner. Han var uhyre tiltalende. Han kom for at spørge om jeg ikke ville læse engelsk med ham. Han ville så til gengæld læse russisk med mig. Jeg tror nok, jeg vil. Det er jo udmærket for mig at lære nogle russere at kende. Det ville jo hjælpe godt på
181 Troitskijbroen: Troizkij, Den hellige Treenighed. Baedeker 1913, 95. Grieben 1913, 109. 182 Morschkov pereulok. 183 Weil 1993, 340. 55 sproget. Jeg har allerede lagt planer om at jeg måske kan komme op og flyve med ham. Vi havde en vældig livlig aften med diskussion, og så videre. Nå, nu bliver det ikke til mere denne gang. Tusind kærlige hilsener, Esther.
*Peter-Paul fæstningen, ca. 1900. KB 107, quarto
#Resume: om stemningen i St. Petersborg siden Rigas fald. Bombardementet af Riga. Tyskerne og russerne i kamp om Riga.
<28> Petrograd, 4. september/22. august 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (28. august), som jeg fik i går sammen med det fra Lis. Det er sandt, brevet fra fru Quaade er besørget. Hvorfor var der ingen konvolut om? Hun kan godt komme konvolut om, og lukke det, og levere det ind i UM, i en ekstra konvolut, ligeledes lukket, med mit navn på. Vores post er jo nu herefter uden censur, og må altså godt indleveres lukket. Hun behøver ikke at ulejlige jer hver gang, men kan selv gå ind med det i UM. Brevene til Poul Quaade bliver ikke sendt, men afhentet, da Sibirisk Kompagni afhenter post hver gang, der er kommet kurer. Hvor var jeg glad for at høre fra dig igen, og hvor er jeg glad for, at det er gået i orden med Lis og Tonne, mere glad end jeg kan sige dig. Lis har tynget svært på mig i den senere tid. Jeg er så lettet ved at tænke på, at det hele nu forhåbentlig vil forme sig godt, og lyst for hende. Jeg ønsker sådan, at hun må blive lykkelig. Så er der Bror. Du kan tro, jeg har også tænkt meget på ham i den sidste tid. Jeg kan jo også til tider føle mig lidt ensom i denne store by, til trods for mine gode kammerater, og hvordan må han så ikke føle sig. Han er jo så ung. I morgen forsøger jeg at få et brev af sted til ham gennem det amerikanske gesandtskab. Jeg kender lidt til en af legationssekretærerne derhenne fra. Jeg får ingen erstatning for min frakke, og i går mistede jeg ti rubler. Jeg tror snart, jeg er forfulgt af skæbnen. Det er ikke morsomt i længden. Få endelig tøsene til at skrive lidt til mig, for hvem ved, hvor længe, det varer inden forbindelsen bliver afbrudt. Det gærer herovre i øjeblikket. Stemningen er meget ophidset, siden Riga er faldet. Vores landbrugskonsulent,184 der før har boet med sin familie i Riga, og som stadig har sin lejlighed stående der, rejste ned for at se til den i forrige uge. Han kom tilbage i går, og var en af de sidste, der kom ud af byen. Han var vidne til hele bombardementet, og troppernes afmarch. Natten mellem fredag og lørdag fløj der zeppelinere over byen, og kastede bomber, men derefter blev alt stille indtil lørdag eftermiddag, ved to tiden. Så begyndte granaterne fra de tyske løbegrave. Det brændte rundt omkring i byen, og der var mange døde og sårede. Søndag begyndte de russiske tropper tilbagetoget, eller vist for resten allerede natten mellem lørdag og søndag. De forlod byen uden et
184 Otto Nielsen, 1880-1919, statskonsulent. Nielsen var født i Aarhus, men voksede op i Riga og lærte russisk på niveau med sit modersmål. Som tyveårig vendte han tilbage til Danmark for at studere praktisk landbrug, og tog landbrugseksamen i 1903. Han blev landbrugskonsulent for det danske Landhusholdningsselskab i Rusland, og fra 1915 statskonsulent. Nielsen flygtede fra revolutionen i Rusland. Han omkom sammen med sin hustru i Riga under bombardementet af byen i 1919. Kamp 1950 (2), 253. Nielsen til landbrugsminister Kristian Pedersen, 25. juni 1919: “Hr. minister, den tiende dennes modtog jeg i et brev fra Riga den deprimerende efterretning, at min derværende lejlighed under bolsjevikkernes herredømme er blevet fuldstændigt demoleret, idet den til trods for min ved ministeriets telegram af 23-12 forrige år foranledigede bortrejse fra byen der efterladte tjenestepiges energiske forsvar af min ejendomsret, samt henvendelse til konsulatet og repræsentanten for DRK hele tiden har været benyttet dels som bolig for forskellige proletarfamilier med deres børn, dels til indkvartering af den røde okkupation hærs soldater. Som det fremgår af brevet, er der på foranledning af de bolsjevikiske myndigheder bleven fratagen mig hele mit indbo, det vil sige: sølvtøj, beklædningsgenstande og linned, dækketøj, porcelæn og køkkenudstyr, med mere, ligesom en del af møblerne er blevet bortført, alt efter ordre af de ledende bolsjevikkommissærer. Hvad der er blevet efterladt af møblerne, er i en sådan forfatning, at de må betragtes som absolut ubrugelige. Det er med nød og næppe, at den trofaste tjenestepige har kunnet undgå at blive slået ihjel af de hærgende banditter. Som hr. ministeren måske bekendt har jeg allerede tidligere i Petrograd været udsat for forskellige overgreb fra bolsjevikkernes side, der jo blandt andet også har lagt beslag på min private bankkonto og har frataget mig alle de værdipapirer, som jeg havde deponeret i en bankboks der i byen. Endvidere er der under mit ophold i Petrograd bleven foretaget husundersøgelse af røde bander i min private lejlighed, ovenikøbet midt på natten. Endelig er der ved det brutale overfald på min person, som fandt sted den 11. februar 1918 på Slotskajen i Petrograd, hvor jeg på et hængende hår var blevet myrdet, blevet frarøvet mig min vinterpels og tegnebog, pengepung og andre sager, svarende til en værdi af ca. tretusind og femhundrede rubler, hvilket tab trods gesandtskabets bestræbelser indtil dato ikke er blevet mig refunderet”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 7), jr. nr. 3. E, (lbn. 184). 56 sværdslag, og det til trods for, at de var mindst fire mod en. Fire russere for hver tysker, og at de havde masser af ammunition. Russerne vil jo ikke slås. Hvor er det sørgeligt. Hvad skal man stille op med dem? Det er jo aldeles fortvivlende. Befolkningen i Riga er jo meget tysksindet, og landbrugskonsulenten fortalte, hvordan de lo af de bortdragne tapre russere. Damerne var i deres finere stads. Blomster var der alle vegne. Overalt stod der borde, bugnende af fødevarer. Alt for at ønske de tyske officerer velkomne. Hvor er det underligt at tænke på. Landbrugskonsulenten kunne fra toget følge tropperne, da landevejen løber jævnsides med banelinjen. Da han kom til Venden, var fortropperne allerede nået derhen. Det er vist meningen at opgive hele Kurland og Livland. Stemningen her er som sagt ikke god, men I skal ikke være ængstelige. Jeg har trods alt lært af de sidste uroligheder, at man skal være forsigtig, og holde sig inde. Det er vi alle enige om. Kærlig hilsen til alle, men mest til dig og far fra Esther.185 Tak fordi du altid er så storartet til at skrive til mig. Hils Mia mange gange, også Gunnar og børnene. Det må rigtig nok have været en slem omgang for hende. Jeg skal hilse mange gange fra Smith, Andersen, og Haagensen. De længes alle meget efter at lære dig at kende.
#Resume: siden Rigas fald flygter folk fra St. Petersborg til Sibirien, Sverige og Danmark. Evakuering af gesandtskabet på tale. Inflation. Udsigt til streng vinter og hungersnød. Trussel om forbud for privatkorrespondance med kurerposten.
<29> Petrograd, 7. september/25. august 1917 Kære lille mor, de sidste par dage har været meget bevægede. Siden Rigas fald er folk blevet som besatte her i Petrograd, for at komme ud af byen. Folk rejser, så vidt de kan komme af sted, dels til Sibirien, og dels til Sverige, Norge, Danmark, og så videre. Banegårdene er ligefrem belejrede. Det var jo sørgeligt med Riga. Beretningerne dernede fra er meget modstridende. Snart siges det, at soldaterne forlod byen uden et sværdslag, snart siges det, at de kæmpede tappert. Hvad skal man tro?186 Hr. Nielsen, vores landbrugskonsulent, der jo kom lige dernede fra i mandags, havde det indtryk, at russerne forlod byen over hals og hoved, og at selve befolkningen, der jo også er mere tysk end russisk, var henrykt over udsigten til tyskernes snarlige indtog. Og nu, hvad nu? Vil tyskerne nå Petrograd, og selvom de kan, vil de så tage den? Meningerne er meget modstridende. Hospitalerne evakuerer i løbet af den nærmeste fremtid, ligeledes Kejserbanken, og de andre banker følger vist snart efter. Der træffes forholdsregler til at sende omkring en million mennesker ud af byen. Alle, for hvem det ikke er nødvendigt at være her, skal bort. Fabrikkerne skal også evakuere. Man mener på den måde at blive af med en masse arbejdere, og derigennem med en hel del af de farligste bolsjevikelementer. Det kan der jo være nogen mening i, men det skulle blot være gjort for længe siden. Der tales om Zeppelin angreb, men her på gesandtskabet vinder det ikke tiltro. De sidste par dage har det været under ventilation, at regeringen skulle forlade byen, og gesandtskabet evakuere. Det sagdes, at vi i så fald skulle til Moskva, eller Nizjnij Novgorod. I dag tager jeg det med lidt mere ro, da Nordlien bestemt har sagt, at vi ikke kommer til at evakuere foreløbig. Jeg var nemlig ikke begejstret ved tanken om at skulle forlade Petrograd, og vort hyggelige hjem her.187 I går eftermiddags, da jeg kom hjem, var kaptajn Cramer nærved at tage pippet fra mig. Han holdt nemlig på, at vi kom til at evakuere i en nær fremtid, i alt fald det gamle gesandtskab. Jeg så i ånden, at jeg skulle skilles fra Smith, Andersen, og Haagensen, og jeg må sige, det tog lidt af mit humør. Skulle det komme til stykket, at vi skal bort herfra, så kommer det gamle gesandtskab først af sted, så jeg må jo forsøge at vænne mig til tanken. Jeg var jo heller ikke så glad ved udsigten til at blive afspærret fra Danmark, men det var jo i så fald en skæbne, jeg måtte dele med alle de andre. Tager tyskerne Petrograd, så er vor forbindelse med Danmark jo afbrudt. Vor post må da gå over Amerika, hvilket jo vil tage en to, tre måneder, så
185 Weil 1993, 341. 186 Weil 1993, 341. 187 Weil 1993, 341. 57 det er jo håbløst.188 Frk. Andersen tænker på at tage hjem, hvis tyskerne skulle nærme sig Petrograd med for stærke skridt. Hun har nemlig en god stilling på hånden hjemme, men vi kan jo ikke alle sammen give os til at rende vores vej. At jeg ville være fortvivlet over ikke at høre noget fra Danmark i et halvt år, måske, det kan du nok tænke, men skal vi blot ikke lide mere under krigen, så må vi dog tænke på, at mange andre har lidt meget mere. Hidtil har vi jo haft det godt, og ingen nød lidt, men det bliver vist en streng vinter. De siger overalt, at hungersnøden nærmer sig med sikre skridt. Det er i alt fald forfærdeligt, sådan alt stiger dag for dag, og masser af ting kan vi jo i det hele taget ikke få. Jeg har forsøgt, så godt jeg kan, at lave forråd, men det er jo ikke så let med de store portioner, der går til nede hos os. Smør har vi nok af til hele vinteren, og ost også. Men så kommer en anden side af sagen, hvad skal vi gøre af det, hvis vi kommer til at rejse over hals og hoved? Ja, så må vi jo sælge det, for med os kan vi jo ikke tage det. Der tales endda om at vi må efterlade en del af vor bagage, og kun tage det mest nødvendige med. Nu er det vældig galt med kurerposten. Vi har fået en note fra UM (det russiske) om at vi kun må sende diplomatisk post med vor kurer. En lignende note har vi fået før, og har derefter altid indskrænket posten. Kammerherren er nu bange for, at det helt skal blive forbudt at sende kurer, og der er derfor blevet givet strenge ordrer til, at vi ikke må tage imod privatbreve, kun forretningspost.189 Jeg tog det ikke så nøje i formiddags, da det blev sagt, men da jeg nu i eftermiddag har set den lillebitte kuffert,190 vi sender i stedet for en ordentlig kurersæk, så er jeg blevet vældig hed om ørene. Jeg har nemlig lovet så mange mennesker, at de måtte sende deres post gennem mig. Jeg har givet dem lov til at indlevere breve i UM, under mit navn. Men nu er jeg jo bange for, når der kommer sådan en masse breve, at de skal lade de halve blive liggende hver gang. Og så netop måske brevene fra jer, og fra Otto, bliver liggende, mens de mig ligegyldige breve, som jeg blot skal sende videre, når mig.191 Jeg vil derfor bede dig meddele fru Quaade omgående, at hun ikke mere kan sende breve til Poul, gennem mig. Ligeledes vil jeg bede Bitten gennem Olga få at vide, hvor Thyra Michelsens søster, fru Inger Hansen, bor og meddele hende per telefon, at hun heller ikke må indlevere breve til sin mand, under mit navn i UM. I kan jo, som sandt er, sige, at al privat korrespondance er forbudt. Ja, i det stykke er jeg egenhændig, og det endda i høj grad, må jeg sige. Jeg ville ikke risikere selv ingen breve at få, for jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle holde det ud herovre uden breve. Og væltede det ind med alt for mange breve til mig i UM, ville det måske ende med, at der blev sat et bestemt maksimum for, hvor mange breve, hvert enkelt medlem af gesandtskabet måtte få med hver gang. Altså: underret de pågældende. Foreløbig er der ikke sagt noget om vor personlige post, tværtimod. Nordlien sagde, at selvfølgelig skulle vi have alle de breve med, vi ville have. Men, du ved, nu er jeg engang blevet nervøs.192 I må endelig ikke lade være med at skrive til mig af den grund, tværtimod, skriv så meget som muligt, så længe vi har forbindelse med hinanden. Hører jeg ikke snart fra Mia, og moster Mims? Smith får en fem, seks breve hver gang, og hende er der da ikke blevet sagt noget til. Dette brev er vist lidt forvirret, men jeg er lidt nervøs i dag, og kurersækken, eller vrøvl, kufferten er ved at lukkes. Tusind kærlige hilsener til alle fra Esther, der længes meget efter jer alle sammen.
188 Weil 1993, 341. 189 Gesandtskabet til UM, 7. september/25. august 1917: “Gesandtskabet har herved den ære at indberette, at man på ny har modtaget en cirkulærnote fra det herværende russiske UM, hvorved det indskærpes, at kun diplomatisk post må befordres med kurerposten. I denne anledning har gesandtskabet set sig nødsaget til at nægte modtagelsen af private breve fra herværende danske, mens man stadig så vidt muligt modtager forretnings korrespondance”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 190 Gesandtskabet til UM, 25. februar/10. marts 1917: “mener jeg heller ikke, det danske gesandtskab kan forsvare overfor de meget betydelige interesser, der står på spil for de danske firmaer, fuldstændig at afvise al befordring af korrespondance. Dette så meget mere, som der ikke vil være noget for de russiske myndigheder påfaldende i, at posten til stadighed fylder en lille håndkuffert, idet en sådan dog måtte anvendes til transporten af den. Man har derfor meddelt de herværende firmaer, at man vedblivende indtil videre vil besørge deres post, når den indskrænkes til det mindst mulige”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 191 Weil 1993, 341-42. 192 Weil 1993, 342. 58
#Resume: Esther har sendt familien foto fra Pavlovsk. Danskere i Rusland, der har kontakt med gesandtskabet. En eksplosion i Kazan, som Danneskiold var vidne til. Beretning om et natligt besøg på Nikolajbanegården i St. Petersborg. Axel besøger muligvis St. Petersborg på gennemrejse fra Rybinsk til Danmark. Han overvejer et ottemåneders kursus i ostefabrikation på Dalum landbrugsskole.
<30> Petrograd, 11. september/29. august 1917 Kære lille mor, forgæves håbede jeg på et brev med kureren, der kom i går. Der var ikke noget. Han var gået fra Danmark den 5. september, så jeg tænkte så småt, at I måske havde nået at få noget med. Det er forfærdeligt, som jeg altid længes efter at høre fra jer.193 Hør, har I fået billederne, jeg har sendt jer? Ja, for I har ikke nævnt det med et eneste ord. De var ganske vist ikke alle lige pragtfulde, men alligevel at forbigå dem i fuldstændig tavshed, det er jo helt at knuse mig. Jeg har taget nogle nydelige billeder fra Pavlovsk, som jeg nu er ved at kopiere. Men nu må jeg jo først høre, hvad I synes om de andre, før jeg sender dem. I lørdags, for otte dage siden, gik det løs med vask og strygning. Jeg kom fra kontoret kl. fire
193 Weil 1993, 342. 194 Weil 1993, 342. 195 Weil 1993, 342. 196 Strelka: museumskvarter på den østlige del af Vasilievskij Øen i St. Petersborg. 197 Weil 1993, 342. 198 Pekars: bager, ovnpasser. 59 havde nok at gøre med at holde os fast. Du kan tænke dig min rædsel, da vi kommer ud til spidsen, hvor vi skal stå af og betale, og jeg opdager, at jeg har tabt min taske med ti rubler i, og et yndigt lille cigaretetui, jeg havde fået af Rasmussen. Vi kørte straks den samme vej tilbage, men fandt selvfølgelig hverken det ene eller det andet. Isvostjikken ville ikke give slip på os, så vi var nødt til at lade ham køre os hjem for endnu ti rubler. Det blev en dyr isvostjiktur. Jeg tror snart, jeg er forfulgt af skæbnen. Haagensen ville endelig betale hele turen. Hun syntes, jeg havde mistet nok. Hun var ikke til at formå til at tage imod ti rubler af mig. Det var vældig pænt af hende. Om mandagen talte jeg med Nanna Larsens mand, her på legationen. Han kom op for at få deres pas ordnede. Jeg kendte ham ikke, men da jeg så billederne af ham og konen, var jeg jo ikke i tvivl om at det fjæs var Nannas. De bor på datja endnu, men kommer herind for at rejse til Danmark i løbet af en fjortens dages tid. Om tirsdagen kom Jens Hindhede herop. Han har været i Tallinn199 et par år, og skal nu rejse til Kina. Vi ordnede noget for ham ved hans pas, som han kom op og hentede den næste dag. Det var meget morsomt at se og tale med ham. Han inviterede mig med ud til frokost, men jeg havde desværre ikke tid den dag. Om aftenen rejse han tilbage til Tallinn, men han kommer herind igen om fjorten dage, og bliver her et par dage på gennemrejse til Shanghai, og så har jeg lovet at gå ud med ham, og har ligeledes inviteret ham hjem til os. Om onsdagen, da han kom, havde han den mest vidunderlige æske chokolade med til mig. Den mindede om Anton Bergs. Du kan tro, jeg var henrykt. Han havde haft den med fra Tallinn. Sådan chokolade og marcipan kan man slet ikke få her i byen. Der var fest hjemme hos os den aften, kan du stole på. Jeg sendte et brev for ham til hans mor, og sagde, at hvis hun skrev til ham, kunne hun levere det til dig, så kunne han måske ved at få det med kurerposten, nå at få det her, inden han rejste til Kina. Han har nemlig ikke hørt hjemmefra i flere måneder, og det synes jeg er forfærdeligt. For resten var det lidt forhastet, det, jeg skrev om kurerposten forleden dag, men jeg var så nervøs den dag. Lad blot de forskellige vedblivende sende deres breve igennem mig. Der er jo mange gange, jeg slet intet får med kurerposten, og selv de gange jeg får noget, er det jo kun et, højst to, breve, så lad dem blot vedblivende benytte mig som mellemled. Der er, nu jeg ser mere nøgtern på det, absolut intet at risikere ved det.200 Thyra Michelsens søster var jeg sammen med flere gange. Hun var meget elskværdig, og havde tre søde små piger. De var alle hjemme hos mig, og drikke eftermiddagste, dagen før de rejste. Det er utroligt så mange bekendte, jeg efterhånden er løbet på heroppe. I forrige uge var vi en aften i Pavlovsk. Det var så sidste gang for i år. Vi tog derud ved syv tiden, og nåede lige derud til musikken begyndte. Det er det mest vidunderlige godt sammenspillede orkester. Det var en nydelse af rang. Først drak vi te på terrassen, og så forelagde vi residensen til koncertsalen. Det var en særlig heldig aften, vi kom derud. De spillede blandt andet ouverturen til Aida, marchen af Tannhäuser, anden rapsodi af Liszt. Alt aldeles vidunderligt. Midt i var der en halv times pause, som vi benyttede til en lille tur i parken, der om muligt er endnu skønnere i måneskin end i solskin. Vejret var vidunderligt, masser af stjerner. Vi nåede at komme med toget, der gik kl. ti
199 Esther skriver Reval: det officielle tyske navn for Tallinn, hovedstaden i Estland. 200 Weil 1993, 342. 201 Danneskiold sad på hotel ”Franzia” i Kazan. Han var ansat som sekretær og krigsfangedelegeret for Kazan, Simbirsk og Penza, maj 1917 til januar 1918. 60
Dagen efter eksplosionen var han blevet arresteret på gaden. De har jo et godt øje til alle udlændinge herovre. Det er ikke første gang, han er blevet arresteret. Han bliver nemlig ofte antaget for østrigsk krigsfange, når han optræder i sin grå feltuniform. Han kom hertil i fredags, for otte dage siden, og tilbragte aftenen hos os.202 Det er tit, vi har hus af hans besøg.203 Han er helt væk i Smith, og hun for resten også i ham. Natten mellem lørdag og søndag tilbragte jeg på Nikolajbanegården for at tage imod Eja. Troelsen, det unge menneske, hun har været sammen med hos Knudsens, og som nu bor her i Petrograd, kom op og hentede mig kl. halv ti
202 Weil 1993, 342. 203 Damerne i St. Petersborg kan således bevidne, at Danneskiold ikke passede sit arbejde i Kazan. 204 Weil 1993, 342. 205 Weil 1993, 342-43. 61 brev, synes jeg. Hun må jo lige så godt som jeg vide, at telegrammer for tiden aldeles ikke når frem, og det er jo noget andet at tage imod folk hjemme, når de kommer fra Lolland, eller Langeland, end herovre, når de kommer fra Vladivostok. Jeg er lidt gal i hovedet over dette, må jeg sige. Jeg havde endda ordnet det så storartet, at hun skulle bo hos mig. Jeg havde skaffet seng, og sengeklæder, og alt, og havde også fået det ordnet, så hun kunne spise hos os. Nu ved jeg hverken ud eller ind. Bitten vil nok gå ud til hendes forældre, og meddele dem, at hun endnu ikke er kommet. Jeg havde endda bestilt billet til hende til København til den 20. september. Det første tog, det var muligt at få billet til. Nu må jeg jo også bestille den af. Troelsen og jeg er blevet enige om dog at telegrafere til Vladivostok, at hun skal udsætte sin rejse, hvis hun endnu ikke er afrejst. Tilstanden er nemlig meget alvorlig her i Petrograd. Kammerherren er betænkelig ved situationen. Han har bedt os sige til alle danske, der kommer herop, at han vil råde alle, der ikke nødvendigvis må være her, om at rejse hjem. Vi er i dag ved at udfærdige lister over alle herboende danske.206 Kornilov207 har i går udråbt sig selv til diktator, og går nu mod Petrograd. Arbejder- og soldaterrådet er rasende. De trænger til at få sig en ordentlig omgang. Det er alle fornuftige menneskers mening. Der er meget roligt i byen i dag. Ingen møder, eller lignende, på gaderne. Folks sympati er øjensynligt for Kornilov. Der har været sammenstød mellem den provisoriske regerings tropper, og Kornilovs tropper, der nu siges kun at befinde sig ca. ti verst208 fra byen. Her er en vældig spænding og nervøsitet over det. Det mærkes rigtigt her på gesandtskabet. Det er en underlig fornemmelse, man har. Man går i en uafbrudt spænding for, hvad den næste time vil bringe. Her menes at i løbet af natten eller morgen, onsdag, vil det gå løs i Petrograd. Ingen tænker i øjeblikket på tyskerne. Nu er det den forventede borgerkrig, der optager alles tanker. Vi har fået vort flag ud både her, og i Chaykovskogo. Ja, hvad skal det hele dog blive til? Kerenskij er i sig selv storartet, men har været for svag. Her trænges til en kraftig hånd. Russerne er nu engang slavenaturer, der skal have pisken over nakken. Kunne Kornilov blot få lidt orden på det hele uden alt for megen blodsudgydelse. Vi er alle meget betagede af situationens alvor, og vi har af de sidste uroligheder lært, at vi må være forsigtige til det yderste. I kan derfor være ganske rolige, hvad I så end hører herovrefra.209 Vi vil ved mindste tegn til, at der er noget alvorligt på færde, holde os inde, og ikke løbe hensigtsløst omkring. Desuden er der selvfølgelig ingen fare for os, der er ansat her ved gesandtskabet. Vi er godt nok beskyttet, og vi vil også så vidt muligt hjælpe alle de andre danske, der er herovre, men det bliver vel nok lidt vanskeligt, så mange her er, og så spredt de bor. Tusind forvirrede rygter svirrer i luften. Det siges nu, at Kornilov er nået til Tsarskoje Selo, altså er forbi Pavlovsk. En del af de tropper, der er blevet sendt ud mod ham, er gået over til ham. Så nu for Broch ned på gaden efter løbesedler. Det var opråb fra Kerenskij til hæren og befolkningen, om at være ham tro, og knuse Kornilov.210 Det begyndte således: ”Vor tidligere tavarisj211 (kammerat) Kornilov går nu imod os”, og så videre. Vi venter i spænding på aftenaviserne. I lader jo nok ikke noget af alt dette komme videre, da det kan have mere end ubehagelige følger for mig. I må ikke lade nogen læse dette brev udover min egen kære familie på kvisten. Skulle det nemlig komme ud, at jeg skrev om disse ting, og sendte det hjem med kurerposten, var jeg måske færdig herovre.212 Blot nu Rasmussen kommer igennem. Jean kommer som kurer, torsdag aften. Jeg længes sådan efter at høre fra jer. Axel kommer rimeligvis snart til Petrograd på gennemrejse til Danmark. Han tænker på at tage et otte måneders kursus til vinter på Dalum Landbrugsskole, særligt med henblik på ostefabrikation. Otto har undersøgt forholdene, skrevet til mig
206 Liste med navne og adresser over danske i St. Petersborg, 7. oktober/20. oktober 1917. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2), jr. nr. 20, (lbn. 195). 207 Lavr Kornilov, 1870-1918. 208 Verst (længdemål): en verst = 1, 07 kilometer. 209 Weil 1993, 343. 210 Weil 1993, 343. 211 I samtiden ligeledes betegnelse for sympatisører af Lenin og bolsjevismen. 212 Esther har tavshedspligt. Weil 1993, 343. 62 om det, og bedt mig besørge meddelelsen videre til Axel. Jeg skrev straks derop.213 Det er nu over en uge siden, men postgangen her i Rusland er umulig for tiden. Breve er ofte en måned om at gå til Sibirien.214 Får jeg ikke snart telegram deroppe fra, at han kommer, telegraferer jeg derop. Det gælder jo for ham om at komme hjem så hurtigt som muligt. Når han kommer, sender jeg ham hjem som kurer. Det kan blive meget morsomt at ses igen, når forholdene nu blot ikke er alt for vanskelige. Jeg vil gerne takke dig og far for alt, hvad I altid har været, og gjort for mig, og bede jer blot være trygge, selvom I ikke skulle høre fra mig i længere tid. Vi ved nemlig ikke om vor kurer kommer af sted på lørdag, eller hvornår i det hele taget vi får en kurer af sted igen.215 I disse dage mere end ellers er alle mine kære på kvisten i mine tanker. Nu og da ønsker jeg, at jeg havde vinger, så jeg kunne flyve til Danmark, og tilbringe blot en halv time sammen med jer alle. Lev vel. Tusind kærlige hilsener Esther. Glem ikke at hilse Mia og Gunnar, og børnene, samt Victor og Mims, tante Caro, faster Ida, Erik og Henrik. En særlig tak til dig, lille mor, for alle dine dejlige lange indholdsrige breve. Skulle jeg i længere tid ikke høre hjemmefra, har jeg dog altid dem at falde tilbage på, Esther.
#Resume: om oprustning i St. Petersborg, en march af bevæbnede matroser ved Nevaen. Kerenskij og Kornilov.
<31> Petrograd, 13. september/31. august 1917 Kære lille mor, ja, nu ser det jo ud til, at der alligevel går kurer i overmorgen, lørdag. Alt det, vi havde ventet skulle ske, er ganske udeblevet. Det er et underligt land, må jeg sige endnu engang, og nogle underlige mennesker, russerne. Der er lavet til, til en vældig panik og spektakel, og så løber det hele ud i sandet. Således ser det i alt fald ud foreløbig.216 I forgårs, da jeg gik fra kontoret, var jeg, der ellers slet ikke har været bange ved al den ophidselse, der herskede der, blevet lidt underligt til mode. Da jeg kom ned til Nevakajen, var der fuldt af bevæbnede matroser, der just ikke så tillidsindgydende ud. De marcherede ned langs kajen, netop den vej, jeg skulle. Det løb mig lidt koldt ned ad ryggen, men jeg tog mig min mest modige mine på, så ud, det håber jeg da, som om det ikke rørte mig, og satte kursen mod Chaykovskogo. Der var i grunden ikke spor at være ængstelig for. Det var jeg godt klar over, men jeg var alligevel glad, da jeg var nået hjem. Det var al den uro på gesandtskabet, der havde gjort mig nervøs. Under de sidste uroligheder var jeg ikke spor nervøs, og det vil jeg heller ikke blive mere nu. Jeg vil slet ikke tro på, hvad der bliver sagt, før jeg ser, hvad det bliver til. Dagen i går forløb fuldstændig rolig. Da jeg kom hen på gesandtskabet om morgenen, var jeg jo meget spændt på at høre, hvordan sagerne stod. Der var ingen, der vidste noget, og af aviserne blev man ikke bedre underrettet. Det viste sig, at Kornilov slet ikke var nået til Tsarskoje Selo endnu, og det sagdes, at han var blevet arresteret og stillet for en krigsret, at de fleste af soldaterne havde forladt ham, og så videre. Men hvordan situationen egentligt er, er der ingen, der er klar over. Det sagdes også, at Kerenskij var taget ud for at forhandle med ham, men der er som sagt ingen, der ved rigtig besked. At Kornilov skulle komme hertil, og indtage Petrograd, er der vist ikke mere sandsynlighed for, og jeg tror nok, der hersker en del skuffelse over det hos de ordentlige mennesker, der er tilbage, her i byen.217 For som jeg skrev i mit forrige brev: der trænges til en stærk og kraftig mand, der kan tage det hele i sin hånd, og få lidt orden på det. Telegrammet, jeg havde skrevet til Eja, blev ikke sendt af sted. Nordlien sagde nemlig ganske rigtigt, at var hun rejst, kunne vi ikke standse hende. Ville hun rejse derfra i løbet af denne uge, kunne vi heller ikke standse hende; og ville hun først rejse derfra i næste uge, så kom hun hertil i løbet af ca. fjorten dage, tre uger, og så var der ingen grund til allerede nu at telegrafere for at
213 ”Otto Hansen, Export and Import. Kurgan, 13. september 1917. Kære frk. Esther Aksel-Hansen. Hermed bekræfter jeg modtagelsen af Deres telegram. Det traf sig sådan, at Axel Hansen netop var her i byen, da telegrammet kom, og således fik indholdet at vide omgående. Endvidere bekræfter jeg at have modtaget Deres pengeoverførsel på Rs: 1122. 75. Vedlagte brev til hr. Hansen beder jeg Dem venligst sende videre. Venlig hilsen, Deres Carl Burhøi”. KB: NKS 5244, quarto. 214 Weil 1993, 343. 215 Weil 1993, 343. 216 Weil 1993, 344. 217 Weil 1993, 344. 63 holde hende tilbage. Han rådede til, at vi skulle se tiden lidt an, og det har foreløbig vist sig at være meget fornuftigt, for som det ser ud i øjeblikket, er der ingen grund til at hun ikke skulle komme. Nu får vi se. Jeg håber i alt fald, at hun kommer i den nærmeste fremtid. Det bliver sværere og sværere at komme ud af landet, og venter hun et par måneder, er tyskerne måske nået så vidt, at Petrograd er erklæret i belejringstilstand, og hun ikke kan komme ud. Jeg har haft brev fra ingeniør Martens fra Vladivostok, en fire, fem gange. Han er nu rejst til Japan, men kommer tilbage til Vladivostok om et par måneder. Han skrev i sit sidste brev, at han havde købt en silkekimono med roser til mig, du ved, en af disse bedårende vatterede silkekimonoer, man kan få hos Wessel. Han sendte den til mig med Eja. Han skrev også, at han sendte en lille ting med til Andersen, Smith og Broch. Ja, han er slet ikke tosset: onkel Martens. Tænk, forleden morgen ude på Nikolajbanegården, da jeg gik, og ventede på Eja, var der den sjoveste lille japaner, der hver gang, han kom forbi mig, var et stort smil. Til sidste kom han hen, og stak mig på næven. Så viste det sig, at vi havde hilst på ham den dag, Martens rejste. Han rejste nemlig sammen med en anden lille japaner. Den 14. september. Hurra! Rasmussen er kommet. Tusind tak for alt. Er mere end tilfreds. Længes nu kun efter breve. Har oceaner at meddele jer. Det kommer bestemt i næste brev. Forhåbentlig får vi Stockholms kurer på onsdag den 19. september. Vi er mere end ”oppe” alle sammen. Tusind af hilsener, Esther. Her har været sygt travlt i dag.
#Resume: om pengesager. Otto kan ikke få sine penge ud af Rusland. Pengetransaktioner i familien.
<32> Petrograd, 22. september/9. september 1917 Kl. otte morgen. Kære lille mor, først og fremmest tak for dit brev. Jeg er meget ked af at høre, at du føler dig sløj. Jeg har lidt samvittighedsnag over alle de kommissioner, jeg har belemret dig med, men nu skal de også nok høre op. Hvad mine pengesager angår, så er det nu i orden, at vi får vores gager i kroner, i stedet for i rubler.218 Vi fik en skrivelse om det i søndags. Det har de været længe om i UM, men de er jo også almindelig bekendt derinde for at være nogle snøvl. Det træder i kraft til den 1. oktober, altså for september måned. Vi får jo vores gage bagud. Vi havde håbet at få vores gage for august i kroner, men det er der nu ikke blevet noget af. Vi har for resten slet ikke fået den endnu. Det er det værste smøleri. I søndags fik vi checken med, uden advis, og så kunne vi ikke få den udbetalt i banken. Derfor er det også en stor behagelighed for os at få vores penge i kroner, så kan vi da få dem, den første i hver måned. Jeg sender dig nu herved en fuldmagt til at hæve mine penge for september måned i UM. De trehundrede kroner må du jo hellere beholde, da du jo skrev, at jeg skyldte over to hundrede og halvtreds kroner, og der jo meget nemt kan løbe noget på i en eller anden retning. Jeg vil for eksempel meget gerne have nogle gode bøger, en gang ved lejlighed. De to hundrede kroner skal Otto have. Egentligt skulle jeg jo have dem overført, men da Otto ikke kan få sine penge ud af Rusland, har jeg tilbudt ham hver måned at hæve de penge, jeg alligevel skal have overført hertil. Jeg får så det tilsvarende beløb udbetalt her af Emil, til den gængse kurs. Af min gage for oktober vil jeg have trehundrede kroner herover. Det vil sige: Otto skal have trehundrede kroner udbetalt. De tiloversblevne to hundrede kroner vil jeg gerne have anbragt i en bank. Jeg har tænkt mig Privatbanken, men derom senere. Det er der jo en hel måned, eller rettere sagt over en måned til. Det er jo en forfærdelig kurs. Det vil sige: for os er den jo udmærket nu. Jeg føler mig næsten som millionær, selvom man jo ikke får ret meget for pengene herovre.219 Jeg har i sinde at give Lis en ordentlig brudegave, en der rigtig har vasket sig. På en måde kan det i øjeblikket betale sig at tage sine penge herover, og rigtig købe ind, da priserne endnu ikke er nået at stige i forhold til den forfærdelige nedgang i kursen. Jeg har tænkt at købe en rigtig smuk dug til Lis, som hun kunne bruge til sengetæppe. Jeg sender den så hjem med Eja, når hun forhåbentlig en gang inden alt for længe viser sig på skuepladsen. Du vil
218 Weil 1993, 344. 219 Weil 1993, 344. 64 så nok sørge for, at den bliver vasket og strøget, og Lis må altså ikke se den før til brylluppet. Det må du love mig. Rasmussen kom jo så torsdag den 15. september, om aftenen. Fredag morgen var jeg tidligt på gesandtskabet, og kunne selvfølgelig ikke vente til, han kom derhen, men ringede til ham, og hørte så allerede per telefon, at han havde været ude at besøge jer, hvilket jeg var vældig glad for. Jeg fik ikke meget bestilt den formiddag. Stakkels Rasmussen, sikken jeg overfaldt ham, da han endelig viste sig. Jeg spurgte, og spurgte, så han knapt kunne få tid til at svare. Han havde også en kurersæk med, men den var der kun mel i, og ingen breve, så det var jo lidt af en skuffelse, men jeg trøstede mig med, at der kom kurer igen den næste dag. I frokosttiden gik jeg hjem til Chaykovskogo, og derfra sammen med Andersen, Netterstrøm og Rasmussen hen i deres baronlejlighed. Hvilket syn! Det flød over borde og stole med beklædningsgenstande, fodtøj, chokolade og cigaretter i lange baner. Jeg er vældig glad for alt mit. Vindjakken og støvlerne passer mig udmærket. Andersen er mere end henrykt for vindjakken, men ved du, hvad der for resten falder mig ind? Du må jo hellere tage, hvad Andersens vindjakke koster, af mine penge, så kan hun betale mig herovre i rubler. Det er mere praktisk. Tak for chokoladen. Den var udmærket købt ind. Vi har i denne tid til en forandring svømmet i chokolade. Rasmussen havde også en to punds æske Anton Berg med til mig fra Otto, hvem han havde talt med to gange. Sidste gang, søndag formiddag, hvor han rejste om aftenen. Da havde Otto været oppe med chokoladen, og med nogle kuglelejer til Møllen, som jeg skulle besørge videre til Sibirien.220 Det bliver en dyr omgang for Otto at betale i fragt, for de var mægtig tunge. Her er vældig glæde over det hele over alt det, Rasmussen havde bragt med. Han er en svend. Jeg må sige, han har gjort sine sager godt. Vindjakken går jeg med hver dag. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden den, for ikke at tale om regnfrakken, den er mig komplet uundværlig. I dag er det øsende sjaskende regnvejr, men jeg travede nok så glad ned langs Nevaen i regnfrakke, og sydvest, og nød vædelsen. Tak, også for de ting, du har givet fru Nordlien med til mig. Hvornår jeg får dem, er et andet spørgsmål, for hun kommer vist ikke herover foreløbig. Kl. to
220 “Otto Hansen, Export and Import. Kurgan, 21. oktober 1917. Kære frk. Esther Aksel-Hansen. Hermed har jeg fornøjelsen at sende Dem en regning på to kasser holstensk ost. Beløbet trehundrede og fireoghalvfems rubler bedes De venligst overføre til Kurgan. Desværre er det ikke tilladt at afsende smør herfra, så jeg kan ikke hjælpe Dem med det. Her i byen har vi det foreløbigt rigtigt godt. Vi kan da i det mindste få, hvad vi skal have at spise, selvom vi skal betale ublu priser for det. De omtalte kuglelejer har jeg endnu ikke modtaget. Mon de er gået tabt undervejs? De bedes venligst videresende medfølgende breve gennem gesandtskabet, og modtage min bedste tak for Deres ulejlighed med videresendelsen af mine breve. Venlig hilsen, Deres Carl Burhøi”. KB: NKS 5244, quarto. 65 rubler, der svarer til to hundrede kroner efter denne kurs. Ja, se nu blev det hele jo næsten lutter bankforretninger, og nu er der så lidt tid tilbage, at jeg ikke kommer igennem alt det, jeg ville fortælle. Det må vente til på onsdag. Blot vil jeg sige dig, at jeg nu har sendt brev til Bror gennem det amerikanske gesandtskab, med deres kurer, der afrejste i går. Det var så heldigt, at jeg kendte lidt til begge legationssekretærerne der, mr. Whitehouse og mr. Armow. De har været her flere gange på gesandtskabet for at hente breve, der var kommet til dem fra Danmark, med vor kurer. Jeg gik hen på den amerikanske legation i forgårs, og talte med dem om sagen. De var uhyre elskværdige, lovede at tage breve med for mig, og arrangerede det således, at Bror, hvis han vil, også kan sende brev med kurer til mig. Det varer jo lidt længe, inden man får svar på sine breve, men det er jo i alt fald sikkert. De sender ikke kurer hver uge, som vi gør. Det er fuldstændigt ubestemt, når de sender, men de har lovet at ringe herhen næste gang, der rejser en, så jeg kan få brev med igen. Du skal ikke være ængstelig for Bror, lille mor. Her går masser af mennesker herovre, som ikke har haft forbindelse med deres slægtninge i månedsvis. Nå, så må jeg altså slutte, og jeg havde dog så meget at fortælle. Mange kærlige hilsener til alle, men flest til dig, lille mor. Blot jeg dog næste gang måtte høre, at du var lidt mindre sløj. Esther. Bitten vil nok levere dette brev til fru Quaade. Efter forlydende i dag er kursen på rubler nu tredive. Det er jo forfærdeligt. PS: Skulle du kunne nøjes med at hæve blot det halve af, hvad jeg skylder dig i denne måned, og resten til den 1. november, ville jeg i grunden være nok så glad ved det. Jeg ville så tage hele resten herover, da det som sagt i øjeblikket absolut kan betale sig at købe varer herovre, men det må også være nu, inden priserne endnu er steget i forhold til kursens dal. Jeg trænger nemlig i høj grad til noget pelsværk, i alt fald til en muffe, da jeg ikke har tænkt mig at gå endnu en russisk vinter igennem uden muffe.221 Desuden ville jeg også gerne købe Lisbeths brudegave snarest. Esther.
#Resume: om pengesager. Esther vil blive i Rusland. Hun har engang arbejdet på Birkerød Kostskole og vil ikke være lærerinde i Danmark. Uro, hvorvidt gesandtskabet skal flyttes fra St. Petersborg.
<33> Petrograd, 28. september/15. september 1917 Kære mor, tak for dit brev (17. september), som jeg fik i tirsdags den 25. september. Jeg nummererer herefter mine breve, og så vil du nok bemærke, hvilke du har modtaget, og på hvilke datoer. Jeg må sige, jeg var glædelig overrasket over at der så hurtigt var brev fra dig igen. Du er jo som sagt den, jeg helst vil høre fra, og dine breve virker så mægtig oplivende på mig. Så vidt jeg kan se af dit brev, havde du ved afsendelsen af det endnu ikke fået mit lange brev skrevet i de dage, da Kornilov nærmede sig Petrograd, men det må du så have fået lige efter. Hvad det angår at tage hjem, så kan der efter min mening aldeles ikke være tale om noget i den retning, hvor sort det end ser ud. Den eneste måde, det kunne ske på, var, hvis byen blev taget af tyskerne, inden vi nåede at komme bort, for så var der jo ikke mere at gøre for os her, men det sker jo forhåbentlig ikke. Flytter gesandtskabet, flytter jeg med til Moskva, til Nizjnij Novgorod, eller selv til Sibirien, hvis det skulle gå så galt. Jeg bliver på min plads. Selvfølgelig er mit pas, og alt, i orden, så jeg kunne rejse herfra i morgen tidlig, om det skulle være, men det bliver der jo altså ikke tale om. Som du selv skriver, ville jeg være alt andet end oplivet ved at komme hjem, og i alt fald for en tid være uden beskæftigelse. Det er altså den eneste hage ved, at jeg er taget herover at jeg rimeligvis aldrig mere vil slå mig til ro hjemme, men kun komme hjem på besøg. Derfor var det også, at jeg overvejede det, måske lidt længere end I rigtig kunne forstå, da jeg tog min beslutning om at drage af sted. Jeg har sommetider en lidt underlig følelse af hjemløshed, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg har en gang truffet mit valg, og må så også tage konsekvenserne. En stilling, der vil passe mig, vil jeg aldrig kunne finde hjemme. Lærerinde på en skole vil jeg aldrig være! Jeg er kun alt for glad ved, at jeg blev frelst fra at sidde og lumre nede på Birkerød kostskole. Jeg har ligefrem en panisk skræk for at komme på en
221 Weil 1993, 344. 66 skole, og skulle undervise børn. På et almindeligt kontor hjemme vil jeg heller ikke kunne finde mig til rette, efter den frie selvstændige stilling herovre, og så vil jeg heller aldrig kunne tjene så meget, som jeg gør her, og det må man jo også tage med i betragtning. Det er så vidunderligt at kunne klare sig selv fuldstændigt, ikke at behøve at spare alt for meget, og så endda at kunne lægge op. Hvad mine pengesager angår, har jeg skrevet et brev til Lis, og bedt hende om at ordne dem for mig. Jeg håber ikke, at du er alt for ked af først at få dine penge til november, altså om en måned, så kan du få dem alle på en gang. Men sagen er den, at jeg gennem Broch har solgt mine 500 kr. for september måned for 1150 rubler, som jeg fik udbetalt her i går. Det tilbud kunne jeg nemlig ikke stå for. Af de 500 kr. for oktober, der bliver indbetalt i Privatbanken den 1. november, tager du så 300 kr. og lader resten blive stående. Alle 500 kr. for november lader jeg rimeligvis blive stående hjemme, da jeg mener at kunne klare mig med det jeg har. Det er nemlig mit håb at kunne spare 2000 kr. op til næste sommer. Så, lige nu kom der telegram fra UM med forlangende om opgivelse af de tre kancellisters navne. Det vil altså sige, at sagen er gået i orden, og at vore penge bliver indbetalt i kroner i Privatbanken, den 1. oktober for september måned. Her er meget at gøre i denne tid. På søndag skal jeg herhen hele dagen, og ordne arkivet.222 Jeg er ikke særlig begejstret ved tanken, da det jo er den eneste dag, man har fri, og vi havde tænkt at tage i skoven. Jeg har slået et ordentligt slag for at komme ud af husholdningen, men det er ikke lykkedes med. Jeg er nemlig lige ved at drukne i den. Nu kommer der seks nye mennesker herover, som vi skal have på kost. Jeg har endnu masser at fortælle, men det må vente. I kan da ellers ikke mere klage over at I ikke får noget at vide i mine breve. Mange kærlige hilsener til alle, Esther. NB: Kunne du for resten ikke tælle mine breve, sætte numre på, og sende mig en lille liste over dem med angivelse af, hvilken dato, jeg har afsendt dem herfra. På dette, og de følgende breve, kan du så rette numrene, og lade mig vide, hvilket nummer, dette brev er, så i stedet for nummer et, så skal jeg nok regne det ud, og få det i orden.223
#Resume: om dagligdagen. Esther har skrevet et langt brev til Otto.
<34> Petrograd, 14. oktober/1. oktober 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (26. september) fra Snekkersten. Du er som altid en svend til at skrive. Vil du hilse Bitten mange gange og takke hende både for brev og billeder. Jeg vil sige jer, hvis jeg ikke allerede har gjort det en gang før, at det er et taknemmeligt arbejde at skrive til mig. Det er fest for mig, når jeg får brev hjemmefra og det er ikke mig alene der nyder godt af det, nej også de andre. I skulle blot se os sådan en aften efter at vi har fået post. Vi forsamles så i dagligstuen omkring kaminen og der er almindelig højtlæsning. Det er vældig sjovt at høre de forskellige familiers udgydelser. Det er nu nogle storartede familier alle sammen. Vi har det i det hele taget ideelt, vi fire sammen. Vi er glimrende kammerater og kommer storartet ud af det med hinanden. Jeg fik sådan en hjemve, da jeg læste dit og Bittens breve, som jeg endnu aldrig har haft. Jeg fik sådan en lyst til også at være med og jeg må sige, jeg misundte jer lidt den lille ekstra ferie på Snekkersten. Jeg er til tider så træt, så jeg godt syntes jeg kunne trænge til en lille ferie. Her er forfærdelig meget at gøre og desuden lægger husholdningen mere og mere beslag på mig. Vi har nu fået seks mennesker på kost til. Smith og jeg ved virkelig snart ikke hvad vi skal stille op. Jeg skrev et langt brev til Otto for ca. otte dage siden, hvori jeg blandt andet fortalte ham om alt husholdningsvrøvlet. Jeg håber, han tager det med ud til jer, hvis han aflægger jer besøg, så kan I da høre lidt om det. Jeg når nemlig ikke at skrive noget ordentlig langt brev i dag. Jeg bryder mig dog ikke om at I skal læse hele mit brev, men han kan for eksempel læse det op for jer, der
222 Ved gesandtskabets hjemkaldelse i december 1918 medbragte Scavenius en del af afdeling B’s arkiv (formentlig det i dag på Rigsarkivet bevarede). Samtidigt brændte det tilbageblevne arkiv, nu i Det østrig-ungarske arbejder- og soldaterråds varetægt. En del af afdeling B’s arkiv findes i Kriegsarchiv i Wien, Armeeoberkommando, Akten der kgl. dänischen Gesandtschaft in Petersburg und des dänischen Vicekonsuls in Irkutsk. 223 Udateret note, ses efter brev af Petrograd, 28. september/15. september 1917 (brev ”nr. 1”). Esther beder sin mor om at nummerere sine breve. Esther er formentligt bevidst, at hun er vidne til en unik situation i St. Petersborg, og at brevene skal bevares. 67 angår husholdningen. Så, der har vi finsken! - Uh! - Man kan da heller aldrig være i fred. Vrøvl og spektakel. Jeg er snart led og ked af det. Jeg kan aldrig nå hverken det ene eller det andet. Nu læser jeg igen russisk og fransk, men det er skralt med at forberede sig. Jeg har jo aldrig tid. Jeg må give Lis ret og endnu en gang gøre hende afbigt. Man ved ikke, hvad det vil sige at være på kontor, når man ikke har prøvet det. Man er næsten altid træt og har så lidt tid til sin rådighed at man aldrig hverken kan nå at sy eller læse eller skrive eller noget som helst. Jeg var en overgang så flink til at skrive hjem, syntes jeg, men nu går det igen ned ad bakke. Det ærgrer mig sådan at jeg ikke får skrevet, især da jeg har så meget at skrive om. I dag kommer Eja. Når blot det nu må blive alvor. Jeg har haft travlt med at forberede alt til hendes komme. Jeg glæder mig vældigt. Fru Nordlien kom jo så i onsdags.224 Tusind tak for alt hvad hun havde med. Skoene er jeg vældig tilfreds med. De passer mig udmærket. Chokoladen smager vidunderligt. Kunne I ikke sende mig to par brune snørebånd som jeg kan binde sammen? De, der sidder i støvlerne, er nemlig alt for korte. Her tales nu igen om evakuering. Blot det dog ikke blev til noget og at vi måtte få lov at blive her. Vi har efterhånden fået os indrettet så storartet. Vores lejlighed er noget af det mest imponerende. Jeg skal sende en plan over den næste gang. Jeg har været i den kejserlige ballet to gange. Det var vidunderligt. I søndags var vi på landet ude og sparke i fedtlæderstøvler og vindjakker. Det var herligt. Mange kærlige hilsener til alle fra Esther. Hils Knud, og tak ham for brevet. Jeg var mere end rørt.
#Resume: om inflationen. Forholdene på banegården, soldater. Trussel om evakuering af gesandtskabet til Moskva.
<35> Petrograd, 19. oktober/6. oktober 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (8. oktober). Ja, jeg føler mig temmelig rig, på penge i alt fald, men det er jo også kolossalt, hvad der går med her.225 Mine vaskeregninger er lige ved at få mig til at gå ud af mit gode skind, og det til trods for, at jeg vasker lommetørklæder, og alt den slags selv. Hvordan man bærer sig ad med at få sådan noget rent, forstår jeg ikke. Jeg kan ikke. Og det er det mest modbydelige arbejde, jeg endnu har været med til. Tak Lis mange gange for hendes brev. Det er nok en slem tur, hun har haft sig med den næse. Godt, at det nu er overstået. Jeg føler med hende, at hun ikke kunne komme med til lægen. Hvor ville jeg også gerne have været med. Jeg kan ikke sige andet end at jeg misunder jer alle de dejlige æbler. Hvem der havde nogle. Ja, her er for resten nok af dem i butikkerne, og herlige er de at skue, men en streg for dyre, selv for mig, der jo har ministergage, som Nordlien stadig bemærker. De koster fra halvtreds kopek til en rubel stykket. I søndags flottede vi os, og spiste tre hver, men da var vi også ude og trave på landet. Eja kom så søndag aften fra Vladivostok ved ni tiden. Toget var et døgn siden. Jeg lod Troelsen om at hente hende, da forholdene på banegården er blevet endnu meget mere umulige end sidst jeg var derude. Der er fuldt af soldater, og streng bevogtning, da nu kun de, der har særlig tilladelse, må komme ind i Petrograd.226 Jeg er forfærdelig glad over at have hende her. Det er så hyggeligt at hun kan bo hos mig. Hun rejser herfra på onsdag den 24. oktober, efter al sandsynlighed, men der er en svag mulighed for at det måske først bliver lørdag. Her er stor spænding i disse dage. Det menes at vi skal evakuere om senest fjorten dage. Jeg er lidt nedtrykt ved tanken. Det er også kommet så pludselig, dette. Vi havde nu slået os til ro med, at vi nok fik lov at blive her vinteren over, og så pludselig i morges stod det i aviserne, at den russiske regering evakuerede, og så er der jo ikke andet at gøre end at vi må følge efter. Vi skal til Moskva. Der er ved at blive sørget for lejlighed. Der er overfyldt i forvejen, så, som vi har det her, får vi det nok ikke. Med kosten bliver det nok også smalhals. Det skal være endnu vanskeligere at skaffe mad der, og endnu mere sindsvagt dyrt. Foreløbig har vi ingen grund haft til at klage
224 Familien Nordlien (hustru, datter og tjenestepige) rejste den 5. oktober 1917, fra København mod St. Petersborg sammen med familien Langberg. RA: UM, jr. nr. 3. G. 35a, (lbn. 3-209). 225 Weil 1993, 344. 226 Weil 1993, 344. 68 hverken over bolig eller kost. Du vil nok med den først afgående kurer sende mig billedet af dig og far, i lædermappen, samt billedet af Axel, ellers risikerer jeg ikke at nå at få det. Jeg skriver et ordentligt brev på onsdag. Da har vi kurer fra Stockholm,227 en hr. Weidemann, en bekendt af Otto, som Eja skal følges med. Jeg sender et kort med lykønskning til faster Anna næste gang, adresseret til dig. Vil du købe for fem kroner af en eller anden slags til hende. Den 30. oktober fylder Allys mand halvtreds. Jeg ville gerne, om du sendte en buket blomster til ham. Det er for Allys skyld. Jeg var der så meget i vinter, og nød så megen gæstfrihed. Gunnar skal have en to punds æske Anton Berg til sin fødselsdag. Ungerne skal have en lille æske chokolade hver på samme dag. Så, nu når jeg ikke mere i dag. Tusind kærlige hilsener til alle. Jeg længes efter jer. Esther.
#Resume: forslag om at gesandtskabet deles, således at Scavenius med ansatte flytter til Moskva, mens kancelliet bliver i St. Petersborg.
<36> Petrograd, 23. oktober/10. oktober 1917 Kære lille mor, ja, det bliver heller ikke til noget ordentligt denne gang. Her har været så forfærdelig meget arbejde, og så har Eja jo været her. Jeg har været forfærdelig glad over at have hende, og er meget ked af, at hun allerede rejser i morgen. Tiden er fløjet, mens hun har været her. Ja, det er for resten ikke for det, tiden går altid snarere for hurtigt end for langsomt herovre. Man får aldrig nok udrettet. Man lever i en tilstand af spænding for øjeblikket, med al denne tale om evakuering. Hvad det skal blive til, er ikke til at blive klar over. Det er der ingen, der ved. Jeg skal efter al sandsynlighed blive her sammen med Nordlien for at varetage de danskes interesse, der bliver her tilbage, under tyskernes eventuelle erobring af byen. Jeg er ikke begejstret ved tanken om at blive her alene tilbage, mens alle mine gode kammerater drager til Moskva. Nå, nu får vi se. Endnu er intet helt afgjort, og jeg beder jer ikke omtale dette til nogen, at gesandtskabet eventuelt skal deles, og kammerherren rejse til Moskva, og Nordlien og kancelliet blive her. Det er nemlig foreløbig en stor hemmelighed, som vi lige har telegraferet om til UM,228 og foreslået.229 Dette brev er til hr. Bølling skal følge med buketten. Kærlig hilsen til jer alle fra Esther.
#Resume: om udrejsetilladelser af Rusland. Evakueringen af gesandtskabet er stillet i bero.
<37> Petrograd, 26. oktober/13. oktober 1917 Kære lille mor, aldeles uventet kommer kureren alligevel til at gå i morgen tidlig. Det havde ellers været meningen, at hans afrejse skulle være skudt ud til mandag. Følgen er, at jeg heller ikke får noget ordentligt brev med denne gang. Jeg ville have skrevet i forgårs, men følte mig så sløj, at jeg måtte gå i seng lige efter middag. I går aftes var vi i teateret, og i dag er jeg så træt, at jeg slet ikke kan samle mig. Jeg føler mig fuldstændig hjernetom. Her er forfærdeligt meget arbejde for tiden, og så har jeg jo desuden Eja som gæst, så jeg er fuldt optaget. Det er vældigt hyggeligt at have Eja her. Men det er jo i grunden utrolig lidt, vi ser til hinanden, da jeg tilbringer det meste af dagen på kontoret. I onsdags morges rejste Eja, men hun nåede kun til Beloostrov,230
227 Weil 1993, 344. 228 Scavenius til UM, 20. oktober 1917: “Den militære situation gør det sandsynligt, at regeringen vil finde sig foranlediget til at flytte til Moskva. Jeg vil i den anledning foreslå, at jeg ledsager regeringen, mens legationsråden forbliver her for at yde herboende danske fornøden bistand, og såfremt tyskerne ankommer hertil, overfor dem beskytte dansk ejendom. Grundet på den østrigske afdeling vil det være nødvendigt at evakuere den. Derimod mener jeg, at landbrugskonsulentens og handelsattachéens overflytning til Moskva er uhensigtsmæssig, da handelsforbindelsen med Danmark i tilfælde af regeringens evakuering praktisk talt vil være afskåret, og således de med deres rejse og installation forbundne udgifter unyttige. Da gesandtskabets flytning og installation vil koste mange penge, og da der er mulighed for afbrydelse af forbindelse med Danmark, er det nødvendigt her at have et fond, og jeg må derfor anmode ministeriet om hertil telegrafisk at ville overføre halvtreds tusind rubler”. RA: UM, jr. nr. 3. F. 241, (lbn. 3-133). Gesandtskabet blev bevilget den anførte pengesum per 1. november 1917. 229 Weil 1993, 345. 230 Beloostrov, med det finske navn Valeasaari: nord vest for St. Petersborg, grænsestation mellem Rusland og Finland. 69 den finske grænsestation, hvorfra hun blev sendt tilbage, til trods for at hendes pas var i orden, med udrejsetilladelse, og det hele. Man skal udfylde nogle lister, når man skal rejse ud af Rusland,231 og det havde hun gjort i Vladivostok, hvorfra de så af det stedlige politi bliver sendt til Beloostrov. Disse lister var altså ikke nået frem, og så sender de hende ganske roligt tilbage, og bryder sig ikke spor om at der står udrejsetilladelse på hendes pas. Det er uforskammet, men det er ikke første gang, det passerer. Vi har haft mange af den slags tilfælde i sommerens løb. Det hører snart til dagens orden. Jeg havde forberedt Eja, så hun tog det med ro. Broch gik så op, og lavede et forfærdeligt vrøvl i generalstaben, og de lovede at gøre hendes pas færdigt til om eftermiddagen. Men om eftermiddagen ringede de deroppe fra, og spurgte, hvad hendes far hed, og da de hørte, at han hed Frederik, sagde de, at det navn syntes de ikke om. Er det ikke komplet latterligt? Ja, Rusland er et umuligt land. I morges ringede de, og forlangte, at hun skulle udfylde nye lister her. Og hun har så straks måttet lade sig fotografere, og betale tyve rubler for tre billeder, for at få dem til i eftermiddag. Broch går så igen op i generalstaben, og vi håber at få hende af sted på mandag. Men det er umuligt at sige noget bestemt. Her sidder en ingeniør med sin kone, som nu har ventet i tre uger på deres pas. Ja, det er virkeligt håbløst. Evakueringen er foreløbigt stillet i bero, men derfor kan vi jo godt pludselig en dag alligevel komme til at fare af sted over hals og hoved.232 Tusind kærlige hilsener til jer alle, flest til dig og far fra jeres Esther. PS: Jeg længes forfærdeligt efter at høre fra jer. Det er nu snart fjorten dage siden, jeg havde brev hjemmefra.
#Resume: evakueringen af gesandtskabet er stillet i bero. Emil har sendt halvfjerds æg fra Rybinsk. Besøg i Alexandr Nevskij klosteret. En godstransport af møgbeskidte soldater. Uroligheder i St. Petersborg.
<38> Petrograd, 29. oktober/16. oktober 1917 Kære mor, ja, nu er det fjorten dage siden jeg har hørt hjemmefra, så nu begynder jeg snart at længes. Vi skulle have haft kurer i lørdags aftes, men i stedet for fik vi telegram, at han var blevet opholdt i Stockholm. I dag er det mandag, og han er endnu ikke kommet, så det har måske lange udsigter. Vor sidste kurer fra Danmark, der kom hertil for en uge siden, fortalte, at den russiske generalkonsul i Stockholm havde sagt, at herefter ville man blive opholdt mindst tre dage der for at få sit pas viseret.233 Det er jo komplet sindssvagt, og selvfølgelig uforskammet at opholde vore kurerer på den måde, når de allerede har fået deres pas viseret i København.234 Det bliver en lang og en dyr rejse herover efterhånden. Kammerherren er rasende over det, og når nu denne kurer, der er under opsejling, er vel ankommet, og vi ser, hvor meget han er forsinket, skal der gøres et forfærdeligt vrøvl til det russiske UM. Men det er kun for kurerernes vedkommende, vi kan gøre vrøvl. Almindelige mennesker må finde sig i at blive opholdt. Ja, som jeg før har sagt, man må være i besiddelse af en
231 Scavenius til UM, 3. december/16. december 1916, vedr. russiske pasregler i forbindelse med udrejse af Rusland, at den rejsende skal udfylde et detaljeret spørgeskema, hvis oplysninger skal bekræftes af to russiske garanter, hvilket vil være umuligt for mange tilrejsende. Endvidere skal den rejsende afgive erklæring om ikke at have været i Tyskland indenfor de seneste fem år. Gesandtskabet kan ikke garantere for rigtigheden af afgivne oplysninger. “Personer, som ikke kan fremskaffe to russiske garanter, kan kun opnå tilladelse til at forlade landet efter samråd mellem UM det russiske, Indenrigsministeriet og generalstaben”. RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 232 Weil 1993, 345. 233 Justitsministeriet, cirkulære til politidirektøren i København og samtlige politimestre, den 1. marts 1918: ”Ligeledes bør passets tekst indeholde angivelse af til hvilket sted i Rusland pashaveren agter at rejse, samt af formålet med rejsen. [...] Pas for personer, der agter at rejse til Rusland over Finland, skal for tiden viseres i Stockholm af en repræsentant for den nuværende russiske regering”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). ›Russisk Handelskompagni til UM, 15. august 1917: “Vi tillader os høfligst at henledes det høje ministeriums opmærksomhed på længden af det tvangsophold, som rejsende fra Danmark til Rusland må underkaste sig i Stockholm, idet de rejsende, som det sikkert er ministeriet bekendt, skal have deres pas viseret i det russiske konsulat der. Som togforbindelsen for tiden er i Sverige, er der et ophold i Stockholm på otte timer, som efter vor formening burde være tilstrækkelig lang tid for det russiske konsulat til at visere de rejsendes pas, men erfaringen har vist os, at i de fleste tilfælde har vores rejsende måttet forlænge deres ophold i Stockholm til halvandet døgn i stedet for otte timer, udelukkende fordi konsulatet ikke har færdiggjort passene i rette tid”. RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 234 Scavenius til UM, 30. september/13. september 1917: “Af hensyn til fremskyndelse af visering, Stockholm, bedes kurerer forsynet med diplomatisk pas”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 70 mere end englelig tålmodighed for i længden at have noget med Rusland, og russerne, at gøre. Jeg har været på raseriets rand i dag. Eja kommer ikke af sted i overmorgen. I dag, da Broch var oppe i generalstaben, sagde de at, nej, hun kunne ikke komme af sted. De havde noget imod hende. Hvad ville de ikke sige? Endelig langt om længe fik Broch ud af dem, at der skulle findes to damer herovre af navnet Marie Krebs, og af dem kunne den ene af politiske grunde ikke få tilladelse til at forlade landet. Eja har jo midlertidig udrejsetilladelse på sit pas fra Vladivostok, så nu har de telegraferet derud fra generalstaben for at få oplysning om hende. I løbet af tre dage mente de, at de kunne have svar, så jeg håber, hun kan komme af sted på lørdag med vores kurer. Men sikker på det, kan man jo langt fra være. Måske hun bliver opholdt her endnu i fjorten dage. Hun havde billet til i dag mandag, men efter at Broch havde været i generalstaben, lørdag formiddag, sagde han, at vi måtte bestille den af. Hun kom ikke af sted. Vi fik så ved et rent under en billet til onsdag, det vil sige til i overmorgen, og hun kunne så komme til at rejse med vores kurer til Stockholm, samt en hr. Weidemann, en af Ottos bekendte, der skulle være rejst sidste onsdag, men som var blevet opholdt af forretningen, og frk. Saxild235 nede fra den østrigske ambassade. Alt i alt, tre rigtig flinke mennesker. Frk. Saxild er ganske vidst lidt hysterisk, men rigtig rar alligevel. Sandgreen, vores kurer, er meget rejsevant. Det er Weidemann også, og morderlig rar, så jeg var netop så vældig glad og rolig over det gode rejseselskab. Sin sovevognsbillet til i dag mandag mistede han, og måtte betale med halvfems rubler. Det var jo ikke så morsomt, men vi tog os det nu ikke så nær. Vi var så glade ved tanken om at det hele ville være i orden onsdag. Jo, god morgen, den glæde kunne vi have sparet os. Nu er Eja gået ned hos Bennett for at se at blive af med sin sovevognsbillet til onsdag, for det går jo ikke hver gang at skulle sætte halvfems rubler til. Men denne gang er der nu ingen fare for, at hun ikke kommer af med den. Det er jo i god tid. Det kedelige ved det er, at nu tør vi ikke bestille sovevognsbillet, før hun har fået passet, og da er det uhyre vanskeligt at få billet. Og da den helst skal bestilles længe i forvejen, så kan hun godt risikere at komme til at gå og vente her en uge, eller mere, efter at hendes pas er i orden. Nå, med lidt tålmodighed går det jo alt sammen, og det er da godt, hun kan bo her hos mig. Hun er ganske vist alene det meste af dagen, men til gengæld har hun det i fred og ro og kan foretage sig, hvad hun har lyst til. Evakueringen lader til at være stillet lidt i bero. Sådan er det altid herovre. Den ene dag bliver man opskræmt med, at nu vil det og det ske. Den næste dag er alt forholdsvis roligt igen. I lørdags for otte dage siden (20. oktober), var stemningen meget langt nede over det hele. Dagene i forvejen havde alt været roligt, så vi var jo lige ved at få et slagtilfælde, da vi kom på kontorerne om morgenen, og der blev sagt ganske bestemt, at vi skulle evakuere i løbet af otte til fjorten dage, måske før. Det kom an på regeringen. Så snart den flyttede, flyttede vi med. Alle de russiske aviser var fyldte med regeringens forestående evakuering. Vi var selvfølgelig forfærdelig ophidsede ved tanken, og bedrøvede over at skulle forlade vort hyggelige hjem her. Det kan jo være meget morsomt at komme til at se Moskva, men ikke på den måde. Det bliver nok lidt indknebent med pladsen, og magert med maden. Troelsen, der lige har været i Moskva en fire, fem dage, fortalte, at alt var komplet sindsvagt dyrt der, ikke til at betale. Baronen, viceministeren for den østrigske afdeling,236 er rejst derned for at sørge for lejligheden. Og til trods for, at det nu ser ud til, at evakueringen vil trække lidt i langdrag, bliver han dog dernede for at se tiden an, da alt jo her er fuldkommen uberegneligt, og situationen kan forandre sig fuldstændigt fra den ene dag til den anden. Kontorerne i Moskva skal rimeligvis være på Kreml, så det lyder jo
235 Elisabeth Saxild “der ved sin udmærkede sprogkundskab synes egnet” blev den 15. juni/28. juni 1917, ansat “som skriver ved arkivet i den østrig-ungarske afdeling”. Hun rejste i november 1917 til Danmark på grund af sygdom. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/49, (lbn. 3-270). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/57, (lbn. 3-271). 236 Frederik Marcus lensbaron Rosenørn-Lehn, 1867-1951, kammerherre, hofjægermester, godsejer, besidder af baroniet Guldborgland, filosofikum 1886, varetog som viceminister under den danske gesandt i St. Petersborg de østrig-ungarske interesser i Rusland 1917-1918. Kraks Blå Bog. Regnskaber “udgifter under mit ophold i Rusland, den 10. maj 1917 til den 7. marts 1918”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 99a, (lbn. 3-219). Rosenørn-Lehn indgav sin afskedsbegæring fra gesandtskabet, den 12. februar 1918. Det var under Rosenørn/Holler affæren versus Scavenius. Samme dag skrev Holler til Erik Scavenius. 71 vældig spændende.237 Vi begyndte straks lørdag aften at forberede os til hurtig udrykning. Jeg gav alt mit store tøj ud til vask, og alle småtingene: lommetørklæder, underliv, og så videre, gav jeg mig til at vaske selv. Det var temmelig anstrengende. Jeg havde sådan en masse, at jeg først blev færdig kl. to om natten. Av, hvor det sved i fingrene. Allerede efter en halv times arbejde gik der nemlig hul på dem. Haagensen havde også en del at vaske, så hun holdt ud med mig til det sidste, og Eja hjalp mig lidt, og underholdt os så for resten af tiden. Da vi endelig var færdige, var vi mægtig sultne, men sulten fik vi snart bugt med. Vi lavede os hver en stor kop kakao, og da vi var så heldige for en gangs skyld at have reddet os et hvidt brød nede fra husholdningen, så vi nød det rigtigt. Bagefter spiste vi rørt æggeblomme. Emil har nemlig været så elskelig at sende mig halvfjerds æg, og det er jo noget, der gør sig i disse ellers komplet æggeløse tider. Om søndagen ordnede vi alle vores sager,238 så vi havde alt parat og hurtigt ville kunne smide det hele i en kuffert. Om eftermiddagen tog vi ud, og så et stort meget bekendt kloster, Alexandr Nevskij klosteret,239 som ligger for enden af Nevskij. Det var på tide vi nåede det, for nu har vi talt lige så længe om det, som vi har været herovre. Man tager med almindelig sporvogn op af Nevskij til Nikolajbanegården, og derfra med dampsporvogn videre. I begyndelsen, man er herovre, tror man altid, at Nevskij ender ved Nikolajbanegården. Men det er altså en stor fejltagelse. Der drejer den kun, og fortsættes endnu en fjerdingvej ud til Alexandr Nevskij klosteret. I skulle have set den dampsporvogn, for noget lignende har jeg endnu aldrig været præsenteret for. En lille lokomotivagtig vogn i forvejen, efterfulgt af en tre, fire store busser, der ved et flygtigt blik gjorde det indtryk på en, at de var befængt med utøj. Så man nærmere til, viste alt dette levende sig at være menneskelige væsener. Alle mulige slags ækelt udseende soldater, for resten bisser og bøller. Hele dette optog holdt inde i en skummel og snavset gård, eller snavset er for resten et for mildt udtryk kulravende møgbeskidt. Gå hen i en af de mest uhyggelige snavsede gyder i København, og tænk jer den så hundrede gange så beskidt og modbydelig, så har I et naturtro billede af, hvordan der så ud. Vi var glade over at vi var fem. Havde man været alene, ville man ikke have følt sig hyggelig til mode i det selskab. Nå, vores tur skulle føres planmæssigt igennem, så vi entrede ombord i et af disse med utøj, besatte uhyrer. Jeg vil som sagt ønske, I kunne have set det, for det var et ægte russisk billede i al sin utiltalende grovhed og snavsethed, og det er umuligt at beskrive. Det må ses. Klosteret var mægtig stort og imponerende, men ikke særlig smukt. Det interessanteste var kirkegården. Den mindede mig nærmest om en kolonihave, men om en smagløs en af arten. Over hver grav var der bygget et lille hus, mere eller mindre pragtfuldt, med glasvægge og forgyldt tag, kupler og forsiringer. Indeni var der næsten som i en stue, tæppe på gulvet, stole, borde, sofaer med puder, og bibelske billeder på væggene. På den ene væg, et stort helgenbillede med en brændende lampe foran, og de fleste steder en overflødighed af påskeæg, der lå spredt ud over gulvet. Mange steder var der en lem i gulvet, så man kunne se en trappe, der førte ned til kisten. Det hele forekom os så smagløst og uhyggeligt, at vi hurtigst muligt trak os tilbage. I klosterhaven var der en stor grav, rigtig køn med grønsvær, og en marmorplade, der meddelte, at her hvilede de kosakker, der blev dræbt den 16. juli 1917, i kamp for folkets sag. Vi spadserede hele vejen hjem, da vi ikke havde mod til at entre dampsporvognen en gang til.240 Om mandagen mødte jeg på kontoret i en vældig spænding efter at høre, hvad det hele skulle blive til. Intet nyt. Alt ved at falde til ro igen. Arbejder- og soldaterrådet satte sig imod at regeringen evakuerede. Jo, der var for resten den nyhed til mig, at jeg skulle blive her tilbage, mens de andre evakuerede. Jeg er absolut ikke begejstret ved tanken om at skulle skilles fra mine gode kammerater, nærmest fortvivlet. Vi har det så storartet sammen i alle retninger. Og hvor skal jeg bo, når de rejser? Alene på ambassaden tør jeg ikke blive. Det store vældige bygningskompleks ville forekomme mig alt for mærkeligt, og skummelt, og uhyggeligt. Nej, bliver det virkelig til noget, så er min bedste tid forbi herovre. Jeg kunne måske nok komme med til Moskva, hvis jeg bad
237 Weil 1993, 345. 238 Weil 1993, 345. 239 Alexandr Nevskij-Lauraen blev grundlagt af Peter den Store som gravstiftelse for helgenens relikvier, overført fra Vladimir ved Kliasma, Alexandr Nevskijs sidste residens. 240 Weil 1993, 346-47. 72 om det, men det er så sin egen sag at blande sig ind i de bestemmelser, der skal tages. Kom jeg med til Moskva, og tyskerne tog Petrograd, så jeg blev afskåret fra Danmark, så ville jeg jo også være fortvivlet over det. Nej, det er bedst ikke at lægge noget lod i vægtskålen, hverken til den ene eller den anden side, men at forholde sig passiv og parere ordrer, hvad de så end bliver. Jeg vidste jo, hvad det var, jeg gik ind til, at det var noget i retning af eventyr, da jeg tog herover. Det kan jo også være interessant bagefter, når det hele forhåbentlig er nogenlunde godt overstået at have oplevet tyskernes erobring af byen. Det er for resten ikke tyskerne, vi nærer mest ængstelse, for de vil jo kun behandle os med honnør,241 men det er de plyndringer og ugerninger, russerne vil gøre byen genstand for, inden de trækker sig tilbage, som vi ikke er rigtig glade ved at tænke på. Her er jo allerede fuld af røverbander, og det er de utroligste historier, man hører. Selv på Nevskij er folk blevet plyndret allerede ved ni tiden om aftenen. Men der er det jo også mørkt allerede kl. seks
#Resume: Til opera i Mariinskij. Breve fra Otto. Kampe mellem bolsjevikker og regeringen. Besøg i Pavlovsk og Tsarskoje Selo.
<39> Petrograd, 2. november/20. oktober 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (17. oktober), som jeg fik i forgårs, onsdag. Det havde jo været lidt længe undervejs. Der kom to kurerer på en dag, og af dem havde den ene siddet tre, og den anden fire dage i Stockholm.244 Skal det blive ved på den måde, kommer det jo til at gå lidt langsomt med postforbindelsen. Jeg lå for resten i sengen i forgårs. Aftenen i forvejen om tirsdagen var vi i teateret i Mariinskij, og høre en ægte russisk opera: Boris Godunov.245 Det var vældig morsomt.246 Den var aldeles glimrende, men desværre kunne jeg ikke nyde den rigtig, da jeg midt under det hele fik de mest forfærdelige mavesmerter. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så dårlig. Jeg forsøgte at bide det i mig. Jeg havde nemlig ikke rigtig mod på at tage hjem alene, da det er en mægtig lang vej, og her jo nu er så skummelt i byen. Men jeg ville på den anden side heller ikke ødelægge de andres aften, og jeg vidste jo, at en af dem ville tilbyde at tage med mig hjem, hvis de vidste, hvordan jeg havde det. Jeg har aldrig længtes så vanvittigt efter at noget skulle være forbi som det stykke, den aften. Nå, det fik jo også langt om længe slut, og vi kom af sted. Der var ikke andet for end at tage isvostjik. Vi slap med at betale seks rubler, hvilket må betragtes som meget billigt på Mariinskij. Ellers plejer de altid at forlange ti, tolv, femten, og opefter. Det hjælper jo, man er to om det. Andersen, Haagensen og Smith kørte i en, som de betalte otte rubler, så det var jo også meget net klaret. Det er nu lidt dyrt at gå i Mariinskij. Den aften kostede mig seksten rubler: billetten otte rubler, isvostjik hjem fra gesandtskabet to rubler, isvostjik til Mariinskij tre rubler, og fra Mariinskij ligeledes tre rubler. Det begynder nemlig allerede kl. syv
241 Danskerne i St. Petersborg så tyskerne som befriere. 242 Mariinskij: 1, Teatralnaya Ploshad. 243 Weil 1993, 347. 244 Weil 1993, 347. 245 Boris Godunov: opera med musik af Modest Petrovic Musorgskij, 1839-1881, uropført 1874 i St. Petersborg. 246 Weil 1993, 347. 73 er meget upraktisk for mig, der aldrig kommer præcis fra kontoret. Jeg må til trods for rigelig brug af isvostjikker altid flyve og fare for i det hele taget at nå det.247 Hvor var det dejligt at få tøjet af, og komme i seng den aften. Heldigvis var jeg så lykkelig at være i besiddelse af en flaske vodka. Jeg tog mig en ordentlig snaps, og det hjalp. Det var et smukt syn den næste morgen: vodkaflasken stående ved siden af sengen på mit natbord. Det skulle næsten have været fotograferet. Jeg var også blevet så vældig forkølet, og da det onsdag morgen heller ikke var helt godt med hovedet, tog jeg det fornuftige parti at blive hjemme. Som Andersen siger: man skylder virkelig sig selv nu og da at tage sig en fridag. Jeg glædede mig også helt til at være hjemme, men var alligevel, da det kom til stykket, lidt for sløj til rigtig at nyde det, men det var alligevel rart. Eja gav mig mad på sengen, og om eftermiddagen, da hun havde været ude at spadsere med Troelsen, og kom hjem med ham til eftermiddagste, stod jeg op, og drak te med. Jeg var nemlig i sådan et ovenud godt humør over at have fået kurerpost. Efter telegrammerne fra Stockholm ventede vi først kurererne i går, torsdag, men da var de alligevel kommet onsdag, og frk. Hansen sendte min post ned til mig. Jeg fik det hele ved tre tiden, en ordentlig bunke. Jeg blev helt rask. Jeg havde lige taget hovedpinepulver, der ikke hjalp. Men nu syntes jeg, brevene gjorde underværker, et fra dig, et fra fru Marstrand, hvori hun overstrømmende takker mig for, hvad jeg gjorde for hende, mens hun var her (det var nu meget lidt, det jeg gjorde), og to fra Otto. Han er ligesom dig en morderlig svend til at skrive. Det var for resten meget morsomt, for i sit andet brev skriver Otto, at Inge og Ellen dagen før havde mødt dig på gaden, og at I havde fået brev fra mig. For da du skrev, havde I jo ellers ikke hørt fra mig i fjorten dage. Jeg nød ordentlig mine breve i sengen, og ville have svaret på dem samme aften. Jeg var sådan rigtig i stemning til det, men hovedpinen vendte desværre tilbage, så jeg måtte kravle i seng igen. Nå, så I er begyndt at bruge det elektriske lys. Det er virkelig fornøjeligt at høre. Det holdt nok hårdt. Der måtte altså en Verdenskrig til for at få det sat i virksomhed på den gamle kvist. Hvad amatørbilleder angår, så har jeg længe ville sende jer nogen, men hvornår skal jeg kopiere? Jeg er jo aldrig hjemme, mens det er lyst, og i dette gråvejr, som det har været i den sidste tid, tager det en halv dag at kopiere bare et billede. I forgårs lavede vi en masse, men da vi skulle til at tone i går aftes, viste det sig, at billederne ikke havde været kopieret mørkt nok, så de blev alt for lyse. Dem gider jeg ikke sende, så I må nok vente til en anden gang. Her er kommet to flinke nye unge fyre herover, Hygom248 og Amundsen,249 en nevø til Roald Amundsen, og Amundsen er en vældig svend til al fotografering. Han skal herefter lave det hele for os. Han gider nemlig mærkeligt nok. I dag skulle det altså gå løs. Kampen mellem regeringen og bolsjevikkerne. Disse har i løbet af den sidste tid fået udleveret masser af våben og ammunition. Da vi ventede Kornilov hertil, sagdes det, at der var blevet udleveret fire tusind geværer til arbejdere og bolsjevikker, og dette tal er vist blevet fordoblet flere gange siden. Et par skridt fra os, her i Chaykovskogo, er der om aftenen udlevering af våben. Det er den såkaldt røde garde, der holder til der. I går blev der sagt, at bolsjevikkerne alligevel ikke følte sig stærke nok endnu, og at opgøret ville blive udsat til den 25. oktober (russisk tid), altså til på onsdag. Nå, nu får vi se. Jeg kan ikke tænke mig, at de skulle kunne blive meget stærkere i løbet af de fem, seks dage.250 Vi holdt i går mandtal over vore flag på gesandtskabet, og Nordlien vandrede hjem med et under armen. Bolsjevikkernes program er at vælte regeringen, og dræbe alle bourgeois,251 det vil sige, der skal slås ned for fode alle, der ser en lille smule velklædte ud.
247 Weil 1993, 347. 248 L. Hygom. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/46, (lbn. 3-270): tomt læg. 249 Paul Jakob Herman Amundsen. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/39, (lbn. 3-270). 250 Weil 1993, 347-48. 251 bourgeois fransk ord for ”borger”, hvoraf det på dansk nedladende udtryk ”burgøjser”. 74
*”Død over bourgeoisiet. Vær hilset den røde terror”. Petrograd, 1. september 1918. KB (Album 623, quarto)
Nu vil de til bunds i sagerne. Alle skal være lige. De mennesker, der sidder i store palæer og flotte lejligheder, skal jages ud, og give plads til de familier, der ellers har måttet stuve sig sammen i bare et værelse. Det er sørgelige tider for Rusland. Fjenden står for døren. Men i stedet for at det skulle skabe enighed og samfølelse, slås de indadtil, og lader fjende være fjende. Blot dog Kornilov var nået hertil. Jeg tror virkelig, det havde været den eneste redning. I de sidste dage har der i flere blade være lange artikler om ham, om den ædle Kornilov, og at han må kaldes tilbage for at frelse Rusland. Ligeledes har der været opråb til folk om at samle ind til kosakkerne, da de skal forsvare samfundet mod bolsjevikkerne. Evakuering, tyskernes fremrykning, alt er i disse dage trådt i baggrunden for de forventede indre kampe, og dog i morges blev jeg helt opskræmt ved at høre sirenernes ihærdige tuden, og tænkte: så, nu har vi zeppelinerne over os. Kommer zeppelinerne, vil der nemlig blive tudet i sirenerne for at advare folk, og få dem til at forsvinde i kældrene. Det siges også, at det elektriske lys vil blive slukket, og tændt tre gange i træk, som signal. Så i går, da der et øjeblik var en nedgang i lysstyrken, tænkte jeg straks: zeppelinerne. Hvor er det underligt at leve under alt dette. Vidste man blot, hvad tyskerne havde i sinde. Jeg kunne godt lide usynlig at være til stede ved et møde i den tyske generalstab. Så kunne jeg måske derved få oplyst, om vi får lov at blive her i Petrograd vinteren over eller ej. De fleste lader til nu at være af den mening, at der ikke bliver noget af evakuering før til foråret. Ja, gid det var så vel. I den sidste tid har vejret været gråt og trist, regn fra morgen til aften, men i begyndelsen af oktober havde vi det mest vidunderlige efterårsvejr. Petrograd forekom mig smukkere end nogensinde. Jeg nød min tur til kontoret om morgenen ned langs Nevaen forbi Sommerhaven med alle de lange pragtfulde alleer af ranke træer med rødgyldent løv. Og de dage, jeg gik kl. fire
252 Jonny Henriksen. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3–271). I 1919 deltog hun i Valdemar Sejr ambulancen i Estland. Niels Jensen 1998, 166, 181 (17). 253 Weil 1993, 348. 75 og var begejstrede, så jeg gik hen og spurgte nogle soldater, der stod på vagt, om det ikke kunne lade sig gøre. Den ene af dem er den mest modbydelige rå soldat, jeg nogensinde har set, og han var også mere end uforskammet. Langt om længe fik jeg lov til at gå ind og tale med en af de overordnede. Men da de andre ville gå med, blev han aldeles rasende, råbte og skreg og truede af dem med bøssen. Jeg opnåede at få en soldat med mig, der skulle følge os hen til en anden overordnet, for at forhøre om adgang kunne tilstedes os, men der var åbenbart ingen, der vidste, hvem, der skulle give lov, for vi vendte rundt fra det ene sted til det andet, uden at vi kunne få nogen som helst besked. Til sidst endte vi igen foran slottet hos vores rå ven, vi først havde talt med. Der stod vi så og ventede, mens den soldat, der havde været med os, gik ind, for som han sagde at telegrafere til kommandanten. Soldaten, der stod på vagt, var rasende over at vi stod og ventede, og forsøgte at jage os væk. Til sidst sagde han: ”Af sted med jer! For I kan se, jeg har bøsse, og ellers skyder jeg!” Nå ja, så var der jo ikke andet for os at gøre end at trække os tilbage med uforrettet sag. Soldaterne var nemlig ikke til at spøge med for tiden herovre. De skyder, når det falder dem ind.254 Vi var alle fire i blå nederdele, vindjakker og brune fedtlæderstøvler. Folk betragtede os meget nøje. Soldaterne råbte: ”tavarisj” (kammerat) til os. De troede åbenbart, vi var et eller andet kvindeligt korps. Ja, og vi havde jo også sanitetstropper med, for sygeplejerskerne var i sygeplejedragter, og med rødt korsbind om armen.255 En anden søndag var vi i Mariinskij til ballet med Rasmussen og Netterstrøm. Jeg må sige, den russiske ballet er altså enestående. Smirnova256 dansede. Det er noget af det mest vidunderlige, jeg har set. Vi var aldeles vilde, og morede os storartet. Vi var vældig fjantede. Smith var nemlig blevet tante nogle dage i forvejen, så vi havde en forfærdelig panik med hende, og kaldte hende hele tiden for tante. Vi havde en meget fin loge lige ved scenen, sådan en rigtig loge, forstår du, med forværelse, hvor vi tog tøjet af. Det var vældig spændende, ligesom man læser om det i romanerne. Der manglede bare, at der skulle være kommet diverse baroner og grever for at hilse på os i mellemakterne, så havde det været fuldendt. Men man skal jo holde sig langt borte fra alt, hvad der hedder baroner og grever i denne tid, hvor vi alle er tavarisjer.257 Kan du huske, jeg rejste herop med en hr. Brinkmann,258 da jeg rejste til Rybinsk for en to og et halvt år siden?259 Han kom herop for en måneds tid siden, og ham var jeg også med i Mariinskij. Vi hørte Dæmon260 af Rubinstein.261 Smith var også inviteret med, men kunne ikke, da hun lå i sengen, så jeg var alene med Brinkmann og fire andre herrer. Det var vældig fornøjeligt at træffe Brinkmann igen. Vi opfriskede gamle minder. Han er en forfærdelig sjov fyr. Han er nu rejst til Sibirien for at blive der vinteren over. Han er meget velhavende, men har alle sine værdier liggende i Sibirien, så han sagde, han følte det som sin pligt at være på stedet og tage affære i tilfælde af at Rusland skulle gå bankerot, og det hele gå nedenom og hjem. Det er ikke så morsomt for ham at skulle tilbringe vinteren i Sibirien, da han har sin kone og en sød lille pige siddende hjemme. Men der er jo i det hele taget meget, der ikke er så forfærdelig morsomt i disse tider. Foruden Brinkmann er der flere andre forretningsmænd, der tager til Sibirien i vinter for at være der i tilfælde af at der skulle ske noget exceptionelt. Jeg ved ikke om I har hørt, at Otto også tænker på at tage herop igen i en nær fremtid.262 Jeg er selvfølgelig mere end glad ved udsigten, og har søgt at lette ham vejen ved at få Nordlien til at skrive til UM, og anbefale ham til at blive kurer. Det er nemlig ikke så let i øjeblikket. Der er så mange, der gerne vil være det. Desuden har jeg fået Nordlien til at skrive, og bede om tilladelse til at han må tage privat en forseglet kuffert med herop, ligesom Rasmussen havde. Der er nemlig forskelligt jeg gerne vil have, han skal tage med ligesom Smith, Andersen og Haagensen også ville være glade
254 Weil 1993, 348. 255 Weil 1993, 349. 256 Elena Smirnova, 1888–1934. 257 Weil 1993, 349. 258 Brinkmann, Aage. Historien om dansk Bacon. Tegninger af Arne Ungermann. Kbh. 1933. 259 Esther rejste til Rybinsk på sin første Ruslandsrejse, foråret 1915. 260 Dæmon: opera af Rubinstein, uropført 1875. 261 Anton Rubinstein, 1829-1894. 262 Weil 1993, 349. 76 over at få diverse småting, blandt andet skal vi have chokolade til jul og julelys. Nordlien har opført sig som en svend i dette tilfælde. Jeg huskede ham i går på, at han havde lovet mig at skrive til UM om Otto. Men, tænk, han havde allerede gjort det med kureren i onsdags. Listen over de ting, jeg gerne vil have herop, når ikke at komme med i dag, men den afgår herfra med vor kurer på onsdag. Eja har endnu ikke fået sit pas. Broch er lige nu gået op i generalstaben for at rykke dem for det, men der er vist ikke meget håb om at hun får det i denne uge. Vi har haft flere fornøjelige selskaber og teateraftener, men derom i næste brev. I aften skal vi til stort selskab hos Rasmussen og Netterstrøm. Vi bliver tyve. Herrerne skal møde i smoking, og damerne i deres vildeste. I næste uge er det Haagensens fødselsdag (8. november), så skal vi have kalas hos os. Ja, så bliver det ikke til mere i dag. Tusind kærlige hilsener til alle, men flest til dig og far. Blot han dog engang ville sende mig et par ord, Esther.
#Resume: stilhed før stormen. Problemer med udrejsetilladelser og kurerforsendelser.
<40> Petrograd, 6. november/24. oktober 1917 Kære lille mor, ja, det blev så heldigvis ikke til noget med urolighederne i fredags. Nej, det er som jeg siger, man skal ikke tro på datoer herovre. I går blev det elektriske lys pludselig borte, og der begyndte selvfølgelig straks at gå rygter om at det var bolsjevikkerne, der havde forårsaget det, og at de ville benytte mørket til røveri og plyndring. Nå, kl. halvseks om aftenen kom lyset igen, så alle disse rygter var altså grebet ud af luften. I dag er der heller ikke lys, men det kommer jo sikkert i aften igen, så det er altså kun en foranstaltning, der bliver truffet for at spare på lyset, at der bliver lukket for det om dagen. Blot er det mærkeligt at man aldrig får underretning om noget som helst herovre, før det sker.263 Det er en forfærdelig kedelig historie med Eja. Endnu er passet ikke i orden, og Gud ved, hvornår det bliver det. Nu synes jeg, det er komplet håbløst. Her sidder mennesker, der har ventet i både to og tre måneder på udrejsetilladelse,264 og hvad skal man gøre? Vi har gjort alt, hvad gøres kan. I dag har jeg talt i længere tid med kammerherren om det, og bedt ham, om hun ikke undtagelsesvist måtte rejse som kurer, men det ansvar tør han ikke påtage sig overfor UM. For det første må kun damer, der er ansatte ved gesandtskabet, rejse som kurerer, og for det andet kan vi ikke skaffe hende ud af landet, når hun er mistænkt af generalstaben. Kammerherren har en gang ladet en herre rejse som kurer, der ikke kunne få sine papirer i orden, og i den anledning fik han sig en reprimande af UM. Det fortalte han mig selv i dag. Det er virkelig fortvivlende. Det er underlige forhold at leve under. Det er så usikkert, og ubestemt. Man
263 Weil 1993, 349. 264 Udrejsetilladelse (Rusland): “Særtryk af meddelelser fra UM. Sammendrag af gældende pasbestemmelser i krigsførende og ikke krigsførende lande samt forskrifter angående udlændinges adgang til samme og ophold dersteds. Siden krigens begyndelse er der i alle de krigsførende lande på nær Japan og i de fleste neutrale lande blevet indført pastvang. Adgang til Rusland tilstedes kun rejsende, der er i besiddelse af et af et russisk gesandtskab eller konsulat viseret rejsepas. Ved viseringen, der finder sted på det russiske generalkonsulat i København, skal mindst et fotografi afleveres. Passet må endvidere viseres i det russiske generalkonsulat i Stockholm, hvor yderligere to fotografier må afleveres. Til pasvisering og undersøgelse af den rejsendes personlige forhold forlanger konsulatet i København mindst fireogtyve timer, i hvilket tidsrum passet forbliver deponeret i konsulatet. Til viseringen i Stockholm medgår yderligere mindst tre til fire dage. [...] Ligeledes bør passets tekst indeholde angivelse af, til hvilket sted i Rusland, indehaveren agter at rejse samt af formålet med rejsen. [...] Udelukkede fra adgang til landet er fjendtlige nationers undersåtter. [...] Danske, der agter at rejse igennem Rusland, må henvende sig til det russiske generalkonsulat i København med anmodning om at erholde deres pas viseret til gennemrejse. Dersom tilladelse til viseringen gives af den russiske regering, forsynes passet med et særligt visum, der udtaler, at vedkommende er berettiget til at rejse gennem Rusland. Når den rejsende derefter ankommer til Petrograd, må henvendelse ske til det danske gesandtskab, hvor vedkommendes pas og fotografi forevises. Den rejsende må derefter henvende sig direkte til Petrograd. Præfekten, hvor det fornødne visum til vidererejse og udrejse af Rusland påføres passet. Det russiske statsområde må kun forlades, efter at tilladelse i forvejen er indhentet. Til opnåelse heraf kræves visse garantier. Ifølge indberetning fra det danske gesandtskab i Petrograd er de militære myndigheder i Rusland i den senere tid begyndt at forlange en grundigere undersøgelse af de udlændinges forhold, som ønsker at opnå tilladelse til at forlade Rusland. Den af myndighederne foretagne undersøgelse tager i almindelighed elleve til tolv dage. Det må derfor tilrådes danske, der agter at forlade Rusland ca. fjorten dage før den planlagte afrejse at henvende sig til myndighederne for rettidig at få den fornødne rejsetilladelse. [...] Under straf af fængsel eller bøder er det forbudt rejsende til og fra Rusland at medføre bøger, optegnelser, dokumenter, breve, tegninger, eller overhovedet nogen slags trykte og skrevne aktstykker”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). 77 ved ikke den ene dag, hvad der sker den næste. Postgangen er jo snart ved at være håbløs. Vore kurerer bliver opholdt ugevis i Stockholm.265 Blot disse par ord i dag med en kærlig hilsen til jer alle fra Esther. PS: Du vil nok sørge for at dette brev kommer frk. Felsen i hænde. Jeg ville have sendt mine støvler hjem med Eja, men nu har det jo lange udsigter, så jeg sender dem hjem med vor kurer i morgen. Bitten vil nok gøre mig den tjeneste at hente dem efter medfølgende adresse. De skal forsåles omgående. Det er nemlig ikke til at få det gjort her, og får man det endelig lavet efter mange dage, er det skidt gjort, og koster femogtyve rubler. Det må endelig besørges med det samme, da Otto skal have dem med herover.266 Mange hilsener fra Eja. Vi har det begge udmærket og er glade over at være sammen. Så, nu lader det til, der skal blive spektakler i dag. Broerne over Nevaen er ved at blive drejet ud, men derfor kan det jo godt være, det går i sig selv igen.267 Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: oktober/november revolutionen, den 25. oktober/7. november 1917.
<41> Petrograd, 9. november/27. oktober 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (28. oktober), som jeg fik i forgårs. Jeg må vente med at svare på det til næste gang, da jeg har været så optaget de sidste par dage, så jeg har ikke kunnet få tid til at skrive. I dag er det kurerdag, og jeg benytter frokostpausen til at sende dig et par ord, at du kan mærke, jeg er i bedste velgående. Ja, så blev det altså alligevel til noget med urolighederne i onsdags, den 25. oktober (russisk tid).268 Hele natten blev der skudt, og det er den stærkeste skydning, jeg endnu har hørt herovre. Kerenskij er flygtet, regeringen væltet, og bolsjevikkerne er enerådende. Alt er forvirring. Butikker, banker, ministerier, generalstaben, alt er lukket. Hvad skal det hele blive til? Ingen ved noget. Det har været interessante dage at opleve, men jeg vil ikke skrive mere om det i dag. I skal få et udførligt referat næste gang. Jeg er vældig træt ovenpå de sidste dages begivenheder. Natten mellem onsdag og torsdag kom vi først i seng ved et-tiden, og sov omtrent ikke resten af natten for skydning. Og i går holdt vi fødselsdag for Haagensen, og dansede til kl. to
265 Weil 1993, 349. Axel Nørgaard til UM, 6. november 1917: “Jeg benytter lejligheden til at meddele, at der i den senere tid også har vist sig at være forbundet store vanskeligheder med at få de igennem Stockholm rejsende Ruslands kurerers pas viseret. De fleste har måttet opholde sig flere dage (indtil en uge) i Stockholm i den anledning”. RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 266 Weil 1993, 349. 267 Weil 1993, 349. 268 Lenins manifest, 25. oktober 1917: ”Til Ruslands borgere! Den provisoriske regering er styrtet. Statsmagten er overgået til Petrograds arbejder- og soldatersovjets militære revolutionskomité, som står i spidsen for Petrograds proletariat og garnison. ›Den sag, som folket har kæmpet for: øjeblikkeligt forslag om demokratisk fred, afskaffelse af godsejernes ejendomsret til jorden, arbejderkontrol med produktionen, skabelse af en sovjetregering - den sag er sikret. Leve arbejdernes, soldaternes og bøndernes revolution!” 269 Smolnij Institut, bygget 1806-1808, ud til Nevaen i Petrograd. Lenin valgte bygningen som hovedkvarter under oktober/november- revolutionen 1917. Smolnij Institut var regeringsbygning, indtil regeringen flyttede til Kreml, Moskva. 270 Weil 1993, 349-50. 78 nu bliver det ikke til mere i dag. Blot en kærlig hilsen til alle, og I skal altså ikke være urolige. Jeg har det godt. Esther.
*Eduard Saltoft. Smolnij Institut. Petrograd. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: på gaderne under oktober/november revolutionen. Kerenskijs flugt, arrestationen af regeringen, bolsjevikkernes magtovertagelse, Vinterpaladsets fald.
<42> Petrograd, 13. november/31. oktober 1917 Kære mor, ja, så er vi nu igen lige midt i det. Så blev det alligevel til noget den 25. oktober, og jeg har dog ellers forsvoret at tro på russernes datoer. Vi var mødt tidligt på kontoret den dag, kl. ti, én time tidligere på grund af lyset. Dagen i forvejen havde der jo intet lys været før ved syvtiden om aftenen. Og da det er halvmørkt allerede kl. fem
271 Weil 1993, 350-51. 272 Krydseren Aurora med sine tre høje skorstene ligger i dag som museumsskib ved Nevakajen. 273 Weil 1993, 351. 274 Scavenius til UM, 2. august 1918: “I anledning af hos følgende sag, hvori grev Danneskiold-Samsøe beskylder kaptajn Cramer for at have forvansket et telegram, skal gesandtskabet udtale følgende: Da grev Danneskiold for anden gang, vistnok i november 1917, uden forud indhentet orlov havde forladt sin post i Kazan, og indfandt sig i Petrograd, som han sagde på grund af svagelighed, blev det af undertegnede betydet ham, at han agtedes indstillet til afgang [...] Jeg bestemte straks ved telegrammets modtagelse ikke at ville beholde ham”, og “skal dog endnu ikke tilbageholde en bemærkning angående den omstændighed, at greven uden bemyndigelse af rette vedkommende fra gesandtskabets arkiv har borttaget en koncept, skrevet med kaptajnens håndskrift”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/26, (lbn. 3-269). 275 Weil 1993, 351. 80 tik-tak, underlige tørre knald, der kom så hurtigt efter hinanden at man knapt kunne skelne hvert enkelt skud. Nu og da var der stilstand i nogen tid, men så tog det igen fat med fornyet kraft. Ved halvellevetiden gik Danneskiold. Han boede på hotel, så han skulle lige ud i det. Den næste morgen hørte vi dog, at han var blevet og havde overnattet på ambassaden. Vi kunne ikke beslutte os til at gå i seng. Med pelse på, for det var rasende koldt, sad vi ved de åbne vinduer, og lyttede efter skydningen. Pludselig et mægtigt bulder. Nu begyndte kanonerne fra Aurora at tordne løs. Det var forfærdelig uhyggeligt at høre på, og endnu uhyggeligere at tænke på, hvad der vel nu foregik ude i byen. Himlen oplystes nu og da af stærke glimt, men om det kom fra kanonerne, når de blev skudt af, eller hvad det var, det har vi ikke kunnet få oplyst. Kl. et
276 Esther ser Vinterpaladset dagen efter angrebet. Hun observerer hverken lig eller synderlig uorden. Andre kilder beretter om en fredelig overtagelse af Vinterpaladset, der var ringe bevogtet. Alfred William Fortescue Knox, 1870-1964, overværede bolsjevikkernes overtagelse af Vinterpaladset, 25. oktober/7. november 1917. Han publicerede 1921 sine erindringer: With the Russian Army 1914- 17. 277 Weil 1993, 351-52. 81
Magdalene, for at vi ikke skulle komme til kort med vores egen, som vi bruger til hverdag. Det var nogle mægtige fade af mad, vi efterhånden fik fabrikeret, og det så virkelig nydeligt ud, det hele, da det var færdigt. Det hele var anbragt på to borde i dagligstuen, og i et hjørne stod der endnu et bord med vinglas, vin og skåle med æbler, nødder, brændte mandler. Jeg ville ønske, I kunne have set det hele. Lejligheden er virkelig imponerende, når den er i festdragt. Ild i kaminerne, blomster overalt, og det elektriske lys tændt i vores fire saloner på rad. Vi var seksten i alt. Foruden de her fra ambassaden, kun Broch og en af hans venner. De var inviteret til kl. halv ni. Da vi var færdige med arrangementet, og skulle til at klæde os om, var jeg så træt, at jeg i grunden havde mest lyst til at gå i seng. Det var vi for resten alle sammen, da vi jo havde været oppe det meste af den foregående nat. Jeg havde hele dagen igennem haft mest lyst til at aflyse det hele. Jeg tror også nok Smith og Andersen var af samme mening, men Haagensen havde glædet sig sådan, havde været meget optaget af det, og var åbenbart ikke rigtig glad ved tanken om at skulle opgive det. Nu havde hun jo også købt ind i lange baner, og det løber jo forfærdeligt op, selvom det er i al tarvelighed, når æbler for eksempel koster firs kopek stykket. Under et hundrede rubler kostede den aften hende ikke. Det hele gik udmærket.278 Vore gæster befandt sig godt, og blev mætte. Vores træthed fortog sig lidt efter lidt. Smith sang, og vi dansede, som jeg før har skrevet til ved to-tre tiden om morgenen, hvorefter vi ryddede alt til side, inden vi gik i seng. Om fredagen havde vi jo ikke så lidt tømmermænd ovenpå disse sidste to anstrengende dage og nætter. Det var desværre kurerdag, hvor der jo altid er mere at gøre, men hvordan skulle kureren komme af sted, uorden og forvirring overalt. Broch gik selv op med passet i UM. Der var ingen at få i tale. Hele personalet stod opstillet på rad. De var ved at indgive deres begæring om afsked. Han så Trotskij, en rigtig bolsjevik type med stort sort flagrende hår, men at få ham i tale var selvfølgelig umuligt. Vi bestemte os så til at lade vores kurer rejse uden at få pas viseret. Han skulle så se at komme over grænsen i den almindelige forvirring. Han slap igennem. Vi har haft telegram fra ham fra Tornio, så jeg håber, I har fået mit brev, jeg sendte med ham. Alle ministerier, og i det hele taget alle offentlige institutioner var lukkede om fredagen, og det er de endnu. Blot teatrene spillede, men i søndags havde de også lukket. Og nu bliver de vist ikke åbnede foreløbigt, men jeg kan heller ikke tænke mig, at der er nogen, der har lyst til at gå i teateret.279 Jeg var inviteret i Mariinskij fredag aften med en af Ottos bekendte, men sagde nej. For det første, fordi jeg ikke havde lyst til at gå, for det andet, fordi jeg var dødtræt, og for det tredje, fordi jeg ikke kan holde ud at have noget med det menneske at gøre. Det er nemlig det værste skvalderhoved, jeg endnu har været ude for. Den 16. november/3. november. Blot et par ord i flyvende hast. Vi skulle have sendt kurer af sted i overmorgen, søndag, så jeg ville have fuldendt mit brev i eftermiddag, men han kommer ikke til at gå, så nu må I nøjes med dette, der går med den svenske kurer, der rejser i morgen tidlig. Her er mere forvirring og uorden end nogensinde. Eja rejste i går sammen med otte andre danske. Hun forsøgte at rejse i forgårs på et stempel fra kommissariatet, hvilket var blevet sagt, var tilstrækkeligt, men blev sendt tilbage fra Beloostrov. Derefter fik vi at vide, at passene skulle viseres af byrådet, hvilket de også blev, og i går morges drog så en kavalkade på otte danske, deriblandt Eja, ledsaget af Broch, til Beloostrov. Der kom de igennem uden besvær, så vi håbede jo også, de skulle få lov at passere Tornio. Men efter de oplysninger, vi har fået i dag, ser det komplet håbløst ud, og vi venter at se dem alle her igen i morgen aften. Jeg tager selvfølgelig ud og henter Eja. Det er jo forfærdeligt for hende, dette her. Broch og flere andre tager med derud. Den norske legationssekretær har nemlig været her nu til morgen, og oplyst os om at alle de norske, der var rejst med byrådets visering, end også deres kurer var kommet tilbage i går aftes fra Tornio. Der blev sagt deroppe, at byrådets visering ikke duede, og at man kun ville slippe diplomater og diplomatiske kurerer igennem. Følgelig bliver vor kurer også sendt tilbage. Han rejste samtidig med Eja, og ingen af vores breve når frem. I dag er der generalstrejke på de finske jernbaner. Tre danske ingeniører forsøgte at rejse i morges, men blev vist tilbage. Der gik kun krigstog, og man skulle have
278 Weil 1993, 352. 279 Weil 1993, 352. 82 tilladelse fra bolsjevikkernes hovedkvarter i Smolnij Institut for at komme ud af landet, og få lov til at benytte krigstogene. De tog straks derud, men derude var der ingen, der vidste besked om noget. Langt om længe fik de dog arbejder- og soldaterrådets stempel og påtegning på, og nu forsøger de at rejse i morgen, men efter min mening er der al mulig sandsynlighed for at de bliver returneret fra Tornio.280 Broch er taget ud i Smolnij Institut for at forhandle med dem der angående vore pas. Blot der nu må komme en ordning på det. Underret Ejas forældre om at hun har det godt, og at de ikke skal være ængstelige for hende. Hun bor selvfølgelig stadig hos mig, og vi gør, hvad vi kan for at holde modet oppe hos hende. Det er nu ikke så svært, for hun tager det storartet. Det må ikke være morsomt, når man ikke har været hjemme i over to år, så at blive opholdt så længe på hjemvejen. I må endelig ikke være ængstelige for mig. Det hele herovre er ikke nær så slemt som det sikkert er udmalet i de danske aviser. Vi har det alle sammen udmærket, og vi skal såmænd nok hytte os. Dette har fået lov sammen med vor officielle post at gå med en svensk diplomat, der rejser som kurer i morgen. Da ingen af de andre får breve med, og da deres pårørende sikkert er ængstelige over ikke at høre fra dem så længe - de breve, de sendte med kureren i går, kommer jo heller ikke frem - ville jeg bede dig sørge for, at der blev ringet til Haagensens familie, Smiths familie (konsul Smith, Holbæk), og Andersens søster, der hedder Brinkmann, og bor i Hellerup, eller Charlottenlund. En bedre adresse kender jeg ikke. Telefonen virker ikke, og posten skal gå om et kvarter til det svenske gesandtskab, så I må se om …281 kan finde. Det skal blot meddeles de … at Smith, Haagensen og Andersen … bedste velgående. Ja, Krebses taler I … og fremmest med. Hils dem mange gange fra mig, og sig dem, at jeg nok skal gøre alt, hvad jeg kan for Eja. Telegrafforbindelsen blev i forgårs nat afbrudt mellem Petrograd, og udlandet. Endnu i dag er den ikke begyndt at virke igen.282 Jeg sender et par ord med til Otto, der skal ud til ham sammen med buketten. Hils ham mange gange. Jeg får ikke tid at skrive noget ordentligt brev til ham. Jeg er midt i et, men det ligger i Chaykovskogo. Hils alle venner og bekendte fra mig. Bring først og fremmest alle på den kære gamle kvist mine kærligste hilsener. De er alle ofte i mine tanker, ligeledes Karen, Gunnar og børnene, faster Ida og tante Caro. De kærligste hilsener til dig og far fra Esther. Der er endnu ikke kommet kurer fra Danmark. Nu er det snart fjorten dage siden, den sidste kom.283
*Vinterpaladset, ca. 1900. KB 107, quarto
#Resume: nervøs stemning i St. Petersborg. Vagt ved ambassaden.
<43> Petrograd, 13. november/31. oktober 1917 Kære lille mor, ja, mit lange brev om de sidste dages interessante begivenheder når ikke at komme af sted før på lørdag. Her har været så forfærdelig meget arbejde i de sidste dage på kontoret med at udstede nye pas til folk, hvis oprindelige pas ligger i generalstaben, der stadig er lukket. Eja forsøger at komme ud af landet i morgen sammen med syv andre, der ligesom hende har siddet her i længere tid uden at kunne få udrejsetilladelse. Vi har givet dem alle sammen nye pas og hver især to skrivelser med, en til grænsevagten i Beloostrov (den finsk russiske grænsestation), og en til grænsevagten i Tornio om at de er gesandtskabet bekendte, og at vi garanterer for dem, og beder om, at det må tillades dem at passere. Der menes, at de vil kunne slippe ud nu, når de skynder sig, og benytter sig af den almindelige forvirring og uorden, der hersker i øjeblikket. Blot det nu må lykkes, og de ikke bliver sendt tilbage fra Tornio. Jeg er fuldt forberedt på at se Eja igen, og hun er også selv klar over at der er mest chance for at hun bliver sendt tilbage. Men nu forsøger vi. Hvor ville jeg ønske, hun ville komme igennem, for det er ikke morsomt for hende i længden at sidde fast heroppe. Det er jo meget interessant for hende, at hun har oplevet de sidste dages uroligheder, men jeg tror
280 Weil 1993, 352-53. 281 Lakuner i teksten, grundet hul i brevpapiret. 282 Weil 1993, 353. 283 Weil 1993, 353. 83 ellers, at hun har fået nok af Petrograd i øjeblikket. Byen er for resten forholdsvis rolig. Der hersker blot en meget nervøs stemning. Hvad skal det hele dog blive til? Jeg er bange for at de danske aviser, især Politiken, har udmalet begivenhederne herovre alt for kraftigt. Det plejer den jo at gøre. Det hele er ikke halvt så slemt, som det ser ud til i den. Desuden holder vi os jo så vidt muligt inde, og går i alt fald aldrig ud om aftenen. Porten er bevogtet af soldater, og låst hele dagen. Ambassaden er formelig i belejringstilstand. Der holdes vagt dag og nat, ikke alene af soldaterne, men også af de unge fyre her på kontorerne. De har fået udleveret geværer, og skiftes til at holde vagt.284 I må endelig ikke være urolige, hvad I så end læser og hører. Vi hytter os nok. Vi er alle sammen fuldkommen rolige. Det er ikke alene hos os, der holdes vagt. I ethvert hus er der vagt hver nat. Det er tvungent at hvert voksent menneske skal have vagt gennemsnitligt fire timer om ugen. Er det ikke sørgeligt med Kerenskij? I kan da ikke længere beundre ham så vildt. Jeg er allerede for længe siden blevet skuffet af ham. Det første grundstød jeg fik, var da han svigtede Kornilov. Han er også faktisk færdig herovre nu. Man kan ikke sådan spille under dække med den ene og den anden. Der kommer engang, hvor man må tage sit parti.285 Hils Lis, og tak hende for brevet. Hun skal få svar, når jeg får tid. Jeres lækre middag får min tunge til at løbe i vand. I skulle se min kimono fra ingeniør Martens. Den er en af verdens syv vidundere. Den trodser al beskrivelse. Hvidt svært crêpe de chine, foret med hvid silke og broderet med roser. Den er aldeles pragtfuld. Nå, nu ikke mere i aften. Tusind kærlige hilsener til alle fra Esther.
#Resume: telegrafforbindelsen med udlandet er afbrudt. Ottos fyrre års fødselsdag.
<44> Petrograd, 14. november/1. november 1917 Kære lille mor, blot en kærlig hilsen til alle. I må endelig ikke være urolige. Det er ikke så slemt det hele som det måske ser ud til i øjeblikket. Kureren kom ikke af sted i dag, men vi håber at få ham af sted i morgen. Eja rejste i morges, men måtte vende tilbage fra Beloostrov for anden gang. I morgen tænker jeg dog, hun skal komme af sted for alvor. Den telegrafiske forbindelse med udlandet er afbrudt, så vi håber alle, at denne kurer når igennem, at alle I derhjemme dog kan høre lidt fra os.286 Jeg kom i seng kl. to i nat, da jeg jo skrev brev både til dig og Otto. I morges var jeg oppe kl. seks for at følge Eja på banegården, så efter en anstrengende dag på kontoret er jeg jo lidt træt, og går nu hjem for at hvile mig, og ruste mig til i morgen, hvor turen atter går til Finlandsbanegården. Mange kærlige hilsener til alle, flest til dig og far fra Esther. Jeg længes snart efter at høre hjemmefra. Vores kurer sidder nu ugevis i Stockholm.287 Kunne du ikke på en eller anden fiks måde få at vide, når det er Ottos fødselsdag.288 Jeg ved, det er sidst i november, men kan ikke huske, hvornår. Han skal have en buket blomster, der har vasket sig. Helst roser. Ikke krysantemum, for det er så almindeligt på denne årstid, og buketten skal sendes ud til ham om morgenen tidligt. Ja, meget tidligt, ikke senere end otte. Helst halv otte. Budet kan jo blive ekstra betalt for det. Jeg sender en lykønskning til ham, til dig på lørdag. Men er fødselsdagen inden den kommer dig i hænde, må du endelig alligevel sende blomsterne. Han fylder fyrre, og det er for resten lige meget, hvad han fyldte. Han skulle under alle omstændigheder have blomster. Han har gjort så meget for mig, mens han var herovre. Du må endelig besørge dette for mig, så skal jeg forsøge at lade være med at plage dig mere. Det er udmærket med faster Anna og Thora. Hils dem kærligst begge to fra mig. Jeg har endnu ikke nået at skrive det kort til faster Anna, og nu må jeg vist hellere lade være. Nu er det nok for sent. Kærlig hilsen, lille mor, dit mellembarn.
284 Weil 1993, 350. 285 Weil 1993, 350. 286 Weil 1993, 350. 287 Sagen om kurerer der opholdes i Stockholm “Russisk pasvisering i Stockholm” i december 1917 ses på RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 288 Otto (f. 1877) blev 40 år i 1917. 84
#Resume: rygter om revolter mellem bolsjevikker og kosakker. Uro på gesandtskabet. Beskrivelse af den østrigske ambassade. Esther havner i krydsild i St. Petersborgs gader. Bolsjevikkerne har overtaget kontrollen over byens infrastruktur. Kerenskijs nederlag. De fire hjorte er plaget af væggelus.
<45> Petrograd, 17. november/4. november 1917 Kære lille mor, ja, jeg vil så gå videre i skildringen af de sidste dages begivenheder. Fredag, den niende, forløb roligt. Alt var stadigt lukket. Det sagdes, at Kerenskij gik mod byen, støttet af kosaktropper, og at han allerede stod i Pavlovsk. Ministerierne og alle offentlige institutioner var stadig ude af virksomhed, men på gaderne var der ikke tegn til større revolter. Lørdag fortalte Broch, at han om morgenen, da han gik til gesandtskabet, havde mødt en skare på fire, fem tusind bolsjevikker, der bevæbnet til tænderne var på vej ud af byen for at tage kampen op med Kerenskij og hans tropper. Med dem gik deres kvinder som Røde Kors søstre med hvide papirs bind om armen bemalet med røde kors. Det må have været et meget ejendommeligt syn, og temmelig uhyggeligt. Jeg ved i alt fald ikke noget, der kan sådan få en til at gyse som at se større antal i samlet trop af disse civile bødler og banditter med gevær i arm og lange patronbælter, der fra livet går helt op omkring halsen. Lørdagen forløb ellers roligt nu, og da fik vi telefonmeldinger om at nu var der blevet skudt på Nevskij, og at nu var der blevet stukket et par mennesker ned, nu i denne, nu i hin kant af byen. Desuden mentes der at stå et større slag mellem bolsjevikkerne og kosakkerne mellem Pavlovsk og Tsarskoje Selo. Jeg var temmelig længe på kontoret den aften, og fulgtes hjem med Nordlien langs Nevaen. Der var alt roligt. I Chaykovskogo var der derimod stor opstandelse. Jeg var knapt kommet ind i porten, før jeg blev antastet af et par forvildede damer: frk. Uldall, og frk. Munck,289 og en kaptajn Brun,290 der var kommet herover som vor delegerede. Han skal inspicere fangelejrene i Tasjkent,291 men har endnu ikke fået sin autorisation, og før han har den i lommen, kan han ikke komme af sted.292 Desværre, for han er nemlig ikke til at holde ud i længden. Han ligner en stor Grand Danois, og da han intet som helst har at bestille får han tiden til at gå med at blande sig i alle mulige andre menneskers sager, der aldeles ikke kommer ham ved. Han er forfærdelig irriterende. Altså: damerne med kaptajn Brun i spidsen var lige ved at gå ud af deres gode skind af ophidselse. Der skulle organiseres et forsvar af ambassaden. Det sagdes at den røde garde var slået på flugt af Kerenskijs tropper, og at de i løbet af natten ville myldre ind i byen, og røve og plyndre, støttet af proletariatet på Vyborg siden, der allerede myldrede over broerne. Dette sidste passede i alt fald ikke. Det kunne jeg svare for. Hvad der selvfølgelig forhøjede ophidselsen, var at kammerherren og kammerherreinden,293 der begge var kommet ned i Chaykovskogo tidligt på eftermiddagen havde bestemt sig til at blive der foreløbigt, da kammerherreinden var bange for under de forhåndenværende forhold at bo i Millionnaja. Det er jo ret forståeligt, da Millionnaja nu engang er en udsat
289 Camilla Munck blev ansat den 23. juli 1917 midlertidigt som skriver ved afdeling B. Hun ansøgte dem 2. juli 1917 på UMs opfordring efter forudgående ansøgning af den 4. maj 1917. Hun blev således ansat i anden runde. Munck var f. 15. april 1895 i Libau, Letland. Hun var datter af stationsbestyrer Henrik Munck ved Store Nordiske Telegrafselskab. I København studerede hun slaviske sprog og beherskede russisk i tale og på skrift. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/52, (lbn. 3-270). Magnus Davidsen skrev til sin hustru Anna fra Tornio, 13. august 1917: ”Frk. Munck er en 22-årig dame, student, lærerinde, sypigeagtig: uf! Hendes billede viser hvor højtideligt hun tager tanken om at skulle til Petrograd. Hun studerer russisk og på den konto søger hun til Petrograd”. Davidsens breve er i privateje. 290 Alf Harald Brun, 1866-1932, kaptajn. Brun blev, august 1917, ansat for et halvt år som rejsende delegeret ved afdeling B, fra den 1. oktober 1917. Han rejste den 3. oktober fra København over Malmø, Stockholm og Haparanda, hvorfra han den 10. oktober ankom til St. Petersborg. Brun 1930, 11. KB: portrætregistranten. På Bruns personalesag ligger hans beretning om tab af bagage i forbindelse med sin arrestation, juni 1919. Brun beretter ved rapport af 13. september 1919: “I fortsættelse af min rapport over min virksomhed i gesandtskabets tjeneste fra oktober 1917 til august 1919 tillader jeg mig at indberette, at såvel min private bagage som også mine arkivalier er forblevne i Petrograd, og må anses for tabte (plyndrede) [...] Jeg blev arresteret, og ført til Moskva den 5. juni 1919, og måtte kun medføre håndbagage”. Gesandtskabet til UM, 20. september 1919: “Da kaptajn Brun blev arresteret i Petrograd og ført til Moskva, har han ingen mulighed haft for at medtage sin i Petrograd værende bagage, der blandt andet indeholdt hele hans personlige garderobe”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/2, (lbn. 3-267). 291 Tasjkent er en by i Usbekistan. 292 Weil 1993, 353. 293 Anna Sofie Scavenius, hustru til Harald Scavenius. Prinsesse Paley og Anna Sofie Scavenius har rosende beskrevet hinanden (Paley 1924, 246. Scavenius 1960). 85 gade, og det selvfølgelig ikke er særligt hyggeligt at overnatte der, når der ligger en krydser lige udenfor, der hvert øjeblik kan give sig til at udspy kugler. I kaptajn Cramers fraværelse (kaptajn Cramer var ude i byen og forhandle med bolsjevikkerne) gjorde kaptajn Brun sig selv til øverstkommanderende. Ved kammerherreindens hjælp fik han fat i otte polske soldater,294 hvilke senere har vist sig at være junkere295 alle som en, der har revet distinktionerne af, da de ikke mere tør vise sig med dem på gaden. Desuden fik alle de unge mennesker udleveret bøsser. Ammunition havde de selv indkøbt i dagens løb. Masser af patroner og dum-dum kugler. De skulle holde vagt skiftevis natten igennem sammen med soldaterne. Situationen var jo alvorlig nok, men på den måde kaptajn Brun tog det, blev det hele til en farce. Han gik rundt med ludende hoved som om det var for tungt at bære, og talte i en tone som om vi alle sammen allerede var skudt. Vagtstuen kaldte han for Fortet, og han havde givet ordrer til at der i porten skulle laves barrikader af brænde, hvilket kaptajn Cramer dog fik forpurret, da han endelig langt om længe kom hjem med tre sikkerhedsbeviser fra bolsjevikkerne, der skulle beskærme vores liv og ejendom mod overfald. Et for Millionnaja, seksten, et for Millionnaja, elleve, hvor kammerherren bor, og et for Chaykovskogo, ti: den østrigske ambassade. Det var ikke for det, der var ingen af os, der skænkede disse sikkerhedsbeviser megen tiltro, men nu var Cramer så glad for dem, så vi forstyrrede ham ikke i hans glæde. Han havde desuden skaffet otte bolsjeviksoldater til at bevogte porten. De kom lige ude fra Smolnij Institut, og så farlige ud. Han og Brun var lige ved at komme op at skændes om, hvilke soldater, der var de bedste, og hvilke vi skulle beholde, og hvilke, der skulle sendes bort. Begge parter kunne vi selvfølgelig ikke lade blive hos os, da de så morderlig surt til hinanden, og det jo blot ville ende med at de indbyrdes kom op at slås. Nå, den første nat var vi jo nødt til at beholde dem, men søndag formiddag blev så bolsjevikkerne sendt bort. Polakkerne blev nemlig protegerede af kammerherreinden. Jeg tror såmænd også, det er det fornuftigste at vi har beholdt disse, hvis man i det hele taget kan tale om fornuft i denne forbindelse, for bolsjevikkerne ville da straks gå over til angriberne. På den anden side er det vel ikke så heldigt, hvis det bliver bekendt at vi har junkere hos os, da bolsjevikkerne jo er mere end onde på disse. Vi tilbragte en stor del af aftenen i gården for at betragte forberedelserne til forsvaret.296 Jeg vil forsøge at beskrive det bygningskompleks som den østrigske ambassade i virkeligheden er. Først kommer man ind igennem en port ind i den første gård, derefter igennem port nummer to ind i en temmelig stor gård, der i øjeblikket er fuld af brænde. I denne gård på venstre hånd er opgangen til de lejligheder, hvor alle legationsmedlemmer bor. Går man videre, kommer man igennem port nummer tre ind i gård nummer tre, baggården, hvor der også ligger brænde. I baggården blev der holdt vagt, og i porten. Vagtstuen ligger i port nummer to. Der tilbragte de fleste af de unge mennesker den første nat med at spille kort. De fandt det hele uhyre interessant. Der er ingen, der kommer ind ad porten, hverken ved dag eller ved nat, uden at de giver en fyldestgørende forklaring om, hvorfra de kommer, og hvem de skal besøge. Kommer nogen sent om aftenen, bliver de af en soldat ledsaget op til den, de har angivet at ville tale med. Det går meget strengt, men som jeg før har skrevet. Der er ikke et hus i Petrograd, hvor der ikke er vagt. Husbeboerne i hvert hus har sluttet sig sammen, og bestemt skiftevis at ville stå vagt. Lørdag var jeg først forfærdet ved tanken om at skulle have kammerherren og kammerherreinden til middag, især da vi jo aldrig plejer at få middag om lørdagen, men blot kold skinke med kold kartoffelsalat om aftenen, og det kan være svært nok at skaffe mad til os selv. Nå, de sendte heldigvis bud efter deres kok, som lavede mad til dem. Da vi havde spist lørdag aften, gik vi ganske roligt i seng uden at være særlig hverken bange eller nervøse, og der skete jo heller ikke noget i løbet af natten. Den næste dag, da vi kom ned til middag kl. et
294 ”Harald Scavenius, vor gesandt, der nu havde afløst Rosenørn-Lehn, var romersk-katolsk, og han havde allerede derfor meget god forbindelse med polakkerne i Petrograd og deres biskop. Og de havde stillet et detachement af polske soldater til hans rådighed, så vi havde således forstærkninger i selve bygningen”. Lannung 1978, 41. 295 Junker: officersaspirant. 296 Weil 1993, 354. 86 mennesker til, og desuden er der absolut ikke plads i spisestuen til flere end vi er i øjeblikket. Der er både knebent med plads, og service. Nå, det viste sig dog, at det ikke passede. Jeg forhørte mig selv hos kammerherreinden, og hun sagde, at kokken ville komme ned, og lave mad til dem som den foregående dag, hvilket jeg også fandt, var det mest passende. Hverken kammerherren eller kammerherreinden er særlig afholdte. Det menes i almindelighed at de nok kunne vise lidt mere interesse for alle os unge danske, der er kommet herop. Jeg ville oprigtig talt heller ikke have syntes at det havde været for meget, om kammerherreinden havde ladet sig præsentere for damerne, og om hun havde haft interesse af at se hvordan vi boede. Nå, men det brød hun sig altså ikke om, og der var almindelig tilfredshed over hele linjen, da kammerherren og kammerherreinden flyttede hjem igen om mandagen. Søndag eftermiddag var Haagensen og jeg på ekspedition i byen med fire af herrerne. Andersen og Eja skulle også have været med, men de havde ikke gidet vente på os, og var gået ud for sig selv. Vi gik ned af Liteinij til Nevskij, og derfra ned af Nevskij, retning mod Nevaen. Arkivisten,297 vores kælenavn til arkivaren, en morderlig flink fyr, og jeg gik i forvejen. Vi havde omtrent nået en kanal, der hedder Moika, og hvor der var en større sammenstimlen af mennesker, da der begyndte at blive skudt på Moikaen. Alle folk tog benene på nakken, og styrtede op af Nevskij. Vi selvfølgelig også. Haagensen og Amundsen i forvejen, så jeg. Og da skydningen holdt op, og jeg skulle til at se mig om efter arkivisten, stod han ganske roligt på det sted, hvorfra jeg var begyndt at løbe. Jeg vil aldrig glemme den fornemmelse, da de begyndte at skyde. Jeg ville løbe, men følte mig alligevel så svag i knæene, så jeg syntes, det var en større anstrengelse for hver gang, jeg flyttede foden, og dog kom jeg af sted, og det i en fart. Det var jo søndag, og alle butikker var lukkede, så der var ikke et eneste sted, man kunne løbe ind og gemme sig. Jeg har aldrig før sådan prøvet at være lige midt i det på gaden. I sommer overværede jeg jo kun skydningen fra vinduerne i gesandtskabet, og her hjemme fra Chaykovskogo. Og jeg vil sige, jeg vover mig ikke mere ud i det. Jeg har fået nok. Da de holdt op at skyde, gik jeg hen til arkivisten igen. Han ville videre. Nå, og jeg ville ikke vise mig som nogen kujon, så jeg slog følge. Næppe havde vi gået to skridt, før der faldt et skud lige ved siden af os. Nu havde selv arkivisten fået nok, og vi trak os skyndsomt tilbage om et hjørne, ned ad en mere rolig sidegade, hvor vi traf de andre. Vi skulle så se at komme hjem, men det lod til at være meget vanskeligt. Vi var gået ned til Nevaen, og var nået hen til Marsmarken, som vi ville passere, men her blev vi standset, først på et sted nede ved Nevaen, og så højere oppe. Ingen måtte passere. Der var opstillet maskingeværer. Endelig nåede vi ad mange omveje hjem. Haagensen og jeg var mere end trætte, dels af sindsbevægelse, og dels af den megen traven. Mandag formiddag hørte vi om alle de rædsler, der var blevet udspillet nede på Morskaya, en sidegade til Nevskij, den næste efter Moika. Bolsjevikkerne havde taget en telefonstation, der blev forsvaret af junkere. Der skal være blevet dræbt ca. et par hundrede junkere ved den lejlighed. Ja, det er ikke morsomt at være junker for tiden. Nu og da hører man, at der er en, der er blevet stukket ned ved højlys dag. Midt, mens han har gået ganske fredeligt og roligt på gaden. Stukket ned, og kastet i en af kanalerne. Er det ikke forfærdeligt? De stakkels junkere. I Moskva er det jo gået endnu værre til end her, selvom det antageligt nok ikke er så slemt
297 Archiviste de la legation de Danemark: Edelhard Hedborn-Pedersen ansøgte den 1. maj 1917 UM om en position ved Petersborg- gesandtskabet. Han er seksogtyve år, juridisk kandidat 1915, militærfri og ansat som assistent i Københavns magistrat. “Grunden til, at jeg kunne ønske at opgive min nuværende stilling, er den, at jeg havde lyst til at prøve, hvad en ung driftig mand kunne opnå i et fremmed land”. Posten som arkivar ved afdeling B gik først til Linvald, der rejste til St. Petersborg for gennem tre måneder indtil 1. august 1917 at opbygge arkivet. Derefter overtoges jobbet af den rejselystne Hedborn, der rejste mod St. Petersborg i august 1917. Fem måneder senere bad Hedborn om afsked, da han “ønskede snarest muligt at fratræde sin stilling” per 1. januar/14. januar 1918. Han rejste til Danmark i januar 1918. RA: UM, jr. nr. 3. G. 114a, (lbn. 3-181). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/62, (lbn. 3-271). I 1923 oplyste Hedborn til UM: “Jeg er født den 29. marts 1891 og juridisk kandidat 1915. Jeg har været ansat i Københavns magistrat fra 1907 til 1917, siden 1915 som juridisk assistent. I årene 1917 til 1918 havde jeg midlertidig ansættelse i det høje ministerium, dels ved legationen i Petrograd, dels her i København. I oktober 1918 trådte jeg ind i Det Transatlantiske Kompagni, hvor jeg forblev indtil 1922”, og til UM 1921: “Siden november 1918 har jeg været underdirektør i Det Transatlantiske Kompagnis datterselskab i Barcelona”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 114a, (lbn. 3-181). Hedborn fratrådte, januar 1918, efter eget ønske og med anbefaling sin stilling som arkivar ved afdeling B for en plads ved Det Transatlantiske Kompagni. “Det oplyses, at den pågældende er dygtig, påpasselig og hurtig. At hans ydre ikke er særlig godt, at han er gift med en russerinde, og at han tidligere har arbejdet i gesandtskabet i Petrograd, afdeling B”. UM, Memorandum, 14. februar 1921. RA: UM, jr. nr. 3. G. 114a, (lbn. 3-181). 87 som det står i bladene her i Petrograd, og som det vel også står i bladene hjemme. Kreml er ikke skudt sønder og sammen. Der er kun skudt et tårn ned, men byen skal jo ellers være slemt hærget. Jeg har lige i dag talt med et menneske, der kom dernede fra, og han sagde, at det i de første dage var forfærdeligt. Der blev skudt på privatfolk, så snart de viste sig på gaden, så snart de kom ud ad deres gadedør. Nu er alt jo tilsyneladende roligt i Moskva, og byen i bolsjevikkernes hænder. Kerenskij er færdig. Han kommer aldrig op mere. Gud ved, hvor han i grunden er? Men det er jo kun, hvad man har ventet, siden han svigtede Kornilov. Havde han da overvundet sin personlige forfængelighed, havde det hele set anderledes ud, nu han havde et mægtigt ansvar, men han var det ikke voksent. Hans tropper blev slået ynkeligt af bolsjevikkerne. Dels blev de slået, dels gik de over til modparten. For øjeblikket er altså bolsjevikkerne herrer, også her i byen, så længe det varer. Blot det ikke må blive af alt for lang varighed. Det siges at jernbaneforbundet, der har stor magt, har truet med at udsulte Petrograd, hvis de stridende parter ikke ville slutte fred, og se at blive enige om at danne en regering. Det er et kaos, det hele. Hvad skal det dog blive til?298 I torsdags rejste så Eja, efter om onsdagen at være blevet sendt tilbage fra Beloostrov for anden gang. Vi savner hende alle fire meget. Om onsdagen forsøgte hun at slippe ud blot med kommissariatets stempel på passet, men det var også kun et forsøg. Jeg ville have syntes, det var vildt, hvis hun virkelig var kommet igennem på det. Torsdagen rejste hun så igen med sit pas viseret af byrådet, men du kan nok begribe, det løb mig koldt ned ad ryggen, da vi fredag morgen fik bud fra den norske legation om at alle de nordmænd, der havde haft byrådets visa på deres pas var blevet sendt tilbage fra Tornio. Samtidig fik vi underretning om at der var udbrudt generalstrejke i Finland. Nu er det jo en regel at føre de tog igennem, der er afgået, inden strejken træder i kraft, men regler plejer de jo ikke at bryde sig meget om herovre, så jeg har været meget, og er endnu meget nervøs for Eja. Hvor er hun? Sidder hun fast et sted i Finland, og kan hverken komme til den ene eller den anden side, eller er hun på vej tilbage fra Tornio? Tirsdag, den 20. november/7. november. Jeg må nu antage, at Eja er kommet vel hjem, siden jeg intet som helst har hørt til hende. Blot hun dog havde telegraferet til mig. Nu er telegrafen jo åben igen. Lørdag aften var Broch på banen for at hente vores kabinetskurer grev Scheel,299 der jo i sin egenskab af attaché ved UM skulle gå lige igennem uden noget vrøvl. Troelsen var derude for at modtage Eja, hvis hun skulle vende tilbage fra Tornio, og desuden var der fem af de unge mennesker her fra ambassaden. De ville med egne øjne se hende, hvis hun virkelig skulle komme, og føre hende hjem i triumf. Jeg ville også have været derude, men da det var så koldt, og jeg var lidt forkølet, beordrede de mig alle sammen til at blive hjemme. Jeg satte mig så til at føre husholdningsregnskab, hvilket jeg blev færdig med kl. halv et. Jeg forstår din fortvivlelse til fulde over regnskab. På et tidspunkt var jeg lige ved at blive idiot. Jeg kunne aldeles ikke finde ud af det. Jeg havde nemlig betalt en hel del selv af mine egne penge, og lagt ud både for den ene og den anden. Nå, til sidst så klarede det sig heldigvis. Da jeg var færdig med regnskabet, stablede Haagensen og jeg samovar I forventning om Ejas komme. Tiden indtil den kogte, benyttede vi til at skure og skrubbe lidt i køkkenet, hvad nok kunne tiltrænges. Magdalene, der har så meget, kan selvfølgelig ikke overkomme at gøre så forfærdelig godt rent hos os, så det er sådan et halvt griseri, man lever i. Jeg ønsker mig tit Ane herover med sin skurebørste og fejekost. Haagensen og jeg har ofte planlagt en ordentlig rengøring, men hvor skal vi tage tiden fra? Nu endelig langt om længe har vi opgivet det som umuligt at nå. Da vi var færdige med at skure og skrubbe, drak vi os en varm kop te, og gik så i seng. Eja kom altså ikke den aften. Søndag blev vi lige færdige med at klæde os på til middag. Vi hader disse søndagsmiddage. Det er ikke til at holde ud hver eneste dag, også om søndagen, at skulle se på alle de samme mennesker. Andersen foretrak at blive heroppe. Jeg havde mest lyst til det samme, men gik dog alligevel ned sammen med mine lidelsesfæller, Haagensen og Smith. Der var foruden den almindelige søndagsgnavenhed halvutilpashed med at hver kun kunne få et stykke steg. Nu var det ene stykke et dejligt stort stykke kalvesteg, så jeg syntes ikke, der var nogen grund til at være utilfreds. De måtte jo i det hele taget være glad over at de
298 Weil 1993, 355. 299 Carl Scheel (f. 1876), greve. KB: portrætregistranten. Scheel rejste 11. november 1917 fra København over Stockholm og Haparanda med forsinkelse i Tornio. Han ankom til St. Petersborg den 21. november 1917. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 88 kunne få kød, og så spise kartofler for resten. Finsken havde endda haft uhyre besvær med at få så meget kød. Hun havde købt seksten pund, og konerne på torvet havde været lige ved at lynche hende, og havde råbt og skreget at hun købte ind til bourgeois, så det må jo ikke være behageligt at være udsat for det. Vejret var herligt, og om eftermiddagen gik Smith, Andersen og jeg en dejlig tur i snevejr. Da vi kom hjem, drak vi en hyggelig eftermiddagste med nybagt æblepirok til, det vil sige butterdej med æble indeni. Vi nød den ordentligt, kan du tro. Det er jo så uhyre sjældent vi får noget, der har med lækkerier at gøre. Vi havde selv købt ind til den, og finsken havde bagt den for os. Troelsen var hos os til eftermiddagste. Han ville igen om aftenen gå ud på banegården for at se efter Eja. Han er en engel. Hun var der altså ikke, så hun må jo være kommet igennem. Hun kunne nu gerne have sendt mig et telegram lige efter sin ankomst til København. Søndag aften tog vi os en bridge. Haagensen og Smith er mægtig ivrige bridgespillere. Smith tager det lige så alvorligt som far. Jeg har aldrig haft sådan en respekt for Smith som den aften. Hun var lige ved at blive helt gal på Andersen, fordi hun ikke rigtig forstod at glæde sig. Til sidst blev Andersen smidt ud, det vil sige, hun gik frivilligt, og vi tog os en tre mands bridge. Jeg er jo ikke nogen stor bridgespiller, men det gik, da jeg ikke blev kasseret af Smith. Vi skal øve os lidt nu og da, for på Smiths fødselsdag (4. december) skal vi have to bridgepartier. Oberstløjtnant Christensen og arkivisten skal inviteres. Netterstrøm og Rasmussen har vi så at sige intet at gøre med nu. De interesserer os ikke mere. Det er i dag Ottos fødselsdag, hvilket jeg først fik oplyst i lørdags ved at Emil sendte et brev ind til mig, som han bad mig sende videre til Otto til hans fødselsdag (20. november). I den anledning har jeg måttet give, at vi på en værdig måde kunne fejre onkel Otto, som mine tre tavarisjer kalder ham. Jeg har så ladet finsken bage en mandelkage, som smagte aldeles vidunderligt. Vi nød den til teen. Senere hen tog vi et lille glas madeira, hvorefter vi blev så oplivede, at vi digtede medfølgende smukke vers. Jeg håber altså nu, at Eja er vel hjemme. Det var godt, hun kom af sted om torsdagen, for ellers var hun ikke kommet ud på grund af strejken. Der går kun ganske enkelte tog, og med dem kan man kun komme, hvis man er diplomat. Om der går nogen tog den anden vej fra Tornio og nedefter er ikke til at få oplyst, men vores kabinetskurer har i alt fald ikke vist sig endnu, og det var ham, der skulle gå lige igennem. Det er en nydelig fiasko. Vi er rasende på UM, alle som en. Der er ingen mening i at sende sådan et fjols af sted, der ikke kan klare sig. Havde det været en, der var lidt fiks på fingrene, var han sikkert kommet igennem. I eftermiddag fik vi såmænd telegram om at han ville rejse tilbage til Stockholm. Er det ikke storstilet? Nu er det over fjorten dage siden vi har fået post. Det er måske meningen, at vi aldrig mere skal have noget. Den 21. november/8. november. Nu er vi igen uden telegrafforbindelse. I går gik det sidste kabel i stykker, og der er vist ingen udsigt til at det foreløbig kan blive lavet i stand. I morgen rejser Broch til Danmark. Han har desværre fået telegram at hans far er meget syg. Det er derfor, han rejser. Det er forfærdeligt at skulle undvære ham netop lige nu, hvor alt er kaos. Det gør mig meget ondt for ham. Han er en storartet flink lille fyr, en vældig god kammerat. Han ser desværre selv så syg og dårlig ud, som om han kunne pustes op. Han bliver kun hjemme en uge, og har lovet at tage med over til mig, hvad jeg trænger til. Nu udfærdiger jeg en liste, som jeg så vil bede dig besørge. Han skal også have forskellig med til de andre damer. Tænk, Smith fik julegaver og fødselsdagsgaver hjemmefra i søndags. Legationsråd Skov300 havde haft pakken med herover, men kun fra hendes forældre. Han kunne jo ikke have en hel waggon med. Jeg har vist ikke fortalt rædslen, at vi har væggelus i lange baner. Vi er aldeles overbidte. Det er ganske forfærdeligt, og hvad er der at gøre ved det? Ingenting.301 Tusind kærlige hilsener, Esther.
300 Peter Skov (Peter Christian Schou), 1883-1967, gesandt, juridisk kandidat 1907, legationssekretær i St. Petersborg 1915, den danske regerings officielle repræsentant i Rusland 1923, Skov undertegnede i London 18. juni 1924 Danmarks anerkendelse de iure af Forbundet af Sovjetrepublikker, gesandt i Moskva 1924. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten: legationsråd Skov 1917, quarto, foto 95 410. 301 Weil 1993, 355. 89
#Resume: kommissionsbrev. Fødevarer ønskes tilsendt.
<46> Petrograd, 21. november/8. november 1917 Kære lille mor, Nordlien skal have en kasse fødevarer herover, der bliver forseglet i UM. Vi fire damer har fået lov til at få noget med, og da det ellers er temmelig smalhals, er vi mere end henrykte over at kunne benytte os af lejligheden. Broch har fået en liste over alt hvad der skal købes til Nordlien. Jeg antager, han bestiller det hele et eller andet sted, og lader dem pakke kassen der. Han ved det ikke selv endnu, men det må du altså se at få at vide ved at ringe til ham, eller ved at sætte dig i forbindelse med Otto, hvem Broch ringer til. Vi har jo desværre endnu ikke telefon, men måske det kommer senere. Det elektriske lys lod jo også vente på sig. Brochs adresse er: Tagensvej 44, stuen. Telefon: Taga, 4644. Jeg har lovet Haagensen, og Smith, at du vil ringe til Haagensens familie, så snart du ved, hvor sagerne skal indleveres. Det haster nemlig, da Broch kun bliver hjemme højst en uge. Haagensens familie kan du nok finde i telefonbogen. Smiths søster hedder Karen. Hun bor på Hagemanns Kollegium. Hendes adresse er: Kristianiagade 10. Telefon: Central, 1421. Her er min liste: to dåser leverpostej. Jeg har fået en dejlig en herovre. Den var kommet fra Danmark, hvorpå der stod: Made in Denmark, Choicest Quality, Krone og Møller. En dåse hummer, en dåse sardiner, et stort stykke røget oksefilet, en dåse hjemmebagte kager, helst vaniljekranse med pebernødder i hullerne, et pund kogechokolade, en æske julelys plus lyseholdere, små japanske [japanesiske] Dannebrogsflag. Smith og Haagensens lister er noget lignende, blot lidt varierede. Ja, jeg ville for resten også vældig gerne have noget honning, og en dåse appelsinmarmelade. Undskyld al ulejligheden, men i morgen, ja, for resten både af ulejlighed, og af udgydelse. Kærlig hilsen, Esther. Broch får kun et par enkelte breve med i morgen, torsdag. Vores rigtige kurer rejser først fredag morgen. Med ham sender jeg besked om det Broch skal have herover til mig i sin private kuffert.
#Resume: kurerposten er ankommet med breve til Esther.
<47> Petrograd, 22. november/9. november 1917 Min egen kære lille mor, du kan slet ikke tænke dig, hvor glad jeg blev for dit brev (10. november). Tak for det. Jeg fik det i går. Endelig så kom da vores længselsfuldt ventede kabinetskurer,302 og det var altså blind alarm, det telegram fra UM, at han ville tage tilbage til Stockholm fra Haparanda. Vi havde jo her opgivet håbet om at få post foreløbig, så der blev almindelig glæde over hele linjen, da han kom ved to tiden, masede ind ad døren med tre kurersække. Nede på gaden holdt der et ordentligt læs af kasser og kufferter, alt sammen ting han bragte med. Vi skulle lige til at spise frokost, men det blev der jo nu ikke noget af. Vi kastede os selvfølgelig straks over sækkene, og gav os til at pakke ud. Jeg har aldrig set noget lignende til post. Det var lige ved at være lidt for meget. Før kl. fire blev vi ikke færdige med at sortere, at ordne det hele. Derefter fortsatte vi den afbrudte frokost. Der var en hel masse breve til mig, men en stor del var jo kun sådanne, der skulle sendes videre. Af rigtige ordentlige menneskebreve til mig selv var der tre. To fra Otto, og et fra dig, og det var det bedste ved det hele. Du kan slet ikke tænke dig, lille mor, hvor glad jeg blev for det. Det lettede en sten fra mit hjerte. Det har hvilt over mig som en mare, dette med bror, især i den sidste tid. Jeg vidste jo, hvad det måtte være for dig ikke at have noget livstegn fra ham i så lang tid. Desuden forestillede jeg mig alt muligt, at han måske sultede, ingen klæder havde, og boede helt alene uden kammerater på et eller andet usselt værelse, eller at han måske havde kammerater, men kun dårlige. Nu og da fik jeg den sindssvage ide, at han måske var blevet shanghajet, det vil sige, var blevet lokket til at lade sig hverve til amerikansk matros, eller soldat. Det hele forekom mig så forfærdeligt, fordi jeg nu selv så godt ved, hvad det vil sige at være alene i et fremmed land.
302 Gesandtskabet til UM, 21. november 1917: “Kabinetskureren ankommet i dag, onsdag den 21. november”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). Scheels rejser 1917-1918 som kabinetskurer for Petersborg-gesandtskabet er dokumenterede ved udførlige regnskaber over enkelte rejser, København Petrograd t/r, dels gennem Sverige, Finland over Haparanda, dels over Berlin, østfronten, Pskov. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 90
Selvom man har det godt i alle måder, så har man til syvende og sidst kun sig selv at stole på, men det hjælper jo at have tre så gode kammerater som jeg har. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville befinde mig, hvis jeg fra begyndelsen skulle have været her helt alene. Det pinte mig mere end jeg kan sige dig at tænke på, at jeg havde det så glimrende i alle måder, og han måske led nød åndeligt, og legemligt. Det er så nemt at slå sig til ro med, at han har godt af det, for mennesker, der ikke er implicerede i sagen. Jeg har mange gange netop i den sidste tid kunnet vågne om natten, aldeles svedt ved tanker på ham, og jeg har så måttet stå op og gå lidt op og ned ad gulvet for at komme til ro. Derfor vil du kunne forstå, hvor vidunderligt, det var for mig at få dit brev. Det er længe siden at jeg har følt mig så rolig, og så glad. Hvad har til syvende og sidst alt andet at sige at forholdene måske nu og da er lidt vanskelige, at alting ikke lige går efter ens hoved, at man måske kommer til at sulte lidt? Det skal ikke røre mig, eller tage på mit humør. Der skal mere til. Når blot dem man holder af, har det godt, og er lidt glade. Det var i det hele taget et vældig godt brev, dit sidste. Det glædede mig også uhyre at høre om Lis og Tonnes besøg på Toftegård. Bare man havde været med. Nu må Lis da også være glad og tilfreds. Det er så dejligt for mig, der sidder så langt borte, at tænke på at I trækker vejret nogenlunde frit derhjemme. Jeg vil sige, jeg ønsker nu og da at jeg kunne være med ved nogle af alle jeres hyggelige middage, og ikke alene for madens skyld. Ja, mine tænder løb for resten i vand, da du omtalte Mortensgåsen. Du skriver i dit forrige brev at jeg skal opgive fælleshusholdningen. Det kan jeg ikke, men jeg skal komme tilbage til det senere. I går var det det mest vidunderlige vintervejr. Jeg kørte i slæde for første gang. Det var herligt. I dag er det tøvejr, desværre. Mine søde elever fra Rybinsk er kommet til Petrograd, og bliver boende herinde foreløbigt. De har været til en fin lille te hos mig, og var som alle begejstrede for vores lejlighed. I dag skal jeg til middag hos dem. I morgen skal vi i et meget kunstnerisk lille russisk teater, og se et russisk stykke, der skal være ganske glimrende. Det har før været forbudt. Hvis vi kan få billetter, skal vi i Mariinskij lørdag aften til ballet. Mariinskij er åbnet nu igen. Smith var der i går. Der var stopfuldt. Ja, russerne er nogle underlige mennesker, og vi for resten også, men man bliver jo russificeret med tiden. I næste uge vil vi se at få billetter til Det Levende Lig,303 der går på Alexandrinskij teateret.304 Det kan blive vældig interessant at se det herovre. Nu ikke mere i dag. Blot tusind kærlige hilsener til alle, flest dog til dig og far fra Esther. Mon far aldrig vil værdige mig et par ord? De ville være mere end velkomne. PS: Jeg har lige talt med kabinetskureren, og jeg var lige ved at falde ham om halsen, da han fortalte at han i Haparanda havde truffet en frk. Krebs. Så er hun altså kommet over grænsen, og er vel hjemme, gudskelov. Det er det første, jeg har hørt om hende. Hun kunne altså gerne have telegraferet til mig. Jeg har gået her og været så mægtig nervøs for hendes skyld. Det var et enormt held, hun kom af sted den dag, ellers havde hun siddet her endnu, for nu er grænsen spærret for alle med ikke diplomatiske pas, og det blev den dagen efter, hun var rejst. Esther.
#Resume: om brødmangel og rationering. Hverdagsmad og drømme om mad. Inflationen. Vinter i St. Petersborg. Kommissioner.
<48> Petrograd, 22. november/9. november 1917 Kære mor, ja, i går aftes var jeg så træt, at jeg måtte gå i seng i stedet for at skrive. Derfor er jeg stået tidligt op nu til morgen for at få det gjort. Desværre er det i dag torsdag, og det vil på russisk sige, at vi intet lys har. Mandag lider samme skæbne, så jeg har måttet mase rundt i halvmørke ved et lille usselt stearinlys, forfærdelig pænt at se til, højrødt og snoet med guldstriber, men temmelig umuligt til den bestilling, det blev skabt til. Jeg har lige været inde i dagligstuen, og drikke te. Jeg er ikke overmæt. Alt, hvad der var af brød, var et par hårde, af varmen opkrøllede sorte, småstykker. Jeg løb ned til Magdalene for at høre om hun endnu intet brød havde fået, da jeg gerne ville smøre min mad til kontoret med det samme. Jeg traf Magdalene i gården. Nej, hun
303 Det Levende Lig: skuespil af Tolstoj, uropført 1911. Tolstoj skrev stykket i 1900, men anså det som ufuldendt. 304 Alexandrinskij: 2, Ostrovskogo Ploshad. 91 havde ikke noget brød. Therese, hendes søster, var ikke kommet hjem endnu. Hun havde stået på otjered siden kl. halvfire om morgenen. Må det ikke være forfærdeligt for dem. Det kniber svært med brød for tiden. Rationen er nu indskrænket til et kvart pund per hoved per dag, og det er meget vanskeligt at få til at slå til for os, der både skal have til morgen, frokost og aften. For de andre nede i husholdningen går det jo bedre, da de får varm frokost. Mens Eja var her, fik vi en hel del hvidt brød, men det var også kun til ære for hende. Vi har jo hidtil fået mel fra Danmark, men ikke nok, og finsken har hidtil bagt brød også til os, men nu har hun erklæret, at vi selv kan bage (jeg gad vide, hvornår det skulle være). Det er jo ikke meget elskværdigt af hende, for at bage den smule mere til os, når hun alligevel skal bage til alle de andre, kan jo ikke tage lang tid. I øjeblikket kan hun nu i det hele taget ikke bage, da gær ikke er til at opdrive, så jeg ved slet ikke, hvordan det skal gå. Så snart jeg kommer på kontoret i dag, telegraferer jeg til UM, at de skal sørge for at sende gær med den næste kurer, for dette kan jo ikke gå. Pludselig kan vi måske slet intet brød få herovre. Der har været dage, hvor vi ikke har fået noget, og hvad skal vi så gøre? I den sidste uge har vi som sagt ikke set hvidt brød. Min kontormad er ikke meget interessant. Rationen er fire stykker sort brød, to med ost, og to med honning. Jeg kender det snart, og dog er jeg mere end glad over at jeg kan få så meget, men jeg tænker alligevel nu og da med et lille suk på din lækre kontormad. Nu er honningen desværre også sluppet op. Jeg købte for atten rubler (tre pund), mens Eja var her, men den er spist nu. Jeg forsøgte i lørdags at købe et lille glas til seks og en halv rubel. Den så ret anstændig ud. Ikke den sædvanlige gode lyse, men dog nogenlunde at se til. Den er uspiselig, blot lugten, når man letter på låget, kan jage en langt bort. Og sådan er al den honning, der er til salg nu.305 Derfor var det jeg gerne ville have noget hjemmefra, hvis det kunne lade sig gøre. Ostemad alene er jo ikke spændende i længden. Nu og da har vi fået lidt leverpostej nede fra husholdningen, men det er alligevel så forsvindende. Det er ikke for det, der er absolut ingen af os fire heroppe, der klager. Det lader vi mandfolkene om. Man vidste jo, hvad det var man tog herover til, og jeg er netop tit så rasende på disse dumme fordringsfulde mandfolk, der ikke kan finde sig i forholdene, og som altid klager sig. Det er så pjaltet. Selvfølgelig har alt, hvad angår mad spørgsmålet, til syvende og sidst intet at sige for os, men derfor har vi alligevel fundet ud af, at det ville være dygtigt om Broch kunne skaffe os lidt fødevarer herover, som kunne sætte lidt glans på julen. Vi ville som andre krigsfanger være henrykte over en julepakke med madvarer fra vores slægt og venner. Vi føler efterhånden, at vi har ikke så få berøringspunkter med krigsfanger, og vi er jo her interneret i en lille fangelejr af lutter danske, og vi begynder desværre at forstå den hadskhed, der efterhånden vokser frem i sådan en lejr, hvor man er henvist til at se på hinanden dag ud og dag ind. Det er ikke til at holde ud i længden. De kan jo være meget rare, alle disse forskellige mennesker, men der er nogle forfærdelige både udannede og uintelligente eksemplarer imellem, og dem skal man så sidde ved siden af hver dag, og spise middag. Det er ikke spændende. Hvordan det skal gå til jul, ved jeg ikke. Vi damer vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at gøre det så festligt og hyggeligt som muligt. Gæs kan vi vist ikke få fat i, men så måske noget svinekam. Efter middagen vil vi samles til juletræ i den fælles dagligstue, og når vi så har tilbragt nogen tid der, vil vi trække os tilbage til os selv, hvor vi vil tilbringe resten af aftenen ved vores eget lille juletræ. Blot vi nu får fri i det hele taget. Her holder man jo ellers hverken russiske eller danske helligdage, men vi vil i alt fald slå et ordentligt slag for at få fri første og anden juledag. Det er da ikke for meget, synes du vel? Med hensyn til chokolade, så må du tale lidt med Broch om den sag. For da han har lov til at få sin kuffert med herover forseglet, har han lovet at tage noget med. Du ved jo nok, hvad det skal være, Anton Berg, og så nogle af disse succesplader, de er storartede, samt hvis der er plads, marcipanbrød. Chokolade koster nu seksten rubler pundet, så da vi ikke har købt det før, køber vi det jo heller ikke nu. Jeg er i det hele taget vældig økonomisk, solder aldrig den mindste smule. Mine tænder løb lidt i vand, da du skrev om al den dejlige frugt, I har. Her er også masser af smuk frugt at se på, men til sådanne priser at det ikke kunne falde mig ind blot at tænke på at købe den. Den sidste aften inden Eja rejste, gav hun æbler,
305 Weil 1993, 355. 92 henrivende æbler, men de kostede også en rubel og firs kopek stykket.306 Selvfølgelig kunne vi godt have råd til at købe al den slags, hvis vi ville spise alle vores penge op, men det vil jeg i alt fald ikke. Jeg synes, jeg må se at samle så meget som muligt sammen hjemme. Når jeg kommer hjem til sommer, er der jo sikkert meget jeg trænger til, og skulle jeg trænge til at rekreere mig et eller andet sted, hvilket jo ikke ville være så mærkeligt ovenpå dette, for eksempel at du og jeg tog en lille tur til Vesterhavet, så ville det jo være bedre at kunne betale det selv end igen at skulle lægge beslag på fars pengepung. Den er der såmænd blevet stillet store krav nok til. Alt her er så sindssvagt dyrt, så jeg bliver vist desværre nødt til alligevel at trække nogle penge herover til december. Når jeg har betalt kost og logi for december måned, har jeg kun 75 rubler tilbage, og det kan jeg jo ikke klare mig julen over med. Denne måned har været en slem måned for os. Vi har taget en drittel smør op til os, som vi har betalt med trehundrede og tres rubler, altså halvfems rubler til hver, og så har vi købt for ca. et hundrede rubler te, noget jeg har skaffet fra Sibirien. Det er jo mange penge, men så er vi også forsynet for hele vinteren. Teen står os i otte rubler og tres kopek pundet. Her koster den nu femten rubler. Jeg spurgte på den i går. Smørret tog vi herop, da de i husholdningen har spist så uhumsk med smør. Vi fik i sommer ni drittel, og har nu en igen, at de ikke vil kunne stå vinteren over, og vi selvfølgelig ikke vil lide under det. For resten har jeg nu igen i løbet af de sidste par dage skaffet tre store kasser smør, der måske nok ikke er første klasses, men som i alt fald er udmærket til mad. Min vask har jeg herefter bestemt mig til at give ud, det hele. Jeg kan ikke nå også at vaske. Jeg er blevet enig med mig selv om at det ikke kan nytte at spare de ti eller måske femten rubler om måneden, og så at få så at sige hver eneste lørdag aften ødelagt, og søndagen til dels også af træthed. Men det ene med det andet, det er forfærdeligt dyrt at leve her, så jeg må vist have nogle penge herover. Jeg antager, jeg kan klare mig med et hundrede kroner, men du skal ikke foretage dig noget i den retning. Jeg sælger rimeligvis en check herovre. Jeg bliver antagelig nødt til at købe mig et par russiske galochestøvler af filt. For fjorten dage siden kostede de et hundrede og femogtyve rubler, men nu koster de vel nok et hundrede og halvtreds, eller et hundrede og femoghalvfjerds rubler. Mine gamle galochestøvler er nemlig helt slidt i stykker, da jeg desværre har måttet bruge dem nu i efteråret, da I ikke havde sendt mig nogen galocher. I går var det rigtig snevejr. Her ligger nu sne overalt. Det er temmelig koldt, og Nevaen er fuld af grødis. Jeg må nu herefter en time tidligere op om morgenen, da det er så mægtig glat, at det tager mig en tid af den anden verden at gå til kontoret. Det er også en forfærdelig besværlig vej langs Nevaen, uafbrudt tinde bestigning over små hvælvede broer, op og ned ad trapper. Det var endnu værre, da jeg i går aftes i mulm og mørke famlede mig hjem, først over Marsmarken, og siden langs Nevaen. Hvert øjeblik var jeg ved at falde, og knække benene. Blot jeg dog havde et par galocher, for det er jo varmt nok foreløbigt. Nu kommer listen over, hvad Broch skal have med: mine gamle støvler, forsålede. Et par nye støvler med sort lakgaloche, eller sort eller blåt ruskindsskaft. Et par galocher, og det er det vigtigste af det hele. De nye støvler kan købes efter de gamle. De skal være høje, og så vidt muligt lige så vide i skaftet som de gamle. De nye fedtlæderstøvler, I har sendt mig, er alt for snævre i skaftet. Et par snestrømper. En lille flaske Dralles, Fyrtårn Essens: Liljekonval. Stærkt gult silketøj (råsilke) til to små lampeskærme. Her kan man kun få noget til seksten rubler arschinen. Et par stykker hvid Marseillesæbe. Det jeg havde med herover, er nemlig sluppet op, og selvom jeg ellers ikke vil vaske, så vil jeg dog ikke sende min silkebluse ud, og ordentlig sæbe er ikke til at få her. Så er der mit gamle korset, som Eja havde med hjem. Det vil Mette nok gøre i stand for mig. Jeg har nu haft det liggende i flere måneder uistandgjort herovre. Har stadigt været så naiv at tro at jeg ville lave det, men nu har jeg fuldstændig opgivet nogensinde at gøre noget som helst ved mit tøj. Jeg havde dog ikke sendt det den lange vej hjem, hvis ikke det var, fordi jeg gerne ville have et nyt i samme facon. Endelig ikke højere, selvfølgelig hvidt. Det skal være et i alle måder godt og fint korset, endelig let og tyndt. Det skal kun bruges ved særlige højtidelige lejligheder, for ellers har jeg jo de to andre. Det gamle jeg har tilbage her kan nok bruges lidt endnu. Køb det i Magasin du Nord. Der tror jeg, du kan få det bedst. Så ville jeg gerne have et par duge. Du har vel ikke et par gamle, jeg kan få? Hvis ikke, så gør det
306 Weil 1993, 355. 93 ikke noget. Køb så blot to i Magasin du Nord. Jeg læste i går i avisen at de udsolgte nogen med vævefejl. Jeg vil gerne have mit navn syet på: ES. Det vil Mette nok gøre. De skal være ca. halvanden meter lange, og tilsvarende brede. Jeg savner nemlig forfærdeligt duge. Når jeg har fremmede, må jeg altid låne de andres kniplingsduge, og det er så kedeligt i længden. Desuden har de jo også sendt de fleste af dem hjem. Køb altså bare to duge til mig. Jeg skal jo alligevel en gang have udstyr, enten jeg så gifter mig, eller bosætter mig enligt herovre, hvad jeg jo nok gør. Du hævede vel 300 kr. (1. november). Så har jeg endnu 200 kr. tilbage. Jeg antager, at 100 kr. må slå til, til at købe alt dette for. Jeg ville i grunden forfærdelig gerne have en eller anden pæn ulden kjole. Hverdagstøj har jeg nok af, men når jeg skal være pæn, har jeg kun min spadseredragtnederdel med min lyseblå crêpe de chines bluse, der for resten er snavset i øjeblikket, og jeg gruer lidt for at vaske den, da jeg er bange for at ødelægge den. Herovre, hvor man går i pels hele vinteren, ville det være dejligt at have en hel kjole, for eksempel sådan en, som den Smith fik herover. Den er vældig fiks, og god både til teaterbrug, og til søndags eftermiddag. Hun fik den fiks og færdig herover. Den blev syet til hende hjemme, og den passer hende udmærket. Jeg kunne tænke mig en af gråt klæde, noget lignende som min pels, samme farve som Karens grå klædes kjole. Kan man ikke få klæde, så et eller andet pænt stof, ikke alt for tungt. Den skulle være med fast for i, og knusende fiks, endelig fuldt ud moderne. Man bruger så meget herovre disse kjoler, der er ud i et med et skærf om livet, der hænger ned foran. Du kan vel sagtens ikke lide det, men jeg synes nu, det er fikst. Det behøves dog ikke at være med sådan et skærf. Kjolen skal blot være morderlig fiks, moderne og pyntelig, med noget fiks besætning. Den må endelig ikke ligne de kjoler, Karen plejer at købe færdige hos Wessel. Jeg kunne tænke mig besætning af disse blå japanske [japanesiske] silkebroderier, som Lis har på sin blå taftkjole. Gråt og blåt står så godt sammen. Jeg kunne tænke mig kjolen med sådan en krave i halsen.307 Jeg ved ikke om I bruger de kraver hjemme, men her ser man den meget. De er hele for og bag, men delte på skuldrene. Kjolen er altså ret udskåret i halsen. Hvis man for eksempel lavede den af disse japanske broderier, kunne jeg tænke mig, det ville være fikst. Jeg synes, jeg trænger vældig til sådan en kjole. Til teaterbrug har jeg kun min lysegrå silke, som jeg er led og ked af. Jeg kan ikke fordrage den facon mere. Desuden har jeg været så heldig at hælde et par glas vin ned af den, så den har kendt bedre dage. Jeg har også tænkt på om jeg skulle få en taftkjole, og ikke nogen ulden. Smith får også en sort taftkjole herover. Hun har allerede fået livet, men jeg har i grunden mest lyst til en ulden. Nu kan du jo se, hvad du kan gøre. Jeg overlader det fuldstændigt til dig. Alt for sindssvagt dyrt skulle det jo ikke gerne blive, og det skulle jo helst ske i en fart, når Broch skulle have den med herover. Af bøger vil jeg gerne have min af mig selv skrevne engelske fonetik,308 Jespersens Engelsk Fonetik,309 Jungs Fransk Grammatik,310 den franske grammatik, jeg købte sidste år, da jeg læste med frk. Sivaren, samt Kaalunds digte.311 Er der nogen, der gider give mig noget til jul, så ønsker jeg mig først og fremmest skotøjsposer, og en eller anden god bog, for eksempel Årestrups digte. To par sorte silkestrømper kan jeg også godt bruge. Det er sandt, jeg vil også gerne have to hårnet, der kan gå over hele håret, og to, der kun dækker nakkefrisuren. Hårnet kan ikke opdrives her. Så tror jeg ikke, der er mere, men det er jo også tilstrækkeligt. Nu kan du jo se, hvad du kan gøre ud af det. Jo, for resten jeg fryser så tit om fødderne om natten i sengen. Så vidt jeg husker kan man få nogle hvide uldsokker til det brug. Nå, men det er nu ikke så nødvendigt. Et sæt pyjamas af flonel ville jeg også gerne have. Man kan vist få dem for en otte, ni kroner, når man køber ind til dem, og selv syr dem. Men som sagt overlader jeg alt til dig, hvad du kan skaffe, og hvordan du kan ordne det. På kontoret. Jeg måtte i morges til sidst beslutte mig til at gå uden mad. I gården mødte jeg så Magdalene med brød, og løb tilbage, og skar mig to stykker. Mere kunne det ikke blive til. Kan du tænke dig, hvor meget vi fik? Et stykke brød, fire
307 I brevets margin har Esther her tegnet en skitse af en simpel rund krave. 308 Den ”af mig selv skrevne engelske fonetik” er vel et kladdehæfte. 309 Otto Jespersens Engelsk Fonetik. Udgivet til brug for lærere og studerende, ved H. Helweg-Møller. Kristiania og Kbh. 1912. 310 Fransk Grammatik for Begyndere på Grundlag af C. F. Jungs Elementarbog (ved Samuel Prahl). Aarhus/Kbh. 1916. 311 Hans Vilhelm Kaalund, 1818-1885. Samlede Digte (ved Otto Borchsenius). Kbh: Gyldendal & Nordisk Forlag 1898. 94 tommer i tykkelse, seks tommer i længde, og seks tommer i bredde, og det til fire mennesker i to dage.312 Der må nok spares, men det skal nu ikke tage mit humør, fordi jeg måske kommer til at sulte lidt. Så kan jeg måske gøre mig håb om at komme hjem, slank som et siv, og så var mine ønskers mål jo nået. Mange kærlige hilsener, Esther. Verset, jeg glemte at sende med i går, følger hoslagt. Tusind tak for brevet. Der er ingen, der skriver som du. Brev igen i morgen. Vi sender nu kurer hver dag.
#Resume: kommissionsbrev. Kabinetskurer Scheel er rejst til København. Den 26. november 1917 skrev Elisabeth (Lis) Jørgensen et julekort fra Rybinsk til sine svigerforældre i Longelse præstegård: ”Ja, i år bliver julen nok ikke så hyggelig for os som sidste år julen 1916, da vi var hjemme i Danmark. Dog er vi glade og taknemmelige over, at vi har det så godt herovre. Børnene har det udmærket. Vinteren har hidindtil ikke været særlig kold, så de kan komme ud hver dag”.
<49> Petrograd, 27. november/14. november 1917 Kære lille mor, blot to ord i hast. Vor kabinetskurer, grev Scheel, rejste hjem i går.313 Han kommer herover igen endnu engang inden jul. Han er ganske uhyre elskværdig, og har lovet at tage noget med over til mig. Det skal indleveres under adressen: grev K. C. Scheel, Fredericiagade seksten, første sal. Jeg bad ham om at tage det med herover i tilfælde af at Broch blev hjemme julen over. Vi er ved at trække os fuldstændig ud af husholdningen. Her har været stor ballade, men derom i næste brev. Så, da vi nu skal til at stå på egne ben med hensyn til mad, ville vi jo være vældig glade over at få lidt levnedsmidler fra vore respektive familier. Tusind kærlige hilsener fra jeres allesammens Esther.
#Resume: St. Petersborg sulter. Til ballet i Mariinskij.
<50> Petrograd, 30. november/17. november 1917 Kære lille mor, sidst jeg skrev, fortalte jeg vist at vi skulle i teateret om lørdagen (24. november) til et meget interessant stykke. Det blev nu ikke til noget, da vi ingen billetter kunne få, og det var også godt det samme, da jeg først kom fra kontoret ved otte tiden, og således aldeles ikke kunne have nået det. Smith underholdt mig, mens jeg spiste til aften. Om lørdagen får vi jo ikke middag, og hun fortalte mig blandt andet at vores lærerinde fru Jantzen314 sultede. Det havde hun hørt af kaptajn Brun,315 som også læser med hende. Da han var kommet hen til hende den morgen for at læse, havde hun siddet og grædt af sult. Hun måtte begynde sine timer uden at have fået noget at spise. Var det ikke forfærdeligt at høre? Det kunne vi selvfølgelig ikke udholde at tænke på, og så snart jeg var færdig med at spise, trak vi i pelsene, og løb hen til hende, hun bor jo kun fem skridt herfra, med fem pund smør, en ost og nogle ris, vi havde. Hun var mere end henrykt, og det var i det hele taget hele familien, kunne vi mærke. Hun har en rigtig rar mand, og to vældigt søde halvvoksne pigebørn. De kunne godt have råd til at købe det forskellige, der skal til, hvis blot det kunne fås, og hvis ikke det lidt, der er til salg, var så svimlende vanvittigt dyrt. Jeg forstår i det hele taget ikke, hvordan folk i almindelighed lever her i Petrograd for øjeblikket, men de fleste halvsulter jo også, og ser forfærdeligt underernærede ud. Man hører jo nok dagligt om hvordan det kniber overalt, men det er først, når man bliver stillet lige overfor det, som her med vores lærerinde, at det rigtigt går op for en, hvad det vil sige, at hungersnøden står for døren. Vi har ikke læst med hende i lang tid.316 Først svigtede jeg, og så Smith. Det var ikke overlagt, men vi kunne ganske simpelt hen
312 Weil 1993, 356. 313 Scheel “der som kabinetskurer den trettende dennes agter at begive sig over Sverige til Rusland og tilbage”. UM, 9. november 1917. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 314 Esther staver “Jantsin”. Her normaliseret til ”Jantzen”. Fru Jantzen var schweizisk født. Brun 1930, 16. 315 Alf Harald Brun beretter identisk om fru Jantzen, samt “og da jeg fortalte denne hændelse til legationens damer, antog de hende til lærerinde i russisk, og hun kom nu tre gange om ugen til legationen”. Brun 1930, 16. 316 Weil 1993, 356. 95 ikke nå at forberede os. Hun har altid så godt kunne lide os, så hun blev vældig glad over at se os igen, men hun skændte jo på os, fordi vi ikke havde været der så længe. Vi blev så enige om at vi ville holde op med at læse fransk, og herefter kun læse russisk. Det kan jo ikke nytte noget at ville sluge alt, når man ikke har tid til det, og det er jo langt bedre at se at lære russiske ordentligt, nu mens jeg er her, så kan jeg måske altid engang ad åre komme til legationen i Paris, og derved lære fransk. Fru Jantzen foreslog, at hun ville komme til os en gang om ugen, om mandagen, og så først læse med Smith, og derefter med mig. Det syntes vi var udmærket. Lørdag aften var vi til ballet. Smith havde været så heldig at få fat i en loge, lørdag eftermiddag, til et hundrede rubler. Det var et enestående held, og billigt sluppet. Nu har vi i flere måneder i træk været ude efter billetter til en ballet. Det er så at sige ikke til at få, da hele teateret er abonneret væk, og kan man endelig igennem en billetsjover få nogen, er de knippeldyre. I en loge kan der være syv, så nu skulle vi jo se at blive af med de tre resterende billetter, men det havde vi ikke store vanskeligheder ved, da alle mennesker er vilde efter at komme til ballet. Det gjaldt nærmest om for os at få nogen med, der ikke kedede os alt for meget at være sammen med. Vi holdt så krigsråd, lørdag aften, efter en veloverstået bridge, og blev enige om at tilbyde billetterne til kaptajn Brun, en landbrugskandidat Bonde, som Smith kender fra Holbæk, og Troelsen. De ville alle sammen meget gerne med, og var glade over at vi havde tænkt på dem. Den ballet, der gik hed Svanedammen,317 og var aldeles vidunderlig. Smirnova dansede hovedrollen, og var bedårende. Det var en ualmindelig smuk ballet, og dekorationerne var henrivende. Det var en rigtig eventyrballet, nydeligt sat i scene. Jeg ville ønske at Per og Sven kunne have set den. Det er ikke uberettiget at den russiske ballet er blevet så berømt. Den er mere end vidunderlig, noget skønnere, hvad dans angår, kan ikke tænkes. Teateret var proppende fuldt, og folk var vilde. Der var en hylen og skrigen, og trampen og klappen efter forestillingens slutning. Vi var kørt derud i slæde, og kørte også hjem. Mariinskij ligger jo forfærdeligt langt her fra Chaykovskogo. Det passer slet ikke at tage med sporvognen, og det er jo også med fare for sit liv, hvis man skal tage med den. Det er jo lidt dyrt i længden med disse isvostjikker, men det hjælper jo, så snart man er to, og kan deles om det. Jeg nyder disse slædeture frem og tilbage til teateret. Det er ganske vidunderligt. Det er det halve af fornøjelsen ved at gå i teateret. Tirsdag var vi igen i teateret til denne meget omtalte forestilling, der før har været forbudt. Stykket hedder Jødernes Kejser,318 og er skrevet af en storfyrste Konstantin,319 efter sigende den eneste af alle storfyrsterne ved kejserhoffet, der førte et ordentligt liv. Det har kun været opført ved hoffet, spillet af selve kejserfamilien. Der blev komponeret særlige dragter dertil, som siden sammen med alt sceneriet har været opbevaret på Eremitagen. Handlingen foregår i ugen før påske, og beskriver hele Jesus lidelseshistorie. Jesus er naturligvis ikke selv fremstillet på scenen, men man ser Pontius Pilatus og hans husstand, og Joseph af Arimathaea, og gennem, hvad de fortæller og deres samtaler, oplever man det hele. Man ser det indre af Pontius Pilatus’ palads, hører jøderne huje udenfor forlangende at Jesus skal korsfæstes, og til sidst Pilatus’ stemme: ”Jeg vasker mine hænder. Hans blod kommer ikke over mit hoved, men over jeres”. Sidste del foregår i Joseph af Arimathaeas have påskemorgen, og man hører at Kristus er opstanden. Stykket fulgte Biblen fuldstændig, og var således meget let at forstå. Det var meget smukt sat i scene, og er noget af det mest betagende jeg nogensinde har set. Alt sceneriet og dragterne var lånt fra Eremitagen. Man kunne købe bogen derude, og Andersen og jeg købte hver en. Det bliver interessant at læse den nu bagefter. Teateret var et lille skummelt et, der lå endnu længere borte end Mariinskij, men det var vældig interessant at være der. Det siges at være et teater for moderne ungdom. Tæppet var det underligste, jeg endnu har set, ligesom et stort vidt forgrenet træ, der efter hver akt gled op nedefra, ligesom voksede det op fra gulvet.320 I går lå jeg i sengen hele dagen. Da jeg vågnede om morgenen kunne jeg mærke, at min bekendte nervøse hovedpine var i anmarch. Jeg stod dog alligevel op, og klædte mig på, og travede hen på kontoret. Men jeg havde kun lige fået tøjet af, da jeg kunne
317 Svanedammen: Svanesøen med musik af Tjajkovskij. 318 Jødernes Kejser. 319 Konstantin Konstantinovitj, 1858-1915, storfyrste af Rusland. 320 Weil 1993, 357. 96 mærke, at det var umuligt for mig at blive der. Pelsen på igen, i en fart ned på gaden, op i en isvostjik, og skyndsomst hjem, og på hovedet i seng. Jeg skulle have mødt mine to tykke elever fra Rybinsk, på Nevskij om eftermiddagen. Vi skulle besørge nogle ærinder sammen, men det blev der jo ikke noget af. Desværre kunne jeg ikke engang få sendt dem bud, da telefonen ikke virkede, hvilket jeg var meget ked af, men derved var jo intet at gøre. Det er ikke morsomt at gå på gaden, og vente i denne kulde, men jeg har talt med dem siden, og fået deres tilgivelse, men dog er jeg lige ved at glemme at fortælle, hvad der skete onsdag aften. Ved halvottetiden forlod jeg kontoret og gik på hjemvejen op til kammerherrens i Millionnaja, elleve, for at tale med kammerherreinden, om levnedsmidler. Midt mens jeg sad og talte med hende, kom kammerherren ind, og sagde til mig: ”De skal ikke gå ned i Chaykovskogo. Den røde garde har omringet ambassaden, og opstillet maskingeværer”. Tre af de unge mennesker dernede fra, der skulle op til os med kurerposten, var lige sluppet ud ad porten, der samtidig blev stormet af halvtreds til et hundrede bolsjevikker. De havde to maskingeværer med, som de havde stillet op ovre ved lazarettet. Lazarettet er nummer elleve, og vi, nummer ti, med mundingen pegende mod ambassaden. Kammerherren ringede straks ud til Smolnij. Han var mærkelig nok så heldig at få forbindelse, det er ellers sjældent, det lykkes nu for tiden, og han henstillede til dem derude at se at få den bande flyttet væk fra ambassaden, og det lidt hurtigt. I løbet af tre minutter skulle de være væk, blev der svaret. Kammerherren tog så lidt tøj på for at gå derned, og se, hvordan det stod til. Vi prøvede at telefonere derned, men der blev ikke svaret. Kammerherreinden mente, jeg skulle blive hos hende, og se tiden an, men jeg ville hellere med kammerherren, og det fik jeg også lov til. Jeg var fuldstændig rolig, og ikke spor af bange, men måske nok lidt ophidset, for spændende var det jo at se, hvad det havde udviklet sig til. Da vi kom derned, var alt fuldstændig roligt. Der var hverken bolsjevikker eller maskingeværer at se. Den røde garde havde allerede trukket sig tilbage med samt sit skyts. Det hele var kommet af at de havde set en hel del tæpper blive kørt ud af porten, tæpper bestemt for østrigske krigsfanger.321 Vi har jo nemlig her depoter i det øjemed, både af tæpper og klæder. De ville så ind og se om der var andre gode sager for dem at lægge deres hånd over. Som jeg før har fortalt jer, har vi et samlingssted for den røde garde lige ved siden af os, så de skal snart få at vide, hvad der foregår inde hos os. Men det er jo uforskammet af dem at trænge ind i ambassaden, når det danske flag hænger over porten, og vores vagt lader jo altså så ikke til at være meget værd. Smith kom tilfældig ned i gården, og så da, at den var hel fuld af bolsjevikker. Hun gik op, og sagde det til Cramer, og imens trængte de op i kancelliet. Cramer kom så til, og meddelte, at han kun ville forhandle med fire af dem, og han viste dem den beskyttelsesskrivelse, han havde fået i Smolnij. De erklærede, at de var kommet for at se om der boede andre i ambassaden end det danske gesandtskab, men hvis de kom i fredelige hensigter, hvorfor havde de så maskingeværer med? Efter at have set skrivelsen fra Smolnij, trak de sig tilbage, men dvornikerne322 fortalte, at de havde sagt: ”Vi kommer snart igen, og foretager husundersøgelse”323 og da der var blevet sagt at det var det
321 ”Det danske gesandtskab i Petrograd hvis chef var den erfarne diplomat Harald Scavenius spillede en vigtig rolle under krigen og revolutionen. Da USA i april 1917 opgav sin neutralitet og trådte ind i krigen på vest magternes side kunne dets repræsentation i Rusland ikke længere varetage Tysklands og Østrigs interesser. Det danske gesandtskab overtog denne opgave. Tyske og østrigske fanger civile såvel som militære skulle tilses i deres lejre og når det blev muligt, skulle de sendes hjem. Hjemsendelserne skulle koordineres og afbalanceres med hjemsendelserne af engelske og franske fanger fra Tyskland og Østrig. Enkekejserinde Dagmar (Maria Fjodorovna) støttede arbejdet med den betydelige indflydelse hun endnu havde. I efteråret 1918 overtog gesandtskabet også Englands og Frankrigs interesser i Rusland. I samarbejde med det internationale Røde Kors stod gesandtskabet for en storstilet humanitær indsats indtil det måtte lukke med udgangen af 1918”. Småstat og stormagt 1995. 322 Dvornik: portner. 323 Der er belæg for en lignende episode i 1918. Scavenius til UM, 23. februar 1918: “I henhold til dekret blev der den 19. januar og 20. januar, russisk tid, foretaget undersøgelser i forretninger og hos private for at undersøge og om fornødent rekvirere de der befindende fødevareoplag. Den 20. januar 1918, om morgenen kl. ti, indfandt der sig en deling soldater i den danske legation for at foretage en sådan undersøgelse. Til trods for mine protester ville nævnte soldater ikke fjerne sig, og det var først ankomsten af en embedsmand fra UM det russiske, der fik gjort en ende på dette overgreb. Jeg har officielt protesteret imod denne krænkelse af dansk territorium”. RA: UM, jr. nr. 3. U. 1, (lbn. 3-353). Scavenius til den russiske kommissær: ”Petrograd, le 20/2 février 1918. Monsieur le commissaire, Le 20. Janvier 1918, à dix heures du matin, quelques soldats se disant envoyés par le comité du rayon de l’amirauté pénétrèrent dans la légation Royale de Danemark pour vérifier les provisions de vivres qui s’y trouveraient rouvraient, MS. Malgré mes protestations, les soldats procédèrent à 97 danske gesandtskab, havde de stået, og mumlet mellem hinanden: ”Danske gesandtskab, danske gesandtskab, det er ligesom i tsar Nikolajs tid”. Det er ikke folk, der har forståelse af spor. Alle disse bolsjevikker. Det er ikke folk, der kæmper for frihed, lighed og broderskab. Det er ikke andet end røvere og banditter, der vil forsøge at skrabe så meget til sig som vel muligt. Det har stået i aviserne, at den røde garde nu vil gå op i husene hos alle, der tjener mere end et hundrede og halvtreds rubler om måneden, tage tæpper og varme beklædningsgenstande, og sende til soldaterne ved fronten. Ja, de vil såmænd ikke genere sig for at tage alt, hvad de på nogen mulig måde kan få fat på, men til fronten vil det selvfølgelig aldrig komme. De vil naturligvis blot beholde det selv. Bare de ikke kommer her en skønne dag, og lægger beslag på de forråd, jeg endelig langt om længe, og med megen møje har fået skrabet sammen, for så ser det ikke godt ud for os. De har selvfølgelig ikke lov til at røre den mindste smule af hvad der tilhører os, men hvor længe vil de respektere os som gesandtskab, og som udlændinge? Så længe det passer dem.324 Onsdag, den 5. december/22. november. Ja, det er ikke blevet til noget med at fortsætte før i dag, men her har I mig altså. Du kan tro, der blev glæde i lørdags, da kureren kom to dage forsinket. Jeg fik en sådan overvældende masse af breve, at jeg ikke kunne nå at få dem alle rigtigt læst, før jeg kom hjem om eftermiddagen. Ja, jeg har jo en gang fortalt dig, hvor glad jeg blev for brevene fra dig og far. Men derfor kan jeg jo godt endnu engang sige dig tak. Jeg bliver aldrig træt af at sige det, men du bliver måske træt af at høre på mig sige det, at jeg aldrig er gladere end når jeg får dine dejlige levende breve. Og denne gang var der endda også sådan et dejligt brev med fra far, og det er jo en sjældenhed. Bare fars håndskrift på konvolutten fik mit hjerte til at banke i forventning. Jeg læser jeres breve hver dag, eller rettere sagt hver aften på sengen, lige til de næste kommer. Vi havde en vældig hyggelig lørdag aften med højtlæsning af breve. Det tog omtrent hele aftenen. Mine tre tavarisjer havde nemlig også fået en hel del, hver især. Du skal ikke være bange, selvfølgelig læser jeg ikke dine breve op fra ende til anden, men naturligvis med tilpas censur. Der er almindelig glæde over hele linjen, når en af Aksels mors bekendte lange tætskrevne epistler viser sig på arenaen. ”Det er så yndigt blot at se på”, som Haagensen siger. Jeg ville ønske, I kunne se os sådan en brevaften, når vi sidder forsamlet omkring kaminen. Det er vældig hyggeligt og fornøjeligt. I lørdags var det især rart. Det var første gang, vi spiste til middag oppe hos os selv, og det var mere end vellykket. Vi fik mannagrød, og stegt fisk. Jeg når desværre ikke i dag rigtig at fortælle om vores udgang af husholdningen, og vores eget bikseri heroppe. Det kræver nemlig en længere forklaring, men den skal komme på onsdag. Vi har telegraferet til Broch, at han må vente med at rejse fra Danmark til den 17. december.325 Blot nu han har lidt madvarer med til os. Vi er mere end spændte. For øjeblikket lever vi på sort surt brød og ost, ost og ost, og atter ost.326 Jeg er snart ved at hade alt,
l’inspection des provisions et c’était seulement l’arrivée d’un fonctionnaire du commissariat pour les Affaires Etrangères qui mettait fin à cet incident. Je dois ajouter que le comité du rayon avait l’audace de répondre à une demande téléphonique des soldats qu’il faudrait au besoin employer de la force. Je proteste de la façon la plus solennelle et la plus catégorique contre l’affront fait au peuple danois dans la personne de son représentant et au nom du Danemark je demande des excuses les plus expresses de cette violation du territoire danois et des mesures énergiques pour prévenir à l’avenir des incidents para…s ou autres. Je demande qu’on donne des ordres sévères aux différents comités de rayons et à la garde rouge ainsi qu’aux autres autorités militaires et civiles de ne pas permettre à leurs émissaires éventuels de violer le territoire danois. J’envoie ci-après une liste des endroits où se trouvent installés la Légation Royale et ses différentes sections. Veuillez agréer, Monsieur le Commissaire, l’assurance de ma haute considération. Monsieur le Commissaire des affaires étrangères. La Légation Royale de Danemark: 11, rue Millionnaja. La Chancellerie de la Légation Royale: 16, rue Millionnaja. La Chancellerie (Section B) de la Légation Royale: 10, rue Chaykovskogo. Internat de la Légation Royale: 9, Solyanoy pereulok. Internat de la Légation Royale: 20, Quai anglais. Internat de la Légation Royale: 13, Pochtamtskaya”. Maskinskreven skrivelse af 20. februar/2. februar 1918. KB: NKS 2679, folio. Kommissærens to svarskrivelser ses på RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1939/1, pk. 3, lbn. 155). 324 Weil 1993, 358. 325 Gesandtskabet til vicekonsul Hirmu, Kemi (Finland), 4. december/17. december 1917: “Kancellist ved gesandtskabet Broch afrejst som kurer fra København, mandag den 17. december. Bedes skaffe ham uhindret indrejse og på enhver måde være ham behjælpelig”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 326 “Otto Hansen, Export and Import. Kurgan, 18. oktober 1917. Kære frk. Esther Aksel-Hansen. Jeg bekræfter herved takkende Deres brev af 27. september, og fremsender i henhold til samme duplikat (nr. 407) på to kasser hollandsk ost, afsendt til Petrograd. Faktura følger i morgen. Venlig hilsen, Deres Carl Burhøi”. KB: NKS 5244, quarto. 98 hvad der hedder ost. Vi får ikke noget af det, der er i de kasser, der kommer fra Danmark til fælleshusholdningen. Det er som tak for alt hvad jeg har skaffet dem, nu sidst den dag, jeg trak mig tilbage, ti pud327 mel, og tre, fire pud røget og saltet flæsk. På lørdag kommer der gær fra Danmark, så skal vi forhåbentlig igen til at have lidt hvidt brød. Gæren har jeg nemlig telegraferet efter, så den deler jeg ud. Hvad alle mine kommissioner angår, så er jeg mere end spændt på, om jeg får kjolen. Jeg ville ønske det, for jeg trænger hårdt til den. Jeg begynder nu at blive bedt ud til bridge, og jeg har ikke spor at tage på. Jeg har endnu ikke trukket nogen penge herover, men gør det en af dagene. Jeg kan heldigvis nøjes med et hundrede kroner. Jeg håber at sælge en check, rigtig fordelagtigt. Ring endelig i rette tid til UM, og få at vide, hvornår julekureren går, at jeres breve ikke skal komme for sent. Jeg ville jo være mere end skuffet, hvis jeg ingen breve fik fra jer til jul. Mine julebreve til jer går af sted næste lørdag, så ved jeg, de kommer i rette tid. Skulle det kunne lade sig gøre at jeg fik et par lange grå ruskindsstøvler passende til den nye kjole, ruskind helt igennem, i stedet for de andre, jeg havde bestilt, ville jeg være glad. Nu kan du jo se. Mange hilsener til alle, men flest til dig, lille mor, fra dit mellembarn. Jeg når heller ikke denne gang at skrive til far. Bring ham mine kærligste hilsener, og tak ham for hans brev.
#Resume: Smith fejrer fødselsdag. Legationen vil ikke uddele af de levnedsmidler, der kommer fra Danmark, til de fire hjorte, skønt levnedsmidlerne ifølge UM er til fordeling mellem gesandtskabets personale og DRK.
<51> Petrograd, 4. december/21. november 1917 Kære lille mor, tak for dit brev (20. november), som jeg fik i lørdags den 1. december. Du kan ikke tænke dig, hvor glad jeg blev, da jeg så der var breve, både fra dig og fra far. Hvor er det dog dejligt at høre fra jer. Tak far for hans kærlige ord, og selv tak, lille mor. Jeg er ved at skrive til far, men det kommer ikke med før på fredag. Jeg har også et længere brev under arbejde til dig, men det når heller ikke at komme med før. Til trods for at det kun er en uge siden, jeg skrev hjem, har jeg oplevet sådan en masse, at jeg godt kan fylde fyrre sider dermed, men det kommer på fredag. I dag er det Smiths fødselsdag, så jeg skal skynde mig hjem for at træffe forberedelser. Vi arbejdede hele aftenen i går med at ordne forskelligt til i dag. Vi skal ikke have større kalas, men en fin lille bridge, to borde. Vi har, som jeg vist løst omtalte i mit sidste brev, trukket os fuldstændig ud af husholdningen. Jeg kunne ikke mere, men jeg syntes også, jeg kunne gå min vej med rolig samvittighed, da jeg har sørget for at der er forråd i alle retninger. Vi spiser nu også middag oppe hos os selv, men det har vakt en sand storm i hele legationen. Dog, den er nu ved at lægge sig. De har søgt at chikanere os i alle mulige retninger, blandt andet vil de ikke give os spor af alle de levnedsmidler, der kommer fra Danmark, til trods for at der med hver sending følger en skrivelse fra UM, hvor der står at den er til fordeling mellem gesandtskabets personale og DRK’.328 Kaptajn Cramer fastholder at den kun er til fælleshusholdningen. Nå, det ordner sig jo nok. Gemytterne er ved at falde til ro nu, og selvom de ikke vil give os de par dåser leverpostej, og de par dåser kondenseret mælk, vi har bedt om, så klarer vi os jo uden det. Det har blot været mig en uhyre skuffelse på den måde at de har taget det hele, men du skal få et mere nøjagtigt referat af det i mit næste brev. Som det hele står, ville vi selvfølgelig være vældig glade for at få nogle af de madvarer, jeg skrev om at få herover med Broch. Der er lige kommet telegram nu om at han afrejser fra København den 10. december.329 Hvad alle mine kommissioner angår, så har jeg jo fuldstændig overladt dig at besørge dem, som du fandt for godt. Skulle du have fået syet en kjole til mig, og skulle du endnu ikke have købt de støvler, jeg bad om at få, så vil jeg næsten hellere have et par i samme farve som kjolen, altså grå og helt igennem af ruskind uden lakgaloche. De har
327 Et pud er seksten kilo og otteogtredive gram. 328 Standardkvittering til UM for modtagelse af levnedsmidler 1918: “Gesandtskabet anerkender herved med tak modtagelsen af de i UMs oven citerede skrivelse nævnte fødemidler bestemt til fordeling mellem gesandtskabets og DRK’ medlemmer”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 1g, (lbn. 183). 329 Broch rejser fra København. 99 nogle meget fikse af den slags herovre, og de er udmærkede til at gå i teateret med her, hvor det er så koldt. Med galochestøvler ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har slidt hælene fuldstændig ud af mine gamle. Hælen er et stort hul, og jeg synes alligevel nu, når det kommer til stykket, at det er vanvittigt at give et hundrede og halvtreds rubler for et par russiske. Mon galochestøvler er til at få hjemme? Der er en ting, vi meget gerne ville have alle fire tilsammen: en juleklokke, du ved, disse grønne klokker, der hænger i røde bånd. Kunne vores forskellige familier ikke slå sig sammen, og give os en? Alt hvad jeg har bedt dig om at besørge, kan du jo hæve penge til i Privatbanken. Jeg trækker kun et hundrede kroner herover. Jeg sælger en check her i morgen, så der er jo ca. sekshundrede kroner tilbage. Jeg vil meget gerne have om du sørgede for julegaver til hele familien, blot ikke til far. Jeg har kig på noget til ham her. Sender I noget til Bror, vil jeg selvfølgelig også være med i det. Madame Frederiksen skal have fem kroner, og hvis der kan gøres forskel på Mette og Ane, synes jeg også, Mette skal have fem kroner, men det må du nu selv om. Så vil jeg bede dig om at lægge en krans fra mig på bedstefars og mormors grave. Er der ellers noget, du synes, jeg skal være med i, så ved du jo at jeg stoler trygt på dig, hvis jeg selv skulle glemme det. Kortene til alle de gamle skal nok afgå i rette tid. De var nu kommet, selvom du ikke havde skrevet om dem. Jeg har kig på en yndig fødselsdagsgave til Karen. Den er ganske vist ikke specielt russisk, men den er ganske henrivende. Den afgår med en af de første kurerer. Børnene også, Ole selvfølgelig, skal på Karens fødselsdag have hver lidt chokolade, ligesom på Gunnars. Kan jeg finde et eller andet særlig morsomt og specifikt russisk til Per og Sven til jul, afsender jeg det så snart som muligt, men derfor kan du jo godt forinden købe noget til dem. Nu ikke mere i dag. Tusind og atter tusind kærlige hilsener til dig og far, og tak for al jeres omhu for mig og kærlighed imod mig. Jeg er aldrig gladere end når jeg får breve fra jer. Esther.
#Resume: om fælleshusholdningen på gesandtskabet og regnskaber. Intriger på gesandtskabet. De fire hjorte melder sig ud af fælleshusholdningen, rydder op i den østrigske ambassades gemmer og får væggelus. Smith fejrer fødselsdag.
<52> Petrograd, 8. december/25. november 1917 Kære mor, i aften ventede vi i grunden på kurer. Det havde været så dejligt, om vi kunne have fået brevene i morgen søndag, men det bliver der altså ikke noget af, da vi lige har fået telegram fra Stockholm om, at han er blevet opholdt en dag der, så vi ikke får posten før mandag. Der står i telegrammet, at han har en ekstra kasse med. Vi er mere end spændte på om det er den til Nordlien, og om der er noget i til os. Jeg fortalte vist i mit forrige brev, at Smiths og min lærerinde fru Jantzen kom, og læste med os om mandagen. Hun var der første gang i mandags for otte dage siden, og det faldt meget heldigt ud. Da jeg kom hjem fra kontoret ved otte tiden, var der almindelig flid over det hele. Hvor man end vendte sig hen, hørte man russisk. Andersen sad i sit værelse med sin lærerinde, Smith i sit værelse med sin. Da jeg havde været nede og spise middag, var Smith færdig, og fru Jantzen kunne tage fat med mig. Det var vældig morsomt igen engang at få ordentlig begyndt med det russiske. Hun er en rigtig god lærerinde, vældig livlig og elskværdig. Men så dygtig som fru Karlen er hun nu ikke, men hun var jo også noget ganske enestående. Andersens lærerinde trak sig tilbage, da hun var færdig med hende, men fru Jantzen blev og drak te med os efter at min time var til ende. Fru Jantzen taler udmærket engelsk, men samtalen gik selvfølgelig hele tiden på russisk, så det var en udmærket øvelse for os, og vældig morsomt. Hun foreslog blandt andet at når hun havde givet Smith og mig hver vores time, ville hun læse tyve minutter med os, sammen. Vi skulle så gennemgå et stykke, der hedder Revisor330 af Gogol,331 som vi så bagefter skulle følges med hende hen og se på Alexandrinskij teateret. Det var en udmærket ide, ikke? Nå, og så kommer historien om husholdningen. Til trods for at jeg stadigvæk har skrevet hjem, at jeg ikke ville trække
330 Revisor: satirisk skuespil af Gogol (publ. 1836, revision 1842). På dansk burde stykket hedde Inspektøren eller Kontrolløren. 331 Nikolai Gogol, 1809-1852. 100 mig ud af den, så har jeg dog alligevel i den sidste tid været svært betænkt på det, da jeg efterhånden følte, at det blev mig for meget, og da det også ærgrede mig, at al min fritid skulle gå med husholdningsvrøvl, i stedet for at jeg kunne bruge den til at lære russisk i. Jeg har allerede for længe siden foreslået, at der skulle ansættes en dame til at stå for det hele, da der er rigeligt arbejde nok til et menneske, der udelukkende beskæftiger sig med det, når det skal gøres ordentligt. Cramer har stået i spidsen for husholdningen sammen med mig, og før har han aldrig villet høre tale om denne dame, jeg havde foreslået, skulle ansættes. Men så pludselig forleden dag, sagde han til Smith, at nu var det vist alligevel bedst at se at få fat i en, der kunne se rigtigt efter det hele, og føre mere økonomisk hus, da der efterhånden var blevet et underskud i kassen på ca. to, tre tusind rubler. Det var virkelig en meget ubehagelig måde at sige det til os på, som om vi havde brugt pengene. Desuden havde han forhørt sig om, hvordan det forholdt sig med de forskellige ting, vi havde fået af de kasser med levnedsmidler, der kom fra Danmark. Han havde blandt andet sagt: ”Hvordan er det med den leverpostej, De har fået oppe hos Dem? Med regnskabet, mener jeg. Ja, for De ved jo nok, der er et underskud på to, tre tusind rubler i kassen”. Som om det var forårsaget af de tre usle dåser leverpostej, vi har fået, og som vi ærligt og redeligt har betalt, både selve varen og transporten, da vi nemlig har betalt to rubler for en lille dåse, der i danske penge koster tres øre. Alt dette kom os aldeles overraskende. Før har Cramer og Meyer, og i det hele taget hele legationen, været lige ved at æde os af elskværdighed, rost husholdningen og os i høje toner, og stadigvæk kommet med højlydte udbrud om, at de ville ønske, de kunne gøre noget for os til gengæld. Hver gang vi har villet trække os ud, har de jo også været lige ved at plage livet af os for at få os til at blive. Nå, her er nu almindelig gnavenhed over hele linjen i øjeblikket. Det er ganske kolossalt, hvad her er af intriger. Her er masser af partier, der står skarpt overfor hinanden, og i det skjulte modarbejder hinanden af alle kræfter. Jeg er mere end glad for at mit arbejde ikke er her, men i Millionnaja. Al denne indre splid er ikke til at udholde i længden. Der må vist være gået Cramer noget imod i den sidste tid. Det andet hovedparti med legationsråd Skov i spidsen må vist have ventet fremgang, for han har gået rundt som en tordensky, og været gnaven, og ubehagelig imod alle. Nu skulle det altså også gå ud over os, men vi lod os ikke forknytte, som du skal se af det følgende. Alt dette foregik onsdag formiddag, mens jeg var i Millionnaja, og jeg fik det at vide onsdag aften, da jeg kom hjem fra kontoret. Smith var rasende, og sagde at hun havde været grædefærdig, da han sagde det til hende. Ja, og jeg, jeg satte mig virkelig ned og tudede, for det skuffede mig i den grad at jeg ikke kan sige dig det, at de tog det på den måde, at de ikke kunne unde os et par dåser leverpostej, efter alt det jeg havde skaffet til huse, og det til uhørt billige priser. Jeg står aldeles uforstående overfor mennesker, der opfører sig på den måde. Først tudede jeg altså, og derefter blev jeg rasende ligesom Smith. Ja, Haagensen og Andersen var for resten ikke mindre rasende, især Andersen, og det var også hende, der gav stødet til at det hele forløb, som det gjorde. Efter at have drukket te samledes vi - de fire hjorte - vores sidste nye kælenavn, til krigsråd. Andersen holdt på, at Smith og jeg skulle nedlægge regeringen med det samme, og at vi fra den 1. december skulle trække os fuldstændigt ud af husholdningen, det vil sige også spise middag her oppe hos os selv. At vi ikke ville stå i spidsen for husholdningen længere, var vi selvfølgelig klare over, men det med at spise middag heroppe hos os selv, ja, det kunne jo selvfølgelig være ganske henrivende, men hvordan ville det gå? Nå, til sidst blev vi da enige om at gøre det, og næste morgen gik vi ned for at tale med Cramer. Jeg afleverede mit regnskab, og huskede ham ved samme lejlighed på, at jeg allerede for tre måneder siden havde stået ikke en, men mange slag for at hver deltager i husholdningen skulle betale ikke et hundrede og tres, men to hundrede rubler per måned. Var det sket, havde der nu intet underskud været. Dette underskud var ikke andet end hvad jeg havde ventet. Med den mad, der bliver opvartet med, to varme retter til frokost, og to varme retter til middag, og med de sindssvage priser, der er på alt i Petrograd, er det aldeles vanvittigt kun at tage et hundrede og tres rubler per måned, især på et sted, hvor de fleste personer er unge mennesker, der spiser som tærskeværk. Det er almindeligt bekendt, hvor godt, der spises hernede. Den ene efter den anden kommer til mig heroppe i Millionnaja, og siger: ”Kan man ikke komme på kost hos Dem i Chaykovskogo? Det skal være så udmærket, og så får man det jo næsten forærende”. Jeg kan nok huske, hvad vi fik at spise den første tid, vi var 101 her i Petrograd, og da vi boede på pensionat. Det var ikke store sager, og hvilke priser, men sagen er, at de er så lusede og nærige alle sammen herovre, så det er en gru. De fleste af de unge mennesker har ca. sekshundrede kroner om måneden i gage, men de tror åbenbart, de er kommet herover for at blive millionærer, siden de ikke engang vil betale to hundrede rubler om måneden for deres kost. Jeg har også givet dem en omgang i den anledning, kan du stole på. De skulle prøve at spise ude i byen, så skulle de nok få kærligheden at føle. De har gået her, og råbt op om, at hvis der kom underskud, måtte østrigerne betale det, men det har jeg gang på gang forsøgt at få dem til at forstå, at det kan der ikke være tale om. Det kan man aldeles ikke være bekendt, når de har så glimrende gager, som de har. De har jo en gang fået gageforhøjelse, så må de virkelig klarer sig med den, og ikke stille yderligere fordringer til østrigerne. At de unge mennesker er lusede, er for resten ikke så underligt, når de har sådanne chefer som Cramer og Meyer, for det er da nogle af de mest lusede mennesker, jeg nogen sinde har truffet på. Jeg har talt med forskellige mennesker, der fører privat husholdning om hvad det koster per måned per hoved, blandt andre oberstløjtnant Christensens, du ved, jeg har omtalt dem før, Smiths bekendte. Fru Christensen siger at under trehundrede rubler per måned per hoved, kan man ikke føre en husholdning, og det i al tarvelighed. Så du ser, var det blot blevet sat op i rette tid til to hundrede, så havde den været morderlig fin, da vi desuden har store forråd. Der er betalt te til ca. tre måneder, kaffe til seks måneder, kartofler til hele vinteren, ost og smør til ca. tre måneder. Jeg kan således forlade husholdningen med god samvittighed. Foreløbig kommer de ikke til at sulte. Igennem en af Ottos venner, en hr. Thorbjørnsen,332 skaffede jeg legationen den dag, jeg gik min vej, ti pud mel, og ca. to, tre pud saltet og røget flæsk. Så det må jo også hjælpe. Blot vi nu får det i hus inden der sker noget med det. Thorbjørnsen ringede mig op forleden og sagde, at nu kom det en af dagene, når blot det ikke blev stjålet på vejen. Det sagde han sådan halvt leende. Men tænk dig, det forfærdelige skete virkelig, at han kort efter fik stjålet for ca. tyve tusind rubler, og det på gaden. Nå, vi får vores sager alligevel. Han har en masse på hånden, og har lovet ikke alene at forsyne os, men også andre af sine bekendte. Noget videre tab tror jeg heller ikke, han lider. Dertil er han alt for meget forretningsmand. Det kan man da se på de priser, han leverer os varerne til. Vi skal give tres rubler per pud (otteogtredive pund) af mel. Et hundrede og femoghalvfems rubler per pud af skinke, og så videre. Det værste er sukker, som ville komme til at koste ca. firehundrede og halvtreds rubler per pud, men det køber vi heller ikke noget af. Da vi fire nu skulle til at føre egen husholdning, forsynede vi os selvfølgelig også privat. Vi bestilte to pud mel og et pud skinke, og det er nu vores trøst i nøden, når blot det snart måtte komme. Desuden har vi to hundrede pund kartofler, smør og ost, te og kaffe, forhåbentlig til hele vinteren. Femten pund mannagryn, som vi engang i sommer fik af Emil, ti pund ris, og en hel del tørrede frugter. Sukker og ris har jeg hidtil kunnet få på gesandtskabet i Millionnaja, hvortil der nu og da kommer en sending fra konsulatet i Odessa. Så det skal nok gå. Blot er det jo lidt vanskeligt at lave mad helt uden mælk og æg, og det er ikke til at opdrive. Kød er det også vanskeligt at få, men vi har da hidtil fået lidt nu og da. Der var almindelig panik i legationen over at vi trak os ud, men den har allerede lagt sig igen. Inden de når at få fat i en dame, tager frk. Munck sig af husholdningen, men det er jo også meget nemt, det hele, nu der er forråd. Det er så blot at bestemme frokost og middag, hver dag. Vi nyder at spise oppe hos os selv. Det er så vidunderligt. Første gang var sidste lørdag (1. december). Vi fik stegt fisk og mannagrød, og det smagte herligt. I skulle se vores køkken. Vi har masser af køkkentøj. Det fandt vi om fredagen. Vi har et stort værelse, vores skabsværelse, hvor der står to store skabe, i forgrunden af værelset. Bagved er der fuldt af store kasser og kister med alle østrigernes sager, noget forfærdeligt bras, det meste hæslige kanvasbroderier i favnevis, og alle mulige forfærdelige beklædningsgenstande. Vi har før været derinde og rode for at se om der ikke var noget, vi kunne bruge, og det har vi haft meget sjov ud af, men vi har aldrig haft sådan et godt udbytte som denne gang. Vi har hver vores lille talent. Haagensen er særlig flink til at finde, og hun er også så dejlig lang. Hun lå på maven hen over alle mulige
332 Thorbjørnsen var fra 1. juni 1918 leder af fødemiddelafdelingen ved DRK, St. Petersborg. DRKs halvårsrapport, april til november 1918 (Camillo Martiny). RA: DRK, Moskva-kontoret. Breve og papirer vedr. DRKs praktiske virksomhed i Rusland 1918-1919, (lbn. 9). 102 væggelus befængte tæpper og madrasser, og fremskaffede den ene glimrende ting efter den anden, mens vi holdt hende i tæerne, for at hun dog kunne have et fast holdepunkt. Kasseroller, gryder, låg, skåle, kagerulle, kagebræt, vægt, den ene mere vidunderlige genstand så dagens lys efter den anden. Det var temmelig sent på aftenen, vi foretog dette røvertogt, og jeg vil sige, det er godt, vi bor så afsides, for ellers ville da vores grinen og fjanten, og henrykkelsesudbrud have vækket hele legationen. Det var en uhyre velanvendt aften. Der var dog endnu et punkt på listen, knive, gafler og skeer, hvor skulle vi få dem fra? Enstemmigt: ”Aksel333 må i lag med Rumsjevitsj”. Så gik der bud efter Rumsjevitsj, denne modbydelige Mefistofeles, der altid just siger nej, når man beder ham om noget. Han har nu vældig respekt for mig, da han ved, jeg har ost og smør, og jeg også nu og da har betænkt ham. Det er nemlig praktisk. Smith og jeg tog ham under behandling. Ja, der fandtes kun grev Czernins334 sølvtøj, men hvis baronen eller kaptajn Cramer gav tilladelse, så kunne vi jo godt få det. Nå, vi havde jo ikke lyst til at spørge nogen af dem, så vi sagde blot til Rumsjevitsj, at selvfølgelig skulle vi have det, og at vi skulle nok passe på det. Vi var lige ved at dø af grin, mens vi talte med ham, da han var så underdanig, så det var ækelt. Han lovede så at bringe os seks knive, seks skeer, seks gafler, og seks teskeer, mod at vi udstedte en kvittering for at vi havde modtaget det. Desuden åbnede han en buffet for os, der havde stået hos os hele tiden, men før har været aflåst, og deri fandtes til vores store glæde alle mulige vinglas, og det endda med krone på. Det er såmænd det eneste pæne, her er. Som Rumsjevitsj siger, den familie, der har boet her, ”war eine sehr arme Familie”. Smith og jeg stormede triumferende ind til Andersen, fortalte om sølvtøjet, men hun gav os en spand koldt vand over hovedet ved at sige, at vi vist ikke turde benytte grev Czernins sølvtøj, da der var blevet skrevet så mange noter fra østrigerne om, hvor det befandt sig, og nu var det i sikkerhed. Hun havde selv svaret på flere af dem. Nå, vi besluttede os til at se på det, førend vi afgjorde noget, og da vi havde set det, gjorde vi os ikke samvittighedsnag af at benytte det. Der er ganske vist krone på, men ellers er det uhyre tarveligt, og vi fire enlige damer kan jo sagtens passe på det. I kan tro, vores første søndagsmiddag var fin, ren dug, sølvtøj med krone, glas med krone, og traktementet lod ikke noget tilbage at ønske. Hønsekødsuppe, høns, og henkogte frugter, dertil rødvin. Det var ganske herligt. Magdalene, der gør rent hos os, laver også middagen. Hun er vældig flink og sød, og laver rigtig god mad. Hvordan hun kan overkomme det, forstår jeg ikke, da hun gør rent i alle værelserne på ambassaden. Hun har ganske vist en søster til hjælp, men alligevel. Ja, jeg vil nu for resten heller ikke påstå, at her er rent, i alt fald ikke hos os. Når man ser på det overfladisk, kan her se meget net ud, men ser man nærmere til, så er her på sine steder sådan, at skidtet kan skrabes af. Den 12. december/28. november. Vi skiftes til at have uge, og bestemme mad. Andersen har haft den første uge, så Haagensen. Smith og jeg skal nemlig hvile os lidt, så Smith, og så jeg. Jeg får altså juleugen, så nu vil jeg håbe, jeg kan skaffe noget ordentligt til den tid. En gang om ugen går vi på torvet om morgenen med Magdalene, og køber ind. Vi havde købt to høns til om søndagen, to rubler per styk, men vi spiste kun den ene, og fik således til en middag til, så det var jo storartet. Søndag aften var Troelsen her. Han er en vældig rar fyr, meget stille. Han er ikke besværlig at have. Han passer sig selv fuldstændig, og så er han så glad for at komme og høre frk. Andersen spille. Han gik tidligt, da han skulle hjem og arbejde, og så satte vi os alle fire til at læse russisk på skift. Vi har flyttet et ordentligt spisebord ind i dagligstuen, og da vi syntes, vi savnede et tæppe til det, havde vi på et tidligere tidspunkt af aftenen været inde og rode et sådant frem af østrigernes gemmer. Det var ikke nogen øjenslyst, men det mindst grimme, der fandtes derinde. Haagensen og Smith havde trukket sig tilbage. Andersen sad ved kaminen, og jeg ved bordet, fordybet i Lermontovs vidunderlige digte, da jeg pludselig på bordet skuer en væggelus. Hvilken profanation! En væggelus i Lermontovs335 digte! Og det en stor fed væmmelig en. Jeg skreg selvfølgelig i vilden sky, og Andersen kom mig til hjælp. Hun er en stor jæger, og har
333 Aksel, altså Esther. 334 Ottokar Czernin of Chudenitz, 1872-1932, greve. Czernin var Østrig-Ungarns repræsentant under Brest-Litovsk forhandlingerne 1917-1918. Trotskij omtalte Czernin med ringeagt. 335 Mikhail Lermontov, 1814-1841, blev dræbt i duel. Vor Tids Helt opnåede kultstatus. Se: Stender-Petersen, Adolf. Den russiske litteraturs historie (3): 1800-tallet til Symbolismen. Kbh: Gyldendal 1991. 103 privilegium på at slå væggelus ihjel. Mens hun tog affære, tilkaldte jeg Smith og Haagensen. Jeg råbte blot: ”På jagt! På jagt!” Det er vores feltråb, så ved vi, hvad det gælder. De kom straks stormende for at se dyret, og derefter blev væggelusetæppet hevet ud i gangen. Ja, det er forfærdeligt med det dyreliv, der rører sig hos os. Vi sover alle fire midt ude på gulvet for at skærme os mod væggelusenes angreb, men da de også findes i madrasserne, bliver vi alligevel skrækkeligt forbidte. I de andre lejligheder er der ingen væggelus. Det er kun hos os, siger Magdalene, for det var så svinske, de østrigere, der boede i vores lejlighed. Ja, fattigdom og snavs plejer jo at følges ad, og som Rumsjevitsj siger, det var jo ”eine sehr arme Familie”. I køkkenet har vi fuldt af kakerlakker og tarakaner,336 så vi kan med digteren sige: ”Det er det herligste tidsfordriv at agte på dyrenes færden og liv”.337 Der går megen tid med at jage væggelus. Vi har tænkt på at importere dem hos Cramer og Meyer. Det kunne den gamle Nero, som Andersen kalder Meyer, have rigtigt godt af. Tirsdag var det Smiths fødselsdag, og den forløb umådeligt vellykket. Mandag aften bagte vi kommenskringler, og de var bedre end nogensinde. At bage er altid mit arbejde, assisteret af Haagensen. Andersen forsøgte sig engang på det område, men hendes kringler havde en sådan facon, at hun en gang for alle opgav det. Hun er derimod meget begejstret for min bagning, og har erklæret, at hun ”glæder sig mægtigt til, at Aksel skal bage julekager”. Til Smiths fødselsdag måtte jeg tage en isvostjik hjem for at komme i ordentlig tid. Det var det mest vidunderlige vejr. Klart koldt frostvejr med måneskin og masser af stjerner. Jeg fik fat i en dejlig rask hest, så det gik i flyvende fart henover Marsmarken. Dyb sne til begge sider. Himlen var så høj, så høj, og så tindrende blå. Stjernerne så klare, som jeg aldrig synes, jeg har set dem før. Forude tegnede Opstandelseskirken338 sig med sine kupler mod himlen, og så man sig tilbage, havde man en svag anelse af, at der langt borte var Troitskijbroen. Den markeredes af blus i sneen, hvorom man skimtede dunkle omrids af soldater, der varmede sig ved ilden. Denne slædetur hjem var ligesom en oplevelse. Ja, Petrograd er vidunderlig om vinteren. Den skal absolut ses i vinterdragt. Vi fik en dejlig fødselsdagsmiddag, suppe og svinekoteletter med håndtag, dertil grønærter og rødvin. Ingen dessert, da vi jo skulle have chokolade om aftenen. Så snart vi var færdige med at spise, begyndte vi at arrangere. De andre dækkede bord, mens jeg gik ud og kogte chokoladen. Denne chokolade har stået os i hovedet omtrent det sidste halve år. Det var jo meget problematisk, om den kunne fremskaffes. Heldigvis havde Magdalene med meget besvær fået fat i en flaske mælk. Det var jo ikke meget, men så skød vi en flaske kondenseret mælk fra husholdningen. For en gangs skyld afveg vi fra vores nylig erhvervede principper angående ikke at røre noget af husholdningens, men Smith holder jo heller ikke fødselsdag hver dag. Chokoladen blev herlig. Den udsendte den lifligste duft, og hvert øjeblik stak en af de andre hjorte deres hoved ind af køkkendøren, og snusede. Chokoladebordet blev dækket i mit værelse, og da det elektriske lys sidder så højt oppe i loftet, besluttede vi, at vi ville lyse op med stearinlys. Vi havde så otte lys på bordet. De fire i nogle yndige små birketræslysestager, jeg er i besiddelse af. Det var meget effektfuldt. Selskabet bestod af oberstløjtnantens, arkivisten, og Rasmussen. Netterstrøm var også inviteret, men kunne ikke komme, da han havde ondt i halsen. Det havde vi nu også beregnet. Det passede så godt, at Rasmussen kom alene, så var vi lige to partier til bridge. Aftenen blev indledt med at spille bridge. Derefter drak vi chokolade med æblepirok og mandelkage, som finsken havde bagt. De var upåklagelige og gjorde meget lykke. Så musiceredes der. Andersen spillede, og Smith sang, og til sidst serveredes der brændte mandler, nødder, vindruer og madeira i nogle yndige karafler med kroner på, som vi også havde fundet ude i buffeten. Som I kan se, alt i alt uhyre stilfuldt. Gæsterne var også glade og taknemmelige, som Smith siger, hver gang vi har haft fremmede: ”De elsker nu at være hos os”. Gæsterne var heldigvis nogle pæne dannede mennesker, der gik tidligt, allerede ved tolvtiden
336 Tarakan: et jiddisch udtryk for en bille af kakerlaktypen Blattodea. 337 Kaalund: “Det er den herligste tidsfordriv at agte på dyrenes færden og liv, at se, hvor de flokkes om menneskets hytte, nogle til glæde og andre til nytte, i skov, på mark, i stald og i bur, hvert med sin egen drift og natur. Og kan ikke dyret græde og le, det kan dog kærligt på mennesket se. Det bringer sin tak og klager sin nød, og elsker den hånd, som rækker det brød, og derfor skal mennesket dyret agte, og gerne dets venlige færd betragte”. Fabler for Børn. H. V. Kaalund. Samlede Digte (ved Otto Borchsenius) 1898. 338 Opstandelseskatedralen: 104
#Resume: Esther skriver til sin far. Hun bliver på gesandtskabet og tager alle oplevelser med i St. Petersborg.
<53> Petrograd, 11. december/28. november 1917 Kære far, tak for dine to breve. Du har nok gennem mor hørt, hvor glad jeg blev for dem, især det første. Det er så dejligt at vide, at I følger mig i tankerne. Det er så trygt at vide, at jeg altid kan vende tilbage til jer, hvad der så end sker. Det er så let at tage ud og være ude, når man har et hjem at kunne ty til, og hvile ud i, når man trænger til det. Her er meget arbejde at komme igennem hver dag. Her bliver i høj grad lagt beslag på ens arbejdsevne. Jeg har rigtig lært, hvad det vil sige at være ude, og slås for tilværelsen. Jeg føler mig jo til tiden lidt træt, især da alt herovre jo har et stærkt nervøst præg, men det er dejligt at føle at man kan klare sig selv. Jeg glæder mig meget til at komme hjem til sommer, så kan jeg få ca. syv ugers ferie, og da min gage i den tid rigeligt kan betale min rejse frem og tilbage, så er det jo vældig fint. Jeg synes allerede nu, jeg trænger svært til ferie, men det er vel det forcerede arbejdes skyld, og så alt husholdningsvrøvlet, som jeg nu er blevet kvit. Vi har fået en kancellist til på gesandtskabet, en vældig flink fyr (Petersen),340 så når Broch nu snart kommer tilbage fra Danmark, må det jo også hjælpe. Det er underlige urolige forhold at leve under. Nu og da føler jeg, som om det hele var en drøm, og jeg venter at vågne op hjemme på Christian Winthersvej en skønne dag, og have drømt det hele. En gang med tiden, når denne periode er overstået, tror jeg at alt, hvad jeg har set, og hørt her, vil få et underligt uvirkeligt skær over sig. Det vil stå for mig som en meget lang og meget indholdsrig drøm. Jeg vil ikke rigtig kunne forstå, at det er noget, jeg alt sammen har oplevet, og været med i. Hidtil er alt jo gået godt, og det vedbliver det også nok med. At tage hjem, fordi det hele nu og da ser lidt broget ud, kan der for mit vedkommende selvfølgelig ikke være tale om. Gesandtskabet i Millionnaja bliver her til det sidste, og nu har jeg en gang taget mod den stilling, så jeg føler det som min pligt at blive så længe gesandtskabet eksisterer. Jeg kan ikke tænke mig at svigte det, og løbe min vej, men det går jo også nok alt sammen. Brevet til August Brasen har jeg sendt videre til ham. Novorossijsk kender jeg så udmærket. Vi har et vicekonsulat der, og konsulen, konsul Schytte, er min meget gode ven, et vældig flinkt og elskværdigt menneske. I efteråret fulgte han sin familie hjem til Danmark, kom så atter herover igen, og rejste en lille tur til Novorossijsk for at se til det hele der. Nu er han atter for en fjorten dages tid siden rejst tilbage til Danmark på to, tre måneders orlov, men imens har han selvfølgelig en stedfortræder som konsul, og til ham har jeg sendt brevet til Brasen i en af vores trykte konsulats konvolutter. Så ved jeg, det når sikkert og hurtigt frem. Da konsul Schytte sidst, altså for ca. fjorten dage siden, var i Novorossijsk, var der ikke noget særligt at bemærke. Forholdene var rolige. Jeg talte i går med vores landbrugskonsulent, der er en meget god ven af konsul Schytte. Han kendte godt Brasen og sagde, at han var godt kendt på konsulatet. Der er jo så få danske i Novorossijsk, så de der er holder sammen.
339 Weil 1993, 358. 340 Ernst Marius Petersen, 1870-1927. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). KB: portrætregistranten. 105
Desuden, hvis der skete noget som helst dernede, ville vi straks få underretning om det. Jeg antager så at Brasen sender et brev til mig gennem konsulatet, og jeg skal så nok videresende det med først afgående kurer. Jeg har snart et helt privat postkontor for alle mine bekendte, og bekendtes bekendte, som jeg besørger korrespondance for. Da konsul Schytte kom tilbage fra Danmark, havde han en hel masse dejlig chokolade med til mig, og forleden inden han rejste til Danmark forærede han mig en ganske henrivende vase af københavnsk porcelæn.341 Det var morsomt at få det herovre, og det var vældig pænt af ham, synes jeg. Der falder i det hele taget tit et eller andet af til damerne på gesandtskabet i Millionnaja, som tak for deres elskværdighed og hjælpsomhed, som folk siger. Det er såmænd ikke noget at honorere os for. Selvfølgelig hjælper vi, hvor vi kan. Det er jo derfor, vi er her. Jeg er spændt på at høre om den første Zelo342 går til bronzestøberen, eller ej. Blot de tykke også havde sendt os en spegepølse. Den ville være faldet på et tørt sted. Nå, nu ikke mere i dag. De kærligste hilsener, kære gamle far fra Esther.
#Resume: kommissionsbrev. Ellen, Esthers mor, er tydeligvis træt af datterens kommissioner.
<54> Petrograd, 11. december/28. november 1917 Kære mor, medfølgende genstand vil du nok sørge for kommer Karen i hænde til hendes fødselsdag. Der er desværre en sammensyning, der ikke er videre smukt lavet, men det er der på alting herovre. Hvis du ikke selv har tid, hvad jeg ikke antager, du har, kunne du så ikke lade Mette lave den sammensyning ordentligt, så man ikke kan se den? Kunne der nås at blive syet tøj indeni kniplingsrammen, ville den jo gøre sig bedre, og i så tilfælde mente jeg, den ville kunne være både fødselsdags- og julegave. Men har du allerede købt noget til Karen til jul, så gør det jo ikke noget. Jeg synes selv, denne lysedug er så yndig, men jeg er lidt bange for at I måske synes, den er for stor i mønsteret. Jeg har en stor firkantet en til, til te dug. Jeg er meget spændt på, hvad I synes om denne. Tak for dit brev, jeg fik i går. Jeg er midt i et mægtigt langt brev om vores husholdning, har allerede skrevet to tætte store ark, men det går ikke af før i overmorgen. Jeg havde nemlig slet ikke tid at skrive i går, da jeg læste russisk hele aftenen. Der rejser en kurer i morgen, onsdag, og en i overmorgen, torsdag. Dette går med i morgen, og det andet i overmorgen. Hils far, og tak ham for brevet. Hvad han bad mig om, er allerede besørget, men det gør jeg rede for til ham selv i morgen. Jeg kan godt begribe, du er ked af mine kommissioner, men jeg synes ikke, jeg fylder mine breve med dem. Jeg synes netop, jeg er så flink nu til at holde mine oplevelser og mine kommissioner ude fra hinanden. På forhånd tak for besørgelsen af alt, hvad jeg har bedt dig om. Jeg er blot meget ked af at jeg ikke får nogen kjole. Jeg savner den hårdt. Hvad det angår at sy den lyseblå, så er det jo slet ikke sådan en kjole jeg trænger til. Den er jo alt, alt for lys, fuldstændig balkjole. Den ville jeg slet ikke turde optræde i herovre. Og hvad det angår at Smith skulle sy den, så gad jeg nok vidst, når det skulle være. Hun kan ikke en gang nå at stoppe sine egne strømper. Nej, jeg trænger til en mellemfarvet ulden kjole, som jeg kan have på om søndagen, når jeg skal se ordentlig ud, og når jeg skal i teateret, og ud til bridge. Jeg har intet som helst at tage på, hvis jeg bliver inviteret ud i julen. Det er jo ikke morsomt at møde til middag i spadseredragtnederdel og lyseblå silkebluse, der endda er beskidt, og det er faktisk det eneste jeg har. Blot I endda havde sendt mig noget fint gråt tøj, og nogle mellemblå japanske silkebroderier, så kunne jeg jo sagtens få den syet herovre. Det er endda nok så godt som at få den syet hjemme, for så fik jeg den da, som jeg ville have den, og de er morderlig fikse til at sy herovre. Jeg har allerede sat mig i forbindelse med en sy jomfru. Hun vil have et hundrede rubler for at sy en kjole, men det er jo heller ikke så forfærdeligt. Havde jeg blot noget tøj, og pæn besætning. Det er svært at få her, og koster fyrre rubler arschinen, og så må du huske på, at der er stor forskel på en arschin,343 og en meter. Nå, nu kan du jo se, om du kan få fat i noget tøj. Jeg tror også nok,
341 Københavnsk porcelæn: kongeligt porcelæn. 342 Zelo: buste af Aksel Hansen. 343 Arschin: en russisk tomme (0. 71 meter). 106 det var en morderlig skidt ide med at få syet en kjole hjemme. Det var jeg aldrig blevet tilfreds med. Tak for alt dit besvær. Tusind kærlige hilsener til alle. Mere i morgen. Esther.
#Resume: en aften med Sjaljapin, Ruslands berømte operasanger, i Narodnij Dom (Folkets Hus).
<55> Petrograd, 13. december/30. november 1917 Kære mor, ja, jeg vil fortsætte, hvor jeg slap. Det var Smiths fødselsdag, I sidst hørte om. Onsdag (5. december) var vi til opera i Narodnij Dom - Folkets Hus - og høre Sjaljapin,344 Ruslands berømteste operasanger. Vi har mange gange tænkt på at skulle derud, men det er så vanskeligt at få billetter. Denne gang havde den rare Troelsen taget dem til os. Da det allerede begyndte kl. syv
344 Fjodor Sjaljapin, 1873-1938, født i Kazan, død i Paris, var den berømteste russiske bas i den første halvdel af det tyvende århundrede. Prinsesse Paleys beskriver et besøg hos den sengeliggende Maxim Gorkij. Hun modtages i Gorkijs sygeværelse, hvor Sjaljapin er til stede. Hun skriver om Sjaljapin: ”Il Gorkij était alité, pale, les cheveux plats, la figure large, les pommettes saillantes, des moustaches tombantes qui couvraient une bouche très large et des lèvres épaisses. Le type de l’ouvrier russe, l’ouvrier de fabrique. A côté de lui, le célèbre chanteur Chaliapine était assis, avec sa grosse face rasée, ronde et rubiconde, ce Chaliapine qui avait débuté 1908 à Paris dans un concert chez nous à Boulogne sur Seine, ainsi que Dimitri Smirnoff et toute la troupe russe amenée par Serge Diaghilev, venue à cette époque faire acclamer le Boris Godounov de Moussorgski! Chaliapine me salua froidement et se tut, pendant tout le temps que dura ma conversation avec Gorki”. Paley 1923, 243. Paley 1924, 241-242. ”Comme je me levais pour partir, calmée par la promesse de Gorki et par l’annonce de cette lettre de mon fils, Chaliapine me suivit jusqu’à l’antichambre. Là, devenant subitement communicatif et affectueux, il prit mes deux mains dans les siennes, les baisa et me dit: Ma princesse, il faut que je vous voie. Puis-je venir chez vous demain et à quelle heure? Je veux vous convaincre que Chaliapine n’est pas un ingrat et qu’il se souvient de ce qu’il doit à son grand-duc protecteur. Il vint en effet le lendemain chez Marianne, but une bouteille de madère et promit monts et merveilles de protection pour son grand-duc. Il n’avait pas assez d’injures pour le régime bolcheviste. Hélas! Combine de personnes ont fait ce double jeu pendant cette révolution! Chaliapine, lui, ne bougea pas le petit doigt pour sauver qui que ce fût. C’est un opportuniste qui se prosterne devant les régicides, comme il se prosternait autrefois devant l’empereur et la famille impériale”. Paley 1923, 244-245. Paley 1924, 243. Sjaljapin følte sig i revolutionsdagene som en mand af folket, og var sympatisk indstillet overfor socialismen. I 1922 blev Sjaljapin erklæret ”antirevolutinær” af regimet, hans ejendom konfiskeret, og han forlod Rusland for eksil i Paris. 107 ikke, at Sjaljapin vil synge der sammen med alle de brægende får, men det siges, at det er fordi han er så grisk på penge, og at Mariinskij ikke kan betale ham så godt som Narodnij Dom. Her får han femogtyve tusind rubler for en aften, eller sådan noget i den retning. Da vi forlod teateret, svor vi på, at det ville vi aldrig mere. Vi var glade over, at det var overstået. Ja, for derud måtte vi en gang. Vi kunne jo ikke vende hjem til Danmark, uden at have hørt Sjaljapin. Vi gik hjem i det herligste snevejr, og inden vi gik i seng, nød vi resterne fra Smiths fødselsdagschokolade og mandelkage. Torsdag befandt jeg mig morderlig skidt, hovedpine og ondt i øjnene. Jeg tog et pulver med hen på kontoret, men det hjalp ikke. Det var mig en pine at være der. Nå, jeg skulle gå kl. fire
345 Eduard Saltoft, 1883-1939, kunstmaler og chef for DRK ved den danske legation i St. Petersborg. Saltoft malede billeder fra den russiske revolution. The Russian Revolution seen and depicted by Edward Saltoft. KB: portrætregistranten: ungdomsportrætter af den unge maler. Han var uddannet på Kunstakademiet hos Krøyer og Tuxen, korrespondent for Berlingske Tidende i Rusland under 1. Verdenskrig 1915, repræsentant for DRK i Rusland 1916 til 1918, DRK’ repræsentant for den finske regering i Rusland 1919. Saltoft portrætterede Lenin og Trotskij. Kraks Blå Bog. 346 Foreningen til Syge og Såredes Pleje under Krigsforhold 1875-1921 tog i 1921 navneforandring til DRK. Esther skriver ”det danske Røde Kors”. 347 Christian Frederik von Haxthausen, 1887-1932. I begyndelsen af december 1917 var Haxthausen nogle dage i St. Petersborg på gennemrejse fra Danmark. Den 4. december rejste Haxthausen mod Rostov. Haxthausen 2000, 183. 348 Prinsesse Paley beskriver bolsjevikkernes destruktion af familien Paleys fine gamle vinkælder af ti tusind flasker. Paley 1923, 138- 146. Paley 1924, 142-149. 108 der var blevet os foræret af den rare Troelsen. Søndag morgen rejste han hjem til Danmark, og lørdag aften var han oppe, og sige farvel til os. Han medbragte i den anledning en kurv fuld af de mest vidunderlige æbler og vindruer. Det må jo have kostet mennesket en formue. Desuden ville han slet ikke høre tale om, at vi ville betale ham billetterne til Sjaljapin, og de var dyre, seksten rubler stykket. Vi gjorde, hvad vi kunne for at få ham til at tage imod pengene for dem, men han er, som Eja siger, ganske ualmindelig stædig. Der er ikke noget udkomme med ham, ellers er han en engel. Hvis vi ikke havde ment det før, så ville vi da absolut mene det efter den kurv med frugt. Søndag til eftermiddagste kom der to russere, vi kender, Libin og Tscherniak,349 af os døbt ”Salmiak”. Jeg har vist omtalt dem før. Smith lærte dem at kende på overrejsen. De er vældig flinke, især Salmiak. Han er en morderlig dygtig og intelligent lille fyr, blandt andet spiller han ganske glimrende på balalajka. De er begge soldater for øjeblikket. Salmiak er junker, og skulle lige til at tage sin eksamen for at blive officer, da jagten på junkerne begyndte to dage før. Han var på junkerskolen,350 mens den blev beskudt, og en af hans kammerater faldt lige ved siden af ham, mens de stod sammen ved et vindue. Sammen med en anden kammerat flygtede han op på taget, hvorfra det lykkedes dem at slippe ned på gaden. I ca. ti dage strejfede han så om på landet. Herinde turde han ikke vise sig straks igen. Så engang i forrige uge kom han her, og bad frk. Smith om gesandtskabet ikke kunne hjælpe ham udstede en lignende attest, som han havde fået af amerikanerne om at han var gesandtskabet bekendt. Legationsråd Skov kender ham nemlig også, traf ham, da han rejste herover i foråret sammen med Smith. Kammerherren trak sig i overskægget, og vidste ikke rigtig, enten han skulle sige ja, eller nej, men det blev heldigvis ja, og glad var Salmiak. Han havde nemlig glemt sin frakke med sin adresse, og alle sine papirer i på taget, og af det kunne bolsjevikkerne jo se, at han havde været på junkerskolen den nat, den blev angrebet, og han mente, at de måske derfor ville arrestere ham. Nå, det gik han heldigvis fri af, og nu er han en ganske almindelig soldat. Det er også langt det bedste at være i disse tider. Kl. seks
349 Tscherniak, L. RA: UM, jr. nr. 3. L. 12/186, (lbn. 3-284). 350 Junkerskolen: officersakademiet. 351 ”Erstatningskrav mod Rusland i anledning af krig: Lind, J. J. Tab i Sibirien som følge af beslaglæggelse”. RA: UM, jr. nr. 6. L. 17. 109
Netterstrøm, i deres baronlejlighed. Vi fik alt muligt dejligt knas at spise. Vi dyrkede en tid det franske teater, men nu er det længe siden, vi har været der. Vi var der blandt andet en aften sammen med Meyer og kaptajn Brun. Efter forestillingen souperede vi oppe hos os.352 Meyer havde englesmilet på, og opførte sig i det hele taget ordentligt hele aftenen. Så det var meget hyggeligt. Ja, nu tror jeg ikke, jeg kan mere i aften. Mange, mange hilsener til alle, Esther. Tonne skal også have noget fra mig til jul, og Lis skal have en særlig god gave. Det er jo antagelig sidste jul i mange år, hun er hjemme. Til dig selv skal du også købe noget ordentligt, hvad du ønsker dig.
#Resume: julehilsen.
<56> Petrograd, 14. december/1. december 1917 Kære lille mor, blot et par ord i hast. Jeg sender to julepakker af sted med kureren i dag. Jeg ved, nok du har købt for mig til de forskellige, men jeg syntes, det var morsomt også at sende en lille ting herovrefra. Æsken, det hele er i, er til Gunnar, til cigarer. Den lille lakæske er til mandelgave. Ingen, uden du, må se den før juleaften. Jeg bryder mig ikke om at den skal havne hos nomen illigibilis piger, som jeg slet ikke kender, da jeg selv er aldeles forelsket i den, og den har været ret dyr. Jeg så helst at den kom et af medlemmerne af min egen familie i hænde, men nu kan du jo se, om du kan finde på en eller anden måde til at arrangere det på. Du vil nok udlevere de i æsken indlagte tre tusind og femhundrede rubler til Troelsen. Æsken med brochen er en gave fra en ingeniør Hansen i Odessa til hans kone Inger Hansen, født Michaelsen. Jeg vedlægger et brev fra hendes far, at I kan se adressen, og telefonnummeret. Bitten må så telefonere derud at hun må komme, og hente den. I omtaler nok endelig ikke hverken forsendelsen af brochen, eller pengene, da det vil kunne få ubehagelige følger for mig. Bogen er til far med reproduktioner fra Tretjakovski galleri i Moskva. Se efter sidenummer otteogtredive, men ikke før juleaften. Der er en overraskelse. Jeg har skrevet til Troelsen, og bedt ham hente pakkerne i UM, og bringe dem ud til jer. Har I ikke fået dem, når du får dette brev, så hør selv efter dem derinde. Mit julebrev kommer med kureren, der afrejser herfra mandag morgen den 17. december/4. december. Han vil være i København, fredag den 21. december, om morgenen. Kunne ikke en af jer køre ind i ministeriet den formiddag, og få mine breve til jul, da der er ladninger af kort, der skal sendes videre, og det vist ellers bliver lidt sent med at nå det til juleaften. Du skal ikke blive forfærdet over, at der bliver trukket 400 rubler på min konto. Jeg har udstedt to checks hver på 200 rubler, men jeg skal selv kun have de 100 rubler. Resten har frk. Hansen, og Petersen fået. De overfører så igen de 300 kr. fra deres til min konto. Nå, nu ikke mere i dag. Her er rasende travlt. De kærligste hilsener, Esther.
#Resume: julehilsen.
<57> Petrograd, 14. december/1. december 1917 Kære far og mor og alle I, der er samlede på den lille Toftegård. Når I får dette, er det juleaften. Jeg ser jer alle for mig i tankerne hyggeligt forsamlede først ved bordet, og bagefter ved juletræet. Mit hjerte banker ved tanken. Jeg havde nok lyst at være med. Det er jo nu engang sådan at man længes ud i den store verden. Man vil ud, og se sig om ud, og prøve noget. Men er man først kommet ud, ja, så længes man hjem igen, og på ingen tider så stærkt som i julen. Julen har altid en dejlig duft over sig, men den er bedst i den hjemlige luft. Vi fejrer selvfølgelig dansk jul. Det er den eneste måde, det kan blive jul for os på, tanken om, at I fejrer den samtidig hjemme. Jeg ved jo så godt, hvordan det hele vil være hos jer. Det er så nemt for mig at følge jer aftenen igennem. Nu vil jeg fortælle jer lidt om, hvordan det skal være hos os, at I også kan være med her. Vi fire holder
352 Alf Harald Brun: “En aften deltog jeg i et selskab hos legationens fire unge damer, som beboede en udmærket smuk og velmøbleret lejlighed i gesandtskabspalæet. Der blev spillet, danset og sunget russiske sange, og stemningen var så fjern som mulig fra den daglige følelse af når som helst at kunne vente revolutionære eksplosioner”. Brun 1930, 17. 110 juleaften alene heroppe hos os selv. Hele legationen er nemlig delt i små grupper, der hver især holder jul for sig selv. Nogle rejser bort, andre er inviterede ud, andre igen slutter sig sammen i små grupper. Netterstrøm og Rasmussen, og frk. Munck og frk. Uldall fejrer aftenen hos Rasmussen og Netterstrøm. Kehler, attaché ved gesandtskabet, der bor her under os med sin kone, holder jul hos sig selv, og har inviteret nogle stykker af de andre til at komme til sig. Der var først tale om fællesspisning, og fælles juletræ, men stemningen var åbenbart ikke for det. Hvor kunne det også blive hyggeligt, så mange mennesker sammen, der kommer fra vidt forskellige hjem, og som ingen berøringspunkter har udover det, at de hver dag spiser deres middag sammen. Der har jo aldrig været noget rigtig sammenhold her i legationen. Da vi blev spurgt, om vi ville have noget imod at være med til at holde fælles juleaften, svarede vi selvfølgelig nej, vi skulle nok komme og hjælpe med til at det blev så hyggeligt som muligt. Vi ville nemlig ikke skille os ud fra de andre, men ville rette os fuldstændig efter alt hvad de bestemte. Inderst inde var vi jo ikke så glade ved tanken om at vi ikke måtte få lov til at blive oppe i vore egne hyggelige stuer, og det talte vi også om indbyrdes, men overfor de andre lod vi os intet mærke med. I kan derfor tænke jer vor glæde, da det viste sig, at der var mest stemning for at holde jul hver for sig i små partier. Det hele har jo også langt større betingelser for at blive vellykket på den måde. Vi skal holde dejlig dansk jul med risengrød, og gåsesteg, hvis Lind da ikke narrer os for gåsen, og juletræ skal vi have, og lys over det hele. Smith har fået sendende julebuk hjemmefra, og i næste uge skal vi til at klistre, og lave det hele. Vi skal nemlig have et rigtigt juletræ for børn, med kurve og kræmmerhuse. I går var Smith og jeg ude og gøre indkøb. Vi købte blandt andet tolv henrivende små krukker, som vi skal have stående på bordet, og på kaminhylden med lys og grankviste i. Vi har også været så heldige at få fat i en hel masse små lys. De ser ganske vist ikke så gode ud, og er meget tynde, men de gør sig udmærket i krukkerne, og brænder også rigtig godt. Vi var også ude for at købe julegaver til de andre, men resultatet blev at vi købte til os selv fra de andre. Et nydeligt resultat, ikke? Vi giver hinanden hver en ordentlig ting, som de tre andre er sammen om, og desuden giver vi hinanden hver en lille ting alene. Vi købte også mandelgave, en lille rund lakæske, meget sød, men alligevel ikke halvt så køn som den jeg har sendt hjem. Det er ganske umuligt at få en, der ligner den, så jeg vil gerne have at far eller mor beholdt den. På søndag skal vi ud og hente juletræ. Her er nemlig ingen at få her i byen. Kommer der i det hele taget nogen, kommer de først til russisk jul. Vi har derfor bestemt at tage ud i skoven, og selv fælde os et. Søndag morgen tidlig starter vi. Kl. otte rykker de fire tavarisjer ud i vindjakker og fedtlæderstøvler, og med øksen på nakken. Ja, det er skam alvor. Det er vores mening at tage økse med, og selv at fælde det. Vi tager til en lille station, der hedder Lachta,353 tyve minutters vej fra Petrograd med toget, hvor der er masser af grantræer. Skoven der har før revolutionen tilhørt en greve, men han er sat på porten for længe siden. Nu er det fælles ejendom, og der er såmænd ingen, der vil gøre os noget, fordi vi tager os et træ. Vi har lært noget af den røde garde, kan I tro. Vi tager, hvad vi trænger til. Det kan blive en dejlig og vældig rask tur. Vi glæder os mægtigt. Det skal blive dejligt at få noget af alt kontorstøvet rystet af sig, og rigtig at komme ud og trave i sne og frisk luft. Vi skal have mad med, og jeg har været så heldig at få fat i en skinke, en dåse leverpostej, og nogle kiks, rigtige danske kiks. Lyder det ikke som et eventyr? Så madpakken bliver førsteklasses. Den sidste kabinetskurer, der kom herop, havde nemlig en hel kasse proviant med til sig selv, men den fik han jo slet ikke brug for, da han jo boede på hotel, og kun var her i knapt fjorten dage.354 Det kunne være meget praktisk at tage lidt med herop, men hvad manden har ment med at slæbe sådan et vognlæs med sig, forstår jeg ikke. Nå, det var jo vores held, så jeg vil ikke sige noget ufordelagtigt om ham. Frk. Hansen, Petersen og jeg delte, hvad der var i kassen. Der var to skinker yndige små dukkeskinker. Det må vist være skinker af pattegrise, hvoraf jeg fik den ene. Ja, vi skal selvfølgelig betale for det, men vi er jo henrykte over at kunne få det. I længere tid har vi nemlig intet som helst haft til vores mad, og det fra Thorbjørnsen er det vist mere end usikkert, om vi får. Vores husholdning går ellers stadigvæk udmærket. Hvor er det dejligt at have det for sig selv. Jeg antager, Broch bliver
353 Lachta er en lille by i St. Petersborgs omegn. Baedeker 1913, 116. Grieben 1913, 128. 354 Scheels kurerrejse, december 1917. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 111 den sidste kurer inden jul, og at han har al vor julepost med, tak! Hvor er vi spændte på kassen. Jeg håber, vi får alle vores julebreve i rette tid, for de kommer til at udgøre den bedste del af aftenen. Luk øjnene, og prøv om I så ikke kan se os sidde forsamlede omkring kaminen med juletræet tændt, gørende hinanden delagtige i alle vores dejlige breve hjemmefra. Det er altid fest for os, når der kommer post, men denne gang vil det jo være noget ganske særligt. Det vil være det, der giver vores aften indhold, hilsenerne fra hjemmet. Anden juledag har vi tænkt os at gå til ballet på Mariinskij, når blot vi kan få billetter. Sidste søndag betalte Andersen og Smith femogtyve rubler per styk for to ikke særlig gode pladser, men de var aldeles vilde, da de kom hjem. Det stak alt, hvad de før havde set. De havde aldrig oplevet noget så vidunderligt. Her skydes stadigvæk rundt omkring i byen hver eneste dag. I går, da Smith og jeg kørte hjem efter at have besørget vores juleindkøb, var skydningen endda temmelig stærk. Der går de mest vanvittige rygter for øjeblikket. Det siges at tyskerne vil være her om fjorten dage, og at den tyske generalstab bor henne på Moika, toogtyve. De har allerede inddelt Petrograd i syv distrikter, og ansat en kommissær for hvert. Ja, hvorfor skulle de i grunden ikke komme. Det ville da ikke undre mig. Fronten er jo åben, og krigen er faktisk til ende. Så ville her da komme orden, hvis tyskerne kom her. Som det nu er, er det forfærdeligt, og det bliver værre, og værre. Her er fuldt af røverbander, der tvinger folk til at aflevere pelse og støvler, og penge, selv ved højlys dag på gaden. Tyskerne kommer herop for at forsvare deres interesser. De har alt for store værdier liggende her til at de kan finde sig i, at de bliver røvet og ødelagt af Petrograds pøbel. Det bliver jo spændende at se, hvad det bliver til. Blot vi først må få lov at holde vor jul i fred. Glædelig jul til dig, kære far, og til dig, min egen kære lille mor, og til jer alle sammen. I tankerne er jeg hos jer, Esther.355
<58> Petrograd, 19. december/6. december 1917. Kære alle sammen, her har I så beskrivelsen af, hvordan vi fik vort juletræ.356 Alt vel. Tusind kærlige hilsener, Esther.
#Resume: telegrammer på gesandtskabet om Ruslands tilstand. Kampen om vinlagrene. Den røde hær har ordre på at ødelægge vinlagre, da soldater i beruset tilstand begår grusomheder. Røveri på åben gade i St. Petersborg. Tyskerne ventes som befriere i St. Petersborg. Frygt for mangel på levnedsmidler. Aksel har været i St. Petersborg med forsyninger fra Sibirien. På juletræsrov i Lachta.
<59> Petrograd, 22. december/9. december 1917 Kære lille mor, endnu et lille livstegn i 1917.357 Her sker store ting i øjeblikket. Det er meget spændende at være her, men jeg tør ikke omtale det nærmere endnu, da det foreløbigt er en dyb hemmelighed. I går aftes, ligesom jeg skulle til at gå, kom der nogle lange chiffertelegrammer, som jeg ikke så på med blide øjne, men da jeg begyndte at løse dem, så forsvandt min gnavenhed over at blive opholdt. Det var nemlig noget, der interesserede mig levende. Nordlien hjalp mig med at løse dem, og vi sad begge to, og var lige ved at sprække af spænding. Forholdene i byen bliver værre og værre. Skydning og plyndring, hver eneste dag og nat. Det går i øjeblikket ud over vinlagrene. Den røde garde har ordre til at ødelægge al vin, men ofte kommer en skare soldater dem i forkøbet, bryder ind i lagrene, stjæler vinen, og gør sig til gode med den, og begår derefter de frygteligste ting. Det er derfor den røde garde har ordre til at ødelægge vinen for at undgå excesser. Her flyder med vin i gaderne. Ja, det er ikke overdrevet. Forleden aften var det sådan nede ved hotel l’ Europe, at man vadede i vin til op over anklerne. Her foregår overfald og plyndringer efter en større målestok. I forgårs nat blev en dansker - ja, du kender ham for resten godt, Knud Møller Holst, han har engang været til bal hos os - overfaldet lige nede i nærheden af Nevskij. Han kom kørende i isvostjik ved et-tiden om natten. Pludselig blev Isvostjikken standset af seks soldater, der satte ham deres revolvere for panden, og derefter fratog ham hans
355 Weil 1993, 360. 356 Brevet synes at referere til Esthers brev af 22. december/9. december 1917. 357 Weil 1993, 360. 112 pels, en ny pels, han lige havde købt for fire tusind rubler, hans pelshue, guldur med guldkæde, samt firehundrede og halvtreds rubler i rede penge. Han forsøgte at sige, at han var dansk undersåt, men de råbte blot: ”Ti, eller vi skyder!” Dette er kun et eksempel, men den slags tilfælde er der masser af hver dag, og nat. Når nu vinlagrene er ødelagte, så kommer turen til butikkerne, så vil der blive sat en systematisk plyndring af dem i gang, siges der, hvis tyskerne da ikke har vist sig inden den tid. De ventes nu som befriere. Der siges i øjeblikket at være tyve tusind tyske soldater her i byen, og at der om en uge eller to vil være et hundrede tusind. Ja, vilde rygter er her nok af. Hvor meget sandhed, der er i dem, skal jeg ikke kunne sige. Hvem kan det? Men uhyre spændende er det hele. For Rusland som land betragtet ser det mere end sørgeligt ud. Ukraine, Don og Kaukasus har jo erklæret sig uafhængige, men har forenet sig imod regeringen her i Petrograd, der har sendt dem en erklæring, at hvis de ikke underkaster sig, vil der blive erklæret dem krig. Hvordan vil her så blive her i Petrograd? Levnedsmidler er her ikke mange af i forvejen, og når Nordrusland så lægger sig ud med Sydrusland, hvorfra vi får tilført det lidt vi får, hvad skal det hele så blive til? Vi fire tavarisjer klarer os storartet i øjeblikket. Ti pund mel og smør har vi fået forærende af Thorbjørnsen, to dejlige gæs af Lind, de kom lige ind ad døren nu, og så har Axel desuden haft en masse med ned til os fra Sibirien. Han kom i søndags aftes. Han bliver her dansk jul over, og rejser derefter til Rybinsk for at holde russisk jul sammen med familien der. Det er et større forråd, han har haft med til os, to gæs, tolv harer, fem ryper, en agerhøne, tyve pund mel, noget honning, og en fem, seks store bielkaer (franskbrød), så foreløbig kommer vi jo ikke til at lide nød. Det er godt, det er frostvejr. Med den kulde, vi har i øjeblikket, kan det jo holde sig lige så længe det skal være. Ja, for den er skrap. Det er alligevel blevet til at vi skal have fællesspisning juleaften, så det er vi jo nødt til at gå med til, men juletræ holder vi hver for sig i små partier. Første juledag skal vi så have det rigtigt hyggeligt oppe hos os selv. Jeg har fået fri første og anden juledag, og juleaftensdag skal jeg kun være her til kl. et, så det er jo nådigt sluppet. Vi har opgivet at gå i teateret anden juledag, da vi synes, det er for risikabelt at vove sig ud om aftenen. Forleden aften, da Axel og jeg havde været ude og spise middag sammen, blev der skudt mægtigt med maskingeværer ved Vinterpaladset, da vi kørte hjem, men nu har man også snart vænnet sig til det. Hvad synes I om vores digt om, hvordan vi fik vores juletræ? I kan tro, det var en sjov tur. Vi startede om morgenen ved ni tiden, alle fire i vindjakker, og med fedtlæderstøvler. Madpakken havde vi med, og øksen emballeret i papir. Vi havde meget panik med den i toget, da folk til trods for at den var pakket ind godt kunne se, hvad det var. Flere soldater så meget mistænksomme på os. Ja, både på os, og på øksen. De troede åbenbart, vi var kvindesoldater. Vi nåede Lachta uden videre oplevelser, og gav os til at søge efter et juletræ. Det var ikke så let, som vi havde troet. Vi vadede i sne til op over knæene. Endelig fik vi øje på nogle, der så antagelige ud, men vi skulle først over en grøft, der ikke var ganske tilfrosset. Endelig langt om længe fik vi fat i et pænt lille træ som Andersen og jeg huggede efter at have vadet i sne og vand til op over knæene. Haagensen og Smith turde ikke gå med derind. I triumf bar vi vores træ ned til stationen, og der begynder vores lidelser. Vi ventede i to og en halv time på den lille møgbeskidte iskolde station. Jeg troede, tæerne og fingrene var frosset af. Jeg led ubeskrivelige smerter i dem. Endelig kom toget. Propfuldt var det. Hvor skulle vi gøre af træet? Til sidst fik vi det anbragt i en bagagevogn, der var fyldt med soldater. Turde ikke selv gå med derind, passe på det til trods for at vi var fire i tallet, da soldaterne ikke var hyggelige at se til. I toget var der også knagkoldt. Vi led, forsikrer jeg jer for, men dog mest ved tanken om at soldaterne måske havde hevet juletræet ud på vejen. Vi nåede Petrograd i en værre forkommen tilstand, men da vi så at juletræet var i behold, var alt glemt. Vi bar det i procession ud af stationen. Nu gjaldt det om at få fat i en isvostjik, for der er en mægtig vej fra denne station til Chaykovskogo. Der holdt kun en isvostjik, og den ville have tyve rubler, hvad vi selvfølgelig ikke ville give. Vi travede så af med juletræet, og var så heldige kort efter at træffe på to bonde-isvostjikker, der ville køre for os for ti rubler hver. Dem tog vi, og så gik det af sted, af sted i flyvende fart. Det var en herlig tur. Folk stod stille, og så efter os, og lo og råbte: ”Allerede juletræ!” Efter at være kommet godt hjem, skiftede vi tøj, og spiste en meget animeret middag, 113 hvorefter vi nød vores breve, der var kommet med kureren om natten, og var blevet bragt ned til os, mens vi var borte. Hvad der tales om i Petrograd? Hvordan damerne ved gesandtskabet fik deres juletræ!358 Ja, nu bliver det ikke til mere i dag. På godt og glædeligt gensyn i det nye år. Jeg glæder mig til, og længes efter at mødes med jer alle igen. De kærligste hilsener til jer alle, flest til dig og far, fra jeres alle sammens Esther.
#Resume: jul og nytår i St. Petersborg er overstået. Takkebrev for julehilsener og gaver fra Danmark.
<60> Petrograd, 1. januar 1918/19. december 1917 Kære far og mor, og alle sammen. Tak for alt. Tak for hver en kærlig tanke. Tak for hvert et kærligt ord. Tak for hvert et kærligt ønske. Tak for alt, hvad I sendte hver. Og en tak, fordi I hjalp med til at gøre julen så hjemlig for mig. I må i dag nøjes med denne fælles tak. Senere vil jeg sende jeg hver især et par ord. Dog må jeg tage dig, lille mor, ud fra de andre. Du kan slet ikke tænke dig, hvad jeg følte ved at få din smukke lysedug, som du har siddet og syet til mig, sting på sting. Tak. Den er mig netop så meget mere værd ved at jeg har fået den herover. Tak også for alle de gode madvarer. Du kan tro, de har smagt os, men derom senere. Jeg vil ikke foregribe begivenhedernes gang. Der er så meget at berette, men hele min beskrivelse af julen når først at komme med på fredag. Vi har haft en meget hyggelig jul, og en dejlig nytårsaften, i går aftes. Det har blot alt sammen været lidt trættende, og der har slet ikke været tid til at skrive, da her har været så forfærdelig travlt på kontoret i juleugen, så I må som sagt vente med et ordentligt brev til næste gang. Dette skal blot være en lille hilsen, der bringer jer alle min kærligste tak. Tak, kære far, for Sten Blicher. Du kunne ikke give mig noget bedre. Du vil nok, lille mor, foreløbig takke alle, der har tænkt på mig, moster Mims, tante Caro, Karen og Gunnar, Ane, Mette, og så videre. Jeg fik så mange hilsener fra gode venner, så jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal overkomme at svare på dem. Dette kort bliver nok overgivet til faster Ida den 10. januar. Til Vordingborg har jeg skrevet direkte. Ja, så må I nøjes med dette i dag. Endnu engang tak, alle sammen. De kærligste hilsener fra Esther.
#Resume: om juleposten på gesandtskabet. Juleaften i St. Petersborg.
<61> Petrograd, 3. januar 1918/21. december 1917) Kære mor, ja, så er jul og nytår passeret, og vi må anlægge en ny tidsregning. Før hed det altid: det skal vare til jul, det skal ske til jul, og så videre. Det var som om julen var enden på alt. Det næste punkt bliver nu, når vi skal hjem, for det sker jo antagelig, i alt fald for de andres vedkommende til maj eller juni, og så følger jeg trop, og tager min ferie på samme tid. Lørdag, den 22. december om aftenen efter kontortid var afsat til at være en rigtig gøren-rent aften. Da jeg kom hjem fra kontoret, ved halvottetiden
358 Weil 1993, 361. 359 Broch vil gerne afhentes på banegården i St. Petersborg, den 22. december, hvilket Kjeldsen underrettes om. Telegram, 17. december 1917. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 114 han ikke havde fået sit pas viseret af bolsjevikkernes repræsentant i Stockholm.360 Vi skælvede ved tanken om måske ikke at have fået vores julepost, og var taknemmelig over at det var Broch, der var blevet udset til at klare de skær.361 Der var fuldt af mennesker på gesandtskabet, dog kun sådanne, der helt eller delvist hørte til legationen, forskellige medlemmer af DRK, oberstløjtnantens, Nordliens, og en tre, fire af de unge fyre nede fra Chaykovskogo, der ventede at skulle slæbe bjerge af post og pakker hjem. Der var to mægtige kurersække, og jeg gik skyndsomt i gang med at sortere posten. Jeg var helt alene om det, da frk. Hansen ikke var der, og Broch var alt for optaget af at have foretræde, først for kammerherren, og så hos Nordlien. I løbet af en halvanden times tid var alt på plads, og Haagensen og jeg vendte hjem med favnen fuld. Det eneste skår i glæden var at der ikke var spor af breve til Andersen. Det var ganske uforståeligt, men hendes familie må jo have leveret dem for sent ind. Det var vældig synd for hende. Vi var forfærdelig kede af det for hendes skyld, men jeg må sige, hun tog det storartet, efter at hendes første skuffelse havde lagt sig. Kl. halvtre
360 Scavenius til UM, 6. december/23. november 1917: “Idet gesandtskabet herved har den ære at bekræfte afsendelsen af sit oven citerede telegram, skal man tilføje til nærmere forklaring, at man ved underhåndshenvendelse hos krigsrevolutionskomitéen i Smolnij Institut har bragt i erfaring, at der for indrejse til Rusland for danske undersåtter fordres pasvisering hos den britiske militærkommission i København samt hos det russiske generalkonsulat i Stockholm. Den første påtegning motiveres med spionagehensyn, hvorimod den anden kræves, fordi det russiske generalkonsulat i Stockholm, i modsætning til konsulatet i København, er anerkendt af maximalistregeringen. Det vil dog kun blive tilladt danske undersåtter i lighed med andre neutrale at passere grænsen ved Tornio og Beloostrov, dersom krigsrevolutionskomitéen modtager en af nærværende gesandtskab underskrevet garanti for vedkommendes politiske tilforladelighed, hvorfor man har den ære at henstille til det kongelige ministerium, at gesandtskabet i hvert enkelt tilfælde sættes i stand til at afgive en sådan erklæring om muligt med omtrentlig dato angivelse for ankomsten. Efter modtagelsen af garantien vil krigsrevolutionskomitéen give myndighederne i Tornio og Beloostrov ordre til frit at lade de pågældende passere. Harald Scavenius”. RA: UM, jr. nr. 36. rus. 1, (lbn. 36-110). 361 Broch til fuldmægtig Bojsen, UM, St. Petersborg, 28. december 1917: “Min rejse forløb heldigt. Dog, da jeg nåede Tornio, var den nær blevet afbrudt. Den derværende kommandant meddelte mig, at jeg under ingen omstændigheder kunne få lov at passere grænsen, medmindre mit pas var viseret af bolsjevikgesandten i Stockholm, hvorfor han henstillede, at jeg straks begav mig tilbage. Jeg insisterede kraftigt på en sådan behandling. Kommandanten beklagede, men da der i Haparanda opholdt sig en engelsk kurer på fjerde dag, så mente han ikke at kunne lade mig passere. Da det ikke kunne nytte at gå ad “hovedtrappen”, henvendte jeg mig til de menige matroser, der var i Tornio, og ved at hentyde til at Danmark som bekendt repræsenterede Østrig-Ungarn i Rusland, og at jeg medbragte vigtige depecher til Det danske gesandtskab i Petrograd, lykkedes det mig at få matroserne på min side og få kommandanten overmandet. Såfremt jeg ikke havde været i stand til at tale russisk, var jeg ikke kommet igennem, og da de to diplomatiske kurerer, der rejser for ministeriet, ikke taler dette sprog, så vil de næppe være i stand til at komme frem hertil, medmindre de har den omtalte visering fra Stockholm. Kammerherre Scavenius har allerede sendt et telegram til ministeriet i nævnte anledning. Den omtalte engelske kurer lykkedes det mig at få igennem ved samme lejlighed, hvorover han var meget taknemmelig. Til slut vil jeg bede Dem, hr. fuldmægtig, om på mine og alle dem, der er ansatte under gesandtskabets vegne at modtage vores tak for al venlig assistance. De kan tro, der blev glæde, da jeg kl. fire juleaftensdag ankom med de mange rare sager. Med venlig hilsen, deres ærbødigst hengivne, Vilhelm Voigt Broch”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). Bojsen til Broch, 9. januar 1918: ”Kære hr. Broch, For Deres venlige brev af otteogtyvende forrige måned, takker jeg Dem mange gange. Det glæder os at erfare, at De slap helskindet hjem til Petrograd med alle Deres levnedsmidler og julepakker. Som De erindrer, nærede jeg nogen betænkelighed ved, at De ikke ville lade Deres pas visere af den ny russiske repræsentant i Stockholm, da jeg var bange for, at De ville få vanskeligheder i Haparanda. Dette bekræftede sig jo også derved, at De kun tiltvang Dem passage ved at anvende en ret smart fremgangsmåde, som (jeg kan ikke nægte det) synes mig at være lidt for uforsigtig. Det er jo ikke udelukket, at de næstfølgende kurerer ikke vil møde nogen særlig velvillig behandling fra kommandantens side efter Deres episode med ham. Imidlertid vil alle de fremtidige kurerer herfra få pålæg om at skaffe sig visum i Stockholm. Med ønsket om et glædeligt nytår”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 362 Kamennoostrovskij. 115 kasse igen. Alle beklædningsgenstandene passer mig udmærket. Tak for besørgelsen. Der er blot en ting jeg ikke synes om i det brev, hvor du omtaler indkøbet af dem: du og Bitten spiste ikke frokost i byen. Det betragter jeg nærmest som en fornærmelse. Det burde I jo have gjort på min regning, hvilket I nok vil huske i fremtiden. Dette var blot et lille sidespring, nu tilbage til vores juleforberedelser. Efter at have sat aftensmaden til livs, begyndte vi på bagningen. Haagensen, Andersen og jeg, mens Smith overtrak den marcipan, hun havde fået hjemmefra med overtrækschokolade. Vi havde jo været så heldige at få ti pund mel og ekstra smør forærende af Thorbjørnsen. Tre pund stødt melis havde Axel haft med til os, og femten æg havde min store tykke elev fra Rybinsk skaffet os, rigtignok til halvtreds kopek stykket, men man flotter sig jo lidt i anledning af julen. Vi bagte kommenskringler, tvebakker og jødekager, og i begyndelsen gik det strygende, men hen på natten blev ovnen ganske umulig. Vi fyrede, og fyrede, uden resultat. De sidste plader blev aldeles sejtørrede. Kl. tre
363 Det er synd for diplomaterne! En sørgelig vise om diplomatiets skadelige indvirkning på mennesker, der blev kancellister. FØR: Nuttede, buttede, tuttede. Civiliserede, manicurerede, friserede. Opvakte, oplagte, uforsagte. Interesserede, feterede, endnu ej russificerede. Blåøjede, fornøjede, ubøjede. I diplomatiets tjeneste. Var vi fire de væneste. Men kom og besku nu de sørgelige rester. Af Gerda og Ellen, Isa og Esther.
NU: Forbidte, forslidte, beskidte. Trætte, forrådte, unette. Fordrukne og mugne, forstukne. Blege med kaje seje. Forvågede, omtågede, fjogede. Ubørstede tænder. Uvaskede hænder. 116 stole på, og det gjorde gaverne også. Der var vers til mange af dem. Jeg fik mest bøger, hvad jeg også havde ønsket mig: to russiske digtsamlinger, og to engelske i henrivende ruskindsbind. Af hjortene tilsammen fik jeg en yndig lille mørkeblå silketaske, som jeg selv havde valgt, af Haagensen et helgenbillede, af Axel et lille træskab, ægte russisk arbejde, og af Andersen Pusjkins eventyr.364 Det var det, jeg var mest rørt over. Hun havde købt den til sig selv et par dage i forvejen, men da hun mærkede, hvor begejstret jeg var for den, og hørte at jeg havde stejlet hele byen rundt for at få mage til, forærede hun mig den nu til jul. Lysene brændte stadig på juletræet, og brevene hjemmefra kom frem. Der faldt tavshed over stuen. Den var ligesom forladt for en tid. Vi var ikke her, men tusind mile borte med i kredsen om det hjemlige juletræ. Det rørte mig, alle de mennesker, der havde tænkt på mig med gode kærlige ord, deriblandt frk. Rievers, som jeg slet ikke have tænkt på at skrive til, og ”Lulle”, frk. Wulff, som sendte mig et brev, fuld af gode ord og smukke tanker, for ikke at tale om de fire kort fra Snekkersten, der tog mig om hjertet ved deres jævne ligefremhed. Jeg var ked af at jeg ikke havde fået skrevet til Martha, men jeg har gjort det nu bagefter. Og så fik den juleaften da ende. Det var en fredfyldt og smuk juleaften, som vi altid vil mindes midt i al krigens strid og kamp. Første juledag stod vi sent op. Vi spiste først frokost ved halvtotiden, men den var også fin, med sardiner, leverpostej, røget kød, kold gås, og bagværk. Derefter gik Smith og jeg til Mariinskij for at se at få billetter til om onsdagen, mens Andersen og jeg forlagde residensen til køkkenet. Vi skulle have fremmede til middag, arkivisten og Axel, og vi havde i sinde at imponere dem med karamelbudding. Desuden målte vi Magdalene lidt sådan i alle retninger. Jeg lavede rødkål til, og den blev ganske storartet, og jeg svedte over karamelbuddingen. Hvert øjeblik mente jeg, den mislykkedes, og var en fortvivlelse nær. Men det er heller ikke sådan lige at lave karamelbudding ved et stearinlys, og elektrisk lys var der ikke noget af den dag. Sådan går det jo altid. Nå, jeg svedte ikke forgæves. Alt blev uhyre vellykket. Kl. syv
#Resume: takkeskrivelse.
<62> Petrograd, 4. januar 1918/22. december 1917)
Næser, der render. Derpå, man kender. De fire venner.
Morale: Thi råder jeg enhver. Gå ej bag af dansen som Andersen, Gogensen, Smithski og Gansen. Gerda Andersen. KB: NKS 5244, quarto. 364 Alexandr Pusjkin, 1799-1837. 117
Kære lille mor, ”Hvorfor er kolde intetsigende ord så lette at sige, og de ord stumme, der som fakler ville lyse og varme i den mørke nat?”365 Dette sidder jeg lige og læser i Nulle Finsens Fra Bjørnsons Hjem,366 og det slår mig som noget af det mest sande, jeg nogensinde har læst. Hvor godt kender jeg ikke denne følelse, især når jeg har modtaget et af dine breve, og gerne ville takke dig for det, og for alt, hvad du altid har været, og stadig er for mig. Jeg sidder her med dit kærlige julebrev foran mig. Der bølger atter en varm strøm op igennem mig ved at gennemlæse det, men når jeg skal til at udtrykke i ord, hvad jeg føler, så er det som om det hele falder fra hinanden. Derfor når jeg heller ikke denne gang længere end til at benytte mig af det simple ord tak, men hvis du vil undersøge det nærmere, så er det ikke en almindeligt jævnt henkastet tak, men en tak, der indeholder alt det bedste, der findes i mig. Altså endnu engang tak for dit brev, og tak for den vidunderlige lysedug. Hjortene var betagede både over den, og over vaniljekransene. Her skal du høre hjort Andersens udsagn: ”Ja, jeg kender nu ingen som Aksels mor”, og så kender hun dig ikke engang rigtigt. Tak for alt i 1917, især for dine breve. De har været de lysende punkter året igennem. Ja, hvad mon 1918 vil bringe? Fred må der jo komme. Det er umuligt andet. Det ville være lettere at se frem, hvis man vidste, at året ville bringe fred. Fred både udadtil og indadtil. Fred i den store verden over, og fred med sig selv, men det er så svært at finde frem til det. Som du skriver, der er så mange tanker, der går og kommer, når man står på tærsklen til et nyt år. Det er ikke altid så let at se tilbage. Det tynger at tænke på de gange, man har svigtet sig selv, og andre. De gange, man ikke gjorde fuldt ud, hvad man burde. Aldrig vil jeg kunne sige dig og far tak for det hjem, I skabte for mig og mine søskende, for den grund, I lagde, for den ballast, I gav os med på vejen ud i livet. Vi er så langt bedre udrustet end de fleste. Tak for jeres kærlighed, Esther. PS: Mit lange brev når først at komme med næste gang. Her er fuldt op at gøre, og store ting i gæring. Medfølgende sang havde Andersen skrevet til juleaften.
#Resume: om juledagene. Esther og Axel tager på udflugt i femten graders frost til Tsarskoje Selo og Pavlovsk. Tilbage i St. Petersborg ses optog og processioner i gaderne. Til te hos Nordliens. En visit på Loppetorvet. Nytårsaften i St. Petersborg. Til ballet i Mariinskij. Axel rejser til Rybinsk. De fire hjorte sætter sig for at besøge Rybinsk. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<63> Petrograd, 9. januar 1918/27. december 1917 Kære lille mor, ja, her følger så fortsættelsen af, hvad vi tog os til i juledagene. Første juledag havde jo været temmelig anstrengende, både med hensyn til de kulinariske, og de åndelige præstationer. Hjortenes maver er jo ikke vante til at blive overfyldte, så dette første juledagsgilde var dem lidt for meget. Andersen begyndte at knække sig, lige så snart gæsterne havde trukket sig tilbage, og den næste formiddag kom Smith ind, og præsenterede sig temmelig grøn i ansigtet. Hun havde også ofret det meste af natten. Haagensen og Andersen var nødt til at stå vel tidligt op, da de sammen med en af de russiske damer fra kontoret skulle på Loppetorvet, et af de mere interessante steder her i Petrograd, og gøre indkøb. Smith og jeg dasede den rigtig af, og nåede lige akkurat at blive færdige til ved to tiden, hvor Axel kom for at spise frokost med os. Om eftermiddagen gik Axel og jeg en tur, og spiste middag ude på Medvjed (Bjørnen), min yndlingsrestauration. Da jeg kom hjem ved ti tiden, var der mørkt over hele huset, og jeg troede først, at hjortene var ude, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at de var krøbet i hi, og det allerede kl. syv
365 Finsen 1917, 118: ”Hvorfor er kolde, intetsigende Ord så lette at sige, og de Ord stumme, der som Fakler ville lyse og varme i den mørke Nat”. Fra Bjørnsons Hjem. Kbh: Gyldendal 1917. 366 Olufa Nulle Finsen, 1869-1950, født i Reykjavik på Island. Indskrevet på Vemmetofte adelige Kloster. Forfatter, lærer, oversætter. Kraks Blå Bog. 118 mig. Haagensen hvilede sine trætte lemmer på sofaen, bange for at gå glip af nogen af de tre hjortes guldkorn, men måtte nu og da forsvinde i et ubehageligt, men nødvendigt ærinde. Torsdag måtte der atter tages fat på kontoret, desværre. Det giver ikke rigtig julestemning og julefornemmelse at skulle arbejde mellem jul og nytår. Det var ellers en meget heldig dag for mig. Jeg fik den mest henrivende vase af københavnsk porcelæn, og en stor æske konfekt af to herrer, der kommer en del på gesandtskabet, og for hvem gesandtskabet besørger forretningsbreve. Om aftenen havde vi mine to tykke elever fra Rybinsk til te sammen med ”den lille tykkes” søster, en vældig sød ung frue. De var meget begejstrede, både for vores juletræ, og vores festligt pyntede og oplyste stuer. De havde Lermontovs samlede værker med til. Hvor blev jeg glad for dem. For tiden lever og ånder jeg kun for Lermontov, læser hans noveller, og lærer hans vidunderlige digte udenad. Vi havde det vældig hyggeligt, og de var så dannede at gå tidligt, hvilket vi var henrykte over, da vi var morderlig trætte. Fredag var en mægtig travl dag. Det var jo kurerdag, og jeg kom først hjem sent ud på aftenen. Den dag blev alle bankerne taget af bolsjevikkerne, og de har siden da været lukkede. Det er jo forfærdelige tilstande. De eneste, der arbejder, er direktørerne. De bliver tvunget til det med bajonetten for brystet. Alle funktionærerne strejker. Søndag morgen var jeg tidligt oppe, og lave en lækker madpakke til Axel og mig. Vi havde bestemt at tage en lille formiddagstur til Pavlovsk. Hummeren sprang ved den lejlighed, det vil sige, lidt af den, resten gemtes i frost og sne til nytårsaften. Axel kom omtrent en time senere end han havde lovet. For det første havde han sovet over sig, og for det andet gik der ingen sporvogne, og isvostjikker havde ikke været til at opdrive. Der skulle være store fredsdemonstrationer og manifestationer på gaderne, så sporvognstrafik ville der slet ikke blive tale om den dag. Magdalene mente endda, at togene heller ikke gik. Nå, vi var nu indstillede på at skulle i skoven, og ville ikke opgive håbet om at gennemføre vores tur planmæssigt, før vi med egne øjne havde overbevist os om, at togene virkelig også holdt hviledag. Kl. ni, afgang fra ambassaden. Jeg i vindjakke og fedtlæderstøvler håbende, at jeg nok kunne holde varmen, da vi jo rigtig skulle ud og trave. Ja, fodtur blev der nok gået, men det var rigtignok i Petrograd. Vi havde det meste af vejen til banegården, der ligger en lille halv mil fra Chaykovskogo. Det sidste stykke vej fik vi overtalt en enlig isvostjik til at befordre os for gode ord, og især for god betaling. Banegården nåedes. Jo, togene gik. Vi fik billetter, og udmærkede siddepladser i et iskoldt tog. En halv time forløb, inden toget satte sig i bevægelse. Mine fødder var som is, for jeg var for resten som is over det hele, og fortrød grundigt, at jeg ikke havde taget pels på. Det er en nydelig orden, her er herovre, synes I ikke? Femten graders kulde, og ingen varme i togene. Axel knagfrøs, og foreslog gang på gang, at vi skulle tage hjem igen og nyde vor madpakke i Chaykovskogo, men det syntes jeg var alt for usselt. Turen skulle gennemføres, hvad den også blev, men det blev rigtignok en frysetur fra først til sidst. Efter en times kørsel nåede vi Tsarskoje Selo, hvor vi stod ud for så at tilbagelægge vejen herfra til Pavlovsk til fods, og så tage toget der for hjemadgående. Vor frokost nød vi på banegården i Tsarskoje Selo. Axels ide, som jeg først ikke syntes rigtig om, men dog gik ind på, og det viste sig også bagefter som det bedste. Vi bestilte to glas te. Noget måtte vi jo tage for at have ret til at sidde der, og så frem med vore lækre madpakker. Du kan tro, vi nød den frokost. Det var også en frokost, som ville have været mindst sine et hundrede rubler værd på en hver som helst restauration, hvis den i det hele taget kunne være fremskaffet et sådant sted. Hummermad, oksefiletmad, leverpostejmad, honningmad, chokolade, vaniljekranse og pebernødder, dertil hvid bourgogne. Vi havde en halv flaske med som Axel nok så forsigtigt sad med, skjult i sin frakkelomme, og fra dette sikre skjul hældte ud i vores tomme te glas. Det smagte vidunderligt, alt sammen. Da vi var færdige med dette vidundermåltid, var kl. blevet over tolv
367 Vogel-Jørgensen, T. Rasputin, Profeten, Libertineren, Rænkesmeden: Bidrag til en Karakteristik. V. Kbh: Pios Boghandel & Poul Branner 1917. Skrevet på dansk og publiceret 1917 efter mordet på Rasputin, december 1916. Bogen blev en bestseller. 120 bordet. Det var yndigt at se til med blomster og lys, næsten kønnere endnu end første juledag. Kl. syv
368 Zakuski, et varieret udbud af forretter. 369 Giselle ou Les Willis, uropført 1841 i Paris. Komponist: Adolphe Charles Adam, 1803-1856. 370 Tamara Karsavina, 1885-1978. 121 stearinlys, det hører vist ikke til det lægerne anbefaler. Og så stod russisk jul for døren, søndag den 6. januar/ 24. december. På den østrigske ambassade havde alle fri, både mandag og tirsdag. Vi i Millionnaja, kun mandag. Et par aftener før Axel rejste om tirsdagen, tror jeg det var, fandt vi på, at vi ville ud at rejse i den russiske jul. Jeg mente nok, at jeg kunne få fri anden juledag, også hvis jeg bad om det. Vi syntes, vi trængte til at komme ud, bort fra Petrograd, til rigtig at få os luftet, til at få alt kontorstøvet blæst bort. Hvorhen skulle rejsen så gå? Til Moskva, foreslog de unge ben. Ja, glimrende. Vi skrålede os hæse i munden på hinanden ved tanken om at komme til midnatsgudstjeneste i Kreml, bestige Sperlinger bjerget,371 besøge Tretyakovskaya galleri,372 og se Moskva balletten. Kun hjort Anders var lidt tilbageholdende, og delte ikke ganske vores entusiasme. Næste dag, da jeg vendte hjem fra kontoret, var jeg heller ikke så højt oppe længere. De mennesker, jeg på gesandtskabet havde fortalt om at vi agtede os til Moskva, troede nærmest, at vi var gale. To af mine gode venner, der er ansat i DRK, og lige havde været dernede, fortalte at de havde været en halv dag forsinket. De rejste herfra om aftenen, og kom først til Moskva den næste dag kl. fem om eftermiddagen. Rejsen derned havde desuden været forfærdelig. Overalt fyldt med tavarisjer, også i deres halvkupé. Det ville altså sige at når vi tog herfra lørdag, ville vi være i Moskva søndag ved fem tiden. Vi havde så søndag eftermiddag, og mandag indtil kl. seks
371 Sperlingerbjerget, Sparrow bakkerne udenfor Moskvas centrum (Vorobyovy Gory). 372 Tretyakovskaya galleri i Moskva, grundlagt af Pavel Treyakov, 1832-1898. 122 han gået, men det bliver han for resten i eftermiddag i Chaykovskogo, af Smith eller Andersen”. Smith påtog sig hvervet, og kammerherren blot smilede, og ønskede os god fornøjelse. I en fart fik jeg en skrivelse sat op om at vi skulle have billetter. Nordlien satte sit navn under, stempel på, ud med den til Kjærsgaard, en vældig skikkelig fyr ansat på DRK’ kontor, min ”slave”, meget anvendelig til at skrive små kedelige skrivelser på maskine, når man selv ikke har tid, eller ikke gider. Jo, han skulle forsøge at skaffe billetter den næste dag. Han plejer først at vise sig på kontoret ved tolv tiden. Han forjager sig ikke, men jeg rådede ham til at være ved billetkontoret ved ni tiden. Der åbnedes nemlig ved ti tiden, og der var sikkert en lang otjered. Idel glæde blandt hjortene. Fredag den 15. januar/2. januar måtte jeg som sagt holde sengen på grund af hovedpine, men i frokostpausen masede Andersen ned i Millionnaja for at tale med Kjærsgaard. Ingen billetter. Han havde godt kunnet få fire billetter, men uden pladskort, og det havde han ikke turdet tage, da jeg jo havde sagt, at han kun skulle tage billetter med pladskort. Det havde jeg nu ikke sagt, kun at han helst måtte se at få pladskort, men nu var i alt fald de billetter røget, og der var ingen chance for at få nogen andre. Haagensen, Smith og jeg var mere end skuffede, da Andersen kom, og meldte dette, men Andersen selv var rigtig veltilfreds med dette resultat. ”Jeg har i grunden hele tiden aldeles ikke været stemt for det”, sagde hun. ”Det var kun, fordi I tre hjorte var så opsat på at komme ud, at jeg fulgte trop. Det er rigtigt godt, som det er. Så sparer vi alle de penge”. Vi blev så enige om at vi måske kunne tage til Pavlovsk eller Peterhof, bo på et af de små hoteller der, og rigtig gå ture. Jeg havde netop lige ligget i sengen, og slået mig til ro med dette, da Andersen og Smith kl. halv seks kom farende op fra kontoret og ind til mig som skudt ud af en kanon. Andersen havde sin energiske mine på. ”Ja, nu tager vi ud til Nikolajbanegården, og ser at få billetter. Vi har jo skrivelsen. Den må da hjælpe”. Jeg stirrede aldeles forvirret på Andersen. “Billetter hvortil?” “Til Rybinsk, naturligvis”, havde hun den frækhed at sige, meget overlegent, som om hun ikke to timer i forvejen havde erklæret, at det var glimrende, vi ikke kom af sted, og at det havde været hendes mening hele tiden. De to tilbageblevne hjorte ventede i spænding. Kl. halv otte tørnede Smith ind ad døren. Andersen var blevet borte for hende på Nikolajbanegården. De havde været på en cafe lige overfor banegården, men der solgtes kun billetter til samme dag. Så var de gået over på selve banegården for at få fat i kommissæren, og i folkemylderet derovre var de blevet borte fra hinanden. Det var knagende koldt. Smith havde ventet en halv time på Andersen i forhallen, så kunne hun ikke mere, og havde sat kursen hjemefter. Et kvarter efter viste Andersen sit strålende hoved i døråbningen. Ja, nu må jeg desværre slutte for i dag. Forsættelsen følger om et par dage. Vi sender kurer af sted igen på fredag den 18. maj. Tak for alle dine dejlige breve. I går igen fik jeg et, men derom senere. Tak alle venner og bekendte for breve, og kort til min fødselsdag. De må foreløbigt nøjes med en tak gennem dig. Jeg er mere end rørt over alle dem, der huskede på mig. Nu blot de kærligste hilsener fra Esther.
123
*Eduard Saltoft. Wagonen gennem Polen. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: Esther har fejret fødselsdag (10. januar), og takker for hilsenerne fra Danmark. Axel er rejst til Rybinsk.
<64> Petrograd, 11. januar 1918/29. december 1917) Kære alle sammen, tak for brevene til min fødselsdag. I skal høre nærmere fra mig i løbet af et par dage. I dag blot en hilsen. Jeg havde en vældig rar fødselsdag med en meget fin middag, var sammen med de tre andre hjorte til Madame Butterfly om aftenen i Mariinskij, derefter chokolade i Chaykovskogo. Her er som altid fuldt op at gøre, og min fritid er som hidtil meget begrænset. Det er knagende koldt i øjeblikket. Vi fryser vældigt her på gesandtskabet. Axel rejste til Rybinsk tredje nytårsdag. Jeg har ikke hørt fra ham siden, men håber, han er kommet godt derned. Det er ikke spøg at rejse her i Rusland for øjeblikket. Jeg er meget spændt på referatet af nytårsgildet på kvisten, og i atelieret. Hvor ville jeg dog gerne have været med. Ja, det kan ikke blive til mere i dag. Blot endnu de kærligste hilsener, og tak for alle brevene, både de før og de til min fødselsdag. Esther.
#Resume: på Nikolajbanegården i et forgæves forsøg på at skaffe togbilletter til Rybinsk. Brev fra Axel med beskrivelsen af hans togrejse til Rybinsk. Esther skriver breve om natten. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<65> Petrograd, 16. januar/3. januar 1918 Kære mor, ja, så fortsætter jeg om vor Rybinsk tur. Altså et kvarter efter Smiths tilbagekomst, viste Andersen sit strålende hoved i døråbningen. Jo, nu var det så godt som i orden. Efter en hel del masen om på Nikolajbanegården, parlamenteren frem og tilbage med forskellige bolsjevikker og værdige medlemmer af den røde garde, var hun endelig havnet hos kommissæren, der havde vist sig meget elskværdig, og lovet at vi skulle få billetter, når blot UM ville sætte sit stempel på vor skrivelse. På eget ansvar kunne han intet gøre for os. Nå, dette stempel mente vi jo nemt, vi kunne få på, så vi så fortrøstningsfuldt den næste dag i møde. Der havde ikke været spor af lys på Nikolajbanegården, så Andersen havde måttet opspore kommissæren i bælgravende mørke. Jeg kan dårligt tænke mig noget værre. Nikolajbanegården i buldermørke. Halvdelen af natten gik med at samle vores sager sammen, vi skulle have med. Det var kun lige det højest nødvendige, nattøj, toiletsager, et par ekstra strømper, og et par små sko. Vi ville rejse i vores ældste tøj, for vi var jo nok klare over at turen i toget ikke blev nogen lysttur. Næste morgen var jeg oppe kl. syv og pakke madkurven. Ja, vi skulle have en ordentlig forsyning mad med derned: en hel stegt hare, fem franskbrød, smør, leverpostej, en dåse tunge, honning, marmelade. Ja, madkurven var skam god nok. Så tidligt hen på gesandtskabet, og gøre knæfald for Broch, for at få ham til at gå op med vores skrivelse i UM. Der er han jo så godt kendt. Langt hen på formiddagen kom han tilbage. Ikke tale om at de ville sætte deres stempel på. Det stred imod deres demokratiske principper. Gesandtskabets medlemmer kunne stå på otjered efter billetter, lige så godt som hele Ruslands befolkning. Derefter fik jeg Petersen til at gå derop. Det hjalp ikke. Til sidst besluttede jeg selv at gå derop i min fortvivlelse. Vejret var henrivende, klart frostvejr og tindrende solskin, da jeg gik over Vinterpalads pladsen. Det satte mig i sådan et godt humør. Jeg var meget fortrøstningsfuld, temmelig sikker på at de nok ville hjælpe mig, men da jeg kom derop, blev jeg snart dukket. De var hverken til at hugge eller stikke i. Tilbage til gesandtskabet. Telefonen ringer. Det er Smith. Nej, jeg fik intet stempel på. Andersen kommer også til, altså i telefonen. Stort krigsråd. Blandt de andre mest stemning for at opgive det. Hos mig mest stemning for at føre det igennem. Jeg havde nemlig til alle, der rådede mig fra det, sagt: ”Ja, selvom vi skal sidde på taget, eller på bufferne, så skal vi nu af sted”. Kl. fire vendte jeg Millionnaja ryggen. Da jeg kom ned til Chaykovskogo, arbejdede de tre andre hjorte endnu til trods for at de havde sagt, at de ville bede om at gå tidligt. De mente, vi måtte opgive det, men det kunne jeg dårligt tænke mig før alt var forsøgt, og jeg fik jo så også snart de andre med på at vi skulle tage ud til banen og se, hvad der var at gøre. I flyvende fart ovenpå. Mens de andre klædte 124 sig om, smurte jeg nogle mægtige madpakker, som vi skulle styrke os med om natten i toget. Så af sted. Vi lignede rene klædebylte, så meget tøj havde vi på. Knagende koldt var det, ca. tyve graders frost. Vi kaprede os hurtigt to isvostjikker, og så gik det i flyvende fart ad Nikolajbanegården til. Humøret var højt. Ved Nikolajbanegården var vi først inde på cafeen, der ligger lige overfor for at se at få billetter ved kassen der. Kassen var lukket. Alt udsolgt. Så over på selve Nikolajbanegården. I forhallen, der var proppende fuld af folk, satte Andersen og Haagensen sig på vores bagage, ligesom andre tavarisjer, mens Smith og jeg gik ud for at finde toget. Ikke en vidste besked om fra hvilken platform, det gik. Endelig fandt vi dog stedet, hvorfra det skulle gå, og vi spurgte en funktionær om vi ikke blot kunne mase ind i toget, og så betale der. Han sagde det fornuftigste, jeg endnu har hørt en russer sige: ”De kan jo se, her er mennesker til tyve tog, og vi sender kun et af sted”. Jeg har aldrig set så mange mennesker. Soldater, den ene værre at se til end den anden, strømmede i tætte stimer forbi os, så vi blev helt svimle af at se på det. Så opgav vi det, gik tilbage til forhallen, og passede på bagagen, mens Andersen og Haagensen gik ud for at se på folkelivet. Jeg forstår ikke, hvordan russerne selv rejser i disse tider. Der var virkelig mange pæne mennesker på banegården, og det både gamle koner og børn, men russerne er jo ret uimodtagelige, som vores lærerinde siger, man kan godt kaste sten i hovedet på dem, det rører dem ikke. Nå, hjorte, det var den Rybinsk tur, og så hjem igen i isvostjik til et hyggeligt aftensbord med al den dejlige mad, jeg havde smurt. ”Man kan nok se, at det er Aksel, der har stået for madkurven”, sagde Andersen, hvortil jeg jo måtte bemærke at det var fra dig, jeg havde dette lille talent, hvis det da var et talent, og at den sikkert ikke ville have kunnet stå for dit kritiske blik. I forgårs fik jeg brev fra Axel med en beskrivelse af hans tur til Rybinsk. Jeg sender her vedlagt en kopi.373 Den taler for sig selv. Vi er selvfølgelig mere end taknemmelige over at vi ikke kom af sted, og kan godt indse, at folk der har forstand på det, troede, vi var gale. Vi har nu en gang for alle opgivet enhver tanke om at rejse her i Rusland. Ellers havde vi tænkt at rejse til Moskva i påsken, men det er vi nu fuldstændig klare over er ganske ugørligt. Poul Rée og en anden af vore delegerede rejste samme aften til Moskva. De måtte gå fire verst langs banelinjen. Så fik de ved store bestikkelser en vogn koblet til ved en lille station, hvor toget holdt i længere tid. De fleste vinduer i dette tog var splintrede. Søndag stod vi sent op, og mens Haagensen og jeg ordnede lidt i huset, og lavede frokost, gik Andersen og Smith hen for at bestille bord på Medvjed (Bjørnen) til om aftenen. Vi ville nemlig have det lidt festligt, og spise middag ude, og så havde vi desuden givet Magdalene fri søndag og mandag. Det var jo hendes jul. Kl. halv fire kom Andersen og Smith asende hjem. Alle restaurationer lukkede indtil anden juledag. De havde endda været helt ude på Mariinskij for at få billetter, men der var også alt lukket. Vi indtog så en sen frokost,
373 Uddrag af brev fra Axel: ”Rybinsk, 7. januar 1918/25. december 1917). Jeg er glad for, I ikke kom herned, for den rejse, jeg havde her til Rybinsk, vil jeg kun ønske min værste fjende. Tak for dit telegram, som jeg har modtaget i dag. Det kom lidt sent, for i går var jeg tre gange på banen for at høre, hvornår de ventede toget. Sidste gang var jeg der kl. elleve om aftenen, og ventede til toget kom ca. kl. to
374 Fontankaen. 126
Danmark, er der ikke mere af, men vi har et svagt håb om at få fat på lidt gær i løbet af i dag. Man kan vist få gærpulver, tørret, hos Alfred Bentzon. Kunne du ikke sende mig et par stykker i et brev? Ja, nu ikke mere i dag. Blot de kærligste hilsener til alle på Christian Winthersvej, flest til dig og far fra Esther.
#Resume: privat brev til moren. Skærmydsler i familien. Esthers breve går på omgang til oplæsning i familien. Emma Preben-Hansen vil ved oplæsning for Preben Hansen, sognepræsten i Longelse på Langeland, passende bortcensurere diverse sproglige udtryk.
<66> Petrograd, udateret, 16. januar eller 18. januar375 1918 Til mor privat. 1: Send mig med først afgående kurer Brors adresse i Amerika, som jeg ikke kan huske. Jeg vil gerne skrive til ham i rette tid til hans fødselsdag. 2: Hvad hedder den gård, Gunnar har set på ved Holbæk? Jeg er mægtig interesseret i det, og vældig spændt på at høre nærmere om det. 3: Bed Lis ringe til Otto, og spørge om han bryder sig om at høre mine breve, der omhandler julen, altså brev nummer et, tre og fire. Jeg kan nemlig umulig nå at skrive det hele til ham igen. I så fald kan Lis tage dem med ind i banken, og han kan hente dem der. De må ikke udleveres til Ally. Hun sendte mig ikke engang en hilsen til jul, men derimod til min fødselsdag, det mest ukærlige og hjerteløse brev, jeg nogen sinde har fået fra noget menneske. Jeg stoler på at dette bliver mellem os, og at du ikke omtaler det til nogen, ikke engang til Otto. Jeg kan ikke udholde at have strid og spektakel ud af det. Jeg skriver selv til Otto, at han ikke mere udleverer brevene til Ally, at han eventuelt kan læse højt, hvad han finder for godt. 4: Så snart du har fået brevene tilbage, vil jeg bede dig gøre mig den store tjeneste at sende dem til Emma, at hun selv kan læse dem, og læse passende uddrag af dem højt for sine forældre. Jeg ved, de vil være glade over at høre noget herovre fra, og jeg kan ikke overkomme at skrive til dem. Jeg skrev et brev på tolv sider til dem til jul, men nu kan jeg ikke mere. Pastor Hansen376 vil sikkert ikke kunne tage alle de forskellige udtryk i mine breve, men Emma læser dem jo først selv, og forstår til fulde, hvad hun skal give til bedste for andre, og hun skal beholde for sig selv.
#Resume: Madame Butterfly i Mariinskij. Gesandtskabets arkiv og arkivets chef. Det russiske nytår ringes ind. Et hold danske sygeplejersker ankommer til det proviantløse St. Petersborg. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<67> Petrograd, 18. januar/5. januar 1918 Kære mor, et mellemrum på et døgn, og så har du mig her igen for at fortælle om min fødselsdag. Op i god tid, og fin morgen te med kommenskringler, honning og marmelade. Et lille fint digt fra Smith, hvori hun lovede mig Gudrun Dyre af Rørdam.377 Hun havde skrevet efter den til Danmark, men den var ikke kommet endnu. Af de andre to hjorte fik jeg også bøger: Tennysons378 samlede værker i en henrivende skindudgave og med glimrende tryk, samt to af Oscar Wilde, som jeg særlig interesserer mig for, for tiden. Den ene af dem var The Picture of Dorian Gray,379 en bog jeg kun tør læse inden kl. syv om aftenen, da jeg ellers får en urolig nat, skriger, og så videre, og således forstyrrer de andres nattesøvn. Af Axel fik jeg den mest henrivende lille silketaske, mage til den blå, jeg fik til jul af hjortene, så nu har jeg da tasker nok foreløbig. Da de andre var gået ned på kontoret kl. ti, læste jeg endnu engang mine fødselsdagsbreve samt dit lange brev (28. december). Endnu engang tak for alle dine kærlige ønsker. Ja, stod det til dig, ved jeg nok, det nye år ville blive godt for mig, men hvordan det end går, noget godt på den ene eller den anden måde må der vel komme ud af det, og bliver
375 Datoen er ”efterrationaliseret” ved et håndskrevet notat på brevet. 376 Preben Johan Frederik Jacob Hansen, 1845-1930, teologisk kandidat 1871. Adjunkt i Aalborg 1873-76. Kapellan i Tullebølle til 1884. Sognepræst i Longelse, Fuglsbølle på Langeland til 1918. 377 Valdemar Rørdam, 1872-1946. Gudrun Dyre: roman 1902. 378 Alfred Lord Tennyson, 1809-1892. 379 Oscar Wilde, 1854-1900. The Picture of Dorian Gray (1891), gotisk spøgelseshistorie. 127 det blot ikke dårligere end det gamle år, skal jeg ikke klage. Det har været et i alle måder dejligt år. Jeg har lært, og set så meget. Det har været et år, der har sat sit præg på mit liv, et år, jeg aldrig vil glemme. Jeg er taknemmelig over at jeg har fået lov til at opleve det. Selvfølgelig har der været tider, hvor jeg ikke har været så glad. Tider, hvor jeg har haft modgang, og som jeg ikke har syntes var så lette at komme over, men at jeg nu og da er stødt på skær, ved jeg godt, kommer af at jeg selv ikke har forstået at manøvrere min skude på den rette måde. De ydre forhold har jeg kun grund til at være taknemmelig over, og det er jeg også, kan du tro. Du spørger, hvad jeg ønsker mig. Ingenting. Der er i alt fald ikke sådan noget særligt, jeg kan tænke mig. Blot I skriver til mig, så må gaver for mig være gaver. Jeres breve har så langt mere at sige for mig. Jeg vendte hjem fra kontoret ved halvfemtiden, og gik straks i gang med at arrangere bordet, og hjælpe Magdalene i køkkenet. Jeg nåede lige akkurat at blive færdig med mine forberedelser til de andre kom op ved seks tiden. Bordet var nydeligt at se til med ren hvid dug og blomster. Dineren lød på zakuska: gås med alt tilbehør, vor sidste gås, henkogte frugter og kaffe, hvidvin og madeira. Det var en dejlig middag, og vældig hyggelig. Belysningen, lutter stearinlys, men det bliver også vor sidste gode middag i lange tider. Fra nu af kommer det til at knibe, og det ikke så lidt endda. Det var knagende koldt, treogtyve graders frost, så det bed ordentligt i ørene, da vi kørte ud til Mariinskij, men en herlig tur var det ikke desto mindre. De tre hjorte havde inviteret mig til Madame Butterfly, og vi sad på sjette række, så fint var det. Ja, i så henseende bliver vi for resten vældig forvænte herovre. Vi sidder altid på de bedste pladser. Det må man jo som gesandtskabsdamer. Halvdelen af de mennesker, der sad i teateret, var danske, så vi måtte jo passe på, hvad vi sagde. Det var en ganske storartet aften. Musikken var jo henrivende, yndefuld og indsmigrende. Dekorationerne var nydelige, og iscenesættelsen lod ikke noget tilbage at ønske. Det bedste ved det hele var dog selve Madame Butterfly. Jeg har sjældent set noget så bedårende, lille fin slank med det mest henrivende ansigt, og den mest bedårende stemme af verden. Fuldendt japaneserinde, graciøs og let, og rørende i sin trofaste kærlighed og tro på sin svigefulde amerikanske søofficer. Vi nød det i fulde drag. Da isvostjikkerne havde den frækhed at forlange fyrre rubler for at befordre os til Chaykovskogo, besluttede vi os til at gå hjem. Vejret var vidunderligt, men knagende koldt, så vi måtte sætte en ordentlig march op for at holde varmen. Der var overalt fredeligt og roligt på gaderne. Det var helt underligt at tænke sig, at vi fire hjorte således ganske uforstyrret ved nattetid kunne tilbagelægge en længere strækning i den revolutionsforvirrede Petrograd, men det er jo også kun et tidsspørgsmål, hvor længe den slags små udflugter kan lade sig udføre. Vel hjemkomne nød vi chokoladen med de hjemmebagte tvebakker. Til trods for den lange aftentur, var der dog ingen af os, der havde rigtig appetit. Middagen havde været for god. Fredag, kurerdag. Masser af arbejde, sent hjem og tidligt i seng. Lørdag var det igen galt fat med hovedet. Jeg er snart en fortvivlelse nær over den hovedpine, der i den senere tid plager mig tidligt og silde. Jeg tog pulver, og lå hele formiddagen. Hen på eftermiddagen følte jeg mig bedre, og stod op og drak te inde hos Haagensen, der lå i sengen af forkølelse. Vi havde det vældigt rart og hyggeligt, og var enige om, at det var dejligt at have fri en dag fra kontoret, når man ikke var alt for dårlig. Så forberedte jeg mig i russisk, og fik virkelig en hel del lært til min lærerinde kom om aftenen. Jeg lærte tre digte udenad, og læste en novelle. Hun var tilfreds med mig, og roste min udtale. Da vi var færdige med at læse, både Smith og jeg, drak vi resterne af min fødselsdagschokolade. Vi havde gemt den til denne aften for at lærerinden kunne få noget med af den, det stakkels udsultede underernærede menneske. Ved halvellevetiden trak hun sig tilbage, og lidt efter kom arkivisten op for at sige farvel til os. Søndag morgen rejste han til Danmark, desværre, for han var en af de bedste i Chaykovskogo, en af de få, vi brød os om at have noget at gøre med. Han har været her et halvt år, og har selv ønsket at forlade sin plads på grund af en hel del intriger, og et større komplot, der har været imod ham. Hvad arkivet skal gøre uden ham, forstår jeg ikke. Han var vældig dygtig, og der er selvfølgelig ikke blevet sørget for i rette tid at skaffe en stedfortræder, så nu står arkivet uden chef. Det er det sædvanlige rod. Hele personalet i arkivet sørger, for de var meget begejstrede for ham. Kl. tolv gik det elektriske lys ud, men så tændte vi stearinlys, og fortsatte samtalen. Først ved et-tiden tog vi afsked med vor højtelskede arkivist. 128
Den 21. januar/8. januar. Mandag den 14. januar/1. januar, russisk første nytårsdag, kaprede vi os som fridag. Det var herligt at have to dage fri i træk, søndag og mandag. Søndag stod vi tidligt op, spiste frokost ca. kl. halv tolv, og startede ved tolv tiden for Mariinskij. Smith, Andersen og jeg. Vi var nemlig blevet inviteret i teateret til Boheme kl. et af en vældig rar russermand, en hr. Leepa.380 Smith kender ham fra København. Hun har læst russisk med hans kone,381 og jeg kender ham for resten også en lille bitte smule fra København. Han var nemlig tolk oppe hos sagføreren for den russiske dame fra Sibirien, jeg tog mig af sidste forår. Han har opholdt sig ca. ti år i Danmark, og taler flydende dansk, men naturligvis med den sædvanlige morsomme russeraccent. Han ville have haft os alle fire med i teateret, men havde kun kunne få fire billetter. Nå, det gjorde nu heller ikke så meget, da Haagensen jo ikke var rigtig rask, og havde bedst af at holde sig inde. Det var vældig pænt af ham at ville have os alle sammen med, rigtig hjorteagtigt. Ja, vores bedste bekendtskaber heroppe har også altid tænkt på os alle fire. Se bare på Martens, Otto og Axel. Ja, de er også i høj grad hjorteagtige. Bliver der tale om at optage æresmedlemmer i hjortekompagniet, så bliver de da de første, sammen med Eja, og Troelsen. Altså startede vi for Mariinskij. Vejret var mere end vidunderligt, klart og koldt, og dejligt solskin. Vi gik hele vejen derud langs Nevaen, og forbi Admiralitetet, der tog sig pragtfuldt ud med sine gule mure, og sin ejendommelige arkitektur, omgivet af snedækkede træer og buske. Vinterpaladset tog sig også ud med sine røde mure midt i al sneen. Nu først forstår jeg, hvorfor Vinterpaladset er rødt, denne kedelige røde farve, der forår sommer og efterår virker så uskøn. Det er jo bygget til is og sne, skal ses om vinteren i klart solskin, så er det pragtfuldt. Ja, Boheme er jo dejligt, og da udførelsen var god, og pladserne var de bedste af verden, så kan du jo nok forstå, at vi var tilfredse helt igennem. Ved halvfemtiden var det forbi, og på tre kvarter rutsjede vi hjem i en isvostjik til resterne af gåsestegen fra min fødselsdag, hvilke serveredes kl. seks. Hele aftenen tilbragte vi med at læse. Det forekom os at der var sådan vældig forslag i den aften. Vi var i det hele taget enige om at det havde været en uhyre velanvendt dag, rigtig en dag, vi havde fået noget ud af i stedet for at sove til kl. et. Spadseretur og teater, og så til slut en hyggelig læseaften. Kl. tolv ringede klokkerne det russiske nytår ind. Jeg åbnede vinduet, og lå i sengen og lyttede til klokkernes klang. Det var smukt og stemningsfuldt. Ja, for de russiske klokker har nu den skønneste klang i verden. Mandag stod vi også op i ordentlig tid, og Smith og jeg gik os en dejlig tur i Sommerhaven. Der var som et feeventyr at se til. Alen høj sne overalt, kun en smal sti, hvor sneen var skuffet bort tværs igennem rimfrost på alle træer og buske. Det var ganske vidunderligt, men spydsk var kulden, bed ordentlig i kinder og ører. Til sidst vandrede vi ned af Millionnaja for at se om der ikke var kommet kurer. Han ventedes nemlig på gesandtskabet, fuldt af posttørstende mennesker, men ingen kurer, ikke engang telegram for Stockholm om hans afrejse derfra. Vi besluttede os så til at vende næsen hjemad. På trapperne mødte vi Saltoft, der fortalte os, at hele det rumænske gesandtskab var blevet arresteret om natten. I det samme kom Nordlien med familie. Han havde telegram om at kureren var afrejst fra Stockholm så han kunne jo ikke være langt borte. Smith og jeg gad imidlertid ikke vente på ham. Vi skulle være hjemme til middag kl. et, og viste jo også sikkert, at nogle af de unge mennesker fra Chaykovskogo ville gå op og hente posten. Jeg bryder mig nemlig ikke om at få alle mine søndage ødelagte med at stå og sortere post i to, tre timer. Saltoft fulgte med os, da vi gik. ”På gensyn i arresten!” råbte han til Nordlien. Ja, hvem ved, en skønne dag sidder vi måske også i Peter-Paul fæstningen. Det ville jo være en interessant, om end mindre behagelig oplevelse. Efter middag satte vi os til at læse, for således at fordrive tiden til kurerposten viste sig. Ved tre tiden bankede det på døren, og ind trådte direktør Mosdal,382 vor kurer med en sygeplejerske, en frk. Lütken.383 Han havde haft syv sygeplejersker med.384 De seks var blevet
380 Martin Leepa (f. 1874). Leepa var en lettisk socialdemokrat og flygtet til Danmark efter revolutionen 1905. Thing, Morten. De russiske jøder i København 1882-1943. 2008, 291-92. Kbh.’s Stadsarkiv: politietsregisterblade.dk (Station V: Vesterbro). 381 Anna Mironovna Leepa, 1881–1926. Thing, Morten. De russiske jøder i København 1882-1943. 2008, 298ff. 382 Direktør Mosdal, aktieselskabet Russodania, gjorde som rejseledsager fra København til St. Petersborg over Tornio økonomisk udlæg for de syv damer, cf. regning af 6. marts 1918. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). 383 Maiken Amelie Lütken, 1875-1959, dansk sygeplejerske, ansat under Petersborg-gesandtskabet den 8. januar 1918 til 8. maj 1919. Hun rejste med sanitetstog, der bragte tyske og østrig-ungarske krigsfanger fra Moskva til Baranovitji på fangeudveksling med russiske 129 tilbage på Finlandsbanegården for at passe på bagagen, mens han sammen med frk. Lütken var taget hen i Millionnaja med posten, og derefter herhen for at få at vide, hvor sygeplejerskerne skulle anbringes. Det er det sædvanlige rod. Kaptajn Cramer engagerer syv sygeplejersker, og arrangerer intet som helst om, hvem der skal tage imod dem, eller tænker på at meddele i husholdningen, at de kommer, og der må være mad parat til dem. Vi vidste ikke spor besked. Der var ingen, der havde meddelt os noget, men vi bad frk. Lütken tage tøjet af og blive hos os, mens direktøren tog ud og hentede de tilbageblevne seks. Han nåede dog ikke så langt. I porten mødte han dem. Det var frk. Munck og frk. Rasmussen, der endelig langt om længe havde fået fat i dem. De var forfærdelig forkomne af kulde, og de værelser, der var stillet til deres disposition skulle ikke virke opmuntrende. Det var tre store kolde værelser i forbygningen, der ikke har været opvarmet i tre år. Der var som i en gravkælder. Vi spurgte Rasmussen, hvad de skulle have at spise. Det vidste han ikke. En kop te, velsagtens. Det er en god administration, ikke? At stikke sultne forkomne trætte mennesker en kop te ud, efter at de i et døgn intet har fået at spise. Vi forholdt Rasmussen det uansvarlige i dette, og han bad os så, om vi ikke kunne sørge for noget mad til dem. Det kunne vi selvfølgelig ikke, da vi jo nu intet som helst har med husholdningen at gøre, og det jo så blot ville se ud som en vittighed, hvis vi begyndte at blande os i den, men vi overgav sagen til frk. Munck, der nu har med husholdningen at gøre, og hun gik så også ned i køkkenet, og fik fremskaffet noget varm mad. Det er selvfølgelig heller ikke morsomt for husholdersken og pigerne pludselig at få syv sultne mennesker på halsen, og det endda på en helligdag, og her i den proviantløse Petrograd. Men det er jo der fejlen ligger, at de ledende endnu ikke har lært, og vist aldrig lærer at træffe deres dispositioner i forvejen. Disse sygeplejersker er ansatte under gesandtskabet her i Chaykovskogo. Nogle af dem skal til Moskva,385 og krigsfanger. Ulstrup 2005, 522. Haxthausen 2000, 257. Lütken, 17. september 1919: “Den 14. januar 1918 meldte jeg mig til tjeneste ved det danske gesandtskab i Petrograd, og efter otte dages forløb, den 22. januar, blev jeg udsendt til Moskva for at drage omsorg der for østrig-ungarske krigsfanger i hospitaler, fængsler og fangelejre. I Moskva gjorde jeg tjeneste under det danske generalkonsulat, generalkonsul Haxthausen, til juli 1918, da Østrig-Ungarn selv ville overtage sine krigsfangers interesser i Rusland. Formanden for DRK i Moskva, dr. Martiny tilbød mig da ansættelse i DRK i Rusland. Men jeg udtalte, at jeg uden gesandtskabets tilladelse i Petrograd ikke kunne overgå til Røde Kors. Dr. Martiny rejste derpå til Petrograd for at ordne sagen med gesandtskabet. Efter at dette var sket, afrejste jeg, den 7. juli 1918, med mine instrukser som dansk delegeret for DRK til Krim”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). 384 Den 22. januar/9. januar 1918 blev otte sygeplejersker stillet til rådighed fra Hærens Sygeplejekorps og Dansk Sygeplejeråd, ansat under afdeling B, hvoraf de syv rejste fra København til St. Petersborg, den 8. januar 1918. Det var Aletha Beldring, Anna Fabricius, Ingeborg Jacobsen, Magda Kirchhoff, Maiken Lütken, Johanne Nielsen, Regina Stuhlmann. Også Henriette Hansen blev ansat og ankom nogle måneder senere. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). Burkhard Koop har ordret publiceret min tekst i eget navn - uden tydelig kildereference i bogen: DRK og dansk krigsfangehjælp under 1. Verdenskrig, 2009, s. 144-145. Forskeren og forfatteren er mig, og jeg kender kilderne fra mit arbejde på Rigsarkivet. Man må ikke ordret publicere andres arbejde eller upublicerede forskning i eget navn, uden klar kildehenvisning. Burkhard Koop meddeler, at copyright tilhører ham, men han er - i forhold til min tekst - skyldig i plagiat. 385 “Det indberettes at sygeplejerskerne anvendes som følger: Maiken Lütken og Anna Fabricius “til tjeneste under generalkonsulatet i Moskva, særlig ved hospitalsbesøg og uddeling af understøttelse til krigsfanger”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). ›I maj 1918 var Aletha Beldring og Magda Kirchhoff i Wien. ”Med et invalidetog fra Kharkov i Rusland kom de to sygeplejersker frk. Kirchhoff og frk. Beldring her til Wien. De havde begge pas der viste at de var ansat i det kongelige danske gesandtskab i Petrograds tjeneste, hvortil også frk. Kirchhoff den 26. maj 1918 vendte tilbage med et invalidetog herfra til Petrograd. ›Frk. Beldring foretrak imidlertid af private grunde at rejse tilbage til Danmark”. Generalkonsulatet i Wien til UM, 12. juni 1918. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). ›Magda Kirchhoff døde i Moskva ved et trafikuheld (Haxthausen 2000, 315, 318). Den 10. oktober 1918 mødte Kirchhoff på generalkonsulatet i Moskva for at hæve løn og rejsegodtgørelse. Hun var da netop overgået fra gesandtskabet til DKR. Samme aften blev hun kørt over af en lastautomobil. Haxthausen til gesandtskabet, 14. oktober 1918: ”Idet generalkonsulatet henviser til sit telegram af gårs dato, hvori man vedr. frk. Kirchhoff telegraferede, at det var umuligt for frøkenen at komme til Petrograd, skal man i den anledning meddele gesandtskabet, at frk. Kirchhoff er blevet overkørt af et lastautomobil her i Moskva og ligger meget syg på en klinik. Om frøkenen kan leve eller ej vil først om et par dage kunne afgøres”. 2-1581 (1). ”I aften er den russiske søster frk. Lavrova og den danske søster frk. Kirchhoff blevet overkørte af et lastautomobil. Mens frk. Lavrova kun er let beskadiget, er frk. Kirchhoffs befindende meget betænkeligt. Der er brud af arm og kranium, stærke kondutioner af begge ben og bækkenpartiet, og endeligt så stærk kondution af underlivet, at en tarmsprængning befrygtes eller en indre blødning. Endelig har hun fået et så stærkt chok at tarmvirksomhed og delvis hjernevirksomhed er lammet. … Uheldet forårsagedes hovedsagelig ved hensynsløshed fra chaufførens side. Automobilet tilhørte landbrugskommissariatet”. RA: DRK, Moskva-kontoret. Diverse rapporter, (lbn. 16). ”Dræbt ved en automobilulykke den tiende oktober 1918”. DRKs halvårsrapport, april til november 1918 (Camillo Martiny). RA: DRK, Moskva- kontoret. Breve og papirer vedr. DRKs praktiske virksomhed i Rusland 1918-1919, (lbn. 9). 130 nogle skal blive her i Petrograd,386 og pleje krigs- og civilfanger på hospitaler og asyler. Ja, nu når jeg ikke mere i dag, mere i morgen. Der går kurer igen på fredag. De kærligste hilsener til alle fra Esther. PS: Jeg når ikke at læse mit brev igennem. Du må selv tilføje de manglende ord og kommaer. Her ventes store uroligheder i morgen. Det skulle have været i dag, men er blevet udsat til i morgen, siges det. Det kniber snart svært med provianten. Vi er ikke langt fra at sulte, men det skal du nok få en nærmere redegørelse for i næste brev. Du skal få vores spiseseddel for forrige uge. De tre sidste dage i ugen stod vi sultne op, og gik sultne i seng. Jeg kan godt forstå, at folk laver hungerrevolter, men som sagt, mere derom i næste brev.
#Resume: St. Petersborg sulter. Horder af omstrejfende og udsultede krigsfanger i St. Petersborg. Processioner i St. Petersborgs gader til fordel for den grundlovgivende forsamling beskydes på åben gade af bolsjevikkerne. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<68> Petrograd, 22. januar/9. januar 1918 Kære lille mor, ja, jeg fortsætter straks igen i aften, da vi skal i teateret i morgen, og det denne gang er kurerdag torsdag. Jeg nåede til forrige tirsdag, hvor det var kurerdag, og hvor der hen på eftermiddagen kom et meget interessant chiffertelegram, der hjemkaldte oberstløjtnant Christensen straks. Der stod endda til sidst, at vi skulle telegrafere med det samme, når han rejste. Oberstløjtnant Christensen har været militærattaché heroppe nu i ca. halvandet år. Hvad han nogensinde har taget sig til, forstår hverken jeg, eller noget som helst andet menneske,387 men han og hans kone er ualmindeligt tiltalende og elskværdige, så vi er alle som en kede af at de rejser. De er også selv lidt overvældet af at skulle så pludseligt af sted. De ville nok hellere have blevet her, nu vinteren over, og så rejst hjem til foråret. Som oberstløjtnanten siger: ”Jeg kunne nok lide at få bolsjevikkerne væltede, inden jeg tog hjem”, men det opnår han så antagelig ikke, da de rejser herfra den 6. februar. Jeg kom sent hjem den aften fra kontoret, men da Smith hørte at oberstløjtnanten var hjemkaldt, løb hun straks over til dem for at slå en lille sludder af med dem. Jeg lagde mig på sofaen, og en halv times tid senere blev jeg vækket af stemmer ude i gangen. Det var Smith, der vendte tilbage med fru Christensen, og lidt senere kom oberstløjtnanten. Vi havde en vældig hyggelig aften. Jeg var rigtignok så træt og søvnig, at jeg havde den største møje med at undertrykke en stadig tilbagevendende gaben, men jeg ville nødig trække mig
386 ›Ingeborg Jacobsen “er fast knyttet til et stort russisk hospital i Petrograd, der efterhånden udelukkende vil blive belagt med østrig- ungarske krigsfanger”. ›Magda Kirchhoff “til lignende tjeneste hospitalsbesøg og uddeling af understøttelse til krigsfanger i Petrograd, direkte under gesandtskabet”. ›Johanne Nielsen “som hjælperske for den delegerede i guvernementerne Vologda, Jaroslav og Kostroma, hvor hun særlig vil blive anvendt til hospitals og anden hjælpetjeneste i sidstnævnte guvernement”. ›Regina Stuhlmann “til tjeneste ved et stort asyl for østrig-ungarske civilfanger i Angliskaja, Petrograd”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). 387 UM til Scavenius, 25. marts 1916: “Krigsministeriet har taget under overvejelse at beordre en ingeniørofficer, antagelig oberstløjtnant af ingeniørkorpset, Jens Peter Marius Matthias Christensen ved anden ingeniørdirektion til at foretage en rejse til Rusland for på så nært hold som muligt at følge krigsoperationerne og indhente erfaringer af betydning for forsvaret”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 3, (lbn. 183). Erik Scavenius til Harald Scavenius, 18. maj 1916: “UM skal herved meddele at oberstløjtnant af ingeniørkorpset Christensen vil ankomme til Petrograd i begyndelsen af juni måned dette år. Man skal herved anmode hr. kammerherren om at anmelde oberstløjtnanten som militærattaché under det danske gesandtskab i Petrograd. Oberstløjtnanten vil blive forsynet med pas her fra UM, i hvilket han vil blive betegnet som militærattaché. Til Deres efterretning meddeles imidlertid at rejsen indadtil herfra vil blive betegnet som studierejse med særligt formål”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 3, (lbn. 183). Krigsministeriet til Overkommandoen, 19. maj 1916: “Det er officielt anmeldt for det russiske UM at oberstløjtnanten udsendes som militærattaché ved gesandtskabet i Petrograd, og oberstløjtnanten vil derfor kunne anvende denne betegnelse udadtil i udlandet, mens hans udsendelse i øvrigt skal betegnes som en studierejse til særligt formål”. Skrivelsen er vedlagt en “instruktion for oberstløjtnant Christensen af ingeniørkorpset i anledning af udsendelse til den russiske krigsskueplads” [...] “De skal under Deres udkommando søge at indhente oplysninger af enhver art, der vil kunne være af betydning for den danske hær; men enkelte forhold må dog være genstand for Deres særlige opmærksomhed, navnlig alt det nye, der er kommet frem eller kommer frem under den nuværende krig såvel hvad angår kampmåde som kampmidler”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 3, (lbn. 183). Krigsministeriet søgte blandt andet oplysninger om, hvorledes luftforsvaret er organiseret i Rusland (UM til gesandtskabet, 20. februar 1917). 131 tilbage, da det jo antagelig blev sidste gang, vi havde disse rare mennesker hos os. Oberstløjtnanten havde netop om eftermiddagen været henne hos den rumænske militærattachés frue, men hendes mand havde ikke vist sig endnu til trods for at det var blevet lovet, at alle medlemmerne af det rumænske gesandtskab skulle blive sat i frihed den dag kl. fire. Det er jo noget af det frækkeste, man kan tænke sig. Ganske enestående at sætte et helt gesandtskab i arresten. Det kom sig jo af at der i Rumænien var blevet arresteret nogle bolsjevikregimenter, som Rumænien ikke ville finde sig i at have indenfor den rumænske grænse, hvilket jeg så godt kan forstå, for det er ikke behagelige gæster, men alt det kender I vel sagtens lige så godt som jeg fra de danske aviser. Hele mandagen, den første nytårsdag, var alle de fremmede gesandter, deriblandt selvfølgelig også vores, forsamlede, og in pleno henvendte de sig til Lenin og Zalkind,388 med hvem de forhandlede i Smolnij. De klagede ved samme lejlighed over et indbrud i den italienske ambassade, med påfølgende plyndring af vinkældrene. Ja, det er en nydelig orden, her er på det hele herovre. Fredag den 18. januar/5. januar ventedes der jo så uroligheder i anledning af at den grundlovgivende forsamling skulle træde sammen. Man ventede og håbede, at tiden nu var inde til at styrte bolsjevikkerne, men nej, det blev der aldeles ikke noget af. Det modsatte parti er ikke stærkt nok endnu. Ganske vist har en del af soldaterne forladt bolsjevikkerne, og sluttet sig til dem, men bolsjevikkerne er desværre alt for mægtige endnu. De har jo også hele pøblen i ryggen. Den nuværende regering er jo først og fremmest en regering, der taler til folkets dårligste instinkter, og lader disse have frit spillerum. Det er jo selvfølgelig også det klogeste af modpartiet at vente til, de føler sig så stærke, at de med et slag kan knuse bolsjevikkerne, men det kan måske vare længe. Det bliver ikke let at vriste magten ud af hænderne på dem, der nu er ved roret. Jeg gruer for den tid, men håber dog at den må komme videre, inden halvdelen af Petrograds befolkning er død af sult. Ja, for forholdene er ganske forfærdelige i øjeblikket. Vor lærerinde fortalte os en hel del om det, da hun var her sidst. Hendes mand har været ansat i en bank, men nu da bolsjevikkerne tog bankerne, gav hele bankpersonalet sig jo til at strejke. Der var selvfølgelig ikke andet at gøre. Han er en af de tusind, eller snarere en af de ti tusind, eller en af et hundrede tusind, der nu står uden arbejde, uden penge, og uden brød. Han har kun fået sin gage for december måned, og den er jo hurtigt blevet brugt under de nuværende forhold med disse aldeles vanvittige priser på alt, hvad der hedder levnedsmidler. Hvad skal de nu leve af, de og deres to børn? De har intet som helst at falde tilbage på. Hun er aldeles mager og grå, og udtæret. Forleden var hun lige ved at besvime, da hun var oppe hos os. Hun havde følt sig dårlig de sidste par måneder, fortalte hun. Om hun da ikke skulle til en læge? Jo, men hun skulle betale seks rubler i forvejen, og dem havde hun ikke haft. Er det ikke forfærdeligt? Næste gang hun kom, havde hun været hos lægen. Han havde sagt at denne trykken og sugen, hun havde i brystet, var forårsaget af sult, fordi hun alle de sidste måneder altid havde gået rundt, og været sulten. Vi forærede hende noget smør, og forskellige andre sager til jul, men vi har jo desværre ikke selv så meget, at vi kan føde hende og hele hendes familie. Hun er aldeles beundringsværdig. I skulle blot se hende mager og udtæret, men rank som et lys, stadigt, til trods for alle sine lidelser, gående op i undervisningen med liv og sjæl. Der er noget at lære. Jeg er ved at forsøge at få hende ind på gesandtskabet, og hun er meget oplivet ved tanken om således at kunne tjene nogle penge, nu hendes mand står uden arbejde. ”Det er ikke alene os, der er stillet sådan” fortalte hun. På den måde har mange af vores venner og bekendte det. Ja, de fleste. Madame Voronova, Andersens lærerinde, er det ikke gået bedre. Hendes afdøde mand var general, og hun har været vant til den største komfort, og til at bevæge sig i det højeste selskab. Nu det sidste års tid har hun arbejdet i en bank her, og givet timer ved siden af. Hun har arbejdet næsten over evne for at skaffe penge til en halvvoksen søn, der studerer i Frankrig. Hver gang rublen er sunket, har hun måttet spænde sin arbejdsevne endnu noget videre for at skaffe de nødvendige penge til veje. Desuden har hun her i Petrograd en lille dreng på fem, seks år, som hun også sørger for. Nu står hun også uden arbejde, og det lidt penge, som hun selv havde sparet sammen, og havde stående i den bank,
388 Om Zalkind bemærkede Trotskij: “I used to leave the running of the Ministry of Foreign Affairs entirely to comrades Markin and Zalkind”. Trotskij, Leon. On Lenin. Notes towards a biography. Translated and annotated by Tamara Deutscher with an introduction by Lionel Kochan. George G. Harrap. London. 1971. Chapter 6: The Business of Government, 117. Tak til Frederik Andreassen. 132 hvor hun arbejdede, har bolsjevikkerne taget. Hun lever nu af sine timer, og af at arbejde et par timer hver formiddag på DRK’ kontor.389 Men I må ikke tro, at hun er knækket af det. Hun bærer også hovedet højt, og erklærer at til trods for alt, ville hun ikke have undværet dette år. Det har været så uhyre interessant at gennemleve, og være med i. Det er i det hele taget underligt at tænke på at alle disse mennesker, der før har haft det godt, og levet uden bekymring, og som nu ikke har det sted, hvortil de kan hælde deres hoved, som ikke ved, hvor de er den dag i morgen, og om de har noget at putte i munden. Værst går det ud over officererne, eller rettere sagt de forhenværende officerer, for nu er alle jo lige alle simple soldater. De bliver jagede ud i køkkenet af soldaterne for at lave mad til dem, og her i Petrograd er der mange steder, hvor officererne har søgt pladser som dvorniker. Ja, og der er også mange eksempler på at unge piger af de bedste familier har søgt pladser som stuepiger, fordi de intet som helst havde at leve af, og ingen steder havde at være. Ja, det er hårde tider for mange mennesker. Vi føler det jo også her, selvom det er i mindre grad end russerne. Som jeg skrev sidst, har det været smalhals med brødet. Om torsdagen var det at Magdalenes mand stod på otjered i over tolv timer for at få et lille stykke brød til os. Tretten centimeter bredt, elleve centimeter højt, og tre centimeter tykt. Det var alt, hvad vi fik af brød den dag, og så skulle I se, hvilket brød, fuldt af avner og snavs. Det ligner fuldstændigt hestepære. Fredag fik vi ikke mere, og da vi ingen gær havde, og således ikke kunne bage brød selv, måtte vi hutle os igennem, så godt vi kunne. Jeg tog den smule, der var, med på kontoret. De andre fik så grød til frokost. Men meget var det ikke, fire små tynde skiver. Det var kurerdag med travlhed fra først til sidst, masser af arbejde, og hen på eftermiddagen følte jeg mig så sulten, så jeg syntes, mine tarme skreg. Jeg besluttede mig så til at gå over til kammerherreinden. Jeg sagde rent ud til hende at vi sultede, og om hun ikke kunne overlade os lidt gær. Gær havde hun desværre ikke noget af, men hun gav mig en dåse kondenseret mælk, og en dåse leverpostej, som desværre bagefter viste sig at være rådden. Hun var i det hele taget vældig sød og elskværdig, og sagde, at det kunne jo ikke gå, at vi sultede. Og jeg fik det ordnet således, at jeg herefter får min lille part af, hvad der kommer fra Danmark til fordeling mellem gesandtskabets personale i Millionnaja. Så vil de tre andre hjorte slå endnu et slag for at få deres part af de levnedsmidler, der kommer her til Chaykovskogo. Det er jo fuldkommen vanvittigt, at vi ikke også skulle have vor del også, selvom vi ikke mere er medlemmer af fælleshusholdningen, da der med hver eneste sending af levnedsmidler følger en skrivelse fra UM, hvori der står at det er til fordeling mellem gesandtskabets personale og DRK’. Vi forlanger jo ikke så meget, blot lidt mel, sukker, leverpostej, og kondenseret mælk. Det er en svær nedgang for os nu efter julen. Alt, hvad vi havde af konserves, har vi spist, men blot vi havde tilstrækkeligt brød, skulle vi såmænd heller ikke klage over at spise det bart. Vi ville være glade til. Vores gæs har vi spist, men af harerne har vi endnu fem igen, som vi dog ikke tør spise løs af, da vi frygter, der skal komme endnu værre tider. Vi sparer derfor på dem, og spiser kun en om ugen. De er jo ikke ret store. De består blot af en lille ryg, og et par små bove, men når vi passer på, og vi ingen fremmede har, kan der nok blive til to middage. Det er om søndagen, at vi flotter os sådan, og det smager ganske henrivende, så vi glæder os altid til vores søndagsmiddag. I fredags købte jeg for et hundrede og femogtredive rubler fjerkræ, to gæs, og en kalkun, og to ænder af hr. Lind, men derfor har vi ikke i sinde at flotte os. Det bliver lagt ud i sneen til harerne, og skal også kun bruges om søndagen. Som sagt, vi ser værre tider i møde. Jeg lovede dig vor spiseseddel for sidste uge. Ja, helst kan jeg såmænd ikke huske den, men her har du noget af den. Tre gange fik vi til formad suppe fra et gåseskrog, ikke videre kraftig, kan du nok forstå. ”Den er så salt”, sagde Andersen, ”men det er jo det eneste, den smager af”, svarede jeg. Den så, som Andersen meget rigtigt bemærkede, ud som om den var kogt på en af vore gamle beskidte karklude, men det må vi måske også engang til, når vi ikke har andet. To gange fik vi til efter mad kød, forarbejdet af Magdalene, den ene gang til koteletter, der for resten mest bestod af ris og gammelt franskbrød, den anden gang til kålruletter. Det var godt, man vidste i forvejen at der var kød i, for ellers havde man ikke kunne smage det. Men
389 Fru Voronova var fra 1. februar 1918 ansat som korrespondent ved DRK, St. Petersborg. DRKs halvårsrapport, april til november 1918 (Camillo Martiny). RA: DRK, Moskva-kontoret. Breve og papirer vedr. DRKs praktiske virksomhed i Rusland 1918-1919, (lbn. 9). 133 hvor meget kan man også få ud af en skive kød på to pund med ben ved, og det stykke havde kostet tolv rubler. En tredje gang fik vi til efter mad, mannagrød med blåbærsaft. Om søndagen skulle vi have kartoffelfrikadeller. De smagte dejligt, men hun havde kun lavet to meget små frikadeller til hver. Vi var mere end sultne, da middagen var til ende, og da Magdalene var på vej ned til sig selv, havde vi ikke rigtig lyst til at bede hende lave nogle flere. Først gik den ene af os ud for at sige det til hende, så den anden. Vi kunne ikke rigtig beslutte os til det. Til sidst gik hun sin vej. Ak og ve, men lidt efter kom hun igen. Jeg tog mod til mig, og sagde det til hende, og vi hjalp hende alle sammen med at lave dem. Hurra! Vi kom ikke til at gå sultne i seng den aften. Vi er på det sidste med vores kartofler, men har været så heldige at få fat i en sæk til, gennem Magdalenes mand. Han har bragt to sække ind fra landsbyen, en til dem, og en til os med fare for sit liv, og med fare for at de skulle blive taget fra ham. Det er nemlig forbudt at føre spor fra landsbyen herind til Petrograd. Hvorfor forstår jeg ikke, men det er nu ikke så underligt, for det meste af hvad russerne foretager sig, forstår jeg ikke. Kartoflerne lå skjulte i bunden af slæden. Tre gange blev den stoppet, og undersøgt af militsen på vejen herind, men han slap heldigvis lykkelig og vel igennem med dem. Firs rubler per sæk. Det er dyrt, men vi er henrykte til. Her i Petrograd er kartofler ikke til at opdrive på torvet. Hvor der nu og da findes lidt, koster de femogtyve rubler pundet, det vil sige for ca. fire, fem kartofler. I fælleshusholdningen havde de forleden dag købt for treoghalvtreds rubler kartofler til en frokost. Smith fortæller at kaptajn Cramer er ved at få fat på flere wagoner mel, der skal smugles herind i ambassaden ved nattetid. Blot vi nu får den, og blot det nu går godt, men det er jo selvfølgelig ikke til os alene, men til alle de masser af krigs- og civilfanger, der efterhånden er samlet her i Petrograd.390 Kaptajn Cramer er fortvivlet over forholdene i øjeblikket. Russerne bevogter ikke fangelejrene ordentligt mere, og de sørger ikke for mad til fangerne, der i store hobe vandrer bort fra lejrene, og vagabonderer. Efter få dages forløb er alle deres hjælpekilder udtømte, og de er ved at omkomme. At bringe hjælp til dem, så længe de er i lejrene, kan være svært nok, men så længe de er der, ved man dog, hvor man har dem. Løber de derimod først deres vej derfra, så er det hele temmelig håbløst. Der bliver nu oprettet store asyler og samlingssteder her i Petrograd,391 og også ude omkring i landet, for atter at samle alle disse
390 DRK, St. Petersborg til UM, 31. januar 1918: “Ca. fjortenhundrede officerer og mandskab fra den berygtede Totskoje lejr Samara er ankommet til Petrograd. Tilstrømningen af fanger til Petrograd enorm. Transporterne må nu afvises”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 13/9, (lbn. 3- 285). RA: UM, jr. nr. 3. L. 14a, (lbn. 3-286). 391 Scavenius til UM, 9. januar/22. januar 1918: “Forholdene for de under gesandtskabets forsorg værende østrig-ungarske krigsfanger har i den allerseneste tid forværret sig betydeligt som følge af den almindelige opløsning, myndighedernes aftagende indflydelse og de voksende ernæringsvanskeligheder. Offentlige og private arbejdsgivere, der overalt i Rusland har tusinder af krigsfanger i deres brød, standser i større omfang deres virksomheder, hvorefter krigsfangerne i de fleste tilfælde beordres til at afgå fra arbejdsstederne, uden at der samtidig anvises dem andet kvarter eller mulighed for at skaffe sig føden. Lejrkommandanterne, hvilke poster nu ofte beklædes af menige soldater, frigiver krigsfangerne enkeltvis og i flokke for at slippe for at forpleje dem og forsyner dem ofte med papirer, der giver dem ret til at rejse frit om for at søge arbejde. Myndighederne, både Udenrigskommissariatet, de militære centralmyndigheder og de underordnede kommandanturer ser sig ude af stand til at skaffe effektiv hjælp. Et forslag, gesandtskabet har fremsat for generalstaben om, eventuelt med tilskud af østrig-ungarske midler, at oprette en større koncentrationslejr i omegnen af Petrograd til optagelse af en del af de talrige marodonerende krigsfanger, er hidtil strandet på, at generalstaben har opgivet at skaffe fornødent brød til veje. Gesandtskabet har derfor gjort skridt til at få overladt en kasernebygning i Petrograd, hvor en del af de omstrejfende fanger kan blive optaget under gesandtskabets beskyttelse, hvad der formentlig vil bidrage til at afhjælpe nødstilstanden i selve Petrograd. Som karakteristiske eksempler kan anføres, at medens gesandtskabet hidtil har henvendt sig til den lokale stab i Petrograd rayonen for gennem den at få anbragt krigsfanger, der henvendte sig til gesandtskabet for at få husly og forplejning, sender de lokale militærmyndigheder nu krigsfangerne flokkevis til gesandtskabet med anmodning om at sørge for dem, samt at der endog i de seneste dage fra regerings kommissæren for krigsfangevæsenet er tilgået gesandtskabet skriftlig anmodning om at afgive levnedsmidler til forplejning af østrig-ungarske krigsfanger, der er optagne i herværende russiske internerings og etapepunkter”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5, (lbn. 3-267). Scavenius til UM, 27. marts/14. marts 1918: “Gesandtskabet har såvel her som i Moskva og andre steder talrige asyler og har gennem oprettelsen af disse reddet et meget betydeligt antal mennesker fra den visse død, idet tilstrømningen af civilfanger til de forskellige centre begyndte i den strengeste vinter og under forhold, hvor det for fattige mennesker var ganske umuligt at skaffe sig husly og mad. Gennem flere måneder måtte gesandtskabet her i Petrograd skaffe mad daglig til fire tusind mennesker. Hvad dette har kostet af arbejde og hovedbrud i en for levnedsmidler omtrent blottet by behøver jeg ikke at omtale. I Moskva og Kijev stod gesandtskabet overfor samme problem, idet man også der måtte føde og logere tusinder af syge og fattige”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). 134 omstrejfende eksistenser. Der bliver udvekslet masser af krigsfanger i øjeblikket. Hver dag rejser der nogle. I har jo læst i avisen om den østrigske kommission, der er kommet herop.392 Det var det jeg hentydede til, da jeg engang omkring jul skrev, at der var store ting i vente. Det var jo uhyre spændende og vi havde mægtig travlt med at skaffe plads til dem på hotellerne. Der blev jo så straks tale om at østrigerne skulle overtage deres interesser, selv hele evakueringen af fangerne, og så videre, og at alle vore måske skulle hjem snarest, senest til maj. Det kom som en bombe for dem alle sammen. Især Smith var fortvivlet over at skulle væk herfra. Nå, det bliver der nu vist ikke noget af. Før freden er definitivt sluttet, og det meste arbejde afviklet, kommer de såmænd ikke bort herfra, men blot den fred dog snart ville komme. Jeg forstår ellers ikke, hvordan det hele vil komme til at se ud her i Rusland. Her trænges så forfærdeligt til fred, både udadtil, og indadtil. Her bliver ellers snart ikke til at være. Nu rejser også alle de velhavende danske bort herfra, de der dog hidindtil har kunnet klare sig i kraft af deres penge. Fredag morgen den 18. januar/5-1, da jeg gik hen til gesandtskabet, blev jeg ved Troitskijbroen standset af en større procession med masser af faner. Det var meget interessant at lægge mærke til forskellen mellem de mennesker, der deltog i denne procession, og de der deltog i de processioner, der sås på Liteinij søndagen mellem jul og nytår. Disse var lutter pæne intelligent udseende mennesker, nydelige damer og pæne gamle hvidhårede herrer, hvorimod hine var lutter bisser og bøller at se til i hvert fald. Ved tolv tiden kom der også en stor procession igennem Millionnaja. Den var så stor at den var en time om at gå forbi. Masser af faner var der med indskriften: ”Giv al magten til den grundlovgivende forsamling”. Lige skråt overfor gesandtskabet, på hjørnet af Morschkov pereulok, holdt der en afdeling kosakker. De hilste processionen og svingede deres huer, og folk viftede til gengæld til dem, og råbte hurra. Ellers forgik alt med den største ro og orden. Alle disse mennesker var ubevæbnede, og jeg gyste ved tanken om at der måske et eller andet sted på deres vej ville lægge bolsjevikker i baghold, og give sig til at skyde på dem. Jeg undrede mig over at de turde demonstrere, men sagen er måske den at de ikke synes, der er så meget forskel på at dø af sult, og på at dø for deres overbevisning, ramt af en lumsk og nedrig bolsjevikkugle. Det forfærdelige skete, for da processionen nåede hjørnet af Liteinij og Kirochnaya,393 begyndte kuglerne at regne ned over dem fra en del bolsjevikker, der havde holdt sig skjult i nogle porte. En snes mennesker blev dræbt og sårede. Til de dræbte hørte en deputeret fra Sibirien. Dette er noget af det mest rå, der endnu er sket, synes jeg. Overfald på åben gade på en fredelig procession af ubevæbnede mennesker. Den grundlovgivende forsamling blev jo så langt om længe åbnet hen på eftermiddagen, men det var jo en sørgelig fiasko, enten den var blevet åbnet eller ej, havde såmænd været ligegyldigt. Den kommer jo blot til at gå i bolsjevikkernes ledebånd, og må anerkende alle de dekreter, bolsjevikkerne har udstedt. Vi gik tidligt hjem fra kontoret den dag af frygt for uroligheder, men det blev jo så ikke til noget denne gang. Lørdag aften var der stor travlhed blandt hjortene. Vi bagte tvebakker. Det bliver sidste gang foreløbigt, for nu har vi ikke gnist af sukker tilbage. Vi savner det forfærdeligt. Ja, selv i teen, hvor jeg jo godt ved, det kan undværes, men tænk, vi har det alle fire på samme måde at vi synes, det er forfærdeligt at drikke te uden sukker i. Det vænner jeg mig altså aldrig til. Jeg forstår absolut ikke at goutere den rigtige te smag. Haagensen og jeg vaskede desuden. Jeg, alle min lommetørklæder, strømper, uldtrøjer, og forskellige andre småting. Vi nåede dog heldigvis at blive færdige ved tolv tiden. Inden jeg gik i seng. gjorde jeg også fuldstændigt i stand i mit værelse, tørrede overalt af med en våd, og en tør klud. Nu og da kan man jo ikke holde dette endeløse snavs ud, og tager selv hånd i hanke, og lagde brænde til rette i kaminen, lige parat til at tænde op den næste morgen. Endelig kom jeg i seng, men da var jeg også træt. Søndag morgen var vi i god tid oppe, og ude og gå en henrivende tur i Sommerhaven. Ligesom vi skulle til at spise til middag, kom hr. Leepa. Han spiste så med os, nød ligesom vi en af vore lækre harer, og blev hos os lige til kl. syv
392 Kehler 1999, 87-88. 393 Kirochnaya. 135
øjeblikket ansat ved Dansk Rekylfabrik394 i Kovrov, og er kommet herind for at hente seks millioner rubler. Nu skal vi se om bolsjevikkerne vil ud med dem. Hvis han ikke kan få penge, så ved jeg ikke, hvem der kan få det, for Dansk Rekylfabrik arbejder jo for den russiske regering. Da vore to gæster var gået, spiste vi til aften, og Andersen og Smith gik i det franske teater til et stykke af Henri Bernstein: Après moi. De kom hjem ved halvellevetiden, og var begejstrede både for stykket, og spillet. Haagensen og jeg går derhen, så snart lejlighed gives. Den 24. januar/11. januar. Mandag eftermiddag verserede det rygte, at den franske gesandt var blevet myrdet. Her var stor ophidselse på gesandtskabet i den anledning, men rygterne viste sig jo heldigvis at være usande. I går var vi i Alexandrinskij teateret. Det er et nydeligt teater vældig hyggeligt. Vi så et stykke af Tolstoj.395 Det var meget interessant, og der var især en af skuespillerne, der agerede glimrende. Han mindede mig om Olaf Poulsen. Vi sad på sjette række, for hvilket vi kun havde givet fire rubler. Det er jo rørende billigt. Vi har bestemt så vidt muligt at gå der en gang om ugen. Det er jo en glimrende øvelse for os, og vældig interessant. Ja, nu er mine oplevelser udtømte for denne gang. De kærligste hilsener til alle fra Esther.
#Resume: lykønskningsskrivelse i anledning af morens fødselsdag (3. februar).
<69> Petrograd, 24. januar/11. januar 1918 Kære lille mor, vi nærmer os den 3. februar. Atter en gang må jeg sende sig min kærligste lykønskning herovrefra. Du kan tro, jeg vil tænke på dig på selve dagen, og drikke din skål sammen med mine tre tavarisjer. Blot det må blive et rigtigt godt år for dig i alle retninger. Jeg sender dig her en lille beskeden knipling til et lommetørklæde. Jeg synes, den passer sådan for dig. Den er ikke så idiotisk lille som de fleste andre. Jeg har ellers lagt mit hoved i blød for at finde noget til dig herovre. I går gennemstrejfede jeg butikkerne, men uden resultat. Jeg har købt fire nydelige billeder, men tør ikke sende dem hjem med kureren af frygt for at de skal blive knækkede og ødelagte i sækken. De må vente med at komme af sted til der en gang rejser en hjem, der kan tage dem hjem i sin kuffert. De to er til dig. Det ene, det bekendte billede af Schischkin:396 bjørnen i skoven, jeg gav Per og Sven den sidste jul. Men dette jeg har købt til dig, er jo en ordentlig reproduktion. Så er der to ens billeder, reproduktioner af Antokolskis statue af Ivan den Grusomme.397 Det ene er til dig og far, det andet til Victor. Han ville så gerne have nogle reproduktioner af Antokolskis, og dette er det eneste, jeg hidindtil har kunnet fremskaffe. De sidste par dage har vi haft det mest modbydelige tøvejr, men i dag er det heldigvis atter frost og dejligt klart solskinsvejr. Du skrev om Bitten som koneemne. Jeg har en glimrende en på hånden: Haagensens bror. Han hedder også Gunnar, og står vist ikke meget tilbage for Gunnar nummer et i storartethed. Hans hovedinteresse er også landvæsen. Han er treogtyve år, og knagende dygtig. Han har været her i Rusland i ca. tre år, og har i den tid sparet omtrent femten tusind rubler sammen. Nu er de jo så godt som intet værd, hvilket må være forfærdelig ærgerligt for ham. Som sagt, dette parti har både Haagensens og min sanktion, det eneste skulle da være at vor familie ikke kunne tåle to så yndige Gunnar’er på en gang. Jeg er meget spændt på, hvornår Lis får bryllup. Jeg kunne jo nok have lyst til at komme hjem til den lejlighed, men på den anden side, rejser de andre hjem, for eksempel til juni, så vil jeg også meget gerne følges med dem. At jeg kommer hjem engang i sommerens løb, kan I, i alt fald betragte som givet. En seks, syv ugers ferie kan jeg nok opnå. Ja, så vil jeg endnu en gang af mit inderste ønske dig alt det bedste i det nye år, dit mellembarn. PS: Med hensyn til fødselsdagsgave, så glemte jeg at tilføje at du endelig må købe dig en ordentlig ting fra mig, da jeg jo ikke har kunnet fremskaffe noget større herovre.
394 Dansk Rekylfabrik, eller Riffelsyndikatet. Dansk Våbenfabrik, Madsen rekylgeværer. Virksomheden hedder i dag DISA, Dansk Industri Syndikat, men producerer ikke længere våben. 395 Leo Tolstoj, 1828-1910. 396 Ivan Schischkin, 1832-1898. 397 Markas Antokolskis, 1843-1902. Statuen Ivan den Grusomme (1871). 136
#Resume: kommissionsbrev.
<70> Petrograd, 24. januar/11. januar 1918 Til mor privat. At åbne straks. Kære lille mor, jeg sender i dag min grå silkekjole hjem. Jeg vil gerne skyndsomt have farvet den sort. Livet skal sprættes helt op. Nederdelen: kun linningen af, og sprættes op forneden. Desuden vil jeg bede dig købe så meget silketøj, til at der kan blive et helt liv, foruden et par remme, eller sådan noget lignende. Og så vil jeg bede dig købe sort silketyl til et nedringet kortærmet liv, og et lag sort chiffon til underbluse. Der skal meget lidt til. Det skal kun være til bullen. Der skal ikke noget under ærmerne. Jeg vil også gerne have et stykke hvidt tyl eller gaze til for også kun til bullen. Til selve blusen må du endelig købe sort silketyl. Det er så yndigt. På den måde får jeg nemlig både en hel kjole med lange ærmer, og en nedringet selskabskjole. Er der noget pænt ved udsalget af en eller anden slags, så køb det endelig til mig. Jeg trænger meget til et mellemfarvet skørt. Det jeg fik af Otto, er så godt som slidt op, og falder snart af mig. Det skal du dog ikke sende herover. Det er tidsnok at jeg får det, når jeg kommer hjem. Otto tænker på at komme herover i nær fremtid. Jeg synes nærmest det er sindssygt under de nuværende forhold, men skulle han alligevel komme, lad ham så få den franske kjole. Sørg endelig for at Otto får mine breve hjem til om julen, breve nummer et,398 tre,399 fire,400 fem,401 seks.402 Sidste gang skrev han til mig at han ikke havde hørt fra mig i sytten dage, og endnu har jeg ikke skrevet noget ordentligt brev til ham, så det er over en måned. Kun et par ord nu og da med løfte om mere. Den slags kender du jo nok. Han læser dem jo herligt, og vær så sød bagefter at sende dem til Longelse Præstegård. Jeg kan ikke overkomme al det skriveri. Undskyld al den ulejlighed jeg gør dig. Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: om de delegerede i Rusland. De diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland vakler. Forholdene i Ukraine, Estland og Letland. Udenlandsk ejendom i Baltikum konfiskeres, og godser brændes af. Danske jordbesiddere sender klagebreve til gesandtskabet. Gesandtskabet er optaget af (afviste) pasviseringer til Danmark. Hverdagens personlige tragedier. Bolsjevikkerne har skudt to tidligere ministre i deres senge på lazarettet. Demonstrationsoptog mod bolsjevikkerne i St. Petersborgs gader. Tøvejr og sygdomsepidemier i St. Petersborg. Ruslands infrastruktur (jernbanen) mod Finland. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<71> Petrograd, 28. januar/15. januar 1918 Kære mor, det er ganske vist kun et par dage siden jeg skrev, men jeg synes alligevel, jeg må se at få et par ord med onsdagskureren. Jeg længes snart efter at høre noget hjemmefra igen. Vi ventede kurer i går lørdag, men han udeblev. Nu håber vi da, at han kommer i dag, og at han ikke er blevet opholdt i længere tid i Stockholm. I lørdags var vi til middag hos oberstløjtnantens. Det var vældig hyggeligt, og vi fik en dejlig middag. Du kan tro, vi nød den. Det var afskedsmiddag, for nu rejser de jo om en uges tid, på onsdag, otte dage. Det er underligt, man kan åbenbart ikke tåle at få god mad en enkelt gang, når man til hverdag er på sultekur.403 Både jeg og de tre
398 Brev af 28. september/15. september 1917. 399 Brev af 9. januar 1918/27. december 1917. 400 Brev af 16. januar/3. januar 1918. 401 Brev af 18. januar/5. januar 1918. 402 Brev af 22. januar/9. januar 1918. 403 Gesandtskabet til UM, 1. januar/15. januar 1918: “Som det formentligt vil stå UM klart udgjorde de fra Danmark med UMs kurerer til gesandtskabet fremsendte levnedsmiddelforsyninger kun en ringe del af gesandtskabets samlede forbrug, mens den langt overvejende del af dette dels udleveres gesandtskabet af byen Petrograds levnedsmiddelforsynings komité, dels må indkøbes her til mere og mere eksorbitante priser. Da der af herværende myndigheder udleverede kvantum sidste måned, er blevet betydeligt formindsket, mens samtidigt de ordinære brødrationer nedsattes omtrent til det halve, og priserne på de fødemidler, der kunne skaffes til veje i det åbne marked, er blevet prohibitive, må gesandtskabet med hver dag imødese muligheden af, at der ikke her i 137 andre hjorte havde nemlig mavepine hele dagen i går. Jeg drømmer i denne tid næsten hver eneste nat om kager. Store bugnende fade, som jeg sætter til livs i en håndevending. Andersen oplyste at lignende drømme havde nordpolsfarere, når de i længere tid ikke havde fået noget videre at spise. Jeg følte mig jo over at være kommet i så fint selskab. Når jeg er vågnet om natten, og har følt mig allermest sulten, så har jeg spist noget af den chokolade, jeg fik herover med Broch. Men nu har jeg desværre ikke mere tilbage. Kunne du ikke hver eneste gang, du skriver, sende mig en plade chokolade. Du kan jo bare lægge den i en tyk gul konvolut sammen med brevet. Det går udmærket igennem. Der er flere, der får chokolade, på den måde herover. Jeg håber ikke at konditorerne melder pas, og lukker til vi kommer hjem, for det ville rigtig nok være sørgeligt for os efter at have måttet sidde herovre, og suge på lappen. I lørdags var Haagensen og jeg ude og besørge ærinder i frokosttiden. Vi var blandt andet hos fotografen for at sige, at vi ikke ville have flere billeder. Vi havde betalt femogtyve rubler forud hver, så det syntes vi jo kunne være nok for de tre prøvebilleder, vi havde fået. Men det må du ikke tro, vi kunne slippe med. Nej, ville vi ikke have flere, måtte vi betale tyve rubler til, det vil sige femogfyrre rubler i alt for tre rædselsfulde billeder. Femten rubler per styk. Det var en forfærdelig arrig kælling, der var deroppe. Jeg fik mig en længere diskussion med hende. Hun var lige ved at flyve i flint, så rasende var hun. Nå, enden på det hele blev at vi hver tog seks billeder til af dem, vi havde sendt et af hjem til jul. De andre var nemlig helt umulige, for vi kunne jo lige så godt tage dem, da vi alligevel skulle betale tyve rubler til, selvom vi ikke tog dem. Så måtte vi endda betale de tyve rubler med det samme, førend de lavede billederne. Ja, det er en nydelig måde, man bliver behandlet på her i Rusland, men det er jo ret betegnende for det hele, som det er her. Pengene først, arbejdet bagefter. Russerne tror ikke hinanden over en lav sko. De snyder hinanden, når de kan komme til det. Jeg er imidlertid beroliget over at I synes billedet er meget godt, for så må jeg jo nok kunne være bekendt også at give det til andre. Jeg købte en hel del bøger i lørdags, lutter russiske. To af Maxim Gorkij,404 den ene: Et Unyttigt Menneskes Liv er jeg allerede godt inde i. Den er vældig interessant, og meget let at forstå. Så købte jeg Opstandelse405 af Tolstoj, hvilket jeg glæder mig meget til at læse på russisk, og så nogle noveller af Pusjkin. For at styrke os på vor vandring købte Haagensen og jeg et halvt pund bolsjer for fem rubler, akkurat så mange som man i gamle dage fik hjemme for fem øre. De var ikke særlig heldige, smagte ligesom de russiske soldater lugter. Og det er vistnok den næst værste lugt, der gives, da den værste vel må siges at være kineserlugt. Vi købte disse mærkværdige bolsjer i en kaukasierforretning, hvor der var bjerge af alle mulige dejlige sager, stabler af chokolade, og brændte mandler, og kandiserede frugter, konfekt til fireogtyve rubler pundet, brændte mandler til fjorten rubler pundet. Jeg forstår ikke, hvor de får det fra, og hvem der køber det. Jeg har atter været heldig, og mistet noget, min dejlige nye muffe. Ja, jeg vil jo sige, det tog mit humør, da jeg opdagede det, og jeg var lige ved at give mig til at tude, og det rigtigt for alvor. Det var den dag, jeg kom slæbende hjem med al fjerkræet fra Millionnaja. Jeg havde i det hele taget været lidt skør den dag af hovedpine, og så videre, og da jeg så kom hjem til Chaykovskogo, glemte jeg muffen i Isvostjikken, over alt det jeg havde at slæbe på. Den ser jeg selvfølgelig aldrig mere. Det er forfærdelig ærgerligt. Jeg har omtrent ærgret mig gul og grøn over det. Nogen ny muffe køber jeg mig selvfølgelig ikke. Nu må jeg klare mig vinteren til ende uden nogen. Det ville jo være lidt kedeligt, hvis jeg købte mig en igen, og den så måske blev frataget mig på gaden af en bolsjevik. Det ville også være alt for dyrt at købe en på dette tidspunkt. Jeg kommer mindst til at give dobbelt så meget for den, og da jeg efterhånden er blevet meget økonomisk, og gerne vil have så meget som muligt sparet sammen på min bog, bliver der altså ikke noget af nogen ny muffe denne gang. Alt bliver dyrere og dyrere. Vi bruger for hver måned. Der går flere og flere penge til det allernødvendigste. Inden man ved et ord af det, bliver man måske nødt til at trække hele sin månedlige gage herover, og så har man kun det at falde tilbage på som man allerede har stående hjemme. Vi trænger alle fire forfærdelig til penge for byen vil kunne skaffes det nødvendige til veje for at forhindre gesandtskabets personale i at sulte”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 1g, (lbn. 183). 404 Maxim Gorkij, 1868-1936. Det generer tilsyneladende ikke Esther, at Gorkij er en bolsjevikforfatter. 405 Opstandelse: Tolstojs sidste roman (publ. 1899). 138
øjeblikket, men vil nødig trække nogle herover, før kursen igen går ned, og det må den jo gøre inden ret længe. I december solgte jeg to hundrede kroner til en kurs af trehundrede og femogtredive, men nu kan man højest få to hundrede og tyve. Den høje kurs i Danmark for tiden er jo ganske abnorm. Der må selvfølgelig snart komme et ordentligt kursfald, og når det kommer, trækker vi så mange penge herover at vi kan leve til sommer til vi skal hjem. Du ved, jeg har skrevet om at vi strutter af planer. En af mine er at jeg til sommer foruden min ferie vil søge om tre måneders orlov, hvilken jeg vil benytte til at tage til Paris, og lære noget fransk. Det vil nemlig have uhyre meget at sige for mig her på gesandtskabet. Jeg vil i tilfælde af at jeg kan tale og skrive fransk godt, have langt større chance for at kunne danne mig en virkelig ordentlig stilling her. Uden fransk kommer jeg ikke videre end jeg er nu, og min stilling er selvfølgelig udmærket, som den er i øjeblikket, men man stræber jo dog altid fremad, stræber at forbedre det nuværende. Du skal dog ikke omtale denne plan til nogen, da jeg nødig vil have, at den måske ad omveje skulle komme Nordlien, eller kammerherren for øre. Den 29. januar/16. januar. Siden den østrigske kommission er kommet herover, og de forskellige medlemmer med egne øjne har set, hvor fortvivlende forholdene er, har den givet sit tilsagn til, at der bliver ansat en hel del nye delegerede, ca. tolv.406 Det ville jo hjælpe godt, og lette arbejdet i en betydelig grad for de nuværende delegerede, da deres distrikter altid har været alt for store. Blot der nu kunne findes nogle, der var egnede til dette meget vanskelige arbejde, skønt jeg tvivler om at man i det hele taget kan få nogen til at rejse herover under disse fortvivlede forhold.407 Penge kan vi ikke mere få nogen af. Trotskij har rent ud nægtet os det med den motivering, at Danmark modarbejder den russiske republik. Uden penge er det rent fortvivlende. Danneskiold skriver netop fra Kazan, og klager over pengemangel, og tilføjer at hvis der ikke snart findes en udvej, så dør alle fangerne af sult. Hver eneste dag strømmer her østrigske krigs- og civilfanger til byen.408 Hver morgen, når jeg går til kontoret, er gården ved ambassaden fuld af dem. De er alle mere eller mindre lasede, og udtærede. Ja, det er mærkelige ting, her sker herovre. Før var det os, der henvendte os til de forskellige russiske myndigheder, og bad dem forbedre fangernes kår. Nu er det de russiske myndigheder, der henvender sig til os, og beder os om at tage affære. Men hvordan skal man kunne udrette noget uden penge, og så midt i al dette vanvittige virvar og rod. Der kom i går telegram fra Poul Rée, at han opgav det hele.409 Han kunne ikke holde til det mere. Han sagde sin stilling op med det samme, og bad om det måtte blive telegraferet til
406 I de første måneder af 1918 ansatte gesandtskabet et antal delegerede: Niels Fuglede (Jekaterinburg), Otto Goldschmidt (Novgorod, Olonetz), Johan Hartnack (Samara), Ove Krebs (Orenburg), Georg Møller (Ufa), Paul Pock Steen (Sibirien), med flere: direktør Andersen, Birch, arkitekt Marstrand, og fire norske delegerede. 407 Henning Kehler i kronikken Galiziske jøder eller Dr. Diamant (Politiken, 14. april 1920): ”Det var i foråret 1917, at Danmark overtog det østrig-ungarske kejserriges interesser i Rusland efter amerikanerne. … Det begyndte med breve, som i voksende floder væltede ind over skrivebordene i gesandtskabet. Breve fra krigsfanger, fra officerer og soldater, fra fangelejre og arbejdsbataljoner, fra fængsler og kulminer, fra Murmann og Bokhara, fra Habarovsk ved Stillehavet og Krasnovodsk ved Den Kaspiske sø. Breve fra civilfanger, østrig-ungarske undersåtter, som russerne ved krigens udbrud havde holdt tilbage i landet, forsendt og interneret i titusindvis, eller som de senere havde slæbt med sig under deres successive tilbagetog i Galizien og deporteret østpå til Volga-trakten og Sibirien. Jeg drømmer endnu med stærk ulystfølelse om de mægtige stabler af akter, generalia og personalia, af klager og bønskrifter … indholdet kendte man, før brevene blev lukket op, for det var altid nød og tab og trang og bøn og hjælp og gunstig mellemkomst. Det var skørbug og forfrysninger, løn, som aldrig blev betalt, post, som aldrig kom frem, det var rå kosakker, bedrageriske lejrofficerer, invaliditet og udveksling. Det var folk, som ikke kunne blive opereret, og andre, som ville have salvarsan, det var anmodninger om lån og utålmodige spørgsmål om, når krigen hørte op”. Kehler 1999, 87-88. 408 Saltoft til DRK’ centralbureau København, den 8. februar 1918: ”Forholdene antager mere og mere katastrofal natur. Til Petrograd ankommer daglig tusinder af fanger og lejrene i Rusland er i fuld opløsning. Det hidtidige regelmæssige arbejde såvel som indgående beskæftigelse med detaljer og enkeltpersoner må efter kontorets mening for fremtiden spille en meget underordnet rolle, og vort arbejde består i – sammen med de russiske autoriteter, som endnu fungerer, og i overensstemmelse med det svenske RK og den dansk svenske legation - at afbøde på de tilstande, som nu er og som antagelig fra dag til dag forværres. Kontoret vil gennem sine mobile kommissioner, hvis antal vi anmoder om, må blive forøget – har kunnet gøre et meget nyttigt arbejde. Kontoret arbejder i intim rapport med den herværende tyske delegation, som stiller sig fuldt forstående overfor de angivne linjer for vort arbejde. Eduard Saltoft”. RA: UM, jr. nr. 6. U. 59a, (lbn. 6-270). 409 Rée arbejdede med titel af vicekonsul i Perm, men brød sammen. Scavenius telegraferede UM, 12. februar 1918: “Cand.jur. Rée, delegeret i Perm, har andraget om fritagelse for sit hverv, og motiveret ansøgningen med, at hvervet er forbundet med stor livsfare. Han har forrettet god tjeneste, men synes af nuværende forhold bragt ud af ligevægt. Ansøgningen anbefales, og afløser bedes antaget snarest”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/16, (lbn. 3-269). 139
København. Det tog alt for meget på hans nerver, altid at gå rundt i livsfare. Ja, der er såmænd ikke noget at sige til det. Det må være en forfærdelig bestilling at være delegeret her i Rusland for øjeblikket. Poul har dog hidindtil klaret den godt, og også været vældig tilfreds med sit arbejde, men nu er det altså blevet ham for broget. Ja, du skal ikke omtale dette i videre kredse. Endnu man ved jo aldrig om det ender med at han alligevel bliver her. I disse dage er vore delegerede fra Ukraine kommet hertil, en ingeniør Nielsen.410 Det er i modsætning til de andre delegeredes beretninger opmuntrende at høre, hvad han har at meddele. Han er begejstret over forholdene i Ukraine, der jo nu er en selvstændig republik. Der hersker orden overalt. Folket har tillid til Radaen, og der findes nok af levnedsmidler. Det strømmer dagligt ind med bønskrifter fra danske om beskyttelse.411 Mange er jo rejst hjem, men her sidder endnu masser tilbage, der på grund af deres økonomiske forhold ikke kan forlade Rusland. Især i Estland og Livland er det galt fat. Der findes en hel del landmænd, forvaltere, bestyrere af godser, og mejeriejere. Vi får det ene mere rystende brev fra dem efter det andet, som regel knudret og ubehjælpsomt skrevet, men derved så meget mere gribende i al sin simple enkelhed. Der er ikke nogen udsmykning eller overdrivelse af tilstandene. Det behøves ikke. Alt er jævnt og roligt skildret, som det er. Alle godser bliver jo i denne tid konfiskerede, også alle godser tilhørende danske bliver taget af bønderne. Vi har forgæves protesteret, således blandt andet angående tre godser tilhørende F. L. Schmidt og Co.,412 men der er som sagt intet derved at gøre. De er taget, og bliver ikke givet tilbage igen. Kommissariatet for de udenlandske affærer (det forhenværende udenrigsministerium) meddelte blandt andet i sit svar på vor note desangående, at udlændinge i alle retninger var under de samme love som russerne. På mange af godserne brænder bønderne hovedbygningerne. Ja, og også alle udbygningerne af stalde og alt. I mange tilfælde er det selvfølgelig blot en aldeles vild ødelæggelseslyst, der tager magten fra dem, og får dem til at begå disse skændselsgerninger, men i mange tilfælde er det med velberådet hu, de gør det. Hr. Leepa fortalte, hvordan han på en af sine rejser i Sydrusland havde talt med to bønder, der på hans spørgsmål om, hvorfor de dog brændte bygningerne af, havde svaret. ”Jo, for så er der mindre chance for at godsejeren kommer tilbage. Så har han intet som helst at komme tilbage til”.413 Det er jo selvfølgelig heller ikke noget dumt ræsonnement. Og hvad kan vi så gøre for at beskytte alle de danske, der sidder i små stillinger rundt om i Rusland, og som beder om vor hjælp? Så uhyre lidt. Vi sender dem nogle dørplakater, hvorpå der står skrevet, at de er danske, og står under den danske regerings beskyttelse, men derudover kan vi intet gøre. Her er jo ikke nogen ordentlig regering at appellere til. Forleden fik vi et brev fra en dansk forvalter i Estland. Godset han var ansat ved, var blevet taget af bønderne, og det var blevet ham sagt, at han skulle være ude af sin bolig med kone og børn i løbet af tre dage. Alt, hvad han ejede og havde, tog de fra ham. Lidt penge havde han, så han måske kunne følge sin kone og sine børn til Petrograd, hvorfra de måske så ved gesandtskabets støtte kunne rejse hjem til Danmark på tredje klasse. Selv måtte han blive, og varetage sine interesser. Er det ikke forfærdeligt? Og sådanne breve, eller i alt meget lignende, får vi mange af. Et andet brev fra en ret velhavende dansker, der med
410 Gesandtskabet til UM, 5. marts 1918: ”I Kharkov dygtig, energisk dansk delegeret (vicekonsul Carl Nielsen), der yder fangerne enhver mulig bistand. Da svensk Røde Kors delegeret i Kharkov af frygt har forladt sin post, har gesandtskabet for nogen tid tilbage bedt afsendt ny svensk delegeret for at genoptage uddeling af klæder og fodtøj, da sådan efter ønske fra Østrig er overladt svensk Røde Kors”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 13/21, (lbn. 3-285). 411 Gesandtskabet modtager breve fra nødstedte danskere i Rusland, Estland og Letland. Kan brevene genfindes? Danica 1994, 350- 51. 412 F. L. Schmidts ejendom konfiskeret af bolsjevikkerne. 413 Henning Kehler i kronikken ”Bolsjevismen i Landsbyen” (Politiken, 7. marts 1920): ”Da delingen af jorden var endt, vågnede samvittigheden og eftertanken, men tillige lysten til at beholde i arv og eje den gode jord, som var vundet så nemt og gældfrit, Det rationelle var at søge ondet og faren udryddet i roden, og realistisk begavede som storrusserne er på samme tid, som deres følelser er hyllet i dunkle tåger, var det ikke svært for bønderne at komme på den tanke, at gården burde ødelægges. På den måde udryddedes den ydre og sanselige sandsynlighed for, at herskabet nogensinde skulle vende tilbage. Efter store og gentagne rådsforsamlinger foran kirken skred man til handling. Først blev dyrene på gården delt. … Efter dyrene kom turen til maskinerne, men de fleste passede kun dårligt ind i en mindre landhusholdning, som endnu arbejder med segl og træplov. De blev derfor slået i stykker, og jernet fordelt. … Da der ikke var mere på gården, som kunne få plads i en almindelig bondestue, blev der sat ild på den, og da jeg så den, stod der kun tilbage de nøgne sværtede mure med sørgelig tomme vindueshuller”. Kehler 1999, 69-70. 140 familie bor i en eller anden provinsby. Han venter snart på at blive udplyndret. Alle de velhavende købmandshjem, der ligger på hovedgaden, er ved at blive plyndret af bolsjevikkerne. Hvornår kommer hans tur? Det er ikke godt at vide. Hvad er der at gøre? Det er forfærdeligt at læse alle disse breve, og så ikke at kunne foretage sig noget, der står i forhold til disse menneskers fortvivlende stilling. Her på gesandtskabet udspilles der også dagligt tragedier. Der er blandt alle dem, der kommer for at få viseret pas for at rejse til Danmark. Hver har sin lille historie, og ofte er det så fortvivlede forhold, der skildres, at man er lige ved at græde af fortvivlelse over at man ikke kan visere dens eller dens pas. Men Nordlien er streng og ubønhørlig. Han har ikke spor menneskekærlighed. Selvfølgelig ved jeg godt, at man ikke kan visere alle de pas, der bliver præsenteret en, men der må dog være tilfælde, hvor man uden først at have forespurgt hjemme i ministeriet, kan tage ansvaret på sig for en pasvisering. Vi er jo nemlig bemyndigede til at visere pas, men det er selvfølgelig lettere at skyde det fra sig, og lade ministeriet træffe afgørelsen, end selv at skulle tage ansvaret. Når der en gang imellem er en, vi har rigtigt ondt af, går vi til kammerherren. Han er mere blød om hjertet. Således var der forleden en stakkels mand, hvis kone og børn var i København, hvor han også havde boet i et par år. Han talte gebrokkent dansk. Han var elendig fattig og udtæret at se til. Vi afsendte telegram om ham til UM, og hver dag mødte han heroppe for at få svar. Morgen efter morgen var han den første på pletten. En uge gik, to uger, tre uger, stadigt intet svar. Manden var på fortvivlelsens rand. Tænk hvad det koster at leve her i Petrograd, og så være fattig, og være tvunget til at opholde sig her i flere uger. Så en skønne morgen mødte han heroppe, gav Petersen sin vielsesring, og bad ham sende den hjem til konen. Han kunne ikke mere. Det var højdepunktet. Vi gik ind til kammerherren, og fik ham til at visere passet. Dagen efter telegram fra UM om at passet ikke kunne viseres, men da var manden over alle bjerge, heldigvis. I har vel læst i de danske aviser om de to forhenværende ministre, der er blevet myrdede. Det er noget af det forfærdeligste og mest rå, jeg nogensinde har hørt. Den ene af dem var den forhenværende landbrugsminister, en meget dygtig mand, og ganske storartet menneske. De var begge syge, og lå på et lazaret på Liteinij. Midt om natten trængte der et par af den røde garde derind. Sygeplejersken forsøgte at skærme dem, men en af banditterne satte hende en revolver for tindingen, og erklærede, at hun blev skudt, hvis hun ikke forholdt sig rolig. Den ene blev skudt sovende, og døde med det samme. Den anden blev skudt i vågen tilstand, levede endnu en ti minutter efter at være blevet ramt, hvorfor morderne stak ham ihjel med deres bajonetter. Alle de syge på stuen krøb i rædsel ned under deres senge. Er det ikke frygteligt at tænke sig, at de arme mennesker ikke engang kan føle sig sikre på et lazaret. I går aftes havde vi lærerinde. Jeg havde fået forberedt mig temmelig godt blandt andet lært et par nye digte udenad, Lermontov, og havde en udmærket time. Jeg syntes, jeg fik så meget ud af den. Blot jeg havde lidt mere tid til min rådighed, så jeg kunne arbejde lidt mere med det russiske sprog. Det er noget af det, jeg er mest ked af, at jeg ikke når at lære nok. Bagefter drak hun som sædvanlig te hos os, og jeg har sjældent set nogen spise så meget som hun gjorde, hvilket glædede os meget. Hun kan nok trænge til noget. Hun fortalte, at nu ville hendes mand begynde at kaste sne. Det var nemlig rigtig godt betalt, og de havde jo ikke spor af penge. Jeg fortalte hende så at jeg samme morgen, da jeg gik forbi Sommerhaven, havde set tre nydelige unge officerer fuldt optaget af snekastning. Hendes mand havde været med i demonstrationstoget den 18. januar/5- 1, og havde lidt en hel del overlast. Foran ham gik nemlig en ung pige, der da skydningen begyndte, sprang frem af rækkerne, og råbte: ”Jeg er ikke bange. Skyd bare!” Hun blev ikke skudt, men en bolsjevik løb hen til hende, og begyndte at ruske og rive i hende. Det kunne hr. Jantzen ikke udholde at se på. Han råbte til bolsjevikken: ”Hvad vover du!” I samme øjeblik slog bolsjevikken ham til jorden, og lod slag efter slag regne ned over ham af sin sabel. Han er en ældre mand, så det var jo ikke så rart for ham. Han var aldeles forslået og ophovnet, da han kom hjem, og måtte straks i seng. Vi spurgte fru Jantzen om hun ikke var meget bange, når hendes mand var med i sådan et demonstrationstog. ”Jo, men hvad er derved at gøre?”, svarede hun, ”Han må jo følge sin overbevisning”. I dag skulle hun ud på Loppetorvet for at sælge en gammel pels af sin mors, og et par gamle bukser af sin mands for at skaffe penge. En af dem, der blev skudt i processionen, var en dame, hvis 141 mor døde som forvist i Sibirien, og som selv hele sit liv havde kæmpet for revolutionen. Hvor er det bittert at tænke på.
*Eduard Saltoft. Demonstrationstog. KB (Album 37, folio plus)
Nu er det atter tøvejr, og det så det står efter. Gaderne er rene søer af mudder og snavs, og så er her så glat, så man hvert øjeblik er ved at stå på hovedet. Her er modbydeligt. Bliver dette tøvejr ved, bliver her snart oversvømmelse. Al sneen, og dermed alt det gamle gadesnavs fra efteråret, bliver kastet i Nevaen og kanalerne, noget der aldrig før har været tilladt, og dette vand går lige op i husene til drikkevand, uden at være ordentlig filtreret. Og vi har flere gange i vinter drukket vand direkte fra posten, hvad vi jo aldrig gør om sommeren, men nu er vi færdige med det. Det er jo uanede rædsler, der kan skjule sig i det vand. Her er udbrudt plettyfus og pest i byen. Der forekommer en uhyggelig masse nye tilfælde hver dag. Tyfussen siges at komme af hunger. Forleden dag døde der en ung pige på gaden. Hun havde ikke fået mad i tre dage. Vi har tænkt meget på at lade os indsprøjte på lazarettet imod disse forskellige sygdomme. Man kan jo under sådanne forhold ikke være for forsigtig. Vor kurer, der skulle være kommet søndag nat, har endnu ikke vist sig. Han sidder rimeligvis fast i Finland. I går var telegrafen afbrudt, og igennem Finland gik der ingen tog. I dag siges det, at alle jernbanebroerne i Finland, er sprængt i luften, så er det jo ikke så underligt, at han ikke kommer.414 Vi forsøger at sende en kurer af i morgen. Der blev afsendt tog i morges fra Finlandsbanegården, men ganske ud i det blå. Der er ingen derude, der ved om de bliver gennemført. I Vyborg er der jo forfærdelige uroligheder. Kamp mellem den røde og den hvide garde. Finlands bærme støttet af russiske bolsjeviksoldater mod intelligentsiaen, studenter, og så videre. Det siges at den røde garde har overhånd. Hvor er det håbløst forfærdeligt. Her fra Petrograd er der afgået to tog med ammunition og soldater til støtte af den røde garde. Er det ikke fortvivlende? Foreløbig er altså al forbindelse med Danmark afbrudt. Ja, nu når jeg ikke mere i dag. De kærligste hilsener til alle fra Esther.
#Resume: Esther beder familien lade brev (71) af 28. januar/15. januar 1918 gå på runde i familien, særligt til Otto, da hun ikke magter at skrive til alle.
414 Gesandtskabet til UM, 2. februar 1918: “Modtaget levnedsmidler afsendt den 8. januar, 15. januar, 17. januar. Kurer Aksel Nielsen ankommet med kurerpost. Levnedsmidler efterladt i Helsinki. Endnu ingen efterretning. Kurer Bøgelund ikke ankommet. Jernbanebroen over Kymmene elven mellem Riihimäki og Vyborg sprængt. Dog søges lettere bagage at kunne overføres. Bedes forsøge levnedsmidler gennemført med kabinetskurer. Scavenius”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 142
<72> Petrograd, 29. januar/16. januar 1918 Kære lille mor, vær sød at lade Otto få også dette brev nummer otte, lige så snart I har læst det. Han læser det jo hurtigt, så I kan få det tilbage i løbet af en dags tid. Jeg når nemlig ikke at skrive om alt dette til ham. Det er mig ganske umuligt, og jeg ved, han længes efter at høre fra mig. Han er så morderlig flink til at skrive til mig. Der går ikke en kurer uden at jeg hører fra ham. Lige nu kom kureren fra Danmark, vi ventede søndag aften. I dag er det tirsdag, og kl. er snart otte, så han har jo været lidt forsinket. Her er en del arbejde endnu, så vi kommer vist ikke herfra før ved ni tiden. Tak Bitten, fru Lunde og Per mange gange for brevene, som jeg lige har åbnet, men endnu ikke læst. Der var såmænd også brev fra Otto, hvilket jeg først opdagede lige nu til sidst, da al posten var sorteret. Han takker mig netop for mit lille korte brev, hvor jeg lover ham mere næste gang, hvilket han glæder sig til. Ja, den gang er ikke kommet endnu, så du må endelig lade ham få dette. Det er mig meget om at gøre. Du vil nok sætte de manglende kommaer, og tilføje de manglende ord. En gang senere ville det også være meget rart om dette brev kunne gå til Longelse præstegård, men det haster ikke så meget. Det var dejligt endelig at høre hjemmefra igen, men jeg savnede jo dig iblandt brevskriverne, men nu glæder jeg mig til næste post. I morgen skal vi til ballet i kejserlogen.415 Smith og jeg var også inviterede til fin aften med bridge hos Thorbjørnsen, men det må vi have til gode til en anden gang. Tusind kærlige hilsener, Esther.
#Resume: om forholdene ved grænsen til Finland. Kurerforbindelsen gennem Finland. Levnedsmiddelforsyninger fra Rybinsk. Boris Godunov i Mariinskij med Sjaljapin i titelpartiet. Præsentation af en udmagret dansk delegeret, netop ankommet fra Vjatka, Neergaard. Læsernotat: ”Meget interessant. Neergaard særligt omtalt”.
<73> Petrograd, 8. februar/26. januar 1918 Kære mor, dette brev går sammen med den udenrigsministerielle post over fronten Brest, Litovsk, Berlin, København. Den østrigske kommission, der stadigvæk er her, har nemlig nu fuldstændig regelmæssig kurerforbindelse over Brest, Litovsk. Ja, det er mærkelige ting, der foregår her i Rusland, og vi har på grund af forholdene i Finland bedt om, de ville tage vor officielle post med i deres kurersæk. Jeg er jo så heldig stillet, at jeg er ansat ved det gamle gesandtskab, så jeg får et brev med, ellers går der ingen private breve med. Jeg længes snart efter at høre noget hjemmefra, men det kan måske have lange udsigter efter kaosset i Finland at dømme. Den sidste kurer fra Danmark kom hertil i tirsdags for otte dage siden, den 29. januar/16. januar, kl. halv otte om aftenen. To og et halvt døgn forsinket på en tur gennem Finland. Mellem Riihimäki416 og Vyborg var broen over elven417 sprængt. Hvorfor han med de andre rejsende var taget til Helsinki,418 hvor de overnattede. Næste dag kom de tilbage til Riihimäki igen, og broen var nu så vidt gjort i stand, at de kunne gå over den, og på den anden side holdt så et tog, der førte dem videre til Petrograd. Sin kuffert og trehundrede kilo levnedsmidler havde han måttet efterlade i Helsinki, hvor de kom fra i huj og hast, da der blev skudt om ørene på dem. Både levnedsmidlerne og hans kuffert er heldigvis ankommet nu, hvilket er til at undre sig meget over, da det mest sandsynlige jo havde været, at de var gået tabt. Onsdag morgen den 30. januar/17. januar afrejste herfra som kurer, direktør Lange.419 Han vendte hjem igen om eftermiddagen, men startede atter fredag morgen, den 1. februar. Siden har vi ikke hørt noget til ham, og det er nu otte dage siden. Han er altså ikke kommet til Stockholm endnu. Derfra får vi nemlig altid telegram om kurerernes ankomst, og
415 Linvald til Adda, 17. maj 1917: “Jeg hørte forleden en russisk Don Juan. Der var en oberstinde Christensen med, gift med den danske militærattaché. Hun var meget tiltalende. Desuden var der et par af legationens maskinskriversker med (det er ikke farligt). Operaen var der efter min og de sagkyndiges mening ikke meget ved. Derimod var det aftenen værd at se seks menige soldater, rene forlystelser at se til, sidde og brede sig i kejserlogen”. 416 Riihimäki er en by i det sydlige Finland ca. halvfjerds kilometer nord for Helsinki. 417 Lakune på et ords længde inden ordet ”elven”. Elvens navn censureret? 418 Helsinki: Esther skriver Helsingfors. 419 Hjalmar Lange. 143 telegrafforbindelsen, der var afbrudt et par dage, har nu siden i torsdags atter været i orden. Hvor er han? Ja, han må vel sidde et sted midt i Finland, hvorfra han hverken kan komme frem eller tilbage, ligesom hele det rumænske gesandtskab. Det er banelinjen Riihimäki, Tampere, det er galt fat med, særligt ved Tampere slås de røde og hvide gardister, så det slår efter. Det siges at en hel del rejsende sidder i Jakobstad, men hvorvidt det passer, er jo ikke godt at vide. Over Tornio kan man absolut ikke rejse i øjeblikket. Der er al trafik indstillet. Jeg sendte et langt brev med direktør Lange, nummer otte,420 men det får I antageligt ikke før efter dette, eller måske slet ikke. Han har måttet vandre så lange strækninger til fods, eller har måttet løbe for sit liv, så han har været nødt til at lade alt i stikken, også kurersækken. Skulle du ikke få det, så beder jeg dig her igen takke Bitten for hendes lange brev, ligeledes fru Lunde, hvor var det pænt af hende at skrive til mig, madame Frederiksen, og moster Mims, for deres kort. I mandags forsøgte vi atter at sende en kurer af sted. Han vendte tilbage fra Beloostrov, hvor kommandanten havde sagt til ham, at hvis han ville udsætte sig for at blive slået ihjel, kunne han godt rejse videre. Måske nåede han Tampere levende, men der var så døden ham sikker. Imidlertid sad vi her, og ventede på en kurer Bøgelund, der var afgået fra Danmark den 25-1. Vi mente, at han havde passeret Tornio, og ligesom kureren herfra sad fast et eller andet sted i Finland. Intet vidste vi, da telegrafen jo ikke virkede. Så endelig i forgårs, onsdag eftermiddag, vældede det ind med telegrammer, og chiffertelegrammer. Bøgelund var dirigeret tilbage fra Haparanda til Stockholm, da vicekonsulatet i Haparanda havde telegraferet til UM i København, at banetrafikken Tornio, Petrograd var afbrudt, og ikke ville komme i gang igen i flere uger. Mandag den 4. januar var der afgået en kabinetskurer fra København, med et hundrede kilo post, og trehundrede kilo levnedsmidler. Han skulle per dampskib eller svensk marinebåd overføres fra Stockholm til en eller anden finsk havn, antagelig Björneborg,421 derfra per slæde gennem Finland.422 Det lyder jo mægtig spændende. Blot han nu må komme igennem. Vi venter ham hver dag. I går morges rejste den kurer, der forsøgte at komme af sted i mandags, men som vendte tilbage igen. Hvilken vej, og hvordan han vil komme igennem, vides ikke. Vi gav ham blot en lille konvolut med, med ganske betydningsløs post. På søndag sender vi atter en kurer af sted. Vi telegraferede i går til generalkonsulatet i Helsinki, og til konsulatet i Björneborg, og bad dem per iltelegram meddele os om der var regelmæssig dampskibsforbindelse med Sverige. Vi håber at få svar i løbet af lørdagen. Nå, under alle omstændigheder går kureren søndag. Ruten bliver antagelig Petrograd, Helsinki, Åbo, derfra per slæde til Björneborg, og med damper til Stockholm. Ruten Petrograd, Riihimäki, Tampere, Björneborg kan jo nemlig antagelig ikke befares. Det bliver en spændende tur. Billet kan man kun få herfra til Beloostrov, og toget bliver mange steder beskudt. Denne kurertur minder mig i høj grad om Jules Vernes Kejserens Kurer. Jeg havde ikke noget imod at prøve den. Forrige onsdag skulle vi have været til ballet i Mariinskij, endda i kejserlogen, men forestillingen blev desværre aflyst, så vi måtte blive hjemme. Vi trøstede os med at bage pandekager i lange baner. Axel var nemlig kommet om morgenen fra Rybinsk med et hundrede og firs æg til os. Et hundrede æg fra Emil, og firs fra sig selv, samt to pund sukker, så der var jo glæde i Hjortebo. Hvordan han har båret sig ad med at få de æg transporteret herind, forstår jeg ikke, men han sagde også, at det gjorde han aldrig mere. I lørdags var vi til Boris Godunov på Mariinskij, denne vidunderlige opera, som vi første gang hørte engang i efteråret, mens Eja var her. Sjaljapin optrådte som gæst, ellers spiller han jo kun i Folkets hus. Han optrådte til fordel for arbejderne. Det var ganske pragtfuldt. Han har jo en dejlig stemme, og hans præstation, dramatisk set, var vidunderlig. Efter slutningen af anden akt myldrede der en skare af arbejdere ind på scenen. De overrakte ham en adresse, hvis man kan kalde det således. Det lignede nemlig en rund sort tavle, hvor der var skrevet noget på med kridt. De trykkede ham i hånden, og kyssede ham i lange baner, og han takkede rørt. Næste mellemakt, amerikansk auktion over en tegning af Sjaljapin. Nede i parkettet stod en mand op på en stol, og gav sig til at råbe. I begyndelsen gik det lidt knebent, men lidt efter lidt tog budene fart, og billedet gik op i ca. fire tusind rubler. Det var ganske ejendommeligt at være vidne til alt dette. Denne hylen, og
420 Brev af 28. januar/15. januar 1918. 421 Björneborg: det svenske navn for byen Pori på Finlands vestkyst. 422 Scheels kurerrejser over Haparanda med slæde til Tornio, januar 1918. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 144 råben, og skrigen i Petrograds fineste teater. Vi havde en loge sammen med oberstløjtnantens. Desuden var Axel med en hr. Bonde, en bekendt af Smith, og en, der hedder Neergaard,423 en af vores delegerede. Han er lige kommet ind fra Vjatka, og tilbringer sin meste tid heroppe hos os. Vi kan vældig godt lide ham, og vil gerne gøre noget for ham. Han ser nemlig så ussel dårlig ud, som om han havde svindsot. Han har slet ikke kunnet tåle dette liv. Han gør sådan et uendelig træt indtryk, kan ligesom ikke samle sig til at føre en ordentlig samtale. Det er ganske forfærdeligt som dette år har taget på ham. Han var så træt den aften, så han flere gange var lige ved at falde i søvn, og da vi gik hjem, gled han en gang, og faldt, og jeg tror at havde vi ikke været med, så havde han ikke rejst sig op igen, men var blevet liggende af lutter træthed. Ja, nu når jeg ikke mere i dag. Det skulle i grunden også blot være en lille hilsen, der sagde jer at jeg stadig var i god behold. Blot jeg dog nu snart hørte hjemmefra. De kærligste hilsener til alle fra Esther.
*Eduard Saltoft. Teater-logen. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: om problemer med kurerposten. Telegrafforbindelsen afbrudt. En kurer afsendes, nemlig Aksel. Esther og venner midt i en træfning på gaden om aftenen efter en koncert. Aksel har været i Moskva, og rejser derefter til København. Læsernotat: ”Interessant”.
<74> Petrograd, 11. februar/29. januar 1918 Kære lille mor, ja, nu er det snart ikke morsomt længere. I dag sendte østrigerne vores post tilbage, der skulle være gået over Brest Litovsk, og som blev afleveret til dem i fredags med den motivering, at den ikke måtte have noget officielt præg, at der ikke måtte være laksegl på, og så videre. Det er jo mærkeligt, at de ikke har sendt den tilbage for lang tid siden. Vi gik allerede her, og glædede os over at den snart var hjemme. I dag blev så posten igen afleveret til østrigerne i en almindelig ikke-forseglet konvolut, blot indeholdende den rent officielle post. Kureren, der skulle have gået i søndags, kom ikke af sted, da kammerherren mente, at det var bedst at se tiden an endnu et par dage. Direktør Lange, den sidste kurer, der er afgået herfra, og som rejste i fredags for otte dage siden, har vi stadigt ikke hørt noget til, lige så lidt som den kabinetskurer, der afrejste fra København forrige mandag, altså i dag for en uge siden, endnu har vist sig eller ladet høre fra sig. Telegrafforbindelsen er atter afbrudt uden udsigt til at blive genoprettet med det første. Så nu sidder vi jo
423 Wenzel de Neergaard/Wenzel Rudolf Flach de Neergaard, 1892-1968, godsejer, kammerherre, hofjægermester, student (Rungsted) 1911, premierløjtnant 1916, delegeret for den østrig-ungarske hjælpekomité i Vjatka 1917-1918. Kraks Blå Bog. KB: portrætregistranten. 145 nydeligt i det, ganske isoleret fra omverdenen, uden breve og uden telegrammer. Fra Björneborg424 melder konsulatet at ruten Stockholm Björneborg er ganske uregelmæssig, og at ruten Petrograd Björneborg er meget usikker, samt at kaptajn Davidsen, en af de forhenværende delegerede ved det østrigske gesandtskab, der afrejste herfra i onsdags, er nået til Björneborg, og at han nu forsøgte over Kristinestad at nå Tornio. En ret vild ide, der dog giver os den oplysning at der ikke har været nogen skibslejlighed fra Björneborg til Stockholm. Nå, det er ikke godt at sige, hvordan det hele vil udvikle sig. I morgen eller i overmorgen sender vi måske alligevel en kurer af sted. Kureren er parat, og venter kun på kammerherrens tilladelse til at afrejse. Du kan vist ikke gætte, hvem den kurer er. Ja, få nu ikke et tilfælde. Det er nemlig ingen andre end Axel. Når du får dette, er han altså i København, og han kommer selvfølgelig ud, og hilser på jer. Han bliver kun hjemme en uges tid. Blot rejsen nu går nogenlunde for ham. Der er jo i alt fald ikke mangel på spændende momenter, sprængte jernbanebroer, miner, og så videre. Nå, og så er det vel bedst, du får lidt at høre om, hvad vi har foretaget os i den sidste uges tid. Det har været en meget anstrengende uge, en rigtig svireuge. Om søndagen på din fødselsdag var vi til koncert ude ved siden af Mariinskij. Koncerten var vidunderlig. Hjemturen mindre vidunderlig. Der blev nemlig skudt, så det ramlede efter, netop lige i nærheden af Mariinskij, både med almindelige geværer og maskingeværer. Nå, vi nåede da heldigvis godt hjem uden at blive ramt. Nu er man jo også snart vant til turen. Man bliver ikke mere forbavset over, når man forlader teateret, pludselig at befinde sig i den vildeste skydning, selvom alt var roligt, da man gik hjemmefra. Mandag rejste Axel til Moskva. Forinden han tog af sted, spiste vi middag sammen på Medvjed (Bjørnen). Derefter fulgte jeg ham ud til banegården. Jeg misundte ham ikke, at han nu igen skulle ud at rejse, og han havde hverken billet eller noget, men han klarer den jo alligevel, hvor sort den end ser ud. Han hører altså til dem, der forstår at rejse her i Rusland, og det er snart lige ved at være en kunst i øjeblikket. Den 12. februar. Ja, så kommer Axel af sted i aften. Jeg når ikke at skrive mere i dag, men i overmorgen rejser oberstløjtnantens, så skal der komme noget mere ved denne. De kærligste hilsener til alle fra Esther.
#Resume: kommissionsbrev. Esther har trukket sine penge til Rusland, og er begyndt at spekulere.
<75> Petrograd, 12. februar/30. januar 1918 Kære mor, dette er et kommissionsbrev at du ved det. Hvis den grå kjole er nået at blive farvet, må Axel endelig få den med herover. Desuden ville jeg meget gerne have en lyseblå crêpe de chine bluse, mage til prøven. Den behøver du dog ikke sende med. Blot du køber ind til den, så tøjet ligger til mig, når jeg kommer hjem, så er det godt. Forsøg så vidt muligt at få en halv meter af mørkeblåt silketøj, mage til prøven. Det er en prøve af min silkespadseredragt. Er tøjet dobbelt bredt, er en halv meter nok. Er det kun enkelt bredt, må jeg have en meter. Det må jeg endelig have med herover med Axel. Så ville jeg meget gerne have en bluse herover i samme farve som den mørkeblå silkeprøve, enten af silkevoile, eller chiffon. Jeg havde jo noget mørkeblåt silkevoile med herover, men det har jeg brugt til et nedringet kortærmet liv, som jeg bruger til teaterbrug. Den bluse, jeg skal have herover, skal altså være langærmet, så den både kan bruges nu til teater- og bridgebrug, og til sommer som bluse til spadseredragten. Du tør jo nok tage ansvaret på dig for en bluse. Jeg trænger virkelig forfærdelig til den. Tag Lis med på råd, og se at få den lavet rigtig fiks og yndig. Jeg vil gerne have to løse underbluser, en af lyserød vaskesilke, og en af chiffon, eller tyl. Når den bliver sat i gang med det samme, kan Axel nok nå at få den med herover. Jeg har før spurgt om der ikke var nogen lapper tilovers af min nye mørkeblå uldne spadseredragt. Vær sød at se at finde dem. Jeg vil meget gerne have dem med herover snarest. Kan du finde en god modejournal, så send den med. Man kan vel ikke mere få disse japanesiske silkebroderier hos Wessel? Jeg ville i så tilfælde gerne have, tre-fire stykker. Ja, nu tror jeg ikke der er mere, men det er jo for så vidt også nok. På forhånd tak for al dit besvær. Husk at spise frokost i byen. Du skal ikke blive forfærdet over at jeg har trukket
424 Björneborg er det svenske navn for byen Pori på Finlands vestkyst. 146 alle mine penge herover. Nu kommer der jo femhundrede kroner igen her til marts. Jeg er nemlig begyndt at spekulere, men det skal du ikke fortælle nogen, eller rettere sagt, det må du endelig ikke fortælle nogen. Det er blot en meddelelse i al fortrolighed til dig alene. Mange hilsener, Esther.
#Resume: fødselsdagshilsen til moren. Esther klager over migræne, træthed og egen usikkerhed i beslutningsprocesser.
<76> Petrograd, 16. februar 1918 Kære lille mor, tak for dit brev i går af den 27. januar, som var ventet med længsel. Det var dejligt igen en gang at høre hjemmefra. Jeg nød det i sengen, hvor jeg befandt mig, formedelst min plageånd, nervøs hovedpine med medfølgende kvalme. Takket være et pulver, som jeg tog allerede om morgenen, befandt jeg mig dog heldigvis temmelig godt, da jeg fik posten ved tre, fire tiden. Jeg har så meget at fortælle, men det når vist ikke at komme med denne gang, da jeg på grund af hovedpine slet ikke kunne skrive i går, og det nu straks er tid at gå på kontoret. Hvis der ikke er alt for meget arbejde, vil jeg forsøge at nå at skrive i frokosttiden. Både jeg og mine kammerater nød dit brev. Jeg tror også snart at det er en måned siden, jeg sidst havde brev fra dig. Sidst jeg hørte hjemmefra, var fra Bitten, og det er ti dage siden. Jeg skal hilse dig mange, mange gange fra de tre hjorte. Selvfølgelig mindedes vi dig på din fødselsdag, men kun ved et glas te, da vi kom fra koncert. Jeg havde ellers planlagt et lille sold. Det er jo kutyme at vi “giver” noget på vore respektive mødres og fædres fødselsdage, men mit humør var ikke så højt den dag, eller rettere sagt, jeg var temmelig langt nede, så det blev ikke så festligt som det skulle have været. Det er ikke altid så let at leve livet især på den rette måde, og min skavank kender du jo nok: min fuldstændige umulighed, hvor det gælder at tage bestemmelser, i små som i store ting. Så længe det kun er små ting, det drejer sig om, nå ja, så går det jo, selvom man ikke kan lade være nu og da at føle en vis kvammel foragt for sig selv. Men gælder det først mere vigtige ting i livet, ja, så er det galt fat, så er denne ubestemte svage vakkelvornhed lige ved at plage sjælen ud af livet på en. Nå, en gang klarer det hele sig vel nok. Du må endelig ikke være ked af det, eller bekymret for min skyld. Det går nok alt sammen, og min stilling og mit arbejde er jeg i alt fald vældig glad for. Kun er jeg lidt træt nu og da. Det skal blive rart at få ferie, og komme hjem til sommer, og rigtig hvile ud. Hvor er det dejligt, at Lis og Tonne har fået lejlighed. Jeg glæder mig ordentlig på deres vegne. Det er vel ikke så hemmeligt med brylluppet, at man ikke en gang får at vide, når det skal finde sted. Ikke fordi jeg har selvfølgelig ikke i sinde at komme hjem til det. Det havde jeg ikke, selvom der blev stort bryllup. Hjortene har nemlig lovet hinanden, at de vil følges ad hjem, men derfor ville jeg dog nok alligevel gerne vide, når det skulle være. Hils nu alle på den kære gamle kvist tusind gange fra mig, samt Karen og Gunnar, og ungerne, tante Caro, og faster Ida, som du må takke mange gange for brevet. Hvor var det kærligt af hende at skrive til mig. De kærligste hilsener til dig og far fra jeres mellembarn. Har du fået alle vores digte? Du nævner ikke noget om det. Vil du ikke herefter omtale, hvilke numre af mine breve, du har modtaget, da jeg er lige ved at løbe rundt i det, og slet ikke kan huske, hvad jeg har skrevet om, og hvad ikke.
#Resume: kommissionsbrev.
<77> Petrograd, 16. februar 1918 Kære mor, dette er et regnskabs- og kommissionsbrev at du ved det. Sagen er den: jeg fik i går min nytårsopgørelse fra Privatbanken. Den lød på at jeg, den 31. december 1917 havde et tusind og trehundrede og en krone, og syvogfyrre øre, stående på min konto. Med forrige kurer fik jeg meddelelse om at der den 1. januar var indbetalt de sædvanlige femhundrede kroner, og med denne kurer ligeledes et brev om det samme, at der den 1. februar var indbetalt femhundrede kroner, hvori der tillige meddeltes mig, at du havde hævet tres kroner. Efter min beregning skulle der på min konto stå et tusind og firehundrede kroner, når jeg ikke fraregner 147 de tres kroner, du har hævet, hvilket jeg jo først fik at vide i går. At der kun står et tusind og trehundrede må skyldes en fejltagelse. I december måned udstedte jeg to check, en på to hundrede kroner til mig selv, og en på to hundrede kroner til frk. Hansen, og hr. Petersen. De skulle så hver især overføre mig et hundrede kroner fra deres respektive konti. At frk. Hansen har overført mig det ene hundrede kroner, det ved jeg, og jeg troede også, Petersen havde gjort det, men efter opgørelsen her er der jo kun en gang overført mig et hundrede kroner. Jeg var dårlig i går, og var ikke på gesandtskabet. Derfor fik jeg ikke talt med Petersen om det, men når jeg nu kommer derop i dag, må jeg jo se at få det ordnet. Det kan jo også tænkes at han har overført mig dem efter den 1. januar, og at det er derfor de ikke er kommet med på opgørelsen. Skulle de nu imidlertid vise sig at han har overført mig dem allerede i december måned, så må der jo foreligge en fejl fra Privatbankens side, for der er jo ingen andre, der har ret til at hæve, eller hæver på min konto andre end du, og hvad du har hævet, har jeg jo regnskab for. Sagen er nemlig den at jeg i den gode tro at jeg havde et tusind og firehundrede kroner stående på min konto for ca. fjorten dage siden, udstedte to check hver på sekshundrede kroner, altså i alt et tusind og to hundrede kroner, og i forgårs endnu en på to hundrede kroner, altså til sammen på alt, hvad jeg havde stående. Derfor kom det mig altså lidt på tværs, at du havde hævet de tres kroner, som jeg antager, du har hævet til Bitten. Jeg vil såmænd gerne forære hende tres kroner på et bræt. Det er ikke for det, men jeg havde jo netop skrevet, at hun skulle have fem kroner udbetalt hver måned samtidig med at jeg fik min gage. Jeg vil nemlig give hende fem kroner hver måned, så længe jeg er her, men det er der jo ingen der ved, hvor længe det varer ved. Måske bliver jeg her kun til sommer. Det er i alt fald ret usikkert om jeg bliver her endnu et helt år rundt. Det kunne nu alt sammen være lige meget, hvis det ikke var kommet så forbistret på tværs. Jeg blev ganske nervøs i går, da jeg fik min opgørelse, og det således gik op for mig at jeg havde overskredet min konto med et hundrede og tres kroner. Den mand, jeg har udstedt den sidste check på to hundrede kroner til, rejser i aften til Danmark. Sæt nu han går hen i Privatbanken for at hæve pengene, dagen efter at han er ankommet, så er de der jo ikke, og det må jo se ud som om jeg er en svindler. Det er virkeligt forfærdeligt. Jeg vil derfor bede dig, så snart du får dette, gøre mig den store tjeneste at gå ind i Privatbanken se at få at vide, hvordan det har sig med de et hundrede kroner, og eventuelt indbetale både dem og de tres kroner straks, at det ikke skal se ud som om jeg udsteder check for penge, jeg ikke har. Du vil nok låne mig de et hundrede og tres kroner de otte dage indtil den 1. marts, hvor der jo atter bliver indbetalt femhundrede kroner på min konto, og hvor du jo så straks kan hæve dem igen. Jeg kan ikke sige dig, hvor hed jeg blev om ørene, da jeg fik opgørelsen i går. Jeg tabte ganske ligevægten. Jeg vedlægger her opgørelsen, at du kan tage den med ind i Privatbanken, men du sender mig den nok tilbage igen, da jeg synes, det er meget rart at have den. Hvad de kommissioner jeg har bedt dig om at besørge angår, så vil du også nok lægge ud for dem indtil den 1. marts. Den lyseblå silkebluse vil jeg alligevel meget gerne have herover med Axel, da den jeg har, er lige ved at være slidt op, og i alt fald ikke er pæn mere. Jeg er i det hele taget temmelig reduceret i tøjet. Den blå silkebluse og min spadseredragt nederdel er som sagt det eneste, jeg har at tage på, når jeg skal se ordentlig ud. Til hverdag vil jeg ikke påstå, jeg ser ordentlig ud, nærmest forfærdelig. Jeg går med mine to gamle nederdele, og de er ikke skønne mere, og så den mørkeblå silkejerseybluse. Den lever jeg for, kan du stole på. Nederdelen er fulde af pletter. Nu og da tager jeg dem af, men de kommer stadig igen. Ens linned bliver komplet ødelagt herovre. Det er ganske grågult. Næsten mere snavset, når det kommer fra vask, end når vi sender det derhen, og så bliver det revet i stykker, flænget på kryds og tværs, knapper revet af, knaphuller revet ud, og så videre. Du kan forberede Mette på en ordentlig reparation, når jeg engang kommer hjem. Du må hellere allerede nu bede hende om til den tid at stå fjorten dage til min disposition. Selv får jeg aldrig syet et sting på mit tøj. Strømperne får jeg lige akkurat stoppet, et par, hver gang jeg skal have dem på. Apropos strømper: jeg vil gerne have et par sorte silkestrømper med herover med Axel. Hvordan går det med det korset, Mette skulle reparere? Det er vel ikke så vidt, at Axel kunne få det med? Jeg bruger nemlig stadig mit ældgamle, fordi jeg ikke nænner at tage det nye i brug. Jeg har bedt Axel om at tage en kuffert med herover til mig. Da jeg rejste hjemmefra, var det jo med nød og næppe, at jeg kunne have mine sager i kurvekufferten, og sivtasken. Alt var aldeles ødelagt og 148 forkrøblet, da jeg kom herop. Nu har jeg fået masser sendende herover, og har købt masser kniplinger, puder, og så videre. Så en kuffert til, må jeg jo have. Her kan de ikke købes, er dårlige, og umuligt dyre, så hvis Axel kunne få en med op til mig, ville det være storartet. Jeg vil gerne have en brun, en mage til fars. Haagensen har en, der har kostet tres kroner, brun med trælister rundt om. Jeg vil gerne have en, der er ca. en meter lang, og ca. femogtredive centimeter høj. Jeg ville meget gerne have malet røde og hvide striber rundt om den, ligesom alle de andre har her, og ovenpå med sort: Legation de Danemark. Det hjælper nemlig måske lidt til at beskytte ens sager, når man engang skal rejse hjem. Har du ikke tid til at besørge dette, hvad jeg så godt forstår, hvis du ikke har, så lad Axel gøre det. Ja, nu er der vist ikke mere denne gang af disse kedelige sager. Mange kærlige hilsener, Esther. Du sender mig nok med første kurer et regnskab over, hvad du køber til mig, at jeg kan vide, hvad jeg har af penge på min konto, og jeg ikke endnu en gang laver sådan en komedie. Jeg trænger også meget til et par selskabssko, sorte ruskinds, eller sorte silkesko, helst det sidste, endelig brednæsede med remme over, og officershæle. Nu kan du jo se, hvad du kan gøre ved det.
#Resume: det danske lazaret i St. Petersborg er ophævet. Udplyndringer på åben gade. Middag hos Broch. Rådne æg. De russiske damer sælger aviser på Nevskij. Soldater afpresser penge for toiletbesøg på togene. Hestelig i Sommerhaven og et menneskelig på Nevskij. Læsernotat: ”Interessant. Blandt andet selskab for Neergaard”.
<78> Petrograd, 17. februar/4. februar 1918 Kære mor, forrige uge, vores svireuge, hørte du vist ikke rigtig noget om. Tirsdag den 5. februar havde vi fremmede til aften, et lille selskab til ære for Neergaard, der jo altså i egen høje person først og fremmest hørte til de indbudte. Dernæst var til stede: Rasmussen og Netterstrøm, Neergaard havde nemlig bedt om han måtte tage dem med, da han boede hos dem, og de to sygeplejersker fra lazarettet, som vi stadigvæk er kommet sammen med, frk. Munck, og frk. Henriksen,425 en datter for resten af gartner Henriksen ved Helsingør. De er nu begge blevet ansatte under legationen, og dagen efter skulle de rejse til Moskva for der at pleje syge krigsfanger. Lazarettet er nemlig blevet fuldstændigt ophævet, og de danske sygeplejersker, der var ansat der, er dels rejst hjem, dels blevet ansatte under legationen her, og dels blevet kapret af svenskerne, også til pleje af krigsfanger. Haagensen havde i frokosttiden bagt en lækker kage, og Andersen, der i et par dage havde været dårlig, men den dag ikke fejlede andet end at hun blev på kvisten for at varetage husets interesser, havde været meget heldig med en lækker dessert bestående af chokolade, vores sidste stykke kogechokolade, der røg, og mandler. De fik altså te med kage i rigelig mængde, senere dessert med madeira, som altid, når hjortene indbyder til komsammen, nydeligt. Vi havde det rigtigt hyggeligt med sang og musik, og gættelege. De fremmede lod i alt fald til at more sig udmærket for de gik ikke før kl. halv to, men Rasmussen og Netterstrøm er nu ikke morsomme mere. Onsdag var Smith og jeg til bridge hos Thorbjørnsen som eneste damer. Selskabet bestod ellers af Lind, ham med gæssene, og hans bror, en direktør Andersen,426 der er vældig rar, to herrer til på “-sen” navne, og Broch. Det er en bedårende lejlighed, Thorbjørnsen har anskaffet sig. Det er i Chaykovskogo, fireogtredive. Han er lige flyttet derhen, og det hele kunne have været såre vel, hvis jeg havde været en lidt mere øvet bridgespiller, men da jeg er begynder, og det endda ved det allernederste trin, så var det mig nærmest en pine. Jeg følte mig, som om jeg sad ved det grønne bord, som om jeg var til eksamen, og ganske blank. Det var en nederdrægtig fornemmelse. Der var jo selvfølgelig ingen, der gjorde mig noget. De var høfligheden og elskværdigheden selv, men jeg følte mig som
425 Jonny Henriksen. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/64, (lbn. 3-271). 426 Scavenius til UM, 14. februar/1. marts 1918: “Direktør Alfred S. Andersen, der taler russisk og er godt kendt med russiske forhold, påtænkes anvendt som afløser for kaptajn Davidsen i de meget vanskelige hungerguvernementer: Nizjnij Novgorod, Vladimir, Rjazan og Tambov”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/27, (lbn. 3-269). A. S. Andersen: RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/20, (lbn. 3-269). 149 den største idiot på jorden. I skulle høre Smith give en beskrivelse af mig, da vi kom hjem. ”I skulle have set Aksel”, sagde hun, ”Hun lignede slet ikke sig selv. Sagde ikke et ord”. Nå, bridgen fik jo heldigvis en ende, og jeg livede op igen. Så gik vi ind til det dejligste skårede smørrebrød med alt, hvad hjertet kunne ønske, te og æblekage. Mens vi spillede kort, var der blevet serveret frugt, skrællede æbler, vindruer, chokolade og rhinskvin, herligt. Da vi trak os tilbage efter at have sunget og spillet en hel del, udtrykte Thorbjørnsen håbet om at se os herefter hver onsdag aften. Jeg skal nu ikke derhen foreløbig, ikke førend jeg er blevet lidt mere øvet i at spille bridge. Fredag aften var vi til Carmen på Mariinskij sammen med Neergaard. Det var dejligt at høre denne skønne musik en gang igen, men det var også musikken, der var det meste her. Udførelsen var på nær Carmen, der var glimrende, nærmest rædselsfuld. Nej, må jeg så bede om Herold427 og Helge Nissen.428 Ja, for resten også om fru Lendrop.429 Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer op på siden af hende. Vi kørte hjem i isvostjik, og Neergaard gik med op, og drak te hos os. For en gangs skyld lækker te med nybagt hvidt brød og syltetøj. Lørdag var vi til større abefest hos Rasmussen og Netterstrøm. Skrupkedeligt helt igennem. Vi gad næsten ikke gå derhen, men var jo nødt til det for ikke at vække forargelse. Traktementet var nydeligt, te med syltetøj, kaviar og ost. Senere på aftenen, henkogte frugter i lange baner, lækre sager, æbler, nødder, vindruer, svesketærte, og last but not least, rhinskvin og champagne. Vi dansede, sang og spillede, og det kunne vist for resten nok have været meget morsomt, hvis vi ikke i forvejen havde været indstillet på, at det skulle være kedeligt. Hjortene og Neergaard holdt sammen det meste af aftenen, så vi havde det i grunden rigtigt rart. Kl. halv to brød vi op til alle de andres store misfornøjelse. De troede åbenbart, det var for at demonstrere, men det var der nu ingen særlig grund til at tro. Det var da sent nok. Netterstrøm erklærede, da vi gik at havde det været en hvilken som helst anden end de fire damer, som han og Rasmussen altid kaldte os, så ville han have fulgt os hjem. ”Nej, vi er vant til at klare os selv”, råbte Smith. ”Ja, jeg ved nok, at De helst klarer Dem selv”, lagde han til med eftertryk. Søndag sov vi længe, meget længe. Om aftenen var Andersen og Smith til ballet i Mariinskij, hvor de traf Neergaard, som de bragte med hjem til te. Haagensen og jeg var for trætte til at gå i teateret den aften. Vi havde en hyggelig aftente, og bagefter spillede Andersen for os, så vi først fik smidt Neergaard ud ved et-tiden. Mandag spiste Axel og jeg middag på Medvjed, og om aftenen havde jeg russisklærerinde. Tirsdag var jeg travlt beskæftiget med at få Axel af sted som kurer. Det var min tur til at gå kl. fire den dag, på hvilket klokkeslæt Axel hentede mig, og sammen skyndte vi os hen på Medvjed for at nyde den sidste middag inden han forlod Petrograd. Kl. seks skulle vi være tilbage på gesandtskabet for at hente posten, så der var ikke megen tid at spilde. Vi fik en dejlig middag, men den er også blevet pebret efterhånden. Under halvfjerds rubler spiser to mennesker ikke til middag. Kl. otte aften gik toget fra Finlandsbanegården, og til trods for Axels ihærdige protester, fulgte jeg ham derud. Jeg ville nok selv se ham vel i toget med kurerposten, og jeg er jo også vant til at sætte min vilje igennem. Han fulgtes til Riihimäki med landbrugskonsulenten, hr. Nielsen, et vældigt flinkt menneske, der taler glimrende russisk. Landbrugskonsulenten skulle til Helsinki for at hente sin kone og sine børn herind til Petrograd, hvor de nu skal bo, og han skulle være rejst aftenen i forvejen, og havde også været på vej ud til banegården, men på Nevakajen, femten minutter fra gesandtskabet, var hans isvostjik blevet standset af tre soldater, og han var blevet plyndret for alt, hvad han havde på sig af penge og værdisager, tilligemed sin pels. Dette skete kl. syv om aftenen, så det er jo snart frækt, hvad de driver det til herovre. Mens de plyndrede ham, havde de debatteret, om de skulle skyde ham eller ej, men de var dog til sidst blevet enige om at lade ham gå.430 Det må være behageligt at stå, og høre på. Vi har gjort et forfærdeligt
427 Vilhelm Herold, 1865-1937, dansk operasanger (kongelig kammersanger tenor). Vilhelm Herold 1893-1915. Kbh: Erslev og Hasselbalch 1915. 428 Helge Nissen, 1871-1926, dansk operasanger (baryton) og skuespiller. Nissen spillede satan i ”Blade fra Satans Bog” (1921) af Carl Theodor Dreyer. Nissen begik selvmord. 429 Anna Margrethe Lendrop, 1873-1920, dansk operasangerinde. Lendrop debuterede 1898 som Carmen på Det kongelige teater. 430 Otto Nielsen til landbrugsminister Kristian Pedersen, 25. juni 1919: ”Som hr. ministeren måske bekendt har jeg allerede tidligere i Petrograd været udsat for forskellige overgreb fra bolsjevikkernes side, der jo blandt andet også har lagt beslag på min private bankkonto og har frataget mig alle de værdipapirer, som jeg havde deponeret i en bankboks der i byen. Endvidere er der under mit 150 vrøvl over det til det russiske udenrigsministerium, men hvad gør det, og hvad kan det gøre mod alle disse tyve og røvere? Jeg blev lidt uhyggelig til mode, da overfaldet var sket så tidligt på aftenen, og netop på den vej, jeg går hjem af hver aften. Nu tør jeg da aldrig mere køre hjem alene i isvostjik, hvad jeg ellers så tit gjorde, når jeg var træt. Det siger nemlig alle, at det er meget farligere at køre. Man skal meget hellere gå. Nå, vi nåede da i god behold ud til Finlandsbanegården, og traf landbrugskonsulenten, bitterligt frysende i en almindelig ikke ret tyk overfrakke. Axel havde ingen billet, men var så heldig at få fat i en direkte til Tampere, og han fik endda sovevognsplads til Riihimäki, så den var jo morderlig fin. Nu håber jeg, han er kommet godt igennem, og at han ikke har måttet sidde alt for længe, og vente i Björneborg. Det var jo en eventyrlig rejse at skulle ud på. Jeg nåede hjem i Chaykovskogo fra banegården uden at blive hverken plyndret, eller tiltalt. Jeg var glad, da jeg var hjemme, for man er jo nu fuldstændig afvænnet med at være alene om aftenen. I reglen er vi ude alle fire sammen, ellers to og to. Det giver sådan en rar tryg fornemmelse. Onsdag var vi til middag hos Broch, alle fire hjorte. Han bor for tiden i et bedårende lille palæ, som en af hans venner, der i øjeblikket er på ferie i Danmark, har lejet af en rig russisk bankdirektør. Det er noget af det mest henrivende, og tillige det mest hyggelige, jeg længe har set. Spisestuen med blå silketapeter, lækre silkegardiner, og gamle mahognimøbler, en lille hvid dansesal med masser af spejle, vinterhave med smukke planter, vaser og figurer, og elektrisk lys indlagt her og der, og alle vegne. En morderlig hyggelig dagligstue med skønne tæpper og åben kamin. Foruden os var der fire af Brochs venner. Vi fik en pæn lille middag. Bagefter kaffe, likør og cigaretter, som vi nød i dagligstuen i skæret fra kaminen. Det meste af aftenen gik med at høre på en ganske glimrende grammofon, den bedste grammofon, jeg nogensinde har hørt. Den spillede både violin- og klaverstykker, og det lød ganske henrivende, var virkelig en nydelse af rang. Kl. halv tolv gik vi for at nå at komme med sporvognen hjem. Torsdag var vi til ballet i Mikhailovskij teateret.431 En lille fin velgørenhedsforestilling, men vi havde også måtte betale seksogtredive rubler for stykket af billetterne. Der blev givet Harlekins Millioner432 med Smirnova i hovedrollen. Det var rigtig godt, men jeg var ikke vild, nærmest lidt skuffet. Jeg bryder mig nu i det hele taget ikke så meget om Smirnova. Hun er så bevidst. Hun danser ganske vist teknisk set aldeles glimrende, men jeg griber mig nu og da i at tænke: er det ikke en mekanisk dukke, der er trukket op. Og det er jo ikke nogen særlig opløftende tanke. Efter balletten var der forskellige andre numre, enkelte par, der dansede karakterdanse, og forskellige sangnumre, alt i alt ikke særligt spændende. Det mindede mig for meget om en aftenunderholdning, og det er nu min rædsel. Vi nåede hjem i god behold. En halv time efter at vi havde passeret Mikhaylovskaya433 pladsen blev den italienske gesandt, der kom kørende over den, plyndret for alt, hvad han havde på sig. Ja, moralen er som sagt, man skal ikke køre i isvostjik. Fredag var jeg dårlig og lå i sengen, nervøs hovedpine. Heldigvis kom kurerposten jo, og opmuntrede mig om eftermiddagen. Lørdag aften havde vi travlt i køkkenet. Andersen bagte kage. Hun skulle have fremmede til te om søndagen, der for resten udeblev. Jeg bagte galopkringle, og lavede mandelbudding, der viste sig at være uspiselig på grund af noget ækelt gammelt råddent kartoffelmel, jeg havde stivet den med. Kagerne var heller ikke særligt gode, smagte af rådne æg. Det er alle vores dejlige æg fra Rybinsk, der ved nærmere eftersyn ikke viser sig at være af allerbedste sort, desværre. Alt var i det hele taget umuligt den aften. Man gik og sled, og sled i det, og alt blev mislykket. Jeg fik en hel del tøj fra vask. Gult og gråt, stinkende af klor, så man ikke kunne være i værelse sammen med det. Sommetider er man lige ved at tabe humøret over alt svineriet her i Rusland i almindelighed, og her i vores lejlighed i særdeleshed. Her er
ophold i Petrograd bleven foretaget husundersøgelse af røde bander i min private lejlighed, ovenikøbet midt på natten. Endelig er der ved det brutale overfald på min person, som fandt sted den 11. februar 1918 på Slotskajen i Petrograd, hvor jeg på et hængende hår var blevet myrdet, blevet frarøvet mig min vinterpels og tegnebog, pengepung og andre sager, svarende til en værdi af ca. 3500 (tre tusinde og femhundrede) rubler, hvilket tab trods gesandtskabets bestræbelser indtil dato ikke er blevet mig refunderet”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 7), jr. nr. 3. E, (lbn. 184). 431 Mikhailovskij: 1, Iskusstv Plochad. 432 Les Millions d’Arlequin, uropført 1900 i St. Petersborg. Musik af italieneren Riccardo Drigo, 1846-1930, der virkede som dirigent i St. Petersborg. Koreografi af Marius Petipa, 1818-1910. Petipa kaldes for den klassiske ballets far. 433 Mikhaylovskaya. 151 snart ikke til at være mere, så beskidt er her. Det er det mest urenlige uhygiejniske sted, jeg nogensinde er blevet præsenteret for, og så tror Magdalene, at hun er renlig. Det er virkeligt håbløst. Det er mig så modbydeligt lige i øjeblikket. Jeg gider ikke spise noget, har kvalme af alting. Alt, synes jeg, smager af snavs, og ligesom de russiske soldater lugter. Det er et skrækkeligt irriterende land at være i.434 Alt er dårligt, eller halvdårligt. Alle varer, tredje klasses. Det er virkeligt også forfærdeligt ærgerligt, når man står og spilder sin knapt tilmålte fritid med at lave en dessert, og så den bliver mislykket, fordi den smule kartoffelmel, man kommer i, er noget gammelt råddent bras, men sådan er det med alt her i Rusland. Det er det mest umulige land i verden. Søndag formiddag gik som sædvanlig med at gøre rent, og stoppe strømper. Jeg gjorde den hyggelige opdagelse, at de fleste af mine strømper er ædt op af møl. Blot vi dog kunne få en pige helt for os selv, for dette med Magdalene er ikke til at holde ud i længden, og nu skal hun endda have en lille. Ja, det kan hun jo ikke gøre for, men det var virkeligt også meget uheldigt, at hendes mand kom hjem til jul. Broch tilbød os forleden sin kokkepige, og vi tænkte også på at tage hende, og foreslog Magdalene ganske en passant, at hun skulle holde op med at være hos os, men det ville hun slet ikke høre tale om. Det er jo forfærdeligt, for hun har alt for meget at gøre, og det bliver jo sværere og sværere for hende, men hvad skal vi gøre? De andre synes, det er synd for hende at afskedige hende, og det er det selvfølgelig også, men på den anden side kan vi ikke holde alt det snavs ud i længden. Så snart det bliver varmt, er der i alt fald ikke tale om det, så er det jo ligefrem sundhedsskadeligt. Mandag den 18. februar/5. februar. I går aftes var Haagensen og jeg til ballet på Mariinskij. Raymonda435 med Karsavina. Vidunderligt. Siden jeg har set Karsavina, er Smirnova intet for mig. Karsavina er det dejligste, og mest yndefulde af alt dejligt og yndefuldt. Vi kørte derover i isvostjik, da vi var kommet lidt sent på den, og vi var knapt kommet over Nevskij, og forbi Kazan kirken,436 da det begyndte at knalde løs bag os. Der var lige ved at gå panik i os, for vi var aldeles uforberedte på denne pludselige skydning, og det var så uhyggeligt at se folk komme styrtende om hjørnerne. Nå, men det varede kun fem minutter, så var alt roligt igen. Man føler sig mere sikker, når man er fire end når man er to, så vi var glade, da vi var vel hjemme igen. Vi tog hjem med sporvognen, og det gik vældigt nemt, der var ikke overfyldt. Det er kedeligt, der er sådan en lang vej til Mariinskij. Nu varer det nok noget, inden vi kommer der igen, da vi har bestemt, at vi kun tager derud, når der går noget ekstra godt. Så, nu har jeg læst russisk, og vi har drukket te sammen med lærerinden i køkkenet. Det var nemlig det eneste sted, der var varmt. Mit dårlige humør og min gnavenhed er ved at forsvinde. Vi har det jo storartet her, trods alt. Jeg skammer mig altid sådan over at jeg blot kan tænke på at være den mindste smule utilfreds, når jeg hører, hvad fru Jantzen og hendes familie, og mange af deres bekendte må døje. Hun har ikke spor af penge. De sælger for tiden alt, hvad de på nogen mulig måde kan undvære for at få mad. ”Jeg er ikke bange for at blive skudt”, sagde hun en aften. ”Jeg er blot bange for hungersnøden, men den er jeg også forfærdelig bange for”. Hun mener, at inden ret længe vil gamle børn og syge begynde at dø af sult. Blot hun så endda var alene, men hvor må det være forfærdeligt at have børn, og så være tvunget til at bo i dette land. ”Alt håb for Rusland er ude”, siger hun ”Det er umuligt mere at tro på bedre tider”. På Nevskij ser man i den sidste tid de nydeligste damer gå og sælge aviser. Fine intelligent udseende, både ældre damer og unge piger. Fru Jantzen havde også været oppe og forhøre på en redaktion, hvor meget, man kunne fortjene ved det. Seks kopek per styk, og man var ca. tre timer om at sælge et hundrede. Hun kunne dog ikke give sig af med det lige i øjeblikket, da hun slet ikke kunne tåle kulden. At rejse her i Rusland bliver mere og mere umuligt. Jeg forstår godt, at de delegerede siger deres stillinger op, den ene efter den anden. Til Sibirien er det ligefrem livsfarligt at rejse, og sindssvagt dyrt, og så opfører soldaterne sig jo som om de var sindssyge. Fru Jantzen fortalte blandt andet, at soldaterne i et tog havde taget WC i besiddelse, og at folk måtte betale tyve rubler for hver afbenyttelse af det. Gaderne bliver uhyggeligere og uhyggeligere at se til. Det forekommer en, at det er dyr, der
434 Bjarne Schartau: ”Jetzt Krieg. Ich habe so langsam die Nase voll!” 435 Ballet i tre akter, 1896-1897. Musik af Alexandr Konstantinovitj Glazonov, 1865-1936. 436 Kazankatedralen er viet til Gudsmoder af Kazan. 152 færdes på dem, og ikke mennesker. Intet bliver passet, intet bragt i orden. Nede udenfor Sommerhaven lå der en død hest i en uge uden at blive flyttet. Det virkede lidt underligt på en at være vidne til, men det virker dog ikke så lidt underligere, når man på Nevskij ser en død mand ligge på fortovet, blot med et lommetørklæde lagt over ansigtet. Der er ingen, der tænker på at flytte ham. I fredags afrejste den østrigske kommission herfra. Nu er fredsforhandlingerne jo strandede, det vil sige Rusland slutter ikke fred, men demobiliserer. Det lyder sindssvagt. Hvad skal enden dog blive? Oberstløjtnanten mente, at krigen ville blive ved endnu i to år, eller måske flere.437 Hvordan skal man dog kunne holde det ud? Det er så inderligt håbløst at tænke på. Du kan slet ikke tænke dig, hvor jeg glæder mig til at komme hjem, for det første til at se jer alle sammen igen, og for det andet til at leve en tid, under ordnede forhold i et rent hus, uden hver dag, så at sige at skulle slås for hver bid, man skal putte i munden. Du må nu endelig ikke tro, at vi sådan i al almindelighed er utilfredse og kede af at være her, jeg og de tre andre hjorte. Det er kun en gang imellem, når vi er trætte, og vi har haft en særlig ondartet Tycho Brahes dag, at vi bliver rigtig bundirriteret på Rusland, og synes, at det hele er fortvivlende. Som regel er her idel tilfredshed over hele linjen. Hvordan har i grunden Helga og Alice det? Jeg kunne godt lide at høre lidt om dem. Ja, nu bliver det ikke til mere i aften. Blot de kærligste hilsener til alle på kvisten, flest til dig og far fra Esther. PS: Hjortene beder hilse. Den 19. februar/6. februar. Der går i dag rygter om at tyskerne igen er begyndt at gå frem, og har taget Daugavpils,438 samt at svenskerne har sat sig i besiddelse af Ålandsøerne. Nu skal vi se, hvad det fører til.
#Resume: kommissionsbrev. Esther undskylder brev af 16. februar 1918.
<79> Petrograd, 18. februar/5. februar 1918 Kære lille mor, mit brev uden nummer, der fulgte med brev nummer elleve,439 var vist et meget mærkeligt brev, rigtig fjollet helt igennem, men det kom af, at jeg var nervøs og gnaven, og ked af det, og gal i hovedet på det hele herovre. Selvfølgelig har jeg ikke noget imod, at du har hævet de tres kroner til Bitten på en gang. Jeg er meget ked af, at jeg nogensinde har nævnt spor om det, men lad det nu være ude af verden med dette. Det kom sig af, at jeg syntes alt var forkert og trekantet den dag, og så syntes jeg også, det var det. Det kender du godt, ikke? Hvad det angår at købe noget til mig til Udsalget, hvis det ikke allerede er forbi, så ville jeg meget gerne bede dig ved lejlighed besørge mørkeblåt stof i samme tykkelse som din mørkeblå spadseredragt, så meget at jeg enten kan få en kjole, eller en frakke af det. Jeg ved ikke rigtig endnu, hvilke af delene jeg vil bruge det til. Måske vil jeg bruge det til en ny pels, og så flytte gråværkskraven fra min spadseredragt over på den. Det ved jeg som sagt ikke rigtigt endnu, men rigtigt stof vil jeg i alt fald meget gerne have, at der ligger til mig til jeg kommer hjem. Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: tyskerne ventes. Opråb i gaderne med opfordring til mord på tyskere og østrigere. Døde heste i gaderne. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<80> Petrograd, 23. februar/10. februar 1918 Kære mor, der er sensation i luften, om der ikke har været det før. De sidste dage er begivenhederne fulgt slag i slag. Den østrigske og tyske kommission afrejser. Våbenstilstanden er til ende. Tyskerne begynder straks energisk at rykke frem. Russerne bliver rasende, og tillige bange. Der afgår telegram til fronten om at russerne alligevel går ind på fredsbetingelserne. Tyskerne forlanger det skriftligt, og rykker stadigt frem, nærmer sig med
437 Borgerkrigen 1917-1922 (1926). 438 Esther skriver Dvinsk. Daugavpils er den andenstørste by - efter Riga - i Letland, ca. 120 km. fra grænsen til Rusland. 439 Brev nummer elleve: Petrograd, 16. februar 1918. Her omtales sagen om morens hævning af tres kroner i Privatbanken, og Esthers overtrukne bankkonto. 153 raske skridt Pskov440 og Tallinn. Tyskernes svar ventes med spænding og ængstelse af regeringen, der helt har tabt hovedet. En nydelig regering helt igennem. Dette meget omdebatterede svar foreligger endnu ikke officielt, men der svirrer rygter i luften om at tyskerne nu som yderligere fredsbetingelse blandt andet stiller øjeblikkelig besættelse af Petrograd. Det kan regeringen selvfølgelig ikke gå ind på, og den forsøger atter at mobilisere den russiske hær. Det er jo fuldstændig tragikomisk, og ud i det blå. Hvad er der tilbage at mobilisere? På gaderne mægtige opslag til borgerne om at gribe til våben og forsvare byen, desuden plakater, hvori det meddeles, at alle bourgeois, både mænd og kvinder skal jages ud i løbegravene. Hvis de nægter det, skal de skydes uden pardon. Andre opråb af et lignende hyggeligt indhold, gående ud på at alle spekulanter og mistænkeligt udseende personer, alle, der kan tænkes at være tyskere eller østrigere, eller at have noget med dem at gøre, uden barmhjertighed af enhver, der har lyst til det, kan skydes ned på åben gade. Vi var i Alexandrinskij teateret i går. Vi var ikke i den hyggeligste stemning, da vi gik hjemmefra. Havde vi ikke haft billetterne, var vi ikke gået. Vi talte så lidt og så sagte som muligt sammen for ikke at henlede opmærksomheden på os. Det var et meget interessant stykke vi så, Revisor af Gogol. Det var glimrende spillet, og vi fulgte udmærket med, da vi havde læst det i forvejen. Dog kunne det uden skade have været lidt kortere. Det begyndte kl. syv
440 Pskov: region og by i nordvest Rusland ved grænsen til Estland og Letland. Byen Pskov ligger to hundrede og firs kilometer syd for St. Petersborg. 441 Gesandtskabet lånte i 1918 et antal pistoler til selvforsvar. Scavenius til UM, 23. februar 1918: “Da tjenesten under de lovløse tilstande såvel her som i Petrograd som for de delegerede i guvernementerne medfører fare for røveriske overfald, anser jeg det for nødvendigt, at det mest udsatte personale bevæbnes”. Memorandum, 2. maj 1924: “Den 23. februar 1918 indberettede gesandtskabet i Petrograd telegrafisk at gesandtskabet under hensyn til de usikre tilstande i Rusland måtte anse det for nødvendigt, at det mest udsatte personale blev bevæbnet, hvorfor gesandtskabet henstillede, at der snarest stilledes femogtyve mindre Browning revolvere med ammunition til disposition [...] Pistolerne fordeltes derefter af gesandtskabet i Petrograd til de forskellige danske delegerede, der befandt sig på de mest udsatte steder i Rusland, særligt i Sydøstrusland og Sibirien”. “Foranlediget ved en forespørgelse i året 1920 modtaget gennem Krigsministeriet fra hærens rustkammer, har UM anstillet undersøgelser angående pistolernes senere skæbne”. Det anses for “utvivlsomt, at pistolerne er gået tabt i Rusland som følge af de ekstraordinære forhold og til dels ved udplyndringer af de pågældende danske repræsentanters lokaler”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 9, (lbn. 3-277). ”Om femogtyve pistoler til personalet under Petrograd gesandtskabet”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 9, (lbn. 3-277). Pistolerne blev sendt med kurer (Einar Sørensen rejste med en kasse ”armé revolvere og ammunition dertil bestemte for gesandtskabsdelegerede mod bolsjevikkerne”) til St. Petersborg i marts 1918 og flest uddelt til de danske delegerede på udsatte poster, navnlig i Sydøstrusland og Sibirien. En del af pistolerne fandtes i sommeren 1918 ved det danske vicekonsulat i Omsk som blev plyndret af bolsjevikkerne (cf. skrivelser fra november 1920), og pistolerne gik tabt. 154 ikke blive ved med at være lige ophidset ved tanken om, hvad der eventuelt kan ske, når det så alligevel gang på gang ikke sker. Her er fuldt af døde heste på gaderne i denne tid. De falder, kan ikke komme op igen, og ligger så der, og dør uden at nogen tager videre notits af dem. Det er nok ikke det glatte føre alene, der er skyld i det, men også underernæring. Stakkels heste. Det er lidt et sørgeligt syn at se dem. Så, nu når jeg ikke mere i dag. De kærligste hilsener til alle på den kære gamle kvist fra Esther.
#Resume: kommissionsbrev.
<81> Petrograd, 28. februar/15. februar 1918 Kommissionsbrev. Kære mor, hvad mine kommissioner angår, så skal du alligevel ingen sko købe. Det må hellere vente til jeg selv kommer hjem. Hvad de andre ting angår, så kan du jo se, hvad du kan få i stand til Axel rejser, og hvor meget han kan have med. Det kommer det jo også noget an på. Bluserne vil jeg dog meget gerne have. Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: det danske gesandtskab har overtaget andre gesandtskabers interesser. Esther sender i kopi vedlagt en konsulatsrapport fra Baku (Esther bryder dermed tavshedspligten!)
<82> Petrograd, 1. marts/16. februar 1918 Kære lille mor, først og fremmest tak for dit brev (11. februar), som jeg fik i går aftes. Endelig langt om længe kom da så kureren. Det havde været en drøj tur for ham. Det var dejligt endelig engang igen at høre noget hjemmefra. Nu går det jo så sjældent på. Du ringer vel nu og da ind til UM for at høre, når de sender kurer. Det ville jo nemlig være en stor skuffelse, nu vi får så sjældent post om der så endda ikke var noget med hjemmefra. Jeg er kommet til at tænke på, at I måske ikke skriver, hvis I ikke i længere tid hører fra mig, men det kan I ganske roligt gå ud fra ikke er min skyld. Jeg sender brev af sted med hver kurer, har således for øjeblikket fem breve undervejs, men da vores sidste seks kurerer alle antageligt endnu sidder i Björneborg, så er det jo ikke så underligt, hvis I på det sidste ikke har hørt fra mig. I dag blot et par ord for at meddele at jeg har det godt. Jeg er nemlig lidt træt i dag, og temmelig skør, så jeg kan slet ikke samle mig til at skrive et ordentligt brev. At rejse hjem kan der slet ikke være tale om i øjeblikket. Det er mindst lige så farligt at rejse gennem Finland som at blive siddende her. Desuden har vi jo nu overtaget både de siamesiske, de franske, og de kinesiske interesser,442 så om her ikke har været arbejde før, så er her det nu. Under sådanne forhold kan man selvfølgelig ikke smide det hele, og løbe sin vej på et tidspunkt, hvor der i så høj grad er brug for ens arbejde. Haagensens far har forlangt, at hun skal komme hjem, men for øjeblikket kan hun i hvert fald absolut ikke rejse. Der er jo i det hele taget intet andet at gøre end at se tiden an, og håbe på bedre tider. I må endelig ikke være urolige. Her er ganske vist ikke så behageligt at være lige nu, men det er jo en interessant tid at opleve, og vi klarer den jo nok. Skriver jeg mere, forvrøvler jeg mig. Det kan jeg tydeligt mærke. Derfor blot de varmeste og kærligste hilsener til jer alle, flest til dig og far fra Esther. PS: Medfølgende indberetning har vi lige modtaget fra konsulatet i Baku.443 Vi sender den i dag ind til UM. Da jeg mente, det ville interessere jer at læse den, fik jeg frk. Hansen til at tage en ekstra kopi. I passer nok godt på den, og gemmer den til mig, til jeg kommer hjem.
442 Gesandtskabet til generalkonsulatet i St. Petersborg, 3. marts/16. marts 1918: “Gesandtskabet tillader sig herved at meddele det kongelige gesandtkonsulat, at det har overtaget beskyttelsen af de franske, de siamesiske og de kinesiske interesser i Rusland efter at de respektive gesandtskaber har forladt Petrograd” (37. 67). {kilde?} 443 Det danske konsulat i Baku, 27. januar/14. januar 1918: ”Om den nuværende situation her i almindelighed kan berettes følgende: De indfødte kaukasiske folkeslag fortsætter med al kraft deres bevæbning. Grusinerne i Vestkaukasus, såvel som armenierne i Syd- og Østkaukasus, har længst nationaliseringen af de af dem tidligere stillede soldater i orden. Og da de havde et betydeligt antal officerer, der tjente overalt i hæren, har de uden større vanskelighed kunnet organisere sig således, at de hver for sig menes nu at have ca. 120.000 til 150.000 mand. De søger nu med stor energi at inddrage frivillige, der i betydelig mængde melder sig. Det er nu meningen med denne hær at forsvare, i første linjegrænsen mod Tyrkiet, men samtidig må da navnlig armenierne opbyde alt for at holde deres 155
#Resume: om en døende hest ved Sommerhaven. Gesandtskabet har overtaget de kinesiske interesser, og stormes af franskmænd. Fødevaresituationen i St. Petersborg. Byens vilde kaniner på spisebordet. Læsernotat: ”Meget interessant”.
<83> Petrograd, 2. marts/17. februar 1918 Kære mor, ja, jeg fortsætter allerede i aften for at være parat med brevet i rette tid til den næste kurer. Forrige lørdag, altså den 23. februar/10. februar, var jeg, som jeg også skrev i mit brev i formiddags, ualmindelig træt og skør. Jeg kom temmelig sent fra gesandtskabet og gik hjem i det dejligste måneskin. Ved Sommerhaven toges jeg fangen af et ejendommeligt syn: en stakkels døende hest, der lå udstrakt på jorden, og blev fodret, dens sidste foder i denne verden, af en lille gammel bonde ved dens side. Et par meter derfra stod hans slæde og hans lange stav. Et underligt trist billede midt i al denne skønhed; til den ene side, den snedækkede Neva, til den anden side, Sommerhaven, smuk som en drøm med rimfrost på træerne. Ved kajen ikke et menneske. Dyb stilling i Vestkaukasus, hvor den tatariske fare daglig truer dem. Der findes i Tiflis en engelsk stab, der øjensynligt er den ledende i hele dette foretagende, og den erklærer med alle midler at ville understøtte, ikke de enkelte kaukasiske folkeslag som sådanne, men deres kamp mod Ruslands fjender. Man vil altså søge ved hjælp fra de allierede muligst at opretholde den kaukasisk-persiske front. Våben søger man nu at tilvejebringe ved at afvæbne den nu tilbagedragende russiske hær, der jo over hele linjen uden hensyn sætter sig på togene medtagende geværer, patroner og artilleri. Afvæbningen forsøges på forskellige stationer før Tiflis, hvor de indfødte tropper pludselig optræder, og forlanger alt afleveret. Dog ikke altid lykkes det, og for det meste først efter nogen kamp. Slipper sådanne tog uafvæbnede gennem Tiflis, og nærmer sig Elisawetpol, møder de imidlertid en ny fare. Et regiment af ”den vilde division”, den velbekendte af muselmænd sammensatte frivillige division sidder der på vagt, for sammen med hele omegnens tatar- og røverbefolkning at få sin del af rovet. Der har i de sidste to, tre uger tæt ved Elisawetpol fundet kampe sted af betydeligt omfang. I kampene har deltaget pansertog og artilleri, og al regelmæssig forbindelse har været afbrudt. I begyndelsen lykkedes afvæbningen efter regulære slag, men i de sidste dage skal ca. 15.000 (femten tusind) mand være kommet igennem, og have passeret Baku for nu at tage den næste tørn i Nordkaukasus. Eventuelt med tjetjenerne ved Vladikaukas, der ligeledes i hovedsagen arbejder sammen med den vilde divisions derværende regiment, og endelig med kosakkerne i Don distriktet. Vejen er tornefuld, og der er håb om at få disse bønder nogenlunde afvæbnet hjem til deres landsbyer. Den anden del af befolkningen her er muselmændene, tatarerne, der selvom de er i flertal, dog stærkt blandet sammen med armenierne, bebor Kaukasus fra Tiflis til Baku, og sydpå til perserne, og endelig de mange muselmandske bjergfolk, nord for jernbanelinjen Tiflis til Baku, i de bjergrige egne mellem byerne Baku, Derbent by i Dagestan, den sydligst beliggende by i Rusland, Petrovsk, og seskinere og ossetiere i Dagestan. Ingusjere og tjetjenere omkring Vladikaukas sø er nu af al magt helt at frigøre sig for russisk indflydelse. Man driver afvæbningspolitik efter evne og når soldaterne så derefter skyder på landsbyerne langs banen, så overfaldes stationerne og der plyndres en gros. Således blev der den 28. december en stor station, Gudermes Gudermes er en by i Tjetjenien, ikke langt fra Groznij, totalt tilintetgjort af tjetjenerne. Samtidig tre mindre stationer, de nærmeste. Ved Gudermes fandtes just store lagre, og over hundrede jernbanebygninger, nedbrændte og plyndredes totalt. I tre dage var al forbindelse afbrudt. Naftanayorne ved Groznij er for længst afbrændt, i hvert fald den bedre halvdel, og driften næsten indstillet indtil videre. Fra byen Mosdak og nordpå har kosakkerne, så vidt man kan se, magten, først byvis og distriktsvis i kamp med tjetjenerne, og fjendtligtsindede mod de forbi dragende soldater, men samtidigt uden at anerkende Kaledins magt, der først gør sig gældende meget nærmere Rostov. Ved kurstederne i Nordkaukasus: Kislorovsk, Pjatigorsk, og Essentjukki er atter befolkningen blandet i flertal, er det de muselmandske folk, kabadinerne, derefter kommer kosakkerne. Stemningen er noget spændt, men heldigvis er førstnævnte folk mindre vildt end de tidligere nævnte bjergfolk. Derfor er freden endnu opretholdt. Kurstederne er i vinter, som i sommer, overfyldt af rige folk fra alle Ruslands storbyer. Livet går der ret uforstyrret sin gang. Fødemidler findes der tilstrækkeligt af, og de er i hvert fald billigere end her i Baku. Overalt søger bolsjevikkerne at gøre sig gældende, men de er overalt så afgjort i mindretal, og vover endnu ikke overfor de kaukasiske folk at indføre terror. Her i Baku er alt roligt endnu. Tatarerne indøver deres soldater, der nu almindeligst ses på gaderne. De herværende indflydelsesrige tatarer erklærer, at de ikke tænker ved nogen magt at løse spørgsmålet om delingen af Kaukasus. De venter, at det vil blive gjort, når nu engang den store internationale fredskonference kommer. Vi er nu alle optagne af at få demobilisationen til at gå forbi os, men hvorledes det skal gå med bagefter at holde det bevæbnede Kaukasus i ro, og atter bringe orden her i arbejdsforholdene, det er vor dunkle fremtid. Endnu holder nominelt i hvert fald Tiflis regeringen, der altså officielt sidder inde med magten i mit konsulats distrikt. For øjeblikket truer os mest af alt pengemanglen, det vil sige, at bankerne ikke kan honorere checks, og folk gemmer både de gamle og de nye pengesedler. Mange store firmaer har ikke været i stand til at betale deres arbejdere for december måned. Vi venter i denne uge udstedelse af egne penge fra byen Baku til nødhjælp. I den nærmeste fremtid ventes kaukasiske penge. Angående evakueringen af alle krigsfanger fra Nargin nærer jeg nogen frygt for at muselmændene skal misbruge fangerne til deres nationale formål, og derigennem fremkalde vanskeligheder, eventuelt også for konsulatet. Jeg ser i tatarernes stærke interesse for fangerne, ikke alene menneskekærlighed, men en god del politik. Jeg har talt derom med de tyske officerer, og de deler mit synspunkt. Sluttelig skal det bemærkes, at alle de nye autoriteter fra regeringen i Tiflis til de nationale komitéer, kosakkommissarier, og bolsjevikkernes udøvende komitéer, uden undtagelse, med stor imødekommenhed har respekteret, og været konsulatet behjælpelig, når henvendelser var nødvendige”. KB: NKS 5244, quarto. Erik Biering var konsul i Baku 1918. 156 ro over det hele. En sådan stilhed at man godt kunne tro sig hensat til Sibiriens stepper, og midt i al denne ensomhed og skønhed, en døende hest og en gammel bonde, der plejede den trofast til det sidste. Allerede om morgenen var hesten faldet. Ved ti tiden, da jeg gik til gesandtskabet, stod der samlet en nysgerrig skare omkring den. Nu var den ene med sin herre. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så forladt og melankolsk. Da vi havde spist middag, skulle vi have bagt, men jeg var for træt. Haagensen bagte blot en kageform, som vi havde lovet at tage med ud til Broch den næste dag til eftermiddagste. Søndagen var ualmindelig vellykket, lige så vellykket som den forrige søndag havde været mislykket. Jeg for min part sov længe, meget længe, stod først op ved tolv tiden, så jeg lige akkurat inden middag kunne nå at lave crème, vi skulle have til dessert sammen med svesker. Jeg skivede dem ganske let med stivelse. Den blev glimrende, smagte hverken af dårlige æg, eller råddent kartoffelmel. Dineren lød på suppe, gåsesteg, svesker med crème, fint ikke? Men søndagen er også den eneste dag, vi spiser os mætte. Efter middagen lidt musik, firehændigt af Andersen og Smith, mens Haagensen og jeg stoppede strømper. Ved tre tiden af sted til Broch med kagen under armen. Meget vellykket. Hyggelig eftermiddagste. Grammofonunderholdning. Hjemme igen ved syv tiden. Aftente. Masser af musik. Beethovens symfonier, firehændigt ved kunstnerinderne Smith og Andersen. Haagensen og jeg fik stoppet alle vores strømper. En ualmindelig vellykket dag. Mandag kom jeg fra kontoret kl. fire, og da jeg opdagede at vi ikke havde det mindste at byde vores lærerinde om aftenen, ikke engang en tør brødskorpe, lavede jeg i en fart en galopkringle, der var færdig til de andre, kom op fra kontoret. Vi plejer nemlig altid at sørge for at have noget i huset, når hun kommer. Hun var henrykt. Tirsdag varetog vi de siamesiske interesser, hvilket nu ikke skal forulempe os i nogen større grad. Der findes ikke en eneste siameser i Petrograd, men kun siger at skrive en eneste i hele Rusland: søn af den siamesiske udenrigsminister, og han ligger syg på Krim.444 Broch var henne og forsegle hele det siamesiske gesandtskab. Alle dørene med det siamesiske segl, krydset med det danske. Der var en sød lille gul siamesisk legationssekretær oppe hos os, og aflevere nøglerne. Om aftenen var vi i det franske teater, og så et vældigt kvikt og morsomt stykke, Les Maris de Leontine,445 udmærket spillet. Noget forfærdeligt sludder, men som sagt vældigt morsomt, og fikst turneret. Jeg glædede mig over, hvor let det faldt mig at forstå det, og følge med. Onsdag varetog vi de franske interesser. Mægtig panik på gesandtskabet. Luften åndede spænding. Om aftenen er Hjortebo omskabt til større kagebageri. Alle fire hjorte i aktivitet. Der bliver fabrikeret linser, kun af en kvart del mel, da vi er på slutningen af vort forråd, derudaf kommer sytten, så det er jo storartet, og jødekager, hvortil der bliver lavet chokolade smørcreme af noget dejligt fint usaltet smør, direkte importeret fra Rybinsk. Linserne bliver overlækre. Hjortene fryder sig. Kun en nydes af hver den aften. Resten gemmes til om torsdagen, hvor der ventes fremmede, frk. Munck og Uldall. Torsdag får vi indbetalt to millioner rubler til understøttelse af den franske koloni, og vi overtager de kinesiske interesser. Dejligt arbejde! Halvtreds tusind kinesere i byen. Den gule fare nærmer sig gesandtskabet. Jeg vejrer allerede lugten i luften, og betænker meget at begynde at gå med pisken ned ad nakken for at tækkes mine nye brødre. En sekretær af den kinesiske legation forbliver i Petrograd, og kammerherren tænker alvorligt på at installere ham i et værelse i vor legation, hvilket dog bliver forpurret af kancellisterne med legationsråden i spidsen. Skulle vi først have halvtreds tusind kinesere til at fylde op i gangen, og vort venteværelse, hvor skulle så vi selv være, og luften blev jo så man kunne skære i den. Thorbjørnsen, der netop var deroppe den dag, nedlagde kraftig protest mod at vi glemte vore egne kære landsmænd over de gule. Han så mig i ånden som en Undersanktpeter446 for Det store himmelske Rige. En meget begivenhedsrig dag. Fut og fart i det hele. Dørene stod ikke. Om aftenen havde vi så Munck og Uldall til te. Traktementet: te og de vidunderlige kager. Rigtig fem øres, nej, ti øres nej, en rubels kager. Linser, medaljekager og hårde flade kager med smørcreme. Betagelse blandt gæsterne, dog ikke mere
444 Gesandtskabet til UM, 1. marts/16. februar 1918: “Ifølge meddelelse fra siamesisk gesandtskab er den eneste siamesiske undersåt i Rusland, søn af siamesisk udenrigsminister, der ligger på hospitalet Simferopol, Krim, til hvem penge i går afsendtes” (37. 67). {kilde?} 445 Les Maris de Leontine: fransk komedie af Alfred Capus, 1858-1922. Komedien blev publiceret 1900. 446 Undersanktpeter: som en underdirektør. 157 end at de kunne sætte det til dem beregnede kvantum til livs. Pludselig midt under det hele var jeg så træt, at jeg var lige ved at falde under bordet. Jeg følte alles blikke henvendt på mig. De erklærede alle sammen, at jeg var helt hvid i ansigtet, og at jeg skulle lægge mig på sofaen, hvilket jeg også blev nødt til. Det havde jo været en temmelig anstrengende dag, nok af arbejde og spænding, og så kurerens ankomst ved seks tiden om aftenen. Endnu engang tak for dit dejlige lange brev. Det var jo efterhånden blevet af en lidt gammel dato. Kureren havde jo været en rum tid undervejs, og det havde været drøjt for ham at nå frem. Udfor Mantyluoto447 løb det skib, han var ombord på, på isen, fik en læk og sank. Det gik dog takket være ismasserne så langsomt, at alle passagerer blev reddede, og en hel del af bagagen, deriblandt vor kurersæk, og vore levnedsmidler.448 Det var godt, det var Kjeldsen,449 handelsattachéens sekretær. Han er en vældig smart fyr. Jeg tvivler på, at nogen anden havde kunnet klare det hele så fint. Torsdag aften sendte vi også en kurer af sted. Så der var gang i det, kan du stole på. Takket være Kjeldsens malende beretning om skibbruddet, havde jeg en meget urolig nat, drømte uafbrudt at skibet med oberstløjtnantens og Axel gik under, og jeg for op af rædsel. Onsdag, 6. marts/21. februar. fredag, franskmændene stormer gesandtskabet. Da vi var kommet om morgenen, står de allerede som sild i en tønde. De står jo nu under vor beskyttelse. Nogle ønsker at deponere penge. Andre forlanger beskyttelsesskrivelser. Uhyre elskværdige og høflige er de alle sammen. Vældig rare at have med at gøre. En dejlig nation, især på baggrund af russerne. Meget kan jeg ikke sige på fransk, men jeg klarer den. Vi forstår i alt fald hinanden, og smiler. Franskmændene, kineserne, englænderne og siameserne afrejser. Der er nu snart blot skandinaviske gesandtskaber tilbage i Petrograd. Her bliver lidt tomt efterhånden. Man kommer til at føle sig lidt alene. Aviserne er stadig væk fulde af forordninger. Forordninger, der alle som en, ender med at, hvis disse forskellige punkter bliver overholdt, så skyd bare væk. Som om der ikke blev skudt og myrdet nok i forvejen. Det er da vigtigt at give pøblen frie tøjler. Arbejder en mand ikke energisk nok i løbegravene, nå ja, så skyd ham, og så videre. Torsdag blev der på et hospital skudt tre læger, der, da de var midt i operationer, nægtede at følge med den røde garde med det samme ud i løbegravene. Folk flygter herfra i massevis. De står i tætte stimer nede på Nevskij, på (Mepegr) otjered flere dage i træk for at få udrejsetilladelse af Petrograd af en kommissær, der har indrettet sig et kommissariat på en cafe. På gaderne nye opråb om at slå alle tyske og østrigske krigsfanger ihjel. Ellers ønsker de fleste russere, man taler med, at tyskerne snart må komme, og imødeser deres indtog med længsel. DRK450 tilbyder de russiske myndigheder sin tjeneste i tilfælde
447 Mantyluoto: en havneby i Finland mod Østersøen. 448 Gesandtskabet Stockholm til UM, 26. februar 1918: “Ifølge et i dag offentliggjort telegram fra kommandørkaptajn Akerhjelm er det til den tredje Finlandsekspedition hørende dampskib “Vineta” blevet beskadiget af isen og sunket. Ifølge telegrammet er alle passagerer, deriblandt formentligt også kurer Schou-Kjeldsen med al bagage blevet overført til den ledsagende isbryder”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 449 Harald Schou-Kjeldsen, 1895-1963, handelsattachéens sekretær. Kjeldsen var ansat på gesandtskabet fra maj 1915 til maj 1919. Holden 2001. 450 Scavenius har ikke mange rosende ord om DRK’ funktion i St. Petersborg. Scavenius til UM, 27. marts/14. marts 1918: “Røde Kors. Jeg har tidligere så udførligt udtalt mig om dette spørgsmål, at det næppe er nødvendigt atter at fordybe sig i det. Min stilling overfor Røde Kors har altid været ganske klar. Som bekendt var det mig, der efter en del modstand fra ministeriets side fik startet Røde Kors bureau her, og som også bekendt, understøttede jeg på alle måder denne institution, idet jeg under de daværende forhold anså dens virksomhed som gavnlig for Danmarks politik. Da imidlertid fangearbejdet blev officielt delt mellem den svenske og danske legation, blev nævnte bureau overflødig, og jeg indstillede derfor, at det nedlagdes. Endskønt man først var velvillig overfor denne tanke, skiftede man dog senere, af hensyn til general Friedrichs, standpunkt og bibeholdt bureauet. General Friedrichs grund til ved siden af svenskerne at have et DRK-bureau kender jeg ikke, men hvilken den end er, har den ikke kunnet hindre, at Røde Kors i Rusland blev et fuldstændigt overflødigt hjul, der hensigtsløst snurrede rundt i luften. Da imidlertid virksomheden skulle opretholdes, i hvert fald tilsyneladende, måtte man gribe til midler, der kun kan betegnes som bluff, og jeg ville derfor ikke længere understøtte en institution, der ikke længere tjener nogen sag. Jeg siger ikke dette som et angreb på bureauets herværende leder, der under de vanskelige arbejdsforhold, man byder ham har gjort, hvad han kunne for at opretholde prestigen. Men jeg bebrejder centralbureauets leder, der kender forholdene her og derfor må vide, at det hele er humbug, at han vedblivende kaster ministeriet blår i øjnene. Denne mands kamp imod mig er meget forståelig, idet jeg er den eneste, der på grund af mit fuldstændige kendskab til hans virksomhed her og Røde Kors nuværende arbejde er i stand til at vise ministeriet det uværdige for Danmarks prestige i at fortsætte en slig komedie. Deraf den atmosfære af mistillid, som han har søgt fra kontorerne at få til at stige op om Udenrigsministeren. At han har haft held med sig i så henseende, er øjensynlig”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). 158 af tyskernes angreb på byen, og lover at stille tre danske læger,451 og et vist antal danske sygeplejersker til disposition. Saltoft meddeler mig, at damerne ved gesandtskabet kommer til at gøre lazarettjeneste, hvis byen bliver angrebet, da det blandt andet menes at sygeplejerskedragten vil yde os en vis beskyttelse. Om aftenen telegram fra Haparanda fra oberstløjtnanten, at han og Axel var nået dertil. Det bliver en interessant tur at høre om, tværs gennem den finske slaglinje med slæde fra Björneborg til Kristinestad. Godt at de kom vel over den. Lørdag stod i sultens tegn. Jeg forstår, at folk bliver både udmattede og rasende af sult. Da vi skulle drikke te om morgenen, var der kun et minimum af brød, og hvilket brød. Det lignede snavs, var helt grågrønt, og føltes, når man tog det i munden, som rådden ildelugtende jord, eller sand. Det knasede mellem tænderne som grus. Jeg er ellers ikke kræsen, det bliver man vænnet af med herovre, men dette var mig for meget. Jeg kunne kun få et par mundfulde ned. Jeg smurte mig et par stykker, og tog med på kontoret, men mere end det ene fik jeg mig ikke tygget igennem. Sulten som en ulv kom jeg hjem ved halvottetiden, hvor jeg blev modtaget af Haagensen, der stod og vaskede i køkkenet. De to andre var i teateret. Middagen kunne have været bedre. En halv tallerken blåbærsuppe, og klattekager, som Magdalene var kommet til at dænge så meget salt i, at de var uspiselige. Jeg fik da heller ikke mere end en sat til livs. Mit humør sank langt ned under nulpunktet. Jeg var rasende. Det var godt, det var Haagensen, der var hjemme. Hun er sådan et storartet roligt ligevægtigt menneske, der virker så dejlig afdæmpende på en. Hun er mellem os sagt en svend helt igennem, noget af det mest retlinede, man kan tænke sig, og altid i godt humør. Da jeg havde spyet ild i nogen tid, følte jeg mig tilstrækkelig afkølet til at vi kunne drikke os en hyggelig te sammen, med smørrebrød til. Magdalene havde i løbet af eftermiddagen bagt et lille brød til os, og det hele endte i fryd og gammen. Tak for telegrammet. Det var svært oplivende at høre direkte hjemmefra. Jeg håber, I har modtaget mit svartelegram.452 Herefter, hvis der er længe imellem kurererne, telegraferer jeg engang i mellem til jer, og jeg ville være meget glad ved, hvis I ville gøre det samme til mig. Det bliver nok længe at vente på post denne gang. Svenskerne vil ikke sende nogen ny hjælpeekspedition af sted, og som følge deraf har UM ikke vovet at sende kurer af sted. Han kunne dog ellers forsøge sig over Tornio. Det er ikke morsomt i længden at sidde her uden post, men på den anden side kan jeg jo godt forstå, at der ikke er nogen, der er særlig vild for at rejse gennem Finland i øjeblikket. I morgen rejser vores handelsattaché, hr. Langberg,453 med sin kone og sine to børn. De rejser herfra til Helsinki, hvorfra der er blevet gennemført et par diplomattog til Tornio. De håber at komme med et sådant, enten over Björneborg, Mantyluoto, eller Åbo. Det bliver vist vor sidste kurer herfra i lange tider, da kommissariatet for øjeblikket kun vil visere pas for diplomater,454 og vi ikke har flere diplomater at sende af sted.
Se også: Harald Scavenius’ indberetninger til udenrigsminister Erik Scavenius 1916: (11) 6. april/24. marts 1916. Krigsfangespørgsmålet og DRK. (12) 25. april/12. april 1916. RA: UM, Depecher, Moskva 1911-1917, (lbn. 271). DRK’ virksomhed. RA: UM, jr. nr. 6. U. 44, (lbn. 6-260). 451 ”DRK havde brug for tre læger til at fordele for en million kroner lægemidler til krigsfangelejre i Rusland. Medicinen kom fra det tyske RK. Martiny, Osiier og jeg tog af sted, og her begyndte så en eventyrlig og broget tilværelse i Rusland, som varede med afbrydelser fra 1916 til 1922”. Krebs 1937, 7. 452 Esther telegraferede: “Petrograd, March 2 (February 17) 1918. Aksel Hansen, Christian Winthersvej 17. Copenhagen. All well. Inform Otto. Kind love, Esther”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 453 Michael Arentz Langberg, 1869-1958, generalkonsul, ansat i handelsvæsenet i Königsberg, Batum, Riga, Tallinn, St. Petersborg og Windau 1890’erne og 1900’erne, handelsattaché ved Petersborg-gesandtskabet 1909, legationssekretær 1912, konsul i London 1921, generalkonsul i Stockholm 1922. Kraks Blå Bog. 454 Telegram fra Stockholm, 13. marts 1918: “Herværende finske delegation erklærer at den kun kan visere lejlighedskurerers pas ifølge særlig bemyndigelse fra general Mannerheim. Kabinetskurerers og diplomaters pas viseres straks. Finsk delegation meddeler endvidere at det må anses for højst tvivlsomt om man via Tornio kan nå Petrograd, og at en sådan rejse for øjeblikket må anses for farlig. For kurerer med større bagage vil det formentlig være aldeles udelukket at komme frem. En svensk kurer afrejst for nylig over Tornio, men Udenrigsdepartementet turde kun medgive ham aviser som kurerbagage. Nogen ny hjælpeekspedition ventes ikke at ville afgå til Mantyluoto for det første. For ingeniør Sørensen er der af den finske legation for en uge siden telegraferet til Mannerheim om tilladelse. Svar endnu ikke indløbet. Skal gesandtskabet foranledige, at der telegraferes for herværende kurerer Ulrich, Therkildsen og Wenske?” Sørensen berettede om kurerrejsen: “I vinteren 1917-1918 var forbindelsen mellem Rusland og omverdenen meget besværlig. I Tyskland spærrede fronten for forbindelse og i Finland rasede borgerkrigen. Af den årsag havde ministeriet en overgang i længere tid ikke haft forbindelse med gesandtskabet i Petrograd. Efterhånden havde otte fra København til Petrograd afsendte kurerer ikke kunne 159
Torsdag, 7. marts/22. februar. Haagensens far har forlangt, at hun skal komme hjem, så snart forholdene tillader. Men hvornår de gør det, er et stort spørgsmål. Ikke foreløbigt, antageligt. Det ville i øjeblikket være mere risikabelt at rejse hjem end at blive her. Desuden vil Haagensen også nødigt bryde af før det hele her er forbi, og det menes at ville slutte til juni eller juli, så hun bliver her jo nok til den tid. Jeg læste i går nogle numre af Politiken455 fra den 8. februar til den 15. februar, og efter de skildringer der kan jeg jo godt forstå, at I er ængstelige. Det er jo forfærdelige ting, der foregår både i Finland og her, men vi klarer den jo nok, og kommer hjem i god behold. At jeg skulle kunne rejse, ville være ganske og aldeles umuligt. Jeg må blive her, så længe gesandtskabet bliver, hvad der så end sker. Meget kan vi ganske vist ikke gøre, og den beskyttelse, der kan ydes både os selv og andre fra gesandtskabets side, er ganske vist ikke stor, men man kan i alt fald ikke pludseligt i utide rende fra det hele. Desuden må jeg jo tænke på at dette ikke blot er noget foreløbigt for mig. Nej, efter hvad jeg kan se, vil mit liv komme til at ligge her, selvom det er trættende oprivende og nervepirrende at være her, så er arbejdet dog så interessant, at det vejer meget op, og desuden er det dejligt at kunne klare sig selv fuldt ud. Jeg ville aldrig kunne klare mig så godt hjemme. Hvor er det dejligt, at I igen har hørt fra Bror. Det er trygt at vide ham på Elverhøj. I dag er det jo hans fødselsdag. Mine tanker fløj både til ham, og dig i morges, da jeg stod op. Hils far mange gange, og ønsk ham tillykke med Fløjtespilleren.456 Det var dejligt, blot ville jeg jo gerne have set den, inden den forsvandt. Det var en meget festlig fødselsdag du havde, må jeg sige. Da jeg læste beskrivelsen, kan du stole på, jeg ønskede, jeg havde været med. Hvor jeg dog tit længes efter de søde unger. Jeg behøver vist ikke at fortælle dig, at mine tænder løber i vand, når du fortæller om jeres middage. Det skal også blive rart igen at få noget rigtigt ”menneskemad”, som man ved, hvad er lavet af. Hvor må det være underligt at kunne spise sig mæt hver dag, og hvor må det være mærkeligt at få godt rugbrød og hvidt franskbrød hver eneste dag. Lørdag eftermiddag var der zeppelinere over byen. Der blev kastet bomber ned, hvorved der dræbtes og såredes en halv snes mennesker. Om formiddagen hed det sig, at freden var sluttet. komme længere end til Stockholm. I slutningen af februar 1918 henvendte ministeriet sig til mig, da jeg var i København, med anmodning om at rejse til Stockholm, der overtage hele kurerposten og sørge for af en eller anden vej snarest at skaffe posten til Petrograd. Jeg begav mig straks på vej. Efter i Stockholm at have undersøgt de forskellige muligheder for at kunne forcere Finland, valgte jeg i modsætning til den almindelige mening at lægge vejen over havet og tage gennem det “røde” Finland. I det svenske marineministerium lykkedes det mig at opnå tilladelse til at indskibe mig på et marinefartøj, som skulle til Skærgården. Indtil sidste øjeblik søgte gesandten at holde mig tilbage, da han anså forehavendet for for dristigt, men jeg bragte kurerposten ombord, den vejede flere hundrede pund, og kom således over til Skærgården. Hvor den faste is hindrede skibet at komme videre, blev jeg sat af på isen med min bagage. Jeg vandrede til den nærmeste beboede ø, hvor jeg for gode ord og betaling fik nogle fiskere til at spænde for deres slæder og drage af sted med mig. Efter at have forstuvet bagagen satte vi kursen mod den finske kyst. Efter tre døgns kørsel over havet nåede vi denne ved Åbo. Under kørslen havde jeg passeret de store tyske transportdampere, som bragte undsættelsestropperne til Finland, og militæret var ved at sætte sig i bevægelse over isen mod Åbo, hvor det “røde” hovedkvarter befandt sig. Samme dag, da jeg ankom til Åbo, var Helsinki blevet indtaget af tyskerne, så stemningen i Åbo blandt de “røde” var på kogepunktet. I Stockholm havde jeg fundet forbindelse med redaktøren for det svensk-bolsjevikiske blad “Stormklokken”. Jeg havde fortalt ham om livet i Petersburg efter revolutionerne og mine oplevelser, mit arbejde for fangerne, mine forhandlinger med Trotskij, og så videre, og da vi skiltes, spurgte han mig, om jeg ville sætte pris på at få et par linjer med til den øverstkommanderende for de “røde” i Finland. Og det var netop med denne bagtanke, at jeg havde søgt forbindelse med manden. I Åbo meldte jeg mig straks hos den øverstkommanderende og afleverede min anbefalingsskrivelse. Jeg blev meget venligt modtaget. Han lovede omgående at skaffe mig mulighed for at rejse videre. Dette skete med et tog, der skulle bringe forstærkning til Mannerheim fronten. Jeg fik en vogn for mig selv og en konvoj til at beskytte bagagen. Blandt denne var en stor kuffert fuldpakket med danske papirpenge. En kasse indeholdt armé-revolvere og ammunition dertil bestemte for gesandtskabsdelegerede mod bolsjevikkerne. Man havde i ministeriet gjort mig opmærksom på kuffertens indhold, men ikke på kassens, som jeg ellers skulle have passet bedre på. Nu skete der i Åbo det uheld ved omladningen, at kassen gik fra hinanden og revolverne væltede ud. Heldigvis stod jeg lige ved siden af og kunne i samme nu kaste mit rejsetæppe over indholdet, uden at nogen havde set det, for ellers havde det nok været ude med venskabet. Det var med meget blandede følelser af hensyn til bagagen, at jeg trods konvoj besteg toget. Det var fuldt proppet med rødgardister. Det var det rene røverpak, væbnet til tænderne og dertil for de flestes vedkommende fulde. Det var et muntert rejseselskab. Da vi kom op mod Tampere, stod Mannerheims tropper allerede der, og for at komme over jernbanebroen kort før Tampere, måtte toget ind i ildlinjen, som blev taget i fuld fart. Ganske kort efter at vi havde passeret broen, blev den sprængt af de “hvide”. Ved fronten blev min waggon koblet fra toget og hængt til et andet, som havde bragt “røde” russere til fronten fra Petrograd, og med dette tog fortsatte jeg rejsen til Petrograd, hvor jeg velbeholdent afleverede kurerposten. Under normale forhold varede rejsen København over Stockholm til Petrograd halvandet døgn. Jeg havde brugt enogtyve”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/83, (lbn. 3-273). 455 Politiken, 8. februar til 15. februar 1918. 456 Fløjtespilleren: statue af Aksel Hansen. 160
Det var jo en lidt underlig måde at demonstrere fred på. Nå, søndag eftermiddag hørte vi også, at freden først skulle være sluttet søndag formiddag kl. elleve. Det er såmænd lige meget om Rusland slutter fred eller ej. Det er lige sindssygt alt sammen. Rusland er jo færdig. Søndag eftermiddag havde vi besøg af en fru Mindt, og hendes lille to års dreng. Hun er dansk født, men tysk gift. Hun har været civilfange i Vjatka i over tre år. Neergaard kender hende derfra, og har bedt mig tage mig af hende. Hendes historie er både lang og sørgelig. Den må du få en anden gang. Hun sidder nu her og venter på at komme af sted med en eller anden fangetransport, men i øjeblikket er der jo ikke meget håb om det. Det hele står jo for tiden stille. Om aftenen var vi på noget, der hedder Pavillon de Paris. Der var forskellige numre, sang, dans, deklamation og causerier over tilstanden. Det var ikke nogen større kunstnerisk nydelse, men meget kvikt og morsomt. Vi var hjemme igen allerede ved ti tiden, så det var rigtigt noget for os. Mandag havde vi telegram fra Stockholm, at oberstløjtnanten og Axel var vel ankommet dertil. Om eftermiddagen var der tyske aeroplaner over byen, der kastede flyveskrifter ned. Om aftenen læste vi russisk. Jeg var til sidst så træt, at jeg var lige ved at falde under bordet. Ved du, hvad lærerinden og hendes familie lever af. Kaniner! Kaniner, morgen. Kaniner, middag. Kaniner, aften. Brød får de en ottendedel pund per hoved per dag, altså ti kvint. Sukker har de ikke, smør ikke, æg ikke, mælk ikke. Når alle kaninerne i byen nu er spist op, hvad skal de så leve af? For fjorten dage siden kostede filet, altså kaninfilet, halvanden rubel pundet. Nu koster kødet, med ben, og alting, tre og en halv rubel pundet. I en hel uge er jeg blevet pint af den hest, der faldt ved Sommerhaven. Om mandagen som den var faldet om søndagen, var den om morgenen, da jeg kom forbi, blevet slæbt over ved kajen, og bagbenene og et stort stykke af bagpartiet var skåret af. Den næste dag endnu et stykke, og sådan hver dag. De blodige rester gik hunde, og gnavede i, og hakkede kragerne i. Det var forfærdeligt at se på, og jeg kunne ikke lade være at betragte det om morgenen, når jeg gik forbi. Jeg blev ligesom hypnotiseret af det. En gang om ugen får jeg lidt kød gennem gesandtskabet. Det er ganske vist mest ben, men der kan altid blive lidt hakkekoteletter. Magdalene påstod forleden dag, at det var hestekød. Siden den tid er min appetit for kød forsvundet, ikke fordi hestekød kan selvfølgelig udmærket spises, men siden jeg har set en falden hests endeligt, så er jeg ikke begejstret for at sætte mine tænder i det. Vores yndlingsret er kartoffelfrikadeller. Det ved man da hvad er, og det tager jeg også med på maden. Vi har været så heldige at få fat i en sæk kartofler til et hundrede og treoghalvtreds rubler. En køn pris, ikke? Men vi slog henrykte til. Kartofler er nu ellers ikke til at opdrive i byen. For en måned siden skaffede Magdalene os en sæk til femogfirs rubler. Da synes vi, det var dyrt. Du kan slet ikke tænke dig, hvor jeg længes efter at komme hjem. Ja, det gør vi for resten alle sammen. Det er ikke en, men halvtreds gange, at vi har foretaget rejsen i tankerne. Jeg kan antagelig nok få to måneders ferie, men man trænger også forfærdeligt til at komme i fred og ro for længere tid. Ja, nu ikke mere i dag. Tusind kærlige hilsener til alle fra os. Esther.
161
*Eduard Saltoft. Kødet, den døde hest i Petrograd 1917. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: den døende hest ved Sommerhaven (2. marts 1918). Esther har renskrevet episoden (brev af 2. marts /17. februar 1918) i Danmark efter indgåelsen af ægteskab med Axel Preben-Hansen. Hun underskriver sig nemlig: ”E. P. H” for Esther Preben-Hansen.
<84> Petrograd, 2. marts 1918 Jeg kom temmelig sent fra gesandtskabet denne aften, og gik hjem i det dejligste måneskin. Ved Sommerhaven toges jeg fangen af et ejendommeligt syn: en stakkels døende hest,457 der lå udstrakt på jorden, og blev fodret, dens sidste foder i denne verden, af en lille gammel bonde ved dens side. Et par meter derfra stod hans slæde og hans lange stav. Et underligt trist billede midt i al denne skønhed, til den ene side, den snedækkede Neva, til den anden side, Sommerhaven, smuk som en drøm med rimfrost på træerne. Ved kajen ikke et menneske. Dyb ro over det hele. En sådan stilhed, at man godt kunne tro sig hensat til Sibiriens stepper, og midt i al denne ensomhed og skønhed en døende hest og en gammel bonde, der plejede den trofast til det sidste. Allerede om morgenen var hesten faldet. Ved ti tiden, da jeg gik til gesandtskabet, stod der samlet en nysgerrig skare omkring den. Nu var den ene med sin herre. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så forladt. I en hel uge er jeg blevet pint af den hest, der faldt ved Sommerhaven. Om mandagen, som den var faldet om lørdagen, var den om morgenen, da jeg kom forbi, blevet slæbt over ved kajen. Bagbenene og et stort stykke af bagpartiet var
457 Eduard Saltoft boede i 1917 i Millionnaja, på gesandtskabets adresse, hvortil Esther hver morgen gik på arbejde. Ti år senere publicerede han en erindring om en død hest i sneen ved kajen. ›Kødet. Det var i efteråret 1917. Marodørerne passerede fra fronten gennem Petrograd, få vovede sig ud på gaderne, der lå hen hvide og rene med deres snebjerge. Fortovene ligger altid øde hen. Især i skumringen kan der pludselig træde kuligraner ud ad gadedøren eller en skummel port, man går midt på gaden. ›Der falder en hest. Lamovojen rykker i tømmerne og råber til den, men den vil ikke op. En to tre mennesker standser, skutter sig og stimler sammen om ham. Hesten er aldeles utilbøjelig til at rejse sig. Den ligger hen træt og udaset. Lamovojen sparker den lidt bag i, men det magre asen rører sig ikke. Sammenstimlingen ser på den og mener at læsset er for tungt til den hest. Så går han hen til slæden, hvor foderhøet stikker ud af en ganske lille pose, tager en tot hø og lægger den foran hestens mule. Den mærker duften af høet. Næseborene spiler sig lidt ud, mens øjet ser bristende op mod en bedre verden. Så åbner den mulen og napper lidt hø, men da den igen åbner mulen for at rapse høet i sig, synker den helt sammen og hø totten stritter ud af det halvåbne gab. Den kan ikke mere, den ligger stille med brustent øje. Man kan sparke og skælde, det nytter ikke noget. Den ligger stille hen med døde stirrende øjne. Sneen faldt tungt og tæt. ›Jeg kan ikke lide den snebunke der. Jeg ved godt der ligger en død hest. Snestormen fyger sneen væk. Man ser et par brune hårtotter stritte frem fra bunken. I eftermiddags så jeg to hunde med snuden nede i den. ›Den lå nede på kajen ved det engelske gesandtskab, så rygtet om den gik ikke så hurtigt. Men om aftenen var det dog rygtedes. Det nøgne kranie med den sorte manke og de store gule tænder glor ud af sneen og det frosne blodigt gnavede forben stikker frem. Hunden slider i ådslets ene side, mens den ondt knurrende holder øje med et par lurvede mennesker på den anden side. To kvinder og en mand. Den ene kvinde høj og mager står og kryster et stykke blodigt kød til sig, mens den anden hjælper manden, der halvt ligger og flunser i den hårde bov. Og derhenne ser jeg endnu et menneske, som kommer rendende for at tage del i byttet”. ›Berlingske Tidende, 7. januar 1928. 162 skåret af. Den næste dag endnu et stykke, og sådan hver dag. De blodige rester gik hunde og krager og hakkede i. Det var forfærdeligt at se på, og jeg kunne ikke lade være med at betragte det om morgenen, når jeg gik forbi. Jeg blev ligesom hypnotiseret af det. E. P. H.
#Resume: kommissionsbrev.
<85> Petrograd, 7. marts 1918 Kære mor, vil du ikke ved lejlighed købe for mig en sommerkjole, noget lignende som denne prøve. Blot i stedet for blå, med små mørkerøde blomster i, endelig ikke lyserøde, men mørkerøde som mørkerøde roser, og blomsterne må endelig være bittesmå som disse. Denne kjole har jeg jo nemlig fuldstændig ødelagt ved selv at vaske den. Desuden vil jeg bede dig hos Wessel købe en æske med tolv stykker Pears Soap, og skulle du kunne få et par stykker af dem herover ved lejlighed, ville jeg være glad, da jeg er på mit sidste stykke. Nå, nu ikke mere om dette. Kærlig hilsen, Esther. Skulle der ikke komme kurer hjem foreløbig, så denne underretning. Det er Emmas458 fødselsdag, den 7. april. Hun skal have en æske (to pund) Anton Berg. Samme dag skal Inge konfirmeres. Send hende fra mig en smuk gave af en eller anden slags. Jeg har ikke tid til at læse mit brev igennem. Du vil nok sætte de manglende ord, og kommaer til.
#Resume: om gesandtskabets trængsler med pasvisering. Broch rejser på speciel mission for gesandtskabet for at forhandle med UM i Moskva. Intriger på gesandtskabet. Esther fornyer pas for premierløjtnant Eduard Nyeborg. Beretninger om bolsjevikkernes grusomhed ved fronten og i Sibirien. De fire hjorte diskuterer en eventuel flugt over ambassadens tag i tilfælde af krænkelse af gesandtskabet.
<86> Petrograd, 14. marts/1. marts 1918 Kære lille mor, hvordan mon I har det? Jeg synes, det er år siden jeg har hørt hjemmefra, og det er vist for resten kun fjorten dage siden. Vi har fået telegram om at der antagelig ville afgå en kurer fra Stockholm i går onsdag. Blot det nu er alvor, og at han må komme nogenlunde hurtigt igennem. Det er blevet os meddelt, at Langberg, der rejste forrige torsdag, er gået med slæde over isen fra Åbo til Ålandsøerne,459 en kold tur. Så hvis det passer, måtte vi jo snart kunne have telegram om deres ankomst til København. Det siges at tyskerne har taget Åbo. Det lyder temmelig vanvittigt at de skulle have foretaget sig dette skridt netop på dette tidspunkt, men dette er jo for resten en tid, hvor man kan vente sig alt, så hvorfor ikke? Vi ved intet om, hvad der forgår i Finland. Blot rygter når hertil, masser af modstridende rygter, som man selvfølgelig ikke kan fæste lid til. Den 17. marts, altså på søndag, skal freden jo ratificeres. Mange mener, at russerne ikke vil gå ind på fredsbetingelserne, og at tyskerne så allerede den 18. marts vil have besat Petrograd. Nu får vi se. Det er en spændende tid, vi går i møde under alle omstændigheder. Blot der nu virkelig vil ske noget, og det hele ikke vil løbe ud i sandet som det så tit før har gjort. Regeringen er jo evakueret til Moskva. Der har i de sidste dage været et mægtigt røre i Millionnaja, fuld af arbejdsvogne, der skulle være behjælpelige ved evakueringen. I UM det russiske sidder der, siger og skriver, en mand tilbage, og det er en mand, der hverken ved besked om det ene eller det andet. Det ser temmelig sørgeligt ud med visering af danske pas for udrejse af Rusland. Da Broch var i UM i går, underrettede denne ene tilbageblevne stakkel ham om at diplomat- og kurerpas herefter skulle viseres i Moskva. Uhyre opmuntrende. Altså ingen chance for at få kurer af sted foreløbig. Almindelige pas skulle forevises i Mariinskij paladset, og derefter i UM. Denne besked gav vi så til de danske, der skulle til at
458 Emma Preben-Hansen. 459 En rejserute København til St. Petersborg t/r gik over Ålandsøerne: med damperen fra København over Øresund til Malmø, med jernbanen fra Malmø til Stockholm, fra Stockholm med skib eller slæde gennem Skærgården, Ålandsøerne, over Eckerö, Fräbenby, Emkarby, Mariehamn, Kumlinge, Houtskär til Åbo, med jernbanen fra Åbo til Helsinki, over Rajajoki til grænsestationen Beloostrov, og videre til St. Petersborg med ankomst på Finlandsbanegården. 163 søge udrejsetilladelse. Om eftermiddagen kom de alle sammen op til os igen, og fortalte, at der var lukket i Mariinskij paladset, og ikke ville blive lukket op de to første uger. Her er, som I kan se af dette, kaos over det hele. Det blev så bestemt i går, at Broch i dag skulle rejse til Moskva i speciel mission, og slå sig ned der for at repræsentere gesandtskabet og forhandle med UM.460 Vi sender så alle noter og diplomatiske pas, der skal viseres, ned til ham, og han skal så aflevere dem i UM, og for passenes vedkommende se at få dem tilbage igen snarest. Hvordan passene skal komme herind fra Moskva, forstår jeg ikke. Skal de sendes med posten, kan vi jo vente på dem til Dommedag. Efter min mening må der engageres en eller anden til stadigvæk at rejse frem og tilbage mellem Petrograd og Moskva. Torsdag eftermiddag. Ja, det ser sørgeligt ud for dem, der vil forlade Rusland i øjeblikket. Det er rigtig nok at Mariinskij Paladset er lukket, og der er i dag forordning offentliggjort i avisen om at ingen, hverken russere eller udlændinge, vil kunne få tilladelse til at forlade byen de første to, tre uger. Det lyder jo hyggeligt. Når blot nu Broch kan få noget udrettet i Moskva, og få nogen kurerpas viserede. Jeg har tænkt meget på at give ham mit pas med derned, og få det viseret for udrejse, da man jo aldrig ved, hvad der kan komme på, og det i alt fald er behageligt at vide, at man kan komme ud af landet, hvad øjeblik det skal være. Som det er i øjeblikket, ville man altså ikke kunne komme af sted, uopholdeligt om det så var aldrig så nødvendigt. På den anden side, hvad hjælper det at få sit pas viseret nu? Om fjorten dage er der måske en ny regering, eller nye bestemmelser, der fuldstændigt ophæver de gamle. Vi er meget kede af at skulle af med Broch. For det første er han morderlig rar, og nem at komme ud af det med, og for det andet bliver vi jo så igen overlæssede med arbejde. Det var ellers lige begyndt at blive lidt bedre. Den russiske dame, vi havde til at skrive på maskine alle de russiske skrivelser, var blevet afskediget. Hun var her kun fra elleve til to, og i stedet for havde vi fået fru Lukovitj tilbage. Hende, hvis plads jeg overtog sidste forår, en morderlig flink og rar dame. Hun er her hele dagen fra kl. elleve til seksten.
460 Scavenius til UM, 15. marts 1918: ”Den al russiske arbejderrådskongres, der skal afgøre ratifikationsspørgsmålet, træder i dag, den 14. marts 1918 sammen i Moskva i stedet for som oprindeligt bestemt den tolvte. Udsættelsen skyldes besværligheder med at få de delegerede samlet. Regeringen er nu afrejst herfra tillige med administrationen. Petrograd er erklæret for en kommune, og til dens forsvar er udnævnt et militært revolutionært kommissariat med Trotskij i spidsen, mens administrationen forestås af en lokal regering, kaldet folkekommissærernes råd. For at muliggøre gesandtskabets forbindelse med den evakuerede del af UM har jeg sendt Broch til Moskva. Skrivelserne herfra sendes derned med daglig kurer, og Brochs virksomhed består i at overbringe dem til ministeriet og påskynde deres besvarelse samt i at holde gesandtskabet underrettet om forholdenes udvikling i Moskva”. RA: UM, jr. nr. 3. F. 241, (lbn. 3-133). Broch rejste, den 14. marts 1918, fra St. Petersborg. Han beskrev togrejsen til Moskva i et håndskrevet brev: “Moskva, lørdag den 16. marts 1918. Kære hr. legationsråd Nordlien. Desværre lykkedes det ikke for mig at telefonere fra banegården ved min afrejse. Jeg måtte til stadighed passe på min bagage. Der var måske tid nok dertil, hele tre og en halv time, men jeg turde intet øjeblik forlade mine sager, hvorfor jeg håber, at De undskylder min forsømmelighed. Jeg kom ud på banegården kl. syv
Se, det var jo udmærket, men når nu Broch rejser, er vi lige langt. Her er ganske vist ikke så mange danske, som her var i sommer, men til gengæld er her hver eneste dag stoppende fuldt med franskmænd, og her er endeløse masser af chiffertelegrammer, både indgående og udgående. Jeg er helt nervøs blot ved tanken om, hvordan det skal gå. Byen er erklæret i krigstilstand. Ingen privatpersoner kan få tilladelse til at forlade den. Sporvognene kører kun fra ni morgen til ni aften. Der har endda helt været tale om at indstille dem af mangel på kul. Teatrene begynder at spille allerede kl. fem, halv seks. Dette sidste trådte i kraft forrige torsdag, hvor vi havde taget billetter til Alexandrinskij teateret uden at vide noget om denne nye ordning. Jeg gik derop lige fra gesandtskabet, havde været hjemme i frokosttiden, og spist middag, og kom der kl. kvart over seks. Stor var selvfølgelig min forfærdelse, da jeg hørte, at det allerede var begyndt kl. fem. De andre kom ikke før kl. kvart i syv, og vores lærerinde, som Smith og jeg havde inviteret med, ikke før kl. syv
461 Nattågen. 462 Isabella Smith, 13. marts 1918: “Forholdene indenfor legationen er de samme, intrige på intrige, sludder og vrøvl. Ja, hvis I anede, hvorledes det kongelige danske gesandtskab, afdeling B, egentligt er, så ville I vist korse jer. Den sidste store begivenhed er baron Rosenørn-Lehns afrejse for ikke mere at vende tilbage. Det blev ham vist efterhånden lidt for morsomt. Han søgte sin afsked, fik den og rejste straks. Selvom vi ikke arbejdede særligt for ham, så er vi dog alle kede af at han er rejst. Han var en helt igennem fin og nobel karakter, altid smilende og høflig til fingerspidserne. En gentleman helt igennem og det er noget man lærer at sætte pris på i disse omgivelser. Men han var nu også for god til at blive her”. RA: Baroniet Guldborgland (QA-202). Orebygård-Berritsgård Gods. Fredrik Rosenørn-Lehns breve fra Rusland til hustru Sigrid, (lbn. R.i-5). Avisnotits (hæftet med telegram af 14. marts 1918): “Den danske viceminister i Petrograd, lensbaron Rosenørn-Lehn, der i det sidste år under yderst vanskelige forhold har varetaget de østrig- ungarske affærer i Rusland, afrejste for en uges tid siden fra Petrograd, vistnok sammen med enkelte andre danske. Der har ikke siden været hørt noget om de rejsende, men der er nu til Stockholm indløbet meddelelse om, at de er nået til Ålandsøerne”. RA: Baroniet Guldborgland (QA-202). Orebygård-Berritsgård Gods. Fredrik Rosenørn-Lehns breve fra Rusland til hustru Sigrid, (lbn. R.i-5). Den 27. marts 1918 skrev Scavenius et fortroligt notat til UM om gesandtskabets almindelige administration: asyler for civilfanger, lægekommission, pas udstedelse, krigsfangernes ernæring og hjemsendelse, Røde Kors og afdeling B. Scavenius havde indgivet sin afskedsbegæring som reaktion på en beskyldning fra Georg Holler om dårlig ledelse. Han ønskede dog ikke at forlade sin diplomatiske tjeneste uden forsvar. “Angrebene samler sig særlig om gesandtskabets optagelse og hjemsendelse af civilfanger med enkelte strejftog ind på krigsfangernes område”. Scavenius til UM, 27. marts/14. marts 1918: “Som en naturlig indledning til en omtale af ledelsen, det vil sige mig, vil det måske være rigtigt at tale lidt om det personale, med hvilket jeg har haft at arbejde. Afdeling B blev kaldt gesandtskab, men er i følge sagens natur noget ganske andet. I et gesandtskab arbejder personer, der har valgt denne virksomhed som en karriere og derfor naturligt har interesse af at gøre deres bedste, mens en institution som afdeling B er forbigående og arbejdet som en følge deraf nemt af enkelte bliver betragtet med mindre alvor. Der er også den forskel at et gesandtskab kan regne med øvede medarbejdere, mens nævnte afdeling B måtte lade sig nøje med et tilfældigt og i hastværk samlet personale. Mange og blandt disse enkelte delegerede betragtede virksomheden ved afdeling B som en art skovtur læsernotat: Schou- tur, med allusion til Peter Skov og lødigheden af deres arbejde blev derefter. Da hele institutionens midlertidige natur samtidigt bevirkede, at der ikke var tid til langsomt at bibringe disse personer en rigtigere forestilling om det ansvarsfulde hverv, de havde påtaget sig, var der intet andet at gøre end hurtigst at hjemsende dem. At ledelsen, det vil sige jeg, foretog dette skridt, kendetegner ingen brist hos denne. Hvor bristen ligger, er i den liden støtte, jeg i mine bestræbelser for at skabe et dygtigt personale modtog fra ministeriet. Vel blev afskedigelserne approberede, men altid med modvilje og under former, der meget nærmede sig reprimander. At dette ikke hjalp til at oplive disciplinen, er indlysende, idet det blev en almindelig mening, at man blot behøvede at henvende sig til ministeriet bag min ryg for at fremkalde lange skrivelser, fyldte af mistillid til og lyst til at finde fejl hos ledelsen. Denne af ministeriet fremkaldte og nærede atmosfære inficerede endog enkelte personer, der dog i kraft af deres udvikling, burde have været immune. Eksempler herpå frembyder legationsråd Skov og ikke mindst hr. Holler, der er gået så vidt, at han på en ret uforståelig måde er trængt ind i kaptajn Cramers gemmer for at bemægtige sig vores privatbreve”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). Scavenius fortsætter i spydig tone at beskrive diverse af gesandtskabets tidligere ansatte og deres intriger. 463 I marts 1918 var arbejdsatmosfæren på gesandtskabet anspændt. Så anspændt, at Scavenius indgav sin afskedsbegæring til Kongen per 1. maj 1918. Frits Cramer indgav sin afskedsbegæring i sympati med Scavenius. Stridsmålet var forvaltningen af lederskabet over afdeling B: Rosenørn-Lehn og Holler versus Harald Scavenius. Scavenius’ beskyldninger føg om spionage, klikke dannelser på gesandtskabet ”spionagebureauer”, tilegnelse af breve fra private gemmer, m. v. Han udtrykte sig med personlig spidset pen i en telegrafisk polemik med UM. Affæren er bevaret ved en omfattende korrespondance over UM, deriblandt skrivelser fra Rosenørn og Holler til Erik Scavenius, samt private breve mellem Harald og Erik Scavenius. Rosenørn og Holler forlod gesandtskabet 165 personalet er delt i små partier, der fører den mest hårdnakkede krig mod hinanden, og søger at skade hinanden på alle mulige måder. Jeg er mere end glad for at jeg er udenfor det hele. I løbet af en uges tid rejser Meyer hjem på ferie. Han kom op til mig i går aftes, og bad mig i al hemmelighed ordne hans pas, da han ikke ønskede, nogen skulle vide noget om det, før lige når hans afrejse stod for døren. Han er ikke langt fra at være sindssyg. Han har jo altid været mægtig nervøs, og dette år har taget mægtigt på ham. Han lider af forfølgelsesvanvid for tiden, tror, der er lister i gang mod ham blandt personalet, og lige så storsnudet, han før har været, lige så myg er han nu. Han trækker den ene efter den anden til side, tager dem i forhør, og beder dem som venner sige ham, hvad det er, der foregår omkring ham i det skjulte. Han har vist, så vidt man kan se, privat lavet nogle pengetransaktioner, der ikke så godt kan tåle dagens lys. Haagensen er godt inde i det hele, da hun jo arbejder under Meyer, og har hele kassen. Der er ingen, der kan lide Meyer, men han er dog ikke så stærkt hadet som Cramer. Han er nemlig halvvejs forbryder, og noget af det mest lumske, man kan tænke sig. Der er ikke det menneske, han ikke har prøvet at skade her på ambassaden. Se nu bare som han har forfulgt os, i det skjulte altså. Ja, for udadtil har han jo været lige ved at æde os af elskværdighed. Jeg ved ikke, hvad I siger til, at han indsender de delegeredes telegrammer i bevidst forvansket stand til UM. Vi er meget ophidsede lige i
og rejste til Danmark. Scavenius afgang som gesandt ville have fået internationale konsekvenser, ikke mindst i samarbejdet med Østrig-Ungarn. Scavenius blev som gesandt, men affæren kostede i velvilje hos UM og hos Erik Scavenius. I Rosenørn/Holler affæren trådte Scavenius’ hidsige temperament i karakter: et temperament, der ikke hørte hjemme i dansk diplomati. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). Harald til Erik Scavenius, 22. april 1918: ”Kære Erik, efter hvad Meyer har fortalt mig om dit syn på affæren Rosenørn/Holler, kan jeg se at vi i hovedsagen er enige, og jeg mener derfor at det er bedst at holde op med en telegrafisk polemik. Jeg blev ude af mig selv over Rosenørns og Hollers optræden og da intet i ministeriets skrivelse antydede at dette fordømte den, kom jeg naturlig til den slutning at man billigede den. Da jeg imidlertid nu ser at ministeriet ikke kan have denne opfattelse, ønsker jeg ikke fra min side at berede det vanskeligheder, og er derfor villig til at fortsætte, så længe man måtte ønske dette. Dog må jeg stille en betingelse, nemlig Hollers afskedigelse. Når jeg stiller denne betingelse, er det ikke af hævnfølelse, men fordi jeg finder det ganske umuligt at tjene sammen med et sådant menneske. Jeg ved nok, at han hjemme kan undskylde sig med at de af ham benyttede privatbreve fandtes i arkivet, og at han derfor ikke havde begået noget urigtigt. Dette er imidlertid ikke sandt. Han har ganske simpelt i kaptajn Cramers private gemmer bemægtiget sig nævnte privatbreve; en handling, der for mig stempler dens udøver som hædersløs. Kan han gøre dette overfor sin chef i udlandet, kan han gøre det samme overfor sin chef i Danmark. Og jeg går derfor ud fra at ministeriet ikke vil finde det vanskeligt at opfylde mit ønske. Da jeg på grund af mange forskellige årsager meget gerne ser denne sag hastigt afgjort, vil du gøre mig en stor tjeneste ved med næste kurer at meddele mig din og ministeriets afgørelse. Jeg mener at burde tilføje, at når jeg i mit sidste telegram udtalte at jeg ville meddele Østrig årsagen til min afskedsbegæring, var det fordi ministeriet allerede havde blandet dette land ind i sagen ved at meddele det at jeg agtede at forlade tjenesten. Imidlertid, da sagen nu efter Meyers hjemkomst forekommer mig ændret, har jeg besluttet ikke at gøre Østrig en sådan meddelelse. Med venlig hilsen, din hengivne fætter Harald Scavenius”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). Harald til Erik Scavenius, 12. maj 1918: ”Kære Erik, jeg takker dig for dit brev, som jeg, da jeg nøje ville overveje det, før jeg gav svar, først nu besvarer. Jeg kender ikke længere forholdene i Danmark, men jeg kan ikke modsige dig, når du hævder, at en afskedigelse af hr. Holler vil vække sympati for ham. Dog frygter jeg ikke personligt noget som helst angreb enten fra Hollers eller andres side. Vi har i B-afdelingen fuldkomment rent mel i posen. Men det er jo muligt at en offentlig omtale af denne sag kunne skade politisk. Da jeg ikke ønsker at gøre dette, men dog på den anden side ikke finder det muligt at have en mand som Holler til kollega, ser jeg ikke anden udvej end at trække mig tilbage. Jeg gør det ikke for at skabe vanskeligheder og jeg gør det med sorg, da arbejdet her interesserer mig; men det er mig fuldstændigt umuligt at handle anderledes. Du må også kunne forstå at min stilling her vil blive ganske umulig, når der ikke fra ministeriets side gøre ganske klart at en optræden som Hollers ikke accepteres. At det i dette tilfælde kommer til at gå ud over en mand, der måske kun har været et redskab, er der ikke noget at gøre ved, så meget mindre som vedkommende som voksent menneske vidste, hvad han gjorde og hvilken risiko han muligvis kunne løbe. Jeg insisterer ikke på at ministeriet skal afskedige med … Jeg vil være tilfreds med at det betydes ham at han gør bedst i i løbet af et par måneder at søge sig en anden beskæftigelse. Såfremt du ikke mener at kunne acceptere dette forslag, bedes du, da min afgang i så tilfælde er sikker og jeg derfor må træffe mine forberedelser, omgående meddele mig dette. Med venlig hilsen, din hengivne fætter Harald Scavenius”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). Harald Scavenius til UM, 18. juli 1918: ”Fortrolig. Endskønt jeg i og for sig må give ministeriet ret i at hr. Holler ikke er den hovedskyldige, har jeg imidlertid som forholdene ligger, været ude af stand til at finde en anden fremgangsmåde for at få en nødvendig officiel oprejsning overfor alle de personer, der er blevet trukket med ind i denne sag. Da jeg af ministeriets skrivelser ser at heller ikke ministeriet kan finde nogen anden udvej, ville det have været mig behageligt at fastholde min afskedsbegæring. Imidlertid mener jeg, når ministeriet udtaler at min fratræden kan være skadelig for den kongelige tjeneste og måske medføre internationale konsekvenser, ikke at kunne gøre dette. Når jeg derfor bliver, er det med følelsen af, at jeg der i denne sag intet som helst har at bebrejde mig, overfor alle de indblandende personer kommer til at stå som den der har uret. Harald Scavenius”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). 166
øjeblikket, da der netop i går er sket noget i den retning, der angår Danneskiold.464 Han og Cramer var jo i begyndelsen de bedste venner, man kunne tænke sig, men nu hader Cramer ham åbenbart af en eller anden skjult grund, og så skal han skades på alle mulige måder. Det, Cramer her har foretaget sig, er noget af det mest nederdrægtige, der endnu er sket, men denne sag kommer heller ikke til at gå af i stilhed. Smith har vist begge telegrammerne til legationssekretær Holler og attaché Kehler, Cramers værste fjender. De har taget kopier af dem, og vil forevise dem i UM, når de kommer hjem. Søndag morgen, op ved ni tiden, ind for at se, hvordan det havde sig med teen. Samovaren færdig for længe siden, men ikke en bid brød. Smith og jeg endevendte køkkenet for at se om der dog ikke skulle have skjult sig en skorpe et eller andet sted. Nej, ikke spor af chance for noget spiseligt. Ikke engang en kold kartoffel. Langt om længe fandt vi ovenpå ovnen dej lagt til at bage rugbrød af, men det kunne vi jo ikke give os til at spise. Vi var mere end rasende. Søndag morgen uden brød. Den er hård. Smith gik fornærmet i seng. Når hun ikke kunne få noget at spise, gad hun ikke stå op. Jeg tog mig en kop te, og klædte mig så på for derefter at begive mig ned til Magdalene, og spørge, hvad meningen var. Så længe vi har mel, er der jo ingen grund til at hun ikke bager brød til os. Det er så forfærdeligt trættende at skulle sige det til hende hver eneste dag, så at sige at skulle hive hver bid brød ud af hende med magt. På den anden side ender det altid med, at vi alligevel ikke skælder ud, hvor rasende vi end er, da vi jo godt kan indse, at hun har alt for meget at gøre, men det er jo en ret fortvivlende situation for os. Hun vil ikke tillade os at give slip på hende og antage en anden pige, men hun vil, eller rettere sagt kan, ikke passe os ordentligt. Hendes brød i den sidste tid har været mere end mislykket. Vi har nemlig kun haft rugmel, hvilket hun har forsøgt at bage med gær, men det faldt meget uheldigt ud, ganske vådt og ikkebagt indvendig, og en tommetyk sort forkullet skorpe udenpå, så man fik ligtorne på fingrene af at skære brødet. Nå, ligesom jeg skulle til at gå ud og lede efter hende, trådte hun ind ad døren. Da jeg spagfærdigt nævnte noget om at vi var sultne, sagde hun bare: ”nitsjevo”465 og at vi måtte lære at leve på russisk, altså sulte. Hun havde en lille klump snavset sandbrød med, som hendes mand havde stået på otjered efter hele morgenen. Vi bestemte os så til at lave nogle risengrynsklatter for dog at have noget til eftermiddagsteen, og afskrækket af nogen så hårde som kanonkugler, som Magdalene havde lavet til os et par dage i forvejen, lavede vi grøden ganske lind. Mel havde vi ikke noget af, så resultatet blev vælling på panden, og med det hele igen. En får en lys ide: ”Kom rugmel i”. Dette forslag bliver udført, men til vor rædsel bliver dejen blot lindere og lindere. Jeg har aldrig troet, det var så vanskeligt at lave klatter. Til sidst blev vi enige om at hælde det hele op i panden, og bage det som en slags kage i ovnen. Denne lækre tærte, som for resten slet ikke smagte så tosset, der var da en dejlig brun sprød skorpe på, nød vi til vores eftermiddagste. Kl. fem startede vi for Alexandrinskij teateret, hvor vi skulle se et stykke af Tjekhov: Kirsebærhaven.466 Det var en glimrende forestilling. Det bedste, jeg endnu har set herovre. Stykket i sig selv er så fint og smukt skrevet, og udførelsen og iscenesættelsen var ganske storartet. Blot var der den første halve time en sådan uro i teateret, så det var umuligt at høre et ord. Russerne genererer sig jo ikke for at stå og skændes højrøstet om hvor de skal sidde, selvom der går en orkan af hyssen hen over deres hoveder. Smith og jeg hyssede blandt andet ganske desperat. Publikum var som helhed mere end utiltalende. Undertiden er man lige ved at få kvalme ved at se på mennesker herovre. Bag os sad der således et firkløver bestående af to mænd og to kvinder. De så ud som om de var en blanding af kinesere og aber, mere end modbydelige. De lo hele tiden på de forkerte steder, og gnaskede æbler og chokolade uafbrudt. De må da mindst have spist for et hundrede
464 Scavenius til UM, 2. august 1918: “I anledning af hos følgende sag, hvori grev Danneskiold-Samsøe beskylder kaptajn Cramer for at have forvansket et telegram, skal gesandtskabet udtale følgende: Da grev Danneskiold for anden gang, vistnok i november 1917, uden forud indhentet orlov havde forladt sin post i Kazan, og indfandt sig i Petrograd, som han sagde på grund af svagelighed, blev det af undertegnede betydet ham, at han agtedes indstillet til afgang [...] Jeg bestemte straks ved telegrammets modtagelse ikke at ville beholde ham”, og “skal dog endnu ikke tilbageholde en bemærkning angående den omstændighed, at greven uden bemyndigelse af rette vedkommende fra gesandtskabets arkiv har borttaget en koncept, skrevet med kaptajnens håndskrift”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/26, (lbn. 3-269). 465 På dansk: ”ingenting”, adverbium. 466 Anton Tjekhov, 1860-1904. Kirsebærhaven havde premiere 1904 i Moskva. 167 rubler. Mandag aften havde vi som sædvanlig lærerinde. Jeg havde forberedt mig lidt bedre end sædvanligt, blandt andet læst en ganske glimrende novelle af Tjekhov. Han er en vidunderlig forfatter. Jeg gad vidst om han er oversat til dansk? De intelligente russere elsker ham alle som en. Herovre er han meget berømt, hvilket jeg godt forstår efter det lidt jeg kender til ham. Jeg har flere bind fortællinger af ham, men de er ikke alle lige lette at forstå. Han skal i mange af sine skrifter være meget vanskelig at forstå, selv for russere, så efter det er det jo ikke så underligt at man nu og da må give op. Tirsdag, årsdagen for revolutionen, ro overalt, endda ualmindeligt stille og roligt på gaderne, ingen sporvognskørsel, og alle butikkerne lukkede. Broch spurgte om jeg ikke ville gå med ham hjem, og spise middag. Jeg syntes ikke at det var nogen særlig heldigt valgt dag, men da jeg så tit har sagt nej, og jeg ikke bryder mig om at få ord for at være alt for sær, sagde jeg, at jeg gerne ville. Han er nu flyttet hen i en nydelig lille fireværelses lejlighed, der også ligger på Kamennoostrovskij. En af hans venner har boet der før, og han har købt alle møblerne af ham. Der er vældigt hyggeligt, blot er det temmelig langt ude. Vi var over en halv time om at gå derud fra gesandtskabet. Vi forsøgte os først med en isvostjik, men da den havde kørt to skridt, bad kusken os om at stige ud igen, da hesten var for træt til at køre os. Jeg blev trakteret med suppe og pandekager, og dejlig rhinskvin. Da vi havde drukket kaffe, ringede Broch over til to af sine venner, der bor fem minutter derfra, og da de kom over, spenderede han sin sidste flaske champagne på os. Kl. var ikke ti, da jeg brød op. Det er jo ikke tiden, hvor man kan færdes sent på Petrograds gader. Broch kørte mig hjem i isvostjik. Jeg var ikke rigtig glad ved at han skulle køre hjem igen alene, og var ikke rigtig rolig, før jeg så ham den næste morgen på gesandtskabet. Søndag (17. marts/4. marts). I går læste jeg russisk hele aftenen, de mest glimrende fortællinger, jeg længe har læst, af Andrejev. Ham kender du vist godt. Han er oversat til dansk. Jeg har da læst ham hjemme: De Syv Hængte.467 Han skriver ganske storartet, men forfærdelig uhyggeligt. Jeg havde mig en meget urolig nat, lukkede næsten ikke et øje hele natten. Nogle af hans fortællinger minder meget om Kipling, for eksempel en, jeg læste i nat, der hed: Hvordan Slangen Fik Gifttænder. Jeg læste også en fra Italien, der hed: Vredens Dag, og en, der hed: Ro. Se at få fat på dem, og læs dem. De er ganske vidunderlige, rene mesterværker. Vi er ved at købe mel på gesandtskabet, hvidt mel. Jeg står for indkøbet. Blot det nu kommer godt i hus. Det koster fire rubler og ti kopek per pund (altså per firs kvint).468 Blodpenge, ikke sandt? Men det bliver endda betragtet som billigt. Vi havde først et tilbud på seks rubler og femogtyve kopek per pund. Vi fire hjorte tager et pud (fyrre pund).469 Det er selvfølgelig sindssvagt dyrt, men vi må jo have noget i reserve, hvis det skulle blive rigtigt galt. Priserne på alt stiger stadigt vanvittigt. Som legationssekretær Langberg sagde forleden: ”Da jeg kom herover efter jul, var alt fem gange så dyrt som da jeg rejste hjem i efteråret. Efter en måneds forløb var det ti gange så dyrt, og nu er det tyve gange så dyrt. Det bliver snart ikke mere ret meget, man kan lægge op om måneden. Jeg er dog heldig stillet ved alle de levnedsmidler, jeg får på gesandtskabet. Hver måned får jeg nemlig både mel (ca. ti pund rugmel), makaroni, æg (tolv), smør (seks, otte pund), sukker (tre, fire pund), og hver uge fem, seks pund kød. Desuden får jeg nu og da noget ekstra, således forleden ti pund flæsk, som vi har fået dejligt stegt flæsk af, og både havregryn og hirse. Af det, der kommer fra Danmark, får jeg nu også min del, hvilket jo også tæller med, selvom det hver gang kun beløber sig til en tre, fire pund mel, og en dåse kondenseret mælk. I over en måned har de tre andre intet som helst fået fra husholdningen. Der er jo ikke kommet noget fra Danmark i lange tider, så vi har alle fire levet af det, jeg har fået, men det er også gået udmærket. I går brugte vi vort sidste mel, men så er det så heldigt at jeg i dag har fået ny forsyning fra gesandtskabet. Af hirsen laver Magdalene de lækreste klatter. De er endnu bedre end risengrynsklatter. Nu bliver det herefter sådan, at de levnedsmidler, der hver fjortende dag kommer, eller rettere sagt: hver fjortende dag skulle komme til Millionnaja, er fordelt i separatpakker til de forskellige. Således får jeg min egen særskilt emballerede pakke. Her ser du listen over, hvad jeg har bestilt månedlig: en rulleskinke, fem kilo mel, to dåser leverpostej, to dåser
467 Leonid Andrejev, 1871-1919, russisk forfatter og journalist. De syv hængte, oversat til dansk 1917 af Ejnar Thomassen. 468 Et russisk pund er ca. 400 gram. 469 Et pud er ca. 16 kilo. Et russisk pund er ca. 400 gram. Fyrre russiske pund er således seksten tusind gram, altså seksten kilo. 168 kondenseret mælk, to kilo sukker. Jeg ærgrer mig nu over at jeg ikke også bestilte noget ris og nogle sagogryn, og lidt kartoffelmel, hvilket vi i høj grad trænger til. Ris har vi nemlig nu ikke flere af, for man kan nemlig få så omtrent, hvad man ønsker, blot man ikke forlanger uforholdsmæssige store mængder. Men da jeg skrev min liste, var det i samråd med hjortene, og vi var bange for at der skulle løbe alt for mange omkostninger på, så det skulle blive for dyrt. Fragten beløber sig til ca. en rubel per pund, men til trods for det, bliver de varer, vi får fra Danmark, alligevel billigere end de, vi får herovre, og så er de jo langt bedre. Nu kan jeg vist desværre ikke få min liste ændret, da der nu er søgt udrejsetilladelse for dette kvantum, og man jo ikke kan være bekendt at blive ved med at ulejlige UM. De har såmænd snart haft nok vrøvl med de levnedsmidler. Boede jeg alene, ville jeg jo nok kunne klare mig fint med de levnedsmidler, jeg får. Så tror jeg så at sige aldrig, jeg behøvede at købe noget ekstra. Derfor har jeg også tænkt meget på, når de andre rejser hjem at se at få fat i en passende lille ikke for dyr lejlighed, og så holde mig en pige. Efter at have haft det så dejligt her sammen med hjortene, ville jeg slet ikke kunne tænke mig at bo i pensionat, eller hos en familie, selvom det selvfølgelig ikke ville være så tosset, hvad sproget angår at bo hos russere. Jeg har tænkt meget over det spørgsmål, for nu begynder den tid jo at nærme sig, hvor det er ved at blive aktuelt. Smith erklærer nu, at de på ingen måde vil efterlade mig alene i en lejlighed. Det vil jeg ikke have godt af, påstår hun. Jeg må have mennesker om mig, ellers bliver jeg sær, og det kan hun for så vidt have ret i. Men på den anden side synes jeg, det må være vidunderligt at have det sådan helt for sig selv, som Broch nu har det. Når forholdene engang bliver ordentlige, håber jeg da også stærkt på at se nogen af min kære familie heroppe, og så må jeg jo have af ordentligt at byde dem. Hvis alt blot var roligt til næste vinter, så har jeg regnet ud at Bitten kunne komme op og besøge mig. Hun skulle ikke komme til at kede sig. Her er masser at se i fredstid, og hun kunne tage undervisning i et sprog. Fransk, eller engelsk, og musik. Her er glimrende lærerkræfter i alle tre fag, og så skulle vi rigtig dyrke teateret, gå til opera og balletter. Kom hun herop lige efter jul, kunne hun blive her et halvt år, og vi kunne så følges ad hjem om sommeren, eller du og far kunne komme op, og hente hende. Når først krigen er forbi, og alt kommer i orden, er det jo ingen rejse fra København til Petrograd. Seksogtredive timer. Du og far ville jo nok betale Bittens rejse frem og tilbage, men ellers var hun selvfølgelig inviteret til at bo hos mig hele tiden. Hvor kunne det være dejligt, når blot forholdene snart ville forbedre sig? Men man kan jo ikke sige at det ser lyst ud i øjeblikket. Selvom freden bliver sluttet mellem centralmagterne og Rusland, hvad den jo nok bliver, så er der jo endnu tilbage alle de indre stridigheder at få bugt med, og hvornår vil det ske? Det ser ganske håbløst ud. En dansker ved navn Nyeborg,470 der har været premierløjtnant i den danske hær, men af en eller anden grund er blevet afskediget, har sammen med en ven Colding,471 der var i samme situation, kæmpet i den russiske arme, først ved den kaukasiske front, og nu til sidst nede i Sydrusland, mod bolsjevikkerne. Han var i går oppe på gesandtskabet. Jeg skrev et nyt pas til ham. Han gjorde det underligste indtryk, nærmest som om han ikke var rigtig klog, talte hurtigt, stødende og usammenhængende, og havde store feberskinnende øjne.472 Han skal have gennemgået en hel del. Han elsker at være i krig, vil nu forsøge at komme til at slås med de hvide gardister i Finland, til trods for at bolsjevikkerne efter hans mening er de værste djævle at slås imod. De giver ingen pardon. Bliver man såret, må man enten
470 Eduard Nyeborg (f. 1889) var premierløjtnant. I september 1916 rejste han med Colding til St. Petersborg for at melde sig som frivillig i den russiske hærs Kamtjatka regiment. I august 1918 blev han ansat som DRK delegeret. Han tilsluttede sig Judenitjs nordvestrussiske hær, hvor han i oktober 1919 blev udnævnt til ritmester. Nyeborg døde i 1919 af sygdom under tjeneste i Rusland. DRK, 1918 (28). Ulstrup 2005, 522. 471 William Colding (f. 1889), var premierløjtnant. I september 1916 rejste han med Nyeborg til St. Petersborg for at melde sig som frivillig til den russiske hær. Han blev midlertidigt ansat i Russisk Handelsselskab. Sammen med Nyeborg blev Colding optaget i den russiske hærs Kamtjatka regiment. Colding blev arresteret efter revolutionen, undslap og indtrådte i den hvide hær. Han tilsluttede sig Judenitjs nordvestrussiske hær, hvor han i oktober 1919 blev kaptajn. I januar 1920 vendte han tilbage til Danmark. Ulstrup 2005, 521. 472 Moskva, 7. juni 1918, til Krigsministeriet: ”Afskediget premierløjtnant Eduard Christian Gottlieb Nyeborg ved tredje regiment ansøger om rejsetilladelse til udlandet fra den 15. august 1917 til den 15. august 1919. Jeg har fået ansættelse i DRK i Rusland. Grunden til at jeg ikke har ansøgt før om rejsetilladelse, ligger deri at jeg tidligere var fast officer i den russiske hær og delvis var afskåret fra enhver officiel korrespondance på grund af de urolige forhold, delvis heller ikke turde skrive til den danske militærstyrelse for ikke at pådrage mig mistanke for at spionere. Eduard Nyeborg”. RA: DRK, Moskva-kontoret. Papirer vedr. DRKs medarbejdere i Rusland, (lbn. 13). 169 lade en af sine kammerater skyde sig, eller også skyde sig selv. At falde i hænderne på bolsjevikkerne vil sige det samme som at gå ind til endeløse pinsler og lidelser. Han fortæller de forfærdeligste ting om bolsjevikkernes grusomhed,473 hvordan de mishandler selv Røde Kors søstre. At stikke øjnene ud, og skære munden op til ørene, regner de ikke for noget. I Sibirien er det jo også rent galt fat. Nu er en hel del af de østrigske krigsfanger blevet bolsjevikker. De opretter domstole, dømmer og mishandler deres officerer.474 Vi får de mest hjertegribende skildringer derude fra, og bønner om hjælp.475 Det er overalt som om det hele står på hovedet. Kejserfamilien lider utroligt. De er nok ikke langt fra at sulte, og bliver forulempede på alle mulige måder, har ikke spor beskyttelse. Det ville næsten være utroligt, synes jeg, om de slap fra det med livet. Nu tales der jo også om, at japanerne vil besætte Sibirien, og tager de Sibirien, bliver det vel ikke ved det, så har Europa nok en skønne dag de gule over sig. Det er en så bundløs forfærdelig tanke, at man bliver helt svimmel ved at tænke på den. Stakkels Rusland! Det har vist det værste igen. Her bliver vist ikke fredelige forhold at leve under de første ti, tyve år. Derfor synes jeg også sommetider, at det er så trættende at tænke på at skulle leve her i mange år, men hvad det går vel også. Man vænner sig til alting. Jeg var en overgang pludselig besat af angst, når jeg skulle gå hjem fra kontoret om aftenen. Jeg var et par aftener sådan at jeg rystede af rædsel, når jeg nåede hjem. Nu er det jo en meget øde vej langs Nevaen, og især ved Sommerhaven, men hele vinteren igennem har jeg ikke været bange. Så for nogen tid siden blev jeg en aften pludselig tosset. Jeg kunne ikke tåle at have nogen gående bag mig. Lyden af trin fik mig til at svede angstens sved. Gå hurtigere turde jeg ikke. Løbe kunne jeg slet ikke. Vende mig om kunne jeg heller ikke. Men i reglen sagtnede jeg så umærkeligt min gang, så de der gik bag mig, kom forbi. Det gik endda så vidt at jeg heller ikke om morgenen kunne tåle at have folk gående bag mig. Det var i den grad en lidelse. Jeg tænkte ved mig selv: Ja, nu får du forfølgelsesvanvid. Hele dagen på kontoret gruede jeg for min tur hjem om aftenen, og jeg vil jo også nok sige at jeg ikke syntes, det havde været for meget om Nordlien havde sørget for at vi to damer under de ekstraordinære forhold var kommet af sted hver dag i ordentlig tid, i stedet for at han som regel til ingen verdens nytte gjorde, hvad han kunne for at holde på os den halve nat. Jeg kender ingen, der så lidt respekterer tid som han. Nå, nu er det heldigvis overstået. Min angst har fuldstændigt fortaget sig. Den varede for resten kun en to, tre dage. Nu er jeg all right igen, og nu er det også lyst lige til kl. otte, så nu er der jo heller ikke spor af grund til at være bange, selvom man kommer lidt sent fra kontoret. De dage, der var tale om at Petrograd ville blive indtaget af tyskerne, havde hjortene en aften større
473 Nyeborg og Colding var august 1918 i audiens hos enkekejserinde Dagmar (Maria Fjodorovna) på Krim. Dagmar skrev til sin søster enkedronning Alexandra af Storbritannien, den 14. august/7. september 1918: ”I disse dage har jeg også set to danske officerer, som var i russisk tjeneste under krigen, men efter revolutionen gik af som de fleste russiske officerer, som de afskum smed ud eller dræbte. Jeg så dem endnu i Kijev dengang med et rekommandationsbrev fra Aage. De havde gennemgået frygtelige ting, de stakler, og det var meget interessant at høre dem fortælle. Jeg bad dem nu rejse hjem, men de vil absolut endnu blive og træde ind i de frivillige hære, som jo er meget smukt, men ganske unødvendigt, finder jeg”. Ulstrup 2005, 402. Dagmar noterede i sin dagbog for søndag, den 12. august 1918: ”Kl. fire
#Resume: om nye arbejdstider på gesandtskabet. St. Petersborgs sanitære forhold. Axel tilbage i St. Petersborg.
<87> Petrograd, 21. marts/8. marts 1918 Kære mor, ja, her har du mig igen, da der antagelig går kurer i morgen. Jeg skrev sidst i søndags, mens jeg sad og ventede på min tykke elev fra Rybinsk, frk. Talberg. Hun havde nemlig om lørdagen per telefon anmeldt sit besøg. Vejret var henrivende, det mest vidunderlige solskin, man kunne tænke sig, og de tre andre hjorte var ude og gå tur. Jeg fortrød grundigt bagefter at jeg ikke var gået med, da frk. Talberg slet ikke kom. Om aftenen var vi i Pavillon de Paris. Hjortene havde taget billetter med det samme, de gik tur. Det er min sidste gang i lange tider, jeg skal sætte mine ben der, for det er oprigtig noget værre skidt. Enkelte morsomme numre ind imellem, men som helhed ikke værd at spilde hverken tid eller penge på. Mandag havde vi lærerinde, og jeg aftalte med hende at vi næste dag skulle gå ud og se på bøger sammen. Vi har nemlig fået et anfald af
476 Lakune i teksten, ved hul i brevpapiret. 171
”boggrafitus”. Tirsdag forlod jeg gesandtskabet kl. tre. Det er nemlig nu blevet indrettet, at vi skal begynde kl. ti om morgenen i stedet for kl. elleve, og kun have åbent for folk fra kl. ti til et. Før havde vi åbent fra elleve til et, og fra tre til fire, men det er tusind gange bedre kun at have åbent om formiddagen, så har man hele eftermiddagen ubeskåret og fred til at arbejde i. Det skulle blot være indført lidt før, så vi ikke hele vinteren skulle have travet hjem i bælgravende mørke langt hen på aftenen. Hver anden dag går vi så kl. tre, og det er vidunderligt, så kan man da få udrettet noget. Hver anden dag den dag, hvor vi har frokosttid, skulle vi så altså egentlig gå kl. fem, men det bliver der selvfølgelig ikke noget af. Nå, kan man bare komme af sted kl. seks eller kl. syv, da skal jeg såmænd heller ikke klage. Det har så utroligt meget at sige at man hver anden dag kan gå tidligt. Jeg var ellers begyndt at blive morgenmand, stod op kl. otte, og skrev brev, eller læste russisk, inden jeg gik på kontoret. En fjorten dages tid varede alt, og det mærkelige ved det var at jeg slet ikke følte mig træt om morgenen. Det var mig tværtimod en behagelighed at komme op, hvad jeg jo egentlig ikke kan sige, det nogensinde før har været for mig, men det gode varer jo sjældent så længe. Nu er jeg igen så træt både morgen og aften, så jeg kun når op lige i rette tid til at kunne være på gesandtskabet kl. ti, og tit må gå i seng lige så snart jeg har spist til middag. Jeg tror for resten, det er det modbydelige klima, der er skyld i det. Luften er så tung og grå, og fugtig, så den ligefrem er til at skære i, og gaderne er et endeløst hav af sjask og pløre og snavs. Lige så tiltalende Petrograd er i klart frostvejr, lige så utiltalende er den i tøsjaptiden. De sanitære forhold er jo under al kritik, og når man allerede nu begynder at føle sig tynget af dem, hvordan vil det så ikke blive til sommer? Fru Lukovitj fortalte forleden om en rystende artikel, der havde stået i avisen, og i hvilken den øverste læge for sanitetsvæsenet havde gjort rede for de sanitære forhold. Det var ikke opmuntrende at høre om. Han lovede alle mulige og umulige slags ondartede epidemier til sommer: difteritis, skarlagensfeber, tyfus, og så videre. Allerede nu forefalder der masser af tyfus tilfælde hver dag. Smith fik straks tyfus. Den næste morgen erklærede hun, at hun følte sig dårlig, og at hun var vis på, det var tyfus, da hendes familie var meget modtagelig for det, og de så at sige alle sammen havde haft det undtaget hun. Nå, det har i alt fald været et lettere tilfælde, for næste dag var hun rask, og siden har hun ikke haft det. At luften bliver forpestet, så snart isen bryder op for alvor og varmen kommer, er jo ikke mærkeligt. Kanalerne, der gennemkrydser byen, bliver jo så levende møddinger, opfyldt som de er med snavs og affald, rådne hestekroppe, og lig af mennesker, der enten er blevet myrdede og plyndrede, eller også skudt tilfældigt ved en eller anden træfning. Ja, mangt og meget vil komme for dagens lys, når nu snart foråret løsner de bundne vande. Altså, tirsdag gik jeg kl. tre for første gang, og mødte nede på Nevskij min lærerinde, der havde lovet at gå med mig ud, og se på bøger. Hun er mere end rørende. Tænk, hun havde dagene i forvejen været rundt i en masse bog og antikvarforretninger, og noteret sig, hvad der var at få de forskellige steder. De bedste forretninger ligger på Liteinij og dem havde hun så at sige været i alle sammen. Nu foretog vi sammen først en razzia på Nevskij, hvor vi dog ikke fik noget. Kun i en forretning havde de Turgenjevs477 samlede værker, ganske ny, men uindbunden, og til et hundrede og halvtreds rubler, hvilket jo var alt for dyrt, men de sagde der, at det var, fordi Turgenjev næsten ikke var til at opdrive for tiden. Der fandtes måske fem eksemplarer af ham i hele byen. Det er i det hele taget meget vanskeligt at få de russiske klassikere i øjeblikket. Masser af trykkerier arbejder overhovedet ikke, og resten kun med halv kraft. På Liteinij tror jeg nok, vi var i ti forretninger, eller mere, men resultatet blev også en ualmindelig smuk gammel udgave af Pusjkin i et henrivende bind, antikvarisk altså, til fyrre rubler. Det var jo fundet, og en udmærket udgave af Tjekhov i skindbind til tredive rubler. Den sidste er lidt skrabet, men jeg mener nok, jeg kan få den gjort lidt i stand, når forholdene en gang bliver lidt bedre. Det er altså samlede værker, forstår du, både af Pusjkin og Tjekhov, hver i fire bind. Dostojevskij478 havde de i en yndig udgave af et sted, men der manglede desværre et bind, og da det nu var en af hans bedste bøger, kunne den jo ikke undværes.
477 Ivan Turgenjev, 1818-1883. 478 Fjodor Dostojevskij, 1821-1881. 172
Tirsdag den 26. marts. Om torsdagen var jeg igen ude og se på bøger, men alene. Hele eftermiddagen gik med det, men jeg købte kun nogle enkelte af Andrejev. Da jeg kom hjem et kvarter i seks, lå der en seddel til mig fra min lærerinde om, at jeg i Mokhovaya,479 ti minutter fra ambassaden hos en lille antikvar i en kælder kunne få Turgenjevs samlede værker for fyrre rubler. Jeg styrtede straks derhen, og da jeg syntes udmærket om udgaven, og den var indbunden i små tynde bind, købte jeg den med det samme, og slæbte den med hjem. Samtidig købte jeg en ordentlig udgave af Lermontov. Den, jeg havde fået af mine elever, var forfærdelig grim. Et stort bind på tyndt avislignende papir med utydeligt tryk. Denne jeg købte, var i fire bind, ganske henrivende indbundet med skindryg, og femten rubler for alle fire. Det var jo fundet. Er min lærerinde så ikke en engel, må jeg spørge, sådan som hun støver byen rundt for at finde bøger til mig. Tirsdag aften havde vi besøg af Tscherniak og Libin hele aftenen, og havde det som sædvanlig vældigt fornøjeligt. Fredag anmeldte de atter deres besøg til samme aften. Vi syntes jo, det var lidt hurtigt, og bestemte, at de skulle smides hurtigt ud, men det blev der selvfølgelig ikke noget af. De havde to dejlige æsker chokolade med til os, som vi ordentlig nød, og desuden en plade chokolade, som vi var enige om at gemme til Andersens fødselsdag. Sammen med en, Smith havde tilbage, ville der så lige akkurat blive nok. Smith inviterede dem på det kraftigste til at komme, og besøge sig til sommer i Holbæk. Det er snart ikke få, hun har beæret med en invitation. Vi driller hende med at hun på det punkt minder os om Buster Brown, og at hendes mor vist bliver begejstret. Lørdag gik jeg tidligt på kontoret, skyndte mig hjem og spise middag, og kl. halv seks startede alle fire hjorte for et lille teater, der ligger ude ved siden af Mariinskij, og hvor vi skulle se et stykke af Andrejev: Menneskets Liv. Stykket er ganske moderne, og meget interessant. I tilsnittet minder det lidt om Det gamle Spil om Enhver,480 beskriver et menneskes liv fra det fødes til det dør. Her er først en prolog, derefter en monolog, af en stor uformelig figur, der benævnes intet, og som er så indhyllet, at ansigtet og legemsformen ikke tydeligt kan skimtes. Under hele forestillingen er intet placeret i en krog, og nu og da fortæller han med en ganske følelsesløs og monoton stemme, hvad der foregår bagved scenen, og i de forskellige optrædendes indre. I første akt, hvor mennesket fødes, tændes et lys i hans arm. Dette lys brænder ned efterhånden som forestillingen skrider frem, og slukkes til sidst, da mennesket dør. Eftersom menneskets liv er mørkt eller lyst, eftersom mennesket er rask eller syg, brænder lavt og mat, eller højt og klart. Stykket var meget betagende at læse, men vi skulle også have ladet det blive ved det. Udførelsen var nemlig under al kritik, og så var teateret så godt som tomt. Foruden os var der måske tyve i alt. Da prologus trådte frem og henvendte sig specielt til publikum, fik Smith og jeg et sådant anfald af latter, at vi var lige ved at trille ned af stolene, og prologus til sidst så mere end strengt på os. Det var altså en fiasko helt igennem, men vi skulle jo have været så kloge, at vi aldrig i livet havde indladt os på at gå derhen. Jeg sad hele tiden og tænkte på, hvor glimrende det ville gøre sig på Det kongelige teater, og har halvt om halvt tænkt på at oversætte det. Det er nemlig ualmindelig tydeligt og klart sprog, og let at forstå. Man forstår så at sige hvert ord. Vi gik hele vejen hjem i det værste sjask og søle, man kan tænke sig. Ved Vinterpaladset blev vi standsede af soldater, der gik på vagt. De var meget fortørnede over at vi ville gå på fortovet, og jagede os ud i sølet midt på gaden. Hvorfor, må guderne vide? Russernes motiver er ikke altid så lette at forstå. Søndag stod vi sent op, og spiste middag i ro og mag ved to tiden. Om eftermiddagen kl. halv seks skulle Smith, Haagensen og jeg til Esmeralda på Mariinskij. At få kurer havde vi helt opgivet for denne uges vedkommende. Så kl. tre kommer der bud op til mig om jeg vil komme ned til telefonen. Kammerherren ville gerne tale med mig. Kurer skænkede jeg ikke en tanke. Så jeg blev helt nervøs ved tanken om, hvad kammerherren mon ville tale med mig om. Da jeg i flyvende fart kom masende ned til telefonen, var der ingen i telefonen, og Ivan (Schwelzaren),481 der er et stort fjols, vidste hverken ud eller ind. Endelig langt om længe fik jeg oplyst at kammerherren slet ikke ville tale med mig i telefonen, men at han blot havde bedt mig om snarest
479 Mokhovaya. 480 Jedermann: Das Spiel vom Sterben des Reichen Mannes, uropført 1911 i Berlin. Skuespil efter middelalderligt forbillede af Hugo von Hofmannsthal, 1874-1929. 481 Ivan Mugin, tjener. 173 muligt at komme op i Millionnaja, da der var kommet kurer. Du kan tro, jeg fik benene på nakken, fløj op ad trappen, ind i Hjortebo, og råbte blot det ene ord “kurer”. Hjortene hylede af glæde. Smith gav sig til at dunke i flygelet ganske vanvittigt og meningsløst. Andersen stak i tøjet, og vi to for af sted med tungen ud af halsen. Kl. var halv fire, da vi kom derop. Kancelliet svømmede i kurerpost, fire sække og tre kufferter. Der var noget at tage fat i. Både kammerherren og Nordlien var der. Jeg begyndte så at sortere, det vil sige, søgte iblandt disse oceaner at rode al den private post frem. Kurerer var der ikke nogen af. De var alle sammen fortrukket. Endelig langt om længe viste en af dem, ingeniør Sørensen,482 sig. Han er ansat ved DRK, og havde været en slags leder for kurererne. Der var seks i alt,483 og af ham hørte jeg, at Axel var med.484 Han var sammen med de andre kurerer taget ind på hotel Regina. Jeg forsøgte at ringe Regina op, men det viste sig at være umuligt. Så til sidst, da kl. var blevet fem, og jeg havde fået nogenlunde skik på posten, ikke alene på den private, men også på forretningsposten, fløj jeg ned på gaden, fik fat i en isvostjik, og satte kursen mod Regina, med favnen fuld af breve og chokolade. Ja, for indeni hvert af Ottos breve var der en plade chokolade, hvilket syn jeg selvfølgelig hilste med henrykkelse. Ved Regina lod jeg min isvostjik vente, mens jeg stak op for at få fat i Axel for at aftale, hvor vi senere skulle mødes, da jeg jo nu skulle i Mariinskij. Jeg travede gennem Reginas bælgmørke korridorer, op og ned ad trapper. Elektrisk lys er der ikke noget af midt på dagen. Pludselig åbnedes en dør, og jeg så Axel, og en anden herre, stå i skjorteærmer midt i et værelse. Stor panik. Axel tog en jakke og frakke på, og kørte
482 Einar Sørensen (f. 1881), polyteknisk kandidat 1905, i farens kulturtekniske forretning i Rusland 1905-1914, træsliberi med kartonfabrik og melmølle ved St. Petersborg 1908-1914, derefter kortere tids virksomhed for Nyeboe og Niessen og St. Petersborgs magistrat, organiserede dernæst som DRK’ repræsentant i Rusland de russiske krigsfangers forsyning med læsestof, deltog efter revolutionen i det danske UMs hjælpeaktion for nævnte fanger. Han flygtede fra Rusland 1918 og fulgte samme år Denikin på hans mislykkede march mod Moskva, i kortere tid den aserbajdsjanske regerings tilsynshavende ved reorganisation af bomuldsplantagerne i Mugan steppen 1920, flygtede igen fra sovjetregeringen, bosat i Berlin 1921, til Danmark 1944. DC 1942, nr. 1142, 159. DC 1971, 868. 483 Einar Sørensen berettede: “Efter at den danske regering havde påtaget sig det hverv at overvåge de i Rusland internerede østrigske og ungarske civilfangers interesser, blev der i Petersburg oprettet særlig afdeling B ved det danske gesandtskab, hvorfra dette arbejde lededes. På denne afdelings anmodning påtog jeg mig at ekspedere de fra fanger til afdeling B indløbende individuelle ønsker angående tilsendelse af brugsgenstande (...) ›I vinteren 1917-1918 var forbindelsen med Rusland meget besværlig. I Tyskland spærrede fronten for forbindelse og i Finland var der borgerkrig. Af denne årsag havde UM længere tid ikke haft forbindelse med Petersburg; efterhånden havde, så vidt jeg husker, seks fra København til Petersburg afsendte kurerer samlet sig sammen i Stockholm uden at kunne komme videre. UM opfordrede mig derfor til at rejse til Stockholm og overtage den samlede kurerpost og sørge for snarest at bringe den igennem. ›Efter i Stockholm at have undersøgt de forskellige muligheder for at kunne forcere Finland, valgte jeg, i modsætning til den almindelige mening, at lægge vejen over havet, og gennem det røde Finland. Med kurerbagagen, der vejede flere hundrede pund, indskibede jeg mig på et svensk marinefartøj, der skulle hente det af tyskerne afløste svenske militær hjem fra Åland. Således kom jeg over den isfrie del af den botniske bugt og blev derpå sat af på isen; jeg spadserede derpå til nærmeste beboede ø, hvor jeg engagerede nogle slæder; med disse slap jeg i løbet af tre dage over havet med bagagen og landede i Åbo, hvor jeg indtraf samme dag, som tyskerne indtog Helsinki. Under kørslen over den botniske bugt havde jeg passeret de tyske transportdampere, som bragte undsættelsestropperne til Finland, og militæret var ved at sætte sig i bevægelse mod Åbo, hvor det røde hovedkvarter befandt sig. ›Ved min ankomst til Åbo var stemningen blandt de røde på kogepunktet på grund af den kritiske situation. Jeg aflagde straks et besøg hos den øverstkommanderende, til hvem jeg havde forskaffet mig en anbefalingsskrivelse fra redaktøren af et svensk bolsjevistisk blad i Stockholm, hos hvem jeg var blevet introduceret. Den øverstkommanderende lovede at skaffe mig mulighed for at rejse videre næste dag, da der skulle afgå tog med forstærkning til Mannerheims front. Overkommandoen havde været så hensynsfuld at lade koble en særlig waggon for mig til dette tog og givet mig konvoj med af hensyn til bagagen. Blandt denne var der en stor kuffert fuldpakket med danske papirpenge; en anden kasse indeholdt armé-revolvere og ammunition bestemte for gesandtskabets delegerede mod bolsjevikkerne. Man havde i ministeriet gjort mig opmærksom på indholdet af kufferten, men ikke af kassen, som jeg ellers havde helliget min særlige opmærksomhed. Nu skete det ubehagelige tilfælde, at kassen gik itu ved omladningen i Åbo, og revolverne væltede ud; heldigvis stod jeg lige ved siden af og kunne i samme nu kaste mit rejsetæppe over dem, så de røde ikke fik øje på dem, for ellers havde det nok været ude med venskabet. ›Det var med blandede følelser med hensyn til bagagen, at jeg besteg toget i Åbo, det var overfyldt med rødgardister, det rene røverpak, mange var fulde. Ved Tammerfors kom vi ildlinjen ganske nær og kort efter at toget havde passeret den store jernbanebro, brød de hvide over banelinjen og sprængte broen i luften. Trods alt nåede jeg uantastet Petersburg og håbede nu i ro at kunne hellige mig arbejdet for bogkomitéen”. RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/83, (lbn. 3-273). 484 Gesandtskabet Stockholm til UM, 20. marts 1918: “Som meddelt i mit ovenfor citerede telegram afrejste de herrer Einar Sørensen, Aage Ulrich, Preben Hansen, Knud Therkildsen, Anton Wenske og Eigil Hallager i går som kurerer til Petrograd via Åland med den svenske kanonbåd “Svensksund”. Den af de pågældende medførte forseglede bagage bestod af de nedenfor angivne kolli til en samlet vægt af omkring attenhundrede kilo”. Om Axels bagage noteres: “Preben Hansen, en kurersæk og en kuffert, indeholdende levnedsmidler til gesandtskabet i Petrograd”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 174 med ned til Mariinskij. Jeg måtte jo med det samme høre noget hjemmefra, og vi blev så enige om at han skulle komme ud og hente mig kl. halv ni, på hvilket klokkeslæt forestillingen allerede ville være forbi. Vi havde nær væltet Mariinskij af glæde. Smith, Haagensen og jeg. Alle tre havde vi fået masser af breve, som vi læste i mellemakterne. Sikken en stemning. Vi var ellevilde. Jeg sad alene to rækker foran de andre, men tværs over rækkerne læste vi højt af vores breve. De omkringsiddende morede sig omtrent lige så godt som vi. Det endte med at de alle sammen sad og lo. Og da musikken satte i, så følte man sig omtrent løftet op i den syvende himmel. Mariinskij er nu en gang Mariinskij. Og så at være der igen efter ikke at have været der i lange tider og ovenikøbet med stabler af kurerpost til at udfylde de lange mellemakter. Det var jo næsten også toppunktet af alt vidunderligt. Forestillingen var henrivende. Smirnova dansede som en engel, og der var en sådan fart og fut og fantasi over iscenesættelsen, så det var en øjenslyst. Emnet var, som I kan høre af navnet, taget fra Notre Dame de Paris. Måske var det ikke så meget mere vidunderligt end hvad vi ellers har set. Måske nød vi det blot dobbelt, fordi vi var i sådan en let og løftet stemning. Kl. halv ni var det forbi. Axel hentede mig, og vi kørte hen på hotel d’Angleterre, hvorhen han i mellemtiden var flyttet sammen med to af kurererne. Den tredje havde han skaffet ind på Medvjed, da Regina er et umuligt hotel at bo på. Vi fik os så hver en kalvekotelet, og jeg hørte nyt hjemmefra. Jeg fik chokoladen fra dig. Tusind tak for den. De andre ting var alle sammen i en lille forseglet kuffert, der stod henne på gesandtskabet. Før kl. elleve kom vi ikke fra hotellet. På gaderne var der bælgmørkt og øde. Sporvognene kører jo nu kun til kl. ni. Isvostjik havde vi ikke rigtig mod på at tage. Vi gik en stor omvej, da vi heller ikke havde mod på at gå langs Nevaen, og krydsede ned af Nevskij, hvor der her og der viste sig soldater, der standsede både isvostjikker og fodgængere. Vi slap dog lykkeligt og vel hjem til Chaykovskogo, og Axel nåede også tilbage igen til hotellet uden videre eventyr. Som du ser og som du også selv før har bemærket: “Lykken er dårernes formynder”. Den 8. april. Ja, jeg kan indse, at brevet hellere må gå af i dag, som det er, så følger fortsættelsen næste gang. Jeg har endnu masser at fortælle. Nordlien er stadig dårlig, og Broch stadig i Moskva,485 så her er ingen mangel på arbejde. Du må dog i farten høre den sidste store nyhed: Andersen og Haagensen rejser hjem til maj.486 De har sagt op. Deres afskedsbegæring er bevilliget, og der er sendt indberetning om det til ministeriet. Smith og jeg er dybt nedbøjede over allerede at skulle af med dem om tre uger. Vi kan slet ikke rigtig forstå at vort glade hjorteliv nu snart er til ende for bestandigt. Om alt går programmæssigt, kommer så Smith og jeg til juli. Til trods for at vi halvsulter, har vi det storartet. Humøret er bedre end nogensinde. Tusind kærlige hilsener til alle, flest til dig og far fra Esther.
485 Broch fra Moskva til legationsråd Nordlien, 1. april 1918: “Kære legationsråd Nordlien, da jeg sandsynligvis onsdag morgen rejser til Orsja, vil jeg meddele Dem lidt om en ret interessant samtale, som jeg i dag havde med Loutzki. [...] Jeg bad ham sige mig på hvilket standpunkt rekvisitioner og kontributioner i Sibirien befandt sig. Han svarede dertil, at han meget godt vidste, at gesandtskabet havde anmodet kommissariatet om at skride ind imod de ganske lovløse tilstande, der herskede overfor de derværende danske forretninger, og at han havde foranlediget afsendelsen af flere telegrammer til de lokale myndigheder for at stoppe denne skadelige virksomhed. I øvrigt kunne han meddele at den russiske regering nu havde fået øjnene op for, at det ville være til stor skade for det russiske landbrug i Sibirien, såfremt de danske foretagenders virksomhed blev indstillet. Han udtalte endvidere, at UM i øjeblikket i arkiverne var ved at finde frem de med fremmede magter indgåede overenskomster, hvilket man så vidt muligt ville søge at overholde i enhver henseende. Denne udtalelse lød jo lidt mærkelig, hvorfor jeg spurgte om han troede, at den russiske regering ville slå ind på en ny vej. Til min forbavselse svarede han, at man godt havde indset, at der måtte gøres en forandring til det bedre overfor de fremmede magter og deres herværende undersåtter. Det ser således ud til, at der allerede nu er ved at foregå en svingning til den modsatte side, og at de herrer bolsjevikker har indset, at man ved en nationalisering og beslaglæggelse må gå lidt forsigtigere til værks. I øvrigt udtalte Loutzki, at ministeriet var i færd med at udarbejde forslag til nye overenskomster med de fremmede magter. Dette arbejde havde han af kommissariatet fået i sin hånd”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 6), jr. nr. 3. A. 2, (lbn. 183). 486 Scavenius til UM, 6. april/24. marts 1918: “Med henhold til deres derom fremsatte ønsker fratræder frøknerne Gerda Andersen, Munck og Uldall, der er ansatte i gesandtskabets sektion B, tjenesten ved gesandtskabet, de to førstnævnte fra den 1. maj dette år, sidstnævnte fra 1. juni dette år at regne for at vende tilbage til Danmark. Hvilket gesandtskabet herved har den ære at indberette”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 175
*Eduard Saltoft. Moskvas Kreml. KB (Album 37, folio plus)
#Resume: en kort hilsen, grundet arbejdspres på gesandtskabet. Esther har fået gageforhøjelse.
<88> Petrograd, 22. marts/9. marts 1918 Kære lille mor, i dag blot tusind kærlige hilsener til alle. Jeg begyndte på brev i går, men det blev ikke færdigt. Her er mere end vanvittigt travlt i dag. Ved min side ligger en bunke på tolv indkomne lange chiffertelegrammer. Hele formiddagen har jeg skrevet skrivelser til kureren, der går om ti minutter. Et af chiffertelegrammerne, som frk. Hansen har løst, melder blandt andet at jeg har fået gageforhøjelse fra den 11. marts: 600 rubler om måneden i stedet for 500,487 så det er jo meget rart. Kærlig hilsen, Esther.
#Resume: Finland er lukket. Om kurerforbindelserne. Axels rejse over Berlin til Danmark. Mangel på levnedsmidler. Påske. Esther har til bekymring for sin mor kastet sig ud i økonomisk spekulation.
<89> Petrograd, 29. marts/16. marts 1918 Kære lille mor, tusind tak for alle dine breve, og for indkøbene. Vil du også takke far for hans brev, Lis for hendes, og Bitten for hendes to dejligt lange breve. Hun er en svend, altså nu en snedkersvend in spe, til at skrive. Jeg er i gang med et længere brev, men det når desværre ikke at komme med i dag. Her har været så utrolig vanvittigt meget at gøre i den sidste uge. Axel kom hertil søndag formiddag sammen med fire andre kurerer.488 Her var oceaner af post. Kureren i dag går over Berlin,489 med invalidetog herfra til Pskov, derfra
487 Gesandtskabet til UM: “21. februar/8. februar 1918. Da de senere måneder har medført en ganske overordentlig prisstigning her i Petrograd, særlig for så vidt angår levnedsmidler, der i det åbne marked kun kan erholdes til hungersnødspriser, må man anse de kancellisters tillagte lønninger for ganske utilstrækkelige. Gesandtskabet har derfor den ære at henstille, at de nævnte lønninger for så vidt angår de konstituerede kancellister, frk. Magda Hansen og frk. Esther Aksel-Hansen forhøjes med et beløb af henholdsvis to hundrede og et hundrede kroner”. Forskellen i lønforhøjelserne er begrundet i førstnævntes otte måneders længere ansættelse ved gesandtskabet. UM telegraferede, 21. marts 1918, og bevilgede gageforhøjelse per 1. marts 1918. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). 488 Gesandtskabet Stockholm, 27. marts 1918: “Den kongelige gesandt i Petrograd telegraferer seksogtyvende dennes: kurererne Sørensen, Hallager, Ulrich, Therkildsen og Hansen ankom i god behold søndag fireogtyvende. Kurer Wenske blev tilbage med levnedsmidlerne på Eckerö, da kasserne var for tunge til at transporteres over isen. Fire kasser som tidligere meddelt returneret hertil”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). Regnskaber: “Udgifter for rejse fra København til Petrograd via Stockholm og Åbo i marts 1918” (3. marts til 24. marts), afrejse fra København (3. marts), Stockholm (4. marts), slædetur gennem Skærgården (16. marts), fra Stockholm til Ålandsøerne (19. marts), med slæde over Eckerö, Fräbenby, Emkarby, Mariehamn, Kumlinge, Houtskär (20. marts til 22. marts), Åbo (23. marts), fra Åbo til St. Petersborg (23. marts), St. Petersborg (24. marts). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/83, (lbn. 3-273). 176 videre.490 Det er en vældig spændende tur at skulle ud på. Vi sender to kurerer af sted samtidig, da der er så mange, der gerne vil af sted, og udrejse kun er mulig for kurerer. Igennem Finland kan man ikke mere rejse.491 Der er fuldstændigt lukket af, og nu er isen jo også ved at bryde op,492 så man ikke kan komme over med slæde fra Ålandsøerne til Åbo. Axel har haft en meget interessant tur i glimrende rejseselskab,493 men derom næste gang. Vi kommer jo nok også hjem over Berlin, for selvom man til den tid kan tage over Åbo med damper, så vil jeg ikke påstå, jeg er vild for at komme ud og svømme mellem alle de tusind af miner, der ligger udenfor Åbo. Det ville jo være mere end ærgerligt at blive sprængt i luften, netop når man var på vejen hjem. Jeg synes også, det ville være uhyre interessant at komme over Pskov, Berlin. Rejsen til Pskov med invalidetog er gratis, så det er jo også værd at tage med, men rent bortset fra det, ville det jo være en oplevelse, man aldrig ville glemme. Vi har ikke fået levnedsmidler fra Danmark i halvanden måned. Axel, og de andre kurerer, der indtraf samtidigt med ham, havde ladet kasserne med levnedsmidler returnere fra Ålandsøerne til Stockholm, da det mentes, at de var for tunge til at gå over isen.494 Vi er mere end fortvivlede og rasende over det, for vi har nemlig ikke spor
489 En rejserute København til St. Petersborg t/r gik over Berlin, østfronten, Pskov: med skib fra København til Warnemünde, med jernbanen til Berlin (Berlin-Stettin banegård til Berlin-Friedrichsstraße), Olsztyn (Allenstein), Virbalis (Wirballen), Vilnius (Vilna), Daugavpils (Dünaburg, Dvinsk), Pskov, Torosino (“en lille landstation noget fra grænsen”), og videre til St. Petersborg med ankomst på Warszawa banegård. 490 Samtidigt var Gustav Rasmussen på kurerrejse København til St. Petersborg over Berlin, østfronten, Pskov. Gesandtskabet Berlin til UM, 30. marts 1918. Memorandum, Berlin, 30. marts 1918: ”Sekretær ved det danske gesandtskab i Petrograd, afdelingen til varetagelse af de østrig-ungarske interesser, Gustav Rasmussen, der dags dato afrejser til Petrograd over østfronten, meddeler på forespørgelse følgende angående rejsen til Petrograd. Rejsen fra Berlin foregår med tog, kl. toogtyve, enogtyve, aften fra Bahnhof Friedrichsstraße. Toget medfører sovevogn til Eydtkuhnen Eydtkuhnen er det tyske navn for en by i det tidligere Østprøjsen; fra 1948 Chernyshevskoye i Sovjetunionen, derfra fortsættes rejsen over Vilnius og Daugavpils til Pskov. På strækningen fra Vilnius Pskov fandtes der for en ca. ti dage siden ingen bagagevogn, således at de rejsendes bagage måtte medføres i kupéen. Så længe der ikke er indført nogen forandring på dette punkt, vil eventuelle danske kurerer til Petrograd derfor kun kunne medføre bagage, som i nødsfald kan anbringes i kupéen. Så længe der ikke er indført nogen forandring på dette punkt, vil eventuelle danske kurerer til Petrograd derfor kun kunne medføre bagage, som i nødsfald kan anbringes i kupéen. Det kommer herved mindre an på vægten end på de pågældende bagagestykker rumfang og form, dog menes de af ministeriet hidtil anvendte kasser til levnedsmiddelforsendelser til Petrograd at være for store til at kunne anbringes i kupéerne, idet de ikke kan komme gennem kupédøren. Desuden er de pågældende kasser vanskelige at have at gøre med, da de ikke er forsynede med hanke. Efter hr. Rasmussens formening består der dog mulighed for, at der i løbet af forholdsvis kort tid vil blive indført visse forandringer på ruten, således at der måske vil gå bagagevogne lige til Pskov, dog må der indtil videre regnes med, at bagagen må transporteres i hånden et kort stykke, nemlig fra det på den tyske side af fronten holdende tog til det på den russiske side af fronten holdende, således at det må anses for tilstrækkeligt i hvert fald foreløbigt at begrænse de enkelte kurerkollis vægt og volumen til det mindst mulige”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 491 Gesandtskabets kurerer kan ikke længere passere gennem Finland til St. Petersborg. Gesandtskabet Stockholm, 20. april 1918: “det må for nærværende anses for udelukket at kunne passere gennem Finland til Petrograd, idet der for øjeblikket ikke er nogen udsigt til at nå længere end til Helsinki”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 492 Gesandtskabet Stockholm til Scavenius, 20. marts 1918: ”Søforsvars departementet anser det imidlertid på grund af isens aftagende styrke uforsvarligt at afsende flere kurerer via Åland. Flere levnedsmiddelpartier turde i alt fald næppe kunne sendes ad denne rute, da slæde ejerne rimeligvis ikke vil påtage sig transport af så tunge kasser”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 493 Gesandtskabet Stockholm til UM, 20. marts 1918: “Som meddelt i mit ovenfor citerede telegram afrejste de herrer Einar Sørensen, Aage Ulrich, Preben Hansen, Knud Therkildsen, Anton Wenske og Eigil Hallager i går som kurerer til Petrograd via Åland med den svenske kanonbåd “Svensksund”. Den af de pågældende medførte forseglede bagage bestod af de nedenfor angivne kolli til en samlet vægt af omkring attenhundrede kilo”. Om Axels bagage noteres: “Preben Hansen, en kurersæk og en kuffert, indeholdende levnedsmidler til gesandtskabet i Petrograd”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). Kurererne afrejste den 19. marts 1918 med kanonbåden “Svensksund” fra Stockholm til Åland. Gesandtskabet Stockholm til Scavenius, 19. marts 1918. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 494 Den 20. marts 1918 skrev Einar Sørensen fra den svenske kanonbåd “Svensksund” i Eckerö: ”Det viser sig at være forbundet med meget store vanskeligheder at skaffe befordring herfra til Finland. Her findes slet ingen finske slæder, og de herværende fordrer en meget høj betaling, ca. tusind mark for transport til Finland. Vejene er fuldstændigt optøede, så en slæde umuligt kan belastes med mere end højst to hundrede kilo. Med vogne er transport umulig, så de ikke kan komme over strækningerne mellem øerne. Isen holder ikke hjultrykket ud. Det menes, at trafikken på isen er færdig i løbet af denne uge. Her er allerede store våger i isen, og kuskene påtager sig ugerne at køre ud til damperen. Da de store kasser vejer over to hundrede kilo, er det umuligt at transportere disse videre. De må gå tilbage til Stockholm, for senere at gå med skib direkte til Finland. Fragten af dem vil også blive urimeligt dyr, hvis man ville tvinge en transport igennem. Hr. Ulrich vil se tiden an her en dag, om her skulle komme nogen fra Åbo, som for en nogenlunde rimelig betaling vil tage kufferterne med levnedsmidler med sig, ellers må disse også sendes retur. Resultatet er meget beklageligt, men der er intet at stille op. Vi må foreløbig tage heste til Mariehamn. Herfra vil ingen køre direkte til Åbo. Hvad vi skal betale for kørslen, er derfor ganske uvist. Det må absolut frarådes at sende flere kurerer denne vej. Den i mit formiddagsbrev omtalte kasse med 177 at spise i øjeblikket, går sultne i seng hver aften, og står op om morgenen til et tomt bord, og tomt spisekammer.495 Smør har vi ikke mere af, og det kan ikke opdrives selv for guld. Sukker har vi ikke mere af, æg heller ikke, lidt gryn og mel er alt, hvad vi har, og brød har vi endda ikke kunnet få bagt i flere dage, da pigen ikke kunne få fat i gær, og vi havde brugt alt det bagepulver, vi havde. Den har været ualmindelig sløj. I går var jeg grædefærdig af sult. Så blev jeg endda opholdt af Nordlien til kl. syv om aftenen på kontoret, hvilket jo ikke skulle forbedre mit humør. Nå, han opførte sig nu for resten meget pænt, for da jeg fortalte ham om vores sult, ringede han straks hjem til sin kone, og bad hende give os et brød, hvilket hun straks var rede til. Jeg ringede så hjem til hjortene, og bad dem hente det. Imidlertid havde Magdalene endelig langt om længe fået fat i gær, og havde bagt et brød, så vi gjorde ikke brug af deres venlige tilbud. Kan man klare sig selv, er det jo rarest, og tiderne er sådan, at man ikke undtagen i yderste nødsfald kan forsvare at berøve sine medmennesker den mindste krumme brød, eller den mindste smule mel. Vi er blot forargede over at gesandtskabet ikke sørger bedre for os. I fælleshusholdningen har de det heller ikke for fedt. Blot der nu må komme nogle levnedsmidler over Tyskland snarest per kurer. Vi har sendt et dundrende telegram hjem til UM i den anledning. Bortset fra sulten har vi det udmærket. Humøret fejler ikke noget, er bedre end nogen sinde. I morgen er det Andersens fødselsdag. Den bliver lidt mager, men om aftenen skal vi til ballet, så glemmer vi alt andet. Her er sket store ting i den sidste tid. Jeg har oplevet en masse, men det får I alt sammen i næste brev. Der går kurer igen søndag eller mandag. I dag er det langfredag, men vi arbejder som små heste her i Millionnaja. I Chaykovskogo fik de fri i går kl. et
#Resume: der arbejdes på gesandtskabet i påsken. Arbejdspres ved kurersækkene.
<90> Petrograd, 10. april 1918 Kære mor, ja, jeg vil fortsætte hvor jeg slap sidst, og se at nå op til de sidste dages begivenheder. Ugen efter Axels ankomst fløj af sted, dels med at komme igennem dynger af arbejde på kontoret, og dels med at høre nyt hjemmefra. For os i Millionnaja var der ikke noget, der hed påske, tværtimod skærtorsdag og langfredag arbejdede vi endda særligt meget, og særligt længe, hvorimod de tre andre hjorte fik fri om torsdagen kl. et
#Resume: takkeskrivelse. Andersen og Haagensen har opsagt deres stillinger og rejser til Danmark.
<91> Petrograd, 15. april 1918
496 Paul Hjalmar Pock Steen (f. 1889), var læge med eksamen 1916 og kom fra en stilling som reservelæge i hæren. Pock Steen ansøgte UM, 22. december 1917 og blev ansat som delegeret ved gesandtskabet. I juni 1918 overgik han til DRK, hvor han virkede gennem 1919 som DRK delegeret. Den Danske Lægestand 1925, 735. DRK, 1918 (10). RA: UM, jr. nr. 3. L. 5/34, (lbn. 3-270). 179
Tak for dine breve, kære lille mor (30. marts og 4. april), som jeg var meget glad for. Rosenbladene duftede endnu, da jeg fik dem, og fortalte mig om dine kærlige tanker, og at jeg har den bedste kærligste mor i verden. Jeg har været forfærdelig doven til at skrive i den sidste tid, men skal nu nok forbedre mig. Jeg har som altid masser at fortælle. Om fjorten dage skilles hjortene altså, og to drager hjem. Smith og jeg følger efter de sidste bestemmelser antagelig efter til juni. Vi kan ikke tænke os at være herovre alene hele to måneder efter at hjort Andersen og hjort Haagensen er fløjet bort. Jeg længes også forfærdelig efter at komme hjem. Smith og jeg taler ikke om andet. Hils alle på den kære gamle kvist, og sig at jeg længes både efter den og dem. De kærligste hilsener til dig og far fra Esther.
#Resume: en kort hilsen, grundet arbejdspres.
<92> Petrograd, 22. april 1918 Kære lille mor, de kærligste hilsener og tak for dit brev (13. april), som jeg fik i går sammen med din afskrift af Brors lange brev, som gjorde et dybt indtryk på mig. Hils også Bitten, og tak hende for hendes brev. Det er forfærdeligt med mig for tiden. Nu er jeg atter kommet ind i en periode, hvor jeg aldrig kan nå at skrive. Nordlien er syg endnu, her er masser at gøre, og jeg føler mig forfærdelig træt lige i øjeblikket. Fordi jeg ikke skriver så meget, tænker jeg ikke mindre kærligt på jer, tværtimod, jeg længes efter at komme hjem, mere end nogensinde. Om en uge rejser Andersen og Haagensen. Smith og jeg følger efter ganske bestemt til juni. Ja, det bliver altså ikke til mere. Lev vel. Mine kærligste tanker er hos jer, især hos dig og far, Esther.
#Resume: en kort hilsen.
<93> Petrograd, 25. april/12. april 1918 Kære lille mor, ja, denne gang bliver det altså også kun til medfølgende forretningsbrev, og så en kærlig hilsen. På mandag, den 29. april/16. april afrejser Andersen og Haagensen herfra, og Smith og jeg følger så efter til den 1. juni. Jeg længes mere end nogensinde efter at komme hjem. Det er lidt smalhals med maden, men ellers har vi det storartet. Humøret fejler ikke noget. Vejret er vidunderligt, mildt og lunt, blå himmel og solskin. Peter- Paul fæstningen er mere skøn end nogensinde. Jeg nyder min tur langs Nevaen. Kærlig hilsen, Esther. Ingrid Lindballes bror afrejser som kurer på mandag sammen med hjortene, og sin kone og lille pige. Jeg har et længere brev under arbejde. Hvornår det bliver færdigt, er ikke godt at vide. Jeg håber til på mandag, så de to hjemdragende hjorte kan få det med.
#Resume: kommissionsbrev. Esther har med besvær hævet en check.
<94> Petrograd, 25. april/12. april 1918 Kære lille mor, din check har jeg fået ud, endeligt langt om længe med meget besvær. Dog vil jeg bede dig om ikke at omtale det til nogen, da det er en ganske særegen måde, jeg har fået den ud på, kun ved en speciel tjeneste fra en af mine bekendte. Check i almindelighed kan man absolut ikke få ud. Her er masser af danske herovre, der har henvendt sig til gesandtskabet om hjælp i lignende tilfælde, og vi har intet som helst kunne gøre, og kan vedblivende intet som helst gøre. Dette er altså noget ganske exceptionelt. Det er noget, der ikke kan gentages. Jeg har måttet vise vedkommende en gentjeneste, som jeg heller ikke indlader mig på mere, men det skal jeg alt sammen fortælle dig, når jeg kommer hjem. Hovedsagen er, at jeg har pengene. Jeg fik dem endda i “gamle penge”, hvilket jeg var vældig glad over, da jeg så mente at slippe for at betale overpris. For gamle et hundrede rubelsedler forlanges der nu fra et hundrede og tredive, et hundrede og femogtredive rubler for, og ”Kerenskijer”kan man jo intet få for hjemme, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at de ikke kunne sendes hjem i den forfatning, de var: gamle, snavsede og lasede. For sådanne sedler får man nemlig intet 180 hjemme. Der må ikke en gang være den mindste rift i dem. Jeg har nu sat mig i bevægelse for at få dem byttet til nye sedler, men det tager jo lidt tid, især nu da jeg ikke har Axel herovre. Så snart det er i orden sender jeg dem hjem. Du kan altså være ganske rolig for dem, og regne med dem. Du spørger i et af dine breve, hvordan jeg er tilfreds med indkøbene. Jo tak, jeg er udmærket tilfreds. Blot passer den blå silke voile bluse mig ikke så godt, men får jeg tid til at komme til sy jomfru, kan jeg nok få den ordnet. Jeg ville jo også gerne se at få syet den blå crêpe de chine, du har sendt mig tøj til, men hvornår det skal være, ved jeg ikke. Det er noget af det smukkeste tøj, både i farve og stof, jeg nogen sinde har set. Du må endelig bede Mette reservere fjorten dage til mig i Jevni. Jeg rejser herfra omkring den 1. juni, og er altså hjemme ca. otte dage ind i juni. Alt mit tøj hænger til reparation, ikke fordi det er såmænd ikke større reparationer, det drejer sig om, nærmest lidt stopning, og en del knapper, der skal syes i. Mærkeligt nok er intet af mit linned gået i stykker, så det trænger til lapning. Har Mette tid, ville jeg også gerne have hende til at sy mig en tre, fire kombinations. Jeg bringer selv kniplinger med hjem. Har hun ikke tid, så se at få fat i en anden, og engager hende for mig. Jeg ved ikke, måske jeg kunne lade det sy i Magasin du Nord, men det vil jeg for resten overlade til dig at bestemme. Så ville jeg også gerne om du bestilte tid hos en sy jomfru til mig. Frk. Husum har jeg ikke rigtig mod på. Hun er så forfærdelig uordentlig, og narrer en, så man bliver ganske irriteret, og jeg vil ikke have hele min sommerferie til at gå med tøj vrøvl. Det vil jeg have overstået i den første uge. Jeg vil ikke sy den mindste smule selv, end ikke en knap i. Jeg vil holde rigtig ferie. Ja, det trænger jeg til. Nå, nu ikke mere om dette kedelige forretningsvrøvl. Mange hilsener, Esther.
#Resume: Axel er fåmælt. Andersens fødselsdag. Påskesøndag i St. Petersborg. Maskingeværsalve i en nærliggende gade. Axel bliver sendt af sted som kurer med invalidetoget til Berlin. Beskrivelse af invalidetoget på Warszawa banegården. Telegrafen er afbrudt. En natlig tur gennem St. Petersborgs gader i et hurtigkørende automobil. Til ballet i Mariinskij med Karsavina. Rådden hestesuppe. Krigsfangebrød på ambassaden. Forår i St. Petersborg. Danskere sendes ud af Rusland på gesandtskabets kurerpas. Russerne rationerer gesandtskabets kureraktivitet.
<95> Petrograd, 25. april/12. april 1918 Kære lille mor, ja, jeg vil fortsætte, hvor jeg slap i mit sidste ordentlige brev, skønt det rigtig nok er meget, meget længe siden. Jeg ved jo, at I interesserer jer for alt, hvad der foregår herovre, og lige så sikkert ved jeg jo, at I ikke får ret meget ud af Axel. Det er et slid af den anden verden at få ham til at fortælle noget. Han skal ordentlig pumpes. Altså det sidste I hørte om, var dagen før Andersens fødselsdag. De tre hjorte havde været til opera på Mariinskij, og da de kom hjem, havde jeg arrangeret alle deres breve smukt på bordet. De var lige ved at vælte huset, da de så at der var kurerpost. Det så altså ud til at Andersens fødselsdag skulle løbe heldigt af til trods for alt. Da vi havde drukket te, gav vi os til at bage linser. Magdalene havde med uhyre besvær skaffet os tre æg, lige hvad vi skulle bruge til en lille beskeden portion, tre linser til hver. Kommenskringler blev der også bagt, og tebordet dækket til næste morgen. Fødselsdagen gik programmæssigt. Om morgenen: te med kommenskringler. Gave fra de tre hjorte tilsammen: Nekrasovs’ samlede værker.497 Middag, kl. to
497 Nikolaj Nekrasov, 1821-1878, russisk digter. 498 Musikalnaja Drama. 181 heldig at skyde to flasker mælk på gesandtskabet. Det aftensmåltid blev nydt, kan I stole på. Chokolade i lange baner med linser til. Påskesøndag var det det mest vidunderlige vejr af verden. Vi sov længe, og derefter var vi ude at spadsere. Eftermiddagen tilbragte jeg sammen med Axel. Vi spiste middag sammen. Den stod på kaviar og kalvekotelet, så der var jo ingen fare for at jeg ikke skulle blive mæt. Om mandagen havde de andre fri, men jeg selvfølgelig ikke. Vi havde lukket for folk, men havde så, så meget desto mere travlt med at få nogle af alle de sager af vejen, der til daglig ophober sig. Om aftenen havde vi en lille festlig sammenkomst i anledning af påsken: henkogte frugter og chokolade (Lindts chokolade). Tirsdag, afgang af kurer, dynger af arbejde. I denne uge var der i det hele taget ikke mangel på arbejde, da Nordlien var syg, og Broch endnu ikke vendt tilbage fra Moskva. Fredagen var en indbringende dag. Jeg fik et pund smør og et pund chokolade forærende, fire dejlige plader. Jeg var så heldig igen at få fat i to flasker mælk. Det er fru Lukovitj, der nu og da skaffer os det, så søndag aften havde vi en rigtig hjorteaften med chokolade. Om søndagen var Haagensen og jeg til ballet i Mariinskij. Haagensen med en russer her fra kontoret, og jeg med Axel. Vi sad på første række og det var slet ikke mindre tiltalende, hvilket jeg først havde troet at det ville være, men tværtimod dejligt. Man kunne rigtig se minespillet! Det var en pragtfuld ballet: Faraos Datter.499 Iscenesættelsen var aldeles vidunderlig, men det er jo ikke en af de balletter, jeg er mest begejstret for. Den er ikke så yndefuld som mange af de andre, vi har set. Mandag, den 8. april. Lærerinde. Axel hentede mig på kontoret og gik med hjem for at spise middag hos os. De andre havde spist, og da vi havde sat den halvkolde hestekødssuppe til livs og nøje betragtet det småt hakkede hestekød, der skulle agere efter mad, blev vi enige om at springe denne delikate ret over, og hellere sætte smag på en dåse kaviar, som Axel havde haft med til os. Brød og smør havde vi heldigvis, og desuden en flaske vodka (min sidste), så det blev jo et festmåltid af rang. Jeg, der ikke har kunnet fordrage kaviar før, er nu aldeles vild efter det. Jeg kan magelig spise et kvart pund eller mere, uden at det generer mig, men det er også den mest vidunderlige kaviar i verden, man får her. Hjemme har jeg aldrig smagt det, men Axel siger at det smager som grøn sæbe imod dette. I Rybinsk har jeg også kun fået den pressede kaviar, så det var vel derfor jeg ikke kunne lide det. Det er det, jeg siger, det er nogle dyre passioner, Axel efterhånden får lært mig. Mens Smith læste, dækkede jeg fint tebord til lærerinden: brød, smør, kaviar, honning, blinis500 (små pandekager). Hun var henrykt. Kaviar har hun vist ikke smagt i årevis, og hun holder netop så meget af det. Smith og jeg spiste som om vi var betalt for det. Det var rigtig nok noget andet end hestekød. Tirsdag var en rigtig hjortedag. Axel kom op til mig på gesandtskabet, og sagde at han ville give middag hjemme hos os selv. Den skulle bestå i kalvekoteletter og kompot. Jeg telefonerede hjem og underrettede hjortene. Vild jubel over hele linjen. Ved fem tiden hentede Axel mig, og vi var så heldige at finde en forretning, hvor vi fik det dejligste kalvekød, otte og en halv rubel pundet, vær så god. Samme sted købte vi pickles, og så i isvostjik hjem til Chaykovskogo. Da jeg åbnede døren til dagligstuen, mødte der mig et syn af den anden verden: et nydeligt dækket bord med ren dug og vinglas, hjortene placeret i de forskellige sofaer i deres fineste puds, og et hav af blomster. Min københavnske porcelænsvase fuld af ca. tredive store pragtfulde røde tulipaner, og en stor kurv fuld af hyacinter. Det var til mig, sagde hjortene. Der var kort med. Ja, ganske rigtigt, det var fra en dansker, jeg kender ganske flygtigt fra gesandtskabet, en hr. Dolmer, som jeg nu og da har hjulpet i embedes medfør. Han blev såmænd helt overvældet, da jeg takkede ham, og fortalte, hvor henrykte vi havde været for dem. Hvis han havde vidst, hvor glad jeg var for blomster, skulle han rigtig nok have sendt nogen for længe siden, og nu ville han da sende mig nogen til påske. Det er såmænd heller ikke de værste, han kan sende blomster til, hjortene, for vi glæder os over dem hver time på dagen, når vi er hjemme. Det var en rigtig festmiddag, kan I forstå. Hjortene var vilde over at få kalvekoteletter. Det var noget de ikke har smagt siden de var i Danmark. Det er jo kun mig, der før har været så heldig at blive trakteret med et par stykker af Axel. De afmærkede alle tre på kalenderen denne bemærkelsesværdige dag. Oven på denne fuldendte aften fulgte en meget urolig nat. Ved
499 Faraos Datter, russisk ballet, uropført 1862 i St. Petersborg. Koreografi af Marius Petipa. 500 Blinis: små, runde pandekager af boghvedemel, overhældt med smør og serveret med syrnet fløde. 182 et-tiden blev jeg vækket ved nogle underlige dumpe lyde: bang, bang, bang. Først troede jeg at der blev hamret på vores dør, men så gik det op for mig, at det måtte være maskingeværer. I et sving var jeg ude af sengen. ”Andersen, Haagensen, maskingeværer” i en fart hen, og lukke vinduet op. Idet jeg åbnede det, en salve af den anden verden. Så lod jeg gardinet falde, og for midt ind i stuen. Vi forsamledes alle fire i mit værelse. Det lød grangiveligt som om der blev skudt på ambassaden. Det forekom os at der stod maskingeværer i gården, og at der blev skudt lige op af muren til vores vinduer, men hvorfor? Det var umuligt at regne ud. Uhyggeligt var det i alt fald, og så underligt at der slet ingen svarskud var. Pludselig blev alt stille igen, og vi gik i seng. Ca. en time gik, jeg var lige faldet i søvn, så igen en salve af den anden verden, en snes af disse knastørre hurtigt på hinanden følgende knald. Sådan blev det ved hele natten til ved seks tiden om morgenen. Vi følte os dødtrætte, da vi stod op, og var jo meget spændte på, hvad det vel kunne være. Ved I så, hvad det var? Det var blot den røde garde, der havde overrasket nogle røvere i at plyndre et hus her i Mokhovaya, en gade der går vinkelret ned på ambassaden. Det ligner russerne at lave stor panik ud af småting. Trække rundt med maskingeværer i gaderne, og skyde her og der i alle retninger, med fare for at såre aldeles uskyldige mennesker. Det kan de være med til, men forsvare deres land, nej, det gider de ikke. Fredag, den 12. april var Axel og jeg en tur på Loppetorvet, hvor vi beså en masse interessante ting, og købte lidt hist og her. Bagefter middag på Medvjed. Om søndagen gav Axel afskedsmiddag hjemme hos os selv, og det var en middag, der havde vasket sig. Han havde selv købt ind til den hele. Først zakuska (koldt bord): kaviar, stør, laks, sardiner, en lækker fisk der ligner kaviar, men blot er endnu mere lækker, ost, friske agurker, dertil vodka, så kalvekoteletter en masse, med kartofler, ærter, nye gulerødder og agurkesalat. Til dessert, henkogte frugter, og ja, besvim nu ikke, jordbær, hertil madeira. Til slut, kaffe med cigaretter. Hvis det ikke var en hjortemiddag, så ved jeg ikke, hvad det var. Vi spiste efter en større målestok, og morede os storartet. Vi havde klædt os ud i dragter, og var mere end henrykte over at vi ikke var i stort selskab, og havde en eller anden kedelig herre til bords, vi skulle underholde. Vi er blevet forfærdelige i den retning at vi ikke gider have noget med nogen at gøre. Vi befinder os bedst og morer os bedst, når vi er alene. Søndag var det vidunderligt vejr, solskin og blå himmel, mildt og blidt, rigtigt forårsvejr. Om eftermiddagen var Axel og jeg en dejlig køretur ud på Øerne, den første køretur derud i år med den lækreste isvostjik af verden. Hvor den hest kunne løbe tjep. Der lå masser af sne derude endnu, så vi kunne ikke komme helt ud til spidsen, det var lidt for tidligt. Hvor er en isvostjik dog et herligt køretøj, fiks og let, og sikken man sidder i den. Man vil komme til at savne dem vældigt, når man engang rejser herfra. Mandag var det jo kurerdag. Axel skulle rejse. Jeg sørgede for at gøre mig færdig ved fire tiden, så vi sammen kunne spise middag på Medvjed. Ved seks tiden var vi tilbage igen på gesandtskabet, hvor hjort Andersen og hjort Haagensen ventede os. De ville med ud på Warszawa banegården for at se, hvordan det gik til. Så startede vi fra gesandtskabet i tre isvostjikker, en fyldt med bagage. Axel var kurer til Berlin. Foruden ham rejste der en kurer Nissen med kone og barn, til København, og legationssekretær Holler, der for resten efter mange stridigheder er blevet smidt ud gesandtskabet i Chaykovskogo, af kammerherren slet og ret smidt ud.501 Diplomaternes blod kan altså også en gang imellem komme i kog. Det var jo med invalidetog, de skulle rejse, så det kunne jo have lange udsigter, inden de kom af sted. Det hed sig at toget skulle gå kl. otte
501 Georg Holler til Erik Scavenius, 27. marts 1918: ”Hr. udenrigsminister. I går har kammerherre Scavenius meddelt mig følgende: Jeg har nu fra UM modtaget Deres mærkværdige skrivelser, der viser at De har uddrevet udstrakt spionage her på gesandtskabet, benyttet indholdet af private breve (tillige faldt en bemærkning om det strafbare efter loven) samt misbrugt personalets arbejdskraft. Herefter forbyder jeg Dem oftere at vise Dem her på ambassaden. De må straks tage Deres private sager og gå!”. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). 183
Axel for ham. Desuden var der en dansk læge, en dr. Pedersen502 derude, der også har en hel del med det at gøre, og som i alt fald har udmærkede forbindelser på de vigtige steder. Ham er jeg vældig gode venner med, og jeg satte også ham i bevægelse for at skaffe vores kurerer ordentlige pladser. Ved otte tiden sagde vi farvel, og tog hjem. Jeg knagfrøs på hjemturen langs Fontankaen, da jeg havde smidt min pels, og kun var i spadseredragt. Trætte var vi efter en større målestok, da vi endelig nåede hjem, og så måtte vi endda klæde os om, og gå til selskab hos frk. Munck. Det var hendes fødselsdag. Det var i alt fald et gode at vi ikke skulle udenfor ambassaden. Vi havde det for resten rigtigt hyggeligt med musik og sang, og dansede også lidt. Der var blandt andet et par østrigske officerer med, der var meget elskværdige. Traktementet var nydeligt: skåret smørrebrød, te, æblepirok og kompot. Vi kom først op til os selv ved to tiden. Den næste dag fik jeg at vide at alle de svenske kurerer kl. et om natten var blevet hevet ud af toget, da deres pas ikke var helt i orden. De skulle have kørt på fjerde klasse, i kreaturvogne, på træhylder sammen med invaliderne, hvorimod vores kurerer havde fået en nydelig anden klasses kupé. Jeg glædede mig, og gned mig i hænderne. Når vi nu blot snart måtte få at vide at Axel var nået vel hjem, men det varer vel noget endnu, da telegrafen jo stadig er afbrudt. Det er meget ubehageligt at sidde her uden telegrafforbindelse med omverdenen. Det er nu i over fjorten dage, det har varet. Jeg er ikke langt fra at misunde Axel alle hans interessante rejser i den sidste tid. Det bliver spændende at høre noget om denne tur gennem Tyskland. Tirsdag var vi atter ude, og kom igen ikke hjem før ved to tiden. Vi var alle tre hos en af Brochs venner, Kjeldsen, ham, der har lejet det lille palæ, jeg omtalte i et foregående brev, og hvor Broch boede i nogen tid, mens han selv var hjemme i Danmark. Han hentede os i automobil, og vi suste derud på fem minutter. Det var et værre abeselskab. Der går vi aldrig mere. Blandt gæsterne var også Emils svoger503 med kone. Vi skrupkedede os, og vi var enige om at det var de mest tarvelige mennesker, vi nogensinde havde været sammen med. Kjeldsen kørte os hjem igen om aftenen. Han har egen automobil, en stor lækker en, og tilladelse til at køre med, hvilket for øjeblikket er meget svært at opnå. Man ser meget fra automobiler, og det er såmænd ikke behageligt at køre med dem, da man ofte bliver standset af bevæbnede soldater, der afkræver en ens papirer. Kjeldsen kører udmærket, men aldeles vildt. Bilen fløj af sted med os. Midt på Kamennoostrovskij ville nogle soldater standse os. De strakte bøsserne frem, og råbte, at vi skulle holde, men til trods for chaufførens højlydte protest (chaufføren sad ved siden af Kjeldsen) kørte han dog videre i samme vanvittige fart. Smith var ude af sig selv af skræk, og jeg må sige, at jeg også syntes, det var meget letsindigt af Kjeldsen. Soldaterne kunne lige så godt have givet sig til at skyde. Torsdag aften havde vi frk. Munck og frk. Uldall til afskeds te. De rejser også nu omkring den 1. maj.504 Desuden to frøkner Koch, der arbejder her på kontoret. Ualmindeligt tiltalende og intelligente belgiske undersåtter. Fredag kørte Kjeldsen mig hjem i automobil, først en tur op af Nevskij, og så hjem ad Liteinij, men nu er jeg færdig med at køre med ham. Jeg bliver ganske nervøs af det. Samme nat havde han også det uheld at vælte, da han efter at have haft et selskab, der trak ud til ved fire tiden om morgenen, kørte sine gæster hjem. Hr. og fru Lukovitj var med. Hr. Lukovitj brækkede den ene arm, og fru Lukovitj blev sådan tilredt, uden dog at brække noget nogen steder, at hun fik blodudtrædninger over hele kroppen. Hun ligger endnu med feber. Fredag aften var vi til Greven af Luxemburg,505 noget værre skidt, ganske dilettantisk opført. Det eneste lyspunkt var at hovedrollerne blev sunget af Popova506 (verdens vidunderligste Butterfly), og Potemkovski,507 to af de mest
502 Anton Pedersen (f. 1885). I 1916 fungerede han i Russisk Røde Kors som frontlæge. Han blev ansat ved DRK i oktober 1916, og rejste som DRK delegeret med baroninde von Huszár til Sibirien. I 1917 og 1918 var han som DRK delegeret medlem af en international lægekommission i St. Petersborg. Den Danske Lægestand 1925, 615. DRKs halvårsrapport, april til november 1918 (Camillo Martiny). RA: DRK, Moskva-kontoret. Breve og papirer vedr. DRKs praktiske virksomhed i Rusland 1918-1919, (lbn. 9). 503 Emil Preben-Hansen blev gift den 14. januar 1914, med Elisabeth Jørgensen (f. 16. april 1888). Elisabeth Jørgensen havde syv søskende, hvoraf fem brødre. Svogeren er således en af de fem brødre. 504 Den 13. maj 1918 rejste Camilla Munck og Dorette Uldall fra St. Petersborg i selskab med Jacob Garde og pastor Jakob Olrik. Uldall beskrev rejsen St. Petersborg til København, over Pskov, østfronten, Berlin. Dorette Uldall, Springforbi, 21. juli 1918, til Viggo Christian Hansen (03 515). 505 Der Graf von Luxemburg, operette af Franz Léhar, uropført 1909 i Wien. 506 Popova. 184 fremragende kræfter fra Mariinskij operaen, men de to pæne ordentlige mennesker passede aldeles ikke mellem de andre gøglere. Lørdag havde jeg desværre sådan en hovedpine at jeg måtte blive hjemme. Jeg var stået op havde klædt mig på og det hele, men blev nødt til at krybe i seng igen. Jeg var meget ked af det, da jeg vidste, at der var meget arbejde på gesandtskabet, og da jeg ventede Kaarsbergs508 den dag. Jeg havde fået telegram fra Emil om at de var afrejst. Ved en fejl i vort telegram herfra havde de forstået, at de kunne afrejse her fra Petrograd, den 21. april, hvorimod det først var den 29. april, altså en uge senere end de troede. Jeg opdagede først fejlen, da jeg modtog Emils telegram, og blev jo meget bestyrtet over at de kom herind allerede. Jeg ville gerne have sparet dem for at være herinde alt for længe. Nu er jeg imidlertid lidt beroliget, da det viser sig at de ikke behøver at bo på hotel, men at de bor i en lejlighed, der står til de ingeniørers disposition, der er ansat hos Christiani og Nielsen.509 Der er også en pige, som laver mad til dem, og det hele. Jeg bad Smith ringe op til legationen, at jeg ikke kom, og lod sige at hvis Kaarsbergs kom derop, skulle de blot lade dem gå herned. Det var et særligt slemt anfald af hovedpine, men da Kaarsbergs kom ved fire tiden, var dog det værste overstået, og jeg stod op og serverede te for dem. De er vældig tiltalende og elskværdige begge to. På legationen have der været vældig travlhed. Vor kabinetskurer, grev Scheel, var kommet med masser af post.510 Ved tre tiden kom hjortenes post herned, men min post var meget mager, kun et brev fra Otto. Jeg kan jo ikke nægte at jeg var lidt skuffet over at der ikke var noget hjemmefra. Sammen med grev Scheel var Meyer kommet, og han havde altså også haft noget post med, for næste formiddag kom Magdalene ind med en hel del breve til os, som Meyer havde givet hende, deriblandt brev fra dig, og brev fra Bitten. Endnu engang tak for begge dele. Du kan tro, jeg blev glad. Søndag aften var vi til ballet i Mariinskij: Korsaren, bygget over Byrons digt af samme navn.511 Karsavina dansede. Dermed er næsten alt sagt. Hun har været dårlig i længere tid. Det var første gang, hun dansede igen efter sin sygdom. Fuldt hus. Feststemning over det hele. Det var også første gang, Korsaren opførtes her i Petrograd, og det var ødslet med udstyr. Iscenesættelsen var aldeles pragtfuld, dragterne vidunderlige. I sidste akt var der et skib, der gik under. Det var så naturtro lavet at man sad med en angst over sig for de menneskers skæbne, der var om bord. Det er den mest glimrende iscenesættelse jeg nogensinde har set. Karsavina var mere skøn end nogensinde, og dansede overjordisk dejligt. Folk var vilde. Det var i det hele taget en meget interessant aften. Blandt publikum opdagede vi en masse af både ballettens og operaens stjerner, for eksempel Smirnova, og af sangere, Popova og hendes mand Karakasch,512 der også er en førstekraft. Vi fulgte dem som skygger. Jeg er aldeles betaget af Popova. Hun er noget af det yndigste, man kan tænke sig. Alt i alt en vidunderlig aften. Mandag, kurerdag. Måtte gå uden mad på kontoret, da vi ingen brød havde. Kom hjem til middag, dødsulten. Menuen: hestesuppe, efterfulgt af hestekød i sauce. Suppen udsendte en sådan stank i køkkenet, at jeg straks var klar over at kødet var råddent. Jeg prøvede en mundfuld, men så gik også det hele i vasken. Efterretten prøvede jeg ikke engang. Jeg havde fået nok. Nu havde vi heldigvis fået brød, så i stedet for spiste jeg et par stykker smørrebrød, og drak en kop kakao. Vi er blevet enige om herefter at sige det kød af. Det er jo ligefrem sundhedsfarligt. I den sidste tid har vi ellers haft ganske godt med brød, idet vi
507 Potemkovski. 508 Hakon Kaarsberg (f. 1888). Kaarsberg var ingeniør med eksamen 1913. I marts 1916 til november 1918 var han ansat ved Christiani og Nielsen, og arbejdede indtil maj 1918 i Rybinsk i Rusland. DI 1930, 353. 509 Christiani og Nielsen. 510 Scheels kurerrejser, april og maj 1918, gik over Berlin, østfronten, Pskov. UM til Scheel, 6. april 1918: “Bekræftende UMs telegram sålydende: “De bedes være rejseklar i slutningen af kommende uge til kurerrejse over østfronten til Petrograd” [...] skal jeg tillade mig at meddele Dem, at der nu er åbnet kurerforbindelse over Berlin, østfronten, Pskov, Petrograd”. ”Diplomatisk pas for Carl Boswell Christoffer Greve Scheel, fast diplomatisk kurer i UMs tjeneste, der agter at rejse til Tyskland, Rusland, og tilbage medbringende brevskaber fra UM til de kongelige danske gesandtskaber i Berlin og Petrograd, 12. april 1918”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7c, (lbn. 3-254). 511 Le Corsaire (Piraten), ballet i tre akter, uropført 1856 i Paris. Librettoen er baseret på digtet ”Korsaren” af George Gordon Lord Byron, 1788-1824. Esther har formentligt set den version koreograferet 1899 af Marius Petipa. 512 Mikhail Karakasch, russisk baryton. 185 hver dag har fået to pund krigsfangebrød, det vil sige brød, som krigsfanger her på ambassaden selv bager.513 Vi har allerede flere gange bedt om regning på det, men stadig ikke fået den. Så endelig langt om længe fik vi den i mandags. Vi var lige ved at besvime. Over tre rubler per pund for brødet for godt fjorten dage. En regning for brød på et hundrede og nogle og fyrretyve rubler. Er det ikke forfærdeligt? Kartofler har vi ingen af, har ikke haft nogen de sidste fjorten dage, og de er ikke til at opdrive. Det er svært at undvære. Jeg forstår ikke, hvad Smith og jeg skal leve af den sidste måned. Konserves er heller ikke til at få. Smith var ude i går for at købe nogle ærter og bønner. Hun fik kun efter meget besvær to, siger og skriver: to dåser. Kalvekød er så at sige ikke til at opdrive nu, selvom man vil betale høje priser. Jeg var forgæves rundt forleden for at få noget. Til sidst ringede jeg i min fortvivlelse til min store tykke elev fra Rybinsk, frk. Talberg. Den familie plejer altid at kunne få fat i alt muligt. Jo, hendes mor skulle gøre, hvad hun kunne, men endnu er det da ikke lykkedes. Jeg har ringet til dem flere gange, og hørt ad. Vi ville nemlig gerne have noget kalvekød til på søndag til afskedsmiddagen for hjort Andersen og hjort Haagensen. Jeg ved ikke om du kan huske at jeg første gang, jeg rejste herover, fulgtes med en grosserer Brinkmann, en lille tyk fornøjelig en. Han kom hertil forleden fra Sibirien, hvor han har tilbragt vinteren. Om en otte, fjorten dage rejser han hjem til Danmark. Han forærede mig to pund smør, og et dejligt stykke flæsk. Vild jubel blandt hjortene. Vi har ikke set smør i fjorten dage, har måttet spise tørt brød, og det er nu ikke spændende i længden, især når man ikke har noget andet at komme på. Søndag, den 28. april. Om onsdagen fik jeg lidt af den proviant grev Scheel havde haft med fra Danmark, lidt abrikoser, lidt gryn, lidt sukker og en dåse leverpostej, hvilket sidste Smith og jeg gemmer til den russiske påske, for dog at have lidt. Jeg har gjort mig overmenneskelige anstrengelser for at få fat i et par pund smør til samme lejlighed, og håber at det lykkes mig. Torsdag havde vi travlt med at sende kurer af sted. Om aftenen var Kaarsbergs her til te. Hjortene var meget begejstrede for dem, men de er nu også ualmindelig tiltalende. Om fredagen spiste jeg middag ude hos Kaarsbergs. En dejlig almindelig hjemlig middag, og det var så vidunderligt ikke at have hørt tale om den i forvejen, og ikke selv at have været ude og kapre noget af tilbehøret. Bagefter var vi i cirkus. De tre andre hjorte var inviterede med, men hjort Haagensen var bedt ud et andet sted, så kun de to af dem kunne. Vi morede os rigtig udmærket. Om torsdagen viste Nordlien sig igen på kontoret efter at have været dårlig i over tre uger. Han så sløj ud. Fredag udeblev han atter og i går lørdag var han der heller ikke. Han skulle såmænd hellere tage hjem på ferie. Det har lægen også rådet ham til. Han kan jo slet ikke tåle klimaet. Nu i forårstiden er det jo også særligt vanskeligt. I går lørdag var jeg til frokost hos Brinkmann, henne på hans kontor. Han bor på hotel l’ Europe, men spiser altid hos sig selv. Han har også haft så mange dejlige ting med fra Sibirien, så det står han sig bedre ved. Hos ham er der hverken mangel på smør eller brød. Brød, der var fjorten dage gammelt, fik jeg, og det smagte vidunderligt, og lækre blødkogte æg. Herligt! Jeg så en masse morsomme ting, han havde haft med fra Sibirien, og handlede med ham om nogle hermelinskind. Jeg køber vistnok en snes stykker af ham. Om aftenen var vi til kirkekoncert. Det var rigtig godt, men ikke noget særligt. I
513 Scavenius til UM, 27. marts/14. marts 1918. RA: UM, jr. nr. 3. G. 43b, (lbn. 3-223). Uddrag af avisartikel af Harald Scavenius om gesandtskabets arbejde for de østrigske fanger: “Da revolutionen kom, var det Trotskijs mening at alle de menige krigsfanger skulle være frie. Men heldigvis lykkedes det at overbevise ham om den uhyrlige elendighed, der ville blive følgen af at halvanden million mennesker pludseligt satte sig i bevægelse uden at der var sørget for noget som helst. Og der blev givet ordre til at de skulle forblive i lejrene. Alligevel strømmede en mængde krigsfanger til Moskva og Petrograd, og i løbet af et par dage udviklede der sig en forfærdelig nødstilstand. Der blev straks oprettet en asylsektion og en fødevaresektion, og gesandtskabet oprettede i Petrograd et bageri, som daglig fremstillede fire tusind pund brød. En særlig sektion fik den opgave at holde listerne over fangerne a jour, og disse lister blev hurtigt accepterede af russerne som det officielle grundlag for alt arbejde vedrørende fangerne. Fordelingen af de syge krigsfanger til hospitalerne tog gesandtskabet også i sin hånd og sørgede for kompletteringen af den ganske utilstrækkelige kost. Gesandtskabet overtog selv seks større hospitaler. Et mægtigt og besværligt arbejde var transporten af syge og invaliderne, som ifølge overenskomst blev udvekslede. Gesandtskabet var i mange måneder de virkeligt ledende på Warszawa banegården, arrangerede transporterne, oprettede fødevaredepoter og hospitaler ved banegårdene. Med hver transport fulgte en delegeret, og ofte kunne fangernes liv på de ugelange rejser være afhængige af de delegeredes snarrådighed. Efter Brest Litovsk freden kom en østrig-ungarsk krigsfangemission til Rusland, men efter at tjekkoslovakkerne havde rejst sig mod bolsjevikkerne, måtte det danske gesandtskab igen tage affære i Ural og Sibirien, hvor dets delegerede i øvrigt stadig fungerer. Før sin afrejse i december 1918 kom gesandtskabet endnu en gang at overtage den samlede krigsfangeforsorg i Rusland”. 186 nat har jeg haft den mest nederdrægtige mavepine hele natten igennem. Af hvad forstår jeg ikke. Følgelig stod jeg ikke op før ved et-tiden i dag, og mavesmerterne er såmænd ikke gået over endnu, men kommer nu og da igen med mellemrum. Nå, det går jo nok over til morgen. Vi har ellers haft en helt igennem rolig dag, rigtig en hviledag. Det har regnet det meste af dagen, rigtig øset ned. Ellers har det i de sidste par dage været det mest vidunderlige vejr af verden, solskin, blå himmel, og vældig varmt. Man får allerede en forsmag på sommerens rædsler ved alt det støv og snavs, der hvirvles op i ens næse, mund og øjne, så snart man viser sig på gaden. Nevaen er skøn i øjeblikket, stor og svulmende. Spiret på Peter-Paul funkler som var det nypudset, og den blå emalje på den tyrkiske moske fryder mit øje på mine ture frem og tilbage til gesandtskabet. Træerne i Sommerhaven vil snart springe ud. Det er lyst til langt ud på aftenen. Nu nærmer sig den skønneste tid i Petrograd. Hjortene og Kaarsbergs kommer alligevel ikke af sted i morgen mandag, ikke før torsdag den 2. maj. Vi har haft så meget vrøvl på gesandtskabet de sidste par dage angående kurererne, så jeg har været lige ved at gå ud af mit gode skind. Tyskerne gør knuder, og russerne gør knuder. Det er ganske fortvivlende. Med grev Scheel var der en skrivelse fra Berlin om at de ikke ville finde sig i, at vi sendte så mange kurerer af sted. Vi sendte nemlig fire om ugen for at skaffe folk ud. Samtidig erklærede russerne, at de kun ville visere et kurerpas om ugen. Så sad vi jo kønt i det med en liste så lang som syv onde år på folk, hvem det var lovet at komme af sted som kurerer. De var nær ved at slå os ihjel, da vi sagde til dem, at det hele nu var skudt ud. Jeg håbede til det sidste alligevel at få Kaarsbergs af sted i morgen, men det viste sig at være umuligt. Kammerherren ville have at grev Scheel skulle rejse. Han er jo nemlig kabinetskurer, og skal tilbage hurtigst muligt, og har allerede siddet her en uge, og han var lige ved at slå mig ihjel, da jeg forsøgte at få ham til at lade Kaarsbergs rejse. Når blot de nu kommer af sted på torsdag. Deres kurerpas har kammerherren skrevet under, og jeg håber at vi kan få russerne til at makke ret, men jeg er ikke rolig før de er af sted. Kommer de ikke af sted torsdag, må de vente til næste mandag, og det er jo ikke morsomt. Jeg har i alt fald gjort, hvad jeg kan, og er meget ked af hvis de skal blive siddende her alt for længe. Hjortene kommer som sagt først af sted torsdag, da der slet ikke var plads til dem i toget i morgen. I hvert invalidetog er der nemlig kun reserveret ti pladser for udlændinge, og det er jo ikke meget. Når Smith og jeg er sammen, taler vi kun om vores hjemrejse. Vi bliver aldeles vilde af glæde, når vi skal af sted. I tankerne har vi foretaget denne rejse tusind af gange. I den sidste tid altid over Berlin, hvor vi tænkte os at blive et par dage. Fra Berlin ville vi så sende telegram hjem om når vi kom med svar betalt at både I og Smiths familie kunne svare os tilbage, at I havde fået telegrammet, og at I var klare over, når vi kom. En aften blev vi nemlig aldeles lammede ved tanken om at I måske ikke fik vores telegram, og at der så ingen, var til at tage imod os, når vi kom kørende ind på banegården. Blege så vi på hinanden. ”Ja, så må vi tage tilbage til Vordingborg”, sagde Smith, ”og derfra telefonere, at vi kommer”, hvilket jeg selvfølgelig var fuldstændig enig med hende om. Mandag, den 29. april/16. april. Ja, vi fik ingen afskedsmiddag i går, da frk. Talberg ikke havde kunnet skaffe kød. Når den familie ikke kan skaffe noget, ved jeg i det hele taget ikke, hvor der er noget at få. Alt er i oprydningens tegn. Hjortene pakker, og nu skal Smith og jeg også til det, for samtidigt med at de andre rejser på torsdag, bliver vi smidt ud af lejligheden, Cramers nyligste venlighed mod os. Vi har lige i dette øjeblik fået det at vide, men mere derom i næste brev. I får jo nok besøg af Andersen og Haagensen, inden ret længe, skønt jeg hellere ville have at de ventede med at gæste Christian Winthersvej til jeg selv kom, men Andersen er ikke til at holde tilbage. Hun vil ud og hilse på dig, og gøre dit bekendtskab, så det må jeg jo finde mig i. Hvad te angår, så er det lige så vanvittigt svært at få fat i som alt andet, men måske jeg alligevel kan hamstre i alt fald et par pund. Jeg har jo ret gode forbindelser, så en to, tre pund kan I godt gøre regning for, måske mere. Nu blot de kærligste hilsener til alle, flest til dig og far fra Esther. Kære mor, i hast. Du vil nok som sædvanlig sætte de manglende ord og kommaer til. Esther.
#Resume: om hjemve. Esther afventer sin sommerferie i Danmark. Levnedsmiddelforsyninger fra Rybinsk.
187
<96> Petrograd, 9. maj 1918 Min egen kære lille mor, tak for dit sidste brev (27. april). Jeg fik det i forgårs. Det var så dejligt at høre fra dig igen, så jeg slet ikke kan sige dig det. Blot kom jeg til at længes endnu mere hjem end jeg gjorde i forvejen, og det var ellers ikke så lidt, for det har så at sige været det eneste, mine tanker har drejet sig om i den sidste tid. Hver eneste nat drømmer jeg, at jeg er hjemme, eller på vej hjem. Hver eneste morgen vågner jeg med den tanke: hjem, hjem, nu skal du snart hjem. Hver eneste aften går jeg i seng, og sover ind med den samme tanke: hjem, hjem, nu skal du snart hjem. På kontoret griber jeg mig selv i at sidde og stirre frem for mig, mens det inden i min hjerne siger: hjem, hjem, nu skal du snart hjem. Ak! Hvor jeg dog længes. Jeg har aldrig tænkt mig, man kunne længes sådan. Det kan slet ikke udtrykkes. Jeg tror slet ikke, I kan forstå, hvor meget jeg længes. Nej, for det er nemlig ikke til at forstå. Jeg kan ikke forstå det selv. Det kneb jo lidt for Smith og mig, da de andre hjorte forlod os, men da vi jo er hjorte, gjorde vi os anstrengelser for ikke at hænge med hovedet. Jeg har dit og fars billede stående her foran mig. Ja, det er forfærdeligt flovt at måtte indrømme, men nu sidder hjorten, og græder. Nå, hjort, tag dig nu sammen. Det passer sig ikke, men lille mor, du ved ikke, hvor jeg længes. Nej, længere end til den 1. juni kan jeg ikke blive her. Jeg satte helst kursen hjem den dag i morgen. Jeg har ikke spor af ro på mig nu. Jeg er nemlig blevet lidt nervøs ved dit brev. Far har det jo bedre, ikke? Og hvordan er det med Lis? Tanken på Lis piner mig sådan. Er hun rejst alene til Skagen? Blot jeg dog kunne være med hende. Den sidste tid her bliver lidt besværlig at komme igennem, og så er her så meget arbejde, og så kan jeg slet ikke samle mig til det. Smith har forsøgt at blive løst til den 1. juni, men Cramer vil ikke til trods for at hun tilbringer det meste af dagen med at læse romaner, og der ikke er spor at bestille. Det er altså blot, fordi han nu en gang ikke vil vise sig imødekommende. Smith forsøgte i går efter at vi havde fået posten fra Danmark at sætte det igennem, men det eneste hun fik ud af det, var at hun fik lov til at rejse herfra den 22. juni. Ja, og så længe kan jeg ikke vente. Det vil være mig ganske umuligt. Vidste jeg blot at I alle var raske? Ja, så skulle jeg nok tage det hjorteagtigt, men som det er nu, ja, så må jeg hjem snarest muligt. Før får jeg ingen ro. Det er også Smiths egen skyld at hun er blevet ved med at trække det ud. Jeg har hele tiden sagt til hende: ”Så Smith, sig nu op”, men nu er det jo blevet over den 1. maj, og så har hun jo ingen ret til at sige op til den 1. juni, og desuden har hun også hele tiden gået og sagt: ”Jeg er villig til at blive til den 1. juli”. Og hun er heller ikke spor af ked af det, men synes tværtimod absolut, at jeg skal rejse. Skal frk. Hansen tænke på at have ferie, bliver det jo også lidt sent for hende, hvis jeg først rejser hjem til juli, og det er mig nu også komplet umuligt at blive herovre så længe. Jeg kan ikke. Forleden, da jeg ganske tilfældig til Nordlien sådan en passant nævnte ferie, sagde han: ”Ja, nu får vi se”. Om han dermed mener at der kan være tale om i det hele taget ingen ferie at give, det ved jeg ikke, og det tror jeg for resten heller ikke, men skulle det være tilfældet, så må jeg tage min afsked. At arbejde to år, to somre i Petrograd, uden ferie er umuligt, i alt fald for mit vedkommende. Frk. Hansen havde jo desuden også ferie sidste sommer, og da havde hun kun været ved gesandtskabet i et halvt år. Nå, alt det ordner sig forhåbentlig nok, når blot jeg kunne være rolig for jer alle mine kære hjemme, som jeg længes så meget efter. Du vil nok blive ved med at skrive til mig, lille mor, for før første uge ind i juni kommer jeg nu nok ikke af sted, og selvom det skulle ske at jeg virkelig kom af sted den 1. juni, så sender frk. Hansen straks mine breve retur. Vi må jo se at komme lidt på landet et eller andet sted, men hvor? Endelig et roligt sted, hvor der ingen landliggere er. Ikke på noget stort badehotel. Jeg gider ikke være sammen med andre mennesker, kun med dig og far, og Karen og Lis og Bitten. Kan vi ikke tage ud alle sammen, sammen? Ja, Gunnar og de tre yndige unger må selvfølgelig også gerne være med, og Tonne og Mette og Anna, men det er jo noget, der følger af sig selv. Dig og far vil jeg i alt fald være sammen med hele tiden, mens jeg er hjemme. Jeg vil sige jer, jeg vil være gerrig på hvert minut. Rusland er et land, der tager på en. Det vil sige, jeg har det såmænd udmærket. Hvis I tror at jeg er blevet mager, så må I skyndsomt tro om, for ellers bliver I skuffede. Jeg er blot lidt træt, men har jeg haft otte dages ferie sammen med alle jer, som jeg holder af, så er min træthed som blæst bort. Blot at se alle jeres kære ansigter på banegården vil virke på mig som en vidunderkur. Jeg tror, Rusland er et land, i hvilket man særligt kommer til at længes efter sit hjem, og alle der. Først i næste uge lader Smith og jeg os serumindsprøjte 188 mod tyfus og kolera. Det kan jo nemlig aldrig skade, og så er det for min part overstået til jeg skal herover igen. Hvad jeg har oplevet siden hjortenes afrejse må I vente med til næste gang. Det har været en meget interessant uge, den 1. maj og påsken. Vi har ikke lidt nød på det sidste. Det er strømmet ind til os med smør, mel og ost. I lørdags en stor kurv fra Rybinsk med ca. ti pund smør, tyve pund lækkert hvidt mel, en hel ost, og gær. Emil514 er nu morderlig betænksom og god. Af en af de delegerede fra Sibirien, der kom hertil i går, fik vi ligeledes smør og ost. Så I kan se, her er ingen smalle steder. Ved min side står en mægtig to punds æske chokolade, lige ankommet fra Danmark, en foræring til mig fra den sidst ankomne kurer, Kjærsgaard, ansat ved DRK. Vi har levet over forventning siden hjortenes afrejse. Te skal du ikke være bange for. Den skal jeg nok hamstre. Hamstre er noget jeg forstår, og er der noget land, man kan hamstre i, så er det Rusland. Jeg havde først tænkt mig, jeg kunne få en to, tre pund skrabet sammen ved at benytte vores kort, som vi endnu ikke har gjort brug af (tyve rubler pundet, vældig billigt, synes jeg), men nu har jeg fundet en bedre udvej, hvorved jeg mener at kunne fremskaffe, ja, fald nu ikke om, måske ti pund. Du skal dog ikke gøre sikker regning på mere end fem pund, da det er så kedeligt, hvis du skulle blive skuffet. Hjem skal jeg nok få det, selvfølgelig i forseglet kuffert. Kan jeg få mere, tager jeg mere. Jeg er morderlig glad over at der er noget bestemt, du har ytret ønske om. Ja, for selvfølgelig er det noget, jeg forærer huset, det vil sige, ti pund forærer jeg Christian Winthersvej, og kan jeg få mere skal det deles mellem Karen og Lis, hvis de bryder sig om det, men fortæl det endelig ikke til nogen, for så ender det med, at det bliver forpurret, og at hele planen går i lyset. Ved du, hvad jeg har i sinde også at hamstre? Sy garn. Det er nu en meget nem sag at hamstre, da fortovene på Nevskij er fulde af sælgere af alt muligt, og umuligt, deriblandt også sy garn. Er der andet, I ønsker, jeg skal hamstre, og som der er en chance for at jeg kan hamstre, så sig til. Jeg skal gøre mit bedste. Jeg har gjort en russers bekendtskab, der har for fire millioner rubler, varer liggende hos Illum af serge,515 og andre lækre uldne stoffer. Han har efter mange besværligheder fået pas visum til Danmark, sammen med sin kone. Da det er mig, der har ordnet det hele for ham, lader hun til at tro at det er min skyld, han har fået passet viseret, skønt jeg jo kun har liret telegrammerne af på maskine, og selvfølgelig ingen indflydelse har på UMs bestemmelser. Følgen er at han ikke ved, hvad ben, han skal stå på for at vise mig sin taknemmelighed. Han har sendt mig chokolade, og ja, det er noget af det mest vanvittige, jeg har været ude for, fem meter vidunderligt mørkeblåt serge. En prøve følger med. Jeg tænkte først, at manden måtte være gal, og at jeg måtte sende det tilbage, men hjortene sagde, at det kunne jeg ikke, og at det ville manden slet ikke kunne forstå, da han jo handlede med sådanne varer, og da tøjet var yndigt, og jeg, ja, det må jeg indrømme, ikke havde særlig stor lyst til at skille mig af med det, ja, så beholdt jeg det. Til påske fik jeg sendende en hel masse blomster fra en mand, der er gartner, så skulle jeg altså også sende dem tilbage? Nej, men det med tøjet, det er nu alligevel noget af det mest vanvittige, jeg har hørt, men dejligt er det. Men ved du, hvad der er det bedste af det hele? Det er at han har lovet, at jeg hos ham kan få lov at købe lige så meget tøj, jeg vil, når jeg kommer til København, og han har alle slags. Den er morderlig fin, ikke? Skal I altså have noget uldent tøj, så vent med at købe det til jeg kommer hjem, og jeg skal skaffe jer alt, hvad hjertet kan begære. Så, nu god nat. Får jeg tid, fortsætter jeg i morgen. De kærligste hilsener til alle, flest til dig og far. I tankerne er jeg allerede hjemme. Jeg længes, Esther. Vi er endnu ikke blevet smidt ud af vores lejlighed, da Cramer er rejst til Moskva, og rent har glemt det hele. Bliver det til alvor, at vi skal flytte, får vi hver sit værelse et andet sted i ambassaden med køkken. Jeg, et forfærdeligt et, men det er jo rasende ligegyldigt for så kort tid. Tak, fordi du varetager mine interesser så storartet. Jeg er dig mere end taknemmelig. Tænk, at du også huskede Sønder Niels. Det er nu også noget, som kun du kunne præstere. Tak! Men derom mere næste gang.
514 Gesandtskabets journal over indgående og udgående breve noterer for 10. juni/28. maj 1918: “Emil Hansen, Rybinsk. Osten modtaget”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 10), jr. nr. 3. A. 5, (lbn. 187). Emil har altså forsynet gesandtskabet, måske også gesandtskabslagret. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr. (2-0398), journal for ind- og udgåede breve. 1916-1925, private og institutioner, (lbn. 219). Dele af journalen 1917-1918 er skrevet med Esthers håndskrift. 515 Serge er et kvalitetsprodukt af uld. 189
#Resume: en kort hilsen til faren. Esther er bekymret for farens helbred. Hun har hjemve, og glæder sig til at komme hjem. Hun har atter nok at spise i St. Petersborg, har det godt og maner familien til ikke at ængstes.
<97> Petrograd, 9. maj 1918 Kære lille far, blot de kærligste hilsener med håbet om at du snart må være helt frisk igen. Jeg har været så forfærdelig ked af det, fordi mor skrev, du ikke havde været rigtig rask. Jeg længes sådan efter at komme hjem. Du ved ikke, hvor jeg glæder mig. For mig må du endelig ikke være ængstelig. Jeg har det såmænd udmærket, og nu har vi igen tilstrækkelig at spise, så den sidste måneds tid klarer vi sagtens. Havde blot alle det så godt som vi, var der ingen grund til at klage. Tak for dit sidste brev. Jeg er altid så glad, når jeg hører fra dig. Kærlig hilsen, og tak for alt, for alle de kærlige tanker, jeg ved, du daglig sender mig, Esther.
#Resume: en kort hilsen, grundet arbejdspres.
<98> Petrograd, 13. maj 1918 Kære lille mor, blot tusind kærlige hilsener til jer alle. Her er så meget at gøre at jeg ikke kan nå at få et ordentligt brev med i dag. Det kommer på torsdag. Broch er syg, og sengeliggende. Det skal jo heller ikke hjælpe på arbejdet. Jeg længes vældig efter at høre hjemmefra, men endnu har man jo ikke lov at klage, da det kun er knap en uge siden, vi havde kurer fra Danmark. Jeg håber, at både far og Lis er bedre. Jeg er stadig lidt nervøs for dem begge. Blot der dog endda var almindelig telegrafforbindelse, så man kunne telegrafere til hinanden. Før omkring den 15. juni kommer jeg antagelig ikke af sted herfra. Jeg rejste hellere herfra i dag end i morgen. I tankerne er jeg allerede hjemme. Esther. I må bære over med den mere end forfærdelige skrift, men jeg har haft så meget at gøre i dag, så jeg ikke er rigtig sikker på hånden.
#Resume: kommissionsbrev.
<99> Petrograd, 14. maj/1. maj 1918 Kære lille mor, ja, nu kommer jeg altså og besværer dig med kommissioner. Sagen er den, at der går vilde rygter om, at derhjemme er kommet klædekort. Det lyder jo ret håbløst. Nu har man siddet herovre i et år, hvor man hverken har kunnet få det ene, eller det andet, og når man så endelig engang kommer hjem, er det lige så galt. Ganske vist skrev jeg jo til dig i mit sidste brev om denne gode forbindelse, jeg havde, hvad klædevarer angår, men hvem ved, hvornår han kommer til Danmark. Vi har ganske vist viseret hans pas, men endnu er der jo ikke fri passage gennem Finland,516 og for russerne bliver der det vel hellere næppe foreløbig. Jeg bad Axel, da han rejste hjem, om at købe, eller foranledige købt til mig, tøj til en grå spadseredragt. Herrestof, sort og hvidt sammen, Peber og Salt, du kender det nok. Det er morderligt praktisk, nobelt og nydeligt. Jeg har altid så godt kunnet lide det, og for mig vil det jo være særlig praktisk at have, da jeg jo antagelig kommer til at rejse en hel del. Her i Petrograd vil det også gøre sig. Her er allerede så støvet at man er hel hvid af snavs, når man kommer hen på gesandtskabet om morgenen. Jeg går for tiden med min mørkeblå dragt, som jeg ellers har sparet morderlig på. Hvis jeg har haft den på en snes gange, er det vist højden. Jeg nænner ikke at gå alt for meget med den, så den er jo så god som ny. Det skærer mig i hjertet at se, hvor støvet den bliver i denne tid. Nu var tidspunktet, hvor man skulle have en grå dragt, men herefter kommer jeg til at gå på kontoret i min gamle grå nederdel, og min vindjakke, indtil jeg skal rejse, hvilket udsøgte kostume jeg også kommer til at rejse hjem i. På
516 Gesandtskabet Stockholm til UM, 2. maj 1918: “Den herværende finske legation har dags dato meddelt, at den ikke mere vil være i stand til at visere kurerpas, hvad enten det er kabinetskurer eller lejligheds kurerpas, for gennemrejse til Rusland, men kun for rejse til Finland, da general Mannerheim har udstedt forbud mod al passeren af den finske front, således at den herværende finske legation ej heller vil kunne forsøge indhentet speciel tilladelse til at visere kurerpas over Finland til Rusland”.
#Resume: kommissionsbrev.
<100> Petrograd, 16. maj/3. maj 1918 Kære lille mor, ja, foruden mit kommissionsbrev, når jeg også kun i dag at sende tusind kærlige hilsener til jer alle. Mere næste gang, forhåbentlig da. Jeg længes efter at høre hjemmefra, mere end jeg kan sige. Der ligger en pakke til afhentning i UM på dit navn. Indeni ligger det ovenomtalte kommissionsbrev. Hvis der er plads i kurersækken, kommer der to pakker. Den ene indeholder toogtyve hermelinsskind, som du nok vil overgive Otto, og bede ham sørge for bliver garvet skyndsomt, så de er færdige til jeg kommer hjem. Kommer de ikke med denne gang, sender jeg dem næste gang. Kærlig hilsen til alle, flest til dig og far fra Esther.
#Resume: om råddent kalvekød. Kurerpas til invalidetoget. Andersens og Haagensens afrejse fra Warszawa banegården. Første maj i St. Petersborg. Processioner i gaderne. Esther går ind i Vinterpaladset. Farven rød for
517 Polotno: bomuldsstof, damask. 192 arbejder og kejser. Påskenat til midnatsmesse i Opstandelseskatedralen. Midt i en skudveksling. En nat gennem St. Petersborg i isvostjik. Emil i St. Petersborg. Ny tid og gammel tid. Esther afventer nu sin afrejse til Danmark.
<101> Petrograd, 19. maj/6. maj 1918 Kære lille mor, ja, når jeg nu ser på min kalender, så er det såmænd så langt tilbage som til de sidste dage før hjortenes afrejse, at jeg ikke har skrevet noget ordentligt brev, men da jeg ved, at alt, hvad der foregår herovre, interesserer jer, vil jeg fortsætte, hvor jeg slap. Søndagen før hjortenes afrejse skulle vi have haft festmiddag med kalvekød, men da kalvekødet viste sig at være så råddent, at det forpestede hele lejligheden, måtte vi lade os nøje med stegt flæsk. Dette lækre kød havde vi givet enogfirs rubler for, men vi fik det heldigvis ordnet, så vi gav det tilbage, og fik vores penge igen. Mandag, den 29. april afrejste grev Scheel som kurer,518 og om tirsdagen skulle Kaarsbergs og hjortene ud og have deres pas viseret for at kunne komme med invalidetoget om torsdagen. Jeg skulle møde dem bagefter, og vi skulle ud og købe kniplinger sammen. De kom ikke til den fastsatte tid, og jeg anede straks uråd. Mine bange anelser blev snart bekræftede. Kommissæren havde samme dag fået ordre fra Smolnij Institut til kun at måtte visere kurerens pas til invalidetoget, og det endda kurerer uden familie, og til kun at måtte visere pas for en kurer til hvert invalidetog. Hjertet sank i livet på mig. Hvad var der mere at gøre? Kaarsbergs var ikke langt fra at blive lidt utålmodige, og jeg var forfærdelig ked af det på deres vegne, og hvis de skulle tro, at det var mangel på initiativ fra min side, at de nu atter blev standset. Jeg havde virkeligt kæmpet som en løve på at få dem af sted. Næste dag var det den 1. maj, og derefter russisk påske. Og der gik de rygter, at togene i den anledning måske helt ville blive indstillede i en uges tid, hvilket ikke ville undre nogen, der kender det mindste til de nuværende, mere end vanvittige, forhold herovre. De bestemte sig så alle fire til hellere at bryde over tværs og tage af sted samme aften. Først talte de om at vente til om onsdagen, men da var det jo den 1. maj, og i den anledning ventedes der stor panik. Vi skyndte os så tilbage til Millionnaja, hvor de andre ventede, mens jeg masede over til kammerherren, der var ovre og spise frokost for at spørge om Kaarsberg måtte rejse samme aften som kurer, i stedet for om torsdagen. Bevilliget, men kun et minimum af post med, hvis han skulle blive hængende fast et eller andet sted. Heldigvis havde Andersen og Haagensen pakket så vidt færdigt at der kun var rene bagateller tilbage at ordne. Ellers havde de heller ikke nået det. Haagensen styrtede straks hjem, og fik sat fart i Magdalene. Middage skulle de jo have inden afrejsen, og helst en lidt pæn middag. Andersen og Kaarsberg tog ud på Warszawa banegården for at høre, hvornår det ordinære tog gik. Fru Kaarsberg ventede på mig, mens jeg ordnede kurerposten, hvilket skete i flyvende fart, hvorefter vi sammen kørte til Chaykovskogo, hvor jeg blev sat af, mens hun kørte videre hjem til sig selv. Kl. var nu blevet halvfire
518 Gesandtskabet Stockholm til UM, 16. maj 1918: “Grev Scheel, 29. april”. RA: UM, jr. nr. 3. J. 7b, (lbn. 3-253). 519 Der er bevaret to medaljer i Esthers kasse: ”hjorteordenen”, en lille sølvmedalje af møntstørrelse. Forsiden afbilder en springende hjort. Bagsidetekst: ”Petrograd 1917-1918”. Medaljen er påklistret et flagbånd i tsar-Ruslands farver: hvidt, blåt, rødt. Esther skrev: ”Da det hele var overstået, gik de fire hjorte ind til en guldsmed i Petrograd, hvem de pålagde den opgave at forarbejde fire sølvmedaljer med hjortemotiv. De opbevarede siden hver sin medalje som deres bedste Petrograd-minde. I anledning af 193 have været lidt mere kunstneriske i udførelsen. De ser jo lidt bovlamme ud, men hvad, vi er nu engang i Rusland, og du kan ikke forlange mere i øjeblikket. Kaffen fik vi ikke tid til at nyde. Isvostjikken ventede allerede, tre i tallet. Vi havde nær aldrig fået plads til os selv, og al bagagen, og så af sted, ud af ambassaden, ad banegården til. Alle fire, selvfølgelig, med hjorteordnerne udenpå pelsen midt på brystet. Kl. seks
523 Hans Karl von Diebitsch, 1785-1831. 524 Legationen gesandtskabet. Esther i en senere korrigeret version. 525 Wilhelm Mirbach, 1871-1918, greve og tysk diplomat. Han blev myrdet af Yakov Blumkin. 195 forberedelser til flytning. Det var jo blevet betydet os, at vi skulle rykke ud i løbet af et par dage. Jeg pakkede alle mine bøger i kasser, som jeg flytter op i Millionnaja, når jeg nu snart rejser hjem. Fredag holdt vi kontoret lukket for publikum, men arbejdede selv, gik dog tidligt. Lige inden jeg skulle gå, kom der en postpakke til mig fra Rybinsk, tyve pund dejligt hvidt mel, ti pund smør, en ost, og gær, fra Emil, selvfølgelig. Han er nu morderlig betænksom. Altså var vi reddet fra at skulle suge på labben i påsken. Hele eftermiddagen tilbragte jeg med at stryge, og fik en forfærdelig masse af vejen. Jeg strøg lige til kl. ti
526 Carl Krebs, 1889-1971. 527 Trahtir: taverne, bodega, udskænkningssted. 528 Isvostjik er her brugt korrekt om ”kusken”. 529 Natjaj: drikkepenge ”til te”. 197 stemning, at det var mig umuligt at falde i søvn de første par timer. Det gør mig altså meget ondt at måtte indrømme, både overfor mig selv og for andre, at jeg er blevet en ualmindelig stor kryster, hvad jeg virkelig ikke har været før. Du kan stole på, det er sidste gang, jeg har kørt i isvostjik om aftenen alene. Den er der ingen, der skal få mig til at gå på mere. Søndag eftermiddag var jeg ude og se til Petersen. De bor ude af Øerne til, en forfærdelig rejse. Det var jeg heller ikke begejstret for, men det skulle jo overstås, nu har de inviteret mig så tit. Broch var heldigvis også derude, men han blev så dårlig, at han helt faldt sammen, fik kuldegysninger, rystede over hele kroppen, og var lige ved at besvime, så jeg måtte følge ham hjem. Derfra tog jeg selv hjem med sporvognen. Det var lidt influenza, men han er allerede rask igen, var på kontoret i forgårs. Onsdag formiddag stillede Emil på gesandtskabet.530 Han var kommet ind fra Rybinsk samme dag, og havde både frisk kød og smør med til os. Han havde haft meget mere med herind end han havde lov til, men han er nu engang ualmindelig god til at narre russerne, så det var lykkedes ham at smugle det ud fra Nikolajbanegården. Om aftenen var Smith og jeg til ballet med Danneskiold. Det var sidste gang, Karsavina dansede i år, og tænk hvor heldigt: Giselle, den bedste og mest betagende af alle balletterne. Vi havde netop ønsket vildt at se den endnu engang. Der er kun et ord om den: vidunderlig. Ja, og et til for resten: uforglemmelig. Torsdag rejste Danneskiold. Jeg tog kurerposten med hjem, da han jo spiste middag hos os. Det var ellers en af de bedste middage, vi længe har fået, dejlig mør oksesteg, det Emil havde haft med ind til os, med peberrod til. Torsdag morgen var jeg gået tidligt på kontoret, da jeg havde en del at skulle have af vejen. Jeg blev meget forundret over allerede at finde frk. Hansen der. Hvorfor var hun der? Jo, det var sommertid. Det havde stået i avisen om aftenen, at tiden skulle sættes halvanden time frem, en halv time efter Moskva tid, og en time sommertid. Kl. var altså nu ikke ni, men halv elleve
530 Emil Preben-Hansen er i St. Petersborg. 531 Den 20. juni 1918 rejste Isabella Smith, Esther Aksel-Hansen og Broch fra St. Petersborg til København over Finland. Gesandtskabet til Stockholm, 15. juni 1918: “Bedes meddele konsul Smith, Holbæk, og billedhugger Aksel Hansen, Christian Winthersvej 17, samt Broch, Tagensvej 44: Isa Smith, Esther Aksel-Hansen og Broch afrejser Petrograd, torsdag den 20. juni via Finland”. RA: Moskva og St. Petersborg, dipl. repr., journalsager (aflev. 1940/2, pk. 5), jr. nr. 3. B, (lbn. 182). 198
KILDER
Det Kongelige Bibliotek
Kort- og Billedafdelingen Håndskriftafdelingen Portrætregistranten
Katolsk historisk arkiv, København
Ordenskapitlet, Amalienborg
Rigsarkivet
DRK arkiv Gesandtskabsarkivet Konsulatsarkivet Private personarkiver UMs arkiv: gruppeordnede sager 1909-1945.
LITTERATUR
PERSONREGISTER 199
REJSESELSKABET, fødeår uddannelse ansættelsestitel ansøgning ansat 6. MAJ 1917 Frederik Rosenørn-Lehn 1867 (50 år) filosofikum viceminister udnævnt Peter Skov 1883 (34 år) jurist første legationssekretær udnævnt anden Georg Holler 1886 (31 år) cand.polit. udnævnt legationssekretær journalist Henning Kehler 1891 (26 år) magister attaché udnævnt (fransk) Richard Meyer 1874 (43 år) filosofikum sektionschef udnævnt C. Cramer bankfuldmægtig generalkonsul i Moskva udnævnt 3. maj magister Axel Linvald 1886 (31 år) arkivar udnævnt 30. april (historie) Knud Kelsted Henriksen 1891 (26 år) læge rejsende delegeret 30. april 2. maj William Sliben 1890 (27 år) cand.polit. sekretær 29. april Poul Rée 1891 (26 år) jurist sekretær 25. april 29. april jurist, Jacob Garde 1885 (32 år) sekretær 29. april sekondløjtnant Anton Bonde 1885 (32 år) farmaceut sekretær 20. april 30. april Frits Brøndal 1890 (27 år) bogholder sekretær 25. april 30. april Poul Ingholt 1894 (23 år) bankuddannet sekretær Aage Yorckston sekretær 3. maj Hermod Lannung 1895 (22 år) stud.jur. assistent 26. april 2. maj stud.mag. Viggo Henningsen assistent/kopist 23. april 2. maj (russisk) Hans Hartvig Seedorff 1892 (25 år) journalist assistent 30. april 2. maj Sven Netterstrøm 1896 (21 år) stud.polit. assistent 25. april 2. maj Gustav Rasmussen 1895 (22 år) stud.jur. assistent 27. april 3. maj Gerda Andersen 1892 (25 år) stenograf, UM kopist 30. april 2. maj Esther Aksel-Hansen 1891 (26 år) faglærer kopist 30. april 2. maj Ellen Haagensen 1896 (21 år) filosofikum kopist 26. april 30. april Dorette Uldall 1885 (32 år) arkivansat, UM kopist, arkivet 30. april
200
Kommissionsbreve 24 23. august/10. august 1917 54 11. december/28. november 1917 56 14. december/1. december 1917 70 24. januar/11. januar 1918 75 12. februar/30. januar 1918 77 16. februar 1918 79 18. februar/5. februar 1918 81 28. februar/15. februar 1918 85 7. marts 1918 99 14. maj/1. maj 1918 100 16. maj/3. maj 1918 Esthers breve 1917 oversat (i udvalg og forkortet) fra dansk til russisk af Ludmila Weil. Novoe literaturnoe obozrenie. Moskva 1993 (5), 334-61 (0869-6365) 4 18. maj 1917 11 29. juni/16. juni 1917 12 2. juli/19. juni 1917 15 19. juli/6. juli 1917 16 25. juli/12. juli 1917 17 27. juli/14. juli 1917 18 27. juli/14. juli 1917 19 3. august/21. juli 1917 20 10. august/28. juli 1917 22 17. august/4. august 1917 23 21. august/8. august 1917 30 11. september/29. august 1917 31 13. september/31. august 1917 32 22. september/9. september 1917 35 19. oktober/6. oktober 1917 36 23. oktober/10. oktober 1917 37 26. oktober/13. oktober 1917 38 29. oktober/16. oktober 1917 39 2. november/20. oktober 1917 40 6. november/24. oktober 1917 41 9. november/27. oktober 1917 42 13. november/31. oktober 1917 43 13. november/31. oktober 1917 44 14. november/1. november 1917 45 17. november/4. november 1917 46 21. november/8. november 1917 47 22. november/9. november 1917 50 30. november/17. november 1917 55 13. december/30. november 1917 56 14. december/1. december 1917 59 22. december/9. december 1917