Adam Oehlenschlæger
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Adam Oehlenschlæger PALNATOKE SFA-89 2016 ADAM OEHLENSCHLÅGER PALNATOKE SØRGESPIL I 5 AKTER MED 25 TEGNINGER AF LOUIS MOE KØBENHAVN CHR. ERICHSENS BØRNEBLADE 1930 (Kong Harald. Biskop Popo.) Popo. Hvor fryder det rnit Hjerte, ædle Herre! at finde eder ved de gamle Kræfter. Harald. Himlen ske Tak! min Sundhed fattes intet. Gid alt var i mit Rige sundt som jeg, saa skranted ej saa meget, som nu skranter. Popo. Det er en Barnesygdom. Ved I ej, de Børn, som kues under Væksten, trives med Tiden bedst? Den danske Kristendom end ligger som et nyfødt Barn i Vuggen; men lad den komme først til Kræfter, Herre! Harald. Naar den er kommen fuldelig til Kraft, da er min Krop længst faldet hen i Muld. Popo. Saa længe Verden staar, vil I erindres som Kristendommens første danske Konge. Harald. Hvo ved, om ej den nidske Efterslægt vil gøre selv mig dette Tilnavn stridigt? 169 Popo. Umuligt, Herre! Tidens høje Røst kun taler Sandheds Ord. Jeg forudser St. Harald eengang anraabt som en Helgen. Harald. I lover mer, Hr. Bisp! end I kan holde. Popo. Hvor var den Hersker, der med Kraft, som 1, den gode Sag har vældig understøttet? Hos Harald Klak, hos Gorm hin Rige, Frode beundres ene kan den gode Villie, Kong Erik lod sig døbe, det er sandt, han var Ansgar en Ven, han bygte Slesvig den Kirke, hvor I satte mig til Bisp; men ak! han faldt, som St. Sebastian, for Hedningernes Pil. Først eder blev det givet heldigt at stadfæste Troen, og derfor mer end hine Kongers Navne, end Ebbos, end Ansgarii, Rimberti, end Adalgars, end Unnis, Adeldags1), vil eders, fromme Harald! funkle frem højt over Kristendommens Helte, Harald. Hvad bringer I fra Bisp Libents i Hamborg? Popo. Først mange kraftige Velsignelser, velmente Raad og faderlige Bønner. Harald. Jeg har endnu en Slump tilovers af den Skok, han sendte mig med sidste Hilsen, og trænger ej saa snart igen. Hvad mere? Spring over alt det andet, Præst! og lad os komme til det vigtigste: Hvad siger mig Kejser Otho ved din Ærkebisp? Popo. Den store Kejser har med Velbehag fornummet eders Iver, fromme Konge! for Kristendommen; han forsikrer eder om varigt Venskab, hvis I farer fort. Fremdeles sender Ærkebispen en Afskrift af den pavelige Bulle; Johannes, Kristendommens hulde Fader, 170 har sendt ham Pallium1); hans Bispestav har Otho rækket ham med egne Hænder. Saaledes er han nu stadfæstet i sit fromme Embed efter Adeldag som Ærkebisp i Hamborg og i Bremen og Kristendommens milde Overhyrde i Nord. Her ser I Bullen, Herre Konge! (Han rækker ham en Pergamentrulle.) Harald. Hvad skal jeg med den Rulle Kragetæer? Runer paa Skjoldet kan jeg læse dig saa godt som nogen Skjald; men disse Snørkler forstaar jeg mig ej paa. Tag det tilbage! Jeg ved saa forud alt, hvad det betyder: Indskrænkning i min kongelige Magt. Popo. Uhindret har du Verdslighedéns Arm, kun Gejstlighedens styrer Ærkebispen. Harald. Ret saa! Enarmet staar jeg, det er Tingen før havde Danerkongen tvende Arme. Popo. Saa sømmer det sig ingen kristen Konge at tænke, ædle Harald! Overlad den vilde Stoltheds Uregerlighed til Hedningen! Spejl jer i Hakon Jarl! Saa vild en Helt han var, saa tog han dog en Ladning Munke med til Norges Land. Harald. Ja, Hakon! det er mig den rette Kristen. Og ved I ej, at neppe var han kommen paa Havet ud, før fluks han kasted Munke med Bøger, Vievandskar og Paternoster ud over Bord; og at han bygger nu rundt sine gamle Templer op paa ny? Popo. Hvis saa er, vil han svede sent derfor i Svovelpølen. Harald. Nu, det faar saa være! Jeg er en Kristen, jeg er døbt; nu vel! jeg breder ud den kristne Tro. Saa er det. 171 Jeg nødes til det. Otho lærte mig at indse Tingen med sit Sværd — jeg var desuden stemt for Sagen, før han kom; og dit Mirakel, Bisp! med Handsken har stadfæstet mig i Troen. Lad saa være! Og at paa denne Vis en Dæmning sættes mod disse Oprørsmænd, som vover at foragte Kongens Højhed, Overherskab; at de skal brænde dygtigt for det hist, det glæder mig. Kun at I ikke glemmer, I gode Munke! Fyrstens Rettigheder. Popo. Du har ej mere trofast Undersaat end mig og Klostrets fromme Brødre, Harald! for kristne Præster har du ej at frygte; for Hedenskabets tøjlesløse Mænd des mer, og fremfor alt for Palnatoke. Harald. Ham frygter jeg nu, Tak ske Gud! ej længer; thi han har brudt sin Hals paa Skaanes Bakker. Popo. Hvorledes, fromme Konge? Er det muligt? Harald. Hovmodig, trodsig som bestandig paastod han eengang i et Drikkelag i Vinter at kunne løbe vel saa godt paa Ski som nogen Mand, ja bedre selv end Kongen. Til Straf paalagde jeg ham ned at løbe ad Kullens Ryg; der har hans Dristighed i Havet styrtet ham. Popo (sukker.) Nu, det var vel; thi værre Djævel gik paa Jorden ej. Han ægged Sønnen op mod Faderen, og han var Hedenskabets Marv og Næring. Fiølnir (kommer.) Tilgiv, Kong Harald! at jeg melder dig et ukært Budskab: Svend, din Søn, er landet, i Fjorden har han sine Skibe kværsat og gæster dig nu moksen1) i din Hal. 172 Harald. Den uforskammede! Sig, kommer han med megen Magt? thi skønt han er min Søn, saa nøder hans Ugudelighed mig bestandig at betragte ham som Fjende. F i ø 1 n i r. Han er ej dragen slap paa Folk og Færdsel, dog har vi intet end at ræddes for. Popo. Jeg gaar. Gud styrke dig, min ædle Herre! mit Blik afskyr at se Forhærdelsen. Men dersom du vilst nyde hist Belønning, saa døv dit Øre for hans Røst, om Giften er nok saa sød! Vis dig din Fromhed og din Krone værdig! Sønderriv de Baand, der vil forene paa en syndig Maade en kristen Fader med en hedensk Søn! F i ø 1 n i r. Jeg følger eder, min ærværdige Herre! (Popo og Fiølnir gaar.) Svend Tveskæg (træder ind.) Hil dig, Kong Harald, høje Danerkonge! Harald. Hvad vilst du her? Hvor understaar du dig at trænge dig ind i min Hal, Svend Otho? Har jeg for evig ej forbudet dig at komme mig for Øjne mer i Verden? Svend. Saaledes plejed aldrig danske Konger at hilse fremmed Mand i egen Hal. At glemme Gæstfrihedens skønne Pligt blev anset for en Skændsel; Kongen viste sig venlig mod den mindste som den største. Men det var Hedenskabets Sæd; nu tænker i alt man anderledes, som jeg mærker. Nu er det fromt at kvæle Hjertets Stemme, at glemme Blodets Pligt. Nu kan en Fader selv hade sine Børn; det lønnes hisset jo med Lyksalighedens Palmekrone. Harald. Forhærdede! Hvad taler du om Pligt, 173 som ganske glemmer, hvad du est forpligtet ej blot din Fader, men din Overherre? Svend. Min Fader har du aldrig vist dig, Harald! min Overherre skalst du ikke være. Harald. Hvo gjorde til Statholder dig i Vigen? hvo gav dig trende Skibe, hundred Mand til dine Røvertog? Hvo gav dig seks? hvo gav dig Skaanes Marker at bestyre? Svend. Du, Harald! som en jammerlig Erstatning for hvad mig tilkom efter Fødselsretten. Du sendte mig til Vigen og til Skaane for bort at fjerne den forhadte; gav mig nogle Skibe for at slippe mig. Det kalder du nu Fadergodhed. Godhed! Ha, hele Norden kender denne Godhed og ser dit Sindelag imod din Søn! Du tror vel ej, jeg ved, hvad hele Landet halv taler om forundret, halv med Tvivl? at du vilst drage Arverettigheden fra mig, din Søn, til Thrugil Sprakaleg i Jomsborg? Guder! saa man hidindtil en Fader handle saadan mod sit Barn? Naturen væmmes ved at tro derpaa og giver de urimeligste Rygter Sandsynlighed. Man mener rundt i Landet, at jeg er ej din Dronning Gunhilds Søn, at jeg kun er et Frillebarn, som fødtes dig af en Trællekvinde; derfor kaldes jeg Svend: en Træl. Sligt maa jeg høre, døje, maa se, hvorledes Uretfærdigheden for mine Øjne væbner sig; og skulde nu sidde stil med Hænderne i Skødet? Nej, ved den staalbeklædte Asa-Thor! jeg væbner mig; og har du plat forglemt en Faders Pligter, nu, saa er det billigt, 174 at jeg forglemmer Sønnens og i Tide mig rejser mod min græsselige Fjende. Det er ej mig, men dig, der giver Verden et grumt Bevis paa unaturligt Had. Harald. Hvad vil, hvad vil min Fjende i min Hal? Svend. Med egne Øren høre, hvad mit Hjerte afskyr at tro. Sig mig, har Rygtet Ret? H a r a ld. Du byder mig at tale, Ungersvend! Om jeg nu tav? Svend. Saa skriger mer din Tavshed end Fenris' Hyl. Harald. Ha, Svend! jeg ved ret vel, hvorfra din Opstand har sin Hovedkilde. Bestandig hører jeg kun gennem dig den stolte Palnatokes Røst. Men hvis til ham du sætter end din hele Lid, da har paa Flyvesand du bygt dit Slot; den vilde Hedning aander ikke længer. Svend. Og dersom du til Palnatokes Død din Trøst har sat, da est du trøstløs, Konge! thi Palnatoke har ved Valhals Hjælp sit Eventyr bestaaet; om en Stund vil han med sine Kæmper hilse dig i Kongesalen. Harald. Palna— Raser du? Har ej han brudt sin stive Hals paa Skien? Svend. Nej, Konge! Palnatokes Kæmpehals er endnu hel og knejser vel saa stiv som hidindtil. Harald. Hvad var det Rygte da, som bragte mig det Budskab, at hans Ski i Farten brast, at han var død i Havet? Svend. Hvad Rygtet oftest er: et Sandhedsfnug, sendt i en Ladning let og vindig Løgn. Den brast, hans Ski; saa vidt har Rygtet Ret. 175 Men denne Skiens Bristen har forhindret, at Palnatokes stolte Hjerte brast.