Danske Studier 1935
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
DANSKE STUDIER UDGIVNE AF GUNNAR KNUDSEN OG MARIUS KRISTENSEN 1935 FOR UNIVERSITETSJUBILÆETS DANSKE SAMFUND KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG H.H.THIELES BOGTRYKKERI INDHOLD F. OHHT, To Mødre (Kalevala: „Historien om en Moder") 1 HELGE L. SKJØDT, De katolske Elementer i Trylleviserne 8, 97 ANDERS BÆKSTED, Vester Marie-Stenen I og de danske Runeligsten 39 HARALD HUNDRUP, Kontaminasjoner 59 FR. ORLUF, Brorson og Schraders tyske Salmebog 124 HARRY ANDERSEN, Vindue, Vindve og Vindeverrer 141 S. K. AMTOFT, Hvad betyder Danmarkar bdt? 153 GUNNAR KNDDSEN, Brudevælte 161 MARIUS KRISTENSEN, Småbidrag til Tolkning af Runestene 168 FRA SPROG OG LITTERATUR Hollandske Holbergoversættelser (S. A. Krijn) 76 Litteraturhistorisk Forskning [H. Brix] (Paul V. Rubow og Marius Kristensen) 79 Loblomster (Aage Rohmann) 86 Bonavedde og andre bornholmske Navne (M. K. Zahrtmann) 89 Blicheriana (Aug. F. Schmidt) 94 Til „Der var engang —" (Aug. F. Schmidt) 173 En Ingemann'sk Recension (A. Wahl) 175 Upersonlig og personlig Konstruktion (Marius Kristensen) 175 Efterslæt af Kontaminasjoner (Harald Hunårup) 176 KULTUR OG FOLKEMINDER En Anekdote hos Blicher (Poul Skadhauge) 179 Et bornholmsk Vandresagn (A. Jensen) 180 Spøgelsekareten (Gudmund Schiitte) 183 Tyske Folkeviser [Deutsche Volkslleder] (Gunnar Knudsen) 183 Den nedstemte Tone i Oldengelsk og Jysk (Gudmund Schiitte) 184 TO MØDRE (KALEVALA: „HISTORIEN OM EN MODER") AF F. OHRT et nylig fundet, op mod to Tusend Aar gammelt græsk Pa I pyrusbrev fra Ægypten skriver en jævn ung Mand harmfuldt hjem til sine yngre Søskende, da han hører at de ikke er rare og lydige overfor Moderen: husk paa, „en Moder er noget guddom meligt" (og han føjer til: „især da saadan een som vi har"). Digterne har gennem Tusendaarene øst af det uudtømmelige Stof, der hedder Kvindens Daimon, baade i Knop, i Blomst og i Frugt eller Frø, og baade hvor den udvikler sig til Djævel, Heks eller i det mindste „Trold" hos den skuffede og den hæmningsfri Kvinde, og hvor den som Moderlighed bliver det højeste Adels mærke, bliver guddommelig. (Det var forbeholdt en Videnskabs mand i Nutiden at putte hæslige Smaadæmoner ind bag Moderens Skørter, mens hun sov, og sætte Barnet under Mistanke for „Ødi puskomplekser". Men tilbage til Digterne). Den kristne Oldtid og Middelalderen udformede et Kvindebillede i tre Felter: den purunge jomfruelige Moder med Barnet — den dybtprøvede „sværdgennemstungne" under Sønnens Kors — den naaderige Himmeldronning i det Høje. Maria Guds Moder og Menneskenes Moder. Folkelige Legender har tegnet Smaabilleder mellem det første og det andet Felt: Barnet forsvandt fra Marias Skød, og hun jog angslfuld over Vange og søgte det; hun fandt Jesus i Templet, paa Korset, i Urtehaven eller i Dødsriget; dette blander man sammen. For to verdenskendte Digtserier fejres der Hundredaarsfest i Aar, og blandt det ypperste de byder, er det de har at sige om Moderen. Det er Finlands Kalevala og vor H. G. Andersens Danske Studier 1935. 1 2 F. OHRT Eventyr. Førstnævnte bestaar af Enkeltkvad, der er langt ældre, men i 1835 offentliggjorde Elias Lonnrot dem, redigerede som et sammenhængende Epos. Begge Digtninge opviser en lille Række Moderbilleder. Vi ser Mødre i Hverdagens Slid og Slæb (hos An dersen Hun duede ikke), og vi faar begge Steder en Myte eller Legende om Moderen der søger sit forsvundne (døde) Barn. I Kalevala er den letsindige Helt Lemminkåinen bleven dræbt paa en eventyrlig Færd. Et Varsel underretter hans Moder der hjemme. Da kilter hun sin Kjole op og løber — Bakker brager hvor hun jager, Dale stiger, Bjærge synker, og de jævne Marker højnes, og de høje Marker jævnes. Hun kommer til en Vej og spørger den „lille Vej, Vorherres Skab ning", om den ikke har set hendes Søn; men den klager blot over sine onde Dage og afviser Moderen. Ligesaa gaar det med Maanen. Først Solen siger Besked: din Søn er død og styrtet i Fossen. Ufortrøden faar hun da med en Rive revet den Dødes spredte Lemmer sammen og giver ikke tabt før det lykkes ved Besvær gelser og Lægesalver at hele ham og vække ham til Live. Saa. følges de kønt ad hjem. Dette mærkelige Kvads Form i det trykte Epos svarer ikke helt til Folkets egen. Og det har sin Interesse at kende ogsaa den, naar vi sammenstiller det finske og det danske Digt. Mode rens Samtale med Vej, Sol og Maane har Lonnrot taget fra et andet folkeligt Kvad, nemlig Maria der søger efter Jesus. I Folkets egen Sang om Lemminkåinen bryder Moderen ud i en frygtelig Trusel, om man ikke fører hende til Sønnen: Hun vil slaa selve „Himlens Hængsler" i Stykker. Og videre ender de aller fleste folkelige Opskrifter af denne Sang ligesom Baldermyten med, at Helten netop ikke kommer tilbage til Livet; Moderen faar nok. føjet Lemmerne sammen, men mægter ikke .at skabe Liv i det døde1. Det er ganske usikkert om Andersen til sin Historie om en Moder (digtet 1847) har faaet Ideen til noget Enkelttræk fra den trykte Kalevala, og det er udelukket at han har kendt til de folke lige finske Sangformer. Han kan meget vel have læst det trykte 1 K. Krohn, Finniseh-ugrische Forschungen .5 (1905) s. 83 ff. og Folklore Fellows' Communications nr. 67 (1926) s. 110. TO MØDRE 3 Epos, der var kommet i svensk Oversættelse 1841; men denne Mulighed lader vi ganske staa hen. Sammenstillingen med de finske Træk foretager vi ikke for at finde Laan1, men den turde være egnet til at vise os den danske Digter baade i hans Folkelighed og i hans Snilles Særpræg. Hovedtrækkene i „Historien" er jo disse: Døden bortfører det syge Barn. Moderen iler efter ham. Hun faar Natten, Torne busken (der klager sig), Søen og tilsidst Dødens Drivhuskone til at hjælpe sig, men kun mod at bringe dem hver et Offer: sin kost bare Tid. sit Blod, sine Øjne, sit sorte Haar. I det store Drivhus finder hun Barnet som en syg, men endnu ikke omplantet Blomst; og hun opnaar virkelig at Døden tilbyder at give Barnet tilbage; men nogle Ord af hans Mund har rystet Moderen i hendes Inderste, saa hun lægger Liv og Død helt i Guds Haand. Ordskiftet med de Væsener eller Ting der spørges om Vej, stammer vistnok baade i Folkelegenderne og i vor „Historie" fra Folkeeventyr2. Undertiden træffer man her det legendemæssige Træk, at Spørgeren forbander den der svarer uvilligt, og lønner den der giver ret Oplysning; t. Eks.: Fyrretræet faar en tør, Oliven træet en velsignet Frugt3. Andersen har paa helt anden Maade uddybet og indsmeltet Episoden: hvert eneste Svar maa Moderen købe dyrt, saa at disse Oplevelser undervejs faar deres store Be tydning for Helheden; de viser os en Moders alt hengivende Offersind. Men den samme Moder kan i Fortvivlelse blive ude af sig selv og true med det uhørte. Dette er finsk Folkesang og dansk Digtning kongenialt enige om. Den finske Moder truer med at slaa Himmelporten ind4; den danske griber i Drivhuset fat om to 1 Een Enkelthed kunde nok vække Opmærksomhed. I „Gamle Kalevalas" 22. Sang (M. A. Castréns Oversættelse II s. 94 f.) spiller en Heros saa gribende paa Harpe at endog han selv græder derved; hans Taarer synker paa Havets Bund og bliver til Ædelstene; en And henter disse op. „Historien" lader Mo deren græde sine Øjne ud, de synker „paa Havsens Bund" (skønt det ellers er „en stor Sø" der kræver og faar dem), bliver til Perler, Døden fisker dem op. 3 Sml. Bolte-Polivka, Anmerkungen zu den Kinder- und HausmSrchen der Bruder Grimm I (1913) nr. 25; K.Krohn, Kantelettaren tutkimuksia II (1901) s. 101 f. 8 Den byzantinske Melitenelegende, Leo Allatius, De templis Græcorum recen- tioribus (1645) s. 133. * Saadanne mærkelige Trusler er gamle. I det tyske „Spillemands"-Epos Orendel fra 12. Hundredaar beder den temperamentsfulde Dronning Bride af Jerusalem Vorherre udfri hendes fangne Bejler — ellers vil hun søndre hans Alter, bryde Helligdommen og lade Vorherres Grav uden 1* 4 F. OHRT smukke Blomster — det er to levende Mennesker — og raaber til Døden: „Jeg river alle dine Blomster af, for jeg er i Fortvivlelse". Her røber vor H. G. Andersen dog straks sit blide Hjærtelag: det var ikke Moderens egen Indskydelse, det var et Raad fra den dæ moniske Gravkone, der vidste at Døden skal svare Vorherre til hver eneste Plante i Drivhuset. Og videre: da Døden, den gamle kloge Mand, gør hende opmærksom paa, at nu er hun paa Nippet til at gøre en anden Moder ulykkelig, saa bliver hun stille og slipper Blomsterne; i Hensynet til en anden nedbøjet Moder har hendes Desperation sin Grænse. Truslen fører alligevel Handlingen videre. Døden føler, synes det, endnu Moderen som en Fare og er rede til at udlevere Barnet. Og saa ender det dog med, at han beholder hvad han har. Her har vi da endnu et Træk tilfælles med den ægte finske Folkesang. Men Forskellen er stor. I finsk er den negative Slutning Udslag af folkelig Skepsis og højnordisk Resignation, der bøjer Legendens oplagte Udgang om: mod Døden gror ingen Urt; her er selv de skønneste Kræfter spildt. Andersen sætter noget helt nyt ind: ikke den visse Død, men det uvisse Liv er det forfærdende; her tør vi Mennesker ikke gribe ind, selv om vi kunde. Vor Digter kaster et Blik saa dristigt ind i den religiøse Tankes tungeste Problem som han vel ellers ingensteds har vovet det. I et Spejlbilled viser Døden nu Moderen de to „Blomsters" Fremtid paa Jord, den enes Glæde og Velsignelse, den andens „Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed"; og den ene Blomst er hendes eget Barn, men hvilken vil Døden ikke sige. Da skriger Moderen af Skræk for at bringe sit Barn Ulykke, og hun tør ikke trodse Guds Vilje. Er nu Tanken her den gængse, trøsterige, at naar Vorherre kalder smaa Børn til sig, er det for at spare dem for et ondt Liv, saa at altsaa Døden tog Barnet fordi det ellers var blevet et Ulykkesbarn paa Jorden? Saadan et Syn, saa slet det end forliges Offer (v.