Pc Skovgaard
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Digitaliseret af / Digitised by Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk FOLKETS FØRERE III AARG. UDGIVET AF FRED. NØRGAARD OG ANDERS UHRSKOV KARL MADSEN P. C. SKOVGAARD OG HANS SØNNER GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN OG KRISTIANIA P. C. SKOVGAARD OG HANS SØNNER FOLKETS FØRERE P. C. SKOVGAARD OG HANS SØNNER AF KARL MADSEN ¿C? •f0, ar GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXVIII UDGIVET AF FRED. NØRGAARD OG ANDERS UHRSKOV LANGKJÆRS bogtrykkeri KØBENHAVN KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTHEK. I vorHelsingevejen nærmer sig Nord sjællands Kyst, løfter Landsbyen Vejbys røde Kirke sig højt over Marker og Bakker. Navnet er for danske Kunstvenner kendt og kært som Maleren Peter Christian Skovgaards Barn domshjem. Han følte sig saa knyttet til dette Sted, at han i Betegnelsen af enkelte Studier har tiltaget sig dets Navn. Dog var han født i Ringsted- Egnen, paa Gaarden Hammershus d. 4 April 1817. Fem Aar senere maatte Faderen sælge Gaarden og søge sit Udkomme i København, medens Moderen med Børnene drog til Vejby, hvor hun fik en Købmandshandel. Dens Gæ ster beundrede Peter Christians Drengetegnin ger for deres livlige Fremstillinger af Egnens Folk, skøndt han ikke havde haft anden Lære mester i Kunsten end sin Moder, der engang havde faaet en Smule Undervisning hos en Blomstermaler. Den brave Skolelærer Jensen mente, at disse Tegninger afgjort viste et Kunst nerkald; takket være ham begyndte Skov gaard efter Konfirmationen sin Kunstnerud dannelse i København. Allerede tidligere havde han engang om Aaret med sin Moder og sine Søskende fore taget den lange og besværlige Rejse til Ho vedstaden for at besøge Faderen, som den gang endnu levede, og Moderens Forældre, hvor Peter Christian under Læretiden skulde bo. Medens de kørte gennem de store Skove, hvis brede Bolværk skilte Vejby-Egnen fra Resten af den vide Verden, havde Moderen engang spurgt: Kunde du nu tegne det? Spørgs- maalet havde beskæftiget hans Tanker, om han end ikke anede, at det stillede en af den danske Kunst endnu uløst Opgave. Nitten Aar gammel var Skovgaard sluppet ind paa Akademiets Modelskole, havde faaet et lille Maaneskinsbillede fra Langebro op taget paa Foraarsudstillingen — skøndt Pro fessor Eckersberg havde kritiseret et Hus i Skyggen som »malt med Tjære«, — og op- naaet sit Svendebrev; Malerhaandværket var jo dog en sikrere Levevej end Malerkunsten. Skovgaard fortrød ikke, at han havde lært Haandværket; han mente at enhver Kunstner spire helst burde lære det; ogsaa for en Kunst maler er det godt at kunne stryge en Flade jævnt og føre en Pensel med Sikkerhed og Nøjagtighed, hvis Haandværksdueligheden da ikke kommer til at overskygge Kunsten. Der var i alt Fald mere at lære af Haandværket end af den aandsforladte Sortkridtskopiering i Akademiets Forberedelsesklasse efter kobber- stukne Idealhoveder fra Rafaels Billeder. Det - 8 - bedste Akademiet havde haft at byde paa var de gode Kammerater. Tidligt blev Skovgaard Ven med den elsk værdige Godfred Rump, der senere blev en be tydelig Landskabsmaler, men dengang tænkte at vælge andre Maal for sin Kunst, og med Fyenboen Dankwart Dreyer, der malte nyde lige, farvefine og stemningsrige smaa Land skabsstudier, men hurtig trættedes under Ar bejdet paa større Ting og som med sit sære, saarbare, let forknytte Væsen var en noget vanskelig Person. Sammen med Dreyer arbej dede Skovgaard paa Professor Lunds Maler stue og malte Studier efter Modeller fra Ny boder; i Brystbilledet af en gammel Sømand, der solgte Cigarer ude ved Kastellet, har Skov gaard søgt samme Finhed og Omhu i Behand lingen, som udmærkede Christen Købkes faa Aar ældre Studie efter samme Model. Og selv Købke havde ikke behøvet at skamme sig ved de bedste af Skovgaards gode Smaaportræter fra de første Ungdomsaar. Skovgaard tænkte dog kun paa at blive Landskabsmaler. Er end hans første Studier og Smaabilleder fra Vejby — af Barndoms hjemmet, Landsbyen ved Vintertid, Lærer Jensens Skole, Skrænterne ved Kattegat, — prægede af Begynder-Ængstelighed, viser de dog en Skarphed og Finhed i Opfattelsen, som dengang i dansk Landskabskunst var noget nyt. Af Eckersberg havde han lært ydmygt at søge Sandheden, men Eckersberg, der selv saa udmærket forstod at gengive Naturens klare Lys, foretrak jo i Reglen Søen for Lan det. Fraset Købkes smukke Billeder fra Køben havns Udkanter var der paa Udstillingerne ikke stort at lære. Dens professionelle, nu - 9 - glemte, mest halvt tyske Landskabsmalere havde pragtfulde Motiver, oftest fra Svejts, fra tyske eller norske Bjærgegne, men Opfat telsen og Behandlingen var overfladiske, Bil lederne rent hjemmelavede med deres falske Toner, deres løse Tegning, der sjældent angav Træernes Egenart, og med den sære Manér i Løvmassernes Behandling, der kaldtes for »Baumschlag«. Kun i Nordmanden J. C. Dahis Landskaber var der Kraft og Talent. Større Udbytte og Fornøjelse end af Udstillingerne havde en ung Landskabsmaler af Billedgalle riet paa Christiansborg med dets mange Bil leder af de hollandske Landskabsmalere fra det 17de Aarhundrede. Dem havde ogsaa J. C. Dahl studeret.] En af dem, van der Neer, havde saa ud mærket forstaaet at fremstille Fuldmaanens Lys, og i sine unge Dage havde Skovgaard en stor, men kortvarig Kærlighed til Maanen. En anden af dem, Dubbels, havde paa et stort Søbillede en herlig Luft med vidunderligt skønne Skyer. Men den bedste af dem hed dog Jacob van Ruisdael; som ingen anden havde han opfattet og gengivet Naturensom hedens vemodige Poesi, dens alvorlige Maje stæt. Der er maaske i det 19de Aarhundrede aldrig malt et mere Ruisdael-lignende Arbejde end et lille, tidligt Studie af Skovgaard med en Sti, der slynger sig ind mellem mørke Trær under en urolig Luft. Og der er Ruisdaels Tungsind-Stemning over Skovgaards i 1839 udstillede Billede, der købtes til Galleriet. Selve Landskabsmotivet er ikke Ruisdaelsk, det er fundet ikke langt fra Vejby i Udkanten af Tisvilde Skov. Fra rødbrune Lyngbakker med Fyr, Graner og Smaakrat aabner Ud- - 10 - sigten sig mod Skovene hinsides Arresø, der afspejler Himlens store blygraa Skyer, rød- kantede af Solnedgangens Skær. Farverne er dybt stemte, kun Engene ved Søen strejfes af et gustent Lys. Mennesker færdes sjældent paa dette øde Sted; Remens Unger leger trygt i Lyngen under Opsyn af deres Moder. Det nænsomt og nydeligt malte Billede er Skov- gaards første Hovedværk, væsensforskelligt fra alle hans senere Arbejder, dog ikke dem underlegent i Værdi. Aaret forud havde en af Skovgaards Aka demikammerater, den halvandet Aar yngre Johan Thom as Lundbye (f. 1. Septbr. 1818), udstillet et anseligt og mærkeligt Landskab, hvor Arresøen var set fra den anden Side, fra de flade Enge ved Frederiksværk, saaledes at Flyvesandsbakkerne ved Tisvilde dannede Baggrunden. Den da lige hjemkomne Thor- valdsen var saa heldig at vinde Billedet i Kunstforeningen og det hænger nu i hans Museum. Til Malerens Glæde fandt Kritiken i dette lyse Billede, hvis jævne Motiv var saa storladent opfattet, en ejendommelig dansk Tone og Karakter. I en af sine mange Dag bøger har Lundbye skrevet: »Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpel hed og Beskedenhed som er saa characteri- stisk for det«. Allerede paa Akademiet havde Skovgaard og Lundbye været Venner, efter- haanden knyttedes Venskabet fastere. Da Lo- rens Frølich, som oprindeligt havde staaet Lundbye nærmest, i 1840 forlod Danmark fik Venskabet mellem ham og Skovgaard en Varme som maaske intet andet Venskab mel lem danske Kunstnere og det blev af største Betydning for de to Maleres Udvikling. P. c. S kovoaard : Studietegning fra Skarrit-Sø. I Grunden var de bundforskellige. Lundbye var et Hovedstadsmenneske med stærke litte rære Interesser og fuldblods Romantiker. Naar han malte en Hest, kunde han drømme om muligt en af dens Forfædre havde baaret Kong 12 - Volmer; tegnede han et smukt dansk Land skab, tilføjede han ofte Strofer af et Digt eller en Fædrelandssang; han havde Hovedet fuldt af Vers. Sligt faldt aldrig Skovgaard ind. Lund- bye slugte et Utal af Bøger og nedskrev et Utal af Betragtninger i sine lange Breve og vidtløftige Dagbøger. Efter Lundbyes Sigende læste Skovgaard kun meget lidt og skrev endnu mindre; »dog Alt, hvad han kan høre og see opfatter han livligt og gjemmer troligt.« Lund- bye meddelte ham sin Viden om de aandelige Værdier, der laa udenfor deres egentlige Fag- omraade. De mødtes snart i fælles flammende Begejstring for Danskhedens Sag, for Grundt vig, i hvem de saa Aandslivets Høvding, for Kunsthistorikeren Høyen, der talte saa varmt og myndigt om Nødvendigheden af at skabe ægte dansk og folkelig Kunst. Det blev Maalet for deres Stræben. I sin Dagbog skriver Lundbye: »Skovgaards Barndom og Ungdom er henrundne i det nord lige Sjælland i Egnen ved Tisvilde, det er som Naturen der har præget sit Mærke i hans Træk, der ere skarpe, hans Holdning er for trykt som Birkenes der i Hegnet; men kjender man ham nøie, vil man finde et sjældent kjær- ligt Gemyt i ham og et rart Udtryk i hans blaa Øine.« Der var et Slør for hans Blik som om han levede i en Drøm. Han er det stille Vand med den dybe Grund. »Forstanden er underordnet hans stærke, varme Følelse for alt Stort og Skjønt; — han optager Andres Meninger tit, gjør dem til sine egne og for svarer dem støttet til dem, der for ham er Auto riteter uden altid klart for sig selv og Andre at kunne