Forsidebilledet: En af de instruktører, der i de senere år har gjort sig fordelagtigt bemærket i Hollywood, er Stanley Ku- Ebbe Neergaard brick, som vi i kommende numre skal fortælle mere om. Billedet er fra hans 30-3-1901 — 2-8-1957 thriller „Killer’s Kiss".

Ebbe Neergaard ...... 2 Nye billeder...... 3 Ebbe Neergaard var den kyndigste danske film­ Det søgende øje propagandist, og efter hans død er den danske af Theodor Christensen...... 4 filmfront betydeligt svækket. Møde med Bresson Neergaard gjorde en indsats for filmen på af Aito Makinen ...... 6 en række felter. Han var blandt de første, som forstod, at den kommercielle filmdistribution Læserbreve ...... 9 ikke er nok, og som leder af „Forsøgsscenen“s Noter om George Slevens filmafdeling formidlede han, at en række inter­ af Ib M o n ty ...... 10 essante film kom frem herhjemme. Han virkede i trediverne og fyrrerne som kritiker ved for­ V enedig-dagbog skellige blade. Han var filmhistoriker. Han var af Erik Ulrichsen...... 14 filmpædagog. Han var aktiv filmmand. Og „Look at Britain!“ han var leder af „Statens Filmcentral". af Vibeke Broders en...... 20 Hvad vil der i fremtiden ske på disse felter, og hvor savnes han mest? Chaplin som egocentriker Forevisningen af interessante spillefilm, der (Mitry: „Charlot et la „Fabu- af en eller anden grund ikke kommer frem lation" Chaplinesque“) herhjemme, besørges nu af Det Danske Film­ af Werner Pedersen...... 21 museum. Men Neergaard var pioneren på Filmanmeldelse: feltet. „Forfølgeren" Kritikeren: Selv Jens Kis trup, der finder, at af Lindsay Ander son ...... 21 vi undervurderer den nuværende filmkritik i pressen, har indrømmet, at vore dages presse­ Årets bedste filmplakat ...... 23 kritik mangler et virkeligt sidestykke til Ebbe Fra Filmmuseets plakatsamling . 23 Neergaard i trediverne. Filmhistorikeren: Der er nu højt regnet 3—4 Filmindex XXVI (Wolfgang filmhistorikere i Danmark. Neergaard vil bit­ Staudte) ...... 24 tert blive savnet på dette felt. Pædagogen: Der lægges for tiden mange Ansvarshavende redaktør: filmpædagogiske planer, men tabet af Neer- ERIK ULRICHSEN gaards arbejdskraft vil i høj grad kunne mær­ kes. „Kosmorama" udgives af Det Danske Filmmanden: Aktivt beskæftigede Neergaard Filmmuseum, Vestergade 27, K, tlf. Mi- nerva 2686. Ekspedition af medlemskort, sig kun med dokumentarfilmproduktion. Man adgangskort og „Kosmorama" hverdage vil på dette felt savne ham mere som inspira­ 9— 17 (lørdag 9— 13), tlf. Byen 1503. tor end som kunstner. Biblioteket er åbent hverdage 12— 15 (dog lukket om lørdagen) og tirsdag og torsdag Udlejeren: Neergaard gjorde et meget stort 19—21. „Kosmorama" koster tilsendt 6 arbejde for at skaffe instruktive film hertil, og kr. årlig (9 numre) — første årgang kan det vil ikke være let at finde en mand, der købes for 5 kr., anden og tredje årgang for 6 kr. pr. årgang. Enkelte numre fra kan videreføre denne indsats med Neergaards de 3 første årgange kan fås for 75 øre entusiasme. stk. Bladet kan kun fås direkte fra Film­ Det er da overordentlig meget, den danske museet, giro 46738. filmverden skylder Ebbe Neergaard. Nogle vil Lay-out: Bergsøe Reklame A/S hævde, at han var for vidtfavnende, at han ar­ bejdede med alt for meget. Men har de men­ Tryk: nesker, der hævder dette, ydet noget mere og A. W. HENNINGSEN noget bedre på blot eet af Neergaards hoved­ felter: det kritiske, det filmhistoriske og det V______pædagogiske?

2 „Les Montparnos", som Max Ophiils begyndte på NYE BILLEDER kort før sin død, har endnu ikke fået en anden instruktør. På grund af sin sukces med „Årsene Ved A . Planetaros Lupin" er Jacques Becker blevet nævnt som emne. Henry Cornelius, der for nylig udtalte, at det var hans opfattelse, at Lubitsch-stilen kunne genop­ George Cukor arbejder for „Paramount" med „Obses- tages med held, vil forsøge sig i den retning i sion". Den fra triumfer i europæiske film hjem­ sin næste film „Next to N o Time" efter Paul vendte Anthony Quinn spiller sammen med Anna Gallicos „The Enchanted Hour". Kenneth More Magnani. og Betsy Drake skal medvirke. Det er Cornelius’ Stanley Donen er i øjeblikket i gang med forberedel­ første film siden „Jomfru i Fåreklæder", der serne til „Kiss Them for Me“ med Jayne Mans- kom i 1955. field og Cary Grant. Det er en „Fox“-produk- Ralph Thomas skal iscensætte Dickens’ „A Tale of tion. Two Cities" med Dirk Bogarde og Dorothy Tu- Edward Dmytryk er vendt tilbage til U.S.A. efter at tin i hovedrollerne. Filmen optages i Pinewood- have filmatiseret „The Young Lions" on location studierne. i Frankrig og Tyskland. Marlon Brando, Mont- gomery Clift og Dean Martin medvirker. Carlo Lizzani befinder sig for tiden i Kina, hvor ]oshua Logan skal iscenesætte Rodgers’ og Hammer­ han arbejder på en dokumentarfilm „Il Fiume steins musical „South Pacific" med Mitzi Gaynor Giallo" (den gule Flod). og Rossano Brazzi. Optagelserne skal foregå på „Jernbanemanden“s instruktør Pietro Germi et færdig Hawaii, og Leon Shamroy skal fotografere. med „L’uomo di paglia". Som sædvanlig har han Kazan vil åbenbart bevise sin udtalelse om, at Holly­ selv hovedrollen, og endvidere medvirker Luisa wood nu må lave bedre film for et mindre, men Della Noce. trofast publikum for at klare konkurrencen fra Aldo Fabrizi har iscenesat og spiller hovedrollen i fjernsynet, med en produktion, der kvantitativt den italiensk-spanske co-produktion „Il maestro". kan måle sig med Hitchcocks. Han begynder om Akia Kurosawa, som for kort tid siden blev færdig kort tid på „Mud On the Stars" efter en roman med „Kumonosu-Djo", der omtales i Venedig- af William Bradford Huie. Hovedrollerne er end­ dagbogen, forbereder en filmatisering af Gorkis nu ikke besat. „Natherberget". Denys de la Patelliere arbejder med en filmatisering af John Knittels roman „Therese Etienne", som Satsuo Yamamoto har dannet sit eget uafhængige Bunuel oprindelig skulle have taget sig af. Fran- selskab „Yamamoto Productions", og han iscene­ foise Arnoul og Pierre Vaneck har hovedrollerne. sætter selv „Sugao Jiken" („Det skete i Sugao"). „Maigret tend un Piége" er titlen på Jean Delannoys Robert Siodmak synes at ville blive i Tyskland, idet næste film. Den produceres af „Intermondia" og han atter her er i arbejde med en film, „Nachts ventes færdig i slutningen af denne måned. wenn der Teufel kam". Manuskriptet, der bygger Kortfilminstruktøren Pierre Kast, hvis „Les Charmes på en virkelig tildragelse, er skrevet af Werner de l’Existence" blev vist af Museet for et par år Jorg Liidecke. Claus Holm og Annemarie Durin­ siden, skal nu iscenesætte spillefilm. Hans første ger medvirker. arbejde hedder „1 + 1 = 1“, og Jean Mor ais Kurt Jung-Alsen, som blev „opdaget" ved filmfesten skal have hovedrollen. i Cannes i år, har for DEFA påbegyndt „Polonia- Alexandre Astruc arbejder med forberedelserne til en Express", en film om en episode omkring en Maupassant-filmatisering, „Une Vie". Maria våbentransport gennem Tyskland i 1921. I hoved­ Schell og Curd Jurgens har skrevet kontrakt om rollerne medvirker bl. a. Alice Graf, Horst hovedrollerne. Schon og Rudolf Ulrich.

Buhuels arbejde i Europa i ar gav ham lejlighed til at møde sin mor, for første gang siden han forlod Spanien i 1936. Mødet fandt sted i den fran­ ske by Pau ncer ved den span­ ske greense. Bunuel er nu atter vendt tilbage til Mexico, hvor han skal filmatisere Evelyn Waughs „Stemnings­ fuld Begravelse". *

3 DET SØGENDE ØJE a f Theodor Christensen

Sommeren er forbi, vi forlader „the silly sea- prægede og betydningsfulde film må tages i son“, den filmiske cyklus af fester afrundes, alvor. Ud fra hvilke kriterier? festival i Venedig med alle slags film, festen Helmut Kåutners „Galskabens Vej“ blev i Edinburgh med realistiske og dokumentar­ vist. Dens realisme virkede, problemerne op­ film. tog alle, ikke mindst tyskerne, og dens stili­ Der har forresten også været filmfest her­ stiske mesterskab og menneskelige træfsikker­ hjemme. Det var i begyndelsen af august, den hed blev vurderet efter fortjeneste - såvidt man varede kun en uge, repertoiret var ikke nyt, tør generalisere. Formen var i denne film ikke men publikum interessant. Da De næppe har væsensforskellig fra underholdningsfilmens. hørt om den, være den hermed nævnet: Film­ Her var mennesker, situationer, en handling. festen i Hald. Indholdet blev endevendt og mikroskoperet. Hver sommer holder det internationale stu­ Men antitesen form-indhold var til stede. Tra­ dentercenter på Hald hovedgård i Jylland en ditionel skoling i diskursiv tænkning satte ikke filmuge. Her får man enkelte af filmens klas­ de unge intellektuelle i stand til at nå ud over sikere at se og nogle repræsentative af de nyere denne håbløst ufrugtbare indstilling. Diskus­ film. I Cannes og Venedig er det forskellige sionen blev til en snak om meningen med fil­ film, der stort set vises for de samme menne­ men; det virkede ikke som om der blev sat sker, år efter år. På Hald er det ofte de samme lighedstegn mellem filmens helhedsmønster og film, men altid forskellige tilskuere, studenter dens budskab. fra alverdens lande, som tilbringer nogle dage Den mangelfulde helhedsopfattelse sporedes eller uger i det første internationale center, tydeligt gennem reaktionen på en anden film, der blev oprettet efter krigen. Humphrey Jennings’ „Listen to Britain". Ad­ Hvordan ser de på film, litteraturstuderende skillige fandt den forvirret, spredt, usammen­ fra Frankrig, jurister fra de franske kolonier, hængende. Det var som om en form, der for tyske økonomer og hollandske sociologer, tek­ alvor skabte en syntese af budskab og stil, ikke nikere fra Polen og Italien, studenter fra Tunis, rigtig kunne opfattes. Indien, Iran? Det ville være utilladeligt at generalisere ud De har en mere selvfølgelig, fortrolig, ac­ fra dette eksempel. Men på den anden side er cepterende indstilling til film end studenter for der intet mærkværdigt i, at unge i dag har 25 år siden. De kender film, ved noget om dens svært ved at vurdere god filmkunst ud fra lovmæssigheder - selv om en kommuneskole­ den erfaring, de henter i biograferne. klasse, der i dag undervises i filmkundskab, nok en gang med tiden ved mere. * De er intellektuelle. De betragter den rene underholdningsfilm med en vis blaserthed. Det kan ikke nytte at benægte, at der fin­ Samtidig er de forbrugere af adspredelse lige­ des et skel mellem „skønne" og „anvendte" som alle andre. De fleste viser tegn på en am­ kunster i moderne forstand. Filmmuseerne, bivalent indstilling til kunstarten. Underhold­ der skulle popularisere den kunstneriske film, ningsfilmen kan ikke tages alvorligt; den sær­ opnår til tider at indespærre den i museums-

4 betonet afsondrethed. Ikke så meget ved egen ikke så indgribende som de, der forvandlede skyld, som fordi den daglige biografunder­ stumfilm til tonefilm. Dette er så meget mere holdning går i kunstnerisk opløsning. Man må påfaldende, som biografernes film allerede in­ trække det kunstnerisk værdifulde frem, iso­ den fjernsynets gennembrud var inde i en ud­ lere det, betragte og vurdere på et „højere" vikling fra det extensive til det intensive, på plan. vej bort fra den udvendige handling, spredt Skellet bliver uddybet, fordi den filmiske over tid og rum, på vej ind i en næropfattelse underholdning befinder sig i en kaotisk over­ af mennesket, en intim situationsfornemmelse, gangstilstand, hvis forvirring stikker langt psykologisk dybdeboring, intens indre dramatik. dybere end de kunstneriske og tekniske uro­ Kort sagt alt det, som nu anses for fjernsynets ligheder ved overgangen fra stumfilm til tone­ særpræg. film. Med widescreen, cinemascope, stereofo­ Denne udvikling er i øjeblikket standset to­ nisk lyd og en flod af kulører er der foretaget talt. Hvis fjernsynet kæmper på de indre li­ så store indgreb i filmens kunstneriske tek­ nier, mener filmindustrien at kunne redde sig nik, at dens udøvere står rådvilde. Ikke fordi på de ydre. Undtagelser udgør de film med disse tekniske forandringer nødvendigvis må fjernsynspræg, som bekræfter de to udtryks­ lede til kunstnerisk forringelse. Det ved man formers samhørighed: „Marty", „Twelve Ang­ intet om endnu, for de hæsblæsende tekniske ry Men". fremskridt er ikke udsprunget af kunstneriske At vi med fjernsynet begynder forfra, skal behov. Det er muligt, at der findes kunstneri­ ikke opfattes som en nedsættende kommentar ske ækvivalenter til et filmbillede, der er tre til de fjernsynsinstruktører, som benytter det gange så langt, som det er højt. De er bare ikke nye (gamle) mediums intensive teknik med fundet endnu. betydeligt talent. Det betyder kun, at vi i fjernsynets rodebutik stadig støder på fæno­ * mener, der genkalder nickle-odeon-perioden lyslevende. At vi begynder forfra er desuden Med fjernsynet er vi sat tilbage - ikke til en sandhed med en forskel: Den nye start bli­ tonefilmens eller farvefilmens eller radioens ver foretaget efter 60 års filmerfaring. barndom, men til filmen i svøb og markeds­ telt, til perioden mellem Edison og Méliés, om­ * kring Porters „Det store Togrøveri". Fjernsy­ Midt i den alsidige nyorientering har den nets folk — nogle af dem - hævder ganske konventionelle film kun et usikkert tag, et fam­ vist stædigt, at det er noget nyt, det er ikke lende hold på sine egne udtryksformer. En af film. Men fjernsyn, det ideale fjernsyn, er na­ de nye danske film er en filmatisering af et turligvis bundfilmisk, dets kunstneriske tek­ hørespil, H. C. Branners „Jeg elsker dig". Den nik er filmens, de tekniske modifikationer er film sætter sig mellem stolene. Hørespillets teknik er besynderligt omsmeltet til lyd- og replikassociationer, som temmeligt affekteret binder de langsomt gående situationer sam­ men. Kynismen virker lidt uægte og slet ikke chokerende. Der er ikke tale om den brutale oprigtighed, som Ole Palsbo engang sagde, at man når frem til kl. 2 om natten. Personerne er hensynsfuldt karikeret, ikke skånselsløst ud­ leveret. Hele forløbet er uegalt, for menneske­ ne er heller ikke gennemførte karikaturer. Ind imellem lykkes det for skuespillere og instruk­ tør at give ægte, men ikke opsigtsvækkende udtryk for menneskelige almindeligheder. Til­ skueren har sin personlige samvittighed i ube­ rørt behold. På filmens skaberes vegne føler man en let svie i den kunstneriske samvittig­ Henry Fonda i „Twelve Angry Men“, der også om­ tales i Venedig-dagbogen. hed.

5 Bresson, der i denne måned fylder 30, fotograferet under filmfestivalen i Cannes.

aito måkinen Møde med BRESSON

Blandt filminstruktørerne står Robert Bresson fangenskab i Tyskland. Da han vendte tilbage for mig som den reneste filmkunstner. Han til Frankrig, traf han fader Bruckberger, og af har kun iscenesat fire spillefilm, og jeg har samtaler med denne opstod manuskriptet til kun set to af dem. Jeg lyttede til ham i Cannes „Les Anges du Péché" („Syndens engle"), som efter forevisningen af „Un condamné å mort Giraudoux skrev dialogen til (den blev vist af s’est échappé" (en dødsdømt er flygtet), jeg Det Danske Filmmuseum marts 1955). Da fil­ har spist til middag med ham, og efter mid­ men havde premiere i 1943, betegnede man dagen gik jeg en tur med ham langs Paris’ den som et værk af en moden og personlig boulevarder. filmkunstner, men da jeg indrømmer, at jeg Den beskedne, lidt duknakkede mand ved ikke har set den, tager Bresson afstand fra min side fylder 50 år den 25. september. Han den: „Dengang forstod jeg endnu ikke filmens beretter, at han er født i Midtfrankrig, og at krav. Jeg troede, at filmen absolut måtte arbej­ han begyndte som maler. I trediverne forsøgte de med en konventionel dramatisk konflikt, og han sig som kortfilm-instruktør, og han skrev jeg lod andre råde mig." I følge Bresson be­ dialoger og manuskripter til nogle film, som tød den to år senere fuldførte „Les Dames du nu interesserer ham meget lidt, og hvis titler Bois de Boulogne" (Damerne fra Boulogne- han knap kan huske. Senere blev Bresson assi­ skoven - vist af filmmuseet oktober 1953) et stent for forskellige instruktører, og da krigen vendepunkt for ham i hans filmæstetiske ud­ brød ud, var han René Clairs assistent under vikling. Han stræber nu mere og mere efter at optagelserne af dennes ufuldendte „Air Pur". befri sin stil for enhver form for udsmykning. Krigen medførte for Bresson 18 måneders Han vil nok koncentrere sig om billedet, men

6 især om ærligheden i forholdet mellem bille­ menheden i „Un condamné å mort". Jeg tror derne. I højere grad end tidligere kom han i næppe, at man har set en mere kunstnerisk og konflikt med den almindelige billedstil, og mere diskret fotografering i nogen film. Ka­ efter optagelsen af denne film har han afskyet merabevægelserne er næsten umærkelige, og professionelle skuespillere. Han finder, at sam­ belysningerne og deres skiften er fortræffeligt arbejdet med Maria Casarés på forhånd var motiverede. Der er ikke ofret en skygge på dømt til at mislykkes. „Jeg vil aldrig mere be­ ekspressionismens alter. nytte mig af professionelle skuespillere i mine Allerede første gang jeg så den, gjorde „Le ;film. Jeg tror på filmen og dens egne midler. Journal d’un Curé de Campagne" et vældigt iFilmen behøver ikke skuespillere, der i sig indtryk på mig. Den skaber hurtigt en særegen .■selv er „gode“. Chaplins kunst er f. eks. ikke verden, der ligesom hele tiden „fortættes". filmisk, den er klovneri. Filmen er billedernes Filmens hverdagsbegivenheder kommenterer og 'kunst; det drejer sig ikke i første række om intensiverer hovedpersonens tragedie. Og da ■det enkelte billede, men om billedernes rela­ instruktøren beskriver, hvorledes præsten i sin tioner til hinanden. De skaber filmkunst. At forvirring taber rødvinsflasken efter afslørin­ .•skabe film er at skrive, og billederne er ord, gen, belyser den bitre stemning i afsnittet ho­ •som man kan sammenstille i sekvenser, i hel­ vedpersonens skam mere gribende end ti „fil­ heder. I forholdet til hinanden får i sig selv misk" mere dramatiske indstillinger ville have iblege billeder „farve" og en betydning, som de gjort det. Og da forekommer det, at end ikke •mangler isoleret, og resultatet er en helhed, Bresson kan komme længere ved hjælp af sin som har en bestemt stil - på lignende måde lidenskabeligt rensede fortælleteknik. :som et litterært kunstværk. Effektfulde ind­ Da vi gik igennem en mørk sidegade på vej stillinger ødelægger helheden på lignende må- til den strålende Champs Elysées, kunne jeg »de som forkert valgte ord i en bog." ikke lade være med at spørge ham om, hvad „Les Dames du Bois de Boulogne" fulgtes han tænkte om Dreyers film og i særdeleshed .-af seks års påtvungen tavshed. Også en stor­ om „Jeanne d’Arc". „For mig bliver det svæ­ stilet fransk-italiensk fællesproduktion, „Ignace rere og sværere at se filmene, for jeg ser alt •de Loyola", måtte henlægges. for tydeligt det teatralske og uægte i dem. I Først i 1951 blev Bressons tredie spillefilm, Cannes så jeg f. eks. kun den grand prix-beløn- ,„Le Journal d’un Curé de Campagne" (En nede “Friendly Persuasion’’ af Wyler, og det ■landsbypræsts dagbog), færdig. Jean Aurenche er mig en kilde til konstant undren, at den tog Pierre Bost havde allerede udarbejdet et fik præmien. „Jeanne d’Arc" forekommer mig imanuskript på basis af Bernanos’ roman, men i dag ulidelig, for i den er et stort indre dra­ .det blev vedtaget at indspille filmen efter ma ofret til billedeffekten, synssensationen. Jeg jBressons -eget manuskript, som nøje følger kan ikke tro, at filmen giver udtryk for en I bogen. ærlig opfattelse af et sublimt emne." Bresson søgte længe og omhyggeligt efter Bresson vender tilbage til skuespillerne. Han :sine skuespillere og valgte til slut nogle helt har nu definitivt besluttet at undlade at anven­ •.ukendte, for kun de forekom ham at dække de personer med skuespilleruddannelse i sine hans opfattelse af romanens personer. En de­ film. Da han søgte efter skuespillerne til „Un butant, Claude Laydu, spillede filmens ulykke- condamné å mort", var det ham ikke blot magt­ llige unge præst. Til slotsfrøkenens rolle valgtes påliggende at finde personer, der i det ydre «en ukendt 20-årig pige o. s. v. mindede om beretningens mennesker; de burde Instruktøren giver slip på Agostini - den også moralsk og åndeligt være på højde med Fotograf, han tidligere havde benyttet - og dem. Branqois (han hedder ikke Jacques, som .•skaber i samarbejde med veteranfotografen „Kosmorama" kom for skade at skrive i nr. Léonce-Henry Burel en billedstil, der i så høj 19) Leterrier er en ung studerende, som „efter grad som muligt undgår den sædvanlige „frem­ daglige samtaler forberedte sig på at udtrykke stillende" maner. Denne udsøgte fotostil, der en personlighed, som på sin vis var mere vir­ ier rig på grå toner, og som kun tager hensyn kelig end han selv". Ved pressereceptionen i '.til de krav, der dybest set stilles af hver enkelt Cannes spurgte en engelsk kvindelig journalist Film, opdyrkede Bresson og Burel til fuldkom­ uskyldigt, om Mr. Bresson påtænkte at anvende

7 ham også i sin næste film. Bresson hvæsede titlen „Aide-toi . . men producenten kæmpe­ kategorisk, at det kunne der aldeles ikke blive de for at bevare den oprindelige titel, skønt tale om. Fran^ois Leterrier fortsætter sine stu­ jeg også foreslog en anden, som bedre passer dier og skal ikke filme mere. til filmens ide: Le vent souffle ou il veut. Da „Et menneske, som både i det indre og det producentens banale titel kunne lede tanken ydre passer til den person, han skal være, be­ hen på melodramaet, blev man enige om, at høver ikke, må end ikke spille. Han behøver der skulle stå følgende på forteksterne: Un blot at lære at læse sine replikker roligt. - condamné å mort s’est échappé ou Le vent Jeg ved ikke, om De har lagt mærke til, at souffle ou il veut. Der var jo ikke tale om en mine personer taler på en anden måde end den eventyrfilm, men om en film om menneskets sædvanlige, de taler langsommere og mere trang til at handle, til at vinde friheden, le sagte end man gør i filmene og i virkelig­ vent souffle ou il veut**. heden. Jeg stræber snarere efter læsningens Hele filmen er egentlig een sekvens. Tilskue­ „ monotoni “ end efter kunstoplæsning. Denne ren er fra de første billeder, fra det første, for­ urealistiske oplæsningsmetode står nærmest ved gæves flugtforsøg, i samme situation som hel­ det, filmen kræver, for at tilskueren instinktivt ten. Han må leve i den 2 X 3 m trange fæng­ kan godkende fortolkningen som ægte.** selscelle og opleve fængslets dræbende rutine. Bresson fandt stoffet til „Un condamné å Man behøver ikke at fortælle tilskueren noget mort“ i „Le Figaro“, da han indtil videre måtte om helten, da alt ses fra dennes synsvinkel. henlægge planerne om at filme „Fyrstinden af Nogle flygtige fængselsbekendtskaber kan man Cléves“. „Da jeg læste kommandør Devignys identificere bedre end helten. Vi ved fra dia­ redegørelse for sin flugt fra Gestapo-lejren i logen, hvorfra de kommer, og hvad de bestil­ 1943, fæstnede jeg først og fremmest min op­ ler som frie mennesker. Tyskerne ses ikke på mærksomhed ved det rene menneskelige stof i billederne; blot en hånd, der rækker maden beretningen og den økonomiske måde, på hvil­ ind i cellen. Vagterne er trin på trappen, nøg­ ken den var fortalt. Jeg ønskede at give filmen leknipper, der slår mod jernstængerne. Om

„Un condamné å mort s’est échappé“. Til højre Francois Leterrier i hovedrollen, til venstre fangens celle­ kammerat Jost, der spilles af en dreng fra et børnehjem. muligt er filmens lydbånd endnu mere mester­ ligt rendyrket end billedstilen. I stilheden bli­ Læserbreve ver også en lille støj intens, hver lyd har netop den rigtige „dimension*1. Da tilskueren Kære Kosmorama! Et par bemærkninger til omtalen af Max Ophiils på identificerer sig med helten, bliver hans høre­ side 199 i nr. 27. Hans „Lola Montés“ er ikke fra sans skærpet, og han registrerer yderverdenens 1956, men fra 1955 — jeg havde lejlighed til i marts 1956 at se den i tysksproget udgave i Liibeck lyde lige så følsomt som den dødsdømte. Og og mener at huske, den var mærket 1955. løvrigt da Bresson efter at det er lykkedes den døds­ viste den sig at være en smagløs svælgen i en berømt og berygtet kgl. elskerindes liv gennem hendes selv­ dømte at flygte anvender musik af Mozart bekendelser. Filmen er bygget over en roman af Cecil (messen i c-moll), er det, som om denne musik Saint-Laurent, og „bekendelserne11 foregår i en ame­ var komponeret just hertil, dens farve passer rikansk cirkusmanege. Med på- og afklædninger, mens synder og oplevelser bekendes, og hoberi jubler. præcis til filmens stemning og ide på det tids­ Man mindes ikke længe at have set så taktløs en punkt. film. Max Ophiils var oven t købet gået helt ind i amerikansk show-tankegang og henfaldt gang efter - Og nu er De i gang med en ny film? gang til at lade den ellers mange gange originalt „„Lancelot du Lac“ er en gralslegende, som fotograferende Christian Matras blive hængende ved kulørt-tomme tableau'er i Eastmancolor og Cinema- jeg gennem lang tid har planlagt at filmatisere. scope. Det er naturligvis en ridderfilm, men den er Ikke en gang Martine Carols let synlige fordele kunne overdøve det plumpe ved denne „Sture, Sture ikke „historisk** og ikke en „kostumefilm'* i nummer": „Konigin der Skandale" / Men ånd har den „stil“, man hyppigst vælger for emner af Martine ganske vist heller aldrig haft for meget af. Peter Ustinov søgte at være voldsomt dæmonisk som denne art. Den er først og sidst en rendyrket den tidligere kgl. elskerindes impresario i cirkus’et, skildring af kampen i mennesket mellem kær­ men det blev til noget underligt uægte noget. Max Ophiils har i „Lola Montes" skabt en vis lighed og renhed. — For resten, De som er fordærvet-sadistisk stemning af pengemageri på en skandinav kender sikkert en lys og smuk kvin­ tidligere storheds bekostning. Men det er også alt. I sandhed et pinligt punktum for „en af filmens stør­ de, som udstråler renhed, uskyld og autoritet. ste erotiske instruktorer"s produktion. En kvinde, som ikke blot er dejlig, men som N . J. Tortzen, Herning. ejer et indre liv, une vie interieure ..." -tr Vi var lige ved at køre over for rødt lys, medens Bresson begejstret fremsatte sine krav. Hr. redaktør. Han bremsede hurtigt og fortsatte: I sin artikel „Cinemascopiske betragtninger" i „Kos­ morama" 27 bruger Jan Wahl udtrykket: „den pano­ „— og hun bør kunne tale fejlfrit fransk. ramiske metode", som ifølge forfatteren i det cine­ Og der kan naturligvis ikke blive tale om mascopiske medium er trådt istedet for klipningen, nærbilledet og intimiteten. Elia Kazan roses for sin dublering eller affarvning af håret. De kan udnyttelse af den i „East of Eden". „Metoden an­ nok indse, at sådanne foranstaltninger ville vendes her med større smidighed end tidligere." Dette er rigtigt, men mon ikke denne film af de fleste mest dræbe ægtheden erindres på grund af sin dristige anvendelse af klip­ Jeg betragter dette menneske fra siden. Han ning, nærbilleder og sågar diagonalindstillinger? Der klippes ovenikøbet mellem nærbilleder. Hvad man taler med den følelse og overbevisning, som end vil mene om „East of Eden", formelt er den nok man finder hos et barn, der har fået sin ønske­ den hidtil interessanteste Cinemascopefilm. 1 artiklen er det den, der får den korteste omta-le. dukke i julegave. Jeg skammer mig næsten, da Til gengæld dvæles der længe ved John Fords jeg forstår, at her er et menneske, som er rigt „The Searcbers" („Forfølgeren"), som er i Vistavi- sion, og som Roger Manvell siger i sin bog „The og helt, og som kræver samme integritet af an­ Film and the Public", kan den traditionelle film­ dre som af sig selv. teknik faktisk anvendes uforandret indenfor dette sy­ stem. Man kunne tale om en mere udviklet form for Jeg skammer mig, men dog må jeg ligesom Widescreen, idet Vistavision-film kan vises på alle i selvforsvar udtrykke min tvivl om det mulige lærreder i forholdene fra 1:1,33 til 2,00. Idealfor­ matet — det hvortil der tages billedkompositoriske i at finde en sådan kombination af det uskyl­ hensyn — er 1:1,85. Selv det ligger tættere det „klas­ dige og det modne blandt nutidens 25-årige siske" 1:1,33 end det ligger Cinemascopets imposante 1:2,55. frøkner. Men da vi skilles, minder Bresson mig Hvad angår Kelly og Donens „It’s Always Fair alligevel om, at jeg må forsøge at finde den Weather" havde man gerne set „triptykon-sekvenserne" mere indgående behandlet. Det interessante ligger kvinde. „Hun må gerne være svensk, bare hun jo ikke så meget i opdelingen af lærredet, men (for­ ikke er skuespillerinde, og bare hun kan tale melt) i rappe næsten synkrone klip og (indholds­ mæssigt) i at der i hvert fald i een af dem fortælles flydende fransk ... og velkommen i september­ tre sideløbende historier samtidig. løvrigt burde det oktober for at se på optagelserne!“ have været nævnt, at de to instruktører i denne film også benytter afmaskninger. Helsingfors 15. 8. 1957. Birger Jørgensen.

9 NOTER OM GeorgeStevens AF IB MONTY

Med „En Plads i Solen", „Shane" og „Giant" har George Stevens placeret sig som halvtred­ sernes betydeligste amerikanske filminstruktør. Ikke alene har han i denne „trilogi" analyseret og genspejlet så væsentlige sider af den mo­ derne amerikanske virkelighed, at ingen, der beskæftiger sig med denne, kan undgå at tage indtryk af disse film, men han har også gjort det i en så original og bevægende artistisk form, at han med føje kan regnes blandt de ypperste filmstilister i verden. Stevens er romantiker, som næsten alle be­ tydelige amerikanske filmkunstnere er roman­ tiske. Betegnelsen er måske lidet heldig, hen­ tet som den er fra litteraturhistorien, men der gives ingen mere eksakt. Når man betegner Stevens, Ford og andre af de allerstørste som romantikere, må man naturligvis gøre sig klart, Fra optagelserne af „Giant“, til højre instruktøren, at man ikke hermed sætter dem i kompagni til venstre hans søn. med Eichendorjf eller Ingemann. I den ameri­ kanske filmhistorie spænder betegnelsen lige møller, og at det immervæk er interessantere fra Griffiths nationale heroisme til Capras so­ at få amerikanernes eget syn på sig selv. In­ ciale optimisme. Denne romantik eller op­ gen kan dog bedre kritisere en nation end na­ timisme eller hvad man mellem år og dag har tionens egne klarhjernede hoveder, thi en kritik kaldt den, er en så integrerende del af ameri­ uden positivt engagement kan aldrig blive an­ kansk mentalitet, at det ligefrem kan betegnes det end intolerante og følelseskolde meninger. som et nationalt karaktertræk. Inden for fil­ Ikke mindst derfor er det betydeligt mere giv­ men, der mere end nogen anden kunstform i tigt at se een film af Stevens end at læse hun­ dag afspejler virkeligheden, bevidst eller ube­ drede bøger af Elsa Gress, hvis man vil lære vidst, ytrer denne romantik sig voldsomt. To Amerika at kende. Thi Stevens er amerikaner specielle amerikanske filmgenrer lever således og en vågen amerikaner, der kender landets på denne romantik, western- og musical-gen­ store fejl, men som ikke af den grund glem­ rerne. Dyrkelsen af den korte, men bevægede mer dets store fortrin. Hans film er med­ historie, pionertiden, nationens fødsel; hver menneskelige, indfølende, forstående og til­ tøddel af fortiden er indfanget på film. Man givende. De akcepterer virkeligheden, hvilket sammenligne med antallet af danske historiske ikke er det samme som viljeløst at bøje sig film. Og sang- og dansefilmene repræsenterer for den. en anden side af romantikken, længslen efter Stevens er således romantiker i den forstand, det fuldendte, det elegante, legen. Begge gen­ at han er åben over for den amerikanske virke­ rer er opdyrket til vidunderlig artistisk fuld­ lighed, positivt indstillet over for traditionerne. kommenhed. Men han er ikke uden kritik, og kombinatio­ For denne romantik, optimisme, nationale nen af disse egenskaber har afstedkommet så selvfølelse, naivitet, lykketro o.s.v. har ameri­ rige og følelsesbevægede film som de tre oven­ kanerne måtte høre ofte nok fra europæiske nævnte. Skal man forstå Stevens, må man der­ kulturskribenter. Intet har været mere taknem­ for betragte ham qua amerikansk instruktør meligt at skyde på, og vi har stadig også her­ ligesom Ford, og amerikansk er ikke et skælds­ hjemme rabiate amerika-hadere, der betragter ord. Begge er de i eminenteste forstand natio­ Amerika som Helvedes permanente udstilling nale kunstnere. Hos dem begge er kærligheden på jorden. Disse rasende mennesker kan dog til deres land noget fundamentalt. trods de utallige syner og profetier ikke et øje­ Når man betragter Stevens, er det en umu­ blik indse, at de selv fører en kamp mod vejr­ lighed at lade det amerikanske ude af betragt-

10 ning, og det kan være interessant at se ham i balanceret spil i de tre hovedroller af Cary forhold til amerikanske traditioner. Det er op­ Grant, Jean Arthur og Ronald Colman. Efter lysende at undersøge, hvorledes Stevens i sine endnu et lystspil meldte Stevens sig i 1943 til mange læreår har arbejdet med specielle ame­ hæren og blev knyttet til en særlig filmafde­ rikanske filmgenrer. ling. Hermed afsluttedes den første epoke i Thi Stevens er som bekendt ingen new- Stevens’ filmkarriere. Det vil ses, hvorledes comer i Hollywood. Han er nu 52 år gammel Stevens i denne periode arbejder inden for og har arbejdet med film siden begyndelsen af etablerede amerikanske filmgenrer, farcen, ko­ tyverne, først som fotograf, senere som in­ medien, lystspillet, det sentimentale drama struktør for Hal Roach af to-akters farcer og („Penny Serenade"), sang- og dansefilmen og komedier. Sin egentlige spillefilmdebut fik eventyrfilmen. I film efter film udvikler han han i 1933 med „Cohens and Kellys in sin teknik, lærer i den grad at arbejde med Trouble", en letbenet komedie, der efterfulg­ stilistiske finesser, at flere af disse film bliver tes af tre komediefarcer, som alle var bygget udtryk for formens sejr over indholdet. Han op omkring kendte komikere eller komikerpar. ved alt om kameraets muligheder, han er jo Med „Alice Adams" fra 1935 foretog han gammel fotograf, nærbilledet dyrker han, ti­ springet fra B-filmene til en mere prominent mingens vanskelige kunst mestrer han, han er stilling som stjerneinstruktør. Denne films jo gammel farceinstruktør, skuespillerne for­ sukces skyldtes ikke mindst Katharine Hep- står han at få til at spille i alle facetter, han er burn, og i nogle følgende film udnyttede man jo gammel stjerneinstruktør. Alt, hvad han hans evner for skuespillerinstruktion. I det hele mangler for at forvandles fra virtuos til kunst­ taget blev Stevens dygtigere og dygtigere, uden ner, er blot det vigtigste: stoffet. endnu at have vist foruroligende tegn på per­ For mange af de amerikanske filmfolk, som sonligt særpræg. Stevens var godt på vej til deltog i krigen, kom denne til at betyde noget at blive en typisk Hollywood-perfektionist, afgørende i deres karriere. Men for ingen må­ som var i stand til at dreje en hvilken som ske så meget som for George Stevens. helst underholdningsfilm bedre end det er I hans første film efter krigen, „I Remenber muligt noget andet sted. Stevens blev sat på Mama", er dette måske endnu ikke så tydeligt, musicals (f. eks. „Swing Time" med Astaire men han har dog her skildret et stykke ame­ og Rogers), og han slog alle salgsrekorder med rikansk fortid i en stilfærdig, rolig og auten­ eventyrfilmen „Gunga Din". Hans bane syntes tisk stil. Det er en „nostalgisk" film i en fø­ afstukket, og dog kunne der rundt om i disse lelsesmættet, romantisk, men ofte kunstnerisk konventionelle film være sekvenser, eller blot strengt kontrolleret manér. Det er på sin vis scener, der med deres følsomhed eller satire lod et smukt præludium til det amerikanske pano­ ane, at der var reserver i instruktøren, som rama, som han udbredei for os i sin „trilogi" ikke blev udnyttet. I fyrrerne var det da, som fra halvtredserne, og som betegner hans ende­ om der indtrådte en ændring hos Stevens. I lige kunstneriske modning. „Woman of the Year", som ikke har været vist offentligt herhjemme, men som museet Stevens’ erotiske romantik: Elizabeth Taylor og Mont- agter at vise i løbet af efteråret, er han åben­ gomery Clift i „En Plads i Solen". lyst satiriker i sin skildring af den intellek­ tuelle kvinde, der farer verden rundt for at redde den, men som ikke kan klare sin egen husholdning. Sigtet er småborgerligt, men ærkeamerikansk: kvindens plads er i hjemmet. Filmen er Stevens’ indtil da bedste værk, men uden så meget særpræg, at den ikke ligeså godt kunne være lavet af George Cukor. En personlig tone finder man først i den betyde­ ligere „Han kom om Natten" („The Talk of the Town"), hvori Capras samfundskritiske linie tages op. Filmen er en seriøs komedie, der diskuterer retssystemet, og som berører så farlige emner som massehysteriet og korrup­ tionen inden for retsvæsenet. I denne film finder man for første gang fuldt udviklet den optimistiske liberalisme, som senere bliver så typisk for ham. Samtidig ydes der glimrende

11 Metamorfosen er sket i den første, hans fil­ og så poetisk, at „En Plads i Solen" som kær­ matisering af Dreisers romanværk „En ameri­ lighedsdrama rager højt op. Her skal ikke kansk Tragedie*1, som han betegnende gav tit­ dømmes mellem romanens og filmens værdi, len „En Plads i Solen". Meget er skrevet om blot påpeges, at Stevens ikke har forrådt Drei­ denne film. Litteraturkritikerne har nedgjort ser kunstnerisk, snarere har skabt en halvtred­ den som et forræderi mod Dreisers roman og sernes moderne amerikansk tragedie. især hængt sig i kærlighedshistoriens romanti­ Mens Stevens i „En Plads i Solen" fylder sering. På grund af den konventionelle mis­ det traditionelle amerikanske kærlighedsdrama tænksomhed over for filmatiseringer af littera­ med helt nyt liv, og mening, bringer han i turværker har de været blinde for de inten­ „Shane" et helt nyt perspektiv ind i en anden tioner, der lå bag Stevens’ version. Stevens har traditionel amerikansk filmgenre, western-fil­ nok romantiseret romanstoffet, men i den for­ men, der som oftest havner i det helt stereo­ stand, at han i første række har taget hensyn type. Den ensomme rytter, den overlegne gun- til filmens æstetik, og i anden række har til­ man, der efter at have ordnet paragrafferne føjet en ny dimension. Mens den drøm, Dreiser rider videre alene ud over de endeløse prærier angriber, er den amerikanske om penge og mod nye eventyr, er en stående romantisk position og sukces, griber Stevens fat på drøm­ skikkelse i amerikansk film. Sådan er Shane men om den romantiske kærlighed, som ikke også i det ydre, men Stevens har i sin film er mindre, og som Hollywood selv har været anbragt den ensomme rytter i et menneskeligt med til at skabe. Hos Dreiser er society-pigen perspektiv, han er den sidste, en hjemløs i det blot en dum og tomhjernet gås, Stevens gør land, der nu må overlades til homesteaders, hende til en vidunderlig inkarnation af drøm­ som skal dyrke jorden og gøre landet rigt og men om lykke. Det tragiske i „En Plads i So­ frugtbart. Shane længes efter fællesskabet og len" er i mindre grad, at den unge mand ikke den solidaritetsfølelse, som findes mellem far­ reusserer socialt, mere at den romantiske kær­ merne, men han er dømt til ikke at kunne få lighed, som er det amerikanske symbol på den del i den. Han er ikke jævnbyrdig, han er et menneskelige lykke, ikke kan gennemføres. ideal, som de beundrer, men som de ikke kan Stevens skildrer kærligheden mellem de to omgås på lige fod. Han må leve op til en unge mennesker så følelsesfuldt, så nuanceret forestilling, således som det er tydeliggjort for

Stevens’ Western- Romantik: Jean Arthur, Alan Ladd og Brandon de W ilde i „Shane".

12 Det sociale hos Slevens: James Dean til venstre som pariaen, i baggrunden de rige, Mercedes McCambridge, Elizabeth Taylor og Rock Hudson i „Giant“. ham. Det er endnu en amerikansk myte, Ste- filmens hovedperson. Han er medhjælper på vens her har givet sig i kast med. farmen, ingen regner ham for andet end en I sin hidtil sidste film, „Giant“, er Stevens tvær knægt, men han har sine drømme, sine mere ambitiøs end nogensinde. Skønt filmen drømme om den store sukces. Da søsteren på bygger på et banalt sammensurium af en best­ farmen dør, har hun testamenteret ham et seller af Ed na Verber, hvilket undertiden brin­ stykke jord. Broderen vil ikke lade noget af ges i ubehagelig erindring, er den blevet et sin jord gå over på andre hænder og vil betale medrivende amerikansk epos. Atter fanger Ste­ Jett en sum penge i stedet for. I en mester­ vens an med en traditionel filmform, det store ligt spillet scene (James Dean er Jett) afslår farveprægtige og romantiske amerikanske Jett pengene. Han ved, hvad han ønsker, jord. slægtsdrama, og atter engang triumferer han Denne scene efterfølges af endnu et emotionelt over det givne skema. Stevens tager sig tid højdepunkt, hvor Jett i en besidderglædens rus i sin beretning fra Texas, filmen er lang og måler sin jord op. Da Jett endelig finder olie roligt skridende i sit tempo, men ikke eet bil­ og begynder at skovle penge ind går han amok. lede er uden mening. Indholdet er rigt og Nu tager han hævn over familien Benedict, mangesidigt. Det er en skildring af Texas og der repræsenterer hans drøm om lykke, men alt det Texas står for i det amerikanske sam­ han går menneskeligt til grunde, spoleret i fund. Der er to sideløbende handlinger. I den bund og grund af den ydre sukces og den in­ ene skildres familien Benedict. Dick Bene- dre fiasko, mangelen på menneskelig kontakt. dict er en ung farmer, der driver en gigantisk Filmen er så rig og rummer så mange væsent­ farm sammen med sin søster. Filmen indleder lige scener, at det er umuligt at komme nær­ med nogle udsøgte scener, hvori den stenrige mere ind på den her. Den viser os Stevens på farmer henter en brud i det kultiverede og for­ sin højde, ikke mindst stilistisk. Den giver et finede Maryland, symboliseret i en rævejagt i billede af sider af det amerikanske samfund, traditionel engelsk aristokratmanér. Som kon­ romantisk gengivet i den forstand, at det vid­ trast hertil følger umiddelbart efter hendes ner om kærlighed til menneskene, men ikke indtog på farmen i det primitive og hårdføre forlorent; der er satiriske afsnit, som intet Texas-milieu. Denne handling koncentrerer stikker under stolen, således en vidunderlig sig om ægtefællernes forhold, spændingen mel­ skildring af et oliemillionærselskab i al dets lem mandens ensporede herremoral og hustru­ gigantiske smagløshed og vulgaritet. Filmen ens følsomme åbenhed og tolerance, og spæn­ har svagheder, men de forsvinder i betragt­ dingen mellem den gamle tid og den nye; far­ ning af den kunstneriske ærlighed og vilje, merne akcepterer modvilligt olien, som gør dem der er grundlaget for filmen. Med denne film til millionærer, men som samtidig afskærer har George Stevens skabt de allerstørste for­ deres forbindelse med fortiden. I den anden ventninger til fremtidige værker om „the Ame­ handling er den ny tid symboliseret i Jett Rink, rican Scene".

13 ..Aniere V ic to ir e C u r d furgens som den engelske officer, der i et selverkendelsens øjeblik forstår, at han ikke har gjort sig mere fortjent til udmærkelsen end træningsfiguren ved siden af.

Nogle dagbogsoptegnelser fra den 18. Film­ festival i Venedig aug.-sept. 1957. Der er VENEDIG- ikke konsekvent ofret de fleste ord på de bedste film - eksempelvis er nogle konkur­ rencefilm omtalt mere indgående end mere DAGBOG interessante film, der blev vist uden for AF ERIK ULRICHSEN konkurrencen.

26. au g. Fik ikke i går set festivalens første øjne, og for at fordrive ventetiden giver hun film, Ladislao Vajdas „Un angel passo sobre sig bl. a. til at synge børnesange akkompag­ Broadway“, men tabet er - efter hvad jeg hø­ neret af et antikt musikalsk ur. Og slutningen: rer - ikke stort. Vajda, især kendt i Danmark på en kæmpelang hængebro finder helten, en fra „Marcelino", er en sentimental mirakel­ invalid ingeniør, og heltinden hinanden, me­ mager; i den nye film finder miraklerne sted i dens vandet fosser ned fra dæmningen i bag­ New York. Den medvirkende hund skal være grunden. Altsammen i en fotografering, der udmærket. nærmest virker dansk. I eftermiddags et jugoslavisk makværk af Branko Bauer „Samo ljudi“. Et par af højde­ 27. aug. Uden for festivalen vistes i formid­ punkterne: heltinden, som man har opereret dags en farvefilm fra „Daiei“, „Nagasugita (hun har været blind i lang tid), ligger i sin Haru“. Stoffet - unge menneskers seksuelle seng og venter på resultatet med tildækkede problemer - kan nu og da lede tanken hen på

14 Ingmar Bergman, men skemaet er konventio­ ner om Mizoguchis fortid som maler (hun nelt og uden dramatisk kraft. Alligevel inter­ kommer til en restaurant ved bredden af en esserer filmen på grund af sit billede af det sø, det er ret mørkt, men nogle hvide stole moderne Japan (filmens Tokyo minder ikke så lyser sært op, hun bestiller et eller andet, men lidt om Amerika) og på grund af sin lækre da tjeneren kommer, er hun væk, man ved, at farvefotografering. Instruktør: Shigeo Tanaka. hun er gået ned til søen for at gøre en ende Senere på dagen Richard, Brooks’ „Something på sine lidelser). of Value“ efter Robert Ruarks roman om Mau Pressemøde med Nicholas Ray, der udmær­ Mau. Brooks, der engang var en lovende in­ ket svarer på ubetydelige indvendinger mod struktør („Crisis"), har nogle steder forsøgt „Amére Victoire". Også producenten, Paul at se ærligt på kampene mellem de hvide og Graetz („Djævelen i Kroppen", „Gud har Brug de sorte (det forties ikke, at de hvide anven­ for Mænd") udtaler sig, mest om det interna­ der tortur), men spillet og menneskeskildrin­ tionale samarbejde, der har muliggjort filmen. gen lader overordentlig meget tilbage at ønske, „The Story of Esther Costello", hamber Joan og slutningen er horribelt melodramatisk og Crawford-kommercialisme med David Miller intetsigende. som instruktør (salgschef). Filmen savner gan­ ske en idé og er blot travlt optaget af at appel­ 28. aug. Et mindre chok: „Sight and Sound“s lere til massepublikummet med skiftevis oprø­ redaktør, Penelope Houston, der har set „A rende og rørstrømske scener, Hovedpersonen King in New York“, siger, at den er komplet er en døv, stum og blind pige, der bliver se­ mislykket. Men tilbage til Venedig-filmene. ende og i stand til at tale — efter at være ble­ Uden for festivalen vises en række af den vet voldtaget. God fornøjelse, når den kom­ store japanske instruktør Kenji Mizoguchis mer til Danmark (det skal den nok gøre). film. I formiddags så vi den forbløffende Filmen er Englands eneste konkurrencedelta­ „Yuro no onnatachi" (1948), der med største ger; dette forhold afspejler den kommercielle sikkerhed svinger mellem det ekspressionistisk engelske films dekadence. desperate og det stilfærdigt melankolske. Som så mange af instruktørens film handler denne 30. aug. Fik desværre i går ikke set en me­ om prostituerede, og der gives rystende ind­ get rost ungarsk film af Imre Fe her - den blev blik i to søstres liv i Osakas underverden. Midt vist med franske tekster under titlen „Quartier i fornedrelsen stærke indtryk af poesi og fø­ Libre". lelse. I dag endnu en vidunderlig Mizoguchi - „Amére Victoire“ af Nicholas Ray efter René denne japanske instruktør dominerer nu fuld­ Hardys roman. Delte meninger. Den engelske stændig hernede, og ingen af konkurrencefil­ Brains Prust finder den prætentiøs og uhygge­ mene kan hamle op med ham. „Musashino fu­ ligt lig Clouzots Manon-historie. Nægtes kan jin" (1951) bringer os atter en tragisk kvinde­ det ikke, at filmen har alt for „litterære" pas­ skæbne. Handlingen udspilles i efterkrigstidens sager, men jeg må indrømme, at jeg fængsle- Japan og drejer sig om i sig selv banale kær­ des. Krigen skildres som moralsk fordærver lighedsforhold, men Mizoguchi får det maksi­ især ved hjælp af et interessant portræt af en male ud af scenerne. Spillet er så mesterligt, engelsk officer, der tilsidesætter alle etiske at man får et levende indtryk af menneskene, hensyn for at overleve. Ray („De lever om skønt man ikke forstår eet ord af, hvad de si­ Natten", „Rebel without a Cause") har iscene­ ger. Iscenesættelsen udnytter med blændende sat med nerve, og i hvert fald Richard Burton dygtighed naturens dekorationer, og stilen er er udmærket som den ansvarsbevidste intellek­ på een gang streng og følsom. Det er sand­ tuelle, der bukker under i kampen med den synligt, at Mizoguchi er halvtredsernes største hensynsløse officer. En antikonventionel og bit­ filmmand. ter film med dialog af bl. a. Gavin Lambert, Dagens festivalfilm er en rædsom omgang der i „Kosmorama“s første nummer skrev om meksikansk kitsch med tæv og skiftevis latter­ en række japanske film fra Venedig. ligt voldsom og latterligt smægtende erotik, „Los Salvajes" af Rafael Baledon. 29- aug. Dagens Mizoguchi, „Yuki fujin ezu" fra 1950, var i højere grad baseret på 31. aug. Af Mizoguchi så vi i formiddags dialog end „Yuro no onnatachi" og umulig „Uwasa no onno", hvis handling udspilles i at tage endelig stilling til (Mizoguchis film vi­ et berygtet hus i Kyoto. Værtinden og dennes ses uden tekster af nogen art). Som så ofte hos datter slås om samme mand, en læge. I nær denne instruktør er det en lidende kvinde, der kontakt med handlingen er indføjet scener fra er hovedpersonen, og slutningssekvensen, i et no-spil, i hvilket der harcelleres over ældre hvilken hun drukner sig, er gribende og vid­ kvinders interesse for unge mænd. Påny in-

15 struktørens stærke, næsten kompleksagtige fø­ stellani tilbage til den kynisk-vittige neorealis­ lelse for de prostituerede. Nogle beluringssce­ me fra bl. a. „For to Øre Haab“, men han har ner forekommer under Mizoguchis værdighed. fornyet sig. Han blander dog også i sin nye Eftermiddagens japanske konkurrencefilm, film det morsomme, det charmerende, det gru­ „Ubaguruma“ af Tomotaka Tasaka, er mildest somme og det tragiske. Til de morsomme sce­ talt ikke i Mizoguchi-klassen. En uøkonomisk ner hører en vidunderligt parodisk skriftemåls­ fortalt og glamouriserende historie om en ung skildring (filmen er antikatolsk og antipuri- pige, der opdager, at hendes fader har en el­ tansk) — instruktøren når dog kun nu og da skerinde, hvorpå hun opfører sig utroværdigt det komiske niveau fra “For to Øre Haab“. eksemplarisk. Slutningen er mere tragisk end tidligere hos En interessant mislykket polsk film, „Prawd- Castellani (når man ser bort fra Romeo og Ju- ziwy koniec wielkiej wojny“ af Kawalerowicz, lie-filmen og muligvis nogle af hans mindre der iscenesatte den anderledes levende „Cien“, kendte ting). Hovedpersonerne er en student og som har talent, men som her fylder en ret og en studine, der gifter sig, og der fortælles kort historie ud med mange søgte og tids­ om ægteparrets kamp for en lykkelig tilværelse. ødende billedvirkninger. Der er ellers stof i Han får sin lægeeksamen (eksaminationen min­ historien, som handler om en mand, der er der meget om den, der var i „Mio figlio pro- blevet så dybt chokeret af sine oplevelser i en fessore"), men hun dør til sidst i barselseng. tysk koncentrationslejr, at han har mistet evnen Lea Massari spiller med den mest henrivende til at meddele sig til omverdenen. Han begår affektation den unge pige, Enrico Pagani er til slut selvmord uden at have opnået kontak­ mere ordinær som ægtemanden. En fader og en ten, og kun tilskuerne — ikke' de øvrige perso- værtinde er skildret med Castellanis velkendte i filmen - erfarer de makabre grunde til hans sarkasme. Der er aldeles brillante passager i sindsforvirring. Den mystificerende manér i filmen (man savner sjældent det hurtige ca- „Cien“ er drevet alt for vidt i den nye film, stellaniske tempo), men helt vellykket kan der dog har nogen styrke på grund af sin for den næppe kaldes, den er ikke morsom og tra­ polsk film karakteristiske vilje til ikke at glem­ gisk nok. Den ligger et sted mellem „Mio me. Deltager ikke i konkurrencen. figlio professore" og „For to Øre Haab“, og det er pæne ord. 1. sept. Renato Castellanis „I sogni nel cas- setto". Efter den uheldige Romeo og Julie- 2. sept. Lindsay Ander s on s kønne „Every Day film og efter længere tids tavshed vender Ca- except Christmas", der vandt dokumentarfilm-

Studenten og studinen fra „l sogni tiel cos se tt o“. Enrico Pagani og Lea Alassari.

16 mm

Mor og søn i den sensitive og højt kultiverede indiske film „Aparajito“. prisen hernede, blev i formiddags vist ved en klaringer, men uden forklaring på, hvorfor særforestilling sammen med bl. a. McLarem broderen, der er sympatisk skildret, ikke på „A Chairy Tale“, i hvilken en herre kommer et tidligere tidspunkt søger lægernes assistance. op at slås med en stol, der opfører sig meget Ærlig, men ikke helt overbevisende. selvisk. McLaren synes mig her monoton og Senere på dagen „Il Grido“ af Michelangelo mekanisk, og jeg foretrækker Donald Ducks An to nion i, der iscenesatte den berømmede kampe med de livløse genstande. „Cronaca di un amore“, men som her giver os Om eftermiddagen, ak og ve, Cayattes „Oeil en idéløs og langtrukken historie om en ar­ pour Oeil“, en skrækkelig farvefilm om en bejder, der lades i stikken af sin elskerinde, mand, der på det grusomste hævner sig på træffer en række andre kvinder i forskellige en læge, som han mener er medskyldig i hans milieuer, men bliver ved med at føle et uud­ kones død. Cayatte fjerner sig her fra problem­ holdeligt savn og til slut begår selvmord. Før­ filmen, men værket er ligefuldt et skrivebords­ ste halvdel interesserede stærkt den italienske produkt, der ganske mangler liv. Piftede efter kritik. bedste evne. 4. sept. „The British Film Institute“ har en 3. sept. Fred Zinnemanns „A Hatful of Rain", serie løbende med ældre og nyere engelske film, som mange er begejstrede for, og som absolut gensyn med bl. a. „Drifters", „Trade Tattoo" bør komme til Danmark, men som jeg stiller og „Song of Ceylon" - sidstnævnte er stadig mig skeptisk til. En far, to brødre; den ene af den bedste. dem, der er gift, er narkoman. Den forfaldne Senere på dagen ved en særforevisning broder, hvis tilbøjeligheder skyldes en modby­ „Mort en fraude" af Marcel Camus. Om kam­ delig oplevelse i Korea, hemmeligholder dem pene i Indonesien. Med Daniel Gélin. Det for faderen og hustruen, der tror, at han be­ bedste var den eksotiske heltinde (Ahn Me- søger en elskerinde, når han er ude i byen for chard) uden tøj på - ellers var filmen en at søge lindring. Broderen hjælper ham der­ usmagelig blanding af thriller-heroisme og med og giver ham en større sum penge, som frygtelig virkelighed. han har lovet at holde i reserve til faderen, en Fik langt om længe - ved en anden sær­ svag og forfængelig herre, som aldrig har væ­ forevisning — set den berømmede „On the ret til megen støtte for børnene. Til slut ind­ Bowery“ om alkoholikerne fra Skid Row. Den vilger den narkomane søn i at lade sig ind­ er mindst lige så god som sit rygte, tragisk og lægge på en klinik, og der er en lille chance pinefuld i sin dokumentariske skildring af de for, at han kan blive kureret. mange ødelagte liv. Hård og voldsom naturalisme med teatralske Endelig festival-konkurrencens hidtil smuk­ islæt og lovlig skematiske psykologiske for­ keste film, Satyajit Rays fortsættelse af den

17 end nogle fortræffelige illustrationer til tra­ gedien. De er så fortræffelige, at filmen ab­ solut bør komme til Danmark. Men det er vel forfængeligt at håbe, at den gør det. „Twelve Angry Men” er propfyldt med fejl - og fremragende. Den handler om nævningens ansvar, er skrevet af den mere og mere frem­ trædende fjernsynsforfatter Reginald Rose („Læderjakkerne”) og debutiscenesat af den ganske unge Sidney Lumet. Den er så stærkt følt, at man efter synet må opsøge bekendte for at give udtryk for sin begejstring. De man­ ge fejl skal vi senere vende tilbage til. Det vigtigste er, at helheden triumferer over dem, at stil og polemik går i et, og at filmen får tilskueren til at mindes de bedste selvkritiske arbejder fra USA. Den japanske Lady Macbeth (Isuzu Yamada) for­ 6. sept. Måske festivalens sorteste dag. To søger at vaske det imaginære blod af sine hænder i „Kumonosu-Djo“. Til venstre hendes gemal, der spil­ skuffelser leveret af to betydelige instruktører, les af Kurosawas yndlingsaktør, Toshiro Mifune. René Clair og Lucbino Visconti. Clair har aldrig været en af mine yndlinge, efter sigende mesterlige „Pather Panchali": men man havde på forhånd hørt meget lov­ „Aparajito”. En følsom, ægte, ypperligt spillet prisende ord om hans nye, „Porte des Lilas”. film, der er endnu bedre end „Munna“. Fil­ Denne gangsterhistorie viser sig imidlertid at men har ingen intrige i ordets almindelige for­ være placeret i et ingenmandsland mellem drøm stand, den er en poetisk-dokumentarisk hver- og nutidens virkelighed. Der er hist og her dagsskildring af en indisk familie. Faderen dør nydelige touches, og Pierre Brasseur er næ­ (i en scene, der er lige så original og bevæ­ sten chokerende diskret og fintfølende som en gende som bedstefaderens dødsscene i „Jord”), human drukkenbolt fra titlens parisiske kvarter, sønnen skilles fra moderen for at studere i men fortællingen er fuld af usandsynligheder Calcutta, til sidst dør også moderen. Det er og kedelige passager. Ikke konkurrencefilm. egentlig alt, men inden for denne ramme har For mig var Viscontis „Notti bianche” efter Ray skabt et rigt og fascinerende værk (hans Dostojefskis historie en endnu større skuffelse. billeder er fulde af den trolddom, man kun På en pressekonference pointerede den store finder hos de betydelige instruktører), som vil instruktør („Ossessione”, „La Terra Trema”, kede de blaserte og de åndeligt dovne meget. „Sansernes Rus”), at han med denne film ville De orientalske instruktører har foreløbig ta­ bane nye veje for de yngre italienske instruk­ get teten hernede. tører, der ofte følte neorealismen som en spæn­ 5. sept. Pressemøde med Henry Fonda, der detrøje. har været med til at producere og spiller i „Twelve Angry Men”, som vises uden for Marcello Mastrojanni og Maria Schell i Viscontis konkurrencen senere på dagen. Fonda svarede „neoromantiske“ „Notti bianche så intelligent og elskværdigt på alt, at journa­ listerne til slut mod sædvane applauderede. Dagens konkurrencefilm, Kurosawas „Ku- monosu- Djo”, en japanisering af „Macbeth”, er ikke noget for mig. Den er blændende vir­ tuost sat op, og det er overraskende at se, i hvor høj grad Shakespeares knaldscener har kunnet gå ind i en japansk sammenhæng - der er ikke ændret meget i handlingens forløb, og de få ændringer er intelligente (f. eks. går det glimrende ind i helheden, at den japanske Lady Macbeth får et dødfødt barn). Men „Macbeth” uden den engelske verbale poesi synes mig at mangle omtrent lige så meget som et „Mac- beth“-hørespil, og Kurosawa har trods sin im­ posante billeddynamik ikke leveret meget mere

18 Til venstre Zidra Ritenberg som Malva i den russiske konkurrencefilm.

I „Notti bianche", der forekommer mig gal­ 7. sept. Det russiske bidrag, „Malva“ af den skab, men metodisk galskab, fører Visconti da for kort tid siden afdøde Vladimir Braun. Gor- den operapåvirkede stil fra „Sansernes Rus“ kis historie er fuld af den slaviske sjæls uud­ helt ud i det absurd teatralske. Filmen kan grundeligheder, og Malva selv - pigen fra fi­ minde lidt om „Winterset". Maria Schell er skerbyen, der bliver efterstræbt af flere mænd, skiftevis sentimental, kælen og hysterisk men ikke vil tilhøre nogen af dem — virker nu som heltinden, og jeg følte ikke en døjt ved og da parodisk russisk, f. eks. når hun giver den højspændte emotionalisme. Til gengæld udtryk for ønsket om at flyve bort som en var de italienske tilskuere ellevilde af begej­ fugl. Som helhed er filmen respektabel, nyde­ string. Filmen synes mig en dristig og stor­ lig, lidt akademisk (midt i det hele en gam­ slået fejltagelse, men en af de film, man for­ meldags montagesekvens), i smukke farver, nemmer at man muligvis en dag bliver tvunget ganske velgørende ved sin interesse for det in­ til at revaluere. dividuelle og det erotiske.

EFTERTANKER Ser man ikke blot på konkurrencefilmene, Alt for mange film, der ikke burde være men på alle de i Venedig foreviste arbejder, fundet værdige til en international konkurrence falder det stærkt i øjnene, hvor betydelig den - ingen af de konkurrencefilm, der ikke er orientalske film er. De europæiske filminstruk­ nævnt neden for, burde have fået lejlighed til tører - selv dem, der tidligere har givet os at deltage. smukke værker (Cayatte, Antonioni, Clair, Hæderlige arbejder, der mangler et eller Visconti) - synes usikre, måske afspejler deres andet i at være gode: „I sogni nel cassetto", usikkerhed nervøsitet hos filmkapitalen: kan „A Hatful of Rain“, „Malva". filmkunsten stille noget op mod formatforbi­ Meget ambitiøse film, der måske kunne væ­ stringen og fjernsynsbegejstringen? De bedste re blevet mesterværker, men ved ikke at være orientalske kolleger synes gennemgående at det er helt eller delvis prætentiøse: „Amére have større frihed og mere arbejdsro. Et sted Victoire", „Kumonosu-Djo“, „Notti bianche". midt imellem finder vi amerikanske instruk­ Den bedste af dem alle og den eneste helt tører som Zinnemann og Sidney Lumet — må­ vellykkede: „Aparajito". Juryen bør roses for ske kan man sige, at Hollywood er ved at at have givet den førstepræmien. Formand var komme over den krise, der nu mærkes i Europa, René Clair; blandt de øvrige medlemmer Pene­ idet man dog naturligvis tager flere eksemp­ lope Houston og amerikaneren Arthur Knight. ler end de her nævnte i betragtning.

19 fyldt med skinnende frugter og bedøvende blomster­ VIBEKE BRODERSEN dynger. Vi bliver præsenteret for en gruppe unge ar­ bejdere, der losser, drikker the, synger og pudser æbler med ærmet i forbifarten. Så følger den døde Look at Britain! tid lige før markedet åbner ved 5-tiden — da er Covent Garden et virvar af købere og sælgere, en summen af råb og bestillinger, og ind imellem de London i september. travle handlende ses de gamle blomsterkoners rolige Der synes stadig ikke at være nogen tegn på op­ ansigter. Vi har fået en kunstners sande og uroman- vågnen i den kommercielle engelske filmproduktion. tiserede indtryk af et samfund, der lever midt i De fremtrædende talenter forsvinder udenlands, og Londons centrum hver dag — undtagen juleaftensdag. de personligheder, der har vist deres skabende fan­ „Every Day Except Christmas" er den mest vel­ tasi inden for eksperimentalfilmen, lader der ikke polerede og også den dyreste af de film, der har til at være brug for i filmindustriens farveløse strøm været vist i denne serie. Mere teknisk beskeden er af selvforherligende krigsfilm og middelmådige lyst­ „Nice Time", der er optaget af to unge schweizere, spil. Det er karakteristisk, at fotografen Walter Las­ Claude Goretta og Alain Tanner, begge ansat på sally, der har gjort sig gældende i en række af de „The British Film Institute". Filmen har kostet 6.000 moderne engelske eksperimentalfilm, har måttet tage kr. og er finansieret af „The British Film Institute til Grækenland for at medvirke i sin første spille­ Experimental Production Fund". Inspirationen bag film — „Pigen i Sort" (Michael Cacoyannis). Det „Nice Time" er Lindsay Andersons afsløring af livet eneste liv at spore har været „National Film Theatre“s i Margates forlystelsespark, „O Dreamland", og de forevisninger af „den frie film". Første program i to schweizere har også benyttet sig af „det skjulte serien bestod af „O Dreamland", „Momma Don’t kamera". Det er atter menneskets form for adspre­ Allow" og „Together", som jeg omtalte i „Kosmo- delse, der er emnet, og alle dens arter og afarter rama 16". Det andet program under titlen „Free Ci- finder man næppe bedre repræsenteret end i Londons nema" bestod af udenlandske eksperimentalfilm, og neon-centrum. De flimrende lys, spilleautomaterne, med det tredie, „Look at Britain!", vendte vi tilbage de endeløse køer til biografernes skrækfilm, de gum­ til den engelske social-poetiske dokumentarfilm. mityggende teen-agere, der hænger omkring Eros- De to væsentligste film i dette program er af vidt springvandet, de savlende mænd foran pin up-plaka- forskellig art og dog fælles om det mål at nærme terne, de tvivlsomme typer, der sælger postkort og kunsten til hverdagen. De er begge præget af det billedrige publikationer, således er livet på Piccadilly personlige engagement, der ofte savnes i dokumen­ Circus om aftenen. Og kameraet fortæller os lidt om tarfilm. de mennesker, der færdes her — de overbærende til­ Lindsay Andersons „Every Day Except Christmas" skuere, de fascinerede landboere og alle dem, der er finansielt støttet af „Ford Motor Company", for­ bare hænger omkring og venter på et eller andet. bløffende nok med det ene formål at give Anderson Trods de begrænsede tekniske muligheder er „Nice mulighed for at skabe en film af mere professionel Time" forbløffende dygtigt optaget — man kan så art end hans tidligere. Filmen er en tribut til arbej­ indvende, at det skjulte kamera forbryder sig mod derne på Londons grønttorv, Covent Garden — til individets privatliv. deres travle, glade arbejde i en natlig verden af Programmet „Look at Britain!" omfattede endvidere tonsvis af pakkasser. Efter den virkningsfulde åb­ uddrag af famlende og amatørprægede film, Lindsay ningssekvens — en lastbils monotone kørsel gennem Andersons „Wakefield Express" fra 1952-53 om pro­ det sovende London, akkompagneret af BBC’s godnat- vinsby-liv i Yorkshire, og en film om de små side­ hilsen med „God Save the Queen" — bliver vi sat af gader i Edinburgh med udgangspunkt i børnenes sang­ i de store rungende haller, der venter på at blive lege, „The Singing Street" fra 1951.

Blomsterkone i Covent Garden. Fra „Every Day Except Christmas".

20 densbillede, deraf figurens metafysiske dybde, deraf dens poetiske styrke. Denne karakteristik har naturligvis kun fuld gyl­ dighed for den tidligere Chaplin, d.v.s. figuren i Keystone-, Essanay- og Mutualfilmene fra perioden 1914— 17. Men ifølge Mitry er det dette grundlag Chaplin-skikkelsen udvikler sig på i de senere større film til et symbol med moralsk indhold, det er her vi finder forudsætningen for dens ofte iagttagne indre dobbelthed, som skulle finde sit stærkeste og afslut­ tende udtryk i „Diktatoren". Det afgørende vendepunkt for Chaplin-figuren ind­ træder da han ved at opdage „de andres" eksistens går fra barnets uskyld ind i det voksne moralske an­ svar. Med ansvaret følger ofret og martyriet som en naturlig og nødvendig konsekvens — den uskyldige amoralske Chaplin bliver til den sentimentalt sociale og humane. Selve de fundamentale vilkår for figu­ Chaplin som egocentriker rens væren er hermed ændret. Den styrer ikke som før begivenhederne selv, den styres nu af dem. Mitry Jean Mitry: Charlot et la „Fabulation“ Chap- siger det således i sin omtale af „Guldfeber": „Sa linesque. 186 s., Paris 1957. présence n’est plus conditionelle, mais accidentelle.“ Man går til bogen med bange anelser. Der er kogt Formuleringen forekommer overmåde præcis og dæk­ så mange tynde filosofiske, sociologiske, sociale og kende i mere end een henseende: den afgrænser gan­ biografiske supper på Chaplin-figuren, at ens appe­ ske klart forskellen mellem de tidlige og mellemste tit på mere fra samme køkken på forhånd er stillet. mindre Chaplin-film og de senere store, den forkla­ Det kan heller ikke nægtes, at Jean Mitrys Chaplin- rer samtidig, hvorfor de kortere film, trods et lavere bog delvis er lavet på de gamle opskrifter, skrevet sigte, æstetisk set er mere sluttede og færdige end de som den er i en stiv og spidsfindig analytisk jargon, større med deres ambitioner og ofte usammenhæn­ som viderebringer meget lidt af en umiddelbar kunst­ gende episodekomposition, og den antyder samtidig nerisk oplevelse af Chaplin-skikkelsen. hvorfor myten blev til psykologi i skikkelser som På den anden side må det uden videre medgives, Monsieur Verdoux og Calvero. Mitry har ikke meget at Mitrys bog alligevel er oplivende læsning, nemlig at sige om disse skabninger af en anden og lavere i kraft af en overbevisende gennemført analyse inde­ orden end den mytiske Chaplin, som er det egent­ fra af Charlot — den fiktive Chaplin. Analysen er lige emne for hans bog. Han tøver dog ikke i sin baseret alene på filmene, på hvad der kan ses og ud­ dom over dem: deres virkelighed — så troværdig den læses af dem, anvender altså om man vil den litte­ iøvrigt kan være — indsnævrer og begrænser myten. rære „Nye Kritiks" principper på sit filmiske emne. Mitry gennemfører sin Chaplin-analyse uden at Chaplin-figuren vurderes i dag for det meste på nævne Charles Chaplins person, undtagen i et sidste grundlag af, hvad man kunne kalde dens sentimen- lille kapitels særdeles hasarderede og „konstruktive" talt-sociale-humane indhold, d.v.s. man betragter den antydninger af visse biografiske sammenhænge. Fil­ først og fremmest som socialt og menneskeligt sym­ mene ses altså intetsteds som udtryk for deres skabers bol, hefter sig især ved det deklasserede, det med- tanker og psyke. Men man undgår ikke at iagttage ynkvækkende og det værdige i figuren. Men disse på sig selv, at kunstens og virkelighedens Chaplin egenskaber er ikke Chaplin, siger Mitry. Chaplin- ganske stille flyder sammen i eet under læsningen af vagabondens tragedie er ikke i første række social eller bogen. Tør man slutte deraf, at Mitry — med eller menneskelig, den er først og fremmest metafysisk. Det mod sin vilje — har omsluttet dem begge med sin svage og forhutlede er blot een side af hans natur, „nye kritik" ? som kun kan fattes tilfulde i sin mangfoldige og Werner Pedersen. modsætningsfyldte helhed. Det er at vende op og ned på tingene at betragte Chaplin som en forfulgt ener i kamp med kræfter i omgivelserne han ikke kan magte. Chaplin er i virkeligheden ikke svag, men stærk, så stærk, at han formår at omskabe virke­ ligheden i sit eget billede. Hans styrke er, at han altid er sit eget midtpunkt ligesom et barn, og at han har et ureflekteret, ubændigt behov for at hævde sig overfor sine omgivelser og dermed overfor sig selv. Når han kommer i vanskeligheder, klarer han sig, ikke som det oftest anføres ved ydmygt at til­ passe og underkaste sig de kritiske omstændigheder, men tværtimod ved suverænt at omforme og fortolke Vi takker „Sight and Sound“ og Lindsay An­ situationen, så den passer ind i hans egen på een gang naive og raffinerede verden. Chaplins komiske ders on (den udmærkede instruktør) for tilla­ associationer, hans konsekvensmagerier og andre gags delse til at bringe denne anmeldelse, der har er alle udtryk for hans stærke intensive vilje og evne stået i det engelske filmblad. Vi beklager her, til helt at være sig selv. De er reflekser af et ver­ at ..Forfølgeren" i „Kosmorama 27“ indirekte

21 blev betegnet som en Cinemascope-film (i „Ci- der for meget af den. De film, Ford selv har produ­ ceret i de sidste 10 år (og de omfatter alle hans vig­ nemascopiske betragtninger") - som det frem­ tige arbejder siden „My Darling Clementine") har i går af filmens credits, som vi bringer neden­ mindre og mindre grad støttet sig til fortællingen, i højere og højere grad koncentreret sig om stemnin­ for, blev den optaget i Vistavision. gen. „Forfølgeren" er en lang og kompliceret beret­ ning, der spænder over 8—9 år. Yderligere er helten, THE SEARCHERS (FORFØLGEREN). Prod.: Ethan Edwards, en umiskendelig neurotiker, der plages C. V. Whitney 1956. Manus.: Frank S. Nu- af et irrationelt had til indianerne, og hvis liv er for­ gent efter Alan LeMays roman “The Sear- mørket af en eller anden mystisk forbrydelse. Hans chers” . Instr.: John Ford. Foto: Win ton C. søgen efter sin lille niece, som er blevet bortført af Hoch (TechnicolorjVistavision). Musik: Max Comanche-indianerne, synes da også mindre inspire­ Steiner. Dekor.: F.Hotaling, J. Basevi. M edv.: ret af kærlighedens eller ærens fordringer end af en John Wayne, Jeffrey Hunter, Vera Miles, monoman trang til at dræbe hende, fordi hun er Ward Bond, Natalie Wood, John Qualen, „besmittet". Hvad i himlens navn skal netop John Olive Carey, Henry Brandon, Ken Curtis, Ford få ud af en sådan helt? Man mindes hans tid­ Harry Carey jr., Antonio Moreno, Hank ligere uheldige forsøg („Fort Apache") på at få noget Worden, Walter Coy, Lana Wood, Dorothy ud af en historie med et bittert og monomant men­ Jordan, Pat Wayne. neske som hovedperson. På lignende måde som i „Fort Apache" afslører den usikre rytme og det uegale Når store mænd gør fiasko, når de sædvanligvis spil i „Forfølgeren", at Ford ikke har været på bølge­ videre end mindre personligheder, der har sukces; længde med sit emne. og mislykkede film af store instruktører er ofte mere Så vidt jeg kan se, kunne Ford kun have gjort interessante — mere oplysende — end fejlfri, men historien udtryksfuld ved som helt at have valgt den lidet ambitiøse pletskud. Vi erkendte dette for nylig, unge halvblodsindianer Martin Pawiey, den ned- da vi så Mark Donskois nye version af „Moderen", slagtede families adoptivsøn, der stædigt ledsager en film, der tydeligvis er iscenesat med den største Edwards på dennes ekspeditioner, og som er fast be­ omhu og er optaget af en ypperlig instruktør. Den sluttet på at redde pigens liv. Her er i det mindste indeholder smukke og personlige passager. Men se­ en figur, som står for noget, og den bliver sympa­ kvenserne blev ikke en helhed, og det tilgrundliggende tisk spillet af Jeffrey Hunter; men instruktionen giver emne blev ikke levende. Hvorfor? — spørger man; ikke drengen den rette statur. Det er tydeligvis John og ved at stille dette spørgesmål er vi på vej til at Waynes Edwards, der er placeret i filmens centrum; forstå Donskoi — og måske også filmkunsten — bedre. og hans præstation burde enten have været psykolo­ Noget lignende gælder „Forfølgeren". Ligesom det gisk kompliceret eller konsekvent. Den- er ingen af skærpede vore forventninger, at Donskoi vendte til­ delene. I stedet for det psykologisk nuancerede får vi bage til Gorki, ventede vi os meget af Fords hjem­ det ene øjeblik gemenhed, det andet øjeblik tilknap­ rejse til the West, til Monument Valley, til de pet, men dog elskværdig humor. Filmens stemninger elskede mesas, som dominerer landskaberne i „Dili­ svinger lige så usikkert. Det dramatiske fund af pigen gencen", „My Darling Clementine" og „Kavaleriets efterfølges af et slapstick-slagsmål, so.n fuldstændigt gule Baand". Vi er atter i den smukke, men farlige tilintetgør den ydre spænding i situationen og den verden, der kendetegnes ved isolerede bosteder, kri­ indre spænding i personerne. Pawleys indianske gerske indianere og hårdføre pionerer. Ford må da, „kone", der introduceres vidunderligt morsomt, bliver når han igen får lov til at udfolde sig her, give os pludselig sparket i ryggen og ekspederet ned ad en noget uforglemmeligt og styrkende, endnu nogle glimt bakkeskråning (en særlig grov — og unødvendigt af hine mageløse visioner? „Forfølgeren" begynder grov — scene). Den spænding, der kunne have været da også lovende: Kameraet kører ud fra en mørk i filmens klimaks, punkteres af godmodige og lige­ pionerstue, følger en tøvende kvindeskikkelse, kom­ gyldige pjankerier med en grøn ung kavaleriofficer mer ud i solskinnet; en endeløs sandørken, en blå (spillet af JohnWaynes søn). Spillet er meget ujævnt: himmel, klipper i det fjerne, og en rytter, der nærmer Vera Miles er den charmerende, men ret nutidige sig. Mens den ensomme rytter kommer nærmere, går heltinde, Hank Worden er amatøragtig som den pa­ hele familien ud for at følge ham med nervøs nys­ tetiske, halvtossede Mose, og for første gang (så­ gerrighed: Hvor mange uger — måneder — er det vidt jeg ved) bliver en indianerhøvding i en Ford- siden, de har set en fremmed? Scenen er skildret film spillet af en hvid skuespiller med make-up. med Fords velkendte prægnans og følelse for kom­ Den eneste helt autentiske præstation er Olive Careys positioner, der gøres levende af små iagttagelser: den som den tapre og hårdføre pionerkone. ophidsede køter, vinden, der tager i kvindernes skør­ ter, hånden, der skygger for den blændende sol. Og „Forfølgeren" viser meget tydeligt, i hvor høj så lader effekten alligevel tilskueren kold . . . grad Ford er en instruktør, for hvem arbejdsgrund­ Det er besynderligt, og det er vanskeligt, måske laget enten er helt rigtigt eller helt forkert. Når umuligt, at begrunde hvorfor. Mangel på følelse, på følelsen er ægte, er den også stærk, dyb og perspek­ indre overbevisning, er simpelthen en kendsgerning, tivrig. Når troen på stoffet mangler, kan selv den hvad grunden så end kan være. Atter og atter er flotteste tekniske virtuositet ikke skjule det. Ja, han der i „Forfølgeren" øjeblikke, ja endog episoder, der ejer endda i sådanne tilfælde en vis kunstnerisk stolt­ genkalder fortidige triumfer i erindringen: Familien hed og nægter at simulere: når hans fortælling når Jørgensen er grupperet foran farmen på lignende måde til en passage, hvor kun uærlighed kan dække over som familien Muley i „Vredens Druer", før trak­ det essentielt falske, filmer han den uden videre og toren braser frem. Skyggen, der falder over barnet, slynger den i hovedet på os, som om han sagde: da hun skjuler sig for indianerne ved sin bedstemors „Hvis det her er, hvad I vil have — så værsgo!" grav, minder om en lignende skygge, der faldt over Hele „Forfølgeren“s slutning med dens fuldkommen Nathan Brittles i „Kavaleriets gule Baand". Der er absurde befrielse og Edwards' utroværdige omvendel­ et farceslagsmål, som får os til at tænke på „Den se beviser denne påstand. Det forbløffende er, at me­ tavse Mand". Men manglen på intensitet i alle disse toden kan bruges. „Den bedste western siden „Di- reminiscenser fortæller os, at det ikke er nok at ligencen"", skriver en anmelder; en anden ytrer: give Ford et stort budget og anbringe ham mellem „ . . . er kommet på min liste over klassiske we­ alle disse mesas; man må give ham en historie — sterns sammen med „Diligencen" og „Shane"". The eller i hvert fald et emne. Og historien i „Forfølge­ O ld Man må smile noget skævt, hvis han nogen­ ren" (der er baseret på en roman af Alan LeMay) vi­ sinde læser avisudklippene. ser sig ikke at egne sig for ham. For det første er Lindsay Anderson.

22 ÅRETS og tegneren vil modtage et medlemskort, ad­ gangskort til vore forevisninger i et år og et abonnement for et år på „Kosmorama". ______bedste------Den komité, der vil udvælge årets bedste plakat, består af Jan Zibrandtsen, Pierre Lu­ FILMPLAKAT becker, Soren Melson, Ove Brusendorff og Erik Ulrichs en. Ved udvælgelsen vil naturlig­ Hvis man sammenligner de moderne danske vis de tre førstnævnte, der i denne sag er mere filmplakater med tyvernes (som vore læsere professionelle end de to sidstnævnte, have det afgørende ord. har set nogle prøver på i rubrikken nederst på Det kan tænkes, at komiteen ikke finder en denne side), vil sammenligningen normalt fal­ eneste plakat værdig til at blive fremhævet, de ud til fordel for de gamle plakater. men så sort vil det forhåbentlig aldrig komme For at stimulere interessen for den gode til at se ud. filmplakat er det „Kosmorama“s hensigt hvert år at udvælge „Årets bedste filmplakat“. Pla­ katen vil blive offentliggjort med kommenta­ Den film, der i P^x/OK-interviewet blev omtalt rer i det følgende års januar-nummer af „Kos- under arbejdstitlen „Unde George", har siden morama". Dette vil betyde en vis reklame for i England haft premiere under den endelige ti­ det selskab, der har ladet plakaten fremstille, tel „How to Murder a Rich Unde".

Fra Filmmuseets plakatsamling Det Danske Filmmuseum viser i denne måned D. W. Griffiths RIK 4 „Amerika" fra 1924. Vi reproducerer her den plakat, LM MO AKTER1

K. Wenzel (der tegnede en række I HOVtOttOUtRME: af tyvernes filmplakater) leverede til de danske forevisninger af filmen OL DEMPSTER i 1925. Som så mange af periodens IL HAMILTON bedste film gik „Amerika" på Pa­ I EL- 3? BARRVMORE || ladsteatret.

23 WOLFGANG STAUDTE Født den 9■ oktober 1906 i Saarbrucken. Efter at have gået i realskole i Berlin-Steglitz studerede han til ingeniør, hvorefter han arbejdede tre år i auto­ mobil- og flyvemaskinebranchen. Besluttede sig til at blive skuespiller og virkede som sådan i midten af trediverne. Da han imidlertid ikke var medlem af partiet, blev det svært for ham at få roller, og han så sig nødsaget til at tage arbejde i et reklamefirma, Foto: Friedl Behn-Grund og Karl Plintzner. Mu­ hvor han skrev drejebøger til reklamefilm og senere sik: Herbert Trantow. Medv.: Axel von Ambes­ gik over til også at iscenesætte dem, op til fem om ser, Ilse Petri, Hubert von Meyerinck. Prod.: dagen. „Tobis" blev opmærksom på ham og lod ham „DEFA". iscenesætte en 700 m prøvefilm efter en novelle Rotation. Tyskland 1949. I: Wolfgang Staudte. Ma­ „Ins Grab kann man Nichts Mitnehmen". Den faldt nus.: Wolfgang Staudte og Erwin Klein. Foto: så godt ud, at man overlod ham instruktionen af Bruno Mondi. Medv.: Paul Esser, Irene Korb, „Akrobat oh!" Årstallene i indexet er produktionsår. Karl Heinz Deichert. Prod.: „DEFA". Vist i Filmmuseets 46. serie, 11.— 16. februar 1957. Akrobat Scho-o-on. „Akrobat o h !“. Tyskland 1943. Zukunft aus zweiter Hånd. Tyskland 1949. (Udsend­ I og Manus.: Wolfgang Staudte. Foto: Georg tes først under titlen „Schicksal aus zweiter Bruckbauer. Musik: Friedrich Schroder. Medv.: Hånd"). I og Manus.: Wolfgang Staudte. Foto: Charles Rivel, Clara Tabody, Karl Schonbock, Willy Winterstein. Musik: Wolfgang Zeller. Kate Dyckhoff. Prod.: „Tobis." Dansk premiere: Medv.: Marianne Hoppe, Ernst Wilhelm Bor­ 30.8.1944 i Metropol. chert, Erich Ponto og Heinz Klevenow. Prod.: Ich hab' von dir getråumt. Tyskland 1944. I: W olf­ „Real-Film". gang Staudte. Manus.: Herbert W itt efter ide af Der Untertan. „Kejserens undersåt". Tyskland 1951. Johann Vaszary. Foto: Friedl Behn-Grund. Mu­ I: Wolfgang Staudte. Manus.: Wolfgang Staudte sik: Werner Bochmann og Ernst Erich Buder. og Fritz Staudte. Foto: Robert Baberske. Musik: Medv.: Fita Benkhoff, Else von Mollendorf, Karl Horst-Hans Sieber. Medv.: Werner Peters, Paul Schonbock. Prod.: „Tobis". Esser, Friedrich Maurer, Sabine Thalbach, Ernst Der Mann dem man den Namen stahl. Tyskland Legal. Prod.: „DEFA". Dansk premiere: 23.4. 1945. I: Wolfgang Staudte. Manus.: Josef Maria 1956 i Aladdin. Frank og Wolfgang Staudte. Foto: Eduard Die Geschichte vom kleinen Muck. Tyskland 1953. Hoesch. Musik: Herbert Trantow. Medv.: Axel I: Wolfgang Staudte. Manus.: Wolfgang Staudte von Ambesser, Ruth Lommel, Gretl Schorg. og Peter Podehi. Foto: Robert Baberske. Musik: Prod.: „Tobis". (Filmen ikke fuldført). Ernst Roters. Medv.: Thomas Schmidt, Johannes Frau uber Bord. Tyskland 1945 (fuldført i 1951 og Maus, Friedrich Richter, Trude Hesterberg. udsendt under titlen „Das Madchen Juanita"). Prod.: „DEFA". I: Wolfgang Staudte. Manus.: C. J. Braun efter Leuchtfeuer. Tyskland 1954. I: Wolfgang Staudte. ide af Fritz Klotzsch og Dinah Nelken. Foto: Manus: Wolfgang Staudte og Werner Jorg Liid- Friedl Behn-Grund. Musik: Werner Bochmann. decke. Foto: Robert Baberske. Musik: Herbert Medv.: Heinrich George, Axel von Ambesser, Windt. Medv.: Leonhard Ritter, Horst Naumann, Annelise Uhlig, Charlotte Schnellhorn. Prod.: Jochen Thomas, Friedrich Gnass. Prod.: „DEFA" „Tobis". —- „Pandora". Die Morder sind unter uns. „Morderne iblandt os*. Ciske de Rat. „Rebellen". Holland 1955. I og Ma­ Tyskland 1946. I og Manus.: Wolfgang Staudte. nus.: Wolfgang Staudte efter roman af Piet Bak­ Foto: Friedl Behn-Grund og Eugen Klagemann. ker. Foto: Otto Baecker. Musik: Steye van Bran- Musik: Ernst Roters. Medv.: Hildegard Knef, denburg. Medv. i den hollandske version: Dick Ernst Wilhelm Borchert, Erna Selimer, Arno van der Veide, Riek Schagen, Jenny van Maer- Paulsen. Prod.: „Deutsche Film A.G.", „DEFA". lant, Rob de Vries, Kees Brusse. Medv. i den Dansk premiere: 26.7.1948 i Casino, Merry, Nora tyske version: „Ein Kind braucht Liebe": Dick og Triangel. van der Veide, Heli Finkenzeller, Berta Drews, A Tale of Five Cities. England 1948— 52. I: Romolo Alexander Kerst. Prod.: „Amsterdam" og „Ome­ Marcellini, Wolfgang Staudte, E. E. Reinert og ga". Dansk premiere: 2.4.1956 i Metropol. Montgomery Tully. Manus.: Richard Llewellyn, Rose Bernd. „Landsbypigen Rose Bernd". Tyskland Piero Tellini, Giinther Weisenborn, Jacques Com- 1956. I: Wolfgang Staudte. Manus.: Walter Ul- paneez og Patrick Kirwan. Foto: La Torre, Lud­ brich efter Gerhard Hauptmanns teaterstykke. wig Berger, Friedl Behn-Grund, Rose Dormoy Foto: Klaus von Rautenfeld. Musik: Herbert og Gordon Lang. Musik: Hans May og Josef Windt. Medv.: Maria Schell, Raf Vallone, Leo­ Hajos. Medv.: Bonar Colleano, Lana Morris, pold Biberti, Hannes Messemer, Arthur Wiesner, Barbara Kelly, Anne Vernon, Eva Bartok, Gina Kathe Gold. Prod.: „Bavaria". Dansk premiere: Lollobrigida, Karin Himbold. Prod.: Alexander 9.9. 1957 i Park. Paal. In einem Garten von Aviano. Tyskland 1957. I: Die seltsamen Abenteuer des Herrn Friedolin B. — Wolfgang Staudte. Prod.: „Europa-Film". (Under Tyskland 1948. I og Manus.: Wolfgang Staudte. forberedelse).