Fyrretyve Fortællinger Af Fædrelandets Historie
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie Af A. D. Jørgensen Født d. 11. juni 1840, død d. 5. oktober 1897 Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie Af A. D. Jørgensen Femte oplag. Med forfatterens portræt, 5 stentrykte kort og 58 billeder. Ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, København. I kommission hos G. E. C. Gad. 1907 Med nærværende femte oplag er A. D. Jørgensens „Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie” trykt i i alt 39,000 eksemplarer. Trykt hos Nielsen & Lydiche (A. Simmelkiær). København. Tekstgenkendt med Tesseract-OCR efter 5. udgave (1907) G.E.C. Gad, København Bearbejdet af Lars Erik Bryld, 2016 Ortografiske rettelser: I forbindelse med tekstgenkendelsen af faksimileudgaven er med enkelte undtagelser gj- ændret til g-, kj- til k-, og aa til å. Navneord, som ikke er egennavne er rettet til lille begyndelsesbogstav. Enkelte tilpasninger af andre ældre stavemåder, såsom "kunde"->"kunne", "hjærte"->"hjerte" o.l. er ligeledes blevet foretaget. Forord til 3. Oplag. Tredje udgave af de „40 Fortællinger af Fædrelandets Historie” er i alt væsentligt et optryk af den foregående, hist og her dog med enkelte, mindre væsentlige forandringer. Det blev alt ved andet oplag (1886) fremhævet, hvad der måske vil være anledning til nu at gentage, at „Bogens titel (med angivelse af det vilkårlige antal fortællinger) var valgt i den udtrykkelige hensigt at forhindre opfattelsen af den som en sammenhængende og udtømmende fremstilling af vor historie”. Det er i virkeligheden kun et begrænset antal fortællinger, men valget af dem har dog ingenlunde været tilfældigt: „Som det let vil ses, er der på den ene side helt igennem lagt særlig vægt på at gøre rede for det historiske forhold til vore sydlige naboer, altså udviklingen af det danske grænsehertugdømme og alle de forhold, som dette under det tyske riges gradvise opløsning og senere under dets begyndende genoprettelse førte med sig, medens på den anden side alt det er søgt fremdraget, som kunne kaste lys over vor folkelige ejendommelighed og dens rige ydelser så vel som dens mindre lyse sider og ofte trange kår.” Som der ligeledes den gang blev antydet, har jeg senere udarbejdet en tilsvarende række „Fortællinger af Nordens Historie”, der både for vort fædrelands vedkommende vil kunne udfylde hullerne i den her foreliggende og samtidig udvide blikket til vore frændefolk i Sverrig og Norge; de vil i en nær fremtid blive udgivne af „Udvalget for Folkeoplysnings Fremme”. Idet disse fortællinger, efter at være udbredte i 20,000 eksemplarer, nu atter udsendes, bør det ikke ske, uden at den mand mindes, som foranledigede deres fremkomst. Det var kaptajn, brygger I. C. Jacobsen, som først udtalte det ønske, at der måtte skaffes en fædrelandshistorie til veje, som kunne egne sig til folkelæsning, særlig for de danske sønderjyder, og, da han fandt, at opgaven i det væsentlige var løst i det foreliggende skrift, med sin vante energi støttede dets udgivelse og udbredelse. Det fulgte i af hele hans bramfri karakter, at der ikke kunne være tale om at nævne dette forhold, så længe Jacobsen levede; men nu efter hans død bør takken for den kærlige omtanke, han skænkede sine fraskilte landsmænd, ikke holdes tilbage. Få mænd har i deres gerning i samme grad som han lagt en inderlig og uegennyttig kærlighed til fædrelandet og fædrenes minde for dagen. Maj 1892. A. D. Jørgensen. Forord til 5. Oplag. Med undtagelse af nogle få og uvæsentlige ændringer, som er en nødvendig følge af, at der er forløbet så lang tid siden udgivelsen af 3. Oplag det sidste af forfatteren selv besørgede, er teksten i nærværende 5. Oplag af „Fyrretyve Fortællinger” et nøje optryk af 3. Oplag (1892). December 1907. Udvalget for Folkeoplysnings Fremme. 1 — Danske kongesagn Intet andet rige i vor verdensdel kan i alder måle sig med det danske. I uafbrudt følge går vor kongerække tilbage gennem et tusindår, og alt længe før den tid hører vi tale om et samlet og mægtigt kongerige i Danmark. Det er nu 1100 år, siden kejser Karl den Store undertvang Saxerne, hvis nordligste gren boede i det nuværende Holsten; ved den lejlighed fandt den tapreste blandt deres høvdinger et tilflugtssted hos Danmarks konge Sigurd, og Karl vovede ikke at udstrække kampen til dennes enemærker; hans sejrrige hære måtte standse ved Ejderen. Alt henved 100 år tilforn kom en engelsk biskop, Villibrord, her til landet for at prædike kristendommen; han traf på en konge ved navn Yngvin, der viste ham al gæstfrihed, men var uimodtagelig for hans lære. Omtrent samtidig forfattede en digter i England den berømte sang om Bjovulf, en helt fra Gøterige, der kom til kong Roar i Danmark og udførte mindeværdige bedrifter i hans gård. Altså i det mindste fra tiden ved år 700 efter Kristi fødsel har vi sikre vidnesbyrd om det danske riges tilværelse. Og hvor historien slipper i fortidens mørke, der tager sagnet fat og fører os fra slægtled til slægtled op til selve gudernes samfund; det kalder vore konger for Skjoldunger efter Odins søn Skjold, rigets første høvding. I den fjerneste oldtid, fortælles der, før der endnu var et ordnet samfund til, kom denne konge hertil som barn, ene midt i et skib, hvilende på et kornneg og omgiven af våben. De danske modtog ham som sendt fra guderne til folkets lykke, kårede ham til deres høvding og kaldte ham rigets „Skjold”. Mange sagn er bevarede om hans virksomhed til Danmarks hæder og velfærd. Alt som dreng overvældede han et farligt vilddyr; som yngling slog han tyskernes høvding Skate, med hvem han bejlede til samme brud, og som mand gav han love for med dem at bygge land og rige. Alle fædrelandets egne havde del i ham: en gammel skjald kalder ham Skåningernes gud, andre kalder ham Lejrekonge efter det berømte kongesæde på Sjælland, atter andre lader ham have sin oprindelse i de jydske lande (Jylland til Ejderen med Fyn og de mindre øer) og bo i Odense. Herfra, siges der, udsendte han sin hustru Gefion til kong Gylfe i Sverrig. Hun fik tilladelse til at tage en plovs land af dennes rige, hvorpå hun pløjede Sjælland ud af Uplandene og drog det ud i havet mellem Fyn og Skåne; i dets sted dannede der sig en dejlig sø, som kaldes Mælaren, den sø, ved hvis bredder sveakongerne bestandig har haft deres sæde. Vi hører således alt hin fjerne tid udtale den tanke, at Nordens tvende kongesæder oprindelig har hørt sammen og er skårne ud af hinanden. Da kong Skjold var død, blev hans lig, som han selv havde bestemt det, bragt om bord på det skib, som havde ført ham til lande. Folk flokkedes ved stranden for at se ham fare bort den vej, han var kommen; omgiven af guld og våben lå han ved roret, kongeflaget udfoldede sin dug over hans hoved, medens skibet stod ud af fjorden til de ukendte egne, som havde udsendt det. Mangfoldige er de sagn om konger og helte, som er overleverede os efter gamle sange fra selve oldtiden; kun det gamle Grækenland overgår i den henseende Danmark i sagnrigdom. Snart er det fredsæle mænd, som Frode Fredegod, i hvis tid en guldring kunne ligge urørt på alfarvej, snart hær- og søkonger, hvis liv er en uafbrudt kamp for at vinde ære og bytte, som Halvdan, Helge og mangfoldige andre. Snart vinder heltene et uforgængeligt navn ved deres trofasthed, som Hagbart og Signe, snart ved deres kløgt og snildhed, som Hamlet eller Erik den Veltalende. Skjoldungerne ikke blot nedstammede fra Odin, men denne, den mægtigste af alle guder, tog sig også i mangt et farefuldt øjeblik faderlig af dem. Således fortælles der om Hadding, kong Skjolds sønnesøn, at han på tilbagevejen fra Sverrig, hvor han var bleven opfostret af en kæmpe ved navn Vagnhoved, mødte en gammel mand i sid kofte og med ét øje, som gav sig i følge med ham, rådede ham på det bedste og skaffede ham en fuldtro ledsager og kampfælle; det var Odin selv, som viste sig i denne skikkelse. Da Hadding senere blev slået af sine fjender, kom guden igen til ham på flugten; denne gang var han til hest. Han tog den unge konge op til sig og førte ham bort til et enligt hus, hvor han vederkvægede ham med en stærk drik. De taltes derpå længe ved, og omsider førte Odin ham tilbage på samme måde, som han havde hentet ham. Men denne gang var Hadding nysgerrig efter at få at vide, hvad vej de red; han tittede ud igennem en flænge i den vældige rytterkappe, men opdagede da, at de fór hen over havets bølger. Hadding blev en konge efter Odins sind; han tumlede sig vidt og bredt, indtog borge og stæder, snart ved list og snart med magt, han kæmpede med mennesker og uhyrer og lå årevis i leding i fremmede lande. Mærkeligt er dog især, hvad der fortælles om hans ophold i Norge, idet Odin her sendte en af sine dødsmøer til ham for at lade ham se billedet af den evige strid, før han selv skulle vandre heden. Hadding var dragen derop for at udfri kongedatteren Ragnhild af en jættes hænder; det lykkedes ham også at fælde ufredsmanden og selv at vinde pigens hånd. Som han nu en vinteraften sad i kongehallen i Romerige, åbnedes gulvet pludselig henne ved ildstedet, og en kvinde steg frem af jordens skød, høj og anselig og med grønne urter i hånden. Hun spurgte Hadding, om han brød sig om at få rede på, hvor disse blomster groede, og da han straks ytrede lyst til at se sig om i de egne, tog hun ham under sin kappe og sank tilbage i jorden med ham. De gik først ad en mørk og tåget sti, der var dybt trådt med talrige spor; stormænd i stadselig dragt færdedes her til alle sider i tågen.