Danmarks Kunstbibliotek the Danish National Art Library
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
B Danmarks Kunstbibliotek Digitaliseret af / Digitised by Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk D38~ s /JJ(? QEOIIG BRANDES ERIK DALL HANS RÆDER S1refflJI over Goethe Digte Flw11t1d og Nordtleftlg KARL MADSEN Danlcvart l>reyer M. SALMONSEN H. CHRISTENSEN Amerika og Kina Ouatave Flaubert AXEL DAM Plykologielt Litteretur 5 KURST~1<ADEMtETS BIB LIOTHEK1 l ~ '1 .. D.ANKV.ART DREYER N lønlig Ærgerrighedens Orm nagede under For beredelserne til Raadhusudstillingen flere af dem, hvem Udvalget af dansk Malerkunst var betroet. rA•'--"':;.~_) Den nævnedes kun i Spøg, men rørte sig under tiden i Alvor. Det var Haabet om at finde Dan marks Trutat. • Tilskueren• s Læsere vil maaske fra en Anmeldelse af Verdens udstillingen i Fjor mindes, hvad dette Ord betyder. Trutat er Navnet paa en Maler, født i en fransk Provins, pint og plaget åf den medborgerlige Dumhed, død 24 A·ar gammel af Brystsyge og nedfaren i Glemselens Grav, hvorfra han atter ved Verdensudstil lingen) opstod til Ærens Herlighed, did oppe han, takket været faa, men højst fortrinlige Arbejder, i al Fremtid vil trone ved Siden af den franske Malerkunsts Klassikere fra det 19de Aa.rhundredes Midte. Interessen for de tilsidesatte, Svagheden for de Kunstnere, der efter det • forfriskende Bad i Glemselens Nat• fremdukker med Martyriets Helgenglorie straalende om deres uberømte Navne, skyldes ikke alene Opdagerlystens ivrige Betjening af de ustadige Men neskers stadige Trang til nyt. Viljen til at gøre gammel Uret god igen, berigtige tidligere Vildfarelser og ompostere Værdierne efter Sandheds Krav, er en af Menneskenaturens ædleste og bedste Til bøjeligheder, hvad der jo for os alle er en kær, maaske haardt nødvendig trøsterig Tanke. Vel er Danmarks Trutat næppe endnu funden, men Raadhus udstillingen har ført. frem til Lyset adskillige Malere, hvis Arbejder ?')j Vq • ) I Dankvarl Dreyer 929 kun faa har kendt og færre har agtet. Saaledes den højtbegavede L. A. Schou, hvis dristige , og tapre Talent endnu stod i Gæring ved hans Død, saaledes en af de fleste overset nulevende, ualmin delig lødig Kunstner, Karl Jensen, saaledes endvidere, en hel Række. med Urette halvglemte Landskabsmalere, Kølle, Kjeldrup og Dreyer. Dog er det i mine Øjne ingenlunde Forstærkningen af de for holdsvis ukendte, der giver Udstillingen dens væsentligste Værd. Med alle sine Mangler, sine tilsyneladende og virkelige Tilfældig• heder i Udvalget, h:ll' efter mit Skøn denne Udstilling en over raskende Rigdom af godt og glædeligt nyt at fortælle ogsaa om de Kunstnere, der almindeligt regnes for kendte og skaltede, og som maaske i Virkeligheden hverken er det ene eller det andet i det Omfang, de fortjener at være det. Hvor mange af os har forud for denne Udstilling vidst, at Karel van Mander kunde hæve sig til en saadan Finhed i det sjælelige Udtryk, som der findes i det levende Blik hos Dobbeltportrættets blonde Dame med de krusede Lokker, eller kendt de mærkeligste Vidnesbyrd om Juels store Naturbegavelse, - Portrætterne fra hans første Tid, Skitserne, Blomsterbuketten, - eller troet, at Rørbye var en Kunstner af den Kraft og Betydning, han i Portrættet af gamle Lorentzen og flere af sine Studier viser sig at være, eller anet, at Adam Mfiller var en fortrinlig Portrætmaler og i Interiøret med Kunstnerens Forældre har malt et lille Mesterværk, eller blot husket, hvor intilligent og ypperlig en Maler Jørgen Roed var, før Alderen lammede hans Kraft? Der kunde nævnes hundrede andre Eksempler paa, hvad nyttig og værdifuld Belæring denne Udstilling byder hver, der søger den. Selv af de Mestere, vi har lært forholdsvis grundigt at kende gennem Kunstforeningens Udstillinger, bringer den, ved Siden af Arbejder, det er kært og godt at gense, andre, som ikke før har været udstillede og kendte. Ogsaa overfor disse Kunstnere har vi ofte Grund til at gøre Afbigt og rette gamle Fejltagelser. Som f. Eks. den, at Købkes senere Landskabsstudier, hans smukkeste, hans bedste, han mest klassiske, skulde staa langt tilbage for dem, han malte føp sin italienske Rejse, eller som den, at C. A. Jensen under fortsat Rutineproduktion efterhaanden skulde have opslidt sit Talent; netop i sit allersidste Arbejde, Rudelbachs Portræt, er han naaet Fuldkommenheden og Frans Hals ganske nær. Naar en af mine yngre kunsthistoriske Kollegaer Hr. Vilhelm Wanscher - Navnet er "Tilskueren•s Læsere kendt - i "Dansk Tidsskrift" har meddelt, at han er gaaet fra Udstillingen akkurat 630 Dankvarl Dreyer lige saa klog som han kom derhen, skyldes denne beklagelige Kendsgerni11g sandelig ikke Udstillingen. "Eckersbe.rgs koloristiske Poesiløshed" virker paa ham, som om han fik . Kridt paa Finger spidserne", og .det er det værste", han kender. Jeg tilstaar at have haft stø;re Nydelse af Eckersbergs sunde og klare Farver end af Hr. W ansehers Forfatterskab, og sparer derfor helst mine Fingre den Ubehag at udrede Artiklens Urimeligheder. - Ret overraskende har senere en endnu yngre Kollega, Hr. Mario Krohn, paa væsentlige Punkter udtalt sig i Overensstemmelse med Hr. W an scher. Lad der end være noget skønt og opløftende i Ungdom mens ædle Attraa mod Aandsoverlegenhedens Storsyn, den ret færdiggør ikke en knusende Ringeagt mod de smaa Værdier, de gamle danske .BedsteborgP-re" og i Kunstnerhammen klædte .Degne" undertiden har naaet at frembringe. Begge de Herrer har ved at se den gamle danske Malerkunst følt sig saa hjerteligt ilde til Mode, at de kun har kunnet vise den de sureste Miner, den ene, fordi .Sansekraften• har sagt ham: .Giv mig dybe stærke Farver, jeg kan drikke mig fuld i", den anden betynget, fordi han paa Ud stillingen har maattet .sluge mindre utilhuggede Kampesten ganske raa•. Under saa bedrøvelige Omstændigheder kan Dommen vanske ligt blive sund og rigtig. Jeg ved jo ogsaa nok, at Kunsten i andre Tider og andre 'Lande har frembragt adskilligt, der er bedre end selv det bedste af det danske. Det skal hverken glemmes eller forties. Men det forekommer mig ikke, at Lejligheden særligt indbyder til kun at mindes det. • Vi er for glade for os selv !" bliver der sagt. Det kan hos mange Danske være en slem individuel Lyde, men Fader Holberg har sikkert haft Ret i at mene, at det paa ingen Maade kan kaldes en almindelig Natic;>nallast. Vor Kunst fortjener næppe at dadles, fordi den er Udtryk for den Selvagtelse, det er lykkedes at opbygge i dette Land, fordi den er dansk i sin inderste Kerne, stemmende med vor Natur og Karakter, vor Races ejendommelige Temperament og Kultur, den bar jo anvendt Paavirkningerne fra Frankrig efter sit særlige Behov og tappert modstaaet alle de tyske Smagsforvildelsers Pest. Vi lykønskes og det nævnes den til Ære af Nordmænd og Svenske, af Franske, ikke mindst af Tyskerne selv; Udlandets Domme over den har sjeldent eller aldrig den Tone af Ringeagt, der undertiden anslaas herhjemme, og det var dog netop vor første Pligt at erkende det med Tak. Saa kan vi gerne, om det lyster os, tilføje, at dansk Kunst alligevel i væsentlige Hen- Dankvart Dreyer 631 seender staar tilbage for den nyere franske og den gamle hollandske, som disse atter for den italienske og den italienske for den græske. Men denne kritiske Alen tager for grove Maal til at give Værdi bestemmelser af synderlig Betydning. Hver af dem skal i ærlig Hengivelse ses for sig, dømmes for sig, nydes for sig. Det er jo ubilligt at skænde paa Violen, fordi den ikke er Palme. Talenterne har ikke manglet herhjemme. Mange har der været, selv store og sjeldne har vi haft, og de har ikke alle været saa fuldendt taabelige, at de har trængt til et Kursus hos Hr. W anscher eller Hr. Mario Krohn for at retledes til et fornuftigt Maal for deres Kunst. Unægteligt er de ofte blevne hæmmede i Væksten. Af alt, hvad der har arbejdet for at tynge dem ned, har vel det hjem lige "dannede" Publikums grænseløse Uforstand paa Kunst ikke haft mindst Magt. De har maattet døje al den æstetiske Nar agtighed, som har afsat sig en vidunderlig Pragtblomst i den hejbergske Kunstfilosofi, disse evi~e Suk efter de rige Ideer og de store Motiver og andet af samme øverste æstetiske Urtekræmmer skuffe, Suk, som menes at adle det betrængte Bryst, der udstøder dem ret højtideligt. I Virkeligheden betyder de sjeldent andet, end at Øjnene hverken har kunnet eller villet lære af Kunstnernes og Hjernen ikke fattet den simple Ting, at en Stump af den jævneste Natur, opfattet af en Kunstnersjæl, kan være Emnet for et Mester værk og et Bestillingsportræt af en Skomagerkone Aarsag til evig Uddødelighed. Intet Under, om ofte en vis Forsagthed har sat Ufriskhedens skæmmende Præg paa Billeder, der maltes for et saadant Publikum! Intet Under heller, om Tanker paa andre af Uhyrets Vaner og Tilbøjeligheder yderligere har mattet Billedernes Gennemførelse. Hos Eckersberg er Redeligheden overfor alle de smaa ·Enkeltheder ingen Udyd, saa lidt som hos van Eyckerne. Men hos mange af Eckersbergs Efterfølgere er Sirligheden og Om stændigheden i Billedernes Behandling kun bleven daarlig Vane; det er mindst lige saa meget for at imødekomme Publikums Smag som for at tilfredsstille Kunstnernes egen Samvittighed, at Studiernes og Skitsernes Djærvhed udviskes i Billeders afglatte9e Kopier efter dem. Hvor der skulde være kommen et Plus, er der i Reglen kun kommen et betydeligt Minus. Raadhusudstillingen oplyser, at der i Galleriets Repræsentation for ældre dansk Malerkunst foruden andre Mangler findes en meget væsentlig. Det har med Rette følt sig forpligtet til at erhverve de Billeder, der fremkom som Malernes egentlige Hovedværker, det 632 Dankvart Dreyer har meget med Urette gennem mange Aar betragtet alle Studier og Skitser som Ubetydeligheder, det ikke burde give Plads. Men netop mellem dem findes adskilligt af det bedste og af det bety deligste, dansk Kunst har naaet at frembringe.