B Danmarks Kunstbibliotek

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København /

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

D38~ s /JJ(? QEOIIG BRANDES ERIK DALL HANS RÆDER S1refflJI over Goethe Digte Flw11t1d og Nordtleftlg

KARL MADSEN Danlcvart l>reyer

M. SALMONSEN H. CHRISTENSEN Amerika og Kina Ouatave Flaubert

AXEL DAM Plykologielt Litteretur 5 KURST~1

.. D.ANKV.ART DREYER

N lønlig Ærgerrighedens Orm nagede under For­ beredelserne til Raadhusudstillingen flere af dem, hvem Udvalget af dansk Malerkunst var betroet. rA•'--"':;.~_) Den nævnedes kun i Spøg, men rørte sig under­ tiden i Alvor. Det var Haabet om at finde Dan­ marks Trutat. • Tilskueren• s Læsere vil maaske fra en Anmeldelse af Verdens­ udstillingen i Fjor mindes, hvad dette Ord betyder. Trutat er Navnet paa en Maler, født i en fransk Provins, pint og plaget åf den medborgerlige Dumhed, død 24 A·ar gammel af Brystsyge og nedfaren i Glemselens Grav, hvorfra han atter ved Verdensudstil­ lingen) opstod til Ærens Herlighed, did oppe han, takket været faa, men højst fortrinlige Arbejder, i al Fremtid vil trone ved Siden af den franske Malerkunsts Klassikere fra det 19de Aa.rhundredes Midte. Interessen for de tilsidesatte, Svagheden for de Kunstnere, der efter det • forfriskende Bad i Glemselens Nat• fremdukker med Martyriets Helgenglorie straalende om deres uberømte Navne, skyldes ikke alene Opdagerlystens ivrige Betjening af de ustadige Men­ neskers stadige Trang til nyt. Viljen til at gøre gammel Uret god igen, berigtige tidligere Vildfarelser og ompostere Værdierne efter Sandheds Krav, er en af Menneskenaturens ædleste og bedste Til­ bøjeligheder, hvad der jo for os alle er en kær, maaske haardt nødvendig trøsterig Tanke. Vel er Danmarks Trutat næppe endnu funden, men Raadhus­ udstillingen har ført. frem til Lyset adskillige Malere, hvis Arbejder

?')j Vq • ) I Dankvarl Dreyer 929 kun faa har kendt og færre har agtet. Saaledes den højtbegavede L. A. Schou, hvis dristige , og tapre Talent endnu stod i Gæring ved hans Død, saaledes en af de fleste overset nulevende, ualmin­ delig lødig Kunstner, Karl Jensen, saaledes endvidere, en hel Række. med Urette halvglemte Landskabsmalere, Kølle, Kjeldrup og Dreyer. Dog er det i mine Øjne ingenlunde Forstærkningen af de for­ holdsvis ukendte, der giver Udstillingen dens væsentligste Værd. Med alle sine Mangler, sine tilsyneladende og virkelige Tilfældig• heder i Udvalget, h:ll' efter mit Skøn denne Udstilling en over­ raskende Rigdom af godt og glædeligt nyt at fortælle ogsaa om de Kunstnere, der almindeligt regnes for kendte og skaltede, og som maaske i Virkeligheden hverken er det ene eller det andet i det Omfang, de fortjener at være det. Hvor mange af os har forud for denne Udstilling vidst, at Karel van Mander kunde hæve sig til en saadan Finhed i det sjælelige Udtryk, som der findes i det levende Blik hos Dobbeltportrættets blonde Dame med de krusede Lokker, eller kendt de mærkeligste Vidnesbyrd om Juels store Naturbegavelse, - Portrætterne fra hans første Tid, Skitserne, Blomsterbuketten, - eller troet, at Rørbye var en Kunstner af den Kraft og Betydning, han i Portrættet af gamle Lorentzen og flere af sine Studier viser sig at være, eller anet, at Adam Mfiller var en fortrinlig Portrætmaler og i Interiøret med Kunstnerens Forældre har malt et lille Mesterværk, eller blot husket, hvor intilligent og ypperlig en Maler Jørgen Roed var, før Alderen lammede hans Kraft? Der kunde nævnes hundrede andre Eksempler paa, hvad nyttig og værdifuld Belæring denne Udstilling byder hver, der søger den. Selv af de Mestere, vi har lært forholdsvis grundigt at kende gennem Udstillinger, bringer den, ved Siden af Arbejder, det er kært og godt at gense, andre, som ikke før har været udstillede og kendte. Ogsaa overfor disse Kunstnere har vi ofte Grund til at gøre Afbigt og rette gamle Fejltagelser. Som f. Eks. den, at Købkes senere Landskabsstudier, hans smukkeste, hans bedste, han mest klassiske, skulde staa langt tilbage for dem, han malte føp sin italienske Rejse, eller som den, at C. A. Jensen under fortsat Rutineproduktion efterhaanden skulde have opslidt sit Talent; netop i sit allersidste Arbejde, Rudelbachs Portræt, er han naaet Fuldkommenheden og Frans Hals ganske nær. Naar en af mine yngre kunsthistoriske Kollegaer Hr. Vilhelm Wanscher - Navnet er "Tilskueren•s Læsere kendt - i "Dansk Tidsskrift" har meddelt, at han er gaaet fra Udstillingen akkurat 630 Dankvarl Dreyer

lige saa klog som han kom derhen, skyldes denne beklagelige Kendsgerni11g sandelig ikke Udstillingen. "Eckersbe.rgs koloristiske Poesiløshed" virker paa ham, som om han fik . Kridt paa Finger­ spidserne", og .det er det værste", han kender. Jeg tilstaar at have haft stø;re Nydelse af Eckersbergs sunde og klare Farver end af Hr. W ansehers Forfatterskab, og sparer derfor helst mine Fingre den Ubehag at udrede Artiklens Urimeligheder. - Ret overraskende har senere en endnu yngre Kollega, Hr. Mario Krohn, paa væsentlige Punkter udtalt sig i Overensstemmelse med Hr. W an­ scher. Lad der end være noget skønt og opløftende i Ungdom­ mens ædle Attraa mod Aandsoverlegenhedens Storsyn, den ret­ færdiggør ikke en knusende Ringeagt mod de smaa Værdier, de gamle danske .BedsteborgP-re" og i Kunstnerhammen klædte .Degne" undertiden har naaet at frembringe. Begge de Herrer har ved at se den gamle danske Malerkunst følt sig saa hjerteligt ilde til Mode, at de kun har kunnet vise den de sureste Miner, den ene, fordi .Sansekraften• har sagt ham: .Giv mig dybe stærke Farver, jeg kan drikke mig fuld i", den anden betynget, fordi han paa Ud­ stillingen har maattet .sluge mindre utilhuggede Kampesten ganske raa•. Under saa bedrøvelige Omstændigheder kan Dommen vanske­ ligt blive sund og rigtig. Jeg ved jo ogsaa nok, at Kunsten i andre Tider og andre 'Lande har frembragt adskilligt, der er bedre end selv det bedste af det danske. Det skal hverken glemmes eller forties. Men det forekommer mig ikke, at Lejligheden særligt indbyder til kun at mindes det. • Vi er for glade for os selv !" bliver der sagt. Det kan hos mange Danske være en slem individuel Lyde, men Fader Holberg har sikkert haft Ret i at mene, at det paa ingen Maade kan kaldes en almindelig Natic;>nallast. Vor Kunst fortjener næppe at dadles, fordi den er Udtryk for den Selvagtelse, det er lykkedes at opbygge i dette Land, fordi den er dansk i sin inderste Kerne, stemmende med vor Natur og Karakter, vor Races ejendommelige Temperament og Kultur, den bar jo anvendt Paavirkningerne fra Frankrig efter sit særlige Behov og tappert modstaaet alle de tyske Smagsforvildelsers Pest. Vi lykønskes og det nævnes den til Ære af Nordmænd og Svenske, af Franske, ikke mindst af Tyskerne selv; Udlandets Domme over den har sjeldent eller aldrig den Tone af Ringeagt, der undertiden anslaas herhjemme, og det var dog netop vor første Pligt at erkende det med Tak. Saa kan vi gerne, om det lyster os, tilføje, at dansk Kunst alligevel i væsentlige Hen- Dankvart Dreyer 631

seender staar tilbage for den nyere franske og den gamle hollandske, som disse atter for den italienske og den italienske for den græske. Men denne kritiske Alen tager for grove Maal til at give Værdi­ bestemmelser af synderlig Betydning. Hver af dem skal i ærlig Hengivelse ses for sig, dømmes for sig, nydes for sig. Det er jo ubilligt at skænde paa Violen, fordi den ikke er Palme. Talenterne har ikke manglet herhjemme. Mange har der været, selv store og sjeldne har vi haft, og de har ikke alle været saa fuldendt taabelige, at de har trængt til et Kursus hos Hr. W anscher eller Hr. Mario Krohn for at retledes til et fornuftigt Maal for deres Kunst. Unægteligt er de ofte blevne hæmmede i Væksten. Af alt, hvad der har arbejdet for at tynge dem ned, har vel det hjem­ lige "dannede" Publikums grænseløse Uforstand paa Kunst ikke haft mindst Magt. De har maattet døje al den æstetiske Nar­ agtighed, som har afsat sig en vidunderlig Pragtblomst i den hejbergske Kunstfilosofi, disse evi~e Suk efter de rige Ideer og de store Motiver og andet af samme øverste æstetiske Urtekræmmer­ skuffe, Suk, som menes at adle det betrængte Bryst, der udstøder dem ret højtideligt. I Virkeligheden betyder de sjeldent andet, end at Øjnene hverken har kunnet eller villet lære af Kunstnernes og Hjernen ikke fattet den simple Ting, at en Stump af den jævneste Natur, opfattet af en Kunstnersjæl, kan være Emnet for et Mester­ værk og et Bestillingsportræt af en Skomagerkone Aarsag til evig Uddødelighed. Intet Under, om ofte en vis Forsagthed har sat Ufriskhedens skæmmende Præg paa Billeder, der maltes for et saadant Publikum! Intet Under heller, om Tanker paa andre af Uhyrets Vaner og Tilbøjeligheder yderligere har mattet Billedernes Gennemførelse. Hos Eckersberg er Redeligheden overfor alle de smaa ·Enkeltheder ingen Udyd, saa lidt som hos van Eyckerne. Men hos mange af Eckersbergs Efterfølgere er Sirligheden og Om­ stændigheden i Billedernes Behandling kun bleven daarlig Vane; det er mindst lige saa meget for at imødekomme Publikums Smag som for at tilfredsstille Kunstnernes egen Samvittighed, at Studiernes og Skitsernes Djærvhed udviskes i Billeders afglatte9e Kopier efter dem. Hvor der skulde være kommen et Plus, er der i Reglen kun kommen et betydeligt Minus. Raadhusudstillingen oplyser, at der i Galleriets Repræsentation for ældre dansk Malerkunst foruden andre Mangler findes en meget væsentlig. Det har med Rette følt sig forpligtet til at erhverve de Billeder, der fremkom som Malernes egentlige Hovedværker, det 632 Dankvart Dreyer har meget med Urette gennem mange Aar betragtet alle Studier og Skitser som Ubetydeligheder, det ikke burde give Plads. Men netop mellem dem findes adskilligt af det bedste og af det bety­ deligste, dansk Kunst har naaet at frembringe. Kun i Skitserne er Marstrand den store og fuldkomne Mester, kun der løsslipper han helt sin Aand og sit Vid. Og hvor velgjorte P. C. Skovgaards Billeder end kan være, Studierne er hundrede Gange bedre, bar intet af den haandværksmæssige Tørhed i de store Billeders altfor overlegne sikre Behandling ·åf Løvmasserne og intet af Billedernes Farvetyngde; med den største Lethed, Finhed, Friskhed og Skønhed i Behandlingen og i Farven fremtræder der Malerens Naturglæde, Naturkendskab og vidunderlige Formfølelse ganske uformørket af nogen Art Maner. Hr. Wanscher fortæller os rigtignok, at alle Studier og Smaa­ billeder .ikke kommer Almenheden mere ved end Noterne under Teksten i en Bog." Hvis Visdomsord stod under Teksten i Hr. Wan­ schers Artikel, vilde de saa være mindre værd? Alt, hvad der i Kunst er udmærket, er en Del af Menneskehedens Skat, som i høj Grad vedkommer Almenheden, selv om det kun er en løs Skitse f. Eks. af Rembrandt eller en lille Haandtegning f. Eks. af Leo­ nardo. Smaa Ting kan eje stor Finhed. Finhed er noget veder­ styggeligt i Hr. W ansehers Øjne, men lykkes det maaske ham selv at undgaa denne Last, bor den dog virkeligt til Huse i alt hvad godt Kunsten har frembragt, ogsaa det største, baade hos Parthenon og i det sixtinske Loft. Thi et Kunstværk behøver jo just heller ikke at være ringe af Omfang for at være fint. Ulige fornuftigere ser Hr. Mario Krohn paa Sagen. Han siger med Sandhed, at en smuk Sonet har mindre Værd end en ypperlig Tragedie. Maaske har vi mest Fornøjelse af, at Digtere, der skriver gode Sonetter og slette Tragedier, holder sig til de første, men det kan være rigtigt nok, at store Opgaver udvikler. Hr. Krohn paa­ skønner de Perler, han finder mellem Kampestenene, • vidunderlige Ting, Landskabs- og Portrætstudier, der i Friskhed. og Ynde ikke staar tilbage for Hollændernes skønneste Skitser". En velment, men uheldigt turneret Kompliment! Hvad tænker han paa! Maaske C. A. Jensen og Frans Hals, med hvad ellers? Sikkert ikke paa Rernbrandts Skitser, snarere paa hollandske Landskabsmaleres Stu­ dier. De har kun den ene Fejl, at de aldeles ikke eksisterer; hol­ landsk Landskabskunst er Erindringskunst, til hvilken der ingen Sinde er malt Studier i Marken. Rent historisk set har de gamle J Dankvart DrPyer 633 danske Landskabsstudier den Interesse at hidrøre fra den Tid, da Staffelierne for første Gang, saa længe Verden har staaet, flyttedes ud i Guds fri Natur. Netop det første Mødes Sødme skylder de deres ejendommelige og ufortabelige kunstneriske Tillokkelser. Der er danske Malere, der i deres Billeder sjældent l:iæver sig over det middelgode og ofte gaar under det, men som i deres Studier kan fortjene stor Opmærksomhed og oprigtig Beundring. Til disse hører en Kunstner, der vel ikke .syntes født til Baga­ teller·•, men som ikke har efterladt sig synderlig andet af Værd end hvad man med nogen Ret kan betegne som saadanne, Maleren Dankvart Dreyer. Il Da Lundbye, kort efter at han med stor Begejstring havde hørt Høyens berømte Foredrag Marts 1844 .om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling", en Dag sad og grun­ dede paa den Sag, der havde været hans kære, stadige Tanke, saalænge han havde ført en Pensel, Muligheden for at der her "i Danmark kunde udvikles en ejendommelig dansk Kunst, faldt det ham ind at forsøge en Karakteristik af enkelte blandt de Malere, til hvilke hans Forhaabninger nærmest knyttede sig. Han valgte to: Skovgaard og Dreyer. Han ser vel klart, at Dreyer i Dygtighed og Grundighed staar langt tilbage for Skovgaard, men om den ejendommelige Ynde i Motivvalget, Farvefinheden, Stemningsfylden og Poesien i Dreyers Landskaber udtaler Lundbye sig med en Begejstring, der næsten lader den forudgaaende Omtale af Skov­ gaard synes kølig. • Kæmpevisen har altid tonet dejligt i umusi­ kalske Øre, og jeg har troet at bemærke ·en fuldkommen Harmoni mellem dem og Landet, hvor de fødtes, ligesaa klart som jeg har følt Folkekarakteren speile sig i vor Natur. Noget lignende har jeg følt ved Dreyers Arbeider." Den, der kender lidt til Lundbyes gode, naive Sjæls Udtryksmaade, vil vide, hvad disse Ord betyder i hans· Mund. Naar man med Lundhyes Anbefaling i Minde opsøger Dreyers Billeder, lider man let store Skuffelser. Som Figurmaler er han uden stor Betydning, det betydeligste af hans Figurbilleder, .Hermods Sendelse til Hel for Balder, (Privateje, ikke udstillet), er vel ingen­ lunde daarligt, men dog naivt og tørt akademisk. - Modellen til Hel var en gammel Kone, der senere gærne med Stolthed fortalte, at en Maler engang havde bedt hende sidde Model for sig, fordi 634 Dankvart Dreyer hendes Hoved var saa interessant. - Dreyers enkelte Arkitektur­ billeder som .Koret i Assens Kirke" (Galleriets, f. T. paa Amalien­ borg) er i sig selv ringe, og yderligere forringes de ved en absurd Staffage i Renaissancedragter. Hans store Landskaber er af højst ulige Værd. .stensætningen paa Øen Brandsø" er et godt, ja pragtfuldt Billede, stort i Virkningen, smukt i Farven, omhyggeligt i Behandlingen; det er forstaaeligt at Lundbye maatte holde af et saadant Billede, der i meget ligner Lundbyes og ikke er ringere end Lundbyes Refsnæsdysse paa Thorvaldsens Museum. Af de Galleriet tilhørende store Landska'•-- qf Dreyer er for Tiden kun et fremhængt, .Parti af Øen Brandsø mea Udsigt til v~ ..,.,.1,,,.,.,..,, 0 Skove", og Jul. Lange ivrede endda i sin Tid stærkt for at faa det magasineret. Meget med Urette! Det er et godt, et betydeligt Arbejde, om det end som mange andre danske Landskaber ved Atelierarbejdets flittige Renvask er bleven noget tørt og dødt i Farven; Staffagen, de to Køer, skyldes aabenbart Lundbyes Haand. Et smukt Billede af .Carolinekilden ved Næsby i Fyen" fortjente at tages til Naade og atter fremhænges i Samlingen. Der findes vel endnu mærkeligere Billeder af Dreyer; et stort Egeskovsbillede,

Magnussen haft en lille Dreyer-Udstilling, der har øget Kend;,kabet til og Interessen for ham. Studier, der havde henligget mis­ handlede og tilsvinede, kom nu atter for Dagens Lys, sendtes til Konservator og Forgylder og viste sig at være Aktiver med stigende Kurs. Raadhusudstillingen har et anseligt Antal Studier af Dreyer; Galleriet har nyligt erhvervet en lille, men meget udsøgt Samling af saadanne. De er i og for sig gyldig Grund nok til en udførlig Omtale af Dreyer, de alene vil sørge for, at dette Navn ikke tiere skrives i Glemmebogen. Selv i sine Studier kan Dreyer rigtignok aldeles ikke maale sig med Købke, Lundbye, Skovgaard og Kyhn. Mange af de af hans Studier, jeg har set, er ubetydelige og mange er malte med en naiv Ubehjælpsomhed, der næsten er dilettantmæssig. Men de bedste af dem har en Ejendommelighed, der er udpræget, over­ raskende og fængslende. Paafaldende mærkeligt er det, at de undertiden fremkalder vage Minder om udmærket fremmed Land­ skabskunst, baade af den store gamle og af den store ny. De andre danske Landskabsmaleres Arbejder gør det yderst sjældent; Im­ pulser fra den gamle Kunst har jo ikke hos os }:l.aft den Betydning, som i England og i Frankrig, og Franskmændenes danske Elever synes i mærkelig ringe Grad paavirkede fra Aanden og Tonen i det 19de Aarhundredes klassiske franske Landskabskunst. Af Raad­ husudstillingens nyere Billeder, llringer kun nogle af Jul. Paulsens Arbejder og maaske især Karl Jensens store stilfulde Landskab den i Erindring, ingen af disse Malere har direkte lært i Paris. Dreyer er selv ikke paa anden Haand paavirket fra franske Landskabsmalere. Hollændernes Billeder har han set og set med Interesse, - alene Arkitekturbilledernes akavede Staffage er maaske Vidnesbyrd derom. - Galleriet har hans aandfulde Skitse fra en stille, fugtig Efteraarsmorgen, hvor den blegblaa Æter begynder at skaffe sig Rum mellem Skybanker, dannede af Taagen, som er lettet fra Aaen, hvor Drenge sysler ved en Baad nær den skraa Pil; endnu ligger en fin, graalig Dis over St. Knuds Kirkes imponerende Masse. Skitsen har en Smag af van Goyen, som næppe er tilfældig; van Goyens herlige Arnhem-Prospekt købtes 1837 til Galleriet og tildrog sig da som Nyhed særlig Opmærk• somhed. Umiskendeligt k]jnger ogsaa en Genlyd fra den dybe Streng paa Ruisdaels Harpe fuldltonende fra Skitsen til Dreyers Efteraarsbillede, mat og afkræftet fra Billedet selv. Dreyer har maattet tænke paa Ruisdael ved at se de mørke Ege paa Bakken 636 Dankvart Drcyer mod den skyede Luft, gennembrudt af en dalende Sol, der endnu· naar at kærtegne en Trægruppe, og under Ledelse af Ruisdaels Aand har han følt Efteraarels, Aftnens og Ensomhedens Vemod forenes og smelte sammen i gribende Stemning. Dog ved Siden af det Ruisdaelske fremtræder en mere moderne Naturopfattelse, der minder lidt om Theodore Rousseau og i Skitsen et Farve­ anslag, som minder lidt om Daubigny.

Dre11er: Fra Odense Aa (Galleriet)

Dreyer har afgjort været det, man kalder .et poetisk Gemyt". Det røbes allerede af Katalogtitlerne paa hans Figurbilleder: .Den unge Tobias' Afsked", . Hermods Sendelse til Hel for Balder", . Marsk Stigs forladte Døttre". Han kunde ikke faa Magt med sine Figurer, de sang ikke de Melodier, han vilde, de skulde bringe. Saa vendte han sig til Naturen. Den kendte han, den tilbad han, i det smaa som i det store, Blomsten i Græsset og Stemningens Majestæt. Ogsaa paa dette Omraade forsømte han at uddanne sig til fremragende professionel Dygtighed og det sved haardt til ham, men i Studierne har han anslaaet Akkorder, det vel er værd at lytte til. Overfor dem maa en opmærksom Betragter hvert Dankvarl Dreyer 637

Øjeblik erkende noget udmærket villet, noget fint og sjælfuldt set, noget smukt og ægte følt. Se blot Skyggen under den blomstrende Rosenbusk , der helder sig frem over det solbrune Vand i Assens Kirkegaardsaa! Hvor er dette lille Indtryk af sommerlig Natur mærkelig intensivt gengivet! Eller se Aftenstudiet med det vigende Sollys paa Gavl og Tag af Bondegaarden ved Dammen, der ligger omgiven af al den grønne - maaske en Smule skarpt grønne - Frodighed! Eller Galleriets Studie med Skovvejen! En Haand

Dreyt1·: Efteraarslandskab. Skitse. (Raadhusudstillingen) kan næsten dække det, men det har indfanget saa meget af Sol og $ommer, af Skovfriskhed og Skovduft., at den, der har set det, vistnok ofte maa mindes det, naar han paa varme Sommerdage søger Skovvejenes kølige Skygger. . En egen · Storladenhed udmærker Dreyers Gengivelse af de aabne Udsigter. Der er først og fremmest det mærkværdige lille Billede med Udsigten over tavlede Marker med Hytter og Smaa­ haver under Sommerdagens fuldeste Glans til Assens By med dens Møller og Kirke, til Søen og den sønderjydske Kyst. Det er et af hans tidligste Landskabsforsøg, malt med en uøvet, yderst nænsom Haand, næsten miniaturaglig fint i Gennemførelsen, præget af en Uskyld, der er rørende og hellig. Van Eyckernes Baggrunde er 638 • Dankvart Dreyer ikke behandlede med større Ærbødighed, med oprigtigere Hen­ givenhed for Naturens store Under, og Herkules Seghers har ikke fremstillet de hollandske Fladelandskaber med mere gennemtrængende Skarphed i Karakteristikken. Galleriet har et stort Studie, hvor en Vej mellem Lyngtuer gaar mod lavt Krat, over hvilket man ser Bakker, en Landsby, Kysten, Havet; dæmpet Sol bryder pletvis frem fra lette Skyer. Ogsaa i dette er Storheden i Opfattelsen

D1·eyr,·: En. Skovvej. (Galleriet) beundringsværdig. Behandlingen har her den skønne Friskhed og Alfehaandsletherl, som undertiden kan indtræde blandt de tillok­ kende Egenskaber ved Dreyers Studier. Samme Dyder har Raad­ husudstillingens næsten lige saa fortrinlige Studie med Vejen over Bakkerne, Bækken i Engen tilvenstre og den smukke graa Luft. Dreyer har i Jylland søgt en endnu mægtigere Naturstorhed end han fandt i Fyn. Studiet fra den ensomme Vest,erhavss~rand er let og fint, Hedeskitsen med Aftensolen strejfende Lyng og Sand­ banker og Skyernes tætte Lag interesserer som et utydeligt Anslag til noget, der kunde afklares i Form af et Mesterværk, men som sikkert ikke er bleven det. Dankvart Dreyer 639

Naar Haanden var ham godt lydig, kunde Dreyer ofte naa det ejendommeligt spillende i Farve og Behandling, der f. Eks. er i Landskabet med Vandhullet ved Gærdet, - et Studie, Galleriet har faaet med den smukke Raffenbergske Gave, - og i Galleriets allerkæreste Studie fra Odense med Eftermiddagssolen paa den gule Bygning. Hvor dejlig staar ikke denne F::µ-ve mod det bag­ vedliggende hvide Hus' kølige Skygge, og hvor nydelig malte er

Dreyer: Parti af Odense. (Galleriet) ikke de spinkle Trær, gennem hvilke man over skyggede Tage ser St. Knuds Kirkes Silhouet! Nogle af den sidste Verdensudstillings Gæster vil maaske ved at se det erindre et lille indtagende Billede af Frarn,;ais; Dreyers kunde sikkert staa det værdigt ved Siden. Men det er dog ikke ved et Studie som dette, Dreyer stærkest minder om franske Kollegaer. Det er ved Farven i den fortrinlige Skitse fra Ønsbjerg Skov, det er baade ved Farven, ved Behand­ lingen af Luften og ved selve Opfattelsen af Motivet i Landskabet med Regnbuen, der foruden det "franske" har noget, der minder om Constable og lidt, der minder om Rubens. Skade, at det har lidt saa meget, af Hyldebuskene ved Kæret staar kun Blomsterne 640 Dankvart Dreyer igen. Den sande Grund til, at Dreyer ofte bringer de store Mestre i Erindring er dog vel den, at der i hans ejendommelige Syn, hans koloristiske Anlæg, hans Naturfølelse, hans Ævne til at ind­ suge Stemningens fineste Sødme og stærkest krydrede Aroma, var en god Del af det Stof, hvoraf de virkeligt store Landskabsmalere bliver dannede. Men han blev selv kun en Skitse til en udmærket Land-

D1•eye,•: Landskab med en Regnbue. (Raadhusudstillingen) , skabsmaler. I Reglen gled alt det, han havde fundet i Studierne, bort fra ham, naar han i Billederne skulde føre det til Forklarelse. Han havde ikke Energi til at trodse det frem. Han stræbte at male sine Billeder net og sirligt, som han saa andre male deres, men blev jævnligt usikker, vaklende og famlende, snublede over Sten, de andre forstod at fjærne, og blottede alle sine Skavanker ; han havde aldrig interesseret sig for at gøre grundige Formstudier og Træerne i hans Billeder fik den sløjeste Karakterløshed, Løv­ masserne blev til Uld. Billederne synes undertiden malte under en sygelig Sjælstilstand, saa kraftløpe og ferske kan de være. Dankvart Dreyer 641

Hvor urimeligt flovt virker ikke Vesterhavsbilledet i Forhold til Studiet, og hvilken Forringelse af alle Skitsens gode Egenskaber i Efteraarslandskabet ! Det er en Ynk at se. - Lundbye har givet følgende Skildring af Dreyers Person: nDreyer er et underligt Menneske, sky og tilbageholden, sine Venner hengiven, men meget empfindtlig og stødes hyppig tilbage, næsten uden man kan tænke sig Grunden. Han har vist en ægte Kunstnersjæl og et øvet Øie, men føler sig maaske vel meget krænket af Kritiken, ihvorvel denne stundom har behandlet ham ilde, noget en Kunstner bør kunne taale. Hvad jeg ikke kan til­ give ham er hans Skjødesløshed med Hensyn paa sin egen Person, der drives til en Grad, som jeg finder en Kunstner uværdig, ikke af Trang men · af Uorden. Ogsaa hans Hjem er aldrig hyggeligt eller blot ordentligt, saa jeg har aldrig besøg}, Dreyer uden for at se hans Arbejder; det kunde ikke falde mig _ind i hans Stue at sidde og tale med ham, jeg savner virkelig en Plads dertil. Dog dette er jo Biting. Et eget Træk, som ganske karakteriserer ham, fortalte Skovgaard mig nyligt: han havde nemlig spurgt Dreyer, hvorfor han ikke vilde være med ved Thorvaldsens Begravelse, hvortil han svarede: jeg er bange vi kan ikke bære den svære j Kiste. Skovgaard sagde ham , han kunde vel tænke, man vilde ikke tillade det, naar det var saa svært, at man kunde befrygte, den vilde tabes , og det lod som han derved blev beroliget, men han kom ikke med, og da Skovgaard bagefter spurgte· ham hvorfor, svarede han : jeg var bange for at vi kunde ikke bære ham! Saa underlig upractisk kan han være. - Dreyer staar temmelig ene i Verden, har ikke her mange Venner , maaske en Følge af hans for store Empfindtlighed, men saavidt jeg kan mærke er han sin gamle Moder inderlig hengiven og mere end en Ytring har viist mig, at der ogsaa i ham er et kærligt, blødt Gemyt." Dankvart Dreyer er født den 13 Juni 1816 i Assens, hvor Faderen var Købmand. "Medens jeg", fortæller hans Bysbarn Jericbau i sine Erindringer, nløb med de andre Drenge paa Spek­ takkel, sad han hjemme hos sin Model' og Søster og tegnede, og man kan næppe tænke sig større Tilbøjelighed for Kunsten end hos denne Dreng. Han var allerede kommen til København før jeg og var langt fremme paa Skolerne, da jeg begyndte, · og han var den bedste Tegner paa Akademiet blandt Ungdommen. Hvilken Kamp forestod der mig nu ikke ! Thi dersom jeg ikke kunde komme forud for Dreyer, hvad vilde man saa sige i Assens! Min Tilskueren 1901 41 G42 Dankvart Dreyer

Moder maatte alt høre Meget om hans store Geni og om, hvor langt han var fremme foran mig. Dersom jeg ikke kunde komme forud for den forkjælede Dankvart, hvad var saa mit Liv værdt? Det første Kvartal jeg tegnede paa Gipsskolen , tegnede Dreyer paa Modelskolen en af de bedste Modelfigurer, som er bleven tegnet i København, og Professor Freund sagde, at han straks vilde give ham den store Sølvmedalje derfor; men det var et Sommerkvartal, hvor der ingen Medaljer kunde falde, og jeg avancerede samme Kvartal ind paa Modelskolen. Nu kom Vinterkvartalet, hvor Dreyer og jeg skulde konkurrere til den lille Sølvmedalje, og jeg tegnede, saa mine Øjne gnistrede, sagde Dreyer til mig, _ og mine Kinder blussede. Dreyer tegnede ogsaa flittigt og godt, men da Tegningerne vare ophængte til Bedømmelse, viste det sig, at mine Tegninger vandt Prisen; thi mig alene blev tilkjendt den lille Sølvmedalje, og nu var jeg saa lykkelig som Scipio, da han slog Hannibal.• Stakkels Dreyer, hans Skuffelser paa Kunstnerbanen begyndte tidligt. To Gange konkurrede han til den lille Guldmedalje, men forgæves. Hvad det er for en uskaansom Kritik, der har krænket hans saarl.mn: Siutl, ser jeg- mig ikke i Stand til at oplyse; Høyen og Wiborg omtaler hans Billeder med Agtelse, flere af dem solgtes til og fra 1839 til 1845 er der kun to Aar, hvor Dreyer ikke har afhændet et Billede til Galleriet. Dreyer havde i hvert Tilfælde i sig selv en utilfreds Kritiker, han saa kun altfo1' godt, at han som Kunstner ikke var bleven det, han selv havde drømt og hans Venner haabet. Familien foreslog ham at rejse udenlands , han nægtede det, fordi han ikke vilde skilles fra sin gamle Moder. Saa hellere opgive Kunsten og leve som Bonde. Han elskede jo Landet, hans Vaner var jævne, hans Fordringer smaa. Hans Kammerater havde moret sig kosteligt over engang paa et Værtshus at høre Dreyers spæde, fynske Røst spørge: Har De Grø'? Den er' sveden, lød Svaret. Gi' mej Grø' illein (alligevel), sagde Dreyer. Saavidt det er muligt at have noget Skøn over Kronologien af Dreyers Arbejder; Billederne har sjældent Aarstal; Studierne aldrig nogen Betegnelse, - viser de vel ingen Fremgang, men heller ingen absolut Tilbagegang. De senere synes oftere - som Efteraarslandskabet - at have en stærkere melankolsk Stemning. Efter 1847 har han kun udstillet to Billeder. Han købte et Boelsted ved Barløse paa Fyen. Det gik, som Dank.vart Dreyer 643 det var at vente. Han var .for tung for Luften, for let for Bølgerne". Han kunde ikke modstaa at hente Malerkassen , naar han i Marken saa en smuk Luft over sin Gaard, men stansede midt i Studiet, som han havde grebet sig selv i en Last. Billeder vilde han ikke' male; kom denne forbandede Trang til at bruge Pensler og Farver over ham , smurte han Roser i Bondestil hen over Skabe og Døre. Gaardens Drift gik daarligt, Udsigterne til den rene Fattigdom rykkede truende nærmere. For alle fejlslagne Forhaabninger søgte han Trøst i Flasken. Hans Særhed og Men­ neskeskyhed tiltog; Gehejmeraaden paa Brahesborg søgte forgæves at lokke ham til sig med ærlig Vilje til at gøre ham noget godt. Mennesker kunde ikke gøre det. Saa fik han Tyfus og døde den 4 November 1852, kun 36 Aar gammel. K ARL MADSEN

41*