Hvem Er Douglas Adams

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Kenneth Bernholm : Hvem er Douglas Adams

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: [email protected] Hvem er Douglas Adams Kenneth Bernholm

Published: 2005 Tag(s): biografi

1 Forfatter: Kenneth Bernholm (http://kennethbernholm.dk)

Licens: Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbe- jdelser 2.5 Danmark License (http://creativecommons.org/licenses/by- nc-nd/2.5/dk/)

ISBN: 978-87-91845-14-7

2 Chapter 1

Historien om Douglas Adams er i høj grad historien om hans forfatterskab. Skæbnen, hvis man tror på den slags, ville nemlig, at Douglas Adams var på rette tid og sted med den rette historie. Tiden var 1978, stedet var den britiske radio BBC og historien var The Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Før denne tid havde Douglas uden synderlig succes kæmpet for at ernære sig som forfatter, men efter hans humoristiske science-fiction radiohørespil blev sendt på BBC, blev han et kultikon og hans bøger bestsellere. Man kan dårligt fortælle om personen og forfatteren Douglas Adams uden samtidig at fortælle historien om Hånd- bog for vakse Galakse-Blaffere, som bogen kom til at hedde på dansk. Den skæbne, der tildelte ham livets store success, formåede desværre også at tage sig godt betalt. Douglas Adams døde den 11. maj 2001 i et fitnesscenter i Californien, hvor et hjerteanfald slukkede hans livslys. Han var næsten to meter høj, men blev kun 49 år gammel og efterlod sig ikke kun et populært forfatterskab og en kone og datter, men også en ab- surd verden, der altid blev en hel del klarere, når den blev betragtet og kommenteret af Douglas. The Hitch Hiker's Guide to the Galaxy nåede i en periode på mere end tyve år at blive fortalt som radiohørespil, roman, tegneserie, teaterstykke, tv-film og computerspil, men Douglas' store drøm om at se den indspillet som rigtig Hollywoodfilm gik aldrig i opfyldelse. Adskil- lige manuskripter blev skrevet – et af dem af Douglas selv, og flere store Hollywoodnavne blev gennem tiderne associeret med Hitch Hiker's-filmen, men projektet blev ved med at falde af skinnerne. Omkring årtusindeskiftet så det dog endelig ud til, at de rette folk med de rette midler var parate til at gennemføre filmatiseringen, så Douglas flyttede familien til Californien, hvor han indtil sin død arbejdede på filmen. Han vil aldrig komme til at se sin fantastiske historie udspille sig på det store biograflærred, men alle hans fans kan glæde sig, for filmudgaven af The Hitch Hiker's Guide to the Galaxy får præmiere i sommeren 2005.

3 Chapter 2

Interessen for videnskab og evolution påvirkede alt, hvad Douglas Adams foretog sig. En af hans yndlingsanekdoter handler om, hvordan han var DNA før DNA blev opdaget. Douglas Noël Adams blev født den den 11. marts 1952, men først året efter i 1953, stadig i Cambridge, præsenterede forskerne James Watson og Francis Crick verden for deoxyribonukleinsyre – også kendt som DNA. Douglas var kun seks måneder gammel, da hans forældre flyttede fra Cambridge. Hans mor, Janet Donovan, var sygeplejerske, mens han far, Christopher Douglas Adams, der kom fra en familie med stor tradition for lægevidenskab, havde en mere omskiftelig karriere i forskellige fag. Christopher var en mand, som aldrig fandt sig helt til rette i tilværelsen. Han var uhyre glad for de ting i livet, som penge kunne købe, men han nåede aldrig at skabe sin egen formue. Da Douglas var fem, blev forældrene skilt og Christopher giftede sig med en velstående kvinde, der kunne financiere hans smag for livets glæder. Janet flyttede ind hos sine forældre med Douglas og hans lillesøster Susan i deres gamle, mørke hus i Dorset, som iøvrigt var fyldt med dyr. Janets far var syg og lå i sengen, og hendes mor arbejdede for The Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA). Der var altid skrantende katte, en halt hund eller en syg due, der boede sammen med familien, og det påvirkede Douglas, der både led af høfeber og astma. At han heller ikke talte før han var fire og iøvrigt var en temmelig indad- vendt, venstrehåndet og anderledes dreng spåede ham en besværlig barndom og muligvis forhindringer i sit voksne liv. Men hans 12 år i skolen i Brentwood formede og prægede ham. Brentwood er en privat skole efter den klassiske, britiske opskrift med strenge lærere, rugby samt masser af klubber og skoleuniformer. Mange Brentwood-elever har udmærket sig i livet – deriblandt udenrigsminister Jack Straw og forfatteren og skuespilleren Griff Rhys Jones kendt fra blandt andet Not The Nine O’clock News.

4 Der er især to begivenheder, som Douglas mindes fra årene på Brent- wood. Den ene var topkarakteren, som viceinspektøren gav ham for en historie, han havde skrevet. Som voksen led Douglas af frygtelige skriveblokeringer, og han var ofte overbevist om, at han simpelthen ikke kunne skrive et eneste ord mere. Hans fjerde bog, So Long, and Thanks For All The Fish, blev skrevet i sidste øjeblik under stærkt pres fra forlaget Pan. De låste Douglas inde i et hotelværelse sammen med redaktøren Sonny Metha som overvågede, at han rent faktisk fik ord ned på papiret. Men i knap så dramatiske perioder af skriveblokering kunne Douglas hjælpe sig selv ved at tænke på, at han en gang som den eneste fik top- karakter for en historie på Brentwood. Den anden begivenhed er historien om bukserne. På Brentwood var det nemlig således, at man gik i korte bukser i underskolen og lange bukser i mellem- og overskolen. Douglas formidable højde indfandt sig allerede i en tidlig alder, og som tolvårig kunne han dårlig vente på at komme ud af underskolen og de korte bukser. Men da hans mor i ferien tog ham med for at købe de rigtige bukser til skoleuniformen, viste det sig, at de slet ikke blev lavet lange nok til Douglas. Douglas var forfærdet, for regnestykket var simpelt. Det ville tage seks uger at få lavet nye bukser, der var lange nok, men Douglas havde kun to ugers ferie inden første semester i mellemskolen startede. Seks minus to er fire, så i fire lange uger var Douglas ikke kun den højeste elev i skolen, men også den eneste der stadig gik i korte bukser. Ydmygelsen var total. Det var også i de tidlige teenageår, at Douglas blev dybt og inderligt forelsket i musik. Især Beatles og senere Bach spillede en stor rolle for ham, og han pjækkede fra skole for at snige sig til byen og købe Can’t Buy Me Love-singlen. Senere nåede han selv at blive en habil guitarist og ejede adskillige venstrehånds-guitarer, og han kom endda til at spille med Pink Floyd. Men hvis Douglas havde en ide om at blive musiker, så blev den overskygget af hans ambitioner om at skrive og optræde. Nogle af hans tidligste skriverier var bidrag til skolebladene Broadsheet og Green Wood, og han optrådte også i skoleteatret. Motivationen til at tage en klassisk uddannelse blev konstant truet af forskellige kunsteriske in- teresser, og i særdeleshed en mand var ansvarlig for at sende den unge Douglas ud på sin livsbane. Douglas så en aften John Cleese på tv og var straks smittet. Det var før Cleese var med til at starte Monty Python, som Douglas også blev stor fan af, men Douglas så i John Cleese alt det, han selv ville være.

5 Desværre var jobbet som John Cleese allerede optaget, så Douglas måtte skabe sin egen vej, men han havde fundet et fyrtårn at pejle efter. En mand der var lige så høj som ham selv.

6 Chapter 3

Cambridge er en smuk by med blændende arkitektur. Det er en højborg for klassiske traditioner og centrum for en mængde højt respekterede uddannelsesinstitutioner. En Cambridge-uddannelse er et strålende fun- dament for en fremtidig karriere og samtidig også indgangen til et ek- sklusivt netværk af bekendtskaber, der kan hjælpe en på vej i livet. Douglas Adams valgte at studere i Cambridge, fordi han ville optræde i Footlights-revyen. Både John Cleese, Graham Chapman og flere andre medlemmer af Monty Python havde været med i Footlights, ligesom Griff Rhys Jones fra Brentwood havde optrådt der, så for Douglas var Footlights uimod- ståeligt tiltrækkende for hans ambitioner om at skrive og optræde. De- suden kunne han samtidig studere engelsk litteratur. St. Johns College er det største i Cambridge og grundlagt af Henry VII’s mor, men til Douglas overraskelse var det langt nemmere at komme ind på studiet, end det var at blive medlem af Footlights. Allerede i studiesammenhænge begyndte Douglas at opbygge sin livslange tradition for at overskride tidsfrister. Forlagsredaktører har været på sammenbruddets rand over Douglas evne til at komme dage, måneder og år for sent med manuskripter, og Douglas havde selv føl- gende kommentar til spørgsmålet om tidsfrister: "Jeg elsker tidsfrister. Jeg elsker deres susende lyd, når de stryger forbi mig." På revysiden faldt han slet ikke naturligt ind i Footlights-ensemblet. Han husker dem som ophøjede og overlegne, og Douglas måtte i stedet melde sig ind i Cambridge University Light Entertainment Society (CULES). Her producerede man små shows, der blev opført blandt andet på hospitaler og i fængsler, men de var sjældent populære. I sit andet semester var Douglas så heldig at møde et medlem af Foot- lights, Simon Jones, der ulig de andre medlemmer var imødekommende og venlig. Dette møde skulle vise sige ikke blot at blive Douglas' vej ind i

7 Footlights, men også starten på et senere samarbejde i en Hitch Hiker's- produktion, hvor Simon Jones spillede hovedrollen Arthur Dent. Det var også i Footlights, at Douglas mødte John Lloyd, som studerede jura på Trinity College. John Lloyd blev en af Douglas gode venner, selvom deres venskab skulle vise sig at blive stormfyldt. John Lloyd mindes Footlights som en samling selvcentrerede narrehatte. Han havde selv optrådt i Trinitys revy, hvor Prins Charles havde deltaget året før, men holdninger er til for at blive ændret – især under forelskelse. Skuespillerinden Mary Allen havde vundet Johns hjerte, og på hendes opfordring meldte han sig ind i Footlights. Under ledelse af gruppens daværende præsident, Jon Canter, havde han et godt år i Footlights, og både John Lloyd, Mary Allen og Jon Canter var efter studietiden alle vigtige venner for Douglas. Inden Douglas var færdig med at aflevere sine rapporter for sent på litteraturstudiet, indfandt begyndelsen til enden på hans teaterkarriere sig også. Han fandt det ikke ligetil at optræde og var rent teknisk ofte ude af trit med de andre skuespillere. Som sketchforfatter var han heller ikke fremragende, da han havde svært ved at formulere sig kortfattet og præcist. Douglas meldte sig ud af Footlights og startede sin egen revy med to andre. De producerede to shows, Several Poor Players Strutting and Fretting samt The Patter of Tiny Minds, hvor især det sidste nød stor success. Faktisk kom Footlights til sidste til Douglas og hans to kammerater og spurgte, om de måtte opføre The Patter of Tiny Minds. De tre gav deres tilladelse, og Footlights frabad sig derefter, at forfatterne skulle deltage i selve opførslen. En af rollerne endte med at gå til … Griff Rhys Jones.

8 Chapter 4

Douglas Adams er ikke den første, der har haft svært ved at få forvent- ningerne til at passe med virkeligheden. Når man har gået i skole og studeret i størstedelen af ens liv, kan det være en brat omvæltning at komme ud i det virkellige liv med jobs og terminer og krav om ansvarlighed. For at klare sig gennem dagen og vejen tog Douglas diverse kontor- jobs, mens han prøvede at skabe sig en karriere som forfatter. Efter flere forsøg med at skrive til forskellige radioprogrammer blev nogle af hans sketches brugt af Footlights, og blandt dem, der så revyen, var Graham Chapman fra Monty Python. Graham Chapman syntes godt om Douglas' humor og inviterede ham på en øl. Det udviklede sig til næsten 18 måneders samarbejde, hvor Douglas kom så tæt på et ægte Monty Python-medlem som overhovedet muligt. Sammen skrev de adskillige humoristiske tv-shows, men ingen af dem blev til noget på nær Out Of The Trees med Graham Chapman og Simon Jones i rollerne. Programmet blev vist sent om natten uden yderlige omtale og blev derfor ingen sucess. Douglas hjalp også Graham Chapman med at skrive del af hans selvbiografi, men Chapmans forbrug af gin satte til sidst et punktum for samarbejdet, og Douglas var igen alene om at skrive. Selvom Douglas delte lejlighed med John Lloyd og levede billigt, skulle pengene jo tjenes. Sammen med John skrev han et filmmanuskript baseret på Guinnes Rekordbog. Det gik ud på, at nogle rumvæsner ud- fordrede menneskene til en slags olympiade i rekordforsøg, men blev ikke solgt. Til sidst var Douglas så økonomisk desperat, at han tog et job som bodyguard for en stenrig arabisk familie. Jobbet bestod i at sidde uden for en hoteldør tolv timer hver nat, hvilket var nemt, men usandsynligt kedeligt.

9 Op mod julen 1976 måtte Douglas indse, at han ikke havde success som forfatter, og at han ikke havde råd til at bo i London. Han flyttede hjem til sin mor i Dorset og slikkede sine sår. Han havde behov for at omgruppere sine tropper og finde ud af, hvordan han skulle komme videre i livet. Det siges, at en god ide ikke er til at holde nede. Men hvis man spørger forfattere, hvor de får deres ideer, stiller man et spørgsmål, de sjældent kan svare på. Ideer kommer ud af det blå, ofte hjulpet på vej af de rette omstændigheder og tilfældig inspiration. Således er det også med ideen til Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Da Dougles var 18, rejste han på tommelfingeren rundt i Europa med en kopi af Hitch Hiker's Guide to Europe i lommen. En aften i Innsbruck var han både fuld og flad og endte med at overnatte på en mark, mens han stirrede op mod stjernerne. ”Nogle burde virkelig skrive en rejse- håndbog til galaksen” tænkte han og glemte kort efter ideen. Seks år senere, mens Douglas boede hjemme og havde det svært med tanken om, at der måske alligevel ikke var plads til ham som forfatter, havde John Lloyd gang i en karriere som producer på radioshowet Week Ending. John fik Douglas til at skrive nogle sketches til programmet, men de passede ikke ind i det planlagte repertoire. Johns og Douglas' veje skiltes for en kort tid, indtil John introducerede Douglas for Simon Brett, der producerede radioshowet The Burkiss Way. Douglas skrev et par sketches for Simon Brett – blandt om en mindre successrig kamikaze- pilot, der altid vendte levende hjem fra sine selvmordsmissioner, og de to forstod hinanden. Simon Brett var den første producer, der virkelig kunne bruge Douglas' anderledes humor, og han bad Douglas komme med et par oplæg til et nyt radioshow. Douglas holdt et møde med Simon, hvor han præsenterede to ideer. Den ene var Hitch Hiker's Guide to the Galaxy, som er historien om Arthur Dent, der prøver at forhindre kommunen i at rive hans hus ned for at lave en omfartsvej. Hans jordiske trænglser blegner dog en anelse, da han får et lift i et rumskib få øjeblikke før nogle rumvæsener smadrer jorden for at bygge en intergalaktisk motorvej. Den anden ide er der ingen af dem der mindes længere.

10 Chapter 5

Året 1976 var ikke et godt år for Douglas Adams. Hans selvværd var på nulpunktet, og hans drømme om at blive forfatter så ud til at være umu- lige at realisere. Som 24-årig boede han hjemme hos sin mor, og han havde oparbejdet en større gæld i sine år i London. Det eneste, han kunne håbe på, var, at Simon Brett og hans overor- dnede på BBC ville se venligt på det tre-siders oplæg, han havde skrevet til Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Det var ikke nok at have Simon Bretts velsignelse. BBC var et hierarkisk strukturet og meget traditions- bundent foretagende, hvor manuskripter ikke blev antaget sådan uden videre. Douglas ventede og ventede, og den sidste dag i august 1977 modtog han tre nyheder. En god, en dårlig og en anden god: BBC havde besluttet sig for at bestille seks episoder af Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Des- værre skulle Simon Brett ikke producere dem. Han var på vej til London Weekend Television, men nåede at anbefale at Geoffrey Perkins, som var afdelingens yngste producer, skulle overtage styringen af Hitch Hiker's. Desuden sagde BBC samtidig også ja tak til Douglas tilbud om at levere manuskripter til tv-serien Doctor Who, så pludselig skulle Douglas skrive til både et radioshow og et tv-show på samme tid. Geoffrey Perkins var ikke en specielt erfaren radioproducer. Han var jævnaldrende med Douglas og havde en baggrund i shipping-industrien. Douglas havde aldrig været ansvarlig for at skrive et helt show og var derfor også på gyngende grund. Måske var det netop fordi, ingen af dem rigtig vidste, hvad de sagde ja til, og hvor grænserne for radiohørespil normalt gik, at Hitch Hiker's blev så stor en success. Den tid og de kræfter, der blev brugt på Hitch Hiker's, oversteg langt, hvad man ellers brugte på radiohørespil. Alene lydeffekterne lå Douglas og Geoffry meget på sinde, men det hårde arbejde ved 8-spors bånd- optageren betalte sig. Da den første episode blev sendt, var både

11 anmeldere og fans meget begejstrerede – ikke mindst for den flotte lydside. Men nye problemer sneg sig ind på Douglas. De fire første episoder var skrevet under store anstrengelser, og Douglas begyndte for alvor at indse, hvor svært han fandt det at skrive fiktion. Han vidste, hvordan historien skulle ende, men følte at han var løbet tør for ord. Desuden havde han også travlt med at skrive manuskripter til Doctor Who. Løsningen var derfor at ringe til John Lloyd og bede om hjælp. John Lloyd havde arbejdet på en science-fiction komedie i flere år og havde adskillige færdige kapitler liggende. Siden han ikke regnede med, at der nogensinde ville komme en bog ud af det, tilbød han Douglas, at de kunne kannibalisere hans tekster og bruge dem i Hitch Hiker's. Fra at være arbejdsløs og forgældet og uden håb for fremtiden og sine forfatterdrømme, arbejdede Douglas pludselig freelance på to store shows, hvor det begyndte at gå op for ham, at jobbet som humoristisk forfatter var et af de sværeste i verden. Douglas tvivlede ofte på, om han overhovedet kunne klare det, om han kunne blive ved med at være både intelligent og morsom. Et rigtigt 9-16 job så pludseligt meget attraktivt ud, så da BBC tilbød ham et fat job som radioproducer, tog han det. Uden at stoppe arbejdet som forfatter. I perioden fra 1977 til 1980 arbejdede Douglas som aldrig før. Jobbet som radioproducer passede ham dog særdeles dårligt, men adskillige venner havde gjort en indsats for at skaffe ham ansættelsen, så han kunne dårligt sige op. Alligevel var det en uholdbar situation, og Douglas valgte at vende tilbage til skriveriet, som han følte var hans metier. Kort tid efter hen- vendte både New English Library og Pan Books sig til ham og John Lloyd. Begge billigbogsforlag var interesserede i at udgive en Hitch Hiker's-bog, og siden BBC allerede havde sagt nej tak til at udgive radi- ohørespillet i bogform, blev der indgået en handel med Pan. Manuskriptarbejdet på Doctor Who og Hitch Hiker's havde bekræftet Douglas i, at han virkelig kunne skrive til andres underholdning og fornøjelse. Men at udgive en bog under eget navn repræsenterede den endegyldige blåstempling af hans navn som forfatter, og derfor plagede det ham, at Hitch Hiker's skulle deles med John Lloyd. Douglas og John havde skrevet sammen på Hitch Hiker's i månedsvis. De havde kontor ved siden af hinanden på BBC, og de var sammen på den lokale pub næsten hver aften. Alligevel valgte Douglas at sende John

12 et kort brev, hvor han forklarede, at han blev nødt til at skrive Hitch Hiker's-bogen alene. John følte det som en kniv i ryggen, og en tid med iskold tavshed og trusler om sagsanlæg lagde en gevaldig dæmper på venskabet. Til sidst blev de enige om, at John skulle have halvdelen af forskuddet på bogen, og Douglas skrev Johns oprindelige materiale ud af manuskriptet. På den måde kom venskabet også på ret køl, hvilket var godt det samme, for de havde bestilt en fælles ferie i Grækenland for at skrive bogen. Siden der ikke var andet at tage sig til, tog de begge af sted, og i de lune aftner på tavernaen med for meget Retsina opstod samarbejdet om det, der senere skulle blive til bogen The Meaning of Liff.

13 Chapter 6

Douglas' beretning om sit første møde med berømmelsen starter i en taxa i London. Hitch Hiker's Guide to the Galaxy var udkommet som bog og blevet godt modtaget. Som så mange andre forfattere før ham, var han blevet bedt om at signere bogen i en boglade i den indre by, men taxaen havde svært ved at komme frem til tiden. En menneskehob fyldte gaderne – uden tvivl en demonstration eller en protestmarch mente chaufføren. Douglas måtte til sidste stå ud af taxaen og mase sig til fods gennem menneskemængden for at komme i nærheden af bogladen. I netop sådan en situation kan det være praktisk at være så høj, at man har udsyn over alle andre, men det betyder også, at der bliver lagt mærke til en. Og når man endda er en kendt forfatter, kan man ikke regne med at forblive uopdaget. Douglas blev hurtigt genkendt, og det gik snart op for ham, at der ikke var nogen demonstration. Alle de mange mennesker var læsere, der ventede på at møde ham og få signeret deres kopier af Hitch Hiker's. Douglas Adams var blevet en stjerne og kunne nu koncentrere sig helt og aldeles om sin forfatterkarriere. De næste episoder af af radiohørespillet Hitch Hiker's Guide to the Galaxy handler om, hvordan hovedpersonerne leder efter et godt spises- ted og finder en restaurant, hvor man kan overvære universets endeligt. Udsendelserne skulle i æteren i januar 1980, og Douglas havde efter- hånden indarbejdet en god rutine med først at starte skrivearbejdet, når det var ved at være for sent. Manuskripterne til de nye afsnit blev startet i midten af 1979, men var langt fra færdige, da skuespillerne stod parate til at indtale dem. Douglas nåede at forhale arbejdsgangen så meget, at de sidste sider og rettelser blev skrevet direkte i studiet, mens skuespillerne indtalte det færdige materiale i et lokale ved siden af. Douglas lagde bogstaveligt talt skinnerne, mens lokomotivet pustede ham i nakken. Samtidig var Hitch Hiker's på vej ud i endnu en inkarnation. Flere pladeselskaber havde henvendt sig til BBC for at udgive radioshowet på

14 plade, og Original Records endte med at få rettighederne. Men det var ikke blot et spørgsmål om at overspille de oprindelige bånd til plade. Sammenlagt var der meget mere materiale, end der kunne passes ned på en LP, og siden der ikke bare kunne klippes med hård hånd uden at miste væsentlige sammenhænge, måtte showet omskrives og genind- spilles til pladeudgaven. Til trods for at LP'en med den første sæson af Hitch Hiker's Guide to the Galaxy kun blev solgt via postordre, nåede den alligevel at udkomme i over 120.000 eksemplarer alene det første år. Den næste sæson udkom også på plade under titlen The Restaurant at the End of the Universe, og mange foretrækker denne frem for den første, da den er mere komplet. Både Geoffrey Perkins og Douglas følte dog, at den anden LP var for langtrukken. Da de havde lavet den første råklipning af ma- terialet, tog de et par dages fri, men da de kom tilbage, var båndene blevet sendt til udgivelse. Hvis det ikke var nok med et radiohørespil, en bog og en pladeudgiv- else af Hitch Hiker's, ytrede BBC nu også ønske om at flytte succesen til fjernsynet. Indledningsvis var Douglas ikke specielt interesseret i at lave en tv- serie, men hans arbejde med Doctor Who havde åbnet hans øjne for de mange muligheder, som visuelle effekter kunne bibringe hans historie. Simon Jones fra Footlights blev rekrutteret til hovedrollen som Arthur Dent, og John Lloyd blev valgt som producer, så det så ud som en lovende produktion, indtil Alan Bell blev udnævnt som instruktør. Efter første episode var filmet, blev Alan Bell også producer, og både John og Douglas er enige om, at han ikke var den rette person til jobbet. Alan Bell var ifølge John Lloyd producer og instruktør af den mere konservative skole. Han brugte aldrig mere tid, end der var afsat, og han overskred aldrig sit budget. Men selv om både John og Douglas erkendte, at det er en dyd i sig selv at holde en tv-produktion i snor, var gnidningerne store mellem Alan Bell og Douglas og John. De nåede aldrig at blive tilfredse med tv-versionen, og da BBC ønskede at filme de nye episoder, der udgjorde The Restaurant at the End of the Universe, sagde Douglas, at det ville han med glæde være med til, men han ville ikke arbejde sammen med Alan Bell. BBC insisterede på Alan, og på den måde blev anden sæson aldrig indspillet. Douglas var alligevel forsinket med den næste bog, så det var ikke fordi han manglede arbejde.

15 Chapter 7

Alle medievirksomheder arbejder og lever ud fra produktionsplaner med indlagte tidsfrister. I disse planer er der indlagte passende margener, der kan tages i brug, hvis bogen, pladen eller filmen skulle overskride tidsfristerne. Men ingen margener var store nok til Douglas Adams. Romanen The Restaurant af the End of the Universe var blevet udsat igen og igen, og da Douglas fik besked om, at han havde nået den al- lersidste smertegrænse for udgiveren Pan, var der kun en måned tilbage. Han havde fire uger til at færdiggøre bogen, og han nænnede næsten ikke at fortælle forlaget, at han endnu ikke var begyndt. For at få maksimal ro og koncentration flyttede Douglas ind i en anden lejlighed, hvor der ikke var noget til at forstyrre ham. Men den fok- userede indsats betød også, at resultatet blev derefter. The Restaurant at the End of the Universe er Douglas favoritbog i serien. Fordelen ved de to første bøger frem for de tre sidste er åbenlys: Douglas havde et komplet radiomanuskript at læne sig op ad, så op- gaven bestod ikke så meget i at skrive en helt frisk historie som at over- føre radioshowet til bogform. Efter The Restaurant at the End of the Uni- verse proklamerede Douglas, at det var den sidste Hitch Hiker's bog, han ville skrive. Indtil han ændrede mening. Douglas havde tidligere puslet med en ide til historie, han kaldte Doc- tor Who and the Krikkitmen. Historien blev aldrig realiseret i Doctor Who-regi, så da der var tale om endnu en sæson af Hitch Hiker's på tv, overvejede han at bruge ideen der. Men da det heller ikke blev til noget, samlede historien støv, indtil Douglas satte sig for at skrive en tredie Hitch Hiker's bog. The Krikkitmen er robotter klædt i britiske cricketuniformer. De skulle have været uddøde for millioner af år siden, men vender nu tilbage til jorden – midt i et cricketspil. I historien er selve spillet cricket i virkeligheden baseret på en urgammel homo sapiens hukommelsesrest om The Krikkitmen.

16 Det er ikke lige præcis den historie, man kan læse i den tredie Hitch Hiker's bog, der kom til at hedde Life, The Universe and Everything, men The Krikkitmen spiller stadig en central del i historien, hvor de for- søger at ødelægge universet. I modsætning til The Restaurant at the End of the Universe fungerer Life, The Universe and Everything ifølge Douglas ikke helt så godt. Det skyldes blandt andet, at han for en gangs skyld forsøgte at skabe hele bogen som et sammenhængende plot, før han skrev den. I de to tidligere bøger havde han mere skrevet til højre og ventre uden anelse om hvor han ville ende. Men i Life, The Universe and Everything styrer plottet nogle gange hårdt rundt med persongalleriet og begivenhederne for at få historien til at blive på sporet. Kritikernes dom udeblev da heller ikke, og Life, The Universe and Everything fik en noget hårdere kritik end de foregående bøger. Efter den tredie Hitch Hiker's bog lå det endelig i kortene, at Douglas og John Lloyd skulle skrive en bog sammen. Faktisk startede det allerede, da Douglas og John var på ferie i Grækenland. Det var den ferie, de to skulle have brugt til at skrive Hitch Hiker's Guide to the Galaxy sammen, men som endte med at blive skrevet af Douglas alene. I stedet begyndte John og Douglas at udvide det engelske sprog efter et par meget simple regler: Den ene nævnte et britisk bynavn, og den anden skulle så efter bedste evne forklare, hvad navnet betød. Selve bogen, en højst aparte ordbog med titlen The Meaning of Liff, blev skrevet adskillige år senere i et lejet hus i Malibu i Californien, hvor Douglas samtidig lærte at scubadykke. I en pressemeddelse for The Meaning of Liff illustrerede Douglas Adams, hvad det hele gik ud på: "Den lidt ukomfortable følelse man får, når ens stol er varm efter en anden persons ende, er lige så ægte en følelse som den man oplever, når en vild elefanttyr kommer brølende imod en. Førhen har det dog kun været den sidste følelse, der har kunnet beskrives med et enkelt ord, men ikke længere. Ordet for den første følelse er 'shoeburyness', og det andet ord er selvfølgelig 'frygt'." Udgivelsen af bogen faldt iøvrigt sammen med premieren af Monty Pythons film The Meaning of Life, hvor titlen står skrevet i sten som The Meaning of Liff, men et lynnedslag ændrer det sidste 'f' til et 'e'. Unød- vendigt er det vel at sige, at komplotteorierne blomstrede. Ligeledes unødvendigt er det nok at påpege, at en bog som The Mean- ing of Liff dårligt lod sig oversætte til andre sprog end engelsk. Alligevel

17 er bogen udkommet på både hollandsk og finsk med stor success og blev iøvrigt opfølgt af bogen The Deeper Meaning of Liff.

18 Chapter 8

I starten af 1980'erne befandt personlige computere sig på et meget prim- itivt niveau, og Douglas kunne ikke se noget som helst charmerende ved dem. Men da Apple lancerede Macintosh computeren, fangede den Douglas interesse, og der gik ikke længe, før han ejede adskillige Macs og en masse andre teknologiske vidundere. Fra da af forbigik han sjældent muligheden for at overbevise venner og bekendte om, at de burde skille sig af med deres pc og købe en Mac i stedet. Hans forkær- lighed for Mac computere og hans berømmelse som forfatter skaffede ham også medlemskab af Apple Masters. Ideen var, at Apple gav deres nyeste udstyr gratis til en udvalgt gruppe af interessante og berømte mennesker, der ikke var blege for at argumentere for deres yndlingscomputer. Til gengæld mødtes disse mennesker ved Apple Master-møder for at udveksle ideer og tanker med Apple-folkene. Douglas var beæret over at være en Apple Master, og han kom til at møde mange interessante mennesker deriblandt Nobel- pristagerne Murray Gell-Mann og Donald Glaser, skuespillerne Richard Dreyfus og Harrison Ford og bokseren Muhammad Ali samt mange flere. Men computere kan bruges til andet end tekstbehandling og forfat- ning af bøger. Douglas fik kontakt til det amerikanske spilfirma Infocom, der straks var med på ideen om at skabe et computerspil på baggrund af Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. I modsætning til typiske spil i dag, hvor spilleren styrer en flot, grafisk verden på skærmen, bestod Infocoms spil dog dengang kun af tekst. Det kaldes interaktiv fiktion, for spillet går ud på, at man får fortalt en historie, som man selv kan påvirke ved at skrive kommandoer til computeren. Eksempelvis kan computeren skrive på skærmen, at man befinder sig i en bar med tre borde, en disk og to døre – en til toilettet og en til udgan- gen. Når man skriver til computeren, at man vil gå ud på toilettet, svarer den tilbage med, at man nu befinder sig på toilettet, der er indrettet

19 sådan og således. Samtaler med bartenderen og andre fiktive personer i spillet er på tilsvarende måde muligt. Hitch Hiker's spillet blev en stor success for Infocom og Douglas, og han fulgte det op med et spil i samme stil kaldet Bureaucracy, hvor formålet er noget så simpelt som at få ens banks computer til at an- erkende, at man er flyttet til en ny adresse. Det havde Douglas selv haft absurde kvaler med nogle år tidligere, da American Express' computere ikke kunne finde ud af, at han var flyttet.

20 Chapter 9

Hitch Hiker's Guide to the Galaxy handler om nogle væmmelige uhyrer fra det ydre rum, der ødelægger jorden. Men menneskene selv ved at ødelægge jorden. Art efter art udryddes. Havene og atmosfæren for- urenes og naturen må gang på gang bøje sig for udplyndring af dens rigdomme. I bogen Last Chance to See rejste Douglas sammen med zoologen og fotografen Mark Carwardine jorden rundt for at finde og se de allermest truede dyrearter. Bogen blev en realitet, fordi Douglas i mange år interesserede sig for evolutionær biologi. Han rystede på hovedet af de odds der skulle til for, at molekyler på et tidspunkt skulle have udviklet sig til højere livsformer og til sidst til mennesker som forfattere og forlæggere. Som barn og ung havde han sunget i kirkekoret, men hans tro havde snarere været en søgen efter mening. Mange finder svaret i Gud, men Douglas blev ateist i en tidlig alder, og han brugte udviklingsteorien flit- tigt i sine bøger. Et eksempel er rumuhyrerne, der ødelægger jorden. De tror ikke på udvikling, men vælger kirugi, når de vil ændre noget. Som de siger: "Udvikling? Hvem har brug for udvikling?" Efter de tre bøger i trilogien var skrevet (Hitch Hiker's Guide to the Galaxy, The Restaurant at the End of the Universe og Life, The Universe and everything), sprang Douglas humor ud i den virkelige verden med bogen So Long, and Thanks For All The Fish. Pludselig var Hitch Hiker's en trilogi i fire dele – noget der egentlig ikke var muligt, hvilket selvføl- gelig kun gjorde det endnu mere fristende for Douglas. Det dyreste eksemplar af So Long, and Thanks For All The Fish blev iøvrigt solgt til Sir Clive Sinclair, der var en af Douglas nære venner. Sir Clive Sinclair skabte flere formuer på at gøre moderne elektronik såsom lommeregnere, hjemmecomputere og digitalure billigt tilgængelige for almindelige mennesker.

21 Sinclair deltog i et middagsselskab hos Jane og Douglas, hvor han så en korrekturkopi af So Long, and Thanks For All The Fish. Hans umid- delbare reaktion var, at han måtte eje dette tidlige og unikke eksemplar, men da det var den eneste udgave af bogen, der eksisterede, kunne Douglas desværre ikke skille sig af med den. Først da Sinclair hev sit checkhæfte frem og tilbød Douglas 1000 pund doneret til hvilket som helst godtgørende formål, bøjede han sig. Green- peace blev den heldige modtager af den store check. So Long, and Thanks For All The Fish er i høj grad en kærlighedsro- man, hvor hovedpersonen Arthur Dent prøver at lære at flyve. Tricket skulle være at kaste sig mod jorden og ramme forbi. Arthur møder i denne bog pigen Fenchurch, der har problemer med at overholde fysikkens love. Eksempelvis når hendes fødder ikke helt ned til jorden, men sammen lærer de at flyve, og det er egentlig Douglas' metafor for kærlighed. Karakteren Fenchurch er baseret på forfatteren Sally Emerson, som han havde haft et forhold til tidligere, og som først var smigret over, at Douglas havde brugt hende som model til Fen- church. Men da hun opdagede, at bogen stort set kun handler om Arthur Dents kærlighed til Fenchurch og slet ikke om Fenchurch, falmede begejstringen. Det var skuespillerinden Mary Allen, som i sin tid havde lokket John Lloyd ind i Footlights, der fik Douglas videre i kærlighedslivet. Hun havde en veninde, Jane, som hun havde mødt, da de på samme tid var involveret med den samme mand. Manden røg ud, men Mary og Jane Belson blev veninder. Omkring et år senere besluttede Mary sig for at introducere Douglas og Jane for hinanden, og de kunne straks lide hinanden. I 1994 fik de datteren Polly Rocket Adams, men det var ikke det eneste nye 'barn', som Douglas satte i verden. I 1990'erne havde Douglas efterhånden fået udsendt Hitch Hiker's Guide to the Galaxy som radiohørespil, på plade, som roman og som computerspil. Han favnede adskillige medier og ikke mindst teknologi- en, der lå bag dem, så det naturlige skridt var at starte et multimediesel- skab. Sammen med dygtige folk fra sin omgangskreds stiftede Douglas The Digital Village, der skulle lave computerspil og bøger og websteder og meget andet andet. De to første projekter var spillet og bogen Starship Titanic samt et websted med en ægte Hitch Hiker's Guide to Life, The Universe and Everything.

22 I modsætning til datteren Polly blev The Digital Village dog aldrig nogen success. Til trods for en anseelig startkapital begyndte de at løbe tør for penge, og hverken Starship Titanic eller webstedet tjente de nød- vendige penge hjem. Bedre blev det ikke af, at computerbranchens øko- nomi omkring årtusindeskiftet blev skyllet ud i toilettet. The Digital Vil- lage røg med.

23 Chapter 10

Bøgerne Last Chance to See og The Meaning of Liff samt The Deeper Meaning of Liff er alle udmærket non-fiktion, men det er romanerne i Hitch Hiker's serien, der gav Douglas Adams berømmelsen, æren og pengene. Lidt mindre kendt er hans anden romanserie om detektiven Dirk Gently, der gennem to bøger opklarer overnaturlige og dybt bizarre sager. Den første bog hedder Dirk Gently's Holistic Detective Agency og starter med eftersøgningen af en forsvunden kat. Det udvikler sig dog snart til en sag med spøgelser, tidsrejser og en stor hemmelighed, der truer med at undergrave og ødelægge civilisationen. Efterfølgeren hedder The Long Dark Tea-Time of the Soul og handler om en gud, der har solgt sin sjæl til en advokat, en checkin-skranke i lufthavnen der eksploderer og et grønt monster med en le. Bøgerne om Dirk Gently udsprang af Douglas ønske om at skrive andet end nye udgaver af Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Enhver trilogi i fire dele er selvfølgelig heller ikke komplet uden en femte bog, og otte år efter udgivelsen af So Long, and Thanks For All The Fish skrev Douglas den sidste Hitch Hiker's bog under store kvaler. Mostly Harmless handler især om parallelle universer, og bogen modtog skarp kritik for at være nedslående og trist. Til det havde Douglas den kommentar, at han havde et nedslående og trist år. Ideen om at indspille en film over Hitch Hiker's Guide to the Galaxy var en tilbagevendende drøm og mareridt for Douglas Adams. Allerede i 1979 opstod der mulighed for at få projektet realiseret, men producenten, den amerikanske tv-station ABC, ville basalt set lave en humoristisk ver- sion af Star Wars, og det kunne Douglas ikke være med til. For en kort periode var Terry Jones fra Monty Python på banen for at lave en film, men det løb også ud i sandet. I 1982, da Douglas var i Los Angeles for at skrive bogen The Meaning of Liff med John Lloyd, fik han kontakt med Ivan Reitman, som muligvis

24 ville instruere filmen. Reitman havde tidligere lavet National Lampoon's Animal House, men han og Douglas kunne ikke blive enige om, hvordan en Hitch Hiker's film skulle se ud. Douglas tog hjem til England, og Ivan Reitman lavede i stedet Ghostbusters. Manuskriptet til filmudgaven af Hitch Hiker's Guide to the Galaxy fandt Douglas altid svært at forestille sig. Historierne væver ud og ind mellem hinanden og er svære at omsætte til filmformat. Alligevel in- vesterede Douglas selv et anseeligt beløb, da han i 1992 købte filmret- tighederne fra Columbia Pictures. Med Michael Nesmith (fra The Mon- kees) forsøgte han at få produceret filmen på et manuskript, han selv havde skrevet. Ingen ringere end James Cameron (Alien, Dybet og 'Titanic') var endda interesseret i at instruere, men igen endte drømmen uden en film. Efter en årrække, hvor filmprojektet så ud til at være dømt til forglem- melse på øverste hylde, dukkede Disney pludselig op. De var interesserede i at gennemføre filmen, og Douglas så igen sine drømmes mål inden for rækkevidde. I de efterfølgende tre år skete der dog ikke andet, end Douglas flyttede til Californien for at skrive et manuskript. Det lå færdigt i starten af 2001, og både Disney og instruktøren Jay Roach (Blown Away, Meet the Parents) var tilfredse med det. Den 11. maj 2001 besøgte Douglas sit lokale fitnesscenter. Han var ikke kun høj, men havde også tendens til at tage på, og han var fast besluttet på ikke at blive for tyk. Hans personlige træner, Peter, hjalp ham gennem de faste øvelser, men på et tidspunkt lagde Douglas sig ned med sit håndklæde på en bænk. Peter regnede med, at han bare lavede sjov, men da Douglas kort efter faldt ned af bænken, blev der ringet efter en ambu- lance. Douglas var besvimet, og han nåede aldrig at genvinde bevid- stheden. Hans store hjerte stoppede bare, og han var død.

25 Chapter 11

I 2002 udkom Douglas Adams sidste bog under title The Salmon of Doubt. Det er ikke en roman, men en samling artikler, notater og breve reddet fra hans elskede Apple Macintosh. Der er også nogle korthistorier samt elleve kapitler af den bog, Douglas arbejdede på, da han døde. Den er skrevet som en Dirk Gently bog, men Douglas var ikke sikker på, om det alligevel ikke ville blive en sjette bog i Hitch Hiker's serien, som han følte var utilfredsstillende afsluttet med Mostly Harmless. The Salmon of Doubt er en bog for rigtige Douglas Adams-fans. Den vil glæde alle dem, der har læst alle de andre bøger og ikke kan forene sig med tanken om, at der aldrig vil komme flere bøger fra Douglas Adams.

26 From the same author on Feedbooks

Max Brants Missioner 1: Det Underjordiske Tårn (2004) Det Underjordiske Tårn er en roman om strålevåben og magtbalancer. Max Brant er agent for den europæiske efterretningstjeneste, og han har et problem. Et underjordisk tårn fra fortiden er ved at falde i hæn- derne på en gruppe internationale forbrydere. De vil bruge tårnets mægtige strålevåben til at bestemme over hele verden. Max Brant må for enhver pris forhindre, at det sker, men stærke kræfter forsøger at stoppe ham. Den amerikanske regering vil have strålevåbnet, som er stærkere end nogen atombombe. De har sat deres bedste agent til at finde Max Brant, før han kan nå at slippe væk med det underjordiske tårns hemmeligheder. Men agenten har også et personligt regnskab at gøre op med Max. Imens bliver gode soldater hakket i småstykker i tårnet…

Sidste Skib fra Jorden (2005) Seks mennesker lå i hver sin dvalekabine ombord på Palladium. Ingen af dem mærkede, at stjerneskibet startede sine motorer og brød sit kred- sløb om den døende planet. Ingen af dem trak vejret, deres kroppe over- levede kun med computernes hjælp. Engang om mange tusinde år ville de måske vågne igen. Under dem ville de se en ny planet, parat til at modtage dem og parat til at blive ud- forsket. Men mindet om Jorden ville altid leve i dem, og håbet om at vende tilbage ville aldrig dø.

Hvem er John Grisham (2005) John Grisham satte egenhændigt retssalsdramaet på forlagenes dag- sorden, uden det egentlig var hans plan. Han skrev sin første bog, A Time To Kill, uden ambitioner om penge og berømmelse. Historien pressede sige bare på og krævede at blive skrevet ned. Men kun fem år efter den første udgivelse læste alle pludselig John Grisham. Mennesker, der ikke havde åbnet en bog siden skoledagene, stod i kø hos boghand- leren, når den nye Grisham-bog udkom.

Hvem er Stephen King (2005)

27 En god bog er svær at lægge fra sig, og Stephen King er en af de forfattere, der har skrevet mange gode bøger – hvis man kan måle den slags ud fra antal solgte bøger og hengivne fans. Hans popularitet beviser menneskers morbide fascination af det, det skræmmer os allermest. Om det er at blive holdt fanget mod sin vilje, at miste sin forstand eller op- dage, at ens barn er blevet misbrugt, så har Stephen King skrevet en best- seller om det.

Max Brants Missioner 2: Mumiens Kuglepen (2005) Mumiens Kuglepen er en roman om tidsrejser og lejemord. Den europæiske agent Max Brant har to timer til at redde en mand fra at blive slået ihjel. Men han ved ikke, hvem han skal redde. Eller hvor manden er. Det vigtigste spørgsmål viser sig dog at blive “hvornår?” Max Brant har kun et gammelt billede af en dame og datoen 28. november 1922. Og så har han en mystisk lommecomputer, der hverken er en computer eller en telefon. Men den er nøglen til at redde den mystiske mand. Inden de to timer er gået, har Max Brant været Jorden rundt og opdaget en fjende, der har dusinvis af historiske mord på samvittigheden. Spørgsmålet er, om Max kan nå at forhindre endnu et attentat. Den mystiske mand viser sig nemlig at være en meget kendt og vigtig person.

Amerikanergården (2006) Ingen af os har nogensinde fortalte vores forældre om det, der skete på Amerikanergården. Vi ville have fået en frygtelig ballade for at gå derind og endnu mere ballade for ikke at have ringet efter hjælp. Sådan er forældre. Det ved jeg i dag, hvor jeg selv er far. Kærligheden til børnene kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Også som skideballer af den anden verden.

Gentagelser i Terminalbaren (2006) Det var kun hendes fjerde aften i Terminalbaren, da hun så drengen første gang. Han var vel ikke mere end syv år gammel, og han så fortabt ud, sådan som han stod og ventede alene i ankomsthallen. Tøjet virkede lidt for stort, og hans hvide FCK-kasket med den blå løve sad skævt. Ikke skævt på den måde som børn sætter deres kasket for at være

28 smarte, men skævt på en forkert måde. Som om den var halvvejs rykket af hovedet, uden han havde opdaget det.

Max Brants Missioner 3: Døde Mænds Drømme (2006) Døde Mænds Drømme er en roman om teleportation og terrorisme. Hvad er en “beskidt” bombe? Det finder den europæiske agent Max Brant ud af, da han kastes ud i en hæsblæsende jagt mod tiden i Bruxelles gader. Nogen vil udslette den europæiske unions regering på den mest dramatiske måde. Men hvad har det at gøre med et gammelt skib, der dukker op alle mulige steder i verden med lasten fuld af underlige, gamle maskiner? Og hvad har den europæiske regering at gøre med gamle guder og menneskeofringer? Max Brant bryder sig ikke at være et skridt bagud i kampen mod en ukendt fjende, der har et gammelt regnskab at gøre op med Europa. Og han bryder sig slet ikke om, at bomberne på uforklarlig vis springer om ørerne på ham. Men den største bombe er ikke sprunget endnu.

Den Hemmelige Remse (2008) Da det blev efterår, begyndte Martin og Marie at høre mærkelige lyde oppe fra loftet. Og da det blev Alle Helgeners Aften, bankede og hylede ånderne på loftlemmen. Martin og Marie var sikre på, at de ville komme ned og jage dem ud af deres nye hus, så derfor besluttede de sig for at gå over til byens gamle kone for at få hjælp. Nogle sagde, at hun var en heks. Martin og Marie vidste ikke, om det var rigtigt, men hun lignede i hvert fald en heks.

Hjerter Krig (2009) En stribet kat kom susende ud fra en af portene – nok på flugt fra børnenes vilde leg. Den forsvandt ind under Trabanten, hvor den var i sikkerhed. For nu. Pludselig kom også en mand susende. Han rundede et hjørne og stæsede ned ad gaden. Det grå jakkesæt og de pæne sko afslørede, at han ikke løb for sit helbreds skyld. Og dog. Han gispede efter vejret og overvejede et øjeblik at skjule sig i Trabanten, men forkastede så tanken. For åbenlyst, tænkte han.

29 Hjemmecomputerne fra 1980'erne (2009) Selv om hjemmecomputerrevolutionen startede i USA sidst i 1970'erne, fokuserer denne bog på årene 1980-85 i Europa. Det var nemlig i disse år, de fleste hjemmecomputere blev lanceret. Genkender man navne som Commodore 64, ZX Spectrum og Amiga, vil man nyde denne historiske beretning om hjemmecomputernes indtog foran familiens farve-tv.

UNIX, Internet & Fri Software (2009) UNIX og Internet fylder 40 i 2009, men alderen til trods er der stadig mange, der aldrig har hørt om systemet. Heller ikke selv om deres bred- båndsforbindelser, mobiltelefoner og netbank alle er afhængige af UNIX for at fungere. Denne bog er et tillykke med fødselsdagen til UNIX og In- ternet samt en hyldest til Fri Software og et forsøg på at glæde flere med solid viden om verdens bedste operativsystem.

Bussemanden (2009) Bussemanden er en høj mand med en lang, sort frakke, sorte bukser og en høj, sort hat. Hans øjne er også helt sorte, og man kan ikke se ind i dem. Hvis man kigger i de rigtige bøger, vil man kunne læse, at Busse- manden stammer fra Tyskland. Han kaldes også for den sorte mand i brønden eller brøndtrolden, og han kan godt lide børn, men ikke på den gode måde. Han kan ikke lide at lege med dem og købe is til dem. Han kan lide at tage dem og få dem til at forsvinde.

30 www.feedbooks.com Food for the mind