Indholdsfortegnelse
Indledning...... 3 Metoderedegørelse...... 4 Afgrænsning...... 7 Historiografi...... 8 Retshistorie...... 8 Saxos værk...... 9 Vores projekt...... 11 Historisk Baggrund – Valdemarstiden...... 12 Den realpolitiske samtid...... 12 Opgangsperiode...... 14 Kirkens magtudbredelse...... 15 Voldssamfundet...... 16 De tyske kejsere og pavemagten i Rom...... 18 Investiturstriden ...... 18 Ret...... 20 Romerret og kanonisk ret...... 20 Romerret...... 21 Kanonisk ret...... 23 Den danske retsudvikling – baggrund for landskabslovene...... 25 Samfundsændringer – fra Knud til Knud...... 26 Landskabslovene...... 28 Indholdet i lovene...... 29 De politiske aktører på Saxos tid...... 31 Saxo selv...... 31 Absalon...... 31 Valdemar...... 33 Knud...... 33 Anders Sunesen...... 34 Om værket Gesta Danorum...... 34 Begrebsafklaring – hævn og straf...... 35 Hævn...... 36 Straf...... 37 Privat hævn og straf...... 39 Samfundets hævn og straf...... 40 Guds hævn og straf...... 40 Analyse...... 41 Hævn og straf i hedensk tid...... 41 Samfundets hævn og straf...... 42 Uffes hævn...... 42 Bikke og Broder Kongesøn...... 44 Privat hævn og straf...... 45 Kede og Vige...... 51 Kong Gorm og Thorkild...... 53 Guds hævn og straf...... 54 Thorkilds rejse til helvede...... 54 Kong Regner og Harald...... 57
1 Hævn og straf i kristen tid...... 59 Samfundets hævn og straf...... 59 Privat hævn og straf...... 68 Guds hævn og straf...... 74 Diskussion - del 1...... 84 Sammenligning af privat og samfundshævn og straf i hedensk og kristen tid...... 85 Sammenligning af delkonklusioner...... 86 Hvad er Saxos værdier og normer set i lyset af privat og samfundshævn og straf i Gesta Danorum?...... 88 Guds hævn og straf...... 89 Samfundsstrukturens påvirkning af Saxos forståelse af hævn og straf...... 92 Diskussion – del 2...... 94 Sammensmeltningen af privat og samfundets hævn og straf...... 94 Konklusion...... 100 Perspektivering til ”The Invention of the State” af Cheyette...... 102 Abstrakt...... 107 Dansk referat...... 107 Deutsche Kurzfassung...... 107 English abstract...... 107 Litteraturliste...... 109 Formidlingsafsnit...... 112 Individuelle studieforløbsbeskrivelser ...... 120
2 Indledning Udgangspunktet for dette projekt er at undersøge hvilke idealer og moralske principper, der dannede baggrund for, hvordan hævngerninger og straf blev opfattet i slutningen af 1100-tallets Danmark. Vores primærkilde er ”[...] et af europæisk middelalders fornemste værker”1, den danske historieskriver Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum. Værket vil ikke blive anvendt som en historisk beretning men derimod som levn, for at vi derigennem kan nærme os en forståelse af de normer og værdier, der gemmer sig bag Saxos holdning til hævnaktioner. Ydermere vil vores arbejde med Gesta Danorum give os en indsigt i, hvordan en lærd mand med tætte forbindelser til kirken stillede sig overfor de reformer og strukturmæssige ændringer, der forekom indenfor straffelovgivningen i denne periode. Saxos fødselsår og dødsår er ukendt, det vides dog, at han sandsynligvis påbegyndte Gesta Danorum i 1180’erne og afsluttede værket efter 1208. Saxo var en del af ærkebiskop Absalons følge og dennes sekretær omkring år 1200.2 Det var efter forespørgsel fra Absalon, der var nært allieret med kong Valdemar, at Saxo skrev Gesta Danorum. Værket har derfor både et religiøst og politisk propagandistisk formål. Gesta Danorum er således skrevet af en mand med stærke forbindelser til både kirken og til de verdslige magthavere. Tekstens formål er at give danerne en glorværdig forhistorie – helst på højde med romernes. Desuden skal den slå fast, at danskerne selv optog den kristne lære fremfor at blive omvendt af bispesædet i Hamburg-Bremen. Denne stadfæstelse skulle legitimere et selvstændigt dansk bispesæde i Lund – et sæde der var besat af Saxos arbejdsgiver Absalon og dennes efterkommer Anders Sunesen, til hvem Saxos færdige værk er dedikeret. Saxos behandling af hævnbegrebet er interessant, da han skriver sit værk i en periode med store omvæltninger på det lovgivningsmæssige område. I slutningen af 1100-tallet tager den kristne kirkes magt og budskab til i udbredelse, hvilket hænger tæt sammen med grundlæggelsen af flere nye klostre, samt at det gammelnordiske retssystem bliver stærkt påvirket af en kanonisk og romersk inspireret retstænkning. Denne lovmæssige omvæltning medfører en systematisk nedskrivning af love, bl.a. kirkeretten for Skåne og Sjælland i 11713 og landskabslovene i slutningen af 1100- og starten af 1200-tallet.
1 Fenger 1992-1993, 208 2 Kilde: Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?ff_id=21&p_fpkat_id=indl&nnoc=adl_pub 3 Scocozza og Jensen 2004, 65
3 Projektet tager derfor sin begyndelse i en længerevarende strukturmæssig overgangsfase, der med Ole Fengers ord går fra slægtssamfund til retssamfund. Saxo italesætter i Gesta Danorum store dele af denne bredtfavnende samfundsmæssige udvikling, da han i sit værk optegner perioden fra oldtiden og frem til sin egen samtid. Vi vil derfor videre se på, om der forekommer en ændring i Saxos indstilling og syn på hævngerninger i takt med, hans beskrivelse af kristendommens udbredelse og de lovmæssige nedskrivelser i det danske samfund skrider frem. Da Saxo påbegyndte Gesta Danorum, var landskabslovene endnu ikke nedskrevet. Diskussionen om, hvordan disse skulle udformes, synes at have præget ”debatten” på Saxos tid. Anders Sunesen skrev i 1220’erne, ”[...] at loven bør være afpasset efter stedet og landet.”4 Denne tænkemåde afspejler, at den samtidige debat desuden var påvirket af genopdagelsen af romersk lov, som kirken delvist forsøgte at implementere i denne periode. Dette var ikke ubetinget let på trods af, at kirken havde stor magt på daværende tidspunkt. Kirken og kongernes primære dagsorden var et ønske om at ende slægtsopgør for derigennem at skabe et grundlag for en centralisering af magten i samfundet. Ole Fenger5 påpeger, at nogle konger, eksempelvis Knud den Hellige, knækkede nakken i forsøget på at skabe disse samfundsændringer. Vi har valgt Saxo som kilde, da han skriver midt i denne omvæltningsperiode, hvor forskellige normer og syn på hævnbegrebet kan registreres. Det skyldes, at det vi vil undersøge, er hvilke norm- og værdibegreber vedrørende hævn, der var fremherskende i Danmark ifølge Saxo; samt hvordan han forholder sig til disse. Vores studium skal ses i lyset af, at den samfundsmæssige struktur i slutningen af 1100-tallet ændrede sig fra at være forholdsvis flad og decentreret til at blive mere kompleks og centralt styret.6 Vi ønsker altså at undersøge følgende problemformulering:
Hvilke værdier og normer vedrørende hævn og straf kan udledes af Saxos værk ”Gesta Danorum”; og er der forskel på hans fremstilling af disse begreber dels i det før- kristne og i det kristne samfund?
Metoderedegørelse Når vi har besluttet at se specifikt på hævn og straf, er det fordi, netop de sociale restriktioner overfor handlinger forbundet hermed er noget af det, der tydeligst ændres, da det danske rige 4 Fenger 1983, 7 5 Udvalgte værker af Ole Fenger danner i dette projekt baggrund for vores undersøgelse af ret og lov i dansk middelalder. Se endvidere historiografien. 6 Hermed menes stadig hierakisk, bare med flere magtfulde familier i stedet for én konge.
4 bevæger sig fra et slægssamfund præget af blodhævn og et kollektivt ansvar mod et kristent med individuelt ansvar. Kirkens ambition er at sikre den såkaldte ”Gudsfred”, da fred og retfærdighed letter udbredelsen af kristendommen.7 Det er trods alt nemmere at grundlægge klostre og omvende befolkningen, når der er fred og materielt overskud, end når der er krig og nød. Derfor støtter kirken en centralisering af magten, så udbredelse af kristendommen kan hjælpes bedst muligt på vej ved styrkelsen af retssamfundet. En så ukristelig tanke som hævn overlever dog i det nye kristne samfund. Ole Fenger beskriver situationen således: ”[...] flertallet af det agrare samfunds regler var acceptable for kirken. De regler, som kirken ikke kunne godtage, f.eks. om retmæssige hævndrab og slægtninges kollektive ansvar, måtte kirken acceptere, indtil en tilpas effektiv kongemagt kunne sætte andre former for magt bag retsreglerne.”8 En central del af vores projekt bliver at se nærmere på den lovgivning, der opstår i denne brydningstid. Et baggrundsafsnit om landskabslovene og indholdet i disse love skal hermed tjene til en bedre forståelse for de normer og tendenser, lovene var udtryk for. Vi ønsker i den forbindelse at undersøge, om Saxos fremstilling af hævn og straf hænger sammen med lovgivningsarbejdet og udviklingen fra kollektivt til individuelt ansvar. Som baggrund for vores analyse af Gesta Danorum bliver det yderligere helt nødvendigt at undersøge og redegøre for, hvordan det danske samfund på Saxos tid ændrer opbygning fra decentralt til en relativt mere centralstyret struktur, samt hvilken lovgivning der følger med denne proces; særligt i forhold til at formalisere hævn til straf. En redegørelse for de politiske, og dele af de samfundsmæssige, forhold under Valdemarstiden, herunder kirkens udbredelse og de storpolitiske påvirkninger fra investiturstriden, skal således medvirke til at skabe det fundament, vi analyserer ud fra. I lovgivningsprocessen går kirken imod kollektivt ansvar og sætter fokus på individet, der ved bod og bedring kan opnå tilgivelse. Men kirken indfører de nye regler med kompromisser og prøven- sig-frem. Derfor vil vi bruge Saxo som et eksempel på en gejstlig persons syn på lovgivningen/retsnedskrivningen. Hvilken form for retfærdighed advokerer Saxo for, og hvad tier han om? Opgøret mellem de to måder at opfatte ret - hævd overfor kanonisk ret - er i sidste ende et opgør om, hvordan samfundet skal se ud. Hvor en beskrivelse af hævd og slægtens betydning vil indgå i projektets baggrundsafsnit om det danske samfund på Saxos samtid, vil romerret og kanonisk ret
7 Gudsfred er også nødvendigt for oprettelsen af klostrene. Kirken ønsker ikke, at munkene skal have ansvar for slægten (bøde/hævn/pligter). Gudsfred erstatter slægtens beskyttelse med kirkens, så munkene kan stå udenfor slægten. 8 Fenger 1983, 57
5 blive behandlet hver for sig, så det er muligt bedre at kunne identificere og genkende de værdier og moralske normer, der er forbundet med hver af disse retstænkninger. Før vi ser nærmere på Saxos syn på, og beskrivelse af, hævn og straf, må vi dog forstå Saxos position i samfundet. Saxo er repræsentant for den ledende samfundsklasse og dennes placering i det politiske spil. Dette må vi naturligvis være opmærksomme på ved tolkningen af Saxos fortællinger. Baggrunden og formålet med hans store optegnelse over Danmarks historie vil vi også præsentere her. Videre vil vi redegøre for andre væsentlige aktører på Saxos samtid særligt med henblik på deres betydning for de politiske forhold i samfundet samt deres forhold til Saxo. Til selve analysen af Gesta Danorum vil vi udvælge en bred vifte af eksempler på hævn og straf fra værkets bøger. Som det senere påpeges i begrebsafklaringen vil de samme historier fra værket i flere tilfælde blive anvendt som eksempel på mere end en type af hævn og straf. Dette bringer os videre til vores opdeling af hævn og straf i tre underkategorier: Privat hævn og straf, samfundets hævn og straf og endelig Guds hævn og straf. Især den sidste er en kategori, der kommer bag på mange nutidige læsere af Gesta Danorum, men for en troende i middelalderen som Saxo, var Gud en konkret medspiller i det daglige. Også denne opdeling vil der blive grundigt redegjort for i begrebsafklaringen. Vi må dog tydeliggøre, at der ikke er tale om universelle kategorier. Det er derimod vores forsøg på at skabe et anvendeligt arbejdsredskab til analysen af Saxos værk. Vi ser altså kategorierne som en slags idealtyper, snarere end empirisk forankrede kasser. For det kan allerede nu afsløres, at grænserne til disse kasser i høj grad flyder sammen, hvilket viser at sådanne kategorier ikke er fleksible nok til at dække over samtlige hævn- og strafgerninger i den danske middelalder på en fuldt ud tilfredsstillende måde. Ikke desto mindre anser vi det som sagt for at være et udmærket arbejdsredskab; anvendelsen af disse tre kasser giver i sig selv anledning til en række observationer og pointer, der sammen med de andre iagttagelser fra vores analyse vil blive behandlet i diskussionen. Vi vil i analysen yderligere fokusere på henholdsvis den forhistoriske og den historiske del af Gesta Danorum, da vi ønsker at undersøge, om der er forskel på Saxos fremstilling af hævnaktioner før og efter kristningen af Danmark. Herved vil vi undersøge, om Saxo forskellige idealer for hævn og straf for hedensk til i forhold til efter kristningen af Danmark. Den mytologiske tid i Gesta Danorum skal tjene til at give danskerne ry som et storslået folk, og det kræver muligvis større armbevægelser end Saxos kristne samtid tillader. Derfor vil vi se på, hvor meget Saxo hælder til kanonisk lov, og hvor meget forståelse han har for verdslige synspunkter. Hans arbejdsgiver Absalon er jo både kriger og biskop, samt tæt allieret med den verdslige kong
6 Valdemar. Det kunne tænkes, at noget af denne pragmatiske livstilgang også findes hos Saxo. Vi skal altså undersøge, hvor meget Saxo som historieskriver er påvirket af det verdslige samfund, der omgiver ham, og hvor meget han er påvirket af sin kirkelige position. Vi vil se på, hvad der op- og nedprioriteres i beretningen af hævn; om Saxos historie er tilrettelagt, så den får en funktion i forbindelse med debatten om kanonisk vs. verdslig ret, og om han har en specifik politisk agenda.
Afgrænsning Vi beskrev i metoderedegørelsen, hvordan vi vil inkorporere overvejelser vedrørende den lovgivning, der opstår i den brydningsperiode Saxo befinder sig i. Vi vil dog ikke gå helt ned i detaljen med de enkelte love og paragraffer, da vi primært er interesserede i at undersøge, hvad der kan udledes om de samfundsbrydninger, normsæt m.m. disse love er udtryk for. Derudover er vores interesse i de egentlige love og lovarbejdet også begrænset til den grad, de bliver relevante for vores forståelse af Saxos holdning til begreberne hævn og straf i Gesta Danorum.
Den måske største afgrænsning vi i dette projekt har foretaget, er valget af Saxo alene som vores primære kilde. Det er kun Saxos beskrivelse og opfattelse af hævn og straf i slutningen af dansk middelalder, vi bygger vores betragtninger om samfundets forhold til lov og ret, samfundets norm- og moralsæt på. Vi kunne også have valgt et bredere udvalg af kilder, og kunne i den forbindelse have inddraget Roskildekrøniken, Sven Aggesens Brevis historia regum Dacie og Adam af Bremens krønike. Ved udelukkende at arbejde med Gesta Danorum har vi dog mulighed for, at komme helt ind i Saxos univers. Herudover ville yderligere supplerende kilder betyde, at vi ville være nødsaget til, at sætte os ind i baggrunden og de særlige forhold, der gør sig gældende for hver enkelt tekst. En opgave der meget hurtigt ville kunne gå hen og blive meget omfangsrig. Vores tids- og pladsmæssige begrænsninger for dette projekt ville her formentligt have besværliggjort en sådan fremgangsmåde betragteligt.
Videre har vi valgt at begrænse vores interessefelt til udelukkende at handle om Saxos holdning til begreberne hævn og straf. Mens Gesta Danorum i sit indhold favner vidt, og kan åbne op for en langt bredere analyse af de sociale, kulturelle, religiøse, politiske etc. normer der gør sig gældende i Saxos samtid, har vi valgt udelukkende at fokusere på dette ene afspekt af hans fortælling. Vi anser hævn- og strafaspekterne i Saxos krønike for særdeles nyttefulde for at kunne bevæge os i den retning vi ønsker. Udelukkelsen af andre begreber skal hermed ikke ses som et udtryk for en
7 praktisk nødvendighed (pga. manglende tid, plads eller lignende), men snarere et udtryk for, at vi med hævn og straf har fundet en, efter vores mening, meget brugbar indgangsvinkel til en analyse af Gesta Danorum.
Endvidere har vi valgt at se bort fra de problematikker der ligger i, at vi i opgaven har benyttet os af en oversættelse, og dermed ikke har direkte adgang til Saxos ord; der foreligger en mulighed for at aspekter og dele af den oprindelige betydning er gået tabt under de gentagne oversættelser Gesta Danorum har været udsat for. Vi vælger dog at undlade sådanne lange og tekniske overvejelser, og sætter istedet vores lid til Peter Zeebergs ekspertice på feltet, og stoler på at hans oversættelser (fra henholdsvis 2000 og 2005) formår at formidle indholdet og tonen i Saxos originale værk på en så nøjagtig og forståelig vis som muligt. Vi har derfor ikke set nærmere på tidligere oversættelser af værket eller de forskelle, der her måtte optræde i forhold til Zeebergs nyeste udgave. Da Zeebergs 2005-udgave er den nyeste, antager vi, at den afspejler den nyeste forskningsmæssige viden vedrørende oversættelsen af den latinske originaltekst.
Historiografi I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvordan man tidligere har forsket indenfor vores felt. Historiografien vil dække to områder: Først vil vi meget overordnet kortlægge udviklingen inden for forskningen af middelalderens retshistorie. Derefter vil vi se på hovedtrækkene i Saxoforskningen, både i forhold til de oversættelsesmæssige problematikker som værket opstiller, og i forhold til hvordan Saxo læses og forstås i dag. Igennem dette vil vi forsøge at placere vores projekt i forhold til et bredere forskningsfelt.
Retshistorie
Retshistorie er først og fremmest et juridisk fag, der undersøger rettens historiske rødder. “Dansk retshistorie indledes med de første vidnesbyrd om eksistensen af en ret i middelalderen, men retshistorien omfatter tillige hele den europæiske retsudvikling siden antikken, især romerretten. Interessen for retshistorie opstod i 1800-t. i Tyskland med den historiske skole, repræsenteret af F.C. von Savigny og K.F. Eichhorn mfl.”9 Mens studiet af retshistorien i Tyskland stadig er inddelt i
9 Tamm og Vogt, “retshistorie” i Gyldendals Online Leksikon, internet: www.gyldendalsleksikon.dk.molly.ruc.dk/leksikon/leksikon.htm
8 et germansk og et romansk felt, hvilket vil sige, at man beskæftiger sig enten med tysk ret eller romersk ret, er denne indeling i Danmark forældet.“I de senere år har tendensen været at se dansk retshistorie i et europæisk perspektiv; herved er der skabt øget opmærksomhed omkring påvirkninger fra fremmed ret og samspillet mellem national dansk ret og den europæiske retsudvikling.”10
I dansk sammenhæng står Kofod Anchers En Dansk Lov-Historie, 1-2 (1769-76) som det første hovedværk i dansk retshistorie. Den er udpræget national i sin gennemgang af de ældre retskilders historie. Og har ikke det store fokus på den internationale påvirkning af dansk ret. I 1800-tallet påviste juristen Ludvig Holberg den fremmede indflydelse på dansk ret ved at se nærmere på kanonisk rets påvirkning af dansk ret. Endelig har landskablovene været interessante for de danske retshistorikere og er blevet behandlet blandt andet af P.J. Jørgensen, Stig Iuul og Ole Fenger.11 Også Per Andersen værk fra 2006, Lærd ret og værdslig lovgivning, omhandler landskabslovene samt romerretten og kanonisk rets påvirkning af de danske love.12
Saxos værk ”For bare 100 år siden brugte alle Saxos mægtige værk som Danmarkshistorie. Grundtvig troede hvert et ord, og alle andre historikere brugte ham også som kilde til rigets saftige og voldelige fortid. Så kom svenskeren Curt Weibull med sin doktorafhandling i 1915. Han punkterede Saxo nådesløst og afslørede Danmarkskrøniken som løgn og latin”.13 Mængden af forskningslitteratur vedrørende Saxo og hans værk er omfattende. Indtil kildekritikkens indtog i det tidlige tyvende århundrede, blev hans fortællinger anset som troværdige beretninger om en svunden tid, og danske oversættelser af Gesta Danorum har da også ofte fungeret som et led i en styrkelse af en dansk nationalfølelse eller som bestanddel af en nationalromantisk bølge. Anders Sørensen Vedels (1542 -1616) oversættelse fra 1575 er den første stadigt bevarede oversættelse. Den forholder sig frit til originalens sprog og gør Saxo tilgængeligt på et mere forenklet dansk. ”Vedels oversættelse er i høj grad et selvstændigt kunstværk, og en bog der fik stor betydning i en i forvejen yderst historieinteresseret tid. I de følgende århundreder var Saxo klassikeren over alle andre inden for dansk historieskrivning. Både som kilde til den tidligste
10 Tamm og Vogt, “retshistorie” i Gyldendals Online Leksikon, internet: www.gyldendalsleksikon.dk.molly.ruc.dk/leksikon/leksikon.htm 11 Tamm og Vogt, “retshistorie” i Gyldendals Online Leksikon, internet: www.gyldendalsleksikon.dk.molly.ruc.dk/leksikon/leksikon.htm 12 Andersen, 2006 13 Steensgaard, Pernille, “En historie efter vores hoved”, Weekendavisen, 22/12-99
9 Danmarkshistorie og som leverandør af nationale myter. Så sent som under besættelsen i 1940'erne blev en oversættelse optrykt som national manifestation.”14 Den næste oversættelse af Gesta Danorum kommer næsten tohundrede år senere, fra Sejer Schousbølle i 1752 og blev på grund af den sproglige udvikling i 1700-tallet hurtigt forældet. Grundtvigs oversættelse er den næste i rækken og stammer fra 1818-22. ” »Hele hans nationalromantik går på, at det skal være ægte, gammelt dansk - og så er det en uskik, at Saxo går rundt og skriver latin. Grundtvig kommer meget, meget langt væk fra originalen. Efter tabet af Norge i 1814 er der en national oprustning i gang. [...] Efter Grundtvig kom F. Winkel-Horn med en oversættelse i 1898 og så Jørgen Olrik allerede i 1908. Han finder Saxos stil ret ulidelig. Den er sirlig, søgt og »han har gendigtet i alle mulige latinske Versemaal, hvorved de ordknappe oldnordiske Vers ofte er blevet noget udtværede,« skriver Olrik. »Man har efterhånden fået øjnene op for, at Gesta danorum er et latinsk værk i sin egen ret. Tidligere følte man, at det var et dansk værk, der ved et uheld var udkommet på latin. Så har man oversat ham til det, man mente han ville have skrevet, hvis han dog bare havde gjort det på dansk.”15 Winkel-Horn og Olrik ser altså tydeligt Saxos sølvalderlatin som et fremmedelement, der er påklistret en ellers dansk fortælling. Der var altså ikke en sammenhæng mellem formen og indholdet. I dag betragtes Gesta Danorum derimod som et latinsk værk. Den nyeste oversættelse fra Zeeberg i 2000 forsøger altså så godt som muligt at gengive de virkemidler og stilistiske greb, som Saxo benytter i sin latinske tekst i en nutidig dansk oversættelse. ”Målet har først og fremmest været at give nutidens læsere en oplevelse af Saxo som litteratur.”16 Det er altså ikke blot indholdet der skal formidles men også formen: Det sproglige toneleje. Kildekritikkens nådesløse angreb af Saxos troværdighed som historiker og Gesta Danorums værdi som beretning har flyttet en del af fokus fra indholdet over på formen, og Weibulls doktorafhandling åbnede op for en ny måde at forske i Gesta Danorum på: Som litterært værk og et vindue til Saxo og hans samtid. Specielt filologer har da også været interesserede i værket: “[...] det er i dag klart de litterære aspekter der står i centrum af Saxoforskningen. De enkelte dele af Saxos beretning må ses som led i en overordnet plan, en yderst bevidst litterær konstruktion. Derfor har ikke mindst analyser af værkets opbygning og komposition stået centralt i den nyeste Saxoforskning.”17 14 Kilde: Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=21&p_fpkat_id=efterliv#f8.1 15 Steensgaard, Pernille, “En historie efter vores hoved”, Weekendavisen, 22/12-99 16 Kilde: Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=21&p_fpkat_id=efterliv#f8.1 17 Kilde: Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=21&p_fpkat_id=efterliv#f8.1
10 På trods af at Saxos værk som kilde betragtet har mistet meget af sin troværdighed, fungerer den udmærket som et levn fra Saxos samtid, og med sit brede genstandsfelt har den åbnet op for en række forskellige tilgange: Analyser af den politiske situation, kvindesyn, mentalitetshistorie, litterære analyser. Leegaard Knudsen undersøger Saxos brug af loven som et redskab til at fremhæve de danske konger og det danske folks moralske kvaliteter samt som led i danskernes udvikling fra et barbarisk folk til et civiliseret samfund i sin artikel Law and Legislation in Saxo Grammaticus' Gesta Danorum (2006)18. Friis-Jensens artikel Saxo og det 12. århundredes renæssance (2000) fokuserer på Saxos sprogbrug, parallellerne til den romerske historieopbygning og værkets kompositoriske indeling i forhold til de kristne dyder.19 Damsholt har i sin doktorafhandling (1985), Kvinder i dansk højmiddelalder, set på Saxos kvindebillede samt hans beskrivelse af seksualitet og køn.20 Det er ikke kun nationalt, at Saxos værk har inspireret forskere og historikere. Gesta Danorum står som en af middelalderens betydeligste kilder. Internationalt har Sheidley set nærmere på Saxos Amled-figur i artiklen Technology in the Hamlet Tradition. Saxo, Shakespeare, and Stoppard (1994).21 Saxo er altså på trods af kildekritikkens indtog en flittigt brugt og rig kilde til de sociale normer og sproglige virkemidler i hans samtid. Mens han ikke længere bruges som beretning, er han som levn et vindue til en anden tid, og Gesta Danorums bredde betyder, at der altid er nye aspekter at undersøge og nye tilgangsvinkler til værket.
Vores projekt Vores projekt fokuserer ligesom Leegaard Knudsens artikel Law and Legislation in Saxo Grammatucus' Gesta Danorum22 på, hvordan Saxo forholder sig til lovgivningsmæssige aspekter i sit værk. Men hvor Leegaard Knudsen fokuserer på Saxos brug af loven til at påvise de danske kongers moral og retskaffenhed, har vi valgt at se på Saxos brug af hævnbegrebet i Gesta Danorum. Ikke blot i forhold til hvordan Saxo udnytter hævntematikken for at ophøje eller svække sit persongalleri men i særdeleshed med henblik på, hvordan Saxo hele tiden forhandler hævnbegrebet i rummet mellem hævd og lov mellem de sociale normer, der foreskriver acceptabel adfærd og den kanoniske lov, der langsomt vinder frem i Saxos samtid. Det er netop Saxos ståsted mellem et traditionelt hævnsyn og et mere ”moderne” retssystem (eller snarere, kimen til et sådant), der har fanget vores interesse. Udgangspunktet for vores projekt er Gesta Danorum som levn. Og det er 18 Münster-Swendsen og Vogt (red.) 2006, 105-123 19 Lund (red.) 2000, 93-113 20 Steensgaard, Pernille, “En historie efter vores hoved”, Weekendavisen, 22/12-99 21 Artiklen forefindes i: Wright og Kaplan (red.), The Image of Technology in Literature, the Media, and Society., 1994; s. 84-88. 22 Münster-Swendsen og Vogt (red.) 2006, 105-123
11 Saxos måde at forhandle, validere og udnytte sit hævnbegreb, der danner vores fokus. Vi finder aspektet interessant, fordi Saxo lever i en tid, hvor der langsomt sker en omvæltning i retssystemet (ellere snarere i hvordan retfærdighed, ret og lov opfattes og forvaltes), og fordi Saxo tydeligt i sit værk balancerer mellem to forskellige normsæt vedrørende hævnbegrebet.
Historisk Baggrund – Valdemarstiden
Den realpolitiske samtid Under Absalon23 og kong Valdemar 1. udvikler Danmark sig til en europæisk middelalderstat. Det sker efter en periode med borgerkrig, hvor riget var opslittet og regeret af tre forskellige konger, så der er altså tale om en centralisering af magten igen. Men riget er stadig ikke det vigtigste fællesskab, da magtstrukturen er centreret omkring de mægtigste slægter, selvom Saxos projekt til dels prøver at ændre dette. Før Absalon bliver biskop, er Danmark hærget af sørøverangreb fra venderne på landets Østersøkyster, for selvom venderne var uorganiserede stammer, var deres overfald et problem. (Generelt var samtiden dog præget af krig og strid mellem de store slægter, og krig var en del af dagligdagen. Den danske historiker Michael Kræmmer sammenligner datidens forhold til krig med vor tids forhold til trafikdrab).24 Men under Valdemar og Absalon nedkæmper den danske ledingsflåde venderne i deres egen borg Arkona på øen Rügen syd for Danmark i 1169.25 Øen gøres til dansk len, og der opføres kirker, som lægges under Roskilde stift (dette giver penge i kassen til Absalon via tiende). Vigtigst er dog, at de danske kyster nu er sikret mod plyndringer. En af de mest markante politiske spændinger i perioden var konflikten mellem de romerske paver og de tyske kejsere. Danmark blev brugt i disse indbyrdes magtkampe; og f.eks. forsøgte ærkesædet i Hamburg-Bremen at få annulleret oprettelsen af det danske ærkesæde i Lund frem til ca. 1150. Valdemar og Absalon formår dog at navigere på den storpolitiske scene og udnytter kejserens og pavens indbyrdes strid. Bl.a. lægges Rügen ved pavens accept under Roskilde stift, hvilket den
23 Ca. 1128-1201. Udnævnes til biskop i Roskilde ca. 1158 og blev ærkebiskop i Lund 1177. Absalon tilhørte den sjællandske stormandsslægt Hviderne. Han havde et tæt samarbejde med kong Valdemar 1., som han var vokset op sammen med. 24 Kræmmer 1999, 42 25 Ikke alle vendere var sørøvere, der var også handel og andre forbindelser til Danmark. Sørøverne kom først og frem mest fra Rügen. Det vendiske Rügen var allerede dansk i en kort periode omkring år 1100, hvor Skjalm-Hvide (Absa lons bedstefar) af kongen blev udnævnt som ”høvedsmand” over øen. Dvs. at Absalons mange togter mod venderne, også er togter mod land, der plejede at høre under Skjalm-Hvide-slægtens kommando og beskatning.
12 tyske kejser protesterer imod. Men Valdemar er på koalitionskurs med Rom, da han støtter kejser Barbarossa og dennes modpave Victor i 1160’erne. Måske er det derfor, Absalon reformerer Benediktinerklostret i Sorø til et Cistercienserkloster i 1161, hvilket var velset i Rom, da denne munkeorden støttede den romerske pave Aleksander. At stifte et Cistercienserkloster var at købe adgang til magtfulde kredse i det kristne Europa, og flere Cistercienserklostre blev grundlagt i Danmark i perioden. Til sammen formår Valdemar og Absalon altså at sprede risikoen ved at støtte begge parter i konflikten mellem den tyske kejser og Vatikanet.26 Absalon var under pavestriden reelt fanget mellem ærkebiskop Eskil og kong Valdemar. Men dette er nedtonet hos Saxo til fordel for venderkorstogene, der stiller Absalon i et bedre lys. I alt var Danmark præget af borgerkrige fra 1131 til 1157, og Valdemar får magten efter en ti år lang borgerkrig mellem Sven, Knud og ham selv (der dog højest kæmpede to af gangen). Kort fortalt støtter Hviderne, der var en af de mægtigste og mest indflydelsesrige jordejerfamilier i riget, Valdemar og sjællænderne bakker op om Sven; mens jyderne støtter Knud. Sven vinder, men Valdemar skifter side og gifter sig med Knuds søster, og så vil Knud og Valdemar smide Sven ud. Også Hviderne skifter side og slutter sig til alliancen. Man søger en løsning ved at dele riget i tre ved et forlig i 1157: Valdemar tager Jylland, Sven får Skåne og Knud får Sjælland. Da de tre mødes i Roskilde, får Sven Knud myrdet, men Valdemar undslipper. Sven taber efterfølgende til Valdemar, og dræbes måske.27 Udfaldet bliver, at Valdemar konsolideres som hersker over de tre lande Jylland, Sjælland og Skåne, og Hviderne rykker tættere på kongemagten, når embeder (herunder bispesæder) skal fordeles. Da Absalon bliver ærkebiskop i Lund, indfører han tiende i Skåne, hvilket skåningene ikke vil betale. Skåningene ønskede desuden ærkebiskop Eskil efterfulgt af dennes brodersøn Asser, og derfor gør de oprør mod Absalon og hans familiemedlemmer, som er blevet placeret i embedsstillinger i Skåne. Absalon må gå i eksil på Sjælland, men han vender tilbage, da Valdemars hær har banet vejen. Tiendeindkrævningen må dog droppes, men Absalons familiefæller får lov at beholde deres embeder.28 Lektien på oprøret er klart, at indbyggerne ikke vil indordne sig under og finansiere den samarbejdende kirke- og statsmagt. Da Valdemar dør i 1182, og Knud følger på tronen, nægter de rebelske skåninge således at anerkende ham som konge, indtil Absalon sætter dem på plads med vold. Stærkt guidet af Absalon nægter den unge kong Knud i 1184 at aflægge lensed
26 Kræmmer 1999, 139 27 Saxo skriver, at han dræbes af bønder – hvilket er ekstra nedværdigende for en konge. 28 Fenger 1992-1993, 167-168
13 til den tyske kejser Frederik Barbarossa, som derfor beordrer sine vassaler at angribe Danmark. Men Absalon overvinder dem i et søslag, der fastslår Danmarks ledende position som Østersøregionens hersker.
Opgangsperiode Valdemar 1. opnåede at stabilisere og styrke kongemagten i 1170’erne ved at skabe fred udadtil og indadtil i riget, men i hans første år som konge mødte han stor modstand og oprør ledet af de nedstødte kandidater til tronen. Opstanden blev dog hurtigt overvundet, og det var nu af højeste prioritet for Valdemar at samle og styrke det kongelige magtapparat. Der blev dannet et fælles rigsforsvar, som skulle sikre landet mod angreb udefra, og der blev gennemført en omlægning af ledningssystemet så personlig mødepligt blev ændret til en fast årlig økonomisk ydelse. Omlægningen var oplagt eftersom rigets centrale slagkraft gik fra at bestå af folkehæren, som alle bønderne havde haft pligt at deltage i, til i højere grad at bestå af det væbnede rytteri som skibene medbragte. Der blev med inspiration fra udlandet foretaget en række reformer på alle niveauer af samfundet. Kirkeret blev både udstedt for Sjælland og Skåne i 1171 for at tilpasse forholdet mellem bønder og kirke indenfor landets regioner. Kirken opnåede det økonomisk vigtige udbytte, at bønderne fremover skulle betale fuld bispetiende, men måtte på flere områder se bort fra at få det gammelnordiske retssystem erstattet med kanonisk ret. Bønderne begyndte i denne periode at rydde skoven og opdyrke ny jord, der formentlig har tilhørt kongen, kirken eller den fremvoksende herremandstand, som erhvervede store fæsteagifter af det nye landbrug. Der forekom endvidere en øget udlandshandel, hvilket betød, at en række landsbyer blev omdannet til købstæder. Der herskede en økonomisk fremgangsperiode i riget, og befolkningens skatteevne var derfor stor. Kongelige borge og landejendomme skulle nu rumme ledningsvæsen, og skatteopkrævning og fogedtitlen blev indført, hvilket betød, at centralmagten satte sit præg på samfundet. ”Kongen sikrede sig magten over købstæderne, hvis rettigheder såvel som by- og torvefred han garanterede til gengæld for told, torve og handelsafgifter og den særlige grundskat kaldet arnegæld eller midsommergæld, der kendes så tidligt som under Knud den Hellige.”29 Der var blevet skabt et samfund, hvor begyndelsen var lagt for kongemagtens styrkede position, der skulle fremme fred og retfærdighed og dermed kirken. Kongens position i samfundet forstærkedes samtidig af helgenkåringerne af Knud Konge og Knud Hertug.30
29 Scocozza og Jensen 2004, 65 30 Fenger 2002-2003, 161-169
14 Der forekom derudover en opblomstring i det lærde miljø. I 1100-tallet blev studiet af græsk filosofi og romersk ret genoplivet, og en ny videnskabelighed blev udviklet, hvormed alle de vigtigste teologiske og filosofiske tekster fra middelalderen blev anskuet på ny. Det var primært samfundets øverste mænd, der havde mulighed for at tage til udlandet og tilegne sig viden. (Saxo, Absalon og Anders Sunesen er eksempler). For at kunne rykke op i kirkens embeder var et længerevarigt studieforløb en nødvendighed, men i løbet af 1100-tallet kom der flere studerende til, som ikke direkte styrede mod gejstlige stillinger men mod en mere overordnet anskaffelse af verdslig dannelse.31 Der var brug for lærde mænd i en tid, hvor både kirken og rigets administrative apparat krævede indgående juridiske færdigheder. Den græske lærdom indgik i al højere uddannelse og vandt derved, gennem de danske studerende, stor indflydelse i riget. Kirkeretten har siden oldtidens dage bygget på romerretten, og for de studerende var det derfor oplagt at studere begge retsformer. Romerretten fik derfor en betydelig indflydelse på dansk retsudvikling, 32 som vi vil beskrive nærmere i afsnittet ”Ret”.
Kirkens magtudbredelse Med Eskil som ærkebiskop blev der efter 1137 grundlagt flere nye klostre. Dette betød åndelig opgang ikke kun indenfor kirken men i hele samfundet. Kirkeretten trængte via klostrene ind i riget og fik stor samfundsindflydelse. Klostrenes dagsorden udadtil var at kæmpe for den fortsatte udbredelse og overholdelse af kirkeretten samt at fordre kirkens uafhængighed af det verdslige samfund. Kirkeretten afveg især fra den nedarvede ret omkring opfattelsen af skyld og ansvar. ”Over for den forurettedes og hans slægts ret til at hævne retsbrud satte kirken gerningsmandens behov for anger, bod og tilgivelse.” 33Samtidig ville kirkeretten kun drage den skyldige til ansvar, hvorimod den nedarvede ret så slægtningene som kollektivt ansvarlige. Hævnen hørte ifølge de gejstlige Gud til, og selv den indskrænkede hævn måtte derfor straffes. Staten skulle fungere som Guds forlængede arm og kirken fremhævede i den anledning vigtigheden af, at kongen straffede lovovertræderne. ”Generelt måtte kristendommen med sine krav til det enkelte menneske, løsrevet fra enhver gruppe, og med sin betoning af individets personlige skyld og ansvar, virke nedbrydende på ethvert gruppeansvar, og overhoved på ethvert ansvar for andre.”34 Denne nye tænkemåde bidrog langsomt
31 Fenger 2002-2003, 216-218 32 Fenger 2002-2003, 220-224 33 Fenger 2002-2003, 187 34 Fenger 1971, 198
15 til en ændring af samfundsstrukturen og samfundets institutioner, der havde en befordrende indvirkning på udviklingen af en centraliseret statsdannelse. Valdemar valgte at støtte dannelsen af klostre for at opnå sjælens frelse (ud over førnævnte politiske grunde). Det, man gav af gaver til kirken på jorden, blev nemlig forventet genvundet i himlen. Kongen berigede derfor kirker og klostre med gaver og privilegier. Samtidig kunne han risikere folkets vrede og opstand, hvis velviljen blev undladt. Overalt styrkedes kirkens bastioner af de nye reformvillige klosterordener, der, fordi de var underlagt Paven, ikke tog imod befalinger fra kongen. Klostervæsenet havde ikke kun betydning inden for åndslivet og retsvæsenet men medførte tillige ny viden vedrørende bl.a. dyrkningsteknik og lægekunst. De gejstliges tilstedeværelse var altså også til gavn for lokalbefolkningen. Vigtigst er dog, at kirken støttede kongedømmet indirekte ved hjælp af et veludviklet administrationsapparat, der var repræsenteret helt ud i de enkelte bydele og direkte med deltagelse i regeringen. Og kongens centraliserede embedsapparat var fuldt ud afhængigt af den eneste læse- og skrivedygtige stand i samfundet. Dette betød, at flere gejstlige tjente som kongens ministre, hvis primære funktion var som diplomatiske udsendinge eller som rådgivere. Dette medførte bl.a., at udenrigspolitik, retspleje og regnskabsføring var under direkte kirkelig indflydelse. Kirken støttede kongemagten, fordi den udbyggede statstanken og skabte indre og ydre fred; og pavemagten bakkede direkte op om kongen som enehersker overfor folket, stormændene og eventuelle rivaler til tronen.35
Voldssamfundet Nedskrivningen af landskabslovene i slutningen af 1100- og begyndelsen af 1200-tallet forekommer i et rige præget af vold. Samfundsstrukturen ændrede sig i denne periode fra, at slægtninge overordnet blev holdt ansvarlige for hinandens retsbrud og skulle tåle fysisk vold igennem fejde og hævn, til at der blev rodet bod på begåede ulovligheder igennem bødebetaling. Slægtsansvaret blev erstattet af bødeansvaret, men den fysiske hævn kunne stadig realiseres, hvis man ikke kunne nå til enighed om bødens størrelse eller ved misvedligeholdelse af betalingen. Der eksisterede altså til stadighed god og ond vold, lovlig og ulovlig vold. Lovlig vold var udførelsen af en dom eller drab på en fredløs. Lovene anerkendte, at hævnen kunne være lovlig, hvis den blev udført af en mand med magt og myndighed f.eks. kongens foged, eller hvis en udstedt
35 Fenger, 2002-2003, 171, 173-177 og 185-190, Fenger 1971, 188 og 198-200
16 straf ikke blev overholdt. 36
Fred var derfor undtagelsen i et samfund, hvor hævn i form af vold og drab til stadighed udgjorde en stor del af retshåndhævelsen. Kirken forsøgte at skabe fred om de gejstlige institutioner og at frede samfundets svage og udsatte, som ikke var omfattet af slægtskabets beskyttelse. Dette begrundede kirken med begrebet ”Gudsfred”, som betød en begrænsning af fejderetten. De gejstlige bestemte Gudsfred for de fattige og svage (herunder kvinder og bønder), og et overgreb på denne indretning fordømtes som kætteri, hvilket resulterede i udstødelse af kirken. Gudsfreden blev først indført i det frankiske rige og blev i 1000-tallet udbredt til resten af Europa. Udbredelsen var grundet i kirkens øgede magt, i Pavens stræben efter indflydelse og i et samfundsmæssigt behov for de gejstlige og deres sociale funktion.37 Kirken opfattede sig selv som den mest magtfulde institution i samfundet, men vedkendte dog at den til stadighed var dybt afhængig af samarbejdet med den verdslige magt for at kunne udbrede det kristne budskab. Fredsreglerne blev formet af kirken og kongen i fællesskab, og de bestemte tillige følgerne af fredsbrud. De gejstlige ville ikke stå alene om at håndhæve fredsbudskabet og krævede derfor, at kongen var med til at opretholde det inden for hans indflydelsesområder. Kongen havde dog problemer med at håndhæve freden, da hævngerninger ikke kunne forbydes, før han stod stærkt overalt i riget og kunne sætte sin egen magt ind i stedet for den nedarvede ret. Rigets fulde magtbeføjelser kunne kun opnås ved befolkningens villighed til følge og efterleve fredsreglerne. ”Men i et samfund, hvor et system af slægter lever efter ét sæt af retsregler – med magt til at gennemtvinge dem – og hvor en statsmagt udsender et andet sæt af retsregler – med magt i ryggen - dér er gældende ret ikke noget éntydigt begreb.” 38 Igennem håndhævelsen og optegnelsen af love forsøgte kongen og kirken derfor at skaffe sig magt på bekostning af landets stormænd. Der blev i Jyske Lov angivet, hvem der måtte holde hird, og indenfor hvilke afgrænsede områder det måtte finde sted. Kongens samfundsmæssige position blev ydermere forsøgt styrket, ved at han i landskabslovene blev repræsenteret i alle rigets landsdele - enten gennem stedfortrædere eller via skatteopkrævende institutioner. Den øgede indflydelse bevirkede, at kongen og hans vigtigste håndlangere straffede fredsbrud med verdslige sanktioner, og fredshåndhævelsen blev gjort til deres vigtigste opgave. Fredsbrud blev påtalt af kongen, fredløshed
36 Fenger 2002-2003, 277-279, Fenger 1971, 61-62 37 Fenger 1971, 197 38 Fenger 1971, 39
17 kunne kun ophæves af kongen, og bøder til den forurettede medførte bødebetaling til kongen. Man kan sige, at samarbejdet om fredsreglerne mellem kirken og kongen var det første spæde skridt hen imod det retssamfund, vi kender i dag.39 Selvsagt var våben en nødvendighed i voldssamfundet. Selv på tinge var man bevæbnet, og beslutningerne blev stadfæstet ved at slå våbnene mod hinanden. Skånske ret fraråde udlån af våben, da de kunne misbruges, og våbenforbud blev indført i flere store byer. Den, der forbrød sig mod gudsfreden, mistede sin personlige ukrænkelighed, hvilket betød udstødelse af kirken og derved også en udelukkelse fra det menneskelige samfund, da det var forbudt at hjælpe den fredløse på nogen måde. Trællenes formåen var tillige yderst begrænsede, men de var dog retsbeskyttede som en slags formueværdier meget lig kreaturer. Der var tale om et rige, hvor vold var magt eller formåen.40
De tyske kejsere og pavemagten i Rom
Investiturstriden Striden mellem de tyske kejsere og paverne i Rom er en udenrigspolitisk påvirkning, som Danmark bliver tvunget til at manøvrere i forhold til på Saxos tid. Derfor vil vi her beskrive konflikten, den såkaldte investiturstrid, der handler om forholdet mellem gejstlig og verdslig verdensopfattelse og retten til at udpege biskopper og andre gejstlige. Da kirken bliver en politisk spiller i Europa, arrangeres det i første omgang sådan, at de verdslige fyrster udpeger biskopper som tilfældet i ethvert andet vasalforhold. Kirkens ejendom bliver altså behandlet som fyrstens len, og kirken har bl.a. pligt til at stille mænd til fyrsten hær.41 Når et len gik i arv, måtte der betales en slags ”arveafgift” til fyrsten, der jo skulle forlene jorden og titlen ud igen. Denne udgift måtte også bispesæder betale, hvilket førte til handel med kirkelig embeder (såkaldt simoni). Efterhånden som kirkens magt vokser, søger de gejstlige at bryde med denne politiske struktur, fordi de ikke vil være et len men ønsker selvstændighed på den politiske scene. Men da kejser Henrik IV (1056-1106)42, får en stor del af sine indtægter gennem feudalrettigheder over kirken, er han selvsagt ikke meget for kirkens nye ideer. Det er imidlertid det tyske aristokrati, der
39 Fenger 2002-2003, 37-38 og 90, Fenger 1971, 38-39 40 Fenger 2002-2003, 279-283 41 Dette forsvares teologisk ved, at de kæmper med køller i stedet for sværd, og derfor ikke udgyder blod. 42 Han er mindreårig indtil 1065, hvilket svækkede den tyske magt. Helle 1984, 196
18 er i opposition til kejseren og derfor sætter skub i investiturstriden via en alliance med Pavestaten.43 Desuden mener en reformbevægelse indenfor kirken, at denne er blevet verdsliggjort ved at blive knyttet for tæt til det europæiske feudalsystem. Bevægelsen søger at rette op på dette; i første omgang på klostrene men senere hele samfundet. Denne reformbevægelse slår især ned på brud på cølibatløftet og simoni; der som begreb under investiturstriden udvides til at gælde al verdslig påvirkning af fordelingen af gejstlige embeder overhovedet. Reformbevægelsen udvikler sig til gregorianismen (efter pave Gregor VII (1073-85)), der ønsker, at kirken skal være uafhængig (libertas ecclesiae) og centralt styret af Paven i Rom, hvilket begrundes ideologisk i den kanoniske ret. Kirken har ambitioner om at præge samfundet, især kongers måde at regere på og befolkningens opfattelse af synd. Men de verdslige fyrster ønsker ikke at lade sig styre, og uenighederne med Pavestaten fører i 1075 til, at investiturstriden bryder ud, da der på et kirkemøde bliver udstedt et forbud mod verdslig investitur, hvilket er en åbenlys krigserklæring mod den tyske forfatning. Henrik IV får derfor størstedelen af de tyske biskopper til at nægte at anerkende Gregor VII og erklærer ham afsat. Pave Gregor VII udsender til gengæld et diktat, der bl.a. giver paven ret til at afsætte biskopper og kejsere, hvilket begrundes i kristendommen: ”En konge som ikke bøyde seg for pavens åndelige autoritet som geistlighetens leder, satte seg ifølge Gregors standpunkt ut over den guddomelige verdensordningen og Guds hensikt med hans eget embete”.44 Paven ønsker reelt at blive enevældig verdenshersker, og Gregor VII mente endvidere, at kirken havde ret til at dømme i verdslige anliggender, hvilket den tyske kejser selvsagt er i opposition til. Da det er opgøret med den tyske kejser, der er væsentlig for paven, tolereres verdslige fyrster, der ikke anerkender Skt. Peters lensoverhøjhed i andre lande, heriblandt Danmark, og Vatikanet ser også gennem fingre med simoni i Frankrig. I 1076 bandlyser Gregor VII den tyske kejser og løser hans vasaller fra deres troskabsed. Efter lang strid går Henrik IV derfor til Canossa, hvor han står barfodet i sneen i tre dage, så paven som kristen er nødt til at give en oprigtigt angrende trosfælle syndsforladelse. Henrik løses fra sit band og kan nu bekæmpe den modkonge, som det tyske aristokrati har valgt.45 I 1080 erklærer Gregor VII den tyske kejser afsat og bandlyst igen, og Henrik IV invaderer derfor Rom i 1084 og lader sig krone til kejser af den modpave, han selv har installeret. Gregor VII dør i 1085, men det bliver ingen triumf for Henrik. For den pave, der vælges efter Gregor, Urban II (1088-99), ser nemlig også paven som kristendommens ubestridte leder.
43 Helle 1984, 192-193 44 Helle 1984, 196. 45 Derfor beskriver Knut Helle i Aschehougs verdenshistorie da også Canossa som en ren taktisk manøvre fra Henrik IVs side. Helle 1984, 197
19 Henrik IV får desuden den tyske adel, ledet af sin egen søn, imod sig og dør i 1106. Investiturstriden løses først i 1122 med det såkaldte Worms-konkordat, der sætter et skel mellem biskoppers åndelige pligter som hyrder/lærere og deres pligter mod kronen som vasaller og forvaltere af kirkegodset. Løsningen bliver, at en biskops verdslige opgaver tildeles af kongen, og de religiøse af kirken. Det kunne altså se ud som om investiturstriden endte uafgjort, men i Tyskland får striden den konsekvens, at kejsermagten svækkes til fordel for en række territorielle fyrster. Investiturstriden ligger stille nogle år, indtil Frederik Barbarossa bliver konge i 1152, og den snart blusser op endnu engang. Barbarossa krones af paven i 1155, men vil ikke anerkende pavens overhøjhed som kroner (koronator) og hævder, at det hellige imperium er uafhængigt af og ligestillet med pavedømmet. Efter at have udnævnt og støttet modpaver i tyve år, indgår Barbarossa og den romerske pave Aleksander III (1159-81) forlig i 1179. Barbarossa dør i 1190 på vej til det hellige land på det tredje korstog, og hans søn Henrik VI dør i 1197, hvilket baner vejen for pave Innocens IIIs regeringstid (det såkaldte pontifikat),46 og lægger midlertidigt låg på striden igen. Det er dog først i 1250 efter den tyske kejser Frederik IIs (1215-50) død, at striden ender helt. Her er stillingen stadig en form for uafgjort. Kejseren udpeger biskopper, men han anerkender samtidig paven.47 Især konflikten mellem kejser Frederik Barbarossa og Pavestaten, der blusser op i kølvandet på investiturstriden, får betydning for Danmark, og biskop Absalon og kong Valdemar må hele tiden forholde sig til denne udenrigspolitiske påvirkning i deres ambitioner om at gøre det danske rige til den førende magt i Østersøregionen.
Ret
Romerret og kanonisk ret Ved nedfældelsen af de danske landskabslove i første halvdel af 1200-tallet blev den verdslige lovgivning i det danske rige påvirket af tidens europæiske strømninger, dvs. den kanoniske ret, der igen trak kraftigt på den gamle romerret. Denne var dukket op på ny, da gejstlige som et led i deres studier i jura og teologi læste de klassiske romerske tekster og altså kom til at bringe romerretten ind ad bagvejen. Ditlev Tamm beskriver i sin retshistorie de to retssamlingers indbyrdes forhold således:
46 Helle 1984, 198 og 206-208 47 Konsekvensen af investiturstriden bliver på længere sigt den adskillelse af politik og kirke, som præger Vesten i dag. Det vidste man dog af gode grunde ikke på Saxos tid.
20 ”Studiet af romerretten og den kanoniske ret hang intimt sammen. Den grundlæggende uddannelse også for kanonisterne var romerretten, og romerretten ansås også i vidt omfang for at være kirkens ret, medmindre den stred imod kanonisk ret. [...] Flere af de juridiske doktriner, som udvikledes af kirken, var inspireret af romerretten”.48 Da ideerne fra romerret og kanonisk ret påvirkede udformningen af de danske landskabslove og hele opfattelsen af retfærdighed i tiden omkring lovnedfældningen, vil vi her beskrive disse tidlige ”internationale juridiske forudsætninger” for dansk lovgivning. Tidens gejstlige, heriblandt Absalon, Saxo og Anders Sunesen, har kendte både den kanoniske ret og romerretten, men ikke til fulde. Som Ditlev Tamm skriver: ”Ingen har efter blot nogle få års studium kunnet tilegne sig hele det store og i sig selv uoverskuelige stof. De, som vendte tilbage til de nordiske lande eller andre steder for der at gå i kirkens tjeneste, har formentlig kendt større eller især mindre dele af romerretten og hovedtræk af kirkeretten. I 1100-årene har kirkeretten, der var det ”moderne” retssystem, formentlig stået i centrum af studierne – mens romerretten endnu krævede en betydelig bearbejdelse for at blive tilgængelig”.49 Ikke desto mindre kan vi godt fastslå, at Saxo under arbejdet med Gesta Danorum har været præget af den retsopfattelse, som romerretten og kanonisk ret står for, men dette skal vi undersøge nærmere i analysen. Her følger først en beskrivelse af romerretten og derefter den kanoniske ret.
Romerret Romerretten får sin vestlige renæssance på de norditalienske universiteter, især ved universitet i Bologna50 i 1100-tallet, da den bliver pensum for tidens gejstlige uddannelse. Den version af romerretten, der genoplives, er Kejser Justinians51 lovrevision fra Byzans fra ca. 530 e.kr.52, kendt som Corpus juris civilis.53 Den genfundne romerske retsopfattelse kom til at forme tidens politisk ideologi; så statstænkningen er påvirket af romerretten, når den hævder den verdslige magts suverænitet på sit område. Corpus juris civilis værket er opdelt i fire dele: 1. Institutiones (en lærebog for studerende). 2.
48 Tamm 1991, 248-49 49 Tamm 1991, 236 50 Der i øvrigt lå i grænselandet mellem kejserens og pavens territorium. 51 Østromersk kejser fra 527-565 e.kr. 52 Det skal bemærkes, at romerretten har en lang udviklingshistorie inden Justinians lovsamling, men denne forbigås her. 53 Tamm 1991, 15 og 19
21 Digesta – en samling af ældre juraskrifter, der bygger på citater fra mere end 100 romerske jurister fra den klassiske periode af romerretten (første århundrede f.kr. til tredje e.kr.)54. 3. Codex, som er en samling kejserlige forordninger. Og endelig 4. Novellae, der er påhæftet senere, og selvsagt indeholder lovgivning, der er opstået efter Codex.55 En stor del af romerretten handler om at løse sociale spændinger mellem jordejende aristokrater (patriciere) og resten af befolkningen (plebejere).56 Oprindeligt var det de romerske folkeforsamlinger, der havde ret til at give lovene. Men der er andre retskilder end disse love, også senatets afgørelser (Sanatus consulta) har lovskraft, og i tiden efter Kristi fødsel overtager senatet retten til at udpege embedsmænd. Senere bliver også kejserlige forordninger (Constitutio principes) en vigtig retskilde – med tiden den vigtigste.57 De kejserlige forordninger fandtes i flere former, som Ditlev Tamm beskriver således: ”Decrata var afgørelse af konkrete retstilfælde, der havde været forelagt kejseren til afgørelse. Det kejserlige edikt (edictum) var befalinger med universel gyldighed. Sådanne edikter, der havde karakter af generel regulering af det pågældende retsområde udstedtes især indenfor den offentlige ret og sjældent indenfor privatretten.”58 Men også visse romerske embedsmænd, bl.a. konsuler, kunne udstede edikter vedr. retningslinjerne for varetagelsen af deres embede, og andre embedsmænd (de såkaldte prætorere) havde domsmagt indenfor civil- og straffeproces.59 Ditlev Tamm konkluderer på en baggrund: ”Denne virksomhed resulterede i den opsplitning, som er en af romerrettens væsentligste karakteristika mellem ius civile og den af prætor skabte ret, der kaldes ius honorarium”.60 Selvom udviklingen af den klassiske romerret oprindeligt blev varetaget af en stand af uafhængige jurister, blev disse med tiden mere fast tilknyttet kejseren som embedsmænd i hans kancelli.61 Studiet af romerretten fik først og fremmest indflydelse på privatretten, og det er fra romerretten, man hentede begreber som beskriver individets retsstilling, f.eks. kontrakt, testamente, ægteskab, pligter og ejendomsret.62 Romerretten adskiller sig først og fremmest fra hævd ved at indeholde generelle paragraffer frem for konkrete domstilfælde. Desuden opereres med individuelt ansvar og krav om retslig proces,
54 Kilderne er dog blevet manipuleret efter behag i tidens løb. 55 Tamm 1991, 15-16 og 18 56 Tamm 1991, 22-23 57 Tamm 1991, 23 58 Tamm 1991, 24 59 Tamm 1991, 24 60 Tamm 1991, 25 61 Tamm 1991, 221 62 Tamm 1991, 219
22 modsat hævd hvor dommen gav sig selv. Ditlev Tamm mener, at studiet af romerret er en forudsætning for nedskrivningen af de danske landskabslove. Som han fastslår: ”lokale retsoptegnelser vidner om indflydelse fra den ”lærde” ret, der doceredes ved Universitetet i Bologna og snart også ved andre universiteter [...] Det, der skete i Bologna, fik også betydning i Norden. I de nordiske lande banede kanonisk ret vejen for den lærde ret. Uden Bologna ville landskabslovene i de nordiske lande have set anderledes ud”.63 Man overtager dog ikke romerretten ukritisk, men tilpasser den i forhold til lokal ret gennem utallige bearbejdelser.64 Alt i alt er romerretten idealet for et verdsligt regeret samfund. Derfor bliver den også brugt som legitimeringsgrundlag af verdslige fyrster, heriblandt de tyske kejsere i deres konflikt med Rom, som beskrevet under investiturstriden.
Kanonisk ret Selvom kanonisk ret lyder gammeldags for en nutidig læser, var den det moderne og nyskabende i forhold til den verdslige lovgivning på Saxos tid. Kanonisk ret opstod som studie i 1100-tallet ved universitetet i Bologna, hvor Gratian benytter systematikken fra romerretten til at skrive sit berømte dekret i 1140.65 Men lærde gejstlige havde længe interesseret sig for antikkens kirkeret, kirkefædrenes skrifter, pavelige dekreter og forordninger, samt bestemmelser fra kirkemøder (canones – hvoraf betegnelsen kanonisk ret kommer). Gratians dekret er en samling af kirkeretslige bestemmelser, som han forsyner med kommentarer. Senere i middelalderen suppleres dekretet med pavelige dekreter og bestemmelser fra kirkemøder. Denne samling kaldes den almindelige kanoniske ret - corpus juris canonici. Ditlev Tamm beskriver Gratians arbejde således: ”Gratian ikke blot samlede kilderne til den kanoniske ret som den hidtil mest fuldstændige samling, men han systematiserede dem, og præciserede, hvilke juridiske problemer, de omhandlede. [...] Værkets første del kaldte han Distinctiones. Her samledes bestemmelser om den kanoniske ret i almindelighed. Anden del af værket, kaldet Causae, består af en række fiktive retstilfælde, som giver anledning til at udvikle en række juridiske spørgsmål. Det er i denne pædagogiske fremgangsmåde,
63 Tamm 1991, 235-36 64 Tamm 1991, 233 65 Ditlev Tamm beskriver Gratian som en kamaldulensermunk med tilknytning til et kloster, St. Felix et Nabor, Bologna, der dør før 1160. Men det sker ”På grundlag af et yderst spinkelt kildemateriale”, som han skriver. Tamm 1991, 247
23 at man har villet se læreren Gratian. Dekretet er altså både en retssamling og en lærebog”.66 Den kanoniske ret blev rundt omkring i Europa tilpasset lokale magtforhold og traditioner, og kirkeretten varierede følgende fra egn til egn.67 Gratians dekret trækker på de gamle kirkefædre og en stor del af den kristne kirkes retspolitik er derfor påvirket af kirkefaderen Augustins skrifter om ”fred og retfærdighed”. Ole Fenger beskriver ”fred og retfærdighed” som ”grundpillerne i middelalderens europæiske civiliseringsproces: fred betød afkald på hævn i form af drab og vold, og retfærdighed indebar pligt til rettergang og forsoning i stedet for selvtægt”.68 Fremgangen for kanonisk ret hænger også sammen med kirken som politisk magtfaktor. Oldkirken var uafhængig af verdslige ledere, og dette bliver idealet igen, da bruddet mellem kirke og kejser begynder midt i 1000-tallet. Kirken ønsker at udvikle sig ved siden af det verdslige samfund, som den trækker sig tilbage fra. På den juridiske side udvikler kirken sit eget retsapparat, der er styret af biskopperne og dømmer efter kanonisk ret; og kirken får domsmyndighed inden for stadig flere områder.69 Faktisk bliver kirkeretten næsten en selvstændig del af den kirkelige institution overfor den teologiske. Som en del af kirkens politiske projekt styrkes pavens magt, som Ditlev Tamm skriver: ”[...] pavens lovgivende myndighed indgik som et vigtigt element i styrkelsen og centraliseringen af pavestolen, der som nævnt netop i den afgørende skabende periode o. 1200 var besat med personer, der i højere grad var kendt som jurister end som teologer.” 70 Men kanonisk ret får stor betydning for også middelalderens verdslige ret. Ikke mindst fordi kirken mente, at store dele af retssystemet hørte under kirkens domstole. Den kanoniske ret påvirker altså opfattelsen af selve retsprocessen som sådan: ”Den kirkelige proces stillede ganske andre beviskrav end den verdslige. I 1215 brød kirken med det gamle bevissystem baseret på gudsdomme som jernbyrd, og kirken stillede sig også kritisk overfor partsed med menedsmænd – et bevis, som bestod i en parts benægtelsesed støttet af et antal mænd [...] Under kirkens indflydelse vandt brugen af nævn frem og efterhånden også vidne- og dokumentbevis for de verdslige domstole”.71 Kanonisk ret moderniserer altså hævdsystemet, og giver individet ansvar og krav på proces som i det romerretslige forbillede. Konkret får kanonisk ret særlig betydning for ægteskab, arveret og
66 Tamm 1991, 247 67 Helle 1984, 209 68 Ingesman et. al. 1999, 52 69 Knut 1984, 209 70 Tamm 1991, 249 71 Tamm 1991, 249-250
24 kontraktret. Ditlev Tamm opsummerer konsekvensen således: ”I kanonisk ret udvikledes en strafferetsdoktrin baseret på gerningsmandens subjektive forhold med skyldbegrebet som et centralt element, medens verdslig ret især havde kendt en på skaden baseret erstatningsret [...] Nedskrivningen af de nordiske landskabslove viser da også betydelig indflydelse fra kanonisk ret netop, når det gælder ægteskab, testamente, proces og strafferet. Vi ved ikke, hvordan retten så ud før landskabslovene, men det er sikkert, at en så stor del af lovenes indhold skyldes mødet med den vesteuropæiske retskultur i form af kanonisk ret, at den må have set væsentlig anderledes ud”.72 Fortalen til Jyske Lov vidner om, at også de danske gejstlige havde studeret Gratians dekret. Faktisk er den næsten en ordret oversættelse af passager fra Gratian, hvilket Ditlev Tamm ikke er sen til at konkludere på: ”Jyske Lovs fortale er hermed et vigtigt vidnesbyrd om betydningen af kanonisk ret for udarbejdelsen af nationale love i 1200-årene.”73
Den danske retsudvikling – baggrund for landskabslovene For at kunne forstå den samfundstype, kirken forsøgte at ændre med de lokale kongers hjælp, samt at få et indblik i, hvor omfattende processen i forhold til dette synes at have været, er det nødvendigt, kort at beskrive fundamentet for det middelalderlige samfund, som hvilede på slægterne. Retshistorikeren Ole Fenger diskuterer i bogen ”Fejde og mandebod”, slægtens betydning og den historiske ændring af dens sammensætning. Kilder og levn fra den danske førmiddelalder er usikre, men han mener, at det danske slægtssamfund på det tidspunkt har været lig andre germanske ditto. Disse har indbefattet både den fædrene og mødrene side. I et samfund, der i stigende grad har været afhængigt af landbrug, har denne opfattelse dog sandsynligvis ændret sig fra dette faste slægtskab til et mere vekslende. Om det betyder, at man kun har anerkendt den mandlige side, stiller han sig mere tvivlende overfor. Han begrunder dog, at denne ændring i slægtsopfattelsen kan have været, på den ene side, at jorden blev en vigtig kilde til rigdom, og at man derfor blev nødt til at begrænse det antal mennesker, der kunne få del i den, på den anden, at man havde brug for sin slægt lokalt til beskyttelse74. I modsætning til andre retsformer, var det i de germanske samfund, og dermed formodentligt også i de danske, almindeligt at følge sædvanen som primær kilde. Sædvaneretten var
72 Tamm 1991, 251 73 Tamm 1991, 247 74 Fenger 1971, 41
25 iøvrigt opfattet som skabt af guderne. ”Men efter sædvaneretten var hævndrab lovlige [...] for uden magt kan man ikke tale om ret”75. Grunden til dette var dog ikke blot en pragmatisk måde at regulere samfundet på, men også en nødvendighed for at opretholde slægtens status. Hvis man ikke hævnede sig, røg man ned ad rangstigen. Dette kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor denne tankegang var så vanskelig for kirken at ændre: ”Under sådanne forhold vinder bødesystemet og kirkens individuelle skyldlære kun langsomt gehør, hvad landskabslovenes regler om jævneds- eller lighedsed og trygdeed klart viser”,76 som Ole Fenger formulerer det. Det er altså et tydeligt eksempel på, hvorledes sædvanen og kirkens idealer tilpasses hinanden. Dette blev også brugt af kirken - f.eks. var begrebet ’Guds hævn’ almindeligt accepteret i samtiden - såvel som politisk, hvor hævn blev udviklet som motiv for krig eller øget magtudøvelse, som beskrevet i det nedenstående.
Samfundsændringer – fra Knud til Knud I denne samfundstype blev retten reguleret lokalt på tinge via slægternes indbyrdes magtforhold. Kongen blev valgt ved kongehyldning og var den samlende figur, når områderne skulle sikres mod ydre trusler. Og hans autoritet blev styrket eller svækket alt efter, hvordan han lykkedes med denne opgave77. Igennem den forandring kongens status og rolle gennemgår, er det muligt at få et (hurtigt) overblik over, hvordan samfundet ændrer sig. Denne forandring synes i høj grad at hænge sammen med kirkens øgede tilstedeværelse i de danske områder, hvilket fulgtes af en kraftig europæisk indflydelse. En vigtig ændring er, at de gejstlige kunne læse og skrive og, at de begyndte at beskrive de lokale konger og det omgivende samfund, som Ole Fenger udtrykker det: ”Skal man herefter pege på en enkelt nyhed, som virkelig sætter skel, er det skrivekunsten.[…] De germanske stammeriger var primitive, fordi, og så længe, de var skriftløse. Uden skrift er det ikke muligt at styre og kontrollere større geografiske områder fra et enkelt magtcentrum.” 78 Et eksempel er Ælnoth, der skrev om Knud den Hellige79. Dette skrift viser for det første, hvordan Knud prøvede at styrke sin magt og følge kirkens bud, ved at blande sig i lokale retshandlinger og
75 Fenger 1992-1993, 53 76 Fenger 1971, 353 77 Fenger 1992-1993, 41 78 Fenger 2002-2003, 369 79 Fenger 2002-2003, 65: Knud den Hellige (1080-86). En stor støtte af kirken, prøvede efter sigende at indføre skat, samt at håndhæve kirkeretten. Dette startede et oprør mod ham i Jylland og på Fyn, hvor han blev dræbt i Odense, i Skt. Alban Martyrs kirke.
26 kræve lydighed, for det andet, pga. oprøret og drabet på ham, at han overtrådte sædvanen, og for det tredje, at kirkens klare holdning var, at kongen stod over folket, eller burde stå over folket, da han var den verdslige repræsentant for Gud80. Alligevel var kongerne i stigende grad, gennem deres erklærede loyalitet til kirken, i stand til at markere sig og dermed konsolidere deres magt. En af måderne det skete på, var at kongen påtog sig et større ansvar for at hævne forbrydelser, der gik ud over den brede befolkning: ”Ligeledes har kongen måske tidligt søgt at identificere sig med samfundet, når grove, almenfarlige forbrydelser skulle forfølges, så krænkelser af alle specielt blev krænkelser af kongen.”81 Dermed overførte kongen det slægtsansvar, der var sædvane, til en større politisk helhed, hvilket omvendt betød, at kongen fik mere magt og pligt til at straffe. En anden afgørende styrkelse af kongemagten var overgangen fra valg- til arvekongedømme, hvor man især med valget af Svenssønnerne82 ser en udvikling mod dette. Det afgørende brud med kongehyldningen kom, da ærkebiskoppen Eskil i 1170 kronede Valdemar I. den Stores søn Knud (VI) til medkonge.83 Disse ændringer opnåedes dog hverken hurtigt eller uden modstand, idet de lokale stormænd forsøgte at bevare deres stilling i samfundet og rasede mod disse indskrænkninger af deres magt. Kirken var heller ikke ubetinget begejstret for det sidste tiltag, men accepterede det, da Valdemars styre betød en sikring af freden og dermed af kirken selv.84 Alt i alt synes disse forandringer af kongemagten at reflektere en mere centralt styret struktur, der på sigt muliggør implementeringen af landskabslovene. Knud VI (1182-1202) prøvede som Knud den Hellige at sætte sin myndighed igennem. Han ville undgå de mange drab, så han regulerede bl.a. ”ætteboden”, så drabsmanden ikke kunne berige sig gennem slægtens ansvar for bødebetaling, som var imod kirkens ideer om retlighed.85 Kongen prøvede ikke at sætte sig over sædvanen men forsøgte i stedet at skabe en lov, der manøvrerede mellem det gamle slægtsansvar, den tilkæmpede hævd for kongelig overhøjhed, og kirkens ønsker om en mere individuel behandling af skyld.86 Denne forordning, såvel som de senere landskabslove bærer, ifølge Ole Fenger, præg af en svag kongemagt, der sandsynligvis var tvunget til at læne sig stærkt op ad sædvaneretten.87 Dette ses
80 Fenger 2002-2003, 87 81 Fenger 1971, 354 82 Fenger 2002-2003, 59: Sven Estridsen (1076-1134). Hans fem sønner, Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels, blev successivt valgt som konger. 83 Fenger 1971, 358 84 Fenger 1971, 358 85 Fenger 1999, 59 86 Fenger 1971, 363 87 Ingesman et. al. 1999, 63
27 også af det relativt beskedne omfang i hvilket kongen kunne hævde sin magt i de senere landskabslove.
Landskabslovene ”På denne politiske baggrund nedskrives det brogede mylder af gamle og nye retsregler, som vi under et kalder landskabslovene.”88 Ifølge jysk årbog fra 1170 var gejstlige begyndt at nedskrive retssædvaner for de tre danske områder, Skåne, Sjælland og Jylland. Af disse tre lovbøger, der er skrevet på dansk, er det kun Jyske lov, der er dateret.89 Det er svært at skille de ældre fra de yngre lag i lovene, og man kan derfor ikke finde en tydelig udvikling.90 Dette hænger måske sammen med behovet for at legitimere lovgivningen ved at kalde den sædvane. Selvom de ikke blev skrevet på kongens opfordring, er mange af reglerne sandsynligvis blevet til pga. den førte politik fra kongemagtens og kirkens side og afspejler muligvis, hvad man fra denne kant gerne så gennemført i praksis.91 De love, der er omfattet af betegnelsen Landskabslove, er følgende: Skånske Lov (med Anders Sunesens parafrase), de sjællandske love (kaldet Valdemars Sjællandske Lov – Arvebog og Orbodemål), Eriks Sjællandske Lov, og Jyske Lov. (Kongenavnene er sat på senere). Lovene har ikke en klar inddeling, og emnerne behandles spredt; men da de blev til i et agrart samfund, handlede lovene i høj grad om dette aspekt. I forhold til overtrædelse af de landboretlige regler, var det henholdsvis bylaget og herredstinget, der skulle dømme - kongen havde ingen magtbeføjelser i disse sager. Dette var også tilfældet i forhold til familie- og arveretlige regler. I tilknytning til formueret har kongen magtbeføjelser til beskyttelse af retfærdighed og fred, altså hvis krænkelse af besiddelse truer freden, typisk ved tyveri eller røveri. Kongen bliver på sigt repræsenteret lokalt for at inddrive skatter, afgifter og bøder. Der findes dog ingen dommer. Lovreglerne indeholder krav på bevis; enten ved mededsmænd eller ved jernbyrd, og tinget beslutter om beviset er ført. Hvis det ikke er tilfældet, er straffene bøder – eksempelvis ved ”lighedsed” dvs. ed på, at man bøder det, man selv ville forvente at få bødet fra andre, eller fredløshed, og ved tyveri hængning. De ældste regelsæt har som beskrevet ikke kongen med i billedet (for hoveddelen). Men herefter er kongen bødeberettiget ved konkrete fredsbrud, ved bestemte lejligheder og på konkrete steder på bestemte tidspunkter. At man ikke kan regulere
88 Fenger 1971, 359 89 Ingesman et. al. 1999, 57 90 Fenger 1971, 344 91 Fenger 1971, 360
28 samfundet fuldstændigt gør, at man må bruge sædvanen som samfundsreaktion, idet der betales bøde til kongen, hvilket han tjener på og bliver økonomisk afhængig af. 92
Indholdet i lovene Da det er aspektet hævn og straf vi forsøger at forholde os til, er det interessant at tage et kort blik på, hvordan landskabslovene samlet set forholder sig til dette emne, samt at give en kort beskrivelse af indholdet af de forskellige typer hævn og straf, der beskrives i landskabslovene. Ole Fenger beskriver den retfærdige, eller sanktionsfri hævn, som en hævntype, der ikke straffes, hvis man kan bevise, eksempelvis ved mededsmænd, at man har ret til denne. Et eksempel er, hvis en mand dræber sin kone og hendes elsker, eller forviser hende, og beholder hendes ejendom. Hor må straffes/hævnes af den ramte, uden at vedkommende skal bøde for det. Udfører man ikke denne hævn, betegnes man som ussel (enten fattig eller svag), og man må leve med skammen. Kirkens opfattelse af denne lov divergerer lidt, idet den taler for retten og pligten til bøde, i stedet for hævn93. Dette eksempel synes derfor at være en blanding mellem sædvanen, hvor man søger at genoprette balancen og bevare sin status, samt kirkens interesse i at have indflydelse på ægteskabet. Den sanktionsfri hævn kan også ses i sammenhæng med fredløshed, hvor alle – i modsætning til tidligere kun den krænkede slægt – har ret til at straffe/hævne sig på den fredløse.94 Fredløsheden synes at være et centralt redskab til straf i landskabslovene, og ifølge Ole Fenger sandsynligvis et forholdsvis nyt begreb, da disse love bliver nedskrevet. Fra kirkens side straffes grove fredsbrud med ekskommunikation - bandlysning. I slægtssamfundet har der formodentlig været en forstødelse og tilmed fordrivelse af slægtninge, der ligeledes har lavet grove forbrydelser. Dette bliver brugt i landskabslovene, hvor man er fredløs undtagen på fredlyste steder; i eller i nærheden af kirken, på tinge eller tingvejen, torvet, i ens eget hjem, eller på ledingsfærd. Gennem nedskrivningen i landskabslovene bliver dette tiltag en kongelig sanktion til beskyttelse af fred, hvor truslen om hævn skal sikre brugen af bødesystemet og dermed styrke kongemagten politisk og økonomisk til fordel for freden.95 Dette kan ses, som Ole Fenger påpeger, i at forskellen mellem slægtens udstødelse, og kirkens/kongens, er at alle (som tidligere nævnt) kan straffe den udstødte i sidstnævnte tilfælde, og at det derved er medvirkende til opløsningen af slægtsansvaret til
92 Ingesman et. al. 1999, 60 93 Fenger 1971, 397 94 Fenger 1971, 428 95 Fenger 1971, 421
29 fordel for retssamfundet.96 Kongerne forsøgte desuden i løbet af 1200-tallet at udvide fredløsheden fra landet (lokalt) til hele riget. Kun gerningsmanden bliver fredløs, hvilket igen markerer den personlige skyld, men slægten er stadig ansvarlig for at betale ættebod, så i praksis er forskellen lille.97 Ætteboden ses i forbindelse med mandeboden, der soner drab, og består i, at slægten betaler 2/3 dele af mandeboden. Drab og lemlæstelser og bøderne for dem optager en stor del af landskabslovene netop for at undgå hævn og fejde.98 I den sammenhæng synes slægten, især via ætteboden, at få et stort ansvar for at regulere sig selv. Dette fordi, at de de uanset, at de som sådan var skyldfrie og ikke umiddelbart blev fredløse, skulle betale deres del af mandeboden, uanset om gerningsmanden selv betalte sin del. Betalte de ikke, kunne de udsættes for hævn og fejde, som (i hvert fald i nogle tilfælde) var accepteret af kirken.99 Der var samtidig en udvidelse af orbodemål,100 hvilket betyder bødeløse sager, hvor bøden ikke gives eller ikke accepteres, hvilket betyder fredløshed for gerningsmanden, indtil en løsning kommer i stand.101 Orbodemålene omfatter fredsbrud, som tidligere beskrevet, samt hævn efter bod, og hærværk.102 Desuden ildspåsættelse, frihedsberøvelse, og vold mod kvinder. Ved at bruge straffe som fredløshed og sætte høje bøder for drab og lignende har landskabslovene forsøgt at læne sig op ad sædvanen, forstået på den måde, at det er truslen om hævn, der står bag systemet.103 En anden måde, landskabslovene synes at konstituere sig på, er at omgå dele af denne hævd. For at undgå slægtsfejde, som man jo i høj grad var forpligtet til, og for at fremme bødesystemet, skal de involverede tages i ed i forbindelse med udbetaling af bøden. Den ene ed, lighedseden (eller jævnedseden), består i, at man lover selv at ville tage imod den samme bøde, som man giver, og derved genopretter den krænkedes status, så han ikke skal skamme sig og være nødt til at fejde. Dette gælder ligeledes sikkerhedseden, hvor man lover at acceptere den betalte bøde og ikke fejde.104 Disse love synes at bære præg af de generelle brud i tiden. Det lokale og slægtssamfundet har stadig en stor indflydelse, mens kirken og kongemagten på den anden side alligevel langsomt er i gang
96 Fenger 1971, 408. Under særligt grove forbrydelser, der fører til fredløshed af kortere eller længere varighed, hører blandt andet: Forræderi mod kongen; at man går i krig for at fejde mod ham, snigmord, manglende betaling af mandebod og kirkebrud. 97 Fenger 1971, 427 98 Fenger 1971, 405 99 Fenger 1971, 171 100 Fenger 1971, 428 101 Fenger 1971, 414 102 Forskellige forbrydelser udført af mindst fem mænd, hver med tre våben – sværd, spyd, og hjelm. 103 Fenger 1971, 401, 404, 432 104 Fenger 1971, 413
30 med at ændre styringen og opfattelsen af samfundsstrukturen. Dette kan måske derfor være med til at sige noget generelt om samfundsændringerne i de danske områder; balancen mellem kirkens dekreter og hvad der var praktisk muligt at ændre i samfundet.
De politiske aktører på Saxos tid
Saxo selv Saxo er del af ærkebiskop Absalons storhusholdning (”familia”) og klerk. Saxo er en generation eller to yngre end Absalon, og det er Absalon, der personligt har hyret ham til at skrive Danmarkskrøniken. Da Absalon er tæt allieret med kong Valdemar, er Saxo selvfølgelig også venligt stemt over for kongen og hans slægt i sit værk. Saxo er altså tæt på lovgiverne, og det ligger ifølge hans egen beretning til familien. For som han skriver, tilhørte både hans far og bedstefar Valdemar den Stores hird. Saxos projekt er at give danerne en forhistorie, der kan matche romerriget, og derved legitimere Valdemar og Absalons magtposition. Da vi ved meget lidt om Saxo, er det mest rimeligt at beskrive hans forståelsesramme ved at se på de magthavere, Saxo virker for og under: Arbejdsgiveren Absalon og dennes verdslige ”co-regenter” Valdemar 1. og siden Knud VI – samt Absalons efterfølger Anders Sunesen. Dog går man ud fra, at Saxo er ud af en sjællandsk storfamilie. Dette er grunden til de forskellige værdiladninger af sjællændere, jyder, skåninge i Gesta Danorum, hvor ”etnicitet” spiller en afgørende rolle for personlige egenskaber. Sjællændere er bedre end jyder, der dog er at foretrække for skåninge. Disse er dog bedre end de depraverede fjender i Tyskland etc.
Absalon Absalon blev uddannet i Paris fra ca. 1147, hvilket på dette tidspunkt var et privilegium, der kun blev meget få forundt. Han tilhørte slægten Skjalm-Hvide, der var en af landets mest indflydelsesrige og en stor jordejerfamilie. Det var skik for de mægtigste familier at lade nogle sønner gå den verdslige og andre den gejstlige vej for på den måde at sprede familiens magtposition (og risikoen for at miste den) så meget som muligt. Derfor bliver Absalon kirkens mand, mens hans bror Esbern tager en verdslig livsbane. Absalon er dog også uddannet kriger, selvom hans bedrifter på slagmarken er nedtonet i Saxos beretninger, da det ikke var god tone for en biskop at deltage i
31 kamp. Men som Michael Kræmmer skriver, er det ”svært at forestille sig andet, end at Absalon har deltaget i kampene på lige fod med sin bror Esbern og de øvrige verdslige hærførere”.105 Oplæring i krigskunst var nemlig en fast del af livet i overklassen også for Absalon.106 Absalon bliver biskop i Roskilde fra 1158 til 1192 og ærkebiskop i Lund fra 1177 til sin død i 1201. Der hørte jord (= indtægt) med til de højere gejstlige embeder som biskop, og desuden fik biskoppen en tredjedel af den tiendebetaling, der blev indført overalt i slutningen af 1100-tallet. Når Saxo taler for tiende, betyder det altså penge på ”bankbogen” til Absalon. Men den tredjedel af tiendet, der gik til biskoppen, var omdiskuteret og blev først indført overalt i slut 1100-tallet, og skåningene gjorde som allerede omtalt modstand mod den. Absalon var en driftig jordejer, der gennem årene lagde store besiddelse til sit gods, og i hans levetid blev både gejstlige og verdslige topposter besat af Hvider. Det skal bemærkes, at det til tider kan være omend meget svært at skelne privatperson og embedsmandens økonomiske interesse hos Absalon, selvom bl.a. Sorø-gavebrev gør meget ud af at fortælle, hvor ærligt alle transaktioner er foregået. Idealet var en skarp adskillelse af embede og private interesser, men når samtiden gjorde så meget ud af at fortælle, at alt gik retfærdigt til, er det fordi, der reelt var tale om lidt for ”smarte regnskaber”. Vi vil altså vove påstanden, at Saxo er ansat af det gejstlige ”datterselskab” af ”familiefirmaet” Skjalm-Hvide. Ærkebiskoppen i Lund var den mægtigste i riget efter kongen, og Absalon fik desuden lov at beholde Roskilde stift, da han blev biskop i Lund i 1178 (hvad der ellers var mod Pavens lov). I 1192 dropper Absalon dog sin dobbelte bisperolle og afstår Roskilde til Peder Sunesen efter Pavens ønske. Absalon overtager sandsynligvis ansvaret for sin fætter Sune Ebbesens studerende sønner Anders og Peder, da Sune dør. I hvert fald giver han Peder sin gamle stilling som biskop i Roskilde, og Saxo dedikerer sin krønike til Anders Sunesen, der ”arver” Absalons ærkebispesæde i Lund (formelt bliver han valgt efter alle kunstens regler). Absalon var ikke bare ærkebiskop, han var Kong Valdemars højre hånd, og efter denne regerede han praktisk taget gennem den unge Knud 6. Derfor er kirke og konge utrolig tæt forbundne i den samtid Saxo virker i. Ole Fenger beskriver i Politiken/Gyldendals Danmarkshistorie Valdemar som ”dybt afhængig af Absalon og Hvideslægten, som reelt var hans medregenter”.107
105 Kræmmer 1991, 91 106 Kræmmer 1991, 43 107 Fenger 1992-1993, 170
32 Valdemar Kong Valdemar (søn af Knud Lavard) var som barn i pleje hos Absalons forældre, så han og Absalon har kendt hinanden allerede fra deres tidligste år. Der var dengang valgkongedømme, så Hviderne havde en potentiel kongesøn i pleje, hvilket siger noget om slægtens position i samfundet. For at sikre sin families position får Valdemar de danske stormænd til at anerkende sin ca. firårige søn Knud som medkonge, og således skiftet systemet i Danmark fra valgkonge til arvekonge i 1170. Valdemars styrkelse konsoliderer Hvidernes magt og rigdom, og familiernes interesser et flettet tæt sammen. Bl.a. påvirkede Valdemar valget af Absalon til biskop i Roskilde, da hans hær stod uden for byen, så kannikkerne ikke skulle finde på at vælge ”forkert” ved bispevalget. Absalons bror Esbern Snare, hans fætter Sune Ebbesen og hele Skjalm- Hvide-familien var støtter af Valdemar, og i datidens samfund var den ene tjeneste den anden værd. For at styrke sin del af kongefamilien mod valg af andre, får Valdemar helgenkåret sin far Knud i 1169. Dvs. at Paven støtter den danske regent med de midler, han kan. Yderligere konsoliderer Valdemar sin magt ved at eliminere Buris (en tronkonkurrent, der fængsles og blændes), hvilket er nedtonet hos Saxo, da gerningen måske ikke var så hæderlig. Men før denne magtkonsolidering måtte Valdemar i 1163 aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa, hvilket medførte, at han måtte støtte dennes modpave Viktor 4.108 Men Viktor 4. døde i 1164, og derefter kunne Valdemar støtte pave Alexander, der er den pave, ærkebiskop Eskil i Lund støttede. Valdemar undgår altså at komme i klemme mellem den romerske pave og den tyske kejser, hvad der ellers let kunne være sket. Dette skyldes ikke mindst Absalons snedige brug af klosterdonationer som politisk redskab, som tidligere beskrevet.
Knud Valdemar dør i 1182, og sønnen Knud er parat til at overtage tronen som tyveårig. Han regerer via Absalons rådgivning, og Absalon bliver med Knud på tronen rigets egentlige leder. Efter Valdemars død gør skåningene oprør på ny, men Absalon slår dem ned. Under Knud bliver Danmark en regional stormagt og erobrer Pommern i 1180’erne. I 1192 prøver Valdemar Knudsen (søn af Knud Magnussen) at kuppe Knud VI og Absalon, men han fængsles under forhandlinger. Knud og Absalon er aktive i at få love bestemt og skrevet ned, og de efterforsker den gamle Vederlov (Knud den Stores gamle hirdlov) – reelt handler denne proces om politisk at definere magtforholdet mellem konge og stormænd.
108 Fenger 1992-1993, 161
33 Knud VI dør i 1202 og følges af sin yngre bror Valdemar 2. (senere kendt som ”Sejr”), der krones af Absalons efterfølger Anders Sunesen.
Anders Sunesen Anders Sunesen (ca. 1160-1228) var af Hvide-slægten, studerede i udlandet, bl.a. teologi i Paris, og formodes også at have studeret kanonisk ret og romerret i Bologna.109 Efter Absalons død blev han ærkebiskop af Lund, hvor han virkede fra 1201-23. Han deltog i flere korstog, bl.a. i Estland 1219, hvor han vendte hjem fra i 1221 som en syg mand. Anders Sunesen havde gjort et stort arbejde for kirken og det danske rige, og samtidig nået at skabe flere litterære værker.110 Udover parafrasen til Skånske Lov skrev han et teologisk læredigt om verdens skabelse ”Hexaëmeron”. Begge værker var på latin og muligvis til brug i undervisningen i Lund.
Om værket Gesta Danorum Saxos mission er at give danskerne en historie, der kan måles med romerrigets, og legitimere ét samlet rige, og ikke mindst Lunds uafhængighed som ærkebispesæde i forhold til Hamburg- Bremen. Gesta Danorum er inddelt i 16 bøger, der beskriver danernes historie fra en fjern fortid til Pommerns indlemning under dansk herredømme i 1185. Værket er dog tidligst skrevet færdigt i 1208, da fortalen refererer til begivenheder, der skete i det år.111 Saxos projekt kan altså ikke bedømmes ud fra et ideal om kildekritik og forsøg på objektivitet, som nutidens historieskrivere søger. Selvom han i sin fortale dog hævder, at ”Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden”112 . I Politiken/Gyldendals Danmarkshistorie beskriver Ole Fenger således Saxos projekt meget rammende: ”Som i al middelalderlig historieskrivning beherskes fremstillingen af tendens og formål. Man skulle lære af historien, der opfattes som en kamp imellem Guds rige og djævelens rige [...] herudover kunne historien bruges som politisk propaganda. Og i mangel af belærende historiske eksempler digtede man, for belæres skulle der, om det så var på bekostning af en
109 Tamm 1991, 235 110 Fenger 2002-2003, 273 111 Arkiv for Dansk Litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=21&nnoc=adl_pub 112 Gesta Danorum, fortalen.
34 historisk sandhed”.113 Gesta Danorum er tilegnet Absalons efterfølger Anders Sunesen, da Absalon selv dør inden Saxo færdiggør værket. Det er skrevet på fuldendte latinske versemål; hele 24 forskellige. De første bøger er mere sprogligt kunstfærdige end historisk sande, men dette skifter, når vi nærmer os Saxos samtid. Saxos gør brug af skriftlige kilder, bl.a. historieskriverne Adam af Bremen og Sven Aggesen. En anden primær kilde er Absalons mundtlige overleveringer. Absalon er altså både Saxos arbejdsgiver, kilde, samt overordnede i det gejstlige hierarki – hvilket man selvfølgelig skal have in mente, når man læser om hans bedrifter. Gesta Danorum udkommer som allerede nævnt i historiografien på tryk i 1514;114 og det er denne version, der ligger til grund for den nyoversættelse, vi analyserer i dag, da Saxos oprindelige håndskrift er gået tabt (på nær fire sider – det såkaldte Angers fragment). Allerede i 1340’erne blev Gesta Danorum dog omarbejdet til lettere forståeligt latin end Saxos, da det blev versioneret til det såkaldte ”Saxokompendium”, og værket er oversat flere gange i årenes løb. Om oversættelserne skriver Peter Zeeberg: ”Da de sidste oversættelser udkom omkring 1900, var det, som vi har set, naturligt at skelne mellem værkets nordiske indhold og dets latinske form. Både Winkel Horn og Olrik betragtede den latinske form som et sekundært træk. Sådan en skelnen kan man dårligt opretholde i dag. Saxos værk er – hvor nordiske fortællingerne end er - latinsk, ikke bare i sprogdragt, men i genre og i hele sin grundidé”.115 Meget få kunne læse og forstå Saxos oprindelige tekst i samtiden. Reelt var læserne kun de mest dannede. Vi vil derfor argumentere for, at tekstens funktion er politisk. Den skal markere Danmarks uafhængighed af den tyske kejser og ærkebispesædet Hamburg-Bremen. ”Gesta Danorum” må altså betragtes som en dansk ”uafhængighedserklæring”.
Begrebsafklaring – hævn og straf Når begreberne hævn og straf spiller en så central rolle i nærværende projekt, finder vi det givtigt at redegøre for begreberne, deres forhold til hinanden, og vigtigst; hvordan vi forstår og arbejder med hævn og straf projektet igennem. Handlinger og episoder med hævn og/eller straf som udgangspunkt eller medvirkende forklaring er
113 Fenger 1992-1993, 208 114 Hvor Christiern Pedersen får værket trykt i Paris. 115 Arkiv for Dansk Litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=21&nnoc=adl_pub
35 der ikke så få af i Gesta Danorum. En søgning i netudgaven af Zeebergs oversættelse af Saxos Danmarkshistorie116 på ordene straf og hævn og de mest gængse variationer heraf (-e, -en) gav 349 resultater. Ud af denne udgave af Saxos værks samlede antal sider (eksklusiv forord, efterord etc.) svarer det til, at disse to ord forekommer mindst en gang mellem hver anden og hver tredje side. Når Saxo inddrager de to begreber så flittigt, er det naturligvis desto mere nødvendigt fra vores side, at redegøre for hvilke betydninger og anvendelser af hævn og straf der er relevante for besvarelsen af vores problemformulering. Som udgangspunkt har vi valgt ikke at udelukke nogle typer af hævn og straf på forhånd – vi ønsker en bred forståelse af de to begreber. Ved gennemlæsning af Gesta Danorum er det dog forekommet helt nødvendigt at inddele begreberne i nogle overordnede kategorier for derved at få et bedre overblik over begrebernes anvendelse hos Saxo og ikke mindst for at sætte vores analyse i system. Den teoretiske litteratur, der er benyttet i vores undersøgelse af middelalderlige retsforhold, altså primært Ole Fenger, har givet os en uundværlig viden til at kunne beskæftige os indgående med hævn- og straffeaktioner i middelalderen. Denne viden har videre været en medvirkende faktor til de overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med opdelingen af de to begreber: Vi har fundet, at hævn og straf med fordel kan deles op i de tre følgende kategorier: Samfundets hævn og straf, privat hævn og straf og Guds hævn og straf. Før vi inddrager Fenger og senere uddyber de tre overordnede kategorier, vil vi i det følgende kort forklare hvad begreberne, henholdsvis hævn og straf, dækker over.117
Hævn Begrebet dækker over ønsket om at forvolde skade på en eller flere personer, der på den ene eller den anden vis har krænket eller forurettet den, der søger hævn. Der er altså tale om en handling, der skal opveje forholdet mellem de to parter. Hævn hænger tæt sammen med begrebet ære, og i den sammenhæng kan hævnakten bedst forklares som forsøget på at udligne balancen af ære de to parter, den krænkede og skadevolderen, imellem. Den handling der skal genskabe balancen mellem parterne, kan udføres af en enkeltperson, en gruppe (f.eks. den forurettedes slægt), retssystemet (på vegne af staten) og endeligt kan det være Gud, der hævner den skadevoldende eller krænkende handling. Videre er hævnen ikke en umiddelbar handling, den er oftest nøje overvejet. Hævnen skal som hovedregel opveje de stridende parters forhold så den tidligere balance opnåes,
116 Netudgaven af Peter Zeebergs oversættelse af Saxos Danmarkshistorie fra 2000, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=90&p_sidenr=3 117 Er bl.a. baseret på opslag i Gyldendals online leksikon. Internet: www.gyldendalsleksikon.dk
36 hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, hvis hævnengerningen er ude af balance med den indledende krænkende handling. Med andre ord må hævnen begrænses til at være proportionel med forurettelsen: ”Regler om liv for liv, øje for øje og tand for tand må opfattes som sådanne begrænsninger i gengældelsen [...]”118
Straf Hævnen kan dog også komme til udtryk som straf, hvor det er en øvre autoritet, der fuldbyrder den handling, der skal genskabe balancen. Et vigtigt element ved straffen er dens forebyggende virkning; den skal søge at forhindre skadevolderen i at begå en lignende handling i fremtiden. I Saxos univers er den nævnte øvre autoritet oftest statsmagten, hvor kongen håndhæver loven. Denne lov kan være menneskeskabt eller anset for guddommelig. Det kan også være Gud selv, der står for at straffe, og i sjældnere tilfælde kan det være vedkommende, der har begået en forseelse, der straffer sig selv. Endelig kan der tales om straf i forbindelse med opdragelse og lignende. Denne forståelse af straf synes dog ikke umiddelbart relevant i vores undersøgelse, hvorfor den ikke vil blive forklaret yderligere. Det skal dog pointeres, at Saxos fortællinger om hævn og straf ofte er tilsigtet en opdragende funktion i sig selv. I forbindelse med statsmagtens tilblivelse og udbredelse har et vigtigt skridt været statens monopol og autoritet til at fuldbyrde straffe. Det har ved at varetage denne funktion bl.a. været målet at undgå slægtsfejder, hvor den ene hævngerning efterfølges af den næste. Det giver sig selv, at hævn i et sådant ukontrollerbart omfang er ødelæggende for samfundet, og derfor må begrænses. Straf kan altså siges, at have en samfundsregulerende effekt. Hvor de to almindeligste straffe i det danske retssystem i dag er fængsel eller bøde, var statsmagtens strafformer i middelalderen bl.a. fredløshed, bøde, landsforvisning, dødsstraf og i kun sjældnere tilfælde frihedsberøvelse. Med denne grundlæggende forståelse af de to begreber kan vi se nærmere på straf- og hævnbegrebets forskellige aspekter og funktioner, og det tætte forhold til begreberne slægt, samfund og religion, der spiller en central rolle i vores inddeling af hævn og straf. Ole Fengers Gammeldansk Ret er en undersøgelse og beskrivelse af rettens tilblivelse og udvikling i Danmark. Værket, særligt indledningen, rummer dog også nogle særdeles relevante iagttagelser i forhold til denne begrebsafklaring. Fenger går helt tilbage i tiden, og afdækker nogle fundamentale forhold for mennesket. Ifølge Fenger skal udviklingen af samfundet ses som menneskets behov for at sikre sig selv
118 Fenger 1983, 14
37 beskyttelse og i sidste ende overlevelse. Afstamning bliver et afgørende element i dette samfund, og som en følge heraf inddeles samfundet i slægter: ”[...] alle er født medlem af en slægt [...]Slægtskab afføder samhørighed og solidaritet. Slægterne bliver vigtige elementer i samfundsbygningen.”119 Ifølge Fenger er slægtens hævn og gengældelse af overgreb en nødvendighed for beskyttelsen af det enkelte individ i slægten og udgør således en vigtig sammenhængskraft i slægtssamfundet. En sådan trussel om slægtens hævn skal på den ene side yde individet i en given slægt sikkerhed og samtidig afholde det fra at begå overgreb mod medlemmer af andre slægter. Da samfundets velbefindende beror på slægternes ditto, er det en nødvendighed, at truslen om hævn af overgreb håndhæves, da det i sidste har en fredsbevarende funktion. ”Reaktionen skal på den ene side være så kraftig, at truslen om den er fredsbevarende. På den anden side må gengældelsen underkastes begrænsninger, så hævnen ikke løber løbsk. En uhæmmet hævn eller slægtsfejde, hvor drab følges af drab, vil true samfundets indre balance [...])”.120 Den førnævnte samfundsregulerende effekt fremgår her tydeligt. Denne type hævn (som vi senere benævner privat hævn) kan hermed siges at have en nærmest essentiel karakter. En sådan hævn er ikke sanktioneret af nogen højere instanser, men er i slægtssamfundet strengt nødvendig for hele samfundets trivsel. Det næste af aspekt hævnen fremkommer, når Fenger inddrager Gud som hævner. Menneskets sociale adfærd er underlagt en række regler og normer, hvoraf nogle er medfødte og andre er tillærte. ”Disse regler for samfundets nødvendige funktioner føles som naturgivne, og de vil derfor indgå i stammens religiøse forestillinger [...] Guddommelige kræfter tillægges den funktion at overvåge efterlevelse af normer og regler i samfundet. Guddommen bliver opfattet som normernes ophav og vogter.”121 Som skaber og vogter over disse normer og regler anses hævnen for trods imod disse således for at være Guds. En vigtig pointe i denne forbindelse, er at Guds love og forbud skal ses som en afspejlning af de forbud og befalinger, mennesket anser for nødvendige for dets eksistens og trivsel.122 Dette fører os mod forklaringen på, hvordan et konfliktløsende organ får til opgave at straffe brud på lovene. For hvis truslen om guddommelig eller menneskelig hævn ikke er tilstrækkelig til at sikre overholdelse af reglerne, ” [...] iværksættes sanktioner, for trods imod samfundets fundamentale normer, eller med et andet ord ’loven’, tåles ikke.” [...] ”Hvis reglerne
119 Fenger 1983, 12 120 Fenger 1983, 13 121 Fenger 1983, 14 122 Fenger 1983, 13
38 håndhæves med tvang og gengældelse, fysisk eller metafysisk, kan vi kalde dem retsregler.”123 Det skal dog bemærkes, at disse love stadig stadig betragtes som Guds værk. Det er imidlertid menneskets opgave, at håndhæve den guddommelige lov. Spørgsmålet er så, hvordan regler og normer går fra at blive opfattet som åbenbaringer fra Gud til at være formulerede lovregler. ”Her viser alle erfaringer, at regler ikke skabes – udtænkes, formuleres eller dikteres - førend der er brug for dem. Først med et socialt behov for den funktion, som en regel søger at opfylde, udformes reglen.”124 Med et konkret behov, følger en nødvendighed af, at den udformede regel efterleves. Dermed er vi tilbage ved det førnævnte konfliktløsende organ, det kan f.eks. være ” [...] et præsteskab, som kender gudernes vilje og lov, en konge, hvis opgave det er at håndhæve den guddommelige lov ”.125 Disse to organer er naturligvis udvalgt, da de spiller den dominerende rolle som lovens vogtere i den kategori, vi har kaldt for samfundets hævn og straf. Og da begrebet dom gør sin entre i Fengers gennemgang, anes det, at det er her, vi er på vej hen – mod et autoritativt system, der dømmer og straffer de, der har brudt de gældende love. Forordninger til at afgøre skyldsspørgsmål, som jernbyrd og edsaflæggelse, introduceres i den forbindelse, og der er ved at danne sig det billede af samfundet, som vi kender fra de nyeste af Saxos bøger (10-16), hvor det er staten der får magten og monopolet til at straffe brud på de love, der efterhånden nedfældes. Denne beskrivelse af udviklingen inden for hævn, straf, lov og ret skal tjene som baggrund for det følgende, hvor vi forklarer, hvad vores tre anvendte kategorier dækker over.
Privat hævn og straf Vores anvendelse af privat dækker især over hævd og sædvaneret. Det er hævn- eller strafgerninger, der ikke er institutionaliserede og ingen anden berettigelse har, end at det er fundamentalt nødvendig handlinger, både for den enkelte, slægten og samfundet. Det er altså typisk den personlige eller slægtens hævn. Privat henviser i vores undersøgelse ikke til den udbredte forståelse af begrebet i middelalderlige forhold; som noget lukket eller ugennemsigtigt, affærer der kun vedkommer en mindre, sluttet kreds, familien eller den enkelte heri. Det er den manglende sanktionering fra en øvre autoritet, der er det centrale forhold. Ud fra vores tidligere begrebsafklaring kan det således siges, at hævn oftest vil være det mest dækkende ord i denne sammenhæng – straf er i vores nutidige forståelse tæt forbundet med en øvre magt, f.eks. staten eller Gud. Denne forståelse er dog ikke fuldt ud anvendelig i Saxos univers, hvor både hævn og
123 Fenger 1983, 15 124 Fenger 1983, 16 125 Fenger 1983, 16
39 straf ofte anvendes til at beskrive den samme handling eller situation.
Samfundets hævn og straf Før vi kan bestemme, hvordan denne kategori anvendes i vores undersøgelse, må der først reflekteres over begrebet samfund – for hvad er et samfund egentlig? Den meget korte forklaring er, at det består af individer, der har organiseret sig i et fællesskab, hvor kultur, regler, normer m.m. deles.126 Det kan dog også referere til riget som helhed eller staten – den institution, der har suverænitet over det store fællesskab inden for et geografisk afgrænset område. Når begrebet anvendes konkret, som i vores senere analyse, er der altså flere mulige forståelser, der kan gøre sig gældende. Vi arbejder overordnet med samfundets hævn eller straf som dækkende over en af de to følgende aktører: 1. Samfundet kan være folket, dvs. fællesskabet eller borgerne der udgør samfundet. Det kan også være en være en begrænset del heraf, f.eks. sjællænderne. Når folket hævner eller straffer, er det uden en egentlig autoritet hertil, og dermed er der klare spor af hævd og sædvane. 2. Det kan også dække over staten - det institutionelle. I vores tilfælde er det kongemagten, der, under stærk indflydelse af kirken og de guddommelige regler, handler på fællesskabets (samfundets) vegne. Samfundet kan altså både være kongen, der hævner eller straffer fællesskabet, dele heraf, eller individer heri. Det kan også i få tilfælde være det omvendte; når folket, eller en større del heraf, handler ligesådan mod kongen eller kirken.
Guds hævn og straf Denne kategori giver ikke anledning til nær så megen forvirring eller tvetydighed som de to foregående. I middelaldersamfundet ansås Gud som skaberen af love og regler, Gud hævnede hermed også selv brud på disse love og straffede synderne. Han handler i Saxos fortællinger både direkte, han udfører selv straffen, eller indirekte hvor det er mennesker, der straffer eller hævner på hans vegne. I begge tilfælde bliver det i vores undersøgelse betragtet som værende Guds straf. Hermed er der mindre brug for egne overvejelser om, hvilken kategori en given handling må tilhøre, når Gud er involveret som aktør eller forklaring på omstændighederne, end det er tilfældet med privat og samfundets hævn og straf. I sidste ende kan vi kun registrere, hvornår Saxo beskriver en handling som værende udført eller påvirket af Gud. Det gør han ofte, og det er naturligt særligt når det handler om brud på kirkens bud eller anden krænkelse af religionen, at Saxo finder det nødvendigt at inddrage Gud. I dag opfatter vi oftest straf som en handling udført af staten. Vi tilsidesætter således personlig hævn 126 Er bl.a. baseret på opslag i Gyldendals online leksikon. Internet: www.gyldendalsleksikon.dk
40 og overlader det til vores retssystem at straffe skadevolderen, og får derigennem en mere eller mindre tilstrækkelig oplevelse af, at en balance er opnået. Videre opfatter vi ikke statens eller retsvæsenets straf og andre handlinger mod private som et udtryk for hævn. Som vi senere skal se forholdt det sig ganske anderledes i Saxos fortællinger, opfattelsen af hævn og straf var (helt selvfølgeligt) en anden end i dag. Som det tidligere er antydet, kan Saxos anvendelse af hævn og straf virke lettere tilfældig – det ene udtryk kan anvendes lige så vel som det andet, straf kan egentlig betyde hævn, og straf kan dække over hævn. Men det er naturligvis et billede på den udvikling af begrebernes forståelse, der har fundet sted. Vi læser teksten med andre øjne og en helt anden forståelse end læserne på Saxos tid (mere om dette i perspektiveringen). Det tager vi højde for, og der er nu redegjort for den forståelsesramme, vi vil sætte Saxos tekst ind i, når vi i det følgende vil analysere passager herfra.
Analyse Det vil i det følgende blive undersøgt, hvordan Saxo opfattede og beskrev hændelser omhandlende det, vi har valgt at kategorisere som samfundets-, privat- og Guds hævn og straf. Det er Saxos fortællinger fra henholdsvis før-kristen tid (bog 1-9, samt første del af bog 10) og kristen tid (dvs. bog 10-16), der danner rammen for analysen. Som det er nævnt i begrebsafklaringen, er de tre hævnbegreber til tider meget tæt forbundne, og det er ikke altid lige let, at bestemme hvilken kategori en given handling hører under. Ofte vil det kunne diskuteres, om en given passage ikke kan høre under to, i nogle tilfælde endda alle tre, typer af hævn. Det ser vi dog ikke som en begrænsning, tværtimod. Det er ofte, når et anvendt tekststed har mere end en dimension, at det virkelig bliver interessant at se, hvordan Saxo har vinklet historien.
Hævn og straf i hedensk tid I analysen af Saxos beskrivelse af det hedenske samfund kan det forekomme problematisk at skelne mellem kategorierne vedrørende samfundets hævn og straf, og privat hævn og straf, da private hævnaktioner ofte kan blive iscenesat som samfundets straf. Denne problematik afspejles blandt andet i, at flere punkter i vores delkonklusioner til disse afsnit, overlapper hinanden. Vi har derfor valgt at føre de to delkonklusioner sammen i et afsnit, der bliver præsenteret efter vores analyse af privat hævn. Endvidere har vi naturligt valgt at se nærmere på de af Saxos beretninger, der for det første er
41 spændende i forhold til vores problemfelt, og for det andet kan tjene som eksempel på mere end et isoleret tilfælde af eksempelvis privat hævn.
Samfundets hævn og straf
Uffes hævn Et eksempel på samfundets hævn og straf er beretningen om den danske konge Vermund, der har en søn, Uffe, som er gift med jarl Frøvins datter. Han er stor og stærk, men taler aldrig, så folk, inklusive kongen, anser ham for dum. Da kongen bliver gammel, bliver han blind, og kongen af Saksen vil tage hans rige, hvilket meddeles af saksiske udsendinge, der er sendt til Vermund. Hvis han ikke afgiver det frivilligt, vil den saksiske konge udfordre til tvekamp mellem deres sønner. Den saksiske begrundelse for dette er, ifølge Saxo, at Vermund i sin affældige tilstand ikke kan styre riget: ”[…] og han skulle jo ikke klynge sig så længe til magten at landet lå lovløst og forsvarsløst hen.”127 Saxo antyder her, at det er kongens pligt at forsvare landet og dets love, hvilket svarer til kirkens syn på kongemagten; kongen er den højeste instans, der sørger for at retssystemet fungerer. På den måde viser Saxo igen sin holdning til kongemagtens funktion, og denne afspejles også delvist i de senere landskabslove. Dette bliver yderligere underbygget, da Vermund svarer, at kongen af Saksen ikke burde være så utålmodig: ”[…] det havde været mere anstændigt af ham at afvente en gammel mands død frem for at afkræve ham hans rige, eftersom det var noget mere klædeligt at arve en afdød end at udplyndre en levende. Men han ville selv tage imod udfordringen og stille op til kamp, for ingen skulle kunne sige om ham at han var vanvittig nok til at opgive sin ældgamle frihed og gøre sig til slave for en fremmed magt.”128 Saxo fremfører her nogle vigtige pointer. To af dem er af politisk karakter; for det første har der tæt på hans egen samtid været kampe om kongeværdigheden, hvor den regerende konge er blevet dræbt af andre der har ønsket at tage magten. Dette skaber mindre respekt om kongens person; hans overhøjhed, giver uro og skaber diskontinuitet i forhold til at gennemføre mere regulerede tilstande; et samfund der i højere grad er baseret på lov og ret. For det andet slår han her den danske
127 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 263. 128 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 263.
42 selvstændighed, især i forhold til Tyskland, fast. Den er gammel og bygger derfor på hævd. Dette har også været et aktuelt emne i hans samtid, hvor den danske konge, eksempelvis Valdemar den Store, var vasal for den tyske kejser. I forhold til investiturstriden har dette været en provokation for kirken, der nok kunne ønske en konge, der var mere uafhængig af andre verdslige magter, og kun stod under kirken. Dette var desuden et forhold Absalon frarådede Valdemars søn, Knud VI at indtræde i. Om alt dette har været på Saxos agenda, er svært at sige, men han har dog været tæt på begivenhederne, og dette kan derfor ses som hans besyv til sin arbejdsgiver. Samtidig er der en mere præsent grund; uafhængigheden af ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, til fordel for sædet i Lund. Den tredje pointe er, at Vermund ønsker at fastslå sin kongeværdighed, hvilket betyder, at han skal beskytte landet mod angreb udefra, om han så skal gå i døden for den. Dette afspejler både den funktion de danske konger har haft i de danske områder på Saxos tid, og desuden at Vermund identificerer sig med landet; et angreb mod ham er et angreb mod det rige, han bestyrer. På den måde støtter Saxo den øgede styrkelse af kongemagten, og retfærdiggør, at de to funktioner går i et med hinanden; at den sidste er en forlængelse af den første. I historien giver det også Uffe grund til at være sin fars forkæmper, for at søge den retfærdige hævn på samfundets vegne. Beretningen kunne dog tillige ses som privat hævn, da Uffe forsøger at hævne sin far. For så taler Uffe endelig, og siger, at han vil kæmpe på sin fars vegne mod kongen af Sachsens søn og den bedste kriger Saksen har. Da han bliver spurgt, hvorfor han vil kæmpe mod to mænd, svarer han: ”[…] at han havde ønsket at kæmpe på den måde for ved at kæmpe ene mand at opveje den skamplet der var sat på danskerne ved Adils’ drab som de havde været to mand om – og lade en ny heltegerning begrave mindet om den gamle skændsel.”129 Her lader Saxo Uffe være repræsentant for en ny tankegang. Hans far havde jo ikke kæret sig om,130 hvordan drabet på Adils var foregået, men det gør Uffe; det skal gå retfærdigt til. Han er i Saxos historie tronfølger, og bliver senere konge, så han konstituerer her ændringen i det danske samfund. Samtidig identificerer han sig også med samfundet ved at forsvare sin far. Det lykkes ham at dræbe begge sine modstandere, og vinder på den måde Saksen som krigsbytte. Denne ret til at tage et land, når man har overvundet fjenden, er også nedfældet i de danske landskabslove, og har dermed sandsynligvis virket retfærdigt for Saxo.
129 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 265. 130 Læs: Kede og Vige.
43 Denne historie er samtidig interessant fordi den netop er modsætningen til historien om Kede og Vige, som vi vil berøre senere. På denne måde skaber Saxo også dualismen mellem uret og ret, hvor kongemagten overfor stormændene repræsenterer retfærdig visdom. Således understreger Saxo kongens overhøjhed, frem for den lighed der til dels stadig var i hans samtid.
Bikke og Broder Kongesøn Historien om Bikke og Broder kongesøn i bog otte er et eksempel på, at vores inddeling i forskellige hævnkategorier kan være op til forhandling. Bikke vil hævne drabene på sine brødre ved at smigre sig ind på Kong Jarmerik og derigennem opnå hans fortrolighed, så han har mulighed for at kunne gøre kongens nærmeste fortræd. Jarmerik følger og adlyder snart Bikke i alle hans overvejelser og tiltag, hvilket betyder at der bliver foretaget flere grusomme handlinger i kongens navn. Under indflydelse af Bikke drager kongen til Tyskland og nedkæmper sin egen søsters sønner for at forhindre dem i at overtage magten i landet. I mellemtiden skal kongens søn Broder af hans første ægteskab tage sig af sin stedmoder ”[…] og det gjorde han yderst samvittighedsfuldt og med stor agtpågivenhed. Men Bikke gik til hans far og beskyldte ham for blodskam, og for at man ikke skulle sige at det var en falsk anklage, bestak han nogle mænd til at vidne imod ham.” 131 Det er af vigtighed for Saxo at belyse Broders uskyld ved at fremhæve, at dronningen og han ikke var blodrelaterede og ved at påvise, at vidneudsagnene mod ham var falske. Saxo, der havde meget tætte forbindelser til kirken, hvor samkvem med slægtsmedlemmer blev anset for en stor synd, som medførte bandlysning fra den kirkelige institution, ønsker derved, at den læseren, der formentlig besad en større profession indenfor kirkevæsnet, skulle tro på Broders uskyld og fatte sympati for ham. Desuden nævner Saxo brugen af vidner, som i hans samtid bliver indført ved hjælp af kirken i landskabslovende. Jarmerik bliver ved hjælp af de falske vidner overbevist om sin egen søns ugerning, men vil ikke selv afsige dommen, hvilket derfor bliver op til kongens rådførende at formulere: ”Alle andre ville dømme ham fredløs, men Bikke var ikke bange for at tildele ham en værre skæbne og dømme ham til døden, så han erklærede at en mand der var skyldig i den slags afskyeligt hor, måtte straffes med hængning. Men for at ingen skulle se straffen som udtryk for grusomhed fra hans egen fars side, foreslog han at han skulle stilles med løkken om halsen på en bjælke der blev holdt oppe af nogle tjenestefolk. Når de så blev trætte og måtte lade armene synke, ville det være dem der
131 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 551
44 var ansvarlige for den unge mands død”.132 En af de absolut strengeste straffe i kanonisk ret var landsforvisningen, hvorimod dødsstraf var en indgroet del af den nedarvede ret. Saxo fremstiller de rådgivende mænd, med undtagelse af Bikke, som værende ikke direkte involveret i sagen. Man må derfor som læser gå ud fra, at disse havde mulighed for større objektivitet i deres vurderingsproces. De saglige rådgivere kan desårsag være et billede på den kanoniske retspraksis, som står i modsætning til Bikkes selvtægtlignende dødsdomsafsigelse over Broder. Skildringen af Bikkes straffemæssige overbevisning kan for Saxo være et forsøg på at portrættere slægtssamfundets retspraksis. Parternes modsætningsfyldte retsopfattelse er central i Saxos egen samtid, hvor de gejstlige kæmpede for den kanoniske rets indflydelse på landskabslovene. Bikke får, på grund af sin store indflydelse på kongen, det sidste ord. Broder skal klynges op og dronningen skal trampes ihjel af heste. Broder bliver dog frelst ved, at kongen i en drøm ser sig selv som en barnløs stakkel, og derpå straks befaler sin søns dødsstraf for annulleret. Jarmerik bliver dog kort efter angrebet af den dræbte dronnings hævngerrige hellespontiske brødre og ” Sådan gik begge hære til grunde i et gensidigt blodbad. Jarmerik mistede begge hænder og fødder og tumlede om blandt de døde med sin afstumpede krop.”133 Saxo skildrer, hvordan Jarmerik bliver offer for sin egen eftergivenhed og retsopfattelse. Ved at anerkende dronningens dødsstraf, opildner kongen til vold og hævnfølelse, der medfører ufred. Saxo tager altså afstand fra Bikkes private hævn, der er en indgroet del af den nedarvede retspraksis og understreger vigtigheden i, at kongen bakker op om en retsnorm, der er mere fredsorienteret og upartisk, og derved forekommer som værende kanonisk inspireret. Igennem kongens autoritet som udøvende magt iscenesætter Bikke sin egen private hævngerning som samfundets straf. Hævnen bliver samfundsorienteret, da det er kongen, der har det sidste og afgørende ord, hvilket for Absalons mand Saxo, betyder af det er vigtigt, at regenten følger kirkens fredsorienterede retspraksis. Opretholdelsen af fred styrker kirkens position i samfundet, men de gejstlige vil og kan ikke stå alene med fredsbudskabet, og kravet om dets håndhævelse og efterlevelse.
Privat hævn og straf Amled I tredje og fjerde bog er Saxos nok mest berømte historie, der handler om hævn. Det er historien om Amled, hvis far Ørvendel dræbes af sin bror, Fenge, der derefter gifter sig med Amleds mor, Gerud.
132 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 551 133 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 555
45 Dette gør, at Amleds liv bliver meget usikkert, han bliver nødt til at lade som om han er blevet sindssyg, hvilket Fenge og hans mænd konstant forsøger at bevise, at han ikke er. Samtidig forsøger han at udøve sin hævn over onklen. Fenges handlinger bliver af Saxo beskrevet som syndige; han er misundelig, han begår brodermord og blodskam, og han lyver om grunden og kalder sine gerninger: ”… En hellig pligt.”134 At Gerud har valgt at godtage Fenge, og gifte sig med ham, gør også hende til synder, da hun på denne måde tager del i blodskammen. Dette er i kirkens øjne uacceptabelt, og derfor er det vigtigt, at hun vælger at leve mere anstændigt, efter Amled har påpeget hendes syndighed135. Måske derfor bliver hun, i stedet for at blive straffet yderligere for sine synder, gjort til hjælper, da Amled tager sin hævn over de mænd, der støtter onklen. De bliver brændt ihjel, hvorefter Amled overrasker og dræber sin onkel i sengen136. Saxos beskrivelse af Amled efter, at han er lykkedes med sin hævn, er beskrivelsen af en helt: ”Og sådan lykkedes det ham ikke kun at redde livet med en list, men også, ved den samme list, til sidst at opnå hævn for mordet på sin far. Så snedigt tog han vare på sig selv, så modigt hævnede han faderen at vi har svært ved at afgøre hvad der var størst, hans tapperhed eller hans kløgt.”137 Dette er med til at vise Saxos opfattelse af Amled, og hans ret til at udføre sin hævn, på trods af måden han gør det på. Dette er umiddelbart i strid med den kristne holdning, derfor er det interessant at undersøge, hvad Saxos begrundelse for at forsvare denne hævn er. Det er en historie med virkelig meget vold. Og selvom andre forsøger at skade Amled, som det vil blive beskrevet mere indgående i det nedenstående, er han i gennem historien den hovedansvarlige for andres død. Samtidig er netop måden han udfører sin hævn på, hvis man bare kigger på ovenstående eksempler, på flere punkter i strid med kirkelig tankegang, såvel som de senere landskabslove, og burde derfor, som sagt, også være i strid med Saxos synspunkter; Amleds udførelse af hævnen i sig selv, skærpes ydermere af, at det i landskabslovene senere er en grov forbrydelse at lave mordbrand, og at selv fredløse ikke må straffes i deres eget hjem. Grunden til Saxos positive holdning kan da skyldes, at Fenges synder, der er nævnt i det ovenstående, er så alvorlige, og hans mænds med ham, fordi de accepterer disse, at han netop ses som fredløs, og derfor følger de ham i faldet. Det synes Amleds efterfølgende forsvarstale, da han står frem og tilstår drabet på Fenge og hans mænd for folket, at cementere; han begrunder sin hævn med netop at opregne de synder, der er beskrevet, samtidig med, at han føjer en ekstra dimension
134 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 221. 135 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 227. 136 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 233 og frem. 137 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 335.
46 til; Fenge var en dårlig konge, en tyran, og hans synd blev landets: ” [...] Lov og ret er røvet fra jer, alting er fordærvet, fædrelandet vansiret af synd”.138 Amled har ikke bare taget privat hævn, han har hævnet samfundet. Det er to ting at bemærke i denne sammenhæng. For det første, at Amleds opgør med Fenge synes at være et ekko af Valdemars opgør med Svend, der også – i Saxos optik - ledte landet i fordærv139, og dræbte Knud140 som Valdemar var tæt på. For det andet er det tydeligt at se Saxos holdning til, hvordan samfundet bør være, lov og ret er vigtige elementer, syndighed er uacceptabelt, og hans syn på kongemagtens status ses igen; Amled er kongesøn, og identificerer sig med samfundet, i dette tilfælde er forbrydelsen direkte rettet mod kongefamilien, i modsætning til den form for identifikation, der er beskrevet i baggrundsafsnittet, men Amleds retfærdiggørelse af sin hævn går på, at Fenge har ødelagt samfundet. På den måde lykkes det Amled at gøre sin private hævn til samfundets. Derfor måtte, skulle, Amled hævne uretten. Saxos syn på kongemagten ses flere steder i Amleds tale: ”[…] nu må I håne støvet af den mand der skændede og voldtog sin myrdede brors hustru på det afskyeligste, krænkede sin herre, forrådte sin høje konge[…] Her står I med manden der har bragt jer denne storslåede gave, en værdig arving til sin fars kongedømme, ikke en morder, men en retmæssig tronfølger[…]”141. Forræderi mod kongen er fra kirkens synspunkt også at forråde kirken, og bliver senere i landskabslovene en af de groveste forbrydelser, og forrædere skal miste alt. Samtidig bruger Saxo udtrykket retmæssig tronfølger, hvilket i hans egen tid er et begreb, der søges styrket.
Det er det øverste lag eller motiv i historien. Der er underhistorier, der underbygger og udvikler Amleds person og situation, men samtidig også er eksempler på hævn, og derfor kort bliver belyst i det nedenstående. Fenges folk prøver at afsløre Amled som normal, hvilket sandsynligvis vil koste ham livet. Et af disse forsøg sker, da Amled mødes med sin mor i hendes kammer, og irettesætter hende for at leve syndigt. Dette møde er arrangeret af Fenge og en af hans mænd, der har gemt sig under sengen, men Amled afslører og dræber ham, og skaffer sig af med liget. Måden Saxo beskriver denne hændelse på viser, at han er på Amleds side, gennem foragten for den døde: ”Liget skar han i stykker som han kogte og hældte ud gennem den åbne latrin så svinene kunne æde dem, og sådan lod han mandens
138 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 237. 139 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 189 og frem. 140 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 229. 141 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 241.
47 ynkelige lemmer ende mellem skidt og lort.”142. Da det således ikke lykkes at slippe af med Amled, sendes han til den engelske konge, der er ven med Fenge, med bud om at dræbe Amled. Denne beslutning får hårde ord med på vejen: ”I sin trang til at skjule sin egen brutalitet foretrak han altså at trække en ven gennem sølet, frem for selv at tage skammen på sig.”143. I kirkens tankegang er kun det enkelte menneske ansvarlig for sine handlinger, og når Fenge handler brutalt, og vil slå Amled ihjel, er det en synd. Ved at inddrage en anden, gør han denne medvirkende til sin synd. Fenge sender et brev med Amled og sine to hirdmænd til den engelske konge, hvor der står at han skal dræbe Amled. I stedet sørger Amled for, at det er hans to ledsagere, som bliver slået ihjel, ved at ændre brevets ordlyd: ”Da han havde læst det igennem, sørgede han for at skrabe alt hvad der stod ridset på det, væk[…] så dommen ikke gjaldt ham selv, men hans ledsagere.”144. Herefter får han guld i mandebod for de dræbte ledsagere145. Igen undgår Amled Fenges hævn, og vender den mod ham og hans mænd, som et nødvendigt selvforsvar; hvis ikke han får dem dræbt, vil de få ham dræbt. Derudover er det interessant, at Saxo nævner mandeboden, som er en del af det bødesystem de senere landskabslove forsøger at indføre, flere gange. Hvis nedskrivningen af lovene siger noget om, hvilke problemer det omgivende samfund havde, så kan det betyde, at blandt andet mandeboden i hans egen tid var problematisk at håndhæve. I forhold til den tankerække, er det at Saxo beskriver dette, måske et forsøg på at skrive denne bøde ind i en ”historisk” virkelighed, så den i højere grad kan accepteres som hævd i hans egen samtid. Fenge, og dermed også hans mænd, repræsenterer, i Saxos fortælling, i høj grad det voldssamfund, som kirken taler imod. Fenge har startet voldsspiralen ved at dræbe sin bror, som oven i købet var konge, og at han og hans mænd gentagne gange forsøger at slippe af med Amled, lægger kun til deres synd. Selve måden de gør det på, viser deres karakter; de prøver at narre ham, de lyver, og de opfører sig fejt, som de ovenstående eksempler viser, derfor tager Saxo afstand fra dem. Det er også derfor Amled gang på gang bliver tvunget til den retfærdige hævn. For ydermere at understøtte Amled, bygger Saxo ham op som en ”ægte” konge, ved at fremhæve de værdier kirken lægger vægt på, hos deres verdslige repræsentant. Dette kan for eksempel ses ved, at han taler imod sin mors synd, men ikke søger yderligere hævn over hende, da hun vælger at angre. Og selvom han
142 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 227. 143 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 229. 144 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 229. 145 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 233.
48 narrer Fenge og hans mænd, så taler han altid sandt, hvilket Saxo understreger flere gange: ”[…] derfor blandede han sine listigheder sammen med sandhed på en sådan måde at han holdt sig til sandheden når han talte, men uden at det sande han sagde, afslørede hvor klart han tænkte.”146. At tale sandt, er vigtigt for Saxo som det vil blive vist i andre eksempler. At Amled taler sandt, siger noget om hans karakter, men det er også vigtigt i Saxos samtid, hvor kirken forsøger at afskaffe andre former for bevis en de forskellige eder man indfører i lovgivningen. At tale sandt under ed(i frygten for Guds straf ganske vist), er den måde kirken ønsker at afgøre retlige spørgsmål, og derfor kan der være en fordel i at gøre det til hævd. Som beskrevet i det ovenstående, har Amled som den sande konge pligt til at beskytte samfundet og dets værdier, og derfor er hans hævn retfærdig. Dette bliver også understreget i hans tale til folket: ”[…] kun Fenges lig har jeg efterladt, ham overlader jeg det til jer at brænde så også I kan få jeres retfærdige hævntørst slukket.[…] Alt andet har jeg selv forrettet, kun dette ene har jeg overladt til jer som en hellig pligt.”147. Den sidste beskrivelse af hævn i historien om Amled er ikke i så høj grad præget af bias fra Saxos side. Amled har giftet sig med den engelske konges datter, inden han tager hjem og dræber Fenge. Da han vender tilbage til England, fortæller han sin svigerfar om drabet, hvilket skaber problemer da kongen har svoret en ed om at hævne Fenge: ”Ansvaret overfor datteren og kærligheden til svigersønnen sled i ham fra den ene side, men i den anden trak hans hengivenhed overfor vennen og ikke mindst den bindende ed han havde svoret[…] Det endte med at han lod slægt være slægt og valgte at overholde sin ed[…] Men eftersom man anså det for at være en forbrydelse at bryde gæstevenskabets hellige love, valgte han at lade en udenforstående eksekvere hævnen[…]”.148 Hvad vejer tungest, en ed eller hensynet til slægten. Saxo giver ikke et helt klart svar, måske kan han ikke, for uanset, hvad kongen vælger svigter han noget af sit ansvar. Saxo hælder måske en anelse imod, at slægten i dette tilfælde er vigtigere end et løfte: ”Han bestemte sig for hævnen og for at sætte sine løfter højere end sine kære”.149 Men det er kun, hvis Saxo i denne sammenhæng mener, at hævnen er noget negativt, og en hævn, der hænger sammen med en ed, er nok vanskelig at undgå. Denne detalje viser også noget tydeligere den kompleksitet man blev udfordret af ved ændringen af landets love og tankegang. Her
146 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 223. 147 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 239. 148 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 243. 149 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 243.
49 er det slægtskabet, der kunne afholde kongen fra hævn, som ifølge kirken er en synd, hvorimod eden fordrer at blive holdt. Det er selvfølgelig ikke den samme edstype, som den kirken opererer med, men princippet må siges at være det samme. Saxo synes i hvert fald ikke at vælge side, men påpeger i stedet på denne måde en interessant diskussion. Hvordan undgår man disse konfliktfyldte situationer, der kan føre til hævn. Kirkens svar er at nedskrive lovene, for at kunne huske, hvordan man før har løst tvistigheder, og for at fastholde måden man gør det på, samtidig med at man søger at indføre den kristne tankegang. På den måde bruger Saxo igen historien til at belyse sin egen samtid. Men der, hvor Saxo helt tydeligt igen står på Amleds side, er da kongen vælger at bryde den hellige regel om ikke at skade sin gæst, som Saxo kalder det. Denne bliver senere skrevet ind i de danske landskabslove, og har sandsynligvis eksisteret før, men ellers er den en del af den fred man i kirkens øjne kan forvente, og muligvis igen har søgt at indskrive som hævd. Derefter er der ingen sympati for kongen, og da Amled igen lykkes med at overleve, kommer de i åben konfrontation. Undskyldningen for denne er, at kongen, efter han har opdaget drabet på Fenge, har sendt Amled som repræsentant for sig selv på frieri hos den skotske dronning. Hun har for vane at dræbe de friere, hun afviser, og kongen håber således, at dette også vil være tilfældet med Amled. På den måde gør han sig skyld i den samme synd som Fenge før ham, hvilket måske også er medvirkende til hans senere undergang. Dronningen dræber dog ikke Amled, men gifter sig med ham. Dette giver kongen grund til åbenlyst at stræbe Amled på livet. Først prøver han at dræbe Amled, da denne er på vej ind ad døren til det gilde, kongen har indbudt ham til efter tilbagekomsten.150 I forhold til de tidligere nævnte gæstevenskabsregler, må hans karakter være yderligere på tynd is, og da han så vælger at sætte efter Amled, efter at denne ved vidne har bevist sin uskyld i sagen,151 bliver han dræbt. Alligevel er Saxo ikke triumferende i sin retorik: ”Men om den sejr mest skyldtes list eller held, har jeg svært ved at sige. Kongen selv kunne ikke komme hurtigt nok væk og blev dræbt af de forfølgende danskere. Amled, der nu stod som sejrherren, plyndrede Britannien og beslaglagde et kæmpemæssigt bytte.”152 Det virker forholdsvis nøgternt og fåmælt, hvilket kan undre, da det markerer slutningen af Amleds kamp mod den forræderiske svigerfar. Måske er det fordi denne historie ikke skal overskygge den anden om drabet på Fenge, som jo er hovedmotivet i fortællingen om Amled. Eller også er det fordi,
150 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 249. 151 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 249. 152 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 249.
50 i forhold til det tidligere beskrevne dilemma mellem slægtsansvar og ed, at det viser den ulykke, der følger, når hævnen tager over, at Saxo i dette tilfælde lader det stå for sig selv.
Kede og Vige Den næste historie handler om to unge mænd. De er brødre og hedder Kede og Vige. Deres far jarl Frøvin, er blevet dræbt i kamp af kong Adils af Sverige, hvilket han praler af. Da den danske kong Vermund, som var gode venner med Frøvin, indsætter de to sønner i hans sted kommer Adils tilbage til Danmark for at genoptage krigen153. På den måde får både kong Vermund, og Kede og Vige den første mulighed for at hævne nederlaget og Frøvin. Selvom Adils taber kampen, lykkes det ham at flygte fra danskerne. Han bliver dog ved med at prale af drabet på Frøvin, og dette er grunden, ifølge Saxo, til at Frøvins sønner tager til Sverige for at tage hævn: ”[…]men han blev ved med at prale af drabet på Frøvin og bralrede uafbrudt op med sine brovtende historier om den bedrift[…] Det blev Kede og Vige naturligt nok forargede over, og de lovede hinanden at hævne deres far.”154. Her ser det ud som om, de ikke bliver vrede over drabet, der foregik i kamp og på den måde må anses for retfærdigt, men praleriet; at deres fars minde bliver fornedret, det er grund til hævn. De tager til Sverige, og gemmer nogle våben i en skov, hvor Adils kommer ind i mellem. Så bor de hos Adils, som de: ”[…] bildte ind at de var fredløse[…] og havde forladt deres land på grund af et drab. Kongen gik ud fra at de hermed hentydede til et drab de allerede havde gjort sig skyld i, og ikke et de agtede at udføre.”155. Og endvidere: ”Med dette kneb ville de smyge sig uden om hans interesserede spørgsmål[…] For i gamle dage så store mænd det som en stor vanære at lyve.”156. For det første kan man her se Saxo beskrive fredløsheden som begrænset, som det delvist er brugt i de senere landskabslove, idet Adils ikke reagerer på denne udtalelse, men lader de to mænd blive. For det andet er det interessant, at Saxo bruger udtrykket, som ifølge Ole Fenger er et forholdsvis nyt begreb, da det introduceres i landskabslovene, Saxo har i hvert fald kendt til det, da han beskriver straf på dette tidspunkt. For det tredje, understreger Saxo igen det forkerte i at lyve, det er vanærende, og samtidig slår han igen fast, at det at tale sandhed er hævd. Senere følger brødrene efter Adils, og udfordrer ham til kamp: ”De erklærede så at de var kommet for at hævne Frøvin, især fordi han pralede så overlegent af at
153 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 253 og frem. 154 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 259. 155 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 259. 156 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 259.
51 han alene var skyld i hans død.”157. Her indrømmer Saxo altså, ved at bruge ordet især, at hævnmotivet alligevel ikke kun består i Adils praleri, men vel sagtens også er det enkle, at de vil hævne deres fars død i det hele taget. Adils tilbyder mandebod, men de vil slås: ”De skulle hellere give ham lov til at betale pengebod for drabet på deres far[…] Men Kede svarede at uanset hvor meget han trak sagen i langdrag med sine omsvøb, så skulle det aldrig lykkes ham at rokke dem fra deres berettigede ønske om hævn ved at love dem penge.”158 Saxo bruger igen begrebet mandebod, hvilket brødrene ikke er interesseret i. De vil have deres hævn, og selvom de kalder den berettiget, er det interessant, at de allerede tidligere har sagt, at de var fredløse, hvilket jo ifølge Saxo var, hvad de forventede at blive, når de havde slået Adils ihjel. Ellers ville deres udtalelse være løgn. Der synes derfor at være tegn på, at denne historie behandler en brydning mellem de to retsopfattelser; de opfatter deres hævn som retfærdig, men regner alligevel med at blive straffet for den. Adils udfordrer derefter dem begge, hvilket vil være en skam for dem, i forhold til æresbegreberne om kamp. De afslår, men da Kede kommer i vanskeligheder, hjælper Vige ham, og de dræber sammen Adils: ”Hans egen hengivenhed for broderen vejede tungere end skik og brug, så for pligtens skyld bed han skammen i sig og kastede sig over Adils.[…] Men den beslutning indbragte ham mere skam end ros eftersom han ved at hjælpe sin bror havde brudt de vedtagne love for tvekamp[…] Og derfor blev det almindelig kendt at deres drab på Adils var udført mere effektivt end værdigt.”159. Saxo taler her om sædvane og om vedtagne love for kamp og på den måde får han koblet de to ting, hvilket ikke som sådan er forkert i forhold til, hvordan slægtssamfundet opfattede lov og ret. Men ved at bruge udtrykket vedtagne love, bliver dette mere stadfæstet og peger mere i retning af den retslighed kirken stod for og søgte at gennemføre. Samtidig viser han, at brødrene ved at vælge at kæmpe, frem for at tage imod mandeboden, sætter sig i en uheldig situation, som de jo kunne have undgået, og som, ifølge Saxo, får mere vidtrækkende konsekvenser for danskerne, som det er beskrevet i Uffes hævn. På den måde kan man igen se Saxos kritiske holdning til hævnen som retslig løsning, især i forhold til, at disse to mænd udøver den på egen hånd. At det netop er denne brydning mellem sædvane og kirkens opfattelse kan ses i hans afslutning: ”Da de vendte hjem i triumf efter denne sejr, fik de en heltemodtagelse hos Vermund, der mente at
157 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 259. 158 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 261. 159 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 261.
52 de havde gjort et nyttigt stykke arbejde, for han var mere optaget af den hæder de havde indlagt sig ved at rydde hans rival af vejen, end af det blakkede ry deres opførsel havde skaffet dem[…] Men i udlandet blev det en fast talemåde at ”kongens bane brød gamle kæmpers vane”.”160. Saxo afslører her, at tankegangen i de danske områder sandsynligvis har været en anden end den han prøver at fremlægge, samtidig med at han lægger vægt på, hvad udlandet synes. Vane er hævd eller sædvane, og den er jo vigtig i samtidens retsopfattelse. Når brødrene således bryder med hævd, viser det manglende respekt for retten. Udlandet kan ses som den kristne tankegang, gennem den påvirkning, der kommer fra resten af Europa. Saxo bruger altså samtidens retsfølelse til at fremme det kirkelige projekt, at ændre lovgivningen ved at påvise, at danskerne ikke altid selv er i stand til at efterleve hævd, og at andre (kirken) bedre er i stand til at huske ellers glemt sædvane.
Kong Gorm og Thorkild Privat hævn og straf er tillige omdrejningspunktet i fortællingen om kong Gorm og sagamanden Thorkild i ottende bog. I beretningen stræbte kong Gorm efter viden i stedet for at føre krig, og ville derfor undersøge et islandsk sagn om Geirrods-gården, hvor der skulle være skjult en række anseelige skatte. Kong Gorms rejse til gården på Island var lang og farefuld, og Saxo skildrer, at han:” [...] håbede på det kunne skaffe ham stor berømmelse hvis han vågede sig ud i noget ingen andre før havde forsøgt.” 161 Saxo beskriver, at kongen primært havde øje for prestige og for erhvervelsen af materielle goder. For Saxo, der havde nære relationer til kirken var det afgørende i stedet åndeligt nærvær og en minimering af materialistiske fordele. Trehundrede mænd lovede at følge Gorm på sit eventyr, hvis de på deres færd blev ført an af Thorkild, som kendte terrænet godt omkring Island. Efter mange hårde prøver, hvor eventyrerne skulle afstå fristelser og forsøge at tøjle deres fysiske begær, vendte kun en mindre flok tilbage, med Kong Gorm og Thorkild i spidsen. Hjemvendt fra rejsen havde Gorm fået nok af farlige bedrifter, følte sig træt og: ” […] besluttede at undgå enhver form for anstrengelse, så han fandt sig en kone i Sverige, glemte alt om sit gamle aktive liv og tænkte kun på fred og ro.”162 På denne måde forløb flere år, indtil han i sit livs efterår begyndte at gøre sig overvejelser om livet efter døden, og om det overhovedet kunne betale sig for ham at dyrke de gammelnordiske guder. Nogle, der havde set sig ondt på Thorkild, forsøgte at få kongen til at indse, at det kun var en gud selv, der kunne finde svar på hans eksistentielle spørgsmål
160 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 263. 161 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 563 162 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 573
53 og: ”Derfor skulle han skaffe sig udgårdslokes velvilje, og ingen var bedre egnet til den opgave end Thorkild. Der var også nogle der anklagede ham for forræderi og beskyldte ham for at ville snigmyrde kongen.” 163 Ved at fortælle kongen, at Thorkild ønskede ham død forsøgte de ondsindede at få Thorkild sendt ud på en yderst farefuld færd, så han kunne blive skaffet af vejen. Thorkild selv accepterede, at han skulle lede en ny opdagelsesfærd på den betingelse, at de der ville hævne sig på ham selv deltog i ekspeditionen. Trods store protester fra de mistænkeliggørende blev dette krav godkendt af kongen, der samtidig kaldte dem for en flok elendige krystere. Saxo kommenterer: ”Sådan går det som regel: det onde man udpønser mod andre, rammer en selv.”164 Det fremgår, at det ikke kan betale sig at hævne sig på andre, da denne ugerning ofte vil ramme en selv i sidste ende. Den eneste, der har ret til at hævne er, ifølge Saxo, Gud og han fjerner sig derved fra en samfundsstruktur, hvor det nedarvede retssystem er herskende, og hvor selvtægtaktioner og hævngerninger er hverdag. Samtidig udviser Saxo foragt overfor løgnerne, hvilket kan være begrundet i at sandhedsvidner var af stor vigtighed i retssamfundet.
- Saxo bruger sine hævnbeskrivelser i hedensk tid til at introducere straffe, der er ved at blive nedfældet i hans egen samtid. Derved påviser han, at de er en del af hævd/sædvane. - Saxo påpeger tillige de retslige diskussioner i hans egen samtid og den brydning der er mel lem retsopfattelserne. - Saxo sætter hævn overfor bødestraf og påviser ulemperne ved selvtægtslignende hævnaktioner og fordelene ved en mere fredsorienteret retspraksis. - Samfundets hævn og straf kan ifølge Saxo være berettiget, hvis voldsgerningen stemmer overens med hans normer. - Privat hævn kan transformeres til samfundets hævn. - Samtidig forsøger han at stadfæste kongemagtens rolle i samfundet, som garant for en kano nisk inspireret retshåndhævelse.
Guds hævn og straf
Thorkilds rejse til helvede Saxo berører mere udførligt ideen om Guds hævn og straf i beretningen fra ottende bog om
163 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 573 164 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 573
54 Thorkilds rejse. På Thorkild og hans følges vej ud for at opsøge Loke, ankom de efter en hård tid på havet til en lille klippefyldt ø. Thorkild går alene i land og synet, der møder ham da en jætte senere byder ham indenfor i sit hjem, beskriver Saxo således: ”I øvrigt var indgangen hæslig, dørstolperne faldefærdige, væggene sorte af snavs, loftet beskidt, gulvet fuldt af slanger - alt var afskyeligt, for synet såvel som for sindet.”165 Saxo beskriver hvordan jættestuens forfald og afskyelige udformning skaber ubehag for sanserne og påvirker sindet. Jættestuens forfald kan være et symbol på, og en beskrivelse af, kristendommens religiøse sejr over den gammelnordiske mytologi, der var på tilbagetog i den periode hvor Saxo nedfældede sit værk. Degenerationsprocessen kan tillige være møntet på det hedenske menneske, der ved at tro på de nordiske guder og ikke på kristendommen, langsomt nedbrydes psykisk og fysisk. Vi ved, at Saxo har skrevet værket på opfordring af ærkebiskop Absalon. Det er derfor ikke af interesse for Saxo at forskønne den gammelnordiske gudedyrkelse og dets univers. Endvidere beskriver Saxo øens beboere som: ” […] to kolossale ørnejætter, der med deres næser af horn kastede alt hvad de kunne få fat i, på ilden for at holde den ved lige.”166 Saxo fremstiller væsnerne som værende utiltalende vanskabninger og lægger vægt på, at jætternes næser er udformet som horn. Hornene og den ild, de forsøger at holde ved lige, leder tankerne over på djævlelignende skabninger. Den gammelnordiske religion viser sig derved som det onde og gruopvækkende. En sjælelig retning, der vækker ubehag, og som man derved ikke vil bryde sig om at blive ledt i fristelse af. Efter Thorkild har gennemgået en række prøver, bliver han af en af jætterne hjulpet videre i sin søgen efter Udgårds Loke. På besætningens videre færd ankommer de til et mørklagt land, hvor de beslutter sig for at kigge nærmere på en hule i en klippe. ” Herinde fik de øje på Udgårdsloke med kolossale, tunge lænker om hænder og fødder og med stinkende hår så lange og stive at de lignede spydstager.” 167 Ved at påpege at Udgårdsloke har hår, der minder om faretruende våben og ved at beskrive ham som ildelugtende, fremlægger Saxo endnu en gang den gammelnordiske mytologi som værende frastødende og farlig. Den afskyvækkende gudeskabning er lænket fast, hvilket kunne forstås som et tegn på at den hedenske tro og det samfund hvor den er blevet praktiseret i er tøjlet i Saxos egen samtid. Han skriver endvidere; ” Et af disse hår trak Thorkild, med hjælp fra sine kammerater, ud af kinden på kæmpen - som ikke fortrak en mine ved det – og det tog han med for at
165 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 575 166 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 575 167 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 577
55 folk bedre skulle tro på hans bedrifter. Men i samme øjeblik strømmede der så gennemtrængende en stank ud mod de omkringstående at de kun kunne få vejret når de holdt kappen op for næsen. De var dårligt kommet ud igen før slangerne fór imod dem fra alle sider og oversprøjtede dem med gift” 168 Atter bliver den hedenske tro, i form af den forfærdelige stank fra det udtrukne hår, omgivet af råddenskab og dårligdom. De giftspyende slanger, han omtaler, kan være et symbol på et væsen, der vil gøre ondt. Slangerne leder den uvidende i fordærv som i skabelsesberetningen, hvor slangen lokker Eva til at tage en bid af æblet. Saxo beskriver således, hvordan de vantro bliver ramt af uheld og lidelse. Flere af de opdagelsesrejsende blev ofre for slangernes gift og ” De øvrige anråbte forgæves guderne om at være nådige, men Thorkild vendte sine bønner mod hele verdens gud, og sammen med bønnerne bragte han ofre, og snart efter nåede de uden problemer tilbage under lysere himmelstrøg, hvor verden igen var at se.” 169 Af citatet fremgår det, at det kun kan svare sig at bede til den kristne Gud, da han besidder almagt. Det var den kristne Gud, der sørgede for opklaring og klarsyn da Thorkild begyndte at bede, hvilket lettede den begyndende hjemrejse for det resterende mandskab. Eventyrernes hjemrejse, der bliver reddet af Thorkilds tilbedelse af den kristne Gud, kan for Saxo være et symbol på livets rejse med den endelige hjemvendelse til Paradis ved livets udgang, der for ham kun er mulig og gnidningsfri ved troen på kristendommen: ”Og her var det som om de så ind i en anden verden og øjnede selve indgangen til menneskenes land.” 170 Ved tilbedelsen af den kristne gud fremstiller Saxo, hvordan Thorkild og hans mænd, opnår en større forståelse af livet efter døden, og derigennem finder svaret på kong Gorms eksistentielle spørgsmål. Da Thorkild som en kristen mand vendte hjem til Danmark er hans ansigt så vansiret af slangegiften, at kong Gorm ikke kan genkende ham. Kongen vil alligevel gerne høre om Thorkilds færd, men onde tunger bilder kongen ind, at hvis han lytter til den vansirede, vil han være dødsens. Gorm tror på disse udsagn, og giver derfor ordre til at lade Thorkild dræbe. Thorkild undgår drabsfælden på mirakuløs vis og stiller kongen til ansvar for hans drabsforsøg. Efter at Thorkild har givet kongen en længere opsang slutter han af med at sige: ” Men jeg skal ikke gøre gengæld: for mig er det hævn nok for den krænkelse at du skammer dig dybt i din inderste sjæl – hvis da overhovedet utaknemmelige folk kan føle skam!”171”Jeg tilgiver dig din grusomhed(…)”172 Saxo
168 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 577. 169 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 577. 170 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 577. 171 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 579. 172 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 579.
56 tager igennem karakteren Thorkild afstand til selvtægt og hævnaktioner, samt sætter fokus på og understreger vigtigheden af tilgivelse, bod og anger, som var vigtige elementer i udbredelsen og overholdelsen af kirkens fredsbudskab. Derved fjerner han sig fra det nedarvede retssystem, hvor den forurettede havde berettigelse til hævn og fejde. Efter Thorkilds irettesættelse indser kongen, at det ikke nytter at modarbejde skæbnens gang og beslutter sig for at lytte til den berejstes skildring. Gorm lægger ud med stor entusiasme over det berettede men: ”Han kunne ikke tåle at høre Udgårdsloke hængt ud som usselt væsen og blev så fortvivlet over hans foragtelige tilstand at han døde af græmmelse over Thorkilds ord mit under hans beretning. Så i sin iver efter at tilbede en falsk gud lærte han hvor trængslernes fængsel virkelig ligger.”173 Ved at fremhæve, at kong Gorm døde af den vrede han følte over sin Guds kummerlige tilstand, tydeliggør Saxo vigtigheden i, at kongen som magtfaktor og autoritetsfigur tager skarp afstand fra dyrkningen af de nordiske guder og cementerer betydningen af, at kirken og den verdslige magt har et samlet ønske om at udbrede og håndhæve det kanoniske fredsbudskab. Kongens død kan samtidig være med til at illustrere de magtkampe, der foregik mellem kirken og kongen i slutningen af 1100-tallet. Saxo understreger i denne sammenhæng alvorligheden i, at en kongemagt ikke er kristendommen tro og, at samfundets øverste magt altid vil være Gud, der har styrke til at hævne sig på kongen. Gud hævner sig, tillige på det almene hedenske menneske: ” I øvrigt bredte der sig en sådan stank fra det hår som Thorkild havde trukket ud af jettens skæg som dokumentation for sine store bedrifter, at adskillige af de omkringstående faldt døde om. 174Saxo beskriver hvordan flere tilstedeværende dør af stanken fra det udtrukkende jættehår, hvilket kan være udtryk for at modgang, som vil ramme alle, der ikke er tilhængere af og følger kirkens skikke og regler. Stanken, der dræber mændene, kan endvidere være et billede på det hedenske menneskes leve- og tænkemåde, der fremstår som værende selvudslettende og frastødende.
Kong Regner og Harald Guds hævn og straf er tillige det centrale tema i Saxos beskrivelse af, hvordan storbonden Harald forsøger at gøre oprør mod Kong Regner, da denne er ude for at bekrige Hella Hamasøn i Hellespont, der ved hjælp af gallerne havde slået hans søn Ivar af tronen. Regner måtte ved sin hjemkomst fra slagmarken kæmpe sig vej frem til sin egen trone, og var tæt på at lykkes med at bekæmpe Haralds opstand helt. I desperation tog Harald til Mainz for at opsøge
173 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 1962: 579. 174 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 579
57 kejser Ludvig. Han skulle hjælpe ham med at besejre Regner. Den kristne Ludvig ville kun være Harald behjælpelig, hvis de havde de samme grundtanker. Dette betød at den hedenske Harald måtte lade sig højtideligt døbe og vendte derpå hjem til Danmark med saksiske hjælpetropper. Denne nydannede hær havde til formål at bekæmpe hedenskaben og indføre kristendommen i området omkring Slesvig: ”Han tog romerkirkens hellige lære til rettesnor, tog afstand fra hedningenes vildfarelser ødelagde deres helligdomme, forviste offerpræsterne og forbød præsteskabet og var således den første der indførte kristendommen i vort ukultiverede fædreland, afviste afgudsdyrkelsen og etablerede den sande gudsdyrkelse.” 175 Saxo roser Harald for at være en god og retfærdig kristen, der overholder kirkens skikke og principper, og fremhæver derved kristendommen som det gode og fromme, hvis retning og livssyn det er af værdi at følge. Kristendommens særstatus understrejes ydermere ved, at Saxo betoner, hvordan denne tro bringer lys ind i det hedenske samfund, hvor mørke, lovløshed og ondskab hersker. Regner indførte dog hurtigt hedenskabens skikke og sædvaner på ny, og gjorde ifølge Saxo kristendommen fredløs. Endvidere Skriver Saxo:” Harald måtte flygte, og modgangen gjorde ham til gudsbespotter. For præcis som han havde vist et fremragende eksempel ved at indføre kristendommen, var han nu også den første til at svigte den igen. Den hellige tros hæderkronede forfægter endte som dens usle fornægter” 176 Saxos udtrykker stor foragt overfor Haralds afvisning af kristendommen, efter at han var konverteret. Denne meningstilkendegivelse fremstiller personer der afviser kristendommen som værende uværdige og elendige, og det bliver endvidere tydeliggjort, at kirken ifølge Saxo skal have fuld opbakning i samfundet. Imidlertid ankom Hella Hamasøn til Hybernland, hvor han ville føre krig mod den danske konge: ”Regner angreb ham med en flåde, men nu blev han ramt af den almægtiges refærdige straf og kom åbenlyst til at betale for sit overgreb mod kristendommen.” ” han blev taget til fange og kastet i fængsel hvor slanger åd af hans syndige lemmer, og hugorme fandt deres triste føde dybt i hans indvolde.” 177 Ifølge Saxo hævner Gud sig på Regner, fordi han har bekæmpet kristendommen. Igen spiller slangen en central rolle i Saxos billedsprog, der her må formodes at blive taget i brug for at illustrere, at det onde føder på kongens ukristelige modgerninger. Igen står Gud over den verdslige magt og det fremgår tydeligt, at kongen gør klogest i at adlyde kirken og dens budskaber. Trods Regners hedenske overbevisning roser Saxo ham dog for at være en dygtig krigsstrateg og frontmand for sin flåde, der kunne tåle stor modgang. Han runder sin beretning af med at skrive:
175 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 607 176 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 607. 177 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 609.
58 ”Sådan sank en blændende sejrherre til en ynkelig skæbne som fange, og heraf kan man lære at ingen skal stole for meget på lykken.”178 Hermed pointerer Saxo, at man ikke kan bygge sit liv op omkring succesbegivenheder, da held ikke nødvendigvis vil vare ved. Man må formode, at forfatteren i stedet ønsker, at man lægger sit liv over i Guds varetægt, og at man følger de kristne skikke og regler, for derigennem at skabe sig et stærkt livsfundament. Herved betoner Saxo atter kirkens uundværlige rolle i samfundet, hvilket kan afspejle den debat, der florerede i hans samtid, vedrørende hvor stor indflydelse kanonisk ret skulle havde på landskabslovene.
- Den der ikke imødekommer og bakker op om kristendommen bliver straffet. - Saxo fremhæver hovedsagelig hvordan Gud hævner sig på en vantro eller tvivlende kongemagt. - Guds straf er både kollektiv og individuel. - Bekæmper eller fravælger man kristendommen, er dødsstraf i orden for Saxo. - Saxo bruger Guds hævn som opdragende instans. - Gud har almagt, og er den eneste der har tilladelse til foretage hævnaktioner. - Saxo tager afstand til det hedenske samfunds skikke ved at beskrive den nordiske mytologi overmåde negativt.
Hævn og straf i kristen tid
Samfundets hævn og straf De første eksempler på det, vi har valgt at kalde samfundets hævn og straf, stammer begge fra bog 10 og har magthavernes forpligtelse til at overholde de gældende love som et helt centralt tema. Aktørerne er henholdsvis den norske Kong Olav og Knud den Store. I kapitel 16 roser Saxo Kong Olav for at udstede love i Norge: ”Olav gjorde også sit folk en stor tjeneste ved at give love der kunne lede dem mod en bedre tilværelse, for inden da havde de ikke kendt til lov og ret og overalt levet et bondsk liv.”179 Kong Olav, med tilnavnet den Hellige, herskede i kristendommens spæde dage (konge i Norge 1015-1028)180, og fremhæves af Saxo især for sin gudfrygtighed. De love, han
178 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), 2005: 609. 179 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 16. 2 (I de følgende fodnoter har vi valgt at benytte dette format, da vi her henviser til netudgaven fra 2000. Tallene henviser til bog. kapitel. vers. Oversættelsen er den samme, men sidetallene er anderledes end i 2005 udgaven af Gesta Danorum. Vi har valgt denne løsning da ikke alle i gruppen havde mulighed for at få fat i 2005 udgaven.) 180 Fenger 1992-1993, registeret
59 udsteder, repræsenterer altså for Saxo en bevægelse fra det primitive mod det kristne samfund. Det er da også et brud på religionens regler fra Olavs side, der fører til hans straf af sig selv. Saxo beskriver, hvordan Olav på en søndag sidder og snitter i en pind, han har altså hermed forbrudt sig mod kirkens bud mod at bære våben og arbejde på hviledagen, hvilket han bliver bebrejdet af nogle omkringstående; ”[han blev] straks optændt af had til sin højre hånd, der havde udført det ubetænksomme fejltrin. Pludselig samlede han spånerne sammen til et lille bål oven på sin håndflade og lod det brænde hånden for at hævne en tilfældig fejl med virkelige pinsler. Så nøjeregnende var han i sin efterlevelse af selv de mindre tungtvejende af kirkens bud at han ikke tøvede med at straffe sig selv hårdt når han brød dem.”181 Saxo anser det tydeligvis for helt nødvendigt, at brud på kirkens bud bliver straffet. Det kan tolkes som Saxos forsøg på at tydeliggøre, at alle kristne samfundsborgere har en pligt til at udøve streng selvjustits i forhold til brud på kirkens love. Videre er det en påmindelse om, at dette gælder for alle - selv kongen. Det samme gør sig gældende for Knud den Store i kapitel 18. Historiens omdrejningspunkt er her Vederloven. Denne lov indeholdt en lang række regler for kongens personlige hær, hirden, og stammer i nedskrevet form fra ca. 1180. Knud den Store er dog den første til at bryde sin egen lov (han dræber en af sine hirdmænd), og lader angrende sin hird bestemme sin straf. Hirden er dog fortvivlede og ender med at levere domsmagten tilbage til Knud. Han bestemmer sig for at gøre skaden god igen ved at betale en klækkelig bod. Interessant er det, at en tredjedel af denne bod skulle tilfalde den dræbtes slægtninge. Det er i Saxos beskrivelse af Vederloven182 lovbryderen alene, der underlægges straf, altså individuel skyld, og der er er ingen aspekter af kollektiv skyld eller straf at spore. Med fokus på individuel skyld og tillige bodsbetaling til den forurettedes slægtninge, står det altså klart, at selvom Vederloven er blevet til under en verdslig magthaver, bærer den tydeligt præg af at være påvirket af den kanoniske retstænkning. Saxo omtaler da også kun Knud den Stores strenge lov i rosende vendinger. Da det i begge ovenstående historier er kongen selv, der vælger at hævne sin egen forseelse, står det ikke umiddelbart klart, at det er et udtryk for samfundets hævn og straf. Det kan dog siges, at de love, de har brudt, i sig selv repræsenterer kirken og kongemagten, og dermed samfundet som helhed. Det er altså på vegne af samfundet (og i Olavs tilfælde også Gud), at de pålægger sig selv en straf. Det skal naturligvis også ses som en praktisk nødvendighed fra deres side, da de ellers ikke ville være i en passende position til at dømme og straffe andre, der brød
181 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 16. 2 182 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 18. 1. til 10.18.20.
60 kirkens og kongens love. At sammenstød også kunne finde sted de to instanser, altså kirken og kongen, imellem, ser vi af det næste eksempel. Som i de to forrige tekststeder understreger Saxo endnu engang vigtigheden af at: ”[...] straffe ugerninger uden at gøre forskel: slavers på lige fod med herrers, fribårnes ikke mildere end undersåtters.”183 Det er igen en konge, denne gang Sven Estridsøn, der har trådt ved siden af rigets love. Han har krænket kirken, hvilket bestemt ikke gør, at Saxo tager lettere på affæren. Episoden er beskrevet i bog 11, og består kort fortalt i, at Sven under et gilde beordrer et drab på nogle formodede fjender i Trefoldighedskirken. Vilhelm, biskop i Roskilde, er rystet og lover hævn over kongen. Det får han ved at nægte Sven adgang til kirken og lyse ham i band. Sven angrer og soner den synd, han har begået, hvorefter Vilhelm tilbagekalder sin bandlysning.184 Det er ud fra Saxos fremlægning ikke til at være i tvivl om, at hans sympati i denne sag overvejende ligger hos kirken; overholdelse af kirkens bud er helt essentielt. Videre er det især Vilhelms strenghed og mod, der er særligt beundringsværdigt. Vilhelms hævn over Sven Estridsøn kan både have karakter af privat hævn; han føler sig krænket over Svens udåd, da hans handling er i strid med den kristne lære, som Vilhelm har baseret sit liv på. Videre er det en personlig krænkelse, da drabene fandt sted i hans kirke. Såvel som det også kan betragtes som samfundets hævn; Sven har brudt kirkens bud, der ifølge Saxo er strengt nødvendige for opretholdelse af lov og orden i samfundet. Vilhelms handling er således udførelsen af hans pligt til at straffe ugerninger. Det er i denne rolle som streng og retfærdig håndhæver af loven og forsvarer af religionen, at Saxo lovpriser biskop Vilhelm. Saxo finder altså Vilhelms straf og hævn over kongen berettiget i kraft af hans forpligtelse over for samfundet og ikke mindst kirken, og ikke som et udtryk for privat hævn. Det antydes også flere steder af Saxo: ”[...] det var ikke et øjebliks ophidselse, men troen på at streng justits må opretholdes udadtil, der havde drevet Vilhelm [...]”.185 ”Så ligesom det var et ubehersket anfald af hidsighed der drev kongen mod forbrydelsen, var det den strenghed der kommer af iver i troen, der drev biskoppen til at føre straffen ud i livet. Ved håndfast at tage religionen i forsvar formåede han på en gang at sikre sin egen stand den tillid den fortjente, og at sætte en sund grænse for andres vildskab”186 Det kan her bemærkes, at kongens ’ubeherskede anfald af hidsighed’ udover at krænke kirken groft
183 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11, 7. 13 184 Beretningen minder om striden mellem pave Gregor VII og den tyske kejser Henrik IV, hvor sidstnævnte må gå til Canossa og stå barfodet i sneen i tre dage, før paven løser hans band. Det kan se ud som om, Saxo har ladet sig inspirere af dette eksempel på gejstlig sejr og ydmygelse af en verdslig fyrste i den europæiske storpolitik. 185 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11. 7. 14. 186 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11. 7. 13.
61 også kan betragtes som en art privat hævn (han fornemmede, at en gruppe mænd ville lave en sammensværgelse mod ham, og straffer dem på det grundlag) , hvilket Saxo her altså tager afstand fra. Det ses af de ovenstående eksempler på hævn og straf i Gesta Danorum, at Saxos anvendelse af begreberne i høj grad er præget af hans forhold til religionen og kirken. Når han giver udtryk for, om der er tale om retfærdig hævn og straf i forhold til en given episode eller karakter, er det således ganske ofte med udgangspunkt i, hvordan de involverede forholder sig til Gud og kirken og omvendt. Dette kan bl.a. tydeliggøres ved at se nærmere på Saxos fortælling om omstændighederne under mordet på Knud den Hellige. Ifølge Saxo er det bl.a. et forsøg på at indføre tiende, der fører til et åbent oprør mod kongen. Knud sendes herefter på flugt, og søger til sidst tilflugt i Sankt Albani Kirke, hvor menneskemængden trænger ind, og dræber kongen og hans følge. Knud den Hellige er meget vellidt af Saxo på grund af hans gudfrygtighed og positive indstilling over for kirken og dens bud. Dette er formentlig også grunden til, at Saxo fokuserer på tiende som en af årsagerne til Knuds upopularitet blandt borgerne. Saxo var jo som Absalons ansatte tilhænger af tiende-skatten; han placerer sig på Knud den Helliges side, mens folket hermed handler imod kirkens interesser – de beskrives som vilde og ondskabsfulde. Da Saxo er på kongens side, omtaler han ikke selv mordet på Knud den Hellige som straf eller hævn. Derimod skriver han: ”[...] det der var straffen efter fjendens dom [...]”187 Saxo vil altså ikke selv bruge begreberne straf og hævn om mordet på kongen, da han finder handlingen for uretfærdig og gudsbespottende, men konstaterer dog, at det har været motivet for fjenden, altså folket. I dag vil man da også være tilbøjelig til at karakterisere drabet som folkets straf eller hævn over Knud; altså befolkningens modvilje mod det, de har opfattet som uretfærdighed fra kongen (bl.a. ledingsflådens vilkår, bødeopkrævninger og planerne om indførelse af tiende). Kongens modstandere holdt altså på, at hans drivkraft havde været griskhed snarere end gudsfrygt, som Saxo formulerer det.188 At der skulle have været tale om uretfærdighed fra kongens side, afviser Saxo klart, og han lader videre Gud påvise Knuds uskyld: ”[...] selv om de undskyldte mordet med hensynet til fædrelandet og forsøgte at pynte på det ved at kalde det tyranmord, tillod Gud ikke at hans stridsmand blev snydt for sin løn: han lagde den hellige mands hidtil ukendte uskyld åbent til skue med klare tegn og beviser [...]”189 Som vi senere skal komme ind på (i afsnittet Guds hævn/straf), er det da også Gud, der efterfølgende straffer folket for dets udåd.
187 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11. 14. 15. 188 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog. 11. 15. 2. 189 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11. 15. 1.
62 I den følgende hævngerning190 er det imidlertid netop hensynet til fædrelandet, der tjener som motiv for en uhyre voldsom straf. Ifølge Saxo er det ikke desto mindre en retfærdig straf. Under Erik Ejegod var kongeriget plaget af vendernes sørøveroverfald, og sørøverne dræber under et togt Skjalm Hvides bror Aute. Anført af Skjalm Hvide sætter danskerne sig for at hævne Autes død og bekæmpe de mange plyndringstogter mod fædrelandet. Saxo beskriver, hvordan Danmarks unge krigere under et felttog mod sørøverbyen Julin fanger to fredløse skåninge. Deres straf består i, at de fastbindes til pæle, hvorefter de får maven sprættet op og deres indvolde trukket ud og viklet op på pælene. Det må antages, at Skjalm Hvides rolle i fortællingen, også øger Saxos behov for at beskrive straffen som fuldt ud retfærdig, trods dens makabre og meget voldelige natur. Som del af Hvide- slægtningen, hvilken Saxo jo er dybt afhængig af i sin samtid, må Skjalm-Hvides handlinger nærmest per definition være af det gode. Straffen beskrives videre som særdeles nyttig, da den tjente som eksempel og advarsel om, hvad der ventede dem, der lagde sig ud i togter og ødelæggelser mod fædrelandet. Når det gælder forsvaret af fædrelandet (og en Hvide er blandt aktørerne), er Saxo altså ikke betænkelig ved, at samfundet hævner overgreb med strafmetoder så barbariske, at de skulle tænkes at tilhøre ’vilde mennesker’191, altså fjenden, venderne. Saxos forhold til Hvide-slægten må også antages at spille en stor rolle i hans fortælling om mordet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard. Saxo omtaler Knud Lavard, der voksede op hos Skjalm Hvide efter faderens død, i særdeles rosende vendinger. Han er både tapper, kløgtig og gavmild. Al denne ros skal naturligvis også ses i lyset af, at Knud Lavard er far til Valdemar den Store (og Knud VI), der regerer, mens Saxo skriver sit værk. I historien er det Erik Ejegods bror, Kong Niels, der regerer. Kongen og hans søn Magnus den Stærke er altså tæt beslægtede med Knud Lavard, men har ikke den samme tilknytning til den mægtige Hvide-slægt. Knud Lavards fortrinlige evner og store popularitet blandt folket er årsag til misundelse og utryghed fra hans fætter Magnus side. Denne frygter, at det er Knud, og ikke han selv, der skal arve tronen efter faderen. Han iværksætter derfor en række tiltag, der skal skabe splid mellem Kong Niels og Knud. Det lykkes dog ikke, og Magnus ender med at lokke Knud i en fælde, hvor han selv dræber ham. Samfundets hævn består i denne historie i, at Skjalm Hvides sønner og Knud Lavards brødre efterfølgende tørster efter hævn, og leder folkemassen, der også begræder tabet af den elskede Knud, i et oprør mod drabsmanden Magnus og kong Niels, da han holder hånden over sønnen og nægter Knud en fornem begravelse:
190 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12. 4. 1. og 12. 4. 2 191 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12. 4. 2.
63 ”Begge Knuds brødre fremførte nu hver for sig den samme klage over Knuds død for forsamlingen, og deres grådkvalte ord gjorde så stort indtryk på folket at de bandlyste den bøddel der havde myrdet så fuldstændig uskyldigt et menneske, og således fældede deres dom over den der havde tilintetgjort så from en sjæl.”192 I modsætning til i historien om folkets oprør og drab på Knud den Hellige, hvor folket beskrives som vilde og gudsbespottende, finder Saxo altså dette oprør mod kongen og bandlysning af hans søn for retfærdigt. Så, at folket går imod kongen, og afsiger dom uden at have den fornødne autoritet hertil, er altså ikke nødvendigvis en uacceptabel handling; det kommer an på, hvilken konge, der er tale om, og hvad han har gjort sig skyldig i. Det styrker hermed igen vores påpegning af, at Saxo anser det for helt nødvendigt, at også kongen og dennes slægt ligger under for samfundets regler og love. Det være sig moralske regler såvel som samfundets love og kirkens bud, der alle er blevet brudt i denne historie; et mord baseret på fej misundelse, drab på egne slægtninge og brud på freden (drabet fandt sted på helligtrekongersdag). Endnu en observation i bog 13 er Saxos mange påpegninger af edens forpligtelse og ubrydelighed. Igennem hele Saxos værk, både sagnene og den historiske del, er edsaflæggelse et centralt element, særligt i konfliktsituationer. I langt de fleste tilfælde går eden forud for alle andre hensyn – også faderkærlighed og et forsøg på at forhindre drab, som det skal ses af de følgende eksempler fra fortællingen om drabet på Knud Lavard. Magnus sender en saksisk sanger hen til Knud, for at lokke ham ud i den skov, hvor han senere bliver dræbt. Sangeren ønsker imidlertid at advare Knud, men har som resten af Magnus medsammensvorne svoret, at han ikke vil sige noget: ”[sangeren ville] gerne smugle lidt forsigtighed ind i ham, men da den ed han havde aflagt, forhindrede ham i at gøre det, og det stod klart for ham at det ville være en synd at gøre det åbenlyst, forsøgte han at røbe planerne i dunkle vendinger. Sådan forsøgte han at splitte sin ærlighed op mellem troskab og ansvarlighed [...]”193 Det lykkes dog som bekendt ikke at advare ham om den forestående fare. Og på trods af Saxos store kærlighed til Knud Lavard, bebrejder han ikke sangeren. Han roses derimod for ikke at bryde eden og på samme tid forsøge at advare Knud: ” [...] så langt gik altså denne samvittighedsfulde hirdmand i sin vilje til på samme tid at holde sig fri af både mened og medskyld.”194 Det er altså her en balancegang mellem på den ene side at holde sit ord til Gud, og på den anden side at handle efter sin samvittighed. Saxo stiller sig et sted i midten. Han er dog ikke i tvivl om, at Kong Niels mened
192 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 7. 6. 193 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 6. 7. 194 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 13. 7.
64 på baggrund af et ellers nobelt motiv, faderkærlighed, er direkte forkasteligt. Sagen er den, at Niels for at redde sig selv må give afkald på at hjælpe sin søn; ”Nu mødte kongen så frem på tinget uden sin søn og fik lov til at forsvare sig, men kun på den betingelse at han aflagde ed på i fremtiden at ville undgå Magnus' selskab, og at Magnus skulle forlade sit hjem og sit fædreland og først vende hjem når folket gav sin tilladelse til det.”195 Da Niels bryder denne ed, er der ingen tvivl om, hvordan Saxo stiller sig: ”Han valgte faderkærligheden selv om den stred mod gudsfrygten, og genoptog selv det samkvem med sønnen som han havde lovet at afbryde. I ophøjet foragt for sin ed tog han uden at blinke imod den søn han havde svoret at han ville undgå.”196 Det er nu op til Knud Lavards brødre, Erik og Harald, at se til, at Niels helligbrøde ikke går ustraffet hen: ” [...] nu hvor han både havde gjort sig skyldig i mened og medskyldig i mord, gav de ham del i den fordømmelse de gav hans afskyelige søn, ud fra den tanke at lige forbrydelse kræver lige straf.”197 Denne straf er således foranstaltet af Knuds brødre, der har et privat ønske om hævn, men må først og fremmest ses som et udtryk for samfundets straf, da edsaflæggelse i kraft af dets anvendelse i retssystemet, gør Niels ansvarlig over for folket, som de to brødre handler på vegne af. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke sig, at eden må betragtes som en forordning indført til gavn for samfundet – den anvendes i retsspørgsmål på tinge, og det er en mand med myndighed fra kongen og kirken, der har autoriteten til at straffe mened – men det skal understreges, at det er forpligtelsen over for Gud, der giver eden dens egentlige autoritet og legitimitet. Det er Guds hævn og straf, frafaldelsen af hans nåde, der frygtes af den, der har erklæret sig under ed. Eksempler på straf i forbindelse med mened vil derfor blive belyst i analysen af Guds hævn og straf. Efter at have belyst to tilfælde, hvor folket vender deres vrede mod kongemagten og eksekverer en straf over denne (beskrevet af Saxo som henholdsvis uberettiget og berettiget, uretfærdig og retfærdig), vil den sidste episode, der analyseres i forbindelse med samfundets straf i kristen tid, tjene som et eksempel på det omvendte; at kongen straffer folket. Denne gang er vi fremme ved Saxos samtid, og aktørerne er – ikke overraskende – Absalon og Kong Valdemar den Store. En af stridens kernepunkter er indførelsen af tiende, der (som Saxo også gør opmærksom på198) også spillede en væsentlig rolle i forbindelse med folkets vrede og drab af Knud den Hellige. Under Absalons virke som Ærkebiskop i Lund opstår der stor modstand mod hans person, og ikke mindst mod de skatter som især de skånske bønder lider under. Da Valdemar underrettes om optøjerne i
195 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 7. 7. 196 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 8. 1. 197 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 8. 2. 198 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 30.
65 Skåne, er hans umiddelbare reaktion at love hævn og død over oprørerne. Dette taler Absalon ham imidlertid fra. Oprøret tager nu yderligere til, og det skånske folk afskaffer alle skatter, inklusiv den omstridte bispetiende, de giver præsterne lov til at gifte sig og erklærer bispestolen for nedlagt.199 Lydigheden over for landets øverste repræsentant for kirken forsvinder nu helt; ”[...] de betalte ikke deres bispetiende og foretog sig i det hele taget intet af det de havde til over for kirken.”200 Absalon modtræk er at lukke samtlige kirker i Skåne som straf, og yderligere true med at indstille alle hellige handlinger. Det skånske folk udsættes altså her for en total udelukkelse fra at deltage i kirkens aktiviteter. Dette er altså også en mulig måde for samfundet at straffe dets borgere på. Taget i betragtning af, at folket protesterer mod de skatter de pålægges fra netop kirken, skulle denne straf måske ikke umiddelbart synes at være den værst tænkelige. Men med middelaldermenneskets forhold til religionen in mente står det klart, at netop denne straf må have været meget frygtet. Ifølge Saxo slår folket nu også over i bønner og beder om en udsættelse af straffen. Konflikten vedbliver dog og bryder ud i åben kamp, hvor Absalons hær slår de skånske bønder ned. Skåningene overgiver sig, og igen ser vi et eksempel på den førnævnte edsaflæggelse i brug; den slagne styrke må sværge en dyr ed på, at de i fremtiden vil være kongens lydige tjenere.201 Straffen over det skånske folk får således nu karakter af rå magtanvendelse fra kongens side. Han anvender sin autoritet til at slå oprøret ned på den mest effektive (og brutale) vis. Ikke desto mindre skildres det af Saxo som en helt igennem retfærdig straf. Det understreges ved, at han tilføjer endnu en dimension til historien; Guds straf, som senere vi vil behandle i et afsnit for sig. Der fornemmes igennem fortællingen en kamp om hvilken holdning, der må indtages over for oprørerne. Der er den hårde og strenge linje, der foretrækkes af Valdemar, og der er den mere tilbageholdne og besindige tilgang, som Absalon overvejende taler for. Dette ses flere steder. Ved kongens første underrettelse om optøjerne råder Absalon Valdemar til at gemme sin hævntørst.202 Absalon indvilliger også i at følge skåningenes ønske om udsættelse af den straf, han har lovet dem: ”[...] for han hældede mere mod mildhed end mod strenghed.”203 Endeligt beder han Valdemar anvende stokke i stedet for våben, da han skal nedkæmpe de skånske bønder,204 og får kongen overtalt til at undlade at slagte skåningene, efter de har overgivet sig.205 Over for denne milde og besindige linje står Valdemar, der repræsenterer den strenge linje. Han lytter dog til Absalons råd
199 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 13. 200 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 22. 201 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 29. 202 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 11. 203 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 25. 204 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 26. 205 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 29.
66 om ikke at lade konflikten ende i et alt for stort blodbad. En, Valdemar i hvert fald ikke lytter til, er biskop Sven af Århus, da han ”vover” at bønfalde ham om ikke at slå hårdt ned på folket: ”[...] kongen [havde] altid næret en glødende hengivenhed for Absalon, og for ham vejede denne vens vanskeligheder tungere end den andens omklamring og bønner.”206 Disse iagttagelser illustrerer dels det tætte forhold mellem kongen og ærkebispen, og dels placerer det Saxo et sted mellem den strenge og den milde linje. Saxo kritiserer hverken Valdemar eller Absalon for den linje de advokerer, tværtimod roses de begge for henholdsvis strenghed og mildhed. Der er ud fra de gennemgåede tekststeder ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt Saxo hælder mere til den ene eller den anden side. Det kan dog bemærkes, at det lader til, at strenghed ifølge Saxo er forsvarligt, når det gælder krænkelser af kirken og religionen, samt begrænsninger for kirkens virke (herunder manglende betaling af kirkeskatter). Dette er allerede antydet i nogle af de forrige eksempler. Ved anvendelse af den aktuelle historie som støtte for denne betragtning, er der især to forhold, der kan benyttes som argument; det er efter skåningenes omfattende tiltag over for kirken – ”Således satte de sig op mod både Gud og mennesker og forenede foragt for kongen med krænkelse af kirken.”207 – at Saxo forsvarer Valdemars strenge fremfærd mod oprørerne. Det andet forhold er, at den hidtil milde Absalon beskrives som retfærdig og modig, når det gælder hans insisteren på sin ret til at indkræve bispetiende af det skånske folk. I denne situation er det derimod Valdemar, der beskrives som den besindige, da han forsøger at overtale Absalon til at opgive tiende.
Ud fra denne gennemgang og analyse af nogle af de, efter vores mening, mest interessante eksempler på hævn- og strafgerninger i Saxos beskrivelse af det kristne middelaldersamfund, kan vi lave en delkonklusion, hvor følgende er blevet observeret:
- Magthaverne har en forpligtelse til selv at overholde de gældende love og regler, religiøse såvel som verdslige. - Alle borgere bør opretholde en streng selvjustits. - Ved sammenstød mellem kirken og kongemagten har Saxo en tendens til at tage kirkens par ti. - I det hele taget er Saxo særlig omhyggelig med at kræve eller opfordre til en streng og kom promisløs straf/hævn for brud på kirkens bud eller anden krænkelse af religionen. I sådanne tilfælde er der nærmest per definition tale om retfærdig straf.
206 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 16. 207 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 13
67 - Samfundets hævn og straf, der skal søge at opretholde en balance i samfundet, er i sig selv berettiget, hvor et privat motiv for hævn og straf ikke anerkendes på samme måde af Saxo. - Fædrelandet har en særlig vigtig status, og forbrydelser herimod fortjener stor strenghed - Valdemar, Absalon og andre fra, eller med tilknytning til, Hvide-slægten, bliver konsekvent skildret som gudfrygtige og retfærdige, og enhver hævn- eller strafgerning udført af disse er dermed fuldt ud berettiget. - Når man har sværget ved Gud, aflagt ed, er det en bindende handling, og denne skal overholdes for næsten enhver pris. Mened bør ifølge Saxo således straffes særligt hårdt. - Saxo gør sig til fortaler for både brutal strenghed og besindig mildhed, når det gælder magt havernes straf af folket.
Privat hævn og straf Saxo beskriver i kapitel syv af hans tiende bog i værket Gesta Danorum, hvordan krigeren Toke, under et drukgilde praler af sine evner som bueskytte. Toke hævder, at han kan ramme et æble på en stav på lang afstand. Da disse pralerier kommer kongen for øre, befaler han, at Toke skal ramme et æble placeret på hovedet af sin søn. “Dermed tvang kongen sin kriger til at præstere langt mere end han havde lovet fordi hans misundelige modstandere bed sig fast i en ikke helt ædru bemærkning.”208 Toke klarer udfordringen, men vælger at tage tre pile frem af koggeret som forberedelse til prøvelsen. “Men da kongen spurgte Toke hvorfor han havde draget flere pile af koggeret når han kun skulle forsøge sig én gang med buen, svarede han: »For at kunne hævne mig på dig med de andre, hvis den første havde fejlet. Ellers ville min uskyld blive straffet, og din voldshandling gå fri.«”209 Historien om Toke og kongen bruges ikke kun til at stille kong Harald i et dårligt lys, men siger også noget om hævn. Saxo stiller sig tydeligt på Tokes side i sin fortælling og sætter sig til doms over Haralds ordre: “Med denne åbenmundede bemærkning fik han [Toke] på én gang gjort opmærksom på at han selv fortjente at blive kaldt tapper, og at kongens befaling fortjente straf.”210 I Saxos øjne er her tale om en retfærdig handling; havde Toke ikke formået at ramme æblet, noget der er med til at underbygge Tokes position som helteskikkelsen i historien, havde hans hævn, selvom den involverede et kongemord, været retfærdig. Det på trods af, at hævnen var personlig og uden nogen form for rettergang eller 'offentlig' sanktionering, f.eks. ved
208 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 7. 1 209 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 7. 3 210 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 7. 3
68 tinget. Saxo validerer yderligere Toke, og derved også hans trussel om at tage hævn, hvis hans søn var blevet dræbt, ved at tilkende Toke stort mod og frygtløshed. Det er altså i Saxos univers muligt at gøre selvtægt og stadig være på retfærdighedens side. Lov og ret er ikke blot noget, der styres af konge, kirke og tinget, men også noget der kan forefindes hos den enkelte person under de rette omstændigheder. Kongen selv er ikke hævet over retten. Hævn er ikke blot noget, der under de givne omstændigheder kan forvaltes af enkeltpersoner, det er også noget, der hos Saxo kan accepteres på baggrund af den skyldiges intentioner alene. På trods af at der ikke skete Tokes søn noget under udfordringen, pointerer Saxo at: “[...] kongens befaling fortjente straf.”211
Straf, bod og hævn, samt rammerne herfor, er i det hele taget noget, der optager Saxo. I kapitel atten af tiende bog gennemgår han grundigt kong Knuds hirdlov og fremhæver den for dens strenghed og den konsekvente måde, den blev gennemført på. “Når straffen skulle eksekveres blev der ingen hensyn taget til familiebånd eller slægtskab. Dommen blev eksekveret punkt for punkt med den strenghed som loven krævede.”212 Her er det interessant at se på familien eller slægten i forbindelse med lov og ret. Hirdloven er tydeligvis et eksempel på en 'offentlig' lov, og i denne, af Saxo idealiserede lov, spiller slægtskab ingen rolle. At det eksplicit nævnes, må betyde, at slægtskab og familiebånd i Saxos samtid ofte influerer straf og dom. Saxo forsøger altså gennem Gesta Danorum at argumentere for afskaffelsen af slægtsbaserede retsformer og vil erstatte dem med en lov, der forvaltes af en samling af objektive ligemænd; i dette tilfælde hirden. På trods af dette fremstilles Toke, en potentiel selvtægtsmand, som helt, og viser således, at Saxo selv er farvet af et samfund, i hvilket ældre og nyere normer vedrørende hævn og straf eksisterer side om side. Hirdloven minder med sin holdning til slægtsskabet også om Knud VI's manddrabsforordning, som eksisterer i Saxos samtid. Manddrabsforordningen prøver at ændre ætteboden således at en gerningsmand ikke længere kan berige sig ved hjælp af slægtens ansvar for bødebetaling. Slægtens ansvar forsøges altså begrænset i skyldsspørgsmålet. Manddrabsforordningen manøvrerer i rummet mellem slægtsansvaret, kongens øvrighed og kirkens krav om en mere individuel skyld.
Et andet gennemgående tema hos Saxo er, som før nævnt, vendernes angreb på Danmark, samt danskernes togter mod venderne. Også i beskrivelserne her får Saxo flettet et hævnmotiv ind. Som tidligere nævnt, blev en mand ved navn Aute dræbt af venderne under et af deres sørøvertogter mod Danmark. Vi har tidligere brugt episoden som eksempel på samfundets hævn, men derudover
211 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 7. 3 212 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 18. 19
69 rummer eksemplet også et afspekt af privat hævn og slægtens rolle heri. “Den sag forfulgte Skjalm Hvide (som var Autes bror) på tinge med utallige klager, og det lykkedes ham, i kraft af sin store myndighed, at presse folket til en beslutning om at alle under ét skulle hævne denne ene mands død.”213 Her er slægten fremhævet som begrundelsen til at starte en krig. Slægt og familie er altså medspillere også på den politiske scene. På trods heraf vælger Saxo at retfærdiggøre behandlingen af de overvundne sørøvere med en mere ”offentlig” hævn. ”Da vores folk havde fået sørøverne i deres magt, besluttede de sig for at straffe deres overgreb mod fædrelandet med den grusomste dødsmåde man kunne tænke sig[…]”214 Det er interessant, at Autes død, og derigennem en 'privat' hævn, kan fungere som en grund til at gå i krig, mens det er sørøvernes uspecificerede overgreb på Danmark som et hele, der benyttes som retfærdiggørelse af deres grusomme endeligt. På trods af at Skjalm Hvide altså ”pressede” folket til at hævne Autes død, siger det stadig meget om den verden, Saxo lever i. En mands død kan bruges som en acceptabel forklaring på et massivt angreb, og en, i bund og grund privat hævn kan gøres til et offentligt anliggende, når bare man besidder magten til det. Selvom Saxo fremhæver de nyttige resultater af hævnen, ”For ét er at den straffede de skyldige, men den var også en grundig advarsel til alle andre om at de skulle undgå at udsætte sig for lignende pinsler.”215, er det igen et tegn på, at Saxo befinder sig mellem to normsæt, når det drejer sig om hævn. For det slægts- og familiehensyn der i Knuds hirdlov blev afskaffet, er her blevet et accepteret krigsgrundlag. Men, at Saxo foretrækker Knuds hirdlov frem for en slægtsbaseret lov, viser sig i hans ordvalg. Når Skjalm Hvide ”presser” befolkningen til at tage hævn, og altså tvinger den i stedet for at overbevise den om det retfærdige i sit forehavende med bevingede ord, må det fremstå som mindre acceptabelt end Knuds idealiserede lov, der ikke skelede til slægtsforhold og forebyggede sløve og dovne hirdsmænd216. At Saxo derefter vælger at fokusere på det ”nyttige” resultat af hævnen, har måske mere at gøre med Skjalm Hvides person, end med en sanktionering af hans handlinger. På den anden side er det også muligt at se Skjalm Hvides pres på tinget som et udtryk for, at han varetager samfundets interesser overfor et passivt ting. Således, at mordet på Aute, og vendernes angreb på Danmark skal ses som gerninger, der skaber så stor ubalance i samfundsordenen, at disse, for at genskabe balancen, skal hævnes. I dette lys fremstår Skjalm Hvide som en handlekraftig og stærk mand, og som personificeringen af samfundets interesser, på trods af at dette rent teknisk hører under folkets/tingets område. Skjalm Hvide presser altså folket til at udføre den handling, som de selv
213 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12. 4. 1 214 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12. 4. 2 215 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12. 4. 2 216 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10. 18. 19
70 burde have stemt for. Men selv med denne tolkning af beretningen om hævnen for mordet på Aute, er Autes død, og dermed den private hævnaktion fremhævet som den primære grund til at straffe venderne. Der er altså under alle omstændigheder tale om en sammenblanding af private og samfundsmæssige grunde til at begrunde hævnen.
Men også internt i Danmark kommer det til kamp mellem de forskellige landsdele, og også her benytter Saxo muligheden for at italesætte hævnen og dens forskellige udtryksformer. I bog tretten beskriver Saxo kampen mellem Erik og Magnus’ styrker. Erik vinder slaget, og jyderne, under Magnus, vælger at fortsætte slaget for at redde deres hærfører, selvom om sejren er tabt. Men ikke alle er åbenbart så modige: “Da sejrherrerne gav sig til at plyndre den slagne flåde, fik de mellem alt det bytte der blev båret fra borde, øje på en mand der lå viklet ind i et sejl. Kun en kujon kunne gemme sig så ynkeligt, mente de, og derfor klyngede de ham omgående op som straf for hans fejhed så en ussel død kunne gøre en ende på det liv han ikke havde turdet sætte på spil i tapper kamp.”217 Her vælger den sejrende sjællandske hær, uden nogen form for rettergang eller bevisførelse, at straffe en modstander. Det er igen tydeligt, at hævn og straf i Saxos verden ikke er noget, der er forbeholdt tinget, kirken eller kongen. I stedet er det en umiddelbar tilstedeværende størrelse, som styres af lov (f.eks. Knuds hirdlov) lige så meget som af menneskers umiddelbare, moralske reaktion. Det er tydeligt, at der udover en egentlig lovgivning, også findes et sæt hævdvundne normer, der er så forankrede i Saxo, at brud naturligt kræver straf. Fejhed i kamp er åbenbart et brud på de værdiregler, der er opstillet af Saxo og hans samtid, og mordet på kujonen kræver ingen anden retfærdiggørelse end det. Det skal dog bemærkes, at der er tale om en krigshandling, der ikke helt er at sammenligne med handlinger, der begåes uden for felttog. Der er i Saxos værk en umiddelbar regulering af det, som han anså som værende uacceptabel opførsel. I samme historie hører vi også om Harald, Eriks bror. Harald og Eriks anden bror Knud var blevet myrdet af Niels, men Harald vælger alligevel at slutte sig til Niels og Magnus side i kampen mod sin egen bror: ”Harald tog bestik af udviklingen, og da Niels underhånden gav ham nogle lokkende tilbud, gik han over til hans side. Det havde åbenbart forarget ham mere at Erik havde fået magten end at Knud var blevet myrdet, og han kunne dårligere være i stue med sin bror end med sin brors morder.”218 Her dukker der igen et slægtskabsmotiv op i Saxos fortælling, og på trods af at han netop har berømmet Knuds hirdlov på baggrund af, at den ikke lod sig influere af slægt og familie, bliver det her tydeligt, at
217 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 9. 3 218 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 9. 5
71 familien har en fremtrædende position i Saxos univers. Det er unaturligt at vende ryggen til sin bror til fordel for en anden brors morder. ”Men trods venligheden kunne man nu ikke komme uden om en vis mistro, for der var noget suspekt ved den måde han [Harald] pludselig havde forrådt sin bror og ganske uventet var dukket op som overløber.”219 Mens Saxo helst ser slægtskabet udeladt af retssystemet, er det en af grundstenene i hans fortælling.
Slægtskabsproblematikken belyses yderligere i fortællingen om kampen mellem Harald og Magnus, i bog fjorten. “I det slag de nu udkæmpede, kom Magnus' styrker til kort over for Haralds, og han blev taget til fange. Harald lod ham beholde livet, men befalede at han skulle miste øjnene og kønsdelene så han hverken kunne se sit rige og få lyst til magten eller gennemføre et samleje og frembringe en søn og hævner.”220 På trods af Magnus høje position, og må man gå ud fra, magtfulde venner og allierede, er truslen om en hævner forbundet med en søn. Igen er det slægtskabet, der spiller en afgørende rolle i samfundsreguleringen og opretholdelsen af retten gennem en (retfærdig) gengældelse af en begået ugerning. Slægtskabet er altså i Saxos verden et naturligt ophav til hævnen, men samtidig er det også i slægtskabet, at man finder frelsen fra en retfærdig straf:
“Også Magnus, den yngre Eriks søn med en elskerinde, havde forsvaret Svens sag med stor ihærdighed, og knap så stor berettigelse [...] Da de der havde fanget ham, bragte ham frem for Valdemar, tog denne hensyn til slægtskabet og skænkede ham ikke alene livet, men også øget magt og ære [...] Så skønt forbrydelsen fortjente straf, sikrede slægtskabet frelsen. For ham vejede slægtskab hos en modstander således lige så tungt som troskab og lydighed hos hans tilhængere, og han belønnede sin fjende på lige fod med sine venner.”221
I det hele taget kredser Saxo om problematikken med hævn og slægtskabsforbindelser. I bog fjorten drejer det sig endnu engang om en kamp mod venderne. Her dræbes Nuklet, en af vendernes anførere.“Nuklets afhuggede hoved tog de med sig tilbage til lejren på et spyd, og det var et opløftende syn for begge [tyskerne og danskerne arbejdede sammen] hære.”222Nuklets søn Prislav er gået over til danskerne og har konverteret til kristendommen. I stedet for at hævne faderens død spiser han roligt videre og hævder, at man har gjort ham en tjeneste ved at dræbe hans fader, som
219 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13. 9. 7 220 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 1. 8 221 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 19. 17 222 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 25. 8
72 var en hedning og en forbryder. Kampene fortsætter og Prislav fungerer som vejviser i vendernes land. Derfor holder han også en tale til sine kammerater: “Men, kammerater: hellere døden end fangenskabet! For hvis I falder i deres [vendernes] hænder, vil I få en grufuld død som straf for drabet på min far: De vil behandle jer som hans mordere, og mine brødre vil ofre jeres blod til deres døde far under de frygteligste pinsler.”223 Slægtskabet og pligten til at hævne slægten er altså for Saxo en universel norm, der ikke blot er noget, han må tage stilling til i en dansk kontekst, men også noget der eksisterer i en hedensk, udenlandsk kontekst: “Ved den lejlighed dukkede også Nuklets søn Pribislav op ovre på den anden bred, og da han så sin bror Prislav stå i samme båd som den Bernhard der efter hvad rygtet sagde, havde dræbt Nuklet, skældte han ham ud og kaldte ham en dårlig søn når han kunne stå der og sludre hyggeligt med sin egen fars morder.”224 Der er altså en tydelig forventning om, at Prislav på baggrund af de i samfundet eksisterende sociale normer, bør hævne sin faders mord. Det, at Prislav står som en kristen mand overfor sin hedenske bror, det at han står som en forbundsfælle til danskerne over for en vendisk mand, betyder også, at hans valg om ikke at hævne sin faders mord valideres. Igen virker det, som om Saxo anerkender en realitet, hvor det forventes at hævn, straf og retfærdighed forvaltes af slægten eller familien, mens han samtidig agiterer for et ideal, hvor hævn fjernes fra den 'private' slægtsmæssige sammenhæng og i stedet lægges ind under klare retningslinjer, som det blev beskrevet i Knuds hirdlov.
I bog femten ser Saxo på Absalon og Valdemar, og deres opførsel under oprøret i Skåne. Udover at Saxos selvfølgelig roser Absalons betænksomhed og mildhed (overfor Valdemars kompromisløse tilgang, som Saxo som tidligere nævnt også er tilhænger af), da denne jo var hans arbejdsgiver, siger eksemplet også noget om retfærdig hævn og Saxos syn på dette fænomen. Kongen informeres af Absalon om oprøret i Skåne, og om de ubehageligheder han selv stødte på i den forbindelse: “Kongen blev rasende og truede med at henrette alle oprørerne, men Absalon fik dysset ham ned og talt fra den ide igen og rådede ham til at gemme sin hævntørst væk for en tid og i stedet i al venskabelighed indkalde de skånske stormænd til møde.”225 Valdemar fremstilles altså i første omgang som en mand i sine følelsers vold. Han ønsker at fare frem uden yderligere betænkning og ud fra en personlig vrede over den måde, den skånske befolkning har behandlet Absalon på. Da Saxo endelig når frem til, hvordan Absalon og Valdemar straffer skåningene, som tidligere beskrevet i afsnittet om samfundets straf, er denne handling ikke længere motiveret i privat hævn,
223 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 25. 14 224 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 25. 18 225 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 11
73 men er blevet en offentlig reaktion. Kongen går fra at være en privat person, der ønsker hævn af rent private årsager til at være en konge, der sanktionerer sine gerninger ud fra nødvendigheden af ro og orden: “Han handlede altså ikke i affekt eller hidsighed, men i et helt bevidst og yderst markant forsøg på at kalde sine overmodige undersåtter til orden og afskrække andre fra lignende dumdristige handlinger.”226 Det er altså i Saxos værk for kongens vedkommende ikke nødvendigvis hans status, der bestemmer, hvorvidt en hævn eller straf er 'offentlig' eller 'privat', men også i høj grad de bevæggrunde, der ligger bag hævnen.
Opsummering af privat hævn og straf:
- Selvtægt er under visse omstændigheder acceptabelt. Retfærdighed er en universel størrelse som det individuelle menneske kan påberåbe sig. Dette ses af Tokes planlagte private hævn, et kongemord, der ville have været moralsk retfærdigt, da kongen handlede uret.
- Knuds hirdlov viser, at der ikke skal tages hensyn til slægten i undersøgelsen af skyldsspørgsmålet. Der er lighed for loven blandt hirdens medlemmer.
- Slægten kan dog alligevel være grundlag for hævn som eksemplet med krigen mod venderne viser. Magtfulde private kan altså opløfte deres hævntogter til offentlige anliggender.
- Visse moralske forseelser, for eksempel fejhed, kan straffes på stedet uden dom. Dette ses da kujonen, der gemmer sig under sejldugen hænges. Hans feje handling er retfærdiggørelse af straffen i sig selv.
- Det er mistænkeligt at gå imod sin egen slægt, hvilket eksemplet med Harald tydeligt viser. Der eksisterer i samfundet en pligt til at hævne sine nærmeste. Beretningen om venderen Prislav bekræfter også dette.
- Det er motivet, der afgør om en hævnaktion er offentlig eller privat for kongens vedkommende.
Guds hævn og straf Ud over privat- og samfundets hævn og straf er der en tredje kategori af hævn i Gesta Danorum, hvis aktive rolle, kan komme bag på en nutidig læser – nemlig Guds hævn. Gud er en aktiv medspiller i Saxos univers og en trofast støtte af Saxos foretrukne aktører, nemlig Valdemar og hans slægt, og Absalon og hans ditto. Generelt er Gud altså på danskernes side hos Saxo, men er ”vores
226 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15. 4. 26
74 folk” på afveje, er Guds reaktion streng. Et af de mest markante eksempler på Guds straf, er den ulykke, der rammer Sven Tveskæg, fordi han begår fadermord og ikke mindst svigter den kristne tro.227 Udåden beskriver Saxo således: ”Imidlertid var det ikke nok for Sven at svigte den respekt han skyldte sin far. For at vinde popularitet gav han respektløsheden frie tøjler og satte sig hårdnakket for at ødelægge den kristne kirke: han udryddede fuldstændig gudsdyrkelsen fra landet, erstattede kirker med offerpræster og altre med ofringer”.228 Og det danske folk er medskyldige i Saxos beretning: ”På hans tilskyndelse skiftede danskerne den nyindførte gudsdyrkelse ud med den gamle overtro, og de blev stadig frejdigere i deres tilbagevenden til den falske tro”. Derfor lader Gud da heller ikke sagen passere, som Saxo fortæller: ”[...] det var en letsindighed der blev gengældt med store genvordigheder, for Gud straffer enhver forhånelse, og han forfulgte dens ophavsmand med de frygteligste ulykker. Den mand der havde fået sit folk til at svigte kristendommen, sendte han nemlig store plager, han viklede ham til stadighed ind i de mest grusomme ulykker, berøvede ham al medgang og forbitrede tilværelsen for ham”.229 Sven Tveskæg tages til fange af vendiske sørøvere, og må købes fri af danskerne hele tre gange. De danske kvinder samler smykker ind for at købe Sven fri, hvad der gør hele det danske folk medskyldige i Svens blasfemiske gerninger. Da det pinlige fangenskab ikke er nok straf til at få Sven på ret køl, fortsætter Saxo sin beskrivelse af kongens ulykker. ”Guds straf indstillede stadig ikke sin pileregn mod denne kongelige kirkefornægter. Nu satte den også Sverige op imod danskerne. Sveriges konge, Erik, der havde tilnavn efter sine sejre, kom i tanke om hvordan allerede Harald havde ydet Styrbjørn støtte mod svenskerne, og blev umådeligt vred på Sven. Han ville have hævn og sendte derfor en hær mod Danmark for at besejre sønnen som gengæld for faderens forseelse. Han var ganske vist på mødrene side temmelig nært beslægtet med ham, men han lod sin vrede overskygge slægtskabet, og det mente han at han trygt kunne gøre, i betragtning af hvor tit Svens skæbne havde været usund og sygelig og plaget af det ene uheld efter det andet, mens han selv til stadighed havde haft held med sig”.230 Sven har stadig ikke indset at ulykken skyldes Guds vrede og prøver at få hjælp hos den norske og engelske konge, men afvises begge steder, først hos ”vilde barbarer” i Skotland finder han støtte; og
227 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10.8.4 og fremefter. 228 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10.8.4. 229 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10.9.1. 230 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10.10.1.
75 endelig lærer han lektien. ”Al denne modgang drev Sven til at fatte kærlighed til kristendommen. Han vendte øjnene bort fra mørket og lod frelsens lys strømme ind. Han kunne jo se at hans to alvorligste synder, fadermord og gudsbespottelse, var blevet straffet fuldt og helt med to lige så strenge straffe: fangenskab og landflygtighed. Derfor skammede han sig nu af et ærligt hjerte over at han havde forsømt frelsens lære, og han samlede hele sin opmærksomhed om kirken, mens han sonede begge synder som en skamplet med strømme af angerfulde tårer. Ja, han fulgte alle kirkens forskrifter og knyttede sig ved dåben oprigtigt og fast til religionen. Han der før havde været en ulykke for kirken, blev nu tværtimod dens grundpille. Og Gud var ikke sen til at lade sig formilde af hans anger og vise sin nåde ved at give ham tidligere tiders strålende medgang tilbage”.231 Saxos morale er klar og den opdragende funktion af Gesta Danorum til at få øje på: Går man mod kirken straffes man så hårdt, at det faktisk er imod egoistisk egeninteresse. Har man derimod kirken med sig, er tilværelsen nådig. Det kan altså med andre ord ikke svare sig ikke at hoppe ombord i den kristne båd ifølge Saxo. Desuden vidner beskrivelserne om, at Saxo opfatter historien som styret af Guds vilje; og denne vilje er igen påvirket af, hvordan menneskers gerninger forholder sig til de kristne idealer. Gud hjælper altså sit ”hold af troende” på jorden, mens modstandere straffes. Derfor er der altid en mening med, at tingene sker. Tilfældighed eksisterer ikke i Saxos univers, der er præget af en særlig form for religiøs kausalitet. Gud straffer ikke uden grund, så derfor er modgang selvforskyldt, og medgang lige så. En person måles på sine gerninger, og er disse særligt onde (eller fromme), kan de vække Guds vrede (eller kærlighed) her og nu. Altså ikke noget med at vente til Dommedag - guddommelig indgriben er noget, der kan ramme som lyn fra en skyfri himmel. Hos Saxo er kristendommen en ”magisk” religion, der giver sig til kende ved mirakler. Det er også ved sådan et overnaturligt tegn, vi lærer om vendernes endelige undergang. Det sker efter danske soldater har besejret venderne i bog 12. ”I netop det øjeblik tørnede vældige skymasser sammen på himlen, og tordenen brød løs med et brag der nær skræmte livet af begge folkeslag. Folk der forstod at tyde den slags, tog dette som et varsel om det vendiske riges undergang.”232 Selvom Gud ikke nævnes direkte, må det nødvendigvis være ham, Saxo som kristen henviser til – hvis retorikken da ikke skal ses som levn fra mere overtroiske hedenske tankemønstre. Hos Saxo er der altså ikke tale om, at Gud har forladt sit skaberværk – nej, den himmelske
231 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 10.11.1. 232 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12.8.9.
76 dukkefører er i den grad tilstede og ansvarlig for verdens gang. Det vil sige, at vil man som menneske gavne sin egen sag, må man kæmpe for Guds. Det er ikke tilrådeligt at vække Herrens vrede, og derfor skal menneskeheden guides i den rigtige retning. Denne tankegang har præget Saxos opdragende brug af historien, bl.a. når han indgyder Gudsfrygt i befolkningen i f.eks. historien om biskop Vilhelms jordiske efterladenskaber. Her vil Sven fjerne biskoppens knogler for at få plads til en ny prædikestol, hvorefter Roskilde domkirke styrter sammen: ”For at få plads til at bygge den lod han Vilhelms gravmæle fjerne, mens hans ben blev gravet op og flyttet til det sted hvor de nu ligger. Men natten før den dag hvor indvielsen efter planen skulle finde sted, lå sakristanen i kirken og sov, og i drømme så han en person i fuldt ornat der befalede ham at sige disse ord til Sven: Det måtte vel være nok at han havde gjort Vilhelms bedrift med dette kirkebyggeri til sin og taget hele æren for et værk som en anden havde slidt for - når han havde hugget hans berømmelse, behøvede han ikke også fjerne hans ben og skille dem fra liget af hans kære konge. Straffen for den gerning ville uden tvivl være faldet på den mand der havde foretaget overgrebet, hvis ikke hans fromme livsførelse havde forhindret det. Nu måtte hævnen i stedet ramme de dele af kirken han havde bygget: han ville jævne hele bygningsværket med jorden. Endelig advarede han alle mod nogen sinde for fremtiden at vove at røre hans grav, og han forudsagde at ingen ustraffet skulle slippe af sted med at flytte hans ben væk fra deres plads”.233 Derefter sker det som drømmen varslede og kirken styrtede sammen, så folk kan lære ikke at krænke Guds jordiske tjenere, der i deres himmelske tilstand som Herren selv også kan lade deres straf ramme blasfemiske mennesker. Derfor skal folk altså ikke blot rette sig efter Gud, men også efter de gejstlige. Hvis der skulle være læsere, som ikke havde fattet pointen, fortsætter Saxo beretningen med domprovst Herman og læsemester Arnfast, der sammen med landprovst Isak også krænker Vilhelms jordiske efterladenskaber for at gøre plads til biskop Assers grav. ”De gravede derfor jorden væk, helt ned til bunden, og dér fandt de biskoppens kåbe fuldstændig velbevaret blandt de mørnede knogler. Da knoglerne blev taget op, bredte der sig uden synlig anledning en kraftig duft - som fra en hellig salvekilde nåede den de omkringstående med en sådan styrke at ingen kunne være i tvivl om at den mand hvis støv var gennemtrængt af så forunderligt sød en jordisk duft, havde fået sin plads i himlen. [...] Alligevel behandlede de ikke hans jordiske levninger med den behørige ærbødighed, for de fik dem stuvet sammen helt nede i enden af
233 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.12.1. Det kan diskuteres, om det er Guds hævn eller biskop Vilhelms. Vi har taget eksemplet med, da vi forstår ”Guds hævn” som guddommelig indgriben af straffende karakter.
77 gravmælet”.234 Herefter beskriver Saxo, hvordan disse gravskændere rammes af Guds hævn. ”Straffen for denne frækhed udeblev da heller ikke. For ophavsmændene til helligbrøden fik et uhyggeligt udbytte af deres dumdristighed, og hver fik sin straf, alt efter deres andel i beslutningen om at krænke graven. Herman sad i en gejstlig forsamling under forsæde af Absalon da han fik et angreb af helvedesild i næsen, som ikke alene berøvede ham al hans kraft, men også talens brug, så han stum og tavs måtte se ilden brede sig indtil han døde efter mindre end tre dages forløb. En velfortjent straf, der netop ramte den legemsdel der så utaknemmeligt havde indåndet den guddommelige duft. Og Arnfasts endeligt blev ikke blidere: han ville behandle sig selv for mathed og kraftesløshed, men tog ved et uheld en lægedrik der gjorde ham syg og ikke rask. Det endte med at hans lever sprængtes, og han kastede den op i småstykker. Lægen samlede dem op i en skål, hvor ærkebiskop Absalon fik dem at se da han var så venlig at komme på sygebesøg. Mens Absalon var til stede, erklærede den syge at disse lidelser havde han for at have krænket Vilhelms støv. Dette var straffen, sagde han, for at have set stort på biskoppens ordre. Derpå skænkede han sig selv og al sin ejendom til kirken, og efter tre måneders sygeleje udåndede han, i fuldkommen anger. Da den sidste af de tre der havde ansvaret for den ubesindige handling, så det sørgelige endeligt de to andre havde fået, blev han bange for at han selv kunne vente sig en lignende straf, og han forsøgte derfor at komme sin ubarmhjertige skæbne i forkøbet med en from gerning. Han anvendte nemlig store summer af sin egen formue på at stifte et nonnekloster ved Vor Frue Kirke og brugte resten af sit liv på at holde nonnerne fast på et dydigt liv. Men helt undgik han nu ikke sin straf, for han døde af en lungelidelse der sled ham op igennem lang tids sygdom. Således blev den første af dem revet bort af en pludselig død, mens det var langsomme sygdomme med udspring i hver sin legemsdel der efterhånden tærede de to andre bort og tog livet af dem. Og hver af dem fik altså en straf der svarede til hans skyld i krænkelsen af biskoppens grav. De var ikke villige til at værne om deres sundhed med fornuft og kastede sig derfor hovedkulds i døden med synd”.235 Saxo omtaler straffen som ”retfærdig”, og det må bemærkes, hvor nøjeregnende Gud er med at afstemme sin straf med syndernes forbrødring. Det er også interessant, at han afslører den tankegang at man kan undgå eller mildne Guds straf ved gode gerninger, såsom anger og donationer til kirken. Alle disse advarsler om, hvad der sker, når man trodser Guds vilje, leder op til et forsvar for de privilegier og økonomiske midler, kirken fik tildelt af Sven; altså et politisk ærinde: nemlig retfærdiggørelsen af kirken som politisk og økonomisk magtfaktor. Saxo fortæller, hvordan biskop
234 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.12.3. 235 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.12.4 til 11.12.5.
78 Sven Nordmand genopbygger kirken i Roskilde og her udviser en økonomisk disposition efter forfatterens hoved: ”For at gøre noget særligt ud af kirken udsmykkede han den med en kunstfærdig krone, der havde kostet store summer og stort arbejde, for han holdt på at kongelige rigdomme hellere skulle tjene kirkens pragt end menneskenes griskhed”.236 En anden kirke færdiggøres samtidig, og kong Knud (senere kendt som Knud den Hellige) lader indvielsen følge af en mængde økonomiske omfordelinger fra verdslig til gejstlig pengekasse. ”Kongen [Knud den Hellige red.] gav ordre til at begge kirker skulle indvies, og udfoldede i den forbindelse en forbløffende gavmildhed med sine donationer. [...] Og han var ikke mindre rundhåndet når det drejede sig om at sikre de enkelte gejstliges rettigheder, men sørgede for at de der dyrkede kirkens jord, indbetalte næsten hele den afgift der tilfaldt kongen, til dem der gør tjeneste i koret. [...] Han var således lige så aktiv med at tildele kirkerne privilegier som med at yde dem donationer. Og for at sikre sine love evig gyldighed truede han alle der forsøgte at omstøde dem, med biskoppernes band. Selv om mange i mellemtiden har gjort dumdristige forsøg på at sætte sig op imod det, står dette kongebrev stadig ved magt”.237 Med gravskændernes skæbne i baghovedet, kan det næppe være tilrådeligt at begive sig ud i sådanne ”dumdristige” forsøg og risikere Guds straf. Guds straf er således også en politisk tommelskrue, der hos Saxo skal få folk til at indordne sig under den gejstlige verdensorden. Det er værd at bemærke, at Guds straf kan ramme individuelt såvel som kollektivt. Et eksempel på det sidste er, da Gud straffer danskerne for deres drab på Knud den Hellige i Albani kirke. Saxo beskriver folkets forbrydelser med disse ord: ”[...] folket jublede over drabet på kongen: Den forbrydelse de burde have begrædt, var det dem tværtimod en fryd at gøre grin med. [...] for at fastslå mordernes ondskab beviste han den straffedes store fortjenester med mirakler, ligesom han åbenbarede hans kraft, som folket intet kendte til, med prægtige undere. Folket blev dybt forundret, men kunne ikke affinde sig med hans store egenskaber og gjorde i lang tid forgæves forsøg på at tilsløre de åbenlyse tegn de så [...] I stedet forsøgte de at modbevise himlens budskaber med menneskelige argumenter. For ganske vist kunne de se at himlens dom billigede den adfærd de selv fordømte, men for at skjule og tilsløre miraklernes troværdighed opdigtede de retfærdige begrundelser for drabet [...] Men guddommelig stråleglans kan ikke gemmes bort i menneskeligt mørke. Strålende mirakler fejede tvivlens tåger bort med kendsgerningernes klare lys. Hans hellighed ejede en lægende kraft der bragte helbredelse for
236 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.12.6. 237 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.12.7 til 11.12.8.
79 adskillige sygdomme. Efterhånden som underne tog til, blev de misundelige modstandere tvunget til at bøje sig for hans kraft fordi de ikke længere kunne hindre troen på den i at vinde frem. Ikke desto mindre fremturede de med at forsvare deres handling: ganske vist godtog de nu hans hellighed, men med den tilføjelse at den ikke skyldtes hans gode gerninger tidligere i livet, men hans anger i sine sidste øjeblikke. På den måde lykkedes det dem på en gang at konstruere en lovlig begrundelse for deres egen handling og at skænke ham ære og værdighed efter døden. De sagde altså at kongen havde fortjent sin død, men at han på grund af sine tårer var endt som et fromt menneske, for de holdt på at hans drivkraft havde været griskhed snarere end gudsfrygt. Den vildfarelse kom de senere til at betale dyrt for”.238 Guds straf for kongemordet på Knud den Hellige bliver således indledningen på Saxos tolvte bog. ”[...] mens danskerne jublede over den nye konges tronbestigelse og hæmningsløst hoverede over forgængerens fald, bestemte Gud, der altid vender sig imod forbrydere, at ondskaben ikke længere skulle have lov at trives ustraffet, nu ville han gengælde deres skamløshed med afsavn og lade dem alle lide nød som en retfærdig straf for det mord de i fællesskab havde begået [...] Gud ville ikke straffe enkeltmennesker, men hele befolkningen, og lod derfor Knuds regeringstid følge af det samme antal år med det urimeligste vejr, og derved tog han med sin himmelske magt en større hævn end menneskelig vold havde formået”.239 Udover det faktum, at Gud ”altid vender sig imod forbrydere”, er pointen her, at Guds straf rammer kollektivt. Danskerne straffes for mordet på Knud den Hellige, skåningene for deres oprør, venderne for deres sørøveri, dvs. danskerne er her Guds redskab til at lade sin straf ramme venderne. Saxo er altså på Guds hold. Desuden er alle lige for Guds straf, der rammer både konger og bønder. Et andet eksempel på Guds kollektive straf er, da de skånske bønder vover at gøre oprør mod Valdemar den Store. Under oprøret prøver Absalon, som tidligere nævnt, først forhandling og behandler dem blidt, men Valdemar skriver et truende brev, som sætter oprørerne i kog: ”[...] befolkningen blev rasende over den hårde tone han anvendte i sin henvendelse, og lod deres vrede over hans modige skrivelse få frit løb ved officielt at ophæve enhver ret til at opkræve skatter. Også bispetienden afskaffede de, ligesom de gav præsterne lov til at gifte sig. Samtidig erklærede de bispestolen for nedlagt og proklamerede at de kunne klare sig med de gudstjenester præsterne holdt”.240
238 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 11.15.1 til 11.15.2. 239 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 12.1.1 til 12.1.2. 240 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15.4.13
80 Der er ikke tvivl om, at Saxo finder det skånske oprør forkasteligt,241 og mod Guds orden. Derfor finder han også de store ord frem, da Valdemar og Absalon, efter at have prøvet med det søde, må sætte hårdt mod hårdt og lade Absalons rytteri hugge bønderne ned: ”Sådan ramte Himlens dom dette gemene slæng, og sådan fik de deres straf for deres ugudelige vanvid”.242 Et oprør mod kongen og kirken er et oprør mod Guds orden. Og ifølge Saxo er Gud altså med Danmark, Valdemar og Absalon. Men ”himlens dom” er lige så meget et retorisk greb fra Saxos hånd. Der er ikke tale om en guddommelig indgriben i denne situation, men om et almindeligt slag som Absalon vinder over nogle oprørske bønder. Betegnelsen ”himlens dom” beskriver altså, hvad Saxo ”læser” ud af historiens gang, og er en måde at argumentere for retfærdigheden af bestemte udfald. Eftersom skåningene taber, må de jo nødvendigvis være udsat for Guds vrede. Altså forstærker Saxos kristne verdensopfattelse de eksisterende magtforhold. Har man magt og medgang, skyldes det Guds velvilje, er man svag og lider en ussel skæbne, skyldes det, at man har påberåbt sig Guds retfærdige vrede ved at bryde de kristne leveregler, og i det konkrete tilfælde med skåningene sat sig op imod kirkens mænd. Parallelt med det civile domssystem findes altså den guddommelige straf, som ingen kan undslippe. Selv konger kan få straffen at mærke, så også de kan lære at rette inde på den hellige sti. Det har vi tidligere erfaret i beretningen om kongesønnen Magnus, der myrder Knud Lavard, der var konkurrent til tronen efter Kong Niels. Det er tydeligt, hvordan Gud forholder sig til sagen, da der springer en helbredende kilde frem, hvor Knuds blod siver ned i jorden.243 Efterfølgende forvises Magnus, men hans far kong Niels tager ham til nåde. Erik vælges til konge og besejrer Niels’ hær – ifølge Saxo fordi det er Guds vilje: ”[...] da Erik nåede frem, kunne han uden fare hugge dem ned, for det var skæbnen, ikke slaget, der besejrede dem, og Erik fik en sejr uden store tab som Herrens straf for mordet på en slægtning”.244 Magnus dør, mens Niels flygter til Jylland, hvor han senere dræbes af borgerne i Slesvig.245 Saxo er
241 Saxo kommenterer selv oprøret i en tale direkte henvendt til skåningene, der nægter Absalons skib at lægge til: ”I skåninge, hvor er I dog et utaknemmeligt folkeslag! Et folk der i jeres rablende tankeløshed ikke skammer jer det mindste over at belønne den mand der har gjort så meget for jeres velfærd, med hån i stedet for tak. I et afsindigt anfald af uanstændighed forsøger I at forbyde jeres hyrdes og faders skib adgang til jeres land, til trods for at det netop er ham I kan takke for at I nu kan sejle sikkert hvor som helst, uden at frygte sørøvernes grusomheder, der så ofte før har plaget jer. Det er ham I i dette øjeblik nægter adgang til jeres strand - den mand hvis tapre krigerhjerte har sikret at I ikke selv for længst er blevet drevet bort fra jeres egne strande. Nu må I holde op med at nedgøre denne store og uangribelige mands indsats som om det var de groveste forbrydelser! Nu må I hurtigst muligt angre jeres brøde og sone den fejl I har begået med jeres urimelige underkendelse af dette store menneske!” Gesta Danorum bog 15. 4.15. 242 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 15.4.27. 243 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13.6.9. 244 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13.11.08. 245 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13.11.14.
81 ikke i tvivl om årsagen til udfaldet: ”I øvrigt vil jeg tro at denne sejr ikke nær så meget skyldtes menneskelig styrke som Herrens hævn for mordet på den fromme mand.”246 Ud over at sige noget om Saxos historiske metode (han vil tro...), siger beretningen noget om, at udover slægtens og samfundets hævn, eksisterer Gud altså som en dommer, som vi alle står overfor som individer. Slægten kan ikke købe en synder fri af herrens straf. Hvad enten det er tiltænkt hos Saxo eller ej, understøtter troen på Guds hævn den kanoniske ret, når det kommer til at gøre ansvaret individuelt fremfor kollektivt. Guds straf rammer den, der ikke ejer selvjustits til at overholde samfundets regler i første omgang, og som undslipper slægtens hævn eller samfundets straf. Guds hævn er altså en retfærdighed, der eksisterer ud over loven. Som vi så i afsnittet om privat hævn, eksisterer retfærdighed som en universel, moralsk størrelse uafhængig af lovene. Ved Guds hævn udmøntes denne retfærdighed i guddommelig indgriben, så Gud bliver garant for, at ingen skyldig undslipper straf. Faktisk er Saxo så sikker på, at Guds straf rammer den, der fortjener den, at han lader folk bruge den til at bekræfte løfter i sin beretning. Bryder man sin ed, har man nemlig forbrudt sig mod Herren og altså gjort sig fortjent til hans straf. Da Sven, Knud og Valdemar deler det danske rige, bruger Saxo således denne form for himmelsk besegling af deres aftale: ”Forliget blev bekræftet ved ed for at frygten for helligbrøde skulle udelukke at nogen brød aftalen. Derpå strakte de hænderne mod himlen og kaldte Skaberen til vidne: de kunne ikke nøjes med en menneskelig beslutning som pant på deres enighed, men påkaldte samtidig Gud som vogter af forliget og hævner ved forligsbrud.”247 Saxo beskriver en Gud, der er meget nøjeregnende med menneskers behandling af ham. Således slår han hårdt ned på krænkelser af kirken, hvilket bl.a. går ud over venderne, da de angriber Grønsund i Danmark: ”Her gav de sig til at hugge et kors om som lokalbefolkningen i deres fromhed havde rejst nede på stranden - de troede vel at en drabelig sejr over et trækors ville bidrage betragteligt til deres berømmelse som sørøvere. Men denne uforskammede helligbrøde kom de senere hen til at betale for med forsmædelig flugt og ynkeligt skibbrud.”248 Også afgudsdyrkelse skal man ifølge Saxo holde sig fra, hvilket vi lærer af en konges dårlige eksempel, da han sender gaver til den vendisk gudestatue Svantevit: ”Denne statue, som hele vendernes land tilbad og betalte skatter til, sendte også visse nabokonger
246 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 13.11.10.
247 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14.17.15. 248 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14.44.10.
82 gaver til, uden at tage hensyn til at det var helligbrøde. Blandt andre viste kong Sven af Danmark den sin respekt ved at forære den et fornemt forarbejdet drikkebæger for at sikre sig dens velvilje, og derved satte han en fremmed gudstro over sit eget hjemlands - en helligbrøde som han senere betalte for med en ynkelig død.”249 I Saxos beretning straffer Gud altså konsekvent alle, der bryder de kristne leveregler. Til at udføre sin straf gør han brug af gode kristne. Når Absalon f.eks. tæver skånske oprørere, er det ikke mindre end Guds straf over disse blasfemiske mennesker. Saxo argumenterer altså ud fra en dogmatisk sandhed. Han er på det vindende hold – Guds hold. Og i Saxos beretning handler det ikke om at overbevise, men om at straffe, kue og skræmme fjender til underkastelse. Guds ord skal spredes med sværd i hånd. Det er interessant, at Saxos Gud er så straffende som tilfældet er, og ikke den tilgivende Jesus, vi identificerer med kristendommen senere. Saxo er mere verdslig indstillet i sin kristendom og måske ikke helt på bølgelængde med ideologien bag tidens kanoniske drejning, der bl.a. gjorde op med Gudsbeviser. Guddommelig indgriben kan således ikke bestilles på kommando fra 1215.250 At Saxo er meget verdslig i sin kristendom understøttes af, at der næsten ingen munke er med i Gesta Danorum, hvad der er bemærkelsesværdigt, videre er klostervæsenet også næsten fraværende.251 I Middelalderens Danmark beskriver Lars Bisgaard, hvordan man i slutningen af 1100-tallet så at sige fjerner Guds mirakler fra dagliglivet. Bisgaard taler om ”en mere verdensorienteret kristendom. Gud havde så at sige trukket sig længere tilbage fra verden, og hans vilje skulle i højere grad komme til udtryk i de enkelte menneskers handlinger. Det var blevet menneskers opgave via sin opførsel at forene det verdslige og det åndelige”.252 Dette lader dog ikke til at være overbevisningen hos Saxo, der flittigt lader Gud hævne og straffe dette og hint - medmindre forfatteren, da netop i sit virke, lader Guds mening komme frem. Altså, at Saxo går Guds sag, ved sprogligt at fremstille Gud så potent, handlekraftig og nærværende som muligt, og derved indgyde en reel Gudsfrygt, så Saxos skrift selv får effekt af et mirakel. Ved at
249 Saxo, Gesta Danorum (i Zeebergs oversættelse), bog 14. 39. 8. Saxo nævner ikke hvilken Sven, der er tale om. 250 En Gud, der blander sig i dagligdagen, er også grunden til, man kan bruge Gudsdomme (ordalier) som f.eks. jernbyrd i perioden. Først i 1216 forbyder biskop Anders Sunesen brugen af jernbyrd herhjemme, efter fælles kristen beslutning på det store reformkoncil i Rom 1215. Da Saxo skriver Gesta Danorum er gudsdomme altså principielt stadig accepterede af kirken i Danmark, selvom de juridiske og teologiske argumenter for at afskaffe dem prægede den gejstlige debat i 1100-tallet. Ingesman et. al. 1999, 119-120 251 Blot for at illustrere, hvor skævt Saxo vægter fordelingen af den gejstlige og verdslige verden, gav en søgning i den elektroniske udgave af Gesta Danorum på udvalgte nøgleord følgende antal hits: munk: 3, kloster: 5, messe: 5, konge: 197, borg: 17, krig: 148. Som kristen er Saxo altså meget verdsligt orienteret. 252 Ingesman et. al. 1999, 121
83 overbevise om Guds magt, kunne Saxo redde menneskers sjæle, hvis de efter at have hørt hans beretning rettede ind på en kristen livsførelse.
Opsummering - Guds hævn og straf: - Gud støtter Absalon og Valdemar. - Gud straffer alle der trodser kristendommen. Oprør mod kirken eller Guds jordiske repræsentanter er et angreb på den guddommelige verdensorden og skriger på at blive straffet af Guds vrede. - Guds straf kan ramme både individuelt og kollektivt. - Gud straffer for at lede folk på rette spor, som Sven Tveskægs skæbne er et eksempel på. Beretningen viser også, hvordan skæbnen ændrer sig i gunstig retning, når man retter sig efter Guds vilje. - Intet sker tilfældigt hos Saxo, der er præget af en religiøs kausalitet. Verdens gang er Guds vilje. - Guddommelig indgriben kan ramme alle mennesker, alle steder, altid – selv konger er udssatte. Gud er altså aktivt tilstede i sit skaberværk. - Saxo bruger Gudsfrygt opdragende. Det viser bl.a. beretningen om Roskilde domkirke, der styrter sammen. Guds straf kan derfor bruges som politisk pressionsmiddel. - Guds straf er ligefrem proportionel med den synd, der er blevet begået. - Guds straf kan mildnes med gode gerninger og donationer til kirken. - Guds straf er ikke nødvendigvis ”overnaturlig”, men kan være Saxos retoriske udlægning af en tilfældig begivenhed, f.eks. de skånske bønders nederlag. - Guds straf er en retfærdighed ingen kan undslippe. - At Guds straf rammer syndere, er så sikkert for Saxo, at den kan bruges som garant ved ed. Har man lovet noget, udsætter man sig for Guds straf ved at bryde løftet. - Saxos Gud er streng og straffer ofte.
Diskussion - del 1 Som Peter Zeeberg forklarer, skildrer de første ni bøger i Gesta Danorum forskellige sagn: ”[…] som Saxo har komponeret sammen til en fortløbende fortælling.”253 At Saxo har brugt de overleverede sagn til den første del af sin fortælling, kan derfor anskueliggøre, at hans fortolkning af historierne stadig bærer præg af deres eventyrlige stil. Overfor dette, er hans senere fortællinger præget af skriftlige kilder, som vi tidligere har været inde på, som er bærere af 253 Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=21&nnoc=adl_pub
84 en anden fortælletradition. Zeeberg klarificerer desuden, at skillelinjen mellem hedensk og kristen tid er ved bog ni, og det er de sidste syv bøger, der foregår i historisk tid, altså fra bog ti til seksten254. De eksempler, der er blevet brugt i vores analyse, ligger altså klart indenfor henholdsvis den hedenske sagnverden og den kristne, historiske tid. I den følgende diskussion vil vi først sammenholde resultaterne af vores analyse vedrørende samfundets og den private hævn og straf i hedensk tid og i kristen tid. Vi har valgt at slå disse to kategorier (samfundets og den private hævn/straf) sammen, da analysen tydeliggjorde at det ikke praktisk er muligt at foretage en utvetydig afgrænsning af dem. Derefter vil vi sammenholde resultaterne fra analysen angående guds hævn/straf i hedensk og kristen tid. Gennem en sammenligning af begreberne og den måde de bliver fremstillet på i henholdsvis kristen og hedensk tid, vil vi forsøge at vise, hvorledes Saxos holdninger til begreberne udvikles i hans beskrivelse af danskernes historie. Vi håber derigennem at kunne sige noget om, hvordan Saxo opfatter samfundsudviklingen i henhold til Guds, samfundets og den private hævn/straf op gennem historien. Samtidig vil vi se på, hvordan, og om, han udnytter begreberne til at skildre en historisk ændring fra sagntiden til sin samtid. Efter gennemgangen af analysens resultater, og en diskussion vedrørende sammenfald og forskelle i begrebernes anvendelse i hedensk og kristen tid, vil vi se nærmere på problematikken omkring begreberne privat og samfundshævn/straf. I vores analyse så vi at der ofte var et sammenfald i disse to begreber, og vi ser derfor på, hvad dette sammenfald betyder for Saxos udlægning af hævn/straf, hvad det siger om samfundsstrukturen i Saxo samtid, og slutteligt om brugen af kategorierne samfundets hævn/straf og privat hævn/straf kan bruges som et analyseredskab, når kategorierne er udtryk for en skelnen mellem det offentlige og det private, som slet ikke på samme måde er defineret i Saxos samtid.
Sammenligning af privat og samfundshævn og straf i hedensk og kristen tid En af de tydeligste forskelle overordnet, er at Saxo ikke har måttet forholde sig til den politiske situation i forhold til Valdemar og Hvide slægten, i de af sine ældre fortællinger, som vi har brugt eksempler fra. Dette gør, at han har været mere fri til at fremlægge sine synspunkter i forhold til retspolitikken, hvor han i de fortællinger, der stammer fra historisk tid konstant har måttet
254 Arkiv for dansk litteratur, internet: w ww.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=21&nnoc=adl_pub
85 manøvrere i forhold til de handlinger, Valdemar og hans forfædre, og Hviderne har været involveret i. Fortællingerne i hedensk tid synes derfor i høj grad at være til brug som et spejl af, hvad der foregår i Saxos samtid end egentlige forsøg på historiske beskrivelser. Det er her han kan tage diskussionen om, hvordan det danske samfund skal formes, og belyse problematikkerne i denne forbindelse. Samtidig kan de bruges til at understrege, at der har været hævd for de lovtiltag, der i hans egen samtid søges udviklet.
Sammenligning af delkonklusioner Dette er interessant at holde sig for øje, når man laver en sammenligning af de delkonklusioner, der er fremkommet ved analysen af privat og samfunds hævn og straf. For er der forskelle mellem hedensk og kristen tid, og hvad består de i? De mest iøjnefaldende forskelle i analyserne af privat og samfunds hævn og straf er introduktionen af kirken, og at Saxo klart tager kirkens parti, også mod kongen, samt at et brud mod kirkens normer, når Saxo ikke kan finde en valid undskyldning i forhold til sine forbindelser til kongen og Hviderne, kræver en straf. Netop Valdemar og Absalons slægt er undtagelsen, de kan i hans fortælling stort set agere frit, og må på grund af Saxos forhold til dem, anses for en vigtig afvigelse i fremstillingen af hans opfattelse af hævn og straf, hvilket vil blive berørt flere gange i denne diskussion.
Ellers må det overordnet for både privat og samfunds hævn og straf i hedensk og kristen tid siges, at Saxo er særdeles konsistent; når man sætter punkterne i delkonklusionerne overfor hinanden, er de i høj grad identiske. Dette vil blive vist i det følgende. Saxo bruger i hedensk tid beskrivelsen af hævn til at introducere straffe, der stemmer overens med de kristne normer, der søges ”indført” i lovgivningen i hans egen samtid. I hans beskrivelse af historisk tid stemmer det, i forhold til samfunds hævn og straf, overens med, at eksempelvis landsforræderi straffes hårdt, da det ses som et overgreb på kongemagten som kirken støtter, såvel som beskrivelsen af eden som bindende. Sat overfor privat hævn og straf i kristen tid, er det den rosende omtale af hirdloven, som skulle stamme fra Knud den Stores tid, altså skabelsen af lovgivningen i sig selv, som igen viser tilbage til forsøget på at fastslå sædvane, her i en mere overordnet forbindelse; kongemagten har før udstedt love, og derfor er det en del af dens funktion i samfundet. De to sidste eksempler i ovenstående kan også ses i sammenhæng med Saxos beskrivelse af hævn
86 overfor bødestraf, hvor eden er en vigtig del af lovgivningen i kirkens øjne. At samfundets hævn og straf kan anskues som retfærdig i hedensk tid, i fald begrundelsen for dem hænger sammen med Saxos normer, ses tydeligt i delkonklusionen for samfunds hævn og straf i kristen tid, i eksemplerne, der beskriver, at borgerne skal holde streng selvjustits; de kan kun handle på samfundets vegne, når Saxo mener, at der foreligger en retfærdig årsag, som ved hævnen over kong Niels, der dækker over drabet på Knud Lavard. At begrundelsen for Saxos divergerende holdninger i forhold til folkets ageren er bundet til, at han tager parti for både Knud den Hellige, og Knud Lavard, da de begge er Valdemar den Stores forfædre viser igen hans tilhørsforhold til denne slægt, og dens politiske forbindelser. Den samme retfærdige hævn og straf, ifølge Saxo, findes også i eksemplet, hvor Valdemar og Absalon straffer skåningene, hvor Saxo lægger vægt på, at der ikke må handles overilet, hvilket hans arbejdsgiver Absalon, som repræsentant for kirken i dette tilfælde sikrer, og retfærdigheden består delvist i, at det lykkes kong Valdemar at opføre sig i overensstemmelse med kirkens ide om, hvordan kongemagten skal agere. Igen med dobbeltheden fra Saxos side i forhold til, at han tager parti for disse personer. Dette eksempel hænger dog også sammen med, hvordan han i hedensk tid forsøger at etablere eller stadfæste kongens rolle i forhold til kanonisk ret, hvor man i historisk tid i delkonklusionen kan se den vægt han lægger på, at magthaverne er forpligtede til at overholde de gældende love og regler, mestendels de religiøse, men også de verdslige. På denne måde kan magthaverne først straffe, når besindig, altså kristen, magtudøvelse ikke kan få folket til at lystre. Derfor er Valdemars straf ikke privat, men samfundsbetinget. I den sammenhæng er det også interessant, at den private hævn og straf kan transformeres til samfunds hævn og straf; dette gælder i hedensk som kristen tid især for magthaverne, selvfølgelig til dels fordi de i Saxos optik lykkes med at identificere sig med samfundet, idet de spejler hans kristne normer for kongemagtens rolle som overhøjhed og forkæmper for samfundet i forhold til kanonisk ret, og selvfølgelig også i forhold til, i historisk tid, hvilken slægt de tilhører, men omvendt kan uretfærdige konger, som ikke retter sig efter de regler kirken ønsker udstukket, i forhold til kanonisk ret, også blive straffet retfærdigt, som man ser i eksemplerne fra Fenge, over Tokes konge, til Niels. Ligeledes kan magtfulde slægter som Hviderne formå at vende den private hævn til samfunds hævn, selvom der kan påpeges forskellige årsager til deres succes, som vendernes angreb på danske områder, og igen Saxos forhold til denne slægt. Saxo påpeger desuden retslige diskussioner og brydninger mellem retsopfattelserne i hedensk tid,
87 og de fleste af de eksempler, der er fremhævet i delkonklusionerne i både privat og samfunds hævn og straf i kristen tid, afspejler da også på forskellig vis denne kategori, som vil blive vist i et udvalg af eksempler. Saxo opfordrer til, at både magthavere og befolkning skal overholde kirkens regler, hvilket kan ses som opdragende i forhold til, at der har været en anden opfattelse i tiden, og hvis dette er tilfældet, kan det tyde på en brydning, også i forhold til retsligheden. I den sammenhæng kan det også påpeges, at Saxo gang på gang, i begge perioder af værket, fremhæver forskellige lovmæssige tiltag som eden, som kirken ønsker at sætte i stedet for andre sanktioner. At han også vælger at beskrive Knuds hirdlov, rosende virker naturligt i forhold til det tidligere nævnte, men loven understreger i sig selv også, at man ikke skal favorisere slægten over andre, hvilket er kirkens ærinde i forbindelse med personlig skyld. Samtidig viser han så også, hvordan slægten stadig i samtiden har betydning, eksempelvis da Valdemar, naturligvis også som en god kristen konge, vælger at skåne Magnus på grund af slægtskabet.
Hvad er Saxos værdier og normer set i lyset af privat og samfundshævn og straf i Gesta Danorum? At Saxo selv, gennem værket, også på et højere plan tager del i disse diskussioner er signifikant. På den ene side er det tydeligt, at han tager kirkens parti i forhold til den retslige udvikling, det kan man udlede af hans konsekvente holdninger igennem værket. Han lader sig ikke påvirke af eventuelle forskelle i hævn- og strafbeskrivelserne mellem sagnene i hedensk tid og de historiske i kristen tid, men fører sine pointer igennem. Det er derfor tydeligt, at han er stærkt påvirket af kirkelig tankegang i forhold til retslighed i det danske samfund. På den anden side er han også selv påvirket af stærke slægtsbånd med Valdemar og Absalon. Hvis man, ud over de gentagne eksempler i det ovenstående, tager et kort tilbageblik på de oplysninger, der i baggrunden er givet om Saxo, er det i denne kontekst interessant, at hans far og farfar har været tilknyttet Valdemars hird, mens han selv er en del af Absalons familia. At han selv har troskabsbånd med Absalon er tydeligt, men samtidig nedtoner han Valdemars måde at slippe af med konkurrencen, i form af den anden tronprætendent Buris, og viser på den måde sin trofasthed overfor kongen. Dette kan selvfølgelig forklares ud fra det enkle synspunkt, at man ikke bider hånden, der fodrer en, men i forhold til analyserne af henholdsvis Amled og Uffes hævn, er der tegn på, at han spejler og forsvarer kongens og ærkebispens position, i forhold til kampen mod Svend, og de danske områders ret til et eget ærkesæde. Eftersom disse historier henligger i hedensk tid, er
88 sandsynligheden for, at dette har været på Saxos eget initiativ stor. Hvis man så samtidig tager eksemplet i analysen med hirdmanden/sangeren, der er splittet mellem ed og skyld, og forsøger at advare Knud Lavard mod angrebet på ham, op, får det her en ny betydning. Eksemplet i sig selv er ikke direkte sammenligneligt, da det behandler en anden konkret situation. Men, hvis man løfter eksemplet op på et mere abstrakt plan, viser det dog en splittelse: På den ene side den troskab, man har lovet slægten, og på den anden det ansvar man har overfor den kristne tanke. Saxo selv, som endda både er af en hirdslægt og er historiefortæller, synes at navigere mellem sit tilhørsforhold til både Valdemar og Absalon, og sin tilknytning til den kristne tankegang, og er på den måde selv en del af de brydninger mellem slægts- og retssamfund, der foregår i hans samtid.
Guds hævn og straf I det følgende vil vi, ud fra de iagttagelser vi gjorde os i analysen, diskutere hvordan, og i hvor stort omfang, Saxo anvender begreberne Guds hævn og Guds straf. I analyseafsnittet er Guds hævn og straf som bekendt behandlet i henholdsvis hedensk tid og kristen tid. En stor del af det følgende er dermed en sammenholdelse af Saxos syn på og beskrivelse af Guds hævn og straf i de to perioder.
Saxo skriver sit værk i slutningen af 1100-tallet, hvor det danske rige har været mere eller mindre kristent i tæt på 200 år. Han er i kraft af sin position fuldt ud overbevist om rigtigheden af kirkens bud og dens berettigelse i det danske samfund. I hans egen samtid og de foregående ca. 150 år, hvor kristendommen har gjort sit indtog i Danmark, kan Saxos budskaber og formaninger om at følge kirkens bud knyttes direkte til kristendommens faktiske eksistens i samfundet; alle i samfundet, kongen som folket, er bevidste om kirkens overordnede regler, deres forpligtelse til at følge disse og konsekvenserne for trods eller krænkelse af religionen. Dermed ikke være sagt at disse bud efterleves af alle. I den hedenske tid er situationen en anden. Aktørerne var på denne tid som hovedregel ikke bekendt med indholdet og betydningen af kirkens bud, og deres handlinger kan dermed ikke direkte forklares som motiveret af bevidst trods mod, eller helligelse af, den kristne tro. Det er overvejende et udtryk for Saxos holdningstilkendegivelser når han fortæller og tolker fortidens historie ud fra den kristne livsforståelse han er så præget af.
Hermed kan væsentlige forskelle i beskrivelsen af Guds hævn og straf i de to tider begrundes med Saxos totale frihed til at tillæge en person fra hedensk tid ugudelige eller blasfemiske egenskaber,
89 på trods af at denne aktør er en del af et univers, der som hovedregel ikke har begreb om de ugerninger, de har gjort sig skyldige i, eller i hvert fald forstår dem på en helt anden måde end Saxo, og den tid han skriver på vegne af. Dermed ikke være sagt, at han ikke også anvender denne religiøse forklaringsmodel på begivenhederne i kristen tid, men her stiller de historiske personers faktiske handlinger en hindring for, at Saxo kan tegne det eksakte billede han ønsker af dem; at denne fremstilling ikke kan tolkes i en anden retning end den af Saxo ønskede. Religionen er i middelalderen det nok stærkeste og mest effektive middel til at påvirke læserens opfattelse af de begivenheder, Saxo beskriver.
At Saxo ikke har samme mulighed for eksempelvis at påpege et brud på de af kirken nedsatte regler i hedensk tid, som han har det i kristen tid, betyder at han må være mere implicit i sin fremgangsmåde. I analysen af Guds hævn og straf i hedensk tid har vi således lagt vægt på symbolske tolkninger – hvordan Saxo f.eks. lader horn og slanger indgå i sin beskrivelse af det onde, og dermed knytter disse kristne symboler til, hvad han anser for at være dyrkelsen af falske guder i hedensk tid.
Det er i det hele taget tydeligt, at Saxo gør sit ypperste for at understrege, at hedningenes ukristelige fremfærd på ingen måde var acceptabel. Dyrkelsen af de nordiske guder, og de traditioner, der hørte hertil, omtales af Saxo som vildfarelser og afgudsdyrkelse. I historisk tid er det naturligvis ikke nødvendigt at tage afstand fra afgudsdyrkelse i samme grad, da kristendommen efterhånden er implementeret i samfundet. Dog er der tilfælde, hvor Saxo må genoptage sit felttog mod den hedenske tro. Kong Svens255 tidligere beskrevne hyldning af den vendiske gudestatue Svantevit er et eksempel herpå. Afstandtagen fra, hvad Saxo betegner som vantro, er altså et gennemgående tema i Gesta Danorum. Det er imidlertid konsekvenserne af denne afgudsdyrkelse, og af øvrige brud på kristendommens bud eller anden krænkelse af kirken, der er det centrale; kan der registreres en forskel eller udvikling i Saxos beskrivelse af Guds hævn og straf fra hedensk til kristen tid? Først må det siges, at begreberne hævn og straf, når de anvendes i handlinger udført af Gud selv, mere eller mindre dækker over det samme. Hævn er straf, og straf er hævn; der er tale om konsekvensen af at have forbrudt sig mod den guddommelig orden, håndhævet af Gud. Sondringen mellem begreberne er altså ikke skarp. I forbindelse med samfunds og privat hævn og straf giver det
255 Saxo nævner ikke hvilken Sven, der er tale om
90 ofte mere mening at diskutere, hvad forskellen i begrebernes betydning består i. Generelt er Saxo mere påpasselig med at anvende Gud som reel medspiller, der udfører hævnen eller straffen i hedensk tid end i kristen tid. Det er oftere antydninger og tolkninger, der peger på, at der er tale om en hævn/straf, hvor Gud er direkte medvirkende. Videre er der i hedensk tid færre eksempler på, at mennesker fører hævn og straf ud i livet på vegne af Gud. Sådanne tilfælde kan der observeres flere af i den historiske tid. Det hænger naturligvis sammen med udviklingen mod et kristent samfund. I et sådant samfund er det givet, at der må vogtes særligt omhyggeligt over de regler og love, der skal sikre den totale udbredelse af kristendommen. Situationer hvor kirke- eller kongemagten ser sig nødsaget til at straffe ukristelig opførsel, er der derfor ikke få af. Det kan også siges at hænge sammen med især Absalon og Valdemars medvirken i de nyeste bøger. De er af Saxo beskrevet som Guds mænd, der hævner og straffer brud på kirkeloven og andre ugerninger. Som i den private og samfundets hævn og straf i henholdsvis hedensk og kristen tid, er Saxos skildring af Guds hævn og straf i de to tider forholdsvis konsistent. Der lægges overordnet vægt på det samme; Gud straffer alle, der trodser kristendommen, Guds straf er per definition retfærdig og skal lede samfundet i den rigtige retning. Der er dog også forhold, hvor en ændring i forbindelse med Guds hævn og straf kan registreres. Som nævnt er der i historisk tid flere tilfælde, hvor det direkte fremgår, at en given hævn eller straf er iværksat af Gud. Det samme gør sig gældende, når vi ser på kollektiv hævn - Gud der straffer hele eller dele af folket. I hedensk tid må vi benytte os af vores egen tolkning for at finde frem til eksempler på, at Gud straffer en ugerning kollektivt. Et konkret eksempel er, da Kong Gorm og en række af hans tilhængere falder døde om, da Guds fortaler Torkild konfronterer dem med deres afgudsdyrkelse. I historisk tid er der derimod flere tilfælde, hvor der ikke er tvivl om, at det er Gud selv, der straffer kollektivt – det står direkte i teksten.256 Blandt eksemplerne er straffen over venderne og skåningene, og ikke mindst Guds hævn over hele folket, da det har gjort sig skyldig i drabet på Knud den Hellige. Guds kollektive hævn og straf kan i de fleste tilfælde opfattes som en advarsel; hvis ikke folket efterlever kristendommens bud, vil Gud hævne sig på dem – ingen forseelser undslipper Guds øjne, og folket har en pligt til at gøre sit bedste for at undgå ukristelig adfærd, ellers kan straffen også ramme de, der ikke er direkte skyldige. Det kan altså siges, at Guds kollektive hævn og straf ofte har en opdragende funktion fra Saxos side. Når Saxo beskriver, hvordan Gud ikke holder sig tilbage for at udsætte folket for oversvømmelser, hungersnød og
256 Eksempelvis først i bog 12, vers 2: ”Gud ville ikke straffe enkeltmennesker, men hele befolkningen […] derved tog han med sin himmelske magt en større hævn end menneskelig vold havde formået.”
91 fattigdom – som det er tilfældet i bog 12, hvor folket er medskyldige i drabet på Knud den Hellige – er formålet altså til dels at afskrække folket fra en sådan sammensværgelse i fremtiden. Det kan ses som et udtryk for Saxos opfattelse af, at samfundet i hans samtid ikke værdsatte kirkens virke tilstrækkeligt, og kristen opdragelse med strenge advarsler var hermed hårdt tiltrængt.
Hvad angår hårdheden af de hævn- og strafepisoder, Saxo skildrer, kan en forskel i de to tider også observeres. Generelt forekommer hævn og straf mere kompromisløs i hedensk tid. En grund hertil kan være muligheden for bod og anger i kristen tid. Det kan siges, at systemet er mere fleksibelt, da synderen ved bodsbetaling kan mildne Guds dom. Det gør sig dog gældende i både forhistorisk og historisk tid, at afgudsdyrkelse og modsættelse af kirkens indflydelse på samfundet straffes særdeles hårdt – Saxo inkluderer flere eksempler på Guds hævn over hedninge. Det er i mange af disse tilfælde ganske brutale afstrafningsmetoder, der tages i brug. F.eks. bliver Kong Regners indvolde til hugormeføde, og venderne klynges op på pæle og får maven sprættet op. Vi vil i det følgende afsnit berøre denne forskel i strenghed i fortællingerne om hævn og straf. Dette med udgangspunkt i Guds straf af kongen.
Samfundsstrukturens påvirkning af Saxos forståelse af hævn og straf Guds hævn i form af dødsstraf fremkommer som en naturlig ting i Saxos beskrivelse af det hedenske samfund. De hedenske mennesker bliver ved afvisningen af kristendommen straffet på de mest gruopvækkende måder, og de har ikke mulighed for at angre. Slangen er en af de skabninger, der var med til at udføre guds hævn og straf i Gesta Danorum. Den fungerer som det onde og lokkende væsen, der, endvidere, som i skildringen af kong Regners død, føder på de vantros ukristelige gerninger. Det er næppe tilfældigt, at Saxo vælger at benytte sig af symbolik fra skabelsesberetningen, da fundamentet for den kristne tros opkomst netop er under skabelse i den periode, hvor vores eksempler på Guds hævn og straf i hedensk tid finder sted. Ved brugen af den kristne symbolik kommer Saxos tætte forbindelse til kirken derfor klart til udtryk i hans skrivemåde. Saxo skildrer endvidere, hvordan hedningene kommer af dage ved stanken fra deres guds udtrukne hår samt dør af vrede over dennes usle forfatning. De bliver igennem deres religiøse orientering årsag til deres egen død, og Guds straf og hævn får i denne sammenhæng en mere indirekte karakter, fordi straffehandlingen ikke bliver udført aktivt på førstehånd. Saxo beskriver dog ikke de vantro som uvidende stakler men ser nærmere hedenskaben som et mere eller mindre bevidst og
92 forkasteligt valg, der mest er en fravælgelse af kristendommen som religion. I Saxos egen samtid er kristendommen langt mere udbredt og stadfæstet og dermed et bevidst tilvalg, og det er for ham og hans arbejdsgiver Absalon vigtigt, at der hersker fuldstændig opbakning til kirken. Derved viser skribenten sig på ny at være påvirket af sin egen samtids syn på hedenskaben i sin beskrivelse af det førkristne samfund. I skildringen af kristen tid bliver hedninge, som i beretningen om vendernes irettesættelse, ofre for samme nådesløse form for Guds straf og hævn som de vantro møder i hedensk tid. Endvidere har de vantro i kristen tid ikke samme muligheder for tilgivelse, bod og anger som kongemagten, og deres hedenskab alene er nok synd til, at Gud vil straffe dem med døden. De vantros modgang er ydermere selvforskyldt, fordi de ikke følger Guds vilje. Forfatteren lader derfor ikke til at tage særlig højde for, om den kristne Gud opererer i forskellige samfund med divergerende retssyn, når denne straffer hedninge. Overbeviste kristne bliver ved krænkelse af den kirkelig institution i kristen tid tillige straffet med dødsstraf af Gud, dog kan de igennem gode kristelige gerninger formidle og udsætte deres dødsdom. I beretningen om de tre mænd, der krænker biskop Vilhelms grav, åbner Saxo op for muligheden for, at det kristne menneske kan gøre bod og angre. En af aktørerne opnår, ved hjælp af gaver til kirken at udsætte sin dødsdom betragteligt. De strafformildende gaver til kirken kan lede tankerne over på det nyindførte bødesystem i Saxos samtid. Guds hævn og straf hårdest ud over kongen i hedensk tid, og der er ingen vej tilbage, hvis denne først har modarbejdet eller vendt kristendommen ryggen. Især kong Regner, der brugte mange kræfter på at bekæmpe den kristne tro må lide en gruopvækkende og pinefuld død. Det kan være, at Saxo i dette tilfælde hovedsageligt tager højde for eller lader sig styre af den samfundsstruktur, han beskriver. Vi ved, at landet var præget af vold igennem fejde og hævnaktioner før kirkens udbredelse og nedskrivningen af landskabslovende, hvor bødebetaling eller landflygtighed er normen ved begåede ulovligheder. Saxo knytter altså Guds straffemuligheder til samfundets tidsmæssige retsprincipper. Dette kan forklare, at den kristne Guds irettesættelser bliver af en yderst voldelig og makaber karakter i hedensk tid. Endvidere er det ikke en kristen men en hedensk konges ugerninger, der bliver straffet, hvilket for Saxo kan betyde, at den vantro ikke hører under kirkens beskyttelse og regler. Kongemagten blev dog, hvis den gik imod kirken, ikke udsat for dødsstraf i Saxos skildring af kristen tid. Regenten blev i stedet straffet ved landflygtighed og fangenskab som i beretningen om Svend Tveskæg, men han kunne alligevel igennem bod og anger opnå Guds tilgivelse. Gud straffer derfor ikke kongerne ens i henholdsvis kristen og hedensk, hvilket kan begrundes med, at Saxo
93 befandt sig midt i en retsmæssig brydningsperiode, hvor kirken havde fokus på, at hævnaktioner skulle erstattes med bødesystemer og fredløshed. At Guds hævn og straf i kristen tid ikke fører til dødsdom over kongen bevidner på ny vigtigheden for Saxo i at fordre et godt samarbejde mellem kirke og konge. En kollaboration hvor kongen ikke er i tvivl om, at Gud er den højeste magt, og hvor han samtidig kan opnå tilgivelse og medfart som konge ved en stadig religiøs underkastelse.
De vantro bliver straffet på nogenlunde samme vis i det før-kristne og i det kristne samfund. Dette kan begrundes med, at hedningene for Saxo slet ikke hører under kirkens beskyttelse og regler. Guds straf og hævn er for de vantro den sikre død. Man må formode, at Saxo igennem de gruopvækkende dødsdomme forsøger at skildre et voldssamfund, hvor hedningene bliver straffet på deres egne præmisser, fordi de ikke står under eller har taget imod Guds beskyttelse og livssyn. Hedningene bliver derved et billede på det hedenske samfund, hvor den nedarvede ret og blodhævn og fejde var fuldt ud accepteret. De kanoniske retsprincipper spiller i højere grad ind, når Saxo beskriver Guds straf for de kristne, hvor der er større mulighed for bod, tilgivelse og anger. Især har de kristne konger mulighed for tilgivelse, hvis de til fulde underkaster sig den kristne Gud. I det kristne samfund hævner Gud sig dog til stadighed med døden til følge. Man kan derfor spørge sig selv, hvordan Saxos beskrivelse af Guds hævngerninger i kristen tid stemmer overens med forfatterens opbakning til kirkens fredsbefordrende retspolitik? Denne dobbelthed i Guds straffemåde og det kanoniske retssyn kan begrundes med, at Saxo, til trods for sin stilling som Absalons klerk, ikke nødvendigvis har overtaget de religiøse værdier bag kanonisk ret til fulde, men i stedet er mere verdslig orienteret. Som et eksempel på Saxos verdslige orientering bliver klosterlivet kun berørt flygtigt i Gesta Danorum også selvom, der i Saxos samtid bliver opført mange nye klostre. Tendensen bekræftes af, at nøgleordene konge, borg og krig, der fremkommer langt oftere end begreberne munk, kloster og messe, når man foretager en søgning i den elektroniske udgave af Gesta Danorum, som nævnt tidligere.
Diskussion – del 2
Sammensmeltningen af privat og samfundets hævn og straf Vi har i vores analyse benyttet tre arbejdskategorier, eller begreber, for at få et overblik over Saxos
94 holdning i forhold til begrebet hævn. En af disse kategorier, Guds hævn, er forholdsvis uproblematisk. Saxo benytter den selv både direkte og indirekte. De to andre kategorier, privat og samfundets hævn (hvor begrebet hævn til tider overlapper med vores forståelse af begrebet straf) er langt mere problematiske. De er ikke udtryk for universelle, almengyldige størrelser, men et resultat af en historisk proces med statsdannelsen, og dermed adskillelsen af en privat og en offentlig sfære i centrum. Dette skel eksisterer ikke på samme måde i Saxos samtid. Den gryende dannelse af en offentlighed med kongen og kirken som øverste myndighed, kan ikke sammenlignes med nutidens skarpt optegnede grænser mellem det offentlige og det private. Analysen viste da også, at det var svært utvetydigt at placere en hævnberetning i en af de to kategorier, vi på forhånd havde stillet op som metodiske redskaber i analysen. Kategorierne privat hævn/straf og samfundets hævn/straf flyder ofte sammen i Saxos beretninger. Specielt i Saxos beretninger om hedensk tid har det været svært at trække grænsen mellem privat og samfundets hævn/straf. Historien om Amled viser tydeligt en sammensmeltning af private og samfundsmæssige interesser i en og samme person. Amled fungerer ikke blot som en søn, der hævner sin fars død, men redder samtidig samfundet fra fordærv og synd ved at fjerne en tronraner fra magten. Som den gode kongesøn overfor den tyranniske onkel Fenge er hans interesser lig med samfundets interesser; og har man samfundets interesse på sinde er man god, handler man egennyttigt, slet. Dette skal selvfølgelig kobles med idealet om kongen som behersket og velovervejet allieret for kirken, der præger Saxo. Saxo fremstiller da også Amled som værende i tråd med kirkens krav til en verdslig fyrste – han taler sandt og tager afstand fra moderens synd. Der er altså ingen modsætning mellem samfundets værdier; sandhed, dyd, retfærdighed, og Amleds private interesse i hævn. Amled retfærdiggør da også selv hævnen som udført for samfundet. Amleds aktion er blot en personificering af samfundets retfærdige hævn over Fenge. Hans private hævn bliver altså til samfundets hævn. Dette skyldes flere ting. For det første beskriver Saxo overvejende samfundets spidser i sit værk: konger, højtstående hirdsmænd og biskopper. Med andre ord er hans fortælling en fortælling om samfundets myndighedspersoner. Kun sjældent berettes om personer der ikke varetager en eller anden form for myndighed i samfundet. Når Amled, i kraft af sin status som kongesøn, hævner faderens mord, og derved efterkommer sit slægtsansvar i forhold til faderen, får hans handling samtidig stor betydning rent politisk. Kongeværdigheden og dermed magten skifter hænder som følge af et privat opgør. Amleds handling bærer i sig samfundsmæssige konsekvenser. Men også i hedensk tid er det til tider muligt at skelne klarere mellem privat og samfundets
95 hævn/straf. I beretningen om Bikkes hævn over drabene på sine to brødre, fremstår Bikke tydeligt som en privatperson, og varetager sin egen private slægtshævn. Kong Jarmerik, der står som personificeringen af samfundet, lader sig forlede af Bikkes smiger, og bruger sin magt, og derved samfundets magt til at gennemføre noget, der i virkeligheden er Bikkes private hævnaktion. Her er et eksempel fra hedensk tid, hvor Saxo skelner klart mellem et privat slægtsanliggende og kongens position som varetager af samfundets interesser. På trods af denne forholdsvis klare skillelinje mellem de to begreber, sker der alligevel en fordrejning af dem. Bikke formår ved hjælp af list og løgne at forlede kongen, og implicit samfundet, til at gå imod samfundets interesser, og til at handle uretfærdigt. Beretningen viser, hvordan Bikke gør sin private hævn til et offentligt anliggende, ikke gennem åben argumentation eller ved at påpege hvorledes ugerningen er en forbrydelse mod samfundet som et hele, men ved at misbruge kongens tillid. Kongen ser dog i en drøm sig selv sidde gammel og barnløs tilbage da Broder, hans søn som Bikke ønsker straffet med døden, dræbes. Som følge af denne drøm, modsætter kong Jarmerik sig Bikkes ønsker og frelser derved sin søn. Dette er interessant, da det betyder at kongen, og dermed samfundet, i sidste instans handler retfærdigt. At det så er kongen som privatperson, der muliggør, at Broder, der er uskyldig, frelses, viser blot hvor udefineret skellet mellem kongens funktion som varetager af samfundets interesser og hans rolle som privatperson er. På trods af at kongen i beretningen er blevet beskrevet som en privatperson, der kan påvirkes af løgn og svig, besidder han, i magt af sin position, i sidste ende evnen til at genoprette balancen i samfundet, og står som en garant for samfundsordenen. Derfor må det også være bekymrende, når han i denne position i bund og grund agerer som privatperson. Mens Bikke er klart afgrænset som en privatperson og søger at opnå samfundets midler til at udføre sin hævn, er der i kongens person igen en sammensmeltning af de private og samfundsmæssige interesser.
Saxo forsøger at beskrive en udvikling i danskernes historie, fra et mere uciviliseret, men stadig modigt og stærkt folk på højde med de gamle romere, til et civiliseret samfund med tydelige regler. For at opnå dette er Saxo nødt til at vise, at danskerne før i tiden ikke var helt lige så udviklede på det retlige område. De var stadig et godt og heroisk folk, men i høj grad fanget af hævd og sociale normer baserende på slægten og slægtssansvaret, der ikke er så gode som det individuelle ansvar, kanonisk ret hylder. Når sammensmeltningen af samfundets hævn/straf og privat hævn/straf er mere udtalt i hedensk tid, end i kristen tid, på trods af at Saxo også her fokuserer på samfundets øvrighed, skyldes det sandsynligvis kirkens indtog, der danner kimen til et egentligt retssystem. Med kirkens indtog bliver det muligt at indføre mere civiliserede måder at bilægge og dømme tvister og
96 uenigheder. Retten (som i nogen grad søger at ændre eller erstatte hævd) er abstrakt, og det bliver muligt at dømme enkeltsager ud fra en i forvejen besluttet strafferamme, som det ses for eksempel i Saxos beskrivelse af Knuds hirdslov. At det er nemmere at skelne mellem privat og samfundets hævn/straf i senere dele af Gesta Danorum, selvom det heller ikke her er helt uproblematisk, kan ifølge Leegaard Knudsen forklares med Saxos forsøg på at vise en udvikling i retsopfattelsen og derved en udvikling fra et mere barbarisk til et mere civiliseret folk.257 Vi vil dog også argumentere for, at Saxos får mange af den kanoniske rets værdier og idealer ”plantet” som gammel dansk hævd.
Der er altså i Saxos værk en sammensmeltning af begreberne privat og samfundshævn/straf, fordi inddelingen i de to begreber er en, af os skabt, kunstig kategorisering, som i høj grad ikke stemmer overens med Saxos verdensbillede og de sociale strukturer i hans samtid. Når Saxo nu viser, at han trods alt er i stand til, i visse tilfælde at skelne mellem for eksempel kongen som privatperson og som myndighedsbærer (Valdemars vrede over skåningernes behandling af Absalon, samt hans senere velovervejede straf af skåningerne for deres oprør), tyder det på, at han skriver i et samfund, hvor en gryende bevidsthed omkring noget offentligt modsat noget privat eksisterer. Det er også tydeligt hos Saxo, at den offentlige sfære, sådan som den fremstår i hans værk, samtidig er en retslig sfære. Mens den private hævn ofte er udtryk for hævd, sociale normer og slægtssansvaret, er den offentlige, samfundets hævn eller straf, ofte i samklang med kanonisk ret. Derfor er det også interessant, at der i Gesta Danorum findes to typer af sammensmeltning mellem den private og den samfundsmæssige hævn/straf. Den første type hører primært til i hedensk tid. Det er Amled. Sammenblandingen af det private og det offentlige i en person. Som nævnt ovenfor tyder det på en endnu ikke udviklet statsmagt, på fraværet af en egentlig offentlig sfære. Den anden type af sammensmeltning mellem en privat og en samfundsmæssig hævn/straf, er mere typisk i kristen tid, og ses blandt andet i eksemplet med Skjalm Hvide, som ophøjer sit private hævntogt over broderen Autes død til et offentligt anliggende. Denne type sammensmeltning er væsensforskellig fra sammenblandingen af det offentlige og det private i en person som Amled. Her er det tydeligt, at hævnen er privat. I sin grundform passer den tydeligt indenfor rammerne af den kategorisering, vi har opstillet. Autes død er muligvis tragisk, et stort tab for en af de vigtigste slægter i Saxos samtid. Men her er ikke tale om, at landet styrtes i fordærv på grund af Autes død. Autes død har ingen umiddelbar samfundsmæssig betydning; mordet er et overgreb på
257 Leegaard Knudsen argumenterer i ”Law and Legislation in Saxo Grammaticus' Gesta Danorum”, for at Saxo bruger den af ham opfundne lovgivning til at vise de danske kongers moralske kvaliteter, samt for at vise hvordan danskernes love har udviklet sig fra ”...harsh, barbarous laws befitting a hard, primitive society, to a more advanced, just society.” Münster-Swendsen og Vogt 2006, 120
97 Hvideslægten. Men det er alt. Saxo selv anerkender implicit, at Autes død tilhører den private sfære. Når han pointerer, at Skjalm Hvide presser tinget til at gå i krig mod venderne, og derved hævne Aute, pointerer han samtidig, at dette pres var nødvendigt. Der var, i vores opfattelse, ikke umiddelbart en nødvendighed for at gå i krig og straffe de vendiske sørøvere. Alligevel beskriver Saxo, hvordan noget, der tilhører den private sfære, bliver til samfundets problem. Han afslutter sågar sin beretning med at bemærke, at slaget med venderne var hævn for deres mange sørøvertogter mod Danmark, og at den hårde skæbne, de mødte for enden af danskernes sværd, gjorde landet en tjeneste i det, den virkede til skræk og advarsel, og førte til en pause i vendernes togter. Saxo vælger altså her at vise en slægt (som han skylder en vis loyalitet), der gennemtrumfer en privat hævnaktion med tingets velsignelse. Det undrer, at Saxo vælger at fremstille den private hævn som et samfundsanliggende senere i beretningen, hvor han nævner vendernes gentagne overgreb på de danske kyststrækninger, og til slut legitimerer hele hændelsen ved at påpege hævnens afskrækkende virkning og hensigtsmæssige konsekvenser. Som skriver kunne han have pointeret vendernes mange sørøvertogter allerede i starten af fortællingen, og derved fremstillet Skjalm Hvide ikke blot som en privat person med ønsket om en privat hævn, men snarere som en stemme for samfundshævnen, for samfundets værdier. Ved at fokusere på den skade venderne anrettede på hele landet, snarere end på det personlige tab Skjalm Hvide og hans slægt led, kunne Saxo have fremstillet ham i samme lys som Amled. Både som hævnende privatperson, og som en der ønsker at genoprette balancen i samfundet ved sin straf. I stedet vælger Saxo altså at bruge Skjalm Hvide som en privatperson, og starte ud med at identificere hans anliggende som et slægtsanliggende, en privat hævn, for derefter at bruge resten af fortællingen om slaget med venderne til at forsøge at legitimere den i bund og grund private hævnaktion ved at påkalde sig samfundets interesser. Så mens sammensmeltningen af privat og samfundshævn hos eksemplet om Amled ligger i selve personens position, og i det faktum, at øvrigheden, myndighederne i bund og grund var privatpersoner, ligger den i eksemplet med Skjalm Hvide i Saxos bevidste forsøg på at iklæde det, han først identificerer som privat hævn, i samfundshævnens klæder. Dette indebærer også, at samfundets hævn for Saxo er mere velset end den private hævn. Når noget først er blevet identificeret som samfundets hævn, er det samtidig identificeret som noget godt, noget retfærdigt. En privat hævn skal først legitimeres gennem en universel retfærdighedsfølelse. Altså, at gerningen bærer straffen i sig selv, og at Saxo derfor beskriver straffen som et naturligt resultat af gerningen, på trods af, at hævneren ikke nødvendigvis er en øvrighedsperson, og uden at hævneren har
98 involveret de rette myndigheder, kongen, tinget, kirken. Dette kan ses af eksemplet med Tokes planlagte hævn over kongen, da denne tvinger ham til at skyde mod et æble, placeret på hovedet af Tokes egen søn, for at bevise påstanden om at kunne ramme et mål på lang afstand. Når den private hævn ikke er umiddelbar retfærdig, eller når hævnen ikke står i proportion med ugerningen er Saxo nødsaget til at ophøje den private hævn til samfundets hævn/straf, hvis han af politiske årsager ikke kan lade hævneren fremstå som uretfærdig. Saxo griber derfor ofte tilbage til nogle socialt accepterede normer og værdier for at sikre sig, at læseren anerkender den private hævn som et samfundsanliggende.
Disse sammenblandinger af det private og det samfundsmæssige gør som nævnt, at vores analyse redskab (kategorierne privat hævn/straf og samfundets hævn/straf) nogle gange virker en smule klodset; som et fremmedlegeme der ikke helt passer ind. Og det er det i høj grad også. Saxo opererer ikke med vores termer. Privatinteresser og samfundsinteresser er umulige at skille ad. Samfundet består af ledende privatpersoner, og at kalde deres interesser for samfundets er et retorisk greb, Saxo tager ud fra sit politiske standpunkt. Denne holdning bekræftes af eksemplet med Knud den hellige, hvor folket der dræber ham, ifølge Saxo er i opposition til samfundets interesse, hvorimod folket netop værner samfundets interesse ved at vende sig mod Niels og Magnus efter mordet på Knud Lavard. Om der er tale om samfundets hævn, eller privat hævn, er altså mest af alt et spørgsmål om Saxos politiske prioriteringer. Samfundet er en blåstempling af visse private aktører. Der findes ikke en objektiv inddeling i kategorierne offentlig overfor privat. De eksisterer i vores bevidsthed, men er kun i deres spirende form på Saxos samtid og derfor nærmest uadskillelige i Saxos værk. At vi alligevel har valgt at bruge dem betyder ikke, at vi ikke er bevidste om problematikken i at benytte historisk betingede begreber til at analysere noget, der stammer fra en tid, hvor disse begreber endnu var i deres vorden. Vi har i stedet valgt at se på begreberne som idealtyper, i den viden at vi ikke er i stand til at finde dem i den rene form i Gesta Danorum. På trods deraf, eller muligvis på grund af dette, har de været med til at styrke vores forståelse af Saxos holdning til hævn. Det, at hævnen ofte kunne underordnes både den private og samfundets sfære, har tvunget os til at overveje hvilken, om nogen, den passede bedst til. Inddelingen i disse kategorier har også vist os, hvor kompleks samfundsstrukturen i Saxos samtid var. Det er netop i vores manglende evne til utvetydigt at kunne skelne mellem det private og det samfundsmæssige, i vores manglende evne til at placere Saxos hævnfortællinger i klart afmærkede kasser, at det interessante i Saxos værk, og i vores projekt opstår.
99 Konklusion I Saxos værk fremgår det tydeligt, at han er splittet mellem to norm- og værdisæt angående begreberne hævn og straf: På den ene side er han dybt påvirket af hævd og giver til tider udtryk for, at privat hævn og straf under visse omstændigheder ikke blot er acceptabelt, men direkte påkrævet. Der er altså i Gesta Danorum tydeligt følelsen af, at der findes en universel retfærdighedsfølelse og af, at visse ugerninger bærer deres konsekvenser (hævnen) i sig selv. Det betyder også, at privatpersoner kan udøve denne hævn og dermed personificere en universel og almengyldig retsfølelse. På den anden side er Saxo influeret af kanonisk ret, og det fremgår meget tydeligt af værket, at han idealiserer denne. Samfundets hævn og straf, der ofte bunder i kanoniske værdier fremstår ofte som retfærdig, vis og positiv. Der stilles ikke på samme måde spørgsmålstegn ved samfundets hævn og straf, som ved privat hævn og straf, der til dels må legitimeres ved at påberåbe sig samfundets interesser. Saxo er altså i Gesta Danorum fortaler for et kanonisk, og mere reguleret retssystem, og for afskaffelsen af visse dele af det gamle slægtsbaserede straffesystem.
I forhold til skellet mellem hedensk og kristen tid ændrer Saxo ikke grundlæggende holdning til hævn og straf begreberne, til gengæld er der her en større grad af sammensmeltning i sfærerne privat og samfund i hedensk tid. Grænsen mellem for eksempel kongens embede og hans privatperson er overordnet mere klart defineret i kristen end i hedensk tid. Samtidig er straffene ofte noget mere blodige og chancen for tilgivelse langt mindre i hedensk tid end i kristen tid. Dette ændrer dog ikke ved de grundlæggende kristne og juridiske værdier og normer, som hævnen eller straffen er udtryk for i de to dele af Gesta Danorum. Det bliver især synligt i forbindelse med de personer, som Saxo i hedensk tid fremhæver som gode, retfærdige og heltemodige. De står for de samme normer og værdier, som senere genfindes i kanonisk ret. Alligevel lever de i et samfund, hvor disse normer og værdier ikke står lige så tydeligt som i kristen tid. Noget der, som nævnt, blandt andet kan ses i sammenblandingen af en persons embede og hans private interesser. Vi må derfor anse forskellene i hævn og straf i værkets beretninger som et udtryk for, at Saxo ønsker at begrunde en ændring fra et mere voldsbaseret samfund, til et kristent og mere civiliseret samfund i sin egen samtid, snarere end som et udtryk for at disse kanoniske værdier ikke også dengang var rigtige og relevante. Saxo prøver både at legitimere indførelsen af den kanoniske lov ved at vise dens alder, og fremstille hedensk tid som et mere voldeligt samfund, for at vise nødvendigheden af
100 den. Vi kan desuden tolke, at der må findes folk i Saxos samtid, der opfører sig mindre kristent, siden han finder det nødvendigt at ”opdrage” dem ved hjælp af sine beretninger. Gud straffer hårdt i hedensk tid, fordi Saxo vil understrege, at der ikke findes andre sande veje end den kristne. Saxo beskriver her et noget mere blodigt Gudsbillede end det, de samtidige, kirkelige strømninger, som for eksempel fredsbevægelsen, er udtryk for. Dette fører tilbage til omvæltningerne i retsområdet på Saxos tid. Guds straf kan mildnes i Saxos beretninger ved bod og anger, hvilket især optræder i kristen tid. På denne måde fremstiller han et dobbelt Gudsbegreb - på den ene side er Gud den hævnende, på den anden side den tilgivende, hvilket i sig selv viser, at opfattelsen af Gud er under forandring i Saxos egen samtid.
Realpolitisk fungerer Gesta Danorum som begrundelse for, at Danmark skal have eget ærkesæde, men Saxos Danmarkshistorie kan også tolkes som et forsøg på at påvirke det politiske klima for udformningen af de landskabslove, som var undervejs i samtiden. Saxo er altså et led i den juridiske værdikamp, der finder sted i det danske rige. De vigtigste værdier angående hævn og straf retfærdiggøres i Gesta Danorum ved at benytte et retorisk greb og identificere dem som hævd, hvilket får dem til at fremstå som fuldt ud gældende i hedensk tid. Det skyldes, at love fandt deres legitimering gennem en henvisning til deres alder og derved deres status som alment- og evigt gyldige. Kanonisk ret kunne altså ikke uproblematisk indføres som noget ”nyt”, men måtte legitimeres gennem dens lange (fiktive) historie, og dens ligeledes (til dels fiktive) status som hævd. At bringe den hævd, der fandtes i den danske fortid på bølgelængde med kanonisk ret, var altså en nødvendig gødning af jorden før den nedfældning af landskabslovene, der så småt var undervejs i Saxos samtid. Altså beskriver Saxo ikke en udvikling, i forståelsen ”brud”, men, med sin henvisning til hævd, snarere en ”viderebygning” i, og af, den generelle retsopfattelse. Saxos intention er at fremstille et dansk rige med et hævdretssystem, der allerede i gamle dage lignede den kanoniske ret på Saxos egen tid. Gammel dansk hævd foregriber altså kanonisk ret i Saxos udlægning. Det er ikke nødvendigvis en beregnende proces. Når Saxo konstruerer fiktion, der indeholder hævn og straf, sker det ud fra hans personlige værdier. Det vil sige, at det straffesystem, vi møder i hedensk tid i Gesta Danorum, er udtryk for Saxos retsidealer.
Overordnet kan vi sige, at Guds hævn og straf kan forekomme hårdere i hedensk tid. Den skræmmende portrættering af hedenskaben er medvirkende til at sætte kristendommen i et yderst
101 fordelagtigt lys og derved indirekte fordre de kanoniske retsidealer. Samfundets og privat hævn og straf i hedensk tid fungerer i højere grad som en spejling af Saxos egen samtid, hvor de aktører, det går godt for i beretningerne, repræsenterer en ageren, der kan forekomme kirkeligt orienteret. Den kanoniske tankegang bliver derved på ny legitimeret og fremstår som en del af hævd, hvilket er med til at berettige loven ydermere i Saxos egen samtid. Samtidig fremstår skurkene, og samfundet generelt, mere voldeligt end i kristen tid. Saxos skildring af hedensk tid fungerer derved både legitimerende og som et skræmmebillede på en gang, men begge måder forekommer befordrende for kanoniske retsidealer i Gesta Danorum.
Perspektivering til ”The Invention of the State” af Cheyette Fredric Cheyettes essay kaster lys over den problematik, vi allerede indledningsvis beskæftiger os med i begrebsafklaringen, men som for alvor bliver bekræftet i analysen, og som vi igen tager op i diskussionen under punktet ”Sammensmeltningen af privat og samfundets hævn/straf”: Nemlig, at det er umuligt at opretholde skellet mellem privat og offentlig i analysen af Saxo. Hvis vi ”læser med” vores analyse, kan kategorierne bruges som arbejdsredskaber, men skal vi forsøge at ”læse mod”, hvilket vi vil gøre her, er Cheyettes perspektiv væsentligt: Vi kan ikke bruge vor tids sproglige kategorier til at beskrive et samfund, de er fremmede for. Fredric Cheyettes pointe er, at vi overhovedet ikke er i stand til at begribe middelaldermenneskets mentalitet, før vi har ryddet op i vores eget begrebsapparat. Derfor må vi først forstå, at hele opdelingen mellem samfundets hævn og straf overfor privat hævn og straf er et sprogligt og mentalt arvegods, der er opstået med statsdannelsen og følgende ikke kan benyttes til at beskrive perioden før denne. Set i lyset af Fredric Cheyettes artikel er to af vores tre analysekategorier derfor omend særdeles problematiske. Som vi også oplevede i analysen, var Saxos skelnen mellem privat og offentlig ikke altid klar og tit ikke logisk i vores forstand. Det skyldes ifølge Cheyettes synspunkt, at Saxo, som middelaldermenneske slet ikke forstod verden ud fra samme diskurs, som vi gør idag. At skelne skarpt mellem privat hævn og samfunds hævn er altså et meget nutidigt greb, som vi måske godt kan benytte på Saxos værk (med vold og magt), men som forfatteren aldrig nogensinde selv ville have gjort sig tanker om. Cheyette formulerer det således: ”[...] such concepts as ”public”, ”private”, ”central power,” and ”particularism” are themselves the value-laden products of historical development and not atemporal categories of human thought. The most basic categories of constitutional and legal history, categories that assume these concepts or their equivalents, in concequence become problematic. [...] They cannot be the starting point for
102 historical analysis or description, because they are themselves history-bound [...]”.258 I Cheyettes optik falder vi altså i her. Før vi diskuterer dette nærmere, er det nødvendigt at se nærmere på Cheyettes essay. Spørgsmålet i dette er, om vi overhovedet kan tænke os ud over staten, når staten er ansvarlig for selve den skoling, vi har gennemgået. Cheyette rejser indledningsvis problematikken med henvisning til de klassiske filosoffers tætte bånd til statens love. Vi er et produkt af staten; men i dag føler vi os i modsætning til i antikken alligevel adskilte fra staten. Cheyette henviser til Heinrich Mitteis259, der hævder, at staten ikke opstod som en nyskabelse, men at den altid har været der og derfor hverken skulle opfindes eller genopfindes i perioden.260 Menneskets behov for staten var tilstede, før den blev skabt, og derfor opstår staten ikke ud af det blå, men eksisterer som en slags apriori skabelon i middelaldermenneskets bevidsthed. Statsdannelsen defineres som ”the formation of impersonal, relatively permanent political institutions”.261 Netop institutionerne adskiller os fra staten, da de kræver, at folk kan skelne mellem privatperson og embede – og det er man altså endnu kun ved at lære på Saxos tid, hvor begrebet institution endnu er en nyskabelse. Cheyettes centrale synspunkt er, at staten bygger på en række fundamentale distinktioner, som vi tager for givet i dag, selvom de oprindeligt ikke var det.262 Det drejer sig om: Embede/person (”office/person”) Retsstat/selvtægt (”the rule of law/ the rule of man”) Offentlig/privat (”public/private”) Autoritativ/ikke-autoritativ (”authoritative/nonauthoritative”) Manipulation/naturlighed (”artifice/naturalness”)263
I slutningen af det 11. århundrede fandt størstedelen af samfundet disse nyskabelser mærkelige og i modsætning til kendt hævd. Og kulturen i 10. og 11. århundrede kendte, ifølge Cheyette, altså ikke til de nævnte distinktioner. Men det ændrer sig. Efter statsdannelsens begyndelse bliver lovene bygget op om kategorier (i stedet for individer), som er abstrakte og kan ”testes” logisk.264 I en mundtlig kultur265 findes sådanne generelle kategorier ikke, og love kan følgelig ikke efterprøves
258 Sullivan 1978, 146 259 Sullivan 1978, 145 260 For at tidsfæste statsdannelsen refererer Cheyette til Joseph Strayer, der sætter forløbet til ikke mindre end perioden 1100-1600. 261 Cheyette citerer Joseph Strayer. Sullivan 1978, 146 262 Tilsammen udgør de hele den diskurs, vi opfatter verden ud fra i Vesten i dag. 263 Sullivan 1978, 149 264 Sullivan 1978, 162 265 Statsdannelsen gør en ende på de mundtlige samfund, hvor alt andet end religiøs viden, der var forbeholdt en lille
103 logisk. Derfor hævder Cheyette, at mennesket i den mundtlige kultur ikke ejer det moderne menneskes evne til at tænke abstrakt: ”[...] we have the impression that people of earlier medieval Europe lived according to a ”cake of custom” in which the distinctions we are use to – between law and morality, between private and public rules – were not made. For such distinctions are the very stuff of abstraction”.266 Historisk set begynder den nye diskurs at tage form, da tænkere indenfor kirken prøver at finde ud af, hvordan man kan løse investiturstriden, og formulerer skellet mellem person og embede. Men dette skel kommer ikke let til kirken, og bl.a. er pave Gregor VII stærk modstander af det. Ifølge Cheyette var hans holdning følgende: ”The powers of the pope do not refer to a set of rules, they do not constitute an office in a rule- referential context, they are the effluence of character supernaturally transformed by the ritual of ordination”.267 For Gregor VII beror selve karakterforskellen på verdslige fyrster og gejstligheden netop på ordinationen.268 Derfor kan han heller ikke gå på kompromis i investiturstriden. Hans diskurs tillader ham, ifølge Cheyette, ikke at anskue ordination som en symbolhandling. Når en person ordineres, er det altså for Gregor VII en konkret religiøs begivenhed, og den ”virker” så at sige ikke, hvis en verdslig fyrste foretager den. Derfor er det først under den senere pave Callistus II, at kirken indfører skellet, der fører til ”freden” med det tysk-romerske kejserrige med Wormskonkordatet i 1122. ”Once power ceased to emanate from character, however, and was made rule referential, the ritual of investiture became nothing more than placing a person in the context of those rules. The ritual became merely symbolic”.269 En sidste pointe, der er relevant for denne perspektivering, er hvor Cheyette påpeger, at staten opstår indefra kirken selv, fordi kirken har brug for staten for at retfærdiggøre sine jordiske besiddelser. ”Goods of the Church were not made sacra by their donation. As property [...] by their very nature
gruppe særligt uddannede gejstlige, blev overleveret mundligt. Viden i et mundtligt samfund er væsensforskellig fra det skriftlige i sin natur. For det første skulle den være til at huske, og var derfor ofte formuleret som rim og andre huskevers, for det andet var den specifik; knyttet til særlige handlinger og personer. Dette står i modsætning til kanonisk lov, der er generel. For Danmark er runerne selvfølgelig en undtagelse, men langt størstedelen af befolkningen levede i en mundtlig kultur. Cheyette beskæftiger sig heller ikke specifikt med Danmark, men med statsbegrebet generelt. 266 Sullivan 1978, 162 267 Sullivan 1978, 166 268 Sullivan 1978, 164-65 269 Sullivan 1978, 169
104 they existed only by virtue of human law, for possession is itself a category of human law.”270 Cheyette lægger her et meget konkret ”follow the money”-motiv for dagen: Kirken kan simpelthen ikke besidde ejendom uden verdslig lovgivning. Staten og alle de førnævnte distinktioner, der følger med den, er altså, ifølge Cheyette, i kirkens egen interesse. Når vi anskuer Saxos mentalitet i lyset af Cheyettes pointer, er konklusionen altså, at selve denne konflikt - skabelsen af den moderne stat, og bevidstheden, der knytter sig til den i opgøret med de gamle sæder og skikke - er et mentalt opgør, der finder sted i samfundet, såvel som i Saxos hoved. Set ud fra Cheyettes perspektiv, er det derfor logisk, at Saxo må blande kategorierne sammen – de eksisterer jo ikke som færdigudviklede størrelser, da han skriver sit værk. Privat overfor offentlig er stadig begreber til forhandling, hvilket sætter sine tydelige spor i Gesta Danorum.
Som en af sin tids vigtigste lærde, er Saxo ved sin indflydelse på ”dansk mentalitet” og derved dansk statsdannelse, paradoksalt nok selv indirekte med til at skabe og definere de selvsamme begreber, som vi har søgt at benytte til at analysere hans værdier her ca. 800 år efter, han satte punktum for Gesta Danorum. Vores begrebsapparat er bl.a. et produkt af den brydning, der fandt sted på Saxos tid – og derfor er det ikke egnet til at beskrive det, der fandtes under og før denne brydning: Det danske rige som det så ud inden styrkelsen af centralmagten, den skriftelige kulturs sejrsgang271 og ikke mindst kirkens, statsmagtens og landskabslovenes kanonisering af Danmark som moderne europæisk stat. Saxo har ikke haft samme skemata i sin tilgang til verden, som vi har. Den erfaring og forståelsesramme, han havde, er radikalt anderledes end den, vi har i dag. Kan vi så overhovedet forstå, hvordan han egentlig tænkte? Ikke umiddelbart. Først må vi nedbryde vores egne tidsbundne skemata. Det kan naturligvis kun til dels lade sig gøre, men vi kan så være bevidste om dem.272 Med Cheyette in mente kan Saxos værk anskues som et produkt af en mentalitet og et værdisæt, der altså kun skelner privat og offentlig, person og embede, retsstat og selvtægt, for ikke at tale om hævn og straf, på et tidligt stadie, hvor begreberne stadig flyder. Saxo benytter ofte ”samfundets interesse” som en slags retorisk greb, og man får det indtryk, at hvem der udgør ”samfundet”, mest af alt er et politisk spørgsmål. Endvidere skal vi huske på, at de statsskabte distinktioner har haft en 800 år lang historie mellem Saxo og os som nutidig læsere.273 Skal vi bygge videre på Cheyettes pointe, er referencerammen
270 Sullivan 1978, 169 271 Vi har allerede taget forbehold for runerne. 272 At tro, at vi kan afklæde os vores tid mentalt, er selvølgelig igen et tidstypisk træk. 273 Herudover skrev Saxo på sølvalderlatin, mens vi læser ham på Peter Zeebergs 2005-danske. Alle gode intentioner
105 desuden afgørende. Saxos referencer er de klassisk romerske værker; altså er han tilbageskuende fra sin egen tid. Vores forståelsesramme er derimod al den historie, der ligger imellem Saxos værk og vor tid; vores historie, vores fortid, men jo, fremtid i forhold til Saxo. Vores forståelse af Saxos tid er derfor, når alt kommer til alt, måske lige så fremmed fra denne, som hans ville være af vor tid, hvis han rent hypotetisk kunne få lov at analysere den. Pointen er her, at betydning opstår i mødet med erfaringen. Vi kan ikke slette vores erfaring, og derfor kan vi aldrig opleve verden, som Saxo gjorde. Aldrig forstå, hvordan han egentlig tænkte. Dog kan vi godt læse nogle værdier ud af ham. Notere os hans holdninger til hævn og straf i Gesta Danorums forskellige bøger. Men at tro, at vi kan tegne en fuldstændig psykologisk profil af ham ville være naivt såvel som arrogant. Vi må hele tiden huske på, at Saxos tid er lige så fjern fra os som år 2807 – og at tale om hvilke værdier ang. hævn og straf folk har til den tid må pr. definition være behæftet med en vis usikkerhedsmargin. Men denne kritik taget i betragtning, har vores analyse alligevel givet et solidt indblik i Saxos normer og værdier. Selvom vi anskuer Gesta Danorum i en distance af 800 år, er der ikke desto mindre tale om et levn, der er en næsten uudtømmelig kilde til forståelse af middelalderens Danmark. Der er meget information at hente hos Saxo, hvis man altså er bevidst om sit begrebsapparats begrænsninger og muligheder. Ved at analysere Saxo ud fra distinktioner mellem privatsfære og samfund, mellem hævn og straf, kan det ifølge Cheyette hævdes, at vi gør vold på Saxo, da han jo ikke selv skelnede imellem disse kategorier. Omvendt har det netop været vores nøgle til at analysere, hvordan Saxos værdier og normer implicit og ubevidst, forholder sig til disse kognitive produkter af den statsdannelse, der foregik netop på hans tid. Hele vores problemformulering og alle de spørgsmål, vi stiller til Saxos tekst, er symptomatiske for et tankemønster formet af 800 år med disse kategorier. Det indrømmer vi blankt. Men selvom det ikke er i tråd med Saxos verdensbillede at stille de spørgsmål til hans værk, som vi gør, har det givet et kolosalt udbytte. For selvom Saxo ikke er bevidst om det og ikke artikulerer det, er statsdannelsen som en kognitiv proces allerede i gang i hans hoved under arbejdet på Gesta Danorum i slutningen af 1100-tallet. De distinktioner, vi lægger ned over Saxos værk i vores analyse, rumsterer allerede som uartikulerede, ubevidste skemata i forfatterens hoved, da han netop skriver på sine beretninger midt i brydningstiden i forbindelse netop den danske statsdannelse.
og Zeebergs talent og proffesionalisme til side, vil der ske en forskydning i vores forståelser – i bedste fald. En fuldstændig misforståelse i værste.
106 Abstrakt
Dansk referat Projektet tager sit udgangspunkt i en analyse af Saxo Grammaticus værk Gesta Danorum, hvor vi vil undersøge hvilke normer og værdier, der kan udledes af begreberne hævn og straf i henholdsvis hedensk og kristen tid. Saxo nedfælder sit værk i en periode, hvor der forekommer store omvæltninger på det lovgivningsmæssige område. Arbejdet med at nedskrive loven påbegyndes og samfundsstrukturen går i denne periode fra at være decentral og slægtsstyret, til at være mere centralt styret og retsbaseret. Vil vi gennem projektet undersøge, hvordan Saxo opfatter begreberne hævn og straf, og hvad man gennem hans værk kan udlede om hans samtid og dens normer vedrørende de tre kategorier Guds hævn/straf, samfundets hævn/straf og privat hævn/straf. Derudover vil vi se på, hvordan han bruger disse begreber til at vise en ændring fra hedensk til kristen tid.
Deutsche Kurzfassung Das Projekt nimmt seinen Anfang in einer Analyse Saxo Grammaticus Werkes Gesta Danorum, in der wir die Werte und Normen untersuchen wollen, die man von den Begriffen Rache und Strafe ableiten kann, beziehungsweise in vorchristlicher rund christlicher Zeit. Saxo verfasst sein Werk in einer Periode, in der es zu großen Veränderungen in dem Bereich der Rechtslage kommt. Die Arbeit mit der Niederschreibung des Gesetzes wird begonnen, und die Gesellschaftsstruktur untergeht in dieser Periode eine Enderung von einer dezentralen und auf der Familie ausgerichteten Gesellschaft, zu einer mehr zentralisierten und Rechtsbasierenden Gesellschaft. Durch unser Projekt werden wir untersuchen wie Saxo die Begriffe Rache und Strafe versteht, und was man durch sein Werk über seine Zeit und deren Werte angehend den dreien Begriffen Gottes Rache/strafe, die Rache/Strafe der Gesellschaft, und die private Rache/Strafe, ausleiten kann. Darüber hinaus werden wir untersuchen wie er diese Begriffe benutzt um eine Enderung von einer vorchristliche Zeit zu einer christlichen Zeit, zu zeigen.
English abstract The project takes its point of departure in the analysis of Saxo Grammaticus’ work Gesta Danorum. We will look into what social norms and values can be infered from the terms revenge and punishment in both heathen times and christian times. Saxo writes Gesta Danorum in a time of great
107 upheaval in the judicial area. The work of recording the legislation has begun, and the societal structure changes from a decentralized and family based or governed one, to a more centralized one based on the rule of law. Through the project we will examine how Saxo percieves the terms revenge and punishment, and what can be infered about his time and its values relating to the three categories: God’s revenge/punishment, the revenge/punishment of society, and private revenge/punishment. Furthermore we will look at how he use these terms to show a change from a heathen or pagan time to a christian time.
108 Litteraturliste
BØGER
Andersen, Per: (2006) Lærd ret og verdslig lovgivning – Retlig kommunikation og udvikling i middelalderens Danmark. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag: København.
Brandt, Troels: (2004) Danernes sagnhistorie – Saxos sagn i sagaernes kronologi. Gedevasens Forlag Aps: København.
Fenger, Ole: (1971) Fejde og Mandebod – Studier over slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret. Juristforbundets Forlag: København.
Fenger, Ole: (1983) Gammeldansk ret – Dansk rets historie i oldtid og middelalder. Nørhaven Bogtrykkeri A/S: Viborg.
Fenger, Ole: (1992-93) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – Bind 4: “Kirker rejses alle vegne” - 1050 – 1250. (2. udg., 1. oplag 2002) Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S: København og Politikens Forlag A/S: København.
Helle, Knut: (1984) Aschehougs Verdenshistorie bind 5. s 187-235. H. Aschehoug & Co.: Oslo.
Kværndrup, Sigurd: (1999) Tolv principper hos Saxo – en tolkning af Danernes Bedrifter. Multivers Aps Forlag.
Ingesman, Per; Kjær, Ulla; Madsen, Per Kristian & Vellev, Jens, red.: (1999) Middelalderens Danmark – Kultur og samfund fra trosskifte til reformation. Gads Forlag: København.
Kræmmer, Michael: (1999) Den hvide klan. Spektrum.
Lund, Niels: (1993) De hærger og de brænder – Danmark og England i vikingetiden. Gyldendal: Haslev.
109 Lund, Niels, red.: (2000) Viking og hvidekrist. C. A. Reitzels Forlag: Haslev.
Morris, Colin: (1989) The Papal Monarchy. Clarendon Press: Oxford.
Münster-Swendsen, Mia & Vogt, Helle, red.: (2006) Law and Learning in the Middle Ages – Proccedings of the Second Carlsberg Academy Conference on Medieval Legal History 2005. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag: København.
Scocozza, Benito & Jensen, Grethe: (2004) Politikens Etbinds Danmarkshistorie. (5. udg., 1. oplag, 2006) JP/Politikens Forlag A/S.
Tamm, Ditlev: (1991) Retshistorie bd2. Romerret og Europæisk Retsudvikling. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag: København.
Zeeberg, Peter, oversætter: (2000) Saxos Danmarkshistorie, bind 1 og 2. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gads Forlag: København.
Zeeberg, Peter, oversætter: (2005) Saxo Grammaticus – Gesta Danorum, Danmarkshistorien, bind 1 og 2. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gads Forlag: København.
ARTIKLER Steensgaard, Pernille: (22 december1999) En historie efter vores hoved. I: Weekendavisen, 1. sektion, side 12.
Cheyette, Fredric: (1978) “The Invention of the State.” I Sullivan, E. R.: (red) The Walter Prescott Webb Memorial Lectures. Essays on Medieval Civilization. s.143-178. University of Texas Press: Austin og London.
INTERNETKILDER
Saxo: Saxos Danmarkshistorie, oversat af Zeeberg, Peter. Gad/Det Danske Sprog- og
110 Litteraturselskab: København. 2000. Arkiv for Dansk Litteratur. http://adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=21&nnoc=adl_pub (Hentet den 22. maj 2007)
Tamm & Vogt: Retshistorie. I: Gyldendals Online Leksikon, (copyright 2006) Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S og Erlandsen Media Publishing. http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm (Hentet den 22. maj 2007)
111 Formidlingsafsnit
Vi har valgt internettet som medie til at formidle den viden, vi har erhvervet os ved arbejdet med nærværende projekt. Det er en helt oplagt mulighed for at få feedback og diskutere vores resultater, hvilket vi naturligvis er meget interesserede i. Vores formidling bygger således på aktiv deltagelse, interaktion og en vis interesse for feltet. Internetsitet historie-online.dk er en af Danmarks absolut største og bedste internetsider om historie. Her er hvad de kompetente medarbejdere, der står for den daglige drift af siden, selv skriver om historie-online: ”Historie-online drives frem til slutningen af 2006 på fortsat forsøgsbasis af Dansk Historisk Fællesråd. Siten er etableret og vedligeholdes primært gennem frivillig arbejdskraft og er uafhængig af kommercielle interesser. Siten har gennemsnitligt ca. 1000 - 1500 unikke besøg om dagen i følge udbyderens statistik.”274 Siden har et samarbejde med det ansete populær-historiske tidsskrift SKALK, og har en lang række muligheder for de historieinteresserede. Forsker-links, relevante temaer, anmeldelser, nyhedsbreve, beskrivelser af museer og afholdelse af historiske arrangementer er bare en del af hvad historie- online tilbyder dets brugere. Det er imidlertid på hjemmesidens forum, vi har valgt at formidle vores resultater fra dette projekt. Der er forskellige fora på siden, hvor forskellige emner debateres flittigt. Vi har valgt, at anvende det generelle forum til vores debatindlæg. Her diskuteres alt lige fra Røverne fra Rold, fagforeningernes historie og landbrugets udvikling i Danmark. Vi har her opslået en beskrivelse af vores projekt, og opfordrer sidens brugere til stille os spørgsmål herom. For en god orden skal det siges, at vores debatindlæg er virkeligt og kan findes historie-online.dk. Vi har dog måttet ”snyde” lidt for at få gang i debatten; vi har ikke nogen indflydelse på, om der reelt er nogen, der har et ønske om at deltage og bidrage til en længere debat om Saxo, retstænkning i dansk middelalder etc. Videre vil en sådan debat naturligvis tage sig bedst ud, hvis der er mange indlæg fra flere forskellige personer. Vi har derfor opfordret venner og bekendte til at stille os spørgsmål og bidrage til debatten, og har dermed, på lettere kunstig vis, kickstartet en debat, der ellers kunne risikere at have været lang tid om at udfolde sig. De følgende sider er udskrifter fra denne debat på historie-onlines generelle forum.
274 Kilde: http://historie-online.dk/ (22/5-07)
112 113 114 115 116 117 118 119 Individuelle studieforløbsbeskrivelser
Talia Damary
UCC - University College Chichester, England (2002-2003) 1. Semester Kurser: Victorian Literature. Activating the Imagination: Poetry. Europe in the Twentieth Century. Making Histories. 2. Semester Kurser: Modernism to the Present Day. Activating the Imagination: Prose. Contemporary Debates on the Nature of History. History and Film.
RUC - Roskilde Universitetscenter HIB (Humanistisk International Basis) 2004 - 2006 1. Semester Projekt: Magnifying Media Discourse. En undersøgelse af metoden og teorien bag critical discourse analysis, konstruktivisme, samt Foucaults teorier om magtudøvelse gennem diskurs. Diskursanalytisk analyse af avisartikel. Dimension: Tekst og Tegn. Kurser: Grundkursus – Videnskab og Filosofi. Grundkursus – Tekst og Tegn. 2. Semester Projekt: The Firebombing of Dresden – A Postmodern Historical Analysis. En postmoderne tilgang til bombningen af Dresden. Focus på White's teorier om metaforer og sprogvalgets betydning. Historie som ”litteratur”, der siger mere om forfatteren end om emnet. Dimension: Videnskab og Filosofi, samt Historie og Kultur. Kurser: Grundkursus – Historie og Kultur. Grundkursus – Subjektivitet og Læring. Grundkursus – Politologi. 3. Semester Projekt: Do Pixels Kill? - A Study into Video Game Violence. En analyse af kvantitative og kvalitative undersøgelser ang. videospil og vold/aggression. Brug af kartarsis, modelling, den generelle aggressions model og desensitization som teoretisk grundlag. Dimension: Subjektivitet og Læring. Kurser: Specialekursus – Kultur- og sprogmødestudier. Specialekursus – Media Audiences. Specialekursus – Psychology. 4. Semester Projekt: Education in Flux. En analyse af de politiske og økonomiske teorier der ligger til grund for velfærdskommissionens anbefalinger ang. uddannelsesområdet. Neoliberalisme, neokonservatisme, human capital theory. Dimension: Subjektivitet og Læring. Kurser: Grundkursus – Sociologi.
120 Specialekursus – Historie. Tysk A – Kultur.
Overbygningsfag – Historie 2006 - ? 1. Modul Projekt: Europa – mellem idealisme og realpolitik. En historisk gennemgang af hvornår ideen om et samlet Europa får realpolitisk betydning. En undersøgelse af hvilke faktorer der skal være tilstede. Primært fokus på perioden 1870-1914. Dimension: Europa/Verden, Moderne tid. Kurser: Informations- og litteratursøgning. Some perspectives on Europe. 2. Modul Projekt: H ævn og straf – i Saxos G esta Danorum . En analyse af Saxos forståelse af begreberne hævn og straf, henholdsvist i kategorierne Guds, samfundets og privat hævn og straf, samt hvad disse begreber siger om Saxos samtid. Dimension: Danmark/Norden, Ældre tid.
Philip Tafdrup Jørgensen Brobygger dvs. direkte optaget på kandidatuddannelse på RUC.
2007 – Historie på RUC 1.semester. Historie modul 3. Kurser: Verdenshistorie, ældre tid. Projekt: Hævn og straf i Saxos Gesta Danorum. (1/2 årsværk)
2006 – Journalistpraktik i 12 mdr. på Dagbladenes Bureau. Leverede feauteres, baggrundsartikler, nyheder, interviews, portrætter mm. til 18 forskellige danske dagblade med til sammen over 1 mio. læsere. (1/1 årsværk)
2005 - Historie & Journalistik ved RUC 1. semester. Historie modul 2. Kurser: Historisk teori og metode; Informations- og litteratursøgning; Demokrati og nation. Projekt: Den caribiske krise (1/2 årsværk) 2. semester. Journalistik modul 2. To Projekter: Undersøgende journalistik vedr. Elektroniske patientjournaler (1/4 årsværk) Analyse af Søndagsavisens relanciering (1/4 årsværk).
2003-2005 - overbygningen på Medievidenskab ved Københavns Universitet.
Mediehistorie (1/4 årsværk) Kommunikations- og kulturteori (1/4 årsværk) Formidling og medieanalyse (1/4 årsværk) Computermediesociologi (1/4 årsværk) Valgfrit emne; AV-projekt; eksamen i Formidling og medieanalyse. (1/4 årsværk)
121 Praktikophold - 1.feb.-1.aug. 2004: 6 mdr. ansat som praktikant i Presse-, Informations- og Kulturafdelingen på Den Danske Ambassade i Washington, D.C. (1/4 årsværk)
2002: Bachelorgrad i Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Film- og medieteori (1/4 årsværk) Film- og medieanalyse (1/4 årsværk) Audiovisuel formidling I (1/4 årsværk) Filmhistorie (1/4 årsværk) Audiovisuel formidling II (1/4 årsværk) Tv-historie (1/4 årsværk) Mediesociologi (1/4 årsværk) Receptionsanalyse (1/4 årsværk) Bacheloropgave om Alfred Hitchcocks fortælleteknik (1/2 årsværk) BA-tilvalgsfag: Kulturformidling; Kulturjournalistik (1/4 årsværk) Kulturformidling; Kulturlivets institutioner – institutionsanalyse (1/4 årsværk) Humaniora og europæisk kultur (på Filosofi) (1/2 årsværk)
Josepha Lembcke, modul 2, Europæiske studier: Humanistisk international basis forløb, 2004-06: 1. semester: projekt – ”Myth and Enlightenment”: undersøgelse af påstande om den muslimske kultur og hovedårsagerne til den nuværende konflikt mellem vesten og Islam. Dimensioner: text and sign, philosophy and theory of science. Kurser – philosophy and theory of science, text and sign.
2. semester: projekt – “European identities”: undersøgelse af konceptet Europas fødsel, samt opfattelsen af Europas identitet i forhold til dette. Dimension: history and culture. Kurser – subjectivity and learning, history and culture.
3. semester: projekt – ”And now for something completely different…”: med udgangspunkt i filmen “Life of Brian”, diskuteres det, hvorvidt det engelske samfund kunne betragtes som sekulariseret i 1970’erne. Dimension: history and culture. Kurser – sociologi, cultural encounters.
4. semester: projekt – ”Globalisation and educational reform”: Undersøgelse af, hvad opfattelsen af globaliseringen betyder for EU’s uddannelsespolitik. Dimension: subjectivity and learning.
122 Kurser – politologi, økonomi (historie kursus overført fra KUA).
Overbygning: Europæiske studier – Historie, 2006-07: Modul 1: projekt – ”Europa – mellem idealisme og realpolitik ”: Undersøgelse af, hvordan Europatanken forandres og/eller reproduceres gennem historien og, hvad sammenhængen er mellem den proces og den realpolitiske situation. Kurser – Some perspectives on Europe, historisk teori og metode, informations- og litteratursøgning.
Modul 2: projekt – ”Hævn og straf i Saxos Gesta Danorum”: En analyse af Saxos forståelse af begreberne hævn og straf, samt, hvad det siger om Saxos samtid. Kursus – Verdenshistorie: kulturmøder og samfundsudvikling fra middelalderen til den franske revolution.
David Rårup Rebouh
Humanistisk basisuddannelse 2004 – 2006
1. semester Projekt: Fahrenheit 9/11 – dokumentarisme på kogepunktet, analyse af filmiske virkemidler og den offentlige debat filmen affødte Dimensioner: Tekst og tegn, fremmedsprog Kurser: Tekst og tegn, filosofi
2. semester Projekt: Kristendom og Antisemitisme, en historisk og filosofisk analyse af jødefjendtlighed Dimensioner: Filosofi og videnskabsteori, historie og kultur, ikke-nordisk kultur Kurser: Historie og kultur, subjektivitet og læring
3. semester Projekt: Stress – i spørgeskemaer, undersøgelse af brugbarheden af AMI´s spørgeskema vedrørende stress på arbejdsmarkedet Dimensioner: Subjektivitet og læring, tekst og tegn Kurser: Journalistik, dansk sprog
4. semester Projekt: Depression – emotionel lidelse og kognitiv forbandelse?
123 undersøgelse af kognitiv terapis effekt på den emotionelle sygdom depression Dimensioner: Subjektivitet og læring, fremmedsprog Kurser: Politologi, målgruppeanalyse
Historie 2006 –
1. modul Projekt: Fra Socialistisk Omvæltning til Global Jihad, undersøgelse af to terrororganisationers ideologiske grundlag og deres anvendelse af medier Dimensioner: Europa/verden, moderne tid Kurser: Historisk teori og metode, informations- og litteratursøgning
Anya Tolstoy
Jeg færdiggjorde den humanistiske basisuddannelse (HAB) i 2006 og har dermed opfyldt de fire dimensionskrav: subjektivitet og læring, tekst og tegn, filosofi og videnskabsteori, samt historie. Udover de obligatoriske kursuskrav på HAB’s første semester har jeg bestået følgende selvvalgte kurser på andet basisår: Psykologi, Historie, Socialvidenskab og politologi.
I mit projektarbejde har jeg skrevet følgende rapporter:
1. semester: murbrokkerne, en opgave omhandlende vigtigheden i at bevare erindirngsstederne i det tidligere DDR. 2. semester: Frygt, hvordan mennesket reagerer på længevarig frygtfølelse. 3. semester: Fra filosofi til ideologi, vedrørende nazisternes implementering af Nietzsches filo sofi i den nazistiske ideologi. 4. semester: Guarana power- Moral på flaske, om forbrugernes virkelighed og virkeligheden bag forbruget.
I efterårsemesteret 2006 påbegyndte jeg mit første overbygningsfag historie og har fulgt følgende kurser:
1. Historisk teori og metode, hvor jeg har erhvervet mig fortrolighed med kildekritisk tanke gang og metode. 2. Some perspectives on Europe and European studies, Hvor jeg har tilegnet mig en kritisk og reflekterende indgangsvinkel på spørgsmål vedrørende øget europæisering og europæisk identitet.
124 3. informations og litteratursøgning, hvor jeg har tillagt mig viden om hvordan jeg systemati serer og effektiviserer min informationssøgning.
På dette semester har jeg endvidere afleveret projektet Det er så yndigt at følges ad, omhandlende den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt, og formidlingen af denne til de danske kommunister.
I efterårssemesteret påbegyndte jeg mit andet semester på historie hvor jeg har fulgt kurset:
1. Verdenshistorie: kulturmøder og samfundsudvikling fra middelalderen til den franske revo lution, hvor jeg har hvor jeg har tilegnet mig et overblik over den historiske udvikling i Kina, Japan, Sydasien det meste af den islamiske verden og Europa.
På dette semester har jeg endvidere afleveret et projekt vedrørende Saxos opfattelse af begreberne hævn og straf i Gesta Danorum i henholdsvis hedensk og kristen tid.
125