Kopi Fra DBC Webarkiv

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Arbejdspapir : Arne Dahl : Sjöwall og Wahlöö's sande arvtager

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: [email protected] Peter Kirkegaard Arne Dahl Sjöwall og Wahlöö’s sande arvtager1

Det er usædvanligt, at en litterær tradition har et biologisk forældrepar. Og endnu mere usædvan- ligt, at en hel genre har det. Men det er faktisk til- fældet med den stadig stærkeste af de svenske kri- militterære genrer: Den samfundskritiske politiroman. Før Maj Sjöwall og Per Wahlöö så den svenske kriminalroman helt anderledes ud. Med dem gik puslespilskrimien uhjælpeligt tabt. Krimi og Således indledte Arne Dahl, i anledning af den danske gen- udgivelse af Sjöwall-Wahlöö’s berømte krimi-dekalog (1965-75), kriminal sit forord til nummer seks i rækken, Strisser, strisser – (1970). journalistik Og vedgik dermed arv og gæld.2 i Skandinavien Ubestrideligt rigtigt er det også, at næsten hele rækken af de www.krimiforsk.aau.dk bedst kendte svenske krimiforfattere har Sjöwall-Wahlöö at tak- ke for den bekvemme adgang til en genre, som et stort publikum Arbejdspapir nr. 12 allerede var fortrolig med. Jan Guillou, Håkan Nesser, Hen- ning Mankell. Og Arne Dahl, sidst, men bestemt ikke mindst. © Peter Kirkegaard [email protected] The Police Procedural Politiromanen har faktisk en helt særlig status i Skandinavien. Aalborg 2010 Går man til udlandet, specielt det angelsaksiske, har subgenren – ’The Police Procedural’ – derimod et temmelig blakket ry. ISBN: Slet ikke som samfundskritisk. 978-87-91695-21-6 Den kommer oprindelig fra USA i 1950erne, hvor Ed McBain er det første store navn. Udgangspunktet var – som før ved af- gørende vendinger i krimi-trenden – et udtalt behov for større realisme.3 Efter 2. verdenskrig, med dens dyrekøbte erfaringer af at det store onde, nazismen, måtte bekæmpes kollektivt, i organiseret samarbejde mellem mange, også meget forskellige parter, var det blevet stadig tydeligere, at den hårdkogte kri-

1 Artiklen publiceres også på fransk, i Études Germaniques’ nr.3/2010-udgave, Éditions Klincksieck, Paris, jf. www.klincksieck.com. 2 Strisser, strisser – (Modtryk, 2007). Den svenske originaltitel var Polis, polis, potatismos! 3 Jf. f. eks. Raymond Chandlers berømte essay “The Simple Art of Murder” (1944), hvor han gør op med den engelske ’whodunit’- tradition, puslespilskrimien à la Agathe Christie, som anklages for at være anakronistisk i sin konservative bortvendthed fra den moderne storbyverdens organiserede kriminalitet. Den kræver en realisme helt nede i ”the mean streets”, personificeret af den pro- Design og layout fessionelle privatdetektiv. At realismebegrebet er et yderst svært Kirsten Bach Larsen håndterligt begreb må vi her lade ligge.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl 1 mis privatdetektiv og hans ’lonesome wolf’-heroisme – trods al individualistisk ap- pel – faktisk selv var en anakronisme. Ene mand kan ingen stå op mod organiseret kriminalitet. Institutionel, hierarkisk, ja bureaukratisk organisation var en nødven- dighed. Det ellers så ofte for inkompetence udskældte politi var reelt den eneste mulige agent for bekæmpelsen af de kriminelle eruptioner som storby, industri og omfattende fattigdom afstedkom. Denne politimagt besad det principielle voldsmonopol og var således betryggelsen over for usikkerheden og angsten for den omsiggribende kriminalitet, en konserve- rende, offentlig ordensmagt. Og krimien dermed slet ikke uden videre samfundskritisk, snarere konservativ. Stephen Knight tager præcis nævnte Ed McBain som eksponent for den nye gen- regren, The Police Procedural.4 Detektiven er blevet politimand. Privatdetektivens melodramatisk farvede heroisme er veget for den loyale embedsmand i den kollektive indsats. Det er netop ”the pressure for greater verisimilitude”,5 der har bragt det teknisk kyndigt arbejdende politikollektiv i fokus. Teknologisk kompetence, cool objektivitet præger det daglige rutinearbejde på ’Sta- tion 87’, hvis teknikker skildres tendentielt dokumentarisk, med præg af empirisk præcision. ”A deceptive coolness” hedder dog Knights kapitel om McBain, hvis overfladerea- lisme er netop ’deceptive’, bedragerisk, illusionær, eftersom alle de cool teknologiske faktaindsamlinger, de ’mimetisk’ gadesprogsnære afhøringsdialoger osv. primært tjener retoriske formål; de giver en empirisk illusion af kontrol. For de fører ikke frem, de tekniske procedurer har kun minimal relevans for plot- udviklingen. Opklaringerne sker primært i kraft af ’chance’, rent held, og heroiske enkeltmandspræstationer. Det er den individuelle moral og indsats, der vinder kam- pene. Kollektivet udgøres tilsvarende af simpelt skårne typer, heroiske stereotyper. Fulde af korporativ moral, krydret af race- og kønsmæssige fordomme. Over for den quasi-objektivt skildrede, tingsliggjorte storbyfremmedgørelse sætter McBain i sidste ende blot en naiv liberal moralisme, en konservativ ideologi. Alt er vel, vi beroli- ges. Af genrens ”Social placebo”.6 Ed McBain7 var iøvrigt en yderst produktiv forfatter, ofte med tre romaner som sin årlige ratio. Serien om ’87th Precinct’ i den New York-kalkerede, fiktive by Isola, lø- ber op i mere end tres romaner. Alene omfanget peger på, at McBain var en dygtig håndværker – og at genren meget let forfalder i skabelon og kliché. I sin velskrevne genreintroduktion Crime Fiction bringer John Scaggs synspunkter- ne på politiromanen videre, både skærpende og relativerende.8 Femogtyve år efter Knight har Scaggs et langt bredere spektrum af politiromaner at overveje. Ærgerligt og mærkeligt nok er Sjöwall-Wahlöö (endnu) ikke blandt dem. Parret havde ellers længe haft stor succes i USA, også på film; foruden at de selv havde oversat McBain til svensk.

4 I Form and Ideology in Crime Fiction (London, 1980) lader Knight sin historiske genregen- nemgang munde ud i The Police Procedural. 5 Knight, s. 169. Jeg trækker i det følgende parafraserende på hans analyse. 6 Udtrykket kommer fra John Scaggs’ Crime Fiction (2005), som vi straks vender tilbage til. Fra en mellemrubrik (s. 98): ”Social Placebo: The Magic Bullit of Procedural Reassurance.” 7 McBain, et – af flere – pseudonymer for Evan Hunter (1926-2005). 8 Fremstillingen af Police Procedural-kritikken er ikke tænkt udtømmende, heller ikke strikt kronologisk, men snarere logisk. Scaggs’ bog udkom på Routledge, London and New York, 2005.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 2 Scaggs følger som Knight den logiske realisme-udvikling fra ”Private to Public Eye”,9 og sætter politimanden som ”a dominant Western symbol of social control”.10 Tonen er skarp; vi er alle potentielt lovbrydere. Vi adlyder nok lovene, dog ikke ud fra egen overbevisning og dyb tro på dem, men simpelthen fordi vi er angst for opdagelse og straf, ”the holy terror of scandal”.11 Og vi lærer i krimien, at politiet er der, og derfra er der for Scaggs ikke langt til den dystopiske Foucault-figur, Panoptikon-overvåg- ningssamfundet, hvor politiet som magtfuld del af statsapparatet kontrollerer os alle. Politiromanens serie-struktur forlænger tendentielt overvågningen uendeligt, og via Afdelingen for Interne Affærer udstrækkes overvågningen helt ind i overvågernes egne rækker. I sidste ende går alting op, i closure, status quo. Ikke ligefrem muntert, endsige samfundskritisk. Og dog. Givet det brede udvalg af glimrende moderne politiromanforfattere er Scaggs nødsaget til at bløde billedet op. Foruden McBain nævner han så diverse folk som Tony Hillerman, James Lee Burke, Michael Dibdin, Ian Rankin og Philipp Kerr. Fælles for dem er deres protagonisters egenrådighed, midt i det kollektive politiarbejde. De er skeptiske over for bureaukratiet og kan meget godt indse, at forbrydel- sen ikke uden videre er udtryk for nogen arvesyndsdyb ondskab, men snarere resul- tat af tilfældet og belastende socialpsykologiske konditioneringer. Blandt andet derfor handler deres politidetektiver ofte på tværs af reglerne, de bliver dårlige ’team players’, tendentielt outsidere.12 Scaggs indrømmer således: .. it is the inherent realism of the sub-genre of which this (ie. bl.a. Ran- kins Rebus-romaner) is a part that makes it the ideal vehicle for inter- rogating both the social order and the structures that support it.13 Kort efter slår Scaggs dog sig selv dydigt for munden og kalder genren ”a powerful weapon of reassurance in the arsenal of the dominant social order.” Hvorefter han ganske straks modsiger det med: ”… how the procedural does not always conclude with the restoration of order.” Og videre endnu: genren kan “be used to interrogate, and even challenge dominant values, structures, and stereotypes – in short, the dominant ideology”. Hvis man føler sig lidt forvirret, er det ikke så mærkeligt. Scaggs er tilsyneladende – som Knight – opdraget i en meget strikt venstrediskurs, som det er svært at se ud af, se de indre, måske modsigelsesfulde udviklinger i det der ’burde’ være en homo- 14 gen genre. Et velkomment frikvarter fra de stramme ideologikritiske/dekonstruktivistiske skoleridt kan man finde hos Carl D. Malmgren, som i Anatomy of Murder – Mystery,

9 Scaggs, s. 87. Kapitlet er på blot 15 sider, og jeg refererer tæt til det i det følgende. 10 Ibid., s. 85. Dette er en tradition der rækker tilbage til den gode gamle Western-sherif. 11 Ibid., s. 85. ”The holy terror …” er iøvrigt et citat fra Joseph Conrad’s Heart of Darkness (1902) 12 Det kan undre – og ærgre – at Scaggs ikke har fundet plads til en Michael Connelly. Hans patetisk kaldsplagede Los Angeles-politimand Hieronymus (!) Bosch er sindbilledet på den egensindige outsider. En politichef klager over ham; han er nok ”ved politiet, men ikke af det.” Noget Bosch selv tager som en udsøgt kompliment! 13 Dette og de følgende citater ligger meget tæt, fra side 97-100. 14 Hos Scaggs er således foruden Foucault også Althusser på spil, mottomæssigt helt oppe i hans første mellemrubrik: ”Thin Blue Lines: Fiction as Ideological State Apparatus.” (s. 85)

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 3 Detective and Crime Fiction (2001) går nok så svalt teknisk-plotologisk frem i sin gen- reudviklingshistorie. Mystery – den klassiske whodunit – er helt besat af gåden og plotfremdriften, Barthes’ hermeneutiske formåen15 er dermed i centrum, og dens udfoldelse finder sted i en ’grounded’, centreret verden, hvor viden er det epistemologiske grundanliggende, og hvor tegnaflæsningen endnu befinder sig i en så at sige ”pre-Saussurean” uskylds tilstand.16 Detective forskyder interessen. Gåden er der nok stadig, men i en moderne, degra- deret, ’ungrounded’ verden er detektivens ’character’, hans handledygtighed det eneste stabile tegn, den sidste faste værdi. Barthes’ ’proiaretiske’ kode, handlings-koden bliver central. Crime Fiction bringer os tendentielt helt ind under huden på en ’character’ der er ’ungrounded’, det syge sinds voldsplagede verden. Det vedkommer os ikke i denne sammenhæng. Men som i et sidegemak befinder sig også politiromanen under nævnte rubrik. Det karakteristiske ved den er nemlig, at den kombinerer ’Mystery’ og ’Detec- tive Fiction’. Den henter sine procedurer fra førstnævnte, hvor det omhyggelige politiarbejde trods alt må basere sig på troen på, at ”signifieres can be attached to sig- nifieds” (s. 173), men det heroisk kollektive arbejde foregår klart nok i en (post)moderne verden, dybt og inderligt decentreret, ’Detective Fiction’s verden: ”In short, in the Police Procedural the methodology of Mystery takes on the Detective’s mean streets, and the result is compelling drama.” (ibid.) Det er deadpan cool, og præcist nok i forhold til læserfascinationen. Men desværre, heller ikke Malmgren kender til Sjö- wall-Wahlöö. Folkhemmet Man skal faktisk til selve Skandinavien, eller i det mindste til moderne skandinavi- ster, for virkelig at finde Sjöwall-Wahlöö. Alene i Danmark fandtes der tidligt mindst to større behandlinger af deres romanværk.17 Men vi må endnu en omvej, før vi rigtigt rammer dem. Det har længe undret mig hvor forskelligt de skandinaviske lande opfatter deres respektive, relativt betryggede velfærdssamfund. Og jeg har altid undret mig over det faktum, at netop Sverige har fostret så stærk en politikrimi-tradition. Som om den tragiske faldhøjde var større der. ’Folkhemmet’, folkehjemmet, hed det, forestillingen, drømmen, illusionen om Sve- rige. Ét legeme, båret frem af en folkelig, ’rousseausk’ fællesvilje der tvangfrit mødtes af den mildt velvillige stat, der med ideal ’ingeniørkunst’ løste de sociale problemer som det antagonistiske klassesamfund måtte have efterladt sig. En drøm om renhed, om evighed, midt i det 20. århundredes turbulens. Som i det lykkelige familiehjem.

15 Jeg refererer her til Barthes’ berømte Balzac-læsning i S/Z (1970/ Oxford 1990), hvor han fordeler læsningens veje på fem koder, hvoraf den hermeneutiske (angående forståelsen af gåder) og den såkaldt proiaretiske (handlingsmæssige) er de for krimien vigtigste, ikke-reversible som de er. Vigtig er selvsagt også den ’kulturelle’. 16 Malmgren, s. 15. 17 Allerede 1976 udkom Ejgil Søholms Roman om en forbrydelse. Sjöwall/Wahlöös værk og virke- lighed. Og i 1984 Claus Sechers store artikel: ”Kriminalromanen som politisk våben. Om Sjöwall og Wahlöös Roman om en forbrydelse” (i antologien Lystmord (red. Jørgen Holm- gaard og Bo Tao Michaëlis)) På svensk findes der selvsagt adskillige behandlinger. Retfær- digvis bør det dog nævnes, at også Julian Symons i sin store genrehistorie Bloody Murder (1972/74) har et afsnit om svenskerne.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 4 I virkeligheden en unik sammenfletning af en benhård socialdemokratisk organisation og vildt blomstrende pietistiske bevægelser – Afholdsbevægelse, Indre Mission, Pinsebevægelse osv.18 Folk og stat ’kommunitaristisk’ tæt sammenkittet. En nær-re- ligiøs besværgelse, i udkanten af det urolige europæiske kontinent i 1930erne, om stolt at kunne vise vejen frem. Frem mod forbedringen, renheden, freden, ja næsten med frelseshorisont. At noget, nogen måske faldt udenfor, det betød ikke så meget. De ’åndssvage’, de race-urene – de måtte selvsagt steriliseres. Og at den demokratisk nødvendige op- positionsmulighed stort set udelukkedes i denne strengt harmoniske ’homologi’– tænkning mellem stat og nation – det blev først et problem langt senere.19 Roman om en forbrydelse Det er ind i denne sammenhæng Sjöwall og Wahlöös værk må læses. I 1965 var det svenske politi blevet nationaliseret; væk var den kommunale nærhed, politimanden som den gode nabo, ’én af os’. I stedet oplevede man nu embedsmanden som institutionelt tandhjul i statsapparatets store maskineri, underlagt hård central- styring fra ’Rikspolisstyrelsen’ i Stockholm (oprettet 1964). En sprække i ’pagten’ mellem folk og stat var dermed åbnet. 1960erne var den store økonomiske højkonjunkturs gyldne årti, ’rekordårene’, men med den stigende velstand øgedes det individuelle konsumræs, og det føltes bredt som om den socialdemokratiske ’moderstat’ kun på skrømt understøttede den er- klærede solidaritet folk imellem, rig som fattig. Tværtimod uddybedes de klassefor- skelle, som staten havde som eksplicit mål at ugyldiggøre. Den højindustrialiserede velfærdsstat skabte tværtimod fragmentering og en udtyndet social struktur, med dybe samfundskløfter og fremmedgørelse. Udviklingen af politiets statslige bureaukratisering og ikke mindst dets militarise- rede brutalitet under de store Vietnam-demonstrationer bliver paradigmatisk for for- ståelsen af hele Sverige under moderniseringen, i hvert fald og især for Sjöwall og Wahlöö. Det var deres afgørende moment. ”Roman om en forbrydelse” – hele deres romansuites fællestitel – handler jo ikke om nogen specifik forbryderisk, voldelig ugerning, men betyder simpelthen det ’kriminelle’ overgreb på Folkhemmet, udført over tid af – selvfølgelig – storkapitalen, racister og nazister inklusive, men især og mest beklemmende af selve det parti som i tre- fire årtier ved magten havde båret Folkhems-ideologien, Socialdemokratiet. Partiet havde svigtet sine dyreste idealer, givet efter for markedet, angiveligt tilladt den kapi- tale udbytning af medborgerne. Sjöwall-Wahlöös værk blev det afgørende opbrud fra selve den sejt produktive, men farlige illusion om Sveriges unikke stilling i universet. Og ”Roman om en forbrydelse” blev dermed også selve omfunktioneringen af hele ’Police Procedural’- genren. Deres ’dekonstruktion’ af genren kunne præcis kun udføres udefra – det vil sige fra det i det neutralitets- og fredsbekendende Sverige udgrænsede VPK (Vänster- partiet Kommunisterna), det lille, men aktivistiske kommunistparti. Der mødtes

18 Det er yderst oplysende i denne sammenhæng – og æstetisk udfordrende – at læse Per Olov Enquist’s to store romaner herom, Musikanternes udtog (1978) og Lewis rejse (2001). 19 I dette og det følgende har jeg trukket og trækker jeg hårdt på pointer i to værker, Daniel Brodén’s Folkhemmets skuggbilder. En kulturanalytisk genrestudie av svensk kriminalfiktion i film och tv (2008), og ikke mindst Andrew Nestingen’s Crime and Fantasy in Scandinavia. Fiction, Film and Social Change (2008).

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 5 Maj Sjöwall og Per Wahlöö som journalister i kampen og kom også snart til privat at udgøre et stærkt makkerpar. At skabe ’socialistiske krimier’, det var ambitionen. Og til det stod politiromanen – som de kendte godt, bl.a. fra oversættelsen af McBain – til rådighed. En moderne, sociologisk orienteret politikrimi giver flere muligheder. For det første kan den i kraft af politiets ubegrænsede adkomst til alle lag i samfundet spejle dettes modsætninger og kriminelle tendenser, også langt hinsides de åbenlyst strafbare. Og for det andet kan fokuseringen på politiarbejdets ’procedurale’ rutiner – professionelt holdarbejde, overvågning, forhør, rapportskrivning, registersøgning og kri- minalteknik – også blotlægge politietatens indre tvetydigheder, dens prekære balan- cering mellem ideelt at være borgernes beskytter og reelt at blive statsmagtens brutalt forlængede arm. Med den loyale embedsmand midt i det strengt hierarkiske system, et lille tandhjul i det store bureaukrati, i klemme. Sjöwall og Wahlöö gik forsigtigt frem. De tre første romaner skiltede ikke med deres ideologiske hensigter. Straighte politiromaner. Effektivt plottede, rapt skrevne, med en gruppe relativt bredt skitserede protagonister i centrum. Læseren blev fanget ind. Gradvist åbnede forfatterne så for den kritiske samfundsanalyse. Den udfoldede sig ikke primært i politigruppen selv – med den typisk mavesårs- og privatlivsbe- sværede Martin Beck som midte – men især i den suverænt ’acid cool’ fortæller- stemme, der med satirisk kynisme aldrig rystede på hånden. Mod slutningen af serien temmelig autoritativt docerende, men dog stort set med episk dækning for ana- lyserne – tilsat grovkornet ironi og humor. Politigruppens midterplacering i hierarkiet umuliggjorde – trods åben Marx-kritisk trods i skikkelse af især Lennart Kolberg – stort set at kollektivet kunne sætte retfærdiggørende magt bag anstrengelserne. Tandhjul i den store maskine. Det er om det problem John Scaggs skriver: Their marginal status, (ie. de kritiske protagonister hos Rankin o.a.) however, does not prevent them from serving the interests of the dominant social order, even when they are painfully aware of how repressi- 20 ve and unjust the order whose interests they serve can actually be. Det lyder plausibelt nok, og dækker helt sikkert mangen middle of the road Police Procedural. Men præcis ikke den Sjöwall-Wahlöö’skes institutionskritiske. Deres rønt- genskarpe kritik skærpes derved. Det kunne synes, at Scaggs her temmelig naivt for- venter, at politiromanens samfundskritik skulle slå direkte over i alternativ politisk handling. Læst i dag forekommer Sjöwall-Wahlöö’s selvsikre politiske ideologi selv temmelig naiv, utroværdig. Og romanernes samfundsrealisme er ikke strengere end at ’rid- derne omkring Becks bord’21 får fuldt så meget fokus som opklaringen af de aktuelle sager. Der er allerede her en melodramatiserende tendens – tydeliggjort af de langt senere tv-spin-offs, serien Beck (1997ff) – på spil, en excessivt ’forhøjet’, lidelsesfuld individualisering af konflikterne. I Martin Becks figur opsamles nostalgisk længslen efter det tabte Folkhem.22

20 Scaggs, s. 96. 21 Udtrykket hentet hos Brodén, s. 192. 22 Melodramaet har stort set et ringe ry. Her er der ikke tale om nogen pejorativ anvendelse af begrebet. Men om en henvisning til Peter Brooks’ indflydelsesrige afhandling,The Melodramatic Imagination: Balzac, Henry James, Melodrama, and the Mode of Excess (1976), ”…in which he argues that melodrama is a mode of narration, rather than a genre. As a

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 6 Henning Mankells voldsomt populære politiinspektør Kurt Wallander forlænger og tydeliggør denne tendens. Wallander forstår ikke længere sin samtid og dens eks- plosive voldseruptioner. Han stiller ustandselig det retoriske spørgsmål: Hvad er der sket med Sverige? Spørgsmålet finder aldrig svar, men det svarer til en omfattende – og ikke blot national – rådvildhed der kan spejle sig i hans besværede gestalt. Folkhemmet er definitivt ”déja disparu”.23 Og ikke nok med det. I dagens omsiggribende globalisering er det måske ikke læn- gere statsapparatets udemokratiske magtfuldkommenhed, der bekymrer mest. Nu gælder det snarere selve retsapparatets truende afvikling under statslige besparelser i lyset af omfattende neoliberale privatiseringstiltag. Kravene til politiet stiger, elitekorps må dannes, og måske er situationen nær ved at gøre heltene fra politikrimien til ”Unnecessary Officers”, som Nestingen siger. Med private konsulenter, vagtværn og hære i stedet. Politiets symbolske rolle som folk-stat symbiose er truet. Kritiske journalister, stædige socialarbejdere osv. indtager i stigende grad hovedrollerne i dagens krimilitteratur.24 Arne Dahl

Hvad var det så, der lykkedes for Sjöwall-Wahlöö i deres serie? Hvad var det, der slog denne så længe vibrerende streng an hos en femten- årig, så den tyve år senere kunne udløse eget kriminallitterært forfatterskab? Den tilbageholdte vrede, tror jeg. Ilden – men samtidig en stærkt kontrolleret ild. Den langsomt voksende erkendelse af, at ukontrolleret vrede uden mål falder pladask til jorden – men at ilden dog må findes og bevares. At finde en form til sin vrede, måske …25 Jan Arnald (f. 1963) var godt tredive år gammel, da han måtte erkende, at hverken hans ambitiøse postmoderne forfatterskab, hans flittige recensions- og redaktørvirk- somhed eller hans litteraturhistoriske disputats om Artur Lundkvist havde ført frem til nogen klar social betryggelse.26 Noget måtte ske. Som 12-15årig havde han været glødende optaget af enhver tænkelig form for spændingslitteratur. Nu genlæste han så sine gamle helte, ikke mindst Sjöwall-Wahlöö.

mode, melodrama is narration that depicts conflicts in excessive ways, thereby invoking moral premises.” Citat fra Andrew Nestingens artikel “Unnecessary Officers: Realism, Melodrama and Nordic Crime Fiction in Transition”, s. 264, in: Scandinavian Crime Fiction (ed. Andrew Nestingen & Paula Arvas, University of Wales Press, 2010) 23 Udtrykket stammer fra Brodén, s. 231. Om Mankells individualiserende opdatering af politiromanen (1991ff) kan der siges meget mere, også mere positivt. Se dertil Andrew Nestingens grundige analyse i hans tidligere nævnte Crime and Fantasy in Scandinavia, kap. 6, s. 223-54. Men man kan undre sig over hvor bredt Wallander-figuren appellerer – bøger, film, tv-serier, og en vildt blomstrende krimiturisme i den skånske provinsby Ystad. 24 Det uopklarede mord på den svenske statsminister Olaf Palme i 1986 understregede dramatisk det svenske politis problemer. Efter det blev alle i en vis forstand detektiver. 25 Atter forordet til Strisser, strisser –, jf. note 2. 26 Under eget navn har Arnald skrevet følgende bøger: Chiosmassakern (roman, 1990), Nal- kanden (digte, 1992), Genrernas tyranni (disputats, 1995), 3 variationer (eksperimentalprosa, 1996), Klä i ord (noveller, 1997), Barbarer (roman, 2001 – parallelt med den pseudonyme Europa Blues !) og Maria och Artur (roman, 2006). I 2010 udkommer Intimus. I 1995 grund- lagde Arnald det litteraturvidenskabelige tidsskrift Aiolos, som han stadig redigerer.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 7 Måske var der en mulighed her, for at genopfinde et halvt kuldsejlet forfatterskab. Trods deres rigide ideologi havde Sjöwall-Wahlöö ubestrideligt noget, en rigtig rå samfundskritik. Og en humor som er sjælden i genren – og helt fraværende hos f. eks. den dystre Mankell. Men – det vidste Arnald udmærket – hvis han forsøgte at publicere krimier under eget navn, ville der blive problemer, måske uoverstigelige. For i en litterær offentlig- hed, hvor der var noget nær vandtætte skotter mellem den ’fine’ og den ’populære’ litteraturs kredsløb, der ville en Jan Arnald som krimiforfatter umiddelbart kunne afvises som ’intellektuel’ overløber, blot opsat på æstetiske eksperimenter. Hans brand var forkert. Arnald pillede lidt ved bogstaverne i sit efternavn, og fandt der næsten-anagrammet ’Arne Dahl’. Pseudonymet var den logiske taktik, hvis han netop ville læses ’rent’, uden den offentlige brandings invasion af det private. Der var en slags idealitet i pseudonymet, det svarede til behovet for personlig fornyelse, at genopfinde sig selv, som en anden. Helt moderne også, i den forstand at troen på den fast tømrede sub- jekt længst var tabt. Vi har flere sjæle i vort bryst, som allerede Søren Kierkegaard vidste det. Ikke noget at skamme sig over. Arne Dahl, krimiforfatter i egen ret. Taktikken lykkedes. Hele fem år, fem romaners tid gik der før Arnalds cover blev afsløret, men da havde han for længst godtgjort sin pointe. Halvvejs på vej til fulden- delsen af sin krimi-dekalog (1998 - 2007), i trofast, men moderniseret efterfølgelse af Sjöwall-Wahlöö. Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter Så pompøs er titlen på det elitekorps som globaliseringens tidehverv har nødvendig- gjort. A-gruppen hedder den mere overkommeligt til daglig. Sverige som Folkhem er definitivt fortid. Verden vælter ind over landet. Én ting er den angiveligt blinde overtagelse af alt tænkeligt amerikansk, lige fra popkultur til neoliberal ideologi. Sverige er blevet et ”letvægtssamfund”, uden dyb- de og alvor, med et labilt samfundsklima hvor alting måles efter cost-benefit kalku- lens åndløse økonomisme, helt ind i de nære mellemmenneskelige relationer. ”Kan det betale sig for mig at tale med dette menneske?”27 Værre er det selvsagt, at internationale finanskriser, østeuropæisk trafficking, post- Balkankrigs terror, internet-pædofili, nynazisme, Irak-baseret narko- og våbenhan- del og meget, meget mere vælder frem. A-gruppen har nok at se til. Foruden at den jævnligt er truet af skrappe sparekrav – og til slut nedlægges. Årene omkring Mille- niumskiftet følges således bevidst krønike-tæt, tidens store begivenheder skal have adgang til teksten. Arne Dahl er den mest konsekvente kollektivist af alle politiroman-forfattere. Dels fordi genren realistisk set krævede det, og dels fordi han ideologisk ville opponere mod den evige, nostalgiske subjektivisme. A-gruppen fødtes da: …udfra en vis misfornøjelse med den-ensomme-detektiv-som-arbejder-i- evig-modvind. Jeg havde behov for et velfungerende kollektiv som kunne udgøre en modkraft mod både depressiv Folkhems-nostalgi og ny- brutal cyber-kriminalitet. Teste den i litteraturen uvanlige figur ”godt

27 Citaterne her er hentet fra hovedværket Europa Blues (2001).

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 8 samarbejde”. For alvor arbejde med kollektivromanens form. Og op- finde en ny slags hovedperson, nemlig relationerne-mellem-strisserne.28

A-gruppen udvikler sig fra startens syv til slutningens ti medlemmer, mere eller mindre fast tilknyttet den. Ældre og især yngre folk, professionelt bredt håndplukket, af begge køn, ærkesvenskere, en finlands-ditto og en chilensk flygtningesøn, sexuelt krydret af en homosexuel mand. Ret så diverse. Typisk er Paul Hjelms eksempel. I seriens første bind, Misterioso (1999),29 ligner han godt nok den typiske, udbrændte politikommissær i personlig fyrreårsskrise. Men allerede i den historie vinder han personlig statur netop i samarbejdet med de andre, ikke mindst sjælssøsteren Kerstin Holm. Ingen er en ø, postmoderne identitet er en netværksidentitet. Kollektivet bliver hovedpersonen. Og dets medlemmer udvikler sig over tid, sammen, ofte i nære venskaber. Gennem skiftende fokuseringer af de enkelte – én roman har måske én hovedfigur, den næste en anden – undgår Arne Dahl den excessivt melodramatiske, moralske personfiksering, der ofte risikerer at fremtvinge simplificerende moraldom over -ka rakteren af de konflikter der fortælles om. Som hos Mankell.30 Realismen er tydelig i skildringen af det ofte trælse politiarbejde. Rapportlæsning, e-mail-venten, besværlige forhør, krisemøder, fejlsporinger osv. Dahl klipper filmisk rapt, og anvender til fulde gruppens spraglede diversitet til at udnytte genrens ’pika- reske’ adgang til alle samfundslag- og grupper. Helt ind i ’Afdelingen for Interne Undersøgelser’, hvortil Paul Hjelm efter fem år i A- gruppen forfremmes, som Stockholm-chef. Herfra må han kritisk nøje undersøge også gamle venner. Det er pinsomt. Og bureaukratiets formelle regler hindrer let den direkte, åbne tale, til en grad hvor fatale fejlslutninger truer. Den humane dialog er idealet. Selvfølgelig er A-gruppen også en ideel gruppe. Ikke ud fra nogen blåøjet optimisme, men ud fra Dahls forvisning om, at hvis misantropisk lede skal undgås i mødet med det mangfoldigt forfærdelige, må man modsvare det med en positiv tonalitet, om så nok så svag – som A-gruppen der bestemt ikke klarer alle opgaver med bra- vour og ’social placebo reassurance’. Men i mangel af en håndfast ideologi som Sjö- wall-Wahlöö’s må man klare sig med mindre. Med troen på medmenneskelighed, empati og humor: A-gruppen er ”i bund og grund (..) en og samme person, en slags mangehovedet version af det trods alt hæderlige og veltilpassede samtidsmenneske, der forsøger at overleve i en svær tid”.31 Med munter trodsighed, trods alt. Humoren blomstrer ved de mange møder i ’Kommandocentralen’, gruppens ironisk beskedne samlingssted, rene festfyrværkerier af brandere, drillerier og vittige turne- ringer, alt mens den aktuelle sag via netop den personlige samforstand inspiratorisk sættes i bevægelse. ”Helt almindeligt er det ikke” er deres fælles lakoniske motto ved betragtningen af endnu en horribel voldssag. Men det er kun gennem den fælles personlige involvering i sagen, at noget overhovedet lader sig løse. Måske. Perfekti- bel teknisk ekspertise og neutral deduktion gør det ikke. Det gode samarbejde har i sidste ende erotisk grund, som i samspillet mellem Paul Hjelm og Kerstin Holm.32

28 Interview på internet-tidsskriftet Deckarhuset, 24.06.09, oversat af undertegnede. 29 Af særlige grunde først udkommet som nummer to. I Danmark kom romanerne heldigvis i ret rækkefølge. 30 Jf. Andrew Nestingen, 2009. 31 Arne Dahl i en gæsteforelæsning på Aalborg Universitet, 03.11.03. 32 A-gruppen syder af fantasifuld internet-ekspertise. Og Hjelm og Holm finder endeligt

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 9 Plotting Det er tydeligt nok at Arne Dahl tematisk arbejder med mange afgørende og svære problemer i vor tid. Ikke bare de helt avisaktuelle døgnnyheders, og praktisk taget ikke den flom af livsstils-temata som så mange krimier i dag er fulde af og som især tiltrækker selvspejlende identifikationer. Hvad det drejer sig om i krimien er at kunne kombinere temata i forpligtende, modsætningsfyldt krydrede, spændingsbefordrende mønstre. Det hedder plotting. Lige siden den russiske formalisme i 1920erne har begreberne om ’fabula’ og ’suyzhet’ – ’story’ og ’plot’ på angelsaksisk – været centrale for fortælleteorien. Krimien er i den forbindelse eksemplarisk. Mordets dunkle baggrund er den ’story’, som efter- forskningens ’plot’ til slut skal gøre transparent. Sådan set – siger strukturalisten Tzvetan Todorov33 – er der altså tale om to historier, en skjult, men afgørende vigtig, og en åbenbar, men egentlig i sig selv ligegyldig. Det gælder for den klassiske whodunit, men ikke for dagens langt mere krydrede krimikunst – og slet ikke for Arne Dahl. Dahl siger det sådan på sin hjemmeside: ”… krimien er den komplicerede beretning om jagten på den enkle beretning, og problemet er at den enkle beretning næsten aldrig findes”.34 Trods det at de to ’historier’ egentlig kun har mordets ”zero-time” fælles,35 så væ- ves story og plot bestandig sammen. Selv små stumper af fortiden der dukker op, ændrer jo den aktuelle efterforsknings retning. Er fortiden oven i købet forfalsket, løber detektiverne fejl. Frem og tilbage, tilbage og atter frem. I en lang hermeneutisk massage, hvor vores begærlige ”anticipation of retrospection” bestandig udsættes, i et magisk ”tøvens rum” som udfordrer os. Det er denne tidslige rytmik Peter Brooks – på tværs af den krystallinske, atemporale strukturalisme – døber ”plotting”, mas- sagen hen over modsætningen mellem story og plot, ”plotting” netop fordi verbalfor- men tydeligere end substantivet angiver den tidslige dimension.36 Det er – efter Brooks – (gåde)fortællingens styrke, at vi i læsningen deraf udfolder vores i sidste ende erotiske begær efter både forløsning og evig udsættelse, i et udspilet tids-rum hvor vores prøvevise hermeneutiske kapacitet til fulde realiseres, på en intellektuelt udfordrende måde som vi vanligvis sjældent får lejlighed til at eksercere. Men selvføl- gelig kun hvis gåden ikke bare handler om hvem-der-gjorde-det, men også og især hvirvler tematisk problemstof op på udfordrende vis. Altså kun hvis også Barthes’ proiaretiske og kulturelle koder udfoldes. Jeg kan måske bedst illustrere komplekset ved en kort beskrivelse af Dahls (første) hovedværk Europa Blues. Der stilles A-gruppen indledningsvis over for fire voldsom- me, tilsyneladende adskilte, men muligvis sammenhængende hændelser. En græsk alfons bliver ledt i døden, grusomt fuldbyrdet af jærve i Skansens hygge- lige Zoo; en gruppe østeuropæiske, prostituerede flygtninge forsvinder samme nat sporløst fra et asylcenter; en ung andengenerationsindvandrer bliver brutalt kastet

sammen i roman nummer 10, Himmeløje (2007). Poetisk retfærdighed. 33 I den teorihistorisk vigtige artikel fra ”Poétique de la prose” (1966), oversat til norsk i krimiantologien Under lupen Cappelen, Oslo 1995) I det følgende refererer jeg også – og især – til Dennis Porters afgørende undersøgelse The Pursuit of Crime (1981) og Peter Brooks’ store Reading for the Plot (1984). 34 ”Ur Arnes anteckningsbok”, www.arnedahl.net. Her oversat af undertegnede. 35 Udtrykket stammer fra førnævnte Malmgren , s. 22. 36 ”Tøvens rum”/ ”The dilatory space” henter Brooks fra Barthes og hans S/Z. ”Plotting” er Brooks kernebegreb i første kapitel af Reading for the Plot. ”Anticipation of retrospection” tilsvarende.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 10 på skinnerne foran et frembrusende tunnelbanetog; og en næsten 90årig hjernefor- sker findes på den jødiske kirkegård, ophængt i benene i et træ, med en syltynd nål gennem tindingen. Det hele inden for få dage. Det er de udgangspunkter Dahl tildeler gruppen – og lader dem skematisk opstille i en ”lettere metapoetisk scene” på kontoret.37 Metapoetisk fordi det netop er de fire begivenheder Dahl selv er startet med og har måttet finde plotting-udveje for at for- binde, så både vores – og detektivernes – hermeneutiske og proiaretiske kapaciteter udfordres. A-gruppens undersøgelser viser sandt at sige vidt omkring, fra Sverige, til Italien, over Ukraine, til Tyskland. Og historisk netop tilbage til nazisternes Buchen- wald, hvor svensk racehygiejne viser sig at have været grueligt involveret, i dybt perverse, dødelige medicinske forsøg.38 Fortidens gåder er mangfoldige, og på nu- tidsplanet rodes der grundigt op i meget snavs. Frem og tilbage. Fejl og pludselige peripetier. En fortid der lyver, anticipationer der må tænkes om. Og endelig de fryg- teligste erkendelser, der hverken finder nogen endelig sandhed eller er i stand til at afslutte politiarbejdet retsligt. Kun hævnersker af mytologisk format – model ’Erin- yerne’– der udøver en retfærdig, men vild(faren) justits som næppe lader sig stoppe. Arne Dahl er en skrupelløs plotter. Der er realisme i skildringen af det stædige politiarbejde, i den skandaløse svenske historieafsløring, men der er også noget andet. I et større interview siger Dahl: Jeg forsøger at trække krimien tilbage til dens rødder, 1800-tallets følje- tonroman à la Dumas, Dickens og Balzac, historier med hemmelige sel- skaber, hæmningsløse hævnere og ondskab i form af en verdensomspæn- dende konspiration. Skildre ondskab, ikke som en metafysisk størrelse, den tror jeg ikke på, men som mennesker totalt uden moral og etisk rygrad:39 Den finske teolog Risto Saarinen udpegede for et par år siden den skandinaviske, og specielt den svenske krimis problem som en ”sekulær teodicé”.40 Altså, ikke en an- fægtet spørgen til guds retfærdighed vis à vis ondskaben i verden, men som det at den sekulære velfærdsstat trods al god vilje og rigelige ressourcer må se en tydelig ”surplus violence” i øjnene. Er det fordi Sverige ikke har været i krig siden Napole- on? Fordi Sveriges ’feminine’ Folkhems-kommunitarisme ikke har været beredt på neoliberalismens ’maskuline’ brutalitet, eller fordi Oplysningens optimisme naivt er gået ud fra at ondskab blot er en uvidenhed som kan kureres? Krimien må konfrontere den sekulære teodicé. Mordet er en skandale, det finale overgreb mod menneskelivets ukrænkelighed. Men som Adorno og Horkheimer præ- cist siger det: At Sade og Nietzsche ikke tilslørede umuligheden af på fornuftens grund- lag at fremkomme med et principielt argument mod mordet, men tvært-

37 Dahl i forelæsningen på Aalborg Universitet, nov. 2003. 38 Det angiveligt neutrale Sveriges andel i (bl.a.) tysk racebiologi er først i dag veldokumen- teret. Dahls angreb i 2001 var en finger i øjet på en endnu omfattende tavshed derom. Bogens kritik blev stort set forbigået. 39 Interview i avisen Politiken 20.09.08. 40 I en forelæsning ved Helsinki Collegium for Advanced Studies, 13.06.07

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 11 imod skreg den ud for alle vinde – det har tændt det had, hvormed netop de progressive forfølger dem den dag i dag.41 Trods al deres forståelige rædsel over at se mytens blinde overtrumfen al fornuft i form af nazismen var Adorno og Horkheimer dog fuldt klar over, at myten er nød- vendig, allerede den en form for oplysning. Måske handler det i første omgang om at se klart. Forstå, som man kan i den gode krimi. Dahl siger derom: En kriminalroman er en helingsproces, som vi vist alle sammen gerne vil gennemgå. Et eller andet er forkert, sygt, skævt, perverteret – men skridt for skridt heles sårrandene, dumhederne og vanviddet forsvinder, og vi kommer nærmere og nærmere til sandheden, løsningen, helingen. Jo vær- re sår, des mere velgørende heling (…) Tågerne spredes, fortiden blot- lægges i hele sin nøgenhed. Vi bliver i stand til at se det, som ikke læn- gere er. Tiden falder på plads. Det handler ikke om harmonisering eller orden, men om klarhed. Det handler om at nå frem. Det, vi aldrig gør i det virkelige liv.42

Skriveren Alle de fine ord om krimiens kritiske relevans gælder ikke, hvis den ikke kan stå sig litterært, dvs. tematisk udfordrende, plotologisk og sprogligt. Det kan den oftest ikke, ingen tvivl om det. Derfor har den længe været holdt på arms afstand af den tone- angivende kritik. Været betragtet som (post)modernismens ”low double”, et reser- voir af futil sandhedsfordring – med stort S – som man kunne ernære sig kritisk af; som eksempel på Barthes’ blot ’lisible’, forældede tekst, modsat den eksperimente- rende skrift, dristige – den ’scritible’ – helt ude på spidsen af det forståelige; eller blot som dårlig, funktionelt slap, strygende folk med fordommene.43 Sådan ser Arne Dahl selvsagt ikke på sagen. Tværtimod. Han anser krimiens struktur som så åben, at det er vel muligt at ’smugle’ alskens stof på dens maskineri, politisk, kulturelt, musikalsk, mytologisk – under fuld honnør for genrens klassiske for- dringer. Spille med dem, på grænsen. Hans romaner er fulde af intertekstuelle finter, åbenlyse såvel som mere skjulte, og diskrete, øjenåbnende metalitterære illusions- brud, ingen der dog stopper det narrative momentum.44 Og af en meget bred vifte af skrivestile: Sarkastisk politisk cool, intellektuelt diskuterende, med psykologisk empati, kulturhistorisk og mytisk viden, af lyrisk stemningsfylde, erotisk vilterhed og – som sagt – livsalig humor, både høj og lav. Overalt er det stilistiske spil besjælet af en dyb, munter skrivelyst der smitter læselysten, udfordrer den. Trods den vrede den ofte udspringer af, men som er narrativt frugtbargjort.

41 I deres Oplysningens dialektik (1944, dansk udgave, Gyldendal 1972, s. 127) 42 Tidligere nævnte gæsteforelæsning i Aalborg, sept. 2003. 43 Jeg refererer her til bl.a. Austers The New York Trilogy (1986), og til Roland Barthes’ Le plaisir du texte (1975) 44 En af realismens (ikke mindst krimiens) klassiske skødesynder er dens naive tro på, at skriften uden videre, som et klart vindue, viser virkeligheden, det der er derude. Dahls leg med det intertekst- og metalitterære kan man læse forbi, hvis man ikke deler forud- sætningerne og referencerammen. Han skriver for alle, for læge som for lærde.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 12 Jazzen spiller en principiel rolle i Dahls krimier.45 Som stemningsskabende bagtæp- pe, som eksemplarisk kollektiv samværsform, eller ligefrem som vital del af opklaringen.46 I jazzen, som jo er en improvisationsmusik, og ikke mindst i live-situationen, forventes den store musiker at spille sig helt op til grænsen af sin formåen, i benå- dede situationer måske endda over den, med al risiko for at afstedkomme grimme fejl, men med håbet om modsvarende at række udover sig selv og stikke følere ud i nyt, før uhørt land. Solisten har nok stadig klar støtte, af melodiens harmoniskema, af rytmegruppens support, men mellem temaets start- og slutpræsentation kan der solistisk ske snart sagt hvad som helst. Det er billedet på Arne Dahls omgang med krimigenren, ikke eksakt ’free jazz’, men frie improvisationer på kanten af det mulige. En anden – måske mere ’korrekt’ – måde at sige det her på tilbyder den kendte norske romanforfatter og dramatiker Jon Fosse. ”Writing” hedder det. Vi har – siger Fosse47 – historisk set bevæget os fra den mundtlige beretning, fra den autoriale fortællen, hvis stemme hævede sig højt over, på overblikkende afstand af det fortalte, og autoritativt vidste alting det var nødvendigt at vide om personerne og begivenhederne. Moderne tider har set mere beskedne fortælleroller. Fortælleren skjuler sig i sit stof, viser scenisk frem, har måske kun en tilstedeværendes begrænsede point-of-view, holder sig diskret i baggrunden. ”Show it, don’t tell it” er mottoet for den implicitte fortællen. ’Writing’, siger Fosse, er den postmodernistiske tilstand, hvor alle de foregående tiders fortælleformer er frit tilgængelige, og hvor endelig ’skriveren’ er blevet føle- lig. Han har altid været der, underneden. Men først nu bliver han rigtig synlig, som den pulserende, kropslige gestik i skriften, hinsides både autorial og implicit fortæl- len. Knut Hamsuns ekstremt forviklede fortælleforhold i Sult (1890) er eksemplarisk for Fosse.48 Tværs gennem de uigennemsigtige fortid/nutid glidninger mærkes selve skriftens nervøse pulseren, den der i sidste ende binder tvetydighederne sammen til nogen som helst, helt paradoksal subjektstruktur. Arne Dahl leger med alle fortælleregistre. Den olympisk højt overskuende, den per- sonale fokalisation osv., altid med sin egen puls underneden, altid tilstedeværende, tydelig. En kropslig, erotisk insisterende pulseren, kort sagt: skriveren Arne Dahl. I kraft heraf overskrider Dahl også den alt for skarpe grænse mellem ’lisibel’ og ’scriptibel’ tekst, i sine – i hvert fald tre – væsentligste krimier. De er simpelthen lit- teratur i fuldeste betydning, stor krimilitteratur.49 Ambitiøst, realistisk og melodramatisk altomfattende, rækkende ud mod tragisk forløsning.50

45 Ikke udelukkende. Udsøgte værker af Mozart og især Bach, rockgrupper som ’The Po- lice’ og ’Radiohead’ figurerer også, dog især tekstligt-tematisk. 46 Miles Davis’ Kind of Blue (1959) i Europa Blues, [The Police i En skærsommernatsdrøm], The- lonious Monk’s “Misterioso” i Misterioso. Jeg har tidligere, sammen med jazzhistorike- ren Tore Mortensen (også AAU), viet Miles Davis’ gennemslag i Dahls skrift omfattende opmærksomhed, i artiklen ”Kind of Blue –Europa Blues”, trykt i antologien Interaktioner – om kunstarternes produktive mellemværender (Aalborg Universitetsforlag, 2009) 47 Jon Fosse er (også) litteraturvidenskabeligt uddannet. Jeg refererer her til titelartiklen i hans artikelsamling Frå telling via showing til writing (Det Norske Samlaget, 1989) 48 Jeg har selv arbejdet med Hamsun og dette problem, i bøgerne Knut Hamsun som moder- nist (1975) og Sult – fra bog til film (1988) 49 Det gælder Op til toppen af bjerget (2000), Europa Blues (2001) og Himmeløje (2007). I hvert fald. 50 Jeg har diskuteret det tragiske som mulig modus, også for krimien, i artiklen ”A Fucking Tragedy – krimien som vor tids tragedie? (Arne Dahls Europa Blues og Jan Arnalds ”Övervåld”)”, i antologien Den skandinaviske krimi (Nordicom, 2010).

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 13 I en tid hvor krimigenren næsten drukner i sin egen salgssucces, hvor den er gen- nemvædet af tværmedial overeksponering, truet af journalistiske livsstils-trends, af flad sprogfunktionalitet, da er det godt, ja befriende at kunne pege på et forfatterskab som Arne Dahls.

Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 14