Kopi fra DBC Webarkiv Kopi af: Arbejdspapir : Arne Dahl : Sjöwall og Wahlöö's sande arvtager Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. www.dbc.dk e-mail: [email protected] Peter Kirkegaard Arne Dahl Sjöwall og Wahlöö’s sande arvtager1 Det er usædvanligt, at en litterær tradition har et biologisk forældrepar. Og endnu mere usædvan- ligt, at en hel genre har det. Men det er faktisk til- fældet med den stadig stærkeste af de svenske kri- militterære genrer: Den samfundskritiske politiro- man. Før Maj Sjöwall og Per Wahlöö så den sven- ske kriminalroman helt anderledes ud. Med dem gik puslespilskrimien uhjælpeligt tabt. Krimi og Således indledte Arne Dahl, i anledning af den danske gen- udgivelse af Sjöwall-Wahlöö’s berømte krimi-dekalog (1965-75), kriminal­ sit forord til nummer seks i rækken, Strisser, strisser – (1970). journalistik Og vedgik dermed arv og gæld.2 i Skandinavien Ubestrideligt rigtigt er det også, at næsten hele rækken af de www.krimiforsk.aau.dk bedst kendte svenske krimiforfattere har Sjöwall-Wahlöö at tak- ke for den bekvemme adgang til en genre, som et stort publikum Arbejdspapir nr. 12 allerede var fortrolig med. Jan Guillou, Håkan Nesser, Hen- ning Mankell. Og Arne Dahl, sidst, men bestemt ikke mindst. © Peter Kirkegaard [email protected] The Police Procedural Politiromanen har faktisk en helt særlig status i Skandinavien. Aalborg 2010 Går man til udlandet, specielt det angelsaksiske, har subgenren – ’The Police Procedural’ – derimod et temmelig blakket ry. ISBN: Slet ikke som samfundskritisk. 978­87­91695­21­6 Den kommer oprindelig fra USA i 1950erne, hvor Ed McBain er det første store navn. Udgangspunktet var – som før ved af- gørende vendinger i krimi-trenden – et udtalt behov for større realisme.3 Efter 2. verdenskrig, med dens dyrekøbte erfaringer af at det store onde, nazismen, måtte bekæmpes kollektivt, i or- ganiseret samarbejde mellem mange, også meget forskellige parter, var det blevet stadig tydeligere, at den hårdkogte kri- 1 Artiklen publiceres også på fransk, i Études Germaniques’ nr.3/2010-udgave, Éditions Klincksieck, Paris, jf. www.klincksi- eck.com. 2 Strisser, strisser – (Modtryk, 2007). Den svenske originaltitel var Polis, polis, potatismos! 3 Jf. f. eks. Raymond Chandlers berømte essay “The Simple Art of Murder” (1944), hvor han gør op med den engelske ’whodunit’- tradition, puslespilskrimien à la Agathe Christie, som anklages for at være anakronistisk i sin konservative bortvendthed fra den moderne storbyverdens organiserede kriminalitet. Den kræver en realisme helt nede i ”the mean streets”, personificeret af den pro- Design og layout fessionelle privatdetektiv. At realismebegrebet er et yderst svært Kirsten Bach Larsen håndterligt begreb må vi her lade ligge. Peter Kirkegaard • Arne Dahl 1 mis privatdetektiv og hans ’lonesome wolf’-heroisme – trods al individualistisk ap- pel – faktisk selv var en anakronisme. Ene mand kan ingen stå op mod organiseret kriminalitet. Institutionel, hierarkisk, ja bureaukratisk organisation var en nødven- dighed. Det ellers så ofte for inkompetence udskældte politi var reelt den eneste mu- lige agent for bekæmpelsen af de kriminelle eruptioner som storby, industri og om- fattende fattigdom afstedkom. Denne politimagt besad det principielle voldsmonopol og var således betryggelsen over for usikkerheden og angsten for den omsiggribende kriminalitet, en konserve- rende, offentlig ordensmagt. Og krimien dermed slet ikke uden videre samfundskri- tisk, snarere konservativ. Stephen Knight tager præcis nævnte Ed McBain som eksponent for den nye gen- regren, The Police Procedural.4 Detektiven er blevet politimand. Privatdetektivens melodramatisk farvede heroisme er veget for den loyale embedsmand i den kollek- tive indsats. Det er netop ”the pressure for greater verisimilitude”,5 der har bragt det teknisk kyndigt arbejdende politikollektiv i fokus. Teknologisk kompetence, cool objektivitet præger det daglige rutinearbejde på ’Sta- tion 87’, hvis teknikker skildres tendentielt dokumentarisk, med præg af empirisk præcision. ”A deceptive coolness” hedder dog Knights kapitel om McBain, hvis overfladerea- lisme er netop ’deceptive’, bedragerisk, illusionær, eftersom alle de cool teknologiske faktaindsamlinger, de ’mimetisk’ gadesprogsnære afhøringsdialoger osv. primært tjener retoriske formål; de giver en empirisk illusion af kontrol. For de fører ikke frem, de tekniske procedurer har kun minimal relevans for plot- udviklingen. Opklaringerne sker primært i kraft af ’chance’, rent held, og heroiske enkeltmandspræstationer. Det er den individuelle moral og indsats, der vinder kam- pene. Kollektivet udgøres tilsvarende af simpelt skårne typer, heroiske stereotyper. Fulde af korporativ moral, krydret af race- og kønsmæssige fordomme. Over for den quasi-objektivt skildrede, tingsliggjorte storbyfremmedgørelse sætter McBain i sid- ste ende blot en naiv liberal moralisme, en konservativ ideologi. Alt er vel, vi beroli- ges. Af genrens ”Social placebo”.6 Ed McBain7 var iøvrigt en yderst produktiv forfatter, ofte med tre romaner som sin årlige ratio. Serien om ’87th Precinct’ i den New York-kalkerede, fiktive by Isola, lø- ber op i mere end tres romaner. Alene omfanget peger på, at McBain var en dygtig håndværker – og at genren meget let forfalder i skabelon og kliché. I sin velskrevne genreintroduktion Crime Fiction bringer John Scaggs synspunkter- ne på politiromanen videre, både skærpende og relativerende.8 Femogtyve år efter Knight har Scaggs et langt bredere spektrum af politiromaner at overveje. Ærgerligt og mærkeligt nok er Sjöwall-Wahlöö (endnu) ikke blandt dem. Parret havde ellers længe haft stor succes i USA, også på film; foruden at de selv havde oversat McBain til svensk. 4 I Form and Ideology in Crime Fiction (London, 1980) lader Knight sin historiske genregen- nemgang munde ud i The Police Procedural. 5 Knight, s. 169. Jeg trækker i det følgende parafraserende på hans analyse. 6 Udtrykket kommer fra John Scaggs’ Crime Fiction (2005), som vi straks vender tilbage til. Fra en mellemrubrik (s. 98): ”Social Placebo: The Magic Bullit of Procedural Reassurance.” 7 McBain, et – af flere – pseudonymer for Evan Hunter (1926-2005). 8 Fremstillingen af Police Procedural-kritikken er ikke tænkt udtømmende, heller ikke strikt kronologisk, men snarere logisk. Scaggs’ bog udkom på Routledge, London and New York, 2005. Peter Kirkegaard • Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöo’s sande arvtager 2 Scaggs følger som Knight den logiske realisme-udvikling fra ”Private to Public Eye”,9 og sætter politimanden som ”a dominant Western symbol of social control”.10 Tonen er skarp; vi er alle potentielt lovbrydere. Vi adlyder nok lovene, dog ikke ud fra egen overbevisning og dyb tro på dem, men simpelthen fordi vi er angst for opdagelse og straf, ”the holy terror of scandal”.11 Og vi lærer i krimien, at politiet er der, og derfra er der for Scaggs ikke langt til den dystopiske Foucault-figur, Panoptikon-overvåg- ningssamfundet, hvor politiet som magtfuld del af statsapparatet kontrollerer os alle. Politiromanens serie-struktur forlænger tendentielt overvågningen uendeligt, og via Afdelingen for Interne Affærer udstrækkes overvågningen helt ind i overvågernes egne rækker. I sidste ende går alting op, i closure, status quo. Ikke ligefrem muntert, endsige samfundskritisk. Og dog. Givet det brede udvalg af glimrende moderne politiromanforfattere er Scaggs nødsaget til at bløde billedet op. Foruden McBain nævner han så diverse folk som Tony Hillerman, James Lee Burke, Michael Dibdin, Ian Rankin og Philipp Kerr. Fælles for dem er deres protagonisters egenrådighed, midt i det kollektive politiar- bejde. De er skeptiske over for bureaukratiet og kan meget godt indse, at forbrydel- sen ikke uden videre er udtryk for nogen arvesyndsdyb ondskab, men snarere resul- tat af tilfældet og belastende socialpsykologiske konditioneringer. Blandt andet der- for handler deres politidetektiver ofte på tværs af reglerne, de bliver dårlige ’team players’, tendentielt outsidere.12 Scaggs indrømmer således: .. it is the inherent realism of the sub-genre of which this (ie. bl.a. Ran- kins Rebus-romaner) is a part that makes it the ideal vehicle for inter- rogating both the social order and the structures that support it.13 Kort efter slår Scaggs dog sig selv dydigt for munden og kalder genren ”a powerful weapon of reassurance in the arsenal of the dominant social order.” Hvorefter han ganske straks modsiger det med: ”… how the procedural does not always conclude with the restoration of order.” Og videre endnu: genren kan “be used to interrogate, and even challenge dominant values, structures, and stereotypes – in short, the do- minant ideology”. Hvis man føler sig lidt forvirret, er det ikke så mærkeligt. Scaggs er tilsyneladende – som Knight – opdraget i en meget strikt venstrediskurs, som det er svært at se ud af, se de indre, måske modsigelsesfulde udviklinger i det der ’burde’ være en homo- 14 gen genre. Et velkomment frikvarter fra de stramme ideologikritiske/dekonstruktivistiske skoleridt kan man finde hos Carl D. Malmgren, som i Anatomy of Murder – Mystery, 9 Scaggs, s. 87. Kapitlet er på blot 15 sider, og jeg refererer tæt til det i det følgende. 10 Ibid., s. 85. Dette er en tradition der rækker tilbage til den gode gamle Western-sherif. 11 Ibid., s. 85. ”The holy terror …” er iøvrigt et citat fra Joseph Conrad’s Heart of Darkness (1902) 12 Det kan undre – og ærgre – at Scaggs ikke har fundet plads til en Michael Connelly. Hans patetisk kaldsplagede Los Angeles-politimand Hieronymus (!)