METROPOL 2021, NR. 1 Henning Bro Sommerhusbyen Sommerhusbyer i mellem- og efterkrigstidens hovedstadsmetropol METROPOL, 2021, NR. 1 Metropolhistorisk Netværk 2021 151 METROPOL 2021, NR. 1 DEL III Sommerhusbyernes storhedstid: Første efterkrigstid 152 METROPOL 2021, NR. 1 Kapitel 1 Nye forudsætninger Mens hovedstadsmetropolens åbne land ved midten af det 20. århundrede rummede knapt 5.000 sommerhuse fordelt på to sommerhusbybælter, henholdsvis ved Kattegatkysten og Køge Bugt, tre større sommerhusbyer og spredtliggende meget små sommerhusbebyggelser, rejstes i den første efterkrigstid, mellem 1950 og 1973, ikke mindre end 33.000 sommerhuse fordelt på 72 sommerhusbyer helt overvejende ved metropolens kyst-, fjord- og søbredder. Den første efterkrigstid repræsenterede dermed et sommerhusboom uden sidestykke i hovedstadsmetropolens ydre åbne opland, men det blev blot et af periodens vækstfænomener. Forsat industrialisering, yderligere økonomisk vækst, forstærket urbanisering og velfærdstatsudbygning blev nogle af de nøglebegreberne, der kom til kentegne de mest centrale træk ved den første efterkrigstid. Samfundsmæssige faktorer, der i også i hovedstademetropolen muliggjorde en voldsom erhverv-, bebyggelses- og befolkningsmæssig vækst. Men også her generede den stigende realløn, der blev forudsætningen for, at bredere samfundslag fik mulighed for at få eget hus med have, en moderne almennyttig bolig i de hastligt voksende forstæder og egen bil og med den samtidig øgede arbejdsfri tid at komme bort fra arbejds- og storbylivet ved at tage på charter-, camping- eller hytteferie eller at rykke ud til sommerhusbyer langt ude i den hastligt voksende hovedstadsmetropols yderområder. Den store hovedstadsmetropol Op igennem de første efterkrigsårtier udbyggedes hovedstadsmetropolen i et sådant omfang, at den i 1970 nåede et samlet folketal på over 1,7 mio., svarende til 35 procent af landets befolkning og omfattede selve hovedstaden og Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner. Et resultat af en hidtil uset urban vækst Urbaniseringens omfang og karakter Væksten blev kendetegnet af meget omfattende forstadsdannelser. Først i form af en udbygning af de forstæder, der var opstået frem til midten af århundredet, hvorved der dannedes et 5-15 km bredt koncentrisk forstadsbælte uden om hovedstaden fra Øresundkysten i nordøst til Køge Bugt i sydvest. Selv om forstadsudbygning i den første tid således fandt sted inden for hovedstadsmetropolens fjerde bylag, brød forstadstilvækstens arealkrav til nyt industri-og boligbyggeri allerede i 50´erne med det koncentriske urbaniseringsforløb. Herved fik de nye forstadsdannelser karakter af stadig mere langstrakte radiale bybånd, der, adskilt fra hinanden af stadigt bredere grønne og rekreative kiler, i længder af 30-40 km efterhånden kom til at flyde sammen købstæderne i den omliggende købstadsring, uden for hvilken der ved massive udvidelser af ældre stations- og landsbyer samtidig dannedes pendlersatellitbyer. Som følge af betydelige ubebyggede arealer og dermed lavere grundværdier blev først forstæderne i Gladsaxe og Tårnby kommuner og siden dem på Nordvest- og Vestegnen samt i Køge Bugt-området i det 20. århundredes sidste halvdel kendetegnet af såvel arealkrævende nyetableret og tilflyttet eksportorienteret, landsdækkende og mere regionalt orienteret industri som store områder med mindre parcel- og rækkehuse og almennyttig boligbebyggelse fortrinsvis for arbejdere og lavere funktionærer. Herved forstærkedes den sociale opdeling, som hovedstadsmetropolens forstadsområde havde fået i midten af århundredet, idet særlig nordforstæderne fik karakter af boligbyer for højere indkomstlag kendetegnet af vidtstrakte naturområder og overvejende privat byggeri af villaer på store grundarealer. 153 METROPOL 2021, NR. 1 Byøkonomisk teori og empiri Som celledelingen i den organiske decentraliseringsteori, jf. Indledningens Kapitel 3, bliver kapitalens industriinvesteringer, i overensstemmelse med teorien om den agglomererede byøkonomi, jf. Indledningens Kapitel 3, med hovedstadens, centralbyens/centrets, udfyldning og fortætning og de ulemper, der dermed opstår her, i efterkrigstiden placeret der, hvor fordelene nu er størst: De resterende friarealer i de ældre koncentriske forstæder og hovedparten af de nye radiale forstæder, som efter satellitbyteoriens efterfølgende fase, jf. Indledningens Kapitel 3, opsuger en del af hovedstadens befolkning og får en stor større koncentration af fremstillingsvirksomheder. En mindre del af forstæderne, og navnlig de ældre, hvor de høje jordpriserne ikke er tillokkende for industriinvesteringer, fortsætter derimod i større eller mindre grad som boligbyer for arbejdskraft, der beskæftiges i både industritunge forstæder og hovedstaden, centret, hvor kapitalen i stigende grad ser fordele ved at udvide de servicemæssige og administrative investeringer. Centret, som angivet i den organiske decentraliseringsteori, afindustrialiseres og affolkes i et betydeligt omfang og konverteres til i stadig større omfang til at varetage de servicemæssige og administrative funktioner, som centralbyen, som centret, i hovedstadsmetropolen hidtil tillige har vataget: Aktiviteter, der forsat er rammesættende for investeringer, vareproduktion, arbejdskraftsanvendelse og privat og offentlig service, ikke blot i hovedstadsmetropolens periferi af forstæder, men også på landsplan. Op gennem efterkrigstiden udvides interaktionen i hovedstadsmetropolen efterhånden til også at omfatte byenheder i dens ydere dele, der, som bolig- og industribyenheder kommer til at indgå i et periferirelation i forhold til både hovedstaden og den indre del af metropolen. Disse ydre deles stations- og landsbyer får karakter af pendlersatellitbyer, der med overvejende boligbebyggelser leverer arbejdskraft til de indre dele af hovedstadsmetropolen eller til områdets købstæderne i købstadsringen. Disse forbliver ganske vist lokale oplandsbyer, men orienteres samtidig i stadig større grad mod den øvrige del af hovedstadsmetropolen. Dels om leverandør af arbejdskraft til denne, dels som industrilokaliseringsområder, idet kapitalen, efter teorien om den agglomererede byøkonomi, efterhånden ser større fordele ved at lokalisere industriinvesteringerne hertil, hvor grundpriser og arbejdsløn er lavere end i de mere centrale dele af byregionen. Med den massive forstadsdannelse og byvæksten i den omliggende købstadsring og dennes omliggende satellitbyer, fulgte omfattende befolknings- og erhvervsmæssige forskydninger, der førte til en signifikant forandring i interaktionen imellem bydannelserne i hovedstadsmetropolens periferi og mellem disse og byregionens center, selve hovedstaden. Mens nogle forstæder overvejende forblev boligforstæder, og dermed i forhold til hovedstaden kom til at indgå i den centrum-periferirelation, som herskede før 1950, blev de nordvestlige og sydvestlige forstadsområder, ud over funktionen som boligbyer, hovedstadsmetropolens tyngdepunkt for produktions-, lager- og transportvirksomhed, hvortil der tillige pendledes fra boligforstæder og satellitbyerne. I modsætning hertil blev hovedstaden i perioden kendetegnet af en stadig større afvandring og afindustrialisering. Mens folketallet i forstæderne, købstæderne og pendlersatellitbyer i Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner næsten fordobledes mellem 1950 og 1970, faldt det i samme periode med 12 procent i hovedstaden. Ud over et betydeligt fødselsoverskud og tilflytning fra provinsen, genereredes forstædernes befolkningstilvækst af en massiv udflytning fra hovedstaden, der allerede i midten af århundredet stort set var blevet udbygget og havde nået sit befolknings- og erhvervsmæssige mætningspunkt. Med byfortætningen var mulighederne for nyt industribyggeri og udvidelse af eksisterende fabriksanlæg i hovedstaden samtidig umuliggjort, mens forstæderne og de omliggende købstæder kunne tilbyde hovedstadsudflyttet eller nyetableret industri byggegrundene, der var billigere, og som havde en tilstrækkelig størrelse til den moderne industris mere pladskrævende produktionsbygninger og bedre tilkørselsforhold fra jernbane- og motorvejsnettet. I takt med afindustrialiseringen blev hovedstaden op gennem de første efterkrigsårtier i stadig højere grad erhvervsmæssigt kendetegnet af de styrende funktioner, der gennem privat og offentlig administrations- og servicevirksomhed udgik herfra, og som blev rammesættende for produktionsvirksomheder og offentlig service både regionalt og nationalt. Det urbane pres Med hovedstadsmetropolen massive urbanisering op gennem den første efterkrigstid og i realiteten foreløbige udbygning i den første del af 70´erne, kom dens indre del til at udgøre et kolossalt, på nær grønne kiler og andre rekreative områder, sammenbygget urbant område, der udenfor omfattede godt nok mere spredt liggende, men alligevel meget betydelige 154 METROPOL 2021, NR. 1 byområder. I processen forsvandt naturområder, der hidtil havde haft en rekreative værdi eller havde potentiale for blive anvendt som så. Afstandene til de nærmest liggende rekreative områder blev dermed forlænget i betragtelig grad samtidig med, at disses mere yderlige placering i hovedstadsmetropolens fjerne opland gjorde tilgængeligeden til dem vanskeligere. Bebyggelse i hovedstaden og Københavns Amtskommune 1950-1970. Til venstre: 1950-1960. Til højre: 1960-1970. (Kulturhistorisk oversigt, Københavns Amtskommune 1999) Med denne urbaniseringsproces og dens negative sideeffekter forstærkedes modsætningen mellem arbejds- og dagligdagslivet i den yderlige fortættede hovedstadsmetropol