Prospektmaleren Der Blev Salpeterinspektør

Alle tiders Nordsjælland

MUSEUM NORDSJÆLLANDS ÅRBOG 2017 Prospektmaleren der blev salpeterinspektør

AF KRISTOFFER SCHMIDT

Sandsynligheden for at man nikker genken- ikke havde et særligt stort ønske om at bestride dende til navnet Johan Jacob Bruun er ikke stillingen. Borgerens navn var Johan Jacob Bruun, stor. Han hører til blandt en gruppe af i dag og han var tidligere kabinetsmaler og bogudgiver i mindre kendte 1700-talskunstnere, der trods København. Hvad der førte til dette drastiske karri- deres store topografiske vigtighed har fået på- ereskifte og Bruuns videre færd som salpeterin- faldende lidt omtale i standardværkerne om spektør, er omdrejningspunktet for denne artikel. dansk kunsthistorie. I Bruuns tilfælde kan forklaringen herpå være, Et spirende kunstnertalent at der i modsætning til mængden af efterlad- Den 30. november 1715 kom Bruun til verden som te kunstværker ikke findes synderlig mange det andet barn i en søskendeflok på syv. Hans far skriftlige levn. Det behøver dog ikke at være Thomas Bruun, der siden 1713 havde varetaget en hæmsko for her at præsentere læseren for postmesterembedet i Slagelse, og hans mor Doro- en beskrivelse af Bruuns liv. For hvis vi samler thea Sophia Mylius opdagede tidligt deres søns de sparsomme oplysninger, danner der sig en kunstneriske talent og besluttede sig for i 1732 at ganske pudsig historie om en mand, hvis rele- sende ham til København for at gå i lære hos hof- vans for Nordsjælland ikke udelukkende skyl- maleren Johan Herman Kønig. En sammenligning des hans stilling som inspektør for Det Konge- af læremesters og elevs produktioner er ikke så li- lige Frederiksborgske Salpeterværk, men også getil, da Kønig ikke har efterladt sig mange nævne- fordi hans kunstneriske produktion må anses værdige kunstneriske spor. Vi ved dog, at Kønig, li- for en af de vigtigste visuelle kilder til 1700-tal- gesom Bruun, specialiserede sig i miniature- og lets Nordsjælland og Danmark. prospektmalerier. Han benyttede dog primært sit talent til at udføre kopier af eksisterende kunstvær- En kunstner kommer til byen ker og til at udføre et større konserveringsarbejde i I 1763 tog en borger permanent ophold i Hillerød. kongehusets malerisamling1. Han havde været der før, men under andre om- Bruuns foretrukne maleteknikker var tuschteg- stændigheder end nu, hvor en stilling som inspek- ninger og gouacher – en vandfarveteknik, hvor man tør ved Det Kongelige Frederiksborgske Salpeter- benytter gummiarabicum som bindemiddel – i værk kaldte. Kvalifikationer til at varetage et sådant mindre format. I betragtning af at Bruuns gouacher hverv havde han ingen af, ligesom han nok heller oftest er små (ca. 15 cm x 24 cm og nogen gange

135 Bruuns fødeby Slagelse, som den tog sig ud, da Bruun malede den i 1753. Det Kongelige Bibliotek.

endnu mindre), overraskes man af hans sans for neskelige figurers påklædning, så den passede til detaljen. F.eks. afbilledes vinduesfag og tagbelæg- 1700-tallets altid omskiftelige mode. På hans tidlig- ning på centrale bygninger, blomsterbede i slotsha- ste kunstværker findes således fine damer iført ver, kareters udsmykning, persongalleriers beklæd- smalle klokkeformede skørter, mens de på de se- ning osv. med rig detaljegrad. Særligt persongalle- nere værker er udstyret med store krinolineskørter. riet spiller en central rolle i prospekternes komposi- I det hele taget forsøgte Bruun at gøre sine pro- tion. Udover at puste liv i prospekterne giver perso- spekter så lig aktuelle forhold som muligt. Hvis en ners og dyrs placering i motivet også dybde. Samti- slotshave f.eks. ændrede udtryk var Bruun ikke sen Person- og dyregalleri dig tøvede Bruun ikke med at ændre sine men- til at inkorporere den nye slotshave i senere pro- kunne foretage sig ad- 2 skillige ting på Bruuns spekter . prospekter, men det I 1735 stoppede Kønig som hofmaler og døde hørte dog til sjældenhe- to år senere. I mellemtiden synes Bruun at have derne, når Bruun i nær- bevæget sig væk fra miniaturemaleriet for i stedet mest tegneserieagtig stil skildrede en ko, der at koncentrere sig om prospektet. Dette var en klog forretter sin nødtørft. beslutning, da en af samtidens største arkitekter Udsnit af gouache fore- fandt Bruuns talent for prospektkunsten så stort, at stillende Helsingør by og han hyrede ham til at udfærdige en stor mængde Kronborg i 1740. Privateje, foto Berit illustrationer til et af Danmarks vigtigste arkitektur- Møller. historiske værker.

136 Stjernearkitekten byplaner udfærdiget af Bruun. Det er dog usand- Som nævnt har Bruuns Eftertidens dom over Bruuns kunstneriske talenter synligt, at disse blev købt direkte af Bruun selv. Må- værker haft stor topografisk værdi for efter- og indflydelse varierer. Én har omtalt Bruun som en ske erhvervedes de af kongehuset gennem den tiden, men visse unøj- maler: ”uden Betydning, skjønt enkelte af hans danske arkitekt Lauritz de Thurah, der vel nok bedst agtigheder vil selvfølge- «Perspektivskilderier» blev kjøbte af Kongen”3, er kendt for at have tegnet Hirschholm Slot, Eremi- lig forekomme. Navnlig mens han i Weilbachs Kunstnerleksikon betragtes tagen og have forfattet værket Den Danske Vitruvi- farvevalget giver til tider et noget eventyragtigt som: ”1700-tallets mest betydningsfulde prospekt- us. præg som på denne kunstner, og flere illustratorer og malere står i gæld Netop Thurah nærede stor veneration for den gouache af Fredensborg til ham”4. Sidste citat har betragtelig mere med vir- unge Bruuns gouacher, som han omtalte som: Slot fra 1739. Privateje, keligheden at gøre end det første. Kongehuset var ”meget sirlig i alle Haande Kulører forfærdiget og foto: Berit Møller. f.eks. en flittig opkøber af Bruuns prospekter, og udført”5. Dette var ikke kun tomme ord, idet Thurah der findes således en pæn samling af hans goua- på baggrund af Bruuns talenter hyrede ham til at cher på Rosenborg Slot, mens man i Frederik 5.s udføre prospekterne til det, der skulle blive til Den Atlas – en imponerende samling af kort og pro- Danske Vitruvius. I 1735 ansøgte Thurah om 2.000 spekter på 55 bind – kan finde 116 prospekter og rigsdaler til produktionen af dette tobindsværk. Der

137 var tale om et anseeligt beløb, som på dette tids- punkt svarede til 12.000 dagslønninger for en ar- bejdsmand på egen kost. De 2.000 rigsdaler skulle udbetales i årlige rater af 500 rigsdaler fra 1735 til 1738. Pengene rakte ikke og i 1742 bevilgedes Thurah nok engang 2.000 rigsdaler, men med den klausul at hvis værket ikke var færdigt inden udgan- gen af 1744, måtte Thurah tilbagebetale beløbet gennem sin gage som hofbygmester. Efter at have fået et ekstra beløb på 600 rigsdaler i 1743 faldt hammeren i 1745. Man havde stadig ikke set noget til udgivelsen, hvorpå det besluttedes at tilbagehol- de halvdelen af Thurahs fremtidige lønudbetalin- Titelbladet på første bind af Thurahs Den Danske ger, indtil han enten erstattede de 2.600 rigsdaler Vitruvius. Værket anses eller udgav værket. Thurah klarede dog frisag, da af mange som et af de han fjorten dage efter, sandsynligvis efter et bøn- vigtigste værker inden skrift, fik hele sin gage udbetalt. Der gik stadig no- for dansk arkitekturhisto- rie. The Getty Research gen tid, inden værket udkom, men Thurah undgik Institute. yderligere økonomisk erstatning. Den 18. decem-

138 Side 138-139: To gouacher forestillende Hirschholm Slot. Netop denne vinkel af slottet med kongelig karet foran gentog Bruun mindst fire gange mellem 1739 og 1740, og hver gang ændrede han forskellige detaljer, som f.eks. belysningen, skydækket, placeringen af det kongelige optog og andre personer. Der kunne dog også forekomme minimale for- skelle på vinklerne af prospekterne, som f.eks. ses på de prospekter gengivet her. Bruun malede og tegnede desuden adskillige andre prospekter af Hirschholm ber 1745 udkom første bind, mens det andet ud- søgte derfor i 1746 om 12.000 rigsdaler til værket, Slot, og det synes at kom fire år efter. Imellem udgivelsen af de to bind der skulle have et oplag på 1.000 og udkomme i have været et yndlings- nåede Thurah også at udgive en mindre udgave af 1750. Et positivt svar udeblev, men Thurah arbej- motiv. T.v.: Museum Nordsjælland. T.h. første bind med titlen Hafnia Hodierna (1748) 6. dede ufortrødent videre med sit nye bogprojekt. I Privateje, foto: Berit En præcis dato for hvornår Bruun knyttedes til 1751 synes der at have været et gennembrud, da Møller. bogprojektet fortaber sig, men det kan ikke have kongen som et maskeret tilskud købte kobberpla- været senere end 1740. Arbejdsfordelingen var så- derne fra Den Danske Vitruvius for 3.000 rigsdaler ledes, at Bruun tog sig af prospekterne, mens og året efter kobberpladerne til Hafnia Hodierna Thurah tog sig af arkitekttegninger og grundplaner. for 600 rigsdaler. Thurah havde imidlertid skrottet Bruuns arbejde må have krævet en del rejseaktivi- sit hidtidige bogprojekt til fordel for et endnu større tet rundt i Danmark, men han trak også på Thurah, på otte bind, der sammen med de to bind af Den der som hofbygmester var i besiddelse af flere for- Danske Vitruvius skulle udgøre et imponerende to- læg, Bruun kunne tegne efter. pografisk tibindsværk. Værket skulle indeholde hele Trods den besværlige udgivelse havde Thurah 700 illustrationer forestillende kuriositeter, byplaner fået blod på tanden til endnu et værk. Dette skulle og prospekter7. Nok engang hyredes Bruun til at ud- – ligesom Den Danske Vitruvius – være på dansk, føre prospekterne, men han var pludselig også ble- fransk og tysk og beskrive Danmarks købstæder. vet kartograf, da byplanerne til værket også udfær- Hertil kom 120 kobberstik, der skulle skildre hver digedes af ham. Netop størstedelen af Bruuns 116 købstad med et prospekt og en byplan. Thurah an- tuschtegninger, som findes iFrederik 5.s Atlas, må

139 ge dette i klagen. Thurah fik medhold, hvorpå Bruun måtte opgive sit forehavende8. Afgørelsen må have sat Bruun i en økonomisk kattepine, da Thurah reelt set blokerede Bruuns mulighed for at tjene penge på prospekter, der lignede bestillings- arbejdet. Bruun kunne stadig sælge sine gouacher, hvilket han f.eks. havde gjort i 1750, hvor han af- holdt et lotteri over 140 af sine egne værker9, men at male gouacher var langt mere tidskrævende. Bruun genvandt imidlertid retten til sine egne motiver efter Thurahs død i 1759, og han var ikke sen til at udnytte dette.

Afslag Bruun genoptog nu sit eget bogprojekt, som Thurah havde blokeret. Allerede to år efter fik han udgivet første bind af værket, hvis titel blev Novus Atlas Da- Denne byplan over være tiltænkt Thurahs nye bogværk. Projektet led niæ. Det indeholdt 50 stik samt en rosende fortale Slangerup er en af flere dog under forsinkelser og ødelagde samtidig af historikeren Johan Langebek. Langebeks fortale fra Frederik 5.s Atlas, Bruuns og Thurahs venskab. afslører, at Bruuns hensigt egentlig var at bygge vi- som Bruun har udfærdiget. Disse skulle Arbejdsgangen var den, at Thurah bestilte de dere på Thurahs mislykkede ottebindsværk, om sandsynligvis indgå i prospekter, han havde brug for til Den Danske end i en skrabet udgave10. Novus Atlas Daniæ Thurahs fortsættelse af Vitruvius, som Bruun så mod betaling udførte. Det, modtog da også gode anmeldelser (se f.eks. Ano- Den Danske Vitruvius. at der var tale om bestillingsarbejde, gjorde forhol- nym 1762, s. 7), men den positive omtale afspejle- Det Kongelige Bibliotek. det mellem arkitekt og kunstner anspændt, da der de sig ikke i salgstallet. Kun 130 personer valgte at opstod uoverensstemmelser om rettighederne til abonnere på prospekterne, hvilket langt fra var nok prospekterne. Således indklagede Thurah Bruun for til at dække udgifterne, der allerede havde kostet Danske Kancelli i 1757, fordi Bruun i aviserne havde Bruun 2.000 rigsdaler. Han valgte derfor at ansøge annonceret en subskriptionsindbydelse på et værk Frederik 5. om økonomisk støtte til udgivelsen af indeholdende 50 prospekter. Ifølge klagen var det værkets andet bind indeholdende 88 prospekter netop de prospekter, Thurah havde betalt for til fra Lolland, Falster, Fyn og Jylland. Støttede kongen fortsættelsen af Den Danske Vitruvius, som Bruun bogprojektet med 20 rigsdaler pr. prospekt kunne tilbød forudbestilling på. Thurahs klage afslører andet bind realiseres. Et positivt svar udeblev, og hans evne for købmandskab. Da han tilbage i 1735 Bruun måtte sætte udgivelsen af Novus Atlas Da- påbegyndte Den Danske Vitruvius, havde han sik- niæ i bero. ret sig et 30 års privilegium på udgivelsen af pro- I stedet for økonomisk støtte blev Bruun tilbudt spekterne til værket, og han var ikke sen til at påpe- inspektørstillingen for Det Kongelige Frederiksborg-

14 0 ske Salpeterværk i Hillerød. Det var grundlagt i kongen fra at give bevillinger til en lignende udgi- 1753, og som navnet antyder produceredes der velse. her salpeter; en af tre vigtige bestanddele i en krudtproduktion – de to andre er trækul og svovl. Det Kongelige Frederiksborgske Bruun takkede ja til jobbet, selvom han endnu Salpeterværk ikke havde opgivet at få udgivet andet bind af Hvorfor valgte Bruun et så drastisk karriereskifte? Novus Atlas Daniæ. Han forsøgte derfor i et brev, Årsagen skal nok findes i hans skrantende privat- dateret den 22. oktober 1764, igen at tale sin sag økonomi. De 2.000 rigsdaler han havde kastet i over for kongen. Forslaget var det samme som før, udgivelsen af Novus Atlas Daniæ var en betydelig og som et argument for økonomisk understøttelse udgiftspost for en kunstner af Bruuns kaliber. Sam- mindede Bruun om, at han var den første og ene- tidig var det langt fra sikkert, at en løbebane som ste af kongens undersåtter, der havde kastet sig ud prospektmaler kunne bringe mad på bordet, og Titelblad til Bruuns Novus Atlas Daniæ. Det i et sådant bogprojekt: ”og allerede Præsteret den Bruun var ikke den eneste af sine samtidige, der Kongelige Bibliotek. første Tome [bind] af dette Verk uden at bebyrde lagde pen og pensel på hylden. F.eks. måtte kolle- Deres Maystts [majestæts] Casse med hielp”11. gaen Hans Heinrich Eegberg, trods sine kunstneri- Nok engang fik Bruun afslag, hvilket satte et ende- ske evner, tage til takke med et job som byskriver i ligt punktum for hans kunstnerambitioner, om end Fredericia efter en ellers lovende karriere som pro- han fortsatte en mindre produktion frem til 1769. spektmaler ved hoffet med makkeren Johannes Da havde han, ifølge en ældre opgørelse, lavet 783 Rach, der endte sine dage som nederlandsk officer gouacher og 285 tuschtegninger12. i Batavia (Jakarta)14. Vi kan kun gisne om, hvorfor kongen ikke efter- Det var altså af nød mere end af lyst, at Bruun kom forespørgslen. Én grund kan være, at den tidli- skiftede karrierespor, og stillingen som inspektør gere præst i Hillerød og senere så berømte biskop for salpeterværket i Hillerød var nok heller ikke hans Erich Pontoppidan i 1763 påbegyndte udgivelsen foretrukne. Han havde forinden søgt stillingen som af sit storstilede topografiske værkDen Danske At- postmester i Hillerød to gange. Af familiemæssige las, som Bruun selv bidrog til med nogle forlæg til årsager – faren havde jo været postmester i Slagel- værkets stukne illustrationer. Pontoppidan havde se – kan Bruun have ment, at han var kvalificeret til fået store bidrag til Den Danske Atlas, hvilket gjorde stillingen. Farens kvalifikationer rakte imidlertid ikke det sværere for Bruun at få penge til et lignende til en stilling, da Bruun fik afslag på begge ansøgnin- værk13. Godt nok var kobberstikkene i Den Danske ger. Atlas ringere end dem i Novus Atlas Daniæ, men Mens Bruun måske havde en vis indsigt i post- indholdsmæssigt var Pontoppidans værk en guld- mesterembedet, så var han ingenlunde kvalificeret grube af topografiske oplysninger. Det samme kan til stillingen som salpeterinspektør. Bruuns egne ikke siges om Novus Atlas Daniæ, der udelukkende forudsætninger for succes var således ikke gode, og indeholdt en række kobberstik. Samtidig kan erfa- de blev ikke bedre af, at salpeterværket, ved hans ringerne fra den forsinkede og økonomisk tunge tiltrædelse, havde oparbejdet en anseelig gæld på udgivelse af Den Danske Vitruvius have afskrækket 5.000 rigsdaler til kongen.

141 Gælden skyldtes værkets forhenværende inspek- Salpeterproduktionen kunne imidlertid ikke dæk- tør stadsfysikus Johann Gottfried Erichsen, der som ke værkets omkostninger. Erichsen forsøgte derfor resultat af sine gode talegaver havde overtaget sal- at overtale aktionærerne til at gøre nye indskud, og peterværket fra kongen i 1756 for 5.000 rigsdaler. da disse interesserede sig mere for profit – hvilket Aftalen havde dengang været, at Erichsen hver de- der endnu ikke havde været noget af – end Erich- cember over fem år skulle betale 1.000 rigsdaler af sens charme, afvistes forespørgslen. Erichsens re- købssummen til den kongelige kasse. Det skete al- aktion var at forlade den synkende skude i 1760. drig. Erichsen var hurtig til at sammenlægge sin nye Han fortsatte sin karriere i kongens tjeneste. Først i erhvervelse med sine salpeterværker i Bergen, De Jylland og senere i England, og i 1766 vendte han Nordenfjeldske Salpeterværker. Samtidig udbød tilbage til Danmark som rejselæge for Caroline Ma- han aktier i den nye bergenske/hillerødske virk- thilde. Herefter blev han nogle år i København, før somhed, som skulle finansiere opførelsen af nye han i 1768 døde på vej til Bergen. bygninger og forbedringer på salpeterværkets Mens Erichsen fra 1760 var i Jylland lå salpeter- grund samt anskaffelse af redskaber og værktøj. værkerne i Bergen og Hillerød øde hen, hvilket for- Efter et besøg af Frederik 5. på værket i 1759 fik værrede den økonomiske situation. Forhåbnings- Erichsen udsat afbetalingen af sin gæld, da han fulde aktionærer fik dog genopstartet produktionen havde benyttet alle likvide midler til forbedringerne i Hillerød; nu med Bruun i spidsen for værket. Den på værket. første udfordring var at komme af med lånet på de

14 2 Side 142 og 143: Ligesom Bruun gjorde det kunstneriske mak- kerpar Johannes Rach og Hans Heinrich Eeg- berg sig bemærket pga. deres prospekter. Adskilli- ge af disse købtes af kongehuset og findes i dag på Nationalmuseet. Rachs og Eegbergs prospekter har, ligesom Bruuns, stor topografisk værdi i dag. Det skal dog nævnes, at flere af deres prospekter havde Den Danske Vitruvius, og derfor også Bruun, som forlæg. Sammenlign f.eks. disse to illustrationer. På side 142 fra Den Danske Vitruvius efter forlæg af Bruun og på side 143 begået af Rach og Eegberg i 1750. Side 142: The Getty Research Institute. 5.000 rigsdaler. Bruun ansøgte derfor kongen om Forsøg på at starte en produktion Side 143: Nationalmuse- eftergivelse af gælden og om at overgive skødet på For de nye penge, der dog kom ind, opførte Bruun et. salpeterværket til interessenterne. I ansøgningen tre nye salpeterlader, hvor salpeterjorden kunne vedlagde han en salpeterprøve som bevis på, at opbevares. For at give en bedre luftcirkulation, og værket kunne fremstille salpeter af god kvalitet. derved fremme bakteriecirkulationen i salpeterjor- Svaret på ansøgningen var positivt. Gælden blev den og efterfølgende forøge produktionen, var de eftergivet, og skødet overgivet til aktionærerne den nye lader relativt åbne, og det første år formåede 17. december 1765 med den betingelse, at salpe- man da også at udvinde 1.465 pund salpeter. terproduktionen fortsatte. Den næste pukkel var at Det lader altså til, at Bruun ikke var helt ukendt få produktionen i gang. Hertil behøvedes kapital, med salpeterproduktionen eller i det mindste hav- hvorpå man henvendte sig til interessenterne for at de læst noget af den eksisterende litteratur om få en ny kapitalindsprøjtning. Kun lidt over en tred- fremstillingen af salpeter. Men trods en vis indsigt jedel af de oprindelige aktionærer bed på krogen var og blev han en novice på området. Efter det og købte nye andele i værket. Dette var langt fra første gode år, mente Bruun nemlig, at hvis salpe- nok, og den manglende kapitaltilførsel gjorde, at terjorden stod og trak i tre år for så at blive udludet, værket led et tab på 5.180 rigsdaler15. kunne man efter hans beregninger fordoble pro-

14 3 Kobberstik af Georg duktionen hvert tredje år. Sådanne prognoser Martfelts betænkning Haas efter tegning af matchede langt fra realiteterne. Trods dårlige økonomiske udsigter fortsatte Bruun Johan Jacob Bruun fore- Desuden led man stadig under efterdønninger- ufortrødent sit arbejde. Han forbedrede salpeter- stillende Frederiksborg Ladegård. Vejen, der ne fra Erichsen. Sammenslutningen af De Norden- produktionen yderligere og formåede gradvist at synes at omkranse lade- fjeldske Salpeterværker og Det Kongelige Frede- tiltrække nye aktionærer. Indtægterne kunne dog gårdskomplekset er riksborgske Salpeterværk skulle nemlig vise sig at ikke dække de hastigt stigende produktionsom- vejen til Fredensborg. blive en alvorlig økonomisk hæmsko for værket i kostninger, og i 1775 havde man oparbejdet en så Netop tilstedeværelsen af de mange heste i Hillerød. Produktionen i Bergen gik endnu dårligere betydelig gæld, at det blev nødvendigt at søge kon- Hillerød var medvirkende end i Hillerød, hvorved man besluttede at adskille gen om et lån på 8.000 rigsdaler. Svaret forsinke- til, at man anlagde et de to fabrikker. Dette blev en dyr fornøjelse for det des af Kommercekollegiet, som vurderede ansøg- salpeterværk i byen, idet frederiksborgske salpeterværk, der led et tab på ningen, inden den blev forelagt kongen. Kollegiet hesteafføring og urin var vigtige ingredienser i 2.599 rigsdaler. Antallet af aktionærer var også kraf- ønskede en professionel vurdering og satte derfor produktionen af salpeter. tigt reduceret fra de oprindelige 394 ved Erichsens kommercekonsulent Christian Martfelt til at inspice- Nationalmuseet, foto: ledelse til 8916. re salpeterværket. Martfelts rapport gav en sønder- Kristoffer Schmidt. lemmende kritik af værkets tilstand, dets ledelse og

14 4 Bruun. Det lå implicit i Martfelts kritik af den util- afbetaling, et lån på 3.800 rigsdaler og ønskede fredsstillende salpeterproduktion, at den forhen- værket solgt på auktion. Nok engang ansøgte sty- værende kunstner aldrig burde have været ansat. relsen om økonomisk støtte men denne gang som Alt var dog ikke Bruuns skyld. Da han tiltrådte sin årligt tilskud på 300 til 400 rigsdaler i de næste 8 stilling, havde salpeterværket alvorlige økonomiske til 10 år. Ansøgningen blev gjort mere attraktiv for problemer, og allerede der, burde man have reage- Kommercekollegiet, da man udover salpeter også ret. Martfelt mente således, at ansøgningen skulle tilbød salg af skedevand (salpetersyre) til farvning afvises, da værket og dets ledelse ”trængte mere til og garvning. Svaret var positivt, og i juni 1776 tildel- Fornuft end til Penge”17. tes 500 rigsdaler årligt. Dette fik aktionærerne til at Kritikken var velbegrundet, men ikke ny. Værkets give yderligere tilskud, hvorved gælden kunne økonomiske problemer var et velkendt faktum. Til- afbetales. Tilskuddet var dog ikke nok. Først efter bage i 1763 i Pontoppidans Den Danske Atlas kun- Christian 7. i 1777 godkendte et lån på 2.500 rigs- ne man f.eks. læse følgende om værket: daler, og værket året efter fik toldfrihed på uden- ”For syv Aars Tid, er her ved Sammenskud af landske varer, der kun fandtes uden for rigets græn- nogle Private, anlagt et stort kostbart Salpe- ser, havde Bruun nok midler til at opbygge en ter-Værk. Hidintil haver Producten ikke svaret til nogenlunde rentabel produktion19. Omkostningerne, formedelst de vidtløftige Byg- I 1782 fik Bruun nye chefer i form af amtsforval- ninger, som have udkrævet en Snees tusende Rix- ter Frederik Christian Brammer, slotsforvalter An- daler”18. dreas Jørgen Goos og fuldmægtig ved Frederiks- Kommercekollegiet valgte at følge Martfelts be- borg Amtstue Nicolaj Ulstrup. De tre havde købt tænkning og afslog ansøgningen. Begrundelsen salpeterværket, efter at kreditorer havde måttet herfor må have givet Bruun sved på panden. Lige- overtage værket og sætte det på auktion. Hammer- som i Martfelts betænkning kritiseredes driften, og slaget blev på 2.900 rigsdaler, en billig pris i be- værkets ledelse opfordredes til at indhente kyndige tragtning af at værket og dets inventar var forsikret salpetermestre fra Sverige. Bruun og den øvrige le- for 8.540 rigsdaler. De tre nye ejere havde store delse lod sig dog ikke spise af med afslaget. Man planer med salpeterværket, der skulle nå en årlig sendte straks en ny ansøgning, hvori det påpege- produktion af 15.000 til 20.000 pund salpeter des, at mangel på likvide midler og faldende priser samt 20.000 til 30.000 pund skedevand20. på salpeter – ikke dårlig ledelse – var årsag til vær- kets alvorlige økonomiske situation. På dette tids- Bruuns sidste år punkt var gælden vokset til 6.200 rigsdaler, og til- Vi ved intet om den nu 67-årige Bruuns forhold til delte Kommercekollegiet ikke lånet på de 8.000 de nye ejere eller hans syn på de ambitiøse planer. rigsdaler, ville det være umuligt at betale næste I betragtning af egne erfaringer så han nok med en termin, hvorpå værket ville blive sat på tvangsaukti- vis skepsis på de nye produktionsmål. Han kom nu on. Den dystre forudsigelse blev da også en reali- heller ikke til at have meget mere med salpetervær- tet. Da det blev december opsagde Højsaglig Dron- ket at gøre. To år efter var Bruun blevet svært han- ning Anna Sophies Enkestiftelse, pga. manglende dicappet pga. blindhed og kunne ikke længere va-

14 5 Gouache af Johan Jacob retage sit arbejde. Han sagde derfor op og ansøgte nets Skildrer” og ikke som forhenværende inspek- Bruun forestillende om en mindre pension for sit tidligere arbejde for tør ved Salpeterværket23. To år senere, den 5. janu- Frederiksborg Slot set fra hoffet21. Man imødekom ansøgningen, og Bruun ar 1789, døde Anna Catharina, mens Bruun døde Slangerupgade. På den bare plads i højre side af tildeltes en beskeden årlig pension på 200 mark. lidt over et halvt år efter den 4. juli. Han begravedes gouachen placeredes i Til sammenligning kan nævnes, at Bruuns store- på byens gamle kirkegård på Torvet. 1753 Det Kongelige bror, etatsråd Andreas Bruun, samme år fik tildelt Således sluttede historien om Bruun. Salpeter- Frederiksborgske en årlig pension på 500 rigsdaler22. værket i Hillerød er i dag væk, og det samme gælder Salpeterværk. Privateje, foto: Berit Møller. Bruuns sidste år fortaber sig i det uvisse. Ifølge Bruuns grav, men heldigvis kan vi stadig nyde en stor Folketællingen fra 1787 boede han på adressen del af Bruuns tilbageværende kunstproduktion. Helsingørsgade 47 i Hillerød sammen med sin kone Anna Catharina Basballe og deres yngste dat- Tak ter Anne Sophie på enten 35 eller 36 år. Derudover En stor tak til konservator Berit Møller, Kongernes boede en 19-årig tjenestepige også på adressen. I Samling, som har bidraget med uvurderlig viden og folketællingen tituleres Bruun som ”Borgerlig, Cabi- fotografisk materiale til denne artikel.

14 6 Så vidt vides findes der intet portræt af Bruun, om end han på enkelte af sine prospekter ikke kunne lade være med at inkorporere sig selv i delvist rygvendt positur, som på denne gouache af Koldinghus udfærdiget i 1746. Bruun kan ses i venstre side af gouachen, hvor han står med et mindre kunstværk – sandsynligvis en gouache – i hånden og betragter kunstværk med virkelighed. Nationalmu- seet.

Noter 17. Martfelt 1771-1780; Gustafsson 1986, s. 43-48. 1. Bruun 1906, s. 102, 105; Brask 1940-1941, 18. Pontoppidan 1763-1781, II s. 313-314. s. 348. 19. Gustafsson 1985, s. 49-52. 2. Møller 2002, s. 22, 27. 20. Gustafsson 1985, s. 61-63. 3. Meier 1887-1905, III s. 170. 21. Møller 2002, s. 11. 4. Erichsen 1994. 22. Bruun 1906, s. 103. 5. Meier 1887-1905, III s. 170. 23. Rentekammeret, Folketælling 1787, s. 21. 6. Lund 1981, s. 30. 7. Lund 1981, s. 30-32. Litteratur 8. Lund 1981, s. 35. Anonym 1762: Kiøbenhavnske nye Tidender om 9. Colding 1972, s. 110. lærde Sager, København, s. 7. 10. Bruun & Langebek 1761, s. (r)2-(r)3. Brask, R. H. 1940-1941: ”Den Hollandsk-Danske Ma- 11. Cedergreen Bech 1970, s. 69v. ler Jacob Coning (c. 1649-1721). Et Kunstnerliv 12. Bruun 1906, s. 105. afgrænset ved Hjælp af Signaturer”, Historiske 13. Cedergreen Bech 1970: 69v. Meddelelser om København, 3:4, s. 329-348. 14. Colding 1972, s. 110. Bruun, H. P. G. K. 1906: ”De Bruuners Stamtavle og 15. Gustafsson 1986, s. 42-43. Slægtregister”, Personalhistorisk Tidsskrift, 5:3, 16. Gustafsson 1986, s. 44. s. 100-109.

147 Bruun, J. J. & Langebek, J., Novus Atlas Daniæ el- re-Gaarde. Forestillet ved en udførlig Lands-Be- ler Prospecter af alle Hoved- og Kiöbstæderne, skrivelse, saa og oplyst med dertil forfærdigede af alle Kongelige Slotte, samt andre Kongelige Land-Kort over enhver Provintz, samt ziret med Lyst-Slotte og Stæder udi begge Konge-Riger- Stædernes Prospecter, Grund-Ridser, og andre ne Dannemark og Norge og underliggende merkværdige Kaaber-Stykker. Efter Høy-Konge- Fyrstendömme, København. lig allernaaadigst Befalning, København. Cedergreen Bech, S. 1970: ”Efterskrift”, i Bruun, J. H., Novus Atlas Daniæ, fotografisk genoptryk, Arkivalier København: Rosenkilde og Bagger, s. 67r-70v. Martfelt, C. 1771-1780, Rigsarkivet, Kommercekol- Colding, T. H. 1972: ”Kongen og kunsten”, i Colding, legiet, Etatsråd Martfelts embedsarkiv, Martfelt T. H., Dansk kunst historie billedkunst og skulp- nr. 2a, f-i, 6b-c, 28k samt ubetegnede. tur. Akademiet og Guldalderen 1750-1850, Kø- Rentekammeret 1787, Rigsarkivet, Folketælling benhavn: Politikens Forlag, s. 9-111. 1787, Købstæder (Hillerød). https://www.sa.dk/ Erichsen, J. 1994: ”Johan Jacob Bruun” i Weilbachs ao-soegesider/da/billedviser?bsid=547# Kunstnerleksikon. https://www.kulturarv.dk/ 547,51514 (24.8.2017). kid/VisWeilbach.do;jsessionid=0B- 178D132820A4E80A1A85009A5757B- D?kunstnerId=5067&wsektion=biografi (24.8.2017). Lund, H. 1981: ”Thurah som arkitekturhistoriker og topograf” i Arkitekten Lauritz de Thurah 1706 – 1759, København: Selskabet for arkitekturhi- storie, s. 29-36. Meier, F. J. 1887-1905: ”Johan Jacob Bruun” C. F. Bricka (red.) Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814, København: Gyldendalske Boghandels Forlag, III s. 170. Møller, B. 2002: Kongeslotte malet af Johan Jacob Bruun, København: Konserveringsatelier Amali- enborg (internt publiceret konserveringsrapport). Pontoppidan, E. 1763-1781: Den Danske Atlas Eller Konge-Riget Dannemark, Med dets Na- turlige Egenskaber, Elementer, Indbyggere, Væxter, Dyr og andre Affødninger, dets gamle Tildragelser og nærværende Omstændigheder i alle Provintzer, Stæder, Kirker, Slotte og Her-

14 8