KOLONI- HISTORIER

Forberedende materiale Ungdomsuddannelser: MAGT OG AFMAGT HF, HHX, HTX, STX, VUC

1. DEL AF UNDERVISNINGSFORLØBET 2 INDHOLDSFORTEGNELSE

Kolonihistorier – magt og afmagt —————————————————————————————————— Side 3 Undervisningsmaterialet ———————————————————————————————————————— Side 3 De Dansk Vestindiske Øer ——————————————————————————————————————— Side 4 Trekantshandlen —————————————————————————————————————————————— Side 5 Frederiksstaden og sukkerhuse —————————————————————————————————— Side 6 Gl Holtegaard og Dansk Vestindien ———————————————————————————————— Side 7 De Thurah familiens våbenskjold —————————————————————————————————— Side 8 Slaveri ————————————————————————————————————————————————————— Side 9 Slavegjorte ————————————————————————————————————————————————— Side 10 Afskaffelsen af slaveriet ——————————————————————————————————————— Side 11 Salget af øerne til USA ————————————————————————————————————————— Side 12 Danmark som kolonimagt og slavenation ——————————————————————————— Side 13 Spor af fortiden —————————————————————————————————————————————— Side 14 Olaudah Equiano om sejlturen over Atlanten —————————————————————— Side 15-18 Fra gamle Dage i Dansk Vestindien ———————————————————————————— Side 19-21 Vestindiske børn i Tivoli ————————————————————————————————————— Side 22-25 Lars Løkke Rasmussens nytårstale, 2017 —————————————————————————— Side 26 Shelley Moorhead ————————————————————————————————————————— Side 27-29 Vestindere 250 år efter ————————————————————————————————————— Side 30-31 Læs eventuelt også… —————————————————————————————————————— Side 32-33 3 KOLONIHISTORIER – MAGT OG AFMAGT

Udstillingen Kolonihistorier - magt og afmagt handler om Danmarks fortid som kolo- nimagt i det, der engang hed Dansk Vestindien. Måske har I hørt lidt om den historie allerede. Det er nemlig 100 år siden Danmark solgte de tre caribiske øer til USA, som gennem godt 200 år har været dansk koloni. En række medier og institutioner har derfor sat fokus på, hvad der skete under kolonitiden - og hvordan vi kan og bør forholde os til den i dag. Udstillingen på Gl. Holtegaard viser ældre billedkunst og værker af danske og internationale samtidskunstnere, der behandler kolonitiden.

UNDERVISNINGSMATERIALET

Materialet er tiltænkt undervisning forud for et besøg på Gl. Holtegaard. Det giver indblik i udstillingens historiske sammenhæng, og debatten der har præget medie- billedet op til 100-årsdagen for salget af de Vestindiske Øer.

Materialet består af 33 dias med tekst, billeder, uddrag fra artikler, debatindlæg og selvbiografier samt tilhørende opgaver og arbejdsspørgsmål. Man kan frit vælge til og fra i materialet efter behov. GOD FORNØJELSE!GOD 4 DE DANSK VESTINDISKE ØER

De tre øer, Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix var under dansk koloniherredømme fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733 og frem til de i 1917 blev solgt til USA.

Øerne ligger i Caribien mellem USA og Sydamerika, øst for Puerto Rico. Da de var dansk koloni blev de kaldt De Dansk Vestindiske Øer. I dag kaldes de the US Virgin Islands, eller på dansk, De Ameri- kanske Jomfruøer. 5 TREKANTSHANDLEN

Kolonitiden bragte stor rigdom til Danmark. En vigtig baggrund for det skal findes i den såkaldte trekantshandel som fandt sted mellem Danmark, Afrikas Guldkyst og øerne. Den blev varetaget af såkaldte handelskompagnier, som i begyndelsen var privatejede, men senere købte kongen alle aktierne, og handlen samt de tre øer blev et statsdrevet foretagende. De der tjente på handlen var pri- mært kongehuset, de involverede handelsmænd og investorer samt ejerne af plantager på øerne.

Handel foregik ved, at handelskompagniet sendte skibe til Guinea lastet med skydevåben, krudt, tekstiler og brændevin. Her bytte- de man sig til slavegjorte afrikanere hos indfødte slavehandlere. Disse mennesker fragtede man til de Dansk Vestindiske Øer under skrækkelige forhold i trange lastrum. Omkring hver 5. døde un- der sejladsen af sygdom, tørst eller selvmord. De overlevende blev solgt til danske slaveejere ved auktioner på øerne, og tvunget til forskellige typer arbejde. Primært i sukker- og bomuldsplanta- gerne. Man anslår at omkring 120.000 slavegjorte blev sejlet over Atlanten under dansk flag frem til den transatlantiske slavehandel OPGAVE blev forbudt. På turen tilbage til Danmark var skibene lastet med sukker, rom, tobak og bomuld. Sukker var en luksusvare og gav Det er en udbredt myte, at Danmark, sammenlignet med andre stor fortjeneste. kolonimagter, tidligt stoppede handlen med slavegjorte over Atlanten. Undersøg og gør rede for processen bag den Trekantsruten havde den fordel for handelskompagnierne, at danske slaveoversejlings ophør. skibene var lastet under hele ruten. Samlet tog turen omkring 2 år.

Læs om forløbet på danmarkshistorien.dk:

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ myte-var-danmark-det-foerste-land-der-ophaevede-slaveriet/?no_cache=1 VIDSTE DU, AT… AT DEN FØRSTE KOLONIMAGT, DER FORBØD SLAVERI, VAR ENGLAND I 1833. 6 FREDERIKSSTADEN OG SUKKERHUSE

MANGE SMUKKE BYGNINGER I KØBENHAVN STÅR I DAG OG Amalienborg, som i dag bebos af den kongelige VIDNER OM DEN RIGDOM, DER KOM TIL LANDET FRA DE familie, blev oprindeligt bygget til nogle DANSK VESTINDISKE ØER OG TREKANTSHANDLEN. HER af de store handelsmænd under kolonitiden. SES EKSEMPLER FRA FREDERIKSSTADEN I INDRE BY. Heriblandt A.G. Molkte, som var præsident for det Vestindisk-Guineiske Kompagni, som havde ansvar for dansk slavehandel.

Dehns Palæ, Bredgade 54 har tilhørt den skotsk-danske plantageejer på Skt. Croix, Christopher Mac Evoy.

Odd Fellow Palæet, Bredgade 28 var ejet af Ernst von Schimmelmann, kendt for sit initiativ til et forbud mod slavehandel over Atlanten i 1792. Schimmelmann var stor plantageejer på Skt. Croix, og selv involveret i slavehandlen, samt i et af Nordeuropas største sukkerrafinaderier og en geværfabrik.

Det Gule Palæ på Amaliegade 18 er bygget til Frederiksstaden, bydelen omkring Amalienborg, blev Frederik Bargum en dansk storhandelsmand. Bargum bygget på den rigdom, der kom til Danmark fra trekants- stod bag et af de handelsselskaber, Det Dansk handelen. Bydelen blev planlagt af arkitekten Nicolai Eigtved Guineiske Kompagni, som sejlede slavegjorte og påbegyndt i 1749 for Frederik 5. Den er afgrænset af fra Guinea i Afrika til De Dansk Vestindiske Øer. Esplanaden, havnen, Sankt Annæ Plads og Bredgade. 7 GL. HOLTEGAARD OG DANSK VESTINDIEN

Arkitekt og Kgl. Hofbygmester Lauritz de Thurah (1706-1759) byggede i 1756 Gl. Holtegaard som sit landsted.

Bygningen har en særlig forbindelse til Dansk Vestindisk kolonihistorie, idet Lauritz de Thurah finansierede bygge- riet ved hjælp af byggeopgaver i Frederiksstaden.

Dermed er det koloniserede Dansk Vestindien en væsentlig baggrund for, at Gl. Holtegaard blev bygget. . 8 DE THURAH FAMILIENS VÅBENSKJOLD

Her ses stilladset til et skib. Brødrene Lauritz og Didrich de Det henviser til Lauritz de Thurah blev adlet i 1742 med Thurahs bror Didrich, der var fælles våbenskjold. søofficer og skibsbygger.

De tre morianhoveder (sorte mandshoveder) repræsenterer En korintisk søjle henviser til moderens slægt de With fra Lauritz de Thurahs stilling som Holland. Familien drev handel kongens arkitekt. med kolonierne.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Hvad repræsenterer de sorte mandshoveder? Røgelseskarret henviser til Adelspatentet og det faderens slægt, Thurah familien. tilhørende våbenskjold er 2. Hvad kan våbenskjoldet signalere om ”Thura” er flertalsform for det stadig i familiens besiddelse. slavegjortes arbejdskraft, og betydning for de latinske ”thus”, der betyder Thurah familien? røgelseskar.

3. Hvilket indtryk giver våbenskjoldet af koloniherrers måde at se på slavegjorte? 9 SLAVERI

Da danskerne i 1672 indtog Skt. Thomas som den første af de tre Vestin- diske Øer, medbragte man tugthusfanger og fattige bønder, som man gjorde til slaver. Senere begynder man athente afrikanske slavegjorte. Slaveriet steg i omfang, efterhånden som der kom flere og flere plantager på øerne, og der manglede arbejdskraft i markerne. Man mener at omkring 120.000 slavegjorte blev sendt over Atlanten under dansk flag fra 1600tallet til 1803.

Slavegjorte arbejdede som hvide plantageejeres tjenestefolk, som håndvær- kere, i sukkermøllerne og ikke mindst i markerne. Arbejdet i markerne var det hårdeste. Mange sled sig ihjel, og prøvede man at flygte vankede pisk og an- dre barske straffe. I dag kan man under sig over, hvordan man kunne retfær- diggøre slaveriet i Danmark og de øvrige europæiske kolonimagter.

I tiden sås forskellige måder at forsvare slaveriet, der gik ud over det åbenly- se faktum, at det var en god forretning for kolonisatorerne. Det var almindeligt at mene, at der var grundlæggende forskel på hvide og sorte, ’dem’ og ’os’, der gjorde det naturligt at nogle var herre og andre slavegjorte. Afrikanere blev af europæere set som en laverestående race. Nogle mente oven i købet, at sort hud var tegn på ondskab. Yderligere var man optaget af at betragte afrika- nere som hedninge dvs. ukristne. Kirken, og det at blive betragtet som en god kristen havde stor betydning. Sjællands biskop Pontoppidan mente således at slavegjorte, ved at blive fjernet fra Afrika, fik et bedre liv. Simpelthen fordi de fik mulighed for at blive kristne. 10 SLAVEGJORTE

Man bruger betegnelsen ”slavegjort” i stedet for ”slave” i dag. Det skyldes at intet menneske er slave. Det er noget, man gøres til under tvang. Udtrykket skal være med til at skubbe til måden, man betragter ofrene for slaveriet.

I nyere kolonihistorisk forskning har man fokus på at nuancere synet på de mennesker, som blev gjort til slaver, og eksempelvis anerkende, at der ikke var tale om én stor ensartet gruppe. Folk kom fra forskellige stammer og kulturer i Afrika og talte mange forskellige sprog. Og det var selvfølgelig individer ligesom dig og mig. Individer, der for en dels vedkommende gjorde modstand mod den tvang og uret, de var udsat for. 11 AFSKAFFELSEN AF SLAVERIET

1792 I 1702 blev det besluttet at forbyde dansk handel med slavegjorte over Atlanten. Forbuddet skulle imidlertid først gælde fra 1803, hvilket fik den virkning, at man frem til 1803 transporterede flere sla- vegjorte end nogensinde til de Dansk Vestindiske Øer.

1803 Forbuddet mod at sende slavegjorte fra Afrika til Vestindien trådte i kraft. Hensigten var nu at sikre, at der blev født tilstrækkeligt med børn blandt slavegjorte på De Vestindiske Øer til, at man kunne undvære sendinger fra Afrika. Det sidste var bekosteligt, da der var stort tab med mange døde under sejladserne.

1848 Slaveriet på øerne blev afskaffet d. 3. juni 1848. ”Now you are free!” råbte øernes generalguvernør Peter von Scholten til den gruppe slavegjorte, der stod samlet foran Fort Frederik i Frederikssted. Von Scholten er i Danmark blevet hyldet for at afskaffe slaveriet til trods for, at han ikke havde opbakning til beslutningen hos kongen og plantageejerne. Men i dag fremhæves det også, at von Scholten stod overfor muligheden af endnu et voldsomt slaveoprør. Han så sig sandsynligvis nødsaget til at ophæve slaveriet, af frygt for at de slavegjorte fik overtaget. På Jomfruøerne er det ikke von Scholtens hel- tedåd, men de slavegjortes egen modstand, der bliver fremhævet som baggrunden for slaveriets ophør.

I mange år efter afskaffelsen af slaveriet levede tidligere slavegjorte og efterkommere stadig under usle forhold. Nu som dårligt betalte arbejdere. Der opstod også oprør mod de dårlige vilkår. Det største og mest berømte kaldes ’fireburn’ og fandt sted i 1878. Her blev omkring 50 plantager og det meste af byen Frederikssted på Skt. Croix brændt ned. 12 SALGET AF ØERNE TIL USA

I 1917, for præcis 100 år siden i år, solgte Danmark De Dansk Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollars. Salget kom til folkeafstemning i Danmark, mens befolkningen på øerne ikke blev involveret i beslutningen.

Der lå især økonomiske og strategiske overvejelser bag handlen med øerne. Danmark havde førhen tjent styrtende på rørsukker fra planta- gerne. Men det var pludselig blevet langt mindre værd, da man begyndte at udvinde sukker fra sukkerroer, der kunne dyrkes i dansk klima. Da slaveriet blev ophævet i 1848, var der hverken gratis arbejdskraft eller nogen stor økonomisk vinding ved sukkerproduktionen. Øerne var ikke længere en god forretning.

Salget kom i stand, mens 1. Verdenskrig rasede. For USAs vedkommen- de var en strategisk interesse ved salget, at man ville undgå at Tysk- ARBEJDSSPØRGSMÅL land eventuelt fik magten i Danmark, og ville etablere militærbase på de Vestindiske Øer, der ligger tæt på USA. Det siges, at man samtidig lovede 1. Hvad tænker I om, at øernes befolkning ikke fik Danmark at holde sig fra Grønland, som man ellers var interesseret i. indflydelse på salget?

Der blev altså lavet en handelsaftale, som kom de to parter til gode, men 2. Hvad betyder det for jer at have mulighed uden at Grønlands eller de Vestindiske Øers befolkninger blev involveret for at stemme og have indflydelse på dit lands i beslutningsprocessen. politiske styre?

Læs mere om salget af øerne på danmarkshistorien.dk under afsnittet Afhændelsen:

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/de-vestindiske-oe- er-dansk-vestindien/?no_cache=1&cHash= 13 DANMARK SOM KOLONIMAGT OG SLAVENATION

Podcast: Tidsånd, Danmark som slavenation Sendt på P1 11. januar, 2017 Varighed: 1 time

Hør programmet: OPGAVE http://www.dr.dk/p1/tidsaand/tidsaand-2/ Lyt til podcasten og tag noter:

1. Find perspektiver, oplysninger eller synspunkter som er nye for jer, eller som I finder særligt interessante.

2. Skriv dem ned, og tilføj hvilke nye spørgsmål det rejser hos jer. 14 SPOR AF FORTIDEN

Tiden som dansk koloni og overdragelsen af øerne til USA har sat sine spor på Jom- fruøerne og de vilkår befolkningen lever under. Efter overdragelsen har øerne status af ’amerikansk territorium’, uden at være en selvstændig stat. I de aftaler der blev lavet, da øerne overgik til USA, fik de danske beboere en række rettigheder og privilegier, som ikke gjaldt de tidligere slavegjorte. De kunne f.eks. ikke, som dansker- ne, vælge at rejse til Danmark eller USA og blive statsborgere. Indtil 1950erne måt- te de ikke eje land. Og heller ikke i dag har befolkningen de samme rettigheder som amerikanere. Eksempelvis har de ikke stemmeret ved præsidentvalg. Iden amerikan- ske kongres sidder en repræsentant for øerne, men uden stemmeret. Befolkningen på Jomfruøerne har imidlertid værnepligt ved det amerikanske militær.

Befolkningen er i dag sammensat af borgere fra alle dele af Caribien foruden Mel- lemøsten, USA og Europa. De har forskellige syn på fortiden. Det er ikke alle, der har kendskab til den danske del af kolonihistorien. Selvom gader bærer danske navne, og enkelte danske ord hænger ved. Ifølge menneskerettighedsforkæmper på Jomfruøer- ne, Shelly Moorhead mangler den brede befolkning større bevidsthed om koloni- historien, og at de udfordringer man har på øerne i dag ikke kun er selvforskyldte. Historien har ikke været pensum i skolerne. Han peger på, at det blandt andet hand- ler om identitet, og om at kende baggrunden for udfordringer som fattigdom, manglen- de uddannelsesmuligheder og arbejdsløshed på øerne i dag. 15 OLAUDAH EQUIANO OM SEJLTUREN OVER ATLANTEN

Olaudah Equiano (1745-1797) blev født i Vestafrika. Som 11-årig blev han sammen med sin søster taget til fange af en gruppe krigere, der havde angrebet deres landsby. Børnene blev taget med til Guldkysten og solgt til britiske slavehandlere.

Equiano blev sejlet til Caribien med et slaveskib. Som 20- årig lykkedes det ham at købe sig selv fri, og han rejste til England. Her involverede han sig i den britiske bevæ- gelse Sons of Africa, som arbejdede for ophævelse af slaveriet. I 1789 skrev han selvbiografien The Interesting Narrative of the Life of Olaudah Equiano, som er en af de få nedskrevne beretninger, der findes om slaveriet fra en slavegjorts perspektiv.

På de næste sider findes et uddrag fra biografien, hvor Equiano beskriver oplevelsen af at blive fragtet med et slaveskib.

Equiano havde ikke forbindelse til Danmark eller Dansk Vestindien. Men hans erfaringer kan give et indtryk af, hvad flere millioner slavegjorte, der blev sejlet over At- Læs mere om dansk oversejling af slavegjorte lanten af europæere, har oplevet. på Rigsarkivets side:

https://www.virgin-islands-history.org/historien/ handel-og-soefart/rejsen-liv-slave 16 UDDRAG AF OLAUDAH EQUIANOS SELVBIOGRAFI: THE INTERESTING NARRATIVE OF THE LIFE OF OLAUDAH EQUIANO, I 1789

“At last, when the ship we were in had got in all her cargo, they made ready with many fearful noises, and we were all put under deck, so that we could not see how they managed the vessel. But this disappointment was the least of my sorrow. The stench of the hold while we were on the coast was so intolerably loathsome, that it was dangerous to remain there for any time, and some of us had been permitted to stay on the deck for the fresh air; but now that the whole ship’s cargo were confined together, it became absolutely pestilential. The closeness of the place, and the heat of the climate, added to the number in the ship, which was so crowded that each had scarcely room to turn himself, almost suffocated us. This produced copious perspirations, so that the air soon became unfit for respiration, from a variety of loathsome smells, and brought on a sickness among the slaves, of which many died, thus falling victims to the improvident avarice, as I may call it, of their purchasers. This wret- ched situation was again aggravated by the galling of the chains, now become insupportable; and the filth of the necessary tubs, into which the children often fell, and were almost suffocated. The shrieks of the women, and the groans of the dying, rendered the whole a scene of horror almost inconceivable. Happily perhaps for myself I was soon reduced so low here that it was thought necessary to keep me almost always on deck; and from my extreme youth I was not put in fetters. In this situation I expected every hour to share the fate of my compani- ons, some of whom were almost daily brought upon deck at the point of death, which I began to hope would soon put an end to my miseries. Often did I think many of the inhabitants of the deep much more happy than myself; I envied them the freedom they enjoyed, and as often wished I could change my condition for theirs. Every circum- stance I met with served only to render my state more painful, and heighten my apprehensions, and my opinion of the cruelty of the whites.” 17

One day they had taken a number of fishes, and when they had killed and satisfied themselves with as many as they thought fit, to our astonishment who were on the deck, rather than give any of them to us to eat, as we expected, they tossed the remaining fish into the sea again, although we begged and prayed for some as well we cold, but in vain; and some of my countrymen, being pressed by hunger, took an opportunity, when they thought no one saw them, of trying to get a little privately; but they were discovered, and the attempt procured them some very severe floggings.

One day, when we had a smooth sea, and a moderate wind, two of my wearied countrymen, who were chained together (I was near them at the time), preferring death to such a life of misery, somehow made through the net- tings, and jumped into the sea: immediately another quite dejected fellow, who, on account of his illness, was suffered to be out of irons, also followed their example; and I believe many more would soon have done the same, if they had not been prevented by the ship’s crew, who were instantly alarmed. Those of us that were the most active were, in a moment, put down under the deck; and there was such a noise and confusion amongst the pe- ople of the ship as I never heard before, to stop her, and get the boat to go out after the slaves.

However, two of the wretches were drowned, but they got the other, and afterwards flogged him unmercifully, for thus attempting to prefer death to slavery. In this manner we continued to undergo more hardships than I can now relate; hardships which are inseparable from this accursed trade. Many times we were near suffocation, from the want of fresh air, which we were often without for whole days together. This, and the stench of the ne- cessary tubs, carried off many. At last we came in sight of the island of Barbadoes, at which the whites on board gave a great shout, and made many signs of joy to us.”

Kilde: http://www.brycchancarey.com/equiano/extract3.htm

Find biografien her: https://wwnorton.com/college/history/america-essential-learning/docs/OEquiano-Autobiography-1789.pdf 18

OPGAVE OG ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Brug et øjeblik i stilhed på at forestille jer, hvordan det må være at ligge i lasten på skibet, og se, høre og lugte det, Olaudah Equianos beskriver.

2. Hvordan oplever I at læse om slaveoversejling i førstehånds beretning fra en slavegjorts perspektiv? Sammenlign med at læse en traditionel historieskildring skrevet fra et dansk eller europæisk perspektiv (som f.eks. i slide 5).

3. Hvilken forskel kan det gøre for synet på slavegjorte at høre beretninger fra en slavegjorts perspektiv? 19 FRA GAMLE DAGE I DANSK VESTINDIEN. TIL SLAVEMARKED PÅ SANKT THOMAS. EN DAG AF EN NEGERSLAVES LIV

”Når da auktionen begynder bliver en efter anden påråbt at stå inden på gulvet til han er solgt. Auktionsdirektøren opråber ham for en vis pris, som gerne er for en slavemand 170-150 Rdl., og da begynder de at byde, den ene over den anden, indtil 300 Rdl., vel og undertiden 400 Rdl., når han er stor og stærk. Det er ellers artigt at se på sådant et menneske. når han står for auktionen til salget, hvor mange folk der forsamles omkring ham, som alle har lyst til at købe ham, og hvorledes han visi- teres. Thi for det første er han eller hun nøgen, så at de let kan se, om de har nogen fejl eller ikke. De ses og i munden, om de har deres tænder såvel om deres tunge er rød og sund. Så føles de og på de- res ben, lår og arme, om de ej er svulne. Ligeledes må de enten løbe, springe eller hoppe fra jorden og strække deres arme og ben, at de kan ses, om de er smidige. De fornemmer og om de er kortåndede.”

Og bliver da alle slaverne bortsolgt en efter den anden, dog først alle mandslaver, dernæst kvinder- LÆSEVEJLEDNING ne, så drengene og til sidst pigebørnene. Hvad pattebørn angår, da følger de moderen og sælges un- der det med hende. Derfor har gerne hver moder sit barn på armen og undertiden bliver der vil solgt ARTIKLEN HER BLEV BRAGT I 3-4 børn tilligemed moderen, når de ikkun er små og ej over 3-4 år gamle, men så skal og moderens JYLLANDSPOSTEN I ÅR 1900. DEN REFERERER gråd være årsag dertil. I førstningen kan man ej forstå, hvad slig slave siger. Han er og ganske dum FRA ET SKRIFT FRA 1700-TALLET, HVOR til arbejde og ved ej, hvorledes han skal bære sig til, så at han udi alle ting må vises hvilket er tegn EN FORTÆLLER KALDET ”DEN GAMLE på, at de ikke er vante til arbejde, hvor de er komne fra, men lever vildt og ernære dem Gud ved på FORTÆLLER” BESKRIVER LIVET FOR hvad måde” SLAVEGJORTE PÅ DE VESTINDISKE ØER. Den gamle fortæller slutter med at berette om, hvordan enhver ejer gerne mærker sine slaver og ”lader OBS: CITATER FRA 1700TALS TEKSTEN sætte deres navn med 2-3 bogstaver på dem, som sker med et mærkejern, der bliver brændt med på STÅR I ANFØRSELSTEGN. DET ØVRIGE ER brystet eller armene.” Og han forsikrer, at en slave ”ej estimerer dette, fordi pinen er snart ovre” lige- SKREVET AF JOURNALISTEN I ÅR 1900. som han finder, at ”det lader artigt nok således på den sorte hud at se 2-3 bogstaver, som næsten er hvide, efter. SE DEN FULDE ARTIKEL I PDF. Det er således af naturen, at hvor en slave får et sår, bliver der en hvid plet efter”. Det er værd at lægge mærke til, at en mand, der så ofte finder ”artigt”, hvad vi andre synes er nærmest sørgeligt, var en hædret og anset mand, der døde herhjemme som etatsråd. Men tiden var nu en gang ikke anderle- des.

”Hver morgen bliver der på alle plantager, når klokken er 3-4, blæst i en skal, som er af skabning som et sneglehus, men overmåde stort (en konkylie) hvilket giver sådan lyd fra sig, som man blæste i et horn. De sorte lystrer straks, står op og går ud i marken, uagtet det endda er mørkt, og skærer hver sin dragt græs, som de bærer hjem til huset på deres hoveder til bæsternes (husdyrenes) føde. 20

Når de da alle med bæsteæde, som det der kaldes, er hjemkomne, er klokken 5 eller et kvarter over, og slaverne giver nu bæ- sterne, det være sig heste, æsler, køer, stude osv., deres føde og dernæst forføjer enhver sig ud i marken til sit arbejde.

Opsynsmanden, som her kaldes bomba´en, følger med og har sin lange pisk i hånden. Han står da i marken bag ved slaverne og passer på, og når de ej arbejder stærkt nok eller godt nok, giver han dem 10-12 gode slag af sin pisk. Således må de hele formiddagen arbejde til klokken 11.30 eller 11.45. Somme plantører har den måde, at de tillader deres slaver at holde op et halvt eller et helt kvarter mellem 7 og 8 slet for at æde en mundfuld – om de har noget, føjer fortælleren forsigtigt til. ”Andre derimod tillader det ikke”, forsikrer han uden tilsyneladende at forundre sig over den ting. ”Når klokken er 11.30 eller 11.45, bliver der blæst igen, hvorefter arbejdet ophører, dog må de sorte skære græs til bæsterne og bære det hjem på deres hoveder og give enhver sin del”.

Kan de så i en hast æde deres rødder, har de gerne en stumpet pibe, hvor hovedet er længere end stilken. Den smøger de af, indtil bomba´en begynder at blæse, sædvanlig klokken 13.30. Så rejser enhver sig og går ud i marken til deres arbejde igen, til klokken er 18.30. Da blæser bomba´en dem ind igen, men først må de skære græs og bære det hjem til bæsterne, som for- synes 3 gange om dagen med føde.”

Medens altså de sorte sørgede for føde til ”bæsterne”, var der ingen, der sørgede for føde til de sorte. Den måtte de selv sør- ge for. ”Enhver mand, som køber en slave”, hedder det herom, ”anviser ham straks et lille stykke jord, som han selv kan dyrke til rødder for sig at æde, så at enhver slave har sin lille plet jord, hvoraf han kan ernære sig, og derfor så snart han om mid- dagen kommer fra herrens arbejde, løber han som snarest til sin egen jord og opgraver nogle rødder for sig til dette måltid. Således sker og om aftenen. Den slave, som da ej flittig vil passe på at så i jorden den belejlige tid, han må også lide nød for føden.”

”Men her måtte spørges”, siger fortælleren meget fornuftigt, ”på hvad tid dette arbejde skal ske, siden de sorte daglig må arbejde for herren. Svaret er: om søndagen, som er den eneste dag, de sorte har til deres tjeneste.” Og da den slave, der ikke gider arbejde om søndagen, hverken får noget at spise eller kan undgå at få ”seks gange så man- ge hug som en anden”. Er det ikke underligt, at man om søndagen ”gerne ser enhver slave at dyrke sin jord”- Men som for at forhindre, at den ikke skulle blive for godt dyrket, måtte slaverne også om søndagen både morgen, middag og aften bringe foder hjem til ”bæsterne”.

Der er ingen tvivl om, at det i gamle dage har været bedre at være ”bæst” i dansk Vestindien end slave, og det lyder næsten utroligt, når det et sted forsikres, at vel er mange sorte dovne og må drives frem med hug, men mange ”forretter deres arbejde med lyst, ja, syngende og ved godt mod, ligesom de var de lykkeligste mennesker, der var til.” At tage forholdene, som de kunde falde, og se at få det bedst mulige ud af selv det værste, har åbenbart været en ikke helt ukendt dyd selv blandt negre. A.K.S. 21

ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Hvilke tanker sætter artiklen umiddelbart i gang hos jer?

2. Find forskelle på måden henholdsvis ’den gamle fortæller’ og journalisten fra år 1900s beskriver slavegjorte. Begrund forskelle med eksempler fra teksten.

3. Hvad tror I forskellene skyldes? 22 VESTINDISKE BØRN I TIVOLI - VICTOR CORNELINS HISTORIE

Victor Cornelins blev født på Skt. Croix i Dansk Vestindien i 1898. Da han var syv år, blev han fjernet fra sit hjem og sendt til Danmark. Hans mor fik at vide, at han ville få en uddannelse og bedre fremtidsmuligheder i Danmark. I virkeligheden skulle han sammen med den tre år yngre Alberta (t.v. i billedet) indgå i en udstilling om danske kolonier, som blev vist i Tivoli i København. De to børn var ’rekvisitter’ i en del af udstillingen om Dansk Vestindien, og skulle demonstrere for den danske befolkning, hvor- dan befolkningen fra De Vestindiske Øer så ud.

Cornelins blev boende i Danmark, uddannede sig til folkeskolelærer, og var ansat som sådan i 55 år. Den danske kunstner John Kørner har for nylig rejst en statue af ham i Nakskov på Lolland.

Næste dias viser et uddrag fra Cornelins erindringsbog Fra Skt. Croix til Nakskov (1977), der beskriver hans op- levelser som barn i København. 23 UDDRAG AF VICTOR CORNELINS’ ERINDRINGSBOG, FRA SKT. CROIX TIL NAKSKOV

”Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet, - men omplantningen gjorde ondt. Fortumlet efter den lange sø- rejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser el- ler en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger. Og Alberta og jeg blev seværdigheder! I samme eftersommer afholdtes en stor koloniudstilling i Tivoli, som skulle gøre det daværende danske publikum mere bekendt med Danmarks udlande og kolonier. Disse var: Færøerne, Island, Grønland og De vestindiske Øer, og de fik hver deres afdeling på udstillingen, hvor man viste landskaber, dyre- og fugleliv samt folke- liv. Det var let at forvandle hvide københavnere til færinger, islændinge og grønlændere ved blot at iklæde dem de respektive folkedragter. Vanskeligere var det at få dem til at illudere som sorte indfødte vestindiere, hertil skulle der anvendes en hel del kønrøg og rød læbepomade. Nej, så var det lettere at bruge os to va- skeægte sorte børn som den levende staffage på den vestindiske afdeling, og det skete! Vi fik plejehjem hos en glarmesterfamilie i Vestergade, som jo udmunder på Rådhuspladsen, og denne families halvvoksne datter, en pige på 14-15 år, fik nu til opgave hver dag at føre os til Tivoli. Når den unge pige sammen med os to sorte børn viste sig på Rådhuspladsen, blev der trængsel om os. Alle trafikanterne glemte deres op- rindelige ærinde, forgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger, den unge hvide pige havde ved hånden. Man troede ikke rigtig på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene på vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår. Inden vi nåede over Råd- huspladsen, var sammenstimmelen så stærk, at vi næsten ikke kunne komme videre, før en af de kæmpe- mæssige politibetjente kom os til hjælp og banede os vej ned ad Vesterbros Passage. Mængden fulgte os, lige til vi var afleveret gennem Tivolis port. For Alberta og mig var den opmærksomhed, vi vakte, ikke alene højst generende, men også komplet ubegribelig. På St. Croix var vi jo vant til at se hvide mennesker, og dis- se var til gengæld vant til at se os og behandle os som mennesker. Men her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en Zoologisk Have. Denne fornemmelse gjor- de os skræmte, så vi var bange for at komme på gaden og blive set, og vores ængstelse forplantede sig til den unge pige der førte os. Hun var øjensynlig meget nervøs ved denne daglige transport med ”seværdighederne”, og hun vænnede 24 sig til straks at søge politiets assistance. (...) Tivolibetjenten førte os ad havens snoede gange til udstil- lingsområdet, der, så vidt jeg husker, lå bag ved koncertsalen og det kinesiske tårn. Her blev vi afleveret på den vestindiske afdeling og måtte nu dagen igennem bare lade os betragte af det interesserede publi- kum. Denne interesse var hos nogle så stærk, at de befamlede os, vendte og drejede på os for at gøre os fotogene, før de tog deres billeder.

Dette at skulle være en udstillingsgenstand andre mennesker til moro gjorde mig ikke alene und- selig men også rasende i mit indre. Jeg gemte mig undertiden mellem pakkasser og kulisser, men jeg blev snart fundet frem igen og fik nu og da et nakkedrag af en eller andens flade hånd for at understrege, at jeg skulle holde mig på ”arenaen”. Men når jeg absolut skulle lade mig bese, følte jeg en forstærket trang til selv at se mig omkring. Desværre begrænsede jeg ikke disse besøg til om formiddagen, men kustoder- ne måtte ofte hente mig der, når der om eftermiddagen var fuldt af publikum, der krævede at se de to små sorte fra Vestindien. Hverken formaninger eller ledsagende nakkedask kunne få mig til at forstå, at der var forskel på formiddage og eftermiddage. Udstillingens ansvarshavende kunne imidlertid ikke tage på deres samvittighed, at naive gæster fik forkerte begreber om, hvilke mennesker der levede på Grønland (når jeg altid opholdt mig der), derfor måtte man ty til et middel, der kunne fastholde mig til den vestindiske afdeling på de fuldt besøgte eftermiddage og aftener. Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afde- ling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var me- get medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme kon- fekt: -- en velrettet spytklat ---!! Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed. I mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver men børnenes iver efter at komme hen til abeburet såvel som deres åbenbare morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke. Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!!”

Kilde: danmarkshistorien.dk http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/sorte-boern-i-koebenhavn-1905/

25

ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Cornelins beskriver folks reaktion på gaden i København og i Tivoli, når de så børnene. Hvilket indtryk giver det af almindelige danskeres forhold til den sorte befolkningen på kolonien?

2. Vi befinder os historisk efter slaveriets ophør på De Vestindiske Øer. Kan der være spor efter slaveriet i måden børnene blev behandlet ifølge Cornelins’ beskrivelse? Begrund jeres svar. 26 STATSMINISTER LARS LØKKE RASMUSSENS NYTÅRSTALE, 2017

ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Hvad får statsministeren sagt i sin tale om den dansk vestindiske kolonitid?

2. Hvordan opfordrer han til at se på fortiden i dag?

3. Hvad siger statsministeren ikke, som han kunne have sagt?

4. Mener I umiddelbart, at den danske stat bør undskylde kolonitidens grusomheder overfor øernes nuværende befolkning? Begrund hvorfor/ikke?

Læs talen fra andet sidste afsnit: http://www.stm.dk/_p_14467.html

Se talen: https://video.stm.dk/lars-lokke-rasmussens- nytarstale-1-januar-2017 27 SHELLEY MOORHEAD

Shelley Moorhead er efterkommer af slavegjorte på Jomfru- øerne, og præsident for menneskerettighedsorganisationen African-Caribbean Reparations and Resettlement Alliance (ACRRA). Han fungerer desuden som talsmand for øerne. I for- bindelse med 100-året for salget til USA har han opholdt sig en del i Danmark. Han har blandt andet holdt en række fore- ARBEJDSSPØRGSMÅL drag om levevilkårene for øernes nuværende befolkning og fortsatte konsekvenser af den koloniale fortid og slaveriet. 1. Hvordan mener Moorhead den koloniale fortid Moorhead opfordrer til, at Danmark giver en officiel undskyld- viser sig i dag? ning for kolonitiden, og foreslår, at vi involverer os i at støtte øernes nuværende befolkning til bedre vilkår. Blandt andet via 2. Hvorfor er det ifølge Moorhead relevant for befolk- uddannelse. ningen på Jomfruøerne at den danske stat undskylder?

Læs uddrag af interview med Shelly Moorhead, bragt i 3. Er det nok blot at sige undskyld? Begrund jeres svar. tidsskriftet Marronage i marts, 2017 (på følgende side). 4. Undersøg og diskuter: Hvad er kulturarv? Læs også denne artikel bragt i Kristeligt Dagblad 6.1.2017: Hvad dækker begrebet over? https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/danmark-bo- 5. Hvad betyder det for jer at vide, hvilke(n) kultur(er) er-kompensere-den-dystre-fortid I kommer af?

6. Hvordan mærker I, at I er en del af en dansk kultur og historie? 28 SHELLEY MOORHEAD

Uddrag af interview med Shelly Moorhead history provides a cultural connection to a stolen past bragt i tidsskriftet Marronage, marts 2017 (s. 16-17). and provides answers to the many questions concerning Se hele artiklen i pdf. the present day social predicament in the Virgin Islands and how the Territory has struggled to overcome the eco- nomic and political challenges imposed by this Danish co- Here exists 250 years of unbroken, Danish history on lonial history. these shores So taking these challenges into account, how can we re- Kolonihistorien er blevet romantiseret og glemt. Derfor count this history?I think it is important to move beyond har mange danskere svært ved at forstå, hvorfor det er the romanticized Danish version of the colonial history vigtigt at forholde os til vores rolle som kolonimagt. I den- of the Danish West Indies. In order for a complete versi- ne udgave af Marronage har vi spurgt Shelley Moorhead, on of the history to be told in Denmark, it is necessary to præsidenten for menneskerettigheds-organisationen Afri- incorporate Virgin Islands scholars and historians in the can-Caribbean Reparations and Resettlement Alliance (AC- publishing of texts and in the development of historical CRA), hvorfor det er vigtigt at mindes vores fælles historie. curricula in the schools.

What in your opinion, is to gain from stressing the colonial It seems that you’re pointing out that colonialism is still aspects of history? It is important to remember the coloni- very much with us. Where do you see traces of this vio- al history because it is the crucible in which today’s Virgin lent history today? The Virgin Islands landscape is littered Islanders were formed. Despite the brutal, dark and inhu- with vestiges of the colonial history. Windmills, smoke- mane acts historically perpetrated by the Danes against stacks, and all manner of ruined sugar plantation ma- our ancestors, there is much to gain in the study of the chinery can be seen on a given day during your routine history of the Danish West Indies. For Danes, there exists commute. However, the most evident trace of this colonial 250 years of unbroken, Danish history on these shores, history is evident upon the people of the Virgin Islands much of which is entirely unknown to the everyday Da- whose humanity has been impaired by 250 years of Da- nish citizen. For Virgin Islanders, the remembrance of this nish colonialism and 175 concurrent years under the bru- 29 SHELLEY MOORHEAD

tal institution of Danish chattel slavery.

This must have serious implications? It results in the delay of historical justice and of reconciliation between Danes and Virgin Islanders. A recent poll in Denmark suggests that 49% of Danes think it right for their government to issue a formal apology to the people of the US Virgin Islands. This also suggests that with the increase of awareness and public education there has been a change in the Danish national attitude toward the US Virgin Is- lands. To distort this history is to prolong the inevitable. There must be accountability for this history on the part of the Danish government.

Our last question: in trying to break with colonial and ro- manticized narratives, how should former colonized peop- les be portrayed? With human dignity and respect.

VESTINDERE 100 ÅR EFTER SALGET AF ØERNE 30 TIL USA: MARKERINGEN ER EN FORNÆRMELSE

To uddrag af reportage af Gudrun Marie Schmidt cher. Veninden har mest af alt en gi- gantisk fjerprydning bragt på Politiken.dk, lørdag d. 25 marts, 2017 på hovedet. Og kæmpe solbriller. Telisha Springers mor er http://politiken.dk/kultur/art5887154/Markerin- fra Barbados, hendes far er fra Monserrat, og hun vil ger- gen-er-en-forn%C3%A6rmelse ne besøge Danmark en dag. »Jeg er ikke vred på Danmark. Jeg er en glad person, og jeg tror, man lever længere, når man er glad, end når man Vestindere 100 år efter salget af øerne er ked af det. Jeg er en stolt virgin islan- der«, siger hun. til USA: Markeringen er en Så sender hun hænder- ne til vejrs i triumf: fornærmelse »Hundrede år!«, jubler hun. ” (…) (…) ”13-årige Na- ziyah Navarro spiser mango-is fra sin ”Vi sætter os indenfor i det store hus. Little Fountain er fars bod. Pigerne har grønne perlekæ- der på, den yng- en gammel sukker- plantage, dr. Hendricks ved ikke nøj- ste, kusinen, har også en grøn hårbøjle med to antenner, ag- tigt, hvor det gamle greathouse, slave- ejerboligen, der en- der i dinglende trekløvere. På St. Pa- trick’s Day lå, men det må have været i nærheden. Her er afrikansk bærer mange grønt. Pigerne synes, det er pinligt at blive kunst, kurvemøbler, konkylier. Vi sætter os i mahogniso- spurgt om noget, de fniser, men Naziyah Navarro siger, at faen med de bløde puder. hun synes, Transfer Day Centen- nial er en god hellig- »I de seneste år har der været en rum- lig og kulturel dag. Bare mest for turister. Betyder hundredåret noget for distance mellem Dan- mark og Jomfruøerne. Danmark har hende selv, spørger jeg. »Ja. Vi har fri fra skole«. føltes en million kilometer væk, også i min bevidsthed«, siger han. De knækker sammen af grin. Kusinen har en bog om Dan- »I min opvækst har jeg kun haft få samtaler, der handlede mark. Hun har ikke læst den. Lidt derfra står 24-årige om Danmark. Mest med min mor, som var vred på dansker- Telisha Sprin- ger sammen med sin veninde. De skal op- ne. Hun mente, at de danskere, der blev her efter 1917, træde senere. Hendes smukke barm bliver holdt oppe af havde beholdt den her næsten aristokratiske hold- ning, en lysegrøn bh med lyserøde rhinsten, underdelen mat- de mente, at indbyggerne her, som var blevet solgt, skul- VESTINDERE 100 ÅR EFTER SALGET AF ØERNE 31 TIL USA: MARKERINGEN ER EN FORNÆRMELSE

le bøje sig for danskerne, kulturelt og fysisk – altså, de skulle flytte sig på gaden, når der kom en dansker«. Han ser sin egen – og andre virgin is- landers’ – manglende interesse i Dan- mark som en form for fortrængning, en forsvarsmekanisme fra psyken, »som jo har det med at undertrykke ubehagelige ting«, som han siger. Men de seneste år er der sket noget. »To ting, som mere eller min- dre tilfældigt har bygget bro de seneste år. Og genoplivet de sovende tanker om Danmark. Den ene er The Centen- nial. Og når jeg kalder det tilfældigt, er det, for- di det længe virkelig ikke var sikkert, at det ville blive til noget særligt«. Den anden ting er de direkte fly med Norwegian, siger han. »Nu står vi pludselig midt i den perfekte storm, danskerne kommer, og The Centennial kommer. Med en bølge af alt, der er dansk. Her sidder du i min stue. Og som jeg ser det, involverer alt det her en mulighed, en slags chance for at gøre det her rigtigt denne gang. For dan- skerne forsvandt jo bare, I så jer ikke tilbage. Det her er en chance for at have samtaler om: ’Hvordan i Guds navn kunne I sælge folk? Hvad tænkte I på, da traf så vigtig en beslutning hen over hovedet på så mange mennesker? Hvad tænkte I på, da I havde slavegjorte afrikanere? Hvad tænkte I på, da I blev ved med at booste jeres egen øko- nomi på ryggen af folk, I behandlede ad helvede til?’«. ” 32 LÆS EVENTUELT OGSÅ...

Debatindlæg af ph.d. og lektor i praktisk filosofi, Sune Lægaard, bragt på Politiken.dk d. 10 nov. 2013 Skal vi undskylde slaveriet? http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/art5484925/Skal-vi-undskylde-slaveriet

Debatindlæg af ph.d.-studerende Rune Hjarnø Rasmussen, bragt på Politiken.dk d. 12 nov. 2013 Så sig dog undskyld til Jomfruøerne http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5485820/Så-sig-dog-undskyld-til-Jomfruøerne

Artikel af Maj Bach Madsen bragt på Videnskab.dk d. 27. aug. 2012 Danmark kan ikke undskylde slavehandel http://videnskab.dk/kultur-samfund/danmark-kan-ikke-undskylde-slavehandel

Debatindlæg af Olivia Nepper Winther, Bragt på Politiken.dk d. 8 nov. 2014 Rejsebranchen romantiserer vores slavehistorie http://politiken.dk/debat/art5563116/Rejsebranchen-romantiserer-vores-slavehistorie

Stjernegaard Rejser er et af de rejseselskaber der arrangerer ture til Jomfruøerne i dag. På selskabets hjemmeside kan man læse deres introduktion af øerne og version af historien: https://www.stjernegaard-rejser.dk/dansk-vestindien/ 33 PERSPEKTIVERING: SLAVERI I DAG

Dette emne rummer meget mere at gå i dybden med. Her er eksempler på sider, hvor I kan I læse om slaverilignende forhold i dag:

ILO – International Labour Organisation FN´s internationale arbejdsorganisation ”Mindst 21 mio. mennesker lever under tvangsarbejde og slavelignende forhold. 90% foregår i den private sektor.”

Citat Rie Vejs Kjeldgaard, Deputy Regional Director, ILO (fra tale under Abejdermuseets fernisering på ”Stop Slaveri!”) http://www.ilo.org/global/lang--en/index.htm

Fairtrade - er et handelspartnerskab, som søger retfærdighed indenfor international handel. Et partnerskab, der bygger på dialog, gennemsigtighed og respekt. Fair Trade er med til at sikre bedre arbejdsforhold og vilkår for bønder, landmænd og arbejdere blandt verdens fattigste. Læs om Fairtrades indsats mod nutidigt slaveri og børnearbejde. http://fairtradedanmark.dk

UNICEF - er en hjælpeorganisation, der har fokus på verdens udsatte børn. Læs om UNICEFs indsats mod børnearbejde: https://www.unicef.dk/ny-indsats-mod-boernearbejde-i-kakaoplantager