Henrik Schmidt

Jeg var barn under Krigen

En gammel mands beretning nedskrevet foråret 2017

Til mine børn og børnebørn

Afsnit skrevet med kursiv er citater fra kilder, som er fundet i arkiver og på internet. Teksten fremstår nøjagtig, som den er fundet uden ændring i tekst, stavemåder eller ordvalg.

Jeg er født den 10. august 1936- Min moder hed Hedvig Amalie og min fader Orla Schmidt. De var begge født i 1905 og blev gift i 1932.

Foto 1970

Min Mor var hjemmegående, min Far var bogtrykker. De havde begge som ganske unge været dygtige sportsdansere og ville helst have haft deres egen danseskole, men sådan passede det ikke familierne. Min Mors yngre broder fik lov at læse medicin, men min Mor fik ikke lov at uddanne sig, måske var der ikke råd til det. Hun var en klog dame, som givet kunne have nået langt. Min Far blev tvunget til at uddanne sig som typograf og derefter tvunget ind i ind i min Farfars bogtrykkeri. Min Far fik aldrig lov til at vælge sin egen uddannelse.

Jeg blev født på en fødeklinik på Frederiksberg, i Solbjerg Sogn. Sådan står der i min dåbsattest. Måske var det Astrid á Rogvis’s Fødeklinik. Jeg har også fået fortalt, at min moder var ved at forbløde efter fødslen. Min fader havde samme blodtype som min moder, og han gav hende noget af sit blod, så hun reddede livet. En blodtransfusion var på den tid noget helt nyt og vist meget dristigt. Min Mor og Far havde købt en sommerhusgrund i Vanløse, som den gang lå lidt uden for København. Afstanden til centrum var 6 km. Nu er det nærmest en del af centrum. Der byggede de en villa i to etager, og der havde jeg min barndom og tidligste ungdom.

Huset på Bulbjergvej 27

Huset set fra haven 1956

Der var en kælder i fuld højde med køligt viktualierum, vaskekælder og et arbejdsrum. Vaskemaskiner kendtes ikke. Man kogte tøjet i en grukedel, som blev opvarmet med eget kvas fra haven, og derefter skyllet i et stort skyllekar med koldt vand. Og så hængt op på en tørresnor.

I stueplan var der en ret lang gang, som fra hoveddøren førte ind til dagligstuen i den ene ende og til en lille mellemgang og køkken og spisestue samt trappen til 1. sal i den anden ende. Stuerne var pænt store med højt til loftet. Spisestuen havde et stort vinduesparti med glas helt til gulvet og en dobbeltdør til terrassen og haven, og i et hjørne stod husets eneste opvarmnings- kilde, en indmuret kakkelovn, hvorfra kanaler førte varm luft op til soveværelse og værelse på 1. sal. Det var vist et meget avanceret opvarmningssystem på den tid. Centralvarme havde vi ikke. Køkkenet var efter den tid ret pænt med mange skabe og en tallerkenrække hele vejen rundt langs væggen. Der stod det daglige service. Man lavede mad på gasblus og bagte brød i en gasbageovn. Alle huse havde indlagt bygas, som blev lavet på et stort kommunalt gasværk på Frederiksberg. Kogeplader med el var ikke opfundet. På 1. sal var der et lille kammer uden opvarmning og med kun et vindue. Ved siden af lå et større værelse med kvist (med udsigt over haven) og bag det, soveværelset med dobbeltdøre til en lille altan. Der var også et badeværelse med skrå vægge og et (usselt) tagvindue. Gulvet var et terrazzogulv, en slags cementgulv, som altid var møgkoldt. Varme i et badeværelses- gulv uviklede man først 30 – 40 år senere. Og der var heller ikke nogen varmekanal. Når vi skulle i bad, blev der tændt for en gasbrænder og en gennemstrømnings vandvarmer (gas). Varmt vand i hanerne kendte man slet ikke til (centralvarmeanlæg var ikke almindelige). Vi måtte kun tage bad en gang om ugen – bygassen var ikke gratis. Øverst oppe var der et krybeloft med små tagvinduer. Det blev anvendt til opbevaring af ting, som ikke lige var i brug. Alle vinduer havde kun et lag glas, men for at kunne holde kulden ude om vinteren, fandtes der forsatsvinduer - også med et lag glas – som man kunne montere på den inderste vindueskarm med nogle vridere. De isolerede noget, men langt fra tilstrækkeligt, når det var rigtig koldt udenfor. Det lille kammer blev senere til mit værelse. Stort var det ikke, men det var mit, og i 1950 (tor jeg nok, det var) blev der indsat et skråvindue – noget helt nyt den gang. Det gav lys, og værelset blev med ét meget større. Der boede jeg hele min ungdom, til jeg blev gift og flyttede hjemmefra.

Den gamle lampe. Mellem køkken og stue og gangen var der et lille rum med trappen til kælderen. Et underligt lille bitte rum, som egentlig kun var til gennemgang. I rummet hængte der en enlig lille lampe med glasskærm med en lille dekoration. Underligt, at jeg husker dette så tydeligt. Men da gangen blev ombygget til et toilet nogle år efter at jeg var flyttet hjemmefra, blev lampen til overs. Den rummede nogle minder for mig, så jeg bad om af måtte overtage den. Den hænger nu i vores sommerhus og er et klenodie. Dels fordi den er et minde om min barndoms hjem, dels fordi den er unik. Sådan en lampe findes ikke mere, vist ikke en gang på antik markeder. Den er fra 1932. Pas godt på den, I som en gang overtager sommerhuset. Her er den

Bemærk den gamle originale messingfatning. Ledningen er naturligvis fornyet. Jeg vil altid mindes den som Bedstemors og Bedstefars gamle lampe.

Haven var stor, og der var mange frugttræer og frugtbuske som forsynede os med masser af frisk frugt sommer og efterår igennem. I bedene mængder af stauder og andre haveblomster. Der var også masser af plads til at lege på, og min Far havde bygget en sandkasse til mig.

Da jeg blev lidt større fik jeg min egen lille have – og det gjorde min søster også. Vi fik lov til selv at bestemme, hvad der skulle stå. Måske stammer min store haveinteresse derfra.

Min Mor og Far holdt meget af at sidde under et stort pæretræ og spise morgenmad, når de var sommer.

Vi skulle selv holde vejen ren, så det blev mit job at feje en gang om ugen.

Kvarteret Skråt bag villahaven lå Fossgården, som var en gård i funktion gennem mine tidligste barndomsår. Og lidt derfra, på hjørnet af Frederiksdalsvej (som nu hedderTybjergvej) og Selsøvej, lå en rødkalket gård, Vanløsegård, også kaldet Jochumsens Gård, hvorfra vi kunne hente hestemøg til jordbærrene. Gårdene var dog for længst udstykket og grundene bebygget med villaer. Udstykningen er formentlig sket i 1912. Grundejerforeningen Fossgården er nemlig stiftet i 1918. Vinkelret på Bulbjergvej løb Fossgaardsvej med gården.

Fossgården 1957

Gården var hvidkalket. Tæt på huset stod der et meget højt træ i haven,

og i et lille anlæg overfor gården på Fossgaardsvej stod der et kæmpetræ, en bævreasp, som hvert forår sendte dynger af rakler ned over vejen. Vi børn kaldte den ”det store træ”. Træet stod der i flere år, men blev fældet i flere etaper over et par år.

Nu fælder de Det Store Træ 1956

Parallelt med Fossgårdsvej løb banelinjen til Frederikssund. Den lå i 1936 og et par år til i niveau, og der var bomme på både Ålekistevej og Jernbane Alle. Jeg har fundet et gammelt foto af bommene på Jernbane Alle, men har ikke kunnet finde billeder fra Ålekistevej:

Jeg husker, at jeg en dag var på tur med min Mor ned til Ålekistevej og så, at bommene gik ned og et damplokomotiv med vogne krydsede vejen på vej ind mod byen. Jeg har ikke været mere end tre år, men husker det alligevel fuldstændig tydeligt stadigvæk. Det var spændende at se et damplokomotiv. Jeg husker også, at det ikke var et af de kæmpestore ekspreslokomotiver, men et ret lille lokomotiv. Jeg har senere fået bekræftet, at det var en litra O-maskine.

Bommene blev nedlagt i 1939, og der blev der bygget en dæmning, som løftede banen op over vejniveau. Derved kunne den krydse Jyllingevej på en stor bro. Den blev bygget i 1939. Vi kaldte den ”Viadukten”.

Det var en enkeltsporet bane til 1949, hvor banen blev udbygget med endnu et spor til S-tog. Samtidig blev der bygget en parallelbro over Jyllingevej i fuldstændig samme stil. Der var ingen station i de første år, den kom først i 1950, da også S-toget kom.

Stationen i dag

Jyllingevej var den gang en lukket vej, som endte ved Vestvolden, Københavns befæstning mod vest fra 1890.

Lidt nede ad Bulbjergvej lå der flere delvist ubebyggede grunde. Små kolonihavehuse fandtes på nogle af dem, og nede mod Lyngholmvej var der en rest af en lille bøgeskov. Her byggede mine første gode venners forældre en ville i 1941. De to drenge legede jeg rigtig meget med, og vi har holdt kontakt med hinanden gennem nu 75 år. Den ældste broder er lige død i en alder af 84 år. Per og jeg fylder (nu, hvor jeg skriver dette) snart 81 år.

På hjørnet af Tyborøn Alle og Jyllingevej lå der et ledvogterhus (det ligger der endnu), Ledvogterhus 2, Kbh., bygget i år1900, da banen endnu ikke var lagt op på en dæmning. Det var et fattigt hus uden bekvemmeligheder af nogen art. Det fik sin have kraftigt beskåret, da der blev bygget en ny dæmning til det nye S-togsspor. Mine forældre så lidt skævt til beboerne, som havde mange børn og ikke var særlig velsoignerede. For enden af Bulbjergvej, ned mod Vanløse Byvej lå ” Barakkerne”, som var husvilde boliger fra 1. Verdenskrig. Husene var primitive træbarakker, og de blev opført i 1920. og nedrevet i 1970-72.

Det var et berygtet kvarter, som var kendt under det folkelige navn ”Knivstikkerbyen” og der boede dels en del småkriminelle og dels nogle få stor kriminelle. Man skulle ikke gå ad vejene der igennem efter mørkets frembrud, sagde man. Det fortælles også, at der under Krigen boede stikkere der.

Beboerne var fattige og havde mange børn. Børnene derfra var ikke de artigste i skolen. Jeg har læst et sted, at der var indlagt vand, og toiletter fandtes også, men muligvis kun et i hver opgang.

Utroligt nok husker jeg ganske meget om Barakkerne, og jeg husker også, at jeg en enkelt gang vovede mig ind i gårdene mellem husrækkerne. Der var åbent og nogle små og ikke særlig velholdte køkkenhaver.

Der var en lille købmand i bebyggelsen:

Ikke langt fra Bulbjergvej lå (og ligger) Damhussøen og Damhusengen. Langs med engen løb Harrestrup Å, som i min tidligste barndom rislede stille mellem lave græsskrænter og havde stort set klart vand. Midt ud for engen var der et lille bitte vandfald på åen, det var vel bare 30 – 40 cm højt, men for os børn var det altså et vandfald. Om foråret lagde frøerne tusindvis af æg i åen, og nogle af dem samlede vi op og tog hjem i et syltetøjsglas. Efter få dage kom haletudserne frem, og i løbet af nogle uger fik de bagben og forben og mistede halen og blev til små frøer. Det var utrolig spændende at følge deres udvikling. Min Far sagde, at åen var forurenet, og at vi ikke måtte bade i den. Men på en varm sommerdag var det nu for fristende, og vi skyllede os ivrigt i vandfaldet. En del år senere blev der lagt store fliser i siderne på åen, for nu var den officielt en afløbskanal med kloakvand fra Herlev.

Ude i engen var der store dybe mosehuller. Dem vovede vi os ikke ud i. Og i hullerne var der igler. Både de små brune flade og de store kulsorte 20 cm. lange runde med sugekop på spidsen. De var noget uhyggelige at se på, når de bevægede sig for at fange bytte. Hvis en fisk blev fanget, døde den, alt blod blev suget ud af den.

Om vinteren blev dels åen, dels en lille grøft midt ude i engen stemmet op, så engen blev oversvømmet. Når frosten så satte ind (vintrene var meget kolde den gang), opstod der en mægtig skøjtebane. Faktisk var hele engen en eneste stor isflade, som tiltrak skøjteløbere fra hele København. En masse amatører, som bare prøvede at få fart under skøjterne, men også dygtige kunstskøjteløbere, som kunne lave spring og kruseduller på isen. Det kunne min Far. Et par vintre blev der også sejlet med isbåde på den tilfrosne eng. De kunne opnå en voldsom fart.

Sådan noget kender man slet ikke til mere. Vi har jo knap nok frost mere. Damhusengen er nu drænet, tørlagt og (voldsomt) kultiveret og fremstår som en gigantisk plan fodboldbane. Den har mistet min barndoms spændende og udfordrende udseende.

Damhussøen var egentlig opstemmet og omgivet af dæmninger for at kunne tjene som reserve vandreservoir for København. Sct. Jørgens Sø var det primære reservoir. Ingen af søerne er længere reservoirer. Det var og er et smukt område med utallige ynglende svømmefugle. Sådan så der ud for 100 år siden. Billedet er malet af min Farfars broder i 1917.

Som halvstor dreng har jeg fisket skaller og aborrer i søen med regnorme som madding. Søen er et af Københavns vigtige grønne ”åndehuller”.

I den østlige ende af Damhussøen, der hvor Ålekistevej krydser Peter Bangsvej, og hvor Grøndalsparkvej begynder, lå der i min barndom et hus, som kaldtes Ålekistehuset. Det vaf det sidste hus, som blev beboet af opsynsmanden for Damhussøen. Han skulle også passe den sluse, som fandtes ved udløbet fra søen til Grøndalsåen.

Sådan husker jeg huset. Det blev revet ned i 1962.

I den vestlige ende og helt ud til Roskildevej lå – og ligger – Damhuskroen Jeg husker vognporten i venstre side af det gamle billede. Damhuskroen har været berømt (berygtet ?) for sine enkeballer.

Helt til højre i det nye billede anes Damhussøen.

Et meget gammelt billede

Og sådan ser kroen ud i dag:

På hjørnet af Jyllingevej og Jernbane Alle lå andelsbebyggelsen Vanløsegård. En stor karré fra 1923 med mange små lejligheder. Der boede min Mormor sammen med sin søster i nr. 47. De var begge enlige og havde kun yderst beskedne midler at leve af. Lejligheden var på kun 2 værelser og et køkken. Der var intet bad, man vaskede sig i ”etager” i køkkenet. Toilettet var et meget smalt rum med en vandcisterne oppe under loftet til ”træk og slip”. Der var ikke plads til en håndvask. I køkkenet var der rigtigt komfur, med vandbeholder og flere kogesteder med ringe, som man kunne tage af, så åbningen passede til de gryder, man nu ville have over ilden. Komfuret blev fyret med brænde, og rundt langs med kanten var der et altid blankpudset messinggelænder.

Sådan så min Mormors komfur ud. Hun fik senere gasapparater – til bygas - til madlavningen.

I stuen stod kakkelovnen, anden opvarmningsform fandtes ikke. Den rektangulære karré havde i midten en stor åben og lys gård med grønne områder, bankestativer, tørrestativer og skraldebøtter og – vist nok – en lille legeplads. Til lejligheden førte en pæn hovedtrappe og en meget smal og stejl køkkentrappe.

Min Mormor lavede verdens bedste æbleskiver. Desværre efterlod hun sig ingen opskrift. Min søster og jeg ville en gang prøve at lure hende kunsten af og tog opstilling ved siden af hende, mens hun lavede dem, klar til at skrive ned punkt for punkt. Men de hele gik så stærkt, hun tog en knivspids af det og en lille teskefuld af det og en sjat af det (så vidt jeg huske var det lidt kærnemælk), og så blandede hun det hele, og før vi fik fattet, hvad der skete, var dejen færdig – og vi aldeles lige kloge. Det er aldrig lykkedes mig at rekonstruere den vidunderlige opskrift.

Før Krigen Min erindring om førkrigsårene er naturligvis ikke stor, for jeg var jo kun en lille dreng. Men oplevelsen af damplokomotivet med passagervogne, som krydsede Ålekistevej står knivskarpt i min hukommelse. Utroligt !

I maj 1939 blev den første rigtige Lufthavn på Amager indviet. Den hed den gang Kastrup Lufthavn, nu er det Copenhagen Airport, CPH. Før den tid startede og landede man (kun i godt vejr) på Kløvermarken. Der var ingen rigtig lufthavn. Ved åbningen indviede man også arkitekten Vilhelm Lauritzens flotte terminal, som senere er blevet fredet og flyttet til det oprindelige Maglebylille. Den anvendes stadig til modtagelse af statsoverhoveder fra andre lande. Ved åbningen var der fri adgang for alle til at se lufthavnen og de store flyvemaskiner. Jeg var der sammen med min Mor og Far. Her er min lille artikel om besøget:

Indvielsen af Kastrup Lufthavn maj 1939.

Jeg var på besøg sammen med mine forældre.

Her står jeg foran flyet og min Far ved siden af. Jeg er bare tre år gammel og har kun en meget svag erindring om det ”enorme” fly.

Flyet er en Junkers Ju 52-3m Transportfly Junkers Ju 52 med øgenavnene Tante Ju – og Iron Annie var et transport- og bombefly, som blev fremstillet fra 1932-1945 af Junkers-flyfabrikken. Den blev anvendt til både civil og militær brug i 1930'erne og 1940'erne. Tophastighed: 265 km/t. Længde: 19 m Spændvidde: 29 m Introduceret: 1931 Jomfruflyvning: 13. oktober 1930 Producent: Junkers

Et Junker fly af præcis samme type, fundet i et historisk arkiv på Nettet.

Samme type. Formentlig et veteranfly. Sammenlign med billedet fra mit besøg i Lufthavnen. De første ferier Sidst i 1930-erne var det ikke almindeligt at tage på ferie, sådan som det er nu. Gik det højt, tog man på pensionat en kort tid, aldrig i længere perioder. I mit familiealbum sidder der et billede af lille mig sammen med min Mor på stranden ved Pension Bastkær i Rødvig på sydkysten af Stevns.

Billedet er taget i sommeren 1939 (af min Far).

Jeg husker, at jeg havde et badedyr, en oppustelig skildpadde med farverne gul og brun. Den holdt jeg meget af. Jeg husker stranden, som jeg genså for nogle år siden. Badekabinerne var der naturligvis ikke længere, men ellers var der ikke forandret noget. Selve Rødvig by er blevet til en vigtig fiskerihavn, og byen er samtidig helt forandret.

I 1941 var jeg sammen med mine forældre og min Fars gode ven, onkel Carl og hans familie på bondegårdsferie i Abbetved vest for Roskilde og nær Kirke Såby. På det tidspunkt var det endnu muligt at rejse lidt rundt i Danmark. Tyskerne lukkede senere for al rejseaktivitet. Også det var en sommertur. Min onkel Carls søn, Erling og jeg fik lov at lege i høet og springe ned i det fra et højt sted. Det var kolonormt morsomt. Vi var også på besøg i tørvemosen. Brændsel var en mangelvare, og man måtte udnytte de ressourcer, som fandtes, nemlig at grave tørv.

Min onkel Carl, Erling og mig.

Tørv dannede løbesod i skorstene og var svært forurenende, men man havde intet andet.

På gården havde man ikke indlagt vand. Det måtte pumpes det op fra en brønd midt på gårdspladsen.

Bad og toiletter fandtes heller ikke. Skulle man træde af”, var der fritstående små huse med lokummer. Luksus huset havde kun ét sæde, men der var også et dobbelt lokum med to sæder i samme hus.

Hvis det var regnvejr eller mørkt, skulle man være meget trængende for at gå derud. Under resten af krigen blev det forbudt at rejse, og der var såmænd heller ingen, som havde penge dertil.

Krigen

”2. verdenskrig var en militær konflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien fra 1937 til 1945.

Krigen i Asien begyndte i 1937 med den japanske invasion af Kina og sluttede den 2. september 1945 med Japans overgivelse og fredsslutningen med Rusland i 1990'erne.

Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939, da Nazi-Tyskland invaderede Polen, og endte med Nazi-Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.

Inden krigen var der en noteudveksling mellem Tyskland og England om Tysklands territorium tæt på Østersøen.

Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, (10. april 1940 til tyskerne overgav sig til Sovjetunionen 9. maj 1945). Sovjetunionen forlod Bornholm 11 måneder senere, den 5. april 1946.

Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden og involverede flere lande end i nogen anden militær konflikt. Det anslås, at 100 millioner mennesker deltog i 2. verdenskrig.. En lang række nye våben som atombomben blev anvendt. Enkelte lande var ikke involveret, da de enten erklærede sig neutrale (som Irland (der leverede vigtige efterretninger til de Allierede i forbindelse med D-dagen og om konvojerne i Atlanten til tyskerne) eller ikke havde strategisk betydning (som Mexico).

Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og en række af de krigsførende lande på begge sider gik direkte efter civile ofre. Det gælder Nazi-Tyskland og Japan, der gennemførte deciderede udryddelsesplaner for bestemte folkegrupper, folkedrab. Sovjetunionens deportationer af folkeslag til Sibirien og drab og voldtægter begået af sovjetiske soldater under krigen kan også betegnes som folkedrab.[1]

Massedrabene medregner Japans massakrer på millioner af kinesere og koreanere, Tysklands drab på seks millioner jøder og andre minoriteter, Sovjetunionens lejre og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan og drab på civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet omkring 60 millioner døde”.

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, gik der et gys gennem befolkningen. Jeg fornemmede det ikke, det var jeg nok for lille til. Men i de efterfølgende år forstod jeg mere og mere og fornemmede også den knugende angst, som greb alle mennesker. Tyskernes greb om Danmark blev hårdere og hårdere, og tyske soldater sås overalt. Og i 1942 opstod Modstandsbevægelsen Den danske modstandsbevægelse var dels et civilt baseret modsvar til den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, dels et militært koordineret modsvar, der var inspireret af engelsk militær. Modstandsbevægelsen i Danmark havde få medlemmer før 1942, hvor krigslykken skiftede. Modstandsbevægelsen foretog sabotage af industri, jernbaner og likvidering af stikkere.

Modstandsbevægelsen blev aldrig stor og overtog ikke områder fra tyskerne. Alligevel satte den sit tydelige præg på 2. verdenskrig. Blandt de største bedrifter var redningen af de danske jøder til Sverige; en aktion der betragtes som en af de største aktioner gennemført af en modstandsbevægelse i et land besat af Nazi-Tyskland. Resultatet var, at store dele af den dansk/jødiske befolkning overlevede besættelsen. Modstandsbevægelsen bestod af grupper fra alle dele af landet.

Jeg husker de første år i Krigen som rolige ude i Vanløse. Men mine forældre fulgte med i krigens gang på radioen. Radioerne var ret primitive og kunne modtage signaler på langbølger. Udsendelserne blev altid indledt med: ”Her er Danmarks Radio – København-Kalundborg". De lyttede også til BBC, især i krigens sidste år.

Den første radio, jeg kan huske, så omtrent sådan ud:

De havde også en grammofon, som skulle trækkes op med et håndsving. Den så ikke helt sådan ud, den var indbygget i et møbel, men ligner dog:

Pickup’en var en metalnål og højtaleren en stor tragt. Pladerne var en slags bakelit med dybe riller. Det var ”78-plader”, og lyden var noget (temmelig) primitiv og langtfra så god som i dag. Det suste og knasede, når man spillede en plade. De mest kendte plademærker var Odeon og His Masters Voice¨’

Jeg har stadig nogle af de gamle plader og en pladespiller, som kan afspille dem.

I krigens sidste år blev der i aviserne bragt skitser af troppebevægelser hos såvel tyskerne som de allierede. Dem studerede min Far ivrigt.

Sådan kunne et kort se ud. Der var dog ikke farvetryk den gang.

Modstandsbevægelsens aktioner blev mere og mere dristige, og en septemberdag i 1943 eller 1944 sprængte den en benzinstation på Ålekistevej i luften. Den lå på hjørnet af Ålekistevej og Børglumvej og havde leveret brændstof til tyskerne. Min Mor stod på en stige og var ved at plukke blommer, da et mægtigt brag og et voldsomt lufttryk var ved at rive hende ned. Jeg husker det meget tydeligt, for jeg stod ved foden af stigen og blev naturligvis temmelig forskrækket.

Luftalarm Når allierede flyvemaskiner fløj ind over Danmark, blev der blæst luftalarm. Så satte sirenerne i med deres gennemtrængende signal; en stigende og faldende hyletone, der varede et minut. Når der var luftalarm, standsede trafikken, og alle mennesker skulle i løbet af tre minutter gå til et beskyttelsesrum.

I beskyttelsesrummene sad folk og ventede på, om der skete noget - ville der mon falde bomber? - indtil pludselig et nyt signal fra sirenerne lød; en høj, konstant tone, der også varede et minut. Signalet betød, at luftalarmen var forbi, og at folk igen måtte komme

Det var en meget grim lyd, måske også fordi den varslede noget farligt. Mine indtryk af lyden har sat sig så dybe spor, at jeg selv i dag kan fare sammen, når Beredskabsstyrelsen afprøver landets sirener.

Beskyttelsesrum Overalt i landet blev der lavet beskyttelsesrum. De blev indrettet i kælderen under huse og beboelsesejendomme og på arbejdspladser, skoler, hospitaler, teatre og andre steder, hvor mange mennesker var samlet. Der var også folk, som gravede deres eget beskyttelsesrum i haven. I 1944-45 blev der bygget næsten 5.800 beskyttelsesrum i beton. Bunkers kaldte man dem. De ville give god beskyttelse under luftangreb - hvis de da ikke lige blev ramt af en fuldtræffer. Man kan se mange af dem i danske byer den dag i dag.

Gammel bunker i Nykøbing F. 2017

Mine forældre havde indrettet beskyttelsesrum i en lang kældergang med solide mure. Der har jeg siddet mange gange, og da vores naboer boede i et kolonihavehus (før de fik bygget deres villa), kom de også ned i kælderen. Det var på sin vis ganske hyggeligt, og ofte var det falsk alarm.

Til at sørge for, at folk kom i beskyttelsesrummene ved luftalarm, og at reglerne for mørkelægning af huse og lejligheder bestemmelserne blev overholdt, fandtes der såkaldte civilbetjente. De skulle også være klar i tilfælde af, at det blev nødvendigt at evakuere folk i byerne. Jeg husker, at de ofte befandt sig i nærheden af beskyttelsesrum. De var ikke rigtige politibetjente.

Mørklægning blev indført 9. april 1940 af den tyske besættelsesmagt, som pålagde danskerne at mørkelægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning for at besværliggøre evt. engelske flys orientering. Man skulle opsætte mørkelægnings gardiner, alle pærer på trappegange blev afskærmet, så kun en lille smal åbning tillod (sparsomt) lys at komme ud. Alle billygter og sågar dynamolygter på cykler blev afskærmet på samme måde. Jeg kan huske, at man kunne købe sorte hætter med afskærmning til at sætte over dynamolygterne. Man famlede næsten i mørke, når dagslyset forsvandt. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til 4. maj 1945.

Det begyndte at blive vanskeligt at skaffe fødevarer og brændsel, og derfor blev der indført rationering. Flere og flere ting blev rationeret, og der blev udstedt rationeringsmærker.

Rationeringsmærker blev udleveret på skolerne. Jeg husker, at jeg stod i kø med min Mor på Vanløse skole for at få mærker udleveret.

Benzin kunne man slet ikke få, og i stedet kørte de få biler på generatorgas, som blev udvundet af bøgebrænde i en speciel tank, som bilerne fik påmonteret.

Brændsel til opvarmning af husene blev så det vanskeligt at opdrive, at man samlede spildte koks og tørv op fra vejen, hvis man fandt det.

Rigtig kaffe var det næsten umuligt at opdrive, og derfor blev der udviklet / opfundet erstatningskaffe

Men manglen på varer udløste så også sortbørshandel. Det kunne jo næsten forventes. Og rationeringsmærker blev solgt sort i stor stil.

Det var især i byerne, folk led nød. På landet blæste man på rationeringsmærker. Her var stort set ingen mangel på fødevarer.

Folk, som havde haver, var egentlig ikke så dårligt stillede, for man kunne jo dyrke kartofler og grøntsager selv. Og havde man frugtbuske og frugttræer, var det næsten luksus. På et tidspunkt midt under krigen havde min Far fået fat i en portion læggekartofler. De var en speciel sort med røde kartofler. Omgående blev et pænt stykke af græsplænen gravet op, jorden kultiveret og kartoflerne lagt. Høsten reddede mange måltider for os. For på det tidspunkt var selv kartofler blevet en mangelvare.

Censur af dagbladene Censur af pressen betød, at der var kontrol af aviserne inden offentliggørelse. Under besættelsen var Danmark underlagt censur i forskellig udstrækning. Udenrigsministeriets Pressebureau havde fra 1930’erne en vigtig betydning, idet bureauet havde til opgave at censurere internationale pressetelegrammer. Via pressebureauet havde Udenrigsminister P. Munch forsøgt at afholde den danske presse fra at skabe tvivl om Danmarks neutralitet. Med krigsudbruddet 1. september 1939 fik den danske presse ordre om, at det ikke længere var tilladt at bringe forsvars-, søfarts- og handelsefterretninger. Samtidig skulle pressen være forsigtig i vurderingerne af de parter, som førte krig mod hinanden. Den danske presse var fra besættelsen i 1940 til 29. august 1943 underlagt censur i et begrænset omfang. Censuren blev krævet af besættelsesmagten, men blev i stort omfang udført af de danske myndigheder. Fra 6. maj 1940 blev der oprettet en presseordning mellem pressen og Udenrigsministeriets Pressebureau. Det betød, at alt stof fra udlandet på forhånd var underlagt censur, og det var heller ikke tilladt at omtale besættelsestropperne, uden at det var blevet godkendt på forhånd. Efter Augustoprøret i 1943 blev pressen underlagt en strengere tysk censur. Denne omfattede alt militært, politisk og økonomisk stof.

Fordi man ikke på nogen måde kunne stole på, hvad der blev skrevet i aviserne, søgte danskerne oplysninger ad andre kanaler, blandt andet via dansksprogede udsendelser i BBC fra London.

Eksempel på censur.

Bemærk, hvordan indholdet bliver fuldstændig fordrejet og vendt til det stik modsatte.

Man kunne aldrig vide sig sikker på, om en fremmed person var en dansksindet eller en tyskersympatisør, som ville angive en til besættelsesmagten. Derfor måtte man være yderst forsigtig med at udtale sig kritisk om besættelsesmagten eller røbe fortrolige oplysninger.

Og derfor fremkom også denne plakat.

Kong Christian den tiende Selvom kongehuset var truet under krigen, blev kongen og dronningen boende på Amalienborg. Som en stille, men meget betydningsfuld demonstration overfor besættelsesmagten red kongen hver morgen en tur gennem København – ubeskyttet – uden livvagter!

Da hans helbred ikke længere tillod det, kørte han på sin fødselsdag i åben vogn gennem byen, hvor han blev tiljublet af store menneskemængder. Jeg var med min Mor og Søster med til at hylde ham på Falkoner Alle ved en af turene.

»Det var en genial manifestering af, at Danmark stadig eksisterede trods besættelsen. Befolkningen var helt vilde med denne symbolske markering af en dansk vilje til national overlevelse. Den ridende konge var det stærkeste symbolske signal på dansk overlevelsesvilje – og det som kongen stærkest blev identificeret med. «, skriver Niels Wium Olesen.

Konge-Emblemet – eller Kongemærket, som det oftest benævnes – blev i besættelsesårene 1940-45 nærmest hver-mands eje. Båret som knaphulspynt udtrykte det kongetroskab og fædrelandssind, og samtidig var det synligt udtryk for en stilfærdig protest mod den tyske besættelsesmagt.

Tyskerne bemærkede det, men kunne intet gøre, for det var ikke ulovligt at bære det.

Sabotage - Schalburgtage

Den danske modstandsbevægelse var dels et civilt baseret modsvar til den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, dels et militært koordineret modsvar, der var inspireret af engelsk militær. Modstandsbevægelsen i Danmark havde få medlemmer før 1942, hvor krigslykken skiftede. Modstandsbevægelsen foretog sabotage af industri, jernbaner og likvidering af stikkere.

Modstandsfolkene blev også kaldt ”frihedskæmpere”. Gennem dristigt udførte aktioner lykkedes dem at forhindre tyske transporter af krigsmateriel og soldater samt ødelægge fabriksanlæg, som fremstillede varer og våben til tyskerne. De sprængte bl.a. vigtige jernbanestrækninger i luften. Jernbanelinjen til Frederikssund blev saboteret lige i nærheden af Jyllingevej, og store sprængstykker fløj ind gennem vinduet til en af mine klassekammerater på Frederiksdalsvej. Jeg har selv set metalstykket. Min Far ville også gerne være frihedskæmper, men blev talt fra det. Han fik til gengæld andre vigtige opgaver. Han har aldrig fortalt det, men jeg ved alligevel, at han trykte illegale blade under krigen. Var det blevet opdaget, ville han være blevet skudt af tyskerne. Han var også mellemmand ved viderebringning af vigtige budskaber og meddelelser for modstandsbevægelsen. I vores dagligstue stod er et stort mahogni hjørneskab. I det gemte han hemmelige papirer. Min søster og jeg fik på det aller strengeste besked på, aldrig nogensinde at åbne skabet. Vi vovede det heller aldrig, og den dag i dag aner jeg ikke, hvad der var gemt. Min Far har livet ud været tavs om det. Men jeg husker meget tydeligt, at der med mellemrum blev banket på hoveddøren, når mørket var faldet på. Om det var et aftalt bankesignal eller blot en banken, ved jeg ikke. Dørklokken blev ikke brugt. Så blev min Far meget alvorlig og rejste sig, idet han befalede os andre at blive siddende i spisestuen. Han gik til døren, og der blev mumlet nogle få ord, hvorefter han gik ind i dagligstuen til hjørneskabet og tog noget, som blev afleveret lige så stille. Så kom han ind igen i stuen og sagde ingenting. Han har aldrig røbet, hvad der foregik, men vi er nu ikke i tvivl om, at han arbejdede sammen med modstandsfolk. Modstandsfolkene behøvede våben, sprængstoffer og radioudstyr. Det fik de fra de allierede, som nedkastede containere fra fly på hemmelige steder. Deres aktioner var vigtige for at hindre eller forsinke tyskernes virke.

Schalburgtage er en gængs betegnelse for de gengældelsesaktioner, som tyskerne fra nytåret 1943-44 på Hitlers ordre udførte for at gøre den danske modstandsbevægelses sabotageaktioner upopulære i befolkningen. Schalburgtagen var især rettet mod forlystelsesetablissementer, bl.a. Tivoli i København, bladhuse og forretninger.

Denne eventyrbygning i Københavnernes elskede Tivoli husker jeg svagt. Meget tydeligere husker jeg billedet af de rygende ruiner efter tyskernes ødelæggelse.

Dette var for Københavnerne næsten ubærligt. Men også i andre store byer blev værdifulde bygninger ødelagt. Folk var rystet.

Generalstrejken Folkestrejken eller generalstrejken den 30. juni 1944 opstår spontant. Den er en følge af, at den danske befolkning ikke længere vil finde sig i de tyske provokationer. Tyskerne forstår slet ikke denne strejke, i hvilken et helt lands befolkning våbenløs og selvbehersket udfordrer verdens største militærmagt og verdens brutaleste politimagt. I løbet af dagen kommer det til svære uroligheder, og klokken 16 griber det tyske militær ind med skydevåben, og mange mennesker dræbes og såres.

Her er Rådhuspladsen i København med en tysk kanon i stilling.

Rygtet om generalstrejken for rundt med stor hast. Mine forældre tappede vores store badekar fyldt med vand og købte konserveringstabletter på apoteket. Jeg tror, det var klor tabletter. Men beholdningen varede jo ikke evigt, og min Far og jeg måtte ned til Damhussøen for at hente mere vand. Så vidt jeg husker, blev det siet gennem et klæde og derefter kogt. Det var jo ikke det reneste vand. Sådan var der mange, som gjorde. Forsyningen med fødevarer svandt lynhurtigt ind. Der var intet at få, og rygtedes det, at en handlende havde et lille lager, stod folk straks i kø. Jeg husker, at det rygtedes, at en bager på hjørnet af Børglumvej og Jernbane Alle havde lidt mel og kunne bage rugbrød. Min Mor og jeg styrtede af sted og stod snart i en lang kø i den lille gård, som lå bag bageriet. Selve forretningen var naturligvis lukket. Køen snoede sig rundt om et træ, som stod midt i gården. Vi stod i kø i fire timer for at købe bare et eneste brød. Men vi fik det. Vand, bygas og elektricitet var lukket. Men i kælderen havde vi en lille kakkelovn med ringe, i toppen, så man kunne lave mad der. Der lavede min Mor vores aftensmad, og der hyggede vi os, for der var lunt og duftede dejligt fra gryden. I samme kælder havde min Far et lille skomagerværksted. Alle sko var den gang lavet med lædersåler, som var syet sammen med resten af skoen. Det kaldtes ”randsyede sko”. Men under krigen var det umuligt af få huder til forsåling. Og dog – for min Fars bedste ven var skotøjshandler, og han skaffede os en hud og lærte min Far at forsåle sko. Så vi havde gode sko, mens mange mennesker måtte gå med utætte sko med gamle cykeldæk som såler.

Tyskerne er fuldstændig overrumplede over, at hele befolkningen holder sammen og har nedlagt arbejdet. De indser, at fortsat terror ikke løser nogen problemer, og den 2. juli genåbner forsyningsværkerne. De sidste strejker stopper dog først den 5. juli.

Shell-huset Ved hjælp af stikkere var det lykkedes tyskerne at fange mange af modstandsbevægelsens ledere og grupper. De skulle henrettes, men var, ind til man havde fået pint oplysninger ud af dem, fængslet i øverste etage i Shell-huset. Der mente man, at de var et skjold mod eventuelt bombardement fra de allierede. I bygningen, som var Gestapos hovedkvarter, havde man også samlet uvurderlige kartoteker om medlemmer af modstandsbevægelsen og mulige nedkastningssteder med henblik på at knuse modstanden totalt. Det vidste de allierede, og derfor var det livsvigtigt at få destrueret kartotekerne.

Den 21. marts 1945 kl. 11.15 fløj en eskadrille jagerbombere fra Royal Air Force ind fra vest. Luftalarmen gik i gang, og jeg og mine klassekammerater blev sammen med alle andre elever sendt ned i kælderen under Kirkebjerg Skole, hvor der var beskyttelsesrum. På vej ned ad trappen, som var ude i gården, lød en tordnende larm fra bombeflyene. Vi dukkede os, og da vi var sikkert nede i kælderen fornemmede jeg, at gulvet ligesom løftede sig en brøkdel af et sekund. Vi anede ikke, hvad det skete, og først noget bagefter blev jeg klar over, at Shell- huset var blevet bombet. Lang tid senere hørte jeg, at jagerbomberne have været så dygtige, at de havde kastet bomberne skråt ind i nederste etage af bygningen og således skånet modstandsfolkene øverst oppe. Kartotekerne var blevet destrueret, tyskerne flygtede over hals og hoved, og de fleste modstandsfolk kunne gå frit ud af bygningen og forsvinde. Desværre styrtede en engelsk jager ned i den Franske Skole, og en efterfølgende jager troede, at det var bombemålet og kastede sin last i skolen. Mange børn blev dræbt. Det gjorde dybt indtryk på os, selvom vi selv ikke var ret gamle.

Krigens sidste fase Danskerne fik pålidelige oplysninger om krigens forløb via BBC i London. Udsendelsen blev altid indledt med et paukesignal efterfulgt af de første takter af Prins Jørgens March og derefter: ”Her er London. BBC sender til Danmark…”

Journalisten Johannes G. Sørensen var speaker på Radioavisen indtil 1944, hvorefter han rejste illegalt til London og blev speaker på BBC's udsendelser til Danmark. Johannes Nielsen oplæste befrielsesbudskabet om aftenen 4. maj 1945.

BBC bistod også rent praktisk i den operative side af modstandsbevægelsens virke ved at videreformidle særlige, kodede budskaber i nyhedsdækningen, hvorved lokale modstandsgrupper fik besked om våbennedkastninger eller lignende. Det skete typisk med ord som disse: ”Vi bringer en særmelding – hilsen til Yvonne, Jarl, Erik …”

Engelsk bombefly nedkaster containere ved Højris på Mors. August 1944.

Fra Frihedsmuseetsbilledarkiv.

Besættelsesmagten blev mere og mere desperat, mens de allierede erobrede tabte dele af Europa tilbage.

Selv på en ellers fredelig Bulbjergvej kørte tyskerne i motorcykler med sidevogn op og ned ad vejen og skød nærmest i blinde ind mellem husene. Min søster og jeg måtte ikke mere lege i haven, og var vi ude, når der hørtes skud, blev vi omgående trukket ind.

Nogle af skuddene ramte husene, og hos os kom der et hul i muren, hvor murbier hurtigt flyttede ind. I starten bemærkede vi det ikke, men så begyndte det at summe inde i væggen, og vi opdagede bierne, som fløj ud og ind i hullet. Det blev så lukket hårdt og brutalt, for murbier kan ødelægge en husmur på kort tid.

Efterhånden som tyskerne strammede grebet om Danmark og blev voldsommere og voldsommere, søgte folk sammen, og bag nedrullede mørkelægningsgardiner sang man frihedssangen.

Danmarks Frihedssang, skrevet under besættelsen på initiativ af Frit Danmark af Sven Møller Kristensen til musik af Knudåge Riisager. Sangen offentliggjordes i det illegale blad Frit Danmarks marts nummer 1945; de tre vers er en opfordring til modstand og opgør og indeholder bl.a. ordene "fej alle vissengrønne væk".

Danmarks frihedssang

Svend Møller Kristensen: Danmarks frihedssang

En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år har knuget landet i sin favn med kulde og sult og savn, og der gik slid på skoven, skår på skår og der gik råddenskab i svage træer. Gå til modstand, alle danske, alle mand som een og gør Danmark frit.

Med tvang og terror gik de år men nu går vinter mod vår. Det samler sammen til en tø

hvor vinter og vold skal dø. På trods af mord og brand og fængsel er en folkevilje vokset og brudt frem. Gå til modstand, alle danske, alle mand som een og gør Danmark frit.

En storm, en skyllende april en sidste niende april, en storm der renser landet ud med oprørets skarpe lud. Fej alle vissengrønne væk og lad os se det friske grønne land igen. Gå til modstand, alle danske, alle mand som een og gør Danmark frit.

Forfattet 1944, indspillet 11. maj 1945 af Axel Schiøtz.

Min Mor spillede klaver, og hele familien og vores naboer sang med. Vi sang også en mængde gamle danske sange. Det gav sammenhold og føltes trygt at sidde og synge sammen. Jeg husker endnu melodien, selvom det er mere end 70 år siden, jeg sang den.

Befrielsen Den 4. maj klokken 20.-35 lød det fra BBC: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig." Jeg var lige gået i seng, da min Far kom styrtende op ad trappen og for ind på mit værelse og næsten råbte: ”Danmark er befriet”. En dyb glæde skyllede igennem mig, og jeg skyndte mig at komme i tøjet igen og løbe ned ad trapperne. Alle beboerne på vejen var kommet ud, flere råbte hurra, og en enorm lettelse fik luften næsten til at sitre. Min Far havde fundet et dannebrogsflag frem (hvor det havde været gemt, aner jeg ikke) og i løbet af et øjeblik fik han det sømmet op på en pergola, som stod foran huset i forhaven. Også i de andre huse havde man flag, folk jublede, og der var en stemning, som jeg aldrig siden har oplevet. Alle (de forhadte) mørkelægningsgardiner blev revet ned, og der kom lys i alle vinduer. Om vi også satte stearinlys i vinduerne den aften, husker jeg ikke. Men dagen efter, altså den 5. maj om aftenen, var der overalt et betagende syn med stearinlys i alle vinduer i alle huse. Det var dybt gribende og smukt.

Folk søgte hen mod sporvogn linje 13’s endestation på hjørnet af Jyllingevej og Ålekistevej, og selvom jublen var stor, blev den endnu større der. Sporvognen var fyldt af glade mennesker, folk hængte uden på vognen, og der var endda nogle, som klatrede op på taget.

Frihedskæmperne, som ellers havde holdt sig skjult, kom nu frit frem. De bar alle armbind i de allieredes farver

Og de blev tiljublet som de helte, de jo også var.

Dagen efter ar også en festdag, men samtidig en alvorens dag. For nu gik jagten på stikkere ind. Nogle var blevet likvideret under krigen, men de fleste blev fanget og på lastbiler kørt til internering. Folk spyttede ad dem. De var så dybt forhadte og blev kaldt landsforræddere. I barakkerne nær Bulbjergvej blev der fanget flere af dem, og der var en del skyderi. De fleste blev skudt (dødsstraffen var genindført efter krigen).

Feltmarskal Montgomery ledede det sidste felttog mod tyskerne og blev betragtet som Europas befrier. Han besøgte Danmark den 12. maj og kørte i triumftog gennem byen. Jeg stod sammen med min familie på Roskildevej og så ham køre forbi. Jublen var enorm.

Disse dage med voldsomme oplevelser sidder stadig dybt i min erindring. Men tiden noget derefter mindes jeg ikke tydeligt. Fødevaremanglen fortsatte i nogle år, og langsomt kom landet på fode igen. Det varede dog ganske længe, før fattigdommen svandt. Den nøjsomhed, som alle havde lært under krigen, måtte man leve med, og derfor ved alle ældre menneske, hvad det vil sige at være sparsommelig. Alt kunne genbruges, intet blev smidt væk. Engangsting kendtes ikke. Bananer, appelsiner krydderier og andre ting, som skulle importeres, kunne man slet ikke få i mange år.

Alle børn ville gerne lege frihedskæmpere. Vi fik kalotter i Royal Air Force farver, og vi fik lavet armbind magen til frihedskæmpernes. Min Far lavede en maskinpistol af træ til mig. Den blev malet, så den (næsten) lignede et rigtigt våben. Der var endda et ekstra magasin.

Skoletiden Jeg begyndte i skolen i 1943, den 1. april. Skoleåret gik den gang fra april til april. Det blev ændret fra begyndelsen af august til slutningen af juni i 1947 – så vidt jeg kan læse mig til det. Bulbjergvej hørte egentlig til Vanløse Skole, men der gik alle børnene fra barakkerne, så mine forældre søgte om, at jeg måtte gå på den helt nye Kirkebjerg Skole (indviet i 1942). Jeg startede i småbørnsskolen, som var en afdeling med lave bygninger og egen lille skolegård. Den lå i tilslutning til den store skole. Vi var 31 elever i klassen. Vores klasselærer hed Svend Oluf Petersen. Han blev kaldt SVOP, for sådan lød det, når han slog med spanskrøret – ja, det er rigtig nok – man måtte bruge spanskrør og øretæver /en på kassen / ørefigner til at opretholde justits den gang.

Vi sad ved tomandspulte

Med et blækhus midt på bordpladen øverst. Tavlen var sort, og man skrev med kridt på den. Vi begyndte at skrive med blyant og lærte senere at skrive med pen og blæk. Det var rigtig vanskeligt, for pennen klattede, og når den ikke ville skrive ordentligt mere, tørrede vi den med en pennevisker. Blækhuset blev ofte fyldt med snavs og måtte renses. Og vi lærte skriveskrift, mens læreren dikterede op- og ned-streger.

skolepen

Fyldepenne kendtes, men var ikke til skoleelever. Og kuglepennen blev først opfundet mange år senere.

Sådan et skrivesæt har jeg skrevet med i mange, mange år. Selv blækregninger skulle udføres sådan. Når man skulle tegne cirkler med en passer, var den også dyppet i blæk. Jeg kan fortælle, at det var SÅ vanskeligt at lave et pænt resultat. Når læreren ville høre en i lektien, skulle man rejse sig og stå ved siden af pulten. Minsandten. Og vi fik salmevers for. De skulle læres udenad og blev ofte liret af. Men min Far ville have, at jeg foredrog det og lærte mig at citere langsomt og med varierende betoninger og små pauser. Hvad det skulle gøre godt for at kunne salmevers udenad, har jeg aldrig forstået. Men sådan gjorde man altså den gang.

Vi lærte det, der kaldtes ”gammel retskrivning”. Alle navneord skulle skrives med stort begyndelsesbogstav, og der var ”d” i ord som skulde, vilde, kunde … Bolleået eksisterede ikke. Vejen hed for eksempel Aalekistevej. Med retskrivningsreformen i 1948 blev det ændret til den nuværende skrivemåde. Det tog lidt tid at vænne sig til at skrive på den nye måde.

I småbørnsskolen gik man i tre år. Så blev man ”stor” og måtte rykke ind i den store skolegård og fik klasselokale i den store bygning med mange etager og en kæmpe aula.

I skolegården var drenge og piger adskilt Det var aldeles forbudt a vove sig ind i den anden skolegård.

Også den gang kendte man til mobning, man kaldte det bare for drilleri. Det var ikke spor mildere end nutidens mobning.

Jeg havde som dreng rødt hår og blev kaldt ”Røde”. Værre var det, at jeg havde briller, og - vel at mærke - runde ”sygekassebriller”. Vist var de ikke kønne, men der fandtes ikke andre modeller.

Det blev man altså drillet for. Jeg hed ”Brille” og forsøgte ofte at forsvare mig mod drilleriet ved at komme op at slås. Så faldt jeg og fik brillerne ridset, så glassene skulle fornyes. Hele to gange skete det, og så fik jeg også skældud hjemme. Brilleglas vaf ikke gratis.

Det værste drilleri oplevede jeg, da jeg en gang ikke havde nået at spise min mad i spisekvarteret, men tog en ostemad med ned i skolegården. Der satte jeg mig op ad muren for at spise den. Det blev lynhurtigt opdaget og i løbet af få sekunder stod der 200 elever i en halvkreds rundt om mig og sang ”Oste – Oste - Osteschmidt”. Det husker jeg så tydeligt, at jeg – den dag i dag - kan gå hen og pege på det sted i skolegården, hvor jeg sad. Da jeg nogle år senere mødte en af mine gamle klassekammerater, hilste han mig med ”Davs Oste”. Af en eller anden grund har jeg ofte været genstand for drilleri.

Jeg gik i 4. og 5. klasse på Kirkebjerg Skole. Kunne have fortsat i mellemskolen, men min forældre mente, at det var bedre straks at søge ind på en gymnasieskole og tage mellemskolen der. Så ville overgangen til gymnasiet ikke blive så vanskelig. De undersøgte de forskellige gymnasier og forelagde det for mig. Sammen blev vi enige om at søge Efterslægtselskabets Skole i Utterslev. De var en meget velrenommeret og ærværdig gammel skole, stiftet i 1786 Det var en ren drengeskole. For at komme ind, skulle man bestå en såkaldt Mellemskoleprøve. Mine forældre anskaffede opgaver fra tidligere mellemskoleprøver og lod mig øve mig på de forskellige regnearter, diktat og fristil. Alle opgaver skulle løses på tid. Selve prøven gik fint, og så kom jeg på ”Efterslægten” i 1947.

Men tilbage til Kirkebjerg Skole. I de første klasser måtte vi ikke cykle til skole, selvom der ikke var nogen voldsom trafik på vejene. Først i de to sidste klasser fik jeg et lille metalskilt med nummer med en plads i cykel-kælderen.

Jeg har ingen særlig erindring om 4 og 5 klasse, men husker dog en ting: Den 29. marts kom orden: ”Skolen skal bruges til indkvartering af tyske flygtninge”. Med få dages varsel skulle skolegangen for eleverne ordnes under ganske andre betingelser. Det lykkedes faktisk at gennemføre en – nødtørftig – undervisning af børnene. Jeg har gået i skole i en krostue – rettere et lokale på 1. sal over Café Lindersvold på Jyllingevej

Og jeg har gået i skole i krypten under Hyltebjerg Kirke

Der har også været undervisning i Vanløse Kirkes menighedshus. Jeg husker dog ikke, om jeg har gået der. På et tidspunkt fik vi lov at låne Husum Skole om eftermiddagen. Der var nu lang vej dertil.

Den 1. april 1945 skulle klassen have nye skolebøger. Vi kunne jo ikke være på skolen, men blev bedt om at stå uden for skoleporten og vente på vores klasselærer. Men han kom ikke, og vi ventede og ventede. Så kom en kolonne tyske soldater macherende. Det lød meget højt, som de gik i takt, og vi blev noget bange og ringede på hos pedellen. Han var ikke hjemme, men konen kom ud og vrissede af os, der var ikke noget at være bange for. Men utrygge var vi nu alligevel. Og der kom stadig ingen lærer. Endnu en kolonne, nu var vi ved at være rigtig bange og ringede på hos pedellen igen. Samme reaktion som sidst. Og endelig kom læreren og vi slap væk. Det var voldsomt for os små drenge med det massive militær.

Først i december 1945 rykkede de tyske flygtninge ud af Kirkebjeg Skole. Skolen var vandaliseret og skulle desinficerres, for flygtningene have medbragt fofskellige sygdomme (bl.a. tuberkulosr) og lus.

I de to sidste klasser fik jeg undervisning i sløjd. Pigerne blev undervist i husgerning. Jeg lærte at bruge en sav og et stemmejern, og den undervisning blev fortsat hjele mellemskolen igennem. Den har givet mig håndelag til at lave alle mulige ting selv. Men den har sikkert også givet inspiration til de ikke så bogligt begavede elever til at uddanne sig som håndværkere. Det var en nyttig undervisning.

Feriekolonier Feriekoloni er et ferietilbud til børn fra byen, som ellers ikke har anledning til at komme på sommerferie. Oprindelig var tanken at skaffe børn fra fattige familier et ophold på landet, så de kunne få næringsrig kost, megen sol, frisk luft og fysisk aktivitet. Det var også et vigtigt moment til at hindre børnene i at flakke rundt i gaderne hele sommeren, hvor de blev udsat for dårlige påvirkninger.

Efter krigen varede det mange år, før nogen overhovedet havde penge til overs til andet end tøj og mad. Hele Europa var på sultegrænsen, byerne var bombet til ruiner, og selvom Danmark var blevet meget skånet i den henseende, var der alligevel meget trist i byerne. Skolebørnene trængte til at komme på landet og opleve sol og frisk luft, og derfor blev der oprettet feriekolonier. Det kostede ikke noget at komme der, men man skulle ansøge. Jeg havde hørt om kolonierne og plagede mine forældre om lov til at komme med. De var noget forbeholdne, for kolonierne var mest beregnet på de helt ubemidlede, og det var vi ikke. Men jeg fik lov, og i 1947 var jeg på feriekoloni på Fyn, i Katterød, lidt uden for Fåborg. Den oplevelse husker jeg endnu tydeligt. Det var vidunderligt. Vi rejste med tog fra København

og hele familien var med at tage afsked. Læg mærke til togvognen. Den type er historisk nu. Vi kørte til Korsør og sejlede med færge over Storebælt. Det tog mere end 1 time. Jeg tror, at det var med en dampfærge, måske denne

Dampfærgen Christian IX. Danmarks sidste dampfærge. Dette er mit eget billede, taget i 1957. Det var en jernbanefærge, som overførte togvogne.

Fra Nyborg kørte vi med tog til Svendborg og skiftede her til den lille privatbane Svendborg – Fåborg-banen. Også denne tur husker jeg forbløffende tydeligt. For toget blev trukket af et lille damplokomotiv, og passagervognene havde åbne perroner både for og bag. Jeg ville så gerne se lokomotivet, mens vi kørte og stak hovedet ud – og fik ansigtet fyldt af kulstøv.

Dette er et billede af netop et tog på Svendborg – Fåborg banen. Den findes ikke længere.

Toget stønnede sig af sted og kørte ikke særlig hurtigt. Vi standsede ved alle trinbræt og små stationer.

Feriekolonien fik husly i det gamle Katterød Forsamlingshus (fra 1905).

der var køjesenge langs med væggene i et stort lokale, og i midten var der et langt bord, som vi spiste ved. Vand skulle hentes fra en pumpe, og vi skulle ud af huset, når vi skulle på lokum (toiletter var der ikke). Og vi legede på plænen foran huset. En moden dame hjalp med madlavningen, men vi skulle selv på skift skrælle kartofler. Så sad vi ude i gården omkring en stor balje og sang:

V i sad ved samme spand Med fingrene i vand. Vi skrælled’ hele dagen, Og vi var kun otte mand.

Stranden lå et stykke væk, så vi måtte gå. Kolonien havde fået lov at gå ind på en bondes marker, som lå ned til vandet, og der var der et lille bitte stykke strand. Vi havde en madvogn, som vi trak efter os, når vi vandrede til stranden, for det var faktisk en heldags udflugt. Opholdet på kolonien varede en hel måned.

På vej mod stranden

De efterfølgende år var jeg også på feriekoloni, først i Svaneke på Bornholm i 1948 og siden igen i 1950. Vi skulle sejle med Østbornholms Dampskibsselskab med ”Østbornholmerne”, som bådene blev kaldt. De afgik fra ”Bornholmerkajen” i Københavns Havn om aftenen og sejlede hele natten for at komme til Bornholm. Skibet sejlede gennem Falsterbo kanalen, og når vi rundede Hammeren, rullede skibet, så mange blev søsyge. Vi fik lov til at sove på nogle madrasser, som var lagt ud i lastrummet. Luften dernede stod næsten stille og var ikke frisk. Måske derfor blev mange syge.

I Svaneke boede vi på kolonien Frennenæs, som ligger lige syd for byen og med fyret som nærmeste nabo. Det var et smukt og spændende sted, for der var jo klipper. Kolonien var stor med plads til 60 drenge og flere lærere med familie. Vi badede fra klipperne. Der opdagede jeg den sjældne grøn brogede strandtudse, som gemte sig i smalle klippesprækker, og jeg fangede også stålorme og firben, som jeg tog med hjem, hvor min Far hjalp mig med at bygge et terrarium. Jeg var meget optaget af padder og krybdyr.

Her er kolonien fotograferet i 1950. Jeg er med på billedet og står under træet med hvid skjorte og mørke korte bukser og med armene over kors.

Jeg har også været på feriekoloni i Store Spjellerup nær Vemmetofte på Stevns. Det var nu ikke den mest spændende koloni, jeg har været på. (Ingen billeder).

Jyllingevej I mange år var Jyllingevej en forholdsvis stille vej. Den endte blindt ved Vestvolden og havde ingen gennemgående trafik. Den var smal og tosporet. Vi børn løb ofte op under viadukten og tilbage igen under vores leg. Men i 1954 blev den ført gennem Vestvolden, for Slotsherrensvej kunne ikke forftsat klare trafikken fra omegnen ind til centrum.

Nu blev Jyllingevej til en indfaldsåre til København. Og trafikken steg. Og i 1957 blev vejen udbygget til hoved indfaldsåre med forbindelse til hele vestegnen.

Jeg husker ikke, om det var ved gennembrydningen gennem Vestvolden eller ved den senere udvidelse, at hele vejbanen blev lagt om. Men jeg husker, at vejen blev ombygget til meget tung trafik. Først fjernede man hele den gamle belægning, så gravede man et lag jord af og lagde grus ud. Og så blev der håndlagt dobbelt knythånd store runde sten ganske tæt ved hinanden oven på gruset. Oven på dette kom der igen et lag grus, som blev tromlet hårdt, og endelig blev der lagt asfalt på. Jeg har aldrig før eller siden set et sådant arbejde. Men vejen er blevet solidt fundamenteret, for den holder til en voldsom og særdeles tung trafik den dag i dag. Jyllingevej blev forbundet med først Ringvej B3, senere med motorringvejen uden om København og for få år siden med hele motorvejsnettet på Sjælland samtidig med forlængelse af motorvejen helt til Frederikssund. Nu er der ikke længere den stille landlige idyl i kvarteret omkring Bulbjergvej som i mine barneår.

Ålekistevej Vejen gik fra Peter Bangsvej ved Damhussøen til Slotherrensvej nord for Vanløse. Det var en gammel vej, som var blevet anlagt helt tilbage i 1779. Navnet havde den fået efter ålekisten ved udløbet fra søen. En ålekiste var et kasseformet redskab til ålefangst. På den nordlige del af Ålekistevej var der bygget huse, men på den nederste del, ned mod Damhussøen, var der på vestssiden gartnerier og en planteskole. Dem husker jeg fra mine tidligste barneår. Ved hjælp af Kraks vejviser fra 1930 har jeg fundet både navne og husnumre på gartnerierne. Længst nede, i nr. 21, lå Karse-Hansens gartneri. Han havde specialiseret sig at lave karse i stordrift. Den gang blev karsefrøene sået i små trækasser af ganske samme størrelse som plastbakkerne i dag. Jeg tror nok, at han var eneleverandør til grønttorvet.

Ved siden af lå et specialgartneri for ”venushår”, en stueplante af bregneslægten.

Dette er godt nok et meget gammelt billede, men det er fra Ålekistevej, og præcis sådan så drivhusene også ud i min barndom, det er muligt de samme.

I nr. 55 lå K J Hastrups planteskole. Den husker jeg, fordi jeg var der sammen med min Mor for at købe et æbletræ til haven. Hvor længe gartnerierne fik lov at lige, husker jeg ikke, men det var kun få år, så blev der bygget villaer og højere huse på grundene. De var alt for kostbare til at have gartnerier på.

Pengesedler og mønter Man kaldte den gang en 500 kr. seddel en ”plovmand”, og det kan jo umiddelbart forstås.

Navnet anvendes stadigvæk (af ældre medborgere) om en 500 kr. seddel, selvom den nu ser anderledes ud. De øvrige pengesedler fra den gang husker jeg ikke. Men jeg husker, at man havde en-ører, to-ører, fem-ører, ti-.ører og femogtyve-ører, og at man faktisk kunne købe noget for bare 5 ører.

Børnenes lege Vi legede naturligvis alle de kendte gamle børnelege som tagfat, skjul og to mand frem for en enke. Men vi spillede også pind. Jeg synes, jeg vil fortælle om det.

Sådan spiller man pind Deltagere: Mellem 10 og 15 personer.

Udstyr: To pinde, en på ca. 20-25 cm og en på 30-40 cm. To mursten eller natursten af cirka samme størrelse.

Pindspillet findes i mange varianter. Grundreglerne er de samme, men sværhedsgraden kan variere.

Dette er en af de mere simple måder, at spille PIND på.

Børnene deler sig i to hold, lige mange spillere som skiftes til at være ”inde” eller ”ude i marken”. Det går ud på at skaffe så mange point til sit hold som muligt, og det hold med flest point, når legen stopper, har vundet.

Den lille pind lægges på tværs af de to sten. Den første i rækken til at slå, skal ramme den lille pind med den store, så den flyver af sted. De, der står i marken, skal nu forsøge at gribe pinden, og hvis det lykkes, er den, der kastede død og udgår. Lykkes det ikke, har udeholdet en chance til. Den lange pind skal nu lægges på tværs af de to sten, og den, der stod tættest på, hvor den lille pind landede, skal nu forsøge at kaste den lille pind, så den vipper den lange pind ned fra de to sten. Lykkes det, er første mand på indeholdet død. Lykkes det ikke, tæller man, hvor mange pindelængder, der er fra stenene hen til det sted, hvor den lille pind landede, og for hver pindelængde gives der et point til indeholdet.

Når der er tre døde, skifter man bane, og når legen er slut, gør man op, hvilket hold, der har flest point.

De kolde vintre Isvinter er i Danmark en vinter, hvor de indre farvande fryser til og giver problemer for almindelige skibe. De indre farvande omfatter ikke Skagerrak og Vesterhavet, hvor det normalt kun er Vadehavet, der fryser til i en isvinter. De såkaldte trillingeisvintre i årene 1939-42 hører alle til blandt de fem koldeste, der nogensinde er officielt registreret i Danmark. Den strengeste isvinter i Danmark i nyere tid var 1941-42, hvor isbryderne var i aktivitet helt til 5. maj.

Jeg husker ikke vintrene 1939 til 1941. Jeg var nok for lille til at forstå, hvor koldt det var. Men min lillesøster Grethe blev født i november 1941, og da min Mor ikke hav de nok mælk til hende, skulle hu have en såkaldt børnemælk, som mejeriet kunne levere.

Børne-mælk, en. særlig udsøgt mælk (til ernæring af spæde børn). Under Betegnelsen Børnemælk maa kun falholdes Sødmælk, der indeholder mindst 3 pCt. naturligt Mælkefedt. Den gang fandtes der mælkedrenge, som på cykler bragte mælken ud til kunderne. Vores mælkedreng var ved at gå til af kulde og måtte opgive at bringe mælken ud. Min Far og jeg gik hen til Vanløse Mejeri, som lå på Floras Alle. Mejeriet blev etableret i 1920'erne. Landbrug i Vanløse og andre landbrug på Sjælland leverede mælk til mejeriet. Det fungerede som mejeri til efter 2. verdenskrig. Der var et stort fyr, og mælkedrengene åbnede lågen og stak deres hænder ind over ilden for at prøve at få varmen. Man fik den gang leveret mælken på høje klare mælkeflasker, og det var så koldt, at mælken frøs i flasken og skød en isprop oven ud sammen med kapslen.

Jeg husker også, at der ikke var varme i gangen mellem hoveddøren og køkken og stuer, og at der dannedes isblomster på ruden.

Det var et flot syn, men der var bittert koldt i gangen. Isblomster ses ikke mere nu, hvor alle vinduer er med termoruder.

Min Far overrislede græsplænen, så den blev en skøjtebane og en isbane til kælken

Danmark havde den gang flere isbrydere, som måtte i funktion for at holde havne og sunde og bælter åbne til skibstrafikken

Isbryderen ”Store Bjørn” Brændsel var der ikke nok af, så alle måtte spare på det. Myndighederne påbød at ingen bolig måtte have højere temperatur inden døre end 16 grader. Det er nu ikke ret varmt. Hos os lukkede vi af til dagligstuen med portierer, så der kun var varme i spisestuen, og vi måtte have overtøj på inden døre. På fødderne havde vi sivsko, som sad uden på de almindelige sko.

I køkkenet havde vi en høkasse. En høkasse er en beholder isoleret med fx hø eller aviser, hvori der kan anbringes en gryde med kogende indhold, der pga. isoleringen længe kan holdes tæt på kogepunktet. Grød og andre retter, der kræver lang tilberedningstid, kan tilberedes energieffektivt ved høkogning. Retten brænder heller ikke på. Ved hjælp af den sparede min Mor meget på gassen.

Min Far havde selv lave vores. Den stod i køkkenet og var malet i en fin lyseblå farve.

Forretningerne i min barndom

På hjørnet af Jyllingevej og Søndervigvej lå der en lille købmand, som havde alle dagligvarer. Det var den forretning, som lå længst ude på Jyllingevej den gang – byen gik ikke længere. Lidt længere inde lå der en bager på hjørnet af Jyllingevej og Egholmvej. Det var vores bager. Et par gange om ugen kom der en stor brun kassevogn fra Schulstads brødfabrikker med nybagte rugbrød, som den gang hed ”et halvt mørkt maltet”. På taget af brødvogngen var der er sjov snurrende ventilator, og der duftede himmelsk af nybagt brød. Vi kunne også købe flødeskum i en medbragt mælkespand (Madam blå -type).

Bagerens kringle ses lidt til højre i billedet. Bemærk, hvor lidt trafik der var. Ved siden af lå nogle andre (små) forretninger, som jeg ikke husker – bortset fra farvehandler Grottrup, hvis facade endte ud mod sporvognens endestation. Det var linje 13.

Jeg fortæller senere om sporvognene

Sådan så ”Sløjfen” ud, da jeg var barn og ung. Sporvognen er en nyere model end den gamle. Fotografi fra 1957. I huset havde vognstyreren og de to konduktører en kaffe- frokoststue.

Skråt overfor Sløjfen lå det første Vanløse Apotek. Det fungerede hele min barndom og alle de år, jeg boede hjemme, men blev senere nedlagt og lagt sammen med apoteket i Jernbane Alle. Sådan så bygningen ud i 1924. (Jeg har ikke kunnet finde et nyere billede).

Lige inden for indgangen var der en lang skranke med plads til kunderne foran. I siderne var der massive lædersofaer til de ventende, for man fik nemlig ikke udleveret medicinen med det samme. Den blev for hver patient lavet efter lægens håndskrevne recept og efter lægens sammensætning af medicinen. Bag skranken stod farmaceuterne og bag dem var der en stor reol med masser af krukker og bøtter med diverse ”droger”, salver og pulvere. Det var ikke usædvanligt, at det tog en time at lave den ønskede medicin. Al medicin blev faktisk ”håndlavet”.

Overfor apoteket lå en række forretninger, som jeg husker ganske tydeligt. Først lå grønthandler Nielsens” skur”, for egentlig forretning kunne man ikke kalde det. En smal tarm med en lille disk og et gulv, som vist var faststampet jord. Ingen opvarmningsmulighed. Agurkerne var den gang dyrket på friland og var bestøvet af insekter, så de havde kærner. Det medførte, at nogle af dem blev bitre, og derfor skar grønthandleren et lille hak i hver agurk og smagte på den, før han solgte den. Bitre agurker blev kasseret.

Ved siden af lå Sæbehuset, en specialforretning for udelukkende (mange forskellige slags) sæbe. Så kom elektriker Dalskov og herremagasinet Chicago.

På den anden side af Skjulhøj Alle (som lå vinkelret på Jyllingevej) lå ”Kronen”, som egentlig var et udsalg for margarinefabrikken af samme navn. Den var nu blevet til en tredelt specialforretning for kaffe og the i den første afdeling, smør og margarine samt ost i den midterste afdeling, og diverse salater og charcuterivarer i den sidste afdeling. Det var en meget benyttet forretning med fine varer af høj kvalitet. I kaffeafdelingen fik kunderne malet kaffen på store kaffemøller, mens de ventede. Og i osteforretningen var der vand, som rislede ned ad ruden mod gaden (vist for at køle rummet ned). Smør blev hentet fra store smørdritler, afvejet og slået i form med træspatler med riller. Færdigpakket smør kendtes ikke.

I salat afdelingen var der så mange slags salater, at jeg ikke husker dem alle. Der var italiensk salat, russisk salat, fransk salat, peberrodssalat, og der var en del andre varer, som jeg dog ikke husker mere.

Lidt længere inde ad Jyllingevej lå boghandler Arnstrøms forretning, og ved siden af den farvehandler Martinsen og isenkræmmer Vagn Grue. Der købte man skruer og søm i dusinvis, ikke i pakninger. (”Isen” er en fordanskning af det tyske ord ”Eisen”, som betyder jern. Nutidens isenkræmmere har et noget andet varesortiment end datidens). Rundt om hjørnet, i samme bygning og lidt op ad Tryggevældevej lå Rasmines Rullestue, hvor min Mor fik rullet sengetøj og duge. Og lige ved siden af den lå vores herrefrisør Jørgensen.

Sådan så en tøjrullemaskine ud i min barndom. I den store kasse, som ligger oven på rulleskafterne (et af dem ses omtrent midt i billedet) lå der store sten som vægt. Kassen blev ført frem og tilbage af maskineriet.

Skråt overfor lå den statelige bankbygning fra 1933.

I gavlen, som ses på billedet, lå (og ligger) Landmandsbanken, som senere blev til Danske Bank. Det var vores bank. På 1. sal havde dr. K.E. Spodsbjerg konsultation. Han var vores familielæge. I den modsatte ende fandtes Vanløse Postkontor i stueetagen og Rodekontoret (Skattekontoret) på 1. sal. Som ung student var jeg en sommer ansat som fogedvidne på rodekontoret. I kælderetagen under banken lå Lindgreens Danseskole. Jeg gik i første eller var det anden klasse, da mine forældre syntes, at jeg skulle lære at danse. Det havde jeg bestemt ikke lyst til, men ”under gråd og tænders gnidsel” blev jeg nu hevet derhen og skulle danse med PIGER ! Det kostede både overtalelse og overvindelse at gå med til det. Og da mine klassekammerater fik, nys om det, blev jeg omgående kaldt ”solodanserinde på en pølsepind”. At jeg senere blev glad for at danse og til sidst endte på et konkurrencehold, er en anden historie.

På Jernbane Alle lå der en række dagligvare forretninger, hvoraf nogle ikke kendes i dag. Længst nede mod Jydeholmen og Vanløse station lå den gamle Vanløse Bio (som senere blev til et missionshus).

Biografen var nu meget pænere i min barndom.

Lidt nærmere stationen lå Jernbane Cafeen, som jeg svagt husker. Der var en stor sal bag cafeen.

Og så kom Vanløse Station, som oprindelig lå i terræn

men i 1940’erne blev til en station i forskudte etager, hvor S-toget kørte.

Midt oppe på Jernbane Alle lå fiskehandleres forretning i en kælder. Han have store flisebelagte kummer med levende fisk, husker jeg. En tynd, kraftig vandstråle sørgede for, at der var ilt nok i vandet. På den modsatte side (mod nordøst) lå først glarmester H.C. Hass, som familien benyttede til reparationer af vinduer og indramning af billeder Lidt længere oppe lå guld- og sølvsmed Hasselbalch-Christensen, en lidt fornem forretning, som havde en særlig ”gammel” lugt. Der var mørkt fløjl på hylderne og i skufferne. Og så kom Sygekassen. Da jeg var barn, måtte alle betale til Sygekassen, vist nok en gang om ugen. Afgiften var ikke indberegnet i skatten, men man havde en sygekassebog, hvori der blev stemplet, når man havde betalt. Uden gyldig sygekassebog kunne man ikke komme til læge

Sparekassen for København og Omegn havde til huse i en fornem granitbygning i nr. 66.

Den havde ikke almindelige bankforretninger, men mest indlån til bedre renter end i en almindelig bank. Bank assistenterne stod op ved høje skrå pulte, og hver postering blev skrevet ind i sparekassebogen i hånden ! Senere kom dog maskinstempling.

Lidt længere oppe mod Jyllingevej lå vores Kolonialhandel. Som navnet siger, handlede man især med varer fra ”kolonierne” (altså den gang, Danmark havde sine kolonier). Det var eksotiske krydderier og andre varer, man ikke kunne få andre steder. De havde nu også nogle kæmpestore tørre kryddere, som jeg en gang imellem fik til morgenmad med mælk på (øv, øv). Og næsten helt oppe ved Jyllingevej havde Chemnitz sin Spækhuggerforretning. Begrebet ”Spækhugger” som forretning kendes ikke mere. Det nærmeste er vel ”Charcuteri”. De havde specialiseret sig i overvejende flæskekød / svinekøds varer. Oksekød skulle man til slagteren for at få. Der lå naturligvis flere forretninger, men jeg har fortalt om dem, jeg husker bedst.

En gang om ugen (var det vist) kom en fiskemand forbi med sin ladcykel. Jeg husker, at han råbte ”sild er godt” og så noget mere om de varer, han nu havde med. Somme tider kom isbilen også forbi. Ja, det er ikke Hjemis, men en vogn fra Krystalisværket på Finsensvej på Frederiksberg

Køleskabe som vi kender dem i dag, fandtes ikke, men de mere velassorterede hjem havde et isskab, et nogenlunde isoleret skab med en stor skuffe, hvori man kunne lægge en blok af is, som så holdt madvarerne kølige, indtil isen altså var smeltet. Isen blev bragt ud af ismanden, som havde de store blokke på skulderen og en issyl i hånden, så han kunne dele isen op efter, hvad plads er nu var i isskabet.

Mine forældre have ikke isskab, men en kølig kælder med et flueskab, hvor madvarerne kunne stå frit, uden at fluer kunne komme til dem. På alle sider var der et fluenet, et meget fintmasket metalnet, som tillod fri passage af luften

Jeg har da i øvrigt også oplevet en mælkevogn, trukket af en hest, i sommeren 1963, hvor Anette og jeg var lægevikarer på Amtssygehuset i Brædstrup.

Dette er blevet et historisk billede. Sådan en vogn vil man aldrig mere få at se.

Bellahøj Bellahøj er et område i Københavns Kommune der blandt andet er kendt som hjemsted for Danmarks første højhusbyggeri. Stedet har tidligere, i perioden 1938-67 lagt plads til et årligt dyrskue for hele Vestegnens landbrugere.

Året efter krigens ophør blev der på dyrskuepladsen arrangeret en stor udstilling af krigsfly fra England. Jeg var der sammen med min Mor. Jeg husker de enorme bombefly, som vistnok var af typen Lancaster

Jeg har læst, at der var så lidt plads til agterskytten, at han ikke kunne have faldskærm på. Så hvis flyet blev skudt ned, havde han ingen chancer for at redde sig. De mange kanoner og maskingeværer, som strittede ud alle vegne, var lidt uhyggelige.

Krigens måske mest berømte fly var den engelske Spitfire

Et meget elegant fly med stor manøvredygtighed. Det var betagende at stå ved siden af det og endnu mere betagende at få lov at kravle op i det. Der var så mange instrumenter i cockpittet og næsten uhyggelig lidt plads til piloten. Da jeg sad i hans sæde, kunne jeg ikke nå op og se ud over næsen på maskinen, så jeg tænkte, hvordan kan piloten se at flyve. Men det var nok bare mig, som var alt for lille.

Dyrskuepladsen blev ellers brugt til de store landsstævner, hvor bønder fra nær og fjern kom og vise deres bedste kreaturer frem, og hvor maskinfabrikkerne udstillede deres nyeste maskiner. Skuerne var enorme tilløbsstykker, hvor dels alle københavnere, dels masser af mennesker fra Sjælland og øerne valfartede dertil. Jeg har været der flere gange. Det var noget, vi skulle se.

Uden for dyrskuetiden henlå pladsen som en stor grøn græsplæne, som fra en lille bakke skrånede blidt ned mod byen. Selve Bellahøj var ikke bebygget, men der lå en gammel gård, som var omdannet til den berømte restaurant Bellahøj.

Jeg har nogle billeder fra dyrskuerne:

Maskinudstillingen 1951

Hesteparade 1954

Garderhusarerne rider ind 1954

Danmark fik sine første højhuse i 1950 til 1956. De blev bygget på toppen af Bellahøj

og var den gang en sensation. Vi kaldte dem ”skyskrabere”. Målt med nutidens målestok er de nok ikke noget særligt. Officielt hed de ”Punkthusene på Bellahøj”.

Men med deres enestående beliggenhed og udsigt over byen, er de meget eftertragtede. Jeg cyklede forbi på vej til gymnasiet Efterslægten, mens de blev bygget. Efterslægtselskabets skole

Efterslægtselskabets Skole, åbnet i København som borgerlig realskole for drenge 4.3.1786 på initiativ af Selskabet for Efterslægten, stiftet året før af bl.a. J.Cl. Tode, Edvard Storm og Rasmus Nyerup.

Formålet for selskab og skole var i filantropisk ånd at danne nyttige borgere, der var duelige også i det praktiske liv. Under Storms ledelse undervistes bl.a. i tegning, fysisk træning og moderne fremmedsprog, mens gold udenadslæren og korporlig afstraffelse var bandlyst. Adam Oehlenschläger har beskrevet sin skolegang her med stor hengivenhed.

Skolens særpræg blev mindre udtalt, da den i 1881 besluttede at optage latinklasser og siden hen fortsatte som gymnasieskole. I 1919 blev skolen overtaget af Københavns Kommune og har fra 1958 også optaget piger. I 1993 forlod den sidste studenterklasse skolen, der herefter fungerer under navnet HF-Centret Efterslægten.

Der gik jeg i mellemskole og gymnasium og blev nysproglig student i 1955.

Sådan så skolen ud lidt efter min tid. Bygningerne i gården fandtes ikke. Den lå i udkanten af København i nordvest kvarteret og med Utterslev lige rundt om hjørnet. Der var nu ikke meget til bage af den gamle landsby, men gadekæret var der endnu. Og lige over for skolen lå der en malerisk gammel gård

1955

Sådan ser der ud nu.

Mit klasselokale

Sporvognene Sporvognene var det vigtigste offentlige transportmiddel under krigen og i mange år derefter. Københavns Sporveje blev nedlagt den 22. april 1972 efter at have været i drift i mere end 100 år. Materiellet var gammeldags og udslidt, og busdrift blev anset for mere rentabel. Men for mig var det eneste transportmiddel, for familien har aldrig haft bil. Jeg har kørt med meget gamle sporvogne, de lidt nyere og endelig, til sidst, de helt nye, såkaldte Düsseldorfere. Komfort var ikke eksisterende i de gamle sporvogne, og de kørte egentlig heller ikke særlig hurtigt. Når sporvognen nåede til et sted, hvor to linjer skulle skilles, åbnede vognstyreren et vindue helt fortil og stak hovedet ud og greb en lang stang, som han satte ned i sporet og selv skiftede retningen. Der var to slags billetter: en ”ligeud” og en ”omstigning”. Omstigningsbilletten blev klippet med en hultang til markering af starttidspunktet.

De første sporvogne blev trukket af heste. De er nu museumsgenstande. Men min barndoms gamle linje 13 så sådan ud:

Fotograferet på sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm

Linje 13 havde endestation på hjørnet af Jyllingevej og Ålekistevej. Den blev også kaldt ”Sløjfen”. De ældste sporvogne, jeg husker, var ret små vogne med en række sæder langs siderne på vognen og stropper i loftet til alle ståpladserne. Vognstyreren sad frit helt fortil, kun adskilt fra passagererne af to jernstænger. I gulvet havde han en lille pedal, som fik klokken til at give lyd, når han stampede på den. Den var eneste mulighed for at advare andre trafikanter om, at nu kom sporvognen. Hovedvognen var røgfri, mens bivognen var for rygere. Der var luftet til gengæld så tæt, at man som barn ikke kunne trække vejret. Nogen særlig komfort var der ikke.

Her er et billede af forskellige modeller, som jeg kørt med alle sammen.

Den nye Düsseldorfer var den mest luksuriøse

Ved Københavns Sporvejes 100 års jubilæum den 26.10. 1963 var der et optog af alle de gamle vogne gennem byen. Jeg stod på Valby Langgade og så det hele:

En sådan kavalkade af gamle vogne vil man aldrig mere få at se. Sporvognsskinnerne er fjernet, og de bedste køretøjer og vogne findes nu udstillet på Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm.

Ølvognene fra Carlsberg Et andet karakteristisk bybillede var ølvognene fra Carlsberg. I mine tidligste barneår var det almindeligt, at øl blev kørt ud med en særlig ølvogn, trukket af to eller fire meget store og kraftige bryggerheste. Da udbringning med biler overtog transporten, var bryggerhestene og ølvognen med på mange dyrskuer og andre opvisninger.

Foran Carlsberg Bryggeriet

Frederiksberg Runddel

Da jeg som nybagt student i sommeren 1955 var bryggeriarbejder på Carlsberg var de store hestestalde endnu i brug med mange heste i båsene.

Jul i København Mens jeg var dreng og ung voksen var der hvert år juleudsmykning på Strøget i København, og de mange stormagasiner kappedes om at lave den bedste juleudstilling i deres vinduer. Det var hele vinterlandskaber med mange nissefigurer, som kunne bevæge sig og køre rundt. Alle juleudstillingene var lavet meget fantasifuldt, og de var et så stort tilløbsstykke for børn og deres forældre, at der ofte var lang kø ved hvert vindue for at komme til at se det hele. Det var en stor oplevelse for os børn. Noget lignende findes nu i Tivoli’s store julemarked. Her er et par billeder fra Strøget i 1961

Der var frisk gran i guirlanderne og almindelige el-pærer i lyskæderne.

Det gamle Trykkeri Både min Farfar og min Far var bogtrykkere. Bogtrykkunsten er meget gammel, den blev opfundet af Johan Gutenberg i 1400 tallet. Før den tid blev alle bøger skrevet i hånden, men Gutenberg opfandt ”bevægelige” bogstaver, ”typer”, en for hvert bogstav, som kunne sættes sammen til ord og bogsider, så det var muligt at lave mange aftryk af teksten, når den først var ”sat”. Man skulle naturligvis have mange af hvert bogstav, for der går jo mange bogstaver af samme slags til at danne en sætning. De bogtrykkere, som ”satte” teksten, blev kaldt ”sættere”, og de, som trykte den færdigsatte side, blev kaldt ”trykkere”. Så man havde før i tiden et ”sætteri” og et ”trykkeri” i samme bogtrykkeri. Min Farfar var sætter, og min Far var trykker, det blev også kaldt typograf. Alt var håndværk i starten, men blev hurtigt mekaniseret ved opfindelsen af trykkemaskiner. Nu sammensættes tekst og billeder elektronisk, og derfor er den gammeldags bogtrykkunst nu historisk. Men jeg har nået at fotografere det gamle trykkeri og kan derfor vise, hvordan man lavede blade og bøger helt frem til 1960. Mine billeder eræ taget i 1958

Sådan hed min Farfars og min Fars trykkeri. Det lå lige i centrum af København med Rådhuset som omtrent nærmeste nabo. Dette er forsiden på en lille lommebog, de udgav hvert år. I Stormgade 12 lå Carl Permins Vinhandel helt ud til gaden, og i bagbygningen på 1. sal lå trykkeriet. I baggård nr. 2 lå et gammelt pakhus. I snævre skakter mellem husene ynglede rådhusduerne.

Min Farfar

Sætteriet

Trykkeriet med en af de store maskiner

Min Far ved en af de små maskiner

Trykkeriet blev i 1960 flyttet til mere moderne lokaler på Nordre Fasanvej 103 på Frederiksberg. Min Farfar døde kort tid efter, og min Far var så ene indehaver af trykkeriet. Han solgte det i 1975, samme år som han døde.

Her er min Far på kontoret i det nye trykkeri.

Uddannelse Allerede, mens jeg gik i 2. g var jeg klar over, at jeg ville være læge. Jeg var så heldig, at jeg – modsat mine forældre – selv måtte vælge min udannelse. I september 1955 startede jeg på det medicinske studium ved Københavns Univesitet. I 1957 mødte jeg Anette, vi blev forlovet i 1958 og gift i 1962. Vi boede begge hjemme til vi blev gift og var så heldige at få en kollegielejlighed hurtigt derefter. Kollegiet Solbakken på Rektorparken, lige ved Vestre Kirkegård i København, blev vores første hjem.

Det var – for studenter – en luksuslejlighed på to pæne værelser, et lille køkken, et bad og en lille bitte entre. Der var altaner både mod nord med udsigt til Carlsberg Bryggeriet og mod syd over Kirkegården. Vi boede på 4. sal i nr. 12. Huslejen var – altså i 1962 – 285 kr. pr. måned (ret dyrt). Værelserne var møbleret (med billige møbler fra Brugsen), og vi fik en skænk forærende af min Farmor og fik os indrettet rigtig hyggeligt.

Udsigten over Vestre Kirkegård

Der var en dejlig udsigt over København fra 11 etage. Carlsberg Bryggeri ses nederst i billedet. Bryggeriet er nu nedlagt og flyttet til Fredericia. I stedet er der lavet et stort uddannelsescenter.

Fra nord altanen kunne vi se over til Carlsbergs æresbolig med væksthuset og ”Pompejisalen”

Vi blev begge læger i januar 1965 og havde søgt turnus på Amtssygehuset i Brædstrup, et lille landsygehus, hvor vi var de eneste kandidater, men til gengæld var med i hele behandlingen af patienter. Vi ville have en solid basisuddannelse, for vores mål var at blive praktiserende læger. Vi fik en tjenestebolig i stueetagen på et hus i Bjerregade nr. 6. Den var rigtig dejlig og hyggelig, Og i Brædstrup blev vores to første børn født.

Vores stue

Vi blev der i 4 år og havde egentlig tænkt os at blive i Jylland, men skæbnen ville det anderledes, for vi havnede i Nykøbing Falster. Her blev vores to sidste børn født. Anette uddannede sig til praktiserende læge, og jeg uddannede mig til speciallæge i Diagnostisk Radiologi, det vil sige røntgenundersøgelse, ultralydscanning og CT scanning. Anette var i en årrække byens eneste kvindelige praktiserende læge (kvindelige læger var ikke så almindelige den gang). Og jeg blev i 1975 overlæge på Radiologisk Afdeling på Centralsygehuset i Nykøbing F. (hedder nu Nykøbing Sygehus). Jeg blev dr. med. i 1982 og gik på pension i 2001 efter næsten 27 år i tjenesten. Samme år gik Anette også på pension. Vi har stadig hinanden og har den 26. maj 2017 været gift i 55 år.

Den store ingeniørkunst Danmark er et land med mange øer, og bare i begyndelsen af det 19. århundrede måtte man sejle fra landsdel til landsdel. Men Danmark er også kendt for at have dygtige ingeniører, blandt andet inden for brobygning.

Den gamle Lillebæltsbro blev åbnet i 1935, og allerede to år efter, i 1937, blev Storstrømsbroen åbnet, året efter, at jeg blev født. Begge broer var nærmest sensationelle byggerier. De er meget forskellige i konstruktion, Lillebæltsbroen er en gitterkonstruktion.

Den største del af Storstrømsbroen består af ca. 60 m lange stålbjælkefag, mens der over sejlrenden er anvendt tre overliggende stålbuer med en spændvidde på hhv. 102 m, 136 m og 102 m. Med sin længde på 3210 m var Storstrømsbroen i næsten 30 år den længste bro i Europa, og den forblev den længste vej- og jernbanebro frem til færdiggørelsen af Storebæltsforbindelsens Vestbro.

Jeg kan naturligvis ikke huske åbningen af Storstrømsbroen, men jeg erindrer tydeligt, at man omtalte broen som et enestående bygningsværk, og da jeg første gang kørte med toget over broen, var det som at opleve en verdenssensation. Nu er den slidt og ved at falde fra hinanden, mens man stadig ikke kan blive enig om bygningen af en ny Storstrømsbro til både jernbane og biltrafik.

Farøbroerne Farøbroerne, der forbinder Sjælland med Falster, består af to broer, en nordlig lavbro og en sydlig højbro. De blev bygget i årene 1980 til 1985. Den høje (syd) bro krydser Storstrømmen mellem Farø og Falster. Det er en skråstagsbro. Broen er 1.726 meter lang, længste spændvidde er 290 m, den maksimale højde mellem vandet og brofaget er 26 m, og det er ophængt i 95,14 m høje tårne, som blev færdiggjort i 1984. Det var en af de første skråstagsbroer i Skandinavien (den første var Strömsundsbroen). De to tårne, som bærer spændet, er 'diamant' formede konstruktioner, rejsende sig fra et enkelt punkt ved vandoverfladen op på hver side af brofaget, for så igen at forene sig i ét punkt over midten af broen. Der er kun én række af ophængskabler, og den går langs midten af kørebanen. Broerne blev indviet i 1985 som aflastning for Storstrømsbroen fra 1937, der længe havde haft svært ved at klare det stigende trafikpres. Farøbroerne var med deres godt 3.300 meter (Storstrømsbroen havde den gamle rekord med 3.199 meter) Danmarks længste broforbindelse indtil indvielsen af Storebæltsforbindelsen i 1998 (længde mere end 13 km). Motorvejen over Farøbroerne er en del af de europæiske Europaveje og har numrene E47 og E55.

Jeg fulgte med, mens broerne blev bygget, og jeg var med til at indvie Farøbroerne i 1985 ved at gå over dem begge. Jeg har fotograferet hele det enorme projekt og synes, at læseren skal se hvordan opførelsen skred frem og tog form for til sidst at fremstå som Danmarks mest elegante bro.

Billeder af bygningen af Farøbroerne

Set fra Farø mod Falster

Set fra Falster

Udsigt fra Farø mod nord

Udsigt fra Farø mod vest

De store brofag blev lavet på et skibsværft – jeg husker ikke hvor - og sejlet til Farø, hvor en kæmpeelevator løftede dem op i den rette højde, hvor de så blev svejset sammen med de øvrige brofag. På dette billede samles de sidste, midterste brofag. Nu er broen hel og landfast.

En af arbejdsbådene og den gamle Storstrømsbro

Danmarks smukkeste bro

Dronning Margrethe åbnede broen den 4. juni 1985 på en dag med ”postkortsvejr”, som hun selv sagde i sin tale.

Det var en festdag med bromach med masser af mennesker og store optog på broerne

Guldborgsundtunnelen

Guldborgsundtunnelen er en firesporet tunnel, der fører motorvejen (Europavej E47) fra Falster til Lolland under Guldborg Sund. Tunnelen blev bygget 1985-88 og er 460 m lang fra portal til portal, 20,6 m bred og 7,6 m høj. Den blev bygget ved anvendelse af sænketunnelmetoden og er sammensat af to tunnelelementer, der hver er 230 m lange. Disse blev bygget i en byggedok på Lollandssiden, der senere kom til at rumme den ene nedkørselsrampe.

Tunnelen udgør en vigtig forbindelse på Sydmotorvejen (Europavej E47) og har siden åbningen d. 7. juni 1988 aflastet især Guldborgbroen beliggende få kilometer nordligere.

Oprindelig blev tunnelen og tilstødende vejanlæg pga. besparelser anlagt som en 2-sporet motortrafikvej, som forholdsvis let kunne udvides til en 4-sporet motorvej. Væksten i trafikken har med tiden nødvendiggjort udvidelsen for at kunne opretholde forbindelsens serviceniveau og undgå, at Guldborgsund lige som i tiden før tunnelen er en flaskehals. Udvidelsen fra motortrafikvej til motorvej blev indviet d. 2. november 2007.

Også Guldborgsund tunnelen har jeg fotograferet fra den tidlige byggefase til den færdige tunnel, og jeg har minsandten også gået gennem tunnelen, både før den blev indviet og ved selve indvielsen. Det er Danmarks første sænketunnel.

Cementfabrikken

Tunnelrøret støbes

Støbegraven

Elementene blev støbt i en stor udgravning på Lolland-siden

Det næsten færdige tunnelrør

Lige før der bliver åbnet til Guldborgsund.

Slæbebåden er på plads

Udgravningen er fyldt med vand og tunnelelementet klar til at blive trukket ud.

Der åbnes

Tunnelelemenet ligger meget dybt i vandet, men toppen kan lige skimtes til venstre i billedet.

Svitzers største slæbebåd assisterede ved bugseringen Billedet er taget i en sen aftentime med næsten intet dagslys

Tunnelrøret er på plads

Alle billederne er taget i 1986.

Sådan ligger tunnelrørene nedgravet på havbunden De er gravet så dybt ned, at selv dybtgående skibe kan sejle hen over tunnellen.

Ja, det var min beretning om ”gamle dage”. Om mine børn kan huske de store byggerier af bro og tunnel, ved jeg ikke, for ingen af dem var voksne den gang. Begivenhederne for endnu længere siden er ren historie. Efterhånden er der vel ikke mange tilbage, som husker krigens år, og derfor er det vigtigt at høre om tiden fra et ”øjenvidne”. Jeg har fundet mange billeder på Nettet til illustrering af, hvad jeg har fortalt, men siden 1954 har jeg selv været flittig fotograf. Gamle filmruller er blevet digitalt scannet, diapositiver ligeledes. Det har været et meget stort arbejde at finde billedmaterialet frem, men takket være, at jeg omhyggeligt har ført notater om mine optagelser helt fra 1954, har det været muligt at finde de rigtige billeder frem. Der kan sættes dato og årstal på alle mine egne optagelser. Jeg har også et arkiv af optagelser fra København fra 1955 og flere år frem, en del af dem er nu historiske, fordi de er af huse og gader, som ikke eksisterer længere. (Men mon dog ikke Københavns Bymuseum har tilsvarende billeder).

Slut på en Vanløsedrengs fortælling