KIRKEBLAD Marts – August Lumby Og Stige Sogne
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
KIRKEBLAD Marts – August Lumby og Stige Sogne Årgang 49, nr. 1 2018 ARTIKLER Præstefugl på forårstræk Så gik den vinter - og som en anden træk- foran sig, hvor skoven endte og der kun fugl smutter præstevikaren videre til et var himmel. Man skulle helt op, før ver- nyt embede, denne gang et par måneder den kom tilbage og solen skinnede over i Munkebo. Det er ikke et sted, jeg rigtigt skovomkransede marker, der faldt ned kender i forvejen, og alligevel føler jeg en mod den store Arresø. Vejen drejede til tilknytning, for dér på kirkegården ligger venstre og øjnene fangede Vinderød Kir- min Tante Sus. Og det er sjovt, som det at ke. Fin og rød stod den, med kirkegården kende nogen på kirkegården kan binde os omkring sig, som et skørt der var bredt til et sted, også selvom vi ikke har været ud over bakken ned mod vandet. En der i årevis. fornem kirke og en stor kirkegård til en ganske lille by. Det har sin forklaring, for Da jeg var lille, kørte jeg ofte på kirkegår- når man dør i Frederiksværk, bliver man den med min mormor. Der var et godt begravet i Vinderød. Her - midt ude på stykke vej - man skulle sno sig gennem landet - er industribyens historie skrevet skoven helt til Verdens Ende - Træerne på gravstenene. stod høje og mørke langs den smalle vej, det gik stejlt opad, indtil man så åbningen Den grav, vi søgte, var ”Snedkermester 2 Johan Frederik Johansens Familiegrav- koks på gulvet i skuret, som man skulle sted”. Det lød så flot, og selv om min ti- uden om for at komme på lokum. poldefars sten var stor og mørk og gam- meldags, skræmte den mig aldrig. Man Om det også var det hus, snedkermester vidste jo, hvor man havde ham. Genera- Johansen havde sit værksted i, ved jeg tionen efter var det værre med: Her var ikke. Faktisk ved jeg ikke særligt meget tiderne skiftet, det var ikke længere pas- om ham - men turen til Verdens Ende og sende at ”prale” på en gravsten. Døden videre til Vinderød må han have kendt var blevet privat, kun for de pårørende, godt. Det var jo snedkeren, der byggede og derfor har mine oldeforældre hver sin byens kister, og derfor var han også be- lille sten med teksten ”Mor” og ”Far”. Det demand. Det hverv gik i arv først til min lagde sig i mig som den idé, at her var der oldefar og så til min mormor, der ofte gjort klar til min mor og far, og jeg tror pralede af at have udkonkurreret alle de først det var da min morfar døde og fik andre bedemænd i Frederiksværk. en helt normal sten med navn og datoer, at generationssammenhængen på kirke- Nu ligger hun selv deroppe, med udsigt gården gik op for mig. over søen. Min far ligger i Borup, min far- mor i Skals, og Sus altså i Munkebo. Hvor Når vi så havde luget og revet, vandet og jeg selv skal ligge ved jeg ikke (… men sat nye blomster, var det gerne blevet tid måske på Tårnborg kirkegård, for der er til frokost. Somme tider kørte vi til Lynæs udsigten også ret god). Det er ikke sådan og spiste fiskefileter på havnen, andre at vide med de trækfugle! gange gik turen bare hjem til det lille gule hus på Jernbanegade. Det var verdens Med tak for denne gang, hyggeligste sted for en lille pige, fyldt med nips og nisser og en kæmpe bunke Anne Kathrine Rafn Hauge Lumby Tårup under besættelsen* Artikel skrevet i kirkebladet oktober 1975 af pastor Prip, formidlet af Annelise Bæk Hansen Når man kører ud til lufthavnen i Bel- krigen. Lumby Tårup hørte ikke til de dringe og glæder sig over en nem og hårdest ramte områder, for byen kom hurtig forbindelse til København, tæn- til at ligge uden for det egentlige luft- ker man ikke på de mange menneske- havnsområde, men man fik alligevel at lige problemer – i mange tilfælde tra- mærke, at man havde fået en besværlig gedier – som udspandt sig i forbindelse nabo. med anlægget af lufthavnen under 3 Først kom der en nervepirrende tid, Fra krydset ved Bladstrupvejen gik mens ekspropriationerne fandt sted. grænsen over markerne vest for Tårup Tyskerne forlangte alle huse inden for by. Arnold Andersen måtte afstå 11 området rømmet, bl.a. hele Allesø by, tønder land. Han måtte sælge den ene og problemerne i Lumby Tårup var, om af sine heste af samme grund. I den del deres gårde kom til at ligge indenfor af hans marker, han måtte afstå, anlag- eller udenfor. Gårdejer Arnold Ander- de tyskerne et flyverskjul: store jord- sen har fortalt til kirkebladet om denne volde og net, som kunne skjule syv-otte spændende tid. flyvemaskiner, der stod parkeret derin- de. Fra loftsvinduer i Lumby Tårup kun- Det blev efterhånden klart at selve ne man se maskinerne, mange af dem Lumby Tårup slap fri. Grænsen til luft- var helt nye, lige fløjet herop fra Tysk- havnsområdet gik lige vest for vejen til land for at undgå de engelske bombar- Lumby Tårup. Her blev Bladstrupvejen dementer. Da englænderne kom efter spærret med en bom, og kun soldater befrielsen, blev alle flyvemaskiner sam- og arbejdere til flyvepladsen fik ad- let ved hangaren i Allesø og sprængt i gang. Det hændte også, at trafikanter luften. til Tårup måtte standse og vise passa- gerseddel til den tyske vagt ved bom- Langs vejen op til Tårup blev der byg- men. get en hel by af barakker, hvor den ty- ske organisation Todt** holdt til. Her 4 var kæmpemæssige lagre af maskiner ning, men tydeligt nok først og frem- og materiel til bygning af lufthavnen. mest for at komme i et rigtigt hjem. De Et minde om lejren kan man endnu se var ikke helt ædru og forsikrede straks, ved Poul Højvangs gård***, hvor der at de ikke var tyskere men østrigere. ligger en stor bunker, bygget af tysker- – Det hørte dog til undtagelserne, i al ne som beskyttelsesrum. Gårdene i almindelighed mærkede man ikke me- Tårup fik også opført beskyttelsesrum, get til dem. Der kunne være praktiske og to gange var Arnold Andersen og problemer, som f.eks. når drænrørene hans familie derude en nat igennem, skulle renses, og de lå inde på lufthav- mens engelske maskiner blev beskudt nens område, men bortset fra det gik fra lufthavnen. En gang kiggede Arnold tiden bedre, end man kunne have fryg- Andersen op og så en engelsk maskine tet. Husene langs Bladstrupvejen inden blive skudt i brand. Den strøg som en for lufthavnsområdet blev i krigens sid- ildkugle mod syd og faldt ned i nærhe- ste tid fyldt op med flygtninge. De kom den af Sanderum. sommetider og tiggede lidt æg, men ellers mærkede man heller ikke meget Arbejdet med anlægget af flyveplad- til dem. Da tyskerne kapitulerede, ryk- sen trak en mængde tvivlsomme eksi- kede englænderne ind på flyvepladsen. stenser til egnen. Der kom mærkelige Arnold Andersen så, da tyskerne mar- mænd og anmodede om at få heste cherede bort. Det var et ynkeligt syn, opstaldede i gårdene i Tårup. De var vil- de sjoskede af sted med trækvogne lige til at betale næsten, hvad det skulle og barnevogne med deres få ejende- være – de kunne hurtigt tjene penge- le. Men selv her var der standsforskel. ne ind ved at arbejde på flyvepladsen, Pludselig kom en tysker ridende, og to hvor der blev svindlet stor stil. gamle flygtninge udbrød fulde af ære- frygt: ”Oberstløjtnanten”. Nu fulgte en besværlig tid. De tyske an- læg skulle fjernes, og arbejdere strøm- mede til fra nær og fjern. Arnold Ander- sen blev opfordret til at pløje omkring hangaren, men jorden var så hård, at ploven blev ødelagt. Der blev lagt tip- vognsspor ud, så man kunne køre jor- den bort. Skinnerne hentede man fra tyskernes store depoter i Allesø, og Tyskerne mærkede man ikke meget til. tempoet var ikke overvældende. En En juleaften kom en patrulje ind til -Ar hestevogn kunne transportere tre spor, nold Andersen under påskud af, at der og man kunne lige nå ét læs om formid- var noget i vejen med hans mørklæg- dagen og ét om eftermiddagen. Det var 5 ikke de bedste menneskelige egenska- ber, der kom frem i denne tid. Mens englænderne var på flyveplad- sen, blev der holdt fest for dem i Lumby Forsamlingshus. De danske deltagere medbragte mad til gæsterne, en eng- lænder satte sig til klaveret, og så feste- de man for de populære befriere. Den sidste tid, før området blev givet frit, overtog danskerne bevogtningen af flyvepladsen, og efterhånden be- *Hitler ventede en invasion af allierede gyndte området at vende tilbage til en tropper på den jyske vestkyst. I tilfælde mere normal tilværelse, men endnu af, at hele den jyske vestkyst blev for- kan man se sporene af krigstidens an- vandlet til én frontlinje, skulle man tæn- læg. Hvor ringvejen har gået rundt om ke på forsyningerne både af mandskab lufthavnsområdet, står afgrøderne den og fødevarer til de tyske kamptropper dag i dag ringere end på markerne ved op og ned langs hele vesterhavskysten. siden af – der er for meget grus i under- Dertil behøvede man en lufthavn i pas- grunden. sende, men central afstand fra kampzo- nen. Det skulle selvfølgelig være et sted C.V. Prip (1975) med gode fødevareforsyninger. Som- meren 1943 drøftede man placeringen, og tyskerne besluttede sig til et område nord for Odense på det flade Slettens Land i Beldringe og Allesø. Det betød, at 200 familier måtte flytte i 1944. Sel- ve flyvepladsen skulle ligge i Beldringe, mens Allesø og Tåstrup skulle bruges til indkvartering af tyske soldater, til depoter, flyverskjul og hangarer.