a t e l a e e R

s f a

u t e v i h g d n U e s o R

mm Rosenhuset Realea 14,5

. . . . , l f s i k k i e b b e n v e g a t r r e r a a d g g r e m

s r . i n a e a k k l i g e g o g e o a l r r g

s s y d n l n l m v g e e u a i i i g e

l b l l e e t n g k v y v l n a s s p k

s a y r e m i b s u m r t e a o b D i r v b o y

k a o e

.

æ

t

s m i f n d s n v å

v

s g

a w i o , a u

p a e

e o n e t g r d

n d r i

r w

l n r

e f d a e v n r

g o

a g e e n l w r l e e l a e v r n i

l e j e l i e

u å t

p

h l e å r f R e

t t d t

t g k i p e a k m s i t t g e m

t r i e o r e l v e l e e

e t m e n t j o

r d r e r s v i d e 6 f r g e e -

i e k o k e d n l u b l e æ 5 i s f

r i

6 d

e f

e m t 2 r r p

a i m n r t 5 S - o r g

h e

r o g i 0 e a

e o 2 / f s r o o g b

3 e

f t d d f 0 t r A 2 e o a

p e n

æ o 2 3

r e p s k L å 9 m a r

g 2 s e s - k r l a

e h e 7 d l i e

e s i 2 e 8

t a t v - a f g S 9

E 8 e e a n 7 l 7 i R m 9 8 a

n

o : 8 e g s N 7 R

y B g S 9 B I o Omslag TUBORG -Realea Stift 2100432_OMSLAG STIFT 09/06/10 10.27 Side 1 Side 09/06/10 10.27 STIFT Stift 2100432_OMSLAG -Realea TUBORG Omslag Rosenhuset Rosenhuset

© Realea A/S 2010

Tekst og redaktion: Realea A/S, Carsten Thau og Hans Scheving Bogens interview: Cand. mag. og journalist Jakob Aahauge

Fotos og illustrationer: Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af Arkitekturtegninger: 8, 21, 28, 46, 48, 49, 50, 54, 68n, 69n, 70n, 71n, 98 Arkivet. Carlsberg: 14, 19, 57, 59, 73, 78, 81, 85, 86, 93, 99 Fotograf Kurt Rodahl Hoppe: 6, 11, 27, 29, 30, 32, 35ø, 39, 42, 56, 58, 62, 63, 66, 82, 83, 90-91, 95, 100, 105, 107, 109, 110, 115, 116, 117, 118, 119, 120v, 120m, 121v, 121m, 125, 128 Fotograf Kira Ursem: 13, 26, 35n, 41, 43, 53, 60, 64, 65, 74, 76, 97, 101, 103, 120h, 121h, 122, 130 Bertelsen & Scheving Arkitekter: 68ø, 69ø, 70ø, 71ø, 94, 96, 102 Kunstindustrimuseet: 16 Realea: 89

Omslagsfotos: Fotograf Kurt Rodahl Hoppe

Layout: Realea A/S og OAB-Tryk a/s

ISBN 978-87-92230-25-6

Bogen er sat og trykt af OAB-Tryk a/s, Odense

Realea er et helejet Realdaniaselskab Rosenhuset

Udgivet af Realea Forord

”De kunne ikke flytte ånden med, da vi flyttede 1912-14 efter tegning af arkitekt Anton Sophus over i den nye administrationsbygning. Det var Rosen (1859 - 1928), der er en af periodens frem - noget ganske særligt at være i Rosenbygningen. trædende danske arkitekter. Som en af få arkitek - Når man kom ind i den om morgenen var det ter herhjemme lykkedes det ham at få opført som en lise for sjælen. Den store hall, som alle bygninger præget af stilarterne l’art noveau og skulle igennem uanset, hvor man skulle hen, var Arts & Crafts, som i Danmark også kaldes skøn - bygningens hjerte. Her stødte man altid ind i folk, virke. Rosenhuset er et af eksemplerne. der også var på vej. Ned fra øverste etage vokse - Rosen holder af det ornamentale og står langt de der lange grønne hængeplanter, dekoreret fra den gryende funktionalismes puritanisme. Ved med nogle af Kaj Bojesens træaber. Der var lys og Landsudstillingen i Århus i 1909 viser han med der var luft og rislen fra springvandene. Det var sine udstillingsbygninger et greb om helheden, som at komme hjem.” en sikker konstruktiv sans og en fin fornemmelse for dekorativ og konstruktiv anvendelse af bygge - - Bjarne Hansen – ansat 1962-98 – materialer, der hæver hans arbejde til den inter - bl.a. som redaktør i Informationsafdelingen. nationale scene. I den nye arkitekturs bygninger I Rosenbygningen fra 1962 til 1965. er der nemlig tale om meget mere end dekora - tion. Det er et fælles kendetegn ved de mest am - bitiøse af værkerne, der også kaldes “gesamt - Rosenhuset på Strandvejen 54 i Hellerup er op - kunstværker”, at de forsøger at skabe en hel ver - ført som administrationsbygning for Tuborg i den i værket. Rosenhuset er ikke en undtagelse.

4 Rosenhuset indtager en markant position in - løb, motiver og farver, men også en række af de den for dansk erhvervsbyggeri i årene omkring detaljer som direktørkontorets møblement, ure, 1900 med sin tunge og solide, kubiske krop i lamper, gardiner, planter og skilte, der har været kombination med den sprudlende overflod af en del af husets oprindelige og samlede udtryk og detaljer. Bygningen bærer overalt præg af et univers. meget højt kvalitetsniveau i materialevalg og i Et gesamtkunstværk mister noget hver gang, den håndværksmæssige udførsel og detalje - man visker en detalje ud. Med restaureringen og ringsgrad. Da bryggeriet med Rosen som arki - denne udgivelse har Realea ønsket at rekonstrue - tekt opfører sin nye administrationsbygning og re flere af de brikker, der har manglet i det sam - ankomstanlæg, er det samtidigt et teknisk in - lede værk. Stor tak til Carsten Thau og Hans novativt værk, der bliver besøgt af bryggere fra Scheving for deres bidrag og behjælpsomhed i mange dele af verden. tilblivelsen af denne udgivelse om Rosenhusets Realea køber Rosenhuset i foråret 2007 og har arkitektur og restaurering. Også stor tak til Jakob netop afsluttet en gennemgribende restaurering Aahauge og den række af tidligere medarbejdere, af bygningen, der især har koncentreret sig om at der i interviewform giver os glimt af det liv, der genskabe det oprindelige, sammensatte værk, har udspillet sig i husets næsten 100-årige hi - som huset er. Ved hjælp af bl.a. Carlsbergs arki - storie. ver, tidligere ansatte og bygnings- og farvearkæo - logiske undersøgelser er det lykkedes at genska - be og rekonstruere ikke blot overflader, rumfor - Realea, juni 2010.

5 Konstellationen mellem stenenes massevirkning med det irrede kobbers fine detaljering er et gennem - gående træk ved bygningen. Trappen, der fører til indgangen i hjørnetårnet, er vejen ølkuskene i sin tid gik, når de skulle aflægge regnskab i Rosenhuset.

6 Af cand. phil. Administrationsbygningen Carsten Thau, professor ved for TUBORG Kunstakademiets Arkitektskole

Vi kender alle Selv de mest velkendte af Rosens arbejder som bygninger tegnet af Rosen Palace Hotel, der indgår i alle borgeres billede af For det brede publikum i nutiden er den ældre hovedstadens flimrende rådhusplads, indeholder arkitektur fra omkring år 1900 nok seværdig, og mystiske, lettere bizarre, motiver, som er svære noget der giver et vist dybdeperspektiv, men op - at begribe – eksempelvis den udkragede baldakin fattet i forbifarten blot fænomener, der afkodes i granit over hovedindgangen. Et motiv, Rosen igennem øjenkrogen som frembringelser fra ”en - dog også senere fortrød. gang” – dér tilbage – som en fast bestanddel af tapetet, noget, man nok påskønner, men ikke levner mange overvejelser. Og måske er det så - De kendte bygninger dan, som Walter Benjamin har sagt det, at arki - At have ikon-status betyder for en bygnings ved - tektur overhovedet tilegnes i en adspredt sinds - kommende, at den er så indarbejdet og gengivet tilstand. i så mange sammenhænge, at udsagnet tømmer Befolkningen er i dag utvivlsomt fascineret af sig og blot og bart bliver til et billede på sig selv. I det, der tegner sig solidt over tid, samtidig er Palace Hotellets tilfælde som bestanddel af en be - man på den anden side intrigeret af den måde, rømt lokalitet og noget, man primært afkoder i ældre huse trækker sig tilbage på, idet de bevarer forbifarten. mange hemmeligheder om, hvorfor de fik netop Anton Rosens hus til Tuborg har ikke helt den udformning. Deres historiske kontekst ken - samme ophøjede ikon-status. Det besidder næp - der vi ikke på stående fod. pe heller den selvfølgelighed, der knytter sig til en Dette gælder i høj grad for Anton Rosens ar - fremtrædende position i folks bevidsthed, om bejder, selvom de er relativt tæt på os i tid, og for end det så afgjort hører til blandt hans allerbed - hovedværkernes vedkommende blot ligger 100 ste værker. år tilbage. Det gælder i udtalt grad hans admini - Et ikon er derimod Metropol-bygningen på strationsbygning for Tuborg, men overhovedet Strøget på hjørnet af Frederiksberggade og Kat - en række af hans vitale værker. Netop fordi de er tesundet. Der er her tale om et ualmindelig ka - ’maleriske’ og i den grad opsat på kommunika - rakteristisk hjørne af en forbløffende og helt tion via deres motiver og udsmykning, bliver igennem udansk skulpturel karakter inspireret af spørgsmålet om forståelse vakt til live. en bygning i Sevilla. Metropol tilhører en type,

7 Metropolbygningen i København, tegnet af Rosen i maj 1907, beliggende på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet.

der repræsenterede dristighed, modernitet og 1920’erne ombygget til biograf, uden at Rosen bygherrens økonomiske slagkraft i europæiske var involveret i dette. Helt vidunderligt er det, at storbyer omkring år 1900. vi derfor nu kan genopleve Tuborg-bygningens Metropol-bygningen og Rosens etageejen - prægtige interiør, meget tæt på hvordan det blev dom på Vesterbrogade, Løvenborg, er nogle af frembragt af Rosen og hans tegnestue. de mest internationale huse i periodens Køben - Hvorfor bevarer vi ældre huse? Kan nutiden havn. De har fjernet sig langt fra den nationale ikke præstere glimrende bygninger, der er æste - romantik, der endnu gør sig gældende i andre tisk tilfredsstillende, tilpasset moderne funktions - arbejder af Rosen. Metropol-hjørnehuset er krav og præget af eksisterende standarter for ødselt i det dekorative, det er kosmopolitisk og komfort? Jo, utvivlsomt. Dog sætter vi pris på at teatralsk. have en vis mængde visuelt stof fra fortiden. En - På samme måde som Palace Hotellet har mis - kelte stiller sig (i det mindste skjult) kritisk over - tet sit interiør, fremtræder også Metropolbygnin - for spørgsmålet om, hvorvidt vi skal bevare for - gens etage i gadeplan i dag som de fleste i den del tidens huse. Også arkitekten Rem Koolhaas, hvis af byen efter at have været anvendt til en lang tanker aktuelt diskuteres på verdens arkitektur - række skiftende forretningsformål. Den blev i skoler, stiller sig skeptisk over for lidenskaben for

8 Postkort af Københavns rådhusplads fra begyndelsen af 1900-tallet med Martin Nyrups rådhus til højre og Rosens Paladshotel med det høje tårn midt i billedet.

bevaring, som den finder sted i form af restaure - kegang. Men forestillinger vedrørende et indre ring af ældre bydele, idet han mener, at fortiden vandmærke og en særlig national bonitet i kultu - fremtræder kulisseagtig og ’spist op’. Det er givet - ren opfattes i dag som romantiserende. vis rigtigt, at fortiden efterhånden opleves som Er Rosens værker i dag for den almindelige noget, der blot er en art information i modsæt - forbipasserende mon reduceret til forbløffende ning til, hvordan man gik til det historiske i den konstrukter og rene visuelle kulisser? Ikke helt! nationale romantiks tidsalder frem til Anton Ro - Ganske vist er Palace Hotellet for mange i første sen og ikke mindst hans generation af lærere på række en visuelt fortrolig del af bybilledet, men Kunstakademiets Arkitektskole. Her blev Dan - hotellets bagside, med Grand biografen og ind - marks oldtid og middelalder set i forening med gangspartiets tunge trappepartier i granit, har ar - den nyeste tids fremskridt, der aktivt greb sinde - bejdet sig ind i mange besøgendes kropslige hu - ne. Disse tanker stammer fra den nationale ro - kommelse som en prægnant manifestation af ar - mantik og er fortyndet til stede i Rosens ’skønvir - kitektonisk masse og stoflighed. Murværk og ke’. De genlyder nøgternt senere igen i Kay Fi - trapper udgør solide forankringspunkter, når skers såkaldte ’funktionelle tradition’ og er i dag man kommer en smule døsig ud fra noget så næppe helt forsvundet fra danske arkitekters tan - flygtigt som projektioner på et filmlærred.

9 »Omgangsformen var meget formel, og f. eks. sag - Tu borg-bygningen har samme solide massevirk - de man i de første mange år ’De’ til hinanden. Dus ning helt ned til murstenenes svære dimensioner blev man først når man kendte hinanden godt, og og individuelle tyngde. »altid på opfordring fra den, der var ældst i gårde. I takt med Anton Rosens centralt placerede værker er på udviklingen ændrede det sig, og ”du” blev den almindelige den ene side velkendte dele af bybilledet, de hø - tiltaleform. Også i direktionen var man opmærksom på ten - rer imidlertid også for en nutidig trafikant til det densen, og efter at have drøftet det med sine nærmeste mere sælsomt eventyrlige i kulturarven. Dette omgivelser, begyndte også den administrerende direktør skyldes selvfølgelig, at det 20. århundredes arki - Poul J. Svanholm at sige du til alle. Medarbejderne var nok tektur hurtigt – ud fra undertiden overdrevne ra - dem, der havde sværest ved at vænne sig til du-formen tionalistiske tænkemåder – bevægede sig i ret - overfor direktørerne, og til at begynde med fandt man på ning af forenkling. snedige formuleringer for at undgå det famøse ”du”. Helt dus blev man nu aldrig, for selv om man sagde ”du” til di - rektørerne, var man ikke på fornavn med dem.« Eftertidens opfattelse af Rosen blandt arkitekter - Henning Bloch, vicekontorchef, ansat i Regnskabsafdelingen og senere i Rosens værker peger meget sjældent i elementær Informationsafdelingen fra 1956 til 1996. I Rosenbygningen fra 1956 til forstand på sig selv som slet og ret hus. Tvært - 1965. imod bærer hans værker mange masker. Rosens værk forsynder sig imod enhver doktrin om ”make it simple”. Hans enkeltværker er tæt ind - virkede med motiver, ligesom den samlede pro - duktion er uhyre alsidig mht. formudtryk, genrer og planløsninger. Overraskende i Rosens værk er dets voldsom - me radius lige fra den skrøbelige filigranagtige dekoration i facaden på etageejendommen Lø - venborg på Vesterbrogade, over en slående mas - sevirkning og insisterende tyngde i hovedbyg - ningen på Tuborg og Grand biografen, til de

10 Centralrummet i Rosenhuset med den originale, voluminø - se lysekrone hængende ned fra loftet. Bagved ses de engelsk inspirerede vinduer til den indre gang på første sal samt anden salens høje vinduer til den udvendige gang, der kaster et blødt lys ned i det store rum.

11 Foto fra 1907. national tradition for murstensarkitektur og hi - Løvenborg på Vesterbrogade storicisme til europæisk og angelsaksisk før-mo - 34 i København tegnet af dernisme. Rosen i 1906. Til Rosens stilling som pioner for det moder - ne hører byggetekniske anvendelser af armeret beton – bl.a. i et vandtårn ved Silkeborg og i ho - vedsædet for Tuborg, samt rørpostanlægget og opvarmningssystemet via luftcirkulation samme - steds. Teknisk avanceret i en dansk sammenhæng er tilsvarende curtainwall-facaden på Løvenborg. En gennemgående kvalitet ved hans arbejder består i en ornamental drift, en stadig signatur af ekspressivitet og uforudsigeligt kombinerede elementer. Han arbejder i husenes synlige dele frem for alt med tegl, sandsten, granit, glasere - de tagsten – som i øvrigt alle arkitekter i gene - rationen. Men ikke for alles vedkommende med en så egensindig trang til at afprøve diver - se udtryk eller en tilsvarende kompleksitet i sammensætningen af materialer, ornamentik og bygningernes overordnede form- og faca - deudtryk. Rosens huse er i så henseende under - tiden komplicerede frem for komplekse i ordets positive forstand. I administrationsbygningen for Tuborg op - muntre halvt nedgravede geometriske former på træder en række kolliderende skalaforhold på en Ole Rømer Observatoriet i Århus og endelig ind - energisk måde, der oplader huset og frisætter til flere forslag for noget så fremsynet som sky - mange kræfter i udtrykket, men som af flere ef - skrabere. Hertil kommer Rosens udvikling fra en terfølgende arkitekter er blevet bedømt som ’for

12 Glasdøren ind til den indre gang på anden sal set fra trappeopgangen. Den malede humleranke omkring døren er fra husets opførelsesår, og det samme er den massive stentrappe i forgrunden.

13 danske arkitekturopfattelse. Oppositionen satte ham ganske vist i de senere år ind i akademirå - det, og han blev endog direktør for akademiet. Men anset for en betydelig arkitekt af sine sam - tidige blev han aldrig.” 1 Med de samtidige mener Fisker først og frem - mest Martin Nyrop og de øvrige professorer på Kunstakademiet, men beskrivelsen dækker også Fiskers egen vurdering. Fisker var på den anden side som ung ansat på Rosens tegnestue og op - fattede ham som en inspirerende og entusiastisk chef med en åben indstilling. Fiskers dom må tages med et gran salt, idet han deler arkitekten Martin Nyrops tilintetgø - rende kritik af den frivole og følelsesladede Wie - ner-arkitektur, som Anton Rosen interesserede sig for. I samme artikel beskriver Fisker således Josef Olbrich, arkitekten bag Sezessionsbygnin - Fire ølkuske, der står i meget’ og umanerligt. Ja, man har set Rosen som gen i Wien, som ”skabagtig”. Og Olbrich er im - ’Forstuen’ i hjørnetårnet og en art manierist fra århundredeskiftet, der ville alt mervæk en arkitekt, man i dag opfatter som en venter på at skulle ind til for meget og i flere tilfælde på én gang. selvfølgelig del af verdensarkitekturen snarere ’Kassererkontoret’. Søjlen Kay Fisker, en toneangivende skikkelse i end som en outsider. i midten er i sin tid fjernet og er ikke blevet genskabt dansk arkitektur gennem en menneskealder, Rosens skudsmål blandt arkitekter tilhørende efter restaureringen. skriver betegnende for samtidens og de følgende den danske funktionalisme ved midten af det 20. årtiers dom, at Rosen ikke ”var anskrevet på bjer - århundrede er ret entydigt. Således tager Hans get. Hans interesse for de europæiske strømnin - Erling Langkilde, efter et omfattende forsøg på ger blev anset for suspekt, og hans ustyrlige fan - at yde Rosen retfærdighed, en dyb indånding og tasi og hans meget personlige, til tider bizarre, udbryder: ”Sandheden er jo, at en ikke ringe del udtryksformer var fremmede for den gængse af Rosens produktion – med permission – er al -

14 deles forskrækkelig. Naturligvis er der ikke no - Jeg kom lige fra marinen, da jeg skulle til samtale i get, der hedder ”grimt” – i det hele taget, og slet Rosenhuset. Og da jeg kom ind til Direktør Rytter til ikke fordi det ikke rimer med gældende æstetisk samtale sad vi lidt og stirrede hinanden i øjnene for codex. Men begribelig samordning er immervæk »at se, hvem der kunne holde den længst. Til sidst slog han et behov inden for arkitekturen, og den kan det blikket ned. ’Er de slem til at bøje armen’, sagde han og stir - være drøjt at finde i nogle af Rosens huse. Det rede mig igen i øjnene. ’Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har væ - var først, når han fik stækket sin fabulerende vild - ret i marinen i 13 år og har altid haft en flaske whisky inden - skab, at han fandt frem til det fortrinlige.” 2 for rækkevidde, uden at der er kommet problemer ud af Langkilde observerer meget præcist, at Rosen det.’ ’Nå’, sagde han og så ikke helt overbevist ud. ’De er jo lader sig sammenligne med andre enegængere i lidt ung’, sagde han. Det var nu ikke så galt, jeg var 30, men sin samtid som den svulminøse komponist Rued sagde til ham, at det var det eneste jeg kunne garantere vil - Langgaard og maleren Willumsen, der ligeledes le blive bedre. Det grinede han lidt af og sagde så, ’De skal svingede mellem det sublime og det mærkværdi - huske, Kaptajn Sørensen, at der ikke er nogen, der tvinger ge. Og man kunne til rækken tilføje en passione - Dem til at drikke mere end De har lyst til.’ ret men i flere henseender melodramatisk billed - – Og så var jeg ansat.« hugger som Rudolf Tegner. Langkilde prøver, velvilligt og med sarkasmer rettet mod en skabe - - Thomas Sørensen, kontorchef i Besøgsafdelingen. Ansat fra 1960. lon i traditionelle arkitektbiografier, at indkredse Rosens særlige profil ud fra hans position i et skæringspunkt mellem en række af epokens strømninger, men kommer til kort: ”Naturligvis ligger problemet i, at han ikke rig - tig ”hører hjemme” nogen steder. Han falder ikke bare mellem to stole, men han falder mel - lem alle de stole, som en exceptionelt velassorte - ret arkitekturepoke stiller til rådighed. Dem med de to stole får man altid reddet i land, man kon - staterer, at de lige nåede at få sat sig godt til ret - te på den ene og endte med at sidde lidt vakkel -

15 vornt på den anden – et hovedtema i Weilbachs stillede opgaver på den tid var almindelige huse til arkitektbiografier. Men så enkel er Rosens situa - mere jævne formål. Rosen udarbejdede i den mo - tion ikke. Han lod sig ikke tilbyde nogen plads, numentale genre bl.a. et skitseprojekt, der viser en for han var fra starten på jagt efter sin egen stol.” 3 central kuppelbygning med tilliggender i en stil, Vil man forstå Rosens ”millionbevidsthed”, der forener gotik med hollandsk renæssance. Et hans rastløse fantasi og orientering i alle mulige kompleks, der ved sin blotte størrelse og storslåe - retninger er det næppe tilstrækkeligt at se hans de detaljering kun kunne tænkes realiseret i de rækkevidde som en opsamling af de arkitektur - største af verdens metropoler. Rosen modtog i strømninger, han gennemlevede. Der er selvsagt 1894 Kunstakademiets lille guldmedalje for et Portrætfoto af tale om et kompliceret samspil af individuelt projekt for en postbygning til en nordisk hoved - Anton Rosen fra ca. 1920. temperament og det forhold, at Rosen levede i stad. Projektet ligner halvt Tower of London, en ”brydningstid”, hvor mange idéer og motiver halvt et indisk tempel. Rosens lærere på Kunsta - splintredes som lyset i et prisme. Alligevel bliver kademiet var i første række Ferdinand Meldahl og man hjulpet til at forstå Rosens arkitektur ved at Martin Nyrop, der tilhørte hver deres retning, og betragte periodens skiftende arkitekturidealer. som kom til at præge hans videre færd. I 1892 fik han arbejde på Vilhelm Dahlerups tegnestue, fra hvilken han blev sendt fire år til Silke- Baggrund og uddannelse borg, hvor han ikke mindst stod for opførelsen af Anton Rosen blev født ved Åen i Horsens (nu Vandkuranstalten og Th. Langs Gymnasium mm. Åboulevarden) ind i en håndværkerfamilie. Han Men på tegnestuen hos Dahlerup arbejdede han gik i faderens fodspor som murer, men kom alle - også på Statens Museum for Kunst og Jorcks pas - rede som 14-årig i lære i København, som følge af sage i København – et af de mest forunderlige og at faderen fik job som ventilationsmester på Det stemningsprægede steder i hovedstaden. kgl. Teater og i Rigsdagen. I læretiden gik han på Teknisk Skole og startede i 1876 på Kunstakade - miet, hvorfra han fik afgang seks år senere. De Ekspansion mest ambitiøse projekter fra den tid repræsenterer Landets arkitekter havde i 1879 stiftet Akade - en akademisk eklekticisme af storstilet karakter, misk Architectforening, der skulle virke for arki - som det var reglen, idet meget få eller ingen af de tekters generelle indflydelse på byggeriet, med

16 Dahlerup som sin første formand. Mellem det Jør gensen, Johannes V. Jensen m.fl. Der var et tidspunkt, Anton Rosen kom til København i stort antal aviser, nye bladtyper og forlystelses - 1870’erne og 1905, voksede hovedstadens ind - etablissementer. Alt iberegnet fra knejper til ca - byggerantal fra 180.000 indbyggere til 334.000. féer og spisesteder havde man godt 2.100 steder København etablerede sig som nationens indu - for fornøjelige ophold i byen. Tuborg leverede strielle og finansielle centrum. Her lå de store snart til dem alle. banker, vekselerfirmaer, virksomhedsdomiciler, Bohémer og kultureliten hang ud på Bernina fabrikker mv., og her byggede man frihavn for at på Strøget – hovedgaden, hvor alle gik ”ruten” tage kampen op med Hamborg. omkring kl. 17 – børsherrer og skuespillere, dig - De store skikkelser inden for erhvervet var tere, bankierer og godtfolk. På Berninahjørnet C.F. Tietgen, Glückstadt, H.N. Andersen og alle kom norske kunstnere som Knud Hamsun og disse øvrige herrer med cylinderhatte, der op - Edvard Munch, danske forfattere, kabarettister, træder på P.S. Krøyers store gruppeportrætter journalister, lapse og de såkaldte ’dekadente’, ”Industriens mænd” (1903-04) henholdsvis ”Fra henholdsvis Certosa-herrer, der drak en særlig Københavns børs” (1895). violet likør fremstillet af karteuzermunke. Nog - Flere af byens magnater virkede som mæce - le af disse blev kaldt de ’violette drenge’ og ner og velgørere for kunst og arkitektur, således klædte sig efter samme palet. den yngre brygger Jacobsen, tobaksfabrikanten Byens førende dandyer var Georg Grøn Heinrich Hirschsprung, der skabte det fornem - (sønnen til ejeren af den teknisk og funktionelt me skrin over sin samling, samt Tietgen, der avancerede manufakturhandel Grøns Magasin blandt mange andre aktiviteter var med til at ved Holmens Kanal), desuden teatermennesket grundlægge Tuborg. Tietgen skænkede sin og forfatteren Gustav Essman, og endelig må formue til opførelsen af Marmorkirken, og fle - nævnes dennes ven, forlæggeren og forfatteren re andre af tidens magnater optrådte ligeledes Peter Nansen (en tid gift med skuespillerinden som mæcener og velgørere for kunsten. Køben - Betty Nansen). Et par af disse var leveringsdyg - havn havde en kunstnerisk blomstringstid in - tige i opsigtsvækkende skandaler. Således blev den for digtekunsten, journalistikken og skønlit - Essman myrdet af en elskerinde med et pistol - teraturen med skikkelser som Sophus Claussen, skud på et hotel ved Rådhuspladsen, det år råd - Her mann Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes huset begyndte at stå under tag. 4

17 Litteraturen spændte fra naturalismen, som en men afvandringen fra landbrug til byerhverv be - anden stor københavner og europæer, Georg gunstigede også provinsbyer og stationsbyerne. Brandes, propaganderede for, over Herman Landets bruttonationalindkomst steg over en Bangs impressionisme til symbolismen med dig - trediveårig periode fra en vækst på godt 2 % til tere som Johannes Jørgensen og Viggo Stucken - over 3 % ved overgangen til år 1900, pæne berg. Kredsen omkring Jørgensens tidsskrift væksttal for enhver moderne dansk periode. Og ”Tårnet” var under indflydelse af fransk digtning fra år 1840 til 1901 fordobledes indbyggerantal - og Nietzsches Also sprach Zarathustra , der inde - let i Danmark som helhed. Tilvæksten også i holder det berømte diktum: ”Verden er dyb, dy - provinsbyerne var betragtelig. bere end dagen troede”. Der opstod et eksplosivt behov for boliger. På de københavnske hospitaler var psykiater - Men i reglen blev etageejendommene på de ny - ne stærkt optaget af storbyekspansionens symp - tilkomne brokvarterer tegnet af murermestre, tomer såsom nervesygdomme. Overfølsomme mens arkitekter i de heldigste tilfælde udforme - nerver kaldet neurasteni var et af tidens nøgle - de facaden. Dette ændrede sig i et vist omfang, ord. En del af den privilegerede ungdom udviste da Rosens generation af arkitekter begyndte at livstræthed med nonchalante miner, skødesløse tegne større ejendomme med fremspringende håndled og stokken båret med knappen nedad. karnapper, en stærkere betoning af murens vo - Andre igen orienterede sig mod en højt opskru - lumen og en samlet plastisk tilvirkning af hus - et, symbolistisk spiritualisme. Endelig orientere - kroppen. Hvilket også bevirkede en mere kraft - de en gruppe kunstnere – ikke mindst fra provin - betonet og levende afvikling af gadens facade - sen – sig mod en vitalisme, en urkraft i livet, som række. De deraf følgende mere indviklede lejlig - de bl.a. så anlagt i det jævne liv ude i landets mere hedsplaner krævede nu, i de bedste tilfælde, at traditionsprægede områder. arkitekterne fik mulighed for at arbejde på hele Rosens hyperaktive søgen i mange stilretnin - huset. ger er for så vidt på bølgelængde med en meget Landets ekspansion under den hastige indu - sammensat kultursituation og en voldsom dyna - strialisering og stigende landbrugseksport, der mik i den danske hovedstad. også resulterede i tilvæksten af banegårde og Vandringen fra land til by var støt. Omkring år mindre stationsbyer, bød på udvidede mulighe - 1901 havde København 13 % af befolkningen, der for arkitektstanden. Der var desuden tale

18 om nye byggeopgaver for det offentlige som elektricitetsværker, kirker og kirkegårde. Man opførte et stigende antal herskabsvillaer, fore - tog gennemgribende og ofte hårdhændet re - staureringer af kirker og herregårde, der blev forsynet med et generøst tilskud af ophøjede hi - storiske stiltræk. Rosen tegnede til Landsudstillingen i Århus i 1909, udover en stribe udstillingspavilloner af blandet karakter, en mønsterstationsby, idet arki - tektstanden gerne ville bringe en bygningsmæs - sig holdning ind i de nye mere jævne typer af be - byggelser, der opstod som følge af tidens hekti - ske vækst. Dahlerup var utvivlsomt den arkitekt, der øvede størst indflydelse på Rosen i de unge år. Hos ham kunne han lære den scenografiske virk - ning af en stort udspændt facade, den draperede front og en rig murstensornamentik, som på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. Dahlerup var måske i første række, hvad nogle ville kalde ’dekoratør’, som det fremgår af hans Nyrops kreds indgangsparti til Tivoli og på eventyrlig vis af Andre af tidens førende arkitektskikkelser ved si - ’Kassererkontoret’ i bygnin - Pantomimeteatret med dets påfuglescene sam - den af Dahlerup var Herholdts elever som netop gens sydøstlige hjørne, hvor me steds. Men på linje med sin elev, Rosen, be - Martin Nyrop, Martin Borch, Andreas Clem - kuskene kunne aflægge regn - skab. Møblementet eksisterer sad han en stor rækkevidde fra det meget orna - mensen og Ulrik Plesner. Disse skabte en solid ikke i dag, og rummet er mentale til det teknisk meget avancerede, som murstensarkitektur med et stærkt islæt af det, gennem årene blevet ændret det fremgår af Dahlerups fint bårne kuppel i glas man opfattede som ældre dansk byggeskik. og er ikke genskabt efter og jern over Glyptotekets vinterhave. Værker, man allerede i perioden (med et svensk restaureringen i 2010.

19 ud tryk) kaldte nationalromantik. Grundtvigiane - rejsning og ydre linjeføring (Nyrop var selv ud - re og højskolefolk oplevede historien som et dannet tømrer), men samtidig ser man hele hu - langt kontinuum, et fortsættende forløb, med et set som et molekyle sammensat af murstensato - dybt nationalt særpræg. Intet tilfælde heller, at mer – man får en fornemmelse af den forudgåen - Rosens store samtidige, som arkitekten bag Kø - de proces med at frembringe denne bygning. benhavns Rådhus, Martin Nyrop, og P.V. Jensen Nyrop er med til at indstifte den doktrin om ær - Klint kom fra højskolebevægelsen. Toneangiven - lighed i forbindelsen mellem konstruktion og de skikkelser blandt arkitekter og i de folkelige synligt udtryk, der gennem flere efterfølgende vækkelsesbevægelser stod for en inderlig hengi - generationer skulle blive det ideelle udtryk velse til landets historie med dets fint dyrkede blandt danske arkitekter. landskaber og materielle kultur, fortids kæmper, I en periode præget af polarisering mellem gamle stenkirker, kalkmalerier, stendysser og ge - håndværk og industri gjorde mange arkitekter digne borgerhuse i provinsen. Alt sammen an - sig til talsmænd for håndværkets moralske ka - skuet som en levende kulturel værdi, der stadig rakter og menneskelige nærhed, således Martin kunne aktualiseres i arkitekturen eller via højsko - Nyrop, men også hans modsætning i flere sam - lens ’levende ord’. menhænge, Ferdinand Meldahl, der udtrykker Den kulturelle kontinuitet skulle sikre et orga - stor omsorg for den håndværksmæssige færdig - nisk sammenhængende samfund midt i moder - gørelsesgrad, når han kommenterer sin egen nitetens traditionsopløsende tendenser. I Rosens praksis i forbindelse med restaureringen af Fre - periode så arkitekter mursten som dybt indarbej - deriksborg Slot, samtidig med at han dog ret frit det i befolkningens forståelse af det ’at huse’ sig jonglerer med placeringen af skulpturer og der - selv og verden, på samme måde som H.C. med slottets oprindelige symbolske koder. 5 Andersen i forlængelse af romantikken havde set det danske sprog som en afspejling af det danske landskabs blidt nuancerede skønhed. Et festligt sceneri Flagskibet blev Nyrops rådhus i København Rosens alsidighed træder frem på Landsudstillin - med dets dekorationer udført som kalkmalerier, gen i Aarhus 1909 i de mange pavilloner med va - uddrag fra folkeviser etc. Rådhuset giver mindel - rierende tagudformning og søjlefront. Da udstil - ser om tømmerkonstruktioner med den stive lingen kun skulle stå en enkelt sommer, blev hu -

20 Landsudstillingen i Århus i 1909 med det søjleformede tårn til venstre i billedet og bugten i baggrunden.

sene opført i uhøvlet træ og homogeniseret ved, len ved Forum Romanum, der var synlig fra alle si - at alle facader blev malet hvide. der. Panoramaet skabte samtidig, set på tværs fra Også Rosens plan for området ved bugten i År - vandsiden, en alsidig promenade med en blanding hus var præget af en pittoresk variation, idet udstil - af bygningskroppe drejet i forhold til hinanden. lingshusene på den ene side var udlagt i et aksialt Øjnene løb henover helheden som over et partitur hierarki (med en forbindende promenade langs med varierede, betydningsfulde tegn. vandet ved Tangkrogen), et hierarki, som også Tidens mange referencer til historiske moti - fremgik af et søjleformet tårn i stil med Trajansøj - ver fremgår af, at arkitekturhistorikeren Wilhelm

21 Wanscher fra bugten så en pendant til de små øer dighed af strategier for, hvordan man kunne ska - i Venedigs lagune som Murano og øen med kir - be en forandring af de menneskelige relationer ken San Giorgio Maggiore, mens et udstillings - gennem en forandring af tingene. Også Rosens katalog fra 1980erne forklarer det kalejdoskopi - hele rastløse søgen må ses i dette perspektiv. ske prospekt således: Man begyndte at stille sig spørgsmålet, hvordan ”Den ene akse var vuet fra hovedindgangen, man kunne udvikle en arkitektur for sin egen tid som var komponeret over udsigten fra Capitoli - og om grundlaget for en ny materiel kultur. nerhøjen ned over Forum Romanum, med basi - lika, triumfbue og søjle – tilføjet et vandbassin, hvori små doge-paladser spejlede sig. Den anden Meldahls skole akse var rækken af sammenbyggede haller, som En anden stor strømning i anden halvdel af det med tempelfront og kuppel mundede ud i en ”lø - 19. århundrede var de såkaldte ’Europæere’ om - vegård” med fjern allusion til Granada (hvor Ro - kring Ferdinand Meldahl. Disse prægede Rosens sen var i 1898).” 4 Berømte steder og bygninger i uddannelsesperiode parallelt med de ’Nordisk- den europæiske kulturarv springer frem for det nationale’, repræsenteret af ikke mindst Martin dannede publikum som en mangfoldig æstetisk Nyrop. Europæerne blev efterhånden til den oplevelse. Hvilket utvivlsomt var Rosens tilsigte - gamle skole. Men Meldahl var ikke blot magtfuld de vision for en kalejdoskopisk rigdom, der i et som rektor for Kunstakademiet, professor samme afgrænset malerisk arrangement gav de besøgen - sted, folketingskandidat, medlem af Københavns de hele ’verden’ på en gang. Borgerrepræsentation og medvirkende ved pla - Landsudstillingen stod færdig samme år som nerne for de københavnske brokvarterer samt Palace Hotellet, der for sit vedkommende snare - dannelsen af de nye parker ved de gamle voldan - re var påvirket af tyske arkitekter som Rie - læg omkring byen, han havde også kontakter menschmied og på linje med Amsterdamskolens højt op i det politiske liv i Danmark og Tyskland. særegne, skulpturelle murstens-jugend. Meldahl spillede overhovedet en betydelig og re - Et væsenskendetegn ved den moderne be - formorienteret rolle i byplanlægningen af Køben - vidsthed under industrialiseringen og urbanise - havn i den stærke vækstperiode, idet han fik af - ringens gennembrudsfase er en almen utilpashed værget de værste katastrofer under det voldsom - ved tingenes tilstand, som ledte til en mangfol - me pres fra grådige spekulanter.

22 Hvad lå der i den europæiske historicisme? I star - virke sammen kunne disse skabe et endnu stær - ten af det 19. århundrede mente man, at den kere strukturelt udtryk i bygningen, ræsonnerede græsk-romerske arkitektur samt gotikken var de Meldahl – udtryk, hvor dekorationen ikke blot primære europæiske stilarter. Gotikken, fordi var påsat ”stilrent” på bygningskroppen. Et over - den var den første vesteuropæiske bygnings - bevisende eksempel på denne strategi ser vi i kunst in its own right. Man accepterede de euro - Marmorkirken i København, Meldahls bemær - pæiske stilarter til og med renæssancen. Efter - kelsesværdige, virtuost sammensatte hovedværk. hånden som århundredet skred frem udvidede Dette førte imidlertid i sine videre konsekven - man spektret med en række tilstødende stilarter, ser til en fritvoksende eklekticisme, som det der nu fandt ligeberettigelse: maurisk, vikingestil, fremgår af Anton Rosens elevarbejder på Kunst- ”Louvrestilen” (tilskyndet af udviklingen i akademiet, hvor han frit anvender stilelementer 1860’ernes Paris) nybarok, ”schweizerstil” mv. fra forskellige tider og sætter dem sammen til en Dette ledte til en almen promiskuitet af alver - ny helhed. densfornemmelser. Imidlertid herskede en vis rettesnor. Når man på Kunstakademiets Arki - tektskole stillede opgaver, forbandt man således Skepsis og mismod (i overensstemmelse med principperne for mo - Renæssance-stilen var længe i højsædet, fordi ti - numentalbygninger på Wiener Ringstrasse) den dens foregangsmænd muligvis yndede at spejle enkelte stil med bestemte formål: gotik med råd - sig i renæssancens frie borgeres foretagsomhed huse (borgerskabets fremkomst i Vesteuropa), og mæcenvirksomhed på det kunstneriske gebet græsk antik med parlamentsbygninger (det at - i italienske byer, med deres opskrivning af det he - henske demokrati), teatre med renæssance etc. roiske, individuelle menneske. At renæssancens Omkring midten af århundredet var man sta - arkitektur og kunst varierede fra region til region dig, også i København, optaget af at finde frem til i Italien, gjorde ikke noget. Man lærte gerne af de essentielle stiltræk i de respektive stilarter. campoen i Siena såvel som af lombardiske stæder Men godt inde i århundredets anden halvdel og Venedig. Klaveret begyndte at spille selv, og proklamerede Meldahl, at det var tilladt at blan - der indtrådte en forvirring, som under en vis pa - de stilarterne for at opnå den højst tænkelige ud - nik fik de sidste årtier af århundredet til stadig at tryksfuldhed. Ved at lade forskellige stilelementer længes efter sin egen stil.

23 I 1957 da jeg skulle giftes, havde jeg en chef, der Den berømte franske arkitekt Le Corbusier kald - var lidt en underlig fyr. På et tidspunkt havde han te senere sådanne eklektiske øvelser for ”infame holdt nogle ordrer tilbage, og det sagde jeg, at det stilkopier”, medens Nietzsche i samtiden talte »kunne han godt glemme om alt om. Jeg skulle giftes og tin - om, at man lod de døde begrave de levende i ud - gene skulle ordnes inden da. Så fortalte jeg ham, hvad jeg pinte stiløvelser. Han beklagede, at der var for syntes om ham, og det var åbenbart for hård kost, for han mange raslende skeletter i skabet, fordi tiden be - smed alt hvad han havde i hænderne og flygtede ud af kon - gravede sig i en overflod af historiske studier og toret. Historien går, at jeg trådte tværs henover skrivebordet opulent museumsbyggeri. og knaldede ham én i tomaten. Det gjorde jeg dog ikke, men Herman Bang, Rosens bysbarn fra de tidligste jeg skulle stå skoleret hos personalechefen dagen efter, så barndomsår i Horsens, beskrev i sin mesterlige, helt blødsøden har jeg jo nok ikke været.« på én gang pulserende og melankolske Køben - havner-roman ”Stuk”, tiden som overtrukket - Sven N. Lichtenberg, ansat som blandt andet reklamechef. Arbejdede i med similiglans, papmaché, blik, forgyldninger Rosenbygningen fra 1955 til 1965 og igen fra 1995 til 1996, hvor han blev og netop stuk – dvs. forførende applikationer, pensioneret. som i grunden var hule gøglebilleder. Meldahl, der for sit vedkommende var meget optaget af bygningens tektoniske udtryk, bekla - gede måden, hvorpå de københavnske spekula - tionsejendomme fremstod fladt i gadebilledet og uden relief. De gamle ejendomme i murerme - sterklassicisme i Københavns indre by besad en fornem, simpel noblesse mht. proportioner og placeringen af vinduer. Ligesom deres pudsede og malede facader dannede en fin rapport med gadernes net og bredde i hele middelalderbyens morfologi, hvorimod de nye ejendomme på bro - kvartererne i mange tilfælde havde en alt for smal overgang fra øverste etages vinduesfag til tag, en ringe proportionering og for lidt relief.

24 De bedste af Meldahls elever overvandt dette der meget konsekvent søger væk fra dette prin - ved at udarbejde ejendomsfacader med pilastre, cip om at støbe huse i et ensartet stof. halvsøjler og stærke horisontale markeringer Gründertidens København, dvs. tiden for Ro - gennem gesimsbånd (som f.eks. den imposante sens arkitektoniske dannelse, sporede selv en pa - ejendom Bredgade 65 i renæssance-stil). Faca - nik midt i sin stilistiske behændighed. Ikke kun der, der gennemgribende var gjort af en høj aka - Herman Bang observerer dette i et kritisk-satirisk demisk skole, men hvis relief dog sprang frem lys, men før ham etatsråd Meldahl selv, der i sin fra råhusets grundliggende flade mur. De lyse, undervisning i positiv hensigt havde fremhævet malede facader i området omkring Hotel ønsket om teatralske virkninger i arkitekturen. D’Angleterre, udført af samme Meldahlske sko - Meldahl følte nu pludseligt, at væren og bille - le, fremkalder oplevelsen af at være gjort af et de var faldet fra hinanden. Han siger således i et homogent stof. De glatpudsede og hvidmalede brev til den aldrende skuespillerinde Johanne- facader virker som bestående af et ideelt lysen - Louise Heiberg fra 1873 om effekterne af den ny - de, men finkornet og ensvirkende stof. Histori - renæssance, han selv havde været med til at keren Harald Langberg kritiserer, i overens - fremmane: stemmelse med senere generationers forkærlig - ”Renæssancen, den står nu for mig som noget, hed for blank mur af tegl, disse gipsede facader der ikke er sig selv, noget der er aandrighed på for det, de skjuler. Han karakteriserer Meldahls anden haand. Det er en stor komedie, hvor rol - holdning således: lerne gives med de efter forholdene tillempede ”Meldahl, jernstøberens søn, havde lært at kostumer, men hvor et egentligt dybt indhold ”lime” stenene sammen til en masse. Han savne - mangler.” Og Meldahl fortsætter senere sine be - de ingenlunde sans for konstruktion, men var tragtninger. ”De boliger, vi bygge – de ligner vor rent praktisk indstillet over for konstruktive pro - tids mennesker – de er ligeså kedelige, tomme, blemer. Han udtænkte sine bygninger i planer og indholdsløse som disse – det er saa naturligt, det facader med tilbørlig hensyntagen til hvad, der ene er en følge af det andet. Man aner ikke, hvor lod sig konstruere, men for ham var det hele som tomme, kedelige indholdsløse man er, og man gjort i et ideelt stof. Han ”støbte” sine huse”. 7 overgår til efterkommernes ringeagt”. 8 Indvendingen går på, at den samlede virkning i Industrialismen havde muliggjort massefrem - grunden er stofløs. Rosen er en af de arkitekter, stilling af ornamenter, fordakninger, pilastre,

25 Venstre: udskårne humleblomster, dekorative blade og byg-aks placeret øverst på frisen omkring centralrummets store ølanker.

Højre: centralrummets imponerende lysekrone set nedefra.

kar toucher og feston’er støbt i stuk, cement og ser i Europa. Rosen studerede desuden flittigt gips; tilsvarende fremgangsmåde gjaldt interi - tidsskrifter som The Studio fra den engelske Arts ørernes rosetter, de øvrige loftsdekorationer, and Crafts bevægelse. profiler mv. En af Meldahls elever konkluderede Den nye brugskunst og arkitektur kaldte sig i kort og godt: et bygningsværk består af arkitek - det fransktalende område Art Nouveau, i Tysk - tur plus påhæftet dekoration! land Jugendstil, i Italien Style Liberty, i Østrig Også Rosen må have følt det, Meldahl beskri - Sezessionsstil, i Spanien Modernismo, i Dan - ver som en moralsk og æstetisk krise – et tab af mark Skønvirke. realitet i det bestående miljø. Frem for alt prøver Strømningen havde mange indbyrdes forskel - han at drive ornamentet hen imod en stærkere lige udtryk. Der er tale om en yderst forskelligar - stoflig integration i bygningsværket og væk fra tet strømning. En fælles bestræbelse gik imidler - øvelser over de historiske stilarter, hen til noget tid ud på at vriste sig fri af den akademiske eklek - nyt og uset. ticisme. Samtidig forsøger man på den ene side at overvinde de mere hule og formløse udtryk for industrielt fremstillede ting og på den anden side Art Nouveau at komme fri af den symbolistiske åndelighed, Dette er præcist, hvad der var på spil i den nye hvormed billedkunsten omkring århundrede - kunst, der udviklede sig i de store nationer, og skiftet havde malet sig op i en krog af højspændt som Rosen studerede på sine forbløffende man - erstatning for religionen. Eller bedre udtrykt, ge rejser, siden han i 1892 fik et større legat til rej - man prøvede på at bringe nytte og åndfuldhed

26 Venstre: frisen omkring det store ølanker med udskårne humleblomster og andre ornamenter.

Højre: mødet mellem en af centralrummets fire store hjørnestolper og den lave væg ned mod trappen mellem parterreetagen og centralrummet. sammen ved at anvende kunsthåndværket som Josef Hoffmann i Wien og MacIntosch i Glas - Centralrummets stoflighed er formidlinger mellem industri og kunst. gow arbejdede for deres vedkommende med en præget af den matte, hvide Som forfatteren Octavio Paz har foreslået, opd yrkning af grid’et og en stærk grafisk virk - limfarve, den blanke grønne var der i de strømninger, som også Rosen ori - ning gennem et spil af rette linjer og meget an - oliemaling og den forgyldte enterer sig mod, tale om, at håndværket og det, der i glimt viser sig i Rosens huse, heriblandt frise. kunsthåndværket skulle fungere som en media - Tuborg-bygningen . tor mellem industriel produktion og billedkunst Det er svært at påstå, at Rosen i nogen direk - på vejen frem mod en ny visionær produktkul - te forstand havde præferencer blandt disse ny - tur. En produktkultur, der ikke blot var pyntet dannelser. De ornamenter, Rosen udviklede i med ”nedsunket akademisk kulturgods”, men kulskitser på tegnestuen, er forskelligartede og som ville finde nye afsæt for sin ornamentik i ofte en art hybrider. De dannede i den videre f.eks. minoiske og asiatiske ornamenter (Gustav proces udgangspunkt for en gennemarbejdning Klimt og Wiener Werkstätte), blomstrende og blandt hans medarbejdere. Men hans drivkraft vegetative motiver (Otto Wagner og andre dele var den samme som tilskyndede de samtidige i af den centraleuropæiske Sezession og Jugend), Europa til ornamental innovation. mønstre af fuglevinger i bevægelse (belgieren På den ene side udviser han i sin første mod - Henry van de Velde), lianer og mangrove ne fase endnu brugen af kombinerede historici - (Guimard med sine Metro-nedgange i Paris), stiske stiltræk, som det fremgår af hans pokal for en mere robust eksponering af bygningens Slagterlauget i København, der er så mættet struktur (Sullivan i Chicago). med retoriske udsagn, at man næppe kan sige

27 De mange inspirerede indfald og detaljer kan vir - ke sideordnede, vaklende mht. organisk integra - tion i bygningerne og uden tydelig Rosen-karak - ter. Vi må tro, at han kæmpede med dette, men paradoksalt nok kom til kort på grund af sin idé - rigdom. Til gengæld besidder mange detaljer i hans huse en spontan friskhed, idet de i reglen med et humoristisk overskud forbinder sig med det le - vende øjeblik, hvor idéen blev undfanget. Øje - blikke, der så afgjort genopstår for den, der van - drer rundt i det nyrestaurerede hus på Tuborg; ud for bronceskjoldet og lampeholderen på syd - facaden, under ophold på den indre trappeafsats med det store ølanker og dets messingarmatur eller foran maskerne over vandkummerne, for ikke at nævne centralhallens lysekrone med ab - sintbeholderen i glas, udendørsamplen over vag - tens pult etc. Mange virkemidler i Rosens huse er Rosens originale tegning af mere på én gang. På den anden side arbejder såvel lunefulde som slående. De fremkalder op - centralrummets ølanker. han i sine masker, mønstre og detaljer i husene mærksomhed, en hengivelse til det ofte forun - med mere beherskede udsagn, som nok rummer derlige, undertiden humoristiske indfald. inspirationer fra de nævnte strømninger, men i De nævnte art nouveau -retninger og Anton reglen er de selvstændigt udarbejdede. Til gen - Rosen er ideologisk enige om udpegningen af gæld er diversiteten så udtalt, at Rosens bidrag håndværkets rolle som mediator mellem kunst til art nouveau ikke besidder nogen meget tyde - og industriel produktion. Det er en rolle, man lig signatur, han samler ikke sit udtryk til en stil kan lokalisere til sidste halvdel af det 19. år - af en højt profileret, umiskendelig karakter – en hundrede i England, og endnu tydeligere til det Rosen-stil. tidspunkt, hvor Wiener Wekstätte og det tyske

28 Det store ølanker. Forrest ses første del af den toløbstrappe, der fører ned til parterreetagen, i siden anes de to vandfontæner med maskerelieffer.

29 Lanterne og skjold ved hoveddøren på Rosenhusets sydfacade, begge er fra husets opførelsesår.

Werkbund , der som et par af dette århundredes blev opmærksom på) og ind til en kerne af auten - toneangivende initiativer til udviklingen af en ticitet og pålidelighed. Omkring år 1900 opleve - ny produktkultur udvikler sine læresætninger. de man opløsningen af enheden mellem gen - Rosen er under indflydelse af disse tanker og standenes udtryksside og indholdsside som utå - strategier og de beslægtede impulser fra det en - lelig – netop her virker det industrielle serieorna - gelske område, og hvis Tuborg-bygningen har ment uden substans, påklistret og anonymiseret. en bestemt udenlandsk inspirationskilde, kunne Fordi håndværk er fremstillet af hænder, skri - det være villaer og landhuse tegnet af briten ver Octavio Paz (i nogle betragtninger der kom - Norman Shaw. En vigtig drivkraft for flere af de mer tæt på doktriner i Skønvirke), er håndværks - udenlandske strømninger er udviklingen af et op - genstanden anlagt på at blive fattet om med hæn - lyst samfund med større social ligestilling, sam - derne, mærket og befølt: ”Vores forhold til indu - menhængskraft og glæde ved det daglige arbejde. strigenstanden er funktionelt; det til håndværks- genstanden kropsligt”. 9 Kroppen opsøger gennem genstanden en anden krop også for at føle sig selv. Håndværk som kommunikation Håndværket er sammensvoret med vore san - Tiden var præget af kampe imod de påførte, ’ud - ser. Værkstedet forekommer tiltalende, fordi det vendige’ og fra tingen selv ’løsrevne’ ornamenter, som samfundsmæssigt mikrokosmos omdanner der med stigende styrke knytter sig til ønsket om genstande til ’tegn på deltagelse’. Paz forstår i at komme væk fra den splittelse ( også Meldahl tråd med mange af det sene 19. århundredes hu -

30 manæstetiske reformbevægelser håndværket Når man var til møde ude på Carlsberg var der ikke som en positiv norm. Og filosoffen Albrecht noget med øl til møderne. Selvom vi godt vidste, at Wellmer, der tænker videre med Paz, mener, at det var sådan det var, blev der jo prikket lidt til der til omgangen med håndværket hører en stil - d»em. De beklagede og inviterede os i stedet ned i Sumpen, færdig, halvt distræt nydelse. Håndværket indlej - som det hed, hvor man kunne få et glas øl efter mødet. I Ro - rer sig i tiden, det søger ikke døden som industri- senbygningen var det anderledes. Når Carlsberg-folk kom ud produktet, der defineres ud fra brug og holdbar - på Strandvejen blev de placeret ved bordet og blev med det hed – dets indbyggede forældelse – men afviser samme tilbudt en øl. Så kiggede de overrasket på hinanden heller ikke døden som kunstværket. Noget af det som om de tænkte ’Du godeste kan man det?’. Folk fra Carls - tiltalende ved de håndværksmæssigt frembragte berg elskede at komme på besøg i Rosenbygningen. Her var genstande består i, at de er “krystallisationsker - altid en god og meget afslappet stemning.« ner for en konkret tid og et konkret sted. Man kan leve og dø med de håndværksmæssigt frem - - Bjarne Hansen – ansat 1962-98 – bl.a. som redaktør i Informations - stillede ting”. 10 En værdi, man meget intenst erfa - afdelingen. I Rosenbygningen fra 1962 til 1965. rer i den nyrestaurerede administrationsbygning på Tuborg med dens massive murværk, tingenes omhyggelige forarbejdning og materialernes stærke indbyrdes samspil. Rosens levetid er en epoke, der netop på den ene side er kendetegnet ved et massivt gennem - slag af industriprodukter i folks daglige liv og på den anden side, som reaktion herpå, en opskriv - ning af håndværket. Endelig udfolder der sig i epoken en såkaldt “dekadent”, æstetiserende fin de siècle-kunst kendetegnet ved æstetisk egen - sindighed, men også holdninger, hvor man som sagt maler sig selv op i en krog af ren åndelighed præget af en afmagtsfølelse. Mere tempereret optræder forsøg på at fremmane et spirituelt

31 Dørparti mellem central- rummet og hovedtrappen. Over døren ses nogle af husets mange malede dekorationer her med en direkte reference til vand og humle, de to hoved- ingredienser i ølbrygning; et tema, der også ses i central - rummets udsmykning. Huset er gennemgående renset for religiøse motiver med undtagelse af få symboler fra den nordiske mytologi.

32 præget ideal bagom tingene. Dette sidste ud - “Nej, snarere end at kunsten eksisterer blandt de mærker ikke blot dansk Skønvirke, men en ræk - få, der udgør en undtagelse, som foragter dem ke internationale reformbevægelser. under sig for en uvidenhed, som de selv er skyld Disse reformbevægelsers ønsker om at inte - i, og på grund af en råhed, som de ikke vil be - grere den sociale dimension i arkitekturen, som i kæmpe”. 11 Rosen lægger sig uomtvisteligt i køl - Danmark senere udmærkede repræsentanter for vandet på mange af disse bevægelser, men jeg den såkaldte ”funktionelle tradition” – hvoraf har ikke hos ham fundet klare ytringer i retning nogle sad på Rosens tegnestue – havde mange af nogen udtalt opmærksomhed på den sociale steder i udlandet allerede gjort sig gældende i side af tidens reformæstetik. sidste halvdel af det 19. århundrede. I mange henseender føler han sig på linje med John Ruskin og William Morris fører en ny fag - eksempelvis de wienske værksteder, der etable - lig etik i marken, knyttet til en yderligere under - res af mennesker stærkt inspireret af Morris-ele - stregning af, at dekoration og konstruktion, ud - ver som netop Charles R. Ashbee, der i 1888 tryk og indhold, igen skal stemme overens, som grundlægger the Guild of Handicrafts i det østlige man kunne lade sig belære om i gotiske katedra - London. I 1902-03 i Wien kommer det også til ler. Men frem for alt sker der i England en skær - grundlæggelsen af et fællesskab af kunstnere og pelse af den sociale dimension i retning af at orga - håndværkere, som vil opdyrke retningslinjer for nisere værksteder efter det gamle laugsmønster, fremtiden. Centrale skikkelser i den wienske re - værksteder, der ser det som sit mål på linje med formbevægelse omkring Wiener Werkstätte er middelalderen at afskaffe skillelinjen mellem de Gustav Klimt og Josef Hoffmann. højere og lavere kunstformer og derigennem brin - Wiener Werkstättes indflydelse på dansk ge skønhed ind i dagligdagen. Anton Rosen etab - formgivning er betragtelig og langt kraftigere, lerer lignende kollektivværksteder i København. end det i reglen påpeges – den strækker sig fra I Morris’ skrifter påpeges behovet for at repa - Anton Rosen helt frem til Arne Jacobsen. rere traditionens tråde og for ”en organisk kunst”. Af Hoffmanns kulturrevolutionære udsagn fra I en pamflet offentliggjort på tysk omkring år - årene i Wiener Werstätte fremgår en tilknytning til hundredskiftet med titlen “Die niederen Künste” såvel den engelske Arts and Crafts bevægelse siger Morris, at han ikke bestræber sig på kunst, (med afsæt i Ruskin og Morris) som til syns - frihed og omgang med værdifulde ting for de få: punkter inden for det såkaldte Jungwien :

33 ”Det kan umuligt være tilstrækkeligt, at vi er - ner foretog et radikalt skridt ved i nogle etage - hverver billeder, og de være sig nok så herlige. Så ejendomme at lægge et helt fladt blomsteragtigt længe ikke vore byer, vore huse, vore rum, vore ornament henover den nøgne facade, således at skabe, vore husgeråd, vore klæder og udsmyk - husets grundlæggende konstruktion bliver syn - ning, så længe ikke vores sprog og vore følelser lig. Derved åbenbarer han et problem. I sin be - på en klarere, enklere og skønnere måde udtryk - rømte Postsparekasse-bygning gør han tilsvaren - ker vores egen tid. Så længe står vi uendelig me - de den enkle stenbeklædning til en tynd finér de - get tilbage for vore forfædre, og ingen løgn for - monstrativt forankret i grundmuren. Konstruk - mår at narre os for dette bedrag”. 12 Rosen ser tion og dekoration mødes i et åbent drama. Otto utvivlsomt sig selv som en arkitekt, der på linje Wagner bringer rationalistiske bygningsdele hermed skuede fremad dog uden at gå forenklin - frem i lyset inde i Postsparekassens store hal. gens vej. Hans tilgang til konstruktion og nye ornament - typer udløste raseri blandt Wagners professor - kolleger af Ringstrasse-generationen, fordi Wag - Ornament versus konstruktion ner viste mere, end han skjulte. Wagners blotlæg - Den amerikanske kunsthistoriker Kirk Varnedoe gelse af ornamentets status som påhæftet tiltalte har præcist sagt, at det drama, der kendetegner derimod i udtalt grad en af hans berømte elever, den wienske arkitektur omkring århundredeskif - arkitekten Adolf Loos. tet, er dramaet mellem konstruktion og orna - Anton Rosen er stærkt optaget af ornamen - ment. 13 Netop fordi man på linje med Meldahl i tets status, men drager ikke de samme følgeslut - det anførte brev til Fru Heiberg i stigende om - ninger som den berømte Loos, idet Loos i prak - fang så historicismen som spøgelsesagtig eller sis og i tale koblede brug af ornamenter sammen som hjemsøgt af den særlige tomhed, der stråler med veritabel forbryderisk adfærd (i et foredrag, ud fra ”kongelogen i et provinsteater, hvor maje - han også holdt i København, i det år Rosen be - stæten kun kommer én gang om året” (Hermann gyndte at arbejde på Tuborg-opgaven). Bahr, leder af bevægelsen Jungwien). Ornamentet var det, Rosen kæmpede med og Man kan ikke tale om Rosen uden at tale om lidenskabeligt måtte bibeholde. I praksis spurgte Otto Wagner, den ældre wienske arkitekturpro - han: hvordan kan vi tænke forholdet mellem or - fessor og mentor for den unge generation. Wag - nament og bygningskrop på en ny måde?

34 Ø. Venstre: opførelsesåret 1913 går igen som motiv mange steder i huset – her udhugget i granit.

N. Venstre: prikborten og frisen er gennemgående dekorationer. Farverne er, ligesom vægfarverne, genskabt ud fra farvearkæo - logiske undersøgelser.

Ø. Højre: messingafslutnin - ger nederst på hovedtrappens gelænder.

N. Højre: hoveddørens håndtag med symbolet ’TF’ – Tuborgs Fabrikker.

35 Emnet var stadig ømtåleligt. Belgieren Henry sammenligning med ornamentet på selve vasens van de Velde kunne ganske vist skabe en enhed krop, hvor det stort udspændt forstærker ind - ud af konstruktionens støbejernssøjler og det or - trykket af vasens funktion som beholder. Orna - namentale, men i mange andre tilfælde virkede mentet bør ideelt set fortolke og optisk forstær - ornamentet stadig påhæftet, uden at man som ke grundformen og de enkelte leds vægt ift. sam - Otto Wagner åbenlyst udstillede det. Problema - menhængen. Dette er det normative grundlag tisk kunne det også virke hos den af Rosen beun - for ornamentalt arbejde, et grundlag, der forbin - drede Sullivan i Chicago, i hvis arbejder orna - der sig med ordets etymologiske ophav, der pe - mentet i flere interiører forekommer som sorg - ger på udtryk og effekt i ét. løst i forhold til rummets underdelinger og fysi - Problemet for en række arkitekter inden for ske skikkelse. art nouveau bestod nu i, at det nok lykkedes dem Hvad er et ornament ? Som ornament forstår at frigøre sig fra den akademiske eklekticisme, man sædvanligvis det enkelte udsmykningsmo - men at de ikke altid fik udarbejdet de nye orna - tiv, der indgår i en mere omfattende dekoration. mentale motiver tektonisk, dvs. som en optisk Ordet ornament kommer af ornare , latin for at understregning af bygningens plastiske karakter. udsmykke, og -mentum , der betyder så meget som effekten af noget. Ornamentet er således motiv og virkning i ét. Rosens ornamentik Ordets etymologi peger på en dybere egen - Visse art nouveau arkitekter, som f.eks. Antoni skab ved det vellykkede ornament, nemlig at det Gaudi, formår i mange tilfælde at gøre hele byg - smykker og fortolker den fysiske form i én og ningskroppen ekspressiv som et ornament og samme bevægelse. Det gør det ”læseligt”. Med omvendt at gøre ornamentet til en fysisk hel - ordet tektonik menes allerede det forhold, at en hedsfigur i ét samlet udtryk. Herved løses den ar - given konstruktion kommer fysisk til udtryk, at vede konflikt mellem udtryk og indhold, hvor - den artikuleres. Oven i dette kommer så den or - under ornamentet virkede overfladisk. namentale understregning. Forestiller man sig en Blandt Rosens inspirationskilder findes en vase, vil ornamentets udformning i reglen være række art nouveau arkitekter, der indløser orna - forskellig fra led til led. Eksempelvis vil ornamen - mentets evne til optisk at understøtte grundlæg - tets udformning være forskellig på vasens fod i gende relationer i bygningens form og propor -

36 tioner. Rosen er i den henseende et særligt tilfæl - helhed” (the difficult whole) indeholdende en de, hans ornamenter optræder i hovedværkerne række mindre kollisioner og skalaspring, inden bl.a. som et fornemt draperi delikat indvirket i fa - for en spændingsfyldt helhed. caden – som på Løvenborgs curtain wall facade og Palace Hotellet, hvor ornamenterne følger fa - cadens underdelinger – plastik henholdsvis kon - Gesamtkunstwerk struktionen. I andre tilfælde løber ornamentik - Den omstændighed, at Rosen bestræber sig på at ken løbsk og støder an mod facader og vægge tænke hele bygningen og dens dele ornamentalt, udtalt i en skitse til en indgangsportal fra 1907. er uadskillelig fra hans frodige natur som kunst - Rosen arbejder i sin plastiske udformning af ner. Man må desuden forstå denne bestræbelse i huskroppen ofte med at rejse denne som et su - forbindelse med periodens stærke optagethed af perornament, som det er tilfældet i administra - gesamtkunstværket . Udbrydergruppen af unge wi - tionsbygningen for Tuborg, men også i Ole enske kunstnere, de såkaldte sezessionister Josef Rømer Observatoriet, i Metropol-bygningen Hoffmann, Gustav Klimt, Josef Olbrich mfl., si - m.v. Det udfordrende ved ikke mindst Tuborg - ges ved en sammenkomst en uges tid før deres huset, den bygning, der har mest ”klump” og første samlede udstilling at have fået et improvi - massevirkning, består i udvekslingen mellem fa - seret foredrag af komponisten Gustav Mahler cadens ekspressive komposition og de særskilte vedrørende Gesamtkunstwerk-konceptet. dekorative og ornamentale elementer huset Ved åbningen af den nye Sezessionsbygning i igennem. Bortset fra de uhyre behændigt udar - 1898, tegnet af Olbrich og indrettet af Hoffmann, bejdede facader med deres skarptskårne åbnin - slår dette koncept markant igennem, idet rum - ger er helhed og dele ikke fuldt integrerede. Mo - menes indre udsmykning af retvinklede, berap - tiverne forekommer sine steder at falde fra hin - pede og kalkede mure spiller bevidst sammen anden i en sideordnet række af ”numre”. Kunst - med Gustav Klimts billedfrise i en samlet hyldest nerens vandmærke gennemtrænger ikke alle led. til kunsten og håndværket. Bygningens krone, en De er heller ikke absolut afstemt i deres indbyr - kuppel af forgyldte laurbær, kunne være et ud - des proportionelle relationer. Til gengæld er de tryk for det, Kay Fisker ville betegne som ”ska - yderst charmerende. Vi står over for det, arkitek - bet” 14 , hvorimod et sådant udbrud af ornamentalt ten Robert Venturi ville kalde ”den vanskelige overskud næppe ville vække anstød hos Rosen.

37 Rosen arbejder med Gesamtkunswerk-idéen i materialer og billeder, ydermere den synæsteti - en stribe arbejder. Mest storslået i Palace Ho - ske dimension, at sanseindtryk kan forvandle sig tellet og Tuborg-bygningen, hvor alle dele og og danne overblændinger. Lydindtryk kan slå alt inventar er udformet af arkitekten. Begrebet over i lys- og farveindtryk, taktile indtryk kan for - Gesamtkunstwerk har med stor succes vundet binde sig med synsindtryk etc. Gesamtkunstvær - indpas i alverdens sprog, siden komponisten ker vil ofte aktivt søge at mobilisere synæstetiske Richard Wagner udbredte begrebet for lidt over effekter, binde mennesker sammen gennem san - 150 år siden. 15 seindtrykkenes integration i en æstetisk helheds - Men dermed hører klarheden op. Går man komposition. litteraturen igennem, vil man opdage, at ordet Værkets moderne karakteristika, som de udar - bruges om vidt forskellige fænomener fra mid - bejdes omkring 1900, er i forlængelse heraf den delalderens gotiske katedraler og stort anlagte harmoniske enhed af kunstarterne, den sociale kunstværker til åbningsceremonier for de olym - vision, det universelle i formsproget, tilskuerens piske lege. følelsesmæssige og affektive involvering, det in - Det er et fælles kendetegn ved de mest ambi - tense stemningspræg samt omgivelsernes beri - tiøse gesamtkunstværker, at de vil være et bille - gelse gennem kunsten. Kunstværket overtager de på verden eller skabe en vidtspændende ver - roller fra templet og katedralen. den, der samtidig søges udrustet med en rød tråd Ligesom Anton Rosen med sit Palace Hotel gennem alle delene. Til de prominente historiske videreførte Grand Hotellets udtryk for den sto - forbilleder for gesamtkunstværket hører middel - re verden præget med sit eget formsprog, rejser alderens katedraler. Med disse katedraler forbin - han tilsvarende på Tuborg en symbolladet fore - der man to egenskaber, som bliver centrale i stilling vedrørende bryggerierhvervet – fra det Centralrummet, der som komponisten Richard Wagners definitioner af ge - store ølanker ved hovedtrappen til den kvintes - gesamtkunstværkets samtkunstværket : den perfekte harmoniske enhed sentielle alkohol i pragtlysekronen, som tin - hovedrum samler trådene – af alle kunstarter, og som sagt dét at ville indskri - drende svæver i bygningens absolutte centrum. vandet i fontænerne, ve en hel verden i én manifestation. Ved siden af Bygningen er bryggeriets fæstning og hoved - den gyldne lysekrone, ølankret, beplantningen i de to allerede nævnte kendetegn ved gesamt - kvarter, al ind- og udkørsel passerer her forbi. kummerne ved vinduerne, kunstværker besidder katedralen, takket være Fra tårnets øverste platform skuede man som lysindfaldet fra vinduerne. den organiske helhedsvirkning af lyd, lys, sten - en borgherre ud over hele fabrikslandskabet.

38 39 Desuden trækker bygningen med sin tyngde, En del fabriksbyggeri i den vestlige verden på det massive tårnhjørne og de svære omkringlig - Rosens tid ville skabe såvel et gesamtkunstværk gende granitkugler tråde til trafikken af heste - som en fællesskabsfølelse blandt medarbejderne. vogne og lastvogne med øltønder i en art robust I Danmark kan man i den forbindelse tænke på samdrægtighed. Dahlerups udformning af Elefantporten og an - Det store centralrum trækker på en sakral tra - det på Carlsberg i Valby som elementer i et ge - dition via sit ovenlys, sin funktion som socialt samtkunstværk og ikke mindst i England på re - samlende rum, sit monumentale vindfang, sine formbyggeri i og omkring fabrikkerne. Denne storstilede symboler mv. tanke om fabrikken, dens plan, fløje samt skulp - turer som talende arkitektur (architecture par - lante) optræder tidligt i industrialismens historie Richard Wagners formulering af i Ledoux berømte saltværker i Frankrig, men tanken om gesamtkunstwerk fortsættes i udtalt grad i England og Tyskland i Operakomponisten Richard Wagners skrifter fra løbet af det 19. århundrede som bestræbelsen på midten af 1800-tallet taler om, at de tre ”urfødte at drage alle ansatte ind i et æstetisk oprettet fæl - søstre, digtekunsten, tonekunsten og dansekun - lesskab. sten” bør forenes i et nyt begreb om musikdrama. Grundpointen er, at de enkelte udtryksformer skal bindes sammen i en syntese. Patosformler, stemning Kunsten skal overvinde ”egoismen” i de en - og vitalisme kelte kunstarter og deres ”fremmedgørelse” fra Gesamtkunstværket aktiverer i sine romantiske hinanden, og samles i en ny syntese – en ”frem - udgaver en række ophedede former for patos el - tidens kunst”. Disse tanker går som sagt ikke blot ler følelsesfulde fremstillinger. Med udgangs - igen hos Wiener-Sezessionisterne, men i vide punkt i erfaringen om en spaltet og ”forløjet ver - dele af arkitekturen omkring år 1900. Wagners den” (Wagner) præget af menneskets historiske egne idéer sammenfattes i hans Festspielhaus i følelse af hjemløshed og splittelse skabes drøm - Bayreuth, hvor tilskuerne sidder i et ikke-hierar - men om et nyt totallegeme. kisk teater uden loger i et ”stort menneskeligt Den enorme tiltrækningskraft idéen om ge - fællesskab” (Wagner). samtkunstværket nyder omkring 1900 og i alle

40 Direktørkontoret er husets fineste og bedst bevarede rum. Dørhåndtag og sofa er tegnet af Rosen til huset. De stofbeklædte undervægge, der afsluttes med en agramanbånd og den forgyldte frise i gips, er originale fra 1913 og et udtryk for Rosens sans for detaljer. Ovenover er den prikkede grønne bort genskabt. dele af art nouveau hænger utvivlsomt sammen rigtig meget betydning spændes til bristepunktet med erfa ringen af, at verden er blevet splittet og er en af årsagerne til den energi, der stråler ud op i en isoleret kunst, en isoleret religion, en se - af bygningen for Tuborg og af andre af Rosens parat videnskab, en separat samfundsforvalt - arbejder. ning og en ekspansiv produktion af industrielle Rosen gik meget langt mht. at kunne sikre sig masseartikler, der i deres anonymitet tilhører æstetisk kontrol over sine arbejder. I forbindelse alle og ingen. Gesamtkunstværket ønsker at med en enkelt opgave fik han lov at bestemme hele den moderne verdens opsplitning og frag - knappernes udseende på de ansattes uniformer. mentering. På Palace Hotel styrede tegnestuen alt fra møbler Fælles for forestillinger om gesamtkunstvær - til service, bestik, dørhåndtag mm. Han sigter ket er bestræbelsen på at frembringe det store uophørligt mod helhed, facetrigdom og det menneskeskabte artefakt, som kan blive ét med stemningsladede. virkeligheden, i reglen gennem symbolladede Og som andre ambitiøse arkitekter før og ef - verdensbilleder, som søger forening med en ter ham tog han mange kampe med sin bygher - konkret livspraksis i dennes helhed. Arkitektu - re på Tuborg. Kampe, i hvilke han ikke altid trak rens ønske om at kunne repræsentere og afsætte det længste strå.

41 Kigget fra kontorchefens kontor ind til Direktøren i bygningens sydvestlige hjørne. Begge rum fremstår i dag stort set, som da huset var nyt. De malede dekora - tioner på væggene og lampen i forgrunden er genskabte.

42 Den imponerende svingdør, der forbinder centralrummet med vindfanget og hoveddø - ren.

43 Det blotte syn af Carlsbergs daværende direktør Det stemningsbetonede A.W. Nielsen kunne gøre folk urolige. Carlsbergs Datidens arkitekturteori, som den blev formule - mangeårige besøgschef havde truffet nogle dispo - ret af bl.a. Heinrich Wölfflin ( Prolegomena zu einer »sitioner i forbindelse med et arrangement i Carlsberg Mu - Pschychologie der Architektur ) og Worringer ( Ab - seum og sagde til direktør A.W. Nielsen, ’Undskyld direktør straktion und Eifühlung ), interesserer sig for arki - Nielsen, men jeg håber ikke, at jeg dermed har overskredet tekturens stemningsskabende værdier og netop min kompetence.’ ’NEJ’, svarede A.W. Nielsen, ’for De har in - indfølingen. Disse tænkere er optaget af, hvor - gen!” dan materie spiritualiseres gennem form, og hvorledes ornamentet appellerer til kroppen, På Tuborg var det mere afslappet. På et tidspunkt havde vi idet det udløser en effekt i hele organismen. en informationschef, der hed Poul-Ove Kühnel, og da han En klump råt uformet materiale, der ligger havde lært begge steder at kende, men havde kontor på foran én, appellerer direkte til menneskets form - Carlsberg, sagde han meget rammende, ’der er højere til lof - skabende evne, fordi det uformede råmateriale tet ude på Strandvejen.’ Det havde han ret i. I Rosenbyg - hos mennesket kalder på en formvilje – kalder ningen turde man godt gøre noget på eget initiativ og end - på at gribes med hænderne og blive artikuleret da være uenig i direktionens beslutninger uden, at man kom og givet en form. Resultatet, selve formen og or - til skade af det. Der var en befriende atmosfære. Man følte namentet, virker dernæst direkte på den menne - sig ganske enkelt godt tilpas.« skelige sansning, således at vi oplever det arki - tektoniske formudtryk som besjælet. Ornamen - - Bjarne Hansen – ansat 1962-98 – bl.a. som redaktør i tet og den arkitektoniske form bliver en kanal Informationsafdelingen. I Rosenbygningen fra 1962 til 1965. mellem den fysiske verden og den åndelige di - mension. Sådan at forstå at denne gestus og ornamen - tets slyngninger kalder på indlevelse og efterlig - ning. Den lyksalige oplevelse af en vellykket rum - form får os til at forjætte objektet og rummets at - mosfære. Efterligningen af et vellykket formud - tryk styrker vores livskraft, på samme måde som barnet med fornøjelse efterligner den voksnes be -

44 vægelser. Eller som Paul Klee senere sagde: Be - ske plastik. Stemningen er ikke noget, vi ensidigt skueren fuldbyrder ved sin tilgang til tegningen projicerer over i bygningens rumlige udformning, linjens slyngninger via efterligning, man gentager den er også en egenskab ved det arkitektoniske med øjnene linjernes bevægelser, foretager en art udtryk, at dette kan udløse stemninger. Anton inkorporering ud fra sine motoriske erfarings - Rosen var allerede gennem Meldahls forelæsnin - mønstre. Når materialet er givet form, og dets ger bekendt med tidens stemningskult. Meldahl træghed og tavshed overvundet, udløses en vital så netop den bevidste omgang med vekslende hi - impuls, en tilskyndelse til indføling. Indlevelsens storiske motiver som et middel til suggestion og behag fører os ind i en stemning, et register af til frembringelsen af teatralske, stemningsmætte - følel ser, noget både stumt og levende. de effekter i det københavnske bybillede. Noget, Grundliggende er der i efterligningen også han gang på gang indskærpede i sin undervis - tale om, at vi bekræftes i vores egen krops sym - ning. Ud fra sit omfattende kendskab til den metriske opbygning, vi genkender harmonien i europæiske kulturarv kombinerede Meldahl så bygningens forhold mellem del og helhed som at sig e særlige klenodier af høj stemningsværdi logisk og proportionalt i overensstemmelse med med henblik på at opbygge intense rumgestalter. vores egen organisme, vores to øjne, to ører, to I den efterfølgende periode, præget af art parvise lemmer og yderste ekstremiteter. nou veau -strømninger overalt i Europa og USA, Vi kæmper imod formløsheden i materien for løber den vitalistiske tanke om livskraften i det at vække vores egen livskraft. Og vi kan i paren - stemningsbårne sammen med gesamtkunstvær - tes tilføje: Denne idé om livskraften, det vitali - kets styring af alle optiske og ornamentale begi - stiske idéindhold, blev et stort tema i art nouveau venheder i det arkitektoniske forløb. Arkitekten med dens florale og organiske former. Ligesom fører an med sine bestræbelser på at stifte enhed. ordet Jugend ville pege på den spæde ungdom Det er ud fra en sådan kontekst af idéer, Rosen og med forkærlighed repræsenterer det tidlige ønsker at yde sin indsats som arkitekt. forår. Wölfflin mener, at en harmonisk bygning vir - ker som et spejl for kroppen og sætter os i sving - Rosens rejser ninger. Stemningen og atmosfæren er noget, der De første rejser, Rosen foretog, gik til England, opstår i relationen mellem os og den arkitektoni - Sverige, Frankrig og Tyskland. Modtagelsen af

45 Rosens originale tegning seret sig i at dokumentere kunstværker og be - af skjoldet til varmlufts - rømte bygningspartier. Det blev en kæmpestor kanalerne. Skjoldet er i ge sjæft. Fotografiet viste sig nyttigt for restau - hvidmalet metal og også her reringsarkitekter , fordi de kunne fastholde en anvendes motivet ’1913’, som er husets opførelsesår. dokumentation af udseendet af bygningsdetaljer før restaureringsindsatsen og holde disse for øje under bygningens renovering. Samtidig gjorde fotografiet som massemedium alle væsentlige monumenter tilgængelige for alverdens arkitek - ter og historikere . De motiver, Rosen på den ene eller anden måde indsamlede under sine udlandsophold, danner i nogle tilfælde ret direkte afsæt for ud - smykninger af hans arbejder hjemme i Dan - mark. Fremfor alt fik han et utal af mønstre, or - namentik, heraldik og skulpturelle detaljer ind under huden ved sine nærstudier således, at han kunne lade disse undergå forvandlinger og nye kombinationer. Også tidsskrifter blev for Rosen et reservoir for idéer og nyorientering. Wilhelm Wanscher skrev i Politiken i 1928 i et tilbageblik på Rosens udgangspunkt som ar - kitekt: “Der gives to slags arkitektbegavelser, den konstruktive og den komponerende – den den lille Guldmedalje tillod ham en længere rej - nøgterne og den frodige. Rosen havde den sid - se gennem Sydeuropa. Som alle arkitekter før ste”. 16 Andre nekrologer fra samme år taler om ham gjorde han på disse rejser skitser. Hos brdr. den friskhed og det mod, der prægede hans kar - Alinari i Firenze købte han til sit arkiv en række riere, at han “sent blev moden” (!), samlede fotografier. Firmaet Alinari havde bl.a. speciali - mange motiver, men endda “formåede at give

46 dem et præg af personlighed”. (Udsagn fra aviser En overenskomstforhandling var gået i hårdknude af bl.a.Tyge Hvass). 17 På Rosens tegnestue, der og efter hårde forhandlinger blev udgangen, at alle ikke blot var blandt de livligste i landet, men ansatte havde ret til seks skattefri øl om dagen. også den, der sendte flest projekter ud i verden »Dengang var seks om dagen en dråbe i havet for de mere til internationale konkurrencer, sad et impone - hårdføre. En god historie som alle bryggeriarbejdere kender rende antal af de følgende årtiers bedste danske handler om Kong Christian X, der en dag var på besøg. Kon - arkitekter. Og disse gav i reglen sympatiske sig - gen standser op ved en tøndeformet bryggeriarbejder, og si - nalementer af denne tegnestuechef, der snart ger ”Hvad drikker De i grunden om dagen min gode mand?” virkede vidtløftig og sangvinsk snart overor - Arbejderen klør sig lidt på maven og siger, ”Nåh, en til halv - dentlig fokuseret. anden, bliver det nok til.” Kongen siger ”Nå, det kan jeg ikke forstå. Det gør jeg såmænd også og jeg er jo høj og tynd,” hvortil bryggeriarbejderen svarer ”Jamen Deres Majestæt, Tuborghuset De snakker jo om flasker. Jeg snakker om kasser.” Det var Aktieselskabet Tuborgs Fabrikker blev anlagt i dengang, der var 50 flasker i en kasse.« 1873 ud mod Strandvejen på grænsen mellem Østerbro og Gentofte. Selskabet oprettede en - Thomas Sørensen, kontorchef i Besøgsafdelingen. Ansat fra 1960. havn, en gødningsfabrik, et flaskeglasværk mm. Efter nogle år var det meste nedlagt eller solgt fra bortset fra bryggeriet, som langsomt nød fremgang på det danske marked såvel som på eksportmarkeder. Foregangsmændene var frem til omkring år 1900 C.F. Tietgen, P.W. Heyman, H. Bekkelund og efterfølgende S. Wibroe og B. Dessau i forskellige, dels praktiske dels forret - ningsmæssige funktioner. Da bryggeriet med Rosen som arkitekt 1912-14 opførte sin nye ad - ministrationsbygning og ankomstanlæg, var det teknisk innovativt og blev besøgt af bryggere fra forskellige dele af verden.

47 Original tegning af vest- Bygningens ydre man afledes fra tanken om en regularitet i bygnin - facaden langs Strandvejen. Bygningen tilpasser sig den spredte villabebyg - gens plan som følge af facadernes dramatisk sto - Til venstre i billedet ses gelse, der dengang prægede området. Den består re og individuelle træk i henseende til vin du es - muren ind til humlehaven, af fire fløje, som omkranser et indre kvadratisk placering, serier af karnapper, gavle mm. Des - som blev nedrevet, da Strandvejen blev udvidet. areal, der fungerer som en stor centralhal med uden man kan ikke udlede særlig meget om det ovenlys. Bygningen forekommer mindre end sin ydres fortsættelse i det indre fra et enkelt sted faktiske volumen og mængden af funktioner, omkring bygningen. som følge af de høje tage med den drastiske rejs - Facaderne har ikke helt og aldeles den samme ning, der synes respektivt at skærme blot en en - vægt, men kan dog hver for sig udmærket aflæ - kelt fløj. Desuden kan man ikke fra nogen enkelt ses som en fuldgyldig frontfacade. Der arbejdes synsvinkel udlede, hvordan bygningen udfolder overalt med en stor motivisk tæthed. Hver af fa - sig over de øvrige facader. Man kan ikke fra et caderne har en rigdom af indfald, der vanskelig - enkelt punkt danne sig noget indtryk af bygnin - gør en hurtig aflæsning selv af den enkelte faca - gen i sin helhed. de. Kun sydfacaden og østfacaden er udtalt Tilsvarende er det svært at danne sig et ind - asymmetriske. Bygningen er lejret ind i et min - tryk af, hvor stort et areal bygningen dækker, og dre terrænfald, et forhold, der intrigerer blikket

48 som følge af den uortodokse overskæring af sok - fem fag af langt større vinduer. Disse vinduers Original tegning af syd - kelzonen. horisontale karakter understreges af, at vindues - facaden, foran hvilken den I 1700-tallets arkitekturdoktriner talte man om fagenes rundinger her kun udgøres af fladere nye forplads er blevet anlagt. det “nedgravede” som en monumental virkning. kurvehangsbuer. I tilfældet Rosenhusets vestfacade forstærker Vestfacadens stueetage domineres af en række dette nedgravede ikke mindst oplevelsen af byg - af vinduesfag, hvis dynamiske bevægelser mod ningens tyngde og “klump”. De oprindelige for - siderne holdes i ave af facadens yderste lukkede an vestfacaden anbragte pullerter med kæder trak murpartier. Tagfladens syv kviste med ret spidse på opførelsestidspunktet en linje gennem under- trekantsmotiver løfter helhedsindtrykket. De har etagens fem vinduer, der er afrundet med halve egne intervaller, en egen indbyrdes rytme og er cirkelslag. Disse virkninger var umiddelbart syn - asymmetrisk anbragt i forhold til de vertikale se - lige, indtil fortovet ved en udvidelse af Strand - kvenser i fagene i facadens murværk. vejen blev trukket helt ind til bygningen. Via det “nedgravede” dramatiserer facaden Kælderetagens halvcirkelbuer udvirker ind - det livtag med tyngdekraften, der i princippet trykket af opadstræbende, vertikal energi, der gælder al arkitektur, men som her bliver ret til - horisontalt falder til ro i stueetagens (tilsvarende) spidset.

49 Original tegning af Serien af kviste strækker sig ud over de primære store vindue i facadens højre side. Desuden er østfacaden. Til højre muren fags bredde. De danner øverste kant i en kile, der de tre fuldgyldige kviste og det cylindriske tårn til humlehaven, der ikke udgøres af de samlede vinduers yderste afgræns - over to etager yderst til højre fæstnet i hjørnet længere eksisterer. På en del ning og peger ned i fundamentet. som på en fæstning og med udvendig trappe. af humlehavens areal er der nu opført et nyt skur til Tagfladens udformning med taskekvist dan - Terrænfaldet sløres af de fire granitkugler til cykler og dagrenovation. ner et horisontalt bånd, der optisk holder sam - venstre for indgangspartiet. Det spidse meget men på tagfladen og giver denne ekstra betyd - smalle gavlmotiv er i pagt med tagets stejle rejs - ning. Taskekvisten understreger også indtrykket ning og kan et kort øjeblik forlede til tanken om af en krone over facadens murværk. Tagetagerne at kunne referere til et tværsnit af bygnings - nobiliteres som andet og mere end end en funk - kroppen. Gavlmotivet, der til kontrast virker tion, der blot er udrustet med de nødvendige lys - urimeligt spinkelt i forhold til det samlede ind - indtag i form af kviste og tagvinduer. tryk af bygningskroppen, får tilføjet vægt og be - Sydfacadens asymmetri fremkommer ikke tydning gennem en lille tårnagtig cylinder, der mindst ved gavlmotivets (frontespicens) place - kliner sig op ad indgangspartiet. Dette lille ring nogle meter til venstre for midten, en pla - borgagtige tårn opvejes i tur og orden i faca - cering, der i tur og orden afbalanceres af det dens venstre side af et højt rektangulært vindue

50 Nordfacaden – hvor der før restaureringen i 2008 stod en række selvsåede træer, der nu er fjernet, så facaden igen med værdighed åbner mod nord.

indlejret i en svagt fremspringende krum kar - maner opmurede støttepiller, der står vinkelret nap båret af en art konsol og udrustet med en på facadens nedre zone. kappe i granit. Kælderetagens rundbuede vin - Nordfacaden er udstyret med hele to gavlmo - duer har forsætninger i rundede formstøbte tiver. Disse er afskåret ret ind mod rækken af kvi - sten. Vinduerne ligger dybt og siger noget om ste og rykker yderligere i forhold til den murede murværkets tykkelse. Deres størrelse peger facades vinduesfag. Som følge af disse indskærin - også på kælderens betydning i traditionelle ger, der i første række blot synes at give plads for bryghuse. det, der ligger imellem gavlmotiverne, drages de Østsiden består af en stor rolig facade, hvis ver - to gavle mod hinanden, som kunne de komplet - tikale sekvenser følger hinanden efter lige linjer. tere hinanden. Det runde tårn, hvor chauffører og kuske afleve - Hvad der umiddelbart virker som aparte be - rede deres kørselspapirer, står her markant frem skæringer bidrager til at spænde facaden op. De to i hjørnet. gavlrisalitter viger til siden for at åbne scenen. Der Stueetagens vinduer er skåret skarpt ind i mu - er en kraft, der splitter dem og en anden, der skub - ren med en udtalt virkning af stereotomi. Det ber dem mod hinanden. Samtidig virker de to gav - skiveagtige i muren viser sig videre i de på borg - le som repræsenterede de bagvedliggende fløje,

51 Det har altid været mit indtryk, at omgangstonen der tapper sig igennem nordfløjen. Nordfacadens på Tuborg var langt mere afslappet end den var på rund e vinduer (oculi) viser den fulde geometri til Carlsberg. I forbindelse med fusioneringen kom der de øvrige vinduers fragmenter af cirkelsslag. »jo en del Tuborg-folk ud på Carlsberg og det løsnede lidt op. Turen rundt om den firfløjede bygnings faca - Men opfattelsen var, at man på Tuborg tog sig af hinanden. der bliver en opdagerfærd med overraskelser. At være ansat på Strandvejen var som at være medlem af Huset har en række manieristiske træk: det ned - en familie. Man kunne sige stort set alt til alle og der var en gravede versus bevægelsen opad, fire forskellige meget afslappet og uformel stemning i Rosenbygningen.« men nærmest ligeværdige facader, et spil af kon - traster og uberegnelige skalaforhold. - Arne Lønskov, salgskonsulent i Rosenbygningen fra 1998 til 2001. Arkitekten ønskede i bydelens kontekst af herskabsvillaer at få bygningen til at virke min - dre, end den er, og samtidig er der en mængde indre rum og funktioner, der presser sig frem i fa - caden. Man kan som følge af det alsidige spil af indfald og dekorative motiver ikke afgøre, om huset primært er tegnet indefra og ud eller ude - fra og ind. Dog holder husets tætte materiale - mæssige integritet det ydre sammen på en måde, der ikke fremgår af tegningerne af de fire facader. De robuste plastiske virkninger via formstøbte sten, teksturen, der dannes via variationer i for - bandt, de stort udskårne vinduesåbninger, sok - kelzonens kampesten på østsiden, det massive hjørnetårn, de svære smedejernsarbejder ved sydindgangen og dennes granitformer mv. – alt dette skaber et fysisk nærvær, der langt overgår Peter Brandes’ gigantskulptur i gårdrummet, der ellers ihærdigt prøver at sætte foden ned i disse arkitektoniske omgivelser.

52 Centralrummets loft med den markante lysekrone i midten.

53 54 Bygningens indre mantiske snart ubestemmelige bemalinger i tem - Som sagt har vi at gøre med en firefløjet bygning, pera omkring vinduesnicher. De mange brudfla - hvis indre centralrum er overdækket med et tag, der i helhedsindtrykket er ikke noget, der gene - der tillader rigelige mængder dagslys. rer en nutidig betragter, som ikke tager anstød Husets hovedrids er klart ligesom distributio - af en vis uegal mangfoldighed, derimod snarere nen af funktioner. De forskellige kontorafsnit og vil opleve denne som stimulerende, morsom og mødelokalet for bestyrelsen virker dimensione - berigende impulsiv. Selv hvor udsmykkende bil - ret i henhold til de ideelle programkrav, ligesom leder er på kanten af det kitschede, som i et på rummenes aptering og møblement svarer til det væggen malet dørstykke, der ligner et festtele - sociale hierarki. gram fra Bayern, overgiver man sig p.gr.a. selve Opstigningen fra kælderetagen forløber som løssluppetheden. en vinklet bevægelse op mod det store central - Undervejs fra laboratoriesalen, med dens rum, der gives overgange, korridorer og nicher, midter søjle og krydshvælv gennem korridoren som overalt i huset dividerer rumstørrelser ned. med buster af grundlæggerne, oplever man ved Rosen er ikke blot i det ydre men også i byg - ankomsten til centralrummet noget vældig spa - ningens indre en mester i hjørnets effekt. På hjør - tiøst parret med de hvide, lysende flader. Hvide net krydses ting og funktioner, begivenheder lø - flader, der udgående fra Macintosh og Wiener- ber sammen, men således at de arkitektonisk sezessionen skulle vinde frem i hele det 20. år - markeres via buer, ornamenter, farveskift mv. hundredes arkitektur. Centralrummet bærer i sin Man går i det indre frem mod tværgående rum - atmosfære og udvalgte motiver mindelser om Otto suiter henholdsvis trapper. Man kanter sig rundt Wagner og ikke mindst Olbrich og Hoffmann. og noget viser sig, man belønnes af små og store Centralhallen fungerer som en social accelle - detaljer, skift i dagslys, væggenes farver, diversi - rator i hjertet af komplekset. Den udgør med teten af døre. Nok er der noget spredt over tilsy - sine to krydsende akser både kulminationen på Modsatte side: nekomsten af en række enkeltstående motiver, modtagelsessystemet og det torv, hvor husets Snit, der viser Rosenhuset fra teknikkælderen til spirets men samtidig gives der gennemgående motiver forskellige gøremål og udvekslinger skærer hin - top – bemærk den asymme - som de gyldne vægure, typefastheden af væg- og anden. De lysende hvide flader skaber en vis triske tagkonstruktion, loftslamper med de udsøgte armaturer og hvide forklarelse i ankomsten. Rummet opleves mo - som danner den imponerende skålformede opalglas, samt de snart nationalro - numentalt ved sine proportioner og ganske tagflade.

55 Centralrummet med opstigningen fra kælder til de øvre etager.

56 Centralrummet fra 1913.

57 Den tidligere ’Indenbys- ekspedition’ i husets stueetage mod øst. På billedet ses de genskabte lamper, ure, gardiner, radiatorskjulere, stofbeklædte undervægge og malede borter.

58 overra skende, fordi man udefra hverken vil ane om muligheden af dets storslåede karakter eller overhovedet dets eksistens. Den “store øltønde” flankeres på afsatsen af kildevæld, der springer fra maskerelieffer. De so - lide kummer til disse er udført i en flamboyant stensort, muligvis Caunes marmor, hvori kildens vand opsamles. Ølankerets knusende dimensio - ner giver indtryk af en gigantisk maskine, volu - minøs og bydende i sin vilje til at levere øl. An - kerets forsænkede placering i forhold til central - rummets gulvflade gentager bygningens ekste - riøre “nedsænkningsmotiv”, samtidig med at an - keret virker som en sakral substitut – virksomhe - dens alter. Den lavere placering fjerner noget af det bombastiske ved tingen. De tre faser, der går fra kildevældet – til det gyldne øl i tønden – og derpå lysekronen med dens fontæne af strålende messing og glas, dan - ner et symbolsk forløb rækkende fra naturens fuld cirkel. Ligesom hvælv og blændnicher med Den tidligere ’Skrivestue’, givne ressourcer – vandet – over det møjsomme - rundinger andre steder binder cirkelsslag sam - hvor mænd og kvinder flit - lige forædlingsarbejde i kulturproduktet øl til ly - men med det retvinklede huset igennem. tigt har knoklet ved skrive - sekronens stråler af guld. De forvandlinger, virk - Centralrummet er halvt atrium halvt interiør. maskiner og duplikator. somhedens drift er anlagt på. Førstesalens altankasser danner gesimsbånd un - Centralrummets grænser er kendetegnet ved der de angelsaksiske skydevinduer, hvis bagved - plastisk skarptskårne murpiller, blokformer og liggende gange i lag af kinesiske æsker har en nicher i rette vinkler, der for så vidt står i kontrast særlig atmosfære af inde-ude. til de hyppige cirkelsslag i facaderne, som til gen - Det er tænkeligt, at Rosen kan have overve - gæld genlyder i den store øltønde og her danner jet at skabe en såkaldt grand indoor med et stort

59 Venstre: plantekumme og genskabt lampe, som det oprindeligt har set ud i indgangspartiet mellem hoved- og svingdør.

Højre: den originale svingdør set fra indgangspartiet mod centralrummet. Over døren en latinsk velkomsthilsen, der frit oversat betyder: ”den, som her træder ind, dvæler blandt guderne”.

pyramideformet skylight i glas og stål, et lysind - Perspektivisk sendes blikket opad gennem tårnets tag, som blev meget udbredt i slutningen af det gradvise forsætninger for at fastholdes af rosetten 19. århundrede. I stedet vælder dagslyset fra tår - omkring lysekronens ophæng. Lysekronen sam - nets øvre stokværk ind fra siderne som et meget ler ikke blot rummet i én stor forgrenet rumskulp - varmere lys. tur (vertikalt og sideværts), den er det tindrende

60 centrum for hele huset. Centralhallen ville uden trapunkt til arrangementet omkring ølankeret. den fremstå som et transitrum og udløse en vis Vindfanget står dominerende i forhold til skran - agorafobi, forstået som et ubehag over for et me - ken og den flankerende lille dør. get tomt rum. Pragtlysekronen, der kan tænkes at Lanternen over skranken, der i sit ophæng sy - være den mest udarbejdede enkeltgenstand i nes at have en Midgårdsorm som slynget cen - dansk arkitektur overhovedet, stråler videre ud i tralmotiv, hænger frit ludende over skranken, alle bygningens rum gennem små lysende detaljer som var man endnu i et uderum. Her som andre som de 11 forgyldte, kvadratiske vægure, polere - steder hos Rosen er der megen impulsivitet, men de håndtag, elkontakter i blank messing mv. samtidig ægte teatralske virkninger i konstella - Via hovedindgangen og hovedtrappen mod tionen af elementer. syd kommer gæster ind i et ekceptionelt trappe - Helheden er ikke helstøbt, hvis man sammen - rum med massive, kraftigt dimensionerede, af - ligner den med de ankomsthaller til virksom - lange kummer i travertin. Disse står med deres hedsdomiciler i Chicago af Sulivan og Co., som slående tyngde på afsatser af ølandsten af en til - Rosen havde studeret. Tilsvarende er ornamen - svarende kompakt mættet beskaffenhed. Ind - tikken gennem hele huset ret sammensat. Den gangsportalen bærer i trapperummet en latinsk rækker fra abstrakte zigzaggende chevron-møn - inskription, der frit oversat tilnærmelsesvist bety - stre, der stammer fra normannisk arkitektur, til der “Den, som her træder ind, dvæler blandt gu - nationalromantiske bladranker malet i stil med derne” – muligvis underforstået, at man på ophø - vægdekorationer i danske middelalderkirker og jet vis falder til ro efter at have drukket af den gamle vinstuer. gyldne nektar. Men de heterogene motiver neutraliserer til Indgangsportalen fortsætter ind i centralhal - gengæld de tilløb til æstetisk klaustrofobi, man len som et højt gravitetisk vindfang. Der er tale hurtigt kan føle i en række stilistisk mere homo - om et majestætisk, tungt snedkerarbejde passen - gene art nouveau-interiører. Rosens værk er min - de til et hovedsæde for ansvarsfuld administra - dre totalitært, på en hvis måde direkte befriende. tion og økonomiske transaktioner. Den i porta - De enkelte dele går ikke op, men de er godt ud - len indbyggede svingdør danner i overgangen fra ført hver for sig. De skaber luft, ligesom de i nog - hovedtrappen et rum i rummet. Ydermere er den le tilfælde er befriende djærve og grove set i rela - ved sine proportioner og vægt et påkrævet kon - tion til jugendstilens sarte raffinementer.

61 Et af første sals mange rum, der førhen fungerede som frokoststue for personalet. I dag er gardiner, bemalinger og de dybe skunkvægge genskabt.

62 Kig gennem glaspartiet mod bagtrappen på første sal.

63 I parterreetagen har farve- arkæologiske undersøgelser vist, at de labyrintiske gange oprindeligt havde en mørkebrun farve, der i dag er genskabt.

64 Efter en kort tids ophold i huset synes man, det Parterreetagens tidligere hele spiller sammen. De mange lyse, monokro - ’Laboratorium III’ i husets me vægflader udvirker ved sin grundtone en vestside med kig til rummene ved siden af. Det var i dette gennemgående ro i huset. Et hus, der netop vir - rum, at gærkulturen til ker gennemstrømmet af et rigt dagslys, i hvilken ’Grøn Tuborg’ blev opfundet. forbindelse man må fremhæve virkningen af de Senere blev rummet benyttet genetablerede hvide bomuldsgardiner, som fil - som besøgscenter efter omvis - trerer dagslyset på behagelig vis. ningerne i Tuborgs produk - Husets volumen er særdeles godt udnyttet. tionshaller. Tætheden samt omfanget af funktioner og de mange loftsrums skrå afskæringer indebærer en stor variation af nicher og sideskabe. Bygningen indbyder til, at man går på opdagelse, og uop - hørligt belønnes man med nye indtryk, samtidig med at man etapevist forstår de enkelte zoner som et samvirkende ensemble af funktioner. Til sidst fremstår bygningen som en stor koopere - rende maskine. Ikke alle transitrum eller passager inde og i det fri omkring centralhallen kan siges at være over - legent proportioneret, de er sine steder blot nød - tørftigt indpasset. Til gengæld er der i hoved - rummenes forløb op igennem bygningen en op - den anden side af glasvæggen, virker interessant lyst kontinuitet. De mange glasvægge og -døre af grunde, som ikke kun kan forklares som voy - tillader blikket at vandre videre. Selve opspros- eurisme. Afkoblingen fra det fulde lydindtryk ningen af de glasinddækkede fløjdøre underdeler fre mmer en vis nysgerrighed. Begivenheder på helheden, indrammer, fragmenterer og lader etagen opleves simultant, man er et led i et man - ane. Der er en særlig fornøjelse ved at kikke gen - gesidigt visuelt fællesskab. Det sete virker yder - nem opsprossede glaspartier, det, der foregår på mere oplevet gennem de franske døre udtal t

65 66 scenisk, og man får forstærket sin elementære belt, men ikke altid karakterfuldt. Betragtet i Kig gennem de engelsk fornøjelse ved det ‘at se’. Den centrale hal skaber bredden virker det nobelt, men en anelse ferskt. inspirerede vinduer på første en bikubeeffekt forstærket af glasdørene, der igen Rosenhuset optræder hverken nostalgisk eller sal ud mod centralrummet. befordrer en kontinuerlig gang gennem de store lumsk kedeligt, netop fordi dets historiske for - lokaler. skellighed og delvise fremmedhed når frem til nutiden. Fortiden er en forunderlig verden, kun lejlighedsvist finder man en passage ind til den. Gendannelse Der er noget eventyrligt over Rosens fantasi Realea har i samarbejde med BSarkitekter valgt at såvel som hans behændighed i forhold til at lan - genskabe så meget som muligt af det oprindelige de et uhyre sammensat funktionsprogram, i det - interiør. I modsætning til hovedparten af de sene - te tilfælde overhovedet over hans hele perfor - re årtiers restaueringsstrategier, hvor gammelt mance, der efter restaureringen tydeligt når frem mødes med en flerhed af nye elementer, er man i til os. Yderligere er det kosteligt at have fået gen - bygningen, der nu omdøbes til “Rosenhuset”, stil - dannet noget så sjældent som et gesamtkunst - let over for det, en tysk kulturteoretiker har kaldt værk fra omkring 1900. “chokket ved det gamle”. Man træder ind i en vi - Er der noget, København i dag trænger til, er brerende tidslomme, som man eksemplevis også det en eventyrlig arkitektur. Den ånd af nøgtern gør det på den omhyggeligt restaurerede Grand kvalitetssans, som har præget dansk arkitektur, Central Station i New York, hvilket forekommer er et uvurderligt kulturelt gode, der også her er berettiget, hvor man står over for et klenodie med tilstede. Men i tilgift er huset et udtryk for, hvor mange dele intakt. Man begunstiges af mulighe - fantastisk arkitektfaget kan være. Noget, vi i Kø - den for at foretage en mindre tidsrejse tilbage til benhavn i de senere år kun med mellemrum har den moderne arkitekturs tidlige forår. erfaret. Faget var for Rosen aldrig blot et job, der Mange fint restaurerede bygninger udstyres skulle leve op til et vist forsvarligt kvalitetsniveau. med nutidige detaljer i form af møbler, lysarma - Hvorfor de unge mennesker, der sad på hans turer, vægfarver og tekstiler. Som følge af stan - tegnestue og som senere blev hans hårdeste kri - dardpræget fra et pænt og kvalitetsbevidst skan - tikere, alligevel tænkte på tiden dér med venera - dinavisk design kan de virke ens i tonen. Det hele tion. Hos Rosen erfarede de, hvad det vil sige, at fremtræder overordentlig gedigent og præsenta - en bygning er løftet af en vision.

67 Plantegning af parterreetagen. Øverst i grøn den nye og ved siden af i sort den gamle fra 1913. Den største forskel er i husets vestside, hvor flere små rum med tiden er blevet sammenlagt til et stort. Det tidligere store skilterum i midten er nu erstattet af toiletfaciliteter.

68 Plantegninger

Plantegning af stueetagen. Øverst i grøn ses den nye og ved siden af i sort ses den gamle fra 1913. Den væsentligste ændring er det tidligere ’Kassererkontor’, som med tiden er ændret, men derudover fremstår stueetagen stort set som i 1913.

69 Plantegning af første sal. Øverst i grøn ses den nye og ved siden af i sort ses den gamle fra 1913. Mens planen i store træk er den samme nu som i 1913, er der dog i tidens løb fore - taget små ændringer primært i forbindelse med sammen lægningen af mindre rum og ændring af toiletter.

70 Plantegning af anden sal. Øverst i grøn ses den nye og ved siden af i sort ses den gamle fra 1913. Oprindeligt var etagen indrettet med pigeværelser, senere med kantinekøkken. I dag er etagen indrettet til kontorer og møderum.

71 Af arkitekt maa Hans Scheving, Restaurering af Rosenhuset Bertelsen & Scheving Arkitekter

April 2010 Faktisk er der et par steder helt nede på detailpla - Det er uvant, at der er så stille i bygningen. Sidst på net sået tvivl om, præcis hvad ”oprindeligt” bety - formiddagen en kølig forårsdag, hvor solen falder der i dette hus. skarpt ind af vinduerne på øst- og sydsiden, i et af Det drøftes – igen – hvilke farver, de forskelli - de store kontorlokaler på 1.sal. Og den lille gruppe ge gråtoner på glaspladefotografierne fra 1913 mennesker, som består af bygherrens og rådgiver - mon egentlig repræsenterer. Og om et 1913-bil - nes projektansvarlige, står og lytter efter de lyde, lede af frokoststuen på 1.sal, som ganske tydeligt som man har vænnet sig til, og som ikke længere viser en hvid skillelinje mellem den mørkere un - maler uafbrudt i baggrunden. Gruppen holder små dervæg og ornamentborten ovenfor, kan være ubevidste pauser i samtalen for ligesom at lytte ef - fejlagtigt. Der er helt sikkert fortsat spørgsmål om ter al den støj, der præger enhver stor byggeplads: bygningens tilblivelse og første leveår, som ikke Stemmer, maskiner, radioer, skramlen med mobil - kan besvares helt og fuldt. Nu eller nogensinde. stilladser, hamre, save og så videre. Men der er næ - Den lille gruppe er efter endnu en gennemgang sten stille, kun fjernt høres lyden af brolæggernes af farveafdækninger og rapporterne fra konserva - rytmiske klingren med mejsler på brostenene torerne med særlig viden om farver blevet enige udenfor, og så en svag summen af trafikken ude på om en ny kurs og et par farver, som malerne skal Strandvejen. Den har man slet ikke kunne høre i afsætte på væggene i prøvefelter. Og om en enkelt det meste af de 1½ år, hvor bygningen ude og inde afdækning yderligere, hvor konservatorerne skal har været byggeplads. fjerne de flere millimeter tykke lag af efterfølgen - Men nu er projektet næsten færdigt indven - de spartelfarve, grundere, væv og maling. For – digt; der resterer lidt småting, bl.a. skal de male - måske – at komme tættere på en klar bevisførelse de ornamenter på væggene i de fineste etager for, om den hvide skillebort var der eller ikke var Modsatte side: færdiggøres. De fleste af dem er udført, men her der, da håndværkerne i 1913 forlod byggepladsen, Frokoststue for personalet og der mangler malerne endnu at male striber og og bryggeriets funktionærer flyttede ind. på første sal. Det originale firkantede prikker i forskellige farver, bredder og Det er en særegen proces, med lighedspunkter møblement eksisterer størrelser, og et par steder skal de ændres. til både langsommelig og metodisk politiefter - ikke mere, men rummet fremstår tilbageført med Afdækningerne af de gamle farvelag på væg - forskning, og til mere intuitiv deduktion, som alle gardiner, malede borter, gene har enkelte steder ført til spørgsmål i stedet involverede i to år har været så næsten manisk skunkvægge og ur. for vished om, hvordan de mon oprindeligt så ud. optaget af.

72 73 74 Den lille gruppe mennesker står bagefter nede i tilfælde vigtigt, fordi det ved at oprulle ændrin - den store centralhal, under den forunderlige lyse - gerne rent kronologisk også giver uvurderlige krone. Og tripper lidt ubeslutsomt på stedet, ikke informationer om bygningens oprindelige frem - helt i stand til at afslutte mødet. Alle er kommet i træden. Ved så at sige at spille filmen baglæns vane med at have den gamle bygning og alle fo - har det været muligt for de involverede at skabe restillingerne om dens tilblivelse og levned inde en forståelse for en række af Anton Rosens under huden, og det er en svær vane at slippe. oprindelige intentioner med bygningen. Hvor Udenfor er der fortsat liv og glade dage – der man overfladisk betragtet ellers vil henvise en er gravemaskiner, nivellerinstrumenter, paller række af bygningens detaljer til kategorien ”or - med mursten og kværnende tvangsblandere og nament”, bliver det på denne måde muligt at en større flok betonfolk, brolæggere, murere, gra - forstå dem som de rent praktisk betingede løs - vemaskiner og lastvogne. Om kort tid er også de ninger, som de også var. Og derigennem er vo - udvendige arbejder færdige, facaderne og arealer - res forståelse undervejs for bygningens særlige ne rundt om bygningen helt afsluttede, og byg - karakter af Gesamtkunstwerk øget: Delene kan ningen skal til en ny fase i sit liv, en ny æra med ikke forstås løsrevet fra helheden, og alle enkelt - arbejde og repræsentation i det store hus. Forhå - dele – også de tilsyneladende funktionsløse – bentlig til glæde for både ejeren, de fremtidige le - indgår i det oprindelige projekt ud fra en hel - jere og offentligheden. hedstanke om form og funktion som sammen - hængende størrelser. Et tilbagevendende problem ved Anton Ro - Rids af bygningens historie sens værker er, at tegnestuens eget arkiv er gået Rosenbygningens historie og dens ændringer til grunde. Der findes noget tegningsmateriale gennem tiden har været vigtige at få hold på i rundt omkring, bl.a. er der en del at hente i de forbindelse med restaureringen. Dels er det et kommunale bygningsarkiver de steder i landet, generelt krav fra den statslige bevaringsmyndig - hvor han byggede. Også i tegningssamlingen på Modsatte side: hed, Kulturarvsstyrelsen, i forbindelse med fre - Kunstakademiet i København, på Kunstindustri - Samme rum som s. 73, dede bygninger – navnlig de ældre – at værkets museet, det Kongelige Bibliotek og forskellige som det fremstår efter eventuelle ændringer over tid registreres og be - andre steder er der i større eller mindre grad restaureringen med kig til skrives. Dels er det særligt i Rosenbygningens materiale om Rosens projekter at hente. Men Strandvejen.

75 Detalje fra trapperummet med det gamle gelænder og afspærringen samt den genskabte bemaling.

76 ”stama rkivet”, de tegninger og den korrespon - tid har spillet en rolle i bryggeriernes historie, er dance, der med sikkerhed har været på tegne - også via efterlysninger af effekter fra bygningen, stuen, er væk. I sig selv har dette medvirket til at blevet opmærksomme på projektet, og det har gi - omgærde Anton Rosen og hans værk med en vis vetvis medført, at tidligere medarbejdere fra Tu - mystisk aura i eftertiden. Men den sørgelige og borg har lagt vejen omkring byggepladsen på banale sandhed er måske blot, at det som følge af Strandvejen. Undervejs i restaureringen har både Rosens umiddelbare eftertids skeptiske og kritiske formænd, entrepriseledelsen og rådgiverne haft holdning til hans samlede værk ikke har været no - en del sjove og interessante samtaler med disse gen særlig magtpåliggende at sikre arkivalierne. levende kilder til pletvise indblik i dagligdagen i Til gengæld er det så meget lykkeligere, at Tu - ”intelligens-siloen”, som bygningen kaldtes i borg og senere Carlsberg har haft orden i deres bryggeriarbejderviddet. interne arkiver, og at man i koncernen fortsat op - Stykket sammen af skriftlige kilder, tegninger retholder og vedligeholder et professionelt og fra ombygningerne gennem årene, fotos og be - velfungerende historisk arkiv. Uden dette ville det retninger fra tidligere medarbejdere i huset og på ikke have været muligt at gennemføre restaure - fabrikkens store område kan vi derfor med nogen ringen i det omfang og på den måde, det er sket. sikkerhed identificere to større ombygninger i Men uden dette ville vi også have været henvist Rosenbygningen: En første ombygning i begyn - til gætteri om en række tiltag i bygningen og de delsen af 1930’erne, hvor en lang række arbejds - nære omgivelser i de efterfølgende årtier. Ud over funktioner i huset blev ført til andre placeringer de uvurderlige fotografier fra bygningens indviel - på bryggeriområdet, og hvor navnlig opholds - sesår, 1913, har Ulla Nymand og hendes kolleger arealer og spisestuer til bryggeriets egne funktio - på Carlsbergs arkiv været til stor hjælp ved at nærer fik en mere fremtrædende rolle i bygnin - kunne fremlægge fotos af anlægget fra såvel gens indretning, på bekostning af arbejdslokaler. 1930’erne, fra tiden omkring Anden Verdenskrig, Og en anden større ombygning midt i 1960’erne, samt fra efterkrigstiden. hvor overskriften synes at have været at skaffe Undervejs i byggesagen er en række tidligere bedre muligheder for at håndtere de meget store medarbejdere på bryggeriet i Hellerup dukket op mængder besøgende, som nu deltog i rundture og har løftet sløret for et væld af historier om li - på bryggeriet – rundture, som påbegyndtes og af - vet på bryggeriet. Personaleforeningerne, der al - sluttedes i Rosenbygningen.

77 Direktørens kontor med kig til vinduesnichen, hvor panelet skjuler døren til direktørens private toilet.

78 Hvor ombygningen i 1930’erne formentlig ikke Direktør Jerichow kom en dag på arbejde, men medførte generelle ændringer mht. detaljering, havde glemt sin nøgle til sine skrivebordsskuffer. udsmykning og overflader, så forekommer om - Det var dengang, jeg arbejdede på Hovedkontoret bygningen omkring 1966, under arkitekt Preben »på Rådhuspladsen. Jerichow gik ind til os på salgskontoret og Hansens ledelse, at have medført en lang række sagde ’sælgere er nogle tyveknægte, er der ikke en af jer, generelle ændringer. Nedsænkede lofter, ny be - der kan få mit skrivebord op?’ Jeg vil ikke sige, at jeg var en lysning i form af indbyggede armaturer i lofter - tyveknægt, men jeg har da leget lidt med dirke som knægt. ne, ændring af gulvbelægninger i alle etagerne Så det kunne jeg da godt kigge på. Da vi kom op på konto - og overmaling af vægge og træværk med hen - ret, og jeg havde kigget lidt på det solide bord, sagde jeg, at holdsvis en kold hvid vægfarve og en meget det nemmeste nok ville være at skrue hele bordpladen af. mørk grøn farve på træværket, fjernede endegyl - ’Så gør det!’ sagde han. Så skruede jeg hele pladen af bor - digt en lang række karakteristiske træk i Rosens det, og Jerichow så tilfreds ud, da han fik adgang til skuffer - arkitektur. ne. Hvad det var, han absolut måtte have fat i med det sam - Det er også i forbindelse med ombygningen i me den dag, ved jeg ikke, men det må have været vigtigt, 1960’erne, at de lette skunkvægge på navnlig 1.sal for da det blev jul kom han over og gav mig en gave og sag - fjernes, tilsyneladende i en bestræbelse på at skaf - de tak for hjælpen med bordet.« fe flere kvadratmeter møblerbart gulvareal. Det er næppe rimeligt at karakterisere ombyg - - Peter Stellinger arbejdede med salg og kommunikation på hovedkontoret ningen i midten af 1960’erne som et bevidst øn - fra 1961 til 2000 – de sidste 4 år i Rosenbygningen. ske om hærværk, dels må tidens generelle mang - lende interesse for stilperioder før funktionalis - men bære en del af skylden, og dels må man tæn - ke sig, at bygningen på dette tidspunkt som følge af mange års gradvise ændringer af en række de - taljer havde nået et punkt, hvor Rosens oprinde - lige intentioner og husets karakter af Gesamt - kunstwerk ikke faldt nogen i øjnene. Hvad der er hønen og ægget i forbindelse med den omfattende ombygning i 1966 skal være

79 Direktørens kontor. Gennem usagt, men en lang række af de uheldige ændrin - Danmark omkring 1930’erne skal med, at man i fløjdøren var der direkte ger fra denne ombygning har også haft til formål 1970’erne på lignende vis ryddede et andet væ - forbindelse til Kontorchefen på anden vis at klare en lang række funktionelle sentligt værk af Anton Rosen, Palace Hotel ved og de øvrige kontorer i husets krav end Anton Rosens oprindelige projekt. For Rådhuspladsen i København, for de tilbagevæ - vestlige side. eksempel har fjernelsen af de oprindelige gardi - rende dele af det oprindelige møblement, de ner og stofbespændinger på undervæggene i oprindelige overflader og den indvendige ud - stueetagen, samtidig med, at der blev lagt hårde smykning. parketgulve i alle større rum, givetvis medført en En af de på det tidspunkt relativt få arkitek - så drastisk forringelse af akustikken, at det blev ter, der havde stor interesse for perioden og for nødvendigt at opsætte akustisk dæmpende loft - Anton Rosens oeuvre, Peter L. Stephensen, fandt beklædning. Disse umuliggjorde de oprindelige således ved et tilfælde på sin vej forbi hotellet en af loftlampers tilstedeværelse i huset: Skulle de flyt - Rosens oprindelige og fantastiske lænestole fra en tes ned og hænges fra undersiden af de ny gips - af hotellets saloner smidt i en affaldscontainer på lofter, ville det være ensbetydende med, at de Vester Voldgade foran byggepladsen. Stephensen slæbte hen over skrivebordene. Og da man bl.a. i fik lo v at bjærge stolen fra ødelæggelse, og den vestfløjen mod Strandvejen og i parterreetagen stod i mange år i et hjørne af hans tegnestue i fjernede vægge for at skabe større sammenhæn - Nyhavn og så drømmeagtig og flot ud. Der var gende rum til arbejde og besøgende, så gav den således ikke tale om enestående vandalisme, da oprindelige placering af belysningen endnu min - Rosens komplekse og gennemarbejdede hoved - dre mening. Ergo røg næsten alle oprindelige be - sæde for Tuborg fik en ekstra hård tur med grov - lysningsarmaturer ud. Kun direktørens lysekrone filen, dér midt i tresserne. blev sammen med det øvrige møblement i hans De oprindelige køkkener på 1. og 2. sal blev kontor bevaret, hvilket lykkeligvis har medført, at med tiden nedlagt og inddraget til kontorformål, det ved tilbagesalg til Realea er blevet ført tilbage og det oprindelige kuskekøkken med tilhørende fra Carlsbergs gemmer og på ny indtager den frokoststue, i parterreetagen, blev tilsvarende til - oprindelige placering i hjørnekontoret. delt en rolle som fælleskøkken for administratio - Til belysning af tidligere årtiers holdning til nens hovedsæde. Da det store kontorhus mod navnlig strømningerne fra anden halvdel af 1800- Strandvejen, syd for Rosenbygningen, opførtes i tallet og frem til funktionalismens gennembrud i 1960’erne, bortfaldt behovet mere eller mindre

80 81 Direktørens kontor tilbageført med det originale møblement og den skjulte dør til direktørens private toilet.

82 Skrivebord, stol og lampe hos direktøren er alle originale. Direktørens kontor er det mest velbevarede rum i hele huset.

83 Før min tid kunne unge ugifte funktionærer bo i for bespisning af Rosenbygningens beboere. I ste - små værelser på øverste etage i Rosenbygningen. det blev der lavet en stor centralkantine for den Om det var en reminiscens fra dengang, ved jeg nu stærkt udvidede administrative stab i det ny »ikke, men i funktionærernes spisestue, som lå på samme kontorhus. etage kunne man indtage alle dagens tre måltider: morgen - De smukke kassettelofter, sine steder forsynet mad, frokost og middag. Ordningen blev flittigt brug, for med stukborter, forsvandt for det blotte øje, da som ung levede man dengang sit halve liv på Tuborg. Frøken gipslofterne kom op, og samtidig hermed også de Vad var spisestuens ukronede dronning og myndige økono - omtalte skunkvægge. Indvendigt var den rumlige ma, som kun få vovede at sige imod. I hendes spisestue ef - organisation, herunder Rosens stadige brug af terlevede man Emma Gads ”Takt og Tone”, og man spiste fx krydsende og parallelforskudte aksiale forbindel - altid fisk med to gafler. At få den ene skiftet ud med en kniv, ser mellem rummene, og mellem ude og inde, bad man kun om én gang.« sløret i en grad, så det var meget svært at forstå eller få mening i store dele af husets indre ved - Henning Bloch, vicekontorchef, ansat i Regnskabsafdelingen og senere i Realeas overtagelse. Informationsafdelingen fra 1956 til 1996. I Rosenbygningen fra 1956 til Udenfor bygningen førte udvidelser af Strand - 1965. vejens kørebaner og gradvise ændring fra landlig promenade og idyl til storbytrafikåre, fra 1920’er - ne og frem, til, at den oprindelige, muromkranse - de humlehave mod nordvest måtte indskrænkes og til sidst lade livet. Haven rummede gentagel - ser af motiver, der fortsat findes inde i bygningen. Blandt andet stod en stor central søjle i humleha - ven og samlede som en symbolsk trækrone per - golaens humleranker. I det tidligere laboratorium mod nord ses et tilsvarende motiv. Det er nærlig - gende ud fra bygningens øvrige, oldnordiske symbolik at forbinde motivet med det mytologi - ske verdenstræ i den nordiske gudeverden, Yggd - rasil, men det er kun en gisning.

84 Det tidligere køkken på anden sal i husets sydvestlige hjørne.

Tilsvarende medførte kravet om flere og bredere ansatte. Sidstnævnte må vel betragtes som endnu kørebaner, fortove og cykelstier, at den oprinde - en progressiv funktion i huset, på dette tidspunkt lige bløde skråning fra parterreetagens vinduer før Første Verdenskrig. op mod Strandvejens højere beliggende vejbaner I ældre tid ville de meget praktisk orienterede med tiden blev smallere og i dag fremtræder som ”tjenesteindgange” med sikkerhed ikke være ble - lyskasser foran vinduerne. Det havde også den vet placeret på samme side af bygningen som di - konsekvens, at parterreetagens side mod Strand - rektionens og de fine gæsters pragtindgang. Cy - vejen fremstår som en slags kælderetage. I kelkælderen og ølkuskenes køkken og frokost - parterre etagen forsvandt med tiden de fleste af de stue, samt bryggeriets lønningskontor og kasse oprindelige formål. Her var laboratorier (i nord - for udbringningen af øl og vand var – udover fløjen), køkken og frokoststue for ølkuskene, bygningens hovedindgang, og helt i tråd med samt forskellige praktiske funktioner, tæt ved den stærkt praktisk orienterede disposition af bryggeriets port mod den omgivende verden: huset – placeret ud mod forpladsen, mod syd, Lagre for reklameskilte og en cykelkælder for de som samtidig var en del af anlægget omkring

85 86 brygge riområdets hovedport. De store granit- og Direktør Einar Dessau var pioner på mange områ - murstensportaler mod Strandvejen står fortsat der. Bl.a. havde flyvning, radio og smalfilm hans som en rest af det oprindelige anlæg ved hoved - store interesse, og det lagde beslag på mange porten. Selve portåbningen, som i forbindelse a»ftner og ikke mindst nætter. Det var derfor også mere reg - med restaureringen gøres smallere, var egentlig len end undtagelsen, at hans personlige mødetid lå et par så bred, fordi en beplantet midterhelle (prydet timer senere end den officielle. Det havde også den konse - med et par af de runde granitkugler, som fortsat kvens, at han under mere rutinemæssige møder kunne have står foran hovedfacaden mod syd) opdelte og svært ved at holde sig vågen, men det fandt han råd for. Han regulerede den tætte trafik ind og ud af porten. tog sit nøgleknippe i hånden, og når han så tabte det, blev Måske som følge af de særlige toldbestemmelser, han nærværende igen. Det berettes også, at direktør Dessau der gjaldt på bryggeriets område, kunne man ikke ved et møde i Chicago med Tuborgs Special Representatives dele trafikken til og fra Tuborg op på flere porte, var faldet hen, og at de tilstedeværende tog det for givet, at alle måtte igennem den samme port og den sam - han ikke fulgte med i forhandlingerne. Men da en mødedel - me kontrol. Hestevogne, gående, cyklende – og tager kom for skade at nævne Carlsberg ved navn, løftede senere lastvognstrafik – kørte dagen lang ind og han hovedet og sagde med fast stemme: ’jeg troede, vi var ud af porten. enige om at kalde det ’Det andet bryggeri’’. Dengang nævn - Med tiden krævede køretøjerne bredere ven - te man ikke det konkurrerende bryggeri ved navn.« deradier og større bredde på kørebanen, og den beplantede midterhelle blev derfor gradvist til en Henning Bloch, vicekontorchef, ansat i regnskabsafdelingen og senere i smal, asfalteret ”fisk”. De store skure og haller, der informationsafdelingen fra 1956 til 1996. I Rosenbygningen fra 1956 til afgrænsede forpladsens side mod syd og som bl.a. 1965. rummede dele af bryggeriet egen håndværkssko - le, forsvandt også, og rørbroerne mod øst, som – godt hævet over køretøjerne – forsynede området med damp, vand og andet, og som på gamle bil - leder bærer såvel beplantning på fine espaliers og Modsatte side: jubilæumsskilte, blev også fjernet. Foto fra 1923. Sydfacaden med hovedindgangen og den oprindelige Dermed forsvandt med tiden den rumlige ord - forplads, der ikke er bevaret, men som nu fremstår nyanlagt med brorsten ning af forpladsen, som tydeligt indikerede de og i høj grad er med til at ramme bygningen ind.

87 Modsatte side: krydsende akser af henholdsvis aksen ”bryggeri- restaurering tilbage og giver nu sammen med Eksteriørbillede af Rosen- omverden” og ”hovedsæde-bryggeri”. Hele æn - skjoldet mening og proportion til facaden. Atter huset, som det så ud, dringen af forpladsens trafikale forhold gjorde et eksempel på, at Rosenbygningen på næsten da Realea overtog med tiden den ekstremt brede portåbning mod alle planer er tænkt som en meningsdannende bygningen. Efeu og andre klatreplanter dækkede store Strandvejen ulogisk, den sydlige portal kom til at sum af detaljer, og at det meningsfulde, det prak - dele af facaden. stå ”i skammekrogen”. Sydfacadens voldsomme tiske og det smukke forringes eller fjernes fra hu - bevægelser, tårnet med kuskenes kasse foroven og set, hvis detaljerne ændres eller fjernes. lønningskontoret forneden, trappen foran hoved - indgangen, de svungne trapper ned til facadens øvrige indgangsdøre, alt dette synes voldsomt og Hvad vi mødte uforståeligt, når der ikke længere er en indrammet Som antydet var det ved nærmere eftersyn rigtig forplads og et rumligt hierarki, bygningen indgår mange ændringer, der prægede bygningen på i. Det er grunden til, at der i forbindelse med re - tidspunktet for Realeas overtagelse. Ændringer staureringen etableres et mere lukket, fint belagt og udeladelser, som medvirkede til at fjerne byg - rum foran sydfacaden. Og til, at portåbningen gø - ningens særpræg og mening. Dog var udgangs - res smallere i forbindelse hermed. Hensigten er at punktet og grundsubstansen i Rosens projekt så genskabe bygningens relation til sine nære omgi - stærkt og ekspressivt, og enkelte af de vigtigste velser og skabe et bymæssigt og fint artikuleret rum fortsat stort set intakte – navnlig centralhal - rum, der kan give modspil til den rigt detaljerede len – at bygningens overordnede kvaliteter var og festlige sydfacade på Rosenhuset. indlysende. Det er vel også navnlig facaderne, Det store kobberskjold på facaden – som flere centralhallen, trapperummene, direktørkontoret gange i bryggeriets historie har fået ændret sin og enkelte andre meget karakteristiske rum i byg - tekst – blev fundet under byggeprocessen i en ningen, som førte til, at bygningen i fredningsind - trækasse i kældrene dybt under Carlsbergs haller stillingen blev beskrevet som ”velbevaret”. på Valby Bakke, hvor også andre herligheder fra At facaderne var velbevarede – om end ret Rosenbygningen dukkede op. Det let renoverede skadede – var ikke så nemt at se med det blotte skilt er nu tilbage på sin oprindelige plads ved si - øje. Vin og efeu dækkede en stor del af murvær - den af hoveddøren, og den stærkt beskadigede ket og vinduerne. I den første lange tid, vi havde store lanterne over skjoldet er efter omfattende vor gang i bygningen, under opmålingerne og

88 89 90 Sydfacaden efter restaureringen.

91 Carlsberg var jo den store fælles fjende. Jeg rejste registreringsarbejdet, var det som at være i et tor - en del, da jeg var i salgsafdelingen og man kunne neroseslot, hvor dagslyset på tre sider af bygnin - jo risikere at komme et sted hen, hvor man ikke gen faldt ind, dæmpet, flimrende og grønligt gen - »kunne få en Tuborg, men måtte købe en Carlsberg. På et nem det tykke løvhang foran vinduerne. Først i tidspunkt i 1970’erne gik det en del bedre for Carlsberg end den sidste del af byggeriet, da taget var færdigt, det gjorde for os. Det gik mig derfor voldsomt på, at vi ind - gik arbejdet med at rense murværket af i gang for imellem drak en Carlsberg, men det var helt accepteret, at alvor. Det viste sig da, at der gennem tiden var re - man gjorde det. Da jeg tog det op og mere eller mindre fo - pareret ret hårdhændet på mursten og fuger. reslog, at det ikke skulle være tilladt at drikke fjendens øl fik Nogle steder med andre typer mursten end de jeg at vide, at nu måtte jeg se ud over min egen næsetip. ”Vi oprindelige klostersten, og med fugemørtel, der får jo trods alt del i deres overskud. Hvis de altså har noget.” vekslede fra ren cement til mærkelige gummiag - Det argument var jo til at forstå.« tige substanser. Om det forhold, at bygningen ikke var i brug, - Sven N. Lichtenberg, arbejdede som reklamechef i Rosenbygningen fra da restaureringsprojektet gik i gang, har gjort det 1965 til 1996 nemmere eller sværere at danne sig et overblik over originalitet versus ændringer, er svært at sige. Men sammenfattende kan man på det funk - tionelle plan nok roligt sige, at vi mødte en byg - ning, der på en lang række punkter havde fjernet sig dramatisk fra den oprindelige ”maskine”, den originale tolkning af det repræsentative kontor og den dermed forbundne funktionelle logik, som Rosen og Tuborg havde udtænkt. I hoved - træk var parterreetagen ændret fra interne funk - tioner (laboratorier, skiltelagre, spisestuer etc.) og medarbejderrelaterede funktioner til gæsterelate - rede f unktioner. I laboratorierne var der udskænk - Modsatte side: ningslokaler for de besøgende på bryggeriet; her Udenbys ekspedition umiddelbart efter opførelsen,1914. fik de i en lidt skummel værtshusindret ning anno

92 93 Rumforløbet mellem det tid - vinduesløse indre klar til at tage imod gæsterne ligere rum fra ’Kontorchefen’ og deres fyldte blærer. ned til den tidligere Stueetagen havde bevaret en del af sin oprin - ’Skrivestue’ fra 2008. delige struktur. Vestfløjen var dog præget af, at De gamle glaspartier, lamper, stofpaneler og alle de oprindelige skillerum mellem kontorsek - gardiner er væk, og lofter og tionerne, og de dertil hørende smukke opsprod - vægge er forsynet med sede snedkerpartier, var væk. Ligeledes mangle - lydregulerende plader. de de oprindelige døre fra siderummene mod øst og vest ud mod centralhallen. For at håndtere mængderne af besøgende var der etableret sky - deporte i siden mod øst, således at store grupper kunne gelejdes nemt ind og ud af den sal, hvor in - troduktionen til bryggeriet foregik, inden rundtu - ren. Desuden var alle vægge, gulvflader og lofter ændrede – henholdsvis dækket til og strippet for oprindeligt materiale. I anretterkøkkenet stod de gamle køleskabe med trælåger og kraftige beslag sørgeligt tomme. Udtrækkene rummer hver plads til to træølkasser med 48 flasker i hver, hvil - ket i sin tid fik de erfarne bryggeriarbejdere, som tog de nye læredrenge med på rundtur i bygnin - gen, til triumferende at pointere, at i klublokaler - ne for fagforbundene rundt om på det store fa - 60’erne en sodavand eller øl efter veloverstået briksareal var der plads til tre kasser i hvert køle - rundgang. Til at betjene gæsterne var der indret - skabsudtræk! Det blev fremhævet som tegn på, at tet store kølerum og nye tilhørende porte i østfa - funktionærerne med de smalle hænder ikke rigtig caden, så øllet kunne køres direkte ind i kølerum - havde fat om det med et fornuftigt ølforbrug. mene på en gaffeltruck. Og efter indtagelse af de Nu er skabene sat i stand, men tiden er nok lø - våde varer stod kolossale toiletafsnit i etagens bet fra et dagligt forbrug af øl, der kan måle sig

94 Samme rumforløb som s. 94 efter restaureringen i 2010, hvor glaspartier, lamper, ure, bemaling og stofpaneler er genskabt. De lydregulerende plader på vægge og lofter er fjernet.

95 96 Modsatte side: Kig fra centralrummet til den tidligere ’Indenbys ekspedion’, som det så ud før restaureringen i 2008. Glaspartiet er fjernet og erstattet med skydedøre, og de stofbekældte undervægge og radiatorskjulere er fjernet.

Denne side: Samme kig efter restaureringen i 2010. De to glaspartier med blyindfattet glas er genskabt, og i selve rummet er radia - torskjulere under vinduerne samt gardiner også genskabt.

97 Rosens originale skitse til bestyrelsens mødelokale fra ca. 1912. Bestyrelsens havde muligvis på et tidspunkt i processen fået nok af Rosens stadige brud med arkitektoniske og stilmæssige konventioner i tiden; i hvert fald var Rosens smukke skitseudkast til rummets indretning blevet forkastet. At budgettet for længst var overskredet, har nok heller ikke hjulpet.

Modsatte side: ’Mødesalen’ til bestyrelsen blev i stedet indrettet af arkitekten Sven Risom i en mere afdæmpet stil end Rosens.

98 med forne tiders glans og herlighed. Det menes, at bryggeriet i sin storhedstid dagligt måtte pro - ducere ca. 40.000 enheder til at slukke de knap 4.000 medarbejderes tørst, før der kunne sendes noget ud gennem toldvagten ved hovedporten til resten af verden. Som led i Rosens bestræbelser på at håndtere bygningens størrelse og proportioner begynder tagværket allerede lige over stueetagen og rum - mer så til gengæld to næsten fulde etager. 1.salens rum har ved hjælp af skunkvægge og andre sne - dige løsninger fra Rosens hånd ikke oprindeligt haft præg af loftetage, men fremstod ved overta - gelsen uden skunkene, med brandisolerede spær, der snittede rummenes sider, og med heraf føl - gende stærkt asymmetrisk og tilsyneladende me - ningsløst tværsnit. Desuden var der også her til - ført forsænkede lydlofter, parketgulve og fjernet synlige spor af de oprindelige bemalingsskemaer. Ironisk nok var bestyrelseslokalet, som Rosen ikke fik lov at indrette, ikke forandret. De oprin - delige pseudorokokomøbler, som dette rum blev indrettet med, manglede, men paneler og roset - lamper over de indbyggede siddepladser i vindu - esnicherne samt det rigt dekorerede gipskassette - loft var der, om end ret medtaget af bl.a. ældre vandskader. De kirkelignende lysekroner – dog med tykke ølkuske foroven – blev skaffet tilbage fra Carlsbergs gemmer.

99 100 Modsatte side: Bestyrelsens mødelokale med de originale lysekroner, som det ser ud efter restaureringen.

Denne side: Øverst – mottoet ’Stilstand er tilbagegang ’, som det står skrevet over døren til besty - relseslokalet.

N. Venstre: en af bestyrelses - lokalets små vinduesnicher med siddepladser.

N. Højre: bestyrelseslokalets kamin med relieffet af det tilnærmede allegoriske motiv af mand og kvinde i en humlehave ved en brønd.

101 Da jeg blev ansat og Jerichow havde sagt tillykke med stillingen, sagde han: ”Og kims nu ikke ad pensionen, Lichtenberg!”. Jeg var i tyverne på det »tidspunkt og bekymrede mig selvfølgelig ikke om, hvorvidt der var en god pensionsordning eller ej. Siden har jo måttet give ham ret – vi har en god pension. Men tænk, at han si - ger sådan til en ung mand, der lige er blevet ansat. Det vid - ner om, at folk altid blev længe – ganske enkelt fordi Rosen - bygningen var et godt sted at arbejde.«

- Sven N. Lichtenberg, arbejdede som reklamechef i Rosenbygningen fra 1965 til 1996.

2. salens rum var præget af mange opdelinger og ændrede placeringer af skillevægge. Allerede i ældre tid har der været gennemført en række ændringer i denne oprindeligt rent interne etage, og der er flere ting, som tyder på, at selv det sidst foreliggende sæt tegninger fra opførelsesperio - den aldrig er blevet fulgt slavisk på denne etage. Den smukke frokoststue fra 1930 i etagens nord - side blev med årene delt i to rum med en skille - væg, der skar sig lige op i og delte det store oven - lys. Et stort teknikrum til ventilationsanlæg var også indrettet i etagen, og rørene fra dette anlæg dukkede op i flere af etagens kontorer for at suge og blæse luft. En god del af husets voldsomt ud - videde mekaniske ventilationsanlæg må tilskrives efterkrigstiden, hvor de fine markiser på kvistene

102 Modsatte side: Et af anden sals store rum før restaureringen i 2008, hvor en skillevæg har delt rummet op, og hvor fatninger og glødepærer rundt langs ovenlysvinduet er fjernet.

Denne side: Samme rum efter restaure - ringen i 2010, hvor skille - væggen er fjernet, og rummet nu fremstår i sin fulde længde, og hvor fatninger og glødepærer rundt langs ovenlysvinduet er reetableret.

103 Jeg var assistent i reklameafdelingen og skulle så er blevet fjernet, og dermed en effektiv afskærm - ind i militæret. Lyster var min chef på det tidspunkt ning på de solbeskinnede sider mod indfaldende og var en gammel ærværdig herre. Han syntes jeg solvarme. »skulle søge et job, når jeg var færdig med min tjeneste. Så Det vældige tag, teglhængt med changerende da jeg kom tilbage fra militærtjeneste som løjtnant kom jeg brune sten på ydersiden, og med kviste i flere eta - ind til Lyster og hundsede rundt med ham. Jeg var vant til at ger, stod ved en overfladisk betragtning pænt og give ordre i militæret, så det gjorde jeg næsten også til ham. jævnt. Ved nærmere eftersyn blev det dog hurtigt Han sagde, at de jo gerne ville se mig igen, og jeg svarede klart, at en meget stor del af stenene var frost - ’ja tak, jeg vil gerne være salgsinspektør.’ Det var ikke just sprængt eller skadet ved tidligere tiders kravlen den måde man talte til cheferne i Rosenbygningen på, så da på ”bjergsiden”, vel blandt andet for at sætte de jeg efterhånden var faldet til og det gik op for mig, hvordan mange nyere ovenlysvinduer i, der i ret tilfældig tingene fungerede undrede det mig virkelig, at han fandt sig takt nu kastede dagslys ind i de mange mindre i den opførsel fra en ung knægt.« kontorer, som med tiden var indrettet på 2.salen. Zinkbanerne på kvistenes tage og sider var med - Sven N. Lichtenberg, arbejdede som reklamechef i Rosenbygningen fra årene blevet skøre og var mange steder revnet – 1965 til 1996. både i og uden for lodningerne. På kvistenes for - sider var blydækningen ligeledes skadet af repa - rationer, navnlig omkring kvistvinduerne, og de brede kobbertagrender og deres vældige nedløb stod det også skidt til med. Rendejern – oprinde - ligt lavet i jern og med indvendige bly- og kob - berforinger – var tæret væk, kobberet slidt igen - nem eller knækket i samlingerne. På den indven - dige side af den særegne tagkonstruktion, på den papdækkede side, stod en hel kirkegård af døde ventilationsmaskiner, rørpiber, beslag og metal - kasser. Nogle originale (igen Rosens tekniske fremsynethed!), men rustet helt sammen, de fle - ste dog nyere og stillet op ad hoc gennem årtier -

104 ne til at betjene de mange små, decentrale udsug - tekniske formål, havde stadig forskellige påskrif - ningsanlæg, som i forbindelse med ombygninger ter over arkivreolerne, fint malede af en skiltema - og etablering af mindre køkkener rundt omkring ler, men henlå ellers trist, forladt og med en del i huset var blevet nødvendige. skrammel. Vand plaskede ned i store pytter i fle - Haven mod nord – hvor oprindeligt den mur - re rum ude langs kælderfacademurene, fordi de omkransede humlehave var – lå nærmest i koma, komplicerede afløb rundt om og under bygnin - et haveprojekt fra 1980’erne, hvis væsentligste gen med tiden var gået itu eller gennem meget elementer var en lang række mørke rhododen - lang tid ikke var blevet renset for grus, trærødder dronbuske og stier med brolægning i buemønster og så videre. Fugten var trængt ind i den gamle, i mellem, var ved at forsvinde mellem selvplante - forsænkede frokoststue for kuskene, ved siden af de og nu kæmpestore ahorntræer, som i øvrigt parterreetagens køkken, og selve frokoststuens stod så tæt på bygningen, at vinduer og den sto - indretning var der ingen spor af længere. re balkon på denne side af huset var klistret ind i Alt i alt rejste de første besøg i huset en meget nedfaldsløv i alle stadier af opløsning, foruden lang række spørgsmål: Kunne rummene på 1.sal efeu og den sejlivede rådhusvin. virkelig være født med den ”skæve” geometri? Forpladsen, som ovenfor beskrevet sælsomt Var de synlige rester af dekoration i centralhallen Et af husets originale dør - retningsløs som følge af ændringer af de oprinde - og på direktionstrappen de eneste af sin art, som håndtag. Mange steder er de lige trafikregulerende elementer, rummede kun Anton Rosen havde tænkt ind i sit hus? Indikere - med tiden blevet fjernet. Under restaureringen blev de rester af midterhellen og andre væsentlige træk. de de rigt dekorerede og tydeligvis specielt frem - uoriginale dørhåndtag Den svungne kantsten på siden mod Rosenbyg - stillede dørbesætninger i messing, som sad på fjernet og erstattet med nye ningen lå der endnu, knækket sine steder og med nogle af dørene endnu, at der havde været tilsva - kopier af de originale. rester af gul maling – enkelte steder endda med rende fine døre andre steder i bygningen? rester af noget, der lignede den hvide maling, som i store mængder blev anvendt under krigen og mørklægningen til at beskytte trafikken mod Spørgsmål og de svar, vi fandt at køre ind i murpiller, granitkugler og andre for På vanlig restaureringsvis blev en stor del tid i de ølbiler kedelige obstruktioner. første faser af programmeringsarbejdet og pro - Kælderen under parterreetagen, som næppe jekteringen anvendt på at støve rundt i arkiver og nogensinde har været anvendt til andet end rent samlinger og kigge i de – relativt få – bøger, der

105 er skrevet om Anton Rosen og hans værker. Ar - disse fotos været en af vore bedste kilder til for - bejdet skaffede en pæn del tegninger til veje – om ståelse af huset, og de har i høj grad været med - end dog ikke i nærheden af et komplet tegnings - virkende til, at rekonstruktion blev valgt som re - sæt. Ret frustrerende i betragtning af, at Rosens staureringsstrategi. arbejdsiver og iderigdom på alle niveauer af pro - På samme vis blev det muligt at danne sig et jekteringen og i alle skalatrin er velkendt, og at langt bedre billede af den arkitektoniske hensigt hans dygtige medarbejdere givetvis havde produ - med bygningen ved at sammenholde de oprinde - ceret et langt større antal tegninger end dem, vi lige kontrakter mellem bygherren og de valgte kunne finde. Huset blev omprojekteret to gange fag entreprenører – murer, tømrer, snedker, blik - inden opførelsen, og der er desuden sikkert æn - kenslager og så videre – med tegninger og fotos. dret på en række detaljer under selve opførelsen. Desuden gav de præcise og beskrivende kontrak - Forskellige udgaver af planerne og hovedsnittene ter et detaljeret og rigt billede af materialeløsnin - indikerede dog, at der oprindeligt var mængder ger og krav fra arkitektens og bygherrens side til af skabe og lette konstruktioner i mange af rum - arbejdets udførelse. Intet var for småt for Rosens mene – men ikke særlig mange tilbage nu. opmærksomhed. I en artikel fra fagbladet Archi - Det hele faldt på plads, da Carlsbergs arkiv tekten, holdt i en meget tør og sober tone, beret - fandt kasserne med fotografier fra 1914 frem, for ter Rosen supplerende om materialer og overfla - nu kunne vi se, hvordan ”skabene” i virkelighe - der. Selv beplantningen i kummerne under de in - den var endnu et indvendigt lag, som Rosen hav - dre gallerivinduer mod centralhallen, og hvordan de brugt til at artikulere sine rum med; de danne - den skal skiftes ud i takt med årstiderne, er beskre - de simpelthen sider og vinduesnicher i rummene vet: Røde petuniaer om sommeren, blå vinca om mod facaderne på 1.sal. Pludselig blev det – skønt vinteren. Mere kvalitativ beskrivelse af projektets kun i gråtoner – også muligt at se, hvor rigt ud - eventuelle fortrinligheder og af hans dybere hen - styret huset havde været med gardiner, tekstilbe - sigter overlod Anton Rosen derimod til andre. spændinger på undervægge, malede dekoratio - Anton Rosens senere værker udgør en sand ner og fornemme lysekroner og væglampetter. smeltedigel af strømninger og tendenser i tiden. Og billederne gav tillige et uforligneligt billede af Tuborgs hovedsæde slår ikke betragteren som et hverdagen i bygningen og de mennesker, der be - rendyrket Jugend-hus, i hvert fald ikke i den klassi - folkede huset i dets første leveår. Samlet set har ske, blomstersvungne og lidt tungt orkidéduf tende

106 Genskabte detaljer. Uret er genskabt efter original. Lamperne er genskabt ud fra historiske fotografier, da der ikke var nogle originale tilbage.

107 betydning. Men snarere som en sammensmelt - med viden om arbejdsløn og leveomkostninger ning af et på mange måder helt moderne og året før verdenskrigens udbrud hellere vurdere. strengt funktionsorienteret program, hvor et stort For os, som har haft privilegiet at restaurere og varieret katalog af symbolik og ornament, væ - bygningen, har det undervejs været en eneståen - sentligst hentet fra vikingetiden og tidlig romansk de lejlighed til at genopfriske eller finde glæden periode, trænger sig på. ved den detalje, det håndværk – det være sig på Her på randen af Første Verdenskrig og det papir eller formet i stuk, træ eller kobber – som imperialistiske Europas sammenbrud fejrer byg - aldrig er blottet for funktionel betydning eller for ningen såvel industrien og den moderne tekniks sammenhæng på tværs af skala, fra det mindste til landvindinger – udstyret, som huset er fra Ro - det største. sens side med rørpost, elektricitet i store mæng - Hver en lille bid af Rosens projekt giver me - der, installationsskakte og opvarmning med for - ning, og hans tidstypiske tilhørsforhold til fore - varmet luft via de hule søjler rundt om central - stillingen om det arkitektoniske værk som Ge - hallen. Det tyder på, at Rosen var spændt op samtkunstwerk er med hans hovedbygning for imellem håndværk, traditionen og en individuel Tuborg virkelig indfriet på smukkeste vis. tilgang til en forståelse af verden, som håndens værk befordrer. I videre forstand er det kongenialt, at Rosens Rosens motiver samtidige håndværksbaserede tilgang og begej - Rosen var internationalt orienteret, måske mere string for den ny tids muligheder trådte i tjeneste end de fleste af hans samtidige. Derfor kan en for bryggeriindustrien. På den måde så Tuborgs række af hans motiver og greb i løsningen af byg - bestyrelse helt rigtigt, da de valgte Anton Rosen ningens raffinerede planer og de komplicerede til opgaven. At bestyrelsen nok undervejs også tværsnit genfindes hos en række af hans forbille - nåede at blive lidt træt af bekendtskabet med den der og inspirationskilder. Loos og Wagner har stilmæssige udfordrer og arbejdsmæssige torna - været nævnt, men det er også rimeligt at inddra - do, som Rosen også var, er så en anden sag. ge Edwin Luytyens og Rennie Mackintosh i For sin møje fik Anton Rosen omkring 30.000 kredsen af Rosens inspirationskilder. Desuden kroner i honorar, og om det i 1913 var meget el - er der træk i hans arkitektur, som måske har an - ler lidt for at tegne huset om to gange, det må folk dre og fjernere rødder, og her tænkes ikke blot

108 Centralrummet.

109 Fra husets hovedtrapperum. Rosenhuset er præget af en stor variation i vinduestyper og -forløb, her er det et okuli, der kaster lys over trapperummet med hovedtrappen af sten.

110 på vikingesymbolikken og fabelvæsnerne fra den et træk, som minder om de greb visse af højba - nordiske mytologi. En nærmere analyse af bl.a. rokkens arkitekter, bl.a. mestre som Francesco hans generalplan for Landsudstillingen i Århus Borromini, anvendte for at skabe en dynamisk og hans planløsninger i det store Palace Hotel oplevelse. Fælles for dem – og Rosen – er i øvrigt, ved Rådhuspladsen – navnlig stueetagens vidt - at de fik en tvetydig bedømmelse af deres samtid, strakte forløb af restauranter, palmehaver og tea - og at de ligesom Rosen forlenede deres arkitektur ter med videre – leder tankerne hen på visse med en intuitiv kvalitet, som både gjorde dem til aspekter af kejserlig romersk planlægning og ar - og udtrykte deres rolle som enere i en større stil - kitektur. For eksempel er de romerske kejserfora bevægelse. og deres pladser og søjlerundgange kendetegnet Den udvendige repræsentation af forskydnin - ved deres systemer af krydsende akser, som imid - gerne i Tuborgs hovedsæde udgøres af de fortsat - lertid ikke altid kan erkendes ved, at man stiller te brud på symmetri og tilsyneladende orden, sig på ét bestemt sted i anlægget. Ofte er der tale som findes på alle facader og på tagværket oven - om figurer, som kan aflæses på en plan, men som over. Delelementer er balanceret mod hinanden, perceptorisk kræver, at man bevæger sig rundt i og når en gentagelse af et motiv nærmer sig anlægget for at kunne forstå sammenhængen. egentlig fast takt, afbrydes den straks, og noget Det samme gør sig gældende i Rosenbygnin - andet bringes i spil. Også dette genfinder man gen, som på endnu en måde virkede forunderlig langt senere hos Aalto eller vores egen Mogens på os i den første tid: Det er ret svært at oriente - Lassen. Bygningens disponering som ”funktions - re sig i huset. Dels virker huset udefra mindre maskine”, nøje tilpasset programkrav om rum og end, det viser sig at være indvendigt (ligheden rumsammenhænge for at lette bryggeriets ar - udefra med de store villaer fra samme periodes bejdsmæssige dagligdag, træder aldrig frem som udbygning af Ryvangskvarteret og Hellerup er en banalitet, men sættes raffineret i scene i en op - næppe tilfældig), dels er tværsnit og planer sat så - levelsesrig og koreograferet indfatning. Og hver dan sammen, at de forskudte og krydsende akser del af denne indfatning har foruden en billed - og forløb gennem rum først bliver helt klare for mæssig og symbolsk værdi, man kunne kalde det den besøgende, når man så at sige har været hele en skønhedsværdi, også en praktisk betydning. huset rundt. Akserne vendes, hovedakse bliver til Det er haute couture på højt niveau, ikke noget tværakse og ændrer betydning undervejs. Det er stangtøj her!

111 Der var en speciel korpsånd herude i Rosenbygnin - En strategi formuleres gen før det blev administrationsbygning. Den blev Ud fra de mange gennemgange og den indleden - både næret af en stolthed over at høre til i så for - de rydning af en lang række meget uklædelige og »nemt et hus og af de karismatiske chefer. Ånden kom især med sikkerhed ikke-bevaringsværdige ændrin - til udtryk, når det hele brændte på, så kunne man være ger og tilføjelser, som fx gipslofterne og et stort sikker på, at alle bakkede op. Jeg havde et arrangement for antal skillevægge i stålprofil med gipsplader, ud - 7-8.000 mennesker i forbindelse med Grøn Tuborgs 100 års vikledes op til jul 2007 en strategi for restaurerin - dag i 1980. Der kom nogle strejketrusler, der gjorde at vi gen. måtte aflyse to dage før, så der skulle sendes 7-8.000 breve Strategien blev fastholdt i en mappe, som ud ud. Vi stod der alle fra salgsdirektøren og ned og posterede. fra analyser af oprindelige forhold, sammenholdt Når det var nødvendigt løftede hele huset i flok. med ændringer gennem tiden og de resulterende forhold i 2007, førte frem til en vision for de frem - I 1978 arrangerede jeg den store Tuborg-vandring. Vi skulle tidige forhold. lancere en halv liter Grøn Tuborg, kaldet Den Store Tuborg, Selvfølgelig var omfanget og den omtrentlige så vi satte en annonce i avisen, hvor vi inviterede folk til at art af nødvendige byggearbejder lagt i overordne - smage den nye øl. Vi sad dagen inden og gættede på, hvor de rammer på et tidligt tidspunkt i processen, mange der ville komme. Der blev gættet på 800 og en en - bl.a. for at muliggøre bygherrens budgettering af kelt gættede på 3.500 besøgende, hvilket vi grinede af. Der projektet. Men som følge af det ukomplette do - kom 12.000 mennesker. Vi var jo overhovedet ikke gearet til, kumentationsmateriale fra husets opførelsestids - at der kom så mange. Men vi klarede det fordi alle Tuborg- punkt og en lang række indikationer på, at huset folk inklusive direktørerne stod og serverede øl til de besø - oprindeligt rummede betydelig flere detaljer og gende. Alle støttede op, når der var behov for det. Og den løsninger, end det var muligt at konstatere med slags var jo bare med til at styrke ånden i Rosenbygningen det blotte øje, blev en trinvis model for beslut - endnu mere.« ningsprocessen vedtaget. Mappen blev revideret og udvidet i flere om - - Thomas Sørensen, kontorchef i Besøgsafdelingen. Ansat fra 1960. gange, men den oprindelige vision fra december 2007, der opstod på grundlag af den historiske og faglige analyse og som var kernen i mappen fra december 2007, stod sin prøve og holdt hele ve -

112 jen gennem forløbet. Den trinvise model for be - støttede sig til hinanden og blev gensidigt me - slutningsprocessen blev på baggrund af den over - ningsdannende. ordnede vision gennemført i tæt samråd med På den vis passer Tuborgs hovedsæde og Kulturarvsstyrelsen og med bygherrens fulde op - Anton Rosens tankesæt ind i en væsentlig euro - bakning. Delprojekter blev behandlet og gen - pæisk strømning i tiden, som beskrevet andet - nemgået i mere overskuelige forløb, som på basis steds i denne bog. Skulle gipslofterne med deres af den overordnede programmappe tilførte sup - skrækkelige ændring af rummenes proportioner plerende tegningsmateriale, fotografisk doku - væk, for også at blotlægge smukke kassettelofter mentation og korte beskrivelser af eksisterende under de armerede betondæk, som bygningen er forhold, formodede oprindelige forhold og for - opført med? I så fald måtte den oprindelige teks - slag til fremtidige forhold. tilbeklædning tilbage på undervæggene for at re - Processen fik karakter af løbende dialoger; ducere efterklangstiden. Samme tankesæt lå bag mellem bygherre og arkitekt, mellem bygningen genskabelsen af gardinophængningerne på de og restaureringsholdet, mellem holdet og Kultur - gamle fotografier; fordi Anton Rosen i sin altop - arvsstyrelsen, mellem undersøgelser og sammen - slugende interesse for håndværk også var fore - ligninger med andre værker fra tiden, og mellem gangsmand på tekstilområdet i Danmark. Han de håndværkere, der efterhånden arbejdede sig var bl.a. med til at grundlægge et kooperativt hen over og ind i bygningens substans. værksted for vævere, meget lig tilsvarende initia - Forløbet i dette projekt eksemplificerer ud - tiver i den engelske Arts and Crafts bevægelse. mærket tegnestuens tilgang til projekter i bred En betydelig grad af rekonstruktion var nødven - almindelighed – det er i dialogen mellem faglige dig for at genskabe mening i huset. kompetencer, mellem interesser og mellem for - I den dialogopbyggede proces efter marts tid og nutid, at mulighederne for de bedste resul - 2008, hvor den sidste version af ”stammappen” tater opnås for os på tegnestuen. Hen over alle blev udsendt, blev en række områder og byg - deltiltagene og de små og større delprojekter ningsdele udpeget, som måtte rekonstrueres for tegnede sig fra begyndelsen overskriften på en at genskabe mening. Omvendt blev rekonstruk - styrende holdning til hele projektet: Rosens byg - tion fravalgt, hvor rekonstruktionen ville udeluk - ning var fra starten tænkt som et Gesamtkunst - ke en meningsfuld nutidig brug af bygningen werk, hvor alle niveauer, alle dele i helheden og/eller ikke ville kunne afkodes på meningsfuld

113 vis. For eksempel blev det opgivet at genskabe plarisk rum”, der i et og alt er så tæt på det oprin - skillevægge, skranker og faste skrivepulte i det af - delige værk som muligt. Men Rosens oprindelige snit omkring tårnets stueetage, der var indrettet møblering i de øvrige rum var på ingen måde til ølkuskenes afregning og kasse. Det er i den sta - overladt til tilfældigheder. Tunge, mørke møbler dige dialog mellem substansen i det historiske – bl.a. amerikanske roll top skriveborde – danne - væv og behovet for at efterlade bygningen anven - de en raffineret kontrast og modvægt til de lette, delig i en nutidig kontekst, at projektet er blevet højloftede rum, store vinduer og lyse farver, der til. Uden en sikring af bygningens anvendelighed som helhed præger bygningen. Huset holdes så er den henvist til et liv som nytteberøvet mu - at sige fast med en ballast af tunge objekter, præ - seumsobjekt, en tanke, der formentlig også ville cist formede og placerede i rækkerne af rum have været Anton Rosen meget imod. rundt om centralhallen. Det er en udfordrende Der blev udarbejdet et antal indretningsscena - opgave at indrette bygningen i en moderne stil, rier, som skulle give bygherren mulighed for at der kan sikre denne balance. Rosens hang til vurdere bygningens fremtidige anvendelighed skrædderkunst fornægter sig ikke – bæres huset som kontordomicil for en lejer. Overraskende for ikke af en indvåner, som fylder målene rigtigt og alle viste det sig, at bygningen – sine store flotte smukt ud, så hænger jakken slasket og ser malpla - fællesarealer og meget specielle indretning til ceret ud! trods – uden problemer og ved en tilbageførelse Huset er i dag især egnet som kontordomicil af de væsentligste rumsammenhænge til den for en lejer med store repræsentative behov og oprindelige ville kunne rumme op mod 120 kon - vel også med en vis grad af åbenhed og gæstebud torarbejdspladser og alle tilhørende funktioner, – det store centralrum har stadigvæk samme ka - såsom kantine, køkken, edb-krydsfelter, toiletter rakter af festlig og fornem indbydelse, som da og rengøringsrum med videre. bygningen åbnede for bryggeriets gæster første Indretningsscenarierne førte også til overvejel - gang, og de brede glasdøre ud til siderummene ser om bygningens fremtidige møblering. Det er lokker nu igen som i husets oprindelige skikkelse desværre kun i stærkt begrænset omfang, at den til videre opdagelsesfærd. oprindelige møblering er bevaret. Møblerne og En samlet ramme om en virksomhed som indretningen på direktørkontoret er nu ført tilba - Tuborgs gamle hovedsæde skal man lede længe ge til huset og danner ramme om et slags ”eksem - efter.

114 Husets bagtrappe, hvor skiftet i vinduestyper er tydeligt. Bagtrappen er støbt i beton, som var et byggemateriale, Rosen eksperimenterede med.

115 Forløbet – de udvendige arbejder nedlagt teglværk ved Hillerød er denne sten i sig Vandindtrængen, forestående vinter og selve det selv et typisk eksempel på Rosens faglige ståsted. praktiske omkring tilrettelæggelse af en logisk På en gang historisk citerende og samtidig intenst rækkefølge for restaureringsarbejderne førte til, at optaget af hans samtids nyeste teknik og tekno - tagrenoveringen blev sat i gang som noget af det logiske landvindinger. Stenen, som på afstand lig - første. Det skulle vise sig at være et stort delpro - ner den kraftigt bølgeformede og traditionelle jekt, som indeholdt en lang række tidskrævende vingetagsten, har med tilføjelsen af et par grove deloperationer. Efter samråd med Kulturarvssty - riller på undersiden mulighed for at blive lagt me - relsen blev alle de gamle tagsten og rygningssten get tæt og præcist, hvilket med tanke på tagvær - nedtaget forsigtigt og sorteret med henblik på, at kets ekstreme hældning har været nødvendigt. de bedst bevarede kunne genlægges. Samtidig gik Tilpasning omkring de mange kviste og de et større detektivarbejde i gang for at finde en oprindelige toleddede ovenlys har også nødven - sten, nøje svarende til den oprindelige. Det viste diggjort en anden lægningsteknik end på et al - sig sværere end som så, men omsider blev for - mindeligt saddeltag. Erstatningsstenene kunne men til den oprindelige, lille vinge-falstagsten lo - imidlertid kun leveres i rød tegl, og der var ingen kaliseret. Oprindeligt produceret på et for længst mulighed for at opnå den særlige brune tone på

116 Detaljer af facaderne, der viser variation i former, materialer og stoflighed.

et dansk teglværk. Rygningsstenene med deres re fronton på nordsiden af bygningen. Det sidste store vulst og de meget store skotrendesten, der skal man vide for at kunne iagttage, i hvert fald danner afledning for vandet i indadgående hjør - nede fra jorden. ner mellem tagfladerne, måtte laves fra bunden. Under de friske tagsten er der lagt nyt pap på Det skete ved at afforme og kopiere de gamle det gamle bræddeundertag, som er blevet repare - sten, hvilket blev overladt til et andet teglværk ret og har fået udskiftet brædder, hvor det har med speciale i små, håndlavede serier. Alle stene - været nødvendigt. Nyere ovenlys er fjernet, og ne blev brændt næsten færdige og derefter læsset den oprindelige takt og de særlige rosenske tag - på et lastvognstog, som kørte dem til Bremen, vinduer med den smukke indvendige lysning er hvor et andet teglværk ved en anden brænding af blevet genskabt. Det er muliggjort ved at fjerne en stenene fik indfarvet stenene i den changerende, række senere tilføjede skillevægge på 2.sal. På den brune tone, der er så karakteristisk for husets tag. indvendige side, mod tårnet, er papdækningen li - Herefter blev stenene igen bragt til Hellerup fra geledes fornyet, ligesom tårnets nedre dele – der Bremen, igen på lastvognstog. i de tidligste projektversioner fra Rosens side var De oprindelige sten, der ikke var skadede, er tiltænkt zinkdækning – har fået fornyet listerne blevet genlagt på tagfladerne på siden af den sto - og papdækningen. Desuden blev spiret med sin

117 knappe konstruktion i vinkelstål og afsværtninger tingede bevægelser, måtte der en skrivelse fra i fladstål skåret fri og hejst ned med en vældig Kulturavsstyrelsen til, for at der kunne opnås dis - kran, inden bygningen blev overdækket med et pensation fra forbuddet mod at anvende og ar - gitterdragertag og plader, der skulle beskytte bejde med bly på byggepladser. Ugentlige blod - mod vejrliget, så længe tagarbejderne stod på. prøver fra svendene måtte sikre, at der ikke skete Spirets afsluttende hat mod himlen har fået ny ophobning af bly i blodbanen, og når grænsevær - forhudning – udvendigt bly, indvendigt kobber – dien blev nået, roterede svendene mellem andet rustne ståldele er erstattet med frisk stål, og da to - arbejde uden omgang med bly og det fagligt ud - taloverdækningen atter blev fjernet, kunne spiret fordrende, men potentielt usunde arbejde med hejses på plads og fæstnes til sine bæringer igen. blyet. Ud over rullerne med bly blev der forbrugt Smede og blikkenslagere fik også travlt i for - 7 ton kobber til projektet, bl.a. banket ud over bindelse med selve tagomlægningen. Som nævnt træforme og formet til de smukke skjolde, der var alle metalbeklædninger på kviste med videre sidder om nedløbsrørenes fastgørelser, komplet ganske skadede og mange steder utætte. Efter - med årstallet 1913 og det særegne motiv neden - som kvistfronterne kun kan beklædes med bly, under, som i mangel på bedre term hurtigt blev der er i stand til at følge med husets termisk be - døbt ”nisserumper” af håndværkere og arkitekter.

118 Detaljer af facaderne, der viser variation i former, materialer og stoflighed.

T. Højre: Under restaurerin - gen blev dekorationen på nedløbsrørene kærligt døbt ’nisserumper’ af håndvær - kerne.

Først sent i processen, da stilladserne var oppe projektleder, Københavns Byggestyring A/S og og i forbindelse med færdiggørelse af tagre - arkitekter og ingeniører manglede ikke fantasi til noveringen, da det vældige tagtelt efter måneders at forestille sig, at der ville være god brug for de re - indkapsling af bygningen blev fjernet, blev det sterende midler til de sidste udvendige og indven - muligt for alvor at vurdere facadens tilstand. En dige arbejder, bl.a. til omlægning af hele forplads - forsigtig afrensning med varmt vand, såkaldt en mod syd. hedtvandsspuling, blottede en lang række skader Imidlertid blev vi hurtigt enige om, at vi ikke på mursten og fuger, inde under årtiers skidt og kunne forsvare pletvise reparationer af murvær - rester af rødder og grene fra den omfattende be - ket, og at alle i givet fald ville ærgre sig over resul - plantning, der havde indkapslet huset. Den op - tatet. Kulturarvsstyrelsen gik med på en omfatten - rinde lige plan med lokal og partiel reparation af de omfugning og udskiftning af alle ikke-originale de værst skadede områder – for eksempel hvor sten, budgetterne blev omdisponeret, og nu må utætte tagrender havde medført lang tids fugtska - det siges, at det var hele sliddet og pengene værd der på murværket – blev sat i værk, men rigtig – det er vitterlig smukt og imponerende murværk, kønt blev det ikke. Restaureringen holdt sig pænt Rosens murere efterlod til eftertiden, og som nu indenfor budgetrammerne, men både bygherrens kan beundres både langt fra og på klos hold.

119 Fra venstre mod højre: Forløbet – de indvendige arbejder lificeret konservator formentlig ville kunne blot - Nærbillede af lanternen over lægge, hvad der svarede til et stykke A4 papir om pulten i centralrummet, En række af de indvendige tiltag er beskrevet dagen. Væggenes tykke lag spartel fik således lov hvor Midgårdsormen med ovenfor og skal ikke gentages her. Men det skal til at blive, og rekonstruktion af de oprindelige vidt åben mund har fået hængt lanternen i messing nævnes, at ikke kun Rosens højt værdsatte hånd - farveskemaer blev i stedet valgt som strategi i de om sin hals. værkere var i stand til at levere en ordentlig vare. rum og rumforløb, hvor det gav mening. Også efterfølgende tiders ændringer og istand - De mange nedhængte gipslofters fastgørelser Originale bemalinger sættelser af bygningen blev gennemført med efterlod grimme sår i de oprindelige lofter. Flere omkring vindue i håndværksmæssig grundighed. Således var de steder var fastgørelserne skruet fast direkte i trappe opgangen. oprindeligt dekorerede vægge stort set uden und - oprindelig stukudsmykning, og en del genopbyg - Den malede bort tagelse blevet afrenset og ”pakket ind” i solide lag ning og erstatning af skadet stuk måtte udføres af i trapperummet ved spartelfarve, væv og flere lag efterfølgende ma - stukkatørerne. Urene, som havde hængt rundt hovedindgangen omkring ling. Adspurgt om muligheden for at afrense alle om i bygningen, blev eftersøgt via personalebla - blomsterkummen. de efterfølgende lag for at blotlægge de oprinde - dene og pensionistforeningerne hos de Forenede lige overflader og de oprindelige malingsrester, Bryggerier. Da eftersøgningen gav resultat, og et oplyste Nationalmuseets konservator, at en kva - ur dukkede op, fik det samme stukkatørfirma op -

120 gaven med at afforme urets frontplade, støbe 14 nøje svarende til de oprindelige, og på posse - Fra venstre mod højre: nye i gips og efterfølgende belægge frontpladen mentfabrikken blev de oprindelige vævede kant - Nærbillede af den nederste med slagmetal. Urmageren blev overdraget at borter – agramaner – på tekstilbespændingerne del af centralrummets lyse - krone, der bærer en glas- lave nøjagtige kopier af skive og visere. De to fag, genskabt. I brygmesterens kontor var det efter en karaffel, som indeholder som ikke hører til de hyppigst anvendte på en del granskning af de gamle fotos muligt at se, at absint. Absinten er fra 1913, moderne byggeplads, udgjorde kun en lille del af agramanen havde været ternet, og tegnestuens og glaskaraffelen har aldrig de mange særlige håndværksfag, der kom i spil i medarbejdere, der på dette tidspunkt næsten selv været åbnet siden. forbindelse med restaureringen, men efterhånden var forsvundet helt ind i billedernes verden, fik som vores viden om Anton Rosens hus og hans selvfølgelig genskabt den ternede agraman til Malet udsmykning over døren, der adskiller hoved - metoder voksede, så voksede tilsvarende det dette rum. Sammen med en af Kulturarvsstyrel - trappen og centralrummet. korps af ”svært ramte nørder”, uden hvem restau - sens arkitekter blev trækvalitet og samlingsmeto - reringen ikke ville kunne være blevet gennemført der til de genskabte fyldingsdøre gennemgået på Et af trapperummets runde på det niveau, det er. Flere gørtlermestre arbejde - udsnitsprøver, før produktion af dørene blev god - vinduer med blyindfattet de på at genskabe og istandsætte originale greb kendt. Efter at flere snedkermestre havde været glas. og låsebeslag fra døre, vinduer og ristværker for - igennem og vise prøver på deres kunnen, lande - an varmluftkanalerne. Der blev fundet hængsler de opgaven hos et lille snedkerfirma i Rørvig. Ud

121 Venstre: et af de store rum på fra detailtegninger, baseret på aflæsning af gamle vet fjernet i forbindelse med opsætningen af anden sal efter restaurerin - fotos og en række diskussioner på byggepladsen vandbårne radiatorer i ældre tid. Nye radiatorer gen, hvor betonkonstruk - og endnu flere prøver blev de manglende døre i på samme placering – og endnu flere af dem end tionen i loftet er synlig. stueetagen genskabt, inklusive de blyindfattede hidtil for at sikre en fornuftig opvarmning af hu - dekorationspartier over dørene mod sidesalen i set – ville ikke gøre billedet smukkere, og det vil - Højre: detalje fra samme den østlige side. le se helt forkert ud i navnlig stueetagen, lige ved rum, hvor skunkvæggene er blevet udnyttet til skabsplads I forbindelse med etablering af ny radiatorer siden af den genskabte tekstilbespænding på un - og skjuler moderne tekniske opstod et nyt dilemma: de oprindelige paneler dervæggene. Behovet for at føre den nødvendige installationer. under facadevinduerne var i vid udstrækning ble - edb-kabling frem til nutidige arbejdspladser var

122 også problematisk – som følge af husets fredning prisekontrakter ved vi, at der blev lagt linoleum på var det ikke muligt at kamuflere kabelkanalerne en del gulve, men der har også været lagt tæpper. ved at fræse dem ind i de gamle vægge. Revide - Bortset fra parketgulvet i bestyrelseslokalet, som rede møbleringsplaner viste, at det var muligt at er det originale, formoder vi, at alle sildebenspar - indrette det fornødne antal arbejdspladser i ho - ketgulvene, som lå i store dele af parterre, stueeta - vedsagen langs ydervæggene, og dermed friholde ge og 1.sal, er senere tilføjelser. I en bankboks i det gulvfladerne langs de indre vægge til gangarealer store kontor mod nord, i stueetagen, blev en med videre. stump af, hvad vi formoder er det oprindelige li - Et særligt system af radiatorskjulere, bag hvil - noleumsgulv, genfundet. Der er tale om et stencil - ke også el og edb-kabler kunne placeres, blev de - bemalet produkt med et gentaget, let udvisket ab - signet med oplukkelige frontpaneler, hvis aftrap - strakt mønster, som er påført ved bemaling af det pede, ziggurat-formede relief er baseret på de færdige, ensfarvede linoleum. Desværre var det oprindelige brystningspaneler, der sad under vin - ikke praktisk eller økonomisk muligt at genskabe duerne. Det aftrappede motiv genkendes også fra denne type gulvbelægning, så til de rum, hvor døre mv. i bygningen. De dampradiatorer, der tæpper ville være for upraktisk – kantine, anretter - kort tid efter ibrugtagningen blev installeret man - køkken og så videre – faldt valget på en marmo - ge steder i bygningen som nødvendigt supple - reret linoleum, hvis farver spiller sammen med ment til den ikke specielt velfungerende opvarm - bygningens øvrige farvesætning. I kontorerne i ning med varm luft, var mange steder anbragt øvrigt faldt valget på et bouclétæppe med lavt re - bag tremmelåger og andre former for radiator - lief i lyse og varme farver, der ligeledes underord - skjulere, mens de andre steder stod frit og ganske ner sig og passer til den øvrige farvesætning. meget ude af trit med Rosens arkitektur. Med Flere komplicerede lysskakte, som gav indirek - kabling og varmeforsyning nu placeret bag radia - te dagslys til ellers mørke rum, som for eksempel torskjulerne falder det tekniske udstyr ikke i øjne - direktørens toilet, blev genåbnet og befriet for ef - ne, og panelsystemet indordner sig rummenes terfølgende tiders pladeafdækning med videre, og øvrige udstyr og detaljering. toiletudstyret blev, hvor det var relevant, afrenset De oprindelige gulvbelægninger, ud over sten - og istandsat til genanvendelse. Særlige vandhaner gulvene i forhal og centralhal samt på trapper, kan måtte i enkelte tilfælde indforskrives, bl.a. i direktø - kun delvist fastlægges. Fra de oprindelige entre - rens toilet, da ingen moderne vandhaner passe de i

123 de snævre gennemføringshuller i den ellers vældi - del eksperimenter – både rigeligt og godt fordelt, ge håndvask. Et engelsk firma, som bl.a. bygger ensartet lys i rummene. Det viste sig med andre turbiner til Royal Navy, var i stand til at levere dis - ord, at det ikke var nødvendigt at tilføre rumme - se særlige haner. Andre steder – som fx i parterre- ne yderligere armaturer på andre placeringer end etagens indre kerne – blev de omfattende og de originale for at opnå det lysniveau, der kræves uskønne, store gæstetoiletter fra 1960’erne revet til kontorarbejdspladser i dag. Særbelysning ved ned og erstattet med mindre toiletsektioner, de - arbejdsborde etc. vil være en del af den efterføl - taljeret i pagt med bygningens øvrige detaljering gende indretningsopgave – og vil uden tvivl blive og med et smukt, nistret sort terrazzogulv med en udfordring! sokkelfliser. Ombygningen i parterreetagen mu - I alle bygningens øvrige rum har vi valgt belys - liggjorde også, at den centrale fordelingsgang ningsarmaturer, hvis former kendes fra opførel - kunne føres igennem på den fjerde side, for såle - sestidspunktet – kuglen, kugleudsnittet, den gen - des at understrege etagens grundlæggende dispo - nemskårne cylinder. Disse kommer alle fra en sition og for at lette adgangen til alle rum i etagen. tysk producent. Generelt er der arbejdet meget De smukke pendler og væglampetter, der sås med placering af belysningsarmaturer for at un - på fotografierne fra 1914, var på nær den i direk - derstøtte bygningens arkitektur og rytmerne i tørens kontor, som dukkede op i Carlsbergs gem - rumforløbene. mer, væk. Også her var holdet af den opfattelse, Endelig besluttede vi undervejs, at gardinop - at belysningen ikke blot tjente et praktisk formål, hængning, så tæt som muligt på de oprindelige men at den i de primære rum i stueetagen og til gardiner, ville sætte prikken over i’et. På et prak - dels i parterreetagen udgjorde en integreret og tisk plan sørger de i øvrigt for både solafskærm - væsentlig del af arkitekturen. Derfor blev armatu - ning og regulering af lyd i de store rum. Alle op - rerne møjsommeligt genskabt, først i tredimen - hængningerne er udført efter minutiøse gennem - sionelle tegneprogrammer, dernæst i ”flade” de - gange af fotografier fra bygningens første leveår, Modsatte side: tailtegninger, og endelig produceret af et dansk helt ned til kniplingsborten på gardinkapperne i Nærbillede af de loftslamper, specialfirma på området. Glasskålene er blæst på frokoststuen på 1.sal, som er nøjagtig svarende til der er genskabt efter de gam - le fotografier og som er med et tjekkisk glasværk, og dele af smedearbejdet er den oprindelige. Også her spillede bygherren til at give rummene deres udført i Polen. Det færdige resultat, med moder - med, lyttede og viste sig positiv over for en tanke, styrke og karakter tilbage. ne lyskilder monteret i skålene, giver nu – efter en som både mht. æstetik og funktion ellers ofte vil

124

støde på massiv modstand i dette århundrede. Den oprindelige opvarmning skete ved hjælp af et Gardinerne suppleres på bygningens mest solud - for den tid meget avanceret system: gennem store satte sider, mod syd og øst, af udvendige marki - ”gæller” i det forsænkede terræn foran sydfacaden ser, der er udført så nær til de oprindelige som blev kold luft trukket ind i varmekamre, hvor muligt, men tilføjet skjulte motorer og styringssy - damprør opvarmede luften. Herefter blev luften stemer, som automatisk trækker dem ind, hvis suget ind i et trykkammer, hvorfra luften blev vejrliget nødvendiggør det. pumpet op gennem de fire store, hule søjler i cen - tralhallen og derfra via et system af kanaler og kamre ud i bygningens øvrige rum. Det var jo i den Tekniske installationer og forsyning mekaniske ventilations barndom, og Anton Rosen Anton Rosens begejstring for hans tids tekniske og hans ingeniører må vel i en eller anden grad frembringelser og hans store åbenhed for inspira - være undskyldt. I hvert fald fungerede systemet tion fra den store verden er sikkert faldet i god elendigt, der var træk og kuldenedfald fra de me - jord i en teknisk orienteret virksomhed som Tu - get store vinduespartier, og allerede i de første år borg. I hvert fald fremstod bygningen ved indvi - efter indvielsen måtte en lang række rum forsynes elsen i 1914 som et teknisk set hypermoderne med radiatorer, der kørte på damp. Damp var der værk, fra fødslen udrustet med en lang række tek - nok af på bryggeriet. Både over og under jorden niske finesser. Ser man planerne nærmere igen - var bryggeriet gennemskåret af små og store nem, ligner en stor del af væggene en hullet dampledninger, som anvendtes til produktionen. schweizerost; det er alle installationsskaktene, Disse radiatorer var ikke nogen æstetisk fornøjelse der er indbygget i vægge og piller, og som byg - og jo heller ikke en del af Rosens detaljeret gen - ningen blev født med. Her var rindende koldt og nemtænkte indretning. På den vis har etableringen varmt vand og afløb i rigelige mængder, foruden af radiatorskjulerne, som er beskrevet i det foregå - elektricitet og rørpost, hvor afdelingerne i huset ende, løst et problem, som har præget huset siden kunne sende dokumenter og bilag rundt til hin - opførelsen. I øvrigt skal det så tilføjes, at det gamle anden. Skaktene er fortsat i brug og var en vældig varmluftsystem atter er i drift, men nu med ny og lettelse i vores bestræbelser på at opdatere byg - mere effektiv og energibesparende teknik placeret ningens tekniske forsyninger uden at skæmme i kælderen. Ventilationssystemet er koblet sam - rummene med synlige føringsveje. men med en såkaldt intelligent styring af vinduer -

126 ne øverst i tårnet, som sørger for udluftning, når Uafhængig af årstiderne var det en pragtfuld byg - det er påkrævet. Det betyder også, at de omfatten - ning at være i. På den måde er den som en kirke de skader, der før i tiden skete på væggene hele ve - med tykke mure, hvor indeklimaet er meget sta - jen rundt i tårnet som følge af kondens på vægge - »bilt. Om sommeren var her dejlig køligt og om vinteren var ne – der fulgte med de uregerlige opvarmnings- og der en stabil varme. Bygningen var opvarmet af gamle ra - udluftningssystemer i huset – fremover forhåbent - diatorer og murene tog varmen til sig og sikrede, at der al - lig helt kan undgås. Tårnet har under byggeriet tid var en god temperatur. Da vi kom over i den nye admini - været helt fyldt op med stilladser, fra hvilke al den strationsbygning fik vi væsentlig bedre kontorforhold, vi sad afskallede og skadede plasticmaling er blevet af - jo lidt klemt her, men klimaet i en bygning som denne var renset. Herefter er der grundbehandlet, og hele pragtfuldt. Den nye var opvarmet af luft, og det var elendigt tårnet er nu atter malet med den oprindelige lim - sammenlignet med Rosenbygningen.« farve, som bedre kan ”ånde”, dvs. transportere fugt ud og ind gennem de uisolerede vægge i den øver - - Henning Bloch, vicekontorchef, ansat i Regnskabsafdelingen og senere i ste del af tårnet. Informationsafdelingen fra 1956 til 1996. I Rosenbygningen fra 1956 til Et lille, men væsentligt delprojekt for ingeniø - 1965. rerne har været at få reaktiveret de fine vandstrå - ler, som løber fra munden af hver sin faun, på pro - menadetrappen mellem centralhal og parterre. En let deliristisk drøm om at lade Tuborg Squash løbe i de røde porfyrkummer måtte af letforståeli - ge årsager desværre opgives, men lyden af rislen - de vand i forhallen er nu tilbage og lægger på smukkeste vis et lydmæssigt bagtæppe for ople - velsen af centralhallen. Med til dette billede hører også lanternen over den gamle reception, der lige - som de øvrige originale lamper er restaureret og placeret på sin oprindelige plads. Odins ene ravn holder nu igen øje med Midgårdsormen, som bæ - rer lanternen i sit gab, og de to klare pærer giver

127 et stemningsfuldt lys i dette hjørne af hallen. I re - på, hvad forestillingen om et Gesamtkunstwerk ceptionsskranken er der i dag diskret placeret en kan udrette i de rette hænder: Alle detaljer rela - videoporttelefon og forskelligt andet styrings- og terer til helheden, og helheden får først sin fulde overvågningsudstyr. vægt og betydning gennem den præcise detalje, Et væsentligt element for den samlede ople - indsat på det rigtige sted. velse af sammenhængskraften mellem detalje og Anton Rosen ville sikkert have været tilfreds, helhed er kæmpelysekronen i centralhallen. hvis han i dag gik en tur gennem kældrene eller Skidt til af duer i de år, bygningen stod ubenyt - kiggede i sine fremtidssikrede installationsskakte tet, og desuden medtaget af årtiers lidt tilfældige og så, hvad teknikken formår i 2010. reparationer – nogle udført med forgyldt gips i stedet for messing – fremstod dette overvælden - de eksempel på Rosens formglæde og fravær af Bygningens indfatning den ellers så navnkundige danske hang til under - Den ny og mindre forplads, der skaber et regu - drivelse og tilbageholdenhed i en noget sølle for - lært for-rum for indtræden i bygningen (og lige - fatning ved indledningen til restaureringen. som oprindeligt opfanger og drejer to krydsende Jeg tror ikke nogen helt havde forestillet sig, akser) detaljeres i samme lødige materialer som hvor imponerende og højtråbende kronen så ud, bygningen selv. Det samme gælder haven mod da den kom tilbage fra en lang og bekostelig mi - nord, som får karakter af gårdhave. nutiøs restaurering hos et specialfirma. Men det Et skur med murede søjler og fint zinkbeklædt mest mærkværdige var dog, at da den hang på trætag danner sammen med en ny brystning på Modsatte side: sin plads igen, nu i al sin oprindelige glans og den høje side af gårdrummet mod Strandvejen en Centralrummets fontæner herlighed (komplet med absinth-fyldt karaffel i ny indramning af rummet i retning af det oprin - med maskerelieffer, der som det nederste messingfletgitter), så faldt rummet delige anlæg, der var delvist omgivet af havemu - en del af gesamtkunstværket helt på plads. Fjernes lysekronen, er rummet vel re. Mellem søjlerne – bygget i de samme sten fortæller historien om vejen fortsat imponerende, men på en mærkelig måde som bygningen – er isat tremmeværn i smedestål fra vand til øl og er opsat på reposen mellem centralrum - berøvet et centrum, et punkt, som både samler svarende til værnet på 1. sals balkonen på bygnin - met og parterreetage flanke - rummet og skaber en vældig dynamik. På den vis gens nordside. Skuret rummer renovation og cy - rende det store ølanker. Også er sammenhængen mellem den rigt detaljerede kelparkering for bygningens brugere – i den sid - her anvendes humleblomsten lysekrone og rummets helhed et fint eksempel ste tid bygningen var i brug før restaureringen, som ornament.

129 Lampen over pulten i centralrummet. En af Odins ravne holder Midgårds - ormen i sine klør, mens ormen har fået hængt en lanterne om halsen. Referencen til den nordiske mytologi er en af de få religiøse motiver, som Rosen gjorde brug af i huset.

130 blev dagrenovation opbevaret inde i bygningen, med udråbstegn! På forunderlig vis er det jo også hvilket af flere grunde må siges at være mindre et helt moderne hus, højloftet, åbent og imøde - hensigtsmæssigt. kommende, og dertil funktionelt velfungerende Det har været vigtigt at finde en form for be - mht. den oprindelige disponering af gangarealer, lysning uden om bygningen og i forbindelse med arbejdsrum og så videre. Det er nok et hus, som indgangsdørene, som ikke gav for meget lys og markerer sin tilstedeværelse meget tydeligt, og dermed overdøvede de oprindelige lanterner, el - som aldrig forsvinder i ren mental forstand, når ler som skabte for meget karakter af gaderum man sidder bag sit skrivebord eller til møde i et af omkring bygningen. Med en kombination af ar - husets rum. Men den sammenhæng, der fra op - maturer placeret i terræn og ret diskrete armatu - førelsen er tænkt ind i bygningen på alle planer, rer placeret på piller og bygningsdele i terræn er giver også en forunderlig ro, når man opholder dette forhåbentlig lykkedes. sig i længere tid af gangen i huset. Forhåbentlig vil oplevelsen af rummene om - I forlængelse heraf kan man spørge, hvad kon - kring det gamle hovedsæde skabe en oplevelse af sekvensen af at gå på arbejde hver dag i Rosen - bygningens enestående karakter og af den rolle, bygningen er. Det er jo nok lidt meget at forestil - bygningen har haft i områdets historie. Det er en le sig, at det vil ændre de daglige brugeres liv på mytisk bygning at gå forbi, både røverborg, lille - de store linjer. Men det er for mig at se fuldt reali - putslot, villa, kunstværk og ølhal, og denne stem - stisk at regne med, at daglig eksponering af og ning understøttes forhåbentlig med behandlin - mulighed for at anvende Rosens bygning, der i så gen af de nære omgivelser. høj grad skaber bro mellem håndværk og indu - stri, mellem fortid og nutid, og som rummer så mange detaljer, der ved nærmere betragtning Bygningens fremtid hænger sammen og giver både dekorativ og Afslutningsvis kan man stille sig et par spørgsmål. funktionel mening, vil være en lille, daglig beri - For eksempel melder spørgsmålet sig, om så gelse. Og så må man vel sige, at en arkitekt har mærkeligt et hus kan anvendes i en moderne nået meget med sine drømme. Uanset, hvad dele sammenhæng, og om det giver mening. For alle af Antons Rosens samtid mente om ham, og uan - os, der har været involveret i restaureringsprojek - set hvad der blev ham til del af respekt i mange tet, er jeg sikker på, at svaret er et entydigt ja – årtier efter hans død.

131 Litteratur og noter

1 Kay Fisker: ”Internationalisme contra natio - 10 Albrecht Wellmer: ”Kunst und indistrielle nalromantik – brydninger i nordisk arkitektur Produktion”, in: Zur Dialektik von Moderne omkring århundredeskiftet”, Arkitekten 1960. und Post.Moderne , Frankfurt/M 1985, s. 135. Her citeret efter Svend Hvass: Rosen og 11 William Morris: ”Die niederen Künste”, in: Løvenborg , København 2003, s. 37. Julius Posener: Anfänge des Funktionalismus , 2 Hans Erling Langkilde: Arkitekt-profiler , Berlin 1971. København 1989, s. 89. 12 Josef Hoffmann, in: Traum und Wirklichkeit, 3 Ibid. s. 88. Wien 1870-1930 . Udstillingskatalog Kunstgewerbemuseum Wien 1985, s. 389. 4 Se Carl Muusmann: De glade Firseres København , Reitzels Forlag 1974 og en række 13 Kirk Varnedoe: Vienna 1900 – Art and bidrag til Henrik Wivel (red.): Drømmetid – Architecture , New York 1986. Fortællinger fra det Sjælelige Gennembruds 14 Kay Fisker i Arkitekten årgang 1960, s. 374. København , København 2004. 15 Se Walter Scheel m.fl.: Der Hang zum 5 Således historikeren Steffen Heiberg i et Gesamtkunstwerk , Arau og Frankfurt/M 1983. foredrag 2010. 16 Esbjørn Hjort, op. cit. 6 Esbjørn Hjort (red.): Arkitekten Anton Rosen 17 Cit. hos Svend Hvass: Rosen og Løvenborg , 1859 – 1928 , udstillingskatalog, København op.cit. s. 85. 1984. 18 Ibid. s. 86. 7 Harald Langberg: Danmarks Bygningskultur II , genudgivet Aarhus 1978, s.176. Tak til 8 Ibid. Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af Arkitek - 9 Octavio Paz: ”Schönheit und Nützlichkeit”, in: turtegninger, Arkivet. Carlsberg og Kunstindu - Essays b. 2, Frankfurt/M 1980. strimuseet for venlig bistand med kildemateriale.

132 a t e l a e e R

s f a

u t e v i h g d n U e s o R

mm Rosenhuset Realea 14,5

. . . . , l f s i k k i e b b e n v e g a t r r e r a a d g g r e m

s r . i n a e a k k l i g e g o g e o a l r r g

s s y d n l n l m v g e e u a i i i g e

l b l l e e t n g k v y v l n a s s p k

s a y r e m i b s u m r t e a o b D i r v b o y

k a o e

.

æ

t

s m i f n d s n v å

v

s g

a w i o , a u

p a e

e o n e t g r d

n d r i

r w

l n r

e f d a e v n r

g o

a g e e n l w r l e e l a e v r n i

l e j e l i e

u å t

p

h l e å r f R e

t t d t

t g k i p e a k m s i t t g e m

t r i e o r e l v e l e e

e t m e n t j o

r d r e r s v i d e 6 f r g e e -

i e k o k e d n l u b l e æ 5 i s f

r i

6 d

e f

e m t 2 r r p

a i m n r t 5 S - o r g

h e

r o g i 0 e a

e o 2 / f s r o o g b

3 e

f t d d f 0 t r A 2 e o a

p e n

æ o 2 3

r e p s k L å 9 m a r

g 2 s e s - k r l a

e h e 7 d l i e

e s i 2 e 8

t a t v - a f g S 9

E 8 e e a n 7 l 7 i R m 9 8 a

n

o : 8 e g s N 7 R

y B g S 9 B I o Omslag TUBORG -Realea Stift 2100432_OMSLAG STIFT 09/06/10 10.27 Side 1 Side 09/06/10 10.27 STIFT Stift 2100432_OMSLAG -Realea TUBORG Omslag