Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø Karen

g Klaus Rifbjer Péter Esterházy Niels Lyngsø Elfriede Jelinek

fatterskolens Afgangsantologi Per Højholt Elfriede Jelinek DuveKaren Péter EsterházyHassen Khemiri Jonas Niels Lyngsø Forfatterskolens Afgangsantologi Rosa Mendes Pedro Klaus Rifbjerg Per Højholt Karen DuveKaren Hassen Khemiri Jonas For Rosa Mendes Pedro 4 Anmeldelser af ny litteratur 18. årgang dec. 2004 kr. 60 fra ca. 85 % til ca. 40% af tiden (Det betyder så også, at den del af litteratur- undervisningen, der skal gå med kanon- læsning, proportionelt bliver større). Legitim Selv om man sikkert kan slås om tallene, er der ikke tvivl om, at litteraturens status nedprioriteres, og at litteraturen dermed må afgive en del af sin kulturelle national kultur kapital til andre områder. Litteratur- undervisningen er presset og rapporten kan derfor netop ses som et svar på dette I sidste nummer af Standart behandlede »stof fra andre kulturer«, betyder den pres og som et led i kampen om den kul- vores temasektion, »Stand In«, litterær obligatoriske liste en accentuering af det turelle kapital. Implementeringen af kanon, og de fleste af bidragene havde nationale. Kanonen er en lukket fest. udvalgets anbefalinger sikrer en opdate- direkte berøring med den igangværende I forhold til de konkrete valg af forfat- ret statslig anerkendelse af litteratur- kanondebat. I mellemtiden er kanonud- terskaber kan den nationale accent også undervisning som »kulturbærende« og valgets rapport så blevet offentliggjort. forklare, hvorfor det er forfatteren til som forvalter af »det særlige ved dansk Rapporten rækker ud over den gængse »Der er et yndigt land«, der er foretruk- kultur«. Kanonen får dermed den funk- danske tradition på området og også ud ket frem for f.eks. Baggesen eller Staffelt. tion, at den foreløbigt beskytter den kul- over udvalgets oprindelige retningslinjer Det hører øjensynligt med til Oehlen- turelle kapital, som litteraturinstitutio- ved at indeholde en obligatorisk liste schlägers berettigelse i kanonen, at nerne besidder, mod yderligere beskæ- over forfattere, der skal læses både i fol- »Hver gang tv sender fodboldkamp fra ringer. Ved at kanonisere en række af keskolen og i gymnasiet. På trods af en Parken med afsyngelse af nationalsan- forfattere har man sikret sig statens del offentlig opmærksomhed og under- gen, bliver eleverne mindet om, hvorfor garanti for, at disse anerkendes som legi- visningsministerens beslutning om at de altid har syntes, at synet af et fjord- tim national kultur. inkorporere rapportens anbefalinger i landskab med lysegrønne bøgekroner Med staten som garant gennemtvinges bekendtgørelsen for folkeskolen og i bare er så flot«. Måske skulle man snare- dermed nogle objektive strukturer i form gymnasiets læreplaner, har kanonen ikke re koncentrere sig om at sikre sig, at ele- af en obligatorisk liste, og det erklærede skabt de store konfrontationer. Det skyl- verne forstår, at i litterær, åndshistorisk mål er, at disse objektive strukturer skal des primært listens begrænsede omfang og politisk sammenhæng er en lukket modsvare de subjektive strukturer inde i og rimeligt ukontroversielle indhold. fest ingen fest. hovederne på eleverne i form af oplevel- Tilhængerne har jublende set den obliga- I forhold til udfordringen af litteratu- sen af en bestemt form for kultur. Det er toriske liste som et opgør med 68’er- ren fra andre medier, så udtrykker rap- bl.a. det, der ligger i de »fælles litterære pædagogikken, og skeptikerne har med porten flere sympatiske ambitioner, og referencer«, kanonudvalget vil sikre. Det et skuldertræk kunnet konstatere, at den kanonlæsningen skal bl.a. indgå i et er imidlertid værd at huske på, at denne nye formelle kanon modsvarer den ufor- samlet forsøg på at øge litteratur- og læs- liste ikke bare uproblematisk er udtryk melle liste, der eksisterer i forvejen. Der efærdigheder. Det er en god pointe, at for en »fælles arv«, som alle danskere er generelt set ikke den store modstrid elevernes færdigheder udvikles ved at slæber rundt på. Udgør Martin A. Han- mellem, hvad man mener, man bør læse, møde tekster, der er svære i den for- sen f.eks. en bærende del af fundamentet og hvad der rent faktisk læses, hvilket er stand, at de yder modstand i forhold til for dansk kultur eller for dansk littera- dokumenteret i de empiriske under- en umiddelbar afkodning, og specielt i tur? Man kan frygte, at det i og for sig er søgelser, der bl.a. danner grundlag for folkeskolen kan det måske være nødven- ligegyldigt, om man svarer ja eller nej på udvalgets arbejde. Det kan imidlertid digt med en regulering, der giver læreren det spørgsmål, for sandsynligheden for, være interessant at spørge til, hvorfor støtte til at udvælge og præsentere ele- at Martin A Hansen bliver en bærende kanonen kom på dagsorden? Og hvad er verne for stof, der ikke umiddelbart del af dansk kultur, er øget betragteligt, signalværdien af den foreliggende liste? appellerer til dem. Spørgsmålet er imid- simpelthen hen fordi den næste genera- Bag debatten og det vurderede behov lertid om udvalgets liste er særlig veleg- tion (nu med statsgaranti) vil have læst for en obligatorisk liste må ligge en op- net til det formål. Ifølge udvalget er det ham både i folkeskolen og i gymnasiet. fattelse af, at litteraturlæsningen og de et spørgsmål om pædagogik, at eleverne Kanonen reflekterer ikke udelukkende institutioner, den er knyttet til, er udfor- ikke sidder »gysende og venter på den en eksisterende »fælles arv«. Den er dret. I sin rapport peger kanonudvalget dag, de virkelig skal læse Holberg, muligvis »kulturbærende«, men dens på to sådanne udfordringer: Der sker Oehlenschläger eller H.C. Andersen«. institutionalisering er også en progressiv dels »et intensiveret kulturmøde«, og Dansktimerne som »Døde poeters klub«. kulturskabende handling, der vil indstif- dels er litteraturen »i hård konkurrence Man ser det for sig — eller gør man? te en bestemt »fælles arv« og som derfra umiddelbart mere appellerende me- Disse udfordringer peger i retning af med søger at præge opfattelsen af littera- dier«. Den første udfordring vedrører en tredje udfordring, som det i meget høj tur og kultur i en bestemt retning. globalisering og især påvirkningen fra grad også drejer sig om. Litteraturens Kanonudvalget har spillet ambitiøst amerikansk kultur. Heroverfor skal status er i det hele taget i krise i uddan- ud for at sikre litteraturens overlevelse i kanonlæsningen indfange »det særlige nelsesinstitutionerne. En kommentar i undervisningsinstitutionerne. Nu savner ved dansk kultur«, og kanonen skal stå bladet Gymnasieskolen nr. 21/04 anslår vi et lige så ambitiøst modsvar. som »et fælles tanke- og refleksionsaf- følgerne af de nye læreplaner, der ledsa- sæt«. Selv om udvalget også påpeger vig- ger gymnasiereformen, til at betyde en tigheden af at stifte bekendtskab med beskæring af litteraturlæsningen i dansk Anders Hedegaard Kristiansen

LITTERATURMAGASINET STANDART. 18. årgang nr. 4, december 2004. REDIGERET AF Brian Andreasen, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line H. Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Frida Hansen. FORSIDE: Mikkel Lundsager Hansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABON- NEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: [email protected]. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS: Kalligraf v. Søren Kappel Schmidt, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 17. januar 2005. Udkommer næste gang primo marts 2005.

2 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman)

delig svenssonsk. I en konfronta- tion med en tjener i et indkøbs- center får Halims sprogbrug næsten et arkaisk strøg — »Men i så fald undskylder jeg« —, som jeg har svært ved at forestille mig i munden på en nutidig teenager. Gad vide, om det er en svipser hos forfatteren eller den danske oversæt- ter. I hvert fald er det en måde at tale autoriteter efter munden, og samtidig en mulighed for at gøre nar af samme. Ligesom denne anmeldelse, der både taler værket efter munden og i samme bevæ- gelse gør grin af dets verden og sprogbrug. Jeg kan ikke gøre mig fri af følelsen af, at Khemiri ikke har ydet nok for at fortjene den megen hæder. Nok har han over- trådt en sproglig grænse, men han har ikke fået andet end banaliteter ud af det. »Et øje rødt« er Nils Malmros på rinkebysvensk. Uden tempo og egentlig slang og med et Omslag af Ida Balslev-Olesen replikskifte, som aldrig bliver far- ligere end Malmrosklassikeren, »Mona, ved du hvad en TRL er for en...?« Rundt omkring i fortællin- gen har Khemiri drysset lidt meta- spor og morsomheder. Familiens Nils Malmros nye nabo hedder »Jonas Khemiri« og har omtrent samme baggrund som forfatteren. Og i en passage midtvejs i bogen henvender forfat- med et twist teren sig — i skikkelse af den skrydende gangsta perka & tankesultan — direkte til læseren: — Khemiri er ikke lige min perka Måske du som læser teksten synes fortalt på ’rinkebysvensk’ eller Men det er et sjældent ufarligt ét den er totalt latterlig. Hvad kan Jonas Hassen Khemiri ’shobresvensk’, som denne særlige af slagsen ghettomotivet til trods. I jeg sige? Jeg skriver ærligt og hvis Et øje rødt sprogbrug kaldes. En sociolekt, »Et øje rødt« er der ingen fart over du hellere vil læse falskhed du (Ett öga rött) der tales af beboere i en række for- feltet, ingen rappe replikker og kan læse en eller anden svensson- Oversat af Benni Bødker stæder til svenske storbyer — Rin- stort set ingen skarpe kanter i skil- filosof. Desuden hvis du synes, jeg 240 sider, 225 kr. keby ved Stockholm og Rosengår- dringerne. Det er en dagligdagsfor- lover jeg skider på dig (og hele din Gyldendal den i Malmø f.eks. —, men samti- tælling — netop så monoton og familie). Jeg ejer dig! dig knytter den sig til en meget ud- almindeligt ualmindelig, som dag- Anmeldt af Martin Deichmann bredt hiphopinspireret ungdoms- ligdagen er. Måske ærlighed er bogens største kultur. Shobresvensk tales af unge Bogens fortæller, teenageren problem. At den så tydeligt gør Den norske litterat Erik Vassenden med såvel ensproget som flerspro- Halim, bor sammen med sin far i opmærksom på sine præmisser og skrev for nyligt i Morgenbladet, at get baggrund — præcis som det en forstad til Stockholm. Her går blotlægger sit potentielle materiale. hvis man altid skal læse værker på billede, der tegner sig i Voldsmo- han i skole med de andre forstads- Et problem er det i hvert fald, at deres egne præmisser, vil man se, på Blågårds Plads eller i aften- børn — Alonzo, Hristo, Stefan og læseren så nemt køber bogens præ- hurtigt komme til at kanonisere en timerne på Axeltorv foran Scala. Carina osv. — til fuldefest med de misser. At en fortælling på rinkeby- litteratur, som slet ikke har kvali- I Benni Bødkers oversættelse er udvalgte og plages af et gennem- svensk altid i læserens bevidsthed teten til det. En sober betragtning, det naturligvis blevet til ’kiosk- snitligt udvalg af pubertetsskavan- vil være gennemsyret af ghetto, synes jeg, som blev yderligere dansk’: »I dag det var sidste dag i ker. Han bilder sig ind at være en selvom det blot er en gammel år- aktualiseret ved mødet med Jonas sommerferien og derfor jeg hjalp ’tankesultan’, en revolutionsperker, hushistorie om igen. »Et øje rødt« Hassen Khemiris debutroman »Et far i butikken«. Som det lyder i som med sit enorme vid og sin er sympatisk, fint tænkt, men ten- øje rødt« i dansk oversættelse. bogens allerførste sætning. Tem- gedigne fysik kan sætte enhver derer også i retning af det kedsom- Svenskfødte Khemiri blev sidste melig hjælpeløst på tryk. Måske Svensson-kartoffel på plads. Halim melige. Og det er synd, når der nu år belønnet med Borås Tidnings endda en anelse irriterende for tænker og fortæller på rinkeby- vitterligt var et helt nyt sprogom- debutantpris — Sveriges største af den, som har de fedtede kritiker- svensk, men behersker også almin- råde at aktivere litterært. slagsen —, og »Et øje rødt« er i kassebriller på. Forlagsstemplet — hjemlandet blevet solgt i mere end i det her tilfælde Gyldendal — 80.000 eksemplarer. Imponerende garanterer naturligvis for kvalite- efter alle nordiske målestokke og ten, hvorfor konfrontationen mel- Stand In udgår i dette nummer, men vender tilbage i særligt af en debutant. Men »Et lem massive syntaks- eller gram- nr. 1, 2005. øje rødt« er heller ingen gennem- matiske fejl og indbunden tryksag Redaktionen snitlig Svensson-roman. Den er indikerer ’litterært eksperiment’.

NR. 4 DECEMBER 2004 3 (roman)

ikke skal være kronologi endsige almindelig sammenhæng?« Svaret blafrer i vinden… »Blafrer« er måske den bedste karakteristik af denne debutroman. Den blafrer. Og den vil gerne være meget inter- Blandet vasketøj tekstuel med skjulte citater fra litteratur og filosofi og med en masse Kristian Himmelstrups debutroman bliver et nemt bytte for sig selv matematisk og biologisk factsdrop- ping, som det er blevet så moderne. Lidt kulturvasketøj, hængt til et bruttosamfund, der vil og kan tørre i vinden efter en mandevask. Kristian Himmelstrup det hele live — og mere til. Mest kulørtvask. Dinosaurens sidste tango Det er Borges´ kontinent, hvad Som med så mange debutanter 96 sider, 229 kr. forfatteren da også i et indlagt sel- må man om Kristian Himmelstrup Samleren vironisk kursivstykke minder os klicheagtigt konkludere: Han kan om, hvor forvandlingen er fulds- godt skrive, nu skal han bare finde Anmeldt af Jørgen Falkesgaard tændig og tiden ophævet. Mere noget at skrive om. Noget, der er magisk end realistisk og mere ham magtpåliggende, og som han Om mennesker gælder det, at de mystisk, end godt er. For denne derfor vil formidle til læserne, er »skalløse, sårbare og et nemt forvandling fortælles i nogle ikke forholde dem. Det behøver bytte for sig selv«, hævder vores spredte dagbogsblade, som en ind- ikke at komme fra hjernen; det er hovedperson — en ung mand på ledning fortæller, at en palæonto- fint nok, hvis det kommer fra den (dannelses)rejse i Sydamerika, log finder i et havareret fly og bule i bukserne, som han et sted hvor han har blik for mere, end præsenterer for os, og romanen påstår lægger beslag på 75 % af hvad der er normalt, og hvor han afsluttes med et moderat civilisati- hans dagbogsfortællers tankevirk- bliver et nemt bytte for diverse ons- og forbrugskritisk afsnit, der somhed. Oftest er liderlighed dødsbesættelser, skalløs og sårbar (vel?) fortæller om den dagbogs- Kristian Himmelstrup bedre end fortænkthed — i hvert som han er i mødet med en kultur, skrivendes liv i Danmark. Hvor- (Foto: Robin Skjoldborg) fald som litterær generator. At der er større, ældre og mere gru- dan vi skal få forbundet de tre noget kommer fra hjertet kan man som end den, han kender til fra sit afsnit, står ikke klart. Men også omtalte kursivstykke: »Og hvorfor vel ikke forlange af en ung mand- Netto-hjem i Danmark. Han møder det ironiserer forfatteren over i det disse blandede indslag? Fordi der lig forfatter?

ger afdækkede, for hvad skulle medierne så skrive om de næste mange uger? Vernon mistænkes straks, da han ikke formår at rede- gøre for sin færden i minutterne »Du ser mig og lider« omkring massakren (han har måt- tet forrette sin nødtørft — altså Sort satire om USA i Booker-vinderen fra 2003 den store af de to slags — ret pludselig, men det er han for flov til at indrømme). Begivenhederne ler, da den foregår i Texas og antager mere og mere grotesk DBC Pierre Mexico. Men Pierre kvalificerer karakter, bl.a. møder vi en wanna- Vernon G. Little sig formelt til prisen gennem sine be tv-journalist ved navn Eulalio (Vernon God Little) australske rødder og nuværende Ledesma, der egentlig er tv-repara- Oversat af Jan Hansen irske bopæl — og han kvalificerer tør, og som ikke skyr nogen midler 346 sider, 198 kr. sig rent kvalitativt, fordi han har for at få Vernon til at fremstå som Hr. Ferdinand skrevet en helvedes god og mor- skyldig i forsøget på at skabe sig som roman, hvis sproglige vitalitet sin egen tv-karriere. Anmeldt af Søren Frank Jan Hansen flot har bevaret i sin DBC Pierre leverer en sønder- oversættelse. lemmende, men vittig kritik af et DBC Pierre er et kunstnernavn og Som undertitlen antyder, er der samfund, hvor husmødrene æder pseudonym for Peter Finlay, der tale om en komedie. Forud for sig fede midt i deres evindelige med sin debutroman vandt »Man komedien har der dog fundet en slankekure og ikke taler om andet Booker Prize« i 2003. DBC står for tragedie sted: Hovedpersonen end deres nye køleskabe og sene- »Dirty But Clean« og mere end Vernon Gregory Littles bedste og ste indkøbsture, alt imens deres antyder forfatterens blakkede bag- eneste ven, mexicaneren Jesus, har sønner er anklaget for mord, eller grund som pengebedrager og stof- skudt og dræbt 16 af sine klasse- DBC Pierre deres naboers børn er myrdede. misbruger. Pierre blev født i kammerater, hvorefter han har Det er ligeledes en sort satire over Australien, voksede op i Mexico begået selvmord. Romanen begyn- lille by Martirio i Texas imidlertid et samfund, hvor en tragisk begi- og USA, men er nu bosat i Irland. der altså efter denne tragiske begi- ikke evner. I stedet går jagten ind venhed som en skolemassakre Valget af »Vernon G. Little« som venhed, og dens handling kan på en syndebuk, for Jesus var vel straks forvandles til et mediecir- vinder var kontroversielt, ikke med en vis ret karakteriseres som ikke alene om forbrydelsen? En kus, hvor sandheden glider i bag- mindst på grund af forfatterens komisk, på trods af det tragiske sådan spektakulær begivenhed grunden til fordel for iscenesatte kriminelle fortid; ydermere, kunne udgangspunkt. Massakren er for så kan ikke være overstået på få begivenheder, der kan fastholde et man tilføje, er det jo ikke Com- vidt et overstået kapitel, kun sekunder med ofre og skyldig publikum, og hvor plattenslagere monwealth-stof, romanen behand- selvransagelsen resterer, hvad den identificerede, årsager og virknin- uden samvittighed scorer kassen

4 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) på andre folks sorg. Virkeligheden enhver kedelig kontormus, hvilket er blevet en film. romanen vel langt hen ad vejen Dét, der fastholder romanen i støtter hende i, hvis det da ikke er noget mere end blot og bar post- hende, der er forrykt? moderne tomhed og overflade, er Romanen slutter spændende og Vernon som fortæller. Han er fører i stigende grad sin læser ind anderledes intelligent end det Kontoret som et narrativt jerngreb. Inden plottet øvrige tomhjernede, medieliderli- strammer til, beskriver den konto- ge persongalleri. Ikke at han er rets (usædvanligt mange) intriger enhver svigermors drøm, nej, han krigsskueplads på en måde, der kan få en til helt er også barn af sin tid og sine at frygte sin egen kontorarbejds- omgivelser (hans perspektiv er plads. Romanen kaster et velkom- således gennemsyret af de selv Stor romankonstruktion fra Christian Jungersen ment lys over mobning og intriger samme referencer og virkeligheds- på arbejdspladsen, selvom tingene filtre, som romanen faktisk kritise- vist vokser ud over kanten på en rer), men han har substans, et måde, der trods alt ikke er hver- (selv)ironisk blik på begivenheder- Christian Jungersen dag, selv i bureaukratiets indre ne og et fandens dynamisk og Undtagelsen snirklede magtcirkler. levende sprog at formidle igen- 619 sider, 298 kr. Men romanen er altså en meget nem. Måske er Vernon inficeret Gyldendal stor konstruktion, og der er flere med et mexicansk livssyn gennem sprækker, som knirker. For det vennen Jesus, i hvert fald optræ- Anmeldt af Søren Pold første virker det hele lidt for kon- der Mexico som et paradisisk sted strueret. Spejlingen mellem ond- i hans drømme, og da han flygter Dansk Center for Information om skabens psykologi i Jugoslavien og over grænsen befinder han sig Folkedrab er et mindre informati- på et lille kontor i København bli- godt i selskab med nogle mexica- onscenter med en håndfuld kvin- ver lidt for bastant. Tiøren falder nere, han møder, og som tager delige kontoransatte og en mand- længe og hårdt. Selv kvindelige ham til sig. Det er en af disse mex- lig leder. Centret, som hører til humanister kan da ikke være så icanere, der giver Vernon det den slags regeringen forsøgte at onde og endimensionale? Syns- motto, som han til slut lader sig nedlægge efter sidste valg, forhol- vinkelskiftene fungerer på den ene tatovere med: »Me ves y sufres», der sig til folkedrab og flygtninge- side som et flot fortællemæssigt »Du ser mig og lider«. Dette ver- katastrofer verden over. Kort sagt greb — en slags cliff-hanger, der er denssyn, som kunne bringe min- et tilsyneladende fredeligt og let- med til at forskyde plottets retning delser frem om Octavio Paz’ tere støvet kontor i det indre Kø- læse med i Ibens artikler til »Nyt og perspektivere personernes »Ensomhedens labyrint«, står i benhavn besat med moderat ven- om folkedrab«. På den anden side handling ind i et hermeneutisk skarp kontrast til den amerikanske streorienterede humanister, som er det uhyggeligt tydeligt, hvordan helvede. På den anden side lider syge, dvs. den ukuelige optimis- bag deres pc bevæbnet med bøger overvejelserne over folkedrabets persontegningerne under det. Selv me, der blot viser sig at være grun- bestræber sig på at redde verden. motivation også fungerer som i så lang en roman kniber det med det på hjernedød forbrugerisme og Virkeligheden og verden uden for reflekterende kommentarer til først at gøre dem troværdige og til- uvidenhed. kontoret trænger sig imidlertid kontorets psykosociale indretning. strækkeligt sympatiske for derefter For Vernon er livet noget lort, voldsomt på, da flere af hovedper- Langsomt, men sikkert trænger at vende bøtten, perspektivet og og verden hænger ikke sammen: sonerne modtager dødstrusler per virkeligheden sig mere og mere fortegnene, således at den samme e-mail og derefter begynder at mis- på. Der trænger bogstaveligt talt person bliver set som en plageånd. Guderne skal vide, at jeg har gjort, tænke hinanden. Først går det ud blod ind i biblioteket, og compu- De ender simpelthen med at være hvad jeg kunne, for at finde hoved over romanens bipersoner; den ternetværkene viser sig at rumme for sølle, skrøbelige eller kyniske, og hale på verden, og endda gik sidst ansatte bibliotekar som mob- mørke og kryptiske sandheder. ensporede og maniske, for at lig- rundt med en mistanke om, at bes til sammenbruddets rand, og Som en trold ud af en æske vælter ningen skal kunne gå op. Og bag mennesket måske var en storslået sekretæren med de dunkle serbi- krigsforbryderne pludselig frem i fortællerkonstruktionen aner man skabning; men efter det, der er ske forbindelser. Men langsomt det indre København, og nogle af forfatterens kolde ånde, som en sket, er den mistanke forsvundet trænger en breche ind mellem de dem har gedulgte forbindelser til lidt tør og moraliserende iscene- fuldstændig. Jeg mener — hvad to hovedpersoner og perlevenin- kontorets indsatte. Men til hvem? sætter, der flytter rundt med sine fanden er det her for et liv? der, kontorets dronninger den Som læser sidder man på skø- små kontormus som en anden felt- kloge Iben og den smukke Malene, det af de forskellige kontormus herre. Endelig kan romanen ikke hedder det f.eks. allerede på første hvilket destabiliserer magtbalan- gennem konsekvente synsvinkel- helt finde ud af, om den vil være side af romanen. Denne indigna- cen på kontoret. skift, som med al ønskelig tydelig- et kontor-realistisk kammerspil tion over et så voldeligt, overfla- Kontoret kan være et grimt hed demonstrerer, hvordan intri- eller blodtørstig thriller. Lige som disk og mediestyret samfund pla- sted, hvor mange dramaer udkæm- ger og antipatier bygges op af støvet lægger sig velgørende, og cerer DBC Pierres roman i åndeligt pes blandt papirclips, og potte- næsten intet i kraft af selvforstær- man tager sig i at hygge sig, sniger slægtskab med den unge Nick planter, og som bekendt er bureau- kende kredsløb af overfortolknin- uhyggen sig ind mellem papirbun- McDonells »Twelve« (»Vernon G. krati noget af det ondeste, der fin- ger. Det der fra den ene person kerne, hvilket til gengæld får de Little« er dog bedre), men selvføl- des. Romanen er opbygget om- tilsyneladende var en tilfældig 619 sider til at vendes i en vis fart. gelig også med Michael Moores kring en spejling mellem det kon- kommentar, bliver af den anden Slutfacit er, at jeg egentlig godt »Bowling For Columbine« og Gus toret beskæftiger sig med, nemlig fortolket som en ondsindet stik- kan forstå, at romanen er så stor van Sants »Elephant«. Men for at folkedrab, og de intriger som pille. Eller måske var det alligevel en succes både blandt publikum opsummere: DBC Pierre er et udspiller sig på kontoret. På den ikke en tilfældig kommentar, men og anmeldere. Jungersen er en naturtalent, romanen er bidende ene side er der en verden til foret instinktivt benspænd fra den dygtig forfatter, som har bygget en satirisk, humoristisk, sort, tragi- skel på de civiliserede forhold på indre blodhund? Ibens artikler til stor roman med flid og indsigt. komisk og djævelsk underhol- et halvstatsligt informationskontor »Nyt om folkedrab« bliver i hvert Måske han næste gang skulle prø- dende. (og hvad er mere civiliseret?) og fald mere og mere tilspidsede i ve at skrive den lille lette roman, de beskrivelser af ondskabens psy- deres tro på, at folkedrabet ligger han i flere interviews har kokette- kologi, som vi får, når vi får lov at som en potentiel mulighed i ret med?

NR. 4 DECEMBER 2004 5 (artikel)

sig omkring mig«. Ja, sågar kærlig- hedshistorien har sneget sig med ind på Ecos livsboblende sider. Bl.a. lader han hukommelsespro- blematikken omfavne kærligheden i udsagnet om, at »det smukke ved at have elsket, består i mindet om Hukommelsens Eco at have gjort det«. Kærligheds- historien — vel at mærke den ulykkelige af slagsen — tager udgangspunkt i hovedpersonens Umberto Eco har i sin seneste roman taget 30’ernes og 40’ernes Italien første ungdomsforelskelse, den der under behandling. Resultat: En nyskabende multimedieroman pr. definition varer hele livet uden nogen sinde rigtigt at begynde. Nok er Eco blevet 72 år, men han virker på ingen måde gammel. te semantiske hukommelse er for- forelskelses — smukke og harmo- Livsglæde, passion og nysgerrig- Af Jesper Storgaard Jensen blevet intakt, dvs. evnen til bl.a. at niske ansigt. hed kommer rigt til udtryk i huske historiske facts. I et spændings- og følelsesmæs- »Dronning Loana«. Det samme gør »Jeg hader den bog«. Således lag- Paola sender derfor sin mand sigt crescendo — hvor hele roma- legebarnet Eco, når han f.eks. de Umberto Eco ud, da han i 2002 til familiens gamle landsted i nens persongalleri effektfuldt defi- siger: »Det gode ved hukommel- forestod præsentationen af den landsbyen Solara i håbet om, at lerer ned ad en trappe i gymnasi- sestab er, at man møder en masse kendte italienske historiker og lit- hukommelsens tåger vil lette efter ets forhal — ser Yambo som i et nye mennesker hver dag!«. teraturkritiker Alberto Asor Rosas Yambos gensyn med det sted, hvor drømmesyn sig selv stå og vente bog »L’alba di un mondo nuovo« han tilbragte en stor del af sin neden for trappen for at gense det Tegneserielidenskab (En ny verdens daggry). Forfatte- barn- og ungdom. På et stort og til- ansigt, han siden har søgt i både I »Dronning Loana« har Eco for- ren selv sad på første række, og støvet loftsrum i familieejendom- konen Paola og elskerinden Si- kælet sig selv, idet han på det det fortælles, at det gav et synligt men begynder Yambo således sin billa. Denne åbenbaring, dette nærmeste giver frit løb for sin gib i ham, da Eco fyrede sin ind- rejse tilbage i tiden. Her genser åsyn, der for altid skal give ham store tegneseriepassion, der som gangsreplik af. Derefter tilføjede han for første gang i mange år sin fred i sindet. bekendt blot af én af hans mange Eco imidlertid: »Jeg hader den barndoms tegneserier (italienske Kvindeansigtet, der skulle kom- intellektuelle sysler. Ecos kærlig- bog, for den er forbandet godt såvel som udenlandske), opdager me til syne, når imidlertid aldrig hed til den del af litteraturen skrevet, og den omhandler en tids- gamle skolehæfter, genhører frem. De sidste rester af tåge bliver fremstår i romanen som en slet periode — 30’erne og 40’erne — musik, der for længst var gået i hængende. Mosaikken forbliver skjult kærlighedserklæring og sub- og en række emner som barndom glemmebogen, samt læser sine ufærdig. til livline til såvel barndommens og opdragelse, fascisme, krig og ungdomsdigte. fantasi og virkelighedsflugt som til modstandsbevægelse, som jeg selv Langsomt og omstændeligt Fascinerende og svært tilgængelig barn- og ungdommen selv. Ecos har lyst til at skrive om«. Herefter kommer hver tegneserie, hvert digt Ecos femte skønlitterære publika- roman er både lige så velskrevet, rettede Eco blikket direkte mod og hver barndomssang og -melodi, tion indeholder et stort antal fascinerende, fængslende og tan- Asor Rosa og tilføjede: »Men jeg som Yambo støder på, til at udgøre smukke og fint tekstunderbyggen- kevækkende, som den i visse pas- lover dig, at jeg før eller siden vil en lille sten i en mindemosaik, der de illustrationer, som f.eks. forsi- sager er svært tilgængelig, hvilket skrive en lignende bog«. næsten umærkeligt begynder at der af gamle rejsemagasiner, Sher- ikke er synderligt overraskende, tage form at et liv. Minderne be- lock Holmes i hyggelig samtale når man har ’den store italieners’ En rejse tilbage i tiden gynder at dukke op af tågen: Sko- med Dr. Watson, et ark med bille- betydelige intellektuelle kaliber in Eco holdt ord, og den 16. juni legang under fascismen, hovedrol- der af 30 diabolske torturmetoder, mente. 2004 udkom »La misteriosa fiam- len i skoleteatret, en chokerende en plakat med små sortskjortede Der er, som altid med Eco, hyp- ma della Regina Loana« (Dronning oplevelse med en italiensk mod- fascistdrenge, der vokser op og bli- pige referencer til verdenslitteratu- Loanas mystiske flamme), der er standsgruppe under den tyske ver til rigtige soldater, sirligt ord- ren, pænt med italienske ordlege, noget så sjældent som en illustre- besættelse, der sætter en brat stop- nede frimærker, Mussolini i en en del citater og indskud på bl.a. ret roman. Romanen har taget per for ungdom og uskyld samt, drømmecollage, italienske avisfor- fransk og latin samt mange kultu- navn efter en italiensk tegneserie ikke mindst, ungdommens første sider fra 2. verdenskrig, en halv- relle referencer til 30’ernes og fra 1936. forelskelse. nøgen Josephine Baker samt — 40’ernes Italien og til en fascistisk Handlingen er henlagt til Pie- især — masser af tegneserieforsi- kontekst. Alligevel benægter Eco, monte i 1991, hvor hovedperso- Koma og genvundet hukommelse der og -illustrationer (lige fra at der skulle være tale om en ge- nen, antikvarboghandleren Giam- Yambos opdagelsesrejse tager Anders And over Buffalo Bill til nerationsroman. Han har tvært- battista Bodoni (samme navn som imidlertid en brat drejning. I lutter Flash Gordon). Illustrationerne imod udtalt, at han med romanen den berømte italienske typograf og befippelse over at have opdaget udgøres samtidig af tekstark af også har ønsket at videregive et opfinder af skrifttyper), kaldet en ægte og særdeles værdifuld 30’ernes og 40’ernes folkelige, ita- vidnesbyrd om en bestemt periode Yambo, efter en ikke nærmere de- Shakespeare-bog i folioformat fra lienske sange og melodier, samt af Italiens historie til et yngre pub- fineret ulykke har mistet hukom- 1623 sendes Yambo i koma af et i fascistiske sange og hymner fra likum. melsen. Vel at mærke den del af forvejen for højt blodtryk. Skæb- samme tid. Og som om det ikke »Dronning Loana« indeholder hukommelsen, der vedrører per- nens bizarre ironi medfører imid- kunne være nok, har der også hist ikke så få selvbiografiske træk. sonlige forhold og facts. Glemt er lertid, at komaen indtræder i sam- og her indsneget sig digte og poeti- Yambo har samme alder som Eco, alle detaljer vedrørende konen, me periode, som Yambos hukom- ske tekststykker. og handlingen er som nævnt oven- Paola, Yambos to døtre og tre bør- melse langsomt er ved at vende Der er dermed næsten tale om for henlagt til Piemonte, hvor Eco nebørn samt gamle elskerinder, tilbage. Pacificeret og ubevægelig, en ’multimedieroman’, der mikser selv voksede op. Eco har imidler- som han i ny og næ møder på men med tankevirksomheden flere forskellige genrer. Som en tid høfligt, men bestemt understre- gaden. Ligeledes ligger Yambos intakt, fortsætter Yambo med at italiensk anmelder noterer: »Jeg get, at der ikke er tale om en selv- minder om forældre og barndom søge de sidste brikker til sine min- har ikke kun læst Ecos roman. Jeg biografi. Han har så at sige »lånt indhyllet i en tyk uigennemtræn- ders mosaik, de brikker, der skal har også set den og sunget den, til sine erindringer ud« til den hu- gelig mental tåge. Kun den såkald- åbenbare Lilas — hans ungdoms- stor forundring for de, der befandt kommelsesplagede hovedperson,

6 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) hvilket er et kløgtigt fortælletek- nisk greb: Jeg skriver ikke om mig selv, men begrænser mig til at låne mine egne erindringer ud, hvorved jeg undgår at »involvere mig 100%«. Altså selvbiografi og prosa i skøn forening. Præcist hvilke dele af romanen, der er mere eller mindre selvbiografisk, er det selv sagt vanskeligt at gisne om, selv om de italienske anmeldere i sommerens løb lystigt har gættet løs.

Svært oversættelig Der er ikke tvivl om, at Eco har skrevet en meget italiensk roman, hvilket han også selv understreger. I et interview i forbindelse med romanens udgivelse siger han:

Allerede på et tidligt tidspunkt sagde jeg til min forlægger: »Den her roman bliver uoversættelig. Den er alt for italiensk. Jeg bliver Omslag af på ingen måde fornærmet, hvis Lars Rosenquist Bech-Jessen den ikke bliver oversat«. Alligevel har flere lande købt rettighederne. Stakkels oversættere. De vil bl.a. skulle oversætte folkeviser fra 30’erne, der på deres eget sprog Sinne med æ vinne skal beholde den samme lethed, samtidig med at oversættelsen skal bære præg af at udspringe af En marskcowboy bliver/ slår til i Erling Jepsens nye roman et italiensk miljø.

Trods Ecos advarsel har Forlaget Robert bliver virkelig frygtelig som forfærdelig. Robert er ved Forum meldt sig på banen, og der Erling Jepsen lykkelig, som han selv kalder det eksperimentets slutning lykkelig, venter således Ecos danske over- Frygtelig lykkelig med romanens sidste ord. Og han og det er forfærdeligt. For under- sætter, Thomas Harder, en betrag- 231 sider, 229 kr. mener rigtig meget lykkelig — så vejs er alle moralske grænser over- telig opgave inden den forventede Borgen lykkelig, at han slet ikke vil for- skredet, og et lidt ynkeligt pjok er danske udgivelse i april 2005. flyttes, selv om han får mulighe- blevet legitim morder. Der er Da Eco i 1981 — i en alder af Anmeldt af Jørgen Falkesgaard den af sin københavnske chef, mange pjok i den danske roman- 49 år — skrev sin første roman, hans ekskones far, der med sin og fortælletradition, og Erling »Rosens navn«, der som bekendt Overskriften betyder: Forsigtig begrundelse for forflyttelsen viser Jepsen føjer med »Frygtelig lykke- blev en verdenssucces, forklarede med vinduerne. Det er lidt det sig at være lige så kynisk som det lig« endnu et eksemplar af denne han over for en journalist: »Som samme som at slå koldt vand i vestsønderjydske lokalsamfund og særligt danske (anti)helt til galleri- 50-årig stikker man enten af med blodet eller klappe hesten, forkla- således inden for romanens ram- et, der tog sin begyndelse med en ung danserinde, eller også skri- rer lokalkoloritklientellet den mer peger på, at dette lokalsam- Hamlet. »Frygtelig lykkelig« er ver man en bestseller«. Ikke meget nyansatte landbetjent i Højer, men fund — er det ikke dernede i frygtelig læseværdig og frygtelig tyder på, at Ecos lyst til sentimen- som retfærdig og noget naiv tilflyt- nærheden af, at Søren Krarup er aktuel. tal eskapisme er steget — hvis den ter falder det ikke Robert let. Og præst? — ikke er en kræftknude i Og at Erling Jepsen virkelig har vel at mærke nogensinde har eksi- da slet ikke, da han bliver mere det danske samfund, men at there ønsket at give et Danmarksbillede, steret — i de seneste 23 år. Der- end lun på den lokale sexbombe is something rotten in the State of fremgår af hans kronik i Politiken imod bekræfter Ecos roman tesen Ingerlise, som han i embeds med- Denmark. Der er noget frygteligt 24. oktober 2004. Hér er det ikke om, at der i en forfatter omkring før møder som offer for hustru- galt — ikke kun i grænselandet. den særlige marskjord, hvor van- de 70 år ofte viser sig en uimods- vold. Men Robert lærer at være For vi kan ikke sætte grænser, er det ligger og skvulper under alting, tåelig lyst til litterært at gå i barn- forsigtig med vinduerne, hvilket romanens budskab. Moralske der portrætteres, men — som i tit- dom. vil sige, at han bliver lige så rå, grænser. Lovens vogter bliver len — Jorden under København. Eco er med »Dronning Loana« løgnagtig og virkelighedsblind lovløshedens helt. Og det i relation til sumpen, både på ingen måde stukket af. Han er som det vestsønderjydske lokal- Som i naturalistiske romaner den virkelige og den moralske, snarere gået tilbage i eget spor for samfund, der i »Frygtelig lykke- sættes Robert med en given fortid under den nye DR By, ligesom den at mindes barndommen, krigen og lig« afsløres med manisk sarkasme ind i et givet samfund med hen- under Riget. Med indirekte citater kærligheden. Og, hvem ved, mu- og sort humor. For at være forsig- blik på, hvad der mon sker i dette fra romanen fortæller han, at vi ligvis også for at minde sig selv tig med vinduerne nødvendiggør tekstlaboratorium. På nær et par ikke er på sikker grund i Danmark. om døden. Således fortsætter livet. spionage gennem vinduerne, at slå fatale steder nøjes vores fortæller Vores menneskelige undergrund er I et smukt og rungende ekko af koldt vand i blodet betyder så san- med at være den personbundne uhyyyyyyyyyggelig, frygtelig hukommelse. delig ikke at styre sine lyster. Og registrator af forsøget. Og det bety- uhyggelig i al sin uhyggelige at klappe hesten betyder ikke at der, at vi som læsere både tvinges Frygt. Umberto Eco: »La misteriosa fiam- se tiden lidt an, men at udnytte til at identificere os med Robert og ma della Regina Loana«, 451 den til egen fordel og »Slå først, får mulighed for at tage afstand fra sider, Bompiani Frede!« ham. Og til slut forstå frygtelig

NR. 4 DECEMBER 2004 7 (roman)

I læ for torden, regn og vind »Lunatia« er 132 sider lang og rummer kun ét eneste punktum

som fortælleren har fået af sin ple- Julia Butschkow jefar. Og det er netop denne far, Lunatia der danner afsæt for fortællerens 132 sider, 199 kr. talestrøm. Samleren Neja, hedder hun, og hun kan ikke rigtigt beslutte sig for hverken Anmeldt af et nej eller et ja til livet. Hendes Sanne Graakjær Damm-Jakobsen historie fortælles imidlertid fra en hospitalsseng, fordi hun en dag Nu er det ikke fordi denne gram- valgte nej´et, og derfra indvier hun matiske særegenhed er det væsent- nu læseren i sit liv. Et liv med ligste ved denne bog, men så alli- kærlighed til sin far, selvom han gevel. For når der overhovedet har efterladt spermklatter på hen- ikke figurerer noget punktum des lille maveskind — og med et undervejs i Julia Butschkows lille had til sin mor, hvis blodrøde, roman, så skyldes det, at både ind- malede læber hun en nat har hold og form klarer sig meget skimtet omkring den »blåviolette bedre uden. Det ser man allerede liderlighed« på den »cowboybuk- på forsiden. seprins«, hun var og er forelsket i. »Lunatia« står der øverst på Hun kværner om et liv med omslaget, men ordet får ikke lov at væmmelse ved at indtage anden stå alene. Det er skarpt efterfulgt af føde end cornflakes med masser af et komma og så den spiralformede sukker, som så alligevel bliver sætning: »et smukt hvidt hus, som kastet op, og om et liv, der trøster jeg kan høre havets brusen i, når sig ved igen og igen at blive mis- jeg tager det op til et af mine ører; handlet af en fremmed mand i en den fine mørke linie, der udgør fremmed kælder. Og hun gør det spiralen, minder mig om en lang godt, fortælleren, og meget overbe- sætning, skrevet på et sprog jeg visende. Vi kommer hele vejen ind ikke kender«. og hele vejen ud igen, og forfatte- Det er, som om romanen ikke ren, som er født i 1978 og debute- kun kan hedde »Lunatia«. rede med digtsamlingen Spiralen som kompositorisk prin- »Lykkekomplex« i 1997, efterlader cip har kæmpet sig vej helt ud på sin læser evigglad, ude i lyset, omslaget og efterladt et bogstav- efter det sidste og eneste punk- omrids, et grafisk aftryk, af det tum. sneglehus, titlen refererer til, og Omslag af Lars Højbjerg

Mississippi-damperen Fidèle. For tilhængere af »Moby-Dick«s hæs- blæsende actionscener vil »Bonde- fangeren« sandsynligvis udgøre Maskerade på narreskibet lidt af en skuffelse. Der sker nemlig ikke rigtig noget i bogen. Hvor »Moby-Dick« var fuld af digressio- Det er ikke kun skibet Fidèle, der flyder i Melvilles roman ner fra det underliggende plot — kaptajn Ahabs vanvittige jagt på den hvide hval — har »Bondefan- per«. Sådan beskrev anmelderen udgivelse af »Pierre«. Endnu en geren« ikke noget plot at afvige Herman Melville ved »The Literary Gazette« Herman gang har Flemming Chr. Nielsen fra. Først og fremmest består den Bondefangeren Melvilles roman »Bondefangeren« leveret en glimrende oversættelse, af en række tableauer (’hændelser’ (The Confidence-Man: His ved udgivelsen i 1857. Melvilles foruden et fint forord og et godt og ville være for handlingsmættet et Masquerade) anmeldere er i dag herostratisk informativt noteapparat, der tjener ord), der alle er karakteriseret ved, Oversat af Flemming Chr. Nielsen berømte for deres hårdhændede og som en slags dåseåbner for Mel- hvad romanen selv med en mild 320 sider, 248 kr. uforstående behandling af hans villes encyklopædiske univers. underdrivelse kalder »temmelig Bindslev værker, men alligevel er denne Sådan skal en klassiker udgives! megen snak«. Fidèle er fyldt med karakteristik af Melvilles sidste et prægtigt galleri af svindlere, Anmeldt af Tore Rye Andersen store roman egentlig ganske ram- Ordrigt maskespil lurendrejere, taskenspillere, plat- mende. Romanens handling (hvis man da tenslagere, kvaksalvere, eller slet »En roman er det ikke, med mindre Forlaget Bindslev følger med kan tale om en sådan) udspiller og ret bondefangere, der med en roman er ensbetydende med 45 den første danske oversættelse af sig i løbet af én dag — narrenes udsigten til nogle få, lettjente (og samtaler om bord på en hjuldam- »Bondefangeren« op på sidste års dag, 1. april — om bord på sandsynligvis falske) dollars

8 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) prøver at dreje hinanden en knap minimum af tillid er nødvendigt eller to, alt imens de filosoferer for at få samfundet til at hænge over verdens sande tilstand. sammen. Uden tillid til sine med- Det er bevidst umuligt at afgøre mennesker og til de fremmede, præcis, hvor mange bondefangere man selv er en fremmed iblandt, der vandrer ind og ud af romanens slynges det hele fra hinanden i scene. Mange af taskenspillerne mistroens centrifugale baner, og bedriver nemlig sandsynligvis selv om man risikerer at blive også maskespil og ifører sig for- taget noget så grusomt i røven, må skellige mere eller mindre vellyk- man insistere på at holde fast i en kede forklædninger. Romanens vis grad af blåøjethed. fortæller er ikke nogen hjælp i for- Romanen og dens fortæller kan søget på at afgøre, hvem der er imidlertid ikke hænges op på en hvem: Personerne beskrives oftest endegyldig morale. Hos Melville ved deres påklædning eller ved står intet mejslet i sten, og hans andre ydre, let udskiftelige kende- roman har — som hjuldamperen tegn. Således møder vi bl.a. »man- Fidèle — ingen kaptajn, ingen den med sørgefloret«, »manden final autoritetsinstans, der kan med kvasthuen«, og i flere tilfælde udgøre målestokken for det skrev- beskrives personer slet og ret som ne og sagte. Synspunkterne må i »den fremmede« — en noget ind- stedet måles op imod hinanden, holdstom beskrivelse på et skib med det resultat, at vi ikke kan Hvem fuldt af fremmede. Gennem denne afgøre, hvad der er sandt eller konsekvent overfladiske person- falskt, hvad der er lort eller lagka- skildring pirker Melville ved fore- ge. Det kan være en bitter nok hvad hvor stillingen om menneskets identitet pille at sluge i dag, og den har som en uforanderlig essens. I været endnu sværere at sluge i »Bondefangeren« kan man skifte 1857. Eksperimentel fortælleteknik med identitet lige så let som tøj eller Uafgørligheden kondenseres af store spørgsmålstegn paryk, og bogens personer er i Melville i en lille scene, hvor en bogstaveligste forstand ’self-made’. mand bladrer i Bibelen og klager I kapitel 14, et af bogens tre over, at apokryferne er bundet ind tionstegn, tror man, at den ’hun’ metalitterære kapitler, argumente- mellem det Gamle og det Nye Bent Haller man lige har læst om, er den rer fortælleren for, at hans inkon- Testamente. Han så gerne, at de Først ved livets ende samme, som fortalte i afsnittet før. sistente personskildring paradok- ikke-kanoniske apokryfer var bun- 222 sider, 269 kr. For at få den mindste smule idé salt nok er konsistent med virke- det i et separat bind, så deres Høst og Søn om, hvem der egentlig fortæller ligheden, hvor vi finder meget få dubiøse status ikke kunne kaste et om hvem og hvad, skal man altså uomskiftelige personligheder. I skær af tvivl over testamenternes Anmeldt af Anne Marie Dinesen holde gevaldigt øje med citations- vores navigation gennem tilværel- sandheder. Melville har imidlertid tegnene, hvilket igen forstyrrer sen trækker vi til stadighed på et ikke meget tilovers for forsøget på Et plejehjem har fået den idé, at læsningen, idet man flyttes fra repertoire af forskellige roller, og at dele verden op i klart afgrænse- de ældre skal fordrive tiden med indholdet til formen og dermed får identiteten bliver derfor en flygtig de kategorier — sort eller hvidt, at skrive, i hvilken anledning et et sært ’professionelt’ forhold til størrelse. Det er et meget ameri- sandt eller falskt. Den monomane antal computere er anskaffet. teksten. kansk tema, Melville slår an her, higen efter Sandheden er for Mel- Desværre har Bent Haller fået Beboernes indlagte fortællinger og romanens mange bondefangere ville et ahabsk projekt, en hvaljagt den idé at lade beboerne fortælle i handler om ’han og hun–krigen’. indskriver sig i en lang tradition af der ender med at trække os ned i en slags ’stream of consciousness’ Og denne terrorkrig er Bent Haller amerikanske figurer, der bestandig dybet. uden tydelig markering af, hvem ufattelig god til at fortælle. Man opfinder og genopfinder sig selv: Melvilles opgør med puritanis- der fortæller, og desuden indlægge kunne have ønsket sig, at forfatte- Virkelighedens Benjamin Franklin mens enten/eller og den monoma- beboernes historier i teksten, igen ren ganske enkelt havde skrevet går hånd i hånd med fiktionens ne jagt på monstre er kompromis- uden at markere, hvem der egent- en ’gammeldags’ roman med dette Jay Gatsby, Rinehart og Henry løst gennemført og ikke så lidt lig er i gang med at skrive. Man tema. Burlinggame, og tilsammen udgør forud for sin egen tid. På sin vis er læser og pludselig opdager man, at For eksperimenterne med for- de sindbilledet på nationen Ame- det også forud for vor tid, i hvert der er skiftet fortæller, og at ’ham’, tælleteknikken forstyrrer, og per- rika, der også har skullet opfinde fald hvis man ser på, hvad der er der refereres til pludselig er en hel sonerne er utroværdige. Det er sig selv fra grunden. »Bondefange- foregået i Amerika de sidste fire anden, end den ’ham’, der optræ- svært at tro på, at en pensioneret ren« udgør én lang maskerade, år. »You’re either with us, or aga- der i afsnittet lige før. Hvilket politibetjent, udelukkende i kraft men da maskerne falder afsløres inst us«, lyder det kategorisk og udvirker, at de oplysninger man af at han har skrevet rapporter, har ingen sande ansigter, blot nye binært fra Det Hvide Hus. Det er har, pludselig skal knyttes til en udviklet et fortælletalent og en masker. endnu usikkert, om Bush-regerin- anden person, og fortællerstem- skriveteknik, der er på højde med gens jagt på den hvide hval vil men ligeså. Det er umådeligt irrite- en professionel forfatters. Desuden Litterært kviksølv trække verden med sig i dybet, rende, og det er så godt som umu- er stilen i de enkelte beretninger, Men hvad handler romanen så men efter det nyligt overståede ligt at fatte interesse for personer skrevet af de forskellige beboere, om, eller rettere: hvad taler den amerikanske præsidentvalg synes uden identiteter. ret ens, således at man ikke kan om? De mange åndrige samtaler ét ganske vist: Der er stadig plads Eneste undtagelse er en kvinde, lade være med at tænke på, at de mellem romanens snydetampe er til bondefangere i USA, og og med der dog trods alt markeres ved et er skrevet af forfatteren alle sam- mestendels variationer over for- blikket rettet mod de kommende ’hun’ og sit had til den afdøde men. Man tror ganske enkelt ikke holdet mellem tillid og mistro, fire år kan man med ængstelse til- mand, som desværre nåede at dø på de fiktive personer, og det er mellem naivitet og kynisme. Midt slutte sig »Bondefangeren«s sidste en naturlig død, inden hun fik lej- synd, når forfatteren faktisk skri- i al bondefangeriet og mellem alle ord: »Måske følger der mere af lighed til at slå ham ihjel. Men når ver strålende og burde lade os få de falske pengestykker synes denne maskerade«. beboernes fortællinger indlægges i fornøjelse af dette uden forstyrren- romanen at være fortaler for, at et teksten og kun markeres med cita- de eksperimenter.

NR. 4 DECEMBER 2004 9 (roman)

kærlighed. Men han oplever også at frarøves den elskede. Dette tab udløser et voldsomt had og et blodbad, der fuldt ud lever op til sagaernes; Hercule bliver en hæv- Skønheden og udyret ner: »Blodet sprøjtede i tykke strå- ler som fra et springvand«; og En saga om en vanskabnings kærlighed — godt krydret med splatter videre: »midt i dette kaos, i dette orgie af død...«. Midt i dette orgie står i hvert fald jeg af! Hans historie er ret Kærligheden og hadet drukner i Carl-Johan Vallgren usædvanlig. Og den ordene, der skal beskrive dem. Den vidunderlige kærligheds fortælles i romanen. Med det resultat, at de bliver lige- historie Hercule fødes en gyldige størrelser. (Den vidunderliga kärlekens mørk og stormfuld nat Men plottet er godt, og det historia) på et bordel på Kö- begyndte i god, højstemt stil. Juhu, Oversat af Hans Christian Fink nigsberg i 1813. Mo- ny Blixen, tænkte jeg. Grænsen 296 sider, 329 kr. deren dør: hendes mellem det højstemte og det op- Borgen bækken splintres af styltede er dog hårfin, og Vallgren vanskabningens kolos- træder af og til ved siden af — Anmeldt af Marianne Bugge sale hoved. Samme også i kraft af gentagelser af ellers nat, på samme bordel fine udtryk. Jeg er eksempelvis »Den vidunderlige kærligheds fødes en velskabt pige, vild med alvorsfulde vendinger historie« efterstræber at være en Henriette Vogel. Hun som »i sit livs efterår«, og »en vis saga-lignende roman om kærlighe- og Hercule vokser op abbed Johan Kippenberg«, men dens dybe og dybt uforklarlige sammen på bordellet efter femte gentagelse bliver det væsen. Det er en roman bedrevet — og forelsker sig i lidt monotont. af den 40-årige svenske forfatter hinanden. Ved skæb- Med klange af Pär Lagerkvists (og musiker) Carl-Johan Vallgren. nens ugunst skilles »Dværgen«, hvor vi netop også En roman, han i Sverige har mod- deres veje, og de næste møder en dværg, der helt bevidst taget Augustprisen for. mange år lever Her- skildres så indlevelse ikke er rigtig Romanen slår de helt store cule på jagt efter sin mulig, har Vallgrens bog allerede i skæbnestrenge an. Og optakten og elskede, og selv jaget Sverige fundet rigtig mange læse- rammen for fortællingen er da af sine fjender: Hercu- re. Og mon ikke samme skæbne — også yderst appetitvækkende: Et Omslag med maleri af Caspar David Friedrich les overnaturlige evner trods alt — også venter »Den vid- brev skrives hen over Atlanten. vækker kirkens mistro. underlige kærligheds historie« i Fra én slægtning til en anden — døvstumme dværg Hercule Bare- Man mener, at ’monstrets’ evner Danmark? de har samme forfader: nemlig fuss (med overnaturlige evner og stammer fra den onde selv. den vanskabte, ja monstrøse og et absolut veludviklet kønsorgan). Hercule oplever en sjælden

kokurér for sin far, og som opsøger Max efter flere år, da han er blevet etableret embedsmand og trækker ham tilbage i stofmisbruget. Da hun ender med at begå selvmord, ringer han i fortvivlelse til et nat- EU-ret og narkohandel ligt talkshow på en radiostation i Leipzig, hvor han er udstationeret, En jurists fantasier og taler med en værtinde dér, Clara. Hun er imidlertid også psy- kologistuderende og spotter i Max stramt fortalte bidrag til en tysk roman, »Spieltrieb«, i 2002 udgi- et interessant tilfælde, som det Juli Zeh ’politthriller’ over sammenlignin- vet en jura-fagbog om EU-ret: lykkes hende at få til at tale sin Ørn og engel ger med Salingers pubertetsskil- »Recht auf Eintritt?«. Heri plæde- historie ind på en båndoptager. (Adler und Engel) dringer i »The Catcher in the Rye« rer hun for, at de daværende an- Det er så den historie, der udgør Oversat af Aino Roscher til nedsablende kritik af Zehs søgerlande havde et retsligt krav romanen, klippet sammen med 354 sider, 299 kr. kolde figurskabeloner og uover- på at blive optaget i Unionen, for- Max’ forsøg på at få gjort Clara lige Samleren skuelige handlingstråde. Men læ- di et politisk afgivet løfte i denne så stofafhængig som ham selv. serne var begejstrede, og hurtigt retstradition har juridisk gyldig- Hvad det ender med, skal jeg selv- Anmeldt af avancerede Zeh på bestsellerlister- hed. Sådan som Tyrkiet efter hen- følgelig ikke afsløre her, for det er Steen Klitgård Povlsen ne. Bogen blev oversat til flere des argumenter så må have det i både spændende og overraskende europæiske sprog, og nu er den dag. Når det skal nævnes her, er og lever helt op til kravene for en I 2001 debuterede den tyske jurist, også kommet på dansk i Aino Ro- det, fordi det faktisk går stik imod velfungerende krimi. Juli Zeh, med en roman, der fik i schers brugbare oversættelse. Nu ånden i »Ørn og Engel«. Den hand- Om det så også er en god ’polit- alt fald visse kritikere til at spærre må det så vise sig, om den også ler også om en EU-jurist, Max, krimi’, er jeg straks mere forbehol- øjnene op. »Adler und Engel« hed kan bjergtage et dansk publikum. mandlig ganske vist og afhængig den over for. Pointen er, at det den, og året efter indbragte den Juli Zeh er ekspert i internatio- af narko, men miljøet kender Zeh. grundlag som EU-udvidelsen fin- hende den eftertragtede tyske de- nal folkeret og har siden debuten Afhængig er han blevet under der sted på, tjener den internatio- butantpris. Anmelderreaktionerne foruden en novellesamling, en rej- påvirkning af en ungdomskæreste, nale narkomafias interesser og gør strakte sig fra lovprisning af dette sebog og her for nylig endnu en Jenni, som har fungeret som nar- det muligt for den at flytte sin

10 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) indbringende Balkan-traffik til Polen. Ja, det EU-kontor, Max arbejder for, er direkte allieret med mafiabossen og har i øvrigt under Balkan-konflikten arbejdet snævert sammen med krigsforbryderen Arkan og andre skumle typer. Hvabehar? Tror vi på den, eller er det noget, Juli Zeh har siddet og fantaseret sammen efter arbejds- tids ophør? Et officielt folkeretsor- Betyder parforhold gan, der direkte modarbejder dom- stolen i Haag, og som i øvrigt med- virker til, at møjsommeligt ind- den ene parts død? samlede data om etableringen af nye narkoruter bliver reddet over i det udvidede EU. Vi ved alle, at Et eviggyldigt drama afviklet med stilistisk brillans der foregår omfattende svindel i EU — men det her? Undertegnede står i alt fald af. Og historien om den psykologi- kan gå hurtigt nok med at nå frem Det er en stor synd at fælde et træ studerende Clara med et faderligt Selma Lagerlöf til romanens klimaks og moralske i løvspringet, når det er så fuldt af forhold til sin vejleder, der udsæt- Hr. Arnes penge pointe. kraft at det ikke kan dø. Det er for- ter sig for dødelige farer og narko- (Herr Arnes Penningar) Vi afslører ikke noget ved at færdeligt for en død når han ikke afhængighed for at få en case story Oversat af Anne Marie Bjerg gengive den her, fordi romanen kan få ro i sin grav. De der er til et speciale (’Diplomarbeit’ på 144 sider, 169 kr. rummer ingen egentlig mordgåde. døde, kan ikke vente sig meget tysk — det kan være lidt mere end Gyldendal Det er spørgsmålet om jomfru godt, de kan hverken nås af kær- et speciale i Danmark, men allige- Elsalils skæbne, der interesserer. lighed eller lykke. Det eneste gode vel)? Også det er for usandsynligt Anmeldt af Martin Deichmann Kan hun virkelig elske sine elskede stadig begærer, det er at få lov til, at det kan blive motor i en god des morder? Og kan hun elske en til at sove i stille ro. Jeg må da krimi. Men Jenni da? Den rørende, Opført som opera, filmatiseret to mand, hvis hele eksistens er en græde når du siger at birken ikke gribende teenager, der på linie gange og omsat til teater af blandt trussel mod hendes egen? Eller kan dø, fordi den tænker på sin med så mange forsømte børn i ny andre danske Johannes Larsen. med en let opdatering af spørgs- morder. Det er dog den hårdeste tysk litteratur, ender med at blive Den måske første thriller på målet: Betyder parforhold altid skæbne for en der er blevet kværnet ned i denne magtmølle? svensk, og efter sigende blandt for- berøvet livet, ikke at få Jo, hun er en ægte skikkelse, tra- fatterens personlige favoritter. Og lov til at sove i ro, gisk i sin undergang, flot i sit alligevel er Selma Lagerlöfs »Hr. fordi han er nødt til at stædige oprør til det sidste. Histo- Arnes penge« ikke synderligt forfølge sin morder. De rien om, hvordan Max først indle- kendt for en dansk læserskare. døde har ikke andet at verer hende på et sindssygehospi- Bogen udkom i 1904 — i øvrigt stræbe efter end at få tal og så henter hende igen, har samme år som den danske Lager- lov til at sove i ro. den nådesløshed, som mange löfepigon Astrid Ehrencron-Kidde anmeldere fandt i »Ørn og Engel«. udgav sine »Skumringshistorier Og derfor, er man fris- Men der er noget intellektuelt og fra det gamle hus« — og blev til tet til at konkludere, ’begavet’ over skildringerne af som en pludselig raptus, et afbræk går fostersøsteren så både hendes og Max’ syreflip. Der i arbejdet med »Nils Holgersson«. mangen sti vild. Fordi mangler enten en direkte sproglig En roman om fattigfolk på den Elsalil ikke kan træffe assimilation med den tågede svenske vestkyst, om nedslagtnin- sit valg, men hele bevidsthed eller en klar ironisk gen af den velhavende præst, Hr. tiden vakler mellem fortællerdistance til det fortalte. Arne og hushold, samt om en før og nu, det nære og Juli Zeh bliver hængende i det overlevende jomfrus forelskelse i det fjerne og ikke uafgørlige, og det er ikke her en sin husbonds og elskede foster- mindst mellem næste- dyd. Jeg kan ikke lade være med søsters morder. og egenkærlighed. »Hr. at sammenligne med Alexa Hen- »Skrevet i et stykke, et eneste Arnes penge« er som nig von Langes anderledes vitale stykke. Den har ingen stilfejl. No- alle andre fortællinger og sprogligt kraftfulde gengivelse get jeg selv bemærker, men ikke af Selma Lagerlöf base- af narkomiljøet i »Relax. Ein læserne«, skal Lagerlöf selv have ret på en blanding af Drogenroman« fra 1999. Hvornår sagt om bogen. Og det kan hun jo folkesagn og historiske tager et dansk forlag sig dog sam- have ret i. »Hr. Arnes penge« gli- hændelser. Personerne men til at få oversat den. I forhold der raskt og ubesværet ned. Den er er tegnet fladt, og kan til den er »Ørn og Engel« fad kon- spændende, kortfattet og direkte i med deres få fremtræ- struktion. tiltalen og rummer for mig at se dende egenskaber for- Men »Ørn og Engel« har gode ikke psykologiske eller moralske Omslag af Lise-Lotte Holmbäch med maleri af skydes problemfrit sekvenser, og Juli Zeh har tæft aspekter ud over det trivielle. Albert Edelfelt gennem tiden. Et evig- for en god og salgbar historie. Romanens tonefald er arkaisk — gyldigt drama som i al »Spieltrieb« er om seksuelt udfor- på en gang gennemført og næsten den enes død? I al sin lagerlöfske sin delikate banalitet afvikles med drende gymnasieungdom, lad os umærkeligt — og kun hvor dra- enkelhed når bogen sit højdepunkt stilistisk brillans af Lagerlöf. Og se, hvad hun derefter finder på. maet spidser til omtrent en tredje- to tredjedele inde, hvor Elsalil som utvivlsomt kunne tiltvinge sig Kofi Annans forbindelse med al- del inde i bogen, slår fortællingens erindrer en samtale med foster- føljetonplads i såvel Euroman som Qaeda? jævne takt lidt knuder for forfatte- søsteren ved et nedhugget birke- Familiejournalen. ren. Som om det pludselig ikke træ:

NR. 4 DECEMBER 2004 11 (roman)

Mindre håndværk, mere historie

Stilen sidder så tungt i højsædet hos Vedelsby, at det går ud over fortællingen

dag forsvinder sporløst i den Jakob Vedelsby engelske hovedstad. Som ethvert Du og jeg fornuftigt menneske alarmerer for- 127 sider, 229 kr. tælleren relevante myndigheder, Christina Englund Samleren og da det ikke bærer frugt hyrer (Foto: Lena Paaske) han en privatdetektiv. Anmeldt af Kristian Mørk Og hvad så? Ja, så ikke så meget. Krimiplottet forbliver antydet Man vil virkelig gerne holde af og spændingen siver langsomt ud, Jakob Vedelsby anden roman »Du efterhånden som det bliver klart Almindeligheder og jeg«. Fra første side springer en for læseren, at plottets funktion sikker og medrivende stil i øjnene, først og fremmest er en fast ramme hvor det skarpe og observerende for vekslende formgreb. Dermed jævnligt bliver punkteret af af- fremstår romanen i stigende grad At skrive om hverdagen er jo ikke stemte drømmesekvenser og uven- som et narcissistisk projekt, der en kvalitet i sig selv tede metaforer. Vedelsby kan skri- har sin egen form som både ind- ve; man ser det straks og får mod hold og formål. Det kan man lide en rude. Af at slå mod glasset og på mere. eller lade være alt efter tekst og Christina Englund ikke kunne komme ud (…) Martha På den måde lærer man hurtigt temperament. I dette tilfælde væl- På den sikre side følte sig lammet. Noget i hendes hovedpersonen at kende som en ger jeg at gøre det sidste, for 240 sider, 248 kr. hoved var gået i stykker, hendes stræbsom ung mand, hvis hele Vedelsby formår, stilsikkerhed til Gyldendal tanker revnede, og noget nyt kom eksistens har drejet sig om at skra- trods, ikke helt at styre uden om til syne. be en rund million sammen, for klichéer og kedelig tomgang, og Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg derefter at lægge reklamejob og den æstetiske oplevelse kompen- Børnene lever deres eget liv, og hverdagsrutiner bag sig og drage serer dermed ikke for fraværet af Christina Englunds nye roman »På det er svært for Martha at slippe ud i verden på eventyr. Misantropi fortælling. Titlens implicitte løfte den sikre side« er en såkaldt selv- dem, især når nu hendes eget liv og meningsløshed til trods er han om forståelse og udveksling mel- stændig fortsættelse af romanen er blevet tømt for indhold. Sarah endelig ved at nå sit mål og møder lem læser og forfatter udebliver. »Løse ender« fra 2002. »På den har stiftet egen familie med datte- oven i købet en dejlig pige, som Det er tydeligt, at Vedelsby kan sikre side« består af tre overordne- ren Amalie som omdrejnings- gerne vil med til London. Om hun sit håndværk. Men hans romaner de kapitler, hvis titler fortæller, at punkt. Mikkel derimod flygter fra er lykkeridder eller rigtig forelsket ville nok blive bedre, hvis han handlingen udspiller sig i hen- klaustrofobien med en rejse til står hen i det uvisse, men hoved- tænkte lidt mindre på det og lidt holdsvis 1992, 1993 og 1994, og i Cuba, hvor tilfældige møder og personen er glad, indtil hun en mere på selve historien. de mange korte afsnit, som hvert salsamusik dog ikke for alvor er i kapitel er inddelt i, følger vi på stand til at ændre ved hans sinds- skift Martha, hendes søn Mikkel tilstand. og barnebarnet Amalie. Handling er der ikke meget af. Martha bliver forladt af sin Romanens grundsubstans er tan- kæreste, og hendes sorg over svig- ker, der strømmer frem og tilbage, tet blander sig med sorgen efter en og de skiftende synsvinkler sup- anden og tidligere kæreste, fade- plerer blot hinanden i stedet for at ren til børnene Mikkel og Sarah, skabe modstand i teksten. Den som ligeledes svigtede og forlod minimale udvikling udfolder sig hende. Da Martha får at vide, at først til slut, hvor Martha og han kommer på besøg til Danmark Mikkel endelig formår at tage lidt fra Australien, hvor han ellers har initiativ, så bogen kan slutte med bosat sig, lægges der op til konen fornemmelse af, at det hele nok frontation. I hvert fald inde i skal gå i orden. Marthas hoved, hvor de to svigten- Christina Englund besidder et de mænd bliver ved med at spøge, godt og beskrivende sprog, men mens hun med skiftende held for- jeg savner en strammere fortælle- søger at få sit liv til at hænge sam- stil og en selektion af begivenhe- men. Mens de indre kampe står der og beskrivelser, som kan give på, er den stillestående hverdag hverdagsskildringen bid. Her bli- præget af handlingslammelse og ver det hele lagt frem på bordet, klaustrofobi: og alt er tilsyneladende lige vigtigt og derfor egentlig ret ligegyl- Der var en lyd inden i Martha, digt. Omslag af Harvey Macauley/ Imperiet som når et insekt farer vild mod

12 NR. 4 DECEMBER 2004 (klumme)

krimihjørnet Rule, Britannia

Af Anton Koch-Nielsen

en engelske krimi er det sikre valg, narkohandlere sammestedsfra og endog de der virkelig skete i en 35 år gammel sag d når man søger en gedigen kombi- formummede knægte fra Hendes om drab, voldtægt og en forsvunden teen- nation af spænding, underhold- Majestæts efterretningstjeneste. Hver grup- agepige. Temaerne er aktuelle: svigtede ning og præcis virkelighedsskildring. 2004 pe har sin dagsorden, men de er fælles om børn og muligvis incest og pædofili. Må- bød på oversættelser af nye romaner fra barske metoder. I orkanens øje står krimi- den at fortælle på er helt moderne, prosa- fem af de forfattere, der pt. ligger forrest, nalassistent Peter Pascoes kone Ellie, der afsnit veksler med e-mails, avisklip og og det kan der være grund til at fremhæve udsættes for et groft bortførelsesforsøg. rapporter om vidneafhøringer. Resultatet op til jul, hvor det måske er svært at hitte Kriminalkommissær Andy Dalziel gener fremragende. Efterforskningen udføres på den rette present. nemskuer snart, at det ikke er pression af en ung universitetsforsker, der samtidig Nærmest den traditionelle skabelon mod Yorkshire-politiet — der er mere på kæmper med sine mindreværdsfølelser på kommer P. D. James. I »Mordsalen« tegner spil. De overordnede politimyndigheder grund af hudfarve og social baggrund. Han hun med intensitet miljøet og menneskene forsøger at bremse Dalziel, og det skulle samarbejder med en midaldrende kvinde- omkring et privat museum i London, der de ikke have gjort. Den blodrige kriminal- lig kommunalpolitiker. Hun indeholder en er helliget mellemkrigstidens kunst og lit- chef accepterer ikke, at hans nærmeste hel del mere end det (under en frisure, der teratur — og dens berygtede forbrydelser. anvendes som brikker i tjenesternes kyni- »lignede bivirkningerne efter kemotera- En af dem bliver uhyggeligt kopieret i ske spil. Hans taktik er enkel: Han »pisser pi«). Det er rasende spændende at følge, nutiden. Adam Dalgliesh og hans stab fra i hovedafbryderen og ser, hvad der sker«. hvordan de to sammenstykker småbidder Scotland Yards afdeling for ’følsomme Og der sker så sandelig en del. Ellie må af indicier og beviser, før de sent kan præ- sager’ sættes på opgaven, fordi en af de omvurdere Dalziel (som hun inderligt har sentere politiet for et materiale, der nød- implicerede i al anonymitet er en vigtig afskyet), og det er blot én af en række vit- vendiggør genåbning af den (de) længst medarbejder i efterretningstjenesten. Og ser, der sikrer, at læsningen ikke bliver for afsluttede sag(er). det er kun den første af de hemmelighe- dyster. Dalziel må »trække vod i hjerneki- Fem romaner i mesterklassen — af for- der, som skal trevles op. De noble facader sten«, og den ellers sobre Pascoe skal fattere, der i årenes løb har vundet Det krakelerer. Mord er »en forbrydelse, der overskride et par af sine anstændige danske Kriminalakademis Rosenkrantz- bringer forurening med sig«. grænser. Læseren sidder tilbage med en pris. Romaner, der er spændende uden at Ruth Rendell fører i »Forvildede sjæle« gæv historie, der hele tiden overrasker. være hårrejsende, voldelige uden at være nok en gang læserne til sin fiktive pro- Skotske Ian Rankins niende danske for brutale. Forfatterne behersker deres vinsby Kingsmarkham. Byen er ramt af udgivelse — »I indviet jord« — følger på virkemidler, personskildringen er overbe- omfattende oversvømmelser, og to teen- ny kriminalinspektør John Rebus i hans visende og plottet er gennemtænkt, så læ- agebørn er borte, en pige på 13 år og en farlige Edinburgh, »en forslået by, der seren ikke til slut føler sig snydt. Politi- dreng på knap 16. Forældrene var på aldrig holdt sig for god til at slå igen. En romanerne har dannet grundlag for popu- weekend, og ved tilbagekomsten fandt de ung kvinde er forsvundet, og de vage spor lære tv-serier, men den ægte vare er bedre huset tomt. Moderen tror hysterisk, at bør- er ikke gennemskuelige. Rebus kan ikke endnu. Man er i gode hænder, når Eng- nene er druknet. Eftersøgningen i nærom- finde mening med de miniaturekister, der lands førstehold stiller op. rådet er forgæves, og kriminalkommissær dukker op i sagens periferi, og hans it- Wexford er i vildrede. Hvordan kan men- kyndige kollega har svært ved at følge nesker forsvinde totalt? Hvorfor er der med, da hun forsøger at komme ind i det ingen, der har set noget? Ruth Rendell virtuelle spil, som den forsvundne havde i Reginald Hill: Våben og kvinder — en lægger med sikker hånd de kryptiske spor gang med en ukendt quizmaster. Rankin Ellieade. Oversat af Søren K. Barsøe. 433 ud, og hun præsenterer en række interes- lever ikke helt op til sit ry som plotlægger, sider, 399 kr., Klim sante personer, ikke mindst en fundamen- men han kan formidle den tætte atmos- P. D. James: Mordsalen. Oversat af Ole talistisk sekts forkrampede medlemmer. fære, der har gjort Rebus-seriens forud- Steen Hansen. 402 sider, 299 kr., Forum Opklaringen er lidt mindre plausibel end i gående fire bind til klassikere. Ian Rankin: I indviet jord. Oversat af hendes tidligere politiromaner, stemnin- Senest er Minette Walters kommet til. Klavs Brøndum. 409 sider, 395 kr., Klim gen og spændingen til gengæld så stærk Modsat de fire nævnte forfattere skriver Ruth Rendell: Forvildede sjæle. Oversat af som nogensinde. hun enkeltstående thrillers, senest »Syge Asta Smith-Hansen. 323 sider, 299 kr., Der er trængsel i Reginald Hills historie sind«. Her blandes ingredienserne. Forum om »Våben og kvinder«. Både nordirske Rammen er traditionel krimi: To engagere- Minette Walters: Syge sind. Oversat af terrorister, colombianske frihedskæmpere, de mennesker prøver at finde ud af, hvad Hanne Tang. 469 sider, 398 kr., Samleren

NR. 4 DECEMBER 2004 13 (artikel)

sådan er Jelineks metode. Hvis pressen udstiller kvinder som genstande, unge mænd uden videre kan se sig lystne på, bliver den unge pige, som bliver voldtaget og dræbt af en mand sidst i tyverne, På nakken af de døde selvfølgelig sammenlignet med en avisstander i Jelineks poetiske tekstmaskine. Og når pressen og — et essay om Elfriede Jelineks stemmer medierne og mediernes frontfigu- rer begynder at poppe op, begynder det spørgsmål langsomt at hende. Den kølige fortælleinstans premiere d. 12. december 2003 på melde sig, om der alligevel er Af Rigmor Kappel Schmidt er hverken implicit eller imperso- det hæderkronede Burgtheater i mere end en stemme, om ikke det nal. Åh nej, den træder frem, bli- Wien. Men egentlig var jeg ved at er hele verdens mange stemmer, Hun kommer ikke til prisuddelin- ver til et jeg, der forestiller sig, fortælle, hvorfor man ikke kan der fuldstændig monolithisk bli- gen, nej, Elfriede Jelinek bliver hvordan øreringen er kommet læse Jelinek med den bakhtinske ver vævet let og tæt ind i den hjemme, for hun er syg. Hun lider videre. Men blot fordi der kommer karnevalisme i baghovedet, med køligt distancerende og disseke- af social klaustrofobi. Men når jeg et jeg til, skal man ikke tro, at det mindre man en gang for alle ved- rende fortællestemme, der ganske ser, hvordan hun har alle antenner begynder at føle eller blive per- tager, at Bakhtins livsbekræftende vist kun er én stemme, men som ude, hvordan hun skriver om sonligt. Køligt registrerende opret- karnevalisme gælder frem til alligevel rummer en sær dobbelt- David Lynch’s film Lost Highway, holder det sin distance, betragter romantikken og herfra bliver så hed, idet den på en gang distance- hvor det post-Brechtiansk gælder dødsfaldet som blot endnu et kølig og unheimlich, som netop rer og dissekerer, for distancen om at reducere virkeligheden, dødsfald og undrer sig diskret Jelinek kan være, som Jelinek altid kræver afstand og dissektionen hvordan hun går installations- over, at netop dette dødsfald får så er. For netop den køligt distance- fører os pludselig tæt på. Måske er kunstnere i møde og åbner sig megen opmærksomhed, kommer i rede fortælleinstans er en forud- det netop denne dobbelthed, der poetologisk, hvordan hun forhol- avisen på forsiden og på lokal- sætning for, at der kan danne sig gør Jelinek så optaget af at skrive der sig politisk til sin omverden, siderne, er på alles læber i ugevis, en bakhtinsk polyfoni eller fler- til teatret. Her kan hun så klart hvordan hun generøst deler ud af som om der ikke var millioner af stemmighed med stemmer og arbejdet med at udstille sine figu- sine værker, der bare ligger og fly- døde, så hvorfor netop denne modstemmer, og det er jo netop rer som figurer og ikke som men- der i det vældige overflødigheds- døde. Det fører over i alle de sov- stemmer og modstemmer, som nesker. De taler ikke som psykolo- horn, som hendes hjemmeside er, jetiske døde, som nu ikke engang Nobelpriskomiteen fremhæver i gisk realistiske personer, men som så fornemmer jeg, at hendes klau- hører til i noget land, eftersom deres begrundelse for at give Jeli- bærere af sproglige kompositioner, strofobi angår de konventionelle Sovjetunionen er ophørt med at nek prisen. Men nu er der nok en hvor ordenes sprogspil og rytmik møder med konventionelle men- eksistere. Og når man kommer og anden, der råber vagt i gevær, bliver virkeligere end personerne. nesker, der konventionelt hælder dertil, forstår man, at Jelinek ikke for i en ægte bakhtinsk polyfoni Netop det sproglige og rytmiske forudsigelige floskler af sig. For slet og ret var den betonkommu- må der ikke danne sig en holdning spil, hvor ordene glider så gru- når hun har et intenst mellem- nist, som de hadske fundamentali- på bekostning af andre holdninger, somt let ned. Her er Jelinek fasci- værende med en kunstner, med et ster fra USA beskylder hende for og sker det, er det ikke længere neret af Thomas Bernhard, der poetisk projekt, med et møde mel- at være, hende og Nobelpris- dialogisk, men noget så forbandet kan tale-skrive, så hans skrift dra- lem kunstarter, bliver verden stor komitéen og Sverige og Europa, monologt eller monolithisk. Og ger ånde og gradvis flyder sam- og uklaustrofobisk. der ikke deltager i Irakkrigen, selv hvis Jelinek i den grad kan hidse men med tilhørerens egen ånde, om Bush siger, at vi skal, og i den amerikanerne op, må det jo være, så det ikke er hvad der bliver sagt, Stemmer og modstemmer sammenhæng tæller Danmark fordi hun har ment noget, holdt men hvordan det bliver sagt, der Jamen, så må man da kunne læse ikke. Men Jelinek skriver ikke om med de andre, for Bush har jo selv indfanger tilhøreren. Peter Handke Jelinek med Mikhail M. Bakhtin Irakkrigen i »Die Kinder der sagt, at enten er I med os eller tænke-skriver derimod, men selv og hans ideer om det dialogiske og Toten«, med mindre man tager også er I imod os. Men det er slet om der tilsyneladende er stor for- karnevaliske! Både ja og nej. Sva- hendes erklæring helt bogstaveligt ikke sådan, Jelinek skriver, det er skel mellem ham og Jelinek, kan ret er nej, hvis man forbinder om, at hun i virkeligheden kun bare de fundamentalistiske krist- hun alligevel på en sær måde Bakhtin med en varm, livsbekræf- behøvede at have udsendt roma- ne, der har monolithisk beton i finde sig til rette med Peter tende karnevalisme, hvor liv nen »Die Kinder der Toten« hovedet. For ganske vist lægger Handke. Han er ganske vist posi- mødes med død i samme figur, (1995), for i denne roman er inde- Jelinek kølig distance til magt, tiv, hvor hun er destruktiv, men men altid så livet vinder over holdt alt, hvad hun har skrevet i men hun lægger også kølig distan- når hun ser på, hvordan han har døden. Åh jo, livet møder også sine andre værker. Irakkrigen ce til alt muligt andet, så selv om måttet kæmpe sig ud af en sprog- døden hos Jelinek. Det møder kommer senere til. I teaterstykket hun siger, at hun holder med de løs tilstand blandt landproletariat døden, det bygger på døden, det »Bambiland« fra 2003, som er det svage, dissekerer hun alligevel og småborgerskab, forstår hun lever oven på grave, har ikke stykke, der får de amerikanske den stakkels Gudrun, der blev godt, at han betragter sproget som andet end død i vente, så hvordan fundamentalister til at kaste sig slået ihjel på vej hjem fra biogra- noget helligt. Men selv kommer nogen kan bilde sig ind, at livet over Jelinek og Nobelpriskomitéen fen og kom i aviserne i ugevis i hun fra et kulturstærkt storbybor- kan vinde over døden, det er en og Horace Engdahl, der er sekre- træk. Så de svage ofre, der ikke gerskab og har derfor en destruk- enfoldighed, der ikke levnes tær og har den opgave at udtale har mæle at protestere med, får tiv eller måske snarere uimponeret nogen plads i Jelineks køligt-ana- sig til alle, der gider spørge, selv også deres bekomst. Men Jelineks legende tilgang til sproget. Som lytiske univers. Når Gudrun, den om ingen, i hvert fald ikke i USA, tekstmaskine kværner ubarmhjer- teatermonologen i »Bambiland«, unge, smukke pige, der studerer rigtig tror ham, når han hævder, at tigt videre, for den ser ikke hvor sproget flyder af sted med til mannequin, møder sin morder i tildelingen af Nobelprisen til Gudrun, men Gudruns unge kød, gentagelser, omvendte, kiastiske »Die Kinder der Toten«, ser den Jelinek ikke er politisk og i hvert som pressen har lært den unge gentagelser, rim, hvor det strøm- kølige fortælleinstans hende som fald slet ikke har noget at gøre mand at begære, så da han sprin- mende sprog fører os hurtigt af endnu en død i landet af døde. med hendes kritik af Irakkrigen i ger på hende som en ulv, der sik- sted til herrens udvalgte skare, Blot en død, men efter hendes død »Bambiland«, for de var allerede kert er hentet fra Rødhætte og hvad der altid og også her fører til har hendes ørering været på en begyndt at tænke på at give hende Ulven, vælter den unge pige om- etablering af vi og de. Vi, der ikke kort tur med sporvognen uden prisen, da »Bambiland« havde kuld som et stativ med aviser. For hader, men har følelser, som vi

14 NR. 4 DECEMBER 2004 (artikel) lader os lede af, men hvorhen, billedet på den lysende skærm, og infotainment, hvor information og og det er netop titlen på dette hvor fører de os hen? Og monolo- mon ikke vi her skal tænke på entertainment danner et smukt stykke, altså ikke mesterværk, gen udvikler sig, lader os retorisk dansen om guldkalven i forhold samlebegreb til det nye fritidssam- men bare »Werk«. Og når der er så indkapsle den andens ytring: til den rigtige tro, så modstemmer- fund. Næh, her drejer det sig om stor opmærksomhed omkring Wollen nicht frei sein? Og dette vi ne måske er de forestillinger, som wartainment, krigen som under- dette stykke, er det, fordi Jelinek roder sig ud i selvmodsigelser, de strømmende ord vækker i til- holdning, hvor Bush, Rumsfeld og med »Werk« ophævede det spille- men kan alligevel hævde Wir sind hørerne, men vi hører ikke kun de Cheney kommer på banen og grad- forbud, hun havde udstedt for echt. Og mens olien brænder, lærde allusioner, men også de små vis tager form af en hellig treenig- sine stykker i Østrig, for de skulle toner endnu et billede frem: nytte- bemærkninger, der sprogligt hed, med Bush, Jesus W. Bush, ikke spilles, så længe Jörg Haiders løst. Olien brænder til ingen ver- karakteriserer vi, der ikke rigtig som sønnen. Sohn ist in den semi- parti sad med ved regeringsbordet. dens nytte, så nytte må være nøg- kan orientere sig i navnestoffet: tischen Sprachen sowieso ein Men »Werk« er ikke kun et værk, leord. De må brænde vore huse og jetzt kommen all die Namen, die äußerst vager, freier Begriff, habe det handler også om et vandkraft- vore gudebilleder, men ikke vor wir kennen oder nicht, egal, Ara- ich gehört, doch nur von einem værk, Østrigs stolthed, og om det olie og heller ikke vort fjernsyn, bien oder wie es heißt. Men selv einzigen, bitte, vielleicht stimmt vand, der dermed ikke kan strøm- det må ikke forsvinde sporløst, for om der i starten af teksten står, at das ja gar nicht. Det fører over i me frit, men dæmmes op for at det er jo sporet. Og samtidig med Das Rest ist aber auch nicht von Tomahawk krydsermissiler, der omdannes til en ny energiform, at monologen er monologisk, mir. Er ist von schlechten Eltern. gennemgås i alle detaljer, så vi rig- strøm. Selv om vand kan vaske undermineres den af sin egen sar- Er ist von den Medien, hører man tig kan forstå, at tinsoldaterne i meget smuds væk, bevarer sproget »Bambiland« må kunne indgå i imidlertid sin forurening og den næste kære Disney-film. Blod, husker, hvordan tvangsarbejderne, sved og tårer lige til at stikke i der opbyggede Østrigs stolthed, indkøbskurven, for ligesom Jeli- døde som fluer. Og snakker løs nek fremskrev en forbindelse mel- med de små talesproglige udtryk, lem kvindekød som vare og kød- der fjerner det fra selvtilstrækkelig tilbud i supermarkedernes køle- intellektualisme. Men jeg er altså diske i romanen »Lyst« (1989), faldet for »Bambiland«, der oven i kan hun nu se Tomahawk krydser- købet får en fortsættelse i 2005 missilerne som en del af varesam- med »Babel«, hvor Jelinek graver fundet. Men også Guds Rige, som dybere i de kulturelle forudsæt- nu har holdt sit indtog i »Bambi- ninger for den skinbarlige magt, land«, er indskrevet i vort nu- som krigen er udtryk for. Selv om tidige, liberale varesamfund, for i jeg oprindelig bare havde tænkt Guds Rige er der altid åbent, det mig at skrive om »Lyst«, der nu er lader sig ikke begrænse af åb- blevet genoptrykt af Tiderne ningstider. Og nu vi taler om Skifter, for forlæggeren Claus åbenhed, kunne man med Bakhtin Clausen havde næse nok til at og Umberto Eco spørge, om Jeli- opdage Jelinek over ti år før nogen nek i sin sociale klaustrofobi har tænkte på Nobelpriser til hende, skabt sig en distant fortællepositi- og nu er han på vej med »Klaver- on for ikke at blive antastet hver- spilleren«, der udkommer til ken af vi eller af de, for måske næste år. Men engang, så langt til- prøver hun at lukke biksen og fjer- bage i Standarts historie, at det ne sin talende krop fra almindeligt ikke ligger på nettet, har jeg skre- offentligt samkvem, for ikke at vet en artikel om Jelinek, der ud blive forulempet, besmudset. Men over »Lyst« kredser om »Toten- just som jeg spørger, om hun har auberg« (1991). Og det er ikke, skabt sig en ophøjet, distant posi- fordi jeg er visionær som Claus tion, melder den vildt anarkistiske Clausen, men bare fordi jeg op- aktionskunstner Christoph Schlin- dagede Jelinek, da han var visio- gensief sig på banen, for ham er nær nok til at udgive hende på det, der har iscenesat »Bambi- dansk. land«, selv om alle diskuterer, om han er superprofessionel eller ren charlatan, men Jelinek har selv Peter von Becker: Wir leben auf bedt om, at netop han skulle isce- einem Berg von Leichen und nesætte »Bambiland«, så det er nu Schmerz. Theater heute, 9, 1992 Scenebillede fra "Bambiland" af Elfriede Jelinek: blevet en del af stykket, at han har Rigmor Kappel Schmidt: (Foto: Christian Brachwitz) mutileret det for åbent tæppe, og Sarkasme, Standart, 7. årg. nr. 2, hermed kan ingen sige, at Jelinek 1993 kasme, så det dialogiske slet ikke ikke kun mediernes stemmer, hel- skaber en distant, urørlig, lukket Elfriede Jelineks hjemmeside: er at finde som en dialog mellem ler ikke kun de ulærde stemmers udsigelse, for hun sender jo sin http://ourworld.compuserve.com/ stemmer, men i spaltningen af reaktion på medierne, men også monolog i frit fald, når hun lader homepages/elfriede/ monologen, så det selvretfærdige den implicitte, distante fortælle- Christoph Schlingensief banke Østrigsk hjemmeside med en vi’s udradering af de andre udstil- position, der håndplukker netop hendes monolog ind i et medierigt masse godt stof om Jelinek: les, bliver unheimlich, selv om de bemærkninger, der skal til for sansebombardement, hvor man på http://derstandard.at/?id=1817342 dette vi netop er hjemme. Og bil- at skitsere et billede, ikke af kri- Burgtheaters hjemmeside kan se et Bemærk, at Elfriede Jelineks store ledet kommer til uden at nævne gen, men af den krig, der iscene- svagt genskær af forestillingen gennembrudsroman »Lyst« just er de andres billedforbud, for vi tæn- sættes i medier. For det er ikke »Angst ist geil!« Og jeg ved godt, blevet genudgivet på Tiderne der altid for billedet, når vi kom- længere modernitetens entertain- at alle siger, at det ikke er »Bambi- Skifter og at »Klaverspilleren« vil mer hjem, og når vi får fjernet de ment, det drejer sig om. Det er land«, men teaterstykket lige før være på gaden i 2005 andre fra troen kan vi tilbyde dem heller ikke postmodernitetens dette, der er hendes mesterværk,

NR. 4 DECEMBER 2004 15 (roman)

Alt er godt for damerne Damebladsdagbogsroman, hvor titlen siger det hele

tive; overskydende kilo, kreativi- Elsebeth Gynther tet, indretning (feng shui naturlig- Alt er godt vis), gammel mor med demens, 272 sider, 275 kr. skyld, tilgivelse, skæbnetro, Gyldendal begyndende hedeture osv. Altså ting, der optager kvinder. Ting vi Anmeldt af Marianne Bugge genkender. Ting vi læser om i damebladene — og sigende nok »Alt er godt« er Elsebeth Gynthers arbejder Elinor også ved et dame- debutroman. En sen debut — men blad. Og på mange måder er »Alt mange kvindelige forfattere debu- er godt« faktisk et dameblad i terer først efter, at det værste hal- romanform. Alene titlen! Og som løj (børn) er overstået, hvor der så med dameblade er romanen for- levnes tid til kreativitet og forføl- nøjelig og fængende — på den gelse af ikke realiserede drømme: lette og lidt forudsigelige måde. Iselin C. Hermann, Fay Weldon, Man overraskes ikke over Elinors Jean M. Auel... Og »Alt er godt« smag, valg eller tanker. Romanen er (vil være) romanen om ’tidens kvinde’. En samtidsro- man. »Jeg vil helst høre en historie Omslagsfoto af Marut Lührs om mig selv« som Peter Plys siger, og således er der nok rigtig mange læsere til »Alt er godt«. På samme måde som Herdis Møllehaves tri- logi om Le, Lene og Helene står som litterære støtter om kvinden i 70’erne og 80’erne, kunne »Alt er Happy Endings godt« vel blive bogen om den modne kvinde i dag. Dagbogs- formen er velegnet til bekendelser Politiske omvæltninger spejles i et barns (tænk lige på Bridget Jones) og skæbne i Zsuzsa Bánks rørende debutroman genial til selvironi — som titlen også peger på, for hver gang lo- kummet virkelig brænder, messer Elinor mantraet »Alt er godt. Alt er godt«. Og så kan man være tem- ikke bekymrer sig om andet end at Elsebeth Gynther melig sikker på, at det er det ikke. Zsuzsa Bánk lære sine børn af svømme. I sin (Foto: Lisbeth Thorlacius) Der er mange eksempler på Svømmeren vildrede begynder Kálmán at Elsebeth Gynthers mesterlige (Der Schwimmer) slæbe børnene med på en formåls- lover virkelig alt godt for forlagsre- (selv-)ironi — hun kan virkelig Oversat af Aino Roscher løs odyssé rundt i landet, hvor de daktøren og fagbogsforfatteren være sjov: »I mylderet på Regent 212 sider, 229 kr. slår sig ned på må og få hos fami- Elsebeth Gynther. Street ser jeg pludselig Troels gå Samleren lie og venner. Der er lagt op til en Romanen er (vel)skrevet i dag- og tale vildt gestikulerende med skæbnetung og følelsesladet for- bogsform. Let, underholdende og en spadseredragt og nogle højhæ- Anmeldt af Loa Brix tælling, og jeg skal med det sam- genkendelig. Vi følger den modne lede sko, udsat for en slank mørk- me garantere for, at forventninger- kvinde Elinor fra nytår (med for- håret skønhed omkring de tredi- Tysk/ungarske Zsuzsa Bánks ne indfries til fulde. sætter) til nytår: med dagbogen ve« (Troels er hendes mand, fors- »Svømmeren« handler om en Gennem datteren Katas fortæl- som skriftestol gennem sorger og tås). Så Elsebeth Gynther er god til ungarsk families skæbne omkring lerstemme forsøger romanen at glæder med mand, eksmand, halv- ord: »mit livs hektiske stilstand«. oprøret i 1956. Moderen Katalin er indkredse den smerte og det voksne børn og bonusbørn, stress, Hendes roman vidner om, at der flygtet fra Ungarn og har efterladt afsavn, som moderens forsvinden veninder, arbejde, drømme, selv- ikke er stilstand i hendes forfatter- sine to børn, Kata og Isti, hos den har skabt i børnene. Men tomhe- bebrejdelser, flirt med det alterna- liv. Mere af det, tak! ansvarsløse fader Kálmán, som den og rodløsheden, som plager

16 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) de to børn, rækker ud over deres skæbne, for hele landet er præget af en usikkerhed efter oprøret og de kampe, hvor tusindvis af unga- rer har mistet livet. Katalin er flygtet netop for at komme væk fra de voldsomme kampe og den usikre fremtid. Så børnene deler følelsen af tomhed med hele landet, og deres skæbne synes at være en spejling af nationens smerte. Men på trods af denne kobling mellem opstanden og børnenes afsavn nævnes de konkrete historiske begivenheder stort set ikke i romanen. Det skyldes Bánks glimrende evne til at skildre situationen fra barnets begrænsede, men også berigende synsvinkel. De ydre, politiske begivenheder kender læseren kun gennem Katas Janne Teller sporadiske gengivelser af de voks- (Foto: Morten Holtum Nielsen) nes tale, mens fortællingen bevarer sit fokus på børnenes univers. Som et forsvar mod rodløsheden har Kata og Isti skabt et næsten symbiotisk forhold præget af underlige lege og ritualer. Og Kata Krig og kærlighed er tydeligvis den eneste, der for- står sin skrøbelige lillebror, og som ikke ryster på hovedet af, at Nok en dansk forfatter (mis)bruger Eksjugoslavien som han kan høre sneen, der falder, og skæbnetung kulisse. Tellers konstruktion bliver dog stående træværket, der skriger. »Svømmeren« er trist og melankolsk og har et skær af den tidligere østbloks tungsind og gråto- i romanen. Teksten kunne uden magende og prætentiøs på den ner over sig. Men det grålige bli- Janne Teller skade have været en anelse mere ufede måde. I det hele taget er der ver konstant piftet op af de farveri- Kattens tramp eksplicit i sine erotiske beskrivel- elementer af hele konstruktionens ge og nuancerede personskildrin- 384 sider, 298 kr. ser. Men alligevel damper den vel- kunstighed, der peger i samme ret- ger. Romanens kapitler har navne Gyldendal gørende af sanselighed — kvinde, ning. Så man undgår ikke en vis efter dens karakterer, som alle mand, sort, hvid eller ej. irritation som læser. tager form efter de fortællinger, Anmeldt af Morten Kyndrup Det andet tema, der tegner ro- Men oplevelsen er heldigvis som Kata hører om dem. Som manens placering i tid og rum, sammensat. For teksten har også f.eks. Zoltán, der engang var den Janne Tellers nye roman, »Kattens udgøres af borgerkrigene i Eks- dybt fascinerende træk. Alene den flotteste fyr i en radius af mindst tramp«, er en ordentlig moppe- jugoslavien. Det står til gengæld omtalte synsvinkelkonstruktion 50 km., men som i dag tager tab- dreng på næsten fire hundrede underligt svagt og samtidig postu- skaber en særlig vertikal spænd- letter og har mistet dele af sit sider. Den er noget så usædvanligt lerende. Denne historisk ’virkeli- ing. Derudover kører romanen de hoved, eller Zsófi, der drømte om som en roman skrevet af en kvin- ge’ placering bliver afgjort en svag- fleste af de små tekststykker i et at blive lærerinde, så alle ville de, men med en 100 % mandlig hed, fordi den ved at trække tæt sanset sprog, alt holdt i gram- hilse på hende med et sænket blik, synsvinkelbærer. Manden er oven kærlighedshistoriens fiktive begi- matisk nutid og henvendt til dette men som i stedet blev gift med i købet sort og henvender sin venheder ind i et dokumentarisk kvindelige ’du’, der på én gang er Pista, som hun mødte i et skyde- beretning direkte til en kvinde, til rum skaber en uhensigtsmæssig tekstens absolutte centrum og for- telt. den kvinde han elsker. Romanen farvning, der kommer til at svæk- bliver uoplyst, bortvendt. Det ’du’ For Kata er mennesker fortæl- er beretningen om denne kærlig- ke både kærligheden og dokumen- som nok er tekstens modtager, linger, og tragisk nok er de fleste hedshistorie, men alt andet end tationen. Den bemærkelsesværdige men — fornemmer man — i grun- fortællinger — hvor farverige de straight fra begyndelse til slutning: overflod af netop danske forfatte- den nok tættest på dens afsender. end er — triste. Men kvinden Ági den består af små afsnit, der tids- re, der har benyttet eksjugoslavi- På denne måde væves afsender og lærer Kata, at historier faktisk kan mæssigt er placeret vidt forskellige enkonflikten til oppustet selvisce- modtager, begærsopfyldelse og liv- ende lykkeligt. Og det er, hvad der steder på den ’virkelige’ tidsakse. nesættelse og bedrevidende stab, mand og kvinde ind i en trods alt gør »Svømmeren« til en På den måde klippes der frem og meningsmageri, gør bestemt ikke sammenfiltret konstruktion, som opløftende og glad roman: Læse- tilbage; ofte forstår man ikke før sagen bedre. alt i alt er ganske velskabt. Var rens håb om, at fortællingen om langt senere, hvad der foregår i en Ikke at Janne Tellers roman er man sluppet for den patetiske og Kata og Isti — som også er en for- bestemt sekvens, og noget kommer radikal udi meningsmageriet. Men pletvis selvhenførte ramme med tælling om Ungarn — er af den man muligvis slet ikke til at forstå. der ligger en undertone af domme- ’autentiske’ prætentioner, kunne slags, der ender godt. Om håbet Kærlighedshistorien er det ene dagsagtig skæbnetyngde i beskri- det ligefrem have været vellykket. indfries skal selvsagt ikke røbes gennemgående tema, og den består velsen af krigsbegivenhederne, Nu må man nøjes med at konstate- her, men jeg vil afsløre, at denne ikke kun af kærligheden mellem som blandt andet i kraft af en re, at »Kattens tramp« trods alt smukke, rørende og vedkommende fortælleren og hans elskede. Han række bastante gentagelser (»der demonstrerer sin forfatters utvety- roman i hvert fald sætter spørgs- har også erotiske forhold til hen- er børn Europa ikke har plads til«, dige, gnistrende opfindsomme målstegn ved, hvor lykkelige lyk- des døtre og til flere andre. Sex som det hedder igen og igen) kom- talent. Det gør den alligevel værd kelige slutninger egentlig er. spiller i det hele taget en stor rolle mer til at fremstå ulideligt selvs- at læse.

NR. 4 DECEMBER 2004 17 (artikel)

parti, Luis Corvalán, at diskvalifi- cere Nerudas værker ved at sige, at politikken kvalte poesien. Enhver, der har kastet et mere »Det eneste farlige end overfladisk blik på Nerudas digte ved, at dette ikke er tilfæl- det. Det var snarere således, at mindre talentfulde kolleger i dette hus er poesi« anvendte dette som våben, ganske enkelt fordi Nerudas storslåethed som digter skabte en intens mis- Om Pablo Neruda, politisk digtning og 100 års kropslighed undelse. I juli 2004 skriver Carlos Fuentes i den spanske avis El País, at det gør jeg vistnok heller ikke et tårn i en have og kneppede, at alle var misundelige på Neruda. Af Anne Marie Dinesen selv, så på den måde er vi ret ens. mens bøssen Lorca blev sat til at Uden Neruda, skriver han, ville vi Men hvis man opfatter dem holde vagt nedenfor. ikke have moderne poesi i Latin- I 1904, altså for 100 år siden, blev som repræsentanter for de to ret- Faktisk havde jeg et eksempel amerika. Neruda, fortsætter Fuen- Pablo Neruda født d. 12. juli i ninger, forekommer det mig, at med, men man var jo blandt pæne tes, frigjorde os fra det formelle og Chile og fik navnet Neftalí Ricardo den store forskel mellem de to mennesker, så jeg sprang det over. udsøgte, den gode smag, han førte Reyes y Basoalto, hvilket han æn- ikke så meget bestod i en modsæt- Men sagen er, at Neruda om bord os til glemte områder af vores drede allerede som ung poet. I ning mellem et politisk og et æste- på et skib på vej til posten som sprog, han lærte os at spise og anledning af de 100 år har der væ- tisk projekt, men snarere bestod i konsul i Rangoon i 1927 som 23- drikke igen. Han hev os ud fra de ret afholdt højtideligheder rundt to helt forskellige personligheder årig lå i med en yndighed, der sterile haver i vores litterære omkring i verden, en af dem i regi og måder at forholde sig til omver- viste sig at være prostitueret, hvil- Versailles og fik os ud på gaderne af Politiken, som d. 26. oktober denen på; Borges var en forfatter ket ikke generede ham; og at og ud på sletterne. Han viste os havde inviteret Nerudas danske ’uden krop’ så at sige, og man skal Borges, engang han var blevet vores nøgenhed i ørkenen og vores oversætter Peer Sibast samt undertegnede til en dialog om Neruda, baseret på oplæg fra os begge. Jeg vil ikke påtage mig at referere Sibasts fremragende oplæg, kun hans bidrag til mit.

Den engagerede kunst I samme uge udkom Sibasts seneste oversættelse af Nerudas digte, ganske enkelt betitlet »Sidste digte« (anmeldes i næste nummer af Standart, red.) De fleste ved, at Neruda var medlem af det kommunistiske parti, og nogle ved måske også, at Nerudas indmeldel- se bl.a. skyldtes hans ophold i Spanien under den spanske bor- gerkrig fra 1936 til 39. Men allerede som ung poet udtalte han i forbindelse med en folkelig opstand, som han og hans studenterkamme- rater støttede, at »fra denne tid blandede politik sig med mellem- rum i min digtning og mit liv. Jeg kunne ikke lukke døren til gaden for mine digte, ligesom jeg heller ikke kunne lukke døren til kærlig- heden, til livet, til glæden og sor- De fleste fotos af Neruda viser, som Carlos Fuentes har karakteriseret det, ham som én med tunge gen for mit unge digterhjerte.« skildpaddeøjenlåg. På dette billede fra forsiden af »Sidste Digte» er han dog mere frisk i det Neruda tilhører den retning, (Foto: Luis Poirot) som litterater benævner ’den engagerede kunst’ over for ’kunst for jo have en krop for at kunne for- romantisk interesseret i en dame, lidenhed i bjergene. kunstens skyld’, hvis mest kendte holde sig til verden, engagere sig i blev aldeles chokeret og trak sig, Neruda selv anfører, at stilen i latinamerikanske repræsentant er den, kæmpe og forandre. da hun insisterede på en prøvetur den spanske digtning ikke passer den argentinske forfatter J. L. i høet inden et eventuelt ægteskab. til latinamerikanere. Den spanske Borges. Retninger, der ofte er ble- En prøvetur i høet I min opfattelse er det måden at digtning er påvirket af Góngora, vet opfattet som ’politisk kunst’ og Jeg tror det var på dette tidspunkt forholde sig til verden på, der pri- påpeger Neruda, men hans frosne (verdensfjern) kunst, der kun under mit oplæg, at Sibast brød mært adskiller de to digteres stil, skønhed passer ikke til vore bred- interesserer sig for æstetiske pro- ind og kommenterede, at det og ikke så meget en eventuelt poli- degrader. Vort amerikanske lag er blemstillinger. Neruda har sagt om netop var typisk; da Neruda og tisk eller apolitisk stil i deres digt- af stenstøv, af søndermalet lava, af Borges, at han har en hjerne som Lorca mødte hinanden i Buenos ning. Men ikke desto mindre for- ler og blod. en dinosaur, der ikke forstår noget Aires i 1933, skete det ved en fest, søgte man, anfører den daværende af den moderne tid og tilføjede så, hvor Neruda og en dame lå oppe i leder af det chilenske kommunist-

18 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman)

Mod folket og blodet En såret due mellem fingrene Sibast anførte her, at Neruda alli- I 1939 udførte Neruda det, som gevel heller ikke er egentlig latin- han selv benævnte »Mit bedste amerikansk. Der er absolut intet i digt«: han organiserede, at cirka hans digtning, der vedrører den 2000 republikanske spanske flygt- oprindelige befolkning, Neruda er ninge blev udskibet fra Syd- faktisk påvirket af den iberiske og frankrig og sejlet til Valparaíso i Ofre og bødler europæiske tradition. Chile. Jeg tror, at vi, der ikke har Det er nok ikke et spørgsmål oplevet en krig, har svært ved at om national digtning, men netop i forstå, hvad en sådan gør ved folk. Effektfuld lille roman om hævn og forsoning højere grad et spørgsmål om, at Og måske derfor også har svært Neruda fornyr poesien ved at for- ved at forstå de polariseringer, lade traditionens sterile haver og som opstår efter en krig. For slet drage ud til havet, til bjergene, ud ikke at tænke på vores specielle Alessandro Baricco i gaderne og inddrage hverdagen uvidenhed om den historiske situ- Uden blod og naturens storslåethed i digtnin- ation i Latinamerika og her speci- (Senza sangue) gen. elt Chile med dets umådeligt store Oversat af Jytte Lollesgaard Det store digt »Ode til havet« minedrift og rovdrift på minearbej- 96 sider, 148 kr. viser denne stil; det former sig derne. Gyldendal som en påkaldelse til »fader hav« Sibast nævnte, at i hans opfat- og dets umådelige kræfter, en bøn telse var Nerudas kommunisme en Anmeldt af Birgit Eriksson om ikke at være så voldsom, ikke slags ’urkommunisme’. Og jeg vil slå sig for brystet og gentage sit tilføje, at Neruda netop altid var »Uden blod« hedder den italien- navn: på de svage og undertryktes side, ske forfatter Alessandro Bariccos han havde intet talent for at blive lille roman eller lange novelle. lad være med at ruske sådan til en stalinistisk bureaukrat, men Første del af den er ellers alt an- hjælp os så sig nødsaget til at melde sig på det end blodfattig. I sine effekter vi er de bittesmå folkets side. Faktisk var Neruda en minder den snarere om en splat- fiskere af de få digtende kommunister, terfilm, når den detaljeret beskri- menneskene på bredden der senere beklagede sin uviden- ver, hvordan Manuel Roca og hans vi fryser og er sultne hed om Stalins forbrydelser. Flere søn brutalt bliver myrdet af tre Alessandro Baricco du er vores fjende af hans kolleger lod, som om de mænd, der en dag kommer til (Foto: Chico De Luigi) slå ikke så hårdt aldrig havde været kommunister. hans ensomt beliggende gård. lad være med at råbe på denne Men disse forbrydelser fik ikke Hans lille datter Nina overlever Ligesom Nina benytter Baricco måde Neruda til at opgive troen på et kun, fordi han har gemt hende sig af gentagelsen. Da den unge luk din grønne æske op bedre samfund, et retfærdigt sam- under en lem i gulvet, og fordi mand finder Nina i hendes skjul, og giv os alle fund. Vi opgiver jo heller ikke den yngste af drabsmændene ikke ser han hende ligge perfekt sam- i hænderne troen på kærligheden, selvom vi siger noget til de andre, da han menrullet med benene trukket op (...) har haft dårlige oplevelser. finder hende. Nina hører alt, hvad under sig, »med lårene samlet giv hver mand Jeg tror, at følgende ord udtalt der foregår, mens vi som læsere blødt, anklerne en anelse adskilt, og hver kvinde og hvert barn af Lorca om Neruda i 1934 bedst også får de visuelle udpenslinger knæene balancerende det ene på en stor fisk eller lille dækker et fundamentalt forhold i af, hvordan Rocas knæ eksplode- det andet som et par kopper«. I hver dag Nerudas stemme: rer som et råddent æble, og hvor- denne barnlige måde at ligge på (…) dan sønnen ser ud, når han flæn- genkender han sig selv og skåner Pablo Nerudas poesi [rejser sig] set af maskingeværkuglerne ligger pigen, og den samme positur gen- Når man betænker denne stil, er med en tone, som ikke har sin lige med bagoverbøjet hoved med to findes i romanens slutning, hvor det ikke så mærkeligt, at Neruda i Amerika, en passioneret, blid og rækker små sunde, hvide tænder. den på én gang gentager barndom- og Lorca blev særdeles gode ven- ærlig tone. Han bevarer den over Hvad baggrunden for nedslagt- mens oplevelse og betyder noget ner; Neruda sagde om Lorca: for verden, den er fyldt med ægte ningen er, bliver ikke helt klart. helt andet. Nu er vi nemlig ikke »Denne storslåede digter, der dro- forundring, og han mangler de to Der er åbenbart tale om et opgør længere i splattergenren, men i en ges uimodståeligt mod folket og elementer som så mange falske efter en krig, men hvor og hvornår fortælling, hvor de forgængelige blodet...« digtere har levet med: hadet og historien udspiller sig, får vi ikke kroppe kan røre hinanden på bli- Som nævnt mødtes de første ironien. Når han vil afstraffe og at vide. En krig er slut og så allige- dere måder. gang i Buenos Aires i 1933, da han hæver sværdet, opdager man vel ikke. Der er stadig et regnskab, »Uden blod« er en fin lille for- Lorca satte stykket »Blodbryllup« pludselig en såret due mellem som skal gøres op, og Roca skal til- tælling, og Alessandro Baricco, op og fik så stor succes, at han fak- fingrene. syneladende bøde for grusomhe- som vi på dansk kender fra bl.a. tisk for første gang tjente sine egne der, han selv har begået under kri- »Oceanhavet«, har skruet den penge og blev uafhængig af famili- Neruda var kærlighedens digter, gen. sammen af effektfulde kontraster, en. Neruda og Lorca mødtes igen i ikke hadets, ikke krigens, han Forholdet mellem offer og bød- perfekte symmetrier og elegante 1935, da Neruda blev konsul i kunne ikke lukke døren til kærlig- del er i det hele taget det centrale gentagelser med variationer. Han Madrid. I august 1936 blev Lorca heden, til livet, til glæden og sor- i den lille roman. Anden del af kan sit håndværk, og det samme henrettet i Granada. Bortset fra det gen. den udspiller sig således mange år kan Jytte Lollesgaard, som har helt uantagelige i at angribe en Neruda døde d. 23. september efter, hvor datteren Nina, der nu oversat hans præcise sprog. Er der lovligt valgt regering, og bortset fra 1973, tolv dage efter kuppet mod er en ældre kvinde, opsøger den noget at indvende mod romanen, borgerkrigens umådelige barbari, Allende, en gentagelse af det, der mand, som skånede hendes liv, er det måske, at den næsten er for er det sikkert ikke svært at forestil- skete i Spanien i 1936, et kup mod men var med til at dræbe hendes elegant, og at både den traumati- le sig, hvilken effekt det fik på en lovligt valgt regering. Da bror og far. Hun har også et regn- ske barndomsoplevelse og de eti- Neruda at høre om kammeratens Pinochets soldater ankom til huset skab, der skal gøres op, eller ske dimensioner i forholdet mel- henrettelse. i Isla Negra, udtalte Neruda: »Det måske rettere et traume, der skal lem offer og bøddel er tæt på at eneste farlige, der er i dette hus, er konfronteres og gennemleves i en blive overskygget af den effektful- poesi.« art gentagelsestvang. de litterære konstruktion.

NR. 4 DECEMBER 2004 19 (roman)

Appel til forlaget

— eller er det ikke en selvfølge at have flere læsere på et manuskript?

Selvom det på samme måde skulle ver selv overset«. Sagen er, at Kristian Bang Foss være den givne redaktørs debut, romanen overser, at den bliver Fiskens vindue har der vel også været andre læse- nødt til at handle om noget selv i 128 sider, 175 kr. re på manuskriptet. den måde, den ikke handler om Gyldendal »Fiskens vindue« handler ikke noget på. Det burde nogen faktisk om noget, men fremstiller ureflek- have fortalt Foss og hans redaktør, Anmeldt af Jan Bruun Jensen teret den ene almindelighed efter før det kom så vidt som til en den anden i fortællerens alminde- udgivelse. »Fiskens vindue« er Kristian Bang lige liv. Ifølge bagsideteksten skul- Foss’ debut. Jeg ved ikke, hvad le pointen være, at karaktererne forlaget har at sige til sit forsvar? »overser det væsentlige eller bli- Kristian Bang Foss

Esterházys barokke himmellegeme Péter Esterházys solide »Harmonia Cælestis« er et saftigt og svulstigt bæst af en roman, hvis verdensklasse truer med at mase sin læser

fået historien at føle på egen krop. den ødipale pølsepind, men som ver fyldigt. Den ene families trage- Péter Esterházy »Harmonia Cælestis« fortæller fortælleren henkastet siger »uden die bliver herved både enestående, Harmonia Cælestis landets, slægtens og familiens detaljer er alting så banalt!«. Og som en ulykke man ikke fatter, og (Harmonia Caelestis) historie. Men ikke blot Ungarns, detaljer forefindes i overtal. Eller til en enkelt hændelse blandt et Oversat af Peter Eszterhàs Esterházys eller forfatterens egen rettere, et af bogens spændingsfel- utal af lignende dødsfald, noget 848 sider, 499 kr. private historie. Romanen ter findes i kontrasten mellem det næsten hverdagsagtigt normalt. Rosinante omhandler, gennem sin udform- store historiske overblik i slægtens Bureaukratiseringen af det uhyrli- ning, alt fra det (øst)europæiske perspektiv, og den detaljemættede ge er helt à la Kafka. Anmeldt af Ole Nyegaard kaos i det tyvende århundrede, oplevelse af verden set fra en søns Bogens første halvdel har andre slægtens ud- og afvikling, og fami- vinkel. I en bog som denne bliver ledemotiver og kræver udholden- Péter Esterházy har ry for at være liens rolle i forhold til individet. detaljen central, og dens fravær hed, fordi der ikke findes én fast forfatter i Nobelpris-klassen, men Det lyder som Mann, det lyder af ladet med mening. historisk ramme eller ét fast for- det er der jo så mange, der er. meget. Måske for meget. tæller-jeg fra den ene anekdote til Imidlertid har han nu fostret en Efter at min fader var blevet slået den anden. Men bliver man ved, sværvægter, »Harmonia Cælestis«, Min fader ihjel, sendte kontoret, som tilsyne- danner der sig gennem temaerne som vejer godt til — ikke blot rent Ikke desto mindre formår ladende var ansvarlig for dette og ledemotiverne et bagvedliggen- fysisk; den er også tung at læse og Esterházy gennem sin formbeher- såkaldte overgreb, et telegram til de system, som det nok ikke er en optager meget plads i læserens til- skelse at koge alt dette ned til en familien, af en eller anden grund anmelder forundt at få afdækket i værelse, fordi den yder kompetent bouillonterning på størrelse med ikke adresseret til min moder, men én gennemlæsning. De fragmenta- modstand og kræver en lang konen mursten. Bogen falder i to dele, til min moders søn, som da han jo riske anekdoter hænger sammen centreret læseindsats. hvor de første 400 sider udgør en stadig var spæd, ikke kunne læse. indbyrdes, og hovedpersoner går Esterházy-slægten har op igen- kakofoni af stemmer, der i 371 Telegrammet lød: Vi har slået igen som bipersoner andre steder, nem Ungarns historie udfyldt skif- afsnit med frasen »min fader« som deres fader ihjel. Der er sket en fortalt fra en anden vinkel. tende roller som hovedpersoner i ledemotiv fortæller anekdoter fra beklagelig misforståelse. Und- diverse dramaer, som ministre, 1500-tallet, under kommunismen skyld. Min moder læste telegram- Min familie embedsmænd og aristokrater — eller et uvist sted midt imellem. met, så på det, læste det igen, de Bogens anden halvdel, med un- altid tæt ved eller på magten. I det »Nummererede satser fra familien kunne godt have skrevet lidt fyldi- dertitlen »En Esterházy-families tyvende århundrede kom således Esterházys liv« hedder disse, og gere, sagde hun endelig. bekendelser«, virker mere fokuse- krig, revolution og et kommuni- gennemgående beretter en søn en ret, mere traditionel — tilsynela- stisk diktatur til at præge familien historie om sin fader. Sådan Gennem de mange anekdoter bli- dende. Historisk er vi med fra og forfatterens skæbne. Gennem kunne man tro, at værket er den ver et utal af fædre arresteret, for- tiden op til første verdenskrig og sin herkomst har Péter Esterházy sædvanlige freudianske suppe på hørt, tæsket og myrdet, så det bli- frem, til fortælleren bliver en ung

20 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) mand under det kommunistiske Kommunisterne virker mere inter- regime. Men fortællingen er arran- esserede i genstandenes peku- geret i en spiralstruktur, der kred- niære værdi, mens greven finder ser om en episode, forlader den dette vulgært, og på et tidspunkt ved at springe i kronologien til en samles al det rørlige gods »som en anden, så noget tredje, for dernæst kæmpe bunke kul, som en stor at returnere til udgangspunktet. sammenhængende uadskillelig Dog bliver de forskellige episoder masse, der var ophørt med at være udviklet undervejs, og det tilsyne- enkelte genstande, fordi deres ladende tilfældige indtryk er en historie var ophørt, fordi de var del af hensigten. Hvis livet og revet ud af tid og rum«. Greven historien var forvirrende for perso- betragter det som »kvalmende nerne, så bliver den det også for opkast«. Igen polariseringen: frag- læseren: mentet og det personlige på den ene side, historien og slægten på Min fader og hans familie betrag- den anden side. tede også det fragmenterede som en helhed, idet de vidste, at et Spiller bold med Mann fragment ikke er et fragment på Er bogen så indsatsen værd? Også grund af det, der mangler, men på i den grad. Romanen er velkon- grund af det der findes i det. strueret, og selv i den efter alt at Mamis familie led under det frag- dømme kompetente danske over- menterede, de beklagede alt, som sættelse (og denne læser kan ikke ikke var fuldkomment, som var ét ord ungarsk) virker sproget. rester, affald, splinter, trevler, Man kommer omkring i det dan- brudstykker, detaljer, vragdele, ske sprogs kringelkroge. Esterházy stumper, spåner, fraktaler, torsoer, har udtalt, at det var umuligt at og hjemme hos Papi fandt man alt skrive en slægtsroman efter dette interessant Thomas Manns »Buddenbrooks« — det har han hermed modbevist. Omslag af Ida Balslev-Olesen Bemærk opremsningen. Som i »Harmonia Cælestis« indskriver Georges Perecs »Livet. En Brugs- sig blandt den ypperste euro- anvisning« finder man hos Ester- pæiske litteratur, og ikke bare házy en forkærlighed for kataloget. samtidslitteratur, som ingen Under det kommunistiske inter- husker om tyve år, men blandt mezzo, Rådsrepublikken, i 1919 de litterære sværvægtere, som må en Esterházy hjælpe til med at bogen også spiller bold med: Fitte jyder lave en inventaropgørelse over Kafka, Musil, Proust og Mann familiens kunstgenstande. med flere. Robert Zola Christensens hovedperson får velfortjente, jyske øretæver

Kenneth Kirkholt er taget til Robert Zola Christensen Kolding for at arbejde som regn- Jysk Fitness skabsansvarlig i motionscentret 264 sider, 275 kr. Jysk Fitness. Men miljøet er mere Gyldendal råt, end han egentlig er indstillet på. Det fører personlige kampe Anmeldt af Jan Bruun Jensen med sig, som han ikke kæmper, men hvor han ganske enkelt tager Det er vist meningen med Robert mod de drøje hug, som de seje og Zola Christensens hovedperson brutale jyder tilføjer ham. Der Kenneth Kirkholt, at han skal frem- kommer også et lig ind over histo- stå som en slags rimelighedens rien og en godt spændstig og for- mellemvare i det stormfulde møde dringsfuld Liselotte. Det er svært mellem københavnerne og det at sige, hvad Liselotte finder i jyske. Vist har han fordomme om ham, mens det er ganske forståe- de bondesnu og fantasiløse kol- ligt, hvorfor de andre finder ham dingensere, men han omgås dem så øretæveindbydende. alligevel med tålmodig velvilje. Hans tilbageholdenhed virker Til gengæld er det næppe hverken civiliseret eller intelligent meningen, at han selv skal fremstå i mødet med de handlekraftige som en ren parodi på et menne- koldingensere. Den bringer ham ske. Hverken københavner eller blot i et sært misforhold til de jyde, men en hulbrystet, vattet og voldsomme begivenheder, og heri aldeles intetsigende figur, der mister Zola Christensens historie lader alting passere igennem, ved en hel del troværdighed. siden af og hen over sin egen slap- Omslag af Camilla Jørgensen pe bevidsthed.

NR. 4 DECEMBER 2004 21 (roman)

Bakers spritnye dialogroman anden absurd dialog om et håb, »Checkpoint«. Baker blev verdens- der ikke kan forløses. Begge vær- kendt i litterære kredse for sin ker er mest interessante som sam- telefonsex-dialogroman »Vox« tidssymptomer. Bakers titel viser (1992), og »Checkpoint« finder til- det selv ved at henvise til en mas- bage til den intime stemmeføring, sakre/tragisk ulykke (ethvert ord- fordi romanen forløber som en valg, er en anden pointe, indbe- båndudskrift af en snak mellem to fatter også et sidevalg) på civile Kan man afslutte George W. med en kugle? venner. Jay har sat Ben stævne tæt irakere ved en militær kontrol- Nicholson Baker taler pro(paganda) et contra på Det Hvide Hus, hvor han af post, og Bakers roman udpeger det moralske grunde vil bryde ind og Checkpoint — og dermed sig selv i en snakkeroman, der ikke rammer plet skyde George W. Bush. Samme — til centralsymbolet på krigens dag. Vi skriver maj 2004, og over kolde absurditet, som også Charlie som litteratur en eftermiddag bliver facts og var det på Den kolde Krig i Berlin. følelser (som, er pointen, ikke kan Uden at afsløre slutningen får adskilles) om Irak, Abu Ghraib, den vordende attentatmand angre- Nicholson Baker Dick Cheney og antikapitalisme bet sit billede af Bush, uden at Checkpoint blandet op med småsnak om rosa- verden dog ændrer sig nævnevær- (Checkpoint) stegte bøffer fra roomservice, mens digt. Det gode omslag viser, at Oversat af Ninna Brenøe Ben vil overtale Jay til at opgive man godt kan ramme plet med et 128 sider, 168 kr. planerne. lille våben, og sådan et vil bogen Tiderne Skifter Som samtidsdiagnostisk debat- også selv være politisk. Tiderne bog er »Checkpoint« god til at Skifter nåede at få den ud — og Anmeldt af Henrik Varmark pendle mellem pro(paganda) et dermed dagbladsanmeldt — ugen contra i en amerikansk og global inden valget i november, fordi På helltshirts.com sælger de trøjer debat, der domineres af ekstremer. »Checkpoint«s aktualitet stod og med trykket . Jeg troede, Bør man skyde en umoralsk præsi- faldt med Bush. Baker må nu det var subtil republikansk propa- dent — og hvordan gør man det trøste sig med, at hans anti-Bush- ganda, indtil webmosteren på mit som lone ranger? Romanen taler værk lever videre sammen med arbejde forklarede, at hun i html- indstændigt om det nationale det regime, bogen protesterer mod koder markerer begyndelsen af en fadermord som en personlig pligt, og dermed næres af, ligesom sekvens med og, nok så men hvis man ikke bestyrtes over Michael Moores »Fahrenheit vigtigt, afslutter den påbegyndte den blotte tanke, forbliver »Check- 9/11«. Moore viser, at et politisk sekvens igen med . Uden point« som litteratur betragtet udsagn lever længst i en kunstne- det afsluttende kan systemet Omslagsdesign af jævnt uinteressant. Der sker for risk interessant indpakning, og ikke fungere. Peter Mendelsund lidt med sproget, figurerne og derfor anbefaler jeg at bruge pen- Denne anti-Bush merchandise handlingen. Forlaget sammenlig- gene på helltshirt.com, og ikke solgte nok bedst inden præsident- til 2009, og det samme ner den rettelig med Becketts »Checkpoint«. valget, der udskød virkelighedens tror jeg gælder for Nicholson »Mens vi venter på Godot«; en

lange passager den samme vitale energi og komiske fabuleringsrig- dom. Romanen vil mange ting på én gang: Den er et generationsportræt Den groteske krop af en ungdom vokset op i kritik af forældrenes småborgerlighed, med Udslag af et overvægtigt (tekst)korpus blasert omgang med stoffer, mode og musik — meget af disse unge menneskers opmærksomhed går rencer til den aktuelle debat i det des debutroman. Alligevel er det som i pop-romanen med at over- Karen Duve forenede Tyskland og gav et bud en kvalificeret opfølgning på veje musik, tøj og livsstil. Men Ingen sang om kærlighed på kønnets skæve placering i dette mesterværket. Jeg-fortælleren, en først og fremmest er den et billede (Dies ist kein Liebeslied) samfund. Karen Duve blev hurtigt ung hamburgerinde (som Duve af en ung kvinde med et forkvak- Oversat af Anneli Høier en fremtrædende person i det, den selv), Anne, skriver om sin let forhold til kroppen, såvel i for- 255 sider, 298 kr. tyske kritiker Volker Hage i 1999 opvækst, problemer med familie, hold til sex som til mad. Bogen er Gyldendal kaldte »das literarische Fräulein- kærester, udseende og ikke mindst først og fremmest blevet læst som wunder«, en betegnelse alle de vægt, og om sin ulykkelige forel- et skræmmende dokument om en Anmeldt af kvindelige forfattere, den bliver skelse i en af drengene fra gymna- spiseforstyrret patient, hvor selv- Steen Klitgård Povlsen brugt om, kraftigt tager afstand fra, sieklassen, som hun nogle år efter fortællingen virker som det medi- men som alligevel har sat sig fast studentereksamen opsøger i um, hun anvender for at holde de I 1999 udsendte den da ret ukend- som betegnelse for de forbavsende London, hvor han er ved at skabe dæmoniske kræfter så nogenlunde te tyske forfatterinde Karen Duve mange talentfulde kvinder, der i sig en yuppie-tilværelse. Det bli- på afstand. Når hun ikke lige går en roman med titlen »Regnroman«, dag befolker den nye tyske littera- ver ikke noget triumferende møde, til forskellige former for kiksede, der hurtigt gik sin sejrsgang over tur. men alligevel: Lige så grotesk og men koncentreret og morsomt hele verden, og som i dag anses Karen Duves anden roman, sørgmuntert usikkert som hele beskrevne former for terapi. for et af den nye tyske litteraturs »Dies ist kein Liebeslied« fra Annes hidtidige liv slutter hun sin Nogenlunde, for på romanens absolutte hovedværker. Et gnist- 2002, der nu foreligger på dansk, beretning, der ikke har »Regn- nutidsplan vejer Anne 117 kilo og rende, fabulerende sprog fortalte har vel ikke helt den samme kom- roman«ens episke fylde og sym- kan vel siges at være i akut livsfa- en historie, der havde dybe refe- pleksitet og rækkevidde som hen- bolske koncentration, men dog i re. Hvor det store kødbjerg i

22 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman)

»Regenroman« havde en livsbe- kræftende funktion og i sidste instans var del af den sump, der slugte de Hamburgske macho- typer, kæmper fortælleren her en øjensynlig forgæves kamp mod fedmen. Den groteske humor er derfor i denne anden roman mindre et overskudsfænomen, den er mere beslægtet med galgenhumor. Bedre på hjemmebane Til gengæld slutter den sig til den gruppe af romaner om det sårede og sårbare barnlige sind, — for mange bolde i spil i Jonny Halbergs seneste roman som fylder så meget hos forfatterne i ’das Fräuleinwunder’. Der er tydelige ligheder mellem denne Anne og det anonyme barn i nalds udnytter jer på det groveste falder temaet tungt til jorden. Jenny Erbenbecks »Die Geschichte Jonny Halberg og et eller andet sted på det man Endvidere er fortællestemmen vom alten Kind« og Jo i Zöe En uskyldig tid kalder for toppen, sidder der folk meget lidt udviklet, fordi fortæl- Jennys »Das Blütenstaubzimmer«. (En uskyldig tid) og bliver rige på jeres bekostning«, lingen er lagt i munden på Jan. Ingen af dem er egentlig misrøgte- Oversat af Janus Kramhøft lyder han som en forvirret atte- Tidligere i forfatterskabet har for- de, men de er følelsesmæssigt for- 333 sider, 298 kr. nårig. Samtidig forsøger romanen skellige karakterer ført ordet i ro- armede, forsømte af forældre, der Tiderne Skifter at rumme samfundskritik, bl.a. om manerne, og dette er interessant i midt i karriereræs og velstandsbo- sexhandel med østeuropæiske forhold til de litterære konventio- om glemmer nærhed og naturlig- Anmeldt af Astrid Fosvold piger, men samfundskritikken hol- ner, som er knyttet til den realisti- hed. Annes liv mellem en hyste- der ikke, fordi den bliver lagt i ske roman og dens fortællemåder. risk mor og en mystisk, bortvendt Norske Jonny Halbergs seneste bog munden på personer, som ikke er i Halberg er en af dem, som eks- far er gribende skildret. Det er på dansk »En uskyldig tid« indfri- stand til at formulere den på en perimenterer med den realistiske banale historier, disse piger for- er ikke forventningerne efter måde så den bliver interessant og romans form og gør det godt. Også tæller, men smertelige, og Karen »Oversvømmelse«. Den skæmmes relevant. i hans helt ferske roman »Gå til Duves fortællers saloppe blasert- af at have for mange bolde i luf- Enkelte træk ved årets Halberg- fjellet« er beskrivelsen af norsk hed bidrager bare yderligere til ten, og ingen af dem havner i mål. roman på dansk er karakteristiske bygdeliv anno 2004 slående, så jeg smertefuldheden. Det er forældre- Som bund ligger en ægteskabstra- for forfatterskabet. Forfaldstemaet drager den konklusion, at Halberg nes uforstand og betænkningsløs- gedie; Jan Jacobsen, jeg-fortæller og tabstematikken, som vi også rammer bedst på hjemmebane. hed, der sårer, ikke deres hårde og den ene hovedperson, er gift finder i »En uskyldig tid«, er gen- Skal jeg trække et positivt træk opdragelsesmetoder. Duve beskri- med Julie, og de mister deres ene- nemgående, ligesom alle Halbergs ved teksten frem, må det blive ver en ungdom, der er misrøgtet af ste søn i en trafikulykke, da han er helte er opvokset i en norsk øst- beskrivelsen af sammenbruddet mangel på forståelse. Den autori- fem år. Det fører ægteskabet ind i landsbygd med et nært forhold til hos ægtefællerne efter sønnens tære families normer findes ikke en fimbulvinter, og ind vandrer en naturen og specielt til at fiske død, og dens fokusering på skyld mere, nogle nye har ikke rigtigt mystisk skikkelse, som bliver en som. Det nye er den åbenlyse civi- og soning. Ved romanens afslut- indfundet sig. I dette tomrum flak- slags skytsengel for Jan, som til lisationskritik, som forsøger at ning sidder Julie i fængsel for at ker den barnlige følsomhed forvil- stadighed havner i problemer. beskrive globale sammenhænge, have dræbt den, som kørte sønnen det rundt. Romanen er delt i to, første del men de fremsættes næsten som ned, og det giver en slags håbløs Bogens problem kan være, at foregår i lillebyen Moss på østlan- konspirationsteorier, og dermed mening. den på en måde tager lige så ufor- det i Norge, anden del udspiller holdsmæssigt på som sin hoved- sig på en rejse nedover Europa og person. Det er, som om den er et i Prag. Den starter med druk og tekstflip på linie med Annes æde- utroskab og ender med, at Julie flip, det virker for så vidt logisk, sidder i fængsel, og Jan har overta- men gør, at man kan trættes get kammeratens identitet. Lyder undervejs. Nogle af afsnittene om dette som et forvirret spil? Det er gymnasieliv og ungdomsliv i det sandelig også, og ingen af de Hamburg i 1970’erne og 1980’erne temaer, som lanceres, følges til er for lange. Duve vil også gøre sin dørs. roman til en tidsroman, der minu- Rein Skåde er bogens anden tiøst opregner politiske begivenhe- hovedperson. Mens Jan er reali- der, populære bands og musikgen- sten, som bare forsøger at få sit liv rer, og også tegner et billede af for- til at hænge sammen, er Rein stadsmiljøet i en nordtysk storby. Skåde idealisten, som vil leve for Det er pålideligt nok, men om- noget, som er større end sig selv. stændeligt. Bedst er hun, når hun Han dukker op ud af det blå, red- samler sine skildringer i kortere, der Jan og har altid en replik klar. koncentrerede scener, f.eks. om Rein Skådes budskab til menne- Annes komisk-groteske oplevelser skene går ud på, at man skal være med erotisk uformående fyre. Her sand og ægte. Men samtidig er han mødes det morsomme og smerteli- med i en international organisati- ge i den blanding, Karen Duve on, som planlægger attentater mod mestrer. McDonalds han er madterrorist. Hun er en af de virkeligt bety- Når Rein Skåde sætter ord på sit delige forfattere fra vort sydlige engagement: »McDonalds svindler naboland. og røvpuler og udnytter jer. McDo-

NR. 4 DECEMBER 2004 23 (roman)

end dem selv. Et stk. forsker, et stk. forfatter, et stk. journalist, der alle præsenteres i et spændingsfelt mellem forestillingen om egen storhed og Latinamerikansk oplysninger om manglende samme. Første tredjedel af romanen går med at introdu- cere dem og få dem fragtet til bestseller Beijing, hvor den egentlige handling kan tage sin begyndelse. De har hver deres Genkendelig underholdning til korte flyveture ærinde i den kinesiske hovedstad, men bliver snart opslugt af plottets forvekslin- litterære namedropping. ger, bokseropstand, hemmeli- Santiago Gamboa Arvtagerne efter det latinameri- ge sekter og jagten på origi- Bedragerne kanske boom deler sig i damerne, nalmanuskriptet af Wang (Los impostores) der skriver en noget mere kulørt Mians digtsamling »Luftens Oversat af Iben Hasselbalch magisk realisme, og mændene, der dybe transparens«, samt selv- 286 sider, 299 kr. bruger Vargas Llosa og Borges som følgelig en enkelt russisk Samleren forbilleder for deres noget mere luder og en flot cubansk kulørte leg med skrift, litteratur og dame. Anmeldt af hvad der ellers skal til for at virke Det er, som om man har Rigmor Kappel Schmidt lidt mere intelligente end kvinder- Omslag af Neel Dich Abrahamsen hørt det før, men genkende- ne. Næste generation af spansk- ligheden gør, at det er nemt I pressemeddelelsen foreslår sprogede forfattere (m/k) mødes bog, der hverken må være for tung at læse, mens man underholder Samleren, at »Bedragerne« er en dog i en bred bestseller-stil, men eller for let, men noget, der fænger sig i flyveren over Atlanten eller slags efterkommer efter Gabriel vandene skilles igen, når kvinder- uden at trætte, og som kan holde i til Beijing. Og det er jo netop fidu- García Márquez. Det er der nok en ne søger kærlighed, mens mænde- mange timer«. Så er tonen slået an. sen ved den slags romaner. De og anden anmelder, der er hoppet ne foretrækker spænding og halv- Stilen flyder let af sted med skal være underholdende og så til- på, skønt den colombianske forfat- intellektuel udfordring. Santiago mange digressioner i starten for at pas forudsigelige, at det ikke gør ter Santiago Gamboa selv prøver Gamboa sætter ord på i starten, da få spektakulære detaljer med om noget, man ikke får slutningen at få sparket Vargas Llosa og skriverkarlen skal have læsestof de meget forskellige personer med, hvis flyet lander, før man når Borges på banen i den hyppige, på flyveren til Hongkong: »en god uden forankring i ret meget andet at blive færdig.

kulissen om menneskers liv, ikke Somme tider er jeg ikke helt længere hænger stabilt sammen. sikker på, hvem der taler. Men For virkeligheden selv er jo bare hvad gør det, hvis det er et jeg, der en konstruktion. Det opdager færdes i selskab med tiden, der er Mendes, da han ser den brase ved at gå i stå, der gik i stå. Et jeg, sammen i sit lands tidligere kolo- der fortaber sig, mister sig selv i Krykhusarer nier, Angola og Moçambique, »på tiden, mærker hukommelsestabet en tur, der ingen steder førte hen«. brede sig, æde hans navne, de På rå, poetisk tur gennem lande med dyrebare navne, som identiteter er knyttet til. Det jeg, der Smerter uden Grænser nu har begivet sig på rejse ind i ’no man’s land’, tænker ikke selv over betegnelsen ’no man’s land’, men jeg, gammeldags og sammenhængen- altså anmelderen, kan ikke Pedro Rosa Mendes de, men hvad nu hvis virkelighe- lade være med at tænke på, Tigerbugten den er så brutal, at den ikke læn- hvor sigende det er, at slag- (Baía dos tigres) gere afgiver gammeldags, sammen- marker og frontlinjer ikke er Oversat af Ole Eistrup hængende, realistisk mening? Hvis noget menneskes land. Og 368 sider, 325 kr. nu virkeligheden består af sideord- mens jeg’et, bogens jeg, fabu- Tiderne Skifter nede bipersoner, hver med sin lerende opløser sig selv i den personlige tragedie, ville det så opløste tid for at flakke af Anmeldt af ikke være at gøre vold på den, sted gennem et rum, der kun Rigmor Kappel Schmidt hvis man fremhævede den ene tra- flygtigt danner steder, begyn- gedie på bekostning af den anden? der han lige så stille at minde Hæng på, så skal jeg prøve at for- Derfor tror jeg, at den portugisi- mig om Ib Michaels mest klare, hvorfor »Tigerbugten« er ske journalist Mendes har valgt en spændende momenter, hvor værd at læse. Virkelighedens ver- fragmenteret, afsnuppet, postmo- tid og rum bliver elastiske i den, hvor krige udgør et konstant derne fremstilling for at vise ikke »Mayalandet« og »Kejser- baggrundstæppe, der klippes ind i bare enkelte knæ, der splintres af fortællingen«. den postmoderne, fragmenterede landminer, men hele, små lokale Så er han parat til de strøm af nyheder, underholdnin- virkeligheder, der splintres i stum- lemlæstede landområder, ger, underligheder og undervær- per og stykker, så virkelighedens Omslag af Michala C. Bendixen med hvor manglende benstumper ker, burde måske præsenteres grundlag: tid og sted, der udgør foto af John Vink/ Magnum er så almindelige, at man

24 NR. 4 DECEMBER 2004 (roman) ikke taler om Læger uden Græn- ser, men Smerter uden Grænser. Men når virkeligheden ikke slår til, kan der opstå profeter som Joaquim, der har udviklet sit helt eget blandingssprog, sinesisk, et universelt sprog, der skulle føre til den samme fred og forsoning, som esperanto stiller i udsigt. Joaquim skriver på en profetisk bog med titlen »Det tomme udtryk«. I andre afsnit vokser minerne frem som en besættelse, de miner, som man aldrig kan se, men som man alligevel bestandig er på udkig efter, indtil man til sidst får dem på hjernen. Så meget er der kæmpet her, at: det blev til en jord af krigere, hvor der ikke kunne vokse andet. De begyndte så at fødes ud af den, mænd med luftrødder […] Rødder i stedet for ben, frodige i den jord, Omslag af Sven Reiner Johansen med som lemlæstede dem. […] De akvarel af Zacharias Heinesen toner frem som vidnesbyrd om mareridt og mirakler, de klamrer sig til træernes silhuetter, de går i ét med træerne, mens de bevæger sig fremad oppe over deres rød- der-knogler-stammer-træstumper- proteser: krykker — De er en ny Samsansning art, halvt menneske, halvt plante, halvdelen liv og halvdelen kun- Stykkeroman om en drengs tilbliven stigt.

Spændende er til gengæld beretningen om to ’pombeiros’, to sla- var, når »solen bare lå i vindues- ord fremmaler lyden af en bil, der ver, der som de første, jovist, de Arthur Krasilnikoff karmen og summede«, og den tid- hastigt kører hen over brosten første, krydsede det afrikanske Hvalens øje lige søndag eftermiddag var »lidt efter et regnskyl: »Bilens dæk kontinent. Den ene, Pedro João 307 sider, 298 kr. søvnig, lidt afventende [...] og lug- flæntrede og smatsede ad de våde Baptista, skrev dagbog fra hele Gyldendal ter svagt af vanilje«. Det er barn- veje«. turen, gebrækkeligt, men også en dommen set, hørt, smagt, lugtet, Bogens stykkeform betyder, at poetisk rå, første kortlægning. Han Anmeldt af Anders Bay følt — formidlet af den voksnes »Hvalens øje« hverken er eller skriver i en anarkistisk gramma- sprog. Men ikke nok med det, som skal være en traditionel, fremad- tik, lader tegnsætningen følge »Som koldt vand i skiver«, sådan de anførte eksempler viser, er skridende fortælling om Asturs åndedrættet og blander lærde skærer skolelærerindens stemme Krasilnikoff en mester i at blande opvækst på Færøerne (med en udtryk med ord, der ikke findes i gennem luften i klasseværelset i sanserne, ’samsansning’ som Kra- enkelt udflugt til Danmark) fra nogen ordbog. Baptista finder ikke Arthur Krasilnikoffs fænomenale silnikoff selv rammende kalder det han er fire år gammel, til han fyl- den Anden, som europæeren altid skildringer af en drengs første år i i essayet »Hvorfor skriver jeg der ni. Det står dog klart, at tiden jagter, men bare en Anden, der livet. Barndomsbillederne er sam- dog?« (i »Skriv din satan. 25 for- er kort efter 2. verdenskrig, og kan være fremmed, fjendtlig eller let i bogen »Hvalens øje« med fattere om at være forfatter«, an- plads til lidt rumlen fra den store mystisk, men aldrig eksotisk. Det undertitlen »En roman i 111 styk- meldt i sidste nummer af Stan- historie bliver der også, f.eks. pas- er fordelen ved at rejse som ’pom- ker«, og så er vi jo ovre i den fikti- dart) , hvor han taler om, at han serer selvstyreforkæmperen beiro’, som en slave, der på en ve genre, men ikke desto mindre som forfatter er bedst, når han kan Jóannes Paturssons dødsfald revy gang er afrikaner og har tilegnet synes det oplagt at kalde stykker- rense både ører, øjne og næse hos ligesom afstemningen om færøsk sig dele af den hvides kultur. ne erindringer. Mest påfaldende er folk, så læserne selv kan opleve selvstændighed i 1947 også duk- Pedro João Baptista kommer selvfølgelig navneligheden mellem virkeligheden, som den er. Denne ker op i kulissen. Men den slags selv til orde i det følgende afsnit, forfatteren og stykkernes hoved- tanke er eksplicit udtrykt i titlen begivenheder opleves af Astur, i som oversætteren Ole Eistrup gi- person, Astur, hvortil kommer, at på et af de 111 stykker: »Lyden af sagens natur, kun i den udstræk- ver os på det fineste gamle dansk, enkelte (dele) af stykkerne, f.eks. lys«, men også i en af Asturs tid- ning de direkte berører Astur selv hvor Kjerligheed blander sig med »Børnelokker«, findes i Krasilni- ligste erfaringer: »Astur føler at og hans familie. For Astur er det Guds Villie. Men bortset fra det koffs essaysamling »Hurtigløbe- lydene er som skygger, han vil en mindst lige så central livserfa- har han oversat den bemærkelses- ren« (2001) med personlige erin- kunne få øje på, hvis han kunne se ring, at brædderne i den nye butik værdige bog så tæt og afsnuppet, dringer. med ørerne. Det kan han ikke i Tórshavn er »gul[e] i træet som rå og poetisk, at det er en fryd, der I første omgang kan man dog endnu«. Men det kommer han til, hestetænder«, blot endnu én af de er lige så paradoksal som dette, at bare glemme alt det med genren så sandt som den senere Arthur jo mange sansninger, der i det præci- man kan opleve fred i et land i og i stedet svømme hen i Krasilni- kan. Og slår sprogets almindelige se og smukke sproglige billede gør krig. Læs selv. Du kan kun blive koffs supersensible sproglige ned- gloser ikke til, så ved fortælleren at »Hvalens øje« på kornet fanger, klogere af det. dyk i barndommen og derved selv (Krasilnikoff) også råd herfor, som hvordan en dreng bliver til. komme til at huske, hvordan det f.eks. når han med hidtil ukendte

NR. 4 DECEMBER 2004 25 (roman/kortprosa)

Hendes børn har skuffet, og hun to mennesker til at bevæge sig«. selv er ved at blive gammel og kat- Hun burde føle sig vred eller skuf- tetislugtende. fet, men sandheden er, at tegningen Rebecca, Ulysses og Nora er »gjorde ham så forbandet menne- romanens fortællere, der på skift skelig, og det forekom mig, at den Antihelte beretter både bagud og i romanens tegning, med lidt god vilje havde tid. Vi ender således med en for- en vis lighed med ham og mig«. Velskrevet og anbefalelsesværdig roman om tælling om en mærkelig og, i hvert Det er måske ikke særligt origi- fald på overfladen, følelseskold fa- den moderne families genvordigheder milie i tre generationer; en familie, hvis liv har været brugte bøger. — nu tilsat litterære navne Symbolikken er temmelig tyk, og det er da heller ikke i selve plot- sand fornøjelse at læse. En lille tet, at Stockmarrs roman har sin Camilla Stockmarr roman, der skarpt, for ikke at sige største styrke. Styrken findes i Noras tredje alder kynisk, og utroligt velskrevet personernes tanker og i små, 262 sider, 249 kr. beskriver nogle mennesker, der stramme og meget morsomme sce- Samleren rastløst og uden mål eller egentligt ner, der tilsammen giver karakte- drive, ikke engang til at være rigtig rerne liv og gør, at vi tror på dem. Anmeldt af Mette Bentholm ulykkelige, driver rundt i livet fra Som da Rebecca er hos sin psyko- barn til gammel. Antihelte. log; hun fortæller, han nikker og Havde jeg været Camilla Stock- Datteren Rebecca er 38 år og brummer og skriver indimellem marr, havde jeg valgt en anden har aldrig kunnet gøre noget fær- noget ned i sin lille notesbog — titel. Der er noget moden-kvinde- digt, den evige elskerinde, bange spidsfindige konklusioner, går hun med-god-købekraft-bog over titlen for at binde sig til andet end ting ud fra. Da han på et tidspunkt for- »Noras tredje alder«, der sammen og dameblade (hun burde have lader konsultationen, har han Camilla Stockmarr med bagsidens tekst om Nora, heddet Emma). Hendes storebror glemt bogen. Rebecca smugkigger i (Foto: Robin Skjoldborg) hendes antikvariat og hendes to Ulysses føler sig utilpas og trynet den: »Det jeg så var til min overra- voksne børn, gjorde mig en anelse af sin kone, den smukke Helena skelse en temmelig primitiv teg- nalt (længere) at skrive en roman træt, inden jeg overhovedet havde (hun burde have heddet Molly), ning, en mand og en kvinde, der om den moderne familie, om rast- åbnet bogen. Jeg blev dog hurtigt den mislykkede forfatter, der både parrede sig som et par hunde. På løshed, længsel og hverdagens glædeligt overrasket. Stockmarrs frygter og drømmer om at sidde i siden efter var det den samme teg- antihelte. Men Camilla Stockmann (f. 1966) første roman — hun en slidt liggestol på en strand i ning, der viste sig, side efter side, gør det skarpt, sørgmuntert og stil- debuterede med novellesamlingen Venedig. Og Nora, der drømte om og ved at lade siderne glide hastigt sikkert. Man tror på personerne, »I det skjulte« i 2001 — er en (dukke)hjem og fik et antikvariat. imellem fingrede kunne man få de og det er en fornøjelse.

ten år siden kom Rifbjerg ind på sin fascination af landet: »Det er jo det sidste vilde land i Vesteuropa, og nu er det stærkt under forandring. Da jeg var der første gang i Rifbjergs spanske Ulysses 1951 var det som at komme til en anden verden; jeg blev ’hooked’ på Spanien…« Man er i nærværende selskab fra morgen til aften i Det er — som i rejsebogen — forfatterens yderste land Georg Oddner, der har leveret fotografierne. 14 styks plus forsiden i skarpe farver i denne her miniaturebog, som kun er mini i format, ej i indhold. Et par af dem Klaus Rifbjerg går op i en højere enhed med for- Mojácar — miniaturer fatterens ord og giver et fortrinligt Fotografier af Georg Oddner billede af dette stykke andalusiske 128 sider, 250 kr. Spanien, der bider sig fast i en- Gyldendal hver, der har været der. Et på én gang dragende og trist landskab, Anmeldt af Henrik Bach der også minder om Amager Fælled og omegn, efter én har sat Enhver ved, at Klaus Rifbjerg er en tændstik til. I den henseende ramt af den spanske syge. Dette har/havde visse sider af fødeøen yderste, barske land lige før Afrika Amager og Mojácar de samme har bidt sig fast i forfatteren, og postmodernistiske, landskabelige går — som hos Hemingway — træk, der bliver til dette mystiske igen i forfatterskabet, både i digte grænseland mellem civilisation og og romaner, samt ikke at forglem- ødeland. Og måske netop her lig- me »Til Spanien« fra 1971, som er ger fascinationen. noget af det ypperste rejselitteratur »Terrains vague« er titlen på der er skrevet — overhovedet. I et Rifbjergs digtsamling fra 1998 — interview i dette magasin for tret- Omslag af Georg Oddner hvilket, med et udtryk af Victor

26 NR. 4 DECEMBER 2004 (kortprosa)

Hugo, er denne mellemzone, som både er det bizarre og grimme og ligesom skabt af to forskellige naturer. I en af miniaturerne »Skrald« beskrives en losseplads og det ’terrains vague’, »hvor der er plads til det overflødige, det utilpassede, som ikke kan være nogen steder ikke engang inden i sig selv«. Og lidt senere kommer vi til en ucharmerende og meget, Følelser på feltarbejde meget tiltrækkende strand: »Må- ske eksisterer der et begreb, man kunne kalde grimhedens æstetik. Rachel Seifferts 11 feltstudier er både grænsesøgende Måske befinder man sig bedst og grænseoverskridende blandt det ufuldkomne, fordi man selv er det«. Der er meget langt fra Sol- kystens tarvelighed til det stykke britiske steder. Vi Spanien, vi præsenteres for i disse Rachel Seiffert møder en damefrisør miniaturer fra forfatterens som- Sent forår og hendes både menin- merresidens Mojácar. De små styk- (Field Study) gitis- og samspilsramte ker strækker sig fra tre-fire linjer Oversat af Neel Rocco datter, vi møder en til tre-fire sider, og er skrevet i en 242 sider, 249,95 kr. flygtende familie, en slags poetisk prosa-stil af den Cicero desertør fra anden ver- slags man måske nok kan tænke denskrig, en død sæl, sig til, men ikke formulere, med Anmeldt af Ida Klitgård en arkitekt på deroute, mindre man er alfabetmester som en gammel kommunist Rifbjerg. Det er en kompakt blan- Originaltitlen på Rachel Seifferts og en gammel biavler, ding af partikularisme og univer- (f. 1971) novellesamling er »Field hvis historie ikke er salisme, der på sin fremadskriden- Study« — altså noget i retning af meget ulig den engel- de måde får en til at tænke på ’feltarbejde’ på dansk. Det er en ske George Eliots klas- Joyces »Ulysses«. Rifbjerg optræ- underfundig og sigende titel, som siske roman »Silas der ikke som en Bloom, men her helt forsvinder bag det danske for- Marner«. får vi en hel dag fra morgen til lags valg af det mere sentimentale De mest interessante aften med Mojácars Rifbjerg, dets »Sent forår«, som dog er titlen på fortællinger er for mig beboere og steder. Telefoncentra- én af de 11 noveller. En ledetråd at se de mere bizarre len med dens strikkende, omstil- igennem bogen er de forskellige uden udpræget histo- lende damer, lossepladsens liv personers følelsesmæssigt opsø- risk-geografisk grænse- mellem forgængelighed og rådden- gende arbejde, deres både iagtta- tematik. En sand perle skab, kirkegården med de døde gende og deltagende undersøgelser er »Vinkelvej« om en linet op og fiskeforretningen med af det område, de befinder sig i og lykkelig familie med den sensuelle fiskekone, som får de elementer, de beskæftiger sig mor, far og barn. De liderligheden i kog når hun slagter med. De arbejder i en ofte knugen- planlægger at skifte fiskene, og Rifbjerg nede i bukser- de ensomhed, men finder hen ad Omslag af Tadashi Ono/ Photonica arbejde og flytte fra den ne mærker, at han ikke er bøsse. vejen enkelte sten, der glimter. lille vinkelvej, der ind- Og som denne anmelder ved Den unge engelske forfatter med den enlige polske mor Ewa til videre har været verdens navle læsningen mærker, han heller ikke Rachel Seiffert, der i 2001 debute- og hendes søn Jacek, kommer en for dem alle. Det vil den lille dog er. Det hele bliver så nærværende rede med romanen »Mørkekam- banal kærlighedshistorie til også at ikke finde sig i. Han vil ikke rok- i dette yderste land, hvor døden meret«, og som omgående blev handle om et tilbagestående Øst- kes fra sit lille ’felt’ på bykortet, og altid er nærværende på den ene shortlistet til den berømte »Man europas møde med den tyske et sandt overflødighedshorn af eller anden måde. I menneskene Booker Prize«, kom to år efter med ’Ordnung’ i form af reagensglas, hysteriske anfald og mislykkede og i landskabet. I tyrefægterarena- på litteraturmagasinet »Grantas« beskyttelseshandsker og videnska- forsøg på at nå ned for enden af en. Og som dagen skrider frem liste over de 20 mest lovende briti- belige rapporter. gaden finder sted. Om de når ud mod aften og nat og den lille eller ske forfattere i selskab med f.eks. Smukke, men uformulerede og over grænsen skal ikke røbes her, store søvn. Monica Ali, Hari Kunzru og Zadie kantede studier i menneskelige men historien må få det til at løbe García Lorca siger et sted, at i Smith. Nærværende novellesam- relationer, som i Martins tanker — koldt ned ad ryggen på alle, der alle lande er døden en afslutning. ling er bestemt ikke et trin ned ad »Venter mens drengen kløjes i har haft trodsige 3-årige børn Den kommer og tæppet går ned. rangstien, men noget gigantspring grammatikken, betragter den lyt- inden for rækkevidde. Men ikke i Spanien. I Spanien bli- mod tinderne er den nu heller tende mor, tænker: Jacek og Ewa« Jeg skal ikke komme ind på ver det trukket op. Rifbjerg viser ikke. — binder over med knitrende flere enkeltstudier her. Samlet set formidabelt en miniature, at livet Feltarbejdet slås an i samlin- tørre, flade studier i geografiske er hver eneste novelle et nøje af- også er her og nu i det ufuldkom- gens første novelle. Den tyske bio- relationer, som de uforløste knu- grænset felt, både på det ydre og ne grænseland: »Løfter hovedet og log Martin er rejst til Polen for at der mellem Øst og Vest. Disse pro- det indre landkort, men sættes de ser i solfaldets guld mellem træer- tage vandprøver i den flod, der blemfelter udgør i store træk det sammen, dannes der et yderst ne bjergenes karavane og mærker deler de to lande. Der er mistanke historisk prekære og psykologisk præcist grænseoverskridende mit hjertes slag.« i Tyskland om kemisk affald i van- intrikate feltstudie, som udøves mønster, der nøje udstikker, hvor det fra en fabrik i øst. Gennem sir- igennem hele bogen. tætte relationer der i virkeligheden lige, men jordbundne beskrivelser Novellerne tager os med til er mellem vidt forskellige menne- af landskabet, den enkle levevis i Polen, det tidligere Østtyskland, skers isolerede livsvilkår. Små for- området, og især Martins møde New York og flere uidentificerede tællinger i en lille verden.

NR. 4 DECEMBER 2004 27 (kortprosa)

og brudflader, der skiller klip fra tematiseres i 3.-personfortællin- fraklip. gens objektivering og med en kon- At verden ikke lader sig samle sekvent fastholdelse af barnets til en helhed, ej heller som tekst, synsvinkel den voksnes destrukti- men alene lader sig gribe i dispa- ve ulyst ved barnets forrettighed: rate fragmenters sammenstilling, det forunderliges tilstedeværelse. Gåseskroget udfoldes smukkest og paradoksalt mest sammenhængende i de Drengen ser længe på sin far. Han småstykker, der er samlet under kan ikke forstå at faren ikke har Klip i ventetiden overskriften »Dengang verden var kræfter til at tie stille om Jule- ny. Om at erindre«. Således i frag- manden. Det er kun to eller tre mentet »Gitteret«, der som de timer siden flyvemaskinen starte- Sven Holm øvrige erindringsbilleder består af de ude fra pladsen og drengen og Dronning Margrethes hår en vekseltale mellem barnets ople- hans lillesøster kunne have troet og 33 andre klip velse og den voksnes bevidsthed: på historien helt til næste julemor- 188 sider, 225 kr. »Jeg går og løber og kravler i korri- gen og længere endnu, hvis de Gyldendal doren. […] Der er meget mørkt. voksne havde haft styrke nok til at Eller er det min følelse af forladt- holde igen. Anmeldt af Lis Norup hed, der får det til at virke mørkt?« Her er verden set gennem barnets Men måske er betegnelsen ’klip’ »Dronning Margrethes hår og 33 blik — ny og frisk, kaotisk og far- mindre en poetik end en angivelse andre klip« er Sven Holms femog- lig — men forstået og kommente- af, at mange af teksterne tidligere fyrretyvende værk siden debuten ret gennem den voksnes bevidst- har været trykt i aviser, tidsskrifter med novellesamlingen »Den store hed, der i nedskrivningen, form- og antologier, og derfra er blevet fjende« i 1961. Bogens i alt 34 klip ningen, fremstillingen af de isole- klippet ud af deres dagsaktuelle består af erindringsfragmenter, rede erindringsfragmenter forhol- sammenhæng og ind i bogens begravelsestaler, digte, forfatter- og der sig til dem som på én gang anderledes krævende totalitet. Det venskabsportrætter, allergiske op- konstruktion, fiktion og oplevet ville have tjent mange af teksterne, stød, opsatser om søelefanter, sandhed: »Står jeg en dag ved en hvis forfatteren havde ladet saksen essays om sanser, musik og trafik- rundkørsel med RAF-huen på blive i skuffen, og efterladt dem, kunst, prædikener over hverdags- hovedet? Kommer der en tysker hvor de var. Det ville have tjent livets banaliteter samt poetologi- forbi, som giver mig besked på at forfatteren selv, hvis han nøjere ske overvejelser om, hvordan den Sven Holm (Foto: Søren Hartvig) tage den af? Har jeg oplevet det havde annammet sit budskab i intelligente, skrøbelige, voldsom- eller været så bange for at opleve »Øvelser i dovenskab« og givet sig me, banale, dialektiske, humoristi- en om sig selv sluttet og afsluttet det, at det er blevet hængende til »at vente, at være forberedt, at ske, barnlige, kyniske forfatter med narration. Der er i stedet tale om som en erindring?« lade som ingenting, at knuse øje- de androgyne øjne og dovenska- sidestillede tekster, der nok er Ind i denne relativering af blikkets fristelse, at lade doven- bens nådegave venter på »at det rubriceret under en af bogens syv sandheden i barndomsglimtenes skaben florere.« Ventetiden ville rigtige øjeblik skal indfinde sig«. dele, men i realiteten er og bliver intensitet — »Det eneste der er være det værd, for en aften ville . Med genrebetegnelsen ’klip’ fritsvævende og sammenhængs- sandt, er at jeg husker begivenheder have ligget »måske to sider på angives, at der her er tale om tek- løse. Men betegnelsen ’klip’ retter den« — er indfældet bogens bordet foran mig. Måske tre eller ster, der ikke af nødvendighed i ligeså høj grad opmærksomhe- smukkeste og mest fortættede fire. Eller seks.« Det er alt, der eller hensigt lader sig underordne den mod den hånd, der klipper: stykke, den tre tryksiders lange trænges. »Gåseskroget« ville da bogværkets helhed eller — for Mod det, der klippes fra, det, der »Gåseskroget«. På en klangbund af have været en blandt mange per- enkeltteksternes vedkommende — klippes til, og mod de hak, indsnit en bedstemoders forstenede sorg ler. Climbing up (and down) Mount Ego

Nyeste kuld bekender (og bekymrer) sig blå og gule i de private ansigter

omstændigheder deltager både venner, kærester) og ’virkeligt’ lidt skræmmende morfar, plus Forfatterskolens Afgangsantologi anmelder og kunstner i en yderst materiale destilleret ud i enten nogle nuancerede kortprosastyk- 2004 ædruelig form for skyggeboksning, romanuddrag (Dennis Gade Kofod, ker om virkelighedens (indre og 100 sider, 129 kr. specielt når hver forfatter kun er Morten Søkilde) eller snakkesalige ydre) små fænomener, såsom Basilisk blevet tildelt 10-15 sider. digte og større eller mindre biogra- Afrika, notesbøger og ens egen Når det gælder Forfatterskolen fismer (fiktiv/non-fiktiv) og opteg- stemme (noget af antologiens stær- Anmeldt af plejer der at være et vist fælles nelser (Martin Glaz Serup, Dy keste), Glaz Serup skriver langdigt Jakob Østergaard Nielsen fodslag, hvad angår udgangspunkt Plambeck, Anders Abildgaard (materiale i transformation) om en og stofområde. Denne gang er det Nielsen, Christina Wendelboe — tur til Mexico, kærestens gravidi- Skønlitterære antologier er altid virkeligheden, og det er tilmed og til sidst placerer Helle tet og det løse, Plambeck skriver mærkværdige. Hvad enten de den virkeligt virkelige ’virkelig- Thornvig Christensen sig i begge åbne og snakkesalige digte om peger frem eller tilbage, afslører de hed’ (i egen genkendelige og pri- lejre). hjemegnen, dens særlinge og fami- kun forfatterens ryg eller måske vate person), som skolen førhen er Kofod beskriver jordnært livet i lien (i tråd med Lone Hørslev), højest et ansigt, og de kan tilsyne- blevet beskyldt for netop ikke at storbyen med udgangspunkt i Abildgaard Nielsen og Wendelboe ladende kun indeholde to ting: nyt beskæftige sig med. Dermed er kæreste og intriger på stamcafeen, skriver sarte (og bekymrede) bio- og gammelt materiale eller materi- antologien overvejende fyldt med Thornvig Christensen skriver grafismer og optegnelser om relati- ale i transformation. Under alle (selv)biografisk, nært (familie, novelle om en sær, forkommen og onerne til andre og omverden,

28 NR. 4 DECEMBER 2004 (kortprosa) grænser og det indre. Til sidst skiller Søkilde sig voldsomt og tap- pert ud med et barokt romanuddrag om en mindre katolsk menig- hed i København. Som altid og som sådan kan man ikke pege på en manglende formel eller æstetisk kunnen hos Livsstudier som de nye, men indholdssiden kan i denne omgang arresteres, fordi der i så høj grad lige præcis arbejdes med det biografiske. Rigtig gode knivskarpe snapshots biografismer (hvad enten de er små eller store, gamle eller nye) skal helst indeholde en vis form Sylespids pen fremskriver det menneskeliges tynde, tynde streg i mørket for nødvendighed eller uopdragen løsagtighed, som altid knækker og udstiller det formelle (her peges len« for blot at nævne de første), smukke livsstudier: »Det tænkte nærmest udelukkende tilbage på Morten Blok og er forsynet med steds- og perso- jeg på, da jeg trådte ud på bade- de tidlige 70’eres avantgardistiske at bære væslerne hjem nangivelse (»Amager, M.«, »Næst- værelset i Lissabon og en natsvær- biografismer: Laugesens rodede og 102 sider, 199 kr. ved, Far«, »Svendborg, Mormor«, mer blafrede rundt i den dybe måske private »Guds ord fra lan- Samleren »Lissabon, A«.). Ud over fortælle- vask. Den tætte lyd da vingerne det« f.eks.), og det kan de nye til- rens biografi bindes de elegant ramte porcelænet, som den uaf- syneladende ikke — enten fordi Anmeldt af Dag Heede sammen af ledemotiver; således skærmede pære i loftet trak en de ikke vil, eller fordi de ikke tør dukker det kyllingeben, der skæ- hinde lys udover. Vingerne lodne (og det er måske egentlig rimeligt Der er ikke meget kød på Morten rer mormoderens hals op og blø- og fyldige, gennemstukket af et nok). Men alligevel er der ikke Bloks sublime samling med den der ned i hendes lunger, op igen spind som ligner mit liv med dig meget ved en pæn og artig biogra- lakoniske genreangivelse ’skrift’. på uhyggelig vis; men også natlige hvor følelserne er spundet så tæt, fisme (her sigtes primært efter Skeletterne rasler i skabene, og der insekter i et badeværelse knytter så enkelt og alligevel mørkt og poeterne), der nærmest og næsten skæres helt, helt ind til benet. tråde og en afsluttende sløjfe om uigennemskueligt. Fødsel uden uden at blinke med øjnene eller Teksterne virker som raderinger, de præcist sansede og frysende aske.« identiteten nemt og bekvemt gli- tilværelsesglimt ætset ned på der over i optegnelser, fordi opteg- hukommelsens zinkplade. Syg- nelser jo nærmest er defineret som dom, sindssyge, svigt, aldring, for- genre igennem sin mangel på far- gængelighed og død er ledemoti- lighed og løben hjemmefra, og de ver i samlingens 38 prosastykker, kan sagtens opleves som et alle af to eller tre siders omfang. kitschet opkog på den gamle (og Kun glimt fra en søns fødsel og goe), avantgardistiske 70’erbiogra- opvækst minder om, at livet også fisme; kitschet fordi de formelt fortsættes og fornyes; næsten på piller alle forstyrrende elementer trods af den følsomme mands ud af biografismen og reducerer grublen, kærlighedssorger og eksi- den (næsten) til tom gestus. Og det stenskvaler. er også faren hos de nye (og den Glimtene udgør bittesmå frag- helt oplagte fare, skolen altid skal menter af en biografi: en ung og tilsyneladende må leve med), mands opvækst i en sydfynsk men på den anden side kan et landsby; forældrenes skilsmisse; massivt stofområde jo ikke lige flytningen til Svendborg; den van- opdyrkes, men så kunne man da i skelige kontakt med faderen og det mindste lære dem at ødelægge dennes nye kæreste; moderen og de tekster, de selv havde med- hendes suicidale ven; den manio- bragt. depressive mormoder og den sto- Til sidst skal der i sagens natur iske morfaders sociale deroute og spørges: Indeholder antologien sygdomsforløb; et højskoleophold den nye litteratur? Peger den og en række kærester; møder med frem? Og til det må man nok religionen; arbejdsløshedsperioder svare, at den falder nok cirka lige og skrivetrang; rejser, parforhold midt i; det biografiske er jo ikke og faderskab. længere guds store dyr i åbenba- Kvinderne fylder en del, men ringen, Lars Frost har arbejdet hverken en forelskelse i en langt med det i længere tid, og Anders ældre kvinde, en nat med en til- Søgaards seneste roman tager også fældig pige eller en middag med udgangspunkt der. Hvorvidt sko- en somalisk prostitueret fuldbyr- lens afgangselever har potentiale, des seksuelt. Et sorgarbejde fører kan være forholdsvis svært at vur- fortælleren i armene på ekskære- dere på baggrund af den tildelte stens veninde, men hun anvender plads, men om ikke andet har de i blot hans lår til at onanere. hvert fald vist ryg, bekendt kulør Samtlige stykker har bestemte og hejst et ansigt (osv.). navneord som titler (»Væselen«, »Brillerne«, »Junglen«, »Blæren«, Omslag af Neel Dich Abrahamsen med foto af »Læreren«, »Biddet«, »Ringmusk- Frank Sebastian Hansen

NR. 4 DECEMBER 2004 29 (kortprosa)

Han undslipper straffen og kommer til Canterbury — hans læng- slers mål. Men ligesom Hugos Jean Valjean har Dávur fortidens begivenheder lige i hælene. Som barn blev Dávur voldtaget af en ældre Sikre virkemidler og kammerat, og han hjemsøges til stadighed af synderens genfærd. Ved novellens slutning indhentes klassisk fortællekunst han bogstavelig talt af fortidens spøgelse, og gengangermotivet giver denne — som andre af no- Hanus Kambans noveller kredser om eksistentielle vilkår i færøsk kulisse vellerne — en magisk dimension. Også i »Angels Place« indhen- efter den sande hjemstavn kan Blixen, men er samtidig rodfæstet tes den kvindelige hovedperson, Hanus Kamban imødekommes. Titelordet pilgrim i en færøsk kultur, hvis lukkethed luksusluderen Liselott, der lever Pilgrimme har sådanne religiøse associatio- giver udsatheden særligt gode en ensom tilværelse i København, (Pílagrímar) ner, men i disse noveller, hvor det betingelser. af sin fortid. I og med moderens Oversat af Kirsten Brix moderne menneske står i centrum, »Den hvide mand«, den læng- død genoptages kontakten med 131 sider, 178 kr. er det private eksistentielle proble- ste af novellerne, er en fortælling i den familie, hun ellers havde Fiskers Forlag mer, der sender ensomme randek- klassisk stil. Dávur befinder sig på vendt ryggen, og en voldtægt be- sistenser på vandring efter mere et skib på vej til at afsone straffen gået af broderen dukker frem af Anmeldt af Pernille Hermann diffuse mål. for en forbrydelse, han ikke har fortrængningens tåger. Erkendel- Samlingens ni noveller kan begået. Efter hans husbond om- sen af at leve uegentligt bliver Novellesamlingen »Pilgrimme« tidsfæstes i perioden fra midten af kom i en arbejdsulykke, overtog skæbnesvanger for Liselott. Retro- var færøsk kandidat til Nordisk 1800-tallet til nutiden, men steder- Dávur både afdødes kone, som spektion giver denne novelle det Råds Litteraturpris 2003. Nu fin- ne, hvor de foregår, på bakken, han allerede før ulykken — eller fortælletekniske raffinement, som des den i dansk oversættelse. hvor det altid blæser, på fjeld- drabet? — var erotisk tiltrukket af, kendetegner de bedste af noveller- Pilgrimmen er en fremmed, der væggen, på vandring gennem byen og husbondens jord. På skibet for- ne. lever i eksil i det dennesidige, og og på havet, skriver på sin vis tæller Dávur sin historie til en Novellerne fungerer godt og som er henvist til en uegentlig til- novellerne ind i en særegen tidløs medpassager, samtidig med at en kompletterer hinanden, når de værelse. Pilgrimsrejsen mod et verden. Novellerne er konstruere- ombordværende præst læser brud- læses i sammenhæng, uagtet at en- fastsat mål udgør et helligt rum i de med afsæt i europæisk littera- stykker af »Les Misérables«. Gen- kelte af novellerne isoleret set sy- det dennesidige, hvori længslen tur, bl.a. af Chaucer, Baudelaire og nem sin fortælling frigøres Dávur: nes mærkeligt betydningsløse.

nu — som flere af de øvrige — fortalt før og bedre, ikke mindst af Virkeligheden Madsens navnefælle med fornavnene Svend Åge, en forfatter, Viggo med sin sproglige lege- som kuriosum syge, sin frække fantasi og sine dristige genre- Tugt og utugt i underholdende genrehybrid blandinger minder en hel del om. Anden del be- største dels fremtidsfortællinger står af fine, små hver- Viggo Madsen sætter tid og rum på komedie. dagsfortællinger, hvor Patent på tilværelsen Titelnovellens geniale plattensla- især »Slagteren«, et 141 sider, 238 kr. ger, fupprofessoren Osmos, tager glimt fra et svineslagte- Hovedland patent på samtlige evighedsmaski- ri set fra barnehøjde, er ner og får dermed kontrol med alt et foruroligende livtag Anmeldt af Dag Heede liv i solsystemet. Men en rebelsk med liv og død. Tredje laboratorieassistent, der skal vogte del er ganske vellyk- »Udgydelser« er undertitlen og over nogle usynlige hermafroditi- kede eksperimenter den uprætentiøse genrebetegnelse ske rumvæsener fra asteroiden B udi pornografien, hvor på denne samling prosatekster. 345, får opsnuset ’livsgåden’. Men især »Via Dolorosa« er Beskedenheden er klædelig og hun fortæller den hverken til sin en effektiv skildring af delvist på sin plads, for denne griske chef eller til læseren. Omslag af Søren Melchior jomfruelige ynglinges lille, hyggelige bog er begavet I »Ansigtet er en bortforklaring« kollektive møde med underholdning til en råkold vin- går det galt i et laboratorium, hvor maleri, og »Det springende punkt« en ældre, erfaren repræsentant for terdag med te på kanden og ild i fremragende forskere pludselig er endnu en version over den gale det andet køn. pejsen; en snurrig sag med stof til ’går abe’, ’gør hund’, ’formerer videnskabsmand, der søger et »Patent på virkeligheden« er på mild eftertanke samt masser af chipmunk’; selv fortælleren går i stævnemøde med sin skaber. trods af og på grund af sin ujævn- underfundige sproglige småvrid. krampe og ’mesmeriserer’. Resul- »Elendigheden er en orm« er hed, sine genreblandinger og sin Bogens fire afdelinger repræs- tatet bliver splat. »Baglænsdren- en historie om et gennemkontrol- utæmmede fabuleren både en ab- enterer hver sin genre: science gen « er en absurd historie om en leret disciplinsamfund, hvor et par solut undværlig bog og en bog, der fiction, hverdagsfortælling, porno- tyveknægt, der ender som motiv trodser reglerne for at realisere er ganske rar at have (læst). grafi og fabulering. Første og (et fremmedelement!) i et storslået deres kærlighed. Denne historie er

30 NR. 4 DECEMBER 2004 (klumme)

Lines cirkel Symposion

indebærer af ligtorne, komminale skatter og giftbægre, hvis man bli- Af Line Beck Rasmussen ver for sokratisk. Til slut spiser hun filurikuspiller. Dermed slipper hun for samme kvaler som drengen i Thomas Oldrups fine billed- å kom invitationen endelig på dansk. Invitationen til filoso- bogsdebut. Godt hjulpet på vej af Rasmus Juuls groteske illustratio- fisk drikkegilde i Villa Villekulla i form af de to norske filo- ner fortæller Oldrup om, hvor slemt det kan være at have vokse- s soffer Jørgen Gaare og Øystein Sjaastads bog »Pippi og So- værk i benene. Drengen forsøger ikke som Pippi at bryde med vok- krates«. I rammefortællingen besøger Sokrates Pippi Langstrømpe, senverdens orden, men konstaterer, at man jo skal vokse, ellers og de udveksler synspunkter, mens de hører forskellige kapitler ville voksne ikke være større end nyfødte børn, og det ville se sjovt som »Antropolog i bagvendtland«, »Sørøver og virkelig fin dame — ud. Drengen forestiller sig, hvad der ville ske, hvis vokseværket om Pippis dannelsesbegreb«, »Tragikomediens fødsel«, »Om ikke holdt op, og han blev ved med at vokse. Det ville være godt at ’spunk’ og sprog«, »Pippi Rødstrømpe« med videre. Og dette sym- blive stor nok til at komme på basketballlandsholdet, men ikke så posion går ikke stille af. At føre de to sammen er oplagt. Begge er stor, at man ikke kan være i huset. Men det gør ondt, og måske er blevet beskyldt for at fordærve ungdommen. Begge har røde fletnin- det alle de tårer, man ikke må græde som dreng i voksealderen, der ger. Undtagen Sokrates. Eller som Margareta Strömstedt skriver i samler sig i benene. Et par enkelte stille tårer under dynen letter bogens forord: Pippi og Sokrates lig hinanden, fordi ingen af dem trykket, så han kan falde i søvn. Næste dag er vokseværket vokset har deres lige. væk, og han er igen klar til at spille fodbold og have det lidt sjovt Indbegrebet af filosoffen i den vestlige tradition er Sokrates. — mens han alligevel går og venter på at blive voksen. Ironisk foregav han at være blottet for viden for at fremprovokere andres meninger. Hvad han ved, er, at han ikke ved. Ligeledes fore- »Tinhjerte og ællingefjer« giver Pippi at være uvidende. I hendes mund bliver Sokrates’ credo Som filosof må man populært sagt holde kontakt med det undrende til »For resten kan man aldrig vide!« barn i sig selv. En anden, der formåede dette — og sikkert også græd et par tårer eller ti under dynen, når kroppen eller livet mod- Når Sokrates først skulle genfødes i det 20. århundrede, så blev det arbejdede ham — er H.C. Andersen. I anledning af 200 året for hans ikke som en gammel, fyldig, hvidskægget mand, men som en ni år fødsel har Louis Jensen skrevet en bog om H.C. Andersen med den gammel, spinkelt bygget pige med stive, røde fletninger. fine titel »Tinhjerte og ællingefjer«. Bogen er udformet som et bidrag til grundskolens undervisning i forbindelse med jubilæet, Forfatterne til »Pippi og Sokrates« ved, at det er blandt børnene, men dette pædagogiske tilsnit gør den ikke uegnet for voksne. Med man finder de mest aktive filosoffer. Det er børn, der hele tiden en stor viden har Jensen skabt en dejlig bog, der også vel kan læses spørger »Hvorfor?« og undrer sig, hvilket ifølge Aristoteles er det, uden for skolen og af andre interesserede. Bogen er bygget om en der driver mennesket til at filosofere. Hvem er jeg, hvad er virkeligt, dreng, der arbejder med H.C. Andersen i skolen og hans far, som hvad er sandt, hvorfor skal jeg spise min havregrød, hvem har fun- ved meget om digteren. Gennem drengens undersøgelser og overve- det på alle ordene, hvorfor hedder det strøsukker, når man ikke må jelser og farens forelæsninger og anekdoter fortælles historien om strø det på gulvet? Nysgerrigheden er drivkraften for filosoffen — H.C. Andersens liv og bøger rigt illustreret af malerier, billeder, og for Pippi. Gennem »Pippi og Sokrates« afprøves hun som antro- fotografier og H.C. Andersens egne papirklip. En meget medlevende polog, magtmenneske, feminist, ironiker og sprogfilosof. Hun læses fortolkning af H.C. Andersen som menneske og kunstner, hans tid i sammenhæng med Nietzsche, Rousseau, Hamsun, Simone de og betydning for denne. Og hvorfor han fortsat bliver læst: Beauvoir. Og resultatet er meget underholdende og tankevækkende. Det gælder om at holde tungen lige i munden, men man behøver Det er det samme med ordene. De skal sættes smukt sammen. Vi ikke være Pippi-ekspert for at følge forfatternes kobling mellem bør- har alle de samme ord inden i hovedet, men nogle bruger dem på nelitteratur og filosofi. en særlig måde. Det gjorde H.C. Andersen. Og selvom han kun skri- Børnelitteratur er ofte præget af en kredsen om livets spørgsmål. ver om en grøn mark og en blå himmel, så kommer alt andet i ver- Gennem hele sit forfatterskab tematiserer Lindgren om nogen den også med, og man bliver så glad, at det gør ondt helt ind i hjer- udtrykkeligt store spørgsmål om retfærdighed, ord, nytte og kærlig- tet. hed. I »Pippi og Sokrates« støder vi derfor også på Ronja og Platon, Mio og Marx, Karlsson og Kierkegaard, Emil og Grisepjokket. Den Louis Jensens ord er også sat sammen på den rigtige måde, så læs første og betydeligt længere udgave af »Pippi og Sokrates« kom på bogen som en indføring eller en opfrisker til den store digter. Og norsk i 2000 med titlen »Pippi og Sokrates. Filosofiske vandringer i hermed ønskes alle en glædelig jul og et rigtig godt H.C. Andersen- Astrid Lindgrens verden«. Den stærkt forkortede og reviderede år. udgave kom i 2002, hvor den lagde navn til Astrid Lindgren-konferencen samme år om børn og filosofi. En konference, der endnu engang slog fast, hvor mageløs en forfatter Lindgren er, hvormed hun jo ligner såvel Pippi som Sokrates — og verdens andre store Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad: Pippi & Sokrates. Et filosofisk filosoffer. drikkegilde i Villa Villekulla. 240 sider, 269 kr., Klim Louis Jensen: Tinhjerte og Ællingefjer — en bog om H.C. Andersen, »Vokseværk« 142 sider, 199 kr., Høst & Søn Den barnligt undrende tilgang til verden er noget, man mere eller Thomas Oldrup, ill. Rasmus Juul: Vokseværk, 32 sider, 189 kr., mindre vokser fra. Pippi ønsker ikke at blive voksen med, hvad det Gyldendal

NR. 4 DECEMBER 2004 31 (lyrik)

hymnerne ingen kommentarer. Det betyder, at en anseelig række realoplysninger, der kunne tydeliggøre teksterne, mangler. Heri ligger på den ene side en tro på, at poesien kan overleve alligevel — hvad der jo er en smuk tanke — men også en insisteren på, at oversættelsen af poesi — for slet ikke at tale om 3000 år gammel poesi — kan foregå i forholdet én til én (man vil jo nødig tro, at denne disposition skyldes ugidelighed eller indifferens). Det kan den ikke. Et eksempel er forklaringen på ’pythisk’. Apollon dræber en menneskeplagende drage, der bor dér, hvor han vil grundlægge sit kultsted. Efter drabet fortsætter hymnen:

Snart var den bare en pyt under solens hellige stråler. Pytho hedder da stedet deraf, og man kalder Apollon Pythisk derefter fordi det var dér han dræbte Pythonen og lod den rådne til pyt under solens brænden- de hede.

En sådan etymologisk redegørelse, hvor det græske ord finder en nok lydlig, men ikke semantisk dansk slægtning, kan være fiffig Omslagsillustration af Peter Brandes nok, hvis man tillige oplyses om den egentlige sammenhæng — f.eks. i en kommentardel. Due holder sig nemlig meget nøje til den græske tekst, for så vidt at hvert et dansk vers svarer til det liniemæssigt identiske græske, hvorfor der naturligvis ikke bliver plads til yderligere Homer jo bedre! redegørelser for bl.a. uoverførbare etymologier. Det kunne utvivlsomt være oplysende for læseren at vide, at verbet kata-pytho, som bru- Digtningens guddom æres af såvel Homer som af ges her om dragen i betydningen ’at rådne Dues oversættelse bort’, faktisk er ordet ’pythisk’s egentlige etym- ologi. Idéen om monstrets forrådnelse og stan- ken forbundet hermed danner efter al sandsyn- lighed baggrunden for den allerede i oldtiden blevet foretaget i perioden 7.-5. årh. f. Kr., hvor grundfæstede antagelse om, at præstinden Homers hymne til Apollon skriften vinder frem, og samme værker har Pythia udtalte spådomme i gaståger og -stank, Oversat af Otto Steen Due fandtes i et hav af variationer tilvirkede ved mens arkæologer nu om stunder dog mener at 36 sider, 198 kr. den enkelte lejlighed. have bevist, at der aldrig i området har været Gyldendal Ved hymne forstås en lovprisning af den gas i undergrunden. At endnu andre i oldtiden pågældende guddom. Det sker som regel gen- forbandt det pythiske med verbet pynthánomai Anmeldt af Brian Andreasen nem en episodisk fortælling om gudens her- (at spørge; at erfare) og en helt tredje gruppe komst og bedrifter — og således også her. Vi lagde verbet peítho (at overtale) til grund, Efter at have afsluttet oversættelsen af de fire hører, hvordan Leto må lede efter et sted, hvor bidrager blot yderligere til nuanceringen af store antikke eposer, Homers »Iliade« og hun i skjul for den skinsyge Hera — Leto er ét dette så centrale sted for oldtidens grækere — »Odyssé«, Vergils »Aeneide« samt Ovids af Zeus’ utallige sidespring — kan føde sine det danske ’pyt’, selvom den er rådden, yder »Forvandlinger« har Otto Steen Due nu kastet tvillinger, Apollon og jagtgudinden Artemis. ikke ganske retfærdighed til denne kultur- og sit fordanskende blik på samlingen af tekster, Hymnen beskriver også, hvorledes Apollon sproghistoriske kompleksitet. der går under navnet ’de homeriske hymner’. udvalgte sig beliggenheden af sit berømteste Og hvad vikingerne har at gøre i en Apol- Af de i alt 33 homeriske hymner har Due indtil kultsted, Delfi, hvor han grundlagde sit orakel, lon-hymne fra oldtiden, er et kapitel for sig — videre valgt at oversætte de tre længste, og vi får også forklaringen på, hvorfor ordet hvad det også passende kunne have været i en hymnen til Hermes (der udkom i 2003), den Delfi minder så slående om ’delfin’. Endelig kommentar. foreliggende hymne til Apollon og hymnen til forklarer hymnen os, hvoraf betegnelsen py- Beklagelsen over den poetiske forsimpling Demeter (der udkommer i 2005). thisk kommer — kendt fra blandt andet sted- skyldes mest af alt min glæde over nyoversæt- At tillægge hymnerne og de to eposer Ho- navnet Pytho og Apollons omtågede præstinde telsen af en mindre kendt antik tekst og mit mer er en metaforisk tilsnigelse, der rækker Pythia (hun sad efter sigende oven på en deraf følgende ønske om dens formidling. helt tilbage til oldtiden, hvor man simpelthen sprække, hvorfra underjordiske gasser steg op, Versene flyder smukt med Dues vanlige sans tillagde Homer al græsk episk digtning. Hym- og udtalte sine derfor mildt sagt gådefulde ora- for det finurlige og mundrette. Jeg nyder desu- nerne såvel som eposerne er blevet fremført af kelsvar). Men som det var tilfældet med den den den pragt, i hvilken de præsenteres: læk- såkaldte rapsoder — professionelle, formodent- tidligere oversættelse af Hermeshymnen, er der kert, tykt kvalitetspapir med ni smukke træsnit lig analfabetiske sangere, der lærte dem uden- også ved denne hymne et grundlæggende pro- af Peter Brandes indeni og to på det nydelige ad — og de er blevet opført ved festlige eller blem. omslag. En ekstra korrekturlæsning kunne have kultiske lejligheder. Vores versioner af dem er I modsætning til oversættelserne af perfektioneret oplevelsen, men det nås for- således blot vilkårlige nedskrivninger, der er »Iliaden« og »Odysséen« følger der med håbentlig til genoptrykket.

32 NR. 4 DECEMBER 2004 (lyrik)

Omslag af Svend-Svend Omslag af forfatteren

Zendrægtigt vemod

Peter H. Olesens sangtekster savner musikalsk opbakning, men sætter ting på plads uden at sætte dem på spidsen

tre? Skal man bevæge sig ind på populærmu- Jørgensen, Lars H.U.G. og Souvenirs strejfer Peter H. Olesen sikkens territorium, eller skal man hive tekster- omkring og kvæder. Teksterne er præget af en Jack Kerouac i Jylland ne op med rode og tvinge dem ind i et tyst skønsom blanding af melankolsk jysk amerika- 78 sider, 125 kr. lokale uden musik for at se, hvad de kan på nisme og både ind- og udlængsel. De minder Adressens Forlag egne fødder? (heldigvis) meget lidt om titlens Kerouac, hvis Når sangtekster udkommer som bog, fore- uskolede og selvsmagende vildskab er svær at Peter H. Olesen kommer det mest rimeligt at bedømme dem fordøje i ret store doser, og skulle man nævne Jeg vil være hvor jeg ikke er som litteratur — nogen må have haft en for- en amerikansk forfatter fra den periode, er 48 sider, 100 kr. modning om, at teksterne kan klare sig uden Gary Snyder et mere oplagt valg. Adressens Forlag musikalsk ledsagelse. Men det er et risikabelt Samtidig udgiver Olesen også en lille sam- forehavende. Det er der, tror jeg, én primær ling strøtanker, digte og eftertænksomheder, en Anmeldt af Rasmus Hastrup grund til. Som oftest går tekst og musik på en anelse fortænkt betitlet »Jeg vil være hvor jeg plade op i en højere enhed, så resultatet bliver ikke er«. Af de deciderede digte og bittesmå Peter H. Olesen er mest kendt som den ene større end summen af faktorerne. Som nævnt fragmenter er sidstnævnte sjovest. Under over- halvdel af den musikalske duo Olesen-Olesen, er det svært for ordene at være alene, og samti- skrifterne »Syv begyndelser til kommende som gennem fem albums har udforsket den dig er instrumental rock- eller popmusik sjæl- sange«, »Yderligere syv begyndelser« og kollektive danske resignation. Disse plader er dent særlig spændende. Af samme grund kan »Endnu syv begyndelser« demonstrerer Peter vel værd at lytte til, og deres afdæmpede, man bedre tillade sig klicheer og lyriske tilsni- H. Olesen, at han kan pakke ganske mange kal- semiakustiske univers egner sig ualmindelig gelser i populærmusikkens rum, hvorfor et orier ned i en enkelt frase: »Sidder ved lang- godt til aleneaftner med rødvin og regnvejr. Nu fåtal af plader vil kunne tåle at udkomme som bordet med munden fuld af stuk« og »Jeg kryd- udkommer så Olesens samlede tekster i bog- digtsamlinger. Et decideret skrækeksempel så ser gaden fordi jeg kan« er eksempler på præci- form, med titlen »Jack Kerouac i Jylland«. vi for nylig med Jokerens raptekster. se og skarptslebne iagttagelser, der sætter ting Kronologisk opstillet, således at bogen starter Dermed ikke sagt, at Peter H. Olesens tek- på plads uden at sætte dem på spidsen. Men med »Indenlands Udenbys« fra 1997 og slutter ster er dårlige. Ind i mellem er de endog tem- alt i alt er der grund til at undre sig lidt over, med »Hårdnakket Idyl« fra 2003. Skal sangtek- melig tæt på at kunne fungere som indenads- at man har fundet det nødvendigt at lave bøger ster i bogform stadig bedømmes som sangtek- læsning. De befinder sig et eller andet sted ud af Olesens tekster. Jeg savner musikken. ster, eller skal man anvende litterære parame- under de himmelstrøg, hvor også C.V. Køb pladerne i stedet.

NR. 4 DECEMBER 2004 33 (lyrik)

af en væsentlig hæmsko for opnåelse af »kærlighed og forståelse, kaos og åbenhed«. En anden væsentlig del findes i de sammenhænge mellem individets manglende modning og politisk og kulturel stupiditet, der mere end Næste rimer antydes i flere bredsider mod statsministerens nedsættende udtalelser, Pia, Ulla, Pastor Krarup, Langballe, Bertel og den »paranoide, på forpeste racistiske foragt,/jeres ’os-selv-nok-pagt’«. Næste rimer på forpeste, har vi lært, fordi vi grundlæggende har en følelse af at være besat. Ironisk selvbiografiske og samtidskritiske digte præger Marius Vi er de børn, der er alletiders. De andre er Nørup-Nielsens opfølger på den roste debut »Karakteristikon« knap så vellykkede. Det er en anden af titlens facetter. De lange associative, ekspansive passager i bogens midterdel er således fulde af politisk Marius Nørup-Nielsen satire, der svinger mellem den let ordinære og Alle tiders barn ofte hørte kritik af tidsånd og politisk virkelig- 64 sider, 169 kr. hed og nogle mere grænsesøgende provokatio- Samleren ner. Der er under alle omstændigheder en tydelig verdensvendthed og stillingtagen i digtene. Anmeldt af Peer S. Høgsbro Flere steder skiftevis benyttes og parodieres rapteksten med alt fra dårlige enderim over fla- Digtsamlingens tre afsnit markerer en udvik- dpandede udgydelser til velfungerende passa- ling fra barndom over vred ungdom til manden ger af morsomme ordsammensætninger. Samlet i parforholdet, men uden at indskrive sig upro- set er digtene associative og prosalignende — i blematisk i denne velkendte strukturs ofte stedet for et koncentreret udtryk får vi en eks- (mono-) kausale personlighedstolkninger; bar- pansiv form, hvor der tales ud i bevidsthedens net forbliver barn, som titlen antyder. På den afkroge. ene side. Denne tolkning af titlens flertydighed Når det er bedst berøres smertepunkter, der understøttes af beskrivelsen af seksualiteten, løfter hele samlingen langt over det ligegyldi- der virker sygeligt infantil lige fra beskrivelser- ge. Desværre møder vi i digtene elementer af ne af hjemmesider med sadistisk undertvingel- det klichéprægede, flere steder i den lidt sniks- se af såvel arabiske kvinder som små drenge til nakkende og let distancerede holdning til egen beretningen om naboens analfiksering. fingeret dialog. Til gengæld er der stor origina- I »Mit første interview« taler en pige om sin litet og humor i gennem- og omskrivninger af pornokarriere, der startede efter 8. klasse og hverdagens talemåder (et fællesskab med rap- blev hjulpet på vej af »en embedsmand ved Marius Nørup-Nielsen og stand-up-comedy-tekster) og i de pludselige kommunen«, fordi hun var »fast i kødet« (Foto: Robin Skjoldborg) indslag af eksistentielt-filosofisk stof, der løfter accepterede han »pikskyldigt« hendes ønske ellers almindelige iagttagelser og almenmenne- om at blive ældre i registret. Pornoens frigørel- denne volds- og pornoinvasion af nutidsmen- skeligt erfaringsgods ud af det banale. sesmyte er ikke på banen her. Tværtimod synes neskets bevidsthed og følelsesliv at være en del

Hvem siger fedt er skidt? Morten Søndergaards erotiske digte er fedtede på den fede måde

Christian Lemmerz, der har produceret 28 for- Digtene er ganske korte på mellem 1 og 11 Morten Søndergaard skellige af slagsen, én for hvert digt. vers. De fylder ikke meget på de store sider, Fedtdigte Det er også Lemmerz, der har lavet bogens men de sprutter og syder af krop, nærvær og 28 sider + 1 stk. original radering, 500 kr. forside, et tryk, der træder ud af papiret, og sprogligt overskud: Gammel Mønt som kan forestille et åbent kvindeligt kønsor- gan eller måske en klump fedt, der blævrende floder af gult talg Anmeldt af Thomas Thomsen står som indgangsport til en bog fyldt med san- kærtegn af brusk og selige, dryppende, fede digte. Digtene, der er hinder I sommer udgav den efterhånden meget pro- trykt på tykt, fedt papir, står som små skæve en sav i indvoldenes søle duktive digter Morten Søndergaard i næsten fedtperler, i en bog, der er virkelig flot bog- sæd smurt over ansigt ubemærkethed den eksklusive bog: »Fedt- håndværk. i kødsenge digte«. Bogen er kun trykt i 200 eksemplarer Bogen består af en række erotiske digte, der ligger vi på fedtlameller og er blevet til i samarbejde med kunstneren leverer en sprogligt koncentreret udforskning slikker sekreter. Christian Lemmerz. For udgivelsen står restau- af kroppen og seksualiteten. Fedt er den over- ratøren Claus Christensen fra Restaurant Gam- ordnede metafor, der står for det bevægelige, Læseren konfronteres med liderlige, blødende, mel Mønt i København. Der er virkelig kredset det kropslige, dét, der giver smag, dét, man dryppende og frem for alt levende kroppe, der for detaljerne i denne udgivelse. Forrest i alle både frastødes og tiltrækkes af, og for livskraf- kopulerer, formerer sig, skæres op og bliver til eksemplarer er indlagt en original radering af ten, der knyttes sammen med seksualiteten. i sproget. Et sprog, der er nøgternt og krystal-

34 NR. 4 DECEMBER 2004 (lyrik) klart. Digtets verber er stærkt handlingsmætte- de, og ofte er de rykket frem forrest i verset, hvor de skaber den dirrende bevægelse, der er karakteristisk for digtene: gnider knogler mod knogler slider brusk til slim knuser ord i gult mørke gennembryder honninghinder og læg dig i min hånd gennempulet brændt dybere ord som piske denne membranbrand synker du spyt læg dig slik mig åbn dig luk mig

Verberne er katalysatorer, der skaber bevægel- ser og glider mellem at være ødelæggende og opbyggende. Kroppens hinder overskrides og forandrer sig. Hårdt bliver til blødt, fast bliver Vi er nogen der hilser flydende. Digtene skifter konstant position, snart er man inde, snart er man ude af kroppen. Blodårer, nervetråde og celler, der deler med lange hænder sig, sæd, blod og sekreter minder hele tiden om, at kroppen er et lystfyldt væsen, men også om den forgængelighed og smerte, der er krop- Alt kan tilsyneladende voldknækkes uudgrundeligt (og syes pens vilkår. sammen igen) i Knud Steffen Nielsens nye digte Antydninger af sygdom, »virus springer/ fra krop til krop«, og en »ambulance lydløs i det klæbrige mørke« knytter døden og erotikken give prisen./ Deres ægteskab trænger.«) og mas- sammen, som to sider af samme sag. Døden og Knud Steffen Nielsen ser af stift forblommet lir. Det der overvejende smerten bliver i digtene til en stærk og kraft- Toppilot betager, er digterens evne til i rivende tempo at fuld kontrast til kroppens vitale udfoldelser. 64 sider, 148 kr. få sagt noget i et væld af udflugter (indflug- Med »Fedtdigte« har Morten Søndergaard After Hand ter?), ikke at få sagt noget, fastholde mening, og co. begået en lille genialitet af en bog. Det er vrøvle opløseligt og hele ramasjanget (her en nydelse at gå på opdagelse i digtenes eroti- Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen optræder ordet voldsomt prægnant og onomat- ske univers, og jeg må give bogen 6 ud af 6 opoietisk) med meget sikker stemme og rytme; fedtpletter for den gode oplevelse. En oplagt Nogle digtere (oftest ikke den eneste styrthjelm hele tiden en flig af mening, der enten hvirvles julegave til den, man synes skal have den fede de bærer) har deres helt egne vise evne til at op imod eller kædes sammen med næste semi- julegave. skrive sig både igennem, forbi og en del ved poetikalske sætning: siden af den mulige kontekst, de måske kunne OBS: Alle Lemmerz’ raderinger er udstillet optræde i. For det meste er forudsætningerne Snart ved sammen med digtene i Restaurant Gammel simpelthen bare nogle andre; skriften er oftest heller ikke du, hvem der er bjørn, og hvem Mønt, Gammel Mønt 41, 1117 København K placeret i helt andre kontekster, tit en mere æte- der er risk forsvunden (Carstensen, Grotrian) eller trækker. mere en brugbar deskriptiv (Kirkeby, Leth, Lau- Det er jo ikke det muntre, honningkrukken, gesen); nogle gange skriver de sig ud i deres eget men vildskabens unatur, jeg har reddet dig fra. territorium eller måske bare ud i det helt blå, Publikum forlanger det bedste. mest livagtige. og her besynger de tit deres egne indre helte og Og de skal få det. anti-helte, eksistentialerne, poetik eller bare Fagets autentiske sved, også den hvæser. den forsvundne himmel og dens solsorte. Der skal kun bruges de mest myge og En af dem er Knud Steffen Nielsen, og han bevægelige af er på mange måder sin helt egen heroiske styrvolter. (top)pilot, maskeret til tænderne (måske egent- Det handler om opbyggelighed. Bryd lig lidt at sammenligne med Laugesens trashpi- ned, byg op, mine Damer lot der krænger, vrænger og cirkler forbi, ind i og Herrer. Passionen, med forlov. Den og hinsides kulturens læderede ansigter; begge vil, at vi skal lære er store retorikere) og manøvrerende i sproget det hele forfra, på en måde, der er tæt på med alle sine spraglede idiosynkrasier: halve det umulige. Jeg sagde kvalitet, og det ordsprog (»Den døde er fuld af løgn. For koster. enhver kommer hjem,/ når de/ bliver sultne nok«), outrerede punchlines (»De kører de vil- Her vrøvles manisk, retningsløst og åbenbaren- deste/ ruter. De tilbydes tvillinger de fleste/ de konsekvent, kort sagt: Der skrives (med eller Radering af Christian Lemmerz steder, de går ind./ De kan få mink, hvis de vil uden styrthjelm).

NR. 4 DECEMBER 2004 35 (lyrik)

Man finder sjældent en side med et enkelt- stående og helt digt. Den for digtsamlinger typiske koncentration omkring de få sorte bogstaver på den hvide side findes kun i sonetter- nes tilfælde, og de er endda samplinger eller Staffelt-podninger idet Staffelts mestersonet udgør første og sidste vers, resten er Lyngsøs udfyldning. Den fetich-gørelse af digtet som et samlet betydningsfuldt udtryk som det sæd- vanlige layout kan signalere, er borte, og tilba- All You Need Is Morf ge står en digtning i lukretske ordatomer. Som siden udnyttes og de grafiske ordmønstre vari- eres sættes ordene fri, og deres materialitet bli- Niels Lyngsø udskifter Orfeus med Morfeus ver lige så håndgribelig som den form de ind- går i, bliver nærværende i al dens forvand- i universalpoetisk megasatsning lingskraft. Det er vel en tilsnigelse at påstå at Lyngsø skriver digte; men han skriver poesi. Og poesi har at gøre med skabelse. »Fortsat formforandring er en grundlov for stoffet: deler sig selv, giver mindre plads til ængstelse Materien morfer« og »Forståelse af tingens Niels Lyngsø og begejstring. natur er en forudsætning for forståelsen af poe- Morfeus. Digt & poetik Blandt de mange teksttyper finder man erin- siens og kunstens natur«. Poesiens morfer. 196 sider, 300 kr. dringer, erfaringer med at digte plus to-tre Verden synes at bestå af analogier, og digtet Gyldendal andre poetikspor, figurdigte, spejldigte, digte (i det omfang det er et digt) er noget der træder omkring bogstaverne i Morfeus, anagramdigte, frem fra verden sådan som de sorte bogstaver Anmeldt af Dan Ringgaard drømmedigte i fede former, dna- eller gopledig- og sammenhængende sætninger træder frem te, digte med indskudte metriske tegn, salme- fra den grå liste: Schack Staffelt beskriver i en forrygende sonet samplende raketdigte, grundstofdigte hvor de en drypstenshules vildt vekslende stenformati- delvist staffeltske grundord »glimt«, »sten«, Et digt træder ikke med ét ind i verden fra et oner som en kilde til angst, som »Vanvidslaby- »dryp«, »brand«, »klang«, »storm« og »ord« helt andet sted. Det træder frem i verden som rinter«, »Forvandlingssvimlen« og »en sønder- vælter, drypper, hagler, ramler ind over siderne foreløbig kulmination af en stadigt morfende reven Verdens Splinter«. Digteren må til sidst — og et par stykker til. Mest iøjnefaldende er bevægelse der begynder i sansningen — og bede tankens engel om at udfri sig, men den de grå ordlister, en associerende, ordspillende ender der. egentlige redningsmand bliver sonetten selv. I strøm af ord kun forbundet med &. De står som dens stramme form mejsler digteren afgrunds- ind- og udfadninger af hver sektion og en en- Det helt andet sted Lyngsø taler om, er det erfaringen i nøje udmålte ord. »Konstens un- kelt liste med et interfererende digt eller modernisterne kaldte intetheden. Lyngsø derfulde/ Guddommelige bliv«, som Staffelts ordstykke findes undervejs i hver sektion. udskifter i en velafbalanceret polemik med de beundrer Emil Aarestrup kaldte det et par tiår tre hovednavne i modernistisk dansk senere, klarer skærene og danner kontrast. Til- poetik, Poul la Cour, Per Højholt og bage står Staffelts fascination af at selve stenen, Søren Ulrik Thomsen, intetheden med dette indbegreb af alt som er fast, vidner om verden og tiden med rummet. Tanken forvandlingens lov. Fascinationen deler Niels om at digtet holder den kronologiske og Lyngsø i et omfang så han, i sit nye bogværk i sidste instans dødbringende tid stan- »Morfeus«, bygger en hel sonetkrans op over gen, eller at det tæller ned til denne Staffelts digt. Angsten derimod er hos Lyngsø tids ophør, afvises til fordel for et digt vendt til en hymne til metamorfosen og dens uden begyndelse og slutning, et digt personifikation, guden Morfeus. Verden morfer! som i høj grad udfolder sig i rummet og Sonetkransen er en af en lang række tekstty- på siden, og som altid lader sig læse i per som snor sig igennem bogen. Lyngsø-læse- nye kombinationer. »Morfeus« er af re vil kende til måden fra den forrige digtbog den grund udstyret med ringbind så »Force majeure« hvor tre slags digte blev kom- man selv kan bestemme rækkefølgen — bineret. I forhold til »Morfeus’« fulde symfoni- en opfordring der dog modsiges lidt af ske orkester er »Force majeure« kammermusik. det pæne arrangement i afdelinger med »Morfues« består af syv sektioner på hver 28 uddelegerede digte, og af prosastykker- sider hvoraf den ene er delt i en intro og outro. ne der fortsætter fra det ene ark til det De fleste af tekstyperne optræder én gang i andet. (Jeg ville i hvert fald blive fort- hver sektion. Syvtallet er omdrejningspunktet i vivlet hvis jeg tabte de unummererede en systemdigtning som har lært af bl.a. forbille- sider på gulvet.) det Inger Christensen. Mens den rige systemi- »Digte & poetik« hedder undertitlen, ske orkestrering minder om »det«, gør sonet- og hvad poetikken angår, leverer kransen og forvandlingstemaet gestus til Lyngsø et eksakt bidrag til genren. Han »Sommerfugledalen« hvor Morfeus optræder diskuterer med sine forgængere, siger som sommerfugl og i en mere dyster udgave Udsnit af omslag af forfatteren og fra og til og fornyr genren. Det gør han end hos Lyngsø. Christensens tiltro til at ver- Harvey Macauley/ Imperiet dels ved at stille poetikken så demon- den former sig ordentligt er — i lighed som strativt op ved siden af digtene. Sophus Claussen som på sine ældre dage gjor- Dette digt eller ordstykke kan betragtes som en Normalt skelner man mellem en deskriptiv de sig tilsvarende tanker — mindre end frekvens man rammer i en radiosøgning, lige- poetik som er skrevet forud for digtene og som Lyngsøs. Hans begejstring over at verden over- som alle digtene kan ses som radiosignaler der leverer anvisninger til dem, og en retrospektiv hovedet former sig overskygger ofte ængstel- bryder igennem støjen fra listerne. Det er som poetik som gør sig tanker over den overståede sen. Eller måske er det rigtigere at sige at den en gråtonet strøm der ind imellem bliver til skriveproces. Den sidste er mest normal blandt mere distante eller diskrete rolle som han til- klar og kompleks sort skrift. moderne digtere; men Lyngsøs poetik er begge

36 NR. 4 DECEMBER 2004 (lyrik) dele og noget mere: en simultanpoetik måske, hverken før eller efter, men — måske i forlæn- gelse af hans fænomenologiske tidsopfattelse — udspændt i et nu der langsomt vider sig ud imod både fortid og fremtid. Det andet historisk vigtige træk ved poetikken er det nævnte skift fra intethed og tid til verden og rum, eller måske fra Orfeus til Morfeus. Hvor Orfeus sang om en verden han var definitivt adskilt fra, og på baggrund af et tab i tid, en død som han i sin sang på en gang fremhæver og forsøger at overskride, der synger Morfeus i Lyngsøs fortolkning i verden. Faktisk synger han ikke engang om verden, han synger verden fordi hans ord ikke henviser til noget andet, men betyder idet de kommer i berøring med verden. Et sprog som ikke henviser, er selvsagt ude over problemet med at beskrive verden. Jeg er ikke sikker på at Lyngsø dermed får løst fundamentale poetologiske problemer som sprogets evne til at dække verden, tidens gang og intetheden som den aktive kraft der kommer til syne som det verden ikke er. Men vendin- »Denne byvirkelighed, gen bort fra disse modernistiske smertepunkter og imod en poesi hvor ordene er indlejrede i en langt mere spatial verden, er under alle som en gennemsigtig omstændigheder litteraturhistorisk markant. En »Tombeau d’Orfée«? En anden diskussion man kunne rejse, ops- hinde« tår i mødet mellem poesi og poetik. Den morfende verden som Lyngsø vil digte og digter, foregår på de enkelte ord og bogstavers meget Christian Yde Frostholms nye tekstsamling konkrete niveau og på metamorfosernes struk- mangler sin bedre halvdel turelle og meget abstrakte niveau. Hvis digtene skal være et udtryk for den sanselighed som de ifølge citatet fra før kommer fra og vender til- pulserende liv. En række samplinger, der tager bage til, er det mellemniveau vi almindeligvis Christian Yde Frostholm alle indtryk for pålydende og stiller dem sam- betragter som det sanselige, kun sparsomt til Afrevne ord men i højst uventede konstellationer. Rent stede. Dette niveau (vi kan kalde det Rifbjerg- 96 sider, 199 kr. sprogligt understreget af kontrasterne mellem niveauet) optræder i erindringsstykkerne og på Borgen det hverdagssproglige og de poetiske abstrakti- den grå liste, og det fejrer triumfer i det figur- oner, der står side om side i teksterne. digt som mange af os drenge der var teenagere Anmeldt af Thomas Thomsen Bogens sider er delt i to med én tekst øverst sidst i halvfjerdserne husker: edb-pin-up’en og én, der starter ca. midt på siden: Eliza hvis yppige former er skabt af bogstaver Med tekstsamlingen »Afrevne ord« har og tal og tegn og printet ud på disse sammen- Christian Yde Frostholm skabt endnu et dob- »Det var sådan én«, siger han og peger på tig- hængende papirer med huller i kanten som jeg beltværk. Sidst med digtsamlingen »Mellem geren på papstykket, »jeg tror faktisk, det var i mellemtiden har glemt hvad hedder. stationerne«, der blev ledsaget af en cd med ham dér, vi gav billetten«. Lagt sammen med f.eks. det sublimt krypti- oplæsning akkompagneret af komponisten ske »Le tombeau de Morphée« og det yndeful- Hans Sydows musik og lydsamplinger. Denne Afrevne ord i forbifarten. de Morfeus-blæksprutte digt som også findes gang er det forfatterens egne fotografier, der Uoversætteligheden, som sætter sig fast. på bogkassens bagside, viser det på den anden supplerer teksterne. Billederne er desværre Det, man ikke kan sige, men som alligevel bli- side noget om bogens imponerende spændvid- ikke tilgængelige i den trykte udgave af ver forstået. de og grafiske fantasi. »Afrevne ord«, og det er en skam. Men går »Morfeus« er et i bedste forstand sjældent man ind på det fortræffelige elektroniske De fleste tekster er korte, ofte kun en linje, hele værk fordi det i nærmest uset omfang integre- udstillingssted www.afsnitp.dk, får man valuta tiden afspejlende storbyens hastige og flimren- rer litteraturen i både musikken og billedet, for pengene. Det er ingen hemmelighed, at tek- de liv. Det hvide papir mellem teksterne funge- både i den serielle kompositions tid og i sidens sterne fungerer bedst på hjemmesidens instal- rer som den tavshed eller vakuum, et sansende og bogens grafiske spatialitet. Den er universal- lation. Her spiller teksterne sammen med bille- jeg oplever, når det glider gennem byen og poesi så det batter. Og den er en af de mest derne, så de skaber et fragmenteret bybillede, opfanger disse fragmenter i farten. De enkelte konsekvente overskridelser af institutionen der vokser frem på skærmen. Billederne er tekststykker er ofte uden egentlig sammen- ’digtsamling’ og samtidig en grundig apologi udsnit af gader, vejstriber på asfalt, hajtænder, hæng, men de fungerer på mærkelig vis og ska- for poesien. Bogværket kan passende indtages affald, en eksploderet mælkekarton, og hvad ber en fragmenteret helhed, idet de danner sammen med et andet nyudgivet og sandt for man ellers ser, hvis man går på byvandring meninger på kryds og tværs af siderne. dyden fornyende poetisk-poetologisk storværk, med blikket rettet mod jorden. Idéen med »Afrevne ord« er både spænden- Niels Franks »Første person, anden person«, Hen over disse billeder dukker teksterne op de og god, men bogversionen skuffer i forhold som i modsætning til Lyngsø ikke adskiller og forsvinder igen, på samme måde som brud- til netudgaven, fordi teksterne er for kedelige med et &, men blander poetik ind i hvad som stykker af samtaler, skilte, avisoverskrifter og uden billederne. Var bogen blevet lavet som en helst. De matcher hinanden i ambition, origi- forskellige sansninger gør, når man bevæger sig stor billedbog à la Naja Marie Aidts »Balladen nalitet og generation (cirka) — hvorefter gennem byen. Det er disse elementer, der om Bianca« eller Tomas Thøfners »Det synkro- enhver lighed ophører. udgør tekstkorpuset i borgen. Teksterne er en ne«, havde der været meget mere stil over undersøgelse og sprogliggørelse af storbyens udgivelsen.

NR. 4 DECEMBER 2004 37 (lyrik)

jeg lige til lejligheden. Med den tilbagevenden- de længsel efter den døde veninde lægger »Pjaltefisk« sig tæt op af hovedværket »Or- mene ved himlens port« (1995) og dennes kompletterende udgivelse, »Drømmebroer« (1998). »Pjaltefisk« virker mere helstøbt end sin umiddelbare forgænger »Fralandsvind« Og så taler vi (2001), og måske er det fordi den er mere løs- sluppen, mere ærlig og — dens fortænkte sam- tid taget i betragtning — helt ufortænkt. Foruden de klassiske nordbrandtske dyder: de ikke mere om det forunderligt nok aldrig trivielle variationer over fraværets nærvær og omvendt, årstidernes anledning til refleksion, og den eneste ene et »Dagene bliver ikke kortere og livet bliver ikke sted i mellem svovlgule geder og koboltblå længere og døden kommer ikke nærmere«. skygger oplever jeg, at Nordbrandt introducerer andre toner og når nye dybder. Alderen tynger Og Henrik Nordbrandt holder heldigvis ikke op ikke, men skyggerne er ved at blive lange. Hos Leonard Cohen kom den erkendelse til at med at være Henrik Nordbrandt hedde »I ache in the places where I used to play« (1984), hos Bob Dylan til »It’s not dark yet, but it’s getting there« (1997). Hos Henrik Nordbrandt bliver sollyset midt på sommeren — som ikke er en favoritårstid — påkaldt for at Henrik Nordbrandt præcisere den ultimative og fatale erkendelse, Pjaltefisk som alle med blod i årerne (og årene) må dele, 64 sider, 150 kr. men som ikke alle hverken når frem til eller tør Gyldendal indse:

Anmeldt af Brian Dan Christensen Jeg er kommet til det punktum der hedder midsommer. »Hvis man udgiver noget hele tiden, bliver det Det der begyndte så godt jo ikke godt nok,« sagde Henrik Nordbrandt til slutter her. mig, da jeg under en blå septemberhimmel brokkede mig over, at han var rejst til Århus Det der slutter her, var det for at deltage i et eller andet arrangement. For der begyndte så godt. så vidt var det jo i orden, at han engagerede sig Og det var alt. i sin omverden, men jeg ville hellere have ham Og det er det, som står her. til at sidde et sted i ude Europa og skrive digte. Modvilligt måtte jeg give ham ret i udsagnet og Det er som at være alene i verden rakte ud efter hvidvinen for at skylle det ned. og sige ordet »hjem«. Jeg havde truffet ham på en århusiansk café, Det er som at høre sætningen og vi drak og talte om løst og fast og andre af »Din kæreste er død.« livets absurditeter, herunder primært monarki- et og fodbold. Jeg havde få dage forinden mod- Solen kan ikke forsvinde taget Nordbrandts netop udkomne digtsamling for der er intet at forsvinde fra. »Pjaltefisk« til anmeldelse og var ivrig efter at Når vinden blæser diskutere den med ham. Det kunne vi ikke vender træerne det sorte ud af deres kroner. blive enige om. Når jeg forsøgte at dreje samta- len over på hans digte, ytrede han et par usam- Omslag af Sven Reiner Johansen Da vi forlod café nummer ét og gik ud for at menhængende bemærkninger, som snart efter finde bar nummer to med et bord glemt i blev fulgt op af et: »og så taler vi ikke mere om accepteret via årenes gang gennem alt forgæn- baglokalet, var det blevet sent på aftenen. Vi det«. Og hvad er der også at sige, når man lige geligt og forglemmeligt. talte uden videre strukturer om de anmeldelser har sagt det hele? Eftersom jeg kun havde gen- af »Pjaltefisk«, vi havde set i løbet af de sene- nemlæst bogen en hastig, sulten gang, så jeg Nye dybder ste dage. Nordbrandt havde læst hovedparten den kun for mig i fragmenter og begrænsede Imidlertid er det korte digt ikke symptomatisk og talte høfligt om de fleste anmeldere. Lars mig af samme grund til at citere det korte digt, for bogens tone, som svinger mellem under- Bukdahl havde i mine øjne evnet at begå der sad fast et sted mellem mit hjerte og min skudsalvor, overskudslængsel og en ikke altid endnu en af de vrøvlende tirader, der — fordi mave: lige diskret given fanden i det meste. Tilsyne- han jo mest skriver om sig selv — kunne give ladende er det bestemt ikke blevet lettere at uopmærksomme læsere af Weekendavisen det Glæden er som et timeglas være digteren Henrik Nordbrandt, men der indtryk, at han anmelder de samme bøger hver Man vil hele tiden vende den på hovedet ulmer dog en moden forsoningsvilje mellem uge. Men Nordbrandt smilte overbærende og for at få den til at vare. linierne. Det tænker man over og læser så sagde, at han faktisk godt kunne lide anmeldel- Og så er det sorg, der løber ned. dette: »Det bliver tidligere mørkt/ end jeg sen. Manden Henrik Nordbrandt er en venlig huskede./ Mange vinduer trænger sig på/ men mand, der ved hvorfor han skriver, som han Det var irrationelt; at citere digtet for Nord- ingen når frem.« gør. Så er resten detaljer. brandt, fordi manden jo selv havde skrevet det. Nordbrandt selv når til gengæld helt frem. Digtet er — foruden komponeret med forbilled- Så vidt jeg husker, var det Thomas Bredsdorff, Meningen med det hele lig enkelhed — for så vidt meget sigende for der i sin anmeldelse i Politiken gav et af digte- Digteren Henrik Nordbrandt befinder sig til bogens tematik; tilværelsens ufravigelige vilkår ne i »Pjaltefisk« prædikatet »Årgangsnord- gengæld i en verden, hvor »dagen varer evigt/ perspektiveret, molesteret og modstræbende brandt« og det tåler gentagelse, så det stjæler ligesom det år, der lige er gået«, og hvis det er

38 NR. 4 DECEMBER 2004 (replik) sådan, det er, er det jo ikke så underligt, at han ning siger Nordbrandt tingene, som de er — den netop var i stand til at distancere sig fra har det mærkeligt med ordet mening. »Pjalte- også når det gælder børnene, som ikke er: »Der sin egen alvor og tyngde — og det letbenede fisk« går sine steder ud på en sarkastisk, blev aldrig pustet liv i dem/ så de blev heller ser så let ud, men er så svært. næsten skælmsk søgen efter ’meningen med aldrig lagt i jorden«. Ved nærmere eftertanke »Skab intet overflødigt. Der er allerede for det hele’, som et af digtene bærer som titel. dukker barnet op flere steder, end det har for meget af alt« hedder det i en midsommersonet, I et andet digt, hvor både Dante og Homer vane hos Nordbrandt. Barnets univers minder hvis indhold fortsætter med at ironisere over uden hensyn til kronologien dukker op i linier- på mere end én måde om digterens, og de deler sonettens stramme form for ultimativt at poin- ne, stiller Nordbrandt spørgsmålet: Hvorfor den samme naive undren over sproget: »De tere, at det hele jo for helvede blev sagt i første nævne verdenslitteraturen, når man kan lave ord, der kommer til sidst, holder jeg mest af/ sætning. Dette meta-spor har altid karakterise- sin egen? Og det gør han. for det er dem, jeg mindst forstår./ Sådan er det ret Henrik Nordbrandts digte, hvor det, der Men litteratur er unægtelig en besværlig jo at være barn.« ikke kan siges, bliver sagt, og hvor »Pjaltefisk« bestræbelse på et sprog, endda på et såkaldt Paradoksalt, når man betænker Nordbrandts er en bog, Henrik Nordbrandt påstår at have modersmål, som ikke giver digteren en følelse statur i de seneste knap fire dekader af danske fået af en gammel kælling, der påstod at hun af ejerskab, og som er tillært i barndommens litteratur, virker det mere som om, at det er var ham. Men det er en anden historie. afmagt. »Dette sprog vil altid være de andres sproget, der holder manden i live, end det er De to piger i begyndelsen af tyverne, der ejendom/ inderst inde uforståeligt/ blankt og manden, der holder sproget i live. Ordene først på natten lagde beslag på de to oversky- afvisende som en bankbygning/ et lån, der lever deres eget liv — og de aparte af slagsen, dende stole ved vores bord på cafe nummer tre afdrages på livstid.« »pærevælling«, »skovl« og »hyttefad«, dukker anede ikke, hvorfor vi hele tiden talte om digte Der er i digtene en usentimental længsel tilsyneladende umotiveret op i digtene, men og digtere. Da de spurgte, hvad det egentlig var efter ungdommen, der (som bekendt) finder kommer på hver deres måde til at repræsentere vi lavede til daglig, svarede Henrik Nordbrandt sted midt mellem barndommen og alderdom- en del af den mening med det hele, som bogen ved øjeblikkeligt at forlade bordet uden und- men. Men både begyndelse og afslutning kredser om. skyldende fagter. kunne velkomment undværes, ligesom det Hvad skulle han sige? »Pjaltefisk« siger det anføres, at »uden sommer og vinter/ ville vi Unge piger, op jer hele, og unge piger må virkelig til at oppe sig. helt sikkert leve en bedre tilværelse.« Nordbrandt har med »Pjaltefisk« formået at Gyldendal må også oppe sig. På vaskesedlen Mellem barndommen og alderdommen hu- omskabe sig selv igen. Bogen tager de bedste fra forlaget, der følger anmeldereksemplaret, serer pulsen og lysten og »hvor hjertet slog/ takter fra både »Ormene ved himlens port« og skriver de, at »Pjaltefisk« er på 80 sider. Men hviler nu erfaringerne.« I både dagens og nat- »Drømmebroer« og indskriver sig med okker- den er kun på 64. Nordbrandt skaber intet tens drømme, såvel som i lyset om efteråret, farvet selvfølgelighed i det samlede forfatter- overflødigt, men jeg føler, at vi har et krav på ændrer verden form. Erfaringerne er ikke dyre- skab og viser herved, at den modne Nord- de lovede 16 sider. Dem kunne han så oplagt købte. De er det stof, som livet er gjort af, og brandt er i stand til at gøre cirklen større, sam- skrive næste gang, han er ude i Europa og så hvis ikke digteren kunne grine det hele et styk- tidig med at han graver dybere. Erik Skyum- bare sende dem hertil. ke, ville fortvivlelsen tage overhånd. Nielsen skrev i Information, at bogen var præ- Jeg blev ikke klogere på digtene hen over Sådan går det ikke. Og Nordbrandt deler get af »en befriende lethed, som dog underti- hvidvinen den dag i september, men jeg er gavmildt ud af erfaringerne: »Hvor var det den skrider ud i en letbenet tyndhed«, men under novemberlæsningerne blevet meget klo- sjovt/ at være fortvivlet/ da man var ung!« Fra han skal vist have pudset brillerne. »Pjaltefisk« gere på, hvor god poesi der kan skrives. sit helt eget sted mellem begyndelse og afslut- ville nemlig underminere sig selv, hvis ikke

Replik Betydningsløshed — eller: Hvad er meningen?

Fra Karsten Sand Iversen af den betydningsfulde kritiker. Hvad ligner godt ind i Peter Nielsens digtning, så han har det også at få en pris og tilmed megen ros af vægtige grunde — der kunne diskuteres — Jørgen Falkesgaard anmeldte i Standart poeten Brandt? bag sin affejende dom, og ikke bare snakker 3/2004 Per Aage Brandts »Poesi i udvalg«. Man spørger sig hvad det højere formål Erik Skyum-Nielsens tæppebombning af de Poesien finder betinget nåde hos den tvivlen- med Jørgen Falkesgaards ubegrundede vær- seneste samlinger efter munden? Skulle de kritiker. Én ting er han imidlertid ikke i didom er? Da det ikke er en bog af Peter Jørgen Falkesgaard alligevel vedkende sig et tvivl om — at Brandt lod prisen Den Bræn- Nielsen der anmeldes, ville det have været underskud i sin læsning, tør jeg trygt anbefa- dende Fornuft tildele en uværdig modtager, helt tilstrækkeligt, tilmed etisk forsvarligt, le en betydningsmættet samling som »den ret betydningsløse lyriker Peter blot at skrive »lyrikeren Peter Nielsen«. I ste- »Medfødte sekunder«. Nielsen«. det tilsmudser kritikeren sit fag ved at lade Betydningsløs? Sagesløs! Peter Nielsen hånt, dels om argumentationens anstændig- har intet som helst med sagen at gøre, men hed, dels om rette tid og sted. skal i forbifarten lige have en på hattepulden Jeg håber at Jørgen Falkesgaard har sat sig

blik for poesi. Og det skulle jeg ikke have talent, og sekunderne vokser til evigheder… Undskyld & tak gjort — også fordi jeg kun kendte mere peri- Jeg har desværre ikke plads hér til at doku- fert til Peter Nielsens produktion. mentere min bedømmelse. Fra Jørgen Falkesgaard Men jeg har ladet mig poetisk genopdrage Hermed en undskyldning til den (helt) og indhentet det forsømte ved at læse den sagesløse Peter Nielsen og en tak til den Karsten Sand Iversen har en pointe. Jeg brug- anbefalede samling »Medfødte sekunder«. (næsten) saglige Karsten Sand Iversen for for- te en vurdering af Peter Nielsens lyrik som Den læsning ændrer imidlertid ikke ved min søget på at højne anmelderstandens kantian- middel til at karakterisere Per Aage Brandts vurdering. Der er ikke tale om noget medfødt ske etik.

NR. 4 DECEMBER 2004 39 (lyrik)

Åh at bage rosenbed at stilke kranier helt igennem og træerne fulde af ornesved og kollapserende fugle

Helt ned i neologismerne (’kollapserende’) viser disse sortsnakkende digte Ørnsbos vilje til at finde nye veje for sproget — og for oplevelsen af den verden, der alt for ofte tages for selvfølgeligt. Det leder over til de mere ’tilgæn- gelige’ digte, hvor der (også) stilles flere spørgsmål, end der gives svar: I digtet »SPØR- GE JØRGEN«, afsluttes med spørgsmålene: »hvor er de voksne til de voksne« og »hvem skrev recepten på/ alt dette fravær?«. Her bruges det barnlige univers og barnets grundlig- gende undren til at påkalde læserens genopta- gelse af en måske glemt undren ved at referere til en fællestekst. I lyset heraf begynder man at acceptere flere af digtenes modernistiske metaformærkværdigheder (som i ovenstående eksempel), og forstår det som sprogrystelser, der skal give os det velkendte i ukendt form eller gøre det fortrolige fremmed, så vi altså ser det på ny, som barnet. De ’99 forskellige digte’ (som det på titelbla- det angives) har ingen åbenlys sammenhæng ud over dette spænd mellem det absurde og det verdensvendte, det der undrer sig helt ned i en deformering af sproget, og altså over den måde, vi udveksler og måske begrænser meninger/betydninger på, og det der direkte raser over tingenes tilstand. Som i »TILPASNING«:

Du tænder for kontakten Omslag af Kasper Holten men det er et offerbål der slår ud af væggen ... du går ind ad en bildør men trafikofferet sidder allerede derinde hun siger hun elsker dig men det er tænderne på natbordet der taler ... Helt i hopla og du husker dig selv men det er blot en andens liv du gentager

helt hudløst heftig Så selv om titlen giver mindelser om forgangne tiders muntre ligegyldigheder, er der langt til Jess Ørnsbo er en suverænt sortsnakkende sortseer Otto Leisners tv-shows og anden kulturel tynd- skid. I indignationen og raseriet blander sig dog til tider en let resigneret stemme (helt eksplicit i digtet »RESIGNATIONSKURSUS«, hvor den resignerede holdning kommenteres), der ner grundpillerne. Der følges således op og sammen med det lidt outdatede ord hopla og Jess Ørnsbo fortsættes fra de foregående samlinger »Un- en hyppig brug af ’De’ og ’Dem’ giver samlin- HOPLA dren« (2001) og »Tavse digte« (2003). Igen er gen et præg af noget altmodisch — der tales til 105 sider, 249 kr. grundtonen aggressivt udfordrende og konfron- os fra en position, der er uddøende: Den erfar- Borgen tativ — her kan en læser ikke lulle sig ind i nes. æstetisk verdensfjernhed. En del af den kultur, der står for skud, er Anmeldt af Peer S. Høgsbro Et interessant nyt indslag, der måske kan også netop præget af hastighed, ungdom uden ses som en kommentar til den i øvrigt udskæld- indsigt, politisk kortsynethed — en velkendt Den ironisk-muntre titel »HOPLA« skrevet i te kulturelle infantilisering, er forsøgene ud i (post)modernismekritik (og måske især kritik af versaler (som alle digttitler i samlingen) og genren børnesang, der bestemt må erklæres kulturens kompensatoriske modtræk: forbruge- med o’et hoppende som en lille glad bold — et uegnede for mindreårige, og som jeg vil hen- risme, stadig bevidstløs påfyldning, opportu- ivrigt o —, så det hæver sig en tredjedel over regne til den del af samlingen, der er præget af nisme og konformisme) — og opleves og sanses de resterende bogstaver, er på den ene side sort snak. Her er læseren på en vanskelig opga- ikke fra en ophøjet, men fra et lidt træt og furet falsk varebetegnelse, fordi digtene, der følger, ve — disse forsøg på at vride nye oplevelser ud menneskes position. Fra et sted hvor tingene flyder over af vrængende pessimisme og viser af det slidte sprog bliver i værste fald menings- er set før, og hvorfra der insisteres på ellers os en angstfyldt og absurd verden. På den an- løse, i bedste fald kan de formidle en absurd næsten uddøde tiltaleformer. Det skal bare den side er digteren igen i en overskudstilstand, tilskæring af den oplevende instans’ sansnin- siges igen. Og vi tager gerne imod. hvor humor, sortsyn og en fortsat undren dan- ger. Det sidste er tilfældet i »SORT TALE«:

40 NR. 4 DECEMBER 2004 (lyrik)

Et fly med knækket hale

Efter syv års digterisk tavshed falder Bo Green Jensen ned fra himlen, helt klædt i sort

les. Hele hverdagen sættes på spil, og erkendel- store epoke »med gylden hud og stjernehavet/ Bo Green Jensen sen er bitter: »Man får, hvad man ønsker sig og der strømmede fra dit vidtåbne køn/ som flo- Den store epoke ønsker det ikke. Hvad man har, er man ked af, den i Anna Livias skød«, men det er som at 136 sider, 199 kr. indtil det forsvinder«. Et galleri af tindrende tale håb til »nybagte enker«. Rosinante banalitet, javist, men kun indtil man selv I »Den store epoke« er det for sent at fortry- entrerer det med sin krop og sin tid. de og for tidligt at give op. Digteren vender i Anmeldt af Nu er pagten brudt og epoken forbi. »For tre tankerne tilbage til dengang, de mødtes, kaster Brian Dan Christensen år siden, her i stuen/ var vi lykkelige, hver og blikke på andre kvinder — blikke, der ikke én. Vi indså det ikke«. Ligesom erfaringer altid længere behøver at være stjålne — og er til- »Jeg ved at jeg fylder fyrre om lidt«, skrev Bo er dårlige, så er lykken noget, man først føler i strækkeligt rådvild eller nostalgisk (er der Green Jensen i den eminente digtbog retrospekt. nogen forskel?) til også at påkalde en long lost »Vægtløs« fra 1997. Og her syv år senere hed- love, der slet ikke var en kærlighed, uden at der det »Jeg er næsten halvtreds/ Jeg har set og Håb til enker han kan lade være med at spørge, hvor hun gjort det meste/ Der er ikke ret meget/ jeg Men der kommer også nye steder; der kommer mon er i aften, her tredive år senere. mangler at føle«. I mellemtiden har der været andre kvinder og en ny datter, som »løftes ud Det ligger i epokens natur, at den ikke bare store omvæltninger i digterens liv, og det hører af et sår/ men hun kommer for at læge os«. afløses af en ny, for en epoke er en ø, og når vi om i et stof, der med årene ikke er blevet Firsernes digter, der engang erklærede, at han horisonten er endeløs, er der langt til land. mindre selvbiografisk. Digteren kaster sig håbefuldt eller dumdristigt Den nye digtbog kan skrives, fordi epoken ud i en ny struktur og identificerer sig med en med den første kone nu er forbi og kan fortæl- »salamander«, fabeldyret, der kan tåle hvad les, fortrydes og fortæres. »Den store epoke« er som helst. Men i digtet med samme titel bliver lettere at læse end forgængeren »Vægtløs«, det klart, at digterens selviscenesættelse ikke fordi den er mere trofast over for sit gennem- overbeviser hverken skuespilleren eller hans gående tema: Tiden, som koger alt ned, men publikum: ikke selv kan koges ned til noget håndgribeligt. Og digterens egne beskrivelser af det levede liv Du bliver ældre. Dine dage ender ligesom dine bliver utroværdige — for ham selv: »Det er digte. Ideerne kommer til verden som stjerner, i som med leksika man selv har skrevet/ Man skummet og ilden hvor formerne mødes, men husker hvor usikker sandheden var«. teksterne når aldrig bunden af siden. De smel- ter som is i din datters cola. De går ned i en Systemet nytter ikke spiral af røg som et fly med knækket hale i en Der er sket meget med Bo Green Jensens digte, sang af Roger Waters. De ender som aborterede siden den syvfoldige hovedhjørnesten blev lagt udkast, sæd der falder forgæves på stien hvor med de første digtsamlinger fra 1981 til 1986, en halvt udvisket kridtstreg endnu markerer der kom til at udgøre mammutværket »Rosens den dræbte mands omrids. Veje« (udgivet samlet 1998). Han er ikke læn- gere så slavisk systematisk, måske fordi erfa- Ukrukket bog ringerne har afsløret, at systemet ikke nytter og Bo Green Jensen har med den første digtsam- heller ikke ændrer noget — og da slet ikke den ling i syv år skabt et modent værk, som viser virkelighed, som det godmodigt anmassende den tapre kunstner som ikke helt knækket forsøger at systematisere. mand. Bevares, der er da muntre indslag — Forfatteren har dog ikke forlist sin affinitet som f.eks. digtet »Bestseller« om behandlings- for struktur. Den nye bog har en resumeagtig Bo Green Jensen (Foto: Robin Skjoldborg) hjemmet for selvfede anmeldere, hvor intro, der slår grundtonen an, hernæst fem »Kastholm og Metz holder hof« i det frugale længere afsnit, der breder sig fra det selvbio- hellere ville være en journalist, der bijobbede hjørne, hvor »Bettina Heltberg deklamerer med grafiske over en række politiske, historiske tek- som digter, end det omvendte, sætter sig på sjæl« og hvor de »ved juletid pynter Laugesen ster, for at ende med rejsebeskrivelser og et torvet med sit glas med te »og de blå cigaret- op«. Coda til at lukke bogen i — og lukke den ihær- ter« og håber, at han kan arbejde på det nye Men tonikaen er dyster — when something dige stukkatør inde i det forladte palads: »Nu sted, »Jeg tror det nye sted bliver bedre/ Jeg is not right, it’s wrong, sang skjalden — og er kun erindringens imperier tilbage«. kan mærke her blæser en anden vind.« Men uden »dronningen« virker det hele forkert. Efter syv år agerer digteren i en virkelighed, nye begyndelser indvarsler også nye afslutnin- »Den store epoke« er en livsklog, til tider liv- hvor han bestemt ikke føler sig vægtløs. Konen ger, og digteren har svigt og forræderi som stræt, hudløst ærlig og ukrukket bog med nyt er rejst, datterens veninders mødre bliver skilt, lurende rejseledsagere. Han prøver på ikke at om livet, der leves trods alt. selv klasselæreren bliver sygemeldt og må skil- være bitter, prøver på at huske hende og den Og det er det glade budskab.

NR. 4 DECEMBER 2004 41 (artikel)

hvilket naturligvis er en kvalitet i sig selv, men hvordan kvalificere kvaliteten uden at falde under for den med en dom eller en holdning og dermed i realiteten diskvalifice- re den? Man kan formentlig blive enige om, at i hvert fald to træk kvalificerer Højholts værk som enestående, nemlig at det er skre- Per Højholt vet ud fra en allestedsnærværende materialebevidsthed og traditions- bevidsthed. Begge træk viser imidlertid ud over værket: det strin- gente arbejde med sprog og litteratur sætter begge områder i bevæ- 1928-2004 gelse og skaber dermed også en kvalitativ forandring i vores almindelige sprog- og litteratur- forståelse. Et særligt træk hos Højholt er, flytter sig under færden. Men jo Havde det ikke været for det at han søger at gøre fælles sag mod Af Carsten Madsen højere man sigter, desto højere usædvanligt intime arbejde med litteraturens mest forhærdede rammer man som bekendt, og det danske sprog, ville det for- institutioner sammen med sin Højholt, hvor er det trist han er Højholt ramte højt, meget højt! mentlig have været endnu vanske- egen kanon af store forfattere, han død! Han var en digter, der satte Det kan være vanskeligt at ligere for udenlandske hæders- mønstrer ud med den bagtanke at babelstårnhøje krav til sin egen overskue Højholts værk, fordi han bevisende instanser at forbigå gøre allerede mere eller mindre digtning og ikke undlod at gøre har bredt sig over så mange områ- ham. Men så havde digtningen suspekte digtere som Rabelais, opmærksom på det. Han prangede der. Senest har det gennem som- heller ikke været Højholts, og så Laurence Sterne, Hölderlin, Hop- sejl, eller, som der står i »Portræt merens udstilling på Museet for havde han ikke indløst de hårde kins, Mallarmé, Pound osv. delag- af digteren som inkarneret katama- Samtidskunst været overvældende kvalitetskrav, han selv stillede og tige i sit eget mytteri mod littera- ran«, han gjorde sig på litteratu- at få kortlagt, hvor vidtforgrenet indløste så suverænt. turen. »Man kan få den tanke«, rens vegne, til »talsmand […] for hans ihærdighed egentlig strakte som han hævder i »Forfatteren efter Kafka«, »at ingen forfatter med rimelig ambitiøs sejlføring kommer af stedet uden sin Joyce, sin Kafka, sin Proust, sin Faulkner etc., tælles d’herrer ikke blandt mandskabet bliver de lig i lasten«. Altså, man gør næppe nogen ende på litteraturen uden en usædvan- lig høj grad af traditionsbevidst- hed. Og Højholts skriven videre på traditionen lader ofte helt åbenlyst andre forfattere co-signere hans tekster. Det betyder, at sproget så langt fra er det eneste og ikke det væsentligste materiale, som Høj- holts digtning forholder sig bear- bejdende til, selv om idiomatiske udtryk florerer. Der er andre materialer, der forekommer vigtigere, materialer såsom vores kulturs overleverede forestillingsmønstre, litterære topoi, poesien og tænk- ningens forhold til sprog, bevidsthed og natur, skrivehandlingens kreative gestus, gentagelsen, for- skellene og den stadige dannelse Per Højholt og Carsten Madsen i Højholts køkken i Hørbylunde. af noget nyt. en skyhøj sejlføring«. I 1966 op- sig, også ind over audio-visuelle En forandring af sprog- og Sprogets orden stillede han det som et mål for sit udtryksformer, og langt forud for litteraturforståelsen Denne i og for sig problematise- poetiske arbejde at skrive »the sin tid. Måske for en gangs skyld, i Da jeg forleden i offentlig sam- rende og undersøgende tilgang til poem to end all poems«, hvorefter denne sammenhæng, kunne det menhæng skulle gennemreflektere litteraturen får imidlertid ikke kun han indstændigt »sidder ved sin være på sin plads at minde om Højholts værk, slog det mig, hvor konsekvenser for læsningen af dont«, som han insisterede, »og den høje kvalitet, der generelt vanskeligt det er at gøre rede for Højholts digtning, men den frisæt- prøver at gøre en ende på litteratu- præger Højholts udtrykspraksis. dets kvalitet uden at forfalde til ter også nye forståelser af og ren«, stift stirrende, kunne man Højholts litterære bedrifter er litteraturkritik, dvs. en redegørelse betydningspotentialer i de traditi- vel tilføje, mod en slutning, der navnkundige, og han er hædret med en vis refleksion i behold. oner, hans digtning deltager i. aldrig indtræffer, en horisont der med samtlige litterære udmærkel- Højholts værk sætter også standar- Ligesom Mallarmé, men utvivl- aldrig nås, fordi den jo bestandig ser, nationen kan diske op med. der for, hvad man kan sige om det, somt mere gennemført, mere nøg-

42 NR. 4 DECEMBER 2004 (artikel) ternt, søger Højholt at konstruere en digtning, der beror på en skarp skelnen mellem sprog og skrift. Man kan sige, at sproget, i såvel Mallarmé som Højholts poetiske udtrykspraksis, vedrører verden, og måske endda det man letfær- digt kalder virkelighed, mens skriften ikke har nogen verdensre- lation eller i det mindste falder uden for en verden behersket af bevidsthed og domesticeret af fornuft. For så vidt synes skriften for- stået som et rent materiale tættere på det, Højholt kalder natur, som skulptørens utilhuggede marmor- blok, malerens ublandede palet. Skriften udgør altså en mere rå stoflighed end den, man genkender fra verdens sprogligt afrunde- de objekter. For Højholt er det i og med sproget, at der skabes betydninger, erindringer og poetiske billeder; det er i og med sproget, at der skabes kontakt mellem ordene og tingenes verden; det er i og med sproget, sådan som det strukture- rer vores tænkning, at der skabes forestillinger som jeg, subjekt, identitet, selv, bevidsthed, sans- ning, intentionalitet, vilje, frihed og så fremdeles, men også forestillinger som sprog, skrift, verden, natur. Ingen forestilling har en for- udgående, selvstændig betydning, før sproget præciserer den. Det betyder naturligvis ikke, at Højholt forfægter den overbevisning, at verden blot skulle være et sprog- Fra bagsiden af »6512« ligt fænomen. Tværtimod, Højholt er særdeles lydhør over for de mange måder, livet kan give sig til man i tes om voldsomme ulyk- »Sproget er vores bevidstheds kende på uafhængigt af sproget, det ker. Men, som det hedder et nøjagtige afstand til tingene«, som sådan som fænomener melder sig per- sted i »Turbo« (1968): »bringe Højholt siger i »Intethedens gri- for os ubevidst, i vores uopmærk- spek- orden i ordene kan ingen uden masser« (1972). Også sprogbruge- somhed, gennem intuitioner når tiv at standse alt lidt/ og hvem ren bliver derved en figur, der vores Jeg-identitet ikke er slået til, kunne siger det standser så ord møder bringer sig selv på afstand af ver- eller når vi ikke er der, og naturen kalde en ting helt nøjagtigt/ og der kommer den. Højholts rutine vedrørende kan komme til sig selv igen. Men i traditionel digt- orden i tingene«. Højholts digt- denne iagttagelse af sprogets alme- sin digtning og tænkning er han ning, hvilket da også omfatter ning forholder sig altså kritisk til ne funktion ironiserer over fore- kritisk over for den glemsel, der megen såkaldt modernistisk digt- sproget, eller rettere, til en bestemt stillingen om samfundet som et sætter ind, når vi bearbejder vores ning, men den rammer også ind i sprogbrug der er kendetegnende fællesskab, som vi der taler om det umiddelbare erfaringer til sprog, mere intime områder, kritikken for såvel dagligsproget som en tra- alle skulle være del af. Den sprog- når vi skaber betydninger og bille- rammer også dagligsproget nemlig, ditionel litteratur, fordi sproget i brug, der står for skud, er udtryk- der af verden, som om den var sådan som vi alle betjener os af og med sin orden får den funktion ket »ude i samfundet«, hvor det sammenhængende og dermed det. Sproget anvender vi i over- at standse verden i dens tilblivelse altså er Højholts erfaring, at hans meningsfuld, som om den var ensstemmelse med en relativt sim- og i princippet at holde alt samlet dialogpartner stiller sig selv på endelig, som om tiden ikke gik og pel orden, ordene skal følge på på ét sted. afstand af samfundet, isolerer sig ustandselig føjer små, umærkelige hinanden på en bestemt måde for fra det for at kunne udpege det. forandringer til, ændringer vi altså at give mening, men vi overser Sprogets afstand »Satans også«, replicerer Højholt, næppe ænser, fordi vi nu engang som oftest, at sprogets orden og Men sproget altså ikke blot skaber »så kom jeg for sent igen!« mener allerede at have givet dem tingenes orden tilhører to væsens- verden, og i denne verden de fore- Samfundet vil åbenbart ikke være betydning. forskellige områder. Blot vi ud- stillinger vi måtte nære om vores i stue med ham. Og samme rutine Denne kritik, der foranlediger trykker os tilstrækkelig klart og eget væsen, sproget gentager også tilføjer lakonisk en erfaring fra de Højholt til i forlængelse af Cézan- koncist, fatter vi gerne tillid til, at verden, det skaber verden ved i én mange optrædener ude i forsam- ne at frembringe sin kunst på bag- verden stemmer overens med og samme gestus at benævne og lingshuse og foreninger, på gymna- grund af et studium af naturen, er sprogets orden. Det er vel derfor, gentage den. Og gentagelsen inds- sier og arbejdspladser, altså ude i overmåde vigtig, den rammer ikke at Radioavisen for den distræte tifter en forskel, sproget må bringe samfundet, nemlig at samfundet er blot centralt ind i forestillinger, lytter kan indgyde en fornemmelse sig på afstand af verden for at der behersker store dele af det, af ro og orden, selv når der beret- kunne tillægge den betydning. fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2004 43 (artikel) fortsat fra forrige side udtryk for ordet som et slags hyl- tekster skrivende og udforskende holt siger i slutningen af »Cézannes ster for betydning, hvilket straks til sproget på en sådan måde, at vi metode« (1967): »Kunsten er som — på Herning Svineslagteri! for da illustreres under henvisning til kan læse dets betydninger, mens alt andet ingen nytte til, men den Højholt var dér, talte de slet ikke »ord som ispind og kapsel« og de er i færd med at dannes. Betyd- adskiller sig fra alt andet ved at om samfundet. Vi griner af sådan- »vendinger« der gentager, hvad ningerne i sig selv er ikke formålet den kan udgøre en del af vort liv ne erfaringer med sproget, uanset der just er blevet omtalt. Men sam- med at skrive, men betydnings- på betingelser vi ikke selv har stil- om Højholt fremlægger dem i form tidig indgår de samme ord i en dannelsen er interessant. Dette er let.« af show eller i det poetiske udtryk, bogstavelig beskrivelse af en fod- måske egentlig tydeligst i »Gittes fordi de afslører en paradoksal boldkamp, hvilket understreges i monologer« (samlet udg. 1984), Stor forfatter, stort menneske indsigt, vi alle er nødt til at for- slutningen af tekststykket, hvor der fremstiller et talesprog i dets Jeg har været i den, forekommer trænge for at få sproget til at fun- kampens linievogter dømmer rene fungeren, således at man kan det mig i dag, yderst privilegerede gere. Højholt blotlægger den dob- »6512 indkast og han griner og se, hvordan forestillinger som situation at kende Højholt person- belthed, der er sprogets natur, en vinker med flaget og dømmer 5614 identitet, værdier, holdninger og ligt, jeg kendte ham så godt, som dobbelthed af skabelse og genta- off/ side og træder til side for meninger etableres i og med spro- begges blufærdighed nu engang gelse. exprestog af kendelser der i en sky get. For at denne undersøgelse kan tillod. Vi kunne hjælpe hinanden af/ ispinde plastikbægre skod kap- komme i stand, må Højholt altså med forskelligt, vi diskuterede Praktisk omgang med sproget sler aviser kartoner cellofanstrim- samtidig tømme sproget for betyd- hans og andres digtning flittigt, Det er dog vigtigt at fastholde, at ler og/ pølsebakker sugerør og ning, kortslutte det. Og det er dér, også mine egne sporadiske forsøg Højholts erfaringer med sproget blade ustandselig farer forbi og skriften står tilbage som et tavst, med poesi gennemgik han grun- beror på en praktisk omgang med hvirvler i m«. Ordene taler tvetun- og i for sig betydningsløst vidnes- digt og overbærende, jeg fulgte en det, det er en erfaring der på én get her, på én gang metaforisk om byrd om, at en skriven vil have overgang med ham, når han gang udnytter og udpeger sprogets sprogets forhold til virkeligheden fundet sted! optrådte, jeg inviterede ham til at dobbelthed ved selv at udgøre og bogstaveligt om en fodbold- Bag Højholts kritik af sproget holde foredrag, han bad mig om at eksempler derpå. Højholts æsteti- kamp, hvor et bagvedliggende ligger der imidlertid en affirmati- overveje kvaliteten af den ene ske erfaringer er alle knyttet til en udsagn da eventuelt kunne være, on af skrivehandlingen, som er eller den anden af sine tekster osv. praksis og en reflekterende bear- at sådan fremtræder virkeligheden afgørende, fordi anvendelse deraf I vores samvær udstrålede Højholt bejdning af praksis; de er ikke, i for os, på én gang som bogstavelig fremtvinger et definitivt brud med altid overskud, varme og nærvær, hvert fald i udgangspunktet, ud- og metaforisk betydning, når vi et ordinært litteraturbegreb og pro- han var usædvanlig generøs og tryk for ontologiske grundforhold forsøger at forholde os til den i og blematiserer de i hvert fald mest opmærksom, han tænkte og snak- for sproget som sådant. Derfor må med sproget. gængse forestillinger om litteratur. kede meget, og der var hele tiden vi også hele tiden henholde os til Det er i spaltningen af denne Det er egentlig forkert at sige et menneskeligt fokus i alle hans eksemplerne for at udvinde en dobbelthed, hvor sproget på én Højholts skriven, genitiven angi- udtryk. Det er ikke bare en stor erfaring deraf, vi må som læsere gang bringes til at henvende sig til ver en falsk oprindelse til handlin- forfatter, der er død, men også et investere os selv i Højholts poeti- verden og til sig selv, at Højholt gen. Det er handlingen, der kom- stort menneske. ske eksperimenter med sprogbru- skriver. Et andet eksempel, som mer først, og den skaber, bl.a., for- Højholts død efterlader et gen. Her et par eksempler, det kan få lov at stå for sig selv, er det fatteren Højholt. I realiteten er kolossalt savn, han har prøvet første udgør en passage fra den sted i romanen »6512« (1969), denne henvisning til skriven ud- kræfter med det meste, og altid tekst i »Turbo«, der indledes med hvor personen Albinus beklager tryk for en grundlæggende vitalis- særdeles kvalificeret: digtning, ordene: »garder så den stund for sig til jeg-fortælleren over at blive me i forfatterskabet, som man ikke tænkning, shows, radio- og tv-spil, vejle dog ikke helt henry et kryds kaldt for Knud af en tredje person, altid har vidst at agte på. Digtnin- reportager, og han vedblev til det no more«. Tekstens sprog sam- der hedder Carl: »»Knud«, hviske- gen tager udgangspunkt i den ska- sidste med at være nærværende i menholder vidt forskellige betyd- de Albinus, »Knud, det lyder da bende udvikling, der bestandig den offentlige debat, selv efter ningsplaner på en måde, hvor de underligt, jeg troede min far var lader alting blive til: naturen, det kræfterne til at skrive var sluppet samme ord har væsensforskellige lærer«. »Du hedder Albinus, man kalder verden, menneskene, op. Tilbage står heldigvis hans for- betydninger. Et af disse betyd- Albinus«, sagde jeg trøstende, jeg poesien. Egentlig er litteratur in- fatterskab, foruroligende levende, ningsplaner har dog klart nok med fik sgu helt ondt af ham. »Hvorfor feriør i forhold til den stadige til- utrolig slidstærkt. Og ja! selvfølge- fodbold at gøre, læseren hvirvles siger du Albinus to gange«, sagde blivelse, men poesien kan give os lig er flere af hans bøger mere end midt ind i en fodboldkamp, og ca. Albinus. »Det er sproget«, sagde mulighed for at erfare verden som værdige til at blive føjet til en midt i tekststykket optræder føl- jeg, »det er åndsvagt««. sådan, som en skabende udvik- kanonliste, de har langt flere bli- gende passage: » […] vi drøner af ling, uafhængigt eller på trods af vende kvaliteter end så meget sted 20 cm oppe set/ fra sproget er Den kreative gestus os selv. anden litteratur, der til sammen- det enten kønt eller kønt og uden Bag denne kritik af sproget, sådan Man kan således friste den ligning ofte kan synes skrevet på forskel om tomt el/ fyldt men her som det fungerer, når det er over- hævdelse, at for Højholt er det holdninger og meninger uden ske- omme bag ved ord og garderinger ladt til vores umiddelbare brug af ikke litteraturen i sig selv, der er len til de litterære værdier, flyder det sgu med tom emballage det, råder der utvivlsomt et langt væsentlig, det er ikke kritikken af Højholt pumpede sit værk fuldt af. ord som ispind og kapsel plasti- væsentligere træk i Højholts digt- repræsentationen eller vores om- Nu har han sluppet taget i det, cbægeret cellofanstrimmel og/ ning. Det vedrører den forståelse gang med metaforer, der er anled- men propfuld af skønhed, latter, vendinger som det er smukt her er af kunstværket som »resterne af en ningen til at skrive, men derimod indsigt og musikalitet svæver hans tomt og bag ved ordene men mel- skriven uden mål«, som han især den gestus, hvormed bl.a. littera- bøger nu, helium-lette og stille, lem/ linjerne intet […]«. Vi har her taler om i »Intethedens grimas- tur frembringes. Nok beror littera- hen over vores hoveder som store, med et stærkt opflosset sprog at ser«. Det er under henvisning til tur dybest set på en skriven, javist, bristefærdige balloner. gøre, eller som der står andetsteds det, han kalder skriven, at Højholt det bekræfter f.eks. Mallarmé også, i »Turbo«, et »rokkende turbobrev præciserer sin forståelse af skriften men Højholt starter og slutter ikke Carsten Madsen er lektor på som/ drøner og blipper dag ud og som noget væsensforskelligt fra i litteraturen. Tværtimod, litteratu- Nordisk Institut, Aarhus dag ind natvis med en dødhøi fin sproget. Sprog består af færdigt ren er et gennemgangsled til be- Universitet. Han forsvarede den hvinen som et aluminium/ af su- dannede betydninger, mens skrif- kræftelse af den kreative gestus, 12. november sin doktordisputats perlyd som sætter strøm til tand- ten i sig selv er betydningsløs, så han iagttager i naturen og i Livet. I »Poesi, tanke & natur. Per sølvet«. Ordstillingen i den først dér hvor Højholt lader sin digtnin- sidste ende er det derfor heller Højholts filosofi og digtning« citerede passage antyder en provi- gen trække over mod skriften ops- ikke fortolkningerne af Højholts (Klim 2004). Nærværende nekrolog sorisk bestemmelse af ord som tår der en betydningstømning af værk, der er væsentlige, men deri- skatter til præces’ indledning ved »tom emballage«, et metaforisk sproget. Han forholder sig i sine mod læsningen af det. Som Høj- denne handling.

44 NR. 4 DECEMBER 2004 10 fede julegaver

De fleste bøger udkommer til julehandelen. Det betyder ikke, at foråret og sommerens værker må gå i glemmebogen, når du skal shoppe efter julegaver. Hvis du gerne vil begave dine kære med en bog, de ikke vil glemme, er der råd at hente i Standart. Vi har 10 bud på fede julegaver fra året, der kom og gik. Prisen står her også, og alle er hver en krone værd (flere af dem fås også i bogklubber, men så når du ikke at bestille dem hjem til jul) Redaktionen

Lars Frost: »Smukke biler efter Pia Juul: »Lidt ligesom mig« (100 kr.) Caradog Prichard: »En månelys krigen« (298 kr.) Intet andet end fabelagtig. Og endda spændende. Det ligner en dagbog, nat« (175 kr.) Den er skrevet til en kultur, der med små gentagne overskrifter, og stemmeføringen passer til Juuls helt Teksten er gennemvædet af salmer kæmper med koncentrationsevnen særlige, lyriske lillepigetone, som her finder et nyt hjem [...] Det er en — men også af passager, der imi- [...] Den fortjener at blive læst af lille sensation til kun 100 kr. terer gammel gælisk naturlyrik og så mange som muligt. Frost fortje- noget, der må være walisiske hel- ner et gennembrud. Det bedste, tekvad. Det er en forunderlig og den nye danske realisme har særpræget roman, Husets Forlag præsteret siden »Radiator«. her har haft mod til at udsende, og en stor oversætterbedrift af Karsten Sand Iversen. Péter Esterházy: »Harmonia Cælestis« (499 kr.) Esterházy har udtalt, at det var umuligt at skrive en slægtsroman Judith Hermann: »Spøgelser, efter Thomas Manns overalt« (229 kr.) »Buddenbrooks« — det har han Det er måske Judith Hermanns hermed modbevist. »Harmonia største talent: evnen til at koncen- Cælestis« indskriver sig blandt trere en situation eller en stem- den ypperste europæiske litteratur, ning i et prægnant billede, der og ikke bare samtidslitteratur, som udstråler en lige så gådefuld, som ingen husker om tyve år, men attraktiv symbolkraft […] Hvad blandt de litterære sværvægtere, med et slogan: Lær af tyskerne! som bogen også spiller bold med: Kafka, Musil, Proust og Mann med flere.

Niels Lyngsø: »Morfeus« (300 kr.) Gertrude Stein: »Ømme dupper« »Morfeus« er et i bedste forstand (129 kr.) sjældent værk fordi det i nærmest Peter Laugesen har mesterligt uset omfang integrerer litteraturen oversat mesterværket »Tender i både musikken og billedet, både Buttons«, der siden udgivelsen har i den serielle kompositions tid og i været [...] en inspiration for så sidens og bogens grafiske spatiali- godt som alle de avantgarder, der tet. Den er universalpoesi så det har været noget ved [...] Steins lit- batter. Og den er en af de mest teratur er måske det tætteste, man konsekvente overskridelser af in- kommer en abstrakt litteratur (i stitutionen ’digtsamling’ og samti- hvert fald en abstrakt litteratur, dig en grundig apologi for poesien. der kan læses).

Jonathan Franzen: »Hvordan man Morten Søndergaard: »Fedtdigte« er alene« (225 kr.) (500 kr.) Kredser om, hvordan man bør Morten Søndergaards erotiske insistere på retten til fordybelse — digte er fedtede på den fede måde først og fremmest i bøger — alt [...] Med »Fedtdigte« har Morten imens tv’et tordner ud i stuen [...] Søndergaard og co. begået en lille Franzen skriver i det store hele genialitet af en bog. Det er en taget som en drøm, og han er Mads Rosendahl Thomsen: »Kanoniske konstellationer« nydelse at gå på opdagelse i digte- velskolet i den angelsaksiske (250 kr.) nes erotiske univers, og jeg må essaytradition, der ikke — i mod- Den første litteraturvidenskabelige undersøgelse af kanonbegrebet på give bogen 6 ud af 6 fedtpletter for sætning til alvorestunge tyskere dansk [...] Den er uhyre velskrevet; Mads Rosendahl har næsten alt med, den gode oplevelse. En oplagt jule- som Adorno — udløser øjeblikke- der er værd at vide om kanonbegrebet og dets teori [...] Den bør blive en gave til den, man synes skal have lig migræne hos læseren. klassiker i dansk litteraturkritik. den fede julegave.

NR. 4 DECEMBER 2004 45 (kritik)

forskere og -kritikere, for dertil er hans undersøgelse for uforpligtet, ufundamenteret, subjektiv, uan- skuelig og poetisk. Forfatteren har således alene en gruppe ’reflekte- Frankmentarisk rende kunstnere’, som han selv højlydt erklærer sig som en del af, som målgruppe. Han immuniserer På trods af spredt brillans og megen tale om åbenhed forbliver sig da i høj grad mod den kritik, Niels Franks samlede tænke-prosa en ret lukket mursten han selv er god til at dele ud af. Det ejendommelige er, at Franks poetik og kunstfilosofi netop kombinatorik. Denne dynamik prædiker åbenhed, brud, negativi- Niels Frank opstår imidlertid kun knebent i tet og at ingen position er stabil, Første person, anden person værket, fordi de enkelte elementer hverken værket eller selvet, hvil- 420 sider, 349 kr. er for lukkede (Franks grundform ket man jo kun kan være enig i. Samleren er og bliver den selvindeholdte, Hvorfor skal forfatterfiguren da slebne, pointerede aforisme, selv- være så distanceret og hermetisk, Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann om han i egen selvforståelse nok og så stabiliseret af sin refleksivi- skriver ikke-selvidentiske fragtet? Man får mistanke om, at den Niels Frank er ligesom de fleste menter), og fordi summen af fyn- frugtbare indsigt om, at et kunst- lyrikere en fremragende prosaist. dig visdom bliver for høj, hvilket værk skal rumme sin egen selvtil- Hans præcision er frapperende, bogens 420 sider, der oven i købet intetgørelse, blot er en kompensa- hans billeddannelse diskret, origi- er jumbo-sider i forhold til almin- tion for kunstneren. (Lad mig for nal og sansbar, hans syntaks varia- delige bogsider, bevidner. det tilfældes skyld, at den op- bel og levende snarere end et sæt- Det eksorbitante omfang er et mærksomme og lidt for smarte ningslogisk fængsel. Registrerings- tveægget sværd: Læseren bliver for læser nu tænker ’aha, men anmel- og iagttagelsesevnen er ligeledes det første mæt af åndfuldhederne derens kritik kunne jo netop være formidabel. Alligevel udstråler (såvel som af de primitiviteter, der Niels Frank udtryk for denne selvtilintetgørel- den foreliggende bog en dyb man- skal kompensere for dem) og (Foto: Robin Skjoldborg) se’, slå fast, at min kritik desværre gel på nødvendighed. For Franks mister for det andet fornemmelsen ikke når højere end til værkets refleksionsprosa er grundlæggende for helheden, hvorved de stykker, ren kun kan købe udsagnet kritik- ’selvifodskydning’.) uegnet til en stort anlagt, encyklo- der oprindeligt blev udgivet i og løst eller desavouere det. Man Niels Frank opsøger i »Første pædisk udgivelsesform. behøver sammenhæng, som f.eks. kommer ikke rigtig i dialog med person, anden person« for sjæl- Ideen har givetvis været at »Yucatán«-essaysamlingens (1993) bogen, hvilket er paradoksalt, da dent det, der er i modstrøm til skabe et eksperimentarium, hvor komplicerede redegørelse for en udialektisk enten-eller-tænk- ham og kan erodere hans kunst- der indgår fotografier, lidt lyrik, Robert Smithsons begrebsdannelse ning netop er det, forfatterens filo- ner-identitets ligedannethed med endda tegninger og naturligvis alle omkring site og non-site, mister sofi kritiserer (dog meget ofte ved sig selv. Derfor finder den enes- de kortprosa-genrer, man overho- deres kraft. hjælp af dikotomiske modeller). tående sans for sproget, som jeg i vedet kan komme i tanke om. Alle Der er noget in your face-agtigt, Forfatterens selvbeskyttelse slagord beskrev indledningsvist, disse mange forskellige udtryk, noget nu-skal-jeg-fandeme-give-jer- mod diskussion gentager sig på kun sporadisk sin bestemmelse i som hovedsageligt består af tidli- Frank-skal-jeg over udgivelsen, modtager-niveau, hvor han hver- en kraftfuld, subjekt-suspenderen- gere offentliggjorte, lettere omar- som om den ikke for alvor ønsker ken kan siges at henvende sig til de benævnelse af verden. I stedet bejdede tekster, skal da skabe en at komme i samtale med læseren. det almindelige boglæsende publi- er sproget hovedsageligt preciøst, ny konstellation, et væv, hvor Selvom Franks refleksioner ofte er kum, for dertil er refleksionerne ja ligefrem affekteret, sensibilite- stykkerne taler sammen på kryds kloge og vigtige, er de fremsat på for litteraturvidenskabelige og ten kølig og iagttagelsesevnen nær- og tværs i en principielt uendelig en dulgt kategorisk måde, så læse- kunstfilosofiske, eller til litteratur- mest navlebeskuende. Overflødig bog om vigtigt emne

Ufærdig redaktion skæmmer bog om genrer

tur over sagprosa til moderne me- Bidragene er meget heterogene. diskutere genrebegrebet principielt Katja Teilmann (red.) dier er ellers god. Men som man De skal henvende sig til forskere i forlængelse af deres synsvinkel Genrer på kryds og tværs vil vide, så bliver en god konferen- og studerende — og så også til den og materiale, eller skal de bare ek- 258 sider, 225 kr. ce ikke af sig selv en god bog. Da almindeligt interesserede læser, semplificere ’noget om genre’ med Syddansk Universitetsforlag slet ikke, når princippet er, som der uden man ved, hvem der er pri- det tilfældige stof, de nu har kastet står, at »begrebslig forvirring« er mær læsegruppe. Og det gør jo da sig over? Skal der være håndbogs- Anmeldt af Svend Erik Larsen det »samlende punkt«. Jeg er sikker pokker til forskel på komposition, agtig hjælp med bibliografi, ordli- på, at konferencen i Odense i sep- niveau og artikelindhold. Hvis de ste, register og en redegørelse for Ufærdig, det er det pæneste, man tember 2003 har været spændende forskelligartede læsere ikke skal redaktionelle principper? kan sige om denne bog. Hvad re- og haft nogle indlæg af høj kvali- forvirres af begreberne, så skal der Alt sammen væsentlige redak- daktøren aktivt har foretaget sig tet. Der er jo en del solide navne sikre redaktionelle principper og tionelle spørgsmål, der ingen svar med en samling artikler ovenpå en med i bogen. Og en konference retningslinier til. Skal artiklerne får, og som heller ikke besvares in- konference om genrebegrebet i tek- kan sagtens være stimulerende og alle henvende sig til alle tre grup- direkte gennem de enkelte artikler. ster og visuelle medier, står hen i provokerende med produktiv per, eller skal nogle pege i én ret- Redaktøren giver i indledningen det uvisse. Spredningen fra littera- begrebslig forvirring. Men en bog! ning, andre i en anden? Skal alle nogle overflødige genfortællinger

46 NR. 4 DECEMBER 2004 (kritik) af de enkelte kapitler. Den læge læser falder i søvn over disse refe- raters gumpetunge dansk, mens forskeren og den studerende godt kan læse selv uden vejledning. Nul hjælp til selvhjælp som regi- stre, samlet bibliografi eller en vis garanti for et samlet overblik, eller bare kriterier for udvalget af emner, eller henvisninger til net- ressourcer eller håndbøger. Og brugen af referencer er helt vil- kårlig med hensyn til udgaver, ori- ginalsprog og oversættelse. Samme forfatter og tekst bliver citeret eller får henvisning på dansk, tysk, svensk, engelsk, fransk i én pære- Optakt til en god bog vælling på tværs af bidragene. For studerende er bogen ikke bare ufærdig, men ubrugelig. Hvordan Thorkild Hansens efterladte fragment om Camus kunne være blevet kan dog Statens Humanistiske mere end læseværdig Forskningsråd have bevilget støtte hertil?! Enkeltartikler er i deres forskellige orientering mod målgrupper hed, ville nok være blevet strøget og alligevel gavmild, smuk natur, ikke nødvendigvis dårlige, men Thorkild Hansen under senere redaktioner. hvis eneste berettigelse er, at den samlet kan de ikke løfte emnet Camus’ død Og det væsentlige, der gennem- er, afbrudt af et tilfældigt og tilba- eller give retning til en diskussion, 88 sider, 98 kr. trænger de udgivne fragmenter, er gevendende omslag gennem den og de har næppe haft kendskab til Gyldendal hverken Camus’ berømmelse, stor- iskolde nordenvind og suppleret hinandens indhold, så de kunne hed, karakterstyrke eller omvendt af kirkens latinske påmindelse om justeres ind efter hinanden. Minna Anmeldt af Svend Erik Larsen hans eksemplariske lidelse eller at bruge tiden og ikke gro fast. Og Skafte Jensen skriver kort og klart svigt på hjemmefronten. Det er så det nærvær af død og ophør, om antikken for den læge læser. Når man læser de to første kapitler den eksistentielle situation, der der hører med. En konstruktion, Hverken forsker eller studerende af Thorkild Hansens forsøg fra javist, ellers var det jo ikke god lit- får noget med sig her. Hvilket 1979 på at skrive om Camus, ærg- teratur. Men en konstruktion, der næppe har været hendes hensigt. rer man sig over, det ikke blev til åbner stof og realitet til læserens Ebbe Grunwald kortlægger oply- mere, men glæder sig over, at Gitte medtolkning. Og helt i pagt med sende og centralt et journalistisk Jæger og Lars Peter Rømhild har Camus’ tekster — når de er gode, genrefelt. Her er én, der kan selv, fået stumperne udgivet — et første er de, modsat Sartres, konkrete og uden redaktør. kapitel, der virker færdigt, og et sanselige, før de eksemplificerer Lars Ole Sauerberg skriver andet, der kun er undervejs. noget som helst. udmærket om den moderne vers- Ærgrelsen gælder, at her kan der Endelig plottet. Det styrende roman, men har vel regnet med, at skrives med let hånd om de svære punkt er ikke forståelsen af andre tog sig af et bredere genre- ting. I modsætning til de alt for Camus’ hele karakter eller livs- perspektiv. Uden det må man lange og let klistrede konstruktio- værk, men hans gådefulde død. spørge redaktøren, hvorfor netop ner af personer og perioder, som i Derfor åbner kapitlet ikke med denne genre skal have en artikel. romanform for tiden giver salg fra overhovedet at nævne, at det dre- Bo Kampmann Walther diskuterer boghylderne og mere stiller forfat- jer sig om Camus. Det sker først på computerspil på en spændende og teren end stoffet i front. For slet side 18. Og derpå rulles der nytænkende måde, men uden en ikke at tale om det løbende biogra- Thorkild Hansen (Foto: Erik Friis) diskrete forvarsler op om bilulyk- diskussion af genrebegrebet. Jon fihysteri på alle hylder. ken i januar 1960, indtil den så Helt Haarder orienterer sin artikel Som i kampen mod vægten med ham som filter gennemtræn- indtræffer. Derpå formerer fortolk- om forfatterportrættet mod et gen- gælder det også for skriveri, at det ger Thorkild Hansens hele frem- ningerne sig med nye gåder og reproblem, men ender med at er let at blive svær, men svært at stilling fra fortællesituationen, gætterier til følge, forankret i den drøfte biografisme i litteraturvi- blive let. I hvert fald ifølge Storm omverdensskildringen, det antyde- dobbelthed af lykke og depression, denskaben. Sven Halse tager den P. Men Thorkild Hansen kan det. de plot til den elementære selekti- der i sig selv er gådefuld. Den skil- historisk spændende genre idyllen Det er personlig refleksion, der on af stof. Og selekteret, det er der drer Thorkild Hansen fremragende op med tysk fokus. Han prøver at aldrig bliver selvpromovering. Der blevet, stramt endda. i sin fortolkning af Camus’ seneste rejse en principiel genrediskussi- er stof nok om Camus, uden det I lighed med Camus’ »La tv-optræden. Plottet viser således on på den baggrund med sigte på bliver overlæsset. Der er fokus nok Chute« åbner og lukker fragmentet diskret den dobbelthed af død og at supplere med begrebet model. til, at et vidt perspektiv åbnes, med fortællesituationen i det loka- meningsløshed, der ligger som en God idé, og relevant for bogen, uden blokering fra private dagsor- le hotel i Loumarin, hvor Hansen undertone og måske drivkraft hos men øjensynlig slap pladsen op, dener. får sin daglige dosis lokal rosé, Camus selv. Og som kræver for- for det med modellen snuppes af Fremstillingen er præget af den mens kromutter udtrykker sig tolkning for at blive til liv. til sidst. Og sådan er der mange diskretion og beherskelse, der sør- anklage mod verdens meningsløs- Om det er fiktion, historie, bio- men’er. ger for, at det, der er væsentligt i hed. Midtvejs vender vi kort tilba- grafi eller essay, vi læser, er ikke Genrer på kryds og tværs, sig selv, fremstår som væsentligt. ge til situationen, så vi husker til at afgøre. Men det er et oplæg måske, men bogen er mest på De få steder, hvor pegefingeren denne konkrete forankring af selve til kvalitet. Og det må vel være tværs. lister sig frem, som fx når Camus’ fortællingen. nok. hus i Loumarin fortolkes som Omverdenen skildres gennem udtryk for en personlig dobbelt- beskrivelsen af Loumarin — en tør

NR. 4 DECEMBER 2004 47 (kritik)

hvordan det forholder sig i andre værker. Således f.eks. i sætningen »[…] the ”I” narrating in the present tense is not the ”I” narrated in the preterite […]« . Når der hverken uddybes eller sammenlignes, bliver det uklart for læseren, om dette er en helt banal pointe om, at det fortællende jeg ikke er det samme som det fortalte, eller om der sigtes på et særligt forhold i »Tristram Shandy«. De afsluttende ord tenderer ligeledes i deres epo- kegørende udsagn om verden mod det intetsigende: »Tristram Shandy demonstrates that the world is possible although it is not Alt det rigtige real«.

Illustrativ, ikke -streret Vellykket udgivelse leverer dansk litteraturforskning Rolf Heitmanns artikel er et velar- til internationalt publikum gumenteret forsøg på at opklare den tilsyneladende modsigelse mellem realismeintentioner og allegoriske resultater hos Haw- thorne. Heitmann har flere gode læsninger, men artiklen svækkes fine læsninger, ligesom den er den for en artikel, der kikser på sine steder af mærkværdige formu- Karen-Margrethe Simonsen (m.fl.) ganske lækkert udstyret med resu- den produktive, sjove, imponeren- leringer som f.eks. på første side: (red.) meer, generel og emneinddelt bib- de eller blot kiksede måde i et for- »[…] the investigation offers a cri- Reinventions of the Novel. liografi samt et nyttigt indeks, som søg på at spørge til i stedet for fra tical approach to the main feature Histories and Aesthetics of a alt sammen understøtter det for- karakteristikken af romanen som of the Novel, namely, its length.«, Protean Genre holdsvis homogene præg. en genre i splid med sig selv. Det hvor man undrer sig over, om det 346 sider, 431,25 kr. er rigtignok en marginal indven- virkelig er længden, som dog ikke Syddansk Universitetsforlag Dobbelt sikkert ding og de fleste af artiklerne med nødvendighed adskiller Redaktionen har leveret et arbejde, præsenterer da også forskning på romanen fra f.eks. hverken selv- Anmeldt af Henrik Skov Nielsen som er professionelt på den sikre et højt niveau. biografien, telefonbogen eller virk- måde i dobbelt forstand. Der redi- somhedsregnskabet, der udgør »Reinventions of the Novel« er en geres med sikker hånd, men man Fra Freud til Joyce »the main feature«. Ligeledes antologi på engelsk af danske skri- holder sig også til det sikre ved at Blandt de allerbedste og samtidig synes visse argumentationsspring benter, der alle skriver om aspek- gøre alt det rigtige. Ikke mindst de mest underholdende træder Steen forhastede, som det er tilfældet ter af romanens genre- og formhi- senere års engelsksprogede artikler Klitgård Povlsens artikel om mod slutningen af artiklen: »Since storie. Det gør det til en ret så og bøger har lært os at tænke i »Finnegans Wake« og Freuds vits- no one else seems to want to assu- usædvanlig udgivelse både i struk- pluraliteter frem for i singularite- bog frem. På imponerende og me the responsibility or role of tur og i målgruppe; man ser sjæl- ter. Ingen bog om feminisme und- overbevisende måde demonstrerer being flawless, it is necessarily the dent større, samlede udgivelser af lader at gøre opmærksom på, at Povlsen, hvordan Joyce både i tek- reader who is posited as complete danske forfattere rettet mod et man bør tale om ’feminisms’, nik og materialevalg til tider træk- by the incomplete text and aut- internationalt publikum, og man ingen bog om postkolonialisme, at ker meget direkte på Freuds arbej- hor.«, hvor der langt fra synes at kunne have tænkt sig, at antologi- man bør sige ’postcolonialisms’. de. Til denne kategori hører også være den af ordet »necessarily« formatet ville afskrække de fleste Og det er jo helt rigtigt og udtryk Mads Rosendahl Thomsens artikel angivne nødvendige sammenhæng forlag. Imidlertid er bogen også for politisk korrekthed (eller; pard- om Nicholson Baker og Georges mellem præmis og konklusion. usædvanlig vellykket i den måde, on me: for politiske korrektheder). Perec og deres respektive kombi- Samlet set holder artiklerne hvorpå redaktørerne løser de fleste Titlens flerfoldige flertalsformer er nation af aristoteliske og ikke-ari- imidlertid et imponerende niveau af de vanskeligheder, som netop i god overensstemmelse hermed stoleliske strategier i et forsøg på og læserne finder bl.a. flotte læs- formatet sætter. og med introduktionens og de fle- at bringe romanen videre efter de ninger hos Jørn Erslev Andersen Bogen indledes således af en ste artiklers trendy anti-essentia- mest ekstreme avantgarde-ekspe- om »Fru Marie Grubbe«, hos længere, meget anskuelig intro- lisme. Her skal det blot give anled- rimenter samt Marie Lunds meget Svend Erik Larsen, Frits Andersen duktion til romanens historie og ning til den bemærkning, at den velargumenterede analyse af nar- og hos Frederik Tygstrup og til forskellige mulige definitioner anti-essentialistiske side også er rationen og ’tonen’ i Henry James’ Karen-Margrethe Simonsen, der af, hvad en roman er. Derefter føl- en side. Introduktionens allersid- »The Aspern Papers« og den dertil skriver henholdsvis vidsynet og ger en række tematisk opdelte ste ord lyder: »That the Novel is a hørende nuancerede kritik af fokuseret i to meget interessante afsnit om bl.a. realisme, tableau og genre always in conflict with itself Booths kritik af James’ roman. artikler om tableauet. avantgarde, som hver især ligele- is a truism, but the real question is Lidt mere tvivlsomme forekommer Af pressemeddelelsen fremgår des indledes af en mindre ind- how?« adskillige af konklusionerne i det, at bogen »er illustreret«. Det føring i underemnet skrevet i sam- At romanen som genre er i Kirsten Pedersens artikel om er den nu ikke, men den er illu- arbejde mellem det enkelte afsnits splid med sig selv, er formentlig »Tristram Shandy«. Dels bliver strativ, bredspektret, ambitiøs og skribenter. Bogen fremstår mere sandt, men en truisme er det lige pointerne om forholdet mellem nyttig for enhver, der er interesse- sammenhængende og mindre netop ikke. Når det gøres til en intra- og ekstratekstuelle fortællere ret i romanens historie, æstetik og modsigelsesfyldt end antologier præmis for den spørgende optakt og forfattere tvivlsomme, fordi de teori. flest, og den giver læseren et solidt til alle de kommende artikler eks- bygger på uskarpe distinktioner og teoretisk grundlag og adskillige kluderes på godt og ondt mulighe- helt savner sammenligning med,

48 NR. 4 DECEMBER 2004 (kritik)

Jensen disse eksempler til at bygge en national retorik op, der går direkte fra Grundtvig — der »kommer ridende ind i Danmarkshisto- rien på en flæskeryg« — over de kollektive bevægelser til den nuværende regering, der opfattes som inkarnationen af populisme Metaforer og ’lavdemokrati’ — modsat ’høj- demokrati’ repræsenteret af ’dan- nelseseliten’ (læs Jensen & Co). Lavdemokratiets kulturkamp føres ifølge Jensen af en arbejdsløs che- i for lang snor fredaktør samt mislykkede og oversete forfattere, der nu kræver Jensen kan ikke styre sine billeder af den store verden anerkendelse. Regeringens kultur- politik er heller ikke min kop te, men det er en mærkelig ’dannelse- selite’, der anvender arbejdsløshed samt et nyskrevet længere forord, ikke ret lang tid siden, og at denne som en diskvalifikation og ellers Carsten Jensen der samler op på de følgende indgriben blev benævnt en »hu- bare vrænger og håner anderledes Livet i Camp Eden essays. Jensen mener, at når den man intervention«. Det var næppe tænkende frem for at argumentere 339 sider, 279 kr. danske lejr i Irak hedder »Camp civilbefolkningens opfattelse, da for egne synspunkter. People’s Press Eden«, så er det udtryk for »det de fredsbevarende styrker blev Men det gør den Jensen, der sprog vi taler i nutidens Danmark. trukket ud af Kosovo, og der blev påstår at danskeren er bange for Anmeldt af Anne Marie Dinesen Vi er i krig, men kalder det noget lukket op for uhindret serbisk det fremmede. andet«. »Vi« er naturligvis iden- aggression. Carsten Jensen kan ikke lide dan- tisk med den nuværende statsmi- Men dette har Jensen en forkla- Drøm om Europa skere, han bryder sig virkelig in- nister Fogh Rasmussen, og det er ring på: »Da Amerika greb ind i Jensen er bange for det velkendte, tenst ikke om danskere; danskere Kosovo, var krigsmod- så bange at retorikken når dahleru- er fordringsløse klynkende tabere standerne dem, der ikke pske højder, når han efter en rejse (af Skåne, Halland og Blekinge, ville vide noget om ver- finder danske mønter — ikke samt Schleswig-Holsten!), duknak- den. I tilfældet Irak må Euro’s — i sin portemonnæ: kede og med små forventninger til protesten komme fra »Normalt siger man at penge ikke tilværelsen, og dog med den over- dem, der indser, de har lugter, men disse mit fædrelands vundnes følelse af moralsk overle- fået for lidt at vide«. Det mønter gjorde altså. De stank af genhed; neutraliteten under 1. verer mærkeligt, at civilisten sur komælk, fordærvet flæsk og denskrig bekræftede danskernes Jensen har et så stort Pia Kjærsgaards harske parfumer. bedreværd, og samarbejdspolitik- overblik over »verden«, De stank af gammelmodig nationa- ken under 2. verdenskrig var bevi- når man betænker, at de lisme, hykleri og virkelighedsfor- set på »vores moralske førerpositi- professionelle militæra- nægtelse.« Herrestegud, det er jo on«. nalytikere faktisk var bare en lidt upraktisk ting for de Det mærkelige er, at Jensen imod den »humane inter- mennesker, der rejser meget. Og opfatter nationalstaten som roden vention« i Kosovo. man kan vel bruge sit Visa-kort. til alt ondt, samtidig med at han Men hvilke værdier hylder reproducerer selv samme natio- Grundtvig på flæskeryg Jensen bortset fra ’det modsatte’? nalstatslige retorik. Alle danskere På trods af, at Jensen nu Om det så er kærligheden, vræn- er ens, ligesom alle tyskere: »Det om dage er mod invasio- ger han af den. Det eneste, jeg er var Auschwitz’ kommende arki- nen i Irak, er der alligevel faldet over er dette: »I praksis tekter, der besejrede os i 1864 (...)« en mærkelig indirekte betyder det nye højres fremmarch, Jensen, det kan du da vel ikke heroisering af krigen. at Europadrømmen er død, at mene? Du kritiserer Bertel Haarder Jensen ironiserer over, at Europa igen forvandles til en sam- for at karakterisere mennesket som »Det danske demokrati ling af aggressivt selvoptagne et historisk væsen, samtidig med blev aldrig kompromitte- småstater.« Jensen drømmer om at du laver en analogi mellem ret af lugten af krudts- Europa (uden at konkretisere), fair tyskere i 1864 og tyske nazister i lam« efter 1864, han nok, men jeg tror ikke han har ret næste århundrede. Hvis nazisterne Omslag af Harvey Macauley/ Imperiet håner samarbejdspolitik- i, at højrefløjen er imod Europa og i 1930’erne skulle have noget at ken under 2. verdenskrig, venstrefløjen for. Det tidligere gøre med tyskerne i 1864, så kan da også ganske vist, at den nuvæ- selvom man faktisk kan opfatte spanske — højreorienterede — det vel rent logisk kun være netop rende regering har gjort Danmark denne som et forsøg på at minime- regeringsparti, Partido Popular, er på grund af en eller anden histo- til en krigsførende nation, men re den civile befolknings lidelser, absolut Europa-venligt. I et land, risk forbundethed? For du mener mon ikke navnet på den danske og han anfører, at »Den eneste der vistnok ikke kan kaldes en vel ikke, at alle tyskere er nazister lejr i Irak skal opfattes ironisk? revolution, danskeren tillader sig »småstat« med sine 40 millioner til alle tider? Sådan pr. nationali- Jensen anklager statsministeren selv, er den praktiske, opbygnin- indbyggere. tet? Eller er det bare metaforerne, for ikke at besidde korttidshukom- gen af brugsforeninger og andels- Men den slags små detaljer kan der er i for lang snor? melse, fordi han har ændret for- bevægelse«. man åbenbart ikke tage sig af, når klaring, hvad angår tilstedeværel- Jeg ved ikke, hvilken type sam- man skal have det ideologiske Jensens korttidshukommelse sen af masseødelæggelsesvåben i fund Jensen foretrækker, men jeg regnestykke til at gå op. Og det gør »Livet i Camp Eden« består af 59 Irak. Man kan ikke lade være med må indrømme, at jeg foretrækker Jensens regnestykke på en nær- essays publiceret i Politiken fra at tænke på, at Jensen gik ind for et uden krudtslam og revolutioner. mest uhyggelig måde. september 2001 til nytår 2004, militær indgriben i Kosovo for Men i virkeligheden anvender

NR. 4 DECEMBER 2004 49 (kritik)

først kommer frem efterhånden som grunden bliver ryddet. Det vil sige efter ca. 200 sider. I stedet for den indgående og for så vidt både legitime og oplysende kritik af de mest nærliggende forgængere kunne man ønske sig, at Nilsson havde brugt mere plads på at arrange- re og pointere sin egen læsning og dens perspektiver. Hvad vi i den langsomme eksponering får, er nemlig i sig selv så skarpsindigt, oplysende og inspirerende, at den kritiske omvej med fordel kunne reduceres. Overalt i de kritiske dele af Lars Nilssons bog forudsættes det, at læseren er så interesseret og indlæst i »Blixeniana«, at først og fremmest to bøger er præsente. Det Udsnit af omslag ved Lars Nilsson er især Bo Hakon Jørgensen, der står for skud. Hans disputats »Si- den hen –« fra 1999 indeholdt et langt, centralt afsnit om »Drøm- merne«, hvis pointer og begreber her lige så stille pilles fra hinan- En omvendt den; det gælder den egentlige tekstlæsning så vel som den biografiske fortolkning af Pellegrina Leonis historie. I mindre omfang Don Juan rammer kritikken Dag Heedes »Det Umenneskelige« fra 2001 om En kritisk analyse af »Drømmerne« seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen, hvor omtrentlighe- rydder af og dækker op der og overstyring påpeges, men hvorfra der også hentes ideer. For Nilsson selv står Blixens haste sig med konklusioner og ningsmuligheder, og brikkerne syn på kønsroller og det restrikti- Lars Nilsson generaliseringer. Af interesse for vendes, så man bliver klar over, ve, borgerlige ægteskab centralt. Om Isak Dinesens »Drømmerne« den mindst ringe læsning stiller hvor mange sider de har, og hvor Hans hovedpointe — der bl.a. 310 sider, 350 kr. Nilsson sig gang på gang i vejen og mange steder de skal passes ind, henter inspiration hos amerikane- Systime tvinger læseren til at fravælge det dvs. med stor respekt for fortællin- ren Robert Langbaum, der i 1964 enkle og fastholde det sammensat- gen som en kunstnerisk helhed skrev den første store bog om for- Anmeldt af Per Dahl te, til ikke at liste forbi på harefod, uden tilfældige detaljer. fatterskabet — er at forstå beret- hvor indviklet det hele så end bli- Den måde, bogen er skrevet på, ningerne om sangerinden Pelle- Fortællingen »Drømmerne« i ver. gør det imidlertid ikke let for læs- grina Leoni som en spejlvendt Karen Blixens »Syv fantastiske Som bekendt er der mange my- eren. Bogen er ikke vanskelig, Don Juan-historie. De mandlige Fortællinger« fra 1935 er ikke blot tologiske reminiscenser og inter- fordi den anvender fremmedord af fortællere, der efter tur kommer til hendes længste, uden tvivl er det tekstuelle referencer i Karen Blix- nyeste, litteraturteoretiske støb- orde i fortællingen, er ramt af brud også en af de mest indviklede, og ens fortællinger, ikke mindst i ning. Tværtimod er fremstillingen og pludselige tab, akkurat som de formentlig tillige dén, der har stil- »Drømmerne«. Ofte giver de omhyggelig og ligetil med sine kvinder, Don Juan, lader bag sig, let fortolkerne på de hårdeste umiddelbart en replik eller en egne forklaringer. Vanskelig er så de efter oplevelsen af forelskel- prøver. relation et længere perspektiv, så bogen først og fremmest, fordi de sens svævende balance kastes ud i Lars Nilssons omfangsrige bog en konflikt får en dimension, som forhold, den tager op, kræver både dyb tvivl om deres egen identitet. inddrager også andre fortællinger læseren kan fornøje sig ved at se stor og reflekteret viden, og fordi Fra Mozarts »Don Juan«, der her som »Héloïse«, »Sorg-Agre« og bekræftet længere fremme. Lige så de indgår i en utroligt sammensat accentueres som selve forførelsens »Alkmene«, men det sker en pas- ofte er der imidlertid tale om en så og raffineret, narrativ konstrukti- spontane naturkraft, er der udløbe- sant og blot for at klare forståelsen raffineret form for modsigelse eller on. Fremstillingen udreder alle re til Kierkegaards fortolkning i af detaljer i den store novelle, som forskydning, at en pointe helt ven- disse forhold, ikke kun lag for lag, »Enten-Eller« og til hans stykke det hele drejer sig om. Omhygge- des om eller viser sig at have men med ekskurser til allusioner, om Johanne Luise Heiberg, »Kri- ligt — prøvende og langsomt, dybere mening et helt andet sted, begrebsdannelser og åndshistori- sen og en Krise i en Skuespilleri- argument for argument — tager end den glade læser først troede. ske perspektiver — og i en dertil ndes Liv«. I disse afsnit bliver Nilsson udgangspunkt i nogle af Man hensættes i et labyrintisk svarende syntaks. Tacklingerne, Nilssons egen læsning opmærk- de foreliggende læsninger. Og spejlkabinet af kinesiske æsker, driblingerne og de mange åbninger som og nærværende, og det inter- lægger dem til side. Det gør han hvor man let fristes, enten af det efterlader nu og da læseren fortabt esserer og fængsler meget mere ikke for at skaffe plads og påkalde første bud i de mytologiske hånd- på grønsværen: Hvor er målet? end de kritiske læsefrugter. Her sig opmærksomhed med nye og bøger eller til biografiske genveje. Det er en anke mod den skarp- skabes der sammenhæng i læsnin- glansfulde synteser, men for at for- Misvisninger og fejlgreb af den art sindige fremstilling, at man kun gen, og den skulle dispositionen hindre kortslutninger. Fremstillin- anholder Nilsson ikke få af. Sam- ved at læse den i et eneste langt have givet mere plads. gen tvinger læseren til hele tiden tidig har han bedre bud i kurven. stræk kan fastholde dens overord- at tænke sig om og til ikke at for- Hele tiden åbnes feltet af fortolk- nede pointe, og at denne pointe

50 NR. 4 DECEMBER 2004 (kritik)

lig (hermed ikke sagt, at værkerne ikke kan læses ud fra en kønnet vinkel — det er bare en væsentlig Det er hårdt at være køn, forfladigelse). Freges overordnede pointe omkring den regulære krops fri- og Pollock er en nar gørelse fra den seksualiserede, kommercielle og kønnede krops igennem værkets og hårets iboen- Pollock en tur i queermaskinen og så alligevel ikke de almindelighed er sådan set interessant, men umiddelbart er der mere kraft og både girl-og-boy- meget, eller hvert fald ikke helt så er flere problemer i grundlaget for power i en synergisk krop eller et Kaspar Frege meget som først antaget. For egent- queeringen, bl.a. at Pollocks male- værk, såsom Pollocks eller de Almindelighedens Mærkelighed lig er Freges tekst mere en interes- ri og myte er udtryk for en speciel Saint Phalles — altså, et værk (der — om Jackson Pollock og Idun sant kobling af forskellige frigøren- maskulin erfaringsverden og på sin vis også er en krop) der Varvin de strategier, hvis man som ud- gestus og dermed reproducerer en overskrider grænser på flere 46 sider, 125 kr. gangspunkt tager de mere skarpt i forvejen undertrykkende adskil- niveauer, både psykologisk, kultu- Adressens Forlag optrukne modsætningspar i de to lelse, altså adskillelsen af mand/ relt, kunstnerisk og mediemæssigt værker, såsom mand/kvinde, kvinde. Men Pollocks erfaring kan og dermed etablerer kroppen som Anmeldt af metafor/ metonymi, særegen/ano- ikke afskrives som værende kun synergisk og frigørende. Freges Jakob Østergaard Nielsen nym, kanon/ikke-kanon etc. Det maskulin, da myten og maleriet er lille tekst vidner endnu en gang siger sig selv, at det er manden et åbent energirum for alle; princi- om, at der altid vil eksistere to for- Umiddelbart tager »Almindelighe- Pollocks imposante lærreder og pielt kan Nikki de Saint Phalles mer for frigørelse: en frigørelse fra dens Mærkelighed« sig ud som et myte, der bliver sat i relation til metaforiske nedskydninger af noget (oftest en teoretisk, mytisk essay, men er det egentlig ikke. kvinden Idun Varvins forholdsvist patriarkatet eller Yoko Onos legen- og politiserende frigørelse) eller en Det er på den ene side en åbenlys ukendte værk »HÅR«, som består dariske »Cutpiece« sættes i stedet ubetinget fri væren (der som oftest og alt for åbenbarende og frigøren- af enkelte hår fikseret på seks som feminine erfaringer, hvilket tager udgangspunkt i en frigørelse de queering af Pollock og al hans hvide krydsfinerplader af 20x20 det jo ikke udelukkende er. Både fra sig selv, enten på kunstens repressive væsen og malen igen- cm. Og underforstået er det, at Pollock, de Saint Phalle og Ono eller individets vegne; en art per- nem den ukendte Idun Varvin, og kvinden Varvins værk er at foret- berører nogle ældgamle, universel- manent løben hjemmefra). Til den på den anden side en eksproprie- række, fordi det er metonymt, ano- le og kraftfulde grænser i kulturen første kategori må man nok regne ring foregående i parenteser, der nymt og ikke-kanon. samt al den magt og styrke, der er »Almindelighedens Mærkelig- næsten til hver en tid tager brod- Teksten starter med udgangs- tilknyttet, hvilket ikke kan katego- hed«. den af det først udsagte. Man kan punkt i Pollock, men udvikler sig riseres som en kønnet erfaring, ikke tage Frege til indtægt for ret til en analyse af »HÅR«, men der nærmere en universel menneske-

pege på forbindelser mellem tek- del af eventyrene i lyset af 5 kate- sterne, og netop perspektiverne ud gorier som foranderligheden re- Andersen i forfatterskabet er et grundlæggen- flekteres i: Fortællingens forvand- de greb i bogen. Et andet grund- ling (ofte skrevet helt ud til op- læggende og helt igennem rosvær- bruddet fra fortællingen), forløs- Johan de Mylius har skrevet en fremragende digt træk i de Mylius’ fremstilling ningens æstetik, en præmoderni- bog om Andersens eventyr. Rolf Dorset har er at han tager eventyrene alvorligt stisk orientering mod byen, forhol- som litteratur — og læser dem det mellem den historiske virke- skrevet en mærkelig bog om hans herkomst som litteratur. Han falder aldrig lighed og den fortalte historie for fristelsen til at give efter for samt endelig driften mod gen- »Andersen« og Jackie Wullschla- biografismens mytedannelser, men fødsel. Johan de Mylius gers »H.C. Andersen« — og der påpeger præcist, i et opgør med Johan de Mylius’ bog om H.C. Forvandlingens pris. H.C. udgives bøger om Andersens be- den biografiske læsning, hvad tek- Andersens eventyr må blive — Andersen og hans eventyr søg på herregårdene, om Ander- sten betyder — som tekst, og det nej, den bliver en klassiker i 384 sider, 299 kr. sens Danmark, om Andersens er faktisk sjældent i forbindelse Andersen-litteraturen. Det er en Høst & Søn madvaner, om Andersens ditten med H.C. Andersen, desværre. vigtig bog. Den viser at Andersens og Andersens datten. Sjældnere Johan de Mylius har et skarpt tekster, for nu at bruge en vending Rolf Dorset ser man vægtige bøger om An- blik for de mørkere sider i Ander- Andersen selv brugte i et eventyr, Paradisbarnet. En bog om H.C. dersens tekster. Derfor kan man sens forfatterskab og ikke mindst er Noget ganske udenfor Thee- Andersens herkomst kun hilse det velkomment når der for det komplicerede og komplek- vand. 266 sider, 258 kr. endelig kommer en bog der først se i det. Det hører også til sjælden- Rolf Dorsets »Paradisbarnet« er Tiderne Skifter og fremmest handler om Ander- hederne. Han fremhæver forander- en slags antitese til de Mylius’ sens tekster. Det gør Johan de ligheden som livsnerven i et for- »Forvandlingens pris«. Dorset Anmeldt af Max Ipsen Mylius’ »Forvandlingens pris«. Og fatterskab, der er drevet af en dyb skriver om personen Andersen, hvad mere er: Den er fremragende. trang til at eksperimentere i alle men bryder sig tilsyneladende Der er to slags litteratur om H.C. I »Forvandlingens pris« beretninger og genrer, en stædig og ikke om ham. Han var, skriver Andersen: litteratur om hans for- handler de Mylius Andersens intens afsøgning af stadig nye Dorset, »så pokkers svær at holde fatterskab og litteratur om perso- eventyr, og han har et aldeles muligheder. Imidlertid er, viser de af«, og så kan man ikke stole på nen H.C. Andersen. Kvantitativt er solidt overblik over såvel eventy- Mylius, foranderligheden og tran- hvad han skrev. Han er en kamæ- litteraturen om personen den væg- rene som resten af forfatterskabet. gen til eksperimentet forankret i leon, han forstiller sig uafladeligt, tigste. Der udgives monumentale Det tillader ham at krydse ubes- en konstans. Det gør det muligt for biografier — f.eks. Jens Andersens været rundt i forfatterskabet og de Mylius at belyse en meget stor fortsættes næste side

NR. 4 DECEMBER 2004 51 (kritik) fortsat fra forrige side eksempel. Artiklen gengiver i punktnedslag hovedpointer fra og alt han foretager sig, foretager flere af 70’ernes og 80’ernes cen- han sig af taktiske grunde, minder trale bud på fiktionsdefinitioner, Dorset med fad moralisme læseren Begreb men fremstiller intet samlet over- om. Andersens litteratur er der, blik, ligesom en stribe vigtige, hvis vi skal tro Dorset, heller ikke nyere fiktionsteoretikere glimrer meget ved. Det er nu også lige om tingene? ved deres fravær (Dorrit Cohn, meget for det er ikke den det Lobomir Dolêzel, Ruth Ronen, handler om. Der er, som Dorset Marie-Laure Ryan). Til artiklens vedgår, tale om »endnu en bog der »Om litteratur« demonstrerer, hvor uklare struktur føjer sig en uklar fokuserer på personen H.C. An- hundesvært det er at skrive bredt anlagte begrebsbrug. ’Fiktiv’, ’illusorisk’, dersen og kun indeholder lidt om ’opfunden’ og ’virtuel’ optræder hans værker«. Det lidt der er om begrebsafklaringer tilsyneladende som synonymer, Andersens værker er til gengæld ligesom ’fiktion’ skiftevis og uden højest problematisk. Det er moral- langt mellem sådanne bredt anlag- konsekvens danner opposition til ske vurderinger og ureflekteret Leif Søndergaard (red.) te begrebsafklaringer. De er ganske ’sandhed’, ’virkelighed’, ’non-fikti- biografisme af værste skuffe. F.eks Om litteratur. Metoder og enkelt hundesvære at skrive. For on’ og ’ikke-fiktion’. påviser Dorset »uoverensstemmel- perspektiver det første er der spørgsmålet om, Bogen skæmmes desuden af ser mellem værkets udsagn og de 315 sider, 268 kr. hvilke begreber, der skal med. I redaktionelt sjusk. Der er ingen holdninger og synspunkter, han Systime forhold til »Om litteratur« sprin- konsistens i artiklernes brug af lit- privat giver udtryk for«. Utrovær- ger flere mangler i øjnene: Hvor er terært eksempelmateriale, og der digheden fra privatlivet breder sig, Anmeldt af Stefan Iversen ’troper og figurer’? Hvor er ’fortæl- optræder i passager en del stave- som Dorset skriver, ind i digtnin- ling/historie/plot’? Hertil kommer, og slåfejl (der henvises til ’Svend gen. At digtning og liv ikke uden Det begynder lovende på »Om lit- at nogle artikler bliver for detalje- Aage Madsen’, en kapiteloverskrift videre er to sider af samme sag, og teraturs« bagside: »Bogen giver rede og skriver for meget om for lyder ’Interteksttualitet’). Også bo- at digtning ikke nødvendigvis er den første samlede fremstilling i lidt (’Paratekst’), mens andre bli- gens titel er diskutabel: Det drejer udtryk for en personlig sandhed, Danmark af en række litteraturvi- ver for springende og skriver for sig ikke »om litteratur«, men om ja, det overvejer Dorset ikke. Det denskabelige begreber, der ofte lidt om for meget (’Fiktion’). For litteraturteori; det drejer sig om kommer der svage, irrelevante og bruges, uden at der bliver gjort det andet har hvert af de valgte ’begreber’ snarere end ’metoder’. kvalmende moralske læsninger ud rede for dem«. Leif Søndergaard, begreber en lang og modsigelses- Som helhed kan bogen anbefa- af. bogens redaktør, har samlet en fyldt historie. Skribenten skal der- les, men ikke uforbeholdent. Den »Paradisbarnet« handler om stribe litterater, som i 16 kapitler for kombinere et omfattende teore- kan således ikke stå alene som Andersens herkomst, og det er forklarer fænomener som ’perio- tisk overblik med et fagligt stand- grundbog i eksempelvis litteratur- kongesønsteorien, dvs. teorien om de’, ’genre’, ’forfatterskab’, ’litte- at Andersens biologiske forældre rær vurdering’ og ’kontekst’. Be- skulle være prins Christian Fre- greberne forekommer for største- derik (den senere Christian VIII) delens vedkommende velvalgte, og komtesse Elise Ahlefeldt- og præsentationen følger en prog- Laurvig, der nok engang føres i ression fra værk til kontekst til marken. Eksperterne er enige om vurdering. Artiklerne kan derfor at afvise teorien — en uhyrlig både læses i rækkefølge og hver påstand kalder de Mylius den —, for sig. men det skal man ikke lade sig Behovet for en sådan udgivelse narre af, for taler man med »så- er oplagt, og initiativet skal derfor kaldt almindelige mennesker om i udgangspunktet hilses velkom- Andersen, er kongesønsteorien ment. Flere af artiklerne demon- altid noget af det første, de næv- strerer, hvordan diskussionen af ner, og i ni ud af ti tilfælde er de det litteraturteoretiske arbejdes ret sikre på, at noget må der være fundamentale begreber er interes- om det«. Og hvorfor skulle almin- sant, inspirerende og uomgænge- delige mennesker, der, hvis man lig. Det gælder Jørgen Dines Jo- må være så fri, i ni ud af ti tilfæl- hansens artikel om »Forfatter- de intet har læst om Andersen og skab«. Artiklen forholder sig til kun såre lidt af Andersen, ikke dele af den omfattende teori om vide lige så god besked som eks- emnet, og står stærkt i kraft af per- perterne, smagsdommerne, om sonligt engagement og evne til at den sag? trække tydelige grænser. Resultatet Nå, men ret skal være ret. Der er et velargumenteret forsvar for er interessante pointer i bogen, og forfatterskabskategorien. Også det er ganske underholdende at se Anker Gemzøes artikel om »Meta- Dorset vride og vende sine kilder, fiktion« skal fremhæves som et Omslag af Carsten Lassen der altid er indirekte, for der kan velorienteret bidrag. Gemzøe, der intet bevises. Der findes intet slutter med en i denne kontekst punkt af en vis tyngde og dertil analyse. Dertil er kvaliteten af skriftligt belæg for påstanden: interessant forsikring om, at udvise en stor grad af præcision artiklerne for ujævn og overblikket »Papir på det har jeg ikke«, vedgår »Dette er en selvstændig artikel« og vilje til formidling. og klarheden flere steder for beg- Dorset. Det er gisninger det hele, (s. 130), genbruger dele af en tidli- Sværhedsgraden bliver tydelig, rænset. Tilbage bliver, at en stor men ofte leveret så overbevisende gere artikel fra bogen »Metafik- når projektet lykkes mindre godt, del af bogens bidrag er endog sær- at man af og til får sin tvivl: Var tion« (2001). hvilket er tilfældet i flere af deles velegnede som diskussions- han kongesøn? Tjah, svaret blæser Desværre demonstrerer »Om bogens artikler. Søndergaards partnere, både i og uden for fortsat i vinden. litteratur« også, hvorfor der er bidrag om »Fiktion« kan tjene som undervisning.

52 NR. 4 DECEMBER 2004 (artikel)

performative strategi. Oplæsnin- gerne, der udviklede sig fra små radiokommentarer om aktuelle emner til store helaftensshows, tydeliggør på mange måder væs- entlige dele af forfatterskabets grundlag, og de gjorde desuden poeten populær i vide kredse, der ikke havde stiftet bekendtskab med den hidtidige litterære, endsige mediekunstneriske praksis. Show! Hører man showet på den ene af bogens cdér, fanges man af latte- Om Højholt som mediekunstner — og som PERformer. ren, der ledsager oplæsningerne. Karsten Wind Meyhoff har fået I anledning af en flerfarvet bog med CD’er den svære opgave at beskrive, hvad der sker. Han skriver klart om mundtlighedens vildtvoksende digressioner, og om hvordan Gittes ureflekterede tilgang til emnerne, lyserer centrale produkti- hvor virkeligheden vristes løs af Af Carsten Puggaard oner fra Højholts medie- en vant kontekst, etablerer et lat- kunstneriske praksis, der terfuldt, intenst nu med publikum, Samme aften sidst i juni, som er præsenteret på udstil- der får befriet blikket — eller øret Danmarks fodboldlandshold ved lingen. Da de behandlede — for dets filtre. Det bliver en kre- sommerens EM-slutrunde blev stykker, bl.a. »Show-Bix« ativ kritik, der leveres uden moral- udspillet 0-3 af Tjekkiet, udspille- (1969-71), »Show« (1973), ske pegefingre. de et anderledes kreativt arrange- tv-stykket »Stockcar« Bogen rummer en del dokument sig i DR´s P2. Museet for (1973) og filmen »Dette mentation i form af billeder, Samtidskunst i Roskilde satte sce- tab af sted jeg rejser i…« manuskripter og breve, samt en nen for tre timers live-radio, der (1982) refereres udmær- række interviews med Højholts markerede åbningen af sommerens ket, og da de også sættes mediepartnere: Jørgen Leth, der udstilling »Mellem ørerne — ind i en teoretisk ramme instruerede to Højholt-radiospil, PERformer HØJHOLT«. Radio- — hovedsageligt vha. og de to øvrige fra kunstnertrioen transmissionen blev bl.a. skudt i Højholts egne poetikker »Show-bix«, fotografen Poul Ib gang af Højholts »TURBO«-digt, — står artiklen stærkt, Henriksen og komponisten der rummer et vist fodboldspor: også for den eftertid, der Gunner Møller Pedersen. Det er »man kan gå frem det er muligt ad ikke måtte kende udstil- højst relevant med disse indslag, den højre vej til målet«, hvor lingen. Søndergaards da det ofte er processen, som der vejen er læseretningen, og sidste pointe er, at disse værker her igennem kastes lys over, lige ord præcist er placeret for enden overskrider det litterære så meget som det færdige produkt, af linjen. Denne bog fås i tre farver, men her er den produktionsmiljø og gør der er interessant. Kristen Bjørn- gengivet i sort-hvid. Omslag af Sigrid Gry Højholt til ægte medie- kjær beretter parlando om avant- Lyden af blandformer Laursen kunstner, hvilket foregri- garde-miljøet i Århus, hvor mange Højholts sentens peger på centrale bes poetologisk allerede i processer var i gang i 60érne. tendenser som læsning og præcisi- somme og meget humoristiske »Cézannes metode« (1967). Sidst findes et interview med on, der spores overalt i forfatter- sider af Højholts produktion, og Jacob Kreutzfeldt analyserer Højholt selv. skabet, men denne aften var det det er tilmed med til at definere »Turbo. En space-ficering af Per toneangivende hverken fodbold dette felt i dansk kontekst. Højholts digt«, der udsendtes som 3-0 — og ingen taber eller læsning, men bl.a. lyden, og Denne praksis kaldes i bogen radiokunst på P2 i 1969, som en Men dér, hvor vi for alvor får man- derfor hørtes ordene i en manipu- for mediekunst og bestemmes ved, auditiv gendigtning af digtet fra den selv, er på de to cdér, der leret version fra lp-pladen »Turbo. at der eksperimenteres med mo- året før, der her blev nyopsat »fra kompletterer udgivelsen. Lyd- En spacefiction«. Målet var at fo- derne mediers kunstneriske poten- det flade papir til radioens græn- collagerne og -reportagerne skal kusere på den del af Højholts værk, tiale, gerne i en samtidighed af seløse rum«, som det hedder i en høres, og derefter kan man gå til hvor brugen af moderne medier og flere medier, således at mediean- samtidig pressemeddelelse. Han bogens analyser af dem, glimrende æstetiske blandformer er hersken- vendelsen udvides og integreres i viser, at der gennem gentagelser og foretaget af forskellige skribenter. de, dvs. hans tv-film, radioprojek- kunstneriske produktionsformer, manipulation skabes mønstre i Bogen (fås med rødt, gult eller blåt ter og forskellige showformer. der aktivt søger at komme på lydmaterialet, som understøtter en omslag) med dokumentationen, de Dette mål er der også kommet højde med samtiden og et moder- glidning fra den funktionelle og gode tekster og cd-lyden er en vel- en bog ud af, om Højholts medie- ne publikum. Der inddrages et henvisende lyd hen mod det lykket udgivelse. 3-0 til redaktø- kunst fra 1967 og frem — og læn- moment af latter, leg og friheds- abstrakte og undertiden musikal- rerne. gere bliver den historie som be- trang, og typisk gennemføres ske udtryk, og dette ses i lyset af kendt ikke. Højholts nekrolog er at mediekunsten i samarbejde mel- Deleuzes tænkning om en potenti- læse et andet sted i dette nummer lem mediepartnere inden for en elt kreativ operation, idet en deter- Jacob Kreutzfeldt, Karsten Wind af Standart; her holder vi fokus på processuel produktionsramme. ritorialisering af lyden åbner for Meyhoff og Morten Søndergaard den levende mediekunst, som æstetiske perspektiver på andre (red.): denne bogs redaktører Jacob Eksempler på praksis niveauer end betydningens. »Mellem ørerne — PERformer Kreutzfeldt, Karsten Wind Mey- Bogens tre redaktører bidrager HØJHOLT. Mediekunst 1967 « hoff og Morten Søndergaard ud- med hver deres længere tekst. Gittelatter 208 sider og 2 cdér, 298 kr. nytter til at klarlægge underbely- Museumsinspektør og udstillings- Højholts »Gitte-monologer« blev i Informations Forlag ste, men ikke desto mindre tænk- arrangør Morten Søndergaard ana- en årrække hans mest effektive

NR. 4 DECEMBER 2004 53 (tidsskrift)

debutanter og endnu ikke udkomne poeter. De kan selvfølgelig ikke leve op til niveauet fra svenskernummeret. Og nummeret som helhed lever heller ikke op til stan- darden i det sidste par år. Ingen nævnt, ingen glemt. Men heldigvis fylder oversættelser ved Rolf Spiredygtige Steensig (der selv debuterer) og den erfarne Peter Laugesen af den store Ezra Pound godt i nummeret, som afsluttes in memoriam med et svenske hvedekorn digt af den nyligt afdøde Klavs Bondebjerg, der slutter sådan her: — og såede danske »Vi har planer om at tegne et kort over skyerne/ og opfinde et ur, der undgår tiden./ Jeg vil tro, vi er færdige når som helst.« Men at og Tomas Thøfner fører traditio- Der kom en rosenvind fra rosen undgå tiden kan jo ingen… Hvedekorn 2, 2004 nen videre og udgiver et nummer med et hjerte som en ø i rosenvin- Kunstredaktøren Andreas 64 sider, 98 kr. (3/2004) af lyriktidsskriftet, der er den Brøgger har ikke nogen heldig helliget oversættelser af nyere, hånd i de to anmeldte numre. Hvedekorn 3, 2004 men etablerede svenske lyrikere. Spurven mødte rosenvinden slugte Svenskernummeret har lidt pletter 64 sider, 98 kr. Det gælder Katarina Frostenson og hjertet rundt omkring samt nogle afslut- Borgen Stig Larsson, der allerede er kän- og blev belønnet med en ø i døden tende klattegninger af Kristofer disser herhjemme, den yngre, Hultenberg, og det ordinære num- Anmeldt af Jørgen Falkesgaard spændende Fredrik Nyberg og den hvor rosens jomfruvinde fra søen mer er illustreret med tegninger noget ældre og afdøde Erik altid mødes af ridderspurve fra Wonderland fra en allerede Torben Brostrøm og Poul Borum Beckman, af hvem slutningen af udgivet bog af Julie Nord. Der må har — også som Hvedekorn-redak- det lange digt »NÆSTEN YNGST« Der er en rosenø en spurveø og en da være spændende debutanter at tører — sørget for, at vi i Danmark i Peter Janssons og Anne-Louise hjerteø vælge imellem — eller er har kunnet følge med i den sven- Bosmans’ oversættelse her aftryk- og den ligger dér den ligger midt i Hvedekorn ikke længere tidsskrif- ske lyrik, der har så rige traditio- kes til nydelse og gysen. døden tet, hvor grafisk avantgarde holder ner og store poeter i forrige til? århundrede. Det er derfor glæde- Scene: en gammel rose Det er uretfærdigt i samme hug at ligt, at de nuværende redaktører af og en meget gammel spurv anmelde et traditionelt nummer af Hvedekorn Morten Søndergaard Hvedekorn (2/2004) med danske

sin grundidé homogeniserende og historieløs ligesom dens talrige efterkommere. Og byen har desuden altid fundet nogle typiske former, der har gjort historisk og socialt tværgående identifikation Blandet landhandel med mulig, ikke mindst fordi byen sim- pelt hen blev set som prototypen på en menneskeskabt manifestati- on af eviggyldige, metafysiske for- gode varer på hylderne mer. Afgørende er, at alle disse byer, i hver deres epokale fremtoning, Tilbuddene i Kritik 170 rækker fra urbaniseret globalisering både skaber forskelle og historie, til religiøs fundamentalisme men at de kategorier, hvormed vi forstår dem, former dem og tager del i dem som kulturelle livsrum, meget sammensat smagssans, hvis forskelle og den historie, den alli- ofte er ude af takt med deres histo- Kritik 170 man vil sluge nummeret uden gevel både skaber og er del af. Den riske realitet. Vi kan ikke med Isak Winkel Holm og Frederik pauser. redaktionelle klumme både præs- dem se, hvad der sker, mens det Stjernfelt (red.) Første artikel er et provokeren- enterer og imødegår dens syns- sker. Også Koolhaas’ by er funda- 80 sider, 125 kr. de — og i øvrigt fortrinligt oversat punkt: De mange storbykvarterer à mentalt en transformation af andre Gyldendal (Morten Daugaard og Hans la de københavnske brokvarterer og forudgående former og dermed Mammen) — bidrag af den betyder muliggjort af denne form for både historie- og forskelsskabende. Anmeldt af Svend Erik Larsen ningsfulde hollandske arkitekt og urban ekspansion og udgør allige- Brokvartererne er således ret beset kulturkritiker Rem Koolhaas om vel lokale og særprægede livsrum. boulevardkvarterer, transformatio- Det seneste nummer af »Kritik« er det, han kalder den generiske by: Man kunne måske derfor snare- ner af den befæstede by (’boule- lidt mere blandede bolcher end Den forskelsløse og historieløse re sige, at de nye byformer hver- varder’ betyder ’bolværker’). Dens vanligt. Men bare farve og smag er by, der breder sig på den til en- ken er mere eller mindre forskels- kategorier kan ikke bruges til at i orden efter hvert greb i posen, så hver tid gældende samtids domi- eller historieløse end så mange begribe den nye storby, men alli- er det jo ok. Spændvidden er til nerende betingelser. Eller rettere: andre byformer. Urformen, Hippo- gevel er den centrerede fæstnings- gengæld så stor, at det kræver en Den by, der ikke er forpligtet på de damos’ gitterstruktur, er jo i selve by dens historiske rod i Europa.

54 NR. 4 DECEMBER 2004 (tidsskrift)

Fx Joel Garreaus ’edge city’ er et andet relevant begreb om de generiske byer som historiske fænome- ner, dog uomtalt af Koolhaas. Det samme er Kevin Lynchs, også Kan du lide at læse om uomtalte, forståelse af ’waste god litteratur? land’, som alle artiklens illustrationer viser. Historie er ikke sådan lige at slippe af med. Så bestil et abonnement To andre artikler knytter sig til den globalisering, som Koolhaas på Standart. indirekte tematiserer. Den ene er Mads Rosendahl Thomsens afsluttende, øjenåbnende opsats om ver- Port og For kun 210 kr. får du denslitteratur som en metodisk hele årgang 2005 — fire ramme for beskæftigelse med litte- lækre magasiner — lige ratur i dag. Den anden er Yoichi passepartout Nagashimas introduktion til nyere ind ad brevsprækken! japansk litteratur. Den er inspire- ret af filmiske og elektroniske ani- Fra monomedial kedsomhed mationer samt den ’remake-tanke- til transmedial livskraft Ring på 8942 5176 — gang’, de giver anledning til, med eller mail til os på: alle de problemer, den rejser i forholdet mellem hel- og halvtomme Men lever bidragene i numret [email protected] både individuelle og kollektive Den Blå Port. Nr. 64 så op til lederens ambitioner? værdiuniverser. Denne artikel pla- Tue Andersen Nexø og Lars Både-og, for redaktionen ser gerne cerer sig smukt i »Kritiks« række Skinnebach (red.) alle mulige genrer fra lejligheds- Du kan selvfølgelig af introduktioner af ny litteratur 80 sider, 98 kr. digtning og satire til utopier som også sende et ganske fra forskellige egne af verden. Arena svar på deres fordring til litteratu- De øvrige artikler i nummeret ren. Nogle brudstykker fra et uud- almindeligt postkort til: kredser om forskellige former for Anmeldt af givet manuskript af Pablo Henrik religiøs og metafysisk verdensfor- Mads Rosendahl Thomsen Llambías minder, også med resten ståelse, med eller uden litteratur. af forfatterskabet in mente, om en Standart Vigtigst er Henrik Bachs nøgterne litteratur, der vil tænke individ og Langelandsgade 139 indføring i »Tidehvervs« særegne Hvis »Den Blå Port« har et vare- socialitet på ny. Ida Jessens novel- 8000 Århus C tankeunivers. Her udgør lokal, mærke, må det være, at man får le »At komme og at gå« om en historisk forpligtelse kombineret firs sider i hånden med skrift, der mands møde med en enlig mor og med religiøs overbevisning det flyder delikat, uanset hvilken hendes datter er en øm og stilfær- Standart bringer anmel- urokkelige forankringspunkt. Den genre man befinder sig i. Det gæl- digt medrivende historie, der skri- paradoksale tro er en individuel der også for dette nummer, hvor ver oven på traditionen fra Tove delser af ny litteratur — anfægtelse og samtidig en alt tre små bidrag i sig selv er hele Ditlevsen i bedste forstand, men i et format, der er lige andet end anfægtet, men snarere nummeret værd: en anmærkning hvis den blotlægger noget nyt, er en skråsikker kritik af rationelle om lune fra Kants »Kritik af døm- det i de fine detaljer. til at gemme. livstolkninger. Her er humanisme mekraften«, et udvalg af steder, Den franske forfatter Michel pr. definition kun menneskelig hvor Goethe omtaler luftballoner Leiris’ forord til »L’âge d’homme« selvforherligelse. Med den vigtige og så fire digte af Thomas Boberg, — med den vidunderlige titel forglemmelse, at oplysningstiden hvoraf det første slutter: »Foran »Litteratur forstået som tyrefægt- og dens efterfølgere ikke kun gav barnet står/ livet med døden i hån- ning« — giver en god historisk anledning til kritik af religionens den/ og smiler med sin gøglerhat./ vinkel på det redaktionelle forord rolle, men også til et lige så funda- Se det trylle med sine flammer.« i form af Leiris’ forsøg på at positi- mentalt krav om en aldrig afsluttet Men redaktionen vil mere end onere sit virke som forfatter hinsi- selvkritik af de rationelt begrunde- blot at fornøje og tager med en des det naive ’engageret litteratur’ de forklaringer og handlinger for overraskende bramfri leder bladet og på, hvordan forfatteren skal at imødegå netop selvforherligelse. fra hånden: »Har litteraturen en sætte sig selv på spil, ikke ulig Uden at knytte sig direkte til opgave i dag (som andet end tyrefægteren. denne præsentation kredser Hen- sprogornamenter på linje med Lars Bukdahl giver en veloplagt rik Stampe Lunds, Aage Henrik- papirklip og den slags uroer, man introduktion til multimennesket sens, Keld Zeruneiths og Jørgen hænger op over sine børns senge, Henrik Have, der er herlige over- Falkesgaards artikler om Botho så de hurtigt falder i søvn), ligger satte vrisne bidrag af Juan José Strauss, Goethe, Kierkegaard, den i at blotlægge forholdet mel- Saer, mens bidrag af Tone Grundtvig, Paulus og den unge lem individ og socialitet på ny.« Hødnebø og Steinar Opstad står Malinovski sig til en tematisering Ikke så lidt, og da slet ikke, hvis lidt svagere. Endelig får Jeppe af selvkritikken, delvis med et man kun har firs sider til rådig- Brixvolds »Europaserie 1-5« og religiøst perspektiv. hed. Argumentet er, at det sådan Claus Handberg Christensens »Tre Så en eller anden sammenhæng set altid har været litteraturens drømte skulpturer og en vens kan man godt få ud af også dette styrke, at den har kunnet afdække ansigt« en til at overveje, om man nummer af »Kritik«, selv om dets dette forhold, og der henvises til her finder det redaktionen sigter anledning til blandet refleksion både Rilke og Tage Skou-Hansen til, eller om bolden stadig hænger og bolchespisning såmænd er som forfattere, hvis indsigter så at i luften. Det gør den nok, men i nok. sige har sejret sig ihjel ved at blive sin helhed er dette nummer af til alment tankegods. Porten et flot opspil.

NR. 4 DECEMBER 2004 55 Afsender: Standart Århus Universitet Langelandsgade 139 8000 Århus C

(roman) (kritik)

Nicholson Baker: »Checkpoint« 22 Rolf Dorset: Zsuzsa Bánk: »Svømmeren« 16 »Paradisbarnet. En bog om H.C. Andersens herkomst« 51 Alessandro Baricco: »Uden blod« 19 Niels Frank: »Første person, anden person« 46 Julia Butschkow: »Lunatia« 8 Kasper Frege: »Almindelighedens mærkelighed« 51 Robert Zola Christensen: »Jysk Fitness« 21 Thorkild Hansen: »Camus’ død« 47 Karen Duve: »Ingen sang om kærlighed« 22 Carsten Jensen: »Livet i Camp Eden« 49 Christina Englund: »På den sikre side« 12 Lars Nilsson: »Om Isak Dinesens »Drømmerne«« 50 Péter Esterházy: »Harmonia Cælestis« 20 Johan de Mylius: Kristian Bang Foss: »Fiskens vindue« 20 »Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr« 51 Santiago Gamboa: »Bedragerne« 24 Karen-Margrethe Simonsen m.fl. (red.): Elsebeth Gynther: »Alt er godt« 16 »Reinventions of the novel« 48 Jonny Halberg: »En uskyldig tid« 23 Leif Søndergaard (red.): Bent Haller: »Først ved livets ende« 9 »Om litteratur. Metoder og perspektiver« 52 Kristian Himmelstrup: »Dinosaurens sidste tango« 4 Katja Teilmann: »Genrer på kryds og tværs« 46 Erling Jepsen: »Frygtelig lykkelig« 7 Christian Jungersen: »Undtagelsen« 5 Jonas Hassen Khemiri: »Et øje rødt« 3 (tidsskrift) Arthur Krasilnikoff: »Hvalens øje« 25 Selma Lagerlöf: »Hr. Arnes penge« 11 Den Blå Port nr. 64 55 Herman Melville: »Bondefangeren« 8 Hvedekorn 2, 2004 54 Pedro Rosa Mendes: »Tigerbugten« 24 Hvedekorn 3, 2004 54 DBC Pierre: »Vernon G. Little« 4 Kritik nr. 170 54 Camilla Stockmarr: »Noras tredje alder« 26 Janne Teller: »Kattens tramp« 17 Carl-Johan Vallgren: (klumme) »Den vidunderlige kærligheds historie« 10 Krimihjørnet 13 Jakob Vedelsby: »Du og jeg« 12 Lines Cirkel 31 Juli Zeh: »Ørn og engel« 10

(kortprosa) (artikel)

Morten Blok: »at bære væslerne hjem« 29 10 fede julegaver 45 »Det eneste farlige i huset er poesi« »Forfatterskolens antologi« 28 — om Pablo Neruda, politisk engagement Sven Holm: »Dronning Margrethes hår og 33 andre klip« 28 og 100 års kropslighed 18 Hanus Kamban: »Pilgrimme« 30 Viggo Madsen: »Patent på tilværelsen« 30 Hukommelsens Eco Klaus Rifbjerg: »Mojácar« 26 — Umberto Eco har i sin seneste roman taget 30’ernes Rachel Seiffert: »Sent forår« 27 og 40’ernes Italien under behandling 6 Per Højholt, 1928 - 2004 42 Show! (lyrik) — om Højholt som mediekunstner — og som PERformer 53 På nakken af de døde Christian Yde Frostholm: »Afrevne ord« 37 — Et essay om Elfriede Jelineks stemmer 14 »Homers hymne til Apollon« 32 Bo Green Jensen: »Den store epoke« 41 Niels Lyngsø: »Morfeus« 36 (replik) Knud Steffen Nielsen: »Toppilot« 35 Henrik Nordbrandt: »Pjaltefisk« 38 Betydningsløshed — Eller: Hvad er meningen? 39 Marius Nørup-Nielsen: »Alle tiders barn« 34 Peter H. Olesen: »Jack Kerouac i Jylland« 33 (leder) Peter H. Olesen: »Jeg vil være hvor jeg ikke er« 33 Morten Søndergaard: »Fedtdigte« 34 Legitim national kultur 2 Jess Ørnsbo: »HOPLA« 40

Nr. 4 december 2004 Standart udkommer næste gang primo marts 2005