DEN STORE HADER Trnka Beskæftigede Sig Således Overhove SENSO
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
helt vundet for dukkefilmen og har siden udelukkende helliget sig denne. DEN STORE HADER Trnka beskæftigede sig således overhove SENSO. (SANSERNES RUS). — det ikke med film før 1945, og af dukke Prod.: Lux Film 195b. Manus.: film havde han til da kun set Ptuschkos Luchino Visconti, S. Cecchi d’Ami- co, G. Prosberi, C. Alianello, G. Bas- „Den nye Gulliver” (1935). Det er tradi sani, Tennessee Williams, Paul tionerne fra marionetteatret med dets fol Bowles efter novelle af Camillo kloristiske, satiriske og litterære temaer, han Boito. Instr.: Luchino Visconti. Fo to (Technicolor): G. R. Aldo, Ro viderefører. M en efterhånden forenes denne bert Krasker. Musik: Anton Bruck- udviklingslinie med udviklingslinien fra ner, Verdi. Kostumer: Marcel Es- Gottwaldov til en kunstnerisk syntese, der coffier, Pietro Tosi. Medv.: Alida nu har gjort den tjekkiske dukkefilm til ab Valli, Farley Granger, Massimo Gi- rotti, Heinz Moog, Rina Morelli, solut førende på feltet. Marcella Mariani, Christian Mar- ★ quand, Tonio Selwart, Christoforo De Hartungen, Tino Bianchi, Sergio I de senere år har Trnka eksperimenteret Fantoni. med kombination af tegne- og dukkefilm, Kan »Sansernes rus« — »Senso«, tidligere i papirklip, tegnefilm, der bygger på rytmisk tidsskrifterne nævnt under arbejdstitlen »Ura- fremførelse af statiske billeder, og kombina gano d’estate« (Sommerstof m) — virkelig, som det nogle steder er blevet hævdet her tion af dukkefilm og papirklip. I øjeblikket hjemme, være en underholdningsfilm? er han ved at indspille en serie film med Nej, det turde være indlysende, at denne hånddukker (Mester Jakel-dukker) i sam historie om en venetiansk grevinde, der vildt forelsker sig i en af fjendens officerer under arbejde med den kendte Jakel-fremstiller østrigernes besættelse af Venedig i 1860’erne Josef Pehr. Udviklingen har medført, at og af den grund svigter modstandsbevægelsen, Trnka mere og mere glider over til at blive er en meget skrap ideologisk film, som fort sætter linien fra »La Terra Trema«. Intenst lærer og vejleder for filmkunstnere inden hader Visconti denne italienerinde, der svig for de eksperimenterende og fabulerende ter sagen for sin private udfoldelses skyld, grene af tjekkisk filmkunst, en rolle, som intenst hader han det kollaborerende bour geoisi, og parallellerne til forholdene hjemme hans omfattende skoling i en række kunst og ude under anden verdenskrig fremføres neriske discipliner gør ham yderst vel med al ønskelig tydelighed (med karakteri egnet til. Han er i dag en af filmkunstens stisk viscontisk virtuositet bliver en østrigsk største og mest alsidige begavelser, hvilket stemme et sted ligefrem til en radiostemme, der er spærretidsarrangementer, der er »ty omverdenen er ved at opdage og anerkende. skerpiger« etc.). Grevinden forråder to gange, For nylig fik han Det Britiske Filmakade og det er ikke langt fra, at Visconti under mis pris for årets bedste „animated film“ : hende den brutale hån, som officeren retter mod hende, da hun finder ham sammen med „Præriens sang“ , som også har været vist en gadepige (man gætter på, at denne scene af Det Danske Filmmuseum. er skrevet af den meget voldsomme roman- Farley Granger og Alida Valli. »Sansernes rus«. forfatter Paul Bowles). Kendskab til Viscon- perfektionisme og neorealisme går ikke rigtig tis tidligere produktion — kun 3 film: »Os- sammen. Den nødvendige og begejstrede im sessione«, »La Terra Trema« (begge vist af provisation i »Rom, åben by« og »Paisa« er Filmmuseet) og »Bellissima« — ville have for her blevet gennemtænkt, nedskrevet og indstu hindret den anmelder, der ovenfor især hen deret. Federico Fellini, som har iscenesat »La tydes til, i at gå i fælden. Strada«, skrev manuskriptet til de nysnævnte, Det kan indrømmes, at »Senso« er noget af tidlige hovedværker i den italienske neorealis en fælde. Den har hyppigt pragtfulde farvebil me. Hvordan det så har været at skrive ma leder, smældende kompositioner, flotte se nuskript til Rossellini, som efter sigende im kvenser med raffinerede lyseffekter, den er proviserede fra dag til dag, fra indstilling til kort sagt alt andet end stilistisk asketisk, og indstilling. Kan det være, at manuskriptfor dette kan let blænde, så man ikke får set fatteren Fellini — når han nu selv er in bag billederne. Men dette kan ikke bebrejdes struktør — har villet bringe system i den Visconti, en så lidenskabelig og polemisk in skødesløse kameraføring, orden i improvisa struktør kan det tillades at dyrke den højst tionerne? Hvis ikke, hvad bevæger sa denne elegante form, virtuositeten er ikke tom. talentfulde og følsomme instruktør til at lade Ved at være den første Visconti-film, der filmens struktur forkalke, sætte indskydel ikke er realistisk, afspejler »Senso« behovet serne i spændetrøje og forvandle dem til" ma i Italien for nye veje. Filmen kan nærmest nér? kaldes en slags ideologisk opera, og instruk Filmen »La Strada« er god. Men ens op tøren forsøger at hjælpe os til at forstå stilen levelse ledsages af et ubehag, som man først ved netop at tage sit udgangspunkt i opera efterhånden får placeret og årsagsbestemt. scener. Som Stroheim i »The Merry Widow« Grimme landskaber og gråvejr er fundet frem krænger vrangen ud af kendt operettestof, og indordnet i en stram opbygning. De lidt krænger Visconti, der iøvrigt ér en af Italiens lange, halvnære billeder -— mærket neorealis betydeligste teaterinstruktører, vrangen ud af me — promenerer i afmålt tempo filmen igen en række meget benyttede operamotiver, sam nem. Tristheden i det tragiske udgangspunkt, tidig med at han udnytter noget af det meget poesien i den medlidenhed, hvoraf hele hand stiliserede og lækkert artificielle i formen og lingen levér, og den totale udsigtsløshed, som pisker spillet op til det stærkt mimende og er dens perspektiv, summerer sig op til en stærkt gestikulerende. march på stedet. Det er trist, at det skulle »Senso« ejer på mange måder storhed, men gå sådan. Og hvad så? det skal indrømmes, at den ikke har været »Umberto D.« var også en pessimistisk, ud helt heldig med spillemådens stilisering, hvor sigtsløs film. Men den havde sin logik, som heldig den end har været med stiliseringen i ikke bundede i enkelttilfældets særlige vilkår. de andre henseender. Først må det dog si Her var alle veje spærret, livsbanen afsluttet, ges, at Farley Granger og Alida Valli (offi forholdet til hunden var det eneste bånd, dér ceren og grevinden) ikke har spillet så godt knyttede Umberto til tilværelsen. Og Umberto som her i meget lang tid — her er de i hvert var ikke den mand, som selv kunne tage hånd fald brugt, her er der dog maset med dem. i hanke med livet og ændre dets kår. Hans Deres ellers som regel stive mimik er opløst vej var ubønhørlig, tragisk. under Viscontis bearbejdende hænder. Men Gelsomina, som i »La Strada« bliver solgt resultatet er dog i sidste instans krampe og til den omstrejfende gøgler Zampano for kulde, instruktøren vrænger djævleblændt ad 10.000 lire, ér ikke af den grund afhændet til dem, men det er vrængbilleder. Menneske vorherre. Hverken på den måde, som forsig fremstillingen har aldrig været Viscontis tigt anbefales i det indskudte afsnit om klo force, måske er han for stor en hader til at steret, eller i den forstand, som filmens slut kunne lade sine mennesker folde sig selv ning anviser: Hun efterlades af Zampano og stændigt ud. dør. Hendes naive og småtossede fremtoning Imidlertid, denne italiener er stadig en me kunne være ment som en handlingsbetvinger get stor metteur en scéne og en meget stor og igangsætter. Som Toto i »Miraklet i Mi angriber. lano« kunne hun påkalde medlidenhed og vantro for til slut at opflamme. Men filmens Erik Vlrichsen. instruktør vil det ikke sådan. Han svigter godheden og naiviteten, dømmer den til ne derlag. Og der har han let spil. Han behøver blot en intrige, spundet af tilfældigheder som fjendskabet mellem Zampano og narren II Matto, for at dræbe Gelsominas og vort livs VEJEN TIL DØDEN håb. Alt dette giver pessimismen i filmen en LA STRADA. (LA STRADA). — bismag af noget villet. Det hindrer naturlig Prod.: Ponti-De Laurentiis 1954. vis ikke, at passager og billeder, spil og situ Manus.: Federico Fellini og Tullio ationer gang på gang griber en. De er hentet Pinelli. Instr.: Federico Fellini. Fo fra livet og giver den italienske realisme ny to: Otello Martelli. Musik: Nino betydning. Stykke for stykke er filmen ikke Rota. Medv.: Giulietta Masina, An til at komme udenom, det føles »rigtigt«, men thony Quinn, Richard Basehart, Al sammenlagt er det ikke ægte nok. do Silvani. Det betyder ikke, at det er urealistisk. Be vares, sådan et forløb kan vel også tænkes. Men Fellini kvæler livskimene i de enkelte »La Strada« er kommet til Danmark og ble episoder med en kategorisk dødsdom. Han vil vet modtaget med ærbødig begejstring. Den be sine personers vanheld. Det bliver kun tra rømmes for sin poesi, hyldes som en af de gisk, hvis det også føles nødvendigt — som i seneste og mest fremragende vækster i neo- de Sicas »Umberto D.« eller Rossellinis og realismens vildtvoksende buskads. Og det er Fellinis egen »Paisa«. en udmærket film, først og fremmest god i betydningen velgjort, velsmurt, perfekt. Men Theodor Christensen. 69.