INGEN JUL UDEN JULEKALENDER - En Undersøgelse Af Hvordan Julekalenderen Som Unik Mediegenre Går I Dialog Med Hverdagslivet I December Måned

INGEN JUL UDEN JULEKALENDER - En undersøgelse af hvordan julekalenderen som unik mediegenre går i dialog med hverdagslivet i december måned.

Sara Aagaard Pedersen Lea Sohn Mikkelsen Ingen%jul%uden%julekalender%

% En#undersøgelse#af#hvordan#julekalenderen#som#unik#mediegenre#går#i#dialog#med# hverdagslivet#i#december#måned## # # # # Speciale#i#medievidenskab## Af#Lea#Sohn#Mikkelsen#(20119872)## og#Sara#Aagaard#Pedersen#(201204553)# # # Juni#2017# Institut#for#Kommunikation#og#Kultur## Aarhus#Universitet## # # Vejleder:#Hanne#Bruun## # # Specialet#omfatter#262.080#tegn#svarende#til#109,2#normalsider# Resumé#omfatter#6.790#tegn#svarende#til#2,8#normalsider## # # # Résumé&

! No!Christmas!without!the!TV!Christmas!Calendar!

! An!audience!study!examining!how!the!TV!Christmas!calendar,!as!a!unique!media!genre,! interacts!with!everyday!life!as!it!unfolds!in!December! &

For many families, watching the Danish TV Christmas calendar has become an established tradition and an important part of the Christmas season. Observed on December 25th (in Denmark the 24th), Christmas is an annual festival commemorating the birth of Jesus Christ and is celebrated by billions of people around the world. Traditions are especially evident during the Christmas season. These traditions shape and define the way Christmas is celebrated including how people interact with one another. Christmas is often celebrated in a micro sociological setting: in small, intimate gatherings of family at home. Family centred values come into focus as people take time off from work and everyday routine activities. The unique media genre of the TV Christmas calendar creates a special social space in which the togetherness and the continuity of family is celebrated in an otherwise individualized media context. The TV Christmas calendar has become an important part of the countdown to Christmas Eve. Even in a time of great tendency for individualization the TV Christmas calendar is still able to bring families together as they watch each of the 24 episodes counting down to Christmas Eve. This year the TV Christmas calendar received massive criticism, yet people still watched it faithfully every night. This thesis aims to investigate this paradox as it indicates factors other than the content of the series may motivate families to watch the TV Christmas calendar. Thus, the purpose of this thesis is to analyse the Danish TV Christmas calendar as a unique phenomenon. In particular, we will examine the series ability to create a shared experience in the family and discuss what motivates families to watch the TV Christmas calendar every year. This will be completed through a audience analysis taking as its point of departure last year’s new TV Christmas calendar production; Den anden verden/’The Other World’ (2016). From a ritual theory perspective, the thesis examines how the TV Christmas calendar interacts with everyday life as it unfolds in December.

i In the media research field the Danish TV Christmas calendar, seen from a ritual theoretical perspective, is an unexplored and undescribed area. This thesis aims to generate new knowledge about how the phenomenon constitutes a specific form of ritualized media usage. The study is conducted through media ethnographic observations of four families and qualitative interviews with parents and children of each family, which combined constitutes the empirical data the thesis is based on. This method is applied as it is the best way of obtaining information about the families’ subjective opinions and perceptions about the TV Christmas calendar. All four families watched this year’s TV Christmas calendar Den anden verden/’The other World’. A genre analysis of the historical development of the TV Christmas calendar’s content is conducted in order to investigate the TV Christmas calendar as a media phenomenon and gain an understanding of what expectations might be implied in the genre. The genre analysis shows that the Christmas calendar contains genre conventions regarding narrative plot, themes and the ability for identification and fascination. As a result, the viewer has particular expectations for what the TV Christmas calendar must contain to be characterized as a “real” TV Christmas calendar. In the text analysis, Den anden verden/’The other World’ is placed in the genre’s historical development in order to lay the groundwork for the perception analysis’ investigation as to which degree the Christmas calendars content matters in regards to the family’s motivation. As Den anden verden/’The other World’ addresses realistic issues in a magical setting it positions itself within the last period of the genre historical development. In several ways the series relates to the genre and its development however, because of how the series assigns low priority to otherwise central Christmas elements, the series also differs from the genre as it creates an expansion of the genre. In light of the empirical data and the insights from the genre and text analysis, the audience analysis shows that both the TV Christmas calendar’s content and context matters when it comes to possible motivational factors. In the section focusing on the families’ opinions and perceptions concerning the TV Christmas calendar’s content, the analysis shows that the content has to be relevant in regards to its context – Christmas time. Furthermore, the content has to contain elements that prepare the ground for a unifying usage in the family. In general, the families do not care much about the content

ii of the TV Christmas calendar as much as the context it is a part of and the feeling of togetherness it creates. The families assign social meaning to the tradition of watching the TV Christmas calendar during December. The media usage of the TV Christmas calendar differentiates significantly from the families’ ordinary media usage, as they almost never gather around the television set during the weekdays. Yet, watching the TV Christmas calendar together is of great importance for all four families as they associate the time with a time of tradition, being together and domesticity. As such, the TV Christmas calendar creates a kind of holy passage of time set apart from daily life. Based on how the families act around and interact with the TV Christmas Calendar the phenomenon can be defined as a family ritual. The thesis concludes that the TV Christmas calendar can be defined as a unique media phenomenon with several factors relating to both content and context that motivate families to watch the series every year. We argue that the TV Christmas calendar consists of a double rituality, as it can be seen as ritual as a noun and ritual as an adjective. The TV Christmas calendar functions as ritual-noun in its inherent rituality as a genre and its essential connectedness to Christmas celebration. At the same time, the TV Christmas calendar can be seen as ritual-adjective because of its social obligation and ritualized usage associated with Christmas values. However, as the TV Christmas calendar can be characterized as a family ritual, one must conclude that Christmas as a festival and the social context, in which the TV Christmas calendar exists, constitutes the primary motivational factor for watching. Yet, the content of the TV Christmas calendar should not be depreciated, as the family wants a TV Christmas calendar with the ability to bring together the family around Christmassy media content.

iii Specialet har et samlet omfang på 262.080 tegn, svarende til 109,2 normalsider. Generelt er specialet udarbejdet i fællesskab og vi har begge taget del i samtlige kapitler. Dog hæfter vi formelt set individuelt for udvalgte afsnit i opgaven. Fordelingen fremgår nedenfor, og er angivet ved hjælp af afsnittenes nummerering:

Sara: 2.0, 2.1, 2.1.2, 2.1.4, 2.1.7, 2.1.8, 2.2.4, 3.2, 3.2.1, 3.3, 3.3.1, 3.3.2, 3.3.5, 3.3.6, 4.1, 4.2, 4.3, 4.4, 4.5, 5.0, 5.3, 5.4, 6.1, 6.1.1, 6.1.3, hvilket giver 101.375 tegn, svarende til 42,2 normalsider.

Lea: 2.1.1, 2.1.3, 2.1.5, 2.1.6, 2.2, 2.2.1, 2.2.2, 2.2.3, 3.0, 3.1, 3.2.2, 3.2.3, 3.3.3, 3.3.4, 3.4, 3.4.1, 3.4.2, 3.5, 4.0, 4.6, 4.7, 4.8, 5.1, 5.2, 6.0, 6.1.2, 6.1.4, 6.1.5, 6.2, hvilket giver 101.572 tegn, svarende til 42,3 normalsider.

Fælles: 1.0, 2.3, 6.2.1, 6.2.2, 6.2.3, 6.3, 7.0, hvilket giver 59.133 tegn, svarende til 24,6 normalsider.

! Indholdsfortegnelse- -

Kapitel(1:(Indledning(...... (4! 1.1(Problemformulering(...... (5! 1.2(Afgrænsning(...... (6! 1.3(Specialets(opbygning(...... (6!

Kapitel(2:(Teoretisk(udgangspunkt(...... (9! 2.1(Ritualet(...... (9! 2.1.1!Den!klassiske!definition!af!ritualbegrebet!...... !10! 2.1.2!Julen!–!en!rituel!højtid!...... !12! 2.1.3!En!fejring!af!sekulære!værdier!...... !13! 2.1.4!Rothenbuhler!om!ritualet!...... !14! 2.1.5!Couldrys!makrosociologiske!forståelse!af!medieritualer!...... !17! 2.1.6!Ritualet!i!en!mikrosociologisk!og!mediemæssig!sammenhæng!...... !20! 2.1.7!Kalendariske!ritualer!...... !20! 2.1.8!Juletraditioner!i!familien!...... !21! 2.2(Familiens(mediebrug(...... (23! 2.2.1!Tv’s!rolle!i!medielandskabet!...... !24! 2.2.2!Mediebrug!–!personligt!og!familiært!...... !25! 2.2.3!Tv’s!sociale!funktion!i!familien!...... !26! 2.2.4!Rituel!mediebrug!i!julen!...... !28! 2.3(Julekalenderen(–(et(særligt(mediefænomen(...... (31!

Kapitel(3:(Metode(...... (33! 3.1(Receptionsforskning(...... (33! 3.2(Medieetnografi(–(observation(som(metodisk(tilgang(...... (35! 3.2.1!Deltagende!observation!...... !38! 3.2.2!Feltnotater!...... !40! 3.2.3!Observation!af!børn!...... !41! 3.3(Metodisk(design(...... (42! 3.3.1!Trine!og!Jens’!familie!...... !42!

! 3.3.2!Marie!og!Michaels!familie!...... !43! 3.3.3!Camilla!og!Tores!familie!...... !44! 3.3.4!Trine!L.’s!familie!...... !44! 3.3.5!Udvælgelseskriterier!og!rekruttering!af!respondenter!...... !45! 3.3.6!Rekrutteringsprocessen!...... !47! 3.4(Det(kvalitative(forskningsinterview(...... (49! 3.4.1!Interviewguide!...... !50! 3.4.2!Interview!med!børn!...... !51! 3.5(Efterbehandling(af(kvalitative(data(...... (52!

Kapitel(4:(Genreanalyse(af(julekalenderen(...... (55! 4.1(Julekalenderen(–(et(overblik(...... (56! 4.2(Den(første(julekalender(...... (58! 4.3(Dukkeuniverset(...... (58! 4.4(Den(første(julekalender(for(hele(familien(...... (59! 4.5(Et(brud(med(konventionerne:(Jul(og(grønne(skove(...... (60! 4.6(Gamle(traditioner(og(fornyelse(...... (61! 4.7(Det(ny(årtusindes(julekalender(–(når(dramaet(er(i(fokus(...... (63! 4.8(Julekalenderens(etablerede(genrekonventioner(...... (65!

Kapitel(5:(Tekstanalyse(af(Den$anden$verden(...... (66! 5.1(Forventningshorisont(og(kontekstualisering(...... (67! 5.2(Dramaturgisk(opbygning(og(tematik(...... (68! 5.3(Den$anden$verden(i(forhold(til(genretraditionen(...... (72! 5.4(Den$anden$verden(og(genrefornyelse(...... (74!

Kapitel(6:(Modtageranalyse(...... (77! 6.1(Julekalenderens(indhold(...... (77! 6.1.1!Familiens!julekalenderbrug!...... !78! 6.1.2!Familiernes!forventninger!til!en!julekalender!...... !80! 6.1.3!Den$anden$verden!–!genreudvidelse!eller!genrebrud?!...... !82! 6.1.4!Fascination,!identifikation!og!tematik!...... !87! 6.1.5!Indholdets!betydning!for!julekalendersening!...... !90! 6.2(Julekalenderens(kontekst(...... (92!

! 6.2.1!Familietraditioner!og!julen!som!højtid!...... !93! 6.2.2!Generel!mediebrug!i!familierne!...... !98! 6.2.3!Julekalenderen!som!familieritual!...... !101! 6.3(Julekalenderen(–(et(dobbeltrituelt(mediefænomen(...... (105!

7.0(Konklusion(...... (109!

8.0(Litteraturliste(...... (113! !

! Kapitel-1:-Indledning- Julen er en helt særlig tid på året. Mange forbinder julen med julegaver, juletræ, julepynt osv., hvorfor julen kan siges at være traditionernes tid, hvor børn og voksne har store forventninger til såvel juletidens aktiviteter som hinanden. Her tages ofte en timeout fra hverdagen, og andre – ofte familiecentrerede – værdier kommer i fokus (Miller, 1993, p. 11, 14). En vigtig komponent i julen og nedtællingen til juleaften er for mange familier tv-julekalenderen. Her møder december måneds hverdagsliv en unik mediegenre, hvorved der skabes et særligt socialt og fællesskabsorienteret rum i en ellers individualiseret mediekontekst. Julekalenderen kan således siges at blive en fast tradition familien samles om, hvorfor familien som institution er særlig relevant i denne sammenhæng. Julekalenderen vises hvert år i december måned og udgør en enestående tv-genre i det danske tv-landskab. Den har eksisteret siden 1962, hvorfor den således er den ældste, danske tradition for at producere fiktion i føljetonformat (Agger, 2006, p. 160). Julekalenderens dramaturgiske opbygning med 24 episoder skaber en nedtælling til juleaften, hvilket kan siges at lægge op til en rituel brugssituation. Julekalenderen som et flow-tv-fænomen er særligt relevant i en nutidig mediekontekst, da den som nævnt kan siges at have en samlende effekt i et ellers mere fragmenteret medielandskab med en tendens til individualiseret mediebrug. Visse genrer, som eksempelvis direkte sportsudsendelser og live talent- og underholdningsshows, klarer sig generelt godt på flow-tv, mens særligt dramagenren i højere grad har oplevet et skift over til on demand platforme (DR, 2017, p. 24, 26, 28). Hos julekalenderen ses denne tendens ikke i samme udstrækning, idet der fastholdes et mere traditionelt distributionsflow, hvor det ikke muliggøres for seeren at binge watche afsnit på samme måde som ved flere af streamingtjenesterne. På trods af dette kan man dog alligevel år efter år konstatere, at julekalenderen er et populært flow-tv fænomen (bilag 1) – den må således kunne noget ganske særligt. Det traditionelle distributionsflow kan siges at styrke den samlende kraft yderligere, da denne til en vis grad fastholder julekalenderen, som noget familien samles om på et bestemt tidspunkt hver aften i december måned. Desuden kan man argumentere for, at julekalenderens funktion, som en form for nedtællingsritual, har en betydning i denne forbindelse. Med

! 4! udgangspunkt heri, er det derfor relevant at analysere, hvad der motiverer familien til at se julekalender, samt hvilken betydning julekalenderen har for familien. Analysen vil tage udgangspunkt i DRs nye tv-julekalender: Den anden verden (2016). Julekalenderen havde et gennemsnitligt seertal på 900.290 pr. episode, hvilket kan siges at være relativt lavt for en førstegangsudsendelse af en tv-julekalender, men samtidigt højt sammenlignet med andre dramaserier, som eksempelvis sæson 3 af DRs Arvingerne (Christensen, 13. december 2016, DR-kalender sætter ny bundrekord; Sørensen, 25. februar 2017, Arvingerne er noget af det modigste, DR har leveret). Dog mødte Den anden verden meget kritik, da mange seere fandt den for uhyggelig og savnede mere julestemning (Frandsen, 6. december 2016, Raser over DRs julekalender: Uhyggeligt og handler IKKE om jul). Det faktum, at julekalenderen kan opnå høje seertal samtidig med at den modtager så massiv kritik fra seerne, kan opfattes paradoksalt, da en naturlig seerreaktion på et tv-program, der ikke lever op til forventningerne, ville være seerflugt. Dette paradoks vil vi forsøge at analysere nærmere, da der muligvis kan ligge andre faktorer bag familiens motivation for at se julekalender, end blot det konkrete indhold. I denne forbindelse bliver det derfor særligt relevant at se på tv-julekalenderen i et ritualteoretisk perspektiv, da man kan have en formodning om, at dette aspekt kan være af betydning for julekalenderens funktion i familien. Kritikken af Den anden verden kan desuden ses i lyset af de historisk opståede genrekonventioner, seerne forventer, at den holder sig nogenlunde inden for. Ydermere er der indenfor det medievidenskabelige forskningsfelt et uudforsket og ubeskrevet område i forhold til julekalenderen set som en ritualiseret mediegenre, der møder hverdagslivet og dermed udgør en særlig form for mediebrug. Dette er naturligvis en stor udfordring for os, da vi ikke har en emnefokuseret teori at tage udgangspunkt i. Samtidig ser vi dog dette som en stor motivationsfaktor, da vi kan være med til at generere ny viden om julekalenderen i et ritualteoretisk perspektiv og derigennem forhåbentlig bidrage til nogle interessante indsigter i julekalenderens karakteristika i såvel familiemæssig som samfundskulturel kontekst.

1.1-Problemformulering- Hvad motiverer familien til at se julekalender?

! 5! ● Hvilken betydning har julekalenderen for familielivet i december måned? ● Hvordan indgår julekalenderen i en familiemæssig brugssituation? ● Hvilken rolle spiller indholdet for motivationen for at bruge julekalenderen?

Dette vil vi søge at besvare gennem en modtageranalyse af Den anden verden, der i en ritualteoretisk ramme undersøger, hvordan julekalenderen går i dialog med hverdagslivet, som det forløber i december måned.

1.2-Afgrænsning- Vi har i specialet valgt at tage udgangspunkt i både DRs og TV 2s tv- børnejulekalendere og ser overordnet på julekalenderen som fænomen i sin totalitet. Dog tager vores empiriske materiale udgangspunkt i DRs Den anden verden, da dette var årets nye julekalender. Herudover blev der genudsendt Ludvig og Julemanden på TV 2 samt genudsendelser af andre julekalendere på de mindre søsterkanaler. Vi er bevidste om, at børnejulekalenderen siden 1962 har gennemgået en genremæssig udvikling, hvorfor den i dag ligeledes kan defineres som en familiejulekalender. Idet vi bruger ritualteorien som ramme for analysen, finder vi børnejulekalenderen mest interessant og relevant, da den har været sendt konsekvent siden 1962 og derfor, i højere grad end voksenjulekalenderen, muligvis kan siges at være implementeret i familien som en fast tradition.

1.3-Specialets-opbygning- Indledningsvis vil opgavens teoretiske udgangspunkt virke som en kontekstualiserende analytisk ramme for modtageranalysen. Dette vil den gøre ved en grundig præsentation af relevant ritualteori, hvor ritualbegrebet vil blive tilknyttet medier og tv-brug. I forlængelse heraf introducerer vi, hvordan man kan se udviklingen til et mere fragmenteret og individualiseret mediebrug i nutidens medielandskab. Herudover fokuseres på mediebrug i en familiemæssig sammenhæng med særligt fokus på social brug af tv i familien. Dette da julen er gennemsyret af traditioner og værdier, hvor især familien og socialt samvær vægtes højt. Julekalenderen må således forstås i relation til, at den indgår i en af årets vigtigste højtider, hvorfor julens rituelle karakter vil blive

! 6! introduceret. Det at julekalenderen sammenholdes med højtiden kan således give en unik indsigt i den familiemæssige brugssituation julekalenderen indgår i. Metodekapitlet forholder sig til vores undersøgelse af julekalenderen som en form for rituel mediebrug, der indgår i hverdagslivets kontekst i december måned, hvorfor undersøgelsen går ud over medieteksten selv. Således undersøger vi julekalenderen som fænomen, og den måde den i en hverdagsagtig, men alligevel speciel måned bliver brugt af dens publikum. Da julekalenderen på denne måde kan siges at opnå relevans i både indholdsmæssig og brugsmæssig kontekst, begrundes en genre- og tekstanalyse og i forlængelse heraf en modtageranalyse, der tager sit udgangspunkt i medieetnografien og receptionsanalysen. Herefter følger en genreanalyse, der vil kortlægge danske børnejulekalendere fra 1962 og frem. Kortlægningen vil fremhæve relevante og centrale julekalendere inden for specifikke genretraditioner, for herigennem at kunne definere tematiske kendetegn og karakteristika. Analysen af genreudviklingen vil således bidrage til en forståelse af de gennem tiden opståede konventioner. Ud fra denne vil vi kunne udlede generelle genrekonventioner og herunder udviklingen af typiske tematikker, hvilket vil kunne bidrage til en forståelse af familiens opfattelse af julekalenderen som genre, og herunder hvilke mulige forventninger de har til den. I forlængelse heraf følger en tekstanalyse af Den anden verden, der vil have fokus på julekalenderens temaer, samt hvordan den forholder sig til genren og de konventioner, der kan siges at lægge sig hertil. Således kan vi fra et tekstanalytisk perspektiv undersøge julekalenderens indhold, for i modtageranalysen at kunne sammenholde det indholdsmæssige og julekalenderens kontekst i relation til familiens motivation for at se Den anden verden. Således vil genre- og tekstanalysen bidrage til den videre modtageranalyse, ved at muliggøre en bredere forståelse af såvel mediemæssigt indhold som seernes forventninger hertil. Ovenstående leder os til den medieetnografiske og receptionsanalytiske modtageranalyse, hvis formål er at undersøge den brugssituation julekalenderen indgår i i familien samt familiens motivation for at se julekalender. Dette er valgt med baggrund i, at teksten og modtageren arbejder sammen om at skabe betydning. Således er det udelukkende gennem en modtageranalyse, at vi kan opnå mulighed for at analysere, om der for familien ligger mere i det at se julekalender, end blot det indholdsmæssige. Dette er særligt interessant med en julekalender som Den anden verden, der som nævnt har

! 7! modtaget meget kritik. Modtageranalysen kan således hjælpe os til at finde ud af, om og hvordan, der muligvis kan være tale om en form for rituel handling.

! 8! Kapitel-2:-Teoretisk-udgangspunkt- I dette kapitel vil vi introducere relevante teorier og væsentlige begreber og herigennem skabe en kontekstualiserende ramme, der har betydning for specialets videre analyse. Et gennemgående fokus er på ritualbegrebet sammenholdt med den sociale og familiemæssige sammenhæng, da forståelsen heraf er af essentiel betydning for specialet i forhold til at kunne forstå julekalenderens rolle i familien, samt familiens motivation for at se julekalender. Således vil specialet først introducere ritualet som antropologisk begreb og julen som højtid, da såvel ritualet som julen – og sammenhængen herimellem – er af essentiel betydning for forståelsen af julekalenderen som fænomen. Derefter vil vi sætte ritualbegrebet i relation til medier og den sociale og samfundsmæssige kontekst på et såvel makro- som mikrosociologisk niveau. For at kunne forholde medieritualet til specialets empiriske udgangspunkt i familien, vil vi efterfølgende uddybe ritualet i forhold til medier og julen i familien. At se på brugssituation omkring julekalenderen i en rituel sammenhæng er således særligt relevant, da den formår at have en social og samlende effekt i en tid, hvor den samfundsmæssige kontekst og den teknologiske udvikling har medvirket til at skabe et langt mere selektivt og individualiseret mediebrug. Specialets teoretiske udgangspunkt udgør således en vigtig del af specialet, da det gør det muligt for os at undersøge relationen mellem hverdagsliv og julekalenderen som en form for ritualiseret mediegenre, i en tid, hvor der, på grund af nutidens medielandskab, er mange muligheder.

2.1-Ritualet-- Forskningen i ritualer er et vidtspændende felt og rummer mange definitioner og indgangsvinkler, da det er blevet brugt i flere sammenhænge med forskellige formål. Derfor vil vi i det følgende, ved at sammenholde forskellige teoretikere og deres definitioner, forsøge at nå en forståelse, der er relevant for vores undersøgelse af julekalenderen. Især Nick Couldry, Eric W. Rothenbuhler, Roger Silverstone og Bent Larsen bidrager med interessante og relevante teorier, hvor det antropologiske begreb opnår

! 9! betydning og bliver undersøgt inden for kommunikations- og medieverdenen. Ingen af disse teorier formår dog fuldt ud at belyse ritualbegrebet, som det må forstås i relation til julekalenderen, og hvordan denne bruges i familien. Derved kan julekalenderen muligvis siges at befinde sig i et form for uudforsket spændingsfelt mellem teorierne. Fælles for ovenstående teoretikere er, at de alle er inspirerede af Emile Durkheims klassiske definition af ritualbegrebet. Durkheims teori kan således ses som grundlæggende inden for den antropologiske forståelse af begrebet, hvorfor vi vil tage udgangspunkt heri. Således vil vi ved hjælp af de forskellige teoretikeres udlægninger af ritualbegrebet, såvel i som udenfor et mediefokus, forsøge at forstå det spændingsfelt julekalenderen befinder sig i som værende et særligt mediefænomen. Dog kan vi ud fra det teoretiske udgangspunkt blot gisne om julekalenderens egentlige funktion i familien, hvorfor vi først gennem modtageranalysen vil kunne opnå den bredest mulige indsigt i fænomenet samt brugen heraf.

2.1.1-Den-klassiske-definition-af-ritualbegrebet- Idéen om ritualers vigtighed i forhold til en forståelse af samfundet blev først udforsket af Durkheim (Sullivan, 2013 p. 179). Ritualbegrebet har været anvendt i antropologien siden 1800-tallet, hvor det særligt har været knyttet til primitive folk og religion. Baggrunden for denne opfattelse af begrebet i antropologien stammer hovedsageligt fra den ledende franske sociolog Durkheim. Durkheim har i sine værker særligt fokuseret på forholdet mellem religion og samfund og herunder den afgørende sammenhæng mellem ritualet og social integration set i forhold til religion og tro (Kofoed, 2008, p. 23; Couldry, 2003, p. 4; Østerberg, 2002, p. 196). Durkheims opfattelse af religion forholder sig ikke til en specifik trosretning og er således ikke knyttet til det religiøse aspekt som sådan. Durkheim ser i stedet religion som en del af det sociale liv og som et system af idéer, individerne i et samfund deler. Det religiøse kan, ifølge Durkheim, overordnet inddeles i to kategorier; tro og ritualer. Tro er holdninger, der eksisterer i tankerne, mens ritualer er bestemte handlemåder, der motiveres på baggrund af troen. Til fælles for alle religiøse overbevisninger er, at de inddeler såvel virkelige ting som ideelle idéer i to kategorier – nemlig det profane og det hellige (Durkheim, 1995, p. 34). Det hellige og det profane er klart adskilt og har intet til fælles. Samtidigt er det dog ikke muligt entydigt at definere, hvad der er profant, og

! 10! hvad der er helligt, da begge kan inkludere alt, men samtidig kategorisk udelukker hinanden. Det hellige er beskyttet, mens det profane distanceres fra det hellige (Durkheim, 1995, p. 34f., 38). Således udtrykker religiøse overbevisninger – og dermed den første kategori: tro – det hellige, forholdet mellem det hellige og andet helligt, samt relationen til det profane (ibid., p. 38). Herudfra defineres ritualer som handlinger, der sker på baggrund af denne tro, og som derfor altid er i overensstemmelse med, hvordan troen foreskriver, at man må opføre sig i forhold til det hellige. Dermed bliver alle ritualer altid hellige i et eller andet omfang (ibid., p. 34f., 38). På denne baggrund kan man argumentere for, at Durkheim ser ritualet som skaber af “[...] et fælles fokus (“the sacred object”) og en fælles stemning (“mental state”)” (Larsen, 2003, p. 31), der har til formål at fremme: “[...] feelings of collectivity, senses of belonging and of being together as a collective group” (Larsen & Tufte, 2003, p. 91). Således opleves ritualet for individet som noget, der er af større betydning end én selv, og som derfor frembringer en følelse af glæde (Bell, 1997, p. 23). Denne skabelse af oplevelsen af noget fælles, momentant og synkront har forskere efterfølgende argumenteret for, at tv’et kan være med til at frembringe. Dette sker i kraft af, at der i hverdagen er øjeblikke, hvor ritualer – der kan ses som hellige – tilsidesætter dagligdagens gøremål (Silverstone, 1994, p. 21, 168). Dermed sættes ritualbegrebet i relation til mediebrugen, og i den forbindelse understreger Couldry, at Durkheims teori desuden er nyttig i forhold til at forstå social samhørighed og mediernes indflydelse herpå. Alligevel problematiserer Couldry en direkte brug af Durkheims ritualbegreb i forbindelse med medier, da han mener, at Durkheims religiøse kontekst til ritualbegrebet ikke uden videre kan overføres til medielandskabet i dag. Couldry er dog samtidig opmærksom på, at man kan argumentere for, at anvendelsen af begrebet uden for religiøs kontekst er implicit i Durkheims teori i kraft af hans brede definition af religiøs overbevisning (Couldry, 2003, p. 4, 9, 23). Mary Douglas eksemplificerede som den første anvendelsen af ritualbegrebet uden for religiøs kontekst, da hun argumenterede for at: “[...]‘very little of our ritual behavior is enacted in the context of religion’” (Douglas som gengivet i Couldry, 2003, p. 23). Det er netop i anvendelsen af ritualbegrebet uden for en direkte religiøs sammenhæng, at ritualets forhold til julekalenderen skal forstås i specialet. Dog kan vi ikke se helt bort fra det religiøse aspekt, da julekalenderen nødvendigvis må ses i relation til julen som en kristen højtid.

! 11! Dette, samt vores forbehold for det religiøse aspekt, vil vi eksplicitere i det følgende afsnit.

2.1.2-Julen-–-en-rituel-højtid- December er en helt særlig måned, der på mange måder adskiller sig fra årets andre måneder. Det er i denne måned familier landet over fejrer julen på sekulær eller religiøs vis. Julen kan siges at være en fastlagt begivenhed, da højtiden er forbundet med en bestemt årstid og samtidig en hel specifik dato, hvor det vi i løbet af december på diverse kalendere tæller ned til foregår – nemlig juleaften. Teoretikeren Adam Kuper har studeret julen og dens ritualer og ifølge ham, er julen den tid hvor “[...] the whole nation is constructed as a series of identical family parties” (Kuper, 1993, p. 157). Julen er muligvis den eneste årlige højtid, hvor alle de familier, der fejrer jul, laver stort set det samme på det samme tidspunkt (Miller, 1993, p. 57). Ifølge Kuper er julen således noget, vi alle har tilfælles og deler. Det er en speciel tid, hvor der tages en timeout fra hverdagslivet, og andre værdier og regler gælder (Kuper, 1993, p. 164). Ifølge Bell definerer mange religiøse traditioner deres kalenderår gennem en serie af ritualer, der udtrykker samfundets mest basale overbevisninger (Bell, 1997, p. 104). Det ses blandt andet i den traditionelle kristne kalender, der er særlig omfattende i dens årlige beretning om Jesu’ fødsel, lidelse, død og genopstandelse. Det er således i fortællingen om Jesus, kirkeåret tager sit udgangspunkt (Nørhøj, 25. november 2009, Hvad er et kirkeår?). De fire søndage i advent, og dagene herimellem, er på illustrationer af kirkeåret markeret med farven lilla, der symboliserer håb og længsel. Dette forløses af juleaften, hvis hvide farve symboliserer en tid med glæde og lys. Perioden op til juleaften er således en periode, hvor man tæller ned, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den kristne juletradition; adventskransen, der tændes hver adventssøndag frem til juleaften. Overordnet set har den kristne kalenders opbygning skabt en række ritualer formet af en religiøs hengivenhed, der er med til at forme årets gang (Bell, 1997, p. 104). Der kan i december ses et helt system af traditioner og ritualer, der alle knytter sig til den primære begivenhed – juleaften. Det er således kristendommen, der danner grunden og bidrager til nogle formaliserede rammer for, hvordan vi fejrer jul i Danmark.

! 12! 2.1.3-En-fejring-af-sekulære-værdier-- Selvom julen har kristne rødder, er mange af dens traditioner skabt i en historisk kontekst og i takt med udviklingen i samfundet, hvorfor vi i dag ser traditioner som juletræ, julepynt, julemad, kalenderlys og julekalender, der ikke lægger sig til kristendommen. Disse traditioner kan i højere grad siges at være kulturelle produkter af en sekulariseret moderne verden. I henhold til specialets fokus på jul og med julekalenderen – en sekulær tradition – som omdrejningspunkt, er det i denne forbindelse desuden relevant at være opmærksom på, at størstedelen af danskerne er kulturkristne og ikke religiøse i traditionel forstand (Olsen, 1999, p. 17). I en artikel fra Kristeligt Dagblad tages der udgangspunkt i en kulturkristen dansker, der fortæller:

[...] at kristendommen giver hende en stor del af hendes kulturelle identitet som dansker, og værdierne, synes hun, er et godt samfunds- grundlag. Men [...] hun lægger ikke vægt på kristendommen som praksis. (Vincents, 12. december 2014, Kristen via vaner, opdragelse og traditioner)

Dette er, ifølge Kristeligt Dagblad, en opfattelse mange danskere deler. Flere og flere melder sig ud af folkekirken og størstedelen af de danskere, der forbliver medlemmer går under betegnelsen kulturkristne (Henriksen & Vincents, 11. maj 2016, Markant stigning i antal udmeldelser af folkekirken; Olsen, 1999, p. 17). I en undersøgelse fra 2013 svarede tre ud af fire danskere, at de fejrer jul, fordi det er en hyggelig tradition og halvdelen af de adspurgte svarede, at det var en vigtig del af den danske kultur (TV 2, 13. december 2013, Derfor fejrer vi (stadig) jul). Det er således det traditionelle samt de kulturelle og samfundsmæssige værdier, der ligger i det at holde jul, der vægtes højest. Samtidig går kun 2,4 procent af befolkningen regelmæssigt i kirke, mens 31 procent af danskerne tager til gudstjeneste juleaften (DR, 19. december 2014, Flere går i kirke juleaften; Rasmussen, 10. juni 2008, Kun 2,4% går i kirke hver uge). Forklaringen herpå, mener Kofoed, ligger i julens rituelle karakter, da det at gå i kirke juleaftensdag ses som en del af juletraditionen, hvorfor handlingen i højere grad kan ses som et udtryk for at bevare en tradition frem for en reel tro (TV 2, 13. december 2013, Derfor fejrer vi (stadig) jul). Julen kan således siges at have en særlig plads i danskernes bevidsthed, og

! 13! får især værdi i kraft af højtidens rituelle karakter – dette vil vi komme nærmere ind på senere i kapitlet. Ifølge Kofoed er religiøse ritualer orienteret mod “en anden verden” mens sekulære ritualer koncentrerer sig om “denne verden”. Sekulære ritualer fungerer i en verdslig verden som “[...] det kulturelle kit, der binder mennesker sammen [...] ” (Kofoed, 2008, p. 24), og kan være med til at synliggøre iboende sociale og kollektive ritualer og værdier. Med vores fokus på julekalenderen og dennes samlende kraft samt betydning i familien, er det således en sekulær tradition, der kan hjælpe os til at blive klogere på forhold i denne verden, vi tager udgangspunkt i. Som vi også gjorde klart i afsnit 2.1.1, er det altså ritualet i dets kulturelle og sociale forstand og ikke det religiøse aspekt, vi har fokus på. Således er vi bevidste om julens religiøse natur, der er grundlæggende og gældende for den måde, nogle mennesker fejrer jul på. Dog har vi fokus på andre karakteristika, der gør sig gældende for julen, såsom dens evne til, gennem diverse sekulære ritualer, at skabe et særligt rum og en særlig tid for delte oplevelser i familien, da disse er relevante i forhold til at undersøge julekalenderen.

2.1.4-Rothenbuhler-om-ritualet-- Hvor Durkheim primært har fokus på det religiøse og sociologiske må vi, for at kunne placere julekalenderen, ligeledes medtænke ritualet i forbindelse med medier. For at nå hertil må vi først uddybe, hvordan ritualet i sig selv defineres; hvad det handler om, og hvilke værdier det indeholder. Rothenbuhler beskæftiger sig ikke direkte med ritualer i forbindelse med medier, dog kan hans definition af ritualbegrebet alligevel siges at bidrage til en forståelse heraf, hvorfor denne er med til at danne grundlaget for brugen af begrebet i specialet. Rothenbuhler når frem til sin definition ved at fremhæve forskellige karakteristika, som mange antropologiske forståelser af ritualbegrebet deler. De karakteristika, der er relevante for dette speciale, vil blive præsenteret i det følgende. Ved anvendelsen af Rothenbuhlers teori ønsker vi at fremsætte det argument, at et ritual er socialt integrerende, da dette er en vigtig brik i forhold til en forståelse af julekalenderens rolle i familien. Ifølge Rothenbuhler er ritualer en nødvendighed for at mennesker i det hele taget kan leve og fungere sammen. Livet består af fødsler, dåb, fødselsdage, konfirmationer, ægteskaber osv. Således består det institutionelle liv af forskellige stadier, man træder

! 14! ind i, gennemgår og derefter forlader, for så at træde ind i det efterfølgende stadie (Rothenbuhler, 1998, p. 3). En almindelig uge har også en begyndelse, en midte og en ende, hvor vi fejrer arbejdsugens slutning med weekend for derefter at begynde forfra. På samme måde indeholder kalenderåret fejringer såsom nytårsaften, juleaften, påske osv. Disse højtider er med til at markere kalenderåret, og alle kan de ses som værende ritualer og ceremonier, hvori både tidens gang og cyklus bliver markeret. Dette kan være store begivenheder såsom De Olympiske Lege, mens andre kan være små og foregå på det personlige plan – de kan være frivillige eller obligatoriske, formelle eller uformelle. Ritualer er således essentielle i det sociale liv (ibid.). I Rothenbuhlers optik er et ritual overordnet set noget, der relaterer sig til handlemåder, hvor ritualets symbolske værdi betyder mere end selve udførelsen af det, og oftest har det noget vigtigt at gøre med sociale relationer og social orden (ibid., preface). Han opstiller følgende definition: “Ritual is the voluntary performance of appropriately patterned behaviour to symbolically effect or participate in the serious life” (ibid., p. 27). Rothenbuhler mener, det er vigtigt, at man skelner mellem ritual som substantiv og ritual som adjektiv. Et ritual kan således være en ting, der bliver gjort, men også en måde at gøre ting på, hvorfor han skelner mellem ritualer som større events beskrevet af blandt andet Dayan og Katz og ritualer som “[...] aspects of ongoing social activities [...]” (ibid., p. 4). I forhold til specialet, ligger interessen særligt på ritual som adjektiv, idet vi undersøger det rituelle aspekt af julekalenderseningen i december måned (ibid., p. 5). Dog kan man ligeledes argumentere for, at julekalenderseningen i familien i sig selv kan siges at udgøre et årligt tilbagevendende event, grundet julekalenderens tilhørsforhold til julen som højtid. Rothenbuhlers definition af ritualet som substantiv kan således ikke uden videre afskrives, da julekalenderen kan siges at placere sig i et spændingsfelt mellem disse to kategoriseringer – på den ene side er den et årligt tilbagevendende event for familien, mens den på den anden side implicit er en del af deres hverdagslige handlinger i december måned. Rothenbuhler mener, at ritualer ikke blot er tanke, men at de udgør en form for kropslig handling (ibid., p. 7). Et ritual bliver således til gennem en bestemt type adfærd. Denne adfærd og den forestilling, der ligger bag og følger adfærden, er aldrig noget, der bliver opfundet i det øjeblik, ritualet udføres. Der er altid tale om handling i henhold til allerede eksisterende forestillinger. Ritualet er derfor ofte en forestilling om,

! 15! hvordan ting ideelt set burde være i forhold til, hvordan de i realiteten er (Rothenbuhler, 1998, p. 43). Ritualet refererer således altid bagud men også fremad. Ved referencen til fortiden ses ritualets symbolske betydning, mens referencen fremad henviser til den nuværende situation, hvori ritualets sociale betydning skabes. Således kan man ikke forstå ritualet isoleret fra dets sociale og samfundsmæssige kontekst (ibid., p. 63f.). Ud fra ovenstående kan et ritual siges at være gentagende i forhold til, at der er nogen, der har gjort det på netop denne måde før, hvilket hænger sammen med, at ritualer ofte er knyttet til traditioner, der har været stabile gennem generationer. Det medvirker til, at ritualer er langsomt og svært foranderlige (ibid., p. 46). Ritualer er altså former for sædvanlig adfærd, hvilket Rothenbuhler mener er et vigtigt element i forhold til forståelsen af et ritual. Der er altid noget ved et ritual og udførelsen af det, der er standardiseret, uforanderligt og formelt (ibid., p. 20). Dog understreger han, at adfærden ikke er sædvanlig, fordi den er konstant. Det er adfærd i henhold til skik – altså i forhold til en form for regel eller standard, hvilket betyder, at der er rigtige og forkerte måder at gøre tingene på (ibid., p. 21). Dette hænger sammen med et andet karakteristikum, nemlig at et ritual kan ses som en form for performance, hvor man har et “manuskript” at tage udgangspunkt i, der så at sige dikterer den passende adfærd. Referencen til fortiden fungerer dermed både som rettesnor for udførelsen af ritualet og opstiller samtidig kriterier i forhold til vurderingen af den (ibid., p. 9). Selvom ritualer kan udføres i det private, er der altid noget socialt konstrueret over dem. De er ofte orienteret mod en gruppe og udføres for det meste i sociale situationer. Et ritual er således et socialt fænomen, der har social mening (ibid., p. 13). Derudover mener han, at der altid er noget bevidst og dermed frivilligt ved et ritual. Dog kan man, hvis der er tale om mindre åbenlyse ritualer, være mindre bevidst om, hvorfor man handler, som man gør (ibid., p. 10). Rothenbuhler sætter et skarpt skel mellem vane og ritual. Meget tv-brug kan siges at være struktureret efter ren vane, men ifølge Rothenbuhler er en vane ikke rituel og kommer ikke i nærheden af at være et ritual. Det der adskiller ritual fra vane, er ritualets “[...] purpose of symbolically effecting the serious life” (ibid., p. 28). The serious life er en term Rothenbuhler har adopteret fra Durkheim for den ophøjede eller hellige dimension af det sociale (Couldry, 2003, p. 25). Rituelle handlinger knytter sig således til det hellige og er en del af the serious life. Men hvordan måler man graden af

! 16! seriøsitet i en given social aktivitet? Dette kommer Rothenbuhler ikke med noget direkte svar på, da der, grundet blandt andet samfundsmæssige og historiske forskelle fra kultur til kultur, er forskellige opfattelser af, hvad substansen af det hellige er, og hermed også hvad der tilhører det hellige, og hvad der tilhører det profane (Rothenbuhler, 1998, p. 23). Dog nævner Rothenbuhler en form for indikator, der er bestemt af menneskelig adfærd. Det der tilhører det hellige, er det, der i ethvert samfund behandles med stor alvor af dets medlemmer, og hvis legitimitet ikke kan betvivles (ibid., p. 24). Det hellige defineres hermed i relation til menneskelig aktivitet og ikke guddommelighed, hvorfor det bliver et spørgsmål om menneskelig erfaring i forhold til det, der er alvor og vigtigt. Det er altså erkendelsen af, at nogle ting er vigtigere end andre, hvorfor de skal beskyttes (ibid.). Ritualet er således, i alle dets former, et element i the serious life (ibid., 25). Nogle gange er ritualerne direkte udtrykt som værende hellige af de, der tager del i dem. Andre gange udføres ritualerne i hverdagen ofte uden videre tanke, hvorfor det først er gennem analyse, at de kan ses som værende elementer tilhørende the serious life, hvor de fungerer som rituelle mekanismer for den moralske regulering af sekulære forhold (ibid.). Ritualer handler således om det generelle på en betydelig måde, og er orienteret mod det højtidelige og det særlige ved den udførte handling, hvor ritualets symbolske værdi er i centrum (ibid., p. 61). Ud fra ovenstående karakteristika, vil et ritual altid bestå af et passende sæt handlingsmønstre, der udgør nogle symboler, der har betydning ud over selve adfærden. Denne generative logik gør sig ligeledes gældende for al kommunikation, hvortil Rothenbuhler mener, at ritual og kommunikation skal ses som værende nært beslægtede. Alle der deltager i et givent ritual accepterer og er klar over handlingens symbolske betydning – eksempelvis at et håndtryk er en formel måde at skabe en relation til et andet menneske, selvom dette muligvis ikke er noget, man er bevidst om i selve handlingen. Den symbolske handling har således sociale formål, hvorfor ritualet kan siges at være socialt integrerende (ibid., p. 26).

2.1.5-Couldrys-makrosociologiske-forståelse-af-medieritualer- Med udgangspunkt i den grundlæggende forståelse af ritualbegrebet er det relevant at undersøge ritualets sammenhæng til medier for at kunne opnå en forståelse af ritualets

! 17! forhold til julekalenderen som mediegenre. Couldry undersøger mediernes rituelle funktion, idet han mener, at det er denne, der giver medierne deres primære kommunikative kraft (Couldry, 2003, preface). Couldry er, som de øvrige teoretikere, vi tager udgangspunkt i, grundlæggende inspireret af Durkheims definition af ritualet og mener, at Durkheims teori kan bidrage til forståelsen af social samhørighed og mediernes indflydelse herpå (ibid., p. 4). Derudover er Couldry inspireret af andre teoretikere, der ligeledes har fundet inspiration i Durkheim. Couldry kalder denne retning for ‘neo-Durkheimian’ og mener, at tankegangen har en stor fordel, idet den anerkender mediebrugens indflydelse og tager den alvorligt (ibid., p. 6f). Couldry peger på to konkrete medierelaterede situationer, hvor en neo-Durkheimiansk tankegang til ritualteori kan bidrage positivt. Den første er medieevents, hvor samfundets medlemmer kan føle en samhørighed gennem medierne. Den næste er hverdagens medieforbrug og herunder tv-sening, der kan siges at forbinde samfundsmedlemmer gennem narrativer og forbrugsmønstre (ibid.). Således kan begge situationer siges at bidrage til en følelse af samhørighed gennem medier, hvor den ene dog er mere eksplicit end den anden. Couldry argumenterer for, at den anden situation er den mest spændende og relevante i forhold til medieritualer, da denne fokuserer på mediers – og særligt tv’s – betydning i det sociale liv generelt (ibid., p. 7). Dette gør sig ligeledes gældende i forhold til specialets fokus. Medieritualer forstås som situationer, hvor medier erstatter noget større, der er forbundet til, hvem vi er, og hvordan vi ser os selv som en del af det sociale samfund. Dermed kan medieritualer siges at udgøre en central mekanisme, der producerer legitimitet til alle former for handlinger forbundet til medier. Derved opstår en cirkulær sammenhæng, hvor man handler ud fra underliggende værdier, som man – i kraft af sin medierelaterede handling – er med til at legitimere. Således mener Couldry, at medierne udgør en form for socialt centrum (ibid., p. 2, 4, 27). Derved ser Couldry medieritualer som handlingsmønstre, der tilføjer væsentlig betydning til handlingen i sig selv (ibid., p. 22). For at forstå medieritualer må man forstå det sociale rum, inden for hvilket udførelsen af medieritualer bliver mulig. Couldry kalder dette sociale rum for ”the ritual space of the media” (ibid., p. 2). Ifølge Couldry hænger ”the ritual space of the media” sammen med den symbolske magt medieinstitutioner udgør (ibid., p. 12f.). Dette ”ritual space of the

! 18! media” udgøres ikke af et fysisk rum, men skal forstås metaforisk som en større del af samfundet – der går ud over det lokale – og i hvilket medierne kan virke konstituerende. Dog er det vigtigt at bemærke, at selvom ”the ritual space of the media” skal forstås ud over den lokale kontekst, så udgøres det af summen af de lokalt medieskabte forståelser for, hvorfor vi handler, som vi gør i forhold til medierne (Couldry, 2003, p. 13). Hvis ”the ritual space of the media” ikke fandtes, ville de handlingsmønstre, som medieritualer udgør ikke give mening (ibid.). De handlingsmønstre, der udgør medieritualerne, kan ifølge Couldry, være et meget bredt udsnit af handlinger – alt fra hvordan vi snakker om medierne og ting i medierne, til hvordan vi ser tv, og hvordan man opfører sig på tv (ibid.). Således ser Couldry altså medieritualer som formaliserede handlinger i forhold til medier. Disse formaliserede handlinger kan begrundes ud fra ”the ritual space of the media”, der udgør det medielandskab, som alle nødvendigvis må handle ud fra. Derfor ses der ved et medieritual som handling altid en forbindelse til bredt gyldige værdier i relation til, hvordan vi forholder os til og benytter medier (ibid., p. 23, 29). På baggrund af ovenstående er det tydeligt, at Couldry har et bredt perspektiv og en makrosociologisk tilgang til forståelsen af medieritualer. Han mener således, at medierne i sidste ende udgør en konstituerende institution, i forhold til, hvordan vi som mennesker forstår og fortolker verden (ibid., p. 23). Da specialet, grundet dets familiefokus, befinder sig på et mere mikrosociologisk niveau, går vi ikke mere detaljeret ind i Couldrys definition af medieritualer, da det ikke er den makrosociologiske forståelse af begrebet, der er af primær betydning for specialet. Dog er dele af Couldrys forståelse af medieritualet relevante i forhold til specialets fokus, da ”the ritual space of the media” kan bidrage til en forståelse af, hvordan et medieritual udgør en handling, der altid har forbindelse til de bredt gyldige værdier, der kan siges at gøre sig gældende (ibid., p. 23, 29). Denne tilgang kan medvirke til analysen af, hvordan familierne tillægger julekalenderseningen betydning, hvilket er særligt relevant, da det for alle fire familier er en fast tradition, der ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor der må være latente værdier forbundet hermed. Således vil vi bruge Couldrys definition af medieritualer til at skabe en makrosociologisk ramme for forståelsen af familiens brug af julekalenderen.

! 19! 2.1.6-Ritualet-i-en-mikrosociologisk-og-mediemæssig-sammenhæng- Således er vi nået frem til, hvordan ritualer og medier kan forstås i relation til hinanden i medielandskabet. For at kunne forstå julekalenderen i forbindelse hermed må vi forstå medier i relation til ritualer på et mere mikrosociologisk niveau. Larsens definition af ritualet er navnligt inspireret af Durkheim og Erving Goffman, og hans primære fokus er den analytiske anvendelse samt definitionen af ritualer i forhold til hverdagens mediebrug i familien (Larsen, 2000, p. 25, 30). Han tager udgangspunkt i Durkheims klassiske definition af ritualet, som han forsøger at sekularisere med det formål, at fokus bliver på ritualernes betydning i hverdagens sociale liv. Larsen ser således ritualer som en social situation, der skaber et særligt rum, hvor der er et fælles fokus og en fælles stemning (ibid., p. 32f.). Med baggrund heri argumenterer Larsen for, at mediebrug ofte kan ses som et ritual, da det er et socialt handlingsforløb, der integrerer flere deltagere i et forpligtende fællesskab i kraft af den særlige stemning, gentagelsen skaber (ibid., pp. 25-27). Herved kan eksempelvis tv’et skabe og opretholde en stemning og en fælles opmærksomhed for deltagerne (ibid., p. 34). Larsen mener, at mediebrugen i flere situationer kan ses som en rituel del af hverdagen, der har en betydning, der går ud over medieindholdet i sig selv, men hvor indholdet dog stadig har relevant mening (ibid., p. 27). Dette leder hen til Larsens overordnede argument om, at mediebrug, som en integreret del af hverdagen, ikke kun har fokus på indholdet, men at den ligeledes har en rituel funktion, hvor medieindholdet ikke er det primære (ibid., p. 35). Dette er en central pointe i forhold til, hvordan vi i specialet kan forstå måden, hvorpå familien bruger julekalenderen, hvortil der muligvis er knyttet en rituel form for handling. Dog er der alligevel et aspekt denne pointe ikke medtager – nemlig hvordan julekalenderen som mediegenre ligeledes indgår i julen som højtid og dermed dennes traditioner og ritualer.

2.1.7-Kalendariske-ritualer-- Således er vi nået frem til, hvordan ritualer og medier kan forstås i relation til hinanden på et såvel makro- som mikrosociologisk niveau. For at kunne forstå julekalenderen i sammenhæng hermed må vi først kategorisere julen som ritual. Catherine Bell skelner mellem forskellige typer af ritualer, hvoraf den kalendariske er relevant for dette speciale. Som tidligere nævnt, er et ritual gentagende i forhold til, at den type adfærd

! 20! ritualer fordrer, er blevet udført tidligere, jf. Rothenbuhler. I forhold til julen gælder, at den er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvorfor den kan siges at være kalendarisk af natur (Bell, 1997, p. 101). Denne type ritualer er således bestemt af en form for cyklus, der får tiden til at fremstå som “[...] an ordered series of eternal re-beginnings and repetitions” (Rothenbuhler, 1998, p. 21; Bell, 1997, p. 101). Kalendariske ritualer forekommer altså periodisk, hvorfor de også er forudsigelige. Nogle af de kalendariske ritualer omfatter aktiviteter, der genkalder vigtige historiske begivenheder og er således erindringsbaserede. Den 25. december som datoen for Jesu’ fødsel, er naturligvis ikke historisk korrekt. Det er, ifølge Bell, højst sandsynligt en dato kristendommen har adopteret fra de gamle romere, der på denne dag fejrede vintersolhverv og fødselsdagen for Sol Invictus - Den Uovervindelige Sol. Alligevel tilhører fejringen af julen denne type ritualer, da aktiviteterne, der foregår i dette rituelle rum, overordnet set er tilknyttet én bestemt begivenhed (Bell, 1997, p. 103). Mange af disse aktiviteter eller traditioner går på tværs af landegrænser, hvorfor julen kan siges at være en universel fest, selvom den oftest fejres i hjemlige rammer (Miller, 1993, p. 5). Kalendariske ritualer gør således fortællingerne fra historiske begivenheder til en form for cyklisk hellig myte, der, idet man agerer ud fra samme fælles grundlag, er med til at skabe en form for fælles identitet (Bell, 1997, p. 103). Ritualerne bidrager desuden til årstidsbestemte ændringer i sociale aktiviteter, og er med til at give tiden, de forekommer i, en social meningsfuld betydning (ibid., p. 101). De er altså med til at pålægge den sociale orden nogle bestemte, overordnede schemes, der kan siges at fremkalde bestemte adfærdsmønstre, hvilket hænger sammen med Rothenbuhlers ritualforståelse (ibid., p. 102).

2.1.8-Juletraditioner-i-familien-- Julen kan altså kategoriseres som værende et kalendarisk ritual, der bidrager til nogle overordnede rammer for måden, hvorpå vi handler, når det er jul. Dog er julen som nævnt ikke udelukkende religiøs, men indeholder også handlinger af sekulær og kulturel art, hvis udførelse muligvis ikke direkte ses som en universel gældende regel. Eftersom julen fejres i hjemmet med familien, må vi for at få en forståelse af julekalenderbrugen undersøge ritualer på et mikrosociologisk niveau i forbindelse hermed.

! 21! Tidligere så man et ritual som omhandlende særlige aktiviteter, langt fra den daglige rutine, og tilknyttet det religiøse. Denne type ritualer – såsom eksempelvis konfirmationen – er åbenlyse, og man er ikke i tvivl om, at der er tale om et ritual. Det er især disse ritualer, antropologer tidligere har beskæftiget sig med (Bell, 1997, p. 137). Denne definition synes dog forældet og i direkte strid med moderniteten (ibid.). For hvad så med alle de aktiviteter, der foregår i julen og udelukkende forbindes hermed, men ikke direkte kaldes rituelle? Ifølge Bell bør man derfor, hvilket der også i højere grad ses en tendens til i dag, betragte ritualer som situationsbestemte. Dette medfører, at man nu kan undersøge, hvordan ellers almindelige og ordinære aktiviteter – de der ikke åbenlyst italesættes som værende ritualer – kan siges at blive ritualiseret i større eller mindre grad ved for eksempel formalisering eller periodisk gentagelse. Hvor skabelsen af nye ritualer ved formalisering kræver en meget bevidst indsats i forhold til at definere regler for bestemte måder at udføre en aktivitet på – eksempelvis udførelsen af et håndtryk, skabes ritualer ved gentagelse “[...] by a more natural evolution into established traditions” (Petrelli & Light, 2014, p. 7) – man gentager begivenheder, som de blev udført i fortiden (Bell, 1997, p. 137). Ifølge Miller kan julen ses som værende en beskytter og legitimation for specifikke traditioner – de traditioner, der er med til at gøre julen til den højtid, den er. Ifølge Orvar Löfgren er julen i højere grad end andre højtider, en højtid hvor argumenter omhandlende legitimationen af specifikke traditioner kommer fra en stærk mening om, at ‘sådan har vi altid gjort det’ (Miller, 1993, p. 25). Heri ligger, at handlingen er foregået før og er blevet gentaget periodisk, hvorfor den kan siges at være blevet traditionaliseret. Ifølge Bell går formalisme og traditionalisme ofte hånd i hånd i definitionen af ritualer (Bell, 1997, p. 145). Dog kan traditioner også opstå uden det formelle aspekt og i mere uformelle rammer, såsom en families måde at holde juleaften på i hjemmet. De overordnede formelle traditioner omkring juleaften er tilknyttet den historiske begivenhed – Jesu’ fødsel, og skal ses som en måde at fejre denne på. Samtidig ses der denne aften også de specifikke skikke familien selv har, såsom at spise and i stedet for flæskesteg, bruge det fine porcelæn, at se julekalender osv. Højtiden kan altså på mange måder siges at være universel og institutionaliseret ind i det danske samfund. Dog har mange familier ligeledes deres egne små traditioner, hvorfor julen og de mange traditioner den indebærer, kan siges at være en begivenhed, der i høj grad er

! 22! traditionaliseret på mere hjemlige måder (Bell, 1997, p. 145). Ritualerne i julen kan hermed ses som manifestationer af makrosociologiske og mikrosociologiske “regler” (Lull, 1988b, p. 238). Således kan der, når samme handling gentages periodisk, som eksempelvis julekalendersening, opstå traditioner blandt en kulturel homogen gruppe såsom familien. Adfærden bliver ritualiseret i kraft af det traditionelle, idet den er tilknyttet tidligere forestillinger og hermed argumentet ‘sådan har vi altid gjort’. Adfærden motiveres altså i kraft af forbindelsen til fortiden og traditionaliseringen af disse handlinger kan i sig selv legitimere dens gentagelse (Bell, 1997, p. 145). Ritual og tradition er således uløseligt forbundne, og ifølge Bell er et ritual, der ikke står i relation til fortidens traditioner unormalt, uautentisk og utilfredsstillende, mens aktiviteter, der ikke direkte kaldes et ritual, kan virke ritual-lignende, hvis de appellerer til former for traditionalisme (Bell, 1997, p. 145; Petrilli & Light, 2014, p. 7). Ovenstående gør det muligt for os at se på familietraditioner og specifikke handlingsmønstre knyttet hertil som ritualer uafhængig af en officiel formalisering. Samtidig ses også, at ritualer ikke blot er noget, der er os givet på forhånd i fastlagte rammer, men også er en kulturel konstruktion, der kan opstå ved periodisk gentagelse (Petrilli & Light, 2014, p. 7). Således kan julekalenderen, grundet dens årlige gentagelse samt dens symbolske udformning af genkendelige værdier, som vi vil analysere i kapitel 4, blive omdrejningspunkt for et familieritual. Dog kræver dette en helt særlig symbolsk ladet setting. For kunne al tv-sening da ikke siges at være ritualiseret? For at kunne skelne mellem rutinepræget, hverdagsagtigt tv-brug og tv-brug, der kan siges at opnå rituel form, er det nødvendigt med en forståelse af medielandskabet, som det ser ud i dag og familiens generelle mediebrug.

2.2-Familiens-mediebrug- I dette afsnit vil vi undersøge familiens mediebrug. Målet hermed er at skabe en ramme for forståelsen af, hvilken funktion julekalenderen som unik tv-tradition har for familien i nutidens medielandskab. Denne kontekstualiserende ramme vil vi anvende videre i modtageranalysen i forståelsen af julekalenderen som et traditionelt og socialt fænomen. For at forstå mediebrugen og mediernes position i nutidens medielandskab, vil vi først kort introducere, hvordan tv’ets brugssituation har udviklet sig i takt med den teknologiske udvikling. Dette gøres primært med udgangspunkt i Amanda Lotz teori og

! 23! DRs Medieudviklingen 2016 (2017), da disse tilsammen kan bidrage med et relevant og nutidigt perspektiv. For dernæst at sætte den mediemæssige kontekst i relation til familieperspektivet og tv-brug, vil vi uddybe familiens betydning som social konstruktion og herunder mediernes – og særligt tv’s – position i denne sammenhæng. Dette med et grundlæggende udgangspunkt i Lulls teori om social brug af tv i familien, da denne som den første pointerer betydningen af tv-brug i forhold til kommunikationsmønstre inden for familien. Herudfra, og i kombination med Silverstones teori om tv’s rolle i hverdagen, vil vi uddybe forståelsen af familiens tv- brug, for at opnå et bredere perspektiv. Yderligere inddrages Ole Christensens Familiens medialisering – et casestudie (2013), da hans forståelse af forskellige niveauer for familiært samspil er central i forståelsen for mediebrug i familien.

2.2.1-Tv’s-rolle-i-medielandskabet-- Tv’et har spillet en central rolle i det danske medielandskab siden dets premiere i 1951, hvor det hurtigt blev det vigtigste og mest brugte medie for mange danskere. Tv’et blev oftest placeret centralt i stuen, hvor det blev en del af hverdagen og et naturligt samlingspunkt for familien. Som følge heraf indtog tv’et ligeledes en væsentlig rolle både kulturelt og samfundsmæssigt (Hjarvard, 2006, p. 7; Silverstone, 1994, p. 40). I denne tid, før digitaliseringen af tv’et, havde seeren ikke samme kontrol over mediet gennem valgmuligheder, som man har i dag. Eksempelvis var der indtil monopolbruddet i 1988 kun én tv-kanal, og lineær tv-sening var den eneste mulige brug af mediet indtil 1980’erne, hvor blandt andet VHS videobåndoptageren blev opfundet (Lotz, 2014, p. 14, 23, 25). Grundet den teknologiske udvikling har tv’et ændret sig markant samtidig med, at nye teknologier er kommet til, hvilket har bevirket, at der nu er nye former for anvendelse (ibid., p. 3, 263). Således er tv-brugen blevet mere kompleks, bevidst og individualiseret, hvorfor tv ikke længere primært fungerer som et samlende massemedie (ibid., p. 3, 21). Tv’et er ikke længere fastlåst i stuen, og man kan tilgå indhold fra mobile enheder samtidig med, at ikke-lineær tv-sening er blevet en mulighed gennem streaming (ibid., p. 15, 28f.). Lotz argumenterer i denne forbindelse for, at der er sket ændringer i, hvad man opfatter som værende tv. Det er ikke længere én bestemt teknologi, vi associerer tv’et med, men det handler derimod om indholdet og brugen (Lotz, 2014, p. 34). Således ses der i medielandskabet i dag et øget

! 24! streamingforbrug, der i stigende grad tager andele fra den traditionelle tv-sening (DR, 2017, p. 5, 7). Det er især seerne under 40 år, der benytter sig af streamingtjenesterne, og undersøgelser viser, at tilfredsheden med tv-oplevelsen og indholdets relevans er større ved brug af streamingtjenester end traditionelt tv (ibid., p. 24, 26). Dette bevirker, at der er en tendens til, at seerne hurtigt skifter fra flow-tv til streamingtjenester, hvis de ikke finder indholdet interessant (ibid., p. 51). Således er streamingtjenesternes selektive karakter med til gøre dem til primære medier, mens de benyttes, hvorimod danskerne i højere grad forbinder flow-tv med et baggrundsmedie, hvor de kan lave andre aktiviteter eller benytte andre medier samtidigt (ibid., p. 26, 51). Derved ses en tilbøjelighed til, at mobile medier ændrer og opnår essentiel betydning for hverdagens mediebrug i form af at skabe nye mediemæssige rutiner og en større individuel frihed (Helles, 2016, p. 32f.). Denne tendens til et mere individualiseret og selektivt mediebrug skaber anderledes og umiddelbart sværere betingelser for den kollektive handling, julekalendersening kan siges at udgøre. Dette er interessant i forhold til specialets fokus, da familiens brug af julekalenderen dermed på flere måder kan siges at stå i modsætning til tendensen til individualisering i kraft af sin sociale og samlende karakter. I forlængelse heraf er det derfor væsentligt at se nærmere på, hvordan familiens mediebrug er karakteriseret.

2.2.2-Mediebrug-–-personligt-og-familiært- Per Schultz Jørgensen definerer tre planer for samspil i familien, der fungerer i nær relation til hinanden; det offentlige familieplan, det private familieplan og det personlige familieplan (Christensen, 2013, p. 36f.). I specialets perspektiv er det mest relevant at se på det private og personlige familieplan, da det er her, mediebrugen spiller ind. Det private familieplan handler om fællesskabet og rutinerne, der består af “[...] de tilbagevendende mønstre af begivenheder, der samler familien [...]” (ibid., p. 36), og desuden understøtter familietraditioner og implicitte adfærdsnormer. Det personlige familieplan udgør individets mulighed for at kunne trække sig fra fællesskabet og være sig selv (ibid., p. 36f.). På denne baggrund kan man argumentere for, at det er i samspillet og krydsfeltet mellem det private og det personlige familieplan, at forholdet mellem individuel og social mediebrug ligger. I nær forbindelse hertil mener Lull, at den familiemæssige tv-brug kan have betydning på flere niveauer, som han betegner; the culture, the household og the person (Lull, 1988b, p. 239). Det mest relevante for

! 25! specialets fokus er det niveau, han definerer som the household, da denne type af tv- sening finder sted i hjemmet, sammen med familien og kan udgøre implicitte strategier for enten at opnå eller undgå fysisk eller følelsesmæssig kontakt til andre (Lull, 1988b, p. 239). Således kan man se julekalendersening som udgørende en form for fællesskabscentreret og familiemæssig aktivitet, der indgår i et mønster af samlende begivenheder, i en tid hvor mediebrugen ellers bliver mere og mere individualiseret (Lotz, 2014, p. 3).

2.2.3-Tv’s-sociale-funktion-i-familien- Såvel Lull som Silverstone mener, at familien er et socialt fænomen, hvori tv’et får en social betydning i kraft af dets placering i hjemmet (Lull, 2000, p. 41; Silverstone, 1994, p. 24, 29, 32). Tv’et fungerer således som en integreret del af dagligdagen og familiens sociale omgang med hinanden i hjemmet (Lull, 1980, p. 197, 207; Silverstone, 1994, p. 40). Tv’et kan dermed siges at blive taget for givet som en funktionel del af familiesystemet og er desuden forbundet med følelser. Således kan tv’et ses som en del af familiens sociale interaktioner samtidig med, at det for individet kan skabe følelser af nærhed, komfort og sikkerhed (Lull, 1980, p. 197; Lull, 1988b, p. 239; Silverstone, 1994, p. 40). Lull og Silverstone inddeler, hver med deres fokus, tv’ets betydning i familien. Silverstones fokus er tv’ets funktion og kan siges at være overordnet og i nær relation til det samfundsmæssige, mens Lulls inddeling er centreret om social tv-brug og dermed i højere grad er fokuseret på den kommunikative funktion i familiemæssig sammenhæng. Først inddeler Silverstone tv’ets funktion i familien i tre: som objekt, som medium og som underholder. Som objekt udgør tv’et et samlingspunkt for familien som en del af de daglige vaner og rutiner, mens det som medium informerer såvel lokalt som globalt. Som underholder tilbyder tv’et, gennem dets narrativer stimulation og spænding (Silverstone, 1994, p. 19). Ser man dernæst på Lulls definition af tv’ets betydning i familien inddeles den sociale brug af tv i to overordnede kategorier, nemlig strukturel og relationel (Lull, 1980, p. 201). Den strukturelle brug inddeler han yderligere i to underpunkter; miljømæssig, hvor tv’et bruges til skabe en konstant baggrundsstøj, der kan bringes i fokus, hvis det ønskes, og regulativ, hvor tv’et virker som adfærdsmæssig regulator for aktiviteter i familielivet, som eksempelvis spisetider (ibid., p. 201f.). Den

! 26! relationelle brug inddeler Lull i fire underpunkter; kommunikativ facilitering, tilknytning/undgåelse, social læring, og kompetence/dominans (Lull, 1980, p. 202). Den sociale brug af tv som kommunikativ facilitering kommer til udtryk gennem brug af tv’ets indhold til at starte og opretholde samtaler. Punktet tilknytning/undgåelse handler om, hvordan tv’et kan bruges i den familiemæssige adfærd til såvel at opnå eller undgå kontakt til andre familiemedlemmer (ibid., p. 202f.). Den sociale læring udgør brug af tv’et til læring gennem eksempelvis nyheder. Brugen som kompetence/dominans centrerer sig om, hvorledes der er mulighed for at nogle familiemedlemmer kan regulere andre familiemedlemmers tv-brug – eksempelvis kan voksne opfordre børn til at se et tv-program eller nægte dem at tilgå et givent indhold (ibid., p. 204f.). Forholder man julekalendersening i familien til Lulls inddeling af social brug af tv, kan man argumentere for, at det i forhold til specialets fokus særligt er den relationelle brug, der er relevant. Dette skyldes, at denne kan give et indblik i mulige motivationsfaktorer for julekalendersening i familien. På baggrund af ovenstående kan man muligvis forstå julekalendersening i familien som noget, der er vigtigt for den enkelte i kraft af såvel det sociale som det mere individualiserede udbytte. I relation hertil pointerer Lull, hvordan tv-sening som familieaktivitet er kompleks, dynamisk og konstrueret af familiens medlemmer selv. Familien skaber altså selv den sociale situation og udvælger hvilket medieindhold, der er centrum for aktiviteten (Lull, 1988a, p. 17). Tv-sening kan desuden siges at indgå i rutinemæssige aktiviteter i hjemmet, men kan samtidig være en del af situationer, der kan siges af have karakter af at være et ritual manifesteret gennem regler (Lull, 1988b, p. 237f.). Ritual i forhold til tv-brug definerer Lull som “[...] repeated, regular family activity elevated to a nearly ceremonial level because of the cultural power of television” (ibid., p. 238). Ifølge Lull er det reglerne, der omgiver ritualet, der fremmer det adfærdsmønster, der udgør den rutine-lignende adfærd omkring tv’et. Disse regler pointerer Lull, at familiemedlemmer er bevidste om, selvom dette kan være implicit (ibid.). I forlængelse heraf kan man muligvis se julekalendersening i familien som en social og rituel brug af tv’et, som familiens medlemmer selv er med til at fastsætte reglerne for. Som Lull sætter også Silverstone tv-sening i relation til ritualbegrebet. Således pointerer han, hvordan tv’et kan have en funktion i familien, der tilsidesætter

! 27! dagligdagen til fordel for et rituelt rum – et skifte mellem det markerede og det ikke- markerede (Silverstone, 1994, p. 168). I forlængelse heraf uddyber Silverstone, hvordan man kan tale om en form for hellige tv-ritualer fastsat af kalenderåret. Dette gælder ligeledes juletiden, der, som nævnt, er en tid karakteriseret ved at være fyldt med ritualer og traditioner (ibid., p. 20f., 168f.). Sådanne kalenderbestemte tv-ritualer står i kontrast til dagligdagen, og skaber det omtalte rituelle rum. Julen er speciel i denne henseende, da december måned nødvendigvis på én og samme tid må formå at fungere som dagligdag og samtidig stå i kontrast til denne. Det er i forbindelse hermed, at julekalenderseningen bliver interessant, da denne indgår i en række af hellige former for ritualer og traditioner i julen, der prioriteres særligt højt og ikke lader sig forstyrre af eksempelvis madlavning, vasketøj og telefonopkald (ibid., p. 20f). I sammenhæng hermed understreger Larsen & Tufte, at rituel mediebrug ikke kan forklares med rationelle valg om det konkrete medieindhold. Derimod er rituel mediebrug præget af social indflydelse og sociale hensyn (Larsen & Tufte, 2003, p. 98).

2.2.4-Rituel-mediebrug-i-julen Undersøger vi julekalenderen som værende et muligt omdrejningspunkt for en rituel form for adfærd adskilt fra rutinepræget tv-sening, kan dette – grundet ritualet som værende socialt integrerende – muligvis være med til at forklare julekalenderens stadige popularitet og samlende kraft i en ellers individualiseret tid. I det følgende vil vi derfor undersøge, hvornår tv-sening så kan kategoriseres som værende rituel, for at kunne sætte julekalendersening i relation hertil. Dette kræver en dybere forståelse af det rituelle rum julekalenderen muligvis kan siges at skabe men også indgå i, samt måden hvorpå den bruges i familien. Rutinerne og hverdagens rytme kan siges at være struktureret i tid og sted. Som tidligere nævnt er fjernsynet for mange en del af denne hverdagsstruktur og noget, der i høj grad bliver taget for givet. De handlinger vi foretager os i hverdagens tid og rum har karakter af at være drevet af rutine og vane, hvorfor “everyday times and spaces [...], in the main, [can] be thought of as profane” (Silverstone, 1994, p. 20). Dog kan også objekter som tv’et løftes til et helligt niveau, hvis tv’et bliver omdrejningspunkt for rituelle handlinger og dermed tillægges en særlig værdi. En årligt tilbagevendende begivenhed som julen består, som nævnt, af diverse traditioner og ritualer. I vores

! 28! deltagelse i disse bevæger vi os fra et domæne af hverdagslivet til et andet – vi passerer en form for grænse ind i et rituelt rum, hvor det ordinære ved hverdagslivet bliver udskiftet med en form for intensitet, der er ophøjet og symbolsk ladet (Silverstone, 1994, p. 168). Ritualer er således med til at skabe intervaller i det sociale liv, hvor andre regler gælder og bestemte værdier fejres (Kuper, 1993, p. 164). I de rituelle rum er kulturen fra hverdagslivet forstærket. I julen tillægges eksempelvis vigtigheden af familien og et socialt sammenhold stor værdi. Ifølge Miller anerkender alle fortolkninger af julen familien som det centrale element, og det element hvor omkring julens ritualer er organiseret (Miller, 1993, p. 11, 14). Billedet på julen som værende en fest, der hylder familien og dens kontinuitet, er ifølge Kuper udsprunget af populærkulturen (Kuper, 1993, p. 157). Han mener, at julen og dens ritualer er blevet mere og mere familiefokuserede til trods for, at vi lever i en tid og et samfund, hvor familien som institution spiller en stadig mindre rolle (ibid., p. 163). I forbindelse hertil argumenterer Kuper for, at julen konstruerer en form for alternativ virkelighed, hvori familien bevarer sin plads som værende det centrale element i en ellers individualiseret tid (Miller, 1993, p. 15). Denne alternative virkelighed kan ses som værende en timeout fra hverdagslivet og en form for skabelse af en hellig tid (Kuper, 1993, p. 167). Ifølge Arnold Van Gennep er det ved at skelne og opstille grænser mellem rituel tid og almindelig tid samt rituelle rum og sekulære rum, at en definitionen på rituel tid og rum skal findes (ibid., p. 164). I forbindelse hertil mener Petrelli & Light, at rituelle handlinger kan siges at være framed i en eller anden grad og dermed stå i kontrast til hverdagslivet (Petrelli & Light, 2014, p. 7). Når man træder ind i december måned ses en transformation, hvor det hverdagsagtige rum forvandles til et rituelt rum, hvor en form for verden adskilt fra hverdagslivet fejres. Når december måned er slut, vender vi tilbage til det almindelige hverdagsliv. Det er således framingen – det at man træder ind i et rituelt rum og forlader det igen – der fremhæver det ekstraordinære (ibid.):

Through clear frames people, places and activities are made special, prepared for the ritual and set apart from routine and daily life. (Petrelli & Light, 2014, p. 7)

! 29! Framing er således med til at adskille det hellige fra det profane. Det, der i første omgang gør, at man kan tale om framing er den rituelle periode. Som det sås i afsnit 2.1.4, er et ritual tilknyttet en bestemt form for handlen og kan ses som en form for performance. Performative ritualer effektueres gennem bestemte handlemåder, såsom sang og dans, der er med til at kommunikere specifikke kulturelle værdier – såsom salmesang og dansen om juletræet juleaften. Dette multisensoriske element er vigtigt, da det er med til at udløse et højt fysisk og emotionelt engagement hos deltagerne og herigennem signalere, at denne tid er forskellig fra det normale liv (Petrelli & Light, 2014, p. 7). Hvad der tilhører det hellige, og dermed fremstår som værende noget ekstraordinært, skal således, som også Rothenbuhler mener, defineres i relation til menneskelig aktivitet og handlen. Således er ritualer i stand til at helliggøre specifikke genstande, gennem måden hvorpå vi bruger dem, behandler dem og hvilken betydning vi i denne rituelle periode tillægger dem. Derfor kan også tv’et blive genstand og omdrejningspunkt for ritualiseret adfærd. Ifølge Silverstone bliver julen fejret omkring tv’et (Silverstone, 1994, p. 21). I julen er der mange traditioner og handlinger, der er med til at markere en form for overgang ind i en mere speciel tid – vi pynter til jul, vi danser om juletræet og synger salmer, vi prioriterer at hygge os med familien osv. Her er også broadcast medier, som tv’et, i kraft af det højteknologiske samfunds fremkomst, begyndt at spille en rolle: “the scheduled rituals of the annual calendar, informed and prescribed now in broadcasting” (ibid., p. 168). Her kan tv’et blive fokus for de daglige ritualer, der finder sted i denne særskilte måned, og på den måde være med til at markere overgangen fra de profane rutiner til de hellige ritualer (ibid., p. 19). Tv’et kan således, med dets specifikke julerelaterede udsendelser, være med til at markere en overgang til et særligt rituelt rum og en rituel tid. Om der er tale om en direkte ritualiseret mediebrug kommer som sagt an på, hvad tv’et og det program, der vises, tillægges af værdi:

[...] when people report that such things are important to them, and when behaviors fit into a meaningful pattern with associated beliefs, values and symbolic expressions, they can be seen to be examples of fully ritualized television viewing. (Rothenbuhler, 1998, p. 82)

! 30!

På baggrund heraf, kan man argumentere for, at ritualer i familien kan skabe et tilhørsforhold ved at fremme en følelse af fællesskab, hvorfor et program som julekalenderen, hvis denne opnår rituel værdi, muligvis kan være med til at markere et skifte fra en hverdagsperiode, hvor tv-seningen i høj grad kan siges at være individualiseret til “a period of greater togetherness” (Rothenbuhler, 1998, p. 83). Om dette er tilfældet med julekalenderen, vil vi undersøge nærmere i modtageranalysen.

2.3-Julekalenderen-–-et-særligt-mediefænomen- Som kort nævnt i afsnit 2.1, kan antropologiske definitioner af ritualbegrebet og forståelser af ritualer i relation til medier bidrage til at belyse forskellige sider af, hvordan julekalenderen bruges i familien, hvilken betydning den får og hvad familiens mulige motivation for julekalenderseningen er. Dog kan julekalenderen alligevel ikke entydigt placeres i den ramme, disse teoretikere har sat. Således kan julekalenderen siges at befinde sig i et spændingsfelt mellem teorierne, hvorfor specialets formål er at belyse dette hul i forskningsfeltet, for derigennem at kunne opnå en større viden om, hvilken rolle julekalenderen som unikt mediefænomen har på familiens motivation for at se den. For hvad er julekalenderen egentligt for noget? Hvorfor får den som mediegenre en form for særstatus? Dette mulige hul i forskningen kan skyldes, at vi ved meget lidt om, hvad der sker, når medier har en rituel funktion. De er mere forpligtende – men hvorfor? Og hvordan? Julekalenderen skal nemlig ses, ligegyldigt om man hellere ville lave noget andet, ligegyldigt om den er dårlig – ligegyldigt hvad. At julekalenderen kan siges at have denne samlende kraft, er ganske særligt i en tid, hvor mediebrugen ellers bliver mere og mere individuel og selektiv. Hvorfor tilvælges julekalenderen af familien? Og hvorfor er den en undtagelse fra den generelle tendens til at sprede publikum? Hvad er det, den kan? Således er vi nået frem til, at julekalenderen ikke uden videre udelukkende kan siges at tilhøre ritualdefinitionerne. Derfor må vi ud fra dem, forsøge at skabe vores egen definition. Dog kræver dette en større viden om julekalenderen som fænomen, måden hvorpå den bruges i familien og i forbindelse hermed dens tilknytning til julen. For kan julekalendersening siges at være et ritual? Og er der tale om en egentlig ritualiseret handling i forbindelse hermed? Hvad betyder det for oplevelsen og

! 31! motivationen, at julekalenderen er en del af en særlig højtid? Og har dette indflydelse på brugssituationen? Hvis adfærden omkring julekalenderen på én gang er tæt knyttet til samværet med fokus på den sociale kontekst og samtidig kraftigt orienteret mod det medieindhold, som julekalenderen udgør, hvad tillægges da størst betydning af familien? Medieindholdet eller den sociale kontekst? Noget kunne således tyde på, at flere aspekter gør sig gældende, når det kommer til familiens motivation for at se julekalender. For at undersøge dette, vil vi i modtageranalysen analysere, hvordan de udvalgte familier bruger julekalenderen, og hvad deres motivation herfor er.

! 32! Kapitel-3:-Metode- I dette kapitel vil vi begrunde og reflektere over de overordnede metodiske valg, der danner afsæt for specialets empiriindsamling og udformning. Sammenhængen mellem teori, metode og empiri er præget af gensidig afhængighed, da problemformuleringen og dennes problemstillinger har påvirket valget af teori, der således får en essentiel rolle for empiriindsamlingens grundlag. Omvendt har empiriindsamlingen samtidig været afgørende for valg af teori. Formålet med kapitlet er at øge og styrke specialets gennemsigtighed og validitet. Metodologisk placerer specialet sig inden for modtagerforskningen og mellem receptionsanalysen og medieetnografien, der hver belyser forskellige aspekter i forhold til mediebrug som fænomen. Det vi undersøger, er en medietekst i hverdagslivets kontekst. Analyse af medieindholdet er en del af receptionsanalysens kvalitative tilgang, da denne form for ekspertlæsning af teksten, sammenholdt med dybdegående forskningsinterviews, bidrager til en bredere forståelse af publikums meningsskabelse (Schrøder et al., 2003, p. 124; Jensen & Rosengren, 1990, p. 222). Vi har således fokus på både medietekst samt tekstens betydning uden for teksten selv – altså i forhold til den brugssituation og kontekst denne indgår i, i familien (Briggs, 2006, p. 442).

3.1-Receptionsforskning- I dette afsnit vil vi introducere receptionsanalysen som metode og desuden motivere, hvorfor og hvordan receptionsanalysen er anvendt i specialet, samt hvilke fordele og ulemper, der kan være forbundet hermed. Den receptionsanalytiske forskningstradition er den nyeste af de fem overordnede forskningstraditioner, der gør sig gældende inden for modtagerforskningen. Som metodisk tilgang har den fundet inspiration i både humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder inden for medieforskningen (Jensen & Rosengren, 1990. p. 214). Klaus Bruhn Jensen og Karl Erik Rosengren (1990) beskriver receptionsanalysen som en audience-cum-content analyse, hvis formål er at undersøge perceptionsprocessen i forhold til såvel brugen som effekten (p. 214). Receptionsanalysen er kvalitativ og empirisk i sin tilgang, da den kombinerer analyser af publikum og analyser af medietekster gennem dybdegående interviews og

! 33! tekstanalyse (Jensen & Rosengren, 1990, p. 214, 222). På denne baggrund kan receptionsanalysen siges dels at bidrage til en forståelse af, hvordan det aktive publikum modtager, fortolker og bruger medieindhold og dels at skabe en forståelse for, hvordan publikum kan medvirke til at skabe mening gennem kulturelle handlingsmønstre og sociale relationer (Schrøder et al., 2003, p. 124; Jensen & Rosengren, 1990, p. 222). Receptionsanalysens metodiske tilgang egner sig godt til specialets formål, da fokus er på, hvordan julekalenderen som mediegenre går i dialog med hverdagslivet – altså hvordan et aktivt publikum modtager, forstår og gør brug af et givent medie. Det receptionsanalytiske perspektiv er særligt relevant for specialet i kombination med den medieetnografiske analyse, da de samlet kan give os et dybdegående indblik i, hvordan familien bruger julekalenderen. Således kan receptionsanalysen bidrage med en indsigt i familiens syn på julekalendersening, som en integreret del af den sociale og familieorienterede højtid, julen udgør (Miller, 1993, p. 11, 14). Konkret sker dette gennem kvalitative forskningsinterviews sammenholdt med en analyse af julekalenderens medietekstlige indhold. Herudfra håber vi at kunne opnå en forståelse for familiens motivation for at se julekalender. Således kan receptionsanalysen som metodisk tilgang siges at have den fordel, at den kan give et dybdegående og kvalitativt indblik i en given problemstilling gennem en kombination af det indgående empiriske materiale og indholdsanalysen. Omvendt er det dog ligeledes vigtigt at være opmærksom på, hvilke ulemper og eventuelle fejlkilder, der kan gøre sig gældende. Her er det særligt problematikken i at generalisere til en bredere kontekst på baggrund af receptionsanalytiske studier, der er relevant at medtænke (Jensen & Rosengren, 1990, p. 223). Således er en receptionsanalytisk undersøgelse sjældent replikerbar, hvorfor en generalisering ud over den kontekst, den er foretaget i, ikke kan foretages uden flere overvejelser og forbehold. Dog tilstræber man inden for receptionsforskningen alligevel at medtænke denne faktor ved at optimere rekrutteringsprocessen og på baggrund af definerede befolkningsgrupper at udvælge repræsentative respondenter (ibid.). Dette har vi derfor ligeledes tilstræbt i vores udvælgelsesproces og rekruttering af familier, hvor vi har haft et klart defineret fokus på at udvælge familier, der kan ses som repræsentanter for forskellige sociodemografiske dele af samfundet. Denne proces er uddybet yderligere i afsnit 3.7.5 og 3.7.6. Herudover kan man argumentere for – antager vi at julen er en universel fest

! 34! med universelle værdier, traditioner og ritualer – at handlinger forbundet med højtiden deles af mange familier, hvorfor én families ritualer, kan ses som en refleksion af det generelle handlingsmønster (Miller, 1993, p. 21). Specialets teoretiske udgangspunkt, og herunder det rituelle aspekt, gør det altså lettere for os at udtrække mulige generelle tendenser. Således er vi altså bevidste om, at vi ud fra modtageranalysen ikke uden videre kan generalisere og sige noget generelt om danskernes brug af julekalenderen. Dog vil vi på baggrund af en metodisk tilgang, der kombinerer det receptionsanalytiske og det medieetnografiske, forsøge at udlede centrale tendenser. ! 3.2-Medieetnografi-–-observation-som-metodisk-tilgang- Vi har valgt observation som metode, da vi ved at observere familien under julekalenderseningen kan få et indblik i familiemedlemmernes adfærd og samspil med omgivelserne. Dette vil kunne give en mere gyldig viden, end hvis vi blot spurgte ind til adfærden i et interview, da denne, i en interviewsituation, kan være svær at sætte ord på – især hvis adfærden er præget af rutine eller tradition (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 136). Hvor interviews bidrager til en indsigt i respondenternes holdninger, oplevelser og forståelse, bidrager observation til et indblik i den eksterne opførsel i familien (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 15; Patton, 1990, p. 200, 244). Ved at kombinere metoderne, kan vi således få belyst problemstillingen fra forskellige vinkler, da den empiri de to metoder producerer, vil være forskelligartet. Hermed bliver det muligt at sammenholde empirien i analysen, hvor de to metoder, udover at kunne supplere hinanden, vil kunne bruges til at be- eller afkræfte hinanden, da vi er bevidste om, at der kan være forskel på, hvad man siger man gør, og hvad man rent faktisk gør (Patton, 1990, p. 244). Ved kombinationen opnår vi et større empirisk grundlag specialet kan tage sit udgangspunkt i, og får samtidig den bedst mulige forståelse for familiemedlemmernes perspektiv på deres livsverdener i forhold til juletraditioner og julekalendersening. Observation er en antropologisk og sociologisk metode, der kan give en indsigt i de forskellige sociale situationer, mennesker indgår i, samt forskellige sider af det liv, der udspiller sig i disse kontekster (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 11f.). I en undersøgelse som vores – hvor vi hos fire familier foretager en mikrosociologisk undersøgelse, der har fokus på samvær, social interaktion og kultur – er det ifølge Søren Kristiansen og Hanne Kathrine Krogstrup oplagt at anvende observation som metode.

! 35! Kun ved at deltage i den aktivitet, vi undersøger og observere familierne herunder, kan vi få adgang til deres kultur og herigennem få en indsigt i måden, hvorpå familien bruger julekalenderen. Det er således virkeligheden, som den opleves af vores respondenter, vi har i sinde at undersøge, hvorfor vi indtager en fænomenologisk indgangsvinkel i indsamlingen af empirien (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 14). Ifølge fænomenologien fortæller menneskers adfærd noget om den måde, hvorpå de fortolker den verden, de er en del af (ibid., p. 16). Det er de udvalgte familiers livsverden og deres subjektive handlinger, vi er interesserede i at få kendskab til og ikke at kunne kvantificere brugssituationen omkring julekalenderen ud fra en “jo flere des bedre”-indstilling, da handlingerne således kun ville blive behandlet overfladisk. Idet vi ligeledes, ud fra vores teoretiske udgangspunkt, arbejder med ritualer og traditioner, hvor adfærden kan siges at være dybt forankret, er en dybere indsigt nødvendig. Det er hermed familiernes konstruktion og fortolkning af virkeligheden, vi vil undersøge, hvorfor empirien er en fremstilling af specifikke, udvalgte aktørers julekalendersening på de aftener, vi var på besøg. Valget af observation som metode skal desuden findes i specialets teoretiske udgangspunkt. Inden vi påbegyndte empiriindsamlingen, havde vi en forestilling om, at julekalenderen muligvis havde rodfæstet sig som en fast tradition og hermed en integreret del af hverdagen i december måned hos mange familier. Derfor kan det være svært at sætte ord på, hvorfor man gør, som man gør, da det er noget, man måske altid har gjort. Ved at observere kan vi således opnå en indsigt i de ting, der netop ikke bliver sagt eller de ting familierne muligvis – på grund af det traditionelle aspekt – tager for givet. Herudover var idéen med observationen, at vi gerne ville se, om familierne rent faktisk så julekalenderen sammen, eller om der var undtagelser. Er fokus udelukkende på det at se julekalender? Er både mor og far med, og sidder familien samlet i sofaen? Gøres der brug af andre medier undervejs? Samtidig fik vi en unik mulighed for at opleve familiernes hjem over i alt tre omgange – to gange til observation og én gang til interview. Dette gav os et indblik i hjemmet i december måned i forhold til eksempelvis mængden af julepynt. Vi kan hermed sammenholde det, der bliver sagt i de efterfølgende interviews, med det, vi selv har observeret under besøgene, og på den måde få et dybere indblik i familiens juletraditioner og den brugssituation julekalenderen indgår i.

! 36! I forlængelse heraf er vi bevidste om, at projektets tidsbegrænsning kan have haft en indflydelse på resultatet. Havde vi observeret familierne af mere end to omgange, ville vi højst sandsynligt have haft et større og mere nuanceret empirisk grundlag at basere undersøgelsen på, og familien ville muligvis have vænnet sig mere til vores tilstedeværelse. Det kan desuden være svært at vide, om deres aftener, i det tidsrum vi besøgte dem, ville være forløbet anderledes på andre dage. Af tidsmæssige årsager var flere besøg ikke muligt, da vi havde i alt 24 dage i en måned som december – hvor familierne i forvejen havde mange planer – til at besøge fire forskellige familier to gange. Dog påpeger Michael Q. Patton i denne forbindelse, at en observations længde bør svare til, hvad der er nødvendigt for at opfylde formålet (Patton, 1990, p. 124). Eftersom vi undersøger og observerer familiers julekalendersening – en forholdsvis kortvarig aktivitet – og ikke noget videre kompliceret, såsom en families sociale strukturer, kan man argumentere for, at vi som observatører ikke har samme behov for at komme helt tæt på deltagerne. Dog skal de stadig være trygge ved vores tilstedeværelse, hvilket vi, ved at balancere mellem nærhed og distance til feltet, har forsøgt at tage forbehold for (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 122). Således mener vi, at de to observationer i hver familie, sammenholdt med interviews med henholdsvis børn og forældre, er tilstrækkeligt til at give et repræsentativt indblik i familiernes juletraditioner. Når man bruger observation som metode, er man nødt til at medtænke sin rolle som forsker. For at kunne tolke de fænomener, vi observerer, trækker vi altid på erfaring og en forforståelse, der kan siges at gå forud for den umiddelbare situation (Gulløv, 2003, p. 24). Som forsker vil man således altid være præget af sine forudsætninger og den forhåndsviden man har om det emne, man undersøger. Derfor eksisterer en komplet objektiv analyse afkoblet fra den kulturelle virkelighed ikke (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 52). Det at kunne analysere og forstå menneskelig handling og opfattelse er en hermeneutisk proces, der indebærer en positioneret fortolkning. Derfor må vi nødvendigvis medtænke vores egne konstruktioner af virkeligheden som en forudsætning i undersøgelsesprocessen (Gulløv, 2003, p. 25). Vi har som forskere valgt et emne, vi finder interessant at undersøge og formet en problemformulering herudfra, og dette er vores observationer naturligt påvirket af. Vi har således på forhånd opsat nogle subjektive relevanskriterier, hvorudfra vi selekterer

! 37! observationer. Derfor vil der altid være nogle aspekter, der for undersøgelsen er mere relevante end andre, hvorfor vi automatisk gør os nogle fravalg, i forhold til hvad vi observerer (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 52). Den virkelighed, der udspiller sig i de enkelte familier, kan desuden siges at være yderst kompleks, hvorfor vi på ingen måde kan udforske og afdække alle kanter og hjørner af den. Vores empiri er således ikke i overensstemmelse med virkeligheden, men er et perspektiv på den virkelighed, der udspiller sig (Gulløv, 2003, p. 25). Vi er hermed bevidste om, at vi ikke kan udtale os om hele sandheden i forhold til julekalenderens betydning i familien, hvorfor analysens resultater er et analytisk empiribaseret bud på en besvarelse af specialets problemformulering. Vi erkender således vores egen subjektivitet og rolle i forskningsprocessen, idet vores forforståelse og fortolkning af empirien på uundgåelig vis vil komme til at påvirke undersøgelsen. Subjektivitet er altså et vilkår, vi ikke kan se bort fra, og derfor er refleksion en integreret del af den vidensskabende proces. Selvom vi har udvalgt de teorier og begreber, vi i specialet benytter os af til at analysere vores empiri, forudsætter disse en form for analytisk refleksivitet (ibid., p. 27). Vi kan ligeledes, som det vil fremgå løbende i dette kapitel, reflektere over og forholde os kritisk til den viden, vi har produceret, hvorfor vores subjektivitet indebærer en refleksiv objektivitet. Vi er således hele tiden bevidste om, hvordan vi konstruerer data. Refleksiviteten er med til at gøre bearbejdningen af empirien samt analysens resultater mere valide (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 268f.).

3.2.1-Deltagende-observation-- Eftersom vi ønsker at observere ‘dag til dag rutiner’ i forhold til familiens julekalendersening, og i den forbindelse at forstå respondenternes meningsunivers, i den kontekst hvori de befinder sig, er den type observation, vi har benyttet os af deltagende observation (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 57, 7). Deltagende observation omhandler observation af mennesker i deres egne, naturlige omgivelser og kan give et indblik i deres hverdagsliv. Dog vil der altid være problematikker i forhold til, hvorvidt omgivelserne er naturlige, når vi som forskere træder ind i respondenternes hverdagsliv, da vores rolle, som nævnt ovenfor, altid vil medføre ændringer i feltets sociale organisation (ibid., p. 7). Dette både i forhold til, at vores tilstedeværelse kan påvirke

! 38! den ellers “uspolerede” virkelighed, der udspiller sig, når familien ser julekalender alene, men også det, at vi til en vis grad konstruerer den virkelighed, vi beskriver gennem vores forskning. Ifølge Kristiansen & Krogstrup må man som forsker “[...] tage del i menneskers sociale liv for at få adgang til de meninger, som aktørerne tilskriver forskellige sociale situationer” (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 100). Vi indsamler således data ved at indgå i interaktion med det felt, vi undersøger; familiernes julekalendersening. I undersøgelsen etablerede vi os som observatøren som deltager (ibid., p. 110). Dette da vores besøg var relativt korte og herudover lagde vi ikke skjul på, at vi var kommet for at observere deres julekalendersening, da familierne på forhånd var blevet briefet om undersøgelsens formål og vores rolle som observatører (ibid.). Der er dog den risiko at vi, ved at indtage denne feltrolle, muligvis ikke opnår tilstrækkelig kendskab til familien og dermed ikke opnår fuld indsigt i deres julekalendersening, da denne som nævnt kan variere fra dag til dag. Det kan således blive sværere for os at tolke på deres adfærd i forbindelse hermed (ibid.). For at gøre familien mere tryg ved at lukke os ind i deres private hjem, talte vi i rekrutteringsfasen i telefon med dem og forklarede formålet med undersøgelsen, samt hvordan det ville komme til at foregå. Herudover ankom vi til hjemmet en halv time før julekalenderen gik i gang, for at føre en uformel samtale med familien – både om julekalenderen og om andre ting – så de kunne få et indtryk af os som personer og føle sig bedre tilpas i vores selskab. Vi deltog således ved at tale med familierne inden og efter selve observationen af julekalenderseningen og ved at sidde sammen med dem i stuen og se julekalender. Således kan vi gennem løse samtaler og observationer opnå en analytisk indsigt i familiens oplevelser og handlinger (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 105; Gulløv, 2003, p. 116). Udover at deltage i og observere julekalenderseningen observerede vi ligeledes de fysiske omgivelser for at få en indsigt i de materielle og symbolske rammer, hvori denne fandt sted. Et rum er fyldt med symboler og symbolske betydninger, og derfor kan en analyse af de fysiske omgivelser give en indsigt i familiens opfattelser og værdier, der kan siges at gå ud over den konkrete lokalitet (Gulløv, 2003, p. 137). Således kan familiernes hjem i sig selv være en væsentlig kilde til at opnå viden om sociale forhold (ibid., p. 150). Inden besøgene aftalte vi, at vi hver især skulle lægge mærke til, hvordan stemningen var hos familierne, hvorledes julen kom til udtryk i

! 39! deres hjem, og hvordan situationen omkring julekalenderseningen udfoldede sig. Herudover noterede vi, hvordan familien placerede sig i stuen, om der var tegn på, at de lavede juleaktiviteter sammen osv., for derigennem at få indblik i familiens måde at holde jul på. Dog fastsatte vi ingen præcise rammer for, hvad observationen skulle indeholde, da vi samtidig ønskede at være åbne over for elementer, vi ikke ville kunne forudse og derved forberede os på. Idet vi deltager som observatører, har vi under selve julekalenderseningen forsøgt at holde os i baggrunden, for at påvirke felten og familiemedlemmernes sædvanlige adfærd mindst muligt. Dog betyder vores tilstedeværelse i sig selv, at der er endnu en aktør i felten, hvilket for familien ikke er normalt, hvorfor påvirkning ikke helt kan undgås (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 118). Dette ses eksempelvis i bilag 6 hvor 6- årige Therese ved første besøg var meget nervøs og sad tæt op ad sin mor. Ved andet besøg var hun blevet mere tryg ved Saras tilstedeværelse og snakkede til hende undervejs i julekalenderen. Et andet eksempel er hvordan moren Camilla under observationerne deltog i julekalenderseningen med Tore og Clara, selvom hun normalt ikke ser julekalender (bilag 7). Der er således tale om et gensidigt påvirkningsforhold, også kaldet forskningseffekten, da vi indgår som en mere eller mindre integreret del i selve aktiviteten og er i dialog med familien (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 118). Vi er således bevidste om, at vi er med til at konstruere den virkelighed, hvori empirien bliver dannet.

3.2.2-Feltnotater- En observatørs væsentligste datakilde er feltnotater, hvorfor vi forsøgte at nedskrive både observationer, erfaringer og refleksioner efter hvert besøg hos familierne (Bilag 5; bilag 6; bilag 7; bilag 8; Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 151). Feltnotaterne indeholder beskrivelser af det observerede – alt fra da vi kom ind ad døren i familiernes hjem, til vi tog derfra igen. Selvom observation som udgangspunkt er en tilgang til generering af data om nonverbal adfærd, udelukker det dog ikke det, der bliver sagt i observationssituationen, hvorfor dette ligeledes er en del af de data, metoden genererer. Det sagte er således også en del af vores notater (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 45). Når man tager feltnotater, skal man forsøge at være så objektiv som muligt i sine beskrivelser – dog er notaterne altid udtryk for en tolkning. Vi kan ikke observere alt,

! 40! hvorfor vi som nævnt udvælger det, vi finder mest interessant og relevant i forbindelse med specialets problemformulering. Notaterne er således en konstruktion af det konstruerede og hermed blot en tolkning af virkeligheden. For overhovedet at kunne gengive situationen lægger vi altså en mening ned i den (Kristiansen & Krogstrup, 1999, p. 152). Feltnotaterne indeholder hermed også vores egne personlige indtryk og stemninger. Dette er vigtigt, da det siger noget om, hvordan det er, at være en del af julekalenderseningen hos familierne (Patton, 1990, p. 241). Man laver feltnotater for at kunne huske og til en vis grad genskabe den situation, man netop har været en del af. Vi var ikke interesserede i, at familierne skulle føle sig mere overvågede, end de måske allerede gjorde. Det at nedskrive observationer undervejs, kan medvirke til en anspændthed blandt familiemedlemmerne, der derfor muligvis ændrer adfærd. Vi tog derfor feltnotater efter observationen havde fundet sted og desuden hurtigst muligt, for ikke at glemme vigtige elementer. Selvom dette kan have været en ulempe i forhold til at huske præcist, hvad der var foregået, vurderede vi, at dette alligevel var måden, hvorpå vi kunne opnå de bedst mulige data, da nedskrivning undervejs muligvis ville have påvirket den sociale setting yderligere.

3.2.3-Observation-af-børn- Det kræver særlige refleksioner og overvejelser, når man skal foretage et etnografisk arbejde, der involverer børn (Gulløv, 2003, p. 10). I vores tilfælde er børnene mellem 6 og 12 år. Jo yngre børnene er, des vanskeligere er det, da det bliver svært for os at gøre os lige med dem, og fremstå som en person, hvis selskab de kan være afslappede i (ibid., p. 61). Hvordan vi imødekom denne udfordring, vil vi gå yderligere i dybden med i afsnit 3.7.5 og 3.7.6. Forsker og barn tilhører to forskellige sociale kategorier – voksen og barn. Hvordan vi som forskere placerer os i felten, har indflydelse på det metodiske arbejde. Derfor kan man som forsker indtage forskellige roller, der bevæger sig i et spændingsfelt mellem de to sociale kategorier (ibid., p. 85). Vi indtog rollen som den atypiske voksen, hvilket kom til udtryk gennem vores handlen, og måden hvorpå vi tog kontakt til børnene (ibid., p. 104f). Det er vigtigt at forklare børnene, hvad det hele handler om. Derfor fortalte vi dem, hvorfor vi var kommet for at se julekalender med dem og samtidig, at det var noget, vi havde glædet os meget til. Eftersom forældrene var

! 41! blevet briefet om undersøgelsen forinden, var det især børnene, vi henvendte os til ved første møde. Eksempelvis gik faren Jens ud af rummet, så Sara kunne få lidt tid sammen med børnene. Her førte Sara og børnene en uformel og afslappet samtale, hvor de talte om jul og julekalender, men også om andre ting såsom skole og fritidsaktiviteter. Vi talte således med børnene om for dem relevante emner og spiste det medbragte slik sammen med dem. På den måde forsøgte vi ikke at udvise nogen form for autoritet, men i stedet være på niveau med dem (Gulløv, 2003, p. 105). Dette også i interviewsituationen, hvor Sara eksempelvis satte sig på gulvet frem for på den stol, der var blevet stillet frem. Ved at indtage denne rolle, kan vi muligvis blive lukket ind i en del af børnenes verden, som en typisk voksen måske ikke har umiddelbar adgang til, eksempelvis snak om kærester (bilag 5). Da selve julekalenderseningen både involverede børnene og deres forældre, forsøgte vi, for at blive accepteret af begge grupper, hele tiden at bevæge os et sted mellem en “børne”- og en “voksenrolle” (Gulløv, 2003, p. 106).

3.3-Metodisk-design- I det følgende afsnit vil vi redegøre for undersøgelsens metodiske design og de overvejelser, vi har gjort os i forbindelse hermed. Først vil vi præsentere de fire familier empirien tager sit udgangspunkt i, for at give et bedre indblik i familierne. Dette vil bidrage til et bedre læsemæssigt udgangspunkt i forhold til modtageranalysen. I præsentationerne vil vi beskrive familiernes sammensætning, deres hjem, hvordan de holder juleaften og hvilke julekalendere, de følger med i. Efterfølgende uddybes rekrutteringsprocessen – herunder hvilke kriterier vi valgte at opstille, samt hvilken metode vi benyttede os af i forhold til at finde de udvalgte familier.

3.3.1-Trine-og-Jens’-familie- Trine og Jens’ familie består af moren Trine, faren Jens og børnene Rasmus og Emilie. Trine er 45 år, har en cand.mag og er virksomhedskonsulent. Jens er 42 år, har en kandidat i medievidenskab og arbejder som kommunikationschef. Rasmus og Emilie er henholdsvis 11 og 9 år og går i henholdsvis 5. og 3. klasse. Familien bor i et villakvarter i Risskov. De er ved at renovere huset, så ved første besøg er både stue og køkken

! 42! lukket af. Stuen er i stedet rykket til Emilies værelse, hvor der både er sofa, sofabord og et fjernsyn. Det er her familien ser julekalender hver aften, indtil stuen bliver færdig. Der var generelt ikke meget julepynt i hjemmet. På Emilies værelse var der dog et stort rødt kalenderlys, en nissehue med glimmer, en plastiksnemand og et par lyskæder. Normalt pynter familien mere op til jul, men dette var grundet ombygningen ikke muligt. Familien tager hvert år til Norge for at fejre juleaften med Trines forældre. Trine er nordmand men har boet i Danmark siden 1999. Børnene har en papjulekalender, en skrabejulekalender og en slik-/chokoladejulekalender. Herudover får de adventsgaver, og så er der en gave i sokken juleaftensdag. Familien ser julekalender sammen og har altid gjort det. Emilie følger med i fire forskellige julekalendere: Hotel krølle på halen, Nissebanden, Den anden verden og Ludvig og Julemanden – dog er det de to sidstnævnte, hun følger med i fast. Rasmus har ikke tid til at følge med i ligeså mange julekalendere, da han går til håndbold og fodbold næsten hver dag. Han ser derfor kun Den anden verden og Ludvig og Julemanden. De julekalendere familien sidder samlet og ser, er Den anden verden på DR1 og efterfølgende Ludvig og Julemanden på TV 2.

3.3.2-Marie-og-Michaels-familie- Marie og Michaels familie består af moren Marie, faren Michael og børnene Sigurd og Therese. Marie er 45 år, har læst historie og arbejder nu som museumsinspektør. Michael er også 45 år, har en cand.oecon og en Ph.d. og arbejder som økonomiprofessor ved Aarhus Universitet. Sigurd og Therese er henholdsvis 11 og 6 år og går henholdsvis i 5. og 0. klasse. Familien bor i et villakvarter i Risskov. Observationen fandt sted i familiens stue, der er indrettet med sofa, sofabord og stole rettet mod et stort tv. Både køkken og stue var pyntet op til jul med julepynt, adventskrans, mange levende lys, julekalendere – selv hunden Molly havde en julekalender med hundekiks. Ved første besøg stod der konfekt på bordet, som familien fortalte, at de havde lavet sammen tidligere på dagen. Familien plejer at holde juleaften hjemme, men har også før besøgt bedsteforældrene og holdt jul der. Børnene har flere forskellige julekalendere; papjulekalendere fra Den anden verden og Ludvig og Julemanden, en skrabejulekalender og en chokoladejulekalender, deres bedstemor har lavet til dem. Herudover får de adventsgaver. Børnene følger med i to tv-julekalendere – Den anden

! 43! verden og Ludvig og Julemanden. Hele familien sidder samlet i stuen og ser Den anden verden.

3.3.3-Camilla-og-Tores-familie- Camilla og Tores familie består af moren Camilla, faren Tore og børnene Clara, Adam, William og Hannah. Camilla er 42 år, uddannet sygeplejerske og arbejder i psykiatrien. Hun er mor til Hannah på 16 år, der er på efterskole og William på 18 år, der er hjemmeboende. Tore er 46 år og arbejder som praktiserende læge. Han er far til Clara på 12 år, der går i 5. klasse og Adam på 16 år, der er på efterskole. Clara bor hver anden uge hos sin far og hver anden uge hos sin mor. Familien bor i et villakvarter i Tranbjerg. Ved observationerne var familiens have lyst op med mange julelys, og indenfor var der stearinlys, kalenderlys, adventskranse og julepynt i alle former og skikkelser. Observationen fandt sted i familiens stue, hvor de for de meste sidder i sofaen og ser julekalender på tv’et. Det er kun Tore og Clara, der ser julekalender sammen. Claras storebror, der er på efterskole, plejer dog også at være med. I år følger Tore og Clara med i én julekalender; Den anden verden. I de uger, hvor Clara er hos sin mor, ser Clara julekalenderen sammen med hende, og Tore sørger selv for at se julekalenderen i den uge, så han kan fortsætte med at se den sammen med Clara efterfølgende. Camilla kan ikke lide at se julekalender, men så det med sine børn, da de var yngre, fordi hun synes, at det er noget, man skal gøre, for at være en god forælder. Clara har en skrabejulekalender og en U-landskalender. Camillas to børn har flere slik- og chokoladejulekalendere. Det er lidt forskelligt, om børnene får kalender- og adventsgaver. I år har Camillas datter, Hannah, en pakkekalender, da de synes, det er hyggeligt, når hun er på efterskole.

3.3.4-Trine-L.’s-familie- Trines familie består af moren Trine og datteren Anna. Trine er 34 år og er uddannet og arbejder som regnskabsassistent. Anna er 12 år og går i 7. klasse. Hun bor primært hos Trine, men er hos sin far hver anden weekend. Familien bor i et rækkehus i et villakvarter i Odder. Observationen fandt sted i familiens køkken/alrum/stue, hvor de normalt sidder i deres sofa og ser julekalender på tv’et. Bryggers, stue og køkken var

! 44! pyntet med julepynt, stearinlys, kalenderlys og adventskrans – der hang skrabejulekalendere på køleskabet og Anna havde desuden en chokoladejulekalender på sit værelse. Trine holder jul med sine forældre, sin søster og sine niecer og hver anden jul er Anna med her, mens hun de andre år holder juleaften hos sin far. Trine køber kalendergaver til Anna, fordi de begge synes, at det er en hyggelig tradition. Trine og Anna prioriterer det højt at se julekalender sammen og gør det næsten alle de dage, hvor Anna ikke er hos sin far. I år følger de kun med i Den anden verden. Dog begyndte Anna i løbet af december måned også at se SKAM, der blev sendt som en julekalender på DR3 med en episode hver dag i december måned. For at undgå forvirring, vil vi i det følgende benævne den her omtalte Trine som Trine L.

3.3.5-Udvælgelseskriterier-og-rekruttering-af-respondenter- I det følgende vil vi gennemgå vores rekrutteringsproces, samt hvilke udvælgelseskriterier vi satte i forbindelse hermed. Undersøgelsens design var præget af mange overvejelser – både i henhold til at kunne generere de bedst mulige data i forhold til specialets problemformulering, samt ovenstående metodiske refleksioner og rent praktiske overvejelser, der især blev gjort ud fra undersøgelsens tidsmæssige begrænsning. Vi valgte, at vi som udgangspunkt gerne ville have fat i fire familier, da vi således kunne opnå forskelligartet data og samtidig nå de i alt otte besøg i løbet af julekalenderens sendetid. Af praktiske årsager måtte familierne gerne være bosat i Aarhus og omegn, da vores besøg hos dem var af flere omgange kort efter hinanden og af relativ kort varighed. Julekalenderen kan med sit høje seertal siges at have en forholdsvis bred seerappel, hvorfor vi gerne ville rekruttere så bredt som muligt, dog i overensstemmelse med julekalenderens målgruppe. Da vi på dette tidspunkt endnu ikke kendte til Den anden verdens målgruppe, tog vi udgangspunkt i DR Ultras målgruppe – de 7-12-årige – da vi formodede, at DR i en julekalender som minimum ville inkludere denne aldersgruppe (Berså, 5. december 2012, DR navngiver ny børnekanal). Derfor var et kriterium, at der i familien skulle være mindst ét barn mellem 7 og 12 år. Familierne skulle gerne være spredt rent sociodemografisk og alle se julekalender sammen i familien. Vi ville samtidig gerne have en vis diversitet i familiernes opbygning, da den klassiske familiekonstellation med mor, far og børn i dag kan siges at være mindre

! 45! udbredt, grundet det stadig høje antal af årlige skilsmisser (Carlsen, 20. februar 2017, Stigning på 30 procent: Flere danskere bliver skilt inden for første år). Derfor har vi i udvælgelsen af de fire familier forsøgt at afspejle de varierende familiekonstellationer, der gør sig gældende i dag. Vi ville gerne ud til alle fire familier ad tre omgange. Den første gang for at observere, anden gang for igen at observere samt interviewe børnene og tredje gang for at foretage interviews med forældrene. Herudover placerede vi interviewet med børnene i forlængelse af anden observationsgang, inden julekalenderen begyndte. Ved at besøge familierne to gange i december ville vi kunne opnå et bredere indblik i deres juletraditioner, samt måden hvorpå de ser julekalender. Samtidig ville vi gerne opnå en vis grad af tryghed og afslappethed, især hos børnene, da det kan virke overvældende, at der pludselig sidder en fremmed person i sofaen og ser julekalender med dem. I forbindelse hermed ankom vi til familiernes hus en halv time før julekalenderen blev vist i tv. Det betød, at vi kunne nå at tale med børnene og skabe en relation til dem og på den måde forsøge at opbygge en form for tryghed og tillid mellem dem og os som forskere. Som det fremgår af observationerne, var det tydeligt, at børnene ved andet besøg var mere afslappede omkring os (bilag 5; bilag 6; bilag 7; bilag 8). Dette ses eksempelvis ved Saras første besøg hos Marie og Michaels familie. Her var især Therese, den yngste af børnene, meget stille. Sigurd talte mere og var mere åben over for Saras tilstedevær (bilag 6). Therese er som nævnt seks år, hvorfor det kan antages, at hun er mere forsigtig og genert end sin 12-årige storebror. Det var ofte Sigurd, der talte, mens Therese stod ved siden af og kiggede genert på Sara, hvorfor hun, da storebror førte ordet, automatisk kan have trukket sig mere tilbage. Da julekalenderen gik i gang, sad Therese tæt op ad sin mor og hviskede ofte til hende, hvis der var noget, hun gerne ville have uddybet eller ikke forstod. Ved andet besøg mærkede Sara hurtigt, at Therese var mere bekvem ved hendes tilstedevær. Therese tøvede ikke med at tage løs af det medbragte slik, og undervejs spurgte hun Sara i stedet for sin mor. Det var tydeligt, at Sara var blevet mere interessant. Det samme kan ses ved Jens og Trine, hvor børnene allerede undervejs i første besøg blev mere afslappede. Dette ses eksempelvis i bilag 5. Her sad børnene til en start meget stift i sofaen, men som Sara og børnene snakkede sammen, og Sara selv gav udtryk for, at hun var veltilpas og afslappet i deres selskab – ved eksempelvis at læne sig tilbage i sofaen og spise af slikskålen – begyndte også

! 46! børnene at slappe mere af og åbne op for Saras tilstedevær. Rasmus fortalte desuden om private familieanliggender, hvorfor man må formode, at han følte sig tryg i Saras selskab (bilag 5). Vi kunne således, ved at besøge familierne ad to omgange i december, forsøge at nedbryde den barriere, der var mellem os og børnene og dermed muligvis gøre dem mere trygge i den interviewsituation, der ville forekomme ved andet besøg. Vi aftalte med forældrene at vende tilbage i starten af januar og interviewe dem om julekalenderen, den overståede jul og juletraditioner. Interviewene og interviewsituationen vil blive uddybet yderligere i afsnit 3.8.

3.3.6-Rekrutteringsprocessen-- Vi antog, at det ville blive svært at få rekrutteret de fire familier, da vi ad to omgange skulle ud og observere dem i deres private hjem og desuden vende tilbage efter julen for at interviewe forældrene. Dog blev vi overraskede over den positive tilbagemelding vi fik, og kunne udvælge hvilke familier, vi syntes passede bedst i forhold til at kunne give et nuanceret perspektiv på problemstillingen. I rekrutteringsprocessen benyttede vi os af snowball-sampling for at komme i kontakt med vores netværks netværk (Halkier, 2008, p. 31). Det anbefales, at man ikke kender sine respondenter i forvejen, da store dele af interviewet kan være påvirket af den personlige relation, hvorfor samtalen let kan blive indforstået (ibid., p. 32). Samtidig ville vores rolle som observatør, hvis vi kendte familierne i forvejen, muligvis påvirke måden hvorpå de opfører sig i situationen. Her kan man dog også argumentere for, at familierne muligvis ville have fundet det mere behageligt eller have været mere afslappede omkring situationen, hvis observatøren var en, de kendte. Dette forsøgte vi dog at imødekomme ved de flere besøg, som beskrevet ovenfor. Selvom respondenterne ikke kendte os på forhånd, havde de alligevel en relation til os, da vi havde samme fælles bekendte. Denne kan sige god for os og vores projekt og herigennem gøre både observation og interviewsituation nemmere. Udover at føle en vis form for tryghed ved vores indtræden i familiens private sfære, kan respondenterne, grundet relationen til den fælles bekendte, også føle sig forpligtede til ikke pludselig at aflyse, og dermed være mere tilregnelige end helt fremmede respondenter (ibid., p. 33).

! 47! Til en start forsøgte vi at rekruttere familierne, ved at dele en rekrutteringstekst på vores facebookprofiler (bilag 2). Opslaget blev delt mange gange dog uden henvendelser fra familier, der var interesserede i at deltage. Vi besluttede derfor at få Leas mor, der er sygeplejerske, til at sende en mail med rekrutteringsteksten rundt til de af hendes kollegaer, der har børn. Her var der flere, der meldte sig, men eftersom vi ønskede en vis spredning og gerne en diversitet i familierne, valgte vi kun at rekruttere én af familierne, så ikke alle havde arbejde inden for sundhedssektoren. Denne blev Camilla og Tores familie, der er en sammenbragt familie, hvor begge har børn fra tidligere ægteskaber. Herudover fik vi Leas søster til at kontakte de af hendes veninder, der har børn i aldersgruppen, og samtidig spredte vi selv ordet i de virksomheder, vi var i praktik hos på daværende tidspunkt. Herigennem fik vi fat på de tre sidste familier – Trine L.’s familie, Marie og Michaels familie samt Trine og Jens’ familie. Førstnævnte fik vi kontakt til gennem Leas søster. Her er Trine L. som nævnt alenemor til Anna. Trine og Jens’ familie fandt vi frem til gennem Leas praktikplads, hvor Jens er kommunikationschef. Jens spredte ordet og skaffede os den sidste familie – Marie og Michaels familie. De to sidstnævnte familier består af mor, far og fælles børn. Jens var som nævnt Leas daværende chef og for at undgå, at deres relation skulle påvirke observationen, valgte vi at dele observationerne op. Således kontaktede og besøgte Sara Trine og Jens’ familie samt Marie og Michaels familie, mens Lea besøgte Camilla og Tores familie samt Trine L.’s familie. På den måde sikrede vi, at forhåndsviden og personlige relationer ikke fik indflydelse på empirien. Dog skal det tilføjes, at Jens har læst medievidenskab, hvorfor hans viden om uddannelsen muligvis kan have påvirket hans opførsel under observation og interview. I observationssituationen oplevede vi ved første besøg, at Jens spurgte ind til specialet samt vores uddannelsesforløb og praktikophold. For at undgå, at Jens skulle opnå så stor viden om specialets fokus, at han ville forsøge at agere for at tilpasse sig dette, fortalte vi kun, at specialet skulle omhandle julekalenderens rolle i familien i dag. Vi valgte desuden Trine L.’s familie til, for netop at bibeholde en diversitet i undersøgelsen – dette til trods for at Trine L. har en relation til Lea. Trine L. er Leas søsters ungdomsveninde, hvorfor hun kan huske Lea, fra dengang Lea var lille. Dog har Lea blot været 5 år på daværende tidspunkt, og kan derfor ikke huske Trine L., hvorfor vi ikke så relationen som et problem i forhold til empiriindsamlingen.

! 48! Som det ses af ovenstående har vi således været analytisk selektive i vores udvælgelses- og rekrutteringsproces, da vi, udover de førnævnte kriterier, især har lagt vægt på den sociodemografiske diversitet, for bedst muligt at kunne repræsentere et udsnit af den danske befolkning og dermed opnå et bredere indblik i, samt flere perspektiver på forskellige familiers juletraditioner og julekalendersening (Halkier, 2008, p. 26). Som nævnt valgte vi af praktiske hensyn, at familierne skulle komme fra Aarhus og omegn. Vi er bevidste om, at vi – havde vi valgt en spredning på det geografiske område – muligvis ville have fået en større diversitet i den indsamlede empiri. Dog vurderede vi andre sociodemografiske områder som værende vigtigere end bosættelsessted.

3.4-Det-kvalitative-forskningsinterview- I kombination med ovenstående observationer og feltnotater bidrager kvalitative forskningsinterviews og transskriptioner heraf til specialets metode- og datatriangulering. Denne kombination er valgt, da interviewets styrker på mange områder kan siges at opveje observationens svagheder (Patton, 1990, p. 244). Således vil observationer, som nævnt, altid være subjektivt præget af observatøren, fokusere på det eksplicitte og være betinget af observatørens tilstedevær, hvilket kan have en negativ indflydelse på undersøgelsens validitet (ibid., p. 200). Denne metodiske svagheds påvirkning af specialets validitet kompenserer interviewets styrker dog på mange områder for (ibid., p. 244f.). Således tillader interviews, at man kan spørge dybere ind til de observeredes handlemåder og bevæggrunde, hvorved man når tættere på personen og dennes tankegang og holdninger. Dog har interviewet samtidig den ulempe, at respondenten netop altid vil fremstille sin subjektive opfattelse og sit personlige perspektiv (ibid., p. 245). Det er i denne sammenhæng, at metodetrianguleringen – kombinationen af observationer og interviews – bliver betydningsfuld for undersøgelsen, da den muliggør at sammenligne det sagte med det gjorte og omvendt. På baggrund af disse metodiske overvejelser har vi udført interviews med både børn og forældre i de udvalgte familier. Da der er flere særlige forholdsregler, når man interviewer børn, valgte vi at afholde interviews med børn og forældre adskilt. Desuden valgte vi at afholde interviewene med børnene ved anden observationsgang, mens vi interviewede forældrene i januar måned. Dette valgte vi på baggrund af en vurdering af

! 49! det tidsmæssige perspektiv for såvel forældre og børn som specialet. Vi formoder, at børnene ville have lettere ved at besvare vores spørgsmål omkring juletraditioner og julekalendere, når vi er i december måned, og de har det hele tæt på, mens forældrene ikke er præget af samme tidsmæssige begrænsning og derfor vil være i stand til at tale om og reflektere over spørgsmål relateret til julen en måned efter (Cederborg, 2002, p. 59). At vente med at interviewe forældrene til januar måned, har desuden givet os mulighed for at udvikle interviewguiden på baggrund af et bedre kendskab til familien og børnenes opfattelser, hvorved vi har kunnet spørge mere dybdegående ind til relevante aspekter, hvilket kan siges at styrke specialets validitet. Desuden valgte vi, at vi selv interviewede forældrene i de familier, vi tidligere havde været ude at observere, mens vi deltog som bisidder i de andre interviews. Vi valgte at være med begge steder for gennem bisidder at sikre et bredere perspektiv i interviewet ved at komme så godt rundt om emnerne som muligt (Halkier, 2008, pp. 48- 51).

3.4.1-Interviewguide- Som nævnt foretog vi i alt fire interviews med børn og fire interviews med forældre. Da der er flere særlige forholdsregler at tage i forbindelse med interviews med børn, er metodeovervejelser og overvejelser omkring interviewguide i denne forbindelse foretaget separat, hvilket uddybes i afsnit 3.8.2 (Kvale & Brinkmann, 2009, pp. 165- 167). Derfor vil dette afsnit fokusere på metodiske overvejelser i forhold til den interviewguide, vi benyttede som indgangsvinklen til interviewene med forældrene (bilag 10). Inden vi foretog de kvalitative forskningsinterviews med forældrene udformede vi en interviewguide, der havde til formål at danne en ramme for og strukturere interviewforløbet (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 151). Denne interviewguide er udarbejdet i henhold til problemformuleringen og med udgangspunkt i vores tidligere udarbejdede empiri i form af observationer af familierne og interviews med børnene. Desuden valgte vi at udforme disse kvalitative forskningsinterviews som semistrukturerede livsverdensinterviews, da man her får et dybdegående indblik i respondenternes livsverden, idet denne form for interviews er karakteriseret ved, at den er åben over for afvigelser (ibid., p. 45, 47, 151). Dette var særligt relevant i forhold til

! 50! problemstillingen, da vi er interesserede i generelle informationer omkring medievaner og juletraditioner, hvoraf sidstnævnte kan siges at befinde sig i den private sfære. Interviewguidens spørgsmål er inddelt i temaer med forslag til spørgsmål, som vi orienterede os i forhold til, når samtalen tog en drejning. Desuden strukturerede vi temaerne sådan, at vi startede ud med mere brede emner, som medievaner og juletraditioner – dette for at få en indsigt i hvilken jule- og mediemæssig kontekst julekalenderen befinder sig i, i familierne – før vi spurgte mere konkret ind til julekalendere og herunder dette års julekalender. I denne forbindelse medbragte vi desuden et papir med udvalgte ord – såvel positive som negative – hvor respondenterne skulle vælge tre, de forbinder særligt med ordet “julekalender” (bilag 11). Vi valgte at starte med denne korte øvelse inden spørgsmålene begyndte at handle om jul, juletraditioner og julekalender, idet respondenternes valg af ord således ikke ville blive påvirket af det, vi senere ville komme ind på i interviewet. På baggrund heraf kan man altså argumentere for, at det semistrukturerede livsverdensinterview kan resultere i opnåelse af perspektiver, man muligvis ikke var nået frem til ved brug af andre interviewformer.

3.4.2-Interview-med-børn- Når man interviewer børn, er der flere faktorer, man skal tage med i betragtning (Kvale & Brinkmann, 2009, pp. 165-167). Først og fremmest kan interviews med børn ofte lettere udføres, hvis det foregår i relation til en aktivitet, eksempelvis mens barnet leger, eller ved at man stiller det en opgave, der er relevant for undersøgelsen (ibid., p. 166f.). Denne dimension har vi forsøgt at medtænke, idet vi interviewede børnene i umiddelbar sammenhæng med, at vi ad to gange så julekalenderen Den anden verden sammen med dem. Dog bevirkede børnenes alder på mellem 6 og 12 år, at flere af de ældre børn, befandt sig i et aldersmæssigt spændingsfelt, hvor leg ikke længere er en naturlig del af hverdagen, hvorfor vi forsøgte at tilpasse interviewsituationen hertil. Således var interviewene med børnene ikke en del af en aktivitet, men vi forsøgte at møde børnene i deres omgivelser og på deres præmisser. Dette kommer til udtryk ved, at vi eksempelvis sidder på gulvet og interviewer dem, eller sidder der, hvor de alligevel ville sidde klar til at se julekalender kort tid efter (bilag 5; bilag 6; bilag 7; bilag 8).

! 51! I relation hertil er det af essentiel betydning, at man som interviewer opnår en god relation til barnet, og at barnet ikke opfatter én som en autoritet, der stiller spørgsmål med rigtige og forkerte svar (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 166). Denne gode relation til børnene forsøgte vi – som tidligere nævnt – at opnå gennem hele processen. På den måde kunne vi bedre møde børnene på deres præmisser og lære dem at kende før interviewet. Dernæst er det at stille alderssvarende spørgsmål væsentligt. Således skal man som interviewer være opmærksom på, at udformningen af interviewguiden til interviews med børn er udarbejdet med fokus på, at børns forståelsesniveau ikke er tilsvarende voksnes. Således er det vigtigt, at man kun stiller ét spørgsmål ad gangen, samt at spørgsmålene er konkrete og ikke for komplekse (ibid.). Dette har vi i vores interviewguide tilstræbt at efterleve ved eksempelvis at spørge ind til, om de kan huske, hvad der skete i julekalenderen i går, og om de har snakket med de andre børn i skolen om julekalenderen i dag (bilag 9). En typisk fejl i forbindelse med interviews med børn er ledende spørgsmål, da børn er letpåvirkelige af disse, hvilket kan resultere i upålidelig information (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 166). Dog er det samtidigt relevant at bemærke, at det i nogle tilfælde for intervieweren kan være nødvendigt at tage udgangspunkt i tidligere udsagn fra barnet, eksempelvis hvis barnet ikke svarer uddybende på åbne spørgsmål (Cederborg, 2002, p. 75f.). Denne form for fokuserende og hjælpende spørgsmål har vi af og til anvendt i interviewene med børnene, hvor vi blandt andet har taget udgangspunkt i, hvad de har fortalt under julekalenderseningen (bilag 9). Således er vi bevidste om, at nogle af spørgsmålene i interviewguiden i sidste ende kan virke ledende, og at vi for at hjælpe børnene med at svare i nogle situationer kommer med forslag, som de i flere tilfælde forholdsvis ukritisk bekræfter (bilag 13, replik: 23-24, 47-48). Denne svaghed vil vi naturligvis tage forbehold for i modtageranalysen. Dette sker eksempelvis ved at sammenholde børns og voksnes udsagn samt observationer, hvorved metodetrianguleringen igen kan være med til at styrke specialets validitet.

3.5-Efterbehandling-af-kvalitative-data- I dette afsnit vil vi fremlægge hvilke databearbejdningsmetoder, vi har valgt til efterbehandlingen af det indsamlede empiriske datamateriale. Vi har valgt at anvende henholdsvis transskription og meningskondensering, som både Halkier (2008) og Kvale

! 52! & Brinkmann (2009) præsenterer som centrale metoder til databearbejdning. Desuden kommenteres der på mulige fortolkningsmæssige konsekvenser i forhold til at konvertere talesprog til skriftsprog. For at muliggøre systematisk, analytisk fortolkning af interviewdata kræves det, at den optagede mundtlige interviewsituation nedskrives som skriftlig data, da der ellers ikke kan skabes det krævede overblik over empirien (Halkier, 2008, p. 70). Denne proces understreger Kvale & Brinkmann dog udgør en dekontekstualiserende fortolkningsproces med flere mulige fejlkilder, hvorfor den udgør den første analytiske proces (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 199f., 202). Således er det i denne proces uundgåeligt at miste elementer, der muligvis kan have betydning for tolkningen. Det gælder eksempelvis kropssprog, tonefald, stemninger og brug af ironi. Yderligere er der en risiko for at høre eller tolke respondenterne forkert. Dog kan man forsøge at opveje denne reduktion af data ved at nedskrive observationer, der beskriver disse elementer. Dette er altså en nødvendig konsekvens af transskriberingen, der potentielt kan medføre meningstab (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 200, 206; Halkier, 2008 p. 70). Derfor har vi forsøgt at mindske de mulige fortolkningsmæssige konsekvenser ved at nedskrive observationer omkring interviewenes udfoldelse (bilag 5; bilag 6; bilag 7; bilag 8). Med udgangspunkt i Halkiers teori fastsatte vi før påbegyndelsen af transskriberingen nogle retningslinjer herfor med det formål at ensarte metoden og mindske meningstab. I denne forbindelse har vi valgt at oversætte talesprog til skriftsprog for at øge læsevenligheden. I processen var det vigtigt for os, at bevare det sagtes mening så præcist som muligt, hvorfor vi blandt andet har valgt at medtage stemningsindikatorer og eksempelvis markere latter for både respondenter, interviewer og bisidder (Halkier, 2008, pp. 70-72). Det kan være besværligt for en person, der ikke har været til stede under et interview at transskribere det, da stemme- og stemningsgenkendelse kan være vanskeligt. Derfor valgte vi ved interviewene med børnene selv at transskribere de interviews, vi havde foretaget, for derefter at eftertjekke hinandens (ibid., p. 70f.). Ved interviewene med forældrene valgte vi at transskribere to interviews hver, for ligeledes efterfølgende at gennemhøre og eftertjekke hinandens transskriptioner. Dette med henblik på at mindske fejlkilder, såsom høre-, tolknings- og tastefejl. I naturlig forlængelse af transskriberingen af vores kvalitative forskningsinterviews har vi valgt at meningskondensere disse. Dette har vi gjort for at

! 53! skabe et bedre overblik over denne del af empirien, for lettere og mere systematisk anvendelse i den videre analyse. Meningskondensering som proces indebærer at sammenfatte og gengive respondenternes udsagn i en kortere form (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 227). For at sikre ensartethed og konsistens i meningskondenseringen, har vi valgt først i fællesskab at meningskondensere et af børneinterviewene og et af voksensinterviewene. Sådan blev vi opmærksomme på sammenfald og afvigelser i vores arbejde og blev enige om de fremadrettede retningslinjer, så vi i det videre individuelle arbejde meningskondenserende med samme udgangspunkt. Denne ensretning kan siges at styrke empiriens og dermed specialets reliabilitet.

! 54! Kapitel-4:-Genreanalyse-af-julekalenderen- En genre kan siges at have rituel karakter, da den bliver til ved gentagelse. En genre er desuden baseret på allerede eksisterende genresystemer, hvorfor en genre sjældent optræder i ren form, men oftere i en genreblanding (Agger, 2009, p. 90f.). Det er derfor ligeledes i spændingsfeltet mellem flere forskellige genrer, at julekalenderen skal defineres. En tekst indeholder ofte nogle genresignaler og genremarkører, der er med til at sige noget om, hvordan den specifikke tekst skal opfattes, og derved hvilken genre, der er tale om. Disse kommer blandt andet til udtryk gennem tekstens form, det æstetiske udtryk og de tematikker, der tages op, og er herigennem med til at skabe forventninger hos modtageren (ibid., p. 85). Som nedenstående afsnit vil vise, er julekalenderen en blanding af forskellige genrer, hvor nogle har formået at skabe faste konventioner, der er med til at gøre julekalenderen til det, den er. Andre skal ses i et genrehistorisk perspektiv, idet genren gennem tiden har måtte forholde sig til samfundet og den virkelighed, der er dens kontekst, hvorfor der ses en udvikling i form af nye konventioner, der enten har ændret eller udvidet genren (ibid., p. 90). Julekalenderen skaber således en forventningshorisont, idet modtageren på grund af sit forkendskab til tidligere udsendelser har en forventning om, hvad en ny julekalender skal indeholde (ibid.). Denne forventningshorisont kan ændre sig, hvis modtageren godtager de ændringer, der sker i forbindelse med den genrehistoriske udvikling, hvorved der sker en genreudvidelse. Godtages ændringen ikke, er der tale om genrebrud (ibid., p. 86). Således lever genrer “[...] både af gentagelse og af forskel, af norm og normbrud af forskellig karakter” (ibid., p. 91). Ifølge Agger kan genren altså godt udvides, men hvor eksperimenterende kan en julekalender være, inden det betyder genrebrud og seerflugt? I følgende afsnit vil vi først foretage en overordnet genreplacering af julekalenderen samt fremhæve nogle af dens mest karakteristiske genrekonventioner. Dernæst følger en historisk introduktion til genrens udvikling gennem tiden fra 1962 til i dag (2016), med det formål at kunne analysere os frem til de tekstlige træk og konventioner, vi mener, der skal være til stede i en julekalender. Her medtager vi julekalendere vist på DR1 og senere TV 2, da disse er de primære broadcastere af julekalendere. Vi har ligeledes valgt kun at præsentere de julekalendere, der kan siges at være skelsættende på en eller anden vis i forhold til genrens udvikling – det er således

! 55! teksten, der er fokus på og ikke dens kontekst. Dog vil denne, når det er relevant i forhold til julekalenderens indhold, blive inddraget. Genrens historiske udvikling muliggør, at vi kan opnå viden om den forventningshorisont, der kan siges at lægge sig til genren. Samtidig medvirker dette til, at vi kan placere Den anden verden i en genremæssig kontekst og hermed, gennem en tekstanalyse, undersøge om julekalenderen lever op til genrens konventioner, da dette kan have betydning for familiernes oplevelse af den. Både dette kapitel og tekstanalysen i næste kapitel danner grundlaget for, at vi kan undersøge en af problemstillingerne samt et af paradoksets aspekter fra en modtageranalytisk vinkel; julekalenderens indholdsmæssige betydning i forhold til familiens motivation for at se den.

4.1-Julekalenderen-–-et-overblik-- Lige siden 1962 er der blevet sendt julekalender på tv i december måned. Gennem årene har engagementet i tv-serieformatet gjort, at tv-julekalenderen kan siges at være blevet en integreret del af den danske juletradition. Julekalenderen er blevet en institution, der år efter år har kunnet tiltrække et stort publikum af både børn og voksne – normalt mellem 800.000 og 1.300.000 millioner seere (Agger, 2013, p. 267f.). Julekalenderen som genre trækker på almanakgenren samt den folkloristiske genre ofte kombineret med mytiske og kulturhistoriske elementer, der på en eller anden vis knytter sig til julens traditioner. Herudover kan også musik og humor ses som essentielle elementer i skabelsen af en julekalender (ibid., p. 269). Ser man på julekalenderne gennem tiden, optræder disse genretraditioner i en række forskellige blandinger med en moderne setting og – specielt i de senere år – samfundsaktuelle bekymringer (ibid., p. 275f.). Viden om tiden og årets gang har altid været vigtig, både i praktiske og religiøse sammenhænge, hvorfor almanakgenren har eksisteret længe (ibid., p. 269). I religiøse sammenhænge ses dette eksempelvis, som illustreret i afsnit 2.1.2, i den kristne kalender, hvor året er opdelt i forskellige helligdage, der er med til at adskille hverdag og fest. Ordet ”jul” stammer som tidligere nævnt oprindeligt fra romernes fejring af vintersolhvervet og blev senere forbundet med Jesu’ fødsel. I 1800-tallet opstod de traditioner, vi i dag forbinder med jul såsom julemænd, julegaver, nisser osv. Det er ud

! 56! fra disse fortællinger og traditioner, at julekalenderen ofte, på et eller andet plan, skildrer en mytisk forestilling om julen. Den første papjulekalender til børn kom til Danmark i 1932, i en tid hvor julen i højere grad begyndte at blive kommercialiseret. Her kunne man åbne en låge for hver dag i december, og på den måde tælle ned til juleaften. Den printede julekalender blev dermed udgangspunktet og grundmodellen for de første tv-julekalendere, hvor den første blev sendt på DR i 1962 (Agger, 2013, p. 269f.). Tv’et blev med dets fremkomst en integreret del af hverdagslivet hos mange familier og dets programmer “[...] aligned with the pulse of the time” (ibid., p. 270). Som kapitlet vil give et indblik i, har julekalenderen historisk udviklet sig fra dukkejulekalendere primært rettet mod børn, til dybere, samfundsrelaterede og dramatiserede fortællinger med hele familien som målgruppe (ibid., p. 277f.). Der er således sket en ændring i genrens målgruppe, hvilket kan have bidraget til at gøre julekalenderen til et familieritual. Generelt gælder, at der i en julekalender er 24 episoder, som regel af 25-30 minutters varighed, hvorfor genren kan siges at tilhøre føljetonformatet. Eftersom genren har eksisteret siden 1962, kan den siges at være “[...] den ældste danske form for kontinuerlig seriel fiktion” (Agger, 2006, p. 160). Herudover ses ofte en tematisering af julen og dens traditioner gennem den folkloristiske og mytiske tradition, hvor især nisser er et væsentligt element. I tæt forbindelse hertil begyndte man i 1970’erne at inkorporere et andet dominerende narrativt element – de parallelle verdener (Agger, 2013, p. 268f.). Den ene verden består ofte af en genkendelig verden, hvor man følger hovedpersonens liv i ordinære omgivelser og oftest i et hjemligt miljø. Den anden verden står i kontrast til den virkelige verden og er sammensat af mytiske eller magiske elementer (ibid.). Almanakgenren kommer til udtryk i julekalenderens nedtællingsstruktur fra den. 1. til den 24. december. Dette kommer til udtryk allerede i optakten, ofte under det præmis, at julen er truet, og der kun er 24 dage at redde den i. Julekalenderen indeholder således generelt elementer, der forbindes med julen og plottet er som regel bygget op omkring spørgsmålet: “Bliver det mon jul i år?”. Ifølge Martin Miehe-Renard skal svaret på dette spørgsmål altid være ja, da “lyset i mørket er det dramaturgiske grundcenter i en julekalender [...]” (Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden). Fortællingen skal gerne ende i stor forløsning den 24. december, hvor det onde er besejret, og alt ender

! 57! godt (Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden). I henhold til specialets problemformulering er det således relevant at undersøge, hvordan en så traditionel genre som julekalenderen, der broadcastes hver december måned år efter år, kan bevare sin appel, relevans og samlende effekt i en tid, hvor meget falder fra hinanden. Ifølge Agger ligger svaret muligvis i julekalenderens ændrede målgruppe samt den måde hvorpå genren, til trods for et, ud fra ovenstående konventioner, fortællemæssigt begrænset udgangspunkt, formår at forny sig selv (Agger, 2013, p. 269).

4.2-Den-første-julekalender-- Den første danske julekalender, Historier fra hele verden, blev sendt på DR i 1962. Det var på dette tidspunkt B&U, der stod for at producere julekalendere, og målgruppen var små børn (Agger, 2013, p. 271). Historier fra hele verden bestod af korte udsendelser uden en overordnet sammenhængende handling, hvor hver episode varede 5-10 minutter. Udsendelserne omhandlede fortællinger om børns liv, og julekalenderen fik sit udtryk gennem skuespillere og dukker (Agger, 2013, p. 271; Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden). Historier fra hele verden skulle ses i sammenhæng med papjulekalenderen; Børnenes U- landskalender, hvor der bag hver låge var tegninger, der relaterede sig til handlingen i aftenens episode. Profitten fra U-landskalenderen blev doneret til et udvalgt land i den tredje verden. Det var således idéen om julen som en tid med fokus på næstekærlighed, der var i fokus (Agger, 2013, p. 271). Tv’et gav med denne julekalender danskerne en indsigt i fremmede livsverdener og kulturer og blev hermed formidler af nogle tematikker og bekymringer, folk rundt omkring i stuerne kunne tale om og forholde sig til (Hjarvard, 2006, p. 9).

4.3-Dukkeuniverset-- Som det fremgår af ovenstående havde Historier fra hele verden ikke meget at gøre med julekalenderen, som vi kender den i dag. Dog var julekalenderen fra 1967 Kender du decembervej? med Magnus Tagmus i hovedrollen – Danmarks første juledukkestjerne –

! 58! med til at skabe og etablere en ny tradition inden for julekalendergenren. Denne var den første sammenhængende og konsekvent gennemtænkte julekalender, der med sine indlagte sange kombinerede musical- og komedieelementer, hvorfor den kan ses som forgængeren for efterfølgende julekalendere såsom Vinterbyøster (1973), Jullerup Færgeby (1974) og Kikkebakke Boligby (1977) (Agger, 2013, p. 271f.). Karakteristisk for disse julekalendere er, at formatet på dette tidspunkt var blevet udvidet til en varighed på 15 minutter med et overordnet narrativt plot, der skabte sammenhæng mellem alle 24 episoder (ibid., p. 271). Samtidig var det med disse julekalendere, at traditionen med et dukkeunivers for alvor slog igennem. Fortællingen blev mere omfattende, og det var især karakterer og setting samt humoristiske dialoger, der var i fokus – elementer, der blev grundlæggende for julekalenderen som genre (Røndal, 24. november 2012, Fra Jullerup Færgeby til Jesus og Josefine; Agger, 2013, p. 272). Julekalenderens overordnede struktur – en episode hver dag til og med d. 24. december – knytter sig som tidligere nævnt til almanakgenren. Dette nedtællingselement sås, i de tre dukkejulekalendere, desuden også dramaturgisk gennem strukturen i de enkelte episoder, hvor fortællingen forløber over en dag – fra morgen til aften. Således fremhæves, gennem en afspejling af det daglige liv, tiden som havende en vigtig funktion for julekalenderen (Agger, 2013, p. 272). Som det ses af bilag 1 udspillede 14 ud af 23 julekalendere i perioden 1962-1986 sig i et dukkeunivers, hvor Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby blev kendt som “dukketriologien” og opnåede stor succes hos seerne til trods for at de – hvilket er tematisk interessant – ikke havde noget med julen at gøre (Røndal, 24. november 2012, Fra Jullerup Færgeby til Jesus og Josefine).

4.4-Den-første-julekalender-for-hele-familien- Jul i Gammelby (1979) bliver på flere måder normsættende i forhold til genren. Den adskilte sig fra de tidligere julekalendere ved at bruge skuespillere fremfor dukker og var således den første julekalender, der henvendte sig til hele familien, hvorfor der sås en udvidelse i målgruppen (Agger, 2009, p. 160). Jul i Gammelby foregår i Den Gamle By i Aarhus og handler kort fortalt om de to børn Mads og Mette, der i samarbejde med byens nisser skal forsøge at redde julen og bevare den gode julestemning i byen. Det var første gang i genrens historie, at man havde børn i hovedrollerne. Jul i Gammelby var

! 59! således med til at etablere endnu en tradition, idet børneskuespillere kan siges at være blevet et gennemgående træk for julekalendergenren (Agger, 2013, p. 272). Ifølge Agger var børneskuespillerne, som også sås i senere julekalendere som Torvet (1981) og Krummernes Jul (1996) mfl., med til at understrege, at målgruppen i første omgang var børn og dernæst deres forældre (Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden). Hvor julestemning og nisser var fraværende i 70’ernes dukkejulekalendere, er disse elementer omdrejningspunktet for handlingen i Jul i Gammelby. Med nisserne og den magiske dimension var julekalenderen den første til at etablere idéen om parallelle verdener – en dramaturgisk struktur, som senere julekalendere såsom Alletiders Jul (1994), Jesus og Josefine (2003), Jul i Valhal (2005) og Den anden verden ligeledes har benyttet sig af (Agger, 2013, p. 272). Udover nisserne, et mytisk element, indeholdt Jul i Gammelby som den første træk fra den folkloristiske genre samt kulturhistoriske elementer, idet den giver et indblik i livet i Danmark for 200 år siden og de dertilhørende traditioner. Julekalenderen kunne således, udover at være underholdende, bidrage med et informerende og didaktisk element, hvilket generelt var ideen med børneprogrammer fra B&U på dette tidspunkt (Jensen, 2012, p.138) Kulturhistorien og det magiske har sidenhen spillet en stor rolle i flere julekalendere – især i Alletiders Jul, hvor seeren, udover at blive underholdt af nissen Pyrus, kunne blive klogere på danmarkshistorien.

4.5-Et-brud-med-konventionerne:-Jul-og-grønne-skove- Ud fra ovenstående begynder der således at opsættes nogle rammer for julekalendergenren og bestemte konventioner, denne skal indeholde. Dog ses der med meta-julekalenderen Jul og grønne skove (1980) en helt ny tendens og et nybrud inden for genren, der sidenhen har banet vejen for de satiriske voksenjulekalendere (Agger, 2013, p. 273). Julekalenderen opnåede stor omtale og modtog meget kritik, idet den brød med traditionerne og genrens konventioner. Julekalenderen skulle være en ramme omkring Mumitroldene og handlingen udspillede sig i et hul i jorden, som værterne, Poul og Nulle, uheldigvis var faldet ned i efter at have igangsat en jagt på Julemanden (Vemmer, 2006, p. 206f). I hullet møder værterne forskellige magiske væsner, der på ingen måde relaterer sig til julen. Dog ser man, i en af de sidste episoder, et glimt af

! 60! Julemanden, der flygter fra kameraet. Stik mod konventionerne sluttede julekalenderen, på skuffende vis, uden jul eller Julemand (Agger, 2013, p. 273). Jul og grønne skove kan ses som en parodi på og en form for opgør med den traditionelle julekalender, og på trods af kritikken indtager den, ifølge Agger, legendarisk status i genrens historie, netop på grund af dens brud med konventionerne (Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden).

4.6-Gamle-traditioner-og-fornyelse-- Dansk tv havde som nævnt premiere i 1951 og blev hurtigt danskernes foretrukne medie – et medie der indtog en central plads i hjemmet og et medie, man i familien samledes om (Hjarvard, 2006, p. 7). Frem til 1988 havde DR monopol og var således alene om at producere julekalendere. Monopolbruddet betød derfor, at mængden af julekalendere voksede, da der nu var to kanaler, der videreførte traditionen (bilag 1). Fra 1990, hvor TV 2 udsender sin første julekalender Trolderik og Nisserne, ses således en stigning i julekalenderproduktionen, der desuden blev spredt på forskellige kanaler (bilag 1). DR1 og TV 2 begyndte tilsammen at producere meget inden for feltet. TV 2 begyndte desuden at producere julekalendere til voksne – dette ligger dog uden for specialets undersøgelsesfelt, hvorfor vi ikke vil gå yderligere i dybden med det. Paul Hammerich mente ved tv’s fremkomst, at det skulle afspejle tendenser i det samfund og den kultur, det var en del af. Samtidig skulle det – i henhold til sine public service forpligtelser – i sin formidling kombinere underholdning, kultur og information (Jensen, 2012, p. 122f). Senere sås dette især ved TV 2s Alletiders Jul, der bliver julekalenderens centrale formidler af den danske kulturhistorie. Her går underholdning hånd i hånd med oplysning om den danske kulturarv, idet nissen Pyrus julekalenderen igennem tager på adskillige tidsrejser tilbage til store historiske begivenheder med relevans for den danske jul og fejringen heraf. Her er det overordnede plot da også, at julen skal reddes, da Pyrus ved et uheld formår at trylle julen væk (Agger, 2013, p. 273f). Selvom Jul i Gammelby var målrettet hele familien, er det først med Alletiders Jul, at familiejulekalenderen får sit virkelige gennembrud. Her blev sendetidspunktet rykket fra klokken 17.30 til primetime klokken 20.00, hvilket også kunne ses på seertallene, der gik fra under en million til 1.383.000 millioner (Røndal, 24. november 2012, Fra Jullerup Færgeby til Jesus og Josefine).

! 61! Generelt er julekalenderne fra 90’erne og frem kendetegnet ved en dramaturgisk dobbeltstruktur – en fortælling omhandlende de parallelle verdener. Med denne struktur udspilles det overordnede plot, som tidligere nævnt, i to kontrastfyldte verdener, hvoraf den ene afspejler det familiære og ordinære, som vi kender det fra dagligdagslivet, mens den anden tager fortællingen til det mytiske og magiske niveau. I Alletiders Jul lever Pyrus med de andre nisser i en nisseverden, der er en parallel og dog alligevel integreret del af den menneskelige verden, hvis handling udspiller sig i Rigsarkivet (Agger, 2013, p. 272f.). Denne tendens ses ligeledes i 00’ernes julekalendere, hvilket Jul i Valhal kan ses som et eksempel på. Her befinder hovedpersonerne Jonas og Sofie sig skiftevis i den menneskelige verden og i de nordiske guders verden, hvis handling forløber parallelt og er overordnet forbundet. Ifølge Agger har den dobbelte struktur flere funktioner. Julekalenderen fremhæver ofte de elementer, der er med til at gøre julen sjov i modsætning til de mere kedelige dagligdagsrutiner. Således bruges paralleliteten til at skabe en kontrast mellem magien – det sjove – og det almindelige “kedelige” liv, der ofte fremstiller ulemperne ved det moderne sociale liv (ibid., p. 272, 277). Dette ses eksempelvis i Jul i Valhal, hvor Sofie i den virkelige verden flytter konstant grundet sin mors arbejde, og derfor ikke har mange venner. Samtidig kan den dobbelte struktur, som det blandt andet ses i Alletiders Jul og Jul i Valhal, bruges til at gengive gamle myter og historiske begivenheder i et nutidigt, og muligvis mere spændende, perspektiv og endvidere skabe en kulturhistorisk kontekst til julen og dens traditioner (ibid., p. 272). Dette hænger desuden sammen med DRs overordnede mission om den dobbelte historie, der blev udarbejdet i midt 90’erne. Som en del af public service forpligtelserne, skal DRs produktioner således, udover den gode historie, indeholde et overordnet plot, der har sociale og etiske konnotationer (Redvall, 2011, p. 185). Ifølge Ingolf Gabold skal den gode historie indeholde en fascinationskraft – i julekalenderen den magiske, parallelle verden. Samtidig skal den indeholde et identifikationspotentiale, der i julekalenderen kommer til udtryk i det genkendelige og ordinære i julekalenderens virkelige verden, hvor vi som seere kan relatere til karakterernes problemer og bekymringer (ibid., p. 191). Den dobbelte fortælling samt den mytiske og kulturhistoriske dimension danner tilsammen en ramme, hvori DR kan opfylde sine public service forpligtelser ved både at underholde og oplyse, hvilket går igen i flere julekalendere fra 90’erne og frem. I disse julekalendere ses desuden et forsøg på at

! 62! forene nye traditioner med de gamle forhistoriske og folklore traditioner, hvorfor de repræsenterer en form for balancegang mellem tradition og fornyelse (Agger, 2013, p. 273). Dette ses i Alletiders Jul, hvor Pyrus forsøger at modernisere og forny julen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hans moderne kasket-nissehue og sangen “Cool Jul”. Selvom Pyrus kan siges at være et billede på fornyelsen af gamle traditioner, er han dog i sig selv indbegrebet af tradition – en nisse, der elsker risengrød, som vi kender dem fra myterne (ibid., p. 274). Alletiders Jul opnåede stor succes og med et gennemsnitligt seertal på 1.383.000, er det den mest sete julekalender i genrens historie. I de efterfølgende år blev der produceret yderligere tre julekalendere med Pyrus i hovedrollen (bilag 1). Efter Pyrus-bølgen varede den kulturhistoriske ramme ved, hvilket også kommer til udtryk i det ny årtusindes julekalendere, hvor seerne både bliver belært inden for kristendommen og den nordiske mytologi.

4.7-Det-ny-årtusindes-julekalender-–-når-dramaet-er-i-fokus- I 2003 blev kristendommen med Jesus og Josefine for første gang grundstenen i en julekalenderfortælling, hvilket var en markant fornyelse (Jacobsen, 9. december 2012, Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden). Julekalenderen handler om pigen Josefine, der ikke kan lide julen, fordi hun selv har fødselsdag d. 24. december. I en mystisk butik finder hun et krybbespil, der fungerer som en tidsmaskine. Krybbespillet tager hende tilbage i tiden til Nazaret, hvor hun møder en ung Jesus. Det mytiske aspekt og de parallelle verdener var ligeledes centralt i TV 2 julekalenderen Jul i Valhal, hvor handlingen både udspiller sig i den moderne verden og i det gamle Valhal, hvorfor der ses en tematisering af den nordiske mytologi (Agger, 2013, p. 275). Her er opgaven for Jonas og Sofie, at forhindre Ragnarok og hermed verdens ende. Det er således børnene, der er heltene, mens de voksne er fraværende og uvidende om den parallelle verden og det, der truer med at blive verdens undergang. Jul i Valhal demonstrerer julekalenderens evne til, gennem mytiske fortællinger, at kommentere på den samtid, den er en del af, da julekalenderen, gennem den ragnaroksvarslende Fimbulvinter, giver stærke associationer til de omdiskuterede klimaforandringer (Agger, 2013, p. 275). Det var især TV 2, der havde haft succes med sine julekalendere – både med Alletiders Jul, Jesus og Josefine og Jul i Valhal, og i 2006 rykker DR derfor

! 63! sendetidspunktet for kanalens julekalender til kl. 19.30 (Mikkelsen, u.å, Historien om julekalenderne). Herudover ses i det ny årtusinde en tendens til at erstatte komedie med drama, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at produktionen af julekalendere flyttes fra B&U til DRs dramaafdeling, hvis høje serielle kvalitet nu også skulle afspejles i julekalenderen (ibid.). Dramaelementet ses især i DRs julekalender Absalons hemmelighed (2006), hvor det mytiske og kulturhistoriske element – etableret af TV 2 med Alletiders Jul – udgjorde den fortællemæssige ramme. I denne julekalender udforsker den arkæologiinteresserede Cecilie ruinerne af Absalons gård fundet under et stormagasin. Her hører hun om Absalons hemmelighed, der måske kan helbrede hendes syge lillesøster. Absalons hemmelighed formår at udforske nye måder at skabe en spændende fortælling i en kulturhistorisk og mytisk kontekst, hvor man som seer kan tilegne sig viden om middelalderen (Agger, 2013, p. 275). Dette gør sig ligeledes gældende for Pagten (2009), hvor der er fokus på en nutidig Grundtvig (Røndal, 24. november 2012, Fra Jullerup Færgeby til Jesus og Josefine). Fokus på dramaet afspejler sig i de forskellige plots. I Absalons hemmelighed skal Cecilie forsøge at helbrede sin hjertesyge lillesøster, og i Pagten bliver hovedpersonen Malthe udsat for grov mobning. Der ses således en tendens til mere alvorlige emner, hvilket også kommer til udtryk i Tidsrejsen (2014), hvor hovedpersonen Sofie vil gøre alt, hvad hun kan for, at hendes skilte forældre skal finde sammen igen. I tidsrejsen ses desuden rejsen frem og tilbage i tiden, hvilket også var karakteristisk for julekalendere som Alletiders Jul og Jesus og Josefine. Absalons hemmelighed, Pagten og Tidsrejsen behandler således seriøse samtidstemaer i en magisk og kulturhistorisk kontekst (Agger, 2013, p. 276). Julekalenderne i det ny årtusinde tilsidesætter det komiske aspekt, der ellers har kendetegnet julekalenderen, og fungerer i stedet som et spejl på de i samfundet mere alvorlige problemstillinger såsom klimaforandringer, mobning, skilsmisse og døden (ibid.). I lyset af succesen Alletiders Jul skaber det ny årtusindes julekalendere således, gennem forskellige fortællinger, generelt en kombination af information, underholdning og magiske elementer fra folklore, myter og kulturhistorie, for at genfortolke genren, så den bliver interessant for de yngre generationer (ibid., p. 275f.).

! 64! 4.8-Julekalenderens-etablerede-genrekonventioner- Julekalenderen har gennem årene formået at tiltrække et stort publikum af både børn og voksne og kan ud fra sin genrehistoriske udvikling og høje seertal siges at have manifesteret sig som en kulturtradition. Genren er overordnet en kombination af almanak og folklore kombineret med magiske og kulturhistoriske elementer. Ser man på den historiske udvikling, er julekalenderen gået fra dukkejulekalender, målrettet de mindre børn, til dybere fortællinger med samfundsmæssige lag, med hele familien som målgruppe, hvor sang og komedie har spillet en stor rolle. Allerede i 70’erne blev den dobbelte struktur etableret, og siden har den dramaturgiske opbygning med parallelle verdener været central. Herigennem bliver det kulturhistoriske og magiske sat i kontrast til det ordinære hverdagsliv, hvorfor der ses en blanding af fascination og identifikation samt oplysning og underholdning. Julekalenderen har gennem tiden været udsat for både nybrud og genreudvidelser, hvor den seneste tendens har været at erstatte komedie med drama, hvorfor julekalenderen i dag behandler mere samfundsrelevante og alvorlige emner. Julekalenderen kan således siges at være under stadig udvikling og har på det seneste formået at tilpasse sig den samfundsmæssige kontekst, den er en del af (Agger, 2013, p. 277f). Ud fra ovenstående ses der generelt en tendens til, at følgende er til stede i en julekalender, hvorfor der kan være tale om etablerede konventioner, der ligger sig til genren: 24 episoder, en form for trussel og gerne mod julen, parallelle verdener, en magisk dimension, nisser, julestemning, sange, børn i hovedrollen, et didaktisk element – gerne noget kulturhistorisk og en større morale.

! 65! Kapitel-5:-Tekstanalyse-af-Den$anden$verden$$ Da vi i specialet indtager et etnografisk og receptionsanalytisk afsæt i forhold til at undersøge den familiemæssige brugssituation julekalenderen indgår i, er julekalenderens indhold af betydning, da der må være en årsag til, at det er tv’et familien samles om hver aften i december og ikke vaskemaskinen (Larsen, 2000, p. 30). Derfor vil vi i det følgende foretage en tekstanalyse af Den anden verden, da specialets empiri er udformet på baggrund af familiernes brug af denne julekalender. Kapitel 4 har bidraget til en større forståelse af julekalenderens genremæssige udvikling, og samtidig har vi gennem analysen kunnet uddrage forskellige konventioner, der kan siges at lægge sig til genren. I dette kapitel vil vi primært have fokus på Den anden verden i forhold til dens genremæssige kontekst og herigennem undersøge, om den lever op til genrekonventionerne, skaber udvidelser eller bryder med dem, da dette kan have betydning for familiernes opfattelse af julekalenderen, samt deres motivation for at se den. Som det ses i den genrehistoriske analyse, kan blandt andet julekalenderens ændrede målgruppe fra de yngste børn til hele familien, siges at have spillet en rolle i forhold til julekalenderens samlende effekt. Samtidig kan der ses en udvikling i forhold til de temaer og problemstillinger julekalenderen behandler. Julekalenderen forholder sig således til dens samfundsmæssige kontekst, dog stadig i et magisk univers, hvorfor temaerne kan siges at appellere til både børn og voksne. Derfor vil tekstanalysen primært have fokus på de temaer Den anden verden tager op. Tekstanalysen giver os desuden mulighed for at undersøge det førnævnte paradoks nærmere og vil samtidig danne grund for en modtageranalyse, hvor indhold og kontekst stilles op mod hinanden. Den anden verden var DRs nye julekalenderproduktion og blev i løbet af december 2016 vist på DR1 klokken 19.30. Der var gennemsnitligt 902.900 seere, der så med hver aften, hvilket som sagt kan ses som relativt lavt i forhold til en førstegangsudsendelse af en julekalender. Julekalenderen har brødrene Grimms eventyr som ramme og udspiller sig i to forskellige verdener – den virkelige verden og eventyrverdenen. Historien finder sted i december måned, hvor Det Gyldne Teater er ved at opsætte Tornerose som årets juleforestilling. Tvillingesøstrene, og teenagepigerne, Sara og Anna er begge en del af stykket – Sara spiller Tornerose mens Anna, grundet sin sceneskræk, er sufflør. Teatret ledes af pigernes mor Rikke, der for

! 66! flere år siden har mistet sin mand. Sara er forelsket i Janus, der dog ikke gengælder Saras følelser. I et af sine irritationsudbrud falder Sara ned i en å og slår hovedet. Her forsvinder hun for første gang hen i en anden verden, hvor hun er hovedpersonen i Grimm-eventyret Snehvide. Sara finder ud af, hvordan hun kommer frem og tilbage mellem de to verdener og bliver gennem julekalenderen en del af forskellige Grimm- eventyr. Alt imens er Anna tilbage på teatret og skal overtage Saras hovedrolle i Tornerose, og samtidig trues teatret af lukning.

5.1-Forventningshorisont-og-kontekstualisering-- Et væsentligt element for oplevelsen af Den anden verden er den forventningshorisont seeren har forud for selve julekalenderseningen og altså den egentlige seeroplevelse. Forventningshorisonten er, som tidligere nævnt, præget af julekalenderens genrehistorie og -konventioner, og kan således indfries, skuffes eller forkastes (Agger, 2009, p. 107). Som analysen vil vise, kan det derfor være problematisk, at Den anden verden på flere områder bevæger sig væk fra den traditionelle julekalender og hermed muligvis modtagerens forventninger. Dog skal en serie, ifølge Larsen, hele tiden bevæge sig mellem tradition og fornyelse for fortsat at kunne være interessant (Larsen, 2003, p. 351). Det handler således for julekalenderen om at finde en form for balance mellem det velkendte og det fornyende – mellem genkendelighed og fascination. Om ovenstående har betydning for familiernes seerlyst og motivation, vil vi undersøge nærmere i modtageranalysen. Som mange af de senere julekalendere såsom Pagten, Absalons hemmelighed og Tidsrejsen behandler også Den anden verden mere seriøse og realistiske emner og forholder sig tematisk til dens samtid. I denne julekalender er fokus ikke på julen og truslen mod den, men på karaktererne og deres personlige udvikling. Julekalenderen forsøger gennem forskellige karakterer, der hver især kæmper med egne problemer, at give varierende bud på, hvordan eksistentielle og moralske problemer kan håndteres (ibid.). Julekalenderen arbejder således med konflikter, som seerne skal kunne relatere til, hvilket det følgende vil give et indblik i.

! 67! 5.2-Dramaturgisk-opbygning-og-tematik- Julekalenderen er en føljetonserie. Her bindes episoderne sammen af en overordnet historie, der varer hele serien igennem (Larsen, 2003, p. 353). I en julekalender som Ludvig og Julemanden, er denne føljetonbue tydelig; julen er i fare, og den skal reddes inden det bliver den 24. december. Dog kan handlingsbuerne i Den anden verden siges at være mere komplekse, hvorfor føljetonbuen – den overordnede handlingstråd – kan være svær at definere. Er det teatret, der måske skal lukke? Er det Anna, der skal overvinde sin sceneskræk? Eller er det Sara, der skal finde kærligheden – enten i den virkelige verden eller i eventyrverdenen? Julekalenderen har oftest én bærende hovedperson, en hjælper og en fast defineret modstander, der er med til at drive konflikten. Dette er ikke helt tilfældet i Den anden verden, hvilket også bidrager til, at den overordnede føljetonbue er svær at definere. De enkelte karakterer i serien kan siges at have hver deres plotlinje, der forløber side om side med de andre karakterers. Deres historie har hver sin bærende idé, dog har de tematisk flere ting tilfælles (ibid., p. 354). Det narrative forløb i Den anden verden bygger således i høj grad på karaktererne og deres personlige udvikling, hvilket spiller en central rolle for fortællingens drivkraft. Derfor kan man muligvis, i stedet for én overordnet føljetonbue, tale om tre centrale føljetonbuer, baseret på de tre personer, der gennemgår den største personlige udvikling – Sara, Anna og deres mor Rikke. Her er det især Saras fortælling, der er i fokus, da det primært er hende, der drager til den anden verden, hvori meget af handlingen udspiller sig. Både Sara og Anna har været en del af teatret siden de var børn, og da fortællingen begynder, spiller Sara – teatrets mest talentfulde skuespiller – hovedrollen i en opsætning af Tornerose. Allerede fra første episode får vi som seere en idé om, at et af temaerne i julekalenderen er kærlighed, da Sara er forelsket i stykkets prins – Janus, der dog allerede har en kæreste. I Saras første rejse til den anden verden møder hun ligeledes en prins, som hun straks bliver forelsket i. Da hun er draget af det eventyrlige univers og sin kærlighed til prinsen, vender hun, til trods for at den anden verden er både dramatisk og farlig, ofte tilbage. Som fortællingen skrider frem, befinder hun sig mere i den anden verden end i den virkelige. I den virkelige verden, hvor fortællingen primært udspiller sig i teatret, begynder Sara at distancere sig fra sine omgivelser – både fra sin mor, Anna og teateruniverset, som hun synes er blevet barnligt. Anna besøger i episode 18 den anden verden for at redde Sara

! 68! ud af en knibe, hun selv har bragt sig i, ved at tage tilbage for at være sammen med prinsen. Ellers udspiller den handlingsbue, der knytter sig til Annas fortælling, sig primært i teater-settingen. Anna er meget modsat Sara og kæmper med sceneskræk, hvorfor hun altid er sufflør og hjælper til med forestillingerne på teatret. Hvor Sara har travlt med at frigøre sig, er Anna i høj grad Rikkes hjælper i forbindelse med de teatermæssige forhold. Hun er ligeledes bindeleddet mellem Rikke og Sara, da disse stort set ikke taler sammen. Sara fremstår som den typiske teenager, der ikke vil dele ting med sin mor, da hun, ifølge Sara, bekymrer sig mere om teatret end sine børn. Når Anna kommer til Rikke for at snakke, er det i stedet Sara Rikke spørger ind til, hvorfor Anna kan føle sig overset. Udover at hjælpe sin mor på teatret, får Anna samtidig til opgave at vække Sara, når hun driver hen i eventyrverdenen. Hun bliver således på flere områder fortællingens hjælper. Allerede i første episode siger Sara til Anna, at hun “bør blive hovedrollen i sit eget liv”, og man får som seer en ide om, at også Anna skal komme til at gennemgå en udvikling. Denne kommer til udtryk gennem Annas egen handlingsbue, idet hun pludselig skal overtage Saras rolle som Tornerose i teaterstykket, hvorfor kampen om at overvinde sceneskrækken bliver central. Samtidig bliver Anna og Janus, der nu er single, forelskede, men Anna har det dårligt med det overfor Sara, og holder det derfor hemmeligt. Rikke driver teatret og holder hjemmet og scenen adskilt, hvorfor pigerne skal kalde hende Rikke i stedet for mor, når de er på teatret. Dette kan siges at bidrage til en vis afstand mellem Rikke og hendes døtre. Teatret blev i sin tid åbnet af Rikkes nu afdøde mand Mikkel, og Rikke fører teatret videre i hans ånd. Rikke har tydeligvis ikke givet slip på sit livs kærlighed, der i serien optræder som en spejling af Rikkes fantasi. Hun taler med ham dagligt – både om pigerne og især teatret og dets fremtid, hvorfor hun har svært ved at lukke en ny kærlighed ind i sit liv. Igennem serien kæmper Rikke for teatrets overlevelse, da det grundet økonomiske problemer muligvis må lukke og forestillingen aflyses. Mikkel dukker ofte op, når Rikke har problemer med at træffe en beslutning eller står overfor en udfordring i forhold til teatret eller pigerne, hvorfor hun går til ham for råd og vejledning. I episode 5, hvor Sara netop er blevet udskrevet fra hospitalet, bliver det tydeligt, at fantasispejlingen af Mikkel sætter teatret over pigerne, og da dette i episode 18 går op for Rikke, begynder hun at give slip på ham. Mikkel kan

! 69! ses som en projektering af det, Rikke frygter – at hun gennem sit konstante arbejde på teatret distancerer sig fra pigerne ved at sætte teatret først. Rikke indser, at hun i høj grad viderefører teatret for Mikkels skyld. Da Rikke i episode 19 smider den sofa ud, Mikkel altid sad i, vælger hun at give slip på Mikkel og ikke længere lade sit liv styre af hans ønsker. Dette bidrager til, at hun i julekalenderens sidste episode åbner op for et muligt forhold med Philip. Saras handlingsbue har ikke meget at gøre med det, der sker i teatret. Allerede i episode 5, hvor hun finder ud af, at hun kan komme frem og tilbage mellem de to verdener, begynder fortællingen i den virkelige verden i højere grad at handle om Annas sceneskræk og forholdet til Janus samt Rikkes fortsatte kamp for teatrets overlevelse. Det Sara foretager sig i den anden verden påvirker således ikke udviklingen eller fortællingen i den virkelige verden, hvorfor der kan siges at køre forskellige parallelle storylines, der er bundet sammen af søstrenes forhold til hinanden – et forhold der også er under udvikling serien igennem. Sara er en meget fremtrædende type, der gerne vil, at alt skal handle om hende, mens Anna er mere tilbageholdende og står i sin søsters skygge. Anna bekymrer sig meget om Sara, og forsøger ofte at tale hende fra at tage tilbage til den anden verden. Men Sara vil styre sit eget liv, og da hun finder ud af, at Janus og Anna er ved at blive kærester, bliver hun rasende. Sara har svært ved at være glad på sin søsters vegne, og vil hellere forblive i eventyrverdenen. Anna ender med at redde Saras liv, da Sara på grund af en forhekset ring bliver fanget i eventyrverdenen, hvorfor hendes krop i den virkelige verden, er ved at dø. Her går det op for Sara, hvor vigtig Anna er for hende, og hun ender derfor med at acceptere Anna og Janus’ forhold. Hvor Anna kan ses som en af seriens hjælpere, kan det være sværere at bestemme seriens modstander. I den anden verden ses det onde i form af heksen i Snehvide, heksen fra Hans og Grete og de onde stedsøstre i Askepot. Saras besøg til den anden verden påvirker den måde, hvorpå hun handler i den virkelige verden. Hun distancerer sig fra teatret og sin familie og tager tilbage til eventyrverdenen, selvom hun ved, det er farligt. Sara kan således siges at være sin egen modstander – dog bidrager dette til hendes personlige udvikling, da hun, ved at tage tilbage til den anden verden, bliver udsat for forskellige udfordringer og prøvelser, der får hende til at sætte pris på det, hun har i den virkelige verden. Ligesom Sara gennemgår prøvelser i eventyrverdenen, gør Anna det også i den virkelige verden, hvor hun må kæmpe en personlig kamp både for at

! 70! overvinde sceneskrækken og for at acceptere sin kærlighed til Janus. Begge piger gennemgår således, som serien skrider frem, en udvikling, for til sidst at blive mere modne. Ud fra ovenstående tager julekalenderen udgangspunkt i tre forskellige karakterers eksistentielle problemer. Sara og Anna er teenagere og balancerer på grænsen mellem barn og voksen. Begge piger står serien igennem, overfor nogle udfordringer, der følger med, når man bevæger sig mod voksenlivet. Heri bliver kærlighed et centralt omdrejningspunkt i forhold til de prøvelser, begge piger bliver udsat for – Sara oplever sin første forelskelse og søger kærligheden, mens Anna uventet finder den, og samtidig må Rikke forsøge at give slip på gammel kærlighed for at kunne finde den på ny. Herudover er det også kærligheden, der igen forener familien. Anna redder Sara og får hende tilbage til den virkelige verden, Sara accepterer Annas kærlighed til Janus og ender med at blive glad på hendes vegne, og Rikke finder ud af, at teatret ikke skal drives på bekostning af forhold i familien. Det er således temaer som søskendekærlighed, forelskelse og næstekærlighed, der bliver fremtrædende i julekalenderen. Herudover fortæller Den anden verden historien om overgangen fra barn til voksen – et gennemgående tema, den deler med de folkeeventyr, julekalenderen har sin ramme omkring. Dette gør sig gældende for både Sara og Anna, der begge er modige nok til at tage de første skridt ind i en ny verden. Der ses således en form for frigørelsesproces fra barndommen og forældre, der i Annas tilfælde finder sted i den virkelige verden og i Saras tilfælde i den anden verden. Saras rejse til og fra den anden verden kan ses som værende en mental rejse og et symbol på de udfordringer, overgangen byder på, inden man kommer ud på den anden side som et voksent menneske. Dette sker for Sara i julekalenderens sidste episode, hvor hun for alvor giver slip på prinsen og den anden verden. Begge piger finder til sidst deres egen rolle i livet og i familien, og som i de fleste eventyr overvinder kærligheden til sidst alt. Den anden verden behandler således realistiske temaer, hvor der i stedet for én overordnet føljetonbue ses karakterbundne handlingsbuer, der kan siges at være forbundet af fælles temaer. Selvom vi slutteligt ser, hvordan de forskellige karakterer lykkes med deres liv, er det stadig uklart, hvad den egentlige og overordnede trussel er, og hvordan den bliver overvundet, hvorfor fortællingens mission – hvis den ikke er knyttet til karakterernes udvikling – er vanskelig at definere. Med ovenstående temaer

! 71! forsøger julekalenderen at skildre konflikter og problemer, som både børn og voksne kan relatere til og identificere sig med, hvorfor målgruppen kan siges at være hele familien. Dog kan man argumentere for, at den, med de problemer den omhandler, primært henvender sig til de lidt større børn, der muligvis selv befinder sig i samme situation som Sara og Anna. Julekalenderen placerer sig således i den sidste periode af foregående genrehistoriske analyse, hvor julekalenderne behandler eksistentielle problemer, hvorigennem de kan ses som et spejl på samfundet. I Den anden verden er de juleelementer, man ellers forventer af en julekalender, blevet opgivet for denne mere seriøse fokusering på det eksistentielle, hvilket følgende afsnit vil uddybe yderligere.

5.3-Den$anden$verden-i-forhold-til-genretraditionen- En fast tilbagevendende serie lever af en helt speciel form for identifikation. Denne består af en glæde ved gentagelsen og det at gense og genopleve det kendte (Larsen, 2003, p. 350). Dette gør sig ligeledes gældende ved ritualer og andre tilbagevendende begivenheder, hvorfor julekalenderen, med sin dramaturgiske opbygning, faste konventioner og bestemte årlige sendetid, kan siges at besidde en form for iboende ritualitet. Hertil ligger, som nævnt i forbindelse med ritualer generelt, store forventninger, da man forbinder og forventningsafstemmer et ritual ud fra tidligere forestillinger – i dette tilfælde ud fra de forgangne julekalendere og de konventioner disse fremstiller. En serie som julekalenderen kan med en dramaturgisk opbygning, der kombinerer fascination og identifikation, engagere publikum og herigennem muligvis blive en del af en families faste rutiner og ritualer. Således kan julekalenderen gennem en vis grad af genkendelighed skabe: “[...] en oplevelse af vanedannende tryghed og tillid der etableres ved hvert nyt samvær” (ibid.). Dette afsnit vil derfor omhandle Den anden verden og dens forhold til genrens konventioner opstillet i afsnit 4.8, da dette kan have betydning for seernes opfattelse og motivation. I Den anden verden kombineres moderne teenageres hverdagsliv med brødrene Grimms gamle folkeeventyr. Det er primært den handlingsbue, der knytter sig til Saras fortælling, der foregår i den anden verden, mens Annas og Rikkes liv primært udspiller sig i den virkelige verden, hvor teatret er rammen for fortællingen. Julekalenderen arbejder således med den dobbelte struktur i form af de parallelle verdener, hvor den ene finder sted i virkeligheden og den anden blandt væsner, man ikke støder på i

! 72! hverdagen. Den eventyrlige verden kan skabe fascination hos seerne og bidrager yderligere til en form for oplysning, idet man opnår viden om de verdensberømte eventyr, hvorfor der ses kulturhistoriske elementer. Det narrative forløb, der udspiller sig i den virkelige verden foregår på realplan og omhandler genkendelige problemer, seeren kan relatere til og identificere sig med. Ifølge Agger er det karakteristisk for genren og den dobbelte struktur, at de voksne på realplanet, optræder som nogle, der er optaget af trivielle ting, og ikke ser eller opfatter magien fra den parallelle verden, da de enten er for fraværende eller ikke har fantasien dertil (Agger, 2013, p. 272). Dette gør sig ligeledes gældende i Den anden verden, hvor Rikke har svært ved at være nærværende i forhold til sine børn, da hun er dybt optaget af teatret og ikke opfatter, hvad der foregår med Sara. De udfordringer Sara gennemgår i sin transformation fra barn til voksen, kan være svære for teenagere at snakke med voksne om, hvilket i julekalenderen kommer til udtryk i Saras vrissende måde at tale med sin mor på, når hun spørger ind til Saras liv. Julekalenderen giver således også et indblik i, hvad det vil sige at være forældre til teenagebørn og overse de signaler, de sender. Et andet element, der kan siges at høre genren til, er julen som en afgørelsens tid. I Den anden verden er der ligeledes noget på spil, men som i de fleste julekalendere, er det dog ikke truslen mod julen, der udgør den overordnede føljetonbue. Her er det i stedet karakterenes eksistentielle problemer, der skal løses på 24 dage. Julen er således ikke i fare, dog indeholder Den anden verden stadig et nedtællingselement, hvor sidste dagen, den 24. december, ender i forløsning. I både Sara, Anna og Rikkes tilfælde er de konflikter, der driver dem, noget der tager sit udgangspunkt i det almenmenneskelige. Man kan hermed argumentere for, at Den anden verden forsøger at skabe et identifikationsgrundlag ved at appellere til noget eksistentielt i den enkelte seer gennem de tre forskellige føljetonbuer, mens den dramaturgiske opbygning, og herunder den eventyrlige anden verden, kan bidrage til en fascinationskraft. Den anden verden indeholder således nogle genkendelige genreelementer, der hører julekalenderen til og kombinerer almanakgenren med den folkloristiske og indeholder samtidig mytiske og kulturhistoriske elementer. Selvom julekalenderen kan siges at indeholde nogle af genrens konventioner, adskiller den sig på flere områder og kan siges at stå for en genrefornyelse, hvilket følgende afsnit vil omhandle.

! 73! 5.4-Den$anden$verden-og-genrefornyelse- Serien udspiller sig som sagt i december måned, hvor teaterstykket skal være klar til premiere juleaftensdag. Herudover er der ikke meget, der forbinder julekalenderen med julen. I stedet kan der trækkes paralleller til meta-julekalenderen Jul og grønne skove, hvor man som nævnt forsøgte at gøre op med og parodiere julekalenderens genretraditioner. I Den anden verden ses dette ved, at Søren, sponsoren hvis årlige donation teatrets overlevelse afhænger af, insisterer på, at der skal være nisser med i teaterstykket, da det trods alt er et julestykke. Hvis ikke, trækker han støtten tilbage og teatret må lukke. Sørens ideer til nissescenen fremstår som barnagtige og latterlige, hvorfor man kan argumentere for, at julekalenderen bevidst gør op med genrens veletablerede nissetradition, som det ligeledes sås i Jul og grønne skove. I tidligere julekalendere var det desuden ofte nisser, der bidrog til det overnaturlige aspekt, men i de seneste år ses en tendens til, at andre mytiske elementer har overtaget nissernes funktion. I Jesus og Josefine blev nisseuniverset udskiftet med det gamle Nazaret og i Jul i Valhal var det de nordiske guders hjemby – Asgård. I Den anden verden er nisserne blevet erstattet af dværge, prinser og hekse, der lever i eventyrverdenen som beskrevet af brødrene Grimm. Juletemaet kan siges – ser man bort fra de parodiske nissescener – at være ikke-eksisterende hvor det i både Jesus og Josefine samt Jul i Valhal indgik som en del af, og spillede en væsentlig rolle for fortællingen. Julekalenderen kan således siges at skabe en genreudvidelse og eventuelt et genrebrud ved nedprioriteringen af julen som en del af julekalenderens overordnede fortælling. Det er i stedet dramaet og de eksistentielle konflikter, der bliver centrale for historien, hvilket hænger sammen med, at julekalenderen lægger sig i slipstrømmen af de mere dramaorienterede julekalendere som Pagten og Tidsrejsen. Set i forhold til julekalenderens traditionelle ramme, er Den anden verden således med til at tage genren i en ny retning. Vægten på det dramaorienterede, de eksistentielle konflikter og julekalenderens temaer giver ligeledes udtryk for en ændring i målgruppen. Hvor julekalenderen før var for hele familien, kan Den anden verden i højere grad siges at henvende sig til de lidt større børn, der forstår og kan identificere sig med seriens karakterer, samt deres forældre. Dette kommer desuden også til udtryk i julekalenderens genreblanding.

! 74! Som tidligere nævnt er genreblandinger et vigtigt element i forhold til balancen mellem det genkendelige og det fornyende, når en fast tilbagevendende serie som julekalenderen skal forsøge at bevare sin relevans og engagere seeren. I Den anden verden ses elementer, der hører både fantasy- og horrorgenren til, hvorfor julekalenderen kan siges at være udtryk for en genreblanding. Fantasygenren kommer til udtryk i form af det eventyrlige aspekt, og hermed den parallelle verden Sara besøger. Rammen for fortællingen og de eventyr Sara bliver en del af, er som nævnt brødrene Grimms. Disse eventyr er blevet fortolket mange gange, og især The Walt Disney Company har formået at gøre de ellers barske eventyr egnede for helt små børn. I forbindelse hertil kan Den anden verden siges at læne sig op ad brødrenes oprindelige tekster, hvorfor det parallelunivers Sara bliver en del af, til tider er både voldsomt, dystert og uhyggeligt. Dette ses eksempelvis i episode 7, hvor Sara jagtes af en uhyggelig lille dreng, der insisterer på at rede hendes hår med sin giftkam, i episode 14, hvor Den Onde Dronning er ved at kvæle Sara og episode 15, hvor heksen fra Hans og Grete forsøger at smide Sara ind i en ovn. I forhold til julekalenderens tema omhandlende barnets indvielse i voksenlivet, kan man argumentere for, at julekalenderen, ved at tage udgangspunkt i de oprindelige og mere dystre og barske eventyr, tager det eventyrlige ned på et mere virkeligt niveau. Det er ikke altid let at være teenager, og overgangen fra barn til voksen er fyldt med udfordringer, hvilket de eventyr Sara gennemlever bliver en metafor for. Julekalenderen kan således siges at have bevæget sig væk fra det traditionelle, uskyldige børneunivers til at lade fortællingen udspille sig i en mere voksen virkelighed, hvor tingene ikke altid ender eller foregår lykkeligt. Selvom Den anden verden i kraft af det parallelle univers og konventioner fra fantasygenren indeholder urealistiske elementer, bygger den alligevel på en vis grad af realisme, idet den gennem en magisk og eventyrlig ramme behandler realistiske emner og problematikker, man som seer kan spejle sig i. Den anden verden skaber således grobund for en bred appel og et muligt større identifikationspotentiale. Dog afviger den fra de klassiske genrekonventioner på flere områder, hvoraf især det ikke-eksisterende juleaspekt kan ses som værende problematisk, ser man på seernes modtagelse af Jul og grønne skove. Har julekalenderen formået at skabe en balance mellem det traditionelle og det fornyende, eller skaber den et genrebrud frem for en genreudvidelse? Hvordan opleves dette af

! 75! seerne? Ser de den alligevel? Hvis ja, er der så andet end det indholdsmæssige, der tiltrækker og motiverer, når det kommer til julekalendersening? Den anden verden fik som tidligere nævnt meget kritik for netop ikke at omhandle jul og for at være for uhyggelig. I forhold til seernes modtagelse kan den altså ikke karakteriseres som en direkte succesfuldt julekalender. Dog har den alligevel fået høje seertal. Det kan derfor muligvis være julekalenderens kontekst og den brugssituation, hvori den indgår, der kan virke stemningsskabende og, til trods for kritikken, gøre den til en vigtig del af familiens december måned. Dette aspekt rækker ud over det tekstanalytiske, hvorfor vi vil undersøge det nærmere i modtageranalysen.

! 76! Kapitel-6:-Modtageranalyse- I de foregående kapitler har vi grundlagt en ritualteoretisk ramme, placeret julekalenderen som genre og foretaget en tekstanalyse af Den anden verden. På baggrund heraf og med udgangspunkt i vores empiri, vil vi i det følgende foretage en kvalitativ analyse af såvel observationer som interviews, med det formål at kunne besvare specialets problemformulering omhandlende familiens motivation for at se julekalender samt de dertilhørende problemstillinger. Herunder vil vi forholde os til paradokset om, at Den anden verden fik forholdsvis høje seertal til trods for massiv kritik. Således vil første del af analysen omhandle julekalenderens indhold og dets betydning for familiernes motivation. Her vil vi analysere, hvordan familierne opfatter Den anden verdens indholdsmæssige dimension og herunder undersøge de tekstanalytiske pointer, vi fremsatte tidligere, vedrørende julekalenderens forhold til genren og dens konventioner. Da man grundet paradokset kan sætte spørgsmålstegn ved, om andet end indholdet har betydning for familiernes motivation, undersøges i analysens anden del julekalenderens kontekst i relation hertil. Her analyseres familiernes forhold til julen som højtid, familiernes generelle mediebrug og brugssituationen omkring julekalenderen i familierne for at få en forståelse for forholdet herimellem. Således vil de to overordnede analyseafsnit undersøge, hvilke faktorer, der spiller ind på familiernes adfærd i henhold til julekalenderen. Analysen er udarbejdet med vores førnævnte udgangspunkt i fænomenologien, hvor vi ønsker at undersøge familiernes subjektive opfattelser af julekalenderen. I forbindelse hermed er vi bevidste om, at vi ud fra vores analyse ikke kan generalisere, dog vil vi forsøge at udpege centrale tendenser til besvarelse af problemformuleringen. Ydermere er vi opmærksomme på, at vores analyse ikke rummer alle de empiriske perspektiver, da vi både grundet specialets fokus og omfang har måttet foretage fravalg, hvorfor vi har medtaget det, der er relevant for en besvarelse af problemformuleringen.

6.1-Julekalenderens-indhold-- I dette afsnit vil vi undersøge familiens opfattelse af julekalenderens indhold. For som tidligere nævnt, må også indhold spille en vis rolle, når familien hvert år tænder for tv’et for at se julekalender. Dette kommer blandt andet til udtryk i Jens’ udtalelse:

! 77!

[...] altså jeg forventer noget mere af fortællingen. Den skal være bedre skruet sammen, skuespillerne skal være bedre, også børnene. For ellers så glider jeg fra det, og så har jeg virkelig svært ved at fange det. (bilag 16, replik: 218)

Disse forventninger skal ses i forlængelse af den genrehistoriske udvikling, hvor især julekalenderne fra det ny årtusinde fra både DR og TV 2 afspejler høj kvalitet. Den anden verden blev ligeledes den dyreste julekalenderproduktion fra DRs side nogensinde, hvorfor det altså er en tradition, der prioriteres (Seeberg, 30. november 2016, DRs hidtil dyreste: Årets julekalender er vild og voldsom). Julekalenderens høje kvalitet bemærker Marie, da hun mener, at julekalenderne de seneste år har været rigtig gode (bilag 17, replik: 363). Jens fortæller ligeledes, at han ikke vil se det, datteren Emilie ser på DR Ultra, fordi han synes, det der vises på denne kanal er af dårlig indholdsmæssig kvalitet (bilag 16, replik: 337). Der må således være nogle indholdsmæssige kvaliteter ved julekalenderen, der kan fungere som motivationsfaktor for julekalendersening i familierne. Ses julekalenderen som en fast tradition, hvilket alle familierne giver udtryk for (bilag 11), er der naturligt nogle forventninger forbundet hermed – både i forhold til den brugssituation julekalenderen indgår i, som vi vil undersøge nærmere i afsnit 6.2, men også i forhold til julekalenderens indhold, da dette bygger på historisk opståede konventioner og traditioner. I det følgende vil vi analysere, hvilke forventninger familierne har til en julekalender generelt, hvorvidt Den anden verden opfylder eller afviger fra disse, samt hvilken rolle julekalenderens temaer og indhold generelt spiller for familiernes motivation for at se julekalender.

6.1.1-Familiens-julekalenderbrug- Familiernes brug af julekalenderen skal ses i lyset af, at der i dag er et langt større og mere målgrupperettet udvalg af julekalendere at vælge imellem, da flere tv-kanaler som nævnt i kapitel 4 har taget traditionen til sig. Tidligere var der én eller få julekalendere tilgængelig, og tv var som udgangspunkt noget, man samledes om. I dag er der et stort udvalg af julekalendere tilgængelig for familien, og den generelle mediebrug er individuel og selektiv. Julekalenderens levevilkår kan således siges at have forandret sig

! 78! grundet tv’s udvikling, og udviklingen i medielandskabet kan siges at stå i kontrast til og samtidig udfordre julekalenderseningen som tradition. Dette kan altså ses som en udfordring for familiens julekalendersening, for med så stort et udbud, hvad samles man da om? For alle fire familier gælder, at Den anden verden er en julekalender, de har prioriteret at se sammen i familien. Herudover ses der en tendens til, at også Ludvig og Julemanden var et populært valg, da denne blev sendt i forlængelse af Den anden verden. Dette dog kun i Trine og Jens’ samt Marie og Michaels familie, hvilket muligvis kan have noget at gøre med børnenes alder, da både Emilie og Rasmus samt Sigurd og Therese er yngre end Clara og Anna. Ludvig og Julemanden indeholder generelt flere juleelementer og spiller i høj grad på komediegenren, hvorfor man kan argumentere for, at dennes målgruppe, i forhold til Den anden verdens, også inddrager de yngste. Hvor Ludvig og Julemanden er Thereses yndlingsjulekalender, så Clara den kun, hvis hun kedede sig (bilag 13, replik: 34; bilag 14, replik: 106-108). Udover Den anden verden så Clara SKAM, der blev sendt som julekalender på DR3 og nævner den som sit yndlingsprogram (bilag 14, replik: 72). Serien omhandler, hvordan det er at være ung i dag, hvorfor den primært henvender sig til en lidt ældre målgruppe end Den anden verden. Hertil fortæller Claras forældre, at hun ikke så Ludvig og Julemanden, da hun er blevet “for stor” til den (bilag 18, replik: 98-99). Annas yndlingsprogram er Rundt på gulvet – et underholdningsprogram for voksne (bilag 15, replik: 58). Man kan således argumentere for, at den 12-årige Clara og den 12-årige Anna ikke finder Ludvig og Julemandens fortælling ligeså spændende som de yngre børn, da deres tv-præferencer generelt adskiller sig fra de resterende børns, der primært ser programmer på DR Ultra, hvor målgruppen er de 7-12-årige. 9-årige Emilie fulgte, udover Den anden verden og Ludvig og Julemanden, med i to andre julekalendere – Hotel Krølle på Halen og Nissebanden (bilag 12, replik: 131). De to sidstnævnte faldt hun dog fra, efterhånden som hun blev fanget af Den anden verden (bilag 16, replik: 310). I forbindelse hermed kan man sætte spørgsmålstegn ved, om dette var af indholdsmæssige grunde, eller fordi den brugssituation, hvori Den anden verden indgår, er anderledes, da familien ser denne julekalender samlet. Trine og Jens’ familie har set både Den anden verden og Ludvig og Julemanden sammen på det tidspunkt, de blev vist i tv. Hos Marie og Michaels familie så de fast

! 79! Den anden verden sammen kl. 19.30, dog skulle Therese puttes direkte efter, hvorfor Marie og Therese streamede Ludvig og Julemanden inden Den anden verden begyndte (bilag 17, replik: 419-423). For familierne med mindre børn har Den anden verden således et bedre sendetidspunkt end Ludvig og Julemanden i forhold til at kunne samle hele familien (bilag 17, replik: 433). Udover selve julekalenderen og dens indhold, er sendetidspunktet således også et væsentligt kriterium, når familien vælger julekalender. I relation hertil nævner Trine og Jens i forbindelse med deres tv-brug generelt, at dette i høj grad er påvirket af de hverdagsstrukturer, de har i familien. Når børnene kommer hjem fra skole eller fritidsaktiviteter, skal de lave lektier og have aftensmad og gerne i seng omkring kl. 20 (bilag 16, replik: 67-68, 72-74). Dette er ligeledes tilfældet hos Marie og Michael, hvorfor der i hverdagene er andre ting end tv, der bliver prioriteret (bilag 17, replik: 122). Faste hverdagsstrukturer og -mønstre er således grunden til, at familien ikke ser tv sammen i hverdagen. Dog kan julekalenderen i december måned siges at være en undtagelse og noget, familien i høj grad prioriterer og planlægger deres hverdag ud fra (bilag 16, replik: 280; bilag 17, replik: 120-123; bilag 18, replik: 374; bilag 19, replik: 169-174). Dette vil vi komme nærmere ind på senere i kapitlet.

6.1.2-Familiernes-forventninger-til-en-julekalender- Før vi spurgte familierne til indholdet i Den anden verden, bad vi dem uddybe deres generelle julekalenderpræferencer, for senere at kunne forholde disse til deres opfattelse af Den anden verden. Samtidig kan vi undersøge, hvor deres præferencer ligger i forhold til julekalenderens genremæssige udvikling. Marie og Michael fortæller, at de overordnet forbinder julekalender med nisser, børn og eventyr – og specielt det magiske og overnaturlige element som værende en del af fortællingen (bilag 17, replik: 338-339, 345). Generelt blandt familierne ses en tendens til, at de julekalendere, de nævner som værende de bedste, lægger sig til de julekalendere vi i genreanalysen konkluderede havde dramaet, det almenmenneskelige samt realistiske problemstillinger i fokus. Blandt forældrene nævner Trine L. Tvillingerne og Julemanden samt Tidsrejsen som de bedste julekalendere, hun har set, da disse er nogle, man kan forholde sig til, idet julekalenderne er forholdsvis realitetstro, dog uden at være alt for seriøse, hvilket desuden gjorde dem både sjove og hyggelige at se (bilag 19, replik: 166-168). Tore er enig med Trine L., da han synes, at Tidsrejsen har en god fortælling og gode

! 80! skuespillere (bilag 18, replik: 347). Marie og Michael valgte ligeledes julekalendere fra den senere periode i genrens historiske udvikling – Julestjerner og Juleønsket. I forbindelse hermed fortæller Marie, at hun synes, at skuespillerne generelt er blevet bedre i julekalendere, og at der, i forhold til da hun var barn, bliver gjort mere ud af at skabe en god fortælling, der appellerer til både børn og voksne (bilag 17, replik: 382). Camilla valgte som den eneste forælder en af de ældre og mere klassiske julekalendere, Nissebanden i Grønland, hvor nisser spiller hovedrollen, og julen kan siges at være fortællingens omdrejningspunkt (bilag 18, replik: 345). Dette skal dog ses i lyset af, at Camilla ikke decideret har fulgt med i en julekalender siden hendes egne børn var små, hvorfor hun ikke har set de nyeste (bilag 18, replik: 346-356). Blandt børnene ses samme tendens som hos forældrene – at det er de mere dramaorienterede julekalendere, de finder bedst. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at børnene er mellem 6 og 12 år, hvorfor det primært er de nyere julekalendere, de har været eksponeret for. Dog er der gennem årene løbende blev vist genudsendelser på henholdsvis DR1 og TV 2 af ældre julekalendere som Nissebanden i Grønland (senest genudsendt på DR1 i 2011) og Alletiders Julemand (senest genudsendt på TV 2 i 2014). Børnene nævner Juleønsket, Pagten, Tvillingerne og Julemanden, Absalons Hemmelighed samt Ludvig og Julemanden, som værende de bedste julekalendere, de har set (bilag 12, replik: 35-38; bilag 15, replik: 26; bilag 14, replik: 22; bilag 13, replik: 28-34). Ud fra de valgte julekalendere og dertilhørende forklaringer, ses der en generel tendens til, at børnene finder julekalendere, der indeholder drama, uhygge og jul mest interessante (bilag 12, replik: 35-38; bilag 15, replik: 28; bilag 14,replik: 24; bilag 13, replik: 41-42). Både om Juleønsket og Ludvig og Julemanden fortæller Sigurd og Therese, at de godt kan lide, at julekalenderen har en overordnet konflikt, der driver fortællingen fremad – et problem hovedpersonerne i julekalenderen skal nå at løse inden d. 24. december (bilag 13, replik: 43-44). Man kan således argumentere for, at det for nogle af børnene er den spændende fortælling skabt gennem dramatiske dramaturgiske elementer, der motiverer dem til at se julekalender. Dog kan dette også bidrage til at gøre Den anden verden for uhyggelig, hvilket vi vil komme nærmere ind på senere. For både forældre og børn gælder således, at det primært er de seneste julekalendere de finder mest interessante, og at en julekalender, for at kunne kategoriseres som værende god i deres optik, skal have en fortælling, der indeholder

! 81! drama, spænding, uhygge, realistiske problemstillinger og jul. Hvorvidt Den anden verden opfylder disse forventninger, vil vi undersøge i det følgende.

6.1.3-Den$anden$verden-–-genreudvidelse-eller-genrebrud?-- Som tidligere nævnt skal en serie, for at bevare sin relevans, balancere mellem det genkendelige og det fornyende (Larsen, 2003, p. 351). Julekalenderen bevarer til dels sin relevans i kraft af dens tilknytning til julen, dog må den også på indholdssiden, forsøge at fange publikums opmærksomhed, da de ligeledes har forventninger hertil. Selvom Den anden verden indeholder genkendelige genrekonventioner, adskiller den sig ligeledes på nogle områder fra disse, hvorfor den kan siges at skabe en form for genrefornyelse. Vi vil derfor i det følgende undersøge, hvordan fornyelsen blev taget imod af de fire familier, da denne kan have en indvirken på familiernes motivation for at se julekalender. Som nævnt er et væsentligt element for oplevelsen af Den anden verden, den forventningshorisont modtageren har forud for seeroplevelsen (Agger, 2009, p. 107). Når familien forbinder en god julekalender med drama, spænding og en grad af realisme, synes Den anden verden at passe ind i deres forventninger, da den, som tekstanalysen demonstrerede, netop indeholder disse elementer. Familiens generelle forventninger skal naturligvis ses i forhold til genrens historiske udvikling. Nyproduktionerne af julekalenderen forholder sig til den genreudvikling, de ligger i slipstrømmen af, hvilket vil sige, at de enten bygger videre på, udvider eller bryder med de konventioner, der ses i den periode, de er en del af. De elementer familierne nævner, kendetegner julekalenderne fra det ny årtusinde, da det er disse, de primært har været eksponeret for. Familierne har således løbende, som genren har udviklet sig, implicit accepteret genrens nyudvikling, hvor eksempelvis dramaelementet har overtaget komikkens tidligere centrale og fremtrædende rolle, som den sås i eksempelvis Alletiders Nisse, og samtidig har nisserne som de sås i Nissebanden i Grønland, trukket sig i baggrunden. Dog ses der blandt familierne en tendens til, at især juleaspektet er en vigtig og central del af deres opfattelse af, hvad der kendetegner en julekalender (bilag 16, replik: 357; bilag 17, replik: 479; bilag 18, replik: 455; bilag 19, replik: 228). Hvis familierne har en forventning om, at der på julekalenderens indholdsside skal indgå juleelementer, kan det muligvis skabe en negativ indstilling til Den anden verden, da

! 82! denne ikke beskæftiger sig med julen i traditionel forstand. Eksempelvis mener Trine L., at Den anden verden har for lidt med jul at gøre, hvilket muligvis er grunden til, at den ikke fangede hende på samme måde som andre julekalendere. Normalt ser Trine L. julekalender alene i den periode, Anna er hos sin far, men det var ikke tilfældet med Den anden verden (bilag 19, replik: 226-228). Selvom en julekalender som Tidsrejsen ikke direkte beskæftiger sig med julen som det primære omdrejningspunkt, er julen alligevel en del af den overordnede fortælling – at få forældrene sammen og alt tilbage til normalen inden jul. Dette er ikke tilfældet med Den anden verden, hvis føljetonbuer i højere grad omhandler karakterernes personlige fortællinger. Desuden er den kontekst, hvori fortællingen udspiller sig ikke præget af, at det er december måned, hvilket både Trine L. og Tore bemærker (bilag 19, replik: 228; bilag 18, replik: 455). Trine L. forbinder ikke nødvendigvis julekalenderens juleelementer med nisser, juletræer og julemænd, men med det særlige hverdagsliv, der finder sted i december måned, hvor traditioner og diverse forberedelser spiller ind:

Jeg kan ikke mindes, i det jeg har set, der har der ikke været snak om at skulle købe julegaver eller nogen som helst juletraditioner [...] bare det der med, at de snakker om julen, ikke også? At de går igennem lidt det samme som en selv og ”Gud, det skal vi også huske, og vi skal da også julebage, vi skal da også et eller andet andet”. Det var der ingenting af. (bilag 19, replik: 228)

Således er det ikke udelukkende identifikationsmuligheder i forhold til julekalenderens karakterer, der er af betydning. Det er ligeledes, om man kan relatere det hverdagsliv, familien i julekalenderen har til sin egen hverdag i december måned, og hvorvidt man kan trække paralleller til eget liv og genkende juletraditioner som eksempelvis oppyntning, gaveindkøb og julebag. Dette kan således siges, at være et element af identifikation, der eksisterer i kraft af julekalenderens tilknytning til julen som højtid, hvorfor det kan siges at være et særligt kendetegn for julekalenderen, som Trine L. og Tore reagerer på mangler. Således mener de fleste af forældrene, at julen altid, på et eller andet plan, bør spille en rolle i en julekalender (bilag 16, replik: 357; bilag 18, replik: 455; bilag 19, replik: 228). Børnene i familierne udtrykker ligeledes, hvordan de

! 83! synes, at der mangler jul i Den anden verden (bilag 12, replik: 22; bilag 12, replik: 15- 18). I modsætning hertil fortæller Marie og Michael, at de overordnet synes, at Den anden verden er en god julekalender, og at juleelementer og julestemning ikke som sådan er et kriterium for succes hos dem, da Den anden verden indeholder en anden af genrens vigtige konventioner – parallelle verdener og herunder eventyrlige og magiske elementer (bilag 17, replik: 516). Deres forventningshorisont er som nævnt baseret på tidligere erfaringer, hvorfor Marie og Michaels forventninger kan være dannet på baggrund af tendensen til et mindre julet univers i de nyere julekalenderproduktioner, mens flere af de andre forældres forventninger på dette område muligvis i højere grad er baseret på tidligere konventioner set i henhold til genrens udvikling. Som nævnt kan Den anden verden siges at gøre op med og parodiere julekalenderens ellers stolte nissetradition, hvilket kommer til udtryk i sponsor-Sørens insisteren på nissers tilstedeværelse i teaterstykket. Marie og Michael finder de påtvungne nissescener humoristiske, hvorfor man kan argumentere for, at julekalenderens parodi på egne konventioner, kan siges at fungere på dem (bilag 17, replik: 512-526). Omvendt falder parodieringen af nisser til jorden hos Tore, der finder det både “karikeret”, “kikset” og “ikke-sjovt-agtigt” (bilag 18, replik: 455). Denne opfattelse kan muligvis bunde i, at Tore ser julen og juleelementet som dybt integreret og af essentiel betydning, hvorfor man ikke uden videre kan gøre grin med eller udelade julen i en julekalender. Manglen på julen i Den anden verden understreges ligeledes ved, hvordan både Trine og Trine L. mener, at den ligeså godt kunne være en almindelig serie og være blevet sendt på et hvilket som helst tidspunkt på året (bilag 16, replik: 359, 221; bilag 19, replik: 232). For Trine er Ludvig og Julemanden i højere grad en “rigtig julekalender”, da den netop indeholder de juleelementer, Den anden verden, ifølge hende, mangler (bilag 16, replik: 359, 221). Til trods herfor giver alle respondenter dog udtryk for, at julekalenderen kan noget ganske særligt i netop december måned, hvorfor den altså ikke ville kunne opnå samme funktion, blev den sendt et andet tidspunkt på året, hvortil Jens udtaler:

[...] man kommer tættere og tættere på den aften vi alle venter på, og der var julekalender også en form for nedtælling, tænker jeg. Og man kom

! 84! tættere og tættere på den der konklusion, det der nu var, der skulle konkluderes i sådan en julefortælling. Og det betød jo, at man kom tættere og tættere på juleaften. Så det tror jeg nok var sådan en forventningens glæde, der blev bygget op... Til det her det hele handlede om, at der kom juletræ og gaver. (bilag 16, replik: 112)

Jens fortæller endvidere, at de 24 episoder er noget han i høj grad forbinder med jul og tradition (bilag 16, replik: 102). Julekalenderen kan således siges at være en, for respondenterne, vigtig del af julen, der opbygger spænding gennem en, til tider, fængende fortælling, der bidrager til en anden og større form for spænding på grund af dens tilknytning til julen som højtid. Julekalenderen som en form for nedtælling og spændingsopbygning til juleaften, er ligeledes noget Camilla, Marie og Trine L. nævner, hvorfor man kan argumentere for, at også julekalenderens format spiller en betydelig rolle, når en serie defineres som værende en julekalender (bilag 18, replik: 178; bilag 17, replik: 213; bilag 19, replik: 106). Således kan formatet og selve julekalendertraditionen altså siges at have betydning for familiernes motivation for at se julekalender. Familiernes mening om Den anden verden stemmer overens med den generelle kritik julekalenderen modtog, hvor den desuden blev kritiseret for et andet genremæssigt element – uhyggen (Frandsen, 6. december 2016, Raser over DRs julekalender: Uhyggeligt og handler IKKE om jul). I Den anden verden ses som nævnt elementer fra blandt andet horrorgenren, hvilket især kom til udtryk i Saras bedrifter i den parallelle eventyrverden. Dette, samt julekalenderens samtidsrealistiske temaer, kan ses som et udtryk for den ændrede målgruppe, hvor det især er de lidt ældre børn og deres forældre, Den anden verden forsøger at ramme. Uhyggeaspektet var i høj grad noget familierne bed mærke i, og under observationerne blev det da også tydeligt, at julekalenderen for børnene til tider næsten var for uhyggelig (bilag 6). I forbindelse hermed fortæller Trine L., at hendes niece på næsten 8 år har været bange for at se Den anden verden (bilag 19, replik: 215-222). Dette kommer ligeledes til udtryk hos Trine og Jens’ familie, hvor datteren Emilie ikke så de tre-fire første episoder af julekalenderen, da hun havde set reklamespots for den i tv og herudfra besluttede, at den var for uhyggelig (bilag 16, replik: 239, 225). I relation hertil giver Trine udtryk for, at

! 85! julekalenderne fra de seneste år generelt har været uhyggelige, hvilket hun synes er forkert i forhold til julen, da denne er en tid hun forbinder med hygge, hvorfor også julekalenderen skal afspejle dette (bilag 19, replik: 223). Hvor hyggen, ifølge Jens, på en måde var indbygget i selve fortællingen i Ludvig og Julemanden, skulle man med Den anden verden selv skabe hyggen i kraft af, at man så den sammen i familien (bilag 16, replik: 360). Marie mener desuden, at Den anden verden især for Therese kunne være svær at forstå, da den, som afsnit 6.1.4 vil undersøge nærmere, arbejder med nogle temaer, de helt små muligvis ikke kan forstå eller identificere sig med. Således synes Marie, at Ludvig og Julemanden er en mere klassisk julekalender med “[...] den gode og den onde og nissen” (bilag 17, replik: 508). Herudover havde Den anden verden som nævnt ikke den overordnede føljetonbue, hvor julen på en eller anden vis er truet. Ydermere er den vanskelig uden videre at placere i aktantmodellen, da det ikke er tydeligt hvem der i den overordnede fortælling – der desuden er svært definerbar – er den onde og den gode. Den kan derfor for de mindste være sværere at forstå, da de, som det ses med Ludvig og Julemanden, har været vant til mere klare og stereotype opdelinger mellem godt og ondt. Den overordnede føljetonbue i Den anden verden var ligeledes svær for nogle af forældrene at gennemskue, hvor især Trine L. giver udtryk for, at det var lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig var, den handlede om, og hvad der var den dybere mening med fortællingen (bilag 19, replik: 198). Til trods for julekalenderens uhyggelige elementer så 6-årige Therese med hver aften. Dog måtte Trine og Jens overbevise 9-årige Emilie til at se med, hvorfor uhyggeelementet – og her den ændrede målgruppe – således kan siges til dels at forhindre det samvær julekalenderen, ifølge Jens, har til formål at skabe rammerne for (bilag 17, replik: 503- 508; bilag 16, replik: 224-226). Dog var de til tider uhyggelige scener ikke noget børnene talte om i interviewene, og Rasmus gav endda udtryk for, at det var dette element, han godt kunne lide ved Den anden verden (bilag 12, replik: 35-38; bilag 13, bilag 14, bilag 15). Julekalenderen kan ud fra ovenstående siges at skabe en genreudvidelse, hvor især nedprioriteringen af julen for nogle af respondenterne er under al kritik og går stik imod deres forventninger til genren. Således ses der hos tre ud af de fire familier en dybt forankret idé og forventning om, at julen på et eller andet niveau skal indgå i en julekalender. Man kan hermed argumentere for, at Den anden verden, ved at afvige fra

! 86! nogle af genrens konventioner, til dels mangler den førnævnte genkendelighed og i stedet prioriterer det fornyende i en sådan grad, at der for familierne kan være tale om et genrebrud. Dog afholdt hverken de manglende juleelementer eller uhyggen familierne fra at se Den anden verden, hvilket er interessant, da genrebrud som regel leder til seerflugt. Tendensen til seerflugt, grundet brud på genrekonventioner, gjorde sig eksempelvis gældende for Jens i 1980, hvor han valgte ikke at se Jul og grønne skove, til trods for at julekalendersening for ham udgjorde en fast tradition (bilag 16, replik: 102). Jul og grønne skove afviger da også så meget fra julekalendergenren, at de af forældrene, der var født og boede i Danmark i 1980, nævner den, som værende den underligste julekalender, de har set (bilag 16, replik: 102; bilag 17, replik: 214-215; bilag 18, replik: 173). Hvilke indholdsmæssige elementer, der i Den anden verden kan have betydning for, at familierne alligevel fastholdes foran tv’et, vil vi undersøge i følgende afsnit.

6.1.4-Fascination,-identifikation-og-tematik- Til trods for ovenstående var Den anden verden alligevel en julekalender, familierne prioriterede at se sammen, hvorfor man må formode, at der har været andre indholdsmæssige elementer, der har spillet ind på deres motivation for at se den. I den forbindelse kan julekalenderen ved en dramaturgisk opbygning, der kombinerer fascination og identifikation, engagere sit publikum og hermed muligvis bidrage til julekalenderens samlende funktion. Hos forældrene kommer det da også til udtryk, at der er tre elementer, de forventer, der er til stede i en julekalender. Det første er et didaktisk element, hvor læringen ikke må fremtræde eksplicit, men derimod skal indgå implicit i fortællingen. Det andet element er en mere eksplicit værdiformidling, eksempelvis i form af den gode mod den onde. Denne værdiformidling skal lægge op til det tredje element, nemlig en værdidiskussion i form af et budskab, man kan tale om i familien. Hos familierne, er det primært den eventyrlige parallelle verden, der bidrager til fascinationen (bilag 16, replik: 353; bilag 17, replik: 445, 510-513). Jens fortæller, at han finder hele eventyrsaspektet interessant, da man hver gang Sara kommer ind i et nyt eventyr, kan gætte med på, hvilket af Grimms eventyr, der er tale om (bilag 16, replik: 353). Selvom julekalenderen ikke indeholder genkendelige juleelementer, opnår den

! 87! alligevel at skabe en form for genkendelighed i kraft af de eventyr, den fortolker, hvilket kan siges at appellere til forældrene. Eventyrverdenen er ligeledes det aspekt børnene finder særligt interessant, da de godt kan lide, at Den anden verden er dramatisk, spændende og lidt uhyggelig. Disse elementer gør sig primært gældende ved Saras færden i den anden verden, hvorfor man kan argumentere for, at det er de scener, der udspiller sig her, der fanger børnene bedst. Den eventyrlige verden skaber således fascination hos både børn og forældre, og bidrager desuden til en form for oplysning qua de eventyr, den skildrer. Dette didaktiske element nævner Trine og Jens som værende væsentligt for en julekalender (bilag 16, replik: 331-333). I tilknytning hertil nævner de Pyrus-julekalenderne som et eksempel, hvor man bliver præsenteret for noget danmarkshistorie. Trine mener endvidere, at Den anden verden ligeså godt kunne have været en måde, hvorpå man i danskundervisningen introducerer børnene for eventyrgenren (bilag 19, replik: 221). Fascinationen og det oplysende består således i kraft af den dobbelte struktur og de parallelle verdener, hvilket som nævnt stemmer overens med DRs overordnede mission om at fortælle den dobbelte historie. Den anden verden indeholder således et dybere lag end blot ren underholdning, hvilket forældrene ser som en indholdsmæssig kvalitet (bilag 16, replik: 324-336; bilag 17, replik: 460; bilag 18, replik: 431; bilag 19, replik: 201-208). Ifølge Jens er det denne kvalitet der gør, at julekalenderen adskiller sig fra mindre kvalitetsrige udsendelser som dem, der vises på DR Ultra (bilag 16, replik: 337). Det didaktiske element i julekalenderen relaterer sig til den form for sociale og relationelle tv-brug, Lull betegner social læring, hvor tv’et gennem dets indhold, kan virke oplysende og uddannende for seeren (Lull, 1980, pp. 202-204). Derved kan det didaktiske element muligvis siges at udgøre en motivationsfaktor for forældrenes lyst til, at deres børn skal se julekalender. Den anden verdens flere lag skal desuden findes i dens temaer, hvorigennem julekalenderen forsøger at skildre konflikter og problemer, som både børn og voksne kan relatere til. Således kan julekalenderen appellere til hele familien som målgruppe. Hvor fascinationselementet primært kommer til udtryk i den eventyrlige verden, er det i den virkelige verden at identifikationspotentialet ses tydeligst. Således fandt vi i tekstanalysen af Den anden verden frem til, at de primære temaer kan siges at være socialrealistiske temaer som søskendekærlighed, forelskelse og næstekærlighed, hvor overgangen fra barn til voksen er central. Det er således i julekalenderens tematik, at en

! 88! form for værdiformidling skal findes. Ovenstående temaer stemmer overens med, hvad forældrene mener, udgør temaerne i Den anden verden. Således fortæller Marie og Michael, at de synes, de overordnede temaer i Den anden verden er kærlighed, søskenderelationer og teenageliv, mens Trine mener, at den ligeledes inddrager jalousi som emne, og Tore synes, at den handler om, at man skal værdsætte det gode, der hvor man er (bilag 17, replik: 494-495; bilag 19, replik: 210; bilag 18, replik: 437). Dog er forældrene i familierne opmærksomme på, at tematikkerne i Den anden verden gør, at den mest er rettet mod – og derfor primært fanger – de lidt større børn. Således fortæller Marie, at 6-årige Therese var mere optaget af Ludvig og Julemanden end Den anden verden, og samtidig tror Tore ikke, at 12-årige Clara var helt gammel nok til at fange det fulde budskab i julekalenderen (bilag 17, replik: 500; bilag 18, replik: 431-433). Forældrene tænker generelt ikke, at deres børn lærer specielt meget af at se julekalender, dog tror Marie og Michael, at de måske kan lære lidt af at spejle sig i nogle af karaktererne, og Jens mener, at Den anden verden præsenterer børnene for nogle eventyr og læren om godt og ondt (bilag 17, replik: 462-468; bilag 16, replik: 324-325; bilag 19, replik: 202). Således er forældrene altså bevidste om, at deres børn ikke nødvendigvis forstår julekalenderens didaktiske elementer eller værdiformidling. Dog udtrykker forældrene alligevel, at disse elementer skal være til stede, hvilket understreger, at elementerne udgør centrale dele af genrens konventioner. Samtidigt lægger værdiformidlingen til grund for et andet element forældrene værdsætter – nemlig en værdidiskussion, der virker dialogskabende mellem forælder og barn. Temaerne i Den anden verden virker for familierne både identifikations- og dialogskabende, hvilket lægger op til en værdidiskussion. I denne forbindelse fortæller moren Trine, hvordan hun kan identificere sig med karakteren Rikke, der i julekalenderen har mistet sin mand, da Trine selv har mistet sin søster (bilag 16, replik: 323). Trine L. kan ligeledes relatere til Rikkes situation i forbindelse med det at have teenagedøtre. Hun fortæller, hvordan hun i starten af julekalenderen synes, at det var helt frygteligt at se på, hvordan Rikke er så overengageret i den del af Sara og Annas liv, der foregår på teateret, da det mindede hende om, hvor meget hun selv går op i Annas fritidsinteresse, fodbold (bilag 8). At der er identifikationsmuligheder for såvel børn som voksne i julekalenderen, kan siges at virke som en motivationsfaktor for seningen. Flere af forældrene synes, at det er fint, hvis julekalenderen indeholder

! 89! temaer, de kan snakke med deres børn om (bilag 16, replik: 255; bilag 17, replik: 460; bilag 19, replik: 206). Således fortæller Trine L. og Marie, hvordan det kan være nemmere for dem, at tale med deres børn om nogle emner, hvis de kan referere til julekalenderen og drage paralleller hertil, frem for direkte at kommentere på børnenes liv (bilag 17, replik: 460; bilag 19, replik: 206). I denne forbindelse fortæller Marie, at hun med udgangspunkt i Den anden verden, har snakket med Sigurd om kærester, og hun synes, at det er nemmere at: “[...] snakke om nogen i fjernsynet, hvis der også er nogen fra klassen, der har gjort sådan og sådan” (bilag 17, replik: 467). Julekalenderen kan på denne måde relateres til den form for relationel social-tv brug i familien, Lull betegner kommunikativ facilitering, hvor tv’ets indhold bruges til at starte og opretholde samtaler (Lull, 1980, p. 202f.). Dette element kan derfor virke som en motivationsfaktor for familiens brug af julekalenderen. Desuden kan brugen af tv’et som kommunikativ facilitering siges at have betydning for børnene, da flere af dem snakker med de andre børn i skolen om julekalenderen (bilag 13, replik: 100-106; bilag 14, replik: 95-102). Dét ikke at føle sig uden for samtalen i skolen nævner Trine ligeledes som en årsag til, at de forsøgte at overtale datteren Emilie til at se Den anden verden (bilag 16, replik: 242). Således ligger der fascinations- og identifikationspotentialer i Den anden verden, der appellerer til såvel børn som voksne og desuden bidrager til det didaktiske element, der er kendetegnende for genren. Værdiformidlingen og den dertilhørende værdidiskussion kan siges at være tilknyttet julekalenderens etablerede genrekonvention om en større morale. Forældrene fandt Den anden verdens temaer, og herunder de værdier julekalenderen formidler, relevante i forhold til, at de kan virke dialogskabende mellem forældre og børn og dermed lægge op til en værdidiskussion. Disse elementer i julekalenderen var de udvalgte familier altså særligt positivt stemte overfor, mens de var mere kritiske i forhold til andre.

6.1.5-Indholdets-betydning-for-julekalendersening- Selvom familierne fandt nogle elementer ved Den anden verden interessante, fylder især kritikken meget, og overordnet synes de ikke, at det er den bedste julekalender, de har set (bilag 16, replik: 352; bilag 17, replik: 510-513; bilag 18, replik: 440-447). Alligevel fulgte alle fire familier fast med i julekalenderen, hvorfor man kan undre sig over, hvor

! 90! stor en rolle julekalenderens indhold egentlig spiller for familiernes motivation for at se den. Derfor spurgte vi forældrene, om de generelt tænkte over en julekalenders indhold (bilag 10). Marie og Michael synes, det er dejligt, hvis julekalenderen er god, men det er ikke noget, de stiller store krav til rent indholdsmæssigt, hvorfor julekalenderen bliver givet en større chance end eksempelvis en serie på Netflix (bilag 17, replik: 478-486). For Michael er det underholdning henvendt til en anden målgruppe end voksne, hvorfor han ikke forventer, at han ved at se julekalender lærer noget essentielt og vigtigt om sig selv. For ham skal julekalenderen blot være relevant i forhold til den tid, den foregår i, og gerne indeholde lidt jul og spænding (bilag 17, replik: 457, 479). Dette kan Marie nikke genkendende til, da hun ser Ludvig og Julemanden som værende “enormt god”, selvom der ikke, ifølge hende, er nogen dybere mening med den udover at underholde (bilag 17, replik: 480-482). Dog synes hun, at julekalenderens flere lag, og her de temaer julekalenderen behandler, er af betydning, da man således kan tale med sine børn om ting, man måske ikke normalt ville komme ind på (bilag 17, replik: 460). Selvom Michael således ikke føler, han får specielt meget ud af at se julekalender, fortæller han dog, at det alligevel er en aktivitet han i juletiden “comitter” sig til (bilag 17, replik: 357), hvorfor der muligvis kan ligge andre motivationsfaktorer bag. Tore tænker generelt heller ikke meget over julekalenderens indhold, men synes ligesom Marie, at de flere lag er noget børnene kan lære af, når de er gamle nok til at forstå dem (bilag 17, replik: 460; bilag 18, replik: 431). Der ses generelt en tendens til, at hvis blot julekalenderen indeholder jul og hermed passer ind i den kontekst, den er en del af, så kræver forældrene ikke specielt meget mere af den (bilag 16, replik: 221-223; bilag 17, replik: 479; bilag 18, replik: 423-429; bilag 19, replik: 226). Der må således være andre faktorer, der spiller ind på familiernes motivation for at se julekalender. Noget der kan siges at gå ud over det konkrete indhold, hvilket blandt andet kommer til udtryk hos Tore:

Jamen jeg tror, at det jeg godt kunne lide ved den, er det jeg godt kan lide ved julekalendere generelt [...] den der historie, som man ser og egentlig lige så meget samværet eller hyggen med Clara der imens, tror jeg. Mere med det end egentlig selve historien [...] (bilag 18, replik: 449)

! 91! Rasmus fortæller endvidere, at han stadig synes, at det ville være sjovt at se julekalender alene, men at det er hyggeligst at se den sammen med familien (bilag 12, replik: 85), hvilket også implicit kommer til udtryk i Jens’ kommentar:

Hvis jeg begynder at sidde og arbejde eller laver et eller andet så sidder han [Rasmus] og galper op derinde ”nu er det startet”, så kan jeg godt mærke, at det handler ikke så meget om [afbrydes] [...] men at der er noget ved at se det sammen (bilag 16, replik: 250-252).

Noget tyder således på, at også konteksten og det sociale samvær, julekalenderen skaber hos familierne, spiller en afgørende rolle og kan ses som en væsentlig motivationsfaktor. Dette stemmer overens med, at forældrene finder elementer som værdiformidling og -diskussion væsentlige, da disse kan siges at virke dialogskabende og derved opnår social betydning. Man kan derfor argumentere for, at julekalendersening kan betegnes som en form for forankret familieoplevelse, hvor julekalenderen er med til at konstituere og samle familien som en enhed – et fællesskab. I forlængelse heraf finder vi det interessant at undersøge julekalenderen som forankret familieoplevelse, hvorfor julekalenderens kontekst samt dens sociale dimension vil blive analyseret i det følgende.

6.2-Julekalenderens-kontekst Således har familierne altså forventninger til julekalenderens indhold, men også forventningerne til julekalenderens kontekst er af central betydning. Julekalenderen udgør et fast samlingspunkt for familien i december måned. For forældrene har julekalendersening med familien været en fast del af julens traditioner, siden de selv var børn, og alle giver udtryk for, at det er en familietradition, de ønsker at føre videre (bilag 16, replik: 99-107, 111-115; bilag 17, replik: 187-197, 208-215, 302-307; bilag 18, replik: 148-154, 167-172, 390-393; bilag 19, replik: 97-100, 105-108, 189-190). Børnene værdsætter, ligesom deres forældre, julekalenderens evne til at samle familien, og de synes, det er hyggeligt, at julekalenderen bliver set sammen. Børnene ville dog alligevel se julekalenderen, hvis de skulle se den alene, mens flere af forældrene, ville vælge den fra (bilag 12, replik: 84-86; bilag 13, replik: 71-72; bilag 14, replik 65-68;

! 92! bilag 15, replik: 53-56; bilag 17, replik: 328-330; bilag 19, replik: 175-178). Således kunne noget altså tyde på, at mere end blot indholdet ligger bag såvel børnenes som forældrenes motivation for at se julekalender år efter år. Derfor er det relevant at undersøge julekalenderens rolle i familien sammenholdt med deres generelle mediebrug. Hvorfor er det vigtigt for familien at se julekalender? Og er det indhold eller kontekst, der udgør den primære motivation for seningen? For at kunne undersøge dette vil vi først analysere familiernes forhold til julen som højtid og dernæst kort introducere familiernes generelle mediebrug. Dette vil vi gøre for derefter, at kunne anvende denne kontekstualiserende ramme til at forstå julekalenderens betydning i familien og herudfra hvilke motivationsfaktorer, der ligger bag seningen.

6.2.1-Familietraditioner-og-julen-som-højtid- Som nævnt indgår julekalenderen som et fast element i julen og er noget, familierne prioriterer særligt højt. Juletiden kan på mange måder siges at udgøre en tidsmæssig og kontekstualiserende ramme omkring julekalenderen som fænomen, hvorfor vi i dette afsnit vil uddybe familiernes forhold til julen som højtid, for bedre at kunne sætte brugssituationen omkring julekalenderen i familien i relation hertil. Som allerede pointeret er der en tendens til, at julen og dennes ritualer i stigende grad bliver familiefokuserede, til trods for, at familien som institution spiller en stadig mindre rolle i samfundet generelt (Kuper, 1993, p. 163). Således tillægges familien og det sociale samvær i julen ekstra stor værdi, og størstedelen af julens aktiviteter er organiseret om familien som enhed (Miller, 1993, p. 11, 14). At familien og samværet prioriteres højt ses ligeledes hos de udvalgte familier. Således fortæller Marie og Michael, hvordan de har flere faste juletraditioner, der involverer samvær i familien, som eksempelvis oppyntning, udflugt til julemarked, bagning og konfektlavning (bilag 17, replik: 270-282). Jens pointerer i denne forbindelse, at familien ser mere tv sammen i december måned end ellers (bilag 16, replik: 169-170). Det faktum, at familietiden og samværet prioriteres højt, kan ligeledes relateres til julen som værende et kalendarisk ritual, der indebærer, at man agerer ud fra samme fælles grundlag, hvor anderledes sociale aktiviteter er med til at give tiden en social meningsfuld betydning (Bell, 1997, p. 101, 103). Der fremkaldes altså nogle adfærdsmønstre, der er bestemmende for, hvordan man handler, når det er jul (ibid., p. 102). I forlængelse heraf kan julen

! 93! betegnes som udgørende en speciel højtid, idet den er den eneste, hvor så mange familier gennem fejringen foretager sig det samme på samme tidspunkt (Kuper, 1993, p. 157). Dette ses ligeledes hos familierne, der alle skal fejre juleaften omkring samme overordnede holdepunkter som familiesamling, julekalendersening, julemad, dansen om juletræet, sang og gaver (bilag 16, replik: 141-166; bilag 17, replik: 255-261; bilag 18, replik: 236-245, 308-311; bilag 19, replik: 131-134). Dette bekræfter Millers argument om, at julen er en universel fest (Miller, 1993, p. 5). Dog er der alligevel aspekter ved julen, der kan siges at være traditionaliseret på mere hjemlige måder. Eksempelvis fortæller Marie og Michael, hvordan de har bestemte regler for gaveoppakning og synger bestemte julesange, de forbinder med deres familie, mens Jens fortæller, hvordan oplæsning fra Peters jul, er en tradition, der er vigtig for ham at give videre til sine børn (bilag 17, replik: 262-269; bilag 16, replik: 94-98). Derved kan man argumentere for, at julen for familierne indeholder såvel makrosociologiske som mikrosociologiske regler for adfærdsnormer (Lull, 1988b, p. 238). I kraft heraf forløber de udvalgte familiers juleaften – og december måned – på stort set samme måde år efter år (bilag 16, replik: 141-166; bilag 17, replik: 255-261; bilag 18, replik: 236-245, 308-311; bilag 19, replik: 131-134). En af de særligt visuelt tydelige adfærdsmønstre, der kan siges at høre juletiden til, er oppyntning af hjemmet. I december måned bar de udvalgte familiers hjem således præg af, hvilken højtid, der nærmede sig, da de alle havde pyntet op til jul (bilag 5; bilag 6; bilag 7; bilag 8). Nogle familier havde pyntet mere op end andre. Hos Trine og Jens’ familie var mængden af julepynt meget begrænset, da denne december måned var en særlig undtagelse, fordi familien var ved at bygge om. Dog havde de alligevel formået at få lidt julepynt ind i huset i form af julelys, en plastik snemand og et par lyskæder på Emilies værelse, der fungerede som stue i ombygningsperioden (bilag 5). Hjemme hos såvel Marie og Michaels familie som Trine L.’s familie var der en del mere julepynt. Her var stearinlys, kalenderlys, adventskrans, julepynt og forskellige slags julekalendere. Derudover var der ved Trine L. juleslik på bordet, og hos Marie og Michael var der hjemmelavet konfekt (bilag 6; bilag 8). Camilla og Tore betegner deres forhold til julen som “[...] en smule hysterisk” (bilag 18, replik: 304), og Camilla fortæller, hvordan hun går meget op i at pynte til jul (bilag 18, replik: 190). Grundet juleudsmykning kunne deres hus da også ses på lang afstand. I haven havde de en

! 94! projektor, der lavede små grønne og røde lysprikker i både haven og stuen, mens der indenfor ligeledes var pyntet op med flere former for elektrisk julelys, stearinlys, kalenderlys, adventskrans, nisser og andet julepynt (bilag 7). Herved ses, at hjemmet i julen adskiller sig fra, hvordan familiernes hjem ser ud i løbet af årets andre måneder. Julen som kalendarisk ritual skaber således i december år efter år en form for timeout fra hverdagslivet og herigennem en særlig form for rum, der kan siges at betegne en hellig og rituel tid, hvor hjemmet gennemgår en transformation og andre værdier kommer i fokus (Kuper, 1993, p. 167). Julepynten, familiens øgede fokus på familiesamvær og den traditionsprægede adfærd, er med til at opstille tydelige grænser mellem rituel tid og rum og sekulær tid og rum. Således er de aktiviteter og handlinger familien udfører i løbet af december framed og står i kontrast til hverdagslivet, hvorfor helligt adskilles fra profant. Det særlige rum julehøjtiden skaber, kan julekalenderen siges at indgå i, da julekalendersening netop er en del af familiens juleaktiviteter. Er julekalenderen da også hellig? Og kan julekalenderen, udover at indgå i dette rum, siges at skabe et særligt rum og en særlig tid i sig selv? Dette vil vi undersøge nærmere i afsnit 6.2.3. Således er det tydeligt, at alle familierne prioriterer at skabe julestemning i deres hjem ved hjælp af julepynt. Ved alle familierne var der gjort plads til kalenderlys, adventskranse og julekalendere, der alle kan siges at være knyttet til det nedtællingsritual, der udgør et centralt karakteristikum for december måned. En juletradition, der ligeledes kan siges at være inkluderet i nedtællingsritualet er tv- julekalenderen, der som nævnt er af betydning for såvel børn som forældre. Sådan fortæller samtlige af forældrene i de udvalgte familier, hvordan de selv kan huske, at julekalendersening har været en fast del af julen, siden de var børn, og hvordan det har været en tradition for dem at se den sammen med deres forældre og/eller søskende (bilag 16, replik: 103-107, 111-115; bilag 17, replik: 187-197, 208-215; bilag 18, replik: 148-154, 167-172; bilag 19, replik: 97-100, 105-108). Eksempelvis forbinder Jens julekalenderen og dens 24 episoder med en rar og hyggelig tradition, der hører julen til og tillægger ligeledes nedtællingselementet en central betydning (bilag 16, replik: 102, 112):

! 95! Det [julekalendersening] er lidt ligesom at brænde kalenderlyset ned. At man kommer tættere og tættere på den aften, vi alle venter på og der var julekalender også en form for nedtælling, tænker jeg [...] Så det tror jeg nok var en slags forventningens glæde, der blev bygget op. (bilag 16, replik: 112)

Således kan julemad, dans, sang, julekalendersening, gaver og julepynt i alle dets afskygninger siges at udgøre vigtige juletraditioner for de udvalgte familier – og netop traditioner udgør en essentiel betydning for, hvad familierne forbinder med jul. I denne forbindelse fortæller forældrene i alle familierne da også, at de i høj grad – og kun med meget få og mindre ændringer – fejrer jul på samme måde, som da de selv var børn, og at det betyder noget for dem, at give deres børn traditioner med videre (bilag 16, replik: 86-98, 190-207; bilag 17, replik: 169-176, 262-269, 302-306; bilag 18, replik: 141-142, 308-311; bilag 19, replik: 91-94). Det er dog lidt forskelligt i hvor høj grad familierne tænker over juletraditionerne. For nogle ligger det helt indlejret og implicit i deres handlemønstre, mens det for andre er noget, de langt mere eksplicit tænker over og overvejer. I denne forbindelse fortæller Trine L. eksempelvis, at hun hvert år forsøger, at julen skal være, som da hun selv var barn (bilag 19, replik: 91-92). Omvendt har hun dog ikke gjort sig de store tanker om, hvad det eksempelvis betyder for datteren Anna, at de ser julekalender sammen. Nu hvor hun bliver spurgt, understreger hun dog, hvordan hun selv synes, at det er hyggeligt at se julekalender med Anna hvert år, og at hun da tror, at Anna også ville kunne synes det, når hun engang selv bliver mor (bilag 19, replik: 190). Marie og Michael har gjort sig mere konkrete overvejelser omkring juletraditionerne. De er meget bevidste om, at mange af traditionerne er nogle, de holder fast i for børnenes skyld. Marie har lagt mærke til, hvordan børnene responderer på aktiviteterne og synes, at det er vigtigt, at det er noget, der bringer glæde og ikke kommer til at virke som påtvungne regler (bilag 17, replik: 302-307). Camilla tænker ligeledes en del over hvilke juletraditioner, hun giver videre til sine børn, og det gør hun særligt grundet familiekonstellationen som en sammenbragt familie. Hun lægger meget vægt på, at der skal være familietraditioner, som børnene kan se frem til nu og senere huske, når de er flyttet hjemmefra. Hun sørger eksempelvis for, at der er de samme småkager i de samme kagedåser hvert år, selvom hun godt ved, at det er: “[...] sådan

! 96! nogle latterlige ting [...]” (bilag 18, replik: 308-311). På trods af dette tillægger hun altså alligevel det, at børnene får juletraditioner med hjemmefra stor værdi (bilag 18, replik: 309). Det er ikke kun forældrene, der vægter juletraditionerne højt. De ting børnene fremhæver som det bedste ved julen, er således enten julestemning eller traditioner som eksempelvis familiesamvær, julemad og gaver (bilag 5, replik: 41-44; bilag 6, replik: 45-48; bilag 7, replik: 25-26; bilag 8, replik: 31-32). Således ses der altså i familierne en tendens til, at julen som højtid tillægges stor betydning, og man kan argumentere for, at det for familierne udgør en værdi i sig selv, at julen og dens aktiviteter er traditioner, der er gået i arv fra generation til generation. Familiernes forhold til julens traditioner, kan derfor knyttes til Bells logik om, hvordan adfærd, der er knyttet traditioner, kan siges at motiveres i kraft af forbindelsen til fortiden, hvorfor handlingen i sig selv legitimerer dens gentagelse (Bell, 1997, p. 145). Derved opstår ligeledes den effekt, at familiernes juletraditioner er svært foranderlige, da de har været stabile gennem generationer (Rothenbuhler, 1998, p. 46). Julekalenderen kan hermed siges at indgå i rækken af faste juletraditioner for de udvalgte familier, og er således dybt forankret i deres forestilling om, hvad de forbinder med julen, hvorfor også videregivelse af traditionen prioriteres. Selv Camilla, der ikke bryder sig om at se børne-tv, så julekalender med sine børn, da de var yngre, fordi hun mener, at det er noget, der forventes, at man gør – ellers er man ikke en god forælder (bilag 18, replik: 325-326, 331-332). Camillas forhold til, at julekalenderen er noget, hun skal se med sine børn, for at være en god mor, kan forstås i sammenhæng til Couldrys ”the ritual space of the media”. Da dette metaforiske rum indeholder bredt gyldige værdier for, hvordan man handler i relation til medier, kan man argumentere for, at årsagen til, at Camilla føler, at det forventes af hende, at hun ser julekalender med sine børn, kan bunde i, at der er skabt et konstituerende handlemønster omkring julekalendersening, som det derfor vil føles forkert at gå imod (Couldry, 2003, p. 13). Derved kan noget altså tyde på, at en del af årsagen til familiens prioritering af julekalenderen og dens samlende kraft skal findes i dens karakteristikum som tradition og i dens forbindelse til julen som højtid, hvor familien og det sociale aspekt tillægges stor værdi. Larsen & Tufte understreger i denne forbindelse, at rituel mediebrug ikke kan forklares med rationelle valg om det konkrete medieindhold, men at den derimod er præget af social indflydelse og sociale hensyn (Larsen & Tufte, 2003, p. 98). Hvorvidt

! 97! dette er tilfældet i forbindelse med familiernes julekalendersening, vil vi undersøge nærmere i det følgende. Julekalendersening kan således karakteriseres som en fast juletradition i familierne. Men kan julekalenderen siges at være et egentligt ritual? For at kunne besvare dette vil vi, som lovet, først kort introducere familiernes generelle mediebrug, da viden herom vil danne udgangspunkt for den videre analyse.

6.2.2-Generel-mediebrug-i-familierne-- Dette afsnit vil kort introducere familiernes mediemæssige adfærd og sammenholde denne med generelle tendenser i nutidens medielandskab. Dette vil vi gøre for i følgende afsnit at kunne analysere familiens hverdagslige mediebrug i relation til brugssituationen omkring julekalenderen, da disse nødvendigvis må forstås i sammenhæng for at skabe det fulde billede. Som nævnt har tv’et længe haft rollen som det vigtigste og mest brugte medie for mange danskere, hvor det udgjorde et centralt og naturligt samlingspunkt for familien i hverdagen (Hjarvard, 2006, p. 7; Silverstone, 1994, p. 40). Dette har dog ændret sig de seneste år, hvor den teknologiske udvikling har rykket mediebrugen i en mere individualiseret og selektiv retning (Lotz, 2014, p. 3, 263). Der er altså kommet langt flere muligheder for seeren i kraft af et større udvalg af såvel medieplatforme som streamingtjenester, hvilket bevirker, at social og kollektiv tv-sening har sværere betingelser. Ser man på de udvalgte familier, er det tydeligt, at de benytter sig af disse muligheder. Således har alle familier mobil, fjernsyn, computer og iPad/tablet, og alle familier, undtagen Trine og Jens’ familie, benytter sig fast af flere streamingtjenester (bilag 4). Tendensen til, at disse nye muligheder bruges individuelt og selektivt ses ligeledes tydeligt. Eksempelvis fortæller Trine og Jens, hvordan de forskellige medier gør det muligt, at alle familiemedlemmer kan se hver deres medieindhold, og at de i princippet ofte ligeså godt kunne sidde i hver deres rum i stedet for samlet (bilag 16, replik: 13-14). Samtidig nævner Trine L., hvordan der kun er få programmer, de ser sammen, og at Anna som regel streamer på sin iPad på sit værelse (bilag 19, replik: 60- 64). Således er familierne et godt billede på, hvordan streaming i stigende grad tager andele fra traditionel tv-sening, og det understreger ligeledes, hvordan familiernes medlemmer typisk ser hver deres indhold på forskellige platforme (DR, 2017, p. 5, 7).

! 98! Det er altså forholdsvist sjældent, at familierne er samlet omkring at se tv. Ved Trine og Jens’ familie afhænger det af indholdet, om de ser tv sammen eller ej. Når de ser tv sammen, ser de håndboldkampe, Ninja Warrior og børnefilm som eksempelvis Far til fire. Det er yderst sjældent, at familien ser tv sammen i hverdagen, og hvis de gør, så er det en undtagelse, hvor børnene får lov at blive lidt længere oppe. Det er for det meste lørdag aften, de prøver at se en børne- eller familiefilm sammen. Trine og Jens ser oftest tv i flow, fordi man ikke behøver at tage aktiv stilling til, hvad man vil se, samtidig med, at deres foretrukne programmer, Nyhederne og Deadline, bliver sendt efter børnene er puttet, og de begge har tid. Dog streamer de ofte DRs søndagsdrama, da det ligger oven i tidspunktet, hvor de putter børnene. (bilag 16, replik: 30-32 55-56, 59, 73- 77). Ligesom hos Trine og Jens ser de i Marie og Michaels familie sjældent tv sammen i hverdagen. Dog ser de en gang imellem noget børne-tv sammen inden børnene skal i seng, men de bestræber sig på at lave andre aktiviteter. De dage familien ser tv sammen er primært fredage og lørdage. Om fredagen ser de ofte et talent- eller underholdningsshow, som eksempelvis X Factor, mens de om lørdagen typisk vil vælge at streame en familiefilm. Derudover ser Michael og sønnen Sigurd ofte fodbold sammen. Når familien er samlet om tv’et, sidder Sigurd ofte og ser YouTube på sin iPad eller bruger sin telefon til at snapchatte samtidigt. For børnene i familien er det streaming, der fylder mest. Marie og Michael streamer også, dog mest i perioder. Oftest ser de programmer som eksempelvis Nyhederne i flow (bilag 17, replik: 96-99, 121- 123, 137). Hos Camilla og Tore er det svært at samle hele den store familie om at se tv. Hvis familien skal samles foran skærmen ser de en af børnene demokratisk udvalgt film. Dog er pigerne i huset ofte sammen om at se X Factor og realityprogrammer. Drengene er sjældent sociale omkring tv-seningen, men de har set Alene i Vildmarken og Korpset sammen. Medmindre familien ser tv sammen, ser børnene aldrig noget i flow, og det er ligeledes meget sjældent at forældrene Camilla og Tore gør. Hvis de ser noget i flow, så er det julekalender, DR drama eller TV Avisen – og så ser Camilla nogle gange TV 2 Fri. Både Camilla og Tore binge watcher i perioder tv-serier via streamingtjenester (bilag 18, replik: 37-39, 59-61, 64-66, 88.105, 118-125). Ligesom ved Trine og Jens’ familie er indholdet ofte afgørende for, om Trine og datteren Anna ser tv sammen eller ej. Derfor ser Anna for det meste tv på sit værelse, hvor hun streamer noget på sin iPad, og Trine ser tv i stuen, hvor hun ofte ser håndbold, som Anna ikke gider at se. Trine ser

! 99! det at se tv som et middel til, at hende og Anna kan lave noget sammen. Når de ser tv sammen, er det programmer som eksempelvis Badehotellet og Årgang 0, som de ser forskudt, mens de ser Fuld plade i flow, da det kræves grundet konkurrenceelementet i programmet. Trine bruger meget, at hun kan se tv forskudt, hvor hun eksempelvis ser Nyhederne, dog ser hun håndboldkampe i flow. Hvis Anna ikke ser tv med sin mor, benytter hun sig udelukkende af streamingtjenester (bilag 19, replik: 43-44, 59-64). Der ses således mindre forskelle i familiernes generelle mediebrug. Dog kan man argumentere for, at tendensen til et mere individualiseret og selektivt mediebrug i høj grad afspejler sig i mediebrugen og -adfæren i de fire familier. Derved kan der ses en tilbøjelighed til, at mobile medier og streamingtjenester opnår essentiel betydning for hverdagens mediebrug og derved skaber nye mediemæssige rutiner gennem større individuel frihed (Helles, 2016, p. 32f.) Således bruges tv’et ikke i den funktion, Silverstone betegner som objekt, hvor tv’et udgør et samlingspunkt i familien som en del af daglige vaner og rutiner (Silverstone, 1994, p. 19). Modsat kan man argumentere for, at medierne i højere grad fungerer som en del af hvert individs daglige vaner og rutiner – og ikke i familiens som en samlet enhed. Således samler tv’et forholdsvist sjældent familierne i hverdagen, og kun hvis der sendes særligt indhold, eller hvis de gør en aktiv indsats for at se en nøje udvalgt film sammen. Når denne samling af familien foran tv’et alligevel finder sted, kan den siges at udgøre den form for relationel tv-brug, Lull betegner som tilknytning/undgåelse, hvor tv’et bruges til at opnå eller undgå kontakt til andre familiemedlemmer (Lull, 1980, p. 202f.). I de udvalgte familier er det primært ønsket om at opnå kontakt gennem tv-seningen, der gør sig gældende. Dette ses særligt tydelig ved, hvordan eksempelvis Trine ser fælles tv-sening som et middel til, at hende og datteren Anna laver noget sammen (bilag 19, replik: 59-64). Således har vi nu analyseret familiernes forhold til julen som højtid og introduceret den generelle mediebrug i de fire familier. Men hvordan kan det være, at familierne dagligt samles om julekalenderen, når de ellers ikke normalt samles om tv’et i hverdagen? Hvorfor kan de enes om at se julekalender, når det ellers er en svær proces for dem at nå frem til et tv-program eller en film, alle i familien vil se? Hvad er motivationen bag? For at undersøge dette nærmere vil vi analysere, hvilken betydning familien tillægger det at se julekalender, og hvorfor det er en højt prioriteret aktivitet i

! 100! julen. I forbindelse hermed vil vi analysere, hvorvidt julekalenderen kan defineres som et familieritual i familierne, da dette kan udgøre en essentiel motivationsfaktor.

6.2.3-Julekalenderen-som-familieritual- Følgende afsnit vil undersøge, hvorvidt julekalenderen som en forankret familieoplevelse kan siges at udgøre et familieritual i de udvalgte familier, da dette muligvis kan spille en rolle for familiernes motivation for at se julekalender. Derved vil vi forsøge at komme nærmere på, at kunne besvare problemstillingen om, hvilken rolle indholdet spiller i forhold til familiens motivation for at se julekalender. Som nævnt i forrige afsnit ses der altså en tendens til, at en motivationsfaktor for at se tv sammen er et ønske om opnåelse af kontakt til andre familiemedlemmer. I forbindelse hermed kan brugen af julekalenderen i høj grad siges at stå i kontrast til ovenstående tendens til, at familien sjældent er samlet om tv’et i hverdagen og primært benytter medieindhold individuelt. I henhold til afsnit 6.2.1, er det således tydeligt, hvordan alle familierne ser mere tv sammen i december måned i kraft af, at de her prioriterer julekalenderseningen højt alle 24 dage indtil jul (bilag 16, replik: 69-74, 292- 295; bilag 17, replik: 120-124, 418-423; bilag 18, replik: 118-121, 373-383; bilag 19, replik: 59-64; 183-188). Som nævnt, kan tv’et i hverdagen ikke betegnes som havende den funktion, Silverstones kalder objekt (Silverstone, 1994, p. 19). Denne funktion, som samlingspunkt for familien og som en del af de daglige vaner og rutiner, kan man dog sige, at julekalenderen opnår i familien i december måned. Julekalenderen er nemlig en udsendelse, som flere af familierne i høj grad – modsat deres generelle medievaner – prioriterer at se i flow frem for via streaming (bilag 16, replik: 292-295; bilag 17, replik: 418-423; bilag 19, replik: 183-188). Dette relaterer sig ligeledes til den brug af tv i familien, Lull betegner som regulativ, da denne virker som adfærdsmæssig regulator for aktiviteter i familielivet (Lull, 1980, p. 201f.). Et eksempel herpå ses hos Marie og Michaels familie, hvor Marie fortæller, hvordan de naturligvis sørger for, at familien ikke skal spise aftensmad samtidig med, at der sendes julekalender i fjernsynet (bilag 17, replik: 347-352). Der ses altså store forskelle i, hvordan familiens generelle mediebrug udfolder sig, og hvordan de benytter julekalenderen. Således pointerer alle de udvalgte familier, hvordan det at se julekalenderen sammen i høj grad er noget, de prioriterer og strukturerer deres hverdagsaftener efter. Årsagen til, at de samles om

! 101! julekalenderen er, at det er en hyggelig tradition, som hører julen til (bilag 16, replik: 102, 215-217, 279-283; bilag 17, replik: 157-159, 396-404; bilag 18, replik: 373-374, 392-393, bilag 19, replik: 173-174, 190). I denne forbindelse nævner såvel Marie og Michael som Trine L. da også, hvordan julekalendersening slet ikke er noget, de overvejer om skal finde sted eller ej, det er, som Trine L. siger: “[...] ikke et spørgsmål, det er bare sådan det er” (bilag 19, replik: 160; bilag 17, replik: 348). Denne familiesamling foran julekalenderen er vigtig for familierne og er for de fleste forbundet med hygge. Således valgte fem ud af syv forældre ordet “hygge”, som et af de tre ord, de forbinder med det at se julekalender. Yderligere sagde Trine, mens hun udfyldte sedlen, at hygge og julestemning for hende måtte være det samme (bilag 19, replik: 88). Det hyggelige aspekt er ligeledes noget, børnene lægger vægt på (bilag 12, replik: 84-86; bilag 13, replik: 4-5; bilag 14, replik: 7-8; bilag 15, replik: 7-10). Hvor meget betydning denne familietid tillægges ses eksempelvis ved, hvordan Trine og Jens til dels har presset deres datter Emilie til at se Den anden verden, selvom hun egentlig ikke havde lyst, fordi hun syntes, at den så for uhyggelig ud i reklamespots. Trine og Jens ville synes, at det var okay, hvis Emilie havde prøvet at se Den anden verden og så valgte den fra på den baggrund, men de accepterede ikke, at hun valgte julekalenderen fra uden at have givet den en chance (bilag 16, replik: 230-244). Derudover kommenterede Tore under anden observation på, at Clara skulle lægge sin telefon fra sig, mens de så julekalender (bilag 7). Dette kan ses som en indikator på, hvor vigtig julekalenderen er, da det i den generelle mediebrug ikke er unormalt, at der bruges såvel primære som sekundære medier (bilag 17, replik: 96-99). Det er dog ikke kun de voksne, der værdsætter den sociale situation omkring julekalenderseningen. Eksempelvis kan Rasmus finde på at råbe efter sine forældre, hvis de ikke har indfundet sig foran tv’et, når julekalenderen starter (bilag 16, replik: 248-250). Der skabes således et rum omkring julekalenderseningen i december måned, der kan siges at udgøre en form for alternativ virkelighed med fokus på samvær i familien (Miller, 1993, p. 15). Ovenstående understreger således julekalendersening som en forankret familieoplevelse, hvor familien samles som en enhed. Men hvordan fastsætter man, om noget kan defineres som værende et ritual? Og kan julekalenderen siges at udgøre et familieritual i december måned for de udvalgte familier?

! 102! Som nævnt sætter Silverstone tv-sening i relation til ritualbegrebet ved at pointere, hvordan tv’et kan have en funktion i familien, der tilsidesætter dagligdagen til fordel for et helligt og rituelt rum – et skifte mellem det markerede og det ikke-markerede (Silverstone, 1994, p. 168f.). Dette stemmer overens med, hvordan Rothenbuhler betegner, at rituelle handlinger er knyttet til det hellige og det, Durkheim kalder the serious life, der karakteriseres som den ophøjede eller hellige dimension af det sociale (Rothenbuhler, 1998, p. 24f.; Couldry, 2003, p. 25). Således må vi for at kunne analysere os frem til, om de udvalgte familiers forhold til julekalenderen kan betegnes som et familieritual, altså først forstå, om julekalenderen kan siges at være hellig. Hverken Durkheim eller Rothenbuhler definerer klart, hvordan man præcist skelner mellem det hellige og det profane. Dog nævner Rothenbuhler, at en indikator herfor udgøres af menneskelig adfærd. Det hellige behandles med stor alvor og vigtighed, og dets legitimitets betvivles ikke (Durkheim, 1995, p. 34f., 38; Rothenbuhler, 1998, p. 23f.). Derfor bliver familiernes adfærd omkring julekalenderen afgørende for, hvorvidt julekalenderen kan siges at være hellig og derved et familieritual. Ovenstående eksempler på, hvordan familietiden omkring julekalenderen prioriteres, kan således være en indikator for, at den må betegnes som noget familierne behandler med alvor, hvorved den bliver hellig – et ritual for familierne. Vigtigheden af julekalenderseningen bekræftes ligeledes direkte adspurgt. Således synes Trine, det er vigtigt, at de ser julekalender sammen, fordi det er hyggeligt. Dertil uddyber Jens, at det ikke er julekalenderen i sig selv, der er vigtig, men det samvær, den giver anledning til (bilag 16, replik: 253-255). Ligeledes fortæller Marie, at det er vigtigt for dem at se julekalender sammen med børnene (bilag 17, replik: 367-372):

For mig at se, er det sådan noget centralt, der er omkring julen og det er bare godt at have sammen, og for børnene er der også nogle enorme forventninger. Jeg tror virkelig, at de ville blive skuffede, hvis vi ikke så det sammen. Altså, det ville være skidt. Så det er sådan en, hvad skal man sige? En familietradition, som er helt naturlig for os. At det ser man bare sammen. (bilag 17, replik: 372)

! 103! Da familierne således betegner det at se julekalender sammen i familien som værende vigtigt og desuden omgås den på en måde, der adskiller sig fra hverdagens mediebrug, kan deres adfærd omkring julekalenderen betegnes som den adfærd, der skal til, for at noget kan defineres som værende helligt og dermed et ritual. I relation hertil er det at se julekalender noget familierne tager for givet og på ingen måde betvivler eller sætter spørgsmålstegn ved (bilag 19, replik: 160; bilag 17, replik: 348). Således har alle forældrene, som tidligere nævnt, set julekalender sammen med familien, da de var børn, og efterfølgende har de givet traditionen videre til deres egne børn (bilag 16, replik: 103-107, 111-115; bilag 17, replik: 187-197, 208-215; bilag 18, replik: 148-154, 167-172; bilag 19, replik: 97-100, 105-108). Dette faktum er særligt relevant i forbindelse med traditioner knyttet til julen, da der i forbindelse med juletidens traditioner ligger en stor legitimation i den periodiske gentagelse, og derved kan forbindelsen til fortiden i sig selv motivere traditionens gentagelse (Miller, 1993, p. 25; Bell, 1997, p. 145). Således kan adfærden siges at blive ritualiseret i kraft at det traditionelle, der er knyttet til argumentet om, at ‘sådan har vi altid gjort’ (Bell, 1997, p. 145; Miller, 1993, p. 25). Dette understreger således yderligere, hvordan julekalendersening i de udvalgte familier kan ses som værende et familieritual. Det kan desuden relateres til, hvordan Rothenbuhler betegner det hellige som noget, hvis legitimitet ikke kan betvivles og i relation hertil, kan julekalenderseningen ligeledes forstås som et familieritual på et mere makrosociologisk og dermed samfundsmæssigt niveau (Rothenbuhler, 1998, p. 24). At julekalendersening ikke betvivles ses særligt tydeligt ved, hvordan Camilla mener, at julekalendersening er noget, der forventes af hende som mor og at det er noget, der hører til at være en god forælder (bilag 18, replik: 323-332). Tendensen til at tage julekalenderen som en selvfølge uden tvivlen ses ligeledes ved, hvordan Jens også ser julekalendersening med børnene som en form for pligt og som noget, han skal (bilag 16, replik: 170). Derved kan man argumentere for, at julekalenderens karakteristikum som værende et familieritual kan ses i sammenhæng med Couldrys ”the ritual space of the media”, hvori overordnede, konstituerende handlemønstre omkring medier dannes og gør sig gældende på mikrosociologisk niveau (Couldry, 2003, p. 13). Ud fra ovenstående kan julekalenderen siges at skabe et socialt handlingsforløb, der integrerer familiemedlemmerne i et forpligtende fællesskab i kraft af den særlige

! 104! stemning julekalenderens årlige gentagelse skaber (Larsen, 2000, pp. 25-27). Hermed kan man altså definere julekalenderen som værende et familieritual i familierne, da den i høj grad kan karakteriseres som værende et fænomen, hvor det sociale og familiemæssige aspekt er centralt samtidig med, at det omgås med alvor, hvorfor det er helligt og dermed et ritual. I definitionen som familieritual ligger således, at konteksten og det sociale omkring familien er af betydning. Men udgør den sociale kontekst og relationen til fejringen af julen familiernes eneste motivation for julekalenderseningen? Og er indholdet da helt uden betydning for ritualets udførelse? Dette vil vi undersøge nærmere i følgende afsnit.

6.3-Julekalenderen-–-et-dobbeltrituelt-mediefænomen- På baggrund af analysen er vi således nået frem til, at julekalenderen som forankret familieoplevelse udgør et særligt vigtigt familieritual i julen for de udvalgte familier – den prioriteres højt, og den skal ses sammen. Dette relaterer sig til paradokset omkring, hvordan mange familier så Den anden verden til trods for massiv kritik. Således fandt vi frem til, at såvel julekalenderens indhold som kontekst havde betydning for familiernes motivation for at se julekalender, men samtidig at konteksten – ser man julekalenderen som et familieritual – muligvis kan blive vægtet højest. Derfor er det, for at nå frem til familiens motivation for at se julekalender, relevant at stille spørgsmålene: Hvilke faktorer spiller ind i den familiemæssige brugssituation? Hvordan går julekalenderen i dialog med hverdagslivet i december måned? Hvilken indflydelse har ritualiteten for familiernes motivation? Og hvordan kan julekalenderen karakteriseres som et særligt mediefænomen? Når julekalenderen ikke uden videre udelukkende kan siges at tilhøre ritualdefinitionerne præsenteret i kapitel 2, må vi ud fra dem, således forsøge at skabe vores egen definition. Som tidligere nævnt kan julekalenderen findes i krydsfeltet mellem at udgøre et ritual set som substantiv og et ritual set som adjektiv. Julekalenderen fungerer som substantiv, da den med sit særlige indhold baseret på historisk opståede genrekonventioner, kan siges at udgøre en mediebegivenhed og et særligt ritual i sig selv, hvor dens gentagelse opstår i kraft af dens tilknytning til julen som højtid, der desuden tillægger den ekstra værdi. At den tillægges ekstra værdi lægger sig desuden til julekalenderens ritualitet som adjektiv, hvorfor der ikke kan opsættes en

! 105! klar grænse, men derimod opstår en cirkulær forbindelse og en form for gensidig afhængighed mellem de to aspekter af den ritualitet, julekalenderen indeholder. Vi fandt i analysen frem til, at Den anden verden kan siges at skabe et genrebrud i forhold til dens nedprioritering af julen, da tre ud af fire familier er yderst kritiske overfor dette. Argumentationen herfor lå i, at julekalenderen er en del af deres december måned, hvorfor den også nødvendigvis må afspejle det liv, der foregår i denne periode. Samtidig fik julekalenderen også kritik for dens uhyggelige elementer, da respondenterne mener, at julen er en tid karakteriseret af hygge – ikke uhygge. Familierne går generelt ikke op i en julekalenders indhold, dog skal den gerne kunne samle familien, og der skal indgå elementer, der relaterer sig til den højtid, den er en del af. Derved ses det, at julekalenderens indhold primært er betydningsfuldt på grund af julekalenderens forbindelse til julen, da julekalenderen, blev den taget ud af sin kontekst, ikke ville opnå samme funktion, hvor fortællingen og formatet bidrager til en form for nedtælling og spændingsopbygning til juleaften. Således kan julekalenderens iboende ritualitet og dens tilknytning til julen som højtid, altså siges at udgøre den ene dimension af fænomenets ritualitet. Omvendt kan julekalenderen ligeledes ses som et adjektiv i denne forbindelse, da den indgår i en brugssituation i familien, der – hvis julekalenderen tillægges ophøjet værdi og behandles som værende noget helligt – kan siges at være rituel. For familierne er tv-sening i dagligdagen ikke noget, de tillægger betydelig værdi og tv-seningen er i høj grad blevet erstattet af streaming. Dog analyserede vi i modtageranalysen, hvordan de udvalgte familier betragter julekalendersening som en yderst vigtig tradition og desuden behandler julekalenderen med stor alvor i kraft af, at de prioriterer den højt og ikke betvivler dens berettigelse. Vi nåede således frem til, at julekalendersening for familierne skaber et helligt rum og en hellig tid, hvor hverdagslivet for en stund tilsidesættes. I dette hellige rum gør andre regler sig gældende, og familiernes brug af julekalenderen adskiller sig markant fra familiernes generelle mediebrug. Tv-sening som en ellers ordinær og sekulær aktivitet bliver således løftet til et helligt niveau, hvor tv’et bliver omdrejningspunkt for et familieritual. Herved lægger julekalenderens ritualitet som adjektiv sig til dens ritualitet som substantiv, hvorfor julekalenderen indeholder en form for dobbeltbinding af ritualitet. Herudfra kan man argumentere for, at julekalenderen kan udgøre en dobbelt størrelse,

! 106! hvor der kan siges at være skabt en gensidig afhængighed mellem begge aspekter, da de således eksisterer og fungerer i kraft af hinanden. Derfor vil vi argumentere for, at julekalenderen kan udgøre et dobbelt rituelt mediefænomen, og at det netop er i kraft heraf, at julekalenderen opnår sin status som noget af det eneste medieindhold, der kan samle familien. Selvom julekalenderen, som nævnt, kan siges at skabe et helligt rum i sig selv, er den desuden del af et større helligt rum – det rum julen med sin rituelle karakter kan siges at skabe. Julekalenderens rituelle dobbelthed skal ses i tæt tilknytning til netop dette, da julekalenderen uden for denne kontekst, ikke ville opnå samme funktion – hverken som substantiv eller adjektiv. I modtageranalysen kom vi frem til, at julekalenderen kan ses som et ritual for familierne. Accepterer man denne kategorisering, kan man argumentere for, at konteksten omkring julekalenderseningen bliver vigtigere end indholdet i sig selv. Dette skyldes, at ritualer og traditioner er svært foranderlige, hvorfor familierne – fordi de netop altid har set julekalender – også vil indfinde sig foran tv’et alle dage i december frem til d. 24., selvom julekalenderens indhold ikke på alle punkter lever op til de forventninger, de har til en julekalender. Til trods for, at konteksten således er afgørende for familiernes motivation for at se julekalender, er indholdet dog ikke helt uden betydning. Et eksempel herpå ses ved, hvordan flere af familierne reagerede kraftigt på julekalenderen Jul og grønne skove. Tore beskriver det som: “[...] den underligste julekalender ever” (bilag 18, replik: 172- 173), og Jens fortæller, hvordan det er det eneste år, julekalenderseningen ikke har været en fast tradition for ham (bilag 16, replik: 102). Dette eksempel illustrerer, at julekalenderens indhold i nogle tilfælde, kan fungere som modstander i forhold til familieritualets udførelse, hvis indholdet ikke lever op til forventningerne. Til trods for at Den anden verden kan siges at skabe et genrebrud, er dette ikke decideret destruktivt for julekalenderseningen i familierne. Medieteksten kan således, når den ikke indfrier modtagerens forventninger, fungere som hæmsko i forhold til en optimal udførelse af ritualet. Dette stemmer overens med Larsens centrale pointe om, at medieindhold kan være en integreret del af hverdagen og opnå en rituel funktion, hvor indholdet ikke er det primære, men dog alligevel ikke er uden relevant betydning (Larsen, 2000, p. 27, 35). Således består familiernes motivation for at se julekalender i kraft af og skal findes i julekalenderens dobbelte ritualitet.

! 107! Man kan hermed argumentere for, at årsagen til paradokset – at familierne så julekalenderen Den anden verden, selvom den har været under massiv kritik og af familierne er blevet kategoriseret som en middelmådig julekalender – er, at den udgør et dobbeltrituelt mediefænomen i de udvalgte familier. Dette bevirker ligeledes, at der kan ses flere mulige motivationsfaktorer for familiernes julekalendersening. Derved bunder familiens motivation for at se julekalender i såvel dennes ritualitet set som substantiv og som adjektiv. Det er således ved denne dobbeltbinding af det rituelle, at julekalenderen opnår sin særstatus som dobbeltrituelt mediefænomen. Samtidig må man i forlængelse heraf ligeledes forstå familiens motivation for at se julekalender i relation til, hvordan det rituelle aspekt per definition sætter konteksten over indholdet, men samtidig må indholdet, som nævnt, dog ikke fraskrives al betydning.

! 108! 7.0-Konklusion- Specialet havde til formål at undersøge familiens motivation for at se julekalender. Samtidig fandt vi paradokset omkring julekalenderens stadige popularitet, trods dårlig modtagelse blandt seerne, interessant at belyse i forbindelse hermed. Dette har vi undersøgt i et ritualteoretisk perspektiv gennem en modtageranalyse af julekalenderen i en familiemæssig brugssituation, hvor julekalenderen indgår i hverdagslivet, som det forløber i december måned. Dette for at kunne komme med en mulig forklaring på julekalenderens stadig samlende kraft i en ellers individualiseret tid, hvor mediebrugen i høj grad foregår på mobile platforme, og streamingtjenester tager andele fra traditionel tv-sening. Man kunne ud fra paradokset sætte spørgsmålstegn ved indholdets betydning for familiens motivation for at se julekalender, hvorfor vi formodede, at der måtte være andre mulige motivationsfaktorer. Adfærden omkring julekalenderen er nemlig på én gang tæt knyttet til samværet med fokus på den sociale kontekst, og samtidig kraftigt orienteret mod det medieindhold, julekalenderen udgør. Således havde vi i specialet både fokus på julekalenderen som medietekst samt dennes betydning uden for teksten selv, og hermed den kontekst og brugssituation, den er en del af. Julekalenderen er for familien en vigtig del af julen som højtid og udgør i den forbindelse en af de mange juletraditioner, der prioriteres særligt højt, hvorfor julekalenderen nødvendigvis må ses i relation til den højtid, den er en del af. Familien behandler julekalenderen med stor alvor og som noget, der er vigtigere end andet, hvorfor den kan defineres som værende hellig. Hermed udgør julekalendersening et rituelt rum, der er adskilt fra hverdagen, og hvor det sociale samvær er i fokus. På baggrund heraf er julekalenderen et familieritual. Hvis man accepterer kategoriseringen af julekalenderen som værende et familieritual, kan man argumentere for, at der i kraft af definitionen som ritual ligger, at den sociale kontekst vægtes over det indholdsmæssige. Dog må man ud fra familiernes udsagn konkludere, at selvom den sociale kontekst, og det samvær julekalenderen skaber, muligvis kan siges at tillægges størst værdi, så er indholdet ikke uden betydning. I denne forbindelse befinder julekalenderen sig i krydsfeltet mellem ritualet som substantiv og ritualet som adjektiv. Julekalenderen kan nemlig siges at fungere som substantiv i kraft af dens iboende ritualitet, da julekalenderen udgør en rituel genre. Samtidig tillægges den ekstra betydning grundet dens tilknytning til en højtid

! 109! gennemsyret af traditioner og ritualer, hvorfor julekalenderen kan siges at være et ritual i sig selv. Omvendt kan julekalenderen ligeledes ses som et ritual set som adjektiv i denne forbindelse, da den indgår i en socialt forpligtende brugssituation i familien, der – hvis julekalenderen tillægges ophøjet værdi og behandles som værende noget helligt – kan siges at være rituel. Julekalenderen udgør således en dobbeltrituel størrelse, hvor begge aspekter eksisterer og fungerer i kraft af hinanden. I forlængelse heraf kan man argumentere for, at julekalenderen udgør et dobbeltrituelt mediefænomen. Det er netop som et dobbeltrituelt mediefænomen, at julekalenderen opnår sin særstatus som en mediegenre, der kan samle hele familien. Julekalenderens rituelle dobbelthed skal ses i nær tilknytning til julen som højtid, da julekalenderen uden for denne kontekst, ikke ville opnå samme funktion – hverken som substantiv eller adjektiv. Derved udgør julen altså en kontekstualiserende ramme, der er af essentiel betydning for motivationsfaktorer, der vedrører såvel kontekst som indhold. Da julekalenderen er et dobbeltrituelt mediefænomen, ses flere motivationsfaktorer for familiens julekalendersening. Dog må man, da julekalenderen kan karakteriseres som et familieritual, konkludere, at det er julen og den sociale kontekst julekalenderen indgår i, der er af primær betydning for familiens motivation. Julekalenderens indhold skal dog ikke fraskrives al betydning, idet medieteksten kan have indflydelse på ritualets udførelse, da familien ønsker og forventer en julekalender, der handler om jul og kan samle familien. Julekalenderen som et dobbeltrituelt mediefænomen kan ses i sammenhæng med nutidens medielandskab. Her udgør den et helt særligt og unikt fænomen, der i høj grad adskiller sig fra familiens generelle mediebrug, da familiemedlemmerne radikalt ændrer adfærd i kraft af dobbeltritualiteten. Normalt er medieindholdet førsteprioriteten for seeren, men i julekalenderens tilfælde er funktionen afgørende, hvorfor indholdet skal afvige kraftigt, før man opgiver seningen. Julekalenderen bevirker, at familien som mikrosociologisk enhed samles på tværs af aldersgrupper, og samtidig kan den på et makrosociologisk niveau udgøre medieindhold, der samler nationalt og på tværs af sociodemografiske skel. Således kan man argumentere for, at julekalenderen som mediefænomen illustrerer, hvordan tv’et i dag kan have en stadig samlende funktion i et ellers individualiseret og fragmenteret medielandskab. I forlængelse heraf kan man argumentere for, at tv på denne måde stadig har strukturerende betydning for familiens

! 110! hverdagsliv og formodentlig vil blive ved med at have det, dog på stadigt hurtigt foranderlige vilkår. I forbindelse hermed er et interessant perspektiv, at der ved familiens brug af julekalender ses flere af tv’ets gamle funktioner, hvorfor Lulls teori ligeledes opnår relevans i en nutidig kontekst. Julekalenderens dobbeltritualitet bidrager altså til, at vi for en stund ser tv, som vi gjorde, dengang tv’et udgjorde det primære massemedie. Betyder det, at det således er ritualiteten, der skal sikre tv’s overlevelse? Og kan tv’et stadig ses som cultural forum? Dette udgør interessante områder for videre forskning. Set fra et andet perspektiv kan undersøgelsen bidrage til at generere viden om julekalenderen og dennes publikum til gavn for såvel producent som afsender. Således indeholder undersøgelsen perspektiver, som producent og afsender kan forholde sig til og medtage i deres overvejelser, når de i fremtiden skal producere julekalendere med det formål at samle hele familien foran tv’et. Når julekalenderen nødvendigvis må forny sig for at bevare sin relevans, opstår en udfordring for producent og afsender i kraft af, at fornyelse nemt kan ske på bekostning af indfrielse af seernes forventninger til genren. Ved fornyelse bliver julekalenderens rituelle karakter udfordret, da den må stemme overens med seernes forventninger, for at opnå den mest optimale udførelse af ritualet. Derfor er der altså en grænse for, hvor langt producenterne kan gå i forhold til julekalenderens indhold. Således kan en fornyelse af julekalenderen – hvis den af seerne opleves som genrebrud – virke skadende på og som hæmsko for den funktion julekalenderen har i familien som en forankret familieoplevelse og et fast familieritual. At balancere mellem det genkendelige og det fornyende er derfor en vanskelig opgave, da julekalenderen nødvendigvis må forny sig, for at forholde sig til sin kontekst, men samtidig må gøre dette med varsomhed, for ikke at træde for langt ved siden af konventionerne og de dertilhørende forventninger. I forbindelse hermed er et tydeligt resultat, at familierne først og fremmest ønsker og forventer en julekalender, hvis indhold kan samle hele familien og omhandler julen i en sådan grad, at den relaterer sig til hverdagslivet i december måned. Dette kan man argumentere for udgør det nærmeste man kommer et ufravigeligt krav til en julekalender. Hvis producent/afsender alligevel leverer utilfredsstillende indhold ved at afvige for meget fra seernes forventninger, reddes dette dog oftest af, at julekalenderen er en form for funktionel tv, da den indgår i

! 111! en rituel brugssituation. Dette stemmer overens med, hvordan alle familier udtrykker, at det ikke er jul uden julekalender.

! 112! 8.0-Litteraturliste-

Agger, G. (2006). Tv-drama. In Hjarvard (red.), Dansk tv’s historie (pp. 145-178). Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur.

Agger, G. (2009). Genreanalyse. In G. Rose & H.C. Christiansen (Eds.). En analyse af billedmedier – en introduktion (pp. 233-274). Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.

Agger, G. (2013). Danish TV christmas calendars: Folklore, myth and cultural history. Journal of Scandinavian Cinema (3), 267-280.

Bell, C. (1997). Rituals. Perspectives and Dimensions. New York: Oxford University Press.

Briggs, M (2006). Beyond the audience. Teletubbies, play and parenthood. European Journal of Cultural Studies (4), 441-460. London: SAGE Publications.

Cederborg, A. (2002). Interview med børn. En guide til undersøgelse og efterforskning. Psykologisk Forlag A/S: København.

Couldry, N. (2003). Media Rituals. A Critical Approach. New York: Routledge.

Christensen, O. (2007). Familiens medialisering - et casestudie. København: Forlaget UCC.

Durkheim, E. (1995) [1912]. The Elementary Forms of Religious Life. New York: The Free Press.

Gulløv, E., Højlund, S. (2003). Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyldendal

! 113! Halkier, B. (2008). Fokusgrupper. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Helles, R. (2016). Theorising Individual Media Use. Mobile Media in Everyday Life. In Sandvik, K., Thorhauge, A. M. & Valtysson, B. (red.), The Media and the Mundane. Communication Across Media in Everyday Life. Göteborg: Nordicom.

Hjarvard (2006). Tv-mediets halve århundrede. In Hjarvard (red.), Dansk tv’s historie (pp. 7-24). Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur.

Jensen, K. B. & Rosengren, K. E. (1990). Five Traditions in Search of the Audience. European Journal of Communication, 5, 207-238.

Jensen, K. B. (Ed.). (2012). Dansk mediehistorie. 1960-1995. Bind 3. Frederiksberg C: Samfundslitteratur.

Kofoed, E. M. (2008). Traditionen Tro? Hverdag og fest igennem 200 år. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Kristiansen, S., Krogstrup, H. K. (1999). Deltagende observation. Introduktion til en forskningsmetode. København: Hans Reitzels Forlag

Kuper. A. (1993). The English Christmas and the Family: Time out and Alternative Realities. In Miller, D. (red.), Unwrapping Christmas (pp. 157-175). New York: Oxford University Press.

Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). InterView. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag.

Larsen, B. S. (2000). Radio som ritual. Nordicom (3), 25-37.

Larsen, P. H. (2003). De levende billeders dramaturgi. København: Lindhardt og Ringhof Forlag.

! 114! Larsen, B. S. & Tufte, T. (2003). Rituals in the Modern World: Applying the Concept of Ritual in Media Ethnography. In Murphy, P. & M. Kraidy (Eds.) – Global Media Studies: Ethnographic Perspectives (pp. 90-106). London: Routledge.

Lotz, A. D. (2014). The Television Will Be Revolutionized. New York: New York University Press.

Lull, J. (1980). The Social Uses of Television. Human Communication Research (3), 197-209.

Lull, J. (1988a). The Family and Television in World Cultures. In Lull, J. (red.), World Families Watch Television (pp. 9-21). Newbury Park: Sage Publications.

Lull, J. (1988b). Contructing Rituals of Extension Through Family Television Viewing. In Lull, J. (red.), World Families Watch Television (pp. 237-259). Newbury Park: Sage Publications.

Lull, J. (2000). Media, Communication, Culture. A Global Approach. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.

Miller, D. (1993). A Theory of Christmas. In Miller, D. (red.), Unwrapping Christmas (pp. 3-37). New York: Oxford University Press.

Olsen, J. H. (1999). Kulturkristendom og kirke. Valby: Unitas Forlag.

Patton, M. Q. (1990) [1980]. Qualitative Evaluation and Research Methods. Newbury Park, California: SAGE Publications.

Petrelli, D. & Light, A. (2014). Family Rituals and the Potential for Interaction Design: A Study of Christmas. Transactions on Computer-Human Interaction (3), 16-29.

! 115! Redvall, E. N. (2011). Dogner for tv-drama: Om brugen af one vision, den dobbelte historie og crossover i DR’s søndagsdramatik. Kosmorama (248), 180-198.

Rothenbuhler, E. W. (1998). Ritual Communication. From Everyday Conversation to Mediated Ceremony. Californien: Sage Publications.

Schrøder, K., Drotner, K., Kline, S. & Murray, C. (2003). Researching Audiences. New York: Oxford University Press.

Silverstone, R. (1994). Television and Everyday Life. London: Routledge.

Sullivan, J. L. (2013). Media audiences: Effects, Users, Institutions, and Power. California: SAGE Publications.

Vemmer, M. (2006). Fjernsyn for dig. 50 år med verdens værste seere. København: Nordisk Forlag.

Østerberg, D. (2002) [1983]. Émile Durkheim - og hans teorier om samfundet. København: Hans Reitzels Forlag.

Webkilder

Berså, A. M. (2012, 5. december). DR navngiver ny børnekanal [online artikel]. Hentet den 25. maj 2017 fra: https://www.dr.dk/presse/dr-navngiver-ny-boernekanal

Carlsen, J. (2017, 20. februar). Stigning på 30 procent: Flere danskere bliver skilt inden for første år [online artikel]. Hentet den 3. april 2017 fra: http://livsstil.tv2.dk/samliv/2017-02-20-stigning-paa-30-procent-flere-danskere -bliver-skilt-inden-for-foerste-aar

! 116! Christensen, P. (2016, 13. december). DR-kalender sætter ny bundrekord [online artikel]. Hentet den 5. april 2017 fra: http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/dr -kalender-saetter-ny-bundrekord/6450522

DR (2014, 19. december). Flere går i kirke juleaften [online artikel]. Hentet den 22. marts 2017 fra: https://www.dr.dk/ligetil/kultur/flere-gaar-i-kirke-juleaften

DR (2017). Medieudviklingen 2016. Hentet d. 24. februar 2017 fra: http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/EDBEE3F4-5C3E-439E-A08E- 870734C3CD72/6150035/medieudviklingen_2016.pdf

Frandsen, L. (2016, 6. december). Raser over DRs julekalender: Uhyggeligt og handler IKKE om jul [online artikel]. Hentet den. 30 april 2017 fra: http://www.seoghoer.dk/nyheder/uhyggelig-og-handler-ikke-om-jul

Henriksen, J. & Vincents, C. (2016, 11. maj). Markant stigning i antal udmeldelser af folkekirken [online artikel]. Hentet den 22. marts 2017 fra: https://www.kristeligt -dagblad.dk/kirke-tro/markant-stigning-i-antal-udmeldelser-af-folkekirken

Jacobsen, E. T. (2012, 9. december). Eksperter: Sådan har tv-julekalenderen ændret sig gennem tiden [online artikel]. Hentet den 10. april 2017 fra: http://politiken.dk/kultur/medier/art5421334/Eksperter-S%C3%A5dan-har-tv -julekalenderen-%C3%A6ndret-sig-gennem-tiden

Mikkelsen, S. V. (u.å.). Historien om julekalenderne [online artikel]. Hentet den 11. april 2017 fra: http://www.juleweb.dk/historien_om_julekalenderne_07.htm

Nørhøj, H. (2009, 25. november). Hvad er et kirkeår? [online artikel]. Hentet den 22. marts 2017 fra: https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/hvad-er-et- kirke%C3%A5r

! 117! Rasmussen, M. (2008, 10. juni). Kun 2,4% går i kirke hver uge [online artikel]. Hentet den 22. marts 2017 fra: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kun-24- procent-g%C3%A5r-i-kirke-hver-uge

Røndal, M. L. (2012, 24. november). Fra Jullerup Færgeby til Jesus og Josefine [online artikel]. Hentet den 11. april 2017 fra: https://www.kristeligt-dagblad.dk/jul/fra- jullerup-f%C3%A6rgeby-til-jesus-og-josefine

Seeberg, K. (2016, 30. november). DRs hidtil dyreste: Årets julekalender er vild og voldsom [online artikel]. Hentet den 10 maj 2017 fra: http://www.bt.dk/film-og- tv/drs-hidtil-dyreste-aarets-julekalender-er-vild-og-voldsom

Sørensen, T. B. (2017, 25. februar). Arvingerne er noget af det modigste, DR har leveret [online artikel]. Hentet den 30. april 2017 fra: http://www.fyens.dk/indland/Arvingerne-er-noget-af-det-modigste-DR-har- leveret/artikel/3126204

TV 2 (2013, 13. december). Derfor fejrer vi (stadig) jul [online artikel] Hentet den 22. marts 2017 fra: http://livsstil.tv2.dk/2013-12-13-derfor-fejrer-vi-stadig-jul

Vincents, C. (2014, 12. december). Kristen via vaner, opdragelse og traditioner [online artikel]. Hentet den 22. marts 2017 fra: http://www.statsbiblioteket.dk/infomediaservice/;jsessionid=AC723CC63C9A0 CF9603BE484A83C59AE?faust=36303743

Analyseobjekt

Hansen, B. H. & Scherfig, N. (forfattere) & Kaalund, L. (instruktør) (2016). Episode 1 -24 [Tv julekalender]. In Hjortdal, A. (producent), Den anden verden. København: DR.

! 118!