Søren Sorgenfri REDDET PÅ MÅLSTREGEN? Brøndbys storhed og fald

BERLINGSKE Indholdsfortegnelse:

Prolog Sol, sommer og duften af Champions League – Sommeren 2005 Fra guldfest til cirkus – Efteråret 2005 ‘I det jyske muld ligger Brøndbys guld’ – Foråret 2006 ‘Faderen, Sønnen og Brøndby-ånden' – Efteråret 2006 De gamle dyder på ret ‘Køhlert’ – Foråret 2007 Det vigtigste transfervindue i mands minde – Efteråret 2007 Den islandske Kennedy – Foråret 2008 En ny tid – Efteråret 2008 Det forsømte forår – Foråret 2009 ‘Per bliver til han vælter' – Efteråret 2009 Ingen motivation – Foråret 2010 En dyr nat i Glostrup – Efteråret 2010 En ustabil børnehave og arbejdsnægtere – Foråret 2011 Nej tak til finansiel doping – Efteråret 2011 En nuance af nederlag – Foråret 2012 Ja til finansiel doping – Efteråret 2012 Det fordømte forår – Foråret 2013 Prolog

Benny Winther siger ikke noget, men svarer demonstrativt ved at løfte hånden op foran sit furede ansigt. Han samler tommel og pegefinger, så de næsten mødes og efterlader kun en lille sprække. Så tæt er vi på konkursen, er signalet fra Brøndbys næstformand til de sammenkaldte medarbejdere.

En nedslående melding til den stærkt reducerede organisationsstab i Brøndby IF på et hastigt arrangeret møde fredag 14. december 2012. Året i Brøndby IF er ved at gå på hæld i mere end en forstand. Endnu en direktør er på vej ud af butikken, og de forsøg, der internt gøres på at få klubbens røde økonomi på ret kurs, går ikke godt.

Der er samme stilhed på kontorgangene og i lokalerne på det store Brøndby Stadion som i et skibs indre i minutterne, før det knagende giver efter og brækker over med det sidste dybe og beklagende suk.

Sådan var det ikke godt syv år tidligere. Det var en festdag. Sol, sommer og duften af Champions League SOMMEREN 2005

Det var dengang, man ikke troede på, at det kunne ske. At Brøndby som dansk fodbolds klarest lysende fyrtårn kunne gå i sort og falde til jorden. Slet ikke denne sommerdag i 2005, hvor Brøndbys mandskab pligtskyldigt vandt 2-0 over FC Nordsjælland, for mesterskabet var allerede sikret to runder tidligere, da Brøndby med et sultent bæsts grådighed havde revet de tidligere mestre Herfølge fra hinanden med hele 7-0 foran 26.118 feststemte tilskuere. Pokaloverrækkelsen ventede til sidste spilledag, men så blev festlighederne ellers også sluppet løs.

Cheftræner Michael Laudrup jublede med sin anfører Per Nielsen over mesterskabet 2004/05.

Champagnen boblede, øllet flød, og luften var tyk af konfetti. Brøndby blev for tiende gang i klubbens historie kåret som danske mestre. Efter en sæson i opvisningsstil og ikke mindst den knusende 5-0 sejr over de evige rivaler fra FC København, der så sig distanceret med otte point i tabellen og nøjedes med sølvmedaljerne. Det var Brøndbys første danske mesterskab med Michael Laudrup som cheftræner efter to sæsoners tilløb. Dansk fodbolds største navn fik omsider sin lufttur og trak i guldtrøjen, mens spillerne overhældte ham med dyre franske dråber. Brøndby havde vundet pokalen og kunne glæde sig over totaldominans i dansk fodbold med ‘The Double’. Måske havde festen fået et gear mere, hvis fans, spillere, frivillige og ledere på tribunen vidste, at der forude ventede mindst syv magre år og en tiltagende desperat kamp for klubbens eksistens. Havde nogen luftet en dommedagsprofeti denne mesterlige junidag, så var vedkommende formentlig blevet spærret inde eller i det mindste kørt til kommunegrænsen og sat af - måske af Per Bjerregaard selv. Brøndbys faderfigur og altdominerende skikkelse lige siden han i 1973 startede klubformand og med magtfulde roller som bestyrelsesformand, administrerende direktør og sportsdirektør i tidens løb. Han havde fra sin plads på tribunen mindst af alle grund til at føle uro. Per Bjerregaard havde om nogen æren for Brøndbys opstigning fra landsbystatus til europæisk brandværdi målt i millioner. Han sikrede tilmed, at Brøndby undslap sit første møde med konkursspøgelset, da eventyret med Interbank i de tidlige 90ere truede med at trække foretagendet ned i fallittens sorte vand. En fatal flirt med bankverdenen, men Per Bjerregaard fik med venners hjælp og holdets gode præstationer på banen redet stormen af. Nu kunne han modtage lykønskninger i solskinnet og påbegynde arbejdet med at ruste klubben til deltagelse i fodboldens fornemmeste turnering, Champions League og kvalifikationen til dets gruppespil. Det lå dybt i den blå-gule selvforståelse efter store, meriterende sejre på internationalt plan, at man hørte til i Europa. Klubbens struktur var et labyrintisk netværk af vennetjenester, håndtryk og foreningslivets kammerateri og netop dét fællesskabs energier havde løftet Brøndby helt op over de andre danske hold og langt ud over landegrænserne. Magtbasen var fordelt mellem de ledende medlemmer af den myriade af foreninger, der den dag i dag udgør Brøndby IF’s bagland. Klubbens Fond, 100 mandsklubben, Veteranerne, Ungdomsafdelingen og amatørbaglandet. Man havde sammen opbygget en klub stor nok til at dominere dansk fodbold og med utallige timers arbejde ikke kun fostret en fodboldens gigant, der som Golem havde rejst sig af jorden i udkanten af Brøndby Landsby, men også opbygget en særlig Brøndby-ånd. Siden fusionen af Brøndbyvester IF og Brøndbyøster IF havde Brøndbys kerneværdier været egne talenter, sammenhold for sammenholdets og ikke pengenes skyld med mottoet ‘ingen over klubben’. En kultur i forandring. Et langvarigt rivegilde på ledelsesplan, indkøb af løntunge spillere, der hverken præsterede på banen eller slog rødder i klubbens foreningsmuld og et stadigt mere snævert manøvrerum for nestor Per Bjerregaard ventede forude. De skygger var ikke til at se den dag, da Brøndby IF stod så rank og stolt som nogensinde. I beruset og lykkelig uvidenhed om fremtidens nødlanding. Fra guldfest til cirkus EFTERÅRET 2005

Efter blot et par ugers sommerferie var guldfesten allerede langt væk, og Brøndby gjorde klar til et nyt forsøg på at spille sig i Champions Leagues gruppespil, men cheftræner Michael Laudrup og sportsdirektør Per Bjerregaard fik ikke arbejdsro. Med et transfervindue på vid gab var der rigeligt med spekulationer om mesterholdets spillere. Boksangriberen Morten Skoubo blev forbundet med et skifte til Spanien, og det samme gjorde midtbanemanden Martin Retov. Desuden så de første transferrygter om Daniel Agger og Liverpool dagens lys. En forbindelse, som Per Bjerregaard gentagne gange manede i jorden som det rene nonsens. Læg hertil, at krigshesten Morten Wieghorst, der på billedskøn vis med blodig bandage spillede sig ind i de blå-gule hjerter, stoppede karrieren for at prøve kræfter med trænergerningen i FC Nordsjælland efter et langt, slidsomt liv som fodboldspiller. Thomas Kahlenberg blev nok solgt til Auxerre for imponerende 30 millioner kroner, men savnet af kreatøren viste sig stort. Traditionen tro var der ingen kære mor for de danske deltagere i de europæiske turneringer. Superligaens kampprogram udviste ingen særlige hensyn til de danske deltagere på den internationale scene, og det var en slidt trup, der tog en dyb indånding og rustede sig til et europæisk korstog. En kampagne, der begyndte i et hjørne af Europa, i Kaukasus og Georgiens hovedstad Tbilisi efter en timelang flyvetur med mellemlanding i Kiev. Det uroplagede land var mere optaget af forhandlingerne med Rusland om genopretningen af diplomatiske forbindelser end forspillet til Champions League. Sikke et syn, der mødte Brøndbys spillere, som løb ind på Dinamos knoldede græstæppe på Tbilisi Stadion i Champions Leagues anden kvalifikationsgruppe. Det store betonstadion var flere steder mørnet væk og tribunernes træbænke rådne. Brøndbyerne vandt 2-0, og hjemme på et velplejet græstæppe på Brøndby Stadion i returkampen var der ingen ansatser til gummiben. Med et samlet 5-1 resultat, gjorde Brøndby-holdet sig klar til det sidste stop før gruppespillet, hvor mere end 100 millioner kroner i profit ventede. Brøndby havde ikke det nødvendige lodtrækningsheld og kom op mod de tidligere vindere af turneringen og totalfodboldens guvernante, Ajax Amsterdam. Som et varsel dykkede Brøndby-aktien på Fondsbørsen med en god håndfuld point efter lodtrækningen. Der blæste ellers positive vinde omkring aktien i ugerne op til lodtrækningen i håb om, at modstanderen blev overkommelige Rosenborg fra Norge. På et sent mål af Martin Retov spillede Brøndby 2-2, og før returkampen i Amsterdam opjusterede Brøndby forventningerne til årsregnskabet til et overskud på 30 millioner kroner før skat. »Hovedreglen er, at det er de sportslige resultater, der nævnes først, når en fodboldklubs succes skal bedømmes, og her taler Brøndby IFs ti mesterskaber på tyve år sit tydelige sprog. Men også uden for banen har Brøndby IF, siden selskabet blev stiftet i 1978, arbejdet ihærdigt på at sikre en sund drift af fodboldforretningen,« udtalte direktør Per Bjerregaard i en pressemeddelelse. Det var ikke mindst salget af Thomas Kahlenberg, der bidrog til det positive regnskab. På transfersiden havde navnet Laudrup effekt, og det gav pæne priser på guldtrænerens nøglespillere. Finanskrisens skær var blot en fjern streg i horisonten, og som afløser for Thomas Kahlenberg købte Per Bjerregaard Thomas Rasmussen hjem fra Hansa Rostock. Kant og back-spilleren skrev sig senere ind i klubbens historiebøger med en uventet rolle. Desuden blev den tidligere FCK’er Thomas Rytter hentet ind som ny højre back og direkte konkurrent til klubbens egen Dan Anton Johansen, der året før sammen med anfører Per Nielsen valgte at bryde den daværende spillerstrejke for klubbens skyld. Brøndby-knægten med det tørre skud tog plads på bænken som en af klubbens egne, der blev skubbet ud af et af cheftrænerens indkøb. Thomas Rasmussen var imidlertid ikke med i returkampen på Amsterdam Arena i jagten på et af Brøndby-historikkens fodboldmirakler. Lige siden Brøndby i klubbens første europæiske kamp bankede Honved Budapest, havde klubben haft et særligt forhold til internationale kampe. Det var resultater mod europæiske modstandere, der for alvor gjorde dem til hele Danmarks fodboldhold. Det var en samlet nation, der græd med Brøndby IF, der i 1991 blot var to minutter fra at spille sig i UEFA Cup-finalen, men Romas tyske samlebånd af en angriber, Rudi Völler, var grusomt koldblodig den aften på det Olympiske Stadion i Rom. Det var straffesparksdramaet i Moskva mod Torpedo, 1-0 triumfen over mægtige Liverpool på Anfield, massakren i Idrætsparken på Eintracht Frankfurt med de lammende 5-0 cifre og den tilsvarende afklapsning af Karlsruhe, der gjorde, at mindst 300.000 danskere den dag i dag vurderes at have Brøndby som favorithold. Det var 90ernes store bedrifter toppet med Allan Ravns desperado-mål mod Bayern München i Parken, da det lykkedes Brøndby at komme i gruppespillet i 1999 og indledende besejre de senere tyske finalister, der grundlagde det kærlighedsforhold. Akkurat som smertestunderne med nederlagene til Roma, Widzew Lodz og Dinamo Kiev, beviste, at kærlighed også kan gøre ondt, men fundamentet til kernen af fansenes loyale forhold til den blå-gule trøje blev støbt med de europæiske resultater. Det startede godt for Brøndby på Amsterdam Arena. Til trods for både hjemmebanefordel og overhånd med udebanemål fra den første kamp kunne hollænderne ikke få spillet til at fungere foran eget publikum, og i stedet slog de danske gæster til kort før pausen. Ville Brøndby igen vise sig som en af Europas store ‘giant killers’? Det blev ikke til mere end en tur i baronens seng. Brøndby tabte 3-1 og måtte indstille sig på deltagelse i den nystiftede turnering Europa League. Daniel Agger takkede de medrejsende fans, men Brøndby var færdige i Champions League efter nederlaget i Amsterdam.

Det var mere end et nederlag for Brøndby. Champions League-millionerne ville have sikret et forspring til rivalerne FC København. Det var det naturlige skridt op ad ambitionsstigen for et hold under Michael Laudrups ledelse, men havde den forgangne sæson været et langt heltekvad, så udgjorde kampen i Amsterdam de første strofer i den langvarige sørgesang, der ventede forude. Det var, som om magien forsvandt i Amsterdam for Michael Laudrups hold og ikke kom tilbage. Truppen var mærket, og flere af de bærende spillere ytrede for lukkede døre ønske om at prøve nye udfordringer andetsteds. Sulten var stillet. Samtidig ulmede en konflikt blandt dem, der i fan- og pressemiljøet stadig den dag i dag omtales som ‘den gamle garde’. En gruppe bestående af blandt andre Per Bjerregaard, Benny Winther, Finn Andersen, Emil Bakkendorff og Finn Petersen. Med forestående kontraktudløb var det naturligt for klubledelsen at diskutere mulighederne for en forlængelse af aftalerne med makkerparret John Faxe Jensen og Michael Laudrup, der stod til udløb sommeren 2006. Per Bjerregaard og andre kræfter i bestyrelsen talte for en forlængelse, mens en anden stor klubskikkelse, Benny Winther, ikke gav en bøjet femøre for Michael Laudrups aftryk. »Michael Laudrup står ikke for de samme værdier som Brøndby står og altid har stået for. Det kom til at handle for meget om navnet Laudrup og ikke Brøndby IF,« forklarede Benny Winther om sin uvilje mod at forlænge samarbejdet med Michael Laudrup. Benny Winther havde om nogen vist sig at være Per Bjerregaards våbenbroder i Brøndbys optur; Benny Winther som klubbens chefideolog og vogter over Brøndby-værdierne, og Per Bjerregaard som den pragmatiske daglige leder. Med rygstøtte fra det nu tidligere bestyrelsesmedlem Finn Andersen, og hans navnebror med efternavnet Petersen, der var formand i klubbens magtfulde fond med råderet over klubbens aktiemajoritet. Og ikke sjældent med altmuligmanden Emil Bakkendorff som ‘gardens’ stærke arm til at udføre ubehagelige beslutninger. Brøndby- magtens minutmænd, der set på afstand testede grænserne for loyalt samarbejde og den slags kammerateri i en børsnoteret virksomhed, der får Fondsbørsen til at rynke brynene. Finn Petersen beskrev ‘den gamle garde’, når kritikken mod Per Bjerregaard var krads, med ordene: »Det vil aldrig nogensinde ændre sig, dertil har vi og Per Bjerregaard en alt for lang historie sammen. Det er nogle helt andre ting, der gælder, end nogle kolde, rationelle betragtninger.« Benny Winthers vej ind i klubbens inderkreds gik via et hovedsponsorat i 70erne, siden som bestyrelsesmedlem og senere via en markant økonomisk håndsrækning, da klubben skulle reddes fra konkurs i Interbank-affæren. Et bankeventyr, der truede med at suge hver en krone ud af klubben. Efterfølgende havde han flere gange været i bestyrelsen som en af Brøndbys vigtigste aktionærer og bakkede ligeledes op om Per Bjerregaards samarbejde med den norske FIFA-agent, Rune Hauge, i 90erne og de tidlige 00ere. Samarbejdet med Hauge kastede mange gode transfermillioner af sig, men gav med tiden anledning til diskussion i bestyrelseslokalet. Den civiløkonom uddannede Rune Hauge var blandt andet involveret i Brøndbys solide spillersalg af Peter Schmeichel til Manchester United og John Faxe Jensens skifte til Arsenal. Arsenals køb af John Faxe Jensen fik Rune Hauge i myndighedernes søgelys, da det viste sig, at nordmanden havde gjort Arsenals manager George Graham venligt stemt over for et køb af John Faxe Jensen og Rune Hauges landsmand Pål Lydersen med en hilsen på lidt over fire millioner kroner. Korruptionen kostede ‘Smukke George’ jobbet i Arsenal, og gav Rune Hauge en karantænestraf på to år fra gerningen som fodboldagent. Det forhindrede ham dog ikke i efterfølgende at genoptage samarbejdet med Brøndby og være en del af spillerhandlerne med Andreas Jacobsson og Mattias Jonsson. Via Rune Hauge blev der tilmed åbnet en dør for Per Bjerregaard til et job i den nu lukkede Premier League-klub Wimbledon FC. Diskussioner om vejen frem blev en del af bestyrelseshverdagen i det nye årtusinde. Det var på ingen måde nye toner her i efteråret 2005, hvor en ny virksomhedskultur var ved at udvikle sig i klubben. IT-erhvervsmanden Torben Røsler trådte til som redningsmand for Brøndby, da han i november 2002 tegnede sig som storaktionær for godt 19 millioner kroner i forbindelse med en såkaldt rettet emission for at få styr på en kassekredit, der led voldsomt under byggeriet af det ny Brøndby Stadion. Brøndbys direktion førte statistik over klubbens sponsorer med en vis kommerciel muskelkapacitet som mulige emner til bestyrelsen. Her spottede man Torben Røsler, og han blev tilbudt en plads i bestyrelsen. Torben Røsler accepterede og fik følgeskab af erhvervsfolkene Ole Paustian og Frank Mortensen. Blot fem måneder senere overtog Torben Røsler posten som bestyrelsesformand efter advokaten Ole Borch, der pegede på Torben Røsler for at forynge klubbens ledelse og etablere et såkaldt ‘kommercielt ben’. Bestyrelsen talte, ud over de tre nye medlemmer, Per Bjerregaard, Benny Winther og Finn Andersen samt skolelærer Carsten Sørensen. Medlemskabet var forbundet med en vis prestige og et ikke uvæsentligt honorar i underkanten af 100.000 kroner. Til trods for at et underskud på 36 millioner kroner blev ændret til et overskud på 24 millioner kroner, så var tonen, frem mod at Torben Røsler trak sig i marts 2005 på grænsen til ubehagelig i bestyrelseslokalet. Det var ellers lykkedes for Torben Røsler, Per Bjerregaard og ikke mindst med klubbens kommercielle direktørtalent Ole Palmå som motor i forhandlingerne at forlænge hovedsponsoraftalen med forsikringsgiganten Codan med tre år. En aftale til en værdi inklusive bonusser på lige under 20 millioner kroner, men spændingerne i bestyrelseslokalet tog til. Trioen Røsler, Paustian og Mortensen ønskede at kommercialisere yderligere på trænernavnet Michael Laudrup, og de var trætte af holdningen blandt den gamle garde om, at den slags plejer at gå af sig selv. Erhvervsfolkene var heller ikke imponerede af, at årsregnskabet var fyldt med fejl, og stemningen i klubbens topledelse blev ikke bedre af forsøget på at erhverve messemastodonten Bella Center. En investering på mere end 600 millioner kroner og en kursændring i retning af at skabe overskud på driften uafhængigt af fodboldholdets præstationer på banen. Bestræbelserne på at opnå enighed i bestyrelseslokalet blev ikke nemmere af, at et af de daværende bestyrelsesmedlemmer blev irettesat for at stemme med uden at have læst op på materialet om den voldsomme investering. Reprimanden blev ført til referat i et ophedet bestyrelseslokale, hvor Røsler, Mortensen og Paustian ikke ønskede at betale mere end 600 millioner kroner for Bella Center. Per Bjerregaard besluttede at forhøje buddet til mere end 700 millioner kroner. Forsøget på at købe Bella Center kollapsede sammen med samarbejdet i bestyrelseslokalet. »Vi er kede af, at vi ikke får mulighed for at købe Bella Center, det vil jeg bestemt ikke lægge skjul på. Vi så Bella Center som en naturlig udvidelse af vores forretningsområde, og derfor har vi også med opbakning fra Brøndbyernes IF Fodbold Fond, der er Brøndby IFs hovedaktionær, arbejdet hårdt for at komme i betragtning som køber. Dette lykkedes. Det lykkedes også efter stor offervilje fra fonden og fra bestyrelsen i moderklubben at få skabt grundlag for finansieringen. Desværre lykkedes sidste fase, købet af aktierne i Bella Center, ikke,« fortalte en resigneret Per Bjerregaard i en pressemeddelelse. Torben Røsler accepterede i sin tid kun nødtvungent formandsposten og klikkede ikke med Benny Winther og Per Bjerregaard, der udover at være administrerende direktør også var referent på bestyrelsesmøderne. Referaterne blev sendt videre til moderklubben, men måtte ofte revideres, da bestyrelsesmedlemmerne ikke var enige om ordlyden. Per Bjerregaard var dog ofte op til et par måneder om at få ændret det ønskede. En mandag morgen i marts efter søndagens 1-1 kamp mod AaB bristede bestyrelseslokalet. Røsler, Mortensen og Paustian trak sig og langede ud efter Per Bjerregaard og de øvrige tilbageværende bestyrelsesmedlemmer med beskyldninger om manglende økonomisk ansvarlighed og om at skyde først og spørge derefter. »Det er bedre at skilles end slide på hinanden,« forklarede Per Bjerregaard i en pressemeddelelse om bruddet og kørte advokaten Ejvind Sandal i stilling som ny bestyrelsesformand. Det var ikke kun Røsler, Paustian og Mortensen, der led et nederlag. Det samme gjorde hele bestyrelsens strategi om at finde indtægtskilder til klubben for at gøre den uafhængig af fodboldholdets resultater. Rivalerne fra FC København havde med deres køb af Parken og indtog i underholdningsbranchen vist vejen, så da Bella Center blev sat til salg, lignede det Brøndbys store chance for at gøre Flemming Østergaard kunsten efter. Optimismen var forståelig, for efter Interbank-affæren og den medfølgende gæld på 400 millioner kroner var økonomien igen sund; ikke mindst takket være spillersalg i millionklassen. Bestyrelsen og direktionen var klar til at tage skridtet ind på scenen i underholdnings- og messebranchen, men med omtanke. Interbank-affæren, der skete i samarbejde med Hafnia, havde sat sine dybe spor. Dengang endte Brøndby med at stå tilbage med al gælden, fordi der ikke var papir på aftalen med den konkursramte forsikringsgigant. Den naivitet måtte ikke gentages, lød det igen og igen i bestyrelseslokalet. Pengene til købet af aktiemajoriteten af Bella Center blev primært etableret via en låneaftale med banken Nordea og i mindre grad via en aktieemission samt et lån i Enskilda Banken. »Der var enighed i bestyrelsen om, at så stor en investering kun kunne ske i fuld enighed, og et bud på Bella Centret måtte på ingen måde kunne koste fodboldklubben livet. Vi tænkte jo tilbage på sagen om Interbank. Vi ville derfor lave et selskab uden for Brøndby, hvor pengene fra en emission skulle gå over i. Så hvis noget gik galt, havde vi kun tabt de penge, aktionærerne havde givet os for at købe Bella Centret. Men det måtte aldrig komme til at koste fodboldklubben livet,« forklarede daværende bestyrelsesformand Torben Røsler til Berlingske. Men flere aktører bød, og prisen steg til et niveau, hvor hovedparten af bestyrelsen ikke længere så det rentabelt at følge med. De ønskede, at Brøndby trak sig fra forhandlingerne, da de involverede långivere forlangte, at buddet skulle bakkes op med fodboldklubben som sikkerhed. Ole Paustian blev chokeret, da det gik op for ham og bestyrelsen, at Bjerregaard var gået enegang og havde lagt et bud på 716 millioner kroner. »Jeg skrev personligt et brev til bestyrelsen, da jeg så det. Jeg var selvfølgelig undrende og fortørnet som bestyrelsesmedlem over, at det var sket uden vores vidende, at han havde afgivet tilbuddet. Der bad jeg faktisk om at få en juridisk udtalelse fra en uvildig advokat for i hvilket omfang, det var forpligtigende,« forklarede Ole Paustian. Men buddet på Bella Center gik ifølge daværende formand Torben Røsler langt videre, forklarede han til Berlingske: »Da Per Bjerregaard afgiver sit sidste bud på Bella Center på 716 millioner kroner, går han ind på tre ting: Han byder et beløb, vi ikke kan stå inde for. Der er ikke enstemmighed i bestyrelsen. Ja, der er ikke en gang flertal for det i bestyrelsen. Og endelig sætter han fodboldselskabet ind som sikkerhed. Det bud, Per sender til sidst, det er stort set betingelsesløst.« Selv Bjerregaards støtte Finn Andersen, der bestred posten som direktør i tiden med Interbank, var skeptisk ved udsigten til vennens manøvre. De tidligere Berlingske-journalister Jesper Dahl Caruso og Anders Damgaard blotlagde i 2007 forløbet omkring det købsforsøg, der førte til, at bestyrelsen blev sprængt. I artiklen ‘Brøndbys Sorte Søndag’ fremgik det, at Per Bjerregaard havde lovet den øvrige bestyrelse en finansieringsplan med skriftlige garantier på bestyrelsesmødet i marts. »Per Bjerregaard hev et stykke A4- papir frem, hvor der stod nogle navne på. Gamle koryfæer og Brøndby-spillere. Men det havde intet med en skriftlig garanti at gøre,« fortalte Torben Røsler i artiklen. Per Bjerregaard garanterede for egen regning mellem en og to millioner kroner, men her brast bestyrelsens tillid til ham, og Finn Andersen trak sig som den første. »Torben Røsler var en fantastisk formand. Vi havde en perfekt bestyrelse, som bestod af lige dele klubfolk og forretningsfolk og en god blanding af unge og gamle. Vi var på vej mod noget stort, men jeg kunne fornemme på Per, at han var på vej til at ødelægge bestyrelsen. Jeg havde derfor allerede besluttet mig inden bestyrelsesmødet for, at jeg ville trække mig som den første,« lød det fra Finn Andersen med tilføjelsen: »Splittelsen i bestyrelsen er essensen i de problemer, klubben siden blev kastet ud i. Hvis det ikke var sket, så havde vi ikke været i krise i dag. Det er jeg helt sikker på.« Efter et kort samråd trak også Torben Røsler, Ole Paustian og Frank Mortensen sig omgående fra bestyrelsen. Artiklen i Berlingske afslørede en mail fra tidligere formand Ole Borch, der viste, at Per Bjerregaard ikke forventede opbakning til sit dristige bud, men i stedet arbejdede med en parallelbestyrelse. Nye folk, han forventede valgt ind på en generalforsamling tre uger senere. »Derfor var situationen den 13. marts den, at Nordea allerede forinden var orienteret om, at der senest på den kommende ordinære generalforsamling ville ske væsentlige udskiftninger i bestyrelsen. Og Nordea var forhåndsorienteret om, at ES (Ejvind Sandal, den senere formand, red.) ville blive stemt ind af fonden som ny formand. Men Nordea var også orienteret om navnene på de op til to øvrige nye medlemmer: TH og FBA (Torben Hjort og Frank Buch-Andersen, red.),« skrev Ole Borch. Artiklens konklusion lød, at Per Bjerregaards magt var så stor, at han kunne skalte og valte med pladserne i bestyrelsen. I efteråret 2005 opstod der mislyde i kommunikationen mellem Per Bjerregaard og Michael Laudrup. Cheftræneren ønskede, at Per Bjerregaard bakkede ham op i ønsket om et indkøb af Malmö FF’s camerounske venstre back Joseph Elanga, der repræsenteredes af Michael Laudrups agent, tyrkiske Bajram Tutumlu, men Per Bjerregaard tøvede. Han var ikke imponeret af Elangas disciplinære problemer i det svenske og havde desuden tidligere efterkommet et ønske om en spiller til netop den position med millionindkøbet af Viborg FFs landsholdsspiller Asbjørn Sennels. Laudrup fik dog til sidst sin vilje og sin spiller som oprustning til den afsluttende halvdel af sæsonen, hvor Brøndby skulle vinde terræn på ligaens duks, FC København. Efterårssæsonen så et Brøndby-hold, der havde vanskeligt ved at finde mesterskabsrytmen. Selv om det lykkedes for Brøndby at slå sig igennem til Europas Leagues gruppespil via to kvalifikationskampe mod FC Zürich, så endte det europæiske eventyr her efter møder med Maccabi Tikva, Lokomotiv Moskva, Espanyol og Palermo. Særligt den sidste kamp på Sicilien understregede, at guldglansen var slidt af Brøndbys hold. Italienerne vandt uden at anstrenge sig med 3-0, og i ligaen gik Brøndby til vinterpause med et hul på fire point op til FC København på førstepladsen. ‘I det jyske muld ligger Brøndbys guld’ FORÅRET 2006

Hvis 2005 sluttede hektisk, så åbnede 2006 næsten febrilsk. Det blev det sidste halve år for Michael Laudrup på trænerposten i Brøndby, men det mærkede man ikke her i januar måneds vigtige transfervindue. Der var gang i glasdørene i receptionen på Brøndby Stadion med en livlig trafik af nye spillere, andre der takkede af og agenter og andre forhandlere, som kom og gik igen. At unge Daniel Aggers talent hurtigt viste sig for stort til dansk fodbold, det fik danskerne bevis for en januarmorgen, da man vågnede op til nyheden om, at Liverpool FC gjorde alvor af interessen for stopperen og betalte 63 millioner kroner for den ranglede Agger. Desuden blev angriberen Morten Skoubo solgt til baskiske Real Sociedad, som samtidig via sportsdirektør og Michael Laudrups tidligere holdkammerat i FC Barcelona, Jose Bakero, lod forstå, at man også håbede på at få en dansker på trænerbænken inden længe. »Vi sagde noget andet til pressen dengang, men det er klart, at al virakken omkring Laudrup og fremtiden kom til at påvirke os,« siger daværende anfører Per Nielsen i dag. Michael Laudrup ønskede ikke at kommentere den spanske bejler, men det var tydeligt, at spændingerne mellem klubledelse og cheftræner tog til. Dog ikke mere end at der stadig kunne opnås enighed om nye spillere. Til AGF-publikummets ærgrelse forlod Morten Duncan Rasmussen Aarhus til fordel for rivalerne Brøndby, og AaB slap deres offensive talisman, Martin Ericsson, for knap otte millioner kroner. Morten Duncan Rasmussens evner som målscorer fornægtede sig ikke i Brøndby-trøjen, men Martin Ericsson vænnede sig aldrig rigtig til livet i klubben til trods for, at han vidste, hvad han gik ind til med trøje nummer 10. »Nu skal jeg jo huske på, at det er Michael Laudrups gamle nummer, og det giver en ekstra dimension, så jeg må håbe, at jeg kan klare presset,« sagde svenskeren ved sin præsentation, men det løfte kunne han ikke indfri. Brøndby-mandskabet ramte ikke samme høje niveau som året før. Fodboldpensionerede Morten Wieghorsts vindervilje var stærkt savnet, og salget af spillere som Skoubo, Agger og Kahlenberg var utvivlsomt godt for økonomien, men afløserne havde ikke samme internationale niveau, og FC København løb med mesterskabet. Det var udebanekampene i Jylland, der kostede. Brøndby tabte en håndfuld kampe i træk, og det kastede følgende forside på BT af sig: ‘I den jyske muld ligger Brøndbys guld’. Og netop de mange tabte kampe, som 4-1 blamagen i Horsens, på fremmed græs resulterede i, at Brøndby så sig distanceret med seks point af ærkerivalerne, da sæsonen blev gjort op. Lige så usikre Brøndby var på udebane, lige så driftsikre var de på Brøndby Stadion, hvor modstanderholdet som regel pakkede sig, sparkede bolden langt og håbede på det bedste. Det var en anderledes historie på udebane, og til trods for at Michael Laudrup inddrog fridage og straffede truppen med andre sanktioner, lykkedes det ikke at stramme op. Sideløbende med Brøndbys kamp for at hænge på FC København blev dialogen mellem Per Bjerregaard og Michael Laudrup om en kontraktforlængelse udlagt som lidt af en sæbeopera i pressens spalter. Næsten dagligt var der en udmelding i medierne fra den ene part, som den anden part så kommenterede dagen efter. Det fornemmede man også udenlands, hvor ikke kun Real Sociedad drømte om at hyre danskeren med det store navn i spansk fodbold, men også den lille Madrid-klub, Getafe, fulgte med. Her havde klubpræsident Angel Torres udarbejdet en liste med trænernavne, der potentielt kunne tage over efter tyske Bernd Schuster som træner, og her optrådte navnet Laudrup sammen med blandt andre den mexicanske landsholdslegende Hugo Sanchez. Langt ind i maj måned erklærede Michael Laudrup, at han ønskede at fortsætte projektet i Brøndby. Og Per Bjerregaard var tilsvarende positivt indstillet og fortalte pressen, der på næsten daglig basis var blevet beriget med de forhandlende parters uenigheder, at man blot manglede at få økonomien på plads. Per Bjerregaard fik tilmed opbakning på klubbens generalforsamling til at forlænge med makkerparret Laudrup og Faxe, og det var et vigtigt mandat i en tid, hvor den interne kulturkamp spidsede til. Benny Winther var ikke fan af Laudrup, og i klubbens talentafdeling var talentchef Kim Vilfort skuffet over de unge spilleres manglende muligheder på førsteholdet. I denne lejr var også Tom Køhlert, der ikke brød sig om udsigten til, at et fornyet samarbejde med makkerparret på trænerbænken ville være lig med flere penge til investeringer i spillertruppen. »Michael Laudrup har ønsket at få større indflydelse på klubbens talent og indkøbspolitik,« lød det fra Per Bjerregaard, der erklærede sig indforstået med den kursændring, men for en gangs skyld havde han ikke sit bagland helt på plads, og den utilfredse gruppe med Benny Winther i spidsen spændte musklerne. Det var heller ikke populært, at Michael Laudrup og Faxe havde droppet Emil Bakkendorff som holdleder. Samtidig steg presset fra medier og fans på Michael Laudrup, der blev gjort til syndebuk for det tabte mesterskab. Til sæsonens sidste kamp hævede Brøndby- fans et banner med ‘Laudrup raus’. Helten fik skurkerollen, og som den globale fodboldverden rustede sig til det forestående VM i Tyskland, gik Superligaen i stå 21. maj. Her udsendte Brøndby en pressemeddelelse og offentliggjorde Michael Laudrup og John Faxe Jensens stop i klubben ved udgangen af juni måned 2006.

Symbolsk går Michael Laudrup og Per Bjerregaard hver sin vej, efter langtrukne forhandlinger om en kontraktforlængelse ikke bar frugt. Brøndbys bagland vandt kulturkampen på grund af uenighed om kontraktforlængelsens løn og længde. Michael Laudrup og John Faxe Jensen ønskede en forlængelse af to års varighed, men med ret til at gå efter et år, hvis udlandet fristede, men Brøndby ville kun tilbyde et år. Desuden ville duoen samlet set have en halv million kroner mere i løn, end det Brøndby tilbød. Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu var en hyppig gæst i København i forårets løb i forsøget på at komme overens med Per Bjerregaard, men efter deres sidste møde på Per Bjerregaards kontor var han rasende. Bayram Tutumlu smækkede med døren og hastede fra Brøndby Stadion. Års gode samarbejde med Per Bjerregaard var forbi, og tyrken kaldte ham uvederhæftig og nedkaldte nærmest en forbandelse over Brøndby. »Det er begyndelsen til ende for Brøndby det her. Jeg vil aldrig have noget med den klub at gøre igen.« Bayram Tutumlu var kendt som en impulsiv forhandler, men udviste han her profetiske evner? ‘Faderen, Sønnen og Brøndby-ånden’ EFTERÅRET 2006

Michael Laudrup blev hurtigt sat i forbindelse med flere spanske klubber, ikke mindst Real Madrid, og det ledige trænersæde i Brøndby blev også genstand for spekulationer. De hyppigste rygter gik i retning af to tidligere Brøndby-spillere, Randers-træneren Lars Olsen og AC Horsens’ Kent Nielsen. Lars Olsen med bopæl i Brøndby kommune og en fortid som trænerassistent i klubben. For Kent Nielsen talte, at han havde udvirket noget nær et mirakel med oprykkerne AC Horsens og stik mod forventning sikret dem overlevelse på et papirtyndt budget. Alligevel forudså ingen Per Bjerregaards næste træk. Han afslørede i medierne, at flere internationalt kendte navne havde meldt sig interesserede i jobbet, men han indkaldte til pressemøde med to store overraskelser til de fremmødte pressefolk. Ukendte Hollandske René Meulensteen skulle føre Brøndby-holdet videre med hjælp fra Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, der blev udnævnt til ny sportschef. René Meulensteen kom fra en stilling som assistenttræner i selveste Manchester United, men havde derudover kun trænet ungdomshold i Mellemøsten, og Anders Bjeregaard havde hidtil gået lidt til hånde i Brøndby efter en fodboldkarriere, der blev spoleret af en skade. Det var en enig bestyrelse, der bakkede op om ansættelsen af Anders Bjerregaard, men der var ingen tvivl om, at det var Per Bjerregaards værk, og de kommende uger og måneder blev der gættet vidt og bredt på, hvorfor han foretog dette træk. Påstandene om Per Bjerregaards kroniske mistro til langt de fleste i Brøndby-regi fik ny næring, og især et ord stod tilbage på bundlinjen: Nepotisme. Anders Bjerregaard blev med ét formentlig dansk fodbolds mest travle mand og skulle jonglere lavpraktiske opgaver som spillerbørns skolegang, forsikring og sponsorbiler og måtte igen og igen stå på mål for sit syn på langt det meste i dagspressen og samtidig forsyne en urutineret ny træner med nye spillere. Desuden skulle han finde det bedste bud på angrebsstjernen Johan Elmander, der endte med at skifte til franske Toulouse for 30 millioner kroner samt præstationsbetingede bonusser. Anders Bjerregaard fik denne sommer noget af en ilddåb i rollen som sportschef med lange arbejdsdage. Det var ikke unormalt, at han først besvarede telefonopkald sent på aftenen. Der var kort og godt travlhed på hans kontor. Ikke mindst fordi han skulle servicere René Meulensteen, der på tredjedagen af sit ophold i Danmark stadig ikke havde formået at købe en tandbørste. René Meulensteen indledte sit ophold i Brøndby med at understrege, at han ikke var en Laudrup, men lovede at videreudvikle filosofien med det boldbesiddende og underholdende spil. Det manglede også bare givet hans hollandske baggrund, og han gik straks i gang med at udpege spillere for Anders Bjerregaard. Flere af ønskerne kom bag på den nybagte sportschef og Brøndbys bestyrelse, men Anders Bjerregaard var på dette tidspunkt ikke i en position til at vride armen om på sin cheftræner. Det ville tage sig dårligt ud med en armlægning så tidligt i forløbet, og når man havde valgt at satse på hollænderen, måtte René Meulensteens ønsker honoreres. René Meulensteen var bekymret over kvaliteten af spillertruppen og så omgående til England efter forstærkninger. Mark Howard og Adam Eckersley (på lån) blev hentet i Manchester Uniteds talentafdeling, og via en anbefaling fra den tidligere United-spiller Quinton Fortune fandt han lykkeridderen og angriberen Giovanni Rector i Sydafrika. Desuden blev Hannes Sigurdsson købt i Stoke i transfervinduets sidste fase, da Brøndby var hårdt ramt af skader blandt angriberne, og præsenteret af René Meulensteen som en spiller med topscorerpotentiale. Islændingen blev dog hurtigt og vittigt døbt Hannes Et-ben på grund af sit noget endimensionelle spil. Anders Bjerregaard fandt den uortodokse angriber Jean-Philippe Peguero, men spilleren fra Haiti blev sparket ned af Robbie Russel i en kamp mod Viborg og langtidsskadet efter at have givet fine løfter i sine blot tre kampe for klubben. Brøndby kom ikke forstærket ud af transfermarkedet denne sommer, og cheftræner René Meulensteen viste sig også hurtigt overmatchet til trods for, at Brøndby-holdet åbnede sæsonen som et tophold. Taktisk gik holdet ind til sæsonen 2006/07 på fundamentet fra Michael Laudrups tid og tog 14 ud af de første 18 mulige point, men efterhånden som det tætte kampprogram gjorde sig gældende, og de europæiske opgaver meldte sig, smuldrede det spillemæssige underlag. Nøglespillere som Per Nielsen og Marcus Lantz forsøgte egenhændigt at få defensiv organisation ind på holdet, men der var utilfredshed i truppen med René Meulensteens træningsøvelser, som flere af spillerne ikke havde prøvet siden ungdomsfodbolden, og som ikke stod mål med træningen i Laudrup-årene. Det kom desuden til flere sammenstød mellem spillere hentet af René Meulensteen og dem købt af Laudrup. At der var disciplinære problemer kom til udtryk på pinlig vis i en Europa League-kamp ude mod Eintracht Frankfurt. Tyskerne vandt 4-0 efter en kamp, hvor Brøndby fik to røde kort. Efter kampen revsede Thomas Rasmussen holdkammeraten Mark Howard for at trække et dumt rødt kort, og René Meulensteen reagerede omgående ved at uddele en skideballe til danskeren i resten af truppens påhør. Det gjorde ikke hollænderen mere populær. Tværtimod. Spillerne tvivlede i forvejen på René Meulensteens evner efter, at hans taktiske oplæg til kampen i Frankfurt primært bestod af en øvelse, hvor Brøndby-spillerne en efter en præsenterede sig som et dyr. En session, der endte med samtlige spillere i latterkramper. René Meulensteen forlod opgivende omklædningsrummet, og muligvis vidste han, at respekten var væk. Omklædningsrummet var tabt som englænderne kalder det, og resultaterne talte deres tydelige sprog om et hold uden sammenhængskraft med syv kampe i træk uden sejr. René Meulensteen tilbragte mere og mere tid i hjemlandet på grund af sygdom i familien, og Brøndby sank ned i tabellen. Brøndby bakkede op om den trængte cheftræner, men Anders Bjerregaard reagerede konsekvent på sammenbruddet og gjorde klar til at hente Mikkel Bischoff og Stephan Andersen ind som forstærkninger til det trængte hold bag om cheftrænerens ryg. Alligevel var det en optimistisk René Meulensteen, der sendte en nytårshilsen til spillertruppen. »Vi står sammen om det her, ingen forlader båden,« sagde han. 14 dage senere blev Rene Meulensteen enig med Brøndby om at ophæve samarbejdet, og han blev efterfølgende bedst husket for at karakterisere Brøndby som ‘en syg patient’ og i et interview med en hollandsk avis at svine sine stamspillere Thomas Rytter, Per Nielsen, Marcus Lantz og Thomas Rasmussen til. Per Bjerregaard havde få uger forinden i et interview med Berlingske under titlen ‘Faderen, Sønnen og Brøndby-ånden’ forsøgt at tage skraldet for cheftræneren og sportschefen med henvisning til, at han trods alt var manden med ansvaret. Og at han allerede i foråret med Michael Laudrup så tendenser til en sportslige nedtur. Her forklarede han også, at grunden til ansættelsen af Anders Bjerregaard var, at sønnen kendte klubben lige så godt som sin far, og at førstevalget Kim Vilfort ikke ønskede at bestride jobbet. Det var et spørgsmål om Brøndby- ånd, kunne man læse, og det var også forklaringen på, hvorfor Per og Anders Bjerregaard her i det sene efterår gjorde sig tanker om en ændring på cheftrænerposten. Uagtet at René Meulensteen vendte tilbage til Manchester United som højtprofileret højre hånd for Alex Ferguson, så efterlod han sig et pauvert indtryk i Brøndby og bar sin del af ansvaret for, at den negative sportslige spiral startede her med lidet imponerende spil og indkøb af spillere. De gamle dyder på ret ‘Køhlert’ FORÅRET 2007

Brøndby handlede hurtigt efter afskeden med René Meulensteen og bad klubmanden Tom Køhlert om at overtage jobbet. Tom Køhlert var egentlig mere til talentudvikling og Beach Boys på vinyl end førsteholdsansvar og medierampelys. Tom Køhlert accepterede modvilligt. Hans passion var talentarbejdet, men klubben led og havde behov for hans hjælp. Med ansættelsen af Tom Køhlert bevægede Brøndby sig endegyldigt væk fra tiden med Michael Laudrup. Det ellers så succesfulde 4-3-3 system blev droppet til fordel for en 4-4-2 formation a la det stærke Brøndby-hold i 90erne. At vende tilbage til de gamle dyder. Det var ofte hørt blandt fans og ledere i Brøndby i nyere tid. Hermed forstås de kvaliteter, som klubben stod for i 90erne med Ebbe Skovdahl som træner. Det var 4-4-2, højt pres, sikre og simple aftaler og en jernhård fysik, der moste selv de mest stædige modstandere. Få spillerindkøb kombineret med nidkært fokus på egne talenter; det var vejen frem mod 90ernes mesterskaber. Man kunne derfor ikke fortænke Brøndby-hjerter i at drømme sig tilbage til de gamle dyder eller, at ledelsen med jævne mellemrum luftede udsagnet som en ny strategisk satsning. Sandheden var, at tiden var løbet fra de gamle dyder. Det var dengang, Brøndby var enerådig på transfermarkedet, og profiler som Thomas Thøgersen og Søren Colding gladeligt accepterede at skifte fra BK Frem til Brøndby til en lav løn, fordi de vidste, at Brøndby var ensbetydende med succes, store oplevelser og et guldrandet udstillingsvindue til Europa. Thøgersen røg til England, Colding til Tyskland, og andre fulgte efter. Men nu kunne Brøndby ikke længere vælge mellem de bedste. Akkurat som klubbens fysiske overtag var indhentet og i flere tilfælde overhalet af de øvrige Superligahold, der havde optimeret flittigt på den fysiske træning. 90ernes mesterlige 4-4-2 var siden overhalet af mere smidige systemer, men forestillingen om de gode gamle dyder levede som et Utopia. Tom Køhlert iværksatte en udrensning af spillere, som han anså for dødvægt i truppen, og Laudrups stjerne, Joseph Elanga blev droppet fra holdets træningslejr på Gran Canaria med instrukser om finde en anden klub. Målmand Casper Ankergren gik også på klubjagt efter indkøbet af Stephan Andersen, og Hannes Sigurdsson var også uønsket. Til gengæld begik Anders Bjerregaard et af Brøndbys bedre køb i nyere tid med indkøbet af Chris Katongo. Den zambianske angriber blev ikke blot en publikumsyndling, men også en god handel på sigt, da han senere blev solgt for et pænt millionbeløb til tyske Arminia Bielefeld. Det lykkedes dog hverken for Ankergren eller Elanga at finde ny klub i vinterens transfervindue, og der ventede dem et langt forår på reservebænken og et omklædningsrum, hvor stemningen ikke var i top efterhånden, som det stod klart, at Brøndby sluttede langt fra medaljefeltet. Per Bjerregaard var hurtigt ude og afmonterede guldambitionerne for næste sæson, og han sikrede på den måde sin sportschef og cheftræner arbejdsro til at finde de rette forstærkninger. Svenske Nils-Eric Johansson, norske Tore Reginussen og canadiske Patrice Bernier blev nævnt, men sidstnævnte gav Brøndby en kurv og valgte i stedet tyske Kaiserslautern. De to andre forblev rygter, men klubdrengen Peter Madsen accepterede en aftale af hele fem års varighed og vendte hjem fra et ophold i tysk fodbold. Peter Madsen var tidligere topscorer i klubben, men var også kilde til en langvarig transferstrid om lejeafbetaling efter et mislykket låneophold i Wolfsburg. Hvis Peter Madsen spillede mindst otte kampe for tyskerne, så var Wolfsburg forpligtet til at købe ham for et fastsat millionbeløb. På grund af en skade opnåede han blot fire kampe for folkevognsklubben, men Brøndby mente, at de kampe, hvor angriberen sad ude med skade, burde tælle med ud fra en overbevisning om, at Peter Madsen slet ikke var skadet, men blot blev holdt ude af holdet. En sag, Brøndby tabte ved den internationale sportsdomstol CAS. En bet for Brøndby, der tilbage i 2001 blev tilbudt hele 35 millioner kroner af selveste AC Milan for den talentfulde angriber. Et bud, Brøndby afslog som værende for lavt på det tidspunkt. Samarbejdet mellem klub og spiller med kælenavnet ‘Magic’ blev alt andet end fortryllende. Tom Køhlert og Anders Bjerregaard intensiverede spiontogterne til norsk fodbold for at finde nye spillere hærdet af den fysisk hårde liga i nabolandet. Tom Køhlert revsede i BT indirekte sit spillermateriale og henviste til, at flere af hans forgængere bar skylden for klubbens magre præstationer. »Det er ikke kun Meulensteen, der skal have skylden for dette her. Jeg synes også, at der under Laudrup var problemer. I den sidste tid under Laudrup var der også masser af turbulens. Der har eksempelvis været taget spillere ind, der ikke skulle have været her,« forklarede han. Brøndby sluttede fodboldåret 2006/07 på en sjetteplads, men Tom Køhlerts genopbygningsarbejde tog form, og samtidig nød den 60-årige veteran en næsten bedstefaderlig respekt i pressen, der gav ham arbejdsro fra de ellers kritiske medier. Det vigtigste transfervindue i mands minde EFTERÅRET 2007

Brøndby gik ind til sommerens transfervindue med ro på trænersituationen, men alligevel blev det endnu en hektisk periode. Tom Køhlert slog kapital af sin stærke position i klubben og krævede penge til indkøb af kvalitetsspillere med den rette arbejdsmoral, og Anders Bjerregaard og bestyrelsen imødekom flere af cheftrænerens krav. Der blev gjort et forsøg på at hente den slovakiske landsholdsspiller Igor Zofcak, men Sparta Prag vandt kapløbet om kantspilleren. Anderledes held havde man med Lyn Oslos jernmand Stefan Gislasson. En spiller, Tom Køhlert havde fulgt tæt, siden Stefan Gislason skiftede til Arsenal som teenager, men islændingen blev et dyrt køb. Stefan Gislason havde blot et halvt år tilbage af sin aftale med nordmændene, men alligevel accepterede Brøndby at betale knap ti millioner kroner i transferovergang. Brøndby havde tradition for - en tradition, der først er afveget de senere år - at have en slidstærk oprydder til at skærme af for det centrale forsvar. Spillere som John Faxe Jensen, Allan Ravn og Marcus Lantz. Det var sådan et stempel af en spiller, som Tom Køhlert ønskede på midtbanen med Stefan Gislason, og trænerveteranen fik sin mand. Til gengæld for den store pose penge fik Brøndby en spiller, der var villig til at ryge ind i tacklinger med hovedet forrest og en spiller, der i sin tid i Brøndby stillede op til kamp trods flere skader. Indkøbet viste, at Brøndby på dette tidspunkt stadig var en central og købestærk skandinavisk aktør. »Det er det vigtigste transfervindue i mands minde. Det bliver problematisk at blive tophold, hvis ikke vi får forstærkninger og vores skadede spillere tilbage,« advarede Tom Køhlert. Samtidig røbede OBs daværende sportsdirektør Kim Brink, at både fynboerne og Brøndby forsøgte at købe Mikkel Thygesen, der var strandet i tyske Mönchengladbach. Desuden bekræftede Peterboroughs manager Darren Ferguson, at englænderne lå i åben budkrig med Brøndby om det norske forsvarsfyrtårn Birger Madsen. Ingen af klubberne havde dog held til at erhverve ham fra Sandefjord, og i stedet for forstærkede Brøndby offensiven med Lyngbys talent Tobias Mikkelsen. Men som sæsonen startede, blev det udtalt, at Brøndby skulle forstærkes defensivt. FC Midtjylland rev de blå-gule rundt med ydmygende 5-0 efter et defensivt kollaps. Sæsonen startede, hvor den sidste slap, og Per Bjerregaard gik allerede efter tre kampe ud i offentligheden og fredede Tom Køhlert. Tom Køhlert var kommet for skade at sige, at han var ved at have sit hold på plads og forventede medaljer. Det ramte ham som en boomerang efter den dårlige sæsonstart. Samtidig led klubben et stort nederlag på transferfronten. Klubdrengen Niki Zimling, der to år forinden var smuttet gratis til Esbjerg, var sommerens helt store transferemne i Brøndby, men skiftet brød sammen, fordi vestjyderne hævede prisen i sidste øjeblik til otte millioner kroner. De vestjyske forhandlingsfinter var trods alt mere, end Anders Bjerregaard ville stå model til, og Niki Zimlings far og rådgiver Jan Zimling måtte ærgerligt fortælle pressen, at skiftet ikke blev aktuelt. Temperamentsfulde Marcus Lantz vendte tilbage til Sverige og erstattedes af talentfulde Samuel Holmén, mens Casper Ankergren omsider fik sat punktum for en langvarig flirt med Leeds og skiftede til det engelske traditionshold. Anders Bjerregaard meldte ud, at omstruktureringen af klubben langt fra var overstået, og at de 31 spillere på lønningslisten skulle barberes ned med seks-syv spillere, men med ét var det en af klubbens tidligere spillere, der bankede på døren med en plan under armen. »Det glæder mig, at Brøndby vil mødes og høre om projektet,« sagde Peter Schmeichel. Den tidligere landsholdskæmpe med fortid i Brøndby ville sammen med syv andre investorer, blandt andre rigmændene Aldo Petersen og Peter Forchhammer, skyde op mod en kvart milliard kroner i klubben. Et voldsomt beløb selv i tiden før finanskrisen, og centralt stod et krav om at ophæve klubbens særlige aktiestruktur med opdeling i A og B-aktier. Størsteparten af de toneangivende A-aktier sad klubbens amatørdeling på med Per Bjerregaard i spidsen. Investorgruppen ville samtidig gøre brug af Peter Schmeichels gode navn i fodboldverdenen og lade ham erstatte Anders Bjerregaard som sportschef. Samtidig med forhandlingerne med investorgruppen luftede Tom Køhlert tanker om at stoppe som træner. Det havde han tidligere, efter 5-0 kollapset i Herning, truet med, men denne gang var det anderledes overvejet. Hvis ikke resultaterne artede sig i det tidlige efterår, så ville han sige op. Marcus Lantz havde efter sit skifte til Helsingborg travlt med at kaste mudder efter sin tidligere klub og kaldte ledelsen for ‘inkompetent og løgnagtig’. »Hold kæft,« var svaret fra Tom Køhlert, der stadig kæmpede med at få sat skik på sit hold. Til trods for et regulært krisemøde med Per og Anders Bjerregaard valgte han at blive i jobbet. Peter Schmeichel og investorgruppen bag ham fik nok stor omtale, men ikke overtalt ledelsen i Brøndby til at sige ja tak til deres investeringstilbud.

Det blev ved forsøget for Peter Schmeichel & Co. Brøndbys ledelse takkede pænt nej tak til investorporteføljen. I betragtning af, at Aldo Petersen og Peter Forchhammer efterfølgende blev særdeles hårdt ramt af finanskrisen, og sidstnævnte gik personligt konkurs i 2009, var det set i bagklogskabens klare lys formentlig den rette beslutning, men det var ikke en populær beslutning på fanniveau. Navnet Schmeichel og en kvart milliard kroner på kontoen havde en duft af storhed modsat spillernes præstationer på banen, og familien Bjerregaard var i tiltagende grad upopulær på tribunerne, men igen havde Per Bjerregaard et modtræk. Blandt klubbens sponsorer var det nystartede smykkeforhandlerfirma Kasi Group, der på licens forhandlede de populære Pandora-smykker på det tyske marked. Et firma med en voldsom vækst og indtjening og et firma, der ikke delte den skepsis, som spirede på sponsorniveau i Brøndby i sensommeren 2007. Udmeldinger fra bestyrelsesformand Ejvind Sandahl om, at det gik godt i Brøndby, fik både Danboligs Kenneth Thiemke og rejsebureauet Apollos direktør Jan Lockhart til at stå frem i pressen med hvas kritik. »Det er direkte tåbeligt,« lød det fra Jan Lockhart. På banen kulminerede den dårlige stemning blandt klubbens spillere i et sammenstød på Aalborg Stadion mellem Peter Madsen og Morten Duncan Rasmussen. Brøndby tabte 3-0 i det nordjyske, holdets 24. kamp i træk på udebane uden sejr, og Peter Madsen stod brødebetynget frem og undskyldte tumulten, men det ændrede ikke på, at Tom Køhlert igen indkaldte til krisemøde med spillertruppen. Klubledelsen indledte en rokade på chefgangen, så Per Bjerregaard overdrog rollen som direktør til Ole Palmå, der dog kun blev konstitueret, og i stedet overtog Bjerregaard opgaven som bestyrelsesformand. Umiddelbart lignede det, at Palmå og Bjerregaard fik svære arbejdsforhold, da klubbens mangeårige hovedsponsor Codan annoncerede en nedgradering af samarbejdet med effekt fra sommeren 2008. Forsikringsfirmaet ønskede ikke længere at være hovedsponsor for Brøndby IF, men makkerparret Palmå og Bjerregaard havde allerede indledt forhandlinger med Kasi Group. Det i offentligheden ukendte firma havde brug for at blive kendt i bestræbelserne på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og så en pr-motor i det ledige hovedsponsorat i Brøndby IF. Sponsoraftalen af fem års varighed blev præsenteret i november med effekt fra sommeren 2008. Et rekordstort hovedsponsorat, som med yderligere tillægsaftaler stod til en samlet værdi af knap 200 millioner kroner. Ind ad døren til præstationspressemødet trådte Per Bjerregaards modsætning. Jesper Nielsen var lys, Per Bjerregaard mørk. Mens sidstnævnte gik for at være så genert, at han kan havde svært ved at hilse på folk, han havde kendt længe, fik Jesper Nielsens karisma med lethed en konferencesal med et par hundrede tyske juvelerer til at lave bølgen og fornøjede stille sig i kø for at købe smykkemandens produkter. Per Bjerregaard ønskede, at det milliontunge samarbejde med rigmanden foregik diskret, men Jesper Nielsen skulle bruge sit sponsorat i Brøndby til at larme mest muligt og opnå offentlighedens kendskab. Han erklærede, at han ville give Brøndby ekstra millioner til nye spillere for at skabe et vinderhold på Vestegnen. »Mit firma handler om at vinde. Det vil Brøndby få at mærke,« lød det bombastisk fra Jesper Nielsen. Efter inspiration fra FC Barcelona blev reklamepladsen på trøjen tildelt Unicef for at afspejle firmaet og klubbens sociale bevidsthed. »Brøndby IF har i dag indgået en historisk hovedsponsoraftale med Kasi Group. Aftalen, der træder i kraft, når det nuværende hovedsponsorat med Codan udløber 30. juni 2008, vil strække sig frem til 2013 og indebærer blandt andet, at Brøndby IF i den periode vil optræde med Unicef på brystet,« oplyste Brøndby på klubbens hjemmeside. Brøndby drømte om en rig onkel fra Amerika, men fandt ham lige rundt om hjørnet i Glostrup med ambitioner om mesterskab og Champions League. Per Bjerregaard kunne i efteråret 2007 præsentere Jesper Nielsen og Kasi Group som ny hovedsponsor med dansk fodbolds største sponsorat nogensinde.

Aftalen trådte i kraft fra sommeren 2008, og havde Per Bjerregaard og andre i Brøndby IF ønsket sig en tilbagetrukket samarbejdspartner, så kunne de dårligt have fundet en mere livlig en af slagsen. Tanken bag den rekordstore sponsoraftale var, at pengene skulle bruges på at købe sig til succes på banen i en fart. Jesper Nielsen havde via sine forbindelser til den tyske Hopp-familie, der ejer Bundesligaklubben Hoffenheim fået den tyske klubs regnskabsafdeling til at lave en grundig analyse af Europas letteste vej til Champions League. Konklusionen lød, at den danske Superliga var Europæisk fodbolds nemmeste vej til Champions Leagues lukrative gruppespil. Undersøgelsen var blandt andet baseret på spillerlønninger, transferomkostninger og dansk fodbolds UEFA koefficient. Ergo burde det være lige til med en rask og tung investering at løfte Brøndby og firmanavnet Kasi Group ud i Europa. Lykkedes den plan, så ville pengene hentes hjem igen, hvis Brøndby kom i Champions League. Her ville de mange investerede millioner i spillertruppen give et afkast stort nok til at drive maskineriet videre uden yderligere kapitaltilførsel. Jesper Nielsens penge og plan var i al sin enkelthed en billet på første klasse til Ønskeøen. En risikabel investering, men erhvervsmanden Jesper Nielsen var ikke vant til at tage fejl, og Brøndby-ledelsen var ikke svær at overtale. På banen gik det mod årets afslutning bedre. Brøndby levede videre i pokalturneringen, som var klubbens helt store målsætning, og en gunstig stime trak holdet væk fra nedrykningsfeltet med 13 ud af 15 point i fem kampe. Året 2007 sluttede med et opløftende uafgjort resultat i Parken mod FC København, men det var som om, at roen ikke rigtigt ville indfinde sig. Tidligere spillere i klubben som Henrik Kildentoft og Jonas Kamper talte åbent om ‘en hadsk stemning’, og at klubben slet ikke var gearet til succesen med Laudrup, og at ledelsen manglede en strategi for at bringe klubben videre efter samarbejdet med den tidligere træner, der nu slog sine folder i spanske Getafe. Tom Køhlert og Anders Bjerregaard fik til vinterens transfervindue et budget på op mod 30 millioner kroner til at forstærke holdet. Kasi Group trådte til med økonomisk støtte, men samtidig skulle den over 30 mand store trup trimmes. Veteranen Ruben Bagger stoppede i en alder af 35 år karrieren, men uønskede spillere som Thomas Rytter, Mads Jørgensen og Joseph Elanga belastede lønbudgettet. Talenterne Martin Spelmann og Mike Jensen var desuden røget ud i kulden hos cheftræner Køhlert. Førstnævnte, fordi han sov over sig og kom for sent til den afsluttende træning før efterårets sidste kamp, og sidstnævnte fordi han havde et vanskeligt temperament og kom i klammeri med Thomas Rytter til træning. Brøndby blev sat i forbindelse med Brian Priske, Anders Due og svenskerne Tobias Grahn og Max von Schlebrügge. Til trods for svigtende resultater var der med Kasi Groups millioner og tv- præmiepenge stadig godt med midler til at genrejse Brøndby-holdet. Den islandske Kennedy FORÅRET 2008

Det blev igen et transfervindue med travlhed på Anders Bjerregaards kontor. Mads Jørgensen blev sendt til AGF og Jospeh Elanga til AC Horsens. Camerouneren smækkede hårdt med døren og sagde i et interview med BT: »Hvis der har været disciplinære problemer, hvorfor skal Brøndby så reagere så uforskammet hårdt? Jeg ved godt, at dette ikke er en blød branche, men vi er jo mennesker. Og tro mig, der var mange disciplinære problemer blandt spillerne, der var værre end mine, men som offentligheden aldrig har hørt om: Hvorfor er de pågældende spillere aldrig blevet straffet som jeg? Men jeg skulle vel bare fryses ud.« I Anderlecht hentede Anders Bjerregaard Max von Schlebrügge ind som afløser for Per Nielsen. Anføreren var plaget af skader efter et langt fodboldliv med knubs og nærkampe, og han havde svært ved at komme i 100 procent kampform. Anders Bjerregaard så igen til norsk fodbold efter forstærkninger. Stabæks brasilianske Alanzinho blev et varmt emne, men forhandlingerne grundstødte på transfervinduets sidste dag. Det lykkedes heller ikke at købe Mikkel Beckmann i Lyngby, da spilleren selv afviste henvendelsen. Dermed blev Max von Schlebrügge eneste nyerhvervelse, og det behagede ikke klubbens fans, der rettede vreden mod Anders Bjerregaard, men sportschefen manede til besindighed og ville snusfornuftigt ikke bare bruge løs af klubbens penge. »Vi køber ikke bare for at købe. Det skal være de rette spillere,« forsvarede han sig. Da Brøndby først på foråret offentliggjorde sit årsregnskab, skulle det da også vise sig, at man havde brug for pengene på bankkontoen. Med et minus på 24 millioner kroner blev årsregnskabet 100 millioner kroner dårligere end året forinden, hvor Brøndby havde ekstraordinære store transferindtægter. De svigtende resultater fik skylden for underskuddet. Tom Køhlert sendte sit hold på banen til forårets første kamp med en klar mission. Nedrykningsstregen skulle på afstand, og pokalturneringen vindes. Anfører Per Nielsen erkendte, at han næppe længere var førstevalg til forsvaret, og gav anførerbindet videre til Stefan Gislason. Islændingen havde som sin forgænger sat sig for at få banket noget arbejdsmoral ind i holdet. Han var rystet over sine holdkammerater. »Der var mange tidspunkter i de første måneder, hvor jeg satte mig ned og tog mig til hovedet og tænkte: Hvad sker der her? Jeg synes, det var meget mærkeligt, hvad der skete til træning. Det hele var rodet, og der var dårlig stemning til træning.« Islændingen skrev sig i foråret ind i klubhistorien med et af de flotteste mål nogensinde scoret på Brøndby Stadion. Med et regulært karatespark fra kanten af feltet i 3-0 sejren over FC Nordsjælland. Der blev igen stillet spørgsmål ved Tom Køhlert som træner, og Kent Nielsen rygtedes ind som afløser, og Køhlert reagerede ved at erklære sig villig til gå, hvis klubben bad ham om det. Tom Køhlert erklærede sig villig til at opgive jobbet som cheftræner, men fik igen opbakning af Per Bjerregaard.

»Det er ikke et tema,« bedyrede Per Bjerregaard, som i stedet ændrede på holdet på direktionsgangene. Han sendte Ole Palmå tilbage i geledderne som kommerciel direktør og præsenterede Hermann Haraldsson som ny direktør i klubben. Haraldsson blev omgående et populært valg blandt fans, spillere, medarbejdere og sponsorer. Populariteten antog næsten Kennedy’ske højder, da han omgående efter sin tiltræden meldte ud, at Brøndby IF igen skulle være toneangivende i Norden. Her kom en type, der med Kasi Group-pengene i ryggen og mappen fuld af ideer, kunne få Brøndby tilbage på sporet. Uheldige Jean Philippe Peguero blev aldrig sin skade kvit og udlejedes til amerikanske San Jose Earthquakes, mens Brøndby rustede sig til den vigtigste kamp længe. Pokalfinalen i Parken mod Esbjerg. Ikke siden 2005 havde klubben vundet et trofæ, men nu var chancen der med tilhørende adgang til Europa. Næsten symbolsk skinnede solen over nationalarenaen 1. maj, hvor jubelbrølene fra Brøndbys fans skulle konkurrere med den feststemte Fælledparken, hvor arbejdernes internationale kampdag blev fejret. Det var en kamp, der ikke måtte tabes, signalerede Tom Køhlert og til trods for, at kampen var Per Nielsens sidste chance for en kamp af den størrelse i Brøndby- trøjen, før han gik på fodboldpension, fik veteranen ikke et sekund på banen. Køhlert var kold. Det handlede om sejr. Samuel Holmén bragte Brøndby på 1- 0, før Søren Rieks udlignede for Esbjerg. En svag jysk markering gav Max von Schlebrügge al den plads, han kunne drømme om, og stopperen scorede til 2-1. Søren Rieks slog igen til med 2-2 målet, før Martin Retov med et skud så tørt som sherry scorede sejrsmålet til 3-2. Pokalhelten Martin Retov begravet under jublende holdkammerater efter midtbanespillerens mål til 3-2 i pokalfinalen mod Esbjerg.

For sjette gang i historien kunne Brøndby juble efter at have vundet pokalturneringen, og med udsigten til at spille europæisk erklærede Tom Køhlert krisen for knust, og dermed var hans opgave som brandslukker fuldført. Det har været sådan i årevis, at det var overordentligt svært at bevare en hemmelighed i Brøndby, og i det sene forår bekræftede anonyme kilder fra klubbens inderkreds til BT, at Kent Nielsen var favorit til at overtage Tom Køhlerts job, efter Brøndby sluttede sæsonen på ligaens ottendeplads - den værste ligaplacering i 26 år. Efter sæsonens sidste kamp lovede Tom Køhlert, at Brøndby igen ville være at finde i guldkampen i den næste sæson. Horsens’ ledelse bekræftede kort efter Brøndbys interesse for Kent Nielsen og forlangte økonomisk kompensation for at slippe den succesfulde træner, der havde kontrakt til 2010. »Vore krav bliver store,« advarede jydernes formand, Ole W. Rasmussen. I Brøndbys kulisser var der ved at opstå en alliance i opposition til den gamle garde. Hermann Haraldsson, Ole Palmå og den ny hovedsponsor Jesper Nielsen fandt hurtigt fælles forståelse. Der skulle ske noget og helst i en fart. Haraldsson erklærede, at der var penge til fem-syv nye topspillere, og Jesper Nielsen betalte for at få Juventus til Brøndby til en opvisningskamp for at fejre det nye hovedsponsorat. Jesper Nielsen havde tidligere fisket den tidligere Brøndby-spiller Søren Colding fra netop Brøndby, hvor den tidligere landsholdsspiller arbejdede i klubbens sponsorafdeling. Colding var en driftig type, der fuldendte den kvartet, der talte Nielsen, Palmå og Haraldsson. De fire fandt i tidens løb ikke kun sammen om et fagligt samarbejde, men også i et venskab og havnede hurtigt i opposition til familien Bjerregaard og Benny Winther, der ikke var pjattede med de fires iver efter forandring. Jesper Nielsens store forbillede var tyske FC Bayern München, der med konsekvente indkøb ændrede fiasko til succes. Den fremgangsmåde ønskede han kopieret. Fem spillere skulle hentes ind fra øverste hylde i hvert transfervindue, og samtidig skulle et tilsvarende antal spillere sælges fra efterhånden, som de ikke havde niveauet til at følge med. »Talentudvikling er fint nok, men det bliver ikke med mig ombord,« lød det fra rigmanden, der sammen med Søren Colding agerede hurtigt. Dels udarbejdede duoen en liste med spillernavne, der blandt andre talte et navn som Kalmars brasilianske Cesar Santin, der samme sommer skiftede til FC København, som de ønskede til klubben og overdrog listen til Anders Bjerregaard som arbejdspapir. Desuden forsøgte de via eget netværk til den sommers EM- slutrunde at lokke store navne til Brøndby. Spillere som kroatiske Ivan Klasnic og den østrigske playmaker Andreas Ivanschitz, men uden held. Det fik pressen nys om, og helt indlysende gjorde det intet godt for samarbejdet med Anders Bjerregaard, at duoen udførte lobbyarbejde bag hans ryg. Endnu en kulturkamp i Brøndby ulmede. Jesper Nielsen var overbevist om, at handlede Brøndby aggressivt nok på transfermarkedet, så kunne FC København hurtigt indhentes som Superligaens førende hold. Det skulle hans mange penge nok sørge for, men rivalerne havde allerede på flere måder slået et stort hul ned til Brøndby på dette tidspunkt. Efter FC Københavns deltagelse i Champions League i 2006 var Ståle Solbakken takket være dyre og præcise indkøb af spillere i færd med at etablere det måske bedste FC København-hold til dato. Med Jesper Nielsens penge i ryggen rådede Brøndby og Anders Bjerregaard måske nok over en samlet lønpulje, der kunne matche FC København, men Brøndby kiggede stadig efter transferbillige spillere, og indkøbene fremstod på sin vis uden struktur. Alexander Farnerud, Jan Kristiansen og Michael Krohn-Dehli spillede helst den samme plads ude i venstre side og havde kvalitetsmæssige fællestræk. Blev nogle af spillerne købt på navnet? FC København solgte tilmed med jævne mellemrum spillere for store millionbeløb og kunne geninvestere transfersummerne i spillertruppen, hvorimod Brøndbys gyldne transferperiode lå tilbage i årene med Laudrup. Anders Bjerregaard deltog ved flere lejligheder på Jesper Nielsens fodboldture. Rigmanden havde lejet loger på Allianz Arena i München samt Imtech Arena i Hamborg, og flere fra Brøndby- ledelsen deltog i disse sociale arrangementer, der fik rystet gruppen Palmå, Nielsen, Haraldsson og Colding yderligere sammen. Anders Bjerregaard var med, men passede sin sengetid, og han endte med at blive fanget i det politiske ingenmandsland mellem de erfarne kræfter i klubben, og det som Jesper Nielsen døbte ‘det nye Brøndby’. Et nyt Brøndby rimede på afsked. Hvis Jesper Nielsen ville være kalif i stedet for kaliffen, så krævede det, at Per Bjerregaard trak sig. Det svarede vel til at bede Don Corleone drosle ned og hellige sig tomaterne i baghaven. Det var et tilbud, der ikke ville blive sagt ja til. Og uagtet at Jesper Nielsen med strategisk fornuft hyldede Per Bjerregaard i medierne, så bad rigmanden ham i samtaler mellem de to om at trække sig tilbage. Man kan vel dårligt bebrejde filantropen Per Bjerregaard en vis skepsis ved udsigten til at overlade roret til den impulsive Jesper Nielsen. Per Bjerregaard vurderes til i sin tid som direktør og sportschef at have solgt spillere for over 300 millioner kroner og opbygget et betydeligt netværk. Det var ikke uden grund, at Brøndby i tidens løb blev tilbudt spillere som Luka Modric og Rivaldo og blot var et sidste og afgørende ja fra at præsentere den brasilianske verdensmester Cesar Sampaio i slutningen af 90erne. En ny tid EFTERÅRET 2008

Martin Retov blev solgt til Hansa Rostock, og Per Nielsen indstillede karrieren. Som erstatning blev der købt spillere fra blandt andet den spillerliste, som Jesper Nielsen og Søren Colding havde udarbejdet. Anders Bjerregaard havde længe været fan af svenske Jon Jönsson, men også Alexander Farnerud og Jan Kristiansen kom til på løntunge aftaler. FC København var også ude efter Jan Kristiansen, men rivalerne førte en strammere lønpolitik og fandt det uansvarligt at matche det løntilbud, som midtbanespilleren fik i Brøndby. Fra ønskelisten blev Michael Krohn- Dehli købt, og Anders Bjerregaard fandt det uortodokse gambianske angrebstalent Ousman Jallow. 34-årige Thomas Rytter, der havde været ude i kulden efter sit slagsmål med Mike Jensen året før, fritstilledes og indstillede karrieren. Tom Køhlert var ikke tilfreds med udviklingen. Det var imod hans vilje, at Martin Retov blev solgt, og han så heller ikke meget idé i salget af Chris Katongo til Bielefeld. Transfervinduet gik ind i sin afsluttende måned, da tyske Arminia Bielefeld henvendte sig til Anders Bjerregaard med et bud på 7,5 millioner danske kroner for Chris Katongo. Angriberen var året forinden købt for omkring fire million kroner og væksten i transferværdi derfor betragtelig. Alligevel var Anders Bjerregaard kølig over for de tyske tilnærmelser. Han meddelte, at buddet var for lavt, og at han desuden ikke havde tid til at mødes med den tyske delegation. Det var en velkendt forhandlingstaktik i familien Bjerregaard. Sportschefens koldblodighed blev belønnet. Arminia Bielefeld vendte desperat tilbage med et forhøjet bud og endte med at betale cirka 12 millioner danske kroner for Chris Katongo. Dertil kom bonus og videresalgsaftaler, der gjorde angriberen til tyskernes dyreste spillerindkøb til dato, og det var fuldt forståeligt en tilfreds Anders Bjerregaard og direktør Hermann Haraldsson, der underskrev aftalen og ønskede Chris Katongo held og lykke. Anders Bjerregaard var hurtigt vokset i rollen som sportschef, og Katongo havde tilmed ramt en måltørke, så det var på alle måder en fornuftig handel. Der var ikke noget, Tom Køhlert kunne stille op til trods for sine frustrationer over salget af Katongo. Køhlert var på vej ud. Mod en millionkompensation accepterede AC Horsens at lade Kent Nielsen skifte til Brøndby, og fra januar 2009 overtog den tidligere europamester sin gamle klub. Brøndbys assistenttræner Henrik Jensen blev ny cheftræner i AC Horsens som et led i rokaden. Brøndby åbnede sæsonen med to sejre, før Randers satte sig igennem med 3-0 på Brøndby Stadion. Efteråret bød på en lang stime, hvor Brøndby tog 27 ud af 33 mulige point. Ikke mindst 6-0 sejren over Sønderjyske med Peter Madsens frække mål, hvor angriberen trak højre fod bag om sit venstre ben og med tå duttede bolden i nettet, viste, at selvtilliden igen blomstrede i Brøndby. Tom Køhlert afleverede sit hold til Kent Nielsen som nummer et i ligaen efter en halvsæson, der bragte minder om tiden med Ebbe Skovdahl. Spillet vandt ingen skønhedskonkurrencer, men det virkede. Alligevel var Jesper Nielsen ikke tilfreds med spillernes indsats og buldrede i pressen mod en svag indstilling i det tidlige efterår. Brøndby-ledelsen skruede for deres part ned for retorikken for at tage presset fra spillerne, men erkendte, at man ikke kunne give den åbenmundede hovedsponsor mundkurv på. Den europæiske fodboldsæson startede svagt med en smal 1-0 sejr hjemme over miniputterne B36 fra Færøerne. Skandalen blev undgået med 2- 0 ude. I næste kvalifikationsrunde blev finske Haka en ren ekspeditionssag for Brøndby, før første runde af Europa League bød på et møde med Rosenborg. En interessant styrkeprøve for Brøndby, der havde ambitioner om at blive Nordens bedste, men det viste sig, som en opgave, holdet ikke var klar til. Nordmændene vandt 2-1 på Brøndby Stadion efter en præstation, der fik Tom Køhlert til at snakke om massivt svigt blandt spillerne. Brøndby fik en 2-1 føring 14 dage senere på Lerkendal i Trondheim, men nordmændene vandt på fysikken. Brøndbys tidligere adelsmærke. Rosenborg knoklede en 3-2 sejr hjem, og Brøndbys håb om en europæisk genkomst blev knust sammen med udsigten til 30 millioner kroner i Europa Leagues gruppespil. Tom Køhlert kunne trods alt trække sig tilbage med Brøndby i toppen af ligaen og en nytårshilsen fra Michael Laudrup, nu i Spartak Moskva, om, at det glædede ham at se Brøndbys succes. Vanen tro trak Anders Bjerregaard i arbejdstøjet og arbejdede på at hente den svenske landsholdsspiller Mikael Nilsson ind. Fiaskoen Martin Ericsson blev solgt til Elfsborg. Nogen Laudrup blev han aldrig. Det forsømte forår FORÅRET 2009

Det blev et sjældent stille transfervindue for Brøndby, der mislykkedes med at leje den brasilianske angriber Wellington i Hoffenheim, og efter en ellers vellykket test takkede Anders Bjerregaard nej til den amerikanske landsholdsangriber Robbie Findley. Kent Nielsen var tilfreds med sin trup, erklærede den nybagte cheftræner, men ønskede dog sin midtbane forstærket og fik via sit netværk nys om Remco van der Schaaf i engelske Burnley. Den hollandske hardhitter havde tidligere spillet for PSV og været anfører i Vitesse Arnhem, men havde blot fået en enkelt kamp på Turf Moor. Burnleys daværende manager Owen Coyle havde selv overtalt Remco van der Schaaf til at sige nej til FC Köln og Energie Cottbus og i stedet skifte til det engelske blot for at lade hollænderen passe bænken. Af politiske årsager, som det hedder i fodboldsprog, når man med en vis sikkerhed kan antage, at økonomiske særinteresser spiller ind på en managers startformation og spillerindkøb. Kent Nielsen og Anders Bjerregaard brugte et par uger henover julen og begyndelsen af det nye år på at indhente informationer om Remco van der Schaaf og inviterede hollænderen over. Efter en burger og en snak på Restaurant 1964 på Brøndby Stadion tilbød de ham en lejeaftale for resten af sæsonen. Hollænderen udbad sig betænkningstid og tog ind på Hotel Hilton i København, men vendte tilbage med positivt svar allerede samme dag. Kent Nielsen stod med trioen Stefan Gislason, Remco van der Schaaf og Samuel Holmén med stærke midtbanekort på hånden i bestræbelserne på at fastholde placeringen som nummer et i tabellen, men enkelte spillere i truppen var ikke tilfredse med den ny cheftræner. Alexander Farnerud var ikke imponeret, og det kom til flere diskussioner mellem træner og spiller, og det var selv på afstand tydeligt, at det hurtigt blev så som så med klubbens dækning af Nielsens ellers så brede ryg. Rent fodboldfagligt var der ingen i Brøndby, der matchede Kent Nielsen, og det blev måske netop problemet. Med et assistenttrænerteam uden den store pondus var der ikke den store opbakning til hans ideer i dagligdagen, men Kent Nielsen arbejdede videre med at få banket organisation ind i holdet. Han beholdte Stefan Gislason som anfører, men forårets første kamp gav et nederlag hjemme til FC København. Et varsel? Sådan blev det tolket af klubbens utålmodige fans, der stadig drømte om verdensmanden Laudrup med kælenavnet ambassadøren. De var ikke imponerede af Kent Nielsen, arbejderdrengen fra Brønshøj. Brøndby vandt uden problemer de efterfølgende fire kampe og bevarede førstepladsen til langt hen i sæsonen, før de tre sidste kampe endte med nederlag. En afklapsning på 4-0 til FC København i Parken, et nederlag i Aarhus til AGF efterfulgt af 2-4 hjemme til FC Midtjylland. Distanceret af FC København med seks point og OB med et enkelt måtte de skuffede Brøndbyere nøjes med bronzemedaljer. Kent Nielsen stod igen stod alene. Der var ingen fra klubbens ledelse, der stod frem og agerede lynafleder. Kritikken faldt tungt, uagtet at en af grundene til det tabte guld måtte tilskrives en ubarmhjertig FCK-stime på 12 sejre ud af 16 mulige i det forår. I Brøndbys logeafsnit var hovedsponsor Jesper Nielsen og de øvrige tunge sponsorer i klubbens portefølje trætte af Kent Nielsen. De så hellere en Morten Wieghorst eller en udenlandsk træner hentet ind hurtigst muligt. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor ingen fra klubbens topledelse stod frem og tog noget af skraldet for den pressede cheftræner. Ingen havde lyst til at stå på mål for en mand, der ikke havde mange støtter, og nok engang var der uro på de interne linjer. Jesper Nielsens frembrusende profil i pressen gav kold luft i forholdet til familien Bjerregaard, og hvor velhaveren tidligere blev nøje orienteret om spillertrafik, så hørte han og Søren Colding ikke længere noget fra Anders Bjerregaard, men måtte spørge Hermann Haraldsson om nyt. Islændingen havde sit eget at slås med. For selv hans enorme popularitet blandt fans og sponsorer ændrede ikke på, at han var ved at tabe til klubbens gamle garde. Dels var der ikke opbakning til Jesper Nielsens strategi om at geare voldsomt op på spillersiden transfervindue efter transfervindue, og dels fandt Hermann Haraldsson det vanskeligt at opnå indsigt i, hvad klubbens sportslige sektor brugte penge på. Desuden var der dyb uenighed om, hvorvidt man skulle købe Brøndby Hallen. Direktøren sagde nej, bestyrelsesformanden ja. Et år senere forklarede Per Bjerregaard blandt andet den dårlige økonomi med, at man lod ‘de nye i ledelsen’ få for meget plads og lod dem bruge for mange penge på spillere, og at han tog ansvaret for det. Det fremgik dog af klubbens regnskaber, at der blev betalt et honorar til bestyrelsesformand Per Bjerregaard for at bistå sportschef Anders Bjerregaard i spillerhandler. En manøvre, klubben anvendte, fordi bestyrelsen ifølge Hermann Haraldsson mente, at det var gavnligt med erfarne folk inde over spillertrafikken. »Der var ikke en handel, der ikke var inde over hans bord,« lød det senere fra islændingen, der var på vej ud af Brøndby. Fra det sene forår 2009 var han ‘dead man walking’ på kontorgangene i klubben. Per Bjerregaard havde allerede truffet beslutning om en fyring. Hermann Haraldsson nåede at sidde godt et års tid i jobbet som direktør i Brøndby. ‘Per bliver til han vælter’ EFTERÅRET 2009

Fyringen af Haraldsson gjorde Jesper Nielsen rasende, men efter et krisemøde med Per Bjerregaard kom der igen ro på. Jesper Nielsen gav sin fulde opbakning til bestyrelsesformand Per Bjerregaard, og han erklærede: »Per kan blive, til han falder ned af taburetten.« I al hemmelighed var de to blevet enige om, at Jesper Nielsen inden for en kort årrække skulle indtræde som observatør i bestyrelsen, lære faget af Per Bjerregaard og med tiden overtage rollen som bestyrelsesformand, når mentor Bjerregaard var klar til at træde tilbage. Jesper Nielsen indstillede ikke sin skydning mod cheftræner Kent Nielsen og skruede ikke ned for udmeldingerne om den succes, han forventede for sine mange sponsormillioner. Den gamle garde oprustede på bestyrelsesplan, da chefideologen Benny Winther igen indtrådte i bestyrelsen. Det var også i bestyrelseslokalerne, at man fandt afløseren for Hermann Haraldsson. Frank Buch-Andersen accepterede at tiltræde det vanskelige job som direktør, og han viste sig som en mand med egne ideer og et stædigt Brøndby-hjerte. På banen åbnede Brøndby sæsonen lunkent. Kent Nielsen er ikke typen, der kalkulerer med held, men hvis han en varm sensommeraften i Berlin bandede Fru Fortuna langt ind i helvede, kunne man ikke fortænke ham deri. I den sidste kvalifikationsrunde før Europa Leagues gruppespil trak Brøndby tyske Hertha Berlin. Et hold, der overraskede stort sæsonen før, men denne sommer var alt, som det plejede i den tyske hovedstadsklub. Masser af intern ballade, politiske slagsmål og uro i en spillertrup, der ikke var penge til at forstærke. Med tanke for Brøndbys fine meritter mod modstandere fra Bundesligaen var det en glimrende lodtrækning, og Kent Nielsens tropper sikrede sig et godt udgangspunkt med 2-1 på hjemmebane. Udebanekampen blev henlagt til Friedrich-Ludwig-Jahn Sportpark i den tidligere DDR-del af Berlin, og Brøndbys fans larmede og sang, da Morten Duncan Rasmussen bragte Brøndby på 1-0. Kent Nielsens varemærke, den stærke organisation, stod tydeligt denne aften, og så er vi tilbage til det med heldet.

En lamslået Mikkel Bischoff tog sig til hovedet. Hertha Berlin sendte Brøndby ud af Europa.

For på bare et kvarter blev Brøndby sendt ud i det europæiske mørke. Serbiske Gojko Kacar spillede sine bedste 15 minutter hele denne sæson, da den lille midtbanemand på egen hånd vendte kampen med to mål efter Michael Krohn- Dehli havde brændt en direktørchance i Mærsk-klassen. En chance, der omsat til mål kunne have sikret Brøndby et tocifret millionbeløb og et tiltrængt gensyn med Europa. I stedet endte det med at koste Kent Nielsen de sidste rester af hans goodwill i klubben. Og det var, som om, han vidste det denne aften i Berlin. Den normalt så rolige Nielsen fremstod rystet af skuffelse. Det havde været en stor præstation, hvis han som den første træner siden de magiske dage med Laudrup havde ført Brøndby til et europæisk gruppespil. Og selv om Brøndby var det bedste hold set over de to kampe, så er retfærdighed ikke givent i fodbold. Der var på dette tidspunkt sået tvivl om Kent Nielsens status i klubben. Stefan Gislason var frataget anførerbindet og sat til salg, og ny anfører blev Max von Schlebrügge. Islændingen hævdede i et senere interview, at han var overbevist om, at det ikke var Kents reelle ønske, men at han var sendt i byen af Per Bjerregaard, der ville af med den løntunge midtbanemand. »Hermann Haraldsson, som var direktør på det tidspunkt, vidste ikke engang, at Kent ikke ville bruge mig, og sportschef Anders Bjerregaard vidste heller ikke noget og blev ifølge ham selv meget overrasket. Og jeg tror ikke, at Kent på egen hånd havde kompetencen til at fyre mig, så jeg kan næsten gætte, hvor beslutningen reelt blev truffet højere oppe i systemet. Det er altså den interne kommunikation i en storklub, vi taler om her,« forklarede Stefan Gislason senere i et stort interview med Berlingske. »Kent vil ikke bruge mig, men får ikke opbakningen fra nogen som helst til at få mig ud af døren. Der bliver ikke arbejdet aktivt for at få mig solgt eller løst fra kontrakten. Det er jo tragikomisk, at Kent, som fyrede mig, røg hurtigere ud af klubben, end jeg gjorde. Det var heller ikke uden betydning for holdets præstationer efter den sæson, at Hermann blev fyret. Han var utroligt vellidt blandt spillere og var næsten den 12. spiller på holdet,« forklarede islændingen. Stefan Gislason gik fra ønskespiller til uønsket tung vægt på lønbudgettet. Samme skæbne overgik Peter Madsen, der ellers blev hentet hjem på en tilsvarende god aftale som kulturbærer. Det lykkedes ikke for Brøndby at sælge Stefan Gislason og dermed gik den kabale, der skulle have bragt Niki Zimling via et nyt transferforsøg til Brøndby, ikke op. Angriberen Martin Bernburg blev købt fri af FC Nordsjælland, men også denne sommer måtte Anders Bjerregaard lægge ryg til voldsom kritik. Per Bjerregaard gik gentagne gange ud og erklærede, at sønnen var den rette til jobbet, og faktum var da også, at Anders Bjerregaard på dette tidspunkt havde opbygget et globalt netværk. Det var alligevel bemærkelsesværdigt, at ingen fra ledelsen stod frem og forsvarede Kent Nielsen. I stedet var det primært truppens unge spillere, der i pressen gav opbakning til cheftræneren. Det var, som om Per og Anders Bjerregaard ikke ville stå ved, at Kent Nielsen var castet af dem som klubbens langsigtede trænervalg. Der opstod en stemning af, at man blot ventede på chancen for at skille sig af med ham. Kent Nielsens udfordringer blev ikke lettere af, at Martin Bernburg efter sit skifte til Brøndby ikke længere kunne ramme målet. Desuden var Jon Jönsson skadet, og på bænken sad utilfredse spillere som Jan Kristiansen og Alexander Farnerud. Svenskeren mente, at han blev frosset ud af Kent Nielsen efter, at offensivspilleren havde kritiseret holdets spil i et interview. En fyring syntes uundgåelig, da Brøndbys efterårssæson afsluttedes med fire nederlag. Vejle havde sendt Brøndby ud af pokalen, og truppen virkede uharmonisk. Og det til trods for, at ledelsen omsider trådte frem og støttede Kent Nielsen. Frank Buch-Andersen afmonterede i avisannoncer kritikken, og Per Bjerregaard luftede, at tre års forfejlet indkøbsstrategi bar skylden for nedturen, og at man gerne så en længere periode med Nielsen som cheftræner for at skabe kontinuitet. Det skulle vise sig som en tom tillidserklæring. Fansenes og B-aktionærernes tillid var dalende. På klubbens generalforsamling gik en i den brede offentlighed ukendt Troels Johnsen på talerstolen med kritik af ledelsen. Ikke en tale, der gik over i historien for sin retorik, men kritikken var det første spadestik til fanbevægelsen Det Nye Brøndby, der året efter for alvor begyndte at gøre sig gældende med netop taler Johnsen i spidsen. I takt med Brøndbys sportslige succes havde klubbens tilhængere dannet skole uden for banen. De store resultater i Europa gjorde i en årrække Brøndby til hele Danmarks hold, og den officielle fanklub Brøndby Support talte på et tidspunkt mere end 16.000 medlemmer. De medlevende og syngende fans gjorde endetribunen ‘Faxe’ på Brøndby Stadion ikke blot landskendt, men også internationalt anerkendt som stemningsmæssig igangsætter. ‘Helvede i Nord’ som spansk presse døbte tribuneafsnittet efter Barcelonas møde med Brøndby i 2004. Men det var også en fansamling, der med tiden fik sit eget internt stærke og differentierede liv med talrige grupperinger. Nogen livligt debatterende stort og småt i diverse chatfora, andre som gruppen Alpha som stemningsindpisker på kampdage. Der var dem med hang til ulovlig afbrænding af fyrværkeri og andre i en hel anden og mere radikal grøft. For med FC Københavns konkurrence blev hovedstadsområdet delt i to, som man kender det fra Glasgow med Rangers og Celtic. Fra drillerier på arbejdspladsen til skolebørn i forskellige fodboldtrøjer i gården, men også den voldelige side af rivaliseringen opstod. Der var talrige eksempler på hooligans med tilknytning til Brøndby involveret i optøjer og sammenstød med politi eller modstanderfans. Som da Brøndby- hooligans angreb en julefrokost for FCK- tilhængere på Nørrebro. Gaderne omkring den nu lukkede bodega Horse Pub blev forvandlet til en ren slagmark, og brosten, indkøbsvogne og andet forhåndenværende materiale blev brugt som kasteskyts og slagvåben. Dele af Brøndbys mangfoldige fankultur går ikke af vejen for at skabe stemning med fyrværkeri.

Ingen havde noget at lade hinanden høre. FCK-fans smed romerlys ned over familietribunen på Brøndby Stadion, og sammenstødene førte jævnligt til krav om sanktioner fra politikerhold. Regler om udebanekort, et hooliganregister og andet blev forsøgt, men den dag i dag har ingen fundet en holdbar løsning. Derfor var der også grund til at fremhæve langt mere fredelige fangrupper med en konstruktiv dagsorden. For nok var der i årenes løb protesteret med viftende tørklæder med signalfarver som rød og grøn mod klubledelsen, men grupper som Det Nye Brøndby og Brøndbys Fremtid voksede frem netop som protestgrupper med hver deres afsæt. Brøndbys Fremtid, der via talsmand Brian Kure gjorde opmærksom på, at man ønskede radikale ændringer og Per Bjerregaard afsat. Det Nye Brøndby gik derimod mere dialogorienteret til værks med henblik på at opnå indflydelse i klubben. Det Nye Brøndby med Troels Johnsen, den kritiske taler fra generalforsamlingen, i spidsen indledte samarbejde med Brøndby Support og Alpha-gruppen. Sammen søsatte fangrupperne kampagnen ‘En Stemme Til Alle’. En kampagne med det formål at samle passionerede Brøndby-fans og B- aktionærer med ønske om en kursændring. En kampagne med internationalt samarbejde med blandt andre Supporters Direct, en engelsk organisation. Fansene blev garanteret en plads i Brøndbys Fodbold Fond, og arbejdet med ‘En Stemme til Alle’ udmøntede sig i Brøndby Supporters Trust. En sammenslutning af Brøndby-fans, der ved salg af fanaktier ville indsamle op mod cirka 21 millioner kroner som rygstød til klubben ved en aktieemission. En igangværende indsamling med en stædig karakter. For de første mange møder mellem de insisterende fans med først Troels Johnsen, og siden Sune Blom som talsmand, vakte i første omgang ikke Brøndby-ledelsens interesse. Hvorfor skulle I kunne gøre det bedre end os, lød det undrende fra Per Bjerregaard ved mere end en lejlighed, men efterhånden som fansene vandt opbakning, og økonomien blev dårligere, øgedes forståelsen for nytteværdien af et samarbejde med de engagerede fans. For investorer var fansene et klart aktiv som kundegrundlag og aftagere af merchandise. Akkurat som man primært i tyske fodboldklubber i årtier havde værnet om det gode samarbejde med fans, der trofast uge efter uge postede penge i klubkasserne. Den interne magtkamp spidsede til i løbet af efteråret. Jesper Nielsen meldte ud, at han fortrød sit sponsorat på grund af den store presseopmærksomhed, der var fulgt med, og han brugte mindre og mindre tid på Brøndby. Det var så småt gået op for ham, at der var lang vej til posten som bestyrelsesformand, og han forklarede senere, at Per Bjerregaard blev ved med at finde på krumspring for at undgå Nielsens entré i bestyrelseslokalet. Rigmanden barslede med en plan om et nyt firma, der skulle sælge smykker i Europa, og at Brøndby skulle sikres en vis procentdel af overskuddet. En konstant pengeflod lige ned i regnskabsbøgerne, uden at klubben skulle gøre en indsats, men han erfarede hurtigt, at han stod alene. Ledelsen var glade for hans økonomiske bidrag, men Jesper Nielsen måtte gerne holde sig langt væk med sine ideer, hvorfor han begyndte at bruge mere og mere tid på sit voksende håndboldprojekt, AG København. Ved udgangen af 2009 annoncerede Jesper Nielsen, at han året efter ville stoppe som hovedsponsor i klubben to og et halvt år før tid. I ophørsaftalen sikredes Brøndby det aftalte millionbeløb, hvis det ikke lykkedes for klubben at finde en ny hovedsponsor inden sommeren 2013. Rigmanden så aftalen som en fair exit for begge parter og kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Brøndby ikke ville finde en hovedsponsor i det tidsrum. Brøndby sad for deres part tilbage med en lukrativ ophørsaftale med en økonomisk tyngde, der reelt umuliggjorde at finde en ny hovedsponsor. Hvilket firma ville betale et tilsvarende beløb på lidt over tre millioner kroner om måneden? En eventuel ny hovedsponsor kunne slippe med mindre, da Jesper Nielsen indvilligede i at betale differencen, men ingen trådte til for at blive forbundet med en klub, hvor den dårlige omtale tog til, og resultaterne udeblev. Brøndby havde stadig ikke fundet en ny hovedsponsor, og allerede på det tidspunkt, hvor ophørsaftalen blev indgået, var pengene strengt nødvendige for at opretholde den daglige drift, som i stigende grad blev økonomisk udfordret. Samarbejdets ophør blev ikke det største nytårsbrag i pressen denne december måned. Anders Bjerregaard var en udsat skikkelse i det politiske ingenmandsland med fronterne trukket skarpt op mellem Per Bjerregaard og hans støtter på den ene side og direktør Frank Buch-Andersen og medlemmer af bestyrelsen. En brydekamp i bestyrelsen om ansvarsposter var set mange gange tidligere i topledelsen, og igen kostede det. Per Bjerregaard kunne ikke længere redde sin søn, der officielt stoppede i klubben efter trusler fra fans og for store omkostninger for familien. Uofficielt var der ingen tvivl om, at bestyrelsen og Buch-Andersen krævede Anders Bjerregaard fyret som første skridt i retning af at komme Bjerregaard- dynastiet til livs. Det blev samtidig besluttet i bestyrelsen, at Per Bjerregaard ikke egenhændigt skulle ansætte en ny sportschef. Andre bestyrelsesformænd var formentlig gået i protest, og Per Bjerregaard blev muligvis sat skak, men ikke mat. Ansætte en ny sportschef skulle derimod en arbejdsgruppe bestående af talentchef Kim Vilfort, Kent Nielsen og Frank Buch-Andersen. Den gruppe udvidedes dog hurtigt til et seks mands fodboldudvalg, hvor også Per Bjerregaard og Emil Bakkendorff fik plads. Brøndbyernes IF Fodbold Fonds formand Finn Petersen garanterede Per Bjerregaards fremtid i klubben. Det var en vigtig tillidserklæring, da Per Bjerregaard døjede med helbredet. Året efter stod han frem og fortalte, han siden 1999 havde kæmpet mod leukæmi. Men her på dette tidspunkt var Per Bjerregaard involveret i en helt anden kamp - kampen for at bevare indflydelse i Brøndby, og han skulle vise sig stadig at have styrken til at slå igen. Ingen motivation FORÅRET 2010

Med Nicolai Boilesens skifte til Ajax Amsterdam opstod en ny tendens i Brøndby. Klubben var i 90erne kendetegnet ved selv at udvikle en god del af landets bedste spillere og føre dem frem til førsteholdet. Nu begyndte talenterne allerede meget tidligt at orientere sig væk fra klubben og se til udlandet. Nye regler fra FIFA med krav om ‘homegrown’ spillere startede et trawl på unge talenter ikke tidligere set. Boilesen fik følgeskab af Jannik Vestergaard, der røg til Hoffenheim, Anders Christiansen skiftede senere til Chelsea og Patrick Olsen sommeren 2012 til italienske Inter. Det var gift for Brøndby. Dårlig økonomi og et stærkt ønske fra klubbens bagland om at satse på sine egne krævede, at der blev holdt på de største talenter fra klubbens ungdomsafdeling. Spillere, der skulle gå i fodsporene på Thomas Kahlenberg og Daniel Agger. Men når teenagere og deres agenter blev lokket med millioner af kroner af udenlandske klubber, så stod Brøndby ofte magtesløse. I vinterpausen 2009/10 blev Morten Duncan Rasmussen solgt til Celtic for omkring 15 millioner kroner, og David Williams sendt til Australien. Brøndbys ageren på transfermarkedet blev bistået af Anders Bjerregaard i en rolle som konsulent. En oplagt konstitution al den stund, at han sammen med Per Bjerregaard havde stået for klubbens aktiviteter på spillerfronten siden 2006. Konsulentrollen blev imidlertid til nye påstande om nepotisme. Brøndby tog på træningslejr i sydafrikanske Johannesburg, men samtidig blev der hjemme i Danmark med hjælp fra Anders Bjerregaard forsøgt at købe AC Horsens brasilianske spiller Gilberto Macena. Horsens forlangte et tocifret millionbeløb, men Brøndby kunne ikke byde mere end fem millioner kroner for den lille angriber. Finanskrisen betød færre sponsorindtægter, færre store millionsalg af spillere, og der måtte handles på en mindre finansiel målestok end tidligere. Fra Norwich hentedes U18- landsholdsspillerne Dario Dumic hjem sammen med den tidligere lejesvend Remco van der Schaaf, der havde vist sig som et nyttigt værktøj for Kent Nielsen. Talentchef Kim Vilfort trivedes ikke i rollen som midlertidig sportschef og pressede på for at få ansat en afløser for Anders Bjerregaard, men det skete ikke, og i stedet tog uroen på de interne linjer til. Kent Nielsen ønskede sig en angriber som afløser for Morten Duncan Rasmussen, men det ønske blev ikke efterkommet, og klubbens resultater i træningskampene op til forårspremieren var ikke prangende. Jesper Nielsen holdt stadig øje med udviklingen i Brøndby og åbnede for et comeback i klubben og bad samtidig Per Bjerregaard stå mere frem i offentligheden og tage styring efter, at klubbens fodboldudvalg var nedlagt. Det skete efter, at der opstod spekulationer om magtkampen mellem Frank Buch-Andersen og Per Bjerregaard. De fik næring takket være et internt brev fra den tidligere bestyrelsesformand Ejvind Sandahl, der følte sig kørt ud på et sidespor i topledelsen efter at have ytret forslag om at degradere Per Bjerregaard til næstformand for at undgå habilitetsproblemer. »På den anden side holdt Per Bjerregaard op med at tale til mig, så jeg har ikke ført en fornuftig samtale med ham siden august 2007. Jeg synes, at det var lidt barnligt, men OK, jeg skulle jo ikke være der for evigt,« lød det i brevet, som BT offentliggjorde. Tre dage før forårspremieren kunne en enig Brøndby-bestyrelse meddele Fondsbørsen, at Frank Buch-Andersen var fortid på direktørposten efter ‘væsentlige uenigheder’ om vejen frem. Igen blev Ole Palmå hentet frem og udpeget som ny direktør, og den vellidte Palmå fredede omgående Kent Nielsen efter en skidt start på foråret med uafgjort mod Sønderjyske, nederlag til FC København og uafgjort mod Randers FC. Fansene var ikke i tvivl, og under Randers-kampen lød det ‘Nielsen raus’ fra tribunerne. Peter Madsen kaldte spillet en katastrofe, og stemningen i omklædningsrummet sammenlignedes med en trykkoger, der blot ventede på at eksplodere. Det var derfor et modløst Brøndby-mandskab, der mod bundproppen HB Køge hurtigt kom bagud 1-0. Det fungerede slet ikke for Kent Nielsens 11, der tabte 3-1 til naboerne, og det kostede ham jobbet. Set fra tribunen lignede det et bevidst nederlag fra spillernes side for at få has på cheftræneren. Kent Nielsen blev fyret af Ole Palmå og Per Bjerregaard efter 1-3 nederlaget til HB Køge på Brøndby Stadion.

Der opstod tumultagtige scener på Brøndby Stadion, hvor sure og aggressive fans belejrede området foran klubbens reception og krævede Kent Nielsen fyret. Betjente med hunde holdt de rasende fans på afstand, og døren til omklædningsrummet forblev lukket. Her diskuterede Benny Winther, Per Bjerregaard og Ole Palmå Kent Nielsens skæbne. Det blev en fyring, og klubbens tidligere spiller og assistenttræner Henrik Jensen overtog hvervet for resten af sæsonen, og det til trods for et CV med ridser i lakken og tre nedrykninger bag sig. Henrik Jensen blev hentet ind som afløser for Kent Nielsen som indpisker for at bringe gejsten tilbage i den mismodige trup.

Et trænerskifte spillertruppen bifaldt. »Kent kunne ikke motivere os længere. Vi troede ikke på, at vi kunne vinde en tackling,« forklarede Mikael Nilsson. Det lykkedes Henrik Jensen, at få Brøndby arbejdet mod toppen og bronzemedaljerne efter at have kasseret Tom Køhlert og Kent Nielsens 4-4-2 system og satset på 4-3-3. Et systemskifte, der fik ikke mindst Michael Krohn-Dehli til at blomstre. Han havde med egne ord mistet lysten til at spille fodbold i tiden med Kent Nielsen. Det var drøje hug, der fulgte Kent Nielsen ud ad døren i Brøndby, men han fik senere æresoprejsning i Aalborg, hvor han med et hold bestående af primært unge spillere og et smalt budget fik etableret AaB i toppen af Superligaen. Modsat Brøndby, der i sæsonen 2009/10 så sin næstsidste medaljeplacering til dato. En dyr nat i Glostrup EFTERÅRET 2010

Ole Staxen indtrådte i bestyrelsen efter en udramatisk generalforsamling. Per Bjerregaard offentliggjorde, at han, som konsekvens af at klubben stod uden sportschef, igen agtede at spille en hovedrolle vedrørende spillertrafik. Han revsede de indkøb, som René Meulensteen fik presset igennem. Samme kradse omgang fik Tom Køhlerts indkøb af eksempelvis Stefan Gislason og indkøbene i tiden med Hermann Haraldsson, hvoraf flere af spillere stadig var at finde i truppen. Det fik Hermann Haraldsson til at tage til genmæle i pressen med henvisning til, at Per Bjerregaard havde en finger med i alle spillerhandler, men det afviste Per Bjerregaard med, at Hermann Haraldsson måtte have problemer med hukommelsen. Efter bronzemedaljerne blev kontrakten med Henrik Jensen som cheftræner forlænget. Som spiller var han en egenrådig type med et højtanlagt spil på grænsen til det arrogante, og som træner havde han også vist sig som sin egen. Ikke uden risiko implementerede han sønnen Mike Jensen på førsteholdet som midtbanens omdrejningspunkt. Mike Jensen havde ellers i årevis været anset som lidt af et problembarn i klubben, men han voksede hurtigt med opgaven og tilliden. Skråsikkert erklærede Henrik Jensen, at hans hold ikke behøvede forstærkninger, og Jon Jönsson blev solgt til Elfsborg, og Samuel Holmén skiftede til tyrkisk fodbold og Istanbulspor. Brøndby gik ind til den ny sæson med vidtløftige ambitioner om guldmedaljer. Den målsætning krævede dog en ny angriber, erkendte Per Bjerregaard, der efter lang tids ageren i kulissen igen stod frem i pressens spalter sammen med Ole Palmå som klubbens ansigter i offentligheden. I Brasilien fandt man med Anders Bjerregaards hjælp angriberen Bruno Batata. Han blev lejet for et år og må i bedste fald skrives ind i klubbens historiebøger som en kulørt parentes. Sæsonen begyndte fornuftigt for Brøndby. Mike Jensen nød godt af ansættelsen af sin far som træner og med ansvaret som dirigent på den centrale midtbane, og han blev udtaget til landsholdet. På tærsklen til Europa Leagues gruppespil trak Brøndby Sporting Lissabon, der i moderne tid havde overtaget Dynamo Kievs rolle som dansk fodbolds onde ånd. To gange havde portugiserne sendt FC Nordsjælland ud i mørket, og denne gang var det så Brøndbys tur til at prøve kræfter med storholdet. Den første kamp blev løst til topkarakter og som i gamle dage med stor fight, opofrelse og eminent kontraspil. Takket være forrygende målmandsspil af Stephan Andersen samt mål af Jan Kristiansen og Ousman Jallow slap Brøndby fra Lissabon med en opsigtsvækkende 2-0 sejr. I sensommeren præsenterede Brøndby et halvårsregnskab, der viste, at endnu et tocifret millionunderskud truede, så deltagelse i Europa Leagues gruppespil var af stor vigtighed. Økonomisk, men også for at understrege, at krisen var knust. Men ak. Selvtilliden var en skrøbelig størrelse, når spillerne først trak i blåt og gult. Fordums sejrsvante gode energier var vendt til negativ tabermentalitet. Sporting Lissabon havde, efterhånden som stadionuret i returkampen på et feststemt Brøndby Stadion nærmede sig pausen, mest af alt givet op, men alligevel krakelerede det hele for Brøndby. Rystende ringe forsvarsspil lukkede gæsterne ind i kampen, og et sent mål i kampens sidste minut lod Sporting Lissabon rejse hjem med en 3-0 sejr. Brøndby slap grebet i bønnestagen og faldt dybt mod jorden. »Et mirakel. Vi troede ikke, at det kunne lade sig gøre,« sagde portugisernes anfører, Daniel Carrico. Brøndby vandt det første møde med Sporting Lissabon med 2-0, men tabte hjemme med hele 0-3.

Nederlaget satte sine spor. Efter en solid start på Superligaen røg Brøndby ind i tre nederlag og et enkelt uafgjort, og det kostede en plads helt fremme i tabellen. Brøndby blev tilmed ydmyget med et pokalnederlag til Varde på 4-2. Der ventede Vardes spillere, der til daglig spillede i 2. division, en bonus på 400 kroner pr. mand for det store resultat. Den bonus stod i ufrivillig komisk kontrast til Brøndbys velbetalte spillere, der dårligt vidste, hvilket ben de skulle stå på for at bortforklare nederlaget. Michael Krohn-Dehli kaldte pokalresultatet for karrierens dårligste. Den tekniske stærke kantspiller var ellers et af få lyspunkter på Brøndby-holdet i denne tid, og cheftræner Henrik Jensen var rasende og ville ryste posen med spillernavne, men der var flere navne, som han af flere forskellige årsager måtte se bort fra. Stephan Andersen missede resten af efteråret med en skade, og Martin Bernburg kæmpede stadig for at komme i omdrejninger efter sit langvarige skadesforløb. Samtidig sad de to løntunge spillere, Peter Madsen og Stefan Gislason, på tribunen i et uskønt forsøg fra klubbens side på at presse de to tidligere ‘ønskespillere’ ud af klub og budget. Til gengæld så Henrik Jensen rigtigt ved at satse på flere af truppens unge spillere. Helt i tråd med ledelsens ønske om at vende tilbage til ‘gamle dyder’ med egne spillere, gav han chancen til Jens Stryger Larsen, Mathias Gehrt samt Daniel Wass. Sidstnævnte var i Kent Nielsens tid udlejet til norske Frederiksstad og forklarede senere, at havde det ikke været for Henrik Jensen, ville han have spillet et andet sted. Wass blev en succeshistorie for Brøndby, udviklede sig til en af ligaens bedste backs og blev senere en fast del af landsholdet. Jesper Nielsen trådte igen frem i pressen med en udmelding om, at han ikke nødvendigvis var færdig med at spille en aktiv rolle i klubben. Hvis Brøndby ønskede det. Hvis aktiestrukturen ændredes, ville han erhverve en afgørende aktiepost, sikre sig indflydelse på den daglige drift og arbejde med en målsætning om at spille Champions League hvert år samt spille for 30.000 mennesker til hver kamp. Desuden ønskede han tiltag, der kunne give sponsorporteføljen et løft og sikre flere indtægter. Han understregede sit gode forhold til Per Bjerregaard og direktør Ole Palmå, og at han ikke ønskede at kuppe dem, men erklærede alligevel åbent, at han tilhørte klubbens ‘rabiate’ reformfløj. Brøndby fortsatte som vanligt, og Jesper Nielsen måtte endnu en gang erkende, at hans visioner var forbeholdt hans fremstormende håndboldprojekt, AG København. Brøndby afsluttede efteråret med syv ud af ni point i de sidste tre kampe, men det ændrede ikke på, at fiaskoen i pokalturneringen samt det unødvendige farvel til Europa League så småt tærede på Henrik Jensens kassekredit på ledelsesplan. Han forsvarede blandt andet det svingende efterår med, at ingen af de spillere, han ønskede hentet til klubben, blev købt i sommerens transfervindue. På et bestyrelsesmøde blev det besluttet, at medlemmerne Benny Winther, Per Bjerregaard, Ole Staxen og Niels Roth skulle få klubøkonomien på fode igen. Samtidig vedtog bestyrelsen en strategiplan til at få Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold og til at blive en europæisk magtfaktor. Samtidig åbnede Per Bjerregaard døren for Jesper Nielsen. Det afviste Jesper Nielsen ikke i første omgang, men han forlangte store ændringer på ledelsesplan. Det fik han ikke, og som året gik på hæld, smækkede han endegyldigt med døren: »Jeg er færdig med Brøndby.« Ole Bjur med en fortid som spiller i Brøndby blev hentet ind som konsulent til det pressede trænerteam og blev hurtigt favorit til det ledige job som sportschef, men de positive strømninger omkring Ole Bjur døde hurtigt ud, da bestyrelsen fyrede Tom Køhlert og Per Nielsen. Sidstnævnte var lovet et job i organisationen, mens Tom Køhlert var garanteret en ansættelse ‘på livstid’ af Per Bjerregaard som tak for tro tjeneste. Behandlingen af de to Brøndby- kæmper udløste en voldsom vrede blandt klubbens frivillige, der så fyringen af duoen som forræderi mod klubbens idealer. Tom Køhlert kontaktede Spillerforeningen for at rede trådene ud, mens Per Nielsen blev ny træner i naboklubben Hvidovre med effekt fra årsskiftet. Og han var ikke den eneste, der forlod klubben. For igen rullede der hoveder i bestyrelsen i et rent stockholmsk blodbad, der efterlod halvdelen af bestyrelsestaburetterne tomme. Ole Staxen, Kurt Larsen og Niels Roth ønskede ny kapital tilført og blandt andet et opgør med den så omstridte aktiestruktur, men det fandt heller ikke denne gang grobund hos den gamle garde. Trioen trak sig i starten af november, og senere på måneden sagde også Torben Hjorth stop. Det efterlod lutter velkendte ansigter tilbage i bestyrelseslokalet, nemlig formand Per Bjerregaard, Benny Winther og den tidligere direktør Finn Petersen. Og trioen skulle tilmed finde en ny direktør. For efter blot otte måneder på posten havde også Ole Palmå fået nok. »Jeg træder tilbage, fordi tre bestyrelsesmedlemmer trådte tilbage,« forklarede han. »Der var ikke basis for den strategi, der var lagt.« Få uger forinden måtte Ole Palmå begræde, at to medarbejdere fra inderkredsen var gået i protest mod det vanskelige arbejdsmiljø i klubben. Marketingchef Jordi Roig og kommunikationschef Steen Laursen fik nok og indgav deres opsigelser. De to havde ellers tegnet nogle af succeshistorierne i Brøndby, og blandt andet vandt klubben en pris for dens dygtige brug af sociale medier, men begge blev ansat i Jesper Nielsens AG København i bærende stillinger. Kort tid efter opsagde også Brøndbys regnskabschef sin stilling. Med Ole Palmås farvel måtte de resterende medarbejdere tage afsked med en meget afholdt og respekteret skikkelse i Brøndby-miljøet. Han underskrev som en af sine sidste direktørgerninger endnu et rødt blå-gult regnskab, og den dårlige økonomi blev værre. Forude ventede en sag om feriepenge. Her i efteråret 2010 var Spillerforeningen i dialog med Divisionsforeningen om manglede udbetaling af feriepenge og pension, men forhandlingerne gik trægt, og en tur i Fodboldens Voldgiftsret truede. Brøndby var den klub i Superligaen, som Spillerforeningen mente skyldte nuværende og tidligere spillere mest. En regning på et tocifret millionbeløb, der dukkede op som et spøgelse på Hotel Scandic i Glostrup en aften i august 2004.

Udenfor var der døsig nattetrafik i sensommerens mørke på Roskildevej, mens der indenfor i et mødelokale udspillede sig tætte og spændte forhandlinger. Der blev rystet på de tomme kaffekander og skævet mod de tømte sodavandsflasker. Mødeselskabet var løbet tør for forsyninger og hastede til toiletterne for at hente vand. Hotellets natportier fjernede de tomme sandwichfade og beklagede, at han ikke havde bemyndigelse til at sørge for forplejning. Til stede var repræsentanter for Divisionsforeningen i skikkelse af direktør Claus Rode, formand for boldklubben Skjold Thomas Christensen og Brøndby-direktør Per Bjerregaard. På den anden side af forhandlingsbordet sad direktør for Spillerforeningen Mads Øland, LO-repræsentant Leo Lybeck, fodboldspillernes egen repræsentant Morten Cramer og Søren Johansen, advokat hos advokatfirmaet Kromann Reumert. Det var her, Per Bjerregaard var med til at give et første håndslag på en overenskomst, der mange år senere i 2012 endte med at lande en millionregning på klubbens bord. Feriepengedommen var den langsigtede konsekvens ikke af overenskomsten som sådan, men af Brøndby IF’s fejlfortolkning af de retningslinjer, der blev fastlagt med aftalen. De vidtrækkende konsekvenser var selvfølgelig ikke et tema den nat i Glostrup. Sagens kerne var på kort sigt at få sat en stopper for den spillerstrejke, som i en uge havde lammet dansk divisionsfodbold. På den længere bane skulle parterne enes om en ny overenskomst, efter forhandlinger der var forlist mere end én gang. Efter tovtrækkeri i efteråret 2003 varslede divisionsforeningen fodboldklubbernes interesseorgan lockout fra starten af december. En varsling, som Voldgiftsretten underkendte, og forhandlingerne fortsatte, indtil begge parter fik nok og opsagde den hidtidige overenskomst. Konflikten var en realitet, og spillerstrejken brød ud og ramte dansk fodbold på noget nær det værst tænkelige tidspunkt. »Det er en katastrofe for dansk fodbold,« fastslog landstræner Morten Olsen. Tidligere på måneden havde FC København højst overraskende tabt i kvalifikationen til Champions League til Gorica. Nu truede spillerstrejken Brøndby og AaB’s videre færd i UEFA Cup’en. Efter 0-0 ude mod Ventspils var der millioner og tung prestige på højkant, og den viden sad Per Bjerregaard med ved forhandlingsbordet i Glostrup. Derfor sad Per Bjerregaard den nat i Glostrup med to kasketter. Divisionsforeningens og Brøndbys. Spørgsmålet er, hvilken kasket, der vejede tungest denne nat. For kræfter i Divisionsforeningen har siden raset over den aftale, der blev indgået. »Der var ingen tvivl om, at Per var presset. Han havde jo en UEFA Cup- kamp at tænke på,« forklarede Spillerforeningens formand, Mads Øland, senere til Berlingske. »Men det pres var jo et tveægget sværd. Vi i Spillerforeningen var også under voldsomt pres for at komme til enighed. Vores medlemmer ville jo gerne ud og spille europæisk. Det var på mange måder i deres økonomiske interesse.« I spillernes interesseorganisation var der også en kontant forståelse for, at der skulle landes et brugbart resultat, men presset var ikke så stort som på den anden side af forhandlingsbordet. Få dage før mødet på Hotel Scandic i Glostrup mødtes LO-boss Hans Jensen, Thomas Christensen og FC Københavns ukronede konge ’Don Ø’ hjemme hos Flemming Østergaard. De blev enige om at gøre en indsats for at få strejken afblæst, og der blev fra FCK-lejren lagt tryk på Divisionsforeningens forhandlere for en hurtig afgørelse. Feriepenge og en pensionsordning var mødets stridspunkter, og forhandlingerne gik trægt. Spillerforeningen stod fast på et krav om en ti procents pensionsaftale, og der lå en europæisk millionindtægt i puljen og ventede for Brøndby. Nu afdøde Claus Rode forlangte, at Spillerforeningen kom til fornuft med en henvisning til, at en af UEFA fastsat deadline skulle nås inden midnat, hvis Brøndby og AaB skulle have lov at stille med profferne i UEFA Cup’en. Rode var en dreven forhandler, der tidligere havde sikret en aftale med de danske dommere ved ikke at acceptere toiletbesøg under forhandlingerne, så der stod vand i øjnene på dommernes repræsentanter, da de skrev under. UEFAs deadline var imidlertid rent bluff. Der blev trådt vande på begge sider af bordet, mens uret arbejdede alt for hurtigt frem mod Brøndbys kamp mod Ventspils og AaB’s møde med Zalgiris Vilnius. »Det var først efter midnat, at der skete noget. Det var ret tydeligt, at de europæiske kampe begyndte at spille en rolle,« sagde Mads Øland til Berlingske. Ud på de små timer blev parterne enige, spillerstrejken suspenderes, og der blev givet hånd. Der var intet at skåle i, og de syv mødedeltagere forlod trætte Hotel Scandic lidt i syv om morgenen uvidende om, at de netop havde indgået en aftale, der otte år senere blev en alvorlig økonomisk trussel mod Brøndby IF.

På efterårets generalforsamling seks år senere i Brøndby blev Sten Lerche, Bjarne Jensen, Johnny Nederskov Nielsen og Tommy Håkansson valgt ind, så bestyrelsen igen talte syv mand. Per Bjerregaard var fraværende, men fulgte udviklingen i klubben fra sin sygeseng. Han var til leukæmibehandling på Rigshospitalet. På generalforsamlingen afvæbnede en lettere irriteret Benny Winther kritik og manede spekulationer om, at Per Bjerregaard ville træde tilbage fra formandsposten, i jorden. »Det er suverænt op til ham selv at bestemme, hvornår han vil stoppe.« Finn Andersen og Benny Winther varslede oprydning for klubbens bedst betalte spillere, og det var spillere som Stefan Gislason og Peter Madsen, man havde i tankerne. Stefan Gislason havde tilmed modtaget et brev fra Per Bjerregaard, hvor tre løsningsmodeller for hans fremtid blev præsenteret. At lade kontrakten ophæve uden kompensation, at finde en klub, der ville betale en million kroner i transfer for ham, eller yde en helhjertet indsats til træning. På dette tidspunkt måtte Stefan Gislason ikke træne med klubbens førstehold, og han så brevet som et trusselsbrev og kontaktede Spillerforeningen. Herefter hørte han ikke mere fra Per Bjerregaard. Det var i første omgang tanken, at Ole Palmå skulle blive siddende som direktør til udgangen af juni 2011, men der blev handlet hurtigt for at finde en afløser. Hos Royal Unibrew, Brøndbys mangeårige leverandør af ikke mindst øl til fodboldkampe, var man ikke specielt kede af, at se samarbejdet med klubben overtaget af Carlsberg. Royal Unibrew var trætte af den dårlige omtale, der fulgte med et Brøndby-sponsorat, og alligevel var det pudsigt nok fra gruppens sponsornetværk, at den ny direktør blev rekrutteret. En drengedrøm gik i opfyldelse for den inkarnerede Brøndby- fan Jan Lockhart, der blev tilbudt direktørjobbet i hjerteklubben. Tilmed udpeget af Per Bjerregaard som den perfekte mand til opgaven efter, at Jan Lockhart i mere end ti år havde været en af rejsebranchens tunge drenge. »Vi har søgt en mand med en stærk personlighed, en markant, moderne og dygtig leder,« sagde Per Bjerregaard, der så frem til samarbejdet med Jan Lockhart fra marts måned 2011. Benny Winther bad klubbens ny direktør om holde lav profil i medierne med henvisning til, at Jan Lokcharts forgængere på posten var for meget i medierne, og det indvirkede på deres jobsituation. »Det er jo ikke meningen, at Jan skal være et kendt ansigt,« sagde Benny Winther for snurrende tv-kameraer, men den løftede pegefinger blev ikke taget alvorligt. »Du kan ikke være administrerende direktør i Brøndby uden at være meget i medierne,« lød det fra den kommende direktør, og her fik Jan Lockhart mere ret, end han gjorde sig forestillinger om. Han blev dog lovet arbejdsro til at få vendt klubbens dårlige økonomi af Per Bjerregaard, der medgav, at bestyrelsen i de senere år havde blandet sig for meget i den daglige drift, men at der nu ville ske et stilskifte. Samtidig forsikrede han i Ekstra Bladet, at han ikke kunne genkende billedet af, at han bestemte alt. Ole Bjur blev som ventet udnævnt til klubbens ny sportschef. Den uerfarne sportschef kom fra en marketingstilling i SOS Børnebyerne, og dagen efter sin udnævnelse vågnede han op til en forside på BTs sportssektion med overskriften ‘Fra SOS Børnebyerne til SOS Brøndbyerne’. Det lignede på afstand en besynderlig udnævnelse. Brøndby var i en svær sportslig og økonomisk krise og havde behov for at kunne agere millimeterpræcist på et smalt budget, og så ansatte man en uprøvet skikkelse uden netværk til jobbet. Med en fortid i klubben som spiller, javel, men ellers ikke mange meritter, der talte for, at netop Ole Bjur var den rette, men akkurat så elegant, som han var som spiller, skulle han vise sig at være som en mand med evne til at overraske positivt som sportschef. Ole Bjurs visioner for Brøndby var hurtigt, aggressivt spil og trofæer til pokalskabet. Ole Bjur tiltrådte først stillingen i marts det kommende år, men spillede en rolle i det transfervindue, der åbnede med nytårsklokkerne. En ustabil børnehave og arbejdsnægtere FORÅRET 2011

Brøndby gik ind til et transfervindue i finanskrisens tegn med ro på efter, at man allerede i november året før havde sikret sig den amerikanske landsholdsspiller Clarence Goodson. Det blev alligevel en hektisk januar måned, hvor Ole Bjur, den midlertidige sportskoordinator Jan Groth Møller og Per og Anders Bjerregaard i grove træk udgjorde den sportslige sektor. Anders Bjerregaard havde efter sit stop i Brøndby erhvervet certifikatet som FIFA-agent og samarbejdede på lige fod med andre fodboldagenter med Brøndby. Den store trup var stadig et højaktuelt problem ikke mindst for klubbens lønafdeling. Peter Madsen og Stefan Gislason var uønskede i Brøndby, og Madsen blev lejet ud til Lyngby. Angriberen, der blev hentet hjem til Brøndby til en rolle som nøglespiller, vendte aldrig tilbage til sin barndomsklub. Stefan Gislason var i forhandlinger med norske Viking, hvor han tidligere havde optrådt som lejesvend, men islændingen ønskede ikke at vende tilbage til Tippeligaen for tredje gang i karrieren. Han var imidlertid træt af tilværelsen i Danmark, og der arbejdedes på højtryk for at finde en løsning. Schweiziske Young Boys hentede humørspilleren Alexander Farnerud, der i sin tid i Brøndby levede op til det ry, han fik i tysk fodbold som træningsverdensmester. På banen var de gode præstationer kommet i bølger, og der var flere dale end bølgetoppe for angriberen i den blå-gule trøje. Ambitionerne om at hente Mikkel Thygesen i FC Midtjylland kuldsejlede. Den dynamiske Thygesen kostede for meget for Brøndbys slunkne kasse, og samme skæbne overgik dialogen med BATE Borisov om hviderusseren Vitali Rodinov. Med tilgangen af Clarence Goodson var Brøndbys centrale forsvar overbefolket. Udover amerikaneren rådede cheftræner Henrik Jensen nu over talentet Daniel Stenderup, Max von Schlebrügge, Remco van der Schaaf og Mikkel Bischoff. Lyngby forsøgte ihærdigt at leje Mikkel Bischoff i transfervinduets sidste dage, men forsøget strandede på dels økonomi, dels at Brøndby fik kolde fødder og ønskede at beholde ham som backup. Daniel Wass havde fået sit gennembrud i Brøndby, og klubben forsøgte forgæves at få forlænget med backen, der insisterede på at komme til udlandet. Herefter fulgte et halvt år med en pudsig passus i dansk sportspresses historie, hvor Daniel Wass på 117 forskellige måder svarede ‘ingen kommentar’ på spørgsmål om noget, der længe var en offentlig hemmelighed, nemlig at han den følgende sommer ville skifte ved kontraktudløb til Benfica. Optakten til forårssæsonen blev en blandet fornøjelse med nederlag i træningskampene, plus at udsigten til et comeback for den uheldige angriber Martin Bernburg blev udskudt til ‘i løbet af foråret’. Dermed havde Henrik Jensen reelt kun to angribere i truppen med Ousman Jallow og Nicolaj Agger. Ousman Jallow var oprindeligt købt ind som et talent, der kunne forædles og videresælges, men Jensens geledder savnede skytter, og angriberen blev sin kontraktperiode ud og forlod klubben sommeren 2011. Vinterens transfervindue blev ingen succes, og det lykkedes ikke at skille sig af med så mange spillere som håbet. Fire dage efter transfervinduets lukning blev aftalen med Stefan Gislason annulleret, og det ærgrede skotske Aberdeen, der forsøgte at hente ham før vinduets lukning uden held. »De skulle have ophævet aftalen i januar, så havde vi kunne nå det,« rasede skotternes manager Craig Brown. På grund af den sene ophævelse var Stefan Gislason udelukket fra at skifte til klubber i Storbritannien, hvor interessen var størst. En hævnakt fra Brøndbys side over for islændingen, der flere gange takkede nej til Brøndbys løsningsmodeller? Han endte dog med skrive kontrakt for et halvt år med norske Lillestrøm. Det fik Stefan Gislason til i et stort interview med Berlingske at stemple Brøndby som ‘en børnehave’. I interviewet fortalte han om dårlig træningskultur og undrede sig over, at Per og Anders Bjerregaard ihærdigt overtalte ham til at skifte til Brøndby, men efterfølgende havde udsat ham for ‘sådan en behandling’. Stefan Gislasons udfald blev afvist af Per Bjerregaard, der kategoriserede islændingen som ‘en arbejdsnægter’, men det var ikke det eneste ‘sandheden om Brøndby’ interview, der så dagens lys det forår. Alexander Farnerud langede ud efter sin tidligere arbejdsgiver og mente, at Brøndby stillede sig på tværs af forhandlinger med ikke bare Young Boys, men også norske Rosenborg, der var ude efter svenskeren. Brøndby holdt bevidst prisen for mig for høj, forklarede han. Svenskeren kaldte Brøndby for ‘ustabil’ og ‘uprofessionel’ og undrede sig over, at der ikke blev vist ham den store tillid: »At forlade Brøndby er den bedste beslutning i mit liv,« forklarede han til schweizisk presse. De tidligere spilleres udfald vakte opsigt hos et stigende antal kritiske fans, der debatterede udsagnene på diverse netfora. Hos Ole Bjur, der begyndte sit arbejde officielt i marts, vakte det glæde, at Stefan Gislason, Alexander Farnerud og Peter Madsen forlod klubben. Trioen var i hans øjne med til at skabe dårlig stemning i truppen, men til trods for deres afgang var det en trykket spillertrup. Det kom blandt andet til et slagsmål mellem Remco van der Schaaf og Stephan Andersen på træningsbanen. Peter Madsen var noget paradoksalt med på det Lyngby-hold, der åbnede forårssæsonen med 1-1 på Brøndby Stadion. Åbningen på anden halvdel af sæsonen blev i det hele taget en rodet affære med nederlag og uafgjorte resultater, før Henrik Jensens mandskab ramte formen med et par store sejre over Esbjerg og Randers og tog fire kampe i træk uden nederlag. Sæsonens tre sidste kampe gav syv point, og det rakte til bronzemedaljerne for næsen af FC Midtjylland. Midtjyderne lå ellers til at tage den tredjeplads, men en formmæssig nedsmeltning gav blot to point i de sidste tre kampe, og det sikrede Brøndby pladsen. Efter knap 20 dage på posten måtte Jan Lockhart præsentere et underskud på 35 millioner kroner, men ulig sine forgængere på posten efterlyste han ikke en kapitaltilførsel på det tidspunkt. »Men jeg vil ikke udelukke, at det bliver nødvendigt senere,« sagde han i forbindelse med regnskabet. Det var især et stor fald i antallet i tilskuere samt afskrivning på spillere, der kostede dyrt. Det betød, at Ole Bjur startede en prikkerunde i truppen. Spillere som Remco van der Schaaf fik ikke forlænget deres kontrakter, og andre fik besked på at kunne forlade klubben gratis. Nej tak til finansiel doping EFTERÅRET 2011

Ledelsen i Brøndby vendte tilbage fra sommerferie med ambitioner om, at den kommende sæson skulle give sølvmedaljer og i givet fald en plads i kvalifikationsturneringen til Champions League. Jesper Nielsen undrede sig højlydt i pressen over, at Brøndby i mere end et år ikke havde været i stand til at finde en hovedsponsor, og at han derfor stadig måtte betale. Brøndby var dybt afhængige af, at rigmanden betalte 3,2 millioner kroner hver gang, det blev den første. Jan Lockhart forsikrede, at Brøndby var i gang med en sonderingsproces. I ophørsaftalen havde Jesper Nielsen betinget, at Brøndby aktivt skulle lede efter en ny hovedsponsor, men det var ikke nærmere defineret, hvad der mentes med aktivt. Derfor måtte han stadig hoste op med millionerne, men rustede sig til den retssag, der ventes at finde sted sommeren 2013. Brøndby stod i en situation, hvor de var dybt afhængige af Jesper Nielsens månedlige sponsormillioner, men måtte flere gange rykke for dem, blandt andet fordi rigmanden ikke holdt sig for god til at provokere Brøndby ved at tilbageholde beløbet. Ole Bjur var hurtigt ude af starthullerne og takket være konsulenthjælp fra tidligere sportschef Anders Bjerregaard sikrede han Mikkel Thygesens underskrift tidligt i transfervinduet. Midtbanespilleren vendte dermed tilbage til sin barndomsklub. Brøndby overvejede at binde an med Morten Skoubo, der tidligere havde spillet med stor succes i klubben, men frygtede for angriberens skadeshistorik, så det blev ikke til mere end følestadiet, og Morten Skoubo skiftede i stedet til konkurrenterne OB. De økonomiske begrænsninger kunne mærkes, men fra uventet kant blev Brøndby tilbudt en stor økonomisk håndsrækning. Eller rettere investering. En engelsk investeringsfond tilbød millioner af euro, hvis pengene blev brugt på nye spillere. Når spillerne blev solgt videre, skulle englænderne have transferbeløbet plus procenter af profitten. Det var essensen af aftalen. Brøndby skulle til gengæld afholde spillernes løn. Der er rigelig med risikovillig kapital af denne slags på britisk jord, der må se til det europæiske fastland for investeringsmuligheder, da det i hjemlandet ikke er tilladt for ‘tredjepart’ at eje fodboldspillere. Forhandlingerne stod på en uges tid, men englænderne blev afvist. Brøndby var ikke en klub for player-sponsorater. »Vi vil ikke være med til finansiel doping,« forklarede Per Bjerregaard. Han dementerede, at afvisningen havde givet grund til uenighed med Jan Lockhart og Ole Bjur, der var positivt stemte for investeringsfonden og de planer, der var lagt fremme i forhandlingsforløbet. Med investeringsfonden i ryggen skulle Lillestrøms Anthony Ujah købes, men dialogen med nordmændene trak ud efterhånden, som angriberen scorede flere og flere mål. Det fik Lillestrøm til at presse prisen fra 15 til 25 millioner kroner, i givet fald et rekordindkøb for Brøndby, og det var først i 11. time, at aftalen faldt til jorden. Brøndby var stort set enig med Lillestrøm om en transfer, tilbage stod de personlige forhandlinger med spilleren, men detaljer i samarbejdet med investeringsfonden satte en stopper for købet. Bestyrelse og direktion vurderede, at Brøndby ville løbe en for stor økonomisk risiko og vendte tommelfingeren nedad. Det skabte en ophedet debat i bestyrelseslokalet, hvor bestyrelsesformand Bjerregaard talte for at gennemføre handlen også uden de britiske investeringsmillioner og var overbevist om, at Brøndby selv kunne finde de 25 millioner kroner, men bestyrelsen og direktionen sagde nej. I stedet skiftede Anthony Ujah til tyske Mainz uden den store succes. Men bortset fra tvisten om Anthony Ujah herskede der en sjælden god stemning på ledelsesplan, fremhævede Finn Andersen. »Jeg kan ikke huske, at der har været så positive toner, som der er nu,« sagde bestyrelsesmedlemmet til BT, og der var opbakning til, at Ole Bjur og Jan Lockhart fandt de forstærkninger, der kunne bidrage til at få Brøndby tilbage til toppen af Superligaen og gøre det godt i Europa. Her skulle man i første omgang møde østrigske SV Ried. Målt spiller for spiller burde det ikke være mere end et blødt bump på vejen for Brøndby, men den første kamp blev et rent mareridt på Keine Sorgen Arena. Brøndby havde indledningsvist ingen problemer med at spille sig forbi SV Rieds 3-6-1 opstilling, men forvaltede chancerne skidt og fik ikke scoret. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld. Et frispark før pausen fik lov til at passere opdækningsmuren til 1-0. Og 1-0 blev til 2-0 uden, at Brøndby formåede at komme på tavlen. Henrik Jensen holdt fast i sit 4-4-2 system til trods for, at Brøndby manglede en decideret spidsangriber, og efter en ellers fornuftig start på sæsonen fik hans mandskab en grusom optakt til returmødet med SV Ried. AC Horsens gæstede Brøndby Stadion og udstillede med kirurgisk præcision værternes svagheder og vandt hele 4-1. Det blev begyndelsen på fem kampe uden sejr til Brøndby, der allerede tidligt i sæsonen måtte se sig som en del af Superligaens bundstrid. Returkampen mod SV Ried gav dog for en kort bemærkning håbet tilbage. Jan Lockhart havde gjort spillerne opmærksomme på, at der var afgørende millioner i puljen. Vigtige præmiepenge til den daglige drift og eventuelle forstærkninger. At østrigerne ikke var meget bevendt var tydeligt, da Brøndby løb dem over ende til en føring på 4-0. Som så ofte før frøs Brøndby-holdet, og selvtilliden smuldrede i takt med, at østrigerne i kampens slutfase desperat hældte lange bolde op mod Brøndbys forsvar. Med tårnhøje Clarence Goodson som defensiv ankermand burde det være barnemad for hjemmeholdet, men den manglende tro på egne evner sad dybt og de bløde bolde, der dumpede ned i Brøndbys forsvarsfelt lavede ravage. Det havde været utænkeligt for år tilbage. Her ville et sejrsvant Brøndby- mandskab med største selvfølge have gjort arbejdet færdigt, men egoet var ikke bare krympet. Den var noget nær væk og SV Ried fik ikke mindst til østrigernes egen store overraskelse scoret to gange og gik videre på reglen om flest scorede udebanemål.

Paul Jatta græmmede sig. 4-2 sejren over SV Ried rakte ikke til avancement i Europa Leagues kvalifikationsspil.

Det var anden gang på to sæsoner, at et hold gæstede Brøndby og udvirkede et af de mirakler, som danskerne ellers havde haft patent på. Det var en sportslig og økonomisk katastrofe for Brøndby, som på ledelsesplan var begyndt at gøre sig de første tanker om en kapitaludvidelse. »Nederlaget til Ried var det værste resultat hele den sæson. Mange muligheder døde med den kamp,« evaluerede Jan Lockhart året efter. Det smertende farvel til Europa blev set som et varsel, og Ole Bjur intensiverede arbejdet med at finde forstærkninger og lejede midtbanemanden Femi i hollandske Groningen. Blandt flere afrikanske emner fandt han den fysisk stærke Oke Akpoveta, der blev købt i nigerianske Warri Wolves, men det lykkedes ikke at blive enige med sydafrikanske Sifiso Myeni. Desuden måtte Brøndby-fansene tage afsked med førstemålmand Stephan Andersen, der fik sit ønske om udlandet opfyldt med et skifte til franske Evian. Nicolaj Agger blev udlejet til Djurgården, og da transfervinduet gik ind i sine sidste timer, lignede det umiddelbart ikke et transfervindue i det store sportslige plus, men Ole Bjur gemte på en trumf. Landsholdsspilleren Dennis Rommedahl blev fritstillet af græske Olympiakos, og Ole Bjur indledte omgående forhandlinger med hurtigløberen og det til stor jubel da ikonet kunne præsenteres på en aftale af to års varighed. Alligevel var det, som om optimismen ikke ville slå rødder i Brøndby. Benny Winther, næstformand i bestyrelsen, måtte frede Henrik Jensen efter en dårlig sæsonstart i Superligaen, men sædet under ham var varmt som en sensommerdag i Extremadura. Den tidligere Brøndby-spiller Auri Skarbalius fik en rolle som assistent for at forstærke trænerstaben fra årsskiftet, og Bent ‘Turbo’ Christensen blev rykket op fra ungdomsafdelingen for at styrke teamet omkring førsteholdet. En mistillidserklæring fra ledelsens side til Henrik Jensen? Der blev efterlyst løsningsforslag til at vende nedturen på banen, og hans ustrukturerede tilgang til trænergerningen flugtede ikke med Ole Bjurs organisatoriske forståelse. Impulsive Henrik Jensen var sin egen. Som Brøndby-træner mødte han pressen med skægstubbe og en bajer, hvis holdet vandt, i hånden iført afslappet træningstøj og løbesko. Stærke stemmer i baglandet ønskede en anden type til at genvinde især sponsornetværkets tillid. Klubbens kommercielle afdeling kæmpede en hård kamp for at holde på de ellers så loyale sponsorer, og man kunne endda markere en mindre fremgang blandt sponsorerne i ‘Vilfort-segmentet’. Det vil sige den gruppe med sponsorater til en værdi af mellem 50.000 og 150.000 kroner med plads i logen opkaldt efter Kim Vilfort. Og fra de veldækkede borde kunne sponsorer og andre Brøndby-hjerter se efterårssæsonen hamre blindt ind i et isbjerg. Et par pligtsejre over HB Køge og Lyngby, men ellers gik de blå-gule fra det ene nederlag til det andet, og ved udgangen af oktober blev Henrik Jensen fyret. »Tilliden var væk,« forklarede Ole Bjur, der en uge forinden havde luftet tro på Henrik Jensens evner og forsikret offentligheden om klubbens ambitioner om en topplacering. Men faktum var, at Brøndby på dette tidspunkt blot havde vundet otte ud af 27 Superligakampe i 2011, og selvfølgelig trak fadæsen mod SV Ried ned i det samlede regnestykke. Henrik Jensens sidste kamp som cheftræner blev 2-1 nederlaget til Silkeborg. HB Køge gav Auri Skarbalius løbepas og lov til at tage over som midlertidig træner i Brøndby. Samtidig med at litaueren skulle samle Brøndby-holdet op og kæmpe for sit eget mandat som cheftræneremne måtte han forholde sig til saftige spekulationer om, hvem Brøndby ville pege på som ny boss. Arbejdsløse Lars Olsen, der tidligere havde været spiller og assistent i klubben, blev bragt i spil. Det samme gjorde Lyngbys Niels Frederiksen samt svenske Magnus Haglund. Ret beset stod Auri Skarbalius ikke stærkt i dette felt med blot en håndfuld sejre i Superliga-regi med HB Køge i mere end 40 forsøg, men den procesorienterede aspirant fik banket lidt arbejdsmoral ind i truppen, og han tog fem point ud af ni mulige i sine første tre kampe. Vigtigst af alt vandt Brøndby under hans ledelse over FC København for første gang i flere år. For at tage presset fra spillertruppen, der blot høstede 12 point i 13 kampe, devaluerede Per Bjerregaard klubbens ambitioner. Glem al snak om medaljer, men han pegede på, at 2011 havde været blandt klubbens bedste nogensinde især med gode resultater på ungdomsniveau. Talenterne var grundstenen i Brøndby- ånden. Derfor må det have gjort ondt, da Tom Køhlert i et interview med BT erklærede Brøndby-ånden for forsvundet. Han opfordrede tilmed til, at den forkætrede aktiestruktur blev opgivet. En nuance af nederlag FORÅRET 2012

Det var barske realiteter, Brøndby vågnede op til i det ny år. Jesper Nielsen truede igen med advokater, hvis ikke Brøndby snart fandt en ny hovedsponsor. For at sætte tempo i den proces blev konsulentfirmaet Sponsorpeople hyret, men det gav ikke udbytte. Energiselskabet SEAS NVE var tættest på at slå til, men det kom ikke længere end til et kontraktforslag. »Det er ufatteligt, at de har formøblet de 200 millioner kroner, jeg har givet dem, og ikke kan finde en hovedsponsor. Brøndby er ikke, hvor de burde være med de penge, jeg har lagt derude,« skummede Jesper Nielsen, der i stedet kunne se sit håndboldhold AG København henrykke som danske mestre og europæisk magtfaktor med deltagelse i Champions Leagues semifinaler. Et regnskab med et minus på mere end 30 millioner kroner ventede Brøndby, og der skulle udvises økonomisk ansvarlighed. Der skulle sælges spillere, før der blev bragt nye ind. Auri Skarbalius fik overbevist Ole Bjur og bestyrelsen om sit værd og gjort til permanent cheftræner, og han kunne samle rengøringshandskerne op fra sine forgængere. Der blev ryddet op i spillertruppen, hvor de erfarne kræfter Thomas Rasmussen og Max von Schlebrügge ikke fik forlænget deres kontrakter. Afskeden med de to i december tangerede det pinlige, da der blot var indkøbt de obligatoriske afskedsblomster til Thomas Rasmussen. I al hast før kampstart mod AC Horsens måtte Ole Bjur give Thomas Rasmussens blå-gule blomster til Schlebrügge, og overrakte en buket rød- hvide blomster købt af Thomas Rasmussens forældre til danskeren, der takkede af efter 143 kampe. Det var glemt i januar, hvor spillertruppen skulle geares til at spille sig væk fra bundstriden, og nye positive toner pustes ind i klubben. I sin nytårsblog erklærede Per Bjerregaard krisen for overstået og spåede et godt 2012 for Brøndby. Det blev hans sidste nytårstale. Brøndby så til Auri Skarbalius tidligere klub HB Køge og købte Simon Makienok Christoffersen. Den høje angriber kostede en lille håndfuld millioner, og modsat den generelle antagelse i offentligheden betalte Brøndby til tiden. Det var et sejlivet rygte, at Brøndby mod at betale renters rente først betalte transfersummeren sommeren 2012, men pengene blev overført som aftalt i det tidlige forår. Det blev den eneste handel af betydning den vinter. Ole Bjur varslede mindre spillerlønninger fremover og erklærede tiden med store sign on fees for fortid. Selv bestyrelsesmedlemmerne gik ned i honorar. Fra 2000 til 2010 var det samlede honorar til klubbens bestyrelse steget fra 240.000 kroner til lidt over en million. »Vi vil gerne sende et signal,« sagde næstformand Benny Winther om nedgangen i bestyrelsens løn. Brøndbys ungdomsstrategi led nederlag, da kantspilleren Osama Akharraz skiftede til AGF, og stortalentet dansk-franske Pierre Emil Højbjerg blev endnu et navn i rækken af spillere fra talentafdelingen, der valgte at prøve lykken i udlandet og takkede ja til FC Bayern. Man kunne dog trøste sig med stadig at være storleverandør til ungdomslandsholdene, men det gjorde ondt i den blå-gule sjæl. En sjæl, som Auri Skarbalius ville forstærke ved at skabe en bedre træningsmentalitet, end den han havde været vidne til i sine første måneder. Han tog selv hånd om mentaltræningen for at komme tættere på truppen. Nøgleordet i hans arbejde var proces. Litaueren havde brug for tålmodighed for at få gang i sit projekt, og det gik han all in på at få. 13 ud af 15 point i forårets første fem kampe fik for en stund tilhængere og spillere til at drømme om en europæisk placering, men et nederlag til FC København satte punktum for den forårsoffensiv. Hverdagen ventede med nederlag og uafgjorte resultater, og forårssæsonen blev et spørgsmål om at komme på sikker afstand af nedrykningsstregen. Sæsonen endte med fire nederlag og især 5-1 til rivalerne AGF sved. Tålmodighed var også et nøgleord i bestyrelseslokalet i den tid. Økonomiske lappeløsninger blev dagligdag, og det kneb med kapital til lønnen. De månedlige lønudgifter på lidt over seks millioner kroner blev ofte skrabet sammen lige op til udbetaling, og ved en enkelt lejlighed måtte Per Bjerregaard af egen lomme overføre 100.000 kroner for at få kassen til at stemme. Det gav en stadigt stærkere fornemmelse i bestyrelsen af, at en kapitaludvidelse var den eneste farbare vej frem, men det blev afvist af Per Bjerregaard. Bestyrelsesformanden var imidlertid ofte fraværende på grund af sin sygdom. Han agerede typisk via loyale Emil Bakkendorff eller i samråd med Benny Winther. Han begyndte dog, måske med sund bekymring for sine aktier, at nære en stigende skepsis til de mange hovsa- løsninger. Benny Winther spillede en hovedrolle i de vedvarende forhandlinger med bankinstituttet Nordea. Set fra bankens side var der nok større troværdighed i Benny Winther, der som erhvervsmand havde set et ikke uvæsentligt cash flow flyde gennem bankmænds hænder, end i bestyrelsesformand Per Bjerregaard. Per Bjerregaard understregede igen og igen, at han ikke agtede at trække sig tilbage, før Brøndby igen var på toppen, men tidligere ansatte fortæller, hvordan hans kamp for at bevare magten i klubben forpestede arbejdsmiljøet. Det var på sin vis trist at se faderen til dansk professionel fodbold ende som uønsket af sine egne. Omvendt kunne man næsten heller ikke undgå at blive bare den mindste smule imponeret over Per Bjerregaards nidkære kamp for sit hjertebarn, men i maj tabte han kampen for at bevare strukturen i A og B-aktier. Uden at være til stede. Per Bjerregaard havde selv udpeget Jan Lockhart som den ideelle mand til direktørjobbet, men han havde formentlig gjort regning uden Lockharts fornemmelse for at spille højt spil. Og Jan Lockhart lagde i den grad kortene på bordet i maj, mens Per Bjerregaard lå til behandling på Rigshospitalet. Jan Lockhart sendte bestyrelsesmedlemmerne en mail, hvor han forklarede den økonomiske alvor og med et konservativt skøn præsenterede han en prognose, der varslede et hul i klubkassen på minus 15 millioner kroner sidst på efteråret. Som ansvarlig bestyrelse kunne medlemmerne ikke undgå at reagere, og Brøndby udsendte derfor en fondsbørsmeddelelse om, at likviditeten skulle styrkes inden for tre til fire måneder. Det var første skridt frem mod en kapitaludvidelse og et opgør med A og B-aktiestrukturen, der blev trådt her. Det var ikke et tiltag med Per Bjerregaards gode vilje, og manøvren skabte splid mellem bestyrelsesformand, bestyrelsen og direktøren. Magtkampen tog til, og Jan Lockhart syntes at satse alt inklusive sit job i et meget åbenhjertigt interview i Tipsbladet i juni måned. Her blotlagde han klubbens dårlige økonomi og revsede de sportslige resultater. Han tegnede et billede af en klub med potentielle likviditetsproblemer, hvis ikke de sportslige resultater blev markant forbedret med større indtjening af tv- penge til følge. I Brøndby var der ikke tradition for at hænge det beskidte vasketøj til offentligt skue. Den gamle garde havde længe ikke set det nødvendigt med en presse- og marketingsafdeling af betydning. »Når man vinder kampe, så sælger fodbold sig selv,« lød parolen, og følsomme detaljer blev holdt internt. Så at stille et problembarn som økonomien til skue var en dødssynd. Per Bjerregaard indkaldte derfor Jan Lokchart til skideballe og fortalte ham i klare vendinger, at han ikke stod til at reddes. Men Bjerregaard var ikke at finde, da fyresedlen skulle eksekveres. Han var taget på ferie til Harzen, mens opgaven med at få beskidte hænder og skille sig af med endnu en direktør tilfaldt Benny Winther. Tre dage efter offentliggørelsen af interviewet var Jan Lockhart arbejdsløs og nyt medlem i gruppen af tidligere direktører i Brøndby, der havde tabt armlægning med Per Bjerregaard. Og så alligevel ikke. For processen frem mod en kapitaludvidelse endte med at blive den møllesten, der trak Per Bjerregaard med ned. »Der er ro på de interne linjer,« forsikrede Per Bjerregaard om det direktørjob, der må være et af landets vanskeligste at bestride. Fyringen blev offentliggjort som en gensidig overenskomst, og Tommy Håkansson blev konstitueret som direktør, men det var ikke slut med den dårlige omtale. Efter halvandet år på lån i Lyngby besluttede Peter Madsen sig for at indstille karrieren. Det gjorde han officielt i et stort interview med Berlingske, hvor han langede kraftigt ud efter sin tidligere klub, og helt i tråd med Tom Køhlerts udmeldinger erklærede han Brøndby-ånden for død. »Jeg indrømmer, at jeg manglede kampform og ikke var på mit topniveau, da jeg vendte tilbage til Brøndby, men jeg var klar til at kæmpe for klubben og bedre tider, men det var, som om, den der følelse blev ædt op. Års dårlige resultater og omtale, fyringer og nedtur har lagt en sort sky hen over Brøndby Stadion, og jeg ved ikke, hvordan den nogensinde skal komme væk igen. Det er noget, jeg har talt med andre Brøndby-spillere om. Enhver motivation og gejst bliver ædt op, fordi folk er bange og fastlåste.« Udtalelser, der skabte vrede blandt fans og frivillige i klubben over den behandling som ‘Magic’ havde fået, men den største nyhed den sommer kom ti dage senere. Per Bjerregaard trak sig som bestyrelsesformand. Officielt efter eget ønske fordi pressen skabte uro om hans person. »Jeg har valgt at udtræde af bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S med øjeblikkelig virkning. Der har gennem flere år været en hel del uro om min person i medierne med forskellige rygter og myter. Det har naturligvis haft en meget uheldig påvirkning på mangt og meget i Brøndby IF,« sagde Per Bjerregaard i en pressemeddelelse. Han fortsatte i rollen som formand for klubbens magtfulde amatørafdeling. Ja til finansiel doping EFTERÅRET 2012

Sten Lerche overtog posten som formand, mens Benny Winther fortsatte som næstformand, og duoen åbnede for et opgør med opdelingen i A- og B-aktier. Den kolde luft bredte sig på kontorgangene, hvor der blev færre og færre ansigter på faste kontrakter, men kærligheden til Brøndby IF viste sig at være vidt og solidt forgrenet. Års opbakning fra klubbens loyale fans havde forankret en galvaniseret passion for trøjen på tribunerne, hvor myriader af fraktioner var opstået i årenes løb, og i en tid hvor spillerne på banen dårligt kunne slå to afleveringer i træk, så afslørede tilhængerne, at de var mere end lydtæppe til hjemmekampene. For foreningen Brøndby Supporters Trust blev garanteret pladser i Fondens bestyrelse og yderligere mulighed for at opnå indflydelse ved opkøb af aktier for op til 21,5 millioner kroner. At flere tusinde fans på den måde ville bidrage økonomisk var gunstigt for kommende investorinteresse. Det åbnede for større samspil med ‘kunderne i butikken’, hvilket bogstaveligt talt var guld værd i en krisetid. Efter seks spillerrunder af den nye sæson havde Brøndby dog blot fået fire point og tabt fire gange. Der tegnede sig allerede tidligt et billede af en sæson i nedrykningszonen. Auri Skarbalius kæmper ufortrødent videre til trods for et vanskeligt efterår med Brøndby, der så de blå- gule slutte 2012 på en sidsteplads.

Transfervinduet betød et farvel til Michael Krohn-Dehli. Det spillemæssige omdrejningspunkt de seneste sæsoner blev købt af spanske Celta Vigo, men langt størsteparten af transferkronerne havnede i Amsterdam hos Ajax som led i den købsaftale, der i sin tid gjorde, at Brøndby fik spilleren uden transfersum. Den tidligere FCKer Martin Albrechtsen blev hentet ind, mens det mislykkedes at leje Michael Silberbauer, der i stedet skiftede til OB. I transfervinduets sidste timer fik Ole Bjur grønt lys til at betale en håndfuld millioner for Sønderjyskes hurtige angriber Quincy Antipas for at forstærke den offensiv, der fremstod impotent efter salget af Michael Krohn-Dehli. Det var nødvendigt med et offensivt tiltag fra Brøndbys side. Pressen berettede om, at Benny Winther lånte Brøndby af egen lomme for at holde økonomien flydende, og igen måtte Ole Bjur ud og frede sin cheftræner og give en trængt Auri Skarbalius opbakning. Der havde altid været en holdning i Brøndby til dårlige tider i retning af, at ‘det nok skal gå’. En forståelse af, at ‘der er så mange blå-gule hjerter, at går det helt galt, skal der nok være nogen med penge, der træder til’. Det var til at forstå, hvorfor tankesættet var - og er - sådan. Det var for alvor svært at se en af nordens største klubber kollapse i Lyngby-stil og blive tvangsnedrykket til Danmarksserien. Dertil var historikken for tung, fansene for mange og klubben bare for stor. Eller var den? Det talte sit eget sprog, hvorfor erhvervsfolk som Hermann Haraldsson, Jesper Nielsen, Frank Buch-Andersen og Jan Lockhart alle havde prøvet kræfter med enten jobbet som direktør eller i en rolle som mæcen. Det var fodboldfans med erhvervsforstand og drømmen om at blive den, der fik genrejst Brøndby. Det var ikke mindst udsigten til en voldsom positiv eksponering, for den der lykkedes med at få Brøndby tilbage til det danske mesterskab. Det var fascinationen af at prøve kræfter med Sisyfos’ tunge sten med troen på at nå toppen og se sig sejrrigt omkring, men dem, der forsøgte så stenen rulle ned ad bjerget og tage udfordreren med sig i faldet. Jesper Nielsen havde flere gange forsøgt at overtage den kuldsejlede klub, men her i det tidligere efterår, hvor en skattesag lammede rigmandens finanser, åbnede han op for et forlig med Brøndby. Det blev afvist. Brøndby mente at have et tilgodehavende på over 40 millioner kroner til udbetaling i sommeren 2013. Jesper Nielsen mente, at beløbet i bedste fald var et par millioner eller tre, men her strandede samarbejdet mellem klub og velgører endegyldigt i rent mundhuggeri i pressens spalter efter, at parterne havde trukket hinanden ned. Jesper Nielsen havde som følge af sin skattesag, og de rasende mange millioner, han havde brugt på Brøndby, lukket sit ellers succesrige håndboldhold, AG København. Samarbejdet endte ikke bedre for Brøndby. I første omgang havde man accepteret rigmandens strategi om at købe mange og dyre spillere, men fraveg den efter få måneder. Måske blev visionen set som et skjult kupforsøg fra rigmandens side med risiko for, at Jesper Nielsen skulle stå tilbage som Brøndbys frelser og store reformist. Eller måske vurderede daværende bestyrelsesmedlemmer, at Jesper Nielsens tanker ikke var andet end et kostbart fatamorgana. Jesper Nielsens næsten 200 millioner kroner var tænkt som en slags superbenzin, potent nok til at kickstarte klubben og overhale FC København. I stedet endte projektet med trukket håndbremse og en omkostningstung spillertrup. Det hele løbende bortforklaret af skiftende lederskikkelser med dårlige spillerindkøb, mudderkastning i pressen, interne magtkampe og divergerende trænerdispositioner. Kort sagt et roderi, der burde holde enhver fornuftig investor på afstand. Det mente i hvert fald koret af aktieeksperter og finansielle rådgivere, der i årevis advarede mod at skyde penge i Brøndby IF. Den økonomiske situation blev voldsomt forværret i september måned. Brøndby tabte den feriepengesag, der havde været undervejs et par år. De forhenværende Brøndby-spillere Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Martin Ericsson fik nye hovedroller i deres tidligere klub, da deres sager blev ført af Spillerforeningen i Voldgiftsretten. De vandt i spørgsmålet om, hvorvidt Brøndby skyldte dem feriepenge og pension. Brøndby havde forbrudt sig mod den overenskomst, som Per Bjerregaard underskrev natten i Glostrup i 2004. Afgørelsen betød, at Brøndby skyldte trioen omkring fire millioner kroner. De tre sager blev ført som prøvesager, der skulle danne præcedens, så forude ventede en samlet regning på over 20 millioner kroner til nuværende og tidligere spillere. Voldgiftsrettens afgørelse var potentielt dødelig for klubben, og for anden gang i historien så Brøndby konkursens druknedød i øjnene. Erstatningskravet kunne Brøndby ikke betale, og henover efteråret og ind i 2013 forhandlede parterne om en holdbar løsning. Spillerforeningen ville ikke høre tale om en gældsnedsættelse, men åbnede for en afdragsordning eller tilsvarende mod at få passende garantier. Til trods for advarsler fra finanseksperter om det modsatte, så meldte Frank Buch-Andersen sig på banen med et nyt forsøg på at nå Brøndby-toppen. I et interview med BT fortalte den tidligere direktør i klubben, at han og en gruppe investorer stod parate med op til 150 millioner kroner. En hurtig vurdering ville se halvdelen af de penge afskaffe gammel gæld, erstatningskravet fra Feriepengesagen og andre udeståender. Den øvrige del af investorporteføljen var tiltænkt livgivende luft i økonomien. Frank Buch-Andersen understregede, at det handlede om kærlighed til klubben, og forslaget blev modtaget af klubbens fans, som var de omringede soldater, der i horisonten kunne ane undsætningen. Men kærlighed har sin pris, og igen måtte aktiestrukturen holde for. »Min tanke er, at man sammenlægger aktieklasserne, så alle aktier tæller lige meget. Derefter giver man alle nuværende cirka 23.000 aktionærer retten til at købe disse aktier,« forklarede Frank Buch- Andersen. »Tegnes alle aktier ikke, har jeg samlet en gruppe potentielle aktionærer, der forventeligt vil garantere 150 millioner kroner. Det vil sige, at hvis de nuværende aktionærer alene tegner aktier for 130 millioner kroner, så garanterer vi, at vi vil tegne aktier for de sidste 20 millioner kroner.« Forslaget blev positivt modtaget af ikke mindst bestyrelsesformand Sten Lerche, der glædede sig over, at der stadig var folk med penge og et blå-gult hjerte, men skulle Frank Buch-Andersens ideer accepteres, krævede det et mandat fra klubbens A-aktionærer. Heriblandt den magtfulde amatørfond med den detroniserede bestyrelsesformand Per Bjerregaard i spidsen, og her blev det hurtigt et spørgsmål om, hvorvidt der var en gammel gæld at gøre op. Frank Buch-Andersen var hovedaktør, da Anders Bjerregaard blev fyret, og det kostede ham som bekendt senere jobbet som direktør. Benny Winther som A-aktionær understregede, at i kraft af sin position som næstformand ville Per Bjerregaard selvfølgelig spille med i beslutningsprocessen. Stregerne blev slået til et forhandlingsdrama, der kom til at strække sig over det efterfølgende halve år. Det blev et sportsligt efterår på hjul og stejle, hvor Brøndby indtil udgangen af november kun formåede at vinde over Silkeborg, men Auri Skarbalius var fredet. Han fik som hjælp tilknyttet John Faxe Jensen i en konsulentrolle til sit trænerteam, og Auri Skarbalius’ mandskab fik med en håndsrækning fra ‘konsulenten’ skrabet lidt point til sig, men efteråret sluttede med en plads som nummer 12 i Superligaen og overhængende nedrykningsfare. Det skrækscenarie gav mod årets slutning travlhed på kontorgangene på Brøndby Stadion. Benny Winther og Tommy Håkansson arbejdede med forskellige investormuligheder, og der blev gjort et stort nummer ud af, at Per Bjerregaard var fortid i klubben. Navnet Bjerregaard var ikke gunstigt i forhandlingerne med potentielle investorer samt kreditorer. Benny Winther meldte flere gange ud i pressen, at hverken Per eller Anders Bjerregaard var tiltænkt en rolle i fremtidens Brøndby. Frank Buch-Andersen gruppen var ikke de eneste investorer, der meldte sig. Tele-rigmanden Thomas Rasmussen fik Brøndby til at opgive modstanden mod player-sponsorater, og han købte transferrettighederne til Simon Makienok Christoffersen. En økonomisk model, Per Bjerregaard afviste året før med et nej tak til finansiel doping. Nød lærte konkurstruet fodboldklub at takke ja. Thomas Rasmussen havde tidligere i karrieren været en tur gennem mediemøllen og været udstillet som blandt andet annoncehaj. Som potentiel finansiel redningsmand blev hans fortid igen forsidestof. Især forbindelserne til den hårde kerne af Brøndbys højreorienterede del af klubbens fanmiljø blev kulørt læsning. Efter sine 15 minutters berømmelse trak Thomas Rasmussen sig ud af forhandlingerne med Brøndby. Officielt i hvert fald. Han fortsatte under medieradaren med at føre dialog om med et mindre millionlån at støtte op om den aktieemission, der blev varslet at finde sted i løbet af april eller maj måned 2013. Samme velvilje lovede Benny Winther. Thomas Rasmussen og Benny Winther fik transport i Brøndbys tilgodehavende hos tidligere hovedsponsor Jesper Nielsen. Transporter som sikkerhed for duoens millioner, penge der skulle være rygrad i den planlagte aktieemission, hvorfor Frank Buch-Andersen-gruppens tilbud og radikale krav ikke længere var relevante. Før nytår kneb det imidlertid med som lovet at få etableret en redningsplan, og igen begyndte de interne slagsmål. Det fordømte forår FORÅRET 2013

Vi er nu tilbage på medarbejdermødet kort før jul 2012, hvor Benny Winthers to fingre markerer, hvor tæt Brøndby er på at gå konkurs. Efter års interne slagsmål og stadigt dårligere økonomi viser fingrene som et klaptræ medarbejderne, at det er nu, der skal leveres. Glem alt om fortidens storhed, vi kæmper for livet venner. Sæt i gang. Den Bjerregaard-tro Emil Bakkendorff spiller en markant rolle i etableringen af medarbejdermødet, hvor der udtrykkes mistillid til Tommy Håkanssons evner som direktør. Tommy Håkansson har stadig opbakning fra ikke mindst Bjarne Jensen i bestyrelsen, der ønsker ro på, men ellers betragtes den konstituerede direktør som isoleret på dette tidspunkt. Medarbejderstaben tvivler på hans kompetencer, og Benny Winther fortæller på mødet, at så snart der er en holdbar redningsplan, vil der med stor sandsynlighed ske ændringer på direktørposten. Der skal ikke falde dom over, hvorvidt Per Bjerregaard spiller en rolle her, men det er set før, at Bakkendorff er sendt i felten på hans ordre, og det kan tolkes som en sidste offensiv mod Tommy Håkanssons forhandlinger med Frank Buch-Andersen, der næppe er på julekort med familien Bjerregaard. Hvis det er tilfældet, at Emil Bakkendorff her agerer på vegne af den tidligere bestyrelsesformand, så bliver det hans sidste slag som den gamle gardes stærke mand.

Brøndby sendte i slutningen af november 2012 FC København ud af pokalen, målet symbolsk scoret af Mike Jensen - klubmanden, der ikke kunne blive enig med Ole Bjur om en forlængelse. For et par hundrede fans kammede det over, og glade Brøndby-fans stormede ned mod gæsternes fanafsnit, og billederne af invasionen på Brøndby Stadion gik Europa rundt. Politiet havde tilmed op til kampen truet med at aflyse pokalkvartfinalen, fordi videoovervågningsanlægget på Brøndby Stadion ikke fungerede.

Brøndbys fans invaderede banen efter sejren over FC København i pokalturneringen. Sikkerhedsbristen kostede Emil Bakkendorff jobbet som sikkerhedschef.

Sikkerhedschef Emil Bakkendorff og hans kontrollørkorps fik en god time før kampstart udvirket et mirakel, og på monitorerne kørte tv-billederne. Kameraerne rullede, og kampen fik starttilladelse, men kameraernes optagefunktion fungerede ikke, og da ordensmagten efter baneinvasionen skulle bruge billeder til at identificere ballademagerne, var der ingen billeder at få. Som straf for urolighederne afgjorde DBU, at Brøndby skule spille forårets to første kampe uden tilskuere. Det var ikke mindst økonomisk alvorligt at skulle undvære omsætningen fra mange tusinde. Miseren kostede den hovedansvarlige Emil Bakkendorff jobbet, og endnu en klubmand må gå efter en magtkamp.

Kun Benny Winther står tilbage fra den gamle garde, men han og Tommy Håkanssons plan om at præsentere en redningsplan, før rådhusklokkerne lyder, opgives. Forhandlingerne med Frank Buch-Andersens gruppe går samme vej. Deres investering på op til 150 millioner kroner vil lune voldsomt, men de tilbydes ikke for fornøjelsens skyld. En række krav fra investorgruppen bliver anstødssten i forhandlingerne. Blandt andet forlanges Per Bjerregaard sat helt uden for indflydelse, og en ny bestyrelse med erhvervsfolk og fans skal etableres. Desuden bliver der sat spørgsmålstegn ved den sportslige sektor, heriblandt sportschef Ole Bjur og cheftræner Auri Skarbalius, og navnet Peter Schmeichel spøger mere end en gang som ny mulig sportschef. Den daglige ledelse skal ‘opkvalificeres’, og en række forhandlingsredskaber over for klubbens kreditorer tages i brug, eftersom den dårlige økonomi legitimerer brugen af ‘konkurskortet’. Ved en konkurs vil selv Spillerforeningens privilegerede krav stå dårligt, så både de og Nordea skal sættes på plads og eftergive noget af gælden. Akkurat som spillerne skal acceptere en lønnedgang i en periode. Det er krav med tydelig signalværdi. Der skal ryddes helt op på alle niveauer, og det vil reelt betyde, at dem, der forhandler på Brøndbys vegne med stor sandsynlighed vil underskrive en aftale om deres egne fyresedler, hvis de accepterer kravene. Brøndby åbner 2013 med et udspil til den længe ventede økonomiske redningsplan. Et udspil uden Frank Buch- Andersen og hans portefølje af investorer, idet Tommy Håkansson og den øvrige Brøndby-ledelse går en anden vej. Alle ansatte, spillere såvel som andre i organisationen, bedes gå ti procent ned i løn og 25 procent ned de første tre måneder efter planens lancering. Samtidig orienteres spillertruppen om, at udbetalinger af bonusordninger er udskudt indtil sommer, når man ved, om det bliver til endnu en sæson i Superligaen. For en kort bemærkning tager Per Bjerregaard igen overskrifterne, da han træder ud af Brøndbyernes IF Fodbold Fonds bestyrelse og har nu kun sin tillidspost hos amatørerne tilbage. Benny Winther og Sten Lerche stopper ligeledes deres bestyrelsesarbejde i Fonden, men de fortsætter i fodboldklubbens bestyrelse. Per Bjerregaard på sin sidste generalforsamling som fremtrædende Brøndby-skikkelse.

Det er en ny tid for Brøndby IF, der åbenbarer sig her, men en epoke, der får en svær begyndelse. Sommeren 2013 vil se en ikke uvæsentlig del af spillertruppen med navne som Dennis Rommedahl, Jan Kristiansen, Jens Stryger Larsen, Dario Dumic og Martin Albrechtsen stå med kontraktudløb. Det betyder luft i lønbudgettet, men der venter også en stor rekrutteringsopgave for sportschef Ole Bjur, der skal samle et slagkraftigt hold langt fra fordums millionbudgetter. I januar er der på grund af konkursrisikoen og forhandlingerne med Spillerforeningen ingen penge til forstærkninger. Talentet Mikkel Jensen forlader Brøndby og søger nye udfordringer i FC Nordsjælland, og rygter om et comeback til Mike Jensen forbliver rygter. Brøndby-drengen skriver i stedet kontrakt med Rosenborg. Nyheden om suspendering af bonusudbetalinger er dårligt nyt for spillerne. De ved, at der går tidligere Brøndby-spillere rundt, som stadig kigger langt efter bonusbeløb og aftrædelsesordninger, og denne januarformiddag er der gang i telefonerne. Spillerne konsulterer deres agenter og repræsentanter om det forestående valg. Skal de acceptere lønnedgangen, som de blot har fået få dage til at respondere på? Eller skal de stå fast på deres hidtidige aftaler og kræve lønnen? Sportschef Ole Bjur og cheftræner Auri Skarbalius er hurtigt ude med opbakning til løsningen, og det samme gælder den unge og talentfulde back Frederik Holst. Med til puslespillet hører, at hvis spillerne afviser lønnedgangen, og Brøndby vælger at stå fast på kravet, så kan spillerne fritstilles af deres kontrakter. Det er reelt udsigten til en fri transfer, som spillerne overvejer, og velsagtens ikke en uattraktiv kattelem for spillere som Clarence Goodson, Simon Makienok Christoffersen og Mikkel Thygesen, der kan forventes at finde fornuftige aftaler andetsteds. Clarence Goodson er tilmed en tur i Tyrkiet, hvor Orduspor forsøger at overtale amerikaneren til at sige ja tak til en aftale. Brøndby har for at slippe for lønudgiften til anføreren accepteret tyrkernes krav om at lade forsvarsspilleren gå uden transfersum. Efter et par dages forhandlinger siger Clarence Goodson nej tak, da udspillet fra Orduspor ændrer sig fra time til time. Han afviser, at sammenbruddet skyldes fru Goodsons uvilje mod at flytte til et muslimsk land. Den forklaring er den gængse opfattelse i tyrkisk presse. »Det rene vrøvl,« siger Clarence Goodson, og understreger, at selv om situationen er vanskelig i Brøndby, så ser han frem til foråret i den blå og gule spilledragt. Klubledelsen forsøger at opnå henstand hos enkelte kreditorer og især hos Spillerforeningen, hvis formand Mads Øland er så forhadt blandt dele af Brøndbys fans, at han modtager dødstrusler. Brøndbys desperate, udstrakte hånd afvises af Mads Øland. Han vil i bedste fald være med til en afbetalingsordning. »Vi går ikke på kompromis,« buldrer han nok engang i pressen. Det er en fortrøstningsfuld Tommy Håkansson, der i forbindelse med en meddelelse om planen til Fondsbørsen udtaler: »Vi er ved at være i mål med alle punkter i vores plan, der skal sikre både den kortsigtede og langsigtede likviditet og kapitaltilførsel. Et af punkterne i planen er en generel lønnedgang for medarbejderne i Brøndby IF. Lønomkostningerne skal permanent reduceres med 10 procent og i en tremåneders periode ekstraordinært med yderligere 15 procent. Medarbejderne får efterfølgende mulighed for at opnå en bonus afhængig af de sportslige resultater.« Dertil lister Brøndby fem punkter som centrale i den længe ventede redningsplan: - Tilførsel af likviditet fra eksterne investorer og nuværende långivere indtil aktiekapitaludvidelsen er gennemført. Tilsagn herom er opnået betinget af, at øvrige finansielle punkter i planen er opfyldt.

- Henstandsordning med større enkeltkreditorer. Aftaler herom er indgået, og de sidste forventes indgået de næste par dage.

- Henstandsordning og aftale med Spillerforeningen om ‘feriepengesagen’. Aftale med Spillerforeningen om både det forfaldne krav og - som i andre Superligaklubber - de uforfaldne krav.

- Ophævelse af A-aktieklassen i Brøndby IF. Brøndbyernes IF Fodbold Fond og øvrige A-aktionærer har alle og enstemmigt accepteret dette.

- Færdiggørelse af ‘Vision 2015’ - virksomhedens nye plan for de kommende år, inkl. økonomiske målsætninger.

På positivsiden kan man galgenhumoristisk konstatere, at Brøndby ikke har mistet evnen til at overraske. For efter de sejlivede tovtrækkerier henover efteråret med Frank Buch-Andersen- gruppen, der længe har været set som frelseren i kulissen, så slutter det forløb endegyldigt 8. januar med udmeldingen om de overraskende planer om lønnedgang. »Vi er ikke en del af det, der er meldt ud i dag,« siger Frank Buch-Andersen til sporten.dk. Frank Buch-Andersen ser sig ikke som en del af Brøndbys fremtid. »Nej, og det er jeg heller ikke. Men det vigtige er ikke, hvordan man kommer gennem skoven, men at man kommer gennem skoven,« fastslår Frank Buch- Andersen. Og det kan blive svært nok. Bestyrelsesformand Sten Lerche gør alvoren klar og siger, at der ikke er en plan B. Det er lønnedgang eller lukketid. Spillertruppen og medarbejdergruppen stiller imidlertid et modforslag, der betyder en lønnedgang på 75 procent i januar måned. En nedgang, der skal ses som et lån og tilbagebetales, når en aktieemission er gennemført. Det er hektiske forhandlinger, og parterne enes om at gå videre med spillerne og medarbejdernes forslag, men som februar måned nærmer sig, strammer det til. Der er intet gennembrud i forhandlingerne med Spillerforeningen. De kan for deres part tage transfervinduet som gidsel velvidende, at Brøndby ønsker forhandlingerne afsluttet før udgangen af januar, så de kan nå at forstærke spillertruppen. Omvendt udøver Brøndby spin i pressen via Benny Winthers udmeldinger om, at hvis Brøndby erklæres konkurs, så er det vigtigt at få placeret ansvaret for lukning. Læs Spillerforeningen. Imens der kæmpes for klubbens overlevelse ved forhandlingsbordet, trækker Per Bjerregaard sig i relativ stilhed tilbage fra sin sidste tillidspost og ind i historiebøgerne. Titlen som formand for amatørerne overgår til Christian Barret, og Per Bjerregaard kan se tilbage på 40 år med Brøndby. Der er intet at fejre, understreger den 67-årige Bjerregaard, der egentlig ikke ville trække sig tilbage, før Brøndby igen var blandt de bedste. Nu går han ud ad døren som den største repræsentant for en tid, der var engang. Per Bjerregaard er fortid.

Per Bjerregaard kunne være gået over i dansk fodboldhistorie som professionel fodbolds fader, men et eller andet sted i Brøndbys krogede historie, mistede han overblikket. Per Bjerregaard gik fra at være klubbens primus motor til en fodboldversion af ‘The Great Gatsby’. Man vil ikke kunne fortænke ham i at gå ind til sin pensionisttilværelse bare den mindste smule desillusioneret. Og skal man følge litteraturens berettermodel, så trækker han sig tilbage med en form for erkendelse affødt af de seneste års hændelser. Det kan der kun gisnes om, men det virker som et sikkert kald, at Per Bjerregaard gerne så sin personlige historie med Brøndby IF afsluttet med en anden og lykkeligere slutning. Eftertiden vil med stor sandsynlighed hylde hans indsats som foregangsmand, men det må også nøgternt konstateres, at Brøndby under hans lederskab med afstand var den part, der slap dårligst fra bruddet med Michael Laudrup, der nu er manager i verdens bedste liga, Premier League. Den lune opvind, der løftede Brøndby økonomisk og prestigemæssigt til nye højder i Laudrup-tiden, viste sig efterfølgende som en drilsk varm luft. Efterfølgende fejlbeslutninger samlede sig som koldfronter, der med forventningerne fra Laudrup-tiden skabte en perfekt storm og med den en perfekt bølge, der som januar nærmer sig sin afslutning, truer med at trække Brøndby ned. Der blev gjort et sidste forhandlingsforsøg fredag 31. januar og henover den første weekend i februar. Hvilket af to resultater vil de sidste forhandlinger give? Konkurs? Eller ikke konkurs?

Spillerforeningen giver sig ikke. Det gør Brøndby heller ikke, og det besluttes at tilbageholde lønnen for januar måned. Torsdag 31. januar går der ingen penge ind på spillernes konti. Spillerne har valgt Mikkel Thygesen og Jan Kristiansen som repræsentanter til at føre dialogen med direktion og bestyrelse, og det står hurtigt klart, at spillerne kan ende med at blive dem, der skal indgive en konkursbegæring. Spillerforeningen ønsker ikke at gøre det, men senest 18. februar vil fagforeningen HK være nødt til at træffe beslutningen på vegne af deres klienter i Brøndbys organisation. Hvis altså ikke spillerne kommer dem i forkøbet. Spillerrepræsentanterne lader ledelsen forstå, at mandag 4. februar er skæringsdato, og henover weekenden handles der hurtigt. Med støtte fra klubbernes interesseorgan, Divisionsforeningen, bestemmer Benny Winther, Tommy Håkansson og den øvrige Brøndby-ledelse sig for at betale de fire millioner kroner, som Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson har til gode, men de anerkender ikke resten af Spillerforeningens krav. Brøndby vil prøve samtlige sager i Voldgiftsretten. Spillerforeningens formand Mads Øland undrer sig, fordi den tidligere afgørelse efter hans overbevisning allerede har afgjort disse sager, men Brøndby-ledelsen er ikke enig, og om ikke andet vindes der tid.

Efter en weekend med tætte og intense forhandlinger er det en glad Tommy Håkansson, der kan meddele, at Brøndby er reddet fra konkurs.

Der kommer nemlig skred i forhandlingerne andetsteds. Gildhøj Centret er tæt på et salg til en værdi af 25 millioner, og Nordea accepterer en henstand, indtil en aktieemission er gennemført. Banken overtager samtidig den lånesikkerhed, som Benny Winther tidligere har haft i Gildhøj Centret. Manøvren får Benny Winther og Thomas Rasmussen til at træde til med nye lån, så likviditeten forbedres med rundt regnet 30 millioner kroner. Et kapitalgrundlag stærkt nok til at udgøre en holdbar redningsplan for de kommende måneder frem til forårets aktieemission. En kapitaludvidelse, der ventes at indbringe mellem 75 og 150 millioner kroner. Det er det første slag, som Brøndbys ledelsesmæssige redningsmandskab vinder her, men flere venter i løbet af foråret 2013. Aktieemissionen skal gennemføres, kontraktforlængelser skal forhandles med tæt ved halvdelen af spillertruppen, tendensen med talenter, der søger væk fra klubben, skal adresseres, men først og fremmest skal Brøndby undgå nedrykning fra Superligaen. Det er alligevel en lettet Tommy Håkansson, der kan meddele, at konkursen er afværget i sidste øjeblik, for den konstituerede direktør havde taget konkurspapirerne med på arbejde. Mandag middag 4. februar domineres det danske mediebillede af den samme overskrift: »Brøndby er reddet.« I hvert fald i denne omgang. REDDET PÅ MÅLSTREGEN? - Brøndbys storhed og fald Copyright © Søren Sorgenfri 2013 Billeder fra Scanpix: Claus Fisker (forsidefoto), Liselotte Sabroe, Lars Møller, Nils Meilvang, Simon Bohr, Søren Bidstrup, Jeppe Michael Jensen, Keld Navntoft, Mogens Flindt, Bardur Eklund. Denne udgave ©Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress 2013 ePub produktion: Rosendahls - BookPartnerMedia ISBN 9788771375879 1. udgave

Kopiering fra denne bog er ikke tilladt. Enhver udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

www.artpeople.dk Indholdsfortegnelse

Forside 2 Indholdsfortegnelse 4 Prolog 8 Sol, sommer og duften af Champions League - 10 Sommeren 2005 Fra guldfest til cirkus - 17 Efteråret 2005 ‘I det jyske muld ligger Brøndbys guld’ – Foråret 49 2006 ‘Faderen, Sønnen og Brøndby-ånden’ - Efteråret 60 2006 De gamle dyder på ret 72 ‘Køhlert’ - Foråret 2007 Det vigtigste transfervindue i mands minde - Efteråret 80 2007 Den islandske Kennedy - 100 Foråret 2008 En ny tid - Efteråret 2008 117 Det forsømte forår - Foråret 124 2009 ‘Per bliver til han vælter’ - 133 Efteråret 2009 Ingen motivation - Foråret 2010 156 En dyr nat i Glostrup - 167 Efteråret 2010 En ustabil børnehave og arbejdsnægtere - Foråret 196 2011 Nej tak til finansiel doping - 206 Efteråret 2011 En nuance af nederlag - 223 Foråret 2012 Ja til finansiel doping - 238 Efteråret 2012 Det fordømte forår - Foråret 255 2013 Kolofon 281