Søren Sorgenfri REDDET PÅ MÅLSTREGEN? Brøndbys storhed og fald BERLINGSKE Indholdsfortegnelse: Prolog Sol, sommer og duften af Champions League – Sommeren 2005 Fra guldfest til cirkus – Efteråret 2005 ‘I det jyske muld ligger Brøndbys guld’ – Foråret 2006 ‘Faderen, Sønnen og Brøndby-ånden' – Efteråret 2006 De gamle dyder på ret ‘Køhlert’ – Foråret 2007 Det vigtigste transfervindue i mands minde – Efteråret 2007 Den islandske Kennedy – Foråret 2008 En ny tid – Efteråret 2008 Det forsømte forår – Foråret 2009 ‘Per bliver til han vælter' – Efteråret 2009 Ingen motivation – Foråret 2010 En dyr nat i Glostrup – Efteråret 2010 En ustabil børnehave og arbejdsnægtere – Foråret 2011 Nej tak til finansiel doping – Efteråret 2011 En nuance af nederlag – Foråret 2012 Ja til finansiel doping – Efteråret 2012 Det fordømte forår – Foråret 2013 Prolog Benny Winther siger ikke noget, men svarer demonstrativt ved at løfte hånden op foran sit furede ansigt. Han samler tommel og pegefinger, så de næsten mødes og efterlader kun en lille sprække. Så tæt er vi på konkursen, er signalet fra Brøndbys næstformand til de sammenkaldte medarbejdere. En nedslående melding til den stærkt reducerede organisationsstab i Brøndby IF på et hastigt arrangeret møde fredag 14. december 2012. Året i Brøndby IF er ved at gå på hæld i mere end en forstand. Endnu en direktør er på vej ud af butikken, og de forsøg, der internt gøres på at få klubbens røde økonomi på ret kurs, går ikke godt. Der er samme stilhed på kontorgangene og i lokalerne på det store Brøndby Stadion som i et skibs indre i minutterne, før det knagende giver efter og brækker over med det sidste dybe og beklagende suk. Sådan var det ikke godt syv år tidligere. Det var en festdag. Sol, sommer og duften af Champions League SOMMEREN 2005 Det var dengang, man ikke troede på, at det kunne ske. At Brøndby som dansk fodbolds klarest lysende fyrtårn kunne gå i sort og falde til jorden. Slet ikke denne sommerdag i 2005, hvor Brøndbys mandskab pligtskyldigt vandt 2-0 over FC Nordsjælland, for mesterskabet var allerede sikret to runder tidligere, da Brøndby med et sultent bæsts grådighed havde revet de tidligere mestre Herfølge fra hinanden med hele 7-0 foran 26.118 feststemte tilskuere. Pokaloverrækkelsen ventede til sidste spilledag, men så blev festlighederne ellers også sluppet løs. Cheftræner Michael Laudrup jublede med sin anfører Per Nielsen over mesterskabet 2004/05. Champagnen boblede, øllet flød, og luften var tyk af konfetti. Brøndby blev for tiende gang i klubbens historie kåret som danske mestre. Efter en sæson i opvisningsstil og ikke mindst den knusende 5-0 sejr over de evige rivaler fra FC København, der så sig distanceret med otte point i tabellen og nøjedes med sølvmedaljerne. Det var Brøndbys første danske mesterskab med Michael Laudrup som cheftræner efter to sæsoners tilløb. Dansk fodbolds største navn fik omsider sin lufttur og trak i guldtrøjen, mens spillerne overhældte ham med dyre franske dråber. Brøndby havde vundet pokalen og kunne glæde sig over totaldominans i dansk fodbold med ‘The Double’. Måske havde festen fået et gear mere, hvis fans, spillere, frivillige og ledere på tribunen vidste, at der forude ventede mindst syv magre år og en tiltagende desperat kamp for klubbens eksistens. Havde nogen luftet en dommedagsprofeti denne mesterlige junidag, så var vedkommende formentlig blevet spærret inde eller i det mindste kørt til kommunegrænsen og sat af - måske af Per Bjerregaard selv. Brøndbys faderfigur og altdominerende skikkelse lige siden han i 1973 startede klubformand og med magtfulde roller som bestyrelsesformand, administrerende direktør og sportsdirektør i tidens løb. Han havde fra sin plads på tribunen mindst af alle grund til at føle uro. Per Bjerregaard havde om nogen æren for Brøndbys opstigning fra landsbystatus til europæisk brandværdi målt i millioner. Han sikrede tilmed, at Brøndby undslap sit første møde med konkursspøgelset, da eventyret med Interbank i de tidlige 90ere truede med at trække foretagendet ned i fallittens sorte vand. En fatal flirt med bankverdenen, men Per Bjerregaard fik med venners hjælp og holdets gode præstationer på banen redet stormen af. Nu kunne han modtage lykønskninger i solskinnet og påbegynde arbejdet med at ruste klubben til deltagelse i fodboldens fornemmeste turnering, Champions League og kvalifikationen til dets gruppespil. Det lå dybt i den blå-gule selvforståelse efter store, meriterende sejre på internationalt plan, at man hørte til i Europa. Klubbens struktur var et labyrintisk netværk af vennetjenester, håndtryk og foreningslivets kammerateri og netop dét fællesskabs energier havde løftet Brøndby helt op over de andre danske hold og langt ud over landegrænserne. Magtbasen var fordelt mellem de ledende medlemmer af den myriade af foreninger, der den dag i dag udgør Brøndby IF’s bagland. Klubbens Fond, 100 mandsklubben, Veteranerne, Ungdomsafdelingen og amatørbaglandet. Man havde sammen opbygget en klub stor nok til at dominere dansk fodbold og med utallige timers arbejde ikke kun fostret en fodboldens gigant, der som Golem havde rejst sig af jorden i udkanten af Brøndby Landsby, men også opbygget en særlig Brøndby-ånd. Siden fusionen af Brøndbyvester IF og Brøndbyøster IF havde Brøndbys kerneværdier været egne talenter, sammenhold for sammenholdets og ikke pengenes skyld med mottoet ‘ingen over klubben’. En kultur i forandring. Et langvarigt rivegilde på ledelsesplan, indkøb af løntunge spillere, der hverken præsterede på banen eller slog rødder i klubbens foreningsmuld og et stadigt mere snævert manøvrerum for nestor Per Bjerregaard ventede forude. De skygger var ikke til at se den dag, da Brøndby IF stod så rank og stolt som nogensinde. I beruset og lykkelig uvidenhed om fremtidens nødlanding. Fra guldfest til cirkus EFTERÅRET 2005 Efter blot et par ugers sommerferie var guldfesten allerede langt væk, og Brøndby gjorde klar til et nyt forsøg på at spille sig i Champions Leagues gruppespil, men cheftræner Michael Laudrup og sportsdirektør Per Bjerregaard fik ikke arbejdsro. Med et transfervindue på vid gab var der rigeligt med spekulationer om mesterholdets spillere. Boksangriberen Morten Skoubo blev forbundet med et skifte til Spanien, og det samme gjorde midtbanemanden Martin Retov. Desuden så de første transferrygter om Daniel Agger og Liverpool dagens lys. En forbindelse, som Per Bjerregaard gentagne gange manede i jorden som det rene nonsens. Læg hertil, at krigshesten Morten Wieghorst, der på billedskøn vis med blodig bandage spillede sig ind i de blå-gule hjerter, stoppede karrieren for at prøve kræfter med trænergerningen i FC Nordsjælland efter et langt, slidsomt liv som fodboldspiller. Thomas Kahlenberg blev nok solgt til Auxerre for imponerende 30 millioner kroner, men savnet af kreatøren viste sig stort. Traditionen tro var der ingen kære mor for de danske deltagere i de europæiske turneringer. Superligaens kampprogram udviste ingen særlige hensyn til de danske deltagere på den internationale scene, og det var en slidt trup, der tog en dyb indånding og rustede sig til et europæisk korstog. En kampagne, der begyndte i et hjørne af Europa, i Kaukasus og Georgiens hovedstad Tbilisi efter en timelang flyvetur med mellemlanding i Kiev. Det uroplagede land var mere optaget af forhandlingerne med Rusland om genopretningen af diplomatiske forbindelser end forspillet til Champions League. Sikke et syn, der mødte Brøndbys spillere, som løb ind på Dinamos knoldede græstæppe på Tbilisi Stadion i Champions Leagues anden kvalifikationsgruppe. Det store betonstadion var flere steder mørnet væk og tribunernes træbænke rådne. Brøndbyerne vandt 2-0, og hjemme på et velplejet græstæppe på Brøndby Stadion i returkampen var der ingen ansatser til gummiben. Med et samlet 5-1 resultat, gjorde Brøndby-holdet sig klar til det sidste stop før gruppespillet, hvor mere end 100 millioner kroner i profit ventede. Brøndby havde ikke det nødvendige lodtrækningsheld og kom op mod de tidligere vindere af turneringen og totalfodboldens guvernante, Ajax Amsterdam. Som et varsel dykkede Brøndby-aktien på Fondsbørsen med en god håndfuld point efter lodtrækningen. Der blæste ellers positive vinde omkring aktien i ugerne op til lodtrækningen i håb om, at modstanderen blev overkommelige Rosenborg fra Norge. På et sent mål af Martin Retov spillede Brøndby 2-2, og før returkampen i Amsterdam opjusterede Brøndby forventningerne til årsregnskabet til et overskud på 30 millioner kroner før skat. »Hovedreglen er, at det er de sportslige resultater, der nævnes først, når en fodboldklubs succes skal bedømmes, og her taler Brøndby IFs ti mesterskaber på tyve år sit tydelige sprog. Men også uden for banen har Brøndby IF, siden selskabet blev stiftet i 1978, arbejdet ihærdigt på at sikre en sund drift af fodboldforretningen,« udtalte direktør Per Bjerregaard i en pressemeddelelse. Det var ikke mindst salget af Thomas Kahlenberg, der bidrog til det positive regnskab. På transfersiden havde navnet Laudrup effekt, og det gav pæne priser på guldtrænerens nøglespillere. Finanskrisens skær var blot en fjern streg i horisonten, og som afløser for Thomas Kahlenberg købte Per Bjerregaard Thomas Rasmussen hjem fra Hansa Rostock. Kant og back-spilleren skrev sig senere ind i klubbens historiebøger med en uventet rolle. Desuden blev den tidligere FCK’er Thomas Rytter hentet ind som ny højre back og direkte konkurrent til klubbens egen Dan Anton Johansen, der året før sammen med anfører Per Nielsen valgte at bryde den daværende spillerstrejke for klubbens skyld. Brøndby-knægten