Præsteforeningens Blad Nr. 30/2001
Total Page:16
File Type:pdf, Size:1020Kb
91. årgang . 3. august 2001/30 MISSIONSTEOLOGI Mission i krise • »Læren om arvesynden truede med at neutralisere enhver forestilling om forandring og bedring af tingenes tilstand«. Eskil Dickmeiss afslutter artiklen om Hans Egedes missionspraksis. 2. del af 2 . 698 TEKSTVEJLEDNING 9. søndag efter trinitatis • (Bent Noack, 1961) . 705 • LITTERATUR Egon Clausen: Guds knaldepisk . 706 Sigfred Pedersen (red.): Bibelsk teologi . 707 Søren Matthiesen: Den sidste gud . 710 Lance Pierson: Fortællekunst – en håndbog . 711 G. Figal: Begegnungen mit Hans-Georg Gadamer . 712 DEBAT Styrkelse af tillidsrepræsentantens rolle • Peter A. Krogsøe . 713 Nadver-hip Niels Simonsen . 714 Gamle årgange Anders Blichfeldt . 715 Til Danmarks teologer Jesper Steen Andersen . 715 FRA SEKRETARIATET Fradrag godkendt • Kendelse i Landsskatteretten betyder, at udgifter i forbindelse med fraflytning af tjenesteboligen kan trækkes fra . 716 RUBRIKKER Uge til uge . 716 • Personalia . 717 Ledige stillinger . 717 697 Mission i krise Missiologiske perspektiver hos Hans Egede (2. del) AF ESKIL DICKMEISS Den missionare krise Det var, mens han var ung præst i Vågen i Egedes missionspraksis Nordnorge, at tanken om Grønlandsmis- Læren om arvesynden var en fast bestanddel sion dukker op i Egede som en »Curieusi- i 1600-tallets luthersk-ortodokse dogma- tet«. Egede beskriver, hvordan han en aften tik. Menneskesynet var afgjort pessimistisk. i oktober 1708 kommer i tanker om de Det var med til annullere kirkens missiona- kristne nordboer i Grønland. Han havde re dimension. Læren om arvesynden truede engang læst om dem og spekulerede nu med at neutralisere enhver forstilling om over, hvad der mon var blevet af dem. Han forandring og bedring af tingenes tilstand. mistænkte dem for at være »igien faldne Om end Egede overvandt ortodoksiens udi hedenske Blindhed og Wildhed.« Snart missionare deficit og heri stod pietismen vandt den første nysgerrighed skikkelse i nær, så forblev den ortodokse arvesynds- ham som »dend alvorlige Resolution og lære skelettet i hans menneskesyn. Synden hiertelig Forlangende, at ville prædicke var mere end noget andet bundet til erken- Christi Evangelium for dennem« (1738 s. deevnen. Syndefaldets konsekvens var altså 3).30 Egede var determineret og måtte være det naturlige menneskes blinde uvidenhed det, for der skulle gå 13 år, førend missi- om Gud. Egedes missionspraksis tog derfor onsprojektet – takket været hans stædige form som kundskabsmeddelelse. De første udholdenhed – kunne føres ud i livet. Først par år kunne han ikke stort udrette, men efter årelange forhandlinger med købmænd måtte sætte alt ind på at lære sproget. Alle- i Bergen og insisterende appeller til Kon- rede i 1723 skrev han imidlertid sin første gen kunne Egede rejse til Grønland i 1721. grønlandske kateketik, der med 23 spørgs- Denne lange indledende fase giver indtryk mål og svar opregnede hovedstykkerne i af en præst af en usædvanlig støbning. den kristne lære.26 Hermed var kursen sat I 1736 vendte Egede hjem igen efter 15 for hans formidling af kristendommen som år som grønlandsk missionær, nedbrudt og den guddommelige sandhed. Missionen i desillusioneret, »svækked baade på Sindets Grønland samlede sig omkring oplysning, og Legemets Kræfter«.31 Gertrud Rask, lære, undervisning og eksamination.27 Det hans hustru, var død, slidt op af årene i luthersk-ortodokse moment er her frem- Grønland. Og af de 200 grønlandske fami- trædende. Der kan desuden trækkes en lier, der i 1733 levede i og omkring koloni- linie fra Egedes anstrengelser for at lære sig en, var der året efter kun 30 tilbage. Resten sproget, (der på længere sigt for sønnen var døde pga. en voldsom koppeepidemi, Paul Egede skulle føre til de første grøn- som var blevet ført til Grønland fra Dan- landske bibeloversættelser) tilbage til det mark. Indirekte pådrog Egede sig stor skyld reformatoriske sola scriptura. Siden Luthers for epidemien, idet det var ham, der havde bibeloversættelse »translations among sendt nogle grønlændere til Danmark som believers have been essential characteristics levende reklamesøjler for missionsprojek- of all Protestant mission work«.28 29 tet. En af dem vendte tilbage i 1733 og tog 698 koppesmitten med sig. Om end Egede ikke korporlig straf derimod kunne sætte skub i selv mistede livet, er det ubestrideligt, at tingene. I denne missionare trusselsstrategi hans missionsprojekt – vækket af en første indgik tanken om Guds straf, der ikke bare kuriositet – bragte megen død og øde- ramte de fortabte i helvedes ild, men nok så læggelse med sig til Grønland. vigtigt var en helt aktuel risiko for dem, der Epidemien kastede ham ud i en dyb kri- se, der både gjaldt hans missionsprojekt og »Gud herskede gennem to hans gudstro. Da epidemien var på sit højeste i vinte- regimenter, sværdets og ordets ren 1733-34, og ligene hobede sig op regimente«. omkring ham, skete der noget med den ellers så stålsatte Egede. Han blev slidt op vendte Guds frelsesord ryggen. Og det vil- af den voldsomhed, hvormed epidemien le jo i praksis sige: vendte det døve øre til hærgede. I sine journaler har han givet en Egede og hans oplæring i den kristne tro. stærk beskrivelse af sin egen og Gertruds Egedes personlige tro på en Gud, der Rasks utrættelige omsorg som sygepassere. lutrer mennesket gennem prøvelser og Epidemien trængte helt ind i Egedes hus, straf, var afsættet for en autoritær, missio- hvor de syge i en periode lå på gulvet side narisk pædagogik. Det kunne afstedkom- og side, og Egede måtte op om natten for me en overraskende kristen forkyndelse, at smide ildelugtende lig udenfor. Der er hvor Egede langt hen ad vejen faktisk kun- ingen tvivl om, at epidemien tærede vold- ne imødekomme grønlændernes naturreli- somt på Egedes ressourcer og gjorde det gion (shamanisme). Han har skildret en vanskeligt for ham at fortsætte som missio- situation i slutningen af maj 1723, hvor nær i Grønland. For at få fat på, hvad der foråret trak ud, og grønlænderne bad ham for Egede stod på spil med epidemien, skal om at skaffe bedre vejr, så de atter kunne der til den rent fysiske opslidning lægges en tage på fangst: afgørende forklaring mere.32 Når Egede i løbet af 1733-34 mistede »Jeg svarede, Gud alleene formaaede saa- gejsten som Grønlandsmissionær, beror dant og alt andet, men ieg er ickun sent det også på den teologiske og religiøse kri- til dem af Gud, at ieg skall forkynde dem se, som epidemien kastede ham ud i. Ege- om Gud og Hans Gerninger, hvoraf de de fornemmede, hvordan hans teologiske intet vide, men Aarsagen til dette onde standardsvar på alverdens ulykker ikke læn- og langvarige Vinter Veir, saavelsom all gere slog til. Han havde ellers ikke tøvet anden Besverlighed, som de lider, er med at forklare dårligt vejr, ulykker, syg- deris store Vanvittighed og Utacknem- dom og død med, at det var Guds straf over melighed, at alligevell Gud gifver dem grønlænderne. Deres brøde kunne Egede altid saa megen Næring af Reensdyr, nemt sætte fingeren på. Den bestod i, at Kobber [sæler] og anden Føde, saa er- de ikke tog hans lære til sig, men ofte hur- kiender de dog icke, hvorfra alt saadant tigt vendte tilbage til deres gamle tro, når kommer, og icke heller tacker Gud der- undervisningen var kommet lidt på af- fore, hvorfore Gud er vreed paa dem og stand. straffer dem med saa ont Veirlig og Stillet over for den ringe effekt af sine anden Plage; men ville de troe og efter- missionare anstrengelser greb Egede til det tencke, hvad jeg siger dem om Gud, og middel at true med Kongens straf og med elske og paakalde Hannem, da vild helvedes ild. Hvor ordets undervisning Hand borttage det onde Veir og gifve ikke havde den fornødne virkning, erfarede dem Næring noch og ellers giøre dem alt Egede, hvordan trusler og i enkelte tilfælde got« (1738 s. 80f.). 699 Man kan med god ret spørge, om Egede tegi, som egentlig blot vil opfattes som et ikke lovede mere på den kristne Guds veg- pædagogisk redskab, til en regulær tydning ne, end han havde nogen reel mulighed for af en konkret ulykke, epidemien, som at se indfriet. I denne sammenhæng var der udtryk for Guds vrede og straf. Det første er mest af alt tale om et pædagogisk kneb og en ofte ubevidst del af enhver form for auto- ikke en egentlig gennemreflekteret teolo- ritær opdragelse, hvortil også Egedes missi- gisk holdning. Trusselsstrategien skulle on hører. Det andet er den bevidste teologi- imidlertid vise sig at blive sat alvorligt på ske efterrationalisering, der i andre menne- prøve, da det ikke var det dårlige vejr, der skers lidelse og ulykke ser Guds straf. Lidel- var problemet, men lidelse og død. Epide- sen bliver fremdeles velfortjent og selvfor- mien fremtvang en bevidstgørelse af det skyldt. Det var denne konkrete, teologiske gudsbillede, der lå gemt bag alle truslerne. konsekvens, Egede nu drog af den pædago- Med epidemien blev validiteten af trus- gik, der havde ledsaget hans forkyndelse. selsstrategien som pædagogisk model opløst Men Egede var rystet. Det svar, som epi- for Egede. Der gik sygdom i hans ortodok- demien syntes at lægge op til, gav ham ikke se selvforståelse som missionær. Det skete ro. Han har beskrevet den mærkelige apati, ikke over en nat, men langsomt, alt som han oplevede grønlænderne vise over for fortvivlelsen over ulykken over grønlænder- epidemien og døden. Han fortsætter: ne og over missionen satte sig i ham. Det kom heller ikke til at indebære et teologisk »Men saa meget føles-løse de selv vare nybrud, en ny afklaring, ja næppe en teolo- udi denne deres Elændighed, saa meget gisk bevidstgørelse af hans missionare syg- mere Medlidenhed, Bekymring og Sin- dom. Rystelsen trængte i begyndelsen kun dets Forstyrrelse fandtes der hos mig, i sporadisk igennem teologiske reflekser, der det min skrøbelige Fornuft ikke kunde dikterede ham standardsvaret, at »så lod det udfinde, hvorfore saadant vederfores sig anse, at Gud havde besluttet, at øde- dem« (1736 s.