1

The Ara as it was The redevelopment project in augmented reality of the Ara Pacis

A multi-medial tale in which history and technology come together to create a fully immersive and multi-sensorial experience of the Ara Pacis. People, gestures, divinities and animals are turned into 3D animations that, with the addition of colour, tell the story of the origins of Rome and the Emperor Augustus’ family. Since 20 January, the story of the Ara Pacis has become even more enveloping thanks to the integration of computer graphics and both virtual and augmented reality.

Museum of the Ara Pacis From Wikipedia, the free encyclopedia

The Museum of the Ara Pacis (Italian: Museo dell'Ara Pacis) belongs to the Sistema dei Musei in Comune of Rome (Italy); it houses the Ara Pacis of Augustus, an ancient monument that was initially inaugurated on January 30, 9 B.C.

Structure

The Ara Pacis inside the Museum 2

The fascist-era copy of the Res Gestae Divi Augusti, placed on the back of the Museum Designed by the American architect Richard Meier and built in steel, travertine, glass and plaster, the museum is the first great architectural and urban intervention in the historic centre of Rome since the Fascist era. It is a structure with a triumphal nature, clearly alluding to the style of imperial Rome. Wide glazed surfaces allow the viewer to admire the Ara Pacis with uniform lighting conditions.

The white colour is the trademark of Richard Meier, while the travertine plates decorating part of the building are a consequence of in-progress changes (aluminum surfaces were initially planned), after a design review following controversies with some nostalgia for the previous pavilion that was built in 1938 by the architect Vittorio Ballio Morpurgo.

The challenging design of Meier wants to assert itself in the very hearth of the town, becoming a nerve and transit centre. The complex was intended to include a crosswalk with an underpass linking the museum to the Tiber river; presently the underpass design seems to have been abandoned completely.

History The building, designed by architect Richard Meier, was inaugurated and opened to the public after seven years of works, on April 21, 2006 (the anniversary of the traditional date of the foundation of Rome).

During the night of May 31 2009, unknown persons defaced the white outer wall with green and red paint and placed a toilet bowl at the foot of the wall.

On December 12, 2009, a group of activists of Earth First!, during the Copenhagen Summit, colored the water of the fountain green and affixed on the side facing Via Tomacelli a banner saying "Earth First! Act Now". The officers and the employees of the museum intervened immediately, removing the banner and emptying the fountain.

3

Criticisms The building has attracted conflicting opinions.[6] The New York Times judged it a flop, while the famous art critic and polemicist Vittorio Sgarbi called it, "A Texas gas station in the very earth of one of the most important urban centres in the world", and the first step towards an "internationalisation" of the city of Rome. Nonetheless, opinion was not unanimous at all and, for instance, Achille Bonito Oliva praised Meier's design.

In November 2013 a faulty roof allowed water to leak into the building during heavy rain. Staff members had to use buckets to remove water from the top of the altar.

During one of his first declarations after being elected Mayor of Rome (April 2008), Gianni Alemanno announced his intention to remove Meier's building, on the grounds that the Roman right wing had always disapproved. However, Alemanno himself later pointed out that the removal was not a priority of his administration.

Fredens alter Ara Pacis Skrevet den 22. juli 2015 af Susanne Trudsø

I 1500-tallet fandt man noget, og i 1800-tallet fandt man noget mere, og først da blev arkæologerne klar over, at det var fredalteret Ara Pacis, som de havde fundet. Og da var det først fundne allerede spredt til Paris, Firenze og Villa Medici. Så derfor består Ara Pacis i dag dels af originale marmorrelieffer og dels kopier af de først fundne marmorrelieffer samt stykker der udfylder mangler, som bare er helt forsvundet.

I 1999 blev arkitekten Richardt Meier bedt om at tegne… den nye bygning, som i dag huser monumentet. Bygningen er en klimaskærm på linje med montrerne, der skærmer de to runesten i Jelling; dog en noget mere markant arkitektonisk klimaskærm. Ara Pacis betyder Fredens Alter, og det blev opført i år 13-17 e.Kr. som en hyldest til den fred, som kejser Augustus skabte i hele Middelhavsområdet efter sejrrige felttog i Gallien og Spanien.

Selve monumentet er et firkantet indelukke på en lav platform med et alter i midten. Alle overflader er udsmykket med fantastisk detaljerede relieffer hugget i hvid marmor fra Carrara. Reliefferne beskriver en procession med kejserens familie, og alle portrætter er med en forbløffende realisme ligesom blomsterfriserne er som en hel botanikbog. Her er virkelig detaljer at nærstudere; både for blomsterkendere og de historisk interesserede. Og for de latinkyndige er der på ydermuren den såkaldte Monumentum Ancyranum-tekst, der er et heltekvad, der omhandler Augustus’ mange gode gerninger og den fred, han skabte i det store rige. Teksten hedder Monumentum Ancyranum, fordi den originale tekst blev fundet i Ankara.

4

Augustus

Navn Hans fødenavn er Gajus Octavius (måske Gajus Octavius Thurinus). Det blev ændret til Gajus Julius Cæsar, da han blev adopteret af sin mors onkel Gajus Julius Cæsar efter hendes død. For at undgå forveksling kalder historikerne ham normalt Octavian(us) med det tilnavn, der efter romersk skik dannedes til adoptivsønners gamle navn. Senatet tildelte ham den 16. januar 27 f.Kr. æresnavnet Augustus "den ophøjede". Augustus nød også stor popularitet i den østlige del af romerriget, og blev givet det græske æresnavn Sebastós (græsk: Σεβαστός) "den ærværdige". Da han døde, lød hans fulde titel: Imperator Caesar Divi filius Augustus, pontifex maximus, consul XIII, imperator XXI, tribuniciae potestatis XXXVII, pater patriae. Måneden august, der tidligere hed Sextilis ("den sjette måned", regnet fra marts), er opkaldt efter Augustus.

Historie

Augustus med borgerkrone (corona civica). Augustus Bevilacqua-busten i Glyptoteket i München

Han trådte for alvor frem efter Julius Cæsars død. Han bekæmpede først Antonius, og allierede sig derefter med ham mod senatet og Cæsars mordere, som han var med til at slå ned. Han delte herredømmet med Antonius til år 31 f.Kr., da de brød med hinanden, bl.a. i spørgsmålet om Kleopatra og herredømmet i Egypten. Efter Antonius' nederlag og død stod Octavian som sejrherre. Mens han i kampårene ofte havde vist sig brutal og 5 hensynsløs, optrådte han påfaldende moderat efter sejren. Hans lange regeringstid var præget af en fremgang og velstand, der stod i skarp kontrast til de forgangne årtiers opslidende borgerkrige, og man taler derfor om Pax Augusta, den augustæiske fred. I sin 45 år lange tid som enehersker indførte han reelt det romerske kejserdømme. Formelt lod han republikken bestå og lod sig kun genvælge som consul og princeps senatus, men samlede så mange magtbeføjelser i sin egen person, at han faktisk var monark – en stilling hans efterkommere overtog. I 27 f.Kr tog han navnet Augustus (den ophøjede), som han siden førte, og prøvede at stå som en slags landsfader for romerne. Indadtil skabte han fred og orden efter de mange borgerkrige, bragte handel og landbrug på fode, foretog byfornyelser i Rom og iværksatte et reform program for at højne moralen hos den romerske befolkning. Han samlede nye specielle kejserlige rådgivere. Han opbyggede også prætorianergarden, den kejserlige livvagt, som antog form af en privat hær. Udenrigspolitisk stod Augustus for en ekspansiv linje: Han indlemmede Egypten (der blev kejserens private provins) og flere lande i Lilleasien: Galatien, Armenien og Kappadokien. Også Mauretanien blev en del af Romerriget under Augustus. I nord skød han grænsen helt frem til Donau og fik dermed dannet provinserne Rætien, Noricum, Pannonien, Illyricum og Møsien. Han forsøgte også at indlemme området mellem Rhinen og Elben, men planerne led skibbrud, da tre legioner under Publius Quinctilius Varus blev udslettet af germanske oprørere i Teutoburgerskoven i 9 e.Kr.. Livet igennem var Augustus særdeles svagelig og deltog fx aldrig selv i større militære operationer, men holdt sig til den civile administration. Han havde imidlertid flere betydelige medhjælpere, bl.a. Agrippa, der var hans svigersøn og som fungerede som både administrator og flådechef, samt den kulturelle rådgiver Mæcenas. Kulturelt blev hans regering kendt som Roms guldalder, hvor flere af de store klassiske digtere som Vergil, Horats og Ovid skrev deres bedste værker.

Familie Augustus var i hele sin regeringstid gift med Livia, som blev tillagt stor indflydelse på hans familiepolitik. En stor del af hans regering var præget af problemet om tronfølgen. Da han ingen sønner havde, indsattes flere svigersønner og børnebørn som mulige arvinger gennem et kompliceret indgiftesystem, men de døde næsten alle før han selv. Det førte til, at sted- og svigersønnen Tiberius, der var Augustus' absolutte sidstevalg, blev hans efterfølger. Dynastiet endte dog med at blive et dynasti af gale kejsere der dræbte hundrede pga. paranoia, forsømte deres imperium og brugte massevis af penge på pladser og fester. Det julioclaudiske dynasti uddøde med tipoldebarnet Nero.

Død

Augustus døde i år 14 e.Kr. og efter sin død blev han ophøjet til gud.

Litteratur

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Augustus • Rudi Thomsen, Augustus : liv og virke, Sfinx, 2001. ISBN 87-89632-22-2. • Berg. Oldgræsk-dansk, 3. udgave.

6

Domus Aurea Neden under ruinerne af Trajan's Termer på Colle Oppio ligger under parkens græsdække ruinerne af det, der engang var Kejser Nero's drøm, hans Gyldne Hus, pragtpaladset Domus Aurea.

1=Terme di Tito 9=Porticus Liviae 2=Terme di Traiano 10=Santi Gioacchino e 3=Sette Sale Anna, San Francesco ai 4=Domus Aurea Monti 5=Støttemure til Terme 11=San Pietro in Vincoli di Traiano 12=Colosseo 6=San Martino ai Monti 13=San Giacomo de 7=Torri dei Cappocci Coliseo 8=Santa Lucia in Selci 14=Ludus Magnus 15=San Clemente

I årevis var det tildækket og glemt, indtil man genopdagede det i Renæssancen og derefter er en del efterhånden blevet udgravet, men endnu ligger der et stort uudgravet område inde i højen.

I dag kan man besøge udgravningerne og gå igennem en hel række rum med rester af den pragtfulde udsmykning, som Kejser Nero havde ønsket, da han efter Roms brand i år 64 efter Kristus lod de gamle paladser på Palatin forbinde med sit nye palads på Colle Oppio i et kæmpestort kompleks med haver, parker, kunstige søer, sjældne planter og dyr og kostbare kunstværker overalt. Her kunne han "endelig bo som et menneske", som Sueton refererer. Men han nåede ikke at nyde sin nye bolig længe, før han døde i år 68, så forhadt og afskyet af sine samtidige, at de efterfølgende kejsere gjorde, hvad de kunne, for at slette mindet om hans overdrevne ødselhed og herved splittedes det store kompleks op i forskellige områder med forskellig brug. Over selve paladset byggedes senere Titus' og Trajan's badeanstalter til offentlig brug og Domus Aurea's mure og rum blev ændret til kælder og fundament for de nye bygninger.

Indgangen til udgravningerne ligger i Parco Oppio på Viale della Domus Aurea.

7

Da Kejser Nero kom til magten efter Kejser Claudius' død i år 54 efter Kristus, lod han først opføre paladset Domus Transitoria, hvoraf der er fundet rester under Domus Flavia midt på Palatin-højen. Han var imidlertid ikke tilfreds med dette palads og efter at den store brand i år 64 ødelagde store dele af byen, kunne han frit påbegynde et nyt stort byggeri, som han syntes passede bedre til hans format.

Resultatet var "Domus Aurea", "Nero's Gyldne Hus", hvori indbyggedes dele af det gamle Domus Transitoria og et område, der strakte sig over mere end 100 hektar fra Palatin til Colle Oppio, hvor kejserhuset havde arvet Maecenas' store ejendom, næsten helt op til Via Merulana og til Monte Celio, hvor det endnu ikke færdigtbyggede Claudius- Tempel blev indlemmet i komplekset, og midt imellem - i dalsænkningen hvor nu Colosseo ligger - blev der udgravet en stor kunstig sø "Stagnum Neronis". Komplekset inkluderede marker, vingårde, græsgange og skove med husdyr og vilde dyr. I forhallen blev opstillet en 120 meter høj kolossalstatue af Kejseren; forskerne mener, at det er fra denne statue at navnet Colosseo stammer.

Arkitekter på den store opgave blev Severus og Celer, som man ellers ikke kender noget til, og maleriudsmykningen blev lagt i hænderne på Fabullus (af nogle kaldet Famulus eller Amulius), men for eksperter er det muligt at udskille værker af flere forskellige kunstnere og af flere stilarter.

8

Domus Aurea havde en buegang, der var 1000 skridt lang med flere rækker søjler og huset blev fyldt med kunstværker fra Grækenland og Lilleasien. Alle steder var der ædelsten, perler og guldbelægninger, loftet i spisesalen havde elfenbensplader, der kunne skubbes tilside, så blomster eller parfume kunne drysses ned over gæsterne. Sueton fortæller, at den store runde spisesal kunne dreje rundt. I badeværelserne var der rindende vand, både havvand og vand fra de svovlholdige kilder ved Tivoli. Ingen luksus var sparet og Kejser Nero var begejstret, da han tog sin nye bolig i besiddelse og udtalte, at "her kunne han endelig komme til at bo som et menneske".

Fra Grækenland havde Nero hjembragt mængder af berømte statuer, som nu blev opstillet i Domus Aurea, hvorfra de fleste senere blev flyttet andetsteds hen. Plinius nævner en statue af kunstneren Strongilios forestillende en amazone og et portræt af Alexander den Store. Statuerne af "Den Døende Galler" og "Galler som dræber sin Hustru og sig selv" har måske også været opstillet i Domus Aurea ligesom Laokoon-gruppen, der blev udgravet i en vinmark lige i nærheden af "Sette Sale" i ruinerne af den del af Domus Aurea, som Kejser Titus senere benyttede.

Af al denne pragt og dette kæmpepalads er der i dag næsten intet tilbage. Nero var forhadt af sine samtidige og hans ødsle byggeri gjorde det ikke bedre. Efter hans død i år 68 gjorde de efterfølgende kejsere et stort arbejde for at lægge afstand til den forhadte forgænger og lod en stor del af bygningerne anvende til offentlige formål eller de rev dem ned og byggede nye offentlige bygninger ovenpå. På den måde prøvede de at give de ting, som Nero havde tilranet sig, tilbage til det romerske folk.

Kejser Vespasian (69-79) lod den kunstige sø ved den nuværende Piazza del Colosseo udtørre og byggede på stedet det store Flaviske Amfiteater (Anfiteatro Flavio), som nu kaldes Colosseo, hans søn og efterfølger Kejser Titus(79-81) byggede en badeanstalt over en del af paladsets bygninger og den senere Kejser Trajan (98-117) byggede en endnu større badeanstalt over den østlige del af paladset, som blev anvendt som fundament og kældre til Trajan's Termer. Endelig lod Kejser Hadrian Templet for Venus og Rom opføre over Domus Aurea's forhal på Palatin.

Rundgang i Domus Aurea Det stykke af Det Gyldne Hus, der idag er tilbage på Colle Oppio er endnu ikke fuldstændigt udgravet og udforsket. Det er ca. 300 meter langt og 90 meter dybt, bygget på en udgravet terrasse i højsiden og ind i højen.

9

Huset var delt i to dele, den vestlige, private del og den østlige, officielle del, der muligvis er tilføjet senere. Man har fundet rester af reparationer, som viser, at Kejser Titus (79-81) også anvendte selve huset som residens, ligesom Kejser Otho, som regerede i 3 måneder i år 69, kort tid efter Nero's død. Faktisk har huset nok været beboet lige indtil den store brand i 104, hvor det blev så ødelagt, at det derpå blev brugt som understøttelse af Trajan's Termer, som det på sin vis skylder, at det stadig til en vis grad er bevaret.

Indgangen til udgravningerne går netop gennem Trajan's Termer, hvor støttemurene hertil er det første vi møder. Disse mure forvirrer helhedsindtrykket noget, ligesom de forandringer denne bygning har tilført det oprindelige hus, der havde buegange og store vinduer ud mod haveanlæg og gårde med en pragtfuld udsigt ud over dalen og de omliggende høje. I stedet for lyse og venlige rum møder vi nu mørke tillukkede "grotte- lignende" rum, sådan at man ved opdagelsen i Renæssancen først troede, at der var tale om bemalede klippegrotter!

Rundturen starter i vestfløjen (1), her ligger en række rum i forbindelse med en stor rektangulær gårdhave (2), det er denne del af Domus Aurea, som man mener har været Kejserens privatbolig, men det meste af den er ikke tilgængelig for besøgende for øjeblikket, i stedet for går turen til højre ind i et rum (3), hvorfra man kan få et glimt af gårdhaverummet, som under Trajan blev opdelt af en række mure. På endevæggen ind mod den underjordiske gang (criptoportico)(4) er der fresker med sorte firkanter med røde borter og her findes nogle rester af nogle af de tidligere bygninger, som udgjorde velhaverkvarteret på Colle Oppio i Republikkens tid og som blev ødelagt under branden i år 64.

De næste rum (5,6,7,8) var oprindeligt sammenhængende, men er nu opdelt af senere murværk og støttebuer i teglsten. Også her er der rester af bemaling, fresker med hvid bund og geometriske former. I en korridor (9) for enden af disse rum er der fresker med ørne med udspilede vinger, fugle og blomsterranker, en nøgen man med hjelm og lanse, der stiger ned fra himlen og betragter en sovende kvinde. Det er måske Guden Mars, der opdager og forfører den sovende Rea Silvia, men der findes delte meninger om dette.

Det næste rum (10) har sammen med det tilstødende rum (8) udgjort et nymfæum. Også her er det svært at danne sig et indtryk af forholdene på grund af de mange senere støttemure. Men man mener, at man helt nede fra den store gårdhave (2) gennem nogle buegange har kunnet se op til nymfæet (10) med dets springvand for enden. Muligvis har rum nr.8 også været uden tag og er først senere blevet overdækket af den 13,5 meter brede hvælving, hvoraf man kan se rester på begge sider. Man må forestille sig, at lyset har spillet en stor rolle i disse rum, hvor det faldt ind både fra gårdhaven (2), buegangene (8), 10 mellemgangen og vinduerne i sidegårdene (11) for at spejle sig i vandet i nymfæet (10). Ved de senere ombygninger blev denne virkning ødelagt, rummene blev opdelt men fik en ensartet udsmykning af marmor på gulv og vægge med en mosaikbort under loftskanten, med en rød stribe med hvide kanter og indsatte konkylie-skaller. Man har således forsøgt at skabe en fantasi over en havgrotte og i mosaik fremstillet Polyfem, der modtager et glas vin fra Odysseus, et tema der var meget yndet i tiden.

Også i rummene længere inde under højen er der spændende fresker, blandt andet af en mand, der læner sig ud af et malet vindue og en frise med søjler i stuk og små figurer.

Fra nymfæet går man videre ind i den østlige del af paladset, her ligger først nogle underlige kantede rum, som stammer fra tidligere bygninger fra de magasiner ("Horrea") (19), som opførtes her under Kejser Claudius og som nedbrændte i år 64. Rummene er bemalede i gyldne farver og havde marmorgulv, hvoraf der stadig kan ses få rester. Herfra kan man gennem en glasrude se ind i sidegården (11).

Det næste rum (14) er malerier af vadefugle og blomstermotiver, dernæst (15) kan man over en dør se rester af bemaling med den kostbare purpurfarve.

"Salen med det gyldne loft" (16) åbnede sig ud mod parken og Colle Oppio's sydskråning bagved lå en stor femkantet gård og det store rum fungerede som triclinium (spisestue). Væggene var helt dækket af marmorplader og loftet af fresker af maleren Fabullo og af forgyldte stukrelieffer. I dag er der ikke meget tilbage af denne pragt, men man kan ane konturerne i loftet og i Biblioteca dell'Escorial i Madrid opbevares nu de akvareller, som Francisco de Hollanda malede i 1538, da man gravede sig ned i rummene og begejstredes over "grotteskerne", malerierne i "grotterne", som man først troede, at det drejede sig om.

Bagved tricliniet ligger endnu en korridor (17), der fortsætter ud i en endnu længere gang (18) mod øst. Også væggene her er dekorerede med fresker: på lys bund er der blomster, dyr og fugle og ægyptiske motiver, f.eks. Anubis, guden med hundehovedet. Den ca. 70 meter lange lige gang fortsætter mod øst i endnu en anden gang (20), som ikke er udgravet.

I det nordøstlige hjørne af den femkantede gård ligger nogle rum op til de gamle Horrea- mure, blandt andet et (21) med en fresko af et vindue åbent ud mod et fantasilandskab. Lige op til gården ligger et lille rum (22), hvor der over en af dørene er en smuk farvestrålende fresko forestillende en lille pavillon. Et af de følgende rum (23) mener nogle har været et bibliotek ud fra nicherne i væggene, mens andre mener, at nicherne har været anvendt til opstilling af statuer.

Støttemure fra Trajan's Termer har også her afskåret rummene, som oprindeligt har været åbne ud mod gården og ud mod de næste rum (24), hvor der stadig ses fresker af blomster, fantasidyr, kentaurer og fugle. Ved at krydse en korridor kommer man ud til et rum (25) med mosaikgulv i sort og hvidt geometrisk mønster med tre- og firkanter. Væggene er bemalede med rødt på sort bund og i den lille korridor for enden er der over døren et maleri af 3 personer rundt om et Minerva-alter. Denne korridor, der forstætter mod øst har i sin tid været åben ud mod dalen og parken nedenfor.

Salen ved siden af (26) kaldes "La sala di Achille a Sciro" og er rigt dekoreret: marmorplader dækkede væggene halvt op og resten er udsmykket med stukmønstre og malerier i det, der kaldes den "fjerde stil". Denne sal blev først opdaget i det 20.århundrede og er derfor et af de få rum, vi har besøgt, som ikke har været en del af Renæssancens opdagelser. Billedet af Achilleus på Skyros, som har givet salen navn, forestiller en scene fra Iliaden: For at redde sin søn fra krigens rædsler sender Thetis Achilleus til Skyros, en lille ø ved Euboia, hvor Kong Lycomedes klæder ham i kvindedragt og skjuler ham blandt

11 sine døtre. Vi ser Achilleus blandt Lycomedes' døtre mens han prøver de våben, som den hjelmbærende Odysseus har bragt ham som gave, og derpå affører sig kvindetøjet for at drage i krig. Rundt om dette billede er der fresker af blomster og forskellige personer.

Herefter følger den ottekantede sal ("Sala ottagonale", 27), der danner centrum i denne del af komplekset: et stort ottekantet rum med et hvælvet loft, hvori lyset falder ned fra en stor rund åbning i midten. Rummet er let og luftigt, fordi det er åbent til alle sider, hvor 5 mindre rum støder til, også disse indbyrdes forbundne med en slags buegang. Det rum, der ligger overfor åbningen mod højen var et nymfæum, hvor man kan se rester af vandinstallationerne. Rummene ved siden af er korsformede med tøndehvælvede lofter. Alle rummene har været beklædt med marmorplader på væggene, mens loftsudmykningen har været forskellig, mosaik i nymfæet, stuk og fresker i de andre rum, mens selve den ottekantede sal tilsyneladende ikke bærer spor af en fast loftsbeklædning eller udsmykning, muligvis er den aldrig blevet færdig, eller der har været ophængt stof i loftet. Måske står vi her i den luksusspisesal, som Sueton fortæller hele tiden drejede rundt ligesom jorden. Der er dog overhovedet ikke fundet spor af nogen form for hydrauliske eller mekaniske installationer, som kan bekræfte denne påstand. Nogle forskere mener derfor, at salen måske blot har været et slags forrum til nicherne, hvor der har været opstillet statuer og andre kunstgenstande smukt oplyste gennem det store "vindue" i loftet. - Nye udgravninger har i september 2009 påvist, at den roterende spisesal ikke skal findes i bygningerne på Colle Oppio, men derimod på den modsatte side af Valle del Colosseo! (Læs om udgravningerne i SkyNews)

Det sidste rum, man kan besøge (28), er "La Sala di Ettore e Andromaca", som ligger lige efter den ottekantede sal i symmetri med "La Sala di Achille a Sciro" (26) og med samme opdeling af udsmykningen i malerier og stukdekorationer. Her findes fresker af dansende mænader (= kvindelige Dionysos-tilhængere) og satyrer og en række illustrationer til Iliaden: Hektor tager afsked med sin hustru Andromache og sin søn før kampen mod Achilleus, Achilleus' moder Thetis kører ud over havet fulgt af havmænd, mødet mellem Prins Paris og Helena. Kejser Nero skulle have været særligt begejstret for Iliaden og det fortælles, at han mens han stod og så på det brændende Rom, greb sin lyre og deklamerede Homers vers om det brændende Troja.

Herefter stopper udgravningerne og man må gå tilbage af samme rute. Endnu ligger der altså uopdagede rum og venter inde i Colle Oppio!

12

Nero Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Nero

Navn før Lucius Domitius Ahenobarbus tiltrædelse: Navn som Nero Claudius Cæsar Augustus Germanicus kejser: Regerede: 13. oktober 54 - 9. juni 68

Dynasti: Julo-claudiske Født: 15. december 37 , Antium Død: 9. juni 68 , Rom Dødsårsag: Selvmord

Forgænger: Claudius

Efterfølger: Galba

Lucius Domitius Ahenobarbus (15. december 37 – 9. juni 68) var en romersk kejser 54 – 68 og den sidste af det julisk-claudiske dynasti. Han var kendt som Nero og én af Roms mest berygtede herskere.

13

Tidlige liv

Nero som barn.

Nero var søn af kejser Caligulas søster Agrippina den Yngre og den romerske adelsmand Cnaeus Domitius Ahenobarbus. Efter moderens ægteskab med kejser Claudius blev han adopteret af denne, og gift med Claudius' datter Octavia (fra Claudius' ægteskab med Messalina). Nero blev (uvist af hvilken grund) favoriseret på bekostning af Claudius' egen søn Britannicus, og fik en omhyggelig opdragelse med filosoffen Seneca som lærer. Efter Claudius' død udnævntes den 16-årige Nero straks til ny kejser, og han sikrede sig prætorianergardens loyalitet ved at skænke hver enkelt den rundelige sum af 15.000 sestertser. I sin tale til senatet - forfattet af Seneca - gjorde han også et heldigt indtryk ved sit løfte om at holde sig til Augustus' model for styresæt, at afskaffe de hemmelige domstole og den korruption, der fulgte de frigivne og hoffets favoritter. Da stedfaren Claudius efter sin død var guddommeliggjort, kunne Nero kalde sig divi filius - gudesøn.[1]

Under formynderskab Pga sin unge alder stod Nero de første år under formynderskab af Seneca og gardechefen, Burrus. Agrippina tænkte sig at få magt ved at påvirke sin søn. Hun myrdede eller drev til selvmord Neros faster Domitia Lepida den yngre, og Augustus' oldebarn, prokonsulen Iunius Silanus, samt Claudius' sekretær Narcissus.[2] Burrus og Seneca så sig nødt til at bremse hende, og sammen med Nero greb de først ind overfor hendes yndling Pallas, der mistede både sit embede og sin formue. Senere sørgede Nero også for at få ham forgiftet.[3] Også Britannicus blev forgiftet, efter at Agrippina havde søgt at alliere sig med ham. Agrippina søgte så en alliance med sin svigerdatter Octavia, som Nero forsømte til fordel

14 for en frigiven, Acte.[4] Nu var Nero så træt af sin mors intriger, at han, opmuntret af sin nye elskerinde Poppæa, forviste hende fra paladset.[5]

Drabet på Agrippina

Nero krones af sin mor Agrippina, som han senere fik myrdet.

Aureus-mønt med relief af Nero og hans mor Agrippina. Octavia, kejser Claudius' datter og Neros første kone.

Suetonius hævder, at Nero forsøgte at forgifte sin mor tre gange, men opgav, da han opdagede, at hun havde gjort sig immun ved at indtage modgifter. Andre hævder, at han slet ikke prøvede, da han mente, hun straks ville fatte mistanke. Et direkte overfald var heller ingen løsning, da Agrippina var datter af den afholdte general Germanicus. Ingen soldat ville ønske livet af hende. Hun virkede usårlig; men mange bar nag til hende. Den frigivne Anicetus, der havde tjent som Neros lærer, men nu var præfekt for den kejserlige flåde i Misenum, afskyede Agrippina af hele sit hjerte. Ifølge Tacitus foreslog Anicetus et planlagt skibsforlis, der ville fremstå som en tragisk ulykke. Dio Cassius mente derimod, at forliset var udtænkt af Nero og Seneca, ud fra sidstnævntes ønske om at styrte Nero. 15

Vistnok blev de inspireret af at have set et skib, der var konstrueret til at falde fra hinanden under en teaterforestilling. Nero befandt sig på quinquatrus-festivalen for Minerva[6] i Bajæ ved Napolibugten. Agrippina ankom som aftalt og deltog i en banket, hvor hendes søn satte hende i højsædet. Bagefter fulgte han hende til skibet, der skulle sejle hende hjem. Turen gik godt, til taget pludselig faldt sammen over Agrippinas lugar. Hverken hun eller hendes kammerjomfru Acerronia Polla kom dog til skade, da sengen de lå i, havde høje sider. Skibet skulle nu være faldet fra hinanden, men gjorde det ikke, mens mandskabet højlydt diskuterede, hvordan de nemmest skulle få skibet til at gå ned. I det kaos reddede Acerronia sin frue ved at udgive sig for at være Agrippina. Hun blev straks angrebet og slået ihjel, mens Agrippina sprang over bord og svømmede i sikkerhed. Nogle sømænd trak hende op og satte hende i land. Folk havde samlet sig ved hendes villa, men jublede, da de forstod, at hun var kommet godt fra ulykken. Men så ankom Anicetus med et bevæbnet følge uden at lægge skjul på sit ærinde. Idet han slog hende ned, og en centurion dræbte hende, skal hun have blottet maven og forlangt at blive stukket der: "Ram mig der, Anicetus, for dette bar Nero frem." Neros alibi var tilstedeværelse ved en banket, som den senere kejser Otho - elskerinden Poppæas bedragne ægtemand - belejligt arrangerede for ham.[7]

Seneca og Nero, Córdoba, Spanien.

Efter drabet viste Nero sig tiltagende brutal. Han fik henrettet Tiberius' barnebarn Rubellius Plautus, samt Claudius' svigersøn Cornelius Sulla. Efter at Burrus var død, udnævnte Nero to nye gardechefer: Faenius Rufus og Ofonius Tigellinus.[8] Seneca, som havde tabt sin støttespiller Burrus og dermed prætorianergardens loyalitet, blev nødt til at trække sig tilbage. Poppæa overtalte Nero til at lade sig skille fra Octavia og i stedet gifte sig med hende. Octavia blev sendt i forvisning, men falske rygter om hendes tilbagekomst vakte sådan begejstring, at Nero prompte anklagede hende for utroskab med Anicetus. Hun blev henrettet; Anicetus forvist,[9] efter belejligt at have hjulpet Nero af med både hans mor og hans kone.

16

Kejserdømme

Neros anger efter at have myrdet sin mor, af John William Waterhouse.

I virkeligheden ved man ikke, hvordan Nero havde det med at have beordret drabet på sin mor.

I 57 nedlagde Nero forbud mod de afsluttende drab i gladiatorlegene. Overensstemmende med græsk idræt skulle taberen komme levende fra det. I Grækenland deltog borgerne i sportslegene, og han besluttede, at det samme skulle gælde i Rom, med senatorer og riddere som idrætsudøvere. I 59 afholdt han ludi juvenalis ("ungdomslegene") i sin egen have, med augustiani ("augustianerne"), en gruppe unge aristokrater, som sine beundrende tilskuere. I 60 afholdt han "de neroniske lege", opkaldt efter sig selv, og dannet efter mønster af de olympiske lege. Selv optrådte han som sanger, harpespiller og vognfører.[10]

Til befolkningen skænkede Nero ved to anledninger 400 sestertser pr person. I 58 støttede han et forgæves forsøg på at afskaffe indirekte skatter, ud fra tanken om, at bortfaldet ville føre til mere handel og derigennem en større indtægt fra direkte skatter. Han fik indført ordninger, der forenklede straffeforfølgelsen af guvernører, der udplyndrede provinserne, og opretholdelsen af landbrug i Kyrene. Han fik også fuldført Claudius' havneanlæg ved Ostia, der sikrede Roms tilførsel af madvarer. Som et tiltag mod Italiens affolkning fik han oprettet kolonier for hærens veteraner, såsom Capua, Nuceria, Puteoli, Tarentum, Antium og (efter jordskælvet i 63) Pompeji.[11]

Roms brand var ikke Neros værk, men fik ham til at igangsætte en omfattende kristenforfølgelse. Af det nedbrændte område tog han beslag i en tredjedel af Roms areal til opførelsen af Domus Aurea,[12] "det gyldne hus" (senere nedrevet til fordel for Colosseum, der fik navn efter den kolos af en statue, han rejste af sig selv, hvor Colosseum står i dag). Så sent som i 2018 opdagede man under udgravninger "Sfinxens sal" med intakte fresker i Domus Aurea.[13]

Sammensværgelser Neros styre udviklede sig gradvis til et tyranni, hvor velhavere blev dødsdømt for påståede forbrydelser, og deres formuer beslaglagt. Senatets voksende modvilje mod Neros skyldtes også det tiltagende antal frigivne grækere og orientalere, han indsatte i rigets højeste poster, såsom astrologen Balbillus, præfekt i Egypten,[14] og Felix, prokurator i Judæa og bror til Agrippinas yndling Pallas.[15]

I 65 blev der afsløret en sammensværgelse, støttet af prætorianerchefen Faenius Rufus. Den blev kendt som Piso-konspirationen efter konsulen Gaius Calpurnius Piso, som regnes som lederskikkelsen. Efter afsløringen begik han selvmord,[16] mens Nero i hast fik 17 genindført den hemmelige domstol, han som ung havde afskaffet. 19 blev dømt til døden, deriblant prætorianerchefen Faenius; 13 blev sendt i eksil. Den genværende prætorianerchef, Tigellinus, blev sat til at opspore mulige konspiratører. Han gik løs på stoikerne, fordi de ønskede den romerske republik genoprettet og viste dette ved at fejre Brutus' og Gaius Cassius Longinus' fødselsdage.[17]

Senator Barea Soranus tog sit liv efter at være dømt til døden. Hans datter Servilia blev anklaget for at have opsøgt troldmænd i forbindelse med sin fars skæbne, men i virkeligheden med hævntanker mod kejseren.[18] En anden stoiker, Thrasea Paetus, havde rejst sig og forladt senatet i 59, da de andre gratulerede Nero med hans mors død; i 63 trak Thrasea sig helt fra det offentlige liv i protest mod Neros livsførsel. I 66 forsøgte hans fjender at knytte ham til sammensværgelsen. Thrasea havde skrevet en biografi om Cato den Yngre, der begik selvmord hellere end at underkaste sig Julius Cæsar; selv foretrak Thrasea selvmord fremfor at underkaste sig Nero. Sine sidste timer tilbragte han i samtale om sjælens udødelighed med sin datter Fannias ægtemand, Helvidius Priscus;[19] den kyniske filosof Demetrius;[20] og sin kone, Arria, som han overtalte til at leve videre.[21]

Nero.

En centurion kom hjem til Neros tidligere lærer Seneca og beordrede ham til at begå selvmord som angiveligt medskyldig i sammensværgelsen. Seneca fik sine pulsårer åbnet, og hans kone Pompeia Paulina gjorde det samme; men Nero påbød - mest for at redde ansigt - at hun skulle leve videre. Paulina blev så bandageret, men kom sig aldrig helt.[22] Nero havde forbudt Senecas brorsøn Lucan at læse sine tekster op, enten det nu skyldtes jalousi eller Lucans sympati for republikken. Da Lucan blev beskyldt for at være med i Piso-sammensværgelsen, skal han have prøvet at redde sig selv ved at angive sin mor; men da breve blev forfalsket i hans navn for at implicere hans far, kan hans påstående angiveri af sin mor ligeså godt være fabrikeret af anklagerne. Lucan fik ligesom sin farbror Seneca

18

åbnet pulsårerne, og forblødte mens han citerede sine linjer om en såret soldats død. Både hans mor og hans enke slap for forfølgelse.[23]

I 66 blev endnu en sammensværgelse afsløret, anført af Lucius Annius Vinicianus i Beneventum, muligvis ud fra et ønske om at erstatte Nero med sin svigerfar, Claudius' general Corbulo. Det gav årsag til alvorlig bekymring, hvis oprørsviljen faktisk var ved at brede sig til hærens folk. Da Nero opholdt sig i Grækenland i 67, tilkaldte han derfor Corbulo og de to hærførere i Germanien, brødrene Scribonius Rufus og Scribonius Proculus, og gav dem ordre om at begå selvmord - hvad de også gjorde.[24]

En kunstnersjæl Dog beskrev Neros efterfølger, Flavius Vespasianus, den første tredjedel af Neros regeringstid som den bedste i kejsertiden, skønt Vespasian selv var blevet bortvist af Nero, fordi han var faldet i søvn under en af Neros endeløse recitationer. Nero lod sig dyrke som gudekejser og krævede senatets underkastelse. Et særligt træk hos ham synes at være hans lyst til at optræde som kulturpersonlighed; han skrev lyrik, bl.a. et om Trojas fald, hvor de få bevarede fragmenter viser en vis grad af talent. Han spillede harpe med stor indlevelse, og med tanke på recitationer gjorde han meget ud af at forbedre sin ret hæse stemme (vox exigua et fusca) ved hjælp af diæt, renselser og at ligge med et bræt af bly over brystet, som derved skulle styrkes. Hans private fremførelser af digte og harpespil generede ingen; derimod chokerede det samtiden, da han ville optræde offentligt. Det kan have været hans mors modstand mod dette, der kostede hende livet. I senere år havde han forfatteren Petronius Arbiter, forfatter af Satyricon, til rådgiver. Petronius' beskrivelse af Trimalchio i Satyricon er måske hans indtryk af kejseren. Tigellinus fik i 66 Petronius arresteret i Cumae, anklaget for deltagelse i sammensværgelsen mod Nero. Petronius valgte at begå selvmord i påvente af sin dom.[25] Mens han forblødte, sørgede han for at få knust sine dyrebare vaser, som han vidste, Nero ønskede sig.[26]

Fire ægteskaber

Statue af Poppæa i Det arkæologiske museum i Olympia, Grækenland. 19

Nero havde fået sin første kone, den afholdte Octavia, henrettet, så han kunne gifte sig med Poppæa. Hende sparkede han i maven i 65, da hun var gravid for anden gang. Hun døde af skaderne. I januar 63 var hans eneste barn blevet født, datteren Claudia, som døde efter kun tre måneder. Efter at også Poppæa var død, trøstede han sig med en slavedreng, Sporus, der lignede hende så meget, at Nero også giftede sig med drengen, der fungerede som kejserinde. Sporus var dybt ulykkelig over det hele. Efter Neros død overgik han til Nymphidius Sabinus i kejsergarden, der også tog drengen til kone som første skridt i en plan om selv at blive kejser. Han blev i stedet dræbt af sine egne vagter, og Sporus overgik så til Poppæas første mand, Otho, der også tog ham som kone. Det varede dog ikke længe, da Otho tog sit liv efter tre måneder på kejsertronen. Sporus' liv endte ligeså tragisk, som det var begyndt. Kejser Vitellius, som overtog efter Otho, ville ikke have nogen mandlig kejserinde. I stedet gav han Sporus rollen som Proserpina i en gladiatoropvisning, der skulle fremstille bortførelsen og voldtægten af hende. For at slippe for offentlig ydmygelse tog drengen sit liv. Et rygte forklarede hans slående lighed med den afdøde kejserinde med, at hendes far skulle have haft en affære med Sporus' mor; men det lader sig ikke bekræfte.[27]

Nero indgik sit fjerde ægteskab i 66. Statilia Messalina var køn og intelligent, og indgik selv sit fjerde ægteskab med konsul Vestinus Atticus efter at have startet affæren med Nero. Vestinus accepterede forholdet, men efter en tid ville Nero have ham af vejen. Vestinus fik åbnet pulsårerne og forblødte i sit hjem. En tid efter Poppæas død giftede Nero sig med Statilia. Efter Neros død håbede Otho at gifte sig med hende. Hans to sidste breve til hende er en anmodning om at få ham begravet.[28] L’incoronazione di Poppea (Poppæas kroning) af Claudio Monteverdi i 1642 regnes som den første opera med udgangspunkt i historiske personer i stedet for mytologiske temaer.[29]

Neros fald Roms brand i 64 fik rygterne om Neros skyld til at løbe, ikke mindst da hans stormandsgalskab nåede det helt ekstreme. Han identificerede sig med Herkules, Apollon og Helios. Måneden april blev omdøbt til neroneus, og Rom blev omtalt som "Neropolis" - Neros by.[30] I 66 så man et højdepunkt, da Tiridates af Armenia ankom Rom og blev belønnet med to millioner sestertser for at lade sig krone til armensk konge af Nero, samt at tilbede Nero som Mithras.[31]

Nero afgjorde nu, at grækerne egentlig var de eneste, der fortjente at bedømme hans kunst. I 66 rejste han derfor til Grækenland, hvor han tilbragte næsten et år og kom tilbage med ikke mindre 1.808 førstepræmier. Godt nok var han ved et hestevæddeløb i Olympia faldet ud af vognen; men grækerne hev ham op i den igen, og kårede ham til løbets vinder. Til gengæld fritog han Grækenland for beskatning. (Det romerske senat fik tildelt Sardinien som kompensation for indtægtstabet.) Nero viste aldrig nogen egentlig interesse for andre provinser, heller ikke da katastroferne nu tårnede sig op i England, Armenia og Judæa.[32] I England have kong Prasutagus indsat Nero som arving til sit rige på linje med sine to døtre; men efter kongens død vanærede de romerske tropper enkedronningen Boudicca og de to piger, og inden længe havde hun raseret og nedbrændt Colchester og London.[33] Først i 67 kunne Nero trække 14. legion ud af England. Den blev sendt til Balkan for at sættes ind mod partherne i et felttog, Nero havde planlagt, men aldrig førte ud i livet.[34]

20

Gravsten for Neros frigivne Epaphroditus, der hjalp ham til selvmord. Museo Epigrafico, Rom.

General Gnæus Domitius Corbulo, der havde kæmpet mod friserne,[35] fik kommando over to legioner og hjælpetropper for at tage sig av problemet med partherne. Han erobrede Armenias hovedstad Artaxata, og vinteren 59 marcherede hæren sydpå, da Tiridates var flygtet. Corbulos sejr ved Tigranocerta gav Nero anledning til at antage titlen imperator, mens Corbulo trak sig tilbage som guvernør over Syrien. Et oldebarn af Herodes den Store, Tigranes, blev sat til at styre over armenerne, hvad de var meget imod. Snart skabte Tigranes problemer ved at provokere partherne, og Nero sendte general Lucius Caesennius Paetus til Armenia, hvor han slog vinterlejr op. Straks partherne nærmede sig, sendte han bud til Corbulo efter hjælp, men overgav sig, inden Corbulo nåede frem. Hans kombination af fejhed og uduelighed var en skamplet for den romerske hær, men Corbulo opnåede, at partherne ville trække sig ud af Armenia, hvis han selv trak sig tilbage til den anden side af Eufrat. Corbulo fik så fremforhandlet, at partheren Tiridates fik kongemagt over Armenia, men skulle krones af Nero i Rom; og en tid var Artaxata omdøbt til Neroneia. Aftalen resulterede i 50 års fred mellem romere og parthere.[36] Paetus blev ikke straffet for sin uduelighed,[37] mens Corbulo blev tvunget til at begå selvmord.

I 67 rejste der sig også en opstand i Gallien under Vindex,[38] som blev slået ned, men den bredte sig året efter til Spanien under ledelse af statholderen Galba, den senere kejser, og fik tilslutning i Italien. Overfor dette oprør optrådte Nero nølende og svagt; han manglede efterhånden helt støtte fra soldaterne, som han aldrig havde besøgt i lejrene eller ved fronten. Sommeren 68 blev Tigellinus tvunget til at gå af af den anden prætorianerchef, Nymphidius Sabinus (vistnok søn af Caligula og en frigiven), der lovede garden en formue for at støtte senatet i at udnævne Galba til kejser. Imidlertid havde Nymphidius selv tænkt sig kejsertronen, men blev i stedet dræbt af prætorianergarden, da Galba ikke ville betale den belønning, Nymphidius havde forespejlet dem.[39] Nero flygtede til en villa udenfor Rom, tilhørende en frigiven, Phaon. Her fik Nero at vide, at senatet havde erklæret ham som folkefjende.[40] Hans frigivne Epaphroditus havde fulgt ham på flugten, og hjalp ham til at begå selvmord ved at støde til med sværdet. Kejser Domitian forviste Epaphroditus for ikke at have forhindret Neros selvmord; senere fik han ham henrettet for det. Filosoffen Epiktet skal have været Epaphroditus' frigivne.[41]

Med Nero uddøde Cæsars slægt. Hans død fulgtes af ét års tronstrid ("firekejseråret") som bragte det flaviske dynasti til magten.

21

Eftermæle

En kristen Dirke, af Henryk Siemiradzki. En kvindelig martyr, som man tænkte sig optrinnet.

Nero var alment hadet i Vesten; men i de østlige provinser var han populær, bortset fra blandt jøder og kristne. Faktisk dukkede der en falsk Nero op i 69 og en til i 79; begge vandt straks tilslutning.[42] Men for eftertiden har Nero stået som én af "historiens værste tyranner", og han har været indbegrebet af den grusomme, perverse og kristendomshadende romerske kejser. En del af det dårlige eftermæle skyldes utvivlsomt romerske historikere som Tacitus og Suetonius, der begge var stærkt kritiske over for kejserdømmet, samt at han var den første kejser, der for alvor vendte sig mod de kristne. Både hvad angår kristenforfølgelser og grusomheder i almindelighed, overgås han klart af flere andre romerske kejsere. På den anden side er der næppe tvivl om, at hans styre har været præget af både terror og ineffektivitet. Han fremstår undertiden som en forfængelig og uselvstændig hersker, der lod sig dominere af stærkere personligheder, især Tigellinus; men greb til hensynsløs vold og henrettelser, når han følte sig truet. Hans overgreb på nære familiemedlemmer har uden tvivl vakt forargelse i samtiden, hvorimod pjalteproletariatet synes at have set positivt på ham, formentlig på grund af hans mange gladiatorlege. Enkelte historikere, bl.a. englænderen Bernard Henderson og danskeren Peter Ørsted, har søgt at give ham delvis oprejsning ved at pege på personlige initiativer og reformplaner på skatteområdet, men som helhed står det negative billede stadig fast, skønt formentlig overdrevet.

På 200-tallet identificerede digteren Commodian[43] Nero som tyrannen, der skulle indvarsle Antikrists komme. Denne Nero redivivus – genopstandne Nero – skulle herske i tre et halvt år, før han skulle besejres af en konge fra Østen, den endelige Antikrist, som skulle styrte Nero, forårsage Romerrigets fald, og få herredømme over hele verden. Der gik rygter om, at Neros selvmord var fingeret, og at han i virkeligheden levede i eksil for at komme tilbage og generobre magten. Falske Nero'er dukkede op. I 88 blev Romerriget nødt til at true med krig for at få udleveret en falsk Nero, der var dukket op i Partherriget.[44]

I middelalderen opstod legenden om at hans genfærd hjemsøgte det valnødde-træ, der voksede, hvor hans aske var gravet ned, på skråningen af Monte Pincio oven for den nuværende Piazza del Popolo. Ravnene, som holdt til i træet om nætterne, blev tolket som dæmoner, der pinte ham for hans forbrydelser. Da pave Paschalis 2. byggede den første kirke i området i 1099, blev træet hugget ned, og dermed forsvandt spøgeriet også.[45] Ud fra en formodning om, at Nero stod bagved branden i Rom, kaldtes Hitlers ordre af 19.marts 1945 om Tysklands totale ødelæggelse for Nero-befalingen. [46]

22

Henvisninger 1. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 304), Routledge, ISBN 0-415-02527-3 2. https://www.britannica.com/biography/Narcissus-Roman-official 3. http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus:text:1999.04.0104:entry= pallas-bio-10 4. https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and- maps/acte-fl-55-69-ce 5. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 305) 6. http://www.novaroma.org/nr/Quinquatrus 7. https://www.laphamsquarterly.org/roundtable/making-ancient-roman-murderer 8. [1] David Shotter: Nero Cæsar Augustus 9. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 308) 10. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 308) 11. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 307) 12. https://www.wantedinrome.com/news/domus-aurea-a-mad-emperors-dream-in- 3d.html 13. https://www.wantedinrome.com/news/room-discovered-after-2000-years-at- romes-domus-aurea.html 14. https://www.geni.com/people/Tiberius-Claudius- Balbillus/6000000003828401724 15. https://www.livius.org/articles/person/antonius-felix/ 16. https://oxfordre.com/classics/view/10.1093/acrefore/9780199381135.001.0001/ac refore-9780199381135-e-1304#acrefore-9780199381135-e-1304 17. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 311) 18. https://theodora.com/encyclopedia/s2/barea_soranus.html 19. https://oxfordre.com/classics/view/10.1093/acrefore/9780199381135.001.0001/ac refore-9780199381135-e-3002#acrefore-9780199381135-e-3002 20. http://en.antiquitatem.com/demetrius-the-cynic-philosophia-power 21. https://www.britannica.com/biography/Publius-Clodius-Thrasea-Paetus 22. https://feminaeromanae.org/Tacitus_paulina.html 23. https://www.1902encyclopedia.com/L/LUC/lucan.html 24. [2] The Cambridge ancient history s. 254 25. https://www.britannica.com/biography/Gaius-Petronius-Arbiter 26. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 311) 27. https://culturacolectiva.com/history/sporus-emperor-nero-eunuch-wife 28. [3] A to Z of Ancient Greek and Roman Women 29. https://www.academia.edu/384542/Claudio_Monteverdi_s_L_incoronazione_di_ Poppea 30. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 311) 31. https://www.ancient.eu/Tiridates_I_of_Armenia/ 32. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 311-12) 33. https://www.historic-uk.com/HistoryUK/HistoryofEngland/Boudica/ 34. https://www.livius.org/articles/legion/legio-xiiii-gemina/ 35. https://www.britannica.com/biography/Gnaeus-Domitius-Corbulo 36. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 315) 37. [4] Julian Corban: Nero, destroyer of Rome (s. 96) 38. https://www.britannica.com/biography/Gaius-Julius-Vindex

23

39. https://oxfordre.com/classics/view/10.1093/acrefore/9780199381135.001.0001/ac refore-9780199381135-e-4484 40. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 319) 41. [5] Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology 42. H.H. Scullard: From the Gracchi to Nero (s. 321) 43. http://www.earlychristianwritings.com/commodian.html 44. Jan Ingar Thon: "Antikrist", Dommedag! (s. 100-1), forlaget Humanist, Oslo 2008, ISBN 978-82-92622-48-3 45. https://mrsdaffodildigresses.wordpress.com/2019/03/15/neros-ghost-1885-1905/ 46. https://todayinhistoryblog.wordpress.com/2014/03/19/march-19th-1945-hitlers- nero-decree/ 47. Litteratur Nero er bl.a. beskrevet skønlitterært i: • Henryk Sienkiewicz: Quo vadis? (1896 – filmet 1951 med Peter Ustinov som Nero) • Robert Graves: Claudius og Messalina (1937 – TV-udgave 1976 med Christopher Biggins som Nero)

KilderPeter Ørsted, Nero : kejser i Rom, Høst, 2006. ISBN 978-87-638-0406-6. • Rudi Thomsen, Kejser Nero, Sfinx, 1998. ISBN 87-89632-14-1.

24

San Clemente Kirken San Clemente ligger på Monte Celio med hovedindgang (der dog sjældent er åben) på Piazza San Clemente og sideindgang på Via di San Giovanni in Laterano. Den er blandt de allerældste kirker i Rom og også en af de mest interessante, fordi den består af 2 kirker, den ene bygget ovenpå den anden, som for sin del er bygget ovenpå en antik romersk bygning i en antik romersk gade og af alt dette kan der stadig ses betragtelige rester.

I den nuværende yngste kirke fra det 12. århundrede er der en meget smuk apsis-mosaik, også fra det 12. århundrede, og et velbevaret "schola cantorum" (kor omgivet af en skranke) i marmor, cosmatiske arbejder i apsis og gulv, en påskelysestage, samt smukke fresker fra 1500-tallet i det lille sidekapel til venstre for hovedindgangen, Cappella di Santa Caterina. Den er restaureret i 1715-19 af Carlo Stefano Fontana dog uden at ændre grundplan og struktur i kirken.

I den ældre kirke fra det 4. århundrede er der mange spændende fresker fra det 9.- 11.århundrede, blandt andet en fresko, der viser en legende om San Clemente udført på tegneseriemaner, og heri er der malet en kommentar, skrevet ikke på latin, men på noget af det tidligste italiensk vi kender.

Nederst ligger et romersk kvarter med en gade og 2 nabohuse, hvoraf det ene huser et mithræum, et Tempel for guden Mithras, og det andet siges at have tilhørt en vis Clemens, der her havde et flot palads, som han senere omdannede til et kristent forsamlingshus og kirke. Her findes også en ganske lille katakomb fra det 5.-6. århundrede.

Mere om San Clemente Den underste kirke går sikkert tilbage til det 4. århundrede efter Kristus og den var længe betragtet som en af de smukkeste og mest betydningsfulde kirker i Rom og blev flere gange valgt som ramme ved kirkemøder.

I 1085 blev den imidlertid voldsomt skadet under normannernes plyndring af Rom under Robert Guiscard og istedet for at genopbygge den, som den var, valgte man at bygge en ny kirke ovenpå den gamles sammensunkne ruiner uden først at rive dem helt ned. 25

Måske skyldtes dette valg, at gadeniveau'et i byen efterhånden i mange bydele var hævet betragteligt og den gamle kirke således nærmest lå "nedgravet" i forhold til de omgivende gader.

Således kom nu den gamle kirke til at ligge skjult under gulvet og som fundament til den nye kirke, glemt igennem århundreder og først genopdaget i 1800-tallet.

Hvis man kommer ind i den nuværende kirke gennem hovedindgangens middelalderlige buegang og byzantinske port, ligger til højre indgangen til sakristiet, hvorfra der går en lang trappe ned til den gamle kirke og herfra kan man ad en anden trappe komme videre ned til de romerske huse "to etager nede".

Den nuværende kirke er grundlagt af Pave Pachalis II og bygget i år 1108 og - ligesom den ældre kirke - viet til San Clemente, Pave Clemens I, som var den fjerde pave i år 90-99?. Det meste i kirken stammer fra det 12. århundrede, men ved bygningen brugte man også nogle meget smukke marmorplader fra den ældre kirke, gaver fra tiden under Pave Johannes II (532-535).

Kirken er fuld af mosaikker, det cosmatiske gulv og lysestagen til påskelyset er dekoreret med flerfarvede mosaikbånd i spiral og senere kopieret utallige gange i andre kirker, de to prædikestole, tabernaklet med de 4 søjler over højalteret og til højre for apsis det lille gotiske vægtabernakel fra 1299.

26

Pave Clemens 1. Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pave Clemens 1.

Født 1. århundrede Rom Valgt 92 Død 99 Chersonesos Dødsårsag henrettet ved drukning Hvilested San Clemente al Laterano

Festdag 23. november

Sankt Clemens, også kendt som Clemens Romanus, var en romersk presbyter, der som Clemens 1. var pave år 90-97; angiveligt Roms 4. pave. Som forfatter til 1. Clemensbrev regnes han til De apostolske Fædre. Han blev kastet i havet bundet til et anker (hans attribut). At han skulle være den Clemens, som omtales i Paulus' brev til filipperne (Fil. 4,3), er tvivlsomt. Den 23. november er dansk navnedag for Sankt Clemens.

I 868 fandt man nogle knoglerester og et anker i en gravhøj på Krim. Man antog, at det måske var rester (relikvier) af Sankt Clemens. Det hele blev bragt til Rom, hvor det blev anbragt i basilikaen San Clemente. Den oprindelige kirke og barndomshjemmet blev i 1858 udgravet og kan i dag besøges. Sankt Clemens' ben befinder sig i højalteret i selve kirken.

En del nordiske kirker blev indviet til Clemens, og han var søfolkenes værnehelgen. Han er Aarhus' skytshelgen, og det er muligvis ham der er afbildet i Aarhus' byvåben.

27

Men cosmaternes hovedværk er selve apsis, som er forblevet helt uændret fra det 12. århundrede, her findes den mosaikudsmykkede bispetrone, også fra det 12. århundrede, og højere oppe en række fresker med "Gesù e Maria fra i 12 apostoli" "Jesus og Maria mellem de 12 apostle". Endnu højere oppe er der en mosaik i romansk stil, "Agnus dei con le 12 pecorelle" "Guds Lam med de 12 små får", hvor fårene symboliserer de 12 apostle, og højere oppe er der "Trionfo della Croce", "Korsets triumf/sejr", der som noget ganske specielt fylder buen med grene fra det livets træ, der vokser ved korsets fod, og udfylder dem med alle slags motiver, helgener, engle, dyr og blomster.

I sideskibene er der flere interessante gravmæler fra Renæssancen, blandt andet i det venstre sideskib "La Tomba del Cardinale Venerio" fra 1400-tallet, hvor der er brugt byzantinske søjler fra det gamle tabernakel.

Kapellet for enden af det højre sideskib er et af de mest fuldendte eksempler i Rom på renæssancearkitektur og -dekoration. Foran dette kapel er der et gravmæle for Kardinal Bartolommeo Roverella udført af billedhuggeren Andrea Bregno i 1476, måske i samarbejde med Giovanni Dalmata.

I den øverste kirke er der også nogle meget smukke antikke søjler med 1700-tals stukkapitæler og lige til venstre for hovedindgangen og til højre for den almindeligt brugte sideindgang ligger et kapel, "Cappella di Santa Caterina", viet til Den hellige Caterina af Aleksandria med smukke fresker med motiver fra helgenindens liv, malet af florentineren Masolino di Panicale ca.år 1431.

28

1 : Hovedindgang og protiro fra 12.århundrede 2 : Atriumforgård med søjlehal 3 : Fontæne fra 1700-tallet 4 : Klokketårn 5: Facade 6: Kirkerum, Hovedskib med cosmatisk gulv og kassetteloft 7: Malerier over søjlerækker 8: Højre Sideskib 9: Cappella di San Domenico 10: Sakristiet med nedgang til den underliggende kirke fra det 4.århundrede 11: Tilmurede buer fra den gamle kirke 12: Gravmæle 13: Cappella dei Santi Cirillo e Metodio 14: Gravmæler for bl.a. Kardinal Brusati og Kardinal Roverella 15: Cappella di San Giovanni Battista 16: Hostieskab 17: Apsis med mosaik fra år 1100 og cosmatisk Bispetrone 18: Triumfbue 19: Højalter med cosmatisk ciborium 20: Schola Cantorum, koret, bygget af rester fra den ældste kirke 21: Venstre Sideskib med loftsmaleri 22: Cappella del Santissimo Sacramento 23: Gravmæler for bl.a. Kardinal Venerio og Kardinal Alloiso 24: Gravmæler for bl.a. P.A.Salvati 25: Sideindgang 26: Cappella di Santa Caterina d'Alessandria med fresker fra 1428-1431 27: Indgangsvæg med Korbalkon og indskrifter

En Rundgang i Kirken Den nuværende kirke er grundlagt af Pave Pachalis II og bygget i år 1108, og Hovedindgangen (1) (der dog sjældent er åben) på Piazza San Clemente stammer netop fra denne tid.

Det drejer sig om en såkaldt protiro (prothyron), en lille firkantet søjlehal, kun bestående af 4 hjørnesøjler i grå granit med forskellige genbrugskapitæler, som bærer en bue ud til Pladsen og vandrette overliggere på hver side. Ovenover er der murværk i teglsten, under trekantede, udskårne lister. En række trappetrin fører op til indgangen til Kirkens forgård (2), der på alle fire sider er flankeret af søjlegange.

Man mener, at gården er bygget ovenpå atriumgården i en tidligere bygning. Det er den eneste velbevarede atriumgård fra det middelalderlige Rom. Søjlerne, der nogle steder er erstattet af 1800-tals støttestolper, har også her kapitæler i forskellig stil (joniske og korinthiske) og herkomst. I venstre side er den anden søjle fra vest f.eks. forsynet med en korinthisk kapitæl i prokonnesisk marmor, som menes fremstillet i Constantinopel i anden halvdel af 400-tallet eller begyndelsen af 500-tallet.

Midt på gårdspladsen står en lille fontæne (3), som er bygget i 1700-tallet, og fra søjlegangen i højre side er der indgang til Klosteret, som ligger ved siden af Kirken. Til venstre ses toppen af Klokketårnet (4), som er opført i begyndelsen af 1600-tallet, og oprindeligt sad på Kirkens højre side.

Den søjlegang, som bærer Kirkens øverste facade (5), stammer også fra 1100-tallet, men i 1715-1719 blev den restaureret og forsynet med overbygningen, som er tegnet af arkitekten Carlo Stefano Fontana. Den består af et midterparti, som dækker over de 3 mellemste buer

29 nedenfor og er opdelt i 3 felter af flade søjler med korinthiske kapitæler, som bærer nogle vandrette gesimser og et trekantet gavlfelt. Facaden er pudset op i en lys farve og i midten er der et højt vindue, der slutter i en bue.

KIRKENS INDRE: Kirkerummet (6) er opdelt i 3 skibe og den gamle cosmatiske indretning med korskranke om et schola cantorum, prædikestole, ciborium (alteroverdækning) og gulv er bevaret. Opdeling sker ved 2 rækker à hver 8 genbrugssøjler i mange forskellige marmorsorter og tilvirkninger, som stammer fra antikke bygninger. De er forsynet med joniske kapitæler, udført i stuk i 1700-tallet ovenpå de originale, som var i meget forskellig udformning. Midt i søjlerækken afbrydes denne af en bred murpille, som er udsmykket med flade søjler i stuk med korinthiske kapitæler.

HOVEDSKIBET: Over søjlerækken, der bærer en række buer med udsmykket underside, er der et bredt murstykke, hvor der mellem de 3 høje vinduer med stukedekorerede rammer sidder en række lignende rammer med fresker (7). Disse er udført mellem 1711 og 1716 og på højre væg ses "Morte di San Servolo" ("San Servolo's død"), malet af Tommaso Chiari; "Sant'Ignazio di Antiochia condannato "ad bestias" da Traiano" ("Sant'Ignazio di Antiochia dømt af Kejser Trajan til at blive kastet for de vilde dyr"), udført af Giovanni Domenico Piastrini; "Congedo di Sant'Ignazio da San Policarpo, Vescovo di Smirne, prima di imbarcarsi per Roma" ("Sant'Ignazio tager af sked med Smyrna's Biskop San Policarpo, inden han rejser fra Rom"), malet af Giacomo Triga; og "Martirio di Sant'Ignazio nel Colosseo" ("Sant'Ignazio's martyrium i Colosseum") af Pierleone Ghezzi. På venstre væg ses fra indgangen: "San Clemente porge il velo a Flavia Domitilla, nipote del Console martire Flavio Clemente" ("San Clemente giver sløret til Flavia Domitilla, barnebarn af martyren og konsulen Flavio Clemente"), malet af Pietro de' Pietri; "Miracolo della fonte operato da San Clemente in Crimea" ("Kildemiraklet, som San Clemente udvirkede på Krim") af Sebastiano Conca; "Martirio di San Clemente" ("San Clementes martyrium"), udført af Giovanni Antonio Grecolini; og "Traslazione delle reliquie di San Clemente nella basilica a lui titolata" ("San Clementes relikvier overføres til den kirke, som blev viet til ham"), malet af Giovanni Odazzi. Loftet, der er udført i 1715 efter tegning af Carlo Stefano Fontana, er rigt udsmykket og udskåret i træ i kassette-form og derpå forgyldt. Det blev bekostet af , hvis våben (Albani- familiens) ses blandt dekorationerne. I midten er der en ramme med fresken "Gloria celeste di San Clemente" ("San Clemente's himmelske herlighed"), som anses for at være et af maleren Giuseppe Chiari's bedste arbejder.

Kirkegulvet er cosmatisk arbejde og udført i forskellige marmorsorter. Det er udført i 1128, men senere restaureret flere gange. Præcist hvem af de cosmatiske mestre, der har udført arbejdet, vides ikke. Det gælder også den meget store korindhegning, den såkaldte schola cantorum, med de 2 læsepulte ved siderne, som optager næsten hele den øverste del af gulvet i hovedskibet. Herinde opholdt klerkene og kirkesangerne sig under messerne. Skrankerne er udført i marmor med indlagte sten i forskellige farver og mønstre. Man har til denne konstruktion genanvendt bygningsdele fra den tidligere bygning på stedet. Disse var oprindeligt skænket af Pave Johannes II i slutningen af 500-tallet.

HØJRE SIDESKIB: (8) Dette sideskib er betydeligt smallere end det i Kirkens venstre side. Det skyldes, at man ved opførelsen af Kirken byggede ovenpå de eksisterende mure fra den tidligt kristne kirke. Her ligger straks til venstre indgangen til Cappella di San Domenico (9), hvis væg ud mod hovedskibet er opstået ved tilmuring af mellemrummet mellem de første søjler. Væggene herinde er dækket af antikke marmorplader som indrammer 2 malerier. På højre væg hænger "Miracolo di San Domenico in San Sisto Vecchio" ("San Domenico's mirakel i

30

Kirken San Sisto Vecchio"), som er udført i 1715 af Sebastiano Conca. Og på venstre væg ses "Resurrezione del giovane Napoleone Orsini" ("Den unge Napoleone Orsini's genopstandelse") af ukendt kunstner, muligvis Carlo Roncalli. Altertavlen er malet af Conca og viser "Estasi del santo" ("Helgenens ekstase"). Kapellet var tidligere viet til San Cirillo, som i 1880'erne blev flyttet til endekapellet i denne side. Et lille stykke længere fremme ligger indgangen til Sakristiet (10), hvorfra der er adgang til trappen, som fører ned til udgravningerne af den tidligere kirke og de antikke romerske huse, samt Mithras-helligdommen. I Loftet ses maleriet "Gloria di San Servolo" ("San Servolo's herlighed"), udført i 1700-tallet af Pietro Rasina.

På hver side af Sakristi-døren (11) kan man i Sideskibets væg se de tilmurede buer fra den tidligt kristne kirke, som er blevet inkorporeret i middelalderkirkens mur.

Lidt herfra er der et gravmæle fra 1800-tallet (12), hvorefter man kommer til Cappella dei Santi Cirillo e Metodio (13). Det er bygget i 1882-1886 af arkitekten Bonanni under Pave Leo XIII efter ønske af de slaviske folk og herinde opbevares relikvierne af de 2 helgener, som missionerede blandt disse folkeslag. Altertavlen er et smukt maleri af en bedende Madonna ("Madonna orante"), som menes at være en 1700-tals kopi af et meget populærrt billede af Giovanni Battista Salvi, kaldet "Il Sassoferrato". Kapellets kuppel er udsmykket med malerier af evangelisterne og engle, mens maleren Salvatore Nobili på den højre væg har fremstillet helgenerne og Pave Hadrian II ved det Koncil, som var sammenkaldt for at tage stilling til den slaviske kirkes liturgi ("San Cirillo e San Metodio davanti ad Adriano II nel concilio convocato per esaminare la liturgia slava"), i den halvrunde apsis: Pave Leo XIII, der fremviser Kirken til Kristus ("Papa Leone XIII presenta la basilica al Cristo seduto in trono") og på venstre væg ses "Traslazione delle reliquie di San Cirillo alla basilica di San Clemente" ("San Ciriilo's relikvier overføres til San Clemente"). Sideskibets væg er her smykket med flere gamle gravmæler (14): et for Ærkebiskop Gianfrancesco Brusati, som døde i 1485. Det er udført af Luigi Capponi, mens det næste for Kardinal Bartolomeo Roverella, der døde i 1476, menes at være af Giovanni Dalmata, nogle mener at også Andrea Bregno har deltaget. I nichefelterne over den "sovende" skikkelse ses til højre San Paolo og til venstre San Pietro med Kardinalen, som han fører frem foran Jomfru Maria med Jesus-Barnet omgivet af 2 engle. Øverst velsigner Gud Fader scenen, omgivet af andre engle.

En fresko, som er blevet fjernet fra væggen i den tidligere - og nu underjordiske - kirke og overført til en plade, fremstiller en dommedagsscene med Kristus mellem ærkeenglene Mikael og Gabriel (henholdsvis på venstre og højre side) overfor 2 knælende afdøde og helgernerne Sant'Andrea og San Clemente. Den stammer fra 1000-tallet.

For enden af Højre Sideskib ligger det lille endekapel, Cappella di San Giovanni Battista (15). Det er bygget samtidig med kirkebygningen i 1100-tallet, men er blevet ombygget i anden halvdel af 1400-tallet, hvor det blandt andet fik nyt tøndehvælvet kassetteloft i terracotta. Det er ret enkelt udsmykket med et nyere alter (udført af Raoul Vistoli under en restaurering i 1960) foran en lille halvrund niche i den halvcirkelformede apsis, hvori der står en statue af Johannes Døberen (San Giovanni Battista). Den er udført i 1500-tallet af en ukendt kunstner, måske en elev af Andrea Sansovino. På den firkantede base er der et relief af Guds Lam med teksten "Ecce Agnus Dei": "Her er Guds Lam". Freskerne på væggene ("Decapitazione di San Giovanni Battista", Johannes Døberens halshugning", til højre, og "Il Banchetto di Erode", "Herodes' middagsselskab", til venstre) og i apsiskuplen ("Dio Padre tra due angeli musicanti", "Gud Fader mellem 2 musicerende engle") er malet af en ukendt kunstner. Man har foreslået en elev af Niccolò Circignani eller Cesare Nebbia, eller måske af Jacopo Zucchi. I gulvet ses et våbenskjold for Kardinal Amleto Giovanni Cicognani, som bekostede restaureringen i 1960.

31

HOVEDSKIB, ØVERSTE DEL, og PRESBYTERIUM: På Hovedskibets væg mellem højre søjlerække og den store halvcirkelformede Apsisrunding sidder et lille hostieskab med alteroverbygning (16) båret af snoede søjler. Det er udført i marmor, i gotisk stil og udsmykket med mosaikbelægnng, statuer og relieffer. Det var Kirkens Titelkardinal Caetani Tommasini, en nevø af Pave Bonifacius VIII, som i 1299 bestilte værket, enten hos en cosmatisk mester eller hos en elev eller medarbejder hos Arnolfo di Cambio. Relieffet øverst oppe forestiller Guds Lam, statuerne nedenunder fra venstre San Clemente, som fremfører Kardinalen foran Madonna med Barnet. Til højre ses en anden helgen, måske San Giacomo - eller San Clemente, der ifølge andre fortolkninger står her, mens pladsen til venstre optages af en ikke nærmere bestemt Biskophelgen. For det sidste taler måske, at man i denne figurs kontrafej mener at se Pavens ansigtstræk.

Nogle trin fører op til det hævede Presbyterium med Højalter og Apsis. Heroppe står bagest Bispetronen (17), som også er et cosmatisk arbejde. Den afsluttes foroven af en rund skive med en indskrift rundt langs kanten til minde om den, der bestilte den: "Anastasius presbiter cardinalis huius tituli hoc opus cepit et perfecit": "Kardinalpræsten ved denne Kirke Anastasius begyndte og fuldendte dette værk". Marmorstykket til ryglænet er genbrug af en indskriftssten, hvoraf fragmentet "Martyr" er anvendt i lodret position.

APSISRUNDING: den nederste del er bemalet, mens den øverste del er udsmykket med en stor og meget smuk mosaik. Freskerne nederst viser, over en frise med blomster, apostlene på hver side af Jomfru Maria og Kristus. De dateres til slutningen af 1200-tallet og er muligvis bestilt af Kardinal Caetani.

APSISKUPLEN er helt dækket af mosaikker på guldbund, hvorpå der i spiraler snor sig akanthusgrene, der ender i forskellige religiøse motiver og symboler. I midten bærer denne plante Kristi Kors, der når op til himmelsfærerne, som i mange farver danner centrum i toppen af kuplen. Heroppefra rækker Gud Faders hånd martyrkronen mod sin søn. Temaet for mosaikken er "Trionfo della Croce": "Korsets Triumf", og på korsarmen er der 12 hvide duer, som symboliserer apostlene. På hver side af den lidende og døende Kristus står Jomfru Maria (til venstre) og Apostlen Johannes (San Giovanni Evangelista, til højre). Under akanthusplantens rod står 2 hjorte og drikker af de 4 paradisiske floder: Pison, Ghicon, Tigris og Eufrat, som udspringer af en lille høj. Også påfugle og andre dyr, samt mennesker i forskellige gøremål pryder den nederste linie. De forskellige småscener og billeder i mosaikken symboliserer menneskelig trivsel, mens de 4 munke med bøger viser Kirkelærerne Sant'Agostino, San Girolamo, San Gregorio og Sant'Ambrogio.

Under den gyldne mosaik er der en smal frise med teksten: "Ecclesiam Christi viti similabimus isti quam lex arentem set crus facit esse virentem"; "Vi har vist Kristi kirke med denne vinranke, som loven udtørrer, men som Korset får til at grønnes". Midtvejs brydes tekstlinien af en indsat tekst , som hentyder til de relikvier, som man mener var anbragt bagved Korset på højde med Kristi hjerte: "De ligno crucis Iacobi dens Ignathque in suprascripti requiescunt corpore Christi" : " En splint af Korset, en af San Giacomo's tænder og en af Sant'Ignazio's hviler i Kristi legeme over denne indskrift".

Under tekstfrisen er der endnu en mosaikfrise, denne gang med lam. Tolv lam går ud af de ædelstenssmykkede byer i hver side, Bethlehem til venstre og Jerusalem til højre, og bevæger sig mod midten, hvor "Agnus Dei", Guds Lam, står med glorie om hovedet.

TRIUMFBUEN (18): På undersiden af Triumfbuen, som indrammer Apsis, ses en frise med blomster og frugt, som løber ud af 2 amfora'er. Midten prydes af Kristi monogram mellem de græske bogstaver Alfa og Omega. Også selve Triumfbuen er dækket med gyldne mosaikker. I

32 midten, over monogrammet, ses Kristus selv med en bog i den ene hånd, mens han med den anden veslginer beskuerne. På hver side af ham ses figurer, der symboliserer de 4 evangelister: Løven for Markus (San Marco), Englen for Matthæus (San Matteo), Ørnen for Johannes (San Giovanni) og Tyren for Lukas (San Luca).

Nedenunder ses øverst i højre side San Pietro, som vender sig mod San Clemente og siger: "Se Kristus, som jeg har lovet dig". I venstre side er det San Paolo, som på lignende vis opmuntrer San Lorenzo. Ved siden af apostlene står teksten "Agios Petrus" og "Agios Paulus" og under de siddende: "Respice p(ro)missum Clemens a me tibi (Christ)um" og "De cruce Laurenti Paulo famulare docenti" ("Lorenzo lærer af Paulus at tjene Korset"). Bemærk helgenernes attributter: San Clemente sidder med et anker i sin ene hånd, mens San Lorenzo har risten foran sig. Nederst i højre side ses profeten Jeremias (Geremia) og i venstre side Esajas (Isaia), der begge fremviser en skriftrulle med tekst.

Langs buens kant løber et indskriftsbånd med guldbogstaver på blå bund: "Gloria in Excelsis Deo sedenti sup(ra) thronum et in terra pax hominibus bon(a)e voluntatis": "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" (Lukas- evangeliet 2,14). Under indskriften ses de 2 pragtfulde byer, Jerusalem til højre og Bethlehem til venstre, fra hvis porte processionen af lam i apsismosaikken udgår. (se ovenfor).

HØJALTER (19): Under Triumfbuen står Kirkens Højalter indesluttet af det imposante schola cantorum. Som dette er også alteret og dets overbygning, ciboriet, cosmatisk arbejde fra 1100-tallet, men alteret er blevet ændret flere gange, bl.a. i 1726 og 1866. Underst er der et tilgitret vindue, et såkaldt "fenestella confessionis", bag hvilket relikvierne af San Clemente og Sant'Ignazio di Antiochia befinder sig.

Alteret står mellem 4 søjler af marmor med forgyldte kapitæler, som bærer en overbygning i form at en lav søjlehal med 6 søjler på for- og bagside og 5 søjler på de andre sider og kronet af et trekantet gavlfelt med et kors på toppen.

SCHOLA CANTORUM (20): Marmorskrankerne, der i et såkaldt "Schola Cantorum" afskærmer Koret, de gejstlige og korsangerne fra det øvrige Kirkerum og menigheden, er som ovenfor nævnt udført i 1128, men senere restaureret flere gange. Den store, rektangulære "indhegning" er hævet et trin over gulvhøjden og forsynet med korstole af træ i hver side. Skrankerne er udført i marmor, som er genbrug fra den tidligere bygning på stedet, hvortil de var skænket af Pave Johannes II i slutningen af 500-tallet. Den cosmatiske mester, som stod for udsmykningen i 1128 har derpå dekoreret dem med indlagte sten i forskellige farver og mønstre. Skrankerne er opbygget af en række plader mellem 31 lave, flade søjler. Pladerne er forsynet med relieffer af laurbærkranse, kors og Pave Johannes' monogram, eller af 8- kantede stjerner, rombeformede rammer med kors, eller fletmønstre og lignende.

33

Disse dekorationer på "indhegningens" inderside er af den cosmatiske mester på ydersiden erstattet af rondeller og firkanter i grøn porfyr og mosaikker i farverne blå, rød og guld. På den venstre skranke står den snoede PÅSKESTAGE, som ligeledes er cosmatisk arbejde. Den er lidt senere end Korskrankerne, da den stammer fra 1200-tallet og måske er lavet til erstatning for en ældre stage. Ved siden af Stagen findes den dobbelte læsepult med trappe fra hver side. Det var herfra, at man oplæste Evangeliet, mens den lidt lavere læsepult overfor, som ligeledes er forsynet med 2 pulte, benyttedes ved anden oplæsning. Læsepultene er bygget i pavonazzetto-marmor.

VENSTRE SIDESKIB (21): For enden af Venstre Sideskib ligger Cappella del Santissimo Sacramento (22), som er dobbelt så dybt, som endekapellet i det andet sideskib, da der er tilbygget en lang, firkantet apsis. Kapellet blev indrettet i 1617 og af Giovanni Rufinello di Milano viet til Jomfru Maria's Fødsel. Malerierne på begge sider af indgangsbuen stammer herfra. De menes malet af en elev af Carracci og forestiller profeterne Isaia til højre og Geremia til venstre. Malerierne på sidevæggene er af samme kunstner og viser "Carità di San Carlo Borromeo" ("San Carlo Borromeo's barmhjertighed") på højre væg og "Stimmate di San Francesco" ("Frans af Assisi's stigmata") på venstre væg.

I begyndelsen af 1700-tallet blev Kapellet ombygget og viet til den Hellige Rosenkrans ("Santo Rosario"), og samtidig blev maleriet over alteret opsat. Det er malet i 1714 af Sebastiano Conca og forestiller "Madonna del Rosario tra i santi Domenico e Caterina". Ved denne lejlighed blev loftet nydekoreret med fresker med blomstermotiver og et englebarn og apsiskuplen med musicerende engle.

Udenfor Kapellet hænger et maleri med Madonna og Barnet sammen med San Giovannino, malet af Jacopo Zucchi omkring 1580, overfor gravmælet for Kardinal Antonio Giacomo Venerio (23), der døde i 1479. Billedhuggerens navn er ikke oplyst, men man har foreslået elever af Andrea Bregno, Mino da Fiesole eller Isaia da Pisa. Det er opbygget med en bred firkantet niche, indrammet af søjler, halvrunde og flade, med udskårne kapitæler, som bærer en bred frise med relieffer af englehoveder og blomster. 34

Frisen krones af et kardinal-våbenskjold i et rundt felt, støttet af svævende engle. I nichen er der relieffer af en blomstersmykket sarkofag, på hvilken den afdøde Kardinal hviler under fra venstre: San Clemente med ankeret, Jomfru Maria med Jesus-Barnet, og Sant'Antonio Abate med sit symboldyr: svinet. Monumentets base har i midten en stor indskriftssten med mindeskrift om Kardinal Venerio, og på hver side dennes våbenskjold. Til gravmælet har man genbrugt søjler og kapitæler fra begyndelsen af 500-tallet, stammende fra den oldkristne kirke - hvor de allerede var genbrug! De dateres til slutningen af det 1.århundrede efter Kristus, men er blevet tilhugget senere. På den venstre kapitæl ses noget af en indskrift, som vides at gå hele vejen rundt: "(ser)bus D(omi)ni Mercurius p(res)b(yter) s(an)c(ta)e ecclesiae catholicae off(ert)" ("Guds tjener Mercurius, præst i den hellige katolske kirke, giver").

I gulvet ligger en gravsten for Kardinal Enrico Alloiso, som døde i 1450. Det er et meget smukt udhugget relief af den afdøde set fra oven. Kunstnerens navn kendes ikke. En mindeindskrift om Kardinalen er muret ind i søjlen ved siden af.

Midtvejs i loftet ses maleriet "Coronazione della Vergine" ("Jomfru Maria's kroning") af Pietro Rasina. Det er malet i 1700-tallet.

Længere nede i Sideskibet finder vi flere gravmæler (24). Først et fra 1800-tallet og derpå på søjlen ud mod Hovedskibet et for Pietro Antonio Salvati, som døde i 1628.

Herefter findes sideindgangen (25) ud mod Via di San Giovanni in Laterano. Den er en senere tilføjelse og blev først lavet i 1719. Denne ende af Sideskibet er omdannet til et kapel (26), som oprindeligt blev indrettet i første halvdel af 1400-tallet af Kardinal Branda Castiglioni og viet til Santa Caterina d'Alessandria. Det blev udsmykket med fresker af Masolino da Panicale - muligvis i samarbejde med Masaccio - i 1431. Motiverne er blandt andet forskellige scener fra helgenindens liv og kapellet kaldes Cappella di Santa Caterina d'Alessandria.

På Kapellets venstre hjørnestolpe er der en fresko af San Cristoforo, som på sin ryg bærer Jesus-Barnet. Den stammer fra også 1400-tallet og bærer visse steder spor af pilgrimmenes graffiti. Nogle af disse er skrevet allerede i anden halvdel af 1400-tallet. Over buen ind til Kapellet ses Kardinalens våben, der deler Bebudelsesscenen i 2 dele. Til højre ses Jomfru Maria og til venstre Ærkeenglen Gabriel. Under buen er der en frise med fresker af apostle.

Kapellet har krydshvælvet loft, som er bemalet med himmelbå bund og stjerner rundt om de 4 evangelister med deres symboler, sammen med kirkelærerne. Fra højre ses "San Luca e San Gregorio Magno" (Lukas og Pave Gregor I), "San Marco e San Girolamo" (Markus og Sankt Hieronymus), "San Giovanni e Sant'Ambrogio" (Johannes og Sankt Ambrosiua), og til slut "San Matteo e Sant'Agostino" (Matthæus og Sankt Augustin).

På endevæggen er der malet en stor korsfæstelsesscene. Det er muligt, at Masaccio er mester for landskabet og rytterne i venstre side.

På den højre væg er kirkefaderen Ambrosius hovedperson, her ses hans fødsel, hvordan han vies til Biskop i Milano, hvordan han forlader den riges hus, hans studerekammer og hans død.

På den venstre væg drejer det sig som Santa Caterina, hvorledes hun nægter at tilbede afguder, helgenindens disput med 50 filosoffer, Kejerindens omvendelse og halshugning, et mirakel, Santa Caterinas halshugning og hvorledes hendes afsjælede legeme på overnaturlig vis blev bragt til Sinai-bjerget.

35

På indgangsvæggen (27) er der i midten over døren opsat en stor og prangende 1700-tals korbalkon i forgyldt og malet træ, med søjler og brudt gavlfelt, som indrammer facadens høje vindue. På hver side heraf sidder en fresko, som er en del af de fresker, der findes på hovedskibets mur over søjlerækken. Til højre ses San Metodio og til venstre San Cirillo, begge malet af Pietro Rasina i perioden 1711-1716.

Under balkonen sidder en indskrift til minde om restaureringen under Pave Clemens XI og over døren et fragment af en antik søjleoverligger, som man har fundet, da man fjernede nogle stuklag. Den bærer indskriften "... (Traianus) (Ca)aesar Divi Nervae fil(ius) ..." : "Kejser Trajan, søn af den guddommelige Nerva". Det var netop Trajan, som man tillagde ansvaret for San Clemente's martyrium.

Den ældste kirke Fra sakristiet i højre side af den nuværende kirke fører en lang trappe ned til den nedre, ældste kirke, der ligger næsten præcist under den øvre kirke.

Først kommer man til en "narthex", en forhal fra ca. år 350. Her er væggene ligesom i selve kirkerummet udsmykket med fresker fra det 10.-11. århundrede. På venstre sidevæg i forhallen sidder rester af indskrifter fra år 100-200 og på højre side først freskoen "Il miracolo di San Clemente" fra 1050-1100, det er en historie fra San Clemente's levnedsbeskrivelse om en dreng, der blev overrasket af højvande ved San Clemente's gravkapel ved Sortehavet, men året efter blev fundet i god behold, da havet trak sig tilbage og igen åbenbarede San Clemente's grav. Den underste del af freskoen viser giverne Beno de Rapiza og hans hustru Maria Macellaria med deres børn Clemente og Altilia og i midten sidder en medaillon med et portræt af San Clemente selv. Herpå følger freskoen "Il trasporto del corpo di San Cirillo" også fra 1050-1100.

I selve kirkerummet er der i 1100-tallet, da den øvre kirke blev bygget, opført en støttemur og under udgravningerne i 1862-1870 blev der også opført nogle støttesøjler, men man kan dog stadig se opdelingen i hovedskib og 2 sideskibe, hvor der også findes fresker fra den gamle kirkes tid.

I det højre sideskib, som var det første som fader Mullooly udgravede i 1857, findes en smuk byzantinsk "Madonna med barnet" fra det 8. århundrede, derefter er der opstillet en hedensk sarkofag fra 200-tallet, den blev fundet i 1937 ved udgravningen af de underliggende rum, og til slut en meget beskadiget fresko af Kristus.

Hovedskibet har flere fresker på den venstre væg: "Himmelfarten" (847-855) - enten Kristus' eller Maria's, nederst ses til højre San Vito og til venstre Pave Leo IV (847-855), af den firkantede glorie kan man se, at det er malet, mens paven endnu levede! Netop i 847 var der et jordskælv, som muligvis har nødvendiggjort en reparation af muren. Herefter følger flere fresker fra det 9. århundrede: "Korsfæstelsen", "De hellige kvinder ved graven", "Brylluppet i Kanaa" og på søjlen ses San Prospero d'Acquitania (390-463), der var sekretær for Pave Leo den Store.

Midtvejs er der en fresko med "La leggenda di Sant'Alessio", 1050-1100, der på tegneseriefacon fortæller helgenens historie og foran væggen ses rester af mosaikgulvet fra det 6. århundrede. Derpå kommer "La leggenda di San Clemente" eller "San Clemente e Sisinnio" fra 1050-1100, hvor San Clemente holder messe - ifølge legenden i katakomberne i kristenforfølgelsernes tid - historikeren Henning Galmar gør imidlertid opmærksom på, at de på fresken viste bygninger ikke henviser til en katakomb, men sikkert til den middelalderlige treskibede San Clemente-basilica. Tilstede på maleriet er også Teodora, hustru til Roms præfekt Sisinnius, da hun af San Clemente var blevet omvendt til kristendommen. Men Sisinnius bryder ind i den hellige handling med sine soldater og

36 giver ordre til at arrestere helgenen. Ved et mirakel blindes alle hedningene for en kort stund og arresterer istedet for paven en søjle! Fresken er også interessant ved at være udstyret med kommentarer på noget af det tidligst kendte italiensk. Endnu en gang er det familien de Rapiza, der har doneret udsmykningen og de ses yderst til venstre på maleriet. Over disse 2 sidste fresker er der rester af andre fresker, som er blevet "halveret" ved bygningen af den øvre kirke.

Alteret her er nyt, fra 1866-67, og placeret nøjagtigt under alteret i den øvre kirke, det oprindelige alter må have stået lidt længere til højre, fordi den gamle kirke var lidt bredere (ca. højre sideskibs bredde) end den nuværende. Dette gælder også apsis, den der ses bag det nye alter, er heller ikke den originale, men en støttevægs-apsis fra 1100-tallet til understøttelse af væggene i den nye kirkes apsis. Man kan komme ind bag denne nye apsis og her se den originale fra det 4. århundrede, som til gengæld er bygget ovenpå forhallen til Mithras-Templet i det romerske hus fra det 1. århundrede, som ligger nedenunder.

Til højre i hovedskibet lige bagved støttemuren ses en smuk fresko fra det 9. århundrede, nemlig "Kristus' nedstigning til Limbus" for at befri de retfærdiges sjæle, her befrier han Adam fra Helvedets forgård. Personen med den firkantede glorie til venstre er antagelig den, der har doneret fresken.

Venstre sideskib har ikke så meget at byde på, der er nederst i skibet en rund fordybning i gulvet, "Piscina", en dyb grav opdaget i 1967, den kan have været brugt som døbefont eller fontæne.

Øverst i venstre sideskib findes det, som man formoder er San Cirillo (Den Hellige Kyrillus)'s gravsted (ca.869) med monumenter rejst til hans ære af de slaviske folkeslag i 1929, 1952 og 1975. Mosaikken med San Cirillo's portræt er fra det 20. århundrede! Bag ved San Cirillo's grav er der en trappe, der fører ned til det romerske byområde under den gamle kirke.

Den gamle kirke havde fra starten en lige endevæg uden apsis og væggen hvilede på murene til de gamle huse fra romertiden, som lå langs en smal gade, hvor der på den anden side lå et Mithras-Tempel. Da Mithras-kulten blev forbudt i det 4. århundrede, købte præsterne ved San Clemente området på den anden side af vejen og byggede her en apsis til kirken.

Mithræum Ad en smal trappe fra venstre sideskib i kirken fra det 4. århundrede stiger man ned gennem århundrederne mellem antikke mure og ned til forhallen til et romersk mithræum, et Mithras-Tempel fra omkring år 200 efter Kristus, der lå lige under og vest for det sted, hvor den gamle kirkes apsis blev bygget.

Selve templet havde form som en hule med bænke langs siderne (som et romersk triclinium brugt til rituelle banketter) og midt i rummet et alter med et relief af guden Mithras, typisk fremstillet dræbende en tyr, som er bidt af en hund og angrebet af en skorpion, mens en slange slikker blodet på såret. Mithras ser bagud mod den ravn, som har overdraget ham Apollons ordre. Bemærk ansigtstrækkenes lighed med portrætter af Alexander den Store og den frygiske hue, som viser gudens oprindelse fra Pergamon i Lilleasien.

Dette basrelief er en romersk kopi fra slutningen af det 2. århundrede. En inskription over figuren deri nævner den "Pater" (det øverste niveau i Mithras-kulten), som lod alteret opstille: "CN(AIUS) ARRIUS CLAUDIANUS PATER POSUIT".

37

I en niche bagest i templet står en statue af Mithras, der var født af en klippe for at bringe verden liv og frugtbarhed.

De 2 buster på alteret har sammen med 2 andre, der nu mangler, personificeret årstiderne. Der er også en figur, som vender en tændt fakkel op mod himlen, denne person repræsenterer tiden, hvor solen får mere magt (fra 21. december til 21. juni) og hed Cautes, mens den anden, der holder faklen mod jorden, repræsenterer den tid, hvor solen får mindre magt, og kaldtes Cautopates.

Foran tricliniet findes 2 marmorsøjler med 3 buer og til højre forhallen (pronaos) til templet, denne har smukke stukdekorationer. Her står også nogle støttesøjler fra det 4. århundrede til kirken ovenover, som desværre ødelægger helheden meget.

Måske er det her i pronaos, at alteret, der nu står i tricliniet, oprindelig har haft plads. Hernede står også en smuk Apollo-buste fra det 2. århundrede. Lidt længere henne findes et lokale kaldet "Scuola Mitrica", her er 7 nicher med indskrifter og tegninger, som skulle forklare de 7 etaper af indvielsen til Mithras-dyrkelsen, som skete før den nye broder kunne få adgang til mysterierne i pronaos/forgården og i tricliniet. Rummet har sort og hvidt mosaikgulv.

Yderst ude stopper udgravningerne på grund af grundvandets højde, faktisk har der ligget en hel sø under San Clemente, der blev derfor i 1912 boret hul for at bygge en tunnel på 650 meter fra Cloaca Maxima ved Colosseum til San Clemente 12 meter under Via Labicana. Denne tunnel går ca. 5,40 meter under Mithras-templet og dermed nede i "4.niveau" i dalen mellem Celio og Oppio, mellem de huse som blev ødelagt ved Nero's brand i år 64 efter Kristus. På det tidspunkt blev også de nye huse bygget på ruinerne af de gamle.

Mithras-Templet ligger som nævnt på vestsiden af en smal gade fra romertiden. Går man over denne, kommer man ind i en række antikke beboelseshuse; her lå et hus, der tilhørte en vis Clemens, der måske var i familie med konsulen og martyren Titus Flavius Clemens, der levede samtidig med helgenen. Det lader til, at et af værelserne i huset var indrettet til de kristnes sammenkomster fra slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede. Her lå det første bedehus: "Titulus Clementis".

Udgravningerne under Kirken: her mithræet og den smalle gade mellem de antikke huse 38

Titulus Clementis Går man ned ad trapperne fra den nuværende kirke San Clemente fra det 12. århundrede, gennem den gamle kirke San Clemente fra det 4. århundrede og endnu en etage ned til det romerske kvarter under kirkerne, kommer man til en udgravet gade fra romertiden. På den ene side ligger det velbevarede Mithras-Tempel, på den anden side en række antikke beboelseshuse. Her lå et hus, der tilhørte en vis Clemens, der måske var i familie med konsulen og martyren Titus Flavius Clemens, der levede samtidig med helgenen. Det lader til, at et af værelserne i huset var indrettet til de kristnes sammenkomster fra slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede. Her lå det første bedehus: "Titulus Clementis".

Senere, da kristendommen efter Kejser Konstantin's sejr ved Ponte Milvio (år 313) ikke længere var forbudt, blev hele Clemens' palads omdannet til kirke til minde om Pave Clemens I, San Clemente.

Alt dette skete før år 384, for vi ved med sikkerhed, at den første indvielse af en kirke til San Clemente fandt sted under Pave Siricius (384-399).

Det, man idag kan se af huset, er kun den øverste del af en imponerende bygning, som brændte under Nero's brand og derefter blev opfyldt for at danne fundamentet til en beboelsesejendom fra det 1. århundrede. De mure, der overlevede fra det gamle hus, bærer nu flere af murene til både den ældre og den yngre kirke.

Det, der blev til hovedskibet i den ældre kirke, var i det 1. århundrede en gård i beboelseshuset. Nogle trappetrin lige overfor indgangen til den lille gang mellem Mithras- Templets forhal og "skole" fører ind i denne gård, som ikke er udgravet.

Man fortsætter gennem forskellige rum ned til hjørnet af bygningen, som ligger under det venstre sideskib i kirken ovenover. Her ligger (ud mod Via di San Giovanni in Laterano, der ligger ca. 9 meter højere oppe!) nogle værelser fra stueetagen i det gamle hus med teglstensgulv i sildebens-mønster og -vægge i "opus reticulatum".

Her findes et udløb fra den sø, som lå under San Clemente. I det andet værelse kan man se, hvordan vandet løber, oprindeligt var det måske en skjult kilde eller en akvædukt, som bragte drikkevand til kvarteret, men nu er den ført ned til Colosseum og ud i Tiberen af Cloaca Maxima.

Det er nødvendigt at gå samme vej tilbage og nå ud til det andet hjørne af huset, hvor der ligger et værelse under den gamle kirkes højre sideskib. Går man ned her, igennem en række beboelsesrum, kommer man ned til en lille katakomb, der blev opdaget i 1938 og indeholder 16 væg-grave, de såkaldte loculi, 8 loculi à ca.2 meters dybde på hver side af rummet. Den er nok indrettet i det 5. eller 6.århundrede. Gennem et gitter ved trappen op kan man se indholdet i en af gravene.

Og her går man så op igen, gennem århundrederne til det 4. århundredes kirke og derfra op til det 11. århundredes og ud i det moderne Rom.

39

Mithraskulten Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Mithras og Tyren: En fresko fra Mithræum i Marino i Italien (3. årh.) viser taurobolium, det verdensskabende tyredrab. På Mithras' kappe ses himmelhvælvingen.

Mithra la Galerie du Temps du Louvre-Lens

Mithraismen eller mithraskulten var en hellenistisk mysteriereligion, der dyrkede lys- og frelserguden Mithras. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår og hvordan mithraismen opstod. Mithraskulten fik sin største udbredelse i kejsertidens førkristne Romerrige.

Troslære Mithraismens øverste gud og frelser var Mithras, "den uovervindelige sol" – sol invictus Mithras. Mithraskultens medlemmer var som de øvrige mysteriekulter underlagt en arkan-disciplin: kultens ritualer og hemmeligheder var forbeholdt de indviede, der havde tavshedspligt. Derfor er vores kendskab til mithraismens troslære begrænset.

Den eneste viden vi har, stammer fra mithraismens kristne modstandere. Ud fra deres beretninger ved vi, at kultens menneskesyn var udpræget dualistisk med et klart skel imellem sjæl og materie, godt og ondt. Endvidere troede den på en nær fremtidig dom, med Mithras som dommer. 40

Vi kan se, at dens gudesyn gik fra at være polyteistisk i den tidligste form til at blive henoteistisk i løbet af det andet/tredje århundrede.

Tilhængere/udbredelse Den største appel havde Mithras-kulten på legionærerne. De følte sig draget af kultens eksklusivitet, da den var forbeholdt mænd, men også af dens principper som ære, stolthed og uovervindelighed. Takket været soldaterne nåede kulten ud til alle afkroge af Romerriget, lige fra Palæstina til Hadrians mur. [1] Mithraskulten var i høj grad synkretistisk; der kan spores elementer fra persisk mytologi, babylonsk mytologi/astrologi og græsk filosofi.

Mithræum Mithras' helligdomme adskilte sig fra alle andre kultbygninger ved at ligge under jorden, som små underjordiske templer, mithræer. De skulle forestille den klippehule, hvori Mithras var født. På sin guds befaling havde Mithras fanget en tyr, slæbt den ind i en hule og dræbt den – taurobolium (= tyredrabet). Mithræerne var smykket med optrin fra Mithras' liv. I hver mithræum indtog Mithras hæderspladsen, hvor han på et billede var i færd med at dræbe den hellige tyr, et symbol på foråret. Det centrale i kulten er dette tyreoffer, der symboliserer, at liv udspringer af død, og at blodet er det livgivende. [2]

Mithrasalter i Wrest Park, Bedfordshire, England.

I afbildingerne dræber Mithras klædt i frygisk hue og kappe og benklæder tyren ovenfra, som regel med bortvendt blik. En slange (der repræsenterer jorden) og en hund drikker fra tyrens åbne sår, mens en skorpion (symbolet for efteråret) angriber tyrens testikler som et ønske om tyrens kraft. Ofte er der også en ravn eller en krage og et bæger og en lille løve. Kautes og Kautopates, de himmelske tvillinger af lys og mørke, er fakkelbærere. De står på hver side med krydsede ben: Kautes med sit mærke pegende opad og Kautopates med sit pegende nedad. Over Mithras er Solens og Månens symboler synlige på en stjernehimmel.

I et af de mange mithræer i Ostia ved Rom er der bevaret en gulvmosaik fra kultrummet. Mosaikken er inddelt i syv dele og symboliserer en stige. Hvert rum har sit symbol. Den 41 nyindviede indledte sit religiøse liv i første rum som corax (= ravn). Så steg han til brudgom, soldat, løve, perser og solløber. Det syvende og øverste trin var pater (= fader). Til hver grad svarede forskellige prøvelser, og de syv grader tænkes at have tilsvaret de syv himmelsfærer, så sjælen fra sit udspring i det himmelske lys, passerede gennem de syv sfærer for at ende i et menneske. Efter døden passerede sjælen igen de syv sfærer på sin vej hjem til lyset og blev undervejs befriet for sine jordiske synder og fejl. Vandringen gennem graderne kan ses som en forberedelse til den sidste rejse. Kultens dogmer og etik er dog gået tabt. [3] Fordi kulthandlingen fandt sted i en hule, var menighederne små. Da der ikke kunne rummes meget mere end tyve medlemmer i hulen, betød det, at kom der flere medlemmer til, byggede man et nyt kultrum ved siden af det gamle. I Ptuj ligger der fx tre mithræer ved siden af hinanden, hvad der kan tyde på, at kulten var meget udbredt i området, men i virkeligheden behøver det ikke at betyde mere end ca. 80 medlemmer. [4]

Ritualer Indvielsesritualet Indvielsesritualet i Mithraskulten har formentligt som i de fleste mysteriekulter været en dåb. Nogle har ment, at de kommende myster (tilhænger/indviet) blev overhældt med tyreblod. Det kan ikke bevises og kan skyldes en forveksling med Kybele-kultens indvielsesritual, hvor vi fra adskillige kilder ved, at tauroboliet fandt sted. De forskere, der har argumenteret for dette indvielsesritual, mener, at kulten betragtede ritualet som et renselsesritual. Når personen var døbt, var han officielt medlem af kulten, og blev nu betragtet som en "myste".

Afskedsmåltidet På adskillige billeder ses Solen og Mithras dele et afskedsmåltid, inden Mithras stiger til himmels i en solvogn. På et relief fra Konjica ses de med drikkehorn og brød; brødet er delt af et ligebenet kors, symbolet på solen. Afskedsmåltidet blev gengivet i mithræerne. Mysterne spiste brød og drak vin. Ceremonien blev ledet af en "pater", der var stedfortræder for Mithras. Som ved den kristne nadver. At der er en vis lighed i ritualet, bliver bekræftet af den kristne apologet Justin Martyr (ca. 100-165) (om eukaristien)”.. dette overleverede de onde dæmoner, også skulle finde sted i Mithras hemmelige kult, idet de efterlignede det. For et brød og et bæger med vand stilles frem i indvielsesceremonierne for den, der indvies, i forbindelse med nogle ledsagende ord, det ved I, eller også kan I få det at vide” (Apologier)

Historie Det ældste bevarede vidnesbyrd om den romerske Mithras stammer fra den græske historiker Plutark (46-125), som beretter om hvordan den romerske hærfører Pompejus (106-48 f.Kr) i år 67 f.Kr havde nedkæmpet en flok kilikiske sørøvere, der tilbad Mithras. Ellers er der intet bevis på kultens eksistens før sidste halvdel af det første århundrede, og stadig er overleveringerne meget sparsomme.

Sit endelige gennembrud fik Mithras-kulten i begyndelsen af det tredje århundrede. Romernes mentalitet havde gradvis ændret sig, og den solare henoteisme var begyndt at vinde indpas. Solen havde længe haft en ophøjet rolle, men den egentlige almene dyrkelse af solen begyndte først i denne periode. Solen blev nu betragtet som herre over kosmos og den største guddom, under hvem alle de andre guders attributter blev lagt ind. Mithraskulten blev nu den største kult i Romerriget, med kejsere som Septimius Severus og Caracalla blandt sine tilhængere. Sit endeligt fik kulten i slutningen af det fjerde århundrede under Theodosius den store, hvor kristendommen blev statsreligion, og enhver form for afgudsdyrkelse blev forbudt ved dødsstraf. Da begyndte de kristne en indædt kamp for at slette alle beviser på kultens eksistens, bl.a. ved at bygge kirkebygninger ovenpå mithræerne. Ironisk nok er de bedst bevarede mithræer i dag dem, der ligger begravet under kirkebygningerne, lige som de eneste skriftlige vidnesbyrd vi har om kultens eksistens, stammer fra kristne modstandere.

42

Mithras og kristendommen Mithraskulten var uden sammenligning den største trussel mod den tidlige kirke. Det er dog ingen tilfældighed, at kristendommen overvandt den. Mithraskultens udelukkelse af kvinder, samt dens indhold af kamp og oprindelige tilknytning til hæren, virkede afgrænsende. De kristne kirkefædre og filosoffer kørte en massiv propaganda mod kulten, ikke kun fordi den var en umiddelbar trussel, men lige så meget fordi lighederne mellem Mithras og Jesus var slående. Fx var Mithras en lysgud, og Jesus beskriver sig selv som "verdens lys" (Joh 8, 12). Mithras blev beskrevet som den uovervindelige sol. De tidlige kristne havde også en forestilling om, at Jesus var identisk med Solen[kilde mangler]. Han blev betragtet som ”den retfærdige sol” (mal.Kap3,v.20) og som ”solopgangen fra det høje” (luk.kap1,v.78). Endvidere havde de bederetning imod øst, idet de forventede, at det var dér, Jesus ville opstå som solopgangen. Ifølge den kristne filosof/teolog Tertullian (ca. 160-225), blev de kristne også fejlagtigt forvekslet med soldyrkere:” (nogle hedninge) anser solen for den kristne gud, fordi det er blevet kendt, at vi beder i den opgående sols retning og hengiver os til glæde på solens dag (søndag)... ”[kilde mangler] På flere billeder ses Mithras blive født ud af en klippe, og ifølge adskillige inskriptioner blev han betragtet som "guden fra klippen" ”theos ek petras”. En parallel kan drages til den måde Paulus fremstiller Jesus på: "De drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” (1 kor. kap.10 v.4). Ifølge overleveringen blev Mithras født i en hule. I Jakobs forevangelium, som nogen mener er det ældste evangelium, der beretter om Jesu fødsel, hører vi, at Jesus ligeledes blev født i en hule. Jacobs forevangelium var et af de mest udbredte apokryfe skrifter, men kom ikke med i Bibelen, fordi den ikke blev anset som troværdig.

Mithras' fødselsdag var den 25.december, den dag, Solen mentes at tiltage i styrke (vintersolhverv). I Det Nye Testamente er der intet, der fortæller, hvad dag Jesus blev født. Det vides ikke med sikkerhed om de tidlige kristne fejrede den. Men vi ved, at de begyndte at fejre den på den 25.december under Konstantin den Store

Forskning Der fandtes også en persisk Mitra. Tidligere Mithras-forskere troede, at den romerske Mithras stammede fra den persiske Mitra, men nyere forskere finder imidlertid ikke denne tese særlig plausibel. Men de kan sagtens have fælles ophav. Henvisninger 1. ^ Temple of Mithras, Carrawburgh – Hadrian's Wall | English Heritage 2. ^ Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 170), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4 3. ^ Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 170) 4. ^ Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 171) Litteratur • Franz Cumont – The Mysteries of Mithras • Erling Jacobsen – Mithras, mysterier og monumenter i romerriget • Manfredd Claus – The Roman Cult of Mithras • Payam Nabaz – Mithras, The Pagan Belief That Shaped the Christian World • Justin Martyr – Apologier • Torben Christensen – En kulturkamp, romermagt,hedenskab og kristendom

43

Vatican Necropolis From Wikipedia, the free encyclopedia

Christ with the attributes of Sol Invictus. Taken from a mosaic from the necropolis under St. Peter's Basilica in Rome.

The Vatican Necropolis lies under the Vatican City, at depths varying between 5–12 metres below Saint Peter's Basilica. The Vatican sponsored archeological excavations (also known by their Italian name scavi) under Saint Peter's in the years 1940–1949 which revealed parts of a necropolis dating to Imperial times. The work was undertaken at the request of Pope Pius XI who wished to be buried as close as possible to Peter the Apostle. It is also home to the Tomb of the Julii, which has been dated to the third or fourth century. The necropolis was not originally one of the Catacombs of Rome, but an open air cemetery with tombs and mausolea.

The Vatican Necropolis is not to be confused with the Vatican grottoes, the latter of which resulted from the construction of St. Peter's Church and is located on the ground level of the old Constantinian basilica.

Origins of the necropolis The Vatican necropolis was originally a burial ground built on the southern slope of the Vatican Hill, adjacent to the Circus of Caligula. In accordance with the Roman law, it was forbidden to bury the dead within the city walls. For this reason, burial grounds sprang up along the roads outside of the city cemeteries. One of these streets, the Via Cornelia, ran north along the Vatican hill.

44

Caligula's Circus At the top of the circus that Caligula built, an Egyptian obelisk had been placed. The obelisk had been there since ancient times; in 1586 it was moved from its original place by Domenico Fontana on the orders of Pope Sixtus V when St. Peter's Square was added.

The original location, just before the current excavation Office (SCAVI) of the Fabbrica di San Pietro, is marked by a plaque in the ground.

Construction of Old St. Peter

Cross-sectional profile beneath St. Peter's Basilica

Map and location of the cemetery in relation to St. Peter

According to tradition, the Apostle Peter was martyred in the year 64 or 67 during the reign of Emperor Nero. Peter is said to be buried in the necropolis because of its proximity to the Circus of Nero where he was martyred. After the Edict of Milan the Emperor Constantine began construction of the first St. Peter's Church, also known as Old St. Peter's Basilica. At this time, the Roman necropolis was still in use. This is known because a coin was found inside an urn dating from 318 AD. During this time, the necropolis was 45 protected by law and was untouchable. However, Emperor Constantine I decided to build a basilica, which would be located just above the supposed grave of the Apostle Peter. To obtain the necessary amount of flat area for the planned construction, Emperor Constantine I excavated part of the necropolis of the Vatican hill, which can be seen in the figure. This caused the necropolis to be filled with soil and building debris, with the exception of St. Peter's tomb, which was preserved.

Excavations 20th Century The first excavations of the Necropolis occurred from 1940–1949 during the pontificate of Pius XII. The purpose of these excavations was to locate the grave of St. Peter, which for centuries had been assumed to be beneath St. Peter's Basilica. A series of mausoleums were unearthed. The mausoleums were initially labeled with the Greek alphabet letters Φ (phi), Χ (chi) and Ψ (Psi). Later, Latin letters were used. The Mausoleum M had already been described in 1574, and Mausoleum O was discovered when it was unearthed during the construction of the foundation for the statue of Pope Pius VI. Mausoleums R and S were discovered when the southern part of the foundation for the canopy of Gian Lorenzo Bernini was created

Mausoleums in the Vatican Necropolis with temporal classification of buildings

First, the A mausoleum was built. In later years, in rapid succession, the mausoleums B, C, D and E were built next to each other. The Mausoleum G is very likely from the same time as Mausoleum B, while Mausoleum F was probably created during the reign of Antoninus Pius (138–161 AD). These seven mausoleums were placed in a row, built as standalone buildings with different heights and forming an approximately 32-meter-long road. In later times, the gap was filled by mausoleums G and O and with other buildings. In the reign of (Emperor) Hadrian, Mausoleum O was built. Only Mausoleum H, from the second half of the 2nd Century, deviates from the straight row because of a pre-built Atrium. By this time the Circus was no longer in use; thus, it was no longer an obstacle to the spread of the necropolis to the south. The Circus at the time was already overbuilt with various tombs. A grave from the same time as the construction of Mausoleum H was found near the foundation of the obelisk. When the Circus was eventually razed, to the already existing series of mausoleums was built another group, namely the Mausoleums Z, Φ (phi), Χ (chi) and Ψ (Psi). In the period from the end of the 2nd Century to the middle of the 3rd Century, mausoleums were built along with various freestanding buildings. All buildings 46 except Mausoleum R1 had their entrance to the south, in the direction of the circus and the Via Cornelia.

A reconstruction of mausoleums Z–Psi

The mausoleums had been used by many generations and shared by several families. Archaeologists found around 120 burials in Mausoleum F and at least 170 in Mausoleum H. An approximate calculation of the number of body and urn burials in the 22 excavated tombs yielded a number of more than 1,000 funerals. This large number is due to the high infant mortality and low life expectancy in the 2nd Century CE.

The former owners of six mausoleums (A, C, H, L, N, and O) have been identified from inscriptions above the entrance door. Mausoleum N is an example of a mausoleum that was used by different families at the same time. The inscription reports that it is the mausoleum of Marcus Aebutius Charito, but that one half belongs to Lucius Volusius Successus and Volusia Megiste, who jointly purchased some of it.

21st Century More of the necropolis was unearthed in 2003 during construction of a car park. The site is now open to visitors.

Some tombs have undergone restorations, such as the ten-month project involving the Valerii Mausoleum.

St. Peter's Grave (Field P)

A reconstruction of the area around the grave of the Apostle Peter. 47

The field named P (Peter Campus) is the small area in which the suspected grave of the Apostle Peter is located. Peter was, according to tradition, after his martyrdom in the Circus Nero, buried here. Some 100 years after the death of Peter, a shrine was erected over his grave. This shrine is adjacent to the so-called Red Wall. Immediately adjacent to the suspected Peter grave, some other tombs were found. The arrangement of the graves suggests that the place of Peter's tomb was the site of some early veneration. The shrine, also called the "Trophy of Gaius", is named for the theologian Gaius of Rome who lived in Rome during the time of Pope Zephyrinus (198-217 CE). Consider this quote from Eusebius of Caesarea:

I can show the tropaia of the apostles. Because if you want to go to the Vatican or on the road to Ostia, you'll find the tropaia of those who founded this church.

The Greek term used by Gaius—tropaion—usually means a monument or a trophy of victory. Eusebius interpreted the quote 100 years later as an indication of honorific graves. On the right side of the "Trophy of Gaius" is attached at right angles, the so-called Graffiti Wall, named after the large number of Latin graffiti to be found there. During the excavations in the grave the mortal remains of the Apostle Peter were not found. There were, however, in a marble-lined hole of the graffiti wall, some human bones. The archaeologist Margherita Guarducci suggested that during the time of construction of the Constantinian basilica, the remains of the Apostle Peter were removed from his original grave and placed in the opening. The archaeologist pointed to inscriptions in the wall behind the pillar monument including the letters PETR… EN I, as the designation of Peter relics. Other archaeological sites in Rome also have similar graffiti, suggesting that therein is a commemoration (by Christians) to Peter and Paul as martyrs. Following the discovery and subsequent scientific study of these bones, on June 26, 1968 Pope Paul VI claimed that the relics of Saint Peter had been identified in a manner considered convincing.

48

Callixtuskatakomben Callixtuskatakomben (også kendt som Callixtus´ kirkegården) er en af katakomberne på den appiske vej. Katakomben er mest kendt for at indeholde pavernes kryps (italiensk: Cappella dei Papi), der engang indeholdt gravene af flere paver fra det 2. til det 4. århundrede.

Katakomben antages at være skabt af den senere pave Callixtus I, der på det tidspunkt var diakon af Rom, under pave Zephyrinus. Den var en udvidelse af den allerede eksisterende kristne hypogea. Callixtus blev selv er begravet i Calepodiuskatakomben på den Aurelianske vej. Krypten gik ud af brug og forfaldt, da relikvierne, den indeholdt, blev flyttet fra katakomberne til forskellige Romers kirker. Den sidste bølge af flytninger fra krypten fandt sted under pave Sergius II i det 9. århundrede, primært til San Silvestro i Capite, som i modsætning til katakomben var inden for Aurelianske Mur. Katakomben og krypten blev genopdaget i 1854 af den banebrydende italienske arkæolog Giovanni Battista de Rossi.

Beskrivelse Katakomben udgør en del af et gammelt begravelseskompleks, Complesso Callistiano, der på tredive hektar. Grænserne for dette regnes som Via Appia Antica, Via Ardeatina og Vicolo delle Sette Chiese. Området med selve katakomben er omkring femten hektar, og det går fem niveauer ned. Et groft skøn sætter længden gange til cirka tyve kilometer og antallet af lig til cirka en halv million.

Denne katakombs ældste dele er krypten af Lucina, pavenes område og Saint Cecilia- regionen, hvor nogle af de mest hellige minder om stedet bevares (inklusive pavenes krypt, 49

Saint Cecilia-krypten og krypten af sakramenterne); de øvrige regioner kaldes regionen Saint Gaius og regionen Saint Eusebius (slutningen af det 3. århundrede), Vest-regionen (bygget i første halvdel af det 4. århundrede) og den liberiske region (anden halvdel af det 4. århundrede), alle viser storslået underjordisk arkitektur. En moderne trappe på stedet for en ældgamle blev bygget af pave Damasus I, hvilket giver adgang til pavenes region, hvor man finder Cope of the Popes, hvor ni pontiffer og måske otte repræsentanter for det kirkelige hierarki var begravet - langs dets vægge er de originale græske inskriptioner for pontifferne Pontian, Anterus, Fabian, Lucius I og Eutychian. I den fjerne væg blev pave Sixtus II også begravet, efter at han blev dræbt under forfølgelsen af Valerian; foran hans grav havde pave Damasus skåret en inskription i poetisk meter i tegn, der blev tænkt op af kalligraberen Furius Dionysius Filocalus

Indgang til katakomberne

I den tilstødende krypt findes Saint Cecilias grav, hvis relikvier blev fjernet af pave Paschal I i 821. de tidlige freskomalerier fra det 9. århundrede på væggene repræsenterer Saint Cecilia, der beder, byderne fra Forløseren og paven Urban I. En kort afstand væk, en arkade, der stammer fra slutningen af det 2. århundrede, giver adgang til kubikulaen af sakramenterne, med deres fresker fra første halvdel af det 3. århundrede antydende til dåb, eukaristien og kødets opstandelse; i regionen Saint Militiades ved siden af har et barns sarkofag en front, skulpturel med bibelske episoder. I regionen Saints Gaius og Eusebius er nogle krypts adskilt, overfor hinanden, med grave af pave Gaius (med en inskription) og pave Eusebius, der døde på Sicilien, hvor han var blevet forvist af Maxentius og hvis krop blev oversat til Rom under pontificatet af Militiades; på en marmorkopi af slutningen af det 4. århundrede (hvoraf fragmenter kan ses på den modsatte væg) kan der læses af en inskription af Damasus, der fremhæver Eusebius 'rolle i opløsningen af skisma i den tidlige kirke, især når det gjaldt til accept af frafaldne

Langs "passage O" nord for pavenes krypte ligger efter hinanden krypten af martyrerne Calogerus og Parthenius og dobbeltkubulum af Severus, der indeholder en rytmisk inskription (dateret til senest 304), hvor en biskop af Rom (på det tidspunkt Marcellinus) 50 kaldes først pave og erkender først åbent tro på den endelige opstandelse. I et område længere derfra, den såkaldte "Crypt of Lucina", ligger gravstedet af pave Cornelius, hvis grav stadig har sin oprindelige inskription, der giver ham titlen martyr og på dens sider pragtfulde malerier med figurer i 7. og Byzantinsk stil fra det 8. århundrede, der repræsenterer pavene Sixtus II og Cornelius og de afrikanske biskoper Cyprianus og Ottatus. I en nærliggende kubulum er nogle af de eldste begravelser efter 175 år e.Kr. med romerske fresker af (på loftet) den gode hyrde og orantes og (på den fjerne væg) to fisk med en kurv med brød bag sig, et symbol på eukaristien.

51

52

Chiesa Santi Quattro Coronati

Facade med Leo IV’s tårn

Titulus-kirke etableret formentlig allerede i midten af det 5.århundrede bygget på fundamenter af romerske villaer. Pave Leo IV byggede en stor kirke i midten af det 9. århundrede bl.a. med det store tårn, der stadig ses. Kirken blev grundigt ødelagt af Normannerne i 1084, men atter genopbygget af Pascal II i det 12. århundrede bl.a. med kosmatiske gulve i basilikaen. Efter en ny periode med forfald blev kirken udbygget af Kardinal Stefano Conti i første halvdel af det 13. århundrede. Bl.a. blev St. Sylvesters kapel og Den gotiske Aula indrettet til receptionslokaler med freskoer, der skal demonstrere pavemagtens overherredømme over den kejserlige magt. Endvidere det meget store forsvarstårn, hvis formål var at beskytte vejen fra Lateranet til Vatikanet. Striden mellem pavedømmet og kejser Frederik II, der beherskede Sicilien og dele af både nord- og syd-italien var på dette tidspunkt på sit højeste og endte senere med, at paven flyttede til Avignon. Kirken med tilbygninger har siden tjent som kloster og asyl for forældreløse piger.

San Sylvesters kapel Rummet er let asymmetrisk, fordi man har bevaret nogle af de tidligere strukturer. Freskoerne i det første rum viser historien om Det Konstantinske Gavebrev: Kejser Konstantin den Store er syg af pest. Han rådes til at tage bad i børneblod, men får medlidenhed med børnene. I en drøm ser han St. Peter og St. Paulus, der råder ham til at opsøge pave Sylvester. Kejseren helbredes og døbes. I de næste fresker overdrager kejseren, der er på knæ, de kejserlige regalier til paven, og derefter følger paven til hest kejseren, der er til fods, på vej. Kejserens hjælpere bærer vasal-symbolerne sværd og kors. Dermed er pavens overherredømme fastslået.

53

Kejseren som pavens vasal

Frisen afspejler fortællingen om det såkaldte Konstantinske Gavebrev, i hvilket kejseren overdrager den verdslige magt – og kirkelige magt - til paven i den vestlige del af Romerriget. Gavebrevet blev afsløret allerede i 1440 som et falskneri, der ikke var fra Konstantins og Sylvesters levetid i det 4 århundrede, men var fremstillet i 7-9 århundrede. Men afsløringen blev først publiceret i 1517, fordi kirken fastholdt sandfærdigheden af gavebrevet helt op i tiden til reformationen.

Andre fresker viser Kristus på Dommens dag og Helene, Konstantins moder, der finder det sande kors, der kan rejse mande med de grønne ben fra døden.

I presbyteriet i den anden ende af rummet er fresker fra sidste del af det 16. århundrede, der viser de to forskellige fortællinger om de fire martyrer (kronede med martyrkronen), der har givet kirken navn: På den ene side 4 romerske soldater, der nægter at tilbede en statue af Asklepios og derfor lider martyrdøden, på den anden side 5 stenhuggere, der bliver lukket inde i blykister og druknet, fordi de nægter at tilbede den statue af solguden, de selv har fremstillet.

Den gotiske aula Freskerne i gotisk stil er enestående i Rom og har kun overlevet fordi de blev kalket hurtigt over, da lokalerne skulle bruges til kloster og asyl, hvorfor de også er umådeligt velbevarede. Der er først for nyligt blevet tilgængelige for offentligheden.

De viser i rummets ene ende i nederste række årets måneder med de aktiviteter, der var i de enkelte måneder. Januar vises med den romerske gud Janus’s med sine 2 ansigter, der ser frem og tilbage. I marts får en ungersvend fjernet en torn fra foden. I maj høstes frugter. I frisen ovenover ses videnskaberne grammatik, geometri, musik, matematik og astronomi som dansende kvinder foran kloge mænd. Øverst oppe ses de 4 årstider.

54

I rummets anden ende ses dyderne, der med hellige mænd på skuldrene tramper på diverse syndere bl.a. kejserne Nero og Alexander den store (sammenlign striden mellem pave og kejser). Pudsigt nok ses også Mithra, der slår en tyr ihjel, som billede på sejren over den onde. Solen kører øverst i en hestetrukken vogn som billede på Kristus og månen i en oksetrukken som billede på kirken.

55

Villa Aurora/Casino di Bon Compagnia di Ludovisi

The Casino di Villa Boncompagni Ludovisi is a villa in Porta Pinciana, Rome, Italy. Measuring 2.200 square meters, it is all that remains of a country retreat, best known as Villa Ludovisi, established in the 16th century by Cardinal Francesco Maria Del Monte. The Cardinal was a diplomat, intellectual, art connoisseur, collector, and protector and patron of such very different figures as Galileo and Caravaggio. The ceiling of the casino has the only fresco ever done by Caravaggio, Jupiter, Neptune and Pluto, which reflects, in symbolic imagery derived from Classical mythology, another of the cardinal's interests,

56 alchemy. The casino is also known as the Casino dell'Aurora, after an important fresco by Guercino.

Del Monte sold the casino and its extensive grounds to Cardinal Ludovico Ludovisi in 1621, and the casino remains in the possession of this family, encircled by high walls and open to the public on written request to the "Amministrazione Boncompagni".

The park was sold off in the 1880s and built up with hotels and expensive houses, including palazzi for members of the family. The facade of the main casino or Casino Grande (a separate building) is now hidden behind the 19th-century Palazzo Margherita. This building was acquired by the Italian State and became the residence of Queen Mother Margherita. It now houses the U.S. embassy.

57

Villa Albani Torlonia

“There are magnificent places which have no need of praise. This is the case of Villa Albani”. Thus begins the invitation to the reader of the guide by Morcelli, Fea and Visconti (La Villa Albani descritta, Rome 1869), printed on the occasion of the purchase (1866) on behalf of Prince Alessandro Torlonia of the noble residence which had once belonged to Cardinal Alessandro Albani. After decades of abandonment, Prince Alessandro ordered major restoration works to be carried out, as we are reminded by the inscription in bronze lettering on the façade: “Alexander Albani vir eminentissimus instruxit et ornavit / Alexander Torlonia vir princeps in melius restituit” (Built and decorated by the most eminent Alessandro Albani / Restored by Prince Alessandro Torlonia), bringing back lustre and prestige to this precious jewel of neoclassical architecture, to the point that in 1870, the Capture of Rome from the Papal States was signed here.

The nephew of Pope Clement XI, respectful patron and skilled diplomat, Cardinal Alessandro Albani (1692-1779) was one of the greatest collectors of ancient sculptures in 18th-century Rome, and a promotor of that neo-classical taste that forms the basis of modern archaeological studies.

The Villa, lying just outside the city walls, along the Via Salaria, was built between 1747 and 1763, designed by the architect Carlo Marchionni, when the extensive green area, previously owned by Accoramboni, Ercolani and Orsi, was purchased by Cardinal Albani.

A building of representation more than a residence, as suggested by the high-ceilinged rooms, the care of the interiors, the elegant interior façade covering two floors with the majestic terraced loggia, looking onto the Italian-style garden, the Villa was most of all a cultural powerhouse, hosting pleasant moments for the circle of antiquarian friends that the learned churchman had gathered around him. This was the stage of erudite discussions, concerts, dances and masked comedies, and guests would be astonished by the wealth of the furnishings, made up of polychrome marbles, stuccoes, stained glass, paintings, and above all, an exceptional collection of original Greek and Roman sculptures:

58 a passion for the ancient world that Albani had nurtured since his youth, sponsoring vast excavation projects and making purchases both in Rome and in the surrounding areas.

Statues, busts, bas-reliefs, vases, capitals and columns, all carefully selected, decorated the refined interiors, the gardens, the fountains and the various buildings of the villa, which stands as a vast architectural complex of locales and structures (like the Temple of Diana, the Temple of the Caryatids, the coffee-house, the ruined tempietto, the billiards area, etc.), which dialogue with one another with the intention of creating an educational and emotional itinerary, studied down to the last detail, aiming to compete with the villas of Imperial Rome, and leaving its visitors enchanted.

While the Cardinal was the real director of works, for the layout of the works, it is hypothesized that Marchionni took advice from Johann Joachim Winckelmann, who at that time, having been hired as librarian by the Cardinal (1759), was creating a catalogue of the collections of antiquities of his patron, paving the way for the reappraisal of Greek art. Winckelmann was a notable force behind the enlargement of the collection, and as he would write in a letter dated August 1766, in the construction process, Albani always adopted Descartes’s maxim not to leave any space empty. And so, in the Sala di Antinoo, the famous relief of Villa Adriana embellished the fireplace, and this room also hosts the famous fresco of Parnassus (1761), created by Anton Raphaël Mengs for the vault of the Galleria, which would go on to become the pictorial manifesto of the nascent neoclassical style.

The Villa remained largely intact even after the death of the Cardinal: the works removed during the Napoleonic period (1797-1815) to decorate the Musée Napoléon in Paris were in fact partly returned after 1815 to their legitimate owner, Prince Carlo Albani while the residence remained property of the Albani family up until the first half of the 19th century, when from the last heir it was passed on to the Albani-Castelbarco family, from whom the Torlonia Family would then purchase it.

An exceptional building, the Villa has been conserved intact right up to the present day, saved from the destruction of the Umbertine urbanisation, which soon afterwards would wipe out most of the historical villas of the city, thus dispersing the ancient heritage that for three centuries had made Rome the heart of European artistic life.

En dansk krølle på historien Den danske billedhugger Johannes Wiedewelt (1731-1802) var som 19-årig taget til Paris for at arbejde og studere hos den ansete billedhugger Guilluame Coustou, men efter fire år i Paris ville den danske billedhugger gerne videre til Rom. I kraft af gode anbefalingsbreve blev der I 1754 taget venligt imod Wiedewelt på Det franske Akademi i Rom, men af ganske særlig betydning blev dog det meget nære venskabsforhold, som han fik til den tyske arkæolog og kunstkender Johann Joachim Winckelmann; kardinalens bibliotekar og grundlæggeren af den moderne arkæologi. Sammen studerede Winckelmann og Wiedewelt, hvad der på den Tid fandtes i Rom af oldtidens billedhuggerarbejder. Winkelmann vejledte sin unge ven, fik ham til at forstå antikkens værker, opmuntrede ham til at tegne så meget som muligt efter dem og har sikkert ikke forsømt nogen lejlighed til at indskærpe ham den grundsætning, som Wiedewelt senere hævdede i sit lille skrift Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed, at den fremadstræbende kunstner gør stor uret mod sig selv og mod sit kald, dersom han giver sig til at arbejde efter naturen, før han grundig har studeret antikken og tilegnet sig dens ånd og stil. Dette skrift har i øvrigt også sandsynligvis påvirket Bertel Thorvaldsen i retning af den internationale nyklassicisme. Winckelmanns indflydelse på Wiedewelt var utvivlsomt stor, og uden sin vens hjælp havde Wiedewelt næppe overhovedet fået øjnene op for den oldgræske plastiks fortrin fremfor den nyere franske stil, der havde rådet i Coustous værksted i Paris.

59

Wiedewelt blev i Rom indtil 1758 og efter hans hjemrejse fortsatte venskabet til Winkelmann i en fortløbende brevveksling og mon ikke, at Villa Albani Torlonia og kunstsamlingen blev omtalt i nogle af disse breve.

Heldagstur til Cerveteri, Tarquinia og Sutri

Etruskernes oprindelse er usikker: Oprindeligt folk eller indvandret fx fra Lilleasien? Men sproget var ikke indoeuropæisk. Etruskerne havde religion og sprog fælles, men de forskellige bysamfund udgjorde ikke et samlet hele. Man kender etruskiske bebyggelser og begravelser helt fra 900 fvt. 750-580 fvt: Den orientaliserede periode. Der var kontakt med fønikerne og grækerne med udveksling af religion, varer og alfabet. Samfundet bliver delt op i tydelige sociale grupper med en meget rig overklasse. Begravelser i gravhøje.

580-475 fvt: Den arkaiske periode. Områdets blomstringstid. Der opstår store byer, bl.a. Cerveteri og Tarquinia, med udbygget infrastruktur og gravhøje med meget rige gaver i store nekropoler. Stor handel bl.a. med keramik fra Athen.

475-300 fvt: Den klassiske periode. Etruskerne mister en stor flåde i et slag med Syrakus og mister efterfølgende kontrol med store landområder. De presses fra nord af gallerne på Po-sletten og fra syd af romerne. Aftagende handel og faldende rigdom.

300 fvt – 0: Den hellenistiske periode: Romerne indtager by efter by, og under kejser Augustus indlemmes området som Roms 7. region.

Gravskikken – for eliten – bestod i store banketter (gravøl) med dans, sportslege og gæster fra nær og fjern, også udenlands fra. Formålet var at understrege afdødes og familiens status og magt. Indretningen af store gravhøje med gravrum med fresker afspejler bankettraditionen med deltagelse også af den afdøde, enten i udsmykket urne eller som statue på sarkofag. Til romernes fortrydelse lå både mænd og kvinder sammen ved måltiderne. Mange skikke var importeret udenlands fra, og mange skikke er gået i arv til romerne siden.

Nekropolerne i Cerveteri og Tarquinia har været på Unescos Verdensarvs liste siden 2004.

Mange fund kan ses i museet Villa Giulia i Rom og på museet i Tarquinia- og på Glyptoteket i København

Cerveteri

Gravhøje i Cerveteri 60

Stor etruskisk by med egen havneby. I nekropolen er bl.a. fundet den såkaldte Regolini- Galassigrav med meget rige gravgaver.

Tarquinia Ligeledes stor etruskisk by med egen havneby. Her findes bl.a. den såkaldte Leopard grav.

Kvinder og mænd ligger til fælles måltid i Leopardgraven

I en anden grav er der en tydelig adskillelse mellem de dødesog de levendes verden i form af en dør

61

Ved begravelsen var der dans og musik

Sutri Er en mindre etruskisk by, der havde stor strategisk betydning, fordi den ligger mellem Tarquinia og Veio, der var den første by, der blev erobret af romerne 396 fvt. Den udmærker sig ved en vigtig etruskisk hule-nekropolis. Tæt derved er et amfiteater fra 1 århundrede fvt samt et mithræum. I byen findes tillige kirken Santa Maria del Tempio bygget af tempelridderne i det 13. århundrede. Det skal nævnes, at pilgrimsruten, Via Francigena går forbi Sutri.

Hule-nekropolis i Sutri

62

Fresko i Santa Maria del Tempio af pilgrimme på Via Francigena

63

San Paolo fuori le Mura

San Paolo fuori le Mura is a heavily restored 4th century Major basilica and papal basilica dedicated to St Paul and containing his shrine. The postal address is Via Ostiense 184, in the Ostiense quarter.

Status The status of the basilica is complicated, and can confuse. It is the third in dignity of the major basilicas of Rome, after San Giovanni in Laterano and St Peter's, and is the second largest church in Rome. It used to have the dignity of a patriarchal basilica, being assigned to the Patriarch of Alexandria, but this dignity has been abolished and should no longer be referred to.

The basilica and its attached monastery are part of Italy, but under the Lateran Treaty of 1929 the area is "extra-territorial". This means that the Vatican is entirely responsible for its administration. However, in practice the basilica and monastery are separately administered. The latter is governed by its own abbot, but the former is staffed by Vatican employees and the abbot has no administrative jurisdiction here apart from liturgical and pastoral concerns. The CEO of the basilica is an "archpriest" (arciprete) who in June 2018 was Cardinal James Michael Harvey, and the abbot has the title of "Vicar for Pastoral Matters" (Vicario per la Pastorale).

Monk-guests from other Benedictine monasteries might appreciate a warning that the brethren have no free individual right of access to the basilica. This hardly matters when the basilica is open to the public or when the brethren are celebrating liturgically, but you cannot expect to remain on your own to pray in the basilica once the doors are locked.

History

St Paul's tomb Contemporary documentary witnesses to the career of St Paul only occur in the New Testament. There, the Acts of the Apostles terminates by describing him as spending two 64 years under house arrest at Rome after arriving there from Jerusalem in about the year 60 AD,

According to subsequent tradition, established less than a century later, St Paul was executed on the orders of the Emperor Nero about the 65 AD (or, at least, before 68 AD when the emperor killed himself). Modern scholars have speculated about what he did in the three missing years, but have absolutely no evidence to work on.

Where the apostle was executed is now unknown. Still later tradition places his death at the present abbey of Tre Fontane, but there are serious problems with this. The execution scene is described as featuring the apostle's head bouncing three times after his neck was severed, with three springs of water welling up where it had hit the ground. Much more worryingly, the detail is added that his body spurted milk instead of blood -this bizarre feature seems to link the tale to a Manichaean rather than a Christian source. More to the point, the distance from the city seems excessive in leading away a prisoner for execution.

Whatever, St Paul was buried in a cemetery at this site which is about two kilometres from the city walls by the road to Ostia. This was apparently established by a female proprietor called Lucina, and was named after her. She might have been one of St Paul's patrons while he was at Rome, and so was able to reserve a burial plot for him, or might have simply sold a plot to him personally or to his representatives.

A shrine, or cella memoriae, was apparently soon erected, and many early Christians came to venerate the "Apostle to the Gentiles".

First church The first church here was, according to the Liber Pontificalis, built by Emperor Constantine and consecrated on 18 November 324. It was a small edifice, built either over the actual tomb of St Paul or his shrine -which is unclear, but the former is more likely. This is because the church was awkwardly fitted in between two ancient roads, the Via Laurentina and the Via Ostiensis, the junction of which used to be just to the north. (The modern junction is to the south). Also, there are good indications that early Christians at Rome were very reluctant to move the entombed remains of venerated people (the major problem of SS Peter and Paul at San Sebastiano fuori le Mura notwithstanding).

This first edifice had two apses, one fitting into the present one and the other just under the present triumphal arch.

Building of present basilica Between 384 and 386, Emperors Valentinian II , Theodosius I and Arcadius demolished the church and built a large basilica. The architect was one Cyriades. According to the inscription on the triumphal arch, it was consecrated in 390 by Siricius, and completed in 395 under Emperor Honorius. The Christian poet Prudentius described it as being roofed with gilded bronze tiles. Although heavily restored, not least after it was damaged by fire in the 19th century, the present basilica looks much the same as it did in the 4th century.

The focus of the basilica was the pre-existing tomb or shrine of St Paul in the first basilica, and the road junction was diverted to accommodate the larger building.

It was reported on December 7th 2006 that Giorgio Filippi, an archeologist and inscriptions expert at the Vatican Museums and working for the Vatican, had unearthed a marble sarcophagus dating from "at least 390" as he supervised work to excavate the ancient crypt beneath the church. The sarcophagus has Paolo Apostolo Martyr (Paul Apostle Martyr) written on it, and is very likely to contain the remains of Saint Paul.

65

In 2002 and 2003, Filippi had examined this sarcophagus after having removed pavement stones to access chambers below the basilica. Three vertical holes leading down to the lid were found, one of which is closed but thought to have lead directly into the sarcophagus. This was likely used to allow objects to come into contact with the remains of St. Paul in order to create secondary relics. These were popular in the late fourth century after Emperor Theodosius banned the trade of corporal relics. The New Testament states in Acts 19:11-12 "God did extraordinary miracles through Paul, so that even handkerchiefs and aprons that had touched him were taken to the sick, and their illnesses were cured and the evil spirits left them."

Early Middle Ages Pope St Leo the Great (440–461) restored the church after an earthquake, and it was he who, by tradition began the commissioning of series of papal portraits in the nave. About 50 years later, Pope St Symmachus (498–514) ordered the reconstruction of the apse which was unsafe, and also opened a hostel for pilgrims. Several more restorations and changes were later carried out, under Pope St Gregory the Great (590-604) who raised the floor of the transept; Pope Sergius I (687-701) who repaired the roof and the hostel; Pope Hadrian I (772-95) who restored the aisles and laid a new floor in the atrium, and Pope Leo III (796-816) who ordered the transept, roof and floors to be repaired again, and who also added the apse mosaic.

In the 7th century it was recorded that there were two monasteries attached to the church, one for monks and one for nuns. Pope Gregory II (715-31) re-founded the male monastery for Benedictine monks, who have been in residence ever since.

A strange legend associated with Pope Hadrian is that he restored a colonnaded walkway which ran from the Porta San Paolo to the basilica. This structure is extremely unlikely to have existed, since it would have needed thousands of stone columns for its construction. It is thought that the legend arose from the provision of a colonnaded atrium by the pope.

In 739 and 773 the Lombards plundered the church, and in 843 Muslim pirates sailed up the Tiber and thoroughly pillaged it. By tradition, they did not find the apostle's tomb in the process because Pope Sergius III, forewarned, had walled it up.

As a result of all this, in 883 a set of defensive walls and towers encircling the church were completed. This created a little walled town known as "Johannipolis" (in Italian Giovannipoli), or "City of John" after Pope John VIII. The defence works were tested in 1083–1084, when they withstood several attacks by Emperor Henry IV.

Meanwhile, in 937 the church was entrusted to the great reforming Benedictine abbey of Cluny in France, which re-founded the monastery here as a dependency. Initially things did not go well, and its most famous superior, Hildebrand, had to restore and embellish the church around 1070 before he became Pope Gregory VII. A campanile was built at the entrance end of the left hand outer aisle, and a magnificent bronze door from Constantinople was provided for the main entrance in 1070. Before this the remnants of the monastic community were allegedly living in squalor, and allowing sheep to shelter from the weather in the semi-derelict basilica.

High Middle Ages In 1115 there was a serious fire, and Pope Innocent II had a wall with columns built along the major axis of the transept in order to support the unsafe roof. The transept was divided into two narrow aisles by this wall. During the reign of Pope Innocent III (1161-1216) the superb cloister was begun. Also in the 13th century the altar canopy was built, and a series

66 of paintings on the main nave walls was executed by Pietro Cavallini. In 1325 the façade was provided with a mosaic.

Disaster struck again in 1349, when an earthquake badly damaged the basilica and destroyed the bell-tower and part of the portico. Pope Clement VI had the damage repaired.

During the "Babylonian Captivity " of the popes at Avignon in France, 1305-78, the abbey and basilica formed the most important functioning eccesiastical institution in Rome, and the abbot was effectively the Pope's deputy there. The official residence of the popes, the Lateran Palace, fell into ruin meanwhile.

During the Middle Ages the abbey was under the special patronage of the kings of England, and as a result its coat of arms contains the device of the "Order of the Garter", the highest chivalric dignity conferred by the English crown. This was founded in 1348 by King Edward III, and the garter concerned was a stocking support dropped by one of his female courtiers at an official function.

At the start of the 15th century, the basilica was again in bad repair. Major restorations started under Pope Boniface IX, when he allowed all donations to the church in return for indulgences to be used for repairs. Pope Martin V (1386-1481) continued the work, and in 1426 the work was intensified under the rector of the church, Gabriele Condulmer, later Pope Eugene IV.

Under Pope Martin the monastery was taken away from the control of the abbey of Cluny and entrusted to the reforming Benedictine congregation of St Justina, partly in order to remove unwanted French influence. In the process the monastery was made an abbey nullius, meaning that it was its own diocese with the abbot simultaneously a bishop. This congregation was later known as the Cassinese when the abbey of Montecassino joined it.

Post-medieval period In 1620 a chapel for the Blessed Sacrament was designed by Carlo Maderno, and built just to the right of the apse.

In 1653 Francesco Borromini produced plans for a total restructuring of the church, at the request of Pope Innocent X . The basilica would have been given a Baroque makeover, with semi-circular pillared porticos at both ends. Due to a lack of funds, only the roof was renewed and this work was completed under Pope Clement X.

At the end of the Holy Year of 1700, the Tiber flooded the area and the basilica could not be visited by pilgrims for the Jubilee indulgence. Its functions for the Jubilee were transferred to Santa Maria in Trastevere. This was the most famous of the many floods that the basilica suffered owing to its position, just by a meander of the river.

The portico was rebuilt in 1724, in preparation for the Holy Year of 1725, by Antonio Canevari. The former one, recently built by Alessandro Specchi, had collapsed on 1 May 1724. The ancient narthex was demolished at this time, and columns from the early four- sided portico were removed. At the same time, a series of other restorations were completed under Pope Benedict XIV. A chapel dedicated to the Crucifix was built to the left of the apse, the apse mosaic was restored (bits of the original work were removed, and are on display near the sacristy) and the series of papal portraits were brought up to date. The idea of adding a new painting for every new pope was then established.

67

Appearance of the old basilica in c1800 Throughout the mediaeval and post-mediaval period, the basilica and monastery stood alone in open countryside. A serious problem that emerged as a result was malaria as an endemic disease, which made a pilgrimage here somewhat risky and persuaded the monastic community to move elsewhere in the summer months.

Anybody visiting the basilica at the start of the 19th century would have been confronted by a Baroque-style façade, with an external loggia. This had seven entrance arches, the central one being flanked by piers with single Corinthian columns but the other piers having doubled columns. Above the loggia the frontage of the nave had three large arched windows over three smaller ones, and above the windows the frontage was coved before ending in a triangular pediment. This coving was so that the medieval mosaics on this frontage did not seem foreshortened to a viewer in front of the church (see Santa Maria in Trastevere for a surviving example of this). The coving had a tondo of Christ in majesty supported by angels, with the symbols of the evangelists on either side. In between the large windows were figures of Our Lady and SS Paul, Peter and John the Baptist. The campanile on the left hand side, at the end of the outermost aisle, had three storeys of increasing height. The first one was Romanesque, with paired arches, but the other two had a high Gothic arch on each face and dated from the medieval rebuilding

Inside the nave columns were of marble, with Corinthian capitals. By tradition they had been pillaged from the Roman Forum, especially the Basilica Aemilia. Those of the main arcade were of Parian marble from Greece, and were ribbed. The four nearest the entrance had been walled in so as to buttress the façade. Other columns were of violet breccia and Pentelic marble. Two enormous Ionic columns of cipollino marble (white with pale green streaks), from the island of Euboea in Greece, supported the triumphal arch.

Above the main nave arcades, below the clerestory windows, was the cycle of frescoes by Cavallini (twenty-two in all) featured scenes from the Old Testament on the left hand side and from the Acts of the Apostles on the right. The roof was open, having enormous transverse beams supporting a truly massive composite beam which stretched the length of the nave.

There were, however, coved ceilings for the transept. As mentioned, this was divided by a screen wall with a large arch behind the tomb, and four smaller ones on each side supported by three columns of cipollino and granite. To the left of the apse was a Baroque chapel with an apse, and to the right another one without. Behind the apse was a third, peculiar chapel on a trapezoidal plan. The present Gregorian entrance portico did not exist, and the ends of the transept were occupied by two altars each.

The medieval altar canopy had four columns of imperial porphyry, purple with speckled white inclusions. This fabulously rare stone, which can be found in other churches in Rome, came from the one source in the Eastern Desert of Egypt known as the Mons Porphyrites. The floors were of Cosmatesque work, interspersed with many memorial inscriptions, and there were other memorials on the internal walls.

68

The fire of 1823 On the night between 15 and 16 July 1823, large parts of the basilica were damaged or destroyed by fire. It was probably started by a careless worker leaving a brazier burning while lead on the roof was being repaired. When the burning nave roof fell in, the temperature became so high that all the marble columns in the nave were calcined and the porphyry columns of the shrine exploded. It is said that Pope Pius VII, who was very ill and died on 20 August that year, was never told what had happened, after advice from his most trusted fellows such as the Secretary of State, Cardinal Consalvi.

During the fire, the western half of the left hand nave arcade collapsed. The other columns on this side, and all on the right hand side, were still standing and supporting the upper walls but surviving engravings show them to be very seriously damaged. The wall of the triumphal arch with its mosaic was standing, but the supporting columns were also compromised and collapse was expected. The arcades of the outer aisles were less seriously damaged, and the mediaeval campanile was intact as was the Baroque portico. Strangely, part of the roof of the left hand outermost aisle nearest the transept managed to survive.

The rebuilding Pope Leo XII was elected on 18 November 1823, and initiated a heated debate about how to restore the church. Giuseppe Valadier had been appointed architect at first, but his plans for radical changes were eventually rejected and he was removed from the project in November 1825. He had initially proposed that the transept would become the church, and that the nave would be left unroofed as an ancient monument. However, the pope decided to restore the basilica to its former glory, rather than replace it with a new church in a more modern style. As a result restoration work continued for almost a century, until 1930.

69

The first architect to lead the actual rebuilding was Pasquale Belli. Salvi, Paccagnini and Andrea Alippi were appointed as Belli's assistants. Work started in 1826, after a worldwide collection of funds had been taken. Belli demolished the triumphal arch after removing and storing the mosaic, and did the same to the portico and campanile. More controversially, he demolished the nave arcades and in the process destroyed the surviving frescoes by Cavallini. For this he has been condemned, but saving them would have meant a serious investment of time and money. Less forgivable was the ruthless clearing out of old memorials and inscriptions, including mediaeval ones. He also demolished the screen wall in the transept, and its end walls also. The triumphal arch was the first part of the church to be rebuilt, in 1829 using massive columns of Montórfano granite.

Pope Gregory XVI took a great interest in the rebuilding; he was elected in 1831 at the time when the first of the eighty columns in the nave was erected. In 1833 Luigi Poletti became the new chief architect. He was assisted by Pietro Bosio, Pietro Camporese the Younger and Virgino Vespigniani. A new portico was added to the north end of the transept, which was roofed and became the church for the time being after the high altar was re- consecrated on 5 October 1840 by Pope Gregory XVI. At that time, the nave was nowhere near completion, and so only the transept could be used. In 1845 two new chapels off the transept were built, bringing the total to four. However, work on the nave progressed so quickly that Pope Pius IX was able to perform a solemn consecration in 1854. Many art historians were brutally critical of the result, complaining that little that was old was preserved and that the result looked like a train station (that jibe came from Augustus Hare). This was unfair, since the fire was so hot that even bronze melted on the entrance door and there was little left of the nave that was structurally sound. (Much salvaged stonework was, however, re-used as floor and wall covering.) On the other hand, it is correct to note that the present church nave, though magnificent, is a vast empty space with few devotional aids and in winter it can be painfully cold.

A completely new campanile, on the site of the chapel behind the apse, was finished in 1860. Work on the façade took place between 1873 and 1884. The portico was started in 1890, and was only completed in 1928. The last work of restoration was the provision of a baptistry in 1931 (the church was parochial). This was the end of the rebuilding campaign, and little has happened to the fabric of the basilica since.

20th century The isolation in open countryside of the basilica came to an end at the start of the 20th century, when an electric tramway was built down the Via Ostiense to terminate here. As a result, rather ugly suburban developments started The first metro railway (Linea B), opened in 1955, has a station near the basilica which is now surrounded by development except to the north. There a park preserves the view of the north side of the basilica, and is now called the Parco Ildefonso Schuster after Bl Ildephonsus Schuster, a saintly former abbot who became archbishop of Milan.

The latter part of the 20th century was an absolute disaster for the Benedictine abbey. An abbot elected in 1964, Giovanni Franzoni, apostatized and was laicized by Blessed Pope Paul VI in 1976 (claiming subsequently to be a "dissident Catholic theologian" and "Christian Communist"). The community never recovered from this.

At the end of the 20th century, the ageing community began to fail definitively. This was not just owing to the Franzoni scandal, but was also part of the increasing difficulties being experienced by the Cassinese congregation of Benedictine monks, to which the abbey belonged. Vocations and morale had both collapsed.

70

Abbot Luca Collino had to resign in 1996, and the Order of St Benedict came close to losing the church during the tenure of his successor, Paolo Lunardon.

21st century The parish was suppressed in 2002. Its territory had become restricted after the creation of new suburban parishes out of its extent, but it is still very unusual for the Diocese of Rome to suppress a parish.

According to a strong rumour, Opus Dei was making a bid for the basilica at the start of the new millennium, but another candidate was a new monastic congregation at Vallechiara known as the Monastic Family, Brotherhood of Jesus. This was on the verge of taking over in 2004, but (fortunately for the Benedictines) some questionable details of its observance came to light in that year.

Meanwhile, the Abbot Primate of the Benedictine Order appealed to monasteries worldwide to provide monks for a new, international monastic community and this appeal was successful. However, Lunardon had to resign and the territorial abbacy suppressed in 2005 before this measure could be implemented. Hence, the abbot here no longer has the equivalent status of bishop.

The new abbot appointed (not elected) was Edmund Power, a monk of Douai Abbey in England. Under him, the revitalised community became well-known for its ecumenical outreach. It recovered well enough to elect its own abbot in 2015, who is Roberto Dotta. Exterior

Layout and fabric The basilica is very large, on a T-shaped plan and aligned from west to east (this is the usual alignment for Christian churches, but any visitor to Rome will notice that Roman churches don't seem obliged to comply)

There is a long nave with aisles (Italian tre navate), and this has ten bays with a half-bay at each end. Then comes a very wide transept, backed by a semi-circular apse. Flanking the apse are four external side-chapels, and a further two chapels occupy the ends of the transepts (these have no structural significance).

71

The front of the church has a huge atrium or colonnaded courtyard on a square plan, which is flat-roofed. The left hand (north) end of the transept has an entrance lobby called the "Gregorian Portico", also flat-roofed.

A tower campanile abuts the back of the apse. Either side of this runs a very odd screen wall, which conceals the apse and side chapels from the street. This has no structural significance, and seems to have been provided in order to prevent people creeping into the corners and doing what human beings do at night.

The fabric is in brick, although this is concealed by a a greyish render on the exposed walls. The central nave walls each have ten proportionally small round-headed windows, matched by the side aisle walls. Three larger such windows occupy each of the transept ends, below the gable. The roof is pitched and tiled, with separate pitches at the same height for nave and transept. The apse conch has a semi-dome in metal.

West Facade of the Atrium

Atrium The original atrium had been demolished in the 14th century. When the church was rebuilt after the fire, it was decided to give it an atrium in the

Statue of St Paul with his sword stands in the Basilica's atrium original style. The rebuilding took more than a century, but the result is very pleasing. It was designed by Luigi Poletti. Some alterations to the design were made by Virgino Vespagniani after Poletti's death in 1869, and it was finally constructed by Guglielmo Calderini in the years 1890–1928.

Although it was built in the same style as the first atrium, it bears little resemblance to it since it is a much larger structure. The north and south side, 70 metres long, are covered on the outside by a travertine wall. The four corners have monumental propylaea, and the entrance façade has thirteen identical arches supported by Corinthian columns. There are a total of 150 such columns in the structure. The front (west) side has three rows of columns one behind the other, and on the inner side there are thirteen lunettes with paintings depicting Christ giving a blessing and the Apostles. On the north and south sides, which have double rows of columns, there are painted medallions with various Christian symbols separated by polychrome marble revetting. The statue of St Paul in the atrium garden is by Giuseppe Obici, and was made in the 19th century It shows him holding the sword with which he was beheaded, and the Latin inscription on the plinth reads Predicatori veritatis, Doctori Gentium ([Dedicated] to the preacher of the truth, to the teacher of the Gentiles).

72

Campanile

The bell-tower

The original bell-tower at the entrance was added in the 11th or 12th century. The first one was destroyed by an earthquake in 1349, and Pope Clement VI had a new one built. It survived the fire, but was destroyed during the rebuilding. It was replaced by a new structure by Luigi Poletti between 1840 and 1860, behind the apse and with a different look. It resembles a Roman tomb found in the south of France. It's 65 metres high, with five floors. The clock faces on the second level are by Mariano Trevellini, and were made in 1863. The upper three floors are laid out according to the canon of Alberti, having the shapes, from bottom to top, of a square, an octagon and a circle. Their columns are arranged in the classical manner, with the heavy Doric style at the bottom, then the lighter Ionic style and on the top level Corinthian columns.

73

The "new" bell tower by Poletti, 1840-1860

There are seven bells in the tower. Poletti placed four bells in it, all from the old church. Two were remelted in 1863 and 1930, and the other two, which dated to 1658, were kept here until 1959. That year, Blessed Pope John XXIII increased the number of bells to seven.

Gregorian portico On the north side is a portico opening in on the north transept of the church. It is known as the Gregorian portico because it was built under Pope Gregory XVI (1831-1846) by Luigi Poletti. The columns were taken from the old building; one of them bears Pope Siricius' inscription about the building of the Theodosian basilica. There are eight in front, and four behind.

This is the most convenient entrance to the church for most local people, since it is by the main road. It is best to start any visit to the basilica from the nave entrances, but to leave here via the north-west corner of the transept.

Monastery The abbey has a mediaeval cloister next to the right hand end of the transept, and can be visited. The main part of the monastery is on the east side of this, a long and rather grim three-storey block which displays its mediaeval origins in its rather autistic civic presence. There is a larger cloister to the south of the mediaeval one and which shares its south range, but this has no arcades.

The large (for Rome) monastery garden is south of the basilica's nave.

Façade You should make a point of entering the church through the main doors - not only because it gives the right first impression of the interior, but also because the atrium is a good place to start your visit here. The gold mosaics are impressing, especially on a sunny day or in the evening when the façade is floodlit. The mosaics that were here at the time of the fire were moved to the arch over the apse. The present ones were made between 1854 and 1874 by Vatican workshops, based on designs by Filippo Agricola and Nicola Consoni. In the tympanum of the pediment Christ is shown between the Apostles Peter and Paul. Below is the Lamb of God on the mountain of Paradise. The four rivers flowing from it symbolize the gospels, and the twelve lambs drinking from the rivers symbolize the Apostles. The cities are Jerusalem and Bethlehem. The lowest section shows the Old Testament Prophets Isaiah, Jeremiah, Ezekiel and Daniel and these figures are separated by three large arched windows. 74

Doors

The main door The door, of bronze with inlaid silver, is modern, made 1929–1931 by Antonio Maraini after the old door had been damaged in the fire of 1823. It's 7.48 metres high and 3.35 metres wide. (The old door had been a gift from Pope Gregory VII, set up in 1070, and was made of the same materials. It is now on the inside of the Holy Door -see "Byzantine door" below.)

The cross on the drawing represents a cross motif in curlicued silver, and this has on it plaques in lapis lazuli. Four on the horizontal bar show the symbols of the Evangelists, and on the vertical bar are the symbols of the Apostles.

The reliefs on the door show scenes from the lives, apostolates and martyrdoms of Sts Peter and Paul, according to the wishes of the abbot of the monastery, Bl Ildefonso Schuster. Apart from the two central scenes, all of the events depicted took place in Rome. The reliefs depict (see drawing on the right): Coat of arms of the Church Coat of arms of Rome The Crucifixion of St Peter "Domine, Quo Vadis?" Christ Giving the Keys to St Peter Foundation of the Papal See St Peter Baptizing in the Catacombs The Beheading of St Paul The Conversion of the Centurion St Paul's Conversion St Paul Teaching in Rome St Paul Reaches Rome and is Welcomed by the Faithful Flanking the main door are 19th century statues of Sts Peter and Paul by Gregorio Zappalà. 75

The Holy Door The Holy Door is to the far right. It is only open during Holy Years, and its opening is a ceremony performed by the Pope. The present door is of gilded bronze sculpted by Enrico Manfrini, and was installed in 2000 to replace an ordinary wooden door. There are six composite scenes depicted in relief. From top left, from left to right, they are: Resurrection, Prodigal Son and Good Samaritan; the Benignity of the Pope (note the dog); Pentecost (note Our Lady in the midst of the Apostles); Preaching and Martyrdom of St Paul; Crucifixion; Preaching Office of the Episcopate. The Latin inscription at the bottom reads: Ad sacram Pauli cunctis venientibus aedem sit pacis donum perpetuoque salus ("May the gift of peace and salvation for ever be to all those coming to the holy temple of Paul").

The Byzantine Door It was one of the last wishes of Pope John XXIII that the old main door be taken out of the museum and restored, and since 1967 it is used to close the inside of the Holy Door between Jubilee Years. An inscription reveals that it was commissioned by Pantaleone, consul of Amalfi in Constantinople, and was made by Teodoro in 1070. The metal founder was called Staurachio. Its 54 panels show scenes from the lives of Christ and the Apostles. There are three columns and nine rows on each of the two leaves. The left hand leaf has, left to right and top to bottom: Annunciation; Nativity; Presentation. Baptism of Christ, Transfiguration, Entry into Jerusalem. Crucifixion, Deposition from the Cross, Resurrection. Appearance to the Apostles in the Upper Room, Ascension, Pentecost. The Cross, Tu quoque, Martyrdom of St Paul. Christ with SS Paul and Panteleimon, Martyrdom of St Peter, St Peter. Martyrdom of St Andrew, St Andrew, Burial of St John. St John the Evangelist, Martyrdom of St Bartholomew, St Bartholomew. Eagle, St Thomas, Martyrdom of St Thomas. The right hand leaf has, left to right and top to bottom: Martyrdom of St Philip, St Philip, Martyrdom of St James. St James, Martyrdom of St Simon, St Simon. Burial of St Matthew, St Matthew, Burial of St Luke. St Luke, Martyrdom of St Mark, St Mark. Moses, Paule beate, The Cross (again). David, Isaiah, Hezekiah. Jeremiah, Ezekiel, Daniel. Elijah, Elisha, Jonah. Obediah, Zephaniah, Eagle (again).

Interior

Nave

The nave, with two aisles on each side and twenty Corinthian columns in each arcade of Baveno granite and with Carrara marble capitals, was reconstructed 1831–1854. The plan remains as it was when the basilica was built, and the decoration is kept in the same style. Pasquale Belli made the first designs, and he was followed by Luigi Poletti in 1833.

The counterfaçade has six alabaster columns given by the Khedive of Egypt, Muhammed Ali , in 1840; there are four more by the confessio. The two central columns bear the arms of Pope Pius IX, carved by Giosuè Meli (the angels supporting these are by Ignazio 76

Iacometti and Salvatore Revelli). The other two columns support nothing. The Khedive gave ten of these alabaster columns, but the architects were not going to trust such a soft stone with any serious load-bearing and were puzzled as to what to do with them. The gift itself is of historical significance, since the Khedive was in the process of turning Egypt from a neglected Turkish province into a modern state and wished to demonstrate his country's willingness to join the international community of nations. The ceiling is decorated with the coats-of-arms of the popes who were engaged in the rebuilding, and is richly coffered in gold and white.

The lower windows have fine alabaster panes, given by King Fuad I of Egypt. In niches along the walls, there are statues of ten Apostles. They were made in 1882, together with the statues of SS Peter and Paul by the confessio. Among the artists who made them are A. Allegretti, F. Fabi-Altini, E. Gallori and E. Maccagnani. St Peter is by Ignazio Jacometti, and St Paul by Salvatore Revelli again.

Paintings on nave walls Paintings high up on the walls depict scenes from the life and missionary travels of St Paul, taken from the Acts of the Apostles. The project was started by Pope Pius IX. It took twenty-two artists only three years to complete the work, from 1857 to 1860. The series of thirty-six fresco panels begins in the transept to the right of the apse, runs around the nave and concludes in the left hand part of the transept. It replaced the destroyed Cavallini frescoes. The series is in chronological order, starting with the Martyrdom of St Stephen at which St Paul (as Saul) first makes an appearance, and ends with his own Martyrdom.

The windows and panels are divided by Corinthian pilaster strips. The paintings are best appreciated through binoculars.

The subjects and artists are, in order: Martyrdom of St Stephen, and Conversion of Saul by Pietro Gagliardi. Ananias Heals Saul's Blindness, and Saul's Baptism by Francesco Podesti. Paul Preaches in Damascus, and Paul Escapes from Damascus by Guglielmo De Sanctis. Council of Jerusalem by Nicola Consoni. Commission of Paul and Barnabas, Conversion of Sergius at Paphos, Paul and Barnabas at Lystra and Stoning of Paul at Lystra by Cesare Mariani. 77

Vision at Troas and Exorcism at Philippi by Luigi Cochetti. Paul and Silas Flogged at Philippi by Vincenzo Morani. Conversion of the Jailer at Philippi by Giuseppi Sereni. Paul on the Areopagus at Athens by Giovan Battista Pianello. Paul in Corinth by Domenico Tojetti. Ephesians burning their Magic Scrolls by Casimiro De Rossi. Resurrection of Eutyches by Natale Carta. Paul Leaves for Miletus by Marcello Sozzi. Prophecy of Agabus by Roberto Bompiani. Paul and James at Jerusalem by Cesare Dias. Riot at the Temple and Paul Speaking to the Rioters by Francesco Grandi. Paul Declaring Himself a Roman Citizen by Natale Carta (again). Vision to Paul in Jerusalem and Paul before Felix by Domenico Bartolini. Shipwreck on Malta and Paul and the Snake by Achille Scaccioni. Paul Cures the Father of Publius by Nicola Consoni. Paul Meets Rome's Christians and Paul in Rome by Carlo Gavardini. Paul's Elevation to the Third Heaven and Paul in the Mamertine Prison by Francesco Coghetti. Peter and Paul Say Farewell and Martyrdom of St Paul by Filippo Baldi.

Portraits of the Popes Along the nave above the arcades, there are roundels containing portrait mosaics of all the popes from Peter to Benedict XVI. Traditionally the series was started by Pope Leo the Great, and it was continued by Cavellini when he executed his fresco panels in the nave in the 13th century. Then there was a hiatus until Pope Benedict XIV commissioned Salvatore Monosilio to make portraits up to his time. Those portraits were destroyed in the fire in 1823, apart from forty-one kept in the museum.

Pope Pius IX (1846-1878) restarted the project in 1847, specifying mosaics instead of frescoes, and since then it has been updated whenever a new pope is elected. There are currently eight spaces available.

The nave

78

Many painters were involved in the restoration, including those involved in the St Paul fresco panels which are above the roundels on the nave walls. The process of converting the temporary fresco likenesses into mosaic was only completed in 1875, and 19th century critics of the rebuilding were unkind about the result. This was because the task of determining the likeness of each pope was left not to scholars, but to Filippo Agricola who was only the manager of the Vatican's mosaic studio. As a result, only the recent popes have true likenesses and the others are simply arbitrary portraiture.

Triumphal arch The mosaic on the first arch you come to as you walk up the nave is originally from the 5th century. The head of Christ is in the centre, with his hand raised in blessing in the Byzantine manner, and to the sides are symbols of the Evangelists, the 24 Ancients of the Apocalypse and angels. Below are SS Peter and Paul, the latter pointing toward his tomb. An inscription along the edge mentions the Emperor Theodosius, the Dowager Empress Galla Placidia (it is often referred to as the Arch of Galla Placidia) who donated the mosaic, and Pope St Leo I who was pope at the time. However, stylistic comparisons with the mosaic at Santi Nereo e Achilleo indicates that this mosaic was completely redone around the year 800.

The mosaic was damaged in the fire, but has been restored. The columns supporting the arch are new, being of Montórfano granite and 14 metres high. They replaced the equally enormous ancient cipollino marble columns which had been calcined in the fire -a serious loss.

The inscription reads: THEODOSIUS COEPIT PERFECIT HONORIUS AULAM / DOCTORIS MUNDI SACRATAM CORPORE PAULI ("Theodosius started the church, Honorius finished it, it is made sacred by the body of Paul the teacher of the world").

High altar and confessio The floor level of the transept was raised under Pope Gregory the Great. A crypt was opened behind the high altar at the same time but it was removed later, probably under Pope Leo III (795-816).

The confessio is the most sacred spot in the basilica, since it is the nearest that you can get to the actual tomb of the apostle. It is below the high altar on the nave side, and is approached by a double staircase. The balustrade in white marble surrounding the hypogeum (the area below floor level) was erected for the 1575 Jubilee. The bronze doors of the small entrance have likenesses of SS Timothy and Titus, disciples of St Paul, executed by Pietro Tenerani. Bishops who visit the "threshold of the Apostles" (ad Limina) come here, and to the confessio at San Pietro in Vaticano where St Peter is buried, to kneel in prayer. The present arrangement was established in 1600, under Pope Clement VIII.

During archeological investigations just after the fire, a 1st or 2nd century tomb of St Paul was found. A slab found here is now behind a grille, but if the church is not too crowded you can ask an attendant to see it. The inscription says PAULO APOSTOLO MART., and it has been dated to the 4th century, although there is little to go by other than the crude style of the letters. The openings in the slab were used to send incense into the tomb, and to pass pieces of cloth nearer the body so that they could be taken away as relics. It is often impossible to get a chance to see it, but there is a copy in the museum is you want to get an idea of what it looks like.

79

The high altar is a papal altar, meaning that only the Holy Father and those with special permission may celebrate Mass at it. It stands directly over the tomb of St Paul, and under its porphyry slab are the relics of St Timothy the Martyr (a different Timothy to the one already mentioned).

The canopy is by Arnolfo di Cambio and was his first work in Rome, made in 1285. The inscriptions on the frontage facing the nave proclaim his authorship. He was assisted by a colleague identified as Peter ("cum suo socio Petro"), which recent scholarship has identified as Pietro di Oderisio. The work is in the Gothic style, which is a bit unfortunate in this church, and the separate contributions of each artist are discernible. The porphyry columns are new, but the rest surprisingly survived the fire except for some details of the roof. In the restoration the whole structure was taken to bits, cleaned and restored and then re-assembled. In the process, it was found that some of the stonework included ancient inscriptions that had been re-used.

The new porphyry columns are obviously not of the old imperial type, having a different hue and larger inclusions in the stone. They have Composite capitals embellished with angels and vine leaves, and support four trefoil arches. The spandrels of these contain little figures: Adam and Eve, Cain and Abel, the commissioning abbot offering the canopy to St Paul and finally two unidentified characters. Niches at the four corners contain statues of SS Peter, Paul, Timothy and Benedict. There are fretwork pinnacles above these statues, and a small shrine in the centre of the roof surmounted by a pyramidal spire. The interior of the canopy is adorned with rich mosaics, including depictions of animals, and four angels with candles and thuribles support the vault springers.

By the confessio are four alabaster columns that support nothing but air. They were part of the set given to the church by the Khedive of Egypt, and formed part of a large baldacchino that covered the altar area and overtopped the canopy. In this, the Corinthian columns supported an entablature with projecting cornice, and above was a hemispherical dome. Bronze angels occupied each corner, connected by metal curlicues, and there was more open scrollwork on the dome. The 19th century art critics were not the only people who hated this structure. It made a nonsense of the mediaeval altar canopy, and blocked the view of the apse mosaic from the nave. As a result It was taken down in 1912, but the columns remain.

Paschal candlestick The huge marble paschal candlestick in the right-hand transept, standing more than 5 metres high, is by Nichola dell'Angelo and Pietro Vassalletto, and was made in the 12th century. The base and top may have been reused from an older candlestick. The former is formed of a group of humans and animals, included sphinxes. The latter is a ring of monstrous animals supporting the calyx.  The decoration on the shaft depicts seven scenes from Christ's Passion and Resurrection: Christ before Caiaphas, the Mocking of Christ, Christ before Pilate, Pilate washing his hands, Crucifixion, Resurrection and Ascension.

80

Paschal candlestick

Interestingly, the figure of Christ on the cross is clothed in a tunic. This is a very ancient iconographic tradition, which was dying out at the time when the candlestick was carved.

Altar of the Conversion of St Paul This is in the left hand transept. The altar was made in the 19th century, using malachite and lapis lazuli provided by Tsar Nicholas I of Russia. (If you take a guided tour, beware that some of the guides claim that the tsar was Nicholas II.) The malachite is bright green, and the lapis is rich blue. Next to it on either side are statues of Pope St Gregory the Great by Francesco Laboureur and St Bernard of Clairvaux by Achille Stocchi. The altarpiece is by Vincenzo Camuccini, and it and the statues are framed by four Corinthian columns of pavonazzetto ("Peacock") marble supporting an architrave the frieze of which has a dedicatory inscription.

Chapel of St Stephen There are four large enclosed chapels flanking the apse, with a set of doors by Foschini of 1928. The first on the left is that of St Stephen. This 19th century new-build chapel is a reminder that before his conversion, St Paul took part in the stoning of St Stephen, protomartyr of the Church. A statue of the saint by Rinaldo Rinaldi stands above the altar; he is described in art histories as a "mediocre disciple of Canova". The Stoning of St Stephen is by Francesco Podesti, and the Expulsion from the Sanhedrin is by Francesco Coghetti; both of these were executed in the 19th century. Part of the materials in the marble wall decoration are salvage from the early basilica. The wall pilasters are of red

81 granite, and the dado of black and white Numidian breccia. The altar canopy has a pair of porphyry columns matching those of the altar canopy.

Blessed Sacrament Chapel Left of the apse is the Blessed Sacrament Chapel, designed in the Baroque style in 1725 by Carlo Maderno and formerly known as the Chapel of the Crucifix. It is the only one of the four chapels with an apse, and survived the fire completely intact. The crucifix, which is from the 14th century, is said to have spoken, or nodded, to St Bridget of Sweden when she prayed here in 1370. It has been attributed to Pietro Cavallini, but a recent restoration revealed remains of the original polychrome paintwork. It is now ascribed to the Sienese school of the early 14th century.

The mosaic of the Blessed Virgin with the Christ child, in the style of a Byzantine icon, is from the 12th or 13th century. It was before this icon that St Ignatius of Loyola and his companions made their first public vows on August 22nd 1541 and hence began the history of the Society of Jesus .

On the right near the entrance is a wooden statue of St Paul, from the 14th or 15th century. The scratches are made by pilgrims wishing to take splinters away as relics. The depiction of the saint as a small man with a dark pointed beard is extremely ancient iconographically, and may be based on his actual appearance.

On the corresponding left side, the 17th century statue of St Bridget is by Stefano Maderno and depicts her vision before the crucifix just mentioned. Four gilded stucco angels are in the side niches.

The 13th century painter Pietro Cavallini is buried in the chapel.

Apse mosaic The apse mosaic, which barely survived the fire, is from about 1220 and was made by Venetian artists (stylistic confirmation has been obtained by comparing it with work in St Mark's Cathedral in Venice ). Christ is flanked by the Apostles Peter, Paul, Andrew and Luke who stand in a field filled with flowers and little animals.

The tiny figure near Christ's feet is Pope Honorius III, who ordered the mosaic. In the Roman tradition, popes had been placed with the Apostles in mosaics and paintings almost as equals but the attitude of great humility displayed here is unusual. The artists, with their Venetian background, were influenced by Byzantine traditions, leading to this change.

Beneath Christ is a throne with the instruments of the Passion and a jewelled Cross; this ancient symbol is known as the Hetimasia. In the centre of the cross is another depiction of the Teaching Christ. The throne is flanked by a pair of angels as well as the Apostles carrying scrolls with the text of Gloria in excelsis in a version slightly different to that used in Mass. From left to right are James the Great, Bartholomew, Thomas, Simon the Zealot, Matthias (replacing Judas Iscariot), Mark, John, Phillip, Matthew, James the Less, Jude and Barnabas. Note that Barnabas and Mark, not of the Twelve, replace Peter and Andrew already depicted above.Beneath the angels are seven small figures representing the Holy Innocents and the abbot and sacristan at the time of the mosaic.

The work was restored in 1747 by Pope Benedict XIV. Modern scholars consider that this restoration, and that after the fire, replaced most of the original tesserae. The certainly genuine portion that survives comprises the Hetimasia, the figure of Pope Honorius and Christ's feet. Other portions of the original work have been kept in the so-called "Gregorian Room" which is to the right of St Benedict's Chapel.

82

Below the mosaic is the papal throne, framed by four Corinthian columns in the same style as the side altars. The tablets to each side list those bishops present for the re-consecration in 1854. The throne itself is by Poletti, and the relief on its back showing Christ Giving the Keys to Peter is by Pietro Tenerari. 19th century art critics described this work as "stupid". Mosaics on the inside of the triumphal arch.Edit

The mosaics on the inside of the arch, visible if you stand close to the railing and look upwards, are also from the 13th century. Some were apparently made by Byzantine artists, and some are by Pietro Cavallini. They were orginally on the outside of the nave façade, but were moved here after the fire. Unfortunately, they were already falling off the façade before the fire so the 19th century rebuilders had to restore them substantially. As a result, modern art historians cannot ascribe authorship with any certainty.

Chapel of St Lawrence This chapel, the first on the right, was designed by Carlo Maderno in 1629. It is also known as the Chapel of the Choir, as it is here that the Benedictine community sing Office and celebrate Mass. It was originally built as a chapel for the Blessed Sacrament, and was decorated with eight paintings and lunette frescoes by Giovanni Lanfranco. The ceiling vault has a fresco depicting events from the life of St Lawrence, with lots of angels in attendance, and is by Antonio Viligiardi. The sybils and prophets on the vault are, however, by Anastasio Fontebuoni. Botched repairs to the roof have unfortunately lead to recent damage to the ceiling frescoes. The wooden stalls are a later addition, designed by Guglielmo Calderini in 1928 and made by Monteneri.

The marble triptych above the altar is of the school of Andrea Bregno, 15th century, and used to be on the counterfaçade. From left to right, the saints are Anthony of Egypt, Dionysius and Justina.

Chapel of St Benedict This is the last chapel on the right, and is a sumptious design by Luigi Poletti, made to recall the cella of an ancient temple. It replaced an entrance passage which was the only way into the old basilica from the Via Ostiense, as well as two small rooms. The statue of the saint behind the altar is by Pietro Tenerari, made in the 19th century. The twelve fluted Doric columns are ancient, from the Portonaccio (Veio) excavations at Isola Farnese , and have Composite capitals decorated with flowers. The marble used is ash-grey. One of the capitals is a copy. The barrel-vaulted ceiling is spectacularly coffered in white and gold, as is the tympanum of the recessed arch above the altar. Altar of Our Lady of the Assumption Edit

This is in the right-hand part of the transept. Like its twin in the left transept, this altar is made of malachite and lapis lazuli, again a gift from Tsar Nicholas I. Above the altar is a mosaic copy of the Coronation of the Virgin by Guilio Romano, originally painted in 1492 and now in the Vatican Museum. The two statues to either side here are St Benedict by Filippo Gnaccarini, and St Scholastica by Felice Baini.

Oratory of St Julian The frescoes of Apostles and martyrs here are from the 13th century, and part (SS Peter and Paul) has been attributed to Antonio da Viterbo, nicknamed Il Pastura. They have been repainted several times, and are not now in a good condition. The oratory is also the direct route from basilica to the cloisters, with a turnstile installed, and is also used for the sale of souvenirs. An alternative name is Sala del Martirologio.

83

Baptistry This room is ancient, but the arrangement of the baptistry is modern as it was restored in 1930 by Arnaldo Foschini as the last phase of the restoration after the fire. It is has an entrance in the south-east corner of the transept; this entrance is also the main way into the monastery.

The room has vaulting supported by cipollino marble Ionic columns, and walls revetted in polychrome marble slabs in rectangular frames. All this work is ancient. The font, however, is modern, and is carved from a block of veined marble. The decoration is impressive, and freatures stylized animals in malachite, lapis lazuli and mother-of-pearl.

Unfortunately, the recent loss of parochial status on the part of the basilica means that the font will not be regularly used except perhaps at Easter for adult converts.

Abbey

Old cloister The older of the two cloisters was built 1208–1235 by the Vassalletti family. The arcades have coupled colonnettes of different forms, some round, some polygonal, some twisted and some intertwined. They, and the entablature they support, have Cosmatesque decoration. The inscription in the mosaics is a poem describing the importance of his cloister in the life of a monk, and its use as a place of meditation and study. A few small carved animals survive between the columns, although most of these have gone. On the north side it is worth looking for a carving of Adam and Eve flanking a tree with the serpent snaking up it. The cloister garth is now occupied by a rose garden of high quality (for Italy, anyway). The walls of the walks are a display of items of ancient sculpture and epigraphy recovered in excavations, especially during the rebuilding. More of these are on the walls of the internal corridors of the abbey, which are only accessible to guests of the monastery.

Modern scholars accept that the northern side of the cloister is by the Vassalletti and was completed after that at the Lateran, about 1227. The other three sides are earlier, and not so stylistically accomplished. Their authorship is now disputed, although a date between 1208 and 1235 is accepted.

Chapel of Relics The Chapel of Relics has a set of chains said to be the prison chains of St Pauls, used in the last days before his execution. They are exposed in the church on his feasts. There are also numerous other relics.

Library The library has in its possession the Bible commissioned by King Charles the Bald for his wedding in 870, which is the oldest preserved Carolingian manuscript. It was made under the supervision of Archbishop Hincmar of Reims (845-875). It may have been given to Pope John VIII at Christmas 875.

Museum and shop Continuing from the cloister, you reach a museum with paintings, icons and other objects, and a shop with souvenirs, postcards and products made by the monks. The liqueurs that they make are of very high quality; beware of the absinthe, which is 68% alcohol! There are also pharmaceutical items, toiletries and foodstuffs from other monasteries. See the abbey website for details of the products on offer.

84

Ancient cemetery On the Via Ostiense to the north of the east end of the basilica are displayed excavated tombs of the cemetery in which St Paul was buried. These are sheltered under a pagoda roof. Closer examination is possible by means of occasional guided tours -search online for Necropoli di San Paolo.

Further rock-cut tombs lurk in the escarpment to the east of the road, but are not easily accessible. Those interested in Rome's transport history might care to note that the wide path to the west of the Necropoli is the line of the original tramway.

Access The basilica is open all day, every day: 7:00 to 18:30. The public areas of the monastery have separate access arrangements, and there is an admission charge. Unfortunately the opening is later: 8:30 to 18:00 (according to the basilica's website, June 2018). Visitors in recent years have found the monastery's public entrance shut for lunch from 13:00 to 15:00, especially in August. This was apparently owing to difficulties over staffing (the monastery provides its own staff, and does not rely on the Vatican employees in the basilica). The monastery gardens are sometimes visitable via a guided tour. See the abbey website (link below).

The number of visitors has certainly fallen substantially since the latter part of the 20th century. On the other hand, visitors tend to be genuine pilgrims rather than tourists and this is possibly the major basilica with the most prayerful atmosphere. The only reasonable way to get here is via the Metro. The parallel bus service on the Via Ostiense is unreliable.

The basilica is part of the Seven Church Walk. It is possible to combine a visit to the basilica with one to the Trappist abbey of Santi Vincenzo e Anastasio alle Tre Fontane. The 761 bus terminates and waits for passengers at the Largo Beato Riccardi which is south of the main crossroads west of the station at San Paolo.

85

Vægmalerier i Garbatella

86