Fra Himmerland Og Kjær Herred 1967
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie. Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat Ophavsret Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for husstanden er ulovlig. Links Slægtsforskernes Bibliotek: https://bibliotek.dis-danmark.dk Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk FRA HIMMERLAND OG KJÆR HERRED FRA HIMMERLAND OG KJÆR HERRED UDGIVET AF HISTORISK SAMFUND FOR AALBORG AMT XXVIII BIND 1967 AKSEL SCHØLINS BOGTRYKKERI . AALBORG Redaktionsudvalg : Lærer Henrik Møller (redaktør) Skoleinspektør Kr. Værnfelt Overbibliotekar Johs. E. Tang Kristensen Rektor Kaj Løber Kjær herreds knaber og deres frænder Af Kr. Værnfelt ndnu bruger man i Vendsyssel ordet »Knabe«. Man udtaler det halvt med beundring, halvt med uvilje. Og med udtrykket »Di Estuer Knaber« menes specielt godsejere, proprietærer, præster og større embedsmænd, altsaa dem, man fordum kaldte »overklasse«, — og hvis vedkommende var noget haard og hensynsløs, var han »i lie hoer knab« (en led haard knabe). Ordet er beslægtet med det tyske »Knappe«, der betyder væbner eller lavadelsmand; men her i Nordjylland brugte man det i flæng om storbønder og folk af lavadel. Den oprindelige betydning er vist den jordegne storbonde, den velhavende selvejer, og det er saa- danne folk, som den gamle skribent, herredsfoged Christen Sørensen Thestrup, i sin »Rinds Herreds Krønike« mener, naar han omtaler sin forslægt som »De Rinds Herreds Knaber«, og ogsaa fru Thit Jensen beretter om »De Knaber af Rind« og opfatter dem som storbønder og lavadel. I Kjær herreds tingbog 1665, hvor Richard Munks bondefødte svogre vil bevise, at han ikke var nogen velbyrdig adelsmand, fordi hans fader Niels Munk havde ægtet bondedatteren Elin Reersdatter, siger tingsvidnet fra Bohuslén, at hun var en knabedatter, idet hun var datter af Reer Oliesen paa Tiereborg, »som var en knabe og og var en smed«. Her skelnes altsaa skarpt imellem den rigtige velbyrdige adelsmand og knaben, som var bonde og haandværker, endskønt han ejede en storgaard. Skellet var da heller ikke større, end at knaberne ofte blev gift ind i adelen; det gælder f. eks. slægterne Mørk og Kjærulf i Vend syssel, — og ovennævnte Richard Munk ansaas baade af sig selv og andre for adelsmand og tituleredes »velbaaren« og » velbyrdig«. 6 Kr. Varnfelt De mange ansete knabeslægter i Nordjylland dannede et befolk ningslag imellem adelen og den almindelige bondestand, som de efter- haanden blev blandet med, en blanding, der dog endnu ikke er helt tilendebragt. Derimod er to andre befolkningslag, middelalderens trællestand og de senere tatere, skøjere og rakkere nu helt forsvundne, opslugt i befolkningen Langt tilbage i middelalderen var de fleste bønder selvejere; men efterhaanden blev de næsten alle fæstere under konge, kirke og adel. Man har engang ment, at det var Klemensfejden, som knækkede den nordjyske selvejerbondestand; men det er saa langt fra tilfældet; allerede før fejden var der kun faa selvejere tilbage. Ganske vist konfiskerede kongen efter 1534 de oprørske bønders selvejergaarde; men omkring 1500 udgjorde selvejergodset i Vendsyssel kun 2-3 °/o. dog for Kjær herreds vedkommende 11 °/o, nemlig 55 af ca. 500 gaarde. Disse 55 gaarde blev konfiskerede, og ejerne formaaede kun at købe 11 af dem tilbage. I 1568 nævnes i Kjær herred fire selvejerbønder, der tilsammen ejede en halv snes gaarde og nogle huse; de tilhørte alle den velhavende Kjærulfslægt, — og først 1684 forsvandt den sidste af de store gamle Kjær herreds knaber; det var herredsfoged Morten Laursen Kjærulf, der ejede meget gods, og hvis sønner blev godsejere og adlede i 1724. Mortens anselige gravsten med relieffer af ham og hans to hustruer stod i Niels Hanekes tid op ad Vadum kirkes mur; men for 100 aar siden forærede von Un- dall paa Rødsiet, som var kirkeejer, stenen til Peder Jensen i Væver- gaard, — den ligger nu, forsynet med ny indskrift, sønden for kirken. Morten Kjærulf ægtede omkring 1640 Gjertrud Munk, f 1641, datter af Oluf Munk paa Attrup. De havde ingen børn; derefter blev han gift med Ane Jensdatter Bloch, søster til herredsfoged Søren Bloch i Arden. Det var deres sønner, Lars paa Viffertsholm og Anders paa Sødal, der i 1724 blev adlede, — de var da henholdsvis 77 og 62 aar gamle. En tredie søn, Søren Bloch Kjærulf, var forpagter paa Lindenborg; han blev 1690 skudt i Aalborg af en borger Peder Buch, som blev sat fast, men rømte fra arresten. Kjær herreds knaber 7 Det er særlig »De Kjær herreds knaber« og deres bedrifter, vi vil fortælle om, ligesom Thestrup og fru Thit har berettet om »Kna- berne af Rind«. Men Thestrup, der døde 1761, havde den fordel, at han gennem de gamles beretninger kunde føre sine knaber tilbage til 14—1500rne, hvad vi ikke er i stand til, fordi vore kilder, lands tingets dombøger og Aalborghus lens regnskaber, først haves fra sidst i 1500rne, herredstingbøgerne fra efter 1600 og kirkebøgerne fra endnu senere tider. Og selv om Vendsyssels knaber vel var lige saa skrappe som dem i Rinds herred, saa kender vi kun meget lidt til dem i tiden før 1600; men de enkelte glimt viser os baade deres gode og daarlige sider, deres mod og mandighed, men ogsaa deres stridbarhed og voldsomme sind. De kæmpede for deres frihed under Knud den hellige og se nere ved Husby Hole og Set. Jørgensbjerg, og under Klemensfejden mistede mange af dem baade liv og gods. Aalborghus lens regnskab for 1521 fortæller, at Jørgen Bildt paa Gandrupgaard slog en mand ihjel og derfor maatte bøde 100 mark sølv til kongens kasse, og Kol- derup Rosen vinges »Gamle danske Domme« beretter om Bertel Han sen fra Melholt, som i 1558 blev halshugget paa Viborg landsting, fordi han paa Hundslund birketing havde prøvet paa at rejse de Hundslund bønder til opstand mod kongens udsendinge, og andet steds fortælles, at Klemen Ranesøn paa Vraa i 1593 ihjelslog Anders Kjærulf fra Kollerup paa Sundby gade. Som ovenfor sagt, blev de gamle jordegne bønder efterhaanden fæstere; men deres efterkommere bevarede lige til vore dage deres position som et særligt befolkningslag imellem den adelige og borger lige godsejerstand og den almindelige bondestand, med hvilken sidste de ikke gerne blandede sig ved giftermaal. Enkelte af dem blev adelig gift; men som regel hentede de deres koner i deres egen kreds, i præstegaardene eller i knabeslægterne i Han herred, Thy eller søn- denfjords. Griis i Han herred, Per Skrivers ansete slægt i Dall-Fers- lev, Bloch i Arden og andre betydelige himmerlandsætter som: Juel, Gjed, Winther, Kraas, Bygseck, Buus og Schiønning var ligeledes be slægtet med de vendsysselske knaber. De dominerede gerne over de almindelige bønder, men var ogsaa deres førere og forsvarere, naar det gjaldt forsvar mod overgreb fra konge, adel og kirke. Ofte blev 8 Kr. Værnfelt knabernes sønner præster, ridefogeder, herregaardsforpagtere og efter enevældens indførelse godsejere; ja, enkelte af dem, som Kjærulferne fra Vadum og Thuraerne fra Aaby, blev endog adlede. Ligesom adelen førte knaberne ofte vaabenmærker og havde slægts navne, som: Kjærulf, Mørk, Munk, Krog, Juel, Grøn, Rød (Roed), Ræv, Sten, Gjed, Dall, Frost, Hovgaard m. v.; men efter 1600, da bondestanden sank dybere og dybere i trældom, synes mange af dem at have bortkastet de gamle slægtsnavne, og vaabenmærkerne erstat tedes med bomærker eller kun navnetræk. Ogsaa landets købstæder havde deres »store knaber«, nemlig de gamle ansete købmandsslægter, der gennem aarhundreder dannede en sluttet kreds, der besatte stillingerne som borgmestre, raadmænd, po litimestre m. v. og med myndighed ordnede byens sager, som det passede dem. Nogle af dem var af adel, andre stammede fra oplan dets knaber eller fra købmandsslægterne i landets andre byer, og f. eks. i Aalborg fik denne befolkningsgruppe efter 1500 et stærkt tysk islæt. I arkivernes dokumenter og indskrifterne paa de gamle gaarde kan vi se deres slægtsvaaben (bomærker), og det er morsomt at se, at nogle af dem, f. eks. Jens Bang, søger at efterligne de adeliges vaabenmærker. Da de Kjær herreds bønder efter 1700 saa smaat begyndte at købe deres gaarde til selveje, var det ogsaa mændene fra de gamle slægter, der kom til at danne kernen i den ny selvejerbondestand. Selv i de gamle storslægter var det i regelen ofte lidt smaat med rede penge, thi man satte sine penge i sølv: Kander, krus, stob, bægre, skeer, kæder, spænder og knapper. Meget af dette arvesølv findes stadig i de gamle slægter. Naar knaberne gik til tings, havde nogle af dem deres sværd eller knive hængende i svære sølvbælter. Et saadant sølvbælte nævnes i Kjær herreds tingbog d. 30. marts 1672 i skiftet efter Peder Bertelsen i Striben, og forfatteren Niels Hancke saa som dreng et sølv knivbælte paa Dødskov. Knaberne bevarede deres stilling som førere for de almindelige bønder igennem mange aar, og vi har lige til vore dage set dem som sognefogder, sogneraadsformænd og rigsdagsmænd. Gennem de gamle tingbøger, kirkebøger og skifteprotokoller kan vi hente oplysning om deres optræden ude og hjemme, deres ejer-, Kjær herreds knaber 9 arve- og aftægtsforhold, og i det følgende vil vi berette lidt om disse ting. Den gale Kræn Kjærulf i Foigaard. Kjær herreds, ja hele Nordjyllands, fornemste bondeæt var Kjær- ulferne, som nedstammede fra en Anders Ulv i Vadum. som omkring 1420 fik navnet Kjærulf af kong Erik af Pommern. Slægten førte en gaaende hanulv i sit vaaben og regnede sig for at være adelig; dens medlemmer spredte sig over hele riget, ja næsten over hele jorden, og kom til at indtage høje stillinger som ministre og genera ler, og fra omkring 1440 til 1684 var medlemmer af denne slægt herredsfogeder i Kjær herred, hvis herredsvaaben er identisk med Kjærulfernes hanulv.