Ei Blot Til Lyst – Romantikkens Teater

EI BLOT TIL LYST – ROMANTIKKENS TEATER

Bakkehusmuseet. Frederiksbergmuseerne 2015 Tekst: Mariann Kristensen Foto: Ole Akhøj og Rikke Lagersted-Olsen

FORORD

”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater” er et undervisningsforløb og kompendium for gymnasieskolen, skabt i forlængelse af Bakkehusmuseets særudstilling af samme navn. Kompendiet definerer teatret som medie og redegør for dets historiske udvikling i Danmark fra antikken frem til 1850. Afsnittet om romantikken tager udgangspunkt i de tre dramatiske forfattere Knud Lyne Rahbek, Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg og deres relation til teatret i perioden 1800-1850. Dette gøres gennem udvalgte citater fra stykker af de tre forfattere samt korte biografiske præsentationer. Kompendiet afsluttes med en opsummering og sammenligning af forfatterne og deres tekster, hvilket munder ud i en række spørgsmål, eleverne kan arbejde videre med.

For præcisering af undervisningsforløbet se lærervejledningen sidst i kompendiet.

HVAD ER TEATER? skuespillerne, instruktøren og/eller scenografen, hvordan scenen skal tage sig ud, eller hvordan Oprindeligt har begrebet ”teater” betydet replikkerne skal fremføres. Regibemærkningerne skueplads, og betydningen har været tilknyttet kan også forklare, hvordan handlinger eller teatret som et konkret sted. Men teatret har en følelser skal udtrykkes igennem replikkerne. dobbeltbetydning, da det samtidig er et Sproget og retorikken er afgørende for, hvilke kommunikationsmedie. På teatret kommunikeres betydninger, vi som publikum tillægger der via iscenesættelse. Det vil sige en scenisk replikkerne. opførelse af en fortælling eller en dramatisk tekst. DIALOG: Replikker fremført som samtale.

Teatret eller opførelsen får imidlertid først sin MONOLOG: Replikker fremført som enetale, betydning, når der er et publikum. Teatret opstår men kan eksempelvis også indgå som i den forstand i mødet mellem de agerende afslutning i en dialog. skuespillere og publikum.

Ordet TEATER stammer fra det græske Det klassiske teater, som vi kender det i dag, har ”theatron”, der betyder ”skueplads” som igen sin historiske oprindelse i antikkens Grækenland. er afledt af ”theasthai”, der betyder ”at I det 4. århundrede f.Kr. opstår den klassiske betragte”. genreinddeling i henholdsvis tragedien og komedien. Ordet DRAMA stammer fra det græske TRAGEDIEN har en ulykkelig slutning og ”dran”, der betyder ”handling”. omhandler ofte karakterernes involvering i Drama er en samlet betegnelse for litteratur, en uløselig konflikt. knyttet til teatret som forlæg for KOMEDIEN har modsat TRAGEDIEN en teaterstykker. lykkelig slutning. I handlingen bruges komiske indslag eller karakterer. Publikum opfatter ikke nødvendigvis et teaterstykke på samme måde, og derfor er teater Tragedier, der også kan betegnes som sørgespil, ikke en fast størrelse, men noget, der kan ændre har typisk en sørgelig slutning. Antikkens sig alt afhængig af publikum, den historiske tragedier omhandlede ofte græske myter, som kontekst eller den tid, det er præget af. eksempelvis Kong Ødipus af Sofokles. Her gifter Ødipus sig med sin mor uden selv at være klar Den dramatiske tekst skabes som regel ud fra over det. Da sandheden går op for ham, stikker bestemte genrekonventioner og regler for han sine øjne ud i fortvivlelse herover. opbygning m.m. Antikkens komedie forholder sig satirisk til sin samtid enten i forhold til politikere, berømtheder DEN DRAMATISKE TEKST OG GENRE eller endda guder. Komedien kan også omhandle de intriger, som den almindelige befolkning Når den dramatiske tekst er forlæg for et oplever i deres privatliv. teaterstykke, består den af replikker og regibemærkninger. Regibemærkninger er tilføjelser i den dramatiske tekst, som fortæller

Ophavet til antikkens teater skal findes hos den teaterhistorien, og hver periode har således sine græske filosof Aristoteles. Han opfattede teatret kendetegn. som et sted, hvor publikum kunne blive klogere på sig selv som mennesker ved at identificere sig TEATERETS HISTORIE følelsesmæssigt med de på scenen præsenterede I middelalderen fra 1100- til 1500-tallet var kirken personer. omdrejningspunktet i samfundet, og derfor var teatret også kirkeligt forbundet. Inspireret af ARISTOTELES (384-322 f.Kr.) var en græsk kirkelige ceremonier blev der opført små bibelske filosof og videnskabsmand. Hans skrifter teaterstykker både inden for og uden for kirkens dannede grundlaget for den vestlige filosofi rum. og videnskab. Hans betydning er også gældende for teatret, hvor især værket Fra slutningen af middelalderen og frem kunne Poetikken fik betydning. man i Danmark opleve omrejsende teatertrupper og deres gadeteater. Teatret var rykket ud af Det var altså nødvendigt, at dramaet skulle lægge kirken, der nu tog afstand fra det. På sig tæt op ad den menneskelige virkelighed og gadeteatrene blev den italienske teater- og derfor følge tidens, stedets og handlingens komedieform Commedia dell’arte blandt andet enhed. Med dette menes, at handlingen praktiseret. Den var kendetegnet ved udspillede sig sammenhængende over en kort improvisation, faste rolletyper og maskebrug. tidsperiode, typisk ikke mere end et døgn. Yderligere var der indlagt små komiske indslag for Situationerne og konflikternes konsekvenser i at lette, men samtidig understrege, handlingen. stykket var det bærende, og det var det, der Skuespillerne var alle mænd. skabte handlingens fremdrift. For Aristoteles skulle der i tragedien indgå en hovedperson, hvis Det samme var tilfældet, da William Shakespeare handlinger resulterer i hans egen ulykke. Hermed begyndte at skrive stykker i 1500-tallets sidste opstår en ændring, kaldet ”peripeti”, der halvdel. Shakespeare var medlem af en resulterer i handlingens fremdrift. Denne ulykke skuespiltrup i England. En skuespiltrup, der skulle være genkendelig for publikum, sådan at opnåede tilknytning til regenten og sikrede sig de kunne føle medlidenhed med hovedpersonen status som hoftrup. og hermed opnå en renselse, som Aristoteles WILLIAM SHAKESPEARE (1564-1616) var en kaldte ”katharsis”. engelsk forfatter. Mest kendt er hans teaterstykker, der stadig opføres i nyere tid. Aristoteles definerede altså et lineært forløb for Af kendte værker kan nævnes Romeo og Julie, dramaet. Et forløb, der også er kendetegnende Macbeth og Hamlet. for berettermodellen. I berettermodellen er der på samme måde tale om en fremadskridende Shakespeares stykker brød delvis med antikkens fortælling med sammenhængende scener, der faste genreinddeling i tragedier og komedier. I udspiller sig i en tidsmæssig kronologisk mange af hans tragedier optræder komiske rækkefølge. karakterer, mens hans komedier ofte indeholder tragiske karakterer. Begrebet ”tragikomedier” Genreinddelingen blev sammen med Aristoteles’ kan bruges om visse Shakespeare-stykker, hvor regler for et dramas indhold og opbygning en konflikt bliver løst og teaterstykket får en afgørende for eftertidens teater. Aristoteles’ lykkelig slutning. regler har dog også udviklet sig igennem

Teatret var stærkt knyttet til kongemagten, der blandt andet markerede begivenheder med teaterstykker, som festspil blev opført af den ansatte hoftrup.

1700-TALLET OG OPLYSNINGSTIDENS TEATER

ENEVÆLDE: Betegnelse for statsform hvor regenten besidder al magt i samfundet. I Danmark eksisterede enevælden fra 1660-1849. I 1700-tallet var teatret i Danmark forsat knyttet til den enevældige konge, der ansatte teatertrupper til sin og hoffets underholdning. Den enevældige konge blev ofte selv centrum for opførelserne, da teatret var afhængigt af kongen som arbejdsgiver og velgører. Den tætte forbindelse til kongemagten gav undertiden teatret vanskelige vilkår. I den pietistiske konge Christian den 6.’s regeringstid fra 1730-1746 blev Ludvig Holberg, 1752. Litografi af O. H. Lahde (Bakkehusmuseet) teatret opfattet som syndigt og derfor forbudt. Men teatret blev efter Christian den 6.’s død LUDVIG HOLBERG (1648-1754) var en norsk- genrejst, og i 1748 blev Komediehuset indviet. dansk forfatter, professor og rektor ved Det kom senere til at hedde Det Kongelige Teater Københavns Universitet. og har stadig til huse på Kongens Nytorv i København. Holberg er dog mest kendt for sine komedier, der primært blev skrevet over en femårig periode i 1720’erne. Holberg var en del af OPLYSNINGSTIDEN: betegner perioden fra oplysningstiden, og hans komedier skulle tale til 1700-1800-tallet. Centralt var idéerne om publikums fornuft igennem karakterernes menneskets fornuft og dannelse. erfaringer.

Oplysningstidens teater er kendetegnet ved at samme navn og havde samme. Typerne blev ofte være moralsk og dannelsesorienteret. Publikum spillet af de samme skuespillere, der havde så igennem teaterkaraktererne ofte eksempler specialiseret sig i de bestemte typeroller. Typerne på, hvor galt det kunne gå, for derved at kunne mødte udfordringer og konflikter, men vendte tage ved lære heraf. Oplysningstidens teater tilbage til udgangspunktet, og ordenen blev fulgte den skarpe genreinddeling i tragedier og genoprettet. Afgørende betydning fik det også, at komedier fra antikken. Holbergs stykker blev spillet på dansk. Repræsentant for det danske oplysningsteater var især forfatteren Ludvig Holberg, der skrev komedier, som ironiserede over mennesket i hans samtid. Hans fortællinger var typefortællinger, hvor de samme typer bar

ROMANTIKKEN

Romantikken bruges ofte som betegnelse for den litterære bevægelse fra omkring år 1800 til omkring 1800-tallets midte. Her herskede der en tro på en guddommelig ånd, der sammenbandt verden, naturen og alt levende til en enhed eller harmoni. En harmoni, man kunne opnå indblik i ved at frigøre sig fra fornuften og give sig hen til følelserne. Hermed kunne man opnå og erkende den sande virkelighed – det ideelle.

For romantikkens forfattere gav oplevelser af naturlighed og oprindelighed ofte adgang til følelsen af det ideelle. Man dyrkede derfor de historiske perioder oldtiden og middelalderen i Danmark, da man mente, at mennesket på det tidpunkt var mere oprindeligt og dermed tættere på naturen. Fortidens mennesker Henrich Steffens, u.å. repræsenterede den ideelle verden. Man havde Kobberstik af ukendt kunstner (Bakkehusmuseet) tidligere dyrket den græske og romerske antik, men efterhånden fik man øje på det nordiske HENRICH STEFFENS (1773-1845) var en dansk folks særegenhed og dertilhørende mytologi. Det filosof og naturforsker. Efter ophold i Tyskland oprindelige og naturbundne folk fra de nordiske kom han i 1802 tilbage til Danmark. Her landes fortid blev dyrket i både litteraturen og på formidlede han med forelæsningsrækken teaterscenen. Dyrkelsen af mytologi og historie Indledning til det philophiske Studium, den inden for den romantiske dramatik tilskrives i romantiske naturfilosofi, også kaldet særlig grad Adam Oehlenschläger. Hans samling universalromantikken, der var opstået i Tyskland Digte 1803 fra 1802 og især digtet Guldhornene på universitetet i Jena. Ifølge denne filosofi var kom til at formulere den danske højromantik. der en gennemstrømmende ånd overalt i verden, Heri dyrkedes en fortid, der var nærmere det som forenede både kunsten, naturvidenskaben guddommelige, symboliseret ved guldhornene. m.m. Adam Oehlenschläger var påvirket af Knudsen, der rejste rundt i Danmark og optrådte naturfilosoffen Henrich Steffens, der mente, at som ”Fædrelandets frivillige Sanger” i sine egne naturen var en guddommelig åbenbaring, hvor alt nationale teaterforestillinger. Københavns var en enhed, og hvor mennesket indtog den Bombardement blev starten på den helt store højeste plads i det naturlige hierarki. nedtur, og det endte med statsbankerot i 1813 og Norges løsrivelse fra helstaten året efter. Den første halvdel af 1800-tallet var også en periode, der blev præget af flere historiske opbrud. I kølvandet på Slaget på Reden i 1801 og Englands bombadement af København i 1807 udvikledes en stærkere nationalfølelse. En følelse, teatret også formidlede igennem H.C.

Romantikken blev afgørende for, hvordan Danmark blev defineret som nation igennem den nationalromantiske dyrkelse af den danske natur og særligt den danske folkekultur.

NATIONALROMANTIKKEN: har sin oprindelse i den tyske Heidelberg-nationalromantik. I Danmark var nationalromantikken kendetegnet ved den kunstneriske og litterære dyrkelse af det danske folk og natur. Historier og sagnfortællinger fra den danske oldtid og middelalder blev genfortalt i litteraturen. I kunsten blev det danske landskab portrætteret og hermed defineret.

PERIODENS TEATER

I løbet af romantikken skete der meget på Knud Lyne Rahbek, 1814. teatrets område, hvilket kan eksemplificeres ved Pastel af Chr. Hornemann (Bakkehusmuseet) de tre dramatiske forfattere: K.L. Rahbek, Adam skuespilleren Michael Rosing og dennes hustru Oehlenschläger og J.L. Heiberg. Johanne Rosing i hovedrollerne. K.L. Rahbek repræsenterer overgangen fra oplysningstidens teater til romantikkens teater. Som dramatisk forfatter havde Rahbek fokus på skuespillerne, som han mente ville have fordel af at bruge bevægelser og gestikuleren i deres spil. ROMANTIKKENS TEATER: tankerne fra Derfor anbefalede han danseundervisning. Hans romantikken fik en scenisk fremstilling ideer for teateret og skuespillet blev præciseret i igennem de dramatiske forfattere, der fandt bogen Breve fra en gammel Skuespiller til hans inspiration i forskellige historiske og mytiske Søn, der udkom i 1782. For Rahbek var teatrets fortællinger til handlingen i deres formål, at ”… højne publikums moral. For at virke teaterstykker. I Danmark er det især Adam ægte må skuespilleren på scenen være personligt Oehlenschlägers stykker, der hører under grebet og som menneske føre et moralsk levned.” denne betegnelse. På teatret skulle altså store og gode handlinger K. L. Rahbek blev født i 1760 i København og blev fremstilles af store og gode skuespillere. Dette student fra Herlufsholm Kostskole i 1775. blev kaldt ”dydens dramaturgi”. Disse tanker om Herefter læste han filologi på Københavns dramatikken var i tråd med oplysningstidens Universitet frem til 1777. Hans teaterinteresse fokus på oplysning og opdragelse af befolkningen var allerede påbegyndt under kostskoleopholdet, for derved at styrke borgernes stilling i DANNELSESREJSEN var oprindeligt hvor han optrådte som amatørskuespiller i samfundet. Dette blev understreget ved adelsmænd eller prinsers studietur til skoleopførelser. I 1780 sprang Rahbek ud som teatersloganet ”Ei blot til Lyst”, der netop i europæiske universiteter for at stifte dramatisk forfatter med sit første teaterstykke Rahbeks periode blev skrevet i rammen over Det kendskab med udlandet, lade sig Den unge Darby, der blev opført med vennen, Kongelige Teaters scene. Et slogan, der udtrykte uddanne og opdrage. I slutningen af 1700tallet-1800tallet blev det også en del af den almene borgelige dannelse.

teatrets deltagelse i projektet med at danne og Igennem størstedelen af sit liv havde K. L. Rahbek opdrage borgerne. Teatrets Bakkehuset som sit hjem. Fra han lejede sig ind i menneskefremstillinger måtte derfor også være bygningerne i 1787, til han købte stedet og billeder på virkelighedens mennesker. Rahbek flyttede ned i hovedbygningens stuer med sin tilføjede også noget nyt til oplysningstidens hustru Kamma (Karen Margarethe Heger) i 1802, teater, da han med Den unge Darby og frem til hans død i 1830. Stedet blev i deres tid introducerede genren ”det alvorlige borgerlige samlingssted for flere litterære personligheder, drama”. Det borgerlige drama erstattede og igennem dette ægtepar fik Adam komedien som førende genre. Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg også tilknytning til stedet. Under sin dannelsesrejse i perioden 1782-1784 dyrkede Rahbek sin teaterinteresse i Tyskland, DEN UNGE DARBY Wien og Paris sammen med rejsekammeraten, skuespilforfatteren Ole Johan Samsøe.

DANNELSESREJSE: var oprindeligt en slags studierejser for adelsmænd eller prinser til europæiske universiteter. Her stiftede de bekendtskab med udlandet, lod sig uddanne og opdrage. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev det også en del af den almene borgelige dannelse.

Efter sin hjemkomst udgav Rahbek i 1785 tidsskriftet Minerva i samarbejde med vennen Christen Pram. Det blev et vigtigt skrift i forhold til formidling af væsentlige nyhedsbegivenheder og debat af videnskabelige, kulturelle og samfundsrelaterede emner. Tidsskriftet bragte også litterære indlæg. For Rahbeks vedkommende var bidragene til Minerva mest teaterrelateret.

Rahbek begyndte i 1791 at udgive tidsskriftet Den danske Tilskuer, hvortil han bl.a. skrev teaterkritik og teateranmeldelser. Fra 1805 til 1816 Titelblad til Den unge Darby, 1780. (Bakkehusmuseet) formidlede han sine ideer om skuespilkunsten til nye, unge skuespillere, da han i perioden var Stykket var skrevet til opførelse og blev først trykt underviser ved Den Kongelige Dramatiske skole. efter førsteopførelsen. I forordet til den trykte Han var fra 1809 og frem til sin død i 1830 udgave beskrev K. L. Rahbek sin frygt for, at man litterær direktør ved Det Kongelige Teater, hvor ikke ville opfatte karaktererne på samme måde hans teaterbedømmelse og -kritik udmøntede sig som ved opførelsen. Det væsentlige for Rahbek i såkaldte censurer af de opførte stykker. var altså ikke den dramatiske tekst, men

teaterstykkets opførelse og den troværdighed, Ja lev vel! Jeg kan ikke tåle at se dig længere i skuespillet gav fortællingen. denne tilstand. Jeg må ile fra dig. Farvel.

Teaterstykket handler om det forelskede par Som regibemærkningen i parentesen i fjerde Betty og Darby, hvis fædre er fjender. Derfor ser replik antyder, viser det sig, at Linby ikke er så Darby ingen anden udvej end at begå selvmord, god en ven. Han har nemlig en agenda - han da han tror, han aldrig vil kunne få sin store ønsker Betty for sig selv, og at Darby forsvinder. kærlighed. Oveni dette ønsker Bettys far at tage Han foregiver siden at ville hjælpe Darby til at hende med sig og flytte fra England til Boston i oprette venskab mellem de stridende fædre for Amerika. dog reelt at ønske, at fjendskabet bliver endnu dybere. Darby-familiens ven Sarbridge I den herefter citerede scene tager Darby afsked gennemskuer dette og løser til sidst konflikten med sin ven Linby, og Darby forsøger at ved at tilbyde sig som far og forsørger for de overbevise ham om, at Linby kan overtage rollen elskende. Stykket slutter med Sarbridges som Bettys mand. monolog til Darby:

Darby. Sarbridge.

Ja lev vel! Betty! Og du Linby! Lev vel! Jeg ser dig (…) Betænk denne dags tildragelse! At din fader, for sidste gang! Omfavn mig. Jeg håber, der er dig for ledt af Linby søgte at vinde sin sag ved himlen udstå til at trøste Betty! dommernes yndest, at Lord Vilborn vilde rejse til Boston, at Linby var troløs, hindrede dig i dit Linby. forsæt, at følge Lord Vilborn, søgte at ophidse din Du vil og Bettys fader på det højeste, at først jeg og siden Betty tvang dig til at leve, alt dette anså for Darby. forfølgelser af en grusom skæbne, nu ser du, at det var midlerne til din lykke. Lær heraf, min søn Jeg vil dø. Tror du, jeg kan leve lykkelig uden at et menneske aldrig i verden kan indse, hvad Betty? Og leve ulykkelig, er det ikke tusinde gange der er hans lykke eller ulykke, og mindst når skrækkeligere end død. Bør jeg da ikke vælge lidenskaberne blænde ham, og da er han villigst den? Du ved, det er ikke et øjebliks beslutning. dertil. Forsynets veje er usporlige for et dødeligt øje; kun dette ved vi, de føre alle til den Linby. retskafnes lyksalighed.

Jeg ved det! Jeg ved, det er forgæves at bestride Med denne moralske kommentar slutter den dig, min fornuft giver dig ret, men mit hjerte - ha! dramatiske tekst. Det frarådes, at man lader sig Skal jeg da røves min ven! (med en forstilt følelse) falde i sine følelsers vold. Rahbek skrev i forordet Darby. til stykket, at dets moralske budskab var at hente i Sarbridges ord, da ulykke ikke kan berettige til at Jeg røves dig ikke ved min død; nej ifald jeg levede, her ulykkelig, da røvedes jeg dig. Men nu begå selvmord. Man kan aldrig vide, hvad der er skal jeg usynlig og fri leve, svæve omkring Betty ens lykke eller ulykke, men alle kan falde i deres og dig; glæde mig ved jer. Snart, Linby! Lev vel! lidenskabers vold. Derfor skal stykket ikke forstås Min sjæl længes efter at fly alle sine kvaler tillige umoralsk, men som moralsk opbyggende. med dette legeme. Lev vel.

Linby.

skuespiller ved Det Kongelige Teater, men det var uden succes. I stedet tog han en latinsk-juridisk forberedelseseksamen, men det var forfattergerningen, der skulle blive hans fremtid. I 1801 indleverede han en prisopgave med titlen Det Ønskeværdige i at erstatte den græske Mytologi med den gammelnordiske indenfor den danske Digtning. Af denne titel får man en fornemmelse af de temaer, der senere kom til at præge Oehlenschlägers forfatterskab og den danske højromantik i det hele taget. Det var emner, som nordisk mytologi og historie, oldnordisk sprog og de nordiske landes tidligste litterære genrer, folkeviser, folkesagn og sagaer, som optog romantikerne.

Oehlenschläger stiftede bekendtskab med K.L. Rahbek i den litterære Drejers Klub og han Adam Oehlenschläger, 1809. begyndte senere at komme i Bakkehusets Tegning af Brødrene Riepenhausen (Bakkehusmuseet) litterære personkreds hos ægteparret Rahbek. I Rahbek følger i stykket de fra Aristoteles givne 1810, efter afsluttet dannelsesrejse, giftede regler om tidens, stedets og handlingens enhed. Oehlenschläger sig med Kamma Rahbeks søster Stykket udspiller sig over et døgn, der er ingen Christiane Heger, og han fik dermed en endnu sceneskift og handlingen udspiller sig i den tættere tilknytning til Bakkehuset. samme londonske kro i alle scener. Handlingen er Oehlenschlägers tidlige dramatik betegnes som dermed lineær. I forhold til genrebegreberne er ”læsedramaer”, da de ikke i første omgang var der hverken tale om en tragedie, eller en tiltænkt opførelse på teaterscenen, men til komedie, da stykket ender lykkeligt, og de læsning. Blandt læsedramaerne findes Aladdin komiske indslag er udeladt. Den unge Darby må i eller Den forunderlige Lampe, der først fik sin stedet karakteriseres som et alvorligt drama. debut på scenen lang tid efter sin udgivelse i Dermed markerer teaterstykket en udvikling fra 1805. Det er dramaets længde og de eventyrlige den genrebestemte komedie, der kendetegnede indslag, som bevirkede, at Aladdin ikke var Holbergs oplysningsteater, mod det følsomme og velegnet til opførelse. alvorlige drama som førende teaterform. Det markerer, hvordan en ny udvikling af teatret er i Oehlenschlägers første stykke, som blev opført på gang. En udvikling, som den næste forfatter, Det Kongelige Teater, var den nordisk-romantiske Adam Oehlenschläger, er repræsentant for. tragedie Hakon Jarl hin Rige i 1808. Hakon Jarl blev et nordisk alternativ til de antikke tragedier. ROMANTIKKENS TEATER Stykket drager paralleller til det tidligere nævnte Adam Oehlenschläger blev født i 1779 og voksede digt Guldhornene samt digtet Hakon Jarls Død fra praktisk talt op på Frederiksberg Slot, hvor hans samlingen Digte 1803. Stykket indeholder nemlig far var slotsforvalterfuldmægtig. Som 17-årig en scene, hvor Hakon Jarls mænd tager et bytte forsøgte Oehlenschläger sig i 1796 som

fra fjenderne, der er ved at bygge en kirke og Hvad vilde du da kalde den? derfor opgraver jorden og finder et guldhorn: Olaf Hakon Vig fra mig! Et helligt gammelt offerhorn af guld, Af drevet guld; et sjældent gammelt horn! Auden På denne plads har uden tvivl tilforn En helt. Ej sandt? En kæmpe for den gode, Et tempel stået for høje guder. Den skønne sag. Og gubben derimod, Der skulle du nu bygge dine kirker Som sagde: dreng! lad mine graner stå; Og dine skumle munkeceller, Olaf? Din spæde urt ej trives på mit fjeld. Ret, mine mænd! At I fordrev dem; ret Hvad vilde du vel kalde ham? At I til vandt mig denne gamle skat, Så skøn som hellig. Der er skrevet runer Olaf Om hornets rand. Lad se, hvad er der skrevet. Som dig. Læser: Brøster for din Brøde Audens replikker er eksempler på Din lykke, Bonde! Oehlenschlägers brug af billedsprog. Planterne Gak til høje Guder, fra Syden, der erstatter de nordiske træer, bliver Giv dem det Bedste. symboler på kristendommen, der erstatter den nordiske mytologi. Auden kritiserer vha. Handlingen er inspireret af den historiske billedsproget, at folket rives væk fra deres gamle fortælling om personen Hakon Jarl fra de religion. Han mener, at den hedenske tro gør islandske og norske kongesagn. Jarlen Hakon dem til noget særligt – i dette tilfælde særligt forsøger at blive konge i Norge ved at bekæmpe nordiske. Olaf tvivler, men overbevises under Olaf Tryggvessøn med sin bondehær. Hæren samtale med præsten Tangbrand om, at splittes dog, og Hakon føler sig nødsaget til at kristendommen er en mere sand tro, end den ofre sin søn til guderne. Fortællingen ender med nordiske. Hakon Jarls død. Hakon Jarl tvivler ikke på de nordiske guder, men I Hakon Jarl hin Rige optræder figuren Auden, der han føler, de har vendt ham ryggen, da han får ligesom den nordiske gud Odin, er en enøjet, fortalt, at Olaf Tryggvesøn har slået hans søn gammel mand og naturdyrker. Auden stiller ihjel. Hakon Jarl opfatter runerne på guldhornet spørgsmålstegn ved Olaf Tryggvesøns som et budskab om, at han skal ofre sin yngste kirkebyggeri og udfordrer Olaf Tryggvesøn med søn Erling til guderne. Hans ofring af sønnen får replikken: vennen Einar til at væmmes ved ham, og Einar Auden forlader Hakon og hans hær, lige inden det store Når nu en yngling, som slag med Olaf Tryggvesøn skal stå. Slaget ender Af Hændelsen var kastet ned til syden, med Hakon Jarls flugt. Han skjuler sig i en grotte, Tilbagekom, og bragte med en kurv hvor han ender sit liv, ved at trællen Karker slår Af spæde, veksle blomster, og fik lyst til ham ihjel. At plante dem i Norges klipperifter; Når granen og når birken overalt Stykket slutter med en monolog af Hakon Jarls Stod ham i vejen; og han fældede nu kæreste Thora. Hun begræder hans død og hans De gamle store skove kækt, og skåne minde for eftertiden. Selv ej det vældigste, det bedste træ, På det hans roser skulle have plads At vokse – Olaf! hvis du så hans dåd,

(Hun lægger kransen og sværdet på hans kiste.) dennes tragiske død, men med bevaret styrke og Tag af din Thoras hånd en frodig krans! loyalitet. En krans af Norges stolte graner slynge Sig om dit brede heltesværd; den sige: Den sidste forfatter i denne gennemgang er J. L. Du var en nordisk og en sjælden drot, Heiberg, der ligesom Oehlenschläger finder En blomst, som kvaltes af sin vinterfrost! inspiration i gamle sagn og fortællinger. I Engang vil Nordens krønike fortælle, Heibergs teaterstykke er der ikke fokus på Når tidens hånd har slettet farven ud, Og kun de store omrids stå tilbage: naturen, men det overnaturlige. I det udvalgte Han var en ond, en grusom afgudsdyrker! stykke, Elverhøj, udspiller handlingen sig omkring Med gysen vil man nævne da dit navn. en elverhøj, der bebos af elverkongen og hans Jeg gyser ikke, thi jeg kendte dig. elverpiger. De bedste kræfter og det største Hjerte Blev ofret for sin tids vildfarelser. Så sov da vel! Du store Hakon Jarl! Tusind god nat! Hist glæde sejerfader JOHAN LUDVIG HEIBERG Din kæmpesjæl! Nu går jeg bort, og lukker, Og når man atter åbner denne dør, J.L. Heiberg blev født i 1791. Han kom fra et Da bringe Thoras svende hendes lig, stærkt litterært hjem, hvor faren, Peter Andreas Og sætte det ved hendes Hakons side. Heiberg, og senere også moren, Thomasine Gyllembourg, var forfattere og bl.a. skrev Igen bruger Oehlenschläger natursymbolik, da blomsten ligesom Hakon Jarl forgår med dramatik. Forældrene blev skilt i 1801, og Johan vinterens frost. Hermed slutter også tragedien. Ludvig blev herefter i en toårig periode sat i pleje hos farens venner K.L. og Kamma Rahbek. Hakon Jarl hin Rige følger de af Aristoteles Hermed fik J.L. Heiberg ligesom Oehlenschläger formulerede regler om dramaets opbygning, da en forbindelse til Bakkehusparret. der i stykket er tale om en lineær handling. Hakon Jarls skæbne er et resultat af de valg og J.L. Heiberg havde i sin barn- og ungdom en stor handlinger, han tager undervejs. Eksempelvis teaterinteresse, der udmøntede sig i bliver konsekvensen af hans ofring af sønnen, at Einar forlader ham.

Oehlenschlägers billedsprog, dyrkelsen af naturen samt genfødselen af de nordiske sagnfortællinger er karakteristisk for romantikkens teater. Hakon Jarl er med sin hyldest af det nordiske folks karaktertræk et udtryk for den nordiske romantik. Hakon Jarl besidder til det sidste styrke og loyalitet, da han forbliver loyal over for de nordiske guder. Oehlenschläger vil med sine stykker indgyde en historisk bevidsthed hos sit publikum og samtidig vise en kontinuitet i de nordiske karaktertræk. I dette tilfælde er den tragiske slutning med til at understrege disse træk, da hovedpersonens handlinger ender i

Johan Ludvig Heiberg, u.å. Johanne Luise Heiberg, u.å. Litografi af Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet) Litografi Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet) teaterstykker, som han skrev og opførte på sit skuespillerinde. En berømmelse, hun blandt dukketeater. Efter endte studier af litteratur og andet havde sikret sig ved sin medvirken i naturfag ved Københavns Universitet, dyrkede Heibergs vaudeviller. han sin teaterinteresse på en dannelsesrejse i ELVERHØJ perioden 1819-1822. Her besøgte han også sin far, der befandt sig i Paris. I den forbindelse Heiberg skrev stykket Elverhøj som et nationalt stiftede han bekendtskab med det franske teater festspil i anledningen af Kronprins Frederiks og af særlig betydning blev mødet med den (senere Frederik den 7.) bryllup med Frederik den franske vaudeville. Vaudeviller er lette 6.’s datter Vilhelmine i 1828. I stykket indgik en teaterstykker med indlagte populære sange, dans kongehyldest med kongesangen Kong Christian og satirisk indhold, der erstatter replikkerne i stod ved højen Mast og et afsluttende leve for videreførelsen af handlingen. Dansene og kongen. sangene indgår altså ikke som pauser i handlingen, men er i stedet med til at bringe I lighed med Hakon Jarl er der tale om et denne videre. I Paris fandt Heiberg inspiration til teaterstykke med elementer fra den dansk- at udvikle vaudevillegenren og tilpasse den til den nordiske historie, men i modsætning til Hakon danske teaterscene. Hans lancering af denne Jarl, der byggede på et konkret historisk sagn, er genre i Danmark, gjorde ham med det samme handlingen i Elverhøj opdigtet. Handlingen berømt hos publikum. udspiller sig over et par dage under Christian den 4.’s regeringstid i Tryggevælde herred på Stevns. J.L. Heibergs ægteskab gjorde ham også berømt i Udgangspunktet er altså historisk, men sin samtid. Han blev i 1831 gift med Johanne handlingen i sig selv er fri fantasi og bygger på Luise Pätges, der var tidens mest berømte egnens folkesagn. Ifølge disse folkesagn har

Elverkongen magten på Stevns, og han vil ikke tillade Danmarks konge, Christian den 4., at Ebbesen. krydse åens bro. Kong Christian er i stykkets Tilgiv, min konge! begyndelse på vej hjem fra jagt på Stevns, hvor Kongen. (forener Ebbesen og Agnete). bondekonen Karen, uvidende om at kongen er Vær lykkelige! tilstede i jagtfølget, beretter om førnævnte sagn: (Forener Flemming og Elisabeth ). Mit ønske gælder også hr. Flemming Karen. Og jomfru Walkendorff. Betragt den å, som flyder her forbi: den skiller Stevns fra Tryggevælde herred. Alle. Jeg siger jer: Kongen tør ej længer Vor konge leve! forføje sig, end til det sted I står; men over denne bro han ej tør komme. Kor. Stykkets konflikt er en forviklingshistorie om den Beskærm vor konge, store Gud! Beskærm hans slægt! unge kongelige lensmand Albert Ebbesen, som er Lad Skjoldungstammen høj og prud forelsket i bondekonen Karens datter Agnete. bestandig skyde friske skud! Han er imidlertid forlovet med Elisabeth Munk, Beskærm vor konge , store Gud! plejedatter af herren til Højstrup på Stevns Erik Beskærm hans slægt! Walkendorff. Elisabeth er forelsket i hofmanden Med blomster i sit sølverhår, Poul Flemming. Ved siden af kærlighedsdramaet han bære, styrket år for år, så let som i sin ungdoms vår, er der en anden forvikling i spil. Agnete viser sig sin krones vægt! at være et forbyttet menneskebarn og ikke en elverpige. Som spæd forsvandt hun fra Det væsentlige i Heibergs stykker er ofte hans plejeforældrene med sin kostbare kongelige brug af musik. I vaudevillerne indgår sange og dåbsgave: en diamantring. Karen, der fandt pigen musik visse steder direkte i handlingen som ved Elverhøj, tog hende til sig i troen på, at hun erstatning for replikkerne. På samme måde er var Elverkongens datter. Det viser sig imidlertid, sang og musik også en væsentlig del af Elverhøj. at Agnete i virkeligheden er Elisabeth Munk. Her indgår både storladent musik af komponisten Walkendorff har holdt forbytningen skjult for Friedrich Kuhlau, men også folkeviser. Samtidig kongen og taget sin broderdatter (der praktisk indgår der scener med dans. nok også hedder Elisabeth) i pleje som erstatning for den forsvundne pige under påstand af, at hun var Elisabeth Munk.

I sidste ende opklares forviklingen af Christian den 4., der giver de to elskende par sin velsignelse.

Kongen. Ha! Ser I, Hvorledes mørkets gerning søger lyset? Jeg burde straffe jer, jer alle straffe, Men jeg vil lade nåde gå for ret. – Nu, Ebbesen! Hvo af os svor vel sandhed? Vil I endnu ej ægte jomfru Munk?

Hvis jeg et afslag gav jer eller virkede, At hele brylluppet gik over styr – (Ironisk.) Svar mig oprigtig, om I da fortvivlede, Jer skød, jer hængte, druknede eller sligt?

Ebbesen (i samme tone.) På dette spørgsmål skyldes ærligt svar: Nej, jomfru, nej! Jeg tog mig ej af dage; Jeg tror, jeg livet end forsøge ville Og se, hvad trøst det mulig kunne bringe.

Elisabeth. Nu, Gud ske lov! det har jeg også ventet, Jeg kender jer som en fornuftig mand. – Så tror jeg, vi forstår hinanden. – Altså Nu spøg tilsidesat! I møder her Til bryllupsstads i aften, tager del I alle festligheder som en brudgom. I danse må med mig, I må mig vise Ret megen omhu og opmærksomhed. Nu – det vil sagtens være let for jer, Som elsker mig så højt. Men nærmes timen, Da kirken skal forene vore hænder, J.L. Heiberg og Fr. Kuhlau ”Elverhøjs” forfatter og Befinder jeg mig ilde, får en afmagt. komponist, 1870. Er højtiden først opsat, tid vi vinde. Litografi af Axel Vincents Kunstforlag

(Bakkehusmuseet) Elverhøj adskiller sig fra både Den unge Darby og Det er i dette citat tydeligt at se, hvordan Hakon Jarl ved at det stadig spilles på teatret. Det personerne egentlig er klar over, at ingen af dem er måske musikken, sangene og dansen, der har ønsker ægteskabet. De vil bare have den anden til sikret stykkets underholdningsværdi igennem at indrømme det først. Ironien i replikkerne er tiden. eksempler på, at der i Elverhøj også indgår humor. Heiberg benytter sig i sit stykke af ironi, f.eks. da Ebbesen og Elisabeth Munk forsøger at undgå J. L. Heiberg følger i Elverhøj Aristoteles’ regler deres forestående ægteskab ved gensidigt at få omkring tidens, stedets og handlingens enhed. den anden til at tilkendegive dette. Men han skaber med vaudevillen en ny genre. En genre, der er videreudviklet specielt målrettet Elisabeth. mod det danske publikum. I kraft af sangenes Jeg ser, man kommer ingen vej med jer. betydning for handlingen, kan Elverhøj betragtes Sig, tror I da jeg er så tåbelig At tænke, hver en mand for mig bør sukke? som en vaudeville, men indholdet minder mere I øver her et falsk galanteri, om et nationalt festspil. Som en hybrid imellem Hvortil der ej er tid, ej heller sted. genrene kan man betegne den som en Velan, jeg synge vil i eders tone: nationalvaudeville. I elsker mig, jeg tvivler ej derpå… Til raseri, det kan ej være mindre. Men hvis nu jeg var ikke stemt til gengæld,

SAMMENLIGNENDE AFSLUTNING Elverhøj bliver et eksempel på en nationalvaudeville, hvor sange kan erstatte De tre forfattere var alle med til at skabe teatret i replikkerne. Som nævnt har Elverhøj en stærk den periode, der her kaldes romantikken, men de underholdningsværdi, der måske er en repræsenterer samtidig noget forskelligt, hvad konsekvens af, at Heiberg hermed tilpasser en angår indhold, budskab og betoning af det genre til det danske publikum. historiske stof. For K.L. Rahbek ligger fokus på opførelsen og Disse tre teaterstykker viser til sammen en teaterstykket i sig selv. Den dramatiske tekst er udvikling i dramatikken i Danmark. Teatret skulle udgivet efter opførelsen og er dermed i ikke længere kun opdrage, men først og udgangspunktet kun skrevet til scenen. Det fremmest underholde. Teaterstykkerne er på den understreges af hans fokus på skuespillet, som måde kilder til udviklingen af teatret fra 1800- han jo også skabte en decideret uddannelse for. tallets begyndelse til dets midte. De forskellige Budskabet i den dramatiske tekst Den unge Darby budskaber i de tre stykker afspejler deres egen er publikums moralske dannelse. Den unge Darby tid og tidens forskellige idealer. Eller gør de? repræsenterer altså oplysningstidens Spørgsmålet er, om budskaberne ikke kun er moraliserende teater. Men samtidig har stykket noget, vi som moderne læsere tolker ud af de alvorlige og følsomme elementer til fælles teksterne? Kan teaterstykkernes budskaber med højromantikkens teater. overhovedet have relevans i nutiden, og hvilken relevans? For Adam Oehlenschläger bliver den dramatiske Dette leder frem til de perspektiverende tekst et mål i sig selv. Hans læsedramaer er spørgsmål, der skal give inspiration til en eksempler på, hvordan han ikke udelukkende diskussion om teatret som medie: skriver til opførelse. Budskabet i den dramatiske tekst Hakon Jarl hin Rige er på mange måder knyttet til romantikkens filosofi og foretrukne DISKUSSIONSPØRGSMÅL emnekreds. Oehlenschläger sætter i stykket fokus Hvorfor bliver nogle teaterstykker stadig på det nordiske og genskaber med sit billedsprog opført i dag, selvom de er skabt til en anden oplevelsen af noget ideelt, som man stræbte tid. Hvorfor er stykkerne relevante for os i efter i romantikken. Samtidig forsøger han at dag? vække en historisk bevidsthed hos sit publikum ved at påpege en kontinuitet i de nordiske Er det deres underholdningsværdi? karaktertræk. Det nordiske folk er i fokus, og man kan sige, at Oehlenschläger med Hakon Jarl har et Eller er det de budskaber, teaterstykkerne historisk og nationalt dannelsesbudskab. giver os, der gør dem relevante?

For J.L. Heiberg bliver der i den dramatiske tekst tilføjet sange og kompositioner. Den dramatiske tekst er her udelukkende forlæg for et teaterstykke. Budskabet i den dramatiske tekst

Elverhøj er nationalt, dansk, med dets hyldestaf både den danske konge og det danske folk.

SUPPLERENDE LITTERATUR

Bjørn, Claus og Olsen, Olaf (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie: Bind 10: Fra reaktion til grundlov 1800-1850. Gyldendalske Boghandel 1990.

Christiansen, Svend: Skitser til romantikkens teater. Tilegnet Torben Krogh. G.C.E. Gads forlag 1967.

Danielsen, Jan (red.): Dansk teaterhistorie. Bind 1: Kirkens og kongens teater. Gyldendal 1992.

Engberg, Jens: Til hvermands nytte. Historien om Det Kongelige Teaters 1722-1995, bind 1-2. Frydenlund 1995.

Fenger, Henning: Familjen Heiberg, Peter Andreas Heiberg, Fru Gyllembourg, Johan Ludvig Heiberg og fru Heiberg. Museum Tusculanums forlag 1992.

Heiberg, Johan Ludvig: ”Elverhøj” i Poetiske Skrifter. Bind 2. København 1862.

Neiiendam, Klaus: Romantikkens teater i Danmark. Belyst gennem Edvard Lehmanns scenetegninger, Skuespil og ballet. Selskabet for dansk Teaterhistorie 1994

Oehlenschläger, Adam: Hakon Jarl hin Rige. København 1808.

Rahbek, Knud Lyne: Den unge Darby. Et alvorligt Skuespil i tree Handlinger. København 1780.

Rahbek, Knud Lyne: Om Skuespillerkunsten. København 1810.

Scavenius, Alette (red.): Gyldendals Teaterleksikon. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København 2007.

Sørensen, Karen: Dramatik. En Grundbog. Karen Sørensen og Systime A/S 2008.

Traustedt, P.H.(red.): Dansk Litteratur Historie, bind 1-2. Politikkens Forlag 1967.

Arkiv for Dansk Litteratur, www.adl.dk

Bakkehusmuseet, www.bakkehusmuseet.dk

Gyldendals: Den store danske encyklopædi, www.denstoredanske.dk

LÆRERVEJLEDNING

MÅL:

Undervisningsforløbet sigter mod at give eleverne kompetencer inden for følgende områder:

- Redegørelse for centrale dramateoretiske begreber ud fra konkrete litterære nedslag

- Analyse af den dramatiske litteraturs udtryk og udvikling i romantikken

- Analyse af den teaterhistoriske udvikling

- Analyse af dramatisk litteratur i henhold til genreprincipper samt analyse af teatret som kommunikationsmedie

- Refleksion over og dialog om romantikkens dramatiske litteratur og om teatret som scenisk formidler af litterære tekster

INDHOLD:

Undervisningsforløbet ”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater ” er skabt til gymnasieskolen, og det er udarbejdet i forbindelse med Bakkehusmuseets særudstilling af samme navn. Formålet med forløbet er i forlængelse af udstillingen at sætte fokus på teatret og den dramatiske litteraturs udvikling i den romantiske periode, 1800-1850. Forløbet dækker den for danskfaget væsentlige litteraturhistoriske periode romantikken, og det lægger op til en genreanalytisk gennemgang af den dramatiske litteratur med henblik på at undersøge, hvad der kendetegner dramatikken og dens sproglige virkemidler. Undervisningsforløbet er også relevant for valgfaget dramatik på C- og B-niveau.

Undervisningsforløbet er todelt og består af henholdsvis et undervisningskompendium og et museumsbesøg. Forløbets første del skal forberede eleverne, sådan at de kender de væsentlige begreber og de tre centrale forfattere. Forberedelsen finder sted uden for museets regi. Forløbets anden del er dialogbaseret og foregår på museet. Forløbet strækker sig over to moduler af ca. 90 minutters varighed, og eleverne skal i løbet af den tid omsætte deres viden om romantikkens teater fra kompendiet i en undersøgelse af konkrete stykker. Eleverne får indledningsvis en kort omvisning i særudstillingen og i den forbindelse vil der være en dialogbaseret gennemgang af de tre dramatiske forfattere Knud Lyne Rahbek, Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg, som alle er en del af romantikkens teater. Eleverne skal herefter analysere udvalgte scener og eksempler på dramatisk litteratur, der findes i kompendiet. Herefter vil eleverne blive inddelt i tre grupper, der hver får tildelt en scene fra henholdsvis Den unge Darby, Hakon Jarl hin Rige eller Elverhøj, som også er gengivet i kompendiet. Grupperne afgør selv, hvordan de vil gribe opførelserne an. Opførelserne skal munde ud i en fælles diskussion og sammenligning af de tre teaterstykker samt en diskussion af teatrets muligheder som medie. De afsluttende spørgsmål i kompendiet vil danne udgangspunkt for diskussionen. Eleverne kan med fordel foretage en skriftlig besvarelse af spørgsmålene.

MATERIALE:

Det kompendium, der er udviklet til undervisningsforløbet, kan downloades fra henholdsvis Bakkehusmuseets (www.bakkehusmuseet.dk) eller Skoletjenestens hjemmesider (www.skoletjenesten.dk). Kompendiet definerer begreber og giver en kort teaterhistorisk gennemgang for herefter at fokusere på romantikkens teater og de tre dramatiske forfattere Rahbek, Oehlenschläger og Heiberg. Kompendiet danner baggrunden for undervisningsforløbet på museet, men kan med fordel også være inspiration til et undervisningsforløb på skolen. I kompendiet findes de tre scener, som eleverne skal opføre i grupper under forløbet, og vi anbefaler derfor, at eleverne har stiftet bekendtskab med kompendiet på forhånd.

OPGAVE:

Den kreative opgave består af gruppebaserede opførelser af scenerne fra de tre nedenstående teaterstykker. Denne opgave engagerer eleverne på forskellige niveauer: 1. som agerende skuespillere, 2. som tilskuere i iagttagerrollen og 3. som kritikere af den dramatiske udførelse. Alle disse er væsentlige dele af valgfaget dramatiks praktiske side. I forbindelse med elevernes opførelse og vurdering skal de gøre brug af den viden og de begreber, de har stiftet bekendtskab med i kompendiet og under omvisningen. Samtidig skal de arbejde med at kropsliggøre en dramatisk tekst. Her tænkes især på analyse af replikker, sprog, regibemærkninger og genrer. Scenerne fra de tre stykker vil herefter blive sammenlignet og perspektiveret i forhold til hinanden. De tre scener er gengivet følgende steder i kompendiet:

1. Den unge Darby, 1. handling, femte optrin. Medvirkende Darby og Linby. Findes på side 8 i kompendiet.

2. Hakon Jarl hin Rige, 4. akt, 2. scene. Medvirkende Auden og Olaf Tryggvesøn. Findes på side 10 i kompendiet.

3. Elverhøj, 2. akt, 12. scene. Medvirkende Elisabeth Munk og Albert Ebbesen. Findes på side 14 i kompendiet.