3. Kongemagt, Kirke Og Kernefamilie – 1000 - 1300 Middelalderens Historie

Danmarkshistorier – 100 fortællinger om samfund, stat og imperium 700-2017

3. Kongemagt, kirke og kernefamilie – 1000 - 1300 Middelalderens historie

1. Kristendommen og kirken – kristningen af Skandinavien 2. Slægt, venner, kongemagt og kirke – konflikter i 1100- og 1200-tallet 3. Slægt, kernefamilie og fæstebønder

Landkort: 5. 1200-tallets klostre, fæstninger og købstæder. 6. Valdemar Sejrs Østersøherredømme o 1220. 7. Østersøhandelen fra Slesvig til Novgorod

Kort oversigt: Middelalderens historie 1000-1300

1. Kristningen af Skandinavien ærkebispen i Bremen-Hamburg. Omkring Harald Blåtand (ca 950- ca 985) var ikke den 1060 blev den endelige opdeling i første skandinaviske konge, der lod sig døbe. bispedømmer i det danske rige gennemført og Allerede tidligere i konflikterne med i 1104 fik området sin egen ærkebisp med frankerkongen Karl den Store var nordiske sæde i Lund. fordrevne konger og stormænd blevet døbt og På samme måde var kongemagtens udvikling gået i alliance med udenlandske herskere for og byernes tilblivelse præget af kontakterne selv at sikre sig støtte til at vende tilbage. til England, hvor Nordsøimperiet under Sven Men det er karakteristisk, at først når den Tveskæg og Knud den Store i en længere lokale fyrste lod sig døbe, skete der en periode skabte grundlag for øget handel og samfundsforandring, hvor kongen sikrede den fred. ny kirke og dens missionsarbejde. Med konflikterne efter Knuds død (1040) om I 1060erne var Danmark og Norge som herredømmet i Danmark og Norge gik kongeriger blevet kristnet og havde endelig Nordsøimperiet i opløsning, men da var de tre fået en kirkelig organisation med kongeriger: Danmark, Norge og Sverige bispedømmer og sognekirker. blevet etableret som selvstændige, men ikke Det svenske område kom senere med, men de klart adskilte enheder med hver sin hersker. områder, der lå tæt på Danmark og Norge Nu var det mere kontrollen med jord og (Västergötland, Småland, Östergötland) havde ressourcer, der betød noget i forhold til den allerede fungerende bispedømmer fra 1000- plyndrings- og gaveøkonomi, der havde tallet. domineret vikingetidens samfund. Det var især den angelsaksiske kirke, der fik Handelsmæssigt var der stadig tale om en betydning for kristningen i Danmark og omfattende handel mellem øst og vest fra Norge. Engelske missionsbisper spillede en Hedeby/Slesvig til Gotland gennem Østersøen central rolle for de danske og norske konger. og ad de russiske floder mod syd og øst. De De forsøgte at frigøre sig fra den politiske kontakter mellem fyrstefamilierne i missionsvirksomhed, der var tilknyttet Danmark, Sverige, de slaviske områder og de ærkebispen i Bremen-Hamburg – og som var russiske byer Novgorod og Kiev var tætte. underlagt den tysk-romerske kejser. I en Vestpå var der også forbindelse til de kortere periode under Knud den Store var den nordtyske byer og til England og de nordiske kirke sandsynligvis underlagt Nordatlantiske øer. De sidste var i høj grad ærkebispen af Canterbury, men det endte knyttet til det nyskabte norske kongedømme, med, at de kristne i Norden blev underlagt der stadig havde interesser i Nordengland og

Skotland og som i 1200-tallet også kom til at herskerfamilier og deres venner, der overtog omfatte Orkneyøerne, Færøerne, Island og magten. Grønland. Efter Sven Estridsøn (konge 1047-1076) 2. Slægt, venner, kongemagt og kirke – fulgte en række sønner af ham, der alle havde konflikter i 1100- og 1200-tallet efterfølgere, som kunne kræve tronen. Med kirkens etablering og konsolidering Niels (1104-1134) var den sidste af sikrede de lokale herskerfamilier sig et nyt Svenssønnerne, der blev konge og med ham felt for deres magtudøvelse. Kirker og klostre fulgte en periode med opgør mellem de store blev gennem gaver og ejendomsret til skov, stormandsklaner. jord og vandløb vigtige dele af de ressourcer Baggrunden var, at Niels’ søn Magnus i 1131 en magtgruppe kunne beherske, og det blev dræbte Knud Lavard (søn af Erik Ejegod), der vigtigt for herskerfamilierne at besætte var fyrste for abodritterne i Holsten og som biskops- og abbedembederne. samtidig var kongens repræsentant i Kongemagten havde rådighed over indtægter Sønderjylland med Slesvig som hovedby. fra byerne og fra de mange landområder, der Ved hans drab blev en række var kongelig ejendom. Hertil kom indtægter stormandsfamilier og deres venner alvorligt fra bøder og afgifter,- og fra udfordret sammen med den tyske kejser, som ledingsafløsningen, som de ledingspligtige Knud havde været underlagt. Ved en slag i storbønder betalte, når der ikke var udbudt Fodevig i Skåne 1134 blev på det nærmeste leding. hele den ledende herskergruppe omkring Møntvæsenet, der var organiseret som i Niels og Magnus nedslagtet af en rytterhær England var også vigtigt for kongen. Der var under Erik Emune. Og der fulgte nu en tvungen brug af lokale mønter ofte med borgerkrig indtil 1157, hvor sejrherren begrænset varighed, når man skulle købe og Valdemar den Store blev enekonge støttet af sælge på markederne, hvadenten det var på Skjalm Hvides efterfølgere (Hviderne). det store Skånemarked, eller når det var på Ærkebisp Eskil fra Lund hørte ikke til den markedsdagene på byernes torve. sejrende herskergruppe og måtte gå i eksil i Tvangsveksling til udenlandske mønter var en en periode. del af systemet og sikrede kongen Han blev senere erstattet af Absalon, der ekstraindtægter. Til gengæld sørgede kongens tilhørte den sejrende klan og som allerede i fogeder for markedsfreden og for 1158 blev biskop i Roskilde. købmændenes sikkerhed. Den ny konge skabte sammen med sine De mange lokale storbønder havde kontrol alliancepartnere en korstogsflåde, der i årene med den lokale retshåndhævelse på frem stykke for stykke erobrede den sydlige herredstingene og havde stor indflydelse på Østersøkyst med slaviske folkeslag fra Trave– landstingene, men også kongen og hans floden i Holsten til Wislafloden ved Danzig. fogeder havde stor indflydelse her. I 1168 erobredes Rügen og her oprettedes Kongemagten var i flere perioder usikker og kirker og området kom under Roskilde- forskellige grupper af storbønder søgte at bispen. Mens de vendiske fyrster sværgede sikre sig del i de ressourcer kongemagten troskab til Valdemar. rådede over. Kongerne blev valgt på Både Valdemars efterfølger Knud og hans søn landstingene – eller på forsamlinger af Valdemar Sejr fortsatte kortogserobringerne – ledingens ledere – og det gav usikkerhed og tilslut i 1210-erne var det Estland og alliancer mellem de forskellige områderne ved den finske bugt, der var i herskergrupper og den kongelige slægts centrum for bestræbelserne. Ærkebisp forskellige medlemmer. Ved et kongevalg var Andreas Sunesen fra Lund spillede en vigtig det en koalition af interessenter – kongen, rolle i denne sammenhæng og søgte at sikre

både kongens og kirkens kontrol med Det gav atter mange årtiers interne missionsaktiviteterne i det baltiske område. stridigheder. Erik Klippings to unge sønner I denne sammenhæng gik både Valdemar den Erik Menved og Christoffer efterfulgte Store og Knud ind i Skt.Knudsgildernes faderen, - en formynderregering blev i sammenslutning og prøvede også ad denne mellemtiden ledet af enkedronning Agnes. vej at sikre sig kontrol med Østersøhandelen Sønnen Erik Menved blev kort tid efter i 1287 og de baltiske kyster. kronet som konge, men moderen fortsatte sit Det feudale system med lensherre og vasal styre indtil 1293, hvor hun blev gift på ny blev nu en del af det danske kongerige. med en holstensk greve, og derefter holdt hun Valdemar Sejrs sønner fik som hertuger til på Lolland. kontrol og indtægter fra de områder de blev De fredløse mordere støttede sig på den lensherrer for. Især fik det betydning at norske konge og gennem flere år blev de Sønderjylland og Halland blev udskilt som danske byer og øer angrebet af norske styrker, hertugdømmer. mens formynderregeringen søgte støtte i både Med Valdemar Sejrs tilfangetagelse af Sverige og hos Lübeck for at isolere oprørske nordtyske fyrster 1221 og de senere nordmændene. tabte militære opgør mistede den danske Både de nordtyske fyrster, Lübeck og de konge en stor del af det område langs nordiske konger blandede sig aktivt i de Østersøkysten, hvor de lokale fyrster ellers danske forhold. Alliancer blev hele tiden havde tilsluttet sig Valdemarernes nydannet og opløst. magtområde. Samtidig var ærkebispen af Lund blevet så Selvom der med Valdemar Sejrs efterfølgere magtfuld, at kirken nu kunne udfordre atter fulgte en periode med borgerkrig og kongemagten. To ærkebisper forsøgte i sidste brodermord i kongeslægten, fastholdt den halvdel af 1200-tallet at bekæmpe og danske konge dog kontrollen med Estland og begrænse kongens styre. Ærkebisperne Jacob delvis med Rügen. Erlandsen og Jens Grand havde begge forsøgt På baggrund af de mange konflikter i midten at sikre sig uafhængighed af kongemagten og af 1200-tallet søgte kongen og magthaverne brugte alle midler til at bekæmpe nye veje. Der blev oprettet et råd af kongemagten, men begge måtte flygte og gå i herremænd, der fulgte kongen og som deltog i eksil. Først ind i 1300-tallet kom det til fred politikkens udførelse og fastlæggelse. I 1282 mellem ærkebisp og konge. aftalte herremændene og kirkefyrsterne med Med Erik Menveds efterfølger Christoffer gik kongen en slags forfatning – en den danske kongemagt helt i opløsning ”håndfæstning”-, der skulle sikre freden, og at omkring 1320. Det skyldtes ikke alene landet skulle styres i fællessskab. Hvert år konflikterne med ærkebisperne og de fredløse skulle kongen holde Danehof med sine fra 1286. For at finansiere lejetropper og rådgivere og herremændene, og støtte havde kongerne efterhånden fået pantsat retssikkerheden blev fastslået for herremænd så store dele af landet, at de ikke kunne og kirkefyrster. opretholde deres magt og indtægter til at sikre I 1286 blev kong Erik Klipping så myrdet. Vi den. Der opstod et egentlig magttomrum uden kender ikke morderne, men den ledende kongemagt, hvor alene de mange panthavere herremandsklan med Grev Jacob af Halland – ofte tyske riddere og de holstenske grever og marsk Stig Andersen blev udpeget og dømt dominerede. fredløse af det følgende Danehof, hvor Skåne kom i denne sammenhæng under den enkedronningen Agnes tog magten. svenske kong Magnus Eriksson fra 1332, han Det mindede om et statskup og dermed blev støttet af ærkebispen af Lund og en skiftede magten atter. gruppe pantherrer, men måtte selv betale en stor sum for at indløse panthaverne.

Først med Valdemar Atterdags indtræden på For størstedelen af befolkningen – dem uden scenen i 1340 ændredes situationen, og ejendomsret til jorden, - havde de nye regler kongemagten blev genetableret nu under helt for samliv ikke den store betydning, men andre betingelser. efterhånden fik kirkens normer og krav om kristent ægteskab indflydelse på den måde, 3. Slægt, kernefamilie og fæstebønder man opfattede ”uægte” børn på, og for de På flere måder var samfundet ved at ændre ugifte mødre som fødte dem. sig. Kirkens indflydelse skyldes i høj grad, at Der var sket en vækst i den selv fik ejendom og store ressourcer. landbrugsproduktionen perioden igennem. Hertil kom, at kirken ved sine krav til Hjulploven gav mulighed for yderligere befolkningen om at leve i ”kristent ægteskab” opdyrkning af de fede lerjorde og møller og stillede nye normer op for samliv og arv. broanlæg øgede produktiviteten på samme Ved Laterankonciliet i 1215 vedtog den måde. katolske kirke, at man ikke måtte gifte sig Hvor man i vikingesamfundet stadig kunne inden for det 4. led. Det betød fx at ægteskab skaffe sig ressourcer – slaver og gods – mellem kusiner og fætre nu blev umuligt. For gennem plyndring og deltagelse i den jordejende del af befolkningen stillede det stormændenes flådetogter, var det nu mere krav om opløsning af de slægtskabsrelationer, ejendomsretten til jord og rådigheden over man normalt indgik for at sikre ressourcerne, der kunne sikre storbøndernes jordbesiddelsen til slægten. magt. Hvor der stadig var frie bønder med At det ikke lykkedes for kirken at gennemføre egen ejendomsret til jorden, blev de fleste frie de nye bestemmelser med det samme, kan bønder nu underlagt andre jordejere og det man se af landsskabslovene, der blev til i kom til at præge landsbyernes måde at være slutningen af 1100-tallet og i begyndelsen af organiseret på. 1200-tallet. De tillod stadig andre Tidligere var landsbyerne ikke stationære – de samlivsformer og gav lov til kvindelig arv, og flyttede rundt i et område – når affald og lovene begrænsede fortsat den jord, man gødning var efterladt i tilstrækkeligt omfang kunne skænke til kirken på sit dødsleje. flyttede man husene og bygningerne og På længere sigt blev det imidlertid kirkens opførte landsbyen i nærheden igen. regler for samliv, der blev de gældende. Med kirke og kirkegård etableret ved Vigtigere var det, at det nu var kirkens egne storbondens gård blev også landsbyen domstole, der bestemte over stationær. Det skabte en ny ejendomsstruktur ægteskabslovgivningen og som også overtog med få selvejere og mange der levede i tolkningen af arveregler mv. landsbyen og som dyrkede jorden. Over tid For de jordejende familier blev selve blev gårdene lige store og del af et giftermålet derved meget vigtigt, - nu var der landsbyfællesskab, - nu besat af fæstebønder direkte tale om at et giftermål skabte alliance på kontrakt, mens jordejerne – kirken, mellem to grupper af jordejende familier, og kongemagten og de nye adelsmænd flyttede det måtte derfor udnyttes strategisk. ud til ofte befæstede storgårde og dermed forlod landsbyen. Samtidig forsvandt trællene helt fra Danmark og slavehandelen ophørte.

Fortælling 10: Om ”Nordens apostel: Ansgar” og kristningen af Norden

Kristningen af de nordiske lande var i middelalderen et omstridt politisk spørgsmål, - hvornår blev landenes befolkninger kristne?- hvem kristnede dem? – er de stadig kristne? Det var ærkebispen i Hamburg-Bremen, der i 1000- og 1100-tallet forsøgte at forsvare og fastholde sin rolle som pavens repræsentant overfor bisper og konger i de nordiske lande, selvom der fra 1104 blev oprettet et nordisk ærkebispedømme i Lund og selvom andre bisper (ærkebispen af Köln fx allerede i 700- og 800-tallet, ærkebispen af Canterbury under Knud den Store) tidligere udøvede missionsarbejde i Norden. Adam af Bremens beretning fra 1080erne og de mange pavebreve, der styrker ærkebispen af Bremens rettigheder fra 800-tallet til 1100-tallet, kan således delvist være konstrueret senere som del i denne magtkamp. Her er de kilder, vi har, der kan belyse de første århundreder i kristningsprocessen med vægt på Ansgars missionsarbejde og Harald Gormsøns (Blåtand) dåb o. 963. Fra Island er der en tidlig og omdiskuteret kilde fra o. 1140 (Ares Islendingabok), der fortæller om en kristningsproces, der minder om Gotlands, og som er en del af den proces, hvor kristningen foregår som en overtalelsesproces. Et uddrag af Guta-sagaen fra o. 1200 viser, hvordan man senere i middelalderen opfattede kristningsprocessen i vikingetiden som ret uproblematisk. Introduktionen kan hjælpe på vej til at besvare spørgsmålet:

Hvorledes foregik kristningprocessen i det nordiske område og hvilke kristningsstrategier anvendte kirken?

A. Introduktion til kristningprocessen vores livssyn og forestillinger om, hvad der er menneskeligt og normalt. Problem: vores nutidige forestillinger Men der er også andre ”fejlkilder” i de påvirker vores fortolkning forestillinger vi har med hjemmefra, når vi Moderne danskere og de nyere nordiske tolker middelalderens samfund. historikere har – ofte uden at vi erkender det, Den nationale bevidsthed og været dybt præget af det opgør med den danskhedsopfattelsen, der blev konstrueret i katolske kirke, der i alle de nordiske lande 1800-tallet, skabte et fjendebillede af skabte en national protestantisk statskirke, der ”tyskerne”, som besættelsen under efterfulgte pavekirken ved reformationen i 2.verdenskrig var med til at fastholde. 1520erne og 1530erne. Disse nationale opfattelser overføres let til Vores forestillinger om den middelalderen, hvis vi ikke tænker os om. For senmiddelalderlige pavekirkes behov for det første var der ikke tale om, at ”tyskerne” i finansiering (salg af afladsbreve mv.) og den vikingetiden og i middelalderen udgjorde et senmiddelalderlige frelselære, som Luther samlet samfund med eet folk. Sakserne, gjorde oprør mod, gør det stadig vanskeligt bayrerne, rhinboerne og friserne var for os at forstå, hvad kristningprocessen i den forskellige folkeslag med forskellige fyrster, tidlige middelalder egentlig har indeholdt, og der alle talte germanske sprog, der lå tæt på hvordan de første kristne i Norden tænkte. Og det sprog, man talte i Sønderjylland – men det har ikke gjort det lettere for almindelige som var ret forskellige fra de sprog, som de danskere, at forstå de enkelte slaviske folk, der også dengang boede i det vi senmiddelalderlige menneskers kristne tros- i dag vil kalde Nordøsttyskland, talte. og frelseforestillinger efter den sækularisering, der er sket i de nordiske lande siden 1800-tallet, og som helt har ændret

Kristningsstrategier: erobring og både angelsaksiske og irske munke og præster fredelig mission spillede derfor en særlig rolle i Der var i vikingetiden og i middelalderen tale kristningsprocessen i Norden. om to typer af kristningsprocesser som Vi kender ikke meget til kristning fra øst, men foregik samtidig. kontakterne ad de russiske floder til Byzants Fra magthaverne i Frankerriget (omkr 790 – har helt sikkert gjort det muligt for kristne og senere fra det tysk-romerske rige (fra omkr missionærer fra øst-kirken at deltage i 830) blev der iværksat en erobring af de kristningsprocesssen i Norden, men vi nærliggende lande og folkeslag. Sakserne og mangler kilder, der fortæller herom. Fra friserne blev fx tvangskristnet under Karl den kirker på Gotland har vi fra 1100-tallet Store (død 814) ligesom de slaviske folk kalkmalerier, der direkte er præget af abodritter og vender senere blev byzantinske forbilleder. tvangskristnet under Knud Lavard og Med Sven Tveskægs og Knud den Stores Valdemar den Store i 1100-tallet. erobring af England fulgte direkte engelsk Denne form for tvangskristning fik alvorlige indflydelse på den senere del af samfundsmæssige virkninger både i form af kristningsprocessen. Meget taler for, at det er undertrykkelse af de tidligere bærende ærkebispen af Canterbury, der organiserer samfundslag og høvdingefamilier, men også missionsbisperne i Norden i denne periode. ofte i form af ødelæggelse af de dyrkede I 700- og 800-tallet var det især områder med de sårbare landsbysamfund. Det tvangskristningen i Nordvesttyskland – mod var derfor ikke tilfældigt, at nabofyrsterne til sakserne, friserne og slaverne, der fik de store rigsdannelser selv overgik til betydning ind i det nordiske område. Det var kristendommen for at undgå tvangskristning fra syd (Frankerriget og senere Det tysk- og ødelæggelse. romerske kejserrige), at truslen mod de Ved siden af erobring og tvangskristning nordiske høvdinge- og kongeslægter var foregik der imidlertid en egentlig fredelig alvorlig i 700-1000-tallet. omvendelse, hvor præster og munke fra Men ikke desto mindre er det den fredelige etablerede institutioner i de kristne hjemlande omvendelse, der dominerede oprettede nye kirker og klostre i de kristningsprocessen i de nordiske lande i ”hedenske” områder. forhold til naboområderne mod syd (slaverne Her skabte de efterhånden tilslutning til og sakserne). Derfor er de tidlige beretninger kristendommen, og de fik af og til fra 800-tallet om Ansgar, og Widukinds magthaverne lokalt til at være med i denne beretning fra 900-tallet vigtige, hvis vi skal proces. Her kom en del af støtten til forstå den proces, der i Sydskandinavien fører kristningsarbejdet fra de gamle institutioner frem til kristnede nordiske samfund i (klostre og domkirker), hvor munkene og slutningen af 1000-tallet. præsterne oprindelig kom fra, og som de stadig var i kontakt med. Helgenlegender, heltehistorier og I området syd for Skandinavien spillede folkenes historie angelsaksiske og irske præster og missionærer Beretningerne vi har fra 800- og 900-tallet, er en stor rolle i kristningsprocesssen i 700- og ofte præget af konfrontationen mellem nord 800-tallet, og fra de klostre, de anlagde i og syd og mellem de ekspansive Nord- og Mellemtyskland, udgik der i 800- og vikingesamfund og de andre vesteuropæiske 900-tallet missionærer til områderne ved samfund. Østersøen og de skandinaviske lande. På den ene side har vi en række (i samtiden Med vikingernes bosættelser i England, hurtigt glemte) fredelige beretninger om Skotland og Irland efter 800 fulgte der også munke og præster, der uden større ressourcer direkte kontakt til kristne menigheder, og søgte at prædike og omvende friserne,

danerne, nordmændene og svenskerne, og slægten, så de selv ophøjes derved. Og paven som ofte viser de mange problemer, der var er netop med til at støtte dette. for de første missionærer. Andre beretninger om overgangen til Det er beretningerne om Willibrord, kristendom er langt mere politisk præget, idet Bonifacius, Ansgar og Rimbert – beretninger, de tager udgangspunkt i de magtkampe, der der typisk er nedskrevet en generation efter foregik i samtiden, og hvor beretningerne er det skete, som så omhandler de ”hellige” argumentation for en bestemt magtorden og personer, der enten blev martyrer, eller som for bestemte institutioners rettigheder. Disse gennem deres arbejde, senere blev gjort til tekster følger som med helgenbiografien også helgener. Det vil sige personer i himlen, man bestemte genrekrav. Det er fx heltebiografien som kristen kunne henvende sig til for at sikre – der henter sit mønster fra Suetons sin egen frelse. kejserskildringer – og som er opbygget i et Fra 1000- og 1100-tallet kommer der en dualistisk univers – de gode mod de onde fx. række lokale helgener til, som vi kender fra Fra Harald Gormsøns (Blåtand) tid kender vi legender, som skabes af de nye lokale kirker, fx til Widukinds beskrivelse af Otto den Stores og som kan omhandle personer, som havde liv tilegnet hans datter, abbedissen Matilde lokal betydning, men som vi i dag ikke på (omkr. 975), og som omtaler Haralds dåb o. anden måde kan finde frem til. 963 og viser hvordan Otto (død 973) er som Fra Danmark kendes fx legenderne om Niels en (god) kristen fyrste. og Thøger. Fra Sverige er der en række Det kan også være en ”folkenes historie”, der helgener Botvid, David af Munktorp, Eskil og med udgangspunkt i et bestemt folk, beskriver Sigfrid, hvor de fleste af dem er angelsaksiske dets oprindelse og de helte – og helgener, der missionærer, der kommer til Sverige og samler folket og skaber den samfundsmæssige prædiker der i 1000-tallet. sammenhæng og legitimere magtudøvelsen Der opstod tidligt i den kristne verden en gennem de folkelige institutioner, som fx særlig genre – hagiografien, helgenlegenden tinget, kongen eller kirken, og som sikrer en – hvor den pågældende person er beskrevet bestemt kongeslægt dens magt. Det ses fx i gennem en række bestemte faser, der udvikler Are Þorgilsson Froðes Íslendingabók om en helgen, der så er med til at sikre andres Islands oprindelse, altingets tilblivelse og frelse. Den sikreste vej til frelse og islændingenes kristning. helgenstatus var martyriet, hvor man direkte ofrede sit liv i troens tjeneste. Adam af Bremen – en central tekst Beretningerne kan her været skrevet af en Af stor betydning for fortolkningen af forfatter med direkte personlig viden om det kristianiseringen af Norden fik Adam af menneske, der omtales – det er fx tilfældet Bremens omfattende fremstilling fra med Rimberts beretning om Ansgars liv. De 1080erne, der på mange måder prøver at vise to blev venner og nært knyttede til hinanden. Hamburg-Bremen ærkebispedømmet som Men Ansgar blev ikke martyr, så hans Nordens vigtigste og bestemmende kristne helgenstatus blev derfor bestemt lokalt af den missionsinstitution med ærkebispen som hele hamburg-bremiske kirke. Nordens kirkefyrste. En helgenlegende kan også være konstrueret Adams fremstilling inddrager mange af de langt senere, så den alene passer til tidligere fremstillinger og er et historisk set helgenlegendens krav uden at personens kompliceret værk, der har en klar tendens, der hverdagsliv eller historie findes i teksten, - det gør det vanskeligt at anvende det til andet end ses fx i Aelnoths beskrivelse af Knud den som forklaring på Bremer-kirkens aktuelle Hellige (død 1086) fra begyndelsen af 1100- interesser i 1080erne, men fremstillingen tallet. Her er det Erik Ejegod og hans viser også den viden man havde ved kongeslægt, der sikrer sig en ”martyr” i ærkebispesædet om de nordiske lande.

Ikke desto mindre bruges Adam af Bremens Hvor det bliver Knud-helgenerne i Danmark tekst af mange historikere, uden at de (Knud Konge og Knud Hertug – se Fortælling analyserer brugen af teksten kritisk. Michael 16) , Olav-helgenen i Norge og Erik-helgenen Gelting har i en engelsksproget artikel vist, at i Sverige, der dominerer i 1200-tallets det sandsynligvis var ærkebisp Bruno af Köln, nordiske kirkeliv sammen med en lang række der spillede den afgørende rolle ved Haralds fælleseuropæiske religiøse skikkelser og kristning, og at Poppo var en af ærkebispens helgener, var de tidligere missionærhelgener nære medarbejdere. fra før år 1000 næsten nu blevet glemt og Andre historikere har påpeget, at Knud den hentedes ikke frem mere. Store organiserede de nordiske kirker med Efter 1096 kommer korstogsideologien til at ærkebispen i Canterbury som leverandør af spille en væsentlig rolle også for mange missionsbisper og med den kristningsprocessen, det er behandlet i angelsaksiske ærkebisp som overhoved. Det Fortælling 14 og 16, og det betyder, at netop omtales næsten ikke hos Adam af Bremen. En de mange nordiske kongehelgener får stor undtagelse er hans omtale af Roskildebispen betydning. Gerbrand, der tages til fange af ærkebispen i Hvis man undersøger kalkmalerierne fra Bremen, og som må underlægge sig ham. middelalderen findes de første missionærer Adam af Bremen har også de første og ældste derfor slet ikke her. oplysninger om kristningen af Island (og om De kommer først frem igen i 1500-tallets rejserne til Grønland) som findes på skrift, humanistiske periode, hvor de eneste (sen-) disse oplysninger diskuteres fx af den svenske middelalderlige kalkmalerier af Ansgar og historiker Harald Gustafsson i Islands Rimbert males i Skibby gamle kirke omkring kristnande - en kritisk undersökning s 18-38 i 1520. Scandia 77:2 (2010). Senere dukker de atter frem i 1800-tallets nationale vækkelsesperiode, hvor især Ansgar Folkenes historie: Saxo, Gutasagaen og – som ”Nordens apostel” nu får en plads som Heimskringla den første i en lang kæde af nationale Senere middelalderhistorikere, der med skikkelser, - herunder også kongehelgenerne, udgangspunkt i en folkenes historie skabte der nu indgår i danskhed, svenskhed og magtmæssig legitimitet og sammenhæng nordiskhed. findes fx i Roskildekrøniken, i Sven Selv katolikkerne i Danmark genopfinder i Aggesøns og Saxos ”Danmarkshistorier”, i 1800-tallet med religionsfriheden Ansgar, og Gutasagaen og i de islandske sagaer (med bygger deres nye domkirke i København som Heimskringla), - også her er der problemer Skt. Ansgars kirke i 1842. med deres brug. De er blevet til i 1100- og 1200-tallet flere århundreder efter Litteratur om kristningen og de første kristningsperioden og bygger på de mange missionærer, Haralds dåb og helgener senere myter og forklaringer, og de er set Ulla Kjær: Roskilde Domkirke. Kunst og udfra samtidens problemer og opfattelser. historie. Nationalmuseet/Gyldendal 2013. Afsnittene: ”En biskop i Roskilde” (s 15-23) De ældre helgener i Norden: Ansgar og og ”Stiftergrave og sidealtre” (s 96-101) Rimbert glemmes og genopdages i 1800- omhandler missionsperioden under Harald tallet Blåtand frem til med Knud den Store og Religiøst spiller de mange religiøse personer drøfter Harald Blåtands mulige begravelse i – helgener, apostle, kirkefædrene – en rolle kirken og hans eventuelle helgenstatus. med fortællinger og legender, der viser vejen Michael Gelting: Poppo's Ordeal: Courtier til frelse og som samtidig er koblet til Bishops and the Success of Christianization at magthavernes legitimitet.

the Turn of the First Millennium, i Viking and Reitzels Forlag 1999 beskriver s 189-93 Medieval Scandinavia 6, 2010, s. 101-133. kristningen af Island. (se slutbemærkning i McGuire (2008) s 256) Sian Grønlie (ed): Islendingabók Kristni Brian Patrick McGuire: Da himlen kom Saga. Viking Society for Northern Research nærmere. Fortællinger om Danmarks University College London 2006 har i sin kristning 700-1300. Alfa 2008 er en indledning en gennemgang og fortolkning af kulturhistorikers analyse af de to former for de to tekster til kristningen af Island kristningsproces. (Islendingabok og Kristni saga), der her er Brian Patrick McGuire: Det kristne oversat til engelsk. Europas fødsel. Sankt Bonifacius. Alfa 2014 Harald Gustafsson: Islands kristnande - en giver en beskrivelse af kristningen af kritisk undersökning s 18-38 i Scandia 77:2 Mellemtyskland og den angelsaksiske (2010) kritiserer sagaerne som historisk kilde missionsvirksomhed frem til omkring 800. og tager udgangspunkt i Adam af Bremens Aksel E. Christensen: Vikingetidens tekst fra 1080erne. Danmark. Gyldendal 1969 giver omhyggelige Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i vurderinger af de forskellige kildetekster. Norden. København 1971. Gennemgår de Inge Skovgaard-Petersen: Oldtid og helgenlegender, der anvendtes i nordisk Vikingetid s 15-209 i Aksel E. Christensen middelalder, heri er nævnt de nordiske m.fl. (red.): Danmarkshistorie Bd 1. Tiden helgener der spillede en rolle i indtil 1340. Gyldendal 1979. middelalderkirken (Poppo er fx ikke omtalt). Lars Hovbakke Sørensen: En europæisk Se i øvrigt litteraturhenvisningerne til de Danmarkshistorie fra oldtiden til i dag. nyeste udgravninger i Jelling i Fortælling 6 Gyldendal 2014 s 171-202 om den tidlige og om helgener og korstogene i Fortælling kristianisering. 14, 16 og 19. Jesse Byock: Island i sagatiden. Samfund, magt og fejde. (Oversat ved Jon Høyer).

B. Kildeoversigt og arbejdsspørgsmål - Kilder til Ansgar, til Harald Gormsøns dåb omkr. 963 og til Islands og Gotlands kristning

Kilde 8: Uddrag af Gutasagen om kristning Kilde 1: Uddrag af Rimbert: Vita Ansgarii - (fra o. 1200) Ansgars levned (o. 865-67) Kilde 9: Uddrag af Snorres Heimskringla om Kilde 2: Teksten på den store Jellingesten Harald Gormsøns dåb (fra o. 1230-40) (efter 965) Kilde 3: Widukind om Harald Gormsøns dåb, Uddrag (fra omkring 975) Kilde 4: Are Froðe Þorgilsson : Om Islands Spørgsmål til kilderne Kristning (kap VII i Íslendingabók fra o. 1140) Ansgar: Kilde 5: Uddrag af Adam af Bremen om 1) Læs Rimberts beretning om Ansgars liv Harald Gormsøns dåb (fra o. 1085) igennem – se hvor der sker ændringer i hans Kilde 6: Tamdrup Kirke (fra o.1200) – liv – hvilke syner/drømme får han og hvorfor? Poppos jernbyrd og Haralds/Svens dåb Hvordan kan man se at Rimbert selv har Kilde 7: Uddrag af Saxo om Haralds kristning kendt Ansgar? og død og Svends dåb (fra o.1200)

2) Undersøg Ansgars baggrund og hans 7) Hvordan kommer Poppo ind i Adam af første mission til Danmark – hvem deltager? Bremens tekst? Hvorfor er der to helt adskilte Hvorfor sendes han afsted? Hvilke ressourcer beretninger om Haralds dåb? er han i besiddelse af? Er missionen en 8) Undersøg historien om Poppos jernbyrd – succes? hvordan udvikler den sig fra Widukind, hos 3) Undersøg de senere missionsforsøg i det Adam af Bremen, hos Saxo, hos Snorre? danske område – hvad opnår Ansgar og Hvornår bliver ”jernbyrd” fjernet som hvilke støtter har han i missionsprocessen? bevismiddel? – hvad kan man se på pladerne Find en alternativ forklaring på Anskars fra Tamdrup kirke? Hvorfor ”forsvinder” succes med kong Horik hos Lars Hovbakke historien om Poppos jernbyrd efter 1200? Sørensen. Kristningsprocessen - opsamling: Haralds dåb: 9) Hvordan foregår kristningsprocessen på 4) Hvordan foregår Haralds dåb ifølge Island (tekst 5) og på Gotland (tekst 8)? Er Widukind? Hvordan beskrives Harald? Er der der konflikter mellem de kristne og de andre konflikt mellem kejser Otto og kong Harald? beboere i det nordiske område under Hvem er Poppo? Hvem står bag ham – er han kristningsprocessens forløb fra 700-1100? munk eller præst? 10) Karakteriser den nordiske 5) Hvordan foregår Haralds dåb ifølge Adam kristningsproces mellem fredelig overtalelse – af Bremen? Er der konflikt mellem Otto og tvangskristning? Harald? Brug hertil almindelige Danmarkshistorier og Se nøjere på dateringen af konflikter mellem Brian Patrick McGuire: Da himlen kom det tysk-romerske kejserrige under Otto den nærmere. Fortællinger om Danmarks Store og Otto den Anden – hvornår er der kristning 700-1300, og inddrag i denne angreb fra syd og eventuel besættelse fra sammenhæng korstogsideologien og kejserens folk af Sønderjylland? Passer det – korstogene fra 1140erne og frem (se med tidspunktet for Haralds dåb? Fortælling 16). 6) Hvilket billede skaber Adam af Bremen af 11) Sammenlign kristningen af Rygen-boerne Harald Blåtand i forhold til sønnen Sven? og slaverne i Nordtyskland ( fra 1100-1250) Hvorfor lægges Sven for had i Adam af med kristningen af det danske område 700- Bremens tekst? (Se kildetekster om Sven 1100. Tveskæg i Fortælling 8, og Fortælling 11- kilde 3 og 4).

Kilde 1: Uddrag af Rimbert: Vita Ansgarii - Ansgars levned (skrevet o. 865-67) Teksten er skrevet på latin af munken Rimbert, der i en årrække kendte og arbejdede sammen med Ansgar og som efterfulgte ham som ærkebiskop i Hamburg-Bremen 865-888. Der blev også udarbejdet en Vita Rimberti efter Rimberts død, begge blev opfattet og dyrket som helgener af Bremer-kirken. Begge var knyttet til klostret Ny Korvey. Teksten er kun overleveret i afskrifter fra 1200-tallet og er her oversat af P. A. Fenger (udgivet i 1910 med noter herfra) og den findes også i www.heimskringla.no. Den er senest oversat og kommenteret af Hans Olrik: Ansgars Levned af Rimbert. København (1910) 1926 med få rettelser i selve oversættelsen. Noter af Hans Olrik.

Forfatterens Fortale Corbies hellige Kloster, tilønskes det evige De hellige og i Kristi Kærlighed højagtede Livs varige Fred og Frelse i Herren over alle Fædre og Brødre, som stride for Gud i

Herrer af den højærværdige Ansgars Sønner rykke det bort, for at andre ikke skulle og Disciple.(1) efterligne det. Vi sukke derfor under disse Vi, som længe ved Guds Naade have haft frygtelige Farer; men om vi end her i Tiden den Glæde at være under den gode Hyrdes maa være bange for mangehaande onde Ting, Stav, at undervises af hans Ord og Eksempel, saa tro vi dog, at den guddommelige Hjælp at støttes ved hans Fortjeneste og Forbøn; vi ikke skal mangle, skønt vi ere uværdige dertil. maa vel endelig nu, da han har forladt os og vi Og derfor bede og begære vi ogsaa med et ere ene tilbage, først og sidst tænke paa, hvor ydmygt hjerte af Eder, I fromme og hellige, at megen Anledning vi have til at sukke over os I ville komme os i Hu og værdiges at bede for selv og til at prise ham salig. Thi han var en os til Gud, at hans Barmhjertighed ikke nu sand Gudsdyrker, der afholdt sig fra al ond maa forlade os, men at han, vor naadige Gerning og levede i enfoldig Ydmyghed, og hjælper, vil afværge alt ondt og være vor derfor have vi ogsaa den faste Fortrøstning, at Tilflugt i Trængsel, han som aldrig slipper da han blev taget herfra, kom han ufortøvet til dem, som haabe paa ham. Idet vi derfor i Gud, som han altid elskede med fuld Troen sætte vor Lid til hans Mildhed og Hengivenhed, og efter hvem hans Sjæl altid grunde vort Haab paa hans Barmhjertighed, higede. overgive vi til hans Visdom, hvad der skal Vi glæde os derfor højlig i Troen over den hænder os, eller hvordan vi skulle blive Livets Krone, han har naaet, men vi forladte bevarede i Fremtiden, og af ganske Hjerte, Stakler maa da ogsaa bede ydmygelig, at vi, Sjæl og Sind prise vi og rose vi os af hans som her paa Jorden maa savne en saadan faderlige Naade, som dog for en Stund tilstod Hyrde, maa finde Beskærmelse i den os at have en saa mægtig Beskytter. Ogsaa guddommelige Hjælp, som er herovenfra. Thi Eders Faderlighed bringe vi uendelig Tak, vi, som trænges paa mange Maader, føle dybt fordi det var ved Eders Godhed og med Eders vort Tab og kunne nok mærke, hvor megen Tilladelse, at vi have haft den Lykke at eje en Aarsag vi have til at sørge over os selv. Da saadan Fader. han levede, syntes nemlig intet at mangle os. Hvo, som vil træde i hans Fodspor, skal alt Thi Konger ærede hans Hellighed, Kirkens her paa Jorden ligesom leve i Himlen. Hvo Hyrder havde Ærbødighed for ham, der vil tage hans Lærdom til Hjerte, skal uden Gejstligheden efterlignede ham, hele Folket at tage fejl kunne gaa frem paa Guds Ords Sti. beundrede ham, og medens alle prisede hans Hvo der agter paa hans, Paamindelser og Hellighed og Retfærdighed, syntes ogsaa vi Formaninger, vil stræbe at vogte sig for ærværdige og rosværdige som Lemmer paa Fjendens Snarer. det Legeme, hvis Hoved den gode var (2). Saa have vi da besluttet at udarbejde et Men nu, da vi have mistet saa stor en Gave, Skrift til den hellige Faders Ihukommelse og sætte vi ikke vor Lid til nogen Værdighed hos deri anføre, ærværdige, hvorledes han har os, hvorimod vi snarere med bævende Hjerte levet hos os, og hvad vi have faaet at vide om maa frygte for, at vi, som vi med vore Synder ham, for at I med os kunne faa Lyst til at prise have fortjent, skulle begynde at udsættes for Guds Miskundhed mod den salige Mand, og Ulvens Tænder. Thi Verden, som ligger i det for at hans hellige Fromhed kunde blive et onde (3), søger snarere at kuldkaste, hvad der gavnligt Mønster til Efterfølgelse. er retfærdigt og helligt, end al bringe paa Fode, hvad der hører Gud til; og Djævelen, Noter: Menneskeslægtens Fjende, jo helligere og 1) Tilskriften fortæller os, at Skriftet sendes fra frommere han ser, at nogen fører sit Levned, Kannikerne i Bremen til Munkene i Corbie, det Kloster, der havde opfostret Ansgar. Dette kaldes desto mere har han travlt med at lægge al ogsaa Gammel Corbie eller “det gyldne” i Modsætning Slags Anstød for at nedbryde, hvad helligt er, til det nye Corbeia eller Korvej, som blev anlagt i og for med snedige Raad og onde Anslag at Saksland, og det laa i en Egn, hvis Natur var skøn, og

hvis Jordbund var frugtbar, i Picardie ikke langt fra nøjes med at være Havekarl, men siden blev han dog Amiens ved Floden Somme, der hvor den optager Aaen Abbed, hvilket han ogsaa fortjente paa Grund af sin Corbie; efter den havde det faaet sit Navn, men det Fromhed og Iver for Kristendommens Fremme, der var glemte man senere og forklarede det som “cor forenet med Evne til at styre. Hans Levnedsbeskriver, beatum”, det salige Hjærte. Klosteret blev stiftet Paschasius Radbertus, som har været samtidig med under de “merovingiske” Kongers Forfaldsperiode ved Ansgar i Klostret og senere blev dets Abbed, og som Aar 660. Oprindeligt var det en Kongsgaard, men blev erhvervede sig et stort Ry som Theolog og derfor hører omdannet til Kloster af den fromme Dronning til dem, der har kastet mest Glans over Corbie, Bathilde, Enke efter Klodevig II; hun synes at have fortæller endvidere om hans smukke Ydre, milde været en dygtig Kvinde, der var i Stand til at hjælpe sin Udtryk og en Holdning saa rank som Palmens, og om Søn Klothar III med at styre Riget. Til sit nye hans rige Veltalenhed. Det var derfor intet Under, at Kloster hentede hun Munke fra det berømte Luxeuil i Karl den store drog ham til sig og benyttede hans Vogeserne, der var anlagt henimod Aar 600 af nogle Hjælp til vanskelige Hverv, særligt til at styre Italien britiske Munke eller Kuldéer med Kolumban i Spidsen, som Formynder og Raadgiver for sin Søn Pipin; men og herfra fik hun ogsaa en Abbed. Senere, da Benedikt hvor langt han end stundom var fjernet fra sit Kloster, af Nursias Munkeregel fortrængte de andre, blev ogsaa havde han det altid i sine Tanker og udfoldede en Corbie et Benediktinerkloster. Klostrene var paa den lykkelig Virksomhed for i alle Maader at hæve og Tid af største Betydning som Hjem for den inderlige styrke det. (At Adam af Bremen tager fejl, naar han Kristendomstilegnelse og Midtpunkter for Kulturen; fra siger, at Tilskriften gælder Ny Korvej, fremgaar klart dem udgik Mænd til fjerne Egne og vilde Folk, for at af Kap. 30, hvor der staar ,,Brødrene hos Eder og i Ny bringe Evangeliet der, hvor Hedenskabet stod i sin hele Korvej”). Kraft, og af dem, der blev hjemme, var der mange, som 2) Her menes det Samfund, som Præsterne ved et ved deres Tale forstod at bestyrke de Folk i Bispesæde, Kannikerne eller Klerkene, som de kaldtes, Kristendommen, som forlængst havde antaget den, dannede under Biskoppens Ledelse. Begyndelsen til men ofte med højst mangelfuld Forstaaelse; endvidere dette munkeagtige Præsteskab var gjort i Oldtiden af opdyrkede Munkene Landet trindt omkring, Skovene Augustinus, men i Middelalderen fik det en fastere ryddedes, og hidtil øde Egne blev ved deres Form ved Biskop Krodegang af Metz, der stiftede det anstrengende Arbejde ofte forvandlede til frugtbare første egentlige Domkapitel. Præsterne aflagde Marker; og indenfor Klostermurene fandtes Mænd, Munkeløfterne undtagen Fattigdomsløftet, boede i et hvis Dag gik med at afskrive Bibelen og Kirkelæreres fælles Hus (domus, deraf Domkirke), sov, spiste og bad Skrifter, eller nogle, der førte Aarbøger og skrev sammen, og mødte alle i Kapitelstuen, hvor der hver berømte Mænds Levned. I disse Henseender indtager Dag forelæstes et Kapitel af Skriften. Ludvig den ogsaa Corbie en fremragende Plads. Det var et anseligt fromme gjorde denne Ordning til Lov for hele Kloster med en større Hovedkirke, indviet til Apostlene Frankerriget paa Forsamlingen i Aachen 816. Peter og Paulus (den sidste synes dog at være traadt 3) 1 Joh. 5, 19 helt i Skygge, saa at Peter alene bliver den egentlige Skytshelgen; det er vel ogsaa derfor, at Ansgar ser ham Kapitel 1 som sin Ledsager i sit Drømmesyn Kap. 2) og mindre Kirker, indviede til Apostelen Johannes og den første Den hellige Ansgars Barndom, Opdragelse, Martyr Stephanus; i “Ansgars Levned” (Kap. 3) Drømmesyn. Han bliver Munk omtales desuden et Kapel for Johannes Døberen. Den salige Fader Ansgars Fromhed og Hertil sluttede sig Skolen (St. Peters Skole), som Gudsfrygt begyndte under den guddommelige vistnok har været betydelig; man modtog her ikke Naade at vokse fra hans tidligste Alder og tog alene de Børn, der med Tiden skulde være Munke, men ogsaa andre, og de blev oplærte i de Kundskaber, man til i mangfoldige Dyder, Aar for Aar som han den Gang kunde tilegne sig, og vistnok ogsaa i levede. Thi fra hans Barndom af blev han Kirkesang, som man siden Gregor den stores Tid lagde beaandet fra Himlen med aandelige megen Vægt paa; Undervisningen synes at have været Aabenbarelser, og ved Guds Naade blev han overdragen til de yngre Munke, vi ser saaledes Ansgar besøgt herovenfra og ofte paamindet om, at som ung at forestaa Skolen (Kap. 4). Paa den Tid, da Ansgar begyndte sin Virksomhed i Corbie, blev dette han skulde bortvende sit Sind fra de jordiske Kloster udmærket ledet af Abbed Adalhard. Han var og af ganske Hjerte hige efter de himmelske Karl den stores Fætter (hans Fader Bernhard var Ting. Broder til Pipin den lille), men forarget over sin Disse Aabenbarelser havde han fortalt til mægtige Slægtnings huslige Liv (Karl havde netop nogle af os, som vare hans fortroligste forskudt sin Hustru Desiderata, Datter af Longobarderkongen Desiderius) søgte han Klostrets Venner, dog mod det Løfte, at vi ikke maatte Ensomhed; i Begyndelsen maatte den højbaarne Mand aabenbare det for nogen, saa længe han

levede. Efter hans Død have vi besluttet os til, forundre sig over, at han saa pludselig havde til Guds Ære at indføre disse Aabenbarelser i forandret sin Opførsel. Da han var vokset til, denne Bog, for at Læseren kan skønne, med var bleven Munk hos Eder og befandt sig hvilken Naade Herren optugtede sin Tjener under Klostertugten, indsneg sig dog lidt efter fra hans første Barndom, og siden, da gode og lidt den menneskelige Skrøbelighed, og han rosværdige Gerninger fulgte efter, behagede begyndte noget at kølnes i den Iver, han at forherlige ham.1 tidligere havde tilegnet sig. Han fortalte nemlig, at i hans Barndoms Dage, da han var fem Aar gammel, døde hans Noter: meget gudfrygtige og fromme Moder, og at 1) Om Ansgars første Aar og om hans Forældre vides ikke længe efter sendte hans Fader ham i saa godt som intet. Han har rimeligvis været en Franker fra Picardie og er født Aar 801. (Saaledes kan vi Skole for at lære at læse. Da han var sat i bestemme det med nogen Sandsynlighed. I Kap. 33 Skole, begyndte han, som sædvanligt i den siges det, at han var i sit 64de Aar, da hans sidste Alder, at drive Børneleg med sine langvarige Sygdom begyndte, og hans Død, ved vi, var jævnaldrende og give sig mere af med den 3dje Febr. 865). Lediggang og Løjer end med at lære noget. Hans Fødselsdag vides ikke, maaske har det været 9de September, som man gætter paa i Følge en Nekrolog Men medens han i den barnlige Alder var fra Lund. Faderen har maaske været en anset Mand i hengiven dertil, bares det ham en Nat for, at Kejser Karls Tjeneste og har saaledes ofte opholdt sig i han var paa et meget moradsigt og slibrigt Hoflejren; herved kan det forklares, at Ansgar som Sted, saa at han ikke kunde komme bort Dreng har haft Lejlighed til at se Kejserens Magt, derfra uden med stor Besværlighed. Men ved saaledes som vi læse i næste Kapitel. Efter Moderens Død bliver han sat i Corbies Klosterskole og Siden af det Sted var der en yndig Vej, paa opvoksede her som Elev, indtil han senere ombyttede hvilken han saa, at der gik en Lærlingens Stilling med Lærerens. Hans Ophold her Kvindeskikkelse som en Dronning i herlig har vel været 806-23 Prydelse og Ære og flere andre hvidklædte Kvinder, blandt hvilke ogsaa var hans egen Kapitel 6 Moder. Og da han genkendte hende, begyndte Kejser Ludvig og Ansgar han at ville løbe hen til hende; men det faldt Derefter hændte det sig, at en vis Kong ham vanskeligt at komme ud af hint Harald, som regerede over en Del af moradsige og meget slibrige Sted. Da nu Danmark, blev af andre Konger i samme Land denne Kvindeskare nærmede sig til ham, forfulgt med Had og Fjendskab og uddrevet af syntes han, at hun, der forekom ham at være sit Rige. de andres Frue, og som han var vis paa, Han søgte hans Højhed Kejser Ludvig maatte være den hellige Maria, sagde til ham: personligt og bad ham hjælpe sig, at han “Søn! vil du til din Moder ?” Og da han kunde faa sit Rige igen. Kejseren beholdt ham svarede med stor Iver: ja, det vilde han gerne, hos sig og formanede ham baade selv og ved tog hun atter til Orde og sagde : “Dersom du andre til at antage Kristendommen, for at der vil tage Del i vort Selskab, saa maa du vogte saaledes kunde være større Fortrolighed dig for al Forfængelighed og aflægge alle imellem dem; og det kristne Folk vilde da Børnestreger; thi vi kan slet ikke lide komme ham og hans Undersaatter villigere til Forfængelighed og Lediggang, og hvo som Hjælp, naar man paa begge Sider dyrkede finder Fornøjelse deri, kan ikke være i vort samme Gud. Samfund!” Endelig fik han ham ved Guds naadige Efter dette Syn begyndte han straks at Hjælp omvendt til Troen. Han blev døbt, opføre sig alvorligere, undgaa Omgang med Kejseren selv holdt ham over Daaben og de andre Drenge og beskæftige sig stadigere antog ham til Søn (1). Da Kejseren nu vilde med Læsning, Betragtning og andre nyttige sende ham hjem igen, for at han ved den Ting, saa at hans Kammerater højlig maatte Hjælp, han gav ham, kunde indtage sit Rige,

saa begyndte han med Flid at tænke paa, om Da han nu sagde det aabenbarlig, og det var han ikke kunde finde en hellig og from Mand, blevet vitterligt for alle, som hørte til der kunde rejse med ham, og som kunde Abbedens Omgangskreds, begyndte mange at undervise ham og hans Folk i den undre sig over, at han vilde gøre et saa saliggørende Lære til Bestyrkelse af Troen daarligt Bytte: at han nemlig vilde forlade sit paa Herren og dens videre Udbredelse. Fædreneland og sine Paarørende og de Fornævnte Kejser begyndte da ogsaa paa Brødre, med hvilke han var opdraget og som Herredagen at forhandle derom med holdt saa inderlig af ham, og i det Sted søge Præsterne og sine øvrige tro Mænd og hen til fremmede Folkefærd og leve blandt udspurgte alle nøje, om de ikke kunde tænke ubekendte og Barbarer. Det var der mange, sig nogen, der var baade villig og værdig til at som lastede ham for og angreb ham med paatage sig en saadan Gerning. Bebrejdelser, og nogle stræbte at kalde ham Da de nu alle rystede paa Hovedet og tilbage fra sit Forsæt; men den Guds Mand sagde, at de paa ingen Maade vidste nogen, forblev urokkelig ved det, han én Gang havde der var saa from, at han for Kristi Skyld vilde besluttet. Og naar saa Abbeden Dag efter Dag paatage sig en saa farlig Udvandring, — saa gik til Slottet, sad han hjemme, omgikkes ikke rejste sig den ærværdige Vale, som dengang med nogen og udvalgte sig et ensomt Sted i var Abbed i Eders Kloster, og sagde til en Vingaard, som laa tæt ved, og anvendte Kejseren, at han vidste dog i sit Kloster en Tiden til Bøn og Læsning. Munk, som brændte af stor Iver for den Der var den Gang ogsaa hos Abbeden en guddommelige Tro og gerne vilde lide meget Broder fra Eders Kloster ved Navn Autbert. for Guds Navns Skyld. Han roste baade hans Da han saa, at Ansgar var meget bekymret og Lære og Levned og sagde, at han var vel bedrøvet, og daglig sad dér i Enrum og ikke skikket til denne Gerning, men føjede dog til, omgikkes eller talte med nogen, begyndte han at han ikke vidste, om han var villig til at at faa Medlidenhed med ham, og en Dag ilede underkaste sig de Besværligheder, der vare han til det Sted, hvor han sad alene i forbundne med denne Udvandring. ovennævnte Vingaard, og begyndte at spørge Kort at fortælle: paa Kejserens Befaling ham, om han da virkelig vilde paatage sig den bliver han kaldt til Hove. Abbeden baade Udvandring. meddelte ham, hvad der var forhandlet og Han, som formodede, at han ikke spurgte sagt, og forestillede ham, hvad det var, han saaledes af Deltagelse, men snarere som en kaldedes til. Han svarede, at han var beredt til Skelm, svarede: “Hvad kommer det Jer ved? at tjene Gud i alt, hvad der paalagdes ham forstyr ikke mit Sind ved en saadan Fritten!” som en Lydighedspligt. Men han forsikrede, at der ingenlunde laa Han blev saa fremstillet for hans Majestæt, nogen Svig bagved, men at han kun vilde vide og da denne spurgte ham, om han for Guds med Vished, om han havde i Sinde at blive Navns Skyld vilde følges med Harald for at ved sit Forsæt. prædike Evangeliet for de danske Folkefærd, Da takkede han ham for hans Velvilje og svarede han med Fasthed: Ja! det vilde han. svarede: “Man spurgte mig, om jeg for Guds Og da Abbeden ogsaa kom med den Navns Skyld vilde drage til Hedningefolk for Bemærkning, at han paa ingen Maade vilde at prædike Kristi Evangelium. Dette Forslag paalægge ham denne Byrde som en Befaling, vovede jeg ingenlunde at sige nej til, ja jeg men dersom han gjorde det af eget fri Valg, ønsker af al Magt, at der maa gives mig Kraft saa var det ham kært, og saa gav han ham i til denne Vandring, og at ingen maa kunne Kraft af sin Myndighed Tilladelse dertil, saa rokke mit Sind fra dette mit Forsæt!” Da svarede han, at han vilde alligevel og skulde svarede ovennævnte Broder ham: “Ja saa kan udføre det i alle Maader (2). jeg aldrig nænne, at du skal gaa alene; men jeg ønsker for Guds Kærligheds Skyld at

drage med dig, — kun at du kan skaffe mig Sønner med Hjælp fra Sverig, og efter flere Kampe, der Abbedens Tilladelse !” kostede den ældste af dem Livet, enedes de med Harald, hvis Broder ogsaa var falden, saa at Landet Saa sluttede de da denne hellige Pagt med blev delt mellem ham og dem; en af dem var Haarik, hinanden, og da Abbeden vendte tilbage, gik som senere omtales. han til ham og lod ham vide, at han havde Haralds Del har vel været Sønderjylland; men hele fundet en Stalbroder, som af fri Vilje vilde denne Ordning viste sig ikke at være heldig. Allerede være hans Ledsager paa denne Rejse. under disse Stridigheder havde Harald søgt Ludvig den frommes Hjælp, og han havde ikke været i Danmark Abbeden spurgte ham da, hvem det var, og ret længe, førend han følte sig truet og derfor igen han nævnede Broder Autbert, studsede han søgte til Kejseren (i Compiegne), som tog sig af hans derover som over et stort Under, da han aldrig Sag. Gudfreds Sønner, der nærede Frygt for de havde troet, at han, som var af adelig Slægt i mægtige frankiske Stridskræfter, turde ikke andet end denne Verden og den Gang var hans fortrolige byde Forlig. Men Haralds Stilling har vel fremdeles været usikker, og efter ham selv havde mest at sige i hans saa at han nu for tredje Gang søger Støtte hos Ludvig Hus, kunde faa det i Sinde. Dog lod han ham (826). Det synes efter en samtidigs (Ermoldus kalde og spurgte ham ad; han svarede, at han Nigellus') digteriske Skildring, at den danske Konge ingenlunde kunde nænne, at Ansgar skulde denne Gang skulde være draget ud af sit Rige gaa alene, men for Kristi Navns Skyld vilde væsentligst for at lade sig døbe, idet han var bleven stemt for Kristendommen af Erkebiskop Ebo af han være ham til Trøst og Hjælp, naar det Rheims, der havde gæstet ham (se Noten til Kap. 12). skete med hans og Brødrenes Minde. Hr. Denne Fortælling er det ikke let at bringe i Samklang Abbeden svarede, at hans Tilladelse skulde med Beretningen i “Ansgars Levned” (“Kejseren han faa, naar denne Udvandring var efter hans formanede ham”…“Endelig fik han ham omvendt”); eget fri Valg. Dog kunde han ikke anvise dem han siges her at have søgt Krigshjælp og ved den Lejlighed ladet sig overtale til at modtage Daaben; paa nogen af sit Tyende til at følge med for at den anden Side har han inden sit Møde med Kejseren opvarte og tjene dem, uden de kunde faa en rimeligvis stillet sig alt andet end ugunstigt overfor eller anden til godvillig at gaa med dem. Kristentroen, uden dog derfor af sig selv at tænke paa Det gjorde den ærværdige Abbed ikke af at antage den. Mangel paa Velvilje, men fordi det ogsaa paa De gamle frankiske Forfattere lægge stor Vægt paa Kong Haralds Daab; udførligst er den beskrevet af den Tid blev anset for afskyeligt og Abbeden Ermoldus Nigellus i 4de Del af et større Digt uretfærdigt at tvinge nogen mod sin Vilje til til Kejser Ludvigs Forherligelse; han har maaske været at leve blandt Hedninger. til Stede selv og i alt Fald skrevet snart efter. Af disse Kilder ved vi, at Harald med Hustru, Søn og et meget talrigt Følge kom sejlende op ad Rhinen til Kongsgaarden Ingelheim, som Karl den store havde Noter: bygget i Nærheden af Mainz, og som var rigt smykket, 1) Haralds Daab er en Begivenhed af saa stor blandt andet med Billeder af Karolingernes Sejre; her Betydning for Danmarks Historie, at det vil være blev han vel modtaget af Kejseren og hans Hoffolk. passende at se lidt paa de nærmere Omstændigheder Daaben fandt Sted i Albans-Kirken ved Mainz, ved den. Først maa vi da kaste et Blik paa de forviklede rimeligvis i et særligt Daabskapel efter Skik og Brug; Forhold i Danmark paa den Tid, saaledes som vi kende Kejseren selv stod Fadder til Harald og iførte ham den dem fra de frankiske Aarbøger, der ogsaa er benyttede hvide Daabsdragt, paa samme Maade Kejserinde Judith af Adam af Bremen. Efter at den berømte Kong hans Hustru, Prins Lothar hans Søn og ansete Gudfred (Godofred) eller Götrik (saaledes kalder Saxo Hofmænd hans Følge. Derpaa modtog de døbte ham), der havde trodset Kejser Karl den store og truet kostbare Gaver; Harald fik saaledes en Purpurkaabe med at hjemsøge ham i Aachen, var bleven myrdet, med Guldbræmme og Ædelstene og et Sværd med havde hans Brodersøn og Efterfølger Hemming straks gyldent Hæfte, som Kejseren selv havde baaret, sluttet Fred med Kejseren (811); Gudfreds Sønner, der tilligemed et Bælte; endvidere blev han smykket med ikke fik Del i Magten, flygtede til Sverig. Efter Guldkrone, Kæde og Sporer. De nordiske Barbarer Hemmings Død (812) kom det til en voldsom Kamp blev overøste med Rigdomme, som de aldrig havde mellem de to Grene af Kongeslægten; i et Slag faldt drømt om. 10.940 Mand, deriblandt begge Partiers Overhoveder. Da dette var sket, deltog alle i den højtidelige Det sejrende Parti satte Harald og hans Broder Gudstjeneste; i festligt Optog drog man til Kirken (det Reginfred paa Tronen; men nu optraadte Gudfreds synes at have været den Kirke, der hørte til Ingelheim);

de høje Hvælvinger, Billederne, der forestillede beholdt dog noget af sit tidligere Herredømme (Italien). Hovedpunkterne i den bibelske Historie, Vale blev sat i Fængsel paa en Klippeø i Genevesøen, Gudstjenestens Rigdom med Klokkeklang og senere i det Kloster ved Loires Munding, hvortil ogsaa Klerkenes Sang gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Broder Adalhard havde været forvist. Danskerne. Men hans Mod til at kæmpe for sin Idé var ikke bleven Efter at have opholdt sig ved Kejserhoffet en Tid drog brudt: da hans Parti tre Aar efter med Lothar og Ebo af Harald tilbage; i hans Følge var da Munkene Ansgar og Rheims i Spidsen atter rejste Oprørsfanen og denne Autbert (Ermoldus nævner ikke deres Navne, han har Gang med Held, saa at den gamle Kejser ligefrem blev ikke anet, hvor berømt Ansgar skulde blive). afsat, vendte han tilbage til Corbie. Da Ludvig efter For at have en Støtte i vanskelige Tider modtog han et denne Ydmygelse atter kom til Magten, blev han Len af Kejseren og stod saaledes i varigt ganske vist afsat, men fik i Stedet for det rige Kloster Afhængighedsforhold til ham. I det følgende, Kapitel Bobbio i Italien og døde 836, forsonet med Kejseren. af “Ansgars Levned” siges det at være hinsides Elben, At Vale her omtales som Ansgars Foresatte, medens og denne Angivelse følges af Adam af Bremen; dette Korvejs Abbed Marinus slet ikke nævnes, kan enten maa vistnok i Overensstemmelse med den øvrige Brug opfattes saaledes, at Ansgar igen er vendt tilbage til gl. af dette Udtryk i vort foreliggende Skrift forstaas om Corbie, eller ogsaa saaledes, at Abbeden i Holsten, men dette strider mod de frankiske Aarbøger Moderklosteret har været den korvejanske Abbeds og Levnedsbeskrivelserne af Ludvig den fromme, hvis overordnede, saa at han virkelig har kunnet kalde en Ord i denne Sag har mere Vægt. De taler kun om et Munk fra Nybygden i Saksland for sin Munk. Len i Frisland, Grevskabet Hriustri (Rüstringen, de lave Egne om Weserflodens Udløb), som han senere Kapitel 7 fik forøget med Dorstad, og efter Ludvigs Død fik han endnu Øen Walcheren ved Scheldes Udløb. Rejsen til Danmark En Mulighed, som ikke kan benægtes, er det dog, at Derefter blev de saa begge førte for Forfatteren paa dette Sted ser det fra dansk eller Kejseren. Han glædede sig over deres Vilje hamborgsk Side; Udtrykket “hinsides Elben” og Lyst og gav dem Kirketøj, Kister, Telte, og indeholder i saa Fald intet urigtigt. hvad de ellers kunde trænge til, eller som 2) Vale er allerede omtalt som Broder til Adalhard og Fætter til Karl den store. Det var egentlig Ludvig syntes nødvendigt paa saa lang en Rejse. Han den frommes Mistænksomhed, der bevirkede, at han bød dem at drage med ovennævnte Harald og blev Munk i Corbie, men han viste sig her at være paa paalagde dem især at sørge for hans Tro, og sin rette Plads og blev derfor ogsaa efter Broderens ved gudelig Formaning stadig at styrke ham Død Klosterets Abbed; Kejseren indsaa vel ogsaa det og hans Mænd, som var døbte med ham, at de uberettigede i at nedværdige en saa dygtig og ædel Mand. Samme Aar (826) har han altsaa, som det læses ikke ved Djævelens Tilskyndelse skulde falde i vort Kapitel, været hos Kejseren og skaffet ham tilbage til deres forrige Vildfarelser. Tillige Ansgar til at sende som Missionær. skulde de ved Ordets Prædiken flittig formane Men det gode Forhold mellem de to Slægtninge ogsaa andre til at antage den kristelige Tro. vedblev ikke. Ludvig arbejdede paa at forandre sin Dermed lod Kejseren dem fare. De havde tidligere Bestemmelse om sin Efterfølger, efter hvilken den ældste Søn Lothar skulde arve hele Kejserdømmet ingen Følgesvend, som kunde give dem en og de yngre Brødre Pipin og Ludvig kun have mindre Haandsrækning, eftersom der ingen var af Len; han lod sig nemlig paavirke af et Parti, der Abbedens Tyende, der frivillig vilde rejse ønskede Riget delt ligeligt mellem Brødrene paa med dem, og han ikke vilde nøde nogen dertil gammel germansk Vis. Dette Parti lededes af hans imod deres Vilje. Selv Harald, til hvem de anden Hustru, den smukke Judith; hun vilde herved sikre deres Søn Karl (han var meget yngre end sine havde været anbefalede, var endnu raa og ny i Halvbrødre) Del i Magten, som han ellers ikke kunde Troen og forstod ikke, hvorledes man burde faa; men herimod rejstes den ivrigste Modstand af behandle Præster. Ej heller hans Folk, som Kirkens Stormænd, som mente, at Kirkens Interesser den Gang vare nyomvendte og ganske maatte skades, naar ikke det romerske Rige bevaredes anderledes opdragne, brød sig stort om dem. udelt: de vilde ikke se Karl den stores Værk brat tilintetgjort. Blandt dem indtog Vale en fremtrædende Saa begyndte de da denne Rejse med Møje og Plads, og de støttede Lothar, der naturligvis var Besvær og kom til Køln. Der havde den Gang misfornøjet med Udsigten til at faa langt ringere Magt. hans Højærværdighed Erkebiskop Hadebold Det kom til aaben Kamp, men Lykken var denne Gang sit Sæde. Han mærkede nok, hvad de trængte med Ludvigs Vaaben (830), Lothar blev tvungen til til, og gav dem et ypperligt Fartøj, hvori de selv at fælde Dommen over sine Tilhængere, men

kunde tage deres Gods om Bord, og hvori der Noter: var to Ruf, meget hyggelig indrettede. 1) Dorstad (Duerstede) var en stor frisisk Handelsstad Da ovennævnte Harald saa det, fik han Lyst ved Rhinen lidt ovenfor Utrecht; nu er den kun en lille ubetydelig By. til at blive hos dem paa det samme Fartøj, saa Her havde Kristendommen ved Willebrords at han tog Ophold i det ene Ruf og de i det Forkyndelse, der blev fortsat med Dygtighed af andre, andet. Saaledes begyndte Fortrolighed og faaet et fast Holdepunkt, og her gjorde Nordboerne, Velvilje at vokse mellem dem, og fra nu af som søgte dertil i store Skarer for at handle, deres viste Kongens Folk dem al den første Bekendtskab med den kristelige Lære og Gudstjeneste med dens mange Skikke. Da de saa Omhyggelighed og Tjeneste, de kunde. Ved Kristendommen nøje sammenknyttet med den Dorstad steg de i Land, og gennem Frisernes overlegne frankiske Kultur, blev mange betagne af den, Egne kom de til Danmark.(1) og inden Evangeliets Ord lød i deres Hjemstavn, lod Men fordi Kong Harald undertiden ikke mange sig døbe eller i alt Fald primsigne, d. v. s.: de kunde blive med Fred i sit Rige, saa gav forsagede Afgudsdyrkelsen, og Korsets Tegn blev gjort over dem (det kaldtes prima signatio). ovennævnte Kejser ham et Len hinsides Ogsaa i “Ansgars Levned” siges det baade om danske Elben, for at han kunde ty derhen, dersom det (Kap. 21) og svenske (Kap. 24), at de havde antaget maaske blev nødvendigt for ham. De Troen i Dorstad, og den kristne Kvinde Fredborg ovennævnte Guds Tjenere, der skulde være, befaler døende sin Datter Katla at drage til denne By, hvor han var, havde saaledes deres fordi den har de mange Kirker og Præster (Kap. 17. — En gammel Krønikeskriver angiver Kirkernes Antal til Opholdssted snart imellem Kristne, snart 55; men selv om man heri indbefatter Smaakapeller, imellem Hedninger. De begyndte at trænge kan Dorstad dog næppe have haft saa mange). paa med Guds Ord og bevæge, hvem de 2) Man kunde ønske adskilligt flere Oplysninger om kunde, til at betræde Sandhedens Vej. Mange Ansgars Virksomhed ved Kong Haralds Side, end hvad blev ogsaa ved deres Levned og Lære vi finder her i “Ansgars Levned”, hvor der blot fortælles, at han og Autbert omvendte mange og fik omvendte til Troen, og deres Antal voksede dannet en Skole, hvor de oplærte baade vordnede Dag for Dag, som lode sig frelse i Herren. Drenge, som de havde købt, og frie Mænds Børn, som Drevne af guddommelig Kærlighed til at Kongen skaffede dem. (Det fortjener her at bemærkes, udbrede deres hellige Gudsdyrkelse begyndte at Ansgars Skole ikke har været den første kristne de ogsaa med Flid at opspørge Drenge, som Skole for danske Drenge. Det fortælles nemlig om Willebrord, Frisernes Apostel (død 739), at han paa en de kunde faa til Købs, og opdrage dem til af sine Rejser kom til Danmark og blev vel modtagen Guds Tjeneste. Ovennævnte Harald betroede af Kong Yngvin; men han mærkede snart, at det vilde dem ogsaa nogle af sine, som de skulde drage være haabløst at søge at omvende Hedningerne. Dog Omsorg for og oplære. Og saaledes skete det, købte han 30 Drenge, som han døbte og underviste) . at de i kort Tid der fik en Skole oprettet paa Det er vel tvivlsomt, om de har faaet opført en Kirke; den vilde i saa Fald være den første danske. Ganske 12 eller flere Drenge. De skaffede sig ogsaa, vist fortæller Saxo i sin 9de Bog, at Harald byggede en her og der fra, andre Tjenere og Medhjælpere, Kirke i Egnen ved Slesvig; men hans Meddelelser om og Rygtet om dem og deres Fromhed disse Tider kan man ikke tillægge stor Vægt; derfor begyndte under Guds Velsignelse at vokse og kan hans Ord i denne Sag ikke veje op mod alle andres bære Frugt. Tavshed. Ansgar har haft megen Modgang i sin første Da de saaledes et Par Aar eller længer Missionsgerning. Ikke blot mistede han sin havde været sysselsatte med dette hellige Medhjælper, som det berettes i “Ansgars Levned” Forehavende, hændte det sig, at nysnævnte (Autberts Død er vistnok 829), men ogsaa Haralds Broder Autbert fik en tung og besværlig Skæbne og Adfærd maa have beredt ham Sygdom. Derfor blev han flyttet derfra til Ny Vanskeligheder. Af Einhards Aarbøger ved vi, at Harald blev fordreven Korvej, og da hans Kræfter sank Dag for Dag, allerede Aaret efter, at han var vendt tilbage som døbt døde han der, som vi tro, en salig Død ved og som Kejserens Vasal; han fik da en Hær til Hjælp Paaske Tid, saaledes som det i Forvejen under Anførsel af de fleste saksiske Grever og havde været ham aabenbaret af Herren (2 ). Markgrever og nærmede sig Danmarks Grænser. Her kom det til Underhandlinger; men den Vaabenhvile, som man havde indgaaet, brød Harald ved at gøre

Indfald i sit tidligere Land og røve og brænde. Det lod skulde findes nogen blandt hans Munke, som de danske ikke gaa uhævnet hen; uformodet overfaldt for Kristi Skyld vilde drage til hine Egne eller de Sakserlejren, erobrede den og jog Hæren paa Flugt. Derpaa sendte Gudfreds Sønner nogle Mænd til i alt Fald vilde opholde sig hos Harald, og i Kejseren for at forklare Aarsagen til det skete, byde saa Fald han, som var hos ham, Guds Tjener Forlig og anmode Kejseren om selv at afgøre Sagen; Ansgar, kunde paatage sig dette Ærinde. det havde til Følge, at Harald blev genindsat. Men Derfra blev han paa Kejserens befaling nogle Aar efter maatte han flygte for sidste Gang; hans kaldt til Hove, og det blev ham betydet, at han Anseelse har vel været undergravet, og han vendte ikke mere tilbage, men blev i sit frisiske Len, som han fik uopholdelig maatte fremstille sig for forøget; her er han ogsaa død. I Saxos 9’de Bog Kejseren. Den Guds Mand anede nok, hvad fortælles der om ham, at han hensynsløs i sin Iver for man vilde ham, og begyndte af ganske hjerte Kristendommen nedrev de hedenske Helligdomme og at opflammes af Guds Kærlighed og at anse fordrev Goderne; det er jo muligt, at dette forholder sig det for sin højeste Glæde, om han fik rigtigt, og at det har bidraget til at gøre hans Stilling saa uholdbar, som den viste sig at være. Endvidere Lejlighed til at arbejde paa at vinde Sjæle. fortælles der, at da han sidste Gang blev fordreven af Skulde der ogsaa paa en saadan Rejse møde sin Modkonge (Saxo lader det være Regner Lodbrog), ham nogen Modgang og Møje, foresatte han faldt han fra Kristendommen; men det er meget sig i sin Sjæl at lide det med Taalmodighed tvivlsomt, om vor Historieskriver her har været rigtig for Kristi Skyld. Han nærede i sit Hjærte underrettet. Saa meget er vist, at det at være knyttet til Harald ikke ingen Tvivl om, at det store Værk vilde blev til Gavn for Ansgar i hans Forkyndelse; efter lykkes; thi han trøstedes ved et guddommeligt Kejserens Bud har han vel fulgt ham overalt, men er Syn, som Gud fordum i Naade havde forundt saaledes ogsaa ved hans Landflygtighed bleven reven ham at se. bort fra sin Missionsmark; da han derimod senere kom Paa den Tid nemlig, da han, som før omtalt, til Haralds Fjende Haarik, opnaaede han langt større Resultater. opholdt sig hos Eder og allerede syntes beaandet herovenfra ved tvende Syn, forekom Kapitel 8 det ham en Nat, at han var kommet til et Hus, Ansgars Kaldelse til Sverig og Drømmesyn hvor der stod flere Prædikanter, rede til at derom udføre Prædikeembedet. Imidtertid skete det, at der var kommet Pludselig blev han i en Henrykkelse ført Sendebud fra Sverig til Kejser Ludvig, lovlig frem for dem, og han saa sig omskinnet af et Ihukommelse. Blandt de andre Ærinder, de umaadeligt Lys fra Himlen, klarere end en havde at forebringe, var ogsaa dette, at de Solstraale; og da han undrede sig over, hvad underrettede den allernaadigste Kejser om, at det kunde være, lød der ogsaa en Røst til ham, der var mange af deres Folk, som længtes ikke ulig den, som han havde fortalt, han efter at an tage den kristelige Gudsdyrkelse, havde hørt i det første Syn, (2) sigende: “Din og at deres Konge ogsaa var meget villig til at Synd er forladt !” Han svarede, som vi tro, af tillade Guds Præster at opholde sig der, naar Guds Aands Indskydelse: “Herre! hvad vil du, Kejseren blot vilde være saa naadig at sende at jeg skal gøre ?”(3) og Røsten lød atter, dem duelige Prædikanter. sigende: “Gaa! og forkynd Hedningene Guds Da den fromme Kejser fik det at høre, blev Ord!” han meget glad og begyndte atter at forhøre Dette Syn overvejede den Guds Tjener i sit sig, om der var nogen, som han kunde sende Hjerte. Han blev glad og jublede i Herren, til hine Egne, som kunde undersøge, om det idet han indsaa, at det alt for en Del var Folk var villigt til at tage ved Troen, saaledes opfyldt; hvad der havde været ham befalet; og som Sendebudene havde forebragt ham, og for at hans Arbejde kunde blive udført i som kunde begynde at bringe dem den fuldere Maal, ønskede han ogsaa for de kristelige Gudsdyrkelse. Saa foretog da hans svenske at forkynde Guds Ord. Majestæt sig anden Gang at forhandle med samme Eders Abbed,(1) om der maaske Noter:

1) Abbed Vale. bygget i hans Rige, hvor en Præst til enhver 2) Kap. 2 Tid kunde være til Stede og udstrø Guds Ords 3) Omtrent de samme Ord sagde Paulus ved sit syn i Følge Fortællingen Ap. Gern. 22,11. Sæd og meddele Daaben til enhver, som vilde tage derimod. Det indrømmede han med stor Kapitel 21 Beredvillighed og Glæde; og i en Søstad i Missionen til Danmark bliver taget op paa ny hans Rige, som var meget skikket dertil og Saa snart vor Fader havde overtaget Bremer- ligger nær ved disse Egne (Slesvig er dens Stiftet og saaledes allerede dengang havde Navn), hvor Købmænd kom sammen fra alle Raad til at give noget bort, begyndte han paa Kanter, tillod han ham at bygge en Kirke, ny i sin inderste Sjæl at brænde af indrømmede ham et Sted, hvor Præsten kunde Begærlighed efter i Danmark at arbejde, hvad bo, og gav tillige den Tilladelse: at hvem i han kunde, for Kristi Navns Skyld. hans Rige der vilde, maatte blive en kristen. Derfor besøgte han jævnlig Haarik, som Da vor Herre og Biskop havde faaet denne dengang var Enehersker i Danmarks Rige, og Tilladelse, satte han straks i Værk, hvad han søgte ved Foræringer og ved at bevise ham længe havde ønsket: han byggede der en alle de Tjenester, han kunde, at gøre sig gode Kirke til den hellige Guds Moder Marias Ære Venner med ham, for med hans Tilladelse at og indsatte der en Præst; og nu begyndte kunne faa Magt til at udføre Prædikeemhedet Guds Naade paa dette Sted at vokse og bære i hans Rige. Thi alt imellem sendtes han til Frugt. Thi der var alt tilforn mange kristne, ham i kongeligt Ærende og udførte med Iver som havde været døbte enten i Dorstad eller i og Troskab, hvad der hørte til Fred og Hamborg. — blandt dem var nogle af de Forbund, og til Nytte for begge Riger. fornemste i samme By — og de vare glade Derved lærte ovennævnte Kong Haarik ved, at der gaves deri Lejlighed til at udøve den, hellige Mands Troskab og Retskaffenhed deres kristne Gudsdyrkelse. at kende, begyndte højlig at elske og ære ham, Mange andre, baade Mænd og Kvinder, betjente sig gerne af hans Raad og fik saadan fulgte deres Eksempel, forlode den Fortrolighed til ham i alle Ting, at han endog overtroiske Afgudstjeneste, omvendte sig til lod ham være med, naar han i Løndom Troen paa Herren og bleve døbte. Og der blev forhandlede med sine Raadgivere om Rigets en stor Glæde paa det Sted (1) saa at endog Anliggender. Ja skulde der sluttes noget Mennesker af dette Folkefærd (Sakserne) Forbund mellem Folket i dette Land, nemlig uden al Frygt, hvad før ikke lod sig gøre, og Saksen, og hans Rige, vilde han ikke, at det Købmænd baade herfra og fra Dorstad frit skulde stadfæstes uden paa hans Ord; thi det, søgte til samme By, og det gav Anledning til, sagde han, kunde han ganske stole paa, hvad at der blev Overflødighed paa alt godt. han baade kaldte godt og lovede for. Og medens mange, som der vare døbte, Da han saaledes havde vundet hans levede længe efter, var der en utallig Fortrolighed, begyndte han ogsaa at overtale Mængde, som i deres hvide Daabsdragt derfra ham til at blive en kristen. Kongen hørte steg op til det himmelske Rige; thi de lod sig ogsaa villig paa alt hvad han fortalte ham af villig korse for at blive Lærlinge, hvorved de den hellige Skrift, og gav det den Ros, at det fik Lov til at gaa ind i Kirken og være til var meget godt og i Sandhed gavnligt, og Stede ved de hellige landlinger, men de sagde, at han glædede sig meget derved, og at opsatte dog at annamme Daaben, idet de han gerne vilde vinde Kristi Yndest. I Følge tænkte, det var bedst at blive døbt ved deres dette ønske begyndte vor hellige Fader rent ud Livs Ende, for at de, rensede ved Salighedens at raade ham at bevise den Herre Kristus den Bad, kunde rene og ubesmittede Uden noget Villighed, hvad der vilde være ham Ophold gaa ind gennem det evige Livs Døre. allerkærest, nemlig at tillade, at en Kirke blev

Der var ogsaa mange syge hos dem, som som de svenske Kongers, maaske dog endnu naar de saa, at de forgæves havde ofret til gunstigere. Adam af Bremen siger ganske vist, at Ansgar gjorde Haarik til kristen, men det er næppe Afguderne deres Frelse og vare opgivne af andet end Udtryk for hans Opfattelse af vort Sted. deres nærmeste tog deres Tilflugt til Guds Slesvig eller Hedeby, hvor Ansgar fik Lov at bygge en Barmhjertighed og lovede, at de vilde blive Kirke, var ved sin Beliggenhed ved Slien efter kristne, og som, naar de havde ladet Præsten Datidens Forhold en betydelig By, der drev megen hente og havde modtaget Daabens Naade, Handel paa de danske Øer og i det hele paa Østersøens Kyster; tilmed laa der her en stor Kongsgaard. straks blev helbredede af den algode Gud. Kirken, som han fik opført, efter al Sandsynlighed den Saaledes voksede paa dette Sted Guds første danske Kirke, indviedes til Marias Ære; Kirken i forbarmende Naade, og en Mængde af Folket Hamborg var nemlig helliget Frelseren og hans Moder, blev omvendt til Troen paa Herren.(2) og det var almindeligt, at nye Kirker indviedes til den (eller de) samme som Moderkirken. Den Menighed, som Ansgar under disse forandrede Noter: Forhold fik dannet i vort Land, har vistnok ikke været 1) Ap. Gern.. 8, 8. lille. Den bestod, som det ses af vort Kapitel, dels af 2) Med Missionen hos Danskerne synes det at være dem, der tidligere vare døbte i Hamborg af ham selv gaaet helt tilbage, indtil Ansgar traadte i Forbund til eller hans Klerke, eller som paa Handelsrejser i Haarik den gamle. Ganske vist siges det Kap.14, at han Dorstad havde modtaget Daaben, altsaa hovedsageligt virkede i Danmark, og Adam af Bremen fortæller, at Resterne af den tidligere Menighed, og dels de mange, han trods sin Nød efter Hamborgs Brand fik sendt som nu antog Kristendommen. Af dem lod nogle sig Forkyndere til Danmark (se Kap. 14, Anm. 1). Men da døbe, andre blev, som det hedder, Lærlinge og modtog det her i Kap. 21 fortælles, at Forkyndelsen blev taget Korsets Tegn d. v. s.: de blev primsignede og deltog op paany, er der rimeligvis intet udrettet ved disse derefter i Gudstjenesten, men selve Daaben opsatte de Forsøg, som heller ikke beskrives nærmere; Forholdene til deres Dødsleje ligesom saa mange i Oldkirken, f. har ogsaa været ugunstige, Harald var fordreven for Eks. Konstantin den store. stedse, og det var jo rimeligt, at hans Fjende Haarik tillige var Kristendommens Fjende. Hvad der sikkert har hjulpet Ansgar nu, det var det Kapitel 28 Omslag i Stemningen mod de kristne Riger, der, Den danske Kirke vokser under Forfølgelser pludselig viste sig; det synes for en stor Del at være Imidlertid skete det ved Guds Dom, at bevirket derved, at Regner, Anføreren for de ovennævnte Kong Haarik blev anfaldet af Normanner, der havde plyndret Paris samme Aar, som Hamborg blev ødelagt, snart efter at være kommen Vikinger, da nogle af hans Slægtninge vilde hjem til Danmark, pludselig styrtede til Jorden i indtage hans Rige, og at han fik sit Banesaar. Hallen, død i et Nu, medens han pralede af sine Med ham faldt ligeledes for Sværdet alle de Røverier og Grusomheder; det vakte Skræk og Angst Høvdinger i Landet, som før regnedes blandt hos de fleste. Biskoppens fortrolige Venner. Tilmed har Haarik vel følt det vanskelige i sin Stilling som Enehersker, da der i Reglen nok fandtes dem, der Da saa siden efter Haarik den unge var havde Lyst at være Kongsemner. Derfor søgte han bleven Konge efter ham, var der nogle af de Venskab med sin mægtige frankiske Nabo. fornemme, han dengang havde om sig, og Begyndelsen gjorde han ved at lade de kristne Fanger som havde været temmelig ukendte for opsøge og sende dem tilbage, tillige med hvad der Biskoppen, der begyndte at overtale ham til, kunde opdrives af det røvede Gods, og i den følgende Tid var der Fred mellem Ludvig den tyske og Haarik. at den Kirke, som var opbygget hos dem, Des mere blev Lothars Lande plagede af Vikingerne, skulde brydes ned, og den kristelige men om Haarik bærer Skyld for det, siges ikke af de Gudsdyrkelse, som var kommet op der, frankiske Aarbøger, der er vor Kilde. skulde udryddes. De sagde, at deres Guder var Den Indflydelse, Ansgar vinder hos den danske Konge, vrede paa dem, og at derfor havde alle disse er mærkværdig stor, og den er et Vidnesbyrd om, hvor betydelig og ædel en Mand han har været. Om Haarik Ulykker ramt dem, fordi de havde optaget en som Følge af Ansgars Paavirkning ligefrem antog anden og fremmed Guds Dyrkelse hos dem. Kristendommen, er vanskeligt at sige; sandsynligvis Af den Aarsag var det, at Greven i har han dog ikke gjort det, da man ellers kunde vente at ovennævnte By, Slesvig nemlig, — han hed finde det fortalt med utvetydige Ord i vort Kapitel. Hove — som især var en Modstander af Men hans Stilling til den har i det væsentlige været denne Gudsdyrkelse, ophidsede Kongen til at

udrydde den kristelige Tro. Han lod Kirken, skænkede han i en anden By i sit Rige, som som var bygget der, lukke og forbød hed Ribe, en Grund, hvorpaa en Kirke kunde sammesteds Udøvelsen af den kristelige bygges, og gav af sin kongelige Magt Gudsdyrkelse. Derfor var det ogsaa, at Tilladelse til, at en Præst dér maatte have Præsten, som var der til Stede, tvungen af den stadigt Ophold.(1) bitre Forfølgelse drog tilbage derfra. Herover var Biskoppen bleven meget Noter: bekymret og overmaade bedrøvet, fordi han 1) Den danske Kirke, der trivedes godt, faar ogsaa en dengang ingen af de Venner havde hos Haarik Trængselstid, men den gaar ud af den med fornyet Livskraft. den unge, som han før ved rige Gaver havde Her staar i vort Kapitel, at den ældre Haarik overfaldes gjort sig forbundne, og ved hvem han kunde af nogle Slægtninge, der vilde frarive ham Riget. Vi faa Konger til at rette sig efter Herrens Vilje. ved andetsteds fra, at det var hans Brodersøn Gudorm, Da han derfor savnede menneskelig Hjælp, der levede som Viking og nu vendte sine Vaaben mod tog han, som han plejede, sin Tilflugt til den sin Frænde. I tre Dage blev der kæmpet meget hidsigt; Forsøget paa at gribe Kongekronen kostede Gudorm guddommelige. Og hans Haab slog ham ikke Livet, men ogsaa Haarik den gamle og hele fejl; Herren trøstede ham nemlig med en Kongeslægten faldt i Kampen; kun Drengen Haarik, aandelig Trøst i Sjælen, og han blev ganske der rimeligvis har været sin Navnes Søn eller vis paa, at det paa ingen Maade skulde gaa Sønnesøn, blev tilbage, og ham tog man da til Konge. efter Kristi Fjenders Agt, og den Tro, som der Det var Aar 854. Ansgar har nu haft vanskelige og strænge Dage, da havde faaet Indgang, gaa til Grunde. hans gamle Velynder var falden, og den unge Konges Hvad Herren saaledes lod ham forstaa, gik Stilling til Kristendommen var en ganske anden. ikke længe efter i Opfyldelse. Thi da han for Haarik den unge har været svag og eftergivende denne Aarsags Skyld havde i Sinde at rejse til overfor det ivrigt hedenske Parti; han har ladet sig lede ovennævnte Konge, kom Herrens Naade ham af Kristenfjender, især Hove, der kaldes Greve d. v. s. Høvding i Slesvig, og det førte til, at Mariakirken blev i Forkøbet. Samme Konge forjog først lukket. Derimod er det næppe rigtigt, naar Adam og nysnævnte Greve fra den omtalte By, saa at Saxo gør Haarik til en rasende og grusom Forfølger af han aldrig mere kunde komme tilbage i hans de kristne. Yndest, og sendte derefter af sig selv til Ligesom det ikke med Bestemthed kan siges om den Biskoppen sit Sendebud med det Ærende at ældre Haarik, hvor vidt han ligefrem antog Kristendommen eller ikke, saaledes findes der heller bede ham, at han vilde sende sin Præst tilbage ikke helt troværdige Vidnesbyrd for Haarik den unges til hans egen Kirke, og forsikre ham, at han Kristentro. Adam af Bremen fortæller, at han antog ikke mindre end Haarik den gamle ønskede at Kristendommen og bød alle sine Undersaatter at følge gøre sig værdig til Kristi Gunst og efter. Den sidste Del af denne Efterretning lyder Biskoppens Venskab. urimelig, det stemmer næppe med de daværende Forhold i Danmark; den første Del er i og for sig trolig, Og da derefter vor ærværdige Hyrde selv men meget paafaldende er det dog, at “Ansgars havde faaet Adgang til Kongen med Bistand Levned” ikke omtaler det, skønt der var al Anledning af den berømmelige Grev Burkard, (som dertil, og derfor maa det drages i Tvivl, at Haarik ogsaa før hos Haarik den gamle havde været ligefrem er bleven kristen, ligesom Fortællingen i den ham til Hjælp i alle Ting, og som formaaede store Olaf Trygvesøns Saga, om at Ansgar døbte ham, ikke har nogen Vægt i denne Sag. meget hos begge Konger, fordi han var deres Et godt Bidrag til Forstaaelsen af den danske Konges nærpaarørende), blev han modtaget med saa Holdning overfor Kristendommen have vi derimod i et stor Naade af Haarik den unge, at denne Brev, den store Pave Nikolaus sendte Haarik i Ansgars straks tilstod ham alt, hvad hans Formand sidste Leveaar (864). havde tilladt, maatte ske i hans Rige til Anledningen var, at den danske Konge, skønt udøbt, havde sendt Paven Gaver, der var overbragt af Biskop Kristendommens Tarv. Ja, han gav endog sit Salomon (og Præsten Nordfred), hvis Ærende til Rom Samtykke til, — hvad der før syntes jo var at søge Stadfæstelse for Ansgars Bispedømme. Hedningerne en Vederstyggelighed, at der Nikolaus roste Haarik, fordi han har stillet sig gunstigt maatte være en Klokke i Kirken. Ligeledes overfor Evangeliets Forkyndelse, men Brevets Hovedindhold er dog Bønnen om, Haarik vil omvende

sig helt og lade sig døbe, og Formaningen til at opgive rimeligt, at han skulde være samme Person som den Hedenskabets djævelske Daarlighed og søge til den danskfødte Rimbert, som i Følge næste Kapitel blev almægtige Gud og det evige Rige, der ikke er sendt til Sverig — vistnok samtidigt eller snart derefter. Forkrænkelighed underlagt. (se Tillæget, 1.) . Lige saa lidt kan han være den samme som Ansgars Ved Haarik den unges Gunst fik Danmark nu sin anden Efterfølger, dette Skrifts Forfatter, og Adams Ord Kirke. Ribe var ligesom Hedeby et af Jyllands tvinge heller ikke til denne Opfattelse. Imod det taler, Knudepunkter, og som den egentlige Vesterhavsby hvad vi ved af “Rimberts Levned”, at denne stedse havde den stor Handel paa Frisland, især Dorstad, og fulgte sin Lærer og ved hans Død endnu kun var andre Kystlande; den laa paa en Holm i Ribe-aaen, der Diakon. endnu er dens Midte, og havde god Indsejling fra Enten maa der altsaa være tre Mænd af Navnet Havet. Rimbert, eller ogsaa maa den korte Beretning hos “Ansgars Levned”siger intet om den Præst, der blev Adam hidrøre fra en Fejltagelse. indsat i Ribe. Men Adam af Bremen siger, at Ansgar betroede Kirken til Præsten Rimbert. Det er ikke

Kilde 2: Teksten på den store Jellingesten (efter 965) Den store Jellingesten er placeret i Jelling – der er mere herom i Fortælling 6.

Den store Jellingesten har teksten på gammel venstre mod højre. Det er helt anderledes fra nordisk: de andre lange runestensindskrifter. Se fx Fortælling 5 om Glavendrupstenen. ”Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.”

Eller oversat: ”Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne”.

Fig. 2. Den store Jellingsten-kristusbilledet Figur og ornamenter har været bemalet og har svaret til de malede manuskripter, der er kendt fra samtidens klostre og stormænd. Fig. 1. Den store Jellingsten Tekstsiden er placeret så runerne står i vandrette bånd, der læses som i en bog fra

Der har ikke været diskussion af selve Det er nemlig usædvanligt, at det er monumentets tilblivelse. Men den tidligere stenrejseren, der hylder sig selv, når mindet middelalderprofessor Aksel E. Christensen ellers er rejst til ære for Gorm og Thyra. tog i sin undervisning teksten op til diskussion For andre, der tilføjede ”..Harald osv.” ville og foreslog som en af mulighederne, at det netop sikre en ”kristen” slægt for de to omtalen af Harald selv kunne være tilføjet konger med det store monument, som selve senere, - måske af Sven eller hans søn Knud. stenen med de store relieffer udgjorde.

Kilde 3: Widukind om Harald Gormsøns dåb o.963, Uddrag (omkring 975) Teksten er skrevet o. 975 på latin af munken Widukind af Korvey (født 925- død ca 1004). Teksten findes kun i senere afskrifter og er tilegnet Otto den Stores datter abbedissen Matilde. Widukind var tilknyttet klostret Ny Korvey, som havde tætte forbindelser til det nordiske område. Hans hovedinteresse ligger i det sachsiske og nordtyske område. Nordiske forhold behandles kun i begrænset omfang. Her er teksten oversat til dansk af I. P. Jacobsen: Widukinds Sachserkrønike. København 1910. Brian Patrick McGuire: Da himlen kom nærmere. Fortællinger om Danmarks kristning 700-1300. Alfa 2008 vurderer teksten omhyggeligt s 93-97.

…Danerne var fra gammel tid kristne, men bestemte, fremviste så sin hånd, der var tjente ikke desto mindre afguderne efter uskadt, og overtydede således alle om den hedningeskik. Nu hændte det engang, at der katolske tros sandhed. Derover omvendte ved et gilde, hvor kongen var tilstede, opstod kongen sig, besluttede at ære Kristus alene en trætte om dyrkelsen af guderne, i det som gud og bød de folk, han herskede over, at danerne påstod at Kristus nok var en gud, men forkaste afguderne, og han viste senere at der også var andre guder, der var større end præsterne og guds tjenere skyldig ære. Men han, da de lod menneskene se langt større også dette må regnes din fader til ære (2), da tegn og undere end Kristus. Herimod vidnede det skyldes hans iver, at kirkerne og en klerk, der nu har viet Gud sit liv, en biskop præstestanden er kommen til så megen ære i ved navn Poppo, at der var en eneste sand disse egne... Gud og fader og hans enbårne søn vor herre Jesus Kristus og den helligånd, medens Noter, indsat af Henrik Adrian: afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong 1) Poppo nævnes ellers ikke i teksten og vi ved kun, at Harald, om hvem det siges, at han var ivrig han er biskop og præsteviet (klerk). Vi kender ikke til Poppo fra samtidige dokumenter. Han omtales i efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte Thietmar af Merseburgs krønike (død 1018/19) og her ham nu, om han var villig til at bevise denne svarer beretningen fuldstændig til Widukinds, bortset tro på sig selv, hvor til Poppo (1) uden tøven fra at Otto kalder Poppo til sig efter begivenheden og svarede ja. Kongen lod så klerken sætte under udnævner ham til biskop. Han nævnes af Adam af opsyn til dagen efter, og da det var blevet Bremen i et Skolion 20 og af Saxo. 2) Der er tale om Otto den Store, der således tilskrives morgen, lod han et stort tungt stykke jern stor betydning som støtte for de præster og munke, der ophede og bød klerken bære det glødende jern missionerede i det nordiske område. for sin katolske tro. Den Kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det så længe kongen

Kilde 4: Uddrag af Are Froðe Þorgilsson : Om Islands Kristning (kap VII i Íslendingabók)

Teksten er skrevet o. 1140 på norrønt islandsk af Are Frodi (”den vidende”) Þorgilsson, der ved hjælp af andres beretninger nedskrev historien om Islands landnam og kristningen frem til de første biskopper. Are var født o. 1068 og havde kendt folk, der oplevede, at Altinget o. 1000 besluttede at alle skulle være kristne. Teksten er udgivet på dansk ved Finnur Jónsson, København 1930 (findes også på www. heimskringla.no). Den er udgivet i en engelsk oversættelse af Sian Grønlie (ed): Islendingabók Kristni Saga. Viking Society for Northern Research University College London 2006 med omhyggelige noter og kommentarer.

www.heimskringla.no i en dansk oversættelse Introduktion til det islandske samfund af Fr. Winkel Horn (C. A. Reitzels Forlag, 1871-1876). Det islandske samfund opbyggede et særligt Jeg har til analyse og forståelse anvendt Sian politisk samfundssystem med konfliktløsning Grønlies engelsksprogede historiske gennem 4 ting med et overordnet Alting, der tekstudgave til både Kristendomssagaen og mødtes en gang om året på tingsletten i 2 Islendingabók. uger. Her forhandlede de mange Harald Gustafsson: Islands kristnande - en stormandsfamilier og høvdinge med hinanden kritisk undersökning s 18-38 i Scandia. Et og aftalte de løsninger, der skulle forhindre nordisk Tidskrift 77:2 (2010) har med fejder og uroligheder. udgangspunkt i Adam af Bremens Det er beskrevet i Jesse Byock: Island i oplysninger kritiseret denne fortolkning sagatiden. Samfund, magt og fejde. (Oversat kraftigt og afvist den ”nationale islandske ved Jon Høyer). Reitzels Forlag 1999. myte” om kristendommens indførelse som et De mange sagatekster belyser disse særlige produkt af 1100-tallets historieskrivning, islandske sammenhænge. En saga mens han påpeger at Adam af Bremens ”Kristendomssagaen” handler om kristningen oplysninger er de første (og dermed ældste) af Island, og den er et godt kildemæssigt om Islands og Grønlands kristning. supplement til Islendingabók. Den findes på

Tekstuddrag af kap VII i Íslendingabók

VII. Kong Olaf sön af Tryggve, sön af Olaf, dræbt 2 eller 3 mænd, som havde digtet sön af Harald hårfagre, fik kristendommen nidvers om ham. Da han kom til Norge, indført i Norge og på Island. Han sendte her fortalte han kong Olaf alt hvad der var til landet den præst, der hed Tangbrand (1); overgået ham, og erklærede, at der var ringe han underviste her folk i kristentroen og døbte udsigt til, at kristendommen vilde få indpas alle dem, som modtog den. Men Hall på Sida der i fremtiden. Olaf blev derover meget vred Torsteinssön lod sig tidlig døbe, så og Hjalte og truede med at ville lemlæste eller dræbe Skeggessön fra Tjorsådal og Gizur den hvide, vore landsmænd, der da var i Norge. Den sön af Teit Ketilbjørnssön fra Mosfell, samt samme sommer kom til Norge Gizur og mange andre høvdinger. Men flest var dog de, Hjalte og bevægede kongen til at lade dem som talte derimod og nægtede (at tage ved [vore landsmænd] gå fri og lovede (til troen). Men da Tangbrand havde været her en gengæld) påny at ville virke for, at man her vinter eller to, drog han bort; da havde han skulde modtage kristendommen; de

erklærede, at de ikke kunde vænte andet end fritagen derfor hos dem, derved, at han for løn at det vilde lade sig gøre. Sommeren derefter fik lovsigemanden Torgeir - men han var drog de østerfra og (med dem) den præst, som endnu hedensk - til at fremsige loven. Da folk hed Tormod; de kom til Vestmannaøerne, da nu kom til deres boder, lagde Torgeir sig ned der var gået 10 uger af sommeren og hele og bredte en skindkappe over sig og lå rejsen var gået godt; det sagde Teit, at den (således) hele den dag og den følgende nat mand, som selv var der, havde fortalt. Da var uden at sige et ord. Men om morgenen efter det blevet vedtaget som lov sommeren i rejste han sig op og sendte bud omkring, at forvejen, at folk skulde komme til altinget, man skulde begive sig til lovbjærget. Da når der var gået 10 uger af sommeren (19. el. begyndte han, efter at folk var komne tilstede, 20. juni), men indtil da var man mødt frem en sin tale og sagde, at han syntes at der var fare uge tidligere. De tog straks til fastlandet og på færde, hvis ikke alle skulde have (leve derpå til altinget, men bevægede Hjalte under) en og samme lov i landet, og selvtolvte til at blive tilbage i Laugardalen, formanede på mange måder til, at det ikke fordi han sommeren i forvejen var bleven skulde ske; han sagde, at det vilde føre til en dømt til 3 års fredløshed på grund af sådan splid, at man tilvisse kunde gå ud fra, at gudsbespottelse. Grundlaget derfor var, at han deraf opstod sådanne kampe mellem folk, at havde fremsagt følgende kvædling på det vilde lægge landet øde. Han fortalte om, at lovbjærget: konger i Norge og Danmark (engang) havde haft ufred og kampe i lange tider med Gud(er) jeg ikke vil smæde, hinanden, indtil landets indbyggere sluttede Freyja mig tykkes en tæve. fred indbyrdes mellem dem, hvad enten de vilde eller ej. Men deraf fulgte, at på stedet Men Gizur og de andre rejste, til de kom til (kort tid efter) sendte de hinanden det sted ved Ölfosssøen, der kaldes kostbarheder, og freden holdt sig sålænge de Vellandkatla; de sendte bud derfra til tinget levede - »og nu synes jeg det rådeligst, sagde om, at alle deres hjælpere skulde komme dem han, at vi heller ikke lader dem råde, der imøde, ti de havde erfaret, at deres fjender stærkest vil gå imod hinanden, men lad os agtede at værge tingsletten for dem ved kamp. mægle således mellem bægge parter, at de Men førend de red derfra, kom Hjalte ridende hver for sig opnår noget efter deres ønske; lad der og de, som var bleven tilbage med ham. os alle have en og samme lov og en og samme Derpå red de ind på tingsletten; deres frænder tro. Det vil blive sandhed, at når vi har revet og venner var i forvejen kommen dem i møde, loven itu, bryder vi også freden itu«. Han som de havde ønsket. De hedenske mænd sluttede sin tale således, at begge parter gik sluttede sig sammen fuldt bevæbnede, og det ind på, at alle skulde have en og samme lov var så nær ved, at de vilde kæmpe, at man og den, som han vilde fremsige. Da blev det ikke kunde se nogen (anden) udvej (2). vedtaget som lov, at alle de, som i forvejen Men dagen efter gik Gizur og Hjalte til ikke var bleven døbte her i landet, skulde lovbjærget (3) og fremførte der deres ærinde. være kristne og tage imod dåben. Men Det siges, at det overgik alt andet, hvor angående börns udsættelse og nydelse af fortrinlig de talte. Men derefter skete det, at hestekød skulde den gamle lov (fremdeles) bægge parter, den ene efter den anden, gælde, og man skulde have lov til at blote i al nævnede vidner og meldte sig ud af hemmelighed, hvis man vilde, men ifalde 3 retsforbindelsen med den anden, de kristne og års landflygtighed, hvis man fik vidner derpå, de hedenske, og gik så bort fra lovbjærget. Da Nogle få vintre senere blev imidlertid dette bad de kristne Hall på Sida, at han skulde hedenskab, som alt andet, fjærnet. Disse fremsige den lov, der skulde følge med tildragelser, hvorledes kristendommen blev (gælde for) kristendommen. Men han fik sig indført i Island, fortalte Teit mig (4). Men

Olaf Tryggvasön faldt den samme sommer men som lader sig kristne og laver aftale med den efter Sæmund præsts fortælling. Da kæmpede angelsaksiske konge (Fortælling 8). 2) De to grupper – de kristne og de hedenske – han med Danerkongen Sven Haraldssön og optræder organiseret på altinget. Hver for sig truer de Sveakongen Olaf den svenske Erikssön i med at skabe deres eget lovfællesskab (som altinget Upsala, og Erik Hakonssön, som så blev jarl indtil da er) og dermed splitte samfundet. Den normale over Norge. Det var 130 år efter Eadmunds islandske forsonings- og konfliktløsningsproces går (5) drab, men 1000 år efter Kristi fødsel ifølge derfor i gang. Se Byock s. 189-206. 3) Lovbjerget ligger på Altingssletten og her sad almindelig tidsregning. lovretten med de mange stormænd og deres hjælpere, og her kunne man fremsætte sine krav og ønsker. Noter (ved Henrik Adrian): 4) Teit er Ares fosterfar eller opdrager fra han er 7 år 1) Tangbrand er et flandersk eller nordtysk navn og der gammel. Teit er søn af den første islandske biskop er tale om en missionær. Han bortvises i fredløshed Isleif, der døde 1080. Are fulgte bisp Gizurr (også søn efter de almindelige islandske regler for drab. Han er af Isleif) og blev præst og storbonde på Nordøstisland. knyttet til den norske konge Olav Trygveson, der 5) Eadmund, anglernes konge blev dræbt af vikinger sammen med Sven Tveskæg hærger England i 990erne o.870, nævnes i indledningen i Islendingabók.

Kilde 5: Uddrag af Adam af Bremen: om Harald Gormsøns dåb (senest o. 1085) Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum (De hamburgske ærkebispers historie) på latin fra omkring 1075 med senere tilføjelser (kaldt ”Skolion”) og et særligt etnografisk præget afsnit tilføjet senere (fjerdebog), der omhandler ”En beskrivelse af Nordens øer” (skrevet ca 1075 i Bremen). Tilføjelsen Skolion 20 til Adams tekst er skrevet af Sigeberth af Gembloux (død 1112) og indsat efter Adams død i 1080erne. Teksten findes oversat i Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike. Wormianum 2000 s 99-116, der er kortere uddrag i Jørgen Bjernum: Kilder til vikingetidens historie. 2.udg. Gyldendal 1965 s 63- 65, 72, en ældre oversættelse af P.W.Christensen fra 1862 er anvendt her (se også: www.heimskringla.no)

…Støttet til den guddommelige Bistand gav Tilbageveien mødte Harald ham ved Slesvig altsaa Kong Otto Folkene Lov og Ret, og tilbød Slag. Efterat der paa begge Sider var saasnart han var bleven fri for sine Brødres stridt tappert, gik Saxerne af med Seiren, og Efterstræbelser. Efterat han dernæst havde de overvundne Danske trak sig tilbage til underkastet sig næsten alle de Riger, som deres Skibe. Omsider enedes man om efter Karls død havde løsrevet sig, greb han til Fredsvilkaarene: Harald falder tilføie for Otto, Vaaben mod Danskerne, dem hans Fader modtager af ham sit Rige og lover at lade iforveien have betvunget. Disse vare nemlig Christendommen gjælde i Danmark. Og med opsatte paa Krig, havde ved Hedeby nedsablet det Samme blev Harald selv døbt tilligemed Ottos Gesandter tilligemed Markgreven og sin Hustru Gunild og deres lille Søn, hvem aldeles ødelagt den Saxiske Coloni. For i saa vor Konge holdt over Daaben og kaldte Svend Henseende at hævne Skade trængte Kongen Otto. med en Hær strax ind i Danmark, og saasnart Ved den Leilighed blev Danmarks paa han havde overskredet de Danskes ved denne Side Havet beliggende Deel, som Slesvig tilforn opreiste Grændser, hærgede Indbyggerne kalde Jylland, deelt i 3 han med Ild og Sværd hele Landet lige op til Bispedømmer og underlagt Erke-Sædet i det yderste Hav, der skiller Danskerne fra Hamborg. I Bremens Kirke gjemmes de Normannerne, og som indtil denne Dag efter kongelige Skrivelser, som udvise, at Kong Kongens Seire kaldes Ottesund. Paa Otto saaledes har eiet Danmark, at han endog

har bortgivet Bispestole. Af Romer-Sædets [ Aar 966 efter Herrens Byrd omvendtes Gavebreve sees fremdeles, at Pave Agapetus, Danskerne til Troen ved en vis Poppo, der i lykønskende Hamborger-Kirken med Folkets Paasyn bar paa et handskeformet Hedningernes Frelse, ligeledes har indrømmet Stykke Jern, som var glohedt, og dog skadte Adeldag Alt hvad der af hans Forgjængere det ham ikke. Da Kong Harald saae det, Gregor, Nikolaus, Sergius og Andre er bleven kastede han Afguderiet og omvendte sig med tilstaaet Erkebispedømmet i Bremen. Tillige hele sit Folk til den sande Guds Tilbedelse. har han givet Adeldag sin apostoliske Poppo forfremmedes til Biskop. ] Fuldmagt til, i sit Sted at indvie Biskopper saavel for Danmark som for de øvrige Folk i Idet han saaledes styrkede sit Herredømme Norden. Som en Følge heraf var da vor ved Hellighed og Retfærdighed, udvidede han høisalige Fader den første, som indviede tillige sin Myndighed over Normænd og Biskopper for Danmark, nemlig Horit eller Engelskmænd. Emund Eriksøn var dengang Hared for Slesvig, Livdag for Ribe, Konge i Sverrig; han stod i Forbund med Regnbrandt for Aarhuus. Til dem anbefalede Harald og var forekommende mod de han ogsaa Menighederne hinsides Havet i Christne, som kom didhen. Jarl i Norge var Fyen, Sælland og Skaane, samt i Sverrig. Hakon; han blev for sin overmodige Dette skeete i Erkebispens 12te Aar. Og Fremfærds Skyld forjaget af Normændene, denne den himmelske Barmhjertigheds men af den ædle Harald gjenindsat i Begyndelse vandt en saadan Tilvæxt, idet Herredømmet og gunstig stemt mod Gud hjalp med, at fra hiin Tid af og indtil den Christdyrkerne. Denne grusomme Hakon, der Dag idag de Danskes Menigheder sees at stammede fra Ingvar og var af Jetteblod, var flyde over af Frugtens Mangfoldighed iblandt den første, som gjorde sig til Konge over Nordboerne. Normændene, medens de tilforn styredes af Paa samme Tid skal den tappre Kong Otto Jarler. Efter saaledes at have regjeret i 35 Aar, ogsaa have lagt samtlige Slaver-Folk under sit døde Hakon, efterladende sig som Herredømme. I eet stort Felttog havde hans Thronarving Hartild, der sad inde med Fader tæmmet dem; men nu knyttede han dem Danmark og Norge tillige.8) — England ved sin egen Tapperhed saa fast til sig, at de, forblev, som ovenfor anmærket, og som der er mod at beholde Livet og Fædrelandet, villig skrevet i de engelske Krøniker, efter Gudreds tilbød Seierherren Skat og Christendom, samt død, fra hans Sønner Anlaf, Sigtryg og lod sig døbe, hver Hedning i hele Folket. Da Reinald at regne, henved 100 Aar i de først byggedes der Kirker i Slavenland. Men Danskes Vold. Men derpaa sendte Harald sin hvorledes det dermed gik til, ville vi henimod Søn Hiring med en Hær til England. Han Slutningen faae bedre Leilighed til at undertvang Øen, men blev omsider forraadt omtale… og dræbt af Northumberlænderne. Erkebisp Adeldag indviede Adskillige til …Danskernes Konge Harald, udmærket ved Biskopper i Danmark; Navnene paa disse Fromhed og Tapperhed, havde allerede for Mænd har vi fundet, men hvad for et Sæde de længe siden budt Christendommen hver især beskikkedes til, har det ikke ret velkommen i sit Rige; og den fastholdt han villet lykket os at komme efter. Grunden indtil Enden. hertil er, efter min Formodning, den, at saalænge Christenheden var i sin raa Tilføjelse (Skolion 20) til Adams tekst af Begyndelse, blev der ikke tilkjendt nogen Sigeberth af Gembloux (død 1112) – indsat Biskop et bestemt Sæde, men hver Biskop efter Adams død i 1080erne. skred i sin Iver for at udbrede Christendom videre frem, saa de kappedes om at forkynde Guds Ord for deres Egne og for Fremmede

under Eet. Dette synes endnu den Dag i Dag verdslig Henseende af høiadelig dansk at være Fremgangsmaaden hinsides Danmark, Herkomst. Saaledes kunde han lettelig i Norge og Sverrig. Til Biskopper i Danmark meddele Barbarerne et ønskeligt Indtryk af indviedes altsaa: Hored, Livdag, Regnbrand; vor Religion. Blandt de øvrige Biskopper er og efter dem Harig, Stærkulf, Folbrekt, vel næppe Nogen bleven saa navnkundig fra Adelbrekt, Merka og flere Andre. Den ældre gammel Tid som Livdag i Ribe, der endog Odinkær skal af Adeldag være bleven indviet ved Jærtegn skal have vundet Berømmelse for Sverrig og der have røgtet sin Sendelse til som Prædikant hinsides Havet, d. e. i Sverrig Hedningerne med Dygtighed. Han var nemlig, eller Norge. eftersom vi høre, en samvittighedsfuld og lærd Mand i gudelige Sager, og desuden i

Kilde 6: Tamdrup Kirke (o.1200) – Poppos jernbyrd og Haralds/Svens dåb – 3 plader I 1873 blev prædikestolen i Tamdrup Kirke i nærheden af Jelling sat i stand, og man fandt 23 lueforgyldte kobberplader under malingen, som sandsynligvis havde tilhørt et ”gyldent alter” fra romansk tid (o.1200). De fleste plader var kraftigt ødelagt og beskåret og de hørte til i en sammenhæng, som det var vanskeligt at rekonstruere. Pladerne kom til Nationalmuseet og er stadig udstillet i middelaldersamlingen. 7 plader hørte ikke til i den normale sammenhæng ved et gyldent alter. Der var her tale om plader, der gengav en historie, som på flere måder kunne svare til Poppos kristning af Harald Gormsøn (Blåtand) /Sven Tveskæg. Pladerne kan være fra et relikvieskrin, der indfattede dele af den hellige Poppos rester og dermed en del af historien om Harald Blåtands – eller Sven Tveskægs dåb (tolkning afhængig af hvilke kilder, der har været kendt i Tamdrup kirke, da skrinet blev fremstillet). Værket Danmarks kirker – Tamdrup kirke (Nationalmuseet) har hele fundhistorien og gennemgang af både plader og det samlede kildemateriale hertil – (teksten er fra 2002). Den findes på nettet ved at google Tamdrup kirke.

1. Bisp (Ærkebisp) og konge diskuterer En (ærke)biskop med stav i hånden taler indtrængende til en stående konge med liljescepter. Den talende biskop har klippet ”huen” af, der er en lyttende person bag ham, der kunne være Poppo. 2. Bisp viser jernhandsken frem En bisp viser kongen på tronen med liljescepteret jernhandsken, inden den opvarmes. 3. Jernhandsken opvarmes af ilden (Poppo) – en gejstlig opvarmer jernhandsken i ilden mellem de to søjler, Guds hånd fra øverste højre hjørne kommer ud af skyen og skaber miraklet. 4. Kongen døbes af bispen Kongen døbes i en tøndeformet beholder, som ofte vises i andre sammenhænge, kongen har nøgen overkrop og løfter hænderne i den typiske orantstilling (se s 73 i Troens billeder) og bispen er i fuld påklædning.

Tolkning delvis efter Lise Godfredsen og Hans-Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark. 2. udg. Systime 1993 s 231-33 og Niels Lund:”Harald Blåtands dåb”, i tidsskriftet Siden Saxo nr 1 2006.

Plade 1-4 (1-2 øverst fra venstre til højre, 3-4 nederst fra venstre til højre)

55903_saxo 2006-1.indd 4 3/26/06 10:39:11 AM Danmarkshistorier – 100 fortællinger om samfund, stat og imperium 700-2017

Diskussion af Poppo og Tamdrup-pladerne Den tidligere direktør for Nationalmuseet En god tolkning og diskussion findes i Lise Poul Nørlund har i sin ”Gyldne Altre” (1926, Godfredsen og Hans-Jørgen Frederiksen: genoptr.1968 med Tage E. Christiansens Troens billeder. Romansk kunst i Danmark. 2. kommentar) givet en omfattende tolkning og udg. Systime 1993 s 231-33. Heri er gengivet forsøg på analyse, der stadig anvendes. Han de 7 plader kommenteret udfra Poul Nørlund. opdeler de mange plader i sammenhænge og Historikeren Niels Lund har i ”Harald udskiller 7 plader som historiske. Blåtands dåb”, i tidsskriftet Siden Saxo nr 1 Diskussion heraf i Tage E. Christiansen: De 2006 en kort gennemgang af kilderne, og gyldne altre I. Tamdruppladerne. Årbøger for hvad vi kan se på pladerne. nordisk Oldkyndighed og Historie 1968 Både Michael Gelting: Poppo's Ordeal: (1969) s. 153-205 og Lene Dimidoff: The Courtier Bishops and the Success of Poppo Legend, Mediaeval Scandinavia 6 Christianization at the Turn of the First (1973) s 39-67, der begge analyserer kilderne Millennium, i Viking and Medieval til Poppos historie. Scandinavia 6, 2010, s. 101-133 og Brian Pladerne er også beskrevet kort i Harald Patrick McGuire: Da himlen kom nærmere. Langberg: Gyldne billeder fra middelalderen. Fortællinger om Danmarks kristning 700- Nationalmuseets vejledninger 1976. Dengang 1300. Alfa 2008 s 93-105 diskuterer Poppo i 1970erne blev de gyldne altre på udfra nyere synspunkter. Michael Gelting Nationalmuseet nyopstillet, og derfor udkom placerer som Niels Lund Poppo som der en ny vejledning. Den nyeste vejledning missionsbiskop under Køln-ærkebispen fra Nationalmuseet med afsnit om Bruno, der var tæt knyttet til Otto den Store Tamdruppladerne er Poul Grinder-Hansen: og han nydaterer Haralds kristning til o. 963. Danmarks Middelalder og Renæssance. Nationalmuseets Vejledninger 2002 s 22-29.

Kilde 7: Saxo om Haralds kristning og død og Svends dåb (o.1200), uddrag Findes på latin og oversat til dansk i Karsten Friis-Jensen/Peter Zeeberg: Saxo Grammaticus: Gesta Danorum/Danmarkshistorien Bd 1 Gad 2005 (både latin/dansk). En tidligere god oversættelse af Frederik Winkel Horn: Saxo Grammaticus: Danmarks krønike. (1898) er anvendt her. Den findes også på www.heimskringla.no.

Harald Blaatand været hans Agt; han skyndte sig over Hals og Da Gorm var død, var Harald ivrig efter at Hoved tilbage til Jylland for at bringe de forøge det Riges Anseelse, han havde arvet betrængte Jyder Hjælp. Da han kom did, var efter ham, ved udmærkede tapre Bedrifter, og Kejseren uden Modstand draget igjennem han sejlede derfor med en Vikingeflaade til hele Jylland, eftersom der ingen Konge var til østerleden og hærjede paa Havet dér rundt at føre an, men da han havde naaet omkring…. Limfjorden, som paa den Tid gjorde Harald drog for den Sags Skyld til Halland, Vendsyssel til en ø, kunde han ikke komme men saa fik han Bud om, at Tyskerne under længere, og efter at have kastet et Spyd i Kejser Otto havde gjort Indfald i Riget. Da Vandet dér vendte han ikke blot om ad han var mindre ivrig efter at angribe et Ejderen til, men gjorde det saaledes, at det i fremmed Land end efter at forsvare sit eget, højeste Grad lignede en Flugt. Som Følge af, foretrak han at sørge for Tingene hjemme at han kastede sit Spyd i Bølgerne for at frem for at kæmpe udenlands, som det havde efterlade et Minde om sig, kom Sundet til at

bære hans Navn, men al den Drabelighed han for den Skam, at Slægt efter Slægt maatte kom stormende med, faldt til sidst ud til betale Skat; da han spurgte, hvad Kejseren ingenting. Harald forfulgte Resterne af havde taget sig for i Jylland, og haabede, at Fjenden, som skyndte sig af Sted i Huj og Harald for lange Tider vilde blive indviklet i Hast, angreb Ebbe, som førte Bagtroppen, og Krig med Tyskerne, havde han endog den dræbte ham og dem, han traf paa. Imidlertid Dristighed aabenlyst at vægre sig ved at havde Styrbjørn, tilskyndet af sine Krigeres udrede Skatten, idet han satte større Haab og haanlige Opfordringer, letsindig betroet sin Lid til Sachsernes Vaaben end til sine egne Skæbne til sine Stalbrødres Tapperhed, og Kræfter. Men efter at Striden med Kejseren havde med taabelig Dumdristighed uden at var bleven bilagt, antog Harald den katholske oppebie Kongens og hans Krigsfolks Religion og skaffede saaledes sit Rige Fred Tilbagekomst selv styrtet sig i Undergang. med Gud og Mennesker, og friede saaledes, Han vovede nemlig overilet at indlade sig i idet han gjorde det forfængelige Haab, Hakon Slag efter letsindig at have angrebet havde fattet, til Skamme, sig selv fra Svenskerne og faldt selv. Visselig maa hver Vildfarelse og sit Land fra Krig... den, som under vanskelige Omstændigheder mere retter sig efter andres letsindige Raad ….Derefter døde Dronning Thyra Danebod, end efter, hvad hans egen Forstand siger ham, og Harald lod hende stede til Jorde med den siges selv at byde Halsen frem for Fjendens største Pragt og begrave tæt ved Faderens Sværd. Grav under almindelig Landesorg, thi der var Derefter gav Thyra sig i Lag med at grave en ikke det Hus, hvor man ikke sørgede bitterlig Grav og bygge en Forskansning fra Slesvig til over hendes Bortgang og mente, at ved Vesterhavet for at betrygge Landet imod hendes Død var hele Landets Velfærd gaaet til hemmelige Indfald af udenlandske Fjender, Grunde. Hvor nu Kirken staar, ser man de to og for yderligere at styrke denne Ægtefællers Grave, en paa hver Side af den. Forskansning byggede hun oven paa den en … Jordvold som det stærkeste Bolværk. Senere …Harald udrustede nu hele Rigets Flaade for opførte Kong Valdemar og Danmarks ikke at have for ringe Styrke rede til det store Ærkebiskop Absalon, drevne af den samme Værk, han havde for. Der var nemlig paa Kjærlighed til Fædrelandet, oven paa den en Jyllands Kyst bleven fundet en usædvanlig Mur af brændte Sten for hellere at gjøre den stor Sten, som han vilde smykke sin Moders gamle Vold i Stand ved Hjælp af en stærkere Grav med, og den bød han skulde slæbes did ny Bygning, da den forfaldt, end med Tiden at af Flokke af Mennesker og øxne. Imidlertid lade den helt falde sammen i sin Svaghed. De var de, som sammen med Svend stod for brugte nemlig den oprindelige Befæstning Styret paa Flaaden, blevne lede og kjede af som Grundvold, fuldførte med Mandekløgt, Haralds Herredømme, dels fordi han var hvad den brave Kvinde ufuldkomment havde gunstig stemt imod Kristendommen, dels begyndt, og gjorde Værket saa meget fordi han lagde usædvanlige Byrder paa ypperligere, som de vidste, at de overgik Almuen, og de formaaede og bestak da en hende i Snille. Hun, som havde en Mands Mand til snedig at forhøre sig hos Svend, om Mod i sit Kvindehjærte, friede ogsaa Skaane, han skulde være villig til at gribe til Vaaben som kuedes af Svenskernes Herredømme, for imod sin Fader og bemægtige sig Riget. den Byrde at betale Skat, og idet hun saaledes Herved lod Svend sig forlede til at tragte efter hist drev Fjenden tilbage med sin Vold og her at vinde Riget ved Fadermord; han takkede med Vaaben, værnede hun med lige Styrke Sendemanden og svarede, at han med Glæde Landets Grænser til forskjellige Sider. tog imod den Ære, Landet tilbød ham. Da han Imidlertid døde Harald i Norge, og hans Søn havde givet sit Samtykke, lagde de fornemste Hakon blev nu ivrig opsat paa at fri sit Land i Landet, idet de trygt stolede paa hans

Begjærlighed efter Kongemagten, som de nu der var helt fuldt af danske Krigsfolk, og som var paa det rene med, dristig for Dagen, hvad saa at sige var Moderskjødet for hans de hidtil lønlig havde pønset paa; hvad de paalideligste Krigsstyrke. Svend lod sig hidtil hemmelig havde higet efter, skred de nu imidlertid ikke nøje med at have krænket den virkelig aabenlyst til at sætte i Værk og Ærbødighed, han skyldte sin Fader, ved at udraabte strax paa Tinge Svend til Konge. forfølge ham med sit Had, men for at vinde Imidlertid gav Harald, som var optagen af Almuen for sig tog han sig halsstarrig for med Stenen, hans Folk trak, sig til ivrig at spørge tøjlesløs Ugudelighed at gjøre det helt af med en af sine Mænd, der kom fra Flaaden, om Religionen, uddrev al Kristendom af Landet, han nogen Sinde havde set Mennesker binde oplod Kirkerne for Offerpræsterne og an med saa vældig en Blok. Hertil svarede besmittede atter Altrene med hedenske Ofre. Manden, at han nylig havde set Mennesker Med en Hær af Danske og Slaver angreb hans trække en Byrde, der var endnu større, og da Fader ham igjen ved Helgenæs' Kyst, og efter Kongen blev ved at udfritte ham at have kæmpet hele Dagen havde han desangaaende, sagde han: "Jeg var nys Vidne hverken sejret eller maattet fly. Saa bestemte til, at Danmarks Rige blev trukket fra dig, nu de, da Hærene var trætte af at kæmpe, at de kan du selv afgjøre, hvad der var tungest at vilde tales ved næste Dag for at slutte Fred. trække". Saaledes fik Harald, da han bejlede Da Harald i Tillid til den forestaaende til en andens Ros for sit Forehavende, Overenskomst gik omkring, som om der var Budskab om, at hans Rige var blevet ham Fred og ingen Fare, og kom ind i Skovens berøvet. Nu angrede Kongen, at han havde Tykning, hvor han satte sig imellem Buskene ladet Mennesker bøje Nakken under øxnes for at forrette sin Nødtørft, blev han saaret Aag, thi da han opgav sit Forsæt at lade dem med en Pil af Toke, der brændte af slæbe Stenen og vilde have dem til at gribe til Begjærlighed efter at hævne den Uret, han Vaaben i Steden for, fik han at mærke, at hans havde tilføjet ham, og saaret blev han af sine Krigsfolk var alvorlig forbitrede paa ham. Thi Mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter Hæren, som han havde plaget og beskæmmet opgav Aanden. Hans Lig blev sendt til med saa forsmædeligt Arbejde, vægrede sig Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, nu ved at kæmpe for den, der havde givet den han selv nylig havde bygget, thi det Aaget at bære, og hverken hans kongelige utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke Magtsprog eller hans Bønner kunde formaa havde skjønnet paa, hvad der tjente til dets den til at frelse hans Liv, efter at han ved et Bedste, fik nu, da det var for sent, øjnene op skammeligt Magtbud havde bøjet alles for sin fromme Konges gode Gjerninger og Nakker. Nogle var der dog, som ikke delte mente, at hvad det havde nægtet ham i den almindelige Mening, men under det levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, almindelige Oprørs Storm viste Kongen den da han var død; det stræbte af yderste Evne samme Hengivenhed, som de havde været efter at fejre hans Jordefærd med al mulig vante til. Med deres Bistand søgte han ved Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget Vaabenmagt at gjøre sin Søns Bestræbelser til af den Mand, som det i levende Live intet, men Svend gjorde kraftig Modstand, og overmodigt havde hadet…. efter at være overvunden i et Slag flygtede han til Sjælland. Efter at have samlet Svend Tveskæg Krigsfolk dér havde han lige saa krank en ….Denne haarde Modgang drev Svend til at Lykke i et Slag til Søs, og da han nu havde fatte Kjærlighed til Religionen; han vendte mistet alle sine Krigsfolk hjemme, var der sine øjne bort fra Mørket og oplod dem for ikke andet for ham at gjøre end at søge det saliggjørende Lys. Thi da han skjønnede, udenlands for at bede om Hjælp. Han forlod at han særlig for de to Forsyndelser, altsaa Danmark og drog landflygtig til Julin, Fadermordet og Helligbrøden, var bleven

tugtet i fuldt Maal med to tilsvarende haarde dette Prædikeembede saa godt, han i sin Straffe, Fangenskab og Landflygtighed, Vankundighed kunde, thi boglærd og kyndig i fattede han from Ærbødighed for den Kirkens Lære var han ikke. I den Grad drev saliggjørende Lære, han før havde ringeagtet, hans Lyst til at grundlægge Religionen ham til omvendte sit Hjerte til Gudsdyrkelse og at paatage sig en Lærers Gjerning, skjønt det sonede begge sine hæslige Misgjerninger med baade skortede ham paa Snille og øvelse. Men angerfulde Taarer, og efter i alle Maader at det sunde Lægemiddel, som det friske Hoved have fulgt Kirkens Forskrifter modtog han saaledes greb til, skjød de tørre og rettelig Daabens hellige Sakramente. Lige saa gjenstridige Lemmer fra sig, thi Folket, som fordærvelig en Modstander, han før havde elskede den gamle Tro, vilde ikke laane den været af Kristendommen, lige saa stærk en ny lærvilligt øre, var led ved den fremmede Støtte blev han nu for den. Gud var da heller Gudsdyrkelse og holdt ivrig fast ved den fra ikke sen til at lade sig formilde ved hans Fædrene nedarvede. Saa gav Gud for at Anger og skjænkede ham i sin Naade hans forherlige sit Navn Kongen, der var opsat paa fordums Lykke igjen, og da Erik døde efter at at udbrede Religionen, men ikke mægtede have været Konge i syv Aar, beredte Gud det, en udmærket forstandig og from og strax Vej for ham til Riget, førte ham fra derhos overmaade boglærd Mand ved Navn Landflygtighed tilbage til Fædrelandet og Pope til Medhjælper ved dette herlige skjænkede ham i Steden for hans fordums Arbejde. Paa det offentlige Ting, der holdtes Armod den største Magt og Ære. Eriks Søn ved den Havn, som kaldes Isøre paa Grund af Olaf vendte nemlig tillige med sin Moder den megen Is, der findes i den, gav Pope, da Sigrid tilbage til Sverige, hvor han blev og lod han ikke ved sin Tale kunde faa Danskerne til hende staa for Styret. Saaledes skete det at antage Troen, ved et uimodsigeligt Tegn næsten samtidig, at Svend bøjede sig for det sikreste Vidnesbyrd om, at det var sandt, Religionen og kom i Besiddelse af sit Rige. hvad han forkyndte, og stadfæstede sin Læres Men for ikke ved sin Fromhed at tirre dem, Troværdighed ved et stort og helligt Jertegn. hvis Kjærlighed han havde vundet ved Han spurgte dem nemlig om de vilde lyde Ugudelighed, og pludselig paadrage sig deres hans Formaninger, hvis de saa' ham tage Had, skjulte han sin Gudsfrygtighed for gloende Jærn i Haanden uden at lide nogen Almenheden og lod den kun hemmelig Skade derved, og da alle svarede, at i saa Fald komme frem. Følgen af disse forskjellige vilde de ganske sikkert lyde ham, bød han Rørelser i ét og samme Hjærte, den største dem skaffe en gloende Jærnhandske, og den Frygt og den inderligste Fromhed, blev, at stak han Haanden i helt op til Albuen, bar den hans Sind, som nølende droges til begge strax uforfærdet saaledes om iblandt dem alle Sider, kom i den yderste Tvivlraadighed, thi og kastede den for Kongens Fødder, og saa paa den ene Side stormede Frygt for at miste viste han dem til alles ærefrygtfulde Riget, paa den anden Side Frygt for at krænke Forundring, at hans Haand i ingen Maade Gud ind paa hans Hjærte og bragte det i havde lidt Mén, men var ganske uskadt og dobbelt Fare; han frygtede for Guds Hævn, uforandret. Ved dette underfulde Syn fik han hvis han forkastede Religionen, og for dem, som ellers var ubøjelige, til at falde til Almuens, hvis han vedkjendte sig den. Da han Føje, og den Fare, han havde udsat sig for, i sit Hjærte grundig sammenlignede og blev saaledes ikke en Hindring for hans overvejede disse to saa modstridende Formaninger, men en Prøve, der bestyrkede Følelser, indsaa han dog, at han burde frygte dem, thi ved den dristige Standhaftighed, Gud mere end Mennesker. Han gik derfor hvormed han opfyldte sit Løfte, overvandt hemmelig til de fornemste Mænd og søgte han jo visselig selve Naturen. Ved denne ved i Løndom at formane dem at faa dem til berømmelige Undergjerning bibragte han at antage Kristendommen, idet han røgtede endog til evige Tider vort Folk

Kristendommen. En Følge heraf blev ogsaa, Roskilde; i den Grad fremmede den at Danskerne afskaffede den Skik at holde gudfrygtige Konge med den nøjeste Tvekamp og besluttede, at de fleste Overholdelse af Religionens Forskrifter Rettergangssager skulde afgjøres ved Kristendommen ved at beskikke nye Præster Jærnbyrd, idet de holdt for, at Sagernes og forherligede den ved at bygge Kapeller og Prøvelse rettelig burde henskydes under Guds Kirker. Hidtil havde de nævnte fire Dom fremfor at henvises til Kamp imellem Hjemsteder for Gudsdyrkelsen maattet nøjes Mennesker. Til Løn herfor blev Pope af med Forstandere, der var hentede udenlands Ærkebiskop Adeldag i Bremen gjort til fra, og af Mangel paa Bisper tagne blandt Biskop i Aarhus, hvortil han saa vel ved sit Landets egne Børn havde det mere beroet paa Liv som ved sine Gjerninger var overmaade Tilfældet end paa en fast Regel, hvem der værdig. Den samme Værdighed tildeltes kom til at beklæde Bispestolene. Henrik i Slesvig, Lefdag i Ribe og Gerbrand i

Kilde 8: Uddrag af Gutasagen om kristning (o. 1200) Gutasagaen er skrevet på gutnisk i 1200-tallet, den er bevaret i flere afskrifter og senere oversættelser (til tysk fra o.1400 og til dansk fra 1600-tallet). En gutnisk tekst fra midten af 1300- tallet blev i 1650erne fundet i en landsbykirke på Gotland ”mellem skarn som en vraget ting”. Teksten til sagaen var kendt og anvendt af Strelow i 1633 (se Fortælling 23). Teksten her er oversat fra gutnisk til dansk af Lis Jacobsen: Guterlov og Gutersaga. København 1910. s 118-122.

Kap 3. tåle og brændte kirken, derfor kalder man Siden kom Hellig-Olav Konge (1) flygtende endnu stedet for Kulstede. Efter den tid var fra Norge med skib og lagde sig i den havn, der blot i Vi (5). Dér byggede han en anden som kaldes Akergarn (2). Der lå Hellig Olav kirke. Den kirke ville landet også brænde, da længe. Da fór Ormika af Heenhjem og flere gik han selv op på kirken og sagde: ”Vil I mægtige mænd til ham med deres gaver. brænde kirken, da skal I brænde mig med”. Ormica gav ham 12 væddere og andre Han var selv mægtig, og hans kvinde var klenodier. Da gav Kong Olav ham til gengæld datter af den mægtigste mand, som hed to drikkekar og en bredøkse. Da tog Ormica Lakkair den Snilde. Han boede på det sted, ved kristendommen efter Hellig Olavs som kaldes Stenkirke. Han havde størst magt undervisning; og han byggede sig et bønnehus på den tid. Han hjalp Botair sin maag og på samme sted, som nu Akergarns kirke står. sagde: ”Hærd jer ej til (6) at brænde den mand Derfra fór Hellig Olav til Jerisleiv i eller hans kirke, thi han står på Vi”. Dermed Holmegård (3). fik kirken lov til at stå ubrændt. Den blev sat der med alle helgeners navn (7) på det sted, Kap 4. som man nu kalder Peters kirke. Det var den Skønt guterne var hedenske, sejlede de dog første kirke på Gulland som fik lov til at stå. med købmandsvarer omkring i alle lande, Nogen tid efter lod Botairs svigerfar Likair både i kristne og hedenske. Dér så købmænd den Snilde sig og sin husstand kristne og kristne sæder i kristne lande. Da lod nogle sig byggede en kirke på sin gård på det sted, som kristne dér, og de førte præster med til nu hedder Stenkirke. Det var den første kirke Gulland. Botair fra Akebæk hed han, som oppe i landets nordlige tredjedel (7). Efter at først byggede kirke på det sted, som nu guterne havde set kristne mænds sæder, hedder ”Kulstede” (4), Det ville landet ikke lyttede de til Guds bud og lærdmænds lære.

Og hele folket tog da ved kristendommen af er opstået, fordi de mænd véd mest om fri vilje uden tvang, således at ingen nødede sandheden, som bor nærmest. Bliver tvisten dem til kristendommen. Efter at alle var ikke afgjort (mens biskoppen opholder sig blevne kristne, byggedes den anden kirke i dér), da skal sagen henskydes til fælles møde landet – i Allingebo. Den var den første i den (13) og ikke fra en treding til en anden. midterste tredjedel. Senere blev den tredje Opstår tvist eller stridsmål, som biskoppen er kirke bygget i Fardhjem i den sydligste pligtig at dømme i, da skal man her på tredjedel. Fra dem øgedes alle kirker i Gulland vente biskoppens komme og ikke Gulland. Thi mænd byggede kirker til større fare over til Svearige, uden tvang driver dertil, bekvemmelighed. og (det drejer sig om) så stor synd at provsten ikke kan løse (14). Da skal man fare over Kap 5. mellem Valborgmesse og Helgenes messe Førend Gulland fik fast biskop, da kom til (15), men ej derefter om vintertid før Gulland biskopper, som var pilgrimme til det Valborgmesse (16). Bøder til bispen er på hellige land Jerusalem, og som som fór hjem Gulland ej højere end tre mark… derfra. Den tid gik vejen mod øst gennem russernes land og Grækland til Jerusalem. De Noter (af Henrik Adrian): viede først kirker og kirkegårde efter deres 1) Hellig Olavs rejse beskrives hos Snorre i opfordring, som lod kirker bygge. Men da Heimskringla – han tager fra Norge gennem Sverige til Novgorod (Holmsgård) og møder kong Jarisleiv og guterne havde omvendt sig til dronning Ingegerd (o. 1029). Ifølge Snorre har han kristendommen, så sendte de bud til den tidligere opholdt sig på Gotland o. 1008 og fået skat og øverske biskop i Linköping, fordi han var blevet anerkendt som herre. dem nærmest. Han skulle da efter vedtaget ret 2) Nu Skt.Olufsholm, der er rester af et Sct.Olavs kapel komme til Gulland og yde landet hjælp (8) på på stedet. 3) Novgorod de vilkår: at biskoppen skulle komme fra 4) Gårdnavnet findes stadig Linköping til Gulland hvert tredje år med tolv 5) På Gotlands vestkyst ligger en naturhavn ved en høj af sine mænd, så mange og ej flere, som klint, stedet var landingsplads i vikingetiden og tidlig skulle følge ham gennem hele landet med middelalder og blev senere til Visby. Der kan have bøndernes heste. Således skal biskoppen været et ”vi” – en offerplads på stedet. 6) Allehelgens kirke. Sct.Peters kirke er en del af en drage gennem Gulland med kirkevielser og dobbeltkirke i middelalderens Visby. tage sine ”gengærder (9) ” ; tre ”bord (10)” og 7) Gotland var i middelalderen inddelt i tredjedele – ej flere, samt tre mark ved hver ”tredinger”, - de kirker, der er nævnt, blev såkaldte kirkeindvielse; ved alterets indvielse ”et bord” ”fredskirker”, hvor en fredløs (der var dømt på Gutn- samt 12 øre, hvis alteret alene skal indvies; landstinget) kunne være i asyl i et vist antal uger uden at andre greb ind overfor vedkommende, indtil den men er både alter og kirke uviet, da skal fredløse kunne forlade landet eller betale sin bod. begge vies for tre ”bord” og tre mark penge. 8) I middelalderkirken var bispen den øverste lokale Af enhver anden præst (hos hvem indvielse ej kirkemyndighed, han indviede og anerkendte altre og finder sted) skal biskoppen tage gengærd ved kirker (der blev malet indvielseskors ved bispens sit komme samt tre ”bord” og ej mere. Af gudstjeneste) og han havde tilsyn med præst og kirkens udstyr. Gotland havde ikke eget bispesæde og blev enhver præst, som ej gav gengærd i det år knyttet til Linköping-bispen, som det her er beskrevet. (fordi biskoppen ej kom), skal biskoppen tage Han havde et stenhus i Visby, som han rådede over, og løsen (11), efter som det er kirkerne tildelt hvor der også var plads til ydelser til bispen. (12). De som ej gav gengærd den gang, de 9) gengærd er betaling, afgift – det kan både være i skal give gengærd, når biskoppen kommer penge og i naturalier. 10) ”bord” – der menes, at der gives måltid til bispen tilbage efter tre års forløb; men de skal da og hans følge, de kan altså højst være tre dage ved være fri, som gav gengærd forrige gang. samme kirke. Opstår stridsmål, som biskoppen skal dømme 11) erstatning for gengærd. i, da skal de afgøres i samme Treding, hvor de 12) som det er fastlagt for hver kirke.

13) Gutnaltinget eller Landstinget, der er overordnet de 15) Valborgsmesse er 1 maj, Helgenes messe er tre Tredingsting. Allehelgensdag 1 november. 14) dvs. løse synderen, give syndsforladelse og 16) Mellem 1. maj og 1. november kan man rejse, om idømme bod, - der er en provst i hver Treding, der kan vinteren kan man først rejse efter 1. Maj. handle på bispens vegne.

Kilde 9: Uddrag af Snorres Heimskringla – Olav Tryggvasons saga (tekst fra o. 1230-40).

Den er skrevet på norrønt islandsk o. 1230-40, den oprindelige tekst er ikke bevaret, men der findes flere afskrifter, de ældste fra 1300-tallets begyndelse. Heimskringla er den norske kongeslægts historie og tilskrives islændingen Snorre Sturlason, der døde i 1241. Teksten er ofte blevet udgivet og rekonstrueret. Den seneste danske oversættelse er Snorre: Heimskringla. Oversat af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre. I-III. Gyldendal 1948. Teksten her er: Olaf Tryggvessøns Saga af Snorre Sturlassøn. Oversat af Dr. Fr. Winkel Horn. Gjennemset af Dr. Valtýr Guðmundsson. Udvalget for Folkeoplysnings Fremme Kjøbenhavn 1900. Den findes også på www.heimskringla.no . Snorre forsøgte at sikre en kronologisk korrekt fremtilling af sine mange historier, men afsnittene om Olav Tryggveson og Harald Gormsøn passer ikke kronologisk med Otto den Stores aktiviteter. Teksten kan af forfatteren være tilpasset teksterne fra Widukind, Adam af Bremen og Saxo.

24. Kong Haralds hærudbud Geira, men som havde unddraget sig al Otto var dengang kejser i Saxland. Han sendte lydighed og skattebetaling. Dér hærgede Olav bud til Harald Danekonge, at denne skulle og dræbte mange folk; han brændte nogle lade sig døbe og antage den rette tro sammen folks ejendomme, vandt et stort bytte og med det folk, han regerede over. I modsat fald underlagde sig områderne. Derefter drog han — sagde kejseren — ville han drage imod tilbage til sin borg. ham med hærmagt. Derfor lod danekongen sit Tidligt på foråret gjorde Olav sine skibe klar landeværn klargøre; han lod Danevirke og sejlede derefter ud på havet. Han sejlede forstærke og udrustede sine krigsskibe. Så ind under Skåne og gik i land, men landets sendte kongen bud til jarl Håkon i Norge, at folk samlede sig og gik i kamp; Olav sejrede denne skulle komme til ham tidligt om foråret og fik et stort bytte. Derefter sejlede han østpå med hele den hær, han kunne samle. Jarl til Gotland; dér tog han et købmandsskib, der Håkon udbød om foråret hæren i hele sit rige; var ejet af jemter. De gjorde god modstand, han samlede en meget stor flok og drog med men det endte med, at Olav ryddede skibet og den hær til Danmark, hvor han opsøgte den dræbte mange folk og tog alt af værdi. En danske konge. Kongen tog meget hæderfuldt tredje kamp havde han på Gotland; dér imod ham. Der var mange andre høvdinge hos sejrede kong Olav, og han vandt sig et stort danekongen, der støttede ham med folk; han bytte. Således siger Halfred Vanrådeskjald: havde en meget stor hær. Vi-øderen voldte 25. Kong Olav Tryggvasons kampe venders død og jemters Olav Tryggvason havde — som det før blev (farlig strid sig fyrsten skrevet — været i Vendland om vinteren. Han fordum tidligt lærte). drog om vinteren rundt til de herreder dér i Drotten — den sværddjærve — Vendland, som havde hørt under dronning drev goter fra livet;

om skjoldstorm i Skåne folket ej det fristed’ skjalden kan berette. fjendens hær at møde. Vender, frieser, franker 26. Kamp ved Danevirke freden brød ved volden; Kejser Otto samlede en stor hær; han havde bølgehestens hersker folk fra Saxland, Frankland og Friesland. Fra hårdt i kampen trådte. Vendland fulgte kong Burislav ham med en stor hær, og i denne flok havde han sin Jarl Håkon satte tropper ved alle svigersøn — Olav Tryggvason. Kejseren portåbninger, men den største del af hæren havde en stor rytterhær, men en endnu større lod han stå langs med borgmurene for at hær af fodfolk; også fra Holtseteland havde forsvare, hvor som helst der blev angrebet; han en stor hær. dér faldt mange i kejserens hær, og de fik ikke Harald Danekonge sendte jarl Håkon med den indtaget noget af borgen. Kejseren vendte da hær af nordmænd, der fulgte ham, sydpå til om og angreb ikke yderligere; således siges Danevirke, for dér at forsvare landet. Således det i Vellekla: siges det i Vellekla: Brag af sværd mod brynjer Horders herre førte bredte sig i luften; hæren frem til kampen; fjendeskarens skjolde kølen bar den kloge skåret blev i kampen. — kløved’ havet nordfra. Såre måtte saxer Jarlen krydsed’ hjelmklædt sande nederlaget; Jyllandshavet sydpå; hærens høvding sådan Dovre-drotten fór at holdt den danske grænse. danekongen møde. Kongen hilste krig’ren Efter denne kamp drog jarl Håkon tilbage (kommet dertil nordfra) til sine skibe og agtede at sejle nordpå — — bød den stolte stridsmand tilbage til Norge — men han fik ingen gavnlig stå ved Danevirke, vind; han lå da ude i Limfjorden. for mod fjenden sydfra forsvar landet yde; 27. Kong Haralds og jarl Håkons dåb jarlen voldens vinter- Kejser Otto drog da med sin hær tilbage til værn da opretholdte. Sle; dér samlede han en stor flåde og førte sin hær over fjorden til Jylland. Da Harald Kejser Otto kom med sin hær sydfra til Danekonge erfarede dette, drog han imod ham Danevirke, men jarl Håkon forsvarede med sin hær; det kom da til en stor kamp og borgmurene sammen med sine folk. til sidst sejrede kejseren, mens den danske Danevirke er således beliggende, at to fjorde konge flygtede til Limfjorden og ud på skærer sig ind i landet fra hver sin side af Morsø. Der drog sendebude imellem kongen landet, og mellem fjordbundene havde og kejseren, og der blev aftalt fred og et danskerne bygget en stor borgmur af sten, træ forsoningsmøde; kejser Otto og den danske og tørv; udenfor var der gravet en bred og dyb konge mødtes på Morsø. Så forkyndte den grøft, og ved portåbningerne var der kasteller. hellige biskop Poppo kristendommen for kong Der opstod en voldsom strid; dette omtales i Harald; han bar glødende jern i sin hånd og Vellekla: viste kong Harald, at hånden ikke var forbrændt. Derefter lod kong Harald sig døbe Frem til stålets stormvejr sammen med hele den danske hær. stridbart jarlen ægged’;

Kong Harald havde tidligere, mens han Flygtende mænds fjende opholdt sig på Morsø, sendt besked til jarl fritted’ svar fra guder; Håkon, at jarlen skulle komme ham til hjælp; gunstigt udfald gaves: jarlen kom da til øen, ret som kongen havde Gavnlig kampen syntes. ladet sig døbe. Kongen sendte da besked, at Ravne to sås trække jarlen skulle opsøge ham, men da de mødtes, tværs henover himlen; tvang kongen jarlen til at lade sig døbe. Jarl göter dermed dømtes Håkon blev da døbt sammen med alle de døden til ved jarlen. mænd, der fulgte ham. Kongen overlod ham Fyrsten hærskjold førte præster og andre lærde mænd og sagde, at frem, hvor ingen andre jarlen skulle lade alle folk i Norge døbe. Så svang i svundne tider skiltes de; jarl Håkon drog ud til havet og sværdet mod sin fjende. afventede dér gunstig vind. Da den vind kom, Götalandets jorder som han mente kunne føre ham ud på havet, jarlen til fods krydsed’; sendte han alle de lærde folk op i land og aldrig hærged’ hære sejlede ud på havet; vinden kom fra vest og helt så langt fra kysten. sydvest. Odin altid sejren Jarlen sejlede østpå igennem Øresund og overgav til jarlen hærgede dér på begge sider; derefter sejlede (Håkons store styrke han østen om Skanör og hærgede dér, og hvor støt af guder øges). han ellers kom i land. Da han kom øst for Asers slægtning slængte Göteskærene, lagde han til land og holdt en slagne her i dynger; stor offerfest. Så kom to ravne flyvende, som ætters øder stammer skreg højt; da mente jarlen at vide, at Odin uden tvivl fra guder. havde taget imod offeret, og at jarlen nu ville få god held til at kæmpe. Derpå brændte jarlen alle sine skibe; han drog op i landet 28. Kejser Ottos hjemfærd med alle sine folk og de hærgede overalt. Så Kejser Otto drog tilbage til sit rige i Saxland; kom jarl Ottar imod ham; han regerede over han skiltes fra den danske konge i venskab. Götaland. De mødtes i en stor strid, hvor jarl Det siges, at kejser Otto stod fadder til Svend Håkon sejrede, men jarl Ottar faldt sammen — kong Haralds søn — og gav ham sit navn; med en stor del af sin hær. Jarl Håkon drog nu han blev da døbt, så han hed Otto Svend. gennem begge Götalande — hærgende Harald Danekonge overholdt kristendommen overalt, indtil han kom til Norge. Han drog helt til sin dødsdag... derefter over land helt til Trondheim; herom siges det i Vellekla:

Fortælling 11: Om Treenighedskirken i Lund Du går hen ad smøgen Kattesund lige ved siden af Stortorget og Södergatan i Lunds gamle bydel og finder en lille italiensk restaurant, hvor du kan ”fika” eller spise en billig varm ret til ”lunch”, - og henne i hjørnet er der en trappe ned i kælderen – og her 4-5 m under dagens gadehøjde ligger så Lunds første kirke og en række efterfølgere. Du befinder dig dernede i 900-tallets sidste ti-år og videre frem i middelalderen. Værsgo’ og kik og se under jorden.

1. Udgravninger i Lund - og manglende dokumenter kendte som ”Drotten, Salvator dansk interesse eller Treenighedskirken”. Området blev udgravet i 1970erne og 80erne, Selve navnet ”Drotten” betyder på gammelt da man skulle modernisere de gamle huse i nordisk ”herren” – og svarer til Treenigheden, den indre by. Arkæologerne fandt en der er ”faderen, sønnen og helligånden” og kirkegård fra vikingetiden og middelalderen ”frelseren” (Salvator). med mange begravede mennesker, rester af ”Drotten” bruges ofte som nordisk kirkenavn flere kirker heriblandt den første trækirke fra til centrale missionskirker og til den første 990erne. Der er i den overdækkede udstilling kirke på stedet. Både domkirken i Roskilde og under jorden plancher og en lille video, der en af Visbys ældste kirker (Drotten) var viet viser, hvordan kirke og by og de efterfølgende til treenigheden. kirker har udviklet sig. Det er en udgravning, Mange års udgravning afslørede derefter på der ikke har sat sig spor hos danske stedet flere kirker, der havde afløst hinanden historikere, de nævner den aldrig, måske fordi og man fandt mere end 2000 begravede Skånes middelalderruiner ikke beskrives mennesker på de ældste kirkegårde. meget på dansk og oplysningerne når kun Den ældste kirke var en stavkirke, der var sjældent frem til danske historikere, der større end den samtidige ældste stavkirke i ”glemmer” de rester af fortiden, der ligger øst Jelling (smlgn. med Fortælling 6, Fig 7.). Den for Øresund udenfor det nuværende Danmark. var oprindelig en stor aflang rektangulær På samme måde er det sket med de to træbygning med få gravsteder inde i kirken. ”trelleborge”, som svenske arkæologer har Den indeholdt dog et stort gravkammer under fundet rester af ved Borgeby (vest for Lund) kirkegulvet, som var konstrueret færdig, da og i byen Trelleborg på Skånes sydkyst. koret blev opført henover, og på kirkegården Men i selve Lund findes vigtige udenfor fandt man en lang række begravelser, bygningsrester til den tidligste danske som var særligt udstyret. kongemagts historie under Sven Tveskæg og I nærheden af Lund lå der tidligere en større Knud den Store. Lund blev trods alt ældre jernalder- og vikingeby Uppåkra. Den ”Metropolis Dania” – ærkebispebyen for er nu delvist udgravet, og man har kunnet kirkeprovinsen Danmark allerede i 1103. konstatere en værksteds-og handelsby af stor Det er arkæologen Maria Cinthio fra Kulturen størrelse, der udviklede sig fra den romerske i Lund, der har fortalt historien i den jernalder og helt ind i vikingetiden. Der har spændende bog: De första stadsborna. været tale om en bydannelse, der har haft Medeltida gravar och människor i Lund. central betydning for hele Skåne. Den ophørte Symposion Eslöv 2002. med at fungere omkring år 1000, da netop Lund blev til. 2. Treenighedskirken og Lunds oprindelse Der, hvor man fandt den ældste kirke i Lund, Da man skulle grave ud til nye bygninger i kan man konstatere, at der ikke har været Kattesund fandt man rester af en stenkirke, andre bebyggelser på området inden som man udfra de middelalderlige anlæggelsen af selve Lund. Lund er blevet til

på åben mark og selve stedet er ikke særligt egnet til by, fx mangler der rindende vand. Nudansk: Torgisl, søn af Asgeir Björn, rejste Selve byen ligger 10 km fra kysten og kun 4 disse sten til minde om begge sine brødre, km fra Uppåkra, derfor må kongen (Sven Olaf og Ottar, gode ”landmænd”. Tveskæg eller Harald Blåtand) have haft en (”landmænd” er en hæderstitel og angiver, at de ejer bestemt mening med at placere kirke, jord og har en fremtrædende placering i samfundet) kongsgård og marked med møntsted her. Anlægget skal måske ses i sammenhæng med Kilde: wikipidia.se – opslag: Lundastenen 1 de mange anlæg, der ellers angiver kongens 2. Lund 2 - stenen magt i denne periode (Trelleborgene, Jelling Den anden runesten i Lund stammer fra o. mv.) og byanlægget er måske rettet mod de 1000-1050 og er fundet i 1700-tallet i et gamle lokale magthavere i området, det stengærde nær Södergatan. I forbindelse med vurderer arkæologen Maria Cinthio. skandinavisme-besøgene mellem

københavnske og lundensiske intellektuelle i 3. Skriftlige kilder til det ældste Lunds første halvdel af 1800-tallet skænkede historie: - to runesten og to beretninger lundebispen Wilhelm Faxe runestenen i 1829 Vi har ikke mange andre oplysninger om det til den københavnske biskop Friederich ældste Lund, men her er en gennemgang af Münter, der derefter murede den ind i porten vores viden fra de skriftlige kilder. Der er to til bispegården i Nørregade i København, runesten fra selve Lund, der fortæller noget hvor den stadig findes og kan ses. om stedet og en beretning fra omkring 1042

(Emmas mindetekst) og en anden fra 1075

(Adam af Bremens historie). Den sidste tekst har altid givet store problemer –se om dens tendens i Fortælling 10.

1. Lund 1 - stenen Runestenen er dekoreret både med hedenske symboler og kristne kors og er over 4 m høj. Den blev i 1680 fundet i fundamentet af det nærliggende Allehelgens kloster og findes nu i Universitetsbibliotekets bygning. Den blev delvis ødelagt i 1700-tallet, men er senere sat sammen igen. Stenen stammer fra overgangen mellem 900- og 1000-tallet og viser, at Tekst på Lunda-stenen 2 magtfulde folk har støttet byens anlæggelse Runeindskrift: tuki : let : kirkiu : kirua : auk : og kongen, og måske har de skænket jord til ... byen. Normaliseret til gammelnordisk: Tekst på Lunda-stenen 1 – Tóki lét kirkju gera ok ... Runetekst : þu(r)[kisl : sun : i]sgis : biarnaR : sunaR : risþi : sti[no : þisi] : (u)(f)tiR : bruþr : Nudansk: sino : baþa : ulaf : uk : utar : lanmitr : kuþa Toke lod gøre (bygge) kirke og ...

Normaliseret til gammelnordisk: Þorgisl, sun Vi ved ikke præcis hvilken kirke runestenen Æsgis BiarnaR sonaR, resþi stena þæssi er knyttet til, men der kom snart – inden 1050 æftiR brøþr sina baþa Olaf ok Ottar, - 8-9 kirker til i Lund. Og fra de arkæologiske landmænnr goþa. undersøgelser ved vi, at der findes flere steder

med stenansamlinger, hvor runesten og/eller Der er diskussion om begravelsesstedet. De stenkors kan være rejst, da Lund blev anlagt, fleste danske historikere angiver Roskilde og de første trækirker bygget. Samtidig har som gravsted. Maria Cinthio foreslår Lund. man fundet ret store brønde i nærheden af den ældste Trinitatiskirke af træ, der kan være Hele teksten er skrevet på middelalderlatin, anvendt til de dåbshandlinger, der dengang tekstgrundlag, datering og latinsk tekst findes i var knyttet til missionsbispernes virksomhed. M.Cl.Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Aevi vol.II s 375-426 (København 1922, genoptr. Først senere foregik dåbshandlingen ude i de 1970), afsnittet findes på s. 398 og er oversat herfra af enkelte sognekirker og blev da foretaget af Gertz 1896 til dansk, til svensk af Maria Cinthio, og sognepræsten her. rettet til og oversat til dansk af Henrik Adrian). Adam af Bremen skriver omkring 1075, at Harald Gormsøn (Blåtand) føres til Roskildes Den oprindelige trækirke blev omkring 1020- Treenighedskirke. Det har historikeren Niels 30 ombygget til en stor stenkirke med absis Lund i: Harald Blåtands død. Roskilde og tårn over koret, og der skulle have været et Museums Forlag 1998, sat spørgsmålstegn vesttårn efter engelsk tradition. Kirken blev ved i sin korte fremstilling og kritik af Adam udstyret med to store stensatte gravkamre, af Bremens tekst. som minder om dem i Old Minster i Men med fundet af den ældste trækirke med Winchester, hvor Knud den Store holdt til og gravkammer kan Lund udgøre stedet for blev gravsat i 1035. Og her mener Maria sønnen Sven Haraldsøns (Tveskægs) Cinthio, at Sven senere – under Knuds styre – gravlæggelse omkring 1014-15, mener Maria blev gravsat. Cinthio, udfra den ældste tekst vi har om Det interessante er, at der i det vældige Svens død og begravelse: udgravningfelt i midten af Lund, er fundet mange grave, der er præget af både slavisk og 3. Om Sven Haraldsøns (Tveskægs) engelsk gravkultur. Den voksende bydannelse gravlæggelse 1014-15. Emmas har tiltrukket mange udlændinge, der har mindetekst – Beretning (ca 1042). været knyttet til både kirkerne og kongen. Der I en beretning fra 1042-43 skriver en munk i har været både kongsgård og møntværksteder Flandern tilknyttet Emma, Knud den Stores – de sidste med engelske håndværkere. De dronning og daværende enke, - om Knuds far engelske forbindelser er også beskrevet i Sven Tveskæg: senere skriftlige kilder.

”…hans lig blev efter at være bisat i York optaget af graven af en fornem engelsk 4. Uddrag fra Adam af Bremen om Skåne kvinde, nedlagt i vellugtende urter og bragt og bisperne i Lund – Beretning (skrevet over havet til danskernes havn. Der sendte ca 1075 i Bremen). kvinden bud til begge brødrene (det er sønnerne Selvom Adam af Bremen (fra o. 1075) som Knud og Harald) og lod meddele, at deres fars tendens netop undertrykker den engelske lig var ankommet, og at de hurtigst muligt tilstedeværelse, omtaler han flere steder, hvor skulle komme og modtage det og føre det til de skånske missionsbisper kommer fra. hvile med hædersbevisninger. Med endnu Han fortæller om Sven Haraldssøn større hæderbevisninger gravlagde de ham i (Tveskæg): det kloster, som den samme konge havde ladet opføre til den hellige Treenigheds ære, på den ”… Da Sven havde dræbt Krageben (Olav gravplads han havde indrettet til sig.” Tryggveson o. 1000) besad han to riger. Han bragte så afgudsdyrkelsen til ophør og lod ved lov kristendommen indføre i Norge. Så indsatte han også en mand ved navn

Godebald, der kom fra England, som biskop i er Lund (2b), som Englands Overvinder, Skåne. Denne skal af og til have missioneret i Knud, vilde gjøre til Londons Medbeilerske. Sverige, men oftere i Norge…”. Senere Skolie 111 ] oplyser Adam af Bremen ”…at Knud vendte sejrrig tilbage fra England og bevarede i “I denne samme Egn, nemlig Skaane, var mange år herredømmet over Danmark og hidtil ingen bleven ansat som Biskop; det var England. På den tid overførte han mange kun fra andre Stifter, en og anden Bisp biskopper fra England til Danmark. Af disse undertiden kom derhen og tog sig af denne placerede han Bernard i Skåne…” Kreds. Omsider kom Sællands Biskop Gerbrand til at styre den; først alene og I et mere samlende kapitel om de nordiske dernæst i Forening med Biskop Aage. Men lande og herunder om Skåne kommer hans fornylig døde Aage, og da inddeelte Kong tendens og malende beskrivelsesform frem: Svend (3) Stiftet Skaane i to Bispedømmer, eet i Lund, som han overdrog til Henrik (4), og et andet i Dalbo, som han gav Egin. Denne blev ”…Fra Sælland er der Overfart til indviet af Erkebispen, mangfoldige Steder i Skaane; den korteste fører til Helsingborg, som ogsaa kan sees [ For Svenskerne prædikede Lifdag, Poppo, derfra.” den ældre Odinkær, Gothebald... (Resten ulæselig). Skolie 112 ] [ Første Biskop i Skaane var Bernhard (1); saa kom Henrik og Egin. Skolie 110 ] hiin (5) derimod havde i forveien været Bisp for Orkney-Øerne og skal tidligere have været “Skaane er blandt alle danske Provindser den Kong Knuds Skriftefader i England. Med yndigste af Udseende; derfor har den ogsaa denne Konges rige Gaver kom han til Ord for at være væbnet med Mænd, riig paa Danmark, hvor han førte et overdaadigt Afgrøde, udstyret med Handelsvarer, og — nu Levnet. Ja, man skildrer ham endog som en for Tiden — fyldt med Kirker. Skaane er to Fyldevom, der med en saadan Gange saa stort som Sælland; det rummer Lidenskabelighed hengav sig til nemlig 300 Kirker, medens Sælland kun skal Drukkenskabens Pest, at han omsider revnede have halv saa mange og Fyen en tredie Deel. og kvaltes. Ligedan skal det være gaaet Aage, Skaane er den yderste Deel af Danmark, og er saavelsom flere andre. ikke langtfra at være en Ø; det omgives Egin derimod var en boglærd og tillige saare nemlig paa alle Sider af Havet, den ene Arm kydsk Mand, som ikkun brændte af af Fastlandet fraregnet, som mod Øst danner Nidkjærhed for Hedningers Omvendelse. Grændsen mellem Sverrig og Danmark. Der Mange afgudiske Folkefærd vandt da ogsaa er dybe Skove og steile Bjerge, som man denne Mand for Christus, isærdeleshed de nødvendigviis skal igjennem, naar man fra Barbarer, som kaldes Blekinger, samt Skaane reiser til Gothland (2a), saa man veed Gothernes Nabofrænder paa Øen Bornholm. ikke ret, enten man helst skal gaae udenom Alle disse siges ved hans Prædiken at have Faren tillands, ved at friste Lykken tilsøes, omvendt sig indtil Taarer, og at have lagt en eller man skal foretrække Landeveien for saadan Anger over deres Vildfarelse for Seiladsen.” Dagen, at de strax sønderbrød deres Afgudsbilleder og kappedes om at lade sig [ Fra denne Ø var det, Longobarderne eller døbe. Snart kom de endog og nedlagde for Gotherne først brød op. Den kaldes af Biskoppens Fødder Alt hvad de eiede og Romernes Krønikeskrivere Skantia eller havde, med den indstændige Bøn, at han ikke Gangavia eller Skandinavia. Dens Hovedstad vilde forsmaae dette; men Biskoppen undslog

sig for at tage derimod og lærte dem for disse Bernhard ligger i krypten i Lund” – Karsten Friis- samme Pengemidler at opføre Kirker, Jensen og Peter Zeeberg: Saxo Grammaticus: Gesta Danorum. Gad 2005 Bd 1 s 648-49 understøtte Trængende og løskjøbe Fanger, 2a) Gothland er sandsynligvis Öst- og Väst-Götaland som der i de Egne er mange af. Samme og ikke Gotland. Det err herfra og fra Uppland at det høihjertede Mand skal paa den Tid, da svenske middelalderrige udvikles, se Dick Harrisons Christus-Forfølgelsen i Sverrig var beskrivelse i Norstedts Sveriges Historia 600-1350 bd allerhedest, ofte have gjæstet Menigheden i 2 (Stockholm 2009) s 119-35. 2b) Lund kaldes i begge tilfælde Lundona i teksten. Skara (6) og de øvrige Troende, som savnede 3) Svend Estridsøn (1047-74) en Hyrde, for at trøste dem, der havde tilegnet 4) Henrik er missionsbiskop fra England – placeret af sig Troen paa Christus, saavelsom for Knud den Store. Diskutér tendensen i fremstillingen af standhaftig at prædike Guds Ord for de Henrik. Vantroe. Der sønderhuggede han ogsaa Freis 5) Egino er missionsbiskop udnævnt af ærkebispen i Bremen, diskutér tendensen i fremstillingen af Egino. berømte Gudebillede. Paa Grund af disse 6) Skara var domkirkeby i Väster Götland og var et af udmærkede Fortjenester blev den Guds Mand de første kristnede områder Sverige. da ogsaa høilig æret af den danske Konge, 7) Dalbo er Dalby kirke i Sydskåne nær Lund. Her blev som strax efter den fede Henriks Død satte der tidligt i 1000-tallet bygget en kirke med en ham til at styre begge Skaanes Bispedømmer: kongsgård. Der er diskussion om Lund bispedømmes tilblivelse og Dalbys rolle, se Axel Bolvig: i Lund og i Dalbo (7).” Kirkekunstens storhedstid. Om kirker og kunst i Danmark i romansk tid. Gyldendal 1992 s 101-104, [ Skaanes fornemste Stad, Lund, ligger Maria Cinthio er ikke enig med Bolvigs tolkning af ligesaa langt fra Havet som fra Dalbo. Skolie Lunds opståen. 113 ] 8) 1072

Om teksten “Selv valgte Egin kort derpaa Lund til sit Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Sæde, med den Bestemmelse, at Dalbo skulde Pontificum (De hamburgske ærkebispers historie) på være et Domprovsti af Brødre, som latin med senere tilføjelser og et særligt etnografisk efterlevede Klosterreglerne. Efter en hæderlig præget afsnit tilføjet senere (fjerdebog), der omhandler ”En beskrivelse af Nordens øer” (skrevet ca 1075 i præstelig Virksomhed i samfulde 12 Aar Bremen). bortvandrede den ædle Hr. Egin til Christus, Tilføjelserne Skolion 110-113 til Adams tekst er netop som han var kommen lykkelig og vel skrevet af Sigeberth af Gembloux (død 1112) og indsat hjem fra Staden Rom. Baade hans og den i teksten efter Adams død i 1080erne. fyenske Biskops Død indtraf i selve vor Findes oversat til klart nutidsdansk i Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike. Wormianum 2000 s 204- Erkebiskops Dødsaar (8).” 206, en ældre og vanskeligere læselig oversættelse af P.W.Christensen 1862 (findes også på Noter (ved Henrik Adrian) www.heimskringla.no) er anvendt her. 1) Bernhard, tidligere nævnt engelsk missionsbiskop.Omtales af Saxo, der fortæller “.. at

Fortælling 12: Om Knud den Helliges gave til Lunds domkirke Det ældste dokument vi kender fra middelalderen i Danmark er udstedt af Knud den Hellige til domkirken i Lund 1085. Dokumentet gav Lunds domkirke det finansielle grundlag og har derfor været vigtigt at bevare for bispen og kirkens ledere. Kong Knud blev året efter dokumentets udstedelse dræbt i Albani kirke i Odense under et oprør og senere gjort til helgen.

Kilde 1: Kong Knuds gavebrev til Lunds domkirke 1085 Der er tale om det ældste danske dokument, originalen er tabt (sandsynligvis i Stockholms slots brand i 1697), men var kendt forinden og er blevet beskrevet. Der var taget en lang række afskrifter, og der er en kopi fra 1140erne i Lund Domkirkes Dødebog, som svarer til originalen. Der har været diskussion om dokumentets ægthed, kirken forfalskede af og til dokumenter om ejendomsret, men historikerne i dag anerkender teksten som ægte. Gavebrevet er opbygget med ”formler” – typiske afsnit og en fast rækkefølge svarende til dokumenter i de andre samtidige vesteuropæiske kongeriger. Gavebrevet har været beseglet med et segl, der viser kongen på sin tronstol (forsiden) og til hest som jæger (bagsiden). Denne form for segl anvendte både Vilhelm Erobreren og Knud den Store. Teksten er på latin, oversættelsen kontrolleret og tilpasset af Henrik Adrian, opr. oversættelse af Lauritz Weibull i Historisk Tidsskrift 9 Rk. Bd III s 106 ff. og i Danmarks Riges Breve/Diplomatarium Danicum 1.Rk Bd 2 nr 21 (1975/1963) (L.Weibull og Niels Skyum-Nielsen), nyere oversættelse af Thorkil Damsgaard Olsen s 261-63 og s 492-93 i Sigurd Kværndrup (red): Antologi af Nordisk Litteratur 800-1300. Samleren 1977.

hellige Laurentii kirke, som er i Lund, - skønt Spørgsmål til teksten: den endnu ikke er fuldendt- , for at den i al evighed kan være det hellige, uplettede, 1) Hvilke befolkningsgrupper findes der i værdige lam, som borttager alverdens synd, samfundet o. 1085? en hellig, uplettet, værdig brud (2). Er der grupper som ikke nævnes i Vi har bekendtgjort, hvad og hvorledes denne dokumentet? kirkes brudegave er; og med disse vidner: 2) Hvilke pligter og rettigheder har de? bisperne Ricwald (3), Sven og Sigvard, Hvilke former for afgifter og ydelser findes i hertug (jarl) Hakon, dokumentet? præsterne Arnold, Theodorik, Henrik og 3) I hvilke områder får Lunds domkirke Gudskalk, rettigheder og jord? stallerne (4) Alle, Hakon, Peder, Asser 4) Prøv at vurdere gavens størrelse og Aagesøn betydning for bispen i Lund og for kongen. – ønsker vi under Guds beskyttelse, at dette 5) Hvad får vi ikke noget at vide om i teksten skal stå urokket og fast. – sammenlign og undersøg forskellige Den omfatter altså: historikeres brug af gavebrevet. Den jord, som Api Thorbjørns søn i Lund bødede for sin freds skyld (5). I Södra Uppåkra 4 ½ bol (6); i Store Uppåkra lige så TEKST: I den hellige udelelige treenigheds, - mange bol, i Herrestad 8 bol; i Skälshög bol; faderens, sønnens og den hellige ånds navn. i Flädie 5 ½ bol, som Hakon gav kongen, i Vi ønsker at bekendtgøre for alle Kristi Hilleshög ½ , i Håstad 1 bol; i Unistad 1 bol; i troende, at jeg Knud IV, Kong Magnus’ søn Sketilljunga ½ bol; i Söfvestad 1 bol, som (1) efter at have overtaget styret af min Skore betalte for sin fred, og en ½ bol i fædrenearv har skænket en brudegave til den Karaby, som den samme Skore gav kongen for sin fred; i Brunslöf ½ bol, som kongen

indløste fra Thurgils Gunstens søn; fra 3) bisperne kommer fra Lund, Roskilde og Slesvig Gudesbo herrred i Sandby 1 bol; på Sjælland i 4) stallerne er betydende kongetjenere og magthavere 5) man køber sin fred af kongen – dvs. betaler en bod Ramsø herred Øm 2 bol; i Sømme herred for den ugerning man har gjort fx drab. Drabsmandens Tjæreby 2 bol; i Tune herred Vindinge 2 bol; i slægtninge er forpligtet til at være med til at betale. Horns herred i Skuldelev 1 bol; i Onsved 1 6) den latinske tekst bruger mansus, der svarer til bol bol; i Smørumnedre 2 bol; i Lynge herred og er en middelalderlig jordværdienhed. Det svarer Børstingerød 2 bol; i Jørlunde herred Tollerup måske i areal og værdi til en bondegård, men måleenheden er ikke præcist kendt i dag og diskuteres (7) 1 bol; i Skænkelsø 1 bol; på øen Amager i stadig. Sundbyvester 5 bol; i Brøndby 3 bol; af den 7) Tollerup er forsvundet – der kendes en Tollerupgård årlige afgift fra tofterne (8) i Lomma 3 mark; i området. af samme afgift i Helsingborg 3 mark; af 8) Afgift fra kongens ret til afgift fra byområder – tofterne i Lund 21 mark. senere kaldet arnegæld eller midsommergæld. 9) Advarselsformel med fordømmelse - Hvis nogen overmægtig, af ædel såvel som 10) leding – flådetjeneste – kongen eller tinget kunne af ringe byrd, de nulevende såvel som de udskrive leding – hvert område (skipæn) måtte da stille kommende slægter, opblæst af genstridig med skib og bevæbnet mandskab og proviant. frækhed og i strid med den hellige religions 11) også kaldet ”heste i redskud”, - det vil sige heste til forskrifter vover at bryde dette dokument, vogntransport – når kongen drager rundt i landet skal bønderne skaffe transport til hird og mandskab. skal han i al evighed være forbandet og være 12) den middelalderlige tidsberegning arbejder med henvist til evindelig straf, dér hvor ormene indiktionsperioder på 15 år – siden 3 f.v.t.havde der i ikke dør og ilden ikke slukkes. Hans bord skal 1085 været 72 indiktionsperioder og 8 år – det giver blive foran ham til en snare, til gengældelse, 1085. Se Herluf Nielsen: Kronologi, DHFs håndbøger til forsmædelse sammen med dem, som siger 1965, s 25-28. til Herren: Gå bort fra os, vi vil ikke vide dine Historikeres brug og tolkninger af veje (9). – gavebrevet Hvad der tilhører den kongelige ret af de Gavebrevet er grundlag for mange førnævnte gods, af hvilke somhelst retssager, historikeres fortolkning af der måtte være, skal tilhøre provsten og de middelaldersamfundet, og det giver en god øvrige brødre, som på det sted tjener Gud, introduktion til både, hvad vi kender til og med undtagelse af 3 bøder: kan afsløre det, som stadig er ukendt for os. - Hvis nogen bliver fredløs, bøder han til Erik Arup (1926), Hal Koch (1964), Niels kongen (5), skønt provsten og brødrene Skyum-Nielsen (1971), Aksel E.Christensen oppebærer hans gods; (1977), Ole Fenger (2002) og Erik Ulsig - hvis nogen forsømmer leding, skal han bøde (2011) bruger dokumentet som grundlag for til kongen (10) at redegøre for det ældste - vognheste (11) skal de ikke give, undtagen middelaldersamfund, og her kan du finde når kongen selv kommer. mange oplysninger om samfundets - Givet i Lund den 21. Maj 1085, det 8. opbygning, klasser og kirkens og Indictionsår (12) i kong Knuds 5. Regeringsår kongemagtens betydning. under de førnævnte bispers nærværelse og Hvis du selv vil arbejde videre med med deres bekræftelse og under vor Herre dokumentet har især Ole Fenger og Niels Jesu Kristi ledelse, han som er velsignet i Skyum-Nielsen gode introduktioner. evigheders evighed. Amen.

1. Erik Arup: Danmarks Historie Bd 1, 1926 Noter (af Henrik Adrian): Gavebrevets fundhistorie og segl er beskrevet i (genoptr 1961) s (om Knud den Hellige) s Diplomatarium Danicum 1.Rk Bd 2 nr 21 s. 43- 49 180-182. (1963) af L.Weibull og Niels Skyum-Nielsen. 2.Hal Koch: Kongemagt og Kirke 1060-1241. 1) Sven Estridsen – kaldes i datiden Sven Magnus Bd 3 i Politikens Danmarks Historie. 1963 s 2) Lammet er kirken 5-60, 70-81, spec s 76-78, segl s 74-75.

3. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. 5. Ole Fenger: ”Kirker rejses alle vegne.” Munksgaard 1971 s 1-9 – analysen af Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Gavebrevet indleder hele fremstillingen og Bind 4 (2.red.udgave 2002) s 77- 86. Kapitlet: bruges som udgangspunkt. Samfundet i et gavebrev gennemgår 4. Aksel E. Christensen: Tiden 1042-1241 i omhyggeligt dokumentet, og hvad det Aksel E.Christensen m.fl. (red) : fortæller. Danmarkshistorie Bind 1.Tiden indtil 1340. 6. Erik Ulsig: Danmark 900-1300. Gyldendal 1977. Afsnittet om Knud den Kongemagt og samfund. Aarhus Hellige s 243-55, specielt om gavebrevet s Universitetsforlag 2011. s 22-24 248-49.

Fortælling 13: Om mønt, penge og møntsystem Mønter kan fortælle meget om middelaldersamfundet. De første mønter fra det nordiske område var efterligninger af andre magthaveres mønter. For at forstå mønter og deres rolle i samfundet er det vigtigt at gå en omvej og tænke over, hvilken rolle penge spiller i samfundet. Det er vanskeligt med middelaldersamfundet og penge, –man kan ikke forstå penges – og mønters rolle i samfundet, ved at bruge vores eget samfund som model. Derfor vil der først være en kort gennemgang af de møntfund, som vi har fra den ældste middelalder og vikingetiden – og derefter uddrag af skriftlige kilder, der fortæller om mønters brug.

Spørgsmål til tekst og kilder

Tekster og kilder 1. Undersøg udfra introduktionen hvordan de forskellige møntsystemer fungerede i Spørgsmål til tekst og kilder middelalderen: A. Indledning: Monopolmønt og værdimønt i a) monopolmønt med varig mønt vikingetiden og middelalderen b) monopolmønt med årlig omveksling og Kilde 1: Valdemar Sejr 1234-mønt afgift gennem køb af ny mønt med gammel Kilde 2: Uddrag af Rostockberetningen 1355 mønt (nedskrevet kort efter) c) værdimønt Kilde 3: Uddrag af Sjællandske krønike 1355 (nedskrevet senest o. 1360) 2. Hvad fortæller Rostockberetningen om hansekøbmændenes ønsker om møntsystemet?

3. Hvad fortæller de to kilder om Valdemar Atterdags møntpolitik omkring 1355?

A. Indledning: Monopolmønt og værdimønt i vikingetiden og middelalderen

russiske floder til Sortehavet og Det kaspiske Mønter fra vikingetiden og ældre hav. middelalder Ved at se på de forskellige skattefund – deres Først og fremmest er der i Norden fundet en sammensætning og oprindelsesstedet for de lang række nedgravede skatte, der stammer mønter, som findes i dem, har vi fået en god fra vikingetiden og den ældre middelalder. De forståelse af både udvekslingssystem, indeholder mønter og især sølv i ringe, handelsruter og pengenes rolle i armbånd og barrer. Mønterne stammer mange middelaldersamfundet. forskellige steder fra - både fra Vesteuropa (Frankerriget, England, Tysk-romerske rige) Skatte er nedgravet i urotider – Gotlands og fra Østeuropa og Orienten (Novgorod, centrale rolle Kiev, Byzants, muslimske riger i Først og fremmest må vi spørge, hvorfor kan Mellemøsten og Iran). vi i dag finde de mange forskellige sølv-og Mønter og sølv har været anvendt til skattefund? udveksling og gavegivning – og har været Forklaringen på fundene er, at de nedlagt for handelskapital for de købmænd, der rejste på at sikre ejeren, så han senere kan finde frem langfart over Nordsøen, i Østersøen og på de til den værdi, der er blevet nedgravet. Hvor vi fra jernalderen kan have ofrede ”skatte”, der

har skullet være tak til guderne for sejr (som udmøntningen og dens ensartethed. Den skal fx ved Hjortspringfundet – Fortælling 1), er sikre at købere og sælgere bruger mønten til der således nu tale om urotider eller den værdi, der står på den (den nominelle situationer med usikkerhed, hvor ejeren så værdi). nedgraver sin skat for at skjule den – og så I en markedsøkonomi, hvor der er byttehandel ikke senere kan finde den eller han kan det være svært at bytte varer, hvis man omkommer og ikke kan fortælle om ikke har et almindeligt byttemiddel alle gemmestedet. anerkender og kan bruge. I Norden findes fra vikingetiden og den ældre I vikingetiden brugte man især i handelen middelalder langt de fleste skattefund med mod øst sølv og afvejede metalværdien af sølv og mønter på øen Gotland midt i sølvet, som pris på de forskellige varer. Fra de Østersøen. Mere end halvdelen af alle mønter mange fund kan vi se, at sølvringe og fundet i Norden i denne periode er fundet på sølvbarrer betyder meget i de skattefund, der Gotland. er gravet frem til ind i 1000-tallet, og der er Gotlands centrale placering i Østersøen på ofte fundet små vægte med lodder sammen handelsvejene mellem øst og vest viser at øen med de mange sølvbarrer. Der er også mange har været et handelscentrum, der var i kontakt sølvmønter med i disse fund – ofte er det med de danske, norske og svenske arabiske dirrhemer, men det kan også være handelssteder, de nordtyske, engelske, sølvmønter fra Sachsen eller fra England. Ud slaviske og baltiske anløbssteder og de af sammenhængen kan man i dag se, at disse russiske byer langs floderne mod øst og syd mønter har indgået med deres sølvværdi i de ned til Kiev og Konstantinobel. betalinger, som er foregået på markederne i Gotland var også udsat for plyndringstog og Skandinavien. for konflikter, der kunne true den omfattende Hvis man har et pengesystem, der består af handel. Som handelscenter i Østersøen med prægede mønter – som kongen garanterer de mange ligestillede og rige farmandsbønder møntværdien af, taler man om en var de også interesseret i en fast og varig ”værdimønt”. Man kan så regne med værdien mønt, man kunne stole på, når man var direkte uden selv at kontrollere og veje, – det købmand. Efter de enorme sølvstrømme i gør omsætningen lettere og giver kongen vikingetiden tørrede ud fra både øst og vest (eller møntherren) en lille fortjeneste, hvis blev der brug for sikre lokale betalingsmidler. han forringer metalværdien en smule i forhold Derfor blev der af selve landet Gotland til den pålydende (nominelle) værdi. Brugerne præget mønter fra o. 1140, der opfyldte disse af mønten betaler da en lille afgift for at have krav – og det var usædvanligt i den ældre et sikkert værdifast betalingsmiddel. Og når middelalder. Det ældste svenske møntsystem i kongen tvinger brugerne af mønten til at Östgötaland og Småland var derfor knyttet til anvende den til skattebetaling, og hvis man den gotlandske mønt. har ret til at indfri sin skat og sin gæld hos Gotland havde således en værdimønt allerede andre med kongens mønt, så udvikles både i 1100-tallet, der ganske vist efter 1250 havde markedsøkonomien og kongens mulige en faldende sølvværdi, men som varede ved i indtægtsgrundlag gennem skattebetaling. gyldighed. Mønten blev anvendt i Østersø- Metalværdien af mønten bliver derfor området, og der er mange møntfund, der viser efterhånden mindre vigtig, så længe der er dette. tillid til, at man kan anvende ”kongens mønt” til betaling af gæld og skat og den nominelle Værdimønt – til skattebetaling og værdi accepteres som møntens værdi. betaling for møntens brug Der kunne opstå problemer, hvis møntherren Penge optræder altid i forbindelse med en manglede nok sølv til udmøntning eller ved magtmæssig organisation, der kan kontrollere handel mellem områder med forskellig mønt,

hvor der skulle ”veksles”. Her måtte man så opstod en markedsøkonomi, der ikke alene anvende den gamle form for handel ved blev udført som byttehandel med produkter, direkte at anvende metalværdien af mønten men hvor penge indgik som som værdimål, men det afviste møntherren, omsætningsmiddel og mellemled. hvis han havde magt til det. I stedet kunne man tvinge den udenlandske Monopolmønt eller det feudale købmand til at ”købe” den lokale mønt af møntsystem møntherren eller hans repræsentanter til en I Vesteuropa – især i Frankerriget udstedte bestemt (over)kurs. Det gav også indtægter og kongen i 800-tallet mønter, som man kunne ovenikøbet mere sølv til omsmeltning og bruge til at betale skat med, og hvad der var muliggjorde prægning af flere nye lokale ligeså vigtigt, – man kunne med den mønter. Men det forudsatte stadig en central pålydende værdi betale sin gæld til andre med magt, der kunne sikre både markedsfred, mønterne. købere og sælgere og fastholde, at man havde Men derudover var kongemagten og ret til at betale med ”kongens mønt”, når man møntherren (det kunne også være bispen eller havde gæld eller købte varer på markedet en lokal stormand) blevet så magtfuld, at han indenfor det pågældende møntområde. kunne indføre en slags omsætningsskat ved hjælp af møntsystemet. Hvis store dele af Gave-og tributøkonomi afløses af varemarkedet fungerede med mønter som varehandel betalingsmiddel indførte de mere Allerede i vikingetiden var der i de nordiske centraliserede samfund – som fx Frankerriget lande opstået sammenhængende den såkaldte monopolmønt. markedssystemer, hvor man handlede med Monopolmønten var begrænset til et bestemt ”varer”. Men der var stadig tale om en område og ofte til en fastlagt blanding af markedsøkonomi og gyldighedsperiode. Hvert år fremstillede gaveøkonomi – og tributbetaling. møntherren nye mønter – og de gamle blev Varehandelen var med til at skabe de store efter en begrænset periode, – ofte et år, gjort strømme af slaver, luksusprodukter, våben og ugyldige. udstyr vi også kender fra vikingetiden. Mønterne fungerede således et år i Allerede i 800-tallet kan man se, at det markedsomsætningen og for at få den ny nordiske område var indblandet i en voksende mønt, måtte man fx betale 5 gamle for at få 4 varehandel mellem øst og vest. Varehandel nye. Det betød en omsætningsskat på 20%, betyder, at der er en ”pris” på de produkter og som køber og sælger året igennnem tog højde ydelser, som handles på markederne, – hvor for. Møntens gyldighed ophørte efter den prisen afhænger af udbud og efterspørgsel. korte omvekslingsperiode på ca en måned. I en gaveøkonomi er der ikke en pris på de Det betød at pengene ikke havde den vigtige forskellige produkter, der udveksles – her er funktion at være en værdimønt, man kunne det prestige- og magt, der indgår og ikke bruge mønten til værdiopbevaring over fastlægger, hvad høvdingen får af sine længere tid. Det betød at man måtte opbevare undergivne, og hvad han belønner dem med. sine værdier på anden måde end i de lokale Den vigtigste grund til, at der opstod mønter – og møntskatte forsvandt fra området vareøkonomi, var at kongemagten eller andre i den periode, hvor monopolmønten var magtfulde organisationer (bystyret, bispen, kortvarig gyldig. den lokale herremand) begyndte at opkræve Derfor er der fundet få møntskatte fra skat og afgifter, – det tvang befolkningen til at Frankerriget i 800-tallet, mens der er fundet skaffe sig indtægter (evt. fra markedet), så de mange møntskatte med mange forskellige kunne betale afgifter og skat. Det satte gang i mønter fra det nordiske område i samme brugen af mønt (penge) og skubbede til, at der

periode. Her var det alene metalværdien af Kongen – Valdemar Sejr- accepterede en mønterne, der betød noget. varig mønt, men indtægterne skulle I Danmark regner man med, at der fra ca 1060 opretholdes gennem en møntskat, der blev og frem til ca 1300 var et pålagt efter jordejendom (plovskat), og hvor monopolmøntsystem i brug i en stor del af byerne måtte betale en særlig møntskat årlig. tiden. I denne periode har vi således næsten I resten af 1200-tallet udnyttede kongemagten kun danske mønter i møntfundene. Vi kender møntsystemet så kraftigt, at det brød sammen ikke præcist til gyldighedsperioden for hver i sidste halvdel af 1200-tallet. mønt, men i forbindelse med Skånemarkedets Monopolmønten forsvandt fra det danske funktion er der eksempler på årlige område i sidste halvdel af 1200-tallet ligesom omvekslinger. Man kan se det både i de udmøntningen af lokale mønter helt ophørte møntfund, der er udgravet – og som nu er omkring 1330. registreret i meget stort omfang – og i de forskellige beskrivelser af møntens brug, som Varig mønt og værdimønt efter 1300 findes i skriftlige kilder. Før 1300 holdt man op med at bruge monopolmønt på Skånemarkedet, og nu blev Danske møntsteder det udenlandske møntsorter (ofte Der var forskellige møntsystemer i de hanseatiske), der blev anvendt som forskellige landsdele med lidt forskelligt omsætningsmiddel ved større handler. sølvindhold i mønterne. Møntmestrene kom Kongen måtte da sikre sig indkomster på oprindelig fra England under Svend Tveskæg anden måde: – told, afgifter og fra 1400- og Knud den Store. De holdt til i de store tallets begyndelse afgifter af de skibe, der bispebyer: Lund, Roskilde, Viborg og Slesvig sejlede gennem Øresund (Øresundstolden). – men også i andre købstæder blev der ”slået Med de hanseatiske byers vækst og udvikling mønt”. Ofte delte kongen og bispen i 1200- og 1300-tallet kom der nye krav til møntindtægterne, og de optræder da begge på mønterne. Købmændene ønskede mønter med mønten. fast metalværdi. De skulle kunne bruges uden Det blev med Skånemarkedets opståen i værdiforringelse, og uden at de pludselig blev 1100-tallets sidste halvdel vigtigt for mindre værd. Derfor stillede de hanseatiske kongemagten, at kontrollere omsætningen købmænd krav om ”varig mønt” og aftalte her. Den ”skånske mønt” fik en højere fælles møntværdistørrelser, så man let kunne sølvværdi og blev tvungent betalingsmiddel omregne fra en bys mønt til en anden bys. De for de mange købmænd, fiskere og handlende, hanseatiske mønter blev således gangbar der dukkede op i efterårsmånederne, mens valuta i Norden og Østersøområdet, og de Skånemarkedet og det store sildefiskeri danske, norske og svenske møntudstedere foregik. For at handle – og købe saltsild på måtte tage højde herfor og begyndte af markedet måtte købmændene fra indrette den lokale mønt herefter. hansestæderne veksle deres egne mønter til Nu var det alene skillemønten (de små tvangskurs og bruge monopolmønten, der møntstørrelser), der forblev lokalt præget, ovenikøbet i nogle perioder blev udskiftet mens de mere gangbare mønter med sølv- årligt med nye mønter. Det er klart, at det eller guldindhold blev anvendt i pålagde befolkningen store byrder, når købmændenes, kirkens og fyrsternes større monopolmønten udvikledes til en skattemønt, betalinger. Mønterne der var i brug kom nu der var pålagt vareomsætningen. fra hele Vesteuropa og havde typisk et Der kom derfor i 1200-tallet nye løsninger og sølvindhold, der angav værdien. Omkring fx i 1234 gennemførtes en møntreform med 1400 blev der også præget guldmønter. ”varig mønt” og plovskat. I hverdagens omveksling og køb og salg var det stadig de lokale mønter uden højt

sølvindhold, der blev anvendt og accepteret Kieler Umschlag som betalingsmiddel – og det gav stadig Først i slutningen af 1400-tallet og i møntherren indtægter. begyndelsen af 1500-tallet optrådte både købmænd og fyrster som långivere på et Kapitaldannelse? egentligt kapitalmarked, hvor der blev fastlagt Brugen af penge og kravet om sikre betalinger en rente for udlån. Det skete ved det såkaldte klarede hansekøbmændene ved, at de havde ”Kieler omslag”. Her mødtes långivere og ”konti” hos hinanden og med jævne lånere en gang om året i Kiel i Holsten i mellemrum betalte de mellemværender, der januar måned for at aftale de nærmere opstod mellem dem. Hansekøbmændene var betingelser. gennem aftalerne mellem de mange I 1460erne kunne man fx låne penge til en hansestæder forpligtede til at betale deres rente på 10-15% p.a. og senere under 10%. gæld til hinanden, ellers kunne de miste deres Fyrster og adelige kunne således udstede borgerskab. Samhandelen skete uden et pantebreve og gældsbeviser til at finansiere banksystem og afhang derfor af tillid, deres aktiviteter. kendskab og tiltro til hinanden, når man i Men det er vigtigt at understrege, at man perioder lånte penge til hinanden på tværs af endnu ikke kunne handle videre med disse de mange hansebyer. gældsbeviser – der var ingen banker eller De kirkelige institutioner fik tidligt udviklet købere til gældsbeviser. Gæld var stadig alene måder at overføre værdier fra et område til et et direkte forhold mellem kreditor og debitor. andet. De mange korsfarerordener Først langt senere – i 1600- og 1700-tallet (Johannitterne fx) indsamlede store beløb og opstod banker, hvor man kunne handle værdier som både blev anvendt lokalt, men gældsbeviser, og hvor et egentligt kapital- og som også blev sendt til ordenens hovedkvarter pengemarked derfor kunne udvikles. eller til Rom. Ligesom de lokale bisper betalte Men økonomisk betød muligheden for omfattende beløb til Rom og paven. pantsættelse en udvidelse af den Den indsamlede kirkelige kapital blev i en del pengemængde, der var til rådighed for tilfælde anvendt af den lokale fyrste- eller samfundet, og det kunne støtte en udvidelse af kongemagt som lån, og dermed skete der en vare- og markedsøkonomien. finansiering af både korstog og andre Som eksempel på de store beløb, der blev kongelige aktiviteter. fremskaffet på denne måde og sat i omløb, I 1200- og 1300-tallet opstod et system med kan man nævne den rige skånske adelsmand pantsættelse af jord og ejendomsrettigheder, Oluf Stigsen Krognos, der i 1503 giftede sin hvor herren til et område kunne pantsætte de datter bort. De samlede udgifter til brylluppet ydelser, som han rådede over til en pantherre, var på 2000 mark og svarede til 500 der for en kontant betaling overtog de aftalte fæstegårdes årlige afgifter til herremanden, og ydelser. Det kunne være både fæstebønders da han samtidig byggede et fast stenhus på afgifter og ydelser og det kunne være de Bollerup, havde han ikke selv nok kontanter kongelige afgifter (bøder, skatter og afgifter). til at betale de mange ydelser. Han pantsatte Dermed overgik kontrollen af et bestemt derfor omkring 50 gårde og skaffede sig 5000 landområde til pantherren indtil pantsummen mark på denne måde i årene 1493-1504. (lånet) blev tilbagebetalt. Det var især nordtyske adelige og de store fyrster, der kunne påtage sig rollen som Litteratur pantherrer. De besad kontanter i mønt i et Erik Arup: Danmarks Historie Bd IIA, omfang, så de kunne låne beløbene ud mod København 1932 s 254-58 (Om Kieler pant i ydelser og land. Omslag 1460-80)

Sture Bolin: Ur penningens historia. Kai Hørby: Dansk social historie 2: Stockholm 1962, her præsenteres det Samfundet i vikingetid og middelalder 800- middelalderlige møntsystem for første gang i 1500 (1980) s 176-79, 216-17, Kieler omslag Norden, særlig s 126-32 (Vid den feodala s 252. Anvender Bolins tolkninger. penningens rot) og s 133-53 (Skattpenning Ole Fenger: ”Kirker rejses alle vegne”. 1050- och plogpenning). Han giver mange 1250. Gyldendals og Politikens tolkninger af Danmarks middelalderlige Danmarkshistorie Bd 4 (1989/2002) s 328 møntsystemer. viser 1234-mønten. Kirsten Bendixen: Danmarks mønt. Keld Grinder-Hansen: Kongemagtens krise – Nationalmuseet 1967, s 34-35, forfatteren det danske møntvæsen 1241-ca 1340. populariserer det ”feudale møntsystem” s 99- Nationalmuseet 2000, er den seneste 104. dybtgående analyse af det middelalderlige Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. møntvæsens funktion og opløsning udfra de Munksgaard 1971, anvender Bolins seneste års mange møntfund. tolkninger.

Kilde 1: Valdemar Sejrs 1234-mønt

På møntens overside er der trykt ANNO DOMINI (med kongekrone i midten) og på bagsiden

Mønten er således præget 1234 og er den Mønten ses afbildet i eneste ældre middelaldermønt med et årstal Ole Fenger: ”Kirker rejses alle vegne”. 1050- angivet. Kongekronen og bispehuen angiver, 1250. Gyldendals og Politikens at både kongen og bispen har del i møntretten. Danmarkshistorie Bd 4 (1989/2002) s 328. Netop i 1234 afgiver Ribebispen sin møntret Find billed og tekst på nettet. til kongen mod at få del i den plovskat, som er blevet pålagt bønderne. 1234-mønten er Historikeres fortolkninger: derfor sandsynligvis produceret i Roskilde Kirsten Bendixen: Danmarks mønt. eller Lund med forskellig prægning i øvrigt. Nationalmuseet 1967, s 34-35. Der er kun fundet 7 stk af 1234-mønten. Gotlands middelalderlige møntudstedelse Den seneste forklaring på 1234-mønten er, at gennnemgås i Kenneth Jonsson: Hansatiden Valdemar Sejr besluttede at overgå til stabil på Gotland i ett numismatisk perspektiv. og varig mønt (og dermed fjerne de årlige Gotländsk Arkiv 1997 s 7-18. periodemæssige møntombytninger) mod at Diskussion af den nyeste forskning findes i der betales en møntskat evt. i form af Keld Grinder-Hansen: Kongemagtens krise – plovskat, som det kendes fra perioden. det danske møntvæsen 1241-ca 1340. Nationalmuseet 2000 s 61-71

Kilde 2: Uddrag af Rostockberetningen 1355 Optegnelse af Rostocks stadsskriver om de forhandlinger, som rådsudsendinge fra Rostock har ført med kong Valdemar Atterdag om privilegier, om møntforhold og kongens forhold til kong Magnus af Sverige-Norge i sommeren 1355. Der har været store vanskeligheder med at oversætte teksten, fordi man langt op i tiden har troet, at beretningen stammede fra året 1360. Det skyldes, at man i middelalderen ikke angav tiden udfra dato, ugedag, måned og år – men udfra den helgenkalender, som alle anvendte. De mange

angivelser med helgendage mv. giver derfor mulighed for, at teksten kan stamme fra årene: 1349, 1355, 1360 eller 1366. En diskussion mellem især svenske historikere har nu givet sikkerhed for, at beretningen stammer fra 1355, og denne oversættelse tager udgangpunkt heri svarende til tekst og oversættelse i Danmarks Riges Breve/Diplomataricum Danicum (DRB/DD: 3 Rk. 4.Bd. nr 271, (1966)). Oversættelsen herfra er sammenlignet med Ellen Jørgensen: Valdemar Atterdag. Udvalg af Kilder (København 1911) s 63-64. Rettelser og noter er indsat af Henrik Adrian.

5. Onsdagen umiddelbart efter (=8 juli) som en om , at de ville give 1000 mark lybske indbød kongen nævnte råder til sit taffel , og penninge for det, men hvis han ikke ville efter måltidet talte han og bad dem om at give nøjes med det, men ville have mere, ville de ham råd om en fælles mønt for riget, han ville føje 200 mark lybsk dertil. slå til gavn for de forenede købmænd (4). I Noter: øvrigt blev vort ærinde med hensyn til 4) communis mercatoris=hansekøbmændene - ejendoms- og frihedsbrevene (5) berørt i betegnelsen for ”hansestæderne” 5) rådmændene skulle forhandle privilegier og overensstemmelse med jeres (6) opfattelse af rettigheder til ejendom med kongen, det er udkast til sagen. disse breve, der omtales 6. Fredagen (=10 juli) mødtes nævnte herrer 6) Rostocks byråds rådmænd i det omtalte kloster og drøftede det 7) mønten skulle have samme metalværdi som den tidligere omtalte. Om mønten sagde de, at det lybske mønt og dermed kunne anvendes sammen med den lybske mønt, det ville skabe et system med ikke stod til dem, hvilken mønt han ville slå værdimønt og ikke med monopolmønt. Dette system eller bestemme i sit rige, dog mente de det blev senere gennemført af dronning Margrete. tilrådeligt, at at han slog en fælles mønt, som kunne vare ved, og som ikke steg eller faldt i værdi (7). Om frihedsbrevet enedes de alle

Kilde 3: Sjællandske krønike 1355 Flere afskrifter, uddrag, latin. Anonym forfatter – årene indtil 1359 er sandsynligvis skrevet af samme forfatter og skrevet senest omkring 1360. Teksten findes i Erik Kroman (udg.): Danmarks middelalderlige annaler. København 1980 s 131-32, oversættelse hos Ellen Jørgensen: Valdemar Atterdag. Udvalg af Kilder (København 1911) s 37-39. Den latinske tekst er gennemgået på baggrund af Ellen Jørgensens oversættelse. Den seneste oversættelse findes hos: Rikke Agnete Olsen (oversætter): Sjællandske krønike. Wormianum 1981 s 43-46.

1355. Kongen kom tilbage til Sjælland og groter (19) af hvert gavngørende høved til to mødte ved St. Hans (=24 juni) Sveriges konge terminer nemlig St.Nicolai dag (=6 december) i Helsingborg, hvor våbenhvile mellem og Kyndelmisse (= 2 februar). Han tilføjede rigerne blev aftalt. St. Olavs dag (=29 juli) var også dette, at alle fæstebønder, hvem de end der en sammenkomst på Vrangstrup (16), hørte til, skulle yde kongen 14 dages arbejde hvor bøden for gerningen og den bøde, der er om vinteren og om sommeren på egen kongens ret, gøres dobbelt så stor som før. … bekostning; men af kongens egne fæstere ….Fremdeles var der på Simons og Judæ ligesom af kirkens og munkenes krævedes der dag(=28 oktober) møde på Vrangstrup, hvor arbejde uden grænse, og næppe fik de trætte kongen forhandlede med sine mænd om lov til at hvile sig. De bønder, der ikke havde mønten. Han pålagde da også en skat, nemlig angivet deres kvæg, som de skulle , blev efter at man efter kvægtienden skulle betale 6 en undersøgelse straffede af fogederne.

Noter: 19) groter er en sølvmønt fra Tours, der da anvendes i 16) Vrangstrup ligger på Sjælland, her havde kongen Danmark. en gård.

Fortælling 14: Om slaget ved Fodevig 1134 Fodevig – Fotevik – ligger på Skånes syd-vestkyst og er den bugt, der dannes af Skanør-halvøen (Skåneøret) i sydenden af Øresund. Området var i middelalderen kendt for at rumme Skånemarkedet, og der voksede i senmiddelalderen efterhånden 2 købstæder op på Skåneøret: Falsterbo og Skanør. Slaget ved Fodevig 1134 vender afgørende op og ned på magtforholdene i det danske rige. Kong Niels – er som en hel række tidligere konger søn af Svend Estridsen, og de mange mandlige efterkommere fra de mange dele af kongeslægten, i alliance med de mange forskellige stormandsslægter, der med deres lokale tilslutning, hersker i de forskellige landsdele. Det er Niels’ – og hans søns Magnus’ nordiske netværk, der går i opløsning med slaget. Baggrunden for slaget skal findes i Magnus’ mord på Knud Lavard 1131. Det får flere af de store familieklaner til at vende sig mod Niels og Magnus, og det udløser den konflikt om kongemagten, der først med Valdemar den Stores eneherredømme i 1157 afslutter stridighederne.

Kilderne til slaget og dets direkte følger udgøres af fire beretninger. De dele af beretningerne, der direkte handler om Fodevig-slaget, er sat i kursiv. Herefter er der en forskningsoversigt med tolkninger, som knytter sig til 1100-tallets og middelalderens danske samfund, hvor der er henvisninger til 10 forskellige historikeres fortolkning. Det er således muligt at arbejde både med kilderne til begivenheden og de mange tolkningforslag- og forklaringer, der er knyttet til 1100-tallets samfund.

Kilder og forskningsoversigt til slaget i Fodevig 1134

Kilde 1: Roskildekrøniken (o.1138). Kilde 2: Sven Aggesøn: Kortfattet historie om Danmarks konger (ca 1185). Kilde 3: Saxo: Danmarks historien (ca 1200). Kilde 4: Knytlinge Saga (o. 1250, Island). Tekst 5: Henrik Adrian: Fortolkninger af det danske middelaldersamfund fra 1900 til i dag

Hvad fortæller kilderne om beretninger har anvendt de tidligere middelaldersamfundet – arbejd med beretninger? kilderne 4. Hvilke forhold i samtiden (da 1. Hvem – hvilke grupper er der bagved beretningerne blev skrevet) kan påvirke konflikten? tendens og indhold? 2. Undersøg hvilken tendens forfatteren til 5. Tag stilling til vidensteksten og vurder om beretningen har i sin analyse af konfliktens den kunne være konstrueret anderledes? parter? 6. Skriv din egen Danmarkshistorie om 3. Sammenlign de fire beretninger – undersøg konflikterne i 1130erne frem til 1200. hvem de holder med og om de senere

Kilde 1: Uddrag af Roskildekrøniken. Anonym forfatter. Beretning fra omkring 1138

Teksten er skrevet på latin og findes i M.Cl.Gertz (Udg): Scriptores Minores Historiae Danicae medii Aevi I (Kbhvn 1917-18 s 3-33. Kildeteksten her er oversat af Jørgen Olrik, Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse København, 1898 - denne tekstversion findes også på www.heimskringla.no. Den nyeste og lettest læselige oversættelse til dansk findes hos Michael Gelting: Roskildekrøniken. 2.udgave. Wormianum 2002 s 24-32.

Introduktion en stor forfølgelse af præsteskabet sted. I hans I afsnittet ”Forfatteren og hans tid” giver kongetids 20nde år(155) begyndte nemlig en Michael Gelting i sin oversættelse af vis Peder Bodilsøn, efter råd og tilskyndelse Roskildekrøniken s 78-91 en omhyggelig af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i analyse af tekstens tilblivelse, politiske Ribe(156), at rejse det krav til præsterne, at baggrund og tendens. Det udbygges i de, som havde hustruer, skulde sende dem fra artiklen: ”Da Eskil ville være ærkebiskop af sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte Roskilde” s 181-229 i Hanne Sanders (red): tage sig nogen(157). Dette krav kunde Ett annat 1100-tal. Individ, kollektiv og præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold kulturella mönster i Medeltidens Danmark. allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; (Centrum för Danmarksstudier 3. Makadam nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre Förlag 2004). jagne i landflygtighed, og kun få beholdt Teksten er ifølge Gelting blevet til i Roskilde deres ejendom. — Arnold døde året efter dette Domkapitel, mens Eskil var bisp her. På det bøndernes foretagende(158). tidspunkt ophævede paven ærkebispedømmet I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus' i Danmark og lagde det tilbage til Bremen- kapellan Peder, som var en oplyst og boglærd Hamburg ærkebispen. Der er tale om et mand, samt den mest veltalende og forsvarsskrift for Eskils og dermed Roskildes karakterfaste blandt alle de daværende bisper i interesse i selv at få ærkebispedømmet og Danmark. Han antog sig snart præsternes sag demed blive kirkelig leder over det nordiske mod bønderne, og ikke blot befriede han dem område. Det lykkedes imidlertid ikke at få fra denne nød, men fik endog sat igennem, at ærkebispedømmet til Roskilde, men Eskil ingen lægmand skulde kunne rette klage mod blev selv ærkebiskop i 1138 i Lund efter en en præst på de almindelige ting(159), men voldsom strid. kun for den hellige synode(160), hvilket ikke tidligere var tilladt. — De formående præster ”…Erik herskede i 8 år og fandt på mange satte bisp Peder megen pris på, men sin egen ubillige og uretfærdige love(147). — Han kirke(161) gjorde han ingen gavn; derimod havde 3 frillesønner: Harald(148), prydede han sine gårde med sten-, og Benedict(149) og Erik(150), samt med sin træhuse(162). Og skønt han således gjorde det ægtehustru den højbyrdige Knud(151). — I sidste til det første, og det første til det sidste, hans kongetids 5te år, i det år efter Herrens idet han søgte sit eget og kejserens(163), så byrd 1100, den 15. Juli, blev Jerusalem sagde han dog, at han vilde søge, hvad Guds erobret af de kristne. I sin kongetids 8nde år, i var, hvis han blot engang fik ro og fred, så det Herrens år 1103, besluttede endelig Erik han kunde være sammen med Maria og at drage til Jerusalem tillige med sin hustru Jakob(164). Og for nu i gerning at opfylde, Bodil(152); men da han kom til Cypern, døde hvad han i tanke og ord havde foresat sig, så han(153). Da hans død rygtedes, tog Danerne lagde han huse og jorder til hellig Clemens' hans broder Nils til konge; han var en kirke(165), for at der kunde dannes et godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde munkesamlag ved denne. skikket til at herske(154). — I hans dage fandt

Men eftersom den gamle fjende altid ligger på Erik drog nu til Skåne og søgte hjælp dér; lur og altid ser skævt til de retfærdiges men Skåningerne forjog ham, og han tog så gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt sin tilflugt til Norges konge Magnus, søn af blandt Danerne, at hverken præsteskab eller kong Sivard(174), og bønfaldt ham om hjælp. menighed har været stedt i større trængsel, Men denne, der meget vel vidste, hvad han lige siden kristendommen slog rod i Danmark. vilde, tilsagde ham kun på skrømt fred og — Magnus, kong Nils' eneste søn, dræbte sikkerhed, og lovede at vise ham venlighed i nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en alle ting(175). — Men da han først havde skrømtet fred, kong Eriks søn Knud, der var modtaget Erik tillige med nogle få ledsagere, en kysk og mådeholden mand, udstyret med så kom meningen af alt, hvad han havde talt i forstand og veltalenhed og alle gode sit hjærte(176), tydelig frem ved selve egenskaber, i det Herrens år 1130(166). begivenhedernes gang. Han berøvede nemlig Af den grund vakte Knuds brødre, Harald og Erik alt det gods, som denne havde bragt med Erik, oprør mod kong Nils og hans søn sig, jog hans mænd bort, og befalede sine Magnus, Og de stræbte på enhver måde efter mænd at holde ham i lænker, og ikke kunde at berøve Nils hans rige og kongenavn, og nogen udlænding komme ind til ham. Berøvet Magnus hans liv(167). alt mærkede Erik nu, at hans liv var i største Erik samlede så alle forrædere og fare, og tog derfor sin tilflugt til snedige ildgerningsmænd, kom over til Jylland og påfund. Han lod nemlig, som om han var syg, tiltog sig der kongenavn efter at have vundet for ikke at blive ført til Konghelle(177); og en del af folket ved falske løfter. — Erik var åbenlyst drak og spiste han intet. Desuden nemlig yngre end Harald og langt mere sendte han bud til sine venner i Danmark, veltalende end denne; en skændig mand, fuld med bøn om, at de vilde mindes hans store af raseri og løgn(168). velgerninger imod dem og derfor hurtig befri Da Harald hørte dette, begav han sig til kong ham fra den truende død; han opgav dem også Nils, eftersom han ikke vilde stå under sin et bestemt tidspunkt. Følgen heraf var, at de yngre broder, dels for alderens skyld, dels på netop til den aftalte tid kom derop med et grund af den hob sønner, han havde (nemlig skib, tog Erik ombord, medens vagterne lå og 12), dels endelig for sin umådelige rigdoms sov en rus ud(178), og flygtede til Skåne med skyld, som han uretfærdigt havde røvet fra ham, kun ledsaget af dronningen og en alle folk(169) — Kong Nils ilede nu til terne(179). Jylland, og holdt mange slag med Erik. Denne Uagtet Skåningerne tidligere havde nægtet blev slagen i dem alle, og flygtede til ham hjælp, modtog de ham nu alle endrægtigt Slesvig(170). efter fælles råd, ret som slagne af anger, og I det følgende år kæmpede de tilsøs ved Sejrø; sagde, at de vilde leve og dø med ham. kong Nils' søn Magnus blev her omringet af Dengang var Asser ærkebisp; han var den Eriks hær, fordi han troede, at det var hans første ærkebisp for Danmark, Sverige og fader, der var kommen først; mange fangedes, Norge(180). og endnu flere dræbtes; selv undslap han med Asser var en hæftig og pirrelig mand, nød og næppe med nogle få skibe(171). ubehersket, uden fasthed: i rigets store Men i det 3dje år drog kong Nils til Sælland forvirring stod han ikke som en mur for med 100 skibe, og da den største del af folket Israels hus(181), men vendte sig, hvorhen tillige med bisp Peder var Nils god, måtte vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for Erik flygte ved det første sammenstød, efter at vinden(182). det var kommet til kamp ved Værebro(172). På den tid blev Lund efter Eriks befaling Nils vandt sejr og hærgede derpå omgiver med en mur og en vold(183). — Roskilde(173). Kong Nils udbød imidlertid leding over de ham underlagte lande(184), og gav med stor

omsigt den befaling, at alle gode mænd(185), Ribe; Self(201) bliver Ketils efterfølger den 4de Juni skulde give runde ved Skåne; blandt Vendelboerne, og Illuge bliver Ulfkels ved denne tid fejredes i det år den hellige eftermand i Århus, — Imidlertid dør den Pinsefest(186). Anden helligdag gik da troløse Adelbjørn(202), Slesvigernes bisp, af mandskabet uforsigtigt i land, og uden at sit nævnte sår, og efter ham indsættes Rike, ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig Eriks kapellan(203). imod dem med sin hær(187) og tilføjede hele Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé til Skåne og tilbragte Julen der. Harald hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks han pludselig over til Sælland, og under stærk blomst knækkes; han, den skønneste blandt de frost satte han i stor hast herfra over til unge, kæk, og kraftig, en glad giver(188), Jylland på et, skib; den følgende nat fangede forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus han sin intet anende broder tillige med hans dræbes, og med ham høvdinger(189) og 5 børn og hustru(204) i en by ved navn bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Skiping(205); Erik lod ham dræbe af Ribe, Ketil fra Vestervig(190), og Henrik, som bødlerne, og hans hoved begravedes af var fordreven fra Sverige(191). — sognemændene dér fra byen i den yderste Adelbert(192) fra Slesvig fik i kampen et afkrog af kirkegården(206). Erik gjorde sig uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet meget til af sin broders død; hans sønner lod år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde han bringe til Skåne og holdt dem der i lænker Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i lige til Avgust måned. Da lagde han onde råd kirken, mens han forrettede op med Skåningerne og sendte dem til en ø, morgengudstjænesten(193); han var en såre som kaldes Suer(207), hvor han lod dem alle skøn, forstandig og vellærd mand. dræbe, og ligene kaste i én og samme grav. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, lemlæstedes, andre dræbtes, og atter andre Harald, Benedict, Mistivint(208) og Knud. druknede i vandet, fik, han med nød og næppe Men Olaf(209) havde, da hans fader og brødre fat på en hest og nåede ud til et skib tillige fangedes, blandet sig mellem tiggerne og med Harald(194). Da han dernæst kom over pilegrimene(210), og således lykkedes det til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort i sine folk. Derefter drog han til Jylland og og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem satte her Harald over halvdelen af riget, idet han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået han hædrede ham med kongenavn(195). Siden hele begivenhedernes følge at høre: hvordan blev han skammelig svegen af Slesvigerne, hans fader og brødre var blevne dræbte, så skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og antog han sig Olaf, i det håb, at der kunde troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de komme noget godt ud af ham, og gav ham stormænd, han endnu havde tilbage, den med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit 25nde Juni i det nævnte år, i sin kongetids rige til underhold(211). — Bjørn og Erik 31te år(196). Men Harald, som kendte hines Diakon(212) havde Erik år før faderens død svigefulde planer, og meget havde, frarådet ladet drukne ved den borg, der ligger ved kongen, at fæste lid til dem, foregav, at han indløbet til Slesvig(213). Den tolvte søn skulde andensteds hen(197). Magnus var falden i slaget i Skåne(214) Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og sammen med kong Nils' søn Magnus. Alle gav borgerne rige gaver for den skændige disse var Haralds sønner, og alle reves de bort udåd. Her(198) indsættes nu Eskil(199) til af en tidlig død. — Alene Olaf er tilbage, et bisp i Roskilde i steden for Peder; uhyre med mange hoveder(215). Nothold(200) trænges ind i Thores sted i

NOTER (af: Jørgen Olrik 1898) 163) Jfr. Matt. 22, 21. — Filipp. 2, 21. 164) Både 147) Denne efterretning forbavser noget, da alle andre Maria (i modsætning til Martha) og Jakob (i kilder roser Erik som den folkekære konge. Erik må vel modsætning til Esav) er allegorier på den stille på lovgivningens område i nogen grad være trådt i indadvendte gudsfrygt i modsætning til den udadvendte Knud den helliges fodspor og således have givet nogle verdslighed. love, som har mishaget vor forfatter stærkt; men 165) Måske Clemenskirken i Slagelse. hvilke, ved vi slet ikke. Man kan jo tænke på 166) Knud hertug dræbtes 1131, 7. Jan., af Magnus, forbedring af trællenes og de fremmedes stilling o. som under skin af venskab havde fået ham lokket over lign. på Sælland (se herom H. Olrik, Danske helgeners 148) Som senere fik tilnavnet Kesje (et spyd). levned). — At vor krønike, der er så hadefuld mod 149) Om denne vides ellers intet. Knuds hævnere, ikke har andet end lovord over Knud 150) Den senere Erik Emune. selv, må være os en borgen for dennes uplettede 151) Den senere Knud Lavard. karaktér. 152) Bodil var datter af Thrugot, Sven Estridsøns 167) Andre kilder, navnlig Sakse, giver en langt hirdjarl, der var stamfader til den bekendte fyldigere fremstilling af begivenhederne efter Knuds stormandsslægt, hvortil de senere ærkebisper Asser og drab. Knuds venner vilde begrave liget i Roskilde, men Eskil, og høvdingen Kristjern, samt krønikeskriveren Nils nægtede dette, og det jordedes så i Ringsted. Sven Aggesøn hørte. Dernæst drog de rundt og ophidsede folket mod 153) Erik døde på Cypern 10. Juli 1103. Bodil drog Magnus; på et meget bevæget landsting vod Ringsted videre og nåede Jerusalem; hun døde på Oliebjærget. måtte Nils love at forvise morderen og rense sig selv — I Eriks fraværelse var Harald Kesje sat til rigsstyrer; for beskyldningen for meddelagtighed. Men Nils holdt men han vakte ved sin voldsomhed folkets misnøje og ikke sit ord, og Erik valgtes så til konge på Ringsted blev forbigået ved kongevalget. landsting. Erik vilde dog ikke hyldes, før Knud var 154) Også andre kilder værdsætter Nils omtrent på hævnet, og drog over til Jylland (se den følgende samme måde. Nils har egentlig heddet Niklas eller sætning i texten). Nikles. 168) Her mærker man ret partimanden. — Ifølge andre 155) År 1123. beretninger antog Erik ikke kongenavn i Jylland, men 156) Peder Bodilsøn var en sællandsk stormand, som først efter sin hjemkomst til Sælland samme år (se lige også senere spillede en betydelig rolle, bl. a. efter Knud nedenfor). hertugs drab, som dennes hævner og Erik Emunes 169) Også andre kilder beretter om Haralds røveri (ud tilhænger. Senere understøttede han Roskildebispen fra Haraldsborg ved Roskilde). Eskil (den senere ærkebisp) mod samme kong Erik. 170) Erik var på sit første Jyllandstog bleven slagen Han stiftede 1135, tillige med sin moder og sine 2 ved Jellinge på grund af Ribebispen Thores svig. Han brødre, St. Peders kloster i Næstved. — Nothold blev drog så tilbage til Sælland, antog kongenavn, og drog bisp i Ribe 1134. atter til Jylland, hvor han kastede sig ind i Slesvig, i 157) Den kirkelige reformbevægelse, der krævede, at håb om hjælp fra den tyske konge Lothar. Denne drog præsterne skulde leve ugifte (cølibat), var altså også også frem til Danevirke, men lod sig forsone, da det nået til Danmark. 1123 i Langefasten afholdtes just det blev tilbudt ham, at Magnus (hvem Nils i mellemtiden første almindelige Lateranmøde, på hvilket bl. a. også sikkert havde gjort til medkonge) skulde blive hans præsternes ægteskab fordømtes. — Om forfølgelsen lensmand. Mod sit løfte drog Lothar igen tilbage, og har strakt sig udenfor Sællands grænser, ved vi ikke. Erik måtte i vinteren 1131-32 udholde en hård 158) Ejendommeligt er det at se bønderne, ledede af belejring i Slesvig, afskåren fra tilførsel, som han var, deres høvding Peder Bodilsøn, så ivrige for den på grund af den strenge frost. Endelig slap han dog ud kirkelige reform. — Arnold døde 1124. af byen ved vårens frembrud og drog atter til Sælland. 159) Herredstingene og landstinget. 171) Dette skete altså 1132. Derefter drog Erik til 160) Provincialforsamlingen for Roskilde bispedømme, Jylland, hvor han dræbte bisp Eskil for alteret i hellig i hvilken bispen førte forsædet og dømte. — Allerede Margretes kirke ved Viborg; men derpå blev han Knud den hellige havde, ifølge Sakse, unddraget slagen ved Onsild (ved Hobro) og måtte flygte; hans indbyrdes strid mellem præster fra de almindelige tings tilhænger Kristjern Svensøn var tidligere bleven slagen afgørelse, og nu blev altså i Roskilde stift den ved Rønbjærg (Vest for Skive). bestemmelse sat igennem, at ingen klerk kunde 172) Mellem Slangerup og Roskilde. dømmes af en verdslig domstol. Dette var et nyt og 173) Borgerne i Roskilde, der delvis bestod af Tyskere, vigtigt skridt henimod præsternes uafhængighed. havde nemlig sammen med Erik kæmpet mod broderen 161) Der menes Roskildekirken. Harald Kesje; denne flygtede fra sin borg 162) Også til verdslige bygninger anvendtes altså da (Haraldsborg), som borgerne jævnede med jorden sten som byggemateriale. — Gårdene bestod dengang (1132). Harald hævnede sig nu grusomt på Tyskerne i sikkert af mange enkelte, ikke sammenbyggede huse, Roskilde. hvert til sit brug.

174) Magnus, søn af Sigurd Jorsalfarer, var kommen 191) Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have på thronen efter faderens død 1130, men måtte dele den været dansk af fødsel. — Også Arhusbispen Ulfkel må med sin faders broder Harald Gille. Magnus havde være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder 1132 ægtet Knud Lavards datter, Eriks broderdatter, på Nils' og Magnus' side, er ret mærkværdigt. Det Kristina. viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; 175) Erik har vistnok nærmet sig mere til Harald Gille, ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det end det behagede Magnus, der stod på en meget spændt egentlig ikke var dem tilladt at bære våben. fod med sin farbroder. Lidt senere søgte i al fald Harald 192) Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets hjælp hos Erik imod Magnus, og da var altså Erik og danske form. Harald gode venner. 193) Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 176) Genklang af skriftsteder, f. ex. Salme 15, 2. 20. Octbr. 1132: Se ovenfor, s. 31, note 1 ((note 170 177) Konghelle var en anselig handelsstad med en her, red.)). kongelig borg, ikke langt fra Götaelvens munding, tæt 194) Harald Kesje. ved Hallands grænse. 195) Nils har altså gjort Harald til sin modkonge. 178) Ifølge Sakse var det Eriks kapellan, der hjalp med 196) Nils havde betænkeligheder ved at drage ind i til at drikke vagterne fulde. Erik sikkrede sig mod Knud, hertugs gamle sæde; men disse blev overvundne, forfølgelse ved at bore huller i Magnus' skibe. da der blev givet ham gisler, bl. a. selve Slesvigbispen. 179) Eriks dronning var Malfrede, enke efter kong -- Men, da han var kommen indenfor, lukkedes Sigurd Jorsalfarer, som han havde ægtet omtrent byportene. og gildeklokken kaldte medlemmerne af det samtidig med, at Magnus Sigurdssøn ægtede hans gilde (édslag) sammen, som Knud hertug havde været broderdatter Kristina. Denne sidste blev snart efter oldermand for; derpå dræbtes Nils med sit følge af de forskudt af Magnus, der mistænkte hende for at have ophidsede borgere. stået sin farbroder bi. — Erik sejlede først til Låland, 197) Harald undgik derfor at dræbes sammen med Nils. hvor han lod Nils' jarl Ubbe hænge, og derfra til Skåne. Ifølge Sakse lod han sig nu hylde på Urnehoved ting i Sønderjylland. 180) Asser var brodersøn af Erik Egedes dronning 198) Altså i Slesvig. Bodil og tilhørte således en meget anselig slægt. Han 199) Den senere så berømte ærkebisp, brodersøn af var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk Asser. ærkebisp af den pavelige legat Alberik, efter at Erik 200) Peder Bodilsøns tidligere kapellan. Jfr. ovenfor s. Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde 28. igennem. 201) Han kaldes andensteds Sylvester; han flyttede 181) Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5. bispestolen til Børglum. 182) Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor 202) Grunden til, at Adelbjørn her kaldes, troløs, er vel forfatter sin misbilligelse af, at Asser i den afgørende den, at hans tilslutning til Nils og Magnus har været kamp stillede sig på Eriks side. 183) Erik ventede mindre oprigtig mént. nemlig Nils' og Magnus' angreb den følgende sommer. 203) Adelbjørn døde først 1135. — Som det vil ses, er — Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis det paa denne tid stadig kongen, der indsætter bisperne. rolle i Eriks kampe. 204) Harald Kesje var gift med Ragnhild, datter af den 184) Jylland og øerne. norske konge Magnus Barfod. 185) Ordet ”god”, er vist brugt både i moralsk og i 205) Skibet i Tørrild herred, Vest for Vejle, i hvis social betydning (betegnende de ansete, højtstående nærhed lå en gammel kongsgård, Haraldskær. mænd i riget, stormændene). 206) Dette skete altså i begyndelsen af 1135. 186) Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 207) Navnet må vist være forvansket; hvilken ø der 4de stod slaget. menes, er tvivlsomt (Sejerø?). 187) Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes 208) Slavisk navn. Måske har én af Haralds talrige Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra friller været af slavisk herkomst. Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor 209) En niende søn af Harald. hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på 210) Disse opholdt sig sandsynligvis i et andet hus dér modstanderne. Magnus var blandt de, få, der søgte at på gården. Også ifølge andre kilder undslap Olaf ved forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev tilsidst list (i kvindeklæder). fældet. 211) Olaf kæmpede senere, med svensk hjælp, mod 188) Jfr. 2 Kor. 9, 7. Erik Lam. 189) Vi ved, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig 212) 2 andre sønner af Harald Kesje; Erik Diakon må Henrik Skadelår og Magnus, søn af Harald Kesje. have tilhørt præstestanden. 190) Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter 213) Hermed menes måske kastellet Kil ved Mysunde; flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser- nærmere ved Slesvig lå Jørgensborg. Ifølge Sakse var kloster fandtes. Bjørn (med tilnavnet Jernside) og Erik gåede over til Erik Emune; men denne mistænkte dem dog for at stå i

forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne. 214) Slaget ved Fotevig 1134. 215) Jfr. Horats' Epistler L.1, 76. — Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143.

Kilde 2: Uddrag af Sven Aggesøn: Kortfattet historie om Danmarks konger. Beretning fra omkring 1185. Teksten er skrevet på latin og findes i M.Cl.Gertz (Udg): Scriptores Minores Historiae Danicae medii Aevi I (Kbhvn 1917-18) s 94-143 med kildeanalyse s 57-63. Teksten er senest oversat af M.Cl.Gertz: Sven Aggesøns historiske Skrifter. Rosenkilde og Bagger 1967 (opr. 1917) s 74-82. Her er oversættelsen af R. Th. Fenger, trykt i København 1842. Den findes også på www.heimskringla.no Oversættelsen følger ikke helt teksten i M.Cl.Gertz udgave og oversættelse, da den følger en anden afskrift og ikke den af Gertz nyrekonstruerede tekst.

Syvende Kapitel Den uforsagte Christi Stridsmand, som ingen Brøde var sig bevidst, undslog sig ikke (Om Ringsteds Hellig-Knud; om Kong Nielses for at møde; men med Korsfanens hellige sidste Aar Tegn, uden at beskyttes af Skjold eller Hjelm, og de følgende Konger — til Gjæstebudet i blot ledsaget af to Drabanter, oppebier han, Roeskilde) Oversætterens overskrifter. det taalmodige Lam, de rasende Ulves Anfald. Snart indfandt Forræderne sig som ”.. Da Niels regjerede i Danmark, var det, Ulve i Faarepeltse: Pantser og Hjelme havde at Knud, Erik Eiegods Søn — lige udmærket de skjult med Kappe og Hætte. De troløse ved sin Klogskab, Dygtighed og Retsindighed Sammensvorne skynde sig nu at myrde hiin i enhver Henseende — var Hertug i Slesvig. sande Israelit, deres egen Frænde, og gjorde Med udmærket Tapperhed tæmmede han de paa den Maade Alt hvad de kunde gjøre, for at vilde rasende Vender og lagde dem under sit overantvorde Himmelen den Sjæl, som nys Herredømme. Men nu begyndte Misundelsen var indesluttet i Kjødets Fængsel. Hans Lig at opægges og komme i Kog ved hans blev siden af fromme Christne ført til glimrende Dyder, saa der fandtes dem, der Ringsted, for at jordes, og her var det, der stræbte at berede denne udmærkede Fyrste skete flere Mirakler, som viste hans Hellighed hans Undergang; thi en nylig opstaaet Magt er i det stærkeste og meest glimrende Lys. altid Kongerne mistænkelig, og Enhver, som Denne store og afskyelige Forbrydelse har Magten, taaler nødig Nogen paa Siden af opvakte en alvorlig Opstand i Danmark. sig. Erik, som blev ansporet af Guddommens Dette fik vi nu ogsaa her at see, idet Knuds Finger, brændte af Begjærlighed efter at stride Sødskendebarn Magnus, uden at ændse imod sin Farbroder, Kong Niels, og tage Bod Blodsforvandtskabet, indlod sig i en for sin myrdede Broder; snart fik han og med Sammensværgelse med Henrik Skadelaar, Alles Samtykke Kongenavn. De leverede Ubbe, Hagen og nogle Andre; havde en hinanden ofte Slag, men af Valpladsene ere Sammenkomst med dem i en Sal, som om det dog disse, vi nu skal nævne, de berømteste. kunde være et venskabeligt Statsspørgsmaal Det første Slag de holdt med hinanden, stod det gjaldt, og fattede der den afskyelige Plan ved Nonnebjerg; her vandt Niels og fangede i at myrde Knud. Han indbød til den Ende samme Slag min Bedstefader Christjern, som Knud at møde sig uden Vidner i Skoven tæt han lod slutte i Jern og sende bort i Forvaring ved Haraldsted. til et Kastel tæt ved Slesvig. Sidenhen blev

der leveret en Træfning tæt ved Onsild Bro; og tyede nu paa et Skib til Slesvig, hvor han det var et hidsigt Slag, men Nielses Parti gik troløst blev myrdet af Borgerne, skjøndt de atter der af med Seiren, saa Erik og Hans Hær havde modtaget ham indenfor deres Mure. maatte vende Ryg, og nær var han selv ved at Saasnart Erik Emun (ɔ: den Evig-mindede, blive gjort til Fange, havde ikke Bjørn, af sin Uforglemmelige) havde tilkjæmpet sig denne navnkundige Tapperhed kaldet Jernside, udmærkede Seir og faaet Riget med Fred: tilligemed min Fader Aage — havde de ikke befriede han den Christjern, vi før nævnte, af gjort hvad de gjorde. Begge disse to Mænd hans Lænker. Men kort Tid efter begyndte han stillede sig nemlig midt paa Broen, hvor de at fare frem med en uhørt Grusomhed mod sin reiste en kraftig Modstand, og stod der saa egen Slægt. Saaledes lod han sin kjødelige ubevægelige som Støtter, skjøndt det regnede Broder, Harald Kesia, der laae over paa sit med Kastespyd ned over dem. De slog saa Slot Jellinge, kalde ud til en Samtale ved rask fra sig paa de stormende Fjender og Midnatstid. Han anede ikke det mindste Ondt, forsvarede saa djervt Overgangen over Broen, sprang strax ud af Sengen og ilede ganske at tilsidst de Dræbtes Lig kom til at danne en ubevæbnet til sin Broder, Kongen; men blev ny Bro, hvorpaa man tørskoet kunde komme ufortøvet annammet og halshugget af over til begge Sider. Heller ikke vege de af Drabanterne. Imidlertid var det dog kun ved Pletten, trots deres mange Saar, for Kongen en ny Uretfærdighed, Kongen søgte at gjøre havde faaet Tid til at redde sig og komme det godt som skeet var; han fangede nemlig ombord. Flux ilede de efter ham og fulgte sin myrdede Broders Søn, Bjørn Jernside, og med over til Skaane. lod ham sænke ned paa Havsens Bund med en Kong Niels havde nu vundet to Slag, og Møllesteen om Halsen; og ikke nok hermed, tænkte da for Alvor paa at faae sin Brodersøn men ogsaa hans elleve Brødre, hvoraf Nogle og Fjende jaget ud af Land og Rige. Han vare voxne, Nogle endnu kun smaa, dem lod samlede derfor en Flaade, satte efter ham han allesammen myrde. Saa daarligt slægtede over til Skaane og landede ved en Bugt, som han sin Fader paa! almindelig kaldes Fodevig. Men den skaanske Men da han havde, fuldbyrdet denne store Almue, som aldrig pleier at svigte den Sag, Misgjerning og paa den Maade udryddet den eengang har taget sig af, mødte ham da Skuddene paa Kongestammen, blev han dog ogsaa med en Skare, de havde sanket fra hele selv ramt af den Almægtiges retfærdige Dom; Landet og faaet meget ordentligt rustet. Et thi der var En der hed Ploug, almindelig Slag begyndte, hvori Skaaningerne fik Prinds kaldet Sorte-Ploug, som fældede Kongen med Magnus — ham der var Ophavsmand til hiin sin Landse paa Urnehoved Thing, hvor han Niddingsdaad — samt to Bisper tagne af stod i sine Krigsfolks Skare. Dage og befordrede til Helvede. Niels tabte Slaget; mistet havde han sin Søn og Arving,

Kilde 3: Saxo (skrevet ca 1200 i Danmark) – Beretning. Findes på latin og er nyoversat i Karsten Friis-Jensen/Peter Zeeberg: Saxo Grammaticus: Gesta Danorum/Danmarkshistorien Bd 2 Gad 2005 s 133-139 (både latin/dansk). En tidligere god oversættelse af Frederik Winkel Horn (1898) er anvendt her, den findes også på www.heimskringla.no .

i Norge Penge for at tage ham af Dage. Slutningen af 13.bog: Magnus, der var mere pengegrisk end nogen ”….Imidlertid besluttede Niels at blive sin Stimand, blev nu fra Eriks Gjæsteven Medbejler kvit ved List og bød Kong Magnus forvandlet til hans Fjende, men skjulte sin

Svig under Venskabs Maske og lod ham paa at der var Fare ved at tøve, kunde han dog det strængeste bevogte af sine Hirdmænd ikke finde sig i skammelig at lade være at tage under Skin af, at det var af særlig Omhu for Vare paa sit eget Kjød og Blod og sendte ham. Erik fik imidlertid af sin Broderdatter derfor nogle op for at hente Drengen, idet han Dronningen Nys om, at der stak Svig bag i sin store Kjærlighed til sin Søn ikke ænsede Venligheden, og han lod da sine Venner paa den Fare, der var forbunden med Lolland vide, hvad Kongen pønsede paa, og Forsinkelsen. Da de kom med ham, stævnede bad dem om at hjælpe sig. Det var Lollikerne han til Havs. Da Dagen brød frem, bankede ikke sene til; de sejlede til Norge med et de. der var satte til at passe paa Erik, paa eneste Skib og sendte hemmelig Bud til Erik Døren og spurgte, om han endnu ikke havde om, at de var komne. Da han vidste, at sovet Rusen fra i Gaar ud, og da ingen Nordmændenes største Fornøjelse er at drikke svarede, undrede de sig over denne Tavshed tæt, mente han, at han kunde narre sine og raabte gjentagne Gange det samme. Bevogtere ved at drikke dem fulde. Han Omsider blev de forskrækkede over, at der gjorde derfor Gilde for dem og søgte ved stadig intet Svar kom, brød Dørene op og flittig at drikke dem til at faa dem til at opgive fandt Kammeret tomt. Nu raabte de op om, at deres Ædruelighed og drikke sig en Rus, og deres Gjæster snedig havde ført dem bag for yderligere at anspore deres Drikkelyst fik Lyset, og gik i deres Forfærdelse til Kongen han dem til imellem Bægrene at spille og fortalte, hvad der var sket. Han skyndte sig Tærninger. Han spillede om Penge med nogle strax ned til Strandbredden, lod Skibene sætte af dem, og selv naar han gjorde heldige Kast, ud og bød sine Folk gribe Flygtningen, men lod han med Vilje, som han var helt dvask til da han saa saa', at Skibene var lække og blev Spillet, for at hans Medspillere ved stadig at fulde af Vand, lod han dem trække op igjen vinde skulde lade sig lokke til ret at slaa og gjøre i Stand. Da de atter var bleven sat ud, Gjækken løs og blive ved at spille. Omsider lod han Folkene baade bruge Aarerne og sætte lod han, som om han var træt af at vaage Sejl til for at komme saa meget raskere af længer, og gik fra dem for at lægge sig, men Sted, saa grisk var han efter den Pris, der var han lod en Præst, der havde fulgt ham i hans lovet ham for Eriks Hoved. Nu var Erik Landflygtighed, blive tilbage som sin imidlertid naaet langt ud i rum Sø og havde Stedfortræder ved Spillet. Præsten holdt sig faaet saa langt Forspring for sine Fjender, at ædru, og ved stadig at fylde Bægrene fik han de skulde have ondt ved at indhente ham. Da Bugt med den Smule Ædruhed, der var Magnus, efter at de havde sejlet længe, tilbage hos dem, og da de var helt indsaa, at han ikke kunde naa sit Maal, lod overvældede af Drik og Søvnighed, lagde han han vende og sejlede tilbage. Men Erik sig til at sove imellem dem. Imidlertid brød sejlede til sit trofaste Lolland, hvor han lod Erik Væggen i sit Sovekammer igjennem og Ubbe, som Niels havde sat til Høvidsmand naaede med sine Tjenere og sin Hustru over Smaaøerne, gribe og hænge og saaledes hemmelig ned til Strandbredden, og da han gav tydeligt Vidnesbyrd om, at han var fandt nogle Skibe liggende dernede, borede kommen igjen. Da han siden spurgte, at han Huller i dem under Vandgangen for saa Kongen vilde holde Jul i Lund, drog han, før meget sikrere at kunne slippe bort. Medens end han var kommen did, over til Skaane og han var i Færd hermed, kom han i Tanker om, bemægtigede sig alt, hvad der var skaffet til at han havde glemt sin lille Søn, som laa og Veje til Kongens Gilde. Da Kongen fik det at sov oppe i Huset - saa glemsom kan man vide, lod han ved offentlig Foranstaltning være, naar man har Hastværk, thi jo mere samle Levnedsmidler, opsatte sin Rejse og optagne vi Mennesker er af noget, des blev paa Sjælland. Sommeren efter samlede uagtsommere plejer vi at være med Hensyn til Niels foruden den skaanske Flaade hele den alt andet. Skjønt han nu ikke var i Tvivl om, danske og sejlede til Fodevig, hvor han

stillede sin Hær i Slagorden tæt ved eget, gjør bedst i at tie stille med saadan Strandbredden, og saaledes blev han urimelig og hyklerisk Snak. For Resten tror staaende en liden Stund, til Erik rykkede nu jeg, at denne Sejr kun i ringe Grad frem; men da han langt borte fra saa' Hestene skyldtes menneskelige Kræfter, men at det var hvirvle Støvet op med deres Hove ligesom en Gud, som hævnede den fromme Knuds Død. I Sky, trak han sig lidt efter lidt tilbage til sine ingen anden Krig er der blevet udgydt mere Skibe, og da han hørte Gnyet af de Bispeblod, thi Peder af Roskilde og den fremrykkende Ryttere, gav han sig paa Flugt. svenske Biskop Henrik og alle de jydske Da Erik indhentede hans Hær, var den Bisper paa én nær skal være omkomne i det allerede slagen, ikke i Kamp, men af Slag. Skæbnen, og uden selv at lide noget Mén I Begyndelsen af denne Fejde gav en af Eriks huggede han den ned og vandt en Sejr, som Krigsfolk ved Navn Magnus Saxesøn et intet Blod kostede ham, thi Gud hævnede udmærket Bevis paa sin Troskab. Da Niels Frændemordet. Kun Magnus, som tillige med nemlig havde paabudt, at hans Folk skulde en liden Flok tapre Mænd undsaa sig ved at holde Vagt alle Vegne paa Sjællands Kyst og fly, gik løs paa Fjenden og søgte at drive ham paase, at ingen slap over til Erik, lod han sig tilbage, medens de andre vendte Ryg, thi da af nogle Krigsfolk i et Reb fire ned ad Stevns han skjønnede, at der kun var ringe Udsigt til Klint og gik ved Nattetid i en Baad over til at slippe bort, holdt han det for en Ære Skaane, hvorved han gjorde Erik en stor tappert at søge Døden og at gjøre sit Endeligt Tjeneste. berømmeligere ved at falde i Kampen. Han Derefter forskjød Magnus af Norge sin Hustru foretrak Døden for Flugt for ikke at fordunkle og sendte hende tilbage til Erik under Paaskud sit gamle Ry for Tapperhed. Omsider, efter at af, at hun havde røbet hans Forehavende; han han havde kæmpet drabelig og fældet en mente nemlig, at hun ikke havde fortjent Mængde Fjender, faldt han oven paa den bedre end at blive forskudt, eftersom hun Dynge af Lig, han havde hobet op omkring havde baaret større Kjærlighed til sin Frænde sig, tillige med Bisp Peder af Roskilde, og end til sin Husbond. For at tilføje hende en som denne fulgte ham i Døden, saaledes kom Forhaanelse satte han den Ærbødighed, han de ogsaa i samme Grav. Niels tyede ned til sit skyldte det hellige Ægteskab, til Side og Skib paa en Hest, som en Bonde bragte ham. ansaa det ikke for nogen Sorg at skille sig ved Største Delen af de flygtende greb fat i sin Hustru. Niels slap bort til Jylland, for at Tofterne og klyngede sig til Skibene opsatte Lykken endnu en Stund kunde drive Gjæk paa at komme om Bord i dem, saa nogle af med ham. I Betragtning af, at han nu var dem var nær ved at synke under den barnløs og derhos meget til Aars, udstedte han umaadelige Vægt, og de, som var komne først, en Erklæring om, at Harald skulde arve Riget huggede da uden Hensyn til Stalbroderskabet efter ham, ikke saa meget fordi det var ham med deres Sværd Hænderne af dem, der var om at gjøre at efterlade sig en Tronfølger, komne senere og klyngede sig til Skibene, saa som fordi han vilde efterlade sin Medbejler en de var grummere mod deres egne, end de Fjende. Derpaa bad han Slesvigerne, som havde været imod Fjenderne. Det var i allerede længe havde været opbragte paa ham Sandhed et sørgeligt Syn at se dem klamre sig formedelst den Udaad, Magnus havde øvet, til Skibene, medens Fjenderne trængte dem om at slutte Fred med ham, thi han var meget fra den ene Side og deres Stalbrødre drev opsat paa atter at stemme dem forsonligt imod dem tilbage fra den anden. Her blev det ret sig og tænkte, at de vilde ynkes over hans aabenbart, hvor meget større Vægt enhver Alderdom og hans kranke Lykke. Han lægger paa sin egen Frelse end paa andres; besluttede at begive sig ind i Byen for at tage de, som ikke skammer sig ved at sige, at deres Gisler af dem, og da han atter fik Venners Liv er dem dyrebarere end deres Betænkeligheder ved at sætte sit Liv paa Spil

ved at give sig i Borgernes Vold uden at vide, Pederskirken; han vilde nemlig ikke, at om han kunde stole paa deres Troskab, Herrens Hus skulde besmittes af Strid og tilskyndede en af de mest ansete Bymænd ved Blodsudgydelse, og foretrak derfor at søge Navn Boje ham saa stærkt dertil, at han opgav Beskyttelse i Kongeborgen fremfor i Kirken; sin Mistanke, og det kostede ham Livet. Da han vilde ogsaa dø roligere i sit Fædrenehus, han drog ind ad Byporten, som de med Vilje sagde han. Det skortede heller ikke hans aabnede paa vid Gab for ham, viste det sig Krigsfolk paa Iver og Villighed til at forsvare nemlig, at Borgerne var lige saa forbitrede paa hans Liv ved at ofre deres eget; længe holdt ham, som Gejstligheden var velstemt imod de ham uskadt ved tappert at byde deres egne ham. Byfolkene var nemlig delt i to Partier, Legemer frem og betænkte sig ikke paa at som var opsatte paa at behandle ham hvert udsætte sig for de største Farer for at beskytte paa sin Vis, thi medens Klerkerne gjorde Ære ham, men efter først at have udgydt hans af ham ved at modtage ham i højtideligt Forsvareres Blod dræbte Slesvigerne omsider Optog, tog Byens øvrige Indbyggere imod Kongen. ham som en Fjende. Da han saa', at man gik imod ham i Gaderne for at tilføje ham Vold og Overlast, tyede han op paa Slottet, skjønt hans Venner raadede ham til at flygte ind i

Kilde 4: Uddrag af Knytlinga Saga. Anonym forfatter omkring 1250. Beretning. Forfatteren kan være Olaf Thodarson, en nevø til Snorre Sturlason, der omkring 1230 skrev Heimskringla og andre sagatekster. Teksten er blevet til på Island og forfatteren har sandsynligvis haft adgang til Saxos Danmarkshistorie og andre skrifter. Teksten er senest oversat til dansk af Jens Peter Ægidius: Knytlinge saga. Gad 1977. I indledningen s 7-13 af Hans Bekker-Nielsen gennemgås kildeværdi og oprindelse. Det tilsvarende tekstuddrag findes s 117-133. Tekstoversættelsen her stammer fra C.C. Rafns oversættelse fra 1829. Den findes også på www.heimskringla.no

Christine, som var gift med Hakon Jarl den Slægter i Danmark Gamle i Norge, og deres Søn var Knud Jarl i 82. Efterat Kong Erik var dragen bort fra Norge. Harald Kesia var gift med Ragnhild, Danmark, antog Harald Kesia Regjeringen og en Datter af den norske Konge Magnus Bestyrelsen af hele Danmarks Rige, eftersom Barfod, deres sønner vare Magnus og Olaf, Kong Erik havde bestemt det. Han var da som længere hen vil blive omtalt, og Harald allerede saa gammel, at han var fuldvoxen; og Knud. han var vennesæl af sine Mænd, hvortil dog den Yndest, hvori hans Fader stod, bidrog det Om Kong Nikolaus meste. Harald Kesia havde en Søn, som hed 83. Nikolaus Svendsøn antog nu Regjeringen Bjørn, og blev kaldt med Tilnavn Jernside. i Danmark efter sin Broder Kong Erik; da Han var gift med Cathrine, en Datter af den vare alle Kong Svends andre Sønner døde. svenske Konge Inge Stenkelsøn, deres Datter Den samme Sommer sendte Pave Paschalis Christine var gift med den svenske Konge efter Kong Eriks Bøn og Forslag Pallium til Erik den Hellige Edvardsøn, og deres Børn Erkebiskop Øssur. Øssur var længe derefter vare: den svenske Konge Knud og Dronning Erkebiskop i Lund; han var en mægtig Margrete, som var gift med den norske Konge Høvding. Kong Nikolaus blev ogsaa en stor Sverre, og Cathrine, som var gift med Høvding; han ægtede Margrete Ingesdotter, Nicolaus Blaka; deres Datter igjen var Fru som forhen havde været gift med Kong

Magnus Barfod. Harald Kesia var en god Ven Slægtskabs Skyld; jeg venter mig Hæder af af sin Frænde Kong Nikolaus, og var længe eder, og at I vil mere agte paa vort Slægtskab ved Hoffet hos ham; stundom opholdt han sig til hinanden end paa vore Forfædres i Roeskilde i Sjælland, og holdt der en stor Handeler; mit Rige er udsat for megen Fare, Trop Folk, og han bestyrkede meget denne og det er mig dog særdeles om at gjøre at Stad. Kong Eriks anden søn Erik var ikke saa beholde min Værdighed; jeg ønsker ikke at meget afholdt af Kong Nikolaus. opgive den Magt, som min Fader overdrog mig; og jeg vilde gjerne have et godt Raad af Knud Lavards Ophav eder, hvorledes jeg med Hensyn dertil helst 84. Kong Eriks søn Knud havde skal forholde mig.” Keiseren svarede: ”Jeg Hertugdømmet i Hedeby, som hans Fader har spurgt eders Vennesælhed, og at I har Kong Erik havde givet ham; han var særdeles hvert Menneskes Berømmelse, og det er vennesæl og gavmild og over maade afholdt høilig fornødent, at I bliver i Besiddelse af af Almuen, skjønt Kong Nikolaus og dennes eders Rige og Værdighed. Nu er det,” vedblev søn Magnus havde større Magt, og han blev Keiseren, ,,Brug hos os her i Saxland, ligesom derfor kaldt Knud Lavard (21). Til at gjøre vidt omkring andre Steder, at tillukke Landets ham afholdt bidrog det mest, at han lod alle, Havne, og tage Told deraf, og ikke tillade som behøvede det, frit benytte hans nogen at lægge deres Skibe ind i Havnene, Eiendomme; men de, som attraaede samme, uden at de bestemte Afgifter erlægges. Det holdt ikke Maade, tillige bleve hans Indtægter kan nu vel hændes, at dette vil synes haardt i mindre, end Nødvendigheden krævede, Førstningen, naar Folk ikke ere vante dertil, hvorfor hans Midler meget gik op for ham. men saa stor Anseelse har du vundet, at jeg Kong Nikolaus og Knud Lavard stod ikke i venter at den ikke derved vil formindskes; thi saa god Forstaaelse, og saa vel Kongen som det er Brug hos mægtige Mænd vidt omkring Hans søn Magnus misundte meget Knud den i Landene, at tillukke Havnene for Landet, Vennesælhed, hvori han stod. Man kunde hvorved store Indtægter vindes, og det er ogsaa ligefrem sige, at ethvert Menneske i derhos til megen Betryggelse for Riget imod Danmark vilde gjøre og lade alt, hvad Knud Ufred. Desuden skal jeg give dig nogle Penge, ønskede. Det var dog egentlig mest Magnus, saa at du for den Sags Skyld skal kunne holde som var kold imod ham. Nogle Aar efter din Anseelse vedlige.” Hertugen takkede Kong Eriks Endeligt døde Keiser Henrik i Keiseren for Raadet, og sagde at det lod sig Saxland, og efter ham blev hans søn Henrik let iværksætte i hans Land at tillukke Keiser. Da Knud spurgte dette, at hans Havnene, og at Landets Beskaffenhed var Morbroder Henrik var død, og dennes søn saadan, at det uden Vanskelighed vilde paa Henrik bleven Keiser, fik han Lyst til at mange Steder kunne lade sig gjøre. Siden besøge sin Frænde Keiseren, og drog da til drog Hertugen hjem til sit Rige med anseelige ham med et anseeligt følge. Da Keiseren Foræringer og mange kostelige Sager, som spurgte, at hans Frænde var i Vente, lod han han havde modtaget af Keiseren. berede et anseeligt Gilde for ham, og tog imod ham med megen Venlighed, da han Havnenes Spærrring kom. Knud forblev hos Keiseren en Tid, og 86. Danmark var da meget udsat for Anfald af Keiseren gav ham mange hæderlige Beviser Hedninger, som hærjede der næsten hele paa sin Yndest. Sommeren og plyndrede Kjøbmænd og Landets Beboere. Ikke længe efter at Knud Om Knud Lavard Lavard var kommen hjem til sit Rige lod han 85. Engang da Keiser Henrik og Knud Lavard bygge to Kasteller paa begge Sider af Vigen talte sammen, sagde Hertugen til Keiseren: Sli, hvor der var smallest over Sundet, som ”Herre!” sagde han, ”jeg er kommen i Besøg løber ind til Hedeby; dernæst lod han der hos eder, for at søge et godt Raad af eder for

sætte Bomme af træ med Jernlænker, saa at dette.” ”Det var vel talt,” sagde Skildvagten; man kunde lukke Sundet til. Siden lagde han og de lukkkede nu Sundet op, og Vidgaut Besætning i Kastellerne til Bevogtning, der lagde sit Skib ind, og drog siden til Hertugen. kun maatte tillade dem at lægge deres Skibe Knud spurgte efter, hvo de vare. Vidgaut derind, som forud havde betalt den bestemte sagde, at de vare fra Samland. ”Jeg har hørt Afgift af hvert Skib. Hertugen opholdt sig for tale om dig,” svarede Knud, ”og det er sagt det meste i Hedeby, og han var da sikret mod mig, at du er en Hedning.” ”Vist nok ere vi enhver Ufred. Han bestyrkedes nu meget med Hedninger,” sagde Vidgaut. ”Da ere der to Penge, uden at han derved tabte noget af den Vilkaar for eder,” svarede Hertugen, ”at I Yndest, hvori han var, saa at Keiserens antage Kristendommen og lade eder døbe, da Formodning gik i Opfyldelse. skulle I alle være velkomne her, men I modsat Fald komme I til at vove paa, hvad der vil Om Vidgaut skee.” Vidgaut svarede: ”Er det ikke det 87. Der var til den Tid en hedensk Mand fra retteste, Herre! at vi vælge os det bedre Samland, ved Navn Vidgaut. Han var Vilkaar, om det maa tilstaaes os; jeg vil gjerne Kjøbmand og var meget rig og vel begavet i antage Troen, og siden modtage hæderlig mange Henseender. Han gjorde bestandig Medfart af eder.” De bleve da døbte, og vare Handelsreiser til Østervegen. Da han en hos Knud Lavard om Vinteren og nøde god Sommer seilede østenfra til Kurland, traf det Behandling. Vidgaut var ofte hos Hertugen, sig, at nogle Kurer laae der med Krigskibe, og som underholdt sig med ham, da han vidste lagde strax til ham og vilde dræbe ham; og meget at berette, eftersom han var en eftersom han kun havde eet Skib, saae han sig forstandig Mand og vidt bereist. Hertugen ikke i Stand til at staae imod, og han heisede udspurgte ham meget om Østervegen, og han derfor Seil, og agtede at seile hjem til vidste mange Ting at fortælle derfra. Samland. Kurerne seilede strax efter ham, og afskare ham fra Samland; han saae da kun to Vilkaar for sig, at vove paa, hvorledes deres Knud Lavards Giftermaal Møde vilde falde ud, eller undseile i rum Sø, 88. Øster ovre i Holmgaard var til den Tid og begive sig til kristne Lande. Skjønt han Harald Konge, en søn af Kong Valdemar, som ikke fandt noget af disse Vilkaar godt, tog han igjen var en søn af Jarisleif Valdemarsøn. dog den Beslutning, at undseile derfra og til Haralds Moder var Gyda, en Datter af den Danmark. Han havde spurgt om Knud Engelske Konge Harald Gudinesøn. Harald Lavard, at alle, som kom til ham, bleve vel var gift med Christine, en Datter af den behandlede; og han ventede sig derfor god svenske Konge Inge Stenkelsøn, og Søster til Modtagelse hos ham, ligesom saa mange Dronning Margrete, som da var gift med den andre havde faaet. Det blev da hans danske Konge Nikolaus. Haralds og Beslutning at seile til Hedeby; han seilede nu Christines Døttre vare Malmfrid, som var gift til Sundet, og da han fandt det tillukket, raabte med Kong Sigurd Jorsalefarer, og Ingeborg. han til Vagten, som var i Kastellet, og sagde Da nu Vidgaut havde været een Vinter hos at han vilde lægge ind i Havnen. Skildvagten Knud Lavard, og vundet hans Fortrolighed, spurgte, hvo han var. ”Jeg hedder Vidgaut,” bad Hertugen ham at drage i hans Ærende svarede han. ”Ikke har Knud Lavard budet,” øster til Holmgaard, og beile for ham til Kong sagde Skildvagten, ”at vi skulle lukke Haralds Datter Ingeborg. Hertil svarede Havnene op for Folk, som vi ingen Kjendskab Vidgaut: ”Herre!” sagde han, ”een Ting er have til.” ”Luk du kun Havnen op, gode der, som gjør det mueligt for mig at udføre Mand!” svarede Vidgaut, ”thi jeg vil besøge eders Ærende, den nemlig at jeg ikke fattes Knud, og jeg skal ogsaa svare for dig, hvis Penge, men omendskjønt jeg i mange Hertugen vil gjøre dig nogen Bebreidelse for Henseender er uduelig til at udføre samme,

saa er jeg dog skyldig til at opfylde eders Kongen. Vidgaut svarede: ”Dyder skal han Villie i alt, hvad I vil bruge mig til.” Hertugen besidde fremfor de fleste andre Mennesker, takkede ham, og sagde at han havde henvendt og det er mere værdt end mange Penge eller et sig med dette Anliggende til ham, fordi han stort Rige.” Kongen talte dernæst med sin fandt ham af alle, som vare i Hans Rige, bedst Datter og med sine andre Raadgivere, og skikket dertil baade formedelst hans Forstand androg denne Sag for dem. Alle raadede til og hans Virksomhed. Der bleve nu gjorte Giftermaalet, og med Ingeborgs Samtykke Tilberedelser til Vidgauts Reise, og, førend blev det da besluttet, at hun skulde giftes med han drog bort, talte han saaledes til Hertugen: Knud Lavard. Med saa forrettet Sag drog ”Herre!” sagde han, ”I har i Vinter viist mig dernæst Vidgaut tilbage til Danmark til megen Gunst og Anseelse, men Lønnen vil Hertug Knud, og berettede ham sit Ærendes blive mindre fra min Side, end det burde sig; I Udfald. Hertug Knud takkede ham for hans maa dog modtage af mig fyrretyve Særke Bistand, og gjorde nu Tilberedelser til sit Graaskind, og fem Timbre ere i hver Særk, og Bryllup. Kong Harald sendte sin Datter fyrretyve Skind i hvert Timber.” Hertugen Ingeborg østenfra Holmgaard paa den takkede ham for Gaven, og sagde at han bestemte Tid med et smukt følge, og da hun ingensinde havde modtaget bedre Gave. kom til Danmark, tog Hertugen og hele Folket Vidgaut seilede nu bort med sit følge, og vel imod hende; og siden holdt han deres fortsatte Reisen uafbrudt, til han kom øster Bryllup med Megen Glæde og Pragt. De over til Holmgaard til Kong Harald. Han havde nogle Børn, som siden ville blive skaffede sig ved Pengegaver Adgang til omtalte. Kongen, som tog vel imod ham, thi Vidgaut var en berømt Mand, og dristig i sin Tale, og Om Magnus Nikolausson forstod mange Tungemaal. Han fremførte sit 89. Magnus Nikolausson voxte op ved sin Ærende for Kongen, og androg Sagen med Faders Hof, og han var af alle den største Klogskab, og sagde om Knud Lavard, at alle Mand i Danmark, og temmelig vennesæl, men vare enige i at sige, at hans Lige ikke fandtes i dog var Knud Lavard af alle vennesællest og Danmark eller vidt omkring i andre Lande: mest afholdt af Almuen, skjønt Kong ”Hans Æt er eder alle bekjendt,” sagde han, Nikolaus og hans søn Magnus havde større ”og dette Giftermaal er eder alle til stor Magt. Men netop dette forvoldte, at der var Hæder.” Kongen svarede: Megen Bistand nogen Kulde imellem dem, i det baade Fader yder du ham i dine Ord, og der vil snart blive og søn begyndte at misunde ham hans en Ende paa denne Sag, om vi optage dit Vennesælhed, og syntes at hans Venner vare Forslag i dette.” ”Ja, Herre!” sagde han, ”i altfor mange. Magnus Nikolausson ægtede ingen Henseende vil I finde det overdrevet, Rikissa, en Datter af den vendiske Kong hvad jeg har sagt, thi det er et almindeligt Burislaf; deres sønner vare Knud og Nikolaus. Ord, at Knud Lavard langt overgaaer alle de Magnus havde bestandig en stor Trop Folk Mænd, som nu leve i Danmark eller i de om sig; han opholdt sig for det meste ved sin nordiske Lande.” Kongen svarede da: Fader Kong Nikolaus's Hof; men stundom var ”Eftersom vi vide, at du er en sanddru Mand, hver af dem paa sit Sted. Han var en stærk og du er os allene bekjendt fra gode Sider, og Mand og tidlig moden i alle Henseender, og vi desuden ogsaa forud have hørt noget tale blev kaldt Magnus den Stærke. om Knud Lavard, da vil vi svare vel paa dette Andragende; men det forekommer os, at han Om Knud Lavard kun har et lidet Rige at styre, skjønt han eier 90. Knud Lavard drog anden Gang bort fra et Hertugdømme i Danmark.” Vidgaut Landet, og begav sig atter til sin Frænde svarede: ”Men derimod har han det, som er Keiser Henrik; og da Keiseren spurgte, at han meget herligere.” ”Hvad er det,” spurgte var ivente, lod han berede et anseeligt Gilde

for ham, og modtog ham vel. Keiseren talte Om Knud Lavard engang til Hertugen saaledes: ”Det glæder 91. Knud Lavard var, som før blev sagt, saa mig, Frænde!” sagde han, ”at alle sige dig een vennesæl, at alle de braveste Mænd i Lov, thi dig berømme alle, som have nogen Danmark elskede ham ikke mindre end Kong Skjønsomhed, og have hørt dit Navn omtale, Nikolaus eller dennes Søn Magnus; men dette saa at intet Menneske er saa vennesæl som vare, som vi ovenfor omtalte, disse af du.” Hertil svarede Hertugen: ”Saa gunstig Misundelse saa ilde tilfredse med, at de for har Lykken været mig,” sagde han, ”men I har den Sags Skyld begyndte at at nære Had til fra Begyndelsen hjulpet mig med eders Raad Hertugen og mange af hans Venner. Da Knud og Understøttelse.” Da lod Hertugen Lavard mærkede dette, tænkte han paa Raad i frembære de Graavarer, som Vidgaut havde denne Sag, og fandt sig aldeles fri for, i nogen givet ham, og sagde til Keiseren: ”Disse Maade at have forurettet disse Frænder. Da nu Varer beder jeg at I vil modtage, Herre! skjønt Kong Nikolaus og hans Søn Magnus engang der ikke vises eder saa stor Erkjendtlighed, vare sønder i Jylland, begav Knud sig til dem som det burde sig.” Keiseren betragtede med nogle Mænd, og da han kom, modtoge Gaven og takkede ham, og tilføiede: de Hertugen vel. Knud sagde da: ”Det er mit ”Modtaget har jeg vel større Gaver, men faa Ærende hid, at jeg vil byde eder Frænder til som jeg har syntes bedre om.” Hertugen Gilde; jeg ønsker at vi skulle omgaaes meget opholdt sig en Tid hos Keiseren, som gjorde og med Venskab, som det sømmer os for meget af ham og behandlede ham vel; og da Slægtskabs Skyld, og ikke lade Bagvaskere Hertugen igjen beredte sig til Hjemreisen, gav uden Aarsag tilintetgjøre vort Venskab.” De Keiseren ham mange Kostbarheder, og sagde svarede, og sagde at de gjerne vilde det, og at at han skulde ikke fattes Penge, saa længe de der ingen Ting var dem imellem, at jo deres begge levede: ”og de Foræringer, som du Venskab kunde holdes vel vedlige. Knud bragte mig,” føiede han til, skal jeg desuden Lavard red derpaa hjem til Hedeby, og lod der gjengjelde dig; du skal faae Klæder af mig, gjøre Anrettelser til et Gilde for Kong hvis Lige neppe ville findes i eders Land eller Nikolaus og hans Søn Magnus. De kom paa videre, og jeg venter, naar du beholder disse den bestemte Tid, og der blev holdt et meget Klæder, at Lykken vil følge dig og Held dit kosteligt Gilde; og da den Dag kom, da de Rige; og det vil jeg bede dig, Frænde!” igjen skulde ride bort, takkede Hertugen Kong vedblev han, ”at du ikke lader disse Klæder Nikolaus for den Hæder, som de havde beviist komme fra dig, thi hvis det skeer, da frygter ham ved at besøge ham, og forærede Kongen jeg for, at der vil snart skee en Forandring i mange store Kostbarheder. Derpaa gik han til din Lykke.” Dette var Keiserens Hædersdragt, Magnus, og talte saaledes til ham: ”Min og disse Klæder vare ganste bordyrede med Frænde Magnus!” sagde han, ”her ere de Guld og vare store Kostbarheder. Hertugen Klæder, som min Frænde Keiser Henrik gav takkede ham for Gaverne og al den Hæder, mig, disse Klæder vil jeg nu give eder, for at som han havde beviist ham. Siden drog vort Slægtskab og Venskab skal være Hertugen hjem til sit Rige, og var bestandig fuldkommen godt, og jeg giver de bedste anseet for en meget ypperlig Mand. Kort efter Kostbarheder, som jeg eier, til dig, fordi det døde Keiseren, og Folk sige, at anstaaer dig vel at bære dem, og jeg under dig Hædersdragten, som Keiseren havde givet sin dem vel, thi du vil lønne mig godt for dem.” Frænde Knud Lavard, besad den Egenskab, at Magnus iførte sig strax Klæderne, og alle, de fleste, som havde ladet den komme fra sig, som saae ham, sagde, at der ikke vilde findes ikke levede længe derefter. Keiserdømmet smukkere eller anseeligere Mand end han, og antog dernæst Ljodgeir, en saxisk Hertug, han sagde, som sandt var, at det fortjente at lønnes blev siden kaldt Lotarius. vel. Kong Nikolaus og hans søn Magnus takkede Hertugen for alle de

Hædersbeviisninger, han havde gjort dem ved han haabede, de vilde kun behøve at bie i kort dette Gilde, og for de store Foræringer som Tid. De gjorde nu saa, og Folkene stege af han havde givet dem; og førend de droge bort, Hestene og satte sig ned paa Pladsen, og bøde de ham hjem til sig om Vinteren til Jule mange, som vare stegne af, faldt strax i Søvn, gilde; han tog med Tak imod Indbydelsen; thi de havde drukket stærkt om Dagen. Knud derpaa skiltes Frænderne med den største Lavard sad paa en fældet Træstamme og hans Kjærlighed. Frænde Magnus ved Siden af ham, og Magnus havde en blaa Kappe paa. De saae da, Knuds Fald at en Mand løb frem af Skoven, hvori de vare, 92. Denne Vinter skulde Kong Nikolaus holde og da han kom paa den aabne Plads, hvor de Julegilde nord i Sjælland i Ringsted; og til sade, krængede han den Kappe, som han var dette Gilde kom Knud Lavard, eftersom det iført, af sig, og rev det ene Ærme af; han talte var bestemt, ledsaget af nogle Mænd, og han ikke til dem, men løb siden tilbage i Skoven. var hos Kong Nikolaus om Julen; der holdtes Hertugen spurgte Magnus: ,,Frænde!” sagde et anseeligt Gilde, paa hvilket Kong Nikolaus han, ”hvad troer du det er? det er som det og hans Søn Magnus og deres Frænde Knud kunde være noget Tegn.” ”Jeg veed ikke, Lavard gave hinanden gjensidig mange Herre!” sagde Magnus, ”jeg tænker, at sligt Venskabs Beviser. Da nu den Dag kom, da har kun lidet at betyde, troer du vel, at der er Gildet skulde sluttes, sagde Hertugen, at han noget meent dermed?” ”Det aner mig,” vilde berede sig til Bortreise; denne Dag blev svarede Hertugen, „at det maa være et Tegn der beværtet med størst Iver, og Hertugens til nogle, som ere os nær, og der maa være Mænd vare meget drukne. Da sagde Magnus kommen en Hær i Skoven, som agter sig imod til Hertugen: ”Herre!” sagde han, ”skjønt der os.” ”Det kan ikke være mueligt, Frænde!” gives eder ringere Gaver end det burde sig, vil sagde Magnus, ”thi du er saa vennesæl en jeg dog mindes eders Foræringer; jeg vil give Mand, at ingen vil gjøre dig Skade.” Da lagde eder fyrretyve Riddere med deres fulde Hertugen sin Haand paa Skulderen af Udrustning;” det siges, at en Ridders Rustning Magnus, og spurgte: ”Hvi ledsager du mig koster otte Mark Guld. Hertugen takkede paa Veien, Frænde!” sagde han, ”iført i Magnus for Gaven, og sagde at den var baade Brynie?” ”Fordi jeg ikke er saa vennesæl som god og anseelig. Dagen Forløb nu, og den du er, Frænde!” svarede Magnus. I det samme Riddertrop, som Magnus vilde give Hertugen, som de talte dette sammen, løde Lurer i kom ikke, fordi de ikke vare at søge alle paa Skoven paa alle Kanter af dem, og dernæst eet Sted. Da sagde Hertugen: ”Nu ville vi ride trængte der Folk frem fra Skoven. Denne Hær forud, min Frænde Magnus! og saa vente paa var anført af en Mand, som hed Henrik den Hæren, hvor I finder det bekvemt.” Magnus Halte, og var en Søn af Svend, og en svarede: ”Lad os gjøre saa!” sagde han, ”og Sønnesøn af Kong Svend Ulfsøn og jeg skal ride paa Veien med eder, Frænde! og Næstsødskendebarn til Knud Lavard; men ikke skilles fra eder, førend mit Løfte til eder dette var Kong Nikolaus's og hans Søn er opfyldt.” ”Ja, Herre!” sagde Hertugen, ”det Magnus's Anslag. Da Hertugen saae, at vil alt saaledes opfyldes, som I har bestemt Hæren trængte frem af Skoven imod dem, og det, men bestandig maa jeg holde det for en han mærkede at de kom med Ufred, sagde Hæder for mig, at I vil følger mig.” Siden han: ”Hvad er det, min Frænde Magnus! kyste Knud Lavard sin Frænde Kong raader du for denne store Hær?” Magnus Nikolaus, og andre som ham syntes. Derefter fjernede sig fra ham, og sagde: ”Ei kommer stege de paa deres Heste og rede bort; de rede det dig ved, hvo der raader for den, den skal igjennem en Skov, og kom til en aaben Plads i blive dig tilfulde nok.” Han gav sig da i Trop samme; da bad Magnus, at de skulde stige af med Henrik den Halte. ”Gud tilgive dig, Hestene og vente paa Ridderne, og sagde at Frænde!” sagde Hertugen, ”om noget er feilet

heri, og jeg vil tilgive dig.” Magnus og Nikolaus og Christine, som var gift med den Henrik den Halte gjorde et haardt Anfald paa svenske Konge Karl Sørkversøn; deres søn Knud Lavard, men Hertugen og hans Folk igjen var den svenske Konge Sørkver, han var satte sig til Modværn; der blev en skarp Strid, gift med Ingegerd, en Datter af Jarlen Birger som dog var meget ulige, thi der vare mange Brosa, deres søn var den svenske Konge om een; og de vare heller ikke beredte, da de Johan. Da den hellige Knud Lavard faldt, var aldeles ikke den Dag nærede nogen Frygt for hans Kone Ingeborg frugtsommelig; hun var Ufred; dertil kom at mange af dem, som den Vinter øster ovre i Garderige hos sin havde lagt sig til at sove, vare saa døddrukne, Fader Kong Harald. Hun fødte et Drengebarn, at de ikke vaagnede, førend Spydene stødte som fik Navnet Valdemar, han blev født syv paa dem eller igjennem dem. Der faldt Knud Dage efter sin Faders den hellige Knud Lavard, og de fleste sige at Henrik den Halte Lavards Død; han var tidlig baade smuk og anfaldt ham og gav ham Banesaar; der faldt stor og udmærket i de fleste Ting; han voxte i ogsaa den største Deel af Hertugens Folk, sin Barndom op ovre i Garderige hos sine men han selv fik dog, førend han døde, Gud mødrene Frænder, og blev snart almindelig anbefalet sin Sjæl; men faa eller ingen faldt af afholdt Magnus's og Henriks Folk. Da denne Begivenhed spurgtes omkring i Danmark, Om Erik sørgede hvert Menneske over Knud Lavard, 94. Kong Erik den Godes Søn Erik var ikke og Nikolaus og hans søn Magnus bleve meget hjemme i Landet, da han spurgte sin Broder ilde anseete for denne Gjerning, saa at næsten Knud Lavards Død. Men da han spurgte intet Menneske i Danmark længer ønskede denne Tidende, samlede han alle de Folk til Godt over dem, og endogsaa de, som forud sig, som han kunde faae og som vilde følge vare deres Venner, sagde, som sandt var, at ham; han drog derpaa til Danmark; og da dette var et uhørt Nidingsværk, og ingen brav han kom i Land, opfordrede han Folk til at Mand vilde fra den Tid tjene dem. Knud følge sig, og da mange syntes at han havde Lavard blev ført til Ringsted, og der jordet, og meget at hævne paa Kong Nikolaus og dennes han er en virkelig Helgen, og gjør mange søn Magnus, fik han derfor god Bistand; skjønne og dyrebare Jærtegn. Hans Dødsdag hvortil han ogsaa nød godt af den Yndest, er een Dag efter den trettende Dag af Julen hvori hans Fader Kong Erik og hans Broder (22); men nu holdes der Messedag for ham Knud Lavard havde staaet, og der samledes over hele Danmark om Sommeren Dagen nu mange til Erik af saadanne Mænd, som før efter Jon Baptistæ Messe, thi da bleve hans havde været hines Venner. Saasnart han nu hellige Reliqvier optagne af Jorden. Den fik sit Mandskab noget forøget, hærjede han Skov, hvori han faldt, hedder nu Lavardsskov. vidt omkring i Danmark, gjorde store Anfald De Danske fortælle, at der bestandig paa den paa Kong Nikolaus's Rige, og tilføiede hans Plads, hvor den hellige Knud Lavard faldt, er Mænd betydelige Nederlag; og der opkom en fager grøn Slette saavel Vinter som derved stor Krigsurolighed i Landet. Kong Sommer. Nikolaus satte Folk til Forsvar imod denne Hær; da vare de mægtigste Mænd i Kong Om Knud Lavards Børn Nikolaus's Rige: hans søn Magnus, Henrik 93. Den hellige Knud Lavard og Ingeborg den Halte, og Harald Kesia, den hellige Knud havde tre Døttre, Margrete, Christine og Lavards Broder, som var en kjær Ven af sin Cathrine; den sidstnævnte var gift i Frænde Kong Nikolaus og dennes søn Østervegen; men Christine var gift med den Magnus, hvorfor mange vare ham paa norske Konge Magnus Blinde, Sigurd Halsen, og bebreidede ham meget; han havde Jorsalefarers Søn. Margrete var gift med Stig Anførselen i Sjælland, og opholdt sig for det Hvidlæder i Skaane; deres Børn vare meste i Roeskilde til Forsvar imod sin Broder

Eriks Anfald, og han havde en stor Trop Folk øvrige fra Jylland, Biskop Peter af Roeskilde i om sig, og befæstede meget denne Stad; han Sjælland, Biskop Thorer af Ribe, Biskop Ketil lod anlægge et stort og stærkt Kastel, og af Vendel fra Hjørring. lagde deri meget Mandskab til Forsvar, naar han ikke var tilstede. Kong Nikolaus havde Kongens og Erkebiskoppens Tale for det meste betydeligt Mandskab om sig, 96. Erik havde forud sammentrukket en siden denne Ufred begyndte. betydelig Hær i Skaane, og rykkede med samme til Fodvig søndenfor Lund, Kong Om Kong Nikolaus og Magnus Nikolaus i Møde. Erkebiskop Øssur var i 95. Det findes skrevet i danske Historiebøger, Hæren hos Erik, og ham fulgte alle hans store at Kong Nikolaus og Erik have holdt nogle Frænder og meget andet Folk. Der vare hos Træfninger, om hvis Udfald vi ingen Erik Skaaningerne og Hallandsfarerne og det Beretninger kjende. Men det skrives, at Erik Mandskab, som havde fulgt ham fra Sjælland Aaret efter sin Broders, den hellige Knud og meget andet Folk; han havde saaledes en Lavards Død, holdt et Slag mod Kong meget betydelig Hær, og der vare ogsaa Nikolaus paa Jalangershede, og dernæst mange Høvdinger. Det var i Pintsedagene, at holdt de eller deres Mænd et andet Slag i hele Hæren kom sammen i Fodvig, og da Fodvig i Skaane i Nærheden af Lund. To Aar opstillede de paa begge Sider deres Hær, og efter den hellige Knud Lavards Fald kom Erik beredte sig til Slag. Med Erkebiskoppen fulgte til Sjælland, og hærjede der vide, og indtog en stor Mængde Præster. Da Hæren nu da sin Broder Harald Kesias Kastel i beredte sig til Slag, talte Erkebiskoppen Roeskilde, og dræbte der meget Folk. Han lod saaledes: ”Nu maae Præsterne gjøre hele Kastellet nedbryde, men Harald Kesia Tilberedelser og skrifte Folket, thi man kan var den Gang ikke i Staden. Aaret derefter ikke vente andet, end at dette Møde vil lede til ødelagde Erik hele Staden Roeskilde, og da store Begivenheder, saa at mange ikke ville gik meget Folk i Sjælland ham til Haande og komme derfra med Livet, og derfor maa tilstode ham Lydighed. Derfra drog han med enhver tænke paa sin Salighed, da det ikke er en stor Hær nord over til Skaane, og da vist, at han slipper herfra og kan siden underkastede hele Folket sig ham baade i bekjende sine Synder for nogen Præst. Nu er Skaane og Halland, og tilstode ham Lydighed. det min Skrifte, at jeg byder eder i Guds Navn I den Tid var Øssur Erkebiskop i Lund. Han at gaae mandigen frem og stride djærvt; tog vel og hæderlig imod Erik, og bestyrkede tænker paa, som det er Tilfældet, at Gud ikke ham saa meget, som han formaaede, thi synes bedre om feige Mænd end raske Helte; Erkebispen havde været en stor Ven af hans enhver skal ogsaa døe engang.” Derpaa talte Fader Kong Erik den Gode. Hertil kom, som Erik til sine Folk, og sagde saaledes: ”Alle før blev omtalt, at Kong Nikolaus og hans Søn Folk her i Landet ere vidende om det Magnus havde ved Knud Lavards Drab Nidingsmord og den Skændselsgjerning, som paadraget sig stor Uvillie hos Almuen, og jo Kong Nikolaus og hans søn Magnus have større Styrke Erik fik, des mere voxte bedrevet, ved at dræbe min Broder Hertug Forbittrelsen imod Kong Nikolaus og Knud, og saaledes lønne min Fader Kong Magnus, og mange tilbøde da Erik Lydighed Erik de mange Velgjerninger, som han har og Tjeneste. Kong Nikolaus drog med en beviist dem; vi maae vel tænke paa, hvem vi Flaade nord til Skaane, og havde meget have at hævne!” Han opmuntrede saaledes Mandskab. I Hæren hos ham vare hans Søn meget Hæren. Magnus, Henrik den Halte, Harald Kesia og mange andre Stormænd; der vare tillige sex Magnus Nikolaussøns Fald Biskopper, af hvilke den ene var oppe fra 97. Derefter lode de paa begge Sider Lurerne Sverrig, den anden fra Sjælland og de fire gjalde; og da begyndte der en skarp Strid, og der forefaldt store Begivenheder, skjønt vi

ikke formaa nøiagtig at opregne alle de undslippe, flyede. I Fodvig faldt mange af Stormænd, som der faldt i Slaget. Imidlertid Kong Nikolaus's og hans søn Magnus's Folk, faldt der paa Kong Nikolaus's Side sex der faldt Henrik den Halte og, som forhen Biskopper. Der var en Mand, ved Navn blev sagt, mange andre Stormænd. Da vare Sigurd den Stærke, som var Fostbroder til fire Aar Forløbne fra Knud Lavards Død. Kongens Søn Magnus den Stærke, og bar Kong Nikolaus dræbes hans Banner. Denne Sigurd var bestandig 98. Kong Nikolaus flyede, som før blev der, hvor Angrebet var heftigst, og stred berettet, fra Slaget i Fodvig; han slap ud paa meget djærvt, saa at hans Forsvar var et Skib med nogle Mænd og drog sønder til fortrinligt. Kong Nikolaus blev noget saaret i Jylland; derpaa drog han til Hedeby, ledsaget Slaget, dog ikke meget, førend han flyede, og af faa Folk. Da de rede til Staden, hørte de ligesaa Harald Kesia, som strax lod Luregang og tillige alskens Strengeleg og Fylkingen opløse sig, saa snart han saae at Klokkelyd. Da sagde Kong Nikolaus: ”Her Kongen flyede, og han begav sig da ogsaa ville Folk tage vel og hæderlig imod os, da paa Flugten. Derefter fortsatte Magnus og der baade ringes imod os, og spilles med Henrik den Halte Slaget med det Strengeleg, og her vil man ikke spare at vise tilbageværende Mandskab. Magnus's Bannere os al den Gjæstmildhed, som der kan ydes.” bleve da stærkt angrebne, og Fylkingerne En Mand svarede Kongen: ”Du har længe opløste sig overalt i Hæren. Magnus var iført ikke været forstandig, og det viser sig ogsaa en Ringebrynie, paa hvilken intet Vaaben bed, derved, at du troer her, hvor Knud Lavards og han kæmpede meget tappert, og bedste Venner ere, at møde en hæderlig opmuntrede sine Folk til at staae vel imod og Modtagelse, snarere frygter jeg at du vil ikke tage Flugten. Men da Sigurd den Stærke møde andet her.” De rede dog ind i Byen. Der saae, at det blev tyndere om Magnus's vare da mange Folk forsamlede i Hedeby, og Banner, og at det ikke vilde gaae godt deriblandt mange, som havde været Knud saaledes som Sagerne stode, kastede han Lavards Venner. Da de spurgte, at Kong Banneret, løftede Magnus op i sine Arme, Nikolaus vilde komme til Hedeby, bade de vendte om, og vilde ud paa Skibene. Da Eriks alle Mænd, som vare i Staden at yde dem Mænd bleve det vaer, droge de strax efter Bistand. Der var da ogsaa en stor saxisk Hær. ham og fordreve de Flygtende, thi da begave Og efterdi Kong Nikolaus var da høiligen alle Magnus's Mænd sig paa Flugten. Erik forhadt af mange i Danmark, gjorde de strax kom med sine Folk imellem Sigurd og Anfald paa ham, saasnart han kom i Staden. Skibene, og denne nødtes da til at holde Kong Nikolaus blev da greben, men man Stand. Der begyndte da Striden paa ny, og tillod ham dog at blive beredt af Præsterne, den endtes med at Magnus og Sigurd begge hvorefter han blev tagen af Dage. Da havde faldt, og største Delen af det Mandskab, som han været Konge i tredive Aar. havde fulgt dem, men de som kunde

Tekst 5: Henrik Adrian: Fortolkninger af det danske middelaldersamfund fra 1900 til i dag Fortolkningen af middelaldersamfundet ændrer sig gennem tiden, og der er en sammenhæng med aktuelle problemer i samtiden, som kræver en ny forklaring og dermed ændres ”historien”. Her gennemgås kort de banebrydende historikere, der udfra nye synsvinkler har skabt nye fortolkninger af samfundet og begivenhederne i 1100- og 1200-tallet.

Hal Koch og Aksel E.Christensen – den tog Oversigt udgangspunkt i brugen af nye kritiske Den radikale historikertradition blev skabt af metoder i faget (kildekritik) og var præget af Kristian Erslev og hans efterfølgere: Arup, demokratiseringen og den kamp mod

nationalisme og militarisme, som udvikledes i bruge Saxo som kilde til begivenhederne. begyndelsen af århundredet. De kritiske Saxos beretning havde netop som tendens, at historikere var præget af en materialistisk den hyldede Absalon og Valdemars politik, historieopfattelse, hvor både kampen for det og derfor var det et meget eensidigt billede daglige brød og kampen for frigørelse spillede den gav af begivenhederne også i den ældre en stor rolle. del af historien. Det var brødrene Weibull fra Lund, der Man måtte derfor nytolke Danmarkshistorien stillede de spændende spørgsmål om Saxo og holde sig til ”fakta” (Lauritz Weibull: som kilde, som de følgende historikere måtte Kritiska Undersökningar i Nordens Historia forholde sig til. omkring år 1000. Lund 1911 og Curt Krisen i 30erne gav støddet til, at Weibull: Saxo: Kritiska undersökninger i C.A.Christensen nytolkede landbrugs-og Danmarks historie fra Sven Estridsøns död til dyrkningsfællesskabet, men først i 1970ernes Knut IV. Lund 1915). nye ”kriseårti” kom der rigtigt gang i Weibull’ernes kritik blev taget alvorligt af de undersøgelserne. næste generationer af danske historikere. De Efter 1945 fik Danmarks deltagelse i det arbejdere videre med kritikken af Saxo og europæiske markedssamarbejde og EU’s udviklede i 20erne og 30erne lidt forskellige dannelse historikerne til i langt højere grad at modeller for, hvad der skete i Danmark efter arbejde internationalt. vikingetiden, men ingen stillede spørgsmål For det første kom mange nu ud i verden og ved forestillingen om at ”landet med fik ansættelse og erfaringer i andre lande med landsbyer og landsbyfællesskab”, som vi deres fag. kender det fra midten af 1700-tallet før For det andet blev vidensmængden og landboreformerne, havde bestået siden kilderne man kunne arbejde med, nu så vikingetiden. omfattende, at det krævede både For Erik Arup var kirkens indførelse i specialisering og international faglig viden at Danmark med dens centraliserede forvaltning arbejde som historiker. Derfor blev ”danske” og ideologiske indhold den egentlig og ”nordiske” forhold hele tiden sat i statsdannende faktor, der betød en væsentlig sammenhæng med andre samfunds vilkår – udvidelse af kongemagtens også historisk. påvirkningsmuligheder og magtgrundlag I 1960erne og 1970erne kom der diskussion af (Erik Arup: Danmarks Historie Bd 1, 1926, klasse- og kvindeforhold, diskussion af genoptr.1961). Han lagde vægt på, at de frie samfundsforhold og social ulighed og kort bønder efterhånden mistede deres ejendomsret efter kom miljø-og forureningsforhold på til jorden til den ny herremandsklasse dagsordenen. I 1990erne kom kulturforskelle (adelen), der opstod efter 1200. Han beskrev og etnicitet til. Danmark som en ”moderne stat” og tolkede Det påvirkede historikerne. Denne korte datidens institutioner ind i et ”statsskema” gennemgang er rettet mod dig, så du kan se at med moderne begreber. middelalderhistorien hele tiden har været For Hal Koch var det kongemagten, der var under forvandling – og at den fortsat vil være den egentlige statsdannende faktor. Etablering det. af en stærk kongemagt sikrede dens dominans over kirken og udnyttelsen af den (Hal Koch: 1. Weibull’erne og deres efterfølgere: Danmarks kirke i den begyndende Erik Arup, Hal Koch og Aksel E. højmiddelalder, 1936. Senere i Politikens Christensen Danmarks Historie bd 3: Kongemagt og Kirke I begyndelsen af 1900-tallet skrev brødrene 1060-1241) fra 1961 lagde Hal Koch vægt på Lauritz og Curt Weibull, to svenske ”demokratiets tidlige opståen” i historikere fra Lund om problemerne med at bondesamfundet og kongemagtens vækst.

Aksel E. Christensen søgte at vurdere de to Det var i begyndelsen især historikerne Svend opfattelser, og han påviste, at der var en Gissel (i ”Landgilde og Udsæd på Sjælland”. samtidig vækst i kongemagtens og kirkens 1968), Erik Ulsig (i ”Danske adelsgodser i stilling i samfundet, og når de to institutioner middelalderen”. 1968) og Troels Dahlerup (i samarbejdede, var det til fordel for ”Lavadelens krise i dansk senmiddelalder” statsdannelsen (Aksel.E.Christensen: Historisk Tidsskrift 12 rk. IV, 1969 s 1-43), Kongemagt og Aristokrati. 1945). der med hver deres projekter beskrev Aksel E.Christensen opfattede udviklingen. middelaldersamfundet med dets konflikter, Et stort fællesnordisk ”Ødegårdsprojekt” som et samfund bestående af faste udvidede synsvinklen og diskussionen til magtgrupper: kongemagt, kirkemagt og mange nordiske forskere. Flere nye herremandsmagt, der stod overfor hinanden. forklaringer kom nu til om ændringen af Samtidig blev middelaldersamfundet fra dyrkningsstrukturen. Vigtigst var omkring 1200 i høj grad præget af den påpegningen af pestens betydning, der fra feudale struktur, man kender fra Vesteuropa. 1348-51 skabte helt nye Alle tre historikere byggede som nævnt på en befolkningsbetingelser og ændrede ubevidst forestilling om, at ”landet” med samfundsforholdene, det skabte ødegårdskrise landsbyer og bønder fungerede på samme og manglende indtægter hos jordejerne. I måde i vikingetiden, som man kender det fra denne sammenhæng fik man også en række slutningen af 1700-tallet. Det bestod af en arkæologiske undersøgelser af række ligestillede bondegårde, der landsbysamfundets udvikling især på Fyn, der samarbejdede i landsbyfællesskabet, og hvor nuancerede forståelsen af udviklingen. Det gårdmanden enten kunne være selvejer eller var især Erland Porsmose og Erling fæstebonde. De ”frie bønder” optrådte så på Grønnegaard Poulsen (fremstillet i tinget og afgjorde her deres stridigheder. Alle ”Middelalder o.1000-1536” i ”Dansk arbejdede med en forestilling om, at landbrugs historie” 1, 1988), der stod herfor. samfundsudviklingen gik fra ”frie” bønder til fæstebønder, men at denne ændring i 3. Europæisk påvirkning og nye faglige ejendomsretten ikke betød noget for forståelser landsbyens måde at fungere og producere på. Ved at det materielle grundlag for middelaldersamfundet (ejendomsforhold og 2. Den senmiddelalderlige krise og nye dyrkningstruktur) er blevet nytolket, har det tolkninger af samfundsudviklingen også fået konsekvenser for tolkningen af de Først i 1970erne kom der voldsom kritik af andre dele af det middelalderlige samfund. denne antagelse. En række historikere Forskere har derfor siden 1970erne med undersøgte da udviklingen i ejendoms-og udgangspunkt i mere velkendte europæiske dyrkningsstrukturen. sammenhænge skabt ny viden om de nordiske Allerede i 1930erne havde C.A. Christensen forhold. fundet ud af, at der var en senmiddelalderlig Det drejer sig både om klasse- og samfundskrise i årene omkring 1350-1400, kvindeforhold, men især om kirkens hvor hans tese var, at dyrkningsstrukturen betydning og rolle og den frelse-lære og blev omlagt fra meget forskellige korstogsideologi, som kirken fik udbredt brugsstørrelser i landsbyerne allerede fra 1100-tallet. (storgårdssystem) til landsbyer med lige store Det har påvirket tolkningerne af fæstegårde. familieforhold, leding og krig, kalkmalerier, Gennem en række specialundersøgelser i herskerideologi, klosterliv og handel og 1960erne, 70erne og 80erne blev C.A. meget andet. Christensens analyse udbygget og bekræftet.

Niels Skyum-Nielsen og Kai Hørby søgte udviklingen i England og i Frankerriget (Niels udfra den samtidige debat om samfundets Lund: ”Lid, leding og Landeværn”, 1996). sociale forhold at udvikle nye sammenhænge Michael Gelting har flere gange skrevet – Skyum-Nielsen undersøgte særligt banebrydende artikler om tolkningen af kvindernes forhold og de undertrykte middelaldersamfundet, han har samlet sine befolkninggruppers liv. Det var vanskeligt på opfattelser i”Danmark en del af Europa” s grund af det manglende kildemateriale, men 334-351 i Per Ingesman mfl.(red): sikrede meget grundige analyser af hele ”Middelalderens Danmark. Kultur og kildematerialet (i ”Kvinde og Slave.” samfund fra trosskifte til reformation”. Gad Munksgaard 1971 og de posthumt udkomne 1999. ”Fruer og Vildmænd I. Dansk Helge Paludan har i ”Familia og Familie. To middelalderhistorie 1250-1340” (1994) og europæiske kulturelementers møde i ”Fruer og Vildmænd II. Dansk højmiddelalderen” (1995) forsøgt at finde middelalderhistorie 1340-1400” (1997)). grundlaget for kernefamiliens opståen i - Kai Hørby skabte i Dansk Socialhistorie Bd højmiddelalderens fæstebondesamfund. Han 2: Middelalderen. Gyldendal 1980 en mere har taget sit udgangpunkt i historisk bred europæisk orienteret analyse med vægt antropologi, hvor Jack Goody har lagt et på ændringerne i både produktionen og de grundlag for analysen med ” The samfundsmæssige institutioner. Development of the family and the marriage To kvindelige historikere: Nanna Damsholt in Europe” (Cambridge 1983). I artikler i (med disputatsen ”Kvindebilledet i dansk ”Den jyske historiker” gav Thyra Nors højmiddelalder”, 1985) og Inge Skovgaard- allerede i 80erne beskrivelser af Saxo’s Petersen (med disputatsen: ”Da Tidernes historier om forskellige samlivsformer Herre var nær. Studier i Saxos historiesyn.” (”Saxos særheder” s 19-36 i ”Den jyske 1987) har begge repræsenteret en historiker” nr 41,1987) og af kirkens krav og kvindeorienteret tolkning af normer for ægteskab (”Kampen om middelaldersamfundet. ægteskabet” s 28-46 i ”Den jyske historiker” Carsten Bregengaard (i ”Muren om Israels nr 42,1987). Hun har senere udviklet disse hus. Regnum og Sacerdotium i Danmark tanker på middelalderen i Norden (”Ægteskab 1050-1170”, 1982) antog direkte en og politik i Saxos Gesta danorum”, s 1-33 i europæisk synsvinkel og undersøgte især Historisk Tidsskrift 98, 1998 og i forholdet mellem kirken og kongemagten i ”Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt 1100-tallet, og tolkede det udfra den i det 12.århundrede, Svar til Helge Paludan.” europæiske konflikt mellem pave og den tysk- s 55-66 i Historie 2000). romerske kejser (kirkemagt overfor Nils Hybel har med udgangspunkt i en kongemagt). omfattende analyse af de engelske tolkninger Han kunne derfor give nye forklaringer på af den senmiddelalderlige krise og pesten konflikterne mellem kong Niels, kong udviklet en ny Danmarkshistorie-forklaring, Valdemar, roskildebispen Absalon og der placerer Danmark i den europæiske ærkebisperne Asser og Eskil. sammenhæng (”Danmark i Europa 750- Andre forskere har ligeledes i høj grad 1300.” Museum Tusculanums forlag 2003). inddraget de vesteuropæiske sammenhænge I 2002 fornyede svenskeren Lars Hermanson som forståelse af forholdene i Norden. Måske (i Släkt, vänner och makt. En studie av elitens var der ikke tale om en særlig dansk politiska kultur i 1100-tallets Danmark. udvikling? Göteborg 2000) diskussionen om Saxo. Det drejer sig fx om Niels Lund , der har Han vovede på ny at anvende denne arbejdet med kongemagten og ledingsflåden omfattende tekst som hovedkilde til sin og dens udvikling bl.a. set i forhold til analyse af 1100-tallets samfund.

Hans synsvinkel udgik fra, at der i En projektgruppe om korstog og middelalderens Norden ikke var tale om korstogsideologiens betydning med Kurt statsdannelser og magtlogikker, som vi Villads Jensen har fået nye sammenhænge kender det fra de moderne samfund efter frem (Kurt Villads Jensen m.fl.: ”Danske 1500. Der var tale om, at grupper af ”venner, korstog. Krig og mission i Østersøen”. Høst slægt og forbundne”, dannede alliancer, der & Søn. 2006). på tværs af de lokale sammenhænge sikrede Gruppen undersøgte, hvordan man kunne fred og kontrol med de ressourcer, som opfatte de nordiske lande som magthaverne – stormandsslægterne – var korsfarersamfund og den betydning det afhængige af. Jordrettigheder, krigere, handel, havde, hvis man medtænkte korsfarerbegrebet kontrol med markedspladser og byer var i analyserne af de mange krigeriske vigtigt i denne sammenhæng. begivenheder i 1100-,1200- og 1300-tallet. Kongen havde ikke et organiseret Det er siden blevet til en omfattende og administrativt apparat til sin rådighed. Det var læselig doktordisputats af Kurt Villads udelukkende de personlige relationer mellem Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. de forskellige magtgrupper, der var Danmark og Portugal ca. 1000-ca.1250. afgørende. Der var på ingen måde tale om Syddansk Universitetsforlag 2011. klasser eller organiserede interessegrupper I den seneste Danmarkshistorie af Lars eller en kongemagt, der ovenfra bestemte. Hovbakke Sørensen: En europæisk Det gav en helt anden forståelse af samfundet Danmarkshistorie – fra oldtiden til i dag. og konflikterne. Og Saxo’s tekst handler Gyldendal (2014) har forfatteren netop taget netop om, hvordan magthaverne (i Saxo’s tid: de europæiske og nordiske sammenhænge Valdemar og Absalons klan) opretholder og alvorligt, men selve forklaringer og tolkninger konstruerer de personlige netværk, der fortsat er mere traditionelle. kan sikre dem magten. Hermanson hentede sin inspiration til Tolkninger af 1134-begivenheden. analysen fra andre samfundsvidenskaber Disse tolkninger kan man bruge til at se antropologi og kulturvidenskab og fra andre tolkningernes afhængighed af deres samtid og europæiske analyser af samfund, der byggede til selv at få fantasi til at forstå 1134- på magtudøvelse gennem socialt netværk begivenhederne. uden større (statslige) organisationer. Han har arbejdet videre med sin analyse af 1100-tallets Arbejd med middelalderhistorikernes samfund (Hermanson: Bärande band. tolkninger 1-10 Vänskap, kärlek och brödraskap i det • Vælg nogle tolkninger ud og undersøg, hvor de medeltida Nordeuropa , ca 1000-1200. Lund kan supplere eller modsige videnstekstens forklaringer. 2009). • Hvilke kilder bygger de på? I sammenhæng hermed har Brian Patrick • Hvordan bruger de kilderne (1-4)? – som McGuire (i ”Da himmelen kom nærmere. beretning eller levning? Fortællinger om Danmarks kristning 700- • Hvilke argumenter/forklaringer hentes i og 1300”. Alfa 2008) redegjort for de opfattelser udenfor kilderne? og de tankeformer, kirkens ledere var præget • Er deres tolkning præget af samtidens dagsordener? af og havde anvendt i forbindelse med • Sammenlign med vidensteksten. kristningen af Danmark. • Diskuter en ny begrundet tolkning af 1134- Der er i hans fremstilling få tolkninger af de begivenhederne reelle historiske sammenhænge, men mange tekstanalyser af, hvad de forskellige 1. Erik Arup: Danmarks Historie Bd 1, 1926 middelalderlige forfattere har ment. (genoptr. 1961) ( om kirken) s 199-221.

2.Hal Koch: Kongemagt og Kirke 1060-1241. Bd 3 i Politikens Danmarks Historie. 1963 s 6. Nils Hybel: Danmark i Europa 750-1300. 155-180 (om kongemagten). Museum Tusculanums forlag 2003 s 177-180 (synsvinkel udfra europæisk baggrund, ny 3. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. dyrkningsstruktur, plyndrings- og Munksgaard 1971 s 68-81 (udfra kvinde- og tributøkonomi) underklassesynsvinkel) 7. Michael Bregnsbo og Kurt Villads 4. Ole Fenger: ”Kirker rejses alle vegne.” Jensen: Det danske imperium. Storhed og Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie fald. Aschehoug 2005 s 53-57 (synsvinkel Bind 4 (2.red.udgave 2002) s 71-76, 108-112 udfra korstog/imperium-opfattelse) (international orienteret syntese) 8. Brian Patrick McGuire: Da himmelen 5. Lars Hermanson: ”Släkt, vänner och kom nærmere. Fortællinger om Danmarks makt i det tidiga 1100-talets Danmark” i kristning 700-1300. Alfa 2008 s.122-141 Historisk Tidsskrift 98 1998 s 241-275. (kort (udfra tekstnær forståelse af kirke, kultur og præsentation). korstog, få forklaringer) Afhandling: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-tallets 9. Erik Ulsig: Tiden 1050-1150. Danmark.” Göteborg 2000 – en kortere Befolkningsvækst og opdeling s 21-50 i oversigt findes derudover i ”Makten, Danmark 900-1300. Kongemagt og samfund. individen och kollektivet” s 61-94 i Hanne Aarhus Universitetsforlag 2011. (Seneste Sanders m.fl. (red): Ett Annat 1100-tal. oversigt fra Ulsig, med vægt på kongemagt og Makadam Förlag 2004. (synsvinkel udfra dyrkningsstruktur) horisontal netværksmagt). En bredere fremstilling med udgangspunkt i 10. Lars Hovbakke Sørensen: En europæisk ”vennebegrebet” og overgang til et hierakisk Danmarkshistorie – fra oldtiden til i dag. herskersystem findes i Bärande band. Gyldendal 2014. (Er en bred Vänskap, kärlek och brödraskap i det Danmarkshistorie og behandler opgøret i medeltida Nordeuropa , ca 1000-1200. Lund 1130erne s 238-44) 2009.

Fortælling 15: Om Absalons slægt, venner og Saxo Lars Hermanson er en svensk historiker, der arbejder med de politiske og samfundsmæssige forhold i det gamle middelaldersamfund. Det er hans fortjeneste, at vi i dag har en mere grundlæggende forståelse af den måde kongemagten fungerede på i perioden efter vikingetiden. Han har i : Lars Hermanson: ”Släkt, vänner och makt i det tidiga 1100-talets Danmark” i Historisk Tidsskrift 98 1998 s 241-275 en kort præsentation af sine hovedteser, der gennemgås grundigt i afhandlingen: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-tallets Danmark.” Göteborg 2000. – Kortere oversigter findes derudover i ”Makten, individen och kollektivet” s 61-94 i Hanne Sanders m.fl. (red): Ett Annat 1100-tal. Makadam Förlag 2004 og i ”Vänskap, brödraskap och maktsystem i Valdemarernas Danmark s 159-182 i Janus Møller Jensen (red): Broderliste, Broderskab, Korstog. Bidrag til opklaringen af en gåde fra dansk højmiddelalder. Syddansk Universitetsforlag 2006. I Saxo’s Danmarkshistorie er der flere fortællinger, der viser hvordan forholdene er i et samfund, der er styret af venskabs/broderskabs-alliancer mellem de ledende magtgrupper. En dansk historiker Michael Kræmer: Den hvide klan. Om Absalon og hans slægt og magtspillet og magtens mænd i Danmark i det 12.århundrede. Forlaget Tancredi 1999, har givet en tilsvarende analyse af især Absalons store sociale elitenetværk.

Kilde 1: Saxo (skrevet ca 1200 i Danmark) – Beretning. Findes på latin og er nyoversat i Karsten Friis-Jensen/Peter Zeeberg: Saxo Grammaticus: Gesta Danorum/Danmarkshistorien Bd 2 Gad 2005 s 133-139 (både latin/dansk). En tidligere god oversættelse af Frederik Winkel Horn (1898) denne oversættelse er anvendt her. Den findes også på www.heimskringla.no .

3) Der optræder et kongsemne som leder af Læs beretningen og løs følgende opgaver: oprørerne- hvem er han i alliance/forbund Til 15.bog: med? 1) Hvad består utilfredsheden i Roskilde i? 4) Er der eksempler på andre kongsemner, 2) Hvilke parter er der i konflikterne i byen? der gør modstand mod Valdemarerne i 3) Hvem løser konflikterne og på hvilken perioden frem til 1220? måde? 5) Hvad er beretningens tendens – hvem 4) Hvad er beretningens tendens – hvem holder Saxo med? holder Saxo med? 5) Hvordan foregår bispevalget? Hvem støtter Absalons valg? Udøves der tvang ved Fra 15. Bog (1158) - Absalons valg til præsternes valg af Absalon? Roskildebisp 6) Hvad er beretningens tendens? I de samme Dage døde Biskop Asger i Roskilde, og Almuen og Gejstligheden kunde Til 16 bog: ikke blive enige om, hvem de skulde vælge i 1) Hvordan sikrer Knud sig kongemagten ved hans Sted. Samtidig var der ogsaa Splid Valdemars død? Hvorfor først til Viborg og imellem de Roskilde Borgere, og der blev Urnehoved? slaaet mange ihjel paa begge Sider, og de 2) Hvilke parter er bag oprøret i Skåne? fremmede, der havde bosat sig i Byen, blev Beskriv de oprørere, der karakteriseres af dels dræbte, dels fordrevne. De indfødte Saxo, undersøg hvilke grupper der holder nøjedes endda ikke med at gjøre det af med de sammen mod Knud og Absalon. fremmede, men forgreb sig ogsaa paa Kongens Møntmester og gik saa vidt i deres Raseri, at de ikke blot jævnede hans Hus med

Jorden, men endogsaa ranede alt hans Gods. hurtigst muligt over til Jylland for at faa sin Kongen blev meget opbragt paa Byen for den kongelige Magt og Myndighed stadfæstet og Foragt, den havde vist hans kongelige tage sin Faders Krigsfolk i Ed. Kongenavnet Myndighed, og med en stor Skare havde han jo ikke nødig at søge, eftersom han Sjællændere rykkede han imod den for at forlængst var bleven salvet og kronet (4). Paa ødelægge den. Byfolkene skikkede da Viborg Ting tog Folk imod ham med al mulig Sendemænd ud til ham og bad ham om ikke at Velvilje, paa Urnehoved Ting var der nogle, bruge de Vaaben, han burde anvende til som hemmelig var ham fjendske, men dem Rigets Forsvar, imod Landsens egne Børn, og fik han snart Bugt med, og de andre tog da han skaanede da Byen, mod at den betalte en ogsaa venlig imod ham, saa at han med Pengebøde. Strax efter drog han mild og Landsens Folks Samtykke blev anerkjendt venlig ind i Byen og gik ind i Kannikegaarden som Arving til Riget. ved Hellig Trefoldigheds Kirken for at give Imidlertid begyndte Skaaningerne, glade over, den Afgjørelse, Klerkerne maatte træffe i at Valdemar var død, igjen at give deres Henseende til Bispevalget, sin Stadfæstelse. Frækhed frie Tøjler og krævede Bøder af Skjønt man skulde synes, at han med Rette Stormændene for Nederlaget ved Dysieaabro maatte have noget at sige i den Kirke, hans (5), hvor saa mange havde mistet kjære Forfædre havde bygget og beriget, erklærede Frænder og Venner. En Mand ved Navn Aage han, at han ikke vilde tiltage sig nogen Tuesøn pustede med sin forgiftige Tale til Myndighed, der ikke tilkom ham, eller Ilden og fik atter det dæmpede og næsten helt indføre nogen ny Skik, thi han vidste godt, at slukkede Oprør i Skaane til at bryde ud i lys Kirkeloven bestemte, at Gejstligheden med Lue. For at forebygge denne Ulykke begav Hensyn til sin særlige Valgret skulde være Absalon sig over til Skaane, hvor han paa uafhængig af Kongemagten (1). At han var til Tinge talte frimodig til den ondsindede Stede, skulde derfor ingenlunde være nogen Almue, men uden at udrette noget, thi den Hindring for, at de frit kunde stemme paa, forlod ham og begav sig hen til hvem de vilde. Klerkerne takkede ham mange Hovedmændene for Oprøret, der holdt Ting et Gange for den Fromhed og Retsindighed, han andet Sted og var saa overmodige og lagde for Dagen, hvorpaa de gik til Side for uforskammede, at de red omkring og grundig at overveje Valget. De udtog da tre stævnede hele den skaanske Almue til at højt ansete Mænd, hvortil de som fjerde Mand møde bevæbnet samme Steds igjen, naar føjede Absalon for hans store Tapperheds Saatiden var omme, for at værge sin Frihed. Skyld, og mellem disse fire skulde saa Valget Absalon fandt det derfor raadeligst at begive træffes. Valdemar bød da, at de hemmelig sig over til Sjælland igjen, og som Følge af, at skulde skrive deres Stemmer hver paa sit Blad han drog bort, tog Almuens Dumdristighed og i en og samme Bog, saaledes at hver af de fire Grumhed yderligere til. Den overfaldt Thords fik sit Blad i den, thi han mente, at det var den og Esberns (6) Gaarde, som den først ærligste Maade at stemme paa, at hver for sig plyndrede og derefter stak Ild paa, og i de stemte skriftlig, før end han mundtlig gav sin følgende Dage gik adskillige andre af den Mening til Kjende. Udfaldet blev, at alle skaanske Adels Gaarde ogsaa op i Luer. enstemmig tilkjendte Absalon det kirkelige Hovedmændene for Oprøret lod nemlig Højsæde (2). Bønderne tilfredsstille deres Lyst til at ødelægge Stormændenes Gods for at gjøre Fra 16. Bog (1182) - Knud den Sjette og dem saa meget dumdristigere og mere opsatte det andet skånske oprør paa at gaa ivrig og gladelig til Værks ved Da Ligfærden var til Ende og Kongen (3) Udsigten til det skjønne Bytte og den Løn, de stedet til Jorden med den største Ære, begav kunde vente sig for deres Anstrængelser. Knud sig efter sine Raadgiveres Tilskyndelse Adskillige af Adelsmændene overgav derfor

af Frygt for, at der vilde blive øvet samme sig. De, der havde samlet sig, var imidlertid Vold og Overlast imod deres Gaarde som saa opsatte paa at komme til at slaas, at de imod deres Standsfællers, alt, hvad de ejede uden at ænse nogen Fare og opfyldte af og havde, i deres Venners Varetægt; en Del Foragt for Bønderne, uden Hensyn til, at de gik om Bord paa Skibe og stak i Søen, fordi selv var saa faa, gav Hestene slappe Tøjler og de holdt for, at deres Liv og Velfærd var uden ordentlig Anførsel sprængte ind paa sikrere dér end paa deres Gaarde; en Del søgte Fjenderne, alt hvad Remmer og Tøj kunde Trøst og Hussvalelse hos Absalon. Da Knuds holde. Ved dette Angreb gjorde Fjenderne, de og Absalons Ryttere saa', at det gik dem lige stormede løs paa, dem mindre Skade end saa ilde som deres Herrer, besluttede de at Vinden, som de havde lige stik imod sig, thi værge sig med Vaabenmagt imod den Vold den var saa stærk, at den i Farten rev og Overlast, der tilføjedes dem. Skjoldene fra dem, men Bønderne turde ikke Hovedmændene for Opstanden, som under de engang holde Stand, da de kom farende imod sidste Optøjer havde faaet at mærke, at de dem, og Bondehæren, som var mere ingen Vegne kom, naar de ikke havde en mandstærk end modig, blev saaledes slagen Anfører, indkaldte nu fra Sverige en Mand uden Blodsudgydelse, og det er ikke saa lige ved Navn Harald (7), der vel var af kongeligt at afgjøre, om de havde mest Skam eller Blod, men baade sløv og daarligt skaaren for Skade deraf. For at komme hurtigere af Sted Tungebaandet og i det hele taget ganske paa den Flugt, de greb til, førend de tænkte uskikket til at være Konge, eftersom Naturen paa at slaa fra sig, skammede Bønderne sig eller Lykken i ingen Henseende havde nemlig ikke ved at kaste baade deres Skjolde skjænket ham noget Fortrin med Undtagelse og Vaaben, som de ikke trøstede sig til at af hans fornemme Herkomst, saa jeg skal lade gjøre Brug af. Efter at de dels var bleven være usagt, om Svenskerne havde størst Skam dræbte, dels tagne til Fange, flyede Harald af at sende saadan en Mand eller hjem til Sverige tillige med Aage, der havde Skaaningerne af at tage imod ham. faaet ham til at tragte efter Kronen. Hvad Stormændene blev imidlertid bestyrtede og Lundeboerne angaar, hjalp de ingen af forfærdede, da dette rygtedes, og efter som Parterne, men afventede Krigens Udfald, for Rygterne om Fjendens Fremrykning lød saa at holde med dem, der gik af med Sejren. forskjellig, skikkede de Bud til Absalon, snart Da de saa', hvem der havde haft Lykken med med Opfordring til at komme over og hjælpe sig, begyndte de at haane de overvundne, som dem, snart med Paalæg om, at han skulde om det var dem, der havde vundet Sejren, og blive borte med hele sin Styrke, da Harald begjærlige efter Ros og Bytte greb de nu efter endnu ikke var falden ind i Landet. Da han det, andre havde tilkæmpet sig ved deres omsider brød ind i Landet med de Krigsfolk, Tapperhed. han havde faaet af Kong Knud af Sverige og Bønderne var imidlertid saa frække, at de ikke Birger Jarl, strømmede Almuen ivrig til ved havde faaet nok af at paaføre Stormændene Rygtet om den nye Høvding, den havde faaet, Krig to Gange; de stævnede atter til Ting og og der samledes en utrolig Mængde Folk om tog ikke i Betænkning at undsige dem for ham. I Tillid til denne sin Stridsmagt truede tredje Gang, idet det var deres Agt ved at han Lundeboerne, som lukkede deres Porte udrydde hele Adelen at hævne sig for det for ham, med at ødelægge Byen. Som Følge sviende Saar, der var blevet tilføjet dem, og heraf skikkede adskillige af Stormændene tilfredsstille den rasende Oprørslyst, de var Bud til hinanden, de samledes, og efter at besatte af, saa halsstarrig holdt de fast ved have sat Mod i hinanden slog de Lejr ved deres Forsæt, hvad enten det nu var Skam Lommeaa, medens andre af Kongens over det Nederlag, de havde lidt, eller Krigsfolk undlod at møde, idet de lod, som Hævntørst, der drev dem. Hverken den om de ikke vidste noget om, hvad der gik for Ærbødighed, de var disse udmærkede Mænd

skyldige, eller Mindet om de Nederlag, de Skaane. Her gav han Frosteherred til Pris for havde lidt, kunde afholde dem fra at følge Brand og Plyndring, og det vilde ogsaa være deres Lyst til at gjøre Oprør. Den Fare, der blevet ødelagt, hvis ikke Absalon, der havde som Følge heraf truede alle de skaanske stor Godhed for det, havde lagt sig imellem. Stormænd, afværgede Absalon imidlertid ved Han fik sat igjennem, at de, der havde skyndsomst at komme over med forbrudt sig imod Kongen ved at slutte sig til Sjællandsfarerne. Han begav sig nemlig med Harald, slap med Pengebøder, og det maa vel vajende Bannere til Stedet, hvor Tinget skulde nok kaldes umaadelig mildt, at han i sin holdes, og hindrede ikke blot Almuen i at Godhed lod Folk, der havde gjort sig skyldige sætte sit oprørske Forehavende i Værk, men i den største Forbrydelse, slippe med at bøde satte ogsaa ved de redeligste og retskafneste for deres Brøde med en ringe Afgift. Dette Kjendelser de Love i Kraft igjen, som den gav ogsaa de andre Haab om at opnaa med den største Ubillighed havde kuldkastet. Tilgivelse, og ved Absalons kjærlige Forbøn Det hjalp ikke Harald, at han ikke var til lod Kongen sig formilde og gav saaledes et Stede, Stormændene fældede alligevel Dom herligt Vidnesbyrd om sit Maadehold, idet over ham, saa man kan sige, at han blev han for en eneste Vens Bønners Skyld gav straffet to Gange af Skaaningerne, en Gang Afkald paa den Hævn, alle havde gjort sig med Vaabenmagt og en Gang ved, at der gik fortjente til ved deres Brøde. Dom over ham, og det er vel ikke godt at afgjøre, hvilken af de to Straffe der var værst Noter (ved Henrik Adrian): for ham. Almuen var saa langt fra at driste sig 1) den middelalderlige strid mellem kejser og til at øve Fjendtligheder, at den nedlagde pavemagt går på kejserens (og kongens) ret til at udvælge bisper og ærkebisper, her opfylder Valdemar Vaabnene og lod, som om den slet ikke havde den Store kirkens ret til selv at udpege sine bisper, men haft ondt i Sinde, blandede sig imellem kongen har stadig kontrol gennem sin stadsfæstelse af Absalons Folk, som om den kun var kommen kannikernes valg. Man kan selv ifølge teksten diskutere for at holde Ting i al Fredelighed, og gav om der er tale om et ”frit” valg. ivrig sit Bifald til Kjende ved hver enkelt 2) Absalon opfylder ikke på det pågældende tidspunkt kravene til at blive bisp – han er under 30 år gammel. Kjendelse, han fældede, skjønt den var alt 3) Valdemar den Store dør i maj 1182 andet end glad derved. Saaledes gjorde dette 4) Sønnen Knud (den Sjette) bliver konge –han er Ting Ende paa det skrækkelige og langvarige tidligere valgt og salvet som medkonge til Valdemar Oprør, og Almuen har aldrig siden dristet sig den Store ved mødet i Ringsted i 1170. til at prøve paa at sætte sig op imod Adelen. 5) Da Absalon bliver ærkebisp i Lund og prøver at indføre tiende og sikre Skjalmslægten positioner i Imidlertid havde Knud som Følge af Skåne, udbryder der et skånsk oprør i 1180. Absalon Tidenderne om Krigen i Skaane set sig må flygte fra Skåne. Oprøret nedkæmpes af Valdemars nødsaget til at begive sig fra Jylland over til hær og de afgørende slag står ved Dysiebro og Fyn, og dér mødte han Esbern, som af sin Getingebro, hvorefter bønder og ledere atter må Broder Absalon var bleven sendt over til ham underkaste sig. 6) Absalons bror Esbern (Snare) og Thord, kongens for at meddele ham, at de kongelige havde statholder i Lund var førende personer i Valdemars og sejret. Da Kongen uventet mødte ham, troede senere Knuds magtelite. han, at han havde sørgeligt nyt at melde, blev 7) Harald (Skreng) er søn af Oluf Haraldsen (død 1142 urolig og turde knapt se paa ham, saa bange i et oprør i Skåne, hvor han er valgt til konge), han var var han for, hvad han vilde faa at høre. Da søn af Harald Kesje (død 1135), som var søn af kongen Erik Ejegod. Harald er således et kongsemne, der truer imidlertid ikke blot Esberns glade Ansigt gav Valdemarerne i 1170erne og 80erne. Se Lars ham Haab om, at det stod bedre til, end han Hermansson: Släkt, vänner och makt. Göteborg 2000, troede, men hans Ord yderligere bragte ham se videre om fortolkningen af Lars Hermansson i det glade Budskab, at hans Folk havde sejret, Fortælling 14. blev han saare fornøjet og drog over til

Fortælling 16: Om Knudsgilder, korstog og handel i Østersøen

Den danske kong Valdemar den Store spillede en vigtig rolle i den korstogsbevægelse, som i løbet af 1100-tallet undertvang de slaviske områder på den nordtyske og polske kyst ud til Østersøen. Efter Rügens fald 1168 søgte Valdemar og hans efterfølgere Knud og senere Valdemar Sejr at erobre og kontrollere hele det slaviske område fra Sønderjylland til Danzig-bugten. Områderne blev kristnet samtidig med, at nogle af de lokale slaviske fyrster blev vasaller knyttet til den danske konge. Denne langsomme magtudvidelsesproces skete som del af den korstogbevægelse, der udgik fra Sachsen og Rhinlandet, og hvor både Visby og Lübeck som handels- og ressourcebyer efterhånden fik en central rolle. I begyndelsen af 1200-tallet fortsatte kristningbevægelsen i de baltiske områder og i Finland. Et dokument udstedt af kongen i 1170erne understøtter Sct.Knudsgildet, der med gilder i flere danske købstæder og med samlingssted i Sct.Bendts kirke i Ringsted fungerede middelalderen igennem. Dokumentet handler om kontakten til Visby på Gotland. Visby på Gotland spillede fra 1100-tallet en vigtig rolle i handelen på Østersøen og for fjernhandelen mellem øst, vest og nord. Byen lå centralt placeret for kristningen af hele den østlige del af Østersøen – Finland, de baltiske områder og Nordtyskland.

A. Indledning – de to Knud helgener lægmænds opgave at skabe helgener, Der var i middelalderen to Knud-helgener – erklærede Eskil, men hans modstand kan også Knud Konge og Knud Hertug. forklares ved at han hørte til den Knud Konge – også kaldet ”Knud den konkurrerende slægtsgruppe: Thrugot- Hellige” blev dræbt i Albani kirke i Odense slægten. 1086. Han blev allerede i 1099 anerkendt af Efter Valdemars sejr i borgerkrigene og paven som helgen efter Erik Ejegods ønske. erobringen af Rügen i forbindelse med de Hans knogler blev indsvøbt i silke gravsat på mange korstog mod vendernes område, kom ny på højalteret 19 april 1100 af bispen i den pavelige godkendelse 1170. Hvor man domkirken i Odense. tidligere lokalt bestemte og udvalgte en Knud Hertug – også kaldet ”Knud Lavard” – helgen – det var biskoppens opgave, - blev det der betyder ”brødgiveren” (svarende til det nu normalt at paven godkendte en helgen, og i engelske ”lord”) blev myrdet af Magnus 1200-tallet blev der efterhånden fastlagt en Nielssøn 1131 ved Haraldsted udenfor særlig procedure af pavens administration til Ringsted. godkendelse af helgener. Slægtsgrupperne bag Erik Emune, Knuds søn En stor kirkefest i Ringsteds nybyggede Valdemar (den Store) og hvideslægten, der klosterkirke blev afholdt på Knud Lavards var parter i borgerkrigene indtil 1157, støttede helgendag 25 juni 1170. Her placerede en helgengørelse af Knud. Han blev efter ærkebiskop Eskil så Knuds knogler på alteret. mordet begravet i Ringsted, hvor der i Knud Hertug blev en vigtig korstogshelgen i 1130erne og 40erne blev givet gaver til kirken årene fremover. Hans kirker og altre findes og det nyoprettede kloster med mange steder i Østersøområdet, og der benediktinermunke, så en Knud Hertug-kult oprettedes Knudsgilder flere steder. kunne komme i gang. Der er flere tolkninger af Sct.Knudsgildets I 1146 søgte ærkebisp Eskil at hindre funktioner og opgaver, de diskuteres efter Valdemar og Sven Eriksøn (Erik Emunes søn) kilderne 1-2 i: B. Skt. Knudsgildet – til handel i at flytte Knuds knogler op i et skrin på og/eller korstog? højalteret – det var ikke almindelige

Kilde 1: Valdemar den Stores brev til Gotlandsfarerne omkring 1177. Dokument fra o.1177, Brevet fra 1177 findes nu kun som et par senere afskrifter efter en middelalderlig afskrift. Disse har ingen datering, men en anden kilde oplyser, at brevet var fra 1177. Det er med sikkerhed udstedt mellem Knud Lavards skrinlæggelse 1170 og Valdemar den Stores død 1182. Korstogshistorikeren Kurt Villads Jensen mener, at 1170 er det mest sandsynlige p.g.a. indvielsen og kirkefesten i Ringsted.

Læs dokumentet og løs følgende opgaver: 7. Find Skt. Knudsgildets regler fra omkr. 1. Inddel dokumentet i afsnit og opstil 1200 fra Flensborg og undersøg regler, der Valdemars argumentation for at deltage i kan handle om korstog (krigeradfærd) og de Gotlandsfarerselskabet. regler, der kan handle om handel og socialt 2. Hvor er det Gotlandsfarerne skal finansiere samvær. et hus? 8) Find argumenter for at Skt. Knudsgilderne 3. Hvilke interesser kan kongen (og hans både har været en korstogsorden og et ”venner”) have i at samle Knudsgilderne og købmandsgilde. gøre Ringsted til mødested for gildernes brødre? Uddrag af Knudsgildets skrå, Flensborg 4. Hvorfor er Ringsted et ”godt” sted at o.1200 findes i: Henrik Adrian og Mette mødes og betale afgift til? Mortensen: Fra slave til fæstebonde. 5. Hvilke opgaver skal gildet løse og hvordan Problemer i dansk middelalder. Gad 1978 s skal gildebrødrene behandle hinanden? 136-139. 6. Hvilken rolle spiller kongen?

Teksten er oversat og rettet til af Henrik Adrian. Dansk oversat tekst i: Danmarks Riges Breve, række 1, 3. bind, nr. 63, s 63-64, 1977. Latinsk originaltekst: Diplomatarium Danicum, række 1, 3. bind, nr. 63, s 93-95, 1977. Oversat med kommentarer hos: Lars Hermanson: Bärande band. Vänskap, kärlek och brödraskap idet medeltida Nordeuropa, ca 1000-1200. Lund 2009 s 198-99. Kommentar i Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. Danmark og Portugal ca. 1000-ca.1250. Syddansk Universitetsforlag 2011 s 371-76.

Valdemar, gennem Guds nåde de danskes beslutning og med en såre gavnlig konge, til alle, som færdes til Gotland, og som fremsynethed, især da det på en højst hører under hans kongelige majestæts ret, frugtbringende måde vil være til gavn for Os nåde og hilsen. som for vore efterkommere og for den Det er skik og brug hos alle folk, men især kongelige ære. Men ligesom Gud, hos de folk, som færdes i verdens forskellige alles styresmand, har skabt forskellige egne for vindings skyld, at de forbedrer deres lemmer under eet hoved og givet dem stilling ved love og skikke, fordi de der, hvor forskellige virkefelter, har han på samme fremmed beskyttelse ikke yder dem værn, måde efter forholdenes og tidernes forandring ikke vil give afkald på at få støtte og værn i fastlagt, hvad folk har at gøre. Derfor skylder egen styrke. Som følge heraf omfatter vi vi i faderlig kærlighed alle en ligelig Eders broderskab [1a] og afbalanceret ret, hvad enten det er de, der gildesammenslutning [1b] med megen gunst handler for at skaffe sig varer eller, de, der og nåde, en sammenslutning, som I til ære for bryder jorden i deres ansigts sved, eller de, martyren St. Knud[2] har stiftet efter en vis der stråler med ridderbælte[3]. Følgelig vil vi

være parthaver i Eders broderskab, som I Noter (af Henrik Adrian) nyligt har påbegyndt, og vi vil med vor fulde [1] ”fraternitatis et societatis connexio”. Fraternitatis betyder ”broderskab” - og ”Societas” – fællesskab, myndighed være delagtige i alt det, som Eders gilde. anerkendte samfund måtte give bifald til. a) Broderskabs-begrebet er omdiskuteret, det afgrænser Derfor beder og påbyder vi, at I ikke af nogen en gruppe af ”venner” eller ”brødre”, der er ligemænd. årsag eller som følge af protester eller strid b) Gilder var typisk i middelalderen en betegnelse for med nogle modstandere giver op, men en lang række sammenslutninger med religiøse og erhvervsmæssige eller blot religiøse funktioner. De tværtimod stræber efter at fuldføre det, som I havde egne vedtægter til regulering af samlivet, kaldet har påbegyndt, nemlig opførelsen af huset [4] skråer, og ofte egne huse og altre i kirker mv. og den højtidelige indvielse af gildet ved [2] Knud Lavard (ca. 1096-1131) var søn af kong Erik fastsat og belejlig tid. Og således som I, efter Ejegod (ca. 1060-1103). at have indhentet råd fra Otto, vor kapellan [3] Man opdeler normalt i middelalderen samfundet i de 1) de bedende (gejstligheden), 2) de arbejdende [5] og udsending, har lovet at være lydige (bønderne), 3) de forsvarende (ridderne) – senere såvel mod Gud som mod lovene, således skal kommer byernes købmænd og håndværkere med som I overholde det. Thi der står skrevet i en fjerde stand. Her er gejstligheden udeladt, men alle evangeliet: Giv Gud, hvad Guds er, og de andre tre grupper er med. Byernes indbyggere er kejseren, hvad kejserens er.[6] Derfor påbyder nævnt for første gang i Norden i denne kilde. [3] Et hus, hvor gildets medlemmer kunne mødes og vi Eder alle, at de årlige gaver, som hvor der evt. var lagerplads til udenbys medlemmers fremkommer i samme broderskab, hvad enten varer. Der kan være tale om både et hus i Visby og i hos Eder på Gotland eller i alle stæder i vort Ringsted. Denne slags huse blev senere i middelalderen rige, hvor St. Knuds gilde fejres, hvert år af kaldt kompagnihuse. tro mænd overføres til samme martyrs [4] Gejstlig, i dette tilfælde i kongens tjeneste. En kapellan er en præst uden sognekirke – tilknyttet et hvilested.[7] Indtrædelsessafgiften til samme kapel eller et alter. Gejstligheden havde stort set gilde skal anvendes til opførelse af monopol på boglig uddannelse på dette tidspunkt, gildesbrødrenes hus, indtil det er fuldført. hvorfor kongen var nødt til at have skrivekyndige Men vi styrker ordlyden af dette nærværende gejstlige ansat. Kapellanen Otto er også nævnt i et brev med vor majestæts beskyttelse og dokument fra 1175 (D.D. 2rk 3. Bd nr 49). [5] Bibelcitat, som mere eller mindre ordret kan findes stadfæstelse og stadfæster det ubrydeligt. i tre af de fire evangelier i Det nye Testamente. Guds og vor evige fred være med dem, der [6] Benediktinerklosterkirken i Ringsted. Den i overholder det, som oven for er sagt. Lev vel i 1160’erne og senere totalt ombyggede kirke blev Herren. senere gravplads for også Valdemar den Store og fire af hans efterfølgere som konger.

Kilde 2: Segl fra Visby og landet Gotland i middelalderen Der er bevaret en lang række dokumenter med segl fra Gotlands middelalder. Nogle er knyttet til øens og Visbys stilling og de mange købmandsgilder. Seglaftryk/billeder findes i Tortzen: Gotland 1361. Gyldendal 1961 s 47-48. Beskrivelser også i Hugo Yrwing: Gotlands Medeltid. Visby 1978 s 218-19.

Undersøg seglene: 2. Hvilke befolkningsgrupper/områder 1. Hvilke symboler er der på de forskellige repræsenteres ved seglet? segl – hvornår har de været brug? 3. Hvad fortæller seglene om Visby og Landet Gotlands forhold til hinanden og til Sverige?

A. Tyske gotlandsfarerers segl Tregrenet lilje med skriften: Sigillum theothonocorum Gutlandiam freqventantiom – de tyskeres segl, der besøger Gotland. Findes omtalt 1229, bevaret fra 1287. Selskabet (gildet) ophævet 1299 efter hansestædernes beslutning. Seglstemplet er bevaret på Gotlands Museum.

B. Landet Gotlands segl og den gotlandske Visby-menigheds segl Gemse med fane med skriften: Gutenses signo christus signaur in agno (jeg betegner gotlændingene, christus betegnes af et lam) Kendt fra brev 26. oktober 1280 og flere fra 1400-tallet. Seglstemplet findes i Statens Historiska Museum i Stockholm.

C. De tyske borgere i Visby Tregrenet lilje med skriften: Sigillum theuthonicorum in Gotlandia manencium (de på Gotland fastboende tyskeres segl). Kendt fra brev 26. oktober 1280, i brug endnu i brev 24 august 1341.

D. De gotlandske borgere i Visby

Gemse med fane, glorie og kalk og skriften: Hoc Wisbycenses agno designo gutenses (med dett lam betegner jeg gotlændingene i Visby). Gemsen (en alpin ”bjergged”) har lånt glorie og kalk fra ”agnus dei” fremstillinger (kalkmaleri) som også forekommer på mønter. I 1300-tallets midte er gemsen udskiftet med et lam (som teksten angiver) i landet Gotlands segl.

E. Byen Visby Byens segl er nu blevet en kombination af de to befolkningsgruppers segl: A og C – (gotlændingene) og B og D (de tyske købmænd). Skrift: Sigilllum civitatis Wisbycensis (Staden Visbys segl). Omtalt 1347, kendt fra 1385. I fortalen til Visby Stadslov fra o. 1350 står der: ”…Kong Magnus af Sverige, Norge og Skåne… bestemte for os at vi skulle have et segl af begge tungemål”.

B. Skt. Knudsgildet – til handel og/eller korstog?

og Nordsøen. Dermed gjorde han op med den 1. Tysk eller nordisk dominans i ”nationale tyske historieskrivning”. Østersøen? Men han opfattede også de gotlandske Diskussionen om handelen i Østersøen går farmandsbønder som kernen i den ældre tilbage til 1800-tallets slutning, hvor tyske middelalders Østersøhandel, og efter 1170 historikere efter Tysklands samling dyrkede blev ”Knudsgildebrødrene” beskrevet som en national forestilling om tysk dominans i købmænd fra mange danske købsteder, der Østersøen gennem Lübecks opståen, med centrum i Visby sikrede sig del i hansestædernes udvikling og Østersøhandelen. På samme måde som kolonialiseringen af de slavisktalende købmænd fra Lübeck på lignende måde områder i Østtyskland og Polen. dannede en sammenslutning, der havde Gotlands centrale rolle i hansekøbmændenes tilholdssted i Visby, men som først ind i organisering af Østersøhandelen mellem 1200-tallet fik større betydning. Lübeck og Novgorod over Visby blev Det var især Valdemar den Stores erobring og forklaret med den tyske kulturs og pacificering af Rügen og dets bagland, der skibsteknologiens overlegenhed. åbnede op for sikker sejlads på Travefloden, Både fra svensk og dansk side opstillede samtidig med at kontakten over land til forskere (Lauritz Weibull, Hugo N. Yrwing, Hamburg og Elben blev sikret for Lübeck. Erik Lönnroth, K. Kumlien og Aksel E. Det skabte en anden transithandelvej mellem Christensen) med baggrund i kilderne andre øst og vest end transitvejen over land ved forklaringer, der viste, at det oprindeligt var Hedeby/Slesvig. farmændene på Gotland og nordiske Valdemar Sejrs herredømme over Lübeck og handelsmænd, der besejlede området og som Hamburg i begyndelsen af 1200-tallet fik dominerede. begge byers handel til at vokse kraftigt, Samtidig påviste de de interesser, som de selvom Slesvig stadig opretholdt sin stilling danske og svenske konger havde i sejladsen, som vigtig handels- og kongeby. og at der var tale om en nordisk organisering Knudsgilderne blev således sat i direkte af de mange sejlruter i Østersøen og af de sammenhæng med beskrivelsen af den ældre forbindelser, der var både mod øst og vest. Fx middelalders handelsruter i Østersøen. En at ”guterne” i 1100- og 1200-tallet havde faste række historikere har siden anvendt denne kontakter i flere engelske havnebyer og i tolkning (Skyum-Nielsen, Aksel E. Flandern, og at der var mange kontakter til Christensen, Kai Hørby). Rusland samtidig med at ”guterne” havde en kirke og en lagerbygning i Novgorod. 2. Korstogstolkningen Lauritz Weibull beskrev i en artikel fra 1946, Med korstogshistoriens ”genetablering” efter hvordan ”Knutsbrödrene” var en del af den 1995 – begyndte både svenske og danske erobring af Østersøen som Valdemarerne historikere igen at se Østersø-områdets gennemførte, og at handelen på Visby var en historie med ”korstogsbriller”, og man fik nye central del af kongens aktiviteter. Det blev indsigter og nye fortolkninger. fulgt op af Aksel E. Christensen, der i flere Både Valdemar den Store, Knud og Valdemar artikler beskrev udviklingen af Sejr organiserede korstog og begyndte at handelsforholdene i Østersøen. Først og kontrollere områder langs med Østersøen, fremmest afviste han ”friser-teorien” om, at som blev kristnet. Den danske konge der i vikingetiden skulle have været friser- samarbejdede med ærkebisp Anders Sunesen dominans i bydannelse og handel i Østersøen om at sikre sig tilhold i Estland langs søvejen til Novgorod med grundlæggelse af byen

Reval (Tallinn), ligesom de svenske konger 3. Ny magtstruktur – fra søgte at underlægge sig og kristne det ”brødre/venne”-alliancer til kongemagt nuværende Finland. Der er en dobbelthed i teksten om En dansk forskergruppe med Kurt Villads Knudsgilderne – der var tale om både Jensen i spidsen udgav i 2004 ”Danske ”broderskab” og ”gildesammenslutning”. Det korstog”, hvor korstogssynsvinklen blev første viser hen til den horisontale sociale genfremsat. Ligeledes har Dick Harrison relation mellem ”brødre og venner”, som Lars (historieprofessor i Lund) beskrevet Hermanson ( i ”Bärende band” 2009) har korstogsbevægelsen set udfra et nordisk beskrevet i sin analyse af de sociale og synspunkt med vægt på sammenhængene politiske forhold i det ældre mellem den svenske, den danske og de middelaldersamfund. For at sikre sig socialt nordtyske fyrsters indsats i hele var man nødt til at have aftaler og faste Østersøområdet – det er sket i fremstillingen: sociale regler for venskab og broderskab. Ved ”Om Gud vill det!” (2006). at inddrage en helgen i denne relation kunne Kurt Villads Jensen, der i sin disputats (fra man gøre den sociale relation mere sikker – 2012) om korstogsbevægelsen i Danmark og ligesom edsaflæggelse og giftermål kunne Portugal udbyggede synsvinklen, opfatter sikre og fastholde relationen. ”Knudsbrødrene” som et korstogsbroderskab Det andet – ”gildesammenslutningen” er den – en ridderorden, der på linje med de senere konkrete organisation, hvor man med de korsriddere (Johanitterne, Den tyske orden og gældende aftaler i gildeskråen bliver en del af Sværdridderne) blev skabt af Valdemar for at et fællesskab. Også her er man ligestillet og sikre den danske kongemagts ekspansion i de sikrer hinanden. Både ved ”hedenske områder”. helgentilknytningen, men også ved Visby på Gotland er netop i denne periode tilknytning til kongen (der ovenikøbet central for korstogsriddernes praktiske gennem slægtsskab også er tilknyttet helgenen logistik. Her kunne man på ”kristen grund” Sct. Knud) sikres fællesskabet yderligere. samle ressourcer, producere våben, organisere Der er i begge relationer tale om, at man transport og forberede angreb og senere sikre gennem ed, gaver, beskyttelse og hjælp kontrol med de områder i de baltiske lande og deltager i et gensidigt (og ligestillet) forhold. i den finske bugt, som endnu ikke var kristnet. Men det er ikke nok for ”kongemagten af Og herfra var der den korteste afstand til de Guds nåde”. Her er der tale om en vertikal nyoprettede kristne støttepunkter som fx Riga magtrelation. Det er ”herren”, der bestemmer. (i Letland) og Reval (i Estland). Og det er i det ældre middelaldersamfund I den række af regler, der findes fra vanskeligt at få de mange herskergrupper til at Skt.Knudsgilderne, lægger acceptere kongemagtens legitimitet og krav. korstogshistorikerne vægt på de mange Ved at kongen træder ind i de ”horisontale bestemmelser, der handler om brugen af vold venne-og gildesammenslutninger” som og konflikter mellem knudsbrødrene. Det har ligestillet ”broder” eller ”medlem” – og ved at således været en gruppe medlemmer, der har knytte ”brødrene” til en ”kongehelgen” som været vant til voldelige handlinger. På samme de to Knud-helgener, sikrer kongerne måde som reglerne i den samtidige Vederlov, (Valdemar, Knud og Valdemar Sejr) sig der galdt for Valdemars og Knuds hirdmænd. muligheden for legitimitet, og at en vertikal Brødrene har haft som opgave både at være magtopfattelse accepteres. ”beskyttere” som ridderne – og ”handlende” Kongen er ikke ligestillet som ”broder” eller som købmændene og har på den måde spillet ”ven”, men er netop ved sin guddommelige en væsentlig rolle i korstogsbevægelsen, baggrund og stormændenes accept af at være mener Kurt Villads Jensen. underlagt St.Knud i besiddelse af overordnet magt.

Set i korstogsideologiens forestillingsverden udgangspunkt for en række nye handelsruter i så får kongen ved sin tilslutning til gildet (det Østersøen, der rakte til Kalmar, Danzig, Riga, at han bliver ”broder”) direkte kontrol eller Reval (Tallin) og Visby. opslutning fra gildebrødrene. Denne kontrol Visby på Gotland lå centralt på den måde, at og tilslutning kan bruges politisk, hvad enten om foråret når floderne tøede op i Rusland og det er for at sikre Valdemarernes kongemagt, isen forsvandt fra den finske bugt, var det eller det er for at skabe grundlaget for en købmændene fra Gotland, der kom først til kortogshær. Novgorod og de andre handelspladser i det Hermanson ser i 1100-tallet denne udvikling baltiske område. Derfor oprettede købmænd fra et mere anarkistisk system med både fra de danske købsteder og fra Lübeck horisontale ”venner og brødre-alliancer” til et lagerbygninger og overvintringspladser i samfund præget af en standsopdeling og en Visby. De tyske købmænd - vertikal magtstruktur. ”Gotlandsfarerne” fra Lübeck byggede fx den En vigtig mellemstation på vejen fra den store Sct.Mariakirke med ekstra etager over horisontale magtstruktur til den vertikale kirkens skib, hvor de kunne opbevare deres magtstruktur er således den religiøse varer. Og den 8-kantede Helligåndskirke fra sammenhæng, der bruges til at fastholde de 1200-tallets begyndelse kan have været en mange ven/broder-alliancer. Stiftelsen af dansk Knudskirke. klostre og altre – hvortil man knyttes som Det øgede byens betydning og sikrede ”ven” til et kloster eller et alter og giver gaver omsætningen. Med korstogbevægelsens hertil, sikrer netop stabilitet og sammenhæng. udvikling efter 1100 fik Gotland med Visby Når kongen eller betydende magthavere en vigtig placering som udgangspunkt for skaber det, sikrer de sig samtidig opslutning kristningen af det baltiske og finske område. og støtte fra de andre gavegivere og ”venner” Det gav også omsætning og nye institutioner i til de pågældende institutioner. Først hermed området, der både kunne støtte overgår samfundet til en mere moderne missionsvirksomheden og give logistisk støtte struktur, hvor staten – nu først som til de mange hærtog i området. kongemagt - spiller en rolle som udøver af Oprindelig var det ”farmandsbønderne” på magt over samfundet og dets sociale grupper. Gotland, der dominerede transithandelen på Østersøen, og som havde kontakt både mod 4. Gotlandsfarere, korstog og Visbys øst og syd (baltiske og slaviske område og centrale rolle frem til 1300 Rusland) og også mod vest (Bergen, England En af de vigtigste handelsveje i vikingetiden og Nederlandene). Med handelens og i den tidlige middelalder gennem koncentration til de mange nyanlagte byer i Østersøen gik fra Slesvig/Hedeby langs de området og med oprettelsen af danske øer og forbi Skåne, Bornholm og Hanseforbundet og de mange købmandsgilder Øland til Gotland. Her opstod i begyndelsen blev ”farmandsbønderne” udkonkurreret i af 1100-tallet en handelsby Visby, der i løbet 1200-tallets sidste halvdel. af 1200-tallet voksede til en af de største byer Baggrunden var den anderledes organisering i Nordeuropa. Byen lå centralt for de videre af fragt og sejlads. Hvor det stadig i 1200- rejser til de baltiske lande og til de russiske tallets begyndelse var skibsejeren og hans floder, hvor man fra det nærliggende folk – evt. med part i skibet, – der sejlede og Novgorod kunne rejse videre til Kiev og handlede, blev der nu oprettet egentlige videre til Byzants (Konstantinobel). rederier, der fungerede som befragtere, og I 1143 blev Lübeck grundlagt og her opstod som ejede flere skibe. Ejerne fulgte ikke en handelsby, der efter 1220 i høj grad nødvendigvis skibet på dets rejse. erstattede Hedeby/Slesvig som transitby og Lagerbygninger i forskellige havnebyer, som i midten af 1200-tallet blev agenter og samarbejde mellem redere fik

derfor stor betydning, og da den nye form for våben og udstyr til de hedenske befolkninger i organisering også krævede mere kapital og et det baltiske område. Måske kan det forklare, betalingssystem med veksler og kredit, at farmandsbøndernes kirkebyggeri gik i stå vanskeliggjorde det ”farmændenes” fortsatte omkring 1300. individuelle handel. Hertil kom, at den nye skibstype ”koggen”, der var mere dybtgående 5. Knudsgilderne og dermed kunne laste større mængder Vi ved ikke meget om Skt. Knudsgildernes efterhånden kom til og erstattede de nordiske betydning videre frem, men flere gildeskråer skibstyper, der ikke havde så stor last. Det (regler for gildemedlemmerne) er bevaret, og stillede også nye krav til havneanlæg med kaj der har været ca. 30 købsteder med et Skt. og moler. Det gav Visby en stor fordel på Knudsgilde i det danske område udover gilder Gotland, for her var der fine kajanlæg tæt ved i Visby og Reval (Tallin) og hertil en række bymuren. kirker med altre tilegnet de to Knuds- Korstogene i den østlige del af Østersøen (til helgener. I 1256 mødtes repræsentanterne for det nuværende Finland, Estland, Letland, de mange gilder, men nu skete det på Litauen og det nordlige Polen) fra 1140erne Skånemarkedet, og det er et argument for, at og 150 år frem stillede store krav til der var tale om købmandsgilder, der ikke var købmændene, og her spillede Visby en central en direkte del af korstogsbevægelsen. rolle som både et forsyningssted for Nogle af gilderne findes stadig – i dag som udrustning af korsfarere og for udveksling af kulturelle foreninger eller sammenslutninger, oplysninger om de aktuelle magt- og der også dyrker deres middelalderlige sejlforhold. baggrund. I midten af 1280erne blev Visby efter en Litteratur borgerkrig helt udskilt fra det gotlandske Til samfundsforhold og handelshistorien i farmandssamfund. Østersøen: Der var i 1220erne opstået et fastboende tysk Lauritz Weibull: S:t Knut i Österled. købmandssamfund i Visby knyttet til Scandia XVII 1946. Mariakirken. Samtidig var der en lang række Kjell Kumlien: Sverige och Hanseaterne. gotlandske købmænd som slog sig ned i Studier i svensk politik och utrikeshandel. Visby, og som her knyttedes til andre kirker. Stockholm 1953 Begge parter dannede det ny bystyre. Erik Lönnroth: Sverige s 97- 122 i ”Det Visby blev således efterhånden en nordiske syn på forbindelsen mellem selvstændig by med bymur og et uafhængigt Hansestæderne og Norden”. Det nordiske bystyre. Nu var det både gotlandske, tyske, historikermøde i Århus 7-9 august 1957. nordiske og russiske købmand, der med egne 2.udg. Århus 1972 stenhuse til lager og handel og med kirker Aksel E. Christensen: Danmark s 55-96 i knyttet til hver befolkninggruppe, der styrede ”Det nordiske syn på forbindelsen mellem byen. Hansestæderne og Norden”. Det nordiske Det ændrede de politiske forhold for hele historikermøde i Århus 7-9 august 1957. Gotland. Visby med sit eget bystyre og den 2.udg. Århus 1972 selvstændige ”farmandsrepublik” Gotland Aksel E. Christensen: Danmark, Norden og kom efter borgerkrigen 1282 begge under den Østersøen. Udvalgte Afhandlinger. svenske konges myndighed, der på grund af København 1976 især: ”Birka uden frisere” s borgerkrigen mellem de to parter fik styrket 146-164 (opr.1966) og ”Østersøen og Norden sin magt og sikrede sig Gotland som en fast i ældre middelalder” (opr. 1971) s 238-204. del af det svenske kongerige. Hugo Yrwing: Gotlands Medeltid. Visby Med den øgede kongelige kontrol blev det 1978 afviser, at der var en dansk Knudskirke i også vanskeligere for farmændene at sælge Visby. Om segl s 218-19.

Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. Dick Harrison: Gud vill det! Nordiska Københvn 1971 korsfarare under Medeltiden. Stockholm Bo W. Holmberg (red): Sankt Knuts Gille 2006 1256-2006. En bok för alle. 2006 (uden Janus Møller Jensen (red): Broderliste, trykkested), med en omfattende litteraturliste Broderskab, Korstog. Bidrag til opklaringen til ”gilder og Knudsbrødre”. Teksten dækker af en gåde fra dansk de fungerende Knudsgilder og historien bag. højmiddelalder.Syddansk Universitetsforlag 2006. Til korstogsbevægelsen i Nordeuropa: Lars Hermanson: ”Vänskap, brödraskap Eric Christiansen: The Northern Crusades. och maktsystem i Valdemarernas Danmark” s Penguin books 1997 (opr.1980). Klassikeren 159-182 i Janus Møller Jensen (red): om emnet. Broderliste, Broderskab, Korstog. Bidrag til Den Jyske Historiker nr. 89 juni 2000: Krig, opklaringen af en gåde fra dansk korstog og kolonisering. (en række artikler fra højmiddelalder. Syddansk Universitetsforlag korstogsprojektet under det humanistiske 2006. forskningsråd). Lars Hermanson: Bärande band. Vänskap, Jørgen H. Lind, Carsten Selch Jensen, kärlek och brödraskap i det medeltida Kurt Villads Jensen og Ane Bysted: Danske Nordeuropa, ca 1000-1200. Lund 2009 korstog. Krig og mission i Østersøen. Høst og Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens Søn. 2004, 2. udg. 2006 (afsluttende yderste rand. Danmark og Portugal ca. fremstilling fra korstogsprojektet) 1000-ca.1250. Syddansk Universitetsforlag 2011

Fortælling 17: Om kernefamilien og den ændrede dyrkningsstruktur

Den danske kernefamilie er ikke en moderne opfindelse, selvom vi tror det! Den er ”opfundet” i 1200- og 1300-tallet og blev til ad to forskellige veje.

• For det første stillede middelalderkirken krav om ændrede regler ved arv og ved giftermål. Det var med til at splitte slægtssamfundet og skabte nye sociale relationer. • For det andet ændredes både dyrkningsformer og ejendomsforhold i de enkelte landsbyer.

A-B: Kernefamiliens opståen? Europa, Cambridge 1983. Denne fremstilling Introduktion analyserer den romersk-katolske kirkes kamp Ud fra Saxo og ældre kilder er det klart, at der for faste ægteskabsregler, cølibat og krav om har været mange forskellige samlivsformer i at leve i kristent ægteskab og reglernes den ældre middelalder udover det autoriserede samfundsmæssige konsekvenser i kristne ægteskab. De nordiske samfund var middelalderen. Thyra Nors har senere med storbønder, landboer, husmænd, udviklet disse tanker på middelalderen i landarbejdere og trælle et meget differentieret Norden (”Ægteskab og politik i Saxos Gesta socialt opdelt samfund, hvor både slægt, danorum”, s 1-33 i Historisk Tidsskrift 98, social placering og kontakter betød meget for 1998 og i ”Slægtsstrategier hos den danske samlivsformerne. kongeslægt i det 12.århundrede, Svar til Pavekirken pressede på for at begrænse Helge Paludan.” s 55-66 i Historie 2000). samlivsformerne, og den opstillede idealer om Helge Paludan ser udviklingen af kristent ægteskab og samliv, der med tiden kernefamilien i Danmark i sammenhæng med blev norm i det senmiddelalderlige samfund. fæstegårdssystemets tilblivelse og udvikling Det er især historikerne Thyra Nors og Helge og fastholder, at det er fra midten af 1200- Paludan, der tidligt rejste debat om tallet og i 1300-tallet, at ”kernefamilien” kernefamiliens opståen og udviklingen af de bliver til, og de gamle slægts- og middelalderlige samlivsformer. klansammenhænge går i opløsning og I artikler i ”Den jyske historiker” gav Thyra erstattes af de mange kernefamilier, der Nors beskrivelser af Saxo’s historier om hjælper hinanden gennem forskellige samlivsformer (”Saxos særheder” landsbyfællessskabet. s 19-36 i ”Den jyske historiker” nr 41,1987) og af kirkens krav og normer for ægteskab Spørgsmål: (”Kampen om ægteskabet” s 28-46 i ”Den • Undersøg hvilke samlivsformer der fandtes i det jyske historiker” nr 42,1987). Senere udgav gamle slægtssamfund, og hvad det betyder at Helge Paludan sin forklaring på trælle (slaver), landarbejdere, gårdsæder, kernefamiliens opståen og udvikling i landboer var knyttet til hoved-eller brydegårdene? fæstesamfundet i bogen ”Familia og Familie. • Hvorfor stiller kirken krav om, at man ikke må gifte sig indenfor det 4. led? To europæiske kulturelementers møde i • Hvilken rolle spiller kravet om cølibat og at højmiddelalderens Danmark”. Århus præster, munke og nonner ikke må være gift for Universitetsforlag 1995. Begge bygger på den kirkens godsbesiddelser? engelske antropolog Jack Goody: The development of the family and marriage in

A. Malet relief – på træ: Den hellige familie ca 1500 Rosted kirke

med hver mand fik hun en datter Maria. Joachims datter ægtede Josef og fødte Jesus. Kleofas’ datter ægtede Alfæus og fik fire sønner: Jacob den Yngre, Simon, Judas og Josef. Salomes datter ægtede Zabedæus og fødte Jacob den Ældre, og evangelisten Johannes. Scenen er gengivet som et borgerligt familiebillede med legende børn.” (kilde: Henrik Adrian og Anne Pedersen: Senmiddelalder-samfund og kirke. Nationalmuseet 1998)

Spørgsmål til relieffet 1. Undersøg billedet – Hvem er i centrum? Genstand D11104 i rum 108 Hvad har personerne i hænderne? Hvilke Nationalmuseet (HA) symboler er der på personerne (på hat, Fandtes oprindelig i den nu nedlagte kirke i farver, genstande) – kan du udpege de Rosted, Jylland. forskellige personer? 2) Hvad siger relieffet om hverdagslivet? Hvad laver børnene? Tolkning af relief i træ (Anne Pedersen, 3) Er der tale om en kærnefamilie? Hvilken Nationalmuseet) familiesammenhæng er der mellem de ”Jomfru Marias mor Anna er her omgivet af forskellige personer? hele sin store familie. Ifølge legenderne fra senmiddelalderen var Anna gift tre gange og

B. Regler om ægteskab og giftermål: Jyske lov. Vordingborg 1241 – original på middelalderdansk Håndskriftet Codex Holmiensis 37 fra ca 1280 (afskrift fra original) nu i Det Kongelige Bibliotek, tidligere i Kungliga Biblioteket, Stockholm, - 2011 blev håndskriftet udvekslet med et håndskrift med Södermannalagen fra 1300-tallet, der blev afleveret til Sverige.

Påvirkningen udgik også til udlandet. Jyske Introduktion: lovs fortale er efterlignet på svensk grund, i Den internationale kirkeret fik i 1234 sin fortalen til Upplandslagen. officielle lovbog, Liber Extra udstedt af pave Gregor IX (1227-41). Påvirket heraf udstedte Kilde: kong Valdemar II (Sejr) i 1241 den første Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. officielle lov i landet, gældende for Fyn og København (Munksgaard) 1971, 320-322. Jylland til Ejderen. Ditlev Tamm: Juraens 100 bedste historier – Loven blev mærkeligt nok ikke udstedt i rettens kulturhistorie fra middelalderen til i Jylland. Den er givet af kongen på et møde i dag. (Gyldendal 2016) s 49-54. Vordingborg og med samtykke af hans Der er i Wikipidia: Jyske lov – sønner, landets bisper ”og alle de bedste http://da.wikipedia.org/wiki/Jyske_Lov - en mænd, der var i hans rige”. artikel, der redegør for både fundhistorien og Den har formentlig forinden været accepteret for den seneste diskussion om lovens område på landstinget i Viborg med tilslutning fra (Jylland eller hele landet?). fynboerne. En dygtig dansk gejstlig med viden om Spørgsmål til lovteksten: kanonisk retsopfattelse har skrevet fortalen, 1) Fortalen fortæller meget om støttet på den ældre internationale samling samfundsopfattelsen og den danske Decretum Gratiani. kongemagt omkring 1240. Selvom teksten er Fortalen betoner, at kongen giver loven, og at præget af den kirkelige reformbevægelse fra landet tager ved. Men det må forudsættes, at Laterankonciliet 1215, er det muligt at kongen kun kunne give love, som på forhånd undersøge hvordan teksten beskriver var aftalt som acceptable. forholdet mellem konge og kirke, og hvilke Jyske lov har en klar disposition og er affattet befolkningsgrupper, der karakteriseres i med sikker sprogfornemmelse. Den er vistnok teksten. påvirket af skånsk ret, men er ellers tømret op på faste retstraditioner fra Jylland og Fyn. • Undersøg om kirken (paven) og kongemagten er Blodhævnen er som anden selvtægt trængt ligestillet, er under- eller overordnet placeret i tilbage i forhold til de østdanske retsbøger. Til forhold til hinanden? gengæld er straffene jævnligt blevet hårdere, • Undersøg hvilken rolle kongemagten og så de kunne virke afskrækkende. Det var på ”høvdingene” skal spille i samfundet for at sikre freden? linje med den strengere kriminalpolitik, som • Hvordan er kirken sikret i fortalen? ledende gejstlige efterhånden blev talsmænd • Hvilke befolkningsgrupper skal loven især hjælpe for. og sikre? I betragtning af det besvær, som det kostede • Hvem har udstedt loven og godkendt den? pavedømmet at tilvejebringe en officiel lovbog, er det ikke nogen ringe bedrift for 2) I Lateran-konciliets bestemmelse blev det Valdemar Sejr, at have kunnet lægge navn til vedtaget i 1215 – et sidestykke dertil, om end mindre • At et kristent ægteskab krævede kvindens systematisk og kun gældende i en del af samtykke, Danmark. • At man ikke måtte gifte sig indenfor 4 led, • At gejstlige, munke og nonner ikke måtte gifte sig

• At hver kristen mindst en gang om året skulle gå ophæve uden landets vilje, medmindre han til skrifte. åbenbart handler mod Gud. Det er kongens og landets høvdingers embede Dermed var det afgrænset, hvad det ville sige at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, at leve i kristent ægteskab og de kirkelige der tvinges med vold, såsom enker og myndigheder (sognepræsten, bispen) fik en værgeløse, børn, pilgrimme og udlændinge og afgørende betydning som institionen, der fattige - dem overgår der tiest vold - og ikke fastlagde arveregler og familieforhold. lade slette mennesker, der ikke vil forbedre • Undersøg i hvilket omfang paragraferne i Jyske sig, leve i sit land; thi idet han straffer og lov følger de nye faste krav til kristent ægteskab og et kristent liv? dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener • Undersøg hvilke samlivsformer Jyske lov ellers og landets vogter. Thi ligesom den hellige tillader eller forholder sig til? kirke styres af pave og biskop, således skal • Hvordan opfattes børns arveret? hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er Jyske Lov - Fortale han skyldig at give dem alle fred. Det skal Således begynder fortalen til Jyske Lov, som alle verdslige høvdinger også vide, at med kong Valdemar gav, og Danerne den magt, Gud gav dem i hænde i denne vedtog. verden, overdrog han dem også at værge sin Med lov skal land bygges, men ville enhver hellige kirke mod alle krav. Men bliver de nøjes med sit eget og lade andre nyde samme glemsomme eller partiske og ikke værger, ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ingen lov er jævngod at følge som sandheden, ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred men hvor man er i tvivl om, hvad der er mindskes ved deres skyld i deres tid. sandhed, der skal loven vise sandheden. Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Var der ikke lov i landet, da havde den mest, Valdemar, den anden søn af Valdemar, der som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven var Sankt Knuds søn, da han havde været gøres efter alles tarv, at retsindige og konge i ni og tredive vintre, og der var gået fredsommelige og sagesløse kan nyde deres tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør marts måned lod skrive denne bog og gav fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. denne lov, som her står skrevet på dansk, i Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt Vordingborg med samtykke af sine sønner, for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til der var til stede, kong Erik, hertug Abel og det gode, at frygten for øvrigheden og landets junker Christoffer og Uffe, der da var straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og ærkebiskop i Lund, og biskop Niels i straffe dem, hvis de gør det. Rodkilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, Århus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i efter landets sædvane, passende og nyttig og Viborg, biskop Jens i Vensyssel og biskop tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad Jens i Hedeby og desuden med samtykke af loven siger. Loven skal ikke gøres eller alle de bedste mænd, der er i hans rige. skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller Uddrag af Første bog ikke skal nogen mand dømme mod den lov, Her begynder den første bog. som kongen giver, og landet vedtager; men 1. bog efter den lov skal landet dømmes og styres. § 1. Hvilket barn der skal arve. Et barn Den lov, som kongen giver, og landet skal tage arv, hvis det bliver døbt, og ellers vedtager, den kan han heller ikke ændre eller

ikke. Bliver der strid om, hvem der lever anerkender som sit barn, kan ingen vrage - og længst, moderen eller barnet, eller om barnet ingen kan påtvinge en mand et barn, som han er døbt eller ikke, da er man nærmere til at ikke selv har anerkendt - undtagen hans rette vidne barnet til kristendom og arv end til at arving. Den mand, der efter alle lovens regler vidne det fra. Med hensyn til faderen gælder anerkender et sleg•fredbarn på tinge, skal det samme som med hensyn til moderen. Man være ansvarlig for det som for sit ægtebarn, skal føre bevis derfor med kønsnævn. hvilke krav der end stilles til det. Men har en kønsnævn er tolv mænd inden for tredie led mand et slegfredbarn, og lyser han det ikke på og inden for syslet. Det er sagsøgeren, der tinge, og det bliver dræbt, da skal de mødrene skal udtage dem; men han skal dog ikke frænder tage hele boden, og de fædrene udtage modpartens åbenlyse uvenner. Tre kan frænder og faderen får intet, og dør det en den sagsøgte udskyde uden ed, og tre andre naturlig død, skal moderen - eller de mødrene skal udtages i deres sted. Andre tre kan han frænder, hvis moderen er død - og ikke udskyde med tolv mænds ed. faderen arve det…

1. bog 1. bog § 2. Hvad den skal sige, der døber § 25. Om horebørn. Horebørn tager ikke barnet. Man skal også vide, hvem der døbte arv efter deres fader, selv om han tinglyser og barnet, og hvad han sagde, der døbte barnet, tilskøder dem alt det, han kan, medmindre han for et barn kan ikke kaldes døbt, medmindre giver dem det i hænde, før han dør. Men har det bliver døbt i Faderens, Sønnens og den en mand slegfredbørn, og han senere ægter Helligånds navn. For således skal den sige, moderen, da er de børn alle ægtebørn, selv om der døber barnet: Jeg døber dig i Faderens, de er født før. Træl og fledføring og Sønnens og den Hellig•ånds navn. Men klostermand kan ikke arve… kvinde må aldrig døbe et barn, hvis der er en mand til stede. Heller ikke må barnet døbes i 1. bog andet end vand… § 27. Hvor længe en mand kan have en slegfred hos sig. Hvis nogen har en slegfred 1. bog i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst går til § 21. Om slegfredbørn. Et slegfredbarn sengs med hende, og hun råder over lås og skal faderen føre til tinget og lyse på tinge, at lukke og åbenlyst spiser og drikker med ham, det er hans barn, og tilskøde det, hvad han vil da skal hun være hans ægtehustru og rette give det og så meget, som bliver tilskødet husfrue… barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det i kuld og køn og ikke tilskøder det 1. bog noget, da tager det halv lod i forhold til et § 33. Hvorledes man skal gifte sig. Den, ægtebarn. Men er der ingen ægtebørn, da der vil tage sig en kone, skal anmode om tager slegfred•barnet, der blev tinglyst, arven hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis efter faderen. Men får det nogen arv efter han er fuldvoksen, eller hendes broder. Men faderen, da arver det efter søskende lige med findes der ingen af disse, da skal han modtage ægtebørn, medmindre faderen forud har hende af den nærmeste slægtning, men det kundgiort på tinge, at det skulde nøjes med skal dog være med hendes samtykke og vilje. det, faderen gav det i hænde, og ikke have Men har kvinden ingen frænder, kan hun mere og ikke arve efter søskende. bede, hvem hun vil, om at give hende til ægte. Men har hun så nære frænder, at de er hendes 1. bog rette værger, såsom fader, broder, søn, § 22. At alene faderen kan anerkende bedstefader, farbroder eller morbroder, og hun nogen som sit barn. Den, som faderen giver sig selv til ægte uden deres samtykke,

da skal de have rådighed over hendes voldtaget, har hun ikke af den grund forspildt ejendom, så længe hun lever. Men bliver hun sit gods…

C-E. Dyrkningsstruktur – fra storgårde til fæstegårde

gårdmanden – fæstebonden og hans familie Introduktion: fra brydegårds- til med sit tyende, der dyrkede jorden og fæstegårds-system leverede arbejdsydelser og produkter til jordejerne på deres hovedgårde. Hvor ved vi Fra vikingetiden og frem til ca 1300 skete der det fra? en yderligere opdyrkning af mange skov- og Vi har en række oplysninger om især kirkens fælledområder. Nye landsbyer blev grundlagt, gods og den måde, det var organiseret på. Og og man begyndte at anvende hjulploven, der især fra Sjælland har vi derudover især kunne sikre opdyrkning af de fede oplysninger om den mægtige Skjalm-klans lerjorde. Det gav mulighed for både større ejendomme i 1100- og 1200-tallet, og de kornproduktion og større befolkningsvækst. gaver, som de giver til klostre og kirker. Det skabte øget koncentration af ressourcer Fra både Lund Domkapitels Gavebog hos de jordejende familier. (1390erne), Ribe Oldemor (1290erne), fra Men samtidig ændredes den måde Århus bispens Jordebog (1315) produktionen var organiseret på. I Roskildebispens Jordebog (1370) og fra vikingetiden og i den ældre middelalder var Slesvig Domkapitel (1430erne) har vi de fleste landsbyer domineret af en eller to oplysninger og opgørelser, der på forskellige store gårde (hovedgårde) med en bryde måde kan sige noget om forholdene. Men der (forpagter tilknyttet jordejeren) eller en er store problemer med de angivelser, vi har storbonde, der selv styrede gården og om jordstørrelse (areal), jordværdi og landsbyen. afgrøders omfang og værdi. De enheder der Knyttet til disse storgårde var der en række anvendes: bol, plov, ørtug, mark sølv mv.– er mindre huse og små gårde, der var ejet og upræcise for os i dag og deres størrelse eller styret af storbonden eller bryden, og hvor der værdi diskuteres stadig. Det må man tage boede trælle, fæstere og landarbejdere. Det højde for, når kilderne skal anvendes. var på storgården, at de mange forskellig Den første levende og populærhistoriske slags arbejdskraft – trælle, landarbejdere, fortælling om ændringerne af i håndværkere og landbofamilier arbejdede og dyrkningsstrukturen og sammenhængen med var underordnet. krisen i landbrugproduktionen omkring 1300- I perioden fra 1250-1400 blev landsbyerne 1400 er skrevet af historikeren Erik langsomt forandret, de store gårde i Kjersgaard i Politikens Danmarkshistorie Bd landsbyerne forsvandt. Nu blev alle gårde i 4. København 1963 s 301-312. Den er god at hver landsby næsten lige store i areal, og det læse som en begyndelse. Teksten findes også var sjældent brugeren selv, der ejede gården i Henrik Adrian og Mette Mortensen: Fra og dens jord, - men en herremand, kirken eller slave til fæstebonde. Problemer i dansk kongen. middelalder. Gad 1978 s 107-113. Magthaverne og ejerne var ”flyttet ud af Senere har Kai Hørby i Politikens og landsbyen” til deres egne herregårde og Gyldendals Danmarkshistorie Bd 5 (2. udg. fæstninger. 2002) beskrevet udviklingen s 199-210 og sat Der blev nu skabt et fæstegårdssystem, som den i sammenhæng med pestens virkninger. fungerede helt frem til landboreformerne i 1700-tallets sidste halvdel. Nu var det

Specialiseret litteratur Bol og by 2.rk 2: Omkring den Den mere specialiserede litteratur og senmiddelalderlige krise. Landbohistorisk diskussion kan findes i: selskab 1978. Aksel E. Christensen: Problemer vedrørende Poul Rasmussen: Mål og vægt. København adel og hovedgaarde i dansk senmiddelalder 1975 s 28-49 om middelalderlige mål s 235 i Aksel E.Christensen: Danmark, Erland Porsmose: De fynske landsbyers Norden og Østersøen. Udvalgte afhandlinger. historie – i dyrkningsfællessskabets tid. København 1976. Odense Universitetsforlag 1987 C.A.Christensen: Nedgangen i Landgilden i Erland Porsmose og Erling Grønnegaard det 14.Århundrede. Historisk Tidsskrift 10 Poulsen: ”Middelalder o.1000-1536” i Rk. Bd I s 446-65 (1931) ”Dansk landbrugs historie” Bd 1, 1988 C.A.Christensen: Krisen på Slesvig Erik Ulsig: Tiden 1050-1150. Domkapitels Jordegods 1352-1437. Historisk Befolkningsvækst og opdeling s 21-50 i Tidsskrift 11 Rk. Bd VI s 161-244 (1960) Danmark 900-1300. Kongemagt og samfund. C.A.Christensen: Rapport til det nordiske Aarhus Universitetsforlag 2011. historikermøde, s 7-24 , Oslo 1965 C.A.Christensen: Ændringer i landsbyens økonomiske og sociale struktur i det 14. og Spørgsmål til tekster, tabeller og figurer 15.årh. Historisk Tidsskrift 12 Rk Bd I s 257- 349 (1964) Udfra tekst (D-E), tabeller (1-4) og figurer Svend Gissel: Landgilde og udsæd på (a-c) kan du undersøge: Sjælland. København 1968 Troels Dahlerup: Lavadelens krise i dansk • Hvad der adskiller dyrkningsstrukturen før og senmiddelalder. Historisk Tidsskrift 12. Rk. efter ca 1300-1400? Bd IV s 1-42. (1967) • Hvilken rolle ejerne spiller i landbrugsssamfundet Svend Gissel (red): Hornsherred- før og efter 1300-1400? • Hvilke befolkningsgrupper findes i det danske undersøgelsen. Det nordiske ødegårdsprojekt. samfund før og efter 1300-1400? Publ. Nr 2. København 1977 • Hvilken rolle spiller kongen, kirken og de store Erik Ulsig: Danske adelsgodser i jordejere før og efter 1300-1400? middelalderen. 1968 • Hvad fortæller de to historikere Erik Kjersgaard og Kai Hørby om udviklingen og hvilke eksempler bruger de?

C. Samfundsudviklingen og klasseforholdene i middelaldersamfundet 1050-1536. 2 tolkninger 1. Aksel E. Christensen (1945) overfor 2.+3. 80er-historikerne: C.A.Christensen, Erik Ulsig, Svend Gissel, Troels Dahlerup. (Kilde: Figurer taget fra Henrik Adrian og Mette Mortensen: Fra slave til fæstebonde. Problemer i dansk middelalder. Gad 1978 s 70, 73-74).

D. Henrik Adrian: Dyrkningstrukturen på Sjælland 1370 og i 1600-tallet Tekst hentet fra Henrik Adrian og Mette Mortensen: Fra slave til fæstebonde. Problemer i dansk middelalder. Gad 1978 s 94-97

Der er ikke megen statistik om Diskussionen om materialet, og hvad det kan dyrkningsforholdene i dansk middelalder. bruges til, er meget teknisk og vanskelig Først med gennemførelsen af en ensartet tilgængeligt, men det er klart, at det er jordbeskatning i slutningen af 1600-tallet kan nødvendigt at forstå disse tekniske forhold, man sige, at vi statistisk har materiale til hvis man skal kunne vurdere materialet. Først præcist og sikkert at faastslå de enkelte vil selve talmateralet bliv lagt frem, derefter gårdtypers størrelser og vil der være nogle overvejelser om produktionsmuligheder. Vi har imidlertid fra usikkerheden af det fremlagte talmateriale og 1300-tallets sidste halvdel en række tilsidst vil forskellige tolkningsproblemer kort oplysninger fra Roskildebispens ejendomme blive berørt. på Sjælland. Selvom oplysningerne på flere måder er usikre, kan de imidlertid give et 1.Tal og kildebaggrund billede af størrelser og sammensætning af C.A.Christensen har i Historisk Tidsskrift (12 forskellige typer gårde. Rk.Bd 1 s 257-348) nøje gennemgået de Det vi først og fremmest interesserer os for er oplysninger man kan få ved at undersøge størrelsen af de typiske brugsenheder før og Roskildebispens Jordebog fra 1370. En efter kriseårene i i 1300- og 1400-tallet. optælling af de registrerede ejendomme i Materialet fra Roskildebispens ejendomme er jordebogen landsby for landsby og fra 1370 og er således placeret – det formoder sammenligning med oplysninger fra perioden vi – i første del af kriseperioden. 1450-1614 om de samme ejendomme giver resultatet i Tabel 1.

Tabel 1. Oversigtstal fra Roskildebispens Jordebog Situationen 1370 er efter 1450 blevet til % af 1370 2089 landbrugsenheder 1501 landbrugsenheder 71,8 Heraf a: 44 hovedgårde b: 75 brydegårde a+b = 19 hovedgårde c: 196 landbogårde d: 1343 fæstegårde c+d = 1436 fæstegårde e: 431 gårdsædestavne e: 46 gårdsædegårde

Det er kildemæssigt vanskeligt at finde hver 2 har C.A.Christensen prøvet at vise enkelt ejendoms ”historie” efter 1370. Derfor usikkerheden for de forskellige oplysninger. må man søge at skabe tal, der ikke overdriver Da han regner med, at den typiske udviklingen. Hvis vi derfor ser på tallene fra dyrkningsenhed går fra en blanding af små og 1370 og sammenligner med senere store brug til et ensartet antal middelatore oplysninger må vi inddrage den usikkerhed, brug, søger han at tage de maksimale tal fra der er om hvorvidt en ejendom i en bestemt perioden efter 1450, idet det ”formindsker” landsby i 1370 er den samme eller evt. en ændringerne i dyrkningsstrukturen. større ejendom i perioden efter 1450. I Tabel

Tabel 2. Brugsenheder inddelt efter kildeværdi (C.A.Christensen s 277-79)

1370 (Jordebogen) 1450-1614 Nyeste oplysninger i % af 1370-tallene Ialt 2089 1501 71,8% Gruppe I – kendt fra 530 360 67,9% 1370 og fra 1554 inden kirkegodset opløstes Gruppe II+III – 1559 1141 73,2% kendt fra 1370 og fra perioden efter bispegodsets opløsning Gruppe II- materiale 1062 649 61,3% fra 74 landsbyer, hvor 1370-tallene alene indeholder bispens ejendomme, mens tallene fra nyeste tid indeholder alle ejendomme i de pågældende landsbyer

Han har inddelt sine oplysninger i 3 grupper: Odsherreds vedkommende har Gruppe I indeholder alle de ejendomme der er C.A.Christensen dog haft oplysninger om kendt fra 1370 og som kan registreres inden kongens ejendomme og disse er trukket ud af kirkegodset gik i opløsning efter opgørelsen i de landsbyer, hvor de er kendt. reformationen. Disse tal er kildemæssigt de Når vi sammenligner 1370-tal og tallene efter bedst belyst. Men der er problemer: kirkns 1450, overdriver vi således også her tallene ejemdomme voksede også efter 1370, og i fra nyeste tid og undervurderer udviklingen. lndbyer, hvor bispen i 1370 kun ejede en del Gruppe III dækker resten afoplysningerne; her af gårdene og senere kom til at eje alle er der kun senere og derfor mere usikre gårdene, kan vi ikke konstatere dette i alle oplysninger om antallet af brug. tilfælde. Dette betyder, at vi overdriver Når man samler oplysningerne fra Tabel 1 og antallet af dyrkningsenheder for perioden 2 er det klart at dyrkningsenhederne har efter 1450 i forhold til 1370, vi ”mister” ændret sig i perioden, en række større gårde således nedlagte gårde og undervurderer (hovedgårde/brydegårde) er forsvundet og en forandringerne. række mindre gårde (landbogårde og Gruppe II er materiale fra 74 landsbyer, hvor gårdsædestavne) er ligeledes forsvundet. Den vi kender bispens ejendomme fra 1370, mens typiske dyrkningsenhed efter 1450 er tallene fra nyeste tid indeholder alle fæstegården, men vi mangler oplysninger om ejendomme i den pågældende landsby.. For dennes størrelse mv.

Tabel 3. Gårdstørrelser og jordværdi 1370 på dele af Roskildebispens jordegods og gårdstørrelser og jordværdi efter Matriklen 1682 på hele Sjælland (inkl. Møn).

Gårdstørrelse Antal Antal Antal Antal Jord- Jord- (værdi) gårde gårde gårde gårde værdi værdi 1370: Ørtug Jord i % i % i % i % 1682: Tdr.Hartkorn 1370 1682 1370 1682 1370 1682 Over 50 26 71 1,6 0,4 16,5 6,0 20-50 82 160 5,1 1,0 18,4 4,1 12-20 260 917 16,2 5,7 25,0 11,5 8-12 86 3109 5,6 19,2 5,9 26,0 4-8 487 8365 30,3 51,8 20,8 43,8 2-4 615 2835 38,3 17,6 12,9 7,6 1-2 46 699 2,9 4,3 0,5 1,0 I alt antal/eller % 1605 16156 100 100 100 100 13596 113921 Samlet jordværdi ørtug tdr.hartkorn

Det er vanskeligt at finde frem til størrelsen Spørgsmål til tekst og tabeller på de enkelte gårde. Oplysningerne i • Udfra Tabel 1-3 skulle du nu kunne sige noget om Roskildebispens Jordebog er i en række dyrkningsstrukturens udvikling på Sjælland i den tilfælde opgjort i ørtug jord, et mål som ikke forløbne periode. er nøjere fastslået. I en række forsøg på at • Hvilke dyrkningsenheder er typiske for 1370- situationen og hvilke er typisk for 1682- finde frem til værdien af ørtugen konstaterede situationen? Sven Aakjær, at gennemsnitligt svarede 1 • Du skulle også kunne påvise en række fejlkilder i ørtyg jord til 0,96 tdr.hartkorn, og denne materialet, er det repræsentativt? Hvad betyder bestemmelse bygger C.A.Christensen på. jordværdimålets usikkerhed for 1370-situationen Vi kender værdiberegningerne af jorden på og analysen? Sjælland fra opmålingerne i 1600-tallets 2. Diskussion og kritik af materialet slutning. Når vi skal søge at finde frem til De væsentligste kritikpunkter, der er rejst størrelserne på de typiske dyrkningsenheder i mod C.A.Christensens tolkning, kommer fra perioden før 1450 og efter, må vi derfor lægge Svend Gissel. I sin omfattende analyse af disse matrikel-opmålinger til grund for forholdene på Sjælland og af landgildens beregningerne. C.A.Christensen har taget udvikling op til slutningen af 1600-tallet opgivelserne fra Roskildebispens Jordebog kritiserer han jordværdimålets anvendelse. 1370 og set på, hvordan gårdstørrelserne i I de forskellige landsbyer er der meget, der 1370 fordeler sig udfra ørtugvurderingen. tyder på, at man har anvendt forskellige mål Dernæst har han taget hele materialet fra for, hvad en ørtug er. Der kan både være tale matrikelopmålingerne på Sjælland + Møn og om lokale forskelle og om forskelle , der er set hvilken fordeling, der er her. Vi kan så afhængig af, at der anvendes forskellige sammenligne sammensætningen af dyrkningsmetoder i perioden op til 1500. Hvis Roskildebispens ejendomme, - hvor vi kender man benytter to-vangsbrug, ligger halvdelen ørtugvurderingen - med med hele af jorden brak hvert år – hvis man anvender Sjælland+Møns i slutningen af 1600-tallet. trevangsbrug, er det 1/3, og hvis man

anvender alsædebrug, er der ingen

brakmarker.

I det øjeblik en landsby skifter

dyrkningsform, skifter udbytte og jordværdi

samtidig, derfor er det vanskeligt at sige noget er snarere tale om en driftsomlægning, mener om ørtugens størrelse udfra en gennemsnits Svend Gissel. betragtning. Hertil kommer, at Svend Gissel kritiserer Dette får også Svend Gissel til at kritisere C.A.Christensen for at undervurdere antallet C.A.Christensens hypotese om en af husmænd i 1682. senmiddelalderlig krise med afgiftsfald i 1300-tallet. Det er klart, at med andre Kilder og litteratur dyrkningsformer (fx overgang fra alsædebrug C.A.Christensen: Rapport til det nordiske til trevangsbrug) så ændres udbyttet og dets historikermøde, s 7-24 , Oslo 1965 sammensætning, og så er det ikke så C.A.Christensen: Ændringer i landsbyens mærkeligt, at udbyttet fx i korn falder. Lokale økonomiske og sociale struktur i det 14. og forskelle og ændringer i dyrkningformerne 15.årh. Historisk Tidsskrift 12 Rk Bd I s 257- kan ligesåvel være en forklaring på 349 (1964) udbyttenedgangen og indtægtsfaldet, som de Svend Gissel: Landgilde og udsæd på kriseforklaringer andre historikere giver. Der Sjælland. København 1968 Poul Rasmussen: Mål og vægt. København 1975 s 28-49 om middelalderlige mål

E. Henrik Adrian: Antallet af hovedgårde og sogne i senmiddelalderen Tekst og tabel hentet fra Henrik Adrian og Mette Mortensen: Fra slave til fæstebonde. Problemer i dansk middelalder. Gad 1978 s 99-100.

Tabel 4: Antallet af hovedgårde og middelalderlige sogne 1400-1682 Kilde: Aksel E. Christensen: Problemer vedrørende adel og hovedgaarde i dansk senmiddelalder s 235 i Aksel E.Christensen: Danmark, Norden og Østersøen. Udvalgte afhandlinger. København 1976.

Område Middelalderlige Hovedgårde i Hovedgårde sogne i området senmiddelalderen Matriklen 1682 1400-1513(30) 1. Sjælland 378 413 - 503 151 2. Fyns stift 291 388 - 468 173 (incl.Lolland- Falster) 3. Nørrejylland 1068 900 - 1150 407 1-2. Øerne 669 801 - 971 324 1-3. Øerne og 1737 1701 - 2121 731 Nørrejylland

Udfra en opgørelse af antallet af hovedgårde i Der findes yderligere kommentarer og udvalgte dele af landet nåede Aksel eksempler i Aksel E.Christensens E.Christensen i 1950 frem til, at der i årene fremstilling, fx behandler han de lokale før 1550 havde været mere end 1 hovedgård forskelle og de gejstliges gennemsnitligt pr sogn, og at antallet frem til ejendomsbesiddelsers betydning for den den tidlige enevælde (1680erne) var blevet lokale hovedgårdsstruktur. Det er oftest reduceret til mindre end 1/3. lavadelsmænd og deres familier, der En mere udførlig oversigt, der dækker Øerne administrerer kirkegodset lokalt. Spørgsmålet og NørreJylland (fra 1960) og som om lavadelens stilling, der senere hos Troels kildemæssigt bygger på oplysningerne i Trap: Dahlerup får en grundigere behandling, får Danmark og i brevmateriale (Danmarks Riges her sin første skitseagtige behandling, der er Breve/Diplomataricum Danicum) giver det let at læse. resultat, som Tabel 4 viser. De kildemæssige problemer fremgår ikke Spørgsmål til tabel 4 klart af Aksel E. Christensens oversigt, men • Undersøg tabel 4 og diskutér i hvor høj grad samlet kan man sige, at oplysningerne fra o. fæstegårdssystemet er gennemført omkr. 1400? 1400 er betydeligt mere usikre, og således er • Undersøg hvornår ”hovedgårdene” er forsvundet minimumstal i forhold til de senere fra landsbyerne? oplysninger. Endvidere er nedlæggelserne af Litteratur: hovedgårde sket jævnt fordelt på 1400- og Aksel E. Christensen: Problemer vedrørende 1500-tallet. Det tyder også på, at tallene fra adel og hovedgaarde i dansk senmiddelalder 1400-tallet er minimumstal. s 228-42 i Danmark, Norden og Østersøen. Sammenholder man sogneantallet med Udvalgte afhandlinger. København 1976. antallet af hovedgårde, viser det sig, at Troels Dahlerup: Lavadelens krise i dansk senmiddelalderens sogn (der oftest bestod af senmiddelalder. Historisk Tidsskrift 12. Rk. flere landsbyer) næsten i alle tilfælde har haft Bd IV s 1-42. Er den klassiske fremstilling af mindst en hovedgård (dvs. skattefri gård). lavadelens stilling i perioden.

En let læselig og lille opsamling findes i Adrian og Mette Mortensen: Fra slave til Troels Dahlerups anmeldelse af Erik Ulsigs fæstebonde. Problemer i dansk middelalder. analyse af især de sjællandske adelsgodser i Gad 1978 s 105. Information 3 juni 1970. Den findes i Henrik

Fortælling 18: Om Øm Klosters nedgang og udfordringer 1241-1267 Øm kloster var et cistercienserkloster oprettet 1172 i det jyske sø-højland mellem Mossø og Gudensø tæt ved Gudenåen under navnet ”Cara Insula” (”Den kære ø”). Det er det eneste kloster i Danmark, hvorfra vi har bevaret den originale tekst og beskrivelse af klostrets oprettelse, udvikling og senere problemer i den såkaldte Øm Klosters Krønike, den er blevet skrevet i 1200-tallet. Jens II, Oluf, Asgot og Jens III var abbeder i Øm Kloster 1246-1262, og deres historie er fortalt i det uddrag, der her er af krøniken.

Hvordan fungere systemet med ”ladegårde” OVERSIGT /grangiae? A. Introduktion til Øm Kloster Hvad er en lægbroder, og hvilke opgaver B. To tolkninger af Ømklostrets situation løser de? Se på Oluf Kviter og Abbed Asgot. 1241-1267 Kilde 1. Uddrag af Øm Klosters Krønike 3. Hvad sker der med samfundet og klostret A. Abbed Mikkels død 1246 og abbed Jens efter 1241 og hvordan skal udviklingen udfordringer 1246-1249 forklares? B. Abbed Olufs embedsperiode med stor Hvordan udvikler konflikterne mellem konge, skandale 1249-1256 hertug, ærkebisp og stormænd sig i perioden C. Abbed Asgots embedsperiode og kirkens efter 1241? Afslut senest med Erik Klippings indvielse (1256-1260) død 1286. D. Jens III’s abbedperiode 1260-62. Anvend Danmarkshistorier (fx Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie Bd 5) til din analyse.

ARBEJDSSPØRGSMÅL Hvilke begivenheder af landspolitisk karakter inddrager Ømkrøniken og hvilken vurdering 1. Hvilke ”ulykker” og gode ting oplever er der i Krøniken af de forskellige aktører? munkene i Øm Kloster i årene fra 1246 ifølge Krøniken – beskriv de enkelte 4. Hvad adskiller Skyum-Nielsens tolkning begivenheder. fra Brian Patrick McGuires? Begivenheder udenfor klostret: overfald- Anvend evt. fremstillingen i ” Øm klosters kamp” s tyveri – af hvem og hvor – forklaringer? 183-86 fra Kirkekampen i Danmark 1241-1290. Begivenheder i klostret: - skandaler – valg af 2.oplag. Munksgaard 1971 overfor ”Sandhed og abbeder - karakteristik af de enkelte abbeder agtelse – Et gensyn med Øm Klosters Krønike” s 47- 55 i Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen (red.): Øm – udvidelse af bygninger. Kloster. Kapitler af et middelalderligt Hvilke grave er fundet under udgravningerne, cistercienserabbedis historie. Øm Kloster Museum passer de til Krønikens beskrivelse? 2003.

2. Klostrets ejendomme og ressourcer 5. Hvilken tolkning har du selv af Hvilke områder/landsbyer/gårde tilhører udviklingen i klostret? – opstil dine klostret? argumenter udfra kilder og historikernes Hvad er problemet med beliggenheden af fortolkning. klostrets ejendomme?

A. Introduktion til Øm Kloster – Cara Insula Bygninger, kirkens materialer og mursten Øm Kloster – datterkloster af Vitskøl blev nu anvendt andre steder i nærheden, fx Kloster 1166-1560 ved bygningsarbejder på Skanderborg Slot. Øm Kloster blev hjulpet i gang af Efter 1561 var der ikke meget tilbage af cistercienseren abbed Henrik fra Vitskøl klostrets bygninger over jorden, og landsbyen Kloster. Han var udvandret abbed fra Emborg ”dækkede” derefter klostrets område. Varnhem (i Västergötland, Sverige) og oprindelig munk i Clairvaux (Frankrig). Udgravning og frilæggelse fra 1896 Først oprettedes fra Vitskøl et kloster i I 1896 blev Øm Kloster ”genfundet” i Sminge (NØ for Silkeborg) i 1166, det blev Emborg og er udgravet gennem flere perioder senere flyttet til Veng (mellem Silkeborg og siden 1911, hvor Nationalmuseet for første Århus) i et nedlagt benediktinerkloster og gang gravede mere systematisk på stedet. derefter til Kalvø i Skanderborg sø (1168), for Siden er store dele af landsbyen Emborg til sidst at ende i Øm mellem Mossø og blevet frilagt og opkøbt. Klostrets areal ligger Gudensø 1172. nu frit og tilgængeligt, selvom enkelte Klostret blev i hele denne periode støttet af områder stadig er beboede. abbederne i Vitskøl, af kongen, - Valdemar Dets beliggenhed tæt ved Århus har gjort, at den Store-, og af Århusbisperne. middelalderarkæologer fra Århus Universitet Klostret forblev nu mellem Mossø og siden 1950erne har haft området som lærested Gudensø i resten af middelalderen og blev et i udgravning, og derfor er klostret nu et af de stort og rigt ”herrekloster”, der især inden bedst dokumenterede i Danmark. Men stadig 1250 - og igen efter 1350 fik flere mangler flere arealer i landsbyområdet at ejendomme, og derfor kunne udvide med blive udgravet, fx mangler man stadig viden bygninger og munke. om den ældste klosterkirke i træ og dens Mellem 1250 og 1350 var situationen for beliggenhed, og dele af kirkegården med klostret krisefyldt, og der kom i denne periode mange grave mangler stadig at blive udgravet. ikke mange nye ejendomme til klostret. Klostret blev endeligt nedlagt i 1560 af Andre samtidige herreklostre Frederik den Anden efter at klostret siden Et samtidigt oprettet augustinerkloster – reformationen havde været opsamlingssted Æbelholt kloster i Nordsjælland fra ca 1175, for de sidste munke i områdets andre klostre. er også udgravet af Nationalmuseet Den næstsidste Øm-abbed Peder Sørensen, (bygningerne i 1935-37 og mange der var knyttet tæt til Christian den Tredje, skeletudgravninger i 1940-52). havde bestyret klostrets ejendomme efter Her findes således også mange arkæologiske reformationen og blev senere i 1554 begravet rester fra både klostrets bygninger og fra i Gl.Ry kirke, hvor hans gravsten stadig kirkegården, og der er også mange breve og findes. dokumenter bevaret. Den sidste abbed Jens Simonsen havde i 1554 Da grundlæggeren abbed Vilhelm hurtigt blev hjulpet Peder Sørensen med at oprette det anerkendt som helgen, findes der herfra en ”Inventarium”, som kong Christian havde helgenlegende om Vilhelm bevaret sammen brug for, til at få en oversigt over klostrets med hans egen brevsamling. ressourcer. Kun få år derefter fungerede Øm Æbelholt Kloster blev også nedlagt og helt Kloster stadig som skole og som lokalt fjernet efter reformationen. Store dele af administrativt center for kongen og byen Ry, bygningsmaterialerne blev genbrugt af og i 1560 nedlagde Frederik den Anden Frederik den Anden på Frederiksborg slot i klostret. Han fik den sidste abbed overflyttet Hillerød. til at blive sognepræst i Rosmos på Djursland. Esrom kloster (et cistercienserkloster fra 1150) i nærheden, der konkurrerede med

Æbelholt om jord og ejendomme, har også tidligere havde sikret klostret. Det er om det, bevaret et stort brevmateriale, men ikke en historien her omhandler. egentlig klosterkrønike, og er ikke udgravet, selvom der står enkelte bygninger tilbage fra Litteratur om Øm Kloster og Æbelholt middelalderen. Kloster Bedst bevaret af de gamle cistercienserklostre Vilhelm Møller-Christensen: Bogen om er selve kirkebygningerne: Løgumkloster Æbelholt kloster. København 1958. kirke og Sorø klosterkirke, hvor man stadig C. M. Smidt: Øm Kloster Cara Insula. kan opleve cisterciensernes smukke og simple Vejledning ved besøg i ruinerne. Kr. Isager: kirkekonstruktioner. Redegørelse for skeletfundene. 60 s. Historisk Kilderne og ruinerne fra de mange klostre Samfund for Århus Stift 1962. giver en god forståelse af den betydning de Brian Patrick McGuire: Conflict and store godsrige klostre på landet fik i Continuity at Øm Abbey. A Cistercian middelaldersamfundet. Experience in Medieval Denmark. København Både Æbelholt og Øm giver med deres 1976. museumsudstillinger og de mange undersøgte Tage E. Christiansen: To gejstlige typer fra skeletrester i dag et levende billede af Valdemarstiden. s 167-81 i ”Middelalder, klostrenes funktioner og munkenes metode og medier”. Festskrift til Niels muligheder. Skyum-Nielsen. Museum Tuscalanums Cistercienserne og augustinerne var, da Forlag 1981, omhandler datering og placering klostrene blev grundlagt i 1100-tallet, tæt af teksten om Bisp Gunners levned i Øm- knyttet til kongemagten og de rigeste bogen. jordejere. Ole Fenger: ”Munke og nonner; Øm Kloster fik en stor del af sine ejendomme klostervæsen” s 171-189 i Gyldendals og af både kongen og biskop Sven fra Århus og Politikens Danmarkshistorie Bd 4 (2002, opr hans efterfølgere, og klostret opkøbte selv 1989, genudgivet på nettet). ejendomme i området. En oversigtsfremstilling af perioden omkring Æbelholt fik ejendomme af bisp Absalon fra 1250, hvori Øm indgår er skrevet af Kai Roskilde, begge fik også støtte og rettigheder Hørby: ”Kongeslægten” s 99-124 i af Valdemar den Store. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Den omfattende rigdom bag klostrenes Bd 5 (2002, opr 1989, genudgivet på nettet). grundlæggelse og udvikling gjorde også Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen klostrene sårbare overfor ambitiøse (red.): Øm Kloster. Kapitler af et magthavere. Hvor nogle klostre (som fx Sorø) middelalderligt cisterciencerabbedis historie. kunne sikre sig beskyttelse og ejendom ved at Øm Kloster Museum 2003. En række artikler være tilknyttet en magtfuld og ressourcestærk om klostrets indretning, historie og afvikling. slægt (Skjalm-klanen med den senere Lars Bisgaard og Tore Nyberg (red): ærkebisp Absalon i spidsen), måtte andre Tidlige klostre i Norden før 1200. Syddansk klostre netop gennem aftaler og et bredere Universitetsforlag 2006. En række artikler netværk sikre sig mod overgreb. bl.a. af Brian McGuire om benediktinerne og Øm Kloster kom i 1250erne netop i konflikt cistercienserklostrene i Norden. Giver gode med flere af landets magthavere, og det havde oversigter til den ældre klosterhistorie og Øm ikke mere den støtte fra Århusbispen, som klosters tilblivelse.

B. To tolkninger af Ømklostrets situation 1241-1267 To nyere historikere har givet omhyggelige fremstillinger og vurderinger af munkenes reaktioner på den nye politiske situation efter 1241. De har anvendt Øm Klosterkrønike på forskellig måde –

Niels Skyum-Nielsen tilhører den gruppe af danske historikere, der lagde vægt på en streng kildekritisk analyse af teksten, som forudsætning for at fortolke munkenes situation og motiver. Mens Brian Patrick McGuire repræsenterer en mentalitetshistorisk og europæisk orienteret fortolkning af munkesamfundet og munkenes forestillingsverden.

professor i middelalderhistorie på RUC (til Niels Skyum-Nielsen 2011). Niels Skyum-Nielsen var en kendt og skarp En af hans første forskningopgaver i Danmark kildekritisk middelalderhistoriker. Han var omhandlede netop Øm Kloster. Han gav en professor ved Københavns Universitet fra analyse af munkene og deres selvforståelse i 1965 indtil sin død i 1982. Han har i sin ”Conflict and Continuity at Øm Abbey. A doktorafhandling fra 1963 om den politiske Cistercian Experience in Medieval udvikling i forbindelse med kampen mellem Denmark”. (København 1976). ærkebisperne og kongemagten i sidste halvdel Her kritiserede han Niels Skyum-Nielsens af 1200-tallet, beskrevet Øm Klosters opfattelse af munkenes fremstilling. McGuire situation som en brik i magtspillet mellem har senere udtrykt sin fortolkning kortere og samfundets vigtigste magthavere: kongen, mere præcist og på dansk i ”Sandhed og Abel-slægten og ærkebisperne – og hver deres agtelse – Et gensyn med Øm Klosters følge af bisper og stormænd. Krønike” s 47- 55 i Bo Gregersen og Carsten Han opfatter Øm-brødrene som egoistiske, Selch Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et forkælede (og naive) munke, der ikke forstår middelalderligt cistercienserabbedis historie. magtspillet, men som på mange forskellige Øm Kloster Museum 2003. måder prøver at sikre sig egne fordele og Han ser i Ømkrøniken, at munkenes muligheder. Ømkrønikens tekst viser i sin selvforståelse udfordres af det politiske kaos, tendens netop dette, mener han. Skyum- der kommer til efter 1241, hvor magthaverne i Nielsen omtaler, hvordan munkene i Øm Danmark bliver splittet i forskellige partier, prøver at undlade at betale de afgifter m.v., og borgerkrig udbryder i perioder med som er pålagt gårde og ejendom (tiende, kongedrab og fremmede, der plyndrer i sagefald og gæsteri), og hvordan de dækker landet. over det ”åndelige forfald” i klostret efter de Munkene placerer sig ofte (uklogt) på første pionerår. Se nærmere på analysen i ” ”tabernes” side i disse konflikter, og klostret Øm klosters kamp” s 183-86 i Niels Skyum- isoleres politisk. Men konflikterne beskrives Nielsen: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. netop i Ømkrøniken udfra munkenes egen 2.oplag. Munksgaard 1971. opfattelse, og de ser sig som ofre, der Han kritiserede kort Brian Patrick McGuires udplyndres på trods af deres gode vilje, opfattelser s 52-53 i sin ”Fruer og vildmænd åndelige status og religiøse indsats. Dette i 1” (Akademisk Forlag 1994). Denne bog modsætning til klostrets første periode, hvor forelå i manuskript, da Skyum-Nielsen døde i magthaverne støtter og hjælper klostrets 1982. brødre. Samtidig påpeger McGuire, at de afgifter og Brian Patrick McGuire gæsteriet, som Århusbisperne kræver – i løbet Brian Patrick McGuire har en anden af 1200-tallet og 1300-tallet skifter fra at være baggrund. Han er født på Hawaii, har irsk- en række uformelle ”tjenester”, som ”venner katolske forfædre og er uddannet på Berkeley og kristne” yder hinanden, til at være et fast i Californien og har doktorgrad fra Oxford sæt af rettigheder og regler, som efterhånden University. Han er specialist i klosterhistorie bliver tvungne og helt præcist fastlagt mellem og har arbejdet meget med cisterciensernes institutionerne i det senmiddelalderlige opfattelser og historie. Han var i mange år samfund.

Cistercienserne liv, der senere blev biskop i Viborg og som Cistercienserne som orden havde netop fra døde i 1251 som næsten 100-årig. begyndelsen særlige rettigheder i forhold til Begge tekster findes i samme bisperne. Bisperne havde ikke ret til at originalhåndskrift, der er bevaret på Det kontrollere og styre klostrene og deres Kongelige Bibliotek. Den sidste tekst om abbeder. Det var ordenen selv, - og paven i biskop Gunner er tilføjet i Øm-bogen omkring sidste ende, der opretholdt disciplinen og 1400 og er måske oprindelig forfattet i sikrede, at klostrets leveregler blev overholdt. Vitskøl Kloster i 1200-tallet. Det skete ved besøg af moderklostres abbeder Begge er udgivet af M.Cl.Gertz i Scriptores og ved det fælles årlige møde mellem alle Minores Historiæ Danicæ vol II, p 153-278 cistercienserklostres abbeder. (Gad 1922, genoptryk 1970), her er der s 154- Men både paven og de fælles årlige møder, 57 et forord, der gennemgår skriverne, der har hvor ordenens abbeder mødte hinanden, var har skrevet de forskellige afsnit. Forordet på så stor afstand af Danmark, at det var omtaler manuskriptets ejere gennem tiden og vanskeligt for cistercienserklostrene uden behandler senere afskrifter. stærk lokal stormandsstøtte at forblive Teksterne blev oversat til dansk af Jørgen selvstyrende og samtidig sikre deres Olrik (Øm Klosters Krønike) i 1912 og af ejendomsret. Hans Olrik (Viborgbispen Gunners levned) i Det gik for alvor op for munkene i Øm 1892. Kloster, da den sidste ”klostervenlige” Den første oversættelse er anvendt her i Århusbisp Peter Elafsøn døde i 1246. uddrag. Kildeuddraget her belyser netop denne 3. Den tredje tekst er det inventarium overgang, hvor klostret bliver direkte part i de (registrering af bodele, redskaber og udstyr magtmæssige opgør efter 1241 mellem Abel- mv.) over Øm Kloster fra 1554, som den slægten, kongeslægten og de stærke næstsidste abbed Peder Sørensen blev pålagt ærkebisper Jacob Erlandsen og Jens Grand - af Christian den Tredje at opstille. Her er der og deres lokale bisp i Århus. en omfattende liste over klostrets genstande og deres placering i bygningerne og en liste Skriftlige kilder til Øm Klosters historie over 300 bøger og manuskripter, som klostret, Tre fremstillinger er nedskrevet i Øm kloster munkene og abbeden var i besiddelse af. af dets munke og giver direkte viden om Hertil findes en udførlig liste og breve over klostrets tilblivelse, udvikling og munkenes klostrets ejendomme. Det er især perioden selvopfattelse. omkring reformationen og derefter, som 1. Den første tekst på latin er en typisk inventarium 1554 kan fortælle om. Men det cistercienser-fremstilling ”Exordium siger også noget om Øm Klosters Monasterii Carae Insulae”, hvor senmiddelalderlige tilstand. grundlæggerne af klostret karakteriseres og Inventariet findes nu i Rigsarkivet og er historien om klosterets grundlæggelse, oversat til nutidsdansk af Bo Gregersen i Bo vanskeligheder og klostrets tre flytninger og Gregersen og Carsten Selch Jensen (red.): Øm de første år (til 1207) beskrives, siden har nye Kloster. Kapitler af et middelalderligt munke videreført optegnelserne til frem i cisterciencerabbedis historie. Øm Kloster sidste halvdel af 1200-tallet, hvor fortællingen Museum 2003 Appendiks: Øm Klosters afbrydes 1267 midt i stridighederne med Inventarium af 1554 s 217-34. Se videre i Århus-biskopperne om gæsteri mv. Fortælling 27, kilde 37, hvor klostrets 2. Den anden tekst på latin er en særlig nedlæggelse omtales og diskuteres. beretning ”Vita Gunneri” om abbed Gunners

Kilde 1: Uddrag af Øm Klosters Krønike - ”Exordium Monasterii Carae Insulae” (”Begyndelsen for klostret den Kære Ø”) Latin originaltekst, oversat af Jørgen Olrik 1912 og rettet til af Henrik Adrian efter den latinske tekst i Scriptores Minores Historiæ Danicæ vol II, p 196-202, 206-209. Stednavne- og nogle personnavne er gengivet som i originalteksten.

en del af det tredje, nemlig indtil A. Abbed Mikkels død 1246 og abbed Jens ottendedagen efter Peders og Pauls dag (7). udfordringer 1246-1249 Han døjede i sin embedstid megen modgang. …Den ellevte abbed var hr. Mikkel, hvis sjæl Thi stor splid var på den tid brudt ud mellem hvile i evig fred. Han var en overmåde kong Erik og hans broder hertug Abel. En forstandig mand, forsynlig i al sin færd, meget følge heraf var, at vore heste på Ynes (7) afholdt af kong Erik (1) og af andre fyrster og bortførtes af de tyske. Og da hr. abbed Jens adelige i landet. Ikke alene var han snild som forfulgte dette udenlandske pak for at bringe en slange overfor verdslig magts glans og hestene tilbage, blev han af disse omtalte slette menneskers ondskab, men han bevarede røvere taget til fange og ramt af et alvorligt tillige duens enfold (2) overfor sine hug i venstre arm (8). Også meget andet ondt undergivne, og kærlighedens glød mod dem, led han både fra hertug Abels og den der lød under ham. Han læmpede sig nemlig kongelige hærs side, idet hver mand af de rige efter enhvers anlæg og var fuld af efter eget tykke med vold plyndrede klostrets overbærenhed overfor de svage blandt gods. Ja, vor gård i Horsnes (9) lagde de brødrene. Han viste den største omhu for at fuldstændig øde ved ild. Og også dronningen, føre de brødre, der forså sig, tilbage på ved navn Jutta, der på den tid sad på frelsens vej. Han døjede megen besvær for Skanthorpburg (10), tog hver dag fra vor gård brødrene i verdslige anliggender. Det var ham i Thyrning (11) med magt alt hvad hun ville. en større glæde, når den ham betroede hjord Ja, det gik så vidt, at hun truede broder Oluf øgedes, end om nogen havde skænket ham en Kviter, der var bestyrer af den nævnte stor timelig gave. Selv var han fra ladegård, samt abbed Jens og tillige de andre yndlingeårene oplært i munkeordenens tugt brødre med, at hun ville volde dem mén på liv og overmåde dygtig i verdslige foretagender. I og lemmer, hvis de ikke overlod alt hvad vort hans værdigheds ellevte år, år 1246 efter at var, til hendes forgodtbefindende. Og når vi Herren blev kød, i den sjette time om efter sædvane kom kørende med vogn med fredagen, dagen før den hellige Marias vores korn fra Dyursæ (12) til klostret, så fødselsdag (3), gik han bort lykkelig fra denne lagde denne dronning skjulte baghold mange syndige verden for at herske sammen med steder undervejs, for, om lejlighed opstod, Herren. Han forestod os , som sagt, i elleve år, svigefuldt at stjæle dette korn fra os. – På to måneder og to uger. Ham tilfaldt da også samme tid lagde hertug Abel nonnernes gård den første grav i det nye forsamlingshus, som ved navn Gamlæwisyng (13) helt øde ved ild, endnu ikke var opført, men grundstenen dertil kirken undtagen. Da abbed Jens og vi munke var lagt (4). Hans jordefærd holdtes af hr. hørte det, frygtede vi at der kunne ske os det Gunner, bisp af Viborg, der, som ovenfor er samme, og vi spærrede gennemskæringen nævnt, var klostrets syvende abbed (5). Asgarth (14) med stammer og store pæle, og alt hvad der var hos os af fartøjer enten Da nu abbed Mikkel var død i det år og på ødelagde vi, så de ikke kunne udbedres, eller den dag efter at Herren blev kød, som ovenfor sænkede dem i vandet, for at dronningens folk er nævnt, så blev i det samme år på den ikke skulle bruge dem mod vor vilje og føre hellige Dionisius, dag nemlig 9. oktober, Jens vort gods fra klostret til Skanthorpburgh; thi II abbed (6); og han forestod klostret i to år og selv om vi ville have kæmpet mod dem,

havde vi ikke haft mod til det, vi helt Horningthorp. Og for at der skulle være værgeløse og ubevæbnede mænd. Desuden venskab og fast enighed mellem klostret og bragte vi vores klæder, med undtagelse af bispen, sluttede vi ydermere en overenskomst dem vi gik i til daglig, og vore fødemidler, med ham, hvorved vi – bortset fra alle de hvoraf vi skulle leve i fremtiden, med udgifter vi havde haft for denne ø’s skyld – undtagelse af den smule, hvorved vi fyldte 80 mark penninge i denne biskops pung kummerligt opretholdt livet, over i den ny (22), for at vi kunne have Horningthorp frit og kirkes tårn for at gemme det der af frygt for ikke længere tynges af anklager fra bispen fjenden. eller kannikerne angående Sythring. Dog fik Lad mig nu sige noget om Sythring (15), som vi siden ingen tak af ham så lidt som af hans jeg ikke kan forbigå, da jeg for en stor del var undergivne, men kun byrder og alskens med i forhandlingerne derom, skønt Gud ved, gæsteri. det ofte var mod min vilje på grund af det For disse og andre tilsvarende grundes skyld, pinlige derved. Denne ø Sythring havde vi fra som det er for vidtløftigt at opregne, gik det biskop Petrus Elafsun (16): en del deraf havde endelig således, at abbed Jens, denne gode han overdraget klostret i sjælegave (17), en mand, overvunden og dybt nedbøjet, som han anden del havde vi erhvervet af ham for rede var, af langvarig lidelse – thi han døjede penge til dens fulde værd; den tredje del daglig overmåde (23) – i det Herrens år 1249 havde vi tilbyttet os fra Johannes Judæus fra med nød og næppe opnåede sin afsked, den Horningthorp (18); og således var hele øen på han i lang tid mange gange havde anmodet biskop Petrus Elafsuns tid vor, sikret os ved om. selve bispens segl og bekræftelse og overladt os med mange gode mænds breve og Noter ved Henrik Adrian: vidnesbyrd. Derfor sad vore brødre også der i 1) Erik (Plovpenning), konge 1241-50, om hans politik og kampen med brødrene: Abel og Christoffer se Niels over fem år før bispens død uden anklager, og Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. Munksgaard 1971 s fik alle indtægter derfra. – Så døde den 322-24. nævnte bisp Petrus Elafs søn, god 2) Matthæus 10,16 ihukommelse, og blev med tilbørlig hæder 3) 7. september jordet hos os, hvor han havde valgt sit 4) abbed Mikkels gravsted blev fundet i 1937 i kapitelsalen, der var under opførelse, da han blev gravsted i den ny kirke, foran den hellige begravet, se s 146 i Bo Gregersen og Carsten Selch ubesmittede jomfru Marias alter. Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et middelalderligt cisterciencerabbedis historie. Øm Tre år gik nu hen med splid i kirken (19) om, Kloster Museum 2003 og s 28-29 i Øm Kloster Cara hvem af kannikerne, der kunne anses for at Insula. C. M. Smidt: Vejledning ved besøg i ruinerne. Kr. Isager: Redegørelse for skeletfundene. 60 s. være den ypperste; så først opnåede Petrus Historisk Samfund for Århus Stift 1962. Vgætsun (20) bispestolen. Han var fra 5) Gunner var abbed i Øm 1216-1222 og dernæst bisp i tidligere tid vor fjende og altid uven med Viborg 1222-1251 brødrene af vort hus. Men vi sætter vor lid til 6) han var den anden abbed af dette navn Gud, at han skal vende hans sind til det bedre 7) Ynes = Inæs, lå syd for Horsens fjord i Glud sogn, hvor en gård hed Jensgård. og endnu bringe ham til atter at elske os, så 8) under udgravning i 1916 fandt man en muret grav han i fremtiden fuldelig kan råde bod på, hvad med en person, der var skadet i venstre arm og som han hidtil har forset sig imod os (21). havde fået en mønt fra Erik Klippings tid (1259-86) Lige fra sit bispedømmes første stund gav han med i graven, se s 155 i Bo Gregersen og Carsten Selch sig da til at modarbejde os, og det første han Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et middelalderligt cisterciencerabbedis historie. Øm skadede os med, var at forstyrre os i Kloster Museum 2003 og s 30-33 i Øm Kloster Cara besiddelsen af Sythring og alt hvad vi ejede Insula. C. M. Smidt: Vejledning ved besøg i ruinerne. der. Tvunget af ham overlod vi til slut Kr. Isager: Redegørelse for skeletfundene. 60 s. Sythring til Johannes Judæus fra Historisk Samfund for Århus Stift 1962. 9) klostrets ladegård i Horsens

10) Skanderborg – Jutta, gift med Erik Plovpenning Efter han var blevet abbed, blev først hans 11) Ladegård i Tåning s.v. for Skanderborg styret af kødelige broder ved navn Sven og hans søster lægbroderen Oluf Kviter, lægbroderordningen og ladegårdssystemet (Grangiae) beskrives af James ved navn Margareta begge på samme dag France: Cistercienserne i Øm og slået ihjel ved Horsnes (24), og abbedens lægbroderinstitutionen s 57-70 i Bo Gregersen og egen naturlige søn, ligeledes med navnet Carsten Selch Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et Sven, hvem vi kaldte Pape (25) led en ynkelig middelalderligt cisterciencerabbedis historie. Øm død her hos os ved at drukne. Og alt dette var Kloster Museum 2003. 12) Åen ved Djurs – Djursland (landet rundt om den nu kun veernes begyndelse (26). Snart kom der udtørrede Kolindsundfjord) trangere tider og værre uår, forskyldte ved 13) nuværende Sønder Vissing på vestsiden af manges synder, thi den ondes fjendes (27) had Gudenådalen sydvest for Mossø og Øm Kloster. Her tændte en brand i slette mænds sind, og den var der oprettet et benediktinernonnekloster o. 1170 og splid, som for længst var opstået mellem lige i nærheden i Voer lå et benediktinermunkekloster. 14) Asgård – er den kanal munkene havde fået gravet hertugen og kongen af Danmark (28) blussede mellem Mossø og Gudensø, der førte rindende vand fra så højt op , at mænd, der havde fred med Mossø forbi klostrets bygninger. Kanalen førte kongen, og til hvem han havde sat sin lid (29) modstrøms til Mossø, hvorfra man gennem Tåning Å i det timelige – om end ikke i det åndelige -, kunne sejle frem til Skanderborg sø. at disse mænd af grisk attrå efter det en brat 15) Sødring – ø, der lå nord for Randers fjords udløb, er nu landfast. Skriveren af teksten er anonym og har undergang viede riget, æggede hertugen til at selv deltaget i forhandlingerne. prøve grumt at dræbe sin høje broder kongen, 16) Århusbispen Peder Elafsøn (død 1246). Han blev der var tro mod hele riget, elsket af Gud og begravet i kirkens kor (søndre korsarm ved Maria- mennesker, og som aldrig ventede sig noget alteret) og hans grav blev fundet i 1917 og udgravet i sådant af sin broder. Og fordi det jo er alle 1941. Sammen med de tidligere Århusbisper støttede han klostret med gaver og ejendomme. Efter tre år blev bekendt, hvornår han døde og hvilken død bispestolen igen besat af Peder Ugotsøn i 1249. han fik, har jeg undladt at udmale ugerningen. 17) gave, der skal sikre, at munkene i klostret beder for Imidlertid kan den der med omhu vil kende Bisp Peders frelse regelmæssigt. den, gennemgå vore krøniker og ”tidebøger”, 18) Horndrup i Tåning sogn s.v. for Skanderborg. hvor han vil finde, hvad han søger (30). 19) Der menes domkirken i Århus, hvor kannikerne (og kongen med sin godkendelse) skal udvælge den næste biskop. Da kong Erik var død – han lever nu evigt, rig 20) Peder Ugotsøn, Århusbisp fra 1249. i Kristus – hæves på rigets trone Abel eller 21) Teksten synes skrevet inden den endelige rettere Babel ved hertugernes og sine stadsfæstelse af bispevalget og viser munkenes håb om medskyldiges gunst. Han udøste straks sin en fortsat god kontakt til Århus-bispen. 22) 1 mrk penninge er 240 penninge, men beregnet i harme over Guds kirker og hellige klostre. sølv er det kun 1/3 mark sølv, på grund af mønternes Derfor lagde han også mange byrder på vort ringe sølvindhold. kloster som på de andre kirker. Navnlig tog 23) der henvises klart til smerter og lidelser fra den denne elendige brodermorder ikke i ødelagte arm. betænkning at udpine 300 mark penninge af B. Abbed Olufs embedsperiode med stor abbed Oluf og os brødre, til gengæld for at vi lov at nyde den frihed for vore bryder og skandale (1249-1256) Da han fratrådte sattes på hans plads hr. abbed landboer (31), som hans forgængere og Oluf på den hellige Morten Biskops dag (= forfædre, fader og brødre, fromme 11. November) i det samme år. Han forestod danekonger, tidligere havde givet os af nåde klostret i samfulde 6 år og 7 ½ måned. Han uden betaling. Og også den førnævnte biskop måtte også ligesom den forrige herre, døje Petrus Vghetsun nøjedes ikke med alt det megen modgang i sin embedstid. Herom vil onde, han havde voldt vores kloster, men jeg i få ord fortælle hvem der har lyst til at pinte også med vold 190 mark penninge ud af høre, hvad der er kommet mig for øre. os for de tre års gæsteri, som var til rest for den tid, bispestolen stod ledig (32).

Og senere kom han til os, og lod som om han 27) djævelen ville holde eftersyn (33), men i virkeligheden, 28) hertug Abel (med tilknytning til Slesvig) havde konflikter med broderen kong Erik (Plovpenning), i som det snart stod os klart, med øjensynlig 1250 blev kong Erik myrdet under et besøg hos svigefuld hensigt. Han blev nemlig hos os, så broderen i Slesvig efter at Erik havde tvunget brødrene længe han lystede, og kastede et blik på alle Abel og Christoffer til forlig. Niels Skyum-Nielsen: vores bøger i skabet. Her imellem fik han øje Kvinde og Slave. Munksgaard 1971 s 322-24. på nogle bøger, som hans forgænger Petrus 29) Davids salmer 41,10 30) Kong Erik blev af kongefamilien under Erik Elafs søn, god ihukommelse, for en stor del Glipping forsøgt gjort til helgen, der findes en række havde overdraget os i sjælegave, mens der var årbogsoplysninger og en lang liste over undere ved andre af dem, som vi mens han var levende, hans grav. Der er kalkmalerier i Ringsted Sct. havde købt af ham for en retfærdig pris. Da Bendtskirke, der viser drabet på Erik Plovpenning sat han nu fik syn for denne gode mands dyder og sammen med Sct.Knud-hertug. Årbøger med oplysninger og dødebøger med oplysninger om gaver til os, og så skævt både til os og til den messetider i forbindelse med kong Eriks død har døde mand derfor, befalede han, at disse åbenbart dengang været tilgængelige i Øm Kloster. bøger skulle bringes over i bispens hus (34) Helgengørelsen og helgenberetninger findes i: Hans og vises frem for ham og hans fæller. Først Olrik (oversætter): Danske Helgeners Levned Bd II måtte han dog lægge sin hånd på højhellige Rosenkilde og Bagger genoptr. 1968 s 374-403. Kalkmalerierne i Ringsted er behandlet af Søren helgenlevninger og sværge på Kaspersen: Dynastipolitik s 84-87 i Tidlig gotik 1275- evangeliebogen, at han straks, så snart de var 1375. Danske kalkmalerier bd 3. Nationalmuseet 1989. gennemset, øjeblikkelig ville bringe dem Ømbogens forfatter er part i denne proces. tilbage til det fælles skab, hvor vi havde vore 31) frihed er her skattefrihed. En bryde er bestyrer af et bøger. Man gjorde da, som han beordrede; større gårdanlæg og har både indtægter fra avlen og har medejendomsret til løsøre mv. og har andel i men manden var uærlig og vidnede falsk (35). produktionsoverskuddet, han er tilknyttet en ”herre”, Han glemte nemlig Herren sin Gud og skaber her klostret. Bryderne var oprindelig knyttet til de store (36), så vel som sin svorne ed, og fratog os ejendomsbesiddere, men med overgangen til med vold ud af klostret bøger til mere end 200 fæstesystem i 1300- og 1400-talllet forsvandt de. En mark penninges værdi, så han opførte sig ikke landbo er en fæstebonde, der ofte har et mindre jordlod og som kan være knyttet til brydens gård. Senere bliver som en bisp, men som en kirkerøver. For fæstebønderne med de ligestillede gårde i landbyerne denne sags skyld, hvori det ikke faldt ham ind direkte underlagt deres ”herre” – jordens ejer. Normalt at vie os medynk, Gud give ham den gengæld er klostret skattepligtigt for gårde som munkene ikke han har fortjent. selv driver og skal heraf betale tiende mv. Se Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. Munksgaard 1971 s 183-86. Men om dette hus’ vanry og hele ordenens 32) 1246-49, inden bisp Peder Ugotsøn blev indsat. skandale, som indtraf i denne abbeds dage, er 33) bispen havde iflg. pavens privilegier til ordenen det ikke min sag at udtale mig, da det er kendt ikke ret til at holde visitats (eftersyn) på nok af hele verden (37). cistercienserklostre. Det har alene ordenen selv ved den abbed, der hører til klostrets moderkloster (for Øm er det abbeden i Vitskøl kloster). For sådanne årsagers skyld og på grund af de 34) bispen har sandsynligvis haft et hus eller en bolig uretfærdige mænds ord, der var os for stærke på klostret, som han kunne benytte. (38), og mangfoldige ulykker, der fra dag til 35) Davids Salmer 37,12 dag tårnede sig op over dette hus (39), søgte 36) 5.Mosebog 32,18 og 1.Kongernes Bog 11,9 og fik den gode mand abbed Oluf sin afsked. 37) Der har sandsynligvis været en skandale (alvorlig overtrædelse af klosterreglerne), som vi ikke kender til fra andre kilder, heller ikke fra ordenens fælles møder. Noter ved Henrik Adrian: Det kan iflg. Skyum-Nielsen (Kirkekampen i Danmark 24) Horsens 1241-1290. Munksgaard 1971. s 183-84) være en 25) ”Papa” – (græsk: fader) her ”pave”, et kælenavn for forklaring på, at bispen Peder Ugotsøn har fået abbedens egen søn, der henviser til hans faders anledning til at gribe ind overfor klostret. kirkelige tilknytning. 38) Det er uklart, hvem der henvises til. 26) Markus 13,8 39) Davids Salmer 65,4

C. Abbed Asgots embedsperiode og skove, jorder, huse og kvæg, hvoraf der til kirkens indvielse (1256-1260) evigt minde om os og i sjælebod for den Efter ham blev hr Asgot, daværende nævnte lægbroder årlig skal udredes et måltid kældermester i Vitskøl (40), hvor han var for brødrene. Dog skal alle indtægter, som afholdt af alle, sat som abbed over Øm i det disse ejendomme kan give, bestyres af den, Herrens år 1255 på den hellige Medardus dag der til hver en tid er abbed, og ved hans (= 8 juni). Da han havde siddet i (embedet) i forsorg i al evighed skal komme brødrenes halvandet år, indgav Gud ham, at han skulle bord til gode.. For at nu denne gave kan være flytte abbediet og brødrene over i den ny fast betrygget, har vi ladet dette brev kirke. Dette værk er også allerede delvis stadfæste med vort vedhængte segl. Men fuldført for vore øjne ved den gode mands skulle nogen, kirkelig eller verdslig mand, det store arbejde og dygtige omsorg, og det skal være sig abbed, kældermester, lægbroder eller fuldendes helt, så snart Gud vil (41). munk, dumdristig mod sit vidende og vilje Først flyttedes brødrenes sovesal (42), og han vove at bryde dette vort gavebrev, eller uden indrettede i den en spisesal (43) til os, hvor brødrelagets samtykke fradrage noget af maden serveres i fællessskab til alle brødre. indtægterne fra disse gårde eller udskille dem I år 1257 efter at Herren blev kød, på til anden brug end til brødrenes bord, da skal allehelgens aften (= 31 oktober) ved han være forbandet og ifalde Guds hævn på aftensmessetid (= kl 18) gik vi så i optog, med dommens dag og få sin lod med Datlan og kors, lys, og røgelseskar forrest i toget, som Abiron, hvem jorden slugte levende (48). skik er, og bragte alle helgenlevningerne ud af Givet i det Herrens år 1257, den 1.november den gamle kirke og førte dem med al på allehelgens dag. sømmelig hæder over til den ny under munkenes frydeskrig og jubelråb (44). Her kommer i manuskriptet et nyt ark Nærværende var hr. L (45), ærkedegn i (Fol.28), der indeholder en abbedliste med Århus, og mange andre ædelbårne mænd, som kommentarer til hver abbed fra abbed Asgot jeg ikke alle kan huske navn på. frem til 1320. Hvor stor fromhed og velvilje mod sit kloster den herre abbed Asgot ejede, ses at indholdet Fra abbedlisten om abbed Asgot: af følgende brev: …Om hr. Asgot, som kom fra Vitskøl (Vite scola) var den 14. abbed. Han var gavmild og Til alle Kristi troende, der ser dette brev, og munter i sine dage, og for sit blide sinds særlig til mænd af cistercienserordenen, skyld, lagde han skjul på mangt og meget sender broder A(sgot), kaldet abbed til Øm, efter tid og lejlighed…. (liste over abbeder sin hilsen i alles frelser. fortsat) For at ej det, som øves i tiden skal gå af minde, plejer man at fæstne det ved skriftlige Derefter fortsætter fremstillingen på næste udsagn og gode mænds vidnesbyrd. ark (Fol.29) med en anden skriver/forfatter. Vide skal derfor nutid som eftertid, at vi i det Herrens år 1257, da vort kloster flyttedes fra (Fol.29) – teksten fortsat den gamle til den ny kirke, på allehelgens …Da nu den nævnte biskop P(etrus) Ugotsøn dag, har overladt vor elskede sønner i Kristus så, at abbeden var en velvillig mand, løftede og brødre, fællesskabet i Øm, en gård i han så meget des hidsigere sit hovmods horn Glappethwæt (46) og en anden gård i (49) imod ham, og kom mandstærk til Haghæthwæt (47), som en lægbroder af vort abbediet for at kræve tre ugers gæsteri, så det hus ved navn Oluf Kviter havde købt for egne syntes os alle uudholdeligt. Brødrene holdt midler og tidligere med vor tilladelse tilskødet derfor møde om dette, gik til ham og sagde at brødrene, med alt de nævnte gårdes tilbehør i de ikke kunne bære så store udgifter. Han

svarede dem og sagde: ”Åh hvad, I nyder jo enstemmigt valgte vor herre abbed, Asgot, til meget mere godt af os, end hvad i kan bruge deres fader og hyrde, skønt mod vores vilje. dertil.” Da vi spurgte, hvori disse goder Han havde da været abbed i fem år på elleve bestod, sagde han: ”Vort sagefald af jeres dage nær. Han var den fjortende abbed i dette undergivne (familia), hvoraf I årlig har 40 hus. Han blev abbed i Øm i det Herrens år mark penninges indtægt, samt den afgift der 1255, den 8. juni, og i det femte år derefter, kaldes giaf, og hvoraf I hvert år har en den 28. maj blev han abbed i Vitskøl. indtægt af 14 mark havre; begge dele ejer I jo aldeles frit (50)”. Men det var falsk Noter ved Henrik Adrian: vidnesbyrd af ham, at vi nogensinde har haft 40) Vitskøls abbed (moderklosteret) havde visitationsret over Øm og indsættelsen af Asgot kan så megen indtægt deraf; thi vi havde slet intet være forsøget på at genoprette ordenen i klostret. ud af sagefaldet, uden det alene, at vore Kældermesteren havde en vigtig position i klosteret, bryder og landboer kunne sidde i fred for han organiserede lægbrødrenes arbejde og klostrets bispens fogeders plagerier. Og alt i alt, var vi i strømme af produkter og varer. Asgot har således haft det højeste pligtige til at udredde 2 ½ mark en vigtig rolle at spille i Vitskøl, hvor han også vender tilbage som abbed i 1260. havre af de ejendomme, vi havde erhvervet 41) kirkebygningens grundmure findes udgravet, men efter den almindelige kirkeforsamling i kirken fik aldrig den størrelse, der var planlagt som ved Lateranet (51). Men så meget er sikkert, at en typisk cistercienserkirke. Kun Sorø og Esrum fik et dette havde vi ejet frit fra den dag huset blev kirkerum af denne størrelse og de blev færdige senest grundlagt og lige til denne dag. Og af o. 1200. 42) dormitoriet – brødrenes sovesal, ligger ovenpå ejendomme, der er erhvervede før dette selve bygningen, se Susanne Nisssen Gram: ”Øm almindelige kirkemøde (konciliet), kan vi Klosters udbygningsforløb, -boligindretning og – aldrig være forpligtede til at udrede denne funktion” s 95-119 i Bo Gregersen og Carsten Selch afgift. Jensen (red.): Øm Kloster. Kapitler af et Imidlertid fremturede den nævnte bisp af al middelalderligt cisterciencerabbedis historie. Øm Kloster Museum 2003. kraft i afkræve og udpine af os den omtalte 43) refektoriet, - der er brødrenes spisesal, der ligger afgift og sagefaldet af vore undergivne, fordi under brødrenes sovesal sammen med kapitelsalen, se han håbede, at han kunne få mere ud deraf note 42. end han havde. Til gengæld lovede han os, at 44) Davids Salmer 47,2 vi altid skulle være fri for alt gæsteri. Hvor 45) L. er ikke skrevet med det hele navn, vi kender ikke ærkedegnens navn. ofte vi for denne sags skyld, blev hjemsøgt, 46) Glappetved – nu Glatved, Djursland hvor mange møder vi måtte holde, hvor 47) Hagetved – nu Hoed, Djursland mange penge vi gav ud i den anledning, inden 48) 4.Mosebog 16. Kapitel vi blev bragt til at acceptere, er det ikke let at 49) Lukas 1,69 opregne. Til slut gav vi efter mange ædle 50) Sagefald er indtægter, som klostret har af bøder som klostrets familia (undergivne, -fæstere) er pligtige folks råd vores ja, og indvilligede i en til at betale ved retsbrud. Brud på kirkeretten, fx ved overenskomst på det vilkår, at han fik hvad ægteskabsovertrædelser tilfalder bispen. han krævede, og vi for altid skulle være fri og Giaf – er ”biskopsgaven”, en afgift der oprindelig var frelst for alt biskoppeligt gæsteri (52). frivillig, men senere blev tvangsmæssig og erstattedes Efter denne pagt var sluttet sad vi i fred og ro af bispens andel af tiendebetalingen. En mark havre var 480 skæpper. 1 skæppe svarede til ca 1,9 l. i tre år, så længe han var i live. Senere blev 51) Laterankonciliet i Rom 1215 indkaldt af pave han da hans forseelser mod hans ærkebisp Innocentius III, her blev der vedtaget en række vigtige krævede det, med rette sat i band af den beslutninger bl.a. om cisterciensernes afgiftsfritagelse samme ærkebisp (53), og således domfældt af ejendom de havde erhvervet før 1215. gik han alt kødets gang (54). – Det hændte 52) Vi kender ikke aftalens præcise indhold, den har næppe været dårlig for klostret. Se Skyum-Nielsens imidlertid, at hr. Sven, der på den tid foretod vurdering i ”Kirkekampen i Danmark 1241-1290” s Vitskøl, trådte fra, og så gik det således, at 183-86. fællesskabet i Vitskøl samdrægtigt og

53) Øm-munkene støtter ærkebispen Jacob Erlandsen i hoffet. Fra den dag begyndte som følge heraf kampen mod kongemagten, hvor Århusbispen derimod vor formue af verdsligt gods at aftage og støtter kongen ved at være med til Erik Klippings kroning og bispen bliver bandlyst af ærkebispen, der svinde hen – På denne abbeds tid stod tidligere har bandlyst kongen. Det stiller klostret bispstolen ledig, hvorfor vi sad i fred for vanskeligere i den kommende konflikt med den nye bispeanfald, med undtagelse af, at vi betalte Århusbisp. giaf (58) af de ejendomme vi havde erhvervet 54) Bispen kommer som bandlyst direkte i helvedet. efter kirkemødet i Lateranet, som ovenfor er Det ligger bag Øm-krønikens kommentar. nævnt. – Denne abbeds hu stod mere til at D. Jens III’s abbedperiode 1260-62 tjene Gud alene end til at føre sit liv i verdens Hans eftermand i dette hus blev hr. Jens, den larm. Derfor bad han ofte om sin afsked og tredje af navnet med tilnavnet Dover (55). opnåede den også tilsidst. Han trak sig tilbage Han valgtes i det Herrens år 1260, den 26. i det Herrens år 1262, den 7. januar, det er juni. I hans tid var der stor ufred over hele dagen efter Herrens tilsyneladelsesdag. Danmark, thi hver mand gjorde, hvad han Noter ved Henrik Adrian: lystede. Thi kong Erik, kong Kristoffers søn 55) han var født i Dover ved Mossø, tæt ved Øm. var endnu kun et lille drengebarn, der hverken 56) Prædikerens bog 10,16 forstod at styre sig selv eller andre, og således 57) Kristoffers enke Margrete (Sambiria) gik hine ord af profeten i opfyldelse for os, 58) bispegave – en afgift se note 50. når han siger: ”Ve det land, hvis konge er et barn, osv.” (56). Men den, der holdt dette Konflikterne mellem den ny abbed Bo og den riges ror var dette barns moder (57), og hun nye Århusbisp udvikler sig voldsomt, og er lagde på sine råders ord en sådan byrde på os omhyggeligt beskrevet af munkene – teksten med 1600 ryttere foruden de tilhørende løbere afsluttes, uden at vi får løsninger eller og fodfolk – rent bortset fra de klerke og afslutning beskrevet. riddere, der for deres kæremåls skyld søgte

Videnstekst: 3. Kongemagt, kirke og kernefamilie – 1000 - 1300 Middelalderens historie

1. Kristendommen og kirken – kristningen af Skandinavien 2. Slægt, venner, kongemagt og kirke – konflikter i 1100- og 1200-tallet 3. Slægt, kernefamilie og fæstebønder

Læs vidensteksten igennem – undersøg hvilke temaer teksten behandler? • undersøg: overgangen fra Asa-tro til kristendom - hvad forandres? – hvorfor kristendom? • undersøg: hvilken rolle spiller kongemagten for kirkens udvikling og dannelse af en kirkeorganisation (bispedømmer, sogne, ærkebisp)? • undersøg: hvilken rolle spiller kongemagten og de ledende stormandsslægter og hvordan ændres samfundets udbytningsmekanismer fra vikingetid til højmiddelalder (o.1300) ? • undersøg: hvilke befolkningsgrupper/klasser, der er i den tidlige middelalder og hvor de forskellige befolkningsgrupper er placeret ? • undersøg: hvilke forandringer der sker i anvendelsen af teknologi, og hvilken betydning det har for samfundsudviklingen? • undersøg: hvordan kirkens krav om cølibat, kristent ægteskab og forbud mod at gifte sig indenfor familien skaber grundlaget for kærnefamilien og fæstebondesystemet?

1. Kristendommen og kirken Kongens by Lund – Sven Tveskægs Kristningen af Skandinavien gravplads? Især fra Norge og Island, men også fra Kongemagten i Danmark gav Sverige kender vi til voldsomme missionsbisperne jord og ejendom og byggede modsætninger i forbindelse med de første kirker. Det var helt klart kristendommens indførelse. Der gik en lang kongemagten, der sikrede kirkens arbejde og periode fra ca. 750 frem til ca. 1100 inden den ny tro. Men forinden må man regne med, hele det skandinaviske område kan kaldes at der i Danmark var mange, der allerede var kristnet i vesteuropæisk forstand. kristnede, eller som under deres rejser mod Danmark og Norge var først i rækken af syd og vest var kommet i kontakt med kristne kongedømmer. Sverige kom senere kristendommen. Allerede i 800-tallet kom de med lige efter 1100. første missionærer til Danmark og fra både Island blev kristent år 1000 efter beslutning Ribe og Hedeby er der rester af tidlig kristen på Altinget og fik snart en biskop i Skalholt aktivitet. (1056) og senere i Holar (1106). I Jelling byggede Harald Blåtand en stor Grønlands to bygder fulgte Island, og der blev trækirke måske med et gravkammer til Gorm, oprettet et bispedømme i Gardar i hvis begravelse så blev flyttet fra det gamle Østerbygden mod syd (1124). anlæg med de to store høje til kirken, og Både Grønland og Island kom senere til at Jellingstenene blev placeret mellem højene. høre under ærkebispen i Trondhjem, da de to Men da hele anlægget er under nyfortolkning områder blev en del af det norske er Gorms placering stadig til diskussion. atlanterhavsrige. I Roskilde blev der under Harald Blåtand og Det var stormandsslægterne og kongerne, der Sven Tveskæg anlagt en by med kirke, sikrede den ny religion og kirken. kongsgård, møntsted og havn.

Også i Lund i Skåne kan vi præcist følge På Island og Grønland blev kirkerne bygget udviklingen. Her anlagde Sven o. 990 et helt direkte i tilknytning til stormandsgårdene. I nyt bycenter for Østdanmark med kirke, bisp, både Danmark og Norge blev kirkerne snart møntsted, værksteder, kongsgård og en del af kirkens normale organisation med markedsplads (torv). sognekirker, der fik egen jord og ejendom i Byen blev helt nyanlagt i det åbne landskab landsbyerne. på et bakkedrag ikke så langt fra havet og Overgangen til kristendommen skete med veje ud til områdets vigtigste langsomt og uden større konflikter i Danmark. havnepladser og bebyggelser. Den gamle Asa-tro blev i løbet af Vi kender en del til de mennesker, der var de vikingetiden påvirket af de kristne første indbyggere i Lund. Ud fra gravskik, forestillinger, og de kilder vi i dag har, der fund og bebyggelse kan man se, at der er tale fortæller om Thor, Odin, Freja og de nordiske om tilflyttere fra både England og de sydlige guder og de myter, der er tilknyttet dem, Østersøegne, de sidste måske som trælle. kender vi næsten kun gennem senere Kongen byggede omkring 995 en trækirke fortællinger nedskrevet af islandske og norske med navnet: Trinitatis/Salvator/Drotten. munke i 1200- og 1300-tallet. Kirken er den største af de trækirker vi kender Men på runesten, på billedsten (især på til fra denne periode i Danmark. Vi ved også, Gotland) og på kunsthåndværk fra perioden at den første biskop i Lund – Gotebald, kom kan vi se afbildninger af sagn, figurer og fra England og forestod missionsarbejdet i myter, som ikke altid kan fortolkes med den Skåne og indviede kirken. Trækirken blev i viden vi har derfra. årene lige før Svens død udvidet med et kor Når trosskiftet foregik fredeligt i Danmark og her var placeret et større gravkammer – skyldes det sandsynligvis både at de mange sandsynligvis Sven Tveskægs egen gravplads. danske vikingebosættelser i England hurtigt Omkring 1020 byggede kong Knud efter blev kristnet og kontakterne blev fastholdt til engelsk skik en stenkirke på stedet opført med hjemlandet, men også at presset sydfra og to store gravkamre under skibets østende og magtkoncentrationen omkring de tre koret. vikingekonger: Harald, Sven og Knud sikrede Kirken med de to gravkamre svarede i opbakning bag kongemagten i en længere planløsning til katedralen Old Minster i periode. Winchester, hvor Knud selv senere blev bisat Der er tegn på at kristendommen gradvist tog efter sin død. over fra o. 800 i hele det danske område. Der Måske flyttede Knud sin fars Sven Tveskægs er fundet grave fra 800-tallet, der ligger rigtigt kiste herover, da den nye stenkirke afløste den kristeligt set: -øst-vest, og der er blandede gamle trækirke. På samme måde som Harald rester af gravgods med både kristne symboler måske flyttede sin far Gorm fra højen i det og torshamre fra årene op mod år 1000. hedenske anlæg til den ny trækirke i Jelling. Fra England kom der i 1000-tallet mindst tre Lige så usikkert er det, hvor Harald Blåtand missionsbisper til det danske område, som selv er begravet, selvom en sen kilde nævner ellers var underlagt ærkebispen i Hamburg- at hans lig blev ført til Roskilde. Bremen, der dog også selv sendte missionsbisper til Danmark. Kirkens organisation – bispedømmer og Først under Sven Estridsen (konge 1047- sogne 1074) overgik hele området fra at være et Man regner med, at stormandsslægternes missionsområde til at være et normalt kristent ledere på samme måde byggede kirker ved land. deres storgårde, og på den måde viste deres Kirkens organisation bestod da af troskab overfor kongemagten og samtidig fik bispedømmer med domkirker i byerne: del i den ny tro og i kirkens autoritet. Slesvig, Viborg, Ribe, Odense, Roskilde og

Lund. Nørrejylland havde en biskop med en den svenske kirkeprovins sit ærkebispesæde i kirke (først Vestervig siden Børglum). Gamla Uppsala. Hertil kom de mange sognekirker bygget i træ, der nu lå overalt i landet og som var 2. Slægt, venner, kongemagt og underlagt bispens tilsyn. kirke – 1100-og 1200-tallets I Norge ses den samme udvikling. Efter flere konflikter opgør, hvor kristne og hedenske stormandsfamilier havde bekæmpet hinanden, Stormandsslægter og kongemagt udvikledes omkring 1030 en kongeligt støttet 1100-tallets stormandsslægter havde en anden kirkeorganisation med biskopper i baggrund for deres magtudøvelse end Trondhjem, Hamar, Oslo, Bergen, Stavanger stormandsslægterne i vikingetiden. – og også her spillede engelske bisper en stor Skabelsen af en hird, indsamling af rigdomme rolle. ved plyndringer og vikingetog og ved Kristningen af Sverige foregik over en slavehandel gav baggrunden for længere periode. Missionsbisper fungerede magtudøvelsen i det Nordsø-imperium, som her helt ind i 1100-tallet. Allerede i 800-tallet fungerede indtil ca. 1040. Det var en kom de første missionærer til Birka i plyndrings-og gaveøkonomi, der nu blev Uppland. suppleret med ejendomsret og rådighed over Bisperne i Växjö (Småland), Skara jordens ressourcer. (Västergötland) og Sigtuna (Uppland) Unge stormandssønner blev i vikingetiden og fungerede allerede i begyndelsen af 1000- frem til ca. 1100 stadig opdraget i en tallet. krigertradition og var på vikingetog både i øst Västergötland, Östergötland og det sydlige i Østersøen og ind i Rusland til Byzans og Uppland havde en stor kristen befolkning mod vest til England, Irland og Frankrig. allerede i vikingetiden, det kan man se af de Giftermål og gensidigt ophold sikrede kontakt mange runesten, der blev rejst i denne og sammenhæng mellem fyrsterne i hele det periode. Men langt op i 1000-tallet var der store område. stor modstand mod de kristne især i Uppland Opfordringen til korstog fra paven i 1096 fik omkring Uppsala, hvor man endnu i 1080erne også konge- og stormandssønnerne i Norden havde et fungerende kultsted for Asa-troen. til at deltage i de første korstog – vejene mod Gotland blev tidligt kristent. Ifølge syd gik stadigvæk både østover ad de russiske Gutasagaen (nedskrevet omkr. 1200) blev floder til Byzans og vestover gennem kristendommen almindelig anerkendt i 1000- Frankrig og Italien over Middelhavet til tallets midte ved beslutning på Gutn-altinget Jerusalem. nogenlunde samtidig med at Gotland Men korstogene blev også en del af knyttedes til Svea-riget. middelaldersamfundene i selve Skandinavien. Den danske kongemagts konsolidering under Paven opfordrede tidligt de skandinaviske og Erik Ejegod og broderen Niels og de gode nordtyske fyrster og riddere til at tage på kongelige kontakter til paven førte endelig til korstog mod de hedenske slaver, baltere og oprettelsen af et ærkebispedømme i Lund finner langs med Østersøen, derved fortsatte (1104), så uafhængigheden af Bremen- stormandssønnernes opdragelse til krigere og Hamburg og den tysk-romerske kejser blev det fastholdt vikingetidens krigeridealer. sikret. Både krigerkarrieren med kontakt til For en kort tid var ærkebispen i Lund den kongemagten eller deltagelse i korstog og den øverste gejstlige i Norden, men allerede i kirkelige embedsvej med bispe- og 1152 fik Norge sin egen kirkeprovins med abbedfunktioner lå nu åbne som mulighed for Trondhjem som ærkebispesæde og i 1164 fik de unge stormandssønner. Mange stormandssønner kom i 1100-tallet i kontakt med den tysk-romerske kejser og med

de steder i Tyskland, Frankrig og Italien, hvor Skove blev fældet og landet opdyrket og 1100-tallets universiteter og lærdomscentre lå. mange landsbyer – ”udflytter-torper” blev Men kun langsomt ændredes samfundet og anlagt. samfundsforholdene. Landsbyerne fik ofte navn efter den Kongemagten adskilte sig dog efter 1060 fra storbonde, der oprettede landsbyen. Vi kan vikingetidens kongemagt på flere måder. genkende disse landsbyer i dag med navne, Stormandsslægterne og kongeslægten havde der ender på –rød, -strup, -rup – det kan fx nu store dele af landet som direkte ejendom. være Asminderød, Pederstrup og Ballerup. Der var få frie bønder med ejendom og stadig Det var stormandsslægterne og kongen, der en hel del trælle. Det var stadig slægternes sikrede sig ejendomsretten til disse nye overhoveder, der forvaltede og bestemte over opdyrkninger og dermed øgedes deres den jordejendom, som tilhørte den enkelte ressourcer. slægts- og familiegruppe. I det frugtbare Østdanmark kunne man Middelalderkongedømmet indebar at kongen normalt anlægge landsbyer med 3-4 km’s havde særlige rettigheder – ”regaler”. De afstand mellem hinanden, så var transporten områder og ressourcer som ingen ejede mellem mark og bebyggelse kortest mulig, og tilhørte kongen. Det kunne være de vældige de arealer, der var længere væk end 1-2 km skovstrækninger og retten til vraggods og fra landsbyen, anvendtes så til græsning for fiskeri og efterhånden også retten til skatter, svin, kvæg og heste i form af fælles overdrev bøder og afgifter. mellem landsbyerne. Hvor vikingetidens konger havde en regional Mange landsbyer fik kirker og allerede i baggrund og samlede landets stormænd 1100-tallet, da den egentlige sogneopdeling personligt omkring sig med deres hird og var blevet gennemført, blev de fleste trækirker styrker og belønnede dem med plyndringstog erstattet af stenkirker i romansk stil. og erobringer, oprettedes der efterhånden en fast kongelig gruppe af fogeder og Hjulplov og trevangsbrug embedsmænd, der styrede ledingsflåden og Vigtigt for dyrkningen af de nyryddede som indsamlede ledingsskat, når flåden ikke arealer var det, at man tog hjulploven i brug. blev udskrevet til krig. Den kunne især anvendes på de tunge lerjorde Dette beskatningssystem blev endeligt og ved at pløje markerne i lange strimler med gennemført med landskabslovene fra render imellem de højryggede agre, fik man begyndelsen af 1200-tallet og ledingen kender sikret en vis afvanding. Når man brugte vi direkte fra vendertogene 1140-1190 og helt hjulplov og begyndte at anlægge agre i vange, tilbage til oprøret mod Knud den Hellige i der skiftede mellem byg, rug og brak – blev 1086. det nødvendigt at bønderne i en landsby Nogle historikere mener at selve dyrkede jorden i fællesskab. ledingsflåden med skibe i hvert herred og med Derved opstod det såkaldte ”trevangsbrug”, skattebetaling, når flåden ikke indkaldtes, hvor hjulploven og organiseringen krævede et stammer helt tilbage fra vikingetiden, men det fællesskab i landsbyen om selve dyrkningen er langt mere usikkert. og høsten af jorden. Det betød også, at landsbyerne blev ”bofaste” – alene ved Vækst og bebyggelser rotation af afgrøder opretholdt man nu jordens Efter år 1000 skete der også en indre frugtbarhed – ikke ved at flytte bygningerne kolonisering af landet. Teknologiske og udnytte ”gamle affaldsdynger” til dyrkning ændringer i forbindelse med landbruget og som tidligere. øget opdyrkning udvidede landbrugsproduktionen. Købstæder og handel

Med en mere regulerende kongemagt støttet kongen kunne få af et års omsætning, og som af stormandsfamilierne kom der også man måtte betale, hvis man selv havde haft fredeligere og mere sikre forhold for de mønten et helt år uden at bruge den. købmænd, der sejlede mellem de forskellige I sammenhæng hermed oprettede kongen handelspladser. gennem sine fogeder en tvangsveksling af Den ny kongemagt gav særlige fremmede lødige møntsorter til kongens egne handelsrettigheder til de mange købstæder, underlødige mønter. som især opstod efter 1150. Samtidig med Kongen tvang de fremmede købmænd til at den kongelige regulering fik kongemagten bruge den indenlandske mønt, når de indtægter fra byernes købmænd og handlede i landet. Derved kunne håndværkere og kunne på den måde øge sine møntmestrene spare på sølvmængden i magtressourcer. mønterne og ved tvangsomvekslingen kunne I nogle sammenhænge delte kongen kongen også få et overskud på valutahandel. kontrollen med købstæderne med andre fx Forudsætningen for at opretholde dette biskoppen eller en lokal stormand. møntsystem var at byttehandelen i høj grad Mange af de nye købstæder blev befæstet og var blevet erstattet af torve- og gav på den måde sikkerhed mod overfald og markedshandel, hvor penge hjalp til med at plyndringer udefra. Det gælder fx København, gøre omsætningen lettere, og at den omfattede Nyborg, Kalundborg og Stege, der alle fik mange flere varer end tidligere. Brug af penge både en borg og en bymur eller vold til er således et tegn på en omfattende beskyttelse. varehandel. Mange af samfundets ydelser og produkter Møntsystem - fra værdimønt til skulle udveksles gennem et marked og monopolmønt kongemagten skulle have kontrol med, at kun Allerede under Harald Blåtand blev der af de lokale penge brugtes til omsætningen, for kongen udstedt mønter med fast værdi, der at systemet kunne fungere. kunne lette markedsøkonomien. De første Fra omkring 1060 blev der i Danmark prægede mønter var små og havde et kors fremstillet mønter, der udskiftedes jævnligt, stemplet på den ene side og kongen på den hvor metalværdien var lavere end den anden. Det viser både at Harald anvendte det pålydende værdi, – såkaldt monopolmønt. kristne symbol korset, men også at Først hen i begyndelsen af 1300-tallet markedsøkonomien var så udbredt, at kongen ændredes systemet igen og værdimønt kunne udnytte det til at indføre en værdifast begyndte atter at blive udbredt, mens mønt ved køb og salg. monopolmønten og kontrollen med mønternes Senere fra slutningen af 1000-tallet og frem til brug forsvandt. 1300-tallet gav den kongelige kontrol med For købmænd og stormænd, der handlede handel og omsætning på markedspladserne meget, gav systemet på den ene side fordele og på byernes torve mulighed for at ved at mønten garanteredes som lovligt og kongemagten opretholdt et særligt tvungent betalingsmiddel – men på den anden møntsystem. side var der indbygget en beskatning på Hvert år ved midsommer byttede omsætningen ved hjælp af brugen af tvungne møntmestrene årets mønter til næste års mønter. mønter. I hverdagen – og for den lokale varehandel De gamle blev ugyldige, og når man byttede betød selve tvangen til at bruge kongens mønt, fik man fx kun 4 nye mønter for 5 mønter ikke meget, men for fremmede gamle af samme værdi. Det vil sige, at enhver købmænd, der blev tvunget til at veksle til en mønt i løbet af året mistede 20 % af sin underlødig tvangskurs betød det en ekstra skat pålydende værdi. Det var således den skat på deres omsætning. Til gengæld slap de for

at betale andre ydelser for at få lov til at alliance, der stod overfor hertug Knud Lavard handle og kongens fogeder garanterede i Slesvig, - en søn af Erik Ejegod. Han var markedsfreden og sikrede ro på markedet vasal under den tyske kejser, da han samtidig (eller torvet) og hindrede tyveri mv. Det var herre for obodritterne – et slavisk folk i havde især betydning på de store markeder Holsten. Knuds magtbase var knyttet til som Skånemarkedet og i de mange nye Slesvig, der omkring 1100 erstattede Hedeby, købstæder. og han var i alliance med Asser Rigs slægt (Skjalm-slægten) på Sjælland. Slægt, venner og magt – stridigheder om Konflikten mellem de to grupper skabte magten i 1100-tallet modsætninger og borgerkrigslignende Man skal imidlertid ikke tro at samfundet var situationer i næsten 30 år fra Magnus præget af fred uden vold. De forskellige Nielssøns drab på Knud Lavard i 1131 indtil grupper af lokale magthavere og deres slægter Knuds søn Valdemar i 1157 endelig blev var i lange perioder i konflikt med hinanden enehersker. om kongemagten og de ressourcer, som den rådede over. Rytterhær og fæstninger Magtgrupperne var ofte regionalt baserede og Der skete også væsentlige de tilknyttede konger havde på samme måde militærteknologiske ændringer i 1000- og i særlig tilknytning til bestemte områder. De 1100-årene forskellige elitegrupper fik manøvreret deres Mange stormandsfamilier byggede sønner ind på bispesæderne og oprettede fæstninger, de såkaldte ”motte and baileys”, klostre, hvor de bestemte, hvem der skulle der bestod af et sten- eller trætårn på en høj i være abbed. landskabet og et voldanlæg med nogle Det betød at alliancer og konflikter ofte kunne træpalisader på en banke foran tårnet oftest i gå på tværs af hele det nordiske område, og at nærheden af de landsbyer, som slægten ejede. der var tale om direkte personlige aftaler og Der blev kun bygget enkelte større forbindelser. stenfæstninger i løbet af 1100-tallet - Det kan man se i de mange tilfælde, hvor eksempler er Bastruptårnet i Nordsjælland og kongerne blev dræbt enten i kamp eller ved Pedersborg ved Sorø, der begge hørte til overfald. Skjalm-slægten. Ellers var det især konge og I flere perioder i 1000- og 1100-tallet var der bisper, der opførte de nye kompakte stenhuse omfattende borgerkrige, hvor de forskellige som forsvar. De første vi kender til er fx grupper støttede forskellige kongsemner og Søborg i Nordsjælland, der tilhørte ærkebisp især konflikterne mellem Sven Estridsens Eskil. mange efterkommere fortsatte langt ind i Vordingborg og Kalundborg fra sidste halvdel 1100-tallet. af 1100-tallet tilhørte henholdsvis kongen og Der var mange magthavere, der udfordrede Esbern Snare (Skjalmslægten) og blev opført i hinanden i et stadigt spil om magt. De store teglsten, der blev brændt i Danmark fra ca. stormandsgrupper – som Skjalm- og Trund- 1180. kollektivet og Bodilssønnerne optrådte i flere Hvor vikingeflåderne normalt fungerede med forskellige grupperinger, hvor de forskellige krigere, der kæmpede til fods og som havde kongsemner (repræsentanter for grene af både en særlig skjoldborg-strategi (”svine- den svenske, norske og danske kongefamilie) stillingen”), der sikrede at de kunne søgte at få støtte til selv at få kongemagten og gennembryde og modstå direkte angreb til udfordrede den siddende konge og hans fods, blev det nu muligt med de forbedrede tilhængere. ringbrynjer og lange lanser at kæmpe til hest Kong Niels og hans søn Magnus dannede fx og med større styrke og hastighed at sammen med Trund-slægten en stærk nedkæmpe en stående hær.

Det kendes hos de styrker som Sven Tveskæg organiseret både lokalt og regionalt. erobrede England med i begyndelsen af 1000- Skånelandene, Sjælland med øerne – og tallet og ses på Bayeux-tapetet, hvor Vilhelm Jylland hver for sig. Erobrerens krigere til hest er afbilledet Fra landskabslovene – der er nedskrevet i overfor angelsaksernes krigere, der dannede begyndelsen af 1200-tallet kan man se, at ”skjoldborg” ved slaget ved Hastings 1066. systemet var ved at overgå til et egentligt På længere sigt fik udviklingen af rytteriet skattesystem. stor betydning for den måde konflikterne Hvor man i begyndelsen fik bøder, der tilfaldt mellem stormandsslægterne og de mange kongen, hvis man blev væk ved en kongsemner, der søgte at besidde indkaldelse – ændredes det efterhånden til at kongemagten, blev udkæmpet på. ledingsbønderne årligt betalte en ledingsskat til kongen for helt at slippe for Fra Fodevig til Grathe Hede militærtjeneste. Et af de afgørende opgør i fejderne i 1100- Kun i særlige tilfælde kunne alle mænd tallet, - slaget ved Fodevig i 1134 efter Knud alarmeres og kongen kunne da ”kalde alle Lavards død, - blev netop afgjort af en mand af hus” til landets forsvar. rytterhær med lanser. Den udryddede på det Baggrunden for ledingsvæsenets opløsning nærmeste hele kong Niels styrke, der var ved var bl.a. overgangen til større og mere at gå i land ved Skåneøret, hvor den blev lasttunge sejlskibe omkring 1200. Nu kunne overrasket af hærføreren Erik Emunes skibene også have flere heste med, og dermed beredne styrker. Niels’ søn Magnus, seks kunne en flåde medbringe en samlet rytterhær bisper og en lang række stormænd faldt i og det sikrede både mobilitet til vands og til slaget på Niels side. Kong Niels undslap og lands. Den gamle ledingsordning levede ikke flygtede, men blev kort efter myrdet af mere op til disse krav, og kongen måtte nu borgerne i Slesvig, der var knyttet til Knud skaffe finansiering til transport på større Lavard og nu støttede sejrherren Erik Emune. skibe, men kunne stadig kræve at Det betød en kraftig omvæltning i stormændene mødte frem beredne med deres magtforholdene – i perioder var der nu op til 3 rytteri og følge. konger samtidigt i det danske område med hver sine stormandsalliancer og med kejseren Valdemar, korstog og stormandsalliancer som 3. part bag sig. I 1100-tallet blev det danske rige en Knud Magnussøn var i en periode i 1150’erne korsfarerstat, der angreb de hedenske områder i alliance med Valdemar Knudsøn, men Knud langs med Østersøen. I opløsningsperioder i blev dræbt under et julegilde i Roskilde 1156 midten af 1100-tallet var det venderne sydfra, af kong Svend (søn af Erik Emune), og kort der plyndrede og søgte at kolonisere de efter led Svend selv nederlag og døde i slaget danske øer ud til Østersøen, og som her på Grathe hede ved Viborg i kamp mod hentede slaver, der videresolgtes. Valdemar. Flere opfordringer fra paverne til de nordiske konger søgte at få dem til at drage på korstog Leding og ledingsskat mod de hedenske folkeslag ved Østersøen. Fra 1080erne kender vi til ledingssystemet, 1146 drog de tre konger Knud, Svend og hvor kongen eller landstinget kunne indkalde Valdemar derfor i fællesskab på korstog, men en flåde, hvor hvert skib var lokalt baseret og uden at det standsede vendernes udstyret af de frie ledingsbønder. plyndringstog på øerne og Sjælland, og uden Styresmændene havde pligt til at samle at konflikterne mellem de tre konger og deres ledingsbønderne og sikre, at der var udstyr, alliancepartnere blev løst. Venderne var under proviant og folk, når flåden blev indkaldt. pres fra de nordtyske fyrster og kæmpede Noget tyder på at ledingsflåden var

både mod tvangskristningen og for at beholde Et større skånsk oprør rettet mod Absalon deres selvstyre. 1179-81 viste, at der stadig var modstand af Først med Valdemar den Stores betydning mod de nye magthavere. Flere magtovertagelse i 1157 udvikledes de mange generationer frem var det derefter slægtninge vendertog til egentlige korstog nu aftalt med til Absalon, der sad som bisper i både Århus, andre fyrster i Nordtyskland. Roskilde og Lund. Hver sommer og efterår i en længere periode Fra at være mere regionalt baseret var den ny søgte ledingsflåden fra Sjælland og Skåne at middelalderlige kongemagt nu blevet mere sikre kontrollen med områderne syd for de centraliseret og de tre riger: Danmark, Sverige danske øer. Efter aftale med den saksiske og Norge blev nu fast afgrænset i forhold til hertug Henrik Løve lykkedes det endeligt at hinanden med hver sin ærkebisp og hver sine erobre Rügen i 1169 og ødelægge vendernes kongeslægter, der i øvrigt var indgiftede med hedenske kultsted i Arkona. hinanden. Roskildebispen Absalon overtog arbejdet med at kristne øens indbyggere og øen kom til at Frigørelsen fra den tyske kejser høre direkte under Roskilde bispedømme. De Ved konflikterne mellem Knud Lavards vendiske fyrster på Rügen blev vasaller under efterkommere og Niels’ og Magnus’ Valdemar. slægtninge og venner fra 1131 til 1157, kunne også udenlandske fyrster spille en rolle i de Valdemars magtklike danske opgør. Både fyrster i Nordtyskland og Den gruppe, der støttede Valdemars vej til kongerne i Sverige og Norge blandede sig. kongemagten, var i høj grad præget af En vigtig fyrste udefra var den tysk-romerske Skjalm-slægten (Skjalm Hvides efterkommere kejser, der i hele 1100-tallet opfattede den og venner). danske konge som sin vasal. Valdemar selv var fostbroder til Absalon og Først under Knud (1182-1202, Valdemar den Esbern Snare og var derfor knyttet til Stores efterfølger) lykkedes det for den Skjalmslægtens magtfulde stormænd. danske konge at undgå at være direkte Skjalmslægten havde nærmest monopol på underlagt kejseren. jordejendom i Midt- og Nordsjælland Perioden 1157-1241 var således en periode omkring 1150, og de spillede en afgørende præget af en stærk kongemagt, der støttede rolle som støtter for Valdemars kongemagt. sig på en bestemt gruppe af Men Valdemar var selv som enekonge ikke herremandsfamilier, der var loyale overfor uden modstandere. kongen. Efterkommerne fra Sven Estridsøns mange Først under Valdemar Sejrs sidste sønner udfordrede til stadighed Valdemars regeringsperiode gav ekspansionen problemer kongemagt, men uden at det lykkedes for dem og kongen kunne da ikke klare den opposition at vælte ham. af fyrster, der fulgte med erobringerne i det Ved ærkebisp Eskils fratræden i 1177 fik den nordtyske og slaviske område. sejrende magtgruppe endelig kontrollen med ærkebispesædet i Lund. Roskildebispen Valdemar Sejrs Østersøimperium Absalon fra Skjalmslægten fik af paven Både under Knud (1182-1202) og ekstraordinært lov til at beholde efterfølgeren Valdemar Sejr (1202-41) Roskildesædet samtidig med, at han overtog fortsatte ekspansionen ind i Østersøen. ærkebispesædet fra Trund-slægtens Eskil. Gennem Knudsgilderne – en Eskil havde forinden søgt at presse sin egen købmandssammenslutning med basis i de slægts kandidat domprovsten Asser igennem mange nye købstæder og med hovedkirke i som ærkebisp, men det mislykkedes. Ringsted, støttede kongemagten fra o. 1170 handelsforbindelserne fra de danske

købstæder gennem Østersøen over Visby til mellem forskellige dele af kongeslægten og Novgorod. de tilknyttede herremænd. Både på nord- og sydsiden af den Finske Bugt Ridderne og væbnerne – eller adelen - blev søgte Knud og Valdemar Sejr at sikre sig efterhånden en selvstændig kontrol med både land og handelspladser. befolkningsgruppe med særlige rettigheder og Områderne tilhørte de ”hedenske folkeslag” privilegier. De fik efter 1282 en særlig som korstog blev rettet imod, og som derfor samfundsplacering ved at de gennem en sikrede korstogsdeltagerne ”frelse”. Det var håndfæstning, der blev pålagt kongen, fik del områder, som også den svenske konge søgte i beslutningerne om rigets politik. at erobre. En forsamling af stormænd og kirkelige I løbet af 1200-tallet første årtier lykkedes det ledere mødtes derefter jævnligt til rigsmøder for Valdemar Sejr og ærkebispen i Lund at eller ”Danehof”, hvor man uafhængigt af sikre sig kontrollen med et større landområde landstingene forhandlede om aftaler og den med byen Reval (nu Tallinn) i det nuværende politik, som kongen skulle følge. Estland. Hele den sydlige Østersøkyst fra Kong Erik Klippings besegling af den første Slesvig næsten frem til det senere Danzig, håndfæstning gav således adelen ret til at kom også under Valdemar Sejrs kontrol og deltage i de politiske beslutningsprocesser og han overtog i flere år på den tyske kejsers begrænse skatteudskrivningen, og den sikrede vegne kontrollen med den nye handelsby årlig indkaldelse af ”Danehof”. Samtidig Lübeck. kunne kongen ikke mere fængsle de adelige Korsfarerideologien og kontakterne ude i uden lov og dom. Europa skabte nye politiske forbindelser til Hvor 1100-tallets konflikter var præget af de andre korsfarerriger. Valdemar Sejr blev i sit mange skiftende slægtsalliancer og andet ægteskab gift med Berengaria – en vennegrupper, var der i 1200-tallet kommet portugisisk korsfarerprinsesse, hvis slægt var nye grupper af magthavere med ressourcer til. knyttet til både Flandern og Portugal. Især ærkebispen af Lund og Roskildebispen Valdemars Østersøimperium faldt delvist (men også de andre kirkelige ledere) spillede sammen efter 1220. En gruppe nordtyske en væsentlig rolle i de opgør, der var mellem fyrster, der var imod Valdemars dominerende de forskellige stormandsgrupper og kongerne indflydelse overfaldt og fangede Valdemar og i perioden. hans søn på Lyø i 1223. Selvom de to blev Kort efter aftalen om håndfæstning blev Erik løskøbt og paven greb ind med bandlysning, Klipping (som den sidste danske konge) lykkedes det ikke for Valdemar at fastholde myrdet i 1286 og langvarige konflikter med kontrollen med områderne syd for Østersøen. de påståede mordere (”de fredløse” omkring Et militært nederlag ved Bornhøved i Holsten grev Jacob af Nørrehalland og den 1227 standsede ekspansionen og ophævede forhenværende marsk Stig Andersen) brød ud. Valdemars magt i hele området bortset fra De ”fredløse” allierede sig med den norske Rügen. Men Estland forblev tilknyttet den konge, og ærkebispen af Lund støttede dem i danske kongemagt til midten af 1300-tallet. perioder. Først ind i begyndelsen af 1300- Nord for den finske bugt lykkedes det tallet blev der fred mellem parterne. Mange af samtidig for den svenske konge at kristne og de fredløse var da døde, konflikterne med underlægge sig store områder i det, der senere Norge blev bilagt, og der kom en pavelig blev til Finland. afgørelse med Jens Grand ærkebispen af Lund, der blev flyttet til Riga og som kort Konflikterne i 1200-tallet – kirke, efter selv døde. kongemagt og herremænd Eriks søn Erik Menved (1286-1319) søgte at Efter Valdemar Sejrs død 1241 kom der atter få tilslutning til en mere ekspansiv politik i en periode af borgerkrig og sammenstød Nordtyskland, der i begyndelsen lykkedes.

To gange i 1200-tallet kom det således til forbuddet er imidlertid forskelligt fra samfund voldsomme modsætninger mellem til samfund. ærkebispen og kongemagten, hvor Kravet om kristent ægteskab, der forbød ærkebisperne Jacob Erlandssøn og Jens Grand beslægtede at gifte sig og kravet om seksuel blev fængslet og måtte flygte. På lang sigt var afholdenhed (cølibat) for præster var i det kongemagten, der trak det længste strå. senmiddelalderen en vigtig del af de Paven og den tyske kejser var ofte interesseret forestillinger, som blev forkyndt af kirken. i at have den danske konge som allieret og Allerede i 700-årene begyndte kirken i selvom konflikterne kunne fortsætte i årevis, Vesteuropa at kræve, at kristne ikke giftede blev de bilagt uden at kongerne af den grund sig eller havde seksuel omgang med mistede magten. slægtninge indtil det syvende led, det vil sige bl.a. med fætre og kusiner. 3. Slægt, kernefamilie og Dette krav fik for den vesteuropæiske kultur fæstebønder afgørende virkninger på folks og familiernes Myten om kernefamilien og den udvidede adfærd. familien Konsekvenserne af et incestforbud indtil ”Far, mor og børn” i en familie er stadig i dag syvende led kan holdes op mod den praksis, det danske samfunds sociale grundlag. der var og delvis stadigvæk er i muslimske Børnene opdrages af deres forældre og det er i lande øst og syd for Middelhavet. denne tætte familiesammenhæng, at vores Her var incestforbuddet begrænset svarende sociale opfattelser og færdigheder tilegnes. til det vi har i dag i Danmark. Her er det alene Det er en historisk myte, at kernefamilien ulovligt at have seksuel omgang med først blev skabt i perioden med søskende, forældre og bedsteforældre. industrialisering og urbanisering. Folk tror Dette begrænsede incestforbud betyder, at fx umiddelbart, at man i ”gamle dage”, da folk kusiners og fætres giftermål med hinanden er boede på landet, havde en anden slags familie tilladt, og i et bondesamfund kan det fortsat - "en udvidet familie", kunne man kalde det. sikre at familien og dens jordejendom og Børn, børnebørn, forældre og bedsteforældre ressourcer bliver holdt sammen generation boede sammen på samme gård og var efter generation. afhængige af hinanden, har man påstået. Resultatet blev indgiftede familier og Kernefamilien kom så først til, da folk kontinuitet i ejendomsbesiddelsen. Kun hvor flyttede til byen under industrialiseringen og familien fik særlige fordele af det, giftedes de små lejligheder kun kunne rumme far, mor døtre bort udenfor den nære familie og derved og børn, og bedsteforældrene boede skabtes en helt ny slægtsalliance. andetsteds. Den bortgiftede datter fik sin "brudegave" og Men det passer ikke. "De gode gamle dage på sin arv med over i en anden familie og landet" byggede også på kernefamilien, og familien mistede dermed værdier, der så til rødderne til den moderne kernefamilie skal gengæld skulle opvejes ved den ny ikke søges under industrialiseringen, men i slægtsalliance og de nye muligheder den gav. senmiddelalderens bondesamfund! Indgiftede familier holder sammen på Den katolske kirkes udvidede incestforbud jordbesiddelsen Det var den kristne kirke i middelalderen, der I Tyskland, England, Nordfrankrig og skabte den moderne kernefamilie. Hvordan Skandinavien var det for de ledende slægter det? afgørende, at den jord de herskede over, Alle samfund har regler og normer med fortsat kunne forblive indenfor slægtens forbud for seksuel omgang med slægtninge og rammer. Jord, ressourcer, mennesker og nærtstående (incestforbud). Omfanget af politisk magt var tæt forbundne.

Det var karakteristisk, at man i Nordeuropa i ikke individuelt bestemte over. Jorden kom så den tidlige middelalder havde både mandlig at sige før mennesket. og kvindelig arveret, og at slægtsansvaret For kirken var jorden et redskab til produktion både omfattede de slægtninge, der var af ens og ydelser. I den kirkelige samfundsopfattelse mødrene og fædrene familie. Hvor “familien” bestod samfundet af tre adskilte grupper: de i dag skifter med hver person, der jo knyttes bedende, de forsvarende og de arbejdende. til både den mødrene og fædrene familie, var Tre grupper med hver sine funktioner der i den tidlige middelalder og i det gamle indstiftet af Gud og i et fast underordnet nordiske bondesamfund tale om, at familien i forhold til hinanden. praksis var en meget mere fast størrelse. Det skyldtes, at man fastholdt et system, hvor • "De bedende" - munkene, nonnerne, præsterne og “slægten” - familiebåndene - var knyttet til de øvrige gejstlige var i kraft af deres direkte den samme gruppe af mennesker blandt andet underordning under Gud repræsentanter for den åndelige indsigt og i kraft af deres indvielse til ved, at man giftede sig og fik børn med kirken og deres cølibat undergivet kirken. nærtstående fx fætre og kusiner. • "De forsvarende" - kongerne, fyrsterne og deres Familien eller “slægten” havde fælles underordnede riddere og mænd havde som opgave forpligtelser i samfundet til at støtte hinanden, at beskytte menneskeheden og sikre fred og til at have fælles jordejendom og slægtninge retfærdighed. var ansvarlige i forhold til hinanden i tilfælde • "De arbejdende" var beskyttet og undergivet kirken eller en anden herre, de arbejdede med af retsafgørelser ved drab og bøder. jorden og sikrede menneskehedens liv på jorden. Der var også en lang række sociale krav til slægtens medlemmer i tilfælde af Der var både trælle og fæstere under slægtsfejder, gengældelseshandlinger og storgården, husmænd og selvejerbønder i den æresdrab. Det var med til at sikre samfundets enkelte landsby. Men de ydelser og tjenester fred. man gav hinanden hørte til indenfor slægtens Kirkens krav om, at et ægteskab kun var rammer. Den fattige bonde og den rige kristent og dermed gyldigt, hvis de to parter stormand kunne tilhøre samme slægt og var ikke var i familie med hinanden indtil det knyttet sammen gennem slægtsinstitutionen syvende led, ville med den daværende med fælles vidneansvar på tinget og arvetradition og opfattelsen af kvindernes slægtskabet til sikring af fælles sikkerhed og arveret betyde, at en slægts jordbesiddelser overlevelse. gennem blot få giftermål ville blive splittet Fjernelsen af muligheden for at "gifte sig" helt op og slægtssammenholdet ville blive indenfor slægten med kusiner og fætre må opløst. have svækket og truet slægtskabsinstitutionen alvorligt. Den gamle nordiske og den nye europæiske Med udbredelsen af det "kristne ægteskab" i samfundsopfattelse 1200-årene forsvandt ligeledes muligheden Den samfundsopfattelse, der lå bag for skilsmisse. Andre samlivsformer blev slægtskabsinstitutionen havde et andet ulovlige, og det blev nu meget vanskeligere at udgangspunkt end den tradition kirken bevidst afgrænse hvem "slægten" var. prøvede at indføre. I hele Europa var slægten ikke bare de "Jord" var i den nordiske sammenhæng mandlige efterfølgere eller forgængere. En grundlæggende en ressource som menneskene persons slægt var både de kvindelige og havde til låns i deres levetid og som netop mandlige slægtninge. Og med kravet om ikke tilhørte slægten - forfædrene og de at være i familie indtil det syvende (eller kommende. Slægten og jorden var knyttet til fjerde) led blev "slægten" en meget usikker hinanden. Jorden var en ressource, som man størrelse på den måde, at hver person så at sige havde sin egen individuelle slægt, der så

ikke kunne optræde på tinget eller i den I Danmark gennemførtes i løbet af 1100-årene daglige sammenhæng som en fast og stærk kravet om cølibat overfor sognepræsterne samfundsinstitution. samtidig med, at et andet kernepunkt, tiende- På samme måde forsvandt trællene og de betaling, slog endeligt igennem. ”ufri” som samfundsgruppe. Ophøret af Kirkens opfattelse af det "kristne ægteskab" plyndringstog og korstog i naboområderne fra var derimod endnu ikke slået igennem i slutningen af 1200-tallet fjernede muligheden lovgivningen. for slavetilførsler udefra og kirken opfordrede til frigivelse af trællene. Udviklingen i Danmark i 1200-årene - I Danmark forsvandt trællene omkring 1200, i landskabslovene som kompromis Sverige skete det lidt senere. Det betød at der I 1215 vedtog pavekirken på et kirkemøde i i Nordeuropa efter 1300 slet ikke fandtes Laterankirken i Rom, at incestforbuddet kun slaveri, og at slavehandel ikke forekom mere. skulle gælde indtil fjerde led, men det betød Det var meget forskelligt fra forholdene i fortsat at fætre og kusiner stadig ikke kunne Sydeuropa og omkring Middelhavet. gifte sig lovligt. Krav om kristent ægteskab og cølibat –var i Samtidig skærpedes reglerne om ægteskabs hele perioden en vigtig del af kirkens indgåelse. Begge parter skulle give deres jordsamlingsstrategi. samtykke. Ægteskabet skulle være frivilligt For den ekspanderende kirke var det et vigtigt også fra kvindens side. Disse bestemmelser krav at udvide incestforbuddet. Kirken søgte blev nu kirkens politik i hele Vesteuropa og med kravet netop at splitte indgiftede familier dermed også i Norden. og ophæve slægtens stærke sociale kontrol Det er karakteristisk at landskabslovene fra med individerne. Kirken ønskede at de begyndelsen af 1200-årene i Norden blev velhavende jordejere opførte sig individuelt udformet, så de gik på kompromis med disse og handlede udenom slægtens interesse ved strenge krav. Men i løbet af det næste død og giftermål. Så kirken frit kunne århundrede blev de til gældende ret, og modtage gaver og øge sin egen jordejendom. slægtens besiddelsesret til jord gik helt i En trussel mod kirken kunne præsters og de opløsning ligesom slægten som retsligt værn gejstliges egne giftermål også være. At opnå med ansvar for andre slægtninge ophørte med embeder i kirken blev en vigtig del af at fungere. slægternes egne strategier for at sikre sig Familien blev derfor til en "kernefamilie" og jordbesiddelse. Cølibatskravet - det vil sige jordspørgsmålet ved giftermål løstes nu alene kravet om at præster og gejstlige skulle være ved strategiske giftermål mellem de seksuelt afholdende og ikke måtte gifte sig - jordejende familier. Det gjorde det langt blev derfor en meget vigtig del af kirkens vanskeligere at bevare slægtens kontrol med politik for at sikre præsterne uafhængighed af jordbesiddelsen. familie- og slægtshensyn. "Frillebørn" og ”børn født udenfor ægteskab” forekom nu ikke mere indenfor det etablerede Kravene er svære at opfylde i praksis samfunds rammer, og de mistede helt deres Kirken havde svært ved at tvinge sin politik arveret. igennem direkte. Lokalt blev der skabt mange Hvis man går tilbage til Saxo, der skrev sin kompromisser mellem kirke og fyrstemagt og lange beretning om "Danernes Bedrifter" de jordejende slægter. Men gennem nogle omkring 1200, er det klart, at der i datidens århundreders pres lykkedes det for kirken at samfund var eller havde været en lang række gennemføre både cølibat for sine egne præster forskellige samlivsformer og et langt bredere og et udvidet incestforbud for alle i slægtsansvar blandt de store jordejerslægter. samfundet, der ville leve i et gyldigt og I Jyske lov fra 1241 var samliv tilladt udenom kristent ægteskab. det kirkelige ægteskab. Når en mand havde

boet sammen med sin "slegfred" i tre år, blev 1200-årene om ejendomme, som kirken havde forholdet anset for at være et retsgyldigt overtaget som gave eller andre rettigheder ægteskab. På samme måde kunne et kirken havde modtaget ved indstiftelse af "slegfredbarn" eller et "horebarn" arve, hvis årtider og messer. faderen overholdt reglerne om at give arven Slægtninge til giveren nægtede simpelthen at til barnet inden sin egen død. acceptere, at de "gaver" som kirken havde modtaget, var til evig ejendom. Slægten Kanoniske retsregler og kirkens havde efter den nordiske opfattelse retten til domsfunktion jorden og den kunne hverken sælges eller I Frankrig, England og i Middelhavslandene gives bort, men alene brugsretten kunne for gennemførte den romersk-katolske kirke en periode afgives til andre. kravet om kristent ægteskab og cølibat for de I perioden op til ca. 1300 havde slægtens gejstlige før 1100. medlemmer efter landskabslovene stadig Både ægteskabs- og cølibatreglerne gav rettigheder i forbindelse med afhændelse af anledning til, at kirken måtte udfærdige et jord til en part udenfor slægten. Salg af jord omfattende sæt af retsregler, som kirken selv skulle godkendes af slægtninge, der havde administrerede udenom det lokale retssystem forkøbsret. Jordegaver til kirken blev i – herreds- og landstingene. landskabslovene begrænset til "en hovedlod" Kirken kunne ved at udelade de troende fra af arvejorden, og ved gaver på selve dødslejet sakramenterne ("bandlyse" dem) og holde eller under sygdom begrænsedes en gave dem udenfor kirken gennem social tvang til yderligere til "en halv hovedlod". På samme en vis grad selv gennemtvinge de kirkelige måde var det stadig sådan, at et ægteskab regler og afgørelser. krævede resten af slægtens accept, det vil sige Kirken i Vesteuropa tiltog sig således at landskabslovene tilsidesatte kirkens klare domsmyndigheden i forbindelse med samtykkebestemmelser. ægteskabsregler og arveregler og derved også i mange andre aftaleforhold, hvor kirken med Slægtskabsinstitutionen går i opløsning sin sociale tvang kunne optræde som dommer Kirken overtog efterhånden megen ejendom eller mægler. og mange rettigheder knyttet hertil gennem De kirkelige eller "kanoniske retsregler" gave og tildeling og dermed blev byggede på gamle romerske retsopfattelser og stormandsslægternes råderum tilsvarende blev en vigtig del af den undervisning som begrænset. gejstlige måtte igennem, når de uddannede sig Når slægtssystemet i den grad kom under pres til ledende poster i kirken. skyldtes det dog ikke alene kirkens politik. Hvor man i retsafgørelserne på tinget nåede Den vækst der skete i produktion, opdyrkning frem til en afgørelse gennem vidners ed og og befolkning i løbet af 11- og 1200-tallet magtfulde personers pression – var kirkens skabte også krise for slægtssystemet. retsregler og krav om retfærdighed præget af Befolkningsvækst skabte en yderligere en forestilling om, at vidner og beviser kunne opdeling af brugene med større sociale vurderes objektivt af en dommer, og at der var forskelle til følge. De mægtige jordejere fik tale om en proces, hvor man fastslog eller nu selv interesse i at ophæve nærmede sig sandheden formidlet af slægtsinstitutionen og dermed selv sikre sig dommeren og hans afgørelse. yderligere magt og fordele ved at gøre mindre betydende slægtninge direkte afhængige af sig Slægtens modstand som undergivne, fæstere og landboer. Konflikterne mellem slægtsinstitutionen og Omkring 1300 kan man se at dette rent faktisk kirkens ægteskabsfortolkning kom også til var ved at ske. Der blev nu på rigsmøderne udtryk ved en lang række sager i 1100- og under kong Erik Menved (1286-1319) udstedt

forordninger, der krævede at slægtsværnet Det ophørte ind i 1200- og 1300-tallet. Nu helt ophørte. Man måtte ikke "under nogen begyndte kirken med ærkebispen og bisperne omstændigheder påtage sig forsvaret for i spidsen at spille en selvstændig rolle i nogen undtagen de hører til hans undergivne kampen om magt. ("familia") eller bor på hans jord ..." (Rigsforordningen 1304 § 5, citeret efter Helge Paludan: Familia og Fæstebønder og kernefamilie familie, Århus 1995, s 21-22). I årene forud havde kongen skænket mange af Hvordan opstod "kernefamilien", da slægtens de bøder han som part i tingsafgørelserne rolle som samfundsmæssig institution havde fået del i til den dømtes husbond. Det forsvandt for den jordejende overklasse? vil sige at den europæiske traditions herre- For det første blev giftermål nu en individuel tjener-forhold nu i praksis havde afløst sag, hvor kun to forældrepar og eventuelle slægtskabsinstitutionen, som det der fastlagde søskende var involveret. Da arvereglerne i samfundsordenen. Norden i den tidlige middelalder gav Hvor kongen i landskabslovene i en række arverettigheder til kvinder, så blev arvedeling tilfælde erstattede eller supplerede slægten, og brudegave nu et problem for de jordejende som den instans der sikrede at bøder blev familier. inddrevet, var det nu endt med, at det var de I andre vesteuropæiske samfund fx England herrer, der havde undergivne i deres værn, der og Nordfrankrig medførte dette, at kvinders overtog kongens og slægtens regulerende arveret helt forsvandt og at man ofte gav funktion. særlige rettigheder til den førstefødte søn, så Omkring 1300 kan man derfor regne med at selve hovedgården kunne fungere videre uden alle mennesker i samfundet kunne placeres at blive opdelt. ind i et nyt underordnelsesforhold udenom I Danmark opretholdt man imidlertid stadig slægten, hvad enten det var til kirken, til en både kvindelig arveret og arvedeling, anden herre (jordejer) eller til kongen. Den øjensynlig uden at det fik konsekvenser i form europæiske samfundsopfattelse var nu blevet af opdeling af brugene. dominerende. Det skyldes at ejerskab og dyrkningsmåde nu blev helt adskilt. Jordejerne var ikke mere Den nye magtfulde kirke tilstede i selve landsbyen, hvor det alene var Langsomt men sikkert var det gamle nordiske fæstebønderne og deres familier, der dyrkede slægtskabssystem gået i opløsning. Gennem jorden og betalte afgifter til ejerne. århundreder havde dette system gennem Der skete således en ændring i landbrugets landstingene støttet af kongemagten og dens dyrkningsstruktur fra landsbyer med storgårde regionale høvdinge- og slægtsalliancer i og tilknyttede små gårde og huse, - til perioder sikret samfundets fred. landsbyer med lige store fæstegårde. Samtidig var kirken for alvor blevet en ny Overgangen foregik langsomt fra ca. 1250 til fredsstifter ved siden af de gamle 1400 og skete samtidig med de store samfundsinstitutioner: kongen og tinget. samfundsændringer, som pesten i årene efter Styrket med jordressourcer og med magt over 1347 satte i gang og som betegnes som ”den sine mange undergivne var kirken nu en senmiddelalderlige krise”. institution, der nåede alle samfundsgrupper. I den tidlige middelalder var kirken meget tæt Familiebilleder knyttet til de store jordejende slægter og var i Det skifte, der kom i Danmark i 1300- og høj grad underlagt deres krav. Kirkebygninger 1400-årene i ejendoms- og og præsteskab var direkte forbundet med dyrkningsstrukturen, var således med til at kongefamiliens og slægternes overhoveder og sikre at produktion og overskud stadig kunne deres storgårde. forvaltes funktionelt og med fordel for jordejerne, hvem de så end måtte være.

Samtidig var der opstået en ny dominerende samfundet. Billeder af familien kunne ses på social enhed i det danske samfund: kirkernes vægge og på altertavlernes billeder. fæstebondefamilien. Den omfattede far, mor Det var kombinationen af pestens virkninger, og børn og det tyende, der var plads til på den krav om ”kristent ægteskab”, kirkens pågældende gård. incestforbud og ligestillingen af "Familien" med far, mor og børn i alle sociale fæstebønderne i landsbyen efter pesten, der lag blev nu en fast "institution" for alle i hele sikrede kernefamiliens succes i middelalderen og måske derfor også i nutidens Danmark.