PRESSEMATERIALE:

Livlægens Besøg Instrueret af Emmet Feigenberg

foto: Claus Peuckert

Premiere 17. November – 31. December 2016 - Billetter købes på www.bettynansen.dk

Pressekontakt: Line Bilenberg, 20710494, [email protected] Pressemateriale billeder downloades på: www.bettynansen.dk Username: teater Password: presse

1 Indhold: Side 2: Indledning Side 2: Synopsis for hele stykket Side 3: Karaktererne i Livlægens Besøg Side 5: Instruktøren om forestilingen Side 6: Baggrunden for stykket Side 7: Om Betty Nansen Teatret Side 7: Korte biografier Side 9: Creditliste

Indledning: Emmet Feigenbergs iscenesættelse af ”Livlægens besøg” er baseret på Per Olov Enquists roman af samme navn. Historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee blev også filmatiseret i 2012 under titlen ”En kongelig affære”.

I filmen var omdrejningspunktet kærlighedshistorien imellem Struensee og Caroline Mathilde, men på Betty Nansen Teatret er fokus nu flyttet til Christian VII. Kærlighedshistorien er stadig vigtig, men det er en kærlighed, der rummer både Caroline Mathilde, Struensee og Christian VII.

Det gør ikke historien til et klassisk trekantsdrama, for kærligheden i ”Livlægens besøg” er mere rummelig end som så. Man kan måske nærmere tale om, at de alle tre havde en stor kærlighed for hinanden.

I 1990erne indførte man ordet ”polyamori” – dette ord betyder at man kan have flere kærligheds-partnere end en og at dette ikke anses som utroskab. Var de tres forhold i virkeligheden polyamorøst? Det mener vores instruktør at de var og forestillingen peger på, at der var en sammenhæng mellem deres brud med normerne inden for intimsfæren og de politiske reformer, de gennemførte.

Historien om de tre er endvidere et vigtigt stykke Danmarks historie. Hele Oplysningstiden og de store tanker og reformer som Struensee og Caroline Mathilde fik igennem, danner hele grundlaget for mange af de retningslinjer og love vi lever efter i dag. Emmet Feigenberg mener at vi er på vej i den forkerte retning som samfund i dag og siger længere nede i dokumentet: ” at Livlægens Besøg handler om fortiden, men får os til at mærke, at nogle grundlæggende værdier, som vi troede var urørlige, er kommet under pres i dag.”

Synopsis: Da den sindslidende Christian den VII. i en alder af 16 bliver gift med sin engelske kusine Caroline Mathilde, står de begge lige fremmede over for ægteskabet. I et forsøg på at anspore Christian til samliv med Caroline Mathilde, introducerer man ham for den prostituerede Støvlet-Cathrine, som seksuelt øvelsesobjekt. Sammen med Støvlet-Cathrine føler Christian sig for første gang tryg. Da Hoffet ikke er meget for forholdet, deporteres Støvlet-Cathrine og Christian den VII tvinges til at ligge med Caroline Mathilde.

Den unge Konge har mange anfald og da han på et tidspunkt skal på en længerevarende dannelsesrejse engagerer man Struensee, som hans livlæge i håbet om at stabilisere Christians anfald. Christian og Struensee fatter øjeblikkeligt sympati for hinanden, idet de begge er optagede af Oplysningstidens ideer med den franske filosof Voltaire som ideologisk bannerfører.

Da Christian efter et år vender tilbage til København, følger Struensee med. Kongen nærer nu blind tillid til ham og overlader i realiteten magten til ham. I Christians fravær har Caroline Mathilde født ham en søn, kronprins Frederik den VI. og alt imens Christian forsvinder ind i infantil formørkelse overtager Struensee

2 nu helt rollen, som regeringsleder og dronningens elsker. Over en toårig periode gennemfører Struensee og gradvist også Caroline Mathilde et omfattende reformarbejde. Han som ideologen, hun som den der forstår magtspillet. Da Caroline Mathilde føder Struensee en datter beslutter hoffet med Høeg-Guldberg i spidsen at vælte ham.

Struensee har i sine reformer indskrænket adelens privilegier og har derfor ingen allierede. Ved et kup i februar 1772 arresteres både han og Caroline Mathilde. I et forsøg på at undgå tortur vedgår de deres forhold. Caroline fratages sine børn og udvises af Danmark. Struensee dømmes til døden og halshugges i april 1772.

Karaktererne i Livlægens Besøg:

Struense: Troels Thorsen

J.F. Struensee (1737 – 1772) var en tysk læge og politiker. I 1758 blev han stadslæge i Altona, hvor han 10 år senere mødte kong Christian VII Struensee fulgte den enevældige konge som læge på hans udenlandsrejse i 1767-68, hvorefter han fulgte kongen tilbage til København for at blive hans livlæge. Struensee havde succes med behandlingen af kongens sindssygdom og udviklede efterhånden et fortroligt forhold til dronning Caroline Mathilde, som i 1770 førte til at han blev hendes elsker. Året efter fødte dronningen Louise Augusta, der i folkemunde blev kaldt la petite Struensee. Gennem sin indflydelse på kongen skaffede Struensee sig en anseelig politisk magt. På mindre end halvandet år udsendte han omkring 2000 kabinetsordrer, hvoraf en lang række var præget af oplysningstidens tanker – pressefrihed, afskaffelse af tortur inden for retsvæsenet, bedre forhold for fæstebønder, afskaffelse af mange privilegier osv. Tiden var imidlertid ikke moden til så omfattende forandringer og ved et paladskup på Christiansborg Slot i januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. I april samme år blev Struensee henrettet under makabre omstændigheder på Øster Fælled.

Caroline Mathilde: Signe Egholm

Caroline Mathilde (1751 – 75) var dronning af Danmark og Norge fra 1766 til 1772. Hun var datter af prinsen af Wales og søster til den engelske kong George 3. I en alder af 15 blev hun gift med sin fætter Christian VII. Ægteskabet var præget af kongens tiltagende sindssygdom og i 1770 indledte hun et forhold til Struensee, der blev den egentlige magthaver frem til 1772. Ved kuppet mod Struensee blev hun arresteret, ægteskabet med Christian VII. blev ophævet og hun blev forvist fra Danmark. Hun tilbragte sine sidste leveår i Tyskland.

Christian VII.: Elliot Hove

Christian VII. (1749 – 1808) var konge af Danmark og Norge fra 1766 til 1808. På grund af kongens mentale tilstand foretoges alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge af dem, der stod ham nærmest. De kongelige rådgivere var forskellige alt efter, hvem der vandt magtkampene omkring tronen. Nominelt var Christian VII. enevældig konge, reeelt var han en politisk fange uden loyale støtter i hoffets inderkreds.

Guldberg: Nicolai Dahl Hamilton

Ove Høeg-Guldberg (1731 – 1808) var dansk statsmand, teolog og historiker. Fra 1764 var Guldberg ansat som huslærer for Arveprins Frederik. Guldberg var konservativ af natur og meget dansksindet, hvilket naturligt gjorde ham til modstander af Struensee og dennes reformer. Ved kuppet mod Struensee i 1772

3 spillede han en central rolle. Han var også med til at idømme Struensse og Enevold Brandt de straffe, som selv i samtiden blev anset for at være unødvendigt blodige. Efter Struensees fald kom Guldberg til at spille en væsentlig rolle i den regering, der efter ham har fået navn af den guldbergske periode.

Rantzau: Tom Jensen

Schack Carl Rantzau (1717 – 1789) var dansk greve med baggrund som militær og embedsmand. I 1766 var han udstationeret som generalløjtnant i Norge, hvor han som udtalt levemand befandt sig dårligt. Da Struensee kom til magten i 1770 knyttede han sin gamle ven, Rantzau, til hoffet. Rantzau var af den opfattelse at han kunne bruge Struensee til at komme til vejrs og da hans forventninger skuffedes, vendte han sig mod ham. Da Struensee yderligere nægtede at hjælpe ham mod hans kreditorer var målet fuldt. Rantzau var aktiv i planlægningen af kuppet mod Struensee, han fik imidlertid kolde fødder, da det skulle udføres.

Brandt: Asbjørn Krogh Nissen

Enevold Brandt (1738 – 1772) var en dansk hofmand og lensgreve. I 1769 blev Brandt udnævnt til hofmand og fik kort efter sæde i regeringen. Brandt steg hurtigt til tops med Struensee, da denne gjorde sig til herre over Christian 7. Under kuppet mod Struensee blev Brandt arresteret under anklage for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Han blev kendt skyldig i majestætsfornærmelse og blev ligesom Struensee idømt dødsstraf.

Enkedronningen: Tina Gylling

Enkedronning Juliane Marie (1729 – 1796) blev som tysk hertugdatter gift med Frederik 5. Hun var hans anden hustru og blev således stedmor for Christian, den senere Christian 7. I 1753 fik hun selv en søn med kongen, arveprins Frederik. Efter Frederik 5.s død fik hun en central politisk rolle. Enkedronningen var en stærk modstander af Struensee, eftersom hun selv havde en interesse i at få sin egen søn, arveprins Frederik, på tronen. Juliane Marie støttede op om kuppet mod Struensee.

Arvepris Frederik: Jonathan Westphal Stennicke og Sander Asbjørn Thorlaksen

Arveprins Frederik (1772 – 1784) søn af Frederik 5. og dronning Juliane Marie. Arveprinsen var tronfølger indtil Caroline Mathilde fødte kronprins Frederik 6. Efter kuppet mod Struensee var han en kortvarig periode regent, men stod fuldstændig i skyggen af sin mor, Juliane Marie og Høeg-Guldberg.

Fru von Plessen: Julie Vang

Louise von Plessen (1725 – 1799) var en dansk hofdame. I 1766 udnævntes hun til hofdame for Caroline Mathilde.

Støvlet-Cathrine: Rikke Westi

Støvlet-Cathrine (1745 – 1805) som egentlig hed Anna Cathrine Benthagen, var en prostitueret, som i perioden 1767 -68 var Christian 7.s elskerinde. De turede på Københavns værtshuse og bordeller, indtil Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget at Støvlet-Cathrine blev deporteret til Holsten.

Reventlow: Ole Lemmeke

4 Ditlev Reventlow (1712 – 1783) var overhofmester og konseilminister. Fra 1755 stod han for opdragelsen af kronprins Christian 7. Reventlow var medlem af Christian 7.s konseil men blev afskediget af Struensee i 1770 og blev ikke hentet tilbage efter dennes fald.

Voltaire: Ole Lemmeke

Voltaire (1694 – 1778) var en fransk filosof, forfatter og samfundskritiker. Voltaire var en oplysningstidens store filosoffer og var som sådan ihærdig forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Emmet Feigenberg om forestillingen:

”Livlægens besøg er en pragtfuld blanding mellem et kongedrama og et eventyr. Men det allermest fascinerende er i virkeligheden, at forestillingen samtidig beskriver en del af det historiske fundament, vores egen tid bygger på. Altså hele oplysningsprojektet, troen på fornuften og tilliden til humanismen.

For mig har det været nærmest chokerende at erkende, at Danmark i 1771-72 kun var nogle få kongelige underskrifter fra at realisere de frihedstanker, som først mange år senere blev gennemført under den franske revolution.

Forholdet mellem Christian VII, dronning Caroline-Mathilde og livlægen Struensee, som mange jo sikkert kender i forvejen, er bestemt ikke bare en celeber og højdramatisk trekantshistorie. De tre havde et fælles projekt, som rækker langt ud over det private. I vores forestilling peger vi på, at der var en sammenhæng mellem deres brud med normerne inden for intimsfæren og de politiske reformer, de gennemførte.

Deres forhold endte meget dramatisk, bl.a. fordi hoffet var voldsomt provokeret af, at dronningen ikke bare havde et forhold til Struensee, men at der var tale om et trekantsforhold, hvor Christian VII indgik. Han vidste udmærket, hvad der foregik. Han opfordrede selv Struensee til at overtage de erotiske forpligtelser over for dronningen, som han ikke selv magtede. Jeg mener, det er en delvis overset pointe, at der var tale om slags polyamori – hvor de alle tre havde stærke følelser for hinanden.

Den politiske situation i Livlægens besøg er meget kompleks. Der er politiske kræfter, der manipulerer stærkt for at forhindre oplysningstankerne i at blive realiseret. De er usynlige og farlige. Og dermed bliver forestillingen bag om personhistorien en fortælling om et samfund, der er spændt ud mellem to poler: på den ene side er det påvirket af en drift mod frihed og retfærdighed eller man kunne kalde det en skrøbelig menneskelighed tillidsfuldhed; på den anden side råder den robuste grådighed og frygten for at miste eller blive løbet over ende.

Som samfund har vi hele tiden bevæget os mellem de to poler. Med røsterne om, at vi bør melde os ud af konventionerne, rulle frihedsrettighederne tilbage eller begrænse ytringsfriheden er jeg er bange for, at vi i dag nærmer os det punkt, hvor frygtens pol har vokset sig så stærk, at den igen bliver virkelig farlig. På den baggrund kan man sige, at Livlægens Besøg handler om fortiden, men får os til at mærke, at nogle grundlæggende værdier, som vi troede var urørlige, er kommet under pres i dag.”

5 Baggrund for stykket: I mange historiebøger bliver Christian VII betegnet som psykisk syg, flere mener endda, at han led af ungdomssløvsind, det man i dag kender som skizofreni. Skizofreni er en alvorlig psykiatrisk lidelse, der bryder ud i ungdomsårene og blandt andet giver sig udslag i symptomer som bl.a. apati, sløvhed, vrangforestillinger, rodet tanker og tale.

Skizofreni er til dels arveligt betinget og fælles for patienter med diagnosen er, at de har en høj grad af følsomhed i hjernen, der gør dem mere udsatte overfor traumer og svigt.

Det betyder, at sygdommen også kan opstå som følge af et stort psykologisk eller socialt pres på barnet. Det kan være mobning, overgreb, omsorgssvigt eller dødsfald i den nærmeste familie. Vi ved at Christian VII var et følsomt og intelligent barn. I dag ville man måske kalde ham for et særligt sensitivt barn. Men det følsomme blev banket godt og grundigt ud af ham. Han skulle hærdes, og det fik store menneskelige konsekvenser. Intelligensen kunne ingen tage fra ham, og igennem hele sit liv vedblev han med at have øjeblikke hvor han udtrykte sig utroligt klart og skarpsindigt.

Johann Friedrich Struensee var Christian VII’s livlæge. Det bragte ham tæt på en uligevægtig konge – og tæt på magten. Og han var ikke sen til at gribe en mulighed for næsten uindskrænket magt over en konge og over en nation. Struensee udstedte på omkring to år i omegnen af 2000 love. De fleste blev trukket tilbage inden de overhovedet var trådt i kraft. Struensee var idealist, men han ville for meget for hurtigt, og der var ikke opbakning til hans love hverken blandt befolkningen eller i samfundets top. Desuden var han en mand uden politiske alliancer og ringe politisk tæft. I sidste ende kostede det ham først hånden og sekunder efter hovedet.

Én af det vigtigste grunde til at befolkningen ikke syntes om Struensee var, at de anså ham for at være moralsk anløben. Hans meget kendte forhold til dronningen gjorde den sag klar for enhver. Og hans amoralske adfærd forsøgte han endda at pådutte befolkningen via en forfærdelig lovgivning, der skulle lovliggøre utroskab.

I dag er utroskab ikke længere ulovligt, men for de fleste er det stadig ikke god stil. For andre behøver verden ikke at være så sort/hvid, og i 1990’erne blev begrebet ”polyamori” født. Ordet er sammensat af det græske ord for mange ”poly” og det latinske ord for kærlighed ”amor”. Mennesker der lever polyamorøst lever i flere kærlighedsforhold på én gang. I modsætning til utroskab er polyamorøse forhold kendetegnede ved fuld åbenhed overfor de involverede parter.

Voltaire skrev et offentligt brev til Christian VII hvor han hyldede landets nye trykkefrihed. Den gamle oplysningsmand havde set, at noget var på færde i det danske kongerige – der var nye tider på vej. Da kongen i 1770 skriver under på Struensees trykkefrihedslov, skriver han samtidig under på den lov, der i en kort periode gør Danmark til en af de mest moderne nationer i Europa. Den oplysningsflamme der har brændt i store dele af Europa i over 50 år har endelig fået tag i Danmark.

Det var ikke tilfældigt, at Voltaire valgte at hylde trykkefrihedsloven. For det frie ord, og ikke mindst muligheden for at dele det igennem tidsskrifter og bøger, var en central del af oplysningstidens tankesæt. Kun via oplyste borgere kunne samfundet udvikle sig og opnå sit fulde potentiale.

Tanken om at det var borgerne, og ikke Gud, der skabte samfundet rokkede imidlertid ved den grundpille, som de fleste monarker stod på. De mente nemlig, at de var indsat af Gud! Af samme grund var de færreste af Europas herskere særlig begejstrede for trykkefriheden.

6 Kort om Betty Nansen Teatret: Prisvindende teater kendt for nyfortolkede klassikere og de største stjerner gennem historien, der går helt tilbage til 1800-tallet, hvor scenen åbnede på Frederiksberg Allé under navnet Odéon. Betty Nansen er heller ikke bange for at præsentere ny dramatik. Ambitionerne er høje og Betty Nansen skal fortsat stå for kvalitet og underholdning på et højt niveau. Til teatret hører også anneksscenen Edison.

Korte biografier:

Elliott Crosset Hove: Uddannet fra Statens Teaterskole i 2015. Elliott har medvirket i filmen 9. april (2015) og senest I Blodet (2016), som fik premiere d. 15. september. Derudover har han medvirket i forestillingerne Onde Ånder (2013) og Kendte folk og kendte folks børn (2014) på Det Kongelige Teater. Elliott har netop været aktuel i forestillingen Dekalog På Betty Nansen Teatret.

Signe Egholm Olsen: Uddannet fra Statens Teaterskole i 2003. Signe har haft roller i blandt andet Hamlet (2003) på Kronborg, På Den 2. Side (2004) på Plan B, Don Juan (2010) på Grønnegårds Teatret, og spillet rollen som Lisbeth Salander i teaterversionen af Mænd der hader kvinder (2010) på Nørrebro Teater. I 2009 modtog hun Ove Sprogøe Prisen. På Det Kongelige Teater har hun været med i Sult (2008), Revy 08 (2008), Bygmester Solness (2009), Onde Ånder (2013), Romeo & Juliet (2014) og senest King Lear (2016). Signe vandt i 2010 Reumert-prisen for Året Kvindelige Hovedrolle for rollen i Bygmester Solness. Desuden har Signe medvirket i DR-serien Borgen (2010-2013), og på det store lærred har man kunne opleve hende i Nordkraft (2005), Lossens Time (2013) og senest i Fuglene over sundet (2016), der handler om 2. Verdenskrig.

Troels Thorsen: Uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2004. Troels har medvirket i adskillige forestillinger på Det Kongelige Teater, blandt andet Onde Ånder (2013), Et Dukkehjem (2014), Romeo og Julie (2014) og senest Vintersolhverv (2016). Derudover har han haft roller i Texas (2009) på Teater Grob og Æblet (2013) fra Mammutteatret på Edisonscenen, hvor han i sidstnævnte forestilling spillede sammen med Tina Gylling Mortensen. Desuden har han medvirket i Thomas Vinterbergs film Jagten (2012). Troels har også været en del af en lang række radioproduktioner på DR, blandt andet det prisvindende radiodrama Asylland (2013), og som en fast del af satireprogrammet Laika på P1 (2014- 2015). I øjeblikket kan han opleves i satireserien Torben Ka’ Ta’ Det, hvor der kommer et nyt afsnit hver tirsdag på dr.dk. I 2015 var han én af værterne på Årets Reumert-show. Senest har han spillet rollen som Geoff i Den Danske Borgerkrig 2018-24 (2016) på Nørrebro Teater, hvor også Asbjørn Krogh Nissen og Nicolai Dahl Hamilton medvirkede.

Nicolai Dahl Hamilton: Uddannet fra Statens Teaterskole i 2002. Nicolai har været en del af Det Kongelige Teaters ensemble Det Røde Rum, og har haft roller i en lang række forestillinger på Det Kongelige Teater, blandt andet Darwins Testamente (2008), De tre Musketerer (2010), Fanny og Alexander (2011), Macbeth (2012), Robin Hood (2013), Hedda Gabler (2014), Metamorfoser (2014) og Nordisk Fjer (2016). Derudover har han været med i Den Politiske Kandestøber (2008) på Grønnegårds Teatret og Modern Life (2008) på Café Teatret. I 2009 vandt Nicolai Reumert-prisen som Årets Mandlige Birolle i 2009. Han kunne også ses i forestillingen Maria Stuart på Betty Nansen Teatret

7 i 2009. På TV har han medvirket i TV2-serien Rita (2015) og DR1-serien Forbrydelsen 2 (2009). Senest kunne Nicolai opleves på Nørrebro teater i Den Danske Borgerkrig 2018-24 (2016), sammen med Troels Thorsen og Asbjørn Krogh Nissen.

Ole Lemmeke: mangler – kan eftersendes.

Asbjørn Krogh Nissen: Uddannet på Statens Scenekunstskole i 2012. Asbjørn har været en del af Det Kongelige Teaters ensemble Det Røde Rum, og har medvirket i flere forestillinger på Det Kongelige Teater, blandt andet Kollektivet (2012), Onde Ånder (2013), Hærværk (2014), Hedda Gabler (2014), Nordisk Fjer (2016) og Kunsten Altid At Få Ret (2016). I 2014 vandt Asbjørn Talentprisen ved Årets Reumert for sin præstation i Hærværk og Onde Ånder. På TV har han blandt andet medvirket i DR-serien Broen 3 (2015) og i TV-serien Nordskov (2015). Han har også medvirket i La Bëte (2011) på Grønnegårds Teatret. Derudover har han været med i DR-radiodramaerne Migranten (2016), Kong Juni (2015) og Kineserne kommer (2014). Senest har Asbjørn medvirket i Den Danske Borgerkrig 2018-24 (2016), sammen med Troels Thorsen og Nicolai Dahl Hamilton, på Nørrebro Teaters skrå brædder.

Tina Gylling Mortensen: Uddannet fra Statens Teaterskole i 1979. Tina er medstifter af Mammutteatret, hvor hun har medvirket i utallige forestillinger, blandt andet Mammutteatrets gæstespil Æblet (2013) og Catering (2015) på Betty Nansen Teatret. Tina har haft roller i adskillige forestillinger på Det Kongelige Teater, for eksempel Horisonten (2015) og senest Barselstuen 2.0 (2016). Fra 2006-2007 var hun del af Det Kongelige Teaters faste TurboTown-ensemble i Turbinehallerne. Et utal af gange har man kunne se hende på fjernsynsskærmen i film og TV-serier, for eksempel Tomgang på TV2 Zulu. Derudover arbejder hun som vejleder på Statens Scenekunstskole. I 2008 modtog hun Lauritzen- prisen for sine unikke skuespilpræstationer. Senest har man kunnet opleve hende i Frøken Jensens Kogebog (2016) på Riddersalen.

Julie Agnete Vang: Uddannet fra Statens Teaterskole i 2008. Julie har haft roller i Faust (2006), Fanny & Alexander (2011-12) og Kollektivet (2012-13) på Det Kongelige Teater. Desuden har hun været med i Festen (2015) på Folketeatret og senest spillet på Nørrebro Teater i Melodien, der blev væk (2016). På TV har hun haft roller i Live fra Bremen (2009), Forbrydelsen 2 (2009) og Borgen 3 (2013). På det store lærred har man senest kunnet opleve Julie i Tordenskjold & Kold (2016) og i Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016).

Tom Jensen: Uddannet fra Statens Teaterskole i 1991. Tom har været med i en række forestillinger på Betty Nansen Teatret, blandt andet Woyzeck (2000), Norén (2005), Heda (2006) og The Black Rider (2015). Derudover har han været med Tjener for to herrer (1996) på Det Kongelige Teater, My Fair Lady (1999) på Det Ny Teater, og Den Stundesløse (2014) på Folketeatret, hvor han blev nomineret til en Reumert som Årets Mandlige Birolle. Senest har han spillet med i Melodien der blev væk (2016) på Nørrebro Teater, hvor han også blev nomineret til en Reumert-pris for Året Mandlige Birolle. Derudover har man kunne opleve Tom i en lang række revyer, blandt andet Tivoli Revyen, Sønderborg Sommer Revy og Hjørring Revyen, hvor han også har været instruktør. I 2010 modtog han Årets Dirch. Tom har desuden lagt stemme til et hav af roller i tegnefilm, medvirket i flere radiospil, og været med i TV2-satiren I Hegnet (2012).

Rikke Westi: Bliver uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2018.

8 Rikke havde sin debut i sommers, hvor hun spillede med i Den Lille Prins (2016) på Grønnegårds Teatret, sammen med syv af hendes klassekammerater.

Creditliste:

Dramaturg og oversætter Karen-Maria Bille

Instruktør Emmeth Feigenberg

Scenograf Karin Betz

Kostumier og skræddersal Henrik Børgesen

Medvirkende Elliott Crosset Hove Signe Egholm Olsen Troels Thorsen Ole Lemmeke Nicolai Dahl Hamilton Asbjørn Krogh Nissen Julie Agnete Vang Tina Gylling Mortensen Tom Jensen Rikke Westi Jonathan Westphal Stennicke Sander Asbjørn Thorlaksen

Produktionsleder Christian Hinnerup

Scenemester John Jensen

Regissører og forestillingsledere Ken Nielsen og Birgitte Stokholm

Lysdesign Christian Alkjær

Tonemester Troels Møller

Instruktørassistent Alex Hein

9