Kristian Brårud Larsen I DET RØDE FELT

Hvordan SF mistede regeringsmagten

2 Forord Prolog 1 · Marienborg 2 · Strategi 3 · Vækstplan 4 · Profeti 5 · Barsel 6 · DONG

7 · Til citat

Om Zetland

Kolofon

3 Forord

Dette portræt af Annette Vilhelmsens SF er en dokumentarisk beretning. Det er blevet til på baggrund af interview med en lang række personer med kendskab til SF og den politiske proces omkring partiets regeringsperiode. Interviewene fandt sted henover vinteren 2013-2014 og blev således indledt længe inden selve sammenbruddet i januar 2014. Jeg har talt med i alt 46 SF’ere, særlige rådgivere, politiske kolleger og ansatte i centraladministrationen. Heraf er ti personer interviewet mere end en gang. De medvirkende har med undtagelse af Annette Vilhelmsen udtalt sig "til baggrund". Det vil sige under forudsætning af, at de ikke blev citeret direkte i den endelige tekst. Mit sigte har fra begyndelsen været at genskabe centrale episoder i Annette Vilhelmsens politiske liv detaljeret og så tæt på sandheden som muligt. Uden den tryghed til at tale frit, som interview til baggrund giver, havde det ikke været muligt at komme så tæt på de faktiske begivenheder, at det gav et meningsfuldt indblik ind bag partiets 'officielle historie' for perioden. Annette Vilhelmsen har haft lejlighed til at læse singlen igennem i sin helhed med mulighed for at påpege faktuelle fejl. Denne ret kan ikke forstås sådan, at den tidligere formand er enig i eller blåstempler tekstens udlægninger og tolkninger. Holger K. Nielsen, der spillede en nøglerolle for SF i perioden, har afvist på nogen måde at have med projektet at gøre.

Både hændelsesforløb og dialog er genskabt med varsomhed, og al dialog er – såvel som alle øvrige oplysninger – bekræftet af flere kilder uafhængigt af hinanden. Når direkte tale er omkranset af citationstegn, er ordlyden enten refereret af personen selv, af personer, som hørte ordene, eller af personer, som har hørt den citerede gengive samtalen. Samtaler gengivet uden citationstegn skyldes alene, at kilderne er usikre på den præcise ordlyd. I alle tilfælde er kildernes troværdighed og mulige motiver anskuet kritisk, og beskrivelser af episoder, der involverer små personkredse, er efterprøvet for spor af koordinering mellem kilderne. Flere kilder har desuden givet oplysninger i form af mails, referater,

4 talepapirer, kalendere, mødeplaner og andre former for skriftlig dokumentation.

Kristian Brårud Larsen marts 2014

5 Prolog

SF's formand kiggede ud på de 14 øvrige medlemmer af folketingsgruppen. “Godt," sagde Annette Vilhelmsen, tydeligvis uden at mene det. "Så er der jo ikke så meget mere.” Klokken var tyve minutter over syv om morgenen, og gruppen havde netop afsluttet en ja-eller-nej-runde. Hvert medlem havde udtrykt, hvordan de stillede sig i spørgsmålet om en udsættelse af salget af 19 procent af DONG Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Fra det store mødelokale på fjerde sal i Social-, Børne- og Integrationsministeriet havde SF's folketingsgruppe direkte udsigt til Christiansborg. Derovre skulle de om mindre end tre timer stemme om den såkaldte timeout. For en gangs skyld havde hele Danmark tænkt sig at følge med i, nøjagtigt hvad der foregik i folketingssalen. “Nu går jeg hen og gør de ting, som jeg skal gøre,” sagde Annette Vilhelmsen med alvorlig mine. De blev enige om at samles igen klokken ni. Annette Vilhelmsen forlod folketingsgruppen fulgt af næstformand Mette Touborg og partiformandens særlige rådgiver Jan Alder. De gik ind på ministerkontoret for enden af gangen og lukkede døren bag sig. Lidt i otte var Annette Vilhelmsen klar til det vigtigste opkald i sine godt 15 måneder som formand for SF. Hun ringede til statsminister Helle Thorning-Schmidts direkte nummer. Duuut … duuut … duuut … duuut … Intet svar. Lidt efter prøvede Vilhelmsen igen. Duuut … duuut … duuut … duuut ... SF-formanden sendte en sms, hvor hun bad Helle Thorning-Schmidt om at ringe hurtigst muligt. Det hastede. Et kvarter senere var der stadig ikke forbindelse til Statsministeriet, og Jan Alder sendte en sms til Helle Thorning- Schmidts særlige rådgiver, Noa Redington. Annette og Helle skal tale sammen, stod der. Annette Vilhelmsen, Mette Touborg og Jan Alder ventede på opkaldet fra

6 statsministeren i mere end 40 minutter. Klokken var næsten ni, da mobilen langt om længe ringede. “Det er Annette,” svarede SF-formanden. “Hej, det er Helle,” sagde Helle Thorning-Schmidt. Kort efter tilføjede hun: “Hallo? Kan du høre mig?” Det kunne hun ikke. Når Annette Vilhelmsen talte, var der udelukkende støj i den anden ende, for lyden gik kun den ene vej. Der var ingen fastnettelefon installeret på Annette Vilhelmsens ministerkontor, og sådan var talrige opkald forløbet, når de to partiformænd skulle tale sammen.

7 1 · Marienborg

14. oktober 2012 473 dage tilbage 5,9 procent til SF (Berlingske Barometer)

Annette Vilhelmsen kiggede ud ad vinduet fra taxaens bagsæde og udbrød halvt til sig selv: “Det er jo helt vildt, det her!” SF's nyslåede formand var på vej til sit første personlige møde med statsministeren. Hun kom direkte fra Go’ Morgen Danmarks studie på Københavns Hovedbanegård, og taxaen havde kurs mod Marienborg ved Bagsværd Sø et kvarters kørsel ud af byen. Med på turen var presserådgiver i SF, Thomas Brahm, 31 år og uddannet fra RUC, altid iklædt skægstubbe og siden september 2009 ansat til at få SF til at tage sig godt ud udadtil. Annette Vilhelmsen var i strålende humør. Som erhvervsordfører i SF med kun et års anciennitet i Folketinget havde Annette Vilhelmsen aldrig før haft grund til at føre en samtale med Helle Thorning-Schmidt. De havde nikket til hinanden på Christiansborgs gange, det var alt. Nu skulle de to partiledere samarbejde om at fjerne stenene på nationens vej ud af en økonomisk krise. Hverken opgavens dimensioner eller det triste vejr fik lov at ødelægge humøret. Lige meget hvad der skete, bemærkede Annette Vilhelmsen, ville de kunne huske tilbage på den her dag som "noget helt særligt". Invitationen fra statsministeren var kommet kort efter Annette Vilhelmsens sejr over forhåndsfavoritten . Statsministeren havde ringet selv og foreslået klokken ti. Annette Vilhelmsen forventede et høfligt visit, som velsagtens ville være overstået omkring middag. På bagsædet jokede Annette Vilhelmsen med, at Thomas Brahm havde halvlurvet tøj på, når de nu om lidt skulle trykke landets statsminister i hånden. Alting skete hurtigt i disse dage, og da presserådgiveren var stået op, anede han ikke, at han skulle møde landets regeringschef i løbet af dagen. Han

8 var klædt på til kulissen og beklemt over tøjvalget. Selv var Annette Vilhelmsen klar til blitzregn i en elegant, socialistrød jakke. Under sin fremtrædende hage havde hun viklet et stort sort- og hvidternet halstørklæde. Det korte, sølvhvide hår strittede til i hendes sædvanlige sideskilning. Huden så sund ud med en snert af sommerens farve, også selv om hun lige havde været gennem en udmattende valgkamp, en sejrsfest og en uofficiel partioverdragelse med Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen aftenen før. Alt i Annette Vilhelmsens liv havde handlet om SF den seneste måned. Vælgerne var SF’ere, modstanderne var SF’ere, og slaget havde stået om magten i SF. Undervejs i valgkampen havde Annette Vilhelmsen gentagne gange kritiseret regeringens politik, når hun blev spurgt til politiske kampzoner som dagpengestramninger og de fastfrosne boligskatter. SF’erne honorerede ved at give fynboen dobbelt så mange stemmer som den mere regeringstro sundhedsminister, Astrid Krag. Valgsejren i formandsvalget var en af de største i SF’s historie. Helle Thorning-Schmidt havde ikke kommenteret Annette Vilhelmsens udmeldinger undervejs i valgkampen. Heller ikke når journalisterne havde presset hende. Fra taxaen ringede SF-formanden til sin næstformand Mette Touborg for at drøfte Marienborg-mødet. De blev enige om, at mødet formentlig involverede en opdatering på regeringens arbejdsplaner og formalia omkring Annette Vilhelmsens rolle. Mon ikke også hun ville blive spurgt til sine forventninger til samarbejdet i regeringen.

*

På Marienborgs første sal sad Helle Thorning-Schmidt ved et massivt træbord foran en kæmpe bunke papirer i en sort sagsmappe. Statsministeren var ikke i gallatøjet, og hendes hår sad i en hestehale. Statsministeren var tilsyneladende klar til en lang dag på arbejde. Annette Vilhelmsen satte sig på en stol.

9 Ved siden af mappen med de politiske sager lå endnu en sort mappe. Den indeholdt en komplet samling med presseklip over hvert eneste ord, som Annette Vilhelmsen havde ytret i valgkampen. Det var den bunke, som Helle Thorning-Schmidt først greb fat i. De to partiledere havde lige delt en brunch, hvor tiden gik med lykønskninger og smalltalk. Annette Vilhelmsen havde ikke kunnet få så meget mad ned af ren spænding, men det var nu, hun havde brug for noget at stå imod med. Helle Thorning-Schmidt samlede første presseklip op og konstaterede, at Annette Vilhelmsen undervejs i valgkampen havde sagt, at hun ville “respektere” regeringsgrundlaget, men også at hun ville “udfordre” det. Hvad mente SF-formanden med det? “Det handler om at se på, hvor bredt vi kan forstå regeringsgrundlaget. Der er plads til en bredere fortolkning,” svarede Annette Vilhelmsen. Helle Thorning-Schmidt forklarede, at hun ville have Vilhelmsens og hele SF’s ubetingede loyalitet. Partiet skulle stå på mål for regeringens politik. Ellers var det lige nu, at den nyvalgte SF-formand skulle sige fra, lød det. Kan man regne med SF i regeringen?, spurgte Helle Thorning-Schmidt. Annette Vilhelmsen svarede ja. De gik videre til næste presseklip. I klippet talte Vilhelmsen om, at hun ønskede en "konjunkturbestemt dagpengeperiode". Kan vi blive enige om, at det ikke er regeringens politik på dagpengeområdet?, spurgte Helle Thorning-Schmidt. Annette Vilhelmsen gav statsministeren ret. Sådan fortsatte de to partiformænd ned gennem bunken. Annette Vilhelmsen blev bedt om at forholde sig til sit proklamerede opgør med Finansministeriets regnemodeller. Til hendes kritik af 24-årsreglen på udlændingeområdet og regeringens manglende anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat. Statsministeren gennemgik, hvordan Annette Vilhelmsen i presseklippene udtalte sig kritisk om regeringens ghettoretorik, om regeringens tøven over for en international skat på valutatransaktioner og om regeringens frygt for at røre skatten på ejerboliger. Annette Vilhelmsen bekræftede klip for klip, at holdningerne ikke flugtede med regeringens politik.

10 Helle Thorning-Schmidt tog derefter hul på den anden og større bunke papirer. Statsministeren gennemgik nu de eksisterende regeringsaftaler, igangværende forhandlinger og de vedtagne linjer for fremtidige politiske udspil. Annette Vilhelmsen skulle gøre, hvad hun havde gjort over for Thorning- Schmidt på Christiansborgs gange: nikke. Regeringsgrundlaget kunne der ikke ændres et ord i, og det samme gjaldt den politik, som regeringen havde i støbeskeen. Helle Thorning-Schmidt præsenterede blandt andet akutjobpakken, som finansminister ville præsentere ti dage senere for at redde en masse af de dagpengemodtagere, der ellers stod til at falde ud af systemet ved årsskiftet. Annette Vilhelmsen accepterede. Ved at give grønt lys til Bjarne Corydons forslag gjorde Annette Vilhelmsen livet en smule lettere for Socialdemokraterne og De Radikale. SF havde inden formandsvalget forsøgt at overbevise regeringspartnerne om en alternativ dagpengeløsning, som involverede en kortere genoptjeningsperiode. Nu rettede SF definitivt ind. Inden Marienborg havde Annette Vilhelmsen haft én enkelt chance for at blive klædt på til det aktuelle magtspil blandt topministrene. Det var begyndt med et telefonopkald.

*

Dagen før Marienborg, nogle timer efter Annette Vilhelmsens valgsejr, ringede den afgående partiformand Villy Søvndal til Annette Vilhelmsen. Udenrigsministeren bad partifællen kigge forbi Hotel Kong Arthur nær Nørreport senere samme aften og få partiet overdraget. Skatteminister Thor Möger Pedersen ville også være der, og målsætningen var blandt andet at klæde Annette Vilhelmsen på til mødet på Marienborg. Annette Vilhelmsen indvilgede og sagde, at hun tog en rådgiver med. Hvem, spurgte Villy Søvndal, men Annette Vilhelmsen ville ikke ud med navnet. Klokken lidt over 20 sad Villy Søvndal, Thor Möger og landssekretær

11 Turid Leirvoll ved mødebordet på Kong Arthur. I mørket bag vinduerne kunne de to SF-ministre se aftenløbere i fart rundt om Peblinge Sø. På bordet lå to computerskrevne sider. De præsenterede i komprimeret form de aktuelle processer, positioner og uenigheder i regeringens interne forhandlinger. Thor Möger Pedersen havde under formandsvalget brugt et par dage på at lave dokumentet, der kunne bruges af både Astrid Krag og Annette Vilhelmsen. Ambitionen var, at SF undgik at tabe stafetten i forhandlingerne med regeringsparterne, selv om der var udskiftning i toppen. Den 27-årige partistrateg havde bedt Søvndal godkende sin udlægning af alt fra finansloven for 2013 til regeringens 2020-plan. Ud for "øremærket barsel til fædre" havde Thor Möger sat et flag for 'ekstra opmærksomhed'. Annette Vilhelmsen kom ind ad døren, cirka 20 minutter for sent. Den 'hemmelige rådgiver' viste sig at være SF's formand fra 1991 til 2005, Holger K. Nielsen. Nis Graulund, mangeårig økonomisk rådgiver i SF, sad også med ved mødet. Thor Möger gik straks i gang med det forretningsmæssige. Flere i lokalet frygtede, at Helle Thorning-Schmidt og De Radikales leder, , ville udnytte magtskiftet i SF til at trumfe deres egen politik igennem. Hvis ikke Annette Vilhelmsen var inde i substansen, risikerede hun i værste fald at blive kørt over, lød budskabet flere gange henover bordet. Annette Vilhelmsen stillede et par spørgsmål, skrev lidt ned på en blok og sagde ellers meget lidt på mødet. På flere af de tilstedeværende virkede den nye formand skeptisk over for måden, mødet forløb på. Med undtagelse af Holger K. Nielsen, som på et tidspunkt tog en øl, havde ingen rørt ved forplejningerne på bordet. Godt en time senere var gennemgangen af Thor Mögers statuspapir og overdragelsen af regeringspartiet SF afsluttet, og alle gav hånd. Villy Søvndal og Annette Vilhelmsen gav hinanden et knus, men den nye formand eller Holger K. Nielsen takkede ikke de to ministre. De gik uden de to siders forhandlingsnoter. “Jeg er ikke helt tryg ved situationen. Jeg tror, de bliver flået,” sagde Thor Möger Pedersen. Villy Søvndal fortalte, at han var blevet meget overrasket over at se

12 Holger K. Nielsen til mødet. Det havde rystet ham lidt, at hans forgænger som partiformand var tilbage. Men Søvndal var alligevel mere optimistisk på partiets vegne end sin yngre kollega i forhold til morgendagens møde på Marienborg: “Mon ikke det hele går," sagde han.

*

Uden at vide det havde udenrigsminister Villy Søvndal selv været medskyldig i, hvor tæt Holger K. Nielsen og Annette Vilhelmsen på rekordtid havde knyttet sig til hinanden. Årsagen var en statusopdatering på Facebook. Der var elleve dage til formandsvalgets afgørelse, da Villy Søvndal brød den uskrevne regel i SF om, at den afgående formand ikke blander sig i valgkampen. Ville Søvndal krævede, at hans presserådgiver gennem mange år, Claus Perregaard, lagde en tekst ud på Villys Facebook-profil. En tekst, som presserådgiveren og de fleste andre mente, valgte side i formandsvalget: “Med min erfaring som formand for et regeringsparti vil jeg stilfærdigt understrege, at man ikke både kan udfordre regeringsgrundlaget og samtidig være en del af et regeringssamarbejde.” Teksten var skrevet af Villy Søvndals rådgiver på sygeorlov, Thomas Sæhl, sammen med Rasmus Meyer, der rådgav Astrid Krag i formandsvalgkampen. Claus Perregaard så det som en løftet pegefinger til Annette Vilhelmsens regeringskritiske kommentarer. (Rasmus Meyer er gift med Lea Korsgaard, der er partner i Zetland. Hverken Lea Korsgaard eller Rasmus Meyer har bidraget med oplysninger til denne single, og Lea Korsgaard har ikke været involveret i den redaktionelle proces). Villy Søvndal kunne ikke selv lægge beskeden på Facebook, og Claus Perregaard nægtede. Derfor fløj telefonopkald rundt mellem SF-rådgivere, indtil en anden daværende rådgiver for Villy Søvndal, Jan Alder, lagde teksten op. “Det er det dummeste”, gik Perregaard rundt og sagde til alle, der gad

13 lytte. Senere samme dag ankom han til et hemmeligt møde i Annette Vilhelmsens inderkreds. I Københavns Nordvestkvarter bænkede en stribe Vilhelmsen-støtter sig omkring et bord med ost og rødvin. Kredsen inkluderede SF-gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, SF-nestor Aage Frandsen, byrådsmedlem i Kerteminde Torben Andersen, Claus Perregaard og Annette Vilhelmsen selv. På et tidspunkt landede snakken på spørgsmålet om, hvad man skulle stille op med skatteminister Thor Möger Pedersen, hvis Annette blev formand. Undervejs ringede Holger K. Nielsen til Annette Vilhelmsen fra USA, hvor han havde set Villy Søvndals opdatering på Facebook og var blevet sur. Hvis du har brug for mig som minister, så melder jeg mig klar, lød beskeden fra SF-veteranen, der i en årrække havde levet et stille liv som menig ordfører. Den tidligere SF-formand havde undervejs i formandskampen udtrykt sin støtte til Annette Vilhelmsen – hun havde til gengæld nævnt for sine nærmeste, at hun ville få brug for Holger K. på sit ministerhold. Gruppen blev hurtigt enige om, at Thor Möger Pedersen ikke ville trives på holdet. Erhvervs- og vækstminister havde i forvejen meldt sin afgang, og hvis både Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen skulle ind i regeringen, måtte endnu en SF'er ud i kulden. Thor Möger Pedersen, af baglandet opfattet som arkitekten bag SF's midtsøgende linje, var det oplagte valg. Også Villy Søvndals politiske dagsform kom op på mødet. Alle om bordet oplevede udenrigsministeren som en skygge af sig selv.

*

Ved en lukket dør på Marienborg sad Helle Thorning-Schmidts to særlige rådgivere – altså dem, der i offentligheden ofte omtales som spindoktorer – ved siden af Vilhelmsens Thomas Brahm. Bag døren var statsministeren stadig i gang med at klappe regeringens politik af med Annette Vilhelmsen.

14 Helle Thorning-Schmidts folk spurgte ligesom deres chef ind til, hvad Annette havde ment med at "udfordre regeringsgrundlaget". Den ene rådgiver, Noa Redington, spurgte konkret ind til, hvordan Annette Vilhelmsen ville forholde sig til regeringschefens krav om entydig opbakning. De to toprådgivere var tydeligt optagede af, om regeringen havde fået en muldvarp ind, som kunne undergrave regeringens politiske linje. Helle Thorning-Schmidt åbnede døren og kaldte rådgiverne ind. De skulle give input til det lille pressemøde, som partiformændene ville holde på Marienborg lidt senere på søndagen. Det vigtigste punkt var, hvordan Annette Vilhelmsen retorisk håndterede, at hun bakkede fuldt op om regeringsprojektet, når hun for få dage siden ville "udfordre" det. Planen var, at Vilhelmsen skulle give udtryk for, at hun var blevet misforstået. Hendes pointe havde været at skabe en klarere SF-profil. Helle Thorning-Schmidt gik først ud til journalisterne, og Annette Vilhelmsen lukkede døren efter sig. Begge kvinder storsmilede til kameraerne og til hinanden. De første mange spørgsmål gik til statsministeren, men så blev det SF-formandens tur. “Dagen i dag er sat af til, at vi skal have talt rigtig godt sammen og få bakket rigtig godt op om regeringen. Det er min intention, at vi, som tre stærke partier, går en rigtig god fremtid i møde med en stærk regering,” sagde Annette Vilhelmsen. Statsministeren talte mest og krævede fuld opbakning til regeringens linje, mens Annette Vilhelmsen lyttede og nikkede, som det var sket indenfor. "Vi er tre partier, som er forskellige, men alle tre partier skal bakke op om den politik, som vi i fællesskab har besluttet. Det gælder selvfølgelig i regeringssamarbejdet, men også i de politiske grupper og i partierne som sådan,” sagde Helle Thorning-Schmidt. Statsministeren lukkede grinende pressemødet efter fem minutter. Hun gik over og holdt døren for Annette Vilhelmsen, som hurtigt forlod bygen af kritiske spørgsmål. Efter pressemødet hev Annette Vilhelmsen Thomas Brahm til side. Hun havde brug for opbakning. Hun havde brug for Holger K. Nielsen.

15 *

Kort efter trillede den 62-årige Holger K. Nielsen ind på Marienborgs parkeringsplads i sin sorte Citroën. Fra det øjeblik stod det klart for omverdenen, at partikoryfæet fra 90'erne igen skulle spille en hovedrolle i SF's udvikling. Måske som minister eller som Annette Vilhelmsens højre hånd, lød spekulationerne i pressen. Finansminister Bjarne Corydon ankom stort set samtidig. Ligesom Helle Thorning-Schmidt og rådgiverne havde han været bekymret for SF og regeringsdeltagelsen. Om formiddagen havde finansministeren sms’et med Thor Möger Pedersen. Corydon ville høre til situationen i SF, og hvad der nu skulle ske. Thor skrev, at han ikke anede det, og at Socialdemokraterne vidste mere om, hvad Annette Vilhelmsen ville, end han selv gjorde. Kredsen af politikere rundt om bordet var udvidet, og finansministeren holdt oplæg om regeringens planer, denne gang gik de forslagene efter i detaljer. Mødet fortsatte til ud på aftenen. Omkring elleve timer efter AnnetteVilhelmsens ankomst til Marienborg kunne hun tage hjem og sove. Sidst på dagen ringede Annette Vilhelmsen til Nis Graulund, der sad som særlig rådgiver for Ole Sohn i Erhvervs- og Vækstministeriet. Nis Graulund var i SF kendt som en mand med forstand på beregninger og økonomiske spørgsmål. SF-formanden sagde til rådgiveren, at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon spurgte meget detaljeret ind til SF’s holdning på en lang række punkter. Det føltes som at være til eksamen med et voldsomt stort pensum, forklarede Annette Vilhelmsen. Derfor ville hun gerne have Nis ved sin side, når det igen gik løs på Marienborg dagen efter.

*

Mandag vågnede Annette Vilhelmsen til en dugfrisk måling fra Epinion for DR. Ifølge målingen ville ni procent af de vælgere, som ikke stemte på SF ved sidste valg, med "stor sandsynlighed" stemme på Annette Vilhelmsens SF

16 næste gang. Men ikke nok med det. Fire ud af ti danskere var positivt stemt over for SF's nye frontkvinde. Vilhelmsen var således mere populær end Helle Thorning-Schmidt og blandt de politiske ledere kun overgået af Venstres Lars Løkke og De Radikales Margrethe Vestager. Klokken 10.30 sad den populære økonomi- og indenrigsminister med ved bordet på Marienborg. Den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard var der også sammen med Bjarne Corydon og Holger K. Nielsen. Efter frokost ramte en lille hær af særlige rådgivere Marienborg, efter at de havde siddet og koordineret pressemøde og ministeroverdragelse i Statsministeriet om formiddagen. Hvert parti stillede med to. Udover Thomas Brahm havde Annette Vilhelmsen også tilkaldt Jan Alder, der ellers på papiret arbejdede for Villy Søvndal. De to kendte hinanden fra partiet og havde et godt forhold, og Annette Vilhelmsen stod som kommende minister uden en særlig rådgiver. Desuden var der rådgiveren Nis Graulund, som allerede befandt sig på Marienborg. Inden Helle Thorning-Schmidt fra sin plads for bordenden gjorde status på de to dage, gav hun SF en munter stikpille med henvisning til partiets kaotiske situation: "Jeg kan se, at der er to særlige rådgivere fra hvert parti, men tre fra SF." De seks politikere og syv rådgivere smågrinede. Så drøftede de, hvordan den nye regering og de nye ministre skulle præsenteres tirsdag. Flere af de tilstedeværende oplevede, at stemningen mellem de tre partiledere var god på det afsluttende Marienborg-møde. På et tidspunkt sagde Helle Thorning-Schmidt, at hun så gode muligheder i det nye SF: “Jeg tror, at det bliver godt for regeringen." Bagefter kørte Holger K. Nielsen, Annette Vilhelmsen og Jan Alder tilbage til Christiansborg i Holger K.s Citroën. I bilen snakkede de tre om arbejdet, der lå foran dem. Annette var smadret efter to “krævende og intense” dage med mere end 16 timers samtaler i alt. Følelsen i kroppen var god, sagde den nye formand, men opgaven så stor ud. Tilbage på Borgen fandt Annette Vilhelmsen en sofa og ringede til Thor Möger Pedersen. Hun fortalte partifællen, at hun ikke ønskede at have ham "med på

17 holdet”. Vilhelmsen forklarede, at hun var nødt til at skabe plads til Holger K. som skatteminister, fordi hun ville have en minister tæt på, som hun stolede på. "Men du skal vide, at Helle og Bjarne virkelig har rost dig.” “Jeg vil bede dig respektere, at jeg lige skal sunde mig og vende det med familien,” sagde Thor Möger Pedersen og efterspurgte derfor, at hans exit fra regeringen ikke blev offentliggjort før dagen efter. Thor Möger Pedersen havde allerede pakket sit kontor i Skatteministeriet ned i papkasser. Offentliggørelsen fik Annette Vilhelmsen ikke indflydelse på. Skatteministeren skrev selv om sin fyring et par timer senere på Facebook.

*

Oppe under loftbjælkerne på Marienborg står et bordtennisbord ud mod haven. Ingen ved, hvem der fandt på ideen, men mens de stadig befandt sig på matriklen, blev Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager, Morten Østergaard og Annette Vilhelmsen enige om at tage en gang rundt-om- bordet-bordtennis, som det spilles på fritidshjem landet over. Holger K. Nielsen og Bjarne Corydon skulle ikke nyde noget. De kvindelige toppolitikere satte bolden i gang, og de høje hæle begyndte at klapre. De tre erfarne ministre fik sig en overraskelse. Ingen af dem vidste, at Annette Vilhelmsen i sin ungdom var fynsk amtsmester i double – i drengerækken.

18 2 · Strategi

16. oktober 2012 5,9 procent til SF (Berlingske Barometer) 471 dage tilbage

Det officielle pressemøde for en regering med deltagelse af det nye SF fandt sted i Statsministeriets spejlsal. Annette Vilhelmsen slog som aftalt fast, at hun bakkede "100 procent" op om regeringsgrundlaget. Flere journalister spurgte til Vilhelmsens mange politiske udmeldinger, der havde stridt imod regeringens politik. “Går du stadigvæk ind for en international finansskat?” ville en journalist vide. “Jeg følger simpelthen regeringens linje i det her,” lød svaret. “Hvad har du egentlig fået med hjem til det bagland, der gjorde dig til formand i SF?” spurgte en anden journalist. “Jeg har lige præcis fået det med hjem, at vi har haft rigtig gode samtaler. Vi har ikke haft forhandlinger,” sagde Vilhelmsen. Efter pressemødet var der møde i SF's "Daglige ledelse". Daglig ledelse er som regel det forum i SF, hvor større politiske tiltag eller strategiske overvejelser drøftes formelt for første gang. Ledelsen bestod af Annette Vilhelmsen, Holger K. Nielsen, politisk ordfører Jesper Petersen, gruppeformand Anne Baastrup, de to næstformænd Mattias Tesfaye – 31-årig mediekendt murer og forfatter, kendt som en aktiv Astrid Krag-støtte – og Mette Touborg, 38 år med ildrødt hår og datter af partiets landmandskoryfæ, Kresten Touborg. Med på møderne var ofte også en eller to håndfulde rådgivere for SF eller ministrene. På dette møde fik SF’s daglige ledelse at vide, at Annette Vilhelmsen reelt havde vundet en form for sejr på Marienborg. “Helle og Margrethe havde egentlig besluttet at smide os ud af regeringen,” sagde Annette Vilhelmsen. “Men jeg lovede, at der nu kom ro på, og at vi bakkede helt op om regeringen"

19 Vilhelmsen forklarede, at hun nærmest måtte kæmpe for at bevare SF i regeringen. Lidt senere – på det første møde med SF's nye ministerhold – gentog Annette Vilhelmsen historien om, at SF havde været på nippet til at få sparket ud af regeringen.

*

Efter Annette Vilhelmsens offentlige løfte om fuldstændig troskab til Helle Thorning-Schmidts regering var der rene linjer udadtil. Inde i SF skulle der ryddes op. I den følgende periode frøs Annette Vilhelmsen og hendes støtter flere nøglemedarbejdere fra Villy Søvndals æra ud. Kampagnemedarbejder Rasmus Meyer måtte ikke længere deltage på møder i daglig ledelse – han sagde selv op et halvt år senere. Pressechef Tasja Parize sagde op to uger efter formandsvalget, og da Villy Søvndal ansatte hende som særlig rådgiver, satte Annette Vilhelmsen foden ned. Villy Søvndal måtte spole ansættelsen tilbage. Også næstformand Mattias Tesfaye blev ignoreret, og med Annette Vilhelmsen i formandsstolen fungerede han ikke længere som bindeled mellem ledelsen og baglandet. 5. december 2012 forlod han SF og blev socialdemokrat.

Magtskiftet førte også til en ny opstilling af centrale rådgivere. Thomas Brahm, der uden habitjakke havde været med i den første taxa til Marienborg, fik titel af særlig rådgiver for Holger K. Nielsen. Jan Alder , Villy Søvndals rådgiver i Udenrigsministeriet, blev særlig rådgiver for Annette Vilhelmsen i Erhvervs- og Vækstministeriet. På papiret var deres primære opgave at få deres minister til at fremstå troværdig i vælgernes øjne. Men begge blev også involveret i den væsentligste opgave, nemlig at udvikle en strategi for det genfødte SF. I spidsen for den proces stod to andre partiembedsmænd, som indtil partiskiftet havde rådgivet ministre på partiets anden fløj, men som mere eller mindre direkte havde stillet sig bag Annette Vilhelmsen i formandsvalget. Claus Perregaard, som havde kæmpet mod Villy Søvndals Facebook-støtte til

20 Astrid Krag, var formelt set stadig særlig rådgiver for udenrigsministeren, men hans tid gik i høj grad med at støtte Annette Vilhelmsen. Henrik Larsen blev hentet ind, efter at han var stoppet som særlig rådgiver for sundhedsminister Astrid Krag, modkandidaten fra formandsvalget. De to mænd skulle de kommende måneder tænke dybe og langsigtede tanker om SF’s politik og kommunikation under Annette Vilhelmsen. Vilhelmsen gav dem i første omgang et bredt mandat. Rådgiverne fik at vide, at de skulle lave strategiske analyser af, hvordan SF kom ud af sin "svære situation". Det gjaldt blandt andet udvikling af ny politik, afklaring af SF’s holdning til allerede vedtaget politik og håndtering af vælgerflugten. Senere blev formanden og rådgiverne enige om mere snævre rammer for strategiudviklingen: Der skulle udvikles en mere selvstændig SF-profil i regeringen, SF skulle ikke at sælge nederlag som sejre, og partiet skulle ikke banke løs på Enhedslisten. I december havde gruppen sit første rigtige møde. Det blev holdt om søndagen i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor Annette Vilhelmsen nu var minister. Med på mødet havde de to rådgivere otte dokumenter, der alle pegede hen imod en målsætning, som ifølge deres analyse var vigtigere end noget andet for SF: at generobre troværdigheden. Strategigruppen fik fremvist meningsmålinger fra analyseinstituttet Epinion, der flere gange i 2012 havde spurgt danskerne om SF’s "identitet", "indflydelse" og "principfasthed". Det så skidt ud. Op mod halvdelen af SF’s kernevælgere mente i decembermålingen, at “SF havde solgt ud af principperne og var blevet for højredrejede”. Der havde været en markant stigning igennem året. Blandt socialdemokratiske vælgere, som kunne overveje at stemme SF, erklærede omkring halvdelen sig enige i den kritiske udlægning. Blandt potentielle SF-stemmer i Enhedslistens lejr svarede tre ud af fire, at SF havde solgt ud. Spurgt til deres “usikkerhed på SF’s holdninger" og om de havde svært ved at kende forskel på S og SF, svarede omkring halvdelen af kernevælgere bekræftende. På parameteret "indflydelse" mente en uændret lav andel blandt både kernevælgere, S-potentielle og Ø-potentielle, at SF havde “stor indflydelse på

21 regeringsgrundlag og den førte politik”. Kun 20-30 procent mente, at SF havde "stor" indflydelse på regeringens politik. Årsagen til de dårlige målinger skyldtes ifølge rådgiverne primært den politiske situation for SF som regeringsparti. Især fire faktorer havde svækket troværdigheden, mente rådgiverne.

1. Utilstrækkelig levering på løfter afgivet før regeringsdeltagelse 2. Mangel på tydelige SF-sejre i regeringsgrundlag og politik 3. Hyppig forekomst af intern politisk og organisatorisk kritik 4. En problematisk kommunikationsstrategi.

Annette Vilhelmsen havde flere gange i valgkampen til formandsposten lovet et opgør med såkaldt "designerpolitik". Nu lagde rådgiverne op til en strategi, hvis udgangspunkt var partiets situation og ikke det danske samfunds udfordringer. De overordnede mål var at øge tilfredsheden blandt SF- medlemmerne og få flere SF-vælgere. Begrebet "troværdighed" blev gennemgående italesat som et resultat af vellykket kommunikation. Meningsmålingerne var samlet i et af de otte dokumenter. Et andet beskrev, hvordan AnnetteVilhelmsens profil skulle opbygges. Et tredje var selve kommunikationsstrategien. Et fjerde havde fokus på udvikling af ny politik, om hvilken der stod, at SF skulle fokusere på kerneområder som velfærd, grøn omstilling og fordelingspolitik. Et femte forsøgte at afklare, hvordan værdipolitikken og den økonomiske politik skulle gribes an. Og så var der exitstrategien. Køreplanen for SF's vej ud af regeringen. Exit-dokumentet var tiltænkt skuffen, indtil den rigtige sag en dag dukkede op. Dokumentet definerede omhyggeligt, hvor stor en politisk sag skulle være, før den kunne bruges til at iværksætte køreplanen ud af regeringen. Sagen skulle blandt andet have bred folkelig appel, langt bredere end SF’s vælgersegment: 60-80 procent af befolkningen skulle befinde sig på samme side af sagen som SF. Exit-sagen skulle også have symbolsk og

22 principiel karakter samt basere sig på "venstreorienterede logikker". Efterfølgende beskrev dokumentet i detaljer, hvordan SF skulle eksekvere et farvel til Helle og co. Rettidigt skulle SF kommunikere sin skepsis overfor regeringen offentligt. Dels for at presse regeringen på de indre linjer, dels for at gøde jorden for et exit. SF skulle efterfølgende udtale sig kritisk om Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons måde at lede regeringen på. Til sidst skulle andre sager, hvor SF havde givet efter internt, bringes ind i diskussionen, så SF kunne fortælle om "dråben, der fik bægeret til at flyde over". På det første strategimøde i Erhvervsministeriet præsenterede Claus Perregaard og Henrik Larsen de otte dokumenter for Holger K. Nielsen, Annette Vilhelmsen, de særlige rådgivere Thomas Brahm og Jan Adler samt en pressemedarbejder. Rummet var fortroligt, og snakken hudløs ærlig. Om exit-planen sagde Claus Perregaard flere gange, at det handlede om at “finde en bagdør”. Analysen var, at hvis SF ingen troværdighed havde tilbage, så kunne politikerne sige alverdens genialiteter, uden at det fik nogen positiv effekt på opbakningen til partiet. Derfor var genetablering af troværdigheden førsteprioritet. Det skulle ske ved at lægge afstand til regeringen, forklarede Claus Perregaard og Henrik Larsen. I praksis skulle SF'erne turde give udtryk for deres grundholdninger, også ved præsentationen af store regeringsudspil. Holdningerne skulle italesættes som "idealer". Først derefter skulle SF’erne forklare, hvordan det konkrete udspil fra regeringen var udtryk for et kompromis. Rådgiverne så kommunikationsindsatsen som en brydekamp mellem indflydelse og identitet. Hvis SF bakkede 100 procent op om regeringens politik, når bestemte forslag stred imod SF’s værdier, så svækkede det partiets identitet. Modsat styrkede det indflydelsen. Rådgiverne heppede på identitet. Holger K. Nielsen var tilfreds. “Det er simpelthen så fremragende. Det er lige præcis den vej, vi skal,” sagde han. Holger K. var ellers kendt som en mand, der sjældent roste sine omgivelser. I december 2012 havde han imidlertid stadig et distanceret forhold til regeringen. Han omtalte den som “dysfunktionel” og mente, at en

23 exit-strategi kunne blive relevant. Annette Vilhelmsen var også positiv. Hvis SF skal forlade regeringen, så skal vi selv gøre det, og vi skal gøre det på en sag, sagde Annette Vilhelmsen og fortsatte: “Men vi skal ikke hele tiden spørge os selv, om vi skal være med i regeringen. Det er vi.” Det første strategimøde blev et maratonmøde på over fem timer.

*

Det var ikke alle arbejdspapirer på nøglerådgivernes bord, som var kommet med til mødet i Erhvervsministeriet. Et af de tilbageblevne indeholdt en såkaldt SWOT-analyse – SWOT er et basisredskab kendt fra konsulentverdenen, bogstaverne står for Strengths, Weaknesses, Opportunities og Threats eller på dansk styrker, svagheder, muligheder og trusler. Under "svagheder" stod der, at SF’s kernevælgere var i tvivl om, hvor SF's smertegrænse lå, når partiet indgik aftaler med Folketingets andre partier. Der stod også, at der var forskel på, hvad vælgere troede, de ville få med en SF-stemme, og hvad de rent faktisk fik. Og så stod der tre ord, der henviste direkte til Annette Vilhelmsen: “Formanden taler sort.” Annette Vilhelmsen havde trods sin korte karriere som landskendt politiker allerede haft en hel stribe mindre heldige medieoptrædener. Helt tilbage fra formandsvalgkampen kunne det somme tider være næsten umuligt at få hendes ord til at give mening. Også selv om man læste dem på skrift. Den socialdemokratiske netavis Piopio lavede blandt andet en historie under overskriften “Top 5: Vilhelmsen siger hvad???”. Piopio kaldte fænomenet for "Vilhelmsen-ismer" og citerede blandt andet den fynske politiker fra en tv- debat med Astrid Krag: "Vi skal i SF overveje, når vi står over for et formandsskifte, om vi overhovedet vil ledes, og det tror jeg, vi vil, og det kræver udfordringer og svar”. Over for Christiansborgs journalister forsøgte SF's presserådgivere at spinne en fortælling om, at Annette Vilhelmsen bare var et rigtig menneske

24 og således en slags arvtager til Mimi Jakobsen – Centrum-Demokraternes karismatiske formand i 90'erne, som var kendt og elsket for sin djærve facon. Indsatsen var forgæves, og SF-rådgiverne arbejdede fra første dag med at gøre Annette Vilhelmsen tydeligere i sin kommunikation. De planlagde medietræning for Vilhelmsen, men der blev ikke plads til det antal sessioner, som i deres øjne var påkrævet. Til det var ministerens kalender simpelthen for travl. En del SF’ere i folketingsgruppen havde den opfattelse, at deres nye formand var ved at blive slugt af Erhvervs- og Vækstministeriet. Annette Vilhelmsen havde ganske rigtigt ekstremt travlt i sit nye job. Men ikke mere travlt, end at hun besluttede sig for at sætte sit helt personlige aftryk på, hvor frisk man kan være som jordnær dansk minister.

*

En torsdag formiddag i december 2012 blev loftslyset pludselig slukket i Erhvervs- og Vækstministeriet på Slotsholmsgade lige over for Christian 4.s børsbygning. Embedsmændene kiggede spørgende rundt på hinanden. Enkelte rejste sig fra kontorstolen. Så begyndte sangen. Nu bæres lyset frem, stolt på din krone. Rundt om i hus og hjem, sangen skal tone. Hvad de så, var et optrin, ministeriets medarbejdere sent skulle glemme. Deres øverste chef – ministeren – kom gående ned ad gangen iført et hvidt lagen, et rødt sløjfebånd om maven og en sølvkrans på hovedet. I den venstre hånd bar hun et stearinlys, i den højre havde hun et lille stykke papir med den sang, som nu fortrængte alle andre lyde i det åbne kontorlandskab. Nu på Lucia-dag, hilser vort vennelag. Santa Lucia – Santa Lucia!, lød det fra Annette Vilhelmsen. Bag ministeren kom en hale af embedsmænd fra ledelsessekretariatet. Alle på nær en i samme mundering som Annette Vilhelmsen. Luciaoptoget gik i overensstemmelse med traditionen langsomt, ét skridt ad gangen. Embedsfolkene stimlede sammen ud mod midtergangen. Det var anden

25 gang, at mange af de fuldmægtige så ministeren. Første gang var knap to måneder tidligere ved selve overdragelsen. Det var yderst sjældent, at ministeren bevægede sig uden for ledelsesgangen. De ansatte havde intet hørt om ministerens luciaplaner denne 13. december. Enkelte havde dog studset over en pedel, der gik og ryddede op på det, der nu viste sig at være ruten rundt i hele ministeriet. Annette Vilhelmsen fik øjenkontakt med flere fuldmægtige. Med et smil sang hun sig ned gennem kontorlokalerne. Hun virkede som den mest afslappede i hele optoget. Den særlige rådgiver Jan Alder, de to ministersekretærer, de to sekretærer for departementschefen, sekretariatschefen i ledelsessekretariatet, ministeriets presseansvarlige og hans kommunikationsmedarbejder så akavede og flove ud. De lignede præcis, hvad de var: en flok syngende kontornussere klædt ud i hvide lagner. Bagerst gik departementschef Michael Dithmer og lignede en mand, der spejdede efter en usynlighedskappe. Den 58-årige topembedsmand gik med en smule afstand op til resten af luciaoptoget. Han gik uden lagen, uden at åbne munden og med sin yngste søn ved siden af sig. De ansatte tog billeder. Foran departementschefen stemte Annette Vilhelmsen og hendes hale i med andet vers. Her ved vor ønskefest, sangen skal klinge. Gaver til hver en gæst, glad vil du bringe. Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld. Santa Lucia – Santa Lucia! Optoget fortsatte gennem alle fire etager i ministeriet, og de gentog sangens vers i over to timer. Da de var færdige, samlede Annette Vilhelmsen op på holdets tilstand med bemærkningen: “Puha, jeg sveder.” I første omgang havde optoget ikke været Annette Vilhelmsens idé. Ledelsessekretariatet sad over en frokost få dage forinden, da tanken om et luciaoptog kom på bordet. Annette Vilhelmsen greb tanken og tog en hurtig beslutning: Det skulle de. Der havde aldrig været luciaoptog i Erhvervsministeriet før, og der bliver det måske aldrig siden. 12 måneder senere lod Annette Vilhelmsens arvtager i ministeriet, socialdemokraten , sangen blive i skuffen.

26

*

Annette Vilhelmsen tog på juleferie med otte strategidokumenter til gennemlæsning. På et af de sidste gruppemøder i december forklarede gruppeformand Anne Baastrup partiets øvrige folketingsmedlemmer, hvordan tingene skred frem i den nye ledelse. “Nu tager vores formand på en rigtig lang ferie, og så skal hun tænke over, hvad det er, hun vil,” fortalte Baastrup til gruppen. Med jul og nytår bag sig anfægtede Annette Vilhelmsen stadig ikke nogen af de grundlæggende præmisser i strategien fra de to rådgiveres hånd. Formuleringerne blev finpudset på et par hemmelige såkaldte 'hulemøder' i

27 Erhvervs- og Vækstministeriet. Undervejs blev dele af strategien lækket til pressen. På det tidspunkt havde hverken folketingsgruppen, den daglige ledelse eller SF's højeste myndighed, landsledelsen, set papirerne. Det fik landsledelsesmedlemmet Andreas Albertsen –byrådsmedlem i Aarhus og ph.d.-studerende – til at skrive til partiets næstformænd den 21. januar 2013. “Jeg synes som landsledelsesmedlem, at det er dybt utilfredsstillende at læse om hovedtrækkene i vores nye strategi i aviserne. Særligt når vi tidligere er blevet orienteret om, at dette slet ikke er en del af den lagte tidsplan. Ifølge den udsendte tidsplan (udsendt 23. december) skulle der i den kommende uge have været indledende drøftelser i DL (daglig ledelse, red.). Så jeg er ret undrende over, hvordan der kan laves offentlige udmeldinger nu,” skrev han i en mail. “Jeg håber derfor, at vi både får en orientering om, hvordan strategiarbejdet foregår, hvor langt det er, og hvornår vi som landsledelse inddrages i det. Der er en beklagelig bagvendthed over at melde et kursskifte ud i pressen og så bede om mandat til det ved en senere lejlighed." Torsdag 7. februar var det langt om længe tid til at udvide kredsen af indviede. Ministrene og medlemmer af daglig ledelse blev indkaldt til strategiseminar med overnatning på Bernstorff Slot i Gentofte. Den store græsplæne med en allé af nøgne træer på begge sider var dækket af sne hele vejen op til slottet. I indkørslen raslede perlegruset, da ministrene og SF's øvrige top ankom drypvis ud på eftermiddagen. Ingen havde fået strategipapirer udleveret på forhånd. Diskussionen skulle først til at åbnes. Claus Perregaard åbnede seminaret med en powerpoint. Oplægget indeholdt centrale konklusioner fra de otte dokumenter, og nu skulle strategien diskuteres i plenum. Snakken centrerede sig hurtigt om ét centralt spørgsmål: Hvor langt SF skulle bøje sig politisk for at blive i regeringen. “Vi må også stille os selv spørgsmålet, hvad vores grænse er,” sagde Annette Vilhelmsen. Ministerholdet med miljøminister , sundhedsminister Astrid Krag og handels- og investeringsminister i spidsen

28 opponerede sammen med politisk ordfører Jesper Petersen. Hvordan skulle SF nogensinde kunne forlade regeringen med værdighed? Uanset hvad ville SF ligne tabere, der ikke kunne håndtere magten. Samtidig ville SF miste den indflydelse, som ministrene havde hver dag, argumenterede de. Holger K. Nielsen bakkede ministerkollegerne op. Han konstaterede, at SF op gennem halvfemserne brugte en masse tid på at diskutere, hvor grænsen gik, og om man skulle vælte SR-regeringerne ledet af Poul Nyrup Rasmussen. "Men pointen var, at vi aldrig væltede den regering,” sagde Holger K. Nielsen og understregede, at regeringsdeltagelsen godt kunne bringes til "at fungere". “Det giver ikke nogen mening, at vi skal ud af regeringen." Det var nye toner. Under Villy Søvndal tog Holger K. Nielsen gentagne gange ordet i folketingsgruppen og udtrykte sig kritisk omkring regeringsdeltagelsen. Efter to måneder som minister havde han vendt ryggen til sin holdning fra strategiprocessens begyndelse om, at SF skulle være standby til at løbe mod udgangen. Diskussionen fortsatte. Til sidst kogte temperamentet over hos miljøminister Ida Auken. Hun ville ikke forholde sig til en bestemt grænse for, hvad SF kunne stå model til i en regering. “Der er ingen grænse,” udbrød hun ophidset. “Heller ikke med Venstre eller Dansk Folkeparti i regering?” spurgte Claus Perregaard. “JA!,” råbte Auken. Senere på aftenen samlede SF’erne sig i ølstuen på slottet, men der blev sat få streger på køleskabets øl-liste. Gravstemningen fortsatte under morgenmaden, hvorefter politikerne søgte mod København. Ingen fik lov til at tage papirer med fra slottet.

*

På Christiansborg fortsatte diskussionen mellem Holger K. Nielsen på den ene side og en række rådgivere på den anden. Hvordan skulle man italesætte

29 Annette Vilhelmsens SF i forhold til Villy Søvndals SF? Rådgiverne ville markere en forskel. Et nybrud. Ellers kunne man ikke forsvare al den ståhej omkring formandsvalget, mente de. Holger K. mente ikke, at der var forskel på SF under de to formænd. Annette Vilhelmsen var i tvivl. Holger K. kortsluttede diskussionen ved uden aftale med rådgiverne at sige til en journalist på Christiansborgs gange, at der “ikke var forskel” mellem før og nu. 13. februar 2013 blev det afgjort, hvordan Annette Vilhelmsen stillede sig i spørgsmålet. I et dobbeltinterview bragt i SF’s eget magasin F! sagde både Villy Søvndal og Annette Vilhelmsen, at der ikke var forskel på deres politiske linje. “Jeg er ikke enig i fremstillingen af, at der er tale om et egentligt kursskifte i SF,” sagde Annette Vilhelmsen i F! Den tidligere SF-formand tog over: “Vi kan trække en lige linje fra nutiden, hvor Annette nu er formand, tilbage gennem min tid som formand og en årrække længere tilbage til for eksempel Holgers finanslovsforlig i slutningen af 90’erne og til, at Holger gjorde SF til et europæisk parti. Der er ikke tale om et brud, men en fortsættelse,” sagde Villy Søvndal. Annette Vilhelmsens særlige rådgiver Jan Alder havde skrevet Villy Søvndals citater. Ni måneder tidligere, da SF's strategi senest skulle til afstemning, var forskellen på Annette Vilhelmsen og Villy Søvndal ellers til at få øje på. Under mødet på Bornholm mødte den daværende ledelse hård modstand fra syv medlemmer af SF's venstrefløj, heriblandt Annette Vilhelmsen, Holger K. Nielsen, Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic. Villy Søvndal og den såkaldte "børnebande" af ambitiøse SF’ere i 20’erne med Thor Möger i spidsen og Jesper Petersen og Emilie Turunen lige under foreslog at "etablere SF som et egentligt regeringsdueligt folkeparti med en bred vælgermæssig opbakning i løbet af de næste 2-3 år – ikke at øge vælgertilslutningen drastisk på kort sigt.” Annette Vilhelmsen og hendes ligesindede var uenige og foreslog en noget kortere formulering, hvor regeringsduelighed ikke var et mål: “Hovedmålsætningen med dette papir er at sikre SF bred vælgermæssig

30 opbakning i løbet af de næste 2-3 år.” Inden dagen var omme, havde den opponerende gruppe præsenteret hele 34 ændringsforslag – og tabt kampen. Undervejs foreslog de blandt andet at ændre formuleringen om partiets indsats for "små, mellemstore og større produktionsvirksomheder", så ordet "større" gled ud.

*

Torsdag 22. februar 2013 modtog medlemmerne af daglig ledelse en mail med tre vedhæftede strategipapirer. Når man klikkede på dem, havde de overskrifterne "Ramme for SF’s strategi", "Kommunikationsstrategi" og "Annettes oplæg til SF’s profilområder". Papirerne var Annette Vilhelmsen og ledelsens første officielle udkast til den nye strategi, som skulle præsenteres for landsledelsen i marts, når daglig ledelse havde haft mulighed for at diskutere den. På første side stod der, at strategien havde "to overordnede politisk- strategiske mål":

Konsolidering – øge tilfredsheden blandt medlemmer Fremgang – øge tiltrækningen af vælgere

Arbejdet med at realisere målene må ske med udgangspunkt i den konkrete politiske situation, der grund​læg​gen​de er kendetegnet ved, at SF som regeringsparti har et begrænset politisk og kommunikativt manøvrerum, og at SF som parti er udfordret på troværdighed og identitet.

SF opnår kun konsolidering og langtidsholdbar fremgang, hvis vi skaber a) øget tillid til, at SF siger, hvad vi mener, og mener, hvad vi siger, og b) større tydelighed om SF’s grundhold​ninger og hvad vi arbejder for.

Dagen efter skulle oplægget til debat, og der var optræk til konflikter. Særligt

31 førte det til diskussioner, at regeringsdeltagelse ikke var et "overordnet mål" ifølge strategien. Politisk ordfører Jesper Petersen førte an i angrebet på ledelsens udkast og lagde ændringsforlag på bordet. Jesper Petersen argumenterede heftigt for et tredje overordnet mål med overskriften positionering. Jesper Petersen ville have, at “SF strukturelt opnår en position som et naturligt regeringsparti”. Annette Vilhelmsen virkede uforberedt på flere rundt om bordet. Hun undveg. I stedet blev Jesper Petersen talt imod af Peter Westermann, Mattias Tesfayes afløser som næstformand i partiet. Peter Westermann, en 27-årig, høj og slank mand, der i sin tid tabte formandsvalget i Socialistisk Folkepartis Ungdom med et mulehår til Villy-fløjens Emilie Turunen. Han var kendt for at være venstrefløjens stemme på SF’s landsmøder. Den anden næstformand, Mette Touborg, erklærede sig til gengæld enig med Jesper Petersen i spørgsmålet om regeringsdeltagelse, og landssekretær Turid Leirvoll bakkede også op. I rammepapiret ville Annette Vilhelmsen og Holger K. også tage et opgør med den måde, som Villy Søvndal og børnebanden havde italesat SF som et parti, der kæmpede for arbejderne. Det mente Annette Vilhelmsen og Holger K., at Thor Möger Pedersen havde gjort ved i forbindelse med skattereformen at sige i et interview, at SF ikke kæmpede for "piloter og advokater". At tale til arbejderne var ekskluderende på vælgere uden for arbejdsmarkedet, mente den nye ledelse, og Annette Vilhelmsens SF skulle ikke afskrive målgrupper. Internt kunne SF dog godt prioritere mellem vælgergrupper. Eller som der stod i strategipapirerne:

Som et bredtfavnende folkeparti skal SF lave politik for og kommunikere til flere vælger​grupper, hvoraf nogle kan gives en særlig prioritering. Men SF skal undgå at italesætte, hvem partiet arbejder for, på en måde, der virker ekskluderende overfor brede grupper på og udenfor arbejdsmarkedet.

“ Vi skal i stedet sikre opbakning fra en bred gruppe af lønmodtagere. Hvis partiet mister stemmer til Venstre og DF, så vil vi på langt sigt miste opbakning til vores velfærdsmodel" replicerede Jesper Petersen på et

32 tidspunkt. Jesper Petersen stod i det hele taget fast på kursen lagt under Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen. Han ville have et SF, som sloges for folk med jævne lønninger. Under overskriften "Tre centrale mål for SF's kommunikation og profil" stod der i strategipapiret:

SF skal være og fremstå som en ærlig og realistisk stemme i dansk politik (...) SF skal være og fremstå som et principbaseret parti med visionære løsninger (...) SF skal være og fremstå som det parti, der bedst udfordrer oppositionen (Venstre).

Jesper Petersen ville have et fjerde punkt tilføjet: "LO og FTF-medlemmer skal i videst muligt omfang opfatte SF som et parti, der `forstår og arbejder for sådan nogle som mig’." SF’s identitet kom til højlydt debat i SF-toppen.

Ved forrige folketingsvalg – det, som endte med Anders Fogh Rasmussens sidste valgsejr som statsminister – var SF gået efter at vokse, blandt andet ved at hente vælgere hos Socialdemokraterne og Enhedslisten. I 2011 satsede partiet i stedet på at blive en del af et regeringsflertal, hvilket gjorde det afgørende at hente stemmer blandt vælgere, der tidligere havde stemt borgerligt. Valgstrategien var svær, og den kostede vælgeropbakning – men lykkedes så langt, at Helle Thorning-Schmidt fik lov at danne en regering. Konsekvensen for SF's troværdighed stod øverst på første side af kommunikationspapiret:

SF har som parti en lav troværdighed hos vælgerne – uanset opfattelsen af enkeltpersoner som formand, ministre og ordførere. Det handler om en fornemmelse af, at man ikke ved, hvor man har SF, eller om en opfattelse af, at det, SF siger og gør, og det, SF virkelig mener, ikke stemmer overens på centrale politikområder.

33

De følgende sider beskæftigede sig med løsningen. Blandt dem var, at Annette Vilhelmsen igen ville have flere SF-vælgere på bekostning af de andre partier på venstrefløjen.

Det er en fundamental målsætning, at SF fremstår ærlig (sammenlignet med S) og realistisk (sammenlignet med EL). Derfor skal troværdighed gøres til primær retningslinje og kvalitetsmålestok for al kommunikation.

SF skulle desuden trawle røde stemmer ved at sammensætte et angrebshold, der konstant søgte konflikt med oppositionen. Jesper Petersen var uenig igen. SF skulle beholde magten og blive et stort parti. Han ville fastholde regeringsmagten, og derfor burde målet fortsat være at hive stemmer over midten. De såkaldte “Blå Bjarner” – tidligere socialdemokrater, som nu stemte liberalt – skulle overtales til at stemme SF, lød argumentet. Debatten kunne formentlig have udviklet sig voldsommere, hvis strategipapirerne havde indeholdt exit-strategien, som Annette Vilhelmsens to strateger havde formuleret i december. Den var udeladt. I stedet præsenterede Annette Vilhelmsen et kompromis: en regeringstro kurs, men med en selvstændig SF-profil.

SF skal stå ved den politik, regeringen fører. Det betyder, at udgangspunktet er, at vi tager ansvar for regeringens politik – også når den er SF-kontrær – og at vi ikke søger konflikt med regeringspartnerne.

Men opbakningen skulle samtidig fortyndes: SF skulle stå ved, at der var tale om kompromiser. Retorisk skulle partiet bruge redskaber såsom forklaringer, nuanceringer og såkaldt priming, hvor urealistiske forventninger tales ned inden politiske fremlæggelser. En fjerde metode var endnu en gang begrebet “grænsedragning”:

SF skal holde fast i ’smertegrænser’. SF skal kunne trække i nødbremsen og afvige i vores signaler fra regeringslinjen,

34 når kerneværdier og -principper står på spil.

Ganske få i SF's top kendte til den egentlige exit-strategi, der lå klar i skuffen. Men kritikerne af den nye strategi læste formuleringen som en exit-strategi i sig selv: Ambitionen om at skærpe SF's profil i regeringen ville utvivlsomt skabe flere konflikter med de to andre regeringspartier, lød analysen. Og med henvisning til en "nødbremse" ville strategien i praksis give Annette Vilhelmsen mandat til at trække SF ud af regeringen Holger K. og Annette Vilhelmsen bøjede af på flere konflikter i diskussionen. Det ændrede sig under drøftelsen af “Annettes oplæg til SF- profilområdet”, da Jesper Petersen i en ny formulering foreslog, at social- og beskæftigelsespolitikken skulle “gennemsyres af en ret- og pligttankegang”, så flest muligt kom i arbejde. For første gang under mødet bed SF-formanden tilbage: “Det er meget socialdemokratisk at sige sådan,” sagde Annette Vilhelmsen. Det var ikke venligt ment. Mødet i daglig ledelse sluttede uden enighed. Det samme gjaldt to andre møder i daglig ledelse i den efterfølgende uge, hvor Jesper Petersen også prøvede at ændre Annette Vilhelmsens kurs . Det endelige slag måtte stå i Middelfart, hvor landsledelsen skulle samles 1. marts.

*

Forårets første dag var smuk og solrig, selv om vinteren stadig hang i træerne. SF’erne i landsledelsen var indkaldt til møde på Hotel Comwell ved den gamle Lillebæltsbro. Holger K. Nielsen skulle briefe landsledelsen om regeringens udspil til en vækstplan, men det var den nye partistrategi, som optog SF’erne, når de snakkede over kaffen på tomandshånd. Landsledelsen sad i en hestesko med Annette Vilhelmsen og de to næstformænd – Peter Westermann og Mette Touborg – på hesteskoens top. Jesper Petersens forslag ugen forinden om SF som "et naturligt regeringsparti" havde givet SF-ledelsen en idé inden mødet i landsledelsen. De forsøgte at komme kritikken i forkøbet ved at præsentere SF’s landsledelse

35 for et kompromis i form af en tilføjelse til partiets overordnede mål:

Positionering . Blive opfattet som Danmarks venstreorienterede indflydelsesparti

I SF var ordet "indflydelsesparti" mindre luftigt, end det lyder for udenforstående. SF’ere på venstrefløjen opfattede ordet som semantik på vejen til at have regeringsdeltagelse som erklæret mål. For hvor har SF mest indflydelse? I regeringen, selvfølgelig. Jesper Petersen og den resterende børnebande så derimod udtrykket som en adgang til at træde ud af regeringen. Hvis SF ikke jagtede regeringsduelighed, men blot indflydelse, kunne det teoretisk set også ske i rollen som støtteparti. Jesper Petersen var således ikke tilfreds med kompromiset, og han ville gerne have tilføjet, at “SF som indflydelsesparti bliver opfattet som et troværdigt og naturligt regeringsparti”. Den politiske ordfører havde en række allierede, som også bragte ændringsforslag ind i debatten. SF-medlem i Europa-Parlamentet Emilie Turunen foreslog sammen med landsledelsesmedlem Nanna Westerby, tidligere formand for SFU og kæreste med Thor Möger Pedersen, en ændring af det overordnede mål:

Målet for SF om fem år er, at vi skal være et naturligt regeringsparti, der har solidt fat i (lavere lønnede) lønmodtagere i privat og offentlig sektor, kan trække vælgere over midten, og som danskerne er trygge ved at overlade regeringsmagten til.

Melodien var således den samme: Ledelsens modstandere ville fastholde den hidtidige strategi med SF som et regeringssøgende arbejderparti, der hellere trak én vælger over fra Venstre end to fra Enhedslisten. Også sundhedsminister Astrid Krag foreslog at “rykke magten til venstre – ved at trække vælgere over midten” som et overordnet mål. På den anden fløj forsøgte flere medlemmer af landsledelsen at hive strategien i den modsatte retning. Selv om hun ikke var til stede, var de anført af 43-årige Trine Pertou Mach, SF’s stærke venstrefløjskvinde og tidligere

36 bestyrelsesforkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke. Trine Pertou Mach havde inden mødet fremsendt en række ændringsforslag, heriblandt formuleringen:

At sidde i regering er et redskab til at fremme den forandring, som SF ønsker i samfundet. Ikke blot et mål i sig selv.

Konflikten udviklede sig således til et ekko af debatten i partiets daglige ledelse på Christiansborg, og om muligt var fronterne nu trukket endnu hårdere op. Ved frokosttid nedsatte SF’erne et redaktionsudvalg, som skulle lande diskussionen med deltagelse af et færre antal munde. Målet var at komme med en række indstillinger i forhold til ændringsforslagene, som landsledelsen så senere skulle stemme om. De fleste medlemmer af den 19 mand store landsledelse forlod det store konferencelokale. Tilbage var Annette Vilhelmsen, de to næstformænd, politisk ordfører Jesper Petersen, den 35-årige finans-, trafik- og forsvarsordfører , og den diplomatiske SF'er Ole Riisgaard, som havde peget på Annette Vilhelmsen i formandsvalget. De flyttede rundt på møblerne og satte sig om et rektangulært bord i midten af rummet. Jesper Petersen og Annette Vilhelmsen satte sig over for hinanden på den lange led. Til stede var også rådgiveren Claus Perregaard, som havde været pennefører på de oprindelige strategipapirer, og som i mellemtiden havde fået titel af pressechef i SF. Perregaard havde intet mandat, men han spiste sin frokost i den ydre hestesko, mens de andre sad ved bordet i midten. Claus Perregaard havde sat sig, så han og Annette Vilhelmsen havde øjenkontakt. Mødet gik i gang, og nye spørgsmål og formuleringer føg over bordet. Hver gang kiggede Annette Vilhelmsen over på Claus Perregaard. Før hun svarede, fik hun et nik eller en let rysten fra pressechefens hoved. Flere i redaktionsudvalget observerede formandens fremgangsmåde og blev bekymrede. Annette Vilhelmsen virkede politisk ideforladt, som om hun havde svært ved at bevare overblikket. Det var endnu en gang op til næstformand Peter Westermann at styre jagten på kompromissætninger, som ledelsen kunne godtage.

37 Sekretariatsleder Jens Andersen var også med til mødet. Han styrede en powerpoint, hvor de forskellige versioner med ændringsforslag var sat op over for hinanden. Efterhånden som redaktionsudvalgets arbejde skred frem, stod det klart, at Jesper Petersen stod alene med sine holdninger. De fleste gange var det fem mod én, når et ændringsforslag blev indstillet til forkastelse af landsledelsen. Jesper Petersen var tydeligt frustreret. Jonas Dahl og Mette Touborg havde tidligere givet indtryk af, at de bakkede den politiske ordfører op i flere forslag. Det skete ikke. Flere af de andre syntes, Jesper Petersen lignede en, der ville begynde at græde af frustration. Han havde tidligere i en blanding af politisk frustration og raseri sluppet et par tårer på et gruppemøde i en tilspidset konflikt med Özlem Cekic. Da landsledelsen vendte tilbage, skulle der stemmes. To medlemmer uden for folketingsgruppen bakkede op om Jesper Petersen, Nanna Westerby, Emilie Turunen og Astrid Krag. Det var derfor seks mod tretten på de fleste ændringsforslag. SF havde nu en ny strategi frem til 2015. Sytten dage efter Middelfart kunne TV 2 News kort før klokken 21.30 oplyse, at SF mistede sin politiske ordfører. Jesper Petersen havde meldt sig ind hos Socialdemokraterne. Dagen efter forlod Emilie Turunen og Nanna Westerby også partiet og blev socialdemokrater. De fleste medlemmer af børnebanden havde kapituleret, og Annette Vilhelmsen havde vundet en sejr Men på Christiansborg havde hendes højre hånd netop sagt noget om skattelettelser, der skulle skabe nye konflikter i partiet.

38

3 · Vækstplan

26. februar 2013 338 dage tilbage 5,9 procent til SF i Berlingske Barometer

SF’s folketingsgruppe sad rundt om en stor firkant af borde, der fyldte det meste af deres gruppeværelse på Christiansborg. På de hvide vægge hang store malerier med dramatiske penselstreger i grøn og sort. Langs væggene sad partiets ansatte, praktikanter og studentermedhjælpere. Rummet var godt fyldt op, og alles øjne var rettet mod en fladskærm. SF’s landspolitiske front sad som tilskuere til regeringens præsentation af sin såkaldte vækstplan, som var det en landsholdskamp i fodbold. Annette Vilhelmsen sad der også. Som erhvervs- og vækstminister havde SF-rådgiverne diskuteret, om hun også burde fremlægge vækstplanen. Holger K. havde godt nok forhandlet på SF’s vegne, men Annette Vilhelmsens titel inviterede til kritik, hvis hun blev væk. Det ville simpelthen se mærkeligt ud. Rådgiverne analyserede sig frem til, at de ikke turde lade Annette tage præsentationen. De var bange for, at hun ville “fucke det op”, som en af dem udtrykte det, hvis det blev for teknisk. Derfor var det skatteminister Holger K. Nielsen, som vandrede ind på skærmen sammen med Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og finansminister Bjarne Corydon. Holger K.s pult stod længst væk, så mens de tre andre stod klar, traskede Holger K. forbi bag dem. Regeringen præsenterede sin vækstplan i Statsministeriets spejlsal på anden sal knap 100 meter fra SF's gruppeværelse. Efter præsentationen fik DR's politiske redaktør, Ask Rostrup, ordet og vendte sig mod Holger K. “Jeg tror, der var mange mennesker, der for fire-fem måneder siden, da

39 SF skiftede ledelse – omkring 66 procent af dem, der afgav stemmer, måske – som havde et dybtfølt ønske om, at der skulle sættes et større folkesocialistisk aftryk på regeringsprojektet. Er det dét, vi ser i dag?” “Det synes jeg da bestemt. Altså, vi har altid kæmpet for, at der bliver skabt jobs. Bekæmpelse af arbejdsløshed har altid været et højt prioriteret område for SF. Og det er det også i dag,” svarede skatteministeren. “Også gennem skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet?” “Gennem mange forskellige ting. Det her er jo mange forskellige ting. Det er jo dét, som jeg forsøgte at understrege i mit indlæg. Det her, det handler om, at vi tager fat på nogle afgifter og skatter – ja. Men det handler da også om investeringer – ja. Det handler også om en bolig-/jobordning – ja. Det handler også om efteruddannelse – ja. Det stærke ved den her plan er netop, at den handler om en bred vifte af forskellige forslag. Derfor ligger det her fuldstændig i forlængelse af, hvad SF altid har stået for, og derfor skal vi selvfølgelig stå fuldstændig inde for den plan, som regeringen fremlægger i dag." Der var helt stille i SF’s gruppeværelse. Holger K. Nielsens sidste sætning var ved at bundfælde sig. Sagde han lige det, som jeg tror, han sagde? , spurgte flere folketingsmedlemmer sig selv. Det var ikke selve skattelettelserne, der kom bag på SF’erne. Det var måden, Holger K. omtalte dem på. Tilbage på et møde i daglig ledelse i starten af januar havde Holger K. fortalt, hvor forhandlingerne om vækstplanen stod. Den kom nok til at indeholde lavere skat for erhvervslivet, fortalte han. Flere i SF-toppen korsede sig, da de hørte de ord. SF kæmpede for, at kapitalen skulle betale regningen for finanskrisen – ikke at den skulle slippe billigere. “Det er slet ikke den type skattelettelser, som vi skal stå i spidsen for,” havde finansordfører Jonas Dahl sagt dengang, og politisk ordfører Jesper Petersen var tilsvarende imod skattelettelserne. Holger K. Nielsen erklærede sig enig i, at skattelettelserne ikke var "fantastiske", men mente modsat ikke, at der var noget at gøre ved dem. “Hvis vi ikke accepterer skattelettelserne, så kan vi ikke være i regeringen,” sagde skatteministeren. Han fremhævede planens mange "gode ting" som argument for, at det

40 ikke gav mening at forlade regeringen på sagen. Annette Vilhelmsen erklærede sig enig. To dage inden regeringens officielle præsentation havde TV 2 fået nys om skattelettelserne. SF’erne vidste derfor godt, at lettelser i selskabsskatten var en del af vækstplanen, da Holger K. gik på storskærmen. Men at skattelettelser til erhvervslivet var fuldstændig "i forlængelse af, hvad SF altid havde stået for", var at stramme den, syntes flere. Præsentationen fortsatte, uden at nogen sagde noget. Holger K. greb nu skattelettelserne til erhvervslivet an på en ny måde. “Nu skal man ikke kritisere pressen her på sådan et pressemøde – men alligevel, at pressen har lavet så meget ud af nogle rygter, som er rigtige,” lød det fra skatteministeren med henvisning til lækagen af vækstpakkens indhold. Margrethe Vestager stod ved siden af og flækkede sammen af grin. Ikke så meget med Holger K. som af ham – fordi SF'eren kritiserede pressen for at skrive noget sandt. Helle Thorning-Schmidt fulgte op med et grin, og Bjarne Corydon bakkede sin formand op med en skraldlatter inklusive en hånd i lommen og ryggen svajende bagud. Også journalisterne grinede højtlydt. Skatteministeren forsøgte at forklare. “... men ikke fuldstændige. Rigtige, men de var ikke fuldstændige, det var kun delelementer – det var kun delelementer af det her,” fortsatte Holger K. Nielsen, mens latteren fortsatte. I gruppeværelset var der socialistisk danmarksmesterskab i tåkrumning. “Nej, nej Holger. Bare stop!”, sagde en af de ansatte langs væggen. Holger K. fortsatte. 11.13 var pressemødet slut, og Holger K. Nielsen gik mod SF’s gruppeværelse. “Jeg synes, vi skal give Holger en hånd, når han kommer ind med det flotte resultat,” sagde Annette Vilhelmsen til SF’erne, lige inden Holger K. trådte ind ad døren. SF’erne adlød deres formand. Ministeren fik en lang klapsalve som velkomst. “Var det godt nok?” spurgte Holger K. som det første. “Det var ikke så godt med de rygter der,” svarede han selv. Gruppemødet sluttede kort efter. Næstformand Mette Touborg klaskede Villy Søvndal venskabeligt på skulderen.

41 “Det er nærmest morsomt, at Holger nu siger, hvad Thor sagde for få måneder siden. Nu må vi se, hvem der så siger det, som Holger sagde tidligere.” Næstformandens bemærkning var en henvisning til Holger K. Nielsens holdninger, dengang partiet blev kørt af Villy Søvndal og Thor Möger. Dengang viste den tidligere formand mindre humoristisk sans omkring svære kompromiser såsom den aflyste betalingsring i København og vedtagelsen af en skattereform med Venstre. Han havde tværtimod været blandt kompromisviljens mest højlydte kritikere.

Folketingsmedlemmerne Özlem Cekic, og Lisbeth Bech Poulsen stak hoveder sammen efter mødet. De tre kvinder var almindelig kendt som stærkt ideologisk drevne, alle tre havde opponeret mod regeringsiveren under Villy Søvndal, og alle tre havde støttet Annette Vilhelmsen under formandskampen. Også de så et skifte i Holger K.s holdning til regeringen. En af dem mente, at skatteministeren nærmest virkede "helt Ole Sohnsk” – med henvisning til den tidligere vækstminister og gruppeformand, der med sin fortid som kommunistformand om nogen blev set som et symbol på, at der blæste vinde mod midten i SF. På et tidligere møde havde Ole Sohn virket stærkt begejstret over lettelserne i selskabsskatten. Holger K. havde også haft svært ved at forstå kritikken, som kom fra en lang række SF’ere på mødet. Det er måske ikke lige vores kop te, sagde han dengang, men "så er det heller ikke værre". Lisbeth Bech Poulsen, Karina Lorentzen og Özlem Cekic kunne ikke finde mening i skatteministerens optræden på pressemødet. I hvad der syntes som en fjern fortid havde Lisbeth Bech Poulsen sammen med meningsfællen Trine Pertou Mach spillet en hovedrolle i Annette Vilhelmsens pludselige opstigen som formandskandidat. På dagen for Villy Søvndals afgang havde der været møde hjemme hos Trine Pertou Mach. De tilstedeværende talte om værtens muligheder for at blive formand, men nåede frem til, at hun nok havde svært ved at blive en samlende figur for kritikerfløjen.

42 Pludselig sagde Lisbeth Bech Poulsen de gyldne ord: ”Hvad med dig Annette. Har du lyst?” De tre venstrefløjskvinder havde i udgangspunktet haft stor tillid både til Annette Vilhelmsen og Holger K. Skuffelserne over forløbet med selskabsskatten lod de da heller ikke skinne igennem i offentligheden. De tre kvinder var trætte af udsigten til at skulle bakke op om Holger K. Nielsens formuleringer. Ifølge presseafdelingens forestillinger skulle Holger K. have nævnt, at der selvfølgelig var tale om et "kompromis" omkring selskabsskattelettelser. Budskabet skulle være, at de skattelettelser måske ikke lige var SF’s kop te, men så havde man til gengæld fået en milliard til voksnes efteruddannelse og en fremrykning af offentlige investeringer osv., osv. Når så planen først var lagt frem, og pressen med sikkerhed ville foreholde SF skattelettelserne, kunne partiets ordførere lægge endnu mere afstand til initiativet. Planen duede ikke længere. Holger K. var gået solo. At SF-ministeren udtrykte sig positivt om vækstpakkens byggeklodser, kom dog ikke bag på økonomiministeren og finansministeren. Det meste af vækstplanen var forhandlet i det såkaldte "mini-ø-udvalg", hvor kun Corydon, Vestager og Holger K. sad. Både den radikale leder og den socialdemokratiske finansminister havde opfattet Holger K. Nielsen som uhyre pragmatisk og konstruktiv i forhandlingerne om vækstplanen. Holger K. Nielsens hamskifte stod nu klart for de fleste: I sin tid som minister var han gået fra at ville ud af regeringen til at omfavne regeringens politik som SF's egen. Internt i partiet var det en udbredt opfattelse, at Holger K. havde trukket Annette Vilhelmsens SF væk fra den vedtagne strategi og mod sit eget, mere regeringstro SF. På rådgivernes bord lå en strategi, som snart skulle vedtages, men som den ledende økonomiske forhandler ikke fulgte. Hans linje, vidste de, ville næppe gå som varmt brød i et bagland, der troede, at det havde fået noget nyt ved at stemme på Annette Vilhelmsen.

43 44

4 · Profeti

November 2010 15,7 procent til SF (Berlingske Barometer)

En efterårsaften tre år tidligere fik SF’s folketingsgruppe besøg af den tidligere konservative justits- og forsvarsminister Hans Engell. Han var blevet inviteret til at holde et oplæg. På et aftengruppemøde på Christiansborg skulle den politiske kommentator tale om, hvad det ville sige at være i regering. SF havde aldrig før haft ministre og havde ikke selv nogen figurer tilknyttet, der kunne forberede politikerne på det magtskifte, som lå i horisonten. Hans Engells grundtone var en advarsel. Med talepapir i hånden spolede han tiden tilbage til den første firkløverregering under Poul Schlüter. “Jeg oplevede det i 82 og fremefter – ministerholdet var ikke til at styre med deres biler og departementschefer og store rejser til udlandet og nye kontormøbler og malerier. Mens ministerholdet stortrivedes, var stemningen i grupperne mere blandet," fortalte Hans Engell. “Frustrationerne i gruppen voksede, fordi ambitioner ikke blev opfyldt, og fordi ministerholdet langsomt begyndte at udvikle sig i sin retning – sin verden – og gruppen hang agterude,” fortsatte den politiske kommentator. “Det første, man mærker, er ministre, der ikke deltager i gruppemøderne. De har heller ikke tid til at passe møder ude i landet. Ministrene er opslugt af deres ministerier og embedsværket og hele verden udenom æder al deres tid.” “Det næste er manglende information og inddragelse af ordførere og gruppe.” “Derudover skal gruppen forholde sig til ministermeldinger i medierne, de ikke har været inddraget i eller haft indflydelse på. Alt sammen stiller enorme krav – til sammenholdet, til gruppeledelsen.”

45 Hans Engell forsøgte at give SF'erne nogle gode råd. “Det er vigtigt at holde partiet i gang – vigtigt at gøre dem klart, at et regeringssamarbejde er et samarbejde – at det også kræver noget af dem: kompromiser og samarbejdsvilje. Partiet skal også engageres i projektet – [medlemmerne] skal føle, de har et medansvar og en medindflydelse. Men partiet kan gøre meget ved høj mødeaktivitet,” sagde Engell. “Hos S (Socialdemokraterne, red.) hænger magtbegrebet i gardinerne. Det gør det ikke hos jer. S kan være og er ofte særdeles brutale på regeringsposterne. De giver ikke ved dørene, og de kan være smålige." Mod slutningen af det timelange oplæg forsøgte kommentatoren med en forudsigelse af, hvad SF'erne burde forberede sig på de kommende år. “I dag er SF den gode historie – I har haft en lang periode, hvor SF var den store succeshistorie – kun fremgang og skulderklap – dernæst følger en periode med flere kritiske historier. Efter et regeringsskifte går det over i et helt andet gear. Der vil blive søgt efter alle sprækker i regeringssamarbejdet. Hver eneste mislyd vil blive gengivet. Er der ordførere, som pludselig går i udbrud mod ministre, vil det blive sendt ud med flammekaster – og selvfølgelig udnyttet af den nye opposition. Alt, hvad der kan gøres for at destabilisere den nye regering, vil blive gjort.”

46 5 · Barsel

3. september 2013 149 dage tilbage 5,6 procent til SF (Berlingske Barometer)

Mens Holger K. Nielsen følte sig tættere på statsministeren end nogensinde, så var andre SF’ere ved at glide væk fra Helle Thorning-Schmidt og hendes regering. Næstformand Peter Westermann var i seriøse overvejelser om, hvorvidt SF burde have forladt regeringen på grund af skattelettelserne til erhvervslivet. Han talte med flere om sine tanker i den følgende periode, og han fandt ørenlyd hos flere SF’ere i folketingsgruppen og hos Trine Pertou Mach fra landsledelsen. Det blev imidlertid ved snakken. Toget med skattelettelserne var kørt, og nu begyndte en relativt lang periode med nogenlunde ro i SF. Dem, der havde stemt på Astrid Krag i valgkampen – og overvejende var imod Annette Vilhelmsens politiske projekt om at udfordre regeringen – havde ikke noget at brokke sig over, for Vilhelmsen bakkede 100 procent op. De, som havde stemt på Annette Vilhelmsen, havde til gengæld fået en strategi til en skarpere SF-profil. Annette Vilhelmsen havde siddet for bordenden i SF i mindre end et år, og hendes oprindelige støtter var stadig afventende over for den nye “udfordrende” formand. Sent om aftenen den 3. september fik Annette Vilhelmsen et opkald, som skulle sætte SF’erne på endnu en prøve i deres balancegang. “Hej, det er Helle,” sagde statsministeren. “Jeg ringer for at sige, at vi kommer til at droppe øremærket barsel til mænd,” sagde Helle Thorning-Schmidt. “Det bliver vi nødt til at tale om,” svarede Annette og henviste til, at initiativet stod i regeringsgrundlaget. “Nej, det bliver ikke til noget,” svarede Helle Thorning-Schmidt. Statsministeren gav SF-formanden valget mellem selv at gå ud og lægge den øremærkede barsel død ved at sige, at det ikke længere er regeringens politik – og alternativt ville beskæftigelsesminister gøre

47 det. Annette Vilhelmsen protesterede mod præmissen. Hun mente, at det måtte være et spørgsmål om indfasning. Der var jo ikke nogen nye tal på bordet, og der havde ikke engang været møde om sagen i regeringens økonomiske udvalg. “Vi dropper det,” sagde statsministeren. “Jeg tager det til efterretning, men SF er ikke indstillet på at droppe det,” svarede SF-formanden. Samtalen blev kort. Klokken 23.50 samme aften fik medlemmerne af regeringens økonomiske udvalg en revideret dagsorden til mødet dagen efter. Det nye var et punkt om barselsordninger. Socialdemokraterne havde længe været skeptiske over for den øremærkede barsel til mænd, og SF’erne havde set konflikten nærme sig. Få dage forinden var Annette Vilhelmsen og Holger K. kaldt op på Marienborg til en barselssnak med stats- og finansministeren. De to topsocialdemokrater var skeptiske, men villige til at lytte til SF'ernes forslag om færre øremærkede uger og løbende indfasning. Parterne havde følt hinanden på tænderne. Nu virkede det til, at kampen ville blive afgjort under opvarmningen.

Inden mødet i økonomiudvalget mødtes SF’erne tidligt om morgenen. Det skete i Socialministeriet, hvor Annette Vilhelmsen var blevet minister efter den seneste rokade. Ud over Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen deltog transportminister Pia Olsen Dyhr. Holger K.s særlige rådgiver Thomas Brahm og fire andre rådgivere deltog også. Gruppen diskuterede en slagplan for mødet samme eftermiddag. SF’erne håbede på en alliance med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som måske kunne presse Bjarne Corydon på mødet. De havde ikke givet op i forhold til at få en del af barselsordningen øremærket trods Helle Thorning- Schmidts meget direkte tone i opkaldet til Annette Vilhelmsen. “Regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden,” stod der sort på hvidt i regeringsgrundlaget, som havde været statsministerens bibel under Vilhelmsens første møde på Marienborg. Ligestillingsministeriet havde tidligere foreslået, at den øremærkede

48 barsel kunne indfases over ti år. SF’erne var ikke vilde med ideen, men de var på den anden side villige til at strække sig langt for at få mærkesagen i hus. Daglig ledelse havde på et tidligere møde givet SF's forhandlere den længst mulige snor. Hvis det ikke lykkedes at overtale regeringspartnerne, så besluttedeSF’erne at tale rent ud af posen. Annette Vilhelmsens strategi om en skarpere SF-profil i regeringen skulle findes frem fra skuffen. Holger K. var som den eneste politiker nervøs for, hvor meget SF kunne udfordre regeringen og køre solo i sin kommunikation. To af rådgiverne bakkede ham op, men gruppen nåede alligevel til enighed. SF stod fast, skulle budskabet lyde, mens de andre regeringspartier veg fra regeringsgrundlaget. Signalet ville potentielt skabe for mange konflikter, hvis Annette Vilhelmsen eller Holger K. gik til citat. Derfor blev de enige om, at Özlem Cekic blev sendt i byen som ligestillingsordfører. Thomas Brahm og en af de andre rådgivere havde samlet en lang række citater til støtte for øremærket barsel fra de socialdemokratiske og radikale ordførere og ministre. De andre partiers holdningsskifte skulle dokumenteres. Barselsgruppen gik på Christiansborg til møde i folketingsgruppen klokken 11. Annette Vilhelmsen fortalte sine partifæller, at det blev "svært" i forhold til øremærket barsel. Det blev ikke lagt op til diskussion. Først på eftermiddagen ankom Vilhelmsen og Holger K. til Finansministeriets dunkle Struenseeværelse. “Det bliver ikke til noget,” sagde Bjarne Corydon tørt, da mødet begyndte. Finansministeren sad ved midten af det blankpolerede ovale bords ene langside med Mette Frederiksen ved siden af. Annette Vilhelmsen og Holger K. sad ved siden af hinanden på deres faste pladser til ø-mødet: for enden af bordet. I loftet sad engle på skyer i maleriet Retfærdigheden og freden, der kysser hinanden. Annette Vilhelmsen havde svært ved at få øje på retfærdigheden. “Vi står fast på at indføre øremærket barsel,” sagde Annette Vilhelmsen. “Vi har jo tidligere været meget tro over for regeringsgrundlaget.” Margrethe Vestager sad på langsiden over for Bjarne Corydon med Morten Østergaard ved sin side. De to radikale holdt lav profil. Partiet havde aldrig elsket øremærket barsel, og lige nu virkede Margrethe Vestager mest

49 optaget af sin smartphone. Der hang tunge tæpper på væggene, og stemningen omkring bordet passede til barokstilen. Lyset var dæmpet, det meste kom fra to store vinduer. Der var faldet lidt regn i løbet af dagen, og gennem den våde rude lignede Christiansborg et fatamorgana. Ovre ved vinduerne sad de økonomiske ministres fire departementschefer og overværede mødet i tavshed. Mette Frederiksen viste sig ikke at være den allierede, som SF’erne havde håbet på. Også hun ville skrotte barslen. Socialdemokraterne havde gravet i effekterne af øremærket barsel, forklarede de. Jo mere de gravede, jo mere syntes de, at det var en dårlig idé. Meningsmålinger viste, at de fleste danskere var imod ideen. Et udvalg i Beskæftigelsesministeriet havde analyseret sig frem til, at en øremærkning til mændene ville reducere den samlede barsel, fordi mange fædre stadig ville fravælge barsel. Da der ikke var penge til at gøre den øremærkede fædrebarsel til et "ekstra tilbud", argumenterede Socialdemokraterne, ville loven indskrænke den personlige frihed. Ingen ministre hos Socialdemokraterne havde stærke følelser for sagen, og den definitive beslutning om at droppe barselsløftet var truffet få dage inden mødet. Nu handlede det bare om at få hevet plasteret af. “Jamen fagbevægelsen er positiv, og det virker underligt, at vi kortslutter processen,” prøvede Annette Vilhelmsen. Vilhelmsen og Holger K. forsøgte en sidste gang, men de måtte give op. Beslutningen var klappet af på forhånd mellem Socialdemokraterne og De Radikale. Den øremærkede barsel var død. Mette Frederiksen præsenterede en idé til en alternativ løsning: en såkaldt "bonusordning", hvor familier kunne få 100 kroner skattefrit om dagen, hvis manden tog en større del af den fælles barsel. I stedet for tvang skulle mændene lokkes. “Men jeg har ingen beregninger på det,” sagde beskæftigelsesministeren om forslagets effekt på de danske familier. Der skulle findes et alternativ til øremærkningen, og mødet i Struenseeværelset var uden bagkant. Socialdemokraterne ville undgå et scenarie, hvor budskabet lød, at “der kommer en god løsning i morgen”. Sådan var krisen om betalingsringen landet, og det havde ikke været nogen kommunikationsmæssig succes. SF'erne måtte se i øjnene, at de skulle

50 forpligte sig på en løsning her og nu. Inden længe ringede og sms'ede Annette Vilhelmsen og Holger K. til deres team af SF-rådgivere, der befandt sig under 200 meter væk på Jan Alders kontor på fjerde sal i Socialministeriet. Hvad skulle SF mene om bonusordningen? Annette Vilhelmsens anden særlige rådgiver Nis Graulund satte sig ved en computer og åbnede et regneark. Han regnede sig frem til, at ordningen kunne være med til at få flere fædre på barsel. De andre rådgivere var også positive. I Finansministeriet holdt politikerne en kort pause, og Annette Vilhelmsen forlod lokalet og ringede til næstformand Peter Westermann for at fortælle, at barselsordningen ikke blev til noget. “Det er vildt frustrerende, men der er ikke noget at gøre, ” sagde Vilhelmsen. Så præsenterede hun bonusordningen for næstformanden. Annette Vilhelmsen var nervøs for, hvordan det ville se ud i offentligheden, og hvordan baglandet ville reagere. Næstformanden var også bekymret. “Vi skal passe på, at vi ikke sminker et lig. Vi er nødt til at sige det, som det er: Vi bliver kørt over,” sagde Peter Westermann. Efter et møde på mere end tre timer var bonusordningen vedtaget. Socialdemokraterne ville gerne have Annette Vilhelmsen til at fremlægge den droppede barsel og bonusordningen sammen med Mette Frederiksen. SF- formanden nægtede. “Når I sætter jer i spidsen for at droppe den, så må I også forklare det,” sagde Annette. SF’erne fik besked på at holde tæt, indtil Mette Frederiksen havde breaket nyheden. Annette Vilhelmsen og Holger K. gik over til SF-rådgiverne i Socialministeriet. “Det er noget lort,” sagde Annette Vilhelmsen, da hun kom ind ad døren. De satte sig ind på Annette Vilhelmsens kontor for at tale kommunikationsstrategien igennem. To af rådgiverne, heriblandt Nis Graulund med regnearket, ville gerne tale bonusordningen op. Holger K. var enig. Alle andre ved bordet ville pege på Socialdemokraterne som årsagen til den droppede barsel. Özlem Cekic skulle eksekvere planen senere samme

51 aften. Til Ritzau udtalte hun: “Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at forslaget om øremærket barsel nu droppes. Vi har bare måttet konstatere, at vi står alene blandt regeringsparti​erne, og at holdningsforskellene er så dybe, at der ikke kan opnås enighed." Tonen fik en ekstra tand, da Pernille Vigsø Bagge på Facebook skrev, at “S har lagt øremærket barsel i graven”. SF talte ikke bonussen op, de lagde afstand til regeringens politik, og Thomas Brahm fik et opkald fra statsministerens særlige rådgiver Noa Redington. Han var meget sur over den måde, som SF kommunikerede den droppede barsel. Særligt Pernille Vigsø Bagges indlæg generede ham. “Det er ikke i orden. Vi tager beslutninger sammen. Det kan I ikke tillade jer,” sagde Noa Redington. Han mente, at SF’erne fulgte en taberstrategi, der kun ville udstille SF’s tabte magtkampe i regeringen. Samtidig ville konflikten sløre regeringens kommunikation og skabe åbne flanker for oppositionens angreb. Thomas Brahm ringede rundt til SF’erne bagefter. De skulle ikke gå til angreb på Socialdemokraterne. I stedet skulle de fokusere på, at der ikke var flertal for øremærket barsel. Arbejdsklimaet i regeringen var forværret. Men i SF-baglandet var stemningen anderledes opløftet. Det strømmede ind med positive mails til SF’erne på Christiansborg.

*

SF's seneste træk i balancegangen som regeringsparti var hurtigt glemt. Politiken afslørede i begyndelsen af november 2013, at Annette Vilhelmsen havde tilbudt Lisbeth Zornig Andersen en million kroner i puljemidler, før puljens ansøgningsfrist var udløbet, og før Lisbeth Zornig Andersen havde ansøgt om puljepengene. Løftet var fanget på bånd, og sagen eksploderede mellem SF-formandens hænder. Parallelt valgte skatteminister Holger K. Nielsen og de øvrige økonomiske ministre at vende ryggen til Enhedslisten i forhandlingerne om finansloven

52 for 2014. De borgerlige partier stod klar, og flere røde mærkesager gled ud af finansloven. Holger K. var sur og ville lange ud efter Enhedslisten. Med barselssagen var partiets vedtagne strategi for sin kommunikation – at markere sin uenighed, når der var hjerteblod på spil – ført ud i livet. I forhold til Enhedslisten var strategien, at SF ikke skulle opsøge konflikter. Holger K. valgte at ignorere aftalen. I et interview med Weekendavisen svinede skatteministeren Enhedslisten til på grund af finansloven. De var parlamentarisk "uduelige", lød det, og i et udkast til artiklen, som blev sendt til SF til godkendelse inden udgivelsen, havde Holger K. omtalt venstrefløjspartiet som en “sekt”. Annette Vilhelmsen var meget utilfreds med kollegaen og trådte i karakter på et gruppemøde i en grad, som få SF’ere havde set tidligere. Hun tvang Holger K. til at få pillet de værste bredsider mod Enhedslisten ud af interviewet i Weekendavisen. Vilhelmsen var ikke vild med, at Enhedslisten skulle blive for provokeret. Enhedslisten havde samme magt i Vilhelmsens Zornig-sag, som de havde i sagen om Pia Kjærsgaards aflyste besøg på Christiania, hvor de endte med at få socialdemokraten Morten Bødskov fyret. “Jeg synes, du skal tænke over, at din formand sidder i den situation,” sagde Annette Vilhelmsen til Holger K., mens folketingsgruppen hørte det. “Det er uacceptabelt,” sagde hun. Holger K. forlod gruppemødet i vrede. På et senere gruppemøde luftede Jonas Dahl en anden frustration, som stak dybt. Jonas Dahl havde på det tidspunkt overtaget posten som skatteminister fra Holger K. Nielsen, som til gengæld havde overtaget Udenrigsministeriet efter Villy Søvndals politiske pensionering. Denne gang bundede kritikken i Annette Vilhelmsens håndtering af Zornig-sagen. Partiformanden var ikke selv til stede. “Jeg er lidt beklemt ved at sige det, når formanden ikke er her, men den sag er problematisk og håndteret virkelig dårligt,” sagde Jonas Dahl. I januar 2014 voksede utilfredsheden med Annette Vilhelmsens person fortsat både i folketingsgruppen og i partiets landsledelse. Kritikken lød blandt andet, at Vilhelmsens socialministerium – som blev opfattet som en god politisk platform for SF – ikke leverede nok politiske initiativer. Flere af

53 de tidligere støtter talte nu om, at hun havde en dårlig dømmekraft. Både politikere og rådgivere talte i smug om et SF efter Annette Vilhelmsen. Da alting væltede, handlede konflikten imidlertid kun i begrænset grad om formandens politiske evner. Den blotlagde i stedet et regeringsparti, der i de femten måneder, som var passeret siden formandsvalget, havde vaklet i alle forsøg på at veje magten over for dens omkostninger.

54 6 · DONG

29. januar 2014 1 dag tilbage 4,1 procent til SF (Berlingske Barometer)

I idrætscentret DGI-byen midt i København sad flere end 30 SF’ere tæt stuvet sammen på cafeteria-stole og lyttede, mens et forsinket medlem af landsledelsen trippede over parketgulvet og fandt på plads. For enden af en trappe uden for væggene var den samlede politiske presse forsamlet. SF's formand tog ordet. “Jeg har to indstillinger med. Den ene er kort. Den anden er lang. Og hvis vi ikke kan blive enige om den korte, så bliver det den lange, der ryger på bordet.” Medlemmer af SF’s landsledelse og folketingsgruppen kiggede op på Annette Vilhelmsen. Der var et enkelt punkt på dagsordenen til det ekstraordinære møde denne onsdag aften: DONG Energy. Om 16 timer skulle Folketinget stemme ja eller nej til en udsættelse af salget af 19 procent af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Enhedslisten havde foreslået en såkaldt timeout, mens regeringen ville fortsætte ufortrødent. I DGI-byen tog Annette Vilhelmsen hul på diskussionen om SF’s officielle holdning til salget og timeouten. Formandens korte indstilling blev læst op for SF’erne.

Landsledelsen har lyttet til formandens grundige redegørelse og pålægger folketingsgruppen at stemme med regeringen.

Det var første gang, SF’erne hørte indstillingen. Lokalet var næsten for småt til de mange mennesker, så temperaturen og fugtigheden var allerede generende høj. Formanden skruede op for sin retoriske skarphed og sagde, at hun havde forståelse for ønsket om en timeout. “Det får vi bare ikke. Beslutter vi det, så afslutter det vores deltagelse i

55 regeringen,” konstaterede Annette Vilhelmsen, som udelukkede, at der fandtes en mellemvej i form af en timeout eller et statstilskud. Det var ifølge Vilhelmsen heller ikke nogen løsning at stemme imod eller stemme blankt. Til manges store overraskelse satte formanden sin post på spil. “Jeg er jo formand, og det er det, som jeg anbefaler. Hvis landsledelsen går imod min anbefaling, så siger det sig selv, at så kan jeg ikke være formand." Annette Vilhelmsen sad ved et bord for enden af en stor firkant af borde, hvor SF’erne selv havde sat sig, som de kom dumpende. Formanden var flankeret af sine næstformænd Peter Westermann og Mette Touborg. Men Annette Vilhelmsen sad ikke lige i midten – umiddelbart til venstre for formanden sad Mette Touborg. Til den anden side sad Peter Westermann et godt stykke længere væk iført en sømandsblå striktrøje. Peter Westermann plejede at være ordstyrer på møder i landsledelsen, men i dag noterede Mette Touborg talerrækken. Den første efter Annette Vilhelmsen var netop Westermann, som fik tre minutter til et indlæg. “Målinger viser, at danskerne på tværs af alle partier er imod det her," sagde næstformanden og henviste til de 200.000 danskere, som havde skrevet under på en protest mod salget af DONG. I hans øjne burde SF lytte til "folkedybet". Han mente, at partiet ved at sætte foden ned havde mulighed for at fremstå som et "troværdigt parti" frem for et medgørligt parti. “Hvis Bjarne Laustsen (socialdemokrat i Folketinget, red.) kan stemme blankt til efterlønsreformen, så kan vi også stemme imod det her.” Så satte næstformanden trumf på. “Jeg ved jo godt, at jeg bliver nødt til at tage konsekvensen af det her, så jeg går som næstformand, hvis landsledelsen stemmer med regeringen.” Flere SF’ere kiggede chokeret på næstformanden. Annette Vilhelmsen, Holger K. Nielsen og Pia Olsen Dyhr fortrak ikke en mine. De vidste besked.

*

DGI-mødet var kulminationen på halvanden uges hidsig aktivitet i SF. Ni dage inden krisemødet var DONG-sagen første gang på dagsordenen i

56 et møde i landsledelsen. Holger K. Nielsen var bortrejst på grund af arbejdet som udenrigsminister, og derfor var det op til den nye skatteminister Jonas Dahl at forklare de tekniske præmisser og konsekvenser ved salget. Jonas Dahl havde på det tidspunkt været skatteminister i 39 dage, og han havde aldrig været inde over DONG-sagen politisk. Den nye skatteministers gennemgang blev opfattet som ufuldstændig af flere medlemmer af landsledelsen. Senere samme uge, om fredagen, drak Peter Westermann og Lisbeth Bech Poulsen en kop kaffe med Annette Vilhelmsen på formandens kontor i Socialministeriet. Formandens særlige rådgiver Jan Alder var også med, og det blev en flere timer lang kop kaffe. Næstformanden og den politiske ordfører var kommet forbi for at udtrykke deres modstand mod salget til Goldman Sachs. “Det er et spørgsmål om partiets overlevelse," sagde Peter Westermann. Lisbeth Bech Poulsen havde også titel af finansordfører, og hun havde indtil nu stået fuldstændig på mål for salget. Nu kørte hun hårdt på, for at Annette Vilhelmsen internt i regeringen satte en stopper for Bjarne Corydons salgsmaskine. Finansordføreren lovede indtil videre at forsvare salget i offentligheden for at sikre arbejdsro. “Men min analyse er, at det er knald eller fald for os." Hun tilføjede, at hvis tingene ikke ændrede sig, ville hun blive nødt til at trække sig som politisk ordfører. “Det er ikke en trussel, det er bare en konsekvens." Peter Westermann satte tilsvarende sin stilling ind på spørgsmålet. Annette Vilhelmsen kiggede på sine to yngre partikolleger. “Jeg kan godt forstå, hvad I siger, men jeg har et ansvar og en forpligtelse over for regeringen". Søndag eftermiddag – tre dage før DGI-topmødet – gik Annette Vilhelmsen og Pia Olsen Dyhr til møde i regeringens økonomiske udvalg. I knap to timer forsøgte de to SF’ere at overtale Bjarne Corydon til at komme SF’ernes kritiske bagland, landsledelse og folketingsgruppe i møde. Annette Vilhelmsen foreslog en timeout eller at gøre pensionskassernes tilbud om at købe sig ind i DONG –som var kommet på falderebet – til en vindersag:

57 dansk kapital skaber danske arbejdspladser, lød argumentet. Hvis regeringen droppede Goldman Sachs, var der historier i pressen om, at amerikanerne kunne kræve en erstatning. Det kunne også vendes til en vindersag, argumenterede SF-formanden. Regeringen kunne nægte at betale amerikanerne en krone og gøre erstatningssagen politisk. Bjarne Corydon lagde et notat fra statens advokat, Kammeradvokaten, på bordet. I notatet stod, at en timeout ville betyde et stop for DONG-salget. Regeringen skulle starte helt forfra. Annette Vilhelmsen og Pia Olsen Dyhr havde ikke set notatet før nu. Både Bjarne Corydon og Margrethe Vestager afviste SF’ernes forslag: Der blev ingen timeout. Samme aften var der telefonmøde i SF's landsledelse. Fire medlemmer havde krævet flere og bedre svar på DONG-problematikken, end skatteminister Jonas Dahl kunne levere. Over telefonen gjorde Annette Vilhelmsen det klart, at en timeout ikke var en mulighed. SF’s landsledelse var hverken tilfreds med den tekniske gennemgang eller formandens forklaring. Efter 45 minutter stod det klart, at der var behov for et rigtigt møde. Onsdagens møde i DGI-byen blev aftalt. Tirsdag – dagen inden DGI – røg låget af trykkogeren. Om formiddagen var rebellen Karsten Hønge på vej til SF’s ugentlige gruppemøde. Nogle dage forinden var han blevet landskendt, da han som den første SF'er foreslog en timeout i DONG-salget i et interview med DR. På det tidspunkt var Karsten Hønge ikke medlem af Folketinget, men i mellemtiden var Anne Baastrup gået ned med stress, og Hønge var pludselig landet i Folketinget. På vej til gruppemødet drejede han om et hjørne og mødte et stort antal journalister. Med mikrofoner og diktafoner strakt op mod den høje Hønge affyrede SF'eren en af de mest citerede replikker i hele DONG-sagen: “Den her sag er en kamel, der stiller sig oven på bunken af kameler, der er blevet slugt af SF, og som har bragt partiet i den her meget vanskelige situation. Vi er sgu gået hen og blevet noget tørre i halsen,” sagde Karsten Hønge, inden han gik ind til gruppefællerne. Horden af pressefolk måtte vente uden for døren. Kun medlemmer af Folketinget, de to næstformænd, landssekretæren og pressechefen var inviteret. Det tocifrede antal rådgivere, som normalt deltog i gruppemøderne,

58 var forment adgang. “Vi kan ikke tage afstand fra det her,” sagde Annette Vilhelmsen. “SF’s forhandler har siddet med ved bordet alle de steder, hvor det her er blevet besluttet.” Formandens bemærkning henviste til Holger K. Nielsen – der var i Afrika som udenrigsminister og derfor endnu en gang var ude af stand til at forklare baggrunden for aftalen. På gruppemødet konstaterede Annette Vilhelmsen, at hun selv havde været "inde over" DONG-salget, og at hun derfor tog sin "del af ansvaret." Hun opfordrede medlemmerne til at følge strudsestrategien, når det gjaldt pressen. SF’s pressekorps var begravet i Vilhelmsens sag om støtten til Lisbeth Zornig, og der var ikke mange kræfter til at tænke offensive tanker i DONG-sagen. SF’erne blev beordret til at stikke hovedet i busken, så pressen ikke fik mere polemik at koge suppe på. Samme tirsdag havde den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldt salget en ”katastrofe” på forsiden af Politiken. Vilhelmsens håb var, at Socialdemokraterne tog skraldet frem for SF. “Jo mere vi siger, jo mere kommer presset på os. Så vi skal bare holde lav profil," konkluderede formanden. Skatteminister Jonas Dahl havde en powerpoint med, der skulle give SF’erne et overblik over skattelovgivningens betydning for Goldman Sachs. Især drejede det sig om udbytteskat, og ministeren endte med at konkludere: “Jeg tror ikke, at de kommer til at benytte sig af skattely." Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen fik ordet som en af de første efter formanden. “Det her er den seneste sag i en stribe sager, og jeg mener, at SF skal træde ud af regeringen,” sagde han. Havde visse andre sagt det samme som Eigil Andersen på mødet, ville det have vakt opstand. Denne tirsdag middag tog ingen notits af ordføreren. Eigil Andersen havde været rejsende i budskabet om SF's exit fra regeringen i mere end et år, og han afleverede budskabet på alle møder, hvor det lod sig gøre. Næstformand Peter Westermann sad nede i det ene hjørne – langt væk fra Annette Vilhelmsen. Han fik ordet og holdt et langt og teoretisk indlæg om "parlamentarisk kompetence" over for "parlamentarisk troværdighed".

59 Indlægget kunne kun tolkes kritisk over for DONG-salget. Men Peter Westermann var også en del af landsledelsen, og selv om ordene pegede væk salget, så nægtede han at fortælle gruppen om sin konkrete holdning til en timeout. Det fik energiordfører Steen Gade op i det røde felt. “Det er da for ringe, at vi har en næstformand, som ikke engang vil fortælle, hvad han mener. Det må vi jo så vente til i morgen med at høre,” hvæsede Steen Gade med henvisning til DGI-mødet. Ved bordet lige ud for Annette Vilhelmsen sad Karsten Hønge. Den harske kritiker og formanden så hinanden lige ind i øjnene, da Hønge fik ordet og beskyldte ledelsen for at tænke i "regneark". "Det, I har gang i her, kan ende med at koste SF livet, konkluderede han. Debatlysten var stor blandt SF’erne, og mødet trak ud. Den oprindelige bagkant klokken 13 blev skubbet en time, og maverne begyndte at knurre. De diskuterede på tredje time. Kultur-, psykiatri- og sundhedsordfører Özlem Cekic gik imod DONG- salget med argumentet om, at en så stor beslutning skulle drøftes i SF’s magtorganer, herunder landsledelsen og daglig ledelse. Det var ikke sket. Det brød med de formelle beslutningsstrukturer i SF, mente Cekic. Hun havde ret, og forløbet stred også mod Annette Vilhelmsens valgløfter om mere inddragelse af baglandet. Sagen om DONG var først kommet op på et møde i daglig ledelse lige efter nytår. Da sad SF allerede i saksen: Det var for sent at omgøre regeringens beslutning. Finansordfører Lisbeth Bech Poulsen protesterede højlydt, men Holger K. omtalte kritikken af manglende inddragelse som “hysteri”. På tirsdagsgruppemødet tog Annette Vilhelmsen endnu en gang et medansvar for håndteringen af DONG-forløbet. Özlem Cekic fortsatte sit angreb på ledelsens indstilling. “Vi accepterede at droppe øremærket barsel og trængselsring, og vi sagde ja til skattelettelser. Hvis vi siger ja nu, så skal vi sige ja til alt fremover." Næste i talerækken var Trine Pertou Mach, der var kommet i Folketinget som afløser for Villy Søvndal. Hun stillede et retorisk spørgsmål: “Skal vi have loyalitet over for vores ministerhold eller vores landsledelse, bagland og vælgere?”

60 Retsordfører Karina Lorentzen og politisk ordfører og finansordfører Lisbeth Bech Poulsen var også kritiske. Sidstnævnte turnerede ellers medierne rundt og forsvarede DONG-salget. “I virkeligheden mener jeg noget andet end det, som jeg går og siger," lød det fra Lisbeth Bech Poulsen. Annette Vilhelmsen afbrød talerækken og roste sin finansordfører, der personligt skulle stemme ja til aktstykket i finansudvalget. “Du har klaret det rigtig fint, Lisbeth,” sagde Annette Vilhelmsen. Efterfølgende bakkede Ole Sohn 100 procent op om sin tidligere ministerkollega Bjarne Corydon og den aftale, der var forhandlet med Goldman Sachs og de danske pensionskasser. “Vi kan ikke være bekendt at beklikke Corydons evner,” sagde Sohn. Det stod hurtigt klart, at ministerholdet plus veteranerne Steen Gade og Ole Sohn stod over for den resterende folketingsgruppe. Salget af DONG- aktier til Goldman Sachs havde splittet SF-gruppen på midten med en lille føring på 8-7 til ministre og veteraner. Der skulle ikke stemmes på mødet, og Annette Vilhelmsen samlede op uden en konklusion. Hun mente, at det havde været "en god snak" som optakt til mødet i DGI-byen dagen efter. "Hvis der er nogen, som har spørgsmål, så send dem lige, så vi er sikre på at kunne besvare dem,” sagde formanden. Uden for døren stod journalisterne der stadig efter knap tre timers møde. Karsten Hønge gik direkte ud til flokken af mikrofoner og sagde, at han troede, SF trådte ud af regeringen på grund af DONG-sagen. Bagefter forsikrede Annette Vilhelmsen selvsamme journalister, at SF ville stemme for salget. Så blev det onsdag, dagen for DGI-mødet. Det var stadig ikke meningen, at Annette Vilhelmsen skulle præsentere mere end én indstilling til landsledelsen. Transportminister Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver havde skrevet det første udkast. Kravet var formuleringer, som kunne skabe enighed og forsone partiet, men samtidig lade Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen leve op til aftalen i regeringen, så SF støttede et delvist salg af DONG uden nogen form for timeout. Indstillingen blev lang og kunne opsummeres til, at SF generelt støttede

61 DONG-salget. Tidligere havde Annette Vilhelmsen arbejdet med en formulering, hvor partiet udtrykte "bekymring" over salget, men nu betonede indstillingen blot et uforpligtende mål om at bekæmpe skattely i fremtiden. Rådgiverens sproglige strækøvelser blev fortrængt i sidste øjeblik. Kort inden DGI-mødet stak Annette Vilhelmsen sin særlige rådgiver Jan Alder en seddel i hånden. “Jeg vil have det her,” sagde Annette Vilhelmsen. Sedlen indeholdt en ny og kort indstilling. Den lange forsoningstekst var ikke længere SF-formandens førstevalg. Annette Vilhelmsen havde for første gang besluttet at sætte hårdt mod hårdt.

*

I DGI-byen var det nu officielt. Det var formanden mod næstformanden, og på Peter Westermanns side var både dele af landsledelsen og folketingsgruppen klar til at udfordre Annette Vilhelmsens formandskab og afvisning af en timeout. Fire menige medlemmer af landsledelsen kom med en alternativ indstilling over for Annette Vilhelmsens. Den alternative indstilling krævede en timeout i DONG-salget, så forhandlinger med investorer blev sendt tilbage i regeringens økonomiske udvalg:

Vi indstiller til, at landsledelsen beslutter følgende: At SF opfordrer regeringen til at udsætte salgsplanerne af dele af DONG At SF opfordrer regeringen til at lave en udvidet undersøgelse for at finde andre investorer til DONG; herunder danske pensionsselskaber At SF stemmer nej til den aftale, som foreligger fra Goldman Sachs p.t.

Om nødvendigt måtte hele processen om mere kapital til DONG gå om, lød

62 indstillingen. Der var nu tre indstillinger i spil: Den korte, den lange og den alternative. SF’erne havde endnu ikke hørt Annettes lange version. Kritikerne i folketingsgruppen gik til angreb på DONG-salget. Trine Pertou Mach, Özlem Cekic, Eigil Andersen samt SF’s politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen fik ordet på skift mellem flere talere både for og imod. Argumenterne imod et hurtigt salg fordelte sig i fire kategorier. For det første var salget af DONG til amerikanske kapitalister imod SF’s principprogram. For det andet var der folkelig modstand. For det tredje var der baglandet – det ville blive næsten umuligt, vurderede kritikerne, at få partisoldater op i lygtepælene med plakater til næste valg. Det fjerde og sidste argument gik på en splittelse mellem ministre og græsrødder. Ministerholdet befandt sig i kritikernes øjne på en satellit, langt væk fra “den ægte socialist”. Flere af kritikerne brugte udtrykket “se sig selv i øjnene”. Annette Vilhelmsens støtter oplevede indlæggene som en veltilrettelagt kampagne, og de havde ret. Peter Westermann og de fem kritiske folketingsmedlemmer havde mødtes flittigt og i hemmelighed inden konfrontationen i DGI-byen. Senest samme eftermiddag hjemme hos Lisbeth Bech Poulsen, hvorefter de var taget direkte til DGI-byen, men delt op i mindre grupper. På et tidspunkt under diskussionen prikkede landssekretær Turid Leirvoll til ordstyrer Mette Touborg. “Ordet ’pålægger’ i Annette Vilhelmsens indstilling strider mod Grundloven, så vi bliver nødt til at ændre det til ’henstiller’,” hviskede landssekretæren – med henvisning til Grundlovens paragraf 56 om, at Folketingets medlemmer er “ene bundet ved deres overbevisning”. Med et justeret verbum i formandens indstilling var det udenrigsminister Holger K. Nielsens tur på scenen. Holger K. havde været SF’s mand i regeringens maskinrum, mens DONG-salget passerede igennem. I det økonomiske udvalg havde Holger K. gang på gang nikket ja til aftalen. Nu påtog han sig et ansvar for ikke at råbe vagt i gevær. Samtidig fastholdt han, at SF var nødt til at stemme med regeringen. Han advarede mod, at der gik "dramatik i den" og mente, at DGI-mødet fik SF til at ligne et parti "i krise". SF-veteranen var på forhånd blevet advaret af ministerkolleger mod at

63 miste temperamentet og vrisse af kritikerne. “Kapitalisme er da en ond ting, og det skal vi prøve at kæmpe imod. Men hvis vi ikke vil lave forretninger med onde kapitalister, så kan vi ikke lave noget i denne verden,” tilføjede Holger K. Udenrigsministeren kom ikke med en decideret forklaring på, hvorfor han havde sagt god for DONG-salget løbende, når den landede på hans bord som skatteminister. SF’erne fik aldrig en egentlig briefing fra Holger K. i sagen om DONG. Lidt efter blev det pressechef Sune Prahl Knudsens tur til at liste forbi formandsbordet. Han viste sin telefon til Annette Vilhelmsen. På skærmen kunne SF-formanden se sig selv citeret i pressen fra det lukkede møde. “Ej nu må I simpelthen holde op. Der er nogen her i forsamlingen, der sidder og lækker. Vi kan ikke arbejde i det her, hvis vi ikke kan have tillid til hinanden,” sagde Annette Vilhelmsen. Flere mente, at SF’erne måtte aflevere telefonerne. Det skete ikke. Karsten Hønge fik ordet efter Holger K. Nielsen. Rummet var varmere end nogensinde.

*

Tidligere på aftenen havde kamphanerne Lisbeth Bech Poulsen og Karsten Hønge helt i tidens ånd taget en selfie med smilende ansigter og lagt billedet op på de sociale medier. De to sad ved siden af hinanden, men ellers var lejrene fordelt rundt om bordet i små grupper. Ministrene sad stort set alle på den ene langside og kom også på banen i diskussionen. Budskaberne begyndte langsomt at blive skåret ud i pap, og på et tidspunkt bøjede miljøminister Ida Auken regeringsfløjens budskab i neon. “Enten så stemmer vi ja til aftalen, eller også går vi ud af regeringen,” lød det kortfattet. Kaffe, te og vand stod på et bord bag ved den ene langside, og lejrene var tvunget til fysisk kontakt. Hver gang en ny person skulle proviantere, måtte de bede hinanden om at trække stolen ind, lægge hånden på skulderen for at

64 holde balancen og krænge kroppen forbi. Mette Touborg gik nu i gang med anden runde af talere, og de fleste havde behov for at præcisere deres holdning. Klokken nærmede sig 20.30, og Peter Westermann fik ordet igen. Han samlede op på nogle af de samme pointer, som samtlige SF’ere i lokalet nu havde hørt adskillige gange. Som afsluttende kommentar kom næstformanden dog med en mere generel betragtning af magt. “Magten er et bæst, der kun kan tøjles med magt,” sagde Peter Westermann. Efter knap tre timers diskussion var det tid til, at formanden rundede af, sagde ordstyrer Touborg. “Tak for ærligheden, men vi er ikke tættere på hinanden. Jeg vil gerne have, at landsledelsen samler sig om en indstilling, men det ser svært ud,” sagde Vilhelmsen. “Så må alle dem, der ikke sidder i landsledelsen, gerne gå ud.” Folketingspolitikerne forlod det overophedede lokale og satte sig ud i et loungeområde med kaffeautomat og høje stole lige uden for døren. Inden i lokalet sad nu de 19 medlemmer, som skulle bestemme, om næstformanden eller formanden kunne fortsætte på deres post. “Hvis vi siger nu, at vi sætter hælene i, så ryger vi ud af regeringen,” sagde Annette Vilhelmsen, inden de skulle stemme. Ifølge SF's regler skulle den mest vidtgående indstilling til afstemning først, så Mette Touborg gjorde først klar til at stemme om den alternative indstilling. Den, som krævede en timeout.

*

Annette Vilhelmsen lignede en, der havde vundet en million, da hun kom ud til folketingsgruppen i loungeområdet kort før klokken 21. Annette Vilhelmsen havde vundet sin magtkamp med kritikerne. På landsledelsens yderste mandat. Den alternative indstilling havde fået otte stemmer for, ti imod og én blank stemme. Annette Vilhelmsens korte indstilling var efterfølgende sat til afstemning med ti for, syv imod og to

65 blanke. “Nu skal du bare give den hele armen. Du har vundet,” sagde hendes særlige rådgiver Jan Alder. Han refererede til de mange journalister, der stod og ventede på formanden lige neden for trappen. Annette Vilhelmsen gik ned ad trappen med et stort bæltespænde i sølv i de sorte bukser og konstaterede, at hun havde "opbakning til sin linje". Peter Westermann gik også ned til pressen. Med pjusket hår og et tomt blik fortalte han, at han gik af som næstformand. Det var rigtigt, at Annette Vilhelmsen matematisk set havde vundet opbakning til sin og regeringens linje. Men det stod lige så klart, at landsledelsen og folketingsgruppen stort set var kløvet på midten i spørgsmålet om DONG og Goldman Sachs. Medlemmerne af landsledelsen spredtes hurtigt i alle retninger. De ville hjem, og mange var allerede forsinket til deres tog til provinsen. For folketingspolitikerne var aftenen ikke forbi. De gik i gang med at flytte rundt på bordene i mødelokalet og etablerede en hestesko. Annette Vilhelmsen fik sit eget bord som en streg over skoen. De skulle nu holde møde om, hvad de ville stemme til Enhedslistens beslutningsforslag om en timeout. Inden mødestart henvendte Trine Pertou Mach og Özlem Cekic sig til Karsten Hønge. Det er vigtigt, at vi står sammen, sagde de to kvinder. Klokken 21.40 satte Annette Vilhelmsen sig ved stregen over hesteskoen. Den splittede folketingsgruppe havde placeret sig på hver sin side af formanden. Ministrene sad på formandens venstre side. I toppen af hesteskoen sad Jonas Dahl, efterfulgt af Ida Auken, Holger K. Nielsen, Pia Olsen Dyhr og Astrid Krag. Over for ministerholdet sad kritikerne: Eigil Andersen i toppen af hesteskoen efterfulgt af Lisbeth Bech Poulsen, Karina Lorentzen og Karsten Hønge. I bunden sad Steen Gade og Pernille Vigsø Bagge tæt på ministrene, mens Trine Pertou Mach og Özlem Cekic sad tættest på kritikerholdet. En enkelt person havde sat sig i den "forkerte" lejr. Ole Sohn. Den tidligere erhvervsminister og nu indædte fortaler for Goldman Sachs-aftalen havde sat sig mellem Trine Pertou Mach og Özlem Cekic. Pressechef Sune Prahl Knudsen sad ovre i det ene hjørne. Annette Vilhelmsen meddelte resultatet af afstemningen i landsledelsen.

66 Derefter krævede hun et svar fra hvert enkelt af folketingsgruppens medlemmer: Hvad havde de tænkt sig at stemme til Enhedslistens forslag? Eigil Andersen startede runden. Han ville gerne stemme blankt. Den næste i rækken var Lisbeth Bech Poulsen. “Jeg har gået rundt som Komiske Ali det sidste stykke tid, og jeg føler ikke, at jeg er i stand til at være finansordfører efter det, som er sket i aften,” sagde Lisbeth Bech Poulsen, der samtidig frasagde sig posten som politisk ordfører og også ville stemme blankt. Annette Vilhelmsen havde vidst besked om ordførerens afgang i fem dage, men en række politikere rundt om bordet blev stærkt overraskede. Turen gik videre til Karina Lorentzen. Hun var fungerende gruppeformand og blandt andet også retsordfører og integrationsordfører. Hun ville stemme blankt, men stoppede ikke der. “Jeg nedlægger min gruppeformandspost i protest mod linjen, og nu overlader jeg tøjlerne til jer og sætter mig ned på bagerste række og passer mine ordførerskaber," sagde Karina Lorentzen. Annette Vilhelmsen vidste besked om begge tillidsposter inden mødet, men hun prøvede alligevel en sidste gang at overtale Lisbeth Bech Poulsen og Karina Lorentzen. “Det er for meget, hvis vi også skal ud og forklare det. Kan I ikke godt overveje at blive ved, så vi ligesom kan komme over det her?” spurgte Annette Vilhelmsen. Begge kvinder afviste. På under to timer havde SF’s næstformand, gruppeformand og politiske ordfører trukket sig. Samtidig fortsatte runden, og Karsten Hønge, Özlem Cekic og Trine Pertou Mach hoppede med på blank-bølgen. Holger K. Nielsen havde vidst besked om dem, der ville trække sig. Men udsigten til seks blanke stemmer forstenede ham. Let rokkende frem og tilbage med armene over kors hviskede han: Det er jo forfærdeligt. Det er jo forfærdeligt. Formanden tog ordet igen for at sende et meget klart signal. “Hvis der er nogen, som ikke stemmer med gruppen, hvis vi ikke kan

67 mønstre alle, så træder vi ud af regeringen." På rådgiverniveau havde SF-toppen været i kontakt med Socialdemokraterne og De Radikale den onsdag. Beskeden var, at det var o.k., at Annette Vilhelmsen ikke kunne styre, hvordan Karsten Hønge stemte til Enhedslistens forslag. Han blev opfattet som et løsgående missil. Noa Redington og Morten Østergaards særlige rådgiver accepterede begge – på vegne af deres chefer – Karsten Hønges uforudsigelige stemmeadfærd. Annette Vilhelmsen talte derfor ikke på vegne af regeringspartnerne, når hun krævede absolut partidisciplin. Karsten Hønge, der intet vidste om, at han blev opfattet som en undtagelse, rettede til gengæld ind. “Stolene nede i salen er SF’s. Der står ikke Karsten Hønge bagpå, så jeg stemmer selvfølgelig med SF,” sagde Hønge og tilføjede: “Men kan der være noget taktisk i, at vi kan stemme blankt?” Trine Pertou Mach forfulgte samme spor. “Er du sikker på, at vi ikke kan få lov af Helle til at stemme blankt,” spurgte hun formanden. “Jeg har jo spist frokost med hende en time i dag,” svarede Annette Vilhelmsen. “Ja, men har du spurgt hende, hvad der sker, hvis vi stemmer blankt?” spurgte Trine Pertou Mach igen. “Så forventer jeg, at vi ryger ud af regeringen," svarede Annette Vilhelmsen. Ole Sohn, der sad lige ved siden af Trine Pertou Mach, brusede over af raseri. “Jeg vil fandeme ikke finde mig i, at formanden bliver intimideret på den måde. Når formanden siger, at hun har talt med statsministeren, og der ikke er mulighed for at stemme blankt, så er der ikke et gruppemedlem, som skal blive ved med at sætte spørgsmålstegn," rasede han mod sidemanden. “Hvorfor siger Annette det så ikke? ,” spurgte Trine Pertou Mach og sendte bolden tilbage til Annette Vilhelmsen. Ifølge formanden havde statsministeren sagt, at der ikke "gives fribilletter." "Der må ikke være en eneste, der stemmer anderledes," sagde Vilhelmsen endnu en gang.

68 “Kan du ikke gå ud og ringe til Helle og høre, om vi ikke kan få lov til at stemme blankt,” prøvede Trine Pertou Mach igen. “Hav dog tillid til mig som formand,” lød det fra Vilhelmsen, der slog ud med armene. Flere ministre kastede sig ind i kampen. Særligt sur var Pia Olsen Dyhr. “I opfører jer, som om I er Gud. I er ikke Gud. I kan ikke bestemme over partiet,” spruttede transportministeren. Annette Vilhelmsens støtter så de blanke stemmer som i direkte modstrid med landsledelsens indstilling. “I kupper jo partiet. I kunne også bare melde jer ud,” fortsatte Pia Olsen Dyhr. Sundhedsminister Astrid Krag pegede på Karsten Hønge, Trine Pertou Mach og Lisbeth Bech Poulsen: “Hvis en af jer sætter sig over partiet. Så er det en af jer…”, sagde Astrid Krag og blev afbrudt af Trine Pertou Mach. “Lad dog være med at pege.” Astrid satte sig på sine hænder og fortsatte. “Så er det en af jer tre, der må fortælle, hvem der skal være formand for det her parti.” Holger K. kom også på banen igen. “Det kan da godt være, at SF skal gå ud af regeringen, men så skal det være på en ordentlig sag på en ordentlig måde.” Miljøminister Ida Auken sad og græd, mens skatteminister Jonas Dahl også forsøgte med forsoning. “Jeg vil ikke udelukke, at der kan komme en sag i foråret, hvor vi skal ud af regeringen," sagde skatteministeren. De to grupper var begyndt at tale forbi hinanden. Kritikerne talte om at sætte foden ned i DONG-sagen og sende et signal med blanke stemmer. En regering uden SF kunne blive en konsekvens, men det var ikke målet. Ministrene fokuserede derimod på konsekvenserne af kritikernes insisteren på at stemme blankt. De to grupper havde aldrig været længere fra hinanden. Hans Engells advarsler til partiet fire år tidligere var tilsyneladende blevet til virkelighed.

69 *

I DGI-byen lignede Annette Vilhelmsen en, der fortrød sit formandskab, da klokken viste 23. Eigil Andersen havde ellers lige lovet, at han nok skulle stemme med regeringen. Det samme gjorde Karsten Hønge. “Hvad fanden?” råbte skatteminister Jonas Dahl pludselig ud i rummet. Han havde sin iPad fremme og kunne læse om Lisbeth Bech Poulsens afgang som politisk ordfører i Politikens E-avis. Det var den trykte avis, som havde nyheden på morgendagens forside. SF’erne så undrende på hinanden og rettede opmærksomheden over mod Lisbeth Bech Poulsen. Hun måtte have givet interview til Politiken før mødet i DGI-byen – før landsledelsen overhovedet havde stemt. ”Hvad fanden sker der, når man siger det til Politiken før os andre,” undrede flere SF’ere sig. Annette Vilhelmsen foreslog en pause, og folketingspolitikerne gik ud i loungeområdet. Karina Lorentzen, Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic fortsatte forbi de bløde sofaer. Kvartetten tog trappen ovenpå. Væk fra de andre. Allerede på vej op ad trappen sagde Karina Lorentzen, at hun ikke ville gå imod regeringen. Også Trine Pertou Mach fortalte de andre, at hun ville stemme med regeringen. Hvordan kan du det, spurgte Özlem Cekic. Trine Pertou Mach mente, at det ikke længere handlede om politik. Hvis de tre stemte blankt, ville de blive fremstillet som "tre hysteriske kvinder”. Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic holdt fast i oprøret, og de fire diskuterede, hvad der kunne lade sig gøre inden for rammerne af SF’s medlemsdemokrati. Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic havde lovet hinanden at holde sammen – uanset hvad. De to havde også stået sammen under skattereformen, der hævede grænsen for, hvornår danskerne skulle betale topskat, og gav mindre til kontanthjælpsmodtagere. Men dengang endte Özlem Cekic med at være den eneste, der stemte imod regeringen i folketingssalen. Lisbeth Bech Poulsen blev banket på plads af Villy Søvndal. “Rolig. Du kommer ikke til at stå alene,” lovede Lisbeth Bech Poulsen med

70 henvisning til, at de indtil videre bare snakkede. De to blev enige om enten at stemme blankt eller blive "clearet" med henvisning til partiernes såkaldte clearing-aftale. Ifølge aftalen kan rød og blå blok hver give 35 medlemmer fri fra afstemninger i folketingssalen. Clearingerne fordeles til partierne efter størrelse – SF havde seks den igangværende valgperiode. De clearede politikere stemmer i princippet på samme måde som deres parti bare uden selv at trykke på knappen. I loungeområdet bevægede snakken sig mellem de tilbageværende SF’ere i retning af et regulært kup. “Hvor lang tid tager det at danne et nyt parti?” spurgte sundhedsminister Astrid Krag med henvisning til modstanderne på den anden fløj. Hun sammenlignede med dengang, Venstresocialisterne blev dannet, hvor oprørerne var forsvundet ind i et andet lokale. "Der måtte Gert Pedersen også banke på døren og spørge dem, om de havde tænkt sig at komme tilbage," sagde ministeren. Pernille Vigsø Bagge gik ud for at finde den kritiske kvartet. Uden held. Skatteminister Jonas Dahl gjorde også et forsøg og fandt dem ovenpå. “Er I ikke snart færdige? Vi skal i gang igen,” lød det kort, da han fandt dem. Özlem Cekic var helt færdig – i en grad så hun ikke ville tilbage til gruppemødet. De fire kvinder gik tilbage mod gruppemødet kort før midnat. Özlem Cekic havde tårer i øjnene, da hun kom ned ad trappen. Hun fortsatte forbi partikollegerne, tog sin jakke fra stativet og gik tværs gennem mødelokalet for at hente sin taske. “Hvad skal du?” spurgte flere. “Jeg vil hjem og sove. Jeg er simpelthen så træt. Jeg går,” sagde Özlem. “Det kan man da ikke,” sagde Holger K. Nielsen. “Hvad vil du stemme?” spurgte Ida Auken. Özlem Cekic svarede ikke. Hun gik ned til journalisterne, der fortsat ventede for enden af trappen. De fik heller ikke noget svar. Tilbage i mødelokalet krævede ministrene klart svar fra Lisbeth Bech Poulsen. “Özlem kan ikke stemme med regeringen, og jeg har lovet Özlem at være

71 solidarisk med hende." Lisbeth Bech Poulsen henviste til, at Cekic havde et "traume" fra skattereformen, og at hun derfor havde lovet at støtte hende. "Jeg har givet mit ord på, at hun ikke skal stå alene,” forklarede Lisbeth Bech Poulsen. Ministrene måbede på den anden side af mødelokalet. En af dem ville vide, om et "venindeløfte" var vigtigere end regeringen. “Selv om jeg skulle skifte mening, så er der stadig Özlem, der vil stemme blankt," sagde Lisbeth Bech Poulsen og konkluderede, at det derfor ikke gjorde nogen forskel, at hun bakkede op om sundhedsordføreren. Ole Sohn blev så rasende, at Jonas Dahl måtte forlade sin plads for at lægge en hånd på partifællens skulder og sige "rolig nu”. Annette Vilhelmsen lukkede diskussionen og mødet. “Det er meget alvorligt, det her, og nu må vi gå hjem og sove. Og så mødes vi i morgen til gruppemødet klokken 9." Flere mente, at det måske var en dårlig idé at mødes til almindelig tid. Journalisterne ville nok stå klar. De besluttede at mødes klokken syv i gruppeværelset på Christiansborg. SF’erne gik hver til sit kort efter klokken 24. Annette Vilhelmsen blev tilbage for at drøfte aftenens resultat med sin særlige rådgiver og pressechefen. SF's formand cyklede hjemad omkring klokken 1. En halv time senere ringede hun til sin mand i Kerteminde.

*

I løbet af natten blev mødestedet for næste dags gruppemøde ændret for at slippe for pressen. Klokken 6.40 troppede Annette Vilhelmsen op i Socialministeriet. Hendes særlige rådgiver Jan Alder havde allerede lavet kaffe, da SF-formanden kom op med elevatoren til fjerde sal. Pressechefen var også mødt tidligt. Over kaffen var de enige om, at Annette Vilhelmsen ikke kunne blive som formand for SF, medmindre folketingsgruppen gav klar besked om at stemme

72 med regeringen i DONG-sagen. Regeringens flertal var ganske vist ikke i fare, selv om et par SF’ere trodsede deres formand med stemmeknappen. Det var symbolet i, at en stor del af SF’s folketingsgruppe var på tværs. Næste gang en ny sag dukkede op, kunne de gøre det samme. SF-formanden og rådgiverne så to veje til Annette Vilhelmsens overlevelse som formand, når folketingsgruppen dukkede op klokken syv. De kritiske SF’ere ville falde til patten og stemme med regeringen, eller de ville lade sig cleare. Alt andet duede ikke. “Du kan ikke være formand, og vi kan ikke sidde i regering, sådan som det her foregår,” sagde Jan Alder. Klokken 7.05 begyndte det ekstraordinære gruppemøde i SF. De var lidt forsinket, da flere i første omgang var dukket op ved gruppeværelset på Christiansborg. Annette Vilhelmsen sad for enden ved det tomme bord. Hun gjorde opmærksom på, at de skulle i folketingssalen for at stemme klokken 10.00, og at hun derfor var nødt til at vide, om de fulgte hendes linje som formand. Hun bad om en runde, hvor SF-politikerne "meget klart" svarede på, om de ville stemme med regeringen eller ej. Annette Vilhelmsen var reelt usikker på, hvad folk rent faktisk ville stemme. Især fordi Özlem Cekic havde forladt DGI-byen uden at fortælle, hvad hun havde tænkt sig. "Jeg kan ikke have, at der er nogen, som stemmer imod. Så er vi ude af regeringen, og jeg er ikke længere formand," sagde Vilhelmsen til sine partikolleger. Aftenen før havde mange udfordret Annette Vilhelmsens udlægning af konsekvenserne ved blanke stemmer. Torsdag morgen satte ingen spørgsmålstegn ved formandens ord. Trine Pertou Mach sad først for. “Jeg skal nok stemme med. Jeg vil helst cleares, men jeg skal nok stemme med regeringen,” sagde hun. Efter Trine Pertou Mach sad Karina Lorentzen, der om natten havde meldt ud på Facebook, at hun trak sig som gruppeformand. Også hun ville gerne cleares, men ellers ville hun stemme med regeringen. Dernæst fulgte Ole Sohn, Steen Gade, Jonas Dahl, Astrid Krag og Ida

73 Auken. Alle stemte med regeringen. Næste mand på ruten rundt om bordet var Karsten Hønge. Han ville også stemme med regeringen, men han foretrak en clearing. Pernille Vigsø Bagge fulgte og gav sin opbakning til regeringen. Turen kom til Özlem Cekic. Hun bad om lov til at holde et længere indlæg. Det fik hun. “Nu siger I, at det er for sent i forløbet med en timeout," begyndte hun – og bad så ministrene om, at SF i andre igangværende politiske forløb ikke ventede med at sige fra, til det var for sent. Hun frygtede for eksempel, at Produktivitetskommissionens rapport kunne ende med lavere lønninger, uden at SF protesterede. Som afslutning sagde hun: "Jeg boykotter afstemningen.” “Hvad betyder det at 'boykotte' en afstemning? Vil du cleares?” spurgte Steen Gade “Nej, I skal ikke cleare mig. Jeg boykotter, så jeg kommer ikke i salen,” svarede Özlem Cekic. Transportminister Pia Olsen Dyhr og udenrigsminister Holger K. Nielsen sad efter Özlem Cekic. De stemte med regeringen, og turen kom til Eigil Andersen. Også han stemte med regeringen, hvis han ikke kunne blive clearet. Den sidste politiker ved bordet var Lisbeth Bech Poulsen. “Jeg gør som Özlem. Jeg kommer heller ikke,” sagde Lisbeth Bech Poulsen. SF's seks clearinger var i forvejen afsat til ministrene. Men alle SF’ere med en clearing meldte sig klar til at møde i folketingssalen, så de seks med samvittighedskvaler i DONG-sagen ikke personligt skulle trykke på knappen. “Boykot er ikke er en mulighed, man har,” sagde Annette Vilhelmsen og rejste sig op. Pia Olsen Dyhr konstaterede, at gruppen fortsat manglede en finansordfører og en gruppeformand. "Hvad med Pernille og Steen?” foreslog hun. Steen Gade blev udnævnt til finansordfører og skulle således stemme aktstykket igennem i finansudvalget. Pernille Vigsø Bagge fik titel af fungerende gruppeformand. Klokken 7.20 gik Annette Vilhelmsen ind på sit kontor. Özlem Cekic havde allerede skrevet på Facebook, at hun ville boykotte afstemningen, fordi hun ikke kunne stemme efter sin overbevisning.

74 Skatteminister Jonas Dahl var kaldt i samråd, så han var nødt til at forlade SF’erne for at være på Christiansborg klokken otte. Inden samrådet sagde han, at han regnede med at være minister, når dagen var slut. Folketingsgruppen splittede op i mindre grupper. Flere ledte efter morgenmad, og pludselig dukkede Ole Sohn op og kastede en 7-ELEVEN- pose på mødelokalets bord. Så var der croissanter. Sohn fortalte Steen Gade, at han havde solgt sit forlag. Klokken 7.55 sendte SF’s sekretariatsleder en kort mail til landsledelsen. “Der indkaldes efter ønsker fra formanden til ekstraordinært landsledelsesmøde i aften. Jeg regner med, at det bliver kl. 17.45. Giv venligst besked, om du kan deltage.” Annette Vilhelmsen havde truffet en beslutning, men hun havde stadig ikke talt med statsministeren. Ingen i folketingsgruppen opdagede mailen. Ingen vidste, hvad hun havde besluttet. Men Annette Vilhelmsen havde vækket partiapparatet. Klokken otte stod Holger K. Nielsen rundrygget for sig selv og kiggede ud ad vinduet. Han stod der længe. Stirrede over på Christiansborg med tomt blik. Danmarks udenrigsminister lignede en mand, der prøvede at komme sig over et attentatforsøg. Klokken 8.40 ankom Annette Vilhelmsen til mødelokalet. ”Jeg går som formand, men jeg har ikke talt med Helle endnu,” sagde hun og gik tilbage til sit kontor. Klokken 8.50 sad en større gruppe ministre, deres rådgivere, som var kommet til, og Vilhelmsen-støtter på Jan Alders kontor. De så TV 2 News, mens en rådgiver lagde morgenmad frem. En af ministrene mente, at hvis man kiggede tilbage på historiens mest højspændte politiske situationer, så ville man sikkert ofte finde et tidspunkt, hvor aktørerne ikke kunne foretage sig andet end " at se fjernsyn og spise franskbrød.” På skærmen kunne SF'erne følge en gigantisk flok journalister og kameramænd filme en tom elevator “De leger find Holger,” bemærkede en. Journalisterne stod og ventede på, at SF’erne ankom til det almindelige gruppemøde klokken ni. Da ingen dukkede op, begyndte journalisterne i

75 desperation at interviewe hinanden – til stor morskab for morgenmadsspiserne i Socialministeriet. Lidt i ni fik Annette Vilhelmsen endelig fat i statsministeren på sin mobiltelefon. “Hej Helle, begyndte hun. Annette Vilhelmsen forklarede, at der skulle til at ske to ting. "Jeg genopstiller ikke som formand, og jeg trækker SF ud af regeringen.” “Det er jeg ked af at høre,” svarede statsministeren og sagde tak for godt samarbejde. Hun kaldte SF's exit for en rigtig beslutning. Annette Vilhelmsen konstaterede, at hun fritstillede gruppen i DONG- afstemningen, "og vi kommer selvfølgelig til at være parlamentarisk grundlag." De aftalte, at SF fik status af privilegeret partner for regeringen og dermed ville få mere information end de øvrige partier i Folketinget. Samtalen tog fem minutter. Klokken ni gik Annette Vilhelmsen ind til folketingsgruppen igen. “Jeg har orienteret statsministeren om, at jeg trækker mig som formand. Der er mere, men jeg kan ikke sige det nu, for alting ender alligevel på Facebook. Vi mødes her igen klokken 9.45,” sagde Annette Vilhelmsen. Klokken 9.13 havde Jydske Vestkysten historien om, at SF forlod regeringen ifølge en "normalt troværdig kilde". Imens gik Annette Vilhelmsen og hendes folk i gang med at planlægge, hvad Annette Vilhelmsen skulle sige på pressemødet klokken 10.30. De var hurtigt enige om, at pressemødet skulle vare fem til otte minutter. Kort og præcist. Og ikke noget med at kaste mudder efter Bjarne Corydon eller SF's folketingsgruppe. ”Det skal være værdigt,” sagde Annette Vilhelmsen . Klokken 9.20 benyttede Dansk Folkeparti sig af partiernes ret til at ophæve clearingsystemet og trække af medlemmer i folketingssalen – blandt andet på grund af Özlem Cekics opdatering på Facebook om at boykotte afstemningen. SF's kritiske kvartet – Trine Pertou Mach, Özlem Cekic, Lisbeth Bech Poulsen og Karina Lorentzen – gik for sig selv for at diskutere situationen, nu hvor de ikke længere kunne cleares.

76 Klokken 9.21 forlod næstformand Mette Touborg og rådgiverne Annette Vilhelmsens kontor. Formanden blev tilbage for sig selv og spiste morgenmad. Rådgiverne smed ministrene ud af Jan Adlers kontor og begyndte på en skitse til Annette Vilhelmsens tale, som kunne pynte på hendes eftermæle. Klokken 9.44 stod Annette Vilhelmsen i mødelokalet foran folketingsgruppen. Der manglede fire medlemmer – kvartetten var endnu ikke vendt tilbage. Hun begyndte alligevel. “I skal vide, at jeg har meddelt statsministeren, at vi trækker os fra regeringen, og at jeg trækker mig som formand,” sagde Annette Vilhelmsen. “Nu skal vi over og stemme, og I er fritstillet,” sagde hun og slog ud med armene. “Hvordan stemmer vi?” spurgte Karsten Hønge. “Som jeg siger. Mandaterne er fri. Du kan stemme, som du vil,” svarede Annette Vilhelmsen. “Hvad vil det sige?” spurgte Karsten Hønge igen. For første gang i løbet af samtlige DONG-sagens mange SF-møder viste Annette Vilhelmsen tydeligt tegn på irritation. Hun rejste sig op. “Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det må I selv finde ud af.” Klokken 9.46 kom de fire kritiske SF'ere ind til de andre, der var i gang med at tage overtøj på. Klokken ti skulle de stemme i folketingssalen. “Hvad sker der?” spurgte Trine Pertou Mach. “I skulle have været her 9.45,” sagde Mette Touborg. “Slap dog af. Den er 9.46,” sagde Lisbeth Bech Poulsen. “I kommer for sent,” sagde Annette Vilhelmsen. “Kan I ikke bare fortælle, hvad det er?” spurgte Trine Pertou Mach. “Tillykke. SF er ude af regeringen. Held og lykke,” sagde Astrid Krag. “Hvad!” råbte de fire i kor. “Alle er fritstillet. I kan stemme efter jeres overbevisning,” sagde Annette Vilhelmsen og gik ind på sit kontor. Politikerne gik fra Socialministeriet i små grupper mod Christiansborg. Kvartetten diskuterede heftigt, mens de gik mod folketingssalen. De gik forbi Özlem Cekics kontor for at lægge deres jakker. På fjernsynet kørte TV 2 News, hvor der stod, at Annette Vilhelmsen trak SF ud af

77 regeringen, fordi hun ikke kunne få enighed i folketingsgruppen. “De laver jo et barn på os. Hvis vi stemmer imod, så vil vi få skylden,” sagde Trine Mach Pertou på vej ned i salen. Klokken 9.59 ringede Folketingets formand, , med klokken i folketingssalen. Mens Enhedslistens præsenterede forslaget om at sende DONG-salget tilbage til finansudvalget, diskuterede Karsten Hønge, Özlem Cekic, Trine Pertou Mach og Eigil Andersen intenst. Også ministrene snakkede under præsentationen. Klokken 10.05 stemte politikerne. Eigil Andersen stemte blankt, Özlem Cekic og Trine Pertou Mach stemte med regeringen. Kasten Hønge stemte ikke – der var tekniske problemer. Venstres Kristian Pihl Lorentzen beklagede, at hans stemmeknap ikke virkede. Derfor skulle Folketinget stemme igen. “Eigil, du må ikke stemme gult,” sagde Özlem Cekic, der sad lige bag arbejdsmarkedsordføreren. “Det skal du da ikke bestemme,” svarede Pernille Vigsø Bagge, som sad ved siden af Eigil Andersen. Klokken 10.08 var den første afstemning afsluttet. Annette Vilhelmsen og Ole Sohn var fraværende. Karsten Hønge og Eigil Andersen stemte blankt. Resten af SF’erne stemte med regeringen. Özlem Cekic var til stede i salen, men stemmetavlen lyste ikke op ved hendes plads. Özlem Cekic mente, at der var sket en fejl. Til sidst måtte afstemningen gå om, da også andre politikere havde problemer med knapperne. Karsten Hønge gik ned til Trine Pertou Mach og Özlem Cekic. “Hvad fanden laver I?” spurgte han. “De laver et barn på os. Du er nødt til at stemme imod forslaget, selv om du er fritstillet,” sagde Trine Pertou Mach og forklarede, at hvis oppositionsgruppen stemte for forslaget, så kunne de bagefter få skylden for SF's fald som regeringsparti. "Det vil vi ikke have skylden for.” Hønge ville høre, om Özlem Cekic var enig. “Ja. Det er en fælde,” svarede Cekic. “Det tror jeg sgu ikke på,” sagde Hønge.

78 “Det er farligt. Du kan få hele skylden i partiet bagefter,” sagde Trine Pertou Mach. “Ja, det kan jeg da godt se, når I stemmer sådan der,” svarede Hønge. “Det er fandeme for meget. Kom, vi går, Eigil.” Klokken 11.03 kom Enhedslistens forslag om en timeout i salget af DONG til afstemning for anden og sidste gang. Annette Vilhelmsen, Karsten Hønge og Eigil Andersen var fraværende. Alle SF’erne stemte med regeringen.

*

Annette Vilhelmsen øvede sin tale i ministeriet, mens de andre stemte i folketingssalen. Hun satte sig ind foran et spejl for at lægge makeup på. Mellem de to gruppemøder i DGI-byen og Socialministeriet havde Annette Vilhelmsen brugt tiden på at snakke i telefon. Søvnen var kommet i sidste række, og nu havde hun sit hyr med se frisk ud. Presserådgiverne tærskede Annette Vilhelmse igennem en spørgsmål- svar-seance for at forberede hende på mødet med Christiansborgs journalister klokken 10.30. “Er regeringsdeltagelse helt slut for SF?” “Er det her, fordi du er en dårlig formand?” “Hvorfor ikke gå før?” “Kan SF overhovedet finde ud af at være i regering?” “Er det nogens skyld?” “Hvem peger du på som ny formand?” Annette Vilhelmsen og Jan Alder gik sammen over til pressemødet. Hun var nervøs og talte om sine børn og sit barnebarn. “En dag skal vi skrive en bog om det her.” Da de gik op ad trappen til Christiansborg, fik formanden sin sidste peptalk af sin rådgiver. “Vilhelmsen, nu er det alvor,” sagde Jan Alder. “Du skal være fattet og ikke ligne en, der har fået tæsk. Gå op og spark røv,” fortsatte rådgiveren.

79 “Ja ja, Jan,” svarede Annette Vilhelmsen. De tog en elevator op til anden sal på Christiansborg. I elevatoren stod også en politiker fra oppositionen. “I var godt nok på i går. Det var heftigt,” sagde politikeren. De to SF'ere smilede tilbage uden at sige noget. Annette Vilhelmsen satte sig ved bordet i SF’s gruppeværelse, hvor journalisterne havde dækket op med mikrofoner. Jan Alder stillede sig ind blandt pressefolket. Annette Vilhelmsen havde en rød blazer på, og brillerne sad lidt skævt i håret. ”Tak fordi I ville komme til det her pressemøde. Og som det er jer bekendt, så har jeg besluttet mig for ikke at genopstille som formand for SF…”

80 7 · Til citat

6. marts 2014 35 dage efter 4,0 procent til SF (Berlingske Barometer)

Annette Vilhelmsen sidder med krydsede ben på en bænk i haven ved Det Kongelige Bibliotek i København. Fuglene synger, og forårssolen varmer i kinderne på en ellers kold dag. Hun kigger op på det store rødbrune bibliotek. Bag hende tårner Christiansborgs fem etager. Annette Vilhelmsen har indvilget i at se tilbage på sine godt 15 måneder som minister og formand for SF. Hun ved bedre end de fleste, at perioden ikke opfattes som en succeshistorie for partiet. “Der findes ikke en håndbog for, hvad man gør, når man bliver formand og minister på én gang. Ingen andre har gjort, hvad jeg gjorde, og det har været nemt at sidde udefra og fordømme,” konstaterer Annette Vilhelmsen. Den tidligere partiformand slapper mere af nu end for få måneder siden. Hun bærer ikke længere ansvaret i SF, og pressens spørgsmål retter sig først og fremmest mod den nye frontfigur, Pia Olsen Dyhr. Vilhelmsen føler sig stadig vellidt i SF trods den kaotiske afslutning på hendes formandstid. På det for nylig overståede ekstraordinære landsmøde var der både opmuntrende ord og skulderklap til den afgående formand i kaffepauserne. Annette Vilhelmsen blev da også valgt til partiets nye landsledelse med et pænt antal stemmer. Efter landsmødet lagde Vilhelmsen definitivt formandsstolen bag sig og tog hjem til Kerteminde på Fyn. Hun rev flere dage ud af kalenderen. Tiden brugte hun dels på familien, dels til mental forårsrengøring, fortæller hun. På Vilhelmsens seng lå en kæmpe bunke med avisudklip. Hele formandsperioden i overskrifter. Hun gav sig til at læse, klippe og sortere. En af hendes erkendelser er, at alle tre regeringspartier var for dårlige til at bakke hinanden op i den periode, hvor hun var formand for SF. “Regeringen har fra dag ét været presset, og vi lod det pres skinne igennem i regeringssamarbejdet. Jeg fik for eksempel en ret kontant melding

81 om, at barselsorloven til mænd ikke blev til noget. Jeg skulle tilbage og forklare mit bagland hvorfor. Sådan en situation skal en regering ikke sætte sig selv i alt for mange gange. Specielt ikke, når det samme parti ofte kommer til at stå med forklaringsproblemet. Man skal forsøge at fordele den slags ligeligt, når man er tre forskellige partier." De mange korte strå, som SF ifølge Vilhelmsen trak i de politiske forhandlinger, gav ét bestemt spørgsmål evig aktualitet: Hvorfor var SF egentlig med i regeringen? Kritiske SF’ere brugte udtryk som at "sluge kameler", og "dråben, der får bægeret til at flyde over". Annette Vilhelmsen står imidlertid fast på, at hun aldrig overvejede at trække SF ud af regeringen. Heller ikke under DONG-sagen. Hun vil gerne uddybe – Vilhelmsen ved godt, at spørgsmålet om, hvorvidt SF burde have forladt regeringen tidligere, har optaget mange både i og uden for partiet. “Jeg tror ikke på det der med dråben. For hvilken en af dråberne er det så, der er skyld i, at det flyder over? Den første, den sidste eller den i midten? Det ved man ikke. Så jeg vil aldrig vente på dråber. Når vi er gået med til noget politisk, så er vi gået med til det. Punktum. Og næste gang, så er der en ny situation. Vi skal ikke summere. Sådan er jeg ikke. For så kan det ende med, at man venter på 'dråben', og så har man lagt ansvaret fra sig. I et parforhold kan du heller ikke sige, at 'så gik jeg også, fordi det simpelthen var dråben'." Så jeres hemmelige exit-strategi var ikke aktuel for dig på noget tidspunkt? “Nej. For eksempel med DONG. Der kunne vi have sagt, at sagen var så principiel og politisk essentiel for os, at jeg skulle gå til statsministeren og sige, at SF ikke ville gå med til salget til Goldman Sachs. Men det kan du kun gøre én gang, og jeg mener principielt ikke, at DONG-sagen kunne bære det. Den kunne bære debat og diskussion." Efter SF's sammenbrud som regeringsparti sagde Holger K. Nielsen i et interview i Politiken, at tiden som minister havde ændret hans syn på mange ting. Blandt andet havde han fået et mere positivt syn på, om SF hørte hjemme i en regering. Annette Vilhelmsen er enig med Holger K. i, at SF skulle have beholdt ministerbilerne – og hendes mantra fra formandskampen om at udfordre regeringen indefra holder i hendes øjne stadig. “Vi kan ikke være i regering og være uenig med regeringen. Men vi kan godt være i regering og udfordre det, som regeringen står for. Ikke

82 nødvendigvis med mig som formand, men det kan partiet gøre. Vi skal udforske måder at udfordre. Og der har vi ikke følt os frie nok." Hvordan kan man udfordre en regering, uden at den splittes? "Vi gik til kanten og udover nogle gange. Det var risikabelt, fordi det skabte usikkerhed om regeringen, men jeg ville gerne have, at vi gjorde vores politik klar. Men alt behøver ikke altid at komme fra ministerholdets side. Det kunne også ske fra landsledelsens side. Hos Socialdemokraterne er folketingskandidaten Peter Hummelgaard ude med alle mulige forslag hele tiden, og han er en meget god ventil. Vi har sindssygt dygtige folk, som sidder i naturforeninger og kommunale byråd. Det kunne jo være vores regionsfolk, som præsenterede kræftplaner, og ikke kun vores minister. Det kan vi godt arbejde med, fordi det også giver større ejerskab blandt medlemmerne. Det er muligt at være tydelig i ens politik, uden at man bliver et 'oppositionsregeringsparti'." DONG-sagen blev endestationen for SF i regeringen, uanset om Annette Vilhelmsen ville det eller ej. Det var formanden selv, der trak SF ud af regeringen, og det fortryder hun ikke. “Da jeg så, hvor delte vi var både i landsledelsen og i folketingsgruppen, så tænkte jeg, at vi ikke skal være i regering. Vi skulle være et regeringsparti, ikke et krisehåndteringsparti. Jeg vidste jo, hvad der lå foran os af beskæftigelsesreform, vækstinitiativer og det hele. Min vurdering var, at hvis det ikke blev nu, så ville det blive næste gang, fordi partiet var slidt ned. Det var svært at se, at regeringen kunne indgå forlig med Enhedslisten, og det ville sige, at dagsordenen ville være blå vækstinitiativer, blå beskæftigelsesreform og blå finanslov. Det ville fjerne muligheden for de ting, som vi gerne ville politisk.” Det var et træt parti, som Annette Vilhelmsen hev ud af regeringen. Særligt de menige folketingsmedlemmer blev ifølge Vilhelmsen slidt op i krydsfeltet mellem partiforeninger i baglandet og ministerholdet på Christiansborg. Når syv personer i en folketingsgruppe på femten enten har titel af minister, politisk ordfører eller gruppeformand, så er der grobund for mukken i krogene. “Jeg tror ikke, at opdelingen er god. De resterende i folketingsgruppen ender med mange ordførerskaber. Jeg havde selv fem ordførerskaber, inden

83 jeg blev minister, og det indebar virkelig meget arbejde. Samtidig passer man ofte partiforeningerne og baglandet. Der sker en skævdeling mellem stjerner og vandbærere. Ministrene får de sjove oplevelser og har et helt ministerie bag sig. Ministre har folk til at passe kalendere og bliver kørt rundt i bil. Og så står der halvdelen af en gruppe tilbage og tænker 'Hold kæft, vi slider helt vildt'. Der er for stort et spænd. Det er noget af det, som jeg har brugt den seneste tid på at spekulere over." Var det opdelingen, som fik det til at gå galt? “Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere tid på Christiansborg. Folketingsgruppen var ikke med til alle mellemregningerne, og da tilliden til Holger og mig faldt, så sled vi os selv op indefra, fordi der blev ved med at komme spørgsmål. Jeg tror, at hvis vi stadig er et lille parti næste gang, vi får en venstreorienteret regering, så skal vi SF’ere være åbne over for at se på vores organisering [af vores parti].” Annette Vilhelmsen vil dog ikke selv komme med bud på en struktur, som kan bevare SF'erne under samme fane, skulle en lignende situation opstå. Men en ting er organisationen. Var det slet ikke nogens skyld, at det gik galt? “Jeg er smaddertræt af at høre om skyld. Jeg er ligeglad med skyld. Det handler om konsekvenser. Jeg hader, når folk siger undskyld.” Er der nogen, som har sagt undskyld til dig efter DONG-sagen? “Ja, det er der. Men jeg ville hellere have, at de lod være med at sige undskyld. Det bedste er at sige, at 'det, jeg har gjort, skete af forskellige grunde, og det havde nogle konsekvenser. Blandt andet var der en del, som gik ud over dig. Det kan jeg være ked af, det er ærgerligt, eller havde jeg kendt til det, så havde jeg nok gjort noget andet.' Men hvis du siger undskyld, så skal jeg sige, at jeg godt kan forstå det. 'Det er helt okay'. Men det er ikke okay. Kan vi ikke bare sige, at du gjorde det, som du gjorde – jeg gjorde det, som jeg gjorde, og ellers forsøge at opretholde en eller anden form for respekt. Jeg kan næsten komme videre med hvad som helst, bare folk står ved det, de har sagt og gjort." Samtalen bevæger sig i retning af, om kollapset var Vilhelmsens skyld, fordi hun ikke plejede partiet godt nok. Hun svarer med et digt af Henrik Nordbrandt fra digtsamlingen Håndens Skælven i november. Hun brugte det første gang i sin tale ved juleafslutningen i SF i 2013.

84 “Bosæt dig aldrig mellem bjergene og havet, men løb frem og tilbage mellem dem hver dag. Du vil alligevel altid savne det ene sted på det andet og således undgå døden på halvvejen.” Annette Vilhelmsen føler til tider, at hun løb mellem posterne som minister og formand for SF. “Det var en kæmpe opgave at være minister og formand. Jeg var jo sådan set også den eneste i regeringen, der var organiseret på den måde. Helle er ikke fagminister og sidder ikke i økonomiudvalget. Det kunne jeg jo bare lade være med, men det var vigtigt at være der. Margrethe er formand for folketingsgruppen, men De Radikale har også en partiformand. Det vil sige, at når jeg brugte tid i partiet, så var der et ministerie, som mente, at jeg burde være der. Og når jeg brugte tid i ministeriet, så var der et parti, der syntes, at jeg burde være der. Der er stor forskel på, om du som minister kan kaste dig 100 procent ind i et område, eller du som Pia (Olsen Dyhr, red.) kan kaste dig 100 procent over det at være formand.” Var det en umulig opgave, når du ser tilbage? “Ikke en umulig opgave, men en meget vanskelig opgave. Den kræver større loyalitet over for partiet end over for sig selv. Når en næstformand som Mattias (Tesfaye, red.) vælger at gå. Når en politisk ordfører (Jesper Petersen, red.) vælger at gå. Når et EU-parlamentsmedlem (Emilie Turunen, red.) vælger at gå. Ovenikøbet til et andet parti i selvsamme regering. Det gør, at vi eroderer hele tiden, mens vi samtidig har store opgaver rent politisk. Jeg vågnede ikke om morgenen og tænkte, at 'det her kan slet ikke lade sig gøre'. Jeg vågnede og tænkte, at 'det her skal kunne lade sig gøre.' Men det krævede meget.” Hvad krævede det? “Vi skulle have haft større loyalitet over for vores parti. Det er tankevækkende, at to af vores ministre (Astrid Krag og Ida Auken, red.) skifter parti den dag, de finder ud af, at de ikke skal være ministre længere. Sætter man sig selv eller partiet højest? Jeg tror, at ens egen ambition spænder ben i den situation. Jeg ville hellere have, at vi rykkede sammen og tog arbejdshandskerne på. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan stille op for et parti og være minister, og den næste dag være medlem af et andet parti. Det er jo en fundamental anden måde at være politiker på end

85 sådan, som jeg er det. Jeg sætter partiet meget højt. Jeg er formand i en periode, men det er jo ikke mig som formand, der er interessant. Det er heller ikke den politiske ordfører, der er interessant. Det interessante er, at vi varetager en masse medlemmers interesse om større retfærdighed. Det handler ikke om vores egen personlige ambitioner.” “Men på den anden side, så gjorde udmeldingerne undervejs, at jeg blev bestyrket i, at det var godt, at jeg stillede op som formand. Fordi de ville have et 'socialdemokrati light', og det var det, som vi havde mange diskussioner om. Det bedste i min formandsperiode var, at det lykkedes at få skilt Socialdemokraterne fra. Det var vigtigt, og det handlede om partiets identitet. Så på den måde løste jeg opgaven." Annette Vilhelmsen rejser sig fra bænken, og vi går rundt i haven. Vi slår også et smut forbi det nye Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, hvor hun for godt 15 måneder siden blev valgt til formand for SF. Hvis du kunne rejse tilbage til starten og give dig selv et råd, hvad skulle det så være? “Det bedste råd må være at være sig selv og stå ved sine valg. Vær ordentlig, og lad være med at lange ud efter nogen for at stå bedre selv. Og så skulle jeg have prioriteret folketingsgruppen og organisationen mere, så de havde følt større opbakning. Vi skulle i fællesskab i SF have dvælet lidt mere ved, hvor stor opgaven var med at sidde i regering. Hvis bare der sad to, som ikke følte sig inddraget, så skulle der have været mere inddragelse.” Du fulgtes hjem med Villy Søvndal, efter at du havde vundet og fået overdraget partiet. Gav han dig et råd? “Nej, det gjorde han ikke.” Har du givet Pia Olsen Dyhr et råd? “Jeg har sagt, at hun skal tro på, at hun er en god formand. Og så skal hun tro på, at hun får den opbakning, som hun har brug for, når hun har brug for den. Hjælpen skal nok være der, hun står ikke alene.” Annette Vilhelmsen tænker og snakker bedst, når hun bevæger sig, fortæller hun. Turen går over på den modsatte side af gaden og om bag Christiansborg. På vej rundt om ridebanen reflekterer hun over SF og magt. “Jeg synes, at man skal tilbage til Aksel Larsen. Hvis man bliver bange for magten, 'så skal man dyrke kål i stedet for'. Vi er ikke bange for magten, men

86 vores valg har konsekvenser. Jeg er ikke enig i, at vi er 'regeringsuduelige'. Vi duer til magten, men ikke for enhver pris. Det, som vi, Socialdemokraterne og De Radikale skal lære, det er, at når vi er tre partier, så skal alle tre partier kunne se sig i det. Vi skal arbejde med, hvordan man får plads inden for et loyalt samarbejde.” Så SF’s sjæl kan sagtens bære at sidde i regering? “Vi er et forandringsparti, og så er det til gavn for Danmark, at vi er så tæt på beslutningerne som muligt. Det er ikke ligegyldigt, om det er os, der er med til at sætte punktummet i vigtige forhandlinger." Men kan sjælen finde sig selv i spejlet, når der skal indgås svære kompromiser? “Ja, det synes jeg. Der var kompromiser, som vendte den tunge ende nedad. Men man kan kun være førstegangs-regeringsdeltager en gang. Det er så fantastisk med første gang, og næste gang vil vi have mere erfaring. Jesper Petersen sagde, at vi havde et 'jomfrueligt forhold til magt'. Og jomfruelighed har man kun én gang, så den har vi ikke mere. Vi vil have, at magten skal være lighedsskabende, og det er ikke det samme som at være jomfrunalske. Vi vil gerne påtage os ansvar, men vi har også nogle holdninger. Dem går vi ikke på kompromis med. Det må kunne lade sig gøre." Er der noget, som du fortryder? “Jeg er enormt ked af hele Zornig-sagen, og at den fik det forløb, fordi det er en rigtig god sag at få socialt udsatte til at stemme. Altså hvad kan man gøre mere som politiker end at lægge sig ned og sige, at det var en fejl? 'Det var en fejl, kan vi gøre noget, så ingen lider skade ved det?' Og pludselig blev det en meget voldsom sag. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes, og man skal bare huske, at sådan er politik også." “Jeg har tænkt lidt på Preben Elkjær. Fantastisk fodboldspiller. Hver gang jeg ser Preben Elkjær, så tænker jeg på, at han brændte det straffespark (det afgørende straffespark i semifinalen ved EM 1984, hvor Preben Elkjær med revnede shorts skød bolden over mål, red.). Det er ikke godt, fordi Preben Elkjær har jo spillet så meget godt fodbold.” Frygter du at blive husket ligesom Preben Elkjær med hans straffespark? “Jeg håber også, at jeg vil blive husket for de mange gode ting, som jeg nåede på de 15 måneder. Men selvfølgelig vil jeg også blive husket for de brændte straffespark. Det må jeg tage med."

87 Hvordan vil du gerne huskes? “Lige da jeg blev formand, blev jeg spurgt, hvad jeg gerne ville huskes for, og jeg kan huske at jeg svarede, at jeg gerne ville huskes for at være ordentlig. Troværdig og arbejdsom. Det tror jeg også, at jeg vil blive husket som. Og at jeg gjorde, hvad jeg kunne, i mødet med en stor opgave. Jeg sikrede, at SF ikke blev til mini-socialdemokratiet, og så gav jeg pladsen videre. Men man vil også huske, at der kom en ind fra siden. Det kan faktisk lade sig gøre i dansk politik.” Har formandsperioden ændret dig som menneske? “Jeg er blevet mere alvorlig. Heldigvis har jeg et rimeligt lyst sind, men jeg tror, at jeg er blevet mere alvorlig. Mere stille. Jeg tænker mig meget om, men mine værdier er fortsat de samme. Måske mere insisterende.” Hvad er det ved din formandsperiode, som har gjort dig mere alvorlig? “Det var ansvaret. Ansvaret for partiet, for regeringen og for de beslutninger, som vi tog. Det giver en indsigt, som gør, at man kan tage ansvaret for sine beslutninger og de konsekvenser, de har for mennesker og verden omkring os. Oplevelsen af ansvaret har gjort mig mere tænksom og alvorlig. Jeg har ikke været voldsom festlig det sidste halvandet år. Men det har jeg så heller ikke haft tid til." Fingrene er ved at blive kolde, og Annette Vilhelmsen går tilbage mod sit kontor på Christiansborg. Hun har fået tidligere gruppeformand Pernille Vigsø Bagges kontor. Der står stadig flyttekasser langs væggen. Rummet deler hun med SF-rådgiver Ole Hvas, en af Annette Vilhelmsens sparringspartnere under formandskabet. Det var ved hans spisebord i København Nordvest, at hendes støtter mødtes over rødvin og ost, dengang hun stadig var formandskandidat, og kredsen var fuld af optimisme. “Ole, synes du, at jeg forandrede mig i løbet af min tid som formand?" “Ja, det synes jeg faktisk. Du er blevet mere alvorlig. Måske det er ansvarets åg eller noget i den stil.” “Nej hvor sjovt. Jeg har lige sagt præcis det samme."

88 89 * * *

90 Vi håber, du kunne lide singlen. Ved du, at du får meget mere af samme skuffe som medlem af Zetland?

Zetland er en digital avis for nysgerrige mennesker, der ønsker at forstå den verden, de er en del af.

Vi udgiver ganske få artikler om dagen. Vi fokuserer udelukkende på tidens vigtigste begivenheder og strømninger. Hos os får du det, du har brug for at vide, men ikke mere, end du kan nå at læse. Også i en travl hverdag.

Vi lytter til dig. Vi har fra begyndelsen udviklet Zetland i samspil med medlemmerne. Vi ved, at tilsammen ved vores medlemmer altid mere, end den enkelte skribent gør.

Mød os på zetland.dk

(... og hvis du allerede er medlem af Zetland: Tak for at du er med på holdet. Det kan ikke siges for tit)

91 Kolofon

I DET RØDE FELT. Hvordan SF mistede regeringsmagten Kristian Brårud Larsen © Kristian Brårud Larsen og Zetland ApS Redaktion: Jakob Moll, [email protected] Ansvarshavende chefredaktør: Lea Korsgaard, [email protected] Forside: Kenneth Schultz Korrektur: Birgitte Momme Ebog: Ebøger v. David Birk Udgivet: marts 2014 ISBN: 978-87-93066-12-0

Denne publikation er en ‘single’: en digital fortælling, der er længere end en artikel, men kortere end en bog.

Zetland ApS København www.zetland.dk [email protected]

92