ÅRSSKRIFT 2005

NØRREBRO LOKALHISTORISKE FORENING OG ARKIV

 Udgivet af: Nørrebro Lokalhistoriske Forening og NØRREBRO LOKALHISTORISKE Arkiv kan træffes den første lørdag i FORENING OG ARKIV måneden på Biblioteket Blågården mel- lem kl. 11-13, eller efter aftale, undtagen Nr. 19, februar 2006 i juli og august måned, hvor vi holder sommerferie. Redaktion: Foreningens bestyrelse. I øvrigt kan man henvende sig i bibliotekets åbningstider: Adresse: Biblioteket Blågården, Mandag-torsdag kl. 10-19 Blågårds Plads 5, Fredag kl. 13-17 2200 København N. Lørdag 1.4-30.9 kl. 10-14 Lørdag 1.10-31.3 kl. 11-15 Telefon: 35 37 82 00 E-mail: [email protected] Foreningens bestyrelse: Formand: Hjemmeside: Karsten Skytte Jensen www.noerrebrolokalhistorie.dk 35 83 82 27 Forsidefoto: Næstformand: Nørrebrogade set mod Runddelen, ca. Søren Federspiel 1890. Midt i billedet ses det gamle 33 13 57 28 traktørsted “Hvide Svane” ved hjørnet af Holtegade Kasserer: Ingrid Bøvith 35 83 82 27

Sekretær: Pernille Grouleff Poulsen 50 56 46 02

Medlem: John Dickov 40 83 71 08

 Årsberetning 2005 Af Karsten Skytte Jensen

Foreningen/bestyrelsen På generalforsamlingen den 30. marts Den 22. februar havde vi foredrag med var John Dickov og Bjarne Madsen på arkitekt Kirsten Lindberg, der på grund- valg til bestyrelsen. John Dickov blev lag af sin bog ”Fra barok til biedermeier”, genvalgt. Bjarne Madsen ønskede fortalte interessant om to københavnske p. gr. af travlhed ikke at genopstille. Vi familiers skæbne i 1700-tallet. Synd siger tak til Bjarne for godt samarbejde der ikke var flere tilhørere. Det skyldtes gennem mange år i bestyrelsen. sandsynligvis en kombination af vin- tervejret og fodbold i fjernsynet. Endelig blev Else Roos genvalgt som revisor og Lis Melander fortsætter som 60-året for Danmarks befrielse markere- revisorsuppleant. des med en foredragsaften den 25. april. Her berettede den gamle modstandsmand Bestyrelsens arbejde har først og frem- Steen Brynel om sine oplevelser under mest været koncentreret om aktiviteter og besættelsen, spændende og ikke ufarligt. arrangementer. Der er i årets løb afholdt Desuden viste vi i maj måned en del af i alt 8 bestyrelsesmøder. udstillingen ”Nørrebro-besat og befriet” på Biblioteket Blågården. Medlemstallet er stabilt. Pr. 1. januar 2006 havde foreningen 121 medlemmer På utallige opfordringer gentog vi den heraf 16 forenings- og virksomhedsmed- 25. september en rundvisning på Mo- lemmer. Vi får stadig en del nye medlem- saisk Begravelsesplads i Møllegade. mer via hjemmesiden. Vores rundviser, Erik Henriques Bing, havde udvalgt et antal særligt spændende Medlemsarrangementer eller karakteristiske gravsteder, som han Den 22. januar havde vi en vellykket fortalte om både spændende, levende og tur til De Gamles By. Kvartermester morsomt. Henrik Skjoldager viste rundt og fortalte levende og interessant om institutionens Vi fik i løbet af et par timer et lille indblik og bygningernes historie. Turen sluttede i jødernes liv og historie i København med et besøg i den smukke, ottekantede og vi fik gode smagsprøver fra Erik kirke, hvor vi blev budt på champagne Henriques Bings bog om den jødiske og kransekage. begravelsesplads: ”Evighedens Hus”.

 Den 21. november var vi på rundvisning Den 24. september havde vi en rundvis- hos Rud. Rasmussens Snedkerier. Vi ning på Indre Nørrebro. Søren Federspiel fulgte forarbejdningen af træet til det var guide på turen. færdige møbel gennem virksomhedens forskellige afdelinger. Desuden besøgte I samarbejde med Nørrebro Handels- vi udstillingen med eksempler på toppen forening deltog vi i Stefans Kirkens af dansk møbeldesign såsom Kaare Klint, julearrangement den 5. december. Uwe Børge Mogensen og Hans Wegner. Brodersen fra Handelforeningen og Karsten Skytte Jensen fortalte historier Aktiviteter og anekdoter fra det gamle Nørrebro for I anledning af 25-året for kampen om en stuvende fyldt kirke. Der var ca. 200 Byggeren viste vi fra den 11. april til den tilhørere. 18. maj en fotoudstilling på Biblioteket Blågården. Efterfølgende er udstillingen I årets løb har vi fortsat leveret billeder blevet digitaliseret og lagt på bibliotekets og tekst til den lokalhistoriske serie i hjemmeside. Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest. Emnerne har været Nørrebros industri Søndag den 22. maj blev der i anled- og sporvogne. ning af ”Historiens Dag” afholdt en masse aktiviteter for børn og voksne. Foreningen har støttet bestræbelserne Vores forening havde i samarbejde med for at få fredet Fragtmandshallerne ved Politihistorisk Museum et arrangement den gamle Nørrebro Godsstation. Det med titlen ”Nørrebro-historier”. Søren ser nu ud til at skulle lykkes efter at Det Federspiel fortalte om de politiske kampe Særlige Bygningssyn har indstillet at hele på Nørrebro og Karsten Skytte Jensen Godsbanekomplekset fredes. Frednings- om bydelens udvikling fra landlig idyl forslaget omfatter den gamle godsfragt- til storby. station, fragtmandshallerne, perronerne og toldmagasinbygningen. Den 3.-4. september deltog vi i de Kul- turelle Markedsdage. Solen strålede Vi har anskaffet en bærbar computer med og ca. 10.000 lagde vejen forbi Nørre- tilhørende printer og scanner. Det betyder broparken. Vores udstilling med billeder at vi er godt rustet til den elektroniske fra Byggeren og ældre lokalhistoriske registrering af billeder og arkivalier, et billeder tiltrak mange interesserede. arbejde vi så småt er startet på. Første Desuden havde vi lavet en lokalhisto- fase bliver at gøre arkivets billedsamling risk quiz, hvor præmierne var bøger og på omkring 3.000 billeder tilgængelige postkort. Salget af lokalhistoriske bøger, på Internettet. postkort og plakater gik godt.

 Historien bag Plejehjemmet Sankt Joseph

I maj 2005 lukkede Plejehjemmet Sankt Joseph i Griffenfeldsgade, og det giver os anledning til at bringe denne artikel om det tidligere hospitals historie. Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund lesskaber, som blev kaldt ”Det lille Foreta- blev grundlagt af jesuitterpateren Jean gende”, skød efterhånden op rundt om. Pierre Médaille i 1646 i byen le Puy i Frankrig, som en orden udsprunget Søstrene levede et almindeligt liv og af reformbevægelsen ”De Barmhjer- havde ingen særlige ydre kendetegn, tige Søstre”. Han kom i kontakt med der adskilte dem fra andre mennesker. unge piger og enker, der også var dybt Ud fra de behov der var, udførte de i berørt af elendigheden, og som sam- hemmelighed åndelige og praktiske tidig gerne ville vie deres liv til Gud. tjenester for deres medmennesker. Kvinderne dannede grupper på 3-4 per- Og lige så stille blev deres antal øget. soner, der støttede hinanden i deres søgen I 1650 blev ”Det lille Foretagende” an- efter Gud og sammen gik de ud og hjalp erkendt, og i 1651 fik det kirkelig status lidende mennesker. Disse små søsterfæl- og kunne nu virke i åbenhed. Men den

Skt. Josephs Hospital, der åbnede 1. juli 1875 er her taget lige før år 1900.

 Gården til Skt. Josephs Hosptal med buegange og haveanlæg, ca. 1905. enkelte søster forblev ”usynlig”, idet for- Joseph Søstrene af Chambery, som i målet var at skulle virke på samme måde 1856 sendte fire søstre til Danmark. som Den Hellige Joseph, der drog omsorg for Jomfru Maria og Jesus uden tanke på Hensigten var, at de skulle virke indenfor sig selv. Derfor fik ordenen navnet Sankt hospitalstjenesten, men arrangementet Joseph Søstrene. var baseret på adskillelige misforståelser. Den mest katastrofale var, at den fat- Ordenen fungerede uantastet de næste tige katolske menighed i Danmark 100 år. Men den franske revolution troede, de skulle modtage søstre fra medførte hårde tider for søstrene, som en velhavende orden, mens de totalt igen måtte fungere i hemmelighed. ubemidlede søstre troede, de skulle Efter revolutionen tog det nogle år at få modtages af en velhavende menighed, samling på søstrene igen, men efterhånden der ville bygge et hospital til dem. oprettedes der forskellige selvstændige grene af de oprindelige Sankt Joseph Søstre. Pinsemorgen 1856, 11. maj ankom fire Sådan opstod ordenssamfundet Sankt civilklædte Sankt Joseph Søstre med skib

 til København. De vovede i første omgang kun til en toetages bygning med kvist. ikke at vise sig i deres ordensdragt i det Midlerne til byggeriet fremskaffede protestantiske Danmark. Det kølige klima søstrene selv ved pengeindsamlinger, fik dem dog hurtigt til at tage mod til sig, men de måtte selv udføre alt muligt og de iførte sig den varme ordensdragt. håndværksarbejde for at få hospitalet færdigt. De malede, ferniserede, syede Deres første kloster bestod af fire madrasser osv., og via annoncering fugtige kælderværelser. Starten var van- lykkedes det dem at skaffe bohave og skelig og kun fordi de fik økonomisk sengerekvisitter. hjælp fra grevinde Holstein-Ledre- borg overlevede søstrene de første år. Den 1. juli 1875 åbnede hospitalet. Man havde ingen midler og det blev drevet ved Efterhånden kom der støtte andre steder vederlag fra patienterne, dog var menin- fra, og i 1859 købte de et hus på Toldbod- gen den, at ubemidlede patienter efter- vej 14, som blev deres kloster. Søstrenes hånden skulle have ”kur og pleje” gratis. antal voksede stærkt, og i 1868 blev Sankt Joseph Søstrene en selvstændig Folk gav hospitalet øgenavnet ”Hospi- provins i ordenssamfundet med mission talet med den ene seng”. Det passede nu i Danmark. ikke helt, der var nemlig hele 6 senge. Men der var ingen patienter i dem. I det Formålet med søstrenes ankomst til landet første år, blev der kun indlagt 3 patien- var hospitalstjenesten, og det blev muligg- ter - én med tyfus, én med kræft - og en jort den 1. juli 1875, da deres første hospi- sindssyg. En søster har senere udlagt tal blev grundlagt. Sankt Josephs Hospital disse tre plejeforløb som ”Søstrene prø- blev placeret ude på ”Nørrebros marker”. vede i al fald lidt af hver slags”. Det rystede folk meget på hovedet af. Placeringen synes dog at være præget af Den manglende tilgang skyldtes, at folk fremsyn, for i løbet af få år blev denne var fyldt med overtroisk skræk for det nye mark til det tæt bebyggede Nørrebro. hospital. Der blev snakket og snakket. Man troede, at en eller anden mærkelig Meré Placide Dijoud, som var en af de 24 sekt anvendte ”tryllemidler”, og det tog søstre, der kom først til Danmark, beteg- lang tid at overvinde folks frygt for, at det nes som Sankt Josephs Hospitals grun- kunne skade deres sjæls salighed, hvis dlægger. Den 1. oktober 1874 rykkede de blev indlagt på et katolsk hospital. hun ind i et noget ufuldendt hospital, og den 1. februar 1875 fulgte endnu to søstre. Sengene forblev tomme, og det var trange Selvom der var projekteret et stort hos- år. Søstrene var fortvivlede, økonomien pital på papiret, blev det i første omgang var ved at bryde sammen, der var ingen

 penge til mad og nødvendigt håndværk- Der var nu pladsmangel, og en udvidelse sarbejde, og de sultede og frøs for, at blev planlagt. Igen trådte kammerherre der kunne være midler til de få patienter. Birling til og gjorde udvidelsen mulig Igen trådte nogle ”velgørerinder” ind. ved at skænke 60.000 kr. i 1881. Den Lensgrevinde Holstein-Ledreborg nye byg-ning var færdig i 1882 og der og kammerherreinderne Oxholm og var nu plads til 90 patienter. Allerede i Birling gav i årene 1875-1896 både 1887 forøgede man sengetallet til 130 penge, sengelinned, håndklæder, ved at inddrage et hus fra nabogrunden. frugt og syltetøj og bidrog på denne måde med at holde hospitalet i live. Søstrenes antal steg i takt med udvi- delserne og i 1899 var der 40 søstre. Da patienterne endelig begyndte at komme, var søstrenes antal meget lille I 1900 opførte man en tilbygning med og pengekassen næsten tom. De få søstre tilhørende kirke, og i 1904 opførtes et arbejdede næsten i døgndrift med at passe midterparti, som forbandt ”det gamle” og de syge om dagen og vaske linned om ”det nye” hospital, således at der nu var natten. Seks år efter hospitalets indvielse, 500 sengepladser fordelt på 122 sygestuer. havde søstrene plejet i alt 500 patienter.

Kirkesalen i Skt. Josephs Hospital ca. 1905. Efter at hospitalet var blevet nedlagt blev den ombygget til festsal.

 I 1920´erne blev der tilføjet en rødstens- var kvindelig og ikke mandlig ledelse. mur, der adskilte hospitalet fra gaden. Magten var på få kvindehænder. Søstrene Der var ingen problemer med at få patien- var i mange år alene om hospitalets drift ter nok, og man begyndte at oprette spe- og beslutninger i enhver henseende. cialafdelinger. I 1933 udvides hospitalet Men i 1920´erne begyndte lægerne at igen bl.a. med en røntgenafdeling. blande sig, og de blev efterhånden i højere grad inddraget som samarbejd- I 1936 åbnede Sankt Josephs Syge- spartnere i anliggender vedrørende hos- plejeskole. I 1947 blev søster Benedicte pitalets ledelse, udvikling og uddannelse Ramsing leder af skolen - og de næste af sygeplejepersonalet, men de fik ikke 20-30 år blev Sankt Joseph skolen ganske nogen decideret kompetence hvad angik stille og roligt en af de bedste og mest hospitalets drift. Lægernes kompetence anerkendte sygeplejeskoler i hele landet. var udelukkende af faglig art. Her fik de Indenfor skolens rammer var der en egen den respekt og status, som lægestanden kultur, der i høj grad blev dyrket og forventede på daværende tidspunkt. vedligeholdt af eleverne selv, en kultur, der understøttede den enkeltes egeniden- Op mod, og i 1960´erne gennemgik titet i, at det var noget særligt at være hospitalet en gennemgribende mod- sygeplejeelev på Sankt Joseph - at være ernisering og udvidelse. Hospitalet var en ”Jospehine” - elevernes kælenavn. stadig privat og kendetegnet ved et stort kvindeligt patientgrundlag. Det eksis- I 1969 blev søster Benedicte Ramsing terede i kraft af, at Københavns Kom- valgt til generalpriorinde, og hun for- mune købte stort set alle sengepladserne. lod derfor Sankt Joseph og bosatte Et dalende antal søstre gav efterhånden sig i Rom i Sankt Joseph Søstrenes søstrene problemer med at varetage generalhus, hvor hun boede i 10 år. ledelsen på alle niveauer. Dette var en medvirkende årsag til hospitalets lukning Ombygningen af Sankt Josephs Hospi- i 1980. Københavns Kommune købte tal vidner om fremsyn med hensyn til bygningerne i 1980 og drev det som hos- placering og inddragelse af speciallæge- pital med langtidsmedicinske patienter virksomhed. Dertil havde stedet en unik frem til 1985, hvor det blev ombygget organisationsplan. Søstrene organiserede til plejehjem. hospitalet efter klassiske principper, men med den afgørende forskel, at der Kilde: Plejehjemmet Sankt Joseph.

 Fra Nørrebro

Følgende beskrivelse af Nørrebro har vi fundet i Illustreret Tidende nr. 50, 1886.

Efter Anstrængelsen med at bygge det get. Netop Afsondretheden har bevirket, store Rhabarberkvarter og det næsten at Nørrebro har faaet et ejendommeligt og lige saa store Ravnsborgkvarter blev der ganske tiltalende Præg, som den maaske lidt Standsning i byggeriet paa Nørrebro; vil kunne bevare, selv efter at den ved man gav sig Tid til at trække Vejret og sine ny Broer og sin Jærnbanestation er se sig om. kommet i lettere og mere tidssvarende Forbindelse med Omverdenen. Det havde imidlertid ikke været saa uef- fent, om man havde set sig for, inden der Baade den ombyggede Peblingebro og byggedes; thi det var ikke uvæsentlige den ny Banegaard komme nemlig for Faktorer, man havde overset. Blandt det store Kvarter som længe attraaede andet havde man glemt, at de 60.000 Goder. Medens Broen jo endnu vil lade Mennesker, som der byggedes til der- vente paa sig i nogen Tid, inden den helt ude, maatte have Forbindelsesveje med aabenbarer sig i sin foryngede Skikkelse, Omverdenen, og det var egentlig en ligger Banegaarden allerede fuldt færdig slags Begrebsforvirring gjennem saa og venter blot paa, at Livet skal begynde mange Aar, der bragte Folk til at mene, at røre sig rigtigt omkring den. at den gamle Peblingebro over Søen samt Ladegaardsbroen og Parcelbroen kunde Stationen ligger bag Stefanskirken. I betragtes som tilbørlige Veje af denne de senere Aar er der vokset et Myldr af Slags. I Virkeligheden laa Nørrebro som Gadestumper op i Kirkens Nabolag, og en Ø eller i alt Fald som en Halvø med alle har de spekuleret i at blive nærmeste yderst ufuldkomne Slæbesteder. Pas- Forbindelsesvej til den ny Station. sagerne over Ladegaardsaaen var kun til at befare i Gaasegang, og Peblinge- Men der er en Hage derved. I lang Tid broen krævede baade hos Mennesker byggede man nemlig uden at vide, hvor og hos Heste en Besindighed, som ikke Jærnbanestationen skulde ligge, og Ret- let lader sig forene med Forretninger og ningen efter den supponerede Station Travlhed. maatte da tages paa maa og faa. Dette har haft til Følge, at der egentlig ingen Men selv det galeste kan være godt for no- virkelig, direkte Adgangsvej er til Sta-

10 Den gamle Lygtekro, der lå hvor Nørrebrogade krydsede Lygteåen. (Tegning af Alfred Larsen ca. 1890. Efter “Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde”, 1894).

11 tionen. Man kan kun komme derhen og se, om det berømte gamle Traktørsted derfra ved at passere et Utal af Vinkler, ”Lygten”, der saa tappert har kunnet som dannes af tvivlraadige Gadestumper, modstaa Sporvejsstationens Naboskab og samt en Viadukt, der trods sin Lidenhed bevare sin Primitivitet trods den lige ud alene for sit Vedkommende danner to til Ejendommens Gavl førte Brolægning Vinkler for Passagen over de skraat med tilhørende Vand og Gas, ogsaa kan liggende Spor. staa sig for de dampende Lokomotiver, der nu skal holde ved Siden af. Nu staar alle de halvfærdige Gader og spekulere paa, hvorledes de skal finde ”Lygten” har ikke gjort Civilisationen den korteste Vej til Stationen. ”Tiderne” anden Indrømmelse, end at den har ladet er daarlige, sætter vel endnu en lille male ”Café” paa sine to Ruder høje Vin- Stopper for Kapløbet; men snart vil det duer, Den har vedblivende Straatag paa gaa løs. De gamle Haver, der i de sidste Rejsestalden og yderst primitive Tagsten Aar har været baade Materialpladser paa Vaaningshuset, hvis Ryg slaar saa og Gartnerhaver, ligger nu ganske øde, store Knæk og Bugter, som de skiftende ventende paa, at Husrækkerne skal Tiders Tryk har kunnet give dem. Skjønt vokse frem over dem, og da det betaler Bygningen ikke er lang, naar dens ene sig endnu daarligere at lade de indkjøbte Ende dog Frederikssundsvej og den an- Grunde ligge hen end at bygge paa dem, den Nørrebrogade; den danner saaledes endog under slette Konjunkturer, komme Grænsen imellem Byen og Landet, som Husrækkerne snart. den stræber at forene, ligesom den søger at tjene baade den gamle og den ny Tid Terrænet trænger da ogsaa for den Sags ved at servere gammelt Øl i sin ”Kjælder- Skyld nok til at reguleres. Vejene er lige stue” mod Landet og bajersk Øl i sin saa ufremkommelig som vildsomme. I ”Gjæstestue” mod Byen. Men ligesom denne Sommers Tørke har man travet i der ikke er nogen stor Forskjel paa de to Flyvesand fra Nørrebrogade til Stationen, Lokalers Udstyrelse og Pragt, saaledes og til Vinter vil man komme til at vade i paastaar sagkyndige, at Øllet ogsaa er Dynd. Men til næste Sommer er forhaa- paafaldende ens, fra hvilken Ende man bentlig alt i Orden, saa at der i det ny saa end tager det. Kvarter kan brede sig en Civilisation, som de enlige Kaalhoveder langs Vejene Der er allerede kommet nogle Nybygn- har drømt om. inger ude paa den anden Side ”Lygten”; men den lader sig ikke anfægte deraf. Saa bliver det et Spørgsmaal, hvor Den har endnu største Parten af sit langt Moderniseringen vil gribe om sig. Publikum fra de vejfarende, som her Navnlig skal det have sin Interesse at enten skal skal hilse paa byen eller tage

12 Dagligliv på Nørrebrogade, som det tog sig ud omkring 1905. Ejendommene er stort set de samme som i dag, men trafiken er en anden.

Afsked med den ved et Glas. En Del af enten man vender sig til den ene eller Haandværkerne, som arbejder paa Ny- den anden Side, møder Øjet den moderne bygningerne i Nabolaget, er i de senere billige Taarnarkitektur i Husrækkerne. Aar kommet til, og det kan jo være, at Det ser helt storstadsmæssigt ud derude, de bringer Omvæltningstanker ind i den skjønt der nok nu og da kan komme et gamle Lygte, saaledes at ogsaa den faar i eller flere smaa og gammeldags Huse, Sinde at lyse i en ny og bedre Skikkelse. som vise, at man er paa ”Broen”. Dette Foreløbig staar den der imidlertid som ser man ogsaa paa Menneskestrømmen; Fortidens Repræsentant. der er vel ikke livligere Færdsel her end i de andre af Byens Hovedaarer, men ad Der er ogsaa andre gamle Traktørsteder ingen anden Gade færdes der saa mange langt ude paa Nørrebrogade; men de har Arbejdere. Ogsaa Butikkerne følge tæt- for længst gjort Tiden store Indrømmels- tere paa hverandre her end andetssteds, er. Endogsaa et Etablissement med et saa men de er gjennemgaaende kun smaa. antik-klassisk Navn som ”Orfeum” har De travle Folk, der høre til paa Nørre- klædt sig helt moderne med Flag og Vim- bro, vil ikke gjærne gaa langt efter deres pler og grønt malede Lysthuse, og hvad Fornødenheder.

13 Spørgsmål og svar …

Vi får en del henvendelser med spørgsmål til arkivet. Vi har valgt nogle af spørgsmålene og bringer dem med tilhørende svar.

Remisen i Gartnergade Jeg håber, at arkivet kan være mig Svar: behjælpelig med oplysninger om spor- Der er flere forklaringer på navnets oprin- vognsremisen i Gartnergade. delse. En af de mest troværdige er, at betegnelsen opstod fordi myndighederne Svar: afmærkede alle børneværns- og politi- Remisen blev opført i 1869 og var sager på et kort med sorte knappenåle. beliggende i Gartnergade 9. Den optog Disse sad særlig tæt på Indre Nørrebro og en stor del af karreen Gartnergade, Kors- dannede derfor en sort firkant begrænset gade, Blågårdsgade og Åboulevarden. af Peblingesøen, Åboulevarden, Kapel- Den var remise for hestesporvogne fra vej og Nørrebrogade. Navnet er opstået ”Korsgade-linien”, der blev åbnet for omkring 1970 og var en overgang meget drift 2. november 1869 og kørte fra Kon- benyttet i medierne. Efter at bydelen var gens Nytorv til Korsgade ved Parcelvej blevet saneret brugtes udtrykket ”den (nuv. Griffenfeldsgade) og retur. rød-grønne firkant”, men det slog aldrig rigtigt an. Den lille trekantede plads for enden af Korsgade, der i dag uofficielt kaldes Bagergade ”Askovgårdens Plads”, fik sin form for Jeg har før modtaget god hjælp fra jer og at kunne tjene som endestation for hes- det er jeg taknemmelig for. Grundet min tesporvognen. oldefars mange flytninger rundt på Nør- rebro i 1880’erne, må jeg ty til jer igen. Endnu i 1902 var der 3 hestesporvognsli- nier i København. ”Korsgade-linien” Han havde foruden en anden omdøbt/ omstilledes ikke til elektrisk drift, men nedlagt gade, nemlig Gjentoftegade som nedlagdes i 1903 og samme år blev re- blev til Vedbækgade, også boet i Bager- misen i Gartnergade nedrevet. gade. Jeg mener den lå ved nuværende Blågårds Plads. Så vidt jeg kan finde ud Sorte Firkant af er den nedlagt. Kan I fortælle lidt mere Hvordan gik det til at Indre Nørrebro fik om denne gade og hvor lå den nøjagtigt. navnet ”Den Sorte Firkant”? Kan I også fortælle hvilket sogn denne gade hørte til i 1880-85.

14 Svar: i glemmebogen. Det oprindelige navn Bagergade gik fra Blågårdsgade til Slots- havde gaden efter fabriks- og grundejer gade. Da Blågårds Plads blev anlagt i Anker Heegaards hustru Louise. 1916 kom gaden til at indgå i pladsens Prins Jørgens Gade har navn efter den sydlige del og man valgte samtidig at danske prins Jørgen (1653-1708). Han slette gadenavnet, bl.a. for at undgå for- var søn af Frederik d. 3., og tog navnet veksling med Bagerstræde på Vesterbro. George, da han 1683 blev gift med den Bagergade hørte i 1880’erne til Skt. engelske prinsesse Anna Stuart, dronning Johannes sogn. fra 1702.

”Sukkerhuset” Gudenavne Hvorfor hedder ejendommen på hjørnet Hvornår indførte man gudenavne til af Griffenfeldsgade og Korsgade ”Suk- gaderne på Ydre Nørrebro og i hvilken kerhuset”? anledning skete det?

Svar: Svar: På det pågældende hjørne lå der omkring Fra 1860 til omkring 1920 navngav man år 1900 en kolonialforretning, der kaldte en stor gruppe gader med navne fra den sig ”Sukkerhuset”. I øvrigt et meget al- nordiske mytologi og sagnverden. Ældste mindeligt navn til den slags forretninger navn er Odinsgade fra 1860. Det var en dengang. I forbindelse med en renovering privat grundejer, der fandt på at bruge i 1997 valgte man at give ejendommen dette navn fra den nordiske mytologi. Det dette navn. Foruden navnet står også inspirerede kommunens gadenavneud- opførelsesåret 1870 på facaden. valg til at fortsætte med gudenavnene på Ydre Nørrebro. Det nyeste navn er Louisegade Mjølnerparken fra 1986. Hvorfor skiftede Louisegade navn til Prins Jørgens Gade og hvornår skete Irmahønen det? Hvilket år blev neonreklamen med Irma- hønen sat op ved Søerne? Svar: Der ligger en dramatisk hændelse til gr- Svar: und for navneskiftet. Et i samtiden meget Reklamen ved Sortedams Dosseringen omtalt mord på en smedesvends hustru stammer fra 1936. I 1950 blev æggene i Louisegade engang i 1860’erne vakte gjort større og i 1953 kom der en ny høne, et sådant postyr, at man i 1878 valgte at der kagler og lægger grønne, hvide og omdøbe gaden til det nuværende Prins røde æg. Hønen lægger 7 æg i minuttet, så Jørgens Gade, for at mordet skulle gå det er blevet til mange æg i tidens løb.

15 Idyl ved Ågade omkring 1910. Træerne til venstre og ejendommene er de samme i dag, men siden er åen blevet rørlagt og Ågade blevet til en 6-sporet motorgade.

Tagensvej Ladegårdsåen Hvem har givet navn til Tagensvej? Kan arkivet fortælle mig hvornår Lade- gårdsåen blev overdækket. Svar: Omtrent ved krydset Tagensvej-Råd- Svar: mandsgade lå engang et vangehus, hvor Ladegårdsåen blev overdækket i flere vangemanden boede. En af dem hed Tage etaper. Første stykke fra Søerne til Bül- Nielsen (død 1710) og det er ham, der har owsvej blev overdækket i 1896-97. Sam- givet vejen sit navn. tidig blev Åboulevarden anlagt. Tidligere Vangemandens opgave var at tilse og havde der gået smalle veje på begge sider passe Borgmestervangen og Rådmands- af åen. Anden etape fra Bülowsvej til marken. Det var græsarealer der blev Jagtvej blev overdækket i 1914 og styk- udlejet til bønderne til græsning for deres ket fra Jagtvej til Prinsesse Sofies Vej kreaturer. Overskuddet gik til supplement overdækkedes i 1942. Den sidste rest af af borgmestre og rådmænds dengang ikke Ladegårdsåen ved Bispeengen forsvandt særligt høje lønninger. så sent som i 1962.

16 Lidt om min barndoms Ægirsgade Af Keld Sørensen

Da jeg for nogle år siden besøgte et Men nu var jeg altså den lykkelige ejer. loppemarked bag Frederiksberg Rådhus I tiden efter mit fund, brugte jeg megen her i København, fandt jeg det viste tid på at studere kortet - om jeg kunne postkort fra begyndelsen af 1900-tallet i genkende forretningerne. Det kunne en kasse fyldt med alt muligt skrammel. jeg naturligvis ikke, idet min barndoms Jeg vidste fra anden side, at et sådant Ægirsgade lå omkring 50 år senere. postkort eksisterede. Meget var forandret fra det viste motiv i løbet af årene til 40’erne og 50’erne. Så jeg var meget, meget glad for fundet, Men jeg begyndte at drømme mig tilbage idet jeg ved besøg på andre lignende til min barndom som i stor udstrækning loppemarkeder havde spurgt og spurgt netop foregik i den del af Ægirsgade, som efter kortet. er vist på kortet.

Ægirsgade set fra Nørrebrogade. Postkort fra omkring begyndelsen af 1900-tallet.

17 Ægirsgade har undergået forandringer som alle gader på Nørrebro. Næsten alle forretninger er forsvundet. Seven-Eleven har overtaget bankens lokaler på hjørnet. Der er nu etnisk grønthandler, hvor der før var frisør og urmager. Bageren i nr. 10 er nu indrettet som bodega. Mange bygninger har helt ændret udseende, idet facaderne er blevet renoveret og malet. Der er kommet asfalt på kørebanen med markerede striber. Skråparkering og parkeringsforbud er markeret med skilte. Hestevogne er afløst af biler, og cykler står i hobetal op ad murene. (Foto: Keld Sørensen 2004).

På postkortet ses mest fra den venstre På hjørnet af Nørrebrogade og Ægirs- side - de ulige numre - af gaden, netop på gade, på siden med de ulige numre, lå den side, hvor jeg boede i nr. 13. en stor bank med en meget flot marmor- Efterfølgende lånte jeg en KRAKs Ve- beklædt facade. Den havde det fine navn jviser fra 50’-erne, hvorfra jeg noterede Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn. navnene på de forretninger der lå i gaden Mine forældre havde konto i den bank. på den tid, hvor jeg boede dér. Det var også her, vi betalte husleje hver måned: Et beløb på 52 kr. i en længere Disse notater danner så sammen med periode, husker jeg. min hukommelse grundlaget for det efterfølgende. Her fik jeg på et tidspunkt min egen

18 konto, hvor jeg indsatte mine sparepenge. altid godt beskidte. Det var en hel anden Det var ikke store beløb. Men jeg var verden man kom ind i, når man besøgte meget stolt, når jeg tømte mine sparegris ham. Hele forretningen var fyldt med alle og, fulgt af min mor, gik i banken med slags ting og sager til cykler: Stel, fælge, »formuen«. cykelstyr, sadler, slanger og dæk. Og midt i lokalet var der altid ophængt en eller Når den var fyldt godt op med 1-, 2-, 5- flere cykler der var under reparation. og 10-øre bad jeg om at få åbnet grisens mave for at indholdet kunne sættes i Ude på gaden var der i åbningstiden op- banken. stillet et cykelstativ, hvor der altid stod mange cykler der enten var reparerede Jeg havde ikke selv en nøgle til grisen. eller skulle repareres. Den blev opbevaret uden for min ræk- kevidde for en sikkerheds skyld! Jeg besøgte ham af og til, fordi jeg havde et løbehjul. Når jeg ikke syntes, at Ud for denne bank var der ved kantstenen hjulene drejede godt nok rundt - de peb året rundt fra middagstide til hen på afte- eller hylede - gik jeg ned til Gribskjold, nen opstillet en pølsevogn. Her blev der der, efter at jeg havde forklaret mine af og til spist pølser, når min mor af en »tekniske problemer« venligt smurte eller anden årsag ikke lige var hjemme. hjulene med lidt olie. Og så kunne jeg Min far brød sig ikke om at lave mad, så atter køre stærkt på mit løbehjul. vi - min søster og jeg - blev inviteret på Gribskjold var i øvrigt kendt og berømt pølser med brød, sennep og ketchup fra for, i tidernes morgen, at have konstrueret pølsevognen på hjørnet. 20 øre for en og bygget en motorcykel. pølse og 5 øre for et brød. Det var prisen dengang. I en kælder lige efter cykelsmeden, var der på et tidspunkt en blomsterforret- Den første almindelige forretning på ning, som jeg ikke husker nærmere om. venstre side i gaden var en cykelsmed. Men i samme kælderforretning kom der Dansk Griffon & Gribskjold var navnet. siden hen et værksted, hvor nogle damer Og ejeren hed naturligvis Gribskjold og dagen lang stod og samlede persienner, han talte med en let genkendelig, sjæl- som på et tidspunkt i 50’erne blev meget landsk accent. Over forretningen, ud moderne. fra muren, hang der et cykelhjul med I nr. 7 i stuen boede i en del år hr. Meyer. et navneskilt under der fortalte, at her Han var sagfører og ejede ejendommene boede en cykelsmed. Gribskjold gik hvor opgangene nr. 7, 9, 11 og 13 lå. Han altid rundt i en mørk kedeldragt, der var kom hver eftermiddag kørende hjem i godt beskidt af olie. Hænderne var også en stor, sort bil med chauffør. Der blev

19 snakket meget om, hvorfor hr. Meyer Som det ses af billedet, var vinduerne i boede i en så lille lejlighed. Men der var opgangen, både nr. 7 og 9, sandblæst og vist ingen, der fandt det rigtige svar. med et fint mønster i midten.

Den næste forretning, som jeg husker det, Sådan var det ikke i min tid. Alle vinduer var et renseri. Her kunne man indlevere var skiftet ud med almindeligt glas. tøj til rensning og presning. Igennem det store vindue kunne man På den anden side af opgangen ses også dagligt se en mand, der stod og pressede en forretning, en barber, og til højre for tøj omgivet af damp fra sin store pres- denne en port. Hverken forretningen eller semaskine. porten har jeg oplevet.

Jeg husker, der på et tidspunkt var stor Bemærk gadespejlet over forretningen på interesse blandt mine kammerater for at 1. sal. Det var behageligt at sidde inde i gå ud med nypresset tøj til kunderne fra sin lejlighed ved vinduet og samtidig renseriet. Han betalte altid meget rund- følge med i, hvad der foregik på gaden håndet for tjenesten. ved at kigge ud i spejlet.

Den næste forretning på kortet med et I kælderen under forretningen lå der en stort vindue med teksten »SÆBE« og marskandiser, som havde alt muligt til med indgang til højre for vinduet, eksis- faget henhørende. Oppe på gaden lige terede ikke i min barndom. Facaden var ved forretningen, stod der altid nogle ændret og der lå en almindelig lejlighed, kasser med gamle bøger og blade. som dog var indrettet som tandklinik. Det fortalte et stort skilt over vinduet Marskandiseren, en ældre mand med et med teksten »TANDTEKNIKER«. En stort, gråt overskæg og stor, strittende af mine kammeraters mor ejede og ar- mave, stod ofte i kælderhalsen og holdt bejdede i denne forretning. Adressen var øje med sine kasser. Ægirsgade 9. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde mig væk fra ham. Vi fik af og til lov til at »låne« vente- værelset om aftenen, fordi vi ikke havde Han var meget bøs, og skældte og råbte andre steder at opholde os. højt, hvis man kiggede i kasserne efter Så riggede vi en transportabel grammo- noget interessant. Han troede nok man fon til og spillede plader. Det lød ikke ville stjæle fra ham. altid lige godt med den lille højttaler, der Da en ny ejer overtog denne kælderforret- sad i låget. Men vi fik spillet en masse ning, blev den omdannet til jernhandel. plader og hyggede os gevaldigt. Den næste ejendom, den med en grå fa-

20 cade forneden, er der hvori jeg har boet kakkelovn og deletoilet på trappen. og levet i omkring 21 år. Det er godt klaret, men det var normalt efter den tids forhold. Bag personen, der er på vej ud på gaden skimtes en barnevogn. Og lige bag den Soveværelset var fyldt med senge, heri- var vores kælderrum - med et vindue ud blandt flere etagesenge til børnene. mod gaden. Det var en fordel, når vi i eftersommeren hvert år skulle have koks En af mine mostre boede i øvrigt i en til kakkelovnen. Vinduet blev taget af, og lang årrække i samme opgang dog på 4. sække med koks blev tømt ned i kælderen sal til venstre. gennem vinduet. Efter nr. 11 i kælderen, var der en mø- For de andre beboeres vedkommende belpolstrer. Jeg har tit siddet på trappen skulle sækkene bæres ned gennem en ned til ham og set, hvordan han betrak mørk og trang kældergang og læsses af stole og sofaer. Med munden fyldt med i deres respektive kælderrum, der alle små søm, kunne han samtidig ryge på sin var placeret forskellige steder under pibe og endda tale med én. Jeg var meget bygningen. imponeret over hans kunnen.

Opgangen ved siden af nedgangen til Lige før opgangen til nr. 13 lå der en kælderen var nr. 11. Min mormor og mor- tobaksforretning. Det er på postkortet, far boede på 3. sal til højre. Her tilbragte der hvor markisen er slået ud, ligesom jeg mange timer i min barndom. der er et meget flot skilt, der hænger ud fra facaden. Enten blev jeg passet eller også var jeg bare på besøg. Det kunne jo hænde, at Det var »fru Hansen«s og der lugtede der faldt et eller andet godt af, måske altid af tobak i den forretning. saftevand, kage eller en skilling, som så Uden for forretningen hang der flere au- blev brugt hos bager Clausen lige ovre tomater på husmuren. Her kunne trækkes på den anden side af gaden. tændstikker og cigaretter. Nogle af mine kammerater skulle ret Min mormor og morfar flyttede til denne tidligt afprøve deres evner ud i rygnin- to-værelsers lejlighed fra en meget lille gens kunst. Og fra disse automater kunne lejlighed i Elmegade omkring 1. maj man, uden at det blev opdaget, trække 1909, og boede der indtil de døde med få det fornødne. års mellemrum i slutningen af 50’erne. På et tidspunkt var der en meget stærk To voksne og seks børn boede i denne lej- trafik i opgangen, fordi »fru Hansen« lighed på 54 m² med koldt vand i hanen, havde en del kunder, der ikke kunne

21 finde ud af, hvornår forretningen havde Og så til nr. 13, 3. sal til venstre. åben. Så de måtte »handle bagom« som Vi var heldige at bo i en lejlighed, hvorfra man kaldte det dengang. De luskede ind der var frit udsyn ud over et garageanlæg, i opgangen og ringede forsigtigt på, for der lå i Thyrasgade. Nørrebros Autopark at købe en flaske-et-eller-andet. hed det.

»Fru Hansen« døde pludselig og forret- Jeg sad tit ved vinduet og kiggede ned på ningen blev overtaget af en familie med både store og små biler, der kom kørende tre sønner. Jeg blev hurtigt gode venner ud fra garageanlægget eller de kørte ind med den yngste. Han kunne gø og hyle for at få benzin fra den BP-tank, der lå i som en hund, og fik hurtigt øgenavnet forbindelse med garagerne. »Fido«. Vor lejlighed var indrettet med to værels- Sammen med ham fik jeg nogle af mine er, en lille entré og et køkken. Toilettet, drømme om elektrisk tog opfyldt. Under som vi delte med naboen, lå på køkken- forretningen var der en meget stor kælder. trappen. At dele toilet med en nabo var Her byggede vi en modeljernbane på en ikke nogen fornøjelse. Når nøglen sad i stor træplade. Bjerge af gips belagt med toiletdøren, vidste man der var optaget. grønt savsmuld, huse af pap. Masser Og så havde man bare at vente til naboen af skinner og skiftespor. Det var kun var færdig. Man syntes altid, det tog kreativiteten, der satte grænserne. Da det meget, meget lang tid, inden man kunne hele var færdigt brugte vi også megen tid komme til. med at køre med togene. Men efterhån- Det var en ganske kold fornøjelse om den mistede vi interessen. vinteren, når man skulle derud. Var det slem frost, måtte der hældes varmt vand Jeg var i øvrigt på sommerferie med i cisternen, før der kunne skyldes ud. »Fido«. Han var vild med at campere. Så han fik mig med på en tur med telt og Soveværelset var ikke stort: Der var lige sovepose på knallert til Jylland - helt til plads til en seng til min mor og far og to Skagen. Det var den første sommerferie små senge til min søster og jeg. Det var efter jeg var gået ud af skolen i 1959. senge, der kunne trækkes ud, efterhånden som vi voksede. Men en dag var sengene Tre forretninger i samme gade der alle blevet for små. Så blev der købt en køje- handlede med tobaksvarer og aviser seng, hvor jeg lå i den øverste seng. blev dog for meget på et tidspunkt. Det endte med at jeg måtte tage en sofa Så forretningen ved nr. 13 lukkede og blev med nye ejere omdannet til i stuen i besiddelse, de sidste par år vi legetøjsforretning. boede i den lejlighed. Lejlighedens størrelse gjorde, at man

22 måtte tage meget hensyn til hinanden. kekælder med en stor gruekedel og flere Men jeg synes det fungerede godt for- store trækar. Her havde ejendommens holdene taget i betragtning. beboere vasketur efter et sindrigt system én gang om måneden. I soveværelset stod også vor hustelefon. Når min mor skulle vaske, fyrede min Det var min far, der arbejdede hos KTAS far op under gruekedlen inden han kørte og til daglig kørte rundt og monterede på arbejde. telefoner, der havde fået den fikse idé, at installere en telefon ind til min mormor Lidt op ad formiddagen kom så min og morfar, der boede lige på den anden farmor og hjalp med at vaske. side af væggen. Min mor og farmor stod i røg og damp Der blev boret et hul i væggen til en med gummistøvler, stort gummiforklæde ledning, der forbandt de to telefoner. og tørklæde om hovedet og kogte, skyll- Så var det muligt at tale sammen. Jeg ede og vred alt tøjet, før det blev båret op skulle altid, når jeg kom hjem fra skole, på tørreloftet, der lå oppe på 5. sal under lige ringe og fortælle, at jeg var kommet taget. Her blev det omhyggeligt hængt godt hjem. op på snore for at tørre.

Det var særligt i en periode, hvor min Jeg kan endnu fornemme den lugt der var mor arbejdede og først kom hjem senere dér af rent, lufttørret tøj. på dagen. Det tøj der skulle rulles, blev den næste Vi spiste altid sammen, når min far kom dag i en stor flettet kurv båret over til fra sit arbejde. Han fløjtede en bestemt »rullemutter«, der havde forretning lige lyd nede fra, når han var ved at sætte sin om hjørnet i Dagmarsgade. Det var en cykel ind i skuret i gården. Det kunne min stor, meget barmfager dame, der impon- mor altid høre. Så vidste hun, at maden erede mig meget, når hun uden problemer skulle være klar. løftede den store, tunge kurv fyldt med Efter spisningen - som altid foregik ved tøj et par trin op i forretningen. et lille bord i køkkenet - talte vi meget sammen om dagens oplevelser. Hun havde en meget stor rulle stående i forretningen, som hun trak rundt med I de sidste år, hvor vi boede i lejligheden, håndkraft. sad jeg tit i køkkenet ved dette bord, når Det meste leg foregik i baggården. Her jeg skulle læse lektier. Dér havde jeg den var vi også beskyttet mod gadens trafik. fornødne ro, når døren blev lukket til. En typisk mørk baggård, hvor der aldrig I kælderen var der indrettet en vas- kom sol ned. Dels fordi den var omgivet

23 af høje bygninger på næsten alle sider, spillede rundbold med pigerne. dels fordi der stod et meget stort træ i Vi satte tovværk op i tørrestativerne - to nabogården. store bjælker der sad tværs over gården - og brugte det som gynge. Det var en baggård med mange sk- Når det var fastelavns mandag fik vi fat raldebøtter på rad og række, samt et i en tønde fra et ismejeri der lå i gaden. ildelugtende pissoir. Desuden var der en Den blev hængt op i tørrestativet. Så flok katte, der hylede gudsjammeligt om samledes alle gårdens børn og vi slog natten. Men det holdt da rotterne væk, katten af tønden. som der blev sagt. Om vinteren byggede vi snehuler og rul- Fantasien fejlede ikke noget, når det gjaldt lede store kugler til snemænd. om at finde på noget at lege. Vi tegnede Og sidst men ikke mindst: Vi spillede veje, hvor vi kørte med biler. Vi ræsede meget bold - især fodbold. Det gik af og rundt på løbehjul eller trehjulede cykler. til meget hårdt til med smadrede ruder og Vi trillede med kugler eller spillede med bolde der røg over i nabogårdene. Det gav hønseringe. Vi både hinkede, sjippede og efterfølgende problemer med at få hentet

Baggården Ægirsgade 11-13. Typograf Anton Petersen i høj hat og knækflip - sådan gik typografer klædt dengang i 1920’erne - sammen med sin søn Paul.

24 Sådan har en baggård ændret sig på omkring 80 år. Cykelskurene er væk og erstattet af affaldscontainere. Det oprindelige plankeværk er også væk og erstattet af lave træhegn efter en gårdsanering, der fandt sted i midten af 1990’erne. (Foto: Keld Søresen 2004).

bolden hurtigt nok med en klatretur over plankeværket, inden gårdens vicevært Her tilbragte jeg mange timer siddende på konfiskerede vores bold. trappen ned til værkstedet sammen med legekammeraterne. Det var spændende Man lærte efterhånden kunsten og med at se, hvorledes der blev repareret gamle tilløb kom man hurtigt over plankeværket møbler, lakeret skabe, borde og stole. og tilbage igen. Han var i øvrigt en flink mand, ham Men ud på gaden igen. snedkeren. Lige efter opgangen til nr.13 var der en Han forærede os tit en kasse fyldt med møbelsnedker i kælderen. Det var impo- små træklodser og rester af træ, som vi nerende at se snedkeren arbejde, idet han kunne lege med i gården. havde problemer med den ene arm og hånd. Men han kunne dog alligevel holde I den næste bygning lå der en glarmester i godt fast om det værktøj han brugte. kælderen. Nørrebro Glasmosaik hed for-

25 retningen. Der var ikke mulighed for at på første sal, så vi kunne sende mors- se direkte ned til hans værksted, fordi alt esignaler til hinanden. Min kammerat var dækket med flotte mosaikruder. var lidt af en »lille ingeniør«. Så han byggede morseapparater til os begge. Han blev kun besøgt, når vi havde - Og de virkede. smadret en rude i gården på grund af boldspil, og vi blev tvunget til at gå til Gaden havde også en slagter. Den lå i glarmesteren med en vinduesramme for nr. 19 og hed Rønning. Min mor sagde at få sat nyt glas i. Det var vi nødt til at altid, at Rønning var en dårlig slagter. gøre, for til stadighed at få lov til at spille Så alt kød skulle købes hos Zøllner på bold i gården. Nørrebrogade. Det var yderst ubehageligt at komme I nr. 21 lå Fotohuset Ægir. Her blev jeg til ham. Han grinede bare, krævede sin gradvist indført omhyggeligt i fotokun- betaling og vidste selvfølgelig, hvordan sten helt tilbage til et simpelt boxkamera. vi havde smadret ruden. Ejeren Ohland-Andersen, havde altid tid til at give tips, når man kom for at hente I nr. 17 lå en isenkræmmer. Rømler hed sine billeder og være behjælpelig med at ejeren. Han gik altid rundt i en blå kit- købe nye film. tel, der åbentstående flagrede rundt om Han ville også gerne snakke fodbold, ham. fordi hans bror spillede i Akademisk Boldklub. Han var faktisk årsag til, at Når vi kom ind i forretningen, kom han jeg på et tidspunkt også kom til at spille springende ned fra sit baglokale, der lå i samme klub. flere trappetrin højere oppe. »Nå, mine Den næste forretning lå i nr. 23. Det var små børn. Hvad skulle der så være?« en kaffeforretning med navnet Ægir. sagde han storsmilende. Jeg husker denne Her købte jeg tit et kræmmerhus med velkomst, fordi selv da jeg blev meget krømmel, som jeg så gik og gnaskede op ældre, blev jeg budt velkommen med den fra kræmmerhuset. Det var også her jeg samme sætning. købte pinocchiokugler til 1 øre stykket eller skovsnegle, nogle sorte, runde søde Han duperede engang, da jeg skulle købe bolchestænger. noget ledning. Han målte diameteren på Kaffeforretningen lukkede og blev rullen, brugte en eller anden matematisk erstattet af en tobakshandler, der også formel, og fortalte hvor lang ledningen havde tipsindlevering. Her afleverede var. Vi prøvede bagefter at måle længden. jeg mine første tipskuponer sammen Det passede med en lille afvigelse. med min far. Det skete hver onsdag Ledningen skulle bruges til at lave en aften lige før lukketid. Vi brugte mange forbindelse med en kammerat, der boede timer aftenen før, når vi sammen skulle

26 udfylde kuponerne, enten med enkeltræk- og ned ad Nørrebrogade med skiltet højt ker eller med et system, som min far var hævet så alle kunne se det. »verdensmester« i at regne ud. Vi vandt da også af og til mindre beløb. Og så var Ud for Regent, lige på hjørnet, halvt jeg rigtig stolt. op på fortovet stod Villumsen med sin trækvogn året rundt, altid iført en hvid På hjørnet af Ægirsgade og Dagmarsgade kittel og store træskostøvler. Fra vognen lå så gadens grønthandler. Her blev jeg tit solgtes alskens grønt, der var opstillet i sendt alene ned for at handle for min mor, kasser langs vognens sider. Når vejret var når vi skulle have kartofler, løg, gulerød- dårligt, trak Villumsen sig tilbage i læ i der mm. Altid med en seddel, hvorpå der en nærliggende port ved nr. 2, hvorfra stod, hvad jeg skulle købe. Når jeg ikke han uden besvær kunne »overskue« sin kunne finde ud af eller læse, hvad de forretning. stod på sedlen, afleverede jeg den bare. Og så fik jeg det med hjem som jeg var I nr. 4 lå der i mange år en fiskehandler. kommet efter. Jeg husker ikke noget særligt om denne Dagmarsgade blev i øvrigt på et tids- forretning. Nok fordi vi altid købte fisk punkt kaldt for »jordvejen«, fordi kun i en forretning der lå på Nørrebrogade den første del fra Ægirsgade var brolagt. overfor sporvejsremisen. Den øvrige del var bare jordvej helt op Fiskehandleren lukkede og åbnede siden til Rådmandsgade. hen som aviskiosk. Her kunne man sent lørdag aften hente en søndagsavis, idet Tilbage til hjørnet Ægirsgade/Nørre- forretningen havde åbent til længe over brogade på siden med de lige numre.I midnat. mange år lå der på dette hjørne en Re- Jeg tror det var ulovligt dengang! gent-forretning. I nr. 6 lå gadens ismejeri. Her stod to Når julen nærmede sig, blev der i et af rare damer i hvide kitler og ekspederede. de store udstillingsvinduer ud mod Nør- Bag disken var opstillet flere store dritler rebrogade sat et elektrisk tog op. Her med smør, som blev gravet ud og banket kunne jeg stå i timevis og se på toget der sammen til firkanter på pergamentpapir, bare kørte rundt og rundt. når man skulle købe smør. Æggene stod Jeg drømte om også en dag at få et opstablet i store æggebakker. Og man sådant elektrisk tog. Men det blev dog skulle huske at sige, om man ville have aldrig til noget. A-, B- eller C-æg. Det var vist noget med Ved juletid blev en mand udstyret med størrelsen. nissetøj og et skilt, hvorpå der blev rekla- I nr. 8 var der et indhak i muren, så her meret for Regent. Han gik slentrende op var der adgang til to forretninger. Til

27 højre lå en urmager. Han havde et stort ur dring om denne forretning, da vi havde siddende i vinduet, så man altid kunne se, vores »egen« tobaksforretning lige ved hvad klokken var, når man ilede til skole. nr. 13 på den modsatte side af gaden. Man kunne som regel altid konstatere her, På den anden side af opgangen til nr. 10 at man var for sent på den! lå bager Clausen, der i øvrigt også ejede Ruden var, ligesom døren ind til forret- den pompøse bygning, hvor forretningen ningen, indvendigt dækket med et gitter, var beliggende på hjørnet af Ægirsgade sikkert fordi der lå mange værdifulde ting og Thyrasgade. Herfra fik vi tit bragt mor- i forretningen. genbrød og mælk op om søndagen. Det stod så på trappen uden for vores dør. Til venstre lå en frisør både for herrer og damer. Damesalonen lå i baglokalet. Og »bagerjomfruerne« i forretningen vidste alt om sladderen i gaden. Man Her gik jeg altid over, når jeg skulle klip- kunne gå derind og vente til det blev ens pes. Jeg fik penge af min mor og blev tur. Imens kunne man lytte til den sladder, samtidig formanet om at jeg blev klippet der blev udvekslet over disken. ligesom sidste gang. Jeg blev tit sendt over til bageren for at købe et halvt mørk maltet sidebrød fra Som regel var der optaget. Så jeg tog Schulstads. plads indtil det blev min tur. I den varme periode skulle der hentes Hos frisøren var der to stole foran spejlet. krystalis hos bageren til vort isskab, der Da jeg på et tidligt tidspunkt ikke var stor var placeret i vort køkken. Så fik jeg en nok til at nå gulvet, blev jeg placeret på gammel avis med til at pakke isen ind i. et brædt, der blev lagt på tværs hen over armlænene. Så blev stolen kørt op og Lige om hjørnet i Thyrasgade lå selve med et hvidt slag over skuldrene kunne bageriet. Og når vinduerne stod åbne, behandlingen begynde. Med saks og en kunne man se ind til de hvidklædte bag- larmende maskine. ersvende, der stod ved store borde og æltede dej til bagværket. Og sluttelig en ordentlig omgang I Thyrasgade lå også den tidligere omtalte brillantine. Så var jeg fin nyklippet Nørrebros Autopark. To høje, hvide mure og kunne betale. Jeg husker det på et tidspunkt kostede sølle 25 øre! der gik vinkelret ud fra bygningerne henholdsvis til venstre og højre fortalte Lige før opgangen til nr. 10 lå der i en med store bogstaver at her lå Nørrebros periode en skotøjsforretning, der siden Autopark. Nedenunder var placeret store hen blev afløst af en tobaksforretning, der karakteristiske gule og grønne skilte, der også handlede med aviser og ugeblade. reklamerede for BP-benzin. Men jeg har ikke nogen nærmere erin- Der var tre »gader« med garager, der 28 fortrinsvis var til biler. Men der var også dlede en gros og en møbelforretning mindre garager. fyldt med gamle møbler, var alt hvad jeg husker. Jeg delte her i en årrække en motorcykel- På hjørnet af Dagmarsgade lå Café Ægir. garage med tre kammerater. Her havde vi Med et billard midt i lokalet og borde og vore knallerter og scootere stående. Vi stole placeret rundt om op ad væggene. brugte megen tid her med at reparere og vedligeholde vore »maskiner«. En af mine kammeraters mor hentede tit sin mand på denne café, når det På det næste hjørne Ægirsgade/Thy- ikke passede ham at komme hjem lige rasgade lå en kolonialhandel. En dun- fra arbejde. kel, mørk nedslidt butik med meget gammelt inventar. Ejerne var også Når døren stod åben ind til lokalet, strøm- »tussegamle« husker jeg. mede der en dunst af indelukke og tobak- sos ud. Det hændte også der var slagsmål. Og da forretningen blev overtaget af yn- Så kom politiet susende og slæbte af sted gre kræfter, skete der virkelig noget. Nyt med uromagerne. inventar og nyt navn: »Høkeren« stod der Ægirsgade var, som det ses på postkortet, nu på et meget stort glasskilt på facaden brolagt. Det var den også en del af tiden, over indgangsdøren. da jeg boede dér.

Her oplevede jeg for første gang, den Men en dag kom der nogle maskiner form for reklame, som vi bliver over- - brolæggerjomfruer hed de vist - der dænget med i dag gennem postkassen: begyndte at stampe brostenene ned. Én En tryksag med tilbud. efter én.

Det var ganske vist et duplikeret stykke De larmede frygteligt i mange måneder papir i A5-format. Men alligevel. Den fra morgen til aften. Da de var færdige blev omdelt til næsten alle i gaden. For- blev der lagt asfalt på hele kørebanen. retningen blomstrede utroligt op samtidig Det var dog ikke den eneste lyd, jeg er- med at varesortimentet blev udvidet be- indre fra dengang. Om morgenen kunne tydeligt. Alle skulle nu handle dér. man tit høre en piben og en hylen fra re- Desværre døde ejeren pludselig og for- misen på Nørrebrogade, når sporvognene retningen lukkede. svingede ud på deres første køretur. Mærkværdigvis var resten af gaden op Skraldemændenes larmen i gården til Dagmarsgade ret anonym, hvad angår med de store grå og beskidte metal- forretninger. skraldebøtter og klappen med lågene var også en af morgenens lyde. En tobakshandler, der vistnok kun han- En anden lyd som jeg husker meget 29 tydeligt, var musikken fra en lirekasse der lå lidt længere oppe i gaden: En ovre i Baldersgade. En lirekassemand legetøjsforretning, hvor jeg tit købte stod hver lørdag i sommerperioden ved hønseringe og en frimærkeforretning, udgangen til Atlas og trakterede sin li- hvor jeg også af og til købte frimærker rekasse. Lørdag var nemlig lønningsdag for mine sparepenge. dengang! Det var så lidt om min barndomsgade Gaden var i en periode udstyret med Ægirsgade, hvor jeg voksede op i trange, gaslygter. Hver aften når mørket faldt men trygge kår med familien og omgivet på, kom en mand med en lang stang, af lege- og skolekammerater, flinke og som han stak op i lygtehuset, hvorefter rare, men også mange særprægede men- lygten tændte. nesker som stadig, så mange år efter, står På et tidspunkt blev disse lygter fjernet så tydeligt i min hukommelse. og erstattet med store neonlamper, der var ophængt i liner, der var spændt ud mellem husmurene. Nævnes skal dog også to forretninger,

Send en hilsen fra Nørrebro Postkort fra ca. 1900-30 pris: 40,- kr. for 10 stk.

fås ved henvendelse til foreningen

30 Kolonialforretningen i Rådmandsgade reklamerede med “kvarterets bedste kaffe”. Foto ca. 1915.

Hjørnet af Åboulevarden og Fiskergade, ca. 1910. 31 Hjørnet af Nørrebrogade og Ægirsgade, 1915. Johannes E. Knock’s Herre- og Drenge-Ekvipering kunne blandt andet tilbyde et sæt matrostøj til 18 kr., en herrefrakke kostede 38 kr., et halstørklæde kunne fås for 1,32 kr. og en herreskjorte kostede 3,89 kr.

Korsgade ved Ewaldsgade, ca. 1910. I baggrunden ses Hellig Kors Kirkes spir. Store dele af det 32 tætte kvarter blev saneret i 1980erne. Hjørnet af Jagtvej og Nørrebros Runddel omkring 1905. Sporvognen fra “Tværlinien” vendte her og returnerede til Frederiksberg Runddel.

Jernbaneoverskæringen på Nørrebrogade ved Bragesgade, 1913. 33 H. Hansens Ølforretning i Jægergade 10, ca. 1910. Huset og gaden var en del af 34 Rabarberkvarteret, der blev saneret i 1980’erne.