2 3 Aftalen i kælderen Formandsopgøret i

Af Kristian Brårud Larsen

4

Forord

Denne skildring af Venstres krise i maj og juni 2014 er en dokumentarisk beretning. Den er blevet til på baggrund af interview med en lang række personer med kendskab til Venstre og forløbet omkring kritikken af Lars Løkke Rasmussen. Interviewene fandt sted henover august og september 2014 og blev således indledt efter mødet i Venstres hovedbestyrelse 3. juni. Jeg har talt med i alt 34 politikere, medlemmer af Venstre og politiske iagttagere. De medvirkende til rekonstruktionen af forløbet har udtalt sig "til baggrund". Det vil sige under forudsætning af, at de ikke blev citeret direkte i den endelige tekst. Mit sigte har fra begyndelsen været at genskabe centrale episoder under Venstres krise så detaljeret og tæt på sandheden som muligt. Uden den tryghed til at tale frit, som interview til baggrund giver, havde det ikke været muligt at komme så tæt på de faktiske begivenheder, at det gav et meningsfuldt indblik ind bag den 'officielle historie'. Hverken Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, eller næstformand, , har ønsket at deltage på nogen måde til genskabelsen af forløbet. Både hændelsesforløb og dialog er genskabt med varsomhed, og al dialog er – såvel som alle øvrige oplysninger – bekræftet af flere kilder uafhængigt af hinanden. Når direkte tale er omkranset af citationstegn, er ordlyden enten refereret af personen selv, af personer, som hørte ordene, eller af personer, som har hørt den citerede gengive samtalen. Samtaler gengivet uden citationstegn skyldes alene, at kilderne er usikre på den præcise ordlyd. I alle tilfælde er kildernes troværdighed og mulige motiver anskuet

5 kritisk, og beskrivelser af episoder, der involverer små personkredse, er efterprøvet for spor af koordinering mellem kilderne. Flere kilder har desuden givet oplysninger i form af mails, referater, talepapirer, kalendere, mødeplaner og andre former for skriftlig dokumentation. En række kilder udtaler sig til citat. Sigtet med det følgende er at komme dybere ned i forståelsen af den krise, der ramte Danmarks største parti og få svar på, hvad årsagen var til, at adskillige Venstrefolk åbent gik ud og krævede Lars Løkke Rasmussens afgang.

Kristian Brårud Larsen oktober 2014

6

1. Fødselsdag

SNAKKEN FORSTUMMEDE blandt de omkring 300 gæster, da Reimer Bo Christensen tog ordet. Det var torsdag den 15. maj, og i det hvidmalede festlokale i Marketenderiet i Valby var fejringen af Lars Løkke Rasmussens 50-års fødselsdag i fuld gang. I lyset fra den ene langside af vinduer stod prominente erhvervsledere, pressefolk og et hav af politikere langs væggene, og rundtom i hjørnerne samledes små grupper af mennesker med vinglas i hånden, klar til at skåle for Venstres formand. Talerækken havde været lang. Igen og igen blev Løkke Rasmussens store, politiske bedrifter fremhævet. Fra ung kommunalpolitiker til markant folketingsmand, minister og siden formand for Venstre. Reimer Bo Christensen, der var toastmaster til receptionen, præsenterede den næste taler, , som en god ven af Lars Løkke Rasmussen. Fødselaren stod, iført et mørkeblåt jakkesæt og silkeslips, med vægten på det ene ben og en hånd i lommen. Han så på Carl Holst, hans gamle ven fra tiden i i 1980’erne. De to havde holdt sammen siden ungdomsårene, og nu var den ene formand for Venstre, mens den anden var formand for Region Syddanmark. “Sidste weekends aviser havde meget om statsmanden Lars Løkke,” sagde Carl Holst. ”Hans politiske holdninger, gældende nu og ikke mindst for fremtiden. Denne uges aviser har mest bare handlet om lille Lars fra Græsted.” “Men det er den samme Lars Løkke, vi taler om, og derfor er der mange, der spørger, hvem er Lars egentlig? Svaret på det spørgsmål er enkelt,” fortsatte han.

7 ”Lars er et renæssance-menneske.” “De havde stor idérigdom, virketrang, fantasi og nytænkning i Renæssancen. Men også en sprudlende væremåde og levevis,” fortalte han. “De gav deres tid et helt nyt præg. Det er de folk, Lars har fællestræk med.” Lars Løkke Rasmussen havde altid haft viljen og evnen til at finde udveje på samfundets udfordringer, uddybede Carl Holst. Han var fri for vanetænkning og åben overfor en ny tids krav og muligheder. Carl Holst henviste til Løkkes fortid som spejder. Han sagde: “Det er derfor, det er spændende og udfordrende at være med i den trop, du er tropsfører for, Lars.” Undervejs satte Lars Løkke Rasmussen armene over kors og så en anelse skeptisk ud. Ikke mindst, da Carl Holst sagde: “Vi ved jo alle – at har man renæssance-menneskets træk i sin daglige adfærd, kan man let komme til at støde folk og støde en fornuftig forsigtighed til side.” Ingen andre i den lange række af talere havde så meget som antydet det, de allesammen tænkte på. To dage tidligere havde Ekstra Bladet på forsiden med fede versaler fortalt, hvordan Venstre havde indkøbt tøj for store summer til Lars Løkke. “Ny bilagsbombe under Løkke. Købte tøj og sko for 152.000”, stod der. Henover ti måneder i 2010 og 2011 ekviperede partiet Lars Løkke i herretøjsbutikken Zornig på Frederiksberg, fortalte avisen. 28 skjorter, ni jakkesæt, ni par bukser, 21 slips, syv par sko, 17 par strømper og otte boksershorts. Meget af det skræddersyet. Det var aldrig sket før i Danmarks største og ældste parti, at så mange penge var brugt på formandens garderobe, og det var ikke gået ubemærket hen. For den politiske ordfører Inger Støjberg betød det, at hun tilbragte det meste af receptionen med journalister i røret. Hun stod udenfor og afviste, at der var noget at komme efter, mens der indendøre blev hilst

8 og skålet. Selvom ingen af gæsterne direkte nævnte Ekstra Bladets afsløringer under fejringen, summede krogene alligevel af lavmælt snak om tøjsagen. Hvad var op og ned? Hvad mente baglandet, og hvad ville vælgerne mene, når de ti dage senere skulle sætte kryds ved valget til Europaparlamentet? Ingen havde klare svar. Endelig tog Lars Løkke selv ordet. Han ville gerne takke de fremmødte og fremhævede en passage fra sin debatbog ’Hvis jeg bliver gammel’. “I bogen anpriste jeg det frie valg i et kapitel, der bærer titlen 'Retten til at kunne vælge - eller om opgøret med pligten til at bruge kommunalt stangtøj, når man kan få det skræddersyet'," læste Lars Løkke højt. Latteren brød ud flere steder i lokalet. Lars Løkke talte også om de politiske udfordringer, Danmark stod overfor. “Jeg ved ikke, om jeg tør sige det, men nu handler det om at komme i arbejdstøjet,” sagde han.

*

SAMME AFTEN HAVDE VENSTRE arrangeret en fødselsdagsfest for Lars Løkke Rasmussen. Venstres folketingsmedlemmer og deres partnere mødtes med Lars Løkkes venner og familie. Der var ingen bordkort, så folk satte sig, som de kom, ved tre langborde. Ved bordet i midten sad Lars Løkke med sin hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, ved sin side. Over for ægteparret sad Carl Holst med sin ægtefælle, Lone Holst. Flere steder ved bordene kæmpede partikolleger gennem flere år med at finde et samtaleemne. Hos flere kredsede tankerne om tøjsagen. Humøret røg dog et hak op, da folketingspolitikerne Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen trådte ind i lokalet, udklædt som de nordsjællandske snobber Fritz og Poul fra satireprogrammet Rytteriet. Iført pastelfarvede poloer og charmeklude lagde de ud med at

9 causere over den daværende formand for De Konservative, . “Det er sgu da søde Lars. Vi stemmer på dig,” sagde Jan E. Jørgensen, der spillede snobben Poul. “Det er godt, vi ikke er så mange, det kan også blive for folkeligt,” fulgte snobben Fritz op i form af Jakob Ellemann-Jensen. Derefter kom turen til Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard, der er uddannet hjemmehjælper. Hun blev kaldt den au pair, kommunen sendte til dem, der ikke selv havde råd. Fritz Schur, der selv sad til bords den aften, fik også et par ord med på vejen, og endelig kom turen til partiformandens hustru, Sólrun Løkke Rasmussen. Jan E. Jørgensen, udklædt som snobben Poul, spurgte, om hun ikke havde været au pair hos ham engang. Hun kom vist fra en af de der små øer, Seychellerne eller Færøerne eller sådan noget, sagde han. Sólrun Løkke Rasmussen lo og afviste påstanden. “Nå, jamen så har vi nok bare bollet en gang. Var det ude på et kollegie på Amager?” spurgte Poul med henvisning til kollegiet på Frankrigsgade på Amager, hvor Lars Løkke gav sin kommende hustru det første kys i 1989. Jakob Ellemann-Jensen, der spillede rollen som Fritz, nævnte derefter den tidligere SF-leder Annette Vilhelmsens Zornig-sag, hvor hun blev beskyldt for på forhånd at love en million til et velgørende projekt på et tidspunkt, hvor der ikke havde været ansøgningsfrist til pengene endnu. Jakob Ellemann-Jensen, der var klædt ud som Fritz, så på Lars Løkke. “Hun var ikke klædt ordentligt på af sit embedsværk. Det sker ikke for Lars. Han er altid klædt ordentligt på,” sagde han. Jan E. Jørgensen stemte i med snobben Pouls karakteristiske stemmeføring: “Ja, det sørger de søde mennesker i Venstre for.” Stemningen løftede sig i løbet af aftenen. Skuespiller og sanger Flemming Enevold optrådte, og flere gange blev der sunget folkeviser. Lars Løkke sang højt og tydeligt med under Per Dichs “Sådan er

10 kapitalismen” fra 1966. “Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn, det' de riges paradis, men jeg syn's fan'me det er synd,” rungede det gennem festsalen. Alvoren sneg sig ind i selskabet, da Lars Løkkes lillebror, Knud Løkke Rasmussen, opfordrede selskabet til at stå sammen mod Ekstra Bladet. Hele aftenen sad Lars Løkke ved siden af Sólrun Løkke Rasmussen. Da Knud Løkke Rasmussen gav hende ordet, blev der helt stille i lokalet. I sin tale sagde hun, at det aldrig var kedeligt med Lars. At hun havde fået meget mere og noget helt andet, end hun havde forestillet sig. Sólrun Løkke Rasmussen nævnte ikke tøjsagen, men hun sagde, at det ”blæste lidt om ørene på familien i øjeblikket”. Hun var dog ikke i tvivl om, at de nok skulle komme igennem det. “Hvis modgang gør stærk, så er jeg ikke i tvivl om, at vi er en af de stærkeste familier i Danmark med alt det, som vi har været igennem,” sagde hun. Lars Løkke havde tårer i øjnene, da han så op på sin hustru. Der, midt i fødselsdagsfejringen, vidste ingen af dem, at tøjsagen skulle blive det tætteste, Lars Løkke Rasmussen ville komme på sin egen politiske død. Omkring klokken to var der ikke mange mennesker tilbage, og en mindre gruppe tog taxaer til Lars Løkkes lejlighed i Nyhavn i det indre København. Lars Løkke sluttede sin 50-års fødselsdag sammen med sin kone, Sólrun, lillebroren, Knud, Venstres gruppesekretær, , hans kone, Jane Lilleholt, samt folketingsmedlemmerne fra Venstre og Sophie Løhde. Tv-værten Reimer Bo Christensen var også med i Nyhavn i de tidlige morgentimer. Lars Løkke virkede bekymret. Reimer Bo Christensen tog sin harmonika frem og spillede ”Nu går våren gennem Nyhavn”. Da efterfesten sent om natten lukkede ned, var Lars Løkke på vej ind i tre uger, som skulle afgøre hans politiske fremtid.

11 Hvornår Lars Løkkes troværdighedskrise begyndte, kan man diskutere. Nogle fremhæver rodet med fadølsbilag fra tiden som amtsborgmester. Andre peger på GGGI-sagen, hvor Løkkes dyre flyrejser satte dagsordenen i ugevis. Flere forklarer det historiske opgør, der fulgte, som en direkte konsekvens af Lars Løkkes svageste side som politiker: Hans gentagne økonomiske fumlerier. Hans støtter vil nævne en langt mere præcis dato for krisens start, nemlig den 13. maj, da Ekstra Bladet første gang skrev om Løkkes tøjindkøb. Allerede næste morgen ventede nye afsløringer.

12

2. Brandslukning

TO DAGE EFTER FØDSELSDAGEN, i den helt anden ende af landet, sad en af Venstres nestorer Christian Mejdahl ved sit skrivebord. Det var et arvestykke, der havde tilhørt hans far og var lavet af en snedker i 1946. På væggen hang et billede af hans hustru, Eva, et fotografi af deres tidligere gård, et af Venstres hovedbestyrelse i 2007 og et indrammet diplom: “Æresmedlem af Venstre 2008”. Christian Mejdahl åbnede et brev fra Venstres ledelse, som var sendt til samtlige af partiets godt 40.000 medlemmer. “Moderne politik er hårdt og opslidende i et omfang, de færreste nok for alvor gør sig begreb om”, stod der i brevet. “Og varetagelsen af formandshvervet for Danmarks største parti kræver en uforholdsmæssig stor personlig indsats, der trækker store veksler på formanden selv og på hans familie,” læste Christian Mejdahl videre. Brevet var et forsøg på brandslukning fra Venstretoppen. Allerede dagen efter Lars Løkke Rasmussens fødselsdag gik der rygter om, at Ekstra Bladet havde fundet nye belastende bilag. Derfor var Løkkes inderkreds blevet enige om at forsøge at overhale Ekstra Bladet ved at forklare og forsvare sig over for medlemmerne. Rygterne havde talt sandt. Samme aften, som brevet til Venstres medlemmer blev postet, skrev Ekstra Bladet på sin hjemmeside, at Venstres Landsorganisation den 4. oktober 2011 havde betalt flybilletter til Mallorca til Løkkes hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, og parrets yngste søn. Udgiften var på 11.000 kroner, og det var medlemmerne, der havde betalt. Christian Mejdahl læste videre: “Derfor finder vi det f.eks. ingenlunde hverken odiøst eller moralsk

13 angribeligt, at partiet har betalt flybilletter for formanden og nære familiemedlemmer til et ophold på Mallorca efter valget med henblik på restitution og – for formandens vedkommende – tillige afholdelse af et strategiseminar, der skulle sætte kursen for Venstre i opposition,” stod der. Brevet var underskrevet af partisekretær Claus Richter, landskasserer Nicolai Mallet og formand for Venstres økonomiudvalg . Et brev i postkassen om udgifter forbundet med Lars Løkke var helt usædvanligt for Venstres medlemmer. Ved skrivebordet i Vindblæs, syd for Løgstør, husker Christian Mejdahl da også tydeligt, hvordan det satte gang i tankerne. “I Venstre er der stor forståelse for, at man i en speciel situation lader familien rejse med. Problemet for Venstrefolk er, at det er kommet drypvis. Det begyndte for flere år siden med rod i bilagene, og så er der kommet flere ting undervejs. Det gør, at det her til sidst slår så hårdt, som det gør. Det er ikke et enkeltstående eksempel med tøj og rejser, og så er det, at Venstrefolk siger til hinanden, som jeg sagde til mig selv: Hvad er det for en kultur, som er ved at gennemsyre Venstre, når det kan ske flere gange,” siger han i dag. Christian Mejdahl er landmand, men han har også levet et liv i politik. Han blev sin tids yngste borgmester som 34-årig i 1974. Det hverv havde han i 14 år, indtil han blev valgt til Folketinget, hvor han nåede at bedrive politik i 20 år. De sidste fem år var han formand for Folketinget. “Jeg har aldrig fået tøj betalt. Det er så langt uden for min fantasi. Det tøj og de sko, jeg gik i, betalte jeg selvfølgelig selv. Jeg har aldrig været udsat for den fristelse," fortæller han. Christian Mejdahls far var præst, men ellers er han ud af en landmandsslægt. En gruppe i Venstre, som for 50 år siden dominerede partiet, men som blev mindre i takt med de forretningsdrivende byboers indtog i Venstre. Mens Christian Mejdahl sad i Folketinget, blev Venstre forvandlet fra at være et egentligt landmandsparti til også at

14 være et moderne byparti. Flere har gennem tiden peget på, at Anders Fogh, da han var formand for Venstre, havde blik for begge strømninger i partiet. Han var i høj grad med til at udvikle strategien om at gå efter byvælgerne, men var selv rundet af land-Venstre. Derfor var han helt bevidst om partiets dybe rødder i landkommunerne. Kommuner som den, Christian Mejdahl var opstillet i, og hvor lokalforeninger havde svært ved at se, hvorfor Venstre skulle drives som en professionel organisation, hvis det betød, at tusindvis af kontingentkroner skulle bruges på formandens garderobe. Christian Mejdahl læste videre i brevet fra partiledelsen. De skrev om ”meromkostninger” til rygerværelser på hoteller til formanden. 152.000 kroner til tøj blev kaldt et skridt på vejen mod et “professionelt udtryk”. Lars Løkke ønskede ikke tøjet, lod brevskriverne forstå. Og han betalte selv tøj, som han brugte privat. Loven og Venstres regler var fulgt, skrev de. “Et parti kan godt være moderne, og man kan bruge moderne hjælpemidler i en valgkamp, men det må ikke komme dertil, hvor man udsætter sig for den kritik, som Lars Løkke udsatte sig for. Det er dumt for sådan en klatskilling, som det jo er i den store sammenhæng,” siger den 74-årige Christian Mejdahl. “Og når debatten i Venstre efterfølgende blev så heftig, så hænger det også sammen med, at brevet kolliderer med en grundlæggende kultur i store dele af Venstre. Man skal kunne klare sig selv og ikke ligge andre til last.”

*

LARS LØKKE FORSVAREDE SIG IKKE mod Ekstra Bladets historie om, at hans familie var fløjet til Mallorca på Venstremedlemmernes regning. Dagen efter den officielle fødselsdagsfejring tog han i sommerhus i Sverige, hvor han skulle holde en privat fødseldag for omkring 50 gæster lørdag aften. I stedet stillede Claus Hjort op til et

15 live-interview på TV2 News. Fredag aften stod han, indhyllet i mørke ved Humlebæk Havn i Nordsjælland, og forsvarede flybilletterne til Løkkes familie. Han var nærmest stakåndet. “I en topmoderne organisation er man nødt til at bære omkostninger i dag, som man ikke gjorde tidligere, fordi det er så utroligt belastende at være i spidsen for et stort parti,” sagde han. “Jeg synes faktisk, at i en moderne virksomhed, som lægger så meget beslag på formanden, at han praktisk talt ikke ser familien i lange perioder, der er det et lille plaster på såret,” fortsatte han. Claus Hjort Frederiksen fortsatte sit forsvar i løbet af lørdagen i andre medier. Hjort gentog formuleringerne og tilføjede, at det ville være "uanstændigt", hvis Lars Løkke Rasmussen skulle stå i porten og ryge fremfor på hotelværelser. Mens Claus Hjort Frederiksen forsvarede Lars Løkke udadtil, arbejdede den tidligere skatteminister sammen med gruppesekretær Lars Christian Lilleholt på at sikre støtten indadtil. Tirsdag den 20. maj skulle der være gruppemøde på Christiansborg, og de to havde forinden ringet rundt til folketingsgruppens medlemmer. “Husk nu at rejse dig op og rose Lars,” husker flere, at de sagde. Jo flere der roste formanden, jo nemmere ville det bagefter være for ledelsen at bruge opbakningen fra folketingsgruppen til at lægge en dæmper på tøjsagen, var tanken.

*

DA GRUPPEMØDET BEGYNDTE, sad de knap 50 Venstrefolk i folketingsgruppen skulder ved skulder. I midten af et langbord sad Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, mens resten af folketingsgruppen fordelte sig på siderne og ved tre langborde, så bordene tilsammen dannede et E. Kristian Jensen indledte mødet i kraft af sin rolle som gruppeformand. Han gav straks ordet videre til Lars Løkke, som kom

16 med en kort redegørelse af tøjsagen. Lars Løkke understregede, at han “havde betalt den skat, som han skulle”. Derefter bad han om en status fra gruppen. Han ville høre, hvad den mente. Flere rykkede lidt rundt i de blå stolesæder. Den politiske ordfører Inger Støjberg rejste sig op og tog ordet som en af de første. Hun sagde, at hun støttede Lars Løkke utvetydigt. Derefter opfordrede både Lars Christian Lilleholt og EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen til at ”stå sammen om formanden”. Erhvervsordfører Kim Andersen rejste sig op og anerkendte Lars Løkkes betydning for Venstre. Kristian Jensen gav ordet til innovationsordfører Jakob Engel-Schmidt, som tidligere var formand for Venstres Ungdom. Han sagde, at han var ærgelig over sagen, men mente, at Lars Løkke var den rette formand. IT- og kulturordfører Michael Aastrup-Jensen kaldte sagen for en ”lille sag” og opfordrede gruppen til at stå sammen, så Ekstra Bladet ikke ville vinde. Telefonopkaldene havde virket. En efter en rejste Venstrefolk sig op og roste formanden. Sådan havde det ikke været ugen forinden, hvor den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech havde rejst sig og kaldt Lars Løkke for “moralsk anløben”. Hun mente ikke, Lars Løkke levede op til Venstres værdier, og syntes, han manglede respekt for andre folks penge. Hun opfordrede ham også til at gå af som Venstres formand. Denne tirsdag var Birthe Rønn i udlandet, og der var ingen højlydt kritik af Lars Løkke på mødet. Fire personer rejste sig dog ikke op og gav deres støtte til formanden. Den tidligere fødevareminister , indfødsretsordfører , SU-ordfører Mads Rørvig og medieordfører Ellen Trane Nørby. De blev alle siddende uden at sige et ord. Kristian Jensen konkluderede, at der var fuld opbakning til Lars Løkke. Folk klappede. Udenfor ventede pressen, og Inger Støjberg erklærede opbakningen for “total”.

17 Lars Løkke blev selv personlig berørt, sagde han i et interview. “Gruppemødet i dag vil stå i min egen historiebog som et helt fantastisk møde.”

*

LARS LØKKES DAG VAR dog langtfra slut. På grund af det massive mediepres på tøjsagen frygtede partitoppen, at det ville gå ud over valget til Europaparlamentet. Derfor var et møde i Venstres forretningsudvalg rykket frem, så det skulle afholdes samme aften kl. 18.30. Faktisk havde Peter Gæmelke, der sad i forretningsudvalget, forsøgt at få holdt et møde endnu tidligere, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi Lars Løkke var i sommerhus. Venstres forretningsudvalg har det overordnede ansvar for Venstres drift og økonomi, og Venstretoppen ønskede at kunne melde ud, at et enigt forretningsudvalg stod bag Lars Løkke Rasmussen. Mødet skulle afholdes på hotel Crowne Plaza på Amager. Det var det sted, der blev kendt som Det Sorte Tårn, da Helle Thorning- Schmidt sammen med De Radikale og SF skrev regeringsgrundlag tilbage i 2011. Hotellet behandlede V-mødet, som var medlemmerne af forretningsudvalget rockstjerner. Der stod vagter ved elevatoren og rundtom på etagen, hvor mødet skulle holdes. Lyttende journalister skulle holdes ude. Niels Dahl, Venstres pressechef og fætter til , koordinerede medlemmernes ankomst. De fleste skulle tage parkeringskælderen, men et par udvalgte blev bedt om at gå ind ad hovedindgangen, hvor pressen ventede. Carl Holst, og formand for Venstres Ungdom, Jens Husted gik blandt andre ind ad hovedindgangen. Løkkes særlige rådgiver Christian Hüttemeier overværede pressens spørgsmål og de udvalgtes svar. Jens Husted varierede sit forsvar af den “trælse sag”. Bagefter fik VU-formanden en

18 highfive af den særlige rådgiver. En af dem, der kom ind gennem parkeringskælderen, havde aldrig været med til et møde i forretningsudvalget før. Det var politisk ordfører Inger Støjberg, der stod ude på gangen og ventede. Indenfor begyndte Lars Løkke, selvom KL’s nye formand Martin Damm og formand for Venstres gruppe i Europaparlamentet ikke var mødt op. Lars Løkke sagde, at han håbede, det var i orden, at Inger Støjberg kom ind og deltog i mødet. Han begrundede det med, at hun havde været meget involveret i sagen. Venstrefolkene samtykkede mumlende. Det var usædvanligt, at formanden bragte en allieret med ind under et afgørende møde i den organisatoriske del af partiet. Inger Støjberg kom ind og satte sig ned. Lars Løkke fortsatte mødet. Flere husker, hvordan Lars Løkke mindede de tilstedeværende om, at der hele tiden blev lækket oplysninger. Han sagde også, at der løb et rygte om, at en af de landsdækkende aviser kunne aflytte via mikrofoner i mobiltelefonerne. “Så jeg slukker min, og jeg vil anbefale, at I gør det samme,”sagde Lars Løkke. Flere medlemmer fulgte anbefalingen og slukkede deres telefon. Derefter sagde Lars Løkke, at sagen havde fået et større omfang, end han havde forudset. Han sagde også, at han ikke var taget til Sverige for at fejre fødselsdag, hvis han havde vidst, hvordan sagen ville udvikle sig. Han skulle være blevet hjemme og forklare sagen. “Det var en fejl,” sagde han. Lars Løkke refererede til opbakningen fra folketingsgruppen og gav så ordet til partisekretær Claus Richter. Da han blev ansat i Venstre i april 2012, kom han fra en direktørstilling i Landbrug & Fødevarer. Claus Richter, der i det daglige var chef for Venstres ansatte, forklarede forretningsudvalget, at tøjkøbet havde fundet sted, før han selv blev ansat. Indkøbene var sket for at skærpe profilen af Venstres formand. Lars Løkke havde ikke ry for at gå i nyt tøj og være den mest velklædte,

19 forklarede han. Venstre havde en konto, som blev brugt til at holde styr på, hvad formanden af egen lomme lagde ud for til hotelophold, transport og lignende. Kontoen viste derfor, hvad Lars Løkke havde til gode i partiet, forklarede Claus Richter. Det var blandt andet via den konto, at Lars Løkke havde betalt for det tøj, som Venstre havde købt, men som han nu brugte privat. Claus Richter stod også med to sider A4-papir. De beskrev blandt andet en anden konto, Lars Løkke havde til at repræsentere Venstre. Her kunne han bruge op til 100.000 kroner hvert år. De sidste år havde han brugt mellem 48.000 og 56.000 kroner om året, når han eksempelvis inviterede folk ud i Venstre-regi. Partisekretæren havde strammet reglerne fra februar 2013, fortalte han. Alle udgifter skulle nu godkendes af Richter op til et vist beløb. Hvis købet var højere end et vist beløb, skulle økonomiudvalget ind over. Derefter startede en runde med spørgsmål fra medlemmerne. Juristen Elo Jensen fra region Sjælland lagde ud. Han ville vide, om der var betalt skat. Landskasserer og Lars Løkkes personlige advokat Nicolai Mallet svarede, at formanden havde betalt skat. En anden ville vide, hvorfor sagen var kommet så langt. Runden fortsatte med spørgsmål og svar, indtil Carl Holst tog ordet. Han sagde, at der havde været en god drøftelse, og mente, at udvalget var enigt om at bakke op om Lars Løkke. Medlem af forretningsudvalget Peter Gæmelke, en 59-årig landmand, som i 14 år var præsident for Landsbrugsrådet - der senere blev til Landbrug & Fødevarer, havde et forslag til en udtalelse fra udvalget. Han sagde, han havde brugt togturen til København på at ”skrible lidt ned” og foreslog at læse udtalelsen op. Fra sin iPad læste han udtalelsen højt. Udvalget bakkede op om Lars

20 Løkke, men kritiserede administrationen og Venstres ledelse for indkøbet af tøj. Da han var færdig, sagde Lars Løkke, at udtalelsen lød ”nogenlunde”. Han sagde også, han var ked af, at der blev udtrykt kritik af sekretariatet. Lars Løkke ville gerne have kritikken af administrationen helt væk. Efter en kort pause begyndte flere at redigere i Gæmelkes tekst. Mødet trak ud. Diskussionen gik på ord, som ’bør’ eller ’skal’ i teksten, som fyldte en halv A4-side. Klokken passerede 21.30, hvor dagens sidste TV-Avisen på DR gik i gang. Udvalget rundede diskussionen af. Lars Løkke foreslog, at Peter Gæmelke, Claus Richter og Claus Hjort Frederiksen gik ned til pressen. Ingen var imod forslaget. Efter et møde på tre en halv time tog de tre elevatoren ned med pressechef Niels Dahl og særlig rådgiver Christian Hüttemeier. De diskuterede, om udtalelsen skulle læses højt eller bare refereres. Det var en god idé at læse den op, blev de enige om. Inden de nåede stueetagen, hvor journalisterne ventede, aftalte de også at gå efter fem til ti minutter foran kameraerne. “Forretningsudvalget har fået en grundig redegørelse vedrørende spørgsmålet om beskatning og er tilfreds med, at i det omfang, der er udtaget tøj til privat brug, har Lars Løkke Rasmussen selv betalt tøjet,” læste Peter Gæmelke op. “På den baggrund giver forretningsudvalget Lars Løkke Rasmussen sin fulde støtte som formand for Venstre og dermed også som kommende statsminister i Danmark,” sagde Gæmelke og understregede, at det var et enigt forretningsudvalg. Der var ingen kritik af den tidligere administration, som Lars Løkke havde ønsket. Journalisterne begyndte at udspørge Claus Hjort, og Peter Gæmelke brød ind efter et stykke tid. “Der skal være flere, der træffer beslutninger om tøjkøb og lignende fremover. Og Lars Løkke må selvfølgelig ryge på rygerværelser, men han er ikke sådan en bandit, der ryger steder, hvor man ikke må,” sagde

21 Gæmelke. De tre gik tilbage til mødeetagen, hvor Lars Løkke ventede. “Det var godt, Peter,” sagde han tydeligt tilfreds. Gruppen var gået ned til pressen lidt før klokken 22, så interviewet var blevet optaget. I mødelokalet havde Claus Hjort og en lille gruppe samlet sig for at se 22-Nyhederne på en fladskærm. Nyhederne begyndte med et indslag om tøjsagen, hvor Benny Damgaard, formand for Venstres kommuneforening på Lolland, udtalte sig. “Det bliver et meget langt sejt træk for ham og for os andre i partiet. Der er nogle ting, der skal genopbygges. Folk skal vide, at de kan stole på Lars og på partiet,” sagde Benny Damgaard. “Der er nogle ting, som har været, som de ikke skulle være, og som har været på kanten,” fortsatte han. I det sorte tårn var flere medlemmer af forretningsudvalget utilfredse med Benny Damgaards udmeldinger på tv. Jens Husted, formand for VU, kaldte Benny Damgaards udtalelser for ”partiskadelig virksomhed”. Claus Hjort så over på Elo Jensen og Knud Vincents, der var medlemmer fra region Sjælland. Han spurgte, om Benny Damgaard ikke kunne stoppes. “Vi har prøvet,” svarede den ene. Mødet sluttede, og de fleste søgte ud gennem parkeringskælderen. Lars Løkke, Kristian Jensen og Jens Husted gik alle en tur forbi journalisterne og svarede på spørgsmål. Venstretoppen håbede, at sagen døde, nu hvor både folketingsgruppen og forretningsudvalget stod bag formanden. En snæver kreds omkring Lars Løkke blev enige om at få den interne revisor Niels Jørgen Hansen til at gennemgå samtlige bilag fra Lars Løkke i den tid, han havde været formand for Venstre. For en sikkerheds skyld. Ved hjælp af telefonopkald og forberedelser af udtalelser til pressen havde Venstre på Christiansborg fået nedtonet kritikken af Lars Løkke.

22 Men det var uden helt at have fanget, at kritikken i baglandet stak langt dybere. Sætninger som “utroligt belastende at være i spidsen”, “plaster på såret” og “en moderne virksomhed” havde virket som benzin på et ulmende bål i baglandet.

23

2B. Uhørt

HVIS MAN VIL FORSTÅ, hvorfor konflikten omkring Lars Løkke Rasmussen blev opfattet som historisk i Danmarks Liberale Parti, er man nødt til at kende Venstres særlige formandshistorie. Mens stort set alle andre partier har haft tumult omkring formandsposten, har der været anderledes ro omkring Venstres formand. Sådan har det med meget få undtagelser været, siden Venstre blev dannet den 18. juli 1870. De konservative formandsopgør er blevet kendt som ”blodbade”, efter Schlüter gik af og partiet blev kastet ind i en omtumlet periode med flere skiftende ledere. Hos Socialdemokraterne husker man stadig de hårde, interne kampe mellem og Poul Nyrup Rasmussen i 1992 og de fløje, der også kæmpede mod hinanden, da Helle Thorning-Schmidt stillede op som formandskandidat mod Frank Jensen. I nyere tid blev SF kastet ud i et tilspidset kampvalg mellem og , der alligevel endte med at gå efter kort tid på formandsposten. I Venstre, derimod, har der været tradition for at stå bag formanden og holde kritikken internt. Dengang partiet hed Det Forenede Venstre, sloges to fraktioner godt nok om partiets politiske linje. De, der blev kaldt for bondevennerne og grundtvigianerne, endte med at splitte op, og det førte dels til dannelsen af Det Radikale Venstre og dels til en opsplitning i to Venstre-partier, der fungerede side om side, indtil de blev samlet i 1910. Trods genforeningen var der stadig fløje i Venstre, fortæller politisk journalist og forfatter Kaare R. Skou, der blandt andet har skrevet bøgerne “Dansk Politik A-Å” og “Land at lede”. Fløjene endte dog ikke i interne skyttegrave efter samlingen, siger Kaare R. Skou i dag.

24 “Det skyldes, at bondepartiet fik lov til at køre deres økonomiske linje, mens højskolevenstre tog sig af forholdene for kultur, undervisning, retsforhold og kirke.” En anden grund til, at der kunne holdes borgfred, var også, at både højskolefolkene og landmændene var rundet af samme moralske tankegods. “Bondevenstre og højskolevenstre er moralsk bundet sammen, ved at man i bund og grund er sparsommelig og lever puritansk. Ødselhed findes ikke. Det er fordærv,” siger han. Da Venstre i 1963 skiftede navn til Venstre, Danmarks Liberale Parti, begyndte partiet at omstille sig fra kun at være et landmandsparti til at være et mere folkeligt, liberalt parti. I Venstre kunne man se vælgerbasen på landet forsvinde ind til Socialdemokraterne i byerne. I 1920 stemte 34,0 procent, på Venstre, i 1947 27,6 procent, og i 1968 18,6 procent. Det lagde grundstenen til den største, åbne konflikt i Venstre i nyere tid. Baggrunden var, at dele af partiet ønskede at droppe imaget som landmandsparti. I årtier kom det ikke til åbent opgør. Men i 1984 blev Uffe Ellemann-Jensen hovedperson i et formandsopgør, da han ved fejringen af den tidligere Venstrestatsminister Poul Hartlings 70-års fødseldagsfest trak Ivar Hansen udenfor på terrassen. Ivar Hansen stod til at blive Venstres næste formand. Han var ud af en landmandsslægt i Vestjylland, var selv gårdejer og havde gået på højskole og landbrugsskole. Modsat kom Uffe Ellemann-Jensen fra en familie af forretningsdrivende. Hans far var folketingspolitiker, og Uffe Ellemann- Jensen var uddannet økonom. Han havde også arbejdet som journalist. Ivar Hansen troede, at han som formand for folketingsgruppen skulle overtage formandsposten, når Henning Christophersen gik af. På terrassen fortalte Uffe Ellemann-Jensen, at han ville udfordre ham i et kampvalg. Ivar Hansen mente, at Uffe Ellemann-Jensen havde lovet ikke

25 at udfordre ham. “Det har jeg. Og det er det løfte, jeg nu løber fra,” sagde Uffe Ellemann-Jensen på terrassen ifølge bogen ”Tid til forvandling – Venstres vej til magten” skrevet af polititisk journalist Hans Mortensen. Vinderen i formandsopgøret blev for første gang en bymand. I håb om en bredere, folkelig appel, valgte de fleste landmænd at bakke op om Uffe Ellemann-Jensen Uffe Ellemann-Jensen blev udråbt til Venstres nye formand på landsmødet foran op mod 2400 Venstrefolk. Alle i salen rejste sig op og klappede. Undtagen Venstrefolkene ved Ivar Hansens bord. Her sad op mod 50 mennesker og demonstrerede deres utilfredshed ved at forholde sig passivt, mens den nye formand blev hyldet. Uffe Ellemann-Jensen husker ifølge bogen ikke selv de passive Venstrefolk, og utilfredsheden prægede ikke arbejdet i partiet efterfølgende. Der var heller ikke højlydte protester i medierne. Satsningen med Uffe Ellemann-Jensen lykkedes da også. Ved valget i 1994 fik Venstre 23,3 procent af stemmerne. I de ti forgangne valg til Folketinget havde partiet i gennemsnit fået 13,7 procent af stemmerne. Hans Mortensen ser i dag det, der skete i 1980’erne, som noget, der fik afgørende betydning for Løkkes senere tøjsag. “Venstre var meget bevidst om, at man skulle have nye vælgergrupper ind. De kiggede på, at de blev overhalet af De Konservative, og når Venstre var bundet til landbruget, så mistede man vælgere, når landet blev affolket, fortæller han. Uffe Ellemann-Jensen førte Venstre ind i byerne, hvor formanden især havde godt fat i de unge, veluddannede byboere. Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen sagde populært, at Venstre gik fra højskole til handelshøjskole. Det Venstre, som især havde sine rødder i landbruget, var stadig en del af partiet. Men det var nye Venstrefolk iført stjernebesatte blå EU- sokker, der kunne referere den liberale økonom Adam Smith, som i høj grad kom til tops i partiet. Og der er de stadig i dag, hvilket ifølge Kaare

26 R. Skou kan forklare, hvordan tøjindkøbet til Lars Løkke overhovedet kunne finde sted. “Handelshøjskolevenstre er meget mere large, når det kommer til egne og andres penge. De har ikke den sparsommelighed, som er tilknyttet til landet, når man er afhængig af årets høst. Den usikkerhed på det personlige økonomiske plan har handelshøjskolevenstre aldrig været udsat for,” siger han. Hans Mortensen mener dog ikke, at man kan trække en direkte parallel mellem Løkkes tøjforbrug og kulturen i det, nogle kalder handelshøjskolevenstre. “Det er jo ikke sådan, at der er en hel gruppering i Venstre, som siger, at man bare skal bruge løs. Der er mere tale om en strømning af en business-kultur, som er rundet af yuppie- bevægelsen i 1980’erne," fortæller han. “En business-bevægelse, hvor det hørte med at være smart og have store biler, og hvor nøjsomhed blev set ned på som gammeldags,” siger Hans Mortensen. Andre siger dog også, at fløjene i Venstre i dag er en myte. En af partiets store profiler, Britta Schall Holberg, sagde under tøjsagen til Politiken, at det for længst var holdt op med at give mening at tale om en opslitning mellem land og by. Hun så ikke konflikten som en, der var opstået mellem forskellige værdisæt i partiet, men som resultatet af en dum handling. For Kaare R. Skou giver det dog stadig mening at tale om især tre grupper i Venstre. Højskolevenstre, landmandsvenstre og handelshøjskolevenstre. I hans øjne har grupperingerne hidtil levet fint side om side – ikke mindst fordi partiets ledelse traditionelt har favnet alle strømningerne. “Organisatorisk var der et jysk Venstre og et Venstre på øerne. Der har været en geografisk tradition for, at var formanden fra øerne, så var næstformanden fra Jylland. Og omvendt. Lars Løkke er fra øerne. Kristian Jensen fra Jylland.” Men den ansvarsfordeling var flere i baglandet begyndt at sætte

27 spørgsmålstegn ved. Snart skulle det gå op for Venstres ledelse på Christiansborg, at alle dele af baglandet i hvert fald ikke talte samme sprog. Lørdag den 24. maj var Claus Hjort Frederiksen Ugens Gæst på P1. Emnet var Lars Løkkes tøjsag, og det var en uge siden, den tidligere finansminister havde indledt forsvaret af formanden i medierne. “Er du ikke snart træt af at skulle rage bilagskastanjer ud af ilden igen og igen for din partiformand?” spurgte værten, Esben Kjær. “Nej, det betragter jeg som en opgave, vi alle sammen har i partiet. Specielt når vi føler, han bliver behandlet uretfærdigt i medierne,” svarede Claus Hjort værten.

28

3. Vælgerlussing

HVAD PARTILEDELSEN og Claus Hjort Frederiksen havde glemt at tage højde for, var den type af Venstrefolk, som ikke går rundt på Christiansborgs gange. De var ikke allesammen 74 år ligesom Christian Mejdahl. De var ikke nødvendigvis dybt rodfæstede i kristendommen og havde heller ikke en lang politisk karriere bag sig. Men de var utilfredse, og der var flere af dem, end partitoppen havde regnet med. Den lørdag i maj, da Claus Hjort Frederiksen var Ugens Gæst i P1, sad en af dem i en bil på vej fra Bornholm. Det var dagen før europaparlamentsvalget, og klokken var 12.15, da 30-årige Frederik Tolstrup lyttede til Claus Hjort Frederiksens forsvar af Lars Løkke, mens han sammen med sin kone og deres to drenge var på vej til navngivningsfest i Egtved. Da Claus Hjort Frederiksen begyndte at tale om ”uretfærdighed” i mediernes behandling af Lars Løkke Rasmussen, husker Frederik Tolstrup, hvordan han skruede op for lyden i bilens radio. Han var helt uenig. ”Medierne kan jo kun skrive om sagen, fordi vi er flere, som mener, at der et moralsk problem. Hvis der intet var galt, så var det kun en enkelt forside på Ekstra Bladet,” siger han i dag. Frederik Tolstrup er landmand og i gang med at overtage slægtsgården, der har været i familiens eje siden 1648, fra sin far. Han plejer at sige, at han har fået sit tilhørsforhold til Venstre ind med modermælken. I generationer har familien stemt på det liberale parti, og der var endda en landbrugsminister i Niels Anker Kofoed, som var fætter til Frederik Tolstrups farmor. I Frederik Tolstrups øjne giver Venstre Lars Løkke muligheden for at blive landets næste statsminister, og det er en post, han selv har valgt

29 at påtage sig. “Det ligger snublende nært, at Claus Hjort siger, det er synd for Lars Løkke. Vi skal have ondt af ham. Men man kan ikke have ondt af en, som selv har valgt det. Jeg synes ikke, det er synd for Lars Løkke,” siger Frederik Tolstrup i dag. “Jeg tror, at Lars Løkke mener, at tøjkøb, flybillet og rygeværelser er småpenge. På den måde siger han til mig, at han er meget mere betydningsfuld end mig.” “Han virker ikke som en, der tænker ret meget over, om han bruger andres penge eller sine egne.” På P1 forsikrede Claus Hjort Frederiksen lytterne om, at alle regler og love var fulgt til punkt og prikke: “Reglerne er ændret nu og strammet op, men det, der skete, var indenfor reglerne,” sagde han. En lytter ringede ind og spurgte til den tidligere Venstre- statsminister Anders Fogh Rasmussens tøjindkøb. Claus Hjort svarede, at Fogh ikke fik betalt tøj af Venstre. I Frederik Tolstrups øjne vidnede det om, at der var noget at komme efter. Han bed også mærke i, hvordan Claus Hjort Frederiksen kaldte Venstre for ”en virksomhed”. “Det trigger mig,” siger han. “Venstre er ikke en virksomhed. Du kan ikke overføre idealerne fra en virksomhed med en direktør til et parti med en formand. Lars Løkke er ikke ansat, han har kæmpet for at blive formand, han ønsker at være formand.” Radioprogrammet tog også fat på Lars Løkkes skattebetaling, og igen forsvarede Claus Hjort Frederiksen sin formand. “Lars, han har været ude for en ikke særlig fair behandling, fordi man kræver, at han skal lægge sin selvangivelse frem, og det åbner vide perspektiver, hvis jeg kunne påstå, at alle mulige ikke betalte skat, og så var det op til dem at bevise deres uskyld,” sagde Claus Hjort. Heller ikke her formåede Claus Hjort Frederiksen at overbevise Frederik Tolstrup.

30 “Når man tænker på, hvordan Venstre kørte på Helle Thorning om, at hun skulle lægge personlige skattepapirer frem. Jeg troede på, at der måske var noget råddent ved Helle Thorning. Derfor bliver jeg ekstra harm, når man slet ikke vil forholde sig til, når nogen stiller spørgsmål om Lars Løkkes skat.” Knap et kvarter inde i interviewet fortalte Claus Hjort, at avisernes modespalter kritiserede Lars Løkke Rasmussens udseende, og at det blev en historie, at formanden havde hul i jakken, da han blev statsminister. Rådgivere sagde ifølge Claus Hjort, at Venstre blev “nødt til at shine ham der lidt op”. Heller ikke det gav mening for Frederik Tolstrup. Han peger på, at Lars Løkke havde været finansminister i flere år, da behovet for nyt tøj opstod. “En finansminister skal vel også se godt ud. En finansminister skal vel også til vigtige møder i EU, hvor han skal være respektabel. Og Lars Løkke havde været Venstres næstformand i ti år,” siger han. Selvom Claus Hjort Frederiksen forsøgte at overbevise lyttere som Frederik Tolstrup om, at Lars Løkke var en gevinst for partiet, ser den unge landmand ham i dag stadig som en belastning. “Der hvor jeg kommer fra, så går en formand i for eksempel et menighedsråd, hvis han står i vejen for et projekt. Ingen behøver bede en om at gå, man kender bare sin besøgelsestid. Hvis du er en belastning for det fælles, så smutter du,” siger Frederik Tolstrup. Han husker, hvordan han den lørdag i maj slukkede bilens radio, da bilen var fremme ved navngivningsfesten hos kusinen i Egtved. Frederik Tolstrup så på sin kone og sagde: “Det her er langt ude. Der er rigtig mange mennesker, som ikke er enige med Claus Hjort.”

*

DAGEN EFTER, DEN 25. MAJ, fik Venstre en gedigen vælgerlussing

31 til europaparlamentsvalget. 16,7 procent satte kryds ved det liberale parti, og Venstre gik fra tre til to mandater. To uger tidligere havde det scenarie været utænkeligt. Mange folketingspolitikere blev hjemme søndag aften, da Venstremedlemmer mødtes i Landstingssalen på Christiansborg. Da valgresultatet stod klart, stillede Lars Løkke Rasmussen sig ind i midten af de forsamlede. Klokken havde lige passeret midnat. “Venstre har slet, slet ikke fået det valg i aften, som vi skulle have. Og det er mit ansvar. De skriverier, der har været omkring min person de sidste cirka ti dage af valgkampen, har skygget og taget opmærksomheden fra Venstres politik. Og det er nok hovedforklaringen på, at vi står med det valgresultat, som vi har her i aften. Det er et ansvar, som jeg tager på mig,” sagde Lars Løkke. Han fortsatte: “Venstre er i krise. Vi har fået en begmand af vælgerne. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Og det er jeg i særlig grad nødt til at tage alvorligt.” De folketingspolitikere, som ikke var til stede i salen, sad klistret fast til skærmene. Mange sms´ede til hinanden. En af dem lød: “Shit, han går af”. Men så skiftede Lars Løkkes tale karakter. Han smilede lidt, hævede øjenbrynene og sagde: “Jeg bilder mig ind, at jeg fortsat har kræfterne, ressourcerne, modet, temperamentet, viljen til at være den rigtige person, som bringer Venstre i mål og tager nøglerne tilbage.” Lars Løkke fortalte også, at Venstres hovedbestyrelse skulle samles hurtigst muligt for at bearbejde et parti i krise. Oprindeligt var hovedbestyrelsen indkaldt til et møde i august, men det møde skulle altså fremskyndes. Hovedbestyrelsen er Venstres øverste myndighed mellem de årlige landsmøder og er hovedsagelig befolket af lokalforeningsformænd. Da Lars Løkke var færdig med sin tale, havde han svært ved at bryde

32 igennem ringen af journalister. De to folketingsmedlemmer Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt skubbede sig hen til Lars Løkke. En folketingsbetjent og kommunalordfører Jacob Jensen kom også til. De lagde kræfterne i og banede vej gennem muren af pressefolk, mens de gik ud mod den store hovedtrappe på Christiansborg. Da gruppen nærmede sig trappen, tyndede det ud i antallet af journalister. Lars Løkke fortsatte videre til partilederrunde, mens Troels Lund Poulsen og sundhedsordfører Sophie Løhde fulgte med Lars Christian Lilleholt op på hans hjørnekontor på Christiansborg. Søren Gade, daværende direktør for Landbrug & Fødevarer og tidligere forsvarsminister for Venstre, var også tilstede. Over både rød- og hvidvin diskuterede de valgresultatet. Det var et decideret nederlag kun at hente to mandater i Europaparlamentet. Det var dog ikke kun Lars Løkkes skyld, var de enige om. Den stigende negative holdning til EU havde givet Dansk Folkeparti et forrygende valg. De talte også om, hvem af Venstre-politikerne i EU som nu måtte finde sig et nyt arbejde. To dage senere kom svaret. Den 44-årige Jens Rohde fra Viborg snuppede et Venstre-mandat i Europaparlamentet med 48.882 personlige stemmer, og det andet Venstre-mandat gik til den tidligere minister Ulla Tørnæs. Den tidligere tv-vært Morten Løkkegaard røg ud, på trods af at han fik 43.960 personlige stemmer.

33 4. Kommandocentral

VALGNEDERLAGET GJORDE INDTRYK på Venstrefolk overalt i landet. Rundtom i kommunerne mødtes mange af Venstres 98 lokalforeninger for at beslutte, hvordan de skulle forholde sig til Venstres formand. Flere steder talte man om at trække støtten til ham. Også på Lolland, hvor ti personer fra Venstres kommuneforening mødtes den 27. maj. Det var to dage efter europaparlamentsvalget og to uger siden, Ekstra Bladet havde skrevet den første forsidehistorie om Lars Løkkes tøjindkøb. Klokken var 19, da Benny Damgaard som lokalformand satte sig for bordenden i det gamle rådhus i Rødby. Det var i lokaler som disse, Venstrefolk rundtom i landet skulle beslutte sig for, hvad de ville finde sig i. Om Lars Løkke var så stort et problem for dem, at de ville opløse årtiers usvækket partiformandsloyalitet. Udover at være lokalformand var Benny Damgaard også medlem af Venstres hovedbestyrelse, og han skulle derfor med til det afgørende møde i Odense 3. juni, hvor der ville være en mulighed for at kræve et ekstraordinært landsmøde – og dermed vælte Lars Løkke som Venstres formand. På mødet i Rødby skulle lokalforeningen derfor diskutere sig frem til, hvilket mandat Benny Damgaard skulle have med til Odense. Benny Damgaard husker, at de på mødet hurtigt kom igennem en række mindre punkter, før de nåede til diskussionen om Lars Løkke. Benny Damgaard havde siden tøjsagens begyndelse været stærkt kritisk overfor Lars Løkke. I medierne tøvede han ikke med at vise sin utilfredshed, og han forklarede kommuneforeningen, hvorfor han havde stået så meget foran et kamera. Benny Damgaard syntes, det var urimeligt, at han knoklede for at skrabe medlemmer ind på Lolland. Medlemmer, der skulle betale 300 kroner i medlemskontigent, og som så kunne læse i avisen, at Løkke

34 havde købt tøj for 150.000 kroner på deres regning. ”Det kan ikke være rigtigt,” husker han, at han sagde. Han kaldte det også ”uetisk” og ”moralsk forkert”. Flere af de øvrige Venstremedlemmer mente, at sagen var et internt anliggende for Venstre, og at Benny Damgaard havde været alt for meget i medierne. Benny Damgaard påpegede, at medlemmerne kunne vælte ham på næste generalforsamling, hvis de var uenige med ham. Og at han var nødt til at sige sin mening. ”Så kan jeg se mig selv i øjnene.” Diskussionen bølgede frem og tilbage. Mange bakkede Benny Damgaard op i den hårde kritik. Nogle frygtede omvendt, at Venstrefolk på Lolland risikerede at få et stempel som dem, der ville vælte Løkke, hvis de gik efter at få et ekstraordinært landsmøde. Andre fremhævede Lars Løkke som en dygtig politiker. Flere skiftede holdning i løbet af aftenen. Til sidst kom det til en afstemning. De tilstedeværende skulle sige ja eller nej til at udskifte Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre. Benny Damgaard skrev resultatet ned på en lap papir: Seks sagde ja. Fem var neutrale. Ingen sagde nej. Efterfølgende blev de enige om, at Benny Damgaard fik et frit mandat med til mødet i hovedbestyrelsen. Hvis der kom flere belastende sager frem, så skulle Lars Løkke ud. Hvis der omvendt blev givet forklaringer på, hvad der var sket og hvorfor, eller hvis Lars Løkke gav en klokkeklar undskyldning, så skulle Benny Damgaard bakke 100 procent op om Lars Løkke. Det kom aldrig ud til offentligheden, at et flertal i Venstres bestyrelse på Lolland var klar til at vælte Lars Løkke.

*

ANDRE STEDER FIK DISKUSSIONERNE et andet udfald end på

35 Lolland. To dage senere, klokken 00.00 natten til fredag den 30. maj, bragte Sjællandske Medier nyheden om, at de to sjællandske medlemmer i Venstres forretningsudvalg Elo Jensen og Knud Vincents trak støtten til Lars Løkke. Bag sig havde de flere medlemmer af Venstres organisation på øerne, forklarede de. De to medlemmer havde ikke kritiseret Løkke tidligere af hensyn til valget til Europaparlamentet, sagde de. De sjællandske kritikere blev de første af mange, der fulgte i dagene op til det afgørende møde i hovedbestyrelsen. I den anden ende af landet valgte den lokale Venstreforening at gøre oprør mod Løkke på forsiden af Viborg Stifts Folkeblad. Bakket op af medlem af Europaparlamentet og forretningsudvalget, Jens Rohde. Fredag den 30. maj klokken 20.57 lå nyheden på folkebladets hjemmeside. “Vi kan ikke gå til et folketingsvalg med en konstant angst for, hvad der kommer i morgen,” sagde Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad. Historien fik hurtigt landsdækkende gennemslagskraft. “Det, jeg siger nu, er bygget op over længere tid. Det er tydeligt, at folket har mistet tilliden til Lars Løkke Rasmussen, og det har jeg også. Det er tydeligt, at der er meget stor frustration internt i Venstre, og det er tydeligt, at mange går og holder på, hvad de rent faktisk mener. Det er en uholdbar situation,” sagde Jens Rohde. Formand for Venstres kommuneforening i Viborg, Anders Jensen var træt af bilagssager. “For tredje gang er vi ude i en sådan bilagssag. En politiker - og i særdeleshed en statsministerkandidat - er ikke noget uden vælgernes tilslutning, og den har Lars Løkke Rasmussen ikke længere,” sagde Anders Jensen til folkebladet. En række lokalforeninger fulgte efter Viborg og trak støtten i weekenden.

36 *

CHEFREDAKTØREN FOR VIBORG STIFTS FOLKEBLAD, Lars Norup, var egentlig ikke overrasket over udmeldingen fra Jens Rohde og Anders Jensen. I dag ser Lars Norup formandsopgøret som noget langt dybere end Løkke og hans tøjindkøb. For ham handler alt det, der skete i de dage, om en reaktion på de dybe grøfter, der i dag er opstået mellem land og by. Lars Norup mærkede det selv, da han ti dage efter avisens forside med Jens Rohdes bandbulle stod i spotlyset hos Clement Kjersgaard. Debatten havde inviteret chefredaktøren fra Viborg ind i tv-studiet i DR-Byen i København for at diskutere med blandt andre Suzanne Bjerrehuus. Emnet var Lars Løkkes krise og baglandets reaktion. De to debattører stod overfor hinanden bag hver sin pult. Suzanne Bjerrehuus fik det første spørgsmål fra værten. “Afviser du blankt, at det, vi ser i Venstre i de her dage, er resultatet af lang tids afkobling,” spurgte Clement Kjersgaard. “Baglandet, bondevenstre,” begyndte hun. Lars Norup trak på smilebåndet. Øjnene blinkede flere gange, da Suzanne Bjerrehuus fortsatte: “Undskyld - jeg siger det ligeud - de forstår ikke, at vi lever i en moderne tid, hvor sådan et parti skal strømlines lidt, fordi Venstre ikke bare er bønder. Der er en masse byfolk.” Hun nåede ikke at fuldføre sætningen. “Undskyld mig,” afbrød Lars Norup, som var iført en sort trøje. Skjortekraven stak ud ved halsen. “Bondeland? Jeg bor i Viborg Kommune. Hvor mange bønder tror du, der bor i Viborg Kommune?”spurgte han.

Lars Norup er klar over, at Suzanne Bjerrehuus ikke taler på vegne af Venstre eller nogen anden større gruppering. Men han kan stadig blive fortørnet over, at nogen kalder formandsopgøret for et “bondeoprør”

37 eller dele af Venstre for “bondevenstre” med henvisning til jyske vælgere. “I Viborg har vi verdens største pumpefabrik, landets tætteste befolkning af jurister i Viborg by, og en af verdens førende animationsskoler. Omkring 2000 er beskæftiget inden for landbrug og fiskeri ud af 94.000 mennesker. Der findes ingen bønder mere. Vi har landbrug med 30.000 svin, som også har afdelinger i Østeuropa. Det er en koncern og kæmpe industrier. Det er nedværdigende at sige bondeoprør. De, der stemmer Venstre her, er forretningsdrivende, overlæger og tømrere,” siger Lars Norup. Fra kontoret i Viborg kalder han formandsopgøret en reaktion på en stigende centralisering. ”Det bunder i en kraftig topstyring, som gennemsyrer hele samfundet. Du møder det hele tiden i din hverdag af uforståelige bureaukratiske ting. Noget, som bare ikke giver mening,” siger chefredaktøren. Lars Norups skrivebord er fyldt med papirstakke. Erhvervsrapporter, borgerhenvendelser, dagens avis og håndskrevne noter. “De konkrete eksempler havner konstant på mit bord. Meningsløse sygedagpengesager, hvor folk, der er dødssyge af kræft, bliver frataget deres eksistensgrundlag,” fortæller Lars Norup. “Jeg har også et brev fra en chef i kommunen, som skriver til mig og vedlægger et stort trivselsprojekt i teknisk forvaltning i Viborg Kommune.“ “Prøv lige at se her. Er du klar over, hvad det her koster? Der er konsulenter på udefra og sådan noget, og det er sat i jorden, for at den ene chef kan bevise overfor den anden, at han er aktiv og dygtig. Det fører ikke til noget, andet end en masse møder,” skrev chefen i kommunen ifølge Lars Norup. “Løkke, Hjort og Richter symboliserer centralisme og public management, som gennemsyrer al offentlig administration i dag,” siger

38 Lars Norup. Han mener også, tankegangen ligger dybt i Socialdemokraterne. “De måler i regneark på ting og glemmer en hel masse afledte funktioner af de beslutninger, som man træffer ud fra regnearkene. Det er en dybt forsimplet måde at gøre det på, og det er ført helt ud i kommunerne, som er blevet store centrale enheder.” Tidligere tog politikere ifølge Lars Norup stilling til sociale sager og små bevillinger til idrætsforeninger. I dag har politikerne fået besked på i kommunerne, at de bare skal træffe beslutning om de overordnede politikker, så skal forvaltningen nok administrere dem, siger Lars Norup. Det gør, at beslutningerne bliver firkantede. Sådan synes han ikke, det var i de gamle kommuner. “Magten bliver fjernet fra folket. Vi havde her i kommunen seks byråd før i tiden. Nu har vi et. 80 procent af beslutningerne, som før blev truffet af politikere, er nu uddelegeret til forvaltningen,” siger han. “Det var meningen, at man skulle have en mere professionel organisation i kommunerne, og det skal jeg love for, at man har fået. Man har overladt magten til embedsmændene, og den demokratiske debat er nogle steder i Danmark totalt fraværende. Det kan man godt føre over på Venstre,” siger Lars Norup. “Man kan købe tøj til 152.000 kroner, fordi man mister jordforbindelse.” Også i det politiske indhold mangler Lars Løkke nogle gange demokratisk forankring, synes han. “Når Lars Løkke pludselig melder ud, at regionerne skal nedlægges, uden at det har været diskuteret i partiet. Det er topstyring uden kontakt med medlemmer og befolkningen. Der er ingen her, der vil være trygge ved, at sygehuset skal styres fra en styrelse under et ministerium. Der er ikke mange Venstre-folk ude i landet, som mener, at regionerne skal nedlægges.”

39 *

PÅ CHRISTIANSBORG gjorde baglandets protester også indtryk. Mens Jens Rohde kritiserede Lars Løkke på forsiden af Viborg Stifts Folkeblad, burede to trofaste Løkke-støtter sig inde på et kontor på Christiansborg. De syntes, der var behov for brandslukning i partiet. Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt levede af rundstykker og pizza, mens de ringede rundt til baglandet fra Lilleholts hjørnekontor. De ville have et overblik over, hvor stor modstanden i baglandet var, og hvad kritikken gik på. Samtidig ville de tale Løkkes sag og forsøge at påvirke stemmerne til skæbnemødet i hovedbestyrelsen i Odense tirsdag aften. Når de fik fat i de lokale Venstre-folk, fremhævede de, hvor vigtigt det var at bakke Lars Løkke op som formand. Sagde, at han var den bedste formand, Venstre kunne få. Betonede, hvordan det ville skade partiet med et formandsopgør. Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt ringede til folk, som de kendte personligt. Troels Lund Poulsen havde kontakter fra tiden som formand for Venstres Ungdom i sluthalvfemserne. Lars Christian Lilleholt kendte andre fra tiden som næstformand for Venstres Ungdom i slutfirserne. Mange af Venstrefolkene i den anden ende af telefonen havde Løkkestøtterne ikke talt med i 10 eller 15 år. De steder på landkortet, hvor de to ikke kendte personer i baglandet, kom flere andre ind og hjalp til. Kommunalordfører Jacob Jensen og den tidligere miljøminister, fødevareminister og senest landbrugsminister tog nogle af opkaldene, ligesom Carl Holst og Peter Gæmelke bidrog. De seks delte landet op mellem sig. Jacob Jensen havde Sjælland. Lars Christian Lilleholt ringede til Fyn. Troels Lund Poulsen tog sig af det meste af Jylland sammen med Peter Gæmelke og Hans Christian

40 Schmidt. Carl Holst sad hovedsageligt på Sønderjylland. Sammen bombarderede de baglandet med opkald fra onsdag den 28. maj. Løkke- lejren var derfor klar over, at Venstres borgmestre var samlet på et hotel på Amager samme formiddag. KL, Kommunernes Landsforening, havde indkaldt til møde om økonomiaftalen med Økonomi- og Indenrigsministeriet. Borgmestrene i Venstre benyttede et gruppemøde under KL- seancen til at drøfte Lars Løkke Rasmussen. Omkring 25 ud af 48 borgmestre var mødt op, og Venstres KL-formand Martin Damm havde aftalt med Herningborgmester Lars Krarup, at Krarup stod for en diskussion, der handlede om Lars Løkke og tøjsagen. Borgmesteren i Herning lagde op til at tage en runde om bordet, hvor borgmestrene kunne tilkendegive deres holdning til tøjsagen og ikke mindst Lars Løkkes formandskab. Et flertal af borgmestrene syntes, situationen var meget uheldig for Venstre. Samtidig mente de, at ledelsen skulle have håndteret den bedre. En del af kritikken gik også til Ekstra Bladet. Flere sagde direkte, at de havde mistet tilliden til Venstreformanden, og at de syntes, Lars Løkke skulle gå af. De kritiske røster var højest vest for Storebælt. Især borgmestrene i Silkeborg, Steen Vindum, og Ikast- Brande, . Steen Vindum siger i dag, at han hverken var mere eller mindre kritisk end andre på mødet. Carsten Kissmeyer har ingen kommentarer. Lars Krarup ønskede, at borgmestrene skulle gå ud med en støtteerklæring, men de kunne ikke enes. Slet ikke om en støtteerklæring. Derfor besluttede de sig for ikke at blande sig offentligt i debatten. I stedet meldte Lars Krarup selv ud i Jyllands-Posten dagen efter. “Tror vi virkelig på, at vi kan hive en ny formand frem, som har en politisk intelligens på niveau med Løkke?”spurgte Lars Krarup og svarede selv. “Det kan vi ikke. Løkke er enestående til det politiske håndværk. Så vi skal tænke os godt om i Venstre, inden der går blodrus i den,”sagde

41 han. Samtidig ringede Løkke-støtterne videre. De havde styr på, hvilke kommuneforeninger der ville af med Lars Løkke, men det kom bag på dem, hvem der sagde det offentligt. Lørdag formiddag pustede Silkeborg og Randers til gløderne, da de trak deres støtte til Lars Løkke. Samme eftermiddag pegede Venstres kommuneforening i Vordingborg på Kristian Jensen som ny formand. Gruppen af Løkke-støtter optrappede rundringninger i løbet af lørdagen. Der var kun få dage til tirsdag, hvor mødet i hovedbestyrelsen skulle finde sted. De mange samtaler startede blødt. Løkke-støtterne spurgte til, om der var noget, de skulle være opmærksomme på. Om der var styr på Venstrefolkene. Hvis kommandocentralen fik at vide, at det så svært ud, skruede de op for retorikken. De opfordrede til at investere lidt personlig kapital. Det ville lønne sig senere, sagde de. Til sidst kom grovfilen på. “Du bliver aldrig til noget i partiet,” lød truslen, som flere medlemmer fortæller, at de fik fra Christiansborg. I dag afviser både Lars Christian Lilleholt og Troes Lund Poulsen, at de skulle have truet nogle op til det afgørende møde i hovedbestyrelsen. Foreløbigt kunne Lars Løkke glæde sig over, at ingen af Venstres folketingsmedlemmer direkte krævede hans afgang. Flere i Venstres folketingsgruppe overvejede dog at gå ud i pressen og trække støtten, skrev Politiken lørdag på baggrund af anonyme kilder. Lars Løkke selv kommenterede ikke de anonyme udmeldinger. I stedet lagde han en norsk version af digtet “If” af den britiske forfatter Rudyard Kipling på Facebook: “Hvis du kan bli på post når man forlot deg og holde hodet klart når alt slår klikk, hvis du kan tro når alles tvil slår mot deg, men også våkent lytte til kritikk,” står der blandt andet i digtet. “Hvis du kan ta din tørn og ikke gi opp, men sette inn hver fiber i

42 din kropp og holde ut når alt forstummer i deg unntagen viljens røst: Gi aldri opp.”

*

SØNDAG MORGEN SAD Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt igen rundt om det ovale bord på hjørnekontoret ved siden af Kristian Jensens kontor. De havde to en halv dag til at påvirke baglandet før mødet i Odense. En lille fladskærm hang i det ene hjørne over en blå sofa. TV2 News kørte. Kanalen gik i breaking-gult, da Venstre i Ikast trak støtten til Lars Løkke Rasmussen. Ved middagstid skred støtten også i Skanderborg, hvor lokalformanden Maria Noa Høi som den eneste i landet havde haft spørgsmålet til afstemning blandt sine 500 medlemmer fordelt på syv lokale vælgerforeninger. I Skanderborg blev medlemmer spurgt om, “hvilke værdier de forbandt med Venstre. Hvad de mente om den nuværende situation, og hvad man skulle gøre ved den”. 152 medlemmer svarede, og to ud af tre ville af med Lars Løkke. Søndag eftermiddag gav Venstre i Lemvig sin støtte til Kristian Jensen. Senere fulgte Thisted. Hele tiden arbejdede Lars Løkkes kommandocentral i kulissen for at begrænse skaderne. Flere kommuneforeninger erklærede omvendt deres fortsatte støtte til Lars Løkke. En af dem var Lejre, hvor Lars Løkke Rasmussen var opstillet som folketingskandidat. Næstformand Kristian Jensen havde flere gange manet til ro udadtil og fremhævet, at han havde fuld tillid til Lars Løkke. En anonym kilde tæt på Kristian Jensen henvendte sig dog søndag eftermiddag til Politiken og sagde, at næstformanden var klar til at overtage formandsposten, hvis Lars Løkke trak sig eller blev væltet. “Han er klar, men han kan selvfølgelig ikke sige andet, end han gør i øjeblikket. Sådan er det. Det er jo vilkårene,” sagde kilden. En flok af Venstres folketingsmedlemmer tilbragte det meste af

43 søndagen på Michael Aastrup Jensens kontor på Christiansborg. De mente alle, det var tid til en ny formand. Kritikerne sad under 50 meter fra Løkke-lejren og ringede også rundt for at få en status. Først og fremmest fra folketingsgruppen, hvor optællingen viste, at omkring 22 af de 47 Venstrefolk var kritiske. Medlemmer af Venstres magtfulde hovedbestyrelse fik også et kald fra Løkke-kritikerne på Christiansborg. Som dagen gik, bidrog flere lokalforeninger til at holde oprøret i gang. Weekenden igennem fældede lokalforeninger dom over Lars Løkke. Mandag morgen var status, at seks kommuneforeninger på Sjælland og øerne havde trukket støtten. I Jylland havde syv kommuneforeninger sagt fra, mens kun Langeland på Fyn og øerne havde vendt tommelfingeren nedad til Løkke. 14 ud af 98 var gået imod formanden offentligt. Uofficielt vidste kun de to kommandocentraler, hvor store de to grupper for og i mod Lars Løkke var. Mandag middag kom så vælgernes vurdering i en måling fra Megafon for Politiken og TV2. Den viste, at Venstre var nede på 14,5 procent af stemmerne. Tallet havde tidligere været oppe på 25 procent. Samtidig havde magten skiftet farve i målingen. Det blå flertal var væk, og 50,8 procent ville stemme på rød blok. Målingen var så overraskende, at Asger H. Nielsen, administrerende direktør i Megafon, kommenterede den. “Vi indsamler over meget kort tid for at få øjebliksbilleder. Det giver et godt her og nu-billede, men det giver ikke et gennemsnitsbillede over en længere periode,” sagde han til Ritzau. “Vi har selvfølgelig lavet en kontrolmåling, inden vi slipper en så vanvittig måling, så vi er rimelig sikre på, at den er rigtig.” I kølvandet på målingen trak kommuneforeningerne i Slagelse, Stevns og Holstebro også støtten. 17 ud af 98 lokalforeninger var mandag eftermiddag klar til at vælte Lars Løkke. Mødet i Odense var kun en dag væk. Politisk ordfører Inger Støjberg var belejret af journalister på sit kontor på Christiansborg. Politikeren og journalisterne var uenige om

44 kritiker-lejrens størrelse blandt folketingsmedlemmerne. Inger Støjberg sagde, at maks. tre eller fire ville trække støtten til Lars Løkke. Flere journalister insisterede på, at de talte til mellem 10 og 12, som ville gå imod Lars Løkke. “Det passer ikke,” sagde Inger Støjberg. “Det kan ikke passe.” Den politiske ordfører havde en aftale med Aftenshowet på DR, hvor hun skulle tale om Løkkes tøjsag og stemningen i Venstre. Hun gik fra Christiansborg til studiet på Rådhuspladsen. “Det der med, at man siger ting om hinanden offentligt, altså, jeg kan næsten ikke - altså jeg kan næsten ikke ha' det,” sagde Inger Støjberg til værten. “Vi har haft tradition for, at vi kunne strides og diskutere, men når man så nåede hen til målstregen, så var vi enige om, hvilken vej man skulle gå, og så trak man på samme hammel. Det er det Venstre, jeg er vokset op i, og det er det Venstre, jeg ønsker,” fortsatte hun. “Men det er jo det Venstre, som lige nu slet ikke harmonerer med det, der sker... altså for få minutter siden er det tikket ind, at et nyt folketingsmedlem simpelthen trækker støtten til Lars Løkke Rasmussen,” sagde værten. “Det er jeg så ikke engang klar over, hvem det skulle være,” afbrød Inger Støjberg. “Preben Bang Henriksen. Hvad siger du til det?” spurgte værten. “Jamen, det gør da umådeligt ondt, altså, det gør det. Vi er jo kollegaer alle sammen, og altså, jeg kan jo bare se et parti, der er i gang med at ødelægge sig selv indefra, og det må bare ikke ske. Det er simpelthen bare ikke det Venstre, jeg er opvokset i,” sagde Inger Støjberg. Den politiske ordfører nåede ikke at se de seneste nyheder, før hun gik på. Derfor havde hun heller ikke set, hvordan Preben Bang Henriksen lidt før klokken 19 mandag aften, som det første medlem af

45 Venstres folketingsgruppe, trak støtten til formand Lars Løkke. I TV2/Nord havde han uddybet: “Det er vigtigt, at de hovedbestyrelsesmedlemmer, der i morgen tager til Odense, er klar over, at der ikke er en enig folketingsgruppe, der støtter Løkke,”sagde Preben Bang Henriksen. Juristen, som blev valgt til Folketinget i 2011, begrundede sin manglende opbakning til Lars Løkke med bilagssagerne. “Det er bilagssagen generelt, men i særdeleshed at han ikke har fremlagt dokumentation for tøjkøb og for beskatning af resten. Det ville være særdeles nemt at fremlægge, hvis man havde lyst til det. Men når han alligevel lader være, efterlader det et indtryk i befolkningen af urent trav,” sagde han. I Aftenshowet fortsatte Inger Støjberg sin beklagelse af oprøret mod Lars Løkke: “Ved du hvad, jeg er født og opvokset på landet i en rigtig Venstrefamilie, jeg har gået til Venstremøder med min far, jeg er gået til grundlovsmøder med min mor og far med kakao i kurven og drømmekage, og det er jo det Venstre, jeg kender, hvor man bakker op om hinanden.” Da Inger Støjberg var ved at forlade Aftenshowet, gik hun forbi trommeslageren Lars Ulrich fra rockbandet Metallica. Han sad og var ved at blive sminket, før han også skulle i Aftenshowet. Foran ham stod to billeder. Et af Lars Løkke Rasmussen og et af Kristian Jensen, som blev brugt som illustrationer i udsendelsen. “Ham der,” sagde Lars Ulrich og pegede på billedet af Lars Løkke. “Har han brugt for mange penge eller hvad?” spurgte rockstjernen sminkøren. Inger Støjberg gik forbi uden at svare. Hun fortsatte tilbage til kontoret for at give flere interview til pressen. Støjberg gik alene ved Christiansborgs ridebane og så ned på sin telefon, da en bil pludselig hakkede bremsen i. Ud steg SF’s sundhedsordfører Özlem Cekic. Hun efterlod bilen midt på vejen.

46 Özlem gik over til Inger Støjberg og gav hende et kram. Hun sagde, hun havde tænkt på hende. Få måneder tidligere havde SF’eren selv oplevet, hvordan hendes eget parti var i indre opløsning. Efter en kort ordveksling satte Özlem Cekic sig ind i sin bil og kørte væk. Støjberg fortsatte til sit kontor på Christiansborg. Senere på aftenen kunne hun læse, at også erhvervsordfører Kim Andersen trak støtten til formanden. Samme aften kontaktede Troels Lund Poulsen den tidligere forsvarsminister Søren Gade, som nu var præsident for Landbrug & Fødevarer. Beskeden til Gade var, at Lars Løkke ville tage kontakt til ham senere. Kort før midnat natten til tirsdag den 3. juni talte Lars Løkke og Søren Gade sammen. I løbet af aftenen og natten sendte mindst seks medlemmer af Folketinget for Venstre en mail til Lars Løkke. De forklarede, at de ikke længere kunne støtte ham. Nogle begrundede det med hensyn til partiet. Andre frygtede, at der kom flere sager. Mailene fyldte alt fra fem-seks sætninger til halve sider. Svaret fra Lars Løkke kom først 24 timer senere. Flere kritikere var på vej ud af skabet på Venstres sorte tirsdag.

47

5. Sorte tirsdag

LARS LØKKE SAD ved et ovalt bord i Venstres hjørne af Christiansborg. Det var tirsdag den 3. juni, klokken var 9, og senere på dagen skulle flere ugers intern strid afgøres i Odense på et møde i hovedbestyrelsen. Nogle syntes, Lars Løkke så træt ud. På andre virkede han ligefrem opgivende. Kort forinden havde en journalist fanget ham på en af Christiansborgs gange. “Er du stadig formand, når dagen er slut?” lød spørgsmålet for rullende kameraer. Lars Løkkes blik stivnede, mens han kiggede skråt ned i gulvet. Derefter svarede han: “Jeg har klart sagt, at jeg ikke stiller mig i vejen for succes til Venstre. Det har jeg sagt hele vejen igennem. Og det er stadig mit synspunkt.” Finansordfører stod bag ham. “Jeg har også lagt op til en proces, som så nu har udfoldet sig i medierne på en måde, som uanset hvad bekymrer mig, og det deltager jeg ikke i. Jeg reflekterer selvfølgelig over alt, jeg hører, og alt, jeg ser,” sagde han. Rundt om det ovale bord sad også Kristian Jensen, Claus Hjort, Inger Støjberg, Lars Christian Lilleholt, Hans Christian Schmidt, Peter Christensen, særlig rådgiver Christian Hüttemeier og Jacob Bruun Christensen, som var leder af Venstres sekretariat for kommunikation og politik på Christiansborg. Det var de ansatte i partiet, som særligt forsøgte at opmuntre formanden på det første af dagens mange Venstremøder. Ledelsesmødet tirsdag morgen plejede at tage en time, men efter en

48 halv var der ikke mere at sige. Efter mødet sagde Peter Christensen til pressen: “Det er en lortedag. Det, der foregår nu, gavner ikke Venstre.” Flere af folketingsgruppens Løkke-kritikere mødtes samtidig på Michael Aastrups kontor. Folk gik lidt ind og ud og sad skiftevis i kontorets blå sofa. Mobiltelefonerne blev tjekket hyppigt. Kritikerne var enige om at give deres holdning til kende, i modsætning til hvad de havde gjort ved gruppemødet to uger tidligere. Klokken ti fortsatte Lars Løkke til møde med lederne af blå blok. Lars Barfoed, Kristian Thulesen Dahl og tøvede ikke med opbakningen til Lars Løkke. De håbede, at han fortsatte som oppositionens leder, sagde de. Kristian Jensen var også med til mødet, som sluttede en time senere. Både Løkkes kritikere og støtter fik senere fortalt, hvordan Kristian Jensen gik ind på sit kontor, og Lars Løkke fulgte efter. Det var første gang, de to talte sammen om tøjsagen under fire øjne. Lars Løkke sagde til Kristian Jensen, at han godt vidste, han havde været aktiv i oprøret mod ham. Han sagde også, at han ville støtte Søren Gade, hvis Venstre skulle have en ny formand. Kristian Jensen reagerede ved at give udtryk for, at han ikke forstod det. Herefter forlod Lars Løkke Kristian Jensens kontor, og Kristian Jensen forsøgte med det samme at få kontakt til Søren Gade. Det lykkedes kort før klokken 11.30, og kort før Venstres gruppemøde skulle gå i gang. Formanden for Landbrug & Fødevarervar klar til at gå ind som fredsbevarende styrke, hvis Venstre ikke blev enige om Lars eller Kristian, lød beskeden. Kristian Jensen var i så fald klar til at gå efter formandsposten, hvis han skulle dyste mod Søren Gade, lød beskeden den anden vej. Samtalen varede under et minut. På kontoret, hvor kritikerne var samlet, kørte TV2 NEWS. De kunne se, hvornår folk ankom, og hvad de sagde. Lars Løkkes

49 banemænd havde svært ved at sidde ned. En kaldte det, der skulle til at ske, for ”stort”. En anden brugte udtrykket ”historisk”. De klappede hinanden på skuldrene. , Michael Aastrup og Mads Rørvig lod det sive til medierne, at de trak støtten til Lars Løkke. Målet var et sidste skub. Kritikerne koordinerede, så ikke alle gik samtidig. De ankom til gruppemødet drypvis, mens pressen stod med fremstrakte mikrofoner bag en rød afspærringssnor. En af dem, der ikke sagde noget til den ventende presse, var Venstre-veteranen . Flere fortæller, hvordan han allerede inden mødet havde opfordret Lars Løkke til at gå af. I dag vil Bertel Haarder hverken be- eller afkræfte oplysningerne. Lars Løkke Rasmussen selv ankom som den sidste til Venstres gruppemøde. Da alle havde sat sig, indledte han mødet. Han sagde, han havde lært af sagen, og at han var ydmyg. Han satte også spørgsmålstegn ved, om det var en fordel med en ny formand. Han var klar til at lave om på tingene, lod han gruppen forstå. Lars Løkke oplyste, at han havde fået en række mails fra folk, og han sagde, at han var glad for dem. Lars Løkke satte pris på, at folk fortalte ham det direkte, hvis de gik imod ham. “Så vil jeg gerne høre, hvad I mener,” rundede Lars Løkke af. Kritikerne havde aftalt at gå på med det samme. De vidste, at Lars Løkkes trofaste støtter også ville prøve at være først, så der blev lagt en positiv stemning på mødet. De havde planlagt, at Preben Bang Henriksen skulle være den første til at trække støtten. I en skov af hænder, efter at Lars Løkke havde spurgt om medlemmernes holdning, valgte ordstyrer Kristian Jensen, at Preben Bang Henriksen skulle have ordet først. Preben Bang Henriksen trak ikke støtten til Lars Løkke på mødet, som han ellers havde gjort i medierne. På mødet var han vred over, at han ikke havde set dokumentation for, hvor meget tøj Lars Løkke selv

50 havde betalt for, og om der skulle betales skat af det tøj, Lars Løkke havde fået af partiet. Den næste i talerrækken var skatteordfører . Han havde et stykke papir foran sig. Hans stemme knækkede, da han sagde, at det var meget svært for ham. Men at han, som han også havde skrevet i en mail til Lars Løkke, var enig med sit bagland. Hvad siger dit bagland? spurgte et folketingsmedlem. Baglandet manglede tillid til Lars Løkke, svarede Torsten Schack Pedersen. Derfor mente han, at der skulle være et ekstraordinært landsmøde. På et ekstraordinært landsmøde ville deltagerne kunne vælge en ny formand for Venstre. Erhvervsordfører Kim Andersen fik derefter ordet. Han så på Lars Løkke, da han talte om, at der var behov for fokus på politik fremfor personer. Han lagde vægt på, at Lars Løkke skadede partiet. “Tiden er inde til at skifte formand,” sagde han. Lars Løkke så op og begyndte at skrive på en blok. Michael Aastrup rejste sig op og holdt et længere indlæg. Han sluttede af med samme opfordring som Torsten Schack Pedersen. Der skulle være et ekstraordinært landsmøde, så der kunne vælges en ny formand. Løkkes kritikere havde på forhånd aftalt at gå efter et ekstraordimært landsmøde. De vurderede, at der i det jyske, som havde fleste delegerede på et landsmøde, var flest Kristian Jensen-tilhængere. Mads Rørvig fik ordet. SU-ordføreren efterlyste også et ekstraordinært landsmøde, ligesom han mente, Lars Løkke skulle trække sig som formand. ”Du skygger for Venstres projekt,” sagde han til Lars Løkke. Lars Løkke så ned i bordet. Sundhedsordfører Sophie Løhde nedstirrede kritikerne. Hun bakkede formanden op, fortalte hun. Det samme gjorde arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen, Jacob Jensen, Jan E. Jørgensen, Søren Pind, Inger Støjberg og Troels Lund Poulsen. Troels Lund Poulsen mindede de tilstedeværende om, at han selv havde været i mediemøllen flere gange. At man nok skulle komme

51 igennem det, hvis man fik opbakning. Han sagde også, at man ikke kunne udtrykke mistillid til Lars Løkke, før der var holdt hovedbestyrelsesmøde. Lars Christian Lilleholt, der sammen med Troels Lund Poulsen havde ringet rundt i baglandet for at sikre støtte til Lars Løkke, bakkede også op. Han talte om at holde sammen i partiet. ”Det handler om Venstres sjæl,” sagde han. Flere folketingsmedlemmer fik ordet og krævede et ekstraordinært landsmøde eller en ny formand. Blandt dem var retsordfører Karsten Lauritzen, idrætsordfører Anni Matthiesen, transportordfører Kristian Pihl Lorentzen og boligordfører , som er gift med Torsten Schack Pedersen. Folketingsmedlemmet Anne-Mette Winther Christiansen fra Østjylland rejste sig op. “Sådan behandler man ikke hinanden,” sagde hun til Løkkes kritikere. Hun fortalte, hvordan hun i weekenden havde været hjemme på Djursland, hvor ingen var kritiske i forhold til tøjsagen. De fleste havde i eget bagland mærket, hvor optagede folk var af sagen. Finansordfører Peter Christensen rejste sig op. Han ville gerne være stillet op i Anne-Mette Winthers kreds, sagde han ironisk. 11 folketingsmedlemmer var nu internt eller offentligt gået op imod den siddende formand. Kritikernes egen liste talte op mod 22 Løkke- kritikere i den 47 mand store folketingsgruppe. Medieordfører Ellen Trane Nørby og den tidligere minister Eva Kjer Hansen kritiserede begge Lars Løkke i samme vendinger, som de, der trak støtten til formanden, havde gjort. Men begge undlod at drage en konklusion af kritikken. Mange af de formodede kritikere rejste sig ikke op og tog ordet under mødet. Kristian Jensen var ordstyrer. Under mødet tog han heller ikke ordet for at sige sin mening om Lars Løkkes fremtid som formand. Flere holdt øje med, hvordan han reagerede, efterhånden som

52 folketingsmedlemmerne gav deres mening til kende. Ingen så hans ansigtsudtryk ændre sig i løbet af mødet. Lars Løkke bad folketingsgruppen om at afvente samlingen i hovedbestyrelsen og sagde: “Nu må vi jo se, om jeg også er formand for Venstre i morgen.” Som den første forlod Lars Løkke mødet for at debattere med Helle Thorning-Schmidt i Folketingssalen.

Løkke-kritikerne gik tilbage til Michael Aastrups kontor efter mødet. Nogle gav sig til at laveFacebook-opdateringer. Andre læste de seneste historier i medierne. Mens de havde trukket støtten til formanden på skift,“erfarede” eller“ vurderede” flere af medierne, at Lars Løkke selv ville trække sig. Løkke-kritikerne var enige om ikke at tale mere med pressen. Samtidig aftalte de, at Michael Aastrup som medlem af hovedbestyrelsen skulle sende opdateringer til gruppen fra aftenens møde i Odense. Lars Løkke forlod Christiansborg omkring klokken 13.45. På trappen blev formanden igen stoppet af journalister, som blandt andet spurgte, om han var ved at være træt af dansk politik og medierne? “Det er to forskellige spørgsmål. Jeg elsker dansk politik,” svarede han smilende. Lars Løkke satte sig ind i bilen for at køre mod Odense. Kl. 15.02 skrev han en opdatering på Facebook. “Glæder mig til at mødes med repræsentanterne for baglandet, se dem i øjnene og drage en konklusion.” Lars Løkke stod uden for Odense Congress Centers røde bygninger klokken 16, hvor et møde i forretningsudvalget skulle begynde. Han gik hen til gruppen af journalister, der havde fordelt sig bag en indhegning. “Når der er købt tøj til mig i en situation på det tidspunkt, hvor jeg blev formand, og hvor partiet har haft udlæg, fordi min privatøkonomi ikke havde en robusthed til at kunne lave det, der skulle til, så er det selvfølgelig mit ansvar,” sagde Lars Løkke. Med retoriske strækøvelser holdt formanden alle muligheder åbne,

53 mens han svarede på spørgsmål i 20 minutter. I et mødelokale i kongrescentret kunne medlemmer af Venstres forretningsudvalg gennem vinduerne følge Lars Løkkes interview. De kunne også se TV 2 og DR, der havde flyttet feltstudierne hen foran kongrescentret. Flere gik i gang med kagen. Michael Aastrup var forsinket, så han smøg sig forbi Lars Løkke og pressen. Der var kun en plads tilbage i lokalet. Stolen ved siden af Jens Rohde, som ellers aldrig kom til møder i forretningsudvalget, var ledig. Aastrup satte sig ned ved siden af Rohde. Nyheden om, at Søren Gade var i spil som ny formand for Venstre, stod nu på flere mediers hjemmesider. Lars Løkke kom op. Han satte sig mellem Kristian Jensen og Claus Richter. Lars Løkke foreslog, at de delte mødet i hovedbestyrelsen op i to dele. Først skulle det handle om administrationens arbejde i forbindelse med kritikken. Derefter kunne hovedbestyrelsen så forholde sig til forslaget fra Venstre i Viborg om at afholde et ekstraordinært landsmøde. Forretningsudvalget bakkede op. Lars Løkke fortalte, at han havde fået den tidligere Aarhus- borgmester Louise Gade til at være ordstyrer på mødet. Normalt var det Venstres formand, som styrede møder i hovedbestyrelsen, men Lars Løkke mente, han var inhabil. Kristian Jensen sagde o.k. til Louise Gade. Lars Løkke kom også med en lille redegørelse af den seneste udvikling i sagen. Han sagde, han havde haft en god snak med Kristian Jensen, og at der på mødet i folketingsgruppen havde været flere kritiske røster. Derefter fik Carl Holst ordet. Han fortalte, at han og Peter Gæmelke natten til tirsdag havde arbejdet på en udtalelse til hovedbestyrelsen. Den handlede kun om spørgsmålet om Venstres administration. Peter Gæmelke læste udtalelsen op. Jens Rohde kunne ikke støtte den, så de blev enige om at gemme den til mødet i hovedbestyrelsen. Omkring en time efter mødets start rundede Lars Løkke af.

54 Klokken nærmede sig 17.30, hvor det afgørende møde i hovedbestyrelsen skulle gå i gang. Hovedbestyrelsens 128 medlemmer ankom i mindre grupper. Journalisterne spurgte igen og igen, om de var for eller imod Lars Løkke som Venstres formand.

*

MANGE DANSKERE SAD klistret til skærmen for at følge hovedbestyrelsesmødet. En af seerne var Christian Mejdahl i Vindblæs syd for Løgstør. Mejdahl sad i den lille af to stuer i hjemmet, hvor familiens ene fjernsyn var placeret. Han syntes, at det var noget af et mediecirkus. Men han husker i dag, at han var enig i kritikken af Lars Løkke. “Dybest set, så er kritikken reel, fordi det kolliderer med kulturen i partiet. Det er utænkeligt, at man kunne finde noget på Poul Hartling og Anders Fogh,” siger Christian Mejdahl i dag. Ligesom Løkkes kritikere frygtede han både medlems- og vælgerflugt fra det gamle parti. “Ingenting er statisk, og et parti skal udvikle sig, så man ikke bare står med halm i træskoene. Men man må ikke skyde medlemmerne fra sig, fordi man er lidt for smart,” siger Christian Mejdahl. ”For så flygter de og senere også vælgerne.” Analysen foran skærmen i Himmerland var, at de mange kritikere reagerede på, hvad Christian Mejdahl så som et normskred i Venstre. “Når det ikke længere kan kaldes fodfejl, men når det afspejler en ændring i kulturen, et normskred, så er det, reaktionen kommer. Jeg tror, at det er det, som er baggrund for, at reaktionen blev så voldsom,” siger Christian Mejdahl. Han har aldrig selv opfordret Lars Løkke til at gå, men sagt at han skal respektere Venstres gamle normsæt. “Ledelsen skal tænke på, at der er nogle grundlæggende normer, som de må tage hensyn til, selvom partiet skal være og optræde moderne,” forklarer han.

55 *

MØDET I VENSTRES HOVEDBESTYRELSE kom for sent i gang. Formanden gik rundt og gjorde noget, som han aldrig havde gjort før. Lars Løkke sagde goddag og gav hånd til samtlige medlemmer. Det var første gang under tøjsagen, at baglandet mødte formanden i kød og blod. Nu så de ham i øjnene på nærmeste hold. Hver og en, før de afgjorde hans skæbne. Lars Løkke kunne navnene på mange, men af og til måtte han skæve til navneskiltene på bordet, inden han hilste. Det tog sin tid, mens Lars Løkke snoede sig rundt mellem over hundrede håndtryk og tre langborde. Flere mumlede, at “det sgu da var nye tider”, når formanden ikke var i nærheden. Kristian Jensen plejede derimod at sige goddag til medlemmerne. Både i hovedbestyrelsen og til så mange som muligt ved landsmøder, hvor op mod 2000 Venstrefolk samles. Der var allerede ret varmt og fugtigt i lokalet, og det blev ikke bedre af, at alle vinduer blev tjekket og lukket. Det forlød, at vinduerne blev lukket, så pressen ikke kunne lytte med. Derfor var rummet også undersøgt for mikrofoner. Folk sad med mobiltelefoner og iPads fremme. De kunne læse en nyhed på Politiken, som lagde yderligere pres på Kristian Jensen. Den tidligere forsvarsminister Søren Gade var kandidat til Venstres formandspost med støtte fra Lars Løkke, erfarede avisen. Lars Løkke rejste sig op og tog mikrofonen. “Det er mig, der er skyld i, at vi er her,” begyndte han. Han kaldte situationen vanskelig. Han sagde også, at han ikke skulle have fejret sin fødselsdag i Sverige, men være blevet hjemme. Det ville have lagt låg på sagen, sagde han. Lars Løkke fortalte om idéen om at dele mødet op i to dele og sagde også, at han ikke ønskede at lede mødet, selvom han var formand. Næstformand Kristian Jensen var heller ikke neutral, og det samme

56 gjaldt den med længst anciennitet i hovedbestyrelsen, Carl Holst. Til sidst præsenterede Lars Løkke Louise Gade som mødeleder. Hun opfordrede til en ”god tone” i debatten og gav derefter ordet videre til partisekretæren Claus Richter. Claus Richter slog fast, at der var tale om tre år gamle sager. Siden februar 2013 var der strammet op på reglerne, sagde han. Venstres udgift til formandens tøj lød på 50.000 kroner af de samlede 152.000 kroner, fortalte han. Flybilletterne til Mallorca til Lars Løkkes familie var en gestus, som skulle ses i lyset af, at nøglemedarbejdere fik en bonus eller fridage efter en valgkamp, forklarede partisekretæren. Richter sagde også, at Venstre altid efterspurgte rygerværelser, når de bookede hotel til formanden. Hvis det ikke var til rådighed, spurgte man, om partiet kunne betale for, at formanden røg på værelset. Ud af 40 overnatninger betalte Venstre fire gange for tilladelse til rygning. En enkelt gang havde partiet betalt for ekstra rengøring, fordi Lars Løkkes hunde var med på værelset, oplyste han. Lars Løkke havde ikke et Venstre-kreditkort, forklarede Claus Richter. Lars Løkke betalte via bilag. Derefter fik landskasserer og jurist Nicolai Mallet ordet. Han redegjorde for de skattemæssige forhold i tøjsagen og sagde, at der intet mellemværende var mellem Lars Løkke og Skat. Han begrundede det med, at Lars Løkke ikke havde fået tøjet. Derfor havde han heller ikke fået noget, der var skattepligtigt, sagde Nicolai Mallet. Lars Løkke havde bare købt tøjet. Derfor var det ikke en gave eller en værdi, som var skattepligtig, fastslog han. Heller ikke flybilletterne var et problem, forklarede han. Fordi Lars Løkke ikke var ansat hos Venstre, havde partiet ikke indberetningspligt. Derefter fik partiets interne revisor Niels Jørgen Hansen ordet. Han fortalte, at han havde gennemgået alle Lars Løkkes tidligere bilag. Han sagde også, at han intet havde fundet at beklage eller kritisere. ”Intet er på kanten,” sagde han til forsamlingen.

57 Så blev ordet givet frit, og en efter en kom medlemmer op med “jeg ønsker ordet-sedler”, som de hedder i Venstre. På grund af mødets opdeling skulle medlemmerne kun forholde sig til administrationen og håndteringen af sagen. Repræsentanten fra Læsø begyndte, og herfra lød der en kritik af den kommunikation, som særligt Claus Hjort Frederiksen var kommet med i sagen. Daniel Staugaard fra Sønderborg ville vide, hvad det var for nogle fotosessions, hvor Lars Løkke havde behov for at optræde i underbukser. Benny Damgaard fra Lolland taklede holdningen til administrationen meget personligt. “Jeg kan ikke identificere mig med det Venstre, som jeg er opflasket med, og som står som en tro væbner i min verden,” sagde han. “På Lolland kan man købe et hus for 150.000 kroner. Det har du brugt på tøj på ti måneder. Der er bestilt flyrejse til din hustru for mine indbetalte penge. Du har indført en rygelov, som du ikke selv overholder. Det er det, jeg og mine medlemmer forholder os til,” forklarede han. Jens Jørgen Hansen, lokalformand for Venstre i Ikast-Brande, kommenterede Lars Løkkes håndtryk. “Det er da mærkeligt, at du kan gå rundt og give hånd i dag, Lars, nu hvor det er dig, som er på dagsordenen,” sagde han. Runden fortsatte, indtil op mod 70 Venstrefolk havde givet deres mening til kende. Claus Richter og Nicolai Mallet svarede kort på en række spørgsmål, før Holst og Gæmelkes udkast til en udtalelse fra hovedbestyrelsen blev delt rundt. Benny Damgaard rejste sig op igen uden at have afleveret en seddel. Hvad er det for en børnehave, spurgte han. Han undrede sig højlydt over, hvordan Holst og Gæmelke hjemmefra kunne lave et referat af et møde, der ikke var færdigt endnu. “Det kan man simpelthen ikke. Det er dybt forkasteligt,” sagde

58 Benny Damgaard. Flere støttede op bag Venstre på Lollands kritik. Hovedbestyrelsens medlemmer blev enige om, at en mindre gruppe så på udtalelsens formuleringer i pausen. Folk forlod deres plads og stimlede sammen om et bord med hvide sandwich i trekanter. Flere blev ledt rundt i kongrescentrets snirklede gange for at komme ud. De skulle have et sted, hvor de kunne ryge og trække lidt frisk luft uden at få spørgsmål fra journalister. Udenfor svævede helikopteren fra TV2 News over den pulserende Venstreflok. I pausen gik Lars Løkke ned i kælderen sammen med Nicolai Mallet, Carl Holst og Lars Løkkes personlige assistent, Frederik Greibe. Lars Løkke skulle ryge. Carl Holst forsøgte at opmuntre Lars Løkke. Gruppen var enig om, at det var let at kritisere fra “Sønder Røv”, som formanden for Venstre Ungdom, Jens Husted, havde formuleret det undervejs i forløbet. Det var derimod sværere at fastholde kritikken, når man stod overfor Lars Løkke og havde magten til at vælte ham af formandstaburetten. En forsigtig optimisme bredte sig i kælderen. Et nederlag var ikke givet endnu. Carl Holst gik op ad trappen. Ovenpå fortsatte han hen til Benny Damgaard, der var ved at drikke en kop kaffe. Carl Holst hev ham i ærmet. De gik lidt væk. Carl Holst var vred over, at Benny Damgaard kritiserede den udtalelse, som han og Peter Gæmælke havde arbejdet på. Benny Damgaard fastholdt, at man ikke kunne skrive referat af noget, der ikke havde fundet sted. Carl Holst forklarede, at de jo var nødt til at have et udgangspunkt. Ellers kunne de jo sidde der hele natten og flytte ord og kommaer. De skiltes i fordragelighed, men knap havde Benny Damgaard sat kaffekoppen for munden igen, før Peter Gæmelke hev fat i ham. Også han var utilfreds med, at Benny Damgaard havde kritiseret udtalelsen. Tilbage i mødelokalet blev en redigeret version af udtalelsen delt

59 rundt, lige inden mødet gik i gang igen. Peter Gæmelke redegjorde for de ændringer, han havde lavet. Erklæringen havde titlen “Intern erklæring vedr. Venstres administration”.

Navnet på dokumentet var ændret fra “udtalelse” til “intern erklæring” i forhold til det udkast, som Carl Holst og Peter Gæmelke havde lavet før mødet. “Venstres hovedbestyrelse har fået en orientering om de forhold, der ligger til grund for de seneste ugers massive medieinteresse omkring Venstres formand og Venstres organisations måde at betjene partiets politiske ledelse på,” stod der. Oprindeligt stod der en “grundig orientering om alle de forhold”. Medlemmer i hovedbestyrelsen mente derfor, at orienteringen var mindre omfangsrig, end der var lagt op til i udkastet. “Sagerne beror på 3-4 år gamle bilag, som tegner et billede af en administrativ praksis, som har været kritisabel, og som siden 26. februar 2013 har medført en ændret praksis”. “Hovedbestyrelsen er derfor tilfreds med, at den nugældende administrative praksis indeholder klare regler for bevillinger og daglig administration,” stod der i erklæringen. “Hovedbestyrelsen er ligeledes blevet forsikret om, at den nuværende praksis har til formål at sikre en professionel administration fremadrettet,” stod der. I udkastet havde Holst og Gæmelke skrevet, at formålet med praksissen var at “forhindre flere lignende historier i fremtiden”. “Hovedbestyrelsen har derudover fået en orientering vedrørende spørgsmålet om beskatning,” var hovedbestyrelsen enig om. Ordet “grundig” var fjernet i den endelige erklæring i forhold til udkastet. Igen mente hovedbestyrelsen ikke, at orienteringen kunde betegnes sådan. “De omtalte flybilletter til Mallorca er ikke indberettet af Venstre,

60 hvilket de ville være blevet efter det nugældende administrationsgrundlag. Hovedbestyrelsen er tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen selv har købt tøjet, samtidig med at det er blevet udtaget til privat brug,” lød erklæringen. Ordet “samtidig” var slettet før ordet “tilfreds” i sætningen i den endelige version. Hovedbestyrelsen var derfor ikke tilfreds med, at flybilletterne til Lars Løkkes familie ikke var indberettet til Skat. “Endelig tager Venstres Hovedbestyrelse til efterretning og noterer med tilfredshed, at Venstres interne revisor, Niels Jørgen Hansen, har oplyst at have gennemgået relevante bilag fra tidspunktet for Lars Løkke Rasmussens tiltræden som formand for Venstre uden at have fundet noget væsentligt at bemærke i forhold til partisekretærens redegørelse,” stod der. Den sidste del “i forhold til partisekretærens redegørelse” var først skrevet ind i den endelige erklæring. Den interne revisor havde altså ikke fundet noget at bemærke, i forhold til hvad Claus Richter oplyste i sin redegørelse. “Hovedbestyrelsen kritiserer den måde, sagerne har været kommunikeret på, herunder at der har været kommunikeret for upræcist og for sent til Venstres tillidsfolk og medlemmer”. “På den baggrund har hovedbestyrelsen fuld tillid til Venstres administration og økonomistyring,” konkluderede hovedbestyrelsen. En sidste del om tøjsagens indflydelse på valget til Europaparlamentet var taget ud i den endelige version i forhold til udkastet. Flere mente, at det ikke havde noget at gøre med Venstres interne håndtering af tøjsagen. Hovedbestyrelsen vedtog udtalelsen ved stiltiende samtykke. Efter godkendelsen gik mødet ind i sin anden fase. Det var der, det skulle afgøres, hvilken konsekvens tøjsagen skulle have for Lars Løkke. Hvis han skulle væltes, skulle man støtte forslaget fra Venstre i Viborg om et ekstraordinært landsmøde, hvor der ville være mulighed for at vælge en ny formand.

61 Mødeleder Louise Gade nævnte Viborgkredsens forslag om et ekstraordinært landsmøde og sagde, at folk kunne komme med forslag til, hvad der skulle ske. “Jeg er meget ked af sagen,” sagde Lars Løkke. Han forklarede, at han ville have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at der ville blive så meget ballade. “Jeg er meget ydmyg, og jeg vil gerne fortsætte.” Carl Holst fik derefter ordet. Han spurgte retorisk til, hvem der var den bedste. Mindede folk om, at han syntes, Lars Løkke havde store evner som politisk leder. Ingen var i tvivl om, hvem Carl Holst stillede sig bag. Det var heller ingen overraskelse, at Knud Vincents omvendt talte med store ord. Det sjællandske medlem af forretningsudvalget havde trukket støtten til Lars Løkke i medierne. Flere husker, hvordan han rejste sig op og sagde: “Vi er jo voksne mennesker, og vi vil simpelthen ikke finde os i, at I ringer og presser os til at mene det ene og det andet,” sagde han med henvisning til, hvordan Løkkes støtter havde ringet rundt de forudgående dage. Peter Gæmelke forsøgte at imødekomme Løkkes kritikere i sin tale. Han kunne godt forstå, at der var skepsis i forhold til at lade Løkke fortsætte. Men, sagde han, efter at han havde set Lars Løkke dyste mod Helle Thorning-Schmidt i folketingssalen, blev han bekræftet i, at Løkke var den rigtige leder for Venstre, argumenterede han. Flere af Løkkes støtter gav Poul Madsen, Ekstra Bladets chefredaktør, skylden for sagen. Da Benny Damgaard igen fik ordet, afviste han dog, at det var rigtigt. “Mange siger, at pressen kører en hetz mod dig. Det gør de ikke,” sagde han. “For hvis du havde orden i dine sager, så var pressen aldrig kommet efter dig. Det er dig, som har båret brænde til det bål, som brænder nu.” Løkkes kritikere sad med et skema, der havde tre kategorier. For,

62 imod og måske. Ved hjælp af rundringningerne til baglandet forud for mødet havde de placeret medlemmerne af hovedbestyrelsen inden for de tre kategorier. Skemaet holdt stik. For og imod placerede sig præcist, som de havde vurderet. Måske’erne hoppede for det meste over i Løkke- lejren, hvor de bakkede op om, at han fortsatte som formand for Venstre, konstaterede kritikerne. De talte og talte og holdt hele tiden øje med tallet 43. Det var det antal medlemmer af hovedbestyrelsen, som skulle kræve et ekstraordinært landsmøde. Flere af Lars Løkkes støtter holdt også regnskab, mens medlemmer et efter et rejste sig. Deres vurdering var også, at mange tvivlere kom over på deres side. Lars Christian Lilleholt, der havde ringet rundt for at sikre Løkke støtte, fik ordet. Han sagde, at der var tre eller fire folketingsmedlemmer, som havde udtrykt mistillid til Lars Løkke tidligere på dagen. Han fremhævede også, hvordan hovedparten af folketingsmedlemmerne fortsat bakkede op om Lars Løkke. Michael Aastrup Jensen, der var et af de folketingsmedlemmer, som ikke længere bakkede Løkke op, svarede ham. Han sagde, det var vigtigt at slå fast, at der var over 10 folketingsmedlemmer, som havde tilkendegivet deres mistillid tidligere på dagen, sagde han. Michael Aastrup Jensen sagde også, at folketingsgruppen var delt. “Vi ved, at halvdelen gerne vil have et ekstraordinært landsmøde.” Inger Støjberg, Claus Hjort og Hans Christian Schmidt tog efterfølgende ordet og tilkendegav deres støtte til Lars Løkke. Talerækken fortsatte, og der var kø til at få ladet sin telefon op ved stikkontakterne langs væggene. Venstremedlemmer fulgte hyppigt med i mediernes dækning af det, der foregik, og omkring klokken 23 kunne de læse, at Søren Gade havde talt med Holstebro Dagblad. Han havde ikke besluttet sig for, om han ville stille op som formand, sagde han til avisen. Omkring 90 medlemmer af hovedbestyrelsen havde rejst sig for at

63 fælde dom over Lars Løkke. Hver tiende eller lidt mere sagde, at de havde et bundet mandat med hjemmefra. På den måde tilkendegav de aldrig, hvad de selv mente. Klokken nærmede sig midnat. De 128 medlemmer af hovedbestyrelsen havde kun fået trekant-sandwich siden mødets start seks timer tidligere. Løkkes kritikere havde på det tidspunkt talt til 43, som de følte sig sikre på ville kræve et ekstraordinært landsmøde. Louise Gade tog ordet. Hun lagde op til en afstemning om forslaget fra Viborg om det ekstraordinære landsmøde. Derefter gik hun i gang med at fortælle om afstemningsproceduren. Hun nåede aldrig at blive færdig med sin forklaring, for pludselig rejste Lars Løkke sig op og afbrød. “Jeg tror, det kunne være meget brugbart, hvis Kristian Jensen og jeg lige talte sammen,” sagde Lars Løkke. “Kan vi tage en timeout?” Ingen modsatte sig. Lars Løkke gik hen til Lars Krarup, borgmester i Herning, og bad ham om at følge med. En mindre gruppe gik mod kælderen. Kristian Jensen og Herning-borgmester Lars Krarup gik først ned ad trappen. Bagved kom Claus Richter, mens Lars Løkke og Carl Holst fulgte efter. Bagerst gik Jacob Bruun Christensen, Venstres leder af Center for kommunikation og politik på Christiansborg. Også Løkkes særlige rådgiver Christian Hüttemeier og Løkkes personlige assistent gik mod kælderen. Der skulle 43 stemmer til at kræve et ekstraordinært landsmøde, og både Løkkes støtter og kritikere havde talt til 43. Carl Holst sagde til Løkke, at han ikke turde sige, at der var 43 stemmer for et et ekstraordinært landsmøde. Han turde heller ikke sige det modsatte. I kælderen gik de alle sammen ind i et lokale. “Kun Krarup, Kristian og Richter,” sagde Lars Løkke til sin assistent.

64 Lars Løkke ville have alle andre ud, og assistenten gennede folk ud på den anden side af døren og lukkede efter sig. Siden har både Løkkes støtter og Kristians støtter fået genfortalt forløbet. Begge lejre beskriver, hvordan Lars Løkke og Kristian Jensen begyndte at diskutere. Kristian Jensen var oprevet. Lars Løkke bragte igen Søren Gade i spil som udfordrer til formandsposten. Han sagde til Kristian Jensen, at han ”ville tage ham med ned”, hvis han blev væltet. Kristian Jensen overvejede situationen i få sekunder. Han havde en række krav, hvis han ikke skulle stille op som formandskandidat. Kritikerne skulle beskyttes. Når det hele var overstået, og der var ro på igen, så skulle kritikerne ikke fryses ud, lød det ene krav fra næstformanden. Kristian Jensen krævede også, at han selv skulle være en reel del af Venstretoppen. Han skulle have mere indflydelse. Lars Løkke godtog begge krav fra Kristian Jensen. Herningborgmesteren blandede sig. Han sagde til Lars Løkke, at han skulle mene det, han sagde om at give Kristian Jensen en større rolle som næstformand. Kristian Jensen blev tydeligt irriteret over Lars Krarups tilstedeværelse. “Hvad fanden laver du?” spurgte Kristian Jensen. Lars Krarup svarede, at han var der, fordi hans formand havde bedt ham om at være der. Han sagde også, han ville blive, så længe Løkke ønskede det. Lars Løkke sagde ikke noget. Lars Krarup forsøgte at appellere til Kristian Jensen ved at sige, han måtte tænke på partiets ve og vel. Han nævnte formandsopgøret i Socialdemokratiet mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken. “Ved du hvad, nu må du godt skride,” sagde Kristian Jensen. Lars Krarup forlod derefter lokalet. Lars Løkke foreslog, at der kunne blive plads til en af Kristian

65 Jensens støtter i Venstres gruppeledelse. Gruppeledelsen stod for den daglige ledelse af Venstres politiske arbejde på Christiansborg. Under tøjsagen bestod den af Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen (gruppeformand), Hans Christian Schmidt (næstformand for gruppen), Inger Støjberg (politisk ordfører), Lars Christian Lilleholt (gruppesekretær), Flemming Damgaard Larsen, Jacob Jensen og Esben Lunde Larsen. Alle i gruppeledelsen havde under forløbet stået bag Lars Løkke. Nu ville Kristian Jensen få en af kritikerne ind, blev de enige om. Lars Løkke og Kristian Jensen talte også om muligheden for et fredeligt tronskifte, hvor Løkke bakkede Kristian Jensen op. Omkring 20 minutter efter de var gået ned i kælderen, forlod de lokalet. Den særlige rådgiver og assistenten stod stadig og ventede. De fire mænd gik op ad trappen. Lars Løkke og Kristian Jensen forrest. De sagde ikke noget til de øvrige om, hvad de var blevet enige om. Da de nåede tilbage til den ventende hovedbestyrelse, gik Lars Løkke og Kristian Jensen op mod hovedbordet. Øjnene i salen fulgte duoen. De fleste troede, at de skulle til at stemme om et ekstraordinært landsmøde. Lars Løkke satte sig ned og sagde til Louise Gade, at Kristian Jensen gerne ville have ordet. Hun fik stimlet Venstremedlemmer på plads og gav derefter ordet til Kristian Jensen. “Venstre er i krise,” sagde han. “Det har været forfærdeligt at se på, og Venstre har brug for en ny start,” slog han fast. Talen fortsatte i et spor, som mange i salen troede, var Kristian Jensens kandidatur til formandsposten. Næstformandens finger rullede ned over et dokument på den iPad, som lå på bordet foran ham. “Jeg kan slå Lars,” sagde Kristian Jensen. Han kunne vinde en afstemning, hvis det kom til et landsmøde, pointerede han. ”Men,” sagde han så.

66 ”Det vil jeg ikke, fordi Venstre skal ikke splittes.” Talen skiftede karakter. Kristian Jensen sagde, at Venstre havde brug for ro. At det var årsagen til, at han ikke ville være formand. Der var helt stille i salen. Kristian Jensen fortsatte med at fortælle, hvordan han var næstformand i Venstre, og hvordan han ville fortsætte på den post. “Jeg bakker 100 procent op om vores formand,” sagde han. Kristian Jensen placerede hænderne foran kroppen i forskellig højde. “Vi vil fortsætte i et formandskab, hvor vi bliver meget mere lige, Lars og jeg, sagde Kristian Jensen, mens han justerede sine hænder, så de nu havde samme højde. “Jeg får mere indflydelse,” sagde han. Til sidst henvendte han sig til medlemmerne fra Viborg. Han bad dem om at trække forslaget om et ekstraordinært landsmøde tilbage. ”Det vil jeg blive rigtig glad for,” sluttede han. Salen brød ud i en lang klapsalve. Da den ebbede ud, gav Louise Gade ordet til formanden for Viborgs kommuneforening, Anders Jensen. Anders Jensen så skråt ned i bordet. Han sad ved siden af Jens Rohde. En række medlemmer, som sad med ryggen til, vendte sig om og kiggede på Anders Jensen. Han drejede sig langsomt rundt på stolen, til han så op på Louise Gade ved hovedbordet. Flere bemærkede, hvordan der gik lange sekunder med tavshed, før Anders Jensen sagde noget. Han talte tøvende. Hvis det forholdt sig sådan, at der var et formandskab og Kristian Jensen bakkede 100 procent op om det – så måtte han hellere trække forslaget om at afholde et ekstraordinært landsmøde. “Så tror jeg, at vi kan konstatere, at vi har et formandskab,” sagde Louise Gade. Lars Løkke fik ordet.

67 Han takkede for tilliden og for støtten. ”Jeg har lært rigtig meget af det her i aften og den her episode,” sagde han. Derefter opfordrede han til, at Venstrefolkene skulle arbejde sammen om at bedrive den politik, de ikke havde haft fokus på den seneste måned. Kritikerne sad med en flad fornemmelse. Mange havde åbent sagt, at Kristian Jensen burde blive ny formand, men nu fandtes alternativet til Løkke ikke længere. Håbet om et ekstraordinært landsmøde var også væk. En kæmpe skærm havde været slukket hele aftenen, men efter formandens tale blev den tændt. TV2 News viste et billede af de ventende journalister ude foran kongrescentret. Lars Løkke så op på skærmen, hvor han kunne følge Claus Hjort Frederiksen gå ud og fortælle pressen, at en enig hovedbestyrelse bakkede op om Lars Løkke som formand og Kristian Jensen som næstformand. Jens Rohde var en af de første Venstrefolk, der var ude ad døren. Han havde ikke samme lyst til at tale med pressen som Claus Hjort. “Jeg havde gerne set, at vi havde haft en anden formand, men det er den beslutning, der er. Og nu skal jeg til Bruxelles. Vi har det formandskab, vi har. Og så har jeg ikke yderligere kommentarer,” sagde Jens Rohde. Omkring klokken et stod det nye formandskab officielt frem. Lars Løkke og Kristian Jensen åbnede hver sin svingdør simultant. Langsomt gik de hen til mikrofonerne, så ingen kom foran den anden. Lars Løkke tog ordet. “I Venstre er der højt til loftet og langt til døren. Det har der også været i aften,” indledte han. “Og diskussionen har rullet gennem lokalet, og heldigvis var der også så langt til døren, så ingen gik ud ad den, før mødet var slut,” sagde Lars Løkke. “I har været så flittige til at følge med i vores interne debatter den

68 seneste gode uges tid, og I vil derfor også vide, at der har været forskellige løsningsmodeller,” sagde Lars Løkke. “Ny formand, ikke ny formand, hvis ny formand, hvem ny formand, hvornår ny formand. Og konklusionen på mødet, som er draget uden afstemning, er, at Venstre er bedst tjent med, at vi fastholder lederskabet med mig som formand og Kristian Jensen som næstformand,” sagde han. Han fortalte også, at der var sår i Venstre, som skulle heles. Lars Løkke talte i fem minutter. Derefter gav han ordet til Kristian Jensen. “Vi er stadig et parti i krise,” sagde Kristian Jensen. “Det er både min og Lars’ vurdering, at alle de indlæg, som er kommet, de er kommet af kærlighed til Venstre. Ikke for at skade Venstre, ikke for at splitte Venstre, men et budskab med idéer, tanker og følelser, som er vigtige for det Venstre, vi skal skabe,” sagde Kristian Jensen. Ved pressemødets slutning gav Lars Løkke og Kristian Jensen hinanden et kram. Efter pressemødet gik det nye formandskab hver til sit. Lars Løkke tog sammen med sin assistent Frederik Greibe, sin særlige rådgiver Christian Hüttemeier og sin chauffør hjem til Lars Christian Lilleholt i Odense. Lilleholts kone, Jane, optøede frikadeller, og de spiste dem på rugbrød med et glas vin til. Lars Løkke virkede lettet. Klokken tre om natten sad Lars Løkke på bagsædet af en bil med dagens morgenaviser, mens han kørte mod København. Da han nåede frem til sin lejlighed i Nyhavn, gik han ikke i seng. Han satte sig i stedet ved sin computer og skrev en mail til de mennesker, der mindre end 24 timer tidligere havde trukket deres støtte til ham.

Jeg skriver til dig på baggrund af den mail, som du sendte mig forud for gruppemødet i går tirsdag. Jeg sætter stor pris på, at det var en ærlig mail - samt at du valgte at orientere mig personligt, før du tog ordet på gruppemødet, hvor du klart udtrykte din og dit baglands holdning.

69 Som du ved, så havde vi i aftes et hovedbestyrelsesmøde, der endte med den konklusion, at Kristian og jeg sammen har påtaget os opgaven med at bringe partiet fremad. I den forbindelse får vi brug for alle. Folketingsgruppen, baglandet, medlemmerne. Vi får brug for alle. Derfor har jeg også et ønske om, at vi herfra ser fremad. At vi herfra kan samarbejde om at sikre Danmark en ny regering. Det er i hvert fald mit ønske - uanset hvad der måtte være sagt de seneste par dage. Med ønsket om et fortsat godt samarbejde. Lars

Dagen efter mødtes Venstres folketingsgruppe på Christiansborg kokken 12. Det var første gang, de stridende parter skulle se hinanden i øjnene. Jacob Jensen, en af Lars Løkkes trofaste støtter, gik hen til Michael Aastrup, som havde krævet formandens afgang. Mange fulgte ham med øjnene, da Jacob Jensen gav ham hånden. Uden for gruppeværelset talte Lars Løkke med journalisterne. “Det er helt åbenlyst, at der har været en periode her, hvor vi er kommet lidt i tvivl om, hvem vi egentlig er. Derfor er der et stykke reparationsarbejde foran os,” sagde Lars Løkke. “Vi er blevet revet ind i en slags identitetskrise de seneste uger, og det er det, vi fik talt ud om i går,” sagde Lars Løkke. “Jeg husker, hvad der er blevet sagt, men ikke hvem der har sagt det.” Derefter gik han ind til folketingsgruppen.

70

6. Mejdahl

CHRISTIAN MEJDAHL PÅ 74 ÅR cykler hver morgen op til sin gamle gård. Her arbejder han halvanden time i kostalden, før han cykler hjem igen til hustruen, Eva, og parcelhuset i Vindblæs syd for Løgstør. Gården købte han i 1965 som 25-årig, og efter et liv i dansk politik holder han fast i sit gamle fag. De gamle dyder fra opvæksten i Himmerland hænger også ved. “Man skal klare sig selv, ikke ligge andre til last, og man skal være hjælpsom. Og når man skal bruge penge, så skal man gøre det fornuftigt. Man kan jo godt slide tingene op, inden de skal fornyes. Det har præget min slægt på både fars og mors side,” siger Christian Mejdahl. Det var den politiske karriere, som hev landmanden væk fra slægten og gården. Men 20 år på Christiansborg pillede aldrig livsanskuelsen ud af Mejdahl. Den sidder fast fra opdragelsen. “Da jeg var 12 år, ville jeg gerne have et armbåndsur. Det måtte jeg også godt for mine forældre, men jeg skulle selv skaffe pengene,” fortæller Christian Mejdahl. Derfor solgte han nogle af sine kaniner, dueunger og høns. Men der var ikke penge nok. “Så cyklede jeg op til sognerådsformanden i Salling, for han averterede med salg af gåseæg. Jeg købte fem æg for tre kroner per styk og lagde dem under en høne. Der kom fem gæslinger ud af det, og dem solgte jeg, da de var 14 dage gamle, for 15 kroner stykket. Så havde jeg penge nok til et ur, som kostede 120 kroner,” fortæller han. Christian Mejdahl sidder for bordenden og kigger ud i parcelhusets stue. Han har smøget ærmerne op på sin ternede skjorte. Mens han fortæller om opvæksten, holder højre hånd fast om et guldur. Den venstre hånd drejer gulduret, så det roterer om håndleddet. Han tænker

71 ikke over det. Christian Mejdahl mener, der er en kulturel forklaring på, hvorfor sagen endte med at udspille sig, som den gjorde. I hans øjne handler det om to forskellige kulturer i Venstre – og i befolkningen generelt – som støder sammen. Den ene kultur er en landbokultur, der er præget af tanker om pligt. Den anden er en velfærdskultur, der taler mere om ret, siger han. Store dele af baglandet i Venstre er ifølge Christian Mejdahl rundet af landbokulturen. Lars Løkke er omvendt et resultat af velfærdsstaten. Venstre-politikeren Søren Pind skrev søndagen før mødet i hovedbestyrelsen på Facebook: “Lars er ikke født med en guldske i munden. Tværtom har det danske velfærdssamfund og han selv gjort ham til det, han er: Den bedste tænker i forhold til at forandre og forankre Danmark, som han kender til hudløshed.” For Christian Mejdahl udspringer velfærdskulturen fra de offentlige ydelser som for eksempel folkepensionen fra 1956, der i velfærdsstaten er allemandsret. “Før 1956 var der aldersrente, som man skulle søge. Det var der nogle, som ikke gjorde, fordi det var nedværdigende at skulle ligge det offentlige til last. Man havde jo pligt til at klare sig selv,” fortæller han. “Så kom folkepensionen, og den får vi alle sammen. Det er en ret. Det har været med til at præge holdningen om, at man havde ret til en række ting”. Velfærdskulturen medvirkede til, at Lars Løkke havnede i fedtefadet, mener Christian Mejdahl. “Det kan måske overføres til, at man også har ret til at få nogle ydelser af partiet, når man er i front og arbejder meget. Det er måske også en medvirkende årsag til, at nogen forsvarer det,” forklarer Christian Mejdahl. “De, der er vokset op med velfærden og alt det gode, som er fulgt med, de har måske en lidt anderledes holdning til penge. Også dem som

72 cirkulerer i et parti,” siger han. Christian Mejdahl bruger ofte ordet måske. Han vil nødig virke for skråsikker eller udtale sig for bombastisk. Han tager forbehold, når han taler om andre. Han virker mere tilpas, når han taler om sig selv. Han fortæller, hvordan han købte sin egen gård som 25-årig og dengang for alvor forstod, hvorfor forældre på landet i generationer opdragede deres børn til “aldrig at bruge den sidste krone”. Man skulle have noget til at stå imod med, hvis der skulle ske noget uforudset. “I landbruget vidste man aldrig, hvad der kom på mejeriafregningen hver 14. dag. Den usikkerhed er helt anderledes, end hvis man på en fast månedsdag fik en løn ind på kontoen,” siger han. I dag holder Christian Mejdahl stadig øje med mælkepriserne. “Nu er mælkeprisen faldet 40 øre siden april og 11 øre i forgårs (1. september, red.), og på den måde er der et usikkerhedsmoment, som smitter af på omgangen med penge. Og det ses på de bønder, som kommer i Folketinget, at de har en lidt anderledes indstilling til det at bruge penge, også offentlige penge, end man ellers ville have,” forklarer Christian Mejdahl. Derfor vånder man sig i landbokulturen over regninger på habitter og sko til 152.000, mener Christian Mejdahl. Han sad selv i Folketinget for Venstre fra 1987 og frem til 2007. De sidste fem år som formand for Folketinget. Når han husker tilbage på tøjstilen i Folketinget tidligere, er han lidt uforstående over for argumentet om et større behov for at se mere professionel ud som politiker i dag. “Hvis du lægger mærke til dresscoden i Folketinget i dag, så er det ikke, fordi at de er bedre påklædt, end de var for 20 år siden,” siger Christian Mejdahl, der udtaler det engelske dresscode på fladt jysk. “Da jeg kom i Folketinget, var det en uskreven regel, at man ikke gik i salen, uden at man var i jakkesæt og slips for mændenes vedkommende i Venstre. I dag er det mere løssluppent. Behovet for at få tøj betalt er jo i givet fald ikke større end dengang,” siger Christian Mejdahl.

73 På sofabordet har konen sat en mellemmad frem efter morgenens tur i kostalden. Hjemmebagte boller med ost eller rullepølse og skiveskåret agurk. Fadet er samme stel som kop, underkop, tallerken, sukkerskål og flødekande. Der er stille, mens Christian Mejdahl nøje overvejer sine næste ord. Håret sidder vandkæmmet i en sideskilning. I hjørnet afbryder det store bornholmerur fra barndomshjemmet med rolige slag. “Pligten ligger dybt i de mange Venstrefolk, men retten er måske blevet mere udtalt. Nu føler man også, at man har ret til en række ting, som man ikke havde tidligere,” siger Christian Mejdahl. For år tilbage ville ingen i Venstre have forsvaret et tøjkøb som Lars Løkkes. Det havde været utænkeligt, siger Christian Mejdahl. ”Men samfundet forandrer sig, og det gør Venstre også.” I takt med at velfærdssamfundet for alvor har foldet sig ud, har Venstre appelleret mere og mere til liberale i byerne. Landbovenstre er modsat blevet mindre, fordi folk netop er flyttet mod de større byer. Men når partiet flytter fra land til by, må man ikke glemme det moralske arvesølv, advarer Mejdahl. “Det gælder jo i alle livets forhold, at når man bevæger sig, så skal man passe på, at man ikke kaster det værdifulde fra fortiden væk. Det skal man føre med sig ind i fremtiden.” “Det værdifulde fra fortiden er, at man ikke ligger nogen til last, at man klarer sig selv, og at man selv betaler sit tøj,” siger han. Christian Mejdahl har intet sagt i medierne om Venstreformandens tøjkøb på partiets regning. Da GGGI-sag om Lars Løkkes luksusrejser for klimakroner rullede sidste år, gik den sindige jyde dog i medierne med en opsang til formanden. Efterfølgende mødte Christian Mejdahl tilfældigt Lars Løkke på Christiansborg. “Det her er uholdbart,” sagde Christian Mejdahl til ham. Han sagde, han havde taget bladet fra munden, fordi der var en reaktion i baglandet. ”Den må vi ikke overhøre,” sagde Mejdahl til Lars Løkke.

74 ”Det ved jeg godt,” svarede han.

***

75 Vi håber, du kunne lide singlen. Ved du, at du får meget mere af samme skuffe som medlem af Zetland?

Zetland er en digital avis for nysgerrige mennesker, der ønsker at forstå den verden, de er en del af.

Vi udgiver ganske få artikler om dagen. Vi fokuserer udelukkende på tidens vigtigste begivenheder og strømninger. Hos os får du det, du har brug for at vide, men ikke mere, end du kan nå at læse. Også i en travl hverdag.

Vi lytter til dig. Vi har fra begyndelsen udviklet Zetland i samspil med medlemmerne. Vi ved, at tilsammen ved vores medlemmer altid mere, end den enkelte skribent gør.

Mød os på zetland.dk

(... og hvis du allerede er medlem af Zetland: Tak for at du er med på holdet. Det kan ikke siges for tit)

76

Kolofon

Aftalen i kælderen – formandsopgøret i Venstre Kristian Brårud Larsen © Kristian Brårud Larsen og Zetland ApS Redaktion: Silke Bock, [email protected] Forside: Kenneth Schultz Korrektur: Birgitte Momme ePub: Magnus Hylander Friis (med Scripler) Ansvh. redaktør: Lea Korsgaard Udgivet oktober 2014 ISBN 978-87-93066-19-9

Denne publikation er en ‘single’: en digital fortælling, der er længere end en artikel, men kortere end en bog.

ZetlandApS København www.zetland.dk [email protected]

77