Aftalen I Kælderen – Formandsopgøret I Venstre
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
2 3 Aftalen i kælderen Formandsopgøret i Venstre Af Kristian Brårud Larsen 4 Forord Denne skildring af Venstres krise i maj og juni 2014 er en dokumentarisk beretning. Den er blevet til på baggrund af interview med en lang række personer med kendskab til Venstre og forløbet omkring kritikken af Lars Løkke Rasmussen. Interviewene fandt sted henover august og september 2014 og blev således indledt efter mødet i Venstres hovedbestyrelse 3. juni. Jeg har talt med i alt 34 politikere, medlemmer af Venstre og politiske iagttagere. De medvirkende til rekonstruktionen af forløbet har udtalt sig "til baggrund". Det vil sige under forudsætning af, at de ikke blev citeret direkte i den endelige tekst. Mit sigte har fra begyndelsen været at genskabe centrale episoder under Venstres krise så detaljeret og tæt på sandheden som muligt. Uden den tryghed til at tale frit, som interview til baggrund giver, havde det ikke været muligt at komme så tæt på de faktiske begivenheder, at det gav et meningsfuldt indblik ind bag den 'officielle historie'. Hverken Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, eller næstformand, Kristian Jensen, har ønsket at deltage på nogen måde til genskabelsen af forløbet. Både hændelsesforløb og dialog er genskabt med varsomhed, og al dialog er – såvel som alle øvrige oplysninger – bekræftet af flere kilder uafhængigt af hinanden. Når direkte tale er omkranset af citationstegn, er ordlyden enten refereret af personen selv, af personer, som hørte ordene, eller af personer, som har hørt den citerede gengive samtalen. Samtaler gengivet uden citationstegn skyldes alene, at kilderne er usikre på den præcise ordlyd. I alle tilfælde er kildernes troværdighed og mulige motiver anskuet 5 kritisk, og beskrivelser af episoder, der involverer små personkredse, er efterprøvet for spor af koordinering mellem kilderne. Flere kilder har desuden givet oplysninger i form af mails, referater, talepapirer, kalendere, mødeplaner og andre former for skriftlig dokumentation. En række kilder udtaler sig til citat. Sigtet med det følgende er at komme dybere ned i forståelsen af den krise, der ramte Danmarks største parti og få svar på, hvad årsagen var til, at adskillige Venstrefolk åbent gik ud og krævede Lars Løkke Rasmussens afgang. Kristian Brårud Larsen oktober 2014 6 1. Fødselsdag SNAKKEN FORSTUMMEDE blandt de omkring 300 gæster, da Reimer Bo Christensen tog ordet. Det var torsdag den 15. maj, og i det hvidmalede festlokale i Marketenderiet i Valby var fejringen af Lars Løkke Rasmussens 50-års fødselsdag i fuld gang. I lyset fra den ene langside af vinduer stod prominente erhvervsledere, pressefolk og et hav af politikere langs væggene, og rundtom i hjørnerne samledes små grupper af mennesker med vinglas i hånden, klar til at skåle for Venstres formand. Talerækken havde været lang. Igen og igen blev Løkke Rasmussens store, politiske bedrifter fremhævet. Fra ung kommunalpolitiker til markant folketingsmand, minister og siden formand for Venstre. Reimer Bo Christensen, der var toastmaster til receptionen, præsenterede den næste taler, Carl Holst, som en god ven af Lars Løkke Rasmussen. Fødselaren stod, iført et mørkeblåt jakkesæt og silkeslips, med vægten på det ene ben og en hånd i lommen. Han så på Carl Holst, hans gamle ven fra tiden i Venstres Ungdom i 1980’erne. De to havde holdt sammen siden ungdomsårene, og nu var den ene formand for Venstre, mens den anden var formand for Region Syddanmark. “Sidste weekends aviser havde meget om statsmanden Lars Løkke,” sagde Carl Holst. ”Hans politiske holdninger, gældende nu og ikke mindst for fremtiden. Denne uges aviser har mest bare handlet om lille Lars fra Græsted.” “Men det er den samme Lars Løkke, vi taler om, og derfor er der mange, der spørger, hvem er Lars egentlig? Svaret på det spørgsmål er enkelt,” fortsatte han. 7 ”Lars er et renæssance-menneske.” “De havde stor idérigdom, virketrang, fantasi og nytænkning i Renæssancen. Men også en sprudlende væremåde og levevis,” fortalte han. “De gav deres tid et helt nyt præg. Det er de folk, Lars har fællestræk med.” Lars Løkke Rasmussen havde altid haft viljen og evnen til at finde udveje på samfundets udfordringer, uddybede Carl Holst. Han var fri for vanetænkning og åben overfor en ny tids krav og muligheder. Carl Holst henviste til Løkkes fortid som spejder. Han sagde: “Det er derfor, det er spændende og udfordrende at være med i den trop, du er tropsfører for, Lars.” Undervejs satte Lars Løkke Rasmussen armene over kors og så en anelse skeptisk ud. Ikke mindst, da Carl Holst sagde: “Vi ved jo alle – at har man renæssance-menneskets træk i sin daglige adfærd, kan man let komme til at støde folk og støde en fornuftig forsigtighed til side.” Ingen andre i den lange række af talere havde så meget som antydet det, de allesammen tænkte på. To dage tidligere havde Ekstra Bladet på forsiden med fede versaler fortalt, hvordan Venstre havde indkøbt tøj for store summer til Lars Løkke. “Ny bilagsbombe under Løkke. Købte tøj og sko for 152.000”, stod der. Henover ti måneder i 2010 og 2011 ekviperede partiet Lars Løkke i herretøjsbutikken Zornig på Frederiksberg, fortalte avisen. 28 skjorter, ni jakkesæt, ni par bukser, 21 slips, syv par sko, 17 par strømper og otte boksershorts. Meget af det skræddersyet. Det var aldrig sket før i Danmarks største og ældste parti, at så mange penge var brugt på formandens garderobe, og det var ikke gået ubemærket hen. For den politiske ordfører Inger Støjberg betød det, at hun tilbragte det meste af receptionen med journalister i røret. Hun stod udenfor og afviste, at der var noget at komme efter, mens der indendøre blev hilst 8 og skålet. Selvom ingen af gæsterne direkte nævnte Ekstra Bladets afsløringer under fejringen, summede krogene alligevel af lavmælt snak om tøjsagen. Hvad var op og ned? Hvad mente baglandet, og hvad ville vælgerne mene, når de ti dage senere skulle sætte kryds ved valget til Europaparlamentet? Ingen havde klare svar. Endelig tog Lars Løkke selv ordet. Han ville gerne takke de fremmødte og fremhævede en passage fra sin debatbog ’Hvis jeg bliver gammel’. “I bogen anpriste jeg det frie valg i et kapitel, der bærer titlen 'Retten til at kunne vælge - eller om opgøret med pligten til at bruge kommunalt stangtøj, når man kan få det skræddersyet'," læste Lars Løkke højt. Latteren brød ud flere steder i lokalet. Lars Løkke talte også om de politiske udfordringer, Danmark stod overfor. “Jeg ved ikke, om jeg tør sige det, men nu handler det om at komme i arbejdstøjet,” sagde han. * SAMME AFTEN HAVDE VENSTRE arrangeret en fødselsdagsfest for Lars Løkke Rasmussen. Venstres folketingsmedlemmer og deres partnere mødtes med Lars Løkkes venner og familie. Der var ingen bordkort, så folk satte sig, som de kom, ved tre langborde. Ved bordet i midten sad Lars Løkke med sin hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, ved sin side. Over for ægteparret sad Carl Holst med sin ægtefælle, Lone Holst. Flere steder ved bordene kæmpede partikolleger gennem flere år med at finde et samtaleemne. Hos flere kredsede tankerne om tøjsagen. Humøret røg dog et hak op, da folketingspolitikerne Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen trådte ind i lokalet, udklædt som de nordsjællandske snobber Fritz og Poul fra satireprogrammet Rytteriet. Iført pastelfarvede poloer og charmeklude lagde de ud med at 9 causere over den daværende formand for De Konservative, Lars Barfoed. “Det er sgu da søde Lars. Vi stemmer på dig,” sagde Jan E. Jørgensen, der spillede snobben Poul. “Det er godt, vi ikke er så mange, det kan også blive for folkeligt,” fulgte snobben Fritz op i form af Jakob Ellemann-Jensen. Derefter kom turen til Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard, der er uddannet hjemmehjælper. Hun blev kaldt den au pair, kommunen sendte til dem, der ikke selv havde råd. Fritz Schur, der selv sad til bords den aften, fik også et par ord med på vejen, og endelig kom turen til partiformandens hustru, Sólrun Løkke Rasmussen. Jan E. Jørgensen, udklædt som snobben Poul, spurgte, om hun ikke havde været au pair hos ham engang. Hun kom vist fra en af de der små øer, Seychellerne eller Færøerne eller sådan noget, sagde han. Sólrun Løkke Rasmussen lo og afviste påstanden. “Nå, jamen så har vi nok bare bollet en gang. Var det ude på et kollegie på Amager?” spurgte Poul med henvisning til kollegiet på Frankrigsgade på Amager, hvor Lars Løkke gav sin kommende hustru det første kys i 1989. Jakob Ellemann-Jensen, der spillede rollen som Fritz, nævnte derefter den tidligere SF-leder Annette Vilhelmsens Zornig-sag, hvor hun blev beskyldt for på forhånd at love en million til et velgørende projekt på et tidspunkt, hvor der ikke havde været ansøgningsfrist til pengene endnu. Jakob Ellemann-Jensen, der var klædt ud som Fritz, så på Lars Løkke. “Hun var ikke klædt ordentligt på af sit embedsværk. Det sker ikke for Lars. Han er altid klædt ordentligt på,” sagde han. Jan E. Jørgensen stemte i med snobben Pouls karakteristiske stemmeføring: “Ja, det sørger de søde mennesker i Venstre for.” Stemningen løftede sig i løbet af aftenen. Skuespiller og sanger Flemming Enevold optrådte, og flere gange blev der sunget folkeviser. Lars Løkke sang højt og tydeligt med under Per Dichs “Sådan er 10 kapitalismen” fra 1966. “Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn, det' de riges paradis, men jeg syn's fan'me det er synd,” rungede det gennem festsalen. Alvoren sneg sig ind i selskabet, da Lars Løkkes lillebror, Knud Løkke Rasmussen, opfordrede selskabet til at stå sammen mod Ekstra Bladet. Hele aftenen sad Lars Løkke ved siden af Sólrun Løkke Rasmussen. Da Knud Løkke Rasmussen gav hende ordet, blev der helt stille i lokalet. I sin tale sagde hun, at det aldrig var kedeligt med Lars. At hun havde fået meget mere og noget helt andet, end hun havde forestillet sig.