Russisk Strategisk Kultur Under Putin

Rart FEBRUAR 2018

Russisk strategisk kultur under Putin

Af Jørgen Staun, Ph.d, Lektor i international politik, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet, e-mail: [email protected]

FORSVARSAKADEMIET Russisk strategisk kultur under Putin

Af Jørgen Staun, Ph.d, Lektor i international politik, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet E-mail: [email protected]

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne publikation eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og Copy- Dan. Enhver anden udnyttelse uden Forsvarsakademiets skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser

København februar 2018 Forsvarsakademiet Svanemøllens Kaserne Ryvangs Allé 1 2100 København Ø Tlf.: +45 728 17000 Ansvarshavende redaktør: Anja Dalgaard-Nielsen, Chef for Institut for Strategi Layout: FAK ISBN: 978-87-7147-225-7 Russisk strategisk kultur under Putin

INDHOLDSFORTEGNELSE

Abstract...... 4

Indledning...... 5

Strategisk kultur-teori...... 6

Indledende drøftelser: Ruslands strategiske kultur under Putin...... 8

Internationalt niveau: Rusland som stormagt...... 11 Realisme og balanceringstænkning: fokus på relativ magt...... 14 Stormagtskoncert og anerkendelse...... 15 Antivestlig strømning og frygt for containment...... 16 Geografisk størrelse...... 18

Regionalt niveau: Rusland som eurasisk magt...... 18 Den klassiske eurasianisme...... 19 Neoeurasianismen...... 20 Det neoeurasiske nye højre...... 22 Den officielle neoeurasianisme...... 23 Novorossija...... 27 Russkii Mir...... 29

Statsniveau: Rusland som suverænt demokrati...... 30

Konklusion: Ruslands strategiske kultur under Putin...... 33

Bibliografi...... 36

3 Russisk strategisk kultur under Putin

Abstract Ruslands strategiske kultur under Putin tegnes af tre overordnede diskurser – eller udenrigs- og sikkerhedspolitiske verdensbilleder, om man vil – på henholdsvis internationalt, regionalt og statsniveau: ”Rusland som stormagt”, ”Rusland som eurasisk magt” og ”Rusland som suverænt demokrati”. ”Rus- land som stormagt” er en diskurs, hvor der i hovedsagen tænkes i magtbalance, stormagtsrum og nulsumstermer. Her søger man at fremme en verden, hvor Rusland igen indtager det, der anses som dets historisk retmæssige plads som en stormagt i egen ret med en (noget nær) global rolle. ”Rusland som eurasisk magt” handler i hovedsagen om, at Rusland er en selvstændig kultur eller civilisation, adskilt fra og uafhængig af Europa, med egne historisk fremkomne værdier og normer, hvor euro- pæiske samfundsmodeller som eksempelvis demokrati og liberal markedsøkonomi ikke nødvendigvis hører hjemme. Et centralt element i denne diskurs er forestillingen om Ruslands ”nære udland” som en russisk privilegeret interessesfære, hvor de mindre stater fører tilpasningspolitik, og hvor Vesten skal holde sig væk. Diskursen ”Rusland som suverænt demokrati” er en gennemført autoritær idé, som efter (tysk) radikalkonservativt mønster søger at modstille den ophøjede, levende og organiske russiske kultur med den overfladiske, materialistiske og mekaniske vestlige civilisation. Kombinatio- nen af de tre diskurser – hvor stormagtsrollen dog klart har en privilegeret position i forhold til de andre – giver et idékompleks, hvor der lades hånt om idéen om en snarlig russisk identitetsmæssig tilbagevenden til Europa og til en mere vestvenlig udenrigspolitisk kurs.

Nøgleord: Rusland som stormagt, Eurasien, neoeurasianisme, Novorosija, Russkii Mir, suverænt demokrati

4 Russisk strategisk kultur under Putin

”Rusland var og vil forblive en stormagt. Det er forudbestemt af de uadskillelige karakteristika ved dets geopolitiske, økonomiske og kulturelle eksistens. Disse bestemte russernes mentalitet og regeringernes politik gennem hele Ruslands historie, og de kan ikke andet end også at gøre det i dag.” (Putin 1999)

Indledning Invasionen og annekteringen af Krimhalvøen i 2014 og den efterfølgende russiske støtte til, igang- sættelse og styring af oprøret i det østlige Ukraine kom som et chok for store dele af den vestlige offentlighed. Her havde man, som i Danmark, i stor stil vænnet sig til at betragte Rusland som en mindre relevant stat, som man enten ikke skulle tage synderlig alvorligt eller blot anså som en stat, vi kunne handle med, og som på et eller andet tidspunkt ville blive ”ligesom os”, bare lidt mindre demokratisk måske. Lige pludselig var man konfronteret med en stat, som for første gang i årtier havde invaderet og siden annekteret territorium fra et naboland i Europa, på trods af alle internationale aftaler og traktater. En europæisk stat, som tydeligt agerer som en stormagt, der er villig til at sætte militær magt bag sine nationale interesser, også selvom den derved kommer på kollisionskurs med USA og NATO – hvilket blev desto tydeligere efter det militære engagement i Syrien i 2015, hvis det da ikke allerede var klart efter krigen i Georgien i 2008. Men hvorfor agerer Rusland som en stormagt, når det, som eksempelvis Bertel Heurlin udtrykker det, efter gængse pejlemærker blot er en ”begrænset regionalmagt”? Således betegner Heurlin Rusland som en ”regional magt med en enorm rigdom på ressourcer, men et i høj grad uudnyttet og, på grund af klimatisk placering, på nogle områder ressourcemæssigt uudnytteligt territorium. Befolkningen er stor, men stagnerende. Økonomien er svag og skrøbelig. Militæret er stærkt prioriteret, men lider af mangler. Stabilitet og kompetence er udfordret” (Heurlin i (Jensen 2016, p. 144)). Set gennem traditionelle international politik-teorier kan det således være svært at forstå, hvorfor Rusland agerer, som det gør. Målt på bruttonationalprodukt (nominelt i amerikanske dollars) havner Rusland på en 12. plads efter Syd- korea og Canada. Målt på bruttonationalprodukt pr. indbygger er Rusland endog længere nede og generelt placeret på en plads under de 60 rigeste lande ifølge forskellige internationale institutioners opgørelser (IMF, Verdensbanken, FN).1 Sammenholdes dette med et lavt fødselstal, en stagnerende eller i al fald kun svagt stigende folkesundhed og en industri, der i overvejende grad er baseret på olie og gasprodukter – som er afhængige af international samhandel og stabile, høje råvarepriser – tegner der sig ikke just et billede af en typisk internationalt agerende og betydende stormagt, snarere tværtimod. Men hvorfor søger Rusland så at agere som en?

Et svar er, at stater, hvis magt er for nedadgående, historisk set har været langsomme til at accep- tere den mindre rolle i verden, de er blevet pålagt af de nye omstændigheder – se bare de briter, som hvert år mødes til The Last Night of the Proms i Royal Albert Hall i London og afsynger den rituelle ”Rule Britannia”, her mere end et hundrede år efter at Storbritannien begyndte at miste sit

1) Hvis man måler på nominelt BNP, lander Rusland med 1.283.162 millioner dollars på en 12. plads efter Sydkorea (Bank, 2017). I FN’s opgørelse for 2015 ligger Rusland på en 68. plads med et BNP pr. indbygger på 9.243 dollars. I samme opgørelse er verdensgennemsnittet på 10.095 dollars (National Accounts Main Aggregates Database, 2016).et verdensbillede, der tatsniveauminerende af de tre udvalgte diskurser med, da den med al tydelighed tegner styrets autoritære

5 Russisk strategisk kultur under Putin

verdensomspændende imperium. På den anden side har stater, hvis magt forøges, ”ikke sjældent undladt at udvide deres eksterne engagementer i takt med stigningen i den relative nationale magt” (Duffield 1999, p. 768) – se eksempelvis Tyskland, der målt på bruttonationalprodukt er mere end to og en halv gange så rigt som Rusland, men som stadig, nu snart 28 år efter genforeningen, agerer stærkt tilbageholdende, især på det sikkerhedspolitiske område. Hvordan kan denne inerti forklares? I årenes løb har forskere i udenrigs- og sikkerhedspolitik indført en overflod af interne variabler, der søger efter forklaringer på, hvad der ellers ville blive betragtet som ”anomalier” hos neorealismen eller den strukturelle realisme. Denne rapport forsøger at føje sig til gruppen af sikkerhedsstudier, der fokuserer på interne faktorer i den udenrigspolitiske beslutningsproces, og fremdrager her begrebet ”strategisk kultur” som en mulig forklaringsfaktor.2

Strategisk kultur-teori Tilgangen i nærværende rapport er, at stater ikke kun forholder sig til presset fra det internationale systems politiske struktur, sådan som især neorealismen hævder det. Stater og især stormagter handler også ud fra deres egen interne logik, her analyseret gennem begrebet strategisk kultur.3 I nærværende rapport ses strategisk kultur ikke som et supplement til realistisk teori – som en inter- venerende faktor, der kan forklare afvigelserne fra den udenrigspolitisk kurs, landet burde have fulgt set i forhold til dets (rationelle) overordnede nationale interesser, men afveg fra af en eller anden (irrationel) grund. I stedet læner rapporten sig op ad Thomas U. Berger, der har argumenteret for, at kulturelle overbevisninger og værdier fungerer som forskellige nationale ”linser”, som former opfattelsen af begiv enheder. Således kan “information, der forstærker eksisterende billeder og overbevisninger, let tages i betragtning” og inkorporeres, mens informationer, der er uforenelige med det fremherskende verdensbillede, er tilbøjelige til at blive “ignoreret, afvist eller forvrænget for at gøre dem kompatible med de kognitive strukturer” (Berger, 1998, s. 24). Således ses strategisk kultur her i al væsentlighed som det overordnede verdensbillede hos den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite. Et verdensbillede (Wittgenstain 1989, o. 174, § 122), der sætter diskursive grænser for, hvad der anses for meningsfuldt og muligt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Jeg har andetsteds (Staun, 2017) argumenteret for, at i al fald Tysklands strategiske kultur kan ses som et slags flydende

2) Andre nyere bud på empiriske analyser af russisk strategisk kultur er: (Facon, 2016) (Eitelhuber, 2009) (Adamsky, 2018) (Degaut, 2014). Andre bud som ligner, er udenrigspolitisk beslutningsanalyse, der fokuserer på statens interne forhold, se eksempelvis (Hudson 2014), eller nyklassisk realisme, se eksempelvis Kropatcheva (2012). 3) En af ophavsmændene til begrebet ”strategisk kultur”, Jack Snyder, definerede det i 1977 som “den samlede sum af ideer, betingede følelsesmæssige reaktioner og mønstre af sædvanlig adfærd, som medlemmer af et nationalt strategisk fællesskab har erhvervet sig gennem indlæring eller efterligning af andre og deler med hinanden” (Snyder 1977). Snyder fokuserede udelukkende på den sovjetiske nukleare strategiske kultur, men begrebet er ikke begrænset hertil. I et andet klassisk værk argumenterer Alastair Iain Johnson for, at de fleste fortalere for strategisk kultur ville være enige i, at eliter, der socialiseres i forskellige strategiske kulturer, vil træffe forskellige valg, når de placeres i sammenlignelige situationer. Da kulturer er “egenskaber ved og varierer på tværs af stater, vil sammenlignelige strategiske virkeligheder blive fortolket forskelligt” (Johnson 1995, p. 35). Kultur sætter standarden for meningsfuld og passende adfærd. I al væsentlighed kan strategisk kultur således betegnes som “et sæt af fælles overbevisninger og antagelser afledt af fælles erfaringer og accepterede narrativer (både mundtlige og skriftlige), som former kollektiv identitet og forhold til andre grupper, og som påvirker de anvendte mål og midler, der vælges til at opnå de sikkerhedsmæssige målsætninger” (Glenn, 2009, s. 530). I et skrift om politisk kultur og statsadfærd har John S. Duffield argumenteret for, at kulturens overordnede effekt er at prædisponere kollektiver i retning af bestemte handlinger og politikker fremfor andre. Nogle muligheder vil simpelthen ikke blive forestil- let. Af dem, der overvejes, er nogle mere tilbøjelige til at blive afvist som upassende, ineffektive eller kontraproduktive, unormale, end andre. For nu at slå det helt fast: Strategisk kultur er ikke deterministisk. Kulturelle forklaringer kan ikke præcist bestemme adfærd, nogle gange rammer de endda pænt ved siden af. Men de kan i betydelig grad indsnævre om- fanget af politiske handlinger, der efter al sandsynlighed vil blive vedtaget under de givne omstændigheder (Duffield, 1999, s. 772).

6 Russisk strategisk kultur under Putin

”slutprodukt” af en tragtproces, som både med hensyn til antallet af debatdeltagere og antallet af centrale diskurser er bredest øverst, hvor landets selvforståelse, dets ”rolle i verden”, dannes gennem en række offentlige debatter om forskellige emner – i tysk sammenhæng ofte debatter relateret til spørgsmålet om tysk national identitet og Holocaust. Nederst i tragten finder vi en mere raffineret udgave af Tysklands strategiske kultur, som her er mere smal i omfang, både med hensyn til antallet af deltagere i debatten (for det meste topbureaukrater og toppolitikere) og antallet af diskurser, der anvendes (her i bunden er de mere fokuseret på sikkerhed, mindre på identitetsspørgsmål). Ruslands strategiske kultur ser nok anderledes ud. Tragten er givetvis noget smallere både i top og bund, især hvad antallet af deltagere angår. Dels er debatterne på ingen måde så vidtfavnende som dem, det gennemdemokratiserede, altid debatterende og åndsrige tyske samfund har. Dels er den politiske beslutningsproces i Rusland langt mere centraliseret omkring nogle få elitegrupperinger og deres støtter. Og hvad den brede befolkning måtte mene, tillægges ikke megen vægt – helt modsat i Tyskland. Det betyder dog ikke, at russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger træffes uden input fra det omkringliggende samfund. Således er heller ikke den russiske politiske elite alene om at bestemme indholdet af de toneangivende udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskurser – selvom de afgjort har størst vægt. For de begreber, de diskuterer ved hjælp af, er nogle, de ikke selv har kontrol over, omend mange i eliten måske godt kunne ønske sig dette.4 Således er eksempelvis stormagtsbegrebet, som er helt centralt for russisk strategisk kultur, også i russisk sammenhæng et ældgammelt begreb og et, hvis indhold man på ingen måde selv er i stand til at kontrollere, da begrebets betydningsreferencer rækker mange århundreder tilbage i tiden. Det samme kan til en vis grad siges om eurasianismebegrebet og begrebet ”suverænt demokrati”, som i nærværende rapport tillægges stor betydning for Ruslands strategiske kultur under Putin. Derfor er disse diskurser med til at påvirke elitens verdensbillede – det reservoir af idéer og begreber samt det indhold, der er knyttet til disse, som elitens medlemmer trækker på, når de fastlægger udenrigs- og sikkerhedspolitikkens rammer. Denne rapport adskiller sig fra Tysklandsrapporten, ved at den hovedsageligt beskæftiger sig med det reservoir af idéer og begreber, som befinder sig i den øverste del af ”tragten”, nemlig den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske elites overordnede verdensbillede. For nærmere analyser af den nedre del af tragten og den udmøntning af politikken, som følger heraf, kan man enten konsul- tere Staun (2017) eller Staun (2016) eller væbne sig med lidt tålmodighed. Således er nærværende rapport en del af et større undervisnings- og bogprojekt med titlen ”Krigeriske Kreml? Nykrig, hybrid krig og strategisk kultur: Det post-sovjetiske Ruslands krige i et kritisk blik” udarbejdet sammen med en række andre medarbejdere på Forsvarsakademiet og andre forskningsinstitutioner i København. Bogen er sat til at udkomme i august 2018.

Metoden i denne rapport er påvirket af diskursanalyse. Det hævdes således her, at diskurser om udenrigspolitik organiserer viden systematisk og afgrænser, hvad der meningsfuldt kan siges og

4) Denne tankegang følger en filosofisk holdning til Wittgensteins såkaldte privatsprogsargument (Wittgenstein, 1953, s. 243-313) og indebærer et syn, hvori de begreber og ord, vi bruger, ikke kun er vores egne, men er nogle, vi har lært, ”arvet” fra vores forældre, fået formidlet socialt gennem vores opdragelse og skolegang. Vores sprog er samtidig noget, vi hele tiden deltager aktivt i udformningen af og hele tiden bliver fodret med gennem medierne, vores deltagelse i samfundet og vores indbyrdes omgang med andre mennesker. Og i og med at sproget ikke er vores eget, men et kollektivt fænomen, er offentlige debatter og officielle politiske udmeldinger med til at forme den generelle forståelse af, hvad indholdet i de centrale begreber og diskurser er, og de påvirker derfor også et lands strategiske kultur. Det gør de, fordi også de små udenrigs- og sikkerhedspolitiske cirkler kommunikerer – og, må man formode, tænker – med de selvsamme begreber, metaforer og diskurser som offentligheden.

7 Russisk strategisk kultur under Putin

ikke kan siges om et givet lands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Disse diskurser fastsætter rammen eller grænserne for, hvad der betragtes som politisk gennemførlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske retninger (Wæver 2005). Desuden vil en diskurs, der har struktureret politisk adfærd i nogen tid, resultere i et adfærdsmønster, som det er vanskeligt (omend ikke umuligt) at ændre. Diskurser ses derfor som strukturelle lag, hvor de mere sedimenterede diskurser er institutionaliserede og dermed vanskeligere at reartikulere (eller politisere) og ændre (Wæver 2005) (Phillipsen 2012) (Bertramsen, Thomsen & Torfing 1991). At anvende en diskursiv tilgang til russisk strategisk kultur er ikke nogen nem opgave. Selvom nogle af Ruslands udenrigspolitiske beslutninger er forholdsvis veldokumen- terede i offentligt tilgængelige taler og dokumenter, gælder det langt fra alle Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitiske processer. Vi har ingen adgang til, hvad Putin tænker, eller hvad han måtte sige under møder, der ikke er offentlige. Men vi har adgang til det, han siger offentligt, ligesom vi har adgang til offentlige love og regler og kan iagttage den adfærd, som den politiske debat resulterer i eller legitimerer a posteriori. Og da politiske dokumenter er tekst, kan de analyseres ved hjælp af tekst- eller diskursanalyse (Barthes 1972) (Wæver 1993) (Wittgenstein 1989) (Wittgenstein 1953). Således antages det her, at politik i høj grad er kommunikative processer, og at de forskellige politiske aktører gennem disse diskurser sætter rammen for, hvad der er logisk, politisk muligt, og hvad der anses for legitimt for Rusland at gøre i en given kontekst. Bemærk derudover venligst, at jeg i det følgende ikke skelner mellem diskurser til internt (indenrigs) og eksternt (internationalt) brug – som eksempelvis Ieva Berzina gør i sin glimrende analyse af Ruslands Arktispolitik (Berzina 2015) – eller søger at opstille en sondring mellem instrumentel brug af en diskurs eller et begreb og ”den reelle brug”, der ligger bag. For selvfølgelig er der instrumentel brug af diskurser og politiske udsagn, og selvfølgelig er nogle politiske udmeldinger mere rettet mod et indenrigspublikum, mens andre me- stendels er til udenlandsk konsumption. Men en sådan sondring er vanskelig at opretholde analytisk på en stringent måde, hvorfor forsøget undlades her.

Indledende drøftelser: Ruslands strategiske kultur under Putin Den udgave af russisk strategisk kultur, som her skrives frem, har først og fremmest fokus på den eller de verdensopfattelse(r), som har præget den periode i det moderne Ruslands nutidshistorie, hvor Vladmir Putin har været ved magten – dog med afstikkere tilbage i tiden, da en del af de begreber, som udgør rammerne for Putinstyrets strategiske kultur, har mange år på bagen.5 Således fokuserer rapporten på tre overordnede elementer af russisk strategisk kultur, nemlig diskurserne ”Rusland som stormagt”, ”Rusland som eurasisk magt” og ”Rusland som suverænt demokrati”. Disse tre diskurser dækker, med overlap, hvert sit niveau, om man vil: ”Rusland som stormagt” omhandler således primært det internationale niveau og ser på Ruslands rolle i verden. ”Rusland som eurasisk magt” omhandler Ruslands rolle på regionalt niveau. Mens ”Rusland som suverænt demokrati” be- skæftiger sig med statsniveauet og handler om, hvorledes man internt i Rusland diskuterer, hvordan statsmagten bør organiseres. Den første diskurs, ”Rusland som stormagt”, er central, da det er den, der udgør det væsentligste rationale for krigene i Georgien, Ukraine og Syrien. Tilhørende stormagtsidentiteten er således balanceringstænkningen, herunder nulsumstænkningen, fra realismen og/ eller geopolitikken og den ofte forekommende indkredsningsangst, som også har stor indvirkning på

5) Andre nyere bud på empiriske analyser af russisk strategisk kultur er Facon (2016), Eitelhuber (2009), Adamsky (2018) og Degaut (2014).

8 Russisk strategisk kultur under Putin

Putinstyrets udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænkning.6 Det næste begreb, som vil blive gennem- gået, er ”Rusland som eurasisk magt”, der handler om Ruslands rolle på det regionale niveau. Dette sker ikke mindst på grund af begrebets indhold af restoration, dets antivestlige grundholdning og det iboende forsvar for politisk autoritarisme (Laruelle 2008, p. 221), som er afgørende for forståelsen af en række af Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitiske valg under Putin. Herunder berøres kort begreberne Russkii Mir og Novorossija, som har spillet en central rolle i forbindelse med Ukrainekon- flikten og i nærværende rapport anskues som en del af de begreber, der tegner ”det nære udland”, som her analyseres som en del af diskursen ”Rusland som eurasisk magt”.7 Den sidste diskurs, nemlig ”Rusland som suverænt demokrati”, omhandler en af de mest centrale ”debatter” om, hvordan man bør organisere det russiske politiske system, og er, på trods af at den ikke beskæftiger sig synderligt med udenrigs- og sikkerhedspolitik, taget med, da den med al tydelighed tegner styrets autoritære grundfilosofi. Således kan man her tydeligt se den autokratiske politikforståelse som oppefra-ned, stat versus individ, og det iboende radikalkonservative verdenssyn, som præger Kremltoppen, og som – sammen med erindringen om den russiske revolutions blodigheder – har medført en angst for (farvede) revolutioner og endvidere gør det logisk (nødvendigt) at søge at modarbejde enhver form for demokratisering og lige for at anskue eksempelvis Maidanrevolutionen/-kuppet i 2014 som styret udefra af USA og CIA.

Disse tre diskurser – eller udenrigs- og sikkerhedspolitiske grundopfattelser – er naturligvis ikke fyl- destgørende til at beskrive Putinstyrets strategiske kultur, endsige at forklare alle facetter af, hvorfor Rusland gør, som det gør, på den internationale scene. På ingen måde. For eksempel er det overordnede spørgsmål om sammenhængen mellem den strategiske kultur og den faktisk førte udenrigs- og sikkerhedspolitik et åbent spørgsmål.8 Således kan vi på den ene side konstatere, at Kreml synes at have overtaget en del af den russiske højrefløjs vokabular. Men, som Marlene Laruelle rigtigt påpeger, ved vi på den anden side ikke, om det er, fordi nationalisternes indflydelse ”tilsyneladende” vokser i forhold til udenrigspolitiske spørgsmål, at Ruslands udenrigspolitik bliver mere ”nationalistisk”, eller om den udenrigspolitiske retning nu engang er, som den er – af andre årsager – og så bruger man i Kreml efterfølgende de nationalistiske begreber rent instrumentelt til diskursivt at legitimere udenrigspolitiske beslutninger, man allerede har truffet uden hensyntagen til nationalisterne (Laruelle 2015, p. 90).9 Men så langt vil jeg dog vove pelsen: Udseendet af den russiske strategiske kultur giver et væsentligt fingerpeg om nogle af de vigtigste kollektive opfattelser og antagelser om verden – og således mulighedsrammerne – der ligger bag den ageren, vi har set fra russisk side, eksempelvis i krigene i Georgien, Ukraine og Syrien.

6) Ifølge Kimberly Marten blev Maidanrevolutionen/-kuppet i Kreml således ikke kun opfattet som en trussel mod stabi- liteten i det russiske regime eller mod selve idéen om Kiev som den russiske stats oprindelsessted. Kuppet udgjorde også en krænkelse af den russiske stormagtsidentitet. Således markerede den russiske ekspansion vestover og inkorporering af Novorossija under Katharina den Store i slutningen af det 18. århundrede nemlig den ”sande fremkomst af Rusland som en magt, der skal regnes med på europæisk plan” (Marten 2015, p. 195). 7) Når jeg således inkorporerer begreberne Novorossija, Russkii Mir og debatten om Ruslands “nære udland” under diskursen ”Rusland som eurasisk magt”, er dette naturligvis et kunstgreb. Men jeg gør det for at samle diskussionerne om Ruslands rolle på regionalt niveau, i den eurasiske region, i samme afsnit. 8) For yderligere debat om dette spørgsmål, se eksempelvis Neumann & Heikka (2005), Duffield (1999), Glenn (2009), Desch (1998), Berger (2012), Berger (1998). 9) Marlene Laruelle fremfører, at diskursen ”Rusland som opdelt nation” – det, at etniske russere efter Sovjetunionens fald havnede uden for Den Russiske Føderations grænser – er den eneste klart nationalistiske diskurs, som har en ”sporbar succes i forhold til narrativ og gruppestrategi” (Laruelle 2015).

9 Russisk strategisk kultur under Putin

Når disse tre diskurser er udvalgt til nærmere analyse, er det, fordi de udgør de væsentligste og mest toneangivende verdensbilleder, som gør sig gældende blandt den silovikidominerede udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite,10 som sidder på de mest indflydelsesrige poster i og omkring Kreml i disse år. Således vurderes indflydelsen fra den liberal-teknokratiske elite – folk såsom tidligere finansminister Alexei Kudrin, tidligere minister for økonomisk udvikling German Gref eller den nu korruptionsdømte minister for økonomisk udvikling Alexei Uljukajev – efterhånden minimal, undtagen på det økono- miske område. Følgelig er de folk, der tidligere ville have talt for, at den russiske stat burde se til Vesten, Europa og europæiske værdier for inspiration til indrettelsen af den russiske stat, det være sig på det økonomiske eller sociale område eller i forhold til statsmodel, trængt i defensiven. Derved er også atlanticismen, den anden side af begrebsparret eurasianisme-atlanticisme – der idéhisto- risk trækker linjer tilbage til sondringen mellem de slavofile og zapadniki (westernizers) (Neumann 1996)11 – stort set fraværende andet end som det, diskursanalysen kalder det truende Andet: det, der opfattes som en trussel mod Rusland, som antitesen til det, Rusland er og ønsker sig. Således nedtoner man i dag i stigende grad de europæiske træk ved den russiske identitet.12 Og man glemmer let og behændigt – både i Rusland og i Vesten – at Putin selv, især i første del af sin første embeds- periode som præsident, havde visse følere ude i forhold til en øget tilknytning til Europa og Vesten og vestlige institutioner. Således var Putin den 12. september 2001 det første udenlandske stats- overhoved, der ringede til George W. Bush og tilbød sin støtte til USA efter al-Qaedas angreb. Putin accepterede, at USA oprettede militærbaser i tidligere sovjetrepublikker som Georgien, Kirgisistan og Usbekistan og var også hurtig til at tilbyde USA muligheden for at anvende russisk territorium til logistisk at understøtte de amerikanske militæroperationer i Afghanistan. Der er ligeledes et tydeligt økonomisk liberalt spor i mange af Putins taler i de første år, eksempelvis i det såkaldte Millenni- ummanifest fra den 30. december 1999 (Putin 1999), og han holdt helt klart en dør åben til øget samarbejde, måske endda russisk institutionel tilknytning til EU (dog primært inden for økonomisk samarbejde og handel), i starten af sin præsidentperiode.13 USA’s svar på det russiske ønske om et russisk-amerikansk bilateralt partnerskab i kampen mod terror var ganske køligt: USA trak sig ud af ABM-traktaten, som forbyder opstilling af missilforsvar, noget, Putin vedvarende har talt stærkt imod. Et par år senere indledte man invasionen af Irak uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd og på trods af

10) Jeg anvender kategorierne siloviki (folk fra forsvars- og sikkerhedskredse) og liberal-teknokratisk elite som samlebegreber for de to største, omend meget omdiskuterede elitegrupperinger omkring Putin. Dette er naturligvis et kunstgreb, da verden, heller ikke den russiske, er sort-hvid. Dels er de gruppeinddelinger, som kategorierne dækker over, langt fra faste og varierer over tid, loyalitetsforholdene skifter med jævne mellemrum, og dels kan nogle måske endda placeres i begge grupperinger. Således skal kategorierne mest af alt ses som samlebegreber for omtrentlige, fælles verdensanskuelser end som deciderede alliancegrupper. 11) Magda Leichtova opererer i sin udlægning af det ideologiske fundament for Ruslands udenrigspolitik med to fun- damentale strategier: atlanticisme og eurasianisme, som hun ser som trækkende på den århundreder gamle adskillelse mellem zapadniki (eller westernizers) og slavofile (Leichtova, 2014, p. 17). For en lignende sondring, se: Gvosdev & Marsh (2014, s. 165). 12) Der er dog også en vis modstand mod at skrive Rusland helt ud af den europæiske civilisation, eksempelvis hos udenrigsminister Sergej Lavrov. I 2012 udtrykte han sig således: ”Vi ser os selv som et land, der konsekvent uddyber inte- grationsbåndene med vore naboer. Jeg mener, frem for alt, eurasisk integration, som vi ser som et langsigtet og gensidigt fordelagtigt projekt. Men der er også andre projekter. Vi har konsekvent talt for at opstille et modigt og langsigtet mål om tilnærmelse til den Europæiske Union. Vladimir Putin har for nyligt fremført en ide om at skabe et fælles økonomisk og humanitært rum … Rusland er del af den ‘større’ europæiske civilisation – naturligt, sammen med Nordamerika” (Lavrov 2012). 13) Der er endvidere vidnesbyrd, blandt andet fra tidligere NATO-generalsekretær George Robertson, om, at Putinstyret havde følere ude angående et eventuelt medlemskab eller øget samarbejde med NATO, noget, eksempelvis den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder støttede (BBC Documentary, 2012).

10 Russisk strategisk kultur under Putin

stærke russiske (og tysk-franske) protester. Samtidig øgede USA sin støtte til demokratibevægelser i Østeuropa og Centralasien såsom oppositionsbevægelsen Otpor i Serbien i 2000, Kmara, som ledte Rosenrevolutionen i Georgien i 2002, og Pora!, der var instrumentel under Den Orange Revolution i Ukraine i 2004. Ikke mindst støtten til Den Orange Revolution i Ukraine var ildeset i Moskva på grund af angst for, at noget lignende skulle ske i Moskva, og medførte, at man fra Kremls side igangsatte en række modforholdsregler, blandt andet oprettelsen af Nashi, en pro-Kreml ungdomsorganisation under ledelse af Vladislav Surkov.

I forhold til diskursen ”Rusland som suverænt demokrati” synes valget af en autoritær eller semiauto- ritær statsform kun udfordret af folk som korruptionsbloggeren og lederen af den stærkt underkuede russiske opposition, Alexei Navalni, der inden for en overskuelig årrække ikke vurderes at have mange reelle chancer for at få indflydelse på eller vælte Putinstyret. Bemærk venligst, at udeladelsen af en vestligt inspireret diskurs i nedenstående gennemgang af de væsentligste begreber, der tegner russisk strategisk kultur under Putinstyret, gør, at det billede, der fremkommer, bliver ganske antivestligt, autoritært og revisionistisk. Men det er i min optik de diskurser, der er de toneangivende for russisk strategisk kultur i disse tider og den retning, udviklingen peger, hvis man ellers lytter efter, hvad beslutningstagerne i Moskva siger og skriver offentligt.

Et sidste ord inden vi fortsætter: Rækkefølgen af gennemgangen af de tre diskurser er ikke tilfældig. Den følger således af de tre diskursers indflydelse på Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor det vurderes, at diskursen ”Rusland som stormagt” er mere indflydelsesrig end både ”Rusland som eurasisk magt” og ”Rusland som suverænt demokrati”. Således kunne rækkefølgen have været vendt om ud fra et argument om, at diskursen ”Rusland som suverænt demokrati” er vigtigst for styret, da trangen til orden og den autoritære tænkning er helt fundamental for den russiske elite. Men da det er udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der er i fokus her, er det stormagtstænkningen, der dominerer. Derfor er det på internationalt niveau, vi begynder.

Internationalt niveau: Rusland som stormagt Den vigtigste, overordnede udenrigspolitiske målsætning for Putins Rusland er at sikre, genetablere og måske endda udbygge Ruslands position som stormagt i det internationale system. Således kan den fremmeste udenrigs- eller sikkerhedspolitiske ”skole” betegnes som ”stormagtsnormalisering” (Tsygankov 2008),14 hvilket dybest set er en begrænset revisionistisk position, der fremhæver, at Rusland bør arbejde for en ny verdensorden, som i mindre omfang end i dag er domineret af Vesten, først og fremmest USA. For at gøre det er man nødt til at balancere den status, som USA – og Vesten generelt – har haft siden Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991, som noget nær unipol.

14) ”Stormagtsnormalisering” minder i et vist omfang om indholdet i ”nyimperialisme” (Staun 2008).

11 Russisk strategisk kultur under Putin

Genetableringen af Ruslands position som stormagt har været en klar ambition for Putin fra starten af hans indtræden på præsidentposten.15 I det såkaldte Millenniummanifest, som Putin fik trykt i avi- sen Nezavisimaja Gazeta den 30. december 1999, altså dagen inden den afgående præsident, Boris Jeltsin, overraskende udnævnte Putin til fungerende præsident, lyder det: ”Rusland var og vil forblive en stormagt. Det er forudbestemt af de uadskillelige karakteristika ved dets geopolitiske, økonomiske og kulturelle eksistens. Disse bestemte russernes mentalitet og regeringernes politik gennem hele Ruslands historie, og de kan ikke andet end også at gøre det i dag” (Putin 1999). I de første år af Putins præsidentperiode levede stormagtsambitionen dog endnu et lidt tilbagetrukket liv – der var mere presserende indenrigspolitiske problemer at tage sig af, ligesom økonomien først skulle rigtig på fode igen, før man kunne følge op på ambitionerne. Men om ikke før, så i al fald i den såkaldte Münchentale fra 2007 tog Putin bladet fra munden og kritiserede i stærke vendinger den i hans øjne overdrevne amerikanske brug af magt, ikke mindst militær magt, herunder især krigen i Irak, som var startet uden FN-mandat. Ved den lejlighed understregede Putin Ruslands selvstændige rolle som en stat, der fører en uafhængig udenrigspolitik: ”Rusland er et land med en historie, som strækker sig mere end et tusinde år tilbage, og som praktisk taget altid har benyttet sig af sit privilegium til at føre en selvstændig udenrigspolitik. Vi har ikke tænkt os at ændre denne tradition i dag” (Putin 2007).

Også på det mere formelle plan – forankret i strategipapirer eller såkaldte ”white papers” – er stormagtsambitionen klar. I det russiske udenrigspolitiske koncept fra 2000 omtales Rusland således som en “stormagt, som et af de mest indflydelsesrige centre i den moderne verden” (Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2000). I det udenrigspolitiske koncept fra 2008 er der et formuleret ønske om, at stormagtsfornemmelsen også skal have konsekvenser for den førte udenrigspolitik. Her lyder det, at Ruslands ”øgede rolle” i internationale affærer samt ”øgede ansvar for globale ud- viklinger” gør det nødvendigt at ”gentænke prioriteterne i den russiske udenrigspolitik” (President of Russia 2008, p. 1). I indledningen til Ruslands nationale sikkerhedsstrategi til 2020 fra 2009 er stormagtsdrømmen i den grad også present, ligesom ”we are back”-fornemmelsen: ”Rusland har overvundet konsekvenserne af den politiske systemkrise og den socioøkonomiske krise i slutningen af det 20. århundrede – har stoppet tilbagegangen for de russiske borgeres livskvalitet; modstået presset fra nationalistiske separatister og international terrorisme; forhindret diskrediteringen af den forfatningsmæssige regeringsform; bevaret landets suverænitet og territorielle integritet og genop- rettet landets potentiale til at øge dets konkurrenceevne og forsvare dets nationale interesser som en hovedaktør i de stadigt udviklende multipolære internationale relationer” (afsnit 1). Med disse fornemme bedrifter i bagagen er det logisk at gå skridtet videre. Dermed er det ikke længere nok at være en (regional) stormagt; nu vil man også være en ”verdensmagt”. I afsnit 21 defineres det således som en langsigtet national interesse at ”transformere Rusland til en verdensmagt” (miro- vaja derzjava) (Sovet Bezopasnosti Rossiyskoy Federatsii 2009). Også i Ruslands seneste nationale sikkerhedsstrategi fra den 31. december 2015 fremhæves ambitionen om at sikre Ruslands status som en af verdens stormagter tidligt i dokumentet (Prezident Rossii 2015). Og Putins indignation

15) Også før Putin var det en klar ambition for skiftende russiske regeringer at sikre Ruslands rolle/genkomst som stormagt. I april 1992 erklærede Boris Jeltsin således, at ”Rusland er rettelig en stormagt i kraft af dets historie, dets placering i verden, og på grund af dets materielle og åndelige potentiale” (Erickson 1999, p. 255). Og selv den vestvendte udenrigsminister Andrei Kozyrev erklærede i 1994, at Rusland var ”forudbestemt til at være en stormagt” (1994). Da Jevgenij Primakov blev udnævnt til udenrigsminister i 1996, erklærede han, at ”Ruslands udenrigspolitik kan aldrig være en anden- rangsstats udenrigspolitik. Vi er nødt til at føre en stormagts udenrigspolitik” (Blank, 2017).

12 Russisk strategisk kultur under Putin

over, at Barak Obama i sin tale til nationen i 2014 formastede sig til at benævne Rusland en regional stormagt, ikke en verdensmagt, var da heller ikke til at tage fejl af: ”Når det handler om begrebet regionalmagt, så anbefaler jeg et blik på verdenskortet. I Vesten er vores region Europa. I den østlige region er Japan og USA med Alaska vore naboer. I den nordøstlige region har vi over det arktiske hav en grænse til Canada. Hvem der på trods af dette vil nedgøre Ruslands betydning i verden, vil i virkeligheden forstørre sig selv og sig eget land” (Blome & Diekmann 2016). I samme interview slog Putin dog fast, at Rusland ikke havde ambitioner om igen at være en supermagt, da det blev anset for at være for omkostningstungt og ikke i Ruslands interesse.

Helt overordnet ønsker Rusland således at fremme et internationalt system, som er multipolært, og modarbejder derfor den amerikansk ledede verdensorden og den noget nær unipolære situation, som har været fremherskende siden Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I denne multipolære verden ønsker Rusland at sikre sig en position som en selvstændig stormagt, der formår at række ud af sin egen region og ind i geografisk tilstødende regioner – en stormagt med en noget nær global rolle, hvis ikke ligefrem en rolle som verdensmagt.

Stormagtsidentiteten er ikke af ny dato. Således er idéen om, at Rusland skal være en stormagt, ellers er det ingenting, et centralt og historisk vedvarende element i den russiske politiske selv- forståelse (Reshetnikov 2011, p. 154) (Bassin & Aksenov 2006, p. 100). Stormagtsdrømmen er en central del af den nationalromantiske forestilling om Rusland, den såkaldte ”russiske idé”, som sammen med geopolitikken og eurasianismen fik en enorm revival i 1990’erne (Billington 2004, pp. 169-170) (Bassin & Aksenov 2006, p. 99) (Smith 1999, pp. 481-482) (Kolossov & Turovsky 2001, p. 148). Den ”russiske idé” blev søsat af forfatteren Fjodor Dostojevskij i 1860-1861 og populariseret af religionsfilosoffen Vladimir Solovjev og digterfilosoffen Nikolaj Berdjajev og bestod i sin oprindelige form blandt andet af spirituel messianisme, med Moskva som det tredje Rom og med Rusland som havende en særlig historisk rolle som bæreren af den sande kristendom, samt et tydeligt element af organologisk statisme,16 hvor statsmagten står over de enkelte dele, ja, hvor de enkelte dele ikke er uden staten. Hertil kommer elementer af antivestlig, etnisk chauvinisme (Scanlan 1996) (Thaden 1954) (Billington 2004, pp. 24-25). På statsplan har Ruslands stræben efter stormagtsstatus i det internationale statssystem været et vedvarende islæt siden Peter den Store (Neumann 2008, p. 128). Som den russiske udenrigsminister i starten af det 20. århundrede, Aleksandr P. Isvalskij, udtrykte det: ”At falde til en andenrangs magt (og) blive en asiatisk stat (…) ville være en kæmpe katastrofe for Rusland” (Neumann 2008, p. 129). Mere nutidigt, men med samme betoning af, at stormagtsidentiteten er et eksistentielt spørgsmål for Rusland, sagde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i 2007 følgende i en tale: ”Rusland kan (…) kun eksistere indenfor sine nuværende grænser, hvis det er en af verdens ledende stater” (Tsygankov 2008, p. 46).17

16) Organologisk statisme er læren om, hvordan staten er et organisk, levende væsen: et uudgrundeligt, ophøjet hele, som udvikler sig efter naturlove, hvor mennesket ikke er uden staten. For en gennemgang af den organiske statstænkning i den tyske tradition, se Staun (2002)Putin: Milleniumtalenom en slags nilstræberRossiiænkningen fra realismen og/eller geopolitikken.ering og Georgien og Ukraine. 17) Se også Lavrov (2012) og (2016).

13 Russisk strategisk kultur under Putin

Realisme og balanceringstænkning: fokus på relativ magt Når stormagtspositionen er så central for russisk selvforståelse, hænger det sammen med elitens verdensopfattelse og generelle syn på international politik. Robert Legvold mener således, at Putins syn på international politik afspejler et ”hobbesiansk syn på verden” (Legvold 2007), og Alfred B. Evans, Jr. fremhæver, at ”vedholdende udtalelser fra Putin understøtter indtrykket af, at han ser den verden, Rusland eksisterer i, som farefyldt som følge af en ubarmhjertig kamp på livet” (Evans 2008, p. 902). Dette verdenssyn deles ikke kun af Putin. I den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite i Moskva opfattes magt først og fremmest som relationel, altså hvor stor ens egen magt er i forhold til konkurrenterne/modstanderne. Man fokuserer på magtbalance og nationale interesser, og iblandt silovikierne – folk med baggrund i forsvars- eller sikkerhedskredse – tænkes der primært i nulsumstermer. Som nærværende rapport ser det, opfatter især de forsvars- og sikkerhedspolitiske dele af Kremltoppen således international politik i klassisk realistiske, neorealistiske eller offensivt realistiske termer18 eller i deciderede geopolitiske nulsumstermer.19 Dette gælder i høj grad også Putin selv. Udenrigspolitisk arbejder silovikifløjen for at sikre Rusland som stormagt med en stærk stat, der kan genetablere Ruslands storhed internationalt og i regionen. Bobo Lo har således beskrevet den russiske elites verdensbillede som ”en hobbesiansk forståelse af verden som et i bund og grund fjendtligt og ’anarkisk’ sted; frygt for indkredsning af magter udefra, og en strategisk kultur domineret af den geopolitiske triade af nulsumskalkule, magtbalance og interessesfærer” (Lo i (Stent 2008)) – det vil sige en vognborgsmentalitet, der ikke er ulig den måde, man i Sovjet så på verden. Derudover giver de primat til den hårde magt, hvorfor den russiske stormagtstænkning i høj grad lægger vægt på at sikre og opbygge russisk militær kapabilitet, herunder især det nukleare arsenal, med henblik på at sikre ”strategisk paritet” med USA (Lo 2015, p. 41) (Johnson 2016). Det er således nærmest blevet en trivialitet at notere, at Ruslands position som stormagt i høj grad afhænger af dets nukleare arsenal. Hvad der ikke er en trivialitet, er den position, nuklearvåben indtager i russisk militær doktrin, hvor de fungerer som et geopolitisk instrument til at sikre Rusland retten til at føre en uafhængig og selvstændig stormagtspolitik, der ikke giver efter for pres. Dermed er Ruslands nuklearstrategi, ifølge Dave Johnson, en blanding mellem en overordnet sikkerhed for gengældelse (assured reta- liation) og muligheden for asymmetrisk eskalation til brug i regionale konflikter. ”Rusland forestiller sig at anvende nuklearvåben i nogle scenarier som et middel til at forsvare positioner, der er opnået ved succesfulde, hurtige konventionelle operationer” (Johnson 2016, p. 55). Således har russerne to gange anvendt truslen om atomvåbengengældelse i regionale konflikter, nemlig i Georgien i 2008 og Ukraine i 2014, hvor de forhøjede de nukleare styrkers alarmberedskab for derved at signalere til USA og NATO, hvor alvorligt man opfattede konflikterne. En af de mest eksplicitte advarsler fra russisk side kom i 2015 under et bilateralt møde i Torgau i Tyskland mellem tidligere russiske og amerikanske militærfolk og embedsmænd, hvor russerne angiveligt videreformidlede en besked fra Kreml om, at ethvert forsøg på at generobre Krim med magt ville blive anset som et direkte angreb på Rusland. Sådan et angreb ”vil blive responderet på med magt, herunder brug af nuklear magt,” var beskeden (Johnson 2016, p. 53) (Bacchi 2015).

18) Altså i stil med eksempelvis den klassiske realist Henry Morgenthau (1948), neorealisten Kenneth Waltz (1979) eller den offensive realist John J. Mearsheimer (2001). Se Staun (2007). 19) Mackinder (1904), Schmitt (1954), Dugin (2015).

14 Russisk strategisk kultur under Putin

Samtidig bærer den russiske version af blød magt (soft power) i høj grad præg af netop denne magt- forståelse. Her handler det ikke om indflydelse via eksemplets magt, hvor andre stater overtager ens værdier og interesser og frivilligt gør dem til deres egne – sådan som Joseph Nye forstår soft power-begrebet (Nye 2004) – men snarere om blød tvang (soft coersion), hvor Rusland via kor- ruption, bevidst udnyttelse af modpartens svagheder, finansiering af modpartens oppositionspartier, udbredelse af uvederhæftige nyheder og rendyrket propaganda søger at fremme sine politiske mål (Sherr 2013, p. 2).

Stormagtskoncert og anerkendelse Værd at bemærke i forbindelse med stormagtsidentiteten er også den russiske opfattelse af, at det er stormagterne, der dominerer i international politik. I Sergej Lavrovs øjne bliver verden mest fre- delig, når det lykkes stormagterne, som efter Wienerkongressen i 1815, at blive enige om at sikre freden i Europa, i al fald 40 år frem (indtil Krimkrigene), eller som under Den Kolde Krig, ”der var en overraskende god tid for Vesteuropa, der under paraplyen af US-Rusland konfrontation blev sparet for behovet for at træffe sine egne større beslutninger” (Lavrov 2016). Således betragtes internationale organisationer i den russiske elite i mindre grad som selvstændige aktører og i højere grad som scener, hvorpå stormagterne kan føre deres balanceringspolitik enten egenhændigt eller støttet af eller gennem mindre stater. For småstater, især småstater, der ligger inden for stormagternes inte- ressesfære eller interessezone, kan generelt ikke have en selvstændig politik, andet end i et kortere tidsrum. Resten af tiden må de føre tilpasningspolitik til de store magter. Denne forståelse kommer eksempelvis også til udtryk hos udenrigsminister Sergej Lavrov i et interview i 2015, hvor han blev spurgt om mulighederne for et tysk-russisk partnerskab: ”EU politik bør ikke være til disposition for nogle marginale enheder, som følger instrukser fra den anden side af Atlanten” (Lavrov 2015). Som Bobo Lo udtrykker det, er det en af årsagerne til, at Putin og Jeltsin før ham aldrig rigtig har forstået dynamikken i Den Europæiske Union. Og det forklarer også, hvorfor Kreml ikke ville tro på, at den georgiske præsident Mikhail Saakasjvilis angreb på Sydossetien i august 2008 ikke var forhåndsgod- kendt af Washington (Lo 2015, p. 42). Indlejret i den multipolære vision er endvidere en regionaliseringstanke, som i et vist omfang ligner den tyske radikalkonservative filosof og jurist Carl Schmitts idé om regioner som stormagtsrum, hvor der hersker interventionsforbud for de andre stormagter (Schmitt 1991). Regionaliseringstanken tilsiger således, at polerne dominerer i deres egen region, ikke blot med hensyn til politiske spørgsmål, men også med hensyn til noget så grundlæggende som valg af politisk system. Rusland vil have lov til at vælge sin egen vej, herunder sin egen styreform. Anerkendelsesaspektet betones således jævnligt i Putins taler, eller som i Medvedevs tale efter krigen i Georgien, hvor han endnu var præsident.20 Her betonede Medvedev i en række taler og interviews, at de russiske tropper gik ind i Georgien, fordi ”vi simpelthen vil have respekt, respekt for vores land, vort folk og vore værdier”. (Medvedev 2008) ”Rusland har zoner, som er en del af dets interesser. At nægte det er nytteløst for Vesten og endda farligt. Det er uretfærdigt, det er ydmygende, og vi har fået nok. Det er noget, vi ikke længere er villige til at udholde. I har et meget klart valg her. Lad der ingen tvivl være om det”. (Kendall 2008)

20) Om anerkendelsesaspektet og Ruslands stormagtsrolle, se (Neumann 2008).

15 Russisk strategisk kultur under Putin

Antivestlig strømning og frygt for containment Ud over stormagtsidentiteten og ønsket om at fremme en multipolær verdensorden har der i de senere år været en tiltagende antivestlig strømning, en skuffelse over Vesten, herunder et element af indkredsningsangst, i de russiske udenrigspolitiske kredse. Indkredsningsangsten, angsten for containment, er en naturlig følge af den historiske erindring om Den Kolde Krigs containmentpolitik mod Sovjetunionen, men også en logisk følge af den geopolitiske tænkning og det markante fokus på relativ magt, som præger de udenrigs- og sikkerhedspolitiske eliter i Moskva. Som Putin udtrykte det i sin tale til Dumaen den 18. marts 2014, to dage efter afholdelsen af en (ikke internationalt anerkendt) folkeafstemning på Krim, hvor 96 procent af de afgivne stemmer angiveligt var for en indlemmelse af Krim i Rusland: ”Efter opløsningen af planetens bipolaritet har vi ikke længere haft stabilitet. Centrale internationale institutioner bliver ikke stærkere; tværtimod nedbrydes de des- værre mange steder. Vores vestlige partnere, anført af USA, foretrækker ikke at lade sig guide af international folkeret i deres praktiske politik, men lader våbnene bestemme. De er begyndt at tro på deres egen eksklusivitet og exceptionalisme, at de kan bestemme verdens skæbne, at kun de kan have ret. De gør, som de ønsker: Her og der bruger de magt mod suveræne stater og danner koalitioner ud fra princippet ’hvis du ikke er med os, er du imod os’. For at få denne aggression til at se legitim ud gennemtvinger de nødvendige resolutioner fra de internationale organisationer, og hvis det af en eller anden grund ikke duer, ignorerer de ganske enkelt FN’s Sikkerhedsråd og FN i det hele taget” (Putin 2014). Som vidnesbyrd herom henviste Putin til bombningen af Beograd i 1999 og til Vestens militære indsats i Afghanistan og Irak, ligesom han fremhævede, at Vesten i hans forståelse ”overtrådte” FN’s Sikkerhedsråds resolution om Libyen, idet Vesten i stedet for at gennemtvinge en flyveforbudszone ”begyndte at bombe” landet.21 Herefter fremhævede Putin, at ”de har løjet så mange gange for os, truffet beslutninger bag vores ryg” og ”præsenteret os for et færdigt faktum.” ”Dette skete med NATO’s ekspansion mod øst såvel som deployeringen af militær infrastruktur ved vores grænser. De blev ved med at sige det samme til os: ’Jamen, dette vedrører ikke jer’.” ”Det skete med opstillingen af et missilforsvarssystem” … ”det skete med den endeløse fodslæben i forhandlingerne om visumspørgsmålet, lovordene om fair konkurrence og fri adgang til de globale markeder.” ”I dag truer de os med sanktioner.” ”Kort sagt, vi har al mulig grund til at formode, at den skændige ind- dæmningspolitik (containment), som blev ført i det 18., 19. og 20. århundrede, fortsætter i dag. De forsøger konstant at feje os ind i et hjørne, fordi vi har en uafhængig position” (Putin 2014). Foruden indkredsningsangsten og det geopolitiske verdenssyn spores der i talen også en klar skuffelse over den manglende anerkendelse af Ruslands rolle som en stormagt, der skal tages alvorlig.

Den 4. december 2014 gik Putin et skridt videre og hævdede i sin årlige tale til nationen, at hvis ikke Vesten havde haft begivenhederne i Ukraine og på Krim som påskud for at indføre sanktioner mod Rusland, ”ville de have fundet på en anden undskyldning for at forsøge at inddæmme Ruslands stigende kapabiliteter.” ”Inddæmningspolitikken blev ikke opfundet i går. Den har været gennemført

21) Som Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, udtrykte det i 2012, forvandlede NATO’s håndhævelse af flyvefor- budszonen i Libyen sig til ”bombning af olieraffinaderier, tv-stationer og andre civile mål.” Vladimir Tjurkin citeret fra Saira Mohamed (2012, s. 2).

16 Russisk strategisk kultur under Putin

mod vores land i mange år, altid, i tiår, hvis ikke århundreder. Kort sagt tages disse værktøjer i brug, så snart nogen mener, at Rusland er blevet for stærk eller for uafhængig” (Putin 2014).22

Containmentmetaforen benyttes også af Nikolaj Patrusjev, sekretær for Det Nationale Sikkerhedsråd, i et interview i Rossiskaja Gazeta den 15. oktober 2014. Her betegner Patrusjev ”statskuppet i Kiev” i februar 2014 som et resultat af en ”systematisk aktivitet af USA og dets nærmeste allierede” med det formål at ”intensivere ’containment’-politikken overfor vores land.”23 En politik, som USA ”har forfulgt uden vaklen i mange årtier; kun implementeringsformen og taktikken ændres” (Patrusjev, 2014). Således hævder Patrusjev i interviewet, at Zbigniew Brzezinski, nu afdød polsk-amerikansk geopolitiker og rådgiver for blandt andet præsidenterne Lyndon B. Johnson, Jimmy Carter og Ronald Reagan, opfandt en såkaldt sårbarhedsstrategi over for Sovjetunionen. Idéen var, at Sovjetunionen skulle rammes på landets svageste punkt, nemlig økonomien. Dette gjorde man, ifølge Patrusjev, ved at underminere Sovjetunionens hovedindtægtskilde, olieproduktionen, gennem en kunstigt lav oliepris,24 ved at sikre, at det sovjetiske udgiftsniveau blev forhøjet gennem en strategi om at drage Sovjetunionen ind i en langtrukken krig i Afghanistan, ved at understøtte antiregeringsdemonstra- tioner i Polen og andre stater ”i den socialistiske lejr” samt ved at piske et våbenkapløb frem ”ved at introducere SDI (Strategic Defence Initiative).” Politikken lykkedes til fulde med at ”fremprovokerede en økonomisk krise, som rakte ind i den politiske og ideologiske sfære,” hvilket i sidste ende førte til Sovjetunionens kollaps. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fortsatte USA imidlertid sin ”as- sertive og skamløse” opførsel i det postsovjetiske område, hvor regionerne i Centralasien, omkring Sortehavet og Kaukasus blev erklæret amerikanske ”zoner af strategisk national interesse,” hvor den eneste forhindring for realiseringen af de amerikanske planer om at ”tage fuldstændig kontrol over de korresponderende (energi)kilder og transportkorridorer var Rusland.” Ifølge Patrusjev anså amerikanske strateger løsningen for at være ”det endelige kollaps af systemet af (den russiske, red.) statsmagt og den følgende affolkning af vores land (Rusland, J.S.).”25 Således er der også et klart islæt af konspirationsteori med USA (især i skikkelse af CIA) som hovedskurk, der står bag folkelige oprør og revolutioner, styrer verdensmarkedsolieprisen, understøtter og kontrollerer den militante islamisme, alt sammen med det formål at undergrave og underlægge sig Rusland. Som Putin udtrykte det i januar 2015, er den ukrainske hær ”[i] virkeligheden ikke en hær, men en fremmedlegion, i dette tilfælde en NATO fremmedlegion,” hvis mål er at ”inddæmme Rusland” (Putin 2015). Eller som Putin udtrykte det i det årlige ”direkte linje”-call-in-show i 2014 om adskillelsen mellem Ukraine og Rusland, som ”begge er del af en fælles nation”: ”Der er nok kræfter i verden, som er bange for vores styrke,

22) Samme hårde antivestlige retorik findes i en tale, som Putin holdt for en gruppe pro-Kremlaktivister den 18. november 2014. Her beskyldte Putin USA for at ville ”undertrykke os, løse deres problemer på vores bekostning. De vil dominere og influere.” Under applaus fra forsamlingen tilføjede han, at ”ingen i historien er nogen sinde lykkedes med at opnå dette med Rusland, og ingen vil nogen sinde (opnå det, J.S.)” (BBC 2014). 23) Også Sergej Markov, Putin-nær politisk analytiker, fremfører idéen om, at Vesten stod bag de uroligheder i Kiev, som resulterede i kuppet mod Viktor Janukovitj i slutningen af februar 2014 (Markov 2014). 24) En antagelse, Putin i et vist omfang synes at dele. Adspurgt af kinesiske journalister forud for sit officielle besøg i Kina i forbindelse med APEC-topmødet i 2014 om, hvilke faktorer der i hans øjne havde indflydelse på den faldende ver- densmarkedspris på olie, svarede han, at den åbenbare årsag selvfølgelig var stagneringen i den økonomiske vækst, samt at de strategiske og kommercielle olielagre i de udviklede lande var på sit højeste niveau mv. Men derefter sagde han: ”Derudover er der altid en politisk komponent til stede i oliepriserne. Dertil kommer, at det på nogle krisetidspunkter føles, som om det er politik, der har forrang med hensyn til at prisfastsætte energiressourcerne” (Putin, 06.11.2014). 25) Den første region, der var udset til at forlade Rusland, var i øvrigt Nordkaukasus, hvor de tjetjenske ”ekstremister og deres støtter i Rusland blev tilbudt støtte af sikkerhedstjenesterne i Storbritannien, USA og allierede i Europa og i den islamiske verden” (Patrusjev, 2014).

17 Russisk strategisk kultur under Putin

’vores storhed’ (ogromnosti), som en af vore suveræner udtrykte det. Så de forsøger at dele os op i enkeltdele, dette er et velkendt faktum. Se hvad de gjorde med Jugoslavien: de skar det op i små bidder og manipulerer nu alt, som kan manipuleres der, hvilket vil sige nærmest alting. Åbenbart er der nogen, der vil gøre det samme med os” (Putin 2014).

Geografisk størrelse Et ikke uvæsentligt element i Ruslands stormagtsidentitet er spørgsmålet om geografisk størrelse. I den russiske udenrigspolitiske elites forståelse er Rusland således en stormagt alene på grund af sin enorme geografiske størrelse. Det fremgår af citatet ovenfor, hvor Putin harcelerede mod Obamas karakteristik af Rusland som blot en regional magt, eller som han udtrykte det ved genåbningen af det Russiske Geografiske Samfund i 2009: ”Når vi siger stor, et stort land, en stor stat – så gør stør- relse selvfølgelig en forskel. … Uden størrelse, ingen indflydelse, ingen mening” (Laruelle 2011). I den forbindelse er det værd at bemærke, at der til den russiske stormagtsidentitet også hører idéen om, at der omkring Rusland er et bælte af lande, i hvilke Rusland har en interessezone, og hvor andre stormagter ikke har adgang. ”Rusland som supermagt er i stand til at sikre sin overlevelse i det internationale system takket været eksistensen af en naturlig indflydelsessfære langs dets græn- ser, en betydelig og intimiderende kapabilitet til at afskrække potentielle fjender, eller dets fysiske størrelse” (Leichtova 2014, p. 14). Dette er en logisk følge af det historiske fokus på dybdeforsvar i russisk militær doktrin, som viste sig effektivt mod både Napoleon og Hitler. Det russiske imperiums enorme størrelse samt gradvise udvidelse, herunder især koloniseringen af Sibirien og Kaukasus, har i russisk optik nødvendiggjort en stor hær og en fremtrædende plads til det militære instrument. De militære virkemidler har desuden spillet en afgørende rolle i fastholdelsen af kontrol over territorium i nærområdet eller hos centrale allierede, eksempelvis interventionen i Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, for nu ikke at glemme krigen i Georgien i 2008 og i Ukraine i 2014 (Facon 2016). Vægten på geografisk udbredelse som en del af stormagtsidentiteten kommer også af den nuværende elites, og mange russeres, opvækst i Sovjetunionen. Som den polske Sovjetkender Ryszard Kapuscinski udtrykker det i Imperiet fra 1993: ”Der trykkes to slags landkort i verden. Den ene slags udgives af The National Geographic Society (USA) og på deres kort ligger det amerikanske kontinent i midten, på den centrale plads, omgivet af to oceaner – Atlanterhavet og Stillehavet. Det forhenværende Sovjetunionen er skåret over på midten og diskret placeret i kortets yderkanter, så de amerikanske børn ikke skal blive opskræmt af størrelsen. En helt anden slags kort fremstilles af Institut Geografii i Moskva. På deres kort ligger det forhenværende Sovjetunionen i midten, på den centrale plads, og det er så stort, at det overvælder os med sine dimensioner, mens Amerika er skåret over på midten og diskret placeret i kortets yderkanter, så de russiske børn ikke skal tænke: Gud, hvor er Amerika dog stort!” (Kapuscinski 1993, p. 164).

Regionalt niveau: Rusland som eurasisk magt I de senere år har Rusland under Putin, som led i det åndelige skift væk fra Vesten, men uden at ville (eller kunne) alliere sig med Østen, forstået som Kina, bevæget sig mere og mere i retning af forsøg på at fremtræde som en egenhændig stormagt, ja, endog en selvstændig civilisation på det eurasiske kontinent (Tsygankov 2008) (Laruelle 2012) (Leichtova 2014, p. 31). I den forbindelse er eurasianismen, både den klassiske eurasianisme og den postsovjetiske neoeurasianisme, blevet særlig relevant som idéreservoir.

18 Russisk strategisk kultur under Putin

Den klassiske eurasianisme Den klassiske (eller tidlige) eurasianisme var en avanceret politisk, filosofisk, poetisk og kulturel strømning, som opstod i russiske emigrant- og eksilcirkler i de central- og vesteuropæiske storbyer efter den russiske revolution i 1917. Blandt ophavsmændene fremhæves som regel etnografen fyrst Nikolaj S. Trubetskoi, geografen og økonomen Pëtr N. Savitskii, filosoffen Lev P. Karsavin, lingvi- sten Roman Jakobsen, historikeren Georgii V. Vadnadski, den religiøse tænker Georgii V. Florovskii, æstetikkritikeren Pëtr P. Suvtjinskii samt den juridiske filosof N. N. Alekseev (Laruelle 2008, p. 19) (Umland 2017) (Böss 1961).26 Den klassiske eurasianisme dateres typisk til 1920’erne og starten af 1930’erne og med startskud i udgivelsen ”Europa og menneskeheden” af Nikolaj S. Trubetskoi ved Sofia Universitet, hvor Trubetskoi havde fået et lektorat efter sin eksilering fra Rusland. Den klassiske eurasianisme er således i vidt omfang præget af den frustration, de eksilerede russiske intellektuelle oplevede ved at være blevet smidt ud af deres eget land uden aldrig rigtig at ankomme åndeligt, endsige blive accepteret og forstået, i de central- eller vesteuropæiske hovedstæder, hvor de slog sig ned, herunder især Prag og Paris. De var skuffede over samfundslivet i disse hovedstæder og over på afstand at opleve deres fædrelands kamp for at komme ind i den moderne verden og den moderne, vestlige verdens konstante afvisning af Rusland som bagvendt. Herudaf voksede en overbevisning om, at Rusland var en selvstændig civilisation eller kultur. Således leverede Trubetskoi et sviende angreb mod idéen om, at Rusland og andre ikkeeuropæiske lande skulle se mod Europa som samfundsideal. For uanset hvor hårdt de prøver at blive europæiske, vil nogle af de gamle, specifikke træk forblive, og de vil ”fra et europæisk synspunkt altid se ’bagvendte ud’ (ostalyy)” (Neumann 1997). Dertil kom forfærdelsen over den omfattende brutalitet under borgerkrigen mellem de røde og hvide, efterfulgt af vanskelighederne med at komme overens med det faktum, at det nye kommunistiske styre ikke så ud til at falde fra hinanden lige med det første, sådan som mange af dem ellers havde håbet.

Den klassiske eurasianisme er en mangefacetteret bevægelse eller verdensbillede, om man vil, og trækker i stor stil på den russiske slavofilisme fra 1830’erne og 1840’erne, det 19. århundredes panslavofilisme og lignende idéer i Central- og Vesteuropa om den tredje vej. Den henter også megen inspiration fra den tyske/centraleuropæiske romantik, den al-europæiske, men især tyske konservative revolution fra 1910’erne til 1930’erne samt fra den tidlige italienske fascisme. Staten og nationen opfattes således som en organisk og kvasispirituel enhed, som afspejler den nationale karakter. I den eurasianistiske stat smelter lov, moral og tro sammen: Her vil der ikke længere være forskel mellem de forskellige statslige magtorganer, og det juridiske område vil ikke længere blive anset som havende en særlig autonomi eller karakter. Opfattelsen er, at politik bør være organisk, spontant selvregulerende, bevæget af en indre, naturlig dynamik. ”Som med bestemte tyske romantikere, der inspirerede eurasianismen, anses staten for en ideal sfære, det teoretiske hjemsted for en totalitet, et alt-inkluderende hele, som ikke sætter samfundet op med sig selv” (Laruelle 2008, p. 29). Derudover betragtes nationen, også med inspiration fra den tyske romantik, som en organisk enhed, der har sin egen naturlige udviklingsvej og bør sikres mod indvandring og al tværnational assimilering. Der ligger heri en implicit kritik af de historiske russiske forsøg på at hente inspiration i Europa i forhold til samfundsmodel og livsanskuelse. Der er endvidere et kollektivistisk eller anti- individualistisk udgangspunkt for nationen. Folket anskues af Lev P. Karsavin som en ”overindividuel

26) Alexander Dugin nævner selv kulturhistorikeren V. N. Ilin som en vigtig inspirationskilde (2014, s. 17).

19 Russisk strategisk kultur under Putin

organisme”, hvis totalitet betyder, at det individuelle ”jeg” i hans optik strengt taget ikke eksisterer: ”Den individuelle personlighed er for ham intet andet end en fremtrædelsesform for kollektivet, en social personlighed” (Wehrschütz 1996, p. 23). Eurasianismen kan altså betragtes som en afart af de helheds- og livsfilosofiske strømninger, som havde stor indflydelse på åndslivet i begyndelsen af det 20. århundrede, og hvor der for statstænkningens vedkommende især er berøring med konservative tænkere som Othmar Spann (Der Wahre Staat) og Oswald Spengler (Der Untergang des Abendlandes), der begge var stærkt inspirerede af den tyske romantiske statstænker Adam Müller, som oplevede en renæssance blandt 1920’ernes radikalkonservative. Gruppens mangefacetterede udsyn bruges til at udforske og aktivt søge efter historiske, geografiske og lingvistiske træk ved det tsaristiske og sovjetiske imperium, som kan bruges til at fremvise en særegen karakter ved den eurasiske civilisation og i særlig grad påvise en forskel til den ”romansk-germanske” civilisation i Vest- og Centraleuropa. Det, man fremskriver, er ikke mindst de ikkedemokratiske, illiberale og antikapitalistiske elementer (Umland 2017). Således argumenterer mange eurasianister, at russerne er naturligt prædisponerede mod en autoritær styreform (Gvosdev & Marsh 2014, p. 166).

Inden for geografien forstås begrebet Eurasien som det enorme, sammenhængende kontinentalmas- siv, der strækker sig fra Europa til Asien, og som er Jordens største. Begrebet blev introduceret af den østrigske geolog Eduard Suess (1831-1914) i bogen Das Antlitz der Erde fra 1892 (Böss 1961, p. 25). Herved bryder eurasianismen med idéen om, at Uralbjergene udgør en uovervindelig skillelinje mellem fauna og flora, politisk og kulturelt liv, som det ellers havde været antaget af tyske og russiske geografer i den 18. og 19. århundrede. I stedet udbredes Savitskijs idé om et særligt fælles, afsondret ”kulturlandskab” med egen ”rumudvikling” (mestorazvitie) (Böss 1961, p. 30), hvor alle de folkeslag, som i løbet af historien har levet i dette rum, gennem bestemte fællestræk er forbundet med hinanden. Idéen er, at det eurasiske kontinent med sine fire zoner af tundra, skov, steppe og ørken over tid udgjorde et lukket og indkapslet område, hvor en unik eurasisk civilisation opstod og udviklede sig. Den lange periode under mongolsk åg fra det 13. århundrede til slutningen af det 15. århundrede gav i Savitskijs øjne den russiske karakter et autoritært, asiatisk element, som ikke blot gjorde det muligt at samle de ellers så uenige lokale magthavere, men også gjorde det russiske tsardømme til en stabiliserende og civiliserende kraft, der kunne forene de hidtil delte nomadiske folkeslag i Eurasien (Billington 2004, p. 71). Derudover er der et markant geopolitisk element i eurasianismen, ikke mindst hos N. N. Alekseev, som er den første, der inden for eurasianismen henviser til geografiens centrale betydning og fremfører, at der må være et geografisk udgangspunkt for alle øvrige videnskaber (Böss 1961, pp. 30-31).

Neoeurasianismen Den postsovjetiske eurasianisme, neoeurasianismen, som fik en mærkbar opblomstring i starten af 1990’erne, er i højere grad en politisk-ideologisk bevægelse – med et tydeligt geopolitisk tilsnit –end en filosofisk strømning i stil med den klassiske eurasianisme.27 Michael Clover betegner neoeurasianismen som en nationalisme, velvidende at dette ikke er en betegnelse, mange af bevægelsens forfattere

27) Graham Smith ser opblomstringen ske fra omkring 1993-1996, hvor Rusland samtidig bevæger sig væk fra det, Smith kalder den ”vestligt-liberale” linje, som Jeltsins første udenrigsminister Andrei Kozyrev tegnede sig for i perioden 1991- 1993, og i retning af en mere ”assertiv” linje, først og fremmest i forhold til de russiske nationale sikkerhedsinteresser, især tegnet af udenrigsminister Jevgenij Primakov fra 1996 og frem (Smith, 1999, s. 481).

20 Russisk strategisk kultur under Putin

er enige i. ”Selvom det er rigtigt, at Eurasien i sig selv er en ’multinational’ enhed, der udgøres af tatarere, russere og jakutere (blandt andre), så er begrebet i sin essens en imperial form for russisk nationalisme” (Clover 2016, p. xiv). Ben Judah betegner neoeurasianismen som ”halvt poetisk-øvelse, halvt proto-fascisme” (Judah 2016). Centralt i den neoeurasiske idé står, at Rusland skal følge sin egen særlige politiske, identitetsmæssige og socioøkonomiske vej – en russisk Sonderweg, om man vil – adskilt fra Europa og Vesten. Man kan ikke bare kopiere de vestlige samfundsmodeller – herunder markedsøkonomien og det repræsentative, liberale demokrati – og så tro, at de passer til det russiske samfund. For disse modeller passer ikke til Rusland, hævder neoeurasianisterne, ligesom de klassiske eurasianister og de slavofile før dem. Hvad man så skal gøre, er man ikke helt på det rene med i de neoeurasiske kredse. Nogle lægger for eksempel stor vægt på, at Rusland skal være en ”bro” mellem Europa og Asien.28 Andre vil have, at Rusland skal være et gedigent alternativ til de to og fremfor alt en selvstændig civilisation. For denne sidste gruppe handlede og handler det især om at sikre, at Rusland afgrænser sig selv fra den udefrakommende indflydelse, i særlig grad, men ikke udelukkende, fra Vesten. Håbet for fremtiden ligger netop i Ruslands isolation, dets ’øhed’ (ostrovitianstvo), som titlen på Vadim Tsymburskijs Ostrov Rossia (perspektivi rossiskoi geopolitiki) (Øen Rusland (russiske geopolitiske perspektiver)) fra 1993 lyder. Rusland betegnes her som en ”øcivilisation” omringet af et hav af meget forskelligartede lande. Dette bælte af suveræne stater kalder Tsymburskij for den store ”limitrophe”, en slags bufferzone, der adskiller Rusland fra centrene i både den europæiske og den asiatiske civilisation. Hvis ikke Rusland er i stand til at neutralisere truslerne i denne bufferzone, vil landet blive draget ind i krige med de andre civilisationer (den romansk-germanske, den vestlige slaviske, den arabisk-iranske, den indiske og kinesiske) (Billington 2004, p. 72). Det er altså denne zone, som bliver hjemsted for enten konflikt eller mediering mellem de store kontinentale civilisationer og den søbaserede europæisk-atlantiske civilisations forsøg på at udbrede sit territorium. Inspira- tionen hertil kommer formentlig fra den tyske geopolitik, eksempelvis Carl Schmitt og hans idé om verdenshistorien som en ”historie om kamp mellem sømagter mod landmagter og landmagter mod sømagter” (Schmitt 1954, p. 16). Eller også kommer den fra den angelsaksiske geopolitiske tradition, eksempelvis Halford Mackinder, der i sin klassiske tekst The Geographical Pivot of History fra 1904 taler om, at nationernes historiske udvikling har involveret en slags ”geografisk hængsel” (pivot), som går ned gennem Mellemeuropa. Den fastlandsmagt, som kunne (kan) få kontrol med dette hængsel, ville (vil) kunne kontrollere ”kernelandet” (the Heartland), forstået som Tyskland, Østeuropa og Rusland, og dermed det, Mackinder kalder ”verdensøen”, nemlig Europa, Asien og Afrika lagt sammen (Inner Crescent). Det var en idé, som tiltalte mange russiske tænkere op gennem 1990’erne, herunder Alexan- der Dugin. Idéen om, at Rusland havde og har en evig og specifik rolle at spille på den internationale scene som følge af dets geostrategiske placering og enorme geografiske udbredelse, blev særdeles populær i mange kredse i Rusland – ”ikke mindst fordi den kunne fungere som en slags psykologisk kompensation for demonteringen af imperiet” … og gjorde det muligt ”at forudsige en genkomst til stormagtstatus simpelthen på grund af dets geografiske placering” (Kolossov & Trovsky 2001, p. 144). Et andet centralt element hos Tsymburskij er, at Ruslands geopolitiske identitet i hans optik ikke blot er et resultat af, at russerne har beboet et bestemt geografisk område i en lang periode, hvilket har fremmet specielle kulturelle og politisk koder, men mere vigtigt, at Rusland har erobret et bestemt

28) Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, som ikke er nogen udtalt tilhænger af eurasianismen, fremhævede i en tale i 2013, at den Eurasiske Union ”kan udvikle sig til en ’bro til Asien’ og en stabilisator af verdens equilibrium i Europa” (2013). Se også Lavrov (2016).

21 Russisk strategisk kultur under Putin

politisk og socialt rum. På den måde fremstår det 17. århundredes ”opdagelse af Sibirien” som en ”monumental identitets-konstituerende begivenhed” (Morozova 2009, p. 680).

Det neoeurasiske nye højre Graham Smith opdeler neoeurasianismen i tre hovedgrupperinger: det neoeurasiske nye højre, de neoeurasiske kommunister29 og de demokratiske statsfortalere (den officielle neoeurasianisme). Det neoeurasiske nye højre tegnes først og fremmest af Aleksandr Prokhanov, geopolitisk debattør og redaktør af de to højreorienterede skrifter Den (Dagen), senere omdøbt til Zavtra (Morgendagen), og Elementi (Elementer), foruden Aleksandr Dugin, politisk debattør, geograf, stifter af Elementi og forfatter til en række bøger om geopolitik og eurasianisme, og Vladimir Sjirinovskij, formand for det stærkt højreorienterede Ruslands Liberaldemokratiske Parti, LDPR. Af de tre skønnes Dugin at være den mest indflydelsesrige – selvom hans idéer ikke tegner normaliteten. Dels på grund af hans omfattende forfatterskab og vedvarende indflydelse på den offentlige debat, dels fordi Dugins bogOsnovy Geopolitiki (Geopolitikkens grundprincipper), der advokerer for, at det moderne Rusland bør følge eurasianisten Nikolaj Danilevskis idé om at forene den eurasiske landmasse under russisk lederskab, i en årrække har været standardlæsning på det russiske generalstabskursus (Bassin & Aksenov, 2006, s. 105). Dertil kommer, at Dugin i et vist omfang har eller har haft adgang til og fundet lydhørhed hos Putin og andre i Kremls inderkreds, ikke mindst Nikolaj Patrusjev (Dunlop, 2004).30

Hos Prokhanov og Dugin finder man stærk inspiration fra Halford Mackinder, og de tyske geopolitiker Karl Haushofer og Friedrich Ratzel. Ifølge Dugin afspejler Ruslands geopolitiske interesser sig grundlæggende i dets placering som ”historiens geografiske hængsel”, og dets interesser findes i det eurasiske Grossraum (storrum). Han taler endog om, at der i Rusland, fordi det er ”the heartland”, altså en landbaseret magt, ”et tellukrati”, er en særlig ”forståelse for rummet (Raumsinn, ifølge F. Ratzel)” (Dugin 2015, p. 4). Dugin trækker endvidere på Friedrich Ratzels eller Karl Haushofers organiske statstænkning, der ser staten som en levende organisme, og hvis livsopretholdelse kræver en konstant, rumlig ekspansion af den russiske stat (Smith 1999, p. 484).31 Udstrækningen af det russiske imperium og den russiske indflydelsessfære går hos Dugin langt ud over Den Russiske Fø-

29) De neoeurasiske kommunister, hvis fremmeste fortaler er Gennadij Sjuganov, leder af det russiske kommunistparti siden 1993, vil ikke blive gennemgået her. Se evt. Smith (1999). Andre indflydelsesrige neoeurasianister inkluderer Alexan- der Panarin, som Gordon Hahn kalder det ”mest elegante og sofistikerede ansigt” blandt de nutidige eurasianister (Schmidt, 2005). 30) Dugin er således tæt på det øverste lag i det russiske officerskorps på grund af særdeles gode (og lydhøre) kontak- ter til lærerstaben på generalstabskurset på det russiske militærakademi i Moskva, herunder general Nikolai Klokotov, som var officiel konsulent på DuginsOsnovy Geopolitiki, ligesom general Leonid Ivashov, tidligere chef for det internationale departement i det russiske forsvarsministerium, også har fungeret som rådgiver på projektet. Dugin selv var rådgiver for forsvarsminister General Igor Rodionov tilbage i 1996-1997, ligesom han har været geopolitisk rådgiver for Gennadii Seleznev, som var formand for den russiske statsduma i 1996-2003 (Dunlop, 2004). Dugin har også fungeret som rådgiver for Sergej Naryshkin, chefen for den russiske udenlandske efterretningstjeneste (SVR), som er tæt på Putin og tidligere har været Putins stabschef i præsidentadministrationen (2008-2011) og formand for Dumaen (2011-2016). Dugin har tilsyneladende også en vis indflydelse på to andre centralt placerede personer, nemlig Sergej Glazev, rådgiver for Putin om regionale anliggender, og kulturminister Vladimir Medinsky (Laruelle, 2015). Også Prokhanov har tætte forbindelser til forsvaret. I 1980’erne gik han under øgenavnet ”Generalstabens nattergal” på grund af sin resolutte støtte til den russiske krig i Afgha- nistan (Dunlop, 2004, s. 484). For en diskussion og kritik af antagelsen om højrefløjens angivelige indflydelse på Putinsty- ret, se Tsygankov (2015), Laruelle (2015). 31) Således anses staten hos Haushofer for at være en reelt eksisterende ”organisme”, og i sidste instans er politik et ”biologisk” anliggende. Haushofer taler desuden om ”blodets ret til jorden” og om den ”utilstrækkelige livsrumsfordeling i Mitteleuropa”. Med andre ord en teoretisk – eller pseudovidenskabelig – retfærdiggørelse af nazisternes ekspansionspolitik under banneret ”Lebensraum” (Diner, 1984).

22 Russisk strategisk kultur under Putin

deration og dens ”nuværende” administrative grænser: ”Den eurasiske civilisation, etableret rundt om the Heartland med dets kerne i det russiske folk (narod), er meget bredere end det nuværende Rusland. Til en vis grad tilhører praktisk talt alle landende i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) Rusland.” For at garantere dets egen territorielle sikkerhed må Rusland ”tage militær kontrol over centrene i de zoner, som er knyttet til det, i syd og i vest, og i sfæren af det nordlige Arktiske Ocean.” Men det stopper ikke der, for ”hvis vi anser Rusland for at være en planetarisk tellukratisk pol, så bliver det åbenbart, at dets direkte interesser strækker sig udover hele jorden og berører alle kontinenter, have og oceaner” (Dugin 2015, p. 11). I denne sammenhæng er selv Vladimir Sjirinovskij nærmest moderat. Han inkluderer kun Afghanistan, Irak og Tyrkiet i den russiske indflydelsessfære. I bogen Poslednii brosok na jug (Sidste stød mod syd) fra 1993 skriver han: ”Jeg drømmer om russiske soldater, der vasker deres støvler i det Indiske Oceans varme vand, og skifter permanent til deres sommeruniformer” (Smith 1999, p. 484).

Den officielle neoeurasianisme Også på regeringskontorerne begyndte de geopolitiske begreber at gøre deres indtog i tiden efter Sovjetunionens fald, især begrebet ”det nære udland” (blishneje zarubesje). Begrebet ”det nære udland” blev brugt – og bruges i dag – til at betegne de stater, der efter Sovjetunionens sammenbrud var blevet selvstændige, men tidligere havde været en del af eller stærkt tilknyttet det historiske russiske imperium eller Sovjetunionen, og hvor Rusland igen havde væsentlige interesser. Som Andran- nik Migranjan, en af Jeltsins rådgivere, udtrykte det: ”En væsentlig del af det politiske establishment … begyndte mere og mere tydeligt at forstå, at Rusland havde en særlig rolle i det post-sovjetiske rum” (Smith 1999, p. 488). I Moskva talte man i starten og midten af 1990’erne om et ”geopolitisk vakuum”, om en frygt for ”geopolitisk isolation” i det ”eurasiske politiske rum” og om behovet for at sikre Ruslands ”naturlige indflydelsessfære”. Ustabiliteten i Ruslands nære udland gjorde, at der opstod et krav om, at Rusland igen skulle spille en afgørende rolle i konflikter nær ved eller på ran- den af det russiske territorium eller der, hvor russiske nationale interesser var på spil: borgerkrigen i Georgien 1991-1994, hvor grupperinger i Sydossetien og Abkhasien søgte selvstændighed fra Tbilisi efter Georgiens løsrivelse fra Moskvas indflydelse, konflikten om Nagorno Karabakh i det sydvestlige Aserbadsjan 1991-1994 og den første Tjetjenienkrig 1994-1997. Selvom Jeltsinregeringen havde kursen sat mod øget russisk integration med Vesten, fik også den i 1994 øje på de grupper af etniske russere, mellem 20-25 millioner, afhængig af definition, som var endt uden for Ruslands grænser efter Sovjetunionens sammenbrud. Som den ellers så provestlige udenrigsminister, Andrei Kozyrev, bemærkede det i en tale til NATO i 1993: ”Det skal ikke glemmes at Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) bringer folkeslag sammen, som har været forbundet med Rusland i århundreder. Det er også klart, at hele det geografiske område af det tidligere USSR er en sfære af vital interesse for os” (Kozyrev 1993). Den statslige russiske interesse gjaldt ikke kun staterne umiddelbart rundt om Rusland, men også deres borgere af russisk afstamning og/eller sind. Således stipulerede artikel 61 i den russiske forfatning fra 1993, at den russiske stat garanterer ”forsvaret og beskyttelsen af sine borgere (grazdahnam) i udlandet,” mens artikel 62 samtidig tillod dobbelt statsborgerskab (Russian Federation Constitution 1993 (rev. 2014) 2014). I 1995 udstedte Dumaen en støtteerklæring til de landsmænd, som levede uden for Rusland. I erklæringen bruges begrebet rossijskaja diaspora, ikke russkaja, som fremhæver det statsborgelige aspekt af diasporaen (rossijskaja) fremfor det etniske eller sproglige tilhørsforhold (russkaja). Således hedder det her, at Den Russiske Føderation betragter

23 Russisk strategisk kultur under Putin

som sin diaspora ”alle emigranter fra Sovjetunionen og Rusland og deres direkte efterkommere, uanset national eller etnisk oprindelse, sprog, religion, art og beskaffenhed af beskæftigelse, opholdssted og andre forhold, som ikke er statsborgere i Den Russiske Føderation, og som anerkender deres etniske eller kulturelle bånd til Den Russiske Føderation” (Den Russiske Statsduma 1995).32

Interessen for det postsovjetiske rum var også mærkbar hos Putin, da han overtog præsidentposten fra Jeltsin i 2000. I november 2000 sagde han kort før en udlandsrejse: ”Rusland har altid opfattet sig selv som et eurasisk land” (Dunlop 2004, p. 44). Putins daværende forsvarsminister, Igor Ivanov, erklærede i 2002, at ”det tidligere Sovjetunionens geopolitiske rum” udgør en ”særlig interessezone” for Rusland (Gvosdev & Marsh 2014, p. 157), og i 2003 erklærede Putin i en tale til parlamentet: ”Vores utvivlsomme prioritet i udenrigspolitikken er fortsat at styrke forbindelserne med landene i Sammenslutningen af Uafhængige Stater. Disse lande er vores nærmeste naboer. Vi er forenet af århundreder af historiske, kulturelle og økonomiske bånd. Vores udviklings indbyrdes afhængighed er også åbenbar. Blandt andet lever titusinder af russere i disse lande. … Og for at sige det direkte ser vi SNG-området som en sfære af vores strategiske interesser” (Putin 2003). I 2005 fulgte Putin op og kaldte Sovjetunionens sammenbrud”den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede” (BBC 2005).

Det eurasiske projekt tog en ny drejning den 4. oktober 2011, hvor Putin fik trykt en artikel iIzvestia med titlen ”Et nyt integrationsprojekt for Eurasien: Fremtiden begynder i dag”, hvori han annoncerede oprettelsen af Den Eurasiske Union sammen med præsidenten for Kasakhstan, Nursultan Nazarbajev, der officielt rejste idéen helt tilbage i 1992 (Gvosdev & Marsh 2014, p. 191). Udgangspunktet for Den Eurasiske Union var en toldunion bestående af Rusland, Hviderusland og Kasakhstan, som blev igangsat den 1. juli 2011. Unionen blev dog udråbt som en åben forening, som andre lande også kan deltage i, og siden er Armenien og Kirgisistan blevet medlemmer, Tadsjikistan banker på døren, mens Moldova har underskrevet et memorandum og søgt om observatørstatus (Supreme Eurasian Econo- mic Council meeting 2017). Det ”nye integrationsprojekt” blev primært præsenteret i økonomiske termer, og fokus lå på fælles industri-, teknologi- og energipolitik. Fra januar 2012 skulle toldunionen omdannes til et fællesøkonomisk rum, hvor konkurrenceregler, regler om transport og retningslinjer for landbrugssubsidier blev reguleret i fællesskab af medlemslandene. På et senere tidspunkt skulle en fælles visa- og immigrationspolitik følge. Putins mål var at etablere en overnational mekanisme på bestemte politikområder, som kunne fjerne handelsbarrierer og fremme økonomisk integration og vækst, og som samtidig kunne sikre, at Moskva havde en vis kontrol med sine naboer. Således var det Moskvas mål at fusionere Det Eurasiske Økonomiske Fællesskab (EurAsEC) mellem Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Armenien, Kirgisistan og Tadsjikistan og toldunionen mellem Rusland, Hviderusland og Kasakhstan til én fælles enhed. Unionen kunne så sidenhen få en strategisk side

32) I juni 2002 blev det desuden muligt for borgere fra det tidligere Sovjetunionen at søge om at få udstedt russisk pas – vel at mærke uden at kunne dokumentere et individuelt nationalt tilhørsforhold, såsom familiebånd eller et længereva- rende ophold i Rusland, og altså direkte i strid med folkeretten (Tagliavini 2009, p. 19) – hvilket bekymrede ikke mindst den georgiske regering, da størstedelen af befolkningen i de to udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien netop benyttede sig af denne mulighed. Og ikke uden grund, da Rusland under krigen i Georgien i 2008 netop påberåbte sig retten til at beskytte sine egne statsborgere i Sydossetien. I marts 2017 fremsatte Dumamedlemmerne Konstantin Satulin og Natalja Poklonskaja et nyt lovforslag, som ville gøre det endnu nemmere for tidligere borgere i Sovjetunionen samt efterkommere fra det russiske imperium at få russisk statsborgerskab. Forslaget, der ikke blev vedtaget, indeholdt en passus om, at man helt skulle set bort fra det hidtidige krav om et minimumskendskab til det russiske sprog (Parkhomenko 2017).

24 Russisk strategisk kultur under Putin

ved også at integrere The Collective Security Treaty Organization (CSTO) i unionen (Laruelle 2011). I sin udformning var Den Eurasiske Union, som havde hovedfokus på økonomiske spørgsmål, tænkt som en slags modstykke eller partner til Den Europæiske Union snarere end en direkte konkurrent. For som Putin slog fast i sin artikel, var der ikke noget i integrationsprojektet, som ”på nogen måde indeholder en form for gendannelse af Sovjetunionen” (Putin 2012). Et par dage senere, i en artikel i Izvestia fra den 8. oktober 2011, uddyber Putin, at fællesskabet i unionen bør være “organisk”: ”Jeg vil gerne understrege, at det er meget vigtigt for os, at offentligheden og erhvervslivet i alle tre lande opfatter integrationsprojektet ikke som en slags hiven efter vejret, der er organiseret af det øverste bureaukrati, men som en levende organisme og som en god mulighed for at gennemføre initiativer og lykkes med dem” (Putin 2011). Centralt i dette citat er udtrykket ”levende organisme” om et kulturelt eller nationalt fællesskab mellem de tre nationer, der i 2011 var de første medlemmer af Den Eurasiske Union, nemlig Rusland, Hviderusland og Kasakhstan. Idéen om, at nationale eller kulturelle fællesskaber er eller bør være ”organiske”, har sit ophav i den tyske/centraleuropæiske nationalromantik og videreføres i den klassiske eurasianisme – og betyder basalt set, at de tre lande hører uadskilleligt sammen fra naturens side.

Et væsentligt element i Putins eurasianismeprojekt er endvidere den rolle, der er tiltænkt det russiske folk som kultur- og civilisationsbærende enhed. I en artikel i Nezavisimaja Gazeta fra den 23. januar 2012 afviser han, at den amerikanske idé om multikulturalisme og forestillingen om føderationen som en ”smeltedigel”, hvor de nationale grupper smeltes sammen til en, passer på Rusland og Den Eurasiske Union. Rusland opstod nemlig og har gennem århundreder udviklet sig som en ”multinational stat”, og det, der binder ”stoffet sammen i denne unikke civilisation, er det russiske folk, den russiske kultur.” Dermed tildeler Putin det russiske folk (narod) en ”statsdannende” rolle i Den Rus- siske Føderation: ”Russernes store mission er at forene og cementere civilisationen. Med sprog, kultur, ’verdensomspændende lydhørhed’, som Fjodor Dostojevskij definerede det, for at fastholde russiske armenere, russiske aserbajdsanere, russiske tyskere, russiske tatarer som en del af en ’national stat, hvor der ikke er nogen nationaliteter’.” I denne statscivilisation har det russiske folk en særlig rolle som den dominerende civilisationsbærer – bemærk, at Putin gentagne gange bruger det etnicitetsbundne udtryk ”russkii narod” i stedet for det mere inkluderende statsborgerbegreb ”rossiskie narod”. Den russiske statscivilisation er således en ”civilisations identitet … baseret på bevarelsen af den russiske kulturelle dominans, som ikke blot bæres af etniske russere, men af alle bærere af en sådan identitet, uanset deres nationale ophav” (Putin 2012).

En anden væsentlig driftkraft i forhold til dannelsen af Den Eurasiske Union er ifølge Putin det lang- sigtede, geopolitiske perspektiv. I sin tale til Valdaiklubben i 2013 fremhævede Putin således: ”Den Eurasiske Union er et projekt, som i et nyt århundrede og i en ny verden søger at bevare nationens identitet i det historiske eurasiske rum. Eurasisk integration er en chance for, at hele det post-sovjetiske rum bliver et selvstændigt center for global udvikling, snarere end at forblive i udkanten af Europa og Asien” (Putin 2013).

En særlig indsats blev følgelig gjort for at sikre, at også Ukraine ville deltage i toldunionen (Halbach 2012). Men da Ukraine i efteråret 2013 i stedet valgte en associeringsaftale med EU, som på grund af en noget selvtilfreds og kortsigtet vestlig fortolkning udelukkede et samtidigt ukrainsk medlemskab af

25 Russisk strategisk kultur under Putin

Den Eurasiske Union,33 faldt en stor del af idéen bag Den Eurasiske Union til jorden. Det var formentlig en medvirkende årsag til Putins valg af en konfrontationskurs i forhold til Ukraine (også den fremtidige risiko for et ukrainsk medlemskab af NATO synes at have spillet en rolle (Mearsheimer 2014)) efterfulgt af annekteringen af Krimhalvøen samt den russiske støtte til/ledelse af separatistbevægelsen i det østlige Ukraine. Den Eurasiske Union lider indtil videre stadig af visse startvanskeligheder, og fælles integration, som fremmer fælles snarere end russiske nationale interesser, er det endnu småt med – i april 2015 var tre fjerdedele af departementscheferne i Den Eurasiske Økonomiske Kommission etniske russere. Som Bobo Lo bemærker, er det heller ikke Ruslands mål med unionen at fremme fælles interesser, men i stedet at ”bevare Ruslands position som den ledende strategiske aktør i det post-sovjetiske rum; det har ingen interesse i form for integrationsmodel, som det ikke kontrollerer tæt og direkte” (Lo 2015, p. 211).34 Mange af Ruslands naboer har en klar interesse i at fremme økonomiske relationer med Rusland og er interesserede i de fordele, Rusland kan tilbyde – såsom adgang til billig russisk energi og adgang for gæstearbejdere til det russiske arbejdsmarked – men er samtidig varsomme med at afgive den suverænitet, de vandt efter Sovjetunionens opløsning. Uan- set hvad, er Rusland den dominerende magt i det eurasiske område, både økonomisk, demografisk, teknologisk og, selvfølgelig, militært.

Foruden det institutionelle fokus i den officielle eurasianisme er der et vist ideologisk sammenfald mellem eurasianismen og Kremls inderkreds. Putin har således mange gange udtrykt begejstring for eurasianisten Lev Gumilev (1902-1992), som anses for at være bindeled mellem den klassiske eurasianisme og neoeurasianismen. Gumilev er en af de bedst kendte eurasianister i Rusland. Han har udgivet adskillige bestsellers, som er blevet trykt i oplag på hundredtusindvis, og er fast pensum på mange grundskoler, gymnasier og universiteter (Laruelle 2012, p. 10). Putin talte eksempelvis den 10. oktober 2000 på Kasakhstans statsuniversitet, som er opkaldt efter Gumilev, hvilket Putin bifaldt i sin tale, hvorefter han fremhævede om Gumilev, at ”mange kalder ham den største eurasianist i vor tid.” Putin beskrev Gumilev som en stor historiker og etnolog: ”Hans akademiske arbejde er et brillant bidrag ikke blot til den historiske tænkning, men også til ideen om et århundrede-gammelt fællesskab og interaktion mellem de folkeslag som bebor Eurasiens store vidder, fra de baltiske lande til Karpaterne til Stillehavet” (Laruelle 2012, p. 10). I august 2005, da Kazan fejrede sin 1.000 års fødselsdag, mødte Putin op for at deltage i afsløringen af en buste af Gumilev. I sin tale til Fødera- tionsrådet i 2012 fremhævede Putin endvidere, at globaliseringen fremover vil øge konkurrencen og uligheden mellem staterne: ”Den globale udvikling bliver mere og mere ulige. Dette skaber en frugtbar grund for nye økonomiske, geopolitiske og etniske konflikter. Konkurrencen om ressourcer bliver mere intens. Og jeg kan forsikre Dem om og vil understrege, at denne konkurrence ikke kun vil være begrænset til metaller, olie og gas, men frem for alt vil fokusere på menneskelige ressourcer og intelligens. Hvem vil lede og hvem vil forblive udenfor og uundgåeligt miste deres uafhængighed vil ikke kun afhænge af det økonomiske potentiale, men først og fremmest af hver nations vilje, dens indre energi, som Lev Gumilev betegner ’passionarnost’: evnen til at bevæge sig fremad og til at omfavne forandring” (Clover 2016, p. 2). Putin brugte også passionarnostbegrebet i en tale til

33) Michael Clover mener, at det til en vis grad var et forsøg på at forhindre Putins planer om at samle Eurasien under russisk ledelse (2016, s. 16). 34) Problemet er endvidere, at jo mere ”utålmodig” Rusland er, når det presser på for at fremme eurasisk integration, jo mere ”mistænkes det for at fremme et neoimperialistisk projekt – især i lyset af udviklingen i Ukraine” (Lo 2015, p. 219).

26 Russisk strategisk kultur under Putin

russiske skolebørn i Jaroslavl første skoledag den 1. september 2017, hvor han stillede spørgsmålet: ”Hvis vi har eksisteret i over 1.000 år nu, og udvikler os aktivt og bliver stærkere, betyder det, at vi har noget, som hjælper os dertil. Dette noget er vores indre ’atomreaktor’, som driver os frem. Denne passionarnost, som Gumilev talte om i sin tid, bliver ved med at drive vort land frem” (Putin 2017). Putins fortolkning af passionarnost – som Gumilev udviklede, mens han som Gulagfange var med til at udgrave Hvidehavskanalen i 1939, hvor 35.000 mennesker omkom – oversættes ifølge Charles Clover bedre som ”kapacitet til lidelse” (Clover 2016, p. 2). Ben Judah oversætter begrebet til ”mystisk indre energi til opofring” (Judah 2016).35 Også andre nationalromantiske og eurasianistiske forfattere har fået et vist skær af officiel russisk ideologi over sig. Eksempelvis fik Putin i 2013 foranlediget, at samtlige russiske guvernører og relevante politikere i julegave fik tilsendt en udgave af Vladimir Solovjovs Retfærdiggørelsen af Gud, Nikolaj Berdajevs Ulighedens Filosofi og Ivan Iljins Vore Opgaver. Ruslands historiske skæbne og fremtid (Laqueur 2015, p. 177).

Hvor stor vægt eurasianismens begreber og verdensforståelse reelt har i det russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske establishment, er det svært at sige noget håndfast om. Overordnet set kan man sige, at de autoritære elementer, som udgør fundamentet i den klassiske eurasianisme og neoeurasianismen, er tydeligt nedtonede i den officielle Eurasiendiskurs. Og det skal også betones, at den officielle Eurasiendiskurs ikke har noget synderligt stabilt, endsige indflydelsesrigt institutionelt udtryk. Man kan ligeledes sætte spørgsmålstegn ved, om ikke et projekt som Den Eurasiske Union risikerer at lide samme skæbne som mange af de andre postsovjetiske samlingsforsøg i det eurasiske rum. Samtidig er der en vis modstand i den udenrigspolitiske elite mod at trække Rusland for langt væk fra Europa. En af hovedkræfterne her er udenrigsminister Sergej Lavrov. Ikke desto mindre er mange af de autoritære træk og især de radikalkonservative elementer til stede i store dele af den offentlige debat samt i andre dele af Kremltoppens politiske udmeldinger. Således fungerer diskursen om ”Rusland som eurasisk magt” som det idéreservoir og den ramme, inden for hvilken debatten udvikler sig.

Et af de steder, hvor eurasianismen virker som samlebegreb for mange af Putinstyrets politiske udmeldinger vedrørende det postsovjetiske område, er i forhold til begreberne Novorossija (det nye Rusland) og Russkii Mir (den russiske verden).

Novorossija Begrebet Novorossija stammer fra anden halvdel af det 18. århundrede, nærmere bestemt den 22. marts 1764, hvor det optræder for første gang i et dekret fra Katharina den Store, der etablerede Gubernija Novorossija på baggrund af territorierne Slavjanoserbija, Krementjugprovinsen og den ”ukrainske forsvarslinje” (Suslov 2017). Novorossija blev hermed gjort til et administrativt territorium under den russiske tsar, efter at Katharina den Store havde vundet over tyrkerne i den russisk- tyrkiske krig 1768-1774. Dengang strakte Novorossija sig hen over det sydøstlige Ukraine, inklusive Krimhalvøen. Selvom man i 1802 gjorde en ende på den officielle brug af begrebet på imperiale kort, blev det alligevel brugt af og til, også officielt, eksempelvis i navnet Novorossija Universitet, der blev grundlagt i Odessa i 1865, og da man etablerede byen Novorossijsk i det nordlige Kaukasus – i

35) I Gumilevs naturvidenskabeligt inspirerede sprogbrug forklares passionarnost som ”en massiv energiladning som for- mes hos [en stor gruppe] visse individer, hvilket giver impulsen til den initierende konsolideing af gruppen og skubber den fremad i dens bevægelse gennem de forskellige på hinanden følgende faser af den ethnogenetiske cyklus” (Bassim, 2015, s. 168).

27 Russisk strategisk kultur under Putin

disse senere tilfælde er det imidlertid ikke knyttet til et specifikt territorium. Den indflydelsesrige Geografiske og Statistiske Ordbog for Det Russiske Imperium (1863-1885), redigeret af denbe- rømte opdagelsesrejsende Petr Semenov Tjan-Shanskii, nævner ikke begrebet overhovedet. Fra det 19. århundrede anvendes begrebet mest, men dog noget uklart om områderne langs Sortehavets nordkyst (Suslov 2017).

Fra slutningen af det første tiår af 2000-tallet fandt begrebet imidlertid igen vej ind i den offentlige russiske debat. Alexander Dugin gjorde adskillige forsøg på at genoplive begrebet, eksempelvis i en række YouTube-videoer, hvor han satte spørgsmålstegn ved den ukrainske stats ”ægthed” og opdelte Ukraine i bidder, hvor blandt andet Novorossija blev brugt til at betegne de østlige provinser. Her hæv- dede han endvidere, at det ukrainske præsidentvalg i 2010 ville blive Ukraines sidste som enhedsstat (Dugin 2009). Den 3. marts 2014, altså før urolighederne bredte sig til Donbasområdet, men efter at der var begyndt at ske ting og sager på Krim, brugte Dugin begrebet om netop det østlige Ukraine, hvilket fik Michael Clover til at ane ugler i mosen (Clover 2016, p. 13).36

Begrebet Novorossija genindførtes kortvarigt i officiel russisk sprogbrug i forbindelse med urolighederne i det østlige Ukraine. Putin brugte selv begrebet for første gang den 17. april 2014 under det årlige ”call-in-show”, hvor han svarer på (forberedte og godkendte) spørgsmål fra seerne i et live tv-show. Her betegnede han Novorossija ved at henvise til Katharina den Store: ”Jeg vil gerne minde om, at det, der blev kaldt Novorossija (Det nye Rusland) tilbage i tsarens dage – Kharkov, Lugansk, Donetsk, Kherson, Nikolajev og Odessa – ikke var en del af Ukraine dengang. Disse territorier blev givet til Ukraine i 1920’erne af den sovjetiske regering. Hvorfor? Hvem ved. De blev vundet af Po- tjomkin og Katharina den Store i en række velkendte krige. Centrum i dette område var Novorossijsk, så regionen hedder Novorossija. Rusland mistede disse områder af forskellige grunde, men folkene blev tilbage. … I dag bor de i Ukraine, og de bør være fulde borgere i deres land. … Det centrale er at yde garantier til disse mennesker. Vores rolle er at facilitere en løsning i Ukraine for at sikre, at der er garantier” (Putin 2014). Den 29. august 2014 mødtes Putin officielt med Novorossijamilitsen, og den 24. oktober 2014 brugte han begrebet en enkelt gang under debatten i Valdai Discussion Club (Putin 2014). Og så brugte han det ved en kongres for russiske rektorer (Putin 2014), men ellers har han ikke brugt udtrykket i offentlige taler.37 I stedet har han anvendt navnene “LPR (Lugansk Peoples’ Republic) or DPR (Donetsk People’s Republic)” (Putin 2014). Når begrebet stadig er vigtigt, er det først og fremmest, fordi det har etableret en klar position i den russiske strategiske kultur som en del af det begrebsreservoir, man fra Kremls side kan hive frem, hvis man ønsker det.

36) Ifølge Marlene Laruelle kan man skelne mellem tre versioner af begrebet eller tre hovedskoler: 1) Det Røde Novoros- sija, som har en klar kommunistisk klangbund og ønsker det sovjetiske imperium tilbage, eksempelvis Alexander Prok- hanov. 2) Det Hvide Novorossija, som trækker på den tsaristiske tradition, konservative værdier og ortodoksi, heriblandt de såkaldte Sorte Hundrede, en højrefløjs-/fascistisk bevægelse, som opstod under revolutionen i 1905. Støtterne hertil er blandt andre den såkaldte ”ortodokse forretningsmand” Konstantin Malofejev. 3) Det Brune Novorossija, som har klare facistiske træk og forbindelser til det såkaldte ”russiske forår”, en bevægelse, der ikke blot ønskede, at revolutionen skulle foregå i Kiev, men også ville inddrage magthaverne i Moskva. En af støtterne er nazisten Alexander Barkashjov (Laruelle 2014). Mikhail Suslov opererer kun med to hovedfortolkninger, nemlig den imperiale udlægning, som trækker på græn- sedragningen under Katharina den Store, og ser Novorossija som en del af den russiske verden (Russkii Mir). Den anden fortolkning fokuserer på Donbasregionen og betragter Novorossija som et fort i kampen mod den globale, ukrainske og, ikke mindst, russiske oligarkiske kapitalisme (Suslov 2017, p. 207). 37) Årsagen er formentlig den, at begrebet ikke fik den indflydelse, som man fra Kremls side havde ønsket. Således sprogliggør Putin jo et område i Ukraine, hele vejen til Moldova, som potentielt tilhørende Novorasija. Men oprøret i Ukraine udviklede sig aldrig succesfuldt andre steder end på Krim og i Donbasområdet.

28 Russisk strategisk kultur under Putin

Russkii Mir Russkii Mir (den russiske verden) er et andet centralt begreb, som den russiske elite omkring Putin bruger til at betegne dele af den eurasiske identitet, og som har et vist sammenfald med begrebet ”det nære udland”, omend det er bredere. Som Mikhail Suslov pointerer, sker der efter Den Orange Revolution et skift i den russiske elites opfattelse af, hvordan man kan anvende de landsfæller, der lever uden for Rusland, men orienterer sig mod Rusland og russisk kultur. Således anskuer Vladislav Surkov Russkii Mir som et brugbart, men dog ikke centralt element i den nationale sikkerhed og som et ”soft power-våben” til brug i informationskrigen med Vesten (Suslov 2017, p. 22). Derfor skal tilstedeværelsen af etniske russere og russisk sindede uden for Rusland institutionaliseres, så de kan bruges til at fremme Ruslands indflydelse i dets nære udland. Dette skete i 2007, da det russiske udenrigsministerium sammen med undervisningsministeriet, efter dekret fra Putin, etablerede Russkii Mir Fonden med henblik på at fremme russisk sprog og kultur (President of the Russian Federation 2007). Til at bestyre fonden valgte man formanden for Dumaens uddannelsesudvalg, Vjatjeslav Nikonov, som er barnebarn af Vjatjeslav Molotov, der var udenrigsminister under Stalin. Og han har haft travlt. Siden opstarten den 21. juni 2007 har fonden åbnet mere end 250 russiske centre og kontorer i 76 lande verden over. Den har støttet omkring 3.000 sprogprojekter og kulturelle og ud- dannelsesmæssige tiltag og har officielt omkring 5.000 partnerorganisationer og institutioner i mere end 100 lande (Putin 2017).38 Fondens opgave er, sammen med organisationer som Institut for De- mokrati og Samarbejde, Landsfællekongressen og det føderale agentur Rossotrudnitjestvo, at spille en ”forenende rolle for alle der har Rusland kært, beholder deres åndelige bånd til vort land, og føler sig involveret i dets fremtid,” samt udføre ”patriotiske, uddannelsesmæssige og informationsmæssige projekter” (Putin 2017).

Putin selv har brugt begrebet Russkii Mir adskillige gange, eksempelvis i sit call-in-show i 2014. Her omtalte han Russkii Mir som en fælles ”kulturel kode” eller ”genetisk kode”, der både er fleksibel og vedvarende: ”Det forekommer mig, at en russisk person eller i bredere forstand en person i den russiske verden (Russkii Mir), primært tænker på hans eller hendes højeste moralske skæbne (pred- naznatjenije), højeste moralske sandheder. … Vestlige værdier er anderledes og de fokuserer på ens indre selv. Personlig succes er en målestok for succes i livet og dette anerkendes af samfundet. Jo mere succesfuld en mand er, jo bedre er han. Det er ikke nok for os i dette land. Selv de meget rige mennesker siger: ’Okay, jeg har tjent millioner og milliarder, men hvad så?’ I al fald er alting udadrettet og orienteret mod samfundet. Jeg tror kun vort folk kunne have ordsproget: ’Selv døden er smuk, når man er omgivet af andre’. Men hvordan det? Døden er jo skrækkelig, er den ikke? Nej, det forekommer at den kan være smuk, når det tjener folket: døden for ens venner, ens folk (narod) eller for fædrelandet (otechestvo), for at bruge et moderne ord. Dette er de dybe rødder i vores patriotisme. De forklarer masseheroisme under væbnet konflikt og krig og endda opofrelse i fredstid. Således er der en følelse af fællesskab og familieværdier. Og ja, vi er mindre pragmatiske, mindre beregnende end repræsentanter fra andre folkeslag, og vi har større hjerter. Måske er det en afspejling af vores lands grandeur og dets grænseløse udstrækning” (Putin 2014). I kontrast til Vesten, hvor man kun tænker på sig selv og materielle værdier og er beregnende, pragmatisk og moralløs (eller

38) Ifølge Mikhail Suslov er det samlede budget, som den russiske regering via egne organisationer og statsstyrede ngo’er, bruger til at støtte den russiske diaspora på godt €200 millioner. Til sammenligning har det britiske kulturinstitut British Council et budget på næsten en milliard britiske pund og 9.000 ansatte på verdensplan (Suslov 2017, s. 23).

29 Russisk strategisk kultur under Putin

i al fald mindre moralsk optagede end russerne), står den russiske verden, hvor højere værdier og moralske sandheder, heroiske gerninger for fællesskabet, nationen, fædrelandet og dets grænseløse udstrækning er en del af den russiske verdens genetiske kode. Valget af begrebet Russkii Mir synes at have slået godt an i den russiske offentlighed. Således fik begrebet en særdeles central placering i den offentlige russiske debat om landsfæller og ”det nære udland” i forbindelse med annekteringen af Krim og krigen i Donbas i 2014. Ifølge Mikhail Suslov blev begrebet anvendt godt 2.000 gange i de russiske sociale medier i de første to uger af maj 2014, mens det i perioden fra den 22. februar til den 2. marts 2015 blev anvendt hele 40.000 gange (Suslov 2017, p. 25).

Statsniveau: Rusland som suverænt demokrati Når begrebet ”suverænt demokrati” er medtaget i nærværende gennemgang af Ruslands strategiske kultur under Putin, er det, fordi begrebet om noget er kendetegnende for Putinstyrets dybtliggende radikalkonservative karakter – hvilket påvirker styrets trusselsopfattelse og syn på politik generelt, herunder udenrigs- og sikkerhedspolitik,39 ligesom det eksempelvis har spillet en rolle i den udbredte angst for revolution. Ifølge Natalia Morozova er det ”underliggende motiv” i Putins styre netop ”fryg- ten for revolution som sådan” (Morozova 2009, p. 683). Begrebet ”suverænt demokrati” kan spores tilbage til taler, som den daværende stedfortrædende stabschef for præsidenten, Vladislav Surkov, holdt i 2005 på det økonomiske forum i Delovaja Rossija og i 2006 i partiet Det Forenede Ruslands Center for uddannelse af partimedlemmer. De stiftende tekster er fra 2007, især ”Suverænitet er et politisk system for Konkurrenceevne” (Surkov 2007) og ”Nationalisering af fremtiden: Afsnit om Suverænt demokrati” (Surkov 2007b). Disse tekster suppleres af teksten ”Russisk politisk kultur: Et synspunkt fra Utopia” (Surkov 2008), som vil blive grundigt analyseret her på grund af sin eksem- plariske karakter. Og selvom der er skrevet meget om netop denne tekst,40 har der hidtil ikke været megen opmærksomhed på tekstens grundlæggende radikalkonservative arv, herunder de organolo- giske karakteristika. Bemærk således, før vi går i gang, at man ikke skal misforstå begrebets ordlyd og tro, at det har noget med demokrati at gøre. Det har det ikke. Det er en autoritær diskurs, der handler om, hvorfor russerne ikke ønsker eller egner sig til demokrati.

Surkov er en velkendt og særdeles indflydelsesrig figur i russisk politik og kan vel betegnes som en af hovedkræfterne bag putinismen. Han har besat stillinger som souschef i præsidentadministrationen, vicepremierminister, og siden 2013 har han været udenrigspolitisk rådgiver for præsidenten med ansvar for blandt andet Sydossetien, Abkhasien og Ukraine – den ukrainske regering har således flere gange beskyldt ham for at stå bag uroen under Maidanrevolutionen i 2013, herunder nedskydningen af over 100 civile og politifolk, hvilket Moskva afviser som ”nonsens” (BBC News 2015). Ifølge en introduktion, han gav af sig selv under et foredrag ved London School of Economics i foråret 2013 – og således før han blev ramt af EU’s indrejseforbud som følge af sanktionerne over for Rusland – er Surkov ”forfatteren, eller en af forfatterne, bag den nye russiske system ... Min portefølje i Kreml og i regeringen inkluderer ideologi, medier, politiske partier, religion, modernisering, innovation,

39) Philipp Casula ser begrebet ”suverænt demokrati” som ”en søjle i den diskurs, der skal give en diskursiv stabilisering af russisk politik” (2014, s. 4), mens Peter Schulze ser det som et koncept, der samler grundlæggende idéer hos præsident Putin (2007), og det ifølge Victoria Hudson er et forsøg fra Putinregimet side på at understrege Ruslands ”europæiske intel- lektuel arv” og samtidig fremhæve Ruslands egne ”civilisatoriske særpræg” (2009, s. 189). 40) Se for eksempel Sakwa (2008) og Bovt (2008). For en interessant kommentar, se også: Zhirinovsky (2008).

30 Russisk strategisk kultur under Putin

udenlandske relationer, og ... [her stopper han talestrømmen og smiler] moderne kunst.” Surkov er angiveligt også en af fædrene til ”styret demokrati”, forgængeren til ”suverænt demokrati”, som ideologisk indrammede den systematiske udskiftning af de russiske statslige institutioner, der er opregnet i forfatningen, med institutioner designet (og kontrolleret) af Kreml. Det er et system, der bygger på ”demokratisk retorik og udemokratisk hensigt,” som Peter Pomrantsev rammende udtrykker det (Pomrantsev 2014).

Begrebet ”suverænt demokrati” var tænkt som en vision om at understøtte fornyelsen af Ruslands position som en ”normal” stormagt og understregede Ruslands ret til intern såvel som ekstern selvbe- stemmelse. Begrebet blev udviklet kort efter Den Orange Revolution i Ukraine i 2004 som en reaktion på det, man i Kreml opfattede som en trussel fra Vesten i form af forsøg på demokratiseringseksport eller ligefrem kupforsøgsplaner over for Rusland, og markerede et ”vendepunkt” for den russiske ledelse (Umland 2014, p. 19). Succesen hos de revolutionære kræfter i Ukraine synes at have gjort den russiske ledelse opmærksom på den iboende ustabilitet i det kvasidemokratiske element i det styrede demokrati, som stadig tolererede betydelige politiske og kulturelle oppositionskræfter. Kreml ønskede mere kontrol med masserne, men manglede en ideologisk ramme til at retfærdiggøre dette: derfor ”suverænt demokrati”.

I artiklen ”Russisk politisk kultur: Et synspunkt fra Utopia” tager Surkovs – og Kremls –konservative ideologi et markant skridt i retning af radikalkonservatisme. Argumentation er indrammet af to diskurser, som begge er grundlæggende for den (tyske) konservative revolution i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne: 1) en organisk-mekanisk dikotomi, hvor det organiske forstås som noget, der er mere end summen af de enkelte dele, og hvor helheden har forrang for de enkelte dele. Dertil kommer 2) en rationel-idealistisk (romantisk) dikotomi. Begge disse diskurser tjener det formål at etablere Vesten som Ruslands iboende (og truende) Andet og understreger Ruslands ”særlige vej”, ligesom de tyske konservative revolutionære i sin tid etablerede forskellen mellem Tyskland og Vesten (Frankrig og Storbritannien) som en mellem Kultur og Civilisation (Dahl 1999) (Sontheimer 1994).

Først den organiske-mekaniske dikotomi: Surkov starter ud med at argumentere for, at den nye russiske demokratiske orden har sin oprindelse i den europæiske civilisation, men dog i ”en specifik russisk version af denne civilisation.” Denne orden ”er levedygtig i det omfang, den er naturlig – det vil sige, national. Vores demokrati er levedygtigt, hvis det ikke afviser russisk politisk kultur, men er en del af den, og udvikler sig, ikke på trods af, men sammen med den.” For at leve har den brug for ”ideer og ikke stereotyper, levende tanker og ikke døde modeller – ting, der vil nære og berige vores kultur, ikke kvæle den” (Surkov, 2008, s. 82, 92).41

Surkovs underliggende argument er her, at udenlandske politiske systemer kun kan fungere (og overleve), hvis de er tilpasset den politiske kultur i landet. Dette argument hviler på en metafor om civilisationen og den nationale og politiske kultur som noget levende og naturligt – i modsætning til

41) Dette ligner argumentationsformen hos den tyske politiske romantiske tænker Adam Müller – som var en stærk inspirerende kraft hos mange tyske radikale konservative, for eksempel Giesela von Busse, Ernst Jünger og Carl Schmitt. I sin Elemente der Staatskunst fra 1809 kritiserer Müller den rationalistiske statstænkning hos Montesquieu og hævder, at traditionen med en ”mekanisk adskillelse af magten” ikke kan fange helheden i statsmandskunsten, da dens ”mekaniske begreber” er ”døde,” ”stillestående,” ikke kan ”følge med livet” og derfor ikke er i stand til at indfange den ”levende,” ”vok- sende” stat, som er i konstant ”bevægelse” (Müller, 1809, s. 37-38).

31 Russisk strategisk kultur under Putin

noget dødt og mekanisk – det vil sige noget, der er givet af naturen, og ikke noget, der er skabt af mennesket, og slet ikke noget, der er importeret fra udlandet.42 Herefter trækker han på Ivan Il’ins argument om, at ”russisk kultur er kontemplationen af helheden.” Han citerer både den slavofile tænker Nikolai Berdjaev – ”Det er russernes mission at angive ... en filosofi om den hele ånd ... Hvis en stor og oprindelig kultur er muligt i Rusland, så kan det kun være en religiøs-syntetisk og ikke en analytisk-differentieret kultur” – og fyrst Nikolaj Trubetskoi, en af grundlæggerne af eurasianismen – ”Mere karakteristisk for russerne er viden om verden gennem religiøs intuition som en organisk helhed (organitjeskovo tjelovo), i modsætning til Vesten, hvor filosoffer har gennemtrængt verdens mysterier med en rationel nedbrydelse af helheden i delelementer, der er egnede til analyse.”

Derefter konkluderer han: ”Så derved ser vi, at den russiske kulturelle bevidsthed er portrætteret som tydeligt holistisk og intuitiv og er i modsætning til mekanistisk, reduktionistisk bevidsthed,” som han definerer som en ”vestlig tænkemåde” (Ibid., s. 82-83). Desuden hævder han: ”Iboende i vores politiske kultur, er tendensen til at give forrang til helheden over de enkelte dele, forrang til det generelle over det særlige, det ideelle over det pragmatiske og praktiske” (Ibid., s. 88). Surkov anvender her den organisk-mekaniske metafor til at kontrastere det, han fremhæver som den levende, organiske kultur i Rusland, der beskrives som en holistisk, intuitiv og religiøs kultur, og den ”vestlige tænkemåde” (Ibid., s. 83), som er karakteriseret ved at være mekanisk, rationel, manipu- lerende og splittende: ”Vores kultur er baseret på opfattelsen af helheden og ikke på manipulation af enkeltdelene, på at samle og ikke på at opdele” (Ibid., s. 83). Denne dikotomi bruger han derefter til at argumentere for, at der i den russiske politiske kultur er en politisk praksis, der ”stræber mod politisk helhed gennem centralisering af magtfunktionerne,” en ”idealisering af målene for politisk kamp” og en ”personificering af politiske institutioner.” Denne politiske kultur blev ikke opfundet på en nat, men har udviklet sig gennem århundreder og har resulteret i ”en stærk central stat.” På grund af Ruslands politiske kultur og dens tilbøjelighed til organisk helhed ”vil decentralisering altid svække russisk demokrati, generere kaos og undergrave sociale institutioner og demokratiske myndigheders struktur” (Ibid., s. 84). Og som følge af den politiske kulturs manglende tillid til institutioner opstår der en situation, hvor ”personlighed fortrænger institution,” hvor ”den individuelle personlighed er en institution” (Ibid., s. 84). Surkov udvikler således et argument for ”centralisering, personificering, og idealisering” af Putins regime (Ibid., s. 86).

Det overordnede argument i Surkovs artikel er altså radikalkonservativt, i den forstand at borgerne i den russiske stat kun fuldt ud kan realisere deres potentiale, hvis de respekterer de politiske såvel som de sociale og kulturelle hierarkier. Disse hierarkier omfatter en slags ”overordnet struktur”, hvor intet element kan drages i tvivl uden at destabilisere helheden. Afvisningen af autokrati som det naturlige politiske system for Rusland svarer således til at benægte Ruslands nationale identitet og ortodokse religion (Laruelle 2012, p. 212).

42) Dette ligner meget Ivan Aksakovs idé om, at ”[u]den for den nationale jord (pochva) er der ingen fast grund; uden for det nationale, er der intet reelt, afgørende; enhver god idé, enhver god institution, der ikke er forankret i den nationale historiske jord eller er vokset organisk frem bliver sterilt og bliver til intet” (Asakaov, Sochineniia, 1886-1891, s. 3-4 I Pipes, 1971, s. 125). Det er samtidig en idé, som har klare lighedspunkter med idéer hos tyske romantikere, eksempelvis Johann Gottlieb Fichte (1978) og dele af Johann Gottfried Herders forfatterskab, se for eksempel Herder (1966).

32 Russisk strategisk kultur under Putin

Samme radikalkonservative grundsyn kan spores i flere af Putins centrale artikler og taler, eksempelvis hans berømte Millenniummanifest fra 1999, hvor han inden for rammerne af den organisk-mekaniske dikotomi fremhæver, at det, vi kan lære af 1990’erne er, at ”abstrakte modeller og planer taget fra udenlandske lærebøger” ikke kan sikre Ruslands fremtid, samt at ”mekanisk kopiering af andre na- tioners erfaringer er heller ingen garanti for succes” (Putin 1999). Det giver grobund for et tredje vej- eller Sonderwegargument om, at ”alle lande, også Rusland, er nødt til at lede efter deres egen vej til fornyelse.” ”Rusland bliver (aldrig) andenudgaven af for eksempel USA eller Storbritannien.” Årsagen skal findes i den russiske befolknings grundsyn: ”For russerne er en stærk stat ikke en unormalitet, som man skal af med. Tværtimod ser de den som en garanti for orden og som initiativtageren og den væsentligste fremaddrivende kraft for enhver forandring” (Putin 1999). Den organisk-mekaniske dikotomi er også på spil i eksempelvis Putins Valdaitale fra september 2013. Her understregede han, at man ikke mekanisk kan kopiere eller låne andre landes samfundsmodeller; man kan ikke ”civilisere Rusland fra udlandet” (Sakwa 2014, p. 203). Også andre i den russiske politiske top, eksempelvis Alexei Pushkov, formand for Dumaens udenrigspolitiske komité, formulerer sig i lignende baner. For eksempel sagde han tilbage i 2012, at Rusland ønsker at være et “uafhængigt center for tiltrækning” for nationerne i nabolaget: “Vesten gjorde den store fejl og ønskede sig, at Rusland kunne blive ligesom Vesten – Rusland ønsker at blive Rusland” (Stott 2012).

Konklusion: Ruslands strategiske kultur under Putin Opsummerende kan man karakterisere Ruslands strategiske kultur under Putin som et verdensbillede, der i høj grad er farvet af et hobbesiansk syn på verden, hvor man tænker i magtbalance, herunder ofte i nulsumstermer, og har inddelt verden i stormagtsrum eller interessezoner, som af og til bedst forstås som dominanszoner. Således er det stormagten Rusland, der dominerer sin egen region, og de andre stormagter er uden ret til at blande sig i indre regionale affærer. Læs: USA og Europa skal holde sig ude af det eurasiske område, hvor det er Rusland, der svinger taktstokken. Verdenspolitik- ken bør i russisk optik struktureres som en stormagtskoncert, eksempelvis i stil med den, man så efter Napoleonskrigene eller efter Anden Verdenskrig. De små stater, der ligger i regionen eller det russiske nærområde, skal føre en form for tilpasningspolitik, som er acceptabel for Kreml. Og deres styreformer skal ligne det russiske ”suveræne demokrati”, som reelt er et skindemokrati, hvor det demokratiske element er yderst begrænset. I Kremls hobbesiansk inspirerede verdensforståelse læg- ges der endvidere stor vægt på vigtigheden af militær magt. I den forbindelse er det måske blevet kutyme at bemærke, at Ruslands stormagtsposition først og fremmest er afhængig af landets atomare arsenal – men ikke udelukkende, idet den konventionelle militære kapabilitet er steget markant i de senere år. Hvad der ikke er en trivialitet, er den position, som atomvåben indtager i russisk militær doktrin. Her er deres rolle ikke blot at sikre strategisk afskrækkelse af USA og sikre Rusland mod en formodet konventionel overlegenhed hos NATO. Atomvåbnenes rolle har i de senere år også været at sikre, at Rusland kan føre en uafhængig og selvstændig stormagtspolitik, der ikke giver efter for politisk pres, samt sikre, at gevinster, som er vundet på den konventionelle slagmark, kan fastholdes med nuklear afskrækkelse – hvilket man valgte at signalere efter både Georgienkrigen i 2008 og annekteringen af Krim i 2014. Knyttet til stormagtsforståelsen, som er et helt centralt og fast element i den russiske strategiske kultur og en arv fra Sovjettiden, hvis ikke fra tsartiden, er vægten på territorium eller geografisk størrelse, som giver Rusland en selvskreven plads blandt de toneangivende stormagter. Ruslands geografiske størrelse burde altså – i denne forståelse – i sig være nok til at

33 Russisk strategisk kultur under Putin

aftvinge den respekt og anerkendelse fra Vesten, som Rusland har efterstræbt i al fald siden Putins adkomst til magten, hvis ikke før, men som det har skortet på. Stærkt knyttet hertil er også den tsaristiske og sovjetiske erindring om territoriel sårbarhed samt doktrinen om dybdeforsvar, som har tjent russerne godt i de to store eksistenskrige, hvor europæiske magter ville dem til livs: Napole- onskrigene og Anden Verdenskrig.

Heraf følger også ønsket om at sikre nærområdet som en bufferzone eller limitrophe, som det hedder i de geopolitisk inspirerede debatter om Eurasien. Her, tilknyttet diskursen om ”Rusland som en eurasisk magt”, der i de senere år har vundet øget udbredelse og støtte i kredsen omkring Putin, og som Putin selv synes delvist inspireret af, tænker man endvidere i storrum, Grossraum, og i sømagter versus kontinentalmagter (Rusland versus USA). Det er også en udbredt opfattelse, at Rusland udgør sin egen civilisation, adskilt fra Europa, og at de samfundsmodeller, der er fremherskende i Europa, eksempelvis demokrati og liberal markedsøkonomi, ikke nødvendigvis er de rette for Rusland. Tilknyt- tet eurasianismen er desuden en regionaliseringstanke, der bryder med idéen om universelle værdier såsom demokrati og menneskerettigheder. Bemærk endvidere, at den russiske stormagtsposition i al fald hos nogle af debattørerne anses for at være afhængig af, at Rusland opretholder en dominerende position i Eurasien og i de eurasiske institutioner. Det forklarer noget af følsomheden over for NATO’s østudvidelser, herunder især ”tilnærmelserne” til Georgien og Ukraine.

I diskursen ”Rusland som suverænt demokrati” er bruddet med Vesten og den demokratiske styreform endnu tydeligere. Her svælger den fremmeste fortaler, Vladislav Surkov, men også andre fra inderkred- sen omkring Putin, i (tysk inspirerede) radikalkonservative forestillinger fra 1920’erne, eksempelvis (russisk) Kultur versus (vestlig) Civilisation: Den russiske stat betegnes som en helhedsorienteret, organisk, ophøjet, levende stat og kontrasteres med en mekanisk, overfladisk, materialistisk, til døde individualiseret vestlig stat, som man intet kan lære eller låne af. Politik tænkes oppefra og ned, og da konspirationstænkning også florerer, er det svært at se folkelige revolter som andet end instigeret af CIA og USA, hvis ypperste formål er ”det endelige kollaps af systemet af [den russiske, red.] statsmagt og den følgende affolkning” af Rusland, som sekretæren for Ruslands Nationale Sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, har udtrykt det. Den tyske konservative revolutions Sonderwegstænkning er blevet russisk.

Det helt store spørgsmål er så, hvorvidt og i så fald i hvilket omfang disse idéer eller diskurser har haft eller vil få betydning for udformningen af russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. For der er langt fra tale om noget en til en-forhold.

På den ene side kan man fremføre, at de fleste studier af dette emne fokuserer på, hvordan disse diskurser og de tænkere, der frembringer dem, bidrager til at skabe en nationalistisk ”atmosfære” i den russiske offentlighed og i den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite, som (måske) inspi- rerer Ruslands udenrigspolitik til at bevæge sig i en mere nationalistisk retning. På den anden side kan man fremføre, at hvis Ruslands udenrigspolitik var blevet formet af de mest højlydte nationalister, eksempelvis Alexander Dugin, som er meget markant især i forhold til “Rusland som eurasisk magt”, så ville den have set anderledes aggressiv ud. I så fald ville Rusland nok have besat hele Georgien i 2008 og hele Ukraine i 2014.

34 Russisk strategisk kultur under Putin

Derfor er annekteringen af Krim og den begrænsede krig i Donbas i det østlige Ukraine og de facto annekteringen af Abkhasien og Sydossetien efter krigen med Georgien i 2008 paradoksalt nok tegn på, at Rusland, i al fald indtil videre, ikke opfører sig som en nationalistisk (eller fuldt ud revisionistisk) magt, men som en mere konservativ magt. Med et diskursanalytisk blik på den russiske strategiske kultur under Putin kan man forklare den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske moderation i forhold til en nationalistisk udenrigspolitik med diskursen “Rusland som stormagt”, som er den vigtigste og mest dominerende af de tre udvalgte diskurser. For i denne diskurs er realismen og magtbalan- cetænkningen en del af fundamentet og gennemsyrer hele tænkningen. Og den udligner derved de mere radikale elementer i diskursen ”Rusland som eurasisk magt”, som ellers ville trække Rusland i en mere aggressiv retning. For med et realistisk eller magtbalanceinspireret blik på den relative magt- fordeling i det internationale system er Rusland, selv når man anlægger et ’passionarnost’-inspireret eller territoriumfikseret blik på stormagtspositionen, ikke i paritet med USA og et fasttømret NATO, ej heller når man husker på den russiske stats formidable historiske evne til især i krigstid at samle alle statens ressourcer til fælles formål. Her er det stadig blot en (ekstraregional) stormagt, fremfor alt på det militære område, og det fremmer moderation, i al fald så længe Rusland opfatter sig selv som en stormagt med ekstraregionale evner snarere end som en decideret verdens- eller supermagt og handler derefter. Noget andet er, at de tre diskurser eller idékomplekser, som i nærværende rapport er blevet præsenteret som hovedingrediensen i russisk strategisk kultur under Putin, ikke levner megen plads til en fornyet détente mellem Rusland og Vesten, endsige megen håb om en snarlig russisk identitetsmæssig tilbagevenden til Europa og Vesten. Måske indeholder de endda et varsel om yderligere uoverensstemmelser i tiden, der kommer.

35 Russisk strategisk kultur under Putin

Bibliografi Adamsky, D 2018, ’From Moswow with coercion: Russian deterrence theory and strategic culture’, Journal of Strategic Studies, 2018, pp. 33-60.

Bacchi, U 2015, ’Russia issues nuclear threat over Crimea and Baltic States’, International Business Times.

Bank, W 2017, World Development Indicators database, viewed 06 November 2017, , World Bank, 17 April 2017.

Barthes, R 1972, Mythologies, Vintage, London.

Bassim, M 2015, ’Narrating Kulikovo. Lev Gumilev, Russian Nationalists, and the Troubled Emer- gence of Neo-Eurasianism’, in Between Europe and Asia. The Origins, Theories, and Lega- cies of Russian Eurasianism, University of Pittsburgh Press, Pittsburgh.

Bassin, M & Aksenov, KE 2006, ’Mackinder and the Heartland Theory in Post-Soviet Geopolitical Discourse’, Geopolitics, 2006.

Böss, O 1961, Der Lehre der Eurasier. Ein Beitrag zur russischen Ideengeschichte des 20. Jahrhun- derts (The Teachings of the Eurasians. A Contribution to the History of Ideas of the 20th Century), Otto Harrassowitz, Wiesbaden.

BBC 2005, ’Putin deplores collapse of the USSR’, BBC News, http://news.bbc.co.uk/2/hi/4480745. stm.

BBC 2014, Ukraine Crisis: Russia demands guarantees from Nato, viewed 05 April 2017, .

BBC Documentary 2012, Putin Russia and the West, Part 1 Taking Control , viewed 25 October 2017, , Ca. 33 min. inde i program- met.

BBC News 2015, ’Ukraine accuses Russia over Maidan 2014 killings’, BBC News, http://www.bbc. com/news/world-europe-31548896.

Berger, TU 1998, Cultures of Antimilitarism: National Security in Germany and Japan, John Hopkins University Press, Baltimore.

Berger, TU 2012, War, Guilt, and World Politics After World War II, Cambridge University Press, Cambridge.

Bertramsen, RB, Thomsen, JPF & Torfing, J 1991, State, Economy and Society, Unwin Hyman, Lon- don.

Berzina, I 2015, ’Foreign and Domestic Discourse on the Russian Arctic’, Arctic Yearbook, 2015.

36 Russisk strategisk kultur under Putin

Billington, JH 2004, Russia in Search of Itself, John Hopkins University Press, Baltimore.

Blank, S 2017, ’The Foundations of Russian Policy in the Middle East’, Jamestown.org, 5 October 2017, https://jamestown.org/program/foundations-russian-policy-middle-east/.

Blome, N & Diekmann, K 2016, ’Bild-interview mit dem Russischen Präsidenten’, Bild.de, 11 Ja- nuary 2016.

Casula, P 2014, ’Sovereign Democracy, Populism, and Depolitication in Russia. Power and Discour- se During Putin’s First Presidency’, roblems of Post-Communism, Maj-Juni 2014.

Clover, M 2016, Black Wind, White Snow. The Rise of Russia’s New Nationalism, Yale University Press, New Haven.

Dahl, G 1999, Radical Conservatism and the Future of Politics, SAGE Publications, London.

Degaut, M 2014, ’The Russian Strategic Culture and the Annexation of Crimea: The Empire Strikes Back?’, Mundorama, 10 May 2014.

Den Russiske Statsduma 1995, O Deklaratsii o podderzhke rossiyskoy diaspory i o pokrovitel’stve rossiyskim sootechestvennikam (Støtteerklæring til den russiske diaspora og om be- skyttelse af russiske landsmænd), viewed 13 October 2017, .

Desch, MC 1998, ’Culture Clash. Assessing the Importance of Ideas in Security Studies’, Internatio- nal Security, Summer 1998, pp. 141-170.

Diner, D 1984, ’’Grundbuch des Planeten’. Zur Geopolitik Karl Haushofer (’Textbook of the Planets’. On the Geopolitics of Karl Haushofer)’, Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, 1984, pp. 1-29.

Duffield, JS 1999, ’Political Culture and State Behavior: Why Germany Confounds Neorealism’,In - ternational Organization, Autumn 1999, pp. 771-194.

Dugin, A 2009, Fashist Dugin o radzele Ukrainy (2009g.), Moskva, viewed 08 September 2017, .

Dugin, A 2014, Eurasian Mission. An Introduction to Neo-Eurasianism, Arktos Media.

Dugin, A 2015, Last War of the World-Island. The Geopolitics of Contemporary Russia, Arktos, Lon- don.

Dunlop, JB 2004, ’Alexander Dugin’s Foundation of Geopolitics’, Demokratizatsiya, 2004, pp. 41-57.

Eitelhuber, N 2009, ’The Russian Bear: Russian Strategic Culture and What It Implies for the West’, Connections, 2009.

Erickson, J 1999, ’’Russia will not be triffled with’: geopolitical Facts and Fantasies’, inGeopolitics. Geography and Strategy, Frank Cass, London.

Evans, AB 2008, ’Putin’s Legacy and Russia’s Identity’, Europe-Asia Studies, 2008, , Jr., ””, 60/6 (2008).

37 Russisk strategisk kultur under Putin

Facon, I 2016, ’Russian Strategic Culture in the 21st Century: Redefining the West-East Balance’, in Understanding Strategic Cultures in Asia Pasific, The National Bureau of Asian Researdh (NBR), Seatle.

Fichte, JG 1978, Reden an die deutsche Nation (Speeches to the German Nation), Felix Meiner Ver- lag, Hamburg.

Gessen, M 2012, The Man Without a Face. The Unlikely Rise of Vladimir Putin, Granta Publications, London.

Glenn, J 2009, ’Realism versus Strategic Culture: Competition and Collaboration?’, International Studies Review, 2009, pp. 523-551.

Gvosdev, NK & Marsh, C 2014, Russian Foreign Policy. Interests, Vectors and Sectors , Sage, Lon- don.

Halbach, U 2012, ’Vladimir Putin’s Eurasian Union. A New Integration Project for the CIS Region?’, SWP COmments, January 2012.

Herder, JG 1966, Abhandlung über den Ursprung der Sprache (Thesis on the Origins of Language), Reclam, Stuttgart.

Hudson, V 2009, ’Sovereign Democracy as a Discourse of Russian Identity’, in Identitites and Poli- tics During the Putin Presidency, Ibidem, Stuttgart.

Jensen, C 2016, Rusland i Mellemøsten. Adfærd, strategier og interesser, Forsvarsakademiet, Kø- benhavn.

Johnson, AI 1995, ’Thinking about Strategic Culture’, International Security, 1995, pp. 32-64.

Johnson, D 2016, ’Nuclear Weapons in Russia’s approach to conflict’, 06, Fondation pour la Recher- che Stratégique, Paris.

Judah, B 2016, ’How Russia Is Ruled By The Putin Doctrine’, Standpointmag, May 2016, http:// www.standpointmag.co.uk/features-may-2016-ben-judah-passionarnot-lev-gumilev-putin- doctrine-russia-ideology.

Kapuscinski, R 1993, Imperiet, Tiderne Skifter, Københanv.

Kendall, B 2008, Insight: Who runs Russia?, viewed 30 January 2018, .

Kolossov, V & Trovsky, R 2001, ’Russian Geopolitics at the Fin-de-siecle’, Geopolitics, 2001, pp. 141-164.

Kolossov, V & Turovsky, R 2001, ’Russian Geopolitics at the Fin-de-siecle’, Geopolitics, 2001.

Kozyrev, AV 1993, ’The New Russia and the Atlantic Alliance’, NATO Review, February 1993, pp. 3-5, http://www.nato.int/docu/review/1993/9301-1.htm.

38 Russisk strategisk kultur under Putin

Kozyrev, AV 1994, Russia and NATO: A Partnership for a United and Peaceful Europe, viewed 27 June 2017, .

Kropatcheva, E 2012, ’Russian foreign policy in the realm of European security through the lens of neoclassical realism’, Journal of Eurasian Studies, 2012, pp. 30-40.

Laqueur, W 2015, Putinism. Russia and its future with the West, Thomas Dunne Books, New York.

Laruelle, M 2008, Eurasianism. An Ideology of Empire, John Hopkins University Press, Washington.

Laruelle, M 2011, ’Putin Uses Symbols of Soviet Power to Announce Idea of Eurasian Union’, Eura- sia Daily Monitor, 24 September 2011.

Laruelle, M 2012, Russian Eurasianism. An Ideology of Empire, The John Hopkins University Press, Baltimore.

Laruelle, M 2014, ’Novorossiya: A Launching Pad for Russian Nationalists’, Ponars Eurasia Policy Memo, September 2014.

Laruelle, M 2015, ’Russia as a ‘Divided Nation,’ from Compatriots to Crimea. A Contribution to the Discussion on Nationalism and Foreign Policy’, Problems of Post-Communism, 2015.

Lavrov, S 2012, ’Russia in the 21st-Century World of Power’, Global Affairs, 27 December 2012, http://eng.globalaffairs.ru/number/Russia-in-the-21st-Century-World-of-Power-15809.

Lavrov, S 2013, Speech by the Russian Foreign Minister Sergey Lavrov in front of students, pro- fessors and teachers of the L.N. Gumilyov Eurasian National University and his answers to questions during the following discussion, Astana, 12 September 2013, viewed 10 October 2017, .

Lavrov, S 2015, Foreign Minister Sergey Lavrov’s live radion interview with Sputnik, Ekho Moskvy and Govorit Moskva, .

Lavrov, S 2016, Sergey Lavrov’s article ”Russia’s Foreign Policy: Historical Background” for ”Rus- sia in Global Affairs” magazine, March 3, 2016, viewed 10 October 2017, .

Legvold, R 2007, Russian Foreign Policy in the Twenty-First Century and the Shadow of the Past, Columbia University Press, New York.

Leichtova, M 2014, Misunderstanding Russia. Russian Foreign Policy and the West, Ashgate Pub- lishing Limited, Farnham.

Lo, B 2015, Russia and the New World Disorder, Chatham House, London.

39 Russisk strategisk kultur under Putin

Mackinder, HJ 1904, ’The Geographical Pivot of History’, The Geographical Journal, 1904, pp. 421- 437.

March, L 2012, ’Nationalism for Export? The Domestic and ForeingPolicy Implications of the New ’Russian Idea’’, Europe-Asia Studies, 2012, pp. 401-425.

Marten, K 2015, ’Putin’s Choices: Explaining Russian Foerign Policy and Intervention in Ukraine’, The Washington Quarterly, Summer 2015, pp. 189-204.

Mearsheimer, JJ 2001, The Tragedy of Great Power Politics, Norton, New York.

Mearsheimer, JJ 2014, ’Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault’, Foreign Affairs, September/Oc- tober 2014.

Medvedev, D 2008, Statement on the Situation in South Ossetia at the Meeting with Veterans of the Battle of Kursk, viewed 30 January 2018, .

Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2000,The National Security Concept of the Russian Federation, viewed 02 February 2016, .

Morozova, N 2009, ’Geopolitics, Eurasianism and Russian Foreign Policy under Putin’, Geopolitics, 2009, pp. 667-686.

National Accounts Main Aggregates Database 2016, viewed 06 November 2017, .

Neumann, IB 1996, Russia and the Idea of Europe: A Study in Identity and International Relations, Routlege, London.

Neumann, I 1997, ’The Geopolitics of Delineating ’Russia’ and ’Europe’: The Creation of the ’Other’ in European and Russian Tradition’, in Geopolitics in Post-Wall Europe. Security, Territory and Identity, PRIO, Oslo.

Neumann, I 2008, ’Russia as a great power, 1815-2007’, Journal of International Relations and De- velopment, 2008.

Neumann, IB & Heikka, H 2005, ’Grand Strategy, Strategic Culutre, Practice. The Social Roots of Nordic Defence’, Cooperation and Conflict, vol 40, no. 1, pp. 5-23.

Nye, JS 2004, Soft Power. The Means to Success in World Politics, PublicAffairs, New York.

Parkhomenko, P 2017, ’Grazhdanskaya protsedura (civilprocedure)’, Kommersant, https://www. kommersant.ru/doc/3240792.

Patrusjev, N 2014, ’Cold War II. Nikolay Patrushev: The ’sobering up of the Ukrainians will be harsh and painfull’’, Rossiskaja Gazeta (via BBC Monitoring), Oversat til engelsk af BBC Monitoring (16. oktober 2014), ”Russian security official sees return to cold war in US foreign policy”.

40 Russisk strategisk kultur under Putin

Phillipsen, L 2012, ’Diskursanalyse af Human Security (Discourse analysis of Human Security)’, in IP i Praksis. Et værktøj til Studiet af International Politik (IR in Practice. A tool for the Study of International Relations), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Copenhagen.

Pomrantsev, P 2014, ’The Hidden Author of Putinism’, The Atlantic, 07 November 2014.

Posen, B 2016, ’How to Think About Russia’, The National Interest, 1 December 2016, http://natio- nalinterest.org/feature/how-think-about-russia-18546.

President of Russia 2008, The Foregin Policy Concept of the Russian Federation, viewed 02 Februa- ry 2016, .

President of the Russian Federation 2007, russkiymir.ru, , Dekret 796.

Prezident Rossii 2015, Strategiya natsional’noy bezopasnosti Rossiyskoy Federatsii (The National Security Strategy of the Russian Federation), viewed 02 February 2016, .

Putin, V 1999, ’Russia at the Turn of the Millenium’, Nezavisimaja Gazeta, http://www.ng.ru/politics/1999-12-30/4_millenium.html; her refereret fra den engelske version på pages.uore- gon.edu/kimball/putin.html.

Putin, V 1999, ’Russia at the Turn of the Millenium’, Nezavisimaya Gazeta, http://www.ng.ru/politics/1999-12-30/4_millenium.html; her refereret fra den engelske version på pages.uore- gon.edu/kimball/putin.html.

Putin, V 2003, Annual Address to the Federal Assembly of the Russian Federation, .

Putin, V 2007, Speech of Russian President Vladimir Putin at the Munich Conference on Se- curity Policy, viewed 05 February 2018, .

Putin, V 2011, ’Novyy integratsionnyy poekt dlya Evrazii: budushchee, kotoroe rozhdaetsya segod- nya (A new integration project for Eurasia: The future in the making)’, Izvestia, Her citerer jeg fra den officielle engelske version, tilgået den 4. september 2015: http://www.russian- mission.eu/en/news/article-prime-minister-vladimir-putin-new-integration-project-eurasia- future-making-izvestia-3-.

Putin, V 2012, ’A new integration project for Eurasia: The future in the making’, Izvestia, Her refereret fra: http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/d-ru/dv/ dru_2013_0320_06_/dru_2013_0320_06_en.pdf.

Putin, V 2012, ’Vladimir Putin. Rossiya: natsional’nyy vopros (Vladimir Putin. Russia: the question of nationality)’, Nezavisimaja Gazeta, http://www.ng.ru/politics/2012-01-23/1_national. html?print=Y.

41 Russisk strategisk kultur under Putin

Putin, V 2013, Meeting of the Valdai International Discussion Club, viewed 3 August 2017, .

Putin, V 2014, Adress by President of the Russian Federation, viewed 10 August 2014, .

Putin, V 2014, Congress of Russian Rectors Union, viewed 05 September 2017, .

Putin, V 2014, Direct Line with Vladimir Putin, viewed 05 September 2017, .

Putin, V 2014, Meeting of the Valdai International Discussion Club, viewed 05 September 2017, .

Putin, V 2014, Presidential Address to the Federal Assembly, viewed 05 April 2017, .

Putin, V 2015, Meeting with students at the Mining University, viewed 05 September 2017, .

Putin, V 2017, Congratulations on 10th anniversary of Russkiy Mir Foundation, viewed 12 October 2017, .

Putin, V 2017, National open lesson Russia Focused on the Future, viewed 10 October 2017, .

Putin, V, Vladimir Putin. Personal Website, viewed 05 April 2017, .

Reshetnikov, A 2011, ’’Great Projects’ Politics in Russia. History’s Hardly Victorious End’, Demokra- tizatsiya, 2011.

Russian Federation Constitution 1993 (rev. 2014) 2014, viewed 13 October 2017, .

Sakwa, R 2014, Putin Redux: Power and Contradiction in Contemporary Russia, Routledge, Lon- don.

Scanlan, JP 1996, ’The Russian Idea from Dostoevskii to Ziuganov’, Problems of Post- Communism, juli/august 1996, pp. 35-43.

Schmidt, M 2005, ’Is Putin Pursuing a Policy of Eurasianism?’, Democratizatsiya, December 2005, pp. 87-100.

Schmitt, C 1954, Land und Meer. Eine Weltgeschichtliche Betrachtung (Land and Sea. A World Hi- storical View), Klett-Cotta, Stuttgart.

Schmitt, C 1991, Völkerrechtliche Großraumordnung mit Interventionsverbot fur raumfremde Mächte. Ein Beitrag zum Reichbegriff im Völkerrecht (The Grossraum Order of International

42 Russisk strategisk kultur under Putin

Law with a Ban on Intervention for Spatially Foreign Powers: A Contribution to the Concept of Reich in International Law), Duncker und Humblot, Berlin.

Schulze, PW 2007, ’Souveräne Demokratie: Kampfbegriff oder Hilfskonstruktion? (Sovereign De- mocracy: Combat Term of Helpful Invention?)’, in Russland heute. Rezentralisierung des Staates unter Putin, VS Verlag für Sozialwissenschaften.

Sherr, J 2013, Hard Diplomacy and Soft Power. Russia’s Influence Abroad, Chatham House, Lon- don.

Smith, G 1999, ’The masks of Proteus: Russia, geopolitical shift and the new Eurasianism’, Transactions of the Institute of British Geographers. New Series, 1999.

Snyder, J 1977, ’The Soviet Strategic Culture: Implications for Limited Nuclear Operations’, R- 2154-af, RAND.

Sontheimer, K 1994, Antidemokratische Denken in der Weimarer Republik (Anti-democratic Thin- king in the Weimar Republic), 4th edn, DTV, München, Sontheimer, Kurt, (1994) , 4. udg., dtv,.

Sovet Bezopasnosti Rossiyskoy Federatsii 2009, strategiya natsional’noy bezopasnosti Rossiyskoy Federatsii do 2020 goda, viewed 02 February 2016, .

Staun, J 2002, Mellem kantiansk patriotisme og politisk romantik. Det tyske stats- og nationsbe- greb i to århundreder (Between kantian patriotism and political romanticism. The German concept of state and nation during two centuries), Instute for political science, University of Copenhagen, Copenhagen, Ph.D.

Staun, J 2007, ’Siloviki versus Liberal Technocrats. The fight for Russia and its Foreign Policy’, DIIS- Report 2007:9, Danish Institute for International Studies (DIIS), DIIS.

Staun, J 2008, ’Ruslands udenrigspolitik: Fra Jeltsins versternisering til Putins nyimperialisme (Rus- sia’s Foreign Policy: From Yeltsin’s Westernization to Putin’s Neo-Imperialism’, DIIS-Report, 2008:12, Danish Institute for International Studies (DIIS), DIIS, Copenhagen.

Staun, J 2016, ’Ruslands strategiske interesser i Syrien’, in Rusland i Mellemøsten. Adfærd, strategier og interesser, Forsvarsakademiet, København.

Staun, J 2017, ’Normal at last? German Strategic Culture and the Holocaust’, Institute for Strategy, Royal Danish Defence College, Royal Danish Defence College, Copenhagen.

Staun, J 2017, ’Russia’s Strategy in the Arctic: Cooperation, not Confrontation’, Polar Record, May 2017, pp. 314-332.

Stent, AE 2008, ’Restoration and Revolution in Putin’s Foreign Policy’, Europe-Asia Studies, 2008, pp. 1089-1106.

43 Russisk strategisk kultur under Putin

Stent, A 2015, ’Putin’s Power Play in Syria. How to Respond to Russia’s Intervention’, Foreign Af- fairs, January/February 2015, pp. 106-113.

Stott, M 2012, ’Insight - Putin’s Russia: more fragile than it looks’, Reuters, https://uk.reuters. com/article/uk-russia-putin/insight-putins-russia-more-fragile-than-it-looks-idUK- BRE8A01H820121101.

Supreme Eurasian Economic Council meeting 2017, A meeting of the Supreme Eurasian Econocim Council took place in Sochi, viewed 12 October 2017, .

Surkov, V 2007, ’Suverenitet - eto politicheskii sinonim konkurentosposobnosti” (Sovereignty Is a Political Synonym for Competitiveness)’, in PRO Suverenniuiu demokratiiu, Evropa, Moskva.

Surkov, V 2007b, ’Natsionaliatsiia budushchego – paragrafy pro suverennuiu demokratiiu (Nationa- lismens fremtid - afsnit om suverænt demokrati)’, in PRO Suverenniuiu demokratiiu.

Surkov, V 2008, ’Russian Political Culture: The View from Utopia’, Russian Social Science Review, November-December 2008, pp. 81-97, This is an English translation from the original Rus- sian text from 2007, “Russkaia politicheskaia kul’tura.Vzgliad is utopii”, Russkaia politich- skaia kul’tura. Vzgliad iz utopii. Lektisiia Vladislava Surkova. Materialy obsuzhdeniia v ‘Ne- zavisimoi gazete’, ed. (Moscow: Izdatal’stvo Nezavisimaia gazeta, 2007), pp. 6-21.

Suslov, M 2017, ’’Russian World’: Russia’s Policy towards its Diaspora’, Russie.Nei.Vissions, July 2017.

Suslov, M 2017, ’The Production of ’Novorossiya’: A Territorial Brand in Public Debates’, Europe- Asia Studies, March 2017, pp. 202-221.

Tagliavini, H 2009, ’Independent International Fact-Finding Mission on the Conflict in Georgia’, Vol. I–III, EU.

Thaden, EC 1954, ’The Beginnings of Romantic Nationalism in Russia’, American Slavic and East European Review, December 1954, pp. 500-521.

Trenin, D 2002, The End of Eurasia: Russia on the Border between Geopolitics and Globalization, Carnegie Endowment for International Peace, Washington, DC.

Tsygankov, AP 2008, ’Russia’s International Assertiveness. What Does It Mean for the West?’, Pro- blems of Post-Communism, 2008.

Tsygankov, A 2015, ’Vladimir Putin’s last statd: the sources of Russia’s Ukraine policy’, Post-Soviet Affairs, 2015, pp. 279-303.

44 Russisk strategisk kultur under Putin

Umland, A 2014, ’Russia’s New ‘Special Path’ After the Orange Revolution. Radical Anti-Westernism and Paratotalitarian Neo-Authoritarianism in 2005-8’, Russian Politics and Law, November- December 2014.

Umland, A 2017, ’Post-Soviet Neo-Eurasianism, the Putin System, and the Contemporary European Extreme Right’, Perspectives on Politics, June 2017, pp. 465-476.

Vladimir Dergachev, DK 2015, ’Projekt ’Novorossija’ zakrit’, gazeta.ru, https://m.gazeta.ru/ politics/2015/05/19_a_6694441.shtml.

Waltz, K 1979, Theory of International Politics, Random House, New York.

Wæver, O 1993, Securitization and Desecuritization, Centre for Peace- and Conflict Research, Co- penhagen.

Wæver, O 2005, ’European Integration and Security: Analysing French and German Discourses on State, Nation and Europe’, in Discourse Theory in European Politics : Identity, Policy and Governance, St. Martin’s Press, Basingstoke.

Wehrschütz, CF 1996, ’Der Eurasismus als Teil der russischen Idee. Zur Renaissance einer ideologie der zwanziger Jahre (Eurasianism as part of the Russian Idea. On the Renaissance of an Ideology of the Twenties)’, Österreichische Militärische Zeitschrift, 1996, pp. 21-30.

Wittgenstein, L 1953, Philosophical Investigations, Basil Blackwell, Oxford.

Wittgenstein, L 1989, Om Vished, Philosophica, Århus.

Wittgenstein, L 1989, Om Vished (On Certainty), Philosophica, Århus.