Det Kongelige Bibliotek the Royal Library
Total Page：16
File Type：pdf, Size：1020Kb
Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk VÉRDEr: " '114-181 . DET KONGELIGE BIBLIOTEK 130019372600 J. P. BANG PROF., LIC. THEOL. „HURRA OG HALLELUJA" •SCHSnbérgskS itil. : >rn DET SCHØNBERGSKE FORLAG — KØBENHAVN FOR NORGE: J. W. CAPPELEN, KRISTIANIA HURRA OG HALLELUJA Af samme Forfatter udkom: A. Ritschls Theologi. En objektiv Fremstilling. 1893. 30 øre. Om Trosartiklens Begreb. En Undersøgelse af den syn kretistiske Strids dogmatiske Problem. 1894. 3 Kr. Den kristelige Glæde. En etisk Studie. 1895. 50 Øre. Paulus og Troens Ord. 1900. 1 Kr. 35 Øre. Kristendom og Nationalitet med særligt Hensyn til Forholdet mellem Dansk og Tysk i Sønderjylland. Fem Foredrag. 1900. 1 Kr. 50 Øre. Om Kristendommens Væsen. Forelæsninger holdt paa Køben havns Universitet. 1902. 3 Kr. Teolog og Lægmand. Et Nødraab til det kristne Lægfolk af En Teolog. 1911. 50 Øre. Det religiøse Sjæleliv. Religionspsykologiske Studier. I. Religionspsykologien og Religionen selv. 1911. 2 Kr. 50 Øre. II. Moderne Religionsdannelse indenfor Kristenheden (En- født Religion). 1912. 3 Kr. 75 Øre. Om Forsoningen i Kristus. Tre Foredrag holdt paa Liselund. Sommer 1913. Udk. 1914. 1 Kr. 75 Øre. J. P. BANG PROFESSOR, LIC. THEOL. „HURRA OG HALLELUJA" PRØVER AF NY-TYSK AAND EN DOKUMENTATION ^^CHØWBERGSKE- fO^r KØBENHAVN DET SCHØNBERGSKE FORLAG 1916 Kbhvn. - Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær) INDHOLD. Side I. Tankegangen 1 II. Tyske Profeter 10 III. Tysk Krigsdigtning 16 IV. Krigen i Prædikener 24 V. H. Francke 27 VI. V. Lehmann 31 VII. K. Konig 40 VIII. J. Rump 45 IX. G. Tolzien og hans Fæller 55 X. J. Lahusen 64 XI. Taler af tyske Professorer 67 XII. W. Herrmann 79 XIII. Tysklands hellige Lidelseshistorie 82 XIV. F. W. Førster 89 XV. Slutningsbetragtninger 94 ET er min Hensigt med denne Bog at skildre D en Strømning indenfor tysk Aand, som længe har været virksom, men som nu under Krigen har afkastet alle Baand og Hensyn. Det drejer sig sær lig om to Ting: det nye Tysklands Betragtning af andre Folkeslag og dets Vurdering af sig selv og sin formentlige Verdensopgave. Bogen har Form af en omfattende Dokumentation, der tilsigter at give et Indtryk af denne Aandsretnings mangfoldige For mer, dens Omfang og Styrkegrad. Den Bevægelse, der her skildres, vil, hvis dens Tanker sejrer, faa den mest skæbnesvangre Betydning for Tyskheden og Verden i det hele. ^ I. TANKEGANGEN. en nuværende forfærdelige Krig er med Rette blevet kaldt D den næststørste Tragedie i Menneskeslægtens Levneds løb. Der er vel dem iblandt os, som efterhaanden er blevet saa sløvede af Krigstilstandens tilsyneladende Uendelighed og Ensformighed, at den efterhaanden er traadt i Baggrunden for dem. Der er andre, hvem Krigen saadan helt har kastet ud af deres sædvanlige Leje, at de ikke mere kan falde til Ro, men stadig paany maa tumle med Krigens mægtige Problemer, lide under dens Rædsler og med Haab og Frygt se Frem tidens Muligheder i Møde. Til disse sidste hører nærværende Forfatter. Hvad skal Enden blive paa denne frygtelige Kamp? Hvad vil der ske, hvis den ene eller den anden Part vinder? Er det muligt at staa ligegyldig overfor disse Spørgsmaal? Jeg for- staar det ikke. Det er intet mindre end den hele Verdens Fremtid, der kæmpes om. Vort eget lille Land er et af dem, hvis Fremtidsskæbne allerstærkest vil blive berørt af Krigens Udfald. Derfor burde det være umuligt for nogen dansk at undlade med alle Nerver spændte at lytte efter den kommende Tids Fodtrin. Vi danske er et fredelskende Folk. Vi ønsker ikke at blive styrtede ind i Krigen. Der findes ingen „Chauvinisme" blandt os. De, der paastaar det modsatte, lyver. Men vi føler os dog endnu som et Folk. Vi ønsker dog endnu at leve vort eget folkelige Liv i Frihed og Selvstændighed. Ja, vi kræver det som vor selvfølgelige Ret. Men vi har set, J. P. Bang: .Hurra og Halleluja". 1 hvorledes denne simple og selvfølgelige Ret for en Del af det danske Folks Vedkommende i Aarevis er blevet traadt under Fødder. Vi ser, hvorledes den ogsaa andre Steder rundt om i Europa ringeagtes. Og vi har nu set, hvorledes under Kri gen den mægtigste og stærkeste Nation af alle har sat sin Jærnhæl paa det ene lille Folk efter det andet og knust dem. Dette og meget andet har gjort, at jeg og mange andre med mig med Fortvivlelse ser den Dag i Møde, da den endelige Sejr skulde tilfalde denne Magt og dermed den Aand og de Tanker, som er de ledende i dens gigantiske Kamp. Med voksende Beundring, men ogsaa med voksende Gru har Verden været Vidne til Tysklands Kamp. Med Beundring for den Forudseenhed, hvormed der var sørget for alt indtil de mindste Enkeltheder, den Orden og Punktlighed, hvormed den uhyre Organisation var gennemført, den vældige Kraft og det dristige Initiativ, hvormed Kampen stadig paany blev taget op paa nye Fronter i alle disse Maaneder. Men ogsaa med voksende Gru. Thi der aabenbarede sig snart en Hensyns løshed i Krigsførelsen, hvis Mulighed intet Menneske havde drømt om, og det viste sig stedse klarere, at Krigen blev ført med saadanne Planer og Ideer for øje, at Gennemførelsen af denne vilde betyde en Haan mod al folkelig Retfærdighed. Man har fra de allieredes Side betegnet Tyskerne som Bar barer. Hvis det skulde betyde, at man vilde nægte, at Tysk land er en Kulturnation, saa vilde en saadan Beskyldning natur ligvis være meningsløs. Selvfølgelig er Tyskland en Kultur nation, og ingen af de allierede Magters Ordførere drømmer om at nægte, at Tyskland har frembragt rige Kulturskatte. Overalt hvor tysk Aand har arbejdet, har den skabt vidunder lige Rigdomme; paa de forskelligste Omraader, særlig paa Musikkens, Literaturens , Videnskabens og Religionens Omraade vilde det være let at nævne Navne, der straaler med Berøm melsens Glans over den hele Verden. Men Beskyldningen for Barbari har ogsaa et ganske andet Sigte. Den sigter paa en Udvikling indenfor Tyskland, som er gaaet for sig med rivende Fart særlig i de sidste 50 Aar, og her vil Beskyldningen i Virkeligheden ikke være let at afvise. Selv den højeste Kul tur kan blive til Barbari, naar den nemlig lader sig tage i grundfalske og umoralske Ideers Tjeneste. Henvisningen til Tysklands store Fortidskultur nytter aldeles intet her; den aner 3 kender vi, og den vil vi fremdeles lære al; den kan aldrig gaa til Grunde. Men de ikke-tyske Folkeslag, særlig de, der er Tysklands Naboer, og de, der føler deres Stilling truet ved Tysklands voksende Styrke og Verdensmagt, de maa nødven dig spørge: hvad skal hele denne højt udviklede Kultur bru ges til? Der har i Tyskland udviklet sig en saadan Vilje til Magt, en saadan Tilbedelse af den blotte Styrke, at Kravet om Retten som det, der bør bestemme Forholdet mellem Folkene, ganske er blevet trængt til Side. En kolossal og stedse sti gende Selvbeundring, en Tro paa det tyske Væsens Herlighed som det, der ene har Ret til at herske i Verden, en kynisk brutal Hævdelse af, at i Forhold til dette Krav har alle gamle Traktater, al Beraabelse paa Folkeretten, alle Hensyn til de svagere aldeles intet at sige — alt dette har vi med Undren og med Uhygge været Vidne til. Det tyske Krav skal sættes igennem, til Verdens eget sande Vel ganske vist, men om for nødent mod en hel Verdens Vilje med Vold og Magt. Dette er usminket Barbari. Og for saa vidt som disse Ideer er fremme og bestemmer den tyske Krigsførelse og de tyske For- haabninger om Krigsmaalene, saa er Beskyldningen for Barbari, saa vidt jeg kan se, fuldt ud berettiget. Det er om denne Retning indenfor Tyskheden, jeg vil skrive. Der foreligger her Fakta, som man langtfra hidtil er blevet tilstrækkelig opmærksom paa. Og netop nu, da Tyskland staar midt i sine Sejre, vil jeg skrive derom. Hvis Tyskland laa knust og ydmyget, vilde der ikke være nogen Grund dertil. Men nu, da Sejren har fulgt dets Faner og det tror sig sine store „Fredsmaal" nærmere, er der al Anledning til at vise, i hvilken Grad hin barbariske Tankegang er kommen til at her ske indenfor det tyske Folk. Allerede længe har jeg været opmærksom paa denne Tanke gangs Tilstedeværelse og hurtige Vækst og fra Tid til anden ogsaa talt derom. Den Tid er længst forbi, da det var Tysk lands Stolthed at være et „Folk af Digtere og Tænkere". Et helt andet Træk er nu kommet frem og har faaet Overmagten i det tyske Væsen, og det er den prøjsiske Tradition. Det er Prøjseraanden, den som har sit synlige Centrum i Huset Hohen- zollern, med dens udprægede Vilje til Magt, til politisk Stor hed, som nu har gennemsyret det tyske Folk. Bismarck skabte Riget, men hans Værk var kun en Station paa Vejen mod det 1* 4 endelige Maal. Maalet er Verdensherredømmet. Nu er jo Alverden blevet kendt med disse Tanker. Man er blevet op mærksom paa enkelte Ordførere, særlig Treitschke, Nietzsche og Bernhardi, hos hvem man har fundet dem tydelig udtrykt. Men fra anden Side har man søgt at hævde, at disse Navne ingenlunde kan tages som Repræsentanter for det tyske Folk som Helhed, men kun er Udtryk for et lille Mindretals Op fattelse. Dette er efter min Opfattelse en stor Fejltagelse. Det tyske Folk er betaget af Tanken om sin egen Storhed. Deutschland, Deutschland tiber alles, iiber alles in der Welt. Denne Sætning betyder i Tyskernes Mund ikke mere blot dette, at for en Tysker maa Tyskland og alt tysk Væsen være det bedste i Verden, men det er overhovedet, uden Sammenlig ning det bedste, der er til, og der kan ikke tænkes noget højere.