Det Kongelige Bibliotek the Royal Library

Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

VÉRDEr: " '114-181 .

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019372600

J. P. BANG PROF., LIC. THEOL. „HURRA OG HALLELUJA"

•SCHSnbérgskS

itil. : >rn

DET SCHØNBERGSKE FORLAG — KØBENHAVN FOR NORGE: J. W. CAPPELEN, KRISTIANIA

HURRA OG HALLELUJA Af samme Forfatter udkom:

A. Ritschls Theologi. En objektiv Fremstilling. 1893. 30 øre.

Om Trosartiklens Begreb. En Undersøgelse af den syn kretistiske Strids dogmatiske Problem. 1894. 3 Kr.

Den kristelige Glæde. En etisk Studie. 1895. 50 Øre.

Paulus og Troens Ord. 1900. 1 Kr. 35 Øre.

Kristendom og Nationalitet med særligt Hensyn til Forholdet mellem Dansk og Tysk i Sønderjylland. Fem Foredrag. 1900. 1 Kr. 50 Øre.

Om Kristendommens Væsen. Forelæsninger holdt paa Køben havns Universitet. 1902. 3 Kr.

Teolog og Lægmand. Et Nødraab til det kristne Lægfolk af En Teolog. 1911. 50 Øre.

Det religiøse Sjæleliv. Religionspsykologiske Studier. I. Religionspsykologien og Religionen selv. 1911. 2 Kr. 50 Øre. II. Moderne Religionsdannelse indenfor Kristenheden (En- født Religion). 1912. 3 Kr. 75 Øre.

Om Forsoningen i Kristus. Tre Foredrag holdt paa Liselund. Sommer 1913. Udk. 1914. 1 Kr. 75 Øre. J. P. BANG PROFESSOR, LIC. THEOL. „HURRA OG HALLELUJA"

PRØVER AF NY-TYSK AAND

EN DOKUMENTATION

^^CHØWBERGSKE- fO^r

KØBENHAVN DET SCHØNBERGSKE FORLAG 1916 Kbhvn. - Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær) INDHOLD.

Side I. Tankegangen 1 II. Tyske Profeter 10 III. Tysk Krigsdigtning 16 IV. Krigen i Prædikener 24 V. H. Francke 27 VI. V. Lehmann 31 VII. K. Konig 40 VIII. J. Rump 45 IX. G. Tolzien og hans Fæller 55 X. J. Lahusen 64 XI. Taler af tyske Professorer 67 XII. W. Herrmann 79 XIII. Tysklands hellige Lidelseshistorie 82 XIV. F. W. Førster 89 XV. Slutningsbetragtninger 94

ET er min Hensigt med denne Bog at skildre D en Strømning indenfor tysk Aand, som længe har været virksom, men som nu under Krigen har afkastet alle Baand og Hensyn. Det drejer sig sær lig om to Ting: det nye Tysklands Betragtning af andre Folkeslag og dets Vurdering af sig selv og sin formentlige Verdensopgave. Bogen har Form af en omfattende Dokumentation, der tilsigter at give et Indtryk af denne Aandsretnings mangfoldige For mer, dens Omfang og Styrkegrad. Den Bevægelse, der her skildres, vil, hvis dens Tanker sejrer, faa den mest skæbnesvangre Betydning for Tyskheden og Verden i det hele. ^

I. TANKEGANGEN.

en nuværende forfærdelige Krig er med Rette blevet kaldt D den næststørste Tragedie i Menneskeslægtens Levneds løb. Der er vel dem iblandt os, som efterhaanden er blevet saa sløvede af Krigstilstandens tilsyneladende Uendelighed og Ensformighed, at den efterhaanden er traadt i Baggrunden for dem. Der er andre, hvem Krigen saadan helt har kastet ud af deres sædvanlige Leje, at de ikke mere kan falde til Ro, men stadig paany maa tumle med Krigens mægtige Problemer, lide under dens Rædsler og med Haab og Frygt se Frem tidens Muligheder i Møde. Til disse sidste hører nærværende Forfatter. Hvad skal Enden blive paa denne frygtelige Kamp? Hvad vil der ske, hvis den ene eller den anden Part vinder? Er det muligt at staa ligegyldig overfor disse Spørgsmaal? Jeg forstaar det ikke. Det er intet mindre end den hele Verdens Fremtid, der kæmpes om. Vort eget lille Land er et af dem, hvis Fremtidsskæbne allerstærkest vil blive berørt af Krigens Udfald. Derfor burde det være umuligt for nogen dansk at undlade med alle Nerver spændte at lytte efter den kommende Tids Fodtrin. Vi danske er et fredelskende Folk. Vi ønsker ikke at blive styrtede ind i Krigen. Der findes ingen „Chauvinisme" blandt os. De, der paastaar det modsatte, lyver. Men vi føler os dog endnu som et Folk. Vi ønsker dog endnu at leve vort eget folkelige Liv i Frihed og Selvstændighed. Ja, vi kræver det som vor selvfølgelige Ret. Men vi har set, J. P. Bang: .Hurra og Halleluja". 1 hvorledes denne simple og selvfølgelige Ret for en Del af det danske Folks Vedkommende i Aarevis er blevet traadt under Fødder. Vi ser, hvorledes den ogsaa andre Steder rundt om i Europa ringeagtes. Og vi har nu set, hvorledes under Kri gen den mægtigste og stærkeste Nation af alle har sat sin Jærnhæl paa det ene lille Folk efter det andet og knust dem. Dette og meget andet har gjort, at jeg og mange andre med mig med Fortvivlelse ser den Dag i Møde, da den endelige Sejr skulde tilfalde denne Magt og dermed den Aand og de Tanker, som er de ledende i dens gigantiske Kamp. Med voksende Beundring, men ogsaa med voksende Gru har Verden været Vidne til Tysklands Kamp. Med Beundring for den Forudseenhed, hvormed der var sørget for alt indtil de mindste Enkeltheder, den Orden og Punktlighed, hvormed den uhyre Organisation var gennemført, den vældige Kraft og det dristige Initiativ, hvormed Kampen stadig paany blev taget op paa nye Fronter i alle disse Maaneder. Men ogsaa med voksende Gru. Thi der aabenbarede sig snart en Hensyns løshed i Krigsførelsen, hvis Mulighed intet Menneske havde drømt om, og det viste sig stedse klarere, at Krigen blev ført med saadanne Planer og Ideer for øje, at Gennemførelsen af denne vilde betyde en Haan mod al folkelig Retfærdighed. Man har fra de allieredes Side betegnet Tyskerne som Bar barer. Hvis det skulde betyde, at man vilde nægte, at Tysk land er en Kulturnation, saa vilde en saadan Beskyldning natur ligvis være meningsløs. Selvfølgelig er Tyskland en Kultur nation, og ingen af de allierede Magters Ordførere drømmer om at nægte, at Tyskland har frembragt rige Kulturskatte. Overalt hvor tysk Aand har arbejdet, har den skabt vidunder lige Rigdomme; paa de forskelligste Omraader, særlig paa Musikkens, Literaturens , Videnskabens og Religionens Omraade vilde det være let at nævne Navne, der straaler med Berøm melsens Glans over den hele Verden. Men Beskyldningen for Barbari har ogsaa et ganske andet Sigte. Den sigter paa en Udvikling indenfor Tyskland, som er gaaet for sig med rivende Fart særlig i de sidste 50 Aar, og her vil Beskyldningen i Virkeligheden ikke være let at afvise. Selv den højeste Kul tur kan blive til Barbari, naar den nemlig lader sig tage i grundfalske og umoralske Ideers Tjeneste. Henvisningen til Tysklands store Fortidskultur nytter aldeles intet her; den aner 3 kender vi, og den vil vi fremdeles lære al; den kan aldrig gaa til Grunde. Men de ikke-tyske Folkeslag, særlig de, der er Tysklands Naboer, og de, der føler deres Stilling truet ved Tysklands voksende Styrke og Verdensmagt, de maa nødven dig spørge: hvad skal hele denne højt udviklede Kultur bru ges til? Der har i Tyskland udviklet sig en saadan Vilje til Magt, en saadan Tilbedelse af den blotte Styrke, at Kravet om Retten som det, der bør bestemme Forholdet mellem Folkene, ganske er blevet trængt til Side. En kolossal og stedse sti gende Selvbeundring, en Tro paa det tyske Væsens Herlighed som det, der ene har Ret til at herske i Verden, en kynisk brutal Hævdelse af, at i Forhold til dette Krav har alle gamle Traktater, al Beraabelse paa Folkeretten, alle Hensyn til de svagere aldeles intet at sige — alt dette har vi med Undren og med Uhygge været Vidne til. Det tyske Krav skal sættes igennem, til Verdens eget sande Vel ganske vist, men om for nødent mod en hel Verdens Vilje med Vold og Magt. Dette er usminket Barbari. Og for saa vidt som disse Ideer er fremme og bestemmer den tyske Krigsførelse og de tyske For- haabninger om Krigsmaalene, saa er Beskyldningen for Barbari, saa vidt jeg kan se, fuldt ud berettiget. Det er om denne Retning indenfor Tyskheden, jeg vil skrive. Der foreligger her Fakta, som man langtfra hidtil er blevet tilstrækkelig opmærksom paa. Og netop nu, da Tyskland staar midt i sine Sejre, vil jeg skrive derom. Hvis Tyskland laa knust og ydmyget, vilde der ikke være nogen Grund dertil. Men nu, da Sejren har fulgt dets Faner og det tror sig sine store „Fredsmaal" nærmere, er der al Anledning til at vise, i hvilken Grad hin barbariske Tankegang er kommen til at her ske indenfor det tyske Folk. Allerede længe har jeg været opmærksom paa denne Tanke gangs Tilstedeværelse og hurtige Vækst og fra Tid til anden ogsaa talt derom. Den Tid er længst forbi, da det var Tysk lands Stolthed at være et „Folk af Digtere og Tænkere". Et helt andet Træk er nu kommet frem og har faaet Overmagten i det tyske Væsen, og det er den prøjsiske Tradition. Det er Prøjseraanden, den som har sit synlige Centrum i Huset Hohen- zollern, med dens udprægede Vilje til Magt, til politisk Stor hed, som nu har gennemsyret det tyske Folk. Bismarck skabte Riget, men hans Værk var kun en Station paa Vejen mod det 1* 4

endelige Maal. Maalet er Verdensherredømmet. Nu er jo Alverden blevet kendt med disse Tanker. Man er blevet op mærksom paa enkelte Ordførere, særlig Treitschke, Nietzsche og Bernhardi, hos hvem man har fundet dem tydelig udtrykt. Men fra anden Side har man søgt at hævde, at disse Navne ingenlunde kan tages som Repræsentanter for det tyske Folk som Helhed, men kun er Udtryk for et lille Mindretals Op fattelse. Dette er efter min Opfattelse en stor Fejltagelse. Det tyske Folk er betaget af Tanken om sin egen Storhed. Deutschland, Deutschland tiber alles, iiber alles in der Welt. Denne Sætning betyder i Tyskernes Mund ikke mere blot dette, at for en Tysker maa Tyskland og alt tysk Væsen være det bedste i Verden, men det er overhovedet, uden Sammenlig ning det bedste, der er til, og der kan ikke tænkes noget højere. Deri, i dette tyske Grunddogme, stikker den hele Ulykke; thi deraf følger Kravet om, at det tyske Væsen er kaldet til at herske over hele Verden. Med Vold og Magt har Tyskerne under Prøjsens Ledelse gjort sig til Verdens stærkeste Krigerfolk. Det har vænnet sig til at se med en vis Foragt paa sin tidligere Drømmer- og Digtertilværelse. Det har kastet sig ind i Handlingens Verden og søgt at forme sig Teorier, der passer dertil. Den, der vil Magt, maa ogsaa ville Midlerne, og disse Midler er fremfor alt „Blod og Jærn". Vil man Maalet, Verdensmagten, saa maa man ogsaa indarbejde i sig en vis Haardhed, ja en vis kynisk Brutalitet; med sentimentalt Føleri kommer man ingen Vegne. Denne Vilje til i fornødent Fald, d: naar den nationale Inter esse synes at kræve det, at bruge brutale Midler, er bleven godt opøvet i de forløbne Aar, og den har givet sig Udtryk i udpræget Tvangsherredømme overfor de fremmede, annekte rede Nationaliteter. Derom har vi danske en rig Erfaring. Men nu kommer vi til det for Tyskheden allerejendomme ligste Træk. At Vold er Uret, den Bevidsthed ligger nemlig trods alt Tyskerne i Blodet. Selv om de har udformet Teorier, der ligefrem f. Eks. ud fra darwinistisk Tankegang søger at hævde, at den stærkeres Ret er den eneste, der bør gælde mellem Folkene, saa der ikke behøves andre Grunde for Over greb fra Tysklands Side end den, at Tyskland nu en Gang er den stærkeste, saa kan de fleste Tyskere alligevel ikke nøjes hermed. Det tyske Folk er jo et sædeligt Folk og vil have 5 sin Handlemaade sædelig begrundet. Det maa tro, at det har en god Samvittighed i alt, hvad det foretager sig. Og her er det da, at hint Grunddogme træder ind og faar den afgørende Plads i den tyske Tankegang. Tyskland er ikke blot det stærkeste Folk i Verden, men det er uden Sammenligning det, der i alle Henseender staar højest. Det tyske Folk er egenlig Grundfolket, Skabningens Krone. Alle sædelige Dyder er hos Tyskeren i Grunden kun hans naturlige, medfødte Egenskaber. Alt, hvad der er ædelt, godt og skønt, kan derfor ogsaa betegnes som tysk. Derfor kan det tyske Folk som saadant umulig handle urigtigt; det vil altid blive bevaret derimod ved det inderste i sin Natur. Derfor kan f. Eks. de tyske Videnskabsmænd staa op og paa Forhaand uden nogen Begrundelse kræve det anerkendt, at den tyske Hær og den tyske Krigsførelse ikke kan begaa nogen Forbrydelse — det er simpelthen utænkeligt. Andre kan gøre det, Tyskerne umuligt. I denne Vurdering af Tyskheden, der kan stige til ligefrem Tilbedelse, stikker der jo selvfølgelig et ikke ringe Fond af Naivitet. Men ved Siden af denne, ofte tykhudede, Naivitet, der kan give sig Udtryk, der for uhildede Iagttagere kan tage sig uhyre latterlige ud, findes der i den tyske Natur en højt udviklet Skarpsindighed. Det er netop Foreningen af disse to Træk: Naiviteten og Skarpsindigheden, der er en af de allermærkeligste Ejendommeligheder i den tyske Folkesjæl. Og i Kraft af denne Skarpsindighed, der naturligvis saare ofte bliver til Spidsfindighed, bliver det dem uhyre let at bevise for sig selv, at det, der ved første øjekast kan tage sig ud som Uretfærdighed og Vold, dybere set netop er den højeste Retfærdighed. Derfor mangler Tyskland, som bl. a. Chesterton meget rig tig har set, det, som han kalder Gensidighedsbegrebet. Ty skeren kan ikke slutte fra sig selv til andre. Hvad Tyskeren hos andre vilde stemple som Vold og Uret, det bliver, naar han selv gør det, Udtryk for den højeste Sædelighed og den kærligste Hensynsfuldhed. Naar et andet Folk undertrykker en fremmed Nation, naar f. Eks. England har undertrykt Irerne eller naar Russerne underkuer Finnerne, saa er det forfærdeligt, og hvis det er Tyskere, der undertrykkes, ja, saa er det mere end ugudeligt og man rejser sig i hellig Harme imod det. Men naar Tyskerne underkuer Polakker eller Danske, saa er 6

der tusinde Grunde, som gør det mere end berettiget, nemlig ligefrem til Pligt. Er ikke den tyske Kultur den overlegne, som derfor andre kun har godt af at blive delagtig i? Er ikke det tyske Rige en saa mægtig Værdi, at man maa gribe til alle de Forholdsregler, der egner sig til at beskytte det? Er ikke andre Racer mindre værd i Forhold til den tyske? Maa ikke Tyskland af strategiske Grunde skaffe sig Herredømme over tilgrænsende Egne? (Hvis andre Magter argumenterede paa samme Vis, vilde det vække Tysklands sædeligste Harme). Er ikke det tyske Blod ti Gange mere værd end det ikke- tyske? Er det ikke en Selvfølge, at det som den tyske ørn en Gang har sat sine Klør i, det fastholder den bestandig? Bør ikke det tyske Flag vaje over de tyske Soldaters Grave? (at der ogsaa findes franske, danske eller russiske Grave spil ler i Sammenligning dermed ingen Rolle). Naar derfor Tysk land kommer i Krig, er der aldeles ingen Tvivl om, at Tysk land er uskyldshvid og dets Fjender helvedsorte. Naar Fransk mænd og Englændere lader mohammedanske Soldater drage mod Tyskerne, er det en Haan mod al Moral og Kristendom; naar Tyskerne allierer sig med Tyrkerne, er alt, som det skal være. Naturligvis kan der undertiden komme Betænkeligheder op, men de bliver altid fjærnede, undertiden paa den pudsigste Maade. Naar saaledes tyske Kristne er lidt betænkelige ved, at det tyske Folk slutter Forbund med Tyrkerne, saa er det, som vi skal se, en smal Sag for en tysk Professor at bevise, at Tyrkerne, naar alt kommer til alt, egenlig er ubevidste Kristne. Eller naar den tyske Rigskansler i sin berømte Tale sagde, at det ganske vist var Uret at bryde Belgiens Neutralitet, saa voldte denne Tilstaaelse Tyskerne et synligt Ubehag. Ganske vist begyndte Rigskansleren selv at forsvare Uretten med at henvise til, at Nød bryder alle Love, men det var ikke nok. Nu er det forlængst blevet bevist, at det var Belgien, der brød Neutraliteten, saa det tværtimod var Tysklands sædelige Pligt at bryde ind i Landet o. s. v. At der i disse Ræsonnementer undertiden syndes mod den simpleste Logik, synes ikke at anfægte den tyske Skarpsindighed synderlig. Denne tyske Vurdering af det tyske Væsen fører nu en anden mærkelig Konsekvens med sig, nemlig paa det religiøse Omraade. Her føres man i Retning af den mest forbavsende Sammenblanding af Tyskhed og Kristendom. Tyskheden er 7

Kristendommens naturlige Jordbund; alle kristelige Dyder er ogsaa tyske; derfor har Kristendommen her naaet sin højeste Udvikling. Men dermed følger ogsaa, at Tyskland i Guds Tanker maa have en særlig Plads og maa være kaldet til at løse en verdensomfattende Opgave. Det er derfor en guddom melig Lov, at Tyskland stadig maa gaa mere og mere sejrende frem i Verden. To Tanker kæmper her med hinanden. Den ene er den, at der svarende til det tyske Væsen egenlig i Tyskland burde opstaa en særlig tysk Folkereligion, højt hævet over al anden Religion og egenlig utilgængelig for andre. Men den anden Tanke, som vel nok er den hyppigste, er den, at ligesom Tyskland ogsaa paa alle andre Omraader skal velsigne Verden med det tyske Væsen, saaledes er det ogsaa kaldet til at være Guds Missionær blandt alle Jordens Folk, der kun kan vinde ved at tilegne sig Kristendommen i dens fuldkomne tyske Skikkelse. Derfor møder vi her, ikke sjældent men ofte, Udtrykket den „tyske Gud". Ja, jeg har endogsaa set en tysk Forfatter i fuldt Alvor lade et Menneske bede: „O, tyske Gud!" Dette, paastaar jeg, er kun muligt i Tyskland. Selv her vil det naturligvis støde mangfoldige; men det er dog kun en naturlig Følge af den Overvurdering af Tyskheden, som sikkert de fleste af dem, hvem dette Udtryk vilde falde for Brystet, selv er medskyldige i. Men for alle Ikke-Tyskere maa det selvfølgelig være umiddelbart indlysende, at denne Sam menblanding af Tyskhed og Kristendom betyder en meget al vorlig Forvanskning af Kristendommens Væsen. Tysklands Modstandere plejer med stor Kraft at angribe den tyske Militarisme. Disse Angreb er for Tyskerne ganske simpelt aldeles uforstaaelige. De svarer, at for Tyskerne er det, deres Modstandere kalder Militarisme, simpelthen et Led i, ja en Grundbetingelse for hele deres Kultur. Thi den enestaaende Punktlighed og Nøjagtighed, den glimrende Organisa tion, som er Hovedgrunden til Tysklands kolossale Fremskridt i de sidste Aartier, hviler for en stor Del paa den militære Disciplinering, som det hele Folk gennem den almindelige Værnepligt bliver opdraget i. Jeg skal ikke her drøfte Spørgs- maalet om den tyske Militarisme, og jeg skal villig indrømme, at det tyske Folk med Rette kan gøre Krav paa at besidde de nævnte Dyder. Men det ophæver ikke, at det, som for Tysk land selv er en væsenlig og højtskattet Del af deres Kultur, 8

det bliver en forfærdelig Fare for de Folkeslag, som Tyskerne gerne vil velsigne med det tyske Væsen. For andre Folk staar det nemlig saadan, at de nævnte Dyder vel i sig selv er attraaværdige nok, men skal de vindes derigennem, at Folket presses ind i et saa udpræget Tvangsmaskineri som det tyske Bureaukrati er, saa vil de til det yderste betakke sig derfor. Thi selv om dette System maaske nok saa meget stemmer med Tyskernes Natur, med de andres stemmer det ikke. Og for dem vilde det derfor være den største Ulykke at faa paa tvunget et saadant System. Men det er det, Tyskerne ikke forstaar. Skulde det, der er godt for Tyskerne, ikke ogsaa være godt for andre oven i Købet lavere staaende Nationer? Det manglede bare! Jeg har nylig set en tysk Udtalelse, som gaar ud paa, at det eneste, der fattes Tyrkerne, er 200 Land- raader og 1000 Gendarmer! Det løber en koldt ned ad Ryg gen, naar man hører sligt! Er det dog ikke forbavsende, at dette Folk, der roser sig af, at det sidder inde med en ufor lignelig Evne til at sætte sig ind i andre Folks Aand og Tankegang, saa de endogsaa kan paastaa, at de ofte kender dem bedre end vedkommende Folk kender sig selv, — at de ikke kan forstaa, at det for andre Folk vil være en dødbrin gende Pest at faa paatvunget en fremmed Kultur, selv om den er nok saa høj, naar den ikke passer til vedkommende Folke- aand? Og er det ikke mærkeligt, at dette Folk med sin rent ud sagt forbløffende Beundring for sit eget, kan sige, at det eneste Punkt, hvori det staar tilbage for andre Folk, er dette, at dets Nationalfølelse ikke er tilstrækkelig stærkt udpræget! Det er aldeles umuligt for Tyskerne at torstaa, at de ikke er mere elskede end de er. De harmes og bedrøves over den Uvilje, de møder; de kan ikke finde andre Grunde for den end den laveste Misundelse; de bebrejder Verden dens skam melige Utaknemlighed; de vil jo ikke andet end tjene Verden med deres store Begavelse og enestaaende Kultur. Andre kan kun smile ad denne Mangel paa Forstaaelse. Den hører med til den naive Side af deres Karakter. Der er intet, der væk ker mere Ubehag og Uvilje, end naar Folk vil paatrænge sig selv. De vil altid faa det Tilraab: Bliv mig fra Livet! Jeg skal nok selv vælge, hvad jeg vil have; lad mig dog faa Lov at raade mig selv! Men naar Tyskerne idelig, maaske i den bedste Mening, gør Overgreb og altid oven i Købet erklærer 9 disse Overgreb for lutter Udslag af den sædeligste Pligtopfyl delse, som de arme Ofre burde være glade ved og taknemlige for, saa holder Taalmodigheden op. Læg dog en Gang Mærke til den aldeles forbløffende Evne, som Tyskerne har til at faa sat den sædeligste Etikette paa deres alier uhyggeligste Over greb! Tyskland, hedder det, vil ingenlunde annektere noget! Betyder det, at Tyskland ingen Erobringer vil gøre? ingen lunde! De tilføjer nemlig, at de selvfølgelig maa foretage de nødvendige „ Grænsereguleringer", der skal værne dem mod fremtidige Angreb. De synes virkelig ikke at forstaa, at ved kommende Befolkninger vil være lige utilfredse med den dem tiltænkte Lod, enten man kalder det Anneksion eller Grænse- regulering! Ligeledes kan man høre dem med den sædeligste Harme erklære det for en skammelig Løgn, at de tilstræber Verdensherredømmet. Det kunde aldrig falde dem ind. Nej — men hvad vil de? De vil blot „organisere Verden"; de vil blot, af lutter Kærlighed, stille deres glimrende Organisations evne til Raadighed for Verden! Hvordan skal det ske? Ved prøjsiske Landraader og Gendarmer? ved tyske Officerer og Handelsmænd? Og hvis man nu ikke vil lade sig „organi sere"? Skal man saa tvinges til at tage mod den Velgerning, hvis Værdi man øjensynlig til sin Skam ikke forstaar at skatte? Det er denne den tyske Paatrængenhed, Tyskernes fornærme lige Undervurdering af andre Folkeslag, deres utaalelige Krav om, at de skal have Lov til, om fornødent med Tvang, at paanøde andre deres formentlig højere Kultur, der har gjort Tyskerne saa forhadt. Og det er hele den her skitserede tyske Tankegang, hvis Udslag jeg i det følgende vil skildre og hvis Udbredelse jeg vil dokumentere. Man ser som sagt i den sædvanlige Litteratur næsten kun Henvisninger til Treitschke og Bernhardi. Men jeg agter her at vise, i hvilken Grad paa den ene Side Undervurderingen, ja Foragten for og Hadet til det fremmede, og paa den anden Side Overvurderingen, ja Tilbedelsen af det tyske Væsen har grebet om sig i Tyskland. Derfor maa jeg meddele en Mængde af Fakta, bringe en rig Fylde af Hen visninger. Og jeg har unægtelig uudtømmelige Forraad at øse af! 10

II. TYSKE PROFETER.

Til de tyske Profeter kunde man med Rette henregne Treitschke og Bernhardi. Mange Tyskere betragter uden Tvivl særlig Treitschke saaledes. De er ligesom Stormfuglene, der varsler Stormen. Imidlertid er de saa ofte blevet fremdragne af andre, at jeg skal undgaa Fristelsen til at behandle dem her. Der er desuden andre, som det ligger nok saa nær at behandle i denne Sammenhæng. Jeg vil nævne tre Mænd, der af Tyskerne særlig under denne Krig med Begejstring er blevet hyldede som deres Profeter. Den første, der bør nævnes, er Ernst Moritz Arndt, den store tyske Patriot fra Frihedskrigens Tid1). Han skrev alle rede i 1834 et .Stykke, hvor han udtalte, at Belgiens Neu tralitet umulig kunde overholdes i en kommende Krig (den blev dog overholdt 1870!). Han siger:

„Belgien, Kornkammeret og Krigskammerat, er den fødte Slagmark i Striden om Maasfloden og Rhinen. Jeg spørger hver Feltherre og Minister, der har tænkt efter over Krig og Politik, om Belgien kan forblive neutralt i en europæisk Krig, det vil sige agtes som neutralt, længere end det synes den bekvemt, der foler den bedste Kraft i sig til at blive Angriber."

Hertil knytter den tyske Forfatter G. Traub, den ubetale lige Bemærkning, at „altsaa ogsaa en Arndt har allerede for 80 Aar siden givet os Absolution for det saakaldte Neutralitets- brud og har forudset, at det her drejer sig om højere Nød vendigheder, og at Belgien selv, det „halvfranske Land", slet ikke kan forblive neutralt". Det maa jo siges at være en nem Maade at skaffe sig Absolution paa, nemlig ved blot at citere sine afdøde Profeter. Men det bliver ikke derved. Arndt har ved at grave i gamle Dokumenter fundet, at i 1814 havde en engelsk Diplo mat haft den Idé, at for grundig at svække Frankrig skulde Prøjsen anbringes som Grænsevagt: alle de gamle, tyske Lande hinsides Rhinen, deri indbefattet den burgundiske Kreds, skulde samles til et hele og overgives til Prøjsen! Denne forbavsende

l) Se hertil G. Traub: Aus der Waffenschmiede 1915. 11

Idé vandt Arndts ivrige Bifald. Den Gang skete det jo imid lertid ikke. Men hvad ikke er, kan vorde. Og i hvert Fald maa Belgien siges at høre naturligt sammen med Tyskland. Han overvejer, om det ikke kunde frigøres for fransk Indfly delse ved igen at forenes med Holland. Men er det umuligt, saa foreligger Landets Forening med Tyskland som en gammel Ret og en gammel og ung Pligt. Derefter følger en Sætning, som Hr. Traub kalder klassisk, og om hvilken han siger, at den rummer mere politisk Visdom end mange af de seneres Afhandlinger, nemlig følgende:

„Paa Belgiens Marker vil der for Tyskland og England nødvendig til evige Tider blive stridt om Besiddelsen af Rhinen og om Herre dømmet over Kanalen."

Begejstret udbryder Hr. Traub: Han havde dog et ørne blik! Og han priser ham, fordi han stadig tænker paa at faa gammel, tysk Jord genforenet med Prøjsen. „Hans Hjærte hænger ved Rhinen og Maasfloden; her vil han staa paa de tyske Rigsvolde, som Gud byder det, med Sværdet i Haand." Arndt er altsaa Profet for Kravet om Tysklands Udvidelse over Belgien og Nordfrankrig. Men han kan tillige staa som Udtryk for den tilbedende Ophøjelse af Tyskland, som det ogsaa er vor Opgave at fremdrage. Det er nemlig ham, der bl. a. har digtet det af Tyskere ofte citerede Vers, der lyder saaledes: Deutsche Freiheit, deutscher Gott deutscher Glaube ohne Spott deutsches Herz und deutscher Stahl sind vier Helden allzumal.

Den ejendommelige Aritmetik, i Følge hvilken de nævnte tyske Helte kun regnes for fire og ikke for fem, synes lidt gaadefuld. Men her møder vi allerede Talen om den tyske Gud. Maa jeg her med det samme indskyde en Bemærkning. Tyske Blade har i den senere Tid strømmet over af Forargelse over den franske Frivolitet, fordi et fransk Blad skal have sagt, at de franske nok skulde „blive færdige med Tyskerne og med deres Gud." Det er atter et forbausende Eksempel paa tysk Naivitet. De kunde da, skulde man tro, umulig vente, at Fransk mændene skulde tro paa den Gud, som de erklærer for tysk! Det falder dem ikke ind, at der i hin franske Udtalelse selv 12

følgelig ikke ligger den mindste Gudsbespottelse men kun en haanlig og, man maa sige, fuldtud berettiget Afvisning af den Paastand, at der skulde eksistere en særlig tysk Gud. Den anden tyske Profet er den bekendte Filolog og Teo log P. de Lagarde. Han har allerede i 1874 udtalt, at Bis- marcks Skabelse af det tyske Rige kun var en Episode paa Vejen til Dannelsen af den store mellemeuropæiske Stat. Det tyske Rige kalder han for „Lilletyskland". Ja, Lagarde har, efter hvad en Tysker nylig har udtalt, allerede opstillet de nationale Krav, som Tyskerne „ikke i frækt Overmod men ud fra den i Sagen selv liggende indre Nødvendighed" maa anse for det uopgivelige Grundlag for det tyske Folks Medarbejde paa Menneskehedens Historie. Disse Krav er Grænseudvidelser baade mod øst og mod Vest; den belgiske Neutralitet kan man nemlig ikke stole paa. Det er dog ikke nogen simpel Anneksion, det drejer sig om. Nej, det gælder noget langt højere. Det gælder om at „kolonisere" — ikke i fremmede Verdensdele, men i vor nærmeste Nærhed, nemlig i Grænse landene mod Vest, i den ikke-tyske Del af det habsburgske Monarki og i de tilgrænsende Dele af Rusland indtil det sorte Hav. Saa faar vi et stort mellemevropæisk Rige, hvis Græn ser gaar mod Vest fra Luxemborg og Belfort til det gamle Goterland ved det sorte Hav mod øst, mod Syd indbefatter Triest og holder Lilleasien fri til Tilfredsstillelse af fremtidigt Behov. Det vil ikke kunne ske uden Krig1). Den vil komme og vi skal vænne Folket til den Tanke, at den vil komme. Men ogsaa paa det andet Punkt er Lagarde Profet. Han har krævet Dannelsen af en særlig tysk Religion. Det tyske Folk er en Organisme, Organismen maa have en Sjæl, Sjælen er en national Religion, den maa hverken være protestantisk eller katolsk, hverken liberal eller ortodoks, hverken Kristen dom eller Humanitetsreligion. Jesus skal dog have en Plads i den. Han har foreslaaet, at der ved Universiteterne skulde ansættes religionsfilosofiske Professorer, der skulde have den Opgave at være „Stifindere" for denne nye tyske Religion! Det er tilstrækkeligt at nævne dette; at gaa yderligere ind paa denne barokke Idé vilde være ganske overflødigt2).

') Alle Udhævelser er af mig, hvor det modsatte ikke bemærkes. *) Se Paul Fischer: Paul de Lagarde, ein Prophet des deutschen Vol- 13

Den største og den mest populære af alle de nytyske Pro feter er dog Digteren Emanuel Geibel, hvis Hundredaarsfest man nylig har fejret (f. 1815 f 1884). Ham er det, der har givet det klassiske Udtryk for det nytyske Haab om Tysklands Sejrstog gennem Verden. Det er lykkedes ham baade at give den klassiske Formel for det tyske Overmod, der nødvendig kræver, at Tyskheden bliver sat over alt andet i Verden, men tillige at give dette Overmod et saadant Udtryk, at det kan til fredsstille Tyskernes sædelige Trang. Det er sket i de Linier, som jeg allerede forlængst har fremdraget og som citeres tal løse Gange i den nyeste tyske Krigsliteratur, nemlig:

Und es mag an deutschem Wesen einmal noch die Welt genesen!

„Det kan endnu en Gang ske, at Verden vil blive helbredt ved tysk Væsen". Det her udtalte Haab er for det moderne Tyskland blevet Vished og de ser deri den sædelige Begrun delse for alle deres Krav. Hvorfor skal Tyskland sejre, hvor for skal det have sin Plads i Solen, hvorfor skal det have sine Grænser udvidede, hvorfor er enhver Modstand mod Tyskland skammelig, ja djævelsk, hvorfor skal Tyskland blive et Ver densrige, hvorfor bør Tyskland og ikke England være det store Kolonirige? Jo, thi det er jo ved tysk Væsen, at Verden skal helbredes; det er af Tyskheden, Verdens Frelse afhænger. Derfor er Angreb mod Tyskheden Synd mod Guds Planer, Kamp mod hans Verdensformaal, det er kortsagt Synd imod Gud. At de øvrige Folk ikke kan være synderlig henrykte ved at blive betegnede som sygnende Skud, der kun kan hel bredes ved at komme under Indflydelse af den tyske Sund- hedskilde, synes Tyskerne ikke at kunne forstaa. Og dog skulde man tro, at hvis de bare vilde tænke lidt over, hvad der ligger i disse to Linier, saa maatte de begribe noget af Grunden til den Uvilje mod dem, som de siger, de ikke kan fatte. Men han har sagt meget andet end dette. Han er i Sand hed vel værd at studere. Han var hele sit Liv en glødende tysk Patriot. I Begyndelsen var det os Danske det gjaldt.

kes. Christliche Welt, Nr. 48—50, 1915. J. P. Bang: Kristendom og Nationalitet, 1900. 14

Han var naturligvis ærlig overbevist om Sandheden af Slesvig- Holstenernes Beskyldninger mod Danmark og begejstret for deres Frihedskamp: Danskerne vover at skænde (!) en tysk Slægt! Tyskland, er du faldet saa dybt i Søvn, at du tillader disse fremmede Dværge at hugge deres frække økse ind i dit Legeme (1846). Og 1852 efter Krigen falder der i Anled ning af London-Konferencen bitre Ord mod „Franskmand, Britte og Russer": Naar de holder Raad sammen, saa maa andre ydmygt sige Amen — og saa kommer der i Sandhed profetiske Ord: han forudsiger disse Kokke og Mestre, at en Gang skal der fare en Sværm vrede bander i deres Kedel, og saa vil der gaa et stormende Brus gennem alle Tysklands Stammer, og de vil med Gru se Verden i Flammer. Naturligvis fryder han sig over Krigen 1864, han fryder sig i det hele taget som en ægte Teutoner over Krigen i sig selv: endelig kom mer Krigen, den hellige Ildregn, vi skal helbredes ved; saa skal Sværdet gennemhugge Løgnenes skændige Væv o. s. v. Man ser, at Tankegangen her er den sædvanlige. De arme Tyskere maa altid kæmpe mod skændige Løgne. Det skulde altsaa have været os, der løj i 1864! Naar man nu véd, hvor ledes der blev løjet fra slesvig-holstensk Side i alle disse Aar, saa er dette om det skændige Løgnevæv jo lidt svært for Danske at skulle sluge. Endelig fryder han sig over Dybbøl og det „frigjorte" Slesvig. Han profeterede ogsaa om den store Mester, der skulde komme og skabe Tysklands Enhed. I Bismarck blev denne Profeti glimrende opfyldt. Efter 1866 kræver han saa højlydt Elsass-Lothringen. Det kan han da fornuftigvis ikke have tænkt sig at faa uden Krig. Men da saa Krigen kommer, hører vi akkurat den samme Tale som nu om Tyskernes Fredsvenlig hed og deres Fjenders afskyelige Lumskhed. Hans Ord her er i højeste Grad interessante netop ved det Lys, de kaster over Nutiden. Han siger, at

Tyskland havde sat sin Hu til at bygge sit Hus i Fred, men saa kommer Arvefjenden, svulmende af Gift og Misundelse. Over ham og hans Yngel skal det forbryderisk udgydte Blod komme. Vi drøm mer ikke om eu let Sejr; denne Krig er en Verdensdom, og stærk er Løgnens Aand; dog han, der en Gang var vore Fædres Borg, han fører os ogsaa igennem denne Gang, vær vis paa det! — I en anden Sang „mod Babel" (o: mod Frankrig) hedder det: I har for kastet Freden, som et trofast Sind bød jer, saa skal 1 da ogsaa faa 15

Strid, Jammer og Nød, og saa skildres Ødelæggelsen: Hyl, Sult, Ulve, Gribbe, der smauser i Lig, — indtil de afsværger Løgnaanden. Og Freden skal være en tysk Fred; nu bæver for Gud og Tysklands Sværd Spottens Magt og Blodskyldens Arnested!

Det er dog ejendommeligt og værd at lægge Mærke til, at det i alle Enkeltheder er ganske de samme Toner, vi hører nu; der er intet af alt dette, der ikke er blevet sagt tusinde Gange under den nuværende Krig. Men senere fik man jo at vide, hvorledes det forholdt sig med Emser-Depeschen. Geibels profetiske Genialitet har dog særlig vist sig i de to Digte, som nu i Krigens Tid er blevet særlig fremdragne i Tysk land, hvor de idelig citeres med undrende Begejstring. Det ene bærer Overskriften: Tysklands Kald og er skrevet 1861, altsaa lige før den store Opgangstid. Her ser han frem mod en Storhedstid for Tyskland. Den skal komme, naar den hellige Krone (han mener sikkert Kejserkronen) atter smykker en høj Isse, og en fast Vilje fra Hovedet behersker alle Lemmer, da vil Tysklands Ord atter faa noget at sige i Folkenes Raad. Saa skal det ikke mere være det franske Lune eller de rus siske Horder, der har den afgørende Røst. Nej, Magt og Fri hed, Ret og Sæder, klar Aand og skarpt Hug, de skal saa ud fra en stærk Midte (Tyskland) tugte enhver Selvsyges vilde Drift, og saa er det de berømte Linier kommer, at saa skal endnu en Gang Verden helbredes ved det tyske Væsen. Men allerede 1859 har han skrevet et profetisk Digt, som i Grunden er endnu mærkeligere. Det lyder i Oversættelse saaledes:

En Gang vil det ske, da vil Herren bryde sit Folks Skændsel: han, der talte paa Leuthens Marker, han vil tale i Tordenen. Da, vær trøstig, o Tyskland. Dette er det første Tegn: naar Vesten og Østen rækker hinanden Haand til Forbund mod dig. Naar Østen og Vesten forbundne griber til Sværdet mod dig, saa vid, at Gud forlader dig ikke, naar du ikke forlader dig selv. Da vil Uvejret fortære din gamle Brodertvist, og i denne Frist vil Nøden føde dig Bedrifter og Helte, indtil du atter stærk, som ellers med Herredømmets Tegn paa Panden, troner for Europas Folk som en Fyrstinde uden Lige. Saa lad da Ver- densbrandens Lutringsglød slaa i Vejret og stig som Føniks frem deraf, du det tyske Lands Kejserørn! Man kan godt forstaa, at Tyskerne kan hilse denne Digter som en Profet. Hans Profeti er, som det jo ofte gaar med Profetierne, ikke blevet opfyldt paa én Gang; først kom 1870, •-7V - . •* ••••."••••• .'V •••';.•' ifip'H

der skaffede Tyskland Kejserkronen og Riget; men da forenede Østen og Vesten sig endnu ikke. Nu derimod er det jo bog stavelig gaaet i Opfyldelse, at Østen og Vesten har forenet sig mod Tyskland, og nu er det Verdensherredømmet, det gælder. Og alle Tyskeres Haab er da allerede for 56 Aar siden blevet udtrykt i disse Geibels Ord. Og naar Freden saa en Gang er blevet sluttet, som en „tysk Fred", saa vil det sikkert ogsaa blive sunget, hvad Geibel sang efter den sidste Krig:

Nu skal Gud, som drog foran os i Ildsluen, sende vort Folk Kræf ter til den sidste Sejr, Kraften til at udrydde Løgnens mørke Sæd, det vælske Væsen, af Hjærterne i Tro, Ord og Gerning. Drag ind ad alle Porte, du stærke, tyske Aand, som født af Lyset viser os Vejen til Ly set °g grundlæg i vor Midte, vaabenstærk og from paa samme Tid, i Frihed, Tugt og Sæder dit tusindaarige Rige.

Intet Under, at Geibel staar som Profeten for det kom mende tyske Tusindaarsrige paa Jorden!

III. TYSK KRIGSDIGTNING.

Det følger af sig selv, at Krigen har fremkaldt et Utal af Digtere. De allerfleste af dem har, saa vidt mit Kendskab til dem rækker, meget ringe poetisk Værd. Men de Tanker, jeg her forfølger: Forherligelsen af Tyskheden, dens verdenshisto riske Bestemmelse og det lidenskabelige Had, den grænse løse Foragt for Tysklands Modstandere, indtager ogsaa her en meget anselig Plads. Et af de mest klassiske Udtryk har den nytyske Aand fundet i en Digtsamling, der er udgivet af den tyske Præst, Konsistorialraad Dietrich Vorwerk, under den betegnende Titel: „Hurra og Hallejuja". Jeg finder i denne Sammenstilling noget saa absolut ejendommeligt for tysk Aand, at jeg har brugt den som Titel til nærværende Skrift. I den første Udgave af denne Digtsamling stod der en Omskrivning af Fadervor. Jeg skal anføre de tre sidste Bønner og Slutningen: 17

„Er end karrigt Krigerens Brød, saa virk kun daglig Død og ti fold Ve for Fjenderne. Tilgiv i barmhjærtig Langmodighed hver Kugle og hvert Hug, som det ikke lykkes os at ramme med! Før os ikke i den Fristelse, at vor Vrede altfor mildt fuldbyrder din Gudsdom! Giv os og vor allierede Frelse fra den Helvedes Fjende og hans Tjenere paa Jorden. Dit er Riget, det tyske Land; maa vi ved din pansrede Haand vinde Kraft og Herlighed."

Her følte dog Tyskerne selv, at Grænsen var overskredet; Digtet blev i et kirkeligt Blad betegnet som Blasfemi, og det blev slettet i de senere Udgaver af Bogen. Selv under Kri gen kan man dog altsaa ikke finde sig i, at en evangelisk Præst i Tyskhedens Interesse udgiver en blasfemisk Gengivelse af Herrens Bøn. Nu mangler Digtsamlingen ellers ikke bedre Toner; den rummer Opfordringer til at bøje sig for Gud i alvorlig Selv prøvelse, og at den er fyldt med Jubel og Tak over de tyske Sejre, er der jo ikke noget at sige til. Men disse Tanker kan ikke siges at være bragt i den rette Ligevægt og de er gen nemtrængt af den tredie Betragtningsmaade, den, som her be skæftiger os, nemlig, at det tyske Folk er Folket over alle Folk, særlig udrustet af Gud og under hans særlige Styrelse og Varetægt. Jeg skal give enkelte Eksempler her:

Digteren opstiller det Spørgsmaal, hvordan det kan være, at Tysk land er omgivet af lutter Fjender og ikke har en enesteVen? — formo dentlig var Digtet skrevet, før Tyrkerne kom med. —Er det ikke Tysk lands egen Skyld? Nej, svarer den fromme Digter. Kender I ikke den Helvedsfyrste, som hedder Misundelse, som forener Skurkene og splitter Heltene? Vel os, at Misundelsen saadan rejser sig imod os; det viser kun, at Gud har stillet os højt og rigt velsignet os. Tænk paa ham, som hang paa Korset og syntes forladt af Gud og maatte vandre sin Sejrsgang saa ensom. Mit tyske Folk, selv om din Vej er besaaet med Torne og med Fjender, saa drag kun videre fuld af Trods og Til lid. Endnu staar Himmelstigen. Du og din Gud, I er Majoriteten. — Et andet Digt begynder netop i gammeltestamentlig Aand med en Forbandelse over dem, der ikke er ivrige nok til at udføre Guds Vredesdomme. Krigen er en hellig Krig. Der følger en Opramsning, som viser, at alt er helligt paa tysk Side, deres Ret, deres Pagt, deres Harme, deres Haand, deres Grave, men tre Gange hellig er den gamle Gud, som fører vore Faner til hellige Maal, og forbandet være den, som fortvivler om sin Guds Sejr og som raader til en raadden Fred o. s. v. Et andet Digt skildrer Briternes Karakter og minder forbavsende om Farisæeren og Tolderen: .Pengesyge, Kræmmeraand, Begærlighed efter Vinding, beregnende Misundelse, Hykleri, hvor blev det os ikke til en modbydelig Last; vi spytter ad det, vi hader det, just fordi det er J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". 2 iSOS •1 -M tip'"

britisk, i Slægt med britisk Løgn og List! Ganske vist maa vi med Skam bekende, at vi havde ogsaa noget af det, men nu har vi kastet det altsammen fra os og vandrer nu i blid Uskyldighed gennem de hjemlige Egne, fri for Pengesyge, blottet for List, fordi — just fordi det altsammen er britisk. Endelig skal jeg meddele et Par Udslag af det .hellige Had", som besjæler vor Digter. Han anraaber Gud saaledes i en „ Slagbøn Du, som bor højt over Keruber, Serafer og Zeppeliner i din Himmel du, som troner under Lyn fra Skyer, Lyn fra Sværd og Skyts som en Tordengud, send Torden, Lyn, Hagl og Uvejr mægtig ned over Fjen den, skænk os hans Faner, slyng ham ned i den mørke Massegrav. — Og saa til Slut blot følgende Digt om det hellige Had: Vi havde ganske glemt det, det hede Had, vi Tyskere, som gerne staar beun drende overfor vælske Moder og fremmede Racer, som om det var dem, der skænkede os alt godt. Vi rakte Japaneserne tyske Vaaben, de bri tiske Kræmmere tysk Videnskab og glædede os over med vor Aands Skaben at styrke vore Modstanderes Kraft. Det er forbi. Nu har vort Øje kastet et Blik ned i en bundløs Gemenhed. De, som vi gjorde lykkelige, de misunder os i Forening vor Lykkes sollysende Bane, de, som vi rustede, søger utaknemlige med forgiftede Vaaben vort Hjærte; de, som har spist af vor Aands Brød, dem ser vi i deres Ondskab ar bejde paa vor Ulykke. O Gud, du som er en Fjende af fejge Snig mordere, en grum Modstander af graadig Utak, vi takker dig, at Be drageriets Maske er blevet draget bort fra Hyklernes Hoved. Hjælp os at dømme med dit hellige Had, hvad der frækt griber efter din Krone, saa at vi ikke holder op med at tilintetgøre, før Døden har modnet den fulde Frugt! Især det sidste Digt er jo uhyggeligt og næsten ubegribe ligt, selv for den, der er fortrolig med nytysk Tankegang. Kun Antagelsen af den mest haardhudede Naivitet kan gøre et saadant Digt psykologisk forstaaeligt. Er det virkelig mu ligt, maa man jo spørge sig selv, at en dannet Tysker i fuldt Alvor kan stille Sagen saadan op, at det kun er Tyskerne, de uskyldige, godtroende Tyskere, som har været de givende, at det er dem, der i deres storslaaede Uegennytte har lyksalig gjort den øvrige Verden med deres Aands og Snilles Produk ter, og som altsaa burde bæres paa Hænderne af alle os andre, saa vi i Følelsen af vor uendelige Taknemmelighedsgæld burde opfylde alle vore tyske Velgøreres Ønsker! De har altsaa intet modtaget af andre; de har kun været de givende; ja, man skulde virkelig tro, at de havde foræret den øvrige Verden deres Pro dukter for slet ingenting! Mon de dog ikke i hvert Fald har faaet Penge for deres Ulejlighed? Som en blaaøjet Uskyldig hed har Tyskland vandret sin stille Vej og spredt Glæde og Lykke omkring sig, og saa bliver det pludselig overfaldet paa 19 den lumpneste Maade af alle dem, der burde takke det paa deres Knæ for dets ubegribelige Naade og Miskundhed imod dem. Ja, en saadan Tankegang er ikke blot mulig, men som man vil se i det følgende, hyppig. Og dette, at Zeppelinerne rykker op i Række med Keruber og Serafer — det er unæg telig et Vidnesbyrd om den forbausende Mangel paa Smag, som ogsaa saa hyppig møder én indenfor tysk Kultur. En anden Digter, Fritz Philippi, har skrevet følgende Digt med Titlen: „Verdens-Tyskland":

„Midt i Verdenskampen ligger Tyskland som en stille Guds-Have bag sine Hæres Mur. Da hører Digteren de vældige Skridt af det nye malmklædte Tyskland; Jorden ryster under dem; Landene skriger op; den gamle Tid styrter sammen. Før sad den tyske Tanke spærret inde i sin Krog, nu skal Verden have sin Frakke tilskaaret efter tysk Maal (! jetztwird der Welt gemessen der Rock nach deutschem Maass), og saa langt vore Sværd blinker og tysk Blod flyder, skal Jordens Kreds gives ind under tysk Arbejdes Omsorg."

Det er jo netop disse Udsigter til at skulde presses ind under det tyske Væsen og komme ind under den tyske „Om sorg", der er saa skrækindgydende for os andre1). I „Schlesische Zeitung" for 9de Nov. 1914 staar følgende Linie i et Digt om Kiautschau:

„O Gud, agt os for stærke og værdige til at føre dit grumme Hævnsværd; som dine trofaste Gudstjenere vil vi bløde og sejre for Retten, og vi vil hævne vore Brødres Blod med sandt Gudsmod. O hjælp os, Fader, til rette Tid, du al Retfærdigheds Fader." Men den øverste Plads i den tyske Krigsdigtning fortjener i al Fald i Retning af Navnkundighed den berygtede Hadsang mod England, som i Krigens Begyndelse blev digtet af Ernst Lissauer og som den bajerske Kronprins lod uddele i sin Armé. Den gjorde stormende Lykke, blev ligefrem en Slags National sang, blev sunget og spillet allevegne. Følgende Citat er til strækkeligt til at give et Begreb om den:

„Vi vil træde sammen til Dom, at sværge en Ed Ansigt til An sigt, en Ed for Barn og Barnebarn: hør Ordet og sig det efter, lad det vælte sig gennem hele Tyskland, vi vil ikke aflade fra vort Had, vi har alle kun ét Had, vi elsker sammen, vi hader sammen, vi har alle kun én Fjende, England."

l) Christliche Welt 1944, Nr. 38. 2* 20

Digtets Virkning har været uberegnelig. Der løftede sig i Krigens Begyndelse i Tyskland en mægtig Bølge af lidenskabe ligt Had til England, i den Grad skummende og fraadende, at dets Udtryk kun kan fylde én med Gru. Det blev den dag lige Hilsen i Mund og Pen: Gud straffe England! Saaledes lød det, naar Kompagniet stillede om Morgenen: Kaptajnen raaber med høj Røst: „Gud straffe England!" og der svares tilbage fra 250 Struber: „Han straffe det". Og denne Hil sen skulde fra Hæren udbredes til det hele Folk: „Naar I f. Eks. sidder ved Stambordet, saa sig ikke Skaal, naar I drik ker; nej, gør som vi, sig: „Gud straffe England" og svar: „Han straffe det". Lad mig et øjeblik dvæle ved dette Tema, det forfærde lige Had, som i Tyskland har naaet en saa svimlende Højde. „Det er dog virkelig sandt, at vi i Rusland, Frankrig og Eng land bekæmper Løgnen og Lumskheden, Fejgheden og Ge menheden, Misundelsen og Forræderiet, alt, hvad der gives af Uretfærdighed." Saaledes staar der at læse, ikke i et Smuds blad (den Del af Pressen tages der i det hele ikke Hensyn til her) men i en vel overvejet og i Formen rolig Artikel i et anset tysk kirkeligt Blad, Allg. evgl.-luth. Kirchenzeitung, hvor fra mange af de her givne Citater er tagne. Men selv om her de tre Hovedfjender nævnes sammen, saa er der dog ingen Tvivl om, at Hadet ganske særlig er rettet mod England. „Vi har alle kun én Fjende, ham, I alle véd, ham, der sidder og dukker sig bag de graa Bølger, lumsk og listig, det Had vil vi ikke slippe", hedder det i det omtalte Haddigt. „At Eng land alene stikker bagved og i første Linie er Ophavsmand til Verdenskrigen, det véd enhver". Ja, det er for alle Tyskere et faststaaende Dogme, og videre hedder det: „De Retsbrud, som England begaar paa alle Omraader, er Legio; de raaeste Handlinger af Vilkaarlighed og Umenneskelighed følger uaf ladelig efter hinanden. Retten bliver stadig bøjet". Skulde man da ikke hade? Jo vist, siger det kristelige Blad, ikke den enkelte, men Folket skal man hade. For

„nu er England den Guds Svøbe, under hvilken Jorden sukker(!), som hindrer Handel og Vandel, og ikke spørger om Neutralitet, som har fremkaldt denne forfærdelige Krig med det eneste Maal at knuse Tysk land; som lader vort Folks bedste Sønner forbløde sig paa Slagmarken, fører Døden i hundredfoldig Skikkelse over Jorden, lader fredelige 21

Lande ryge af Baal og Brand (!) som udleverer den tyske Kulturs uer stattelige Værdier til de russiske Barbarers Ødelæggelse; som har slup pet hedenske Asiaters vilde Erobringslyst løs mod Reformationens Folk og dermed bragt den evropæiske Kristenhed i Fare for at miste sine helligste Goder(!). Sandelig, den tyske Kristenhed vilde ikke være værd at bære dette Navn, hvis den ikke flammede op derover, hvis den ikke brændte i én Vrede, endnu blot kunde løfte én Næve, Næven mod England."

Ja, saadan staar der virkelig. Og naar et saadant Ud brud af det vildeste og tankeløseste Had kan finde Plads i et ellers ret hæderligt kirkeligt Blad, hvorledes ser det saa ikke ellers ud i det tyske Folk! Det hader England med et „langt Had", som der ogsaa staar i hint Digt, og saa meget er sikkert, at Tyskland vil ikke hvile, før det fuldstændig har knust England, om ikke i denne Krig, saa senere. I hin Ar tikel tager man det gamle Testamente til Hjælp som Støtte for sit Had; og det nye? ja, det taler jo nok om Kærlighed, men, siges der, det taler ogsaa om en saadan Kærlighed, der driver Hyrden til at slaa Ulven ihjel for at frelse Faarene. Og Faa- rene er det tyske Fædreland, medens Ulven er England. Paa ny opramses alle Englands Forbrydelser og der endes saa med det profetiske Ord: „Vé dig, du Ødelægger, du skal igen ødelægges". Vel har der i den sidste Tid fra tysk Side løftet sig Rø ster mod dette Haddigt, Forfatteren selv har taget nogen Af stand fra det, og man har ikke villet have det med i Skole bøgerne — men det har desværre ikke meget at sige. Ska den er sket, og desuden dryppes Hadets Gift, som vi skal se, fremdeles i nye Digte og Taler dybt ned i den tyske Folke sjæl. Af et Digt af Otto Riemasch fremhæves saaledes som „særligt gribende" følgende Vers om England;

»Men hundrede Gange mere glødende end vort Staal skal For agtens Mærke brændes ind i dig. Og strejf saa som en ensom Ahas- verus hvileløs og ulykkelig over Jord og Hav. Og siger du: Jeg kastede Helvedes Brand fra Jord til Himmel, over Vand og Land, jeg har slaaet Gud og Menneskeheden i Ansigtet og skal nu bære al deres Forbandelse, et evigt brændende Ildmærke, saa siger du Sandhed for første Gang. Le kun bag Masken, din Time er kommen."

Ganske vist kan der ogsaa til Tider rases stærkt mod de andre Fjender, saaledes i følgende Vers mod Russerne: \ -V.H'*tW . i-pt ,f /jpty

„Nu har I Fjenden i Næverne, hold nu en retfærdig Dom Lad Østprøjsens Blykugler svirre og lad hver hente et fjendtligt Liv. Sam- mentraengte i Skarer, med opløftede Arme, afskaarne paa Øer mellem afgrundsdybe Moser, vaklende i den Haglbyge, som vort Skyts' Ræk ker udslynger . . . Fjenden han værger sig ikke mere . . . Hører I hans fejge Klynken om Naade? Lader I Geværerne synke? Vil I gøre Fanger? Hedder eders Pligt nu Menneskelighed?" Men det er dog stadig til England, der idelig vendes til bage. Saaledes Hr. Eulenburg:

„O England, du perfide Land, det skal dig aldrig glemmes, at uu har forraadt dine Brødre alene for Pengeinteresser." eller O. v. Gierke:

.. »Storm frem i Pagt med Slaver og med Vælske, du lavtsindede Nation; du skal dog ej forfalske Gudsdommen, troløse Albion." eller G. Falck:

„Hvide Sne, hvide Sne; fald kun i syv Uger; alt dækker du vidt og bredt, dog ikke Englands Skam; hvide Sne, hvide Sne, ikke hvad England forbrød." ' Men ogsaa den anden Tone: Tyskland som den store gudbenaadede Nation, den fuldstændig rene og uskyldige, Redskabet i Guds hævnende Haand kommer naturligvis ogsaa frem. Saales E. Kiihnemann: „Hvortil Krigen? Vi véd det ej! Maaske, mit Folk, en Verdens- dom. Og du Sværdet i Guds Haand, der suser ned paa Skurkene." eller T. Suze: „Tyskerne er de første ved Guds Trone — — du kunde ikke lægge Sejrens gyldne Krone i renere Hænder." eller J. Hort: .Aldrig saa I et stærkt Folk og Rige i en hvidere Fredsklædning. Vi bød eder Palmegrene, vi bød eder Retfærdighed, I bød os Had og Misundelse." fremdeles F. Lienhardt: „Naar disse Uvejr har gjort deres Værk, saa begynder Tysklands reneste Sendelse: at blive et Tilflugtsted, en hellig Lund for de sø gende Folk paa den hele Jord, et Midtens Land, et Visdommens Land, et Sædernes Land. Da vil det være den bekransede gæstfri Port mod det funklende Østen." og K. Hildebrand: „Velsignelsen strømmer og flyder ned, der hvor man har hengivet sig til dig; tyske Dyder bruser klart, tysk Kraft udgyder sig dér. Hvil 23 ken Drik af denne Kilde! Stærkt og dybt og ved højt Mod flyder tysk Art forbi, tysk Væsen flyder langt ud over alle Folks Liv." Saaledes fortaber disse tyske Digtere sig i straalende Sy ner om den Velsignelse, der fra det sejrende Tyskland skal strømme ud til den arme, tørstende, syge Verden. Men fore løbig gælder det, som F. Philippi synger: „Vi er blevne Vredens Folk; vi tænker kun paa Krigen; vi udøver Guds almægtige Vilje og hans Retfærdigheds Skrig vil vi hævnende opfylde paa de ugudelige, fulde af helligt Raseri. Os kalder Gud i morderiske Slag, om saa Verdener skulde styrte sammen derved vi er bundne sammen som et Krigens Tugtens Ris; flammende som Lyn farer vi op; som Rosenhaver blomstrer vore Saar ved Him lens Port. Hav Tak, Herre Gud! Din vrede Vækkelse sletter vor syn dige Art; vi slaar med din Jærnstav alle Fjender i Skægget." Ogsaa den temmelig poesiforladte Digtsamling; „Neue Kriegs- und Friedens-Kirchenlieder", som er blevet fabrikeret af Præsten Emil Schultz, bærer det samme Præg. Den er vel ikke slet saa slem som „Hurra og Halleluja", men er dog som den helt igennem bygget over dette, at Gud er det tyske Folks Gud, og det tyske Folk er Guds Folk, andre Folk kom mer kun paa Tale som Bander („Rotten"), der ikke kan tæn kes at have noget med Gud at gøre; „Lad os blive paa Vejen til Sejren, tyske Kristne! Saa vil Gud til sidst i denne Krig fordrive hver Fjende, som saa frækt forhaaner dit Folk, der stedse forsoner sig med Gud". Denne sidste Beskrivelse af det tyske Folk er jo ret mærkelig! Sangens sidste Vers lyder saaledes; „Hjælp os fremdeles, Sejrsgud, lad os snart naa til Maalet, giv at alle Fjenders Bande nu for Alvor bliver bange. Før os, Herre, i den store Krig ogsaa til den endelige Sejr. Den digteriske Smag maales af følgende Linier, som maa hidsættes paa tysk; „Bringt Gott den Psalterklang, er t<3ne lebenslang deutschen Gauen, denn nimmermehr von Gottes Ehr' lasst Deutschlands Land-, Luft- und Seewehr." Den sidste Linie er ubetalelig. Med den skal jeg slutte dette Kapitel. 24

IV. KRIGEN I PRÆDIKENER. I sin Bog: „Mit dem Auto an die Front", der er blevet meget omtalt og meget læst, ganske særlig fordi den er skre vet af en Socialdemokrat, fortæller Forfatteren, Hr. A. Fen- drich, følgende om en Samtale, han paa sin Tur ved Fronten havde med Kejseren og Rigskansleren:

RigS kanS erer S 0d s t( ro re st H!,,nH r ll l. n , ? g °P i °g ^kte mig sin bløde, stærke Haand. Jeg har heller ikke smaa Hænder, men min Højre forsvinder i hans. Jeg lider den godt. Den udstraaler Varme og Troskab". Saa kommer Kejseren og der udspinder sig nu en interessant Samtale mel- em Kejseren og Socialdemokraten. Kejseren bevidner først sin Freds- Np! U'0^i deiefter refererer Hr Fendrich Kejserens Udtalelser saaledes „Vi havde svært overvurderet alle andre Nationer, ogsaa den S ,f'ransknifndene er et Folk i Nedgang. Deres Krigsførelse er fuld af de sværeste Forfærdeligheder, fuld af saa frygtelige Begiven- Fn h»i St- E eTl Krigsbog en Gang kan gengive dem. , .halv ',lme har Kejseren indvortes modstræbende og dog reven med af de vedkommende Kendsgerningers Uhyrlighed, meddelt mig edelig besvorne Kendsgerninger angaaende franske Officerers og Lægers For- iJl?' i h • mod Fjenden, men ogsaa mod deres egne Folk, som ikke lod noget Haab om Helbredelse tilbage. Frankrig er et dømt Land. Og de Taarer, som mere end én Gang kom til at staa i Kei serens Øjne, var ofte Taarer af Undseelse over en saadan Fremgangs- maade hos et Folk, som man dog endnu ansaa for ridderligt og ædelt men som er faldet som Offer for en fiks Idé." Paa dette Punkt var der fuld stændig Enighed mellem Kejseren og Soscialdemokraten, og denne frem hæver dernæst et andet Punkt, hvor han ogsaa ganske bifaldt Kejserens uptattelse, nemlig angaaende Krigens Mening: „Dens Mening og For- maal er Tysklands Ening og Rensning, for at det kan blive skikket for sin verdenshistoriske Opgave at være Europas Hjærte og arbejde for den e"roPæiske Mennesl

Skønt det ligger noget ud over dette Skrifts Ramme, vil jeg dog i Betragtning af den Interesse, som knytter sig til denne Samtale mellem Kejseren og en Socialdemokrat, endnu anføre følgende Slutningsbetragtning:

i A soc'a'e Ting blev der ikke talt. Men jeg har den faste Til- u ^eJseren med sin livligt søgende Forstand efter Fredsslutningen og efter Folkets Ening om Fædrelandets Forsvar endnu en Gang vil 25 gribe Lejligheden til at blive Eningskejser for en social Stat med al den Personlighedsrigdom, som alene Tyskland er i Stand til, dette Sjælekærlighedens Land og den demokratisk-monarkiske Synteses Rige."

Man ser altsaa: fra de højeste Steder og ned til Arbej dernes Rækker er man enig om de to Grundtanker, dels de ikke-tyske Folkeslags lave Stilling og tildels fuldstændige Uværdighed i Sammenligning med det tyske Folk og dels det tyske Væsens særlige Bestemmelse, dets Verdensopgave, at være Menneskehedens Salt og Lys. Endnu en Gang be toner jeg, at dette ikke er nye Tanker. I min nu 15 Aar gamle Bog „Kristendom og Nationalitet" har jeg bragt talrige Prøver paa denne Tankegang, og jeg skal her kun anføre et enkelt af dem:

I en Forklaring til Bjergprædiken, som er bestemt til at være Hjælpe middel til den evangeliske Religionsundervisning, hedder det i en For klaring til Ordene om, at de sagtmodige skal arve Jorden, at man kan beherske Jorden i forskellig Betydning: i jordisk og himmelsk Betydning. Som Eksempler paa falske Verdenserobrere opstilles saa Augustus, Karl d. 5te og Napoleon, men overfor dem opstilles som „sande Verdens erobrere": Jesus, Paulus, Luther og Vilhelm d. 1ste". Altsaa skal Ung dommen opdrages til at betragte Kejser Vilhelm d. 1ste som det sidste Led i en Række, der begynder med Jesus. I samme Bog citeres ogsaa S. 5 Bismarck sammen med andre nytestamentlige Forfattere. End videre hedder det i en moderne tysk Lærebog, at „Kristus skal være en tysk Kristus for os Tyske", og at Gud har en særlig Bestemmelse med Tyskland frem for den øvrige Verden, i Følge hvilken Tyskland „ikke kan bukke under og dø, men maa leve og sejre."

Dette kan give en Anelse om, hvilke nationalistiske Orgier der sikkert fejres rundt om i den tyske Undervisning i Sko lerne, ikke blot i Historie, men ogsaa i Religion. Og det er nu min Opgave at vise, hvorledes disse Orgier ogsaa er blevet fejrede i rigt Maal i den tyske Prædiken under Krigen. De to nævnte Hovedtanker: det lidenskabelige Had mod og den foragtelige Nedsættelse af andre Folk og den lige saa stærke Forgudelse af Tyskheden som Verdens eneste og sidste Red ningsplanke, er gennem Krigen bragt til deres fuldstændige Udfoldelse. Men skal dette virkelig dokumenteres, da er en kelte spredte Citater ikke tilstrækkelige. Beviset maa føres i en saadan Udførlighed, at ingen kan unddrage sig den tilsig tede Slutning, nemlig Forstaaelsen af, med hvilken uendelig Variation disse Tanker kan udvikles og i hvilken Grad de har 26

overgroet Sindene, disse Tanker, hvis Vækst og Sejr vilde være den frygteligste Trusel for alle Tysklands Nabofolk, ja, for den hele Jord. En teologisk Professor, E. Cremer, har i et kirkeligt Blad nylig skrevet, at i den tyske Prædiken er i den senere Tid det „eskatologiske Element", d: Læren om de sidste Ting, Haabet om Verdensløbets endelige Afslutning trængt stærkt til bage. Og Grunden dertil søger han netop i den Tanke, at der i Verdenshistorien først maa være Plads til den store Op levelse, at „den syge Verden skal blive helbredt ved tysk Væsen".

„Det Haab, som dette Digterord giver Udtryk for, ligger i den Retning, som vor Historie har taget. Og i denne Retning fuldbyrder dog ogsaa Verdensstyrerens Vilje sig. Og Tilliden til Guds Troskab gør dette Haab levende ogsaa hos dem, der har et aabent Øje for de nationale Synder. Desuden har den Mand, som dette Ord kommer fra, vist sig at være en Seer. Og Geibels kristelige Standpunkt virker med' til, at just de Kredse, som er Bærerne af det kristelige Haab, nu frem for alt er blevet nationale. Geibels Ord lever særlig i de kristelige Kredse."

Videre nævnes Schillers Ord om en „tysk Dag i Histo rien", der saa skulde være „den hele Verdens Høst": „Kun ét forhaabningsfuldt Moment kan Digteren øjne, som endnu skulde kunne standse den ellers ustanselige Udvikling: det tyske Væsen". Ogsaa Treitschke nævnes. Og der fortsættes:

„Der viser sig da ogsaa Tegn til, at det tyske Folk af Gud kunde være udset til at være Redskab til „endnu en Gang" at trænge de ødelæggende antikristelige Tendenser i Tiden tilbage og i Kraft af, at han fremfor andre har betroet det sit rene Evangelium, føre Missionens Løb til Ende. Sikkert er, at Gud har noget for med os." — „Vort Folk er besjælet af den Anskuelse, at det er kaldet til at spilfe en særlig Rolle i den afgørende Kamp mellem Lys og Mørke og af Haa bet om da at staa paa Lysets Side." Og Forfatteren drager af alt dette den Slutning, at Forkyndelsen om den kommende Herre er ikke alene grundvæsenlig for Kristendommen, men den er ogsaa ægte t>sk.

Og i „Berliner Lokalanzeiger" for 13. Nov. 1914 staar der i et Referat af en Tale af en anden tysk teologisk Professor følgende:

jiMen det dybeste og tankerigeste Resultat af Krigen er „den tyske Gud". Ikke den nationale Gud, som de laverestaaende Folk tilbeder ham, men „vor Gud", som ikke skammer sig over at tilhøre os, vort 27

Hjærtes ejendommelige Erhvervelse. Allerede Max Lenz har vidnet om den „tyske Gud "s Aabenbarelse og Luthersangen: „Vor Gud han er saa fast en Borg", nævner ham kun med andre Ord."

Men jeg gaar nu altsaa over til Dokumentationen i det enkelte fra tyske Krigsprædikener.

V. H. FRANCKE.

Forfatteren til disse „Krigsprædikener" er Præst i Liegnitz. Bogen er smykket med Jærnkorset og udgivet efter talrige Tilhøreres ønske1). I den første Tale er Temaet dette, at nu da vort tyske Folks afgørende Time er kommen, vil vi opbygge os i Lyset af vor Frelsers Jesu Kristi afgørende Time. Her hedder det:

„Vi kunde drage mange lærerige Sammenligninger; vi kunde sige, at som man har bedrevet det med Jesus, saaledes har man ogsaa behandlet det tyske Folk. Stille og stærkt har det gjort sin Pligt, opfyldt Guds Vilje, saa godt det har erkendt den, og saa vidt det er Mennesker muligt. Det har arbejdet ikke blot for sig selv og sit eget Vel, nej, for den hele Menneskeheds Vel, for dens sædelig-religiøse Fremskridt, arbejdet paa Guds Riges Komme paa Jorden. Ideale Goder har altid — utvivlsomt i dets bedste Medlemmer — staaet højere for det end jordisk Vinding. Og hvilken Tak har det faaet fra de Folk, til hvem det uden Misundelse har givet sit Bedste? De stiller det pludselig hen som Beelzebul! Det skal have hidset og tilskyndet til Krig, det skal frækt have overfaldet fredelige Naboer. Og saa véd de dog alle saa udmærket, hvor godmodig og fredelskende den tyske Mikkel har været. De troede at have vugget ham i Søvn med deres hyklede Fredssange; naar han først sov rigtig fast, saa vilde de sam men falde over ham og myrde ham. Og det sørgelige var, at ogsaa i vort eget tyske Hus var der Brødre nok, der stillede sig paa de fredshyklende Modstanderes Side. Nu vel, vi ser, vi var i godt Sel skab, naar de bagtalte saaledes. Har de kaldt Mesteren Beelzebul, hvorledes skulde de da behandle de ufuldkomne Disciple bedre." „Men hvad er vel Guds Vilje i vor Strid? Meget er vel her uden videre klart: At man lejer Snigmordere og myrder Fyrster, er ikke hans Vilje. At man hjælper Snigmordere og beskytter dem for deres vel fortjente Straf, heller ikke. Det kan heller ikke være dette, at man

') H. Francke: Kriegs-Predigten, 1914. Til det følgende er benyttet ad skillige Artikler, dels i „Dansk Kirketidende" dels i „København". 7" /'V-V.H ' • »•«» 'tMpR

nniif i h tll'ldsf"lde Ve? °g bagefter søger at støde den forgiftede Dolk i hans Hjærte medens man beder ham: „Giv Fred!" At man myrder Mennesker fordi de staar i Vejen med deres Redelighed og ygtighed, fordi deres Arbejde er bedre end ens eget og deres Løn derfor ogsaa større, heller ikke det vil Gud. Men det vil han denne — aah — saa fromme Brite!" „Et mener jeger klart! Gud maa staa paa vor Side. Vi kæm- per for Ret og Sandhed, for Kultur og Dannelse og menneskeligt Frem skridt og ret Kristendom mod Usandhed og Hykleri og Falskhed og °& Barbari og Raahed. Alle menneskelige Goder, ja Menne skeligheden selv staar under vore blanke Vaabens Beskyttelse."

Prædikenen slutter med, at naar Hæren vender laurbær smykket tilbage, saa vil det opfyldes, hvad Salmisten saå for Aarhundreder siden, at Godhed og Trofasthed møder hinanden, Retfærdighed og Fred kysser hinanden. Den næste Prædiken er en Tale mod Tysklands Fjender:

, . Dél ^uer østfra Russeren, Repræsentanten tor Ukultur, Udannethed trods sit Kristennavn den laveste Billeddyrker, stivnet i Overtro Lvs og Aandsdannelse er ham en Gru. Uret og blodig Voldsgernine er hans Lwselement, edsvorne Overenskomster og Forfatninger har ingen Betydning for ham; blodbesudlet er han fra øverst til nederst. Ham kan man blot frygte for hans raa, plumpe Massers Skyld, fuld som han er af lavt Had til alt tysk Væsen, som den halvvilde stræber at hade og tilintetgøre den sædeligt udviklede., J'' »l131/1 s'utter sig • naturligt Forbund Franskmanden — hans største Modsætning. Overkultiveret, udartet, gudløs, frivol. Kun for bundet med hin ved et fælles Had. Og hvoraf kommer det? Af kræn ket Forfængelighed. En Gang har vore Fædre værget sig mod et frækt Overfald og sejrrigt ført Krigen ind i hans eget Land. Det kan den hule^ Æresyge ikke glemme, derfor skriger den saakaldte „store Na- mod os vn' For at hævne Sl'g har den ophidset Folkeslagene

Og som den tredie i det fælles Forbund kommer Briten over os han der efter Ordsproget er perfid, troløs. Vel er han blodsbeslægtet med os, skulde staa sammen med os til Forsvar mod vælsk Raaddenskab og slavisk Raahed. Han er ogsaa evangelisk, som vi, og lader saa from, saa from! Og desuagtet er han vor Fjende . Og hvorfor? Aa, det er ganske simpelt. Han haaber at gøre bedre Forretninger naar den ved sin Flid og Dygtighed ubekvemme tyske Fætter er ble vet tilintetgjort o. s. v.

I den næste Prædiken forekommer der et Stykke, der staar i en tilsyneladende mærkelig Modsætning til den sædvanlige Hævdelse af Tysklands store sædelige Renhed og Gudvel behagelighed. Naar det nemlig gælder om at skildre Krigens 29

storslaaede Virkninger paa det tyske Folk, saa males Tilstan den før Krigen med ret sorte Farver, uden at Forfatterne synes at være klare over den Modsigelse, de herved kommer ind i. Dette Fænomen vil ofte møde os, og jeg skal senere knytte nogle Bemærkninger dertil:

„Det saa ikke ud hos os, saaledes som det behager den evige, som han vil have det hos sine. Overfladiskhed herskede i vide Kredse; en Hængen ved Flitter, en Gaaen op i det forfængelige og tomme, saa at Folkets Ven ofte maatte betages af Frygt for kommende alvor lige Prøvelser, som Gud maatte ville sende. Evige Goder syntes der ikke mere at gives; i hvert Fald traadte de langt tilbage for de time lige. Mammontjenesten syntes at være den vigtigste (jvf. Skildrin gen af England!). Dertil svarede ogsaa vort Folks jammerlige Splittet hed i Partier og Stænder, i Kaster og Klasser." Men da saa Krigen kom, forsvandt alt det raadne, hule Væsen!"

Derefter lovprises det tyske Rige, som Fjenderne i øst og Vest misunder os. Nu har selv Polakker og franske Elsass- Lothringer set hvor herligt det er: „Tyskland er just — hvem vilde vove at nægte det — Repræsentanten for den højeste Sædelighed, den reneste Men neskelighed, den mest rensede Kristendom. Den, der derfor kæmper for dets Bevarelse, dets Sejr, han kæmper for selve Menneskehedens højeste Goder og for det menneskelige Frem skridt. Men dets Nederlag, dets Nedgang vilde være Tilbage gang i det værste Barbari." Hvorefter Kejseren prises for sin Fredskærlighed. Dernæst tales der i en Prædiken fuld af Sejrsjubel om, hvorledes det er bleven stadfæstet, hvad der siges i en Salme, der idelig synges undeRJ

„De misunder os Friheden, dette, at gøre vort Arbejde i Fred, at komme foran ved vor Dygtighed og opfylde vor Opgave overfor Ver den og Menneskeheden, at Verden kan helbredes ved det tyske Væ sen, at vi kan blive en Velsignelse for Jordens Folk. Hvor tysk Aand kommer til at herske, der hersker ogsaa Frihed. Og behøver vore Fjender ikke Løgnen og den giftige Bagvaskelse for til Nød at retfær diggøre deres Overfald for Verden og for sig selv? Er det ikke der med bevist, at ogsaa Sandheden er hos os? Sandhed og Frihed, begge disse høje Goder, de bliver i vort Evangelium forjættede af Herren * selv." „Her støder vi paa det gamle, indre Væsensslægtskab mellem 30

Kristendom og Tyskhed. Fordi de begge er saa aandsbeslægtede, der for maa Kristendommen i den tyske Aand finde sin skønneste Blomst, derfor bør vi sige: „Vor tyske Kristendom — den fuldkomneste, rene ste". „Thi altid har hos Tyskerne Glæden ved at søge Sandheden og ved at være fri været den højeste Glæde." Og saa opstilles som Em net for denne Betragtning, at „Sandhedskærlighed og Frihedstrang er Dyder, der er lige saa tyske som kristelige." Denne Betragtning kan jeg naturligvis ikke gengive i dens Helhed. Men noget af den vil jeg hidsætte: „Sandhed, Troskab og Paalidelighed, det er vor Styrke i Folkenes Kappestræb. Derfor kom den tyske Købmand foran dem derude, der for misundte de os Resultatet i den fredelige Kamp. Saaledes er hine Dyder Skyld i, at de paaførte os en blodig Krig. Men Gud ske Lov, det er ogsaa dem, der giver os den gode Samvittighed, som trøstig lader os sige: „Gud med os og vi med Gud. Marken skal vi be holde"". „Og vi fægter jo ikke for os selv alene. Hos os, i vor Sejr. er det Menneskehedens og Kristendommens Sag, der kæmpes for. Stedse har det været tysk Art, i den dunkle Trang til Sandhed at trænge gennem alt det Støv, som Aarhtindreder har ophobet paa vor Frelsers Billede og hans rent, ægte, menneskelige Personlighed. Tysk Sandhedstrang og tysk Trosstyrke er paa bibelske Stier vokset op til den ægte Tro, den rene Religiøsitet, hvis første og største Talsmand Jesus Kristus er. Saaledes staar de Herren allernærmest, og tør paastaa om sig selv, at de er „blevne ved hans Ord". Saaledes fremstil ler tysk Kristendom det rette Discipelforhold til Kristus og vor Art den fuldkomneste Udformning af Kristendommen overhovedet. Saaledes kæmper vi ikke blot for vort Folk og vort Land, nej, for Menneske heden i dens modneste Udviklingsform, for Kristendommen simpelt hen mod Udartning og Barbari. Derfor, saa sandt Menneskehedens Historie skrider frem og ikke tilbage, og Sandhed staar højere end Løgn og Hykleri, maa Gud være med os og Sejren vor. Derfor horger os vort Væsens Sandhed, der er lige saa tysk som kristelig."

I den sidste Prædiken, holdt den 6te September, er Sejrs- jublen paa sit Højdepunkt. Viktoria! klang det overalt. I Slag bulderet, i Kanonernes Torden har Gud Herren talt, og hans Ord var: „Mit tyske Folk skal leve!"

„Men har de andre Folk, vore Fjender, ikke gjort det samme? Har ikke deres store Mænd alle under højtidelige Gebærder anraabt „Hærskarernes Herre" og bedt om Sejr? Visselig; paa nær den gule Japs, vor ædleste Fjende, der er Hedning og har vist sig som saadan, er de alle Kristne af Navn. Men vi véd dog, at paa Navnet kommer det ikke an, saa lidt som paa Gebærderne; de er Skum og Skin, hvis de er alt. „Hvor eders Skat er, der er eders Hjærte", har Jesus sagt. Men hvor Hjærtet er, der er vor Gud eller vor Afgud. „Over alle Ting frygte, elske og forlade os paa Gud", det betyder efter Luther at have en Gud. Er den levende Gud, den Gud, som man kun har og begri 31

ber i Jesu Kristi Aand, deres Gud? Nej, de tjener i det højeste Satan, Løgnens Fader!"

Med dette storslaaede „i det højeste" skal jeg slutte Gen nemgangen af disse Prædikener. Ganske vist skildrer han endnu en Gang Fjendernes Laster og tilføjer: „Hvor ganske anderledes var det dog hos os!" De Mangler, vi havde, for svandt som Dug for Solen ved Krigens Komme. Men det vilde være overflødigt at gentage dette. I et Digt af Gustav Schiller hedder det om det tyske Folk:

„Frygter du, du lille Hjord? Du vil triumfere, din er Jorden. Du er i Gud og har sejret, du vil overvinde Verden og vil tænde en strøm mende Ild, der flyder over alle Bjerge."

VI. W. LEHMANN.

1 Hamberge i Holsten er Walter Lehmann Præst. Han har holdt en Række Prædikener, som han har udgivet under Titlen: „Om den tyske Gud". Bogen er prydet med Jærn- korset1). Idet han synes at gaa ud fra, at alle Tyskere som saadanne er fromme Mennesker, siger han i den første Prædiken bl. a. følgende:

„Ikke sandt, det er en Ejendommelighed for Tyskeren, at han be høvet den sædelige Begrundelse, den intellektuelle Retfærdiggørelse for sin Handlen. Han vil ikke bare sige: „Kejseren kalder, jeg kom mer". Nej, han vil staa ren for sig selv, for sin Samvittighed. Ellers bliver han et Værktøj og han kan og vil ikke være nogen an dens Værktøj end Guds. Men er vi nu paa det rene med Gud og vor Samvittighed, saa faar vor Handlen overmenneskelig Kraft. Saa spørger vi da hinanden i denne afgørende Time: Drager vor Samvittig hed, vor Sjæls Gud, med i denne Kamp?" Paa dette Spørgsmaal er han ikke længe om at svare medfølgende afsluttende Resultat: „Det drejer sig ikke om Magtlyster, ikke om Land udvidelser, ikke om egenkærlige Interesser, det drejer sig om Sæde lighedens Sag mod Usædelighedens, Retfærdighedens mod Frivolitet, Anmasselse og Misundelse, Sandhedens mod Løgn og Lumskhed.— — Det betyder, at vi som Kristne, netop som Kristne, saaledes som vi

') W. Lehmann: „Vom deutschen Gott". 1915. 32

Tyskere forstaar Kristendommen, drager i Krigen; det betyder at vi har Gud paa vor Side. Saa kan vi da sige: Med Gud vil vi gøre vor Gerning! Kan Russerne, Franskmændene, Serberne Englæn derne sige det? Nej, ingen af dem kan det; det kan alene vi Ty skere sige. 3 Tyskerne staar rede: „Hin til det yderste gaaende, pedantiske og bureaukratiske Kærlighed til Orden, hin Trang til Samvittighed og Nøj agtighed som besjæler vore Øvrigheder fra de højeste Spidser til de laveste Embeder (og som vi vel tit har spottet og sukket over) den vil nu glimrende staa sin Prøve og aabenbare sig som Skaberen af et vidunderligt, organisk Kunstværk: Udfoldelsen og Udviklingen af den tyske aandelige og legemlige Folkekraft." I en Prædiken af 9. Aug. spekulerer han over Mod standernes Mo tiver. Hvorfor har de sluttet sig sammen? „Fordi Tyskland er for stort og mægtigt, for stærkt og blomstrende, for rent og sædeligt, for sundt og uantasteligt, for flittigt og opadstræbende, for dybt og rigt for ind vortes og aandeligt frugtbart /Tyskland er nu paa Vej til at blive Verdens aandeligt og sæde ligt første Folk. Det er Føreren paa Kulturens, Videnskabens, Intelli gensens, Moralens, Kunstens og Religionens Omraade, paa hele det indre Livs Omraade. Ved det tyske Væsen skal endnu en Gang Verden helbredes; det skal ikke være os nogen tom Frase. Alle de dybe Ting: M°d, Fædrelandskærlighed. Troskab, sædelig Renhed, Sam vittighed, Pligtfølelse, Handlingens moralske Begrundelse indre Rig dom, Aand, Flid o. 5. v. (NB.!) — alt dette besidder intet Folk saa udpræget som vi. Og fordi det er saaledes, fordi Tyskland er Føreren i alle Aandens, Gemyttets, Sjælens Spørgsmaal — og paa dem beror tilsidst Verdens Mening — fordi det saaledes stadig mere vokser frem til at blive Verdens Midtpunkt, saa ser Naboerne skævt og misunde ligt til os. Og saaledes er denne Krig en Misundelsens og Skinsy gens Krig mod Tysklands Førerskab. Det er et Kobbels Kamp mod et ædelt Vildt." Med Henvisning til den tyske Hvidbog og Kanslerens Tale skildres hjendens Færd i de sorteste Farver: „Venner, det er Ting saa skam løse, saa nederdrægtige, at ens Hjærte bæver af Vrede, Det er den slaviske Lumskhed i dens hele Skamløshed. Og vor gamle Fjende hinsides Rhinen gør det ikke bedre. Han svarer undvigende paa vore klare Spørgsmaal og overskrider Grænsen idet han træder al Folkeret, alle sædelige Pligter under Fødder." England fisker i rørt Vande og er den egentlige Anstifter af Verdensbranden. „List og Lumskhed rundt omkring og derimellem mit Tyskland, rent, ærligt og uden Falsk." Til Slut udvikles atter, at Gud er paa Tysklands Side. „Er Gud for os, hvo kan da være imod os? Det er os nok, at være en Del af Gud.' 1 en Prædiken af 23. August lyder det: Hvem har Ansvaret: hin forrykte Morder i Serajewo, det karakterløse, viljessvage Menneske, der sidder paa den russiske Kejsertrone, de forbryderiske Storfyrster, eller begge vore Naboer, eller de lumske Øboere? Os er det i hvert Fald ikke!" Derefter prises Fædrelandet, Modersmaalet — Det er, hvad der kæmpes for, og „Tyskland er Menneskeslægtens Fremtid". 33

„Den, der i disse Dage drager ud for at skærme den tyske Arne, han drager i en hellig Kamp, han drager i en stor, uforlignelig Gudstjeneste, i hvilken man vel ikke beder og synger, men i hvilken man sætter Livet ind, det enkelte, søde, elskede Liv for en hel Na tions Liv, en Nation, som er Guds Sædekorn for Fremtiden." „Nu falder det os pludselig ind: Bør vi, naar vi tænker kristeligt og fromt, elske vort Fædreland over alt i Verden?" Jo, Svaret gives derud fra, at Tyskland er Centrum for Guds Planer med Verden. „Derfor handler vi netop ganske vist i Frelserens Aand, naar vi i ret færdig Kamp mod Lumskhed og Umoral hjælper det Folk, som vi tror paa, til Lyset og Solen." Talen ender saaledes: „Vi kan — det klinger underligt, men det har dyb Mening — vi kan sige: Vi har vort jordiske Fædreland saa kært, at vi med Glæde giver det evige bort derfor." I en Tale, ligeledes af 23. August, begyndes der med nogle bitre Ord om Japan: „Et Øjeblik gribes vi af Raseri: Japan, som i militær Henseende er fuldstændig opdraget af Tyskland, hvis Studenter var venlig modtagne Gæster i vore Højskolers Høresale og Klinikker, Ja pan, som skylder os alt, hvad det har af godt og ægte og brugeligt for Fremtiden — paa et Vink af England eller i sin egen mongolske Urenhed glemmer det alt dette og rejser sig mod sin Opdrager." „Venner! er det ikke sandt: Tyskland har aldrig ført en Krig af urene, usædelige Bevæggrunde! Jeg anser det direkte for det dybeste Kendetegn paa tysk Karakter, denne lidenskabelige Kærlighed til Ret, til Retfærdighed, til Moral. Det er noget, som de andre Folk ikke har. — Tyskland kan besejres, det kan gaa til Grunde, men al drig kan det træde over paa Urettens og Nederdrægtighedens Side." Det drejer sig ikke om ydre Vinding, det drejer sig om den moralske Verdensorden, o: om Gud selv. „Det kunde jo være, at vi bukkede under i denne den værste, maaske den sidste Kamp af Tyskheden mod hele Verden, Retfærdighed og Renhed mod Løgn og Bedrag — det vil, mener jeg, dog kun lykkes over Liget af den sid ste tyske Mand — men om det skulde ske: jeg mener, da vil vi alle de> glade i den Bevidsthed at have forsvaret Gud mod Verden. Det drejer sig da ikke mere om den enkeltes Liv eller Død, men om de evige Idéer, om Guds Sejr over alle Dæmoner og Afgudsdyrkere, om det, der ogsaa vil leve i Døden, ja, netop gennem Døden, som en Gang Kristus." Der følger en længere Udvikling af, hvordan man ikke ænsede Tyskland, med dets udprægede Sans for Sandhed, Renhed og Ret, saa længe det kun var et ubetydeligt, lille Land, men da det begyndte at blive mægtigt (stadig vel at mærke paa Sandhedens, Rettens, Renhedens og Samvittigheds fuldhedens saa at sige ny-guddommelige Grund), saa maatte det bremses. Det var først England, der mærkede det. I Stedet for at gennemføre den store Verdensmission sammen med Tyskland, valgte det Kampen mod Tyskland, den Kamp J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". 3 34

mod Sandhed, Renhed og Ret, som det er os forundt at op leve. „Dog, hvorhen svæver vore Tanker? Venner, I vil forstaa og billige, at vor Prædiken i disse Tider antager et sæl somt politisk Klædebon". Men det passer dog godt til An dagten paa dette Sted „stadig klarere at blive sig bevidst, at det i denne Tysklands Kamp mod den hele Verden i Virke ligheden drejer sig om Aandens Kamp mod Alverdens Ryg gesløshed, Løgnagtighed og djævelske Lumskhed."

„Og i det Fjerne ser vi af denne Verdenskamp et Tyskland fremgaa, som hviler i sig selv fastere og stærkere end nogensinde, som staar dér sluttet og ensartet, som man vil lade i Ro, fordi det har vist, at en hel Verden intet kan udrette mod det, som vil udvikle sig blom strende og rigt til alle Sider og i alle Forhold, som vil danne Menne sketræets højeste Top, og af hvis Frugtbarhed, af hvis ædle Fylde den hele Verden vil ernære sig. Velsignelse vil udgaa fra det til alle Lande." Og saa trøster han sig med, at i Kampen mellem Gud og Verden sejrer dog til sidst Gud. I en Prædiken af 30. August over „Krigens Velsignelse" jubler han først over de vældige Sejre, men skildrer saa Krigens Frygtelig hed. Man mister Troen paa Menneskeheden. „Med Forfærdelse maa man iagttage, at Menneskeheden endnu bestandig staar umoden og ganske lavt nede paa den himmelske Opdragelsesstige til Guds Rige, at et Folk, som daglig læser i Biblen og holder Søndagen hellig som intet andet, at det, ud af de laveste og gemeneste Bevæggrunde, af Misundelse, Skinsyge og Selvsyge, overøser hele Menneskeheden med Blod og Død, og saa selv sidder haanlig smilende i Baggrunden og ser glad paa, hvorledes Folkene paa dets Foranledning sønderflænger hinanden." Men naar saa Krigens gode Virkninger skal skildres, kom mer hint Træk igen, at saa trænger han til en sort Baggrund. Hvis det tyske Folk i Forvejen var saa engleligt, saa kunde Krigen jo da ingen Velsignelse bringe det. Saa skildrer han da ogsaa for os, hvorledes alt i Tyskland kun drejede sig om hver enkelts egenkærlige Fordel. Ganske vist tager han sig i det og erklærer, at det „er ikke saaledes ment, at vi søgte at vinde vor Fordel ved urene Midler. Tværtimod, vi var i det hele et Folk af Retskaffenhed og Ærlighed, men vi var ret skafne og ærlige, fordi det bragte os Fordel." Men saa kom Krigen og fejede denne sidste Skygge bort fra den tyske Ret skaffenhed. I en Tale paa Sedandagen d. 2. Sept. er vor Prædikant ogsaa højt oppe, som rimeligt er. Atter færdes tyske Soldater paa hine Steder, der er berømte fra Krigen 1870—71. „Atter ligger tyske Soldater ved 35

St. Quentin og bereder sig til, sikkert og roligt, at marschere mod Paris. Gud skriver dog en mærkelig Verdenshistorie." „Ja, saaledes er det dog, Venner: hin herlige Vaabendaad for 44 Aar siden giver os Mod til at tro, at den tyske Sjæl er Verdens Sjæl, at Gud og Tyskland hører sammen." „Vi begynder sagte, ydmygt og dog med dyb Glæde at ane Guds Hensigter. Det klinger stolt, Venner, men vi er os bevidst, at der ogsaa ligger den dybeste Ydmyghed deri, naar vi siger: Den tyske Sjæl er Guds Sjæl; den skal og vil beherske Menneskeheden. Saaledes som Gud plejer at herske: uden ydre Magt, uden Tvang, med indre, usynlig Kraft, med Renhed, Sandhed, Ret, Kærlighed.

Imidlertid — vor Prædikant fortsætter med at sige, at Sejren i den sidste Krig havde endnu ikke skænket Tyskland alt. Ikke den fulde, indre Enhed; og den lange Fredstid bragte ikke den nødvendige indre Fordybelse. Nu maa vi gaa vor Bodsgang:

„Og nu gennemlever vi en Tid, af hvilken vi venter det største og dybeste, det helligste: ikke blot en Sejr for de tyske Vaaben over Ukultur, blind Lidenskab og Mammondyrkelse, men en Nyfødsel af det tyske Folk, for at det kan blive det Folk, der fylder Jorden med Gud". „ Tyskland er vor Tilværelse, vor Tro, Verdens Mening og Dybde". 1 en Prædiken af 6. Sept. kommer i Forbigaaende den Tanke op, at naar Krigen er forbi og giver Plads for en roligere Betragtning, „vil vi maaske indse, at heller ikke vi er uden Skyld og ikke udadlelige." Men den skydes hurtig til Side: „Saa sejrrig, tillidsfuld, saa fast sto lende paa Tyskhedens Overlegenhed har vi endnu aldrig været. Der er ikke én blandt vore Soldater, ikke én af dem, der bliver hjemme, som tvivler om Tysklands Sejr og Overlegenhed. Fire Uger efter Krigs erklæringen sværmer vore Kavalleriregimenter foran den fjendtlige Hoved stad, er 100,000 russiske Fanger i vore Hænder. Det er noget saa uhørt noget saa enestaaende i Verdenshistorien, at man maa kunne forstaa, at de uhyre Resultater kunde gøre os overmodige." Men overmodige er de ikke, nej, de er rigtignok ikke Pralhanse som Fjenderne, der talte store Ord om deres Indtog i Berlin. Som én Mand har det tyske Folk rejst sig for at kæmpe den uhyre Kamp mod Rænkesyge og Neder drægtighed. „Og, Venner, jeg siger atter i Dag: Hvis vi bliver be sejrede i denne Krig, hvis Ukultur, Løgne — og Kræmmeraand bliver Herre over os, hvis vi maa lade os ydmyge af den lumske Anstifter af denne Krig, af England — ikke sandt, Venner, da er det ikke mere værd at leve, da hellere dø og forsvinde fra denne Jord." I en Tale af 13. Sept. om „National Religion" begyndes der med en Udvikling af, at nu under Krigen har Biblen igen faaet nyt Liv for Tyskerne. Særlig det gamle Testamente, hvor det ikke er den enkelte, men Folket, det drejer sig om. Nu forstaar vi, „den vældige Værdi af en Folkereligion". Læs Jesajas og anvend det paa det tyske Folk. Naturligvis „vil vor Religion stedse søge den enkelte ogsaa i russiske, engelske og franske Lande og aldrig lade sig forlede til at bestride den enkelte Indbygger, selv i de fjendtlige Lande, Sandheden af hans 3* 36

Gudsforhold; men anderledes er det med Folket. Naar vi læser i Je- sajas, saa ser vi, at det er ingen taabelig Selvovervurdering, intet an massende Hovmod, ingen Mangel paa Ydmyghed, naar vi bestandig mere lader Bismarcks Tro sejre i os, at Gud har taget det tyske tolk i sin særlige Varetægt eller dog har noget særligt for med det " Ikke at vi anser os for Guds udvalgte Folk — Gud søger sig sit usynlige Folk ud af alle Folkeslag — men Arndts og Fichtes, Schil lers og Bismarcks Tro er ogsaa vor: Guds Øjne hviler paa Tysker nes Folk." Naturligvis er Meningen ikke den, at Tyskland nogensinde udvortes vil beherske Verden, f. Eks. indlemme tyske Omraader i Eu ropa — nej, kun med Hjærtet, med Aanden, med Menneskelighed, med Samvittighed, Tanke og Kærlighed, kort sagt med tysk Art, med den tyske Gud vil det gerne glæde og forædle og vederkvæge Ver den: „Det er vort store, straalende Haab, at Tyskland bliver Verdens Hjærte." Et saadant Folk maa være udrustet med Sædelighed og From hed, og begge disse Ting er Tyskland saa heldigt at være i Besiddelse af. „Kun et sædeligt og fromt Folk kan være Verdens Hjærte. Aldrig vil en Nation, i hvilken Mangel paa Pligt og Ansvarsfølelse, Bedrageri og Tyveri er paa Dagsordenen (som i Rusland) eller i hvilken Letsin dighed, Mangel paa Alvor og Gemytsdybde (som i Frankrig) behersker Livet, eller i hvilken Pengegriskhed og Kræmmersind undertrykker alle ædlere Drivkræfter til Handling (som i England), eller i hvilken Lumsk hed og Fejghed besjæler Politiken (som i Japan), eller i hvilken tøjles løs Lidenskab og Mangel paa Ærefrygt ophidser Folket (som i Serbien) — aldrig vil et saadant Folk være i Stand til ved indre Kraft og sjælelig Dybde at belære Menneskeheden." Nu er der jo ogsaa i det tyske Folk ganske vist Mangler hos de enkelte; men for det første staar i denne Kamp alene det tyske Folk sædelig rent. Og dernæst er der visse store Dyder, som dog særlig karakteriserer det; og det er Tro skaben, Pligtopfyldelsen, Offervilligheden, som en Digter har sagt:

Deutsch sein heisst gut sein, treu sein und echt, kampfen fur Freiheit, Wahrheit ud Recht.

Og saa dets Fromhed. „Den særpræges ved en fin og stærk Yd myghed. Vi føler i denne Tid alle, fra Kejseren ned til den menige Soldat, at den maa være med os, som er stærkere end Verden. Vi vil ikke være andet end hans Arme, hans Hænder." Saaledes er det tyske Folk draget ud: „Retfærdighed er det Lænders Bælte og Troen dets Hofters Bælte. Gud vil være med det og sejrrigt vil det vende hjem." Og til Slut faar man en ret tydelig Forestilling om den „tyske Gud". „Gud er jo ikke andet end vor sædelige Handlen, vor ærlige og retfærdige Optræden, den dybeste og sidste Grund til vor Kamp Gud lever i vort Hjærte. Og al vor Beden er en dybttroende Tillid til de evige guddommelige Ordningers Sejr. Saaledes skaber et Folk Sejren, af hvis Sjæl uafladelig, ren og from, ydmyg og troende, den Bøn stiger frem: Gud er vor Hjælp! Ja, i Sandhed: Gud som den sidste, dybeste, inderste Grund for vor Sjæl, som Renheden og Sand 37 heden i vor Følelse, som Retfærdigheden og Ærligheden i vor Hand len, som den sædelige Nødvendighed for vor Kamp, denne Gud, som i denne Kamp kun vi Tyskere kan have ham, denne tyske Gud er vor bedste og stærkeste Hjælp."

Videre udvikler han dette Æmne i den følgende Prædiken. Den maa vi derfor dvæle noget nærmere ved. Den bærer Overskriften: „Verdensreligion, Folketro, Enkeltmandsfromhed". Her hedder det, at skal vi ikke fortvivle, maa vi i Krigen se Forsynets Middel til at skabe nye, større Værdier i Stedet for dem, der ødelægges.

„Vi har derfor alle med dyb Glæde set, at denne Kamp netop hos os Tyske — og paa os Tyske maa vel Guds Blik i denne Krig fornemlig hvile: vi maa være hans sidste Mening— ni altsaa netop hos os Krigen allerede nu har vakt skønne og vidunderlige Ting til Live. Vor Enighed, vor Selvbevidthed, vor Daadskraft, vort Offermod, vor Pligtopfyldelse, vor Troskab indtil Døden, vor Opblomstring som en Blomst i én Nat, vor henrivende Kraft, vor nye Vurdering af Livet, vor Klarhed — — jeg kan ikke nævne det altsammen, men det er Ting, som, i Fald de ikke blot er en forsvindende Rus, har en umaadelig Betydning for Tysklands og Verdens Fremtid.« „Naar vi nu har erkendt, hvorledes alle vore Naboer i Aar, i Aar- tier, lumsk og skinhelligt har arbejdet paa det Net, som de vilde kaste over Hovedet paa os, medens vi harmløst og tillidsfuldt uddelte Fred og ærlig Venlighed til alle Sider, saa maa vi nu hilse det med Glæde, at nu endelig Løgnenettet og de skinhellige Slør er sønderrevne. Saa- ledes skaber Krigen Klarhed og Sandhed."

Saa udvikler han, hvorledes vor Religion optræder i tre kon centriske Kredse: som Verdensreligion, som Folkereligion og som Enkeltmandsreligion. I alle tre Henseender har Krigen skabt Klarhed. Verdensreligion vil Kristendommen, eller som han kalder den: „den jesuanske Gudstro"(1), være. Med Glæde saa vi Missionsstationerne komme frem. Men denne Tro er foreløbig gan ske brudt sammen. Missionen er ødelagt, og det er det fromme, kristelige Englands Skyld, som uden Nødvendighed har ført Krigen over i andre Verdensdele. „Rusland, det græsk-orto dokse Land, forbinder sig med det katolske Frankrig og med det protestantiske England. Det protestantiske England henter Mongolerne til Hjælp, og det kristelige Frankrig hidser den sorte Race paa Kristne. England, det protestantiske, kæmper mod det protestantiske, ogsaa religiøst saa beslægtede Tysk 38

land." Dog opgiver vi ikke Haabet, men vi maa efter Krigen begynde forfra. Men til Gengæld: Er Kristendommen gaaet i Stykker som Verdensreligion, saa er den traadt saa meget kraftigere frem som Folkereligion, nemlig i den tyske Fromhed. Det synes maaske at være en Begrænsning:

„Men maaske tør vi netop dertil knytte et dristigt Haab; saa vist som den Geibelske Overbevisning: „Og ved tysk Væsen skal endnu en Gang Verden helbredes" nu er vidunderlig styrket i os alle og maaske aldrig vil slippe os mere, saa tør vi tilsidst ogsaa haabe, at Kristendommen paa sin Vej til Verdensreligion maa passere det tyske Væsen og blande sig med det for sejrrig og ren at erobre Verden som allerede en Gang før for 400 Aar siden, ud fra Tyskland, i Stedet for fra Palæstina. Med andre Ord: Vort Haab gaar ud paa, at Tyskland paa en dybere og renere Maade vil tage den Opgave i sin Haand, som England frækt har tilegnet sig, som saa meget andet, for at slaa Kapital deraf: at fylde Menneskeheden med Gud." I hvert Fald er der pludselig blomstret en ny, stærk og skøn, tysk Fromhed op. Den nationale Bevægelse er nemlig allerede i sig selv noget religiøst. Og „er det overdrevet, naar jeg siger: Vi føler os i denne Tid, da der rundtom hersker Løgn, Lidenskab, Egennytte, i Virkeligheden som det Folk, Gud har udvalgt til sin Arving, føler os i hele denne Kamp just ikke som hans udvalgte Folk, men dog — i al Ydmyghed — som Guds Værktøj. Saaledes er den hemmelige, stærke Undergrund for den nationale Bevægelse en Slags tysk Fromhed. De Tyskes Gud er blevet levende. Denne Gud er maaske ikke helt kristelig ortodoks. Han tilhører ingen bestemt Konfession, sværger ikke paa noget bestemt Dogme og holder sig ikke altid til den anden Artikel." „Idet alt det dogmatiske og konfessionelle bliver Biting, saa bliver, samlende og forbindende, det værdifuldeste af Kristendommen tilbage som tysk Reli gion. At erkende og skildre den i hele dens Dybde og Kraft er ikke let. De værdifuldeste Træk i Kristendommen har i den forbundet sig med Tyskhedens Ejendommelighed til en stærk og fast Enhed." „Endnu er den ikke færdig, den tyske Fromhed, endnu er den ikke udgrundet i sine Dybder og udfoldet i sin Inderlighed. Endnu er der mange svære Skader og Svagheder at overvinde. Men den er i Kærnen ren og god og gemmer Kræfter i sig, som berettiger vort Haab om, at den, den tyske Fromhed, er bestemt til at hjælpe Menneskeden til Helbredelse." Til Slut tales der ganske kort om det tredie Punkt: den enkelte Sjæls Fremtid. „Kun naar du selv føler dig som Guds Barn, kan du tro paa de tyskes Gud, som er og vil være Verdens Herre." Efter en Høstprædiken, der giver ham Anledning til at prise det tyske Folks Kraftfylde, slutter han med en Tale om „Hadets Fare". At Tyskerne er fyldt med et rasende Had mod Tysklands Fjender, særlig England, det indrømmer han fuldt ud. De har ærlig fortjent det, for de har behandlet os frygteligt. „Medens vi har gjort, hvad vi kunde, for at bevare Freden — — har de rodet og arbejdet i Aar, i Aartier 39 med Lumskhed og Nederdrægtighed, ikke vigende tilbage for de lave ste Midler for at styrte os ud af vor blomstrende, fredelige Udvikling. Løftebrud, og Løgn, Lumskhed og Forræderi, de gemeneste og laveste Ting, som Menneskeheden kender, har været deres Midler til at op flamme vort Raseri, vort Had."

Saaledes taler unægtelig Hadet, og saaledes har det talt hele Bogen igennem. Men saa stanser han overfor Kristi Bud om at elske sine Fjender, og Undseelsen stiger op i ham. „Vi maa jo ikke for vor Tyskheds Skyld miste Kristendommen. For (mærk Begrundelsen!) saa mister vi ogsaa Tyskheden! Tysk heden beror nemlig paa, at den i sin dybeste og ædleste Kærne er et med Kristendommens dybeste og ædleste Kærne". Men hvem hader vi da? Hader vi den flittige, franske Vin dyrker eller den ganske vist overfladiske og letlevende Pa riser o. s. v.? Nej. Hader vi den franske Præsident eller den engelske Konge? Nej. Ikke en Gang Sir Grey? Nej, ingen enkelte Personer. — Men vor Forf. forstaar at skelne! Vi hader det skændige og nederdrægtige, der træder frem i dem! Og i Sandhed, ja, i Jesu Kristi Navn: dér er Hadet be rettiget. Vi vil jo selv ikke erobre noget: uden ydre Tvang, uden Spor af Vold, med indre Kraft og aandelig Dybde vil vi virke paa Menneskeheden og ind i Menneskeheden. Fjernt ligger os Englands Ærgerrighed, som med Politik, Tvang og Vold vil gøre Verden engelsk (?!). Vi vil lade hvert Folk bestaa i sin Ejendommelighed (f. Eks. Polakker og Nordslesvi gere?); det er netop vor Svaghed at efterligne andre. Saa ender Bogen med følgende Ord: „ Tyskhedens Væsen er ét med Kristendommens Væsen. Saaledes sammenfatter vi vor Længsel. Gid den tyske Gud maa gennemtrænge Verden, gid den evige Sejr maa blomstre for den tyske Sjæls Gud."

Saa vidt Hr. Walter Lehmann. Her har vi et af de stær keste Eksempler paa Sammenblandingen af Tyskhed og Kri stendom. Det gaar saa vidt, at han kalder sin Bog: „Om den tyske Gud". Ganske vist viger han tilbage for ligefrem at kalde Tyskerne for Guds udvalgte Folk. Men det kan man ikke tage for gode Varer. Han kalder Tyskland for Guds 40

Sjæl og Guds Arving, taler om det som det af Gud i hver Henseende foretrukne Folk, der ene giver Verden Mening. Men han kalder det rigtignok ikke Guds udvalgte Folk nej, sligt lader han Englænderne om! Men hvorledes bedømmes nu saadanne Prædikener i Tysk land selv? Jeg har set et Par Anmeldelser. I den ene siges følgende:

Lehmann stiller med bevidst Ensidighed den tyske Gud i Midt punktet: naar Nutiden dog har sønderbrudt Tanken om en Verdens religion, ogsaa om Kristendommen som Verdensreligion, saa vil vi med Bevidsthed fæste Blikket paa en Folkereligion, en tysk Folkereligion Hans hele Haab og Stræben gælder det forklarede Tyskland, det store herlige Fædreland, hvis Bestemmelse det er at blive et Sjælens Folk Verdens Hjærte. Tysk Kristendom, tysk Sjæl — det et Løsen som be tyder en ny Tids Morgenrøde. Der gaar et højt Drag gennem disse Prædikener; det er den anden Jesajas' Aand der taler her. Nationali stisk Hadskhed er der ikke Spor af; en Tale er udtrykkelig rettet mod Hadet (Prof. Niebergall).

Anderledes lyder en Anmeldelse af Prof. A. Uckeley (i „Theologie der Gegenwart"). Han føler sig frastødt ved Titlen: „Der gives en tysk Tro, der gives en tysk Fromhed, tysk Tro skab, tysk Mod, alt i Modsætning til russisk eller engelsk, inen en national Gud for Tyskerne gives der ikke." Han vil ikke kalde disse Taler for Prædikener; det er politiske Taler; tit ikke saa daarlige; men Guds Ord til vor Tid, Prædikener,' det er det ikke." Det er velgørende at se, at der saadan tages Afstand, men — det er ogsaa ejendommeligt at se, at Kritiken væsenlig retter sig mod to Udtryk: „den tyske Gud" og „Prædikener" — ikke mod Indholdet eller Tendensen, Jeg skal i min Slutningsbetragtning komme nærmere ind paa ilette Spørgsmaal om den „tyske Gud". Foreløbig fortsætter jeg Dokumentationen.

VII. K. KONIG. Vor næste Fører bliver saa Karl Konig: „Seks Krigspræ- dikener1). De er til en Afveksling forsynede med et Billede af St. Georg, der dræber Dragen. Heri hedder det:

) K. Konig: „Sechs Kriegspredigten". 1915. 41

„Nu stiger vore Forfædre atter op af Graven, Bliicher kommer til bage, Gneisenau og Moltke. Vogt dig, Frankrig! Nu sidder de tyske Ordensriddere atter til Hest. Nu stiger den store Kurfyrste atter op af Graven, og den store Frederik kommer tilbage. Husker 1 Slaver og Russer ikke, at dér var der intet andet at hente end tyske Hug? Og I derovre, hinsides Kanalen, med eder bliver det bitrest og sværest for os, thi Guds Vilje og fælles Blods Vilje burde have knyttet vore Skæb ner sammen. Men 1 har gjort Snittet, og nu bliver der intetsteds kæm pet saa hedt og forbitret som mod eder, I Løgnere! Og du unge, tyske Flaade, du Kejserbarn og vor Kejsers kæreste Søn, vis nu dit væbnede Værge og lad dine Lyn træffe." „Kejseren har selv kaldt os til Bod paa denne Dag, men vi yder den i Overensstemmelse med tysk Art, oprejst og alvorlig. Vi véd, at vi har syndet meget i de lange, skønne, herlige Fredsaar . . . men vi løfter tillige i Dag atter rolig og alvorlig vore Hoveder, thi hvad der ogsaa var af Skyld og hvor stor den end var — Skyldkontoen er allerede slettet, og de har forregnet sig, der har regnet med tysk Uenighed eller tysk Slaphed. Mødet i Rigsdagen, der bevilgede Pen gene til Krigen, „det var den rette Bodsdag, og det var den rette Bodsgerning". Nu klinger det atter: Frem mod Paris! „Vi maa sejre, koste, hvad det vil! Vi maa sejre — ikke blot for vor egen Skyld, ikke blot for vore Kvinders og Børns og ufødte Børnebørns Skyld, vi maa sejre, fordi Tyskhedens Nedgang vil betyde Menneskehedens Nedgang. Hvem skulde tiltræde den tyske Arv? (herefter Skældsord mod Modstanderne). Ja, det vilde være den dybeste Vé, som kunde træffe det gamle Evropa, hvis Moskovitter og Romaner under det perfide Englands Bistand kunde søndertræde den tyske Aand." „Det drejer sig ikke blot om vor Eksistens; det drejer sig om Op eller Nedgangen af selve det evropæiske Aandsliv. Det véd alle, fra Arbejderen op til Kejseren. Og denne Bevidsthed, at tjene Menneske hedens Sag, idet vi tjener vort Folk, det giver os den gode, den rene Samvittighed, og dermed en uimodstaaelig Kraft og Magt." „Hvem kan have Troen paa Sejren? Sikkert kun den, der vil Freden og Men neskehedens Fremgang i Sæder og Kultur, i Kraft, Aand og Liv. Og det tør vi alle bekende for Gud: Netop det, og intet andet var den ledende Vilje hos os i Folk og Stat." „Den blandt eder, der falder, ogsaa han hører Gud til og gav sit Liv for det højeste." Næste Prædiken, 9. August: „Og nu: Tusinder styrter sig med Dødsforagt i Kanonernes Svælg, Geværernes Gnitren, over Pigtraad og Miner. Liittich! Du først maa være vor, thi dig maa vi have, fordi Nøden byder det." „Staar ikke pludselig 1000 og atter 1000 Hjul stille, fordi vi, som med vor Folkekraft sandelig ikke blot har arbejdet for os selv, men for den hele Verden, paa én Cang kun kan arbejde for os selv og ikke for andre!" Skønne Ord tales om det usle ved at være et trælbundet Folk. Vi Tyske vil være fri. „Vi kan hverken bruge den russiske Knut eller den franske Narrebriks. Vi er opdragne af Protestantismens Aand." 42

»Derfor maa Gud selvfølgelig tillade Krigen; thi ellers var der sket det meget værre, nemlig at den ædle tyske Nation havde maattet lade sig vanære, indsnevre og trælbinde". „Vi kan ikke over Kejseren og Rigsdagen sætte nogen anden menneskelig Magt, ingen engelsk For mynder, ingen russisk Knut, og heller ingen fransk Cylinderhat." Saare interessant er følgende Slutning: „Gud vil ikke Krigen, men lian vil, at vi som Tyske skal ville Friheden, fordi vi ellers ikke kan opfylde vor store Opgave i Menneskehedens Tjeneste og ikke formaar at blive nogen Kilde til Lys og Kærlighed, til Sandhed, Dyd og Reli gion. Vi Tyske vil ikke Krigen, men vi vilde og maatte ville Frihe- heden. Og fordi de ikke vilde lade os have den, saa var det Guds Vilje, at vi skulde ville Krigen. Og saa fører vi den som Guds Sag, som Menneskehedens Sag, som Frihedens Sag, som vort kære, store Fædrelands Sag. Det takker vi for alt, det ofrer vi alt, med det staar og falder vi." 1 den næste Prædiken af 16. Aug. tales der begejstret om den „store Troskab" ... „I disse Dage føler vi først helt, hvad det vil sige at være Tyskere, og hvad der kræves af os. Vi føler, hvorledes nu Jesusordet udgaar til os: „Hvem meget er givet, af ham skal der kræ ves meget". „Vi Tyskere er — jeg siger det med al Stolthed og Be vidsthed om den Forpligtelse, som derved er givet os — vi Tyskere er et af Gud paa det rigeste udstyret Folk." Dets Grundtræk er Inder lighed. „Den romanske Verden spørger ved alt, hvad den siger, ska ber, kunstnerisk former, parlamentarisk taler, politisk agiterer: Hvorle des klinger det, hvilken Effekt gør det? Men den germanske Verden spørger: Hvorledes kan jeg med mit Værk bestaa for mig selv, for min inderste Dommer, for min Samvittighed?" Efter at have talt med synlig Forargelse om Bonapartes „Spioner" (det er jo nemlig noget, som Tysk land ikke bruger?) hedder det: „Og naar nu Russere og Franskmænd og de „ædle" Englændere med, vil sætte os Foden paa Nakken, fordi de ikke under os ydre Gods og udvortes Magt, da skal disse tre kloge Regnemestre have forregnet sig, fordi de glemte at sætte det vigtigste ind i deres Regning, nemlig dette: at vi Tyskere kæmper om mere end de, ikke blot kæmper om ydre Gods og ydre Magt, men om vor indre Verden og dens Frihed, som ikke er mulig uden ydre Magt, Selvstæn dighed og Herredømme." I den næste Prædiken af 23. Aug. prises Tyskernes Sandhedskær lighed. „Løgnen vil vi overlade til de vælske, til de forfængelige Po litikere ved Seinen og til den store Edderkop England, der strags overskar de Traade, der forbandt os med Verden og nu formaar at spinde den ikke-tyske Verden ind i sit Løgnenet. Spind du kun løs; den tyske Jernnæve skal nok sønderrive dit Løgnenet og din Moral- kappe oven i Købet. Og naar du igen i Fremtiden vover at stille dig op som Moralprædikant paa Jorden, saa vil alle le dig op| i Ansigtet". „Mine Venner! Da England, det „kristelige", det med os blods beslægtede England var saa skamløst i sin nøgne Egoisme, at det ved sin Krigserklæring hellere vilde udlevere os til Moskovitterne og Halv- Asiaterne end i ærlig Fredskonkurrence kæmpe med os om Kulturens Palme, da gik det os allerede haardt til Sjælen, og al vor Vrede og Stolthed rejste sig mod denne vanartede Fætter. Men da i den for 43 løbne Uge det sidste og værste skete, som overhovedet kunde ske, da England prisgav Kiautschau, vor Tirpitz' Mesterværk og koloniale Mesterstykke af forbilledlig Værdi til Japanerne, da har det omstyrtet alt, hvad der endnu var tilbage i os af vaklende Højagtelse og bristende Tro til England. Saaledes ser det altsaa ud i den engelske Statsaand! Intet Spor af Ansvarsfølelse overfor Germanervæsenet o. s. v." „Og til England vil ingen mere have Tillid, lige saa lidt som til Tyveknæg ten Japan, dets ædle Røverkammerat." De tyske Sejre maa fuldstændig have knust vore Modstanderes Til lid. „Du arme, franske Folk, som kun er blevet drevet i Krigen af dine ærgærrige Pariserpolitikere! 1 arme Russere, bag hvilke kun Czarens Knut stod — hvorledes er 1 vel nu til Mode? Og I Pariser- Statsmænd selv, og du arme Svækling paa Czarens Trone, I som dog kun er de flagrende Fluer i den engelske Verdensedderkops Næt, hvor ledes vil de tyske Sejrsbudskaber virke hos eder? Endnu vil det koste svære Ofre, før vi ogsaa formaar at tugte dig, England, saaledes som du har fortjent det, for alt det, som du har syndet mod os og Europa." 1 en Tale takker han Gud for, at Tyskerne kan staa med rene Hænder og en god Samvittighed. Fremdeles omtaler han den bekendte Juror teutonicus", der udlader sig i jordrystende Gerningers Torden, og Tro skaben som Tyskernes mest lysende Karaktertræk. „Om saa Verden var fuld af Djævle, den tyske Troskab skal blive Herre over dem; thi den hører Gud til." „Al hin Punktlighed, Nøjagtighed, Præcision, som Udlandet ofte har spottet og aldrig rigtig forstaaet, er intet andet end en Udformning af Aanden i den tyske Troskab." Var det ikke galt før, saa bliver det det i den næste Prædiken af 30. August. „Fire Sejre paa én Gang, og ogsaa Englænderne havde faaet de første tyske Hug. Netop dette sidste virkede som en Forløs ning paa én, thi hvorsomhelst tætvævede Løgneslør bliver sønderrevne, og hvor Uret, der fræk bærer Rettens Maske, bliver afsløret og over givet til sin fortjente Straf, dér aander Hjærtet dybt op og føler tak nemlig hine evige Magter o. s. v." Den hele Tale drejer sig om England, er et stort Skrig af Triumf og Had. „Væmmelsen stiger én op i Halsen, over at dette Folk, midt i denne uhyre Folkekamp, som det selv har anstiftet, ikke tænker paa andet end Geschaft, Ceschåft, Geschaft!" Men nu kommer Dommen nok over det. Englænderne har altid savnet Evnen til Selvfornyelse ved anspændt Arbejde, blev altid siddende i stivnede Former og mente, at alt deres var det bedste, og saa deres Kavalleriregimenter! „Naa ja, saa længe de skulde kappes med Kaffere og Indere]om Palmen! Men nu ligger deres Ry allerede begravet i Frankrigs Støv, begravet af tyske Rytternæver." Tyskland sammenlignes med en ung Kæmpe, der vel stod skarpt paa Vagt mod enhver, der vilde fratage ham den tyske Jord og vilde hindre den tyske Selvudvikling, men som dog, godmodig og højmodig af Naturen, stillede hele sin uhyre Kraft ind i et fredeligt Kulturarbejde". Skylden er Englands alene. Krigen er ikke et Bevis paa dets Kraft, men paa dets moralske Svaghed og religiøse Nedgang." Men nu har vi Belgien, vil — haaber vi til Gud — ogsaa snart faa Bugt med Rus serne. Endnu staar dog meget tilbage. Alligevel gaar der som en Forudanelse om en Verdensvending gennem vore Sjæle, og vi Tyskere 44

vil og maa denne Gang være dem, der vender Verden. Det vil og maa være os fordi der ellers ingen er, der kan føre den evropæiske Aandsverden til videre Syn og højere sædelig Anspændelse. Endelig slutter Bogen med en Tale den 6. December med Jubel over „den herlige Sejr over ti Armékorps mellem Reims og Verdun". „Kejser og Kronprins, Kronens Bærer og hans Arving i Aftensolskin paa den franske Sejrsvalplads!" Begejstret tales der om, at Himlen har givet saa godt Vejr til det, og om Hærens Dygtighed o. s. v., og saa kommer følgende højst interessante Udvikling: „Ikke Frygt, men Kraft! Siden Marokko-Affærens Dage var det smerteligste for os, der kalder Tysklands Kraft og Storhed for en Nød vendighed for Menneskehedens Historie, at vor Politiks daværende nødtvungne Tilbagevigen — nødtvungen, fordi vor Flaade ikke var saa vidt, fordi Kejser Wilhelm-Kanalen endnu ikke var færdig, fordi Helgoland endnu ikke var fast nok, og fordi den hele Marokko-Histo rie ikke var nogen Sag, for hvis Skyld vort Folks Samvittighed havde kunnet optage en Krig — at denne Tilbagevigen af vor Politik, som Nøden tvang os til, i Udlandet havde gjort vor Kejser mistænkt for frygtsomhed. Wilhelm den Frygtsomme! saaledes spottedes der i Frank rig, saaledes hvisledes der i England, og saaledes gned Moskovitterne sig i Hænderne. Intet Under, at den galliske Hane kun saa meget stoltere struttede med sine Fjer, at de magthungrige Storfyrster i Petersborg kun saa meget aabnere raslede med Sablen, og at England med koldt bereg nende Øje saa til ved det altsammen. De, som aldrig har forstaaet vort tyske Folks Væsen og Karakter, forvekslede Samvittighedsfuldhed med Frygtsomhed og Ansvarsfølelse med Fejghed . . . Men det hører til hine store, guddommelige Førelser, at Folk, hvis førende Lag har mistet Samvittighedsfuldhed og Ansvarsfølelse i Ordenes hellige Betyd ning, bliver forblindede af de lavere Lidenskaber: Ærgærrighed og Be gærlighed efter Magt og Berømmelse, for saaledes selv at føre sig den Dom i Møde, som de er modne til i det heles Interesse." „Maa vi ikke allerede nu være taknemlige for, at russisk Magt begær og fransk Æresyge, plejet og opmuntret af engelsk Egennytte, ikke har ladet Skuddene i Serajewo klinge ud i en alvorlig Tugtelse af Serbien, saaledes som den sædelige Alvor bød det, men lod dem blive til den Torden, som lyder i denne den største Kamp, som nogen sinde har rystet Verden. To Aar for tidlig for vore Fjender, men en Guds Naade for os og vore Venner! Thi nu spiller vi Jern-Krigs- spiHet i Forhaanden, og sidder ogsaa England lurende i Baghaanden — nuvel, England, dine Trumfer kender vi nøjagtigt; men om du kender vore, det vil de kommende Dage lære." Denne Udtalelse om, at Tyskland ikke kunde begynde Kri gen tidligere, fordi det endnu ikke var færdigt, og om det heldige i, at den just kom i det for Tyskland allergunstigste 45

Øjeblik, virker imponerende ved sin st0rslaaede Naivitet. Endnu tydeligere komtner det næsten frem i følgende Linier: »Denne tyske Kraft viser sit Væsen netop deri, at den kan vente, til Gud i Samvittigheden befaler: „Nu er det Tid, og nu slaa til og værg dig!" Denne Tid var endnu ikke kommen i Marokko-Handelen Men nu er den der, og nu byder den tyske Kraft en Verden af Fjender sindig og rolig Spidsen. Samvittigheden befaler, og saa gives der ingen Laveren og Politiseren mere, ingen tvetydige Englænderier og ingen tvetydige Moskovitterier, men endnu kun ét: Ja eller Nej, og tyske Hug, tysk Kraft." Hvad Frygt angaar, saa er Tyskerne deri af Natu ren beslægtede med Jesu Aand, han som altid satte sit: „Frygter ikke!" over sines Hoveder. — Man vil vistnok være enig- med mig i, at med Logikken og i det hele med Forstanden i disse „Prædikener" har det kun været saa som saa. Jeg skal til Slut som et Kuriosum meddele en Prøve paa, hvad man maaske kunde kalde ny-tysk Logik. Overfor den Anklage, at man fra tysk Side bombar derede ubefæstede Byer, f. Eks. London, svares der (i Evgl.- luth. Kirchenz. Nr. 29, 1915): „London er slet ikke mere nogen ubefæstet By. Den er armeret med saadanne Masser af Afværgelseskanoner og Afværgelsesflyvere, at Zeppelinerne som bekendt kun kan vove deres Angreb om Natten." Maaske i Følelsen af det utilstrækkelige i denne Begrundelse tilføjes saa følgende: „London er den frygtelige Verdenskrigs Arnested og Hjærte, her sidder de Ministre, som styrter Europa i Ulykke, her er Hekseked len, i hvilken der stadig bliver brændt mere Ulykke for Europas af tusinde Saar blødende Folk. At angribe London er at angribe Morderhulen."

VIII. J. RUMP.

Den fjerde Prædikant, jeg vil fremføre, er Hr. Pastor, lic. Dr. Joh. Rump i Berlin. Han udgav et Hefte: „Krigs-Bede- timer og Mindefester til Ære for Faldne", der udkom i flere Oplag og hurtig blev efterfulgt af flere Hefter. Her vil jeg indlede min Gengivelse med den Anmældelse af disse Prædi kener, som blev skrevet af den samme Prof. Uckeley, der dog tog nogen Afstand fra Lehmanns Prædikener. Han siger her følgende: „Man mærker i dem alle Forfatterens stærke digteriske Begavelse, som overalt lader ham vælge og finde et ædelt Udtryk i en Form, der 46 i høj Grad tiltaler den æstetiske Følelse. Selvfølgelig er alle Talerne i højt Maal aktuelt anlagte; de krigeriske Dagsoplevelser bestemmer deres Indhold. De hjælper Tilhøreren til fordybet Eftertanke over det, som Dagen eller Ugen har bragt ham som Led af sit Folk; de lader sig det være magtpaaliggende at trøste, hvor der er opstaaet Vé, og mane til Selvbesindelse, hvor falsk Sikkerhed og utilbørlig Overfladiskhed truer med at faa Overhaand". Altsaa en ubetinget Anerkendelse! At disse Prædikener kunde finde en saadan Bedømmelse, har paa mig gjort et meget stærkt Indtryk. Men man vil selv faa Lejlighed til at dømme. I den første Prædiken hedder det:

„Ikke for Anerkendelsen af sædelige Begreber er vore Fjender traadt i Felten mod os i et unaturligt Forbund; de træder al Sædelighed, ogsaa al Krigens Etik under Fødder, saaledes som de gerne vilde træde os under Fødder. De vil ikke blot røve os vor Fremtid, stjæle vor af flittigt Arbejde opbyggede Nutid, nej, de vil ogsaa stryge vor Fortid af Menneskehedens Historie med deres urene Greb(!). Vi maa kæmpe ikke blot for vor Tilværelse som Nation — ogsaa om alle de Kulturgoder, som de tyske Slægter i alle Verdensdele har erhvervet for Verden. Den „tyske Tanke i Verden"1) har bevist sin Velsignelses- Magt, har vist, hvad det betyder, i Guds Navn og Kraft, at gaa daads- kraftig til Værket. Den vil man skaffe sig af Vejen i Ukulturens Tjeneste, med dobbelttunget Lumskheds Midler, med Løgnens og Bag vaskelsens Gift, med raa Massers Overvægt" —. „Vi vil bruge vor Davidsslynge saadan, at alle af Goliats Slægt bliver vænnet af med atter at optræde mod os, og deres bagtalende Mund forstummer for evig." Derefter følger en lang Lovprisning af Kejseren, som jeg vil medtage som Prøve paa, hvorledes der i tyske Prædikener kan blive talt om Rigets Fyrste:

„Vi mente alle at kende ham. Han har jo altid haft Hjærtet paa Tungen og afsløret sin Sjæls Pulsslag for en Verden. Som en ret Is raelit uden Svig midt i en upaalidelig Slægt stod han for sit Folks, for en Verdens ærbødige Blik. Vi har kun tildels kendt ham. Denne indre Storhed, denne solklare Sjæleadel, denne tyske Retlinethed, som holder ud til det sidste Øjeblik, som ikke tiltror den falske Ven nogen Løgn eller Bedragerier, til han afslører sig selv — alt det har ganske simpelt overvundet os. Til en saadan Storhed er Wilhelm den anden opvokset for vort undrende Øje, at vi mente de største Hohenzollere opstandne i ham. I ét Punkt, Menighed! overgaar han dem alle, i Følelse af Ansvar overfor den levende Gud o. s. v., o. s. v. — han har begravet et aarelangt Venskab, har maattet opleve, paa hvilken

') Titlen paa et for Resten forholdsvis besindigt Værk af P. Rohrbach. 47

utysk Maade han er bleven narret under en bedende, tillidsfuld Vens Maske, for at Rusland kunde faa Tid til rovdyragtig at falde ind ove vore langstrakte, ubeskyttede Grænser! under det højeste histor riske Ansvar har han maattet tænke over, hvorledes den tusindfoldige Død, som vore umenneskelige („entmenschte") Fjender truer os med, efter menneskelige Evner kan holdes tilbage fra vore Grænser. --- — Saaledes ser vi, saaledes ser en Verden vor Kejser: en Kæmpeskikkelse, i Sandhed en Ridder af Guds Naade, baade Konge og Profet, Hertug og Tjener, for sit Folk ikke blot den sejrsvillige Feltherre, ogsaa den bedende Huspræst." Han ender med at tilraabe Tysklands Fjender Davids Ord til Goliat: „I kommer til os med Sværd, Spyd og Skjold, men vi kommer til eder i den Herre Zebaots Navn, Israels Hærs Gud, det Israel, som I har haanet!"

Efter saaledes at have sammenlignet Tyskland med den lille David, den ubevæbnede Hyrdedreng, der kun har en Sten i sin Slynge (hvad mon saa Belgien skal sammenlignes med?), udbryder han i den næste Prædiken:

„Og Verdenshistorien vil optegne det med lysende Bogstaver: Tyskerne sejrede med deres Gud." „For os drejer det sig i denne Kamp om Bevarelsen af de højeste Goder, som Gud har betroet Menneskeheden." „Menighed! det er Guds Skridt gennem Folkene, som vi bliver Vidne til. Ham har de udfordret, mod hans Majestæt forsynder de sig; derfor strider han for os". „Det er utænkeligt, at et Folk, som Gud for endnu ikke 50 Aar siden har skænket den længselsfuidt ventede Enighed, nu skulde gaa til Grunde, skulde begraves under Ukultur og Barbari, af en samvittig hedsløs Kræmmeraand og menedersk Mordlyst (!) stryges af Natio nernes Række (!).

Fremdeles anbringer han Tyskland som et nyt Israel „under den højestes Beskyttelse":

„Brødre og Søstre! i et Nu er vi i en moderne Menneskehed ble vet Israels, det gammeltestamentlige Pagtsfolks Arvetagere; vi skal være Bærere af Guds Forjættelser, det levende Bevis for, at det ikke er Men nesker, der skaber Historien, men Gud ved Mennesker." Alle Tyskere blev enige, alle gik de i Kirke paa Kejserens Bud. Det er Guds Aand, der virker. Han fryder sig over de tyske Sejre i Frankrig, der er endnu langt større end dem i 1870 og udbryder: „Og hvor paa hele Jordens Kreds kan der findes et Folk, som havde en saadan Anledning til man dig Stolthed som vi! Men vi er lige langt fjernede fra Hovmod og Overmod." Mod os staar Verdens mest forløjede Magt, som tysk Godmodig hed altfor længe har kaldt de „engelske Fættere", Nordsøens Punier, hos hvem vi stolede paa, at Blodet vilde vise sig tykkere end Vand, Judas i Nationernes Række, som denne Gang til Afveksling forraader 48

Germanervæsenet for 30 Selvpenge. Mod os Frankrig, lysten, Skø gen blandt Folkene (.die Dirne unter den VOlkern"), tilfals, hvor det drejer sig om kildrende Ophidselse, uden Skam, uden Sky, fræk ov fejg(!) og med dets usle Drabanter. Mod os staar Rusland, vel i sit Indre mør, raadden, tilhyllende sin Sygdom under raa Udbrud, men i Stand til hvert Middel, blottet for enhver Rørelse — for sig alene ufar ligt, men først en Trusel i Pagt med de andre, som et af Saarfeber rasende Bæstie, lumsk, uberegnelig."

Hvilken Skildring af Modstanderne! Og det i en Prædiken: Intet Under, at han saa fortsætter:

„Kan Gud have Glæde af vore Modstandere? Frankrig nægter ham, England ler, Rusland glemmer ham. Aldrig vil den hellige Gud, der ikke lader sig spotte, bekende sig til deres Sag, naar vi ikke tvinger ham dertil. Aldrig." Men videre. Han taler fremdeles om, at vi skal agte paa Guds Tanker. Saa maler han Kristus paa Golgata. En hel Verden mod Guds Salvede. Ogsaa i Berlin blev der i sin Tid i Masse forsamlinger raabt op mod ham. Nu viser vore umenneskelige Fjender, hvorhen en Menneskehed kommer, som har overskaaret Forbindelsen med ham. Og desværre (nu kommer en interessant Tilstaaelse!): „alle rede nu, tre Uger efter Verdensbrandens Udbrud, flover den religi øse Bevægelse, som det synes, ustanselig af." Nu glemmer man atter Gud. Og dog gælder det om ikke at faa den levende Gud mod sig. „Det Folk vil sejre og velsignes i sin Sejr, som sikrer sig Guds Bistand." Vi maa fra alle Prædikestole raabe: „Hen til Jesus". En Horde Jesusløse(l), en Hob ugudelige („Gottferner") staar i Felten mod os." Dorfor gælder det om at komme til at staa saadan, at „Gud kan omgive os med sin Beskyttelse som en skjulende Mur, fordi vort Nederlag ogsaa vilde betyde hans Søns Nederlag i Menneske heden. I en Tale om det „store Jeg" udvikler han, hvorledes Hi storiens „store Jeg" har bekendt sig til Tyskerne:

Tyskland skal blive Fremtidens Israel. Vi skal fra nu opfylde et Kald for den levende Gud i Verden, kæmpe om Tysklands frelseshistori- ske Stilling i Verden. En i uhyre Synder fordærvet og lænket Ver den skal efter Guds Vilje helbredes ved tysk Væsen. Derfor føres denne Krig, hvis Velsignelse en Gang skal opveje alle de tusindfold Saar og Ofre. Ikke, Venner, som om vi var fuldkomne . . . ogsaa vort Væsen viser, hvor ren end den Højde er, som vi indvortes har ladet os løfte op til, endnu (!) betænkelige Rifter. Men de kan og skal svinde — —Han er naturligvis ikke blind for, at der kræves her ikke blot en ydre Udrustning — den har det tyske Folk i Orden — men en indre. Men han tror virkelig, at det Maal ikke er fjernt, da om det tyske Folk som saadant Ordet skal gælde, at: „I er den udvalgte Slægt, det kon gelige Præstedømme, det hellige Folk, Ejendoms/o/^, at I skal forkynde hans Dyder, der har kaldt jer fra Mørket til sit vidunderlige Lys." 49

I en følgende Tale kommer der en interessant Skildring af, hvor alvorligt det stod til i Tyskland i aandelig Henseende før Krigen.

„Vi havde bortødslet vore bedste Kræfter og Tilbøjeligheder paa forgængelige Ting; Tiden var blevet os til den alt bestemmende Afgud, Evigheden var svundet for vore Tanker." „Vi havde ganske fortabt os i de mekaniske Realiteter og prisgivet Indsigten i aandelige Værdiers Betydning." Men saa kom altsaa Krigen. Og saa var der ikke mere noget i Vejen. Lad mig ogsaa optegne følgende Eksempel paa kirkelig Sejrsjubel:

„Vore Tropper er i troende Henblik til deres Guds Bistand, sejrs- fro dragne i den ulige Kamp og har fuldbragt Slag, som Krigshistorien endnu ikke har haft at optegne. Ikke som Mordbrændere og Lande vejsrøvere baner de deres Vej, ikke som Rovdyr drager de i Kampen. Stadig paany lader de den overvundne Fjende vederfares Menneskelighed og Højmod. Jublende gaar de i Ilden, visse paa deres Gud, stolende paa hans Bistand. I deres Hjærter, paa deres Læber, i deres Feltpost- breve lever Bekendelsen til hans Naade, der hidtil har vogtet dem, og Bønnen til den, at han ogsaa fremdeles vil bevare dem. Hvilken For skel der er mellem Hære, af hvilken den ene bærer sin Gud i sit Hjærte, medens de andre mener at kunne sejre ved Massernes tryk kende Vægt, ved alle listefulde Grusomheders Djævelskaber, ved skamløs Foragt for folkeretslige Aftaler (!) — det, Menighed, behøver ikke mere at skildres; den Krig, vi fører, skriver det med lysende Bog staver i den tyske Historie. Sandelig, ja: Alle Ting er mulige for den, der tror. Han er ledet af Guds Velsignelse. Gud er med os; ledede af hans Velsignelse fuldbringer vore Mænd, hvad der er uden For billede i Verdens Historie." Om Russerne hedder det, at „medens de tror at være paa Sejrsmarschen ind over Land, lammer Hungersnøden allerede Folket o. s. v." „Hvad vi nu oplever af Guds underfulde Fø relser, det vilde han gerne gøre til et Arvegods for tysk Væsen, hvis Velsignelse stadig paany skal bryde frem under Ruiner og Taarer og ikke blot blive os, men Verden om os til Frelse."

Disse Prædikener fandt saa god Tilslutning, at Forf. beslut tede at udgive en ny Række. Den holder sig ganske i samme Baner og man finder ogsaa her vidunderlige Ting, saaledes en Trøstetale i Anledning af, at det ikke gaar fuldt saa rask med Sejrene som i Begyndelsen:

„AJlerede er den i Begyndelsen saa frejdige og tillidsfulde Stem ning i Færd med at slaa om." En Godsejer fra Østprøjsen beklager sig over, at Russernes Indfald har sat ham 50 Aar tilbage. Søndertraadt J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". 4 50

er de bølgende Marker og de blomstrende Enge, hvis fine Duft hidtil har formildet den skarpe østprøjsiske Luftfl). Hvorefter der fortælles om Russernes øvrige Ødelæggelser. Men Nøden er ikke større end Hjæl pen. Han kalder Menigheden hen til Gud. Det gælder vort Folks Fremtid, gælder Hjem og Arne, Land og Liv, Ret og Ordning, Tro skab og Sandhed, Sæder og Tro. Hvor en Menneskehed kommer hen, som har overskaaret enhver Forbindelse med ham; hvor den en Gang maa ende, det har de eksempelløse Grusomheder i vort Fædrelands østlige Del, i Belgien og i Frankrig (hvormed jo ikke menes Tysker nes Færd mod Belgien, men Belgiens mod Tyskerne) vist. Til disse Horder kan Gud ikke ville udlevere sin Menneskehed o. s. v."

Han giver et Sted følgende Fremstilling af Krigens Historie:

„Et lille Folk, i hvilket Kongemord altid har hørt til den politiske Kamps Midler, berøver snigmorderisk Østerrig dets dynastiske Haab og Fremtid, idet det lader Tronfølgeren og hans Gemalinde nedskyde - ikke uden den hemmelige Bistand fra andre Folk (!), deres Med viden og Tilskyndelse. Østerrig kræver Soning, maa kræve Soning, hvis det ikke vil opgive sig selv. Det erklærer stadig: „Det er slet ikke Erobring, jeg vil, kun Soning og Sikring af min Fremtid. For gæves. Serbiens hemmelige Forførere ophidser til Modsigelse o. s. v." Frankrig og England „forraader GermanervæsenetEngland begaar Dødssynden mod den hvide Race, idet det hidser de gule Japanere paa os o. s. v. „Vi troede i Begyndelsen, at vi var afveget fra Folke rettens smalle Bane, idet vi med vore Troppers Gennemmarsch havde krænket Belgiens Neutralitet. Men ogsaa her har det vist sig, at vi er blevne bevarede for Uret." Hvorefter den Krønike fortælles, at Fransk mændene allerede to Dage før den tyske Mobilisering skulde have an bragt et Regiment i Namur for at forstærke den belgiske Besætning dér. Derfor maatte Tyskerne ind i Belgien. Thi vor Hærledelse har at beskytte Land og Folk for forenede Horders Rovdyrlyster og ikke vente, til det var lykkedes vore Modstanderes af Helvede nærede Løgne paa tysk Grund at røve tysk Besiddelse og forvandle tyske Strøg til Ørkener, Tyskerne er uskyldige, og Jra alle Sider strømmer Vid nesbyrd ind om vore Troppers ædle Krigsførelse. Saaledes bliver denne Krig til en Lejlighed til at vise en Verden, hvorledes Kristne forsvarer deres højeste Goder — som den evige Kærligheds Disciple " Efter at have opstillet Wilhelm den anden som den eneste trofaste er klærer han, at vil man se dybere ned til denne Krigs Grund, saa maa man bagved Tiden. Det drejer sig ikke blot om Tysklands eller Eng lands Stilling som Verdensmagt. Men det drejer sig dog dybest set om ganske andre Magter „Guds Rige maa nu sætte sig igennem mod det slettes, det ondes, det gemenes Rige: Lysets Rige staar mod Mørkets Rige. Mod en Verden af overjordisk Ondskab, der lige som i Begyndelsen atter tager Løgn og Mord til sine Vaaben, kæmper overjordisk Retfærdigheds, Sandheds, Kærligheds Magt. Disse Mod sætningers Organer er de stridende Hære. Kun Blindheden kan spørge efter, hvem der vil sejre." Efter saa at have talt om de sidste tyske Sejre over Russere og 51

Franskmænd kommer han ind paa den Opgave, som Gud nu gennem disse Sejre vil stille det tyske Folk. „Det gælder om at berede Vejen for Evangeliet til Folkene, til dem, der allerede kender det uden at benytte det til deres Frelse, og til dem, der endnu ikke har hørt Bud skabet om Guds evige Kærlighed! (altsaa ikke blot til Hedninger og Jøder, men ogsaa til de øvrige kristne Folk?).

Andensteds formes den samme Tanke saaledes:

„Nu viser Krigen den elementære Rejsning mod den sædelige Tanke i Verden. Vi forfægter — Gud være inderlig takket — Jesu Sag indenfor Menneskeheden.

Over Ordene: Er Gud for os, hvo kan da være imod os, lykkes det ham at holde en helt igennem politisk Tale,1 hvori forekommer ganske interessante Bemærkninger:

Først en Indledning fuld af store Ord om alle Fjendernes knusende Nederlag. Derefter Betragtninger over det lykkelige i, at Krigen akkurat kom i det rigtige Tidspunkt for Tyskland, og om det gode Vejr, Gud har givet Tyskerne til at sejre i. Fremdeles om Tyskernes sæde lige Overmagt, om Fjendens onde Samvittighed. Han fortæller, at de franske Soldater troede, at de kun skulde til en Manøvre. „Først over for Fjenden, under vor Geværild, foran vore Bajonetter, mærkede de bedragne, at de var blevet løjet ind i en Krig." Men vi har en god Samvittighed. Endnu mere end i 1870! For da maatte Bismarck lave det „diplomatiske Kunststykke" med Emserdepeschen; men denne Gang er selv for den fineste Følelse alt glat og godt. Saa giver han en Oversigt over den tyske Historie i de sidste 50 Aar for at vise, at Gud ogsaa nu maa staa paa tysk Side.

I en Prædiken over „Vor Gud han er saa fast en Borg" kommer der til en Begyndelse ret sjældne Toner frem:

Vi vil ikke som vore Modstandere prale af vore Dyder! Vi véd, at Gud staar de hoffærdige imod. „Derfor vil vi aldrig tildigte os et Forraad af Dyder, der kunde lade os synes mere velbehagelige for Gud end vore Fjender. Ogsaa i deres Folk bor der ædle, fromme, troende Sjæle, som (NB!) forbander denne Krig, og redelig fordømmer den samvittighedsløse Selvraadighed hos dem, der har forberedt den og be gyndt den. (Efter denne Definition findes der ganske vist ikke mange fromme Sjæle blandt Tyskernes Modstandere!). Men — vi er dog uskyldige i denne Krig. Vor ædle Kejser o. s. v. o. s. v. Ganske vist er til Trods for alle deres sædelige Mangler ogsaa Fjenderne tapre (en ny Opdagelse; tidligere erklærede han Franskmændene for fejge), men de kan ikke som vore Tropper sige, at Gud er vor Styrke. Vi véd, vi kæmper for Gud, for hans Regimente i den europæiske, den asiati ske, den afrikanske Folkeverden. At England kalder alle mulige Hud farver og hedenske Religioner i Kamp mod os, er en Forsyndelse mod 4* 52

den levende Gud (Tyrkiet var endnu ikke med). „Derom drejer det sig, at vort Folk fremdeles kan opfylde den historiske Opgave inden for Menneskeheden, som Gud har anvist det." „Vor Opgave bliver det, tyske Brødre og Søstre, at den tyske Sendelse til Verden, bedre, mere overbevisende, fuldstændigere end før bliver til Guds Aabenbaring i Menneskeheden. Saa maa det lykkes os, selv om Verden var fuld af Djævle, hvad den endnu ikke en Gang er, 1 elskede." „Med os skal Ret og Sæder, Sandhed og Troskab sejre over Uret og Gemenhed, Løgn og Ondskab. Med vort Overherredømme („Vorherrschaft"), som vi haaber som det ydre Resultat af denne Krig, vil Gud oprette sit Herredømme i den mod os staaende brogede Folkeverden. I alle de Sejre, han skænker os, vil han berede os Jordbunden for Opfyldelsen af vort Kald til Menneskeheden. Som hans Viljes Herolder, hans Ords Bud, Vidner om hans Velsignelse i Verden, saaledes vil vi efter endt Krig tage vor Handel og Vandel op, med tysk Sejghed og tysk Flid, med tysk Dygtighed og tysk Troskab, med tysk Tro og tysk From hed gennemtrænge en Verden, der er bleven fattig og øde — for Gud."

Saaledes ender den Prædiken, der begyndte med, at „vi ikke — som vore Modstandere — vilde tildigte os Dyder eller være hoffærdige, men derimod ydmyge". Han har" let ved at stille Krigens Begivenheder i stærk religiøs Belysning:

Naar vor Undervandsbaad, uagtet en næsten knusende fjendtlig Overmagt, 1 Løbet af 60 Minutter befordrer 3 engelske Pandserkrydsere til Havets Bund uden selv at tage Skade, saa er for kristne Mennesker denne i Flaadernes Historie eksempelløse Heltedaad Vidnesbyrdet fra den ophøjede Herre: „Jeg er med eder! Ser 1 det?" Om han ser Torpederingen af „Lusitania- i det samme Lys, véd jeg ikke. Men han fortsætter:

Før gjaldt England for det kristeligste Folk i den ikke-kristne Ver dens Øjne. Hvor mange troende Kristne var vi ikke vante til at søge i det, og dog tier disse Kristne til denne Krigs frygtelige Forbrydelse. De lader deres Samvittighed, deres af Guds Aand berørte Samvittig hed, overvældes af den udprægede Nationalbevidsthed, som er ejen dommelig for Briterne." „Hvad maa den ophøjede Herre føle, naar han ser paa disse Kristne? Er det ikke, som skulde den „lidende" Herres Skikkelse aldrig forsvinde af Menneskehedens Liv? Kan Jesus tilsige disse engelske Kristne sin bevarende Nærhed? Nu, Brødre, saa skal Englands Skyld drive os til Bod." „Vi staar foran Europas af gørende Time; ja, nu kan og maa vi endogsaa sige: for Asiens og Afrikas. Til Tyskland, som i denne Krig mod al menneskelig Bereg ning er blevet ført til Sejr, vil Herren betro Heroldstjenesten for sit Riges Fremgang gennem Menneskeheden. Vi skal paa Handelens, Samkvemmets Veje gaa til alle Folk for efter den hede Kamp i en sand Kulturs stille Fredsarbejde at bringe dem Jesus, England er paa 53 disse Veje sunket ned til et Kræmmerfolk. som forlængst ikke mere tjener Gud, men Mammon. Lad Englands Spor skræmme os, Kristne!" Sjælden har vel Farisæerens Sprog overfor Tolderen lydt mere aabenlyst fra nogen Prædikestol!

I en Tale til Soldater hedder det, at: Gud i Himlen ser ned paa jer tyske Mænd og Ungersvende. Hans Stridsmænd skal 1 være, kaldet til et dyrt Korstog mod Barbari og Lumskhed, Bestialitet og Bedrageri. I Sandhed, mine Brødre, ogsaa det er en Gudstjeneste. 1 er det vaabenklædte Præsteskab for tysk Helligdom. Det er mer end en Talemaade, det er en Sandhed og Virkelighed, at I ikke blot kæm per „med Gud" men ogsaa „for Gud". „Hvad er saa Modstandernes Skæbne? Det er Bruddet med den levende Gud, der lammer og svæk ker dem." „Sørg for, at I kommer til at høre med til de velsignede, der viser det aldrende England, det fordærvede Belgien, det tøjlesløse Frankrig, det ubehøvlede Rusland den tyske Folkeligheds uovervinde lige Ungdomskraft og Manddom paa en uforglemmelig Maade." „Brø dre, gør en Ende paa Øgleslægten med tyske Hug og tyske Slag. Betag disse Fjender, der som Landevejsrøvere har overfaldet os, for evige Tider Lysten til at binde an med tysk Mandskab og gøre tysk Grund til Krosted for deres vilde Drukkenskab." Men svært vil det være at handle efter Jesu Ord: „Elsker eders Fjender". „At være barmhjærtige mod dem, der har hobet Grueligheder paa Grueligheder, har stukket Øjnene ud paa vore saarede, har heldt kogende Olie over vore indrykkende Tropper, har brugt Vold mod værgeløse Kvinder, har revet vore hjælpeløse Børn fra hinanden, slaaet vore Læger ned, lemlæstet vore Døde — og saa, naar de er komne i vore Hænder, ikke gengælde dem lige for lige, behandle dem som Mennesker, der har vist sig værre end Dyr: Brødre, det forudsætter en indre Storhed, som gaar over Menneskeevne, som kun kan skænkes fra det høje."

Man maa ganske vist sige, at Prædikanten ved sin Skildring af Modstanderne gør Udøvelsen af denne Kærlighed saa svær som mulig! Og igen lyder „det dristige, af os saa gerne hørte og frem sagte Ord, at ved det tyske Væsen skal Verden en Gang helbredes." Til Slutning skal jeg blot af et tredie Hefte anføre føl gende Udtalelser:

„Hvad skulde Frankrigs Sønner i denne Krig begejstre sig for? Det véd de virkelig ikke(!). Men vi véd det. Vi kæmper for Kultur og Kultus(!), for Ret og Sæder, for Liv og Velfærd. Glæd jer, mine Brødre! Et helligt Værk er betroet jer, saa helligt, at den, der ikke kan drage med eder til den dyrebare Daad, forekommer sig selv som udstødt af ærbart Selskab! I Sandhed, det har allerede længe været en Ære og en Lyst, en Berømmelse og en Lykke at være en Tysker — 54

Aaret 1914 har gjort det til et Embede, der adler. Hvad Geibel en Gang har profeteret i et nu meget hørt Ord — nu kan, nu skal, nu maa det endelig blive til en Virkelighed i Folkenes Liv, at ved det tyske Væsen, ved tysk af Guds Naade velsignet, af Guds Aand helli get Væsen skal den hele Verden helbredes. Hjælp med hertil, Kam merater! Glæd jer over det Kald at skaffe Plads for denne nye Verden paa Jorden med tysk Mod og tysk Grundighed." Disse Ord findes i en Soldaterprædiken over 2. Kor. 13, 11. Men Højdepunktet i hele denne Mands Prædikeri naas dog maaske i den sidste Prædiken, der er holdt over 1. Mak- kabæerbog 3, 19—22, en Tekst, han har valgt paa gen tagen Anmodning fra Menigheden! I Anledning af dette Sted fra en af de apokryfiske Bøger, som efter protestantisk Opfat telse ikke hører med til Biblen i egenlig Forstand, udbryder han i Begejstring over, hvor vidunderlig Biblen passer til Tyskerne:

„1 Sandhed, Biblen er vor Bog, og selv om vi længe ikke har vurderet den saaledes — nu erkender vi den som givet og skænket os, og vi læser i den Grundskriftet om vor Skæbne, der forkynder Menne skeheden Frelse eller Ulykke — saaledes som vi vil det! Guds Folk vil fremgaa [hærdet og sejrskronet ud af denne Krig, fordi det staar paa Guds Side; men alle Guds Modstandere vil opleve, at han ikke lader sig spotte og styrer Folkenes Historie efter sin Vilje." I denne utrolige Udtalelse er det tyske Folk ligefrem beteg net som Guds Folk og Bibelen ligefrem gjort til Tyskernes Bog!

Disse Prædikener er det, som Anmelderen, Prof. Uckeley, ikke har et eneste dadlende Ord for, men tværtimod roser. Og de har haft deres store Publikum. Forf. siger selv i Forordet til 3. Hefte, at „den gode Modtagelse af de to første Hefter foranlediger Udgivelsen af dette tredie. Det første, som en Tid lang var udsolgt, blev stadig forlangt og udkom nylig igen. Hørere og Læsere af Prædikenerne satte mig i Stand til at sende Bøgerne i Felten. Her bliver de saa flittig efterspurgte, at de Midler, der blev stillet til min Raadighed, ikke vil slaa til til at imødekomme alle Bønner. En Oberst udbeder sig Eksemplarer til 12 Kompagnier; ligesaa i Lazaretterne beder man om dem." Jeg kunde blive ved længe endnu, men skal foreløbig endnu blot til de nævnte fire Prædikanter føje en særlig Gruppe, der fortjener at høres. 55

IX. G. TOLZIEN OG HANS FÆLLER.

Sammen med flere andre har Domprovst G. Tolzien i Schwe- rin udgivet nogle Hefter under Titlen: „Fædrelandske evan geliske Kngsforedrag"J). Det er altsaa ikke egenlige Prædi kener, men nærmer sig dog paa sine Steder stærkt til at være en evangelisk-national Forkyndelse. Jeg skal gengive nogle af hans Udtalelser:

1 en Tale over „mit tyske Fædreland" gennemgaar han det tyske Folks Historie. Her siges der om Luther: „Netop fordi Luther var den Tysker, han var, var han den Kristen, han var.". Og nu hedder det vel: „Vi kender visselig ingen „Tyskernes Gud. Gud er ikke særlig til for Tyskerne." Men han tilføjer dog: „Som Israel var blandt Hed ningene, saaledes er Tyskerne blandt de moderne Folk, Europas fromme Hjærte." Saa meget mere smerter det ham, at det halve Tyskland er katolsk!

Men naar han kommer til at tale om Tyskland i Nutiden og kommer til at drage Sammenligninger mellem Tyskland og den øvrige Verden, da finder vi atter hos ham den samme svimlende Storhedsfølelse og hadefulde Foragt som hos de andre:

„Den engelske Kultur mangler ganske Hjærtets indre Dannelse. Ganske vist, man siger altid, at England er den ydre og indre Mis sions Land. Det maa imidlertid staa hen, om ikke i England Hed ningemissionen udelukkende staar i den hensynsløse Kolonisations Tjeneste. Men det manglede bare, at indre Mission ikke skulde røre sig dér, hvor en Trediedel af Befolkningen lever i Rendestenen." „Og som det staar med Kulturen, saaledes ogsaa med Politiken. Ligesom vort Folk i Kulturen viser sin store Duelighed og Dygtighed, saaledes i Politiken sin store Ærlighed og Samvittighedsfuldhed. For Englæn deren er det en Dumhed, som han smiler ad. Han tager ikke Anstød af det gemeneste i Politiken. Og dog er dette jo en Begrebsforvirring. Ogsaa for de Mennesker, der laver Politiken, maa jo dog en sædelig Lov gælde. Det er en Berømmelse for det nye, tyske Rige, at det stedse driver ærlig, fredelskende, helt igennem nobel Politik. Saa meget mere som det er en sjælden Politik, ja, ligefrem en ny Politik i Verden."

Taleren synes uvidende om, at det jo netop er i Tyskland, at de stærkests Røster har hævet sig for Teorier om, at i Poli tiken kan de almindelige Sædelove umulig gælde. Her skal

') Vaterlåndische evangelische Kriegsvortråge. Bd. I—V. 1915. 56

Interessen staa over Retten. løvrigt hævder han, at Tyskland altid har været Kristendommens naturlige Jordbund, og beruset af de tyske Sejres Herlighed erklærer han til Slut, at Verden skal tilhøre Tyskland. I en Tale om Englands Verdenspolitik fejrer Englænder hadet de vildeste Orgier:

„Det var England, der lagde Planen til Verdenskrigen. — — Det er Kong Eduard VII, der har gjort det hele, hin Mand, hvis Fortid burde have lært ham at holde sig stille. En politisk Falskspiller. Og et godt Hoved." Han foretager saa sine Rejser, slutter sine Af taler. „Hundene opkøbes og dresseres til at omringe den germanske Løves Hule." Igennem alle Verdensdele iværksættes der en plan mæssig Ophidselse mod Tyskland gennem Pressen. Det blev altsam men fortsat efter Kongens Død 1910. Men det er dog hans Værk. „Hvad vi nu høster, er de Giftplanter, som skyder op af Kong Eduards Grav, „Djævleklo", „Vandpest" og hvad de alle hedder."

Videre opregnes Englands Skændsler, dets Grusomhed, dets Falskhed, dets Mishandlinger, dets Løgne; desværre tillader Pladsen mig ikke at gengive hele denne Vredesstrøm. Men

„Vi haaber paa Gud. Gud vil en Gang bringe et hundredaarigt Hovmod til Fald. Vi stoler ogsaa paa vor Hær og vor Flaade En gammel Spaadom siger, at 1066 skete den første Erobring af England ved Vilhelm af Normandiet, 622 Aar senere: 1688 den anden ved Vil helm af Oranien, 226 Aar derefter: 1914 vil den tredie ske ved en tredie Vilhelm." „Hører vi ikke næsten daglig den troværdige For sikring fra Felten, at fangne franske Officerer udtaler deres Harme mod England, ja siger: vent blot, snart gaar vi sammen med eder mod England." Han vil dog ikke lægge Ved til Hadet. Det behøves ikke(!). Jeg vilde hellere det modsatte (!). Men det er Englands „Ver densbevidsthed", der er den egenlige Elendighed, som vor Planet sukker under. England er en Molok, der vil fortære alt; en Vampyr, der vil suge Skatter af alle Jordens Aarer. En Kæmpeslange, som omslynger den hele Ækvator." „At rive det grusomme Verdensscep- ter ud af Englands Hænder er den største Opgave for Jordens Folk. Det er den Verdensdom, der maa fuldbyrdes af Verdenshistorien."

Men hade England — nej, gudbevares, det gør den Mand ikke! I en yderst betegnende Tale om „Lidelsen i Kejserens Liv", hvori Kejseren helt igennem fejres som en hellig Mar tyr, vises det først, hvilken Lidelse det maa have været for ham, naar hans ædle Hensigter ofte er blevet miskendt. 1 denne Sammenhæng hedder det ordret: 57

„Netop ædle, velvillige Sjæle lider bittert, naar de støder paa Tillukkethed og Uvilje, og jo ædlere de er, desto bitrere. Naar Engelsk manden og Hædersmanden, Minister Grey, der har en Kræftsvulst i Stedet for et Hjærte, til Slut maa høste den Skændsel, han fortje ner, saa vil han hurtig skyde det fra sig som Skidt („Mist") med sin Hestefod; men den, som har sat alt det ædle, skønne og stærke der er i ham, ind paa at skabe det lyksaligste i Verden, den som har kaldet, bedt, lokket, skænket sig selv bort — naar han bliver forsmaaet, da borer Krænkelsen sig som en giftig Dolk dybt i hans Hjærte." Og saadan stod Kejseren overfor Verden. Han vilde ikke blot gøre sit Folk lykkeligt, han vilde gøre Verden lykkelig som Fredskej- seren. Hans Politik overfor andre Folk, selv de smaa, var egenlig for nobel for denne Verden. Han vilde levendegøre Folkemasserne, han vilde have Kongerne paa deres Troner til at slutte Broderforbund. Men (med udhævet Tryk): „Hvorledes har de ikke skuffet ham! Hvorledes har de ikke behandlet ham! Hvorledes har de ikke forraadt ham!" Alle sammen men særlig England. „England! England! England! Det fortjeneren Afhandling for sig. „England er Mefistofeles i den hele Tragedie. Rikard den 3die kunde kun være en Englænder, og England er nu en eneste Rikard den 3die." Englands Forbrydelser opregnes: „Hvor er der overhovedet noget an stændigt i hele den engelske Krigsførelse?" England har forraadt Ger manismens og Evangeliets hellige Sag. „Det er sandt, falder Tysk land nu, saa falder ogsaa den evangeliske Kirke" (!). England slut ter Forbund med den døde, græske Kristendom og med det levende, japanske Hedenskab. Ja, det kalder den gule Race til Hjælp, selv gult af Misundelse! „Saaledes har England sønderrevet alle historiske Sam menhænge, glemt alle historiske Opgaver; det er af Aagersind, Penge griskhed blevet til Blodsforræder, til Brodermorder, til Baalspræst. Og saa har det oven i Købet budt Kejseren den Frækhed at erklære ham Krig — som Beskytter af den krænkede Folkeret, som ædel Værge for det overfaldne, lille Belgien! Altsaa, hvis Frankrig havde marscheret gennem Belgien, saa havde England erklæret Frankrig Krig? Det skulde vi tro? Nej, der passer Ordet om den dumme Djævel. En dejlig Be skytter af den krænkede Folkeret!! Saaledes optræder Richard, Hertug at Gloster, med Andagtsbog og Rosenkrans paa Slottets Platform, saa ledes indhyller Mefistofeles sig i Jurist- og Filosofmaske, saaledes kys ser Iskariot Frelseren. Hvem véd ikke, hvorfor England erklærede Krigen? Hvorfor? Som Rusland af Herskesyge, Frankrig af Hævnsyge, saaledes England af Skinsyge. Af Kræmmernid. Fordi det vilde tjene de 30 Sølvpenge." „England, det perfide, det infame. Vel véd vi, at vi ikke vil bruge Fremmedord mere. Men disse to maa vi for beholde os til England, da det tyske Sprog ikke har fundet Lejlighed til at præge Egenskabsord, der betegner England træffende nok."

Han holder en Tale om „Tyskerens Ydmyghed". Unægtelig et vanskeligt Æmne! Han har ogsaa en Følelse af, at der lu rer en Fare her. Ganske vist har Gudsdommen lydt: „Den tyske Retfærdighed, den tyske Dygtighed skal sejre. Men det 58

kunde jo ske, at vor Sejrsjubel udartede, saa vi ikke blev ved at være ædelmodige, men blev hovmodige som Englænderne og overmodige som Franskmændene:

Det maa ikke ske. Dog, naar vi sammenligner os med de andre rolk, saa falder Sammenligningen altid ud til vor Fordel. Vor ædle Fredspolitik og hos de andre Havesygens, Hævnsygens, Rænkernes i?- ge 1,1 JaPans nøgne Skamløshed, vor Troskab overfor vor allierede i hans Nød og deroverfor Englands Fornægtelse, det England overfor hvilket vi altid følte os som dets Broder, Utaknemligheden hos det Rusland, som vi altid viste Venskab o. s. v. Men alligevel! Vi vil ikke være hovmodige. Vi maa ikke anlægge den samme Maalestok paa de andre Folk og paa os. Vi har mere at svare til. Vi er Tyskere! Vi er af germansk Blod, Troskabens og Ærens Slægt, Digternes og Tænkernes Folk. Hvad siger ikke Sangen? „Vi er Verdens Adelsfolk!" Vi har frembragt de mest ophøjede Aander. Vi er opdragne af Mor ten Luther, vi er nyskabte af vor Bismarck. Luthers Guld og Goethes Sølv og Bismarcks Jærn, det er vore Stoffer. Men som alle andre Folk har vi ogsaa vore Synder. De er vel ikke saa slemme som de andres, men de er der, og paa enkelte Punk ter kan vi endogsaa staa tilbage. Men vi maa da fatte det hellige Forsæt at forbedre os. Denne Tid driver os dertil. Og saa sluttes der saaledes: „Den, der ophøjer sig selv, skal fornedres! Det synes næsten som om dette Ord maatte gælde Englænderne, Franskmændene og Russerne Thi de har paa samme Maade begyndt Handelen dermed, at de har ophøjet sig selv i Verdensherskesyge. Den, der fornedrer sig selv, skal ophøjes. Naar vort Folk nu bøjer sig under Tiden, gør Bod af Smerte og henter Forbedring af Tugtelsen, saa vil Gud give en saadan Aand Naade og skænke den Sejr. Og saa kan det opfyldes: „Ved det tyske Væsen skal („soli") endnu Verden helbredes."

Jeg tvivler ikke om, at Meningen er god, men jeg tilstaar, at jeg har haft lidt ondt ved at opdage Ydmygheden i alt dette. Og det lykkes ham ogsaa kun daarlig at holde Hadet nede. I en Tale om „den rette Enighed" erklærer han, at „frækkere har Krigsknægten ikke spyttet den tornekronede Frelser i Ansigtet, end England nu gør." Men ogsaa hos hans Medarbejdere finder vi ganske de samme Tanker. Pastor F. Erdmann skriver i en Tale om „De krigs førende Folks Kristendom" at

„Krigen til vor Forfærdelse har vist, at det engelske Folk som Helhed kun har anlagt sig Krtstendommen som en Maske, bag hvil ken der skjuler sig det sande Ansigt, der griner os i Møde som en Grimace." „Nu er Sløret faldet, og — den fuldendte Farisæer staar i England for os, britisk Hovmod, britisk Samvittighedsløshed, britisk 59

Løgn og britisk Kræmmeraand." Den højtpriste engelske Søndag, den var kun ydre Gerningsvæsen. Det lovpriste engelske Missionssind, det var kun Forretningsaand, hvormed John Bull fyldte sin Penge pung" o. s. v. Men Tyskland! Ja, først maa Taleren jo til det kedelige, at ind rømme, at der ogsaa her er Synder Men han løser Opgaven paa en betegnende Maade. Tyskland kan ikke siges helt fri for de fremmede Udyder: den russiske Drukkenskab, den russiske Overtro, de russiske Embedsmænds Bestikkelighed; den franske Chauvinisme, den franske Usædelighed, den franske Frivolitet; den engelske Mammonsyge, den engelske Løgn, den engelske Nydelsessyge! Men Krigen har i det tyske Folk skabt en sædelig-religiøs Fornyelse. Og det bliver dog sandt, at med Germanernes Indtræden i Folkeverdenen er det tyske Folk i det tyske Rige blevet Kristendommens Hovedbærer. Vi vil ikke opkaste os til Profeter, men vi kan og vi skal agte paa den levende Guds Vilje i Verdenshistorien. Alle Tegn tyder paa, at Gud har noget stort for med vort overvejende evangeliske Folk, at det endnu har en stor Opgave at opfylde blandt Folkene som et sær ligt Værktøj til at udrette hans Vilje, til at bygge hans Rige paa Jor den. Siden den nye Grundlæggelse af det tyske Rige begynder det i stigende Maal at drive Verdenspolitik og øve Indflydelse paa Verdens Skæbner. Derimod retter sig jo netop i den nærværende Krig vore Fjenders blege Nid og glødende Had. Allerede indtil nu har de evan geliske Folk haft den øverste Magt i den hele Verden. Hvilke herlige Udsigter vil der da ikke vise sig for den evangeliske Tanke, saa snart Gud skænker de tyske Vaaben Sejren i denne Verdenskrig, naar det tyske Folk ogsaa blandt de evangeliske Folk vinder den første Plads og erkender og gennemfører sin Kaldelse til at bygge Guds Rige. Allerede forlængst synes vor Kejser med profetisk Blik at have set denne Opgave og arbejdet paa dens Virkeliggørelse. 1 det be kendte Billede med Underskriften: „Europas Folk, vogt eders helligste Goder" ser vi Erkendelsen af denne verdenshistoriske Opgave glimte frem. Tyske Folk, følg dette Syn, og det forkynder dig som Morgen stjernen Frembruddet af en Verdensdag, da Verden skal helbredes ved tysk Væsen. Det tyske Folk den sejrrige Bærer af Evangeliet om Kristi Kors, den store Kristoforus i Folkeverdenen.

Hr. Domprædikant F. F. Meltzer i Schwerin ender en Tale om „Krigens Anstiftere" med følgende Ord;

„Vé dig, du perfide Albion med din Aadselgribbepolitik! Vé dig, du som har dette Hav af Blod og Taarer paa din Samvittighed. Gud straffe England og hjælpe Retten til Sejr." Og en Tale af Hr. Pastor Walter Kittel i Kieth om „Ver- denshadet til Tyskland" er ganske i samme Stil. Han indrøm mer det Faktum, at Tyskland saa noget nær er blevet „odium generis humani", Genstand for hele Verdens Had. Men det 60 er umuligt for ham at finde den mindste virkelige Grund der til. Der er ikke andet end Mistro og Misundelse. Han tyr til den Sætning, at naar et Menneske véd, at han har handlet nederdrægtig og gement overfor en anden, saa hader han ham, fordi han føler, at han har en ond Samvittighed overfor ham. Det synes ikke at falde ham ind, at alene den hyppigt med Skældsord forsynede Nedsættelse af andre Folk, og den grænse løse Lovprisning af Tyskheden muligvis kunde være skikket til at vække ubehagelige Følelser hos andre. At Tyskland nogensinde skulde have gjort noget, det med Rette kunde dadles for, det kan han ikke en Gang i Drømme tænke sig Muligheden af. Hr. Pastor Goesch i Gustrow ender en Tale om „Krig og Kultur", hvori han blandt andet sammenligner Tysklands Fjen der med „Bæstier, der tre mod en overfalder Tyskerne af Kræmmersind, af Hævnsyge, af Griskhed", med følgende høj tidelige Løfte:

„Vi Tyskere, vi smædede Hunner og Barbarer, vi vil, efter at vi ved Krigen er blevet belærte om vor kristelig-germanske Kulturs Værdi og velsignende Kraft, blive til Kulturmissionærer overfor Jordens Folk. Som et Folk af vidende og villende, af stræbende og kunnende vil vi tilkæmpe os den Plads i Solen, der tilkommer os, og vil blive Lys bærere overfor de andre, at de kan faa Øjnene op for den Niddings- daad, det Kulturmord, som de har fornedret sig til, forblindede af Had og Nid. Denne tyske Krig imod Alverden skal blive Banebryderen for tysk Kultur overfor Alverden!

Hvorefter han naturligvis tilføjer: Und es mag an deutschem Wesen noch einmal die Welt genesen, hvilket berømmelige Citat til sidst i en Tale af Hr. Pastor G. Mau i Schwerin bliver til, at am deutschen Wesen muss die Welt genesen. Det er med andre Ord en verdenshistorisk Nødvendighed.

Man kunde nu spørge, hvorfor jeg har gengivet disse ty ske Prædikener med saa stor Udførlighed. Kunde mindre ikke have gjort det? Jeg svarer paany, at var jeg kun kommet med enkelte spredte Citater, saa vilde der være bleven rejst den Ind 61 vending imod mig, at det kun var enkelte, tilfældige, sjældent forekommende Udskejelser, jeg havde fremdraget; og det var mig fremfor alt om at gøre at forebygge denne Indvending. Derfor maatte jeg vise, at ikke blot enkelte Talere men hele Prædikenrækker af mangfoldige Talere var helt igennem præ gede af disse ny-tyske Tankegange. Hvis man fremdeles spør ger mig, om det alligevel ikke er et ensidigt Valg, jeg har gjort, ved just at præsentere disse Forfattere, saa svarer jeg, at ensidigt vilde det vel nok være, hvis det var min Opgave at vise, hvorledes der overhovedet prædikes i Tyskland. Der kan selvfølgelig ogsaa prædikes anderledes. Alligevel tror jeg, at det kun er ensidigt i den Forstand, at de her refererede Taler i udpræget Grad gengiver Tanker, der dog mer eller mindre behersker saa godt som den hele tyske Tankegang og derfor ogsaa den hele tyske Prædiken. Jeg har i alt Fald uigendrivelig bevist, at de Tanker, der her er kommen til Orde, er i allerhøjeste Grad udbredte, at Hovmod, Selvretfærdighed, den blindeste Farisæisme og det voldsomste Had præger mang foldige tyske Prædikener i denne Tid. Hvor meget sigende er ikke følgende Feltbrev fra en Bonde fra Hessen, der er med i Krigen:

„Hvor lidet bliver den dybeste, inderligste Hjærtets Trang støttet ved mangen Præsts Prædiken. Thi man hører Prædikener, som man faktisk maa forarges over. Naar en Præst opstiller vort Fædreland som Gud og det evige Liv som et Liv, der lever videre i de senere Slæg ters Erindringer, naar Dødens Braad bliver forklaret dermed, at Døden mister sin Braad, naar man dør for Fædrelandet, og naar man kun ser Helvede i de Fjender, man maa bekæmpe, saa er dette lidet skikket til at styrke den Trosgnist, som er tændt i mangt et Hjærte ved det frygtelige, som opleves."

Til saadanne Prædikener hører disse, jeg her har gengivet et Utal af, til dem hører ogsaa følgende Brudstykke af en Soldaterprædiken (fra Protestantenblatt" Nr. 13, 1915):

„Hvis du spørger mig: Hvorledes bygger jeg paa et Guds Rige? saa svarer jeg dig det ene Ord: Vær en god Tysker! Staa fast i dit Fædreland. Gør din Pligt og opfyld din Opgave. Søg at sænke dig ned i tysk Aand og tysk Gemyt. Vær tysk i Fromhed og Vilje, det vil ganske simpelt sige: sand, tro og tapper. Hjælp med saa godt du kan, til at vi sejrer; hjælp med til at vort Fædreland vokser og bli ver stort." 62

Hvor rigtig min Undersøgelse er, fremgaar ogsaa af en anden Betragtning. Jeg har foretaget en Kontraprøve. Den af mig nu flere Gange nævnte Prof. Uckeley har i sin An meldelse af Krigslitteratur allerførst nævnt Geheimekonsistorial- raaden Dr. Paul Conrad og opstillet ham, hvis Andagtsbøger siges at være udbredte i Millioner af Eksemplarer i Hæren, som et fuldkomment Mønster. Siden har Universitetet i Ber- lin gjort ham til Æresdoktor. Efter at have omtalt ham, siger han: „Gerne sluttede jeg nu min Beretning om denne Gren af den praktisk-teologiske Litteratur, thi noget bedre end det, Conrad har ydet, lader sig efter min Mening ikke frembringe!M Nu vel! saa anskaffede jeg mig da en af hans Bøger. Den fører Titlen: „Stark in dem Herrn". Ogsaa den er prydet med Jærnkorset. Det er ganske smaa „Andagter"; der bliver derfor begribeligvis ikke Plads til saadanne Udgydelser som dem, vi har anført fra de foregaaende. Det hele bliver derved en Grad finere. Alligevel genfinder man de samme Tanker. Man finder ogsaa her Geibel løftet til Skyerne. Under Over skriften: „Dit Navn vorde helliget" læser vi følgende:

„Emanuel Geibel, det nye, tyske Riges Herold, som i længere Tid var kommen i ufortjent Forglemmelse, kommer nu atter i høj Grad til Ære, fordi han næsten profetisk forudsaa de Begivenheder, som vi nu gennemlever; den Kamp mod Øst og Vest, som vi nu maa føre, har han anet allerede for Aartier siden. Fra ham stammer de Ord, som vi hyppig hører i disse Dage: Og ved tysk Væsen vil endnu én Gang Verden helbredes. Det er et Udtryk for sejrsvis Glæde og berettiget Selvfølelse. Vi føler os som Bærere af en overlegen Kultur. Vi tror at vide, at med et Nederlag for vort Folk vilde Menneskeheden i sin Ud vikling blive kastet Aarhundreder tilbage. Derimod haaber vi af vore Vaabens Sejr en ny Blomstring af Menneskeheden ved det tyske Væ sen, som da vil vise sig frugtbart og velsignelsesrigt ogsaa overfor andre Folk."

Vi har altsaa den samme Betragtning her som alle Vegne, nemlig, at det er en Livsbetingelse for Verden, at Tyskland sejrer i alle de Krige, det fører! Vilde det mon være for dri stigt at spørge, hvilken Velsignelse Verden havde af Tysklands Sejre i 1870—71 ? Det er, tilstaar jeg, lidt vanskeligt at øjne den! Og de Prædikanter, jeg har anført, og som sikkert er uvildige Vidner, har allesammen i deres Iver for at stille Tysk lands Rejsning 1914 i bengalsk Belysning, skildret Tilstanden i Tyskland paa en Maade, der lader formode, at Tyskland 63 selv, Menneskehedens store Læge, ikke høstede synderlig Vel signelse af sin Sejr. Ogsaa Conrad tilstaar det: „Overfladisk hed og Udvorteshed, Nydelsessyge og Egenkærlighed førte det store Ord. Krigen aabenbarede al vor Ynkelighed og indre Elendighed." Er det dog ikke mærkeligt, at en Kristen, der dog som saadan maa vide, at de største aandelige Sejre ofte vindes gennem ydre Nederlag, han kan slet ikke tænke sig Muligheden af, at et Nederlag for Tyskland kunde virke ren sende, forædlende, lornyende paa det tyske Folk! Hvilken Vel signelse mon Tysklands Sejr nu skal bringe Verden! Jeg tæn ker, at Menneskehedens store Læge, det tyske Rige, allerførst vil optræde som Kirurg. Den Kunst har det jo udført før! Tyskland vil vistnok foretage nogle grundige Amputationer, naturligvis under den Forsikring, at de vil være til Patientens eget Bedste, selv om de gør ondt i Øjeblikket. Den ene af Patienterne, Belgien, vil formodenlig dø af Amputationen. Men Tyskland vil saa vel sige som hin Læge: „Ja, Patienten døde vel, men Feberen forlod ham!" —Saa tilføjer Conrad ganske vist, at det tyske Væsen ogsaa skal helliges for at kunne læge Verden. At Tysklands Sag og Guds Sag er den samme, er ogsaa her en staaende Forudsætning. „Én med Gud er Majoriteten". — Og Skildringen af Fjenderne? Man høre:

„Ogsaa Reformationens Velsignelse staar paa Spil(!). Skal fransk Ugudelighed, skal russisk Overtro, skal engelsk Hykleri regere Verden og ogsaa tvinge os under deres Trældomsaag? Aldrig. For vort Tros- gode og vor Samvittighedsfrihed, for vor Tyskhed og for vort Evange lium vil vi kæmpe og stride og bringe Ofre! Vor Gud han er saa fast en Borg. Og om saa Verden var fuld af Djævle, Riget skal vi beholde." Ganske de samme Toner altsaa som altid! Og maa man dog ikke have Ret til at forbavses over den Forestilling, at Tysklands Fjender skulde tænke paa at fratage Tyskerne deres „Trosgode", „deres Evangelium", „deres Samvittighedsfrihed" ? Er Troen og Evangeliet noget, der sidder saa løst paa Tyskerne, at andre kan tage det fra dem? Eller tror man virkelig, at Fjenderne vil sætte sig til Opgave at forfølge den lutherske Kirke i Tyskland? Og om saa var, saa vilde dog for en Kri sten det eneste værdige Svar være: Gør, hvad I vil! Vor Tro og vor Samvittighed kan ingen Fjender tage — og Sandheden og Retten skal nok sejre til sidst! 64

Men jeg skal endnu gerne, for at være saa retfærdig som mulig fremdrage endnu en Prædiken, der almindelig betragtes som en tysk Mønsterprædiken. Vi vil da her se det Højde punkt, hvortil tysk Prædiken under Krigen har kunnet svinge sig op.

X. J. LAHUSEN.

Hr. Generalsuperintendant J. Lahusen holdt den 7. Marts 1915 en Prædiken, soui er blevet trykt i 50,000 Eksemplarer og sendt ud til alle Folkeslag. Dens Titel er: „Den femte Bøn i Fadervor og England". Denne Titel er spændende, og den vækker store Forhaab- ninger. Det maa jo aabenbart være Mandens Mening at be kæmpe det grænseløse Had til England, at kræve af tyske Kristne, der beder deres Fadervor, at de ogsaa under Krigen maa gennemføre den Kristnes Pligt at forlade sine Skyldnere, at tilgive sine Fjender, ogsaa overfor England. Han er sig da ogsaa bevidst, at han i denne Prædiken ikke taler Mennesker til Behag; og han taler sine tyske Medkristne alvorlig til Hjærte. De er lige saa vel som alle andre Syndere for Gud. Vil de have hans Tilgivelse, maa ogsaa de være rede til at tilgive andre.

„Vi maa tilgive, men hvor er det svært! Hvor svært i vor Tid, som er fuld af luende Vrede og ubønhørligt Had, som ikke blot fyl der enkelte, men hele Folkeslag med Forbitrelse, Et Folks Navn bærer vi alle i vor Sjæl, og det er, som Folkesjælen skreg: al denne Krigs ufattelige Elendighed, al dens blødende Lidelse — England kan vi ikke tilgive det. Overfor England taler i os ikke mere nogen Kærligheds Røst, men Vrede, Had, Foragt — Straf, Forbandelse." „Det forstaar vi; men der gives intet Kristendommens Moratorium." Videre udvikler han, at Hadet er ikke Styrke men Svaghed. Hadet er ikke Vejen til Sejr. I Hadet mister vi vort bedre Jeg. Gud er ikke i Hadet. Vi maa træde paa Guds Side; vi maa kunne føre vort tyske Sværd i Jesu Navn. Det kan vi kun gøre i Guds Kærlighed; og Guds Kærlighed er Tilgivelse. 1 den farisæiske Selvretfærdighed, som kun ser Skylden hos Fjenderne, kan vi ikke have Gud, thi kun de ydmyge giver han Naade. Vi maa først og fremmest hade det hos os selv, som staar i Vejen for Freden. Vi maa bede Herrens Bøn: Fader, til giv dem, thi de véd ikke hvad de gør! Vi maa længes efter den Tid, da vi ogsaa kan slaa Broer fra Folk til Folk, ogsaa over Kanalen!" 65

Dette lyder jo overmaade skønt. Og dog! Dog gaar der jevnsides med alt dette en anden Tankegang, som efter mit Skøn gør selv denne Prædiken til et kraftesløst Ord. Prædi kanten tager nemlig i Begyndelsen af sin Prædiken et Forbe hold, som nødvendigvis maa føre til, at de, der saa kærligt skal tilgives, med Harme maa vise denne Tilgivelse tilbage.

Det hedder nemlig: „Ja, de gensidige Beskyldninger klinger ud over Lande og Have, og det er et stort Folke-Kor, der tilraaber os Tyskere: I er de skyldige! — — Men om ogsaa den hele Verden var imod os, ja, om den tilsidst traadte os ned med sin Overmagt, vi vilde dog med vort sidsteAandedræt bekende: Nej, og tusind Gange Nej! Vi er ikke de skyldige. Vi vil aldrig bøje os og bede: Fader, tilgiv os Skylden for denne Verdenskrig." Og senere hedder det: „Men kan vi da tilgive vore Fjender, der staar imod os? Synd maa dog blive Synd, nævnes som Synd og straf fes som Synd. Ja visselig: saa længe Synden ikke er erkendt og an gret, kan vi ikke i Sandhed tilgive. Det kan vi ikke i det personlige Liv; det kan vi heller ikke i Folkenes Strid. Vi maa vredes og vi vil vredes med vort indre Menneskes hele Kraft. Vi vil hade den Nations Vilje, som saa skændig har overfaldet vort fredelskende Folk og vil ødelægge os. Vi vil hade Hovmodets og Egennyttens, Forræderiets og Grusomhedens, Løgnens og Hykleriets sataniske Magter. Vi vil kæmpe hensynsløst og bruge Ødelæggelsens Midler, saa skrækkelige de er. Vi kan ikke andet; men vi hader ikke Menneskene. Det lave Had, som bringer Fordærvelse og Død, er personligt. Det sande, velsignel- sesrige Had er sagligt. Gud bor ogsaa i Hadet, i Hadet til det onde. Saa er vi da visse paa, at vi kæmper i Guds Tjeneste, vi kæmper i hans herlige, evige Kærligheds Tjeneste."

Saa mange var Ordene! Hvad har han altsaa sagt med sine skønne Ord? Kun dette, at den enkelte Tysker maa ikke hade den enkelte Englænder med et personligt Had! Unægteligt, det manglede bare, at en kristen Præst, der gav sig til at tale om den 5te Bøn, ikke indskærpede det! Men i den Sag, hvorom det her gælder, i Forholdet mellem Folkene, dér er Tyskland saa ren som den hvideste Due, medens England er repræsen teret af Hovmodets og Egennyttens, Forræderiets og Grusom hedens, Løgnens og Hykleriets sataniske Magter! Og som Be tingelse for, at England kan faa Tysklands Tilgivelse, kræves, at det skal straffes for sin Synd og angrende erkende dette sit Forbund med Helvede selv! Nej, var jeg Englænder, saa véd jeg nok, hvad jeg vilde svare! Jeg vilde svare: Nej Tak, paa de Vilkaar skøtter jeg ikke om Tilgivelse! Skulde mit Folk bede det tyske Folk om Tilgivelse, fordi Tyskland brød Bel- J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". 5 66 giens Neutralitet, fordi Tyskland bombarderede aabne Havne byer og fra deres Zeppeliner idelig bringer Død og Undergang over værgeløse Mennesker, fordi Tyskland bekæmper os med giftig Gas, fordi Tyskland torpederede Lusitania! Et Folk, der handler saadan og dog hævder, at det har ingen Skyld og ingen Tilgivelse behov for denne Krig og dens Rædsler, dets Tilgivelse har jeg ingen Brug for! Er da England uden Skyld? Det tør jeg ikke sige. Det er mig aldeles ubegribeligt, at ikke enhver kan se, at denne forfærdelige Verdenskrig er udsprungen af en Mængde for skellige Kilder, af alt det onde, som er i Folkenes Liv saa vel som de enkelte Menneskers. Hvem tør lægge hele Skyl den over paa en enkelt Magt? Men det er og bliver dog mærkeligt, at den ene af Tysklands betydelige Mænd efter den anden kan staa op og forsikre, at Tyskland er aldeles uden Skyld! Er Tyskland da ganske uden Skyld i de fortvivlede Kaprustninger, som maatte bære Krigens Spire i sig? Har Tysk land da i sin Fortid overfor Polen, overfor Danmark, overfor Frankrig de reneste Hænder? Har det aldrig begaaet Overgreb og dermed selv hos andre saaet en Sæd af Had imod sig? Nej, var jeg Tysker og skulde jeg som saadan forfægte mit Lands Sag, saa tror jeg dog, jeg vilde have Selverkendelse nok til at sige, at vel staar det for mig, som vor Sag er god, og jeg maa i hvert Fald kæmpe for mit Fædreland, men at kun de andre Folk skulde være skyldige og mit eget ikke have mindste Skyld i denne Verdensbrand, nej, det tør jeg ikke antage! Og det gælder om, at denne Følelse af Medskyld kommer op hos alle de kæmpende, saa Formaalet med Krigen kan blive, ikke Hævnlysters Tilfredsstillelse, men Viljen til Retfærdighed. I hvert Fald, den Tilgivelse, som her er budt, den er ikke værd at kaldes Tilgivelse; den kan ikke modtages af nogen Englænder, der jo ikke mindre end Tyskeren kæmper for sit Fædreland og er lige saa overbevist om, at han kæmper for ideale Maal. Man maa erkende Hr. Generalsuperintendentens gode Vilje — det er allerede meget. Men Evnen har svigtet. Og hvorfor lykkedes det ikke? Selvfølgelig — kunde man næsten fristes til at sige — er Grunden den samme som al tid: den uudryddelige Overtro paa Tyskhedens enestaaende 67

Fortrinlighed, dens Renhed, Uskyld, fuldkomne Ulastelighed. Kun som Menneske kan Tyskeren synde, ikke som Tysker. I dette Paradoks ligger det hele gemt som i en Nøddeskal!

XI.

TALER AF TYSKE PROFESSORER.

Efter nu udførligt at have behandlet den tyske Krigspræ- diken, saaledes som den ytrer sig i de evangeliske Kirker, vil jeg gaa over til et noget andet Emne. Ogsaa Lægmænd har jo taget til Orde i Anledning af Krigen, og ogsaa her foreligger der naturligvis en Masse Stof. Særlig tænker jeg dog her paa et enkelt Værk, nemlig en Samling af Taler med Titlen: „Deutsche Reden in schwerer Zeit". Det er aabenbart tænkt at skulle være et monumentalt Værk; her har nogle af de mest fremragende Lærere ved Berlins Universitet taget til Orde for at tale deres Folk til Trøst og Opmuntring i denne svære Tid. Rent kulturelt set staar disse Taler vel nok noget højere end Gennemsnittet af de anførte gejstlige Prædikener. Men gennemgaaende er de dog prægede af de samme Grund tanker. Hvad Fichte var ene om at gøre i Tysklands For- nedrelsestid, da Napolen var Herre i Berlin, det vilde nu i den tyske Storhedstid en Række Lærde fra det samme Univer sitet fortsætte. Bogen er fra Krigens første, for Tyskland saa glimrende Tid. I Fortalen udtales først, at „om Kampens Nødvendighed og Unødvendighed var der ingen Tvivl, og den tyske Sags Retfærdighed fyldte fra første øjeblik af hver enkelt med Sejrs- vished." Saa „fulgte Slag paa Slag de første Ugers vældige Begivenheder, Tysklands Helbredelse fra Partistrid og Klasse had og vore Troppers sejrrige Fremtrængen mod Fjenderne. Den tyske Historie har ikke haft nogen større Tid at optegne paa sine Blade. Alle Bekymringer syntes vegne for den ene Stemning, der beherskede det hele Folk i alle dets Krese: hvor vi er lykkelige, at vi er Tyske." Og saa er disse Taler blevet holdt for at give denne Stemning et blivende Udtryk og bevare den for kommende Tider, thi „i dem lever denne Tids Aand og Stemning. De aflægger et Vidnesbyrd om, 5* 68

hvorledes det tyske Folk bærer denne Krig. dem luer al disse Dages Vrede og al deres Lidenskab, men i dem finder ogsaa den rolige Selvbesindelse, Tanken om vore højeste Goder og de Pligter, som følger af denne store Tid, deres alvorlige Udtryk." Bogen indledes med en Tale af den berømte Sprogforsker U. v. Wilamowitz-Mollendorff, som ogsaa i sin Tid efter Indbydelse holdt Foredrag her paa Universitetet. Det er en fin Tale, holdt af en Mand, der selv i 1870 havde været med i Krigen og derfor kan tale med Myndighed. Den er holdt ud fra den faste Overbevisning om Tysklands Ret, og den munder ud i en inderlig Bøn om Tysklands Frelse, for dets Frihed og dets Sejr. Men to Ting møder vi her, som saa mange Steder, men som dog stadig paany maa vække ens Undren. Det ene er den mærkelige Kulsviertro paa, at ingen i Tyskland har villet Krigen! Det andet Punkt er Omtalen af Tysklands Fjender. Vi møder her hos denne gennemfine Na tur ganske den samme Tankegang som i hine Prædikener. Om Belgien kan han skrive: „Se, hvad Krigen har afsløret hos de andre! Hvad er der kommet ud af den belgiske Sjæl? Hvor har den ikke aabenbaret sig som en Fejghedens og en Snigmordets Sjæl! — De har ikke de sædelige Kræfter i sig; derfor griber de til Brandfaklen, til Dolken." Russerne, der sløve lader sig føre til Slagterbænken, beklager han. Overfor Franskmændene taler han med en vis Respekt, men erklærer, at de mod deres Vilje er tvungne ind i denne Krig af den herskende Kaste. — Men saa England! Ja, „det er den egenlig drivende onde Aand, som har kaldt denne Krig frem fra Hel vede. Misundelsens Aand og Hykleriets Aand." Den samme gamle Vise som altid!

Derefter kommer en Tale af G.Roethe: „Vi Tyskere og Kri gen". Den staar vel nok en Kende lavere end den foregaaende. Ogsaa her hører vi Jublen over Tysklands Storhed og over Tysklands Enighed. Han siger rent ud, at det nu er Tysklands Opgave at vinde sin Plads som Verdensrige mellem Verdensrigerne. Men hos ham indtager den haanlige Omtale af Modstanderne en endnu større Plads. Han taler om det usle Serbien, Operettekongen Nikita med hans Tinsoldater! Rusland behandles med overbærende Foragt. Frankrig bebrej- WFjrwr1' — < - " '

69 des det, at Kollegerne ved Universitetet i Paris var for fejge(!) til at modsætte sig Folkets taabelige Revanchelyster og deres endnu taabeligere Frygt for et tysk Overfald! Men saa kommer Turen til England, og her nægter han sig intet; dette Folk, hvis bedste Sønner bliver hjemme og lejer andre til at slaas, dette Folk med dets „afgrundsdybe Hykleri", „den nationale Last, som er bleven levendegjort for os i Sir Edward Grey". England bryder Folkeretten, England kender selv hverken Huma nitet eller Ret. „Det er næsten en uhyggelig Selvmodsigelse: den enkelte Englænder er i sit Privatliv slet ikke fremmed for en vis ydre Anstændighed, maaske fordi han anser den for nyttig; Englands offenlige Moral viger ikke tilbage for nogen Gemenhed!" Denne Udtalelse om den enkelte Englænder er vistnok selv den største Gemenhed, der er blevet sagt fra tysk Side overfor England! — Videre! England skal slaas til Jor den. „Overfor en fejg, nedrig Modstander, der ikke skyr at overfalde os, naar han tror os bundet ved en Overmagt, over for saadant foragteligt Pak har Folkevittigheden forlængst fundet det rette Ord: Hvert Skridt en Brit!" Han haaber, at den flam ske Stamme vil blive bragt i Forbindelse med det tyske Rige — og det skal ikke blot gælde det flamske Belgien, men Diinkirchen\ ja hans lystne Blik naar helt hen til Caiais, for at de tyske Haubitsere derfra kan tale deres ærlige, stærke Sprog overfor det engelske cant! — Ogsaa her møder vi den evindelige Geibel, ogsaa her „tales om den hellige Tro paa det tyske Folks verdenshistoriske Sendelse mod Barbari og Ukultur; medens andre Folk fødes, modnes og saa ældes, saa besidder kun Tyskerne Foryngelsens Gave; vi haaber, at det stærke, unge, rensede Tyskland skal blive en Foryngelseskilde for hele Europas aldrende Kultur!"

Men saa kommer Hr. Otto v. Gierke, og han har valgt Emnet: Krig og Kultur. Han begynder med den noksom be kendte store, tyske Kærlighed til Freden, som imidlertid af Tysklands Fjender blev saa skammelig misbrugt:

Men nu, da vi Tyskere har faaet Krigen, saa vil vi den ogsaa i hele dens Storhed og Voldsomhed! Og han udtaler de Ord, som Be givenhederne hidtil har givet en saa gruelig Bekræftelse, at „hverken Frygt eller Medlidenhed skal lamme vor Arm, før den fuldstændig har slaaet vore Fjender til Jorden." Krigen er ikke blot den store Ødelæg 70

ger, den er ogsaa den store, opbyggende Magt. Hvad har de tyske Krige ikke skænket Tyskland? Dette udvikler han udførligt. Den sid ste sejrrige Krig skaffede Tyskland 43 Fredsaar og de blev godt be nyttede bl. a. til Udformningen af et Retssystem, der overgaar alle andre Tiders og alle andre Folks! Men Tysklands vældige Fremgang, i Han del, Industri o. s. v. vakte Naboernes Misundelse, og saa sluttede de sig sammen til det skændige Forsøg paa at kvæle Tyskland ved deres Overmagt, et Forsøg, som udgik fra den udartede engelske Kræmmer sjæl, der sad lumskelig og trak i Traadene, indtil den endelig fik Mod til sit uhørte Forræderi! Men havde vi, spørger han, i den lange Fredsperiode, trofast be varet de indre Goder, vi havde vundet? Aa nej, vi var godt paa Vej til at miste dem. Vi var ved at opløses i Partier og Klassekamp, Soci aldemokratiet erklærede ligefrem Krig mod Monarkiet, vor allerdyreste Arv, det stærke Bolværk for sand Frihed! Vi satte vor egen Nationalitet til Side for det fremmede, og den tyske Idealisme var ved at blive en tom Frase. Frivolitet og Sanselighed bredte sig. Men saa kom med Krigen det store Under, at det tyske Folk fandt sig selv, da Kejseren med lysende Øjne og højt Sind tog Føreskabet, og alle Skillemure faldt. Og, som i alle den tyske Histories store Epoker, var ogsaa denne Gang Omvendelsen til Fædrelandet en Omvendelse til Gud. Derfor vil og maa vi ogsaa vinde en saadan Sejr, at den lægger Europas Skæbne i vore Hænder — og saa kommer de sædvanlige Skældsord mod Fjen derne; det sædelig sunkne og forfaldne Frankrig, Rusland med dets Knut, England med dets forræderiske Røverpolitik — de skal alle én Gang for alle reduceres til en saadan Stilling, at de aldrig mere vover at mukke mod Tyskland. Og saa lyser en ny Tids Morgenrøde, da den tyske Kultur vil formaa at udfolde sig renere og skønnere og fuldere end nogensinde før. Det vil da være tysk Kultur, der fra vor Verdensdels Centrum vil udbrede sine Straaler. Og saa kommer der en herlig Sætning, som jeg vil gengive ordret og anbefale til nærmere Overvejelse for dem, der haaber, at Tyskland efter en sejrrig Krig vil ændre sin Optræden over for de annekterede Nationaliteter: „Jo mere den tyske Kultur bliver sig selv tro, desto bedre vil den ogsaa hos de fremmede, opsugede Folke dele, der er indlemmede i Riget, aabne deres Forstaaelse af, at de kun af den tyske Kultur kan øse de Skatte, som de behøver til at befrugte deres særlige Liv med" o. s. v. Og hvilke herlige Følger vil ikke Sej ren bringe for Tyskland selv. Saa vil Baandet mellem Dynastierne og Folket aldrig briste, saa vil man aldrig vove at klandre vor Stats Mili- tæraand, og samtidig vil dog Folkefriheden gaa befæstet og renset ud af Krigen! Hvor megen Frihed har ikke allerede den enkelte og For eningerne! Ogsaa de fremmedsprogede Folkefæller vil vi til Løn for deres Troskab vise større Tillid end før og anerkende deres fulde Bor gerret (NB: altsaa, hvis de skikkelig vil ernære sig af tysk Kultur og beundre de prøjsiske Indretninger!). Og naar Sejren er vunden, saa staar Verden os aaben, saa skal Krigsomkostningerne betales af de overvundne, saa skal det sort-hvid-røde Flag vaje paa alle Have, saa skal vore Landsmænd indtage agtede Stillinger i alle Verdensdele, saa vil vi hævde og forøge vore Kolonier; hele Verden skal staa os aaben, 71 saa vi i uhindret Kappestrid kan udfolde det tyske Væsens Energi. Men dertil kræves ganske vist, at vi maa fuldstændig nedkæmpe den lumskeste og nederdrægtigste af alle vore Fjender, England nemlig. Englænderen tror, at han sidder sikker paa sin 0? Virkelig? Vi vil faa at se! Efter en begejstret Lovtale over den tyske Kultur, uden hvis Indflydelse Verdenskulturen vilde være jammerlig og flad, fortsætter han saaledes:

„Naar har Tyskland taget sig for at udslukke andre Folkeslags ejendommelige Liv? Gives der paa Jordens Kreds noget andet Folk, som stedse har vist en saa kærlighedsfuld og uegennyttig Anerken delse af fremmed Kultur som det tyske? Til den tyske Kulturs Væsen hører Retfærdigheden. Vi begriber den særlige Værd af enhver ejen dommelig Kultur og betragter Kulturernes Mangfoldighed som et Ud tryk for Menneskehedens Rigdom. Saa under vi ogsaa fremdeles hvert Folk den fri Udfoldelse af sin aandelige Ejendommelighed og glæder os mednydende over dens Kulturblomstring. Den Forestilling om ens egen Kulturs udelukkende Berettigelse, som ligger Englændere og Fransk mænd i Blodet, er os fremmed (?). Men vi er os den tyske Kulturs uforlignelige Værdi bevidst og vil i Fremtiden bevare den for Forfalsk ning ved mindre værdifuld Indførsel. Vi paatrænger ingen den(?). Men vi tror, at den ved sin indre Storhed overalt vil skaffe sig den Betydning, den vil have. Thi vi er stolte af den og véd, hvad den betyder for Menneskeheden." Saa nævner han Fichtes Ord om, at det tyske Folk er kaldet til at være Verdenskulturens Bærer og derfor skylder Menneskeheden at hævde sig selv. Og saa kommer endelig, naturligvis, Profeten Geibel og udstøder for hundrede og syvende Gang sit Raab, at ved det tyske Væsen skal den syge Verden helbredes!

I denne Samling af Krigsforedrag, der skulde staa som et Udtryk for tyske Aandshøjder, har man ikke undset sig for at optage et Bidrag af den gamle Fanatiker, Prof. Adolf Lasson, hvis Skrivelse til og om Hollænderne tilstrækkelig viser hans utrolige Tyskerhovmod. Hans Bidrag omfatter oven i Købet 40 Sider og strutter af Tyskhedsforgudelse.

Naturligvis begyndes der med, at Tyskland vilde Freden, og at Krigen skyldes Naboernes Ondskab. Dernæst skildres det Barbari, som udøves af Fjenderne i deres Krigsførelse. „Mod Tyskerne er alle Mid ler tilladte. — Vore Fjender er faldne tilbage til Barbariet, ja, til et Barbari, der staar endnu lavere end det, der herskede for Aar- tusinder siden." Man bagtaler vor Hær, skønt Verden aldrig har set dens Mage i Mandskraft, i sædelig Holdning, i Dannelsens Højde! Man blev dog overrasket ved denne Hærs Energi. Man mente, det saa lige saa ynkelig ud hos os som hos vore Modstandere. „Men vi 72

skal have os frabedt at blive stillet paa lige Linie med dem." „De Tab, som vi lider, de er -- selv om vore Fjenders Tab steg til det ti dobbelte — dog i Værdi uendelig større og uendelig smerteligere ('). Men Blodet skal ikke være udgydt forgæves. Tysk Væsen, tyske Saøder, tysk Dannelse skal til Gavn for den hele Menneskehed ophol- des og styrkes; derfor er de ædle døde, derfor har disse brave lidt „Det, som ægger de andre op imod os, det er den Følelse: Disse Ty skere kan vi ikke maale os med, de er os overlegne. Det er Grun den til, at man bekæmper os; det er gemen Misundelse og nedrig Vindesyge, men vi har den Opgave, ikke blot at demonstrere denne Overlegenhed, men tillige at forberede et Fremtidsrige, hvor den dybe ste Grund til tysk Overlegenhed, hvor tysk Væsen og Dannelse uan fægtet, ja uanfægteligt, kan faa Plads i Verden og virke forbilledligt." Dog er det ikke tysk Tænkemaade at ydmyge de andre, at se ned paa dem (! — hvad gør han andet i hele sin Tale!). I det tyske Væ sen ligger der noget belærende, ja noget skolemesteragtigt. Idet Ty skeren gør ret, vil han tjene de andre til Forbillede og anspore dem til Efterligning. Derfor er Sejren ikke for os det højeste, men at sejre med Bevidstheden om, at vor Sag er den retfærdige Sag, vort Maal det absolut ideale. Men naar man vil vurdere Tyskheden, maa man ikke se paa det dagligdags. Alle tyske Mangler er jo desuden forsvundne nu. Tysk Patriotisme er forskellig fra al anden Patriotisme. Andre Folk tænker kun paa deres eget. Men vi har ladet vort Arbejde, vor Kapital, vor Dannelse og vor Videnskab komme alie dem til Gode, der ønskede det, og ogsaa dem, der ikke ønskede det(!). Vi har aldrig været no gens Fjende, vi har aldrig hadet nogen! Tyskland er Midtens Land, her er Kulturens Centrum. Og med Krigen er der nu begyndt en ny Tidsalder for Europa og den hele Kulturverden: det gamle er forbi gangent; det er vor Opgave at opbygge noget nyt til Velsignelse for os og for den hele Menneskehed. Thi vi Tyskere repræsenterer Uni versaliteten i Tanker og Interesser. Skal nu den tyske Aands Ejendommelighed angives, saa maa først nævnes Inderliggørelsen, Fordybelsen. Tyskeren er som saadan anlagt paa Idealisme. Al dybere, levende Naturfølelse er af tysk Oprindelse. Dermed følger saa den tyske Dragning henimod Sandheden. De andre vurderer Sagen efter dens Pris, som Vare, efter dens Nytte o. s. v. Men Tyskeren vil hævde Sandheden. Han er ikke aandrig, ikke smi dig, snarere dunkel og vanskelig at forstaa; han grubler, men han giver sig hen til Sagen selv. Og saa har han saadant et maadeholdent Tem perament. Tyskeren lader sig ikke let henrive til Affekt, Fantasien overmander ham ikke, en politisk Retorik virker ikke paa ham. Det vilde være ganske umuligt at spinde Tyskerne ind i et Næt af falske Løgne, saadan som det i denne Krig er lykkedes for de andre. Hos Tyskeren er Fantasi og Forstand i Ligevægt. Derfor er den tyske Aand de strenge Metoders Aand, hvor hver Enkelthed klart over vejes og gives sin bestemte Plads. Regel, Flid, Udholdenhed, Omsigt, Beregning — det hører med til ægte tysk Væsen. Og her kommer den tyske Troskab opmarscherende. I Forholdet mellem Personer viser den tyske Ejendommelighed sig saa vel fra sin 73

elskværdigste og fra sin ærværdigste Side. Det alment menneskelige føles dybere her. Vel findes der ogsaa her Hovmod og Ubarmhjærtig- hed, Kasteaand og Klasseforskelle, men det er dog ikke nær saa slemt som f. Eks. i England. I Tyskland møder vi Troskaben hos Førerne, den frie Mands glade Tjeneste, som gerne giver alt hen for Fyrstens Ry og Magt. Det er vor Stolthed, at her betyder den statsdannende Tanke mere end andre Steder; dér ser man frække Partihøvdinge, som handler af Beregning og Egennytte, særlig i England, hvad der nu har ført Landet i Fordærvelse. Tyskeren er fri, fordi han lystrer Loven; og den bydende Lov er Udtryk for Fornuften. Kvinden er for Tyske ren Udtryk for det hellige og ideale. Tyskeren kan ikke godt være ensom. Han maa have Gemytlighed. Han maa ogsaa have Lov til at tage sig et højt Bæger; det er gammel tysk Ret. Han er religiøs efter sin Grundstemning, selv om han er en kritisk Tvivler. Ogsaa her viser Inderligheden sig, og tysk Tankegang har altid været imod Brugen af kirkelige Institutioner og kirkelig Magt til Fremme for verds ligt Herredømme og Statens Magt(?). Den tyske Gudsfrygt har Form af en frejdig Optimisme. Den, der tænker anderledes, er intet Vidne om tysk Væsen. Og heri bunder den tyske Viljeskraft, Udholdenhed, Flid, den Soliditet og Troværdighed, der giver Tyskerne Overvægten i Væddekampen. Den militære Uddannelse har her meget at betyde. Tyskeren er personlig selvstændig. Han vil selv dømme. Han har ikke saa let som de andre ved blindt at følge et eller andet Løsen(?). Han er skrækkelig egensindig. Derfor er han ogsaa Systematiker. Andre Steder nøjes man med et „Apergu", et overfladisk Overblik; den grundige Tysker udarbejder Teorierne. Elegant i Formerne er han ikke, men det er fordi han gaar dybere end de andre, hvis Klarhed kun er et Vidnesbyrd om manglende Grundighed. Og saa vil han saa gerne lære. Han er saa slem til at beundre det fremmede og miskende sit eget. De andre kender kun deres eget. Englænderne ved ingenting. De forstaar ikke en Gang, hvad Milita risme er; det er for dem et Skældsord. Før har de forstaaet at skuffe Verden; nu er Masken revet af de Hyklere. De har til Hensigt at forraade deres egne Forbundsfæller(??); men nu gaar de til Grunde ved deres Uvidenhed, deres dumme Hovmod. Denne Gang er de selv faldet i Snaren, forhaabentlig saa grundig, at de aldrig kommer op mere. Thi den engelske Politik er uforenelig med Europas Fred. Tyskeren tager alt det gode, hvor han finder det. Tyskland er er Oversættelsernes Land. Alt interesserer ham. Derfor elsker han Freden. Han vil saa gerne arbejde sammen med alle Mennesker for Menneskehedens Formaal. Han er slet ikke krigslysten, tværtimod; snarere alt for fredelig. Men paatvinger man ham Krig, er han uover vindelig. Nu er Tyskerne heldigvis ikke mere et Folk af Digtere og Tænkere; da var man meget tilfreds med os, men nu, da vi har ud viklet vor Teknik og Industri, saa hader og frygter man os. Og saa kommer der en overordentlig mærkelig Udtalelse, som kaster et ejen dommeligt Lys over adskilligt: „Og saa kender Fjenderne endnu ikke en Gang alt, hvad vi har frembragt. Vel har de faaet Prøver i Luften, under Vandet, paa Land jorden: men vi har stadig endnu meget i Baghaanden, som der nok 74

vil blive Lejlighed til at gøre dem bekendt med paa en for dem ingenlunde særlig behagelig Maade." — Da dette blev sagt, havde Tyskerne ikke endnu begyndt at bruge Petroleumssprøjter og Gift bomber. Derefter taler han om den tyske Videnskab, den tyske Skole. Vore Fjender staar her langt tilbage for os; vor Overlegenheder utvivlsom. Fjenderne bekæmper os for at gengive Verden den Frihed, den Kul tur, som vi siges at true. Hvilken uhyre Forløjethed! Gør os dog først den tyske Folkeskolelærer efter, den tyske Overlærer, den tyske Akademi professor! I er de tilbageblevne, de hjælpeløst underlegne. Det er eders Ærgrelse, eders Misundelse, eders Frygt. I eders Afmagt skummer I af Had og Raseri, griber til en skamløs Bagtalelses Vaaben og vil helst udrydde os fra Jordens Overflade, for at I ikke skulde behøve at skamme jer mere. Men det kan ikke nytte jer noget. Vil 1 betvinge os med Krig, saa prygler vi jer først indtil Tilintetgørelse og foragter jer saa som Røverpak. Vi staar i det videnskabelige Arbejdes Midtpunkt — hele Omraader af Videnskaben bærer tysk Præg. Tysk er Filologien — — tysk er Historikken — — tysk er Naturvidenskaben — — tysk Filosofien. I vil tilintetgøre os og kan jo slet ikke undvære os. Læge midlerne, Farverne, Reagenserne, Præcisionsværktøj, Maskinerne, som vi laver, er Betingelsen for eders Velfærd. I sejler helst paa vore Skibe, kører helst med vore Jernbaner, vore Banker er de solideste, vore Stæ der de behageligste, vore Hoteller de reneste i Verden. Ogsaa vor Hær og Flaade er Aandsmagter. Og saa priser han Disciplinen; alt er hos os vel gennemtænkt, redeligt; Tugt og Lydighed er selvfølgelige, Korruption og Bestikkelighed utænkelige. Tysklands Stolthed og Pryd er dets Fyrster — gives der i hele Verden et mere ophøjet Skuespil, et ædlere Billede? Man hader os—ja, men der kan ikke være Tale om at Tyskland har nogen Skyld i dette Had. Det tyske Folk, det tyske Rige har al drig truet nogen, aldrig tilstræbt noget Herredømme over de andre, aldrig tilstræbt nogen Overvægt, men kun udadtil værnet sin Ret og sin Ære og indadtil gjort sin Skyldighed. Men der dannede sig efterhaanden en Kres af dem, der bukkede under i Væddekampen, og hos dem førte Misundelsen paa dem, der i alle Henseender var dygtigere, til en Sammensværgelse af de slette for i deres ligefrem forrykte Ond skab at tilintetgøre deres Overmand. Men det skal ikke lykkes. Vi véd, at vor Sag er den gode, ret færdige Sag, at Menneskeheden synker, naar vi synker. Fædrelands kærlighedens Flamme gennemgløder os alle. Den fejer Modstanderne væk foran os, de gamle Rænkesmede, Modstanderne af alt godt, de, som i forrykt Egenkærlighed gaar ud paa at ødelægge! Den store, ædle Kansler, der er Raadgiver for vor Kejser, har udtalt det skønne Ord, at han driver Politik under Agtelse for de etiske Fordringer. Det er tysk Maner. Modstanderne forlader sig paa et systematisk Løgne- værk; vi tror paa Sandhedens Magt. Man møder os med al en for rykt Lovløsheds og Grusomheds Vildskab; vi fører Krigen med Skaan- sel og Menneskelighed. Men sejre vil vi. Modstanderne, som med et Slags selvmorderisk Vanvid har leveret sig selv i vore Hænder, de 75 skal blive saadan svækkede, at de ikke mere er i Stand til at forstyrre os i vort rolige Arbejde. Og saa, naar Krigens Gudsdom er fuldbyrdet, saa kan Tyskland uden Forstyrrelse røgte sit Kald i Europa uden at true nogen, uden at skade nogen, berigende alle, belærende alle, skolemesteragtigt, paa sin metodiske Maade. Ingen Stræben efter Overvægt, efter Undertrykkelse, bevares nej: Ligeberettigelse for alle. Dermed begynder den ny Tids alder. Naar Europas Fred er sikret mod Frankrigs utrolige Ærgerrighed, Englands haardkogte Egenkærlighed, Ruslands ødelæggende Raahed, saa tør man haabe paa et Fredens Rige i den hele Verdensdel. Saa vil det vise sig, hvad den tyske Militarisme i Virkeligheden betyder: blot dette, at være skærmet mod fjendtlige Angreb. Tyskland har aldrig tænkt paa at erhverve Forrettigheder for sig selv, at angribe andre, at udvide sin Magt paa andres Bekostning (!). Saa drager da en ny Aand ind i Menneskeheden, og tysk Væsen og Dannelse vil, ved sin for' billedlige Virksomhed, anspore de andre til Efterligning.— For Menneske ligheden og den fri Kulturbevægelses Sejr er vi Tyskere rede til at bære enhver Byrde og bringe ethvert Offer. Paa Sejren haaber vi i Bevidstheden om vor Værdi og vor gode Sag. Gud vil ikke forlade sine Tyskere, saa længe de fører hans Sag.

Dette Aandsprodukt har man altsaa ment at kunne optage i et Værk, der skulde staa som et varigt Minde om den tyske Aands Tilstand under Verdenskrigen. Det vilde være en mild Bedømmelse, om man søgte Forklaringen til disse utrolige Ud talelser deri, at deres Forfatter er i Færd med at gaa i Barn dom. Det er et vidunderlig Billede, der stiger frem for ens Bevidsthed: Tyskland som Verdens Skolemester. Om Tyskeren samles de andre Folkeslag og ser op til ham med Beundring og Ærefrygt, som han sidder dér paa sit Kateder. De øser Visdom fra hans Læber. De søger, saa godt de kan, at efter ligne hans Gerninger. Men Undervisningen skal dog vel fore- gaa paa tysk Maner? Vi véd, at dertil hører Disciplin og Ly dighed. Hvis det skulde hænde, at en eller anden af det tyske Riges Lærlinge skulde begynde at mukke lidt og vise Utilbøjelighed til at lære sine tyske Lektier, mon saa ikke Riset vilde vise sig truende i det fjerne? Bevares, selvfølgelig vil Tyskerne kun i yderste Nød og med blødende Hjærte bruge dette Tugtemiddel; men bliver det nødvendigt, maa jo den, det gaar ud over, erindre, at det kun er til hans eget Bedste og til Verdenskulturens Fremme.

Ogsaa den verdensberømte Kirkehistoriker Prof. A. Harnack optræder i denne Bog. Denne fremragende Videnskabsmand 76

har ved sin Optræden under Krigen beredt sine mange uden landske Beundrere en dyb Skuffelse. Man hører i det hele taget idelig den Dom — og helt uden Grund er den ikke — at den tyske Videnskab her ganske har svigtet. De 94 intel lektuelles berømte Manifest med Omkvædet: „Det er ikke sandt" gjorde i den Henseende en tragisk Virkning, ganske modsat den tilsigtede. Det berettes, at Harnack i en Tale til Ameri kanere i Berlin har sagt følgende:

»Vor Kultur var betroet tre Folkefærd, os, Amerikanerne og — Eng lænderne. Jeg tilhyller mit Hoved kun to er endnu tilbage. — For os staar nu det hele paa Spil, ogsaa vor aandelige Eksistens. Vi giver eder Amerikanere det hellige Løfte, at vi vil sætte den sidste Blodsdraabe ind for denne Kultur."

Med al Respekt for Harnack maa man virkelig have Lov til at sige, at der er ikke Spor af sund Sans i denne hysteri ske Udtalelse. Fordi Englænderne i denne Krig har taget Parti mod Tyskerne, tillader han sig overhovedet at slette dem af de kulturbærende Folkeslags Tal! Og Frankrig synes over hovedet ikke for ham at komme i Betragtning som Kulturfolk! At Tyskerne skulde være truede i deres aandelige Eksistens, er dog ogsaa en Sætning, man ikke skulde have ventet fra den Side. Overmaade pudsigt virker det nu, naar man ved Siden af Hartiacks Udtalelse stiller en anden, der ligeledes hidrører fra en betydelig tysk Mand, nemlig P. Rohrbach, Udgiveren af „Das grossere Deutschland". Han er nemlig bleven klar over, at det kunde ligge i Tysklands Interesse at komme i et godt Forhold til Frankrig; saa vilde det blive lettere at faa Bugt med det over al Maade forhadte England. I denne Sammen hæng opstiller han følgende Sætning: „Der gives nu kun to Kulturer i Ordets strænge, aandelige Betydning, nemlig den tyske og den franske!" Altsaa begge de tyske Herrer er enige om, at engelsk Kultur kan der ikke være Tale om, men da Hr. Rohrbach opdager, at Tyskland kunde have Brug for Frank rigs Hjælp, indser han ogsaa, at der meget godt kan tales om fransk Kultur. Paa begge Maader kan de Herrer i al Fald ikke faa det! og tysk Videnskab burde kunne have umuliggjort slige barnagtige Udtalelser. Men ogsaa Harnacks i den berlinske Bog optagne Tale 77 viser ham som den, i hvem Videnskabsmanden er veget for den fanatiske Nationalist: Han begynder med Geibel og hans Spaadom om, at Fjenderne mod Syd og Vest skulde reise sig mod Tyskland, saa fortsætter han øjeblikkelig med, at „ogsaa det saakaldte stammebeslægtede England har uden Undseelse sluttet sig til vore Fiender, ja, det leder Verdens kampen, og det leder den uhyre Verdenskamp af gement Konkurrence- Nid og fører den som Pirat!" Derefter kommer Turen til „Løgne- pressen som udspreder de dummeste og vanvittigste Bagtalelser og Løgne mod os". Men det er allerede gaaet i Opfyldelse, at „han, der talte paa Leipzigs Marker, han skal igen tale i Tordenen". „Nu staar vi to Maaneder efter Krigens Begyndelse i Fjendernes Lande efter store Sejre og støder deres Løgne tilbage i deres Hals". Saa sikker er han paa Seiren, at han foreslaar, at der ved Fredsslutningen sættes en sær lig Milliard paa deres Regning som Erstatning for deres Løgne. Han taler saa om, hvad Tyskland allerede har vundet. Det er komisk nu saa længe efter at læse følgende Fremstilling af det franske Felttog: „Der har vi i August i mange Kampe — det var jo et eneste marcherende Slag — tilkæmpet os Sejr paa Sejr indtil den fjendtlige Hovedstads Grænser. Saa har vi i September uden Nederlag delvis trukket Trop perne tilbage (! saaledes skildrer denne Sandhedshelt Slagetved Marne!) for i en Malm-Slaglinje fra Arras og Noyon til Verdun at sammenfatte alt til et Hovedslag. Nu har vi pustet ud til dette tilintetgørende Slag". Ja, nu har de pustet ud halvandet Aar og er ikke kommen videre. Talen er i det hele mærkelig aandløs. Han har ikke fundet paa noget bedre at samle Fremskridtet i end det forslidte: „Frihed, Lighed og Broder skab", en Devise, som han dog selv maa indrømme ikke er lavet i Tyskland. — Hvad der skal vindes, er en god Fredslutning, Udholden hed og Overvindelse af Kasteaanden, som han desværre maa tilstaa er temmelig slem i Tyskland, særlig i Nordtyskland (han vil nødig sige Ordet: Prøisen!), og i al Korthed vil han dog ogsaa berøre, at der maa gives Afkald paa alle Slags Pikanterier o. s. v. Til Slut: „Denne Krig har vist og vil vise — det tør vi sige uden Overmod — at den Nation, der udvikler den største sædelige Kraft og har uddannet den strengeste Disciplin, beholder Sejren". Først og sidst er det „vor herlige Hær", som han fejrer i sin Tale, der absolut ikke er Taleren værdig.

Endnu vil jeg af denne Professorskare blot fremdrage Teo logen Deissmann paa Grund af nogle særlig interessante Ytrin ger i hans Tale om „Krigen og Religionen":

„Salige er I, naar Menneskene smæder og forfølger eder og taler allehaande ondt imod eder for min Skyld og lyver det." Jeg forstaar det, naar F. Naumann har bekendt, at dette Ord har givet ham saa meget i disse Dage. Ganske vist, det sigter ikke bogstavelig paa vor moderne Situation; mellem dette „for min Skyld" og „for Tysklands Skyld" er der nogen Forskel, og dog, vi begaar ingen Helligbrøde, naar vi anvender dette guddommelige Paradoks paa vort Fædrelands Stil- 78 iing og ser et Stykke Salighed deri at være prisgivne til Verdens Had. Disse gammel-evangeliske Linjer er aldrig bogstavelig fikserede Lovord, men Aandsbærere, og Aanden har noget at sige til enhver Tidsalder.' Saaledes sprænger ogsaa et andet ældgammelt evangelisk Ord sin ældste historiske Betydnings Ramme og faar nye Vinger i Verdenskrigens Uvejr, et Ord, der kan klinge for os som Indvielsen til vor tyske Sendelse: „1 er Jordens Salt! I er Verdens Lys!" „Den franske Gesandt i London skal ved et Festmaaltid have sagt, at saakaldte Lærde og Professorer har prædiket Barbariets Religion. Hans Ord ligger — den Paradoksi vover jeg — ikke altfor langt fra mine Tanker. Hvad man histovre kalder Barbari, det vil jo Historien en Gang kalde urprimitiv Kraft. I den Tidsalder, der har opvist den vældigste Mobilisering af fysiske og aandelige Kræfter, som Verden endnu har set, forkynder vi ganske vist — nej, det er ikke os der for kynder den, men den aabenbarer sig selv: Kraftens Religion!"

Jeg skal endnu blot tilføje den højst interessante Oplys ning, som Deissmann meddeler, at paa en Forespørgsel hos Boghandleren om, hvilke Bøger der blev mest købt af Solda ter, den skulde i Felten, blev der svaret, at det var følgende tre: Det nye Testamente, Goethes Faust og Nietzsches Zara- thustra. Det viser sig altsaa, at Nietzsches Evangelium om Magten som den højeste Ret, hans „Omvurdering af alle Vær dier", kan i det moderne „kristelige" Tyskland konkurrere ikke blot med Goethes „Faust", men med selve det nye Te stamente. Det er et meget stærkt Vidnesbyrd mod de Tyskere, der gerne vil give det Udseende af, at det kun er et ube tydeligt Mindretal, der er smittede af Bernhardis og Nietzsches Tanker. Det er et meget overraskende og et meget talende Strejflys, der hermed kastes over de aandelige Forhold i Tyskland.

Denne Bog skulde altsaa efter dens Forfatteres Hensigt staa som et særligt Mindesmærke om tysk Aand under Krigen. For det tyske Folks egen Skyld maa man haabe, at det ikke vil godkende denne Forfatternes Opfattelse af deres Bog. Naar man ser den i Sammenhæng med alle de Udtalelser, jeg her har samlet, synes denne Aand ganske vist at være saa stærkt repræsenteret, at dette Haab skulde synes ret forfængeligt. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at denne Bog ikke vil have den uforgængelige Livskraft, som udmærker Fichtes aar- hundredgamle „Taler til den tyske Nation" fra Tysklands For- nedrelsestid. 79

XII. W. HERRMANN.

I denne Række af tyske Professorer maa dog endnu et Navn ikke savnes, nemlig Prof. W. Herrmann i Marburg, Professor i Teologi, en Mand, der ikke er mindre navnkundig end de andre og ogsaa i Norden, særlig i Sverig, har øvet stor Indflydelse. Han har skrevet et lille Skrift om „Tyrkerne, Englænderne og vi tyske Kristne". Som et klassisk Eksempel paa, hvad tyske Videnskabsmænd i denne Tid kan præstere, kan det umulig undværes i denne Dokumentation. Skriftet har sin bestemte, nærliggende Foranledning. I Kri gens Begyndelse udstødte Tyskerne store Klager over, at deres Modstandere førte Folk af hedensk Tro i Marken imod dem (ja, Pastor Tolzien var uforsigtig nok til at jamre over, at de ogsaa anvendte Muhammedanere!). Men saa skete det jo, at Tyskerne selv sluttede Forbund med Kristenhedens værste Fjende, Tyrkerne, et Forbund, som de aabenbart gennem lange Tider havde forberedt; det kunde jo synes at se lidt underligt ud, og faldt til en Begyndelse ogsaa nogle Tyskere lidt for Brystet. Det gjaldt da om ogsaa her, ligesom i Spørgsmaalet Belgien, at skaffe Tyskerne en god Samvittighed. Det er dette, Prof. Herrmann har paataget sig. Vi Tyskere kan, siger han, gaa sammen med Tyrkerne med den bedste Samvittighed. For at vise det udvikler han to Ting: „Vi kan, for saa vidt vi er Kristne, forstaa og agte dem i deres Tro og vi har den samme Fremtidsvej som de":

Hvad det første angaar, saa synes det at modsiges af det gamle Had mellem Kristne og Tyrker. Men dette beror paa en stor Misfor- staaelse. Vel kender Muhammedanerne ikke det gamle eller det nye Testament, og Muhammed har ikke forstaaet Jesus. Men de er dog i visse Henseender os overlegne. Det er dog en uhyre Præstation, at denne Religion i saa kort Tid bredte sig fra Indien til Granada. (At det kolossale heri stemmer en Tyskers Sind til Beundring, er jo letfatteligt). Der næst har Tyrkerne deres Enhed gennem deres Religion; det har Ty skerne ikke. Men Hovedsagen er den, at Tyrkernes Tro gaar ud paa, at Gud bestemmer alt, er det virkelige i alt, Ordet Islam betyder ganske det samme som det bibelske Ord: Tro, d: den fuldstændige Hengivelse. Som Goethe sagde, da dette gik op for ham: saa er vi jo egentlig alle Bekendere af Islam! Men dernæst hævder Muhammed alligevel, at vi er frie og har Ansvar for, hvad vi gør, og Gud skal derfor dømme alle. Ogsaa deri kan vi samstemme med ham. Man 80

tnaa endelig ikke mene, at den muhammedanske Tro paa Gud kun er en Tro paa en ubøjelig Skæbne. Nej, den er ogsaa Tro paa Guds Vis dom og Godhed. Men der er unægtelig den Forskel, at vi Kristne kun ved at se hen til Jesus, kan finde Mod til at have en saadan Tro. Alligevel maa vi fastholde, at vi i Troen staar Tyrkerne nær. De har blot ikke erkendt den rette Grund til den Tro, de har. Men det kan vi Tyskere hiælpe dem til. Det andet Punkt, hvori Tyskere og Tyrker kan finde hinanden, er dette, at de har den samme Fremtidsvej. Vi Tyskere kan lystre, og det kan Tyrkerne ogsaa. I den Henseende skiller begge sig fra Eng lænderne. Naar disse angriber den tyske Militarisme, fordi den gør Samfundet til en sjælløs Mekanisme, saa er Grunden simpelthen den, at Englænderne ikke véd, hvad sædelig Lydighed vil sige. Efter deres Mening kan et Menneske kun underkaste sig det, der kan hjælpe ham til at faa sine Ønsker opfyldt. Det er derfor netop dem, der kan blive til Maskiner, fordi de lader sig drive af deres Lyster. De aner ikke, at Friheden bestaar i den frie Lydighed mod det gode. Men netop deri, at vi vil en ubetinget Lydighed, føler vi Tyskere os et med Tyrkerne og skilt fra Englænderne. Englænderen mener at have et retskaffent Liv deri, at han altid overlader sig til sit Ønske eller lader sig lokke af det behagelige. Men vi, Tyskere og Tyrker, vi mener ikke, at vi har det, men vi søger at vinde det ved Ofre, ved Forsagelse, ved virkelig at ville ud over os selv. Vi kan jo se, hvor Englands Aands- liv bliver øde. Blandt dets Statsmænd findes der vel snedige, kølige Forretningsfolk og hensynsløse Voldsmænd, indtil Forbrydertypen (! skal naturligvis være Sir E.Grey), men intet alvorligt fromt Menneske, som kan kalde paa de skjulte Kilder i sit Folk. Derfor laa Englands Herre dømme som en Mare over Verden. Men nu, naar Tyskerne og Tyrkerne kommer til, skal det blive anderledes. England beherskede Havene og derigennem Jorden. Men nu kom mer der for første Gang i Verdenshistorien et andet Maal frem, nemlig gennem det tyske Folk. Nu skal Friheden paa Havet vindes og der med Friheden for Folkenes Samkvem og for Folkene selv. Dermed først vil Tanken om det gode blive hjemme ogsaa i Politiken, i Fol kenes Samliv. Derved bliver denne Krig en kristelig Krig. Vi Tyskere kæmper nemlig for, at ogsaa alle andre faar Lov til frit at udfolde deres Kræfter indenfor Menneskeheden. Hvis vi altsaa sejrer, saa kan det haabes, at Jorden omsider vil blive befriet for den fantastiske Taabelighed, at et Folk vil herske over alle andre. Derfor skal man ikke haane „vore 42 cm.s Kristendom". Her opfylder det gode Jern dog et Formaal, som Gud har sat.

Men naar nu altsaa den engelske Fordom skal udryddes, nemlig at et Folk kun kan blive lykkeligt ved at suge Blodet af andre, saa dan som England gør det med Indien og Ægypten, saa maa man dog ikke sige, at det er en Sejr for tysk Aand. Ganske vist er det tyske Folk i dette Øjeblik Aandens Redskab; men det er Aanden, det kom mer an paa, den rette Gudsfrygt, Viljen til at tiene, Troskaben imod sit Kald. Og den Aand finder vi ogsaa hos Tyrkerne. Det er dette der dybest forener os med dem. Men desuden har vi ganske vist 81 ogsaa fælles Interesser: dels Kampen mod den engelske Undertrykkelse, dels har Tyskerne og Tyrkerne fælles nationale Interesser paa tyrkisk Grund. Tyrkerne behøver Førere i Kulturarbejdet, og da Landet har Plads til 60 Millioner Indbyggere til, saa er der her glimrende Udsigter for tysk Ungdom. Men det vigtigste er, at vi forener os med Tyrkerne i den stille Aand, som viser sig i Gudsfrygt og i Viljen til at tjene. Til denne Verdensmagt vil alt det strømme hen, der ikke jager efter egen Fordel, men vil tjene Udviklingen af det menneskelige. Men det kan først ske, naar Kræftbylden skæres bort, naar den engelske Voldførelse af Menneskeslægten bliver overvundet.

Saa vidt Prof. Herrmann. Der er sikkert dyb Visdom i denne Tale, og jeg er vis paa, at den har vakt dyb Undren hos Læseren. Det er unægteligt et herligt Syn, vi her stilles overfor: Tyskland og Tyrkiet i skøn Forening, besjælede af væsentlig de samme menneskelige og religiøse Idealer, begge arbejdende med en i Verdenshistorien hidtil ukendt Uegen nytte paa Menneskenes Vel, kun besjælede af den ene Tanke: at tjene andre. Ja, det er aabenbart det, vi maa have frem. Baade Tysklands og Tyrkiets Forhistorie vidner jo om, at dér bor den rette Ydmyghedens og Tjenersindets Aand. Jeg har altid selv ment, at der var et stærkt Aandsslægtskab mellem Tyskere og Tyrkere; det har interesseret mig at faa den An skuelse bekræftet fra tysk Side. Der kunde dog maaske være et Par Ting at bemærke. Pro fessoren taler slet ikke om den Grusomhed, som Tyrkerne — i alt Fald efter den hidtil gældende historiske Opfattelse — har vist mod andre Folk: Bulgarerne, som Rusland hjalp, Grækerne, som England og Frankrig og Rusland hjalp, Armenierne, som ingen har hjulpet. Heller ikke taler han om den kødelige Sanselighed, som viser sig i Tyrkernes hele Livsideal og Pa- radishaab. Grunden til denne Tavshed kan dog fornuftigvis ikke være den, at der her ikke skulde være nogen væsenlig Forskel mellem Tyskere og Tyrkere. Et Par forklarende Ord vilde have været velkomne. Og saa er der en Ting til. Naar nu det tyrkiske Rige efterhaanden bliver fyldt af 60 Millioner unge, forhaabnings- fulde tyske Kulturbærere, mon saa Tyrkerne egentlig vil være saa glade for det? Dog jo, naar jeg tænker mig om, saa er det vist et dumt Spørgsmaal. For naar de faar forklaret, at Ty skerne kun kommer — som de altid gør — med de kærligste Hensigter, opfyldt af Viljen til at tjene og bringe de uegen- J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". g 82

nyttigste Ofre, samt befri Tyrkerne for den engelske Undertryk kelse, saa vil de sikkert hurtigt indse, at det i Virkeligheden var det eneste, der manglede i deres Lykke. Og saa skal Dokumentationen slutte med det mærkværdigste af alle hidtil fremkomne Produkter, som unægtelig sætter Kro nen paa Værket.

XIII. TYSKLANDS HELLIGE LIDELSESHISTORIE. I „Allg. evgl.-luth. Kirchenzeitung" for 17. Sept. 1915 fin des et Stykke som er forfattet af en Teolog, Lic. Dr. Preuss i Erlangen og bærer som Overskrift „Tysklands Passion", hvorved er at bemærke, at Ordet „Passion" i det tysk-kirke lige Sprog bruges om Kristi Lidelseshistorie. Han begynder med at gengive Indholdet af et Flyveskrift fra Reformationstiden, hvori Luthers Optræden i Worms sam menlignes med Jesu Lidelseshistorie paa en Maade, som viser, at den tyske Smag og Kultur, vi kender, aabenbart har sine Redder meget langt tilbage. Men Forf. tager det alvorligt og hævder, at vi i Tanken om Jesu Efterfølgelse har en bibelsk Ret til en saadan Parallelisering. Og saa fortsætter han saaledes:

„Hvad der i en Kristens Liv gentager sig i almindelige Træk, og hvad der i den største Tyskers Skæbne gentog sig i Lighed med Kristi Lidelse, det har i vore Dage gentaget og legemliggjort sig i det tyske Folks Skæbne som en Kollektivperson. Vi opstiller den Paastand, at Ligheden i de ydre Vilkaar viser, at som det en Gang gik Luther, saaledes gaar det nu vort Folk: det gennemgaar en Genoplevelse af Kristi Lidelseshistorie. Denne Paastand skal først sikres ved Paavisningen af Enkelt heder, og dernæst skal det prøves, hvilke Slutninger der kan drages deraf. Det er en dybt gribende Erkendelse, naar det lidt efter lidt gaar op for én, hvorledes i vort Folks nærværende Lidelseshistorie alle de Typer gentager sig, der i Jesu Lidelseshistorie grupperede sig om ham. Det følger af sig selv, at Gentagelsen kun ligger i Typen, ikke i de tidshistoriske Enkeltheder. Men disse Typer optræder saa rent i Gen tagelsen, at man ikke kan tage Fejl af Ligheden. Det er den russiske Czar, der spiller Pilatus's sørgelige Rolle, som imod sin bedre Viden og Samvittighed, blot af Angst for sit Herredømme, prisgiver den uskyldige og erklærer sig for den skyldige, Barrabas — Serbien, som har en overraskende Lighed med det 83 bibelske Urbillede, thi ogsaa han havde „ved et Oprør i Byen begaaet et Mord" (Lk. 23, 19). Men ligesom den fejge Pilatus og den letsindige og frivole Herodes Antipas var blevet Venner over Jesus, „thi før var de Fjender" (Lk. 23, 12), saaledes rakte de største Modsætninger, det czaristiske, ortodokse Rusland og det republikanske, ateistiske Frankrig hinanden Haanden hen over Tyskland. Det drivende Princip i Kristi Lidelse var Synedriet, det jødiske Folks Repræsentation. Den evangeliske Overlevering fortæller gentagne Gange, at det var af Misundelse, det stræbte Jesus efter Livet. Hvad andet er det, som gjorde England til det onde. ledende Princip i hele denne Krig, end Misundelse mod Tyskland? Det optræder fuldstændig i Synedriets Rolle — det ligner jo ogsaa ellers i sin religiøse Karak ter Jødefolkets Førere, i det mindste den farisæiske Del af dem; man tænke paa dets Iver for Loven (Sabbat!), dets strenge Kirkelighed, som heller ikke just flyer Gadehjørnerne (Mtth. 6,5), dets Missionsfanatisme, som berøres af Herrens Veraab Mtth. 23,15: Ve eder, I Skriftkloge og Farisæere, I Hyklere, som drager om til Lands og til Vands, for at vinde en Proselyt, og naar han er blevet det, gør I ham til et Hel vedes Barn, dobbelt saa slem som jer selv". Jeg mener, den brutale Forstyrrelse og tilsigtede Skænden af tyske Missioner og Missionærer viser nu tydelig, at det ikke er Missionen som saadan, der har ligget den engelske Fromhed paa Hjærte. Hykleriets Synd er ogsaa deres Synd. Dette er ikke en farisæisk Anklage mod Farisæere, men en Dom, der kan fastslaas rent historisk! Den engelske Fromhed er en Tallenes Fromhed — ganske ligesom Farisæismen gjorde Fromheden til en Regnekunst: „Jeg faster to Gange om Ugen" — det er 104 Fastedage om Aaret. Loven paabyder kun én, altsaa faar jeg et Overskud paa 103. „Er det nok at tilgive 7 Gange?" Det er Farisæerens Regneaand. Det britiske Bibelselskab fordeler aarlig hvor ofte har vi ikke maattet høre det — X Millioner Bibler og Bibeldele, i de sidste 100 Aar Y Millioner. England giver til Missionsformaal aarlig Z Millioner Mark; det bliver pr. Hoved n Mark o. s. v. Den engelske Fromhed er kvan titativ, ligesom den jødisk-farisæiske. Den er hjælpeløs og ganske uden Dømmekraft, naar det drejer sig om kvalitative Værdier, saaledes som det meningsløst sammenflikkede i dens kirkelige Former viser. Synedriets Magt gik langt ud over den palæstinensiske Jødedom. Dets Autoritet bestemte ogsaa de oversøiske Jøder, der frivillig under kastede sig det. Det nye Synedriums Haand og Aand rækker ogsaa ud over Havet. „De tager Gaver, for at de kan udgyde Blod og glemmer mig saaledes, siger Herren (Ez. 22,12). Saa følger den nye Judas. „Da gik én af de 12, ved Navn Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne og sagde: „Hvad vil 1 give mig? Jeg vil forraade ham til eder". Og de bød ham 30 Sølvpenge. Og fra nu af søgte han Lejlighed til at forraade ham". For 30 Sølvpenge! Den nye skal have gjort det for 30 Milliarder; den Judas, der aad mit Brød og nu træder mig under Fødder" (Joh. 13,18). Kun det stemmer ikke med den gamle, at hin gik „straks" ud, men denne ventede først 6* 84

3Fjerdingaar. Men maaske kommer det igen til at passe, hvad Skriften siger om Iskariots Endeligt! Ogsaa de falske Vidner fra Jesu Lidelseshistorie mangler i Sand hed ikke. Igen hedder det: „Ypperstepræsten og de ældste og det hele Raad søgte falske Vidnesbyrd mod Jesus og fandt intet". Hvor har dog vore Fjender søgt efter Paaskud til Krig! Hvor har de bagtalt os! Men de falske Vidner, — vi véd hverken hist eller her, hvor mange Penge de fik for det — stemmede ikke overens. Ligesaa bærer vore Fjenders Løgnefelttog, hvis Djævleklo omspændte den hele Verden, selve denne Løgnens Forbandelse som sit Brændemærke. Men ogsaa Peters sørgelig svagelige Rolle er atter besat: den bliver repræsenteret af de lærde og Kunstnerne, der, for fremdeles at kunne varme sig ved vore Fjenders Ild, fornægtede al den Gæstfrihed og al den aandelige Vinding, der forpligtede dem til Taknemlighed mod Tyskland! Ogsaa Valdenserne, der har spist vort Brød, har sørgelig hurtigt fundet sig til Rette i Petrus-Rollen. Men for at fuldstændiggøre Modbilledet: Vennerne mangler dog heller ikke. Den rette Røver, der sonede en mørk Fortid med at for bedre sig i den sidste Time og udvortes led den samme Nød som Herren, det er Typen paa det osmanniske Folk, som nu beskæmmer Kristenheden udenfor Tyskland1). Men Høvedsmanden ved Korset, der fuld af Beundring var Vidne til Lidelseshistorien, lever op i de faa neutrale, der har bevaret deres Frihed til at fælde en sædelig Dom. Hvem kan her undlade at tænke paa hin nordiske Forskers ridder lige Skikkelse, som ved vore Fronter gjorde flere underfulde Opdagel ser end ved halvglemte Folkeslag! Det er meget fristende at udstrække Parallelen fra de faste Typer til allehaande Enkeltheder, tankefuldt at henvise til vort Folks bange rietsemanetime kort før Krigens Udbrud — hvem kan glemme hin første August! — „Min Fader, er det muligt saa gaa denne Kalk fra mig!" — henvise til de Jordskælv, som nedefra truende ledsager den hele Krig fra Serajewo-Gerningen af. Har vi ikke ogsaa kendt hint: .Jeg tørster," i den lange, tørre Tid, som truede Høsten og dermed Sejren? Ogsaa Gravene har opladt sig og vort Folks hellige er stegne frem Luther, Bismarek, Arndt og Blucher—„og viste sig for mange". Dog, det fører os bort til Fantasiens Blomstersti, selv om ogsaa denne kan aabne mangt et opbyggeligt Blik." Derefter spørger vor Forf.: Hvad følger nu af alt dette? og han svarer, at „det tyske Folk har genoplevet Herrens Lidelse i de ydre Omstændigheder — paa enestaaende Maade". Men „deri ligger nu fremfor alt en enestaaende dyb religiøs Betydning". Han drager saa „Herrens Tjener" hos Jesaja Kp. 40 ff. med ind i sin Betragtning, denne Herrens Tjener, der lider stedfortrædende for mange. Ligesom Israel som Herrens Tjener er en forudgaaende Hentydning til den lidende Messias, saaledes er det tyske Folk en efterfølgende Fremstilling af

*) Stykket er skrevet før Bulgarien kom med. Mon det skulde være den anden Røver? Og Japan? og Belgien? Tausheden med Hensyn til disse sidste er mærkelig. 85 ham. Det tyske Folk er nu den lidende Gudstjener, der maa bære de manges Synder — en Lidelse til Kristenhedens, ja, til Menneskehedens Bedste. „Thi det er dog vel klart, at vi kæmper for den ægte Kristen doms videre Bestaaen. Hvor skulde den ellers være at finde? I det ortodokse Rusland, hvis forstenede og forstenende Kristendom har vist sig saa fuldstændig utilstrækkelig til at opdrage et Folk, saaledes som dets Barbarier baade ovenfra og nedenfra beviser? Eller det katolske Italien, hvis jesuitiske Opdragelse lader den ene Halvdel af Folket blive stikkende i hedensk Overtro og driver den anden Halvdel i Armene paa den mest frivole Ateisme? Eller i det kirke- og kristenforfølgende Frankrig? Eller i det kalvinistiske England og Amerika? Saaledes staar Tyskland ogsaa religiøst ganske isoleret som Israel i Folkeverdenen, som Herren i Lidelseshistorien. Men hver Gang er den enes Lidelse de manges Frelse". Siger vi ikke for meget? Er denne Betragtning ikke for »engelsk?" Nej, Englænderne mener jo, at de bogstaveligt er Efterkommere af Israels 10 Stammer (!). Men vi Tyskere, vi begrunder ikke vort For hold til Israel paa denne kødelige Maade. Det tyske Folk er den aandelige, den religiøse Parallel til Israels Folk, det er det „rette Israel, som er avlet af Aanden". „Det var Guds Hemmelighed, at han gjorde Israel til Messias' Forløber {„Vordenter"), ligesom det er hans Hemme lighed, at han bestemte det tyske Folk til hans Efterfølger (.Nach- deuter"). Hvis det, vi ser, er overraskende, saa maa denne Overraskelse ikke forføre os til ved Omtydning at afsvække det, vi har set. Derefter slutter han paa følgende, unægtelig overraskende og virk ningsfulde Maade: Men er nu virkelig Tysklands Lidelseshistorie en Parallel til Kristi Lidelseshistorie, saa tør vi trøstig forlænge Linien og frejdig se vor Paaskesejr i Møde. Thi „ligesom vi er indplantede i ham i hans Død, saaledes skal vi ogsaa være det i hans Opstandelse" (Rom. 6,5). Men det hører til Kendsgerningernes indre Logik, at saa ogsaa vore Fjender fortsætter deres Roller og deler den Skæbne, Jesu Fjender fik. Det vil henholdsvis gaa dem som Pilatus, der mistede sit Embede, som han vilde redde ved at prisgive Jesus — som Herodes Antipas, der blev stødt fra Tronen, og som paa gallisk Grund maatte lide [en æreløs, sandsynligvis endogsaa en unaturlig Død — som Israels Forførere, der sammen med de forførte omkom i den „antændte Bys" (Matth. 22, 7) Hammer og hvis Folk den Gang døde som Nation — som den evige Jøde vandrer det rastløst over den Jord, som det vilde eje. Og Judas lagde Haand paa sig selv i fortvivlet Anger . Vel vil sikkert vore Fjender, saaledes som de nu stadig gør det, ogsaa deri spille Synedriets Rolle videre, at de forsøger at svække vor Sejrs Mirakel ved Omtyd ning, d: Løgne (Mtth. 28, llff.). Men Paaskesejren vil brænde Fødderne af Løgnene. Og Døden er opslugt til Sejr".

Hermed turde Højdepunktdt være naaet. O hellige Troskyl dighed, o blodige Enfold! 86

Vel at mærke! Dette Produkt vil ikke nejes med at være en blot fantastisk Sammenligning. Det vil være et lovligt Re sultat af teologisk Videnskabelighed! Meningen er virkelig den, at der her er fundet ind til de dybeste Traade i den histo riske Udvikling. Det giver noget at tænke paa. Det er vel en Karikatur, en ufrivillig, men der er, som i alle veltrufne Karikaturer noget typisk deri. Det kaster en Skygge over moderne tysk Videnskabelighed. Skyggen er den naive An vendelse af en stærkt udviklet Skarpsindighed, en ejendomme lig Mangel paa Virkelighedssans, der kan føre til, at man „beviser" de utroligste Paastande. Verden skylder den tyske Videnskab umaadelig meget, men om nogen ukritisk Beundring kan der sandelig ikke være Tale, særlig naar det gælder den historiske Videnskab, og atter her særlig, naar Tysklands In teresse er med i Spillet. Saa er det som oftest ganske ude med den upartiske Sandhedssans. Stykket blev optaget uden nogen kritisk Tilføjelse fra Redaktionens Side. Men det kunde da umuligt sluges raat af alle Tyskere! Ikke desto mindre henstod det uimodsagt i et Par Maaneder. Endelig mandede da en behjærtet Mand, en Sydtysker, Prælat Rømer i Stuttgart sig op til at indsende en Række Betænkeligheder. Det er mig en Fryd at kunne med dele dette Vidnesbyrd om kritisk Sans hos Tyskerne selv. Han siger rent ud, at han ikke synes om Sammenligningen mellem Jesus og Luther i Worms og fortsætter saa saaledes:

„Vort Folks svære Nød maa visselig rette vort Blik paa den kors fæstede, men vi skulde ikke — end ikke paa Afstand og i al Beskeden hed — stille os sammenlignende ved Siden af ham, men i bedende og forbedende Bod ligge ved hans Fødder, fordi Guds Dom gaar over os. Og jo snevrere den Kres er og maaske mere og mere vil blive, der i denne Krig erkender Guds „Straffe- og Vredesris", desto nød vendigere er det, at de seendes lille Hob samler sig under Korset i Bod, Tro og Bøn for sig og for Fædrelandet. Hvad der volder os Bekymring, det er den selvsikre Betragtning, der breder sig i vort Folk, ogsaa i det evangeliske Kirkefolk: „Vi takker dig, Gud, at vi Tyskere ikke er som de andre Folk, Røvere, uretfærdige eller ogsaa som disse Englændere". Noget deraf kan man ogsaa spore i den nævnte Artikel. Om „Englands Fromhed" bliver der talt lige saa affejende som engelske Røster taler om „Tysklands Fromhed". Det gaar dog for vidt, naar Artiklen kun bedømmer det, som de engelske Missionskrese har ydet et Aarhundrede igennem, og som Verden har det britiske Bibelselskab at takke for, efter de Mang ler, der klæber ved disse Værker som ved alt menneskeligt Arbejde. 87

Deri ytrer sig ikke blot engelsk Folkeaand, men ogsaa rigeligt kriste ligt Discipelsind. Ogsaa den Korthed, hvormed „Kalvinismen" marscherer op sammen med hedensk Overtro, Kapitalisme, forstenet Kristendom og engelsk Hovmod som deres medskyldige, svarer ikke til den Ærbødig hed, som vi skylder Guds Vidner og af Verden smædede Bekendere, selv om vi mere ser Skyggesiderne end det, der ved dem er skænket Verden af guddommelige Kræfter i menneskeligt fejlende Redskaber. Men farligst forekommer det mig, at det vel rigtig er erkendt, hvilken skæbnesvanger Indbildning en stor Del af de engelske fromme nærer, naar de anser deres Folk for det udvalgte Gudsfolk og for de ægte Arvinger til Israels Velsignelse; men at der saa straks tilføjes, at det tyske Folk er i Sandhed „det rette Israel, som er avlet efter Aan- den". Forfatteren opfatter her det tyske Folk som „et Individ", som trods al Forskellighed og Utilstrækkelighed i det enkelte, dog aandeligt og religiøst betragtet fremstiller en ensartet Størrelse. Jeg har alle rede ofte før og nu igen spurgt mig selv: Hvorfor overser man — som var det efter Aftale — i protestantiske Krese, at vi religiøst set er et splittet Folk, og hvorfor fortier man den virksomme Andel, som Kato licismen og Jødedommen netop nu har i tysk Folkeaand? Vi er ikke noget evangelisk Folk; vi er strengt taget heller ikke noget kristeligt Folk. Kristendommen har sit Hjemsted blandt os, og den lille Flok, som Gud kender, og som er avlet af hans Aand, den er til Stede i Folket og virker som Surdejg i Folket. I hvilket Omfang Folket der ved er gennemsyret, det véd Gud; at denne Surdejg bestaar, øges, renses og styrkes, det kæmper vi for; men om den og hvor vidt den i Fremtiden vil blive optaget eller udstødt af Folkeaanden, det er vort Folks ubesvarede Skæbnespørgsmaal. Men ingenlunde er eller vil det tyske Folk som saadant være et Discipelfolk og Jordens Salt og Ver dens Lys, saa at det skulde afhænge af det, om der bliver ved at være ægte Kristendom til i Verden. Det afhænger af „Kirken i egen lig Betydning, som altid vil bestaa", og denne hellige Menighed er ikke bundet til noget naturligt Folk, men det er det „Guds Folk", der er spredt blandt alle Folk (ogsaa de slemme Englændere og de troløse Italienere!), og som ved Ord og Sakrament avles ved den Helligaand og lever ved ham og vil blive ved at leve, indtil Herren kommer. Men intet jordisk Folk har som saadant en Forjættelse, undtagen Israel. Vi er efter den hellige Skrift „Hedninger", og kun den i Nu tiden herskende Miskendelse af den enestaaende Stilling, som Gud udelukkende har anvist det gammeltestamentlige Folk i Folkeverdenen og for Folkeverdenen og borget for til Tidernes Ende, gør det muligt, at man kan indblande nationale Ønsker og Drømme i kristelige Spørgs- maal. At parallelisere et Folk, som tilhører denne Tidsold, om det saa var vort kære, tyske Folk, med Kristus, det gaar paa ingen Maade an. En Lighed gives der kun mellem Jesus og Menigheden, som han har helliget sig, det beviser bl. a. just de af Forfatteren anførte Skriftsteder (Mtt. 20,23; Rom. 6,5; Phil. 3,10). Tyskland oplever derfor hverken en „Langfredag" eller vil opleve en „Paaske". Man maa først berøve disse Ord deres klare og hellige Mening for til Nød at kunne anvende dem som retorisk Pynt, som det 88

sker nu og da, f. Eks. i Prædikener. Kristus har lidt og er død uskyl dig, stedfortrædende, for vor Skyld. Vi lider altid som Syndere, for hvilke vi i de to Røvere har den rigtige Parallel. Ogsaa om vort tyske Folk^gælder det i denne Krig: „Vi faar, hvad vore Gerninger har for tjent , lige saa vel som Israel, naar det uretfærdigt blev overvældet af Babylon, dermed led Guds Dom. Man tilsløre dog aldrig, end ikke i digterisk Retorik, denne skærende Modsætning mellem Kristi Lang fredag og Syndernes Lidelse og Død. Og Sammenligningen bliver uklar, fordi den ikke tænkes til Ende, idet ingen af de Talere, der anvender dette Billede, vover at gennem- føre det til det afgørende Punkt: Kristus ikke blot led, nej, han døde og blev begravet. At Tyskland skulde begraves, o: feies bort fra Jor den, derfor bevare os Gud. Men vil man ikke røre ved disse Dybder, saa har ogsaa de høje Ord om „Paaske" ingen klar Mening og ingen indre Kraft. ses Maaske har jeg altfor skarpt fremhævet, hvad der synes mig far ligt og vildledende ved Artiklen, som trods min Protest, der begynder med Overskriften og fortsættes til den sidste Sætning, har fængslet mig, fordi den vækker en Fylde af Tanker hos Læseren (!); men hvis den ærede Forfatter nu skulde finde min Imødegaaelse altfor ensidig, saa tror jeg, hjemfaldt vi begge til den samme Dom: at være ensidige, Uods eller paa Grund af den øvrige Modsætning mellem vore An skuelser."

Dette sidste Sukker paa den bitre Pille kunde gerne været sparet! Naturligvis lader Hr. Preuss sig ikke sige.

Han synes noget overrasket over disse Indvendinger, da han har faaet forskellige Bifaldstilkendegivelser fra kirkeligt højt ansete Mænd(!). Han kan io ikke nægte, at det tyske Folk ikke bestaar af lutter Kristne eller lutter Lutheranere, men han betragter de lutherske Kristne som den hellige Kærne i det tyske Folk. I Luther har Gud faktisk udvalgt det tyske Folk, og det kan aldrig ændres, thi hedder det ikke i Rom. 11,29, at „Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke"? Selvfølgelig har det tyske Folk ikke selv fortjent det; det er lutter Naade fra Gud, saa det kan hævdes uden nogensomhelst Farisæisme. Og naturligvis er Tysklands Lidelseshistorie ikke af samme Værdi som Kristi Lidelses historie, men lige saa fuldt som der kan drages en Parallel mellem Kristus og den enkelte troende Sjæl, saaledes maa der ogsaa kunne drages en Parallel mellem Kristus og en af ham højtbenaadet Folkelig hed. Det drejer sig slet ikke om det tyske Rige, men om den tyske Folkelighed i religiøs-ideal Mening. At der er Værdiforskelle mellem de forskellige Folk, vil han ubetinget fastholde.

Se, det var jo nydeligt! Han vil virkelig løbe fra, at han skulde have ment det „tyske Rige", det tyske Folk som poli tisk Helhed! Hele den skønne Udvikling drejede sig jo dog om det tyske Rige, der overfaldes af Naboerne — for det er 89

jo da ikke de troende Lutheranere, disse vil til Livs! — og Hovedpunktet var jo netop at vise, at fordi Jesus opstod fra de døde, maa ogsaa det tyske Rige sejre over sine Fjender, der triumferende blev dømt til Undergang. Hvis han virkelig havde tænkt paa den lille, troende, tyske Lutheranerflok, saa maatte han have set, at deres „Paaske", vilde være ganske uafhængig af det ydre politiske Udfald; om det blev Sejr eller Nederlag, skulde den nok hævde sig og kunne gøre sin Ger ning, og netop da vilde der være Mening i hin Lignelse, der saadan, som han brugte den, blev én stor Blasfemi. Dette sidste Udtryk bruger Rømer ikke. Men han mente det. Og hans Protest gør ham Ære. Den er i mange Hen seender interessant. Den bekræfter fuldt ud, hvad jeg har hævdet, at der i vid Udstrækning indenfor det tyske Folk raader en saadan farisæisk Aand som den, der taler ud af alle de Prædikener og Taler, som jeg har anført. Den bekræfter, at Tyskland af mange Tyskere anses for det udvalgte Folk; han taler jo endog om flere, der har samme Betragtning som Hr. Preuss; og denne glemmer jo heller ikke at melde om det Bifald, han har vundet. At saa Hr. Rømer antager, at Eng lænderne gør sig skyldige i den samme farisæiske Selvvurdering, maa staa for hans Regning. Nu har jeg dog læst meget engelsk Literatur, ogsaa meget engelsk Krigsliteratur, men aldrig har jeg fundet et eneste Eksempel paa disse blasfemiske og hade fulde Udtalelser, der møder en i Hundredevis fra den tyske Literatur. Dog — i Hovedsagen bør man være Hr. Rømer tak nemlig for, at han har vist, at der dog er dem i Tyskland, der ikke blot ikke selv kan tænke saadanne Tanker, men kan, naar det bliver altfor galt, protestere mod dem. Saadanne Røster kan man finde, men de er meget faa. Jeg har i Grunden kun fundet en til, som det er værd at fremdrage. Lad nu ham faa det sidste Ord.

XIV. F. VV. FØRSTER.

F. W. Førster hedder en berømt Pædagog, som i mange Aar har levet i Schweitz, men dog ikke er født dér, og som 90

nu virker som Professor i Munchen. Han har skrevet en præg tig lille Bog med Titlen: Den tyske Ungdom og Verdenskrigen. I tre Henseender har hans Udtalelser Interesse. Først hans stærke Anklage mod sine Landsmænds Overmod, dernæst hans Protest mod den frygtelige Ophidsning til Had og endelig hans Kritik af den nytyske Bedømmelse af Krigen. Hvad det første Punkt angaar, saa møder vi her først føl gende Udtalelser:

„Et sørgeligt Kapitel i den tyske Aands Historie bagved Fronten bærer Overskriften: Den tyske Selvros. Og Ordførerne for denne tyske Selvros er ikke blot hine bekendte Typer, hvis skrigende Selvsikkerhed har bidraget saa meget til at berøve det tyske Væsen den Sympati og Agtelse hos dannede Udlændinge, som tilkommer det, men ogsaa mange bedre Elementer, som i Forherligelsen af deres egen Nation sætter den Skamfølelse til Side, som de ellers vilde føle overfor enhver Selvros." Han mener, at ved Fronten bliver Tyskerne lært af med det. En Underofficer skriver, at han afskyr Tyskerens pralende Selvfølelse, som om kun han satte noget helligt og retfærdigt ind i Verden og ikke modtog noget. Førster gør stærkt gældende, at ogsaa den tyske Kultur var sunket dybt i Materialisme og sanselig Livsnydelse. „Ogsaa vi Tyskere bærer vor Del af Skylden for den nuværende Menneske heds Tragedie. Visselig har vi ikke i nogen Henseende villet eller foranlediget Krigen. Men vi har ikke gjort vor Skyldighed i det sæde lig-religiøse Ideals Tjeneste. Vi har vel med Velbehag citeret Digter- ordet: Ved det tyske Væsen skal endnu en Gang Verden helbredes, men vi har glemt den svære Forpligtelse, som taler til os ud af hine Ord. Ved tysk Industri og tysk Teknik kan Verden ikke helbredes; vi har altfor lidt ført an i Højsind og i Besindelse paa det allerhelligste, og Lønnen derfor er Verdensbranden. Den tyske Ungdom har vel i de senere Aar gjort Fremgang i meget, men den har næret altfor megen Selvbeundring for sin Races Værdighed og Herlighed. Bed til Gud, at vi ikke bliver overmodige! Han forudser, at der med Sejren og efter Sejren i det tyske Folk vil opstaa Elementer, som intet har lidt og intet ofret, som heller intet har set af Fjendens Adel og Lidelser, men som nu grænseløst og kulturløst vil udnytte Tysklands Triumf; Svæklinge, hvis Selvfølelse er tordnet mægtigt op ved vore nye Mørsere, saa at de mener, at de nu ogsaa maa spærre Munden 42 cm op, og den, der ikke gør det, han er ingen Patriot!

Det næste Punkt er Hadet til de andre Folk, som i Tyskland er blevet pustet op til en sindssvag Højde, navnlig overfor Eng land. Jeg skal atter her anføre nogle af de vigtigste Udtalelser.

Han siger, at en stor Fare ved Krigen netop for dem, der bliver hjemme, er det, at de lader sig henrive til Had mod Fjenderne, men et saadant Had til hele Folk, den dermed forbundne Haardhed og 91

Ensidighed i Bedømmelsen, er, siger han, uforenelige med tysk Værdig hed og tysk Kultur! — (Ja, de burde maaske være det, men Faktum udviser rigtignok i en sørgelig Grad, at de er det ikke!) Men Førster kalder sine Landsmænd til at gaa i Retfærdighedens høje Skole for at blive Herre over deres tøjlesløse Affekter. Man maa vise sin Fjende Retfærdighed; England skænkede os ikke blot Folk som Lord Grey, Skurke og Hyklere, der har denne Krig paa Samvittigheden ; England skænkede os ogsaa Frelsens Hær, gav os uvurderlig højere Synspunkter for Behandlingen af Arbejderspørgsmaalet, for det sociale Arbejde, mild nede vore partipolitiske Sæder — det skal evigt mindes, og i Mindet herom skal vi en Gang igen gribe den Haand, der bydes os. „Tænd en Gang i din søvnløse Nat Kristi Lys i din Sjæl og forsøg en Gang at elske dine Fjender. Tænk paa den herlige William Booth og al den engelske Storhed og Godhed, som var legemliggjort i ham, tænk paa Florence Nightingale, den hellige Heltinde, hvis banebrydende Eksempel endnu den Dag i Dag forbinder utallige Saar, tænk paa Carlyle, Ruskin, Toynbee og paa de vældige Samvittighedsmagter, som talte ud af dem og gav og vil fremdeles give os Tyskere store Ting, tænk i Sorg paa det store Folk, som kunde blive saa dybt fremmed for disse ædle, og glem ikke, at et Folk med saadanne Gaver skal man ære selv i dets Fornedrelse. Og lad os ikke være Farisæere! England er sunket saa dybt ved sin koloniale Verdensmagt med alle dens Fristelser. Havde vi mon modstaaet saa danne Fristelser? Lad os derfra hente en rystende Advarsel for vor fremtidige koloniale Verdensstilling.

Det tredie Punkt, der bør fremhæves i Forsters Skrift, er hans Vurdering af Krigen. Og dette er næsten det vigtigste. Thi her angriber han faktisk det, der for os staar som den nytyske Militarisme. Sagen staar jo her saadan, at — saavidt jeg kan se — har Anklagerne udefra mod den tyske Mili tarisme bevirket, at Tysklands aandelige Førere, ogsaa de, der skulde repræsentere Frisindet, har taget det Standpunkt at for svare den som Grundpillen for den tyske indre og ydre Stor hed, og de begrunder dette med dens disciplinerende Evne, idet de søger dens Kærne deri, at den enkelte derigennem lærer at føle sig som et Led af sit Folk og underordne sig dets Interesser. Men Militarismen er jo faktisk langt mere end det. Den er tillige en Forherligelse af Krigen som det af Gud villede store Fremgangsmiddel, der renser Folket for alt lavt og slet og bringer de rigeste Velsignelser med sig. Herimod retter nu Førster de kraftigste Slag.

Han hævder ganske vist, at Krigen altid vil have nogle gode Føl ger. Den vil saaledes ufravigeligt vise, hvilke Livsopfattelser der har virkelig Værdi, idet ingen hule Fraser kan bestaa overfor Krigens Ild prøve. Han haaber, at Krigen, som kalder paa Heltemodet, skal bidrage 92

til, at det heroiske Element i Kristendommen atter skal komme frem i første Række og saaledes aabne Ungdommen en ny Forstaaelse af Kristendommen. Ikke saaledes, at Kristendommen skulde gaa op i Kngsaanden; i saa Henseende er der, siger han, i de sidste Maaneder talt mærkværdigt ukristeligt, og den himmelske Sandhed er blevet forraadt til timelige Interesser. Sandelig, Kristus staar imod Krigen og over Krigen! Han udtaler sin største Forbavselse over den Maade, hvorpaa mange tyske Kulturbærere i Aviser og Tidsskrifter svælger i ubegrænset Krigsbegejstring. Der tales paa en ganske sindssvag Maade om Krigens sædelig-religiøse Kulturbetydning: Det maa jo ganske for virre vore Soldater! De er draget ud for at tilkæmpe deres Fædreland og Verden en varig Fred, i hvilken det tyske Kulturarbejde kan ud folde sig til alle Sider uforstyrret. Og nu hører de af tusinde Tunger, hvilken ufrugtbar Elendighed Freden dog er, og hvilke uudtømmelige Kilder til Velsignelse Krigen derimod bærer i sig! Ja, hvorfor skal de saa egentlig kæmpe? Forøvrigt vender han sig mod den Opfattelse, at det skulde være selve Krigen, der skaber de Værdier, der unægteligt viser sig i Krigs tid. Krigen skaber dem ikke, men den giver Anledning til, at de kom mer frem. Krigen har vist, hvor megen Selvdisciplin og Idealisme der rummedes i det tyske Folk, og som maa opfattes som en Frugt af dets redelige Arbejde i Fredens Dage. Netop her maa det siges, at mange troende Kristne har indtaget en Stilling, der er ganske ubegribelig og uforenelig med Aanden i den Tro, de bekender sig til. Vel ikke just i Bedømmelsen af den tyske Krig, dens Ret og dens Helte, men nok i den almindelige Bedømmelse af Krigen og dens Forhold til den kriste lige Forkyndelse. Disse „Krigsrusens Modernister" har talt om Krigens Indvirkning paa Religion og Karakter paa en saadan Maade, at man maatte sige: Naa ja, forholder det sig saaledes, saa kan Krigen vel være et materielt Onde, men den er saa dog den egentlige Bringer af det ideale Liv, ja, den formaar det, som Gudmennesket ikke formaaede, er altsaa en mægtigere Udsending fra Gud end Stifteren af den kriste lige Religion, og den rigtige Konsekvens vilde da være den, i Stedet for Kærligheden, som Evangeliet har forkyndt, at slippe den store Pædagog Krig uafbrudt løs paa Menneskeheden. Man taler, som om det var Krigen og Ikke Kristus, der bragte det virkelige Offersind. Nej, Krigen er og bliver i det store og hele den store ødelægger, baade udvortes og aandeligt, den afstumper Følelseslivet, virker forraaende, baner Vej for alle lave og uhumske Lidenskaber. At Gud kan faa noget godt ud af det onde, berettiger ikke os til at kalde det onde godt eller benytte det onde som et Middel, der skulde være Gud vel behageligt. Den korsikanske Blodhævn er utvivlsomt en større Skole i Tapperhed end vort nuværende Retsvæsen; men det er da ikke en Grund til at beholde Blodhævnen eller indføre den hos os. Man er helt rundtosset over, hvad Krigen skal have udrettet; i tre Dage, siger man, fuldbragte den det, som aarelange Fredsbestræbelser ikke kunde udrette. Man tror virkelig, at Krigen er en saadan Deus ex machina! Nej, vi skal nok faa at mærke, at det er det taalmodige Arbejde i Fredens Dage, der bringer de varige Frugter; vent, til Krigen er forbi, 93 og lad os saa se, hvordan det staar med Enigheden og Fromheden og alt det andet, som Krigen skal have skabt i et kort Øjeblik.

Disse Udtalelser lader intet tilbage at ønske i Retning af Klarhed. Paa den ene Side faar de her fremførte Anklager deres Begrundelse ved alt det, jeg her har fremført, og paa den anden Side stadfæster de fuldt ud alt, hvad jeg har talt og skrevet om denne Sag. Skal der nogensinde blive Haab om et fredeligt Samliv mellem Folkene, saa maa det enkelte Folk fuldstændig opgive sin overmodige Selvvurdering overfor de andre og maa i hvert Fald, selv om den enkelte ikke be høver at lukke øjnene for sin Races mulige Fortrin, fuldstæn dig opgive derpaa at bygge noget som helst Retskrav overfor de andre Folk, som om et Folks formentlige Overlegenhed skulde give det den mindste Ret til at herske over andre og paatvinge dem sin formentlig højere Kultur. Forsters Udbrud: Lad os ikke være Farisæere er i ual mindelig Grad paa sin Plads. Man maa være glad over om sider at have truffet en Røst, en myndig Røst, som ud fra den højeste tyske Dannelse har vovet at sætte sig op mod hele den nytyske Strømning paa den værdigste Maade. Natur ligvis har, som enhver opmærksom Læser vil have set, hans Udtalelser deres store Begrænsning. De er skrevne ud fra de for enhver Tysker faststaaende almindelige Forudsætninger, at Krigen er Resultatet af en skammelig Sammensværgelse mod Tyskland, at dette politisk set er ganske uden Skyld, at den tyske Krigsførelse baade teknisk og moralsk staar langt over Modstandernes, og at der ingen Tvivl bør være om, at Tysk land vil sejre. Men indenfor denne selvfølgelige Ramme gaar han unægtelig mod Strømmen. Og særlig maa det paaskønnes, at medens ellers, som vi har set, det store Flertal af tyske For fattere har kappedes om at ægge til Hadet, enten direkte ved de mest ubeherskede Udbrud eller indirekte ved at omtale Modstanderne paa den foragteligste og hadefuldeste Maade, saa møder vi her ikke blot en tom og mat Protest mod Hadet i Almindelighed, men tillige en aaben Anerkendelse af den mest hadede Modstander Englands Fortrin og Fortjenester af det tyske Folks Fremgang og Aandsliv. Hvor meget det vil hjælpe, er rigtignok en anden Sag; derom kan man tvivle, thi Hadet har naaet en uhyre Styrke og dets Rødder gaar dybt, 94

men det er dog en Glæde at se og kunne meddele, at der endnu kan gøres kraftig Modstand derimod. Men disse Be mærkninger fører os allerede over til den sidste afsluttende Overvejelse.

XV.

SLUTNINGSBETRAGTNINGER.

Paa min Bogs Titelblad og ogsaa ellers i det foregaaende har jeg brugt Betegnelsen: Nytysk Aand. Dette maa ikke overses. Den Aand, jeg her har omtalt, omfatter ikke al tysk Aand. Det vil ogsaa for den opmærksomme Læser være frem- gaaet klart af det foregaaende. Der er en anden Aand, og hvor jeg har fundet den rejse sig i Protest mod den her be skrevne, har jeg ogsaa loyalt ladet den komme til Orde. Man vilde unægtelig ganske misforstaa mig, hvis man vilde opfatte mig saaledes, at jeg vilde fordømme og brændemærke tysk Aand og tysk Kultur overhovedet. Tværtimod staar jeg i mange Henseender med dyb Be undring for det tyske Folk. Det har i Sandhed frembragt store Skikkelser og mægtige Værdier. Det besidder store For trin: dets Flid, dets Nøjsomhed, dets Dygtighed, dets Orga nisationsevne vil ingen kunne nægte. Og at gammel-tysk Aand er præget af Inderlighed og Idealitet, det er lige saa vist en ubestridelig Kendsgerning. Vi har lært meget af Tyskerne og vil fremdeles med Tak lære af dem. Men — den nye Tysk- heds Talsmænd overser ganske, at tysk Aand og Kultur passer i deres tyske Skikkelse kun for det tyske Folk; at intet Folk paa frugtbar Maade kan overtage et fremmed Folks Kultur værdier uden i fuld Frihed, saaledes at det kun optager, hvad det har Brug for, og hvad der passer til dets Natur. De synes altsaa ikke at forstaa, at det aldrig kan blive nogen Kultur mission at paatrænge eller paatvinge noget andet Folk deres Kultur. Deres mangelfulde Begreb om, hvad Frihed er, er en alvorlig Begrænsning i deres Kultur. De overser dernæst, at der ogsaa er andre Kulturer til, andre Folk med selvstændig Aand og en Kultur lige saa særpræget og lige saa berettiget som deres egen. De taler, som om den hele Jord skulde 95 takke det tyske Folk paa sine Knæ for de Gaver, dets Kultur har skænket Verden, medens man ikke hører et Ord om, at Tyskerne skulde være med til at takke andre Folk for, hvad deres Snille og Dygtighed har tilført dem. For mig er der ingen Tvivl om, at fransk og engelsk Aand og Kultur staar fuldkommen paa Højde med den tyske. De mangler nogle af Tyskhedens Fortrin, men har til Gengæld andre. Den franske Klarhed, den engelske Sans for naturlig Ligevægt („common sense") er saaledes Punkter, hvor disse Folks Overlegenhed træder frem. Tyskerne forlanger, man skal beundre deres store Filosof Kant; nu vel, det gør vi alle; men hvad var Kant blevet uden Rousseau og Hume; det hører man ikke Tyskerne udtale nogen Taknemlighed for! Alt i alt sætter jeg for mit Vedkommende engelsk Kultur over den tyske, andre tænker sikkert anderledes; men paa dette Punkt maa der vel være Frihed! Kun maa det paa det bestemteste hævdes, at Tyskernes Krav paa at være førende og forbilledlige paa alle Omraader uden videre maa afvises. Fransk og [engelsk Videnskab kan fuldt maale sig med tysk; fransk Kunst og Smag er som bekendt den tyske langt overlegen; hvor findes indenfor den nyere tyske Skønlitteratur Navne, der overgaar de samtidige engelske og franske? det vilde jo være ganske forgæves at nægte, at det Indskud, som den foragtede og smædede russiske Aand i nyere Tid har gjort i Litteraturen, fuldt ud kan maale sig med den tilsvarende tyske i Lødighed og Aandsdybde. De tyske Klager over aandelig Nedgang i Tyskland siden 1870, er sikkert velbegrundede; Magttilbedelsen og Selvforgudelsen, Medgangen og den voksende Rigdom har i mange Maader traadt Aandslivet fladt; materialistisk Tanke gang har faaet meget stærkt Indpas, og med Forbauselse har man set, i hvilken Grad de tommeste og fladeste Ideer er blevet reklameret ind i det tyske Folk som dog skulde være berømt for sin Grundighed. Jeg tænker særlig her paa Håckels saakaldte „Monisme", der har faaet den videste Udbredelse, men som af mere dybtseende Tyskere er bleven fraskrevet al filosofisk og videnskabelig Værdi. Den gammeltyske Aands Værdi erkender jeg fuldtud; den nytyske Aands Værdi bestrider jeg, i al Fald naar den ses fra andre Folks Synspunkt. Den passer maaske for det tyske Folk paa dettes nuværende Stade, men den staar som en Fare 96

og en Trusel for alle andre Folk. Det har det foregaaende tilstrækkelig vist. Men jeg vilde endnu tilsidst gerne give en sammenfattende Undersøgelse af de to Hovedpunkter, jeg her har beskæftiget mig med, og som netop betegner den nytyske Aands farligste og mest frastødende Træk, nemlig Hadet til og Foragten for andre Folk og den grænseløse Ophøjelse af det „tyske Væsen". For det første Punkts Vedkommende vil jeg atter hoved sagelig begrænse mig til Hadet mod England. Hvilke virke lige Grunde har Tyskerne til dette Had? De mener unægte lig selv de har mange. Jeg skal nævne de vigtigste. For det første Englands folkeretsstridige Krigsførelse. Dette Punkt kan man aldeles ikke være bekendt overhovedet at ind lade sig paa. Det Folk, der efter egen Tilstaaelse aabnede Krigen med en Krænkelse af en mellemfolkelig Traktat, som torpederede Lusitania og indførte Gaskrigen, for kun at nævne dette, bor selv i den Henseende i et saadant Glashus, at det ikke burde kaste Sten paa andre. Men der er et andet Kapitel, som spiller en umaadelig Rolle her. Noget af det, der har været mest benyttet til at opflamme Hadet mod England, er det saakaldte „engelske Løgnefelttog". Vi saa, at Prof. Harnack vilde have en Milliard i Krigsomkostninger alene for det. Dette „Løgnefelttog" har i allerhøjeste Grad opvakt Tyskernes sædelige Harme. De dirrer af Forbitrelse, naar de taler derom. Der er imidlertid noget meget mystisk over dette Løgnefelttog. Englænderne overskar i Krigens Begyndelse det tyske Atlanterhavskabel. Det kan man dog virkelig ikke undres over; det hører dog vel med til det man kalder Krigens Gang. Selvfølgelig vil de krigsførende Magter gøre alt for at isolere hinanden. Men Tyskerne siger, at Englænderne gjorde det for at fylde Verden med Løgne, uden at Tyskerne kunde bringe Sandheden frem. Men hertil er da først at bemærke, at de med Tyskland landfaste evropæiske Lande kunde da i alt Fald ikke herved lukkes ude fra den tyske Sandhed. Vi har da heller ikke mærket det mindste til et saadant engelsk Løgnefelttog. Der imod tog Tyskerne øjeblikkelig Teten med en Propaganda, hvis Paagaaenhed og Hadefuldhed overfor Tysklands Mod standere gjorde, at den ganske forfejlede sin Hensigt og vakte 97

Antipati i Stedet for Sympati, hvad ogsaa senere Tyskere har forstaaet og beklaget, Men jeg bestrider overhovedet dette „ Løgnefelttogs" Eksi stens. Jeg tvivler om, at det har bestaaet i andet, end at der i Krigens Begyndelse opstod vilde Krigsrygter, som sagtens ogsaa fandt Vej til en Del af Pressen. Og saa maa man natur ligvis regne med, at i ethvert Land fremstilles Krigsbegiven hederne saa gunstigt som muligt for vedkommende Land. Mon Wolffs Bureau er synderlig bedre end de andre? Er Neder laget ved Marne nogensinde blevet aabent indrømmet i den tyske Presse? Ingen af Parterne har vel helt rene Hænder. Alligevel vilde jeg ikke vove at udtale nogen Mening her, hvis jeg ikke havde et Vidnesbyrd at henholde mig til, hvis Troværdighed for mig er ubestridelig. Det hidrører fra Prof. W. Sanday i Oxford. Han har udsendt et fortræffeligt Skrift om „Krigens Mening", som i lige Grad udmærker sig ved Kyndighed og Saglighed, og som snart vil foreligge paa Dansk. Han skriver her følgende:1)

„Tyskerne bliver ikke trætte af at erklære alt det, der fremkommer i den britiske Presse for „Løgne". Det er sandt, at lige i Begyndelsen, da de Folkeslag, der blev indviklede i Krigen, gik ind til en forholds vis ny Erfaring, som de var daarlig forberedt paa, saa blev alle de krigsførende Magters Presse slynget ud af sin Bane og mange vilde Rygter blev optaget med utilstrækkelig Kritik. Men denne Tingenes Til stand varede ikke længe. Jeg tror, at vor egen Presse har gjort sit bedste for at sige Sandheden, og i den Henseende er jeg heller ikke, naar jeg tager Krigstilstandens Ansvar med i Betragtning, i Stand til at forebringe nogen skarp Anklage mod vore Fjender. Hvad vor egen Presse angaar, saa tror jeg, at der ikke blot har været en ærlig Be stræbelse efter at sige Sandheden, men en ærlig Stræben efter at yde vore Modstandere Retfærdighed. Jeg har stadig set uforbeholden An erkendelse af deres Soldaters og Matrosers Mod og Selvopofrelse og af den resolute Offervillighed hos den civile Befolkning. De som er komne tilbage fra Fronten taler med al Respekt om Tyskeren som Soldat og enhver dristig Daad af den tyske Flaade er blevet lige saa varmt prist i dette Land som i Tyskland selv."

Derfor stiller jeg mig meget tvivlende til denne tyske Tale om det engelske Løgnefelttog. Men hvad der er en ubestride lig Virkelighed det er det rasende Felttog af Had, Foragt og, man maa sige det, Bagtalelse, som i Tyskland blev mobiliseret mod England. Det er blevet tilstrækkelig dokumenteret i det

') W. Sanday: The meaning of the war 1915. J. P. Bang: „Hurra og Halleluja". 7 98

foregaaende. Og dertil fandtes i England i alt Fald i Krigens første halve Aar ikke paa nogen Maade noget tilsvarende Sidestykke. Men fremdeles siger man fra tysk Side, at Tyskland er et fredelskende Folk, at det og dets Kejser kun vilde Freden. Tyskland truede ingen, vilde kun udvikle sig i Fred. Men det vilde England i sit Nid og Nag ikke taale; derfor plan lagde det lumsk i mange Aar dette Overfald, som det nu har bragt til Udførelse. Hele Skylden er derfor Englands. England vader i Blod. England fører det ene Folk efter det andet til Slagterbænken o. s. v. Jeg skal hertil først sige, at hele dette Spørgsmaal om Motiverne er det ørkesløst at drøfte. Det er jo den letteste Sag at tillægge sine Modstandere de sletteste Motiver, og Læserne vil sikkert have set, at i den Kunst har den tyske Krigslitteratur drevet det til Fuldkommenhed. Hverken fra en gelsk eller fransk Side har jeg paa langt nær set noget til svarende overfor Tyskerne. De kunde jo lige saa godt er klære, at det var Tyskerne, som var fyldte af Misundelse over Englands og Frankrigs rige Kolonier, og derfor havde planlagt og grundig forberedt Krigen. Men det har de, saa vidt min Kundskab rækker, ikke gjort. Naturligvis lægger de Ansvaret for Krigen over paa Tyskland; men de bestræber sig for at være noble og saglige i deres Polemik og fremfor alt: de søger omhyggelig at skelne mellem de ledende, ansvarlige Kredse og saa selve det tyske Folk, som de omtaler med al Respekt; medens vi har set Eksempler nok paa, hvorledes det engelske Folk som Helhed er blevet udskældt og smædet fra tysk Side. Jeg gentager, at jeg kun benytter den Krigslittera tur, som kommer under Navn fra de forskellige Folkeslags dan nede og intelligente Kredse. Det andet regner jeg ikke med. Her tror jeg nok, at de forskellige Folk ikke har meget at lade hinanden høre; Smudspressen og Karikaturtegnerne er vel ens alle Vegne, og den Behandling, den tyske Kejser her har faaet, har vistnok ofte været lidet sømmelig. Man har i det hele taget, selv i de intelligente Kredse, vanskeligt ved at opfatte den tyske Kejsers Personlighed ret; men her kan man da ogsaa møde den fornuftige Erklæring: vi forstaar ham ikke. Kun tror jeg ikke, at den tyske Presses lavere Lag har faret bedre med de fjendtlige Magters Fyrster, i alt Fald maa det siges, at den Maade, hvorpaa selv den dannede tyske Skribent 99 kreds har behandlet Modstandernes Statsmænd, særlig Sir Edw. Grey, er noget saa baade dumt og forargeligt, at det vil være vanskeligt at finde noget Sidestykke dertil. Læserne vil have set talrige Beviser herpaa. Men dernæst: kan man forlange, at England skulde være ubetinget overbevist om Tysklands Fredskærlighed? Jeg vil her slet ikke fælde nogen Dom i det Spørgsmaal, om Tysk land vilde Krigen eller ikke, jeg spørger bare, om Tyskerne kan fordre, at England skulde tro paa deres Vilje til Fred? Maa man ikke, naar man forsøger at sætte sig ind i engelske Synspunkter, indrømme, at den kolossale og feberagtige Ud bygning af den tyske Flaade maatte af England føles som en Trusel? For dem er Spørgsmaalet om Overherredømmet paa Havet unægtelig et Spørgsmaal om Liv eller Død. Og alle Englands Forsøg paa at opnaa en Overenskomst her, strandede jo paa tysk Modstand. Men bortset herfra, var der da ikke i Tyskland tydelige Tegn paa en voksende Krigsstemning? Det er fra tysk Side blevet sagt, at ikke et Menneske i Tyskland tænkte paa Krig. Det er i hvert Fald en taabelig Usandhed. Alene Navnet Bernhardi modbeviser det. Men man kan desuden pege paa talrige Fakta. Jeg skal nævne nogle. I Aaret 1913, altsaa Aaret før Krigen, udkom der en mærkelig Bog af en Tysk-Amerikaner Prof. O. Nippold1), hvori han bl. a. siger følgende:

„Chauvinismen er vokset enormt i Tyskland i de sidste 10 Aar. Dette Faktum gør det stærkeste Indtryk paa dem, der er vendt tilbage til Tyskland efter at have levet længe udenlands. — Jeg selv kan af egen Erfaring sige, hvor forbauset jeg, da jeg efter lang Fraværelse kom tilbage, blev ved at se denne psykologiske Forvandling."

Og videre:

Haand i Haand med denne udprægede Fjendtlighed overfor frem mede Lande gaar der en ensidig Krigsbegejstring og Krigsmani, som man for faa Aar siden vilde have anset for umulig. Man kan kun med Beklagelse indrømme det Faktum, at der for Tiden er saa megen an svarsløs Agitation mod andre Stater og Nationer og saa megen frivol Tilskyndelse til Krig. Der kan ikke tvivles om, at denne Agitation er en Del af en vel overvejet Plan, hvis Formaal er at vinde Befolknin gen og om muligt ogsaa Regeringen — ved alle Midler, selv ved For-

') Der deutsche Chauvinismus. 7* 100

vrængelse af Pakta og ondskabsfuld Sladder — for Chauvinisternes Program. Disse Folk ikke blot tilskynder Nationen til Krig, men puster systematisk til Ønsket om Krig. Krigen skildres ikke som en Mulig hed, der kan indtræde, men som en Nødvendighed, der maa komme, og det jo før jo bedre. Summen af den Lære, der føres af de chauvini stiske Organisationer som den altyske Forening, det tyske Forsvars- Forbund er altid den samme: en evropæisk Krig er ikke blot en Eventualitet, vi maa være forberedt paa, men en Nødvendighed, som vi i det tyske Folks Interesse skulde glæde os over."

En engelsk Forfatter W. H. Dawson, der er godt kendt med tyske Forhold og har skrevet flere Bøger om Tyskland, fortæller i sin sidste Bog1), at han har liggende for sig en tilfældig Liste paa 32 Krigspjecer fra Aarene 1911 —13, af hvilke 6 taler om en Krig med England, 7 om en Krig med Frankrig og 9 om en Verdensbrand. Han nævner adskillige af Titlerne, saaledes: „Den kommende Verdenskrig", „Frank rigs Ende i Aaret 19—", „I ønsker Elsass-Lothringen ? Vi vil tage hele Lothringen og mere til" o. s. v. En af Lederne for Foreningen „Det unge Tyskland" skrev i dens officielle Organ i Okt. 1913:

„Krig er det ædleste og helligste Udtryk for menneskelig Handle kraft. Ogsaa tor os vil Kampens glade, store Time slaa. Stille og dybt maa i det tyske Hjærte Glæden over Kampen og Længselen efter den leve. Lad os til det yderste haane de bukseklædte gamle Kællinger, som frygter Krigen og beklager den som gruelig eller modbydelig. Nej, Krigen er skøn. Dens ærværdige Højhed løfter Menneskehjærtet op over det jordiske og det lave. I Skyslottet oventil sidder Heltene Frederik den store og Blucher og alle Handlingens Mænd — den store Kejser, Moltke, Roon og Bismarck er der ogsaa, men ikke de gamle Kællinger, som vilde tage vor Krigsglæde fra os. Naar her paa lord et Slag er vundet og de tro faldne stiger op til Himlen, da vil en Potsdammer Lanse-Korporal kalde Vagten til Døren og „gamle Fritz" vil springe fra sin gyldne Trone og give Befaling til at præsentere Gevær. Det er det unge Tysklands Himmel."

Højst interessant er ogsaa følgende Udtalelse i „Frankfurter Zeitung" fra 5. Jan. 1912:

.Erklæringer om, at det tyske Folk er fredeligt sindet, gør intet Indtryk i Storbritannien. Englænderne svarer os nemlig: Det tror vi gerne, men det er ikke det tyske Folk, der laver den tyske Politik. Den Politik laves paa et Sted, der er absolut, uansvarligt og uberegne ligt. og af den Grund knytter vi kun en platonisk og aldrig en prak-

') What is wrong with Germany 1915. 101 tisk Værdi til de folkelige Fredserklæringer. Hvad skal vi svare herpaa? Det er uheldigvis et Faktum, at i Hovedspørgsmaalet, om der skal være Krig eller Fred, har hverken Rigsdagen eller det tyske Folk et Ord at sige."

Ogsaa socialistiske Førere som Scheidemann har i Rigs dagen udtalt det samme. Der kunde være meget andet, saaledes Maximilian Har- dens brutale Erklæring om, at Tyskland vilde Krigen, men de her anførte tyske Røster er tilstrækkelige til at vise det urime lige i Forlangendet om, at England skulde stole paa tyske Erklæringer om, at det tyske Folk vilde Freden. Endelig tales der fra tysk Side højt op om Englands skam melige Forræderi: England har forraadt den fælles germanske Sag, den fælles protestantiske Sag o. s. v. Det er et mærke ligt Ord at bruge i denne Sammenhæng. England har i Aarene forud for Krigen gerne villet slutte en Overenskomst med Tyskland, men de to Stater kunde ikke blive enige om Vil- kaarene. Men naar der ingen Løfter er givne, saa kan der heller ikke være Tale om Forræderi. England stod altsaa frit, og naar saa de store Konflikter udbryder, maa naturligvis et hvert Land havr Lov til at stille sig dér, hvor det selv mener, at dets Ære og dets Livsinteresser kræver, det skal staa. Be skyldningen for Forræderi er altsaa ikke andet end Hysteri. At Ententen blev dannet med det lumske Formaal at knuse Tyskland, paastaar Tyskerne, men uden Bevis; Englænderne paastaar, at den kun blev dannet i fredelige øjemed. Den tyske Opfattelse af Kong Edvard VII og Sir Edw. Grey er efter engelsk Fremstilling lutter Fantasi. Omhyggelige Under søgelser som de af Prof. G. Murray anstillede1) viser, at hele det foreliggende diplomatiske Materiale fra 1909 af, da Grey traadte til, viser, at han tilstræbte at løse diplomatiske Knuder ved fredelige Aftaler. Naar Tyskerne altsaa ikke kan føre Be viser for deres Paastande, kan de ikke forlange, at neutrale skal tage Hensyn til dem. Derimod byder Sandheden os at sige, at til hele dette forfærdelige Felttog af Had og Foragt fandtes der ikke til nærmelsesvis noget Sidestykke i England, ja ikke en Gang i Frankrig, i alt Fald ikke i den Krigslitteratur, der svarer til den her skildrede tyske. Tyskerne har i Grunden kun kunnet

*) I en Bog om Sir Edward Grey 1915. 102 finde et eneste brugbart Citat, der derfor ogsaa idelig gaar igen som Tordenskjolds Soldater, nemlig en Udtalelse fra „Saturday Review\ixz 1897(\), en Udtalelse, som den engel ske Krigslitteratur aldeles ikke vedkender sig. Eftersom Krigen er trukket ud, og efter at der er sket Begivenheder som Tor pederingen af Lusitania, er der maaske nok sket nogen For andring heri. Men før den Tid indskrænkede man sig til med usminket Forbauselse at opnotere dette Faktum og deraf drage den Slutning, at man maatte bringe alle Ofre for at fore Krigen til Ende. Efter de Prøver, vi har set paa det tyske Had, kan man godt forstaa Churchills Udtalelse:

„Vi staar overfor en Fjende, som uden ringeste Skrupel vilde ud rydde os, Mand, Kvinde og Barn, ved enhver Metode, der stod til hans Raadighed. Vi kæmper mod en Fjende, som ikke et Øjeblik vilde tøve med at tilintetgøre hver eneste Sjæl i dette store Land i denne Time, hvis det kunde blive gjort ved at trykke paa en Knap. Vi kæm per mod en Fjende, som vilde tænke saa lidt derved som en Gartner, der ryger en Hvepserede ud. Lad os erkende, at dette er et nyt Fak tum i Verdenshistorien, eller snarere det er et gammelt Faktum, ud sprunget af Fortidens forfærdelige Afgrunde. Vi kæmper mod en Fjende af denne Slags og er indviklede i en Kamp paa Liv og Død. At tabe vil være at blive gjort til Slaver eller i bedste Fald at blive ødelagte; ikke at vinde en afgørende Sejr er det samme som at faa hele denne Elendighed tilbage igen efter en urolig Vaabentilstand og skulle kæmpe det igennem igen, sandsynligvis under mindre gun stige Omstændigheder og maaske alene."

Den endelige Dom maa altsaa lyde paa, at hele dette for færdelige Udbrud af Had og Foragt overfor andre Folk, sær- lig England, er et saare sørgeligt Produkt af en nytysk Aand, der sikkert — som alt sligt — i det lange Løb vil være allermest skadeligt for det tyske Folk selv. Og de ideligt til bagevendende Domme, at det engelske Folk som saadant skulde være nedsunket i Hykleri og Løgnagtighed, dem gør man vel bedst i overhovedet ikke at tage alvorligt. Det maa haabes, at Tyskerne selv en Gang vil naa saa vidt, at de for tryder dem. Hvad nu den anden Hovedtanke angaar, den tyske Selv beundring, ja Selvforgudelse, saa maa jeg ogsaa her sammen fatte Resultatet. At den her gengivne Tankegang er meget udbredt, er, mener jeg, uigendrivelig bevist; at den er over ordenlig farlig, derom er jeg ikke i mindste Tvivl. Begge Dele bliver ogsaa til en vis Grad indrømmet af besindige Tyskere 103 selv. Til det besindigste, jeg herom har læst fra tysk Side, hører en Bog af Prof. M. Schian: „Das deutsche Christentum im Kriege". Han følger Skridt for Skridt den hele Tankegang. Lad os drage Linjerne til et samlet Billede: Tysklands Sag er retfærdig. Derfor er Gud for os. Derfor maa Tyskland sejre. Guds Straffedom skal ramme Tysklands Fjender og Tyskland skal være Guds Redskab til Gennem førelsen af denne Straffedom. Og ikke blot det: Det tyske Folk har en nødvendig Plads i Guds Verdensstyrelse, ja den er ret egentlig Centrum deri. Derfor kan det tyske Folk ikke gaa til Grunde. At det forholder sig saa, vises dels ved en Henvisning til Folkets totusindaarige Historie, dels ved at pege paa de store Goder, Gud har givet det tyske Folk. Særlig for Protestantismens Fremtid er Tyskland uundværligt. De andre Folk, den hele Verden trænger derfor til det tyske Folk. Det har et Verdenskald at opfylde. Derfor kæmper det for Gud. Det er hans udvalgte Folk. Dette er den første Tankekres, hvorom det her drejer sig. Prof. Schian har sine store Betænkeligheder. Han indser, at der ikke er tilstrækkelig Grund til ligefrem at opstille den Fordring, at Gud skal og maa lade Tyskland triumfere. Han frygter for, at denne Tale om Tyskland som Guds udvalgte Folk skal føre til, at man synker tilbage til gammeltestament lige Forestillinger. Han frygter for, at der foreligger en Fare for national Selvovervurdering, for hovmodig Selvbedømmelse. En Forfatter har ligefrem sagt, at Gud nu har ladet Jordens Folk gennemgaa en „examen rigorosum"; de andre er faldne igennem, kun Tyskland har bestaaet. Schian tør dog paa den anden Side ikke ligefrem sige, at denne Dom er falsk. En rolig Prøvelse vil efter ham føre til, at det tyske Folk maa tilkendes Sejrspalmen og stilles øverst. Og han advarer — efter mit Skøn meget overflødig — mod Tyskernes „fanatiske Selvkritik". Han slutter sig til Deissmanns Ord om, at Tyskerne er Jordens Salt. Han er klar over, at „enhver burde kunne se, i hvilken Grad Forretningsaand og Hykleri beherskede det engel ske Folk, og i hvilken Grad den lidenskabelige Forblindelse førte det franske Folk til sjælsraa Grusomhed og fejg Selv skuffelse". Her løber altsaa Hadet ogsaa af med denne ellers besindige Tysker. Jeg tilstaar, jeg har endnu ikke begrebet, hvorfor det, der naar det drejer sig om Englændere, kaldes Mammonsdyrkelse, skal, naar det gælder Tyskere, benævnes 104

Forretningsdygtighed eller lignende; eller, hvordan det kan være, at naar Englænderne tjener mange Penge, er det en skammelig Udsugelse og noget saare slet, medens, naar Ty skerne, som de roser sig af, tjener forholdsvis endnu flere Penge, saa skal det kaldes en Velsignelse for Verden og noget meget udmærket! Ganske særlig da ikke, naar Muligheden for Tysk lands Berigelse delvis hviler paa det Frihandelsprincip, som netop England og ikke Tyskland hidtil har hævdet! Men lad det nu være. Prof. Schians Imødekommenhed og Sindsro har naturligvis sine Grænser. Tysklands fuldkomne Uskyldighed og aldeles rene Samvittighed er ogsaa for ham en Selvfølge. Han kan lade sig henrive til hine lidenskabelige Skældsord og kan ikke nægte, at han ogsaa tror paa Tysk lands Overlegenhed og Verdenskald, men han mener dog, at man ikke udenvidere tør foreskrive Gud, hvorledes han maa handle, og han hævder i alt Fald i Teorien, at Tyskerne ikke har Ret til hovmodig Foragt overfor andre Folk. Det er dog i alt Fald noget! Den anden Tankekres har til sit Indhold Kravet om en særlig tysk Religion eller Paastanden om, at Tyskland besidder en særlig udmærket Form for Kristendom. Højdepunktet i denne Tankerække er jo dette, at Gud betegnes som den tyske Gud. Der er en indre Forbindelse mellem tysk Væsen og Kristendommen, der er et afgjort Aandsslægtskab mellem Gud og det tyske Folk. Denne Tale falder nu Prof. Schian stærkt for Brystet. Han siger: vi maa da ikke tale, som om vi havde forpagtet Gud. Hvad vilde vi Tyskere sige, hvis Englænderne talte om en „engelsk Gud" — hvad han er saa retfærdig at indrømme, at Englænderne ikke gør. Denne Indrømmelse maa i høj Grad bemærkes. Tyskeren, der roser sig selv af sin Ydmyghed, be skylder Englænderen tor det utaaleligste Hovmod. Men det er vel at mærke ikke Englænderen, men efter Tyskerens egen Tilstaaelse Tyskeren, der forpagter Gud som sit Folks Gud, gør ham til „den tyske Gud". Paa dette Punkt staar Tysk land virkelig ene. Den Ære — eller den Skam maa det tyske Folk beholde. Jeg har sagt, at jeg betragter disse nytyske Tankegange som farlige. Denne Sætning trænger endnu til nærmere Belys ning. Man træffer nemlig hyppig den Opfattelse, at denne naive tyske Selvophøjelse kan man bedst betragte med et 105 overbærende Smil1). Men det er efter min Overbevisning en ganske utilstrækkelig Opfattelse. Man glemmer her, at den hidtil saa naive og idealistiske Tysker siden Bismarcks Tid er blevet saa uhyggelig praktisk og aktiv. Disse Tanker er ikke blot barnagtige Drømme, men de er aldeles uundværlige for Tyskeren, naar han skal begrunde sin Overbevisning om den tyske Politiks ubetingede moralske Ret. Med denne Tankegang har Tyskeren unægtelig, for at tale med Nietzsche, paa For- haand „taget sig en god Samvittighed". Og det er herudfra ikke til at undres over, at som en troskyldig Nordmand har udtrykt det, det tyske Folk i denne Krig „lyser af en god Samvittighed". Naar det tyske Folk er Verdenshistoriens Midt punkt, Verdens Mening og Guds inderste Tanke, saa maa en hver Modstand mod tyske Krav være Modstand mod Guds Vilje; og alt hvad Tyskland forlanger eller gør, maa være retfærdigt og godt. At tvivle derom vilde være en Formaste lighed, vilde være gudsbespottelig Vantro, og at bekæmpe det vilde være en Overtrædelse af alle guddommelige og menneske lige Love. Naar der gøres Alvor af denne Tankegang, naar den anvendes praktisk, saa er den en forfærdelig Fare; netop fordi Tyskland er saa stort, saa dygtigt og saa mægtigt, og fordi det har saa vældig en Ærgerrighed, saa stærke Storheds- drømme. Der gives ikke det Overgreb, der findes ikke nogen Form for Tvang og Vold mod ikke-tyske Folkeslag, som ikke ud*fra denne Tankegang kan fremstilles saaledes for Tyskeren, at han indser deres Nødvendighed og føler sig fuldstændig overbevist om, at der her er handlet ret. Der vil ikke være den svageste Brod i hans Sjæl, han vil subjektivt set være fuldkommen hæderlig overbevist om sin Sags fuldkomne menneskelige og guddommelige Ret, og hans Ansigt vil lyse og straale af en absolut ren Samvittighed. Hvis disse nytyske Tanker trænger igennem — og sejrer Tyskland anser jeg det for aldeles sikkert, at de vil trænge igennem, thi en afgjort Sejr i denne Krig vilde jo give dem den ønskeligste historiske Bekræftelse i alle Hovedpunkter — saa vil disse Farer øjeblikkelig indtræde; saa vil Tyskerne strags begynde paa at opfylde deres Bestemmelse at „fylde Verden med Gud" og med det tyske Væsen. Selvfølgelig vil Faren blive størst for de Folk, der ligger Tyskland nærmest.

') Saaledes f. Eks. Prof. J. L. Heiberg i Tilskueren Jan. 1916. 106

Og Faren er saa meget større, som disse Tanker er nødvendig knyttede til en anden nytysk Tanke, som jeg ellers ikke i dette Skrift har fremdraget, men som her maa nævnes, nemlig den nye tyske Statstanke. Det er ganske forbausende at lægge Mærke til, hvilken Betydning Ideen om Staten har faaet i det moderne Tyskland. Staten er den store Magtfaktor, der skal sætte de politiske Krav igennem. Fra Staten kan der ikke appelleres til nogen højere Autoritet, derfor kan det ikke nytte her at fremholde de moralske Grundsætninger, der gælder for de enkelte Menneskers indbyrdes Samliv. Her spørges der kun om Magt. Det Folk, som har en Kulturopgave, kan kun fremme den gennem en stærk Statsdannelse, og det vil atter sige, gennem en stærk Hær og Flaade. Her er det, Treitschkes Tanker især har gjort deres Virkning. Og med denne nye tyske Statstanke følger bl. a. to helt nye Tanker, der er af den aller største Række vidde og som f. Eks. for os Danske faar den mest afgørende Betydning. Den ene af disse Tanker gaar ud paa, at der skal sættes et helt nyt Forhold mellem Ideen om Staten og Ideen om Nationaliteten. Før opstillede man Nationalitetens Krav om folkelig Frihed og Selvstændighed som det højeste. Nu hører man den ene tyske Røst efter den anden hævde, at Forholdet ganske skal vendes om. Nationalitetsideen har nu udspillet sin Rolle; den skal træde tilbage for Statstanken. Den østerrig- ungarske Statstanke er saaledes meget vigtigere end de for skellige Nationalitetskrav indenfor dette i national Henseende saa brogede Rige. Og overfor den nordslesvigske Befolknings Nationalitetskrav hedder det nu, at det maa ganske træde til Side for den tyske Statstanke. Den tyske Statsdannelse, der saavel i sin bureaukratiske som i sin militære Organisation er blevet udviklet til den højeste Fuldkommenhed, og som kun har den mægtige Opgave at være Magtgrundlaget for den tyske Kultur, den er som saadan det vigtigste af alt, og noget saa ubetydeligt som en lille annekteret Befolknings Nationalitets krav kan i Forhold hertil aldeles ikke komme i Betragtning. Den anden nye Tanke, som i Forbindelse med Fremhævel sen af Statsideen vinder stedse større Tilslutning, er den, at ud fra dette nye Synspunkt er der overhovedet ingen Mening i smaa Staters Tilværelse. Staten skal være en Magtfaktor; det kan smaa Stater overhovedet ikke være. De store Kulturtanker kan overhovedet ikke trives i de smaa Statssamfund, her kan 107 der ikke leves med store Horisonter og verdensvide Udsigter, her vil Livet med Nødvendighed indsnevres og forsumpe. Hvis en saadan lille Stat ligger i Vejen for en stor Stats Ud- videlsestrang, hvis den bliver en Hindring for Gennemførelsen af dens verdensomfattende Kulturopgave, saa maa denne Hin dring fjernes og den lille Stat opsuges af den store. Det er Livets Lov og heroverfor gælder ingen Paaberaabelse af nogen formentlig Ret. De svage maa give Plads for de stærkere, det er Tingenes uundgaaelige Gang i Medfør af Livet selv, og det er bedst for de smaa Folk selv at blive befriede for deres stagnerende og hensygnende Tilværelse ved at blive optagne i en stor Statsdannelse. Det er ikke svært at paavise disse Tanker i tysk Littera tur. Saaledes taler Bernhardi om „det jammerlige Liv i alle Smaastater": „At der skal tilkendes den svage samme Eksistensret som det stærke livskraftige Folk, det betyder et anmassende Indgreb i de naturlige Udviklingslove" og Treitschke: „De smaa Nationer har ingen Tilværelsesret og bør opsluges", for ikke at tale om Lasson: „Det er moralsk, siden det er fornuftigt, at de smaa Stater til Trods for Traktater, bliver et Bytte for den stærkeste."

Og i denne Sammenhæng vil jeg da endnu optage et Do kument, der efter mit Skøn er i højeste Grad oplysende. Det er en Udtalelse af en af de agtværdigste tyske Politikere, den tidligere Præst F. Naumann. Hans Tankegang er i høj Grad mistrøstig for de smaa Folk, men tillige er den et glimrende Eksempel paa, hvorledes en fuldkommen brav og hæderlig Tysker formaar at belyse et tysk Overgreb saaledes, at det kommer til at staa for ham som et Udtryk for en dybere Ret, ja bliver en ligefrem Pligt, saa den tyske Samvittighed i hvert Fald er ren. Han siger følgende: „Men sæt, at Belgiens Neutralitet virkelig havde været ærlig ment, saa staar dog det Spørgsmaal tilbage, om den lille Enkeltstat i alle mulige Tilfælde har Ret til at unddrage sig den verdenshistoriske Ny dannelse. Det er nemlig Kærnen i Sagen. Krige er jo nemlig ikke mere Fejder, som man foretager, naar man ikke har andet at bestille; de er Organisationsforskydelser i Menneskehedens Udviklingsgang. Derved fastsættes Andelene i den vordende Styrelse af Menneskeheden 108

for en Menneskealder eller maaske endnu længere. At det sker ved g' er "aardt og barbarisk, men Menneskehedens Historie byder ingen anden Fremgangsmaade. Da der gives stigende og synkende 2- u0,8 Folkes,ag. saa maa der gives Afregningsdage, i hvilke Del- agtigheden i den kommende (her maa man have det tyske Ord ) Menschheitzentralverwaltung bliver ordnet paany. En saadan Afregnings ag er nu kommen. Saa venlig man nu end rent menneskelig set kan staa overfor de neutrales Ønsker, saa kan man dog, rent principielt set, ikke indrømme dem nogen Ret til at unddrage sig denne al mindelige Proces, ifølge hvilken der sker en ny Centralisation af Ledel sen indenfor Menneskeheden. I den sociale Kamp oplever vi bestandig at de smaa Bedrifter gærne vil staa udenfor Fagforeningsbevægelsen! te lykkes det dem, ofte lykkes det ikke. Koncentrationstanken sejrer Paa lignende Maade forholder det sig paa Storpolitikens Omraade."

Den danske Stat hører jo unægtelig til „de smaa Bedrifter", hvis Skæbne altsaa skal være beseglet. Jeg agter nu aldeles ikke at indlade mig i ørkesløse Forhandlinger om, hvorvidt en saadan Udvikling beror paa en Naturlov og om den derfor er uundgaaelig eller ikke. Jeg vil blot hævde, hvad der er en Selvfølge, at ophæves den lille Statsdannelse og opsluges den af den store, saa er det ogsaa ude med dens selvstændige Kultur. Uden den i den statslige Selvstændighed liggende Fri hed (eller hvis Folket er undertrykt: uden Kravet om og Kam pen for denne Frihed) vil dets ejendommelige Liv svinde hen og dets Kulturopgaver, dets særlige Indsats i Verdenskulturen blive umuliggjort. Skal det lille opslugte Folk „organiseres - efter den store Stats Vilje og tjene dens Interesser, saa vil det, der er det nødvendige Underlag for al selvstændig Kultur,' Bevidstheden om Frihed til selv at ordne sit Liv efter sit eget Væsens Krav være forsvundet. Og hvis ikke det lille Folk til det yderste værger sig derimod, er dets Dom beseglet og Ver den blevet en Kulturværdi fattigere. Jeg véd ikke, om nogen Tysker læser dette. Man siger jo, at den tyske Statshjærne er saa overordentlig fint organi seret, at den opfatter og opsamler alt. I saa Fald kunde jeg nok have Lyst til at spørge: Kan nogen Tysker forlange, at en Dansk, naar han kender disse nytyske Tankegange og disse Betragtninger over de smaa Folks Stilling, skal kunne have Sympati med Tyskland? Maa Tyskeren ikke, hvis han vil være, hvad Englænderne kalder „fair", indrømme, at for saa vidt disse Tanker bliver bestemmende for Tysklands Fremtidsudvik ling, vilde det være lidt for meget at vente begejstret Tilslut ning fra Tysklands smaa Nabostaters Side? Et af to. Enten 109 deler han selv disse nytyske Tanker, og saa maa han sige: Ja, det gør mig ondt for de smaa svage Folk, men det faar ikke hjælpe; de maa med i Dansen, deres Smaainteresse maa vige for vor store. Men saa vil jeg i al Fald da ikke fornedre mig til at tigge om deres Sympati i den nærværende Kamp, og jeg vil ikke være saa taabelig og saa inkonsekvent at harmes, naar jeg ikke kan faa den. Eller han deler ikke disse nytyske Tanker, og saa maa han indrømme, at saa længe denne nytyske Aand fører et saa kraftigt Sprog, er det i det mindste begribeligt, at de smaa Folk har svært ved at tro paa, at den tyske Sags Sejr vil blive til Velsignelse for dem. Det vil gaa op for ham, at man her med Rette kan gyse tilbage for at blive velsignede af dette tyske Væsen. Og saa vil han, hvis han er konsekvent, vende sig med al sin Kraft mod denne nytyske Aand og bekæmpe den som den farligste Kilde til Fordærvelse for Tyskland selv. Men af den sidste Slags Tyskere synes der for Tiden kun at være forbistret faa. Man har ofte sagt, at Neutraliteten kræver, at man hverken udtaler sin Sympati eller sin Antipati. Det er et ganske urime ligt Krav, der altid kun vilde være til Fordel for den, der har Uret. Jeg mener desuden, at jeg i Virkeligheden viser Tysk heden større Agtelse ved at udtale mine Anker, ja i visse Henseender min Forargelse, end de gør, der mener, at Tyskere ikke kan taale at høre en saglig Fremstilling, selv om den gaar dem imod. Desuden har jo Tyskerne ved deres heftige Propaganda bejlet til vor Sympati, det er da ikke mer end rimeligt, at de faar Svar paa deres Spørgsmaal. Men — ja, egenlig behøvede det ikke at siges, men for at forebygge Misforstaaelse vil jeg dog sige det til Slut. Mit Hjærte bløder lige saa fuldt ved Tanken om de tyske Soldaters og de tyske Hjems Lidelser som ved Tanken om, hvad de andre Folk maa lide. Saa meget mere som der rundt omkring i de tyske Skyttegrave færdes Mænd, der folkelig set er af samme Blod og Slægt som jeg og taler det samme danske Modersmaal. At Tyskeren kæmper for sit Land, er da lige saa selvfølgeligt, som at de andre kæmper for deres. Og alt dette med, at det er Fjendernes Agt at „tilintetgøre Tyskland", at „ødelægge den tyske Kultur„ og „fratage det Evangeliet" osv., det har jeg intet Fællesskab med, men jeg er ganske vist ogsaa overbevist om, at det kun er Fostre af deres opskræmte Fantasi, og der er da heller ikke for øjeblikket ringeste Udsigt til, 110

at sligt skulde kunne ske! Tysklands Kultur og Religion kan overhovedet ikke ødelægges, og Tyskland selv skal nok bliv'e staaende. Det eneste jeg ønsker og beder om, er en Fred med Retfærdighed. Men en uretfærdig Fred — og dertil reg ner jeg en Fred, der vilde tjene den nytyske Aands Ideer - , den vilde være en Forbandelse for Verden. Intet er vissere end det! Tyskerne er saa vrede over, at Franskmændene kalder dem „Hunner og Barbarer". Men det skulde de tage mere over legent. En Tysker skulde blot gøre det Tankeeksperiment, at Franskmændene var komne ind i Tyskland og havde lagt Kølner- domen i Grus, vilde saa ikke hele Tyskland have staaet i et Skrig over de franske Barbarer? Og saa kan dog det, som Domkirken i Køln betyder for Tyskland, paa ingen Maade sammenlignes med det, som Domkirken i Reims betød for Frankrig! Man skulde i Tyskland tage dette lige saa over legent og lige saa roligt, som man i England har taget paa det tyske Had. Og for at man heller ikke her skal tro mig paa mit Ord alene, saa vil jeg til Slut anføre, hvad der her er skrevet i en af de fortræffelige og mønsterværdige engelske Krigspjecer: „Papers for the waru :l)

„Naturligvis kan Briten kun glæde sig over, at Folket i den mør keste Time fulgte Ærens Vej, men vi maa bane Vej for en lykkeligere Fremtid ved at søge selv nu at se med Sympati paa Tyskland. Og i vort Tilfælde vilde det blive mindre vanskeligt at se med Sympafi paa Tysklands Idealer og Krav, hvis vi vilde gøre os rigtig Umage for at indse, hvad det er for mange gode og ædle Egenskaber, der samvirker til, at Tyskeren føler, at det er en Glæde og en Hæder at dø for sit Land. Hvis vi ser bort fra Krigen og tænker paa Tyskland, som vi kendte det før sidste Sommer, hvor megen Plads er der da ikke for den Sympati, Beundring og Taknemlighed, som er Kilderne til inter national Velvilje. Vor Gæld til Tyskland er det overflødigt at dvæle ved. 1 Musik, Filosofi og Videnskab skylder den moderne Verden Tyskland mere end hele Resten af Europa tilsammen, ikke at tale om Glæden ved af besøge det skønne Land eller talløse personlige Venligheder fra dem, vi nu er i Krig med. Saa hvis Sympati, Medfølelse, Taknemlighed og Slægtskab er Kilder til Kærlighed, saa skulde det ikke være for haardt for os selv nu i Krigens Hede at afholde os fra Bitterhed og Hævn lyst og besvare Raseri med Taalmod. De vilde Udbrud af lidenskabe ligt Had, som vi læser i tyske Digte og Taler, behøver ikke at finde noget Ekko i England. Det er Skrig af Mennesker, der er blevet bittert og grusomt skuffede, snarere end Udtryk for en blivende Følelse,

') E. Mc. Douglas: Germany and the Germans 111 men vi Englændere vilde ingen Undskyldning have, hvis vi besvarede den i et lignende Sprog. Krigen maa vel føres til Ende; en ufuldstæn dig Afgørelse vilde kun bringe nye Lidelser over en ny Generation. Men hvordan det end ender, saa maa vi være de første til at vise Højsind overfor Fjenden og Redebonhed til at knytte de gamle Baand igen. —' Hvis Tyskerne havde talt om deres Fjender med noget af det samme Højsind, saa vilde de sikkert ogsaa have vundet derved. Saa vilde vi andre ogsaa kunne have skænket dem noget mere af den Sympati, som de dog saa inderlig ønsker og saa aabenbart smertelig savner.

Til næste Aar, 1917, skal der fejres 400 Aars Fest for Re formationen. Den brød jo frem i Tyskland med Martin Luther. Den kom ogsaa til os, og vort Folk er kommet til at leve sit Liv under Eftervirkningen af denne store Begivenhed. Forhaabenlig har vi Freden inden den Tid. Og hvis Tysk land da skulde have sejret, kan man uden Vanskelighed tænke sig, hvilket Forløb Reformationsfesten vil faa i sit Moderland. Den vil blive en jublende Takkefest til den Gud, der atter har bekendt sig til Tyskland som sit særlige hellige Land, og til det tyske Folk, der efter sin Getsemane- og Golgata-Lidelse har oplevet sin herlige Paaskedag og nu staar rede til at vel signe den hele Verden med det tyske Væsen. I denne Jubel vil alle besindige Røster drukne. Hvorledes Festen vil blive fejret, hvis det ikke skulde gaa efter Tyskernes ønske, kan jeg knap forestille mig. Ogsaa herhjemme vil vi fejre denne Fest. Vi vil gerne takke for det gode, der herhjemme er tilflydt os fra Tyskland, selv om mange blandt os vil mene, at denne Indførelse af tysk Væsen var lidt vel rigelig og vel ensidig og i mange Hen seender har været os en kostbar Gave; at vi altfor længe og altfor grundig kom under Indflydelse af det tyske Væsen. Vi maa gøre os det klart, at vi hverken kan eller vil holde denne Fest saaledes, at den bliver til et Knæfald for dette tyske Væsen. Altfor længe har den tyske lutherske Kirke yndet at optræde som „Moderkirkender regner alle de andre lutherske Menigheder for sine „Døtre", hvis Trivsel og Fremgang frem deles skal afhænge af, at de villigt og lydigt tripper i Hælene af deres tyske Moder. Den Tid er længst forbi. I det Hundred- 112 aar, der er forløbet siden sidste Reformationsfest, har den danske Kristendom (lige saa fuldt som f. Eks. den norske og den svenske) udfoldet sit selvstændige Liv og skal ikke mere tage sin Tilværelse til Len af noget andet Folks Kristendom. Der maa i den Maade, vi fejrer denne Fest paa, være en kraftig Hævdelse af vor kristelige Selvstændighed, en afgjort Afstandtagen fra den Karikatur af Kristendom, som vil gøre Kristendommen til et særligt tysk Anliggende, saa at først naar Kristendommen er blevet fortysket, kan den skænke de andre Folkeslag den fulde Velsignelse, den Helbredelse, som den syge Verden trænger til. Den tyske lutherske Kirke maa blive klar over, at den staar tilbage i meget, at ogsaa den har meget at lære af andre; den maa indse, at Lutherdommen ikke er noget særligt tysk Anliggende, saa meget mindre som Halvdelen af det tyske Folk, der er katolsk, kalder Luther dommen for en Pestilens, og den maa fremfor alt gøre Bod for den forfærdelige Besmittelse og Forvanskning af Kristen dommen, som her er blevet skildret, hvis der ikke skal rejses den dybeste Kløft mellem den og alle andre Kirkesamfund. Vi her i Danmark vil ikke længer leve vort Kristenliv i det tyske Væsens Skygge, har alt længe ikke villet det. Vi vil, for at tale tysk, have vor egen Plads i Solen, i Guds Naade- sol, der skinner med samme Kraft og Klarhed til alle Jordens Folkeslag og er dem alle lige nær. Vi vil med Tak glæde os over, og saa vidt vi evner det og det passer for os, ogsaa tage imod alt det, som denne Sol kalder frem af rigt og mangfoldigt Liv blandt alle Jordens Folk, men vi vil afvise det som et ukristeligt Hovmod, at noget enkelt Folk skulde tilkende sig Ret eller Kald til at paanøde noget andet Folk sit Væsen, sin Kristendom som den for alle bedste. Skal Reformationsfesten efter denne frygtelige Krig, hvori de forskellige kristne Folke slag har styrtet sig imod hinanden og oprevet hinanden, fejres paa rette Maade, saa maa det først og fremmest ske derved, at man hævder og i Fredslutningen af al Evne gennemfører de forskellige Folkeslags lige Ret til at leve i fuld og ube- skaaren Frihed, saa vel i folkelig Henseende som paa alle Aandens Omraader. Kun naar dette Maal anerkendes og til stræbes, vil det forfærdelige Folkehad kunne dæmpes og maaske en Gang til sidst forsvinde.

DET SCHØNBERGSKE FORLAG — KØBENHAVN

J. P. BANG PROFESSOR, LIC. THEOL. DET RELIGIØSE SJÆLELIV RELIGIONSPSYKOLOGISKE STUDIER 1911 udkom I. RELIGIONSPSYKOLOGIEN OG RELIGIONEN SELV 2.50 1912 udkom II. MODERNE RELIGIONSDANNELSE INDENFOR KRISTENHEDEN (ENFØDT RELIGION) 3.75

Professor J. P. BANG skriver i »Dansk Kirketidende«: Hertil nogle Bemærkninger som Selvanmeldelse. Jeg har i længere Tid, som »Dsk. Kirket.«s Læsere ogsaa vil vide, s3'slet med Religions- psykologien og vilde nu gærne samle mine Studier til ét Hele. Dertil har jeg gjort Begyndelsen i foreliggende Bog. Den indeholder: I. Hvad Religionspsykologien vil. II. Hvad Religion er. III. Fysiologisk Reli- gionsforklaring. 1. Forklaring af Religionen som Udslag af epileptisk Sindsyge. 2. Forklaring af Religionen som et sjæleligt Produkt af Køns driften. IV. Religiøse Sygdomsfænomener. Denne Indholdsfortegnelse vil vel give en foreløbig Forestilling om Rogens Indhold. Om jeg faar Tid og Kraft, er det min Hensigt at fortsætte med 3 Bøger til. Jeg vilde gerne skrive om »Enfødt Religion* og derunder søge at fremdrage Syns punkter, der skulde virke klarende til Bedømmelse af den nærværende religiøse Situation. Fremdeles vilde jeg søge at skildre den religiøse Ud vikling, sjælelig set, følge dens karakteristiske Faser fra Barnets til Ol dingens Liv; særlig med Hensyn til den religiøse Inspiration, de religiøse Virkemidler, derunder saaledes Betydningen af »Mængdens Psykologi« og Indflydelsen af Suggestion paa det religiøse Omraade. Om det lykkes mig vil naturligvis delvis afhænge af den Modtagelse, den foreliggende Bog faar. Enhver Forfatter tror jo, at det, der interesserer ham, ogsaa vil interesserer andre, og jeg har unægtelig tænkt mig, at den religiøse Interesse i det hele og særlig den religionspsykologiske Interesse var oppe i Tiden, hvorpaa adskilligt kunde tyde.