Sathyam Sivam

Sundaram

Bind 6: Sathya Sai Baba’s livshistorie (1986 til 1993)

Dansk titel: Sandhed Godhed Skønhed

Af B.N. Narasimha Murthy

Oversat af: www.saibabapaadansk.dk Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s livshistorie: Sathyam Sivam Sundaram.

Bøgerne er oversat fra engelsk, men disse bøger indeholder en del sanskrit-ord. Flere af disse sanskrit-ord dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende.

For at gøre bøgerne læsevenlige og samtidig give læseren mulighed for at undersøge begreber, navne og steder nøjere, har jeg udarbejdet er ordliste, der bringes bagest i bogen

Første gang et ord på sanskrit er blevet oversat til dansk, er denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er så blevet registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den alfabetiske rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der f.eks.: ”Du fremsiger muligvis formlen: ’Jeg er Gud’ korrekt…”, så skal I søge efter ’Jeg er Gud’ i ordlisten under j.

Ordlisten skal som nævnt udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende de oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er vigtigt at bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som hovedregel indeholder ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat til i den konkrete sammenhæng.

Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.

2 Indholdsfortegnelse

Forlagets bemærkninger side 4

Forord side 5

Kapitel 1 Den Guddommelige fryds bjerg side 7

Kapitel 2 Begejstringens genlyd fra bjerget side 20

Kapitel 3 Den nye tids ledere side 36

Kapitel 4 Gudbenådet handel side 52

Kapitel 5 En gryende sommer i Brindavan side 75

Kapitel 6 Vær Mit redskab side 91

Kapitel 7 På Hans mission side 111

Kapitel 8 Flere tegn og undere side 137

Kapitel 9 Forandringens vinde side 158

Kapitel 10 Det lægelige under side 173

Kapitel 11 Læge, helbred dig selv side 188

Kapitel 12 Den Universelle Lærer side 211

Kronologisk oversigt over begivenheder i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s liv fra 1986 – 1993. side 221

Ordliste side 228

3 Forlagets bemærkninger

Den første bog om Avataren Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s livshistorie, der blev skrevet af ophavsmanden til meget af den Sathya Sai litteratur, der findes, Sri N. Kasturi, blev udgivet i 1961, 35 år efter Hans komme i 1926. Den sidste af de efterfølgende tre bøger, der dækker Bhagavan’s hellige liv frem til 1979, blev udgivet i 1980.

Med Bhagavan Baba’s velsignelse blev Sathyam Sivam Sundaram-komiteen, med de fire veteran-hengivne dr. G. Venkatranam, dr. Jayalaksmi Gopinath, Sri B.N. Narasimha Murthy og fru Sitalakshmi, dannet i oktober 2003. Formålet med komiteens arbejde er at få skrevet de efterfølgende bøger om Hans hellige livshistorie. Komiteen betroede Sri Narasimha Murthy opgaven med at indsamle materiale og skrive teksten til disse bøger. Begejstret er forfatteren gået ind i dette arbejde, og han har fået hjælp af komiteens øvrige medlemmer og af Sri V.N. Prahlad. En femte bog, der dækker Baba’s liv og mission fra 1980 til 1985, blev udgivet i forbindelse med fejringen af Gurupoornima den 21. juli 2005.

Vi er glade for, at vi nu kan fremlægge den 6. bog her i forbindelse med fejringen af vor elskede Bhagavan’s 82-års fødselsdag. Denne bog skildrer den Guddommelige rejse fra 1986- 1993. Det var begivenhedsrige år, hvor den Guddommelige mission foldede sig ud på en global skala.

I denne periode velsignede Bhagavan Baba et utroligt stort antal hengivne fra alle egne af verden med den unikke mulighed, det er at deltage i en mangfoldighed af aktiviteter, der blev sat i gang for at føre Hans Guddommelige Vilje ud i livet. Sri Narasimha har udført den vanskelige opgave, det er at indsamle materiale fra et stort antal hengivne, og han har gjort det med stor ildhu og pligttroskab. Lykkeligvis har han også været et tæt vidne til Den Guddommelige Saga i disse år, hvor han har tjent som forstander på Sathya Sai Universitetets kollegier i Prasanthi Nilayam og Brindavan. Hans storslåede beretning står næsten mål med historiens genstand, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba.

I dag ofrer vi denne bog til Bhagavan’s lotusfødder, idet vi beder om Hans Nåde og velsignelse. Vi håber, at bogen vil behage Ham og inspirere den ivrige skare af hengivne, der befinder sig på Hans Guddommelige missions vej.

23. november 2007

Sri Sathya Sai Books and Publications Trust, Prasanthi Nilayam.

4 Forord

Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s almægtige Nåde har valgt at benytte mig som det redskab, der skal skrive endnu en bog om Hans Guddommelige livshistorie. Det er en bog, der dækker Hans liv og mission i perioden fra 1986 til 1993. Jeg vil for altid stå i stor gæld til Ham, fordi Han på denne måde har velsignet mig. Jeg føler, at han har givet mig en opgave, hvis fuldførelse vil være fuldbyrdelsen af mit liv. Endnu engang må jeg indrømme, at denne bog blot vil give et fingerpeg om, hvad Bhagavan foretog Sig i årene 1986-1993 for at udføre Sin selvpålagte mission med at frelse menneskeheden fra at ødelægge sig selv på dette meget kritiske tidspunkt i dens historie. Avataren opererer på forskellige eksistensniveauer, og ikke blot på det fysiske plan som vi er bevidste om. Vi må blot stole på Ham, når Han afslører, hvad Han gør på andre eksistensniveauer. En hel del af disse hændelser er medtaget i denne bog.

Som det er tilfældet med den forrige bog, så er beretningen vævet sammen af tråde fra en historie, en krønike og et testamente. I bogen vil du finde en blanding af en kronologisk og en tematisk skildring af Hans livs historie i denne periode. Imidlertid findes der også en kronologisk oversigt over periodens begivenheder i et appendiks bagest i bogen. Jeg har været så heldig at være vidne til de fleste af disse begivenheder på tætteste hold. Men det er ikke alt, jeg har været vidne til. Så jeg må også tilstå, at jeg desuden har indsamlet materiale til denne bog ved at tale med nogle få hundrede personer, og det selv om jeg godt ved, at Hans pragtfulde påvirkning er blevet oplevet af millioner af mennesker over hele verden. I mit arbejde med at skrive bogen har min højeste prioritet været at gøre den autentisk. Derfor har jeg udelukkende baseret mit arbejde, som det også var tilfældet med den forrige bog, på at skrive om oplevelser og refleksioner, som folk jeg har mødt eller talt med, har haft eller gjort sig. Jeg er bevidst om de begrænsninger, der ligger i en sådan tilgang til arbejdet, men jeg har bevidst valgt dette efter grundige overvejelser og efter at have talt med kyndige ældre og venner.

Det at bogen skal være let at læse, er et andet kriterium, som jeg har lagt vægt på. I fem ud af tolv kapitler i denne bog har jeg anvendt Hans hengivnes historier som byggestene til Hans livshistorie. Det har også været nødvendigt på grund af det faktum, at det centrale i Hans nuværende avatariske mission er transformeringen af det menneskelige hjerte, og dette bliver umiskendeligt reflekteret i Hans hengivnes liv. Swami har ofte sagt: ”Min historie er intet andet end Mine hengivnes historie. De hengivne tilhører Mig, og Jeg tilhører de hengivne.”

Hver eneste af disse historier, der er medtaget i bogen, er repræsentativ for tusinder af sådanne mænd og kvinders historier.

De første to kapitler: ’Den Guddommelige fryds bjerg’ og ’Begejstringens genlyd fra bjerget’ skildrer den dejlige og liflige historie om Baba’s besøg i Kodaikanal. Udtrykt i antal dage som Han opholder Sig et bestemt sted, bliver Kodaikanal kun overgået af Prasanthi Nilayan og Brindavan. Det første kapitel fortæller kort om Hans tidligere besøg på dette bjerg før 1986, og fortællingen kulminerer med indvielsen af Sai Sruti i juni 1986. Det andet kapitel begynder med beskrivelsen af en typisk dag i Sai Sruti og retter dernæst opmærksomheden mod de betydningsfulde begivenheder, der fandt sted her under Bhagavan’s besøg mellem 1986 og 1993.

Indvielsen af fakultetet der skal beskæftige sig med virksomhedsledelse på Sathya Sai Institute of Higher Learning, var en anden vigtig begivenhed i 1986. Det tredje kapitel ’Den nye tids ledere’ beskriver Baba’s filosofi vedrørende ledelse i handelsvirksomheder og Hans personlige engagement i arbejdet med at hjælpe de studerende og lærerne med at praktisere denne filosofi. ’Gudbenådet handel’, det næste kapitel, skitserer livet for nogle få forretningsmænd blandt Baba hengivne, der holder sig til ’rigtig handling’ (dharma) i deres

5 personlige liv såvel som i deres arbejdsliv. Kapitel fem fortæller om foråret og sommeren i Brindavan.

Det sjette og det syvende kapitel ’Vær Mit redskab’ og ’På Hans mission’ skildrer den opløftende indflydelse, som Han har på Sine valgte redskaber, der skal spille en vigtig rolle i Hans mission. Det sjette kapitel fortæller fire af disse velsignede menneskers historie. Det er mennesker, der tjente i Hans fysiske nærhed. Det næste kapitel beskæftiger sig med fem personer, der udbredte Hans budskab ud over den ganske verden.

’Flere tegn og undere’, kapitel otte, byder på en beretning om den forbløffende og mirakuløse manifestation af Avatarens Guddommelige Kraft og visdom rundt om på kloden. Det niende kapitel ’Forandringens vinde’ hæver sig op og fortæller om Sai-bevægelsens udbredelse i denne periode.

Etableringen af Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences i Prasanthi Nilayam i 1991 vendte et nyt blad i beretningen om sundhedspleje i verden. Uden tvivl var dette den vigtigste begivenhed i Hans livshistorie i den periode, som denne bog dækker. Det tiende kapitel illustrerer historien om ’Det lægelige under’. Det næste kapitel ’Læge, helbred dig selv’, beskriver den vidunderlige transformation, som Bhagavan fremkaldte hos nogle få læger blandt de tusinder, der gennem tiderne er blevet tryllebundet af Hans Guddommelige lære og personlighed.

Det sidste kapitel, ’Den Universelle Lærer’, giver et dybtgående indblik i Bhagavan’s lære, som den kommer til udtryk i Hans otte taler, som Han holdt i forbindelse med Gurupoornima i perioden 1986-1993.

Jeg er taknemmelig over for Sri K.S. Rajan, forlagets leder, og over for de ansatte i Sathya Sai Books and Publications Trust for alle deres værdifulde forslag. Jeg er speciel taknemmelig over for Sri V.N. Prahlad for hans hjælp med at planlægge bogens struktur.

Mine gode venner, Sri C. Srinivas, Sri Sanjay Sahni og Sri Ruchir Desai, har løbende givet uvurderlige råd med hensyn til indholdet i denne bog. Sri K. Vasantha Raj har tilbragt adskillige dage sammen med mig for at assistere mig med at redigere teksten. Hr. William Miller og fru Debra Ruth Miller har også givet en hjælpende hånd med at redigere bogen. Taknemmeligt takker jeg for deres støtte.

To af mine yngre og idérige kollegaer, Sri Sai Manohar og Sri Rajeev Rajan, har været mine medarbejdere med denne hellige opgave. Sri Rajeev Rajan’s indsats med at give bogen et godt indhold er yderst rosværdig. Jeg takker kunstnerne Sri Kamalakar og Sri M.B. Suresh Kumar for deres uselviske engagement.

Min unge ven, Sri Mahabaleshwar, har arbejdet hårdt med at indplacere fotografierne de rette steder i bogen. De væsentligste kilder til fotografierne er Prasanthi Digital Studio, Sri R. Padmanabhan og Sri Kekie Mistry. Mine højt respekterede kollegaer, dr. C.N. Sundaresan, dr. A. Ashok og dr. T. Ravi Kumar, har også lånt os nogle af fotografierne. Den tidligere studerende, Sri Bishweshwar Prushty, har hjulpet med at vælge de rigtige fotografier fra Prasanthi Digital Studio’s arkiver. Jeg står i gæld til dem alle.

Jeg ofrer denne kærlighedens blomst til legemliggørelsen af kærlighedens lotusfødder; til vores elskede Guddommelige Mester, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, og jeg gør det i kærlighed og taknemmelighed.

23. november 2007 B.N. Narasimha Murthy

6 Kapitel 1

Den Guddommelige fryds bjerg

1.1. Det var højsommer, og det var i Prasanthi Nilayam i maj 1986. Stedet der havde været fyldt til randen med mennesker, før Bhagavan Baba var rejst til Brindavan, var nu helt forladt. Alle de studerende var rejst hjem på ferie, eller de var i Brindavan, hvor de nød ferien i selskab med deres elskede Swami. Det var kun nogle få forskere på Sathya Sai Institute of Higher Learning, der var blevet på universitetets campus for at arbejde videre med deres forskning. Baba havde givet dem en deadline for, hvornår deres arbejde skulle være færdigt. På det tidspunkt var jeg forstander på drengenes kollegium i Prasanthi Nilayam, men jeg var rejst til Brindavan sammen med Swami. Forskerne måtte stille sig tilfredse med at høre om Herrens aktiviteter i Brindavan, når de talte i telefon med nogle fra Brindavan. Det skete også, at der fra Brindavan kom nogle studerende eller lærere, der skulle udføre noget arbejde i Prasanthi Nilayam.

1.2. Efter en 10-dages tur til Ooty vendte Baba tilbage til Brindavan den 12. maj. Femten studerende og lærere, inklusiv mig selv, havde haft den gode skæbne at ledsage Ham på denne tur. Rygterne svirrede i luften om Bhagavan’s forestående rejse til Kodaikanal. Forskerne håbede på, at de ville få den eftertragtede mulighed for at ledsage Baba til Ooty eller Kodaikanal, når de engang havde taget deres doktergrad. Men det lå mindst to eller tre år ud i fremtiden. Men til deres store glæde og overraskelse ankom Bhagavan til Prasanthi Nilayam den 22. maj. Den næste morgen kaldte Han dem ind til et interview! De følte sig som rejsende, der pludselig var stødt på en oase i en trist og trøstesløs ørken, når de mindst ventede det. Endnu mens de kappedes med hinanden om at komme til at sidde tættest på Swami, spurgte Han dem: ”Det er meget varmt, er det ikke?”

1.3. Drengene tøvede med at svare ”ja”. Men Baba fortsatte. ”Jeg ved, der har været meget varmt her i Puttaparthi. Er der nogle af jer, der ikke kan fordrage koldt vejr?”

1.4. Fire af dem rakte hånden op. Swami materialiserede vibhuthi og gav den til dem. Herefter henvendte Han Sig til de andre og bekendtgjorde: ”Jeg vil tage jer med til Kodaikanal!”

1.5. Det er vel unødvendigt at fortælle, at de var målløse af glæde. I et nu blev millioner af drømme til virkelighed i deres hjerter. Swami tilbragte yderligere 30 minutter sammen med dem, hvor Han spurgte ind til, hvordan det gik med deres forskning, og hvordan de i det hele taget havde det.

1.6. Den næste dag kørte Bhagavan til Brindavan. Det virkede, som om Swami udelukkende var taget til Prasanthi Nilayam for personligt at overbringe dem den gode nyhed! Dag for dag intensiverede deres forventninger sig i deres sind. De tænkte, at de ville blive kaldt til Brindavan, før ferien var forbi, og Instituttet startede op igen. Men dagene gik, uden de hørte nyt fra Brindavan, og universitetet begyndte igen den 1. juni. Deres forventninger begyndte at forvandle sig til fortvivlelse. Men i deres hjerter vidste de, at deres Gud ikke ville svigte dem.

1.7. Endelig kom den ventede besked om morgenen den 16. juni. De blev bedt om at indfinde sig i Brindavan den samme aften, og de skulle medbringe den bagage, der var nødvendig til en tur til Kodaikanal. De dansede af glæde. Den nye bus, der tilhører Sri Sathya Sai Central Trust, ankom til kollegiet klokken 15.00 og kørte mod Brindavan medbringende 18 himmelstræbende Sjæle. Da de nåede frem til Brindavan omkring klokken 19.30, støvregnede det, og det var ret køligt. Efter at have sørget for deres aftensmad og indkvartering trak Bhagavan Sig tilbage.

7 1.8. Næste morgen kaldte Baba dem ind i Jhoola Hall i Trayee Brindavan. Nogle få drenge, der opholdt sig i Brindavan i deres ferie, blev bedt om at slutte sig til den udvalgte gruppe. Da Han beskrev den skønhed og storslåethed, der er over den bjergby, som de skulle hen til næste dag, udstrålede Swami den samme sprudlende energi, som brusede i den udvalgte gruppe unge. Han fortalte dem også detaljeret om de vigtigste turiststedet, der findes på stedet. Det er steder som søen, vandfaldet der skinner som sølv, søjleklipperne og de dejlige vandreture.

1.9. Netop da trådte en frivillig ind i salen og sagde: ”Bhagavan! Der er kraftigt regnvejr over Kodaikanal, og vejrudsigten fortæller, at det vil fortsætte med at regne i mindst fjorten dage!” Ville rejsen blive udsat? Alle ventede med tilbageholdt åndedræt. Swami traf den endelige beslutning. ”Jeg vil ikke skuffe drengene. Lad os tage af sted i morgen! Alt vil komme til at gå godt!”

Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i Kodaikanal

1.10. Bjerge, skove, slyngplanter, blomster, fugle, skyer, bække og vandfald – synet af hver af disse ting har kraften til at minde enhver jordisk Sjæl om dens overjordiske oprindelse. Læg det hele sammen, og I har Kodaikanal. Tilføj den velsignede skæbne det er at være vært for denne tidsalders Avatar, der i Sig forener kraften til at frelse alle samt en Guddommelig lidenskab for at lede mennesket tilbage til dets skæbnebestemte herlighed, nemlig evig og grænseløs lyksalighed – det er Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i Kodaikanal!

1.11. ’Kodai’ betyder ’sommer’, og ’kanal’ betyder ’luftspejling’ på tamil. En luftspejling vildleder en udmattet rejsende i ørkenen til at tro, at der en vand, der hvor der ikke er noget. Til sidst ender hans stræben med, at han opdager en oase, som kan siges at være en

8 luftspejlings materialisation. For et menneske fra sletterne, der er svedet helt af af den brændende varme sommer, er Kodaikanal en oase for en træt vejfarende i en ørken. Derfor er den enkle oversættelse af ordet ’Kodaikanal’ på tamil ’et sommeropholdssted’. Kodaikanal befinder sig på den sydlige spids af Palani-bjergenes højst beliggende område, der danner en østlig udløber af Western Ghats i Sydindien. ’Kodai’ betyder også en paraply. Stedet er rig på tætte skove med stedsegrønne træer, der i form ligner et blomkål, og som giver en kølig skygge i den varme sommer. Palani-bjergene kaldes ’Varaha Giri’ på sanskrit, der direkte oversat betyder ’vildsvine-bjergene’. Ifølge en legende blev en vismand, der levede i disse bjerge, engang vred på 12 drillesyge børn, og han kastede en forbandelse over dem: De skulle blive til vildsvin! Men senere kom Herren Siva og frelste dem og genskabte dem, så de fik deres oprindelige skikkelse igen.

Søen i Kodaikanal’s hjerte

9 1.12. Kodaikanal, der er beliggende i en høje af 2.200 meter over havets overflade, og som ligger 120 km fra den berømte tempelby, Madhurai, er nu en velkendt bjergby og et velbesøgt sommeropholdssted. Den højeste temperatur om sommeren ligger under 20 grader, og om vinteren kommer temperaturen ikke under otte grader. Som det er tilfældet med de fleste bjergbyer i Indien, blev Kodaikanal opdaget af englænderne. Men æren for at forvandle stedet til et sommeropholdssted skal tilskrives de amerikanske missionærer, der arbejdede i Madhurai i det 19. århundrede.

1.13. Selve byen Kodaikanal er vokset op rundt om en smuk sø, der i omkreds er fem kilometer. Det stille og fredsommelige vand der fylder søen, og de dansende liljer på dens overflade, udgør en vidunderlig og eventyrlig scene. En gåtur rundt om søen tidligt om morgenen er oplivende og opmuntrende. Når man ser rundt på det, der omkranser søen, så ser man majestætiske bjergskråninger med gigantiske træer. Et virvar af slyngplanter og sammenfiltrede, hængende rødder, vilde blomster der svajer i den milde brise og de klukkende bække, tilføjer en paradisisk charme til disse bjergskråninger. Når man klatrer op ad disse bjergskråninger og når toppen, ser man ud over bedårende grønne græsenge. Det kan ikke undre, at Kodaikanal kaldes ’prinsessen blandt bjergbyer’ eller ’smaragden, der er indsat i Palani-bjergene’.

1.14. ”Prasanthi Nilayam er Baba’s kontor. Brindavan er Hans hjem, og Kodaikanal er Hans legeplads!” Det er en interessant udtalelse, der florerer blandt Hans hengivne. Det kan ikke undre, at Bhagavan Baba, der holder virkelig meget af naturen, valgte Kodaikanal som Sit tredje hjem, da Han blot var 31 år gammel. Hans første besøg i Kodaikanal var i maj 1957. Under dette besøg blev det Sri Venkatamuni fra Madras og hans fromme hustru, fru Susheelamma’s gode skæbne at være vært for Herren. En smuk bungalow var blevet gjort parat til Hans ophold. Blandt den håndfuld personer der ledsagede Ham, var de to sanyasi’er, Sri Swami Sadananda og Sri Swami Satchidananda, der var disciple af Swami Sivananda, stifteren af The Divine Life Society.

1.15. Frem til 1966 besøgte Swami næsten hvert år Kodaikanal, og derefter fulgte der en lang periode på næsten 15 år, før Han igen kom til Kodai. Men i disse 15 år besøgte Han regelmæssigt Ooty, og i 1978 blev der startet en skole dette sted i det nyerhvervede Dalhousie Mansion. Campus’en fik navnet Nandanavanam. Sri V. Srinivasan fra Madras, der ledsagede Swami på Hans ture til Ooty, bad Ham ofte om at velsigne sin bolig i Kodai med Sin Guddommelige tilstedeværelse. I 1981 blev Srinivasan’s bønner hørt. En aften i Ooty, da selskabet var i gang med at pakke sammen, da de skulle tilbage til Whitefield efter et to ugers ophold, annoncerede Baba til alles overraskelse: ”Vi tager til Kodaikanal i morgen!” Skønt det var en gunstbevisning over for Srinivasan, kom meddelelsen som et lyn fra en klar himmel. Da han overbragte de glædelige nyheder til sin hustru, fru Vidya, der var i Kodai, flød hendes hjerte over af både glæde og bekymring. Hun havde allerede pakket alt muligt sammen og stort set lukket hytten ned, eftersom hun skulle til Madras den næste dag. Og desuden havde hendes 10-årige søn, Murali, høj feber. Det var en sand bodshandling for hende og hendes tjenestefolk at pakke tingene ud igen og gøre hytten parat til at modtage deres Herre. De arbejdede hele aftenen og det meste af natten. Men det var et arbejde fuld af kærlighed, og de udførte det i en lyksalig sindstilstand.

1.16. Den næste dag ankom Swami til Kodaikanal klokken fem om eftermiddagen sammen med Sit selskab på seks personer, der blandt andet omfattede oberst Joga Rao og dr. Bhagavantham. Selvfølgelig var værten, Srinivasan, også rejst med Swami fra Ooty. Da Baba steg ud af bilen, så Han Vidya Srinivasan stå uden for hytten for at byde Ham velkommen. Med fryd i stemmen sagde Han: ”Nan Nane Vandiruken!” på tamil, hvilket betyder: ”Jeg er kommet hertil på Egen hånd!” Kodaikanal’s Sjæl, der havde ventet i 15 lange år på dette øjeblik, var begejstret over at lytte til disse ord. De næste fire dage blev én lang frydefuld fest for de få heldige, der var omkring Ham. Det gjaldt også den unge Murali, hvis feber var forsvundet, endnu før Bhagavan ankom.

10 1.17. Da der ikke var nogen folkeskare omkring Ham, kunne Swami for én gang skyld nyde den sjældne fornemmelse af at have bevægelsesfrihed. Hytten, der var mere end 100 år gammel, lå oppe i højlandet og bød på en vidunderlig udsigt. Da Srinivasan købte hytten i 1973, hed stedet faktisk ’Bjerg-hvilestedet’. Srinivasan omdøbte det og kaldte det ’Sai Kripa’ (Sai’s Nåde). Da Swami velsignede stedet med Sin Guddommelige tilstedeværelse, strålede det som ’Mount Kailasa’. Bhagavan fortalte familien Srinivasan, at stedet faktisk var helligt, og at et meget fromt par havde boet der engang i fortiden. Senere fandt man ud af, at det var blevet brugt som et åndeligt retrætested af kristne missionærer. Swami gik rundt i den smukke have, og engang imellem satte Han Sig og nød atmosfæren. En morgen blev der arrangeret en picnic ved bredden af Berijam-søen 12 km fra hytten. En anden morgen besøgte Swami en bolig, der tilhørte en mand, Sri Narasimhachari, der i lang tid havde været en hengiven. Stedet lå ned til Kodaikanal-søens nordvestlige hjørne. Når tusmørket sænkede sig over bjergene, elskede Han at sidde ved ildstedet inde i hytten sammen med Sit selskab. Ved disse lejligheder talte de om Gud og vejene, der fører til Ham. Deres sind blev løftet til højere planer, hvor ingen verdslige eller jordiske problemer kunne forstyrre dem.

Med tilstedeværelsen af legemliggørelsen af Siva-Shakti blev ’Mount Rest’ til ’Mount Kailasa’

1.18. Solopgangen og solnedgangen var betagende. Hver aften samlede der sig omkring 30 mennesker for at få darshan. Den vidunderlige scene hvor Baba sidder i en stol på en højtliggende grund med Solen, der går ned, som baggrund, var et fantastisk syn, som disse få dødelige nød i fulde drag. De lyttede også til Hans taler, som Han holdt på tamil, og som Srinivasan oversatte til engelsk.

1.19. I bestræbelserne på at gøre Swami og Hans selskabs ophold mere behageligt havde familien Srinivasan flyttet tjenestefolkenes kvarter, og de og deres familier var flyttet over i garagen. Deres kærlighed til Ham rørte Ham dybt, men Han kunne aldrig have det godt og bekvemt på bekostning af Sine hengivnes bekvemmelighed. Det var grund nok til, at Han gjorde dette ophold på turen meget kort. Men episoden havde også en positiv side. Da Srinivasan bad til Swami om at få lov til at bygge et anneks til hytten inden næste sommer, gav Han Sit samtykke. Baba besøgte Kodai igen i januar 1982, og Han blev der en uge. På det tidspunkt foreslog Han nogle ændringer til konstruktionen, der var under opførelse. Bygningen stod færdig før sommeren 1983.

11 Sai Kripa, den hellige hytte Annekset til Sai Kripa

1.20. Bhagavan’s ophold i Kodai denne sommer, et ophold der strakte sig lidt over en måned i april-maj, banede vejen for ’Sai-sæsonens’ komme i Kodaikanal. Disse ophold kom til at betyde meget for områdets økonomi. Sai-sæsonen, der begynder i april, trak et stort antal hengivne fra hele verden til Kodai. Det bevirkede, at den normale sæson, der først begynder i maj, blev udvidet med en måned. År for år steg antallet af hengivne, der kom til byen. Somrene 1984 og 1985 viste sig at blive en gylden tid for Srinivasan’s ydmyge bolig, og antallet af mennesker der kom for at få darshan, nåede tusind og endda endnu flere. Snart blev det indlysende, at ’den gyldne tid’ ikke kunne vare ved, eftersom folkemængden efterhånden blev helt uhåndterlig.

1.21. I slutningen af 1983 havde Sri Narasimhachari overdraget et stykke jord, der stødte ned til søen, til Sathya Sai Central Trust. Swami bad Srinivasan om at sørge for, at der blev opført et gæstehus på dette sted, hvor fyrstemoderen af Nawanagar kunne bo under sine ophold. Opgaven med at bygge dette hus begyndte i 1984, og den blev betroet til Sri Mohandas Naidu fra Coimbatore. Gæstehuset stod færdigt i maj 1986.

1.22. Klokken 06.30 om morgenen den 18. juni 1986 forlod en konvoj bestående af fire biler og en bus Brindavan for at køre til Kodaikanal. Bhagavan og nogle få hengivne sad i bilerne, og Hans drenge sad i bussen. Swami var nødt til at standse mange steder for at slukke den åndelige tørst hos de tusinder af hengivne, der stod og ventede på at få Hans Guddommelige darshan. Når Han nåede frem til steder som Dhyarmapuri, Salem, Dindigul og Palani, steg Han ud af bilen, gik rundt blandt de hengivne, der sang lovsange, og accepterede arathi. Da Han nåede frem til Sai Kripa i Kodaikanal, var klokken over 18.00.

1.23. Da familien Srinivasan bød Bhagavan velkommen til deres hytte, var de overhovedet ikke klar over Hans plan om at flytte over til gæstehuset ved søen den næste dag. De havde gjort Sai Kripa parat, så den kunne huse Ham under Hans ophold. De havde også arrangeret, at Hans drenge kunne bo på et hotel i nærheden. Det kan ikke undre, at de blev chokeret, da Han afslørede Sin plan for dem nogle få minutter efter Sin ankomst. Baba forklarede dem, at den nye bygning, der lå på en meget større grund, og som lå midt i byen, bedre ville kunne modtage det store antal hengivne, der ville komme for at få Hans darshan. Den Guddommelige Vilje måtte ske. Hr og fru Srinivasan, der overgav sig til det Guddommelige dekret, følte, at de kunne have planlagt og bygget gæstehuset endnu større og bedre, hvis de blot tidligere havde

12 kendt til Den Guddommelige Vilje. Det faldt i deres lod at arrangere indvielsen af ’den nye bolig’ den næste morgen. Til at hjælpe sig med denne opgave havde de den altid tjenestevillige gruppe af dedikerede arbejdere, nemlig medlemmer af Sathya Sai Seva Dhal.

1.24. Eftersom bussen med drengene ikke var nået frem til Kodaikanal klokken 19.30, sendte Swami to biler af sted, en mod Palani og den anden mod Madhurai, for at se efter den. Bussen, der kom kørende fra Palani, havde fået slået sin forrude i stykker, og den var nødt til at køre meget langsomt. Da den endelig nåede Sai Kripa, var klokken blevet 21.30. Men Baba ventede på, at Hans drenge skulle komme, og Han trak Sig først tilbage for natten, da Han var sikker på, at alle havde det godt. Han orienterede dem også om indvielsen af Hans bolig den næste morgen. Drengene var glade for at se, at det ikke regnede i Kodai, selv om det var meget køligt. På vejen dertil havde de bedt til Regn-guden om at afkræfte den vejrudsigt, som mennesker var kommet med med hensyn til denne Guds planer med vejret over denne bjergby under deres ophold. Selvfølgelig havde Regn-guden ikke andet valg end at adlyde Sai Avatarens Vilje. Det voldsomme regnvejr, der var standset den dag, Baba ankom, begyndte først igen, efter Han forlod Kodaikanal efter fem dage! Faktisk kom der et regnskyl blot en time efter, Han var taget derfra. De fem dage, der var solrige og lyse, fik besøg at lidt støvregn hver eftermiddag, hvilket er almindeligt for en typisk sommer.

1.25. Næste morgen, da drengene kørte med bussen hen til Hans bolig, så de, da de kørte på vejen langs søen, at Baba’s bil kom kørende fra modsatte side. De steg ud af bussen lige uden for grunden og skyndte sig ind. Endnu mens de var i færd med at finde deres pladser i den søjlebårne forhal, ankom Swami. Han steg ud af bilen og så Sig omkring. Overalt var der smukke blomsterdekorationer, og omkring 100 hengivne havde samlet sig uden for forhallen. Da lovsangen, der blev ledet af drengene, var mest intens, trådte Bhagavan ind i huset sammen med nogle få ældre efter at have klippet snoren over ved hovedindgangen.

1.26. Det enkle gæstehus var blevet til et tempel, eftersom Herren havde besluttet at bo i det. Det var en to-etagers bygning med to værelser og et køkken i stueetagen. De to værelser flankerer en sal, der deles i to af et kunstnerisk udskåret rækværk af træ. Den del af salen, der ligger op mod køkkenet, tjener som spisestue, og den anden del, som man kommer ind i, når man træder ind gennem hoveddøren, tjener som dagligstue. Verandaen, der som vægge har glaspartier, åbner op ud til den søjlebårne forhal gennem en glasdør. Der er to værelser på første sal, der støder op til en sal. Værelset til venstre har udgang til en balkon. Det er en dekorativ balkon med tre buer og tre lave rækværk, der er placeret lige over den søjlebårne forhal. Det hele giver bygningen et smukt udseende.

1.27. Da indvielsen havde varet nogle få minutter, trådte Swami ud på verandaen. Herefter tog Han ud på en køretur efter at have bedt Srinivasan om at tage drengene og deres bagage med ind i bygningen. Drengene blev begejstrede, da de fik at vide, at de skulle bo sammen med deres Herre under samme tag. Faktisk førte Srinivasan dem op til salen på første sal, der støder op til Bhagavan’s værelse. På den måde kunne de bo dør om dør med deres Gud! De blev både rørt og opmuntret over Hans kærlighed (prema) og venlighed.

1.28. Da Swami vendte tilbage til templet, ventede drengene på Ham i dagligstuen sammen med nogle få ældre hengivne. Da Han kom ind og satte Sig i Sin stol, begyndte det første historiske møde i dette tempel. Siden da har der været holdt i hundredvis af den slags himmelske møder i denne bygning. Ud over drengene deltog følgende i dette første historiske møde: Oberst Joga Rao, Sri Indulal Shah, fru Sarala Shah, fru Ratanlal, Sri Srinivasan, fru Vidya Srinivasan, Sri Narasimhachari og Sri Mohandas Naidu. Mødet begyndte med, at Swami fortalte de ældre: ”Vi må vælge et godt navn til templet. Kom med nogle forslag!”

13 Bhagavan ankommer til Sai Sruti til Indvielse af Sai Sruti indvielsen

1.29. Der blev foreslået mange navne: ’Sai Soundarya’, ’Sai Chandana’, ’Sai Nandini’ og så videre. Swami spurgte drengene: ”Hvad vil I foreslå?” I kor svarede de: ”Swami! Du er den, der ved bedst. Det er alene Dig, der bør finde et passende navn til templet.”

1.30. ”Det navn som vi vælger, bør give et budskab til lokalbefolkningen. Det navn vi gav til det nye tempel i Brindavan, er Trayee Brindavan. Ordet ’trayee’ repræsenterer de tre Veda’er. Lad os kalde dette tempel for Sai Sruti, erklærede Bhagavan og bad drengene om at chante vediske hymner. Det var første gang, at man hørte ’sruti’ i ’Sai Sruti’

1.31. Efter drengene havde afsluttet deres chanten, holdt Baba en kort tale om Veda’ernes grundlæggende budskab – livets åndelige mål og vejen der fører til det. Herefter serverede nogle af drengene, i henhold til Baba’s ordre, frokost i salen, der støder op til dagligstuen. Drengene sad på gulvet og spiste, mens de ældre sad og spiste ved et spisebord. Således begyndte de vidunderlige ’spise-samlinger’ med Swami i Sai Sruti. Selv spiste Han meget lidt, men Han fik de andre til at indtage et overdådigt måltid, og personligt overvågede Han serveringen. Alle fik Hans udelte opmærksomhed. Han lagde mærke til, hvad hver enkelt kunne lide og ikke kunne lide og sørgede for, at der blev serveret mad i henhold til dette. Alt dette gentog sig fire gange dagligt under Hans ophold i Kodaikanal og det år efter år efter denne første frokost.

1.32. For dem der befandt sig sammen med Bhagavan i Sai Sruti de næste fem dage, blev det én lang fest fuld af glæde og fryd. Hvert eneste øjeblik udstrålede Baba kærlighed (prema) og medfølelse. Han ligefrem madede dem med Sin Nådes Guddommelige føde, der manifesterede sig i form af en energigivende og dejlig kost – det være sig fysisk, intellektuelt, følelses- mæssigt og åndeligt. Han gav Sig Selv til dem. Det at bo sammen med Gud på bjergets mægtige tinde opløftede deres sind, så de oplevede den menneskelige Ånds storhed og ædelhed.

1.33. På det materielle plan gav Han dem alle det, de havde behov for – dejlig mad, varmt tøj tillige med små daglige fornødenheder som for eksempel sæbe, tandpasta og håndklæder. De

14 modtog også gaver som kameraer og ure. Han sendte dem på gåture rundt om søen og arrangerede, at de kunne komme på sight-seeing og ud at sejle på søen.

Swami foran Sai Sruti Swami i Sai Sruti

1.34. En af disse dage gav Bhagavan Sine drenge en praktisk lektion i det at dele og drage omsorg for andre. Denne morgen var det overskyet og køligt. Omkring klokken 09.00 kørte Han en tur og vendte tilbage i løbet af en halv time. Han fortalte drengene følgende: ”Ovre ved bådeklubben er der en lille dreng, der sælger stråhatte. Stakkels fyr! Der er ingen, der køber hans hatte. Gå derhen alle sammen og køb hatte af ham.” Og Han gav hver enkelt af dem en 100 rupee-seddel. Da de var på vej ud af døren, advarede Han dem: ”Lad være med at prutte om prisen. Betal ham den pris, han forlanger!” Således begav drengene sig ud på en barmhjertighedsmission, som deres Herre havde betroet dem. Efter drengene var taget af sted, var der en af de ældre, der spurgte: ”Swami! Hvad skal drengene bruge disse hatte til her?” Baba svarede: ”Disse drenge har ikke brug for hattene, men den dreng har brug for pengene!”

1.35. Da de nåede bådeklubben, så de en ung dreng, der var ved at gå derfra med et helt læs stråhatte. De løb efter ham og omringede ham. Drengen blev meget lykkelig, da han så så mange kunder omkring sig. En af dem spurgte ham: ”Hvor meget koster en hat?” Drengen svarede: ”Hr! Prisen er 10 rupees. Men for jeres skyld så skal I få…..” Drengene tillod ham ikke at afslutte sætningen. De fortalte ham: ”Nej, du skal ikke sætte prisen ned for vores skyld. Vi vil betale dig 10 rupees pr. hat.” Det kom som et glædeligt chok for den unge forretningsmand. Hans ansigt strålede af en usigelig glæde! Drengene ønskede, at deres Herre havde været der, så Han kunne se dette glade ansigt.

1.36. Næppe havde de betalt pengene og købt hattene, før Baba kom kørende i bilen. Hans ansigt strålede af glæde. Pludselig begyndte det at småregne. ”Stråhatte er gode at have i regnvejr!”, bemærkede Swami, da Han kørte væk i Sin bil. Da de vendte tilbage til Sai Sruti, belønnede den barmhjertige Herre dem, da Han gav dem den eftertragtede mulighed for at blive fotograferet sammen med Sig. De stod rundt om Ham med deres stråhatte på hovedet, og mange kameraer klikkede for at indfange denne mindeværdige scene!

1.37. Den tid Baba tilbragte med at sidde sammen med drengene og de ældre i templets dagligstue, var givende rent intellektuelt, og den var tillige åndeligt inspirerende. Han stillede dem spørgsmål om mange emner, og Han bad dem også om at besvare spørgsmål fra de ældre. Hans spørgsmål strakte sig fra: ”Hvem opdagede de sorte huller?” til ”hvad er forskellen på Sri Rama og Sri Krishna?” De ældre stillede dem spørgsmål som: ”Hvorfor omtaler I Swami som Bhagavan?” og ”hvad vil I beskæftige jer med, når I har afsluttet jeres

15 uddannelse?” Drengene var hurtige til at besvare de fleste af spørgsmålene. Enkelte af dem besvarede Swami Selv. For eksempel forklarede Han forskellen på Herren Rama og Herren Krishna: ”Herren Rama kæmpede kun, når Han blev provokeret, mens Herren Krishna provokerede andre til at kæmpe. Herren Krishna fik kvinder til at græde; Herren Rama græd for en kvindes skyld. Herren Rama fejrede først, efter opgaven var løst. Herren Krishna fejrede endnu inden, Han begyndte på opgaven. I skal gøre det, Rama gjorde, men når det kommer til Krishna, så skal I gøre, hvad Han sagde.”

Drengenes belønning for at have lært en Swami sammen med Sine studerende lektie i omsorg

1.38. Engang imellem bad Han nogle af drengene om at holde tale til den lille forsamling i Sai Sruti. Selv var Han ved disse lejligheder en interesseret tilhører. En aften var Sri C. Subramanian, en velkendt offentlig skikkelse og dengang præsident for Bharatiya Vidya Bhavan, en af gæsterne. Bhagavan introducerede drengene for ham, idet Han forklarede, at de var forskere, der arbejdede på at tage en Ph.d inden for forskellige grene af videnskaberne, herunder de humanistiske videnskaber. Han bad drengene om at chante vediske hymner og synge nogle lovsange. En af drengene spillede også smukt på fløjte, og en anden akkompagnerede ham på tromme. Den fornemme gæst blev meget bevæget. Han sagde: ”Swami! Du har trænet dem virkelig godt. Vi kan se, at deres ansigter udstråler en helt ekstraordinær opvakthed.” Som en stolt moder svarede Swami: ”Ja, de er meget dygtige. Alle som én kan de tale om et hvilket som helst emne. Du kan vælge hvem som helst af dem og bede ham tale om et emne, du vælger.”

1.39. Subramanian bekendtgjorde, at bio-kemi skulle være emnet, og lod blikket glide hen over drengene. Han valgte en af dem til at fortæller om emnet. Denne dreng, Gopichandran, var en dygtig taler, der før havde talt til kæmpestore forsamlinger i Prasanthi Nilayam i Baba’s nærvær. Og hans forskningsemne var bio-videnskab. Han talte meget imponerende. Herefter blev hvervet overdraget til Ravi Kumar, en forsker i ’kemien i naturens grundstoffer’. Han var kendt for at være en af de dygtigste talere blandt Instituttets studerende. Han ydede også det valgte emne ’atomar videnskab’ fuld retfærdighed. Da Subramanian roste Hans studerende mangesidede evner, lyste Swami’s ansigt op af stolthed og glæde.

1.40. Sædvanligvis sluttede disse møder med, at Baba Selv holdt en inspirerende tale. Emnerne strakte sig fra åndelighed til verdens velfærd og fra fædrelandskærlighed til familiens velfærd. Engang imellem materialiserede Han genstande, der var relevante for talen. Engang, da Han talte om et emne, der havde relation til astronomi, bevægede Han Sin højre hånd på den karakteristiske måde og materialiserede en lingam. Den var hvid og var omkring 7,5 cm høj. Han forklarede: ”Det er en vishwa lingam, og den symboliserer universet. Herefter

16 forklarede Han: ”Jorden er et stykke, der har revet sig løs fra Solen, og Månen er et stykke af Jorden. Jorden, der har sin oprindelse i Solen, drejer rundt om Solen, og Månen, der er født af Jorden, drejer rundt om Jorden. Tilsvarende bør det menneskelige liv, der har sin oprindelse i Gud, dreje sig rundt om Gud!” Han gav lingam’en til Indulal Shah og sagde: ”Indulal Shah er formand for vores organisations Verdensråd. Derfor giver Jeg ham denne lingam, der symboliserer verden.” Han instruerede Sarala Shah: ”Rens lingam’en ceremonielt hver dag ved at hælde mælk over den, og derefter skal I begge drikke denne mælk. Det vil holde jer sunde og stærke.”

”Dette er en Vishwa Lingam”

1.41. Under Bhagavans’ tur til Kodaikanal var der kun nogle få hundrede hengivne, der flokkedes om Ham, eftersom ingen havde ventet, at Swami ville rejse dertil i juni måned. Desuden varede turen kun fem dage. Selvfølgelig nød de hengivne i fulde drag at få darshan om morgenen foran templet. Og alle nød lovsangen, der blev ledet af drengene om eftermiddagen. Under lovsangen sad eller stod Bhagavan i den søjlebårne forhal. Dagen hvor Sai Sruti blev indviet, torsdag den 19. juni 1986, stod Han i samfulde 30 minutter og svajede frem og tilbage til tonerne af lovsangene, og Han øste Sin kærlighed (prema) og Nåde ud over alle de tilstedeværende.

1.42. Den 24. juni om morgenen forlod Bhagavan og Hans selskab Kodaikanal og kørte til Ooty. Bussen med drengene tog af sted før Baba, da Han ønskede, at de skulle nå at se templet i Palani. To af deres oplevelser på hjemturen fra Kodaikanal vil for altid være ætset ind i deres hukommelse. Eftersom deres bus brød sammen et sted mellem Coimbatore og Ooty, nåede de først frem til Nandanavanam i Ooty omkring midnat. Swami havde sørget for, at der var nogle frivillige, der ventede på dem. Drengene blev ført direkte til spisesalen i den nye skolebygning, så de kunne få noget at spise. Denne nat blev de indkvarteret i en sal, der stødte op til Bhagavan’s dagligstue på første sal i Dalhousie Mansion. Da de gik op ad trætrappen for at komme op til salen, så de, at deres kære Swami stod og ventede på dem! Han fortalte dem: ”Jeg er godt klar over, at jeres bus brød sammen på vej herhen. I har haft en vanskelig tur i dag. Gå nu i seng og lad være med at stå op før efter klokken otte i morgen tidlig.” Det er næsten unødvendigt at sige, at udmattelsen efter den anstrengende tur forsvandt på et øjeblik.

1.43. Den næste dag, efter drengene var færdige med deres sight-seeing, forlod Swami Ooty ved middagstid og kørte mod Whitefield. Bussen som drengene sad i, sakkede langt bag ud i forhold til bilerne, og da den endelig nåede Mudumalai-skoven, det kendte dyrereservat, ventede Swami på dem. Han fortalte de studerende: ”Jeg havde ønsket at tage jer med ud at ride på elefanter, men det er der ikke tid til nu. Men Jeg vil vise jer elefanter og andre vilde dyr, som vi møder langs vejene.” Da Han gik ind i bussen for at køre sammen med dem, blev der et gevaldigt postyr blandt dem. Alle stimlede sammen i nærheden af det sæde, hvor Baba

17 sad. Chaufføren blev bedt om at være opmærksom og standse bussen, når Baba bad ham om det. Bussen kørte langsomt af sted på vejen midt inde i skoven.

Den Guddommelige Passager i bussen Swami guider Sine børn i Ooty

1.44. Endnu mens Baba talte om langur-aberne, de langhalede asiasiske aber med det karakteristiske høje skrig, dukkede der flere grupper af disse aber frem fra skoven. De havde forskellig farve i deres pels og ansigter, og det virkede, som om de ønskede at vise sig frem for deres Skaber. Bussen standsede, så drengene kunne se dem, og Swami nød dette øjeblik, som var Han et barn. Lidt senere standsede Baba bussen igen for at vise dem en flok hjorte, der flygtede ind i skoven. Da bussen havde kørt nogle få kilometer, sagde Han med dæmpet stemme: ”Stands!” Da bussen standsede, pegede Han ud til højre og fortalte: ”Der er en enlig elefant derinde.” Da de så i den angivne retning, kunne de ikke se noget dyr. Men i løbet af et øjeblik dukkede der en enlig elefant op. Den stod og så på bussen i nogle få minutter. Sandsynligvis stræbte den efter at få et glimt af Herren! I næsten en time nød drengene den mest vidunderlige tur på hele rejsen sammen med deres Guddommelige Herre. Da bussen kørte ud af skoven, gik Swami tilbage til Sin bil. For drengene var det afslutningen på en Guddommelig oplevelse. De nåede frem til Brindavan klokken 22.00. Da de vågnede op næste morgen, opdagede de, at den himmelske drøm, der havde kastet en lyksalig fortryllelse over dem i otte dage og nætter, var forbi.

1.45. Efter indvielsen af Sai Sruti besøgte Bhagavan Kodaikanal næsten hvert år. Mellem 1986 og 1993, den periode der dækkes af denne bog, var det kun 1990, der gik glip af Hans besøg. Siden 1986 er der blevet foretaget mange tilbygninger og forbedringer til tempel-komplekset. I 1988 blev der opført en lovsangssal til venstre for templet. En spisesal blev tilføjet Sai Sruti tilbage i 1991, og køkkenet blev også udvidet. Organisationen opkøbte også nogle tilstødende grunde, og der blev bygget nye bygninger. Efterhånden som der blev tilføjet flere og flere faciliteter år efter år, steg antallet af studerende, lærere og andre, der tog til Kodaikanal, også. Disse ture gav dem en vidunderlig mulighed for at opleve både Hans majestætiske herlighed og en elskelig intimitet. Hans herlighed, der manifesterede sig umiskendeligt uden for Sai

18 Sruti, overvældede dem fuldstændig, og Hans venlighed og intimitet, som de oplevede inde i Sai Sruti, var i samme grad overvældende. Hvis du spørger disse udvalgte ud om deres tur til Kodaikanal, så vil de alle sammen være enige om, at muligheden for at bo sammen med Gud i Sai Sruti har været den største gave i deres liv, og at hvert eneste øjeblik af dette ophold var en pragtfuld læreproces. At bo sammen med Gud på ’Den Guddommelige fryds bjerg’ var en uddannelse for livet, nej for mange liv.

1.46. Professor S. Sampath, den tredje vice-rektor på Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning, har haft den gode skæbne at ledsage Baba til Kodaikanal nogle få gange. Følgende er, hvad han efter en tur opsummerede som essensen af at bo sammen med Ham på det udvalgte bjerg:

1.47. ”For alle dem der var så privilegerede at være tæt på Bhagavan i en periode af 30 dage, hvor Kodaikanal opnåede at blive specielt velsignet på grund af Sai Krishna’s nærvær, var opholdet en påmindelse om, at de nu høstede frugterne af deres fortjenstfulde handlinger i tidligere liv. Da jeg nævnte dette over for Swami, sagde Han med et smil: ”Ikke én fødsel, mindst hundrede fødsler i fortiden, og flere fødsler der vil komme!””

1.48. ”Swami’s budskab til drengene, der blev gentaget igen og igen, lød: ”Jeg overøser jer med opmærksomhed på grund af Min kærlighed (prema) til jer. Jeg ønsker ikke at modtage noget fra jer til gengæld. Det eneste Jeg ønsker, er, at I opfører jer pænt, men ikke blot når I er tæt på Mig, men også når I ikke er det. I skal elske Mig. I skal have en klippefast tro på Mig. Jeg vil blive lykkelig, når folk der oplever jeres færden, siger: ”Han er et godt menneske. Han har studeret på Sai Instituttet.””

19 Kapitel 2

Begejstringens genlyd fra bjerget

2.1. Lad mig beskrive en typisk dag i Sai Sruti i Kodaikanal for dig. Dagen begynder ganske tidligt, langt før solopgang. Endnu mens liljerne på søen uden for templet venter på, at Solen skal står op, samler de studerende og lærerne sig uden for Bhagavans’ dør. De sidder i salen på første sal og venter på Hans fremkomst. En herlig fred gennemstrømmer stedet, mens alle som én sidder og venter på at høre den liflige lyd, når dørhåndtaget til Herrens dør trykkes ned. Denne Guds dør er ganske speciel. Den åbner uden at nogen banker på!

2.2. Når Swami kommer ud af værelset, strækker de unge mænd deres rygrad og strækker hals for at vise deres glade ansigt til Den Ene, der er kilden til deres glæde. Baba gengælder hver enestes smil med en ynde og spontanitet, som kun Han kan udvise. Han spørger: ”Sov I godt i nat?”, og idet Han ser på en af dem, tilføjer Han: ”Jeg ved, at du ikke har sovet godt. Din mave er urolig.” Engang imellem kommer Han med nogle muntre bemærkninger for at forøge deres glæde. Engang havde en dreng sovet på gulvet under spisebordet i stueetagen på grund af mangel på plads. Eftersom han havde været den sidste, der rullede sin sovemåtte ud og lagde sig til at sove, var der ingen, der havde bemærket det. Man kunne se, at Baba lo indvendigt, da Han med en blid stemme spurgte: ”Var det varmere under bordet? Natten var meget kølig!” Drengen blev meget forbløffet. Baba forklarede de andre, hvordan drengen havde skaffet sig plads til sig selv under spisebordet. Endnu mens de muntert så på Swami, erklærede Han: ”Mine øjne er alle vegne!” Deres munterhed blev øjeblikkelig til forbløffelse og ærefrygt. Det var Hans måde at minde dem om deres gode skæbne, som de udlever ved at bo sammen med Gud.

2.3. Efter at have tilbragt nogen tid sammen med drengene, mens Han enten står op eller sidder i en stol, der er sat frem til Ham, går Swami ned ad trappen med lette trin og velsigner de få ældre hengivne, der står i dagligstuen. Han går ud i køkkenet og sikrer Sig, at alt er parat til morgenmåltidet. Blidt kalder Han: ”Kom her drenge!” På ingen tid kommer drengene ned og går ind i spisesalen. De ældre følger efter dem.

2.4. De drenge der skal servere maden, ser hen på Swami. De venter på, at Han skal bede dem om at servere, mens Han venter på, at alle har sat sig på deres pladser. Bhagavan er meget nøjeregnende med, at drengene til hver en tid følger den korrekte etikette. Det forventes af dem, at de behandler de ældre med passende ærbødighed, og det selv i umiddelbare småting som for eksempel at gøre plads til dem ved vaskekummen, eller når de møder dem i en smal gang. Der bliver altid praktiseret en korrekt etikette. Swami Selv vælger og reserverer pladser til de ældre i spisesalen. Det gør Han, mens Han står ved Sit bord. Serveringen starter efter et signal fra Ham. Perfektionisten i Ham kræver, at alt er perfekt. Drengene lærer her, hvordan man serverer tillige med god bordskik. Engang imellem går Han op og ned mellem spisebordene og overvåger og sikrer Sig, at alle får serveret hver ret i de korrekte mængder. Det er unødvendigt at sige, at ethvert måltid i Sai Sruti, det være sig morgenmad, frokost eller aftensmad, er et prægtigt og herligt festmåltid.

2.5. Når Swami går tilbage til Sit bord og sætter Sig i stolen, er det tid til bønnen: ’Brahmarpanam’.

Brahman (Gud) er ofret, Brahman er offergaven, der ofres af Brahman i Brahman’s ild. Brahman opnås af den, som ser Brahman i alle handlinger.

20 I skikkelse af forbrændingsilden i alle levende væseners legemer fordøjer Jeg de fire slags føde i forening med ind- og udåndingen.

Kilde: Herrens Sang, Peter Pruzans oversættelse

Når Han giver tegn, chanter alle denne hymne. Efter bønnen venter de alle på, at Baba spiser den første bid, før de selv begynder at spise. Baba spiser så lidt, at Han efter blot nogle få minutter rejser Sig og går rundt i salen for at sørge for, at alle spiser godt. Han ved, hvad alle kan lide, og Han beder de drenge, der serverer, om at servere de foretrukne retter anden gang til de respektive drenge og ældre. Swami fortsætter med at blive i spisesalen, selv efter det første hold har spist, og Han står og ser drengene skynde sig ind i dagligstuen, hvor de sætter sig rundt om Hans stol. Han venter og ser, at de drenge der har serveret, også begynder at spise, og først da går Han ind i dagligstuen.

2.6. Inde i dagligstuen går Bhagavan gennem en snæver passage mellem drengene og når hen til Sin stol. I løbet af et øjeblik har drengene lukket den snævre passage og skubbet sig selv nærmere hen mod Ham. Der er ingen andre i stuen end medlemmerne af selskabet, bortset fra to eller tre ældre der sørger for selskabet under deres ophold i Kodaikanal. Dette møde med Baba efter morgenmaden, hvis varighed varierer fra 30 til 90 minutter, er særegent på grund af det frie og uformelle samspil, der er mellem Swami og Hans drenge. En atmosfære af ren glæde gennemstrømmer salen. Scenen minder os om de dage i Dwapara-tidsalderen, hvor Krishna sad med røgterpigerne (gopi’erne) omkring Sig i Brindavan. Nogle gange er det hele sjov og morskab. Engang kaldte han er kraftig dreng for ’pakoda’ (en friturestegt vegetabilsk ret) og en anden for ’bonda’ (en sydindisk snack). En meget tynd dreng fik navnet ’en tør fisk’. Den højeste dreng fik tilnavnet ’kokospalme’! Engang imellem imiterer Han også drenge, lærere eller selv ældre, hvilket får alle til at skraldgrine. Engang optrådte nogle drenge med at efterligne lydene fra en hundehvalp, en høne, en hane, et får, en ged og en okse. Swami lo som et barn sammen med Sine børn.

2.7. Men det er ikke altid sjov og latter. Engang imellem bliver der afsløret fortrolige ting. Ved en bestemt lejlighed materialiserede Bhagavan en ring til en dreng og satte den på hans finger. Herefter forklarede Han: ”Sædvanligvis forærer Jeg genstande som ringe, ure, armbånd, kæder og halskæder, der kan bæres af en person. De der modtager en sådan gave fra Mig, skal beslutte sig for at gå med den altid. Når en sådan person kommer i nød eller fare, sender genstanden signaler til Mig, så Jeg kan gribe ind.” Han illustrerede engang dette ved at berette om eksemplet med hr. S.N. Singh, en kendt hotelejer fra Calcutta, der altid bar en ring, som han havde fået af Baba, på sin finger. Swami kaldte ham ’Topi Singh’, eftersom en hue altid prydede hans hoved! Engang kørte Singh i bil i London, og han kom ud for en alvorlig ulykke. Bilen blev smadret, men der kom ikke så meget som en skramme på hans krop. Virkningen, slaget, fra sammenstødet blev opfanget af ringen, der øjeblikkeligt knækkede i to stykker! Ringen havde sendt signaler til Swami på det tidspunkt, ulykken indtraf, og Han havde frelst Singh fra dødens gab.

2.8. Ved en anden lejlighed afslørede Swami, at Putana, den ondskabsfulde figur i Bhagavatha’en, der af Kamsa blev sendt ud på en mission, der havde til formål at dræbe barnet Krishna, havde været datter af kong Bali i et af sine tidligere liv. Da Herren dukkede frem som den charmerende dværg, Vamana, ved hendes faders hof, vækkede det hendes moderinstinkt, og hun ønskede at give Ham noget mælk. Men da Vamana pressede hendes fader ned i det dybeste helvede, fortærede vredens ild hende, og hun ønskede at dræbe Ham. Så en forunderlig kombination af moderkærlighed og hævngerrig vrede forvandlede hende til denne specielle figur, Putana i Dwapara-tidsalderen. I denne proces med at die babyen Krishna for at dræbe Ham, blev hun selv dræbt, men også frelst af Herren.

21 2.9. Engang imellem stiller Baba drengene spørgsmål, verdslige eller åndelige, og opmuntrer dem til at besvare dem. Ofte omhandler spørgsmålene vidt forskellige emner. Her følger nogle eksempler på emner: ”Hvor mange mennesker bor der i Kina?” ”Hvem er en sand ven ?” ”Hvordan kan man forbedre sin evne til at studere?” ”Hvordan kan Indien bidrage med at skabe fred i verden?” ”Hvordan kan man vinde Guds kærlighed?” Sædvanligvis svarer de studerende korrekt på spørgsmålene. Er dette ikke tilfældet, så går spørgsmålene videre til lærerne eller de ældre. Hvis Han ikke er tilfreds med svarene, så besvarer Han Selv spørgsmålene. I de fleste tilfælde slutter disse møder med, at Bhagavan besvarer de spørgsmål, som drengene har stillet, og på den måde fjerner Han deres tvivl.

”Hvordan kan Indien bidrage med Frokost i Sai Sruti at skabe fred i verden?”

2.10. Der er lejligheder, hvor Swami spørger ind til drengenes forældre og andre familiemedlemmer. Meget nådigt og forstående fortæller Han dem, hvordan de kan løse de problemer, de står over for. I tilfælde hvor der er alvorlig sygdom i familien, materialiserer Han ofte vibhuthi og giver den til den berørte dreng, så han kan sende den hjem til familien. Engang var der et specielt tilfælde, hvor lægerne havde foreslået, at en af drengenes moder skulle gennemgå en operation i hjernen. Den pågældende dreng var Sandeepan fra Calcutta, hvis forældre havde slået sig ned i Bangalore udelukkende for, at de så jævnligt ville kunne få Bhagavan’s darshan. Lægerne var af den opfattelse, at moderen ikke kunne leve ret længe, medmindre hun blev opereret. Men Swami frarådede drengen denne operation og bad ham bringe forældrene til Brindavan, når de vendte tilbage dertil. Mod lægernes råd blev hun udskrevet fra hospitalet. Bhagavan gav dem et interview i Brindavan, og den vibhuthi som Han gav hende, helbredte hende fuldstændig. Det blev hverken nødvendigt at tage medicin eller blive opereret!

2.11. ’Efter-morgenmads-mødet’ slutter omkring klokken 09.00, og på det tidspunkt sidder de hengivne uden for Sai Sruti og venter på darshan. Normalt er det sådan, at næsten halvdelen af de hengivne der kommer til Kodaikanal for at få darshan, er udlændinge. Den offentlige darshan i Kodaikanal er helt speciel. Baba bruger megen tid på at gå op og ned ad gangene ude blandt de hengivne. Han taler med mange, materialiserer vibhuthi til nogle få og tager imod næsten samtlige breve, Han bliver tilbudt. Der er lejligheder, hvor Han materialiserer

22 gaver som ringe eller lænker til nogle heldige hengivne blandt forsamlingen. Han udvælger også nogle få af dem til at få et interview.

Guddommelig darshan i Kodaikanal

2.12. Ofte sender Swami drengene og deres lærere ud på en gåtur rundt om søen, før Han går ud for at give darshan. Det tager dem omkring en time at gå denne tur. En morgen ledsagede jeg gruppen på en sådan gåtur. Efter et stykke tid fik jeg øje på en bil fra templet, der meget langsomt fulgte efter gruppen. Da jeg spurgte chaufføren, hvorfor han fulgte efter os, svarede han: ”Swami har sendt mig af sted for at være i nærheden af drengene. For hvis der er en eller flere af dem, der får problemer med at fuldføre rundturen, så kan jeg tage dem med i bilen.” Forundret tænkte jeg på, om der mon er mange forældre i verden, der passer på deres børn med en sådan omhu! Da drengene vendte tilbage til Sai Sruti efter gåturen, befandt Bhagavan Sig i interviewværelset sammen med nogle hengivne. Drengene skyndte sig ind i dagligstuen og kappedes om at komme til at sidde tættest på Swami’s stol.

2.13. Møderne med Bhagavan efter darshan er en smule mere formelle sammenlignet med mødet efter morgenmaden. Det skyldes, at Baba under darshan inviterer nogle få hengivne til at slutte sig til gruppen i dagligstuen. Ofte udvælger Swami nogle drenge eller ældre og beder dem holde en tale. Det er en god mulighed for de kommende talere for at finpudse deres evner i kunsten at holde tale, da de her får råd af Baba. Normalt handler disse taler om deres oplevelser med Bhagavan, medmindre Han giver dem et bestemt emne, de skal tale om. Engang imellem er der diskussioner eller debatter om emner, som Baba eller en af de ældre ønsker belyst. Emnerne varierer fra for eksempel ’den økonomiske udvikling i Indien’ til ’studiet af den menneskelige natur i Shakespeares skuespil’.

2.14. Ofte slutter denne slags møder med, at Swami holder en kort tale. Efter de havde diskuteret emnet ’studiet af den menneskelige natur i Shakespeares skuespil’, konkluderede Han for eksempel, at de tre kvaliteter (guna’er): De gode og rene kvaliteter (sathwa guna), lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter (rajo guna) samt sløvheden og uvidenhedens kvaliteter (tamo guna), eksisterer i hvert eneste menneske i indbyrdes forskellige forhold. Når de rene og gode kvaliteter dominerer et menneske, vil han være et godt menneske med egenskaber som hengivenhed over for Gud og medfølelse over for sine medmennesker. Når lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter samt sløvheden og uvidenhedens kvaliteter dominerer, vil personen være selvcentreret og knyttet til verden og dens utallige fælder, og vedkommende vil ikke udvise nogen interesse for Gud. Blandt de tre brødre, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, dominerede lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter (rajo guna) Ravana, sløvheden og uvidenhedens kvaliteter (tamo guna) var dominerende i Kumbhakarna, og Vibhishana blev styret af de gode og rene kvaliteter (sathwa guna). Men de tre kvaliteter (guna’er) fandtes i dem alle tre i varierende grader. I Ravana’s personlighed var det sløvheden og uvidenhedens kvaliteter, der fik ham til at bortføre Sita. Men de gode og rene kvaliteter i

23 ham afholdt ham fra at forgribe sig på hende, skønt hun var hans fange i næsten et år, og lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter i ham fik ham til at gå i krig med Herren Rama; en krig hvor de kæmpede om Sita.

2.15. Mødet efter darshan slutter sædvanligvis omkring klokken 11.00, og efter frokost trækker Swami Sig tilbage til Sit værelse. I de to timer, der er mellem frokost og te, øver drengene lovsange eller mere almindelige sange i lovsangssalen. Nogle af dem forbereder måske en tale, som de er blevet bedt om at holde. Engang imellem sender Baba dem på sight- seeing eller ud og bade i søen. Det sker også, at de rider rundt om søen eller går ud og handler på det lokale marked i disse to timer. Når Han sender dem ud for at handle, giver Han dem penge, inden Han trækker Sig tilbage. Når drengene vender tilbage efter indkøbsturen, ser Baba ofte, hvad den enkelte har købt, og Han spørger tit om, hvad de har betalt for varerne.

2.16. Når Bhagavan kommer ud fra Sit værelse omkring klokken 14.00, venter drengene på Ham i salen uden for Hans dør. Før Han går nedenunder i køkkenet for at se til forberedelsen af teen, tilbringer Han lidt tid sammen med dem. Når Swami kalder på dem, går drengene ind i spisesalen. Mødet i dagligstuen efter teen er uformelt. Det minder om ’efter-morgenmads- mødet’, men der er dog én forskel. For det meste er der nemlig fokus på den lovsang, der holdes offentligt, og som er for hengivne og andre interesserede. Denne lovsang starter sædvanligvis omkring klokken 16.30. Baba lægger stor vægt på udvælgelsen af sange. Han ønsker, at drengene skal vælge sange, der kan gentages af alle, specielt udlændinge, der er til stede i stort antal. Engang imellem beder Baba forsangerne om at synge nogle religiøse sange. Alle nyder disse sange, der bliver sunget med stor inderlighed i Hans umiddelbare nærvær. Ofte spiller Swami Selv på små bækkener. Mødet i dagligstuen, der holdes, efter at der er blevet drukket te, ender nogle gange med at blive vanvittigt morsomt. Baba kan for eksempel gøre det obligatorisk for alle de tilstedeværende at synge mindst én lovsang, som de selv har komponeret! Alle kender til det at synge i en gruppe, hvor man gentager linjerne efter forsangeren, men det at skulle synge solo viser sig ofte at være en prøvelse for både dem, der synger og tilhørerne! Mødet slutter, og Baba sender drengene af sted for at begynde lovsangen i lovsangssalen, før Han trækker Sig tilbage til Sit værelse for en kort stund.

2.17. I lovsangssalen kan der kun sidde omkring 400 mennesker, så om eftermiddagen sidder der mange hengivne udenfor. Derfor har Swami gjort det til en vane først at gå udenfor for at give darshan, og først derefter kommer Han ind i salen, hvor Han sidder omkring en halv time, før Han accepterer arathi. Han går også op og ned ad salens midtergang og taler med hengivne og modtager deres breve. Der er dage, hvor Bhagavan beder drengene om at synge et par populære religiøse sange. Nogle gange holder en af de studerende eller en af de ældre hengivne en tale, der bliver efterfulgt af Baba’s Guddommelige tale. Før Han Selv går ind, kalder Swami de fleste dage nogle få hengivne fra lovsangssalen ind i Sai Sruti for at deltage i dagens sidste møde. På vejen fra lovsangssalen til Sai Sruti går Baba igen udenfor for at velsigne dem, der sidder her. Det gør Han, selv om det regner.

2.18. Normalt er dagens sidste møde i Sai Sruti også det mest formelle af dagens fire møder. På mødet deltager der ofte en del mænd og kvinder, som Bhagavan har inviteret. Efter at to eller tre drenge eller ældre har holdt tale, plejer Swami hver dag at holde en tale. Man kan se et mønster i disse taler, der ofte har et tema, som Han har valgt skal gælde for turen. De valgte temaer er valgt med udgangspunkt i Ramayana, Mahabharatha, Bhagavatha eller Indiens vediske kultur. Disse taler kaster nyt lys over de ældgamle skrifter, idet Han fortolker deres lære, så den passer til de moderne tider. Der har også været lejligheder, hvor talerne har været centreret om Bhagavan’s barndom.

24 Den nuværende lovsangssal Bhagavan i lovsangssalen, 1989

2.19. Efter disse møder forlader de inviterede gæster stedet med deres hjerter fulde af lyksalighed og deres hænder fulde af prasad, som Baba personligt har givet dem. Efter at have spist aftensmad sammen med drengene og de ældre trækker Baba Sig tilbage for natten omkring 19.30. I Sai Sruti slutter dagen omkring klokken 21.00, efter drengene har udført deres tildelte opgaver med at rydde op og gøre rent. Nogle af dem undlader aldrig at fylde deres dagbøger med de dejlige minder, de har fra dagens begivenheder.

2.20. De højtider der blev fejret i Sai Sruti, var en hyldest til de to tæt sammenknyttede idealers kærlighed – de hengivnes hengivenhed og Herrens medfølelse. Det tamilske nytår og det malayalanske nytår, der falder omkring den 14. april, tiltrækker et stort antal mennesker fra de to delstater – Tamil Nadu og Kerala. De to højtider bliver enten fejret på to på hinanden følgende dage eller på samme dag i henhold til almanakken. Disse højtider bliver blandt andet fejret ved, at der skabes nogle meget prægtige og smagfulde dekorationer, der er baseret på de to delstaters traditioner. Disse dage bliver solopgangen budt velkommen af traditionelle musikorkestre, der spiller lykkevarslende tempelmusik. Ved en bestemt højtid spillede orkesteret fra Tamil Nadu på nadaswaram (en lang fløjte), og orkesteret fra Kerala spillede på panchavadyam (betyder ’et orkester der spiller på fem instrumenter’). Bhagavan øste Sin kærlighed (prema) og Nåde ud over alle ved at gå ud blandt de hengivne fra nær og fjern, der flokkedes om Ham. Han talte også til den store forsamling fra templets søjlebårne forhal. En helt speciel ting ved talen dette tamilske nytår var, at to oversættere oversatte talen, der blev holdt på telugu, til henholdsvis engelsk og tamil. Når disse højtider fejres, er der kulturelle programpunkter, der forestås af enten studerende fra universitetet eller af Bal Vikas-elever fra de to delstater.

2.21. To andre højtider der blev fejret i Kodaikanal, var årsdagen for Trayee Brindavan den 26. april og Eswaramma dag den 6. maj. Under disse to højtider engagerede Bhagavan Sig personligt i at uddele overdådig prasad til alle tilstedeværende. Der blev også uddelt mad og

25 Han velsignede de hengivne, der sad udenfor, selv når det regnede tøj til de trængende. I henhold til Hans direktiver blev der tilberedt mad i Sai Sruti’s køkken til tusindvis af mennesker. Det var et nattelangt kærligheds-arbejde for mange mennesker inklusiv nogle studerende og lærere. Der var lejligheder, hvor Swami besøgte køkkenet så tidligt som nogle få timer før solopgang.

2.22. Tusindvis af tallerkener blev spredt ud på gulvet i lovsangssalen, og studerende og lærere arrangerede dem i lige rækker på langs og på tværs i salen. Herefter øste de mad op på dem, mens Swami gik frem og tilbage for at overvåge denne tjeneste. Ved afslutningen af det offentlige møde om morgenen blev disse tallerkener fyldt med Hans kærlighed (prema) i form af lækker mad serveret for alle de tilstedeværende af en række af studerende og frivillige. Hele processen tog to til tre timer.

2.23. Bespisningen af de fattige begyndte med, at Bhagavan Selv serverede mad til nogle af de fattige og nødlidende, der sad i lange rækker. Der var mange hundrede af dem. Desuden forærede Han dem personligt tøj og uldne tæpper. Ved disse lejligheder udviser Swami en helt speciel og rørende gestus. Da Han gik tilbage til Sai Sruti gennem lovsangssalen efter at have delt mad og tøj ud, fik Han øje på en dynge tæpper, der lå i et hjørne af salen. Det var tæpper, der var til overs, efter alle der havde siddet på række udenfor, havde fået et hver. Morgen-programmet var forbi, og alle var synlig trætte. Selv Swami’s kjortel var visse stedet gennem-vædet af sved. Han gik ind i dagligstuen og satte Sig blandt drengene, der havde set, at Han talte med Padmanabhan, chaufføren, i et minuts tid, før Han kom ind til dem.

2.24. En følelse af tilfredshed og glæde over veludført arbejde sås i alles ansigter efter morgenens følelsesladede tjeneste. Men Bhagavan syntes ikke at være tilfreds. På telugu sagde Han: ”Jeg føler Mig meget tørstig.” Straks var der en af drengene, der skyndte sig ind i spisesalen og snart vendte tilbage med et glas vand, som han tilbød Swami. Men Han skubbede ham blidt til side og sagde: ”Ikke den slags tørst.” Ingen blandt de studerende, lærere eller de ældre kunne begribe, hvad Han mente. Endnu mens alle spekulerede på, hvad Han mente, trådte chaufføren ind i salen med håndfladerne presset mod hinanden. Swami, der tydeligvis var glad for at se ham, spurgte ham: ”Er alt parat?” Chaufføren svarede: ”Ja,

26 Swami.” Bhagavan rejste Sig straks op, gik ud af stuen og steg ind i bilen sammen med en af de ældre hengivne. Da bilen kørte ud af området, var der en jeep, der fulgte efter.

2.25. Hele episoden var et mysterium for alle i dagligstuen, indtil Swami, efter en time, vendte tilbage. Da Han kom ind og satte Sig i stolen, så Han fuldstændig tilfreds ud. Med et smil sagde Han: ”Nu er Min tørst slukket!” Den ældre der var taget af sted med Baba, kunne ikke beherske sig længere. Han fortalte, hvad Baba havde foretaget Sig på turen ind til byen og nogle få kilometer uden for byen. Den jeep, der havde fulgt efter Bhagavan’s bil, havde medbragt alle de tæpper, der havde ligget i lovsangssalen.

2.26. Swami var kørt rundt i byen og havde opsøgt de ældre og de handicappede, der ikke havde været i stand til at komme hen til Sai Sruti om morgenen. Han havde standset Sin bil, hver gang Han fik øje på disse mænd og kvinder. Han havde rullet bilens siderude ned og talt med dem. Imens blev der bragt et tæppe fra jeepen, og Swami overrakte dem Selv tæppet. Modtagernes ansigter var lyst op af en ubeskrivelig følelse af glædelig overraskelse over Sai Baba’s uventede gavmildhed. Han var kørt rundt til hver en krog og hvert et hjørne i byen og endog lidt uden for byen i en times tid, idet Han således ledte efter værdige modtagere til den Guddommelige medfølelses specielle gave. Bhagavan var først vendt tilbage, da det sidste tæppe i jeepen var foræret væk. Da den ældre afsluttede sin beretning, tilføjede Bhagavan: ”Disse mennesker er så gamle, svage eller handicappede, at de på ingen måde kunne gå hen til Sai Sruti!”

2.27. Ved en anden højtid blev der serveret frokost til et større antal gæster og studerende, der var kommet dertil med deres forældre for at deltage i festligheden. De sad i det store darshan-telt, der havde front mod templet. De sad alle på gulvet i mange rækker, og Swami gik op og ned ad gangene. Han henvendte Sig venligt til flere af dem og førte tilsyn med alle arrangementer. Han lagde mærke til en lille dreng, der ventede på frokost med et stort blad foran sig. Han fejede gulvet mellem rækkerne af hengivne rent med sine små hænder. Bhagavan gik hen til ham og spurgte: ”Hvorfor fejer du gulvet med dine hænder?” Drengen svarede: ”Swami! Jeg ønsker, at det gulv som Du går på, skal være helt rent. Jeg fjerner støvet fra det.”

2.28. ”God dreng! Men dine hænder er blevet beskidte af at rense gulvet for Mig. Du må vaske hænder, før du spiser”, sagde Baba med et kærligt smil. Men Han stoppede ikke ved det. Han tog drengen til side, og idet Han bøjede Sig ned, øste Han vand fra en kande ud over hans hænder og hjalp ham således med at vaske dem.”

2.29. Højtid eller ingen højtid, sagaen om den Guddommelige medfølelse flyder uophørligt til alle tider. Men i Kodaikanal var mange mennesker heldige vidner til disse små udtryk for stor venlighed. En dag, da Han kørte en tur ind til byen, så Han en ensom ung mand, der stod og solgte candy-flush på et gadehjørne. Baba standsede bilen, og Han købte næsten hele hans lager og fyldte bilen med al denne candy-flush. Over for den hengivne der ledsagede Ham i bilen, afslørede Han: ”Denne sælgers forældre ligger syge derhjemme. Han kan først gå hjem og pleje dem, når han har solgt alle sine varer Desuden er han afhængig af den fortjeneste, han får; pengene bruger han til at købe medicin til sine forældre. Det er derfor, jeg købte så meget af ham. I dag kan han gå tidligt hjem og få mere tid til sine forældre.” Han tog candy- flush’en med hen til Sai Sruti og delte den ud til alle de tilstedeværende. Hvis Hans medfølende gavmildhed forvirrede candy-flush-sælgeren, så bevægede den Sai Sruti’s beboere på grund af den nye måde, den kom til udtryk på.

27

Herren er et forbillede vedrørende tjeneste

2.30. En anden dag, mens alle med lukkede øjne chantede den førnævnte bøn før spisning i spisesalen, gik Han rundt og lagde søde kager på deres tallerkener! En anden dag lagde Han mærke til, at der var en studerende, der ikke var kommet ind til te, og Han spurgte til ham. Da Han hørte, at drengen ikke var kommet ned på grund af, at han følte sig lidt utilpas, bad han en af de drenge, der serverede, om at tage en kop kaffe op til ham. Da drengen stod og skulle forlade spisesalen med kaffen, rejste Swami Sig og tog kaffen ud af hånden på ham. Alle sad og så bjergtaget på Ham. Stille gik Han op ad trappen med kaffen i hånden – en kop fuld af Guddommelig Nåde og medfølelse til den heldige syge dreng!

2.31. Det var ikke uden grund, at en digter blandt de hengivne sang: ”Hvordan kan jeg kalde Dig et barmhjertighedshav? Havet udgør blot en dråbe af Din barmhjertighed!”

28 Den

barmhjertige Moder Sai

2.32. Et billede af sig selv sammen med vor tidsalders Avatar er den mest værdsatte skat blandt Hans samtidige. Engang sagde Swami: ”Dit billede, hvor du står sammen med Mig, vil blive tilbedt af dine børnebørn og deres efterkommere i umindelige tider. De vil være stolte af dig, fordi du har været tæt på Det Guddommelige.” I Kodaikanal gav Baba studerende og andre i Sit selskab utallige muligheder for at blive fotograferet sammen med Sig. I de tidligere år havde hver eneste af dem mere end 40 af den slags muligheder under en tur til Kodaikanal. Mange af dem er billeder, hvor det alene er den enkelte, der ses sammen med Baba, og nogle er gruppebilleder. Det var Baba Selv, der valgte, hvor billederne skulle tages. Nogle af de hyppigst forekomne steder var Sai Sruti’s veranda med søen som baggrund, spisesalen med statuen af Sri Ganesha samt templets facade med store, smukke og farverige blomster i forgrunden eller som baggrund.

2.33. Engang imellem tog Baba Sit selskab med ud til nogle udsøgte naturskønne steder i og uden for byen, og her gav Han Sin tilladelse til, at de blev fotograferet sammen med Ham. Et af disse smukke steder var på venstre side af vejen mellem søjleklipperne og Berijan-søen i udkanten af byen. En morgen i april 1988 tog Bhagavan ud til dette sted sammen med Sine drenge og de ældre hengivne. Køretøjerne standsede på vejen, og alle gik ned ad en skrænt, der lå til venstre. De gik omkring 70 meter for at nå frem til dette betagende sted. Mange kameraer klikkede for at indfange Herren sammen med Hans ledsagere.

29 2.34. Ved slutningen af denne fotografering, da alle samlede sig om Ham, svingede Bhagavan Sin højre hånd og materialiserede et pragtfuldt rundt smykke, der var omkring 6 cm i diameter. Det havde en skinnende rubin i midten, og den var indsat i en ramme af guld besat med små diamanter. Der lød udbrud på grund af begejstring og vild henrykkelse. Det højeste udbrud kom fra Sri V.K. Narasimhan, redaktøren af det månedlige tidskrift Sanathana Sarathi (Den Tidløse Vognstyrer). Der var et herligt smil på Swami’s ansigt. Han afslørede: ”Dette er det smykke, der prydede Herrens Krishna’s krone i Dwapara-tidsalderen!” Han lod det gå rundt, så alle kunne se det fra tætteste hold. Til sidst nåede det Bhagavan’s hånd. Han gav det til Narasimhan, idet Han sagde: ”Narasimhan! Opbevar det sikkert, indtil Jeg beder om at få det igen hjemme i Sai Sruti. Lad være med at tabe det et eller andet sted på vejen. Husk på, at Jeg har hentet det frem, fra dengang Krishna levede!”

”Dit billede, hvor du står sammen med Mig, vil blive tilbedt af dine børnebørn og deres efterkommere i umindelige tider.”

”Dette er det smykke, der prydede Herren Sri V.K. Narasimhan i Det Krishna’s krone” Guddommeliges nærvær i Kodaikanal

30 2.35. I stor ærbødighed berørte Narasimhan sine øjne med smykket. Herefter lagde han det ind i folderne på et hvidt lommetørklæde, som han havde fået af en af drengene. Han holdt det med begge sine hænder. Han pressede det ligefrem ind mod sit bryst. Da selskabet, anført af Baba, gik tilbage til køretøjerne, så han nu og da på det for at sikre sig, at det uvurderlige smykke ikke var faldet ud af hænderne på ham! Efter at have kørt gennem byen nåede konvojen Sai Sruti omkring klokken 11.00. Det var tid til frokost. Swami førte drengene og de ældre ind i spisesalen. Narasimhan, der gik lige bag Bhagavan, havde hele tiden fokus på det kostbare lommetørklæde, som han havde i hænderne. Han satte sig på en stol ved det første bord lige over for Swami. Da alle havde sat sig, sagde Bhagavan følgende til Narasimhan: ”Jeg håber ikke, at du har tilladt smykket at forsvinde på vejen herhen!” Narasimhan foldede lommetørklædet ud, og i chok og smerte råbte han: ”Åh nej!” Smykket var forsvundet! I nogle få sekunder var der en overvældende stilhed i salen. Men så smilede Swami og sagde: ”Du skal ikke være bekymret, Narasimhan! Jeg har sendt det tilbage til det sted, det kom fra!” Narasimhan, hvis ansigt øjeblikkeligt lyste op af morskab, drog et lettelsens suk. Stilheden blev afløst af munterhed overalt i salen.

2.36. I 1989 hentede Bhagavan en anden helt speciel genstand fra Dwapara-tidsalderen frem i Sai Sruti. Det var den talisman, som Herren Brahma gav til kong Raivata, Revati’s fader. Det var en krystal-svane anbragt på en guld-lotus-fod og indsat i en bueformet guldramme besat med diamanter. Baba materialiserede den, mens Han fortalte en historie fra Bhagavatha. Da kong Raivata havde mistet sit kongerige til sine fjender, udførte han streng askese for at vinde Herren Brahma’s Nåde. Brahma, der var tilfreds med hans askese, forærede ham talisman’en og fortalte ham: ”Giv denne talisman til din datter. Hun vil vokse op og blive en mester inden for kamp med stridskølle. Den mand der kan overgå hende i at håndtere en stridskølle, vil blive hendes ægtemand, og han vil hjælpe dig med at vinde dit kongerige tilbage.” Senere lærte datteren, Revati, kunsten at slås med stridskølle af sin lærer, Sandeepani, inde i hans ashram. Der mødte hun en, der var jævnbyrdig med hende. Det var Balarama, der sammen med sin broder, Krishna, også var en af Sandeepani’s elever. Balarama besejrede Revati i en kamp med stridskøller og ægtede hende. Senere hjalp han sin svigerfader med at få dennes kongerige tilbage fra hans fjender.

2.37. Ved en anden lejlighed i Sai Sruti, mens Han talte om episoden, hvor Rama gifter Sig med Sita, materialiserede Bhagavan den ring, som kong Janaka forærede Herren Rama. Det var den samme ring, som Rama gav Hanuman, da Han sendte ham sydpå for at lede efter Sita, der var blevet bortført af Ravana. Den meget store ring havde en funklende smaragd. Mens Han holdt ringen i hånden, så Swami Sig omkring for at finde den største person i lokalet. Han valgte Jayakumar, en civilingeniør. Han fik ringen, så han kunne forsøge at sætte den på sine fingre. To af hans fingre kunne let gå gennem ringen. Den indre diameter var lidt over 2,5 cm! Baba forklarede, at Rama havde været meget høj og havde haft en kraftig og muskuløs legemsbygning; en høj Person hvis hænder nåede ned til knæene. Herefter gik ringen rundt i den lille forsamling, så alle kunne prøve den på deres fingre!

2.38. Engang, da Han var i Kodaikanal, og det var Herren Rama’s fødselsdag, materialiserede Swami statuer af Herren Rama, Sita, Lakshmana og Hanuman. Statuen af Rama er omkring 8,5 cm høj. Sita og Lakshmana står op, mens Hanuman knæler. Han bad en lærer, der var blandt de tilstedeværende, om at hente en tallerken. Læreren skyndte sig ind i spisesalen og vendte tilbage med den første den bedste tallerken, han kunne finde. Det var en porcelænsunderkop. Bhagavan arrangerede de fire statuer, så de indbyrdes stod korrekt på tallerkenen og viste dem til alle de tilstedeværende. I forbindelse med en anden Rama- fødselsdag i Kodaikanal materialiserede Swami den hellige ægteskabs-tråd, som Rama bandt rundt om Sita’s hals, da de blev gift. Han materialiserede også Sita’s pande-smykke, som hun gennem Hanuman sendte til Rama fra Lanka.

2.39. Bhagavan gjorde det til en vane at besøge Sai Kripa, Srinivasan’s hytte, hver gang Han var i Kodaikanal. Sai Kripa havde tjent som Hans bolig i Kodaikanal mellem 1981 og 1985. En

31 morgen i maj 1991 tog Han derhen sammen med de studerende og de ældre. Først blev der taget billeder i haven, hvor Swami sad under en farverig paraply ved siden af en busk med store smukke blomster. Det var en betagende scene! Herefter blev der budt på et overdådigt måltid i hytten efterfulgt af et fornøjeligt og interessant møde i dagligstuen. Siddende midt blandt drengene forklarede Swami dem, hvordan blot en enkelt last eller uvane kan ødelægge en person med mange ædle og gode egenskaber. Som eksempel satte Han fokus på Ravana’s personlighed. Han var en meget lærd mand, der havde fuld indsigt i de fire Veda’er og de seks Sastra’er. Han levede meget asketisk, og på slagmarken var han en enestående helt. Men han besad ingen sansekontrol. Blot en enkelt fejl i ham ødelagde ham og hele hans klan. Mens Baba fortalte historien, bevægede Han Sin hånd i cirkler, og der dukkede en guldkæde med 1008 små lingam’er frem. Det var den kæde, som Herren Siva forærede til Ravana, der havde fået Ham overtalt gennem sin strenge askese. Da Han gav ham kæden, havde Siva fortalt ham, at ingen ville kunne dræbe ham, så længe han bar den. Uheldigvis havde Ravana glemt at tage kæden på den dag, han blev dræbt af Rama på slagmarken. Denne morgen kunne alle de, der var omkring Sai Siva, se og røre den Guddommelige gave, der tilhørte Threta- tidsalderen!

2.40. Engang, da de rejste tilbage til Brindavan efter en tur til Kodaikanal, steg Bhagavan ind i drengenes bus på vejen mellem Madhurai og Dindigul. Efter de havde kørt et stykke tid, spurgte Han dem: ”Kunne I tænke jer at se den vidunderlige diamant, der i tidernes morgen prydede gudestatuen i Kanyakumari?” Hvem ville ikke det?! Han materialiserede en eventyrlig diamant, der var slebet helt fantastisk. Han holdt den i Sin hånd og viste den til drengene. Lige netop i det øjeblik blæste vinden gardinerne lidt fra hinanden, og morgensolen ramte diamanten. Et blændende lys fyldte bussen, og et øjeblik blev alle blændet. Efter at have fået lejlighed til at se nærmere på diamanten, spurgte Swami læreren, der sad ved siden af Ham: ”Vil du opbevare den hos dig, indtil Jeg beder om den?” Læreren, der nogle få gange tidligere havde været vidne til, at den slags genstande forsvandt, tøvede en smule. Så Bhagavan lod den blot falde ud af Sin hånd, og den forsvandt ud i den blå luft, inden den ramte bussens gulv!

2.41. I Sine unge år havde Bhagavan engang sunget et digt på telugu for at åbenbare over for verden, hvem Han er:

Den Ene, der kom som Nanda’s søn (Krishna) i Dwapara-tidsalderen, er i dag vendt tilbage som ’lyksalighedens barn’ for at identificere og godkende dem, der tilhører Ham. Den samme Easwara, Universets Herre, anmelder i dag Sit komme som den unge Sayeesha (Siva) for at lege med Sin flok.

2.42. De der var sammen med Ham og var en del af Hans skovturs-selskab i de tætte skove nær Kandaru-floden i udkanten af Kodaikanal denne fantastiske sommermorgen, vil igen og igen blive mindet om dette digt resten af deres liv. De tilbragte tre timer i ren lyksalighed sammen med Skaberen i moder naturs skød midt i hendes smukkeste manifestation. Her lavede Han sjov og lo sammen med Sine drenge. Han sang og legede endog med dem!

2.43. Lad mig først fortælle, hvordan skovturen kom i stand. Nogle få dage før denne betydningsfulde skovtur fandt sted, fortalte Bhagavan følgende til de studerende ved et af disse muntre møder, der holdes i Sai Sruti: ”Se drenge! Under Mine tidligere rejser til

32 Kodaikanal var det meget almindeligt at tage på skovtur. Men der har ikke været nogen skovtur de sidste ti år.” Denne bemærkning var nok til, at drengene i kor bad Swami, om de ikke alle sammen kunne komme på skovtur med Ham. Den kærlige Herre legede skjul med Sine drenge i nogle få dage, før Han gav efter. Selv efter Han havde besluttet at tage dem med på skovtur og var begyndt at forberede turen, fik drengene ikke noget at vide om den. Han ønskede at overraske dem, og hvilken overraskelse det blev!

2.44. Da Han en tidlig morgen kom ud fra Sit værelse, sagde Han følgende til drengene: ”I dag tager vi på skovtur!” Hundredvis af blomster sprang samtidig ud i hvert eneste af disse unge hjerter. Denne morgen, efter darshan, tog Bhagavan, sammen med en gruppe på omkring 70 drenge og ældre, afsked med Sai Sruti. Processionen bestod af Swami’s bil, der blev ledsaget af bussen med de studerende og nogle få andre biler. Nogle af de ældre var, sammen med en gruppe Seva Dhal-arbejdere, taget i forvejen for at gøre stedet parat. I den korte tid de havde at gøre sig parate til at tage af sted, havde de studerende nået at arrangere, hvilke lovsange og andre sange der skulle synges, og de havde også forberedt nogle lege.

2.45. Klokken ti om formiddagen nåede gruppen frem til det sted, hvor skovturen skulle holdes. Swami steg ud af Sin bil og gik hen imod skoven. Det var en snoet, pløret sti, der kom ned fra bjergskråningen og førte ind til et skovområde, der lå et par hundrede meter fra hovedvejen. Ved begge sider af stien stod der spredte træer, og hele området var betagende smukt på grund af sine herlige græsarealer. Det at se Swami i disse vidunderlige omgivelser var i sig selv en gave.

2.46. Det der fulgte, var nogle få timers ren lyksalighed, som ingen af de tilstedeværende nogen sinde vil glemme. Lyksalighed, der er forskellig fra glæde og fornøjelse, er en tilstand, der udelukkende kan opleves af mennesker, der har erkendt Det Guddommelige. En sådan lyksalighed kan renhjertede Sjæle først opleve efter at have praktiseret åndelige øvelser i årevis. Men en Avatars komme gør det muligt for almindelige mennesker at opleve denne lyksalighed, om end på en anderledes og begrænset måde, når de har det privilegium at komme i kontakt med Ham. Hans uimodståeligt tiltrækkende tilstedeværelse udstråler kærlighed og varme og transformerer hele atmosfæren. Den oplader alle de tilstedeværende med en energi og en entusiasme, der får dem til udelukkende at tænke på Ham og glemme alle verdens fortrædeligheder.

2.47. Da Swami sad der i naturens skød, stimlede selskabet sammen omkring Ham og satte sig ved Hans lotusfødder. Nu begyndte alle at synge lovsange og religiøse sange. Mens alle sang helhjertet til Hans pris, sad Swami og slog takten med små bækkener. Han bad også forsangerne om at synge nogle af Sine yndlingssange. Mellem sangene kom Han med nogle bemærkninger eller fortalte om muntre hændelser, der havde relation til sangen, dens forfatter eller forsangeren. Det var bemærkninger, der bidrog til at gøre selskabet endnu gladere. Gennem en praktisk demonstration lærte Swami Sine studerende, at appetit på livet, at livslyst og det at nyde de glæder, som livet byder på, ikke er uforeneligt med en åndelig livsanskuelse. Alt hvad man behøver, er at sikre sig, at hovedet forbliver i skoven, mens hænderne tager aktiv del i samfundet.

2.48. Den hyggelige lovsang blev efterfulgt af lege. En af de lege, som de studerende havde planlagt, var ’send pakken videre’. Alle de studerende, lærere og mange af de ældre satte sig i en cirkel. En æske gik fra hånd til hånd blandt alle dem, der sad i cirklen. En af de studerende spillede musik på harmonika. Når musikken standser, så skal den, der sidder med æsken, påtage sig den straf, der er skrevet på en seddel, som vedkommende trækker op af æsken. Men man kunne undre sig, om det var en straf eller et privilegium her i Det Guddommeliges nærvær. Personen åbnede altså æsken, tog en seddel og rakte den til legens leder. Denne læste straffen højt. Denne formiddag var den første straf, at den studerende skulle synge en konkret sang. Hans ynkelige forsøg på at synge og hans kamp med at holde takten og tonen førte til, at alle, inklusiv Bhagavan, hylede af grin. Legen fortsatte, og flere lignende straffe

33 fulgte. En af lærerne skulle synge en sang, men det måtte ikke være på engelsk eller på hans modersmål. En lille dreng skulle danse, en af de ældre skulle chante ’Brahmapanam’ (tidligere nævnte bordbøn) og sådan fortsatte det. Legen fortsatte og fortsatte, og Swami blev så involveret i den, at da sedlen blev rakt til legens leder, så opsnappede Han den, åbnede den og læste straffen højt. Han nød legen i lige så høj grad som alle andre. Aldrig før havde folk moret sig og grinet så højt, som de gjorde denne formiddag, og så over i købet i Swami’s nærvær.

Frokost i Kodaikanal Ceremoniernes Mester leger ’send pakken videre’

2.49. ”Mirakler sker i kærlighedens nærværelse”, sagde Robert Schuler. Materialisationer er normale forekomster, der sker, når Bhagavan er sammen med Sine hengivne. Det er Hans måde at minde dem, der er omkring Ham, om, at Han er Skaberen, og at både skabelse og nedbrydning sker i henhold til Hans Vilje. Materialisationerne tjener også som handlinger, der er symboler på Hans kærlighed (prema), og de er talisman’er, der sikrer Hans beskyttelse. Selv Skaberen måtte blive inspireret af disse herlige omgivelser. Denne formiddag var vidne til et par af den slags tegn på Hans kærlighed i form af ringe og kæder, der blev materialiseret til nogle heldige i selskabet. Men kronjuvelen blandt alle Hans frembringelser denne formiddag var den Hiranyagarbha lingam, som Han materialiserede. Det var en lingam af guld, og den var 5 cm høj. Efter Han havde materialiseret den, viste Han den til alle og forklarede dens betydning og vigtighed. Senere forærede Han den til en af de ældre i selskabet.

2.50. Al denne leg og morskab blev efterfulgt af en typisk skovturs-frokost. De medbragte kasser med mad blev åbnet, og maden blev serveret til alle de tilstedeværende, inklusiv Swami. Frokosten blev spist i ro og mag, og alle spiste af paptallerkener. Swami opfordrede alle til at spise mere af de velsmagende retter, mens Han som sædvanlig Selv spiste meget lidt.

34 2.51. Senere gik Swami lidt rundt i skovtykningen. Et sted klatrede Han op og satte Sig på stammen af et træ, der var væltet. Herefter gik Han hen til kanten af vandløbet. Alt dette bevirkede, at de ivrige fotografer blandt de studerende fik nogle gode motiver til deres billeder. Naturens skønhed syntes blot at fremhæve Den Guddommelige Forms stråleglans og ynde. Mens kameraernes blitz lynede, gik Swami smilende omkring. Der var også nogle, der bad om at få lov til at blive fotograferet sammen med Swami. Beredvilligt indvilligede Han, og der blev taget både individuelle billeder og gruppebilleder, hvor alle de studerende, lærere og ældre er med. De smukke og vidunderlige øjeblikke blev indfanget i billeder, så de kan nydes og skattes i tiderne, der kommer.

”Jeres lyksalighed er Min føde” Der føres opsyn med frokosten

2.52. Alle gode ting får en ende, og efter at have tilbragt næsten tre timer i denne berusende atmosfære måtte alle stige ind i køretøjerne og vende næsen hjem. Men alle havde fået minder, som de kunne tage med sig hele livet. Swami’s tilstedeværelse gør enhver begivenhed mindeværdig. Dette havde været en begivenhed, hvor skønheden var blevet forøget af den Guddommelige tilstedeværelse, og kærligheden var blevet beriget af latter. Det var en begivenhed, hvor alle de tilstedeværende havde følt slægtskab med den menneskelige skikkelse, som Det Guddommelige har antaget. Og det bånd der var blevet knyttet, havde fået alle til at føle: ”Herren er min og min alene!”

35 Kapitel 3

Den nye tids ledere

3.1. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba har gang på gang mindet Sine studerende, specielt de studerende på universitetet, om, hvad Han forventer af dem. Her følger nogle få uddrag fra Hans tidligste taler til dem:

3.2. ”Dette college er ikke blot blevet etableret, så I kan tage diverse eksamener. Hovedformålet er at hjælpe jer med at fremelske viden om jer selv tillige med selvtillid, så I alle kan lære selvopofrelse og opnå selvrealisation. Det at undervise jer i universitetets læseplan for at sikre jer eksamener, så I kan blive belønnet med en kandidateksamen, er blot midler, der skal sikre målet, nemlig åndelig højnelse, selverkendelse og tjeneste over for samfundet, der alt sammen sikres gennem kærlighed og ikke-tilknytning. Det er vores håb, at I gennem jeres livsførelse vil blive strålende eksempler på åndelig bevidsthed, og de gunstige konsekvenser en sådan bevidsthed har på både individet og samfundet.”

3.3. ”At gå på dette college som studerende er det største held, I nogen sinde bliver udsat for. Og hvis I ikke lever op til vores forventninger på grund af efterladenhed, ligegyldighed eller egensindighed, så vil tabet være uopretteligt. Her vil I lære værdifulde ting om ikke- tilknytning, uselvisk tjeneste udført i kærlighed, venskab, ydmyghed, oprigtighed, sjælsstyrke og frygtløshed. I skal værdsætte disse egenskaber, for de vil tjene jer som pålidelige støtter, når I skal ud og fungere i verden. På college vil I bevæge jer fra mindre sandheder til større sandheder, indtil I opnår en ekspertise, der gør jer i stand til at forstå den største sandhed (sathya). Jeg stoler på, at I vil bidrage til en forandring af folks livsanskuelse; til en revolution i verden. De studerende fra Sathya Sai College skal føre an i denne udvikling.”

3.4. ”Lad være med at få det indtryk, at I og Jeg først mødes nu, eftersom I studerer på dette college. Der er langt vigtige årsager til, at I og Jeg mødes. Vi mødes som en konsekvens af de fortjenester, I har opnået i mange tidligere liv. Det er jeres og jeres læreres skæbne at udføre kolossale opgaver under Min vejledning i gennemførelsen af den mission, som Jeg er kommet for at udføre.”

3.5. Det er tydeligt, at Bhagavan forventer, at Hans studerende bliver forløbere for den nye tidsalder, Han er kommet for at indvarsle. Han regner med, at Hans studerende vil blive repræsentanter for og ledere af en transformation inden for alle livets områder. Handel betragtes som værende samfundets mave. Maven modtager føde, og uselvisk nærer den hele kroppen ved at levere essensen af denne føde ud til alle lemmer og organer. På samme måde som en sund mave er meget vigtig for kroppens styrke, er en sund handel helt central for samfundets velfærd.

3.6. Farerne ved handel uden moral eller en syg handel inficeret af grådighedens virus, har aldrig fremstået så skamløs og tydelig, som de gør i disse moderne tider. I 1986 indledte Bhagavan processen med at sprøjte modgiften ind i handelens krop for at helbrede dens sygdom. Det skete ved, at Han bibragte Sine studerende en fornemmelse for ’gudbenådet handel’. I forbindelse med at Han bekendtgjorde, at man nu kan tage en ny uddannelses- retning, MBA (Master of business administration), på Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning, erklærede Baba den 21. august 1986:

3.7. ”Hvert eneste land i verden har udviklet dets institutioner og levevis i henhold til og på basis af dets kulturelle traditioner, dets værdibegreber og de historiske omstændigheder. Disse institutioner og værdibegreber kan ikke bare overføres til andre lande, hvis historie, kultur og omstændigheder er anderledes. Dette gælder også den måde, man leder virksomheder og

36 institutioner på. Det er meningsløst for et land blot godtroende at efterligne eller kopiere den måde, et andet land praktiserer ledelse på.”

3.8. ”Men der er noget, der er fælles for alle virksomheder i ethvert land. De forholder sig alle til ting som regnskab, forretningsprocedurer, forretningsgange, udarbejdelse af statistikker, forarbejdning af råvarer og den slags. Men når det drejer sig om forretningsetik og menneskelige relationer, så må vi her i Indien vælge vores egen model i overensstemmelse med vores kultur, traditioner og vilkår. På Sathya Sai Institute er vi specielt opmærksomme på kulturelle og etiske værdier. I arbejdet med disse værdier lægges der størst vægt på faget ’moralske grundholdninger og værdier i Indien’. Det fag vil dække emner som ’det økonomiske miljø i Indien’, ’personlig ledelse’, ’organisatorisk adfærd’ og ’forretnings-kommunikation’. Der vil blive lagt speciel vægt på personlig ledelse og menneskelige værdier, der ikke figurerer ret meget i studierne på andre ledelsesinstitutioner.”

3.9. ”Relationen mellem ledelsen og medarbejderne bør være baseret på gensidig kærlighed og forståelse. Den bør være som den relation, der er mellem en moder og børnene. Det er ønskværdigt at begynde dagen på enhver arbejdsplads med en stille fællesbøn, som både ledere og medarbejdere beder. Det vil bevirke, at der vil opstå en følelse af harmoni på stedet.”

3.10. ”På trods af Bharatha’s (Indiens) uvurderlige arv er der mange mennesker i dette land, der opfører sig som dem, der opholder sig under skyggen af en lampe. De er ikke bevidste om dens lys, og de bliver tiltrukket af fjerne ting. Det er fascinationen af pralende og eksotiske ting, der er ansvarlig for vores lands sørgelige forfatning. Derfor bør vi i arbejdet med studiet af ledelse lægge behørig vægt på Bharatha’s kultur og værdier.”

3.11. ”Jagten efter penge som et mål i sig selv gør folk meget grådige. Det er ikke den form for ledelse, vi bør have. Vi bør beskæftige os med ’menneske-ledelse’ (man management) i stedet for blot management. Mennesket bør lære at være ren i tanke, ord og handling. Det er den bedste af alle gode egenskaber. I dag har vi behov for direktører og ledere med integritet og karakter. Derfor bør målet for ledelsesinstitutioner være at frembringe den slags ledere. Deres uddannelse bør være baseret på indisk kultur og indiske værdier.”

3.12. ”Over hele verden findes der talrige institutioner, der underviser i ledelse. De tilbyder de studerende at tage en kandidateksamen i ’virksomhedsadministration’. Jeg mener ikke, at dette er den rette vej for Indien. I nogle lande tilbyder de en kandidateksamen i ’forretningsvidenskab’ (M.B.Sc.) i stedet for Master og Business Administration (MBA). På vores Institut bør vi tilbyde en kandidateksamen i menneske-ledelse. Vores studerende bør udvikle en bred livsanskuelse og forberede sig på at tjene samfundet med oprigtighed og pligttroskab. Med hensyn til moral skal de foregå andre med et godt eksempel, og med deres eksemplariske arbejde bør de bidrage til landets udvikling.”

3.13. Ifølge Bhagavan Baba er ’selv-ledelse’, eller det at lede sig selv, grundkurset, når man tager en kandidateksamen i ’menneskelig ledelse’. Man kan kun lede andre, når man ved, hvordan man skal lede sig selv. For at kunne lede sig selv må man udvikle kontrol over sit sind og sine sanser. Først da kan man opnå enhed i tanke, ord og handling, hvilket er fundamentalt for en direktør eller en leder. Ifølge kurset ’moralske grundholdninger og værdier i Indien’ er dette det grundlæggende princip i ledelse. Dette kursus udspringer fra den indiske kultur, der igen er baseret på åndelighed. Moral i det enkelte individ og i livet i samfundet er en naturlig konsekvens af en åndelig livsførelse. Faktisk danner åndelighed og moral essensen i alle religiøse kulturer overalt i verden.

3.14. Hvordan kan vi integrere åndelighed og moral i forretninger og handel? Selv blandt forretningsfolk der tror på åndelighed og moral, er der mange, der tvivler på, om der er plads til disse begreber i forretningsverdenen. De siger: ”Forretninger og åndelighed er to forskellige

37 ting. Hvordan kan de to størrelser forenes? Forretninger er en verden, hvor der hersker en benhård konkurrence. De der sætter moral i højsædet, vil ikke kunne overleve i den verden.” De opfører sig, som om de moralske principper, som de ellers retter sig efter i livet, ikke gælder, når det handler om forretninger. De tager det for givet, at der bliver set stort på normerne vedrørende ærlighed og retskaffenhed, som ellers gælder i livet generelt, når det drejer sig om forretninger. Det er ikke sådan, at de ikke erkender, at der findes den slags modsætninger i deres liv. Men de fleste går på kompromis og affinder sig med at leve med dem.

3.15. Men på den anden side har Sri Sathya Sai Baba allerede påbegyndt en tendens, der går i retning af ’den nye tids handel’ ved at have inspireret mange mænd og kvinder inden for industri og handel til at åndeliggøre deres arbejde og bringe moralske værdier ind i deres erhverv. Når folk motiveres af åndelige idealer, så kan de ikke glemme alt om det, der er vigtigst for dem i livet, når de tager på arbejde. Yderligere har de gennem deres oplevelser opdaget, at forretninger baseret på en åndelig tilgang er gunstig for dem selv, for alle aktionærerne og for alt liv på Jorden. Faktisk er det sådan, at det alene er en åndelig inspireret handel, der kan føre til en bæredygtig fremgang og en vedholdende lykke for alle. Og alene dette kan hjælpe planeten, der er truet af menneskets grådighed, med at overleve.

Budbringeren af ’den nye tids handel’

3.16. Hr. William C. Miller, en ledelseskonsulent fra De Forenede Stater, der er kendt for sine innovative ideer om drift af virksomheder, og som er en navnkundig forfatter af bøger om ledelsesemner, er blot ét eksempel på Swami’s indflydelse på medlemmer af den globale

38 forretningsverden. Han siger: ”Da jeg ledede afdelingen for innovativ ledelse på Stanford Research Institute, opdagede jeg, at mit livs arbejde, der er på linje med Swami’s mission angående dette område, er integrering af forretning, innovation og åndelighed. Siden da har jeg arbejdet på at demonstrere, hvordan menneskelige værdier baseret på åndelighed er grundlaget for den mest meningsfulde og ansvarlige måde at drive forretning på; en måde der tjener kunderne, arbejdsgiverne og aktionærernes interesser. I første omgang var jeg usikker på, hvordan man i praksis forener forretninger, kreativitet og åndelighed i en fælles virksomhedskultur i store multinationale selskaber. Men takket være Swami’s vejledning faldt det godt ud og blev en succes.”

Jeg opdagede, at mit livs arbejde, der er på linje med Swami’s mission, angående dette område er integrering af forretning, innovation og åndelighed. (William Miller)

3.17. ”Da jeg i 1987 startede min egen konsulentvirksomhed med fokus på ’værdibaseret selskabs-innovation’, var det Swami, der motiverede mig. Firmaets filosofi er baseret på de fem grundlæggende menneskelige værdier, som Swami har lært os om. Det var disse værdier, der var med til at forme og udvikle modellerne for de innovationsprocesser, som jeg præsenterede for mine kunder. Og de berigede det produkt, jeg var i stand til at tilbyde dem, så deres arbejde med innovation blev baseret på det, der er mest meningsfyldt at gøre frem for det, der er mest belejligt eller salgbart.”

3.18. Ifølge Miller kan de fem grundlæggende menneskelige værdier, der danner fundamentet i Baba’s lære, og som i deres oprindelse er åndelige, tilvejebringe en stærk baggrund for at kunne drive en succesfuld virksomhed. I et forretningsmiljø kan sandhed (sathya) praktiseres gennem begreber som pålidelighed, retskaffenhed og saglighed. ’Rigtig handling’ (dharma) gennem etik, moral og selvdisciplin. Fred (santhi) gennem tro, tålmodighed og selvtillid. Kærlighed (prema) gennem medfølelse, indlevelse og tilgivelse, og ikke-vold (ahimsa) gennem tolerance, frisindethed og retfærdighed. Når alt dette føres ud i livet, vil sandhed fremme ærlige og pålidelige forbindelser. ’Rigtig handling’ fremmer ansvarlighed og fortræffelighed. Fred fører til sindsligevægt og kloge beslutninger. Kærlighed styrker samarbejde og teamwork, og ikke-vold gør det lettere at yde god service og passe godt på miljøet.

39 3.19. Baseret på disse indsigter, som de havde fået af Swami, stiftede Miller og hans hustru, Debra Ruth Miller, en almennyttig organisation, ’Global Dharma Centre’ i De Forenede Stater. Den har støttet og sponseret betydningsfulde projekter vedrørende gennemførelse af arbejde og lederskab, der er ’i overensstemmelse med vores iboende åndelige natur’.

Grundlæggerne af ’Global Dharma Center’ sammen med deres Evige Beskytter

3.20. Ved et møde for overordnede ledere, der blev holdt i det ansete Information Technology Multinational Company’s hovedkvarter i Noida, skulle men fejre en medarbejder. Ved den lejlighed udtalte direktøren for Human Ressource Operations: ”Jeg ved ikke hvorfor, men de studerende fra Sri Sathya Sai Universitetet er så enestående og så anderledes end andre. I min tid i erhvervslivet har jeg mødt mange højtuddannede medarbejdere, men jeg har aldrig oplevet en så fremragende karakter, som disse drenge besidder. Forældre som jeg har et ønske om, hvordan det skal gå vores børn, og det er ofte noget med, at vi ønsker dem et behageligt liv, succes og penge. Et behageligt liv betyder en sammenhobning af forbrugsgoder, nok at spise, masser af informationsteknologi og det at være borger i et veludviklet land. Til at begynde med betyder succes akademiske udmærkelser og derefter et lukrativt arbejde med gode karrieremuligheder. Men efter at have set de studerende fra dette Institut er jeg begyndt at forstå, at jeg vil blive en stolt moder, hvis min søn besidder en karakter som deres.” Det er tydeligt, at hendes holdning til selve livet er blevet ændret, efter hun har oplevet, hvordan de Sai-studerende lever deres liv.

3.21. Svaret på spørgsmålet: ”Hvorfor er de studerende fra Sri Sathya Sai Institute så enestående og fuldstændig anderledes?” kan findes i de observationer, som en gæsteprofessor fra De Forenede Stater har foretaget. Han har haft lejlighed til at undervise et hold MBA- studerende på Instituttet. Han udtalte: ”Jeg har haft det privilegium at iagttage det samspil af ren kærlighed, der er mellem Swami og Hans studerende. Jeg oplevede det på tæt hold. Det er

40 denne kærlighed, der er den centrale værdi i alt, hvad der sker i Prasanthi Nilayam, og den er den centrale drivkraft i det akademiske system, som vi finder på Instituttet. Denne uselviske kærlighed (prema), som vi finder i Swami, der er universitetets Rektor, oversvømmer Sjælens umådelige udstrækning og overrisler endog det udtørrede hjerte, så det kan blomstre og bære frugt. Denne kærlighed er ikke begrænset eller bundet af rum. Den spænder over hele skabelsen. Den er selve lyksaligheden.”

3.22. ”Den enestående kærlighedsrelation man oplever mellem Bhagavan Baba og Hans studerende, fremgår tydeligt af denne episode, der fandt sted til darshan i templet i Prasanthi Nilayam. De studerende havde skrevet et lykønskningskort til deres Herre. Han tog imod det. Kærligt holdt Han det i Sine hænder og læste det enkle budskab til Ham, som de havde skrevet på det: ”Alt, hvad vi ønsker i denne verden, er Din kærlighed! Vi er Dine for altid – Dine børn.” Da Han havde læste dette, spurgte Baba dem: ”Elsker I Mig, eller kan I godt lide Mig?””

Den magnetiske Rektor ”Alt hvad vi ønsker i denne verden er Din Kærlighed”

3.23. ”Spontant svarede drengene: ”Swami! Vi elsker Dig af hele vores hjerte.” Med glædestårer i øjnene sagde Bhagavan: ”I er Mine, og Jeg er jeres”, og tilføjede med et smil: ”For altid.”

3.24. Det er Hans kærligheds (prema’s) kraft, der former Hans studerende, så de bliver enestående dygtige og ædle mænd og kvinder. Historien om den lederuddannelse man kan tage på Instituttet, er sagaen om et aspekt af denne kærlighed. Det begyndte i 1985, da Bhagavan gav udtryk for Sin beslutning om at starte en ny uddannelsesretning. Dette fortalte Han til dr. S.N. Saraf, der den gang var vice-rektor på universitetet. Det var begyndelsen, der markerede, at endnu et nyt aspekt af Hans mission stod foran at ville udfolde sig. Øjeblikkelig begyndte man at søge om den nødvendige tilladelse fra de relevante myndigheder i regeringen. Man påbegyndte også drøftelserne vedrørende den nye uddannelses struktur og indhold.

3.25. Bhagavan sendte professor Nanjundaiah, en fremtrædende professor inden for handel og universitetets eksamensansvarlige leder, til ’The Administrative Staff College of India’ i Hyderabad. Her skulle han mødes med professor Dharani Sinha, collegets rektor, og bede om hans hjælp med at udarbejde studieplaner til den nye uddannelse. I mellemtiden forlod Bhagavan Prasanthi Nilayam og kørte til Brindavan. Inden Han tog af sted, instruerede Han Sri Chiranjeevi Rao, en ledende funktionær i ashram’en, om følgende: ”Vent på Nanjundaiah henne på busholdepladsen, når han kommer tilbage fra Hyderabad og sæt ham på den næste bus til Brindavan.” Dette viser, hvor stor Hans interesse var for oprettelsen af den nye uddannelsesretning på Instituttet! Da Nanjundaiah nåede Brindavan, blev han straks ført hen

41 til Baba, hvor han måtte besvare en byge af spørgsmål, der alle drejede sig om resultatet af hans drøftelser med Dharani Sinha.

Vice-rektor dr. S.N. Saraf med Rektor Dr. S.N. Saraf og professor M. Nanjundaiah med Bhagavan

3.26. Sluttelig blev der udarbejdet et forslag til en struktur for den nye uddannelse, og det dannede grundlag for en drøftelse med en ekspertkomite, der var blevet nedsat af All India Board of Management Studies, der hører under den indiske regering. Komiteen besøgte Sathya Sai Instituttet i januar 1986. I sin rapport, der blev fremlagt for regeringen, bemærkede komiteen: ”Mest imponerende er lærerstaben og universitetets ledelses motivation til at tilbyde en MBA-uddannelseslinje, der tilgodeser et nationalt behov. Komiteen ønsker at understrege, at Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning er et helt enestående universitet. Det er helt igennem et indisk institut. Dets uddannelser er forankret i indisk kultur og indiske værdier og særpræg. Komiteen er af den faste overbevisning, at dette MBA-uddannelses-program også vil komme til at genspejle det unikke, der er ved dette universitet. Det har også en infrastruktur, der gør det i stand til at påtage sig opgaven med at forske i indisk ledelse.” Etableringen af fakultetet for virksomhedsledelse blev endelig godkendt af regeringen den 2. maj, og fakultetet blev indviet af Bhagavan Baba den 21. august 1986.

3.27. Her følger fakultetets hensigtserklæring: ”Vi vil bestræbe os på at udvikle pligtopfyldende, dynamiske, professionelt velfunderede og socialt ansvarlige ledere. Det skal være ledere, der er sunde og velafbalancerede personligheder, akademisk udrustet og som tillige har en åndelig bevidsthed. De skal besidde ædle menneskelige værdier, og frem for alt skal de have en ordentlig og positiv indstilling og en pletfri karakter.” De studerende der tager deres eksamen på dette fakultet, vil blive den nye tids ledere. Bhagavan Baba gav Selv et akronym for ordet ’manager’, der definerer denne slags leder:

M – Mind of man A – Awareness of Atma N – Nature of nations A – Aspects of environment G – Guidelines for goodness E – Enquiry into ethos R – Role of rules

42 3.28. Baba forklarer, at en sand leder bør blive en ’mastermind’ (én der er hjernen bag) ved at ’mastering the mind’ (beherske sindet). Det at beherske sindet giver selvtillid, hvilket fører til viden om Selvet eller bevidsthed om Den Guddommelige Gnist (Atma). Erkendelsen af sandheden om at hele universet er en manifestation af Den Ene Guddommelige Gnist, styrker ens tilskyndelse til at tjene menneskeheden. Yderligere bør man besidde en viden om de karakteristika, der er unikke for de lande, man handler med. På den måde kan man være effektiv i sit arbejde, da det der fungerer i ét land, måske ikke fungerer i et andet land. For at være en kompetent leder bør man studere alle aspekter vedrørende ens omgivelser – fysisk, samfundsmæssigt, økonomisk og politisk. En god leder bør følge og praktisere sin samvittigheds bud i alle sine aktiviteter, eftersom det er samvittigheden, der fastlægger retningslinjerne for god opførsel og god ledelse. Den moralske grundholdning er den ånd, der er kendetegnende for en kultur, en periode eller et samfund. Den vil manifestere sig i de holdninger og den stræben, der er fremherskende. En effektiv leder bør have en klar og fuld forståelse for den moralske grundholdning, der findes i det samfund, han er en del af. Endelig er selvdisciplin helt fundamental, når det drejer sig om at opnå succes inden for ethvert område. At overholde regler der styrer ens aktiviteter, bidrager til, at man kan udvikle denne selvdisciplin.

3.29. Den slags originale udlægninger og tydelige forklaringer, der bindes sammen med eksempler fra det virkelige liv, kendetegnede de taler, som Bhagavan holdt for MBA- studerende og lærere. Bortset fra at tale om en leders ideelle profil talte Baba også om beslægtede emner såsom godt lederskab, udvikling af menneskelige ressourcer og det at være sin egen leder. Engang imellem afslørede Han interessante aspekter af den form for ledelse, der blev praktiseret i det ældgamle Indien. Det gjorde Han for at understrege vigtigheden af at holde fast i åndelige og moralske værdier i forretninger, og at holde sig på den vej der fører til velfærd i samfundet, også selv om det kolliderer med ens mere personlige interesser. Engang talte Bhagavan også om bønnens kraft, når det drejer sig om at skænke succes inden for alle livets områder, inklusiv forretninger. Intet emne, der er relevant for virksomhedsledelse, forblev uberørt af Ham. Rækken af emner omfattede for eksempel, hvordan man opnår størst mulig kvalitet i ledelsen, kreativ markedsføring og aktiviteter baseret på omkostnings- beregninger og det at sætte nyt liv i virksomheden. Lidenskaben efter at forme den nye tids leder var tydelig i hver eneste af disse taler.

3.30. Som en moder der tilbringer det meste af sin tid sammen med den nyfødte baby, tilbragte Bhagavan det meste af Sin tid med at opfostre det nyåbnede virksomhedsledelses- fakultet på Instituttet under dets første leveår. Han skænkede frit Sin kostbare tid til de studerende, lærerne og administrationen og vejledte dem, så de alle kunne blive endnu dygtigere. Han gjorde det ved at røre deres hjerter med Sin kærlighed (prema) og Sin omsorg for dem, og Hans inspirerende bidrag vækkede deres intelligens. Han gav dem også en praktisk demonstration af lederskab ved at involvere dem i mange projekter, hvor Han Selv var øverste leder. Her følger en meget interessant beretning om deres oplevelser og samspil med Den Guddommelige Rektor fortalt af professor R.K. Sehgal, der har haft den gode skæbne at være fakultetets første dekan i disse første år. Før dette beklædte han en stilling som leder af et personaletrænings-college hos Steel Authority of India Ltd.

3.31. Hans første møde med Bhagavan fandt sted umiddelbart efter Gurupoornima- festlighederne i juli 1986. Her følger Sehgal’s beskrivelse af det interview, han fik ved denne lejlighed:

43 3.32. ”Dagen efter Gurupoornima kaldte Swami mig ind til interview. Han materialiserede en guldring med en smaragd ved at bevæge Sin højre hånd. Med et stort smil på læberne satte Han den på min finger. Jeg var meget begejstret. Han bemærkede: ”Den er fremstillet af guld, 24 karat, og den passer perfekt i modsætning til din vielsesring.” Jeg blev rystet, og jeg mindedes mit bryllup, der havde fundet sted for 27 år siden. Jeg havde kun haft vielsesringen på en enkelt dag, da den var for stor til min finger!”

3.33. ”Swami tog mig ind i det inderste værelse til en individuel samtale. Idet Han så på ringen på min finger, sagde Han: ”Den grønne sten er et symbol på fred. Når som helst du ønsker at få Swami’s darshan, skal du se ind i den grønne sten. Du vil være i stand til at se Mig, uanset hvor du befinder dig!” Jeg blev ovenud lykkelig over denne uventede gave. Senere opdagede jeg, at det at se ind i denne sten var som at se Swami’s bevægelser i en fjernsynsudsendelse. Til tider så jeg Swami sidde, og andre gange stod eller gik Han. Jeg kunne også se, at Han havde forskellige farver kjortel på – rød, orange, gul eller hvid.”

3.34. ”Men lad mig nu fortsætte min beretning om selve interviewet. Bhagavan spurgte mig: ”Hvor mange studerende læser på dit institut?” ”Swami! I øjeblikket tager jeg mig af ledertræningen på Institute of the Steel Autority of India Ltd i Ranchi. Ad gangen kommer der 20 til 30 overordnede medarbejdere og mellemledere for at deltage på korterevarende kurser for at udvikle deres lederevner. Det sker som en del af det kontinuerlige uddannelsesprogram, der er fastsat for dem.” ”Er et MBA-uddannelsesforløb ikke fuldstændig anderledes end det, du underviser i nu?” ”Swami! Jeg underviser også MBA-studerende på Birla Institute of Technology om aftenen.” ”Meget fint! Næste måned starter vi et to års MBA-uddannelsesforløb på vores Institut. Kan du komme hertil og undervise vores studerende?””

3.35. ”Swami’s ydmyge måde at stille mig dette spørgsmål gjorde, at jeg selv blev meget ydmyg. Jeg var også opstemt over, at Gud Selv inviterede mig til Sit sted. Begejstret røg det ud af munden på mig: ”Det vil være mig en stor glæde, Swami.””

3.36. ”Swami blev meget glad. Han rejste Sig, gik ud af værelset og kaldte dr. Saraf, vice- rektoren, ind. For mig var det en lektie i at nære tillid til mig selv. Han gav mig den eftertragtede tilladelse til at berøre Hans fødder, før Han bad vice-rektor om at foretage det nødvendige i forbindelse med at ansætte mig på Instituttet og få mig fritaget for mit arbejde på Steel Authority of India. Herefter vendte Han Sig mod mig og sagde: ”Kom hertil i begyndelsen af næste måned og slut dig til Instituttet.” Det var mit første interview med Swami.”

3.37. Den 2. august 1986 sluttede Sehgal sig til Sathya Sai Institute som dekan for fakultetet, der tilbyder uddannelser inden for virksomhedsledelse. I løbet af en uge blev der afholdt skriftlige test og gennemført personlige interviews for at finde egnede studerende til MBA- studiet. 27 studerende blev udvalgt og blev bedt om at melde sig på Instituttet den 20. august. Undervisningen begyndte umiddelbart efter indvielsen den 21. august. Følgende er, hvordan Sehgal beskriver Bhagavan’s stadige engagement i omgangen med de studerende og lærere:

3.38. ”Swami udviste stor interesse for MBA-uddannelsen. Ikke blot arbejdede Han sammen med de studerende og medarbejderstaben hver aften i templet, men lejlighedsvis holdt Han taler for at afklare tvivlsspørgsmål og løse problemer. Han bragte også nye forhold vedrørende forskellige ledelsesproblematikker på banen; forhold som ikke blev belyst i lærebøger eller tidsskrifter.”

3.39. ”Universiteternes Bevillingsudvalg havde fastsat, at hvert af MBA-uddannelsens fire semestre som minimum skal indeholde seks fag, og vi medtog et syvende fag i hvert semester. Det er et fag, der belyser de etiske og menneskelige værdiers rolle i forretningsverdenen. I det første semester havde vi indlagt et fag med titlen: ’Indiske

44 moralske grundholdninger og værdier’. I begyndelsen kunne de studerende ikke se eller værdsætte relevansen af dette emne for den moderne forretningsverden. På trods af vore yderste bestræbelser kunne vi ikke overbevise dem fuldt ud om dets relevans. Vi var meget bekymrede på grund af dette, eftersom det var afgørende i vores bestræbelser på at give dette fag på vores universitet et indisk livssyn. Endnu før vi forelagde vores problem for Swami, bekendtgjorde Han, at Han ville tale til vores MBA-studerende og de tilknyttede lærere den førstkommende søndag.”

3.40. ”Den 7. september 1986 kom Han hen på universitetets campus og holdt en inspirerende og detaljeret tale om ’indiske moralske grundholdninger og værdier i den moderne forretningsverden’. Det var en stor oplevelse for både studerende og lærere. Herefter tvivlede de studerende ikke længere på fagets relevans, og lærerne havde fået en større indsigt, der udstyrede dem med overbevisende argumenter, som de kunne bruge for eftertiden.”

3.41. ”Denne tale blev efterfulgt af yderligere to taler de efterfølgende to søndage. Swami talte om ’kommunikation’ den 14. september. Han kastede et yderst afslørende lys over emnet. Han betonede, at den mest effektive måde at kommunikere på er ’fra hjerte til hjerte’, hvilket betyder fuldstændig gennemskuelighed og enhed mellem tanke, ord og handling hos dem, der kommunikerer. Kunsten at tale offentligt blev også behandlet i denne tale.”

3.42. ”Ved slutningen af talen svingede Swami pludselig Sin hånd i store cirkler og materialiserede en udsøgt og yndig medaljon, der havde Hans buste i midten omgivet af kostbare stene i forskellige farver indfattet i guld. Da Han holdt den op, så alle kunne se den, blev vi fulde af ærefrygt på grund af dens skinnende skønhed. Eftersom det var en lille forsamling, lod Han smykket gå rundt, så alle kunne holde det og se det på nært hold. Den Guddommelige kunst var manifesteret i hver eneste detalje i smykket. Af form var den oval, og den var omkring 5 cm i diameter. Da den til sidst kom tilbage til Ham, holdt Han den i Sin håndflade og blæste på den tre gange. Så åbnede Han hånden igen og viste den til forsamlingen. Hans åndes kraft havde forvandlet den til et fuldstændig anderledes smykke, der så endnu mere tiltrækkende ud end det forrige. Atmosfæren var ladet med en uforklarlig stemning, der var en blanding af glæde og undren.”

3.43. ”Swami lagde Sin nye frembringelse på et bord, der stod foran Ham, og lagde et lommetørklæde over det. Efter et stykke tid, da Han løftede lommetørklædet, var medaljonen forsvundet! Han så på drengene, der var fuld af ærefrygt, og sagde: ”Swami kan gøre hvad som helst ved Viljens kraft. Han kan forvandle drenge til piger og piger til drenge!” Situationens alvor forsvandt i en skraldende latter. Stemningen blev løftet yderligere, da Han spurgte: ”Er der nogle af jer drenge, der ønsker at blive en pige?” Drengene forsøgte at skjule sig for Hans altgennemtrængende blik. Ved slutningen af dette herlige og oplysende møde indviede Swami den nye overhead-projektor ved at tænde den og skrive de to dyrebare og vidunderlige ord: With love. Hans grænseløse kærlighed (prema) så ingen forskel på at åbenbare det umådeligt store univers og det at indvie en lille projektor!”

3.44. For de studerende var det ikke udelukkende arbejde og ingen leg. De studerende på MBA-uddannelsen blev velsignet med muligheden for at føre an i processionen af rigt udsmykkede køer som røgterdrenge (gopala’er) i forbindelse med Herren Krishna’s fødselsdag den 27. august 1986. Det foregik foran templet i Herrens, Sai Gopala’s, nærvær. Det var et fantastisk og storslået syn at se processionen gå ind i ashram’en ført an af den majestætiske Sai Gita, den sadelbetrukne elefant, der er meget glad for Bhagavan. Det var meget symbolsk, at ’den nye tids ledere’ holdt fast i køernes seletøj; de køer der, ifølge den indiske kultur og tradition, er den væsentligste kilde til velfærd. Bhagavan tilbragte megen tid sammen med Sine køer og røgterdrenge, og kærligt fodrede Han elefanten og køerne med udvalgte frugter. Der var mange andre lejligheder, hvor Baba gav dem rig mulighed for at nyde Hans Guddommelige nærvær. Lad os vende tilbage til Sehgal og lade ham fortælle os historien om en sådan mulighed:

45 Hans grænseløse kærlighed så ingen forskel Sai Krishna med Sine røgterdrenge på at åbenbare det umådeligt store univers og det at indvie en lille projektor!

3.45. ”Om aftenen den 17. september fortalte Swami mig: ”Saml MBA-drengene og lærerne i Ganesha-salen bag templet i morgen tidlig klokken 06.30. Jeg vil tage jer alle sammen med ud til en nærliggende landsby.” Den gode nyhed skabte stor opstandelse og store forventninger hos os alle. Næste morgen ventede en bus og en bil på os på det angivne sted. Som Bhagavan allerede havde givet ordre til, så steg de studerende ind i bussen og lærerne ind i bilen. I løbet af få minutter kom en af ashram’ens funktionærer med besked fra Swami om, at vi skulle køre til Mylepalli, en landsby 18 km væk, der ligger på vejen mod Dharmavaram. Vi fik også at vide, at Han ville møde os der. Da vi nåede landsbyen, var der en feststemt atmosfære. Farverige udsmykninger prydede stedet, og en stor folkeskare ventede på, at Swami skulle ankomme. Et nyt tempel og et nyt medborgerhus, der var blevet opført af Sathya Sai Central Trust, skulle indvies af Baba denne morgen.”

3.46. ”Swami fik en varm velkomst af landsbyboerne, der ligefrem dansede af glæde, da de så Ham i deres landsby. Han trådte ind i templet, mens der blev chantet vediske hymner og et fløjteorkester spillede. Da Han kom hen til fodstykket, hvor statuen skulle stå, bevægede Han Sin hånd i cirkler og materialiserede de ni kostbare ædelstene og lagde dem i den udhuggede fure i fodstykket, hvor statuen skulle installeres. Herefter blev statuen sat op på fodstykket. Efter indsættelsesceremonien brød Han et antal kokosnødder ved at kaste dem mod en cement-platform ved indgangen til templet. Kokosnødderne ramte platformen med en sådan kraft, at stykker af dem fløj i alle retninger og mælken sprøjtede på alle os, der stod rundt om Ham. Selv Hans kjortel blev våd mange steder. Swami indviede også medborgerhuset, der stødte op til templet.”

3.47. ”Arrangementer sluttede med, at der blev udført arathi og uddelt prasad, og det blev tid for os at vende tilbage til Prasanthi Nilayam. Swami bad lærerne om at stige ind i bussen sammen med de studerende, og vores glæde kendte ingen grænser, da Han også kom ind i bussen. Da Han kom ind, satte han Sig ved siden af mig. Idet Han så på ringen på min finger, spurgte han mig drilagtigt: ”Hvor har du fået den ring fra?” ”Du gav mig den i juli”, svarede jeg. Han udbrød: ”Åh! Gav Jeg dig den!”, som om Han ikke kunne huske det. Herefter gjorde Han tegn til mig om, at jeg skulle give Ham ringen. Idet Han holdt ringen i Sin hånd, rakte Han den i vejret og viste den til drengene og spurgte: ”Hvilken farve har stenen?” Enstemmigt svarede drengene: ”Swami! Den er grøn.””

46 Universets Rektor velsigner Miraklet i bussen der velsignede Sri Sehgal MBA-fakultetets første dekan

3.48. ”Nu holdt Swami ringen mellem Sin højre hånds tommeltot og pegefinger og blæste på den tre gange. Endnu mens vi stirrede på den, forandrede den grønne smaragd sig og blev til en funklende diamant. Han lod den gå rundt til alle de studerende og lærere, der strålede af glæde. Alle var lykkelige over, at de havde fået lov til at se den øjeblikkelige forvandling, der var frembragt af Hans åndes kraft. Han spurgte dem: ”Hvilken farve har stenen nu?” ”Swami! Det er en diamant.” Svaret var meget højlydt, og det kom øjeblikkelig. Efter ringen kom tilbage til Ham, blæste Ham igen på den, og diamanten blev igen til en smaragd! Han spurgte mig: ”Hvad ønsker du, smaragd eller diamant?” Jeg forholdt mig tavs, eftersom jeg var bange for, at Han ville lade den forsvinde, som Han havde gjort med den medaljon, Han havde materialiseret under Sin tale til os tre dage tidligere! Men da Han gentog spørgsmålet, bøjede jeg mig: ”Swami! Giv mig det, Du synes.””

3.49. ”Igen forvandlede Han smaragden til en diamant og lagde den ned i min brystlomme. Men historien slutter ikke her. Swami standsede bussen nogle få kilometer, før den nåede Prasanthi Nilayam. Han steg ud og satte Sig ind i Sin bil. Efter Han var steget ud af bussen, prøvede jeg at sætte ringen på min finger, men den var for lille til min pegefinger. Da jeg forsøgte at presse den på fingeren, fik jeg et lille sår på fingeren. Da vi nåede ashram’en, var klokken omkring 10.00. Lovsangen var i gang. Jeg gik ind og satte mig tæt ved indgangen til templet, hvorfra jeg havde et godt overblik over pladsen. I mellemtiden steg Swami ud af bilen og gik lige hen til mig. Uden at sige noget gestikulerede Han: ”Hvad er der i vejen?” Igen uden at sige noget gestikulerede jeg, hvad der var i vejen og viste Ham ringen. Han tog den i Sin hånd, holdt den et øjeblik og satte den derefter på min pegefinger. Den mødte ingen modstand, og Han drejede den lidt rundt for at vise, at den nu passede perfekt. Det var indlysende, at ringen var blevet større. Jeg var både glad og tilfreds. Med et smil på læberne og et glimt i øjnene spurgte Han mig: ”Er du glad nu?” Jeg svarede: ”Ja, Swami!” og takkede Ham.”

3.50. Det tog ikke lang tid for Sehgal at opdage, at Bhagavan Baba er en helt speciel rektor for universitetet. Normalt er det sådan, at de studerende og lærerne kun ser rektor i forbindelse med vigtige begivenheder, når han optræder som æresgæst ved diverse ceremonier. Her var derimod en rektor, der personligt kender de studerende og lærerne, og som udviser stor

47 interesse for deres velbefindende og deres fremgang med studierne. Regelmæssigt taler Han med dem for at høre om deres problemer. Dette blev meget tydeligt, da den nye MBA- uddannelse blev åbnet på universitetet. Han fik direkte tilbagemeldinger fra alle de involverede, præcis som man kan forvente af en god leder, specielt når det drejer sig om et nyt projekt.

3.51. Regelmæssigt spurgte Baba Sehgal, hvordan det gik med MBA-uddannelsen. Det gjorde Han både under darshan om morgenen og om eftermiddagen. En dag, da Bhagavan spurgte ham, om de havde alt, hvad de behøvede, måtte han tilstå, at de endnu manglede nogle udenlandske bøger og tidsskrifter, der netop var udkommet. Bhagavan sagde følgende til ham: ”Giv Mig listen. Jeg vil sende den til Bombay og få bøgerne bragt hertil. I denne by findes der store og ansete boghandlere, der importerer bøger fra udlandet.” Sehgal rakte Ham listen. Under en eftermiddags-darshan fjorten dage senere kom Bhagavan ud af interviewværelset med omkring 12 bøger i hænderne. Han kaldte på Sehgal. Før Han gav ham bøgerne, sagde Han: ”Selv fra Bombay lykkedes det Mig kun at få disse bøger på så kort tid. Jeg vil sørge for, at du får de øvrige bøger inden længe.” I løber af få dage, da Baba fandt ud af, at der var en stor boghandel i Bangalore, der handlede med bøger om ledelse, sendte Han Sehgal og Instituttets bibliotekar til Bangalore. Afskedsordene til Sehgal var: ”Hvis du kan købe en ting for en paisa, så lad være med at give en rupee.” Således var der en lektie at lære for hvert skridt, vi tog.”

3.52. Skønt Bhagavan altid er parat til at hjælpe Sine hengivne i store som små sager, så ønsker han ikke, at de bliver afhængige af Ham. Han ønsker, de er selvhjulpne, og at de kan træffe deres egne beslutninger inden for deres eget virkefelt. Planlægningen af en tur i januar 1987, hvor de studerende på MBA-studiet skulle besøge diverse virksomheder, er et godt eksempel på dette. Det blev besluttet at sende de studerende til Bangalore i en uge, så de kunne besøge forskellige virksomheder i de seks dage. Efter at have konsulteret sine kollegaer udarbejdede Sehgal en liste med 30 industrivirksomheder i og rundt om Bangalore. Han præsenterede listen for Bhagavan og bad Ham udvælge seks af dem, en til hver dag de skulle opholde sig i Bangalore. Men Han ønskede, at Sehgal selv valgte virksomhederne. Da Sehgal insisterede på, at Baba skulle stå for udvælgelsen, da Han var den alvidende Herre, løftede Han Sin pegefinger, pegede på Sehgal og sagde bestemt til ham: ”Du må stå for planlægningen. Jeg vil udelukkende stå for den helt overordnede planlægning!” Det endte med, at Sehgal udarbejdede en favoritliste med ni virksomheder og forelagde den for Baba, så Han kunne velsigne den. Med glæde valgte Han seks af dem.

3.54. Turen rundt til virksomhederne viste sig at blive en sand guldgrube for de studerende og lærerne, der i universitetets bus kørte til Bangalore den 18. januar 1987. Bhagavan arrangerede Selv alt vedrørende deres rejse til og ophold i Brindavan, og Han sørgede for personligt at sende dem af sted fra Prasanthi Nilayam. Efter at have besøgt alle virksomhederne skulle de vende tilbage til Prasanthi Nilayam den 24. januar. Deres meget nære kontakt med Baba de forløbne fem måneder havde skabt en stærk samhørighedsfølelse med Ham i de studerendes hjerter, og Han var blevet midtpunktet i deres liv. De savnede Ham inderligt, mens de boede i Brindavan. De to første dage i Brindavan forløb begivenhedsløse med besøg i to virksomheder.

3.55. Den tredje dags aften, da de vendte tilbage til Brindavan efter at have besøgt et anset offentligt selskab, blev de udsat for et behageligt chok. Denne eftermiddag var Baba ankommet til Brindavan! Efter aftenens lovsang kaldte Han dem ind i Sin bolig, Trayee Brindavan, og tilbragte en time sammen med dem. Det første spørgsmål Han stillede dem, var: ”Hvordan var kyllingen?” Spørgsmålet vakte forbløffelse, der blev efterfulgt af en perlende latter hos de studerende. Spørgsmålet havde en meget overraskende, men humoristisk relevans til det, der var hændt omkring middagstid i virksomheden. Efter de, sammen med nogle mellemledere, var gået rundt på virksomheden, havde selskabets direktør sluttet sig til dem for at deltage i den efterfølgende drøftelse. Han havde også medbragt et hold af

48 overordnede ledere. Drøftelserne blev efterfulgt af frokost i ledernes spisesal. Et stort antal retter med vegetariske delikatesser blev sat frem på det første bord, og på det andet bord blev der rettet an med ikke-vegetariske retter. Værterne følte sig flove, da de fik at vide, at alle de studerende og de lærere, der ledsagede dem, var rene vegetarer. Ikke blot var der ingen af værterne, der spiste ikke-vegetarisk mad til frokost, de bar endda det andet bord ud af salen! Spørgsmålet, Bhagavan stillede denne aften: ”Hvordan var kyllingen?” lærte dem den vigtige sandhed, at Han altid er hos dem, uanset hvor de tager hen.

3.56. Med Bhagavan’s ankomst var der pludselig kommet nyt liv i Brindavan, og de næste tre dage viste sig at blive ubetinget lykkelige for dem. Hver morgen forlod de studerende Brindavan. Det var Baba Selv, der sendte dem af sted på virksomhedsbesøg, og når de vendte tilbage om aftenen, stod Han og ventede på dem. Møderne i Trayee Brindavan var meget fornøjelige og oplysende. Dagene gik meget hurtigt, og deres virksomhedsbesøg sluttede den 24. januar. Tiden var kommet, hvor de skulle forlade deres Herres nærvær og genoptage deres studier i Prasanthi Nilayam. Men til aftenens møde i Trayee Brindavan annoncerede Bhagavan til deres store overraskelse: ”I morgen tidlig vil Jeg tage jer med på en tur til et fuglereservat og et skovreservat, og vi vil vende tilbage hertil i overmorgen.” Den uventede annoncering fyldte deres hjerter med stor begejstring og glæde, og alle så forventningsfuldt frem til den næste solopgang.

3.57. Lad os vende os mod Sehgal og lytte til hans beretning om turen: ”Søndag den 25. januar forlod vores konvoj Brindavan med Swami’s bil forrest fulgt af de studerendes bus og fire andre biler. Vi nåede frem til Ranganathittu fugle-reservatet, der er beliggende ved bredden af Cauvery-floden. Vi tilbragte omkring 50 minutter med at beundre og nyde stedets skønhed. Det var et sted, der var vært for vores mangefarvede fjerprydede venner, der var kommet hertil fra fjerne lande.”

Bhagavan med den nye tids ledere Den perfekte Vært på rejsen til Nagarahole

3.58. ”Efter vi havde spist frokost med Swami i et privat gæstehus i Hunsur, en by 40 km fra Mysore, kørte vi til Nagarahole skovreservatet, der er velkendt for at give ly til mange forskellige vilde dyr. Swami kendte stedet ganske godt, og Han fungerede som vores guide i skoven. På hjemturen til gæstehuset steg Swami ind i de studerendes bus og kørte med os. I

49 bussen materialiserede Han to henrivende diamantringe, som Han gav til to lærere, der sad ved siden af Ham. Klokken var allerede otte om aftenen, da vi nåede gæstehuset.”

Den Guddommelige Leder

3.59. ”Gæstehuset var ikke stort nok til at huse alle medlemmerne af selskabet, så det blev arrangeret, at nogle af de studerende kunne overnatte i et offentligt gæstehus seks kilometer væk. Selv om klokken var noget over 21.00, da vi var færdige med at spise aftensmad, insisterede Swami, der ellers plejer at trække Sig tilbage ret tidligt, på, at Han ville tage over til det andet gæstehus for at se, om det var godt nok til Hans studerende. Da vi bønfaldt Ham om ikke at ulejlige Sig for vores skyld, eftersom vi kunne rykke sammen, så vi alle sammen kunne sove i det første gæstehus, sagde Swami: ”I er kommet hertil med Mig, og det er Mit ansvar at sørge for, at I alle sammen har det godt.” Han kørte over til det offentlige gæstehus, hvor Han konstaterede, at det var godt nok. Han vendte tilbage klokken 22.00. Nogle af de studerende blev sendt over til dette gæstehus i biler, og Swami trak Sig først tilbage, efter bilerne var vendt tilbage.”

3.60. ”Næste morgen sendte Swami os ud for at besøge de berømte Brindavan-haver nær Mysore. Han forklarede os: ”Det er et meget smukt sted. Jeg kan ikke tage med jer, da der er

50 så mange mennesker i haverne. Hvis I var taget derhen om aftenen, ville I have set nogle fortræffeligt oplyste haver. Selv i dagslys er stedet dog meget smukt med masser af smukke blomster midt blandt en frodig, grøn bevoksning. Kom til Bangalore efter I har besøgt haverne. Jeg vil vente på jer i byen. Vi vil spise frokost sammen.” Præcis som Swami havde beskrevet det, så Brindavan-haverne ud som en lille himmel på Jord. På vejen tilbage blev vi mødt af en bil, som Swami havde sendt ud for at modtage os. Vi mødte den i udkanten af Bangalore, og den viste os vej til Sri Y.N. Gangadhara Setty’s bolig, hvor Han ventede på os som en kærlig moder. Efter frokost vendte vi tilbage til Whitefield, og samme aften kørte vi til Prasanthi Nilayam.”

3.61. For det første hold MBA-studerende var sommerferien, der fulgte efter det andet semesters eksamener i marts 1987, en periode, hvor de lærte mange interessante ting. I denne periode blev deres tro på Indiens moralske grundholdninger og værdibaseret ledelse bestyrket. Alle MBA-studerende blev velsignet med det eventyrlige held, det er at rejse til Ooty og Kodaikanal med Bhagavan Baba og bo sammen med Ham i de to sidste uger af april. Denne tid blev efterfulgt af et seks ugers langt sommerprojekt i Brindavan, hvor de havde den vidunderlige mulighed at være sammen med Baba hver aften i Trayee Brindavan. Hver eneste studerende arbejdede på et projekt, der var blevet foreslået af den virksomhed, som de var blevet tilknyttet for at få praktisk viden om det fagområde, der havde valgt at specialisere sig indenfor.

3.62. Næsten hele ferien boede de studerende sammen med og blev undervist af deres ’kulapathi’, navnet på rektor på det ældgamle Indiens sande gurukulas. I de to måneder delte Den Højeste Mester Sin bekymring for menneskehedens velfærd med dem. Det er en menneskehed, der er plaget af mange menneskeskabte onder som for eksempel svækkelsen af ’rigtig handling’ (dharma) inden for alle livets områder, forringelse af samfundets moralske struktur, tiltagende korruption der gennemtrænger alle virkefelter, miljøforurening, skrupelløs udnyttelse af Jordens naturressourcer, forfalskning af forbrugsvarer og en stigende kommercialisering af uddannelses- og sundhedsområdet. Han oplyste dem også om Sin mission med at frelse verden fra den tilsyneladende håbløse situation, og Han fortalte dem om, hvordan Han vil nå dette mål. Han understregede, at nøglen til samfundets velfærd er styrken af det enkelte individs karakter, og Han inspirerede dem til at fremelske en sådan karakter. De studerende kunne frit give udtryk for deres tvivl og spørgsmål, og de kunne bede Ham, selve legemliggørelsen af den højeste visdom, om at fjerne deres tvivl og besvare deres spørgsmål.

3.63. Da de studerende vendte tilbage til Prasanthi Nilayam efter ferien for at påbegynde deres andet år med studier af ledelsesforhold, fortsatte processen med at skabe og forme den nye tids ledere i Den Guddommelige Leders værksted. I denne proces stillede Han Sig frit til rådighed for dem, og de opdagede, at Han er Den Evige Beboer i deres hjerter, som de til alle tider kan føre en fortrolig samtale med, uanset hvor stor den fysiske afstand er mellem dem og Ham.

3.64. Den viise og velkendte historiker, Arnold Toynbee, har erklæret: ”I dette yderst farlige øjeblik i menneskets historie er der kun én måde, hvorpå menneskeheden kan blive frelst, og det er den indiske måde.” På det tidspunkt den nye tids ledere trådte ud i den vide verden, var de overbeviste om, at den indiske måde er identisk med Sai’s måde.

51 52 Kapitel 4

Gudbenådet handel

4.1. Det var en herlig måned i maj 1992 i Kodaikanal. Bhagavan sad i salen i Sai Sruti omgivet af Sine studerende og lærere. Han var netop kommet tilbage til templet efter at have givet darshan til de hengivne, der sad udenfor. Baba havde inviteret nogle få ældre med ind i salen. En af dem var dr. Jack Hawley, en mangeårig hengiven fra USA, der arbejdede som ledelses- konsulent. Mange af de studerende der havde ledsaget Bhagavan til Kodaikanal denne sommer, var i færd med at tage MBA-uddannelsen på Instituttet. Efter at have betragtet dem, der sad omkring Ham, så Baba på Hawley og sagde: ”Fortæl drengene om ’dharmisk ledelse’. (Ledelse der er inspireret og gennemtrængt af dharma, ’rigtig handling’). ’Dharmisk ledelse var navnet på den bog, som Hawley på det tidspunkt arbejde på. Projektet var blevet velsignet af Bhagavan, og Han vejledte ham også løbende.

4.2. Hawley rejste sig og begyndte at tale. ”Da jeg startede på at skrive bogen, var jeg klar over, at den var nødt til at tage fat på de centrale problemstillinger, som ledere må forholde sig til. Jeg identificerede otte eller ni af den slags problemstillinger, der opstår inden for personaleforhold, markedsføring, økonomi, kommunikation, moral og så videre. Og så begyndte jeg at skrive. Men mens jeg tænkte dybt over disse forhold, begyndte jeg at lægge mærke til, at de svar jeg kom frem til, syntes at være besynderligt ens. Mit logiske sind stillede straks spørgsmålet: ”Hvordan kan det være?” Det fik mig til at dykke dybere ned i min tænkning og kontemplation på de forskellige problemstillinger. Det svar jeg kom frem til, forbløffede mig: Svarene på alle disse tilsyneladende forskellige spørgsmål angående vidt forskellige problemer viste sig ikke blot tilnærmelsesvis at ligne hinanden, men de var fuldstændig ens!”

4.3. Med en forundret forventning fokuserede forsamlingen deres opmærksomhed på taleren. Hawley fortsatte: ”Det virkelige svar på alle disse ledelsesproblemer er kærlighed!” Bhagavan lyttede intenst. Hans ansigt lyste op med et stort smil. Han sagde: ”Ja!”, og Han gjorde det bestemt og tilføjede: ”Kærlighed er Gud”, idet Han lagde vægt på hvert ord. Hawley fortsatte: ”Denne lære, specielt Swami’s specielle fremstilling af den, står selv i dag tydeligt for mig. Den forandrede bogens og mit livs karakter og fokus. Kærlighed er grundlaget for ’dharmisk ledelse’, eftersom dharma (’rigtig handling’) er kærlighed i handling, som Baba har proklameret.”

4.4. Det følgende år blev bogen udgivet af velansete forlag i Amerika, Indien og Argentina. Den fik titlen: ’Genopvækkelse af sjælen i arbejdet – kraften i dharmisk ledelse’. Stille og roligt steg salget i en sådan grad, at den i nogle få år blev en bestseller, og den blev oversat til 13 sprog.

4.5. Bhagavan havde bedt Hawley om at skrive bogen tilbage i 1987, og da Han fornemmede hans mangel på selvtillid og tøven, forsikrede Han: ”Inden i dig har du alt, hvad der er nødvendigt for at skrive bogen. Hvis du får behov for mere viden, så vil Jeg sørge for det fornødne.” Han tilføjede også: ”Skriv den hurtigt; landet behøver den.” På det tidspunkt undrede Hawley sig over, om det var Amerika eller Indien, der behøvede den. Da han begyndte at arbejde med bogen, og han konstant modtog Baba’s vejledning, kom han frem til den erkendelse, at hele verden behøvede ’dharmisk ledelse’, hvilket betyder virksomhedsledelse med udgangspunkt i dharma.

4.6. Fungerer ’rigtig handling’ (dharma) inden for handel? Det at praktisere ’rigtig handling’ kan muligvis skænke en åndelig tilfredsstillelse, men kan det skænke os håndgribelige

53 materielle fordele? Vil det kunne sikre os en god fortjeneste i vores virksomhed? Findes der mennesker, der med succes har ført dharma ud i livet i forretningsverdenen? Svaret på disse spørgsmål er et rungende ”ja”. Dharma hjælper os i begge verdener, både den indre og den ydre. D harma beskytter den, der beskytter dharma er en af den indiske kulturs ældgamle grundsætninger. I dette kapitel vil du finde nogle få eksempler på, at denne grundsætning har sin gyldighed i det virkelige liv.

4.7. Isaac Tigrett var den første ud af fire hengivne, der modtog Kærlighedens gave fra Bhagavan’s hånd ved afslutningen af Hans fødselsdagsbudskab den 23. november 1991. Det var en stor blomstersmykket bowle af sølv, og den blev givet som et tegn på værdsættelse af den hengivenhed og opofrelse, som de fire hengivne havde udvist. Disse hengivne havde spillet vigtige roller som Hans redskaber i forbindelse med opførelsen af Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam, der var blevet indviet dagen før. Før Han overrakte sølvbowlen til Tigrett, sagde Baba: ”Tigrett tilbød at anskaffe alt nødvendigt udstyr til hospitalsprojektet. Med stor entusiasme og hengivenhed sendte han det mest moderne og avancerede udstyr fra De Forenede Stater til hospitalet. Prisen på dette udstyr nærmer sig 200 millioner rupees. I dag er de fleste hospitaler i landet blevet forretningsforetagender. De der opretter den slags hospitaler, forventer at tjene mange penge på dem. Det er med den slags selviske formål, at hospitaler bliver etableret. Men i Sai er der ikke det mindste spor af egennyttighed. Meget få forsøger at forstå og anerkende denne sandhed. Tigrett forstod denne sandhed om Swami og forsøgte at hjælpe hospitalsprojektet i så høj grad, det var ham muligt. Mennesker tjener muligvis penge. Men disse penge forårsager udelukkende gode fortjenester, når de bliver anvendt til gode formål. Det er ikke alle mennesker, der har denne tilskyndelse. Det er måske kun én ud af en million, der har den. Tigrett har hjulpet vores hospitalsprojekt i en ånd af opofrelse. Årsagen er hans store hengivenhed over for Swami. Det er prisværdigt, at ens hengivenhed manifesterer sig i skikkelse af, at man hjælper andre.” Efter at have overrakt bowlen til Tigrett fortsatte Han: ”Denne blomstersmykkede bowle er en kærlighedens blomst. Jeg forærer den til Tigrett som Min Kærlighedens gave”.

Kærlighedens gave fra Gud Isaac Tigrett med sin Herre

4.8. Ikke blot ofrede Isaac Tigrett sin rigdom for ’rigtig handlings’ (dharma’s) skyld, men han havde også tjent den gennem forretninger baseret på ’rigtig handling’. Hans tro på styrken ved ’dharmisk ledelse’ var urokkelig. Da jeg spurgte ham: ”Stødte du på noget tidspunkt på nogle

54 problemer eller vanskeligheder, da du praktiserede ’rigtig handling’ og åndelighed i dine forretninger?” var Hans svar et kategorisk ”nej!” Svaret udsprang fra en fast overbevisning, der var et resultat af, at han havde oplevet succes med at opnå en indre tilfredshed, sideløbende med at hans forretningsforetagende havde givet stort økonomisk udbytte. Hans forretning var en meget succesfuldt global kæde af restauranter ved navn Hard Rock Café.

Den evige beskytter af dharma

4.9. Det hele begyndte med en enkelt restaurant i London, da han blot var 22 år gammel. Han var en ung idealist, der var inspireret af ’Kærlighed og fred bevægelsens’ idealer i de revolutionære 1960’ere. Han ønskede at give sit lille bidrag til det at skabe et klasseløst samfund i en tid, hvor folk var så klassebevidste, at en bager og en bankmand aldrig ville mødes og tale sammen. Han fulgte blot sit hjerte og åbnede en restaurant, hvor ’en bager og en bankmand kan mødes og tale sammen’ i et fasionabelt område i London, nemlig Mayfair. Den motiverende kraft bag projektet var kærlighed til alle mennesker uanset deres race, klasse eller nationalitet. Faktisk var Tigrett selv en amerikaner, der var fulgt med sin fader til London fra De Forenede Stater.

55 4.10. To år senere fandt Tigrett sin Herre i skikkelse af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i Brindavan. Under hans første darshan i 1974 stod han iklædt et sort jakkesæt i periferien af en stor folkeskare, der var rundt om Baba, der sad i en stol under peepul-træet. Da Hans blik faldt på Tigrett, rejste Han Sig og gik lige hen mod ham, idet Han banede Sig vej gennem de hengivne. Da Han kom helt hen til Tigrett, smilede Han til ham, materialiserede vibhuthi til ham og hviskede: ”Du er endelig kommet. Jeg har ventet dig. Du og Jeg er gamle venner, og vi har meget arbejde, vi skal udføre sammen. Vent her!” Herefter vendte Han ryggen til Tigrett og gik Sin vej. Og Tigrett måtte vente i næsten 15 år, før han hørte de næste ord fra Bhagavan, skønt han efter sit første besøg kom til Indien for at se Baba mindst tre gange om året! Men uanset hvilken del af verden han befandt sig i, så stødte Tigrett i overflod på klare tegn på Hans Nåde. To gange reddede Bhagavan ham fra den sikre død, da han befandt sig i det fjerne Amerika. Lad os lytte til hans åbenhjertelige beretning om de to hændelser og Bhagavan’s bekræftelse af dem.

4.11. ”Da jeg var en ung mand, levede jeg, for at sige det mildt, et meget vildt liv. Jeg husker, at jeg engang i 1975 kørte i min bil i beruset tilstand klokken fem om morgenen i Californien. Jeg kørte over 140 km i timen og kørte af vejen! Bilen fløj op i luften over en 100 m dyb kløft. Jeg var faktisk faldet i søvn, mens jeg kørte hjemad. Da bilen begyndte at snurre rundt oppe i luften, dukkede Sai Baba pludselig op ved siden af mig. Han lagde Sine arme rundt om mig og holdt mig fast. Bilen snurrede rundt mindste ti gange, før den styrtede ned. Der var stort set intet tilbage af bilen. Alligevel kunne jeg blot stige ud af den. Baba’s Guddommelige ’kraftfelt’ beskyttede mig fuldstændig, og jeg slap uskadt fra uheldet. Jeg fik ikke så meget som et blåt mærke! Jeg fløj straks til Indien for at takke Ham. Men Han ignorerede mig selvfølgelig!”

4.12. ”I 1977 fik jeg et epileptisk anfald på grund af en overdosis stoffer. Det skete omkring klokken et om natten på et hotelværelse i Denver Colorado. Jeg faldt om på gulvet og slugte min tunge. Bogstavelig talt døde jeg af kvælning. Pludselig fandt jeg mig selv uden for min krop. Jeg så ned på den et sted ovenfra. Det var en vidunderlig bevidsthedstilstand, som jeg er ude af stand til at beskrive. Det var en tilstand præget af fuldstændig fred. Jeg hørte en stemme: ”Din tid er ikke kommet. Kald din gurus navn.” Jeg råbte Sai Baba’s navn. Sai Baba dukkede øjeblikkelig op i værelset. Jeg iagttog Ham foroven. Han løftede min krop, lagde den på sengen og trak tungen op af halsen. Da Han lagde Sine hænder på brystet af min krop, vendte jeg tilbage til kroppen, og jeg så op på Sai Baba. Jeg var igen tilbage i en epileptisk tilstand. Da jeg kom til bevidsthed igen, lå jeg i en seng på et hospital. Eftersom det havde været et narkotikarelateret epileptisk anfald og ikke en mental sygdom, blev jeg ret hurtigt udskrevet fra hospitalet. Jeg rejste til Indien den næste dag for at takke Sai Baba, men Han ignorerede mig fuldstændig, skønt jeg ventede i nogle måneder.”

4.13. ”Mange år senere, mens man var i gang med at bygge Super Speciality Hospitalet i 1991, var jeg engang sammen med Ham i Hans hus i Brindavan. Der var en diskussion i gang mellem et antal fremtrædende læger. Jeg sad lige ved siden af Baba. Han så på mig og fortalte de tilstedeværende: ”Jeg frelste denne mands liv to gange. Gjorde Jeg ikke?” Jeg sagde: ”Jo, selvfølgelig!” Han lænede Sig over mod mig og hviskede i mit øre: ”Og også mange andre gange”, og lo overstadigt. Jeg sluttede mig til latteren.”

4.14. Den slags oplevelser med Den Guddommelige Nåde vænnede ham af med hans dårlige vaner, rensede hans væsen og transformerede ham til en oprigtig åndelig aspirant, endnu før han blev 26 år. Det mest betydningsfulde tegn på denne Nåde, som han oplevede i sit liv, manifesterede sig i form af hans forbløffende succes med eksperimentet med at kombinere åndelighed med forretning. Det er meget interessant at lytte til historien om dette eksperiment fortalt af ham selv:

4.15. ”Engang, i Prasanthi Nilayam, da jeg var på vej ud af kantinen, hvor jeg havde spist, fik jeg øje på et lille skilt af træ, der hang over døren. ’Love all, serve all’ stod der. Det berørte mig så stærkt, at jeg sagde følgende til mig selv: ”Det er helt sikkert det eneste, der er vigtigt

56 i livet, og jeg vil inkorporere det i min virksomhed.” Dette ene lille budskab, der er essensen i alle religioner, forandrede hele mit liv. Faktisk havde budskabet altid været i mit hjerte. Men Baba havde udtrykt det i de smukkest tænkelige ord. Jeg tog denne sentens i brug i min virksomhed. Jeg tog tilbage og begyndte at prædike dette budskab over for mine medarbejdere. Jeg skrev det med messing-bogstaver på døren ud til køkkenet i Hard Rock Café. Jeg hængte også et billede af Sai Baba op et iøjenfaldende sted på en af væggene i restauranten. Her hang det blandt religiøse udtalelser fra forskellige religioner i verden. Vi kaldte den for ’Gude-væggen’. ’Love alle, serve all’ blev mottoet for alle mine medarbejdere og alle de mennesker, der beundrede det, vi gjorde. Vi trykte budskabet på millioner af T-shirts, jakker, kasketter, tændstikæsker og emblemer – alt sammen noget vi solgte til vores kunder. Men vigtigst af alt så sørgede jeg for, at alle mine medarbejdere praktiserede budskabet i deres omgang med såvel kollegaer som kunder.”

4.16. ”Jeg ansatte personligt alle mine medarbejdere. Jeg afholdt ’familiesammenkomster’ med hele personalet. Hver uge talte vi om venlighed, god service gennem høflighed og om emner som et klasseløst samfund og det at føle venskab med andre mennesker. Vi ønskede, at stedet udstrålede kærlighed, og det kom også til at ske. Folk med alle hudfarver og fra alle samfundslag strømmede til restauranten og stod endog i kø for at få et bord. Vi udvidede grænserne for vores gæstfrihed og venlighed, så den også omfattede de mennesker, der stod i kø. Mange af dem stod i kø uden for restaurantens mure. Alle elskede stedet. De ansatte elskede det mest, eftersom de alle blev behandlet ens. Den første overskudsdeling i en restaurant i England blev indført på Hard Rock Café. Overskuddet blev fordelt blandt de ansatte ud fra et pointsystem, som medtog forhold som det at skabe sig venner, hjælpsomhed og ’at passe ind i familien’ ud over de mere konventionelle parametre. Alt hvad jeg gjorde, var at bringe Sjæl og forretning sammen i livets store bowle og tilføje kærlighed. Jeg bekymrede mig ikke om andet end mennesker. Jeg værdsatte dem, og jeg tog mig af dem. Jeg var forstående over for dem og deres liv. Det vigtige forhold der herskede mellem mig og de ansatte, var det, der skabte og drev Hard Rock Café og intet andet! For mig var det en mulighed for at blande et åndeligt liv med et forretningsliv.”

4.17. ”Herren velsignede mig med en fænomenal succes, der oversteg mine vildeste drømme med hensyn til min forretning. Som årene gik, åbnede vi restauranter i alle de vigtige byer over hele verden. Antallet af medarbejdere voksede og blev til tusinder. Det offentlige aktieselskab, der drev restaurationskæden, blev børsnoteret på både Londons børs og den amerikanske børs. Mange gange bekræftede mit hjerte, at den vej jeg havde valgt for mig selv, var den rigtige. Men jeg længtes efter, at Sai Baba Selv bekræftede, at mit idealistiske eksperiment med at kombinere et verdsligt foretagende med min åndelige tilgang til livet var rigtigt. Og denne bekræftelse kom efter mange, mange år.” I det følgende fortæller Tigrett selv om, hvad der hændte

4.18. ”Det skete under mit første interview med Ham, som fandt sted 15 år efter min første darshan. I interviewværelset sad jeg lige foran Ham, og der var ti andre personer i værelset. Baba så rundt og spurgte mig: ”Hvor er Gud?” Jeg svarede: ”Han er i mit hjerte.” Han sagde: ”Nej! Gud er overalt. Gud omgiver alle på samme måde som vand omgiver en fisk. Vandet er over fisken, under den, ved siden af den og inde i den. Du er som en fisk, der svømmer gennem Gud.” Det næste spørgsmål lød: ”Hvordan kommer du til Gud?”, og det var igen rettet mod mig. Da det ikke var lykkedes mig at besvare det første spørgsmål korrekt, forholdt jeg mig tavs. Så Han vendte blikket mod et andet medlem af gruppen og stillede det samme spørgsmål. Da svaret heller ikke kom fra den side, blinkede Han til mig og sagde: ”Love all, serve all.” For mig var det en bekræftelse på 19 års hårdt arbejde med Hard Rock Café.”

4.19. Isaac Tigrett og Hard Rock Café’s historie ender med, at han sælger det 19 år gamle selskab for en eventyrlig høj pris i 1989. Han fortæller: ”Jeg var fuldstændig udkørt på grund af arbejdet med at udvide min forretning ud over hele verden. En person henvendte sig til mig i sidste øjeblik og tilbød mig en meget attraktiv pris for selskabet. Jeg opfattede det som et

57 tegn fra Herren. Jeg besluttede at sælge Hard Rock Café efter at have siddet i dyb meditation. Jeg følte, at det var den besked, jeg fik indefra.” Når nogen spurgte ham: ”Hvorfor solgte du den?”, svarede Tigrett: ”Åh! Jeg afsluttede denne karma. Det var tid at komme videre, og desuden havde verden forandret sig. Men ved Guds Nåde havde vi gjort mange ting rigtigt. Er det ikke det, ’rigtig handling’ (dharma) drejer sig om?” Det store beløb, som han fik ved at sælge sin forretning, hjalp ham, så han kunne levere infrastrukturen til Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam.

4.20. Under de 15 års tavshed der kom for dagen mellem Bhagavan og ham, havde den energiske åndelige aspirant i Tigrett vendt sig indad på meget alvorlig vis. Den indre verdens kraft var til tider uimodståelig for ham. På et sådant tidspunkt spurgte han Baba: ”Du har velsignet mig med evnen til at gå dybt ind i mig selv under meditation. Ønsker Du, at jeg begiver mig ind i en grotte et eller andet sted for at meditere?” Bhagavan svarede: ”Det ville have været det rigtige at gøre i en anden periode i historien, men ikke nu. Jeg ønsker, at du skal være i verden uden at blive knyttet til den. Jeg ønsker, at du skal leve i den med alle disse ting omkring dig, men uden at blive et offer for dem. Jeg ønsker nogle fyrtårne i denne verden.”

4.21. Isaac Tigrett er et af disse fyrtårne i verden.

4.22. Sri U. Vidyadhar, der var studerende på universitetet fra 1985 til 1992 og for tiden er direktør for Pankaj Energy Systems i Bangalore, havde en interessant oplevelse i forretnings- verdenen, der forstærkede hans tro på ’rigtig handling’ (dharma). Han var blevet indbudt til de afsluttende forhandlinger vedrørende et tilbud, som hans selskab havde afgivet på at levere lydisoleringsudstyr til et af Indiens mest prominente selskaber inden for informationsteknologi. Hans selskab var blandt favoritterne til at løbe med kontrakten, da de teknisk set var de bedst egnede til dette job. Prisen var det eneste forhold, der talte imod dem. Selskabet, der var kendt for sin høje kvalitet og sin integritet, havde udarbejdet en detaljeret omkostnings- beregning og havde fastsat en minimumspris. En salgspris under dette beløb ville de ikke kunne acceptere.

4.23. IT-selskabets indkøbschef fortalte Vidyadhar: ”Vi vil gerne give dig ordren. Men du må komme op med en pris, der er 25% lavere. Ellers vil vi blive tvunget til at give projektet til din konkurrent.” Vidyadhar forklarede, at hvis prisen blev reduceret, så måtte det ske ved, at kvaliteten blev forringet, og det ville hans selskab aldrig kunne acceptere. Han gjorde også rede for projektets variable omkostninger, de faste omkostninger der skulle dækkes samt virksomhedens fortjenstmargin.

4.24. Indkøbschefen sagde: ”Dine forklaringer og regneark forekommer at være helt troværdige. Men hvordan kan jeres konkurrent give en skriftlig forsikring om, at deres arbejde vil være af samme kvalitet som jeres, blot til en pris der er 30% lavere?” Vidyadhar svarede: ”Hr! jeg kan udelukkende udtale mig om mit selskabs tilbud, og jeg vil ikke bryde mig om af skulle kommentere andres forslag.” ”Det forstår jeg godt, men vil du se på jeres tilbud én gang til og eventuelt sænke prisen?” ”Du må have mig undskyldt. Men jeg er af den overbevisning, at vi er kommet med den bedst mulige løsning til den bedste pris, som vi kan tilbyde.”

4.25. Indkøbschefen tænkte lidt over dette og spurgte så: ”Hvilken filosofi arbejder du efter, når du forhandler?” Det var ikke et spørgsmål, Vidyadhar havde forventet. Han svarede det

58 første det bedste, der faldt ham ind: ”Vi gør vort bedste, og overlader resten til Gud. Hvis Han ønsker, at det skal gå vores vej, så er det det, der vil ske. Det er vores filosofi.” Indkøbschefen, der syntes overrasket over dette svar, forhørte sig: ”Og hvis det betyder, at I mister ordren?” Pr. refleks sagde Vidyadhar: ”Dharma beskytter den, der beskytter dharma.”

4.26. Indkøbschefen rejste sig, tog Vidyadhar’s hånd og rystede den og sagde: ”Det er præcis, hvad vores chefforhandler sagde for mange år siden hen over forhandlingsbordet, da han fik vores selskabs hidtil største ordre fra en multinational kunde! Du skal ikke bekymre dig om denne ordre. Hold fast i jeres filosofi; det vil kunne betale sig i det lange løb.” Således sluttede mødet.

4.27. To dage senere opdagede Vidyadhar, at han havde mistet kontrakten. Det gjorde ondt helt ned i maven, da det var et hårdt slag for selskabet. Både Vidyadhar og hans kollegaer foretog en del selvransagelse. ”Gjorde vi noget forkert? Er det klogt at være så principfast i en verden med en så indædt konkurrence? Er vi blevet for nøgterne i stedet for at være hårdere i filten?” Men hans tro på Bhagavan og på styrken i de menneskelige værdier fik ham til at fortsætte den fastsatte linje.

4.28. Et år senere skete der noget meget interessant. Ud af det blå fik Vidyadhar en telefonopringning fra den samme indkøbschef. Han bad om at få et møde med ham. Vidyadhar tog hen for at møde ham den næste dag. Indkøbschefen sagde: ”Vi sad her ved det samme bord for et år siden. Jeg har ikke glemt den dag, og det er årsagen til, at jeg ringede til dig.” Herefter viste han Vidyadhar en tegning over et TV-studie og spurgte ham: ”Kan I sørge for akustikken i forbindelse med dette projekt?” Han syntes ivrig efter, at det blev Pankaj Energy System, der fik ordren.

4.29. Efter at have foretaget en del hjemmearbejde kunne Vidyadhar to dage senere afgive sit selskabs tilbud. Han blev forbløffet, da han modtog en bekræftelse på ordren pr. fax efter blot to timer! Det var utroligt. Og så fik han en anden kortfattet besked: ”Begynd straks på arbejdet!” Da Vidyadhar mødte indkøbschefen på arbejdsstedet nogle få dage senere, spurgte han: ”Hr! Hvordan kan det være, at der ikke var nogen forhandlinger denne gang?” ”Sidste gang lærte jeg en vanskelig lektie på den hårde måde. Det har ændret min forhandlingsfilosofi. Nu tror jeg på ’lev eller lad leve’ i stedet for ’lev og lad dø’!” Det blev begyndelsen på et ærligt og frugtbart samarbejde mellem de to selskaber. I årene fremover udførte Vidyadhar’s selskab meget arbejde med at forbedre dette selskabs infrastruktur over hele landet, og det skete, uden at han igen skulle sidde ved forhandlingsbordet!

4.30. Det Vidyadhar gjorde i den førnævnte episode, er ikke så overraskende set i lyset af hans og selskabet Pankaj Energy Systems baggrund. Man kan sige, at han er faderen op ad dage. Hans fader, Sri Umesh Rao, der er grundlægger og øverste leder af selskabet, er en mand, der har knyttet sig stærkt til ’rigtig handling’ (dharma) både i sit privatliv og i sine forretninger. Han har en fast tro på grundsætningen: ”Dharma beskytter den, der beskytter dharma’, og i forskellige situationer i livet har han oplevet, at dette er sandt. Det at han har holdt sig strengt til ’rigtig handling’, har både skænket ham ydre succes og indre lyksalighed. Selvfølgelig har hans liv haft sin del af vanskelige udfordringer og hårde prøver, men hver gang er han kommet styrket ud af det.

4.31. Hans karakterstyrke blev alvorligt testet, da han var knap 30 år gammel. På det tidspunkt havde han et meget lukrativt arbejde i De Forenede Stater. Han var nødt til at træffe

59 et yderst afgørende valg, der ville påvirke hans fremtid. Lad os lytte til, hvad han har at fortælle om dette dilemma, og hvordan han løste det:

Fader og søn med deres Guddommelige Fader

4.32. ”Skulle jeg vende hjem til Indien eller slå mig ned i dette velstående land, hvor jeg allerede var godt etableret? Kærlige minder om mine forældre, der tog sig af mig under min opvækst, vældede op i mit sind. Eftersom jeg var den ældste søn, var jeg bevidst om mine forpligtelser over for familien i henhold til den indiske tradition. Min uddannelse og erfaring fra arbejdsmarkedet fyldte mig med selvtillid og fik mig til at tro på, at jeg kunne være til nytte for mit fædreland. Jeg havde aldrig arbejdet i Indien, da jeg havde forladt landet kort efter, jeg havde afsluttet min eksamen. Min erhvervsmæssige karriere i Indien var usikker, alligevel var jeg håbefuld.”

4.33. ”Jeg havde endnu ikke set eller mødt Swami. Men jeg havde fået kendskab til, at mine forældre følte sig tiltrukket af Ham, og at de havde udviklet en stærk tro på Ham. Jeg analyserede mine egne tanker og følelser, og jeg bad inderligt og tog så en beslutning. Jeg fulgte min indre stemme og vendte tilbage til Indien. Da jeg informerede mine foresatte om min beslutning, var de af den opfattelse, at jeg handlede overilet og måske ligefrem tåbeligt. Men jeg havde det godt med min beslutning, der dybest set afspejlede min ’rigtig handling’ (dharma), hvilket jeg ikke fuldt ud forstod på det tidspunkt. Nogle få dage efter jeg var vendt tilbage til Bangalore, min hjemby, fik jeg Swami’s darshan. Han bød mig velkommen i Sin fold med et kærligt smil og ordet ’Bangaru’. Han materialiserede også vibhuthi til mig og gav mig lov til at berøre Sine fødder. Jeg vidste, at jeg var kommet hjem, og at alting ville gå godt.”

4.34. De næste seks år forløb problemfrit for Umesh Rao. Det at lytte til Bhagavan og studere Hans bøger gav hans liv et nyt perspektiv, idet det løftede det op på et højere plan. Baba’s kærlige vejledning var til rådighed for ham i alle spørgsmål, store som små. På grund af sine kreative nyskabelser og sit hårde arbejde skabte Han sig et godt ry som leder af ingeniør- afdelingen i et velanskrevet firma.

60 Baba’s kærlige vejledning var til rådighed inden for alle områder

4.35. Hans problemer begyndte, da han blev forfremmet og blev administrerende direktør for et af hovedselskabets datterselskaber. For første gang blev han udsat for forretningsetik og værdier, eller nærmere betegnet fraværet af dem, i landets virksomhedssektor. Det tog ikke lang tid for ham at opdage, at det var en verden, hvor ’uddannelse uden karakter og forretninger uden moral’ dominerede. Folk fandt det belejligt at inddele livet i forskellige kategorier, og enhed i tanke, ord og handling blev betragtet som en svaghed. Eftersom han var administrerende direktør, måtte han indordne sig og blive en del af den virksomheds- ledelse, der rutinemæssigt støttede en uetisk behandling af kunder, arbejdere og sælgere. Det var også en ledelse, der gav sin tilslutning til, at der blev betalt ’kommission’ for at skaffe kontrakter med regeringen og forsvaret og for i det hele taget at sikre, at myndighederne blev holdt i godt humør til gengæld for, at de blev favoriseret på forskellig vis.

4.36. Umesh Rao var i oprør. Hans venner fortalte ham, at det at skifte arbejde ikke ville løse hans problem, eftersom det var den gængse forretningskultur overalt i landet. Hans samvittighed tillod ham ikke at leve med fred i sindet. Hvis han tog sin afsked, ville han miste et indbringende arbejde og de frynsegoder og privilegier, der følger med det. Og han havde en

61 familie af forsørge. Han tænkte, at der kun var én vej ud af alt dette. Det var at finde en mindre virksomhed og drive den efter ’rigtig handlings’ (dharma’s) retningslinjer. Inden der var gået tre måneder, havde han besluttet sig, og han tog af sted for at få Bhagavan’s velsignelse til sit nye forretningsforehavende eller nærmere hans nye eventyr. Baba ikke blot velsignede og tillod ham at fratræde sin behagelige stilling med alle dens indiske aktier, men Han velsignede også, at han startede den nye virksomhed. Det blev besluttet, at det nye selskab skulle forhandle diesel- og gasturbiner til kraftværker tillige med, at det skule foretage akustisk støjkontrol.

4.37. Umesh Rao havde en urokkelig tro på Herren og ’rigtig handlings’ (dharma’s) principper, som er Ham så dyrebare, at Han Selv er kommet til Jorden for at opretholde dem. De heldige mennesker der stræber efter at opretholde ’rigtig handling’ i nutidens verden inden for alle livets forhold, blev Hans allierede i den avartariske mission. De må kæmpe hårdt, men belønningerne er rigelige, og mange gange er de ikke af denne verden. De er derimod ofte evige i modsætning til denne verdens flygtige og kortvarige sejrer. Selvfølgelig vil Herren ikke tillade dem at give op og tabe kampene i denne verden. Den ultimative sejr tilhører dem, enten i denne verden eller i den anden.

4.38. Umesh Rao’s oplevelser med det spirende selskab, Pankaj, var ikke anderledes. Driften var ganske vanskelig det første år, men han tillod ikke, at det gik ud over hans humør, og optimistisk arbejdede han hårdt. Hans håb var ikke forgæves; hjælpen kom ud af den blå luft. En morgen ringede hans tidligere chef i det firma, han havde arbejdet for i De Forenede Stater til ham. Han bad ham deltage i et nyt forretningsforetagende. For Umesh Rao var dette et tegn på Bhagavan’s umådelige Nåde. Han var overvældet af taknemmelighed. Men på samme tid ønskede han ikke at komme ud i en konflikt med sin valgte ’rigtige handling’ (dharma). Han gik ind på forslaget på to betingelser. Den første var, at han ikke ønskede at flytte til De Forenede Stater, men han var parat til at pendle så mange gange, som arbejdet krævede. Han var altså villig til at rejse frem og tilbage i de fire år, projektet var kalkuleret til at tage. Den anden betingelse var, at han behøvede endnu en dag inden han endelig bekræftede sin deltagelse i projektet. Begge betingelser blev accepteret. Umesh Rao skyndte sig til Brindavan for at blive vejledt af Bhagavan. Bhagavan var så venlig at velsigne foretagendet og bad ham acceptere tilbuddet. Det er næsten unødvendigt at fortælle, at denne aftale mere end godtgjorde det økonomiske tab, han havde lidt, da han tog sin afsked som administrerende direktør i selskabet i Indien, og aftalen hjalp ham, så han kunne etablere sit nye firma inden for lydisolering. Og vigtigere end alt, så bestyrkede det hans tro på ’rigtig handling’.

4.39. Lad os lytte til hvad grundlæggeren har at fortælle om de kvaler og triumfer, der var ved at praktisere ’rigtig handling’ (dharma) i Pankaj Energy Systems børsnoterede selskab:

4.40. ”Pankaj, mit selskab, genspejlede mine værdier. Den kompromisløse indstilling overraskede de mange statsagenturer, som man har med at gøre, når man driver virksomhed i Indien. Korruption er en accepteret norm, når man driver en virksomhed og gør forretninger. Men man har rent faktisk et valg. Vi bad ikke om nogen gunstbevisninger; vi holdt os til reglerne. Det blev et spil. Stoisk fandt vi os i forskellige former for chikane, og vi gik ikke på kompromis med vores værdier. Vi lærte at forbedre vores samarbejdsevne og generelle præstationsniveau ved at udarbejde bedre arbejdsprocedurer og systemer. Vi lærte af hver eneste fejltagelse, vi begik.”

4.41. ”På hvert trin var der forhindringer, der skulle overvindes. Den generelle opfattelse er, at der kun eksisterer korruption i regeringssystemet og i den offentlige sektor, og at den private sektor, inklusiv lederne, er åben og ærlig. Dette er langt fra sandt. Jeg stødte også på bestikkelsens onde i den private sektor, men jeg stod fast.”

62 4.42. ”De værdier som Pankaj fastholdt og værdsatte, havde virkelig en positiv indflydelse på de ansatte, og de fremelskede en bevidsthed om de indre menneskelige værdier. Her følger en interessant beretning om en sådan episode:”

4.43. ”En nyuddannet MBA-kandidat var for nylig blevet ansat som økonomidirektør. Entusiastisk havde han fået udarbejdet en markedsanalyse, og han undrede sig over, hvordan det kunne være, at vores fortræffelige produkter kunne have en markedsandel på kun 25%. Han foreslog en aggressiv salgspolitik. Imidlertid ændrede hans syn på tingene sig, da han fik at vide, at de resterende 75% af markedet omfattede potentielle kunder, hvis måde at drive virksomhed på hverken var lovlig eller etisk forsvarlig. Vi forklarede, hvordan vi bevidst vælger at indgå forretningsaftaler uden at gå på kompromis med vores principper og værdier. Det er vel unødvendigt at nævne, at han var meget glad for, at han havde begyndt sin erhvervs- karriere på den rette måde.”

4.44. ”Da jeg traf beslutningen om at svømme mod strømmen, lærte jeg flere vigtige ting om det at drive virksomhed i Indien. Det at være lille, smuk og dejlig kan tillige være meget tilfredsstillende. Det at have ’loft over ønsker’ og holde en lav profil er nødvendigt, hvis man ikke ønsker at tiltrække hajernes opmærksomhed; de hajer, som man uvægerligt møder i forretningsverdenens hav. Men vigtigst af alt er, at når man praktiserer ’rigtig handling’ (dharma), så vil den helt sikkert komme en til undsætning på kritiske tidspunkter og føre til succes i den sidste ende.”

4.45. ”I dag er Pankaj, skønt det er lille og holder en lav profil, en veletableret virksomhed med et globalt omdømme som værende en virksomhed, der kan tilbyde løsninger ved hjælp af innovativt og kreativt ingeniørarbejde. Når jeg ser tilbage på de 30 år, jeg har været i forretningsverdenen, så fortryder jeg ingen af valg, jeg hat truffet.”

4.46. John Behner, øverste leder af et multinationalt selskabs afdeling i El Salvador, Mellemamerika, der sælger fødevarer, kom til Prasanthi Nilayam i februar 1989. Han skulle være der i tre uger. Han havde været behjælpelig med at etablere det første Sai-center i El Salvador. Siden 1979 havde han regelmæssigt besøgt Prasanthi Nilayam og Brindavan. Faktisk havde han hvert år byttet sin årlige lønstigning med en seks ugers lang ferie, så han kunne tage til Indien og møde Baba. Det var muligt for ham at få denne aftale med selskabet, eftersom han havde ry for at være en leder med en helstøbt integritet, der altid levede op til sit ansvar. Under hans ledelse var selskabets forretninger i El Salvador vokset med stormskridt. Normalt kom han til Indien med sin hustru og børn, men denne gang var han kommet alene.

4.47. To dage før han skulle flyve tilbage til El Salvador, ringede han til flyselskabet for at bekræfte sin booking. Men til sin bestyrtelse fik han at vide, at hans navn ikke stod på passagerlisten. Funktionæren, han talte med, var parat til at sætte ham på venteliste. Så der var en mulighed for, at han kom af sted, men den syntes usandsynlig lille. Under darshan denne eftermiddag spurgte Bhagavan ham: ”Hvornår tager du af sted?” Behner forsøgte at forklare sin forlegenhed. Baba afbrød ham og sagde: ”Jeg ved besked. Swami vil fortælle dig, hvornår du kan rejse. Du skal ikke være bekymret.” Behner tænkte, at han kunne tilbringe endnu en uge sammen med Bhagavan og informerede sit selskabs hovedkontor i New York om de ændrede rejseplaner. Efter en uge tog Bhagavan af sted til Chennai, og Behner fik Hans tilladelse til at følge Ham. Fra Chennai tog Han tilbage til Brindavan, og efter nogle få uger tog Han til Kodaikanal, hvor Han skulle være i seks uger. Da Han via Ooty vendte tilbage til

63 Brindavan, var det blevet den anden uge i maj. Baba havde givet Behner tilladelse til at følge Ham på hele turen, og Han havde ikke nævnt noget om hans hjemrejse til El Salvador. Regelmæssigt sendte Behner besked til selskabets hovedkontor og informerede dem om mulige og sandsynlige datoer for sin hjemrejse.

John Behner sammen med Bhagavan John Behner taler i Det Guddommeliges nærvær

4.48. I midten af maj modtog Behner en besked, der blev bragt af en kurer fra New York. ”Du behøver ikke komme tilbage til dit arbejde. Du har ikke længere noget arbejde.” Da han forsøgte at vise beskeden til Bhagavan, fortalte Han blot Behner: ”Du skal ikke være bekymret!” Efter endnu to uger, før Han rejste til Prasanthi Nilayam, tillod Baba ham at vende hjem til El Salvador. Det var den 5. juni 1989. Han havde været borte fra sit arbejde i mere end 12 uger! Hans visum var udløbet, og han havde næsten ikke flere penge. Det var længe før, man havde kreditkort. Han havde en 45-dages returbillet fra KLM-flyselskabet, der var udløbet for længe siden. Da han ringede til flyselskabet, fik han at vide, at de ikke havde nogen pladser på fly ud af landet, men de ville sætte ham på en venteliste i Delhi.

4.49. Behner tog et fly til Delhi, og her fandt han ud af, at der var en lang venteliste til det internationale fly; det var over-booket. Efter alle sæderne i flyet var blevet besat, var der stadig 20 kunder, der ikke havde fået nogen plads. Behner var en af dem, og han havde en billet, der var udløbet, og som ikke kunne konverteres til et andet tidspunkt. Endnu mens han tænkte over, hvad han kunne gøre andet end at bede til sin Herre, kom en dame fra flyselskabet hen til den lille gruppe, samlede alle billetterne sammen og ledsagede dem hen til et Air India fly, der skulle til Amsterdam. Herfra kunne de så flyve videre til deres respektive bestemmelsessted. Da han kom til Amsterdam, kunne han uden problemer få plads på et fly til El Salvador. Også fra Amsterdam ringede han til sin chef og fortalte ham, at han nu var på vej hjem, og at han ville tale med ham igen den næste dag.

4.50. Næste morgen tog Behner hen på kontoret med en del bange anelser, da han forventede at se en ny leder sidde bag sit skrivebord. Med det modsatte skete. Da han kom derhen, fik han en varm velkomst af de ansatte. Alle var glade for at se ham, og der var ingen ny leder, der var blevet indsat på hans plads. Han satte sig ved sit skrivebord og ringede til selskabets

64 hovedkontor. Efter nogle øjeblikkes tavshed fortalte hans chef ham: ”Vi har analyseret din situation. Vi har besluttet at forhøje din løn med 25%.” Behner faldt næsten ud af stolen. Han havde aldrig fået mere end 5% i lønstigning på noget tidspunkt i sin karriere. Hans chef fortsatte: ”Din sidste tur til Indien vil blive betragtet som en betalt ferie. På grund af de meget gode resultater, som du opnåede sidste år, vil du få en bonus.” Behner var overvældet af taknemmelighed over for sin Herre, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba.

”Hvorfor frygte når Jeg er her?”

4.51. Da John Behner overtog ledelsen af El Salvador’s afdeling af Nabisco, det multinationale fødevareselskab med hjemsted i USA, var der kun 25 ansatte under ham. I 1989 var antallet af ansatte steget til 300, og selskabet tjente millioner af dollars. Udover at sælge produkter, som moderselskabet producerer, producerer og emballerer de også selv mange andre fødevarer, der er blevet meget populære. Folk er begyndt at opfatte deres selskab som et selskab, der udelukkende sælger sunde kvalitetsprodukter til rimelige priser. Det har primært været Behner’s engagement i folks velfærd, der har været ansvarlig for hans selskabs popularitet i landet. Han passede på sine medarbejdere, som var de hans egne børn, og han

65 fastsatte en simpel regel for deres arbejde: ’Lad være med at sælge noget til dine kunder, som du ikke selv ville bryde dig om at spise eller drikke’. Hans oprigtige interesse i sine ansattes velbefindende og den førnævnte regel har udvirket mirakler for selskabet.

4.52. ”Det at tjene alle idet man forsøger at se Gud i dem, og det at arbejde sammen med alle på et kærligt grundlag, var lige min kop te”, siger John Behner. Det var det at føre kærlighedens princip ud i arbejdet, der virkelig gavnede ham og hans selskab. ’At tjene folk ved at tilbyde dem sund mad’ blev selskabets mission, og hans medarbejdere blev hans samarbejdspartnere i denne mission. Her følger beretningen om nogle få episoder, der skildrer, hvordan han tog sig af sine ansatte, kunder og andre, og hvordan de reagerede. Behner fortæller selv om disse episoder:

4.53. ”I 1986 blev San Salvador, El Salvador’s hovedstad, ramt af et alvorligt jordskælv. Takket være Den Guddommelige Nåde blev vores arbejdsplads slet ikke berørt. Men vi opdagede hurtigt, at alle supermarkederne, der var vores største kunder, var hårdt ramt. Alle deres varer lå strøet ud over gulvene. Overalt var der knust glas. De havde et vanskeligt arbejde med at gøre rent, redde hvad der reddes kunne og smide resten ud. Samtidig med alt dette skulle de lave en opgørelse over deres tab. Men hvad var formålet med at fortsætte vores produktion, hvis supermarkederne ikke kunne sætte vores varer på hylderne? Vi lukkede produktionslinjerne og sendte vores medarbejdere ud til alle de store supermarkeder for at hjælpe dem med at rydde op. Vi havde stor succes med det, og vi var det eneste selskab, der gjorde det. Disse supermarkeders ledere og ansatte var meget glade for at få denne specielle form for hjælp, der ikke kostede dem noget. Da alle involverede arbejdede hårdt, tog det kun en uges tid, før supermarkederne igen var på fode. Og så kunne vi vende tilbage til det arbejde, vi er gode til, nemlig at fremstille lækre fødevarer. Vi kunne sælge vores varer endnu hurtigere end før, nu vi havde supermarkedernes fulde opbakning og samarbejde.”

4.54. ”Jordskælvet havde ødelagt ti af vores ansattes hjem. Eftersom vi havde lukket vores produktion, var de mennesker, der arbejde med vedligeholdelse af vores produktionsapparat ledige. Vi sendte dem af sted med alt nødvendigt udstyr, så de kunne bygge midlertidige boliger til de ti medarbejdere, der havde mistet deres hjem. I løbet af en uge var vi færdige med dette arbejde. Disse ansatte blev meget lykkelige, og deres loyalitet over for selskabet blev større på grund af denne hjælpende hånd. I skolernes sommerferie blev vores lager og vores fabrik oplæringssteder for mange af vores ansattes børn. Mange drenge i alderen 10 til 14 år kom og bidrog med det, de nu kunne og tjente lidt penge. De lærte, at penge ikke vokser på træerne, og at man må arbejde hårdt for at tjene dem. Min egen søn var blandt dem, der tjente deres første løn ved at flytte rundt på kasser og laste lastbilerne. Mange år senere kom mange af disse drenge, der nu var blevet voksne, tilbage og takkede os for den værdifulde lektie, vi havde lært dem i deres sommerferier.”

4.55. ”Hvis man behandler sine medarbejdere på samme måde, som man behandler sine egne børn, så vil deres respons på dette være fremragende. Jeg fortalte dem, at vi alle vil få gavn af det, hvis vi gør tingene på en måde, der falder i kundernes smag, og at vores arbejde bliver endnu rarere. Det var Swami, der inspirerede mig til at gøre alt det, jeg gjorde i de 20 år, jeg tilbragte i dette multinationale selskab.”

4.56. Hans ansatte reagerede meget positivt på Behner’s kærlige og forstående holdning over for dem ved at gengælde hans kærlighed og også ved at arbejde hårdt for at leve op til hans forventninger. De resultater som selskabet nåede år efter år, viser tydeligt denne smukke forbindelse, der var mellem dem. Til sidst, da han forlod selskabet, kom de ansatte med en bevægende gestus. Lad os lytte til, hvad Behner har at fortælle om dette:

4.57. ”Medarbejdernes accept og påskønnelse af min kærlighed til Sri Sathya Sai Baba og de principper, som Han repræsenterer, var for mig en meget god målestok for min succes i selskabet. De kendte alle Sai Baba, eftersom jeg tilbragte megen tid i Indien. Jeg havde hængt

66 et billede af Baba op på et par strategiske steder i virksomheden, og der var Sai Baba sentenser på væggene inde i fabrikshallen og på kontorerne.”

4.58. ”Da jeg endelig tog min afsked fra selskabet, gav medarbejderne udtryk for deres kærlighed til mig og min kærlighed over for Swami på en vidunderlig måde. Vi havde et Sai Baba Center i vores hjem, og der var en terrassehave omkring den bygning, der husede centeret. Nogle få dage før jeg trak mig tilbage, så jeg, da jeg lidt sent vendte hjem fra kontoret, nogle mennesker, der gravede huller i haven uden for centerets bygning. Jeg spurgte min hustru, hvad de foretog sig. Hun fortalte, at de var ved at installere en fontæne. Jeg tænkte, at det nok var medlemmer af Sai Baba Centeret, der var interesseret i at forskønne stedet. Jeg hæftede mig ikke nærmere ved det, da jeg var fuldstændig optaget af det kontorarbejde, jeg skulle have fra hånden de sidste dage, inden jeg forlod jobbet.”

4.59. ”Den sidste dag blev der arrangeret en afskedsmiddag i selskabets lokaler. Jeg kørte hjem fra kontoret for at hente min hustru, så hun kunne komme med til middagen. Jeg blev fuld af ærefrygt over det, jeg så i haven foran Sai Baba Centeret. Der var en smuk fontæne. Den var oplyst, og der var en statue af Sai Baba på toppen af den, og vandet fossede ud fra steder under Hans fødder. Det var et vidunderligt syn. Men jeg havde ikke ret meget tid til at gå tæt hen til den og undersøge den nærmere. Ved middagen fortalte de ansatte, at fontænen foran Sai Baba Centeret var deres kærlige gave til mig. Jeg fik den for alt det, jeg havde været for dem i al min tid i selskabet!”

4.60. Nu tilbringer John Behner al sin tid med at sprede sin Herres budskab i Latinamerika.

4.61. James Sinclair, en meget succesfuld forretningsmand, der har bestridt forskellige lederstillinger i mere end 40 år i mange lande, udtaler: ”Det at tjene penge er ikke den væsentligste grund til, at jeg arbejder med at gøre forretninger. Det er en almindelig misforståelse. Forretning er yoga, der altid bør udføres med en forståelse for den stilhed, hvorpå al åbenbar handling er baseret. I denne forretningsyoga har du mulighed for at bringe stilheden, der ellers opleves med øjnene lukket, ud i de daglige aktiviteters dagslys. Under denne yoga tjener vi. Vores fokus er ikke på succes eller fiasko, men på at tjene. Derfor er forretningernes affærer og livets affærer én og den samme.”

4.62. ”Formålet med at vi lever, er at handle, og formålet med at handle er at søge fortræffelighed. At søge fortræffelighed er en rosværdig motivation, men jeg tænker ikke blot på fortræffelighed i forretningsøjemed, men på fortræffelighed i alt hvad vi gør. Hvis du skal male huset, så mal det fint og godt. Hvis du skal vaske bil, så gør den perfekt ren. Hvis du skal drive en virksomhed, så gør det på en seriøs måde. Resultaterne vil tale for sig selv.”

4.63. ”Min Herre Bhagavan Sri Sathya Sai Baba forklarer, hvordan han eller hun bør leve sit liv. Han skelner ikke, og det gør jeg heller ikke, mellem forretningernes affærer og livets affærer. Derfor kan man spørge, hvilken forskel der er på måden, man handler i forretninger, og måden man handler i livet som sådan? Den eksisterer udelukkende i sindet hos en person, der tror, at han eller hun kan handle på det sorte marked, bestikke andre, lyve og snyde og sideløbende involvere sig i tilbedelse og religiøse ceremonier og være en god forælder og en Gudhengiven. Det er den misforståelse, der opstår på grund af uvidenhed.”

4.64. Sinclair var enestående heldig at blive kaldt hen til Bhagavan’s fysiske nærhed i Prasanthi Nilayam af ingen anden end Bhagavan Selv. Faktisk var det sådan, at da Baba dukkede op i Sinclair’s hjem i Connecticut på USA’s østkyst en vinteraften i 1984, så vidste

67 han end ikke, hvem Han var. Lad os vende os mod Sinclair selv, så han kan fortælle om denne chokerende oplevelse:

4.65. ”En aften gik jeg ud i entreen efter at have været på toilettet. Du ved, hvordan man kan få en følelse af, at der er en anden til stede. Den følelse fik jeg, og jeg vendte mig om. Der var Han! Denne flotte skikkelse klædt i en lang orange kjortel med en hårmanke, der var helt utrolig, befandt Sig i min entré. Der var helt stille, og Han så på mig. Jeg var nær gået ud af mit gode skind. I løbet af et øjeblik forsvandt Han ud i den blå luft. Og det skulle komme til at ske endnu engang. Ikke så længe efter denne hændelse sad jeg og mediterede. Da jeg kom ud fra meditationsværelset, stod den samme skikkelse og ventede på mig. Jeg gned mig i øjnene. Han var der stadig. Han gjorde tegn til mig, som om jeg skulle gøre et eller andet med Hans fødder. Jeg knælede og berørte Hans fødder. Da jeg så op, var Han der ikke længere. Denne gang følte jeg mig ikke bange. Men jeg var helt fra den!”

4.66. ”Jeg var fast besluttet på at finde ud af, hvem denne fremmede besøgende var. Så jeg tog hen til Samual Weiser’s boghandel, der er højborgen for åndelig viden i New York City. Jeg henvendte mig til ekspedienten og beskrev min gæsts udseende med ord og fagter. Jeg røbede selvfølgelig ikke, at Han havde besøgt mit hjem. Jeg ønskede at få at vide, om der fandtes nogen bog om denne person. Han sagde: ”Et øjeblik, jeg kommer straks tilbage.” Da han kom tilbage, gav han mig en bog med titlen: ’Holy Man and the Psychiatrist’ (Den hellige mand og psykiateren findes på dansk), der er skrevet af en dr. Samual Sandweiss fra Amerika. Han gav mig også en lillebitte pakke hvid-gråt pulver, idet han fortalte mig, at han selv var en hengiven af Sri Sathya Sai Baba. Nu vidste jeg, at navnet på den Guddommelige gæst i mit hjem var Sathya Sai Baba.”

4.67. Selvfølgelig var Baba ikke taget til Sinclair’s hjem uden at være blevet inviteret. Bhagavan Selv har erklæret: ”Anvend et hvilket som helst navn, når du kalder på Mig; eller lad være med at anvende noget navn. Jeg vil svare på din kalden. Alle navne og former er Mine!” Baba’s fysiske fremkomst i Sinclair’s hjem i USA var en reaktion på hans inderlige bøn til Gud i skikkelse af Jesus Kristus i mere end 30 år. Endnu mens han var teenager i 1950’erne, havde Sinclair, der følte sig snydt over, at Jesus levede på Jorden for 2.000 år siden, bedt: Kære Herre! Jeg ved, Du er derude. Men jeg kan ikke finde Dig. I stedet må Du finde mig!” Der var andre tidspunkter, hvor han følte, at han var faret vild i sit livs ’forretnings-jungle’. Så han bad: ”Jeg ved ikke, hvem Du er. Jeg ved ikke, hvor Du er. Jeg ved ikke, hvad Du er. Men dette ved jeg: Du er. Så nu må Du overtage, for jeg har lavet noget værre rod ud af det hele.” Disse bønner var ikke spildt. Da tiden var moden, blev de hørt og besvaret i en positiv ånd.

4.68. I løbet af få måneder var Sinclair i Prasanthi Nilayam, og Bhagavan kaldte ham ind til interview. I det øjeblik han trådte ind i værelset, fortalte Baba ham: ”Jeg kom til dig to gange.” Interviewet var fuldstændig overvældende for Sinclair. Hans mund var tør, hans ben var svage, og han kunne ikke sige ét ord. Ved slutningen af interviewet sagde Bhagavan følgende til ham: ”Jeg har gjort alt for dig. Jeg har givet dig alting, men end ikke et øjeblik i dit liv har du været lykkelig.” Og Han fortsatte og spurgte ham: ”Vil du nu gøre noget for Swami?” I det øjeblik var Sinclair parat til at ofre og gøre alt, hvad han blev bedt om. Han svarede: ”Ja, Swami.” Bhagavan smilede og sagde: ”Vær lykkelig.” Det er, hvad Sinclair har forsøgt at være hele sit liv, men indtil han mødte sin Herre i Prasanthi Nilayam, havde han ikke fundet den sande lykke.

4.69. Sinclair har forretninger i blodet. Ifølge ham var hans fader en af de betydeligste børsmæglere på Wall Street i New York. Alt hvad han ved om handel, har han lært af sin fader. Hans fader var også en mand, der følte en helt ekstraordinær hengivenhed over for Gud. En aften gik den unge Sinclair en tur med sin fader. De gik forbi en fordrukken tigger, der sad på gaden og tiggede om penge. Sinclair sagde til sin fader, at han ikke ville give ham penge. Hans fader spurgte ham: ”Hvordan kan du vide, hvilken camouflage Gud ifører Sig?” og gik tilbage

68 og gav tiggeren en dollar. Det kan ikke undre, at Gud kom til Sinclair’s hjem uden nogen form for camouflage.

Swami vejleder Sinclair Sinclair taler foran Prasanthi Templet

4.70. På grund af sin baggrund var det ikke vanskeligt for Sinclair at bringe åndelighed ind i sine forretninger. Han drev altid sine virksomheder med udgangspunkt i ’rigtig handling’ (dharma). Da han var 19 år gammel, arbejdede han som en almindelig mægler, der handlede lidt værdipapirer, og som noterede købs- og salgspriser, der skulle anvendes som et økonomisk redskab, når de større beslutninger skulle træffes. Fra denne position steg han i graderne, og i en alder af 45 blev han formand for bestyrelsen i et aktieselskab. Da han overtog ledelsen af dette selskab, blev aktierne handlet for 19 cent pr aktie, og i løbet af ni år steg kursen til 56 dollars pr aktie! Han forlod selskabet, da han opdagede, at ledelsen var blevet grisk og begærlig og var begyndt at afvige fra selskabets politik, der var baseret på fair- play. Så han startede et andet selskab, der blev drevet efter de samme retningslinjer, som det havde været tilfældet med det foregående selskab. Nu fortsatte han sin karriere som formand for bestyrelsen i dette selskab, The Tan Range Exploration Ltd, der driver virksomhed i USA og Tanzania i Afrika.

4.71. Sinclair har en opskrift, bestående af et enkelt ord, på sikker succes i forretninger: Karakter. Han taler om de mange gode egenskaber, en mand med en god karakter besidder, og alle disse egenskaber er forbundet med det åndelige. Fred og selvanalyse, at være i nuet uden at bekymre sig om hverken fortiden eller fremtiden, at følge sin intuition, at være en kriger i kampen om at handle etisk og altid at gøre det rigtige, uanset om det er belejligt eller vanskeligt – det er nogle af de egenskaber, Sinclair tænker på. Han har en forbløffende evne til at genkende en sådan karakter, når han ser den, og han involverer sig personligt, når der skal ansættes nye medarbejdere i firmaet. Han udvælger udelukkende mænd og kvinder med en god karakter, men hans betoning af karakteren slutter ikke her. Han arbejder med eksperter og konsulenter for at designe et træningsprogram for alle ansatte, og han gennemfører programmet med en hellig iver. De sidste to timer af enhver arbejdsdag er helliget dette arbejde. Bortset fra grundlæggende emner, der direkte har noget at gøre med det at gøre forretninger, sættes der på disse møder også fokus på firmaets bud på, hvordan man kan udvikle og opretholde medarbejdernes moralske adfærd. Essensen af en sådan moralsk adfærd er: ’Lyv ikke, stjæl ikke, snyd ikke – eftersom det væsentligste mål for firmaet

69 ikke er at tjene penge, men at tjene! På disse møder, hvor man arbejder med etik og moralsk adfærd, får alle medarbejdere mulighed for at diskutere og forstå, hvad alt dette betyder for dem i deres arbejde.

”Vær altid lykkelig”

4.72. Firmaet har et meditationsrum, hvor folk kan sidde, tænke og kontemplere i fred og ro. Sinclair erklærer stolt: ”Vi begynder dagen med meditation. Jeg fortæller mine kollegaer: ”Tag jer god tid og vær stille. Begynd alle aktiviteter i stilhed. Og før I forlader kontoret ved slutningen af dagen, så tilbring en kort stund i stilhed.” Teorien bag det at være stille er, at enhver handling der udføres i stilhed, naturligt vil stilne tankestrømmen, og den vil gøre det enkelte individ modtagelig for det, der er sand åndelighed. Stilhed et magtfuld. Baseret på sin store erfaring mener Sinclair, at de bedste forretningsbeslutninger træffes, når man ved, hvordan man skal lytte til sin intuition; den stille stemme der kommer fra den indre alvidende kilde. Og meditationen hjælper én med at kunne dette. Det er sådan, han forklarer intuitionens dynamik og dens rolle i forretninger.

70 4.73. ”Jeg er kommet til den konklusion, at brugen af intuition er: At stille sig selv et spørgsmål vel vidende, at man i sig har det korrekte svar på dette spørgsmål. Det er på samme måde, et navn dukker op i dit sind, når du forsøger at huske navnet på en person, du ellers har glemt. Hvad gør du for at huske det? Du stiller blot dig selv spørgsmålet, slår det ud af hovedet og fortsætter med at tænke på noget andet. Svaret vil så senere dukke op helt af sig selv. Alle har haft denne oplevelse. Svaret på dine mest alvorlige forretningsproblemer – om du skal ændre de markeder, du handler på, eller om firmaets fysiske lokaliteter skal ændres, eller om du bør sælge dit firmaet – vil komme på samme måde. Når svaret kommer, vil du vide, at det ikke er resultatet af din intellektuelle gymnastik, men at det er det universelle sind, der fortæller dig præcis, hvad du bør gøre. Svaret bryder frem i dit sind, som kom det ud af ingenting.”

4.74. ”I begyndelsen skal du være i en stille atmosfære for at kunne lytte til din intuition, eftersom dens råd har en tendens til at komme til dig, når dine egne og dine omgivelsers følelser ikke er i stærk bølgegang. Men hvis du kan holde dit sind roligt selv midt i et ydre kaos, hvilket er muligt at kunne, hvis man konstant øver sig på det, vil du blive i stand til at lytte til intuitionens stemme, hvor end du befinder dig. Rent faktisk blev min beslutning om at realisere vores guldbeholdning, da prisen var så høj som 887 dollars pr ounce (28,35 g) truffet i et lokale, der var fyldt med travle børsmæglere, der var i gang med at foretage nogle af de største handler, der er foretaget i børsens historie.”

4.75. ”Mens jeg befandt mig midt iblandt alt dette, hørte jeg fra mit indre: ”Det er forbi; spekulationen er forbi!” Jeg sad i chok. Herefter gik jeg hen og så på vores tekniske ekspertise og opdagede, at alt faktisk hylede og skreg op om, at spekulationen var forbi. ”Hvordan kunne jeg have overset det?” var det, jeg først tænkte. Så sagde jeg til mine medarbejdere: ”Vi må trække os ud; det er forbi.” Denne nat holdt vi alle vores børsmæglere travlt beskæftiget, og vi tilbragte hele natten med at sælge vores guldbeholdninger over hele verden. Vi solgte en kolossal mængde, 900.000 ounces, til 800 dollars pr ounce – i alt solgte vi for tæt ved en milliard dollars. Da markedet i USA åbnede næste morgen, var prisen på guld faldet med 150 dollars pr. ounce, og faldet standsede ikke, før prisen nåede et bundniveau på 400 dollars. Før denne nat havde vi kalkuleret med muligheden for, at prisen ville fortsætte med at stige op til 2.000 dollars pr ounce, som det var blevet forudsagt. Men min intuition fornemmede, at prisstigningen ikke var underbygget af en underliggende efterspørgsel, og at den altså ikke kunne fortsætte. Jeg er sikker på, at mange børsmæglere havde haft den samme intuition, som jeg havde denne aften, men kun få af dem havde lyttet til den. Måske lyttede og handlede jeg hurtigere, fordi vi på vores kontor tager os tid til at meditere og lytte til vores intuition.”

4.76. Med al den verdslige visdom og forretningsmæssige skarpsindighed som han besidder, ved Sinslair, hvor stregen skal trækkes. Han siger: ”Ved hjælp af Swami’s Guddommelige Nåde har jeg opdaget, at der er mere i livet end det at tjene penge, besidde ejendele eller endog at have en familie. Alle disse ting – penge, position, goder og selv familie er verdslige ting. Så vigtige de end måtte være, så er I nødt til at gå hinsides dem alle og beskæftige jer med Ånden. Det er årsagen til, at vi er her på Jorden. Det hele indskrænker sig til spørgsmålet: ”Materialisme eller åndelighed?”

4.77. En aften i Trayee Brindavan, ashram’en i Whitefield, bad Bhagavan Sinclair om at holde tale for Hans studerende, og jeg blev bedt om at introducere ham. I min introduktion sagde jeg blandt andet følgende: ”Sinclair er et meget rigt menneske, både materielt og åndeligt.” Da Sinclair rejste sig for at tale, fjernede han tegnebogen i sin lomme og sagde: ”Ja, jeg er meget rig, og jeg vil gerne vise jer min største rigdom.” Herefter tog han et lommetørklæde frem, foldede det ud og tilføjede: ”Dette er Swami’s lommetørklæde, som jeg har fået af Ham. Jeg har det på mig overalt, ligegyldigt hvor jeg rejser hen!” De studerende gav ham et tordnende bifald ved at klappe og klappe, og efter lidt tid sluttede Baba Sig til dem.

71 4.78. ”Som international forretningsmand har jeg arbejdet på flere kontinenter med forskelligartede kulturer og leveforhold. Op til flere gange har jeg været stillet over for moralske dilemmaer. Men hver gang tvivlen greb mig og smerten overlistede mig; hver gang jeg havde en indre konflikt om, hvad der vil være det rigtige at gøre, overgav jeg alle handlingerne og alle handlingernes frugter til Swami. Tvivl og modløshed forsvandt, som disen forsvinder før solopgang. Når som helst jeg følte det, som Shelly udtrykker: ”Når jeg befinder mig i skyggerne af en stjerneløs nat, hvor jeg alene spadserer omkring, fastholdt af en tung smerte” hører jeg Hans umiskendelige stemme, og når jeg overgiver mig til denne stemme, modtager jeg Hans Nåde”, siger dr. Ananth Raman, en MBA-kandidat fra Harvard Business School, der tillige har taget en doktorgrad inden for international handel på Columbia Universitetet, og som har drevet og ledet virksomheder i mere end tre årtier på fire kontinenter.

Dr. Ananth sammen med Swami Dr. Ananth taler i Den Guddommeliges nærvær

4.79. Men før han oplevede Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s Nådes forløsende kraft for første gang, var han endog utilbøjelig til at ville tage hen og få Hans darshan endsige at overgive sig til Ham. Det var i maj 1975. Han rejste til Brindavan, Whitefield, eftersom hans fromme moder ønskede, at han skule tage hende dertil, så hun kunne få Baba’s darshan. Ifølge ham selv var han ’en tvivlende agnostiker’. Han havde læst en bog om Bhagavan Baba, som han havde fået af sin moder. Han havde læst den, eftersom han ikke havde noget bedre at tage sig til, da han ugen før var rejst med tog fra Madras til Bangalore. Bogen havde imidlertid ikke sagt ham noget. Hans moder gik ind i ashram’en sammen med hans hustru og deres 3-årige søn, Raj, men selv blev han siddende i bilen og ventede på, at de kom tilbage.

4.80. På vejen hjem standsede Ananth Raman ved Bangalore Club for at tage en hurtig svømmetur. Hans broder var også kommet. Da det var sidst på eftermiddagen, var swimmingpoolen næsten tom. Brødrene gik derhen for at svømme lidt, og Raj begyndte at lege ved bassinkanten. Efter et stykke tid råbte Ananth Raman’s hustru, at Raj var blevet væk. I en fart kom Ananth Raman op af bassinet og så sig omkring for at finde sin søn. Men han kunne ikke få øje på ham. Idet de frygtede det værste, begyndte de at undersøge poolen. De blev forskrækket, da de så noget rødt tøj flyde på vandet i poolens dybe ende. De skyndte sig derhen og blev chokeret over at se, at den lille dreng flød på vandet med ansigtet nedad. Ananth Raman’s broder sprang i vandet og trak Raj, der var fuldstændig gennemblødt og helt

72 bevidstløs, op ad vandet. Men drengen var i live. Senere da han blev spurgt, hvordan det var lykkedes ham at flyde i vandet så længe, svarede han: ”Den onkel i den røde kjortel, som vi så her til morgen, holdt mig oppe!” Det var sådan, Ananth Raman blev chokeret i en grad, at han fandt troen.

Baba’s darshan i Brindavan

4.81. Da Bhagavan således kom ind i Ananth Raman’s liv, ændrede hans tilgang til det at gøre forretninger sig gradvist fra at være etisk til at blive åndelig. Han siger: ”Min åndelige udvikling har hjulpet mig til at forstå, at det er vigtigt at have et formål med livet, at udvikle de menneskelige værdier og at være et godt eksempel. Tidligere ledte de etiske retningslinjer, som mit firma havde fastlagt, mig i den rigtige retning. Da jeg først begyndte at tænke i åndelige baner, blev disse etiske bestemmelser en del af mig. Nu efterlever jeg dem, fordi det er en god og fornuftig ting at gøre, og fordi jeg i mit indre føler, at det er det, jeg formodes at gøre, og ikke fordi det er en regel, der skal følges.”

4.82. Da Ananth Raman var direktør for Graphtex, et produktionsselskab der udførte en række operationer i De Forenede Stater for virksomheden Catisa, der er underlagt en schweizisk koncern, skulle han indføre et ISO-kvalitetsstyresystem på en af sine fabrikker, der producerede elektronisk udstyr. Denne fabrik var faktisk en fabrik, der fremstillede specielle produkter i henhold til kundernes specifikationer. Det var ekstremt vanskeligt at standardisere arbejdsprocesserne, og det var i det hele taget et indviklet arbejdsmiljø at indføre ISO- kvalitetsstyresystemet i, eftersom arbejdet på fabrikken involverede mange stive og komplicerede procedurer.

4.83. Anantha Raman indkaldte selskabets ledere til et møde, hvor han sagde følgende til dem: ”Det er alt sammen meget enkelt. Alt hvad vi skal gøre, er at dokumentere alle vores produktions- og forretningsgange og så gøre det, vi siger, vi vil gøre. Det der er vigtigt, er, at vi forstår kvalitetsarbejdets ånd, og at vi så arbejder i denne ånd.” Dette syntes at forenkle tingene, og Anantha Raman bad sine chefer om at komme med forslag til et slogan, som de kunne bruge til at forklare det nye koncept. En af de yngre chefer rakte hånden op og spurgte: ”Betyder alt dette ikke, at det vi føler, det vi siger, og det vi gør med hensyn til kvaliteten af det arbejde, vi udfører, skal være det samme?” I det øjeblik blev selskabets ISO-slogan født. Det blev: ’Enhed i tanke, ord og handling’, og Ananth Raman fremsagde en tavs bøn til Bhagavan Baba.

4.84. Utvivlsomt er princippet med enhed i tanke, ord og handling fundamentalt i ’dharmisk ledelse’. Her følger en beretning om et forbløffende tilfælde, hvor ’rigtig handling’ (dharma) reddede selskabet, da det stod over for en reel trussel om lukning. Lad os lytte til Anantha Raman, så vi kan få at vide, hvad der skete:

73 4.85. ”Et af de tre selskaber som jeg havde ansvaret for i De Forenede Stater, gennemgik ekstremt vanskelige tider. Det var det selskab, der fremstillede elektronisk udstyr. Der var en økonomisk konjunkturafmatning i landet. Vi havde virkelig behov for tilførsel af kapital, og den var vanskelig af få fat på. Selskabets banker havde antydet, at de ikke ville forlænge lånene, når de skulle genforhandles. Under et bestyrelsesmøde tog direktørerne bestik af situationen. Da de mente, at de havde gjort, hvad de kunne, så de ingen anden mulighed end at standse produktionen. Jeg bad om mere tid. Jeg ønskede at få fire uger, hvor vi kunne afprøve alternative planer. Jeg var bekymret på grund af tabet af arbejdspladser, og jeg bekymrede mig for medarbejdernes levebrød. Det var mennesker, der havde tjent os i årevis, og som ikke kunne bestride noget andet erhverv. Der var mange ansatte, hvor det var hele familien, der arbejdede i selskabet. De ville blive helt slået ud. Bestyrelsen gik ind på min anmodning og bestemte, at hvis der ikke blev fundet nogen acceptable alternative løsninger, så ville produktionen blive indstillet en bestemt fredag fire uger senere.”

4.86. ”Det var de længste fire uger i mit liv. Jeg indledte hver ny dag med en inderlig bøn til Swami. Jeg følte, at det var min dharma (pligt) at sikre, at jeg søgte alle muligheder for at forhindre en lukning og tab af arbejdspladser. Jeg udarbejdede præsentationsmateriale og præsenterede det for adskillige banker og finansielle institutter for at redegøre for selskabets behov for kapital. Jeg henvendte mig til konkurrenter, der var interesseret i at blive sammenlagt med os eller i at opkøbe os. Det var arbejde døgnet rundt. Jeg forsøgte, som Tennyson sagde: ”Hellere fare vild mens jeg handler end at gå til i fortvivlelse, mens jeg ingenting gør.” Intet syntes at lykkes. Der så ikke ud til at være nogen anden mulighed end at afskedige medarbejderne.”

4.87. ”Alt for tidligt nåede vi frem til den næstsidste dag, dagen før udløbet af den tidsgrænse som bestyrelsen havde fastsat. Som en sidste udvej bestemte jeg mig for at mødes med en konkurrent og forsøge at få et muligt salg af selskabet i stand. Efterhånden som den lange dag slæbte sig af sted, stod det klart for mig, at heller ikke dette forsøg ville lykkes. Køberen ville ikke acceptere en vigtig betingelse, som jeg insisterede på – ikke at ændre produktionen og derved bringe beskæftigelsen i fare. Da jeg fuldstændig nedtrykt og modløs kørte hjem, kørte jeg forbi selskabets bygninger. Jeg kastede et langt dvælende blik bagud. Det var begyndt at regne, og i den dunkle dis forestillede jeg mig, at jeg så de mange familier, der ville stå uden arbejde den næste dag. Da jeg trak mig tilbage for natten, bad jeg endnu engang til Swami. Jeg bad, om Han ikke ville redde selskabet og derved dets ansatte.”

4.88. ”Det krævede en kraftanstrengelse, men den næste morgen begav jeg mig på arbejde for at gøre det uundgåelige. Da jeg nåede udkanten af selskabets ejendom, opdagede jeg, at trafikken var blokeret, og at der havde samlet sig en masse mennesker. Overalt, så langt øjet rakte, var der fyldt med vand. Vores fabrik ligger i et lavtliggende område. På grund af det kraftige regnskyl aftenen og natten igennem, var den nærliggende flod gået over sine bredder og havde oversvømmet området. Der stod over en meter vand i og omkring vores bygninger. Næste dag rapporterede aviserne, at det var en meget sjælden hændelse. Sidste gang man havde registreret en oversvømmelse i området var for 80 år siden, og siden dengang havde man forstærket flodskråningerne. Forsikringsselskabernes aktuarer havde beregnet sandsynligheden for at området blev oversvømmet til en ud af en million!”

4.89. ”Det tog endnu to dage, før vandet trak sig tilbage, og vi kunne komme ind i lokalerne. Vi vadede i vand, der nåede os op til anklerne. Da vi gik ind på mit kontor, stod billedet af Swami, der havde prydet mit skrivebord, roligt og fredfyldt midt blandt syndflodens hærgen. Han havde svaret på mine bønner. For at gøre en lang historie kort, så blev vi ikke nødt til at lukke ned for selskabets operationer. Delstatsregeringen erklærede området for ’katastrofeområde’, og Den Nationale Krisefond finansierede genopbygningen. Vi nød også godt af at få udbetalt en betragtelig forsikringssum. Af en eller anden mærkværdig ulogisk årsag, som jeg stadig ikke kan begribe, havde jeg tidligere underkendt min regnskabschef og

74 bedt ham tegne en forsikring, der dækker oversvømmelse, hvilket var ret usædvanligt i området på den tid. Yderligere skulle vi ikke betale terminsydelserne på vores banklån dette år. Som en særlig gestus over for lokalsamfundet afstod banken fra disse indbetalinger! Pludselig havde vi den nødvendige kapital til at føre vores planer ud i livet. De ansatte familiers levebrød, hvilket havde været min eneste bekymring i hele forløbet, var sikret.”

4.90. Dr. Ananth Raman, der nu underviser fuldtids i virksomhedsledelse på Sathya Sai Institute of Higher Learning, Prasanthi Nilayam, erklærer: ”Dette er den eneste uddannelses- institution for virksomhedsledelse i hele verden, der træner de studerende i at udvikle sig til sande ledere, for hvem viden ikke er magt, men ydmyghed.” For at underbygge sin definition på en sand leder, citerer han den kinesiske filosof, Tao Te Ching, der levede for 24 århundreder siden:

Kan du lede uden at søge kontrol? Kan du åbne og lukke porten i harmoni med naturen? Kan du forstå uden at give dig ud for at være viis? Kan du skabe uden at føle besiddelse, udrette uden at tage fortjeneste for det og lede uden ego? Det er den største styrke.

4.91. Hver af disse korsfarere der kæmper for at inkorporere ’rigtig handling’ (dharma) i forretningsverdenen, repræsenterer hundredvis af den slags mænd og kvinder, der i dag marcherer mod deres frigørelse gennem ’inspireret handel’ under Avatarens beskyttende vinger. Hemmeligheden bag deres succes er enkel. Kærlighed til Gud har erstattet begæret efter penge i deres hjerter.

75 Kapitel 5

En gryende sommer i Brindavan

5.1. Klokken 06.30 om morgenen den 11. marts 1990 gik Bhagavan Baba hen til Instituttets campus i Prasanthi Nilayam og talte til de studerende og lærere i mere end en time. Ved afslutningen af denne rørende tale, hvori Han fortalte om det kærlighedsbånd, der eksisterer mellem Ham og Hans studerende, bekendtgjorde Han: ”Vi vil begynde sommerskolen i Brindavan et sted mellem den 15. og den 20. maj. Sommerskolen blev indtil for et årti siden afholdt hvert år. Da vi har til hensigt at indskærpe de videregående uddannelsers sande værdier over for vores studerende og lærere, ønsker vi, at det udelukkende er vores studerende og lærere fra Bangalore, Anantapur, Prasanthi Nilayam, Jaipur og Bhopal, der deltager i dette program. Derfor kan I tage hjem og holde ferie efter de afsluttende eksamener, og så komme tilbage til Brindavan når sommerskolen begynder. Jeg håber, I vil kunne lide det program, vi fastsætter, og at I vil få gavn af det. Jeg vil tage til Bangalore og forberede sommerskolen.” Samme formiddag tog Han til Brindavan.

5.2. Den første sommerskole med det overordnede tema: ’Indisk kultur og åndelighed’ blev afholdt i Brindavan i maj-juni 1972 og varede en måned. De der nød godt af dette kursus, var 1.000 collegestuderende, drenge og piger, der var blevet udvalgt fra mange universiteter over hele Indien. Det var i sandhed en ’åndens fest’ for disse unge mænd og kvinder, der blev tryllebundet af en række inspirerende taler, som Bhagavan holdt om den indiske kultur og åndeligheds principper og praksis. Derudover holdt en strålende forsamling af ansete lærde hver dag lærerige foredrag. De unge hjerter blomstrede under den kærlige og omsorgsfulde pleje; det var de menneskelige Sjæles ’Ypperste Gartner’, der tog Sig af dem. Under denne ene måneds pragtfulde periode tilbragte Bhagavan praktisk taget al Sin tid sammen med disse heldige studerende.

5.3. Det åndelige fristed, i skikkelse af sommerskolen, fortsatte år efter år indtil 1979. Mødestedet var altid Brindavan bortset fra i 1976, hvor kurset blev afholdt i Nandanavanam i Ooty, eftersom kollegiet i Brindavan var under opførsel. Med oprettelsen af drengenes college i Prasanthi Nilayam og dernæst det deemed universitet skiftede Bhagavan’s fokus over på de studerende, der kom fra alle egne af Indien og endog fra udlandet for at studere på Hans universitet. Faktisk blev kurset i indisk kultur og åndelighed udvidet til at vare hele året, bortset fra en kort pause om sommeren. Selv det interval blev fjernet, da sommerskolen blev genoptaget efter et årti.

5.4. I 1990 var Sri Anil Kumar Kamaraju rektor for Brindavan campus, og jeg var forstander på kollegiet. Endnu før Swami’s ankomst til Brindavan den 11. marts 1990 var vi begejstrede over af få nyheden om Hans erklæring denne morgen i Prasanthi Nilayam: ”Jeg vil tage til Brindavan og forberede sommerskolen.” Studerende og lærere dansede rundt af glæde. Vi modtog Bhagavan i Brindavan med enorm entusiasme og store forventninger. Den næste morgen i Trayee Bríndavan overbragte Swami officielt de glade nyheder vedrørende sommerskolen til de studerende og lærerne. Denne meddelelse blev modtaget med glade klapsalver.

5.5. De næste to måneder viste sig at blive en vidunderlig ’før sommerskole’ periode for os alle under Den Højeste Herres ledelse. Denne sommer besøgte Swami ikke Kodaikanal. Faktisk var det den eneste sommer i den 8-års periode, der dækkes af denne bog, der gik glip af Hans besøg i Kodaikanal. Hans opmærksomhed var fuldstændig fokuseret på forberedelserne af sommerskolen. På dette tidspunkt i fortællingen er det relevant at tænke tilbage på en hændelse, der fandt sted før afholdelsen af en af sommerskolerne i 1970’erne. Swami havde besøgt Bombay i maj måned for at deltage i fejringen af Dharmakshetra’s årsdag. Da Swami

76 var ved at skulle vende tilbage til Brindavan efter denne fejring, bad arrangørerne Ham om at forlænge Sit ophold med en dag. Swami sagde til dem, at Han ikke kunne efterkomme deres bøn, da Han var nødt til at tage til Brindavan for at forberede sommerskolen. Men en af arrangørerne fra Dharmakshetra sagde: ”Swami! Hvilke forberedelser kræves af Dig? Du kan gøre det på ingen tid, når som helst Du ønsker det!” Swami svarede: ”Ja, for dig. Du har Sai. Du kan bede til Ham og få hvad som helst gjort af Ham. Men hvem skal Jeg bede om noget? Jeg har ingen Sai. Jeg er faderløs!” Denne erklæring kaster et afslørende lys over Avatarens arbejde. Han bruger ikke Sine enorme Guddommelige kræfter på Sig Selv og på det arbejde, Han udfører. Han lever og arbejder som et menneske og gør alle mulige praktiske ting, og derved sætter Han et ideelt eksempel, som menneskeheden kan følge.

”Du kan bede til Ham og få hvad som helst gjort af Ham. Men hvem skal Jeg bede om noget?”

5.6. Det var dette eksempel, vi alle var vidne til, da Bhagavan Selv kastede Sig ud i forberedelserne til sommerskolen 1990. Han tog Sig af hver eneste lille detalje, der vedrørte arrangementet, og det både på college og på kollegiet som Han jævnligt besøgte. Alle bygninger inde i campus fik en ansigtsløftning og blev malet under Hans direkte opsyn. Han

77 var meget opsat på at se, at indlogeringen for næsten 2.000 studerende, lærere og gæstetalere blev planlagt på en tilfredsstillende måde. Omkring 1.000 drenge og lærere skulle indkvarteres på drengenes kollegium, og næsten det samme antal piger og kvindelige lærere skulle indlogeres i den tilstødende kollegiebygning. Pigerne skulle spise deres måltider i fællessalen, der er beliggende ved siden af Trayee Brindavan. Det er en sal, der ellers primært anvendes til afholdelse af bryllupper og andre større begivenheder. College-auditoriet, hvor talerne og foredragene skulle holdes, modtog speciel opmærksomhed fra Swami. Selv den store have ude foran college-bygningen undslap ikke Hans granskende blik. Her følger en interessant beretning om rektor Anil Kumar’s oplevelser af Bhagavan’s besøg på campus i denne periode:

Anil Kumar sammen med Sai Krishna Rektor og forstander sammen med Swami

5.7. ”Jeg var netop startet på Instituttet i begyndelsen af året, så jeg var næsten ny på stedet, da Swami begyndte at besøge campus næsten dagligt for at få det parat til sommerskolen 1990. I den periode lærte jeg meget om mit arbejde, og jeg lærte det direkte af Ham. Engang besøgte Han auditoriets kælderetage, hvor nogle vigtige gæster skulle indkvarteres under sommerskolen. Swami gik ind på de tilknyttede badeværelser og toiletter, og Han tog alt under nærmere øjesyn. Han fandt rummene smudsige og spurgte mig: ”Hvorfor er disse rum ikke rengjorte, og hvorfor holdes de ikke rene?” Eftersom jeg var ret ny og ikke var vant til den slags samtale med Ham, dristede jeg mig til at sige til Ham: ”Swami! Jeg ved ikke, hvorfor de ikke holdes rene. Rengøringspersonalet skulle have gjort deres arbejde ordentligt.” Swami så strengt på mig og sagde: ”Hvad foretager du dig? Vi kan ikke have en rektor, der ser efter de studerende og en anden, der ser efter renligheden på campus. Det er din pligt at gøre det hele!””

5.8. ”Efter Swami havde forladt campus, kaldte jeg rengøringsfolkene hen til mig og bad dem om at rengøre rummene grundigt. I mellemtiden henvendte nogle hengivne fra Argentina sig til mig og tilbød at hjælpe. De sluttede sig til rengøringspersonalet og arbejdede hele dagen med at rengøre og vaske alle værelserne i kælderetagen og dens omgivelser. Næste morgen kom Swami ned i auditoriets kælder igen og fandt stedet rent og ryddeligt. Han spurgte mig: ”Hvem har gjort rent her?” Da jeg var usikker på, om Han ville bryde Sig om, at udenlandske hengivne arbejder inde i campus, svarede jeg: ”Swami! Det har vores folk gjort.” Øjeblikkeligt så Han mig lige ind i øjnene og sagde: ”Ikke kun vores folk, men også hengivne fra Argentina har arbejdet her!” Jeg var forbløffet over den nærmest henkastede måde, hvorpå Han afslørede Sin alvidenhed.”

5.9. ”Ved en anden lejlighed kom en officer fra hæren til campus sammen med nogle få af sine mænd for at gøre tjeneste i college-haven. Mit kontorpersonale fortalte mig, at det havde de gjort regelmæssigt i årevis i deres ferie. Det var en søndag, og efter morgen-darshan gik jeg hen på kontoret for at arbejde lidt. Omkring klokken 09.30 kørte Swami ind på campus og gik stille ind på mit kontor. Da jeg så Ham, rejste jeg mig straks op af stolen. Uden at give mig tid

78 til at komme mig over chokket, spurgte Han mig: ”Hvem er de mennesker, der arbejder i haven?” Jeg svarede: ”Swami! Det er folk fra hæren, der er udstationeret i Bangalore.” Han spurgte mig igen: ”Hvem er de?” Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, forholdt jeg mig tavs. Han forespurgte: ”Hvem har giver dem tilladelse til at arbejde her?” Det røg ud af munden på mig: ”Swami! Det ved jeg ikke.” Så fulgte en vigtig lektie: ”Hvordan kan nogen komme ind på campus uden rektors tilladelse?””

”Ingen tvivl! Jeg ved alt og alting”

5.10. ”Efter Swami havde forladt campus, gik jeg hen til gruppen fra hæren og samlede informationer om den. Officeren viste sig at være oberst og stamme fra Punjab. Hans mænd kom fra forskellige egne af landet, og de var en del af en hærenhed, der var hjemmehørende i Bangalore. Samme aften ankom Bhagavan igen til campus. Folkene fra hæren var stadig i gang med at arbejde inde på college-området. Jeg kunne fortælle Swami, at jeg samme morgen havde undersøgt, hvem de var. Han lyttede opmærksomt og gik derefter hen til dem. Obersten stod med håndfladerne presset mod hinanden, og det gjorde de andre også. Det havde været mit indtryk, at Swami ikke kendte nogen af dem. Så jeg blev forbløffet, da Han materialiserede en diamantring til obersten og spurgte ham: ”Hvad skete der med den ring, Jeg gav dig i Delhi” Han fortsatte, idet Han forespurgte: ”Hvordan har din datter, der studerer

79 medicin, det?” Jeg var ude af stand til at beherske mig. Jeg gik hen til Swami og spurgte: ”Swami! Du synes at kende alt til denne oberst. Men hvorfor stillede Du mig spørgsmål om ham her til morgen, og hvorfor stod Du og lyttede til mig for et øjeblik siden, da jeg fortalte om ham, som om Du ikke vidste noget?” Han smilede og svarede: ”Der er ingen tvivl om, at Jeg ved alt om ham og om alle andre. Jeg ved også, hvad der sker alle vegne. Men Jeg ønskede, at du gennem egen erfaring lærte, at Jeg ved alting! Yderligere forventer Jeg, at du i det mindste ved, hvad der sker i campus!””

5.11. ”College-auditoriet har 1.000 faste pladser, og der er også et gulvareal, hvor nogle af de studerende kan sidde. Der er højst plads til 1.600 til 1.700 mennesker, når de sidder tætpakket. Så der var altså lige plads til sommerskolens studerende, lærere og inviterede gæster. Men de tusinder af hengivne, der strømmede hen til auditoriet hver aften for at høre Bhagavan’s taler, måtte sidde udenfor. For at sikre dem beskyttelse mod sol og regn, arrangerede Swami, at der skulle rejses en kæmpestor pavillon, der skulle støde op til auditoriets nordlige side. Dette arbejde begyndte straks, Swami havde givet besked om det, og Han kom næsten hver dag for at se, hvordan arbejdet skred frem. Jeg var også ivrig efter at se, hvordan det gik. En aften var arbejdet næsten færdigt, da jeg forlod campus og skyndte mig til Trayee Brindavan for at deltage i lovsang. På nær et enkelt stykke var alle teltdugene til taget hejst op og fastgjort, og arbejderne var stadig i gang. Jeg var sikker på, at arbejdet ville blive færdiggjort i løbet af få minutter. Da jeg nåede Trayee Brindavan, spurgte Swami mig, om pavillonen var færdig. Jeg svarede bekræftende. Swami steg ind i bilen og bad mig ledsage Ham hen til auditoriet. Jeg blev både flov og forlegen, da jeg opdagede, at de stadig ikke var færdige med at opføre pavillonen, da vi nåede frem. Det sidste stykke teltdug til taget lå stadig på jorden, og der var et gabende hul i taget. Der var ingen arbejdere at se noget sted. ”Rapporter aldrig noget til Mig, medmindre du selv har kontrolleret det. Lad være med at stille dig tilfreds med formodninger og antagelser. Lad være med at tro, at et arbejde er færdigt, før det rent faktisk er det.””

”Rapporter aldrig noget til Mig, Bhagavan på scenen i auditoriet medmindre du selv har kontrolleret det.”

5.12. ”Engang kom Swami ind i auditoriet og undersøgte stolene. Han opdagede, at nogle af sæderne sad løst. Han bad mig sørge for, at de blev sat ordentligt fast. Jeg videregav arbejdet

80 til nogle studerende. Grupper med seks til otte drenge fik tildelt hver sin række stole, og jeg var også involveret i arbejdet. Da Swami fik at vide, at arbejdet var færdiggjort, kom Han hen i auditoriet for Selv at kontrollere det. Han stod på scenen og så meget nøje på hver række stole. Han udpegede en bestemt stol i den tolvte række og bad mig gå derhen. Jeg gik ned fra scenen og løb op ad midterrækken for at nå frem til stolen. Da jeg tog fat i stolesædet, stod jeg pludselig med det i hånden, eftersom det slet ikke var fastgjort til rammen! Jeg var forbløffet, og det var alle de drenge og lærere, der var til stede, også. Swami spurgte mig: ”Bad Jeg dig ikke om at kontrollere alting selv?” ”Jo Swami! Du sagde det, og jeg gjorde det også”, svarede jeg. Han smilede og spurgte mig: ”Men hvad er der så sket med det sæde, du står med i hånden?” Jeg tog mod til mig og svarede: ”Swami! Du har gjort noget ved det for at gøre grin med mig!” Alle, inklusiv Swami, brød ud i en hjertelig latter. Nu bemærkede Swami vittigt: ”Se den særlige evne Anil Kumar har. Han begår en fejltagelse, og så laver han sjov med det for at unddrage sig sit ansvar!” Men midt i denne uskyldige morskab glemte vi ikke, at vi havde været vidne til Swami’s forbløffende evne til at observere.”

5.13.”Jeg havde sendt auditoriets vinduesgardiner til vask, og da de kom tilbage, fik jeg dem sat op i alle vinduerne. Men der manglede et. Vi forventede Swami’s ankomst om blot nogle få minutter. Jeg tænkte på, om Han mon ville lægge mærke til det manglende gardin. Jeg fik fjernet gardinet i vinduet over for, så der var symmetri. Jeg formodede også, at det manglende gardin ville undslippe Swami’s blik, fordi det samme var tilfældet med gardinet over for! Så snart Han trådte ind i auditoriet denne aften, lagde Han mærke til vinduet, hvor der manglede et gardin og spurgte mig: ”Anil Kumar! Hvad er der sket med gardinet?” Før jeg kunne nå at svare, så Han på vinduet over for og sagde: ”Eftersom der manglede ét gardin, fjernede Anil Kumar også gardinet over for for at undgå, at Jeg lagde mærke til, at gardinet var væk!” Herefter vendte Han Sig mod mig, smilede og sagde: ”Lad være med at gøre sådan noget. Få syet nogle nye gardiner til begge vinduer.””

5.14. ”Lad mig afslutte med endnu en oplevelse, jeg har haft med Swami’s alvidenhed. Der var udsøgte træpaneler på væggene på begge sider af gangene i auditoriet. Nogle af panelerne havde lidt under, at de ikke var blevet tilstrækkeligt vedligeholdt, og nogle var blevet skæmmet af termitter og hvide myrer. Swami arrangerede, at disse paneler blev erstattet af nye, og specialister blev sat på opgaven. Engang, da Swami kom for at føre tilsyn med arbejdet, fik Han øje på en masse gamle paneler, der var blevet fjernet. De lå nu på gulvet. Han bad mig sørge for, at de omhyggeligt blev bevaret, og at de altså ikke blev smidt ud. Jeg fik dem samlet sammen og lagt i en nydelig stak i et hjørne, før jeg gik hen i templet. Ved afslutningen af mødet i Trayee Brindavan med studerende og lærere spurgte Swami mig: ”Bliver alle de gamle materialer opbevaret sikkert?” Jeg svarede: ”Ja Swami!” Men Han var ikke tilfreds. Han bad mig gå hen i auditoriet igen og kontrollere det. Da jeg kom derhen, så jeg til min rædsel, at alle de gamle paneler var blevet fjernet. Jeg spurgte mig for og fandt ud af, at en af arbejderne havde fjernet dem. Jeg gik hele vejen ud til hans hjem, der lå et par kilometer væk, og her fandt jeg panelerne. Arbejderen var angerfuld på grund af det, han havde gjort. Næste morgen, da Swami kom hen i auditoriet, kunne jeg rapportere til Ham: ”Swami! Alle panelerne er intakte.” Bhagavan smilede og sagde: ”Jeg ved godt, at du gik hen til arbejderens hus. Jeg ved, at han havde taget dem, og at du fik fat på dem igen!” Jeg sluttede mig til Swami’s latter, eftersom ingen kan få succes med at manipulere eller manøvrere i Hans alvidende nærhed.”

5.15. ”Således lærte Swami mig mangen en lektie i den periode, hvor vi forberedte den kommende sommerskole. Bortset fra at lære finesserne i kunsten at administrere og lede, forstod jeg nu behovet for at være ansvarlig, ansvarsbevidst og troværdig i alt, hvad jeg foretager mig. Jeg fik tillige en forsmag på Hans umådelige medfølelse.”

5.16. Bhagavan Baba besøgte også kollegiets spisesal og køkken mange gange i denne periode. Han ville sikre Sig, at alt var forberedt, så man kunne tilberede og levere mad til omkring 2.000 deltagere fire gange om dagen i de 15 dage, sommerskolen skulle vare. Han

81 var yderst interesseret i udarbejdelsen af menuer til de enkelte måltider, og Han tog også del i arbejdet med på forhånd at tilvejebringe forsyninger, for eksempel grøntsager, mælk og brændsel. Alt dette kunne godt blive leveret nogle dage i forvejen. Kokke blev hentet ind fra campus’erne i Prasanthi Nilayam og Anantapur to dage inden sommerskolen begyndte. Et hold Sri Sathya Sai Seva Dhal-frivillige fra Hyderabad blev specielt tilkaldt for at sørge for servering og rengøring i spisesalen. Det var det samme hold af frivillige, der havde serveret under de tidligere sommerskoler, der var blevet gennemført et årti tidligere. En dag før åbningen af kurset ankom Swami til spisesalen. Han så til, at der blev sat en række borde frem ved siden af alteret. Her skulle notabiliteter og vigtige gæster, udvalgt af Ham, sidde og spise.

Sai, den omhyggelige organisator

5.17. Bhagavan færdiggjorde sommerskolens programpunkter samt listen med gæstetalere og deres emner efter at have drøftet det med vice-rektor dr. S.N. Saraf og universitetssekretær Sri K. Chakravarti. Han tog Sig af selv små detaljer som for eksempel designet af badges til de studerende, lærere og gæster samt tilvejebringelsen af notesblokke og blyanter, som samtlige deltagere skulle have udleveret. Personligt førte Han tilsyn med, at disse ting blev udleveret på

82 plænerne uden for Trayee-templet aftenen før åbningen af kurset. Lad os igen vende os mod Sri Anil Kumar og høre ham berette om Baba’s besøg i college-auditoriet denne aften:

5.18. ”Swami kontrollerede alle forberedelser i auditoriet ned til mindste detalje. Placering af bord, stole og talerstol på scenen, placeringen af banneret på bagvæggen, lyset på scenen og i auditoriet samt om højtaleranlægget virkede. Intet undgik Hans opmærksomhed. Han gik endog hen i auditoriets fjerneste hjørne for at efterprøve, om lyden fra højtalerne var tydelig her! Vi oplevede at se Den Guddommelige Perfektionist i fuld vigør, og Han var et eksempel til efterfølgelse for enhver arrangør eller administrator. Det var mit store held at få lov til at tage del i forberedelserne af sommerskolen; en forberedelse der primært blev foretaget af Den Perfekte Organisator i skikkelse af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba.”

Auditoriets sceneudsmykning Baba midt iblandt Sine studerende og lærere i auditoriet

5.19. I Sin åbningstale i forbindelsen med åbningen af sommerskolen for indisk kultur og åndelighed den 20. maj 1990 kom Bhagavan Baba med en kraftig appel til de studerende om at værdsætte og holde fast i Indiens prægtige kulturs vidunderlige principper og værdier:

5.20. ”Kære studerende! Glem ikke vores ældgamle kultur, som er selve bharatiya’ernes (indernes) livsåndedræt. I fortiden ofrede Bharatha sin storslåede kulturs ædelstene til verden. I dag har vores land lidt et alvorligt tilbageslag på grund af den voksende sygdom med at efterligne andre lande. Efterligning er menneskelig; skabelse er Guddommelig. En god og ordentlig uddannelse bør hjælpe jer med at tilkendegive jeres medfødte Guddommelighed.”

5.21. ”For 50 år siden plejede vores lands ungdom, der var besjælet af patriotisme over for og kærlighed til vores kultur, at følge i de ældres fodspor. Landets ledere, lærere og lærde på den tid satte eksemplariske idealer. Der var harmoni i deres tanker, ord og handlinger. De inspirerede den yngre generation til at følge deres eksempel. De plejede at udsmykke deres stuer med billeder af Guddommelige Inkarnationer og nationale ledere. Vi må imidlertid beklage, at forbilledlige ledere og lærere nu til dags glimrer ved deres fravær. I dag har ledere og lærere mistet ungdommens tillid, eftersom de ikke praktiserer det, de prædiker. I dag ser vi, at det er billeder af filmstjerner, der pryder væggene på de studerendes værelser. Årsagen til denne fornedrelse af de unges indstilling skal findes i fraværet af ideelle ledere, der praktiserer og udbreder sig om den indiske kulturs idealer.”

83 5.22. ”I dagens Indien er der mange mennesker, der ikke forstår, hvad ’samskriti’ eller kultur betyder. Ordet ’samskriti’ stammer fra ordet ’samskritam’, der refererer til processen med at forfine enhver genstand, før den er klar til brug. For eksempel må et riskorn gennemgå mange forfinings-processer, før det bliver forvandlet til kogt ris. En sådan forfinelse forhøjer tingenes værdi. For eksempel er værdien af den nyhøstede ris lad os sige for eksempel 100 rupees pr. sæk. Men når denne ris behandles på møllerne og omdannes til den ris, vi bruger i vores husholdning, så vil værdien af en sæk ris stige til 600 rupees. Det er en seksfoldig forøgelse af dens værdi på grund af forfinelse. Tilsvarende får et stykke rustfrit stål, der ikke er noget værd, værdi, når det gennem en forfinelses-proces bliver forvandlet til et ur. Tilsvarende har mennesket ingen værdi, hvis han forbliver i den tilstand, han har, når han bliver født. Han bør åbenbare sin iboende Guddommelighed. Studerende bør derfor, foruden akademisk viden, forsøge at tilegne sig forfinede kvaliteter såsom ydmyghed og skelneevne, der vil hjælpe dem med at blive fuldt udbyggede personligheder. På samme måde som et frø finder fuldbyrdelse i et frugtbærende træ, bør mennesket finde fuldbyrdelse i et målbevidst liv, der fører til fuldendthed gennem transformation, og som giver freden, glæden og kærlighedens frugter.”

5.23. ”Kærlighed er en Guddommelig kvalitet. Den bør ikke udelukkende tilskrives mennesker. Den bør også tilskrives fugle, vilde dyr og andre levende væsener. Ægte samskriti (kultur) ligger i en sådan udfoldelse af kærlighed og det at opgive snæversynethed. En sådan udfoldelse resulterer i ægte glæde over sig selv og over for samfundet. På den måde vil den menneskelige natur blive forædlet til Guddommelighed.”

5.24. Hen mod afslutningen af åbningstalen forklarede Baba, hvad der er målet for sommerskolen, og Han kom med en oversigt over, hvad der ville blive temaet for Hans taler de kommende 15 dage:

5.25. ”Studerende! I løbet af denne sommerskoles 15 dage bør I lære, hvordan man kan bringe vores ældgamle kultur og traditioner i samklang med den moderne verdens behov og leve et liv baseret på sandhed (sathya) og ’rigtig handlings’ (dharma’s) principper. Rigdom, magt, position og ungdommelig livskraft er forbigående som forbipasserende skyer. De kan alle forsvinde på et øjeblik. Ungdomstiden er en meget værdifuld periode i ens liv. Den bør bruges rigtigt. Forspilder I først denne værdifulde periode, så vil I aldrig kunne få den tilbage, uanset hvad I gør. Prøv at udvikle tro på denne hellige kultur, ’bharatiya’ernes kultur’, der overskrider tid, rum og omstændigheders begrænsninger. I løbet af disse 15 dage bør I bestræbe jer på fuldt ud at forstå det enestående og det herlige ved vores kultur.”

5.26. ”I sin velkomsttale bad vice-rektor Sri Saraf, om Jeg ikke ville forklare jer kroppen, sanserne, sindet, intellektet og Den Guddommelige Gnists (Atma’s) opgaver og betydning. Det er helt essentielt for studerende at kende til disse størrelser. Hvad hjælper det en person at vide alt om den ydre verden uden at have kendskab vil sin egen virkelighed? Det er vigtigt for jer at forstå jeres sande natur, hvilke er Guddommelighed. Studerende, drenge og piger! I bør hellige denne værdifulde periode i jeres liv til at tilegne jer hellige begreber og idealer og dernæst stræbe efter at udbrede dem over hele dette umådelige store land, der er jeres. Glem ikke, at for alle disse bestræbelser så er hengivenhed over for Gud den vigtigste forudsætning. Uden Den Guddommelige Nåde kan I ikke udrette og opnå noget. Derfor skal I forsøge at udvikle tro på Det Guddommelige, for så kan I opnå og udrette alt.”

5.27. Således begyndte en yderst oplysende række af 16 taler, som Bhagavan holdt over 15 dage. Kransen af taler var unik på grund af, at den pakkede Indiens ældgamle visdom ind i et sprog, der kunne forstås af den moderne verdens ungdom. Faktisk udgjorde talerne tilsammen en praktisk manual for, hvordan man i disse moderne tider lever et målbevidst liv. Der blev lagt mere vægt på praktiske end på teoretiske principper. En hændelse der indtraf på åbningsdagen, var i høj grad afslørende i denne sammenhæng:

84 5.28. Dr. A.V. Bhanoji Rao, økonomi-professor på Singapore Universitetet, var en af gæstetalerne på kurset. I over to årtier havde han regelmæssigt besøgt Prasanthi Nilayam og Brindavan. Han havde hørt adskillige af Bhagavan’s taler under disse besøg i de to ashram’er. Da han gik tilbage til kollegiet efter åbningsceremonien, tænkte han for sig selv: ”Talen var yderst inspirerende, men den indeholdt ikke noget nyt.” Sandsynligvis havde han forventet, at Swami var fremkommet med noget nyt ved en lejlighed, hvor sommerskolen blev bragt til live igen efter 10 års pause. Han blev ført ind i kollegiets spisesal, hvor han skulle spise frokost sammen med de studerende. Man forventede, at Swami velsignede den første frokost med Sin tilstedeværelse. Et bord var dækket til Bhagavan foran alteret midt i salen.

5.29. Der var stor opstemthed i salen. Drengene stod opstillet ved de fire anretterborde, hvor de skulle hente deres mad. En del studerende ventede på Baba’s ankomst uden for i korridorerne. Bhanoji Rao sad på en stol ved siden af Sri Ghandikota Subba Rao, der var en anden gæstetaler og en mangeårig hengiven af Baba. Der blev tysset på folk, da Swami gik ind i spisesalen, og drengene satte sig ned på gulvet. Forsigtigt gled Han ned gennem passagen mellem rækkerne af studerende. Han velsignede alle med et smil, et ord eller en yndefuld gestus. Til sidst, da Han kom hen til gæsternes bord for at se til, at serveringen blev foretaget på korrekt vis, stod Han foran Ghandikota Subba Rao og spurgte ham: ”Hvordan var talen?” ”Swami! Den var strålende!”, sagde Subba Rao. Bhagavan kastede et øjeblik et blik på Bhanoji Rao og fortalte Subba Rao: ”Det er nødvendigt for Mig at gentage visse emner ret ofte, eftersom de fleste mennesker ikke praktiserer det, Jeg fortæller dem. Nogle mennesker tilskyndes til at handle, når de gentagne gange hører det samme budskab fra Swami.” Da Han fuldførte sætningen, så han på Bhanoji Rao igen. Budskabet var trængt ind!

5.30. Det at Swami besøgte spisesalen til frokost den første dag, viste sig at blive starten på et mindeværdigt indslag på sommerskolen. Han fortsatte med at deltage i hver eneste frokost og middag indtil den sidste dag. Faktisk var det de øjeblikke, som deltagerne så mest frem til hver dag, eftersom de alle fik i det mindste et glimt af Ham på ret tæt hold. Mange oplevede også, at Han vekslede et par ord med dem.

5.31. I Sine taler over de næste 14 dage udbredte Bhagavan Sig om den menneskelige personligheds forskellige bestanddele, det subtile forhold der eksisterer mellem dem, og hvordan man kan helliggøre dem ved at vedligeholde og anvende dem på rette vis. Talerne indeholdt også retningslinjer for, hvordan man lever et sundt og meningsfuldt liv, der kan føre til opnåelse af livets ultimative mål – virkeliggørelse af ens medfødte Guddommelighed. Hvert eneste synspunkt, hver eneste pointe, blev belyst ved hjælp af eksempler hentet fra dagligdagen. Der var også forklaringer på historiske og mytologiske hændelser, som Han også belyste ved at relatere dem til samtiden. Kurset gav også deltagerne mulighed for at lytte til en storslået forsamling af førende personligheder fra alle samfundslag, der talte om forskellige temaer og emner. Faktisk var der tale om et velgennemtænkt program med foredrag, der var beregnet til at give de studerende et alment og varieret syn på indisk kultur og åndelighed. Blandt talerne var der velkendte dommere, generaler fra den indiske hær, tidligere og nuværende rektorer fra diverse universiteter, førende videnskabsfolk, specialister inden for undervisningspædagogik, historikere og en erfaren repræsentant fra den indiske udenrigstjeneste.

5.32. I Sin afslutningstale den 3. juni 1990 tilskyndede Swami de studerende til at forstå, hvor betydningsfuldt det er at have modtaget en så ophøjet velsignelse i form af at have fået lov til at deltage i dette unikke kursus:

5.33. ”Studerende! Det I har lært i disse 15 dage, er essensen af den hellige Vedanta. Det I har fået, er den nektar, der udvindes ved at kærne alle de hellige tekster – Sastra’erne, Purana’erne og Ithihasa’erne. I er moder Indiens fremtidige ledere, advokater og protektorer. I bør alle leve et eksemplarisk liv, idet I betræder sandhed (sathya) og ’rigtig handlings’

85 (dharma’s) vej. Under ingen omstændigheder bør I afvige fra denne forbilledlige vej. Lad jeres verdslige uddannelse gå hånd i hånd med jeres åndelige uddannelse.”

5.34. ”I er yderst heldige. Skønt der er mange millioner mennesker i verden, så er det udelukkende jer, der blot er nogle få hundrede, der har været så heldige at nyde godt af denne gyldne mulighed. Imidlertid vil formålet med denne sommerskole kun blive indfriet, hvis I fremstrå som gode eksempler for andre. Jeg håber og tragter efter, at I i jeres liv vil praktisere det, I har hørt her, og at I derved vil helliggøre jeres liv og også yde jeres del i arbejdet med at gøre Bharatha’s fremtid lys og blomstrende.”

5.35. Sommerskolen, der blev taget op igen i 1990, fortsatte år efter år. Temaet for Baba’s taler i 1991 var Upanishad’erne. I 1992 var det: ’Renhed, enhed og Guddommelighed’, og i 1993 koncentrerede de Guddommelige taler sig om: ’Menneskets transformation til Gud’. Der var nogle få studerende, der havde den unikke mulighed at deltage i alle sommerskolerne, der blev afholdt i disse år. En af dem, Sri Krishna Subramanya Sastri, der i 1990 var en studerende på tredje år, og som var i færd med at tage en kandidateksamen inden for videnskab, er i dag medlem af fakultetet i Brindavan. Han lyder ganske nostalgisk, når han fortæller om sine oplevelser på sommerskolen:

5.36. ”Sommerskolen i indisk kultur og åndelighed, der begyndte i 1990, viste sig at blive en sand byge af kærlighed og åndelig visdom, som Bhagavan øste ud over alle studerende og lærere. Da vi ikke skulle tænke på vores akademiske studier, kunne vi i disse to uger udelukkende fokusere på Swami og Hans budskaber. Målet for sommerskolen var dels at inspirere os og dels at udruste os rent intellektuelt, så vi var klar til at modtage den uddannelse, der skal til, for at vi kan gennemføre den transformation i vores liv, som vores elskede Rektor ser for Sig. For de nye studerende var det indførelsen i processen, der kaldes ’integreret uddannelse’, hvis mål er at forme de studerende til integrerede mænd og kvinder, der vil besidde Adi Shankara’s hoved, Buddha’s hjerte og Janaka’s hænder.”

5.37. ”Livet på kollegiet i de femten dage før Instituttet åbnede igen efter sommerferien, var en praktisk lektie i at være omsorgsfulde og i at dele samt at være forstående og villig til at samarbejde. På kollegiet, der var bygget til at huse 300 studerende, boede vi næsten 1.000 mennesker. Flere end 30 studerende boede sammen i en sovesal, der normalt er beboet af ti. Tre studerende delte et skab; de fik en hylde hver. Bogstaveligt talt havde hver person kun nogle få kvadratmeter til sin rådighed. Selv antallet af lærere der boede i én sovesal, oversteg 20. Jeg husker, at Bhagavan spurgte de studerende under sommerskolen i 1990: ”Hvor mange brødre har du?” Når en eller anden svarede, at han havde to eller tre brødre, rettede Swami ham ved at sige: ”Nej din ’bøffel’. Alle er brødre!” Bøffel var et kærligt øgenavn, som Swami ofte gav drengene! Den broderskabsånd der var udbredt blandt os, fik os til at nyde samhørigheden i en grad, så de to uger føltes som en enkelt dag. Dagene var så fulde af aktivitet og indlæring, at vi næsten ikke havde tid til at tænke på andet end Bhagavan.”

5.38. ”Forberedelserne til sommerskolen begyndte, så snart det akademiske års sidste eksamener var blevet afholdt. Mange studerende fra både Prasanthi Nilayam og Brindavan campus’erne blev tilbage i Brindavan for at nyde godt af Bhagavan’s Guddommelige nærvær. Et af de jobs som de studerende fik, var at gøre rent i campus under lærernes vejledning. Dette arbejde omfattede at luge ukrudt i haverne, klippe hækkene rundt om haverne, male de mursten der markerer stierne i haverne og i campus, feje værelserne, vaske vinduer og møbler og fikse de tavler op, der står på de store plæner foran Instituttets bygning. Det er de tavler,

86 hvorpå der er skrevet Baba-sentenser. Kollegiets køkken og spisesal skulle gøres rene, og haven i den firkantede gårdsplads, der huser den smukke Krishna-dam i midten, skulle ordnes. Den udsøgte statue af Herren Krishna som røgterdreng, der står på et fodstykke ude midt i dammen, skulle også vaskes. Nogle få dage før åbningen af kurset begyndte arbejdet med at udsmykke både ude og inde. Det omfattede at hænge farverige guirlander op over forskellige indgange og porte, lakere træ-udskæringerne i auditoriet og udsmykke og forskønne scenen, så den stod klar til åbningsceremonien og de efterfølgende møder. Jeg var primært involveret i at dekorere scenen, og ved disse lejligheder havde jeg flere indsigtsfulde samtaler med Herren. Bhagavan besøgte de forskellige arbejdssteder for at velsigne og inspirere de studerende og lærere, og Han kom også for at vejlede os.”

5.39. ”Under et af disse besøg i auditoriet kom Bhagavan op på scenen og bad os vise Ham de flamingo-billedudskæringer, vi havde lavet. Vi samlede det ’kunstværk’, som vi havde skabt. Det var en ’sarabham’, der sædvanligvis findes i indisk tempelarkitektur – en meget stor løve med en elefants snabel. Elefanten er ellers kendt som løvens ærkefjende, så figuren er et symbol på kærlighed og venskab, der udvikler sig selv mellem bitre fjender, når de mødes i Herrens nærvær. Bhagavan værdsatte og godkendte det. Dette samspil med Swami inspirerede mig til at begynde at dyrke det at lave illustrationer som hobby. Jeg gjorde det herefter med endnu større iver og entusiasme. Bhagavan var personligt interesseret i udsmykningen af scenen. Han sørgede for, at vidunderlige træ-statuer af Rama og Krishna blev placeret på hver side af scenens centrum, og Han arrangerede, at der blev skabt smukke blomsterdekorationer til åbningsceremonien. På åbningsdagen så scenen pragtfuld ud, og den var værdig til, at vores Herre trådte op på den.”

5.40. ”En af de mange betydningsfulde ting vi lærte under sommerskolen, var at overholde og planlægge tiden. Dagen begyndte med Suprabhatham klokken 05.20, hvilket betød, at vi var nødt til at stå op mindst en time før for at nå at komme i bad. Hver fløj på kollegiet har otte badeværelser, og der boede omkring 150 drenge i hver fløj. Hver dag plejede jeg at lave en blomsterkrans af jasminblomster, der skulle ofres til Bhagavan. Så jeg var nødt til at stå op meget tidligere, gøre mit bad færdig og lave blomsterkransen, før jeg gik til Suprabhatham, da morgenmads-klokken ringede umiddelbart efter. I forbindelse med hvert måltid, morgenmad, frokost og aftensmad, var der tre hold drenge, der skulle servere for de 1.000 deltagere, der var opdelt i tre grupper. Så for at få tid til at lave blomsterkransen, var jeg nødt til at stå forrest i køen til morgenmad. På den måde kunne jeg afslutte min morgenmad på det første hold og løbe hen på spisesals-terrassen for at kunne være blandt de første, der gik ind for at få darshan inde på Trayee-komplekset. Bhagavan gled forbi os, idet Han tog imod breve og velsignede de drenge, der havde fødselsdag. Jeg var så heldig, at Bhagavan accepterede mit blomsteroffer hver dag under hele sommerkurset og endog efter, det var forbi. Han tog blomsterkransen med Sig og forærede den til en eller anden udvalgt hengiven, der sad udenfor. Engang imellem, når jeg ikke havde fundet tid til at lave blomsterkransen, accepterede Han de blomster, jeg tilbød Ham, og dem kastede Han ud blandt de hengivne. Jeg har ingen ord, der kan udtrykke den glæde, jeg dag efter dag oplevede i disse få øjeblikke! Jeg er sikker på, at alle de studerende der var en del af sommerskolen, havde en tilsvarende oplevelse af personligt at blive velsignet af Bhagavan på den ene eller anden måde. Hver eneste af os følte, at Han var der for netop vores skyld for at velsigne os og opfylde vores inderste ønske. Skønt vores Herre Sai er kommet for hele menneskehedens skyld, så har Han tid til hver eneste af os.”

5.41. ”Straks efter morgen-darshan skyndte vi os hen til auditoriet, hvor vi skulle overvære morgenmødet, som Bhagavan de fleste dage velsignede med Sin fysiske tilstedeværelse. Den første sommerskole havde udelukkende gæstetalere fra alle samfundslag, der fortalte os om behovet for menneskelige værdier, etik og moral i såvel det enkelte individ som i samfundet. Fra den anden sommerskole og fremad var der ved hvert møde en studerende, en lærer og en ældre taler, der fortalte os om Bhagavan’s liv og mission. Da morgenmødet var forbi, skyndte vi os hen til spisesalen, ikke fordi vi var sultne, men fordi det første hold, der spiste

87 morgenmad, blev velsignet med at skulle spise sammen med Herren. Selv englene må have været misundelige på os på grund af den vidunderlige mulighed, vi havde for at spise sammen med Gud Selv! Selv spiste Han meget lidt. Han afsluttede Sit måltid i løbet af få minutter og gik derefter rundt blandt rækkerne af studerende og skænkede dem umådelig glæde. Han ansporede dem også til at tage godt for sig af retterne.”

5.42. ”Jeg var en af de frivillige blandt de studerende, der blev udvalgt til at betjene gæsterne i spisesalen. For de studerende var det at være på det hold, der skulle servere for gæsterne, en stor mulighed. For Bhagavan, der besøgte spisesalen næsten hver eneste frokost og middag, gav dem mange chancer for at snakke med Ham. Derudover lærte Han dem, hvordan man skal servere for gæster i kærlighed og med étpunktet koncentration. Swami var meget nøjeregnende med, at hver ret af menuen blev serveret det rigtige sted på tallerkenen. (I ashram’en er tallerkenerne delt op i forskellige felter). Han lærte os at servere omhyggeligt, så vi ikke spildte noget mad på en forkert del af tallerkenen eller på bordet. Personligt kaldte Han hver enkelt gæst hen til bordet og bad ham tage plads på en bestemt stol. Hans respekt for at følge etiketten var forbløffende.”

5.43. ”Under den første sommerskole talte ældre gæstelærere ved eftermiddagsmødet, der varede fra klokken 13.00 til 15.00. Men fra den anden sommerskole og fremad krævede disse møder en mere aktiv indsats af os deltagere. Der kom punkter på programmet som paneldiskussioner, debatter og videoforevisninger. Disse aktiviteter var meget livlige og opmuntrende. Ivrige så vi frem til aftenmøderne efter te, for disse møder var dagens højdepunkt med Bhagavan’s brillante tale, der førte os til højere eksistensniveauer. Et sådant møde begyndte med, at vi sang lovsange, indtil Bhagavan ankom. Herefter chantede en gruppe studerende vediske hymner. Ved flere lejligheder fik jeg den velsignede mulighed for at chante Veda’erne i selveste Veda Purusha’s nærvær. Det næste programpunkt var en opsummering af, hvad der var blevet talt om på dagens morgen- og eftermiddagsmøde. Det blev varetaget af to studerende – en dreng og en pige. Det blev fulgt af taler holdt af studerende og en ældre eller en lærer udvalgt af Swami. En fuldstændig stilhed fyldte auditoriet, når Bhagavan rejste Sig for at tale. Han tryllebandt tilhørerne med Sit imponerende budskab, der bestod af ord, der var fyldt med Guddommelig Kærlighed (prema). Mødet sluttede med arathi, der blev ofret til Herren af forskellige studerende.”

5.44. ”Efter aftenmødet skyndte vi os hen til spisesalen i spændt forventning om, at Bhagavan ville deltage i middagen. Før vi nåede derhen, havde de lærere, der førte opsyn med serveringen for gæsterne, gjort anretterbordene klar med alt, hvad der krævedes – tallerkener, vandglas, bestik, servietter, serveringsservice og selvfølgelig selve maden. Efter vi havde serveret for gæsterne, spiste vi vores mad, hvorefter vi gjorde alt det lidt kedelige arbejde, der følger efter en middag. Vi vaskede op, skiftede duge på bordene, gav det beskidte linned til vaskemanden og tørrede fade og skåle af. Efter hvert måltid vaskede og tørrede drengene på køkkenholdet mere end 1.000 tallerkener og vandglas. Da vi vendte tilbage til vores sovesal, var timen, hvor vi skulle studere, allerede i gang. Lærerne der førte tilsyn med sovesalene, kom ind og diskuterede dagens begivenheder og delte de oplevelser, de havde haft med Bhagavan, med os. Alle fik serveret varm mælk ved denne times afslutning. Så var klokken blevet 21.30, og det blev tid til dagen sidste bøn, hvilket også foregik på sovesalen. Fuldstændig udmattede trak vi os derefter tilbage for natten, blot for at stå op næste morgen fulde af forventninger om endnu en begivenhedsrig dag i vores Guddommelige Rektors nærvær.”

5.45. ”Da sommerskolen var slut, fastsatte Bhagavan Selv en dato for eksamen. Han kom også hen i eksamens-salen for at se de studerende løse opgaverne, og i forbindelse med Sin afslutningstale belønnede Han de bedste studerende. Engang materialiserede Han en smuk diamantring til en studerende, der havde svaret 100% rigtigt på spørgsmålene til eksamen. Efter afslutningsceremonien blev der holdt et specielt møde med Swami, hvor kun studerende og lærere deltog. Under dette møde fortalte Swami os meget indgående om meget

88 Studerende chanter vediske hymner Swami i spisesalen interessante hændelser i Sin barndom. Malende beskrev Han, hvordan Han havde modstået mange prøvelser og lidelser med et smil på læberne og derved opretholdt familiens ære. Skønt familien havde været meget fattig, havde den praktiseret de højeste idealer. Han henledte også opmærksomheden på vigtigheden af at leve et enkelt og jævnt liv med hårdt arbejde og fuldstændig lydighed over for lærerne. Han havde Selv været en forbilledlig elev, og dette perfekte eksempel blev uudsletteligt indprentet i vore hjerter.”

5.46. ”Tæppet gik ned for sommerskolen, da studerende og lærere fra Prasanthi Nilayam og Anantapur campus’erne tog afsked med Brindavan. I deres hjerter medbragte de hundredvis af minder om disse to herlige uger, de havde tilbragt sammen med deres Herre. Ved en sådan lejlighed kom Bhagavan ud fra templet og trådte ud i middagens brændende varme sol for at sige farvel til Sine kære studerende. Han nægtede at tage sandaler på og stod barfodet på den varme betonsti for at stille op til fotografering sammen med bussernes heldige besætninger!”

Dette var en beretning om en studerendes oplevelser på sommerskolen.

En middagsvelsignelse af besætningerne på busserne

5.47. På sommerskolen i 1993 deltog en gruppe med 18 studerende fra USA. Gruppen blev ledet af Hal Honig, den nationale koordinator af Sathya Sai Organisationens tjenesteprojekter. Lad os lytte til deres indtryk af sommerskolen. Hal Honig fortæller:

89 Ungdomsgruppen fra USA sammen med Bhagavan

5.48. ”Sommerskolen der blev afholdt på Brindavan’s campus fra den 20. maj til den 3. juni 1993, var en spændende og betagende oplevelse, for den bekræftede på ny Bhagavan’s voksende appel om universel transformation. Det er Herrens mission at transformere mennesket fra det laveste plan til Det Guddommeliges højeste Virkelighed, hvilket er hans sande natur. Transformeringen af mennesket til Gud var det gennemgående tema på denne sommerskole. Swami understregede gang på gang, at det er vigtigt at forstå sindets centrale rolle, og hvor vigtigt det er at rense det.”

5.49. ”Hver dag startede tidligt om morgenen. Transformationens tema blev synliggjort gennem åndelige øvelser som for eksempel at chante OMKARA, messe Suprabhatham og fremsige Gayathri Mantraet. Lærde foredragsholdere kom med stærke og bevægende eksempler på Hans mirakuløse indflydelse på deres liv. Jesu liv og lære blev kun udlagt af Hans fire disciple, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Bhagavan Baba’s liv og lære bliver i dag fortalt af utallige tusinder i alle egne af verden. Dette fænomen er uden sidestykke i menneskets historie. Der var en tydelig fornemmelse af, at der skete en gradvis transformation i løbet af denne sommerskole, efterhånden som hver dag blev kronet med Hans Guddommelige tale. Herrens ord førte os tilbage på den rette vej, der er belagt med sandhed (sathya), ’rigtig handling’ (dharma), fred (santhi), kærlighed (prema) og ikke-volds (ahimsa’s) byggestene. Vi behøver blot at følge Ham et lille stykke af vejen for at forstå, at Hans korrektioner ophæver de ulykker og katastrofer, der ellers følger et sløset og ubetænksomt liv. Hans ord er kærlige og let forståelige. Tålmodigt instruerer, korrigerer, former og opmuntrer Han os til at praktisere Hans lære og vende tilbage til den meningsfulde og succesfulde livsførelses vej. Hans ord inspirerer, ophøjer og transformerer. De stimulerer intellektet og rører hjertet.”

5.50. ”Det var denne strålende verden, som 18 studerende fra USA skulle komme til at træde ind i, da Swami gav mig tilladelse til at tage dem med til sommerskolen 1993. Selve det faktum at vi var til stede på kurset, var en tilkendegivelse af, at Sai’s lære havde spredt sig ud over verden. Drengene repræsenterede et sandt tværsnit af vores land både etnisk og geografisk. De var en sammenbragt flok, der kom fra Maine, Texas, Arizona, New York, Californien, Colorado, Wisconsin, Connecticut, New Jersey og Indiana. For at fremelske en dybere forståelse af Herrens budskab var vi mødtes flere gange over en periode på halvandet år, før vi rejste til Indien. På disse møder havde vi fokus på at skabe en harmonisk gruppe og øve os på et originalt musikalsk drama, der skulle opføres i Swami’s nærvær.”

90 5.51. ”Da jeg søgte en titel til dette stykke, stødte jeg på et citat af Ham, som stammer fra det fjerde bind af Sathya Sai Speaks. På en perfekt måde sammenfatter dette citat den vestlige livsførelses nuværende tilstand. ”Begravet i jagten på flygtige glæder og tarvelige adspredelser er mennesket blevet døv over for fortidens råd og Det Ophøjedes kalden.” Vi blev enige om, at ’Det Ophøjedes kalden’ var en passende titel på et musikdrama, der beskriver transformationen af en gruppe USA-college studerendes liv; vel at mærke studerende der fører Bhagavan’s lære ud i livet. Transformationens vanskelige proces kommer til udtryk i en kamp mellem ’abekatte-sindet’ og samvittigheden, der bliver skildret af to sindbilledlige karakterer, der jævnligt dukker frem på scenen, og som påvirker den kurs, som den dramatiske transformation tager. Skuespillernes talent for musik, kampsport og jongleren bevirkede, at der kunne skabes mange interessante scener. Gennem hele stykket understregede en række originale sange dets centrale idé. Med stor fællesskabsfølelse arbejdede vi sammen for at gøre vores kærlighedsoffer til Herren perfekt.”

5.52. ”Nådigt bad Bhagavan os om at opføre stykket den 30. maj, og en uge før kom Han og overværede en af vores prøver. Han kunne godt lide stykkets tema og intrige og beundrede sangteksterne. Han sagde: ”Stykket er perfekt.” Han hjalp ved at udvide orkesteret med nogle af Sine studerende og ved at sørge for teknisk assistance med hensyn til lys, lyd, kostumer, rekvisitter og sminkning. Hans studerende der arbejdede sammen med os, var alle hårdtarbejdende og opfindsomme, og de var hengivne eksempler på Herrens budskab. De var til stor inspiration for os alle. Om aftenen den 30. maj blev stykket endelig sat op i Det Guddommeliges nærvær, og det blev en strålende succes. Da vi var færdige, øste Swami Sin grænseløse kærlighed (prema) ud over os alle.”

5.53. ”For de studerende fra De Forenede Stater var opholdet en lejlighed til at leve et liv med streng selvdisciplin i en atmosfære gennemtrængt af Guddommelig kærlighed (prema); et liv der blev levet i Herrens nærvær. Sommerskolen var en intellektuel berigelse, og den var følelsesmæssigt inspirerende og åndeligt opløftende. Vi var meget taknemmelige over for vores elskede Swami, fordi Han gav os denne unikke mulighed for at deltage på sommerskolen.”

5.54. Således genspejlede sommerskolen Brindavan’s atmosfære, og i disse pragtfulde dage var det i sandhed en gryende sommer i Brindavan. Lad os afslutte kapitlet med et digt forfattet af Hal Honig efter sommerskolen i 1993:

Han har givet os muligheden for at lære. Tåbelig er han, der ved, men ikke praktiserer. Uvidende er han, der ikke påkalder Ham. Uden indhold er han, der ikke elsker Ham. Lyksalige er de, hvis tanker er knyttet til Ham. Ophøjet er han, der installerer Ham i sit hjerte. Hvilken stor velsignelse vi har delt.

91 Kapitel 6

Vær Mit redskab

6.1. Der findes mange mennesker, der udfører et godt stykke arbejde, og der findes mange mennesker, der udfører et storslået arbejde i verden. Og så er der også disse få, der vælger at udføre Guds arbejde. Bhagavan Baba forklarer: ”Den sløve og den inaktive vil tøve med at arbejde på grund af frygt for udmattelse, fiasko eller tab. De følelsesladede og lidenskabelige individer vil kaste sig hovedkulds ud i arbejdet og kræve hurtige resultater, og de vil blive skuffede, hvis de ikke kommer. De afbalancerede personer vil udføre al slags arbejde roligt og lidenskabsløst, idet de anser det for at være deres pligt. De vil ikke blive oprevet eller urolige af noget som helst, det være sig succes eller fiasko. De gudfrygtige vil udføre arbejdet som en måde, hvorpå de kan tilbede Gud, og de overlader resultaterne til Ham. De ved, at de blot er redskaber i Guds hænder.” Således bliver alt arbejde, der udføres for at behage Gud, og som ikke er egocentrisk, Guds arbejde. Men når Gud kommer til Jorden som Avatar, er der nogle få, der bliver udvalgt til at arbejde i Hans Guddommelige mission. Til den slags udvalgte redskaber siger Baba: ”I er Mine redskaber. For at kunne udfylde jeres roller succesfuldt, skal I altid være koncentreret på Mig. Vær altid bevidste om, at i det øjeblik I lader jeres ego fylde jeres bevidsthed, så vil Mit arbejde standse, og I ophører med at være Mit redskab. I vil først kunne blive Mine redskaber igen, når I har overvundet jeres negative ubetænksomhed.”

6.2. Jeg har været så heldig at arbejde sammen med nogle få af den slags heldige Sjæle, som Han har udvalgt til at udføre Sit arbejde i Hans nærvær. Dette kapitel er dedikeret til at fortælle historien om, hvordan Avataren udvalgte, formede og helliggjorde deres liv.

6.3. Sri N. Kasturi afsluttede sin selvbiografi ’Loving God’ med følgende passage: ”Jeg har ingen viden om mine tidligere liv på Jorden. Men denne gang må jeg lykønske mg selv med, at jeg har fået en god uddannelse. Nu venter jeg på at modtage mit ’skoleafgangsbevis’, nemlig signalet til at jeg må hoppe op i Sai’s varme skød, så jeg kan finde min sidste hvile i Ham.” Det var i 1982. Det øjeblik, han så ivrigt ventede på, kom fem år senere. Det var den 14. august 1987.

6.4. Denne dag viste Swami ham den gunstbevisning, at han fik lov at få Hans Guddommelige darshan, og han fik lov til at tale med og røre Ham. Denne morgen var Swami gået hen i Instituttets auditorium for at føre tilsyn med, at de studerende øvede på et skuespil. Skuespillet skulle opføres den 21. i forbindelse med, at man fejrede den første årsdag for, at man nu kunne tilbyde en kandidateksamen på universitetet inden for ledelse. Da Swami var halvvejs gennem prøverne, rejste Han Sig pludselig op klokken 11.30 og gik hen på hospitalet. Kasturi, der var indlagt, havde praktisk taget været bevidstløs denne morgen. Swami nåede hen til Kasturi’s stue og så Sig omkring. Der var fuldstændig stille bortset fra lyden af vanddråber, der dryppede ned i en spand ude på badeværelset. Swami bad den sygeplejerske, der var på stuen, om at lukke vandhanen ordentlig, så denne lyd kunne bringes til ophør. Så gik Han hen til Kasturi’s sengekant, og med Sin blide stemme kaldte Han: ”Kasturi!”

6.5. Forsigtigt åbnede Kasturi sine øjne og så på sin elskede Gud. Et fredfyldt smil lyste hans ansigt op. Swami materialiserede vibhuthi og lagde lidt af det i hans mund og gav Kasturi’s datter resten. Meget kærligt fortalte Han Kasturi: ”Tænk udelukkende på Mig. Tænk ikke på fortiden eller på noget som helst andet.” Kasturi lukkede sine øjne, og freden sænkede sig over ham. Swami bad dem, der stod rundt om sengen, om at gentage Guds navn og forlod stuen. En time senere drog Kasturi sit sidste åndedrag. Floden havde forenet sig med havet.

6.6. Fra min side vil det være overflødigt her at skrive om Sri Kasturi’s bidrag til den Guddommelige mission. Verden kender ham bedst som ham, Bhagavan Baba valgte til at

92 skrive Sin biografi, og man kender ham også som redaktør på Sanathana Sarathi. Det er det månedlige tidsskrift, som Avataren forærede menneskeheden til dens moralske og åndelige højnelse. Hans forhold til Bhagavan var helt specielt. Han kom til Swami første gang i 1948. På det tidspunkt var Swami blot 22 år, og Kasturi var 51 år. Da Kasturi døde i 1987 i den modne alder af 90, var Swami 61 år. I næsten 40 år havde Kasturi mulighed for at være i Swami’s Guddommelige nærvær, og fra nært hold kunne han iagttage, at Avatarens liv foldede sig ud, og han kunne tale og skrive om dets betydningsfulde milepæle. Her følger en beretning om en hændelse, der fremhæver et aspekt af hans unikke forhold til Swami.

Sri Kasturi udførte alt arbejde som en kærlig offergave til Gud

6.7. Det var en solbeskinnet morgen i Prasanthi Nilayam. Nogle få af os sad på den søjlebårne veranda uden for templet efter lovsang. Swami var kørt ud for at føre tilsyn med noget byggeri ovre i campus. Da Han kom tilbage til templet, så Swami, at tre af os sad på verandaen, og Han kaldte os ind i interviewværelset. Han gik ind i værelset efter os og skulle lige til at lukke døren. Lige netop på det tidspunkt kom Kasturi, der havde ledsaget Swami i bilen, hen til interviewværelset. Døren var halvt lukket. Swami var inde på værelset og stod med hånden på dørhåndtaget. Han var som sagt ved at lukke døren, og Kasturi stod lige udenfor. Swami

93 smilede til ham og sagde på telugu: ”Se Kasturi! Der er udelukkende Murthy’er herinde – Krishna Murthy, Sathya Murthy og Narasimha Murthy!” Så pegede Han på Sig Selv og fortsatte: ”Det er også en Murthy! Der er ikke plads til Kasturi herinde!” Murthy betyder ’et gudebillede’ på sanskrit! Først da gik det op for os, at alle vi, der sad herinde, var Murthy’er! Men Kasturi var ikke indstillet på at blive ladt tilbage. Han var kendt for sin slagfærdighed. På telugu svarede han: ”Swami! Hvis jeg også kommer ind, så vil det blive purthy!” Purthy betyder ’fuldendt’ på telugu! Swami brød ud i en hjertelig latter og lukkede Kasturi ind!

Kasturi’e forhold til Swami var på mange måder unikt

6.8. Kasturi var en karma yogi, der fandt tilfredsstillelse i uselvisk tjeneste. Han spredte glæde og inspirerede folk gennem sine taler og skrifter. Han udførte alt sit arbejde som et kærligt offer til Swami. Da Kasturi trak sig tilbage fra sit arbejde på Mysore Universitetet i 1954, blev han tilbudt posten som producer for et program på All India Radiostationen i Bangalore. Men han ønskede at slå sig ned i Prasanthi Nilayam og tjene Swami. Da han henvendte sig til Swami for at bede om Hans godkendelse af, at han ville sige nej tak til jobbet, bad Swami ham om at tiltræde det tilbudte arbejde i Bangalore. Kasturi bønfaldt Swami, idet han sagde: ”Swami! Jeg længtes efter at tjene Dig. Jeg ønsker at udføre Dit arbejde!” Swami spurgte ham: ”Kasturi! Tror du, at All India Radio’s arbejde ikke er Mit arbejde?”

6.9. Så faldt det Kasturi ind, at alt i verden tilhører Gud, og at alt arbejde skal udføres som Guds arbejde. Således lærte Swami ham hemmeligheden ved karma yoga. Det var først, efter han havde afsluttet sit arbejde for All India Radio i Bangalore, at Swami tilbød ham at slå sig ned i Prasanthi Nilayam, hvor han spillede mangfoldige roller i driften af ashram’en. På et tidspunkt var han på samme tid postmester, leder af den trykte presse og redaktør på Sanathana Sarathi, det månedlige tidsskrift! Men den opgave han elskede højest, var at tale og skrive om Swami og Hans lære.

6.10. Engang fortalte han triumferende og glad om et af Swami’s besøg i hans bolig i Prasanthi Nilayam. Denne morgen, da Swami uanmeldt trådte ind i hans hjem, var Kasturi helt opslugt af at lege med en dukke! Det var en bjørn med en tromme fastgjort til dens mave. Når den blev trukket op, kunne den spille på tromme med to trommestikker, som den havde i hænderne. Swami så på bjørnen, der stod på bordet og spillede på sin tromme, og Han så på Kasturi, der var helt opslugt af at nyde dens trommeslag. Han var som et barn. Da Kasturi

94 hørte Swami’s latter, rejste han sig op i en fart. Med påtaget vrede skubbede Swami dukken væk og sagde: ”Se Kasturi! Jeg vil gøre det samme med dig!” Kasturi så, at dukken fortsatte med at spille på sin tromme, selv da den lå fladt på ryggen, og sagde, idet han pegede på dukken: ”Swami! Så vil jeg også gøre det samme!” Han mente, at han ville fortsætte med at proklamere og udbrede sig om Bhagavans’ Guddommelige komme og budskab til verden lige til afslutningen af sit liv. Og det var, hvad han gjorde!

6.11. Mere end én gang fortalte Kasturi mig om vigtigheden af at overgive sig fuldstændig til Swami. Det gjaldt specielt dem, der var velsignet med den vidunderlige gave, det er at leve i Hans nærhed. Med stor entusiasme fortalte han ved disse lejligheder, hvordan Swami forårsagede hans åndelige vækst ved gradvist at eliminere hans ego. Engang imellem ville Swami opløse egoet med en strøm af Sin grænseløse kærlighed (prema), men til andre tider tøvede Han ikke med at anvende ’kniven’ til at skære det væk. Kasturi ville sige: ”Swami er en sand guru, der er meget opsat på Sine hengivnes åndelige højnelse. Det gør Ham til en hård arbejdsgiver – specielt for dem der lever og arbejder i Hans nærhed.” Når ’kniven’ tages i brug for at sikre åndelig vækst, så er det en smertelig oplevelse for både disciplen og Mesteren. Kasturi citerede ofte, hvad Swami Selv har afsløret i denne henseende: ”Jeg er Nataraja, (Dansens Herre), den fremmeste blandt dansere. I er alle danseelever. Alene Jeg kender smerten ved at lære jer hvert trin i dansen.”

6.12. Mange gange gennemgik Kasturi også en åndelige operation i hænderne på Den Guddommelige Mester. Men han var fast overbevist om, at uanset hvad Swami gjorde, så gjorde Han det for at skænke ham den højeste gave; forening med Ham. Under 55-års fødselsdagsfestlighederne for Swami i 1980 havde jeg lejlighed til at bo hos Kasturi i to uger. På det tidspunkt var han præsident for Sathya Sai Tjenesteorganisationen i delstaten Karnataka. En af disse eftermiddage gik han hen for at møde Swami i templet, og han kom tilbage efter nogle få minutter. Det var meget usædvanligt. Normalt ville han være sammen med Swami i mindst en time om eftermiddagen. Han kom stille ind i værelset, og han sank ned i sin stol og tog sit hoved i hænderne. Han sad stille et stykke tid, og så fortalte han mig, hvad der var hændt. Han var blevet skarpt irettesat af Swami på grund af en fejl, han havde begået, da han udførte sin pligt som delstatspræsident. Han følte sig bedrøvet over, at han havde såret Swami’s blide hjerte på grund af sin fejl og så tilmed nu, hvor man på storslået vis fejrede Hans fødselsdag. Han tænkte, at stillingen som delstatspræsident kom i vejen for hans gode forhold til Swami. Han var dybt fortvivlet i næsten tre dage. Efter fødselsdags- festlighederne var han glad for at kunne fortælle mig, at Swami havde tilgivet ham, og han fortalte, hvordan benådningen var kommet i stand. Jeg har også hørt ham tale om det offentligt. Lad os lytte til historien fortalt med hans egne ord:

6.13. ”To dage efter fødselsdagen gik jeg til Swami, og meget ydmygt sagde jeg: ”Swami! Vær rar og tilgiv mig, hvis jeg tager fejl. Jeg bønfalder Dig om at befri mig for mine forpligtelser som delstatspræsident, så jeg fredfyldt kan opholde mig ved Dine lotusfødder, som var jeg slet og ret en orm!””

6.14. ”Swami stirrede på mig et stykke tid og sagde så: ”Kasturi! Hvorfor kalder du dig selv for en orm. Hvis det er tilfældet, hvorfor tror du så ikke, at du er en orm, når du er delstats- præsident? Hvilken forskel gør det? Der er ikke noget forkert i at være delstatspræsident. Fejlen ligger i, at du tænker, at hvervet som delstatspræsident gør en forskel med hensyn til din status! En sådan tankegang er forårsaget af egoet.””

6.15. ”Jeg faldt for Hans fødder og bad om undskyld. Swami smilede og sagde: ”Du skal ikke være bekymret. Udfør din pligt på en ordentlig måde. Du er ikke en orm, og Gud findes også i ormen. Hvorfor nedvurderer du den? Forstå at du er Guddommelig!””

6.16. Og så tilføjede Kasturi: ”Hvis jeg havde gjort tjeneste i en hvilken som helst anden ashram i så lang tid, som jeg har tjent her, ville lederen af denne ashram havde ødelagt mig

95 ved at få mit ego til at svulme op på grund af titler som ’Kronjuvelen blandt hengivne’ og ’Den fremmeste blandt hengivne’! Men Swami er barmhjertig over for mig. Han har skænket mig den største fuldbyrdelse i livet ved at reducere størrelsen af mit ego!”

6.17. Mange gange har åndelige aspiranter spurgt Kasturi: ”Hvilken vej har Baba fastsat for dig? Er det hengivenheden over for Guds vej, karma vejen, den åndelige visdoms vej eller er det meditations-vejen? Hvad er det for et mantra, Han har sagt, du skal chante og gentage? Hvilke dage faster du? Afstår du fra at tale og praktisere stilhed på nogen bestemt dag?” Hans svar på disse spørgsmål var meget enkelt: ”Lad mig betro mig til jer. Min historie er en kærlighedshistorie! Kærlighed er min åndelige øvelse, min vej, mit mantra, min faste, mit festmåltid, min stilhed og min tale.”

6.18. Engang imellem fortalte han om en interessant episode fra sit liv for at understøtte dette svar: ”Der var et tidspunkt, hvor jeg led af en vildfarelse om, at Swami ikke ville indføre mig i et mantra. Men på grund af Sin grænseløse medfølelse og Nåde frelste Han mig fra denne vildfarelse. Det skete på denne måde: Da Swami tillod mig at blive en af de få, der skulle ledsage Ham fra Lucknow til Ayodhya og videre til Kashi, legede mit sind med en plan om, at jeg ville kunne få et mantra af Bhagavan, mens Han befandt Sig i Kashi’s trefoldige hellige by. Jeg vidste, at mens Sri Ramakrishna befandt sig i denne by, så var han i en konstant tilstand af fuldstændig sindsligevægt. Han fik en åbenbaring om, at Siva hviskede et mantra i ørerne på de personer, der stod foran at skulle afkaste sig deres dødelige legeme. Derfor henvendte jeg mig til Baba, da Han var alene, og fortalte Ham om min bøn. Ganske beredvilligt indvilligede Han. Den næste morgen tog jeg ikke mit bad i gæstehuset i Saranata, hvor vores selskab boede, men i Ganges. For at følge traditionen med at man skal modtage sit mantra på tom mave, sprang jeg morgenmaden over. Men Bhagavan syntes at have ekstra travlt denne morgen. Vi tog ud til templerne og universitetet, og da vi vendte tilbage, blev vi modtaget af tallerkener og krus, der tilbød frokost. Baba førte os ind i spisesalen. Da Han så, at jeg var uvillig til at røre maden, befalede Han: ”Spis!” og jeg slugte nogle få hulk!”

6.19. ”To uger senere nåede vi Puttaparthi. Næste morgen bad Bhagavan mig samle ashram’es beboere i templet og fortælle dem om vores pilgrimsrejse. Jeg fortalte dem navnene på de steder, vi havde besøgt, og jeg fortalte, hvor længe vi havde opholdt os i hver by. Jeg fortalte også lidt om de templer, vi havde besøgt på vores rejse. Vi var alle ivrige efter at lytte til Baba Selv. Under Sin tale så Han på mig og sagde: ”Kasturi har undladt at fortælle om en hændelse. Den fandt sted i Kashi. Måske fortalte han ikke om den, eftersom den udelukkende vedrører ham. Han bad Mig om at få et mantra, eftersom han tænkte, at Kashi er det bedste sted at få denne gunstbevisning. Han nægtede endda at spise, indtil han havde fået et mantra af Mig. Han var opløst i gråd. Men Jeg lo hele tiden af hans tåbelige anmodning. Forestil jer at bede om et mantra, efter man har sikret sig Den Ene, som alle mantraerne lover at sikre!””

6.20. Efter Kasturi havde berettet om denne hændelse, plejede han at tilføje: ”Vi bør bede til Baba, om Han ikke vil lære os at forstå omfanget af vores held med at være i Hans nærhed og modtage Hans Nåde!”

6.21. Måtte alle mænd og kvinder, der i dag bebor denne planet, forstå, at de er samtidige med Gud i menneskelig skikkelse. Han er Den Ene, som alle mantraer lover at sikre os!

6.22. Her er et brev skrevet af Bhagavan i Bangalore til Sri Y.V. Kutumba Rao, der dengang var sekretær for Sri Sathya Sai Central Trust, Prasanthi Nilayam. Brevet er skrevet nogle få dage før Gurupoornima højtiden i 1977:

96 6.23. ”Kutumba Rao! Modtag Mine velsignelser.

Gurupoornima højtiden vil blive fejret her i Brindavan. Vores college kræver Min tilstedeværelse. Du kan også fejre højtiden der, hvor du er. Overbring Mine velsignelser til alle. Fortæl ashram’ens beboere, at de aldrig bør glemme målet med, at de er kommet hertil, og at de skal stræbe efter at nå deres mål. De bør oprigtigt følge alle ashram’ens regler, og de bør ikke involvere sig i unødvendige affærer med andre.

Du må godt understrege, at når de nu er kommet til ashram’en, efter at have forladt deres slægtninge og venner for Guds skyld, så vil det være i modstrid med ashram-livets grundlæggende principper, hvis de nu opgiver Gud og udvikler nye forbindelser og venskaber. Det vigtigste princip vedrørende ashram-livet er, at man her kan søge ly ved Guds fødder, idet man lader det verdslige livs ængstelser og bekymringer bag sig. Man skal udvikle gode egenskaber som fred, tålmodighed, ydmyghed og ærbødighed og opgive vrede, jalousi og ego. Når Swami ikke er til stede rent fysisk, bør man opføre sig, som man gør, når Han er til stede. Ellers vil der være tale om forræderi over for en selv, og der vil tillige være tale om selvbedrag. Fortæl alle, at de altid skal praktisere disse principper og derved opnå lyksalighed tillige med, at de vil blive gode eksempler for andre. De kan udelukkende gøre sig fortjent til Sai’s Nåde, når der er en sådan ideel adfærd og transformation. Fortæl dem, at det at hengive sig til unødig tale og det at involvere sig i andres anliggender ikke er godt, og at det at bagtale andre på grund af jalousi er en grufuld synd.

Mine velsignelser til alle der – Baba.”

6.24. Dette brev fremhæver i hvor høj grad Baba interesserer Sig for den åndelige vækst hos de åndelige aspiranter, der har søgt ly under Hans vinger, og det nævner nogle af de regler,

97 der gælder for beboerne i Hans ashram’er. Kutumba Rao, modtageren af dette brev, var en tilhænger af streng disciplin, der var mest streng over for sig selv. Han overholdt alle reglerne for et liv i ashram’en, og med blid forståelse håndhævede han dem over for andre. Han tog sig af ashram’en Prasanthi Nilayam’s administrative pligter fra 1972 til han afkastede sit dødelige legeme den 27. marts 1989. Hans enkle, selvudslettende, disciplinerede og dedikerede liv skabte respekt for ham hos alle, der kendte ham. Den rolige selvtillid der prægede hans liv, fik endog fremmede til at føle sig behageligt til mode i hans selskab, og det skønt han meget sjældent smilede.

Sri Kutumba Rao sammen med Kærlig tjeneste over for Herren Bhagavan

6.25. For Kutumba Rao var hans første tur til Puttaparthi i 1957 sammen med sin hustru, Shyamala Devi, yderst mindeværdig. På det tidspunkt var han blot 25 år, og han arbejdede som assistent ved civilretten i Madakasira, en by i Anantapur Distriktet i delstaten Andhra Pradesh. Da han nåede den Guddommelige bolig, var hans eneste ønske at tilbede Baba’s fødder; den Baba som han indtil nu havde forgudet som Shirdi Baba. Den aften kaldte Baba ham hen til Sig og spurgte: ”Hvornår tilbeder du Mine fødder?”

6.25. ”Baba! Jeg har netop sendt en person til Bukkapatnam for at købe nyt tøj, rosenvand og andre ting, som jeg skal bruge til tilbedelsen. Vær god og tillad os at tilbede Dine lotusfødder, når som helst det måtte passe Dig”, sagde Kutumba Rao, der undrede sig over, hvordan Bhagavan kunne kende til hans inderste ønske.

6.26. ”Hvem har fortalt dig, at alle disse ting er nødvendige? Kutumba Rao, hvorfor opfører du dig, som var du en fremmed? Hvorfor føler du, at du er forskellig fra Mig? Jeg vil arrangere det hele. Vær parat i morgen tidlig!”, irettesatte Bhagavan. Kutumba Rao blev overvældet af hengivenhedens brusende bølger, der vældede op i hans hjerte.

6.27. Den næste morgen sad parret ved Swami’s fødder og tilbad dem inderligt. Det interview der fulgte, afslørede, at Bhagavan vidste alt om dem, og at Han var deres evige ledsager. Denne turs mest uforglemmelige oplevelse var, at Baba gik bag deres oksekærre, indtil den

98 krydsede ashram’ens område. Og Han sagde farvel til dem med ord, der udstrålede moderlig kærlighed: ”Kom tilbage til Dussera-højtiden (Dasara-højtiden).

6.28. Som årene gik, voksede hengivenhedens sarte unge skud hurtigt op, idet det blev vandet med Hans kærlighed (prema). På trods af forflyttelser til fjerne byer blev Kutumba Rao’s besøg i Prasanthi Nilayam hyppigere. Hver morgen vågnede parret op til dejlige dage fyldt med mange forunderlige tegn på Guddommelig Nåde. Baba besøgte deres hjem to gange. Første gang i 1959 i Madakasira og senere i 1963 i Nandyal. Under lovsang om aftenen i Nandyal ofrede Kutumba Rao en rosenkrans af friske roser til Bhagavan. Mens lovsangen var i gang, plukkede Swami nogle af roserne af kransen og lavede en lille bunke af kronbladene. Hvorfor gjorde Han det? Mens de hengivne undrede sig over, hvad der foregik, tog Han et lukket sølvkar indeholdende amritha (Guddommelig nektar) op af dyngen. Inden i det var der også en sølvske. Baba delte Selv nektaren ud til alle de tilstedeværende. Sølvkarret blev taget med til Kurnoll, der var Hans næste stop. Der blev de hengivne også velsignet, da de fik lov at smage nektaren. Til sidst blev karret med nektaren tømt i Prasanthi Nilayam, efter den var blevet delt ud til hundredvis af hengivne i forbindelse med Vaikunta Ekadasi’s hellige højtid!

6.29. I 1966 rejste Kutumba Rao, der på det tidspunkt arbejdede i Vijayawada, til Prasanthi Nilayam med en gruppe hengivne for at få Bhagavan’s velsignelse til at danne et Sathya Sai Tjenestecenter i byen. En stærk tilskyndelse til at tjene Herrens sag var opstået i hans hjerte. De hengivne ønskede, at Kutumba Rao skulle være centerets præsident. Bhagavan Selv udnævnte centerets ledere, men undlod at nævne Kutumba Rao. Baba fortalte Kutumba Rao: ”Du har en anden rolle i Min mission.” Kutumba Rao, der var forvirret, så på Swami, men alt hvad han modtog som svar, var et bredt og meningsfyldt smil.

6.30. Den næste antydning kom et år senere, da Kutumba Rao var i Illandu, en by i Krishna Distriktet. Hans hustru var taget til Prasanthi Nilayam, og han var alene hjemme. Bhagavan dukkede op i hans drøm og fortalte ham: ”Fratræd din stilling og kom til Puttaparthi.” Han sendte et telegram til sin hustru. Han bad hende om først at komme hjem, efter hun havde fået et interview med Baba. Næste dag blev hun kaldt ind til interview. Her fortalte Han, at Han havde givet hendes mand darshan i en drøm. Han afslørede ikke andet. Da hun kom hjem, fortalte hendes mand hende om den Guddommelige befaling, som han havde fået i drømmen. Skønt hun ikke var glad for det, undlod hun at give udtryk for sine følelser. Men i utvetydige vendinger fortalte hendes forældre Kutumba Rao: ”Du er kun 35 år, og du har en lysende karriere foran dig. Du og din kone er alt for unge til et liv i en ashram.” Disse ord afskrækkede imidlertid ikke Kutumba Rao fra sin beslutning om at arbejde for Gud i Hans nærvær.

6.31. Familien Rao var i Prasanthi Nilayam under Mahashivarathri-festlighederne i 1968. Da Kutumba Rao spurgte Swami om den befaling, Han havde givet ham i drømmen, sagde Han: ”Meget fint, gør det!” Han skrev øjeblikkeligt sin opsigelse, fik den velsignet af Baba og sendte den til Højesteretten i Andhra Pradesh. Efter festlighederne kaldte Bhagavan dem ind til interview. Han bad dem om at få afklaret alt, hvad der havde med hans arbejde og deres ejendom at gøre og flytte til Prasanthi Nilayam ved slutningen af april. I Shyamala Devi’s sind satte dette interview en stopper for hendes betænkligheder, og begejstret sluttede hun sig til sin mand i det åndelige eventyr. De adlød deres Herres befaling i ord og ånd og var tilbage i Prasanthi Nilayam nogle få dage før slutningen af april 1968.

6.32. Det tog ikke lang tid for Kutumba Rao at forstå, at det at bo hos Gud og arbejde for Ham var som at gå på en knivsæg. En meget tynd linje adskiller oplevelsen af op- og nedture fra Nåde. Engang imellem blev Herrens utilfredshed udtrykt som skarp irettesættelse, men mange gange afstedkom den en kølig tavshed; man følte, at denne tavshed var mere pinefuld end skarpe ord. Hvis den lektie man lærte af ord, var betydningsfuld, så var den lektie, man lærte af tavsheden, dybsindig. Det tog noget tid for Kutumbo Rao at opdage hemmeligheden om, at det at få sat en stopper for ens egos kneb, var den eneste måde at behage Herren, der kan se,

99 både hvad der sker indeni og uden for en person, og som har til hensigt at skænke den udvalgte hengivne den største gave, nemlig åndelig oplysning, på kortest tid. Jo højere man stiger op, des stejlere bliver opstigningen. Men det var ikke alt sammen skarpe irettesættelser og ydmyghed. Prøvelserne var mange, og det var belønningerne også. Der var øjeblikke fulde af begejstring, der viste vejen. Den følgende bøn er indbegrebet af den stræben, der var kendetegnende for de udvalgte, der befandt sig på denne vej:

Når Du bærer mig på Dine vinger og bringer mig op i Din herligheds Himmel, så skænk mig ydmyghed til at bøje mig for Dig i alle mennesker.

Når Du behandler mig hårdt, for på den måde at få mig til at frigøre mig fra alle de forskelligheder der er mellem Dig og mig, så gør mig fast besluttet på at klamre mig til Dine fødder i kærlighed.

Når Du tager sværdet for at ribbe mig for alle selviske tilbøjeligheder, så giv mig styrke til at overgive mig til Din vrede.

Når Du løfter mig op til Dit brysts Himmel, så giv mig mod til at skære båndene til det jordiske liv over.

6.33. En af de mest alvorlige tests, som Kutumba Rao blev udsat for, indtraf i 1972, fire år efter han havde slået sig ned i Prasanthi Nilayam. Swami var tilsyneladende vred på ham, og i mange måneder forholdt han Sig fuldstændig tavs over for ham. Gennem en anden ansat i ashram’en modtog han ordre fra Swami om, at han skulle forlade Prasanthi Nilayam, og at han i øvrigt kunne tage hvorhen, han ønskede! Han havde imidlertid brændt sine skibe i denne prosaiske verden, og han havde ingen andre steder at tage hen. Alle de bønner som han gennem andre rettede mod Bhagavan, var forgæves. Breve der bønfaldt om Nåde, og som blev sendt gennem andre, blev returneret. Rao’s liv blev en konstant bøn og en konstant bodshandling. I et svagt øjeblik besluttede han sig for at rejse, men han kunne ikke tage af sted uden at aflevere de vigtige dokumenter, han i sin egenskab af formand for Prasanthi Nilayam’s bydistrikt havde i sin besiddelse, og der var ingen, der var parat til at modtage dem fra ham! Testen fandt sin afslutning under Bhagavan’s fødselsdagsfestligheder, da Han gennem Kasturi sendte en besked til ham. Han bad ham om at sammenkalde Public Relation Komiteen i forbindelse med festlighederne. Næsten umiddelbart efter dette blev han bedt om at tage sig af Sri Sathya Sai Central Trust sekretariatets pligter. Men vigtigst af alt var de mange indre belønninger, som han modtog på grund af denne ’ildprøve’.

6.34. Her følger beretningen om nogle af de interessante oplevelser, som han havde med Herren, da han tjente som ashram’ens administrator:

6.35. I 1980, da drengenes college og kollegium startede i Prasanthi Nilayam, opstod der et behov for en større vandtilførsel. Det blev besluttet at bore endnu en borebrønd på Chithravathi-flodens flodseng. Eksperter der kom hertil fra Thirupathi, besigtigede stedet og lokaliserede nogle steder, hvor man kunne placere borebrønden. Da Kutumba Rao rapporterede dette til Swami, kom Han ned til stedet og så de valgte placeringsmuligheder. Han samlede en lille rund sten op og smed den langt væk, idet Han sagde: ”Bor borebrønden der, hvor stenen lander!” Da borebrønden var færdig, fandt man rigelige mængder ferskvand, og man opdagede, at vandets kvalitet langt oversteg forventningerne!

6.36. Selv efter han havde bosat sig i Prasanthi Nilayam, var Kutumba Rao meget regelmæssig i sin rituelle tilbedelse af Sri Ganesha og andre Guddomme hver morgen i sit hjem. Den Soma

100 Shekhara lingam, som Swami havde foræret ham efter Mahashivarathri i 1960, var en af Guddommene. Denne lingam var dukket frem af Bhagavan’s Guddommelige legeme i forbindelse med førnævnte Mahashivarathri. En morgen, da han var halvvejs gennem tilbedelsen, sendte Swami besked til Kutumba Rao om, at han straks skulle mødes med Ham. Han skyndte sig hen til templet, hvor Baba ventede på ham. Da Han fik øje på Kutumba Rao, der stadig var iført sin ceremonielle dragt, spøgte Baba: ”I brahmin’ere er tossede. I tilbeder en kokospalme, selv når I har ’Ønsketræet’ lige foran jer! Når Swami er her, er der så behov for, at du tilbeder gudestatuer?” Herefter materialiserede Han lidt søde sager og sagde: ”Ganesha’s prasad til dig!” og gav dem til Kutumba Rao, der fra denne dag holdt op med alle sine rituelle tilbedelser!

6.37. I 1980’erne blev der arrangeret Narayana Seva, et arrangement hvor man bespiser tusinder af fattige og forærer dem tøj. Dette foregik på Vidyagiri stadionet under Bhagavan’s fødselsdagsfestligheder. Engang, da bespisningen var i gang, opstod der mangel på den krydrede indiske suppe, som de blandt andet fik at spise. Kutumba Rao skyndte sig hen til kantinen inde i ashram’en. Han kørte derhen i jeep. Da en stor gryde med denne brændende varme suppe blev løftet op i jeepen, væltede den ulykkeligvis, og dens indhold gennemvædede Kutumba Rao’s ben fra lår til tå! I al hast blev han bragt til hospitalet, hvor lægerne opdagede, at der var alvorlige forbrændinger på store dele af hans ben. Denne eftermiddag kom Kutumba Rao humpende hen til templet, hvor han mødte Swami, der så på bandagen omkring hans ben og spøgte: ”Hvad er det for en forestilling? Der er ikke sket noget med dine ben!” Så gav Han ham nogle gæste-badges og bad ham om personligt at give dem til nogle få hengivne ovre i deres lejlighed. Han adlød straks ordren. Humpende gik han derhen og fuldførte jobbet.

6.38. Denne aften blev hans hustru forfærdet over at se sin mands tilstand. Hun lagde nogle puder under hans indbundne ben, så han kunne holde sine ben hævet og forhåbentlig få en god nats søvn. Næste morgen ønskede hun at se, hvor slemme forbrændingerne var, så hun afdækkede lidt af bandagen på det ene ben. Til sin store forbløffelse og glæde så huden fuldstændig normal ud. Da hun fjernede bandagen helt, var alt i skønneste orden! Helt normalt gik Kutumba Rao hen til templet. Lægerne og alle andre, der havde været vidne til uheldet den forrige dag, var forbløffede! Så snart Swami så ham, spurgte Han spøgefuldt: ”Var det ikke det, Jeg fortalte dig? Der er ikke sket noget med dine ben!”

6.39. En tidlig morgen i 1981 kaldte Baba på Kutumba Rao og fortalte ham, at Sri Sohanlal, en betydningsfuld leder af Sri Sathya Sai Organisationen i Delhi, var død, og Han bad ham om at sende et kondolence-telegram. Kutumba Rao var uforstående, eftersom de ikke havde modtaget nogen besked fra Delhi om bortgangen og det hverken gennem telefonen eller via et telegram. Han tøvede et øjeblik, men adlød så den Guddommelige befaling uden yderligere forsinkelse. Lidt senere modtog vi den første information om Sohanlal’s død, da et familiemedlem ringede.

6.40. Jeg havde en tilsvarende oplevelse med Baba’s alvidende natur i Brindavan den 27. marts 1989. Det var dagen, hvor Kutumba Rao drog sit sidste åndedrag i Prasanthi Nilayam. Kutumba Rao, der havde fået stillet diagnosen tarmkræft, befandt sig i Prasanthi Nilayam, hvor han fortsatte med at udføre sine pligter med en forbløffende veloplagthed. Denne formiddag omkring klokken 10.00 fortalte Bhagavan nogle få af os i Trayee Brindavan: ”I dag er en lykkevarslende dag. Det er en god dag for Kutumba Rao at forlade denne verden!” Klokken 11.00, efter at have spist frokost, trak Han Sig tilbage til Sit værelse.

6.41. Der kom en telefonopringning fra Prasanthi Nilayam klokken 11.30, og beskeden var: ”Kutumba Rao døde fredfyldt for få minutter siden. Vær venlig at informere Swami om det og bed om Hans vejledning angående ligbrændingen.” Opfyldt af ærefrygt over at have fået et glimt af Baba’s kontrol over eksistensernes skæbne, gik jeg over til templet og ventede uden for Swami’s værelse. Han kom ud klokken 12.00, så på mig og sagde: ”Jeg ved det. Kutumba er død. Fortæl dem, at de skal gennemføre ligbrændingen før 17.00. Lad vores studerende

101 deltage i ritualerne ved at chante Veda’erne og synge lovsange.” Ligbrændingen fandt sted denne eftermiddag ved Chithravathi-flodens bred. Nogle få dage senere erfarede jeg fra ashram’en i Prasanthi Nilayam’s leder af vedligeholdelsen, at for en uge siden, lige før Baba tog af sted til Brindavan, havde Han givet ham en ny dhothi og et nyt sjal med følgende instruks: ”Kutumba Rao vil dø om kort tid. Du skal hylle hans legeme ind i disse klæder inden ligbrændingen. Fortæl ingen om dette her, før han har taget sit sidste åndedrag.”

6.42. Sri V.K. Narasimhan, der i 1987 trådte i Sri Kasturi’s fodspor som redaktør af Sanathana Sarathi, var en international kendt journalist. Narasimhan’s journalistiske karriere på mange fremtrædende dagblade spændte over to perioder. De første 15 år arbejdede han, mens det britiske styre regerede, altså før uafhængigheden. De efterfølgende 33 år arbejdede han i et frit Indien. Fuldstændig integritet, frygtløshed og en voldsom kærlighed til demokrati og frihed var hans journalistiske kendetegn. Bhagavan omtalte ofte Narasimhan som ’sinhan’ (løven). Jeg følte, at det var en titel, han havde gjort sig fortjent til på grund af sit frygtløse og modige forsvar af de værdier, han stod for i sin profession.

6.43. Narasimhan var et meget følsomt menneske, der elskede Gud højt, og som altid udtrykte stor medfølelse over for sine medmennesker. Hans barnlige personlighed forbundet med hans slagfærdighed og humoristiske sans gjorde ham yderst elskelig. Det kan ikke undre, at hans vindende væsen bevirkede, at han var både nær og kær i sit forhold til Bhagavan, og at han fik et helt unikt forhold til Ham. Baba skænkede ham mange privilegier, som han med glæde tog imod og nød. Det Guddommelige barn i Herren og den barnlige Narasimhan elskede hinanden meget højt. Narasimhan opvartede ofte Bhagavan med sit store repertoire af humoristiske historier og hændelser. Her følger beretningen om et sådant tilfælde, som jeg var et fascineret vidne til:

6.44. En morgen i 1986 befandt Narasimhan og jeg os sammen med Swami i interview- værelset i templet i Prasanthi Nilayam. Baba, der skulle af sted til Brindavan næste dag, spurgte Narasimhan: ”Du Narasimhan! Vil du gøre det, som Jeg nu vil bede dig om?” Baba’s tonefald var ret alvorligt. Med håndfladerne presset mod hinanden svarede Narasimhan: ”Swami! Jeg vil gøre alt, hvad Du ønsker af mig.” ”Jeg tager til Brindavan i morgen. Du kan køre med Mig. Men hvad så med din hustru?” ”Swami! Jeg vil sørge for hendes transport.” ”Men Narasimhan! Må Jeg foreslå dig noget andet.”

Jeg fornemmede, at Baba var i færd med at lave sjov med ham, men ganske alvorlig svarede Narasimhan: ”Swami! Jeg vil gøre alt, hvad Du måtte foreslå.” ”Vil det ikke være bedre for dig, hvis du havde hustru nummer to i Brindavan?”, spurgte Baba med et glimt i øjet! Narasimhan grinede som et barn og sagde: ”Swami! Hvis Du tillader det, så vil jeg fortælle en historie.”

Beredvilligt indvilligede Swami i at lytte til hans historie, og muntert fortsatte Narasimhan. ”To mænd døde samtidigt. Begge kom op i Himlen og kom til et sted, hvor der var to lukkede porte ved siden af hinanden. Der var skilte på portene. På et af dem stod der Himmel, og på det andet Helvede. Begge mændene skyndte sig hen til Himlen. Portvagten spurgte den ene af dem: ”Var du gift nede på Jorden?” ”Ja”, svarede den første mand. ”Du kan komme i Himlen, eftersom du allerede har oplevet Helvede der!”, sagde portvagten og åbnede porten, så han kunne komme ind.”

”Den anden mand blev meget glad, eftersom han havde været gift to gange. Han forventede at blive belønnet dobbelt i Himlen. Endnu før han var blevet spurgt, busede han ud med

102 følgende til portvagten: ”Jeg var gift to gange på Jorden!” Straks kom svaret fra portvagten: ”Gå til Helvede. Du lærte ikke noget af din første fejltagelse!”

6.45. Da han var færdig med historien, tilføjede Narasimhan: ”Swami! Det er den skæbne, der rammer alle, der gifter sig to gange!” Baba lo hjerteligt, og Narasimhan’s løsslupne latter viste, at han var ovenud glad for, at han havde fået Ham til at le så inderligt. Selvfølgelig var det hele for sjov. Baba beundrede virkelig fru Sayalaksmi, Narasimhan’s hustru, der tjente sin mand med stor pligttroskab, udover at hun opforstrede seks børn.

6.46. Skønt Narasimhan havde kendt til Baba siden sidst i 40’erne, var det først, efter han flyttede til Bangalore i 1977, at han jævnligt besøgte Bhagavan i Brindavan og Prasanthi Nilayam. På det tidspunkt var Narasimhan dybt bekymret over det forfærdelige moralske forfald, man så overalt i det indiske samfund. Og alt dette var sket i løbet af de få årtier, landet havde været befriet fra det britiske overherredømme. Og han ledte efter en frelser, der kunne vende udviklingen. Han fandt denne frelser i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. Han skrev følgende om dette:

6.47. ”På trods af den materielle fremgang der er opnået i visse henseender, og som uden tvivl er imponerende, fordi den repræsenterer en grad af fremskridt, som vi ikke oplevede i årtierne, inden vi vandt friheden, er det, der er sket i vores land de seneste fem år, faktisk en opløsning af vores lands moralske kapital, og det i en så alarmerende grad, at vi næsten overalt oplever ineffektivitet, korruption, nepotisme og inkompetence.”

6.48. ”De sidste få års begivenheder har overbevist mig om, at intet mindre end en kraftfuld moralsk tilskyndelse der kommer fra en ægte og pålidelig åndelig leder, der er respekteret af flertallet i befolkningen og af eliten, kan ændre landets kurs fra den hæslige og katastrofale vej, det nu begiver sig ud ad. En sådan tilskyndelse vil kunne få landet op af det hjulspor, som det er faldet ned i. Fra hvad jeg har set, oplevet og lært om Sri Sathya Sai Baba, er jeg blevet overbevist om, at en sådan kraftfuld tilskyndelse udelukkende kan komme fra Ham. Han bliver agtet af millioner som værende en Guddommelig Inkarnation. Hans erklærede tilsagn om at genindføre Indiens dharmiske idealer i alle menneskers liv i dette land vil være indlysende for alle, der lytter til Ham eller iagttager Hans handlinger. En helt ny generation af børn og studerende, i alle egne af landet, bliver besjælet med en hengivenhed over for dharmiske idealer. Herudover bliver de trænet til at yde en begejstret tjeneste over for landet, og de vil føle sig dedikeret til at tjene og tilbede en Guddom. Skønt Gandhiji (Mahatma Gandhi) trænede mange hengivne arbejdere i sine ashram’er i Sabarmati og Sevagram, prøvede han ikke på at udføre noget i en så stor skala, som Sri Sathya Sai Baba gør i dag.”

6.49. ”Forsøget på at forene og samle et folk, der er så forskelligt, som vi er, med en mangfoldighed af sprog, religioner, skikke og kaste- og samfundsopdelinger, som Sri Sathya Sai Baba gør, er langt mere betydningsfuldt og langtrækkende end det, Gandhiji og andre har forsøgt i fortiden. Det er primært på grund af Baba’s åndelige tilgang til problemerne vedrørende menneskets udvikling og enhedsfølelse, at jeg tror på, at Hans bestræbelser vil blive mere succesfulde og varige end de forsøg, der er blevet gjort i fortiden på et politisk eller socioøkonomisk grundlag.”

6.50. ”Jeg er i stigende grad overbevist om, at Sri Sathya Sai Baba’s fremkomst i Indien midt i nationens nuværende krise er af kosmisk betydning, for hvis dette ældgamle land, efter at have genvundet sin frihed, undlader at grundfæste sig som et storslået og forenet land rodfæstet i sin ældgamle åndelige og kulturelle kulturarv, og tilbyder verden den slags moralsk lederskab, som den har behov for, vil Indien forråde sin historiske skæbne.”

6.51. Men Narasimhan, en mand med en så dyb åndelig overbevisning, var i sin college-tid ateist. Da han udfyldte ansøgningsskemaet på Loyala College i Madras, skrev han i feltet ’Religion’: ”Ateist!” Fader Bertram, dette colleges legendariske rektor, kaldte ham ind på sit

103 kontor og bad ham ændre det til ’Hindu’. ”Men fader”, sagde Narasimhan, ”jeg tror ikke på religion. Den er opium for masserne!” Svaret afslørede hans kommunistiske tilbøjelighed. Han blev født i 1912, og i løbet af et par årtier blev han, som det var på mode dengang, en glødende tilhænger af Gandhi. Men snart blev han venstreorienteret. I 1932 var han blevet en ivrig kommunist og blev arresteret anklaget for at være en del af en sammensværgelse, der blev ledet af to fremtrædende engelske kommunister, der var kommet til Indien for at organisere et kommunistparti. Han blev idømt seks måneders fængsel eller en bøde på 500 rupees. Hans fortvivlede svigerfader, en praktiserende dommer i overretten i Madras, fik ham ud af kniben ved at betale bøden. Narasimhan’s desillusionering med hensyn til marxismen kom, endnu inden 2. verdenskrig brød ud, og inden længe vendte han tilbage til Gandhi. Hans bog ’Fra Bapu to Baba’ skildrer hans rejse til Baba gennem Marx og Gandhi.

6.52. Efter at have mødt Bhagavan første gang i december 1977 skrev Narasimhan: ”Selv i forbindelse med mit første møde med Baba havde jeg oplevelsen af et åndeligt slægtskab, et guru-discipel forhold, som jeg ikke har oplevet med nogen anden. Jeg har aldrig før oplevet en sådan intensitet i et forhold. Jeg har været bekendt med mange store seere og filosoffers skrifter – fra Valmiki og Plato til Vivekananda, Aurobindo, Marx og Gandhi, og hver eneste af dem har, i en vis udstrækning, påvirket min holdning til livet. Siden jeg mødte Baba, har jeg imidlertid følt, at Han på en helt unik måde repræsenterer en sammenfatning af alle disse lærere og endog overgår dem på grund af kraften i Hans personlighed og Hans budskabs almengyldighed.”

6.53. ”Baba er stadig for meget af et mysterium for mig, til at jeg kan forstå andet end et fragment af, hvem Han er, og hvad Han betyder for mig. Ethvert forsøg på at beskrive Ham vil være fuldstændig utilstrækkeligt. Den anden dag beskrev dr. Bhagavatam, den prominente videnskabsmand, Ham som ’den uforklarlige Baba’. Mange af de ting Han gør, som er blevet beskrevet som mirakler, er uforklarlige i relation til videnskabens kendte love. Men for mig ligger Baba’s betydning ikke i disse overnaturlige fænomener, men i de utallige hverdags- aktiviteter, som Han udfører, og i det budskab Han tilbyder en materielt velstående, men moralsk og åndelig forarmet verden.”

6.54. Hans stærke overbevisning om at Bhagavan var Frelseren, som verden søger efter, tilskyndede Narasimhan til at trække sig tilbage fra den travle dagligdag og slå sig ned i Brindavan blot tre år efter hans første møde med Baba. Han fik tildelt opgaven med at assistere den aldrende redaktør på Sanathana Sarathi, Sri N. Kasturi, med at udgive det månedlige tidsskrift. Hans mangeårige erfaring som udøvende journalist på landets førende aviser hjalp med at professionalisere produktionen af tidsskriftet. Han indførte også adskillige nye indslag som for eksempel ’Sai’s nyhedsreportage’ og publiceringen af givende artikler skrevet af bemærkelsesværdige hengivne. Bhagavan sendte ham også ud for at tale til vigtige konferencer inden for Sathya Sai Organisationen i Indien og i udlandet.

6.55. I de sidste to årtier af sit liv, som han tilbragte i Prasanthi Nilayam og Brindavan, havde Narasimhan mange interessante og vidunderlige oplevelser, når han var sammen med Swami. Mange af dem var vanvittige morsomme. De kom i stand som følge af Bhagavan’s kærlighed til humor og Narasimhan’s spontane sans for humor.

6.56. Engang opdagede Baba, at Narasimhan’s dhothi var lidt laset, og Han spurgte, hvordan det kunne være. Han svarede: ”Swami! Et af Dine navne i ’Ashtotthara Shatanamavali’ (en bøn der indeholder Herrens 108 navne) er ’Den der skænker føde og klæder’. Du har været meget generøs over for mig, eftersom Du har givet mig dem begge til overflod. Men min vaskemand skelner ikke mellem Swami’s gaver og andet tøj. Han er synderen i dette tilfælde!” Og han fortsatte, idet han citerede en fattig digters sanskrit-bøn til Herren Hari. Hans fremlæggelse af bønnen lød som følger:

Jeg hilser Herren Hari, der hverken har nogen begyndelse eller

104 afslutning (som min dhothi); Den Ene der er uforanderlig (ordet for foranderlig, dashaheenam, betyder også ’den der er i en sørgelig forfatning’); Den Ældgamle (meget gamle); Den Eneste Ene og den der ligner mit eneste stykke tøj!”

Baba lo hjerteligt, gik indenfor og kom tilbage med to dhothi’er, som Han gav til Narasimhan. Det var en belønning for hans slagfærdighed og humor.

Det Guddommelige barn i Bhagavan Herren sammen med Sine kære hengivne – og den barnlige Narasimhan elskede Sri Indulal Shah, dr. V.K. Gokak og Sri V. hinanden højt Narasimhan

6.57. Nu er det ikke sådan, at Bhagavan altid bifaldt Narasimhan’s morsomheder. Engang modtog Narasimhan et lykønskningskort fra sin ældste søn, Sri Prahlad, der arbejdede i Poona. På kortet var der et billede af den mytologiske skildring af Herren Siva, der drikker halahala- giften, der var et resultat af den kærning af havet, der blev gennemført for at frelse verden. Under billedet havde Prahlad skrevet et humoristisk sanskrit-digt forfattet af en digter. I digtet beskriver han for sjov den forlegenhed, som plager et familieoverhoved på grund af det mundhuggeri, der forekommer i hans familie, og han drager en sammenligning med Herren Siva’s familie! Sandsynligvis havde det været den sørgelige situation i digterens familie!

Digtet lød således:

Slangen der pryder Sri Ganesha’s mave, er ivrig efter at sluge musen, der tjener som Hans befordringsmiddel. Påfuglen, Sri Shanmukha’s befordringsmiddel, har kastet sit onde blik på slangen. Løven, som moder Parvathi ridder på, skuler vredt til Sri Ganesha’s elefant-ansigt. Parvathi selv er jaloux på Gudinden Ganga, der har fundet et sted at være på hendes Herres hoved. Ilden i Siva’s tredje øje konkurrerer rasende med den kølige Måne på Hans hoved. Siva, der var led og ked af den konfliktplagede situation, der herskede i Hans familie, drikker giften!

105 6.58. Narasimhan viste kortet til Swami, og han læste også digtet under billedet højt. Netop da han forventede, at Baba ville grine hjerteligt af denne morsomhed, fik Hans ansigt et meget alvorligt udtryk, og i stærke vendinger udtrykte Han Sit mishag med ideen med at fejlfortolke den mytologiske begivenhed, der skildrer den store medfølelse, som Herren Siva nærer for verden. Swami fortsatte og beskrev den vidunderlige harmoni og enhedsfølelse, der var at finde i Den Guddommelige Familie på trods af dens medlemmers naturlige konfliktsøgende instinkter. Faktisk blev dette tema emnet i Baba’s offentlige tale den næste dag!

De ting som Narasimhan lærte af sit samvær med Bhagavan, var utallige.

6.59. Man kunne aldrig se Narasimhan uden vaishnavaita’ernes særlige kendetegn på hans pande. Ved en bestemt lejlighed opdagede Baba, at stregerne ikke var lige, men buede, og bemærkede spøgefuldt: ”Hvad er den af Simhan (løve)? Dine namam (streger) er skæve!” Narasimhan tilstod øjeblikkeligt, at det lille sølvbånd, som han bruger, når han laver stregerne, var væk, og at han derfor i stedet havde brugt en tændstik uden svovl. Straks foretog Swami den karakteristiske bevægelse med hånden og frembragte det 6,25 cm lange sølvbånd og gav det til ham med ordene: ”Du bør altid vælge en lige vej. Det er ikke godt at gå en bugtet vej!” Narasimhan holdt meget at sølvbåndet, og han videregav det til sin søn, Prahlad, nogle få dage før han forlod denne verden.

6.60. De ting som Narasimhan lærte af sit samvær med Bhagavan, var utallige, og de varierede fra det jordnære til det ophøjede. Narasimhan, med sin strenge vaishnavaite- opdrageles, fandt det, på trods af sit strejftog ind i marxismen og ateismen, vanskeligt at acceptere den rene ikke-dualisme, som Bhagavan prædiker, og mange gange tog hans sig den frihed at diskutere denne filosofi med Baba uden så meget som at tøve. Ved slutningen af en sådan drøftelse og diskussion i Brindavan i 1981, syntes Bhagavan at have overbevist Narasimhan. Dagen efter spurgte Baba ham: ”Er din tvivl vedrørende ikke-dualisme fjernet?”

106 Frimodig som han var, svarede Narasimhan benægtende! Swami smilede blot og sagde: ”Det er udelukkende egne oplevelser, der kan fjerne al tvivl!”

6.61. To dage senere fortalte Narasimhan Baba, at han havde voldsomme smerter i brystet. Bhagavan materialiserede vibhuthi og smurte den på hans bryst, idet Han sagde: ”Alt vil blive godt; du skal ikke bekymre dig om det.” I løbet af to dage forsvandt smerten så fuldstændig, at han ligefrem undrede sig over, om den smerte han havde haft, havde været virkelig eller ej. Men en af disse nætter havde han en mærkelig drøm, i hvilken han fandt sig selv død! I drømmen så han sin egen døde krop, men han var på ingen måde fortvivlet over denne oplevelse, tværtimod oplevede han en ubeskrivelig lyksalighed. Han vågnede op af drømmen og lagde sig til at sove igen. Efter et stykke tid vendte drømmen tilbage, men med en markant forskel. Denne gang oplevede han en frygtelig smerte; det var, som var han ved at dø! Mærkværdigt som det var, så var den første dødsoplevelse meget lyksalig, og den anden var meget smertelig. Da han vågnede op, undrede han sig over, om Bhagavan gennem disse drømme ønskede at lære ham den store ikke-dualistiske sandhed om, at begge oplevelser er uvirkelige – den i den vågne tilstand og den i drømmetilstanden. Det var en speciel lektie, som Verdenslæreren lærte Sin elskede discipel!

6.62. Lad os lytte til en anden af hans belærende oplevelser: ”Hvert eneste øjeblik man tilbringer sammen med Bhagavan, er en oplevelse og en uddannelse. En smuk morgen i 1980 i Brindavan var Bhagavan så venlig at lade mig tage med Ham på besøg i Gokulam, stedet hvor man producerer mælk. Dette sted ligger lige bag Sathya Sai College. En ung mand bad Swami om at velsigne plantningen af en lille kokospalme tæt ved kostalden. Da den unge mand satte planten ned i hullet, lagde Swami mærke til, at den stod skævt og altså ikke var helt lige. Han bad drengen om at rette den op, og først da han havde gjort det til Swami’s fulde tilfredshed, tillod Swami, at kokosnødden blev dækket af jord, før Han stænkede vand på den.”

6.63. ”Øjensynligt havde den unge mand ikke forstået Swami’s egentlige anliggende: Selv når det blot drejer sig om at plante en ung kokospalme, så bør det gøres perfekt med passende respekt for den måde, som palmen vil vokse i årene, der kommer. For mig var det et uforglemmeligt eksempel på Bhagavan’s opmærksomhed på detaljen og Hans fokuseren på at opnå det perfekte i ethvert arbejde, uanset hvor ubetydeligt og ligegyldigt det måtte forekomme at være. For mig var det en kraftig påmindelse om Bhagavan’s store bestræbelse på at sikre, at de studerende, der er under Hans indflydelse, vokser op som ærlige og retskafne personer, der holder sig på sandhed (sathya) og ’rigtig handlings’ (dharma’s) vej.”

6.64. Da Narasimhan fyldte 80 år i 1992, udgav hans børn en bog for at fejre begivenheden. De ofrede den til Bhagavan Baba. Dens titel var: ’Devoted to the Lord – Beloved of the Lord’. Der kunne ikke have været en bedre beskrivelse af Narasimhan!

6.65. Torsdag den 16. marts 1989 fortalte Bhagavan de studerende og lærere, der var samlet i Trayee Brindavan: ”Bose døde på ’Sejrens dag’ sidste år, og Jeg bragte ham tilbage til livet. Han er en god hengiven. Jeg har meget arbejde, som han skal udføre!” Dette sagde Han, da brigadegeneral Shishir Kumar Bose var på vej tilbage til sin lejlighed, efter han havde talt til forsamlingen efter ordre fra Swami.

6.66. Jeg var en af de mange vidner til den forbløffende hændelse, det var, da Bose blev genoplivet i Poornachandra auditoriet i Prasanthi Nilayam den pågældende dag. Det var som sagt ’Sejrens dag’ den 20. oktober 1988. Klokken var omkring 10.00. Den afsluttende ofring i

107 forbindelse med afslutningen af den ugelange udbredelse af vedisk visdom var netop forbi, og Bhagavan var begyndt på Sin tale. Pludselig opstod der tumult i den højre side neden for scenen, hvor ældre hengivne sad på stole. Bose, der sad der, var styrtet om på gulvet, og to frivillige var i færd med at få ham til at ligge bekvemt i gangen mellem rækkerne af stole og forsamlingen, der sad på gulvet. To læger, dr. Chari og dr. C. G. Patel, skyndte sig hen til Bose og begyndte at undersøge ham. I mellemtiden standsede Swami, der så Bose ligge på gulvet, brat Sin tale og gik hurtigt hen mod ham. Jeg har hørt hundredvis af Baba’s taler, men hverken før eller efter denne dag har jeg oplevet, at Han har afbrudt en tale.

6.67. Da Swami kom hen til stedet, gjorde Han nogle bevægelser med begge Sine hænder, som om Han ville jage noget væk, der svævede over Bose. Dr. C.G. Patel tilkendegav med tegn over for Ham, at der ikke var noget spor af liv i kroppen, og dr. Chari bekræftede det. Bose’s ansigt var blevet askegråt. Swami bøjede Sig ned, løftede kroppens ene skulder med Sin venstre hånd og klappede ham let på bagsiden af hovedet med Sin højre hånd, idet Han sagde: ”Bose! Rejs dig op!” Øjeblikkeligt åbnede Bose sine øjne, og så snart han så Swami, lyste hans ansigt op i et glad smil. Han pressede sine håndflader mod hinanden og satte sig op, endnu mens de to læger så på ham med forbløffelse. Swami klappede ham på den venstre skulder og befalede: ”Rejs dig!” Som blev han drevet frem af en mystisk kraft, rejste Bose sig op, uden at nogen hjalp ham. Igen sagde Swami til ham: ”Gå op ad trappen til scenen og sæt dig hen ved vinduet, så du kan få lidt frisk luft.” Da Bose forsigtigt gik op ad trappen, havde hans ansigt igen fået en sund kulør.

6.68. Lad os lytte til historien fortalt med Bose’s egne ord: ”Den høje feber, der havde plaget mig konstant i to dage, forsvandt om morgenen på ’Sejrens dag’. Jeg gik over til Poornachandra auditoriet for at overvære den afsluttende ofring. Baba begyndte på Sin Guddommelige tale. Mine øjne var fæstnet på Ham, mens jeg lyttede til talen. Pludselig følte jeg mig meget utilpas, og jeg fik et blackout. I løbet af få øjeblikke så jeg min livløse krop ligge på gulvet. Sai Baba så på min krop, standsede Sin tale og gik hen mod stedet. Han gjorde nogle bevægelser i luften med begge Sine hænder. Det så ud, som om Han jog noget væk, der svævede over mit hoved. Da jeg så op, så jeg en kæmpestor fugl knapt en meter over mig. Den majestætiske fugl havde en gyldenbrun farve med en hvid stribe i nakken. Den så meget venligt på mig. Da Bhagavan kom helt hen til kroppen, forsvandt fuglen pludselig. Jeg kunne tydelig se dr. Chari og dr. Patel skynde sig hen til kroppen og undersøge den omhyggeligt. En amerikansk hengiven, hr. Richards, befandt sig også tæt ved kroppen.”

6.69. ”Jeg så dr. Patel signalere til Swami, at der ikke var noget spor af liv i kroppen. Herefter hørte jeg Swami’s kommanderende stemme: ”Bose! Rejs dig op!” Jeg åbnede straks mine øjne og satte mig op med håndfladerne presset mod hinanden i glæde. Han klappede mig på min højre skulder og gav mig på den måde stor energi. Han befalede mig: ”Rejs dig! Gå op ad trappen til scenen og sæt dig hen ved vinduet!” Jeg adlød Ham og gik op på scenen. Bhagavan gik også op på scenen og fortsatte Sin tale. Da jeg døde, havde jeg ikke oplevet nogen dødskamp eller følt nogen smerte. Det var meget fredfyldt. Swami bragte mig tilbage til livet.”

6.70. Som Baba havde spået i Trayee Brindavan den 16. marts 1989, udførte Shishir Kumar Bose, der levede i endnu 12 år efter at være blevet genoplivet i en alder af 79 år, en masse arbejde i den Guddommelige mission. Som arkitekt og civilingeniør har Bose i stor skala medvirket til opførelsen af mange forskellige bygninger i Prasanthi Nilayam og Brindavan siden 1975. Bose der trådte ind i hæren i 1939, steg i graderne gennem årene, og i 1959 blev han kommandant på college for Militær Ingeniøruddannelse i Poona. Herefter blev han den første direktør for Det Indiske Teknologiske Institut i Bombay, hvor han arbejdede i 11 år og gjorde sig fortjenet til et godt omdømme som en dygtig administrator. Senere arbejdede han som direktør for Det Indiske Teknologiske Institut i Kharagpur i fem år indtil 1974.

108 Sai, Den der skænker liv.

6.71. To år efter han fik Bhagavan’s darshan første gang i 1973, gik Bose’s ønske om at tilbyde sin professionelle ekspertise i den Guddommelige tjeneste i opfyldelse. Den 10. september 1975 blev han betroet opgaven med at opføre Sarva Dharma Samaikya Stupa’en, søjlen der symboliserer alle religioners enhed. Den skulle rejses som et minde om Avatarens 50-års fødselsdag. Arbejdet skulle udføres på 60 dage udelukkende med hjælp fra hengivne og uden nogen tilknyttet entreprenør. Næsten hver dag besøgte Baba byggepladsen, og Han delte søde sager og frugt ud til de frivillige, der arbejdede på projektet. Faktisk tog Bhagavan Selv del i støbearbejdet den første dag sammen med medlemmer at Central Trust! For Bose var det en frydefuld oplevelse at stå og række spande fyldt med cement til Baba, der rakte dem videre til trustens medlemmer, så den kunne blive hældt ned i hullet i jorden.

6.72. Under bygningen af søjlen oplevede Bose, at Den Guddommelige Nådes vidunderlige kraft kom ham til hjælp mange gange. Her følger beretningen om en sådan episode, hvor Baba har bekræftet Sin mirakuløse indgriben for at hjælpe arbejdet. Der skulle støbes fem betonbuer i bunden af søjlen, hvori symbolerne for de fem verdensreligioner skulle skrives.

109 Brigadegeneral S.K. Bose på arbejde Sarva Dharma Samaikya Stupa

Bose tænkte på økonomien. Så han ønskede at spare på omkostningerne til en kompliceret ramme, der skulle anvendes til støbning af buerne. Så han formede selv dynger af jord, der kunne bruges som forme til den forestående støbning. Den næste dag ville man så hælde cement i disse ’jord-forme’. Men til sin rædsel vågnede han denne nat ved, at regnen piskede ned. Hans hjerte sank i brystet på ham, idet han forventede, at hans ’jord-forme’, som han var blevet færdig med aftenen før, ville forsvinde og blive til et hav af mudder. I daggryets tusmørke gik han hen til byggepladsen for at se de ødelæggelser, som regnen havde forvoldt. Men til sin overraskelse og glæde så han, at ’jord-formene’ stod præcis, som han havde efterladt dem aftenen før! Skønt følgevirkningerne af det voldsomme regnvejr sås overalt på byggepladsen, så var selve konstruktionen forblevet absolut tør. Det var, som om en kæmpestor paraply var blevet holdt over den under regnvejret! Swami, der kom hen på byggepladsen denne morgen, fortale Bose: ”Du sov ikke i nat, er det ikke sandt?” Bose svarede taknemmeligt: ”Ja, Swami! Men nu ser jeg et mirakel, der er sket her på grund af Din Nåde!” Baba smilede og erklærede: ”Ethvert arbejde der udføres af hengivne i hengivenhed, kan aldrig lide overlast!”

6.73. Senere var Bose involveret i opførelsen af mange bygninger og andre konstruktioner, der omfattede et college, universitetets administrationsbygning, den ottesøjlede pavillon Santhi Vedika, lufthavnen og Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam samt ’Walter Cowan blokken’ ved kollegiet og college-auditoriet i Brindavan. Han var en sand karma yogi og et ideelt redskab i Bhagavan’s hænder. Dette afspejles fint i den episode, der fandt sted under opførelsen af college-auditoriet i Brindavan, der har siddepladser til 1.000 mennesker.

6.74. Bhagavan ønskede, at auditoriet blev færdigbygget på mindre end seks måneder, så det kunne stå færdigt til sommerskolen med temaet ’Indisk kultur og åndelighed’, der skulle afholdes i maj 1977. Bose var lige ved at færdiggøre kollegium-bygningen i Brindavan. I den sidste uge i november 1976 fik han besked fra Baba, der befandt Sig i Prasanthi Nilayam, om straks at begynde på opførelsen af auditoriet. Det skulle placeres i den nordlige ende af college-bygningen, og tegningerne lå klar. Allerede samme dag påbegyndte Bose udgravningen til fundamentet. Klokken 10.00 næste morgen ankom Baba til Brindavan, og Han tog straks hen på byggepladsen, endnu før Han nåede templet. Han var tilfreds med det fremskridt, der var gjort med arbejdet. Han sagde til Bose: ”Du er en god dreng!” og forlod stedet.

6.75. Denne eftermiddag klokken 16.00 blev Bose kaldt hen til templet. Bhagavan var i gang med at diskutere bygningen af auditoriet med oberst Joga Rao og andre. Bose sluttede sig til drøftelserne. Swami spurgte Joga Rao: ”Hvor mange måneder vil opførelsen tage?” ”Swami! Hvis vi arbejder dag og nat med to arbejdshold, vil vi nok være i stand til at færdiggøre det i

110 slutningen af juli”, tilkendegav Joga Rao. Herefter spurgte Swami: ”Joga Rao! Kan vi ikke arbejde endnu hurtigere, så auditoriet kan tages i brug til sommerskolen i maj?” Joga Rao sagde: ”Swami! Vi kan forsøge, men det er en meget vanskelig opgave.”

6.76. Et andet medlem af Central Trust der var til stede, spurgte Bose: ”Du er den, der fører tilsyn med arbejdet på stedet. Hvad mener du?” Bose var et sandt billede på ydmyghed, da han svarede: ”Jeg har intet at sige i den henseende. Arbejdet er resultatet af Swami’s Vilje, og bygningen vil stå færdig i henhold til Hans ønske. Hvem er jeg, at jeg skulle sige noget? Jeg er blot et redskab i Hans Guddommelige hænder.”

6.77. Det er vel næsten unødvendigt at sige, at auditoriet blev færdigt i tide til sommerskolen i henhold til Hans Vilje. Selvfølgelig var det en vanskelig opgave. Jo mere Bose arbejdede for Swami, des mere forstod han, at den der virkelig udførte alt arbejdet, var Swami Selv, og at han selv blot var et redskab. Alle de bygninger og konstruktioner som han var involveret i at opføre, blev færdige på den dato, som Bhagavan havde fastsat. I sin tale til de studerende i Trayee Brindavan den 16. marts 1986 sagde Bose: ”Jeg har opdaget, at Swami har givet mig mange muligheder for at tjene Ham, så jeg på den måde kan lære mig selv en masse”, og beskrev herefter detaljeret de tre betydningsfulde ting, som han har lært:

1. Når vi udfører vores arbejde med hengivenhed uden noget spor af ego, vil Bhagavan skænke os en fuldstændig succes ved at fjerne alle forhindringer på vor vej.

2. Swami er til alle tider til stede i os. Vi behøver ikke vente på et bestemt tidspunkt eller sted for at kontemplere på Ham.

3. Eftersom vores hjerte er Hans bolig, bør vi stræbe efter at holde det rent og uplettet ved ikke at tillade de onde følelser som vrede, jalousi og hads snavs at trænge ind.

6.78. Her er det ideal, som denne ideelle karma yogi fastsætter for sig selv: ”Jeg har altid haft for vane at nedskrive målet med opgaven, før jeg påbegynder den. Efter jeg er kommet hertil for at bo sammen med Bhagavan og arbejde for Ham, ønskede jeg at skrive målet for mit liv ned. Efter at have læst mange bind af Sathya Sai Speaks, har jeg fundet dette mål, og jeg skrev det ned: ”Jeg vil være mine sansers herre og være i konstant forbindelse med Den Guddommelige Gnist (Atma), der er Herren, der bor i mig.”

6.79. Hilsner til den store Sjæl, der var Bose!

6.80. Nogle få milliarder mennesker har været velsignet med at leve i verden som samtidige, på et tidspunkt hvor Sai-Avataren færdes på Jorden. Nogle få hundrede millioner blandt dem er kaldet til at anerkende og følge Ham og fryde sig over Hans herlighed. Nogle få tusinde er udvalgt til at dedikere deres liv til Hans mission. Nogle få hundrede er kaldet til at arbejde for Ham som Hans redskaber. I dette kapitel har vi lært fire sådanne redskabers historie. Det er mennesker, der blev håndplukket af Swami, så de kunne finde deres ultimative fuldbyrdelse i livet ved at tjene Ham i Hans nærvær. Deres historie er faktisk ikke blot deres. De skildrer historien om Det Guddommeliges medfølelse og Nåde, og derfor repræsenterer de hundredvis af den slags heldige Sjæles historie. I det næste kapitel vil vi læse historierne om en anden kategori af Hans redskaber – de der blev udvalgt til at tjene Hans sag i den vide verden.

111 Kapitel 7

På Hans mission

7.1. Da Swami forlod Brindavan i de tidlige morgentimer den 9. juni 1986, var der ingen, der vidste, hvor Han skulle hen. Selv Sri Yadalam Gangadhara Setty, der var en af de to personer, der skulle ledsage Bhagavan i bilen, var aftenen før blot blevet bedt om at være i Brindavan tidligt næste morgen. Det var først efter bilen havde forladt Brindavan, at Baba fortalte ham, at de skulle til Madras. Oberst S.P. Joga Rao var den anden person i bilen. Det var et overraskelsesbesøg i Madras, som ingen i byen kendte noget til.

7.2. Omkring klokken 09.30 standsede bilen foran majorgeneral S.P. Mahadevan’s bolig i Mylapore, og Swami steg ud af bilen. Fru Chella Mahadevan, der stod og talte med sin nabo tværs over grunden, så Swami ved porten og skreg af glæde og bestyrtelse. ”Swami er kommet! Få fat i nøglen til porten!” Mahadevan, der sad på verandaen og læste avis, skyndte sig ud med et nøglebundt i hånden. Swami bad ham højlydt: ”Mahadevan! Du er hjertepatient. Lad være med at overbelaste dig. Kast nøglen herhen!” Mahadevan kastede nøglen til sin hustru. Hun løb hen til porten og åbnede den. Swami gik ind på ejendommen, og Mahadevan ventede på ham i den søjlebårne forhal. Baba lagde Sin hånd på Mahadevan’s hjerte og sagde: ”Jeg er udelukkende taget hele denne lange vej for at forhindre dig i at få endnu et hjerteanfald!” Det taknemmelige par der græd, gik efter Ham, da Han gik lige hen til andagtsværelset, hvor Han satte Sig i en stol, der blev sat frem til Ham. Mahadevan og Chella satte sig ved Hans fødder og udførte den traditionelle tilbedelse af guruens fødder med stor inderlighed. Bhagavan tillod dem ikke at belaste sig selv ved at udvise en overdreven gæstfrihed under Sit timelange ophold. Det eneste Han accepterede at modtage, var et par slurke kokosnøddemælk.

7.3. Den største og dejligste nyhed, set fra de hengivne i Madras’ synspunkt, var Bhagavan’s uventede ankomst til byen. Denne nyhed spredte sig som en steppebrand, og i hundredvis skyndte de sig til Sundaram, templet i Raja Annamalaipuram. Med Mahadevan i bilen nåede Baba derhen omkring klokken 11.00 og skænkede Sin darshan til de ventende mænd og kvinder. Han sagde følgende til dem: ”I er meget heldige med at få denne uventede darshan i dag. Jeg kom udelukkende til jeres by, uden forudgående varsel, for at velsigne majorgeneral Mahadevan.” Inden for en time begav Han Sig tilbage til Brindavan. Endnu i dag, mens jeg skriver disse linjer 20 år efter denne dag, er majorgeneral Mahadevan rask og rørig.

7.4. På det tidspunkt var Mahadevan delstatspræsident for Sri Sathya Sai Organisationen i Tamil Nadu. Han havde trukket sig tilbage fra hæren og fungerede som formand for State Public Service Commission. Da han var på tur til Hyderabad for at deltage i en national konference for formænd inden for Public Service Commission’erne i april 1986, fik han et hjerteanfald. Den måde som Bhagavan personligt tog Sig af Mahadevan, gør det til en meget rørende historie. Lad os lytte til historien som Mahadevan selv fortæller den:

7.5. ”Klokken 14.10 den 24. april 1986, da jeg sad i min søns hus på Flyvevåbnets Akademi i Hyderabad efter frokost, fik jeg et blackout og faldt bevidstløs omkuld. Senere fortalte min hustru, der sad ved siden af mig i dette øjeblik, at hun var brudt sammen foran Swami’s billede, og at hun havde bedt om Hans hjælp. I dette eksakte øjeblik fortalte Baba, der var på Sit værelse i Prasanthi Nilayam, Sri Kutumba Rao og Swami Karunyananda, der var til stede: ”General Mahadevan har netop fået et hjerteanfald i Hyderabad, og Jeg har frelst ham!””

7.6. ”Da jeg kom til bevidsthed og åbnede mine øjne, så jeg, at en læge fra Hyderabad’s flyvevåben-hospital plejede mig sammen med min søn, Suresh. De bragte mig til militærhospitalet i Secunderabad, der lå 32 km væk. Den næste dag ankom Sri Sathya Murthy,

112 der er talsmand for Sri Sathya Sai Trust i Andhra Pradesh, med et brev fra Bhagavan og noget vibhuthi, som Han havde materialiseret til mig. Baba havde også sendt en kurv med citrusfrugter. I brevet stod der: ”Min kære søn! Hvorfor frygte når Jeg er her! Jeg er i dig, med dig, omkring dig, og Jeg vejleder og beskytter dig. Kærlighed og velsignelser til dig og din hustru. Din Baba.””

7.7. ”Jeg følte aldrig nogen form for frygt, hverken da jeg kørte de 32 km til hospitalet, eller da jeg lå på hospitalets intensivafdeling i 21 dage. Grunden er, at jeg har fuldstændig tro og tillid til Swami og Hans Guddommelige beskyttelse. På hospitalet duftede jeg hele tiden den dejlige duft af vibhuthi, hvilket er et sikkert tegn på Hans tilstedeværelse. Ret ofte dukkede Swami op i mine drømme og forsikrede mig, at Han ikke ville tillade mig at dø! Regelmæssigt sendte Han også Sine udsendinge til hospitalet for at se til mig.”

7.8. ”Efter at have tilbragt 21 dage på intensivafdelingen på militærhospitalet i Secunderabad rejste jeg med tog til Madras sammen med en militærlæge, en sygeplejerske og en iltflaske. I Madras fik jeg kendskab til, at Bhagavan var kommet til Kodaikanal. Da jeg var ’førstetjener’ i Sathya Sai Organisationen i Tamil Nadu, ønskede jeg at tage til Kodaikanal og tjene Herren, der havde passet på mig med så megen kærlighed og venlighed. Men lægen, der så på mit ekkokardiogram, rådede mig; ”Beklager hr! Du kan ikke tage til bjergbyen i denne tilstand. Det kan blive fatalt for dig.” Jeg blev meget ked af det, og med tårer i øjnene bad jeg til Swami. Jeg skrev også et brev til Ham, hvor jeg undskyldte for min manglende evne til at tjene Ham i Kodaikanal.”

General S.P. Mahadevan og fru Chella Mahadevan Generalen sammen med Den med deres Frelser Øverste Feltherre

7.9. ”Straks efter Han var vendt tilbage til Brindavan, sendte Baba et brev og prasad til mig gennem Sri Balaram. Det kærlige brev fra Herren dateret den 27. maj 1986 lyder således: ”Kære Mahadevan! Modtag Min kærlighed og Mine velsignelser. Jeg modtog dit brev. Hvordan er dit helbred? Hvordan har du det, Min dreng? Du skal ikke være bekymret. Din moder Sai er altid hos dig. Vær lykkelig og rask. Overbring Mine velsignelser til Rani (Chelamma). Sammen med Min kærlighed sender Jeg prasad gennem Balaram. Jeg vil snart give dig darshan. Med kærlighed, Baba.””

113 Swami’s brev til general Mahadevan

7.10. ”I den anden uge i juni kørte Herren fra Bangalore til Madras og tilbage igen, 720 km, for at velsigne mig og give mig styrke og mod. Jeg har ingen ord, der kan udtrykke min taknemmelighed over for Ham. Bhagavan er i sandhed den kæreste, den mest elskelige og medfølende ven og slægtning for alle.”

7.11. Det var ikke første gang, Bhagavan reddede Mahadevan. Der var mange lejligheder i hans karriere som officer i hæren, hvor Baba havde frelst ham og hans mænd i kritiske og farlige situationer. I 1972, da han blev forfremmet til rang af majorgeneral og udstationeret som kommanderende chef for en bjerg-division i Ladakh’s sneklædte område i Kashmir ved den Indo-tibetanske grænse, tog Mahadevan af sted for at få Bhagavan’s velsignelse, før han overtog kommandoen. Under interviewet forsikrede Baba ham: ”Hvorfor frygte når Jeg er nær!”

114 7.12. Mahadevan blev overrasket over den lille ændring, som Bhagavan var fremkommet med i Sin forsikring og spurgte Ham: ”Swami! Normalt siger Du: ”Hvorfor frygte når Jeg er her!” Hvorfor ændrede Du det, da Du sagde det til mig?””

7.13. ”Hvis Jeg siger det, så vil dit militærsind begynde at undre sig over, hvordan det er muligt for Mig at beskytte dig, når Jeg sidder her i Prasanthi Nilayam, og du er tusindvis af kilometer væk i Kashmir! Jeg ønskede at forsikre dig om, at jeg altid er dig nær, uanset hvor du er!”

7.14. I løbet af få uger befandt han sig i Ladakh i en højde af 3.600 meter over havets overflade, hvor hans division stod over for den pakistanske hær mod vest og sydvest og den kinesiske hær mod nord og øst. Han manglede stadigvæk at blive bekendt med sit ansvarsområde og også med de mænd, han nu havde under sig. Det kom som et lyn fra en klar himmel for ham, da den pakistanske hær pludselig trængte ind over grænsen og ind i Kargil, Dras og Chorbatla. På samme tid trængte kineserne gennem Karakoram Passet og Chusul. Intenst bad han til Bhagavan Baba om hjælp og vejledning. Han så også efter tegn på Nåde fra Herren, der havde forsikret ham, at Han altid ville være ham nær. Da han så på et billede af Bhagavan, der hang på væggen i hans hytte, fremkom der klumper af vibhuthi på billedet, og denne vibhuthi blev hængende! Dette Guddommelige tegn indgød ham mod og tillid, og i løbet af få dage lykkedes det ham at presse pakistanerne og kineserne tilbage til deres egne territorier med et minimum af tilskadekomne.

7.15. Det er ikke overraskende, at Bhagavan Baba, der ofte hævder, at udødelighed udelukkende opnås gennem selvopofrelse, har et blødt punkt i Sit hjerte for hærens ansatte, der dedikerer deres liv til at beskytte fædrelandet. Hans venlighed over for disse selvopofrende mænd skildres virkelig godt i beretningen om den følgende episode i Mahadevan’s liv:

7.16. I september 1974 var Mahadevan taget til Wellington, der er beliggende tæt ved den navnkundige bjergby, Ooty. Som regimentets øverste kommandant skulle han inspicere Madras Regimental Center. Da han fik at vide, at Bhagavan Baba var kommet til Ooty for at åbne en skole, skyndte han sig derhen. Omkring 3.000 mennesker havde forsamlet sig inde på skolekomplekset for at få Baba’s darshan. Med stor vanskelighed gik han igennem folkeskaren og gik ind i bygningen. Hans hæruniform hjalp ham nok med at kunne dette. Efter et stykke tid kom Baba ned ad trappen, gik lige hen til Mahadevan og sagde: ”Da du kom til Moga sidste år, havde du ikke uniform på, og selv i Brindavan i begyndelsen af året havde du noget andet tøj på!”

7.17. Mahadevan var overvældet! Han var taget til Moga nær Chandigarh året før, da Baba var kommet til denne by for at indvie et hospital. På det tidspunkt han nåede frem, havde der samlet sig hundredtusindvis af mennesker. Stående på en høj platform var Bhagavan i færd med at holde tale. Mahadevan kunne ikke komme blot i nærheden af Baba. Selv i Brindavan havde der været mindst 3.000 hengivne, da han besøgte stedet i januar 1974. Han kunne næsten ikke rumme sin forbløffelse over Bhagavan’s kommentarer om sit tøj. Det røg ud af munden på ham: ”Swami! Hvordan kunne Du lægge mærke til mig blandt de hundredtusinder af mennesker i Moga og blandt de tusinder i Brindavan?” Baba svarede: ”Jeg genkender Min hengivne, uanset hvor han er, og uanset hvad tøj han har på!” ”Du må være Gud, udelukkende Gud kan gøre dette”, udbrød Mahadevan. Bhagavan smilede og spurgte ham: ”Hvad ønsker du?” ”Swami! Takket være Din Guddommelige Nåde har jeg alt. Jeg ønsker ikke noget.” Bhagavan insisterede: ”Tænk dig om. Der må være et eller andet, du vil bede Mig om!” ”Swami! Jeg ønsker ikke noget til mig selv. Vi har omkring 4.000 soldater, der gennemgår træning i Wellington, der ligger blot 15 km herfra. Vil Du komme og velsigne dem”, bad Mahadevan. Til Mahadevan’s store glæde sagde Baba: ”Jeg vil komme derhen i morgen tidlig.”

115 7.18. Næste morgen fandt der en interessant drøftelse sted mellem Baba og Mahadevan i bilen, mens de kørte fra Ooty til Wellington. Baba sagde følgende til Mahadevan: ”Hvis du har nogle spørgsmål, du gerne vil stille Mig, så må du endelig spørge.” Mahadevan var ikke i stand til at koncentrere sit sind under meditationen. Så han bønfaldt Baba: ”Da Narendhranath fandt det vanskeligt at fokusere sit sind under meditationen, hjalp Ramakrishna Paramahamsa ham ved at presse et stykke glas ind i hans pande. Vil Du ikke nok hjælpe mig på samme måde?”

7.19. Bhagavan smilede og sagde: ”Det er der ikke behov for at gøre. Hvor mange soldater har du kommandoen over i Kashmir?” ”Swami! Der er 30.000.” ”Det er et kæmpemæssigt ansvar. Når du sidder og mediterer om morgenen, begynder dit sind at flakke omkring. Det tænker på dine planer for dagen og mange ting, der har med dine pligter at gøre. Har du vundet præmier i nogen sportsgren?” ”Før i tiden plejede jeg at spille hockey, og nu spiller jeg golf. Jeg har vundet præmier i begge dele.” ”Blev du mester fra den ene dag til den anden? Det må have krævet års træning. Er det ikke sandt?” ”Jo, Swami.” ”Det gælder også for meditation. Du vil blive en mester, en ekspert, i meditation, hvis du træner i det med oprigtighed i en længere periode”, sagde Baba og gjorde den karakteristiske bevægelse med hånden. Der dukkede en smuk ring frem, som Han satte på Mahadevan’s finger.

7.20. Hærens officerer og menige havde samlet sig i regimentets gymnastiksal i Wellington. Der herskede forvirring, da Baba kom ind i salen, eftersom de kappedes med hinanden om at berøre Hans fødder. Swami spurgte Mahadevan: ”General! Hvad er der sket med din militære disciplin?” Han svarede: ”Swami! Disciplinen er trængt i baggrunden, eftersom hengivenhed er trådt i forgrunden!” Bhagavan lo triumferende og fortsatte hen mod tribunen, hvorfra Han holdt en inspirerende tale. Der var en atmosfære gennemtrængt af stor glæde og feststemning. Majorgeneral Malhotra, der var kommandant for Defence Services Staff College i Wellington, ankom og bad til Bhagavan, om Han ikke nok ville besøge dette college, hvor officerer fra hæren, flåden og luftvåbenet i Indien såvel som i udlandet var i færd med at gennemgå træning. Beredvilligt indvilligede Han og tog hen på dette college. Der talte Han til officererne i en time. For Mahadevan, der kørte med Bhagavan fra Ooty til Wellington og tilbage, blev det en storslået og mindeværdig dag.

7.21. Mahadevan tog sin afsked fra hæren i juni 1980 efter 36 års tjeneste. Da han mødte Bhagavan en måned før sin pensionering, havde Han sagt: ”Ingen retirement (pensionering), Jeg vil re-tyre (genstarte) dig!” Tro mod det Guddommelige ord blev Mahadevan tilbudt formandsposten i State Public Service Commission af delstatsregeringen i Tamil Nadu den dag, han fratrådte sin stilling i hæren. Under Sit besøg i Madras i januar 1981 udnævnte Baba ham til delstatspræsident for Sri Sathya Sai Organisationen i Tamil Nadu. Det var Mahadevan’s gode skæbne at kunne modtage Bhagavan Baba i Madras mindst én gang om året i de næste 15 år! Baba besøgte også mange af Tamil Nadu’s byer og landsbyer i den periode, der dækkes af dette bind om Hans Guddommelige livshistorie. Årsagen var, at organisationen havde adopteret 369 landsbyer for at skaffe landbefolkningen de mest basale faciliteter. Under et af disse besøg blev Baba så bevæget over befolkningens hengivenhed, selvdisciplin og pligttroskab, at Han erklærede: ”Tamil Nadu er blevet Daiva Nadu (Guds land)!” Det var et fuldbyrdelsens øjeblik for general Mahadevan, der selv op til i dag er fortsat med at sprede sin elskede Herres budskab!

7.22. Thailands parlament vedtog en ny uddannelseslov i 1992. Loven angav tydeligt, at uddannelsens mål, sideløbende med opnåelsen af akademiske fortræffeligheder, var at skabe menneskelig fortræffelighed i alle de studerende, så de kan vokse op som mænd og kvinder

116 med en fremragende karakter, der fører de menneskelige værdier ud i livet. Loven forestillede sig også, at alle de studerende vil følge ’rigtig handling’ (dharma) i deres liv, så de på den måde kan blive i stand til at leve sammen i fred og harmoni. Den person der havde arbejdet meget hårdt på at få vedtaget dette skelsættende lovforslag, var dr. Art-Ong Jumsai, der var medlem af parlamentet og en vigtig leder i Sri Sathya Sai Organisationen i Thailand. På dette tidspunkt havde denne organisation trænet mere end 15.000 lærere i ’Uddannelse i menneskelige værdier’. Den havde også etableret Sri Sathya Sai Skolen, der var den første Sathya Sai-skole, der blev etableret uden for Indien. Lad os lytte til hvad Jumsai selv har at fortælle om vedtagelsen af den nye uddannelseslov:

7.23. ”Jeg var medlem af parlamentet i tre på hinanden følgende valgperioder, og hver gang var jeg involveret i det arbejde, der blev udført i parlamentets uddannelseskomite. Det hjalp mig, så jeg kunne rejse rundt i landet og fortælle folk om vigtigheden af at integrere menneskelige værdier i det nationale uddannelsessystem. Jeg kunne også holde adskillige taler i parlamentet om dette emne. Under min anden valgperiode i parlamentet skulle vi fremlægge et lovforslag til vedtagelse i Huset om uddannelsesreformer, og jeg fik til opgave at lave et udkast, der beskrev fremtidens uddannelsesmetode. Det gav mig en mulighed for at medtage menneskelige værdier i hvert eneste aspekt af uddannelse i Thailand.”

7.24. ”Den måde loven blev vedtaget af parlamentet på, var meget forbløffende. Normalt vil et lovforslag, der ikke fremlægges af et af regeringspartierne, aldrig blive vedtaget. På dette tidspunkt havde vores parti en lille repræsentation i Huset. Jeg tog kontakt med hvert eneste parti for at drive lobbyvirksomhed for lovforslaget. Jeg fortalte dem, hvordan denne lov ville kunne skabe en bedre fremtid for landet. Næsten hvert eneste medlem af parlamentet kendte mig som vegetar og afholdsmand, og som en der altid havde et smilende ansigtsudtryk. Jeg sad i Huset og udstrålede kærlighed, og jeg var altid hjælpsom. Jeg holdt en tale, hvor jeg forklarede uddannelsesreformens lovforslag. Der var ingen i Huset, der stillede spørgsmål, og da tiden var inde, rakte alle medlemmerne deres hånd op til fordel for lovforslaget, og det uanset hvilket parti de tilhørte!”

7.25. ”Her bør jeg nok fortælle, at dette kun var muligt på grund af Bhagavan Baba’s Guddommelige Nåde. Han tilskyndede mig til at gå ind i politik. Det var ganske besynderligt, når man tænker på, at Han i almindelighed beder undervisere og lærere om at holde sig væk fra politik. Swami var meget stolt af mig, da jeg blev valgt som parlamentsmedlem. Hver gang Han introducerede mig for andre, ville Han uvægerligt sige: ”Jumsai er et parlamentsmedlem fra Thailand, og han er Sai-entist.” Det var måden, Han lavede ordspil med ordet ’scientist’!” Jumsai modtog ’Førstepræmien for bedste videnskabelige opfindelse i året 1984’ i Thailand. Han deltog også i NASA’s Viking Rum Projekt, hvor han var med til at konstruere den automatiske landingsanordning.

7.26. Faktisk havde Baba frelst Jumsai’s liv, da han stadig var en baby. Han blev født i Bangkok i begyndelsen af 2. verdenskrig. Hans forældres hus lå inde i en militærforlægning, og det var omgivet af barakker og forsyningsdepoter. Den japanske hær havde besat landet, og de allierede bombede alle militære installationer i Bangkok. En morgen hørte Jumsai’s moder, at der var en, der bankede på døren. Da hun åbnede døren, så hun en mand iført en orange-gul klædedragt. Hun havde aldrig set ham før. Manden gav hende en pakke med noget fint pulver, der lignede sand. Han bad hende sprede det ud over husets tag. Han forsikrede hende, at det ville gøre huset usårligt over for bombningerne. Da hun vendte tilbage, efter hun havde spredt pulveret ud over taget, var munken forsvundet. I løber af få dage blev området udsat for et voldsomt bombardement, der ødelagde alle bygningerne rundt om huset, men alene deres hus forblev uskadt! 50 år senere, under sommerskolen om ’Indisk kultur og åndelighed’ i 1990, afslørede Bhagavan over for Jumsai, at det Han havde givet hans moder i Bangkok, var en pakke vibhuthi og ikke sand!

117 7.27. Efter nogle få års skolegang i Bangkok rejste Jumsai til Frankrig med sine forældre, eftersom hans fader arbejdede for UNESCO, der har sit hovedkvarter i Paris. I skolen var han en meget uartig dreng, men han var den bedste til at bokse. Han studerede meget lidt og endte altid i bunden af klassen til eksamenerne. En Guddommelig indgriben blev vendepunktet i hans liv. En nat, da han sov på en sovesal sammen med mange drenge, blev han vækket af en rungende stemme, der sagde: ”Art-Ong, Art-Ong, Art-Ong! Hvorfor gør du dette her?” Der var også et meget klart lys, der skinnede overalt. Først blev han meget forskrækket, men da det samme gentog sig tre på hinanden følgende nætter, forstod han sin tåbelighed og besluttede at forbedre sig. Han begyndte at studere de hellige skrifter og meditere seriøst. Det hjalp ham med at fokusere sit sind ind på de akademiske studier og overvinde sin uartige og støjende natur. Efter dette blev han altid nummer et i sin klasse, når der blev afholdt eksamener, og han vandt førstepræmie i konkurrencer, hvad enten det var inden for musik, kunst eller videnskab.

7.28. I denne tid på college skete der nogle få vigtige ting i hans indre liv. Han læste en masse om Indiens guruer og bad inderligt om, at han måtte finde sin guru. Jumsai stillede sig selv spørgsmålene: ”Hvordan kan det være, at jeg er blevet født på en tid, hvor der er så mange konflikter og krige? Hvorfor blev jeg ikke født på den tid, hvor Herren Buddha og Herren Jesus havde deres gang på Jorden? Findes der i dag en sådan prægtig person på Jorden?” Besynderligt nok kom svarene på hans spørgsmål i hans drømme. Igen og igen så han i sine drømme en helgen iført en hvid klædedragt. Han sad under et stort træ, og han fortalte Jumsai: ”Vær tålmodig. Tiden vil komme, hvor du vil møde din Mester!” Nogle få årtier gik, før dette virkelig skete. Efter han havde afsluttet sin uddannelse i England, vendte han tilbage til Thailand. Her kastede han sig ud i at arbejde som underviser, videnskabsmand, ingeniør og forretningsmand. Han gennemlevede livets op- og nedture uden at miste sin sindsligevægt, og når som helst han stødte ind i en faldgrube, følte han tilstedeværelsen af en stærk ledende og styrende hånd, der frelste ham.

7.29. Hans søgen efter en Mester sluttede i 1982, da han var 42 år. En dag spurgte en af hans venner, om han ikke ville rejse med ham til Indien for at møde Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. Jumsai, der havde hørt om mange af Baba’s mirakler, tænkte ved sig selv: ”Hvis Sai Baba er så stor og prægtig, så bør Han kalde på mig!” Og kaldet kom øjeblikkeligt. Han følte en stærk bølge af lys og energi gennemstrømme sin krop, og kroppen begyndte at ryste af en ubeskrivelig glæde, der strømmede gennem hans årer. Han kunne ikke holde glædestårerne tilbage. Øjeblikkelig besluttede Jumsai sig for at rejse til Indien for at se Baba. Da han, sammen med sin moder, ankom til Prasanthi Nilayam den 21. november 1982, havde nogle få hundredtusinder hengivne samlet sig her for at fejre Baba’s 57 års fødselsdag. Blot et øjekast fra Baba i hans retning skænkede ham den sammen lyksalige oplevelse, som han havde haft i Thailand. Det er den oplevelse, der prises i Narada Bhakti Sutra, lærebogen om hengivenheden over for indisk kultur, som en tilstand af intens kærlighed til Gud. Det er unødvendigt at nævne, at Jumsai genkendte sin Guddommelige Mester i Sri Sathya Sai Baba.

7.30. Jumsai længtes efter at modtage direkte vejledning fra sin Mester, og det skete, da han kom tilbage til Prasanthi Nilayam inden for fire måneder efter sit første besøg. Bhagavan kaldte gruppen fra Thailand ind til interview. Baba besvarede alle de spørgsmål, han havde i tankerne, og det endnu før han stillede dem. For første gang så han også, at Baba materialiserede forskellige genstande. Han videnskabelige natur fik ham til at iagttage Baba’s cirkulerende hånd meget nøje under materialisationsprocesserne. Bortset fra vibhuthi og et ur frembragte Han også Sine visitkort med et fotografi af Sig Selv på den ene side! De to ting der først faldt Jumsai ind, var hans deltagelse i politik og hans lands konges svigtende helbred. Bhagavan fortalte gruppen: ”I er meget heldige at have en konge, der fører de menneskelige værdier ud i livet. I skal ikke bekymre jer om ham. Jeg vil tage Mig af ham.” Til Jumsai sagde Han: ”M.P. – medlem af parlamentet. Ja, du kan deltage i politik. Du har Min velsignelse!” Herefter rakte Han Sin hånd ud mod Jumsai, der med tårer i øjnene knugede den.

118 7.31. Da han vendte hjem til Bangkok, blev han udnævnt til sekretær for Sri Sathya Sai Organisationen i Thailand. Sri Ramlal Sachdev var formand. Fru Loraine Burrows, hr. Suppachai og dr. Teerakiat var andre betydningsfulde medlemmer af organisationen. De arbejdede uophørligt på at sprede Herrens budskab i deres land. De rejste på kryds og tværs af Thailand og etablerede mange centre. Uanset hvor de rejste hen, modtog de en overvældende respons, og Thai-folket strømmede til Sai-centrene. De blev inviteret til at tale om Baba og Hans lære af de fleste af Thailands universiteter inklusiv Chulalongkorn Universitetet, der var det førende blandt landets universiteter. De såede frøene til Thailands transformation til ’Sai-land’.

7.32. Den internationale konference for oversøiske Bal Vikas-lærere i Prasanthi Nilayam i august 1983 blev en vigtig milepæl i relation til den fremgang, Sri Sathya Sai Organisationen oplevede uden for Indien. Baba tilbragte meget tid med at tale til de delegerede. Det gjorde et stort indtryk på alle deltagerne. Jumsai var ingen undtagelse. Faktisk fik det ham til at sætte sig særlige mål i livet. Under en af talerne så Bhagavan lige ind i øjnene på Jumsai, der sad på første række, og sagde: ”I dette liv bruger I jeres tid på at uddanne børn. Det er nok. I behøver ikke gøre noget andet. Hvis I driver en forretning, så vil Jeg tage Mig af den. I behøver ikke bekymre jer om noget!” Lige i dette øjeblik besluttede Jumsai sig for at dedikere resten af sit liv til uddannelse af børn.

7.33. I løbet af få måneder erklærede Sathya Sai Organisationen i Thailand, at deres tjeneste over for landet fremover ville koncentrere sin om området: Uddannelse af børn. Først begyndte arbejdet i Bangkok’s slumkvarterer, hvor der var en række problemer i lokalsamfundet. Børns afhængighed af stoffer var et meget stort problem. Der var også sammenstød og kampe, der engang imellem endte i mord. Da det var Sai’s Vilje, viste eksperimentet med slumbørnene sig at blive en succes. Organisationen begyndte at træne lærere i EHV – Education in Human Values. Hr. Supachai arbejdede hårdt på at få kontakt med regeringens uddannelsesministerium og de lokale offentlige institutioner som Bangkok’s Metropolitan Administration for at overbevise dem om behovet for EHV. Der blev afholdt et seminar for lederne af skoler og universiteter. Det gjorde man for at indskærpe over for dem, at det var yderst vigtigt at træne lærerne i EHV. Således kom bevægelsen i fart. Den internationale konference, der blev afholdt i Bangkok, der havde deltagelse af topchefer inden for regeringsadministrationen, gav bevægelsen et yderligere incitament til at fortsætte arbejdet. Flere end 15.000 lærere blev trænet i 1991. Lærerne ønskede selv at opleve EHV- eksperimentets succes. De ønskede at opleve en dagligdag på en skole, der praktiserede dette nye tiltag. Således blev Thailands Sathya Sai Skole født i 1992 med Jumsai som dens leder. Skolen er beliggende på et henrivende sted i Lammarai i Lobpuri-provinsen. Skolen er nu blevet et fyrtårn for lærere, undervisere og pædagoger i Thailand og mange af nabolandene.

7.34. Jumsai havde mange interessante og mirakuløse oplevelser, der dels bekræftede Bhagavan’s tilstedeværelse, og dels bekræftede at Han vejledte og hjalp ham i hans liv. Her følger beretningen om en sådan episode, hvor Bhagavan direkte greb ind. Da Jumsai vendte tilbage til Bangkok efter den internationale konference for Bal Vikas-lærere i august 1983, genlød Bhagavan’s forsikring om, at Han ville tage Sig af de behov, der opstår hos dem, der dedikerer dem selv til arbejdet med at uddanne børn, i hans ører. På det tidspunkt drev han en mindre virksomhed, en fabrik, i en af Bangkok’s forstæder. Jumsai havde ansat en midaldrende mand, som skulle holde vagt på fabrikken om natten. En nat da han var faldet i søvn, kom der en person og fysisk rystede ham og sagde: ”Du skal gøre din pligt på rette vis.” Vagten vågnede med et sæt og så en mand gå ud af lokalet. Han skyndte sig hen for at se, hvem det var, men der var intet spor af nogen. I fire på hinanden følgende nætter havde han den samme oplevelse, og nu var han virkelig bange. Han forstod sin fejltagelse og besluttede at gøre sin pligt. Næste morgen kom han ind på Jumsai’s kontor med frygt og ophidselse malet i ansigtet. Han var kommet for at tilstå sin tåbelighed. Jumsai bad ham falde til ro og fik ham til at sætte sig på en stol på den anden side af sit skrivebord. Vagten tilstod sin brøde, nemlig at han ikke havde passet sit arbejde. Han berettede også om det, der var sket de foregående

119 fire nætter. Da han så op, så han Baba’s billede, der hang på væggen. Hans hår stod lige op i luften og han skreg: ”Det er manden! Det er manden, der kom og vækkede mig!”

7.35. I tidens løb blev Jumsai en meget succesfuld forretningsmand, der drev tre forskellige virksomheder. Endnu mens han tænkte, at alt forløb glat og problemfrit for ham, blev han hårdt ramt af uheld. Han mistede alt og løb ind i akutte økonomiske problemer. Han følte sig meget nedtrykt og hjælpeløs. Selvfølgelig fortsatte hans bønner til Swami om hjælp. En dag kom der et telegram fra Bhagavan, der bad ham om at komme til Prasanthi Nilayam og holde en tale om EHV over for omkring 3.000 lærere og undervisere fra hele Indien. Han købte den billigste billet, han kunne få, og rejste til Prasanthi Nilayam. Han havde også bestilt en returbillet til Bangkok med afrejse dagen efter sin tale.

7.36. Da han havde afsluttet sin tale i Poornachandra auditoriet, modtog han en besked. Han blev bedt om at gå hen på verandaen foran templet for at møde Swami. Han tænkte, at han nu fik en god mulighed for at fortælle Swami om alle sine problemer, og han skyndte sig derhen. Endnu før han åbnede munden, gjorde Baba tegn til ham om at standse og sagde: ”Jeg ved. Jeg ved alting. Du har lige mistet alle dine virksomheder, og du er i økonomisk krise. Men vær lykkelig. Jeg ønskede blot at teste dig!” ”Åh, hvilken test!”, tænkte Jumsai med en følelse af lettelse og sagde: ”Swami! Jeg er nødt til at rejse til Bangkok i morgen.” Baba’s svar var meget kategorisk: ”Lad være med at rejse!”

7.37. Jumsai havde ikke råd til at afbestille sin billet og købe en ny, eftersom han havde købt den billigste billet, der var til at opdrive. På den anden side kunne han ikke være ulydig mod Swami’s ordre. Han affandt sig med Bhagavan’s Vilje og ventede. Intet skete under darshan den næste morgen. Baba havde travlt med at tale med Indiens uddannelsesminister. Hjælpeløs gik han tilbage til sit værelse. Hvis han ønskede at gøre brug af sin billet og flyve til Bangkok via Bombay, var han nødt til at køre til lufthavnen i Bangalore ved middagstid. I stedet besluttede han sig for at adlyde Baba’s ordre, afbestilte sin taxa og ventede.

7.38. Lige før middag bankede en frivillig på hans dør og afleverede en seddel. Der stod, at han øjeblikkeligt skulle gå hen til templet. Han skyndte sig derhen og fandt Swami sammen med ministeren og nogle få andre. Swami gik hen for at modtage Jumsai personligt og præsenterede ham for ministeren. Herefter fulgte en overdådig frokost med ministeren og de andre, og Baba Selv førte opsyn med det hele! Jumsai fik mulighed for at opleve Swami som en perfekt vært, men hele tiden bekymrede han sig om sine rejseplaner. Efter at have taget afsked med ministeren og de andre gæster vendte Bhagavan Sig mod Jumsai og sagde følgende til ham: ”Nu kan du tage af sted. Jeg har sørget for en bil, der kan køre dig til Bangalore!”

Dr. Jumasai i Sai Buddha’s hellige nærvær Dr. Jumsai taler i Poornachandra auditoriet i Prasanthi Nilayam

120 7.39. Da han kørte mod Bangalore, blev Jumsai ved med at se på sit ur. Han var sikker på, at han ville komme for sent til flyet til Bombay. Men da han ankom til lufthavnen, opdagede han til sin store glæde, at flyet var blevet forsinket. Han var den sidste, der steg ombord på flyet. Fuld af bekymring for sit videre fly til Bangkok fra Bombay landede han i indenrigslufthavnen, og han vidste, at han skulle skynde sig ud til den internationale lufthavn for at nå sit fly. Men til sin store forbløffelse opdagede han, at en funktionær fra flyselskabet ventede på ham. Han skyndte sig hen til Jumsai og spurgte ham: ”Hr! Er De dr. Art-Ong Jumsai?” Da han svarede: ”Ja!”, sagde funktionæren: ”Hr! Vi har forsinket flyet til Bangkok for Deres skyld. Lad os skynde os hen til den internationale lufthavn.” Da de kørte til denne lufthavn, fortalte funktionæren, at en eller anden havde ringet og fortalt dem, at en VIP ankom fra Bangalore og skulle nå flyet til Bangkok! For Jumsai’s skyld var dette fly blevet forsinket i tre timer!

7.40. Inden for få dage efter sin hjemkomst til Bangkok fik Jumsai nogle virkelig gode jobtilbud. Der var også nogle investorer, der meldte sig, da de ønskede at etablere en ny virksomhed! Pludselig begyndte det hele at se bedre ud for ham. Det var, som om Bhagavan havde forfremmet ham, efter han succesfuldt havde været konfronteret med Hans test! Han genfandt sit gamle jeg og begyndte at arbejde for den Guddommelige sag med fornyet energi.

7.41. Måtte dr. Art-Ong Jumsai’s slægt virke over hele verden!

7.42. Brahmananda Panda blev foreslået som formand for ’Sri Sathya Sai nationale råd for forbedring af landbefolkningens forhold’ i 1986. Han blev Bhagavan Baba’s udvalgte redskab i arbejdet med at sprede Hans Guddommelige budskab på kryds og tværs af delstaten Orissa. Han nåede at være delstatspræsident for Sri Sathya Sai Tjenesteorganisationen i mere end et kvart århundrede. Han tilhørte en sjælden race af politikere, der ikke tillader politik at dræbe deres integritet og åndelige forankring. Hans politiske ideal og drøm var at tilbyde befolkningen et ærligt styre, og så længe han var aktiv inden for politik, arbejdede han af al magt på at nå dette mål. Hans to valgperioder som medlem af Rajya-partiet i Orissa styrkede hans overbevisning om, at man ikke behøver at ofre sin ærlighed for at opnå succes inden for politik. Under hans første interview med Bhagavan i 1969 sagde Baba følgende til ham: ”Du har været i politik i lang tid, men du har aldrig handlet umoralsk. Derfor kunne du komme til Mig!” Ikke blot kom Panda til Bhagavan, men han dedikerede også sig selv til Hans mission i Orissa.

Sri Brahmaananda Panda sammen med sin ’Store Herre’

121 7.43. Befolkningen i Orissa, med dens naturlige egenskaber som for eksempel ligefremhed, ydmyghed og kærlighed til Gud, bød spontant Sai Avataren velkommen i deres hjerter og i deres hjem og høstede en rig høst af fred og lyksalighed. De store højtider i Prasanthi Nilayam tiltrak et stort antal gudfrygtige frivillige mænd og kvinder fra Orissa. Disse frivillige holdt hele området pænt og velholdt på trods af de umådeligt store folkeskarer, der stimlede sammen i ashram’en. Den tjeneste der består i at holde hellige steder rene og pæne, er historisk set et ædelt ideal fastsat af kongen selv i Orissa. Kongen, sammen med sine undersætter, fejede vejen, som Herren Jagannath’s stridsvogn kørte hen ad under den årlige festival i Puri. Efter højtiderne i Prasanthi Nilayam i 1980’erne og 1990’erne kunne man se Bhagavan Baba belønne disse jævne og ædle Sjæle fra Orissa med Sine dejlige gaver, som de fik på grund af deres ’kærligheds-arbejde’.

7.44. Panda var født i en religiøs præstefamilie, men han blev først indviet i rejsen mod Gud i en alder af 35 år af Thakur Abhiram Paramahamsa, der havde sin ashram nær Nirakarpur i Orissa. Det var i 1957, otte år efter hans hustrus død. Den ensomme Sjæl i Panda søgte tilflugt i den hellige mands selskab. Denne helgen udstrålede kærlighed og glæde, der stammede fra åndelig virkeliggørelse. Arun, Panda’s søn, der på det tidspunkt var en meget ung dreng, opdagede også en vældig kilde af moderlig kærlighed i Paramahamsa. Under denne helgens velsignede indflydelse over en seks-årig periode vendte Panda’s sind sig gradvist væk fra verden og mod Gud. I 1963, da Panda sørgede over sin gurus nært forestående afsked med verden, trøstede denne ham med kærlige ord, der viste sig at være profetiske: ”Der er intet tilbage i denne gamle krop, der kan udføre Guddommelige Lege. Du vil møde det mest vidunderlige legeme på Jorden, og du vil blive vidne til forbløffende Guddommelige Lege!”

7.45. Panda, der troede på sin gurus ord, begyndte at se sig om efter ’det mest vidunderlige legeme’ blandt samtidens mange helgener, der levede rundt om i landet. Det var ikke før først i 1965, at han hørte eller læste om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. Da han så et billede af Bhagavan Baba i et ugentlig tidsskrift, blev han betaget. Det var endnu mere spontant end ’kærlighed ved første blik’! I december 1965 forærede en af hans venner ham et eksemplar af Sathyam Sivam Sundaram, skrevet af Sri N. Kasturi på engelsk. Vennen bad ham om at oversætte den til oriya. Panda, der havde skabt sig et ry for at være en god skribent på oriya, læste bogen på en nat, og den gjorde et dybt indtryk på ham. Mens Panda overvejede anmodningen om at oversætte biografien, kom hans ven tilbage med et brev fra Kasturi. Det var Kasturi’s svar til hans ven, der havde bedt ham om at tillade, at Panda oversatte Baba’s livshistorie til oriya. Kasturi havde skrevet: ”Bed Brahmananda Panda om at komme til Puttaparthi, så han personligt kan prøve at få Baba’s velsignelse.” Denne gang viste kaldet sig at være uimodståeligt, og Panda kom til Prasanthi Nilayam den 21. februar 1966, dagen efter Mahashivarathri.

7.46. Der var omkring 10.000 mennesker, der lagde beslag på hver eneste kvadratmeter plads i Prasanthi Nilayam. Nogle boede lykkelige under træerne, og for mange var himlen loftet. Hvert eneste ansigt udstrålede lykke og fred. Bare et glimt af Baba var nok til at vække glæde. Ingen syntes at bekymre sig om materielle bekvemmeligheder. Panda var fascineret af stedets åndelige atmosfære. Der var to pilgrimme fra hans hjemby, Berhampur, der gav ham lidt plads ved siden af sig under det eneste halvtag, der var på vestsiden af Santhi Vedika, pavillonen der fungerede som friluftsscene.

7.47. Selv hvis Baba var ’det mest vidunderlige legeme’, som hans guru havde omtalt, så var der ingen måde, hvorpå han kunne komme til at tale med Ham, medmindre Han kaldte ham hen til Sig. Det tog ikke lang tid for politikeren i Panda at forstå, at Baba hverken lod Sig påvirke af anbefalinger eller nogen form for påvirkning. Nogle få smil fra Ham under darshan virkede selvfølgelig opløftende på Panda’s lidt nedslåede hjerte. Han havde besluttet ikke at forlade stedet, før han havde sikret sig Sai Baba’s personlige velsignelse til at oversætte Sathyam Sivam Sundaram. Men der var ikke noget tegn på, at Baba ville kalde ham ind til interview. Da han mødte Kasturi med dennes brev til sin ven, fik han rådet: ”Du skal først

122 styrke din hengivenhed.” Selv om det afmålte råd sårede hans ego, forstod han sandheden i det. Oprigtige bønner begyndte at strømme fra hans hjælpeløse hjerte. Seks dage forløb begivenhedsløse.

7.48. En mulighed viste sig for Panda den 27. februar, da Baba tog til Bukkapatnam, en nabolandsby, for at lede festlighederne i forbindelse med årsdagen for byens high school. Panda blev fuldstændig bjergtagen over den tale, som Baba holdt og den lovsang, som Han sang som afslutning på talen. Han ønskede at fare hen til Baba, kaste sig for Hans fødder og råbe: ”Min Herre! Her er jeg, Din slave!” Da Bhagavan efter mødet trak Sig tilbage til et værelse på skolen, brasede Panda bogstaveligt ind. Baba hvilede Sig på en seng, idet Han støttede på Sin højre albue. Kasturi og Raja Reddy, der var sammen med Ham, lagde ikke mærke til, at han kom ind på værelset. Panda henvendte sig til Bhagavan og sagde: ”Hr! Jeg er kommet fra Berhampur.”

7.49. Uden at ændre stilling svarede Baba: ”Berhampur, byen ved Orissa’s grænse?” ”Ja, hr.”, svarede Panda. Bhagavan så på ham og sagde: ”Kom til Puttaparthi. Der vil vi tale sammen.” ”Jeg har været i Puttaparthi i en uge. Jeg har fået Din hellige darshan og modtaget prasad fra Dine Guddommelige hænder. Men jeg har ikke haft lejlighed til at tale med Dig om formålet med mit besøg.” Baba satte Sig op, så på Kasturi og sagde: ”Han har været her i syv dage, og ingen har fortalt Mig om det!” En chokeret Kasturi så på Panda, da Baba rejste Sig.

7.50. Panda fortsatte: ”Jeg ønsker at oversætte Sathyam Sivam Sundaram til oriya.” ”Jeg ved det! Det skal du absolut gøre. Kasturi vil hjælpe dig. Han vil give dig lige meget hvilke fotografier, du måtte ønske”, sagde Bhagavan og materialiserede vibhuthi, hældte lidt af det ned i Panda’s udstrakte håndflader og smurte resten på hans pande og hals.

7.51. Panda, der rystede over det hele på grund af stærke følelser, knælede foran Baba. Med tårer strømmende ned ad kinderne bønfaldt han Baba: ”Store Herre! Vis mig barmhjertighed!” Baba smilede og nikkede. Panda pressede sine håndflader mod hinanden, bøjede sig for sidste gang og forlod værelset. Der var ikke længere nogen tvivl i hans sind om, at ’det mest vidunderlige legeme’, som hans guru havde spået om, var ingen anden end Bhagavan Sri Sathya Sai Baba.

7.52. Mange var de Guddommelige Lege, som Herren legede med Brahmananda Panda over de næste 30 år af hans liv. De var alle udtryk for Hans kærlighed (prema). De havde det mål at styrke troen, at intensivere hengivenheden og fremelske en følelse af overgivelse. Engang spurgte Panda Bhagavan: ”Swami! Hvad er tilstanden samadhi’s beskaffenhed?” Baba forklarede: ”Samadhi er intet andet end ’sama-dhi’, hvilket betyder en tilstand af uforstyrret sindsligevægt. Yogier og vismænd nyder altid godt af denne tilstand; de er hele tiden forenet i Gudsbevidsthed. Selv når de er beskæftiget med forskellige gøremål i verden, bliver deres sindsligevægt ikke forstyrret. Hvis du overgiver dig selv fuldstændig til Gud, så vil du også kunne opnå en tilstand af uforstyrret sindsligevægt.” Det ultimative formål med alle Guddommelige Lege er at føre mennesket til en tilstand af uforstyrret sindsligevægt. Her følger beretningen om nogle få Guddommelige Lege blandt de mange, der fandt sted i Panda’s liv:

7.53. Da Panda’s søn, Arun, skulle giftes, forestod Bhagavan vielsen i Prasanthi Nilayam den 28. maj 1973. Efter bryllupsceremonien sagde Han til Panda: ”Du skal holde en fest for dine politiske venner i Delhi.” På det tidspunkt var Panda medlem af Rajya-partiet. Han holdt festen på plænerne til sin ejendom i Delhi om aftenen den 9. august, og han inviterede omkring 800 notabiliteter og venner inklusiv Indiens præsident, vicepræsident, premierminister, ministre, medlemmer af begge parlamentets kamre og mange politiske ledere. Den 8. om morgenen så Panda bekymret op på den overskyede himmel. Det begyndte at regne indimellem. Han forsøgte at berolige sit urolige sind ved at fortælle sig selv: ”Herren har bedt mig om at holde denne fest, så Han vil helt sikkert tage Sig af alting.” Selv den 9. forblev det overskyet, og regnen varede ved. Selv om han var begyndt at forestille sig det værste, lod han som

123 ingenting. Han mødte premierministeren ved middagstid, da han forlod mødet med Rajya- partiet efter spørgetimen, og han inviterede hende igen til aftenens selskab. Hun svarede: ”Jeg vil helt sikkert komme, men se på himlen, den er meget skyet.” Panda sagde til hende: ”Jeg er sikker på, at Baba’s Nåde vil sikre, at alt kommer til at gå godt. Skyerne vil ikke vove at ødelægge festen.”

7.54. Med hjertet opfyldt af bønner vendte Panda hjem til sin ejendom på South Avenue klokken 14.30. Det regnede voldsomt. Han var træt og skuffet. Han gik ind på sit værelse og lagde sig lidt. Søvnen overmandede ham, og Baba så Sit snit til at dukke op i hans drøm! Han spurgte Panda: ”Hvorfor er du så rastløs? Tror du, at det er dig, der arrangerer festen?” Panda stod op. Han var opfyldt af en fuldkommen tillid til Baba, og han forbandede sig selv for sin mangel på tro. Endelig, klokken 16.00, holdt det op med at regne. Dekoratøren, en Baba- hengiven, og hans hold af hjælpere, fik travlt ude på plænerne. Klokken 17.00 gik Panda op på den fint udsmykkede tribune og placerede et billede af Bhagavan. Da han lidt senere vendte tilbage til tribunen for at hænge en blomsterkrans over billedet, så han, at der piblede amritha ud fra billedet! Panda følte sig helt overbevist.

7.55. Festen blev en stor succes. Den begyndte klokken 18.00 og fortsatte til 20.00. Næsten alle de inviterede, inklusiv præsidenten og premierministeren deltog. Sri Lalit Narayan Mishra, en af Panda’s venner, der boede på Akbar Road, ankom omkring klokken 19.00. Han blev overrasket over at opdage, at det ikke engang støvregnede. Han fortalte Panda: ”Det styrtede ned, da jeg kørte hjemmefra. Jeg troede, at festen på din plæne ville blive en komplet fiasko!” Panda svarede: ”Denne fest er blevet arrangeret af Baba og ikke af mig. Skyerne kan ikke være ulydige over for Ham!” Senere fik Panda kendskab til, at det mellem klokken 18.00 og 20.00 havde regnet hele vejen rundt om hans bolig. Men mens festen stod på, faldt der ikke så meget som en dråbe regn på South Avenue! Da festen var ved at slutte, knælede Panda foran billedet på tribunen med glæden og taknemmelighedens tårer i øjnene.

7.56. Brahmananda Panda var en dygtig taler, og han talte både på oriya og engelsk. Han rejste til hver eneste krog og hvert eneste hjørne af Orissa. Her talte han om Guds komme på Jord som Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, og han inspirerede folk til at begive sig ud på den Guddommelige vej. På en af sine foredragsture kørte han fra Koraput til Sunabeda for at tale ved et offentligt møde i H.A.L. (Hindustan Aeronautics Limited) auditoriet. Mødet skulle holdes om aftenen, og man forventede, at der ville komme en kæmpestor forsamling af hengivne og højt rangerede officerer fra H.A.L.. Da Panda nåede Sonabeda om morgenen, følte han sig meget syg. Hele hans krop var plaget af gigtsmerter. Medicinen viste sig ikke at have nogen virkning, og hen mod aften blev hans tilstand forværret. Han ønskede ikke at skuffe de hengivne, der havde arrangeret mødet, ved at afstå fra at stille op. Arrangørerne fortalte ham, at mange veluddannede mennesker, der ikke kendte ret meget til Baba, ville komme til mødet for at lytte til ham, et velkendt parlamentsmedlem.

7.57. Da han kom hen i auditoriet, var det fyldt til bristepunktet. På tribunen var der et stort billede af Bhagavan Baba, der var placeret i en smuk blomsterdekoration. Med vanskelighed kom han op på tribunen og satte sig på sin plads. En frivillig med en termokande varmt vand og medicin ventede på ham. Da han begyndte på sin tale, følte han sig meget svag. I løbet af fem minutter oplevede han, at han blev helt tom i hovedet, og han havde det, som om han skulle besvime. Hans hjerte blev opfyldt af en bøn til Baba: ”Barmhjertige Bhagavan! Alle disse mennesker er forsamlet for at høre om Dine Guddommelige Lege. Hvis jeg falder bevidstløs om nu, så vil de tænke, at Sai Baba har valgt en person, der besvimer foran en mikrofon, lige som han skal til at sprede Hans budskab. Vil Du ikke nok opretholde Din ære!” I ti sekunder stod han helt stum.

7.58. Pludselig viste der sig en lys cirkel af lys midt i mørket foran ham, og her så han sin Herre, der smilede og løftede begge Sine hænder i velsignelse. Han følte, at Baba overtog hans tale, og han oplevede velsignelsen af at blive brugt som et redskab. Han var end ikke bevidst

124 om, hvad han sagde. Da den inspirerende tale sluttede efter en time, brød hele auditoriet ud i muntre klapsalver, mens Panda udmattet sank ned i sin stol.

7.59. Da Panda tog til Prasanthi Nilayam efter ti dage, antastede Bhagavan ham og spurgte: ”Hvordan gik det med talen i den jungle-egn? Hvorfor var du så bange?” Panda svarede: ”Store Herre! Jeg var meget syg, og pludselig gik der en klap ned!” ”Du skal aldrig være bange. Jeg er altid hos dig, uanset hvor du tager hen!”, forsikrede Baba.

7.60. Nogle få år senere talte Panda til de delegerede, der deltog i Sathya Sai Organisationens verdenskonference. Bhagavan Baba var til stede, og ved den lejlighed erklærede Panda: ”Mens repræsentanter mødes andre steder i frygt og mistillid til hinanden for at diskutere, hvordan man kan etablere harmoni og god vilje blandt lande, mødes vi her til denne verdenskonference i kærlighed og tillid til hinanden for at etablere menneskeligt fællesskab og Guds faderskab. Vi bliver alle indført i ét mantra, Sai’s navn. Her anerkender vi ikke geografiske afstande og politiske grænser. Vi har ét hjem, Prasanthi Nilayam; vi har ét flag, Prasanthi-flaget og én Gud, Herren Sathya Sai” Hver eneste sætning blev budt velkommen af de delegerede med dundrende bifald.

7.61. Brahmananda Panda var et af medlemmerne af den indiske delegation, der deltog i United Nations General Assembly fra september til november 1976. Han blev medlem af ’den specielle politiske komite’, der diskuterede striden mellem Indien og Bangladesh. Det var en strid, der i al hemmelighed blev støttet af nogle lande, der var fjendtlig stemt over for Indien. Disse lande forsøgte at internationalisere denne bilaterale strid for på den måde at lægge pres på Indien. Men med rette anfægtede Indien berettigelsen ved at bringe et tosidet problem ind i et internationalt forum.

7.62. Der var en mulighed for, at spørgsmålet blev bragt op til diskussion i ’den specielle politiske komite’ i november. Det lå en måned forude. De indiske diplomater var sikre på, at spørgsmålet helt sikkert ville falde ud til Indiens fordel, før det kom til afstemning. Men Panda var ikke så sikker. Han tænkte: ”Hvis Indien bliver stemplet som en forbryder og en lovovertræder i De Forenede Nationer, efter alt det landet har gjort for Bangladesh, hvor er ’rigtig handling’ (dharma) så henne?” Han vendte sig til sin Herre, ’rigtig handlings’ evige beskytter og bad Ham om at komme landet til undsætning.

7.63. I sidste instans viste Panda’s frygt sig at være berettiget. Det blev bekendtgjort, at striden om drikkevandet ville blive bragt op til diskussion den 24. november. De indiske diplomater kunne intet andet end at konstatere, at forandringens vinde blæste. En senior- diplomat, der havde været så sikker tidligere, indrømmede: ”Det mest sandsynlige er, at der vil komme en afstemning, og resultatet vil måske være til gunst for dem.”

7.64. Fra den næste dag begyndte lobbyarbejdet med at sikre sig stemmer, og Panda intensiverede sine bønner til Baba. Han bønfaldt: ”Herre! Du er nødt til at afværge denne ydmygelse af landet, og så under Dine fødselsdagsfestligheder!” Han følte en indre tillid til, at hans bønner helt sikkert ville blive hørt. Da de bekymrede indiske diplomater mødtes for at diskutere spørgsmålet, forsikrede Panda dem: ”Der vil ikke ske noget, der måtte undergrave vores lands ære. Problemet vil blive løst den 24., og jeg rejser tilbage til Indien den 25. I må tro på det, jeg siger.” Alle så på ham med vantro i blikket. Med et diplomatisk smil sagde den sammen senior-diplomat: ”Din Baba frelser os måske!?” Panda svarede: ”Ja, det vil Han!”

7.65. Den 24. om morgenen var der ingen tegn på, at problemet ville blive løst i løbet af dagen. Men Panda stod fast. Og der var også god logik i hans argumentation. Han sagde: ”Det står klart for mig, at de der hemmeligt overtalte Bangladesh til at rejse dette spørgsmål i FN, nu har erkendt, at det ikke så meget handler om at besejrer Indien i en afstemning, men at det mere handler om at redde Bangladesh’s ansigt og bibeholde landets tillid til dem. De er fuldt ud klar over, at hvis Bangladesh, trods en resolution, ikke får noget drikkevand, så er der

125 ingen af dem, der kan tage skridt mod Indien. I sådan et tilfælde må problemet henlægges til bilaterale drøftelser. Det er, hvad der uundgåeligt vil ske i morgen.”

7.66. Klokken 15.00 forlod Panda sit hotelværelse og tog til FN’s hovedkvarter for at deltage i mødet i ’den specielle politiske komite’. Før han tog derhen, bad han til Baba: ”Måtte der opstå harmoni mellem de to lande. Lad ikke striden om drikkevand føre til fjendskab og bitterhed.”

7.67. Komiteen mødtes klokken 17.00. Formanden annoncerede, at mødet måtte udsættes en halv time, eftersom komiteens medlemmer stadig drøftede spørgsmålet. Da komiteen mødtes igen en halv time senere, læste formanden et budskab op fra formanden for FN’s general- forsamling. Her blev det meddelt, at der var opnået enighed om, at problemet skulle tages op i bilaterale drøftelser. Mødet sluttede i harmoni, uden at Indien blev sat i forlegenhed. Senere sagde seniordiplomaten følgende til Panda: ”Dette er højst uventet!” Panda svarede nonchalant: ”Alt, hvad der er sket i henhold til Baba’s Vilje, er godt for alle de involverede.”

7.68. En måned senere sagde Bhagavan følgende til Panda i Prasanthi Nilayam: ”Du fortalte meget rigtigt, at Swami’s Vilje altid vil være til gavn for alle. Det er sandheden om Sai, for Sai tilhører alle. Hvis du arbejder med denne følelse, så vil alle folk nyde godt af det. Du bad til Mig denne eftermiddag klokken 15.00, og Jeg begyndte at arbejde for, at din bøn skulle blive hørt!”

7.69. Meget tidligt i sit åndelige liv forstod Brahmananda Panda, at den største hindring på ens vej er ens egoistiske følelse af ’jeg’ og ’mine’. Han siger ofte: ”Egoet er så kraftfuldt, så genstridigt, at selv hvis man mister alt, hvad man kalder ’mit’, så består egoet. Det er udelukkende ved Guds umådelige Nåde, at egoet, der er uvidenhedens rod, kan blive ryddet af vejen.” I sin selvbiografi skrev Brahmananda Panda: ”Jeg er altid bange for egoet. Det skjuler sig som en slange i et hul, og det kommer ud engang imellem og hugger mig. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke passer på, så vil det forgifte hele mit liv og tilintetgøre mig. Men jeg er magtesløs, når det kommer til at fange og undertrykke det, eftersom det lever inde i mig. At tage ens eget liv er den værste synd, men at dræbe ens eget ego er den ultimative fortjenstfulde handling!” Han bad: ”Barmhjertige Herre Sainath (hindu guru), Nåden og Medfølelsens Hav, den jævne og den fortabtes Ven, tilintetgør den sidste rest af ego i mig.” Der er ingen tvivl om, at Panda er et stort forbillede for Sai-tjenere!

7.70. Carl Jung, der er kendt som en banebryder inden for den moderne psykiatri, erklærede i en alder af 80 år: ”I de 60 år jeg har arbejdet som psykiater, er det aldrig sket, at jeg har haft en patient, der tror på Gud.” Betydningen af denne erklæring er umådelig stor for den moderne verden. Psykiatrien svækker sig selv, hvis den ignorerer eksistensen af en højere bevidsthed eller et højere Selv eller Gud som basis for det menneskelige sind i sit arbejde; i den metode den benytter sig af, når den skal løse menneskers psykiske problemer. Det er opmuntrende at notere sig, at mange psykoterapeuter i disse moderne tider arbejder på at slippe af med al den overtro, som er en følge af et fremragende, men tillukket sinds hovmod.

7.71. Fru Phyllis Krystal, der praktiserer psykoterapi i Los Angeles, Californien i USA, skrev en bog med titlen: ’At tæmme abekatte-sindet’. Det er en titel, der blev foranlediget af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba i 1990. De praktiske råd der gives i bogen vedrørende kontrol over sindet, er baseret på en fuldstændig forståelse af det menneskelige sinds natur, som Baba har afsløret. På det tidspunkt havde hun allerede skrevet tre bøger om Baba og Hans lære. Phyllis Krystal var en del af en vesterlandsk gruppe hengivne, som Baba kaldte ind til interview i

126 november 1990. Under interviewet så Bhagavan på hende og sagde: ”Du skriver en ny bog, fru Krystal!”

7.72. Det kom helt bag på hende, og hun svarede tøvende: ”Ja, Baba!” På det tidspunkt tænkte hun faktisk ikke på at skrive en ny bog. ”Hvad er titlen?”, spurgte Bhagavan. Det var et spørgsmål, Han havde stillet hende hver gang, Han tidligere havde tilskyndet hende til at skrive en bog. Det var allerede sket tre gange. Hun gav det samme svar: ”Jeg kender aldrig titlen, Swami.” Han smilede venligt og forsikrede hende: ”Swami vil give dig den.” Herefter bevægede Han Sin hånd i den karakteristiske bevægelse og materialiserede en smuk sølvpen med en gylden og dyb grønlig blå emalje. Før Han lagde den i hendes hånd, erklærede Han: ”Bogen er i pennen!” og rakte ud efter et stykke papir og tegnede nogle kruseduller. Han ønskede at være sikker på, at pennen var fuld af blæk. Da hun modtog pennen, sagde hun: ”Åh, tak Baba.” Bhagavan svarede med et smil, og idet Han efterabede hendes accent og tonefald, sagde Han: ”Åh, det er ikke noget at tale om.” Det fik alle, inklusiv hende selv, til at grine. Det var på den måde, at bogen ’At tæmme abekatte-sindet’ blev født. Det er vel unødvendigt at nævne, at bogen, der blev udgivet i november 1991, har hjulpet og stadig hjælper mange aspiranter på deres åndelige rejse.

7.73. I det følgende forklarer Phyllis Krystal, hvad der er grundlaget for hendes arbejde med psykoterapien: ”Jeg fandt ud af, at de fleste mennesker, selv selvbestaltede ateister og agnostikere, troede på et klogere aspekt af dem selv, der træder i karakter i visse perioder i deres liv, specielt i krisetider. Som en konsekvens af dette var de i stand til at acceptere den sandhed, at der eksisterer en højere bevidsthed i dem.” Endnu før hun lærte Baba at kende, havde hun med succes lært hundredvis af sine patienter og elever, der ønskede at finde fred og lykke, kunsten at stole på Det Højeste Selv eller Gud. Men hendes indre væsen, der længtes efter at nå den åndelige oplevelses højdepunkt, søgte efter en mester, der kunne lede hende på vejen. Hendes bønner blev hørt på en besynderlig måde. Engang gik hun ind i en lokal boghandel for at finde nogle åndelige bøger. Da hun forsøgte at nå en bog på en hylde højt oppe, faldt en anden bog ned. Den var lige ved at ramme hende i hovedet. Da hun bøjede sig ned for at samle den op, så hun på bogens forside billedet af en mand med et usædvanligt udseende. Titlen var: ’Baba’. Bogen var skrevet af Arnold Schulman. Da hun hurtigt bladrede gennem bogen, blev hun overrasket over at opdage, at Baba, eller Sri Sathya Sai Baba, var en hellig mand i Sydindien, som hun på det tidspunkt aldrig havde hørt om. Baba’s tykke og mørke hår lignede en krone eller en glorie rundt om Hans hoved, og Hans øjne havde et ekstraordinært gennemtrængende blik. Phyllis Krystal følte sig stærkt tiltrukket af Ham. Hun afsluttede læsningen af bogen den samme aften. En ubetvingelig trang til at møde Sai Baba opstod øjeblikkelig i hendes hjerte.

7.74. Phyllis Krystal og hendes mand rejste til Indien i januar 1973. De havde kun ét mål, nemlig at møde Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. De ankom til Bangalore. Den næste morgen, da hun sad og ventede sammen med de andre kvinder på den ene side af indkørslen, der forbandt Baba’s bolig med hovedporten ind til ashram’en i Brindavan, funderede Phyllis Kristal: ”Det der har fået mig til at opsøge Baba, er ikke Hans evne til at udføre mirakler, og det er heller ikke Hans evne til at helbrede syge mennesker. Håbet om at opnå befrielse fra tilknytningen til den materielle verden og eventuelt opnå oplysning, som Han stiller alle dem i udsigt, der er villige til at følge Hans lære, er den magnet, der har trukket mig til Ham. Det meste af mit voksne liv har jeg ledt efter en metode til at opnå en sådan frihed. Vil Han vise sig at være den rigtige vejleder, der kan føre mig til dette mål?” Stille bad hun om at få et tegn fra Ham; et tegn der ville vise, om Han var den Mester, hun ledte efter.

7.75. Da Sai Baba kom ud fra bungalowen, blev hele atmosfæren ladet med en elektrificerende stilhed. Meget yndefuldt gled Han ned mellem rækkerne af mænd og kvinder, der sad på begge sider af indkørslen. Han velsignede alle med Sine velsignende håndbevægelser. De fleste mænd og kvinder forsøgte at tiltrække Hans opmærksomhed med deres krops- og håndbevægelser, mens de sad og så på Ham. Han syntes at tilfredsstille alle ved at give en

127 passende respons. Phyllis Krystal, der havde besluttet ikke at gøre noget, bortset fra at bede sine inderlige bønner, for at tiltrække Hans opmærksomhed, sad stille. Han gik forbi hende uden så meget som at se på hende og gik videre. Hun tænkte for sig selv: ”Så det er svaret. Han er ikke min guru.” Aldrig så snart havde disse tanker strejfet hende, før Han vendte Sig, gik tilbage, indtil Han stod lige foran hende, og idet Han brød ud i et strålende smil, sagde Han: ”Så du er kommet!” Hans ord og smil blændede i den grad Phyllis Krystal, at hun mistede enhver fornemmelse af tid og sted, og hendes sind blev fuldstændig tomt. Hun havde ingen idé om, hvor lang tid der gik, før Han vendte omkring og fortsatte Sin gang ned mellem rækkerne, for tiden syntes at stå stille for hende. Hendes sind accepterede Ham øjeblikkelig som sin guru. Da betydningen af dette bundfældede sig i hende, overvældede en dyb følelse af lettelse hende. Hendes søgen var forbi.

7.76. Nogle få dage senere kaldte Baba parret ind til interview. Disse kostbare øjeblikke sammen med Ham i interviewværelset fjernede enhver følelse af adskilthed mellem dem og Ham fra deres sind. På det tidspunkt interviewet sluttede, var Han blevet familiens elskede overhoved. Da Bhagavan spurgte Sidney: ”Hvad ønsker du?”, så han på sin hustru og svarede: ”Vær god og hjælp hende over den voldsomme hovedpine, som hun har haft siden sin barndom.” Baba svarede: ”Ja! Jeg vil hjælpe hende.” Han materialiserede vibhuthi til hende og bad hende blande den op med vand eller mælk og smøre pastaen på det sted, hvor næsen og panden mødes. Det skulle hun gøre straks, hun vågnede op om morgenen de næste fem dage. Han materialiserede også et hængesmykke til hende med Sit billede. Han bad hende om at fokusere sit sind på centeret i sin pande og på samme tid visualisere det samme punkt i Hans pande. Han forsikrede hende om, at hængesmykket ville hjælpe hende af med hovedpinen. Skønt de netop havde set to materialisationer for første gang, forsvandt deres forbløffelse straks; den blev fejet til side af hans overvældende kærlighed (prema). Ved slutningen af interviewet spurgte Baba hende: ”Hvad ønsker du?” Den brændende åndelige stræben i hendes hjerte kom til udtryk i ordene: ”Hjælp mig med at opnå oplysning og forening med Gud.” Han brød ud i et forstående smil og sagde: ”Ja, Jeg ved. Jeg vil undervise dig, men først skal kroppen styrkes!” Under det andet interview som de fik, skabte Bhagavan en sølvring med en lysende sten til Krystal og fortalte hende: ”Hver gang du får alvorlig hovedpine, så pres ringen mod din pande.”

7.77. Den stærke hengivenhed over for Baba, der dag for dag udviklede sig i Krystal, førte til et stort dilemma for hende. I sit mangeårige arbejde som psykoterapeut havde hun udviklet en rådgivningsteknik, som hun benyttede, når hun hjalp sine patienter og elever med at bryde deres afhængighed af folk, ting, steder eller hvilket som helst andet, der fungerer som et tryghedssymbol og afholder dem fra at søge sikkerhed og tryghed i Gud eller i Det Højeste Selv, der findes i deres indre. Som mange af dem kunne bekræfte, var teknikken meget effektiv. Den havde sikret dem en frihed ved at fjerne den tilknytning, de havde over for ydre tryghedssymboler, som på grund af deres midlertidige natur nødvendigvis måtte forårsage skuffelse for dem. Men nu var hun selv i færd med at udvikle en afhængighed af Baba! Var Han også et andet tryghedssymbol? Det var et problem, som hun ikke kunne dele med Baba. Hun bad til Gud i sit indre om en løsning, og løsningen kom til hende fra Baba i utvetydelige vendinger.

7.78. Bhagavan havde inviteret parret til at komme ind i Sin bolig i Brindavan og opholde sig på verandaen, hvor nogle få mænd og kvinder sad hver morgen og aften og ventede på, at Han kom ned fra Sin dagligstue. Engang imellem tilbragte Han en del tid med at tale med folk på verandaen, enten før Han gik ud for at give darshan, eller efter Han kom tilbage. Dilemmaet dukkede op i Krystals sind, når Baba’s samtaler på verandaen mest koncentrerede sig om temaet for hendes problem – direkte eller indirekte. Ligeledes skete der det, at hver gang Han fremkom med en vigtig udtalelse, der havde relation til hendes dilemma, så Han på hende et øjeblik. Men Han henvendte Sig aldrig på noget tidspunkt direkte til hende. Var det fordi, hun ikke havde fortalt Ham om sit problem?

128 7.79. En morgen begyndte Bhagavan Sin tale på engelsk, idet Han sagde: ”Nogle af jer citerer Mig for at have erklæret, at jeg er Gud. Men citatet er ikke ført til ende. Jeg siger tillige, at I allesammen også er Gud. Forskellen mellem Mig og jer er, at Jeg ved, jeg er Gud, men at I endnu ikke ved, at I er det.” Herefter skiftede Han over til telugu, der blev oversat til engelsk. Han sammenlignede folk med elektriske elpærer med forskelligt antal watt. Idet Han pegede på Sig Selv, forklarede Han, at Han kunne sammenlignes med en 1.000 watt elpære, der lyser rigtig meget, mens andre er som 20, 40, 60 eller 100 watt elpærer alt afhængig af deres individuelle udvikling. Men den vigtigste ting at huske er, at den elektriske strøm, der gennemstrømmer alle elpærerne, er den samme. Han pointerede: ”Lyset inde i alle er Gud, men vi åbenbarer alle dette lys med forskellig intensitet.” Han udbredte Sig yderligere om dette emne ved at bede os indtrængende: ”Pas på med at tilbede Min fysiske form eller en hvilken som helst anden form som værende Guds eneste form. Gud er Selvet i alle, og det uanset hvor skjult Han er.” Han afsluttede Sin tale på engelsk med ordene: ”Det er det budskab, jeg er kommet for at give verden”, og brød ud i et strålende smil.

”Pas på med at tilbede Min fysiske form eller en hvilken som helst anden form som værende Guds eneste form.”

7.80. Da Phyllis Krystal tænkte dybt over denne tale, forstod hun tydeligt, hvad det var, Baba symboliserede for hende. Han var den ydre manifestation af hendes Højere Selv eller Gud. Al hendes tvivl forsvandt, og hendes dilemma blev løst. Hun forstod, at Bhagavan Baba ikke blot

129 var en lærer, men legemliggørelsen af Gud i menneskelig skikkelse. Han er ikke som nogen anden menneskelig lærer. Denne sandhed åbenbarede sig endnu tydeligere for hende under hendes møde med Bhagavan, lige inden hun skulle rejse tilbage til Californien. Da hun spurgte Bhagavan: ”Hvornår kan vi komme tilbage hertil?”, pegede Han lige på hende, som var Han en skolelærer, der understreger en ting, og sagde: ”Forstå først, at du ikke behøver komme tilbage for at se denne lille krop” og pegede på Sig Selv. Efter en pause tilføjede Han kategorisk: ”Find Mig i dit hjerte.” Herefter smilede Han og sagde: ”Men du vil komme tilbage for at blive genopladet.” Han mente, at Hans fysiske tilstedeværelse gjorde det muligt for Hans hengivne at genoplade sig selv med Hans åndelige energi.

7.81. ”Find Mig i dit hjerte” viste sig at blive fyrtårnet i Krystal’s åndelige horisont. Det blev også grundlaget i hendes daglige liv. Inden for et år blev hun udsat for en prøvelse, under hvilken hun blev alvorlig testet, om hvorvidt hun havde gjort fremskridt på den åndelige vej. Det var den 3. marts 1974, da parret fløj tilbage til London fra Bombay efter deres besøg i Brindavan og Prasanthi Nilayam. Flyet lettede fra Bombay. Det første stop var i Bahrain, og det næste var i Beirut. Begge steder var der nogle passagerer, der stod af flyet, og andre der steg ombord. En time efter flyet havde forladt Beirut, opstod der tumult i flyet, og inden for få minutter kom der en kortfattet meddelelse på gebrokkent engelsk om, at flyet var blevet kapret. Først kunne man høre, at alle gispede tungt af skræk, og derefter fulgte en chokerende stilhed. Idet hun så på de to flykaprere, der dukkede frem, begyndte hun stille at kalde: ”Baba, Baba” med stor intensitet.

7.82. De to grotesk udseende flykaprere bar maskinpistoler og pistoler. De beordrede en af passagererne til at indsamle alle pas og lægge dem på sædet foran dem. En af dem begyndte at undersøge passene, og han syntes at dele dem op i forskellige nationaliteter. Krystal tænkte, at de ledte efter amerikanere, som der kun var få af ombord. Hun kom til at tænke på, at hendes mand var amerikansk jøde! Det næste der skete, var, at de indsamlede al bagage, tømte nogle af taskerne og fyldte dem med dynamit. De placerede disse tasker på strategiske steder i kabinen. Det var tydeligt, at de agtede at skyde på disse ’dynamit-tasker’, hvis nogen forsøgte at skabe problemer. Der var ingen på flyet, der vovede at sige et ord eller lave en lyd, og den uhyggelige stilhed var skræmmende.

7.83. Overalt var der frygt, men Krystal var forbløffet over at opdage, at hun overhovedet ikke var bange på nogen måde. Hun følte sig absolut optimistisk med hensyn til, at de nok skulle blive befriet uden at komme til skade. Det lød ganske mirakuløst i hendes egne ører! Efter hun var sikker på, at flykaprerne ikke kunne se hende, tog hun et billede af Baba og en pakke vibhuthi, som hun havde fået af Ham, frem fra sin håndtaske og lagde dem i skødet. Desuden lagde hun den ring, Han havde materialiseret, ned til billedet og vibhuthi’en. Hun fokuserede sit sind på disse ting og forsøgte telepatisk at nå Bhagavan. En af flykaprerne var ved at trække en ledning rundt i flyet. Det blev tydeligvis gjort, så de kunne sprænge flyet i luften, når som helst de måtte beslutte sig for det. Han havde en pistol i den ene hånd, og han trak og forbandt ledningen med den anden hånd og sine tænder. Den anden flykaprer holdt øje med passagererne. Da han var færdig med at trække ledningen, bad flykapreren stewardessen om at indsamle alle flasker med spiritus og parfume. En af dem begyndte at åbne eller knuse flaskerne og hælde indholdet ud i midtergangene. Det var for at give næring til flammerne.

7.84. Hele tiden opfordrede Krystal Baba til at komme alle de ombordværende til undsætning. Pludselig hørte hun Baba’s stemme i sit indre. Han bad hende sende kærlighed til de hadefulde flykaprere. Hun var nødt til at overvinde sin modvilje mod flykaprerne, før hun kunne gøre det. Hun bad: ”Baba! Alene Du er i stand til at se Gud i dem. Vær god og fyld mig med Din kærlighed og få den til at strømme mod dem.” Øjeblikkeligt oversvømmede kærligheden hendes hjerte og strømmede over mod flykaprerne. En besynderlig ting skete, endnu mens hun så på den flykaprer, der var i færd med at åbne flaskerne i midtergangen. Han skar sin hånd alvorligt, da han fik rørt ved noget knust glas, og det blødte voldsomt. Han forsøgte at standse blødningen med en improviseret bandage, som han lavede af et lommetørklæde. Han

130 brugte sine tænder til at stramme det, men det virkede ikke. Han blev mere og mere nervøs, og hans hænder begyndte at ryste. Da den anden flykaprer så sin kammerat, blev han også nervøs. Deres mod og udfordrende optræden var brudt sammen.

7.85. I mellemtiden fløj flyet mod Vesten. Det var flykaprernes mål at lande i Athen og forlange, at to af deres kammerater, der var fængslet her, blev frigivet. Men de blev nægtet tilladelse til at lande i Athen. Så flyet tog kurs mod Amsterdam. Eftersom flyet var ved at løbe tør for brændstof, gav lufthavnsfunktionærerne modvilligt tilladelse til, at flyet kunne lande i en afsides del af lufthavnen. Da flyet landede, beordrede flykaprerne alle passagererne ud af flyet. De fik to minutter, før kaprerne ville sætte ild til flyet! De åbnede en dør, udløste en plastiksliske og lod passagererne glide ned på landingsbanen. Således undslap passagererne med livet i behold. Skønt Phyllis Krystal blev lettere skadet i rygraden, da hun gled ned ad slisken, kom hun og Sidney i løbet af nogle få timer sikkert om bord på et fly fra Amsterdam til London. Da hun taknemmeligt sank ned i sit sæde og huskede på Baba, blev hun omsluttet af en følelse af intens fred. Da flyet lettede, så hun på jorden den ulmende flyvemaskine, som de havde forladt så hurtigt.

7.86. Da hun mødte Bhagavan i Brindavan under sit næste besøg, begyndte hun at takke Ham, fordi Han havde frelst dem på det kidnappede fly. Han afbrød hende, idet Han sagde: ”Ja, ja! Jeg ved. Jeg hørte din stemme kalde: ”Baba, Baba, Baba!”” Han parodierede hendes stemme perfekt med den engelske accent og det karakteristiske tonefald. Ned til mindste detalje berettede Han om deres oplevelse på det kaprede fly, og Han vedkendte Sig, at det var Hans kærlighed (prema), der havde frelst alle på flyet.

”Find Mig i dit hjerte.” Fru Phyllis Krystal sammen med sin vejleder og beskytter

7.87. Således slap Phyllis Krystal fra testen med livet i behold, og hun lærte også en vigtig ting. Lad os lytte til det med hendes egne ord: ”For mig var en af de største indsigter, som jeg fik ud af oplevelsen med flykapringen, at Baba kræver, at vi er villige til at gøre vores del. Vi skal tillade Ham at bruge os i forskellige situationer, og på hvilken måde det måtte passe Ham. Jeg er sikker på, at det udelukkende var Hans kærligheds kraft, der var en stærk nok kraft til at bortlede kidnapperne fra deres oprindelige plan med at tilintetgøre flyet og alle passagererne. Senere bekræftede Han rent faktisk, at det var sandt. Det er så let at glemme,

131 at vi også skal spille vores del; vi skal overgive vores egen vilje og indvillige i, at Hans Vilje tager over i vores liv hvert eneste øjeblik og i alle situationer.

7.88. I dag, i en alder af 92 år, fremstår Phyllis Krystal som et eksempel på en uforfærdet tro på og overgivelse til Herren.

7.89. Når folk der kalder sig selv ’ateister’, vender sig mod Gud, bliver de de mest standhaftige og trofaste blandt de troende. Det kræver ikke et geni for at opdage årsagen. Ateister tager Gud mere alvorligt og seriøst end de fleste troende, og når de finder nok grunde til at tro, bemægtiger Gud Sig dem fuldstændigt. Sandsynligvis er Gud også mere ’tryg’ ved de såkaldte ateister end ved de såkaldte troende, der ikke tager Ham seriøst og alvorligt! Bhagavan sagde engang: ”Eftersom Gud Selv er ’rigtig handling’ (dharma), er det at forsømme ’rigtig handling’ ensbetydende med at forsømme Gud. Vi tilbeder ofte Gud gennem et billede eller en statue. Der findes imidlertid visse ateister, agnostikere, rationalister og humanister, der selv tilbeder ’rigtig handling’ og behandler den som et synonym på Gud. Sådanne mennesker kan ikke betragtes som ateister, for deres tilsyneladende ateisme er theisme i forklædning. ’Rigtig handling’ er deres Gud, og de tilbeder ’rigtig handling’ som Gud, der i virkeligheden er legemliggørelsen af ’rigtig handling’. Denne guddommeliggørelse af ’rigtig handling’ er i sig selv theisme. På den anden side er der mange mennesker, der beder til Gud, men ignorerer ’rigtig handling’ i praksis. Den slags mennesker er ikke sande troende.” Meget ofte kan ateisternes manglende tro spores tilbage til den alt andet end retskafne opførsel og adfærd, man ser hos folk, der kalder sig selv for gudhengivne.

7.90. I en alder af 40 år, var Sri B.V. Ramana Rao en vordende forfatter på telugu, der var stolt af at kunne kalde sig selv for ateist. Han tøvede ikke med at kritisere og latterliggøre enhver, der havde noget som helst at gøre med Gud. I 1966 var mange af hans noveller og skuespil på telugu meget populære, og de havde tiltrukket fremtrædende litteraters opmærksomhed i Andhra Pradesh. Årsagen var, at han altid havde en interessant blanding af humor og medfølelse. Han havde valgt ikke at blive professionel forfatter, skønt han havde denne mulighed. I stedet tjente han til livets ophold som ansat i afdelingen for medicin-kontrol i Hyderabad.

7.91. En dag i 1966 blev Ramana Rao tvunget til at få et glimt af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba under mærkværdige omstændigheder. Det skete faktisk mod hans vilje! Da han var på vej hjem på sin scooter, blev han tvunget til at standse uden for dr. Boorgula Ramakrishna Rao’s villa. Denne måtte være en velkendt skikkelse, eftersom en stor folkeskare fyldte vejen. Han forsøgte at vende om, men alle de køretøjer der havde samlet sig bag ham på det tidspunkt, gjorde det umuligt. En politibetjent beordrede ham til at parkere sin scooter ved vejsiden og vente. Da han spurgte, fik han kendskab til, at Bhagavan Baba befandt Sig i villaen og var ved at skulle forlade stedet. Hengivne, der sad inde på grunden, sang lovsange. For hvert minut der gik, samlede der sig flere og flere mennesker uden for ejendommen, og alle var ivrige efter at få Baba’s darshan. Han blev skubbet omkring af folkeskaren. Han endte med at stå med ryggen mod villaen, og utålmodigt ventede han på, at Bhagavan skulle tage derfra, så han kunne komme væk fra dette sted! Lad os lytte til hans beretning om, hvad der senere skete:

7.92. ”Bhagavan dukkede frem fra villaen. Han blev ledsaget af dr. Ramakrishna Rao. Ansigterne på de mennesker der sad inde i haven, lyste op af glæde, da Han langsomt gik ud blandt dem. Det var, som svævede Han gennem luften. Han tog deres breve, velsignede dem,

132 talte med nogle, alt imens Han afholdt dem fra at berøre Sine fødder. For første gang så jeg på Ham. Han var lille af statur, som dr. Rao også er det. Hans orangefarvede dragt, Hans krone af hår og Hans glædestrålende ansigt med et venligt og medfølende smil var alt sammen tydeligt for mig, skønt jeg var et stykke derfra. Da Han satte Sig ind i den ventende bil, fyldte råbene: ”Vi hylder Dig – Bhagavan Sri Sathya Sai Baba” luften. Da bilen kørte derfra, lagde jeg mærke til, at mine hænder uforvarende tog del i den ærbødige hilsen, og jeg smilede for mig selv, idet jeg tænkte på Hans stærke personlige udstråling!”

7.93. Ramana Rao nævnte ikke denne episode for nogen, og han glemte alt om den. Han tænkte heller ikke på, om han ville se Baba igen. Nogle få måneder efter at han ’tilfældigvis’ havde fået Baba’s darshan, fortalte Desikachari, en af hans gode venner der var 15 år ældre, ham en morgen: ”Ramana Rao! Vær god og kom med mig. Jeg vil føre dig til Gud!”

7.94. Ramana Rao havde lagt mærke til, at hans ældre ven var holdt om med at ryge, drikke og spille kort. Det havde nu varet i to måneder. Han var også begyndt at bede og synge lovsange dagligt. Ramana Rao, der gruede for, at en tilsvarende skæbne ville overgå ham, svarede: ”Vær god og lad mig være. Jeg er ikke interesseret i Gud. Jeg er glad for verden, som den er!” ”Hvor tror du, at jeg ønsker at tage dig hen?” ”Til Thirupathi, hvor ellers?” ”Nej, vi skal til Puttaparthi.” Ramana Rao kunne ikke skjule sin foragt. ”Siden hvornår har du udviklet dette vanvid?”, busede det ud af ham.

7.95. Men Desikachari var stædig. Med ægte hengivenhed over for sin unge ven befalede han: ”Lad være med at vigte dig. Vi tager af sted i aften og kommer tilbage om tre dage. Jeg har allerede købt billet til os begge to. Ikke flere indvendinger. Pak dine ting og gør dig parat til at tage af sted!”

7.96. Ramana Rao måtte give sig, men han udtrykte sin frygt: ”Jeg vil ledsage dig til Puttaparthi på én betingelse, at du ikke prædiker over for mig på hjemvejen om, at jeg skal holde op med at ryge, drikke og spille kort!” ”Jeg vil bare vise dig Gud. Det er det hele!”, lød Desikachari’s forsikring.

7.97. Så på den måde tog Ramana Rao modvilligt af sted for at se Baba for anden gang. De første to dage de opholdt sig i Prasanthi Nilayam, gik begivenhedsløst på trods af Desikachari’s inderlige bønner og febrilske bestræbelser på at tiltrække Baba’s opmærksomhed under darshan. Ramana Rao følte, at Baba med fuldt overlæg undgik dem. Faktisk tænkte han, at hans gudfrygtige ven blev straffet for at have taget ham, en stivnakket ateist, med hertil! For sit eget vedkommende tænkte Ramana Rao: ”Hele atmosfæren pulserer af hengivenhed, og jeg føler mig helt malplaceret her, da jeg er blottet for nogen som helst åndelig stræben. Jeg er bange for, at Baba skal kalde mig ind til interview og bede mig love, at jeg vil opgive alle mine dårlige vaner og gå til lovsang som min ven gør det!”

7.98. Ramana Rao anvendte de to dage til at møde hengivne, der havde fået et interview med Swami, og han talte også med nogle få af ashram’ens faste beboere såsom Sri Kasturi og dr. Bhagavantham. De få ting der slog ham mest vedrørende ashram’en og Baba, var: ”Her er der ingen præster, ingen billetter for at komme til darshan og ingen donationskasser. Der er ingen mellemmænd mellem de hengivne og Baba. De fleste af de hengivne der har haft et interview med Baba, fortæller, at endnu før de formelt har præsenteret sig, så fortæller Han, hvorfor og hvordan de er kommet, og Han forsikrer dem individuelt om, at deres problem nok skal blive løst. Idet Han bevæger Sin hånd rundt i luften, har Han materialiseret vibhuthi til dem alle. Nogle af dem fik ringe, medaljoner eller billeder af Ham Selv eller andre Guddomme eller af deres guru. Uanset hvad formålet er med Baba’s mirakler, så er der én ting, der er sikkert: Alle der kommer hertil, vender lykkeligere tilbage. En anden ting der gjorde indtryk på mig, var, at han lagde mere vægt på de moralske værdier i vores dagligdag end på religiøse ritualer. Baba’s insisteren på tjeneste over for den fattige og den nødlidende vækkede genklang i mit hjerte. Om Han i den sidste ende kan skænke Sine hengivne frelse eller ej, så

133 gælder, at Han lige nu befrier dem fra deres bekymringer og skænker dem mental fred. Det er virkelig stort!” Denne følelse af ærefrygt over for Baba tillige med en længsel efter at møde Ham blev vakt i hans hjerte.

7.99. Bhagavan ignorerede ham også fuldstændig under darshan den tredje dag. De besluttede at tage af sted. Desikachari sagde: ”Vi vil komme igen efter 10 dage. Det er alt sammen for at teste vores tro og hengivenhed.” Omkring klokken 23.00 denne nat stod Ramana Rao op med en slem hovedpine. Hans forsøg på at sove slog fuldstændig fejl. Da han stod ud af sengen så han, at hans ældre ven sov fredfyldt. Han ledte efter nogle smertestillende piller i sine egne og vennens tasker. Der var tabletter og kapsler til diabetes, mod forhøjet blodtryk og fordøjelsesbesvær, men ingen smertestillende piller. En gåtur i brisen hjalp ikke. Han følte sig fuldstændig hjælpeløs. Han fandt nogle hengivne fra Kerala, der netop var ankommet med bus. De gik rundt om templet og bøjede sig dybt for Ganesha-statuen, der stod foran templet. Han så også, at de smurte sig i panden med aske fra de udbrændte røgelsespinde, der lå på jorden. Hovedpinen blev ubærlig. Pludselig dukkede en tanke op i ham. Han ventede, til alle de hengivne fra Kerala havde forladt stedet, gik hen og stillede sig foran Ganesha-statuen og så over mod Baba’s værelse. I sit hjertes stilhed bad han inderligt: ”Baba! En af Dine hengivne bragte mig hertil fra Hyderabad. Hvis jeg var der, ville jeg ikke lide af denne frygtelige hovedpine. Jeg har hørt nok om Dine mirakuløse evner. Dette er en yderst vigtig test. Jeg vil bøje mig for Dig og smøre denne aske på min pande. Hvis min hovedpine bliver kureret, er Du Gud; ellers er Du en bedrager!” Han knælede på jorden, smurte lidt aske på panden og bøjede sig ærbødigt for Ham. Han vendte tilbage til sin seng og lagde sig ned. Inden for få minutter faldt han i søvn.

7.100. Den næste morgen satte de to venner sig foran templet til turens sidste darshan, og Baba end ikke så meget som så på dem. Efter Baba havde trukket Sig tilbage denne morgen, steg de op i et køretøj med deres bagage. De var klar til at tage af sted. Netop da kom en elev fra Den Vediske Skole løbende og standsede dem. Han sagde: ”Swami spørger efter hr. Desikachari og hans ven med de mørke briller.” Desikachari og Ramana Rao steg ud og løb efter eleven, der førte den lige ind på Baba’s værelse på første sal. Baba hilste dem med et smil og bad dem sætte sig. Da Desikachari faldt for Swami’s fødder, satte Ramana Rao sig ned med håndfladerne presset mod hinanden. Baba spurgte Ramana Rao: ”Hej ballademager! Hvordan går det med din hovedpine?” Ramana Rao, der fuldstændig havde glemt den, så overrasket på Ham.

7.101. Desikachari så på sin unge vens uforstående ansigt og spurgte Bhagavan: ”Hvilken hovedpine, Swami?” ”Spørg din ven”, sagde Bhagavan og smilede til Ramana Rao, der i sin forvirring havde søgt tilflugt i tavshed. ”Hej ballademager! Tag bladet for munden! Er sidste nats hovedpine forsvundet?”, spurgte Baba, idet Han klappede ham på kinden med moderlig ømhed. Pludselig huskede Ramana Rao sin hovedpine, der havde plaget ham den foregående nat, og busede ud med følgende: ”Ja! Min hovedpine er forsvundet, hr….forsvundet Swami!” idet han hurtigt rettede sin måde at tiltale Bhagavan på. Desikachari, der var overrasket, sagde: ”Swami! Han har ikke fortalt mig noget om den!” Idet Han smilede venligt og så på Ramana Rao, bemærkede Bhagavan spøgefuldt: ”Han har selv glemt alt om den. Hvordan kan han så fortælle dig om den? Han kæmpede med den i mere end en time, ligesom Gajendra kæmpede. Gjorde du ikke, Ramana Rao

7.102. For første gang berørte Ramana Rao Herrens fødder; han var overvældet af ærefrygt. Han var blevet forbløffet over Bhagavan’s livagtige beskrivelse af episoden med hans hovedpine.

7.103. Desikachari begyndte at forklare: ”Swami! Han ser Dig for første gang….” Men Baba afbrød ham ved at sige: ”Ikke første gang, det er anden gang. Han har allerede set Mig i Hyderabad i Boorgula Ramakrishna Rao’s hjem!” Ramana Rao var lamslået. Nu trak Baba Sit højre ærme på kjortlen op med Sin venstre hånd, og hurtigt gjorde Han den karakteristiske

134 bevægelse med Sin højre hånd et par gange lige foran Ramana Rao’s øjne og sagde: ”Tag denne prasad og spis den!”

7.104. Da Ramana Rao rakte sin højre håndflade ud mod Baba, hældte Han en skefuld af noget kornet og farvet hvedemel ned i den. Desikachari modtog også det samme fra Baba’s hånd. Begge puttede det ind i munden og fandt det herligt sødt. Desikachari udbrød: ”Swami! Det smager vidunderligt. Jeg har aldrig spist noget som dette i hele mit liv!”

7.105. Bhagavan kiggede på Ramana Rao og fortalte Desikachari: ”Fint! Eftersom din ven ikke kan lide vibhuthi, materialiserede Jeg noget andet, han kunne spise! Denne falske brahmin bærer end ikke den hellige tråd. Hvordan kan Jeg forvente, at han smører vibhuthi på sin pande?” Meget kærligt klappede Han Ramana Rao på kinderne. Denne var lamslået af ærefrygt, og Han fortalte ham: ”Bangaru! Jeg sagde det blot for sjov!”

7.106. Baba tilbragte endnu en halv time sammen med dem, hvor Han besvarede deres spørgsmål om deres skæbne, Guddommelig Nåde og loven om genfødsel og karma.

7.107. Da Ramana Rao denne aften forlod Prasanthi Nilayam’s område, tænkte han ved sig selv: ”Da jeg kom hertil, vidste jeg ikke, om Baba er Gud eller ej. Hvis jeg havde set Gud før, kunne jeg have forfægtet det på den ene eller anden måde. Baba har ikke fire ansigter som Brahma. Han har heller ikke fire arme som Vishnu eller tre øjne som Siva. Men Han har ekstraordinære kræfter, som Han bruger til gavn for dem, der kommer til Ham for at få hjælp. Han er utvivlsom god, storslået og ædelmodig. Uanset om Han er Gud eller ej, så er Han meget venlig og elskelig, og Han yder større tjeneste over for menneskeheden end Gud, der beskrives som et usynligt, tavst vidne! Det er umagen værd at besøge Ham tit.”

At gå i Mesterens fodspor

7.108. Det var starten på transformationen af ateisten i Ramana Rao. Under hans efterfølgende besøg i Prasanthi Nilayam blev han vidne til mange af Baba’s mirakler. Han holdt op med at undre sig over dem, da han blev overbevist om, at de er spontane manifestationer af de Guddommelige kræfter, der er iboende Hans personlighed. Da hans fader, Rao Saheb Sri Bhavaraju Sathyanarayana, der var en begejstret tilhænger af familieguddommen, Herren

135 Venkateswara, besøgte Prasanthi Nilayam for første gang sammen med Ramana Rao, materialiserede Bhagavan en talisman af guld. Han rakte ham den og sagde: ”Jeg har opfyldt dit længe nærede ønske. Du blev meget ked af det, da du mistede den!” Det var den samme talisman, som han havde fået af sin fader, og som han havde mistet i 1918, otte år før Baba blev født! Dette interview varede i mere end en time. Under interviewet besvarede Swami mange af hans uløste tvivlsspørgsmål, som han havde haft i mange år. Ved slutningen af interviewet afslørede Baba følgende over for Sathyanarayana: ”Din oprigtige hengivenhed over for Venkateswara har ført dig tættere til Mig. Jeg svarer på enhver form for tilbedelse!”

Bhagavan’s brev til Sri B.V. Ramana Rao

7.109. Det Ramana Rao frygtede allermest, skete nogle få måneder efter dette interview. Alle hans dårlige vaner forlod ham for altid af sig selv! Hans dygtighed og hans evne til at arbejde hårdt sammenholdt med et ædelt og medfølende hjerte gjorde ham til et kraftfuldt redskab for Bhagavan i Hans mission.

7.110. I 1986 blev Ramana Rao, der indtil da havde tjent meget kompetent som delstatspræsident for Sathya Sai Organisationen i Andhra Pradesh, udpeget som regional

136 koordinator for tjenestearbejdet over for landbefolkningen i de Sydindiske delstater. Efter Sri Sathya Sai Organisationens femte verdenskonference i november 1985 havde tjeneste over for landbefolkningen fået et løft med oprettelsen af er særligt råd, der skal tage sig af højnelsen af hjælp til landsbyer og deres indbyggere. Han tjente den Guddommelige mission meget effektivt på denne post i 10 år. Efter dette blev han All India koordinator for organisationens tjenestefløj. På det tidspunkt hvor denne bog bliver skrevet, bor Ramana Rao, der er velkendt som en eminent Sai-tjener og en anset forfatter af ophøjet og fremragende litteratur på telugu, i Prasanthi Nilayam, hvor han soler sig i sin Herres Guddommelige Nåde og herlighed.

137 Kapitel 8

Flere tegn og undere

8.1. Engang da Han talte med Brahmanada Panda og dennes søn, Arun, i 1991, spurgte Bhagavan Baba Arun: ”Hvor lang er den periode, en regering i Indien kan sidde?” ”Swami! Det er fem år”, svarede Arun, og faderen tilføjede: ”Store Herre! Det er syv år i Rusland.” ”Mine perioder er på 16 år!”, sagde Baba med et smil og fortsatte med at forklare de seks perioder eller faser i Hans liv. Hver fase varer 16 år, og de kan sammenfattes bredt på følgende vis:

1. Guddommelige Lege der udspiller sig for at skænke glæde til de hengivne. 2. Mirakler. 3. Undervisning i åndelige sandheder. 4. Uddannelse. 5. Sundhed og hygiejne. 6. Genopbygning af Sanathana Dharma, den sublime essens af alle religioner.

En højere kraft hersker over universet

8.2. Han afslørede, at mens disse seks aspekter af Hans mission vil kunne fornemmes i hver fase af Hans liv, så vil én af dem være fremherskende i hver fase. Guddommelige Lege, mirakler og undervisning i åndelige sandheder har hele tiden været en integreret del af Swami’s liv. Guddommelige kræfter har aldrig været manifesteret så iøjefaldende i form af Guddommelige Lege og mirakler over hele verden, som det er tilfældet nu, hvor Sai Avataren færdes på Jorden. Sandsynligvis er det Hans måde at indgyde tro i det moderne skeptiske sind, der på grund af at det er blind over for det subtile, nægter at tro på selv det oplagte, medmindre det forekommer i fysisk form. Er Avataren Selv ikke det mest subtile i en fysisk form? I denne tvivlen og vantroens tidsalder er Sai Avataren trængt ind i millioner af mænd og kvinders liv og hjerter på grund af den slags tegn og undere. Da Han talte om Sine

138 Guddommelige Lege og mirakler, afslørede Bhagavan engang: ”Bortset fra at være et spontant udtryk for Min kærlighed (prema) tjener de det formål at plante troens frø i de ikke-troendes sind og fremme ærbødigheden over for en højere magt, der hersker over universet.”

8.3. Dette kapitel er dedikeret til Hans Guddommelige Lege, mirakler og nogle enestående glimt af Hans undervisning i åndelige sandheder og deres indflydelse på menneskers liv rundt om på Jorden i den periode, der dækkes af denne bog, 1986 – 1993.

8.4. Lad os begynde med en historie om det største af Hans mirakler – kærlighedens mirakel. Da Kahlil Gibran sagde: ”Kærlighed er et helligt mysterium”, forsøgte han at fjerne den tåge, som vores utilstrækkelige sprog dækker bjergtinden af menneskets herlighed med. Gud er essensen i mennesket, og kærlighed er essensen i Gud. Kærlighed afslører Gud i mennesket, og uselvisk tjeneste over for medmennesker, især de mindre heldige, er et umiskendeligt udtryk for denne kærlighed.

8.5. Emnet for et jule-interview på nationalt TV var et projekt, som hr. Hal Honig stod for. Han var på det tidspunkt landskoordinator for tjenesteprojekter inden for Sathya Sai Organisationen i USA. Det pågældende projekt var at servere mad til de sultne og hjemløse i New York. Lad os lytte til den opløftende historie og Hal Honig’s forsøg med kærlighed og tjeneste, som han selv fortæller den:

Hal Honig sammen med legemliggørelsen af kærlighed

139 8.6. ”To og et halvt år var gået, siden Bhagavan Baba’s vejledning løste det, der for mig var et alvorligt moralsk dilemma. Det voksende antal sultne og hjemløse mennesker, der gik rundt og tiggede i New Yorks gader, fik mig til at føle mig hjælpeløs, bedrøvet og skyldbevidst. Hans vejledning ændrede alt dette meget hurtigt. Det aldrig at forlade hjemmet uden at tage mad med som jeg kan forære væk, er for mig blevet en måde at leve på, der øjeblikkelig begyndte at eliminere problemet. Når jeg møder et nødlidende menneske, siger jeg altid: ”Undskyld mig, men vil du have en sandwich?” Det er blevet en vane, der er blevet lige så indgroet som at sige: ”God morgen” og ”hvordan har du det?”. Men der er en umådelig forskel, og det afstedkommer overraskende resultater.”

8.7. ”Jeg søgte at blive befriet for et forstyrrende problem. Det jeg modtog, var en dybtgående, gradvis og vedvarende ændring af min karakter. Den kom ikke fra et intenst studie af Herrens lære eller fra en mirakuløs åbenbaring. Den kom nærmest umærkelig, som når et barn vokser. Den kom, som Hans sikre og aldrig svigtende Nåde kommer, når vi lytter til og følger Hans anvisninger og eksempel. I dette tilfælde kom ændringen af min karakter gennem den daglige vedholdende praksis med at give mad til de sultne.”

8.8. ”Den første morgen hvor jeg lavede sandwichs til de sultne, var i allerhøjeste grad usædvanlig. Der var simpelthen ingen hjemløse noget sted. Der var ingen i gaderne, ingen i undergrundsbanen, og jeg mødte end ikke en eneste i min frokostpause. Jeg begyndte at undre mig over, om min opfattelse af problemet var overdrevet. Dette var overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet. Midt på eftermiddagen var jeg så forvirret og rådvild, at jeg besluttede at gå en tur rundt om kontorbygningen. Der var ingen at se. Da jeg var ved at gå ind i bygningen igen, fik jeg øje på den første person med et papirkrus i hånden. Jeg gik hen til ham og spurgte: ”Undskyld mig, men vil du have en sandwich?” Hans klare øjne fastholdt mig med et stærkt og roligt blik. Han talte meget langsomt og tydeligt, og han holdt en lang pause mellem hvert af hans fire ord: ”Mange…tak…for…det”, sagde han og smilede og tog sandwichen og småkagerne. Selv om hans ord var ganske almindelige, så forbløffede rytmen og de følelser, han lagde i dem, mig. Mange…tak…for…det var de sidste fire ord, min moder sagde, før hun døde. Hendes ord blev udtalt med den samme langsomme rytme! Jeg kunne ikke lade være med virkelig at føle, at dette var Bhagavan’s klare accept og velsignelse. Og det har vist sig, at det var netop, hvad det var.”

8.9. ”Fra dette tidspunkt har jeg, hver gang jeg har delt en sandwich ud, kombineret denne tjeneste med for mig selv at fremsige Hans navn og se Ham for mig. Den mad jeg giver væk, er Hans mad, og den gives til Ham, som jeg ser foran mig. Før jeg taler, siger jeg stille for mig selv: ”Swami”, og først derefter siger jeg højt: ”Undskyld mig, men vil du have en sandwich?” Resultaterne slår aldrig fejl. Selv om det ved en sjælden lejlighed sker, at maden afvises, møder jeg aldrig nogen uvenlighed, men snarere en påfaldende blidhed der er meget opløftende. Sathya Sai Baba’s eksempel og Hans tilstedeværelse har inspireret mig til at give maden væk, og selve det at give maden til andre har styrket min åndelige øvelse med at ihukomme Hans navn. Det at gøre det ene støtter det at gøre det andet, for de er én. Han er Den Ene, og de er ingen andre.”

8.10. I denne periode lærte Hal Honig mange forskellige ting af sine oplevelser med at udføre denne enestående tjeneste over for de nødlidende:

8.11. ”Jeg lærer, at det ikke er muligt at elske Gud uden at elske og tjene Ham i andre mennesker. Og det at tjene andre mennesker knytter os tættere til Ham, for kærlighedens natur er ekspansion. Den enkle handling med dagligt at uddele mad gjorde netop det. Meget tæt på min lejlighed i New York bor flokke af hjemløse i papkasser. De lokale beboere føler sig fortørnede, for de ser beskidte ud, og de lugter grimt. Forretninger og andre kommercielle foretagender klager over, at de ødelægger turistindtægterne. Aviserne klager over, at mange af dem er mentalt ustabile, alkoholikere og stofafhængige. De fleste mennesker holder sig væk fra dem, da de frygter, de måske er farlige. Før i tiden undgik jeg altid disse interimistiske

140 samfund. Politiet flytter dem hele tiden fra et sted til et andet. De er samfundets udstødte. Efterhånden kom jeg til at kende navnene på flere af de hjemløse på gaden. Jeg fandt ud af, at nogle af dem var en del af dette ’papkasse-samfund’, så jeg begyndte at gå over og aflevere mad til dem. Jonathan præsenterede mig som sin ’sandwichmand’, og navnet har siden sat sig fast. Skønt disse mennesker bliver ved med at flytte fra sted til sted, så er der nogle få, der holder sig til ét sted. I tidens løb har de alle lært mig en masse. Jeg ønsker ikke at give deres sørgelige forfatning et rosenrødt skær, men blot påpege, hvad jeg har fået ud af denne oplevelse.”

8.12. ”De er så taknemmelige for enhver form for venlighed, man viser dem. Jeg er taknemmelig over for Herren, fordi Han har givet mig denne mulighed for at tjene. De minder mig om, hvor lidt vi egentlig behøver for at overleve. Jeg er fast besluttet på at formindske mine ønsker og være taknemmelig for det, jeg har fået. De er fortabte og forvirrede. De minder mig om, at jeg skal bestræbe mig endnu mere på at realisere det potentiale, Han har givet mig. Den hellige Frans sagde: ”Så længe vi har tid, så lad os gøre det gode.” Jeg skal anvende Hans kostbare tid til gavn for samfundet.”

8.13. ”De hjemløse tager en dag ad gangen. De bekymrer sig om nuet. Jeg minder mig selv om, at fortiden er så godt som støv, og at fremtiden er et produkt af dagens rigtige handlinger. At dedikere alt hvad jeg tænker, siger og gør til Ham, er alt, hvad der betyder noget. Når vi husker på dette grundlæggende princip, så vil det altid gå godt. Generøst deler de hjemløse med hinanden. Det sker jævnligt, at en person fortæller mig, at andre ikke har spist længe, og at deres behov er større end deres eget. ”Giv den til dem.” Selviskheden bliver mindre af den fælles oplevelse af, at man skal dele. Jeg forsøger at huske at give mere generøst, for det jeg har, er ikke mit, men Hans.”

8.14. ”De lærer mig ydmyghed, for de lærer mig konstant, at der er mange gode ting, jeg kan lære af andre. De er bevidste om andre former for liv. Da jeg engang fortalte, at jeg havde for meget brød til antallet af mennesker, svarede Rahim: ”Du skal ikke bekymre dig om at have for meget brød. Vi vil give det til fuglene, de spiser også.” Jeg påskønnede denne påmindelse. De behøver kærlighed for at overleve i lige så høj grad, som de behøver mad. En dag da jeg løb tør for mad, undgik jeg at gå hen til dem. En kvinde fra gruppen løb tværs over gaden og spurgte, hvorfor jeg ikke kom hen til dem. Jeg forklarede grunden til det. ”Selv hvis du ikke har noget mad, så kom. Gode mennesker er vigtige.” Jeg bliver mindet om, at vi ikke lever af brød alene. De lærer mig, at det at give ikke er arbejde; det er ikke en forpligtelse. Det er en gunstbevisning, der gives os. Det er den højeste form for lyksalighed.”

8.15. Fra nær og fjern oplevede Hal Honig en voksende reaktion fra folk på hans sjælsfulde tjenesteprojekt for de hjemløse.

8.16. ”For at spare både tid og penge begyndte jeg at købe madvarer i store portioner. Det forenklede alting. En dag faldt en sandwich ud af min skuldertaske, da jeg havde et forretningsmøde på en meget fin restaurant inde i midtbyen. Restaurationschefen undrede sig over, hvorfor jeg gik rundt med sandwicher. Svaret førte til, at jeg spurgte, hvad restauranten gjorde med gæsternes levninger. ”Vi har ikke lov til at beholde dem”, sagde hun. ”Så vi giver noget af det til de ansatte, og resten smider vi ud.” Jeg spurgte, om ejerne ville overveje at give mig maden, så jeg kunne dele den ud blandt de hjemløse. Det tog adskillige ugers diskussion, før man blev enige om at tillade mig at dele levningerne ud til de hjemløse. I det halvandet år, der er gået siden, har jeg hentet restaurationens levninger fire eller fem aftener om ugen. Skønt de var tøvende i begyndelsen, er restaurationspersonalet nu blevet begejstret for at tage del i denne sag. Efter et stykke tid blev de klar over, hvordan maden blev brugt, og jeg kunne altid regne med at få et smil og en glad hilsen. ”Vi kunne ikke finde dit telefon- nummer i går, og vi havde det så dårligt med, at så meget mad skulle smides ud”, sagde lederen engang, efter der var gået et par måneder. Det var tydeligt, at der var sket en

141 forandring i indstillingen hos hele personalet. De er alle glade for at være en del at en gruppe, der hjælper andre.”

8.17. ”Med den stigende tilførsel af mad opstod der behov for at få hjælp til at dele den ud, og dette løste sig også let og hurtigt. En elevatorfører i min bygning, der boede i en anden del af byen, spurgte, om han og hans fader måtte hjælpe med at dele mad ud. Nu gør de det regelmæssigt. ”I starten var vi bekymrede over at gøre det”, sagde Albert. ”Men efter blot nogle få gange blev vi klar over, at dette er en meget god ting at gøre. Der er så mange mennesker derude, der er sultne; og det gælder også børn. Da jeg tog på ferie, følte jeg, at der manglede noget vigtigt i mit liv. Det er sådan en vidunderlig ting for os.””

8.18. ”Nogle hengivne hjælper os, når der er behov for det. En Jul blev der bragt et fjernsynsinterview på landsdækkende TV om vores tjeneste over for de hjemløse. Mange blev overrasket. Som et resultat er andre begyndt at gøre det samme både her og andre steder. Jeg skal ikke kunne sige, hvor udbredt denne tjeneste er blevet, men det er heller ikke så vigtigt. Det er den kærlighed, man lægger i arbejdet, der betyder noget. Det er det at videregive Herrens kærlighed (prema), der tæller. Jeg husker Matthæus ord om, hvad Jesus sagde: ”Hvad du gør mod den mindste af disse, gør du mod mig.””

8.19. Her følger beretningen om en meget bevægende hændelse, hvor Herren fordrev frygten fra Honig’s sind. Det skete under en af hans spændende oplevelser med at yde uselvisk tjeneste:

8.20. ”Test og prøvelser er ikke det, vi søger, alligevel byder vi dem velkommen, når vi klarer dem. Når vi tager ét skridt fremad, hjælper Hans hånd os med at tage det næste. Skridt for skridt anvender Han vores oplevelser og erfaringer til at lære, højne og transformere os. Da jeg nu kender byen godt, er jeg naturligvis forsigtig med, hvor jeg tager hen, og hvornår jeg gør det. Og jeg har altid været hurtig til at beslutte mig for at tage en omvej for at undgå en vanskelig situation. Jeg har lært at acceptere, at min ’mere forsigtige end modige natur’ aldrig vil forandre sig. En oplevelse i New Yorks undergrundsbane viste mig, at Han har vejledt mig i en sådan grad, at jeg er kommet et skridt videre. Det var først i april, og det var en søndag aften. Da jeg var på vej hjem efter et besøg i Brooklyn, opdagede jeg, at der ikke var nogen trængsel i toget. Over for mig sad der fem turister fra Europa – tre voksne og to børn. Ud af deres samtale fremgik det tydeligt, at dette var deres første tur med New Yorks undergrunds- bane.”

8.21. ”Ved det næste stop blev alle passagerernes opmærksomhed rettet mod den fjerneste ende af vognen, hvor en mand trådte ind. Han var høj, og han så stærk ud. Han havde pjusket hår, beskidt tøj og slingrende bevægelser. Han trak to store sorte affaldssække efter sig. Han så i det hele taget lidt forrykt ud. Da han forlangte penge, var hans stemme høj og truende. Turisterne over for mig var skræmt fra vid og sans. Deres værste mareridt udspillede sig lige foran dem. Venner havde advaret dem mod farerne ved at besøge New York, og her var de – spærret inde og truet. Hvorfor havde de ikke lyttet til dem? Manden kom nærmere, hans stemme blev højere og ordene grovere. Folk gav penge. Han bevægede sig langsomt ned gennem vognen. Min første reaktion var ikke meget forskellig fra den reaktion, turisterne over for mig havde. Men den var kortvarig. Øjeblikkelig forsvandt frygten, og jeg hørte mig selv sige stille: ”Swami! Vær god og hjælp. Swami! Vær god og hjælp.” Jeg gentog det igen og igen. Pludselig opdagede jeg, at jeg havde rejst mig op. Da manden var næsten henne ved mig, gik jeg nogle skridt hen mod ham, så på ham og hørte mig selv sige det, jeg altid siger: ”Swami (udtalt i stilhed for mig selv)! Undskyld mig, men vil du have en sandwich?” Han stirrede blot på mig. Vores blikke mødtes. Og så sagde han med den mest forsigtige stemme, man kan forestille sig: ”Jeg er så sulten”, og han tog sandwichen og småkagerne ud af min hånd og satte sig på sædet ved siden af, hvor jeg havde siddet. Han spiste maden så hurtigt og med så stor nydelse, at der ikke var nogen tvivl om, at han trængte til den. Jeg havde sat mig ved siden af ham, og da han var færdig med at spise, vendte han sig mod mig. Hans øjne

142 var ikke længere vilde, men blide, og hviskende sagde han: ”Mange tak.” Toget rullede ind til sit næste stop på Manhattan. De fem turister skyndte sig hen til den åbne dørs frelse. Manden fulgte langsomt efter trækkende sine affaldsposer efter sig. Dørene lukkede, og beriget af denne oplevelse kørte jeg hjem. Han havde givet mig et tydeligt bevis på, at enhver transformation er mulig, og at de er tegn på Hans Nåde.”

8.22. Her følger fortællingen om et medicinsk mirakel, et tilfælde af ’cancer cancelled’, der fandt sted i dr. H.S. Bhat’s familie. Han bliver anset for at være en af grundlæggerne af urology i Indien og vinder af dr. B.C. Roy prisen. Han hjalp med at oprette afdelingen for urology på Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences i Prasanthi Nilayam, og op til i dag har han fungeret som leder af denne afdeling. Den der fik gavn af dette mirakel, var fru Rosaline, moder til hr. Francis, der er dr. Bhat’s svigersøn. Lad dr. Bhat selv fortælle historien:

8.23. ”Bhagavan var så elskværdig at besøge vores hjem i Bangalore fredag den 8. juni 1990. Min datter Tara og hendes mand Francis var også hjemme hos os sammen med deres to børn. Francis’s moder, Rosalina, havde i en alder af 75 år fået konstateret kræft i brystet. Kræften havde bredt sig ubarmhjertigt, og der havde nu dannet sig et stort ildelugtende åbent sår, hvorfra der sivede materie og blod. Hun havde stærke smerter, og hun lå søvnløs om natten. Lægerne der tog sig af hendes sygdom, havde forsøgt sig med alle tænkelige behandlinger. Hun havde kun oplevet disse behandlingers uønskede bivirkninger, men kræften havde ikke vist noget tegn på, at den ville mindske sin tilintetgørende færd. Normalt tilbragte hun al sin tid i sit hjem med at bede. Hun var en from kristen, og hendes mand var præst. To af hendes sønner var også præster.”

8.24. ”Da Baba talte med Francis denne mindeværdige fredag, fortalte Han om hans moders kvaler ned i mindste detalje. Francis blev yderst overrasket, for ingen havde fortalt Baba om hans moders lidelser. Han materialiserede vibhuthi og en lingam og instruerede Francis: ”Vask lingam’en hver dag med vand og giv dette vand og prasad’en til din moder. Jeg vil befri hende for alle hendes smerter og lidelser.” Den samme aften skyndte Francis sig at fortælle sin moder om alt det, der var hændt i vores hjem. Skønt hun ikke var bekendt med Bhagavan’s mirakler, så accepterede hun at følge det råd, Han havde givet. I løbet af få uger reagerede det åbne sår positivt. Helbredelsesprocessen var tydelig. I løbet af en måned, efter hun var begyndt på ’den Guddommelige behandling’, dannede der sig normal hud over det åbne sår, hun ellers havde haft længe! Den grimme lugt forsvandt, og det samme gjorde smerten og hendes kvaler! Hun sluttede sig til familielivets gøremål og begyndte igen at lege med sine børnebørn.”

8.25. ”Da hun blev bragt til sin onkologist (kræftlæge) på et førende hospital i Chennai for at følge op på sygdommen, blev han fyldt med ærefrygt. Han fortrød, at han ikke havde taget et klinisk billede af det åbne sår før og efter ’den Guddommelige behandling’. Det er unødvendigt at sige, at miraklet gjorde et stort indtryk på medlemmer i Francis’s familie. George Bernard Shaw, en af alle tiders største skeptikere, sagde: ”Et mirakel er en begivenhed, der skaber tro. Et fupnummer bedrager. En begivenhed der skaber tro, bedrager ikke; den er ikke et fupnummer, men et mirakel.” Rosalina levede lykkeligt i yderligere to år, hvor hun nød taknemmelighedens lyksalighed; hun var taknemmelig over for Det Guddommelige, for den Nåde der var blevet skænket hende. Da kaldet kom fra Herren, drog hun sit sidste åndedrag i fred og lyksalighed.”

143 8.26. Dette er en beretning om Guddommelig Nåde og menneskelig medfølelse, som fandt sted i et Sai Baba Center i Buenos Aires, Argentina, i marts 1993. Den demonstrerer sandheden i Bhagavan’s forsikring: ”Hvis I tager ét skridt mod Mig, vil Jeg tage 100 skridt mod jer.” Det ene skridt som Han ønsker, vi skal tage, er at udvikle tro på Ham og udvise uselvisk kærlighed over for vores medmennesker. Når vi tager dette skridt, er vi på fuldbyrdelsens vej for os selv, og vi giver verden håb. Miraklerne bliver en almindelig begivenhed på denne vej.

8.27. Centeret var startet på et projekt, der gik ud på at give mad til og undervise børn, der levede på gaderne rundt om centeret. Den gruppe hengivne der arbejdede med dette projekt, blev ledet af Susana Fernandez. I begyndelsen blev børnene inviteret hen i centeret, hvor de fik et bad, og deres tøj blev vasket. De fik også noget at spise og lærte at læse og skrive af professionelle lærere, der var trænet i forskellige teknikker af Sathya Sai Human Values Education. De omstændigheder hvorunder disse børn levede, var af en sådan beskaffenhed, at der var masser af negativitet i deres sind. Grundlæggende levede de af tyveri og anden kriminalitet. Gruppen af frivillige ønskede at tilvejebringende en definitiv løsning på deres problemer ved at tage dem væk fra gaderne og resocialisere dem fuldstændig. De lejede en bygning, der kunne huse dem, og de arbejdede med børnene for at omstille dem til et normalt liv i samfundet. De gav dem mulighed for at komme på den rette hylde. Således gav de dem en ny grund til at leve.”

8.28. Den 11. marts 1993 arbejdede børnene i haven, der omgav huset. Nogle få frivillige vejledte dem. Fru Carlotta Coacci, en frivillig, havde bedt en af drengene, Antonio Rondine, om at arbejde i et blomsterbed. Da han gravede i jorden, fandt han en tung pakke. Da han åbnede den, så han, at pakken indeholdt rent guld. Senere fandt man ud af, at guldets vægt var 12 kilo! Han kaldte på en af sine kammerater og viste ham den. Deres første tanke var at løbe væk med formuen, men de Sai-frivilliges uselviske kærlighed og uddannelsen i menneskelige værdier, som de havde modtaget, viste sig at have gjort deres arbejde! Deres samvittighed tilskyndede dem til at give pakken til de frivillige i Sathya Sai Centeret, der så kærligt havde givet dem husly. Når man tænker på disse drenges baggrund, så var deres fuldstændig ærlige handlemåde et sandt mirakel; et ’transformations-mirakel’ frembragt af uselvisk kærlighed. Det var tillige et vidnesbyrd om, hvor effektivt programmet for ’uddannelse i menneskelige værdier’ er.

8.29. En af de regler, der er indeholdt i de ni leveregler, som Bhagavan Baba har givet Sine hengivne, er at adlyde lovene i det land, man lever i. I henhold til denne regel besluttede medlemmerne af Sai Baba Centeret at fortælle myndighederne om guldfundet. De ønskede, at en offentlig notar udfyldte en erklæring, der bevidnede, at myndighederne havde modtaget guldet. Retten afsagde senere en dom, der fastslog, at guldet tilhørte gruppen af frivillige, der arbejdede med gadebørnene, eftersom de havde fundet det. Sathya Sai Organisationen og Trusten besluttede at købe et nyt hus til gadebørnene på en bedre lokalitet. Nogle af medlemmerne af organisationen rejste til Prasanthi Nilayam i juli 1993 for at få Bhagavan’s velsignelse til projektet. Antonio Rondine, drengen der fandt guldet, blev også belønnet med et besøg i Prasanthi Nilayam sammen med gruppen.

8.30. Bhagavan kaldte dem ind til interview, velsignede deres projekt og sagde: ”I har allerede fået Min velsignelse i form af guld. Der var Min Vilje, at I fandt det. Køb et godt hus til børnene.”

8.31. Det nye hus i Buenos Aires til de efterladte børn fremstår som et symbol på Hans kærlighed over for de børn, der er dårligst stillede, men ikke fortabte. Det var Virgil, der

144 indfangede kærlighedens herlighed i disse udødelige ord: ”Kærlighed besejrer alt; lad os også overgive os til kærligheden.”

”Køb et hus til børnene.”

Et hjem for de hjemløse i Buenos Aires

Tjeneste over for Guds børn

145 8.32. Den imponerende statue af Hanuman, der står på det lille Vidyagiri-bjerg i Prasanthi Nilayam, fremstår som et storslået symbol på Avatarens kærlighed til den hengivne. Den vidner også om den overophøjede position, som hengivenheden har i Guds plan. Når du står ved foden af bjerget og ser op, vil du se, at den mægtige statue af den uforlignelige hengivne er anbragt på det højeste punkt, mens de mange andre statuer af Avatarerne og profeterne Sai Krishna, Shirdi Baba, Siva, Buddha, Jesus og Zoroaster pryder bjerget længere nede. Historien om opførelsen af Hanuman’s gigantiske skikkelse på bjerget i 1990 udgør en fascinerende læsning.

Den imponerende statue af Hanuman på Vidyagiri-bjerget

8.33. Bhagavan’s involvering i projektet, fra ideen blev undfanget til statuen stod færdig, var fuldstændig. Det begyndte alt sammen i januar 1990, da Bhagavan Baba udtrykte Sit ønske om at rejse en 20 meter høj statue af Hanuman på bjerget. Den skulle indvies i forbindelse med Hans 65-års fødselsdag i november. Han kom endog kørende op til bjergtoppen i jeep nogle gange, før arbejdet gik i gang. Under et af disse besøg valgte Han stedet, hvor statuen skulle opføres. En gruppe bestående af to ingeniører, Sri Jayakumar og Sri Thillainayagam, og en billedhugger, Sri Subramanian, blev dannet for at sætte gang i projektet, der skulle ledes af

146 oberst Joga Rao. Subramanian, der indtil dette tidspunkt havde udført næsten alt billedhugger- arbejdet i Prasanthi Nilayam, udarbejdede nogle få skitser af Hanuman i forskellige positurer. Han fremlagde disse skitser for Bhagavan. Blandt disse skitser valgte Baba en skitse, der skildrer Hanuman, der er parat til at flyve op i himlen bærende Sanjeenani-bjerget på sin venstre hånd. Det venstre ben er bøjet ved kræet, og dette ben hviler på et klippestykke, og den højre fod er placeret på jorden. Billedhuggeren udførte en lille model af statuen, og Thilainayagam beregnede størrelse og vægt af de forskellige dele at den foreslåede statue, idet han projicerede den lille models dimensioner op på en 20 m høj statue. Man fandt frem til, at statuens samlede vægt ville nå op på næsten 1.000 tons, så man foreslog Baba, at man kunne gøre statuen hul. Men Bhagavan afviste forslaget, idet Han sagde: ”Statuen skal stå der i hundredvis af år. Derfor bør der ikke udføres noget hult eller falskt arbejde. Gør den kompakt og stærk.”

8.34. Designet af statuen blev udført ud fra tre principper: Sektioner af diverse ståldragere skulle danne skelettet. Armeret beton skulle udgøre ’kødet’. Og endelig skulle mursten fæstnet på specielt tilberedt cementmørtel anvendes til at skabe kroppens form og kurver. For at fabrikere benene og andre store dele af statuen blev der anskaffet de største og tungeste ståldragere, der bliver fremstillet i landet. Endnu mens de indledende skitser og tegninger blev udarbejdet, gik man i gang med at rydde, jævne, planere og i det hele taget gøre klar, der hvor statuen skulle stå. Bhagavan var meget behjælpelig med hensyn til at designe statuen. Mange dage besøgte Han arbejdspladsen for at føre tilsyn med arbejdet. Da man fjernede det forvitrede klippestykke fra det sted, Bhagavan havde valgt, fandt man nedenunder et fladt, jævnt og solidt klippeunderlag med næsten ingen ujævnheder. Den flade klippegrund krævede ingen yderligere behandling for at kunne bære den massive statue.

Den traditionelle offerceremoni, der Swami materialiserer en miniature udføres på en byggegrund før Hanuman-statue påbegyndelse af et byggeri, blev velsignet af Baba’s fysiske tilstede- værelse den 19. februar 1990.

8.35. Den traditionelle offerceremoni, der udføres på en byggegrund før påbegyndelse af et byggeri, blev velsignet af Baba’s fysiske tilstedeværelse den 19. februar 1990. Ved den lejlighed materialiserede Han en guldstatue af Hanuman, der var omkring 9 cm høj. Han gav den til Subramanian og pålagde ham at konstruere statuen præcis som denne lille statue. Ikke blot var den en smule anderledes end det, der var blevet godkendt tidligere, men den løste

147 også nogle komplicerede problemer vedrørende designet af statuen! Bhagavan velsignede nogle få mindre stenblokke og mursten ved at røre dem. Herefter placerede Han dem i et fundament af betoncement og signalerede derved påbegyndelsen af arbejdet med selve bygningen af statuen. Han helliggjorde hele området ved at gå rundt på arbejdspladsen, knække nogle få kokosnødder og stænke kokosnøddemælk ud over stedet.

8.36. Nogle få dage senere, under et af Hans besøg på byggepladsen, bad Han ingeniørerne om at montere statuen på et betonfodstykke og ikke direkte på klippen. På den måde ville folk, der stod ved foden af bjerget, kunne se hele statuen. Da Thilainayagam bønfaldt Ham om at fortælle, hvor højt fodstykket skulle være, sagde Baba: ”Det kan være på Min højde.” Introduktionen af et fodstykke til statuen hjalp også med at skabe en modvægt, så den ikke kan vælte, når vinden blæser ind på den. Statuens vægt var nemlig ikke alene nok til at forhindre dette. Ingeniørerne beregnede længden og bredden af det nødvendige fodstykke til at være henholdsvis 14 og 8 meter. Minimumshøjden på soklen blev bestemt af den vægt, der var nødvendig for at modstå presset fra vinden. Beregningerne viste, at den nødvendige højde var den samme, som Bhagavan havde nævnt – 162 cm! Det kæmpestore fodstykke vejede 375 tons, og det løste også et andet praktisk problem ved opførelsen af statuen. De vældig store bjælker, der skulle danne den inderste kerne af benene, kunne let forankres i fodstykket. Hvis fodstykket ikke havde været der, ville det have været nødvendigt at bore brede og dybe huller i klippen for at forankre statuen.

Swami på Vidyagiri-bjerget Ceremoniel indvielse af Hanuman-statuen den 22. november 1990

8.37. Engineering Construction Company, en division under Larsen and Toubro Limited, der på det tidspunkt var i færd med at bygge beboelsesblokke i Prasanthi Nilayam, var involveret i fabrikationen af stålkonstruktionerne og opførte statuen i marts 1990. Sri A. Ramakrishna, en lidenskabelig Baba-hengiven, var selskabets administrerende direktør. Han overdrog arbejdet til nogle yderst kvalificerede ingeniører og byggeteknikere, og der blev arbejdet i døgndrift. Baba’s jævnlige besøg på byggepladsen ansporede alle til at arbejde med ildhu og begejstring. Bhagavan kom også med rigelige mængder slik, frugt og snacks og delte dem personligt ud til arbejderne. Ofte havde Han nogle honoratiores med, og stolt viste Han dem, hvordan arbejdet skred frem. Hver eneste af ingeniørerne, byggeteknikerne og arbejderne følte lyksaligheden ved at udføre Guds arbejde. Var de ikke i færd med at forme statuen af en unik hengiven, der havde en helt speciel plads i Guds hjerte?

8.38. Arbejdet fortsatte problemfrit og i hastigt tempo. 60 tons stål og 150 tons cement blev brugt til at færdiggøre arbejdet. Statuens totale vægt, inklusiv fodstykket var tæt på 900 tons. Den stridskølle som Hanuman holder i sin højre hånd, vejer alene 12 tons. Hele konstruktionen var massiv og kompakt med undtagelsen af bjerget i hans venstre hånd og halen. Bjerget var nødt til at blive lavet hult på grund af håndleddets relativt lille størrelse. Men det hule bjerg

148 vejede i sig selv 50 tons. Af en tilsvarende grund blev halen, der er bøjet og kurvet mange steder, og som bliver understøttet på kroppen, gjort hul. Den vejer 5 tons.

8.39. Den 20 meter høje statue stod færdig til indvielse nogle få dage før Baba’s 65-års fødselsdag. Den blev indviet af Herren den 22. november 1990. Den myndige og pragtfulde statue af Hanuman står som et symbol på Guds hyldest til en mageløs hengiven, til hvem der er bygget templer i næsten hver eneste landsby og by i Indien. Således vedkendte Herren Rama Sin gæld til Hanuman i Threta-tidsalderen.: ”Åh Hanuman! Du har tjent Mig i en så forbløffende grad, at ingen anden på denne Jord nogen sinde vil kunne forstille sig det. Jeg kan ikke tænke på en belønning, som Jeg kan give dig, og som kan få Mig til at føle, at Jeg har belønnet dig tilstrækkeligt. For for hver eneste af de talrige tjenester du har gjort Mig, gælder, at end ikke Mit liv vil være værdigt at give til gengæld. Jeg står i en gæld til dig, som Jeg end ikke nogen sinde vil kunne tænke på at tilbagebetale!”

8.40. Dr. Michael Goldstein og hans hustru, fru Gloria Goldstein, fra De Forenede Stater, var i Prasanthi Nilayam i august-september 1986. Goldstein var på det tidspunkt medlem af Sathya Sai Organisationens Verdensråd. Da Bhagavan tog ud på campus for at føre tilsyn med prøverne på et skuespil, som Hans studerende skulle opføre, tog Han Goldstein med i Sin bil. Det var nogle få dage, før han skulle rejse hjem. For Goldstein var det en lyksalig køretur sammen med Herren. Han nød også det specielle og smukke samspil, der var mellem Baba og Hans studerende under prøverne på skuespillet. Da de var på vej tilbage til templet, fortalte Bhagavan ham: ”Goldstein! Dette er din sidste chance for at køre med Swami i bilen. Goldstein’s første tanke var, at Bhagavan lavede sjov med ham, men alvoren i Baba’s tonefald fik ham til at forstå vægten og betydningen af disse ord. Han bønfaldt Bhagavan: ”Swami! Du har allerede giver mig tilladelse til at deltage i de Guddommelige fødselsdagsfestligheder i november. Jeg beder ydmygt om denne mulighed.” Baba så på ham, lukkede Sine øjne en stund og sagde så: ”Ja! Du vil deltage i fødselsdagsfestlighederne.” Goldstein følte sig meget lettet over denne forsikring.

8.41. Næste dag kaldte Baba parret ind til interview og rådede dem til at udsætte deres afrejse en dag. Det vigtigste budskab, som Bhagavan gav dem under dette interview, var: ”Sindet er nøglen, og hjertet er låsen. Drej nøglen ud mod verden, og I vil finde endeløse ønsker og kaos. Drej nøglen ind mod Gud, og I vil finde ikke-tilknytning og sindsro. Husk på, at Gud skænker dårlige oplevelser såvel som gode oplevelser. Der er et formål med begge. I bør bevare sindsligevægten både under gode og dårlige oplevelser.”

8.42. Deres planlagte fly fra Bombay havde afgang den 5. september 1986. Deres oprindelige plan var at tage fra Prasanthi Nilayam den 3. og tilbringe en dag i Bombay, hvor de skulle lave noget organisatorisk arbejde, før de tog videre til De Forenede Stater. På grund af Bhagavan’s råd udsatte de deres afrejse fra Prasanthi Nilayam en dag. De forlod Prasanthi Nilayam den 4., men de aflyste deres ophold i Bombay og steg, som planlagt, ombord på deres Pan America fly den 5.. Dette fly blev kapret af terrorister i Karachi i Pakistan. Disse anspændte øjeblikke skulle vise sig at blive en hård prøve på, hvor stærk Goldstein var i troen. Lad os lytte til Goldstein’s beretning om, hvad der skete på flyet:

8.43. ”Swami’s kostelige råd som Han gav os under det interview, som Han så kærligt gav os, før vi forlod Prasanthi Nilayam, støttede og opmuntrede os gennem vores trængsler. Min hustru og en stewardesse var de første, der mødte terroristerne, da de kom ombord på flyet. Først hørte vi, at der blev råbt vredt og skudt udenfor. Så kom to af terroristerne ind i flyet. En

149 af dem lagde en arm rundt om stewardessens hals og pressede en pistol mod hendes hoved. Den anden terrorist rettede en maskinpistol mod min hustru. Til trods for disse ildevarslende begivenheder løftede min kone sine hænder, foldede dem og bad og chantede højlydt: ”OM Sri Sai Ram” fem gange med en værdighed og en ro, der i situationen virkede helt fornuftstridig. I et øjeblik blev terroristen helt forvirret på grund af denne chanten. Men så sagde han: ”Hænderne op! Gå tilbage!””

8.44. ”En af terroristerne begyndte at kontrollere passagerernes pas. Det var tydeligt, at de ledte efter jøder. Det faktum, at jeg er jøde, forårsagede ingen frygt i mig, eftersom jeg var fordybet i tanker på vores elskede Herre. Under den 17 timer lange kapring tænkte jeg på Swami’s ord og bad til Ham mange gange. ”Herre! Læg Dig imellem i denne tragedie. Fyld vores kapreres hjerter med kærlighed og fred. Beskyt min kone og de andre gode og venlige mennesker på dette fly. Hvis jeg skal dø, så giv mig mod og styrke til at dø med æren i behold. Lad mig udføre min pligt effektivt og opfyldt af tro, og lad mig tænke på Dig lige til det sidste.” Fra mine tanker om Swami’s ord og mine bønner til Ham fik jeg en følelse af ikke- tilknytning. I stedet for at blive kontrolleret af min egen frygt, blev jeg vidne til den. Det gjorde mig i stand til at tænke klart og handle effektivt. Stewardesserne og vores medpassagerer udgjorde en tapper gruppe. Gennem hele forløbet forblev alle rolige og tapre. Lyset i maskinen gik ud. Terroristerne åbnede ild med maskinpistoler, og der eksploderede håndgranater. Brutalt og tilfældigt dræbte og sårede de uskyldige mænd, kvinder og børn. På grund af Bhagavan’s Nåde slap min hustru og jeg uskadte. Vi sørgede over og bad for dem, der ikke havde været så heldige. Denne dystre prøvelse har styrket vores tro på vores Herre, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba!”

Michael Goldstein taler i Hans hellige nærvær En ydmyg Herrens tjener

8.45. Efter Goldstein var kommet hjem, faldt det ham ind, at de burde have udsat deres flyrejse fra Bombay en dag, som Bhagavan havde rådet dem til. I stedet havde de blot udsat deres afrejse fra Prasanthi Nilayam en dag! Da han vendte tilbage til Prasanthi Nilayam for at deltage i fødselsdagsfestlighederne i november, udtrykte han sin taknemmelighed over for Bhagavan, fordi Han havde frelst ham og hans kone fra terroristernes kugler. Baba mindede ham om, hvad der var kommet for dagen mellem dem i bilen under hans forrige besøg og tilføjede: ”Da du bad Mig skænke dig muligheden for at komme her til Min fødselsdag, havde Jeg set, at du ville blive slået ihjel af terroristerne på flyet. Men som svar på dine bønner ændrede Jeg din skæbne og frelste dig!”

150 8.46. Dr. Surendra Upadhyay, en øjenlæge der arbejder for National Health Service i England, er velkendt i Sri Sathya Sai Organisationen for sit dynamiske engagement med at organisere midlertidige lægecentre i udviklingslande i mange egne af verden. Her følger beretningen om fire af hans helt ekstraordinære oplevelser i disse lægecentre spredt over tre kontinenter. Disse oplevelser afspejler Avatarens herlighed og indflydelse.

Dr. Surendra Upadhyay ved Det Guddommeliges Lotusfødder

8.47. En international uddannelseskonference og et midlertidigt lægecenter blev organiseret af Sathya Sai Organisationen i 1986 i Ghana i Afrika. Mange fremragende læger fra England og andre lande deltog i arbejdet på lægecenteret. Lægeteamet var blevet installeret inde på universitetet i Accra’s meget fredfyldte og smukke campus. Konferencen blev erklæret for åben med en traditionel ghanesisk ceremoni, og efter indvielsesceremonien blev lægeteamet sendt ud til afsidesliggende landsbyer rundt om hovedstaden.

8.48. Endnu før de forlod deres land, havde det engelske lægeteam modtaget besked fra Accra om, at en ung mand led af et alvorligt tilfælde af meningitis. Han var indlagt på et lokalt

151 hospital, og de blev opfordret til at medbringe den nødvendige medicin. Da de ankom til Accra, fik de at vide, at den unge mand var blevet fjernet fra hospitalet mod lægernes råd, og at han nu blev behandlet af en lokal medicinmand i landsbyen. Dr. Surendra Upadhyay og dr. Fru Tank blev betroet opgaven med at kontakte den unge mands familie og overbevise den om det fornuftige i at genindlægge patienten på hospitalet i betragtning af, hvor alvorlig hans tilstand var. Man kunne ikke køre ud til landsbyen i bil, da der ikke fandtes nogen ordentlig vej. Derfor steg de ud af bilen omkring en kilometer fra landsbyen, tog nogle instrumenter og lægeligt udstyr og begyndte at gå hen til landsbyen sammen med chaufføren og tolken. Det var dr. Upadhyay’s første tur til Afrika. Lyden af trommer i det fjerne, hvislende lyde fra det omkringliggende buskads og de lejlighedsvise syn af ræve fik ham til at tænke mere og mere på Baba. Pludselig blev de konfronteret med to vredt udseende stammemedlemmer. En af dem holdt et spyd og en lang kæp i hænderne. Dialogen fandt sted gennem tolken. Upadhyay sagde: ”Vi rækker venskabets hånd ud mod jer. Vi er her for at hjælpe en syg ung mand i landsbyen.” Hans ord gjorde stammefolkene endnu vredere.

8.49. Den ældste af dem råbte: ”Vi ønsker hverken jer eller jeres fremmede medicin i landsbyen. I kan tage tilbage.” Senere fik lægerne at vide, at denne mand var landsbyens medicinmand.

8.50. Tolken foreslog også, at de skulle gå tilbage frem for at irritere dem yderligere. Dr. Upadhyay og dr. Tank følte sig skuffede. Dr. Upadhyay var ihærdig. Han sagde: ”Vær god og tillad os blot at tilse den unge mand. Vi vil ikke tage noget lægeligt udstyr eller medicin med til landsbyen.”

8.51. Den lokale medicinmand så på det skilt, som dr. Upadhyay havde på brystet. Det havde et billede af Baba i midten. Han spurgte tolken: ”Hvem er den person?” ”Han er vores Mester, der lærer os: ’Love all, serve all’.”

8.52. Da han strøg sin hånd over det krøllede hår på sit hoved, dukkede der et svagt smil op på hans ansigt. Det forekom, som om han havde udviklet en form for åndsslægtskab med Baba, der havde en tilsvarende frisure! For de to læger var det et tilstrækkeligt tegn på, at Baba hjalp dem. Efter et øjebliks tavshed sagde medicinmanden følgende til dem: ”I kan begge komme med til landsbyen sammen med tolken. I skal ikke tage jeres tasker og instrumenter med, og I skal blot se til den syge mand.”

8.53. En gåtur på omkring 100 meter bragte dem hen til en typisk afrikansk hytte. Inde i hytten lå en bleg ung mand på jorden. En gammel kvinde sad ved hans side med fortvivlelsen malet i ansigtet. Nogle få andre havde travlt med deres arbejde. Børnene jagtede hanekyllinger, og nogle få hunde strejfede omkring. Da de nærmede sig hytten, havde der samlet sig mange nysgerrige landsbyboere, der ønskede at se, hvad der gik for sig.

8.54. Det tog ikke lang tid for de to læger at forstå, at patientens tilstand var meget alvorlig. Da de talte lidt med ham, virkede han meget nedtrykt. Da Upadhyay rørte hans pande, var den kold, og pulsen var meget svag. De vidste, at han havde meningitis, men de havde ingen instrumenter, så de kunne undersøge ham. Heldigvis havde dr. Upadhyay en lille lommelygte i lommen, som han forsigtigt tog frem, mens han tøvende så hen på den lokale medicinmand. Opmuntret af dennes tavshed satte dr. Upadhyay sig på jorden, lagde sin hånd på patientens nakke og løftede hans hoved for at se, hvor stiv han var i nakken. Han ønskede også at finde ud af, om den unge mands øjne reagerede på lys. Da han lagde sin hånd bag patientens hoved, var der noget, der rørte hans hånd. Til sin glædelige overraskelse så dr. Upadhyay, at det var et smukt billede af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba! Dr. Upadhyay og dr. Tank vidste straks, at det var et af deres barmhjertige Herres dramaer, der nu udfoldede sig; et drama hvor de blot var Hans redskaber. Set ud fra et lægefagligt synspunkt var der ikke noget håb for den unge mand, der nu i mange dage ikke havde fået intravenøs væske eller medicin. Dr. Upadhyay spurgte den lokale ’læge’, om han måtte smøre noget vibhuthi på patientens pande

152 og putte lidt af det ind i hans mund. Medicinmanden så på billedet, som man havde fundet under patientens hoved, smilede og nikkede bifaldende! Dr. Upadhyay udførte ’vibhuthi- terapien’ og overlod patienten til Lægernes Læge! Dr. Tank talte meget kærligt med den unge mands moder og fortalte hende: ”Gud vil tage Sig af din søn!”

8.55. På det tidspunkt var den lokale medicinmand blevet fuldstændig forvandlet. Han gav sin tilladelse til, at instrumenter og medicin blev bragt ind i landsbyen. De opdagede også, at der i landsbyen befandt sig en ung sygeplejerske, der plejede at arbejde på et hospital i Surrey i England. Hun var kommet til landsbyen for at passe sine gamle forældre. Hun lovede at tage sig af patienten og overbevise landsbyboerne om, at det rigtige vil være at lade drengen vende tilbage til hospitalet så hurtigt som muligt. Den lokale ’læge’ gik ind på det på den betingelse, at de skulle slå en lejr op til hans folk, og at han måtte føre opsyn med det! Han sagde også, at et billede af Bhagavan skulle placeres et centralt sted i lejren. Når alt kom til alt, var det så ikke den darshan, som han havde fået på grund af Baba’s billede, der havde forvandlet ham? Den unge mand blev bragt tilbage til hospitalet i Accra.

8.56. Både uddannelseskonferencen og det midlertidige lægecenter blev meget succesfulde. Medierne dækkede de to begivenheder på en meget positiv måde. Overalt hilste mænd, kvinder og børn lægeteamet med ordene: ”Sai Ram.” Når de kørte ind på benzintanke for at fylde benzin på bilerne, bød drengene på benzintankene dem velkommen med et ’Sai Ram’. Det forekom, som om hele Ghana udtrykte sin taknemmelighed over for Avataren ved at chante ’Sai Ram’. Den dag de skulle rejse derfra, kom mange af landets embedsmænd og rangspersoner for at sige farvel. Da de var ved at checke ind i lufthavnen, fortalte en lokal frivillig dr. Upadhyay, at der var én, der ønskede at se ham. Og da han gik tilbage for at se, hvem det var, kunne han ikke tro sine egne øjne! Det var den samme unge mand, der nu sad i en kørestol og holdt et billede af Bhagavan højt op i luften! Han var kommet sig over anfaldet af meningitis. Den eneste dialog der var mulig mellem dem, var ’Sai Ram’. Men de græd begge to. Den ene græd taknemmelighedens tårer og den anden fuldbyrdelsens tårer!

8.57. Dr. Upadhyay og hans team af læger nåede Bombay via London på deres vej til Shirdi, hvor de skulle oprette et midlertidigt lægecenter i byen og i nogle omkringliggende landsbyer. Det var den første uge i april 1987. Sri Indulal Shah, formand for Sathya Sai Organisationens Verdensråd, overbragte dem en besked fra Bhagavan Baba: ”I disse centre skal I ikke stille nogen billeder af Mig frem, og I skal ikke hænge nogen af Sathya Sai Organisationens bannere op. Jeg giver jer en mulighed for at tjene de fattige og de nødlidende. Tjen dem i kærlighed og oplev den uselviske tjenestes lyksalighed.”

8.58. Det blev et tværfagligt lægecenter, der blev etableret i Shirdi. Det omfattede almindelig medicinsk behandling og behandling af øjensygdomme. Der var tillige tandlæger, gynækologer og fødselslæger. Lægecentrene i landsbyerne tog imod er meget stort antal mennesker. Tilfælde med øjensygdomme blev undersøgt og behandlet i landsbyerne, og mange patienter, hvis lidelse krævede operation, blev bragt til Shirdi helligdommen, hvor der var blevet etableret en operationsstue. Alle samarbejdede på bedste vis, og den tredje dag blev teamet anmodet om at oprette et center inde i tempelområdet, der skulle tilbyde hjælp til præster, andre tempel-arbejdere og deres familier. Da centrene sluttede deres arbejde, havde den måde, som patienterne hilste dem på, forandret sig fra ’namaskar’ til ’Sai Ram’. Det var i sandhed en lyksalig tid for lægerne og de frivillige i og omkring Shirdi.

8.59. Efter at centrene succesfuldt havde afsluttet deres arbejde, tog holdet af læger til Bangalore, hvor de skulle møde Bhagavan i Brindavan-ashram’en. Da de nåede Bangalore den 16. april 1987, fik de at vide, at Baba var taget til Ooty på Sin vej til Kodaikanal. Mange af

153 dem havde booked billet til London den næste morgen. De hyrede taxaer og satte kursen mod Ooty, hvor de denne aften håbede at få deres Herres darshan. Herefter ville de skynde sig tilbage, så de kunne nå deres fly. Da de nåede frem til Ooty, var aften-darshan forbi. De fik også at vide, at Baba ville tage videre til Kodaikanal tidligt næste morgen. Det var en aften fuld af skuffelse. De besluttede sig for at blive i Ooty natten over, så de kunne få et glimt af Bhagavan næste morgen, før Han tog til Kodaikanal.

8.60. Næste morgen, mens de gik hen mod Nandanavanam-ashram’en, der husede Baba i Ooty, fortalte fru May Agimen, et af teamets medlemmer fra Ghana, Upadhyay: ”Jeg havde en vidunderlig drøm i nat. Swami kaldte os alle ind til interview.” Men Upadhyay forholdt sig meget pessimistisk med hensyn til muligheden for, at drømmen ville gå i opfyldelse, og han bad hende om ikke at fortælle andre om sin drøm. Da de trådte ind i ashram’en, så de Bhagavan’s studerende stige ind i bussen, og de så Hans bil, der holdt parkeret inde i den overdækkede indgang. Der var også nogle få biler, der var linet op. Konvojen var ved at tage af sted. Med tilbageholdt åndedræt ventede de på, at Baba skulle komme ud fra bungalowen. Samtidig bad de stille og indtrængende om Hans Nåde.

8.61. I løbet af få minutter kom en af de studerende løbende hen til dem og spurgte Upadhyay: ”Er I medlemmer af lægeteamet fra London?” Svaret var et glad: ”Ja” fra den jublende glade læge. Respektfuldt førte den studerende dem op på verandaen. På et øjeblik var deres fortvivlelse blevet forvandlet til henrykkelse. Efter nogle få minutter dukkede Bhagavan frem fra bungalowen og gik lige hen til dr. Agimen, ægtemanden til den kvinde, der havde haft den profetiske drøm. Baba materialiserede vibhuthi, smurte den på hans pande og sagde: ”Jeg er meget lykkelig.” Han så på de strålende ansigter, der stod omkring Ham, smilede og bad dem gå inden for til et interview!

8.62. Efter de havde sat sig bekvemt og lykkelige ved Hans lotusfødder, så han på Upadhyay og sagde: ”Swami er meget glad for centrene.” Herefter spurgte Han en medicinsk læge fra England: ”Hvordan har du det? Husker du en ældre kvinde i 80’erne, der kom til dig i lægecenteret i Shirdi? Hvorfor sendte du hende hen for at få taget et røntgenbillede?” Lægen blev forvirret. Han svarede høfligt: ”Swami! Jeg kan ikke huske det. Der kom så mange mennesker.” ”Du kan umuligt have glemt denne gamle kvinde, der hostede slemt, og som havde blod i sit slim. Hun var meget tynd og radmager, og hun var iført en laset sari!”, insisterede Bhagavan. Lægen lukkede sine øjne et øjeblik og svarede så opstemt: ”Ja, Swami! Nu husker jeg. Jeg tænkte, at hun måske havde tuberkulose, og jeg ønskede at få det bekræftet af et røntgenbillede.”

8.63. Baba sagde: ”Hendes temperatur steg hver aften, hun havde tabt sig meget, og hun hostede blod op. Er alle disse symptomer ikke nok? Du skulle have undersøgt hende mere omhyggeligt.” Han bad Upadhyay om at vende ryggen til Ham. Herefter viste Han, hvordan man kan undersøge patienten ved at slå let på ryggen med sine fingre, og Han fortalte lægen: ”Hvis du havde gjort dette, ville du have opdaget, at hun havde et hulrum i sin lunge. Du kunne have fået det bekræftet ved at lytte til lydene i lungen gennem dit stetoskop. Mener du ikke, at disse tegn og symptomer er nok til at bekræfte diagnosen tuberkulose? Landsby- boerne er bange for røntgenapparater. Hun tog ikke hen for at få taget et røntgenbillede. Alt hvad hun behøvede, var medicin mod tuberkulose, som hun ikke selv havde råd til.”

8.64. De var fyldt med ærefrygt. Lægen der havde behandlet eller rettere ikke behandlet den gamle kvinde, begyndte at bekymre sig for hende. Men Baba forsikrede ham: ”Du skal ikke være bekymret. Hun har det fint. Gud er den ultimative læge. Swami tog Sig af hendes sygdom!” Herefter vendte Han Sig mod vores farmaceut og spurgte ham: ”Hvad er forskellen på medicin og søde sager?” Han kunne ikke give et ordentlig svar. Han undrede sig over, hvad der kunne være forbindelsen mellem medicin og søde sager! Bhagavan kom Selv med svaret: ”Hvis der er ti personer, og du har nok søde sager til fem personer, så kan du dele de søde sager op i ti portioner og gøre alle tilfredse. Hvis du imidlertid har medicin til 100 personer,

154 kan du kun behandle 100 personer med den fulde dosis. Du kan ikke gøre andet end at afvise de resterende patienter uden at give dem noget.”

8.65. Upadhyay spurgte Ham: ”Swami! Det er vanskeligt at sende folk bort uden at give dem noget. De kommer fra lange afstande. Hvad kan vi gøre i den slags situationer?” Øjeblikkelig svarede Bhagavan: ”Giv dem vibhuthi!” Upadhyay forhørte sig: ”Swami! Mange af disse mennesker har ingen viden om vibhuthi’ens kraft. De mangler tro. Vil den alligevel virke?” Baba smilede og sagde: ”Du er øjenlæge. Hvad vil du gøre, når du får en patient med nyreproblemer?” ”Jeg vil henvise patienten til en nyre-læge.” ”Hvordan vil du gøre det?” ”Jeg vil gøre det ved at skrive en henvisning til nyre-lægen.” ”Det øjeblik vibhuthi’en berører patientens pande, bliver han henvist til Mig, og det bliver Mit ansvar at tage Mig af ham! Vibhuthi’en er din henvisning til Mig.” Lægerne blev betaget af den kraft, der lå i den afslørende forsikring, som Den Guddommelige Læge kom med.

8.66. Herefter fortsatte Bhagavan med detaljeret at forklare, hvordan man skal organisere og drive et lægecenter i udviklingslandes tilbagestående regioner. Han gav dem også en liste over det essentielle udstyr, som de skal tage med ud i centrene. Det var et kursus i den højere lærdom for de professionelle læger. Disse retningslinjer blev Bhagavad Gita (Herrens sang) for deres fremtidige centre.

8.67. I 1992 anmodede hengivne fra Rusland dr. Surendra Upadhyay om at oprette lægecentre i fjerntliggende landdistrikter i deres land. Den russiske Sri Sathya Sai Organisation blev først dannet i februar 1992 efter den officielle opløsning af USSR. Det skete først på dette tidspunkt, skønt der i mange år før havde været mange hengivne i landet. Dr. Upadhyay var en smule bekymret over at skulle organisere lægecentre i Rusland, der er kendt for sit vanskelige terræn og det berygtede KGB. Det var i hvert fald, hvad han mente at vide på det tidspunkt!

8.68. Engang kaldte Bhagavan dr. Upadhyay ind til et interview i Prasanthi Nilayam sammen med nogle russiske hengivne. Blandt disse var fru Galia, der sammen med sin søster, fru Sophia, havde oversat Baba’s bøger og anden Sai-litteratur til russisk. De var tvillingesøstre. Galia boede i England, mens Sophia boede i Rusland. Under interviewet bad Galia Bhagavan om at velsigne, at der blev oprettet lægecentre i Rusland. Gladelig gav Baba Sine velsignelser, så over på en overrasket og tøvende Upadhyay, smilede og forsikrede ham: ”Du skal ikke være bekymret. Swami vil være der sammen med dig!”

8.69. Det var begyndelsen på oprettelsen af en kæde af lægecentre i Rusland. I disse centre havde Upadhyay mange vidunderlige oplevelser af Bhagavan’s allestedsnærværelse og Hans dybtgående indflydelse på menneskenes hjerter. Her følger beretningen om en sådan episode, der fandt sted, da han tog til Sibiriens Ural-region for at oprette et lægecenter. Da han første gang bragte ideen om at oprette et center i Sibirien på banen over for sit team af læger og frivillige, var de fleste af dem tøvende, og nogle af dem spurgte ham for sjov: ”Hvilken forbrydelse har vi begået, eftersom vi skal sendes til Sibirien?” Alle vidste, at Sibirien var berygtet i den moderne russiske historie for sine koncentrationslejre! Men i sidste ende blev lægecenteret til virkelighed i henhold til Baba’s Guddommelige Vilje.

8.70. Kort tid før centeret skulle åbne, blev Upadhyay bedt om at flyve til Ekakerinburg, hovedstaden i Ural-regionen, for at møde myndighederne og få deres endelige tilladelse til at drive centeret. Han blev modtaget af to Sai-brødre, Valerie Vochichin, formand for Sathya Sai Organisationen i Rusland, og Alexander Filipov. Tolken var Sophia, Galia’s tvillingesøster. Det

155 var meget koldt, da han landede, men den varme velkomst som han modtog, fik ham til at føle sig hjemme. Et møde med myndighederne var planlagt til at finde sted næste morgen. Om natten sneede det kraftigt, men om morgenen var vejret helt klart.

8.71. Klokken 10.00 om formiddagen ankom de til chefen for sundhedsområdets kontor. Upadhyay følte sig utilpas, eftersom alle i kontoret så meget alvorlige ud med deres gennemtrængende og undersøgende øjne. Stille begyndte han at bede til Bhagavan. Valerie brød stilheden, præsenterede Upadhyay til medlemmerne af sundhedsdivisionen og fortalte dem om Baba. Han nævnte også, at lægen i mange år havde arbejdet for Moder Theresa. Eftersom chefen sad foran ham og bladrede i en sagsmappe, fik Upadhyay det indtryk, at man vidste alt om ham,. Chefen spurgte Upadhyay: ”Hvad er det lægecenter? Hvorfor ønsker du at give folk gratis medicin og briller?” Det var tydeligt, at ingen tidligere havde udført den slags arbejde i området. De undrede sig over, at nogen ville påtage sig alt det besvær med at bringe instrumenter, medicin og briller hele denne vej hertil og give det gratis væk. De ønskede at finde ud af, om de havde en skjult dagsorden.

8.72. Upadhyay forklarede: ”Ifølge Sathya Sai Baba, vores Mester, er hele verden én stor bolig, og de forskellige lande er værelser i den. Vi er alle brødre og søstre, der lever og bor i disse forskellige værelser. Så vi vil gerne komme hertil og opleve vores russiske brødre og søstres kærlighed, og vi ønsker at tilbyde dem vores uselviske tjeneste. Rusland er et storslået land. Vi er her for at lære mere om dets befolkning, og på samme tid vil vi give dem en hjælpende hånd. Vi er ikke interesseret i nogen form for offentlig omtale.”

8.73. For første gang kunne Upadhyay nu se smil på deres ansigter, og han vidste, at Sai’s opskrift på ydmyghed og sandfærdighed var begyndt at virke. Efter dette var de meget venlige. Det næste spørgsmål var: ”Hvad er jeres organisations politik?”

8.74. ”Baba har bedt os om at arbejde under den beskyttelse, som landets love og regulativer giver os. Han har bedt os om at tjene befolkningen og til gengæld modtage deres kærlighed. ’Love all, serve all’ er den politik, der er fastlagt af vores Mester”, svarede Upadhyay.

8.75. Bhagavan havde benyttet Sig af Sit ’kærligheds-mirakel’, og de var meget imponeret. Glade og tilfredse gik de ind for planerne om at oprette et midlertidigt lægecenter på et sted, der hed Kierrograd, og de sørgede for, at den nødvendige dokumentation blev bragt i orden. Lægeteamets opgave bestod i at besøge ’en koloni’, et fordums fængsel. Her skulle de undersøge folk og oprette lægecenteret.

8.76. Da Upadhyay spurgte dem, om han måtte besøge kolonien, før centeret blev oprettet, gik de straks ind på det. Upadhyay og de russiske Sai-brødre og søstre besluttede at tage derhen den næste dag. Denne eftermiddag besluttede Valerie at tage Upadhyay med hen til Ural-bjergene, der danner den naturlige grænse mellem Asien og Europa. I dette område findes der en linje, markeret af en metalstribe, der adskiller de to kontinenter. En person der står med en fod på begge sider af denne stribe, kan hævde at være på to kontinenter samtidig! Da de nåede frem til dette sted, sneede det kraftigt, og det var bidende koldt. Derfor tog de hurtigt nogle billeder og besluttede at skynde sig tilbage, men bilen brød sammen på vejen hjem. Da de ventede på, at chaufføren skulle reparere motoren, spurgte en ung russisk mand, der ledsagede dem, Upadhyay, om han kunne have lyst til at besøge et Siva-tempel, der befandt sig i dette område. Upadhyay blev forbløffet over at høre, at der eksisterede et Siva-tempel i Sibiriens Ural-område, og beredvilligt sagde han ja til at tage derhen.

8.77. De nåede templet efter at have gået i omkring 20 minutter. Det var en typisk Ural træbygning. Endnu mens de nærmede sig, var Upadhyay forbløffet over at høre den melodiøse chanten af hymner der priser lingam’en. Han trådte ind i templet sammen med de tre russiske herrer og så noget, der lå hinsides hans forestillingsevne. En høj russer var i færd med at foretage den rituelle renselse af en lingam, mens han chantede ’Brahma Murari Surarchita

156 Lingam’. Et stearinlys, der stod på lingam’ens sokkel, oplyste svagt stedet. Den rytmiske chanten og duften af brændende røgelsespinde fyldte stedet med en himmelsk stilhed. Fordybet i bøn satte de sig ned på gulvet. Da tilbedelsen var til ende, vendte den skæggede russiske præst sig mod dem, hilste dem med et smil og serverede det hellige vand, der var blevet brugt til den hellige renselse af lingam’en. Han lignede en vismand fra Himalaya- bjergene. Han præsenterede sig selv som Boris og forklarede, at hans navn var en forvansket form af sanskrit-frasen: ’Bho-rishiah’, der betyder; ”Oh, vismand”!

8.78. Den forbløffede Upadhyay spurgte ham: ”Hr! Har du besøgt Indien? Hvor har du lært at chante på denne måde?” ”Jeg har aldrig besøgt Indien. I en drøm lærte min mester mig at chante!”, svarede præsten. ”Hvem er din mester?” Som svar på spørgsmålet smilede den vismandsagtige russer og løftede lyset op over lingam’en. Da det svage lys afslørede et billede af Sri Sathya Sai Baba, der hang på væggen bag lingam’en, passerede bølger af lyksalighed gennem hele Upadhyay’s væsen. Bhagavan’s kropsholdning på billedet var den samme, som han havde set i interviewværelset i templet i Prasanthi Nilayam, da Baba havde velsignet, at han oprettede lægecenteret i Rusland, med ordene: ”Du skal ikke bekymre dig, Jeg vil være der!”

8.79. Bhagavan Baba havde forvandlet de sneklædte Ural-bjerge til Kailasa!

8.80. Her følger beretningen om en bevægende oplevelse af, at et hjerte blev transformeret. Det var en begivenhed, som dr. Upadhyay var vidne til. Det skete, mens de arbejdede i det lægecenter, som hans team havde etableret i Himalaya-området. I det følgende får du hans beskrivelse af den opløftende hændelse:

8.81. ”Gangolihut er en landsby i Himalaya-bjergene. Den ligger i en afsides egn, der grænser op til Nepal. Vi valgte denne landsby til at huse et lægecenter, eftersom folk her er meget fattige, og der ikke var nogen form for lægefaciliteter i nærheden. På vej til landsbyen havde vi lejlighed til at besøge Siva Templet i Jageshwar, hvor den allerførste lingam, ifølge Shiv Mahima Purana’en, dukkede frem.”

8.82. ”Tilstedeværelsen af speciellæger fra England i centeret tiltrak et stort antal mennesker i alle aldre. De kom fra lange afstande. Selvfølgelig havde vi også nogle hengivne og læger fra Bombay, der hjalp os. Hver dag blev der mere og mere travlt i centeret, da nyheden spredte sig, at der var kærlige og smilende læger og frivillige, der var kommet dertil som budbringere for Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, Herren i menneskelig skikkelse.

8.83. ”En morgen, da der var masser af mennesker, lagde vi mærke til, at der pludselig var et vist røre i det ene hjørne. En spedalsk var ved at blive bragt ind i centeret. Folk fjernede sig, da manden, der var pakket ind i et tæppe fra top til tå, nærmede sig. Folk sikrede sig, at de ikke kom i fysisk kontakt med ham. En af de frivillige førte ham meget kærligt ind i lokalet. Han blev tilbudt en stol, men han tøvede med at sætte sig, og fra vores side krævede det en masse overtalelse at få ham til det. Endnu vanskeligere var det at få ham til at afdække sit hoved. Han skælvede over det hele, og han så bange ud. Han mumlede: ”Åh! Vær sød og lad mig være. Jeg ønsker ikke at leve, da jeg ikke har nogen, der kan tage sig af mig. Min egen familie har forladt mig.” Hans historie var en skræmmende fortælling om, hvordan uvidende mennesker behandler deres slægt og venner, der bliver ramt af en sådan sygdom, der ellers let lader sig behandle. Sygdommen slår muligvis ikke en person ihjel, men den dårlige behandling og ydmygelsen reducerede vedkommende til en tilstand, der er værre end døden.”

157 8.84. ”I sygdommens tidlige stadie havde den spedalskes søn passet ham, skønt landsby- boerne fordømte ham som værende udstødt og urørlig. Men senere hen i forløbet havde nogle af landsbyens beboere truet sønnen med, at den samme skæbne ville overgå ham, hvis han fortsatte med at have sin fader derhjemme. Til sidst havde den spedalske været nød til at flytte fra landsbyen, og hans familie bragte ham mad og lagde den på hans tallerken. Han kunne ikke klare ydmygelsen, og han bad til Gud om dødens velsignelse.”

8.85. ”Vi blev rørt over hans sørgelige historie, og vi bønfaldt ham om ikke at miste troen på Gud, der er den største helbreder. Han råbte: ”For hvis skyld skal jeg leve? Jeg har ingen, jeg kan kalde mine!” Vi forsikrede ham: ”Du er ikke alene, da Gud altid er med dig.” Han blev mere rørt over den kærlighed, der lå bag denne forsikring, end over selve forsikringen, og han indvilligede i at blive og modtage behandling. Han blev bragt ind til en konsultation, hvor han modtog lægefaglige råd og blev undersøgt nærmere. Kærligt blev han sat i en stol, og han blev tilbudt te og småkager. Han tøvede endog med at holde om kruset og tallerkenen på grund af den gængse opfattelse, at han ville overføre smitten på dem. Der var endda nogle lands- byboere, der råbte til os: ”Er I vanvittige? Hvorfor tillader I ham at bruge jeres køkkenting?” Så stor var deres uvidenhed!”

8.86. ”Vi var nødt til at skaffe medicin til ham fra Delhi, og det ville tage to dage. Vi beholdt ham i centeret i disse to dage i et telt. De frivillige, der skiftedes til at tage sig af ham, fortalte ham om Bhagavan og Hans medfølelse. I kærlighed fik han serveret mad og drikke, og han var meget lykkelig. Han blev i centeret, indtil det blev lukket ned. Da vi nåede frem til den sidste dag, blev vi bekymret for, hvem der ville tage sig af ham, efter vi var taget af sted. Hver dag deltog han i lovsangen sammen med den lokale befolkning. Den sidste dag, da vi pakkede sammen og lastede vores udstyr på lastbiler, mødte hele landsbyen op for at sige farvel til os. Landsbyboerne var kede af, at denne sjældne muntre atmosfære nu fandt sin afslutning. I den periode hvor centeret havde været etableret, havde der, udover selve sundhedsplejen, været andre aktiviteter såsom bespisning af de fattige, oprydning i landsbyen, lovsang og uddeling af blyanter og papir til skolebørnene. Aldrig før havde landsbyboerne oplevet noget tilsvarende.”

8.87. ”Ud blandt flokken af landsbyboere kom en ung mand og henvendte sig til mig sammen med sin kone. Han græd. Han udøste sit hjerte, idet han sagde: ”Sai Baba’s kærlighed har åbnet mine øjne. Jeg har begået en frygtelig fejltagelse ved at forlade min fader, da han havde allermest brug for mig. Jeg har bedt Baba om at tilgive mig. Jeg vil tage min fader med hjem og tjene ham. Nu er jeg stærk nok til at modstå enhver straf, som folk måtte idømme mig, fordi jeg gør min pligt over for min fader.” Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Vi havde alle sammen været bekymrede for den spedalske, der havde modtaget megen kærlighed og omsorg fra de frivillige i centeret. Vi havde følt os skidt tilpas over, at vi nu igen overlod ham til sin skæbne. Faktisk stod hans søn nu foran os som Herrens svar på vores bønner.”

8.88. ”Da jeg førte sønnen hen til hans fader, rørte han sin faders fødder og råbte: ”Vær god og tilgiv mig; Gud har åbnet mine øjne. Vær god og kom med hjem.” Den gamle spedalske mand var rørt til tårer. Frem for at se på sin søn, så han på os, løftede sine ænder i hyldest til Herren og sagde: ”Sai Ram.””

8.89. Hyldest til Sai’s Nådes frelsende kraft!

158

Kapitel 9

Forandringens vinde

9.1. Den 29. juli 1990 kørte Sri T.G. Krishna Murthy, en ældre leder inden for Sri Sathya Sai Organisationen i Tamil Nadu, meget stærkt i sin bil fra Bangalore til Puttaparthi. Selvfølgelig havde han glemt alt om Bhagavan’s erklæring: ”Start tidligt, kør langsomt og nå sikkert frem!” Han var startet sent, og han havde travlt med at nå tidligt frem til sit bestemmelsessted. En af hans venner sad på forsædet, og hans kone sad på bagsædet. Bagagen i bilen omfattede en kasse, der skulle ofres til Bhagavan, og den var placeret oven på en anden kasse. Klokken 10.48 om formiddagen, da han befandt sig 7 kilometer fra Chikballapur, mistede han herredømmet over bilen, der væltede rundt fire gange for derefter at lande på taget midt på vejen. Det øverste af bilen var fuldstændig smadret, og al bagagen, undtaget kassen der skulle ofres til Baba, var blevet kastet ud af bilen.

9.2. De tre passagerer, der befandt sig i en tilstand af chok, blev yderligere overrasket over at opdage, at de var i relativ god behold selv efter den frygtelige ulykke. Heldigvis for dem befandt der sig ikke andre køretøjer på vejen, da uheldet skete. Krishna Murthy’s kone og hans ven havde fået nogle mindre knubs. Krishna Murthy’s højre kraveben var brækket. Da hans pårørende fik kendskab til ulykken, kom de fra Bangalore og bragte dem med tilbage. Tre timer efter ulykken sendte Krishna Murthy et telegram til Swami, hvor han takkede Ham, fordi Han havde frelst dem.

9.3. Efter 20 dage tog Krishna Murthy til Prasanthi Nilayam. Den første person han mødte der, var kaptajn Oberoi, der var øverste chef i lufthavnen. Oberoi havde fået kendskab til ulykken i samme øjeblik, den var indtruffet! Swami var kommet ud fra interviewværelset i templet klokken 10.49 den 29. juli og havde fortalt Oberoi: ”Din ven Krishna Murthy er netop kommet ud for en ulykke nær Chikballapur. Hans bil rullede rundt fire gange på vejen. Jeg var nødt til at standse alle køretøjer på begge sider af vejen for at undgå en kollision. Jeg forhindrede også hans bil i at falde ned i en 6 meter dyb grøft ved vejsiden. Det gjorde jeg ved at standse den midt på vejen. Dunnapothu (han-bøflen) Krishna Murthy kørte meget stærkt i bilen, og Jeg var nødt til at redde ham!” Krishna Murthy blev overvældet af en følelse af taknemmelighed over for Swami. Da han mødte Bhagavan denne aften, spurgte Han blot: ”Hvordan går det med dit kraveben?” Krishna Murthy faldt for sin Frelsers fødder,

9.4. To måneder senere, da Krishna Murthy var i Brindavan, bad Baba ham om at tale til forsamlingen i den store sal hvor der blandt andet bliver foretaget vielser. Eftersom denne ’befaling’ kom så pludselig, forsøgte Krishna Murthy at samle tankerne, endnu mens han stod og holdt sin tale. Swami bad ham om at tale om bilulykken. Detaljeret fortalte han om hændelsen og sagde: ”Havde det ikke været for Swami’s Guddommelige indgriben, så havde jeg ikke stået foran jer her i dag. Han frelste mig, min kone og min ven fra den sikre død.” Swami afbrød ham og sagde: ”Nej! Jeg frelste dig ikke!” Krishna Murthy, der var helt forvirret, gentog: ”Swami! Jeg ville ikke have været i live, hvis Du ikke havde frelst mig!” ”Nej! Jeg frelste dig ikke. Det var dine fortjenester fra dine gode handlinger, der frelste dig. Som medlem af organisationen har du ydet uselvisk tjeneste. Hver gang modtagerne af din tjeneste kom og takkede dig, så tog du ikke imod deres taknemmelighed. I stedet bad du dem takke Herren Sai, eftersom Han er ansvarlig for alle de gode gerninger, som du udfører. Så deres taknemmelighed kom til Mig og blev indsat på din konto for fortjenstfulde handlinger. Resultaterne af dine gode gerninger strømmede tilbage til dig som Min Nåde i nødens stund. Et halvt minut før ulykken indtraf, kontrollerede jeg din konto for fortjenstfulde handlinger og fandt ud af, at der stod mere, end der krævedes. Disse fortjenstfulde handlinger kom

159 automatisk til undsætning og afværgede en voldsom ulykke og frelste dig og din familie”, afslørede Bhagavan og bad Krishna Murthy om at fortsætte sin tale.

9.5. Krishna Murthy forklarede forsamlingen, hvad Baba netop havde fortalt ham og konkluderede: ”Dette viser den kraft, der er i uselvisk tjeneste. Sri Sathya Sai Organisationen, der er blevet grundlagt af Bhagavan med det ene formål at yde tjeneste over for menneskeheden, hjælper medlemmerne, der yder tjeneste, med at udvikle sig åndeligt. Ingen indsamlede materielle besiddelser vil komme os til hjælp i nødens stund. Det er vores akkumulerede gode gerninger, der står os bi og frelser os. Sri Sathya Sai Organisationerne giver os alle vidunderlige muligheder for at udføre den slags gerninger.”

Sri T.G. Krishna Murthy med Den Bhagavan åbner All India konferencen Guddommelige Mester for aktive Sai-arbejdere

9.6. Gennem sine personlige oplevelser har Krishna Murthy forstået, hvor vigtigt det er at tjene i Sathya Sai Organisationen, der er grundlagt af Avataren for at frigøre menneskeheden.

9.7. All India konferencen for aktive Sai-arbejdere i Sri Sathya Sai Organisationen, der blev afholdt den 19., 20. og 21. november 1987 i Prasanthi Nilayam, var en skelsættende begivenhed for så vidt angår Sai-bevægelsens fremskridt. Udover 12.000 delegerede fra Indien var der nogle få hundrede oversøiske deltagere fra 54 lande, der deltog i konferencen. Ved konferencens afslutning fik organisationerne i Indien og i udlandet et nyt oplæg vedrørende arbejdet i organisationen. I Sin tale til de delegerede den 24. november ansporede Bhagavan: ”På denne konference har vi drøftet visse ændringer i organisationens struktur. De har ingen forbindelse til noget enkelt individ eller til nogens forsømmelser. De har forbindelse til den situation, der er fremherskende i verden i dag. Verden ser på Sai-bevægelsen med utallige øjne. Folk spørger: ”Hvem er denne Sai? Uanset hvor vi tager hen, om det er i basaren eller i junglen, så ser vi billeder af Sai og lytter til Hans navn!” Mange er forbløffede over dette

160 fænomen og forsøger at undersøge det enten ud fra ren nysgerrighed eller på grund af misundelse. I en situation som denne bør der ikke gives nogen anledning til, at nogen kan pege fingre af vores organisation, og det hverken for at kritisere eller håne os. Alle bør fortsætte med at udføre deres arbejde i henhold til deres status eller position. I fremtiden skal det være sådan, at i stedet for at nogle er ledere inden for organisationen, og andre er almindelige medlemmer, så skal alle behandles som ligestillede, som brødre og arbejdskammerater. Gensidig kærlighed skal fremmes og udvikles. Vi bør vise verden den enhed, der ligger bag mangfoldigheden. Alle bør arbejde sammen i harmoni, handle sammen, udvikle sig sammen og dele den fælles viden og de fælles oplevelser med alle. Der bør ikke være plads til kynikere, folk der opgiver på forhånd og tvivlende Thomas’er i Sai Organisationen. Vi ønsker folk, der fuldt og helt vil identificere sig med organisationen.”

”Verden ser på Sai-bevægelsen med utallige øjne.”

9.8. ”Hidtil har vi haft et Verdensråd. Det har tjent sit formål, men nu er antallet af Sai centre i udlandet vokset i stort omfang. Verdensrådet vil ophøre med at eksistere fra i dag. Det vil være bedre, hvis der i hvert oversøisk land er en komite, der drager omsorg for det arbejde, der udføres i Sai centrene i henhold til det enkelte lands forhold og behov. Disse oversøiske

161 organisationer vil arbejde sammen med vores centrale kontor her i Prasanthi Nilayam om deres aktiviteter.”

9.9. ”Formålet med at præsenterer disse og andre forandringer er udelukkende at tilvejebringe opmuntring og vejledning til Sai Organisationerne, der med stormskridt vokser ud over alle grænser. I kender det terræn, I har rejst igennem. Nu skal I se fremad mod fremtiden. Jeg ønsker, at alle i organisationen opfører sig som brødre og søstre og er et eksempel for verden. Den direkte individuelle relation mellem hver enkelt af jer og Mig vil altid forblive uforandret. Jeg vil blive endnu lykkeligere, hvis vores relation kan blive styrket gennem organisationerne. Idet Jeg håber, at de fremsatte forandringer vil begejstre jer og motivere jer til at fortsætte med jeres aktiviteter med forøget energi på en eksemplarisk måde, velsigner Jeg jer alle.”

9.10. Verdensrådet var det internationale organ, der havde ført tilsyn med Sathya Sai Organisationens aktiviteter over hele verden. Bortset fra opløsningen af Verdensrådet omfattede forandringerne, at der blev udpeget fire cental-koordinatorer i Indien, en for hver gruppe af delstater, der skal hjælpe All India præsidenten med at føre opsyn med og vejlede de aktiviteter, der foregår i organisationens tre fløje – den åndelige fløj, undervisningsfløjen og tjenestefløjen. Sri G.V. Sathyanarayana, der indtil nu havde tjent som delstatspræsident for organisationerne i Vest Bengalen, blev udpeget som All India præsident. For så vidt angår de oversøiske lande, så blev der udpeget central-koordinatorer for hver gruppe af lande. Disse koordinatorer skal føre tilsyn med aktiviteter i de pågældende lande, og fra tid til anden skal de være forbindelsesled til Den Stiftende Præsident, Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, og modtage råd og vejledning fra Ham.

G:V. Sathyanarayan, der dengang var All India præsident for Sathya Sai Tjeneste- organisationerne, sammen med den stiftende Præsident.

9.11. Som svar på All India præsidenten Sri G.V. Sathyanarayana’s bøn skænkede Bhagavan Baba medlemmerne af Sri Sathya Sai Organisationerne et skriftligt budskab nytårsdag den 1. januar 1988. Dette unikke budskab giver tydelige direktiver om, hvordan man skal videreføre det organisatoriske arbejde. Desuden indeholder budskabet en klar fremstilling af organisationens underliggende filosofi. Dette budskabs fulde tekst bringes nedenfor:

9.12. Bhagavan’s nytårs-budskab: Der findes tre overordnede leveregler, som I altid skal huske: Elsk Gud, frygt synd og lev et moralsk liv i samfundet. Det er udelukkende den person, der strengt overholder disse leveregler, der kan kaldes et sandt menneske. Hver eneste arbejder i Sri Sathya Sai Organisationen bør praktisere dem oprigtigt og helliggøre hans eller hendes liv. Det bør helt bestemt være ens mål i livet. Det er Mit nytårsbudskab til jer, og Jeg giver jer det sammen med Mine velsignelser. Uafladeligt søger mennesket glæde. Han er indstillet på at ofre alt for at kunne opleve glæde. Men hvor finder man den sande glæde? Glæde er iboende mennesket. Idet han ikke erkender

162 denne sandhed, leder han efter den i ydre genstande. Afhængighed af andre fører kun sorg med sig, mens afhængighed af Selvet (Atma) skænker virkelig glæde. Så længe menneskets liv baserer sig på ydre genstande, vil han aldrig opleve sand og virkelig glæde i sit liv. Når han forstår, at det at søge glæde i ydre genstande er som at jagte et spejlbillede i ørkenen for at slukke sin tørst, vil han rette sit sind indad og opleve en indre glæde.

Der findes én sandhed, der kan siges at være den højeste sandhed: Bag enhver synlig ting findes det usynlige, der danner dets grundlag. Bag enhver foranderlig genstand findes der en uforanderlig eksistens, der udgør dens grundlag. I et lille frø fra banyan-træet er der skjult en grænseløs kraft og styrke, der gør det i stand til at vokse og blive et kolossalt stort træ, der indeholder millioner af frø. Det betyder, at der er et banyan-træ i hvert eneste banyan-frø. Indbefattet i det synlige univers findes der således en usynlig Guddommelig Kraft, der er dets grundlag. Bag alt hvad der udsættes for forandring, findes det uforanderlige og evige Guddommelige.

I almindelighed tror folk, at menneskets liv opretholdes af hans verdslige besiddelser, ejendomme og rigdomme. Men det er ikke sandt. Det er Gud, legemliggørelsen af sandhed, der opretholder menneskets liv. Fra en position bag verdensscenens tæppe instruerer Han universet. Han er beboeren i hjertet, den præsiderende Guddom over alle menneskets handlinger og uddeleren af handlingernes frugter. I skal ofre frugterne af alle jeres handlinger til Det Guddommelige. I jer er iboende den bestandige Eksistens, Atma, legemliggørelsen af en uudtømmelig lyksalighed. Fra flygtige sanseobjekter kan I kun opnå flygtige glæder.

Bhagavan’s Nytårs-budskab

Sandhed (sathya) er frøet; moralsk adfærd er roden; kærlighed er vandet; fred er blomsten og lyksalighed er frugten. I bør være sprængfyldt af kærlighed og blive mennesker, der lever i fred. Sandhed er grundlaget for alting, og denne sandhed er Gud. I bør ofre jeres ego og selviskhed som et offer på sandhedens alter og udføre jeres pligter med hengivenhed. Gør jeres legeme til en fløjte til Gud. Gennem den vil Han skabe Guddommelige melodier.

163 Fred er en Guddommelig kvalitet. Den kan aldrig opholde sig i et hjerte, der er blottet for Guddommelige egenskaber. Fred vil udelukkende opholde sig i hellige hjerter. Fred kan ikke være udbredt der, hvor der er selviskhed. Den er fjern fra enhver besmittelse fra ego og selviske ønsker. Den er en strålende udsmykning for hengivne. Uselvisk tjeneste er en strålende egenskab for et menneske, der lever i fred. Derfor er der i vores organisation ikke plads til selviskhed, praleri og egoistisk stolthed, og i endnu mindre grad til had og jalousi. Idet I behandler alle som værende Den Enes børn, bør I alle arbejde på at vinde Den Guddommelige Faders Nåde.

Hvordan I former jeres liv, afhænger fuldstændig af den følelse og indstilling, som I har, når I udfører jeres tjenesteopgaver. Jeres liv bliver bestemt af jeres tanker. Hvis I har onde tanker, så må I nødvendigvis lide. Med hellige tanker vil I kunne nyde Den Guddommelige Gnists (Atma’s) lyksalighed. Jeres tanker bestemmer, om I vil opleve glæde eller sorg.

Lad være med at give plads til, at der kan opstå uenigheder og misforståelser blandt medlemmerne i organisationen. Arbejd i enhed. Elsk Det Guddommelige. Tjen de nødlidende og de hjælpeløse og helliggør jeres liv. Lad være med at blive slave af materiel rigdom. Tillad ikke politik at trænge ind i vores organisation. Lad være med at blive afhængig af eller have nogen forbindelse med regeringen, når I skal udføre arbejde for organisationen. Tjen samfundet i den udstrækning, I evner det. Når I behøver penge, så bør I, der har råd til det, træde frem og påtage jer ansvaret med at fremskaffe midler. I må aldrig, under nogen omstændigheder, ty til den beklagelige og uklædelige praksis med at udfærdige bidragslister. Helliggør jeres fysiske, mentale og alle andre evner ved at anvende dem til tjeneste over for samfundet.

Det er, hvad Det Guddommelige forventer af jer. Lad være med at blive lokket af den verdslige ære, navn og berømmelses tillokkelser. Fremelsk en følelse af harmoni og enhed blandt jer. Opgiv følelserne af sympati og antipati. Betragt tjeneste over for samfundet som tjeneste over for Gud.

Ingen kan blive en bedre leder uden at være en god tilhænger. Lad være med at hige efter magt, position og autoritet. Udvid jeres hjerter gennem uselvisk tjeneste og ved at holde jer til sandhed (sathya).

Lad være med at betragte jer selv som værende adskilt fra hinanden. I lyder muligvis forskellige navne, men I er alle genspejlinger af den samme Guddommelige Gnist (Atma) i forskellige kroppe. Når I fjerner spejlet, forsvinder genspejlingen, men ikke objektet. Tilsvarende gælder, at når kroppens spejl fjernes, så er det kun genspejlingen, der forsvinder, men Den Guddommelige Gnist eller Gud forbliver. Forstå sandheden om, at Gud er i jer alle.

Det er udelukkende hellig tjeneste, der fører mennesket til Gud. Formålet med jeres livs rejse er at virkeliggøre Gud. Spild ikke jeres tid undervejs. Fortsæt med jeres åndelige øvelser, indtil I når målet. Spild ikke jeres kostbare menneskelige liv på at jage efter sølle glæder og fornøjelser.

Uanset hvilke forhindringer I måtte støde på i verden, uanset hvad der måtte ske med jeres krop, så lad være med at afvige fra jeres stræben efter Det Guddommelige. Det er med dette formål for øje, at I er blevet udstyret med et lysende intellekt. At spilde sit liv i jagten på flygtige verdslige genstande er at bevæge sig ned på dyrenes plan. I skal forsøge at løfte jer op til Det Guddommeliges ophøjede og enestående plan. Det er jeres helt overordnede skæbne.

Med kærlighed og velsignelse Baba

164 Central office, Sri Sathya Sai Organisations, Prasanthi Nilayam. 1.1.1988

9.13. Swami talte også på tre ’vejledningslejre’, der blev organiseret på delstatsniveau for ledere inden for organisationen i Indien. Disse lejre blev afholdt i Prasanthi Nilayam mellem 1988 og 1990. Den inspiration som Han gav tilhørerne, førte til en konstant udvidelse af organisationens aktiviteter. Her følger hovedpunkterne fra Hans taler på de tre lejre. Disse hovedpunkter skulle blive selve livsåndedrættet for organisationens medlemmer:

9.14. ”1. Uselvisk tjeneste forbedrer og fuldstændiggør et menneske og udvikler hans sind og intellekts evner. Uselvisk tjeneste, der giver mulighed for at udtrykke sine menneskelige kvaliteter, fører i sidste ende til, at man oplever Det Guddommelige. Uselvisk tjeneste er den højeste form for åndelig øvelse, og den fører mennesket over det foranderlige og verdslige livs hav, og den er bedre end pilgrimsrejser, askese eller studie af de hellige skrifter. Verden behøver ikke jeres uselviske tjeneste, og den forgår ikke uden den. I skal yde tjeneste for jeres egen udfrielses skyld. Yderligere sker der det, at hvis I siger, at I tjener samfundet, så vil følelsen af, at I er forskellige fra samfundet, opstå, og det vil afstedkomme, at I vil få problemer med egoet, da I vil mene, at I gavner samfundet med jeres tjeneste. Derfor er det absolut nødvendigt at forstå, at I ikke er adskilt fra samfundet, og at hvad I end gør for samfundet, det gør I for jer selv. I udfører udelukkende uselvisk tjeneste for at tilfredsstille Selvet.”

9.15. ”2. I alle jeres handlinger skal I praktisere de fem d’er: Dedication (pligttroskab), devotion (hengivenhed), discipline (selvdisciplin), discrimination (skelneevne) og determination (beslutsomhed), der udgør tjenesten over for menneskehedens fem livsenergier.”

9.16. ”3. Det der skal dedikeres, når man udfører et hvilket som helst arbejde, er egoet, eftersom det står i vejen for, at man kan anvende sit intellekt på behørig vis. Der findes otte former for stolthed, der nærer og holder liv i egoet. De er resultatet af ens uddannelse, kaste, religion, rigdom, magt og position, fysisk skønhed, ungdom og lærdom.”

9.17. ”4. Ægte hengivenhed er at formidle den altgennemtrængende Guddommelighed gennem uselvisk tjeneste. Hengivenhed betyder ikke blot tilbedelse og det at chante og meditere. Hengivenhed bør føre til udslettelse af egoet.”

9.18. ”5. Selvdisciplin bør være en integreret del af vores liv. Det er umuligt at udføre noget arbejde uden en vis grad af selvdisciplin. Hele naturen er bundet op omkring disciplin. Når det gælder jeres åndelige øvelser og arbejde i organisationen, så bør I over hele linjen overholde de fastsatte regler og regulativer ved hjælp af jeres selvdisciplin. Det bør gælde i alle delstater. Jeres disciplinerede adfærd bør tiltrække folk til vores organisation.”

9.19. ”6. Jeres skelneevne, der fastsætter, om noget er godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, gavnligt eller skadeligt, bør være baseret på jeres samvittighed og ikke på jeres sind. Samvittigheden stammer fra bevidstheden, der er altgennemtrængende. Når skelneevnen er baseret på jeres samvittighed, vil den give jer de korrekte svar, når I er i tvivl. Alt arbejde udføres gennem krop-sanser-sind-intellekt komplekset, der er kendt som ’bevidsthed’. Det er helt centralt at få samvittigheden til at instruere bevidstheden, når alle aktiviteterne skal udføres.”

9.20. ”7. Skelneevne baseret på jeres samvittighed vil skænke jer selvtillid, der igen vil føre jer til selvtilfredshed. Men hvis man ønsker at fremelske selvopofrelse, så er beslutsomhed absolut nødvendig. Det er udelukkende selvopofrelse, der kan bringe jer til selvrealisationens

165 mål. De fem d’er er forbundet med hinanden, og de supplerer hinanden. Ved at praktisere dem kan man forvandle mennesket til Det Guddommelige.”

9.21. ”8. Fælles bestræbelser i enhed og harmoni er den uselviske tjenestes grundlæggende forudsætninger. Alle der gør tjeneste, bør besidde tre gode egenskaber: En fast beslutsomhed om at nå målet, betingelsesløs kærlighed og frihed fra egoet.”

9.22. ”9. Åndelighed bør være grundlaget for alle vores aktiviteter. I skal være opmærksomme på, at det er åndelighed og ikke religion. Åndelighed er den fælles kerne i alle religioner. Når I praktiserer åndelighed i jeres liv, opnår I Guddommelig styrke. Kærlighed til Gud er grundlaget for åndelighed.”

9.23. ”10. I bør betragte Sai Organisationen, som var den jeres egen. Arbejdet i organisationen bør blive lige så vigtig som jeres eget personlige arbejde. I har sikret jer muligheden for at tjene i denne organisation gennem de fortjenester, som I har optjent i mange liv. Det er jeres fødselsret at tjene gennem denne organisation og blive forbilleder for andre i samfundet.”

9.24. ”11. Der bør være en gensidig respekt blandt organisationens medlemmer. Lederne i organisationen bør ikke betragte sig som værende overordnet andre medlemmer. Rent faktisk er alle aktive arbejdere. Alle skal arbejde i henhold til deres evner, ekspertise og egnethed. I skal fortsætte med at elske organisationen, uanset om I bliver ved med at være ledere eller ej. Lad være med at stræbe efter at blive leder, men bliv en sand tjener. Det er udelukkende tjeneste, der vil give jer autoritet til at lede.”

9.25. ”12. Hundredtusindvis af hengivne kommer til Prasanthi Nilayam, men de føler, at de er adskilt fra organisationen. Alle ledere og medlemmer af organisationen bør stræbe efter at gøre det muligt for alle hengivne at slutte sig til organisationen og deltage i dens aktiviteter. Vores organisation er en verdensomspændende familie. Alle har ret til at nyde godt af den lyksalighed, som Gud øser ud over jer. Byd alle velkommen ind i organisationens fold.”

9.26. ”13. Det er ikke nødvendigt at udføre tjeneste i stor skala. Hvad der er vigtigere, er at have renhed i tanke og hjerte i alt, hvad I foretager jer. Før man begynder at udføre tjeneste, bør man overveje, hvilke ressourcer man har, og om omstændighederne omkring tjenesten passer til ens ressourcer.”

9.27. ”14. Fred er ikke en gave fra Gud. Den afhænger af jeres tanker og handlinger. Når jeres hjerte er opfyldt af kærlighed til alle, så kan I nyde fred. Love all, serve all.”

9.28. ”15. Den individuelle transformation er nøglen til verdens transformation. Hvis mennesket bliver godt og forbilledligt, vil verden blive lykkelig og blomstrende. Ren og skær økonomisk og social forandring uden åndelig transformation vil ikke bringe samfundet lykke. Derfor bør Sai Organisationerne have åndelig transformation som deres ultimative mål, og de bør stræbe efter forandringer i menneskers hjerte.”

9.29. ”16. Opofrelse er absolut nødvendigt, når det drejer sig om at skabe en forandring i hjertet. En sådan opofrelse vil skænke jer glæde og lykke. Det der skal ofres, er ikke ejendom, ejendele og penge, men ønsker, vrede og grådighed. Årsagen er, at ønsker ødelægger hengivenhed, vrede ødelægger åndelig visdom, og grådighed ødelægger ens arbejde.”

9.30. ”17. Det der er behov for, er ikke propaganda (prachar), men udøvelsen (achar) af de menneskelige værdier. Først når I gør det, I siger, vil den ønskede indvirkning på samfundet finde sted. Hengivenhed over for Gud bør være fast forankret i ens indre, før man går ud og fortæller om den; altså før man propaganderer. Ellers vil det føre til alle mulige slags forvrængede resultater. Verden holder meget ivrigt øje med alle organisationens aktiviteter.

166 Derfor er det absolut nødvendigt for organisationens medlemmer at opføre sig ordentligt både i deres offentlige og private liv.”

9.31. ”18. Der bør være en klar og ordentlig kommunikation mellem organisationens fløje og medlemmer, og det lige fra top til bund. Der bør være kontinuerlige og gensidige drøftelser, der skal sikre en forbedring af kvaliteten af den tjeneste, der ydes. Tjeneste er organisationernes højeste gode. I kan opleve Guddommelig lyksalighed gennem uselvisk og kærlig tjeneste.”

9.32. ”19. Denne tjeneste, som I yder gennem organisationerne, vil sikre jer den Guddommelige kærlighed (prema), der vil skænke jer tre goder: Frygtløshed, uselviskhed og ren kærlighed til alle som én.”

9.33. ”20. Sai behøver ingen tjeneste fra jeres side. Hans mission vil fortsætte, uanset om I udfører tjeneste eller ej. Jeg vil ikke få eller opnå noget, når I tjener, og Jeg vil heller ikke miste noget, hvis I ikke udfører nogen tjeneste. Tab og vinding er kun noget, der vedkommer jer. Det I opnår ved at deltage i missionen, er Guddommelig Nåde, glæde og fryd. Lad være med at gå glip af denne store mulighed, som I her har fået. Helliggør jeres liv gennem jeres dedikerede tjeneste.”

9.34. Optændt af inspirationens flamme, der blev tændt i deres hjerter af Bhagavan Selv, spredte Sai-arbejdere sig ud i hver eneste kringelkrog i landet og udbredte Hans budskab gennem deres godgørende arbejde og gudfrygtige ord. Forandringens vinde, der var begyndt at blæse i en lille landsby i delstaten Andhra Pradesh med Avatarens komme i 1926, havde nået hvert eneste distrikt i hver eneste delstat i Indien før Hans 65-års fødselsdag i 1990. Det er forandringens vinde, der hjælper mennesket med at bryde materialismens lænker og vågne op og opleve Åndens stråleglans. Det er forandringens vinde, der installerer medfølelsen over for andre i alle og inspirerer alle til at leve for Gud. Det er forandringens vinde, der former børn til mænd og kvinder med en god karakter, der kan fremelske godhedens revolution i det samfund, de lever i.

9.35. Forandringens vinde havde krydset havene og bjergene og havde nået Latin-amerikas kyster så langt tilbage som i 1957! Det var på et tidspunkt, hvor Avataren blot var 25 år gammel. Fru Adelina del Carril de Guiraldes, hustru til den berømte argentinske digter og romanforfatter Rocardo Guiraldes, var en ivrig og seriøs åndelig aspirant. Hun kom til Indien, de store sjæle og Guddommelige seeres land, sidst i 1940’erne. Her søgte hun hjælp og vejledning på den åndelige vej, og hun boede i landet indtil 1951. Hun brugte også en del af sin tid på at oversætte indiske skrifter til spansk. I 1948 inviterede en af hendes venner, der var dronning af en fyrstelig delstat og en Sai-hengiven, hende til at møde den 22 år gamle Baba. Adelina blev velsignet, da hun allerede i forbindelse med sit første møde med Ham forstod, at Han er Den Højeste Mester. Baba gav hende kælenavnet ’Mamitha’ (lille moder) og skænkede hende Sin umådelige Nåde. Hun vendte tilbage til Argentina i 1951, og med sig havde hun mange af Bhagavan’s materialisationer og mange betagende historier om Hans Nåde og medfølelse. Gennem breve holdt hun kontakten med Swami ved lige. Som svar modtog hun også nogle få breve fra Ham! Disse breve fra Baba er skrevet i hånden.

9.36. Således blev forandringens frø sået i Andesbjergenes land.

167 Brev der er skrevet til fru Adelina fra Argentina i 1951

9.37. I sin åbningstale i forbindelse med et møde i Sri Sathya Sai Central Counsil for de Latin- amerikanske lande, der blev afholdt i Buenos Aires den 22. juli 1988, udtalte dr. Michael Goldstein, regionens centralkoordinator, blandt andet følgende:

9.38. ”Vi er her ikke for at skabe en ny religion eller kult. Vores religion er uselvisk kærlighed og den evige sandhed, der er alle religioners sande grundlag. Vores kirke er hele verden. Vores menighed er hele menneskeheden. Vores hellige skrifter er alle religioners skrifter og Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s hellige skrifter.”

9.39. ”Bhagavan Baba fortæller os ganske enkelt: ”Elsk Gud; frygt synd; lev et moralsk liv i samfundet!” Hvordan elsker vi Gud? Eftersom Bhagavan er Den Guddommelige Inkarnation, kan vi finde svaret ved at analysere vores følelser for Ham. På et overfladisk plan henrykkes vi over Hans smukke skikkelse, og vi bliver betaget af Hans Guddommelige Personlighed. Er det ikke kærlighed? Jo, det er det, men det er ikke tilstrækkeligt. På et dybere plan bliver vi inspireret af Hans ædle ord og gerninger, og vi stræber efter at efterligne Hans heltemodige handlinger. Swami er indbegrebet af ædelhed, spartanskhed og gode egenskaber, og Han

168 handler på Jorden for at lindre menneskehedens lidelser og genetablere retskaffenhed (dharma) i verden. Vi, Hans hengivne, ønsker at være som Ham og opføre os, som Han opfører Sig. Er det ikke kærlighed? Jo, det er kærlighed. Men det er stadig ikke nok. På det ultimative plan forstår vi, at Herren Gud, i skikkelse af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, er legemliggørelsen af det største, ædleste og sandeste aspekt af os selv. Vi retter vores sind indad, og vi ser den Guddommelige sandheds lys og kærlighed. Vi forstår, at dette, vores åndelige hjerte, er vores sande skæbne, og at det er ét med Herren. Dualiteten, Gud og os, ophører med at eksistere. Vi forenes i Herren. Vi skal forsøge at elske Gud på denne måde.”

Bhagavan Sri Sathya Sai Baba er legemliggørelsen af det største, ædleste og sandeste aspekt af os selv.

9.40. ”Vi skal kontrollere vores sind, så vi på den måde kan styrke samvittighedens indre stemme, Det Guddommeliges genspejling inde i os. Vi gør dette gennem vores åndelige øvelser. Lovsang, meditation, gentagelse af Guds navn, studiet af Guddommelige skrifter, uselvisk tjeneste – alt tjener til at hjælpe os med at kontrollere vores sind, så vi kan opnå bevidsthedens højere planer. Vi skal lade sindets aktiviteter blive undersøgt og evalueret af den højere intelligens, samvittigheden, der udspringer fra Gud inde i os.”

9.41. ”Vi skal huske på, at alle mænd og kvinder i deres inderste væsen er Guddommelige. Vi skal elske Det Guddommelige i dem. Det er betydningen af menneskets broderskab og Guds faderskab. Vi helliger alle vore tanker, ord og handlinger til Herren. Vi forstår, at Herren er den, der handler, og at vi er betragterne. Når vi iagttager vores handlinger, der i stigende grad bliver forenelige med Den Guddommelige Vilje, lærer vi og gør fremskridt rent åndeligt. Vi bliver redskaber for Den Guddommelige Vilje. Så, til sidst, forener iagttagerne sig med ’Den der handler’, og der er ikke længere nogen dualitet.”

9.42. ”Gennem tro på Gud, intens længsel efter at kende Ham, omhyggeligt og oprigtigt arbejde med vores åndelige øvelser og uselvisk tjeneste vil vi kunne kontakte og blive ét med

169 vores Guddommelige identitet. Vi skal lytte til den indre stemme, tale med den indre stemme og handle i henhold til den indre stemme. Det er Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s budskab.”

9.43. Konferencen i Buenos Aires, hvor det første Central Council for de Latin-amerikanske lande blev dannet, havde deltagelse af 234 delegerede fra 15 Latin-amerikanske lande. De repræsenterede 57 Sai centre og 42 Sai grupper. Der deltog også observatører fra andre spansktalende lande, inklusiv Spanien.

9.44. Efter at have drøftet det besluttede Central Council sig for at påtage sig følgende forpligtelser:

1. At præcisere og definere Sai-programmet og etablere den ensartethed, der skal præge den fortræffelighed og renhed, som skal være kendetegnet for enhver gruppe og ethvert center, der bærer Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s navn.

2. At give en behørig officiel godkendelse til alle oprigtige Latin-amerikanske Sai centre og at udarbejde en plan for, hvordan man kan føre passende kontrol med og yde behørig hjælp til alle centrene.

3. Med hensyn til de af Bhagavan Baba’s Guddommelige tekster, der endnu ikke er blevet oversat, vil man udarbejde en plan for, at de bliver oversat til spansk og udgivet.

4. At etablere et Sri Sathya Sai Tidsskrift for Latin-amerika med det formål at forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem medlemmer af det Latin-amerikanske Sai-samfund.

9.45. Historien om Sai-bevægelsen i Latin-amerika er repræsentativ for historien om Sai- missionen på alle andre kontinenter. I 1990 havde ’forandringens vinde’ berørt det udvalgte folks liv i mere end 90 lande på seks kontinenter. Delegerede fra 90 lande deltog i Sri Sathya Sai Organisationens femte verdenskonference, der blev afholdt i Prasanthi Nilayam i november 1990. Mange flere lande sluttede sig til denne velsignede liste af lande efter konferencen. Historien om etableringen af organisationen i Rusland er meget fascinerende. Lad os lytte til dr. Thorbjørn Meyer fra Danmark, uddannelseskoordinator for alle organisationerne i Europa. Han var den første, der talte ved et offentligt møde i Rusland om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba og Hans mission:

9.46. ”I januar 1991 blev min kone Marianne og jeg, sammen med fru Lorraina Burrows, inviteret til Rusland af en lille gruppe åndeligt søgende. De ønskede, at vi skulle tale om ’Sathya Sai’s menneskelige værdier’ ved et offentligt møde. I februar måned rejste vi til byen Leningrad, der i 1992 blev omdøbt til St. Petersborg. Mødet blev holdt i et kæmpestort marmorpalads i byen. Udenfor var det bitterligt koldt, og opvarmningen indenfor i salen bestod af en enkelt lille lunken radiator. Så iført vores overfrakker, handsker og halstørklæder holdt vi tre vores indlæg. I den kolde luft stod der en tåge ud at talernes mund; denne tåge ledsagede hvert et ord, der blev sagt.”

9.47. ”Salen var kæmpestor, og på en af væggene lagde vi mærke til, at der hang et stort maleri, der skildrede Lenin ved et møde med de bolsjevikiske sammensvorne i april 1917. I al hemmelighed var han ankommet til St. Petersborg fra Berlin via Finland. Senere fik vi at vide, at det berømte møde havde fundet sted i denne sal, og at det havde været startskuddet til den røde revolution. 74 år senere blev en ganske anderledes revolution sat i gang på det samme sted i Rusland. Men denne gang var det en blodløs åndelig revolution, der indvarslede en ny æra med fred og glæde.”

9.48. ”Mange af deltagerne var lærere, men der var også en del, der arbejdede for den russiske regering. Nogle få af disse arbejdede som advokater i KGB, det russiske

170 efterretningsvæsen. Skønt de endnu ikke var tilknyttet den internationale Sai-organisation, var der nogle af dem, der havde fået trykt ’Sarva Dharma’ symbolet på deres visitkort. Salen var helt fuld, men der var overhovedet ingen reaktion fra tilhørerne. Vi følte, at vi talte til en tyk mur. Der var ingen smil og ingen former for udtryk af følelser, så det virkede, som var deres ansigter hugget i sten. Vi lærte senere, at efter mange år med streng kontrol fra systemets side var folk blevet vant til ikke at vise deres følelser, det være sig sympati eller antipati, eftersom det i fortiden havde vist sig at være farligt. Men i pausen kom folk op til os og stillede mange spørgsmål. Det var tydeligt, at de var stærkt interesseret i Baba og Hans lære. Vi så, at deres ansigter livede op, og deres øjne strålede. Til vores store forbløffelse satte de sig igen med deres stenansigter efter pausen! Søster Burrows introducerede nogle sange om menneskelige værdier, og vi opdagede, at musik og rytme kunne bringe liv i deres ansigter. Det samme var tilfældet med nogle få åndelige historier, som Marianne og jeg delte med dem. Efter mødet blev der udvekslet adresser, og der blev etableret mange kontakter. Det følgende år, i 1992, blev det første Sathya Sai Center i Rusland indviet i St. Petersborg.”

9.49. Vi fik en øjenvidneskildring af denne historiske begivenhed, der fandt sted den 12. december 1992 i St. Petersborg, fra fru Renu Gidoomal, der rejste hele vejen fra London for at være en del af denne epokegørende forsamling:

9.50. ”Denne dag vil forblive en historisk dag i Rusland, fordi Sai denne dag formelt installerede Sig i dette storslåede land. 300 delegerede havde samlet sig i Freden og Venskabets Palads. De var strømmet dertil fra alle egne af landet inklusiv Ukraine, Hviderusland og Moskva for at installere kærlighedens lys i deres indre, dele deres bevægende oplevelser af Sai’s tilstedeværelse i deres liv med andre og synge lovsange på engelsk, sanskrit og russisk. Repræsentanter fra medieverdenen var også til stede for at filme og rapportere fra denne unikke begivenhed.”

9.51. ”Formålet med den officielle åbningsceremoni var, bortset fra formelt at bringe St. Petersborg Centeret ind i Sai’s globale familie, at tydeliggøre Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s unikke liv og lære og de hengivnes fantastiske mulighed for at vokse åndeligt under organisationens vinger. Bernard Gruber fra Tyskland, der var en af de generaler, der havde kæmpet i 2. verdenskrig, og som på det tidspunkt var koordinator for Europa, indviede officielt dagens møder med en enkel, men dybsindig sammenfatning af Sai’s lære. Det væsentligste enkelte punkt i denne lære er dyrkningen og udtrykket af ’Kærlighedens Princip’. Stearinlys blev tændt som en symbolsk gestus; at tænde kærlighedens flamme i russiske hjerter og i sandhed i alle hjerter. Dr. Thorbjørn Meyer talte herefter om programmet for uddannelse i menneskelige værdiers specielle betydning. En bevægende og praktisk orienteret tale blev holdt af Richard Friedrich fra Østrig, der var koordinator for tjenestefløjen i Europa.”

9.52. ”En af de mest mindeværdige begivenheder denne dag var for mig, da man sang julesange. I frokostpausen kom en russisk dame i 50’erne hen til mig og sagde: ”Jeg har set i programmet, at I vil synge julesange her i eftermiddag. Jeg er engelsklærer på musikkonservatoriet her i St. Petersborg, og jeg har aldrig hørt så meget som en enkelt julesang i hele mit liv. Jeg er spændt, og jeg ser ivrigt frem til at høre dem.””

9.53. Sai-budskabets indvirkning i Rusland beskrives på glimrende vis i et brev skrevet af Sergei Neapolitansky på vegne af St. Petersborgs Sathya Sai Center. Brevet blev offentliggjort i 1992 i sommernummeret af det kvartalsvise tidsskrift, der bliver redigeret af Peggy Mason, London:

9.54. ”På grund af Bhagavan Sai Baba’s Nåde og gennem Hans hengivne spredes strømmen af Guddommelig kærlighed (prema) hurtigt i vores by. Den renhed, kraft og dybde, der er kendetegnende for Baba’s lære, inspirerer og forener mange mennesker. Uafbrudt overdænger Sri Sathya Sai os med Sine mirakler. Mange hjerter og sind bliver renset og ophøjet af disse vidunderlige manifestationer af Baba’s kærlighed. Vi har lavet et timelangt radioprogram om

171 Sai’s lære og aktiviteter; Sai’s stemme runger ud over hele Rusland! Efter den første radioudsendelse modtog vores center mange breve fra alle egne af landet.”

9.55. ”Adskillige uger senere blev dette program sendt igen. Det medførte, at vi fik besøg af producerne af det berømte TV-program ’Det femte hjul’. De havde ’tilfældigvis’ hørt vores program, og de var så forbløffede over Baba’s personlighed, at de havde besluttet at producere en række programmer om Ham. Deres programmer er yderst prestigefyldte, og hele landet ser dem.”

9.56. ”Sai Baba’s kærlighed (prema) og visdom helbreder Rusland på et kritisk øjeblik i hendes historie. For ikke så længe siden besøgte en velkendt kvinde fra St. Petersborg os. Da hun så billedet af Swami på vores alter, udbrød hun i begejstring: ”Det var Ham, der kom til mig i min drøm!” Ja, Sathya Sai kommer til Rusland. Udelukkende Hans kærlighed kan frelse verden.”

9.57. ”Sai-bevægelsen omfatter alle åndelige kulturer, alle menneskelige værdier og alle religiøse retninger. Sathya Sai’s ideer og tanker er blevet en samlende kraft, der forener forskellige åndelige veje. Og her er et andet under: Buddistiske, kristne, hinduistiske og muslimske ledere har udtrykt ønske om at tage del i den mangesidede religiøse bevægelse, som Baba har sat gang i. Det er en glæde at se folk, der kommer til Sai-møderne. De er så vidt forskellige – professorer, arbejdere, kunstnere, producenter, filosoffer og musikere. Det der forener dem, er deres tørst efter at lære Sai Baba at kende. Vi spiller en rolle med at løfte folks åndelige bevidsthed. Vi organiserer foredrag, seminarer, studiekredse og velgørenheds- arbejde i forskellige byer i Rusland. Vi træner lærere, så de kan holde åndelige foredrag. Eksperter fra Sai organisationen i andre lande hjælper os med dette.”

9.58. ”Skønt situationen i landet for øjeblikket i enhver henseende er meget vanskelig, gør vores Herre det stadig muligt for os at skænke folk den evige åndelige visdom, der får uvidenhedens slør til at forsvinde; den uvidenhed der er årsag til al lidelse.”

9.59. Der er ingen tvivl om, at foruden i de asiatiske lande så blæser forandringens vinde ganske kraftigt i Latin-amerika og i Rusland.

9.60. Det var endnu en pragtfuld november i Prasanthi Nilayam, der oplevede, at Sathya Sai Organisationens femte verdenskonference kulminerede under Herrens 65-års fødselsdags- festligheder. 50.000 delegerede fra 90 lande deltog i konferencen fra den 18. til den 21. november sammen med hundredtusinder af hengivne, der også kunne deltage i møderne, eftersom alle forhandlinger og arrangementer blev afholdt på det vidtstrakte Vidyagiri Stadion.

Den pragtfulde november 1990 i Prasanthi Nilayam

172 9.61. Den 20. sang Bhagavan et digt som indledning på Sin tale til verdenskonferencens delegerede. Det indeholdt det centrale i Hans budskab til konferencen. ”Proklamer med løftede hænder, at kastemæssige og trosmæssige forskelle skal forsvinde. Fortæl igen og igen, at tjeneste over for den svage og den undertrykte er den højeste form for åndelig øvelse. Kontemplation på Herrens navn vil føre mennesket til Hans bolig og skænke ham udødelighed. Erklær, at alle mennesker med hengivenhed og tro er jeres slægt og venner. De der lærer folket om denne visdom, står Herren nærmest. Hvis I lever i kærlighed og harmoni og befrier jer for alle følelser af adskilthed, så vil I opleve, at alene dette behager Sai. Åh I gode og ædle mennesker der er forsamlet her, hvad mere kan Jeg fortælle jer?”

9.62. I Sin afslutningstale til verdenskonferencen den 21. om aftenen erklærede Han: ”Min kærlighed (prema) er Mit største mirakel. Alle bør dele denne kærlighed og nå enhedens ideal. Byd alle, der vil slutte sig til organisationen, velkommen. Behandl alle som Guds børn, og tjen dem i denne ånd. I vil snart opleve Guddommelighed. Swami’s kærlighed vil altid være med jer, i jer, ved siden af jer og rundt om jer.”

Indiens præsident, Sri Venkataraman var Sri Sathya Sai Sanathan Samskriti Eternal æresgæst ved den 9. demittendreception Heritage Museum på Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning.

9.63. Den 22. om morgenen blev den 20 meter høje statue af Hanuman ceremonielt installeret på Vidyagiri-bjerget, og Sri Sathya Sai Sanathan Samskriti Eternal Heritage Museum blev indviet af Bhagavan Baba. Det nye åndelige museum, der er beliggende ved siden af den monumentale administrationsbygning, var for alle en yderligere attraktion. Med dets tre bemærkelsesværdige kupler og dets fire etager, der rummer talrige udstillinger, der relaterer sig til forskellige trosretninger, der er opstået i forskellige lande på forskellige tidspunkter i menneskets historie, står museet som et unikt symbol på menneskelig enhed, idet det favner folk fra alle trosretninger og himmelstrøg. På en yderst betagende måde udtrykker det Avatarens centrale budskab – menneskehedens Guddommelige enhed. En af museets besøgende skrev: ”Museet er ikke blot en bygning, der indeholder genstande af historisk værdi. For mig er det en levende fremstilling af fortiden, nutiden og fremtidens aspekter af kærlighedens religion.”

9.64. Den 22. om aftenen blev Sathya Sai Institute of Higher Learnings 9. dimittendreception afholdt på stadion. Indiens præsident, Sri R. Venkaratamam, holdt talen til dimittenderne i Bhagavan’s Guddommelige nærværelse.

9.65. Den 23. november var der overalt et menneskehav. Udover at skænke grænseløs lyksalighed til næsten en million hengivne, der var forsamlet i Prasanthi Nilayam, varslede Bhagavan’s 65-års fødselsdagsbudskab begyndelsen på en ny æra i sundhedsplejen i verden. Det næste kapitel indfanger dens historie og herlighed.

173 Kapitel 10

Det lægelige under

10.1 Kommercialiseringen af den lægefaglige uddannelse og hele sundhedsområdet er en tragedie for lande som Indien, hvor flertallet af befolkningen må slide i det for at få dækket deres basale behov, og hvor det offentliges udgifter til sundhedsplejen er ganske sparsomme. De kommercielle selskabers indtog på dette område har forværret problemet, og det har betydet en ren katastrofe for befolkningen, for hvem en sundhedspleje af høj kvalitet er blevet utilgængelig på grund af dens urimelige priser. Medfølelse, der burde være motivation for de ansatte inden for sundhedsvæsenet, er blevet fordrevet af grådighed. I denne situation er arbejdet for styrende organer som regeringen og velgørenhedsorganisationer, der som mål har at tilvejebringe gratis eller statsstøttet sundhedspleje, blevet en besværlig og tung opgave. Den løn som private hospitaler betaler til læger og paramedicinsk personale, er så høj, at regeringen og velgørenhedshospitaler finder det meget vanskeligt at kunne ansætte et tilfredsstillende antal gode læger og sygeplejersker. Faktisk er det lægefaglige erhverv blevet et led i grådighedens organiserede kæde, der er blevet sat i gang af kommercielle selskaber, der trives ved, at de udnytter folks dårlige helbred for egen vindings skyld. Med salget af medicin og lægeligt udstyr følger andre selskaber en tilsvarende linje; tragedien er fuldstændig.

10.2. I sådant et scenarie, hvor der er et himmelråbende behov for at tilføje medlidenhed til sundhedsvæsenets mission, blev Bhagavan’s 65-års fødselsdagsbudskab den 23. november 1990 banebrydende. Her følger nogle få uddrag fra denne inspirerende tale:

10.3. ”Blandt os har vi i dag Indiens præsident, premiereministeren, delstatens guvernør og andre prominente personer. Hvis vi inden for uddannelsesområdet etablerer et system, der tilbyder gratis uddannelse til alle uden at skelne til, hvem der er rig, og hvem der er fattig eller klassifikationer som ’tilbagestående’ og ’fremmelige’, vil landet tage et stort spring fremad på fremskridtets vej. Vi spilder en milliard rupees på mange vovestykker, som vi ikke får noget ud af. Hvis vi sikrer vores børn den rigtige form for fremtid, vil landet få umådeligt stort udbytte heraf. Gratis uddannelse og gratis lægehjælp bør stilles til rådighed for alle.”

10.4. ”Med dette mål for øje besluttede vi i går at etablere et stort hospital her. Mange mennesker har appelleret til Mig om at opføre hospitalet midt i en by. I adskillige byer findes der mange lægefaglige institutioner, der helt og fuldt drives forretningsmæssigt. Der er meget få, der er parat til at starte sådanne institutioner, der tilbyder gratis faciliteter til de fattige. Derfor har vi besluttet at etablere et meget bekosteligt hospital nær Prasanthi Nilayam. På samme måde som de videregående uddannelser er gratis, vil al lægelig behandling også blive gratis. Folk bruger flere hundredtusind rupees på at få foretaget en hjerteoperation i USA. Men hvad med de fattige? Hvem tager sig af dem? Hvis de tager ind til byerne, vil de end ikke få ’farvet vand’ (medicinsk mikstur)! Idet vi har erkendt dette faktum, har vi indledt dette hospitalsprojekt. Uanset om der bliver tale om en hjerteoperation, en nyretransplantation eller en hjerneoperation, så vil alt være gratis. Hospitalet vil åbne den 22. november 1991. Dette er Sai’s Vilje; ingen kan fatte den. I Sai’s tilfælde finder tanke og handling sted samtidig lige som lys og lyd, der opstår, når et gevær affyres. Derfor er det ikke let for nogen at forstå Sai’s beslutning.”

10.5. ”Legemliggørelser af Guddommelig kærlighed! Der findes ikke det mindste spor af selviskhed i Mig. Uanset hvad Jeg foretager Mig, så gør Jeg det for andre. I virkeligheden betragter Jeg jer ikke som ’andre’. I er alle Mit Eget folk. Sådan en altomfattende følelse findes intet andet sted i verden. Har I noget andet sted oplevet en organisation, der er vokset så utroligt meget på 50 år? Med hensyn til tidligere Avatarer så spredte deres berømmelse sig

174 først længe efter, de var døde. Med hensyn til den nuværende Avatar så ser vi, at der i Hans levetid er blevet opført et universitet, et stort hospital, en lufthavn og mange andre institutioner til gavn for alle, specielt landsbyboerne. Mange flere vil følge i årene fremover. Mange mennesker undrer sig over, hvordan vi har udrettet alt dette. Denne Avatars komme fandt sted for 64 år siden. I alle disse år har Jeg aldrig strakt Min hånd frem for at forsøge at få noget fra nogen. Jeg har aldrig spurgt nogen, Jeg vil aldrig spørge nogen, og der vil aldrig opstå en lejlighed til det. Hvordan er alle disse ting så sket? I dette land, i Bharatha, er der aldrig noget, der er til hinder for noget godt og uselvisk arbejde. Når I ønsker at udføre noget godt arbejde, vil penge strømme i en lind strøm. Den snæversynede der påtager sig et hvilket som helst arbejde, vil aldrig blive fri for at have ønsker. Den slags mennesker kan ikke forstå de handlinger, der udføres af dem, der er generøse og tolerante.”

10.6. ”Jeg forventer intet fra jer. Blot ønsker Jeg, at I udvikler kærlighed i jeres hjerter. I skal behandle hele menneskeheden som jeres brødre og søstre. I skal erkende, at alle er Guds børn. Lad være med at nære nogen uvilje eller noget had mod nogen. Det er udelukkende en generøs attitude, der vil skænke jer grænseløs kærlighed. Det er den fødselsdagsgave, som Jeg ønsker fra jer. I skal have en følelse af enhed blandt jer. Stræb efter at genoplive og fremme Bharatha’s herlighed.”

10.7. ”Da Jeg kom hertil, hilste nogle mennesker Mig med ordene: ”Tillykke med fødselsdagen; tillykke med fødselsdagen!” (Happy birthday). Jeg er altid glad (happy). Jeg behøver ikke den slags hilsener! Det er kun dem, der ikke er glade, der behøver den. Jeg er til alle tider fyldt med en grænseløs glæde. Aldrig på noget tidspunkt har jeg haft nogen bekymring. Hvad er grunden? Jeg er klar over, at alle ting er flygtige og forbigående som forbipasserende skyer. Hvorfor så bekymre sig om dem? Vi bør ikke blive opstemte eller nedtrykte over fødsler eller død. Vi kom nøgne ind i verden. Når vi forlader den, kan vi ikke efterlade vores adresse hos vores slægt og venner. Alt dette er verdslige fænomener. Så længe vi lever, bør vi tilbringe vores liv i harmoni og kærlighed. Vi kan overvinde alle vores vanskeligheder ved at kontemplere på Gud. Hvad opnår I ved at glemme Gud og være helt opslugt af verdslige anliggender? Tro først på Gud. Lad være med at give spillerum for følelsen af adskilthed på grund af kaste, tro eller nationalitet. Alle navne og former tilhører Det Guddommelige. Alt hvad I ser, er Herrens kosmiske form. Med en fast tro på Det Guddommelige, og idet I chanter Herrens navn, skal I frelse jeres liv.”

10.8. Det der er banebrydende i denne tale i relation til sundhedspleje i samtiden, er ordene vedrørende medfølelse over for de fattige og de undertrykte. Det kræver Avatarens medfølelse at finde svar på spørgsmål som: ”Hvad er den fattiges sørgelige forfatning?” og ”hvem vil tage sig af dem?” Det er ikke sådan, at der ikke har været visse rige mennesker med stor rigdom eller nogle intellektuelle eller nogle ideologer med ideer i den moderne indiske historie. Men ingen af dem så meget som tænkte på at etablere et Super Speciality Hospital for de fattige, hvor sundhedsplejen er fuldstændig gratis. End ikke nogen regering i nogen delstat, med alle deres umådelige ressourcer, har nogen sinde tænkt på dette! Når vi betragter dette ’store hospital’, som Bhagavan Baba forestillede Sig i denne tale, i dette perspektiv, så vil vi forstå, hvor enestående det er i relation til at anvise nye veje og sætte en ny trend inden for sundhedspleje i disse moderne tider.

10.9. Begivenhederne der førte til materialisationen af ’det store hospital’ i Prasanthi Nilayam på en rekordtid på mindre end et år, som det var Bhagavan’s Vilje, udgør i sig selv en utrolig historie, der er uden sidestykke. Endnu før Han på Sin 65-års fødselsdag over for verden erklærede, at Han havde besluttet at bygge hospitalet, havde Han fortalt nogle få mennesker, som Han omgås dagligt, om det. En af de første der hørte om det direkte fra Baba, var Isaac Tigrett, som vi allerede har læst om i et af de tidligere kapitler i denne bog. I 1989 solgte Tigrett sin virksomhed efter en indre tilskyndelse. Han overførte halvdelen af salgsprovenuet til en schweizisk fond og kom til Prasanthi Nilayam for at tilbyde disse penge til et eller flere af Baba’s tjenesteprojekter. Ved først given lejlighed fortalte han Bhagavan følgende: ”Swami!

175 Alt, hvad jeg har, er det, Du har givet mig. Jeg ønsker at tilbyde det til Dig til et hvilket som helst projekt, Du måtte ønske at sætte i gang.” Tigrett tænkte, at dette generøse tilbud ville gøre Swami glad. Men Han smilede og sagde: ”Jeg ønsker din kærlighed og ikke dine penge” og fjernede Sig.

10.10. Tigrett blev rådvild. Da han var en oprigtig åndelig aspirant, analyserede han sig selv for at finde ud af, hvor han havde handlet forkert. Han forstod snart, at han havde fremlagt tilbuddet med en følelse af, at han var giveren, at han ville være velgøreren, der hjælper sine medmennesker. Han gik tilbage til Swami og sagde: ”Swami! Der er tusindvis af mennesker, der længes efter at tage del i Din avatariske mission på en eller anden mindre måde, men af forskellige årsager er ude af stand til at gøre det. Så vær så god at give mig tilladelse til at returnere det, Du har givet mig, på vegne af disse tørstige Sjæle.”

’Det store hospital’ Luftfoto over hospitalet

10.11. Bhagavan, der var tilfreds med den forandring, der var sket med Tigrett’s indstilling, svarede: ”Ja! Vi skal i gang med at bygge et hospital, der vil yde lægehjælp i den bedst mulige standard, og den vil være gratis for alle. Det vil stå færdigt om et år.”

10.12. Tigrett var jublende glad over, at hans tilbud var blevet accepteret, men det Swami fortalte ham derefter, var i allerhøjeste grad uventet. ”Du vil komme til at spille en vigtig og betydelig rolle i realiseringen af projektet.” Tigrett bønfaldt: ”Swami! Jeg er hverken læge eller lægelig administrator. Jeg er blot en restauratør.” ”Du kan gøre det; begynd med det samme. Først skal planerne udarbejdes. Få de bedste kontorer og de dygtigste mennesker til at gøre det!”, befalede Bhagavan.

10.13. Tigrett rejste til World Health Organisation (WHO) i Geneve for at drøfte projektet med et panel af lægefaglige eksperter. Panelet bestod af 12 læger udvalgt fra forskellige tredjelande. Da Tigrett præsenterede dem for projektet, sagde de enstemmigt: ”Det vil aldrig komme til at fungere. Hvordan kan du bygge et Super Speciality Hospital i et tilbagestående landområde, hvor vi end ikke kan lære befolkningen de mest basale regler vedrørende sundhed og hygiejne? Det er folk, der end ikke er parate til at blive vaccineret for at forhindre sygdomme.” Tigrett hørte roligt på dem, indtil de var færdige og sagde så: ”I har absolut ret i det, I siger. Men der er en forskel. Dette hospital bliver opført af Sri Sathya Sai Baba.” En indisk læge, der netop var kommet ind i lokalet og havde sluttet sig til panelet, satte sig op i stolen, da Tigrett sluttede sin sidste sætning. Han sagde: ”Åh, det er Sai Baba, der gør dette! Hvis der er nogen, der kan få det til at fungere, så er det Sai Baba!” Andre medlemmer af panelet blev forbløffet over at høre den indiske læges udtalelse, og de ønskede at få noget at vide om Sai Baba. Deres modstand mod projektet forsvandt, da Tigrett beskrev de humanitære projekter og de tjenesteprojekter, som Bhagavan Baba allerede havde igangsat.

176 10.14. Da Tigrett henvendte sig til Health Corporation of America, en af de største i verden inden for hospitalsbyggeri, for at få deres hjælp til at få udarbejdet planerne, fik han følgende at vide: ”Selv hvis I råder over de nødvendige midler, kræver et projekt af denne art mindst fire til fem år, før det kan gennemføres. Forberedelsen af de endelige planer og de endelige tegninger vil i sig selv tage minimum seks måneder.” Fortvivlet vendte Tigrett tilbage til Prasanthi Nilayam og rapporterede dette til Baba, men Han sagde bestemt: ”Jeg ønsker, at hospitalet skal stå færdigt inden for et år, og det vil ske!” Herefter tilføjede Han: ”Din arkitekt venter på dig i England.”

10.15. Den arkitekt som Bhagavan refererede til, var Keith Critchlow, direktør for Prince of Wales School of Architecture i London, og en af verdens førende eksperter inden for hellig arkitektur. Da Tigrett bragte Critchlow til Prasanthi Nilayam under 65-års fødselsdags- festlighederne i november 1990, sagde Swami følgende til ham: ”Ja, det er arkitekten, der vil udarbejde planerne for hospitalet!” Bhagavan kaldte dem begge til Sig og talte udførligt om den bygning, som Han så for Sig som hospitalet. Critchlow var fascineret over Hans vision vedrørende bygningen og hele projektet. Mens de sad i interviewværelset hviskede Critchlow i Tigrett’s øre, at byggepladsen for et så pragtfuldt foretagende burde helliggøres med gennemførelsen af en mandala pooja (en ceremoni hvor man påkalder sig Det Guddommelige), før man gennemførte den traditionelle offerceremoni der udføres på en byggegrund før påbegyndelse af et byggeri. Denne var planlagt til at finde sted den 22. november. Swami spurgte Tigrett, hvad hans ven sagde til ham. Da Han hørte om mandala pooja’en, bad Han dem om at gå i gang og udføre den den samme dag.

Keith Critchlow og Isaac Tigrett Tigrett hilser på premiereminister sammen med Bhagavan Sri P.V. Narasimha Rao under indvielsen

10.16. Tigrett og Critchlow tog ud til hospitalets 40 hektar store område med de nødvendige blomster, frugter og kokosnødder, der skulle bruges til ceremonien. På vejen derhen beskrev Critchlow ritualets betydning og dets processer for Tigrett og tilføjede bekymret: ”Uanset hvor korrekt vi udfører ritualet, så siger de hellige skrifter, at medmindre en garuda (ørn), den store Vihsnu’s befordringsmiddel, flyver over stedet under ceremonien, vil den ikke være tilendebragt.” Tigrett nægtede at blive trukket ind i en ny bekymring. Da de nåede ud til den kommende byggeplads, så Critchlow ud over den nøgne flade og udvalgte et bestemt sted til ceremonien. Endnu mens de var i gang med at forberede ritualet, kom fem ørne flyvende ud af det blå og stillede sig på en række ved siden af det valgte sted! Som tavse skildvagter iagttog de hele tilbedelsesprocessen! Da de to mænd trak sig tilbage fra stedet efter ritualet, så de, at ørnene gik henover offerstedet i en perfekt formation. Aldrig havde Critchlow set en så fantastisk bekræftelse på det, som skrifterne beskriver som et sjældent tegn på Guddommelig Nåde! Da de vendte tilbage til templet, hilste Baba dem med Sit alvidende smil og sagde: ”I bad om en garuda (ørn), og Jeg sendte fem af dem. Er I tilfredse?”

177 10.17. Den traditionelle offerceremoni der udføres på en byggegrund før påbegyndelse af et byggeri, blev gennemført på stedet i Bhagavan’s nærværelse den 22. november, og den næste dag bekendtgjorde Han Selv beslutningen over for verden i Sit fødselsdagsbudskab. Men de næste fem måneder kunne man ikke opleve nogen byggeaktivitet på stedet! Selvfølgelig var der en masse bagvedliggende aktivitet. Forskellige planer blev udarbejdet, og de blev løbende ændret i henhold til Baba’s direktiver. Arkitekten og hans assistenter pendlede mange gange frem og tilbage mellem England og Indien. Selve byggeriet blev betroet til Engineering Construction Company, Larsens og Toubro Limited byggedivision. Ansete læger fra såvel Indien som fra udlandet kom for at deltage i møder i Det Guddommeliges nærværelse, og de tilbød deres ekspertise. De hjalp med at færdiggøre planerne og selve designet på bygningen, tillige med at de hjalp med at anskaffe det mest moderne lægeudstyr og andet inventar. Nogle af de mest prominente blandt disse læger var dr. P. Venugopal, en af landets førende hjertekirurger og leder af hjerteafdelingen på All India Institute of Medical Sciences, New Delhi og dr. A.N. Safaya, instituttets lægefaglige leder. De spillede begge en meget vigtig rolle i virkeliggørelsen af projektet. Faktisk fortsatte dr. A.N. Safaya sit arbejde og blev hospitalets direktør, en stilling han besætter til dato. Historien om hvordan Safaya kom til at deltage i projektet, er forbløffende. Lad os lytte til hans egen beretning om dette:

Den traditionelle offerceremoni der udføres på en byggegrund før påbegyndelse af et byggeri, blev gennemført på stedet, hvor hospitalet skal opføres.

178 10.18. ”Skønt vi havde været Baba-hengivne og havde nydt godt af Hans barmhjertighed og Nåde siden 1970, rejste min kone og jeg først til Prasanthi Nilayam for første gang i begyndelsen af december 1984. Vi havde ingen forventning om, at Swami ville kalde os ind til interview, da der var tusindvis af hengivne, som vi sad iblandt foran templet for at få darshan. Den anden dag vi var der, kaldte Han mig ind til interview. Jeg blev ganske overvældet, da Han hilste mig med ordene: ”Hvordan har du det doktor?” Jeg anmodede Ham om at være så venlig at give mig tilladelse til at assistere lægerne på General Hospital i Prasanthi Nilayam i den periode, jeg opholdt mig her. Han svarede i et alvorligt tonefald: ”Din tid er endnu ikke kommet. Jeg vil kalde på dig, når tiden er inde. Du vil deltage i arbejdet i en komite bestående af læger fra Indien og udlandet, og så vil vi træffe beslutning om det hospital, som du skal arbejde på.” På det tidspunkt gav disse ord kun lille eller ingen mening for mig, men deres relevans og betydning kom til at stå klart for mig i begyndelsen af 1991, da Swami sendte bud efter mig og bad mig komme til Whitefield fra Delhi, hvor jeg arbejdede. Han havde dannet en højt profileret gruppe, der fik navnet: ’Den internationale komite for Super Speciality Hospital’. Den bestod af læger, der var velanskrevne på såvel det nationale som det internationale plan. Jeg blev udnævnt til formand for komiteen. De ord Han havde sagt til mig i 1984, vendte i et glimt tilbage i mine tanker, og jeg forstod, at profetien nu gik i opfyldelse. Jeg fik en følelse af, at fødslen af en betydningsfuld Guddommelig mission var under opsejling. Dette var miraklet vedrørende hospitalets tilblivelse: At samle eksperter inden for forskellige områder der i hovedtrækkene skulle udarbejde et koncept for et hospital, hvor alt skal være fuldstændig gratis; der skulle udstyres med det nyeste udstyr, og hvor der skulle ansættes højt kvalificerede medarbejdere til gavn for de fattige.”

Dr. A.N. Safaya sammen med Bhagavan

10.19. Planerne blev færdiggjort og godkendt af Swami. Dette skete først i slutningen af april 1991, da Han var i Kodaikanal med Sin udvalgte gruppe af studerende, lærere og nogle få ældre. Den projekterede facadetegning viste en monumental bygning, der lignede en blanding af et tempel og et palads. Bygningens grundplan lignede to kæmpestore arme, der tilbyder trøst og opmuntring til alle dem, der kommer ind i deres fold.

10.20. Selv efter at planerne var færdige, var der endnu et problem. De detaljerede tegninger skulle overføres fra arkitektens kontor i London til entreprenøren og bygningshåndværkerne, og der opstod problemer i koordineringen mellem de europæiske byggedesignere, der ikke havde en fuld forståelse af situationens presserende karakter, og de indiske bygnings- håndværkere, der havde travlt med at komme i gang med opførelsen, så arbejdet kunne blive færdigt til tiden. Swami greb Selv ind for at løse problemet. Han indkaldte alle de implicerede parter til et frokostmøde, tog hele bundtet af tegninger, som Critchlow havde færdiggjort, og roste ham og hans medarbejdere for at have udarbejdet disse fortræffelige arkitektoniske tegninger. Herefter overrakte Han tegningerne til Sri A. Ramakrishna, chefen for Engineering Construction Company, og fortalte ham: ”Nu har du alle tegningerne. Jeg ønsker, at du gør alt,

179 hvad der er nødvendigt for at færdiggøre konstruktionen af bygningen og tilvejebringe alle faciliteter, så hospitalet kan blive indviet i forbindelse med Min næste fødselsdag!”

10.21. Ramakrishna følte, at det var en svær opgave at færdiggøre bygningen på så kort tid. Det gjaldt hans firmas navn og ry. Tøvende sagde han: ”Swami! Vi vil gøre vores bedste.” ”Lad være med at sige: ”Jeg vil prøve”, sig i stedet: ”Jeg vil gøre det!””, sagde Swami eftertrykkeligt og tilføjede: ”Jeg er sikker på, at du vil færdiggøre projektet til tiden.”

10.22. Disse ord gjorde det tydeligt for Ramakrishna, at den Guddommelige hjælp ville være tilgængelig og sikre, at projektet ville blive færdigt til tiden, og at han blot skulle spille sin rolle ved at gøre sit bedste for, at dette kunne ske.

Sri A. Ramakrishna sammen med Bhagavan Belønning for et dedikeret arbejde under opførelsen af hospitalet

10.23. Omkring på samme tidspunkt var jeg det heldige vidne til en tilsvarende forsikring, som Swami gav oberst Joga Rao, et medlem af Sathya Sai Central Trust, der stod som leder af opførelsen af Super Speciality Hospitalet. Episoden fandt sted i Kodaikanal. Jeg delte værelse med Joga Rao i Sai Sruti i Kodaikanal denne sommer i 1991. Hans tanker var hele tiden optaget af dette kolossale projekt. En nat, da jeg vågnede klokken 02.00, så jeg Joga Rao sidde på sin seng. Hans øjne og pande hvilede i hans håndflader, og albuerne støttede på knæene. Jeg spurgte ham: ”Hr! Du synes at have hovedpine. Kan jeg hjælpe på nogen måde?” Han løftede sit hoved og sagde: ”Ja, jeg har faktisk hovedpine, men du kan ikke gøre noget ved den. Det er en anderledes form for hovedpine.” Han så lidende på mig og fortsatte: ”Jeg er bekymret for Super Speciality Hospitalet. Der er ikke lang tid tilbage, og vi har heller ikke tilstrækkelige midler til at færdiggøre projektet. Selv efter det står færdigt, hvor får vi så penge fra til at drive et gratis hospital i denne størrelse i årene fremover?” Der fandtes ikke noget, jeg kunne gøre for at hjælpe ham af med hovedpinen. Efter et stykke tid lagde Joga Rao sig ned, og jeg fulgte hans eksempel. Jeg var overvældet over hans ædle bekymring for projektet og hans loyalitet og hengivenhed over for Bhagavan. Jeg sov ikke mere den nat. Jeg er sikker på, at det samme var tilfældet med Joga Rao.

10.24. Den følgende morgen, da vi spiste morgenmad, spurgte Swami Joga Rao: ”Du fik ikke en god søvn i nat. Har Jeg ret?” ”Ja, Swami! Du kender årsagen!”, svarede Joga Rao. ”Det var Mig, der lovede, at Super Speciality Hospitalet ville åbne i november. Hvorfor bekymrer du dig om det? Vores land, Bharatha, er fortjenstfuldhedens land, yogaens land og opofrelsens land. I dette hellige land gælder, at hvis nogen påbegynder en hvilken som helst opgave med et rent og uselvisk motiv, vil alt, hvad der kræves for dens opfyldelse, komme spontant. Der vil ikke opstå mangel på midler til vores Super Speciality Hospital. Hvil dig i sikker forvisning om dette!”, erklærede Bhagavan. Hvilken stor hyldest til landet Bharatha fra Avataren!

180 Sakhya Bhakti – oberst Joga Rao ”Joga Rao! Du fik ikke en god søvn i nat.” sammen med Bhagavan

10.25. Oberst Joga Rao og Sri Ramakrishna fortsatte deres opgave med den fornyede energi, som de havde fået af den Guddommelige forsikring. Ramakrishna’s første job var at fremskaffe arkitektens detaljerede tegninger og organisere arbejdet så hurtigt som muligt. Først derefter kunne selve opførelsen påbegyndes. Han fik hjælp at Thomas Rajan, en arkitekt med speciel erfaring i at designe hospitaler og operationsstuer. Detaljerede planer skulle udarbejdes, så de passede ind i den smukke arkitektur, som Keith Critchlow havde skabt. Før de påbegyndte arbejdet, tog Ramakrishna Thomas Rajan med til Prasanthi Nilayam. Mens Han talte med dem, materialiserede Bhagavan en ring med sanskrit-symbolet ’OM’ og gav den til Thomas Rajan, der blev glædeligt overrasket. Men han tøvede med at sætte den på sin finger. Så Swami tog ringen tilbage og pustede på den, og OM-tegnet forandrede sig til et kors. Da han var kristen, var det en glæde for ham at sætte den på sin finger. Hans efterfølgende samtale med Swami inspirerede Thomas Rajan til at begynde at arbejde med hospitalets arkitektur og design med en følelse af, at han deltog i en Guddommelig mission. De krævede tegninger lå parat i løbet af en uge.

10.26. På byggepladsen begyndte den hektiske aktivitet i maj 1991. Der var præcis seks måneder tilbage til at færdiggøre projektet. Næsten 2.000 mænd og kvinder arbejdede på skift døgnet rundt. Brigadegeneral S.K. Bose var den ledende ingeniør for opførelsen af bygningen. Han arbejdede på vegne af Sathya Sai Central Trust, og Sri U.N. Lobbey var projektmanager udpeget af Larsen and Toubro Ltd. Der var et helt specielt aspekt af aktiviteten på byggepladsen, som man kunne finde i enhver, der arbejdede der, og det fra den højeste til den laveste. Alle havde den samme motivation for at arbejde her – at udføre Guds arbejde og hjælpe de fattigste af de fattige ved at stille de mest moderne sundhedsfaciliteter til rådighed for alle helt gratis. Denne motivation, som syntes at gennemtrænge hele atmosfæren, fyldte stedet med en spontan munterhed og begejstring. De der besøgte byggepladsen, følte, at det var en Guddommelig Kraft, der arbejdede her og ikke almindelige mennesker; man oplevede faktisk, at folk var kanaler for denne kraft. Bhagavan Baba besøgte næsten dagligt byggepladsen og inspirerede til en overmenneskelig indsats, der er uden sidestykke i menneskets historie. Ved slutningen af hver dag kunne man se et synligt fremskridt og en synlig udvikling vedrørende opførelsen af bygningen, der var en omfattende konstruktion, hvis fundament dækkede et område på 13.745 kvadratmeter og havde et etageareal på 26.730 kvadratmeter.

10.27. I den første fase skulle afdelingerne for hjerte og cardio-thoracis operationer etableres. (Cardio-thoracis er operationer inde i brystet). Afdelingerne for urology (urinsvejssygdomme) og nephrology (nyresygdomme) skulle starte op senere. En større international bestræbelse blev sat i gang for at finde leverandører til og få installeret det mest moderne udstyr, som

181 blandt andet omfattede diverse laboratorier, EKG-apparater, hjerte/lunge maskiner, udstyr til manuel opretholdelse af hjernefunktionen hos patienter med afbrudt blodcirkulation, udstyr til at holde øje med patienternes tilstand, røntgenudstyr og meget mere. Processen med at ansætte og træne højt kvalificeret personale til hospitalet blev påbegyndt. Alt skulle foregå inden for en meget stram deadline. Et tosidet samarbejde mellem Sri Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences (Super Speciality Hospitalets officielle navn) og Indiens regering gjorde det muligt, at et fremragende hold af læger ledet af dr. P. Venugopal fra All India Institute of Medical Sciences, Delhi, kom og arbejdede på hospitalet i perioder i det indledende stadie. De sørgede også for, at personalet på det nye hospital blev trænet i forskellige færdigheder. Denne træning blev gennemført i Delhi. Swami håndplukkede Selv et hold af tidligere studerende fra det deemed universitet og sendte dem til Delhi og andre steder, hvor eksperter trænede dem inden for specialiserede områder. Disse tidligere studerende kom senere til at udgøre en dedikeret grundstamme blandt hospitalets personale.

10.28. Det blev november. Aktiviteten på hospitalets byggeplads nåede et meget hektisk niveau. Hvad der for få måneder siden havde set umuligt ud, var nu i færd med at blive en realitet. Alle var bevidste om, at der var en indblanding fra Bhagavan’s Guddommelige usynlige hånd i alt det arbejde, der foregik – stort som småt. Alle som én arbejdede de med én forpligtelse for øje: At opretholde og ære det løfte, som Avataren havde afgivet til verden. Det var en ophøjet historie om ’bedende hjerter og tjenende hænder’. Lad os få nogle få glimt af denne saga direkte fra personer, der var tæt involveret i den.

10.29. Her er dr. A.N. Safaya’s oplevelser fortalt af ham selv:

10.30. ”Målet vi arbejdede hen imod med hensyn til tid og dato, var klokken 09.00 den 22. november 1991. Her skulle hospitalets operationsfløj for cardiology og cardiac (hjerteafdelinger) stå færdig. Den 18. blev der arbejdet døgnet rundt. Træt og modløs vendte jeg tilbage til mit værelse i Prasanthi Nilayam omkring midnat og faldt om på min seng. Jeg forholdt mig tavs over for min kone, og jeg ænsede ikke noget af det, hun fortalte mig. Pludselig begyndte tårer at trille ned ad mine kinder, og jeg hulkede stille. Sådan noget havde jeg aldrig været udsat for før. Faktisk var jeg ikke selv klar over dette sammenbrud, før min kone rystede mig tilbage til virkeligheden. Jeg sagde følgende til hende: ”Jeg har svigtet min Mester, min Swami. Der er kun tre dage tilbage. Vi vil ikke være i stand til at åbne hospitalet, så vi kan begynde at operere den 22., som Han har erklæret. Vi har ikke været i stand til at overholde den tidsplan, der blev lagt for arbejdet. Vi har endnu ikke den sterile operationsstue, intensivafdelingen og laboratorierne klar. Blodbanken er endnu ikke driftsklar. Vi burde have mindst 30 portioner blod parat, der er grupperet og testet. Der er intet at gøre nu, og jeg har svigtet Ham. Lad os pakke sammen og skynde os hjem til Delhi.””

10.31. ”Min kone drillede mig, fordi jeg opførte mig som et barn, og hun tilskyndede mig til at have fuldstændig tillid til Swami, bede og tage tilbage til hospitalet efter et kort hvil. Hun mindede mig om, at det var Bhagavan’s arbejde. Hun sagde: ”Ingen hindring kan forhindre Den Guddommelige Vilje i at gå i opfyldelse!” Da jeg kom tilbage til hospitalet tidligt næste morgen, havde tingene fuldstændig forandret sig. Alle de forskellige arbejdsområder fulgte nu de fastsatte tidsplaner, og de første medicinske prøver var allerede blevet sendt til bakteriologisk undersøgelse! Processen med at sterilisere operationsstuen og andre områder, der normalt tager en uge, var blevet færdiggjort på 36 timer, og bakterietallet var kommet ned under de tilladte grænseværdier! Et mirakel var sket i løbet af denne nats seks timer. Det var i sandhed et ’lægeligt under’, da kirurgens kniv berørte huden på den første patient præcis klokken 09.00 som annonceret af Bhagavan for et år siden!”

182 Hospitalet under opførelsen

10.32. Sri V. Srinivasan, der var medlem af Central Trust, havde fået betroet opgaven med at sørge for transporten af 18 containere fyldt med meget vigtige og avancerede maskiner og diverse udstyr, der var ankommet til Chennai fra Holland til brug i laboratorierne og operationsstuerne. Transporten fra Holland til Chennai havde været forsikret. Eftersom indholdet i containerne var meget skrøbeligt, blev de rådet til at forsikre det mod skader under transporten med lastbiler fra Chennai til Prasanthi Nilayam, da vejene der forbinder byerne, ikke er særlig gode. Men forsikringen ville koste Trusten omkring 1.500.000 rupees. Da

183 Srinivasan henvendte sig til Swami for at få Hans råd angående forsikringen, svarede Han: ”Hvorfor forsikre når livet selv ikke er sikkert!” Således gik det til, at udstyr til en værdi af omkring 90.000.000 rupees blev transporteret på lastvogne fra Chennai til Puttaparthi uden at være dækket af nogen forsikring. Selvfølgelig var de dækket af den mest kraftfulde forsikring, Den Guddommelige Nåde!

10.33. Tre hollandske ingeniører fra leverandørens firma ankom til hospitalet den 15. november for at installere maskinerne og udstyret. Kategorisk erklærede de: ”Det er umuligt at gøre hospitalet klar til brug til den 22.. Det er vores erfaring med udviklingslande, at det ene eller det andet udstyr vil nå frem i beskadiget tilstand, og nu er der ikke tid til at få dem erstattet fra Holland, selv hvis de ellers er til at få.” Det var en fortvivlende erklæring fra dem, der på det tidspunkt havde overtaget styringen. De kæmpestore containere blev sat på plads på bygningens første sal af kraner, der løftede dem ind gennem vinduerne. Da de emballerede varer en efter en blev pakket ud, blev de hollandske ingeniører overrasket over at opdage, at ikke en eneste maskine eller et eneste stykke udstyr var blevet beskadiget. De udbrød: ”Det er første gang, vi oplever noget sådant!” Deres måde at hilse på ændrede sig fra dette øjeblik fra ’god morgen’ til ’Sai Ram’. Da de endelig havde afsluttet arbejdet med at installere de forskellige apparater og tændte dem for at teste dem, var der ikke én maskine, der undlod at fungere øjeblikkelig. Hollænderne følte, at en overnaturlig kraft var på spil på hospitalet.

10.34. Den næste oplevelse i denne sammenhæng er Sri Rajeev Mahajan’s oplevelse. Han er fra Delhi, og han er en nær kollega til dr. Venugopal. Det var Mahajan, der organiserede transporten af mænd og materiel fra Delhi til Puttaparthi. Lad os vende os mod ham og høre om hans oplevelser:

En ’kærligheds-gave’ til dr. Venugopal Sri Rajeev Mahajan søger Guddommelig vejledning

10.35. ”Den 16. november fløj jeg fra Delhi til Bangalore. Med mig havde jeg nogle kirurgiske lamper, som man havde presserende behov for til operationsstuen. Da flyet nåede lufthavnen i Bangalore sent om aftenen, blev landingen meget vanskelig på grund af kraftig regn. Piloten forsøgte at lande to eller tre gange for til sidst at give op. Det blev meddelt, at flyet nu var på vej til Chennai, og at der ville blive sørget for transport og indkvartering af alle passagerer. Jeg følte mig elendig til mode, da det nu ville tage mindst endnu en dag, før de kirurgiske lamper ville nå frem til hospitalet, hvor folk ivrigt ventede på, at de skulle komme, hvert øjeblik det skulle være. Jeg bad til Swami om hjælp med at udføre Hans arbejde. Flyet landede i Chennai.

184 Jeg steg ud og stod og ventede på, at min pakke skulle dukke op på transportbåndet. Så hørte jeg en meddelelse om, at vejret over Bangalore var klaret op, og at flyet ville lette og flyve til Bangalore i løbet af kort tid. Swami var kommet mig til undsætning og havde gjort det muligt for mig at nå ud til hospitalet med lamperne den samme dag!”

10.36. ”Den 10. havde jeg fra Delhi fået afsendt to lastbiler fulde af hospitalsartikler og sterilt udstyr, der skulle anvendes til de første 100 operationer på hospitalet. Transportfirmaet havde lovet mig, at de to lastbiler ville nå frem senest den 16.. Da jeg kom ud til hospitalet den 17. om morgenen, fik jeg til min fortvivlelse at vide, at lastbilerne ikke var ankommet. Dengang var der ingen mobiltelefoner, og i Puttaparthi var der kun tre telefonbokse, hvorfra man kunne ringe til fastnettelefoner. Yderligere var det vanskeligt at få forbindelse hurtigt. Jeg ønskede at kontakte transportfirmaet i Delhi. Efter lang ventetid fik jeg at vide, at de heller ikke vidste, hvad der var sket med lastbilerne. Dagene gik, og vi så ikke noget til lastbilerne. Det blev den 21.. Den første operation skulle foretages den næste dag. Vi traf forberedelser til, at det nødvendige udstyr og de nødvendige artikler til de første tre eller fire operationer blev fløjet hertil fra Delhi. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Efter jeg havde ventet på hospitalet og stået og set efter lastbilerne, indtil det blev eftermiddag, gik jeg modløs tilbage til parkeringspladsen, der lå 200 m væk. Jeg ville køre tilbage til templet. I mit hjerte var der en inderlig bøn om, at Swami måtte gribe ind. En bil kørte forbi mig, og jeg så end ikke op for at se, hvem det var. Da bilen med hvinende bremser standsede lidt foran mig, så jeg op. Det var Swami’s bil! Jeg løb hen til bilen og så, at Han smilede til mig med Sin højre hånd løftet til hilsen. Herefter rullede Han vinduet ned og rakte mig to små pakker, der indeholdt søde sager. Da bilen kørte derfra, tænkte jeg, at jeg burde vende tilbage til hospitalet, da jeg allerede havde fået Hans darshan. Da jeg nåede hen på hospitalet, så jeg dr. Venogopal stå med et strålende smil. Idet han fik øje på mig, råbte han glad: ”Lastbilerne er endelig kommet!” Indtil i dag har jeg beholdt de to pakker med søde sager, som jeg fik af Swami den dag for 16 år siden!”

10.37. For at viderebringe disse oplevelser af Guddommelig Nåde, der blev skænket til disse værdige modtagere, giver dr. Venugopal her udtryk for sin store glæde over at have deltaget i dette unikke eventyr og over at havde udført den første hjerteoperation på hospitalet:

10.38. ”Det var i april 1991, at Den Guddommelige Arkitekt i Brindavan afslørede Sine planer om at opføre et nyt Super Speciality Hospital i Prasanthi Nilayam. Han fortalte om Sin vision for bygningsværket, hvad Han ønskede at udrette med det, og hvordan Han planlagde, at det skulle ske. Han afslørede Sit integrerede koncept med at skaffe uddannelse, sundhed og vand til alle. Hvert af disse tre områder har Han taget fat på med enestående succes. Den mageløse humanitære mission som Han planlagde at gå i gang med, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.”

10.39. ”Han bad mig komme tilbage kort efter og fortalte mig, at Han ønskede, at jeg skulle lede afdelingen for hjertekirurgi. Hensynsfuld som altid bad Han mig om detaljeret at forklare, hvad jeg havde behov for for at kunne virkeliggøre Hans vision, og Han sagde, at jeg ville få det, jeg ønskede. Vi havde mange drøftelser om dette projekt med større grupper, og den samstemmende mening var, at et projekt af denne størrelse og beskaffenhed ikke kunne gennemføres på syv måneder. Men jeg var af en anden opfattelse; jeg følte det anderledes. Indtil i dag ved jeg ikke hvorfor, og jeg fortalte Swami, at vi kunne gøre det, hvis vi havde Hans velsignelse. Herefter gik et team af læger fra All India Institute of Medical Sciences, Delhi, inklusiv dets lægefaglige direktør, dr, A.N. Safaya, Sri Rajiv Mahajan, der fungerede som vores centrale organisator, oberst Joga Rao og jeg i gang med at planlægge og begynde at kortlægge alle aspekter i det at få et 216-senges multispecialiseret og hypermoderne hospital i drift i løber af syv måneder.”

185 10.40. ”I juli dette år begyndte tingene faktisk at tage form. Skønt vi løb ind i megen modgang og mange ’vejspærringer’, så stod Swami for enden af alle vejene, og Han gjorde det umulige muligt. Jeg henvendte mig til Ham vedrørende næsten ethvert anliggende, stort som småt, og Han lyttede tålmodigt og tog Sig af alt. Hans engagement var forbløffende. Han dykkede ned i selv den mindste detalje af hvert eneste aspekt – fra de lægelige procedurer vedrørende brug af udstyr til principper og retningslinjer for træning af personalet. Swami var lægen, jordemoderen og moderen – alle i én og samme person – når det drejede sig om at forløse Sin kostbare baby, hospitalet.”

10.41. ”Fortalte jeg dig om ’vejspærringerne’? Nej, de var mere som bjerge, der skulle fjernes. Knap en uge før indvielsen kom der en voldsom styrtregn. Forsyninger blev blokeret og kunne ikke komme frem til os. På et sted som Puttaparthi i 1991 var det vanskeligt at finde et apotek og endnu vanskeligere at finde avancerede medicinalvarer til brug på en operationsstue. Men til sidst ordnede alt sig, men ganske bestemt og udelukkende på grund af en Guddommelig indgriben. Hospitalet har ikke set sig tilbage siden. Vi udførte mere end 1.000 operationer det første år. Og lige siden har vi holdt dette niveau. Vi har også afholdt tre internationale konferencer med deltagelse af cremen af den globale lægeverden.”

10.42. ”Der findes varige minder, som jeg aldrig vil glemme. Den blide stemme der siger: ”Det vil ske. Gør blot, hvad du skal gøre”; den lille orange skikkelse der ventede som en moder, når jeg kom farende ind efter at have været med et fly og kærligt spurgte, om jeg havde spist; den offentlige anerkendelse og påskønnelse Han gav hele holdet lige efter indvielsen; det faste svar Han gav på et forslag om at bygge et kapel: ”Når man kommer med tro og tillid for at blive behandlet her, så dør man ikke. Hvorfor skulle vi have brug for et kapel?”…. Vi var kun redskaber, der skulle gennemføre Hans Guddommelige vision. Det lykkedes ikke på grund af os, men på trods af os lutter dødelige med al vor tvivl og alle vores ufuldkommenheder! Og hvad der står tilbage i dets kølvand, er et hav af kærlighed, som jeg personligt sætter stor pris på, og et hav af medfølelse som menneskeheden knap nok kan forstå.”

10.43. Da morgenen den 22. november 1991 gryede, var Sri Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences i Prasanthi Nilayam klar til indvielse. Det må have været en nærmest berusende oplevelse for Sri P.V. Narasimha Rao, der på det tidspunkt var Indiens premiereminister, at få et overblik over det storslåede hospital fra luften fra hans helikopter, før han landede i Sathya Sai lufthavnen denne smukke og solfyldte morgen for at indvie hospitalet og deltage i Sri Sathya Sai Institute of Higher Learnings 10. dimittendreception.

10.44. Af sikkerhedshensyn havde det været nødvendigt at begrænse antallet af invitationer til indvielsesceremonien på hospitalet. Nogle få hundrede kvinder og mænd havde samlet sig på den spredte og flimrende græsplæne foran hospitalet. Bhagavan ankom til hospitalet klokken 08.30, gav darshan til de inviterede og så en sidste gang efter, om alt vedrørende indvielsesceremonien var, som det skulle være. To orkestre begyndte at spille rask march- melodier klokken 09.00. 300 studerende iført skinnende orange dhoti’er og hvidt klæde svøbt om overkroppen begyndte at chante vediske hymner, da premiereministeren ankom til hospitalet. Denne fornemme person var synlig berørt, da han gik hen mod Bhagavan med håndfladerne presset mod hinanden for at hilse ærbødigt på Ham.

10.45. Swami og premiereministeren gik hen ad den røde løber, der førte dem til den massive og fortræffeligt udskårne dør ved indgangen til bygningens centralt placerede sal. Premiereministeren klippede snoren over og gik ind i den prægtige sekskantede sal med den mangefarvede kuppel. Her stod læger og andre personer, der havde haft en vigtig rolle i arbejdet med at opføre og klargøre hospitalet, og ventede på at modtage ham. Bhagavan

186 præsenterede dem for premiereministeren. Bortset fra bygningens meget smukke udvendige arkitektur med dens mange kupler og buede vinduer blev den fornemme gæst betaget af den helt ekstraordinære hellige atmosfære i salen. Her så han den store statue af Ganesha, der ser hen mod indgangen, og som på hver side har statuer af henholdsvis Krishna og Nataraja. Som et juletræ i krystalglas hænger den eventyrlige lysekrone fra Italien over salens centrum. Det var i sandhed et storslået ’helbredelses-tempel’ viet til behandlingen af fysiske og åndelige sygdomme. Bhagavan og premiereministeren gik herefter hen til bygningens østlige fløj, hvor hjerteafdelingen er placeret. Denne morgen blev der udført fire hjerteoperationer.

Bhagavan Baba og Sri P.V. Narasimha Rao under indvielsen af hospitalet

10.46. Således varslede Avataren et prægtigt kapitel, skrevet af Ham Selv, i historien om sundhedspleje i verden. Idet Han den næste morgen talte til en enorm folkeskare på Vidyagiri- stadion i anledning af Sin 66-års fødselsdag, tegnede Bhagavan konturerne af Sin humanitære og sundhedspleje mission:

10.47. ”Regeringen bestræber sig på at skaffe landsbyerne forskellige faciliteter. Men en ting er at proklamere ens hensigter, noget helt andet er at opfylde dem. At tale er let; at handle er vanskeligt. Hverken myndighederne eller lederne synes at bekymre sig om landsbyboernes forfatning. Befolkningerne i landsbyerne er også sløve og apatiske. Bharatha mangler ikke ressourcer. I enhver henseende er det udstyret med det nødvendige. Hvis det ikke havde været tilfældet, så ville det ikke have tiltrukket så mange udenlandske invasionsstyrker. I dag betragter Bharatiya’er selv deres land som værende fattigt, og de nedvurderer dets status. Det udgør i sig selv ikke nogen stor fare. En større fare er udviklingen af kynisme. Det er først, når pessimismen i befolkningen bliver forvandlet til en stærk optimisme, at landet vil opleve fremgang. I dag bliver forholdene ringere og ringere, og denne tendens skal vendes, så forholdene i stedet bliver bedre og bedre. Materiel velstand, der er flygtig, er ikke vigtig. Sand og varig rigdom ligger i gode egenskaber og god moral. Det er denne form for rigdom, som I bør tilegne jer.”

10.48. ”Det er med henblik på at sætte et godt eksempel over for myndighederne, samfundet og alle mennesker, at Swami påtager Sig at gennemføre forskellige projekter, store som små, inden for forskellige virkefelter. Denne lille landsby, Puttaparthi, har en befolkning på knap 800. At forestille sig et universitet i sådan en landsby var en fantastisk drøm. Et andet forbløffende fænomen er opførelsen af en flyveplads i nærheden af sådan en landsby, hvor der end ikke er nogen flyvepladser tæt ved distriktets hovedkvarterer. Puttaparthi er blevet midtpunktet; verdens øjne er rettet mod den. Frem for alt bør I undersøge, hvorfor et yderst avanceret og meget moderne hospital, der burde være placeret i en højt udviklet storby, er blevet etableret i disse landlige omgivelser. Med deres rigelige ressourcer kan de rige tage hvor som helst hen for at få lægehjælp. Men den fattige landbefolkning kan ikke tage langt væk fra deres landsby for at modtage lægebehandling. Det er for disse fattige menneskers

187 skyld, at dette hospital er blevet bygget. Jeg har bedt vores læger om at undersøge hjertesygdomme hos de omkringboende landsbyboere. I dag kan Jeg komme med følgende gunstige bekendtgørelse: Blot 15 minutter efter vores premiereminister havde indviet hospitalet, påbegyndte man den første operation på hospitalet. I løbet af tre timer gennemførte man fire operationer. Den ene var et meget kompliceret tilfælde. Alle operationer forløb succesfuldt, og alle patienter har det godt.”

10.49. ”I bør vide, hvordan dette hospital blev bygget. Larsen and Toubro Company er kendt for dets omfattende konstruktioner i Indien og i udlandet. Men ingen andre steder har arbejderne udfoldet en sådan entusiasme og ildhu, som de gjorde under opførelsen af dette hospital. Selv den mindste arbejder udførte 10 personers arbejde, og han gjorde det med godt humør og glæde. De arbejdede med stor hengivenhed. Arbejdet med opførelsen af hospitalet begyndte i maj måned, efter Jeg var kommet hjem fra Kodaikanal. I løbet af seks måneder, fra maj til november, er et arbejde, der normalt ville have taget fem år, blevet færdiggjort. Det er et gigantisk projekt. Det er bestemt til at gavne folk i 1.000 år.”

10.50. ”Dette hospital er blevet bygget for at tilvejebringe hjælp og lindring til landsbyboere, der lider af forskellige sygdomme. Der vil imidlertid ikke blive skelnet mellem landsbyer og større byer. Sygdomme rammer ikke kun landsbyboere; de skelner ikke mellem dette eller hint sted. På samme måde vil der ikke blive skelnet, når det drejer sig om at yde hjælp og lindring.”

10.51. ”For at kunne udrette noget som helst i verden er en sund krop absolut nødvendig. Kroppen er den vigtigste nødvendighed, når man stræber efter at leve retskaffent, og den skal derfor være sund og rask. Selv når det drejer sig om at realisere livets fire mål: ’Rigtig handling’ (dharma), rigdom (læs: Den højeste visdom), begær (efter befrielse) og befrielse, er et godt helbred afgørende. Med tanke på et godt helbreds grundlæggende betydning inden for alle områder har Swami påbegyndt disse lægelige institutioner.”

Den storslåede og pragtfulde centrale hall Den pragtfulde lysekrone

188 Kapitel 11

Læge, helbred dig selv

11.1. Lægernes bøn, der er forfattet af dr. Kundanika Kapadia, definerer den rette indstilling, som enhver praktiserende læge skal have i sit virke. Bønnen lyder således:

11.2. ’Det er i sandhed en tragisk omstændighed, min Herre, at mit levebrød skal være afhængigt af andres sygdom. Men det en samtidig min gode skæbne, at Du har givet mig denne fortræffelige mulighed for at lindre deres lidelser og således bøde for de selviske interesser, jeg måtte have. Du har lagt dette store ansvar på mine skuldre. Giv mig styrken, Min Gud, der gør mig i stand til at udføre denne opgave i fuld alvor’.

11.3. ’Sørg for, at jeg ikke behandler min patient som en genstand, jeg kan afprøve mine evner på; sørg for, at jeg ikke betragter ham som et forsøgsdyr, som jeg kan udføre undersøgelser på. Jeg ønsker heller ikke at betragte ham som en kilde til indtjening. Lad intet andet end ønsket om at helbrede være min eneste motivation. Og mens jeg gør det, så lad hverken hans rigdom eller fattigdom påvirke mine beslutninger’.

11.4. ’Velsign mig med en sådan medfølelse, tålmodighed og stort hjerte, at jeg bliver i stand til at lytte opmærksomt, når han fortæller om sine lidelser. Velsign mig, så jeg altid husker på hans følelsesmæssige såvel som hans fysiske lidelser, men aldrig glemmer at udover en korrekt vurdering og behørig medicinering har han også hårdt brug for nogle venlige ord, der beroliger og giver håb. Giv mig evnen til at forstå og indse hans slægt og venners naturlige bekymring tillige med deres økonomiske vanskeligheder’.

11.5. ’Mit erhverv er et godgørende erhverv, og vi er nødt til at begive os ud på en glat og farefuld vej. Lad mig, min Gud, tilegne mig en sådan stabilitet i sindet og en sådan sindsligevægt, at jeg altid er på vagt over for faldgruber og overtalelsesmidler, så jeg, når jeg står over for den vanskelige opgave at skulle træffe alvorlige beslutninger, evner at skabe en balance mellem mit professionelle ansvar, min rolle som menneske med redelige hensigter og det at være en pålidelig ven af patientens familie’.

11.6. ’Og lad mig alligevel hele tiden have en fast og urokkelig tro på Dig, og lad mig aldrig glemme, at det i den sidste ende er Dig, der er den storslåede helbreder og trivselen og velværens ophav, og at jeg blot er et medium, gennem hvilket Din godgørenhed strømmer’.

11.7. Således er hengivenhed over for Gud, medfølelse med medmenneskene og et højt moralsk ansvar de grundlæggende kvaliteter i en ægte læges eller kirurgs personlighed.

11.8. ”På et tidspunkt hvor normerne for adfærd og opførsel er fordærvet i det menneskelige samfund, er Jeg kommet for at korrigere og lede menneskeheden hen på den rette vej”, erklærede Bhagavan Baba, da Han proklamerede Sin mission over for verden. Det kan ikke undre, at det medicinske område, hvor målene og metoderne i dag er fordærvet på grund af en invasion af økonomiske interesser, er blevet udvalgt af Ham som værende et vigtigt reformområde. På et tidspunkt hvor kunsten at helbrede slet og ret er blevet et redskab til at tjene lægernes og deres lederes grådighed, fremstår Baba’s sundhedsmission, der er inspireret af Hans medfølelse, som et fyrtårn, der minder alle læger om deres professions ædelhed og storhed. Hans sundhedsmission omfatter, bortset fra hospitalerne Han har grundlagt i Prasanthi Nilayam og Whitefield, hundredvis af hospitaler og klinikker, der er dukket op over hele verden i Hans navn, samt midlertidige lægecentre der bliver oprettet af forskellige organisationer i Hans organisationers regi. Antallet af læger der har samlet sig omkring Ham, tiltrukket af Hans kærlighed, visdom og styrke for at tage del i Hans sundhedsmission, løber op

189 i mange tusinder rundt omkring i verden. Den Guddommelige Læges liv og lære har givet deres liv en ny retning og har transformeret deres lægefaglige praksis i retning af tilbedelse af Det Guddommelige i deres medmennesker. I dette kapitel finder vi historier, der skildrer, hvorledes Sai Avataren har påvirket nogle få af dem. Hver af disse historier er historien om mange hundrede af dem.

11.9. Bhagavan har altid valgt de bedste fagfolk til at tjene som ledere for alle de projekter, som Han har iværksat. De mennesker Han har udvalgt, er ikke blot blandt de bedste inden for deres fagområde, men er også blandt de bedste blandt alle mennesker. Dr. H. Shashidhar Bhat, almindeligvis kendt som dr. H.S. Bhat og hans hustru, dr. H. Prema Bhat, der ledede henholdsvis urology- og mikrobiologi-afdelingerne på Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam, er to sådanne eksempler på Hans perfekte valg. Parret har forfattet følgende bøn til deres Herre, en bøn der kan måle sig med ’Lægernes bøn’ med hensyn til skønhed og indhold:

Dr. H.S. Bhat og dr. Prema Bhat sammen med Baba

11.10. ’Kære Sai! Vi har personligt oplevet Din medfølelse i praksis, Din kærligheds påvirkning; Dine frembringelsers magi og den ro og stilhed der omgiver Din tilstedeværelse. Vi har set den kærlighed, der ligger bag Din forstilte vrede over vores mindre forseelser og den beroligende effekt af Din berøring. Vi har opdaget den frydefulde glæde, som Din hilsen afstedkommer, og den opstemthed som Dine taler indvarsler. Men alligevel, kære Sai, er Din vedholdenhed en Guddommelig gåde for os!’

11.11. ’Kære Bhagavan! Kast Dit lys over alle, så vi kan genspejle Din herlighed og gøre i det mindste ét lidende menneske lykkeligt hver dag som et udtryk for vores taknemmelighed over

190 for Dig, fordi Du har givet os mulighed for at blive uddannet i den ædle kunst at helbrede. Oh Guddommelige Læge! Giv os mod og styrke, både fysisk og mentalt, til at fortsætte med at udføre vores ganske lille tjeneste over for vores syge medmennesker til Din fulde tilfredshed gennem de ubegrænsede medicinske faciliteter, som Du har stillet til rådighed ganske gratis.”

11.12. ”Kære Herre! Hjælp os med at forholde os roligt til smerte, for den er uundgåelig; til tab, for dem kan man ikke slippe for; til døden, da den er ubønhørlig. Vor kære Sai Bhagavan! Led os yderligere hen ad vejen mod vort bestemmelsessted – Dine lotusfødder.”

”Kære Herre! Hjælp os med at forholde os roligt til smerte, for den er uundgåelig; til tab, for dem kan man ikke slippe for; til døden, da den er ubønhørlig.”

11.13. H.S. Bhat, vinder af mange prestigefyldte priser i sin professionelle karriere, havde som studerende modtaget 9 guldmedaljer for sine evner og dygtighed med hensyn til de akademiske studier. Han arbejdede på sit universitet, Christian Medical College, Vellore i Tamil Nadu, på fremragende vis i mere end tre årtier, før han trak sig tilbage som professor og leder af afdelingen for urologi i 1975. Under hans lange embedsperiode på dette college vejledte han

191 hundredvis af urologer og påvirkede på denne måde deres skæbne. Han var en del af det team, der stod for den første nyretransplantation i Indien i 1971. Da han var blevet uddannet og trænet af professorer, der var fremragende kirurger og i endnu højere grad fremragende mennesker, troede han fuldt og fast på William Osler’s beskrivelser af den lægelige profession: ”At praktisere lægevidenskaben er ikke et erhverv, men en kunst. Det er ikke en forretning, men et arbejde fuld af medfølelse. Og penge bør ikke være et frynsegode, der knytter sig til arbejdet.” Han udførte kirurgiske indgreb med overbevisningen: ”Jeg skærer, Gud helbreder”, som den berømte franske kirurg, Ambrose Pare, erklærede. Og Bhat tilføjer: ”Det er min faste overbevisning, at medmindre kirurgens valgte Gud fører hænderne, der holder kniven, vil resultaterne være tvivlsomme.” Hans liv som læge opnåede virkeliggørelse og blev fuldbyrdet, da Bhagavan valgte ham til at oprette afdelingen for urologi på Sri Sathya Sai Institute of Higher Sciences i Prasanthi Nilayam i 1990, tolv år efter hans første møde med Baba. Hans hustrus bøn om at få mulighed for at tjene i den Guddommelige mission blev også besvaret, da hun blev bedt om at starte mikrobiologi-laboratoriet i dette helbredelsens tempel. Det skete, efter hun havde trukket sig tilbage som professor og leder af afdelingen for mikrobiologi på St. John’s Medical College, Bangalore.

11.14. Både dr. H.S. Bhat og hans hustru var vidne til, og engang imellem de heldige modtagere af, mange forbløffende manifestationer af Den Guddommelige Læges, altså Bhagavan Baba’s, helbredende og genoplivende evner. Lad os lytte til nogle af H.S. Bhat’s oplevelser fortalt af ham selv:

11.15. ”Engang var jeg nødt til at operere en ældre kvinde ved navn Rukminiamma, en mangeårig hengiven af Swami, på Sathya Sai General Hospital i Whitefield. Det var en større operation, der involverede urinblæren. Bhagavan, der kom ind på operationsstuen sammen med patienten, stod ved min albue og overvågede hele operationen! Aldrig har jeg følt mig så nervøs, mens jeg opererede. Faktisk rystede mine hænder. Operationen blev en succes, og Baba vendte tilbage til Brindavan. Men det der fulgte efter operationen, var fascinerende. Kvinden vågnede ikke op fra bedøvelsen på trods af narkoselægen professor Ramachandran’s febrilske bestræbelser på at bringe hende til bevidsthed. Han arbejdede på det i over fire timer! Bhagavan blev holdt orienteret hver halve time, og det eneste råd vi modtog fra Ham, var: ”I skal ikke være bekymrede.” Han kom tilbage til hospitalet klokken 19.30 og gik lige ind på operationsstuen. Han gav den bevidstløse kvinde nogle dask på kinderne og råbte: ”Rukminiamma! Hold op med det pjat!” Kvinden åbnede øjeblikkelig sine øjne og hilste Bhagavan med håndfladerne presset mod hinanden! Senere fortalte Baba os om den bøn, Rudminiamma havde fremført over for Ham før operationen. Hun havde forsøgt at få Swami til at love hende en ting, nemlig at hun skulle få lov til at trække sig tilbage fra denne verden, da hun allerede var over 80 år! Hun ønskede ikke at overleve operationen og vågne op af bedøvelsen! Men som svar på hendes bøn havde Swami fortalt hende, at Han ville tage den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Patienten blev udskrevet fra hospitalet efter nogle få dage. To år senere hørte Han hendes bøn, og hun tog fredfyldt afsked med verden!”

11.16. ”I oktober 1978 vendte min hustru, Prema, tilbage fra Delhi, hvor hun havde deltaget i et møde afholdt af Indian Council and Medical Research. Hun havde høj feber. Skønt alle prøver viste sig at være negative, faldt feberen ikke de næste mange dage. Det lave antal hvide blodlegemer tydede på en virusinfektion. Hun begyndte at få stikkende fornemmelser i fødderne, og disse stikkende fornemmelser bevægede sig hurtigt opad, lammede begge ben og nåede snart til den nederste del af underkroppen. Hendes læge og hendes neurolog syntes at være fuldstændig hjælpeløse. Baba var heldigvis i Whitefield, og jeg skyndte mig hen til ham for at få Hans Guddommelige velsignelse. Han lyttede tålmodigt og materialiserede vibhuthi og en sølv-medaljon med Hans billede præget i sig til Prema. Han forsikrede mig: ”Du skal ikke bekymre dig. Giv hende denne prasad. Hun vil stå op og begynde at gå i løbet af tre dage, og inden for to måneder vil hun genoptage sine pligter.” Og det var præcis, hvad der skete. Hun kom på benene tre dage efter, hun begyndte at spise prasad’en, og i løbet af to måneder begyndte hun at udføre sine pligter! Hendes sygdom blev til sidst diagnosticeret som

192 ’Guillain Barre Syndromet’, en dødelig sygdom. Bhagavan’s vibhuthi viste sig at være fatal for dræber-sygdommen! Hans Guddommelige Kræfter er hinsides enhvers fatteevne.”

11.17. ”To år senere ledede Prema en national workshop for Indian Council of Medical Research på St. John’s Hospital i Bangalore. På workshoppens fjerde dag fik hun en voldsom hovedpine, og hun begyndte at tale usammenhængende. Hun blev indlagt på hospitalet, på The National Institute of Mental Health and Neurological Sciences. Diagnosen lød på, at hun led af en hjerneblødning. Undersøgelsen krævede angiography af blodkarrene i hjernen som forberedelse til en operation, når tiden var inde. (Man sprøjter en kontrastvæske ind i blodårerne og tager herefter et røntgenbillede). Angiography’en varede i seks timer! Under den angstfyldte periode besøgte jeg Brindavan for at få Bhagavan’s Nåde og vejledning. Da jeg detaljeret berettede om sygdomstilfældet, gav Han mig et alvidende blik og sagde: ”Lad hende gennemgå alle de nødvendige undersøgelser. Diagnosticeringen er meget vigtig. Men hun vil ikke komme til at gennemgå nogen operation for at standse blødningerne. Fortæl hende, at hun altid er i Swami’s tanker. Swami vil helt sikkert besøge hende derhjemme om kort tid.””

11.18. ”Som en konsekvens af resultaterne af den seks timers lange angiography besluttede neurologi-kirurgerne sig for at operere. Hun blev ført ind på operationsstuen, og man gjorde forberedelser til at barbere hovedbunden. Jeg ventede bekymret udenfor. Netop i dette øjeblik trådte professor Veema, den berømte neurokirurg og tidligere direktør for Instituttet, ind i lokalet. Han blev overrasket over at se mig der. Han var også en glødende tilhænger af Bhagavan Baba. Efter at have hørt mig fortælle detaljeret om hvad der var kommet for dagen i ugen, der var gået, skyndte han sig hen på operationsstuen. Efter han havde set grundigt og kritisk på angiogram-filmene, udbrød han højlydt til den kirurg, der stod parat til at operere: ”Rør hende ikke. Blødningerne er standset, og blodsamlingen er i gang med at gå i opløsning.” Som Bhagavan havde forsikret, så blev det ikke nødvendigt at operere! Rask og rørig blev hun udskrevet fra hospitalet. Tro mod Sit ord besøgte Bhagavan hende i hendes hjem, endda to gange – i 1990 og i 1991.”

11.19. ”I dag fortsætter hun med at tjene som mikrobiolog på Bhagavan’s Super Speciality Hospital selv 26 år efter hjerneblødningen, og hun har overlevet endnu flere ildevarslende sygdomme både før og efter denne! Hun er praktisk talt et levende leksikon over medicinske og kirurgiske overraskelser! Jeg, der har været det nærmeste vidne til hendes kampe og bedrifter, kan stå inde for sandheden om, at det er Baba’s grænseløse kærlighed (prema) over for Sine hengivne og Hans evner til at få syge til at restituere sig, der har gjort hende i stand til at fortsætte med at tjene Ham i sine medmennesker i denne modne alder af 80 år.”

11.20. Yngre læger og kirurger finder ikke bedre forbilleder, som de kan søge at efterligne, end dr. H.S. Bhat og dr. Prema Bhat!

11.21. Skønt dr. Narendranath Reddy studerede for at tage sin bachelor-grad i medicin i Thirupathi, det berømte pilgrimscenter der blot ligger nogle få timers kørsel fra Puttaparthi, gik vejen til Bhagavan Sri Sathya Sai Baba via Amerikas Forenede Stater. Han siger: ”Fra vores tidlige barndom tilbad vi Shirdi Baba, og vi tog på pilgrimsrejse til Shirdi mange gange. Faktisk fik jeg Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s darshan tilbage i 1949, da jeg blot var 5 år gammel. Imidlertid skete der det, at efter jeg immigrerede til USA i 1972, så formindskedes min interesse for Gud og det åndelige gradvist; den veg for mine ambitioner om at opnå materiel fremgang. Jeg erkendte og forstod senere, hvordan uønsket selskab kan trække én ned i materialismens søle. Men Bhagavan Baba’s Nåde og medfølelse trak mig tilbage i Hans fold i 1981, da jeg begyndte at studere Sai-litteratur og deltage i Sai-lovsang sammen med mine forældre, min kone og mine børn i Willoughby Hollywood Center i Californien.” Da han først smagte Bhagavan’s kærligheds altbesejrende sødme ansigt til ansigt

193 i 1981, var der intet, der kunne standse ham. Han og medlemmerne af hans familie accepterede Baba som deres Fader, Moder, Guru og Gud. Set i bakspejlet kan man sige, at den 32-årige periode, hvor han var adskilt fra sin Herre, var en forberedelse for Narendranath til at gøre det, han i dag gør i Hans mission.

11.22. Narendranath Reddy der i dag er praktiserende intern mediciner inden for behandling af kirtler (endocrinologist), er tillige medlem af The American College of Physicians of The American College of Endocrinologist, og arbejder som assisterende klinisk professor inden for medicin på Southern California University. Han er også formand for Sri Sathya Sai Organisationens The International Medical Committee og medlem af Prasanthi Rådet, organisationens internationale bestyrelse. Da han skulle besvare spørgsmålet: ”Hvordan påvirkede Bhagavan din måde at praktisere medicin?”, sagde han: ”Swami har haft en kolossal stor indflydelse på mig som praktiserende læge. Almindeligvis er motivationen til at blive læge dobbeltsidet: Det at erhverve sig større viden inden for lægevidenskaben og teknologien samt det at tjene flere og flere penge. Jeg var ingen undtagelse. Men efter jeg har fået kontakt med Bhagavan, er min motivation for at være læge forandret. Nu ønsker jeg at tjene mine medmennesker som et middel til at opnå selvudfoldelse og selvrealisering. Denne forandring i motivationen har påvirket min lægegerning til det bedre. Den har gjort mig til en bedre læge, og, hvad der er vigtigere, til et bedre menneske. Jeg er sikker på, at det er en oplevelse, jeg deler med tusindvis af læger, der er kommet under Swami’s indflydelse.” Herefter fortsatte han og forklarede om de mange måder, som lægegerningen er blevet påvirket hos de læger, der har hengivenhed over for Bhagavan Baba i deres hjerter.

11.23. Hvis lægegerningen skal udøves som tjeneste over for ens medmennesker, skal lægen praktisere kærlighed og medfølelse i sit liv. Ifølge Bhagavan Baba gælder følgende: ”Hvis lægen er fuld af kærlighed og medfølelse, så arbejder Gud gennem ham. Læger skal derfor bestræbe sig på at blive grobund for Den Guddommelige Kraft, når de helbreder. Hvordan kan de helbrede, når de selv er syge, enten i kroppen eller i sindet? Når deres sind er rent og tilfreds, vil et smil spontant skinne i deres ansigter, og deres ord vil være blide, venlige og kærlige, mere lindrende end nogen farmaceutisk balsam. Lægens væremåde og holdning er mere effektiv til at få patientens latente kræfter frem end den mest virkningsfulde medicin. En atmosfære fuld af bønlig ydmyghed og ærbødighed vil række langt, når det drejer sig om at hjælpe helbredelsen på vej.”

11.24. Her følger dr. Narendranath Reddy’s beretning om sine oplevelser med at praktisere Bhagavan’s lære:

11.25. ”For kort tid siden undersøgte jeg en ældre patient, en kvinde ved navn Elena, der havde et meget højt blodtryk. Jeg fortalte hende meget kærligt om en af Swami’s grundsætninger: ’Don’t worry; be happy’. Herefter bad jeg hende om at møde op hos mig efter en uge, så hun kunne begynde på en medicinsk behandling. Hun forlod lokalet syngende: ”Don’t worry; be happy!” Da hun mødte frem hos mig den følgende uge, opdagede jeg til min glædelige overraskelse, at hendes blodtryk var fuldstændigt normalt, uden hun havde taget nogen medicin. Hun blev ekstremt glad for at få at vide, at hendes tilstand var forbedret. Hun afslørede hemmeligheden bag forbedringen for mig. Swami’s grundsætning havde påvirket hende dybt, og hun havde også fundet en legetøjsfisk, der sang: ”Don’t worry; be happy!” At lege med dette legetøj hjalp hende med at falde til ro. Faktisk viste hun mig legetøjsfisken! Jeg var glad for, at jeg havde hjulpet en patient uden at bebyrde hende med en livslang medicinbehandling.”

11.26. ”Der var en anden patinet, Cathleen, der led af en overaktiv skjoldbruskkirtel (hyperthyroidisme). En dag kom hun hen til mig i en meget nedtrykt sindstilstand. Hun fortalte mig, at hendes moder var dødssyg af kræft. Jeg sympatiserede med hende og rådede hende til at se det uundgåelige i øjnene med tro og mod. ’Don’t worry; be happy’ var mit råd til hende, da vi tog afsked med hinanden. Da hun kom tilbage efter seks måneder, medbragte hun en

194 hat, hvorpå der var broderet ordene: ’Don’t worry; be happy’. Faktisk var det hendes moder, der var død en måned tidligere, der havde broderet ordene. Cathleen fortalte mig, at mit råd: ’Don’t worry; be happy’ havde gjort en stor forskel i de sidste få måneder af hendes moders liv. Hendes moder fik så megen trøst og glæde fra disse ord, at hun startede på et projekt med at brodere dette smukke råd på hatte, som hun forærede til dødeligt syge beboere på det hospice, hvor hun var indlagt. Projektet havde bragt Cathleen’s moder stor glæde. Swami’s ord har en stærk indvirkning, når det drejer sig og at transformere folk og bringe glæde og trøst til de lidende.”

11.27. Når en læge er besjælet af uselvisk kærlighed og medfølelse over for sine patienter, vil patienterne have stor tillid til ham. Skønt Narendranath’s speciale er inden for endokrinologi, kommer hans patienter til ham for at spørge ham til råds om alle deres helbredelsesproblemer. (Endokrinologi er læren om hormoner og hormonelt betingede sygdomme). Han fortæller dem: ”Jeg ville have elsket at behandle dig for din sygdom, hvis bare jeg havde været i stand til det. Men jeg er ikke kompetent; vær rar og konsulter en specialist på området.”

11.28. Engang henvendte en af hans patienter, fru Gina Pellogrillo, hustru til den dengang siddende borgmester i byen Arcadia og en succesfuld sælger af jaguar biler i byen, sig til ham på grund af problemer med sten i galdeblæren. Han forklarede hende, at problemet let kunne løses ved en simpel operation med laserteknologi. Han anbefalede hende en kirurg, der var meget kompetent, og operationen blev udført på Methodist Hospital i Arcadia. Kirurgen ville godt udskrive hende samme aften, men hun klagede over alvorlige smerter. Narendranath, der intuitivt følte, at der var problemer, bad hende blive på hospitalet mod kirurgens råd. Den samme historie gentog sig også næste dag.

11.29. Den tredje dag undersøgte kirurgen, på Narendranath’s opfordring, tilfældet indgående og besluttede at åbne underlivet. Til sin rædsel opdagede han, at han havde sprængt et indre organ i hendes mave under laseroperationen, og at det nu var slemt inficeret. Hun fik et hjertestop på operationsbordet, og på ingen tid gik hun i koma. Hun blev tilsluttet en respirator og blev behandlet for sine mangeartede sygdomme. Narandranath, der var meget bekymret, bad til Bhagavan Baba, om Han ikke ville redde hende, når nu kirurgen havde opgivet alt håb om, at hun ville vågne op igen. Bhagavan dukkede op i Narendranath’s drøm og forsikrede ham: ”Hun vil få det godt igen.” I mellemtiden var han nødt til at rejse til Prasanthi Nilayam et par uger. Han bad en af sine endokrinologi-kollegaer om at følge hendes tilstand og rejste til Indien med bønner for patienten i sit hjerte.

11.30. Da Narendranath kom tilbage til Arcadia, skyndte han sig hen på hospitalet. Gina Pellegrillo var ikke blot kommet ud af sin koma, men hun var også i gang med en mirakuløs bedring af sin tilstand. Hun var meget glad for at se Narendranath, til hvem hun sagde: ”Jeg er dig tak skyldig. Dine bønner har frelst mig.” Narendranath var virkelig lettet over at konstatere, at hendes hjerne ikke var blevet beskadiget, mens hun lå i koma. Efter nogle få uger blev hun udskrevet fra hospitalet, hun var da sund og rask. Således ser vi, at når en læge nyder godt af Den Guddommelige Nåde, så får hans patienter gavn af denne Nåde. Patienterne bliver også hjulpet af en sådan læges intuitive indsigt. Gina ønskede at sagsøge kirurgen for hans forsømmelighed, men Narendranath bad hende om at glemme og tilgive, hvilket hun gjorde!

11.31. Når en læge praktiserer og har en åndelig tilgang til sit fag, som Baba fortæller, man bør have, bliver han ydmyg, og han bliver i stand til at opretholde sindsligevægten, når han udsættes for den ros eller bebrejdelse, der følger hans succeser eller fejltagelser. Mange gange modtager han al for stor ros af sine patienter, når han lykkes med sit forehavende. På den anden side får han også uretfærdig kritik for fejl, der opstår på trods af, at han gør alt, hvad han kan. Ydmyghed og sindsligevægt hjælper ham med ikke at lade sig anfægte. De bevirker, at han kan bevare et smil på læberne, og hans forhold til patienterne bliver ikke påvirket i nogen af tilfældene. En ydmyg læge med et smilende ansigt bliver en engel, der bringer

195 sundhed og opmuntring til de syge. Han bliver Guds omvandrende velsignelse til verden. Dr. Narendranath Reddy er en sådan velsignelse. Engang, da han klagede sin nød til Bhagavan: ”Swami! Jeg har så travlt med mit arbejde, at jeg ikke har tid til at kontemplere på Dig”, svarede Baba: ”Jeg holder dig travlt beskæftiget ved at sende alle disse patienter til dig. For dig er det en mulighed for at tilbede Mig ved at tjene dem på en kærlig måde. Alt arbejde er Guds arbejde!” Narendranath indrømmer: ”Disse ord, som Baba fremkom med, forvandlede min tilgang til arbejdet. Ved hjælp af Hans Nåde er jeg avanceret fra den jammerlige tilstand af ’pligt uden kærlighed’ til den ønskværdige tilstand ’pligt med kærlighed’. En dag håber jeg at nå den Guddommelige tilstand ’kærlighed uden pligt’!”

Dr. Narendranath Reddy sammen Familiens overhoved med Herren

11.32. ”Når det drejer sig om psykiatri, så er Swami’s lære vedrørende det menneskelige sinds natur fuldkommen, og den er langt mere dybsindig, end det vi lærer i den vestlige verden. I min praksis, hvor jeg arbejder med børnepsykiatri, sætter jeg i højere grad min lid til Swami’s lære om det at være forældre end til nogen anden teori, som jeg har lært om under min uddannelse. Balancen mellem kærlighed og disciplin er det, jeg gør mest ud af at forklare, når jeg vejleder de forældre, der kommer for at tale med mig om problemer med deres børn”, udtaler dr. Teeraikiat Judo Jareonsettasin fra Thailand, der har taget en Ph.d. inden for børnepsykiatri i England. Han er også medlem af The Royal College of Psychiatrists.

11.33. Judo’s søgen efter Gud, der startede, da han var førsteårsstuderende på lægestudiet på Chulalongkorn Universitetet i Bangkok i 1980, førte ham til Prasanthi Nilayam i februar 1985. Han var heldig og blev kaldt ind til interview med Baba den allerførste dag, og han blev overvældet af oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med Gud. Under det andet interview, som han fik tildelt nogle få dage senere, blev han et vidne, fyldt med ærefrygt, til en manifestation af Hans alvidenhed. Judo var en del af en gruppe hengivne fra Thailand, der blev kaldt ind til interview. De sad på verandaen uden for interviewværelset og ventede på at blive kaldt ind. En

196 meget tyk thai-mand, der sad ved siden af Judo, spurgte ham på thai: ”Dreng! Taler du engelsk?”

Dr. Teeraikiat Judo taler i Bhagavan’s Guddommelig velsignelse nærværelse

11.34. Da Judo svarede bekræftende, sagde manden: ”Det er første gang, jeg er her. Jeg ønsker at bede Baba om at helbrede mine sygdomme. Jeg har bowwan og problemer med benene. Hvad er det korrekte ord for ben-problemer? Er det ’leg ache’ eller ’leg pain’?” ”Diabetes er ordet for bowwan, og med hensyn til ben-problemer så lyder ’leg pain’ bedre”, svarede Judo.

11.35. Kort tid efter kaldte Bhagavan dem ind i værelset, og den første person Han talte til, var den tykke mand. Baba spurgte ham: ”Hr! Hvordan går det med dine problemer med benene?” Han gjorde et lille ophold og tilføjede: ”Og hvad med din diabetes?” Herefter så Han hen på Judo, der var overvældet og forbløffet, og bad ham oversætte Sine ord til thai. Da han havde oversat Baba’s ord, var det thai-mandens tur til at være forbløffet!

11.36. Som årene gik, opdagede Judo, der gjorde sig alvorlige anstrengelser for at praktisere Baba’s lære, at hans Guddommelige Herre var en ’super-psykiater’, der kunne rydde alle mentale problemer af vejen ved at føre sindet tilbage til Det Guddommelige i folks indre. Denne erkendelse hjalp Judo, så han blev mere effektiv i sit arbejde. Han forklarer: ”Jeg vil gerne forklare, hvordan Swami hjælper mig i mit arbejde. Psykiatriens vestlige teorier lærer os, at mennesket ikke er forskelligt fra dyr; det er faktisk en slags dyr. Men Swami siger, at mennesket ikke er forskelligt fra Gud. Menneskets fundamentale natur er Guddommelig, skønt han er kørt fast i nogle dyriske kvaliteter, indtil han erkender sin Guddommelighed. Denne forskel i forståelse af den menneskelige natur gør en stor og afgørende forskel for en psykiater i hans tilgang til udøvelsen af sit arbejde. I mit tilfælde er det sådan, at jeg forsøger at leve mit liv med en tro på, at alle mennesker er Guddommelige. Når jeg glemmer denne sandhed og bliver bragt ud af ligevægt af et eller andet, så minder jeg mig selv om, at Gud står bag enhver begivenhed, også selv om det engang imellem ikke ser sådan ud. Det at føre denne forståelse ud i praksis har bevirket, at jeg har fået større succes i mit arbejde. Jeg udfører alt arbejde som Guds arbejde, og derfor gør jeg det i kærlighed.”

11.37. Når man tror på menneskets iboende Guddommelige natur, så vil man altid være optimist, og man vil ikke blive offer for nogen form for fortvivlelse eller nedtrykthed. Engang blev Judo kaldt til en akut-klinik, hvor han skulle behandle en ung pige, der ønskede at begå selvmord. Hun var fortvivlet og følte sig fortabt; hun kunne ikke se nogen vej ud af sine problemer. Efter at have lyttet til hendes sorg og smerte rådede Judo hende til at blive indlagt på hospitalet, hvilket hun nægtede. Mens han sad og grublede over, hvordan han kunne hjælpe hende, fik han en indre tilskyndelse til at fortælle hende en af Bhagavan’s små historier: ”To frøer faldt engang ned i en spand med mælk. En af dem var meget tyk, og den

197 anden var tynd. Den tykke frø blev fortvivlet og opgav håbet. Den sank og døde. På den anden side fortsatte den tynde frø, der var optimist med hensyn til at overleve, med at svømme, indtil mælken blev forvandlet til curd og herefter til smør! Så hoppede den op på smørklumpen, sprang ud af spanden og overlevede!” Historien bragte et smil frem på pigens ansigt. Hun takkede Judo og sagde: ”Nu kan jeg håbe på at overleve mine problemer.” Hun blev nysgerrig efter at få at vide, hvor historien stammede fra. Judo fortalte hende, at hans Herre havde fortalt den.

11.38. Ved en anden lejlighed var Judo nødt til at behandle en meget aggressiv ung mand i London. Da det ikke var lykkedes ham at hjælpe patienten ved at bruge nogle af de vesterlandske metoder, fortalte Judo ham: ”Hør her! Jeg kommer fra Østen. Vi tror på en naturlig metode. Når Solen står op, forsvinder mørket, og det sker, uden at Solen bruger nogen kræfter. Du er fyldt med en masse vrede og had. Skal jeg anvende dette princip med at erstatte mørket med lys? Er du interesseret?” Han gik ind på det, og Judo lærte ham teknikken ved lysmeditation, der afsluttes med, at man spreder kærlighed til alle. Det er en teknik, han havde lært af Baba. Den unge mand lukkede sine øjne og praktiserede den. Da han åbnede sine øjne efter 10 minutter, græd han, og han var meget lykkelig. Han sagde: ”I hele mit liv har jeg aldrig følt mig så afslappet og lykkelig!” Gradvist forbedredes den unge mands tilstand i en sådan grad, at Judo var fristet til at indrapportere tilfældet til sin professor. Han var ængstelig for, om hvorvidt hans professor ville bifalde denne uortodokse metode, som han havde anvendt. Men professoren sagde følgende til Judo: ”Jeg har altid foretrukket en positiv metode, men jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle gå i kast med det. Jeg har måttet vente i 30 år, på at en østerlandsk studerende fortæller mig om metoden!” Professoren var så imponeret, at han bad Judo om at lave et videobånd, der viser teknikken. Han ville gerne afspille videoen for patienter og medarbejdere, der var knyttet til den afdeling, som han arbejdede på.

11.39. En anden patient i Bangkok fortalte Judo, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre med sit sind, der var hovedårsagen til hans uro. Han kunne ikke holde op med at tænke, og hans tanker voldte ham i den grad problemer. Judo behandlede ham på konventionel vis i nogle få måneder, men uden succes. En dag huskede han på, at Bhagavan sammenligner sindet med et fjernsyn. Judo spurgte patienten: ”Hvis du ikke bryder dig om et bestemt program i fjernsynet, hvad gør du så?” Han svarede: ”Jeg skifter kanal og ser et program, jeg kan lide.” Judo bad ham gøre det samme med sindet. Teknikken virkede, og patientens problem blev løst.

11.40. Idet han fortæller om den personlige transformation, som Bhagavan forårsager i ham, siger dr. Judo: ”Jeg betragter mig selv som værende meget heldig at have fået muligheden for at blive undervist af Swami. Jeg har ændret mig meget, efter jeg har mødt Swami, og det kan min moder og hustru bekræfte. Jeg plejede at være meget utålmodig, irritabel og ærgerrig. Gennem årene er jeg blevet tålmodig og fredfyldt og kan slippe tingene i en grad, som mine lærere i England ikke kan tro. En af min psykiater-venner sagde engang: ”Du er så glad, så man kan sige, at enhver der irriterer dig, virkelig må være irriterende!” Jeg anser dette som værende et kompliment til Swami. Jeg fortæller mine venner, at denne transformation er resultatet af at have Swami som den lærer, der guider mig i mit liv.”

11.41. ”Der findes ikke noget bedre tidspunkt at leve på end nu, hvor Gud er så nær rent fysisk. Swami lærer os, at der kun er én Gud, der er alle skabningers Fader og Moder. Alt godt og alt ondt, det anstændige og det tvivlrådige, alt er ubetinget Guds perfekte manifestationer, som de nu er. Måtte vi forstå denne sandhed.”

11.42. Dr. Ram Setty, en førsteklasses kardiolog (hjertelæge) med praksis i Californien, søgte tilflugt ved Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s lotusfødder i 1990. Han søgte trøst til sit indre

198 væsen, der var blevet foruroliget på grund af nogle begivenheder, der var indtruffet i hans familie. Den åndelighed som Baba lærte ham om, tiltalte ham øjeblikkelig, og han var meget fascineret af Hans fortolkning af filosofien om ikke-dualisme. Udtrykt i enkle ord forklarer Swami følgende: ”Vi er Den Guddommelige Gnist (Atma), ikke kroppen, sindet eller intellektet. Alt og alle i universet er også Den Guddommelige Gnist. Erkendelsen af denne sandhed skænker mennesket en vision af enheden i mangfoldigheden.” Snart forstod han, at det var tåbeligt af ham at tillægge penge, magt og position i samfundet al den betydning. Sandheden i den bibelske erklæring: ”Hvad gavner det mennesket, hvis han vinder hele verden, men mister sin egen Sjæl?” gik op for ham helt spontant. Han fandt også ud af, at den bedste og letteste måde at genvinde sin fortabte Sjæl var at overgive sig til Avataren.

11.43. Denne ændring i holdning og indstilling, der kom over ham, efter han mødte Bhagavan Baba, fremkaldte en grundlæggende forandring i hans personlige liv og i hans lægepraksis. Som han selv udtrykker det: ”Den måde som Swami har vendt op og ned på mit liv, er et sandt mirakel. Men selvfølgelig, det er det, Han er bedst til! Både mit liv og min praksis er meget fredfyldt. Denne fred i sindet har givet mig styrke til at møde livets vanskeligheder med større lethed. Når jeg står over for ugunstige situationer, tænker jeg på Swami’s erklæring: ”Alle begivenheder i livet er som forbipasserende skyer; de kommer og går”, og det hjælper mig til at være fredfyldt. Det at have en viden om at vanskeligheder bringer os tættere på Gud, giver mig stor trøst. Med denne nyfundne styrke og fred i sindet kan jeg arbejde i mange timer uden at føle mig træt. Bestandig forsøger jeg at indarbejde Sai’s lære i min lægepraksis.”

11.44. Hvordan praktiserer Ram Setty Sai’s lære i sin lægegerning? Han forklarer: ”To sentenser, som Swami ofte citerer i Sine samtaler og taler, har gjort et kraftigt indtryk på mig. Den ene er: ’Lægen er Guddommelig’, og den anden er: ’Måtte alle være lykkelige og fri for lidelse’. Jeg har været så heldig at overvære nogle få af Swami’s taler, i hvilke Han taler om sundhedsemner. I en af dem forklarede Han detaljeret, hvordan en læge først bliver ’en god læge’ (good doctor) og siden bliver ’en Guds læge’ (God doctor). Tidligere var jeg udelukkende en verdslig læge, og nu er jeg blevet en åndelig læge. Kærlighed og medfølelse er blevet mine vigtigste redskaber i min lægepraksis. Jeg har taget et gigantisk skridt fra ’jeg er den, der handler’ til ’jeg er et redskab, og det er Sai, der handler’.”

11.45. Den vigtigste lektie som Ram Setty har lært i tidens løb i sin lægegerning, er: ”Når du står over for en vanskelig situation, så løft niveauet og intensiteten af din hengivenhed med urokkelig tro, fremsig Hans navn og overgiv dig til Ham. Swami vil overtage styringen af tilfældet!” Denne tilgang har mange gange hjulpet ham igennem svære situationer og samtidigt været til umådelig gavn for hans patienter. Her følger beretningen om et sådant tilfælde med at ’redde en læge i nød’, fortalt af ham selv:

11.46. ”Denne form for oplevelse, der var et mareridt for mig, er kun sket én gang i min 28- årige lægepraksis. En af mine ældre patienter, fru Feliciano, havde behov for at få udskiftet sin pacemaker, eftersom den havde udtjent sin pligt. Hun led også af demens, og det fik hende til jævnligt at glemme, hvor hun var. Hun var fuldstændig afhængig af pacemakeren, da hendes egen hjerterytme var mindre end 30 slag i minuttet. Under indgrebet måtte vi først indsætte en midlertidig pacemaker, der kunne holde hendes hjertefunktion i gang, mens vi udskiftede den udtjente. Efter vi havde givet hende noget beroligende, tilkoblede jeg den midlertidige pacemaker. Det tog mindre end fem minutter. Hun havde det godt under denne del af indgrebet. Men da jeg åbnede hendes pacemaker-lomme, begyndte hun at vride sig fra side til side, og hun kunne ikke ligge stille. Jeg gav hende mere af det beroligende middel, åbnede lommen og fjernede pacemakeren. På det tidspunkt begyndte det at gå galt. Hun blev meget urolig og oprevet, og på trods af at adskillige sygeplejersker holdt hende nede, satte hun sig praktisk talt op og ønskede at tage hjem! I denne periode forsøgte jeg at gøre hende rolig ved indimellem at give hende mere og mere af det beroligende middel, men det virkede ikke, og på et tidspunkt havde jeg givet hende den maksimale dosis! Det eneste alternativ, der stod

199 tilbage, var at bruge et stærkere middel, som narkoselæger anvender før en operation. På det tidspunkt begyndte jeg at chante Swami’s navn med en intens hengivenhed og en følelse af overgivelse. Øjeblikkelig følte jeg Hans tilstedeværelse, og på en eller anden måde fik jeg hende til at lægge sig ned på bordet igen. Jeg er sikker på, at det ikke kunne være sket uden Swami’s nådige indgriben. Alle hendes sterile afdækningsstykker var blevet skubbet til side. Jeg afdækkede hende med et frisk sæt afdækningsstykker og fortsatte indgrebet. Jeg var bekymret for, at hendes pacemaker-lomme var blevet inficeret, eftersom såret havde været åbent under tumulten. Efter at have udskiftet pacemakeren rensede jeg såret med en stærk antibiotisk opløsning og lukkede det.”

11.47. ”Patienten blev udskrevet efter indgrebet, men jeg var meget bekymret over den mulige infektion i pacemaker-lommen. Alt hvad jeg kunne gøre, var at fortsætte med at bede for hende. Da hun efter en uge kom hen på mit kontor, erfarede jeg til min glædelige overraskelse, at hun havde det godt, og at hendes sår var begyndt at hele. For at være helt sikker så jeg hende efter endnu en uge, og hendes sår var da helet fuldstændig uden noget spor af infektion. Jeg var ikke den mindste smule i tvivl om, at det var Swami, der frelste mig og hende fra den sikre ulykke.”

Dr. Ram Setty sammen med sin Herre

11.48. Nu var det ikke sådan, at Ram Setty’s liv helt og fuldt var en dans på roser, efter han søgte ly ved Bhagavan Baba’s fødder. I løbet af de første år var der nogle større tilbageslag i hans professionelle liv, men den indre styrke, som han havde udviklet ved at praktisere Baba’s lære, bragte ham igennem dem, og hver gang kom han ud af ’testen’ stærkere og bedre. Det første tilbageslag kom, da konceptet ’Managed Healthcare’ ramte hans by med fuld styrke. Det var en by nord for Santa Barbara i Californien, hvor han var én blandt seks praktiserende hjertelæger. Da han var specialist inden for medicin, var han tvunget til at være afhængig af

200 kontrakter vedrørende behandling af hjertesygdomme, der blev indgået med Managed Healthcare Companies. I henhold til dette system blev patienter henvist til en ’omsorgslæge’, der så ville træffe alle beslutninger for patienten. Speciellægerne indgår løbende kontrakter med forsikringsselskaberne. Men med denne ’del og hersk’ metode slipper forsikrings- selskaberne af sted med at betale en billigere takst til speciallægerne. Yderligere er det sådan, at patienterne i denne form for sundhedspleje ikke har nogen direkte adgang til at benytte sig af den specialist, som de selv måtte vælge. Den oprindelige ’omsorgslæge’ er pålagt visse restriktioner af forsikringsselskaberne, der presser ham til at forsøge at undlade at henvise sine patienter til speciallæger. Når det bliver absolut nødvendigt med en speciellæge, så kan ’omsorgslægen’ kun overdrage sygdomstilfældet til en specialist, der har kontrakt med det pågældende forsikringsselskab. Så i denne nye plan har speciellægerne næsten ingen andre valg end at forsøge at indgå kontrakter med forsikringsselskaberne. I dette skrupelløse spil havde Ram Setty’s konkurrenter med succes fortrængt ham fra næsten alle kontrakter.

11.49. Den ændrede situation forbløffede mange af Ram Setty’s venner og kollegaer. Flere forudsagde, at hans praksis ville gå nedenom og hjem, og at han ville blive nødt til at forlade byen inden for to eller tre år. Men Ram Setty overlod alt til sin Herres Vilje og forblev rolig og tillidsfuld på trods af alt postyret. Han var bevidst om livets og verdslige besiddelsers flygtige natur, og derfor fokuserede han sit sind på Den Evige! Han fortsatte med at udføre sit arbejde i kærlighed, idet han anså det for at være Guds arbejde. I løbet af kort tid vendte tingene, og hans praksis oplevede fremgang.

11.50. I henhold til ham selv så skete det på følgende måde: ”Mine patienter værdsatte mit ærlige, hårde arbejde og kærlige omsorg. Lidt efter lidt rygtedes dette fra mund til mund, og min praksis tiltrak flere nye patienter. Antallet af patienter steg ud over alle forventninger, og der kom langt flere end før, da det udelukkende var ’omsorgs-lægerne’, der henviste nye patienter til mig. Der er ingen tvivl i mit sind om, hvem jeg kan takke for dette! Selv når jeg kom ud for modgang, fortsatte jeg blot med at gøre det, jeg gjorde før og levede et normalt liv. Den fred i sindet som Swami gav mig, var ligesom et skud adrenalin. Den gav mig den nødvendige tro og tillid og hjalp mig succesfuldt gennem kriserne.”

11.51. To år senere, mens Ram Setty tænkte, at tingene nu så bedre ud, fandt der et misbrug af betroede midler sted i hans lægepraksis. En af hans ansatte, der havde arbejdet for ham i lang tid, og som han havde haft fuld tillid til, snød ham for et sekscifret beløb, inden han opdagede, hvad der foregik. Alle i byen der havde forbindelse med lægeverdenen og alle hans patienter, fik kendskab til den knibe, han nu befandt sig i. Hans konkurrenter spredte et rygte om, at hans lægepraksis var til salg, og at han ville forlade byen. Men hans evne til at overgive sig til Bhagavan var ham til stor hjælp. Baba skænkede ham kolossal styrke med hensyn til ikke-tilknytning og mod. Ram Setty kunne se hele situationen som en forbipasserende fase og bevare sin fred i sindet og grad af fortrøstning. En optimisme, der opstod af en tro på det Guddommelige, fik ham til at gøre alt det, som situationen krævede, han skulle gøre. Han lånte en gevaldig stor sum penge, reducerede kontorets omkostninger og satte sin egen løn ned. Medarbejderne i hans praksis var glade for, at deres løn blev opretholdt. I løbet af 18 måneder forbedre tingene sig i en grad, så han kunne tilbagebetale sin gæld og kunne optjene sin sædvanlige løn.

11.52. Idet han tænker tilbage på de mørke perioder i sit liv, afslører dr. Ram Setty: ”Swami har trænet mig godt, så jeg kan modstå de slag, livet giver. Under disse vanskelige dage gik jeg ikke glip at min nattesøvn. Jeg mistede end ikke appetitten. Jeg opsøgte ikke en psykiater. Jeg søgte ikke tilflugt i beroligende midler eller sovepiller. Faktisk sov jeg godt under al denne uro. Modgangen har gjort mig stærkere, og min tro på det åndelige er vokset mangfoldigt. Min kærlighed til og hengivenhed over for vores elskede Herre Sai blev skyhøj. Hans lære om ikke- dualisme hjalp mig, så jeg let kunne besejre mine vanskeligheder. Jeg kan takke Ham for mig selv og alle mine ejendele!”

201 11.53. Dr. Joseph Phaneuf, en flymekaniker der skiftede arbejde og blev hudspecialist, er en af de første læger fra Vesten, der blev velsignet med muligheden for at tjene på Sathya Sai General Hospital under sit besøg i Prasanthi Nilayam. Hans 12 års stræben efter ’at finde den mest oplyste person på Jorden der kan hjælpe mig på den åndelige vej’, sluttede endelig i 1986 ved Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s fødder. Nu arbejder han for Kaiser Permanente, et stort almennyttigt Health Maintenance Organisation i det nordlige Californien, som leder af uddannelsen af de lægefaglige medarbejdere og som kommunikationskonsulent. Denne organisation, der har vundet mange priser for dens fortræffelige patientbehandling, stræber efter at kombinere den bedst mulige behandling med åndelige og moralske værdier. Den erkender, at de fleste sygdomme begynder med sindet, og derfor rådgiver de grupper såvel som enkeltpersoner for at skabe en bevidsthed om den stærke forbindelse, der eksisterer mellem krop og sind og lære dem meditation, åndedrætsøvelser, yoga, Tai Chi og andre afslapningsteknikker, der hjælper med at løse de problemer i sindet, der forårsager fysiske problemer. I denne organisation hjælper Joseph Phaneuf 440 læger og sygeplejersker med at udvikle en værdibaseret tilgang til sundhedsplejen. Inspirationen til at spille denne centrale rolle i organisationen kommer fra de mange ting, han har lært og lærer af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba og Hans sundhedsmission. Lad os lytte til Joseph Phaneuf, der fortæller om det vidunderlige, han har lært:

Dr. Joseph Phaneuf søger Guddommelig Lægernes Læge Velsignelse

11.54. ”Hver gang jeg vendte tilbage fra en tur til Prasanthi Nilayam, var der mere og mere af Sai Baba’s grænseløse kærlighed og medfølelse, der var smittet af på mig. Engang, da Han talte til en gruppe læger i Prasanthi Nilayam, sagde Baba: ”Gør kærlighed til den kapsel, som I tilbyder jeres patienter. Når en svagelig patient kommer til jer, så skal I ikke være tilfredse med at tilbyde ham glukose eller et eller andet andet. Giv ham en kærligheds-indsprøjtning. Det vil give ham øjeblikkelig styrke. Tal til ham i kærlighed, tilbyd medicin med kærlighed og sørg for, at han er i godt humør. Det er måden, hvorpå I kan gøre ham lykkelig. Alt hvad I gør i kærlighed, vil være lønnende.” Det har været en konstant bestræbelse for mig at føre denne lære ud i livet, når jeg behandler mine patienter.”

11.55. ”Et af de områder hvor Sai Baba’s indflydelse har været størst, er, at Han har hjulpet mig med at forstå, at når jeg behandler en patient, så tjener jeg Gud, der bor i denne person. Denne forståelse har hjulpet mig kolossalt meget med at udvikle større kærlighed og tålmodighed over for mine patienter. Jeg har en ældre patient, fru T, der holder af at tale om sin familie, specielt hendes unge børnebørn. Eftersom hendes korttidshukommelse ikke er god, bliver hun ved med at gentage de samme historier og vise de samme fotografier igen og igen.

202 Før i tiden ville den slags patienter have gjort mig ekstremt frustreret, specielt hvis jeg allerede var bagud med mine konsultationer. Men nu, når jeg træder ind i værelset, smiler jeg, giver patienterne hånden og siger goddag og tænker indvendigt: ”Goddag min kære Swami!” Dette minder mig om, at jeg rent faktisk hilser på Herren, og at jeg nu får en mulighed for at tjene Ham. Når jeg tager mig af patienter som fru T, så sker det, at jeg må tage afsked med dem, før de måtte ønske det. Men nu gør jeg det på en venlig og kærlig måde, og de synes ikke at have noget imod det. Swami lægger vægt på, at vi taler blidt og kærligt til alle, og jeg kan fortælle jer, at patienterne virkelig værdsætter det, når vi taler til dem med kærlighed og ømhed.”

11.56. ”Der er visse tilfælde, hvor en patient som jeg behandler, bliver vred, uforskammet eller endog fjendtlig over for mig. I disse tilfælde minder jeg mig selv om en anden af de ting, som Swami har lært os: ”At elske en person, der elsker og respekterer jer, eller at skade en person, der sårer og skader jer, er der ikke noget stort i. Sand storhed ligger i at elske den person, der hader eller skader jer.” I de fleste tilfælde sker der det, at hvis jeg udviser selvkontrol og fortsætter med at elske dem, så vil deres vrede og utålmodighed forsvinde, og jeg vil blive i stand til at hjælpe dem. Der er stadig tilfælde, hvor jeg reagere på vrede ved at blive vred. Men jeg gør gode fremskridt, og de tilfælde, hvor jeg reagerer med vrede, bliver mindre hyppige. Swami’s grundsætning: ’Forstå og tilpas’ har hjulpet mig meget i denne henseende.”

11.57. ”Før jeg kom under Swami’s indflydelse, plejede jeg at være meget fordømmende over for andre læger og patienter. Når jeg hørte om fejl, som andre læger havde begået, eller når de behandlinger som de anbefalede, var anderledes end dem, jeg ville have foreskrevet, ville jeg dømme dem meget hårdt. Selvfølgelig sagde jeg ikke noget, men mine tanker ville være fulde af kritik og fordømmelser. Men nu forstår jeg, at de fleste læger forsøger at gøre deres bedste, og at ingen af os kan være perfekte.”

11.58. ”Nu forsøger jeg at se det gode i alle mennesker frem for at blive bragt ud af fatning på grund af deres negative træk såsom en mærkværdig adfærd. Jeg prøver ikke at være fordømmende eller blive distraheret af en persons fysiske fremtoning eller særheder. Patienten er måske meget overvægtig, undervægtig eller blot snavset og ildelugtende, men jeg forsøger at se det gode i ham, idet jeg minder mig selv om, at jeg nu har muligheden for at tjene Herren i ham. Denne indstilling har også hjulpet mig med at forbedre min måde at være på over for mine kollegaer, sygeplejersker og receptionister på kontoret. Bhagavan har rådet således: ”Når vi fokuserer vores tanker på det onde, som andre gør, bliver vores sind forurenet af det onde. Når vi på den anden side fæstner vores sind på andre menneskers gode egenskaber, bliver vores sind renset for forkerte tanker og vil blive fyldt med gode tanker. Ingen dårlige og skadelige tanker kan gennemtrænge sindet hos en person, der fuldstændig og aldeles er opslugt af kærlighed og medfølelse.””

11.59. ”Et andet aspekt af Bhagavan’s lære som har været mig til umådelig stor nytte, og som jeg har haft mulighed for at praktisere mindst et dusin gange hver dag, er: ”I kan ikke altid være imødekommende, men I kan altid tale elskværdigt.” Engang imellem stiller patienterne urimelige krav. Skønt jeg ikke altid kan være imødekommende, så sker der det, at hvis jeg forklarer, hvorfor jeg ikke kan opfylde deres krav på en venlig og omsorgsfuld måde, så kan de fleste af patienterne acceptere afvisningen uden at blive bragt ud af ligevægt. Hvis jeg altid er forbundet hjerte til hjerte med patienterne, så er de selvfølgelig godt klar over, at jeg gør mit bedste for at hjælpe dem, og de synes at være i stand til at modtage disse nyheder uden at ’skyde budbringeren’.”

11.60. De vigtigste forandringer i Phaneuf’s tilgang til at udøve sin lægegerning har været inspireret af hans oplevelser med Bhagavan’s allestedsnærværelse. Han siger: ”For hver dag der går, bliver jeg mere og mere bevidst om Swami’s allestedsnærværelse. Til tider kommer denne erkendelse spontant, og jeg er bevidst om den på et dybt erfaringsmæssigt plan. Som

203 hudspecialist udfører jeg kirurgiske indgreb som for eksempel at fjerne hudkræft. Tidligt i min karriere, før jeg kendte Swami, bekymrede jeg mig ofte om, hvordan et kompliceret indgreb ville hele. Nu hvor bevidstheden om Swami’s allestedsnærværelse er brudt frem, ser jeg på mine hænder, lige før jeg foretager det indledende snit i huden og beder således: ”Swami! Dette er Dine hænder. Vær god og styr dem gennem dette indgreb.” Det giver mig stor selvtillid, og jeg føler, jeg gør et bedre stykke arbejde, når jeg lader Ham styre mine hænder og hjælpe med at træffe beslutninger under operationen. Når jeg beder til Bhagavan på denne måde og handler med Ham som min indre vejleder, så føler jeg, at alle mine handlinger vil få det bedst mulige udfald. Jeg er også tilbøjelig til at bekymre mig mindre, eftersom jeg overlader operationens udfald til Ham. Engang imellem har Han også benyttet mig som Sit redskab til at udrette Sine mirakler i forbindelse med operationer.”

11.61. ”Når jeg opdager, at en patient har åndelig følsomhed, foreslår jeg bøn til Gud som den ultimative helbredelsesmetode i forhold til medicinering eller operation. Hvis en patient for eksempel er resistent over for behandling af hudkræft, og alle standardbehandlinger tidligere er mislykkedes, så vil jeg stadig ordinere og anbefale en traditionel medicinsk behandling. Herefter forklarer jeg, at en positiv livsindstilling og bøn også kan vise sig at være hjælpsom. Jeg kan ikke overdrive den betydning, kærlighed og bøn har i behandlingen af enhver lidelse. Alt er muligt, når vi hjælper andre i kærlighed. Ifølge Swami gælder: ”Selv en uhelbredelig sygdom kan helbredes med kærlighed.”

11.62. Idet han tæller og tænker på alle de velsignelser, han har fået, konkluderer dr. Joseph Phaneuf: ”Jeg har meget at være taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for de mange muligheder, jeg har fået for at hjælpe mine patienter som læge. Jeg forstår også, at alt dette arbejde i virkeligheden er for min egen åndelige transformations skyld. Jeg er også meget taknemmelig over, at jeg er her på et tidspunkt, hvor Gud er steget ned på Jorden for at vejlede os, trøste os og gennem Sit eksempel lære os, hvordan vi skal leve og behandle hinanden. Det at have været i stand til at besøge Sai Baba regelmæssigt og det at arbejde på Hans hospital, har været mit livs største ære, og jeg vil for evigt være taknemmelig for denne store mulighed.”

11.63. Ti år før Han over for verden bekendtgjorde, at Super Speciality Hospitalet ville blive opført i Prasanthi Nilayam, fortalte Bhagavan dr. Sara Pavan følgende under et interview, Han gav ham: ”Jeg har sendt dig til mange lande for at høste erfaringer. Nu har Jeg valgt Australien til dig. Du har meget arbejde, du skal gøre for Mig. Jeg vil altid være hos dig og vejlede dig. Om ti år vil Jeg bygge et Super Speciality Hospital i Puttaparthi, og du vil komme og bo her hos Mig og tjene Mig som narkoselæge på dette hospital. Jeg vil tage Mig af dine børns uddannelse, ægteskab og fremtid. Du udfører Mit arbejde.” Det skete under Sara Pavan’s første besøg i Prasanthi Nilayam i december 1980, og fem år senere havde han slået sig ned i Australien. Han var født i Malaysia, uddannet i Sri Lanka, Singapore og England og havde tjent i New Zealand i fem år, før han flyttede til Australien. Efter en sjælfuld tjeneste i mere end et årti i Sri Sathya Sai Organisationen i Australien nåede han, i henhold til Baba’s direktiver, endelig i november 1993 sit bestemmelsessted, Prasanthi Nilayam.

11.64. Idet han taler om Bhagavan’s indflydelse på sin lægegerning, fremkommer dr. Pavan med følgende detaljerede beretning:

11.65. ”I mine unge år, da jeg praktiserede som narkoselæge og arbejdede med intensiv terapi, havde jeg hverken interesse eller forståelse for mange af de faktorer, der ligger bag den smerte og de følelser, der samlet set bevirker, at patienterne udvikler stress på grund af den forestående operation eller det at ligge på hospitalet. Mit såkaldte rationelle og mekaniske livssyn begrænsede min lægegerning til videnskabelig brug af medicin og teknologi, uden at

204 jeg havde en dybere forståelse af den menneskelige personlighed. Jeg blev opstemt, når jeg havde succes og blev nedtrykt, når tingene gik dårligt. Det faldt mig aldrig ind, at der var noget bag mig, der havde frembragt disse resultater. Siden min søgen efter livets menig begyndte for alvor, specielt efter jeg oplevede Baba’s usynlige hånd på arbejde, har hele min holdning over for patienter og situationer på klinikken stille og roligt ændret sig. Jeg har forstået, at den moderne trend inden for lægevidenskaben er for mekanisk og teknisk. Man ser på patienterne som biologiske maskiner, ikke som mennesker med længsler og bekymringer. Denne holdning fører til, at vi kun behandler sygdomme og organer og ikke patienter! Jeg føler, at den moderne vestlige læge udelukkende tager sig af det fysiske legeme, fuldstændig ligeglad med den afgørende rolle som sindet spiller, når det drejer sig om sygdom og sundhed, og at der er et aspekt af sindet, dybt og uransageligt, der har en åndelig dimension, og som kan forklare, hvad der er kilden til frygt og andre negative stressreaktioner.”

11.66. ”I dag er jeg blevet mere kærlig og venlig over for mine patienter. På grund af Swami’s Nåde har jeg oplevet lyksaligheden ved at være et redskab for den kærlige energi. Nu strømmer den gennem mine beroligende ord såvel som gennem mine varme hænder, der kærligt berører patienternes hænder, før jeg bedøver dem. Kærlige ord har en søvndyssende effekt på patienterne og hjælper dem i bedøvelsesfasen, og ordene hjælper dem også med at få en rolig opvågning. Skønt det er et teamarbejde i operationsstuen, så føler jeg, at narkoselægen har et større ansvar, når det drejer sig om at sikre patientsikkerhed, end nogen anden. Når det gælder operationen, kan kirurgen sammenlignes med faderen, narkoselægen med moderen, sygeplejerskerne med slægtninge, det tekniske personale med venner og rengøringspersonalet med bekendte. De tjener alle et formål: At sikre at barnet, der i dette tilfælde er patienten, får den bedst mulige behandling. Moderen er bedst udrustet til dette. Fordelene er også enorme, når vi åndeliggør atmosfæren i operationsstuen. Ved at arbejde med en bevidsthed om Det Guddommelige og få inspiration, vejledning og hjælp af denne uendelige kilde, opnår vi gode og gavnlige resultater.”

11.67. ”Det meste af tiden føler jeg Bhagavan’s tilstedeværelse, og jeg arbejder helt bevidst i dette nærvær som Hans redskab. Jeg har også oplevet Guddommelig indgriben, når jeg har bedt om Hans hjælp ved mange lejligheder, når en patients liv var i alvorlig fare. Adskillige gange har vores venlige og elskværdige Herre svaret på bønnerne og har grebet ind og frelst patienterne på mirakuløs vis. Mange af mine kollegaer i Australien, der blev overrasket over den slags hændelser, har spurgt mig, hvordan den slags ting kunne ske. Mit svar har altid været enkelt. Jeg fortalte dem, at min Herre og lærer, Sai Baba, har hjulpet patienten som svar på mine bønner. Faktisk har et par prominente kirurger i Sydney, den ene er professor inden for kirurgi, og den anden er ortopædisk professor, åbent bedt mig om at bede til Sai Baba om hjælp i kritiske situationer midt i operationerne.”

11.68. Her følger beretningen om en oplevelse med en sådan Guddommelig indgriben. Oplevelsen er en blandt mange, som dr. Pavan har været et bedende vidne til. Det er oplevelser, hvor patienten blev helbredt uden nogen medicin. I Julen 1982 var der et stort antal hengivne fra Australien i Prasanthi Nilayam. Dr. Pavan var der også sammen med sin familie. Baba kaldte ham og hans familie ind til interview om morgenen den 19. december. Under interviewet materialiserede Han en smuk sølvring med Sin buste på en massiv guldbaggrund. Han satte ringen på Pavan’s finger. Da han kom ud fra interviewværelset, blev han opsøgt af Arthur Hillcoat, et fremtrædende medlem af organisationen i Australien, lige uden for templet. Han bad ham om øjeblikkelig at skynde sig hen for at se til pastor Ted Mulvehill, en katolsk præst fra Adelaide, der havde ligget bevidstløs i over en time på sit værelse. Han havde haft et epileptisk anfald. En ung læge, der havde ledsaget præsten, underrettede Pavan om patientens tilstand. Ted’s sygdomstilfælde var blevet omhyggeligt undersøgt på Flynders Institut i Adelaide, og hans anfald faldt hverken ind under de sædvanlige kategorier af epilepsi eller reagerede på traditionel medicinering. Anfaldene havde været uregelmæssige og uforudsigelige og kunne kun standses midlertidigt ved hjælp af indsprøjtning af Valium. Der fandtes intet forebyggende middel, der kunne hjælpe Ted. Pavan

205 havde ikke den nødvendige specialviden, der skal til for at kunne stille en præcis diagnose og behandle et sådant tilfælde.

11.69. Da Pavan kom hen på Ted’s værelse, fandt han ham liggende bevidstløs på gulvet, mens han havde et anfald. Hans øjne var vidt åbne, og hans tunge hang ud af den ene side af munden. Han reagerede ikke, da hans navn blev nævnt. Den unge læge havde medbragt noget intravenøst Valium, men selv det viste sig at være uden virkning, og ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre. Pavan tænkte ved sig selv: ”Hvis det berømte Flynders Institut ikke kunne løse dette problem og finde en effektiv kur for Ted, hvilken chance har vi så for at kunne gøre det her i Prasanthi Nilayam?” Han havde kun ’doktor Gud’ at vende sig til. Han bad til Baba og smurte vibhuthi’en, som han havde fået for nogle få minutter siden i interviewværelset, på Ted’s pande, bryst og skuldre. Han lagde også lidt af den på hans tunge. Der var ingen umiddelbar respons. Arthur fik øje på sølvringen, der skinnede på Pavan’s finger, og spurgte ham: ”Materialiserede Swami denne ring til dig her til morgen?” Da Pavan sagde: ”Ja”, foreslog Arthur, at ringen blev placeret på Ted’s pande, mens man bad til, at han kom tilbage til bevidsthed. Så snart ringen berørte hans pande, vendte Ted blikket mod Pavan og sagde med sløret stemme: ”Er det dig Sara?..... Mange tak.” Han blev fuldstændig rask, og han fik tildelt den vigtige rolle som fortæller ved julearrangementet. Selv efter han vendte tilbage til Australien, fik han aldrig siden et epileptisk anfald. Ted’s mystiske anfald var blevet permanent helbredt af Bhagavan’s Nåde.

11.70. Dr. Pavan’s første barnebarns fødsel i 1992 udviklede sig til intet mindre end et storslået drama, i hvilket Bhagavan skænkede livets gave til et dødt foster. Her følger den ærefrygtindgydende historie om dette drama skildret af dr. Pavan selv:

11.71. ”Da vores ældste datter var 28 uger henne i svangerskabet, fik hun fødselsveer og blev indlagt på hospitalet. På fødestuen fik hun intravenøs medicinsk behandling for at forhindre en alt for tidlig fødsel, da man var bekymret for barnets levedygtighed. Vibhuthi blev smurt på underlivet, og som svar på vores bønner begyndte veerne at aftage efter 24 timer. Da hun var 32 uger henne, blev hun indlagt igen med forhøjet blodtryk på grund af graviditeten. Da det alt for høje blodtryk og de mangfoldige ødemer ikke reagerede positivt på, at hun lå i sengen og modtog medicinsk behandling, fik hun i 34. uge foretaget en ultralydsscanning, og en fostervandsprøve skulle analyseres hormonelt. Dette gjorde man for at kontrollere fosterets levedygtighed. Man traf beslutning om at få babyen ud, idet man både tænkte på moderens sikkerhed og på at frelse spædbarnet.”

11.72. ”Tidligt næste morgen var fosterhinderne bristet og Syntocinon-indsprøjtningen bevirkede, at fødselsveerne gik i gang. Af en eller anden mystisk årsag reagerede fosteret dårligt på Syntocinonen, og fosterets hjerte holdt op med at slå, hvilket kunne fastslås, da det var vanskeligt at mærke fosterhjertet, og der ikke var nogen hjertelyd. Vi var nødt til at foretage et højst nødvendigt kejsersnit. Da der ikke var andre, måtte jeg give min datter bedøvelsesmiddel, og min svigersøn, der også er læge, måtte assistere ved operationen. Det tog mere end 30 minutter at gøre operationsstuen parat. Blot to minutter efter narkosen virkede, blev der født et livløst drengefoster. Jeg skulle først og fremmest sikre moderens sikkerhed, før jeg tog mig af det lille barn. 40 minutter var gået, siden hjertet var stoppet med at slå i livmoderen. Fosteret så livløst ud – så lillebitte, blå-grå kulør, uden åndedræt og uden hjertelyd. Jeg gjorde mit bedste for at genoplive det, men jeg var godt klar over, at det blot var et ritual. Jeg gav ydre hjertemassage med min venstre tommeltot. Hjertets størrelse var ikke større end et jordbær. Samtidig pressede jeg noget ilt ned i lungerne med min højre hånd, idet jeg anvendte en genoplivningsmaske beregnet til spædbørn. Min ekspertise inden for behandling af nyfødte kom mig til nytte, da jeg kaldte på Baba og bad Ham hjælpe. Jeg bad til, at det lille barn ikke ville være hjerneskadet, hvis det skulle stå det igennem. Jeg var lykkelig for at se, at det lille barns krop antog en lyserød farve, men det var kun pletvist. Jeg fortsatte med denne indsats i over fem minutter, og så hørte jeg en indre stemme, der højt og tydeligt sagde: ”Giv slip! Hvad er det, du prøver på? Prøver du at skabe et monster i

206 hjemmet?” Instinktivt fortolkede jeg det, stemmen havde ment: ”Du kan måske få hjertet til at slå, men du kan ikke give liv til en død hjerne.” I bedste fald lykkedes det mig at få hjertet til at slå 70 slag i minuttet. For en normal nyfødt burde det være 140 slag. Åndedrættet var så ustadigt og uregelmæssigt, og der var ingen forbedring at spore med hensyn til barnets kulør. Jeg stak hovedet ud af operationsstuens dør og bad min kone og yngste datter om at sende en ’SOS-bøn’ til Swami.”

11.73. ”Vi besluttede at give vores datter noget stærkt beroligende, da vi vidste, hun ville blive meget fortvivlet, når hun hørte om sin kostbare søns skæbne. På dette tidspunkt havde hun været gift i fem år uden at have fået et barn. Vi var ikke sikre på, hvor længe babyen ville leve. Der var end ikke nogen af de tilstedeværende, der vidste, hvordan man skulle betjene panelet på det splinternye ’Intensiv behandling apparat’. Det var den nyeste model, og den var yderst teknisk at betjene. ’Sai Ram’ var de eneste magiske ord på alle vore læber. Mens moderen var bevidstløs på grund af den kraftige narkose, ventede vi andre på et mirakel eller på det uundgåelige. Børnelægen ankom senere og fik apperatet til at fungere. Den nyfødte viste intet tegn på bedring; åndedrættet standsede indimellem. En eller anden usynlig kraft lammede vores tanker, så vi forsøgte ikke at påvirke børnelægen til at overflytte babyen til en højteknologisk afdeling for for tidligt fødte børn, der befandt sig tæt ved. Så han kom ikke i den forlegenhed, det ville være at overflytte en ekstrem svækket nyfødt, der øjensynligt også var hjernedød. Vi overlod fuldt og helt problemet til Baba; Han måtte løse det. Hvis vi havde overflyttet babyen til førnævnte afdeling, er jeg overbevist om, at vi ville have modtaget et telefonopkald fra dem en uge senere, hvor de ville bede os om at tage babyen hjem med beskeden: ”Jeres lille barn er i live, men hjerneskadet. Vi kan ikke gøre noget ved det.” Ja, lægen kan kickstarte det uvirksomme hjerte, men alene Gud kan give liv til en død hjerne. Min svigersøn tog hjem og bad til Swami og tændte en røgelsespind i andagtsværelset. Baba svarede med Sin tilstedeværelse og beroligelse, da asken fra den brændte røgelsespind forblev stiv uden at falde af. Den antog form af bogstavet ’S’. Nu og da kunne vi dufte en duft af jasmin rundt om barnets lille seng. De første 20 timer var et mareridt for os alle.”

Dr. Pavan sammen med Den Guddommelige Swami velsigner dr. Pavan Læge

11.74. ”I løbet af natten havde en eller anden usynlig hånd trukket babyens mad-sonde ud. Da jeg kiggede inden for klokken 05.00, så babyen stadig ligbleg ud; han bevægede hverken

207 arme eller ben. Sygeplejersken var bestyrtet og bad mig om at genindsætte mad-sonden. Intuitivt forstod jeg, at det at slangen var kommet ud, måske var et Guddommeligt tegn på, at babyen skulle lægges til moderens bryst. I det øjeblik det lille barn kom i kontakt med moderen, overraskede han os alle, da hans sutterefleks viste sig for første gang efter 20 timer. Barnet begyndte at made sig selv med brystmælk. Jeg var så privilegeret, at jeg var vidne til, at en moders kærlige energi på mystisk vis blev overført til den nyfødte. Denne bølge af energi bevirkede ikke blot, at den nyfødte begyndte at nære sig selv lige fra brystet, men også at han begyndte at bevæge sine lemmer. Den barmhjertige Herre havde på mirakuløs vis vendt op og ned på tingene. Herefter fik den 2,2 kg tunge baby det konstant bedre. Det samme gjaldt moderen, der fik sit forhøjede blodtryk under kontrol. Den femte dag var alle hjemme. Vi havde stadig behov for Baba’s uafbrudte ’tilstedeværelse’ rundt om den lille baby. I måneder spillede vi døgnet rundt en cd med Hans melodiøse stemme, der chanter Gayathri Mantraet. Den følgende uge rejste jeg til Prasanthi Nilayam og takkede Swami for livets gave, som Han havde givet vores barnebarn. Jeg fortalte Swami: ”Swami! Vores barnebarn var dødfødt, og Du gav ham liv. Han er Din baby, og vi beder til, at Du vil navngive ham og passe på ham hele livet.” Vores elskede Herre imødekom bønnen og gav ham navnet Aditya.”

11.75. Aditya betyder Solen. Solens komme var en lyksalig solopgang for familien, og gennem Aditya fyldte Bhagavan deres liv med Sin kærligheds varme og Sin visdoms lys. For dr. Sara Pavan var det endnu en overbevisende oplevelse af Hans almagt.

11.76. Blandt de mange læger der arbejdede på Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam, var de fleste blevet draget mod dette sted på grund af deres kærlighed til Bhagavan. Men der findes også dem, der er blevet draget mod Bhagaven Baba på grund af hospitalet. Den mest fremtrædende af disse er dr. Voleti Choudary, en hjertekirurg der nu har slået sig ned i Prasanthi Nilayam og arbejder på hospitalet som leder af afdelingen for hjertevidenskab. Skønt født i Chitthoor, en by knap 150 km fra Prasanthi Nilayam, kendte han ikke noget til Baba i de første 50 år af sit liv. Da han var 50 år gammel, var han en veletableret hjertekirurg i De Forenede Stater. Han havde i første omgang arbejdet i New York City og senere i Los Angeles. Skønt han hverken havde problemer i sit privatliv eller arbejdsliv, var han rastløs og forvirret og manglede indre fred på trods af sin religiøse baggrund. Lad os lytte til hans analyse af, hvad der havde forårsaget denne misfornøjelse i ham:

Det Guddommelige ’Store hospital’ trak dr. Voleti Choudary mod Bhagavan

11.77. ”Mine forældre havde indpodet en stærk tro på Gud i mig og det lige fra min barndom. Ved hjælp af hårdt arbejde og Guddommelig Nåde gik det mig godt i livet, og jeg havde succes i mit erhverv, men der var en dyb utilfredshed i mit hjerte. Denne utilfredshed bundede i, at

208 jeg havde en følelse af hjælpeløshed, eftersom jeg ikke hjalp mine fattige landsmænd. Jeg var inderligt bevidst om manglen på sundhedsfaciliteter for den almindelige inder. Udbredelsen af hjertesygdomme i Indien og deres aggressivitet, der hjemsøgte alle lag i samfundet, fik mig til at lede efter muligheder for at hjælpe den indiske befolkning. Skønt det glædede mig at se, at der blev etableret hjertekirurgiske afdelinger i Indien, var det skuffende at erfare, at de hurtigt var blevet et kommercielt ’produkt’, der kun var til rådighed for få velstillede mennesker. Jeg foretog adskillige rejser til Indien, hvor jeg udførte hjertekirurgi, men jeg blev snart desillusioneret over, at det var de rige, jeg hjalp. Jeg blev stærkt påvirket af ikke at være i stand til at hjælpe de fattige og desperate i Indien, der led på grund af hjertesygdommenes hærgen.”

11.78. Choudary hørte første gang om det unikke hospital i Prasanthi Nilayam i oktober 1992. Det var hans hjertelæge-ven i USA, dr. Ramakrishna Thumati, der fortalte ham om det. Han var netop vendt tilbage fra en tur til Indien efter at have besøgt hospitalet, og han var meget begejstret for det. Choudary kunne ikke andet end dele sin vens vantro og forbløffelse over dette hospital, der ydede den bedst mulige sundhedspleje helt gratis til folk uden hensyn til deres kaste, tro, hudfarve og religion. Thumati fortalte også Choudary, at hele hospitalet var blevet bygget på et år, og at dets hypermoderne udstyr tålte sammenligning med det, der findes på førende hospitaler rundt om i verden. De var begge så involveret i og optaget af at drøfte dette hospitals helt enestående beskaffenhed, at de ikke hæftede sig ved den unikke person, der stod bag hospitalsprojektet. Choudary var både fascineret over og glad for at høre om hospitalet. Han var fascineret over, at dyre hjerteoperationer blev foretaget fuldstændig gratis, og han var glad for, at han havde mulighed for at opfylde sin drøm om at tjene de fattigste af de fattige blandt sine landsmænd.

11.79. Choudary besøgte hospitalet første gang i februar 1993. Han tog hen på hospitalet, endnu før han nåede ashram’en i Prasanthi Nilayam og var målløs over det, han så. Senere udtalte han: ”Mit første indtryk af hospitalet, der er bygget i et helt uberørt landligt miljø, afstedkom en stor grad af vantro og skepsis. For mig var det en helt fantastisk oplevelse. Bygningen lignede mere et arkitektonisk underværk end et hospital. Ingen ord kan beskrive dens pragt. Det var uden tvivl et ’helbredelses-tempel’. Det mest slående inde på hospitalet var den fuldstændige fred, der herskede overalt. Den sædvanlige støj og det sædvanlige postyr, der uundgåeligt forbindes med et hvilket som helst hospital, var iøjefaldende på grund af dens fravær. På sygestuerne var patienterne meget rent klædt på i hvidt hospitalstøj, og de så glade og tilfredse ud. Mens jeg gik rundt, var jeg så fokuseret på og opslugt af at se hospitalet, at jeg aldrig for alvor tænkte på den person, der er ansvarlig for dets eksistens. Først efter jeg trådte ud af hospitalet, begyndte mit sind at undre sig over den store medfølelse og kraft, som måtte være til stede i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, der havde forestillet sig og skabt et sådant utroligt institut.”

11.80. Næste morgen da Bhagavan stod foran ham inde i Prasanthi Nilayam Templet og så ind i hans øjne med grænseløs kærlighed og medfølelse, følte Choudary sig begejstret, og på en eller anden måde fik han mod og tog sig sammen til at sige: ”Bhagavan! Jeg er dr. Choudary fra Los Angeles.” ”Jeg ved, hvem du er!”, svarede Baba med en blid og venlig stemme og materialiserede vibhuthi til ham. Før han kunne komme sig over denne ekstraordinære oplevelse, var Bhagavan gået derfra. Efter nogle få minutter blev han kaldt ind i interviewværelset. En begejstret glæde løb gennem hans rygsøjle, da han stod helt alene ansigt til ansigt med Bhagavan, og skælvende blev han overmandet af en liflig følelse.

11.81. ”Du har tabt dig”, sagde Baba meget kærligt. Choudary blev stærkt bevæget og forvirret på grund af den uventede udtalelse, og han begyndte at græde. Nogle få måneder før turen til Indien havde han fået en meget modbydelig og genstridig tandbyld, der havde plaget ham i tre måneder på trods af, at en kompetent tandlæge havde behandlet ham på bedste vis. I denne periode havde han ikke været i stand til at spise ordentlig, og han havde tabt sig 5-6 kg. Kun hans familie og hans kollegaer havde kendt til hans tandproblem og det følgende

209 vægttab. Han blev overvældet, da han forstod, at han stod ansigt til ansigt med et alvidende væsen, og han havde en ubeskrivelig oplevelse af, at hans inderste væsen stod nøgent i Hans statelige nærvær.

11.82. Bhagavan fortsatte med Sin beroligende og forsikrende stemme: ”Du skal ikke være bekymret. Tanden vil få det godt” og spurgte Choudary: ”Hvad ønsker du?” Choudary, der delvis var kommet sig over den betydningsfulde oplevelse, busede ud med følgende: ”Swami! Jeg ønsker fred.”

Sai, den der helbreder Sjæle.

11.83. Idet Han så ind i hans tårefyldte øjne, sagde Bhagavan: ”Hvis du fjerner ’jeg’et’ og afskaffer ’ønsker’, så vil du stå tilbage med fred. For at gøre det, er du nødt til at kontrollere dit sind, der hele tiden flakker omkring som en abekat.” Han fortsatte med at forklare, hvordan sindet kun kan blive roligt, når det er fokuseret på Gud.

11.84. På det tidspunkt var Choudary fattet nok til at bede om Baba’s tilladelse til at arbejde som frivillig på hospitalet. Bhagavan svarede: ”Bangaru! Det er dit hospital og ikke Mit! Du kan

210 arbejde der, når som helst du måtte ønske det.” Han var dybt rørt over svaret. Efter interviewet var han opfyldt af en lyksalighedsfølelse, der var fuldstændig ny for ham. Disse 15 minutter sammen med Avataren havde én gang for alle forandret hele hans måde at anskue livet på. Den utilfredshed og usikkerhed der havde plaget ham i mange år, forsvandt ud i den blå luft, og fred og afklarethed tog deres plads. Bhagavan’s kærlighed (prema) befriede ham fra fortvivlelsen og hjælpeløshedens greb. Herefter blev han selv en missionær, der arbejdede på at befri mange af sine lægekollegaer ved at bringe dem under sin befriers vinger. Lad os lytte til dr. Choudary’s fortælling om sin mission:

11.85. ”Mit første møde med Bhagavan gav mig den nødvendige inspiration til at begynde at rekruttere et netværk af læger og øvrigt sundhedspersonale, der havde erfaring med at behandle patienter med forskellige hjerteproblemer. Blot ved at spørge var jeg i stand til at hverve mennesker, som end ikke havde hørt om Baba, og som aldrig havde besøgt Indien. Jeg forstod snart, at det fælles bånd der bandt teamet sammen, var ønsket om at yde uselvisk tjeneste over for vore medmennesker.”

11.86. ”I løbet af kort tid var vi i stand til at danne et team af hjertelæger, hjertekirurger, anæstesilæger og beslægtet sundhedspersonale, der var vant til at beskæftige sig med hjertesygdomme. Vi rekrutterede folk fra alle egne af De Forenede Stater. Vi har været i stand til at besøge og arbejde på Bhagavan’s hospital i perioder adskillige gange om året. Teamets hovedmål er at indgå i arbejdet sammen med det eksisterende personale på hospitalet og arbejde som et udstrakt team, der deler ideer og forbedrer hinandens viden. Hver eneste af mine ture er mere tilfredsstillende end den foregående, både med hensyn til at tilgodese mit ønske om at hjælpe de fattige og det at styrke min egen åndelige forankring.”

Den Universelle Lærer Hill View stadion i Puttaparthi

11.87. Dette er helt sikkert læger, hvis Sjæle er blevet helbredt af Gud, så de kan helbrede dødeliges legemer uden at ignorere deres Sjæle.

211 Kapitel 12

Den Universelle Lærer

12.1. Muligheden for at komme i kontakt med en åndelig mester er den største skat, der kan gives en åndelig aspirant. Når en mester først er blevet accepteret som ens guru eller lærer, er alt, hvad man behøver at gøre for at nå livets højeste mål, at overgive sig til ham. Upanishad’erne erklærer: ”De største sandheder fremstår i al deres pragt for en stor Sjæl, der udviser den samme intensitet i sin hengivenhed over for sin lærer som over for Gud.” Upanishad’erne taler også om en sand lærers fem kendetegn: I hans nærvær blomstrer den åndelige visdom, formindskes sorgerne, vælder glæden op i hjertet, bryder overfloden frem og alle talenter kommer frem i lyset.

12.2. I den indiske tradition er Gurupoornima, fuldmånedagen der er dedikeret til tilbedelse af guruen, en meget vigtig højtid. Den finder sted hvert år i måneden ashada, der almindeligvis falder sammen med juli. Dagen bliver også omtalt som Vyasapoornima, eftersom den store vismand, Vyasa, der klassificerede Veda’erne og forfattede det episke digt, Mahabharatha og de 18 tekster om indisk mytologi (Purana’erne), blev født denne dag. Det er på den dag, at åndelige aspiranter tilbeder deres mester og søger hans vejledning og velsignelse, så de kan gøre fremskridt på vejen. Det er også dagen, hvor aspiranterne vurderer deres åndelige vækst i det forgangne år med hjælp fra deres mester.

12.3. Det kan ikke undre, at mange tusinde åndelige aspiranter og hengivne hvert år samler sig ved Bhagavan Baba’s lotusfødder på denne hellige Gurupoornima. Dagens program begynder med, at studerende fra Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning leder den sang, hvor man synger hymner og sange, der lovpriser Den Universelle Lærer, mens Han sidder på det udsmykkede podium med et ansigt, der udstråler kærlighed og velsignelse. Festlighedens højdepunkt markeres af det Guddommelige budskab, der strømmer ud fra Den Guddommelige Mesters barmhjertige hjerte. Dette kapitel sammenfatter essensen i de Gurupoornima-taler, som Baba holdt i den periode, der dækkes af denne bog, 1986-1993. I disse taler fremstår Avatarens Guddommelige autoritet som Sadguru, mesternes Mester, på umiskendelig vis. Næsten hvert eneste citat fra Bhagavan i dette kapitel stammer fra disse otte taler.

12.4. Ifølge Bhagavan gælder følgende: ”Den værste synd som mennesket begår, er at glemme sin Guddommelighed og betragte sig selv som et adskilt individ og således fylde sit sind med ønsker og had.” Menneskets oprindelige synd, der er roden til alle hans sorger, er hans uvidende identifikation med krop-sind komplekset, skønt hans sande natur er Guddommelig. Alle hans sorger forsvinder, når han først opdager sin Guddommelige Virkelighed. Ingen andre bedrifter eller sejre i verden – sanselige glæder, rigdom, position, autoritet, lærdom eller navn og berømmelse – kan skænke ham frihed for lidelse. Alene erkendelsen af sin egen Guddommelighed kan skænke ham den evige og grænseløse lyksalighed, som han søger. Hans søgen gennem talløse liv ender, når han opdager sin identitet med Det Guddommelige. Det er det menneskelige livs mål og formålet med alle åndelige øvelser.

12.5. Hvordan begynder man at bevæge sig ud på denne vej? Bhagavan besvarede dette spørgsmål i Sin tale den 21. juli 1986: ”På denne hellige Gurupoornima-dag har Jeg ikke i sinde at give jer noget mantra, der består af otte eller fem stavelser, der er baseret på navnet på en bestemt Guddom. Jeg vil heller ikke pålægge jer at studere nogen Upanishad, Gita’en eller Brahma Sutras. Der findes en erklæring på telugu, der består af fem enkle stavelser: Devudunnadu, der betyder: ’Gud eksisterer’! Gør dette mantra til jeres livs redningsplanke. Hvis I bliver ved med at fremsige det, kontemplere på det og handle ud fra det, vil I komme til at opleve stor lyksalighed. Hvis I fordyber jer i denne Guddommelige lyksalighed og lærer

212 andre om dette mantra, så vil I virkelig skænke det størst mulige bidrag til verdens velfærd. Betragt dette mantra som denne Gurupoornima’s budskab og forkynd det alle steder og under alle forhold med al den overbevisning og styrke, som I kan opbyde. Dette mantra: ’Gud eksisterer’ er mere kraftfuldt end noget andet mantra baseret på en Guddoms navn. Verden kan blive forvandlet til et Paradis, hvis I befæster jeres tro på Gud og handler ud fra denne overbevisning.”

12.6. Den 14. juli 1992 tilskyndede Swami: ”Tro er selve vores livsåndedræt. Vi bør aldrig tillade den at vakle. Når vi har en stærk tro i vore hjerter, kan vi forblive rolige og uanfægtede, når vi står over for livets medgang og modgang. Her kommer et eksempel: Der står et kæmpestort træ ved vejsiden. Selv i den brændende varme sommer forbliver det grønt. I nærheden er der en rismark. Hvis I blot undlader at vande den i nogle få dage, vil den tørre ud. Hvad er årsagen til denne forskel? Træets rødder er trængt dybt ned til grundvandet, mens risplanternes rødder er forblevet tæt på overfladen. Vi har også eksemplet med Prahlada, der ikke blev kuet af sin faders trusler. Sønnen fortsatte med at fastslå Guds eksistens, mens hans fader argumenterede imod og benægtede Hans eksistens. Hvem beskyttede Prahlada, da han blev kastet ud fra bjerget? Det var hans tro, der beskyttede ham og ikke Vishnu! Hans tro antog Vishnu’s form.”

12.7. Derfor er det første skridt på vejen at fremelske tro på Gud; intet kan erstatte dette. I henhold til Bhagavan gælder: ”Man kan læse alle de hellige skrifter og udføre alle ritualerne, men hvis man ikke har en fast tro på Gud, så vil hverken det at gennemføre ritualerne eller det at kende Upanishad’erne eller Gita’en ud og ind være til nogen gavn. Det vil slet og ret være fysiske eller intellektuelle udfoldelser. Gør jeres tro på Gud endnu fastere. Hvordan kan alle underværkerne i kosmos forklares uden Gud? Hvis kraft er det, der holder millioner af stjerner på deres pladser? Hvordan drejer Jorden rundt om sin akse uden en aksel? Hvordan blæser vinden for at skænke liv til alle? Disse fænomener er hinsides menneskes kræfter og evner. Alt dette er den usynlige krafts værk; den kraft der handler bag scenen. Det er den usynlige, der opretholder det, der ses. Det er Guds Kraft.”

12.8. Hvem er Gud? Baba siger: ”Gud er den største bevidsthedskraft, der er universets fundamentale grundlag.” Skønt Gud i sidste instans er formløs, manifesterer Han Sig i en hvilken som helst form, som den hengivne elsker. For jer, menneskene, der er opslugt af kropsbevidsthed, er det lettere at tilbede Gud med form. I Bhagavad Gita proklamerer Herren: ”Større er deres vanskeligheder, hvis sind er fæstet på det formløse, for målet er vanskeligt at nå for den legemliggjorte.” Derfor er det bedre at vælge Gud med form i begyndelsen. Man kan vælge en hvilken som helst af Guds former, men man bør være klar over, at alle former tilhører én Gud, der i sidste instans er formløs. Efterhånden som den åndelige aspirant gør fremskridt og hans kropbevidsthed formindskes, forstår han, at Gud er formløs. Baba udtrykker det kortfattet: ”Begynd med Gud med form og slut med Det Formløse.”

12.9. Hvordan kan man fremelske og forstærke troen på Gud? Bhagavan påpegede: ”Den vigtigste forudsætning for at fremelske tro er at være i selskab med gode og gudfrygtige mennesker. Skrifterne priser storheden ved det gode selskab gennem mange eksempler. Ratnakara, der var landevejsrøver, blev fuldstændig forvandlet, da han fik kontakt med de syv store vismænd. Han blev senere den berømte vismand, Valmiki, der forfattede kæmpeværket Ramayana. Selv de syv vismænd hyldede ham som ’den fremmeste blandt digtere’, kun overgået af ’denne verdens giver’; Gud!” Tro blomstrer i selskab med gudfrygtige mennesker, da man vil begynde at fatte sympati for bøn og ihukommelse af Guds navn. Tro kommer som en kostbar gave fra Gud til en længselsfuld Sjæl, der beder om den. Hvornår vil bønnen være effektiv? Til Gurupoornima i 1988 forklarede Baba: ”Vi taler ofte om bøn. Bøn er ikke blot ord, der udtrykker en appel til Gud. En ægte bøn strømmer fra hjertet. Bønner der ikke er inderlige, er fuldstændig nytteløse. Herren vil acceptere et hjerte uden ord, men Han vil ikke acceptere ord og bønner, der ikke kommer fra hjertet. Det er årsagen til, at Gud beskrives som Hjertets Herre.”

213 12.10. Kærlighed vokser til tro. Med Sri Aurobindo’s ord: ”Kærlighed er kronen på alt arbejde og udfoldelsen af al viden.” Kærlighed til Gud og ens medmennesker frelser mennesket fra at være bundet til kødet og løfter ham op til åndelighedens højeste stadie. I Sin tale til Guropoornima i 1988 prydede Baba Sin tale med ordene: ”Menneskets fremmeste pligt er at få Den Guddommelige Kærligheds (prema’s) strøm til at flyde ud over og indhylle hele verden. Først da kan han opnå fred og lyksalighed. Skrifterne proklamerer, at Gud inkarnerer i verden for at straffe de ondsindede og beskytte de gode. Dette er ikke korrekt. Gud inkarnerer for at indprente kærlighed i menneskeheden og lære den, hvordan kærlighed bør fremmes og føres ud i livet. Først når en sådan kærlighed bliver fremelsket, vil mennesket blive befriet for sorg og problemer. Synd vil blive udslettet, og frygt vil ophøre med at plage ham. Når der er kærlighed til Gud, vil der være frygt for synd. Når begge disse er til stede i mennesket, vil den gode moral herske enerådende i samfundet. Disse tre: Kærlighed til Gud, frygt for synd og god moral i samfundet, skal fremmes af mennesket på grundlag af en fast tro.”

12.11. Den ultimative åndelige oplevelse er en erkendelse af enhed mellem én selv og Gud og hele skabelsen. Efterhånden som man gør fremskridt på vejen, undergår ens holdning over for verden eller skabelsen en udvikling. På det første stadie tro man: ’Verden er Guds skabelse’. På det andet stadie opdager man: ’Verden er Guds projektion’. Og på det endelige stadie erkender og forstår man: ’Verden er intet andet end Gud’. Denne oplevelse af enhed er ægte åndelig visdom. I Sin tale den 14. juli 1992 lagde Swami vægt på denne sandhed: ”Hvad er åndelig visdom eller ægte visdom? Er det materiel eller verdslig viden? Er det viden om kemi eller nogen anden gren af videnskaben? Nej! Alt dette er viden, der relaterer sig til verdens fysiske beskaffenhed. Men ægte åndelig visdom er grundlaget for alle former for viden og er hinsides dem. ’Ægte åndelig visdom er åbenbaringen af enhed’. Alt hvad der eksisterer, er intet andet end Gud eller Den Guddommelige Gnist (Atma), og der findes ikke noget andet objekt i verden.”

12.12. Således er Gud ikke adskilt fra en selv. Derfor kan Gud ikke ses eller opleves uden for en selv. Med Bhagavan’s ord: ”Gud kan ikke ses uden for en selv. Når mennesket forstår sin egen sande natur, vil han selv fremstå som Guddommelig. Derfor er den indre betydning af alle åndelige øvelser, at de skal få mennesket til at forstå sin egen sande natur.” Hvad er det for en åndelig øvelse, som man skal praktisere for at forstå Gud? Den 29. juli 1988 udbredte Bhagavan Sig om de fem typer åndelige øvelser, som de vediske vismænd redegjorde for: Sathyavati, Angavati, Anyavati, Nidanavati og Swaroopatmaka jnanam.

12.13. ”Sathyavati erklærer, at Gud er til stede i en subtil form alle vegne og i alting i universet, på samme måde som smør eksisterer i mælk. Gud er den universelle beboer i alle eksistenser. Ingen bør tro, at Gud kun opholder Sig et bestemt sted eller i en bestemt skikkelse. Formålet med alle åndelige øvelser er at få én til at forstå, at Gud er til stede i alle eksistenser og så handle ud fra denne overbevisning”, forklarede Baba. Ved konstant at kontemplere på denne sandhed vil den åndelige aspirant opleve en ubesmittet kærlighed og glæde vælde frem i sit hjerte. Det vil hjælpe ham med at behandle alle væsener med høflighed, venlighed og forståelse. ’Love all, serve all’ bliver understrømmen i hans liv. Uselvisk tjeneste fører til renselse af hans sind og herfra til åndelig oplysning.

12.14. Bhagavan forklarede Angavati på følgende måde: ”Universet er dannet af de fem elementer: Æter, luft, ild, vand og jord. Gud er til stede i hver af dem i en specifik form. Han er til stede i æter i form af lyd. Han opholder Sig som livsenergi i luft, som gryende kraft i ild, som livsnærende kraft i vand og som livbærende kraft i jord. I Angavati betragter den åndelige aspirant de fem elementer som Guds manifestationer og tilbeder dem.” Ærbødighed over for Moder Natur bliver en måde at leve på for aspiranten, og han oplever den Guddommelige

214 ”Ægte åndelig visdom er åbenbaringen af enhed.” tilstedeværelse alle vegne. Bortset fra åndelig højnelse i det enkelte individ kan Angavati give samfundet mange fordele såsom et renere miljø, balance i miljøet og bevaring og behørig anvendelse af naturens ressourcer.

12.15. Vedrørende Anyavati så sagde Swami: ”I denne åndelige øvelse tilbedes Gud i en form på grundlag af visse kendetegn, der er unikke for denne form. Man forestiller sig for eksempel Siva som en Guddom med tre øjne, der holder en trefork og en tromme i Sine hænder. Tilsvarende tilbedes Rama som den, der bærer den berømte bue, Kodanda, og Krishna som den henrivende Herre med en påfuglefjer, der pryder Hans hovedbeklædning, og som holder en fløjte i Sin hånd. På denne måde bliver der i tilbedelsen skelnet mellem de forskellige Guddomme ved hjælp af disse specielle kendetegn.” I Anyavati vælger den åndelige aspirant den af Guds former der appellerer mest til ham. Blot tanken om denne form vækker en følelse af kærlighed i hans hjerte, og selve synet af disse specielle kendetegn, der forbindes med formen, fylder hans Sjæl med hengivenhed. I 1992 forklarede Bhagavan den indre betydning af de kendetegn, der forbindes med Vishnu og Siva og betonede de to Guders enhed: ”Nogle mennesker påstår, at Vishnu og Siva ikke kan sammen. At tro dette er tegn på fuldkommen uvidenhed og en total indskrænkethed. Nogle kalder sig selv for tilhængere af Vishnu, og

215 andre udgiver sig for at være tilhængere af Siva. Men Vishnu og Siva er én og den samme. I Sine hænder holder Vishnu følgende: Konkylie, diskos, stridskølle og lotusblomst. Konkylien er et symbol på lyd, diskossen på tid, stridskøllen på styrke og lotusblomsten på hjertet. Han er lyden, tiden, Den Guddommelige Kraft og alle væseners hjerters Herre. Tilsvarende holder Siva trommen og treforken i Sine hænder, og disse symboliserer lyd og den trestrengede tid. Således er de begge den samme. Det er blot navne og former, der er forskellige.”

”Gud er til stede i alle væsener.”

12.16. I henhold til Baba gælder følgende: ”Nidanavati er den almindelige form for åndelig øvelse, der i dag praktiseres af de fleste mennesker. Den omfatter de ni former for hengivenhed: 1. At lytte til beretninger om det guddommelige og om Guds herligheder. 2. At synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed. 3. At ihukomme Gud. 4. At glæde sig over at tilbede Gud ved at koncentrere sig om og ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk. 5. At glæde sig over at tilbede Gud. 6. At glæde sig over at man begynder at kunne se Gud i netop den Form, man som hengiven har allerkærest. 7. At glæde sig over at kunne tjene alt og alle uden på nogen måde hverken at føle sig overlegen eller underlegen. 8. At glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds ven og Guds fortrolige. 9. At glæde sig over fuldt

216 og helt at kunne overgive sig til Guds Vilje. En af betydningerne af sanskrit-ordet ’Nidanam’ er ’et reb til at tøjle en kalv’. Hengivenhed er det reb, der binder den hengivne til Gud. I Nidanavati styrker den hengivne sit bånd til Det Guddommelige ved at praktisere forskellige af de former for hengivenhed, der blev nævnt tidligere, og til sidst, når han opnår en fuldstændig og total overgivelse af Selvet, bliver han af med følelsen af adskilthed fra Gud.

12.17. Den form for åndelig øvelse der betegnes Swaroopatmaka jnanam, er den selvundersøgelsesproces, der fører til, at man opdager sin egen Virkelighed som værende Guddommelig. Bhagavan har forklaret denne proces på følgende måde: ”I de hellige skrifter finder I erklæringen: ’Selvundersøgelse fører til befrielse’. Det er derfor alle skrifterne påbyder: ’Kend dig selv’. I dette umådeligt store univers, hvor der er utallige begreber, der skal læres, kan man spørge, hvad grunden er til, at Vedanta lægger vægt på, at man søger sandheden om ordet ’jeg’ eller ’aham’, der anvendes i almindeligt sprogbrug. Når mennesket er i stand til at opleve sandheden ved ’jeg’, vil han forstå alting. Dette ’jeg-princip’ er til stede i alle eksistenser. Dette allestedsnærværende ’jeg’ er Den Guddommelige Gnist (Atma) eller Brahman eller Gud. Men der er to ’jeg’er’ i alle – det ’jeg’ der forbindes med sindet, og det ’Jeg’ der forbindes med Den Guddommelige Gnist. Det virkelige, det sande ’Jeg’, er Den Guddommelige Gnist. Når dette ’Jeg’ fejlagtigt forbindes med sindet, bliver det egoet. Når I retter jeres sind mod det sande ’Jeg’, vil I opleve sandheden: ’Aham Brahmasmi’, hvilket betyder ’jeg er Brahman’. Uanset om I vælger selvovergivelsens vej eller selvundersøgelsens vej, så nås det ultimative mål gennem elimineringen af egoet; elimineringen af følelsen af identifikation med krop-sind komplekset.

12.18. Bør man opgive sine kære og sit hjem for at begive sig ud på de åndelige øvelsers vej? Bhagavan besvarede dette spørgsmål i Sin tale den 11. juli 1987: ”For at forstå sandheden må man erkende verdens illusoriske karakter. Men det betyder ikke at opgive alle bånd til familien og ophøre med at handle. Handlinger bør udføres i en ånd af ikke-tilknytning. Kærlige relationer bør opretholdes uden tilknytning. Det er ikke ’forsagelse af handling’, der fordres, men ’forsagelse i handling’. Det betyder, at handlinger der skal udføres som påbudte pligter, skal udføres på behørig vis. Derved bliver sindet renset for dets urenheder. Dette er formålet med handlinger, der udføres med den rette indstilling.”

12.19. Idet Han talte om den ultimative oplevelse af enhed mellem Skaberen og skabelsen, sagde Baba: ”Erkendelsen og oplevelsen af denne grundlæggende enhed kræver en seriøs og vedvarende stræben.” Denne oplevelse vil I ikke få skænket som en gave; man må nødvendigvis skaffe sig den gennem målbevidste bestræbelser, og man kan kun blive ved med at have denne oplevelse, hvis man fortsætter sine bestræbelser. Hvis man beslutter sig for at blive rodfæstet i Guddommelig Bevidsthed, så er der intet, der kan forhindre det. Således er de anstrengelser, som den åndelige aspirant gør sig på vejen, meget vigtige. Engang, da Swami befandt Sig i Trayee Brindavan, pegede Han på en blomstervase, der stod på bordet foran Ham, og sagde: ”Dette bord og denne blomstervase er også Gud. Der er intet i universet, der ikke er Gud.” Jeg tog mod til mig og anførte: ”Swami! Du meddeler det så naturligt, eftersom Du ser sandheden. Men for os er denne viden kun på det intellektuelle plan. Vi kan udelukkende opleve det, hvis Du øser Din barmhjertige Nåde ud over os.” Nogle få andre, der også sad omkring Baba, sluttede sig til min udtalelse. Så Swami svarede: ”Den Guddommelige Nåde er der altid alle vegne. Det er udelukkende jeres bestræbelse, der mangler!”

12.20. Når vi begynder at stræbe på den åndelige vej, vil vi forstå, at alle de hindringer vi møder på vor vej, befinder sig inde i os. Bhagavan fremhævede følgende til Gurupoornima i 1987: ”Fire store forhindringer skal overvindes i vores forfølgelse af det højeste mål. I vedantisk terminologi er de: Uvidenhedens forhindring, den verdslige visdoms forhindring, den fortolkende logiks forhindring og det at se den modsatte betydnings forhindring. Den første er den forhindring, der opstår på grund af en følelse af, at man er for svag og kraftløs til at søge Det Guddommelige. Så længe denne mangel på selvtillid bliver ved med at være der, kan

217 mennesket ikke opnå selvrealisation. Den anden forhindring er en forhindring skabt af ens egen indbildskhed. Når han mener, at han ved alt og er uvillig til at lære af ældre, bliver han uegnet til at påbegynde denne åndelige stræben. Den tredje forhindring støder de mennesker ind i, der er fanget ind i en sygelig og ulogisk tankegang og falske argumenter. De kommer med søgte og anstrengte fortolkninger af vismændenes erklæringer og engagerer sig i meningsløse meningsudvekslinger. Den fjerde forhindring er uvidenhedens grundlæggende kendetegn; det er tilbøjeligheden til at holde fast ved, at universet udelukkende er materialistisk, idet man nægter at se dets åndelige tilblivelse. Årsagen til denne uvidenhed er illusion (Maya), der får en til at se det uvirkelige som virkeligt og det virkelige som uvirkeligt. Denne forhindring får en til at se kosmos som et fysisk fænomen, skønt det er det Guddommeliges manifestation.”

12.21. I den samme tale forklarede Swami, hvordan denne illusion forårsager vildfarelsen om mangfoldigheden i enheden, og Han illustrerer dette med et eksempel:

12.22. ”På det umådelige store havs overflade ses utallige bølger. Der må være en kraft, der skaber disse bølger. Det er vindens kraft mod havets overflade, der frembringer bølgerne. Uden vindens kraft ville der ikke være nogen bølger. Illusionen (Maya) kan sammenlignes med denne vind. Vandet i havet kan sammenlignes med Væren-Bevidsthed-Lyksaligheds form. De enkelte individer er bølgerne på havet.”

12.23. ”De individualiserede Sjæle, der skabes af illusionen (Maya), er blot reflekterede genspejlinger af Det Guddommelige. Genspejlingen vil kun være der så længe, illusionens spejl eksisterer; det spejl der skaber vildfarelsen om kropsbevidsthed. Ideen om at der eksisterer en adskilt individualitet vil som spejlbilledet i et spejl vare ved, så længe kropsbevidstheden er der. Når illusionens spejl fjernes, forsvinder spejlbilledet, og alene Den Guddommelige Gnist (Atma) vil være tilbage.”

12.24. Idet Han vendte tilbage til de indre forhindringer, der kommer i vejen for ens fremskridt på vejen, tilskyndede Bhagavan: ”I dag er det Gurupoornima, fuldmånedagen der er dedikeret til tilbedelse af guruen. Denne dag skinner Månen strålende med alle 16 aspekter. For jeres del gælder, at I skal slippe af med de 16 forhindringer, der er i jeres indre. Disse omfatter de otte former for stolthed (stolthed over fysisk styrke, over at være født ind i en høj kaste eller i en ædel slagt, over lærdom, over rigdom, over at udføre bodshandlinger, over fysisk skønhed, over ungdom og over magt) samt de seks indre fjender (begær, vrede, grådighed, stolthed, blind forelskelse og jalousi) og de to kvaliteter (guna’er): Sløvheden og uvidenhedens kvaliteter (tamo guna) samt lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter (rajo guna).”

12.25. Hvordan skal man vælge sin guru? Her kommer nogle advarende ord fra Bhagavan: ”I dag er folk tilbøjelige til at være naive, når de handler. Når som helst de ser nogle personer, der påstår, at de er guruer, så prøver de at få et mantra eller et åndeligt budskab fra dem! Det er tegn på uvidenhed at forfølge den slags personer og prøve at få budskaber fra dem. Når de selv vælter rundt i trældom, hvordan skal de så kunne befri jer fra trældom? Hvordan kan én, der selv er fuld af vildfarelse befri jer fra jeres vildfarelse?” Således er en ægte guru et menneske, der har transcenderet al trældom og vildfarelse om kropsbevidsthed og har hævet sig op til Guddommelig Bevidsthed. Ren og skær intellektuel viden eller viden om de hellige skrifter er ikke noget tegn på åndelig visdom. Som Baba forklarer det: ”Hvem er en guru? En guru er en, der fordriver uvidenhedens mørke i disciplen. Man kan ikke være fri for uvidenhed, så længe man er bundet af de tre kvaliteter (gunaér): De gode og rene kvaliteter (sathwa guna), sløvheden og uvidenhedens kvaliteter (rajo guna) samt lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter (tamo guna). Det er først, når man transcenderer de tre kvaliteter (guna’er), at man opnår en gurus tilstand.”

12.26. Swami fortæller, at der findes otte slags guruer: Bodha guru, Veda guru, Kamya guru, Vachaka guru, Soochaka guru, Nishiddha guru, Vihita guru og Karana guru. Bogha guruen

218 underviser i de hellige skrifter og opmuntrer eleven til at følge skrifternes påbud. Veda guruen videregiver den viden, der er indeholdt i Veda’erne og fremhæver betydningen af de åndelige sandheder, der er indeholdt i dem, så eleven vender sit sind mod Gud. Kamya guruen får eleven til at engagere sig i fortjenstfulde handlinger for på den måde at opnå lykke i denne såvel som i den næste verden. Vachaka guruen skænker eleven viden om yoga og forbereder ham på det åndelige liv. Soochka guruen lærer eleven, hvordan man kontrollerer sanserne ved hjælp af forskellige øvelser. Nishiddha guruen lærer eleven om ritualer og pligter, der, når de praktiseres, fører til velfærd for eleven. Han gør også opmærksom på de handlinger, der ifølge skrifterne er forbudte. Vihita guruen fjerner al den tvivl og besvarer alle de spørgsmål, der kan opstå på den åndelige vej og viser, hvordan sindet kan blive renset, og man kan opnå selvrealisation. Karana guruen åbenbarer enheden mellem den individualiserede Sjæl og Gud for eleven.

12.27. Bhagavan afsluttede Sin beskrivelse af de forskellige typer guruer ved at sige: ”Af disse otte slags guruer er Karana guruen den fremmeste. Gennem forskellige former for undervisning og praktiske øvelser hjælper han eleven med at gøre fremskridt fra menneskelig til Guddommelig Bevidsthed. Det er udelukkende Gud, der kan virke som Karana guru. Alle andre guruer kan kun hjælpe i et begrænset omfang.” I Sin Gurupoornima-tale i 1992 belyste Baba følgende: ”Hvad menes der med ordet ’guru’? ’Gu’ står for ’gunateeta’ – en der er hinsides de tre kvaliteter (guna’er), mens ’ru’ står for ’roopavarjita’ – en der er formløs. En guru er ikke en, der giver jer et mantra eller lærer jer om Vedanta. Dem vi kalder for guruer i almindeligt sprogbrug, er ikke sande guruer. I kan kalde dem lærere. Den højeste guru er Gud Selv. Han er Den Ene, der hersker over alle eksistenser i universet. På rette måde leder og bestemmer Han overalt i universet. Solopgang og solnedgang sker i henhold til Hans bestemmelse. Årstider, regn, dag og nat er manifestationer af Hans Guddommelige Vilje. Han er almægtig, alvidende og allestedsnærværende. Således er Den Guddommelige Gurus herlighed!”

12.28. I disse tider hvor vi har selvbestaltede guruer i massevis alle vegne, er det tilrådeligt for en åndelig aspirant at påkalde sig den fremmeste guru, der opholder sig i hans eget hjerte, og bede om vejledning på den åndelige vej. En oprigtig bøn om åndelig oplysning vil aldrig forblive ubesvaret. Baba har rådet aspiranterne: ”Man skal praktisere, det man hævder eller prædiker. I dag er der ikke mange guruer, der lever op til deres anskuelser og det, de underviser i. Deres handlinger modsiger deres ord. Det tjener ikke noget formål at tage rundt og lede efter en guru. Der er en guru i os alle. Det er Den Guddommelige Gnists (Atma’s) Princip. Det er Det Evige Vidne, der fungerer som samvittigheden i alle. Vi kan fortsætte ad vejen med samvittigheden som vejleder.”

12.29. Så har vi den kosmiske lærer, det sansemæssige univers, der er manifestationen af Den Højeste Guru. Baba begyndte Sin tale i forbindelse med Gurupoornima 1989 på følgende måde:

12.30. ”Legemliggørelser af Guddommelig Kærlighed! Træerne tilvejebringer i samme grad kølig skygge og søde frugter til alle uden at tage hensyn til, om de har passet og plejet dem eller skadet dem. De lærer mennesket lektion om sindsligevægt. Bjergene udholder i samme grad hede og kulde, vind og regn og lærer mennesket, at det ikke skal lægge alt form stor vægt på kroppen. Fuglene har ingen tanke for morgendagen og er tilfredse med at leve af det, de kan få på dagen. De lærer mennesket at være tilfreds og leve et liv fri for bekymring og ængstelse. De mennesker der forlader denne verden, videregiver budskabet om livets og dets glæders flygtighed. Således lærer naturen på mange forskellige måder mennesket at opgive forestillingen om ’jeg’ og ’mine’ og at se på Gud som Den Højeste Lærer. Men på grund af indbildskhed og sin tilknytning til kroppen lærer mennesket ikke denne lektie af naturen og svælger i stedet i uvidenhed og selviskhed.”

219 12.31. ”Det sansemæssige univers, naturen, der konstant lærer os ædle ting, er den sande lærer. Universet er et universitet. Gud er årsagen, og kosmos er resultatet. Gud gennemtrænger hele kosmos. Intet kan eksistere i verden uden Den Guddommelige Kraft.”

12.32. Bhagavan Baba, Den Guddommelige Lærer, afsluttede denne tale med disse selvafslørende ord: ”Husk på, at I selv skal praktisere det råd, I giver andre. Det er det, Jeg gør. Jeg opfordrer jer til at elske alle. Jeg elsker alle. Fra morgen til aften er Jeg altid engageret i arbejde, der skal sikre andres velfærd. I vil ikke kunne fatte, hvor lyksalig Jeg altid er. Lyksalighed er Min form. Jeg bekymrer Mig ikke om noget som helst, da Jeg ikke har nogen ønsker. Det er grunden til Min lyksalighed. Efterhånden som jeres ønsker forøges, vil jeres lykke formindskes.”

12.33. ”Legemliggørelser af Guddommelig Kærlighed! Idet I forstår, at Gud er i alle, skal I brede jeres kærlighed ud, så den omfatter alle. Hvis I kan fremelske en sådan universel kærlighed, betyder det ikke noget, om I udfører åndelige øvelser eller ej. Jeres kærlighed til andre vil hæve jer op til åndelighedens højeste stadie.”

12.34. Sri D.R. Bendre, en af den moderne tids giganter inden for kannada-litteratur, har skabt et betagende stykke poesi om Moder Natur. Idet han taler om den smukke relation, der er mellem naturen og en digter, skrev han: ”Naturen er moderen, og digteren er hendes barn. Når moderen tager barnet i sin favn, fortaber det sig fuldstændig i ren lyksalighed. Efter at have kærtegnet det et stykke tid, lader hun det ligge alene i vuggen. Barnet ser på de tråde fra moderens sari, som sidder på dets små fingre og genopliver erindringen om den kærlige omfavnelse. Glad fortæller det sig selv: ”Det er min moder!” Hvis det ser andre tæt på vuggen, viser det disse tråde til dem og læsper jublende glad til dem: ”Dette er moder!” Poesi om naturen er en sådan læspen fra digteren, der er barn af naturen.

Hvordan kan jeg beskrive Moder Sai’s herlighed for jer?

12.35. Når jeg skriver om Moder Sai, er jeg i en tilsvarende vanskelig stilling. Denne bog er blot en tråd fra Hans sari; en tråd der sidder på mine fingre. I hvilken udstrækning kan jeg åbenbare Moderen? Intet skrevet eller talt ord vil nogen sinde kunne åbenbare Hende. Engang fandt der en interessant dialog sted mellem et af vor tids velkendte befriede mennesker og hans discipel. Dialogen drejede sig om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. En af Sri Nisarga Datta Maharaj’s (1897–1981) disciple besøgte jævnligt Prasanthi Nilayam, og han blev i tidens løb en

220 begejstret tilhænger af Bhagavan Baba. En aften, mens han tjente sin guru, der levede i Kethwadi i Mumbai, forelagde han sit spørgsmål: ”Maharaj! Hvem er Sathya Sai Baba?” I stedet for at besvare den nysgerrige disciples spørgsmål, spurgte guruen ham: ”Hvad siger Baba om Sig Selv?”

12.36. Disciplen, der ikke havde forventet dette spørgsmål fra sin guru, sagde det, han i det øjeblik kunne huske: ”Maharaj! Baba har afsløret, at Han er reinkarnationen af Shirdi Sai Baba.” ”Hvornår afkastede Shirdi Sai Baba Sit dødelige legeme?” ”I 1918.” ”Hvornår kom Sri Sathya Sai Baba til Jorden?” ”I 1926.” ”Baba er, hvad Han var mellem 1918 og 1926!”

12.37. Disciplen kunne ikke forstå, hvad den befriede mand mente med dette. Han var heller ikke tilfreds, da svaret ikke var, hvad han havde forventet. Han bønfaldt sin guru: ”Maharaj! Jeg kan ikke forstå det, du siger om Baba.” ”Sri Sathya Sai Baba er Den Fuldkomne Højeste Gud”, erklærede den viise mand.

12.38. Disciplen blev meget glad for at få dette svar, da det var, hvad han ønskede at høre fra sin guru. Men guruen var ikke tilfreds. Han ønskede at lære sin discipel en højerestående lektie. Han spurgte disciplen: ”Hvad forstår du nu om Baba?”

12.39. Spørgsmålet forvirrede disciplen. Han forholdt sig tavs. Nu fortalte guruen den desorienterede discipel følgende: ”Formålsløs nysgerrighed og tomme ord hverken hjælper eller gavner en aspirant. Forsøg at kende dig selv. Når du forstår, hvem du er, vil du forstå, hvem Sri Sathya Sai Baba er!”

”Kend dig selv for at kende Sai.”

12.40. Derfor forstår vi Bhagavan Baba i den udstrækning, Han åbenbarer Sig Selv for os, eller i den udstrækning vi kender os selv! Denne bog om Ham kan kun tjene som landkort, men det er op til os selv at begive os ud på rejsen!

221 Kronologisk oversigt over begivenheder i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s liv fra 1986 – 1993.

1986

19. – 24. januar Besøg i Madras.

20. januar Tale til en kolossal stor forsamling af lærere og pædagoger om emnet: ’Opskrift på en uddannelsesreform’. Der var tale om et EHV- seminar, der blev afholdt på Musik-akademiet. (EHV – Education in Human Values).

25. – 29. januar Besøg i Bombay.

29. januar Konference vedrørende ’Uddannelse vedrørende national integration’ organiseret af EHV-Trusten.

7. – 9. marts Besøg af en komite bestående af lærere og pædagoger udsendt af ’Foreningen af indiske universiteter’ der tildelte Sathya Sai Institute of Higher Learning varigt medlemskab af foreningen.

Workshop for lærere og feltarbejdere i EHV. Workshoppen blev afholdt i Prasanthi Nilayam. Bhagavan velsignede workshoppen ved at holde åbnings- og afslutningstalen.

8. marts Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

10. april Yugadi fejres i Prasanthi Nilayam

18. april Herren Rama’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

26. april Trayee Brindavan’s 2-års dag.

2. – 10. maj Besøg i Ooty.

22. maj Besøg i landsbyen Vagata hvor Sai-arbejdere driver et nødhjælpskøkken, der bespiser områdets tørkeramte befolkning.

9. juni Besøg i Madras.

19. juni Indvielse af Sai Sruti i Kodaikanal.

21. juli Gurupoornima i Prasanthi Nilayam.

21. august Indvielse af MBA-studieretningen på Instituttet.

27. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

15. september Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

4. oktober Den italienske premiereminister, Benito Craxi, besøger Prasanthi Nilayam.

222 6. – 11. oktober Dasara festlighederne og Veda Purusha Jnana Yajna Saptaha afholders.

Indvielsen af Gandikota Subramanya Sastri Veda Parishad.

1. september Deepavali (Lysets Fest) fejres i Brindavan.

8. – 9. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

12. november Sri Sai Paduka Trust tilbyder Guds navne skrevet 600 millioner gange.

20. november Workshop om Sai Organisationens rolle med hensyn til integrering af verdenssamfundet.

22. november Sathya Sai Instituttets 5. dimittendreception.

Global bøn for verdensfred fra 23.30 til midnat.

23. november 61-års fødselsdagsfestligheder.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1987

2. – 4. januar Akhila Andhra Sadhu Parishad’s årlige konference afholdes i Prasanhi Nilayam.

8. februar Indvielse af den nye bygning i Sathya Sai Grama, Muddenahalli, der skal huse Sri Sathya Sai før-universitetets college.

26. februar Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

30. marts Yugadi fejres i Prasanthi Nilayam.

7. april Herren Rama’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

6. maj Easwaramma dag fejres i Brindavan.

22. juni Indvielse af den nye fløj på drengenes kollegium i Brindavan.

30. juli Besøg på Anantapur’s campus.

16. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

5. september Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

24. – 26. september En national konference afholdes om emnet: ’Værdibaseret undervisning på de højere uddannelser’.

26. september – 2. oktober Veda Purusha Jnana Yajna Saptaha.

223 2. oktober Bhagavan genopliver brigadegeneral Bose under Sin Vijayadashami- tale.

6. oktober Bhagavan forlader Prasanthi Nilayam og kører til Brindavan.

18. – 22. oktober Besøg i Ooty.

24. oktober Baba vender tilbage til Prasanthi Nilayam.

14. – 15. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

19. – 21. november All India Konference for organisationens aktive Sai-arbejdere.

22. november Sathya Sai Instituttets 6. dimittendreception.

23. november 62-års fødselsdagsfestligheder.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1988

7. – 9. januar Tale til Sri Sathya Sai Dharma Prachara Parishad i Prasanthi Nilayam.

11. – 13. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion.

21. januar Baba besøger Anantapur’s campus.

16. februar Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

17. – 20. marts Besøg i Bombay.

26. marts Herren Rama’s fødselsdag fejres i Brindavan. ’Bhaja Govindam’ skuespillet opføres i Chowdiah Memorial Hall i Bangalore af Instituttets seniorforskere.

12. april – 6. maj Easwaramma Dag fejres i Kodaikanal.

23. juni Indvielse af Computer Centeret på Prasanthi Nilayam Instituttet.

20. juli Indiens vice-præsident, Sri Shankar Dayal Sharma, besøger Prasanthi Nilayam.

29. juli Gurupoornima fejres i Prasanthi Nilayam.

26. august Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

3. september Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

15. september Ganesha’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

14. – 20. oktober Veda Purusha Jana Yajna Saptaha afholdes.

4. november Indvielse af ’Sai Darshan’ (et tempel) i Indira Nagar, Bangalore.

224 12. – 13. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

22. november Sathya Sai Instituttets 7. dimittendreception.

23. november 63-års fødselsdagsfestligheder.

1989

11. – 14. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion.

19. januar Baba besøger Anantapur’s campus.

20. – 24. marts Besøg i Madras. Vender tilbage til Brindavan via Hyderabad.

7. april Yugadi i Brindavan.

8. – 10. april Besøg i Ooty.

11. april – 7. maj Baba opholder Sig i Kodaikanal.

14. april Herren Rama’s fødselsdag fejres i Kodaikanal.

18. juli Gurupoornima fejres i Prasanthi Nilayam.

24. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

3. september Ganesha’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

12. september Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

3. – 9. oktober Veda Purusha Jnana Yajna Saptapa afholdes.

28. oktober Deepavli (Lysets Fest) fejres i Brindavan.

11. – 12. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

22. november Sathya Sai Instituttets 8. dimittendreception.

23. november 64-års fødselsdagsfestligheder.

16. december Indiens præsident, Sri R. Venkataraman, besøger Prasanthi Nilayam.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1990

11. – 14. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion.

5. – 11. februar Besøg i Madras.

225 23. februar Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

27. marts Yugadi fejres i Brindavan.

3. april Herren Rama’s fødselsdag fejres i Brindavan.

26. – 27. april Besøg i Bombay.

20. maj – 3. juni Summer Showers i Brindavan.

7. juli Gurupoornima i Prasanthi Nilayam.

14. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

3. september Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

4. september Bhagavan ankommer til Brindavan.

17. oktober Åbning af den nye busstation i Prasanthi Nilayam.

3. – 4. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

19. november Åbning af ’Den udenlandske udstilling af billeder og Sai-litteratur’.

19. – 21. november Sathya Sai Organisationens 5. verdenskonference.

22. november Afsløringen af Hanuman-statuen på Vidya Giri-bjerget. Åbning af The Eternal Heritage Museum.

22. november Sathya Sai Instituttets 9. dimittendreception.

23. november 65-års fødselsdagsfestligheder.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1991

11. – 14. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion.

12. februar Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

17. marts Yugadi fejres i Prasanthi Nilayam.

24. marts Herren Rama’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

20. maj – 2. juni Summer Showers i Brindavan.

26. juli Gurupoornima i Prasanthi Nilayam.

24. august Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

2. september Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

226 12. september Ganesha’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

18. oktober Vijayadashami (Sejrens Dag) fejres i Brindavan.

11. november Deepavali (Lysets Fest) fejres i Prasanthi Nilayam.

22. november Indvielse af en ny blok af General Hospital i Prasanthi Nilayam. Indvielse af Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam af Indiens premiereminister, Sri P.V. Narasimha Rao. Sathya Sai Instituttets 10. dimittendreception.

23. november 66-års fødselsdagsfestligheder.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1992

11. – 14. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion

24. – 29. januar Besøg i Bombay

2. marts Mahashivarathri i Prasanthi Nilayam.

18. marts Installation af Shirdi Baba statuen i ’Sai Darshan-templet’ i Indiranagar, Bangalore.

6. maj Easwaramma dag fejres i Brindavan.

21. maj – 3. juni Summer Showers i Brindavan.

14. juli Gurupoornima i Prasanthi Nilayam.

28. juli Indiens præsident, dr. Shankar Dayal Sharma, besøger Prasanthi Nilayam.

21. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

27. – 30. august Besøg i Hyderabad.

29. august Indvielse af Sri Sathya Sai Nigamagamam i Hyderabad.

31. august Ganesha’s fødselsdag fejres i Prasanthi Nilayam.

9. september Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

24. oktober Deepavali (Lysets Fest) fejres i Prasanthi Nilayam.

7. – 8. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

22. november Sathya Sai Instituttets 11. dimittendreception

23. november 67-års fødselsdagsfestligheder fro Sayhya Sai Baba.

227 6. december Indvielse af Sri Sai Ramesh Hall i Brindavan.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

1993

11. – 14. januar Instituttets årlige sports- og kulturstævne afholdes på Hillview Stadion.

18. – 22. januar Besøg i Madras.

6. – 7. februar Konference vedrørende hjertesygdomme afholdes i Prasanthi Nilayam.

19. februar Mahashivarathri fejres i Prasanthi Nilayam.

9. – 31. marts Baba er i Brindavan.

24. marts Yugadi fejres i Brindavan.

1. april Bhagavan ankommer til Kodaikanal.

6. maj Easwaramma dag fejres i Brindavan.

20. maj – 3. juni Summer Showers i Brindavan.

10. august Herren Krishna’s fødselsdag fejres i Brindavan.

30. august Onam-festlighederne afholdes i Prasanthi Nilayam.

12. september Offentligt møde i Chowdaiah Memorial Hall, Bangalore.

19. september Ganesha’s fødselsdag fejres i Brindavan.

7. oktober Installation af et par guld-sandaler i Prasanthi Nilayam.

18. – 24. oktober Veda Purusha Jnana Yajna Saptaha afholdes i Prasanthi Nilayam.

13. – 14. november Global Akhanda Bhajan (24 timers lovsang).

22. november Sathya Sai Instituttets 12. dimittendreception.

23. november 68-års fødselsdagsfestligheder.

25. december Julen fejres i Prasanthi Nilayam.

228 Ordliste

Abekatte-sind. Et abekatte-sind er et sind, der aldrig er i ro, men som springer fra den ene til den anden tanke.

Aditya Ordret Aditya betyder ordet ’Solen’. Ordet står også for Sol-Guden, der almindeligvis kendes som Surya. Solen og Sol-Guden har en lang række aspekter. I bogen ’Summer Showers in Brindavan 1974 bind 2’ taler Sai Baba meget om Aditya, og det kan til tider være vanskeligt at forstå dette begrebs mangesidede aspekter. Nedenfor nævnes et lille udpluk at det, Sai Baba siger om Adithya i bogen:

- Aditya er det samme som ’Herskeren over alle væsener’. Ifølge Bhagavatha Purana er der en forskellig ’Aditya’ der skinner og hersker i hver af de 12 måneder. - Aditya’s aspekt er der, hvor vores intellekt opholder sig. - Ordet Bharatha er blevet betragtet som værende synonym med eller tilsvarende Aditya. - Denne Bharatha findes i skikkelse af Aditya (Solen). Bharatha’s Sol bevæger sig på jeres hjertes himmel. Der vil blive meget mørkt på jeres hjertes himmel, hvis denne Sols stråleglans ikke er der. - Sædet for jeres tanker eller intellekt er fyldt med Aditya, og derfor bør dette hellige aspekt opbevares i sindet, og de uhellige tanker bør holdes væk fra jer.

Yderligere kan det nævnes, at Solen også selv er genstand for tilbedelse, da man mener, at Solens stråler kan rense sindet. Desuden ofrer man gerne vand til Solen om morgenen for at sikre sig, at Solens stråler bliver kølet ned, så de ikke afbrænder jorden og dens afgrøder

Ahimsa Ikke-vold. Ahimsa er en af de fem menneskelige værdier, som Sai Baba’s ofte taler om. Ahimsa indebærer, at man ikke forvolder skade i hverken tanke, ord eller handling. Det er således en meget omfattende menneskelig værdi. I ’Summer Showers in Brindavan 1978’ siger Sai Baba: ”Almindeligvis tror vi, at ikke-vold betyder ikke at forvolde skade på noget levende væsen. Men ikke-vold er ikke blot dette. Selv det ikke at se noget dårligt, ikke at høre noget dårligt eller ikke at sige noget dårligt, er også ikke-vold.”

Akhila Andhra Sadhu Parishad Akhila Andhra Sadhu Parishad er en forening, en sammenslutning, af sadhu’er og sadhvi’er fra delstaten Andhra Pradesh. Sadhvi’er er retskafne kvinder, der har forsaget deres ejendele og lever et liv, som de mandlige sadhu’er gør det.

Amritha Amritha er Guddommelig nektar, der siges at skænke udødelighed. Der er tale om en ret tyktflydende væske med en uforlignelig smag og duft. Sai Baba har ofte materialiseret amritha til Sine hengivne.

Anantapur Anantapur er en større by med over 270.000 indbyggere (2018). Byen er beliggende små 100 km fra Puttaparthi, hvis man kører af landevejen. I fugleflugtslinje er der 68 km. Det var i Anantapur, at Sai Baba etablerede College for kunst og videnskab for kvinder. Kvindernes college blev indviet den 22. juli 1968

Anil Kumar

229 Anil Kumar er en velkendt skikkelse i Prasanthi Nilayam. Det var blandt andet Anil Kumar, der i en årrække oversatte Sai Baba’s taler til engelsk, når Han holdt taler.

Arathi Arathi er et hinduritual, hvor man ofrer lyset fra en lampe med en væge dyppet i kamfer til Guddommen. Man svinger dette lys foran sin Guddom eller guru, og det markerer ofte afslutningen på tilbedelsen.

Ashada Ashada er en måned i hinduernes kalender. Denne måned ligge i det der svarer til juni-juli i vores kalender.

Ashram Sanskrit-ordet ashram betyder direkte oversat ’at øve sig åndeligt’. I bred forstand kan en ashram være en hellig bygning, en skole, et kloster, en eneboerbolig eller en boplads, der anvendes til åndelige formål. I Indien findes der mange forskellige ashram’er. Her samler en åndelig mester typisk sine disciple og arbejder på at udvikle deres Sjæle.

Askese - thapas Sanskrit-ordet thapas betyder ’varme’ og refererer til asketiske øvelser såsom dyb meditation, motiveret selvdisciplin, bestræbelser på at opnå selvrealisation, at leve i ensomhed, at stå på et ben eller på hovedet i meget lang tid, at leve en eremit-tilværelse, at leve som asket, faste og iagttage stilhed. Det at udøve thapas medfører ofte en eller anden form for lidelse, det være sig fysisk eller psykisk. Formålet er at opnå en eller anden form for indsigt eller at opnå forening med Gud.

Som nævnt betyder ordet thapas ’varme’; den slags varme der brænder synd og forvandler al karma til aske. Forskellen mellem almindelige åndelige øvelser (sadhana) og asketiske øvelser (thapas) er, at de sidstnævnte øvelser generelt er strengere eller vanskeligere at udføre.

Aspekter - kalas

At berøre Sine fødder; at berøre en hellig mands fødder - padanamaskar

Aurobindo Aurobindo, der levede fra 1872-1950, var en indiske filosof, yogi, guru, digter og nationalist. Han sluttede sig til den indiske bevægelse, der arbejdede for Indiens uafhængighed. Han blev en åndelig reformator og introducerede sin vision om menneskelige fremskridt og åndelig udvikling.

Han tog til England og studerede 2 år på universitetet i Cambridge, men studierne fangede ikke rigtigt hans interesse. Tilbage i Indien arbejdede han intenst med åndelige forhold og for Indiens uafhængighed. Det sidste medførte blandt andet, at englænderne arresterede ham mistænkt for deltagelse i et bombeattentat. Historien om hans arbejde med åndelige forhold er lang – han etablerede blandt andet Sri Aurobindo Ashram, skrev mange artikler og bøger, hvoraf de kendeste er The Divine Life og Savitri og udviklede en yoga-form, der hedder Integral Yoga

Sri Aurobindo døde den 5. december 1950. Omkring 60.000 mennesker deltog, da hans afdøde legeme blev stedt til hvile. Blandt deltagerne var Indiens præsident Rajendra Prasad og premierminister Jawaharlal Nehru, der begge lovpriste ham for hans bidrag til den yogiske filosofi og den indiske frihedsbevægelse.

230 Avatar Avatar-begrebet er ret kompliceret. Jeg kan kun anbefale at studere det nøjere. Her vil jeg helt overordnet nævne, at en Avatar er en inkarnation af Gud. Ordet Avatar betyder ’nedstigning’. Princippet om en Avatar passer fint med begrebet ’Saguna’, der betyder ’Gud med kvaliteter’; altså Gud i en fysisk skikkelse.

Ifølge nogle af de hellige skrifter, kan en Avatar godt være en Avatar af forskellige Guddomme som for eksempel Durga og Ganesha. Når Sai Baba taler om Avatarer, er det imidlertid næsten altid om en Avatar, der går under betegnelsen Poornaavatar.

Poornaavatar: ’Poorna’ betyder fuldstændig eller komplet. En Poornaavatar er altså den højeste form for Avatar. En Poornaavatar er herre over, har kontrol over, alle 16 kalas (aspekter), nemlig: - de fem elementer : Jord, ild, vand, luft og æter. - de fem videnssanser : Høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen. - de fem handlingssanser : Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet. - det 16. aspekt er, at Han er almægtig, alvidende og allestedsnærværende.

Ayodhya Byen hvor Rama inkarnerede, og hvor Han senere regerede fra. Ordet ayodhya betyder: ’Stedet hvor ingen bevæbnet fjende kan trænge ind’. Ayodhya var hovedstaden i Herren Rama’s rige. Ayodhya er en by i delstaen Uttar Pradesh, og her i 2018 har byen omkring 58.000 indbyggere.

Bal Vikas Bal Vikas er undervisning af børn fra omkring 4-5 år. Der undervises i Indiens kultur, i moral og i menneskelige værdier. Det er Baba, der har oprettet disse Bal Vikas-klasser overalt i Indien. Bal betyder ’unge eller børn’, og vikas er det en blomsterknop gør, når den folder sig ud og bliver en smuk blomst.

Balarama Herren Krishna’s broder. Devaki blev gravid i fængslet med den senere Balarama. På grund af truslen fra Kamsa blev fosteret overført fra hendes livmoder til Rohini’s livmoder, så hun kunne føde barnet. Rohini var Vasudeva’s anden hustru. Heraf Balarama’s navn der betyder ’ham der blev tiltrukket, trukket’.

Bali Bali var en berømt og elsket konge fra den indiske delstat Kerala. Han var Prahlada’s barnebarn og dæmonen Virochana's søn. Han var en godgørende konge, der var villigt til at opfylde folkets ønsker. Hans kongerige var karakteriseret ved fred, fremgang og velstand.

Engang da kong Bali var i færd med at opfylde sådanne ønsker, ankom barne-dværgen Vamana, der var en inkarnation af Herren Vishnu. Der findes en interessant historie om deres møde, der sluttede med, at kong Bali blev ydmyget af Vamana, der sendte ham ned i de indre regioner. Årsagen til dette var, at Bali var blevet så indbildsk, at han forstyrrede selve den kosmiske orden. Det var dog tillige den måde, Herren Vishnu befriede Bali!

Legenden fortæller, at Kerala’s befolkning sørgede så meget over at have mistet deres konge, at han fra underverdenen lovede dem, at han ville besøge dem én gang om året! Denne dag fejres endnu i dag som Onam. I Sin tale den 02. september 2009 fortæller Sai Baba udførligt om ovenstående begivenhed.

Bangalore

231 Bangalore er hovedstad i den indiske delstat Karnataka i det sydlige Indien. Byen er en af Indiens største byer, og der er over 11.7 millioner indbyggere (2018).

Bangaru Bangaru er et ord, der betyder ’guld’, og som anvendes over for børn, der er høflige, og som opfører sig pænt. Ordet udtrykker stor kærlighed og ømhed. Sai Baba siger: ”Jeg tiltaler jer ofte som bangaru (guld), fordi I er legemliggørelser af ’det gyldne æg’ (hiranyagarbha), der var det første, der blev skabt af Brahma, hvorfra hele skabelsen hidrører. Hiranyagarbha’s Princip er til stede i jeres hjerter.”

Befriede menneske - jnani En jnani er en person, der har haft en direkte oplevelse af Gud. Ordet er også en betegnelse for et befriet menneske eller et viist menneske.

Befrielse - moksha Den endelige befrielse eller frigørelse fra cyklussen af fødsel og død. Foreningen med Brahman. I bogen Summer Showers in Brindavan 2000, kapitel 8, afsnit 13, siger Sai Baba imidlertid: ”Folk har mærkelige ideer om befrielse. De forestiller sig, at den er forbundet med at komme i Himlen og leve for evigt der. Det er ikke betydningen af befrielse. Befrielse betyder at opnå en uselvisk kærlighed, der er konstant, usvækket og fuldkommen. Det er denne tilstand, man skal forsøge at opnå. Det er først, når denne tilstand nås, at man i sandhed er befriet. I befrielsens navn afprøver åndeligt søgende alle mulige former for åndelige veje. I bedste fald kan alle den slags oplevelser skænke midlertidig tilfredsstillelse. Alene den rene kærligheds (prema’s) vej kan i sandhed få jer derhen og skænke varig lyksalighed.” Og endvidere i afsnit 14: ”Befrielse for tilknytninger og ønsker er sand befrielse.”

Bhagavad Gita Bhagavad Gita er en hellig tekst. De to ords egentlige betydning er: Guds Sang. Teksten er en del af Mahabharatha’en og er en dialog mellem Arjuna, der var en af Pandava-brødrene, og Herren Krishna.

Bhagavan Ordet eller titlen Bhagavan anvendes ofte som en betegnelse for Gud. Ordet ’Bhagavan’ betyder en person udstyret med bhaga. Ifølge de ældgamle sanskrit-tekster betyder ordet bhaga: 1. Autoritet der opnås gennem kraft. 2. Mod, tapperhed. 3. Berømmelse. 4. Velstand. 5. Åndelig visdom. 6. Ikke-tilknytning. Ordet Bhagavan betyder også ’lyksalig’. I Vishnu Purana’en står der, at stavelsen ’bha’ betyder, ’den der understøtter og værner om universet’. ’Ga’ betyder ’lederen, tilskynderen og vejlederen’. Og ordet ’va’ betyder den usammensatte ånd, i hvilken alle eksistenser eksisterer, og som eksisterer i alle eksistenser. Ordet kan også udtrykke en ærbødig tiltale såsom ’deres velærværdighed’. Sai Baba kaldes ofte Bhagavan af Sine hengivne.

Bhagavan Sri Sathya Sai Baba Bhagavan betyder Guddom. Det er et ord, der udtrykker en ærbødig henvendelse. Sri er en ærestitel, der tilføjes Gudernes navne. Det er tillige en respektfuld titel, der anvendes over for højagtede personer. Sathya betyder sandhed. Sai Baba betyder ’Guddommelig moder og fader’.

Bhagavatha Det åndelige værk, Bhagavatha, har fokus på Den Guddommelige Gnist (Atma) tillige med historien om Herren Krishna og Hans hengivne.

232 Bharatha Sai Baba anvender ofte, men ikke altid, ordet Bharatha, når Han taler om Indien. ’Bha-ratha’ betyder det land, hvis befolkning har tilknytning (rathi) til Gud (Bha-ga-van). Der er tale om et land, der eksisterede længe før vor tidsregning, og landet var betydelig større end det nuværende Indien.

Bharatiya Vidya Bhavan Bharatiya Vidya Bhavan er en meget stor uddannelsesinstitution, der har over 120 centre i Indien, og som også findes mange steder i udlandet. Den blev oprettet i 1938 af K.M. Munchi, og uddannelsen dækker alle aspekter af livet fra vugge til grav.

Bharatiya’er Betegnelse for de mennesker der levede i Bharatha. Sai Baba kan også anvende denne betegnelse for indere.

Bhopal Bhopal er en by i det centrale Indien og hovedstaden i den indiske delstat Madhya Pradesh. Her i 2018 bor der omkring 3,3 millioner mennesker i byen.

Bombay; Mumbai Indtil 1995 hed Mumbai Bombay. Mumbai er en indisk by og en af verdens største med et estimeret indbyggertal på cirka 25 millioner (2018), når man regner forstæderne med. Byen ligger på øen Salsette ud for Indiens vestkyst og er hovedstad i delstaten Maharashtra.

Brahma; Herren Brahma Skaberen i Den Hinduistiske Treenighed der består af Brahma (Skaberen), Vishnu (Opretholderen) og Siva (Nedbryderen). Brahma er altså universets skaber og visdommens Gud. Brahma er fader til Manu, menneskehedens stamfader. Brahma er ifølge traditionen født ud af Vishnu’s navle. Der er kun få templer, der er viet til Herren Brahma, og det selv om mange bønner rettes mod Ham. Han er gift med Saraswathi, Gudinden for kunst, musik og litteratur. Ifølge visse beretninger har Brahma en anden gemalinde, nemlig Gudinden Gayatri.

Brahma Murari Surarchita Lingam Brahma Murari Surarchita Lingam er en sang dedikeret til Herren Siva. Her bliver Guden Siva tilbedt i skikkelse af en Siva-lingam.

Brahma Sutras Brahma Sutras betyder: De Guddommelige grundsætninger. Brahma Sutras består af 555 aforismiske vers. Badarayana (Vyasa) systematiserede og sammenfattede her de filosofiske og åndelige ideer, der er indeholdt i Upanishad’erne. Tiden hvor Brahma Sutras blev skrevet, angives til at ligge mellem 450 år f.Kr. og 200 år e.Kr.

Brahman Brahman er Gud, Herren. Brahman er uden form, navn og kvaliteter. Brahman er! Brahman er Skaberen, Opretholderen og Nedbryderen, der symboliseres ved henholdsvis Herren Brahma, Herren Vishnu og Herren Siva.

Det er vanskeligt at beskrive Det Ubeskrivelige, Det Grænseløse, Det Ultimative. Siger man, at Brahman er stor, viis eller kærlig, så kan folk straks spørge, om Han da ikke er lille, uvidende og ukærlig! Gud er alt. Hvis man endelig skal sætte mærkater på Brahman, kan man sige, at Han er altgennemtrængende, almægtig og alvidende. For troende er det vigtig at være bevidste om dette i deres dagligdag.

Kan man tjene Brahman? Sai Baba siger: ”At tjene mennesket er at tjene Gud.” Gud har ingen brug for vores tjeneste, hjælp, offergaver og så videre. Skal vi ofre noget til Gud, Brahman, så

233 siger Sai Baba, at vi skal ofre vores ego, misundelse, vrede, utålmodighed og så videre til Ham. Igen og igen gentager Sai Baba, at Gud er kærlighed (prema). Denne kærlighed er til stede i hele universet i skikkelse at Den Guddommelige Gnist (Atma). Der findes faktisk ingen ateister, for ingen er helt uden kærlighed til nogen eller noget.

Når man spørger folk i Vesten, hvor Gud er, så peger de op mod himlen. Spørger man folk i Østen om det samme, så peger de på deres hjerte. Selv om Gud er allestedsnærværende, så siger man i Østen, at Gud er iboende hjertet. De troende skal sørge for, at hjertet er fri for snavs, så Gud vil tage ophold i det. Hvor der for eksempel er had, jalousi, egoisme eller begær, vil Gud ikke opholde Sig, siges det. Sai Baba siger, at det i starten er lettest for troende at tilbede en Gud med navn og form, en Poornaavatar, for det at tilbede et begreb kan være meget vanskeligt. Imidlertid siger Han også, at Selv Hans navn og form vil være forhindringer for de hengivne på et vist tidspunkt, når de er klar til at tilbede den navnløse og formløse Brahman.

Poornaavatarer som Rama, Krishna og Sathya Sai Baba er Brahman i menneskelig skikkelse. Brahman antager menenskelig skikkelse, når menneskeheden har behov for at blive korrigeret og vejledt. Han kommer som menneske, eftersom mennesket er det eneste væsen, der formår at afvige fra sin dharma (’rigtig handling’), der helt overordnet går ud på at opnå moksha (befrielse). Endelig skal det siges, at for hinduer er der én overordnet Gud, nemlig Brahman. Men de tilbeder et utal af aspekter at Brahman, og de efterlever den vediske sentens: ’Der eksisterer udelukkende Én; Denne kendes og beskrives af de viise på mange måder’. Man skal holde sig til sin valgte Guddom, og man skal acceptere alle andre former for Guddomme, der tilbedes af andre.

Brahmin En brahmin er en mand, der tilhører brahmin-kasten; præste-kasten. Det er for eksempel en brahmin, der varetager opgaverne i templerne.

Brindavan Sai Baba’s ashram beliggende ca. 15 kilometer fra Bangalore; også kaldet ashram’en i Whitefield.

Buddha Prins Gautama; levede fra år 556 til år 480 før vor tidsregning. Stiftede buddhismen efter Han opnåede åndelig oplysning. Ordet Buddha betyder ’en oplyst’.

Bukkapatnam Bukkapatnam er en landsby beliggende ca. 4,5 km fra Puttaparthi.

Bøffel - dhunnapotha

Calcutta; Kolkata Kolkata er hovedstaden i den indiske delstat Vestbengalen. Den ligger i det østlige Indien i nærheden af Bangladesh. Selve byen har her i 2018 en befolkning på 5 millioner, men hvis man inkluderer de ydre dele af byen samt forstæder, når man en befolkning på 14 millioner, hvilket gør den til den tredjestørste by i Indien. Byen var indtil 1911 hovedstad under det britiske styre af Indien. Indtil 2001 hed byen Calcutta.

Cauvery-floden Denne flod er kendt som ’sydens Ganges’. Det er en hellig flod, der har sit udspring i delstaten Karnataka. Den er ca. 765 km lang og strømmer ud i Den Bengalske Bugt.

Chandigarh

234 Chandigarh er en indisk by, der er hovedstad for delstaterne Punjab og Haryana. Chandigarh tilhører ingen af de to delstater, men er i stedet et unionsterritorium, der administreres af de indiske føderale myndigheder. Her i 2018 har byen omkring 1.250.000 indbyggere.

Chennai Byen er hovedstaden i delstaten Tamil Nadu, og den har omkring 7.600.000 indbyggere (2018). Indtil 1995 hed byen Madras.

Chithravathi-floden Floden der strømmer få hundrede meter fra Sai Baba’s ashram Prasanthi Nilayam, der er beliggende i landsbyen Puttaparthi.

Chitthoor Chitthoor er i dag, år 2018, en by med en befolkning på omkring 205.000. Byen er beliggende 150 km fra Puttaparthi.

Coimbatore Coimbatore er en stor by i den indiske delstat Tamil Nadu. Den er delstatens næststørste by, og her i 2018 er der omkring 2.000.000 indbyggere.

Curd Curd er nærmest en delikat form for kvark.

Darshan At få synet af Mesteren; at få synet af en hellig person. Det at få synet af Mesteren, for eksempel Sai Baba, er et meget vigtigt element i folks åndelige udvikling. Når man får darshan, udvikler man hengivenhed over for for eksempel Sai Baba, og Han udvikler hengivenhed over for én.

Dasara Dasara, der betyder 10, festligholdes hvert efterår. Højtiden består af Navarathri (ordet betyder 9 nætter) samt af den 10. dag – Dasara. Det er en højtid, hvor man fejrer de gode kræfters sejr over de kræfter, der modsætter sig menneskets stræben efter at nå Lyset. Specielt tilbedes Gudinderne Durga, Lakshmi og Saraswathi, fordi de skænker os mennesker mod, åndelig rigdom og visdom.

De fem elementer - panchabhutas De fem elementer er: Jord (prithvi), ild (agni), vand (apah), luft (vayu) og æter (akasa). Disse fem elementer danner hele skabelsen.

De fem grundlæggende menneskelige værdier - Sathya, dharma, santhi, prema og ahimsa

De gode og rene kvaliteter - sathwa guna Se under guna’er.

De hengivnes hengivenhed - daivabhakthi

De ni former for hengivenhed - Bhakthi Yoga (hengivenhedens yoga). 1. Shravanam (at lytte til beretninger om det guddommelige og om Guds herligheder), 1. keerthanam (at synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed), 3. smaranam (at ihukomme

235 Gud), 4. padha-sevanam (at glæde sig over at tilbede Gud ved at koncentrere sig om og ved at ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk), 5. vandhanam (at glæde sig over at tilbede Gud), 6. archanam (at glæde sig over, at man begynder at kunne se Gud i netop den Form, man som hengiven har allerkærest), 7. dhasyam (at glæde sig over at kunne tjene alt og alle, uden på nogen måde hverken at føle sig overlegen eller underlegen), 8. sneham (at glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds ven og Guds fortrolige) og 9. Atma- nivedhanam (at glæde sig over fuldt og helt at kunne overgive sig til Guds Vilje).

De ni kostbare ædelstene; de ni ædelstene Disse ni ædelstene er til gavn for den, der bærer dem, i relation til den påvirkning de udsættes af fra de ni planeter.

De otte former for stolthed - ashtamadas

De syv store vismænd - saptha rishis ’De syv vismænd’ hyldes mange steder i Veda’er for at være de største vismænd. Veda’erne selv nævner dog ikke deres navne. Senere skrifter nævner navnene på ’de syv vismænd’, men der er ikke enighed vedrørende navnene.

Den tidligste liste med de syv navne nævnes i Jaiminiya Brahmana: Agastya, Atri, Bhardwaja, Gautama, Jamadagni, Vasishta og Viswamitra.

Denne liste efterfølges af listen nævnt i Brihadaranyaka Upanishad. Som det ses, er der her en mindre forskel: Gautama, Bharadwaja, Viswamitra, Jamadagni, Vashista og Kasyapa og Atri, Brighu.

Den senere liste i Gopatha Brahmana nævner: Vashista, Viswamitra, Jamadagni, Gautama, Bharadvaja, Gungu, Agastya, Bhrigu and Kasyapa.

Deemed universitet Et deemed universitet er en højere uddannelsesinstitution, der får status som universitet. Hvis man skal oversætte ordet ’deemed’, må det være ’at betragte som’. Det er en status, det får i en periode, inden det bliver et almindeligt universitet. Et deemed universitet nyder samme akademiske status og samme privilegier som et almindeligt universitet. Det har fuldt selvstyre, men det er tilknyttet Universitetets Bevillingskommission (UGC). Et deemed universitet fastsætter således selv, hvilke fagområder der udbydes, hvornår eksamener skal afholdes, fastsættelse af prisen for at gå på institutet, hvilken lærerstab der skal ansættes, og hvornår eksamensresultaterne skal offentliggøres.

Deepavali Lysets fest. En fest hvor man fejrer menneskets opbyggelige evners sejr over de slette tendenser i menneskets natur.

Delhi Delhi er byen, som vi kender som New Delhi. New Delhi er Indiens hovedstad, og byen har et indbyggertal på omkring 19.000.000 (2018).

Den af Guds former der appellerer mest til ham - ishta Devata

Den afsluttende ofring - poornahuti

236 Den berømte bue; Herren Rama’s berømte bue - kodanda

Den der skænker føde og klæder - annavastradaya namah

Den fortolkende logiks forhindring - kutarka pratibandhakam

Den fremmeste blandt digtere - shlokadata

Den fremmeste blandt hengivne - Bhaktagresara

Den fuldstændige videns forhindring - prajna pratibandhakam

Den Guddommelige Gnist - Atma Atma er faktisk det samme som Gud; Atma er af Gud. Hele skabelsen består af de fem elementer: Jord, ild, vand, luft og æter. De fem elementer er overlejret på Atma, og det gælder for alt, hvad der indgår i skabelsen: Dig, din nabo, din næste, alle dyr, planter og mineraler. Det er Atma, der aktiverer alt. Det er Atma, der får øjnene til at se, ørerne til at høre, huden til at føle, hjertet til at slå, hjernen til at fungere og så videre.

Uden Atma intet åndedrag, intet liv. Sai Baba sammenligner ofte Det Guddommelige, Atma, med den strøm, der løber gennem ledninger. Strømmen aktiverer elpærer med forskellig watt, faner i loftet, TV, computer, microovne, industrimaskiner og så videre. Det samme er tilfældet med Atma, blot er de medier, som Den strømmer gennem, meget forskellige. Forestil dig, at en sten lyser med 1 watt, en blomst med 20 watt, et træ med 25 watt, en myre med 30 watt, en hund med 60 watt, en given person med 120 watt, en anden person med 200 watt, en vismand som Vasishta med 500 watt og en Guddommelig Inkarnation som Rama, Krishna eller Sai Baba med det maksimale, nemlig 1000 watt. Det vigtige her er ikke watt-tallet, men erkendelsen af, at det er den samme strøm, der gennemstrømmer alt og alle.

Atma, Den Guddommelige Gnist, er altså i alt. Så når du er god og ordentlig over for en ting eller et væsen, så er du god og ordentlig over for Gud. Det er denne tanke, der blandt andet ligger til grund for hinduerne og buddisternes filosofi om ikke-vold. Det skal også nævnes, at Gud eller Atma kaldes ’jeg’; Han er det ’jeg’, vi alle taler om, og som vi alle indeholder. Jeg er søvning, jeg er fud af liv, jeg har taget en eksamen og så videre. Hvem er dette jeg? Svaret er: ”Gud.”

Gud, i skikkelse af Atma, er altså allestedsnærværende. Vi ånder Gud ind, vi ånder Gud ud, når vi giver en 100-kroneseddel til en hjemløs, så giver Guds gave Guds gave til Guds gave! Når hinduer har templer, hvor de tilbeder for eksempel rotter eller slanger, der for dem de værst tænkelige dyr, så er det for at respektere og ære Guds allestedsnærværelse.

Den hellige ægteskabs-tråd - mangalasutra Mangala betyder ’lykkevarslende’, og suthra betyder ’tråd’. Der er tale om en halskæde, som brudgommen hænger rundt om brudens hals. Dette smykke identificerer hendes som en gift kvinde.

Den individualiserede Sjæl

237 - jiva Den Sjæl der har fået et legeme, et hylster, og derved er blevet individualiseret.

Den rituelle renselse af en lingam - abhishekam Abhisheka er et ritual, hvor man øser indviet vand, olie, mælk, rosenvand, honning, sandaltræ pasta, vibhuthi eller lignende ud over en lingam eller en gudestatue. Der kan være en række forskellige formål med dette ritual.

Den store sal hvor der blandt andet foretages vielser - kalyana mantapam

Den traditionelle offerceremoni der udføres på en byggegrund før påbegyndelse af et byggeri. - Bhoomi pooja

Den Universelle Lærer - Jagadguru

Den Vediske Skole - Veda Pathashala

Den åndelige visdoms vej - jnana-marga Den åndelige visdoms vej er erkendelsens vej, hvor man følger Upanishad’ernes vej til frelse, og via yoga og meditation og den rette belæring kan opnå fuldstændig erkendelse af, at alt andet end Den Guddommelige Gnist (Atma) er ubestandigt, hvorved frigørelse fra genfødslernes kredsløb opnås.

Denne verdens giver - Lokadata

Det at se den modsatte betydnings forhindring - viparyaya duragraha pratibandhakam

Det foranderlige og verdslige livs hav - samsara Samsara oversættes også som den objektive verden; Forandringens Hav. Det er alle betegnelser for cyklussen af fødsel og død, der af nogle kaldes sjælevandring. Samsara er også det foranderlige og verdslige liv. Det sammenlignes ofte med et hav, der skal krydses.

Det sansemæssige univers - prakriti Det univers der, skønt det forekommer at være objektivt, opleves subjektivt. Det kaldes også Guds feminine Aspekt. Andre ord er skabelsen, naturen.

Dharma Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den ’pligt’, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens ’pligt’ at fortære, varme, lyse, nedbyde osv.. Det er græssets ’pligt’ at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se smukt ud osv.. Det er menneskets overordnede ’pligt’ at søge forening med Gud. Alt efter deres rolle i livet, har forskellige mennesker forskellige pligter livet igennem. Jeg har valgt at oversætte begrebet dharma med ’rigtig handling’.

Dharma beskytter den, der beskytter dharma

238 - dharmo rakshati rakshitah

Dharmakshetra Dharmakshetra er et center for Sai Baba Organisationen i Mumbai, hvor der foregår forskellige åndelige aktiviteter. Det er et sted, hvor alle religionernes tilhængere oplever venskab og fællesfølelse med de andre besøgende. Sai Baba har også en lejlighed i dette kompleks. Dharmakshetra er et billede på, et symbol på, den krop, der følger ’rigtig handlings’ (dharma’s) vej.

Dharmavaram Dharmavaram er en by, der er beliggende i delstaten Andhra Pradesh. Byen ligger 40 km fra Puttaparthi. Her i 2018 er indbyggertallet omkring 150.000.

Dhothi En dhothi er en mandsklædning af bomuld, der vikles rundt om den nederste del af kroppen.

Dwapara-tidsalderen - Dwapara Yuga Den tredje i cyklussen af i alt fire tidsaldre. Det er tidsalderen før den nuværende tidsalder, og tidsalderen hvor Herren Krishna inkarnerede. Visse af fortidens store vismænd anslog, at denne tidsalder varer 8.640 år, men dette er usikkert.

Easwara Easwara er et navn for Guden Siva, der er Nedbryderen i den hinduistiske Guddommelige Treenighed. Navnet anvendes også for Herren; Gud; Det højeste Væsen. Ordet betyder: ’Den der er udstyret med alle former for rigdom’.

Easwaramma Easwaramma, der betyder Guds moder, var Sathya Sai Baba’s krops moder. Hun var et enestående og gudfrygtigt menneske, hvis historie kan læses på engelsk i bogen: ’Easwaramma - The chosen mother’. Baba var hos hende, da hun døde i Brindavan, og hun fik derfor en meget fredfyldt og velsignet død. Easwaramma døde den 6. maj 1972.

Egoet - ahamkara Jeg-bevidsthed; det at man identificerer sig med kroppen og egoet. Sai Baba siger, at den korrekte betydning af ordet ahamkara er den fejlagtige identifikation af én selv med kroppen.

Forhal - mandir Mandir betyder også tempel.

Fortjenstfulde handlinger - karmaphala

Fortjenstfuldhedens land - punya bhoomi

Frygt for synd - papabheeti

Fyrstemoderen - rajamata

Gajendra

239 Her henvises til elefanten Gajendra’s berømte kamp ude i en sø mod en krokodille. Elefanten symboliserer den individualiserede Sjæl, det egoistiske sind. Søen symboliserer den foranderlige verden, og krokodillen symboliserer døden samt alle de lidelser og vanskeligheder, mennesket møder i livet. Krokodillen har et fast greb om elefantens ben, men Herren frelser den.

Gandikota Subramanya Sastri Veda Parishad Gandikota Subramanya Sastri Veda Parishad er et råd, der er dannet af den vedisk lærde Gandikota Subramanya Sastri for at udbrede kendskabet til Veda’erne.

Ganesha; Ganapati Også kendt som Guden med elefanthovedet. Herren Siva’s ældste søn. Sri Ganesha er Gud for visdom, intelligens, uddannelse, held og skæbne, for porte, døre, husstanden og skriften. Han er Guden, der fjerner hindringer, og det er derfor almindeligt at påkalde Ham fx med formlen "Aum Shri Ganeshaya Namah" (ære være Ganeshas navn), før man begynder på et stykke arbejde. Han kaldes også Vinayaka ’den der ikke har nogen leder over sig’, Vigneswara eller Ganapati. Sidstnævnte navn betyder Herre over gana’erne; halvguderne.

Ganesha’s fødselsdag - Sri Vinayaka chaturthi

Ganga; Gudinde Ganga I hinduismen anses floden Ganges for at være hellig, og den personificeres som Gudinde Ganga. Hun tilbedes af hinduer, der tror, at det at bade i floden giver tilgivelser for ens synder og skænker befrielse.

Ganges Ganges er en 2.525 km lang flod, der udspringer i Himalaya-bjergene, og i overvejende grad flyder mod øst og ud i Den Bengalske Bugt. Ganges er Indiens helligste flod, og inderne anser den for at være åndelig ren og rensende. Derfor anses et bad i Ganges for at være rensende for krop, Sjæl og Ånd.

Garuda En himmelsk fugl; en hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge. Garuda er Herren Vishnu's transportmiddel. Garuda symboliserer i virkeligheden hjertet.

Gayathri Mantraet Gayathri Mantraet kendes også som ”Alle Veda’ernes Moder”. Ordet Gayathri betyder ’det der frelser (beskytter) ved gentagelse’. Selve det hellige ord ’Gayathri’ forklarer altså årsagen til, at mantraet eksisterer og angiver begrundelsen for at anvende det.

Gayathri Mantraets ordlyd: Gayathri Mantraet er en Guddommelig lyd, der er altgennemtrængende på samme måde, som Herren er altgennemtrængende. Denne lyd gennemtrænger hele det manifesterede kosmos. Gayathri Mantraet består af følgende ord:

1. AUM 2. Bhur Bhuva Svaha 3. Tat Savitur Varenyam 4. Bhargo Devasya Dheemahe 5. Dhiyo Yonah Prachodayat

Formålet med at fremsige Gayathri Mantraet: Gayathri Mantraet er en universel bøn, der beder om et skarpt intellekt, så sandheden (Selvet) kan reflekteres deri uden nogen forvanskning eller vansiring.

240 Gayathri Mantraet påkalder Den Strålende Kraft, der gennemtrænger Solen og de tre verdener. Formålet er at fremkalde, vække og styrke intelligensen, så denne intelligens med succes kan føre personen, der fremsiger mantraet, gennem vedkommendes intense åndelige øvelser.

Gayathri Mantraet er en bøn til Det Guddommelige om at vække og styrke vores intellekt, vores skelneevne.

Generelt om det at fremsige Gayathri Mantraet: Gayathri Mantraet bør som minimum gentages 3 gange, hver gang det fremsiges.

Man bør sige ’Santhi’ (fred) tre gange, når man har afsluttet fremsigelsen af Gayathri Mantraet. Dette vil skænke fred i kroppen, sindet og Sjælen.

Gayathri Mantraet er synonym med Det Guddommelige, og derfor skal man behandle det med ydmyghed, ærbødighed, tro og kærlighed.

Kærlighed og ærbødighed over for mantraet og en tro på dets lovede resultat er langt vigtigere end ren og skær mekanisk gentagelse af mantraet, alt imens sindet vandrer omkring.

En fuldstændig tro på kraften og styrken i Gayathri Mantraet vil udelukkende kunne opnås, når den åndeligt søgende har udviklet den fornødne grad af entusiasme, ærbødighed og kærlighed over for dette mantra.

For at kunne tage imod dette mantras kraft, er det nødvendigt med renhed i livet og mådehold med hensyn til, hvad der spises og drikkes.

Gita’en Ordet Gita er en forkortelse af Bhagavad Gita. Se under denne titel.

God moral i samfundet - sanghaneeti

Gokulam Gokulam er navnet på et sted i nærheden af Brindavan, hvor Sai Baba Organisationen på eksemplarisk vis opdrætter dyr og får mælk fra.

Gopala Navn for Herren Krishna. Én som passer og beskytter køer. Som dreng vogtede Krishna køerne på Brindavan’s marker, og som Herren passer Han alle Sjæle. Gopala var Krishnas kælenavn, da Han var helt lille. Gopala betyder: ’Ham der beskytter, vejleder, nærer og plejer alle levende væsener’.

Gryende kraft - jagrata shakti

Gud er den største bevidsthedskraft, der er universets fundamentale grundlag. - Mooladhara Chaitanyashakti

Guddommelige Lege - Leelas

Guddommelige seere - siddha’er

241 Guldkæde med 1008 små lingam’er - sahasralinga mala

Guna’er Egenskaber eller kvaliteter der er overlejret på Det Guddommelige og således udgør det sansemæssige univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Tamo guna; sløvheden og uvidenhedens kvaliteter. 2. Rajo guna; lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter. 3. Sathwa guna; de gode og rene kvaliteter.

Sai Baba taler primært om guna’er i forbindelse med mennesket karakter, og den føde vi indtager. Som eksempler kan nævnes:

Tamo guna: Sløvhed, uvidenhed, dovenskab, for megen søvn, ude af stand til at begribe Virkeligheden, misforstår let og opfatter det, der er usandt for at være sandt samt en manglende evne til at skelne mellem det rigtige og det forkerte. Mad der sløver, for eksempel ost og for megen mad, er tamo guna.

Rajo guna: Lidenskab, hvileløshed, passion, voldelige følelser, ønsker, begær, egoisme, ondsindethed, at begære frugterne af sine handlinger, ønsket om at opnå berømmelse, selviskhed, vrede, jalousi, had, grådighed, misundelse og stolthed. Mad der ophidser følelserne, for eksempel løg og kød, er rajo guna. Spiritus er også rajasisk.

Sathwa guna: Alt hvad der er godt og rent, kærlighed, medfølelse, medlidenhed, tolerance, overbærenhed, tålmodighed, uselviskhed, ikke at have nogen ønsker og noget begær, have kontrol over sorg og glæde, over elendighed og lykke. Mad der er god for både krop og Sjæl. Begrænset mængde af mejeriprodukter, frugter, de fleste grøntsager, linser, bønner og nødder.

I forbindelse med den menneskelige natur, der som regel indeholder elementer af alle tre former for guna’er, taler man om at være domineret af for eksempel rajo guna. Det er nødvendigt med konkrete studier af begrebet guna’er, hvis man ønsker at forstå og få gavn af denne viden.

Guru Åndelig lærer og vejleder. ’Gu’ står for ’kvalitetsløs’ (gunatita). ’Ru’ tilkendegiver ’formløshed’ (rupavarjita). Der findes en anden fortolkning af ordet guru. ’Gu’ betyder mørke, og ’ru’ betegner det, der fordriver mørke.

Gurukulas En kostskole hvor guruen underviser sine disciple. Disciplene bor i for eksempel ashram’en eller i guruens hjem.

Gurupoornima Dagen hvor man ærer sin guru.

Gør tjeneste - sevak

Halahala-giften Halahala-gift er navnet på en gift, der ifølge den hinduistiske mytologi blev skabt fra havet, da Guderne og dæmonerne kærnede det for at fremskaffe amritha, udødelighedens nekar. Giften er symbolet på alt det, der forurener menneskets hjerte.

Hanuman

242 Hanuman var en stor Rama-hengiven; han var delvis abe, delvis menneske. Det var Hanuman, der fandt Sita på Lanka. Hanuman levede umiddelbart i Threta-tidsalderen; han var samtidig med Herren Rama. Men Hanuman siges at leve videre, og han var til stede på slagmarken Kurukshatra, idet han sad ved foden af banneret på Arjuna’s stridsvogn. Han var blot et vidne og deltog ikke i slaget.

I en tale fra den 12. april 2000 fortæller Sai Baba følgende om Hanuman’s fødsel: ”Hvad skete der med Sumitra’s del af den helliggjorte mad, der blev ført bort af en ørn? Den blev efterladt på et bjerg og spist af Gudinden Anjani. (Hanuman’s moder; navnet betyder’ illusion’). Som et resultat fødte hun Hanuman. Det er årsagen til det intime forhold, der eksisterede mellem de fire brødre, Rama, Lakshmana, Bharata og Satrughna, og Hanuman. Meget få er klar over dette.”

Hvad blev der af Hanuman? Ifølge legenden anmodede Hanuman om at måtte blive på Jorden lige så længe, som Rama’s navn bliver æret af mennesker. Sita tilstod ham dette ønske. Hun ville også sørge for, at der var billeder og statuer af Hanuman i templerne, så han kunne høre Rama’s navn blive messet. Således regnes Hanuman for at være en af hinduismens udødelige skikkelser.

Hari; Herren Hari Guden Hari er et aspekt af Herren Vishnu, der er Opretholderen i den Hinduistiske Guddommelige Treenighed. Hari er en af de centrale Guder i hinduismen, og Han tilgiver alle synder. Hari betyder: ’Han der frarøver jer jer selv, jeres ego, og som åbenbarer Sig Selv som jer’.

Hengivenhed over for Gud - bhakthi

Hengivenheden over for Guds vej - Bhakthi marga Vejen hvor man overgiver Selvet til Gud. De ni veje i Hengivenhedens Yoga er: 1. At lytte til beretninger om Det Guddommelige og om Guds herligheder. 2. At synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed. 3. At ihukomme Gud. 4. At glæde sig over at tilbede Gud ved at koncentrere sig om og ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk. 5. At glæde sig over at tilbede Gud. 6. At glæde sig over at man begynder at kunne se Gud i netop den Form, man som hengiven har allerkærest. 7. At glæde sig over at kunne tjene alt og alle uden på nogen måde hverken at føle sig overlegen eller underlegen. 8. At glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds ven og Guds fortrolige. 9. At glæde sig fuldt og helt over at kunne overgive sig til Guds Vilje.

Hengivne - bhakthas

Herrens medfølelse - jivakarunya

Hiranyagarbha lingam En Hiranyagarbha lingam symboliserer Hiranyagarbha, der har forskellige betegnelser: Skabelsens Kilde, Det Kosmiske Guddommelige Sind, ren bevidsthed, Kosmisk Livmoder; Det Gyldne Æg der var det første, der blev skabt af Brahma, hvorfra hele skabelsen hidrører.

Hjertets Herre - Hridayesha

Hundredtusind

243 - lakh

Hyderabad Hyderabad er en af Indiens største byer med et indbyggertal på over 10 millioner (2018). Byen er i dag hovedstaden i delstaten Telangana, og var før i tiden hovedstad i Andhra Pradesh.

Hymner der priser lingam’en - lingashtakams

Ikke-dualisme - adhwaitha Ikke-dualisme er filosofien om, at alt er ét, at Skaberen og det skabte er ét. Kvalificeret ikke- dualisme er filosofien om, at menneskets ånd har en kvalificeret eller delvis identitet med Gud. Dualisme er filosofien om adskillelsen mellem Gud og det skabte univers.

Ikke-tilknytning - vairagya Begrebet ’ikke-tilknytning’ omhandler ønsket om og evnen til at kunne give afkald på alle flygtige glæder. Ofte har mennesket tilknytning til kroppen, til ting, til andre mennesker og til forventninger. Det at formindske sine ønsker er også ikke-tilknytning.

Ithihasa’erne Ithihasa’erne betyder ’historie’ på sanskrit. Ithihasa’erne blev skrevet til almindelige mennesker af Valmiki og Vyasa, eftersom Veda’erne og Brahma Sutras filosofiske fremstillinger kan være meget svære at forstå. Ithihasa’erne omfatter historier fra Valmiki’s Ramayana, Yogavasishtha, Mahabharatha og Harivamsa. Ithihasa’erne omfatter alt, hvad der er indeholdt i Veda’erne, men blot på en mere forståelig måde.

Ithihasa’erne giver os vidunderlige historier af stor interesse og vigtighed, og disse historier giver os hinduismens fundamentale lære. Mange af historierne omfatter de gerninger, som Bharatha’s store helte har udført gennem tiderne.

Jagannath Jagannath betyder ’universets Herre’, og Han er et aspekt af Herren Vishnu og Hans inkarnation, Herren Krishna.

Jageshwar Jageshwar er en tempelby i den nordligste del af Indien. Jageshwar dalen rummer mere end 100 hindu-templer, og er derfor et berømt pilgrimscenter.

Jaipur Jaipur er hovedstad i den indiske delstat Rajasthan. Her i 2018 har byen godt 3,1 million indbyggere.

Janaka Kong Janaka, der blandt andet nævnes i Ramayana’en (Historien om Rama), herskede over kongeriget Videha, også kendt som Mithila. Han æres som værende et ideelt eksempel på ikke-tilknytning til materielle besiddelser. Han var yderst interesseret i åndelige diskussioner og anså sig selv for at være fri for verdslige illusioner. Hans kontakt med store vismænd som for eksempel Ashtavakra, Suka og Sulabha er registreret i de ældgamle hellige skrifter.

Han havde en adoptivdatter, Sita, der blev gift med Herren Rama, og som spiller en afgørende rolle i Ramayana. Kong Janaka var barnløs, og han bestemte sig derfor for at afholde en offerceremoni, der skulle sikre ham et barn. Mens han var i færd med at pløje jorden, hvor

244 offerceremonien skulle finde sted, stødte han på en kasse. I kassen lå et lille spædbarn – Sita! Ordet Sita betyder: Ren, fri for synd, plovfure.

Janaka var en realiseret Sjæl. Ordet Janaka betyder ’skaber’.

Jeg føler Mig meget tørstig. - Naku chala dahamga undi.

Jhoola En jhoola er en luksuriøs stol, der er ophængt som en gynge. Store åndelige mestre sidder ved specielle højtider og gynger i en sådan stol, hvilket symboliserer, at Gud har sæde i den hengivnes hjerte.

Kailasa Herren Siva’s bolig i Himalaya-bjergene.

Kamsa Kamsa er kendt for at have været Herren Krishna’s ærkefjende. Devaki, Krishna’s moder, var datter af Kamsa’s onkel på den fædrene side. I forbindelse med brylluppet mellem Devaki og Vasudeva hørte Kamsa en himmelsk stemme, der sagde: ”Oh kejser Kamsa! Du opfører dig som en tåbe, ubevidst om kommende begivenheder! Den selv samme søster som du elsker som det dyrebareste, og som du nu så hengivent og fornøjet kører sammen med i denne herskabsvogn med al dens pragt, vil som sit ottende barn bære den person, der vil forårsage din død! Tænk over den kommende katastrofe.”

Denne meddelelse gjorde Kamsa bange og rasende. Det fik ham til at sætte Devaki og Vasudeva i fængsel; det fik ham til at slå deres seks første børn ihjel; det fik ham til at ønske Krishna død og så videre. Dette kan du lære mere om i Bhagavad Gita Vahini, kapitel 4, der kan læses på dansk på www.saibabapaadansk.dk.

Kannada Kannaka er det sprog, der tales i den indiske delstat Karnataka.

Kanyakumari Denne by ligger på Indiens sydligste punkt i delstaten Tamil Nadu.

Karma Karma betyder aktivitet, handling, arbejde eller pligt. Ordet betyder også skæbne; udlevelsen af konsekvenser af de handlinger vi foretager. Man kan for eksempel opdele menneskets handlinger i fire typer:

1. Ubevidste handlinger: Det er handlinger, som for eksempel når hjertet slår, når vi blinker, sveder eller nyser. Her er ingen karmiske konsekvenser.

2. Dårlige handlinger: Dårlige handlinger har i henhold til karma-loven karmiske konsekvenser. Genfødsel er nødvendig for at udleve disse konsekvenser, hvis de da ikke udleves i det nuværende liv.

3. Gode handlinger hvor man begærer frugterne: Der er her tale om gode handlinger, hvor man ønsker at få noget til gengæld. Disse handlinger medfører også karmiske konsekvenser, for vi skal modtage vores ’belønning’. Genfødsel er også her nødvendig for at udleve disse konsekvenser

4. Gode handlinger hvor man ikke begærer frugterne:

245 Der er her tale om det, der kaldes uselviske handlinger. Disse er de anbefalelsesværdige handlinger, for de medfører ingen konsekvenser, ingen genfødsel.

Karma vejen - Karma marga Handlingens vej. Vejen hvor man udfører uselviske handlinger uden tanke på handlingernes frugter.

Karma Yoga Handlinger der udføres uselvisk uden ego og uden nogen forventning om belønning. Karma Yoga betyder, at man udfører alle sine handlinger som et offer til Det Guddommelige; at man ikke er knyttet til eller har ønske om frugterne af sine handlinger.

Karma yogi En Karma Yogi er en person, der udfører Karma Yoga. Karma Yoga er handlinger, der udføres uselvisk uden ego og uden nogen forventning om belønning. En Karma Yogi udfører alle sine handlinger som et offer til Det Guddommelige, og han er ikke knyttet til noget.

Karnataka Karnataka er en af de fire sydlige delstater i Indien. Sai Baba’s ashram, der hedder Brindavan, er beliggende i denne delstat. Karnatakas hovedstad Bangalore har her i 2018 en befolkning på omkring 11,6 millioner, mens delstaten sammenlagt har lidt over 68 millioner indbyggere. Andre store byer i delstaten er Mysore, Mangalore, Hubli-Dharwad, Davanagere, Bellary, Hassan, Shimoga og Belagavi. Kannada er delstatens oficielle sprog. Arealmæssigt er Karnataka Indiens 8. største stat og den 9. største efter befolkningsantal.

Kashi Berømt pilgrimssted. Byen Kashi kom senere til at hedde Benares, og nu hedder den Varanasi. Den er en af de ældste og mest ærværdige hellige byer i Indien. Byen er beliggende ud til Ganges i delstaten Uttar Pradesh.

Kashmir Kashmir er Indiens nordligste delstat. Området er umådeligt smukt, men er desværre mest kendt for konflikten mellem muslimer og hinduer; mellem Pakistan og Indien.

Kasturi Mangeårig Sai Baba hengiven og blandt andet forfatter til Sathyam Sivam Sundaram, der er Sai Baba’s livshistorie; levede fra 1897–1987.

Kerala. Kerala er Indiens tættest befolkede delstat. Den er beliggende i Sydindien. Kerala er kendt for at være den toneangivende indiske delstat med hensyn til middellevetid, folkesundhed og uddannelse. Paradoksalt nok har delstaten en høj arbejdsløshed og selvmordsrate. Kerala er utrolig smuk og er kendt for sine fascinerende ’backwaters’.

Kethwadi Kethwadi er en lokalitet i storbyen Mumbai. I Kethwadi er der er flere smalle gader, hvor der hver dag udspiller sig et farverigt skue. Gaderne er fulde af mennesker, og der handles overalt i små butikker. Kethwadi er særlig berømt for sin Ganesha-festival, hvor de enkelte gader konkurrerer med hinanden om at skabe kreative ideer og unikke budskaber.

Kharagpur Kharagpur er en vigtig industriby i delstaten Vest Bengal. Byen har omkring 360.000 indbygger (2018).

246 Kodaikanal Kodaikanal er en bjergby i delstaten Tamil Nadu. Den ligger højt, og derfor er temperaturen om sommeren behagelig. Det engelske styre oprettede her en by i bjergene til deres officerer. Sai Baba etablerede en ashram her, som Han ofte benyttede i højsommeren, så Hans hengivne ikke blev udsat for den meget varme tid.

Krishna; Herren Krishna Vishnu Avataren i Dwapara-tidsalderen, tidsalderen forud for den nuværende Kali-tidsalder. Krishna betyder: ’Evnen og kraften til at tiltrække og betage’. Krishna blev født den 20. juli 3.227 f. Kr. tidligt om morgenen klokken 03.00. Året 3.102 f. Kr. ved midnatstid den 20. februar opgav Krishna Sit dødelige legeme. Han formodes da at have levet i 125 år.

Krishna’s fødselsdag - Krishna janmashtami

Kronjuvelen blandt hengivne - bhakta sikhamani

Kumbhakarna Ravana’s yngre broder der sov i seks måneder ad gangen. Han var en frygtindgydende kriger. Herren Brahma havde lovet at opfylde et ønske for den kæmpestore Kumbhakarna. Han sov derfor altid seks måneder ad gangen, var så vågen én dag for så at sove i seks måneder igen.

Kurnool Kurnool er en by i delstaten Andhra Pradesh. Dens indbyggertal er omkring 615.000 (2018), og den ligger 216 km fra Puttaparthi.

Kynisme - avishvasam

Kærlighed til Gud - Daivapreeti

Kærlighedens gave - Prema bhiksha

Lakshmana Lakshmana var Herren Rama’s broder og Satrughna’s tvillingebroder. Hans fader var kong Dasaratha, og hans moder var Sumitra (navnet betyder ’alles ven’). Allerede fra helt spæd kunne Lakshmana kun trives, når han var helt tæt på Rama, så de blev lagt i samme vugge. Gennem hele livet veg Lakshmana ikke fra Rama’s side. Således var det også Lakshmana, der sammen med Sita ledsagede Rama i Hans 14-årige eksil i skovene. Da Rama ægtede Sita, ægtede Lakshmana Sita’s søster Urmila. Navnet Lakshmana betyder ’godt varsel’.

Rama var umådelig glad for Lakshmana. Som eksempel på dette kan nævnes en episode, hvor Hanuman hentede bjerget Dronagiri. Baggrunden var, at Lakshmana var blevet dødeligt såret i krigen mod Ravana og hans dæmonhorder. Man fik kendskab til, at det udelukkende var en bestemt plante fra Dronagiri, en magisk urt ved navn Sanjeenani, der kunne frelse ham. Rama sendte Hanuman af sted efter den. Han fandt bjerget, hvor den voksede, men kunne ikke finde planten, så han besluttede at bringe hele bjerget med tilbage til Rama’s lejr, og derved blev Lakshmana frelst.

Legemliggørelser af Guddommelig kærlighed - premaswarupas

247 Lidenskaben og hvileløshedens kvaliteter - rajo guna Se under guna’er.

Lingam En lingam er en ægformet sten; Herren Siva's symbol; det formløses form; symboliserer formens sammensmeltning med Det Formløse. Ordet lingam betyder ’det i hvilket alle ting forener sig, og af hvilket alle ting dukker frem’.

Livbærende kraft - chetana shakti

Livets fire mål ’Rigtig handling’ (dharma), rigdom (læs: Den højeste visdom), begær (efter befrielse) og befrielse.

Livsenergi - prana shakti

Livsnærende kraft - jeeva shakti

Lovsang - bhajan Bhajan er lovsang, hvor man synger til Herrens pris. Hengivne synger bhajan, for derigennem at udtrykke og opleve hengivenhed over for Gud. Sai Baba siger, at det er bedst at synge bhajan i grupper, da det skaber bedre åndelige vibrationer. Bhajan betyder ’at dele’. I Indien er der en forsanger, der synger en linje at den konkrete lovsang alene. Herefter synger alle i forsamlingen den samme linje. Dette gentages to gange, og dette mønster fortsætter sangen ud. Som regel gentages sangen, så den synges to gange. Dette sker, mens alle klapper takten. Når vi klapper, føler vi os rene, glade og forfriskede, og det hjælper os med at koncentrere os på Guddommen. Nogle hengivne er også af den opfattelse, at det bortdriver det onde. Det anbefales, at man, hvis det er muligt, synger uden brug af sangbøger, da dette muliggør en endnu større hengivenhed. Alt i alt skaber denne metode meget gode og intense energier.

Lucknow Lucknow er hovedstaden i delstaten Uttar Pradesh. Her i 2018 er der omkring 3.500.000 indbyggere i byen.

Lyd - shabda

Lyksalighed - ananda Den højeste lyksalighed; uendelig glæde.

Lyksalighedens barn - anandabala

Lysmeditation - jyothidhyana

Lægen er Guddommelig - Vaidyo Narayano Harih

248 Madakasira By i delstaten Andhra Pradesh i det sydlige Indien. Byen ligger 83 km. fra Puttaparthi og har et befolkningstal på omkring 26.000 (2018).

Madhurai Madhurai er den tredje største by i den indiske delstat Tamil Nadu. Byen er beliggende ved bredden af floden Vaigai. Her i 2018 bor der omkring 3.000.000 indbyggere i byen.

Madras; nu Chennai Byen er hovedstaden i delstaten Tamil Nadu, og den har omkring 7.600.000 indbyggere (2018). Indtil 1995 hed byen Madras.

Mahabharatha Ældgammelt heltedigt i poetisk form der er skrevet af Vyasa; værket beskriver konflikten mellem Pandava-brødrene og deres fætre, de 100 Kaurava-brødre. Den indeholder bl.a. Bhagavad Gita, Krishna's metafysiske lære til Arjuna.

Mahashivarathri Shivarathri betyder ’Siva’s nat’. Det er natten, hvor det er nymåne; natten hvor Månens påvirkning af sindet er mindst, og hvor det derfor er lettest og mest gunstigt at tilbede Herren Siva. Én gang om året, den nymåne der falder i februar/marts, er det Mahashivarathri, hvilket betyder ’Siva’s store nat’. Det er natten, hvor Herren Siva siges at have ægtet Gudinde Parvathi. Denne nat tilstræber hengivne at overvinde mørke og uvidenhed i livet og i verden. Natten kan tilbringes på forskellig vis, for eksempel ved at iagttage stilhed, meditere, chante bønner, faste, udføre yoga, gentage Guds navn og så videre. I løbet af Mahashivarathri materialiserede en eller flere lingam’er sig i Sai Baba’s legeme. Ofte, men ikke hvert år, lod Han Sine hengivne overvære det. Denne begivenhed er ofte blevet filmet.

Malayalam Malayalam er et sprog, der tales i delstaten Kerala.

Malayalanske nytår Det malayalanske nytår fejres af det folk, der taler malayalam. Se under malayalam.

Mantra Et mantra er mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der reciteres for at opnå åndelig højnelse. Mantra er et ord for det, der frelser, når sindet dvæler ved det. Et mantra er et redskab for tanken, og kan bestå af et enkelt ord, en sætning eller et vers. For mange mantraer gælder, at de bliver gentaget igen og igen. Det mest markante eksempel på dette er mantraet, som fremsiges 21.600 gange om dagen i forbindelse med ind- og udånding, nemlig Soham. Når vi ånder ind, siger vi ’so’, og når vi ånder ud, siger vi ’ham’, og det betyder: Jeg er Det; Jeg er Gud. Der findes utallige mantraer, og blandt de kendeste er OM, Gayathri og Shivoham.

Mantra der består af otte eller fem stavelser - ashtakshari eller panchakshari

Meditation - dhyana

Mirakler - mahimas

Muddenahalli

249 Muddenahalli er en mellemstor landsby, der er beliggende i delstaten Karnataka. Landsbyen ligger 55 km fra Bangalore. Sathya Sai Baba har etableret en gren af Sit universitet i denne landsby.

Mylapore Mylapore en i dag nærmest en bydel af Chennai. Den ligger i den den sydlige del af denne millionby. Mylapore er blandt andet kendt for sine mange templer, kirker og moskeer.

Mysore Mysore er i dag den næststørste by i den sydlige delstat Karnataka. Fra 1948 til 1956 fandtes der en delstat ved navn Mysore State, hvor byen Mysore var hovedstad. Her i 2018 har byen et befolkningstal på omkring 1.100.000.

Måtte alle være lykkelige og fri for lidelse. - Sarva bhavantu sukhinah sarve santuniramayah.

Namaskar; namasthe Namaskar er en respektfuld og ærbødig hilsen, hvor man samler håndfladerne foran sit bryst. I Summer Showers in Brindavan 2000, kapitel 9, afsnit 31 siger Sai Baba: ”Når I foretager namaskar, bringer I jeres to hænder sammen. Den ene håndflade repræsenterer den verdslige vej og den anden den åndelige vej. Namaskar er en handling, der er symbolsk for sammensmeltningen at de to veje. I skal ikke inddele visse ting som værende rent verdslige og andre ting som værende rent åndelige. Begge er sammenflettet, og enhver adskillelse som man måtte forsøge at foretage, er helt og aldeles kunstig og unaturlig. Namaskar symboliserer således foreningen af de to veje.” Senere i afsnittet fortsætter Sai Baba: ”Namaskar = na + ma + skar. De første to ord betyder: ”Jeg er ikke”, og ordet i sin helhed betyder: ”Jeg har intet ego.”

Nanda Nanda var Krishna’s fosterfader. Han var leder af en røgter-stamme, der røgtede deres kvæg i Brindavan. Han var således en vigtig person i landsbyen Gokula, hvor Krishna voksede op. Han var tillige kong Vasudeva’s fætter. Da Vasudeva’s kone, Devaki, havde født Krishna, bragte han Ham til Nanda’s hus, for at beskytte Ham mod Kamsa. Det var Yasodha, Nanda’s hustru, der plejede og opfostrede Krishna.

Nandanavanam Nandanavanam er navnet på den hytte, der lå på den grund, som Baba først købte i Whitefield. Som navnet indikerer, var den en ’frydens og glædens have’ eller ’Nanda’s Guddommelige Søns have’. Der findes også et Nandanavanam i byen Ooty.

Nandyal Nandyal er en by i delstaten Andra Pradesh. Her i 2018 har byen omkring 220.000 indbyggere. Nandyal ligger 247 km fra Puttaparthi.

Narada Bhakti Sutra Narada Bhakti Sutra er et velkendt skrift i den hinduistiske tradition. Den er skrevet af vismanden Narada. Teksten beskæftiger sig detaljeret med hengivenhedens yoga. Tilhængerne af Herren Vishnu er specielt opmærksomme på dette skrift.

Narendhranath Narendhranath var det navn, Vivekananda havde, før han blev munk. Vivekananda var en vismand fra det 20. århundrede; en af grundlæggerne af Ramakrishna ordenen.

Nataraja Nataraya betyder ’Dansens Herre’, og navnet refererer til Herren Siva og Hans ekstatiske dans.

250 Nu er Min tørst slukket! - Lppudu na daham teerindi!

Nawanagar; Jamnagar Nawanagar var i gammel tid et fyrstedømme. I dag er Nawanagar byen Jamnagar, der er beliggende ved Indiens vestkyst i delstaten Gujarat. Jamnagar er delstatens femte største by, og her i 2018 har den et befolkningstal på omkring 550.000.

OM; AUM - Pranava OM eller AUM kaldes også pranava, der er urlyden. Denne urlyd kaldes også for den oprindelige lyd. I Biblen står der: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Dette Ord er OM, en lyd, en vibration, hvorfra alt skabt senere blev til. Det kan også nævnes, at hinduerne begynder deres mantraer med OM for at påkalde sig den Guddom, mantraet henvender sig til.

I Summer Showers in Brindavan 2000 forklarer Sai Baba følgende om AUM: ”Lad os først se på æter, der udelukkende har lyd som sin kvalitet. Skønt utallige variationer af lyde er mulige, er den grundlæggende lyd den oprindelige lyd AUM. Denne lyd, OMKARA, er det, I i virkeligheden skal koncentrere jer om. Der er tre bogstaver her – A (skabelse), U (opretholdelse) og M (nedbrydning), der sammen smelter sammen til AUM. Mennesket er en legemliggørelse af de tre symboler, der indgår i AUM. Den oprindelige lyd, OMKARA, er selve æters form, og mennesket skal være i resonans med den.”

OMKARA OMKARA er det samme som OM og AUM. Se under OM.

Onam Onam er højtiden, hvor man fejrer, at fortidens kong Bali besøger sit kongerige, delstaten Kerala, og velsigner dens befolkning. Onam er meget hellig og Guddommelig. Der findes flere forskellige forklaringer på, hvad Onam er for en højtid. Folk fejrer Onam-højtiden, idet de tager et olie-bad og ifører sig nye klæder. De tilbereder og spiser også forskellige specielle retter. Således nyder alle familiemedlemmerne højtiden, idet de gør sig til gode med dejlig mad og nyt tøj. Ved denne lejlighed er der også nogle, der besøger templerne. Af alle templer i Kerala er Bala Krishna Templet meget dyrebart og betydningsfuldt for befolkningen.

Ooty eller Ootacamund Denne by er beliggende i Nilgiri-bjergene (De blå bjerge). Der er omkring 100.000 indbyggere her i 2018. I dag er byen et berømt turiststed.

Opofrelse - thyaga Opofrelse betyder at opgive sine ønsker, begær, vrede og stolthed samt ekstreme gerrighed. Thyaga kan også betyde forsagelse.

Opofrelsens land - thyaga bhoomi

Orissa Orissa er en indiske delstat, der ligger på Indiens nordøstlige kyst. Den har et areal på 155.707 km² og ca. 46 millioner indbyggere (2018). Hovedstaden hedder Bhubaneshwar. Sai Baba Organisationen hjalp mange af de nødlidende i Orissa efter en voldsom oversvømmelse. Denne hjælp omfattede opførelsen af en række huse.

251 Oriya Oriya er hovedsproget i den indiske delstat Orissa.

Otte former for stolthed - ashta madas

Overordnede leveregler - maha mantras

Paisa Indisk møntenhed. 100 paisa er lig med 1 rupee og har således en meget ringe værdi. Den er langt mindre værd end en en-øre.

Palani Palani er en by i delstaten Tamil Nadu. Palani Murugan Templet er beliggende på et bjerg, der ligesom skuer ned over byen. Templet er dedikeret til krigsguden Kartikeya. Denne helligdom besøges hvert år af mere end 7 millioner pilgrimme. Her i 2018 har byen omkring 84.000 indbyggere.

Pande-smykke - choodamani

Parvathi Parvathi er Herren Siva’s gemalinde. Navnet Parvathi betyder ’datter af bjerget’, og Hendes fader var bjergguden Himalaya, og moderen var Gudinden Mena. Parvathi er Gudinde for frugtbarhed, kærlighed, skønhed, ægteskab, børn og hengivenhed. Ligeledes er Hun kendt for Sin Guddommelig styrke og magt. I hinduismen er Hun kendt for at være Moder Gudinden, og Hun tilskrives mange forskellige aspekter, og hvert aspekt har sit navn for denne Gudinde; hun har således over 100 navne.

Sammen med Lakshmi og Saraswathi udgør Parvathi den hinduistiske treenighed af Gudinder. Hun er moder til Ganesha og Skanda, der også er kendt under navnet Subrahmanya. Hun er Den Guddommelige Energi mellem mand og hustru.

Pjat - tamasha

Poona; Pune Poona, nu Pune, er den næststørste by i delstaten Maharashtra. Byen er kendt som ’Østens Oxford’ og regnes for at være delstatens kulturelle hovedstad. Her i 2018 regner man med, at der er omkring 6 millioner indbyggere i byen.

Prahlada Prahlada var dæmon-kongen Hiranyakasipu’s hellige søn. Prahlada var en berømt hengiven af Herren Narayana. Han er mest kendt for sin adfærd som barn. Han var meget hengiven over for Narayana, og hans fader hadede Narayana. Det førte blandt andet til, at Hiranyakasipu ønskede sin søn død. Da dette mislykkedes, kom det til en afgørende verbal diskussion, der endte med, at Avataren Narasimha kom ud fra en søjle og dræbte Hiranyakasipu. Prahlada var blot 5 år, da han markerede sin åndelige storhed. Sai Baba fremhæver igen og igen Prahlada som værende en forbilledlig hengiven.

Prasad Prasad er et udtryk for en helliggjort gave, som regel noget spiseligt, der uddeles af en Mester til sine hengivne. Ordet prasad angiver noget helliggjort, noget der er ofret til Gud. Sai Baba uddeler ofte slik, kager, billeder osv. som prasad til Sine disciple og hengivne.

252 Prasanthi Nilayam Prasanthi Nilayam, der betyder ’Den højeste freds bolig’, er Sathya Sai Baba’s hovedashram. Den er beliggende ved siden af Puttaparthi, og blev indviet den 23. november 1950 i forbindelse med Baba’s 24 års fødselsdag. Den centrale bygning i ashram’en er templet, og i umiddelbar forbindelse med dette ligger Sai Kulwant Hall, hvor Baba gav darshan til sine tilhængere. Der kan sidde omkring 20.000 mennesker i denne sal, og her var en helt utrolig fredfyldt atmosfære, når Baba var til stede. Templet og Sai Kulwant Hall er den rene skønhed.

Ashram’en er meget stor, idet den indeholder boligfaciliteter til tusindvis af hengivne, og har alle mulige faciliteter som for eksempel en gren af State Bank of India, et auditorium, tre kantiner, bibliotek, posthus, varehus, bogforlag, boghandel, museum, administrationsbygning mm.

Propaganda Prachar

Prema Guddommelig Kærlighed. Prema er en af Baba’s fem menneskelige værdier. Når Baba taler om prema, så er det ikke den almindelige verdslige og fysiske kærlighed. Prema dækker forhold som uselvisk kærlighed, Guddommelig Kærlighed, kærlighed mellem Gud og Hans hengivne. Af ’almindelig’ kærlighed er det nærmeste, man kommer på prema, moderens kærlighed til sit barn.

Punjab Punjab er en delstat i det nordvestlige Indien. Punjabs hovedstad er Chandigard. Delstatens befolkningstal er omkring 115 millioner (2018).

Purana’erne Purana’erne er historier om Guder og Deres færden blandt mennesker. Purana’erne er skrifter, der tidsmæssigt ligger senere end Veda’erne, men mange af Purana’ernes historier omhandler tiden, før Veda’erne blev skrevet.

Formålet med Purana’erne er at formidle og udbrede kendskabet til Veda’erne. De indeholder værdifulde historiske optegnelser om landet. Der findes 18 Purana’er, der kaldes ’Hoved- Purana’erne’. Hver Purana er meget omfattende. Vyasa er forfatter til førnævnte 18 Purana’er.

Puri Puri er en kystby, der er beliggende i delstaten Orissa i det østlige Indien. Befolkningstallet er her i 2018 omkring 235.000. Der findes et berømt tempel for Herren Jagan Natha (Universets Herre), der er en manifestation af Herren Vishnu.

Putana Putana var en kvindelig dæmon. Hun ammede Krishna i den hensigt at slå Ham ihjel, eftersom hun havde forgiftet mælk i sine bryster. Men Krishna dræbte hende ved at suge livet ud af hende.

Puttaparthi Puttaparthi er Sathya Sai Baba’s fødested. Landsbyen er beliggende i delstaten Andhra Pradesh, og det er her, Sai Baba’s hoved-ashram, Prasanthi Nilayam, er beliggende. Gennem årene er der vokset en hel by op omkring ashram’en. Men den oprindelige landsby, Puttaparthi, findes stadig. Der er kun få hundrede meter fra ashram’en til denne ældgamle landsby.

253 Puttaparthi ligger ved bredden af Chitravathi-floden, og landsbyen er omgivet af små bjerge. Den ligger 151 km nord for millionbyen Bangalore. Puttaparthi og Prasanthi Nilayam et meget besøgt pilgrimssted.

Rama; Herren Rama Avatar i Threta-tidsalderen. Helten i Ramayana'en (Historien om Rama); dræbte den onde Ravana for at befri Sin gemalinde, Sita, der var blevet kidnappet. ’Rama’ betyder 'den der behager’ eller ’den der tiltrækker’.

I bogen Summer Showers in Brindavan 2000 siger Sai Baba: ”Det hellige navn Rama har al den kraft og styrke, der skal til for at føre os fra mørket til lyset. Ordet Rama er dannet af tre stavelser: ’Ra’, aa’ og ’ma’. Af disse tilkendegiver ’ra’ ildens princip. ’Aa’ repræsenterer Månen, om ’ma’ repræsenterer Solen. Ilden princip, ’ra’ tilintetgør alt ondt og al synd. Måne-princippet ’aa’ stilner lidenskaberne og bringer fred. Sol-princippet ’ma’ skænker stråleglans, når det onde tilintetgøres og der hersker fred. Således indeholder navnet Rama i kortfattethed al visdom. Det har kraften til at tilintetgøre det onde, at bringe fred og skænke stråleglans. Dette er den indre betydning af det navn, som vismanden Vasishta gav kong Dasaratha’s førstefødte søn. Ildens princip har således en dyb betydning.”

Ramakrishna Paramahamsa Ramakrishna er en berømt vismand og mystiker, der levede fra 1836 – 1886. I sine trancer oplevede han, at alle religioner blot er forskellige veje til den samme Gudsoplevelse, og han formidlede denne viden til folk omkring sig. I 1855 blev Ramakrishna præst i det nyopførte Kali Tempel i Calcutta. Områdets øverste autoritet var fyrstinde Rani Rasmani, som han gennem sine 12 år som præst havde flere oplevelser med.

Ramakrishna var og er kendt som værende både vismand og mystiker. Sai Baba refererer igen og igen til ham, og han må regnes for at være en den nyere tids største vismand. Ramakrishna’s vigtigste discipel var Vivekananda, der førte hans ideer videre og oprettede Ramakrishna Missionen 01. maj 1897. Missionens formål er at fremme enhed mellem religioner samt fred og enhed mellem alle mennesker.

Rama’s fødselsdag - Rama navami

Ramayana Historien om Rama. Dette skrift er en fantastisk beretning om Herren Rama’s liv. Livet skildres fra fødsel til død, og skriftet regnes for at være et af Indiens betydeligste skrifter. Vismanden Valmiki er forfatter til dette skrift.

Ratnakara Ratnakara er det navn, som Valmiki havde, dengang han var landevejsrøver. Se i øvrigt under Valmiki.

Ravana Ravana var dæmonernes herre og konge af Lanka. Det var ham, der bortførte Sita, Rama’s gemalinde, og således spiller han en hovedrolle i Ramayana’en (Historien om Rama). Ravana skildres som havende 10 hoveder. Disse symboliserer, at han besad fuldkommen viden om de 4 Veda’er og de 6 Sastra’er.

Ravana’s rige var velstående. Selv besad han alle gode egenskaber, og han var en stor hengiven af Herren Siva. Han havde besejret alle sine indre fjender – bortset fra én: Begær! Det var dette begær, der afstedkom, at han ønskede at bringer Sita til Lanka, og at han selv og hele hans rige efterfølgende blev tilintetgjort.

254 I sidste ende blev han slået ihjel af Herren Rama, og Sita blev befriet. Navnet Ravana betyder: Den der gør alle og enhver sorgfuld.

Rupee Rupee er en indisk møntenhed. Der er tale om en ældgammel møntenhed, der før i tiden var præget i sølv. Ulykkeligvis for Indien og dets indbyggere er kursen på rupees faldet utroligt meget gennem tiderne. Købekraften for 1 rupee er i dag meget lille, mens den har været meget høj tidligere i historien. Her i september 2018 er den 0,0921 kroner værd, altså lidt over 9 øre!

Røgterdrenge - gopala’er Gopala’erne var røgterdrenge, som Krishna legede med og røgtede kvæg sammen med i Brindavan. Der var tale om drenge, der var ældre end Krishna, men Krishna blev snart midtpunket. De gik ud på Brindavan’s græsenge om morgenen med ders medbragte frokost. Gopala’erne var vidner til mange af Krishna’s mirakler.

Røgterpigerne - gopi’erne Gopi’erne var røgterpiger, som boede i landsbyen Gokula. Denne landsby lå i det område, der hed Brindavan. Krishna voksede op i Gokula. Han var 5 år og en måned, da Han forlod Gokula og dermed gopi’erne. Rent faktisk var gopi’erne ikke piger, men voksne kvinder der som regel var gift. Sai Baba fremhæver igen og igen gopi’ernes hengivenhed over for Krishna; en hengivenhed der ikke finder sin lige. Utallige er Hans beretninger om gopi’erne og Krishna. Sai Baba fortæller, at gopi’erne havde været vismænd i tidligere liv, og dengang Rama levede, var de blandt de aber, der hjalp med at befri Sita.

Sadguru En sadguru er ’en sand lærer’. Han er en lærer, der fjerner uvidenheden og fører den åndeligt søgende mod befrielsen.

Sai-arbejdere - sevaks Sevak betyder også tjener.

Sai Ram Sai-hengivne hilser ofte på hinanden ved at sige Sai Ram. Sai Ram tilkendegiver, at Sai er til stede i den anden person såvel som i én selv. Udtrykket Sai Ram benyttes også i andre situationer, for eksempel kan man sige Sai Ram, når noget lykkes eller ikke lykkedes.

Sai Sruti Sai Sruti er Sai Baba’s bolig i Kodaikanal. Sruti betyder ’det der høres’. Begrebet er en fællesbetegnelse for de autoritative, ældgamle religiøse tekster i Inden, og begrebet omfatter også Veda’erne. Ofte afvendes ordet ’sruti’ som synonym med Veda’erne.

Sainath Sainath betyder ’en hindu guru’, og dette navn blev ofte brugt om Shirdi Baba.

Sai’s Vilje - Sai sankalpa

Samadhi Samadhi oversættes ofte som uforstyrret sindsligevægt. I Prasnottara Vahini, kapitel 15, siger Sai Baba: ”Samadhi betyder, at sindet er fæstnet på Herren eller på ens egen Virkelighed, idet det er befriet for alle impulser og for alle forstyrrende tanker. Det markerer den tilstand, i

255 hvilken en person befinder sig i sin egen sande natur. Samadhi er den tilstand, hvor man er fri for enhver følelse af dualitet. I denne tilstand vil sindet forblive urokkeligt, når det bliver påvirket af dualistiske oplevelser. Sindet vil skinne som en flamme i et lokale, hvor der ikke rører sig en vind. I denne tilstand er sindet uberørt, ubevægeligt.” I Summer Showers in Brindavan 1990 siger Baba: ”Alene sindets forening med Den Guddommelige Gnist (Atma) er Samadhi.”

Sanathana Dharma Sanathana Dharma oversættes som regel som ’Den tidløse og universelle religion’, men ofte taler man også om ’Den evige lov’ eller ’Den evige vej’. Det siges, at alle religioner udspringer fra Sanathana Dharma. Sanathana Dharma knytter sig således ikke blot til hinduismen, men omfatter tillige andre religioner. Der er tale om et sæt etiske regler og en anvisning på den levevis, der ultimativt vil føre til befrielse.

Sanathana Sarathi Månedstidsskriftet der udgives af Sri Sathya Sai Baba Books and Publications Trust. Tidsskriftet udkom første gang i 1958. På dansk betyder Sanathana Sarathi ’Den Tidløse Vognstyrer’, og titlen referer til, at Herren Krishna var vognstyrer for Arjuna under Mahabharatha-krigen.

Sandeepani Vismand og skriftklog der blev Krishna’s og Balarama’s guru.

Sanjeenani Denne plante er en medicinsk og derfor helbredende plante, der voksede på en ganske bestemt bjergtop. Rama bad Hanuman om at hente den, men han kunne ikke finde ud af, hvilken plante der var sanjeenani-planten. Da det hastede med at redde Lakshmana fra døden, tog Hanuman simpelthen hele bjergtoppen med og fløj tilbage til Rama og Lakshmana.

Sanskrit Sanskrit er et klassisk kultursprog for hinduer og visse buddhister og sikher. Sproget antages at være verdens ældste sprog. Det kan næsten sammenlignes med Vestens latin. Det skønnes, at omkring 2 millioner mennesker taler sanskrit som deres andetsprog. Sanskrit er interessant for åndelige aspiranter, fordi de ældgamle hellige tekster er skrevet på sanskrit. Når man vil studere Sai Baba’s lære, kommer man ikke udenom at lære at forstå den fulde betydning af mange sanskrit-ord. Sanskrit er et talesprog, men ikke et skriftsprog. Det betyder, at der kan være mange forskellige stavemåder for det samme ord.

Santhi Fred. Santhi er en af Baba’s fem menneskelige værdier. Når Baba taler om santhi, så dækker dette begreb mange forhold som for eksempel: Indre fred, ro fred i sindet og ikke-tilknytning. At opnå fred bør være et af livets højeste mål.

Santhi Vedika Santhi Vedika er navnet på den otte-søjlede pavillon, som findes på Hill View stadion i Puttaparthi. Santhi Vedika betyder ’det der genopretter freden’.

Sanyasi En sanyasi er en person, en asket, der har gjort sig fri af alle ønsker. Han skal besidde enhed i tanke, ord og handling, være helt opslugt af Gud, Den Eneste Ene, og være fuldt og helt optaget af at opnå forening med Gud.

Sarva Dharma Sarva Dharma er Sai Organisationens symbol.

256 Sastra’erne Hellige skrifter; hellige tekster. Sastra betyder: Det der med autoritet påbyder, befaler og instruerer.

Sathya Sandhed. Det der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som sådan, er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er Sandhed.

Sathya Sai Grama Sathya Sai Grama er en uddannelsesinstitution i Muddenahalli, der senere blev grundlaget for en gren af Sai Baba’s universitet.

Sathya Sai Institute of Higher Learning Sathya Sai Institute of Higher Learning er navnet på Sai Baba’s universitet.

Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences Sathya Sai Institute of Higher Medical Sciences er navnet på det Super Speciality Hospital, der blev indviet i 1991 i Prasanthi Nilayam.

Sathyam Sivam Sundaram Sandhed Godhed Skønhed er en måde at beskrive Gud på. Det er samtidig titlen på biografien om Sathya Sai Baba’s liv.

Sayeesha Sayeesha er et af Herren Siva’s navne. Navnet betyder ’Guds skygge’.

Secunderabad Secunderabad er Hyderabad’s ’twin city’, det vil sige, at de er vokset ind i hinanden. Byen er beliggende i delstaten Telangana og har her i 2018 omkring 240.000 indbyggere.

Sejrens dag Se under Dasara.

Selvundersøgelse fører til befrielse - swavimarshat mokshah

Seva dhal Seva dhal er betegnelsen for de hengivne, der udfører frivilligt og uselvisk arbejde i Sathya Sai Organisationerne verden over.

Shankara; Shankaracharya Adi Shankara var en berømt filosof og lærer inden for ikke-dualisme. Han plæderede for, at Brahman og Hans skabelse er ét, altså for filosofien om ikke-dualisme. I debatter overalt i Indien besejrede han alle religiøse 'modstandere'. Han levede fra 788 – 820 efter Kristi fødsel.

Shanmukha

257 Shanmukha er et navn for Subrahmanya. Se under Subrahmanya.

Shirdi Shirdi er en by beliggende i delstaten Maharashtra. I dag (2018) har byen omkring 40.000 indbyggere. Byen kendes af Sai-hengivne, fordi det var i Shirdi, der dengang var en landsby, at Sathya Sai Baba’s tidligere inkarnation boede.

Shirdi Baba Shirdi Baba er det navn, der anvendes til at beskrive Sai’s første inkarnation, der primært levede i byen Shirdi. Han levede fra 28. september 1835 til 09. oktober 1918. Hans livshistorie er oversat til dansk og findes på hjemmesiden www.saibabaslivshistorie.dk under titlen: Sai’s Guddommelige livshistorie.

Sita Sita var kong Janaka’s datter og Herren Rama’s gemalinde. Der var Sita, der ledsagede Rama ud i 14 års eksil i skoven, og som blev bortført af Ravana. Kong Janaka fandt hende som spæd i en kasse i en plovfure. Ordet Sita betyder: Ren, fri for synd, plovfure.

Siva; Herren Siva Nedbryderen i Den Hinduistiske Treenighed der består af Brahma (Skaberen), Vishnu (Opretholderen) og Siva (Nedbryderen). Siva er tilintetgøreren af det onde, og den der afstedkommer den nødvendige transformation i mennesket. Han er gift med Parvathi, der også kendes som Shakthi, der er Det Guddommeliges Feminine Energi. Shakthi er det dynamiske aspekt, der skaber illusionen om mangfoldighed; også kaldet Maya. Siva og Parvathi har to sønner, nemlig Ganesha og Kartikeya. Sidstnævnte kendes også under navnene Skanda og Kumara. Desuden kan det nævnes, at centrale aspekter af Herren Siva er Purusha og Easwara.

Siva symboliserer Den Absolutte Guddom. Siva er kendt for at repræsentere det Guddommeliges maskuline aspekt, og Siva symboliserer fred og den uforanderlige kærligheds- lyksalige bevidsthed.

Siva-Sakthi Ud over at være navne på Guden Siva og dennes gemalinde, Parvathi, symboliserer navnene en række aspekter, der ikke er velkendte for vesterlændinge.

Siva: - Siva er Nedbryderen i den hinduistiske religions Treenighed, der består af Brahma (Skaberen), Vishnu (Opretholderen) og Siva (Nedbryderen). - Siva symboliserer Den absolutte Guddom. - Siva er kendt for at repræsentere Det Guddommeliges Maskuline Aspekt. - Siva symboliserer freden, den uforanderlige kærligheds-lyksalige bevidsthed.

Sakthi: - Sakthi er Opløsningens Gudinde. - Sakthi repræsenterer skabelsen. - Sakthi er kendt for at repræsentere Det Guddommeliges Feminine Aspekt. - Sakthi er det dynamiske aspekt, der skaber illusionen om mangfoldighed; også kaldet Maya.

Skelneevne - viveka Begrebet ’skelneevne’ betegner evnen til at skelne mellem det varige og det flygtige; at erkende at verden er flygtig, mens Gud er varig. Ligeledes betegner skelneevnen evnen til at kunne skelne mellem, hvad der er godt eller dårlig; hvad der er rigtigt eller forkert.

258 Sløvheden og uvidenhedens kvaliteter - tamo guna Se under guna’er.

Soma Shekhara Soma Shekhara er et navn for Herren Siva.

Sri Sai Paduka Trust Sri Sai Paduka Trust har som det primære formål at fremme tilbedelsen af Sri Sai sandalerne over hele verden.

Sri Sai Ramesh Hall i Brindavan. Sri Sai Ramesh Hall er den store overdækkede sal, hvor Baba giver darshan, når Han er i Brindavan.

Sri Sathya Sai Dharma Prachar Parishad Sri Sathya Sai Dharma Prachar Parishad er et råd, der er dannet af Sathya Sai Baba for at udbrede kendskabet til dharma.

Sri Sathya Sai Nigamagamam Sri Sathya Sai Nigamagamam er en arkitektonisk meget smuk bygning, der ejes af en velgørenhedsorganisation stiftet af Sai Baba. Bygningen anvendes til mange forskellige formål.

Sruthi Sruthi betyder ’det der høres’. Sruthi’erne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen – ’Guds Tale’. Vedaerne tilhører denne gruppe af hellige skrifter. Veda’erne er ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden.

Store Sjæle - mahatmas

Subrahmanya Subrahmanya var søn af Herren Siva og Hans gemalinde Parvati. Han var således også broder til Ganesha.

Summer Showers I en række år har Sathya Sai Baba afholdt en sommerskole for college-studerende. Det overordnede tema for disse skoler har været ’Indisk kultur og åndelighed’, og forløbet kaldes ’Summer Showers in Brindavan’. Sommerskolen varede typisk 30 dage, men længden kunne variere fra 14 til 50 dage.

Den første sommerskole blev afholdt i Brindavan i maj-juni 1972. Den varede fire uger og havde deltagelse af 300 college-studerende, drenge og piger, der var blevet udvalgt fra mange universiteter over hele Indien. Senere steg antallet af deltagere. Et år var der således forsamlet i alt 5.000 elever, studerende og lærde i Brindavan, der er Baba’s ashram i Whitefield lidt uden for Bangalore. Der var også altid indbudt studerende fra udlandet. I 1979 var der således 200 udenlandske deltagere.

Der skete mange ting på disse sommerskoler. I det hele taget bød de på en uforglemmelig oplevelse for deltagerne. Først og fremmest var der Baba’s taler. Han holdt typisk tale hver aften og engang imellem også om morgenen. Da sommerskolernes varighed var så lang, som de var, er der tale om virkelig mange taler. Herudover var der indbudt mange gæsteforedragsholdere. Det kunne for eksempel være skriftkloge, professorer, universitets-

259 rektorer, forfattere, dommere og administratorer. Kunstnere og digtere fremførte også deres kunst.

Tidligt hver morgen reciterede deltagerne OM, og lidt senere gik de rundt i landsbyens gader og sang lovsange. Hver dag blev der tillige arrangeret lovsang, den såkaldte bhajan. Om søndagen var der afsat tid til spørgsmål og svar, og der blev ligeledes afholdt en quizkonkurrence. Udover dette blev det arrangeret, at de studerende skulle udføre samfundstjeneste af forskellig art. Et år gjorde man rent på busholdepladsen, jernbane- stationen og området, hvor byens marked bliver afholdt.

I det hele taget var der tale om en ’åndens fest’ for deltagerne. Det helt specielle var, at Baba tilbragte det meste af dagen sammen med dem. Udover Sine taler deltog Baba også i lovsang og søndagens programpunkter. Og så spiste Han for det meste sammen med de studerende. I det hele taget kom alle meget tæt på Baba, og alle hengivne ved, hvor vidunderligt dette er.

Som nævnt blev sommerskolen afholdt i Brindavan, men der var dog en enkelt undtagelse. I 1976 blev den afholdt i Nandanavanam i byen Ooty, da kollegiet i Brindavan var under opførelse. Der foreligger bøger ,ed Sai Baba’s taler med titlen: ’Summer Showers in Brindavan’ fra årene:

1972 1973 1974 1976 1977 1978 1979 1990 1991 1993 1995 1996 2000 2002

Helt specielt var det også, at Baba tog aktiv del i planlægningen af sommerskolen. Han førte opsyn med selv de mindste detaljer, og dette både i planlægningen og under gennemførelsen af programpunkterne. Fælles for sommerskolens deltagere var, at de fik en uforglemmelig åndelig oplevelse. Hver time af dagen var gennemsyret af åndelighed. Vi kan få et lille indblik i denne oplevelse ved at studere Sai Baba’s taler under disse ’Summer Showers in Brindavan’.

Sundhed og hygiejne - vaidya

Suprabhatham Suprabhatham er en hymne, der ofte fremsiges om morgenen for at vække Herren.

Swami Ordet swami betyder guru eller ’mand af visdom’ og anvendes som en yderst respektfuld tiltale. Sai Baba omtaler ofte Sig Selv som Swami, og det gør mange af Hans tilhængere også.

Swami Sadananda Sadananada, der også blev kaldt Swami Sadananda Das, levede fra 1908-1977. Han var født i Tyskland og hed Ernst-Georg Schulze. Han tog til Indien, hvor han på et tidspunkt fik en indvielse, der hedder ’diksha’. I denne forbindelse antog han navnet Sadananda Das. Han endte med at prædike i Europa.

Swami Satchidananda Swami Satchidananda var en berømt indisk religiøs leder, åndelig mester og ekspert inden for yoga. Han levede fra 1914-2002. Han havde mange tilhængere, og han skrev flere store værker om blandt andet Bhagavad Gita og Yoga Sutras.

Swami Sivananda Saraswathi Swami Sivananda Saraswathi, der levede fra 1887-1963, var en åndelig leder inden for hinduismen, og han var fortaler for udøvelsen og yoga og Vedanta’s lære. Han grundlagde Divine Life Society i 1936, og var forfatter til over 200 bøger om yoga, Vedanta og andre emner. Han levede det meste af sit liv nær Muni Ki Reti, Rishikesh.

260 Talisman - raksha

Tamil Dette sprog tales af det tamilske folk i Indien og Sri Lanka. Det er det officielle sprog i delstaten Tamil Nadu og landene Singapore og Sri Lanka.

Tamil Nadu Tamil Nadu er en af Indiens 29 delstater, og den er, sammen med Kerala, den sydligste delstat. Hovedstaden er Chennai.

Tamilske nytår Det tamilske nytår fejres af det tamil-talende folk. Se under tamil.

Telugu Telugu er hovedsproget i delstaten Andhra Pradesh, hvor Sai Baba’s hoved-ashram, Prasanthi Nilayam, er beliggende. Sproget er et af de seks klassike sprog i Indien. I dag (2019) taler over 100 millioner mennesker telugu, og det er det 15. mest talte sprog i verden.

Tempel - mandir

Thakur Abhiram Paramahamsa Thakur Abhiram Paramahamsa blev født den 18. januar 1904 i delstaten Orissa. Han regnes for at være en Guddommelig person. Han var ikke blot en åndelig leder, men også en frihedskæmper, forfatter og samfundsreformator. Han havde mange disciple og var blandt andet kendt for forskellige mirakler.

Thirupathi En tempelby beliggende i den sydlige del af delstaten Andhra Pradesh. Byen ligger ved foden af Tirumala-højene. På toppen af disse syv høje ligger Herren Venkateshwara’s tempel. Herren Venkateshwara er en af Herren Vishnu’s inkarnationer. Efter Vatikanet er Thirupathi det mest besøgte religiøse sted i verden.

Threta-tidsalderen - threta yuga Den anden i cyklussen af fire tidsaldre. Det var blandt andet i denne tidsalder, at Herren Rama levede. Visse af fortidens store vismænd anslog, at denne tidsalder varer 12.960 år, men dette er usikkert.

Tilbedelse af guruens fødder - padaseva

Tilhængere af Siva - Shaivites

Tilhængere af Vishnu - Vaishnavites

Tilknytning - raga Tilknytning betyder, at man ikke ønsker at give afkald på eller slippe det, man for eksempel ejer, planlægger eller forestiller sig. Begrebet tilknytning er her det modsatte af ikke- tilknytning.

261 Tjenere - sevaks

Trayee Brindavan Det navn, som Bhagavan valgte til Sin nye bolig, Trayee Brindavan, har adskillige hentydninger. Navnet ’Sathya Sivam Sundaram’ (Sandhed Godhed Skønhed), der tilkendegiver Det Guddommeliges tre aspekter, blev anset for at være originalt. Sathyam er navnet på Baba’s bolig i Bombay; det er Sivam i Hyderabad og Sundaram i Madras. Men kombinationen af de tre navne lød for lang, så det blev ikke valgt. Ordet ’Trayee’ inkluderer alle tre. Det er også det sammensatte udtryk for de tre Veda’er – Rig veda, Yajur Veda og Sama Veda, der udgør den oprindelige kilde til Den Tidløse og Universelle Religion. ’Trayee’ repræsenterer også Det Absoluttes tre kvaliteter – Sat, Chit, Ananda (Væren, Bevidsthed, Lyksalighed). (Begrebet Væren-Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at beskrive Herren på. Væren betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’, og Lyksalighed betyder ’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’). ’Trayee’ er et af Gudinden i Sri Lalita Sahasranama Stotram’s tusind navne. Det repræsenterer også den hellige Treenighed, man finder i de store religioner. For åndelige aspiranter er navnet en bestandig påmindelse om renhed i tanke, ord og handling. ’Trayee’ er også en forkortelse for fortiden, nutiden og fremtiden.

Trefork Herren Siva afbildes med en trefork i Sin ene hånd. Treforken symboliserer fortid, nutid og fremtid.

Tromme - damura

Uddannelse - vidya

Uddelt mad og tøj til de trængende - Narayana seva

Udøvelse - achar

Undervisning i åndelige sandheder - upadesh

Upanishad’erne Hellige tekster der er knyttet til Veda’erne; teksterne kaldes også for Vedanta og er en sammenfatning af Veda’erne. Upanishad’erne indeholder grundlæggende budskaber om ikke- dualisme; enheden mellem Gud og Hans skabelse. Ordet Upanishad kan også udlægges således. ’Upa’ betyder ’tæt’, ’ni’ betyder ’et lidt lavere niveau’, og ’shad’ betyder ’at sidde’. Således betyder Upanishad at gå tæt på Herren og sætte sig.

Urology Urology beskæftiger sig med urinvejssygdomme og menneskets reproduktive organer.

Uselvisk tjeneste - seva Uselvisk tjeneste betyder, at man udfører tjeneste over for andre, mens man forsøger at tjene Gud, der er i dem. Man gør det uden at have nogen selviske motiver.

Uvidenhedens forhindring

262 - avidya pratibandhakam

Vagata Vagata er en lille landsby med omkring 1000 indbyggere. Landsbyen er beliggende i delstaten Karnataka.

Vaikunta Ekadasi Dette er dagen, hvor man særligt tilbeder Herren Vishnu. Denne specielle dag falder ifølge hindu-kalenderen i december-januar hvert år. Tilhængere af Vishnu har en fast tro på, at porten til Herren Vishnu’s inderste helligdom åbnes denne dag. Vaikuntha er Herren Vishnu’s bolig i Himlen. Ordet ’vaikunta’ betyder ’uden spor af sorg og smerte’. Ekadashi betyder ’elleve’. Det er således den elvte dag efter fuldmåne og den elvte dag efter nymåne. Disse dage forbindes ofte med faste.

Vaishnavaita’ernes særlige kendetegn Vaishnavaita’erne er tilhængere af Herren Vishnu, og deres kendtegn er to lodrette hvide streger på deres pande.

Valmiki Vismanden der blandt andet skrev Ramayana’en (Historien om Rama). Navnet Valmiki betyder: ’Han der er født i en myretue’. Valmiki sad fordybet i meditation så længe, at myrer byggede en tue omkring ham. Valmiki tilhørte brahmin-kasten, og var en stor vismand og digter. Ifølge sagnet var han i sine unge dage en morderisk landevejsrøver.

Vamana, Herren Vamana Vamana var Herren Vishnu’s femte inkarnation. Han var dværg. Han inkarnerede for at genskabe den kosmiske balance og for på kreativ vis at besejre kong Bali, der havde erhvervet sig en urimelig stor magt over universet.

For at konsolidere sin magt, afholdt kong Bali en ceremoni, hvor han opfyldte sit folks ønsker. Da det blev barnet Vamana’s tur til at modtage Sin gave, sagde kong Bali, at Han kunne ønske, lige hvad Han ville. Kongen foreslog forskellige ting, men dværgen afslog. Han meddelte, at Han ønskede at få det, der omfattede tre af Hans skridt. Kongen fandt ønsket latterligt lille, men tilstod Ham det. Nu voksede Vamana og blev en gigantisk stor skikkelse. Med Sit første skridt dækkede Han hele Jorden. Med Sit andet skridt dækkede Han hele himlen. Nu havde Han ikke noget sted, hvor Han kunne sætte Sit tredje skridt, så kongen tilbød Ham sit hoved. Vamana trådte på kong Bali’s hoved og pressede ham ned i underverdenen.

Veda’erne Veda’erne er ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden. Ordet ’veda’ betyder ’viden’. De kaldes også for Sruthi’erne, der betyder ’det der høres’. Sruthi’erne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen – ’Guds Tale’. Veda’erne tilhører denne gruppe af hellige skrifter. Oprindeligt var der mange Veda’er, men i dag er der blot bevaret fire Veda’er. Disse Veda’er er:

Rig Veda Den første Veda der blev hørt, udarbejdet og sammenfattet af vismænd. Veda’en består af 1.028 hymner og 10.600 vers. Det er den ældste religiøse tekst i verden. Sai Baba siger: ”Rig Veda’ens hymner er ekstatiske udtryk fra menneskets Sjæl, der priser den fryd, der opnås, mens man kontemplerer på den ydre naturs orden og skønhed.”

Yajur Veda

263 Den anden Veda der består af en samling af hellige tekster, der har forbindelse med offerceremonier. Sai Baba siger: ”Forskrifter for ceremonierne og ritualerne, hvad enten de er gavnlige, fortjenstfulde eller offerhandlinger, er blevet samlet og ordnet som Yayur Veda.”

Sama Veda Den tredje Veda består af en samling vediske hymner, der er egnet til at blive sunget som liturgier. Veda’en består af 1.875 vers. Sai Baba siger: ”Sama Veda’en er den værdifulde verbale skat, der i sang gør mennesket i stand til at lovprise Skaberen og Hans skabelse.”

Atharvana Veda Den fjerde Veda. Opkaldt efter vismanden Atharvan, der ordnede og samlede Veda’en. Atharva betyder 'fjerde'. Den består af 730 hymner, der indeholder 6.000 mantraer. Til tider kaldes denne Veda for ’de magiske formularers Veda’, men mange lærde betegner dette som værende ukorrekt. Sai Baba siger: ”Denne verdens og de hinsides verdeners mysterier bliver uddybet i de tekster, der under et kaldes Atharvana Veda.”

Veda Purusha Veda Purusha betyder ’den vediske Guddom’.

Veda Purusha Saptaha Jnana Yajna Veda Purusha Saptaha Jnana Yajna kan måske oversættes som ’Visdommens syv-dages offerfest for Veda-Purusha’. Veda-Purusha betyder ’Den der personificerer Veda’erne’. Det er en offerceremoni, der holdes over 7 dage. Den afholdes for at bringe velfærd og trivsel til hele menneskeheden. Siden 1962 har Sai Baba afholdt denne offerceremoni i forbindelse med Dasara-festlighederne.

Vedanta Vedanta er meget gamle skrifter, som Vyasa gav nyt liv og forklarede i sit skrift, der kendes som Vedanta Sutras, eller måske endnu bedre som Brahma Sutras. Ordet Vedanta betyder ’afslutningen på al viden’. Skriftets ultimative mål er befrielse fra verdslige bånd, og det behandler naturen som værende en illusion og derfor falsk.

Vedanta filosofien har rod i Veda’erne og Upanishad’erne. Den beskæftiger sig udelukkende med det åndelige. Den lærer os, at Gud er i alt og alle, og at åndelige sandheder ikke kan læres gennem studier, men skal opleves.

Vedanta er åndelig visdom, der åbenbarer den Enhed, der er sandheden for alle disse mangfoldige ting i skabelsen. Sai Baba simplificerer Vedanta’s sandhed således:

1. I befinder jer uden for porten, der bevogtes af vagthunden, der kaldes Maya (illusion). 2. For at kunne henvende jer til herren, der er Paramatma (Det Universelle Evige Absolutte; Gud), råber I Hans navn. 3. Han kommer ned, genkender jer og bringer jer indenfor. Maya volder jer ingen problemer.

Vellore Vellore er en større by med over 510.000 indbyggere (2018). Den er beliggende i delstaten Tamil Nadu. Afstanden mellem Puttaparhi og Vellore er 250 km.

Venkateswara Guden Venkateswara er en manifestation af Herren Vishnu. Navnet betyder ’Venkata’s Herre’. Venkate betyder ’Tilintetgøreren af synder’.

Vi hylder Dig – Bhagavan Sri Sathya Sai Baba! - Bhagavan Sri Sathya Sai Baba ki jai!

264 Vibhishana Ravana’s broder; dæmon-leder der repræsenterede en ren karakter, og som tog Rama’s parti.

Vibhuthi Vibhuthi er hellig aske, der er en manifestation af Den Guddommelige Stråleglans. Vibhuthi symboliserer alle tings forgængelighed. Baba materialiserer ofte vibhuthi til Sine tilhængere, og den har ofte vist sig at have helbredende kraft.

Vidyagiri-bjerg Vidyagiri er et lille bjerg, der støder op til stadion i Puttaparthi. På dets sider og på toppen af det er der rejst flere statuer.

Vijayawada Vijayawada er den tredje største by i den indiske delstat Andhra Pradesh. Byen ligger i distriktet Krishna. Her i 2018 regner man med, at befolkningstallet er omkring 1, 5 million.

Vildfarelse - moha Der findes mange forskellige former for vildfarelse. Den største vildfarelse er imidlertid, at vi mennesker tror, at vi er kroppen.

Vilje - sankalpa

Vishnu; Herren Vishnu Vishnu er Opretholderen i den hinduistiske religions Treenighed, der består af Brahma (Skaberen), Vishnu (Opretholderen) og Siva (Nedbryderen). Navnet Vishnu betyder: ’Til stede alle vegne til alle tider’. Sammen med Herren Siva er Herren Vishnu den mest tilbedte Gud i Indien. Han er gift med Lakshmi, Gudinden for rigdom. Et andet aspekt af Vishnu er Narayana.

Vishnu kendes også for Sine 10 Avatarer. Det er skikkelser, manifestationer, Han har antaget for at vise Sig på Jorden, og hver enkelt Avatar har Sin bestemt mission at udføre. Der er forskellige meninger om, hvem disse Avatarer er. Et eksempel på dette er: Matsya (fisk), Kurma (skildpadde), Varaha (vildsvin), Narasimha (halv menneske-halv løve), Vamana (dværg), Parasurama, Rama, Krishna, Buddha, og Kalki (en rytter på en hvid hest). Der hvor uenighederne omstår, er primært omkring Parasurama, der blandt andet af Sai Baba siges ikke at være en Avatar med alle de nødvendige aspekter. Ligeledes er Buddha’s placering her også til diskussion, da mange ikke mener, han hører hjemme her. Flere udlægger af skrifterne placerer Balarama, Krishna’s broder, her.

Vishwa lingam En Vishwa Lingam er en lingam, der symboliserer universet. Ordet vishwa betyder alt, det hele.

Vivekananda Vivekananda, der levede fra 1863-1902, er kendt for at være vismanden, der grundlagde Ramakrishna Missionen. Swami Vivekananda var en hindu-munk og en af Indiens mest berømte åndelige ledere. Han besad et åndeligt sind, og han var filosof, en meget dygtig taler og en passioneret patriot. Han videreudviklede sin guru Ramakrishna Paramhamsa’s filosofi og arbejdede utrætteligt for at skaffe forbedringer i samfundet. Han dedikerede sig fuldstændig til samfundet; til at forbedre de nødlidende og de fattiges vilkår.

Han var ansvarlig for genoplivningen af den hinduistiske åndelighed og grundfæstede på verdensplan hinduismen som en agtværdig religion. Hans universelle budskaber blev, specielt

265 for Indiens ungdom, målet for deres arbejde med at forbedre sig. Af denne grund fejres hans fødselsdag, den 12. januar, som National Youth Day i Indien.

Vyasa Der er flere historiske vismænd, der hed Vyasa. Det var en Vyasa, der samlede og ordnede Veda'erne og var forfatter af Mahabharatha, Mahabhagavatha og Brahma Sutras.

Væren-Bevidsthed-Lyksalighed - Sath-Chit-Ananda Begrebet Væren-Bevidsthed-Lyksalighed er en ældgammel måde at beskrive Herren på. Væren betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’, og Lyksalighed betyder ’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’.

Wellington Wellington er en by med omkring 23.000 indbyggere (2018), der er beliggende i den indiske delstat Tamil Nadu. Wellington er hjemstedet for et millitært træningscenter, The Defence Services Staff College.

Whitefield Whitefield er den stations-landsby, der ligger i umiddelbar nærhed af Sai Baba’s ashram, der hedder Brindavan. Whitefield ligger ca. 15 km fra million-byen Bangalore.

Yoga Ordet yoga kan have mange betydninger. (a) Forening af den individualiserede Sjæl eller Atma med Det højeste Væsen eller Det universelle Selv; handling hvis formål er at forene. (b) En åndelig disciplin eller øvelse der har til formål at skabe kontrol over sanserne. (c) Videnskab om Den Guddommelige forbindelse. (d) Videnskab om Selvet. Ingen enkelt definition af ordet yoga er dækkende. Vismanden Patanjali’s Yoga Sutras definerer yoga som en række af otte åndelige trin, der fører til forening med Gud. Disse trin adskiller sig fra de otte trin, der nævnes i Prasanthi Vahini's (Den højeste freds kildevælds) afsnit, der hedder: ’Yoga'ens ottefoldige vej’. Patanjali definerede selv yoga som værende ’iagttagelse af selvdisciplin for at opnå fysisk, mentalt og åndeligt velvære’.

Yogaens land - yoga bhoomi

Yogi En yogi er en asket, der både har opnået kontrol over sanserne og kontrol over sindet.

Yugadi Ifølge den Syd-indiske månekalender er det nytår denne dag.

Zoroaster; Zarathustra Zoroaster var en iransk filosof og lærd, der udbredte sin lære i de iransk-talende områder. Hans lære udviklede sig og blev til en religion, Zarathustrismen. Zarathustrismen er en religion, der er opstået i det præislamiske Iran på baggrund af en række ældre iranske religiøse traditioner, hvis hovedguddom er Ahura Mazda

Ægte åndelig visdom er åbenbaringen af enhed - advaita darshanam jnanam

Ønsketræet - Kalpavriksha

Åndelig aspirant

266 - sadhaka

Åndelig visdom - jnana

Åndelige øvelser - sadhana Ordet sadhana betyder Guddommelig Rigdom, hvilket er den største skat, der findes på Jorden. Begrebet ’sadhana’ rummer et utal af mulige åndelige øvelser. Som eksempler kan nævnes: Gentagelse af Guds navn, meditation, at iagttage mental stilhed, konstant at ihukomme Gud, at se Gud i alt, at tage Gud med sig overalt hvor man færdes, at synge til Herrens pris og at forestille sig, at alt hvad man hører, er Guds stemme. I Summer Showers in Brindavan 2000, kapitel 13 siger Sai Baba desuden: ”Transformering af det dårlige til det gode er åndelig øvelse. Det at udrense det dårlige og erstatte det med det gode er det, åndelige øvelser drejer sig om.”

267