Danmarks monarkers historie Del 1 år 700 - 1700 1 Forord Denne tekst er skrevet i juli 2016 med lidt løbende redaktion i de næste par måneder. Jeg ville se på historien om Danmarks monarker, men det kom til at involvere Danmarks politiske historie, så teksten her kan læses som en komprimeret, illustreret Danmarkshistorie. Hvis man er til middelalderlige eventyr, burde man finde monarkernes fortælling ganske hyggelig. Det er et uendeligt spil om magten via forræderi, mord, intriger, loyalitet, diplomati, ægteskab, familiespændinger og almindelige mennesker der passer deres kongelige forpligtelser. Og er man til et forholdsvis hurtigt overblik over Danmarkshistorien, men kan aldrig huske alle frederikkerne og christianerne fra hinanden, så er her en okay chance. Fordi det handler om monarkernes historie, gør jeg lidt ud af fyrsternes slægtskabsforhold. Finder man dette umådeligt kedeligt, må man jo springe let hen over det. Efter det bureaukratiske enevælde i 1736, og især efter 1849-grundloven, betyder kongernes personlige gøren og laden mindre for de politiske beslutninger, og der er større fokus på periodernes regeringer og ledende embedsmænd og ministre. Teksten minder derfor til sidst mere om en traditionel Danmarkshistorie. Jeg har forsøgt at skrive teksten uden politisk bias. Den vil naturligvis altid være der, bevidst eller ubevidst, men jeg har altså ikke en sag jeg vil gøre gældende med denne tekst. Visse ting har jeg fravalgt at fokusere på såsom forholdene på Færøerne, Island, Grønland og de danske kolonier på de vestindiske øer i Caribien, Guldkysten i Afrika og Trankebar i Indien. Det har jeg gjort for overskuelighedens skyld. Den økonomiske politik. Anlæggelsen af handelsselskaber, tidens store virksomheder og industrimoguler med mere fylder heller ikke meget. Befolkningens materielle vilkår – boligtype, ernæring, arbejdsvilkår – fylder heller ikke meget. Så dette er et i højeste grad ”gammeldags” historieværk først ajour til skrivende stund. Teksten bygger bl.a. på Politikens Danmarkshistorie under redaktion af Jon Danstrup og Hal Koch, 1976, samt opslag fra internettet. Men også Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie redigeret 2002-2005 af redaktør Olaf Olsen. 2 Teksten er skrevet som en blog-side på internettet på denne net-adresse. Herefter er den omskrevet til tekstdokument uden speciel tilpasning af illustrationer og billedtekster, så jeg undskylder for de deraf følgende kluntetheder. For nemheds skyld har jeg adskilt teksten på min blogside i to halvdele: Danmarks monarkers historie del 1 år 700 – 1700 dvs. til og med Christian V. Og Danmarks monarkers historie del 2 år 1700 – 2016 fra Frederik IV og frem. Tom Thygesen Daugaard, oktober 2016 A) Perioden op til Jellinge- dynastiet Historien om Danmark og dets konger begynder i 700-tallet. Danmark var da ikke en fasttømret enhed. Skandinavernes kultur og sprog i Danmark, Norge, Sverige og snart efter Island har været ret ensartet. Men danskernes del af Skandinavien - Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne - skiller sig alligevel ud ved en ret moræn natur med bøge- og egeskove uden de klipper, fjelde og nåletræer der dominerede i nord. Landsbyen Danmark har ved indgangen til 700-tallet været et landbrugssamfund med ret små landsbyer på måske 6-8 gårde der hver ernærede en familie. Husene var typisk langhuse, ofte lerklinede, med skrå tage af strå, træ eller spåner og et åbent hul i taget til ildstedets røg. Husene havde hverken skorstene eller vinduer og var tilrøgede. I langhusets ene ende kunne der være husdyr. Omkring ildstedet og i den anden ende var der mennesker med sengelejer langs ydervæggene. 3 Landsbyen havde typisk et centralt samlingssted og 4 veje - eller stier - der forbandt landsbyen med øvrige landsbyer. Gårdene var samlet i landsbyen. Lige omkring lå et fællesareal, tunet. Omkring tunet lå vangene der hver hvert andet år blevet dyrket, og hvert andet år lå brak. Hver gårds vange var fordelt i spredte, smalle striber. Udenfor igen lå landsbyens overdrev, et halvvildt område med sten, busk, krat og skov, der typisk blev brugt som græsningsareal. 1 Typisk langhus fra 400-tallet Hirden og den sociale struktur Religiøst dyrker man den gamle asatro med Odin, Thor, Frigg, Frøj og Freja blandt hovedguderne. Kongen samlede i sin funktion hærchef, dommer og ypperstepræst og var en særlig hellig lederfigur der blev valgt fra en særlig hellig slægt, dynastiet. Kongen (høvdingen, stormanden) har et følge eller en livgarde, en hird, af mænd der med ed har svoret troskab mod kongen og lovet at beskytte ham mod til gengæld at få kongens beskyttelse og få del i hans rov. Bønderne var inddelt i frie bønder og slaver, og de frie bønder i almindelige bønder og stormænd der kom fra slægter der ejede megen jord. Ud af stor- mændenes sociale gruppe opstod siden adlen og godsejerne. Magtcentre Tidlige magtcentre i århundrederne lige efter vor tidsregnings begyndelse var Himlingøje syd for Køge - et centrum for et stærkt magthierarki der gennem 4 adskillige århundreder beherskede Østdanmark. Samt Gudme på Sydøstfyn - lidt nordøst for Svendborg. Flere haller - den største næsten 50 meter lang fra ca. 300 e. Kr. samt rige guldfund fortæller at her holdt en stærk fyrstemagt til. Senere vigtige magtcentre var Lisbjerg nær Århus og ikke mindst Tissø i Vestsjælland nord for Slagelse og (Gammel) Lejre mellem Midt- og Nordsjælland nær Roskilde (samt Järrestad i Østskåne. Ting Vigtige beslutninger blev vedtaget ved ting - lokaliteter med cirkler af sten til at placere sig på og tage beslutninger om valg af konge, om at kalde ledingsskibene til togt, retsafgørelser, konfliktløsning osv. På de små, lokale ting havde alle frie mænd stemmeret. På de større ting for hver landsdel, landsting, der fx valgte konger, var det kun stormænd og høvdinge der havde stemmeret. Landsting for hver landsdel lå fx i Lund for Skåne, Ringsted på Sjælland, Odense på Fyn, Viborg i Nørrejylland og Urnehoved i Sønderjylland - urgamle helligsteder. 2 Rekonstruktion af stormandsgården eller kongsgården i Tissø I slutningen af 900-tallet da Danmarks historiske konger med basis i Jellinge dukker op - er disse gamle magtcentre passé. Himlingøje og Gudme har været det længe, og Lejre og Tissø bliver passé netop ultimo 900-tallet hvor nye, "rigtige" bydannelser tager over. Århus fortrænger det nærliggende Lisbjerg, og Roskilde fortrænger det nærliggende Lejre. 5 Leding Særlige distrikter, på gammeldansk kaldet skipæn, og de frie mænd i skipæn- distriktet, skulle stille med et skib når stormanden eller kongen udskriver "leding". Skipæn-distrikterne - som i Danmark talte omkring 1000 stk. - lå ud mod kysterne og passede og plejede et skib med styrmand og bemanding der tjener som roere og krigere. En landsby stillede typisk med 3-4 roere. Skibet deltog i togter et par sommermåneder, før høsten kalder. 6 B) Kongerne før Jellinge- dynastiet Den første danske konge der er nævnt af europæiske kilder, hed sådan ca. Hugleik. Han regerede først i 500-tallet og kiksede militært med en flåde sendt mod Frankerriget. Angantyr (ca. 710) Først i 700-tallet er der nævnt en dansk konge kaldet Angantyr der meget vel har behersket i det mindste Jylland. I løbet af 700-tallet grundlægges den første skandinaviske handelsby opkaldt efter det latinske "flodbred" - Ripa - i dag Ribe, og Angantyr kan have været involveret. Desuden anlægges i 737 det første "Dannevirke" eller Danevirke, et befæst- ningsanlæg af volde og træhegn ved Sønderjyllands sydgrænse nær fjorden Slien noget syd for Ribe. Dermed er Danmark nogenlunde militært beskyttet mod de europæiske stormagter i syd og kan hævde sin suverænitet. I perioden blev der også anlagt en kanal (Kanhavekanalen fra år 726) tværs gennem Samsø, og det må være en centralmagt der stod bag denne anlæggelse. 7 3 Dannevirke Sigfred (ca. 770 - ca. 800) I al fald i 770'erne og måske før optræder i Danmark - eller Jylland - en konge kaldet Sigfred (eller Sigurd) der kan være slægtning af Angantyr. ¨ 8 Gudfred (ca. 800-10) I al fald i 804 regerer Sigfreds søn kaldet Gudfred - eller Godfred eller Gøtrik. Godfred har flere problemer. Hans bror Halfdan er blevet grænsejarl i det holstenske område syd for Dannevirke og nægter da at anerkende Gudfred som sin herre og betale ham sin skat, men sværger troskab mod Karl den Store af Frankerriget. Desuden lader Karl den Store de slaviske obotritter fra Mecklenburg-området trænge mod nordvest ind i Holsten der ellers er dansk/jysk "interesseområde". Gudfred føler sig truet sydfra og udbygger Dannevirke, befæster handelspladsen "Hathaby" eller Hedeby ved Slien og tvinger obotritterne til at anerkende Gudfred som deres herre. Gudfred smadrer den obotrittiske handelsby Reric i Mecklenburg. Gudfred plyndrer derpå de frisiske kyster, erklærer Nordfrisien dansk og får penge af Karl den Store for at holde sig væk fra Frankerriget. Imens samler Kejser Karl en flåde for at betvinge Danmark. Samtidig - i sommeren 810 - myrdes Gudfred af en af sine hirdmænd. Hemming I (810-12) Efter Gudsfreds død er der kaos pga. rivaliserende sønner og nevøer af Gudfred. Umiddelbar efterfølger til Gudfred er nevøen Hemming I der slutter fred med Karl (Heiligen-traktaten). Hemming dør ganske kort efter - i 812 - og så er det en vældig masse magtkampe. 9 Horik I (814-54) Fra 814 optræder Gudfreds søn Horik (eller Hårik eller Erik) med kongemagt sammen med diverse brødre. Først fra 827 har Herik enemagten. Horik I har to væsentlige modstandere, Karl den Stores søn, kejser Ludvig den Fromme af Frankerriget, samt Harald Klak der allierer sig med kejseren og lader sig døbe. Horik og brødre tvinges af kejser Ludvig til i en periode at anerkende Harald Klak som medregent, men til sidst fordrives Harald helt. Horik I var ingen fan af kristen og frankisk mission som han sikkert har tolket som den frankiske kejsers måde at få indflydelse på. Danske høvdinge foretager plyndrende vikingeangreb på Frisiens handelsbyer, fx Dorestad. Horik er generelt modstander af disse raids der har det med at skabe stærke og rige rivaler. En nevø af Horik, Gudurm, som er sendt i eksil pga.