Anders Behring Breiviks Radikaliseringsproces

Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces

Roskilde Universitet, HAB A, 46.2 Jeppe Stender Hornstrup Gruppenummer: V1724810256 62928 Vejleder: Chris Holmsted Larsen Maria Louise Skov Larsen 62874 Semesterprojekt Efterår 2017 Julie Nagel Ebstrup Antal anslag: 105128 62952 Dato: 18. december 2017 Emma Victoria Hegnar 62696

Christina Mai Simonsen 62734

Abstract

The purpose of this project is to examine the radicalization process of Anders Behring Breivik. This project includes the psychological aspect by referring to the upbringing as well as the societal development in Oslo, Norway. By examining these we analyzed and discussed which of the perspectives have had the most influential impact on Breiviks radicalization process.

To approach the two perspectives we analyzed the psychological aspect by focusing on neglect as well as the life psychology of Breivik. Furthermore we analyzed the societal developments in Oslo politically as well as demographic differences. We made a comparison between the two perspectives to clarify which of the two have been the most influential on Breiviks radicalization process.

According to the examination both of them have had an impact on the radicalization process.

Norway has experienced an increase in immigration after the second World War which have resulted in an even greater multicultural development. This societal development has resulted in

Breiviks disapproval of the society and extreme far right political opinions opposing the multiculturalism. Based on the SSBU reports the psychological examination has shown that neglect has led to Breivik having difficulties in maintaining relationships and accepting other perspectives than his own.

Based on the analysis and discussion we have concluded that both perspectives have been crucial.

However the psychological aspect has been the main factor in Breiviks radicalization process leading him to performing the terror attack on the 22th of July 2011.

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING ...... 1

PROBLEMFELT ...... 1

PROBLEMFORMULERING: ...... 1

DIMENSIONSFORANKRING ...... 2 OBS ...... 2

AFGRÆNSNING ...... 3

METODE ...... 4

EMPIRI ...... 5 En af os af Åsne Seierstad ...... 5

KILDEKRITIKK ...... 6 En av oss av Åsne Seierstad ...... 6 Anders Behring Breiviks manifest ...... 7 Vitenskapelige artikler ...... 7 Litterære verker ...... 7 Avisartikler og Media ...... 8

BEGREBSAFKLARING ...... 9

RADIKALISERING ...... 9

LONE WOLF ...... 10

LONE WOLF RADIKALISERINGSMODEL ...... 10

HØJREEKSTREMISME ...... 12

FUNDAMENTALISME ...... 13

TERRORISME ...... 13

ISLAMOFOBI ...... 14

TEORI ...... 15

OMSORGSSVIGT ...... 15 Vanrøgt ...... 15 Psykiske overgreb ...... 15

TILVÆRELSESPSYKOLOGI ...... 16 Aarhus-modellen ...... 18

OSLOS DEMOGRAFI OG DISKURSER ...... 18

REDEGØRELSE ...... 20

INNVANDRING TIL NORGE OG OSLO...... 20

NORGES POLITIKK ...... 22

ANDERS BEHRING BREIVIKS “IDEOLOGI” ...... 23 AUF som terrormål ...... 24

ANALYSE ...... 26

PSYKOLOGISKE KONSEKVENSER AF ANDERS BEHRING BREIVIKS BARNDOM ...... 26

ONDSKAB SET I FORBINDELSE MED ANDERS BEHRING BREIVIK ...... 29 Breiviks brug af kristendommen i sit manifest ...... 32

BREIVIKS BRUG AF INTERNETTET ...... 33 Radikaliseringsprocessen ...... 33 Fjordman ...... 33 Udbredelse af sit budskab ...... 34

LONE WOLF RADIKALISERINGSMODEL I FORHOLD TIL ANDERS BEHRING BREIVIK ...... 35

DISKUSSION ...... 37

KONKLUSION ...... 41

BILAG ...... 43

BILAG 1: ...... 43

LITTERATURLISTE ...... 44

Indledning

Den 22. juli 2011 dræbte Anders Behring Breivik 77 mennesker i Norge. Breivik placerede først en bombe i en bil, som sprang foran regjeringskvartalet. Efterfølgende drog Breivik videre til øen Utøya, hvor AUF's sommerlejr var i fuld gang. Iført politiuniform begyndte han at skyde omkring sig, hvilket resulterede i et nøje planlagt massemord. Disse handlinger udførte han på baggrund af sin politiske overbevisning, hvor han ønskede at skabe et muslimfrit samfund, da han mente, at Norge var blevet for influeret af multikulturalisme. Formålet med dette projekt er at undersøge Breiviks radikaliseringsproces, hvilket gøres ved at se på det psykologiske aspekt i form af Breiviks opvækst. Herunder vil vi anvende teori om omsorgssvigt samt tilværelsespsykologi. Ydermere vil vi belyse Breiviks radikalisering ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, hvor vi vil undersøge den norske samfundsudvikling politisk samt demografisk. Vi vil afslutningsvis diskutere hvilke samfundsmæssige og psykologiske aspekter der har påvirket Breiviks radikaliseringsproces.

Problemfelt

Dette projekt tager udgangspunkt i Anders Behring Breiviks baggrund for sine handlinger den 22. juli 2011, hvor vi ønsker at undersøge forskellige aspekter i hans radikaliseringsproces. Dette gøres dels ved at undersøge samfundsaspektet i kraft af udviklingen i Oslo socialt og politisk. Derudover undersøges Breiviks barndom med fokus på det psykologiske aspekt i hans udvikling. Formålet med projektet er at kortlægge hans radikaliseringsproces og forklare, hvordan sådanne terroraktioner kan ske i et velfungerende land som Norge.

Problemformulering:

Hvordan blev Anders Behring Breivik radikaliseret og hvilke processer og årsager influerer denne radikalisering?

Dimensionsforankring

Dette projekt er forankret i dimensionerne Kultur & Historie samt Subjektivitet & Læring. Vi har valgt at forankre projektet i disse dimensioner, idet vi ønsker at undersøge Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces ud fra to faktorer; Samfundet samt hans opvækst.

Dimensionen Kultur & Historie benyttes til den side af projektet, der omhandler samfundet. Her anvendes fagets kildekritiske analysemetode, hvor vi benytter artikler, værker og statistikker til at undersøge politisk og social udvikling i Oslo, som er byen, hvor Breivik er opvokset.

Dimensionen Subjektivitet & Læring belyser den anden side af radikaliseringsprocessen, som omhandler Breiviks opvækst. Dimensionen anvendes til at undersøge Breivik som subjekt og i den forbindelse se på, hvilke faktorer i barndommen der har påvirket hans subjektiveringsproces og adfærd. I forbindelse med arbejdet i denne dimension anvendes psykologisk teori om tilværelsespsykologi og omsorgssvigt.

OBS Da et af vores gruppemedlemmer er normand, gør vi opmærksomme på at følgende afsnit er skrevet på norsk:

Under Metode, Kildekritikk: ”En av oss av Åsne Seierstad”, “Anders Behring Breiviks manifest”, “Vitenskapelige artikler”, “Litterære verker”, “Avisartikler og Media”.

Under Teori: “Oslos demografi og diskurser”

Under Redegørelse: “Innvandring til Norge og Oslo”, “Norges politikk”, “AUF som terrormål”.

Afgrænsning

I det følgende afsnit vil vi redegøre for, hvilke tanker og overvejelser vi har gjort i løbet af vores udformning af projektet. Herunder vil vi påpege, hvilke valg samt fravalg vi har gjort for bedst muligt at kunne besvare vores problemformulering. Vores fokus i dette projekt er, at undersøge Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces ud fra det samfundsmæssige- og psykologiske perspektiv. Vi tager udgangspunkt i, at han er blevet radikaliseret, hvilket antages på baggrund af de terrorhandlinger, han har udført. I vores undersøgelse af Breiviks radikaliseringsproces har vi valgt at anvende teori omhandlende tilværelsespsykologi og omsorgssvigt samt Breiviks syn på ondskab i form af fjendebilledet. Her kunne man også have anvendt psykologisk teori om tilknytning. Ydermere har vi valgt at undersøge, hvad der politisk og samfundsmæssigt kan ses som en faktor i Breiviks radikaliseringsproces. Vi har valgt ikke at medtage en analyse om mediernes rolle under- og efter terrorangrebet samt politiets og regeringens håndtering af angrebet. Disse to emner finder vi yderst interessante og relevante, men samtidig særdeles omfattende i forhold til plads samt yderligere empiri. Desuden har vi delvist valgt at afgrænse os fra Breiviks eget manifest. Dette valg har vi truffet på baggrund af det entydige perspektiv i manifestet samt det faktum, at manifestet omhandler Breiviks “ideologi”, hvorimod vores fokus vil være på radikaliseringsprocessen. Vi har valgt at medtage et begrebsafsnit, hvor vi forklarer gennemgående begreber som lone wolf, Terror, Islamofobi, Radikalisering samt højreekstremisme. Dette gøres for at skabe en forforståelse for begreber, der er relevante, men som ikke vil blive forklaret yderligere i projektet. I forbindelse med de nævnte begreber om højreekstremisme har vi valgt at dykke ned i højrenationale- samt de nationalsocialistiske grupperinger. Dette gøres, idet vi vurderer, at disse grupperinger har størst relevans i forbindelse med Breivik. Vi er desuden bevidste om, at Anders Behring Breivik under vores formidling af projektet, har skiftet navn til Fjotolf Hansen (Åsebø, 2017). Dette er dog ikke noget, vi har valgt at tage højde for i opgaven, hvorfor han omtales som Anders Behring Breivik første gang han nævnes i et nyt afsnit og derefter blot som Breivik.

Metode

Som nævnt i ovenstående forankres dette projekt i Kultur & Historie samt Subjektivitet & Læring. Projektet tager udgangspunkt i Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces, hvormed projektet overordnet kan karakteriseres som et casestudium. Herved anvendes den kvalitative metode, hvorfor projektet udelukkende behandler Breiviks situation. Vi kommer derfor ikke frem til en generel konklusion gældende for alle terrorister. I relation til Subjektivitet & Læring har vi yderligere anvendt den hermeneutiske analysemetode til fortolkning af casen (Karpatschof, 2017). I denne forbindelse har vi anvendt psykologiske teorier omhandlende omsorgssvigt og tilværelsespsykologi. I forbindelse med arbejdet i dimensionen Kultur & Historie anvendes den kildekritiske metode primært i arbejdet med kilder og tekster, hvilket uddybes længere nede i dette afsnit.

I forbindelse med udarbejdelsen af projektet har vi anvendt redskaber fra progressionskurset Projektteknik, som vi har sat i relation til vores projekt. Et redskab som vi finder væsentligt i forhold til vores projekt, er gruppeprocesser. Dette kan kobles til de samarbejdsaftaler, som vi løbende har haft i gruppen for at sikre mest mulig udbytte af vores arbejde. Derudover har vi brugt redskabet til at sikre et fokus på den gode gruppedynamik, som vi mener er essentiel, når det kommer til et succesrigt projektarbejde. Herunder hører eksempelvis vores fokus på områder som feedback og anerkendelse. Som en del af kurset blev der også afholdt en skriveworkshop, hvor vi arbejdede med det akademiske sprog. Denne viden har vi anvendt i projektet i forbindelse med, hvordan man bedst formulere sig, og hvordan man undgår plagiat.

I begyndelsen var vores tanke at undersøge flere former for ekstremister, hvor vi både overvejede terrorister, der opererede alene og terrorister i grupper. Vi reflekterede over, om det i den forbindelse var relevant at undersøge ekstremister på den anden side af den politisk-ideologiske skala end Anders Behring Breivik. Vi kom frem til konklusionen om, at vi ikke så det nødvendigt at fordybe os i en anden case end Breivik, da vores case har mange aspekter, som alene kan undersøges dybdegående.

I vores projekt har vi konsekvent sat begreber og titler i kursiv. Dette gøres for at skabe et bedre overblik og en konstant samt præcis henvisning for at adskille begreber og titler fra resten af

teksten. Desuden har vi anvendt kursiv i vores citater, hvis forfatteren selv har markeret ord eller deler af en sætning i kursiv.

Empiri

En af os af Åsne Seierstad

Størstedelen af den anvendte empiri i dette projekt stammer fra bogen “En af os” af Åsne Seierstad. Bogen forklarer detaljeret om Anders Behring Breiviks liv og terrorangrebet den 22. Juli 2011 i Oslo. Bogen findes derfor relevant i forbindelse med udarbejdelsen af projektet, idet vi kan anvende bogen til at kortlægge Breiviks liv. Bogen er inddelt i tre dele med yderligere inddeling af kapitaler, som omhandler små indsigter i forskellige dele af Breiviks liv. Samtidig er bogen en fortælling om forskellige ofre og overlevende fra terrorangrebet på Utøya. De overlevende følger man også gennem retssagen, hvor man samtidig følger de dræbtes familier. Bogen beskriver sideløbende Breiviks liv, hvor man i første del får en indsigt i opvæksten, familieforhold og vennerelationer. Ligeledes beskrives skriveprocessen af hans manifest, Breiviks “ideologiske tanker” og forberedelsen samt udførelsen af terrorangrebene i første del af bogen. Anden del omhandler retssagen og processen, hvori det skal bestemmes, hvorvidt Breivik er psykisk syg eller strafferetlig tilregnelig. Tredje og sidste del af bogen omhandler en af de efterladtes familie, Breiviks straf samt Åsne Seierstads beskrivelse af, hvordan bogen er blevet til.

Åsne Seierstad (1970) er en norsk forfatter og journalist fra Oslo. Seierstad brød igennem som forfatter i 2002 med bogen Boghandleren i Kabul, der fik international succes, men senere blev sagsøgt af familien, hun fulgte i Kabul for krænkelse af privatlivet. Inden Seierstads forfatterskab tog fart, har hun været korrespondent rundt om i verden blandt andet krigskorrespondent i Kosovo og Irak. Udover Boghandleren i Kabul har Seierstad skrevet fem bøger. Herunder En af os, som vi har beskæftiget os med i denne opgave (Gyldendal).

Kildekritikk

Kildene vi har anvendt i våres prosjekt er bygget på faktabaserte kildematerialer, som vi i hovedsak ser med en grad av troverdighet. Imidlertid er det viktig å anskue sin bruk av kilder med en grad av kritikk, da samtlige av kildene blant annet er skrevet av journalister. Vi har dessuten anvendt forskjellige typer tekstmaterialer for inspirasjon, for å underbygge fakta samt redegjørelse.

En av oss av Åsne Seierstad

Som primærkilde har vi anvendt boken: En av oss, av forfatter og journalist Åsne Seierstad. I det siste kapittelet “Sånn ble boken til”, anskueliggjør Seierstad sin egen kildekritikk. Hun legger vekt på at det er hennes fortolkning, og med god journalistisk skikk, har latt sine kilder gjennomgå sitatsjekk av intervjuene. Hun forklarer dertil at hun prinsipielt ville intervjue Anders Behring Breivik selv, men fikk avslag på sin forespørsel. Dermed har hun kun kunne basere sin fortolkning av Breivik på bakgrunn av familie, venner og andre relevante personer som har vært i den terrorsiktedes liv. Oppsiktsvekkende var det derimot at mange som tidligere har stått ham nær, ikke har ønsket å uttale seg. Hvis de har kommet med en kommentar er det mange som er nevnt uten navn eller som psevdonym. Når hun omtaler Breiviks foreldre, hadde hun til å starte med lite hell i noe form for intervju med dem. Underveis, fikk hun omsider intervju med dem begge (Seierstad, 2014: 498-500).

Da Seierstad skrev boken, har hun i tillegg til intervjuform, gjort seg bruk av politirapporter, bevismaterialer, rapporter fra rettspsykiaterne, rapportene fra Statens senter for barne- og ungdomspsykiatri (SSBU), direkte sitater fra avhøringene, samt at hun selv var tilstede under rettssaken, og dermed kan anses som en førstehåndskilde fra rettssaken (Seierstad, 2014: 501). Det har dessuten ikke vært mulig for oss å anskaffe saksrapportene fra SSBU. Det kunne ha vært en aktuell kilde for våres prosjekt, men vi har dermed anvendt blant annet En av oss, samt andre sekundærkilder for å redegjøre for rapportene fra SSBU. På bakgrunn av hennes tildels nøye overveielser av kilder, samt egen refleksjon, betrakter vi boken En av oss, som en relativ troverdig kilde som inspirasjon. Vi er derimot klar over at man må ta høyde for hennes yrke som journalist, samt faktumet at verket i seg selv er hennes egen fortolking og er dermed fremstilt subjektivt. Boken er også en skjønnlitterær bok, som dermed også farger Seierstads språk.

Anders Behring Breiviks manifest

Da vi har valgt å fordype oss i hvordan Anders Behring Breivik gikk igjennom sin radikaliseringsprosess, har det vært nødvendig å trekke frem hans manifest som han publiserte samme dag han utførte de to terrorangrepene i Norge den 22. juli 2011. Vi har valgt å ikke bruke så mye direkte fra Breiviks manifest, da vi heller har sett det relevant å anvende de vitenskapelige artiklene som omtaler hans “ideologi” med kildebruk fra politiavhør samt rettssaken. Vi har dermed anvendt både hans manifest og de vitenskapelige artiklene til å redegjøre i hovedsak for hans “ideologi”. Fremdeles er det sentralt å ta i betraktning at hans egne fortolkninger er meget ensidige, og vi har dermed ikke i stor grad trukket frem hans meninger og holdninger løpende i prosjektet. Vi har valgt å benytte hans egne fortolkninger sparsomt, i relasjoner hvor vi har funnet dem relevant. Blant annet for å forklare hans fortolkninger av kartleggingen av sine fiender, samt forklare hans ideologi.

Vitenskapelige artikler

I våres prosjekt har vi anvendt forskjellige vitenskapelige artikler for å belyse de relevante fokusområdene og teoriene, som vi gjør bruk av i forbinnelse med Anders Behring Breivik og hans radikalisering. I utgangspunktet er disse videnskabelige artikler verifisert, så kvalitet og brukbarhet er sikret. Omvendt er vi oppmerksomme på at disse artiklene til dels også inneholder et subjektivt aspekt i form av språket som anvendes av den givne forfatteren av artikkelen. Dermed kan vitenskapelige artikler til en viss grad være påvirket af et farget språk.

Litterære verker

Ut over Åsne Seierstads En av oss, har vi gjennom våres prosjek, benyttet oss av en rekke verker som blant annet: The Dynamic of a terrorist targeting process, Omsorgssvigt. Det teoretiske grundlag, og Studier i ondskap. Vi har benyttet disse verkene i hovedsak som sekundærkilder for å understøtte, tilføje og analyysere informasjon til våres problemstilling og fokusområde. Verkene vi har anvendt er i hovedgrad skrevet av fagpersoner, som vi anser som troverdige kilder. Som beskrevet under “Videnskabelige artikler,” kan en fagpersons språk, egen kildebruk og fokusområde være farget av forfatterens egne holdninger, samt eventuelle hensikter.

Avisartikler og Media

Løpende gjennom våres prosjektarbeid har vi anvendt en rekke forskjellige medieartikler, som sekundærkilder. I hovedsak her fra Norske mediehus så som NRK, VG, TV2, Aftenposten og Dagbladet. Bruken av media og nyheter som kildemateriale skal ses med et kritisk henblikk, da medier selv bruker kilder, som i noen tilfeller ikke er tilstrekkelige for saken. Dessuten kan innhold og utforming av artikler, videoklipp og dokumentarer formes av retningsyn, så vel som at den ikke presenterer andre perspektiver av en sak. Derimot kan de brukes henholdsvis til å dekke noen samfunnsaspekter, da mediene utelukkende ses som den fjerde statsmakt, hvis rolle er å overvåke, kritisere og informere. I Norge har medie reelle retningslinjer til norske medier som heter “Vær Varsom Plakaten.” Dette er etiske retningslinjer og normer for mediene, som alle mediehusene forholder seg til. Punktene skal ligge til grunn for virksomhetene, men er ikke lovgivende regler som kan dømmes i en domstol da Norge, så vel som Danmark, har trykkefrihet (Norsk presseforbund, 2015). Retningslinjene har fire hovedpunkter med underpunkter: 1. pressens samfunnsrolle, 2. Integritet og troverdighet, 3. journalistisk atferd og forholdet til kildene og 4. publiseringsregler. Spesifikt punkt tre foretar seg journalistes samt redaksjonens forhold til bruk av kilder, og hertil kildekritikk av eget materiale. Journalisten blir dermed pålagt å foreta seg kildekritikk. Overholder ikke mediene punktene i “Vær Varsom Plakaten,” kan det journalistiske materiale “felles” i Pressens Faglige Utvalg (PFU). PFU er: “Et frittstående og ikke-kritisk klageorgan oppnevnt av Norsk Presseforbund. Organet som har medlemmer fra presseorganisasjonene og fra allmennheten, behandler klager mot pressen i presseetiske spørsmål” (Pressens Faglige Utvalg, 2017). Dømmes man i PFU, får man ikke en straff i form av bøter eller fengselsstraff. Bryter man derimot god presseskikk skal mediet publisere informasjon om hva og når de har blitt dømt på i en uttalelse som skal være tydelig for leseren (Pressens Faglige Utvalg, 2017).

Under rettssaken mot den terrordømte Anders Behring Breivik var mediedekningen klart omfattende, da rettssaken var åpen for allmennheten. Det ble foretatt en fullstendig dekning fra dag til dag, med både direkte videoopptak, skriftlig gjengivelse av dialogene, samt en rekke journalister og forskere som rapporterte løpende. På bakgrunn av den åpne nyhetsdekningen av rettssaken, har vi i hovedsak brukt artikler av medier som sekundærkilder da artiklene var publisert i tidsperioden av rettssaken. Vi anser dermed artiklene som troverdige kilder, da journalistene selv kan anses som

førstehåndskilder på bakgrunn av deres tilstedeværelse under rettssaken. Imidlertid har journalistene hatt tilgang til blant annet rapporter som kildemateriale i deres artikler, som vi selv ikke har hatt tilgang på.

Begrebsafklaring

Radikalisering

Der findes forskellige opfattelser af begrebet radikalisering alt efter, hvilket område eller hvilken faggruppe der italesætter emnet. Overordnet skelner man dog mellem to forskellige former for radikalisering. Den første er en ideologisk radikalisering, hvor man som individ er radikalt tænkende og efterspørger samfundsforandringer, men forholder sig passivt. Den anden er en voldelig radikalisering, hvor man ser radikalisering som en proces. I processen får et individ gradvist større lyst til aktivt at støtte samfundsforandringer, der står i kontrast til det eksisterende samfund (Gemmerli, 2004: 7-8). Om radikalisering derfor skal ses som en kognitiv proces omhandlende individets udvikling af radikale holdninger eller som en adfærdsmæssig proces, er meget omstridt. For at undgå en sammenblanding af de to nævnte processer skelner nogle forskere mellem begreberne radicalization/deradicalization og engagement/disengament. Første begreb betegner her ændringer i individets holdning til vold som politisk virkemiddel, hvor engagement/disengament beskriver ændringer i adfærden, hvor man konkret har deltaget i voldelige aktiviteter. Ved at skelne mellem disse begreber fastlægges det, at ændringer i holdningen ikke nødvendigvis ændrer adfærden (Christensen, Mørck, 2017: 40-42). I vores projekt tages der udgangspunkt i PET’s definition af radikalisering, hvor den kognitive proces, i kraft af tankerne, ses som grundlaget for udførelsen af en voldelig handling. Definitionen lyder som følgende: ”Radikalisering kan beskrives som en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske og voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål” (Gemmerli, 2004: 8). Størstedelen af forskere er enige om, at der findes mange veje til radikalisering. Individer der bliver radikaliserede, og som følge af dette begår terror, kommer fra utallige baggrunde og sociale vilkår. Dette gør det meget vanskeligt at identificere mulige terrorister, idet individer der ”passer ind” i stereotypen, ikke nødvendigvis er terrorister. Omvendt kan nogle, der ikke passer ind i stereotypen, også blive radikaliserede og udøve terror. Tore Bjørgo fremstiller derfor en model som alternativ måde til at beskrive radikaliserede personer,

hvor han ser på individerne langs flere forskellige dimensioner. Som radikaliserende faktorer vælger Bjørgo: Ideologisk/politisk overfor ikke-ideologisk/apolitisk, leder/høj status i gruppe overfor medløber/stort behov for at tilhøre en gruppe, socialt veltilpasset overfor svage sociale ressourcer samt høj på søgen efter opmærksomhed overfor lav på søgen efter opmærksomhed. Bjørgo understreger, at man skal se disse dimensioner som værende dynamiske, idet et individ godt kan flytte sig fra et udgangspunkt til et nyt (Bjørgo, 2011: 277-280).

Lone wolf

Lone wolf er betegnelsen for en terrorist, der handler alene, og som ikke er medlem er nogen terrorgruppe eller netværk. Terrorhandlingen er planlagt og fremført individuelt uden nogen direkte indflydelse fra andre (Hamm og Spaaij, 2017: 99). Det er vigtigt at påpege, at et terrorangreb, der bliver planlagt og udført individuelt, ikke nødvendigvis udføres af en lone wolf. Individet kunne eksempelvis være medlem af en terrorgruppe eller være blevet opfordret til handlingen, hvormed man ikke er en lone wolf. Disse terrorister bliver i stedet kaldt for sleeper operatives. Sådanne personer vælger et mål og venter herefter på ordre fra organisationen. En lone wolf handler derimod på egen hånd, og typisk gennem en stærk politisk- eller religiøs overbevisning ligesom terrororganisationer. Trods dette ønsker en lone wolf-terrorist ikke at tilslutte sig terrororganisationer. Denne form for terrorister skjuler det for deres medmennesker og lever et dobbeltliv. De har ofte planlagt terrorangrebene grundigt, hvormed handlingen ikke er impulsiv (Spaaij, 2012: 16-17).

Lone wolf radikaliseringsmodel

I bilag 1 ses Mark S. Hamm og Ramon Spaaij radikaliseringsmodel, som kaldes lone wolf radikaliseringsmodel. Modellen gennemgår, hvilke faktorer der påvirker radikaliseringsprocessen for en lone wolf (Hamm og Spaaij, 2017: 159). Første faktor i modellen er personal and political grievance. Denne faktor handler om, at individet er utilfreds med noget politisk. Individer der kan karakteriseres som en lone wolf, har typisk personlige konflikter sammenkoblet med deres politiske utilfredshed. Dette ses eksempelvis med islamistiske lone wolves, hvor det ses, at deres individuelle problemer med det vestlige samfund bliver sammenkoblet med islam (Hamm og Spaaij, 2017: 65). Næste faktor er affinity with online sympathizers. Denne faktor omhandler, hvordan individet søger til internettet med målet om at finde

personer online, der deler utilfredsheden, hvor individet søger ideologiske retningslinjer (Hamm og Spaaij, 2017: 74). Gennem internettet får individet ideologisk support af andre personer, men stadig forholder sig anonym og alene (Hamm og Spaaij, 2017: 157). Næste faktor i modellen vedrører begrebet enabler. Dette skal forstås som punktet, hvor terrorhandlingen muliggøres for personen ved direkte- eller indirekte hjælp fra andre (Hamm og Spaaij: 2017: 81). Eksempelvis kan direkte hjælp ske, hvis en person forklarer, hvordan man laver en bombe uden at have nogen idé om, at den anden person har tænkt at bruge denne viden (Hamm og Spaaij, 2017: 82). Den indirekte muliggørelse sker ved, at personen bliver inspireret af andre, som personen ikke har nogen kontakt med, hvilket kan være andre terrorister eller historiske personer (Hamm og Spaaij, 2017: 74). Hamm og Spaaijs næste faktor i modellen er broadcasting intent. Her vil personen sprede det budskab, som ligger bag terrorangrebet. Ønsket ved at begå terrorangrebet er at sprede budskabet og blive kendt som bagmanden for aktionen. Udbredelsen af budskabet kan ske i kraft af videoer, manifester eller lignende, som bliver sendt ud før angrebet. I disse værker vil individet fremstille sig selv som moralsk og som den handlende på vegne af “samfundets bedste” (Hamm og Spaaij, 2017: 91). Den efterfølgende faktor i modellen er triggering event. Dette er en udløsende begivenhed, der medfører, at individet ønsker at udføre terrorhandlingen. Disse afgørende begivenheder kan ikke planlægges, men kan være begivenheder så som at miste sit job, eller hvis landets politik går imod individets ønske. Andre gange kan triggering event ses som en række af begivenheder, der sker over tid. Disse begivenheder vil til sidst få individet til at bukke under for presset, hvorefter terrorangrebet udføres (Hamm og Spaaij, 2017: 122). Efter triggering event er lone wolf radikaliseringsprocessen komplet, hvorfor det sidste punkt i modellen omhandler terrorism. Dette begreb dækker derfor over selve terrorhandlingen. I modellen ses en sammenhæng mellem begrebet og den første faktor personal and political grievance. Denne sammenhæng udtrykker, at terrorangrebet kan inspirere andre til at udføre lignende terrorangreb, hvormed der er tale om begrebet ‘copy cats’. Hermed kan der skabes en lone wolf radikaliseringsprocess for et nyt indivd, hvormed processen starter forfra (Hamm og Spaaij, 2017: 160). Overordnet kan man derfor sige, at modellen viser, hvordan et individ kan gå fra at være utilfreds med noget i samfundet til at acceptere løsninger som terrorangreb. Modellen viser desuden, at radikaliseringsprocessen ikke sker pludseligt, men at der indgår mange faktorer i en sådan proces (Hamm og Spaaij, 2017: 159-160). Det er også vigtigt at pointere, at denne model ikke nødvendigvis er lineær, men derimod forskellig fra individ til individ. Det kan forklares ved, at et individ ikke nødvendigvis bliver påvirket alle

faktorer i modellen, og at der desuden kan forekomme en anden rækkefølge i påvirkningerne (Hamm og Spaaij, 2017: 160).

Højreekstremisme

Begrebet ekstremisme defineres som fjendtlighed over for det etablerede politiske system. I et politisk demokratisk tilfælde vil ekstremisme dermed betyde en afvisning af selve demokratiet og en ambition om at erstatte demokratiet med et alternativ (Wildfeldt, 2014: 7). Højreekstremisme kan ikke defineres eller fastlægges som en endimensionel ideologi, men derimod som brudstykker fra forskellige ideologier. Der forekommer en række forskellige definitioner og synsvinkler på, hvad højreekstremisme er. Fælles for højreekstremister er troen på, at mennesker er fundamentalt forskellige, og har forskellige værdier på baggrund af race, religion, kultur, seksuelle tiltrækning og nationalitet (Bjørgo m.fl., 2016: 41). Ifølge professor Tore Bjørgo er et fællestræk for højreekstremister, at de opfatter menneskegrupper som forskellige og værende af forskellige værdi, race, kultur, religion, nationalitet og seksuel orientering (Bjørgo, 2012: 7). Højreekstremister forstår menneskers egenskaber ud fra de kategorier, de tilhører, såsom at være muslim eller jøde. Her bliver det ens dominerede egenskab, hvormed der bliver skabt en essentialisering. Endnu et gennemgående træk hos højreekstremister er forståelsen af verden således, at der indgår en ydre og indre fjende. Den indre fjende hjælper den ydre fjende med at ødelægge verden og ’os’. Den ydre fjende kan være en anden religion eller trosretning, hvor den indre fjende er den, som repræsenterer det liberale samfund (Bjørgo, 2012: 7).

De højrenationale grupperinger og hovedstrømninger inden for højreekstremismen er nationalkonservative og dermed fjendtlige over for indvandring og islam. Inden for de højrenationale grupperinger anses vold og voldelige metoder som legitime i kampen for sin sag. Grupperingerne udspringer af den vestlige kultur, hvor kristendommens grundprincipper hyldes og anses som værende den overlegne religion. Deres holdninger og meninger bunder i, at de ønsker demokratiet for de hvide og kristne, men derimod mener de, at borgere med en anden baggrund, herunder specielt muslimer, bør fratages deres demokratiske rettigheder samt eskorteres fra landet. Inden for de højrenationale grupperinger er der ikke fundet en enighed i, hvordan voldelig metoder skal bruges for at foretage en etniske udrensning (Larsen, 2017).

Ligesom der findes højrenationale grupperinger finder der også nationalsocialistiske grupperinger inden for højreekstremisme. De nationalsocialistiske grupperinger ser på nazismen og fascismen som ideologiske idégivere. Grupperinger stræber efter en stærk diktatorisk stat, hvor politisk vold anses som et tegn på styrke og dermed fremgang. Disse grupperinger har ikke, ligesom de højrenationale, en ligeså anti-islamistisk tilgang og deler heller ikke det “demokratiske syn”. Derudover ses den hvide race som den overlegne race for de nationalsocialistiske grupperinger (Larsen, 2017).

Fundamentalisme

Fundamentalisme er en måde at forstå og forholde sig til en ideologi på, som bliver brugt til at definere ekstreme ideologiske grupper. “Ideologier imødekommer nogle basale psykologiske behov - for mening, forklaring, identitet, struktur, kontrol, sikkerhed”(Rosenstock, 2017: 44). Det kan dermed forklares ved, at ideologien skaber en gruppe-tilhørsfølelse både i en politisk eller religiøs sammenhæng. Problemet med at definere et begreb som fundamentalisme er, at der er tale om en glidende overgang til andre begreber. Det er svært at afgrænse og specificere begrebet, da der er forskel på de enkelte fundamentalistiske grupper. Uenighederne ved definitionen kan opdeles i tre grupper. Den første gruppe er militanthed, hvor vold ses som et afgørende kendetegn. Den anden er intertekstualitet, hvor man forholder sig til hellige tekster og afviser alt videnskab og historie, der ikke anses som helligt. Den sidste gruppe er de ikke religiøse fundamentalister, som er en ren politisk dimension som udelukker det religiøse aspekt. Problemet med disse tre opdelinger er, at den ene gruppe udelukker den anden, hvormed det er svært at komme med en fælles definition på begrebet fundamentalisme (Rosenstock, 2017: 32-33).

Terrorisme

Definitionen af begrebet terrorisme vækker en stor debat om, hvordan vi kan afgrænse og præcisere begrebet. En af årsagerne til dette skyldes, at terrorisme er mere politisk end teoretisk og derfor er holdningsbaseret. Stephen Nathanson fra Cambridge University definerer en terroraktion som en handling, der er med til at fremme en politisk eller social dagsorden i form af alvorlig bevidst vold eller trusler om dette. Disse voldelige handlinger har til formål at dræbe og skade uskyldige mennesker (Nathanson, 2010: 12). Definitionen af et terrorangreb består af forskellige enheder, der tilsammen adskiller et terrorangreb fra andre angreb. Ordet terror stammer fra det latinske ord

’terrere’, som betyder at sprede skræk og rædsel. I samme tekst definerer terrorforsker Alex Scmid terror som “terrorisme er forbrydelser begået i fredstid, som i krigstid ville blive vurderet som krigsforbrydelser”(Staun, m.fl. 2015). Denne definition bliver uddybet af forskeren James M. Poland, som ser på terrorhandlinger som ”bevidste og velovervejede, systematiske mord, lemlæstelse og trusler mod uskyldige, der skaber frygt og rædsel med henblik på at opnå politiske eller taktiske fordele ved at påvirke offentligheden” (Staun, m.fl. 2015). Der findes dermed en lang række definitioner på terror og terrorisme, hvilket ifølge den tyske begrebs historiker Reinhart Koselleck skyldes, at det er et fleksibelt og generelt begreb, der er universelt. Begrebet har en vis fælles forståelse, men kan variere fra land og politiske standpunkter. Terrorist er en negativt ladet betegnelse, som oftest bruges som term for sine fjender. Dermed afhænger definitionen af, om vedkommende er en terrorist også af, hvilke briller man ser den enkelte sag med. Da det endnu ikke er lykkedes at finde frem til en enkel definition af begrebet terror og terrorisme, er FN’s 191 medlemslande og stater blevet enige om en række områder, som skal afgrænse terrorisme og adskille begrebet fra andre kriminalitetsformer (Staun, m.fl. 2015).

Islamofobi

Islamofobi bliver defineret som had og frygt rettet mod Islam, hvormed det er en frygt for muslimer. Ifølge den svenske religionshistoriker Mattias Gardell kan begrebet defineres som fordomme mod islam og muslimer. Herudover kan islamofobi ses som en angribende og diskriminerende opførsel mod muslimer, eller mennesker som har associationer med islam (Bangstad, 2015: 11). Hermed mener Gardell, at islamofobi er en del af et kundskabsregime. Dette beskæftiger Michel Foucault sig med i form af sammenhængen mellem viden og magt (Heede, 2002: 39). For Gardell er islamofobi derfor ”ikke bare teori, men også praksis” (Bangstad, 2015:12). Når man ser på begrebet islamofobi er det vigtigt at skelne mellem at have negative holdninger rettet mod muslimer og at have islamofobiske holdninger i form af generalisering og diskrimination (Bangstad, 2015: 11).

Teori

Omsorgssvigt

I forbindelse med omsorgssvigt skelner Kari Killén ofte mellem fire forskellige typer af omsorgssvigt; vanrøgt, fysiske overgreb, psykiske overgreb og seksuelle overgreb. I følgende afsnit beskrives vanrøgt og psykiske overgreb, da disse former er relevant i vores projekt.

Vanrøgt

Vanrøgt er den mest almindelige form for omsorgssvigt. Denne form drejer sig dels om manglen på fysisk omsorg til barnet, samt at forældrene ikke tilfredsstiller barnets kognitive, emotionelle eller sociale behov. Det omhandler derfor forældre, der ikke engagerer sig følelsesmæssigt i deres barn og som ofte overlader barnet til sig selv. Man kan skelne mellem to former for følelsesmæssig vanrøgt. Den mest velkendte form for vanrøgt hænger sammen med ernæringsmæssig, fysisk, materiel, medicinsk eller social vanrøgt. Omvendt kan det også omhandle en overstimulering af ernæringsmæssige, materielle eller sociale behov som kompensation for, at forældrene ikke involverer sig følelsesmæssigt i deres barn på en positiv måde. Forældrenes mangel på positiv kontakt kan eksempelvis ses i, at de nedprioriterer barnet til fordel for andre aktiviteter. Denne type af vanrøgt kan være svær at opdage, da der ofte ikke forekommer nogle ydre tegn på omsorgssvigt. Barnet vil dog føle sig forsømt, hvor det ofte vil føle sig værdiløst og som en stor belastning, hvilket påvirker barnets selvopfattelse. Hvis et barn udsættes for vanrøgt, kan det påvirke barnets udvikling på mange områder. Her er der tale om barnets fysiske, følelsesmæssige, kognitive, sociale og adfærdsmæssige udvikling (Killén, 2010: 33-35).

Psykiske overgreb

Børn der udsættes for psykiske overgreb kan være i meget forskellige livssituationer, og det kan derfor være svært at definere, hvad psykiske overgreb er. Killén beskriver det som ”en kronisk holdning eller adfærd hos forældre eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af, et positivt selvbillede hos barnet. Barnet lever med en kronisk bekymring for, om forældrene vil være i stand til at beskytte det – og sig selv” (Killén, 2010: 40). Ved psykiske overgreb er der tale om kroniske og vedvarende adfærdsmønstre, hvor man distancerer sig fra barnet ved eksempelvis at virke irriteret og fraværende. Killén inddeler psykiske overgreb i syv

kategorier (Killén, 2010: 40-41). Her findes det relevant at uddybe psykiske overgreb i forbindelse med ‘børn af forældre med psykiske lidelser’ samt ‘børn af forældre i ubearbejdede separations- og skilsmisseprocesser’. ‘Børn af forældre med psykiske lidelser’ påvirkes især kognitivt. Dels fordi barnet har svært ved at forstå, hvad forældrene mener, idet deres virkelighedsopfattelse er forvrænget, men også fordi, barnet er bange for at ende som sin forælder. Derudover tvinges barnet ofte til at skjule forholdene i hjemmet, fordi emnet er meget tabubelagt (Killén, 2010: 46-47). ‘Børn af forældre i ubearbejdede separations- og skilsmisseprocesser’ kan også blive udsat for psykiske overgreb. Dette sker idet, forældrene ofte vil bære på en ubearbejdet sorg og skuffelse, hvorfor de ikke er i stand til at hjælpe barnet med at håndtere situationen. Man kan skelne mellem to processer i forbindelse med barnets position i skilsmisseprocessen. Barnet kan enten ende midt i ”krigen”, hvor barnet behandles ud fra de tillagte egenskaber, der minder om moderen eller faderen. Derudover kan barnet opleve yderligere tab af personer, da forældrene ofte ender med at have ”allierede” og ”fjender”, hvilket også kan resultere i, at barnet ender i en loyalitetskonflikt, hvor det skal vælge mellem sine forældre. En skilsmisse kan også foregå som ”den lykkelige skilsmisse”, hvor barnet ikke bliver bedt om at vise følelser, men blot skal tilpasse sig en hverdag, hvor forældrene ikke bor sammen (Killén, 2010: 47-48).

Tilværelsespsykologi

Ifølge tilværelsespsykologien stræber vi alle efter en god nok tilværelse. At den ”kun” skal være god nok skyldes, at livet aldrig er perfekt med hensyn til at undgå udfordringer, hindringer og tilbagegang i et individs livsprojekter (Bertelsen, 2015: 246). Det afgørende for at have et godt nok liv er, at man besidder de tilværelseskompetencer, der skal til for at man kan håndtere tilværelsesopgaverne. Her kan tilværelsesopgaverne ses som de mål, man skal realisere for at tilværelsen ”skabes”. Det kan handle om alt fra at gøre rent i sit hus til at få hele hverdagen til at hænge sammen (Bertelsen, 2013: 33). At have et godt nok liv handler om at være aktør i sin egen tilværelse. Dette indebærer måden, hvorpå man vil og kan placere sig i forhold til at reflektere og perspektivere tilværelsen. Samtidig er ens muligheder for positionering bestemt af nogle mulighedsbetingelser og det at blive mødt af andre, hvilket uddybes senere i afsnittet (Bertelsen, 2013: 21). At være aktør i egen tilværelse er tæt knyttet til at have et godt nok greb om tilværelsen. Dette indebærer at tage del i ens eget og det fælles liv. Ydermere inderbærer det at tilpasse ens måde at håndtere livsopgaver på til virkeligheden rent pragmatisk og moralsk samt at kunne se en selv fra ens eget perspektiv, andres perspektiv samt et kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv. At

have et godt nok greb om tilværelsen opnås ved hjælp af sine tilværelseskompetencer, som generelt handler om deltagelse, realistisk samstemning og det at tage et perspektiv (Bertelsen, 2015: 246- 247). For at udvikle og forme et godt nok greb om tilværelsen kræver det, psykologisk set, at man vil og kan opdage ens tilværelseskompetencer i forbindelse med den tilværelsesopgave, man står over for. Her henviser vil til den motivationsskabende kategori i forbindelse med psykologiske fænomener som eksempelvis kan omhandle ønsker og hensigter. Kan henviser derimod til den kognitive kategori i forbindelse med fænomener om viden, tanker, refleksioner med videre. Samfundsmæssigt og kulturelt set kan man ikke forme et godt nok greb om tilværelsen uden at afstemme det med de ydre mulighedsbetingelser. Disse kan eksempelvis omhandle de politiske og naturmæssige forhold der er afgørende for, hvordan man kan leve sit liv. Derudover er det også afhængigt af, hvordan man bliver mødt af andre, hvilket kan handle om opbakning, anerkendelse og modtage hjælp fra andre (Bertelsen, 2015: 247). Afslutningsvis antager Bertelsen, at man ikke kan skabe et godt nok greb om tilværelsen, hvis man ikke gør noget for at finde ud af, hvad man kan og vil i forbindelse med de mulighedsbetingelser man har for at gennemføre tilværelsesopgaverne (Bertelsen, 2015: 247).

Når der opnås overensstemmelse mellem tilværelsesopgaver og tilværelseskompetencer, har man som nævnt et godt nok greb om tilværelsen, hvormed man opnår man et flow i tilværelsen. Det kan være vanskeligt at opnå et flow, hvis man udsættes for situationer, som påvirker ens livsopgaver. Dette kan eksempelvis omhandle krig, økonomiske problemer, naturkatastrofer eller dødsfald. Fænomener som nævnte udgør fundamentale trusler mod de værdier, man bygger sit liv på såsom tryghed, sikkerhed og flow’et i tilværelsen. Oprindeligt kaldes dette for fundamental life embeddedness, men i dette projekt oversættes begrebet til tilværelsesværdier. En af de største trusler mod ens tilværelsesværdier kan ses som et liv præget af udelukkelse rent socialt, kulturelt eller samfundsmæssigt. I sådanne situationer vil det ikke være muligt at være deltagende i det omfang, der skal til for at opdage og tilfredsstille ens deltagelses-færdighed. Hermed vil det udgøre en trussel mod ens deltagelsesflow i sin tilværelse. Ligeledes kan man opleve udelukkelse i forbindelse med ikke at blive anerkendt. Det kan også ses i en forkastelse af måden at leve sit liv på i samspil med den omkringliggende verden. Dette kan udgøre en trussel i forbindelse med sin samstemnings- færdighed, hvilket ses som en trussel mod flow’et i tilværelsen. Desuden kan flow’et også påvirkes, hvis man ikke har mulighed for at se livet fra sit eget- eller fra andres perspektiver. Dette kan eksempelvis ske, hvis man gennem livet oplever en negativ retorik fra andre, eller hvis man ikke

føler, man bliver taget seriøst. Dette kan skyldes faktorer som eksempelvis etnicitet, hudfarve eller religion (Bertelsen, 2015: 248).

Aarhus-modellen

Tilværelsespsykologien kan i denne forbindelse knyttes til radikalisering. Ifølge teorien kan radikalisering udløses af fundamentale trusler mod de værdier, man bygger sin tilværelse på. Disse trusler resulterer i, at man ønsker at ændre verden eller nogle generelle livsforhold. Denne rekonstruktion af tilværelsen vil man lave ved hjælp af politiske eller religiøse aktiviteter. Ifølge tilværelsespsykologien er radikalisering i sig selv ikke et problem, men det bliver det, hvis man bruger illegale midler til at rekonstruere flow’et i tilværelsen. Den sidstnævnte gruppe kan karakteriseres ud fra nogle risikofaktorer. Disse risikofaktorer kan kategoriseres ud fra de ovennævnte faktorer omhandlende vil, kan, mulighedsbetingelser, at blive mødt samt gør (Bertelsen, 2015: 248-250). En måde at bekæmpe radikalisering på ses i Aarhus modellen. Denne anti- og deradikalseringsmodel bygger på tilværelsespsykologiens principper, og kan både bruges som tidlig forebyggelse mod en radikaliseringsproces og som udredning fra en radikaliseringsproces (Bertelsen, 2015: 241, 243). Aarhus modellen bygger på inklusion i samfundet, som omhandler et meningsfyldt fælles kulturelt, socialt og samfundsmæssigt liv. Man ønsker derfor at omsætte motivationen for voldelig radikalisering til lovlig deltagelse og godt statsborgerskab. Dette gøres gennem modellen, som består af flere dele, hvilket omhandler et informationshus, en mentorordning, workshops samt et forældre-netværk (Bertelsen, 2015: 242- 245).

Oslos demografi og diskurser

Oslo kan historisk sett og stadig, inndeles tradisjonelt både geografisk, demografisk og økonomisk i to deler. Vestkanten og østkanten. Skillet går langs Uelands gate og ved Akerselva som går gjennom byen. Historisk sett var østkanten den delen av Oslo hvor arbeiderklassen holdt til, og omvendt, på vestkanten hvor de mer privilegerte og rikere borgerne bodde. I dag, er fortsatt både levestandard, boligpriser, inntekt og formue i gjennomsnitt høyere på vestkanten i Oslo, enn på østkanten. Beboere i “vestkant bydelene” har dessuten i snitt høyere utdannelser enn i øst (Sandvik, 2015). Delingen og polariseringen som er i byen avspeiles også politisk, hvor skillet mellom Høyre på Oslos vestkant og Arbeiderpartiet på østkanten dominerer sterkere enn andre steder i landet. Etter stor stigning med innvandring til Oslo på 1970-tallet, har dertil innvandringen vært

medvirkende til et relativt nytt skille mellom øst og vest i Oslo. I en måling fra statistisk sentralbyrå henvises det til at innvandrerne fra andre verdensdeler enn Vesteuropa og Nordamerika, i høyere grad er bosatt i “østkant bydelene”. På vestkanten er det også en stor andel beboere med en annen nasjonalitet, derimot en større variasjon av nasjonaliteter. Her, flest fra Vesteuropa og Nordamerika (Høydal, 2015).

Innad i samfunnsstrukturer er det relevant å trekke frem Michel Foucault sitt diskursbegrep. Diskurs anvendes til konvensjonelle måter å tenke på (Ridderstrøm, 2016: 1). Begrepet brukes som definisjoner og analyser av handlingsforutsetninger i institusjoner, grupper, og i samfunnet. Diskurser produserer en angitt “sannhet” og det handler ikke direkte om det er i overensstemmelse med virkeligheten. “Sannheten finnes ikke direkte, men må utarbeides gjennom en diskurs og stilles på prøve; sannheten finnes så å si bare innen et koordinatsystem med bestemte premisser” (Ridderstrøm, 2016: 1). Helge Ridderstrøm, førsteamanuensis ved Høyskolen i Oslo og Akershus, presenterer ut fra sosiolog Reiner Keller at diskurs omfattes dessuten ved bruk av diskursanalyse til prosesser for “(…) sosial konstruksjon, objektivering, kommunikasjon og legitimering av meningsstrukturer innen institusjoner, organisasjoner og andre grupper av aktører” (Ridderstrøm, 2016: 1). Det refereres videre her til hvordan de forskjellige diskursene er medvirkende til formasjoner av subjektet, som skal ses forskjellig fra individet, ifølge Foucault. Subjektet er underlagt diskursenes maktmekanismer, hvor imot et individ står fritt for interaksjonsmuligheter. Ridderstrøm forklarer Foucaults teorier med: “Hvert menneske er både subjekt og individ, og det er et dialektisk forhold mellom de to instansene” (Ridderstrøm, 2016: 3). I artikkelen trekkes det dessuten frem hvordan diskursive formasjoner er former for orden mellom typer av blant annet ytringer og temaer i det underfattende miljøet (Ridderstrøm, 2016: 3). Slik kan man betrakte begrepet til å se de normene i for eksempel det angitte samfunnet. Her til de diskursive normene som befinner seg med mer, sosialt og politisk i Norge og innad i bydelene øst og vest i Oslo.

Redegørelse

Innvandring til Norge og Oslo Oslo er byen i Norge med det største innbyggertall og herved også byen med et størst antall innvandrere. Både førstegenerasjonsinnvandrere og flere generasjoner frem. I 1975 kom det et forbud for arbeidsmigranter i Norge. Deretter kom det en betydelig innvandring av asylsøkere og flyktninger fra konfliktfylte land som Somalia, Afghanistan, Pakistan og Irak. I 2011 utgjorde innvandrere 12,2% av Norges befolkning, og 28% av Oslos befolkning. Etter innvandringen på 60 og 70-tallet utgjorde den pakistanske minoritet en stor del av denne prosentandelen, og heretter også med andregenerasjonsinnvandrere (Anderson, 2012: 419). På slutten av 1980-tallet, begynte det å danne seg kriminelle bander i hovedstadsområdet, hvor de aktive medlemmene i hovedsak bestod av første- og andregenerasjonsinnvandrere fra Pakistan. De største bandene kalles A og B- gjengen, som handler konfliktfylt imot hverandre. De opererer og samarbeider også med flere mindre bander, så som Young Guns samarbeid med A-gjengen. De kriminelle virksomhetene de foretar seg er i hovedsak narkotika, torpedovirksomhet og våpenformidling. Herunder også gjengdrap (Torgersen, 2006). Samtidig var det i Breiviks tilfelle med en oppvekst på Oslos vestkant i 1980-årene, også her det skjedde omfattende sosiale og kulturelle endringer i hovedstaden. Etter utbyggingen av T-banen, og en ny mobilitet i hovedstaden mellom de østlige og vestlige bydelene, var det dessuten i et større omfang første gang Oslo vest opplevde multikulturalisme. Det var også her mye ungdomskriminalitet, i tillegg til bandene som kom frem i Oslo på denne tiden. Det kom gjenger av innvandrerungdommer fra øst, for å rane de “naive” hvite ungdommene og barna fra vestkanten (Gullestad, 2017: 4).

Gjennom de siste tiårene har det dessuten i samtlige vesteuropeiske land utbredt seg negative holdninger til innvandrere med muslimsk bakgrunn. Inklusivt i Norge. “Et mål på graden av negative holdninger til bestemte minoritetsgrupper som ofte brukes i samfunnsvitenskapelig forskning er graden av ønsket sosial avstand til individer identifisert som medlemmer av bestemte grupper i representative spørreundersøkelser” (Bangstad, 2015: 13). Sindre Bangstad presenterer i hans artikkel, Islamofobi og Rasisme, en bemerkelsesverdig undersøkelse, utført av HL-senteret i 2012 som foretar seg “(…)utbredelsen av antisemittisme i et representativt utvalg av den norske befolkningen(…)” (Bangstad, 2015: 13). Det fremkommer blant annet i denne undersøkelsen etter

spørsmål om grad av sosial avstand til muslimer og somaliere, at hele 66 prosent svarer de ser seg negative til hvis et medlem i sin familie var gift med en muslim. “Graden av ønsket sosial distanse til muslimer og somaliere er ifølge denne undersøkelsen langt høyere enn graden av ønsket distanse til for eksempel jøder og katolikker”(Bangstad, 2015: 13-14). Det kommer dessuten frem i en rekke tilsvarende undersøkelser at det generelt, også i andre europeiske land, har forekommet en betraktelig økning i negative holdninger til muslimer etter terrorangrepet 9/11 i USA. “(…) ved å knytte en forestilling om islam og muslimer til vold og terror-bidrar til å sementere negative holdninger til muslimer over tid, slik at økningen i negative holdninger som følger av slike hendelser, ikke nødvendigvis avtar dramatisk over tid” (Bangstad, 2015: 14). Bangstad henviser videre til en representativ undersøkelse fra 2010 som påpeker at “61 prosent i et utvalg av den norske befolkningen fryktet konflikter med muslimer mer enn noe annet i fremtiden” (Bangstad, 2015: 14). Det kan dermed vises til en viss grad av negativitet eller skepsis til muslimske innvandrere i Norge og samtlige vestlige land.

Under rettssaken til den terrordømte den 4. Juni 2012 ble Anders Behring Breivik bedt av forsvarer Tord Jordet om å beskrive sitt inntrykk av hvordan han selv ble radikalisert. I en artikkel fra Dagbladet, var Breiviks uttalelser under rettssaken: “Det er en slags reise man tar, en ideologisk reise fra unormalitet til normalitet. Jeg har tidligere forklart om en del faktorer, men har ikke fortalt om en del personlige episoder som har hatt betydning” (Landsend m.fl., 2012). Han konkretiserer deretter en rekke spesifikke opplevelser gjennom sin barndom og ungdom, som resulterte i hans tilegnelse av islamofobe holdninger. Breivik forteller om samtlige episoder i slutten av 1990-tallet i hans ungdomstid, hvor har påstår at han, hans kamerater, og hans venninner ble opptil flere ganger banket opp, ranet og voldtatt av muslimer. Breivik hevder også å ha blitt truet opptil flere ganger. “18 år gammel var jeg på et utsted. Utenfor ble jeg forsøkt ranet av en pakistaner, men så kjenner jeg en annen pakistaner som er med i A-gjengen så han ber ham pelle seg unna” (Landsend m.fl., 2012). Uttalelsen var kun ett av de mange eksemplene han hadde på minner med dårlige opplevelser i møte med muslimer. I Breiviks ungdomsår skulle det derimot vise seg at han selv hadde vansker ved å finne sin plass i sosiale sammenhenger, og tydde da til de små-kriminelle gjengene som hovedsakelig bestod av innvandrerungdommer. Da Breivik var 15 år gammel ble han arrestert grunnet vegg graffiti. Han prøvde konstant å bli akseptert av “grafitti-gruppene”, men dette lykkes ikke for ham, da de heller anså Breivik som en “wannabe” (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 30).

Norges politikk

Norge er på lik linje med Danmark, et demokratisk og parlamentarisk land rent politisk. Det vil si at den politiske myndighet ligger nasjonalt (Berg og Sterri, 2009). Det finnes til dags dato ni stortingspartier i Norge, hvor partiet Høyre (H) og Arbeiderpartiet (Ap), regnes som de to største partiene. Ideologisk sett har man i ytterkantene Fremskrittspartiet (Frp) som tradisjonelt regnes for å være partiet lengst i høyrefløyen og Rødt (R) som partiet lengst i venstrefløyen (Berg og Sterri, 2009). De to partiene kan dermed sammenlignes med de Danske partiene; Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Både når det kommer til politisk ideologi, og holdninger innenfor for eksempelvis innvandring, asyl og integreringspolitikk (Dansk Folkeparti, 2017), (Enhedslisten, 2017). Fremskrittspartiet er det stortingspartiet som regnes for alltid å ha hatt den mest konservative innvandringspolitikken i deres partiprogram. Frp var dessuten det partiet hvor Anders Behring Breivik var et aktivt medlem i deres ungdomsparti i årene 1997 til 2007. I Frp sitt partiprogram om innvandringspolitikk står det som følger: “Det norske velferdssamfunnet er helt avhengig av en streng og ansvarlig innvandringspolitikk. Fremskrittspartiet vil avvikle dagens asylinstitutt, og innføre et nytt og mer rettferdig system som gjør at flyktninger slipper å betale alt de eier til menneskesmuglere og risikere livet på ferden til Europa” (Fremskrittspartiet, 2017). Breivik har i etterkant av 22. juli uttalt holdninger om en for “moderat” innvandrings holdning i partiet (Brenna m. fl., 2012).

Norge har siden man fikk sin egen grunnlov i 1814, hatt stortingsvalg. Etter andre verdenskrig og Vidkun Quislings regjering med tyskinnsatt okkupasjonsstyre i årene 1940–1945, har arbeiderpartiet vært i 12 regjeringer som en ettpartiregjering, og senest i en koalisjonsregjering med Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet i årene 2005 til 2013. Høyre har i motsetning alltid vært en i en koalisjonsregjering åtte ganger med blant annet Venstre og Kristelig Folkeparti. Etter valget i 2013, kom Fremskrittspartiet for første gang i regjering, da Høyre var avhengig av Frp for å oppnå en flertallsregjering. Den samme regjeringen ble gjenvalgt den 11. september 2017. Det er dermed første gang siden Andre Verdenskrig at en Høyre-regjering har blitt gjenvalgt i to regjeringsperioder (Hovde, 2013).

Alle Regjeringspartiene har egne politiske organisasjoner med ungdomspolitikk som kalles ungdomspartier. De er i lik grad som senior og studenterorganisasjoner knyttet til moderpartiet. Dessuten har en stor andel av nåværende norske toppolitikere startet sin karriere allerede i

ungdomspartiene, da de fungerer som en form for senere rekruttering til moderpartiet. Det største ungdomspartiet i Norge per dags dato, er Arbeiderpartiets AUF, Arbeiderpartiets Ungdomsfylking (Godal, 2009). Etter 1960 tallet har en rekke ungdomspartier såsom blant annet AUF og Unge Høyre blitt ansett for å sette en annen politikk på dagsorden enn moderpartiet. En radikal politikk, i AUF sitt tilfelle, og liberalkonservativ politikk, i Unge Høyre sitt tilfelle (Garvik, 2009).

Anders Behring Breiviks “ideologi”

Som en del af Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces udviklede han stærkere “ideologiske holdninger”, som resulterede i udarbejdelsen af sit manifest, og derefter terroraktionerne mod Arbeiterpartiet og AUF. I denne forbindelse er det væsentlig at undersøge, hvorfor Breivik angreb etniske nordmænd og ikke tilhængere af islam. Breivik handlede på grundlag af det trusselsbillede han anså, som omfattede de etniske nordmænd som værende “den kristne kulturarv”. Breivik mente, at de norske socialdemokrater var forrædere grundet deres politiske overbevisning, hvormed han anså dem som fjender for Norge. Breivik arbejdede ud fra ideen om, at alle muslimer er jihadister, og deres mål er at besejre kristne europæere. Breivik definerer dem som “kulturmaxister”, hvor han ser dem som fjender af nationen (Hemmingby, Bjørgo, 2016: 31-32). Ifølge Siri Erika Gullestad i Anders Behring Breivik, master of life and death: Psychodynamics and political ideology in an act of terrorism er de patriarkalske værdier og den traditionelle samfundsform en af de essentielle aspekter i Breiviks manifest. Herunder nævnes begrebet Eurabia, som defineres som frygten for, at muslimer vil overtage Europa. Dette syn på muslimer kan kobles til Breiviks frygt om det moderne vestlige samfunds faldende fødselsrater og frygten for, at den kristne tro ikke vil blive videreført. Denne bekymring udleder Gullestad fra Breiviks manifest gennem citatet ”I feel shame on behalf of my city, my country and my civilization. I despise the post war cultural conservatives that did not manage to stop the Marxist Cultural Revolution manifested by the 68-generation” (Gullestad, 2017: 2). Breivik anså en løsning på “problemet” ved at Norge kun skulle bestå af etniske nordmænd (Gullestad, 2017: 8). Breivik opdeler forræderne i sit manifest i fire dele: kategori A, B, C og D. Ifølge Tore Bjørgo bruger Breivik store dele af sit manifest på at beskrive de vestlige forræderes handlinger og beskylde demokratiet for ikke at have formået at standse denne såkaldte muslimske overtagelse. Breivik uddyber, både i retssagen og i sit manifest, at han blev inspireret af Al-Qaeda til sin martyr-aktion. Derudover mente Breivik, at militante højreekstremister også burde aktionere (Bjørgo, 2012: 16). Breiviks hovedformål med manifestet ses i kraft af sine “ideologiske” tanker,

hvor han anser islam og “kulturmarxisterne” som fjender og i stedet ønsker et kristent vesten (Syse, 2014: 395).

AUF som terrormål

Da Anders Behring Breiviks mål ved sin terroraksjon var å tvinge frem en endring i innvandringspolitikken til Arbeiderpartiet, ble AUF et terrormål da partiets ideologi bygger på en venstreorientert politikk. Det konkluderte han med forståelse fra sin egen bakgrunn i Fremskrittspartiets ungdomsparti (FpU). Ifølge Breivik, var ungdommene på Utøya “urene”. Med dette mente han at AUF-erne var “urenhetens kollaboratører” og dermed forrædere mot nasjonen (Vetlesen 2014: 47). Dermed så Breivik AUF’erne som sine fiender. Arne Johan Vetlesen analyserer med sine studier i ondskap, hvilke motiver Breivik begrunnet angrepet på AUF ungdommene. Vetlesen kommer med et utdrag fra Breiviks manifest hvor han beskriver de “urene” i samfunnet slik: “De spolerer renhet, enhet og helhet innenfra, de misbruker og vanærer sin “essens” som kristne etniske nordmenn til å hjelpe det som historisk er en fullstendig ekstern fiende -muslimene- i deres ønske om å ruinere essensen det er tale om” (Vetlesen 2014: 47-48). Her anklager Breivik hvordan ungdommene er den fremtidige generasjon av “urene” politikere. Etter hans mening kommer den “urene” generasjoen til å “spolere” det “etnisk norske” samfunnet, med en liberal politikk til innvandring og integrasjon. Med dette mener altså Breivik understøttet av sin “ideologi”, at ungdommene i AUF ikke begår forbrytelser mot andre med sin politikk, men derimot mot dem selv. Forbrytelsen mot seg selv, er handlig par excellence: ”Sviket mot det egne, mot det mest verdifulle og umistelige i det egne. Straffen må avspeile trusselens alvorlighetsgrad; intet annet vil være tilstrekkelig” (Vetlesen 2014: 48). Ifølge Breiviks virkelighetsoppfattelse og “ideologi”, er det dermed et krav på at en annen i gruppen, samfunnet, må påta seg oppgaven ved å handle for å redde “essensen”, når det forekommer forbrytelser mot seg selv. Breiviks forståelse av dette resonnementet konkluderer i at han om tre eller fire tiår, vil bli hyllet som en martyr av “etniske nordmenn” (Vetlesen 2014: 48).

Under den andre dagen i rettssaken, hadde den terrordømte 30 minutter taletid til å forklare og forsvare sine handlinger overfor retten. Breivik påstår blant annet i sin monolog at AUFere er “indoktrinerte” og “hjernevasket” av moderpartiet, foreldre, og det samfunnet som etter hans mening lider av kulturell selvforakt. “Dette var ikke sivile, uskyldige barn, men politiske aktivister. Mange hadde lederposisjoner. AUF er svært like Hitlerjugend” (Seierstad, 2014: 451). Etter denne

uttalelsen ble han avbrutt av dommer Wenche Elizabeth Arntzen. Cato Hemmingby og Tore Bjørgo forklarer fra Breiviks manifest i sin bok: The Dynamics of a Terrorist Targeting Process, kategoriseringen av sine offermål og fiender. Breivik kategoriserte sine fiender med bokstavene A, B, C og D, hvor A, B og C ble ansett som direkte forrædere og skulle dermed straffes. Kategori D var utelukkende “sivilpersoner” som var tilretteleggere for kategori B og C. Innenfor sin kategori A, hadde Breivik anført toppolitikere, kulturelle ledere og media ledere. Personer på denne listen var blant annet politikere Jonas Ghar Støre (AP), Jens Stoltenberg (AP), Gro Harlem Brundtland (AP), og journalist for Dagbladet Marte Michelet. Disse personene var hans hovedsakelige offermål (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 34). Innenfor kategori B, var de han kalte de “kulturelle marxistene” som innebar personer fra forskjellige profesjons-områder så som lærere, journalister, forfattere og andre fra kultureliten. Hertil også andre politikere som støttet et multikulturelt samfunn. Breivik har i ettertid forklart utfra sin kategorisering, at ungdommene i AUF faller innenfor kategori C, som i prinsippet ikke regnes for å være de mest innflytelsesrike på hvem som har “skyld” i ett multikulturelt samfunn. Han legitimerte sine handlinger ved å påstå at da han ikke kunne ramme sine hovedoffere, måtte han gå lengre ned på sin prioriteringsliste (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 34). Han mente dessuten at ungdommene som befant seg på AUFs sommerleir på Utøya var barn av de “marxistiske foreldre” som støtter et multikulturelt samfunn (Askeland, 2011). Ettersom Breiviks manifest og virkelighetsforståelse festet seg i viktigheten ved å straffe dem som utgjorde eller var skyld i et multikulturelt Norge, hadde han tre hovedretninger for hvem han kunne angripe. Breivik kunne i prinsippet angripe muslimer eller islamister da disse utgjorde hans hovedfiender. Dertil kunne han også gå til angrep på de “kulturelle marxististene” og derunder også de venstreorienterte politiske partiene. Breivik konkluderte å rette seg etter den politiske elite da det er de som er beslutningstagerne (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 38).

Analyse

Psykologiske konsekvenser af Anders Behring Breiviks barndom

For at kunne forklare Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces kan man tage udgangspunkt i sine tidlige leveår og generelle opvækst. Opvæksten vurderes som en væsentlig aktør i forhold til det had, som Breivik havde over for samfundet. Dette had kan være grundlaget for, at han udførte angrebene i 2011, hvorfor vi ønsker at sætte Breiviks barndom i relation til psykologisk teori.

Breivik voksede op med sin mor, Wenche og hans storesøster i Oslo. Gennem barndommen var han præget af at hans moder var psykisk ustabil. Dette medførte, at familien kom i myndighedernes søgelys. Psykologer ved ‘Statens Senter for Barne- og Ungdomspsykiatri’ (SSBU) ville i 1983 og 1984 tvangsfjerne Breivik fra sin mor, da de mente, at forholdet var skadeligt for ham. Man ønskede derfor at fjerne ham, så man kunne sikre, at der ikke kunne forekomme en fejludvikling hos Breivik på baggrund af sin psykisk ustabile mor (Borchgrevink, 2012: 43). Dette lykkedes dog ikke, da ‘Barnevernet’ bremsede sagen samtidig med, at Breiviks mor var meget oprevet og ikke ønskede ham fjernet. Som voksen viste Wenche tegn på den psykiske sygdom Borderline, og denne psykiske ustabilitet kan ledes tilbage til Wenches egen barndom. Som følge af Wenches fødsel, blev hendes mor syg og invalideret. Dette resulterede i, at Wenche kom på børnehjem, men efter to år kom hun hjem igen. Wenches mor udviklede forfølgelsesvanvid og hallucinationer, hvilket medførte, at Wenche fik skylden for sin mors handicap. Da Wenche var otte år døde hendes far, hvorefter hun måtte passe sin mor døgnet rundt. Da hun var 17 år flygtede hun til Oslo, hvorefter hun brød al kontakt med sin egen familie (Olsen, 2016). Netop Wenches opvækst er også relevant at kigge på i forbindelse med Breiviks udvikling. Ifølge artiklen Breivik var skadet allerede som toåring, forklarer fagfolk Breiviks radikalisering ud fra tredjegenerationshypotesen. Dette begreb handler om, at når forældre selv har haft en vanskelig barndom med deres forældre, vil de have svært ved at forholde sig til sine egne børn, hvorfor denne tredje generation vil have svært ved at klare sig godt i livet (Olsen, 2016). At klare sig godt i livet kan sættes i forbindelse med tilværelsespsykologien. Breivik kan have svært ved at skabe sig en god nok tilværelse, idet han mangler tilværelseskompetencer for at kunne løse de tilværelsesopgaver han står overfor (Bertelsen, 2013: 33). Derved har han også svært ved at være aktør i egen tilværelse, hvilket eksempelvis kan ses i, at han ikke kan se tilværelsen fra andres

perspektiver end sig eget. Dette kan, i Breiviks situation, være årsagen til, at han føler ret til at skade dem, der ikke deler samme holdninger som ham. At skabe et godt nok greb om tilværelsen er desuden afhængigt af de ydre mulighedsbetingelser samt hvordan man bliver mødt af andre (Bertelsen, 2015: 247). I forbindelse med mulighedsbetingelserne er det relevant at se på de politiske forhold, der er afgørende for, hvordan man kan leve sit liv. Her kan man pege på, at Breivik ikke har kunne få et godt nok greb om tilværelsen, fordi han ikke har kunne løse sine tilværelsesopgaver under de politiske forhold, der var i Norge. Desuden har Breivik aldrig haft mange venner og dermed ikke fået anerkendelse og opbakning – heller ikke fra sin familie(Hemmingby og Bjørgo, 2016: 30). Herved kan Breivik have haft opfattelsen af at blive udelukket fra samfundet, idet han ikke opnår anerkendelse i sin måde at leve på. Grundet ovenstående kan man pege på, at han ikke opnår et flow i tilværelsen, hvorfor han prøver at rekonstruere tilværelsen ved hjælp af illegale midler og politisk aktivisme.

I slutningen af 1970’erne møder Wenche en mand ved navn Jens Breivik. Sammen får de sønnen Anders Behring Breivik. I en SSBU-rapport beskriver hun Breivik, som stadig er et foster, som ”et barn som herjet og bråkte med henne, og var slem” (Olsen, 2016). Dette påvirker naturligvis deres forhold, og da familien var indlagt på SSBU hører personalet hende udtale ”jeg skulle ønske du var død” til den fireårige Breivik (Olsen, 2016). Grundet kommentarer som disse føler Breiviks sig naturligvis ikke ønsket eller elsket. Forholdet mellem Breiviks forældre slutter, da Breivik er halvandet år gammel, hvorefter han bor alene med sin mor. Konflikterne mellem forældrene slutter dog ikke ved skilsmissen, hvor Breivik bliver det helt store emne for skænderier (Borchgrevink, 2012: 44). Her findes det relevant at inddrage teori om omsorgssvigt i forbindelse med ‘børn af forældre i ubearbejdede separations- og skilsmisse-processer’. Breivik ender midt i “krigen” mellem sine forældre, hvilket kan ses som et psykisk overgreb (Killén, 2010: 47-48). Her tillægger Breiviks mor Breivik egenskaber, der minder om faderen. Hun behandler herved Breivik på samme måde, som hun behandlede Breiviks far, og samtidig lægger hun dermed også sit had over på Breivik (Borchgrevink, 2012: 45). Desuden vil forældrene ikke være i stand til at hjælpe Breivik med at håndtere situationen, da de koncentrerer sig om deres indbyrdes konflikter (Killén, 2010: 47-48).

Kort tid efter skilsmissen begynder Breiviks far at modtage bekymrende beskeder fra Wenches naboer. Der bliver berettet om, at børnene er alene om natten, og at der generelt er meget larm fra lejligheden (Borchgrevink, 2012: 43). Dette kan sættes i forbindelse med vanrøgt, idet Wenche ikke

tilfredsstiller Breiviks kognitive, følelsesmæssige eller sociale behov (Killén, 2010: 33). Dette kan eksempelvis ses idet, at hun overlader ham til sig selv og dermed ikke trøster ham, hvis han er ked af det. Desuden har hun heller ikke mulighed for at give ham omsorg og mad eller drikke, når hun ikke er hjemme. Breivik søger efter nærhed og opmærksomhed, hvilket Wenche anser som værende meget krævende. I en SSBU rapport beskrives Breivik som en ”ettåring som gikk rundt med tåteflaske og ikke spiste vanlig mat. Om natten forlangte han å ligge tett omslynget med henne” (Olsen, 2016).

I sommeren 1981, hvor Breivik er to år gammel, søger Wenche om økonomisk hjælp og aflastning i weekenderne. I en rapport fra 1982 står der, at moderen er nedslidt og ikke kan håndtere børnene. I 1983 blev familien indlagt i familieafdelingen ved SSBU. Her bliver Breivik diagnosticeret som et ”vanskeligt barn” blandt andet på baggrund af, at han slår sin mor og søster (Olsen, 2016). Efterfølgende kommer Breivik i en behandlingsbørnehave, hvor han observeres som et barn med manglende livsglæde og slet ikke så krævende, som moderen beskriver. I en rapport beskrives han på følgende måde ”Anders mangler spontanitet, aktivitetslyst, fantasi og evnen til innlevelse. Han har heller ikke noe svingende humør slik de aller fleste på hans alder har. Han manglet også språk for å uttrykke følelser. Anders krever påfallende lite oppmerksomhet. Han er forsiktig, kontrollert, maser lite, er ekstremt ryddig og renslig, og kan bli usikker uten dette. Han tar ikke selv initiativ til kontakt med andre barn. Han deltar mekanisk i aktiviteter, uten å vise særlig glede/lyst. Ser ofte trist ut. Han har vanskelig med å uttrykke seg følelsesmessig, men når det først kommer reaksjon er disse påfallende sterke” (Olsen, 2016). Fagfolkene kommer frem til, at Breivik har gode læreevner både teoretisk og praktisk, og at han ikke fejler noget. Problemerne bunder i forholdene derhjemme (Olsen, 2016). Der ses yderligere tegn på psykiske overgreb i arbejdet med Breiviks barndom. Dette kan ses i Wenches kroniske adfærdsmønster, hvor hun lider under konstante humørsvingninger. Dette kan sættes i forbindelse med psykiske overgreb i forbindelse med ‘børn af forældre med psykiske problemer’. Her ses en kognitiv påvirkning af Breivik, idet han har svært ved at forstå, hvad hun mener grundet humørsvingningerne. Wenches dobbelte adfærd udtrykkes eksempelvis i en rapport, hvor hun beskrives som ”snill og god i det ene øyeblikket, til å slå helt om og rope høyt til ham med aggressivt innhold i det neste” (Olsen, 2016). I en anden rapport står der: ”Anders blir offer for mors projeksjoner av paranoid aggressiv og seksuell frykt overfor menn generelt” og ”hun projiserer sine primitive, aggressive og seksuelle fantasier over på ham. Alt som hun oppfatter som farlig og aggressivt hos menn” (Olsen, 2016). Psykiaterne kalder desuden moderens adfærd for

emotionel mishandling, hvilket kan skabe konsekvenser for barnet i kraft af psykiske lidelser eller selvmord (Borchgrevink, 2012: 49).

SSBU konkluderet, at Breivik skulle på et børnehjem, men ‘Barnevernet’ var ikke enige. Derfor indgik man et kompromis, hvor Breivik skulle i aflastningshjem i weekenderne. Dette kom dog aldrig til at ske, fordi Breiviks far forlangte at overtage omsorgen af ham. Dette ønskede Breiviks mor ikke, hvorfor det endte i en juridisk kamp. I retten blev sagen dog dømt til fordel for Breiviks mor, som dermed bibeholdt omsorgen af Breivik. Herefter havde Breivik meget lidt kontakt med sin far. SSBU var fortsat bekymrede og i den forbindelse udtalte de, at Breivik ville blive ødelagt af at bo med sin mor (Olsen, 2016). Der sker dog ikke mere i sagen,t og Breivik bor derfor hos sin mor resten af barndommen og også i en stor del af sit voksenliv.

Gennem opvæksten har Wenche ikke været i stand til at give ham kontakt, nærhed og åbenhed. Ifølge psykologer er det naturligvis dårligt, at børn som Breivik, der søger trøst og varme hos voksne, bare bliver mødt af afvisning og straf. Dette resulterer i, at børnene ender med at være bange for andre mennesker og have svært ved at skabe relationer til andre, da man er bange for afvisning (Olsen, 2016). Disse konsekvenser ses også hos Breivik. Allerede i børnehaven beskrives han som et tilbageholdende barn uden venner, og op igennem hans teenageår var han offer for mobning. Med narcissistiske tilgange samt mangel på basale menneskelige egenskaber såsom empati, fik Breivik en forvrænget opfattelse af samfundet og dets opbyggelse allerede fra barndommen. Sammen med opvæksten kom tanker omhandlende fremmedhad og nationalliberale tanker til at spille en afgørende rolle senere i livet. Breivik lukkede sig inde i sin egen verden, hvor han påbegyndte en skriveproces, som resulterede i det 1500 sider lange manifest (Seierstad, 2014: 194-201).

Ondskab set i forbindelse med Anders Behring Breivik

I forbindelse med Anders Behring Breivik er det interessant at analysere ondskab i kraft af, at samfundet opfatter Breivik som værende ond på grund af de terrorhandlinger, han har udført. Samtidig opfatter Breivik samfundet som værende ondt på grund af sin politiske overbevisning. I nedenstående vil samfundets brug af ondskab i forbindelse med Breivik blive analyseret, ligesom der vil blive kigget på ondskaben i Breiviks egen forklaringsmodel.

Når der ses på ondskabsfulde handlinger i historien er et fællestræk ofte, at gerningsmændene føler en ret til at skade deres ofre. Dette gør de, da de selv mener, at de kæmpe for ‘det gode’, og at ofrene dermed ses som ’fjenden’ og ‘de onde’ (Vetlesen, 2014: 19). Dette gør sig også gældende hos Breivik, hvor han handler i “den gode tro” mod det “onde” samfund. Denne forklaringsmodel kan sættes i forbindelse med fundamentalismen og spørgsmålet om onde handlinger i “den gode tro.” En fundamentalistisk bevægelse ser sin fortolkning som den eneste sande. Dette ses i form af fundamentalistiske religiøsiteter, som fortolker deres religion som den eneste rigtig samfundsmæssige lov (Rosenstock, 2017: 52). Dermed skabes der en dualistisk tankegang om ‘os’ og ‘de andre’, hvor vi er ‘det gode’ og ‘rigtige’ mens ‘de andre’ er ‘de onde’ og ‘forkerte’. Gennem socialpsykologien bliver der skabt en egen- og fremmed gruppe, hvor egengruppen er den, man som subjekt identificerer sig med og føler sig som en del af. Fremmedgruppen består af alle de andre grupper. Skellet mellem ‘os’ og ‘dem’ fastholder gruppeidentiteten, som skaber ‘den gode’ og ‘den onde’ side. Det ekstreme og fundamentalistiske kan sættes over for Breivik i form af sin påstand om at være et medlem af det fiktive fællesskab Knights Templar. Disse “medlemmer” kæmper en krig imod marxisme og multikulturalisme (Widfeldt, 2014: 2). Her bliver der skabt den nævnte opdeling af ‘os’ mod ‘dem’, hvor Breivik ser sig som en del af et fællesskab og en gruppe, som kæmper imod alle andre med afvigende holdninger. Breivik ser ikke kun fjendegruppen som værende alle dem, der ikke deler den kristne tro. Derimod ses hans fjendegruppe som værende alle, der ikke har samme fremmedfjendtlige holdninger som ham. Dette billede er en af grundstenene i fundamentalisme, hvor fjenden er den, som ikke mener det samme som en selv og dermed ses som ‘den onde’. Inden for fundamentalismen beskrives Fjenden som noget negativt og homogent. Dermed beskrives Fjenden som ”det modsatte af én selv” (Rosenstock, 2017: 193), ved at generalisere og se fjenden som skyldig for alt det negative og dårlige. Set i forhold til Breivik kan den politiske fundamentalisme belyses i form af Breiviks tidligere aktive deltagelse i det norske parti, FpU. I forhold til politiske fundamentalisme ses Arbeiderpartiet som en fjende, idet de ikke deler sammen holdninger som Breivik. Altså ses de for Breivik som ‘de onde’, hvilket også kan være årsagen til, at det netop var disse mennesker, han ønskede at ramme under sine terrorhandlinger.

Under retssagen ønskede man at undersøge, hvorvidt Breivik kunne holdes juridisk ansvarlig for sine terrorhandlinger, som samfundet definerede som onde. Ifølge Preben Bertelsen defineres sådanne handlinger som værende onde, idet man psykologisk bruger ondskab som begrundelse for

de menneskelige handlinger, der ikke kan forklares (Bertelsen, 2003: 299). Den første retspsykiatriske undersøgelse blev erfaret af retspsykiatri Torgeir Husby og Synne Sørheim. Disse havde til opgave at vurdere, om Breivik var psykotisk eller ikke i stand til at forholde sig realistisk til omverden, hvormed han ikke var strafferetlig tilregnelig. Sørheim og Husby afgav deres erklæring d. 29/11 2011 og erklærede Breivik for psykotisk og lidende under paranoia og skizofreni, hvormed han var strafferetlig utilregnelig (Bjørgo, 2012: 5-6). Denne konklusion “afgjorde”, at sagen ikke havde noget med samfundet at gøre, idet årsagen dermed var psykisk. Bertelsen mener, at man som samfund lægger ansvaret fra sig, når man stiller en psykologisk diagnose, hvormed diagnosen bliver baggrund for de onde handlinger, man foretager sig. Hermed er de onde handlinger ikke nogle, man selv er herre over som psykisk syg, og dermed ikke noget, samfundet kunne have forhindret (Bertelsen, 2003: 301). Den første psykiatrirapport blev dog kritiseret af andre psykologer, psykiatere og eksperter fra højreekstreme- og fascistiske bevægelser (Bjørgo, 2012: 5-6). Trods kritikken afviste anklagemyndigheden anmodningen om endnu en retspsykiatrisk rapport. Alligevel udpegede Oslo Tingrett i januar 2012 endnu to retspsykiatriske sagkyndige Terje Tørrissen og Agner Aspaas til at udarbejde en ny rapport. Aspaas og Tørrissen kom frem til en anden konklusion, hvor de konkluderede, at Breivik havde dyssociale og narcissistiske personlighedsforstyrrelser, men på trods af dette stadigvæk var strafferetlig tilregnelig (Bjørgo, 2012: 5-6). Hermed kunne samfundet betragte ham som det, Bertelsen definerer som ond, for at have en forklaring på terrorhandlingerne og fralægge sig ansvaret. Bertelsen anskuer denne ondskab som individets egne- eller ubevidste handlinger i form af manglen på kontrol over den enkeltes handlinger (Bertelsen, 2003: 299-300). Bertelsen belyser den førstnævnte ondskab, som den ondskab et individ kan blive draget til ansvar for. ”Vi synes (eller håber), at vi bag ved disse fænomener kan se noget andet, der gør det til malplaceret moralisme, at kalde dem onde. Vi synes, at vi kan se ideologisk forkrøbling og misforståelse, psykisk sygdom, livshistorisk og samfundsmæssigt svigt, eller øjeblikkets ophidselse og dårskab bag ved disse fænomener. Dermed synes vi, at vi har fundet en forklaring, og at vi kan forstå̊ fænomenerne, som udtryk for noget andet end ren ondskab” (Bertelsen, 2003: 300). Med denne udtalelse mener Bertelsen, at vi søger efter en bortforklaring, som kan placere individets ondskab i en ikke selvstyret handling, så vi kan placere ‘det onde’ som en kraft, der ikke kan kontrolleres af mennesket og samfundet (Bertelsen, 2003: 301).

Breiviks brug af kristendommen i sit manifest

Ondskaben ses også i forbindelse med Breiviks brug af kristendommen. I artiklen Christian Terror in Europe? undersøger Hannah Strømmen, hvordan Anders Behring Breivik gør brug af Biblen og Gud i sit manifest, 2083: A European Declaration of Independence. Artiklen belyser Breiviks legitimering af sine terrorhandlinger i manifestet i form af ‘det gode’ over for ‘det onde’. I den forbindelse bruger Breivik Biblen og Gud som et retfærdiggørende argument for sin ”politiske aktion” (Strømmen, 2006: 148). Strømmen nævner kapitlet ”The Bible and Self-Defence” fra Breiviks manifest, hvor der blandt andet står:

“In the context of cultural conservative Europeans current war against the cultural Marxist/multiculturalist elites and the ongoing Islamic invasion through Islamic demographic warfare against Europe, every military action against our enemies is considered self-defense. There will be much suffering and destruction but eventually we will succeed and may be able to start rebuilding” (Strømmen, 2006: 156).

Ud fra citatet udledes det, at Breivik forsøger at retfærdiggøre den krigsførelse, han mener er nødvendig for at skabe det ideelle europæiske samfund. Krigsførelsen er rettet mod kulturmarxister og multikulturalismen for at ødelægge deres positioner i Vesteuropa. Breivik mener, at Europa skal “ledes af patrioter” og dermed ende ud i en monokultur med et kristent socialt grundlag (Strømmen, 2006: 150). Krigsførelsen som Breivik finder nødvendig, opfatter han som selvforsvar på baggrund af Guds position, som Breivik ikke anser for værende pacifist (Strømmen, 2006: 155-156).

På baggrund af Strømmens undersøgelser får Breiviks “ideologi” et legitimerende udtryk ved brugen af Biblen og den kristne Gud. Herunder belyser Strømmen også Breiviks tanker om islam og muslimer. Kristendommen, og dermed Breiviks handlinger samt tanker, kan ses som ‘det gode’, hvor islam og muslimer ses som ‘det onde’. Breiviks syn på islam er mest baseret på de muslimer, der er bosat i vesteuropæiske lande som Norge. I den forbindelse beskriver Strømmen de to begreber; Eurabia og kontra-jihadisme som bliver centrale for Breivik gennem sin radikalisering. Det første begreb kontra-jihadisme dækker mere specifikt over, at islam (som ideologi) er i krig med Vesten; Europa. Som kontra-jihadist består ens opgave i at indskrænke islam på baggrund af generelle midler i form af handel og tilskud. Med det udgangspunkt skaber man et anti- multikulturelt samfund (Strømmen, 2006: 150-151). Disse begreber og teorier dækker blot over

nogle af de faktorer, som er præsenteret i Breiviks manifest. Disse faktorer er med til at danne et billede af, at der i Breiviks manifest og “ideologi”, optræder en stor diversitet i de holdninger og synspunkter, som Breivik erklærer sig enig eller uenig med.

Breiviks brug af internettet

Radikaliseringsprocessen

Anders Behring Breivik har han fundet inspiration på internettet til udformningen af sin “ideologi” samt planlægningen af terrorangrebene. Breivik spillede voldelige computerspil såsom ‘Call of Duty’, hvilket han nærmest blev besat af. Her følte han sig værdsat og storslået (Seierstad, 2014: 129-131). I skydespillet fik Breivik en idé om, at man kunne opnå en lige så effektiv træning, som ved fysisk skydetræning (Seierstad, 2014: 198-199). Breivik isolerede sig gradvis fra omverden på sin computer - både i forbindelse med computerspillene, men også for at kommunikere med individer på højreekstremistiske hjemmesider. Breiviks anvendelse af internettet resulterede i, at han fik følelsen af at være en del af et fællesskab, som han kalder for Knights Templar. Fællesskaber som dette karakteriserer Benedict Anderson som forestillede fællesskaber. Disse fællesskaber findes ikke fysisk, idet man aldrig vil møde de andre medlemmer, men stadigvæk kæmper for et fælles mål. Herved kan man ses som en enhed (Anderson, 2001: 48). Breiviks tilhørsforhold til Knights Templar, eller det forestillede fællesskab, resulterede i, at han tiltalte sig selv i flertal under retssagen (Seierstad, 2014: 409). Det er dette forestillede fællesskab, Breivik mener, han handler på vegne af den 22. juli 2011.

Fjordman

Breivik så sig stærkt inspireret af Peder Are Nøstvold Jensen, som også er kendt som internet bloggeren “Fjordman”. Jensen beskriver sig selv som højreekstrem og anti-demokratisk i sine holdninger og udtryk, hvor han ytrer sig om den hvide races overlevelse. Ydermere mener han, at de vestlige lande bør foretage en statslig etnisk udrensning. Jensen skriver essays på hjemmesiden Gates of Vienna, og i Breiviks udarbejdelse af sit 1500 siders manifest, fandt han stor inspiration i Jensens holdninger. Nogle af de tanker som Breivik særligt blev inspireret af var blandt andet Jensens holdninger om den ’hvide race’, som den “ægte” race (Bangstad, 2015: 10). Jensen deler blandt andet sine holdninger med bevægelsen Kontra-Jihad. Han skriver på internetsiden Winds of Jihad at ” islam og de som praktiserer det [dvs. muslimer, min anmerkning], må bli totalt og

permanent fjernet fra alle vestlige nasjoner” (Bangstad, 2015:11). Hermed mener han, at muslimer bør fysisk fjernes fra de vestlige land. Jensen mener dog selv, at han tager afstand fra fremmedfjendtlighed, had og racisme. Han accepterer ikke anklager om ovenstående (Bangstad, 2015: 25). Ifølge Sindre Bangstad ses Jensen som en stærk islamofob, da han især er optaget af den ’hvide race’. Derudover ser han islam som værende en voldelig religion og ønsker ydermere en etnisk rensning af Norge og Europa (Bangstad, 2015: 29). Teorien Eurabia omtales også af Jensen. Den konspiratoriske teori bygger på et verdenssyn, hvor Europa er tæt på at blive overtaget af muslimer, specifikt af europæiske muslimer. Højreekstremister, der tror på denne teori, mener, at muslimske indvandreres formål er at etablere en dominerede islamistisk stat i Europa. For at sikre denne stats etablering er det vigtigt at bibeholde høje fertilitetsrater og muslimernes immigration til Europa (Bangstad, 2013: 369-370). Som nævnt deler Breivik disse holdninger med Jensen, hvilket også ses i manifestet (Breivik, 2011). At Breivik blandt andet blev inspireret af Jensens essays til at udvikle sin egen “ideologi", kan derfor ses som en faktor i Breiviks radikaliseringsproces. Dette ses dels i kraft af, at Breivik oplevede bekræftelse i sine egne holdninger gennem Jensens tekster samt i den inspiration Breivik fik fra Jensen til at skrive sit manifest.

Udbredelse af sit budskab

Som nævnt ovenfor spiller internettet en rolle i forbindelse med Breiviks radikalisering samt inspiration til sin “ideologi”. Derudover ses internettet også som et vigtigt redskab i sit forsøg på at sprede sit budskab. Breiviks første forsøg på at sprede budskabet til andre skete gennem hjemmesiden document.no, hvor han den 14. september 2009 skrev en kommentar. Han oplevede positive svar på sine kommentarer, hvorfor han fik en forståelse af, at der var brug for mennesker som ham til at “redde” verden (Seierstad, 2014: 165). Inden Breiviks første kommentar på document.no var han dog allerede i gang med at skrive sit manifest. Dette ender Breivik også med at udgive over internettet, hvilket sker få timer inden han udførte terrorangrebene d. 22. juli 2011 (Seierstad, 2014: 276). Efter terrorangrebene fortsatte han stadig med at udbrede sin “ideologi” via internettet.I fængslet fik Breivik tilladelse til at have en computer. Han skrev derfor breve på computeren, som blev sendt til personer, der publicerede dem på en blog på internettet. På denne måde fortsatte han med at udbrede sit budskab, selvom han sad i fængsel. I september 2012 blev han dog frataget computeren permanent. Breivik kunne nu kun skrive breve, som blev censureret, inden de blev afsendt. Dermed var han ikke længere var i stand til at opdatere sin blog og sprede sit budskab (Seierstad, 2014: 486-487).

Lone wolf radikaliseringsmodel i forhold til Anders Behring Breivik

Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces kan ses ud fra Mark S. Hamm og Ramón Spaaijs lone wolf radikaliseringsmodel. Faktoren personal and political grievance. ses i Breiviks personlige oplevelser med muslimer, som er skyld i hans kritiske syn på muslimer. Disse oplevelser beskriver Breivik blandt andet under retssagen, hvor han fortalte om konflikter med muslimer, der ofte indebar voldelige episoder (Landsend m. fl., 2012). Grundet det stigende antal muslimer i Norge, ser han de muslimske flygtninge som en trussel mod det norske samfund (Seierstad, 2014: 160). Breiviks syn på muslimer medførte derfor hans utilfredshed med Norges asylpolitik. Næste faktor, affinity with online sympathizers ses i kraft af, at Breivik forsøgte at finde personer, som var enige med ham. Ved hjælp af internettet og højreekstremistiske hjemmesider fandt han frem til forskellige grupper, som delte samme holdninger. Disse holdninger blev skildret på hjemmesider som Gates of Vienna, Stormfront, document.no og Jihad watch (Seierstad, 2014: 161). Breivik brugte meget tid på hjemmesiderne, der byggede på det stærke sammenhold i form af et ‘os’ og ‘de andre’. Grundet dette billede “opfylder” han dette trin i modellen (Seierstad, 2014: 161).

Breiviks inspiration af Peder Are Nøstvold Jensen kan pege på en anden faktor i modellen kaldet broadcasting intent (Hamm og Spaaij, 2017: 91). Ud fra denne faktor var det gennem manifestet, at Breivik ytrer sit budskab. Heri mener han desuden, at han handler på vegne af det højreekstreme fællesskab og for “Norges bedste”. Dertil ønskede Breivik at lave document.no om til en kulturkonservativ avis, så budskabet kunne spredes yderligere. Avisen skulle ses som et landsdækkende talerør og uofficiel støtte af Fremskridtspartiet. Breivik fik ideen om avisen efter valget i 2009, hvor Arbejderpartiet vandt og Fremskrittspartiet gik tilbage med 6% (Seierstad, 2014: 168). Breivik gav medierne skylden for tilbagegangen, da han mente, de belyste Fremskrittspartiet dårligt ved at boykotte at dække muslimske optøjer i Frankrig, Storbritannien og Sverige (Seierstad, 2014: 168). Breivik skrev på baggrund af dette til Hans Rustad, som er formand for document.no. Her udtrykte han, hans ønske om at lave hjemmesiden om til en officiel avis. Han kontaktede også den daværende generalsekretær for Fremskrittspartiet, som var Geir Mo. Breivik ønskede at diskutere deres syn på en kulturkonservativ avis (Seierstad, 2014: 168). Han blev både afvist af Fremskrittspartiet og Hans Rustad. Hermed mislykkedes Breiviks avisprojekt og formål med at sprede sit budskab. Man kan pege på, at Breiviks triggering event sker efter denne begivenhed. Han indser, at han ikke kan få sit budskab ud til nok mennesker, hvorfor han i stedet skriver sit manifest og påbegynder planlæggelsen af terrorangrebene (Seierstad, 2014: 194-195).

Ifølge Hamm og Spaaij behøves triggering event ikke at være en enkelt begivenhed, det kan desuden være begivenheder, som til sidst ”knækker” individet (Hamm og Spaaij, 2017: 122). En anden begivenhed der kunne være med til at ”knække” Breivik, kan ses i forbindelse med Jensen. Her bliver Breivik ignoreret af Jensen, selvom han prøver at komme i kontakt med ham flere gange (Seierstad, 2014: 166, 204). Breivik ser, modsat Jensen, Richard Spencer og Bat Ye’or, en væbnet revolution og deportering som den eneste løsning, hvorfor han vælger at tage opgaven i egen hånd (Seierstad, 2014: 174). I Breiviks tilfælde ses faktoren enabler ikke som en specifik person, som uforsætligt har hjulpet ham med planlægningen af terrorhandlingen eller inspireret ham til dette. Man kan dog argumentere for, at Breiviks brug af computerspil har fungeret som faktoren enabler, idet han har “øvet” sig på skydning, og dermed sit terrorangreb, gennem computerspillene (Seierstad, 2014: 198). I Hamm og Spaaji gør det klart, at ikke alle lone wolfs vil blive påvirket af alle de faktorer i modellen. I Breiviks tilfælde er faktoren enabler ikke tydelig i hans radikaliseringsproces. Ud fra modellen kan Breivik dog karakteriseres som en lone wolf, hvilket ses i modellen nedenfor. Her illustreres rækkefølgen af de nævnte begivenheder, der spillede ind i Breiviks radikaliseringsproces.

Figur 1: Breiviks radikaliseringsproces til en lone wolf. Inspireret af Hamm og Spaaijs lone wolf radikaliseringsmodel (Hamm og Spaaij, 2017: 159).

Diskussion

Ud fra opgavens teoretiske viden samt analyse vil vi diskutere, hvad der har påvirket Anders Behring Breiviks radikaliseringsproces, som ender i udførelsen af terrorangrebene d. 22. juli 2011.

Den mest væsentlige faktor i Breiviks radikaliseringsproces ses i kraft af hans barndom. Her kan man argumentere for, at omfattende omsorgssvigt, herunder vanrøgt og psykiske overgreb, har medført, at han i sit voksenliv har været meget alene og ude af stand til at etablere dybere relationer til andre. Dette kan skyldes, at han var bange for at blive afvist, ligesom han blev det af sin mor (Olsen, 2016). Ydermere kan en konsekvens af barndommen ses i, at Breivik ikke har formået at få et godt nok greb om tilværelsen (Bertelsen, 2013: 33). Det skyldes, at han ikke er blevet anerkendt af sin familie eller venner, hvormed han kan have følt sig udelukket fra samfundet. Derudover skyldes det også mulighedsbetingelserne. Disse er relevante i forbindelse med de politiske forhold, hvor han kan have set den demografiske udvikling i Norge, herunder multikulturalismen, som en trussel mod sine tilværelsesværdier. Grundet ovenstående kan man argumentere for, at han ikke opnår et flow i tilværelsen, hvorfor han prøver at rekonstruere tilværelsen, hvilket ender i en voldelig radikalisering (Bertelsen, 2015: 249). På den anden side kan barndommen være skyld i en psykisk ustabilitet, som kan være medvirkende til radikalisering. Den psykiske ustabilitet kan forklares ud fra tredjegenerationshypotesen (Olsen, 2016), hvor Breivik vil være disponibel for psykiske lidelser på baggrund af sin familie og deres psykiske sygdomme. Dette underbygges af konsekvenserne af de psykiske overgreb Breivik har oplevet i forbindelse med sin mors psykiske ustabilitet. Her kan konsekvenserne netop være en mangel på udvikling hos barnet, hvilket kan forårsage psykiske lidelser (Borchgrevink, 2012: 49). Om Breivik er strafferetlig tilregnelig eller ej er omdiskuteret (Bjørgo, 2012: 5-6). Dog kom begge retspsykiatriske rapporter frem til, at Breivik led under psykiske men fra sin barndom. Disse psykiske men kan medføre, at Breivik har været letpåvirkelig for radikalisering. Dette argument underbygges af Aarhusmodellens risikofaktorer som indebære: eksklusion, dårlige livsvilkår, personlige eller sociale kriser samt frustration og intolerance (Agerschou mfl. 2015:2). Disse risikofaktorer kan ses i forhold til Breivik i form af hans politiske uenigheder med Fremskrittspartiet samt hans eksklusion fra tagger-miljøet. Dermed vil Breivik ifølge Aarhusmodellen være i risikogruppen for at være påvirkelig til radikalisering.

Ifølge vores undersøgelse om begrebet lone wolf kan kan man argumentere for, at Breivik er har været ude for en selv-radikalisering. Dette kan man argumentere for idet, at Breivik opfylder de fem faktorer i Hamm og Spaaijs radikaliseringsmodel, som vi kom frem til i analysen. Det er relevant at diskutere faktoren enabler, da den kan ses som tvetydig i Breiviks tilfælde. På den ene side kan enabler ses i form af voldelige computerspil, der har inspireret Breivik til at bruge skydevåben samt håndteringen af disse (Seierstad, 2014: 198). Dog kan der på den anden side argumenteres for, at enabler ikke bliver fuldendt som en faktor. Dette ses, da han hverken direkte- eller indirekte bliver hjulpet eller inspireret af andre i forbindelse med terrorangrebene. Som nævnt kommer Breiviks inspiration derimod fra voldelige computerspil. Selvom Breivik opfylder faktorerne i lone wolf- radikaliseringsmodellen argumenterer vi ikke for, at hans radikaliseringsproces udelukkende kan ses igennem denne model.

En anden faktor der kan spille ind i radikaliseringsprocessen er internettet og voldelige computerspil, hvorfor det kan diskuteres, i hvilket omfang dette har indflydelse på radikaliseringsprocessen. Om computerspillene direkte kan ses som et led i Breiviks radikaliseringsproces er omdiskuteret, men brugen af computerspillene har tydeligvis inspireret ham til udførelsen af sit angreb på Utøya (Bjørgo og Hemmingby, 2016: 31). Breivik opfordrer andre til at bruge spillene for at lære at slå mennesker ihjel, ligesom han selv har brugt spillene som forberedelse til terrorangrebene (Seierstad, 2014: 198-199). På den anden side kan man derimod argumentere for, at internettet har spillet en rolle i Breiviks radikaliseringsproces. Dette ses i form af hans kommunikation og tilstedeværelse på på højreekstremistiske hjemmesider. Breivik nævner bloggeren “Fjordman”, Jensen, som en stor inspiration og et forbillede. Jensens holdninger og tekster inspirerede Breivik, hvormed Jensen kan ses som en del af Breiviks radikaliseringsproces, idet teksterne påvirkede Breiviks ideologiske udvikling og senere manifestet. Desuden kan internettet have påvirket Breivik i kraft af, at han ikke udvider sin horisont blandt mennesker fysisk, der kan have andre meninger end ham. Derimod isolerede Breivik sig på internettet, hvor han læste højreekstremistiske tekster. Herved får han ikke andre input end dem, han ønsker, hvorved han ikke ser livet fra andre synsvinkler end det højreekstreme. Denne isolering kan både være forekommet bevidst eller ubevidst fra Breiviks side. Ubevidst kan det være ud fra interessen for det højreekstreme, hvorfor han vælger udelukkende at læse omkring dette emne. Bevidst kan det være fordi, han ikke ønsker andre synsvinkler end sin egen, da det

muligvis vil kunne ændre den bekræftelse på sine holdninger, han ellers modtager på de højreekstreme hjemmesider.

Omvendt kan det diskuteres, om internettet overhovedet er en del af radikaliseringsprocessen. Her er det relevant at kigge på analytiker i radikalisering, Tobias Gemmerlis kritik af online- radikalisering i sin artikel Online-radikalisering: et uafklaret begreb. I artiklen påpeger Gemmerli, at online-radikalisering bliver anskueliggjort af forskere som en hovedfaktor i en radikaliseringsproces. I den forbindelse påpeger Gemmerli, at der er andre faktorer, der spiller en større rolle end online-radikaliseringen i påvirkningen af individet på internettet. Gemmerli mener, der mangler forsknings-empiri inden for online-radikalisering. Dette medfører, at forskere vælger at fokusere på de relevante ekstreme hjemmesider og uden empirisk belæg antager, at indholdet på disse hjemmesider påvirker læseren til at acceptere brugen vold (Gemmerli, 2014: 19). Modsat mener Gemmerli, at personer der opsøger disse ekstremistiske forummer i forvejen har voldelige tendenser. Derfor kan selve “ideologien” være underordnet for personen, som tiltrækkes af de ekstreme forummer (Gemmerli, 2014: 25). Dette kan også være tilfældet for Breivik, hvor det kan diskuteres, hvor stor betydning den specifikke “ideologi” i virkeligheden har haft for Breivik, og om han i princippet blot søgte dette fællesskab for at blive værdsat.

På baggrund af Gemmerlis kritik af online-radikalisering er det væsentligt at se på andre aspekter i individets tilnærmelser af ekstreme holdninger. Inden Breivik opsøgte de ekstreme miljøer på internettet, var han meget passioneret omkring hans interesser. Dette ses eksempelvis i interessen omkring tagger-miljøet i Breiviks ungdomsår samt i forbindelse med sit politiske engagement igennem FpU. Det er dermed ikke tydeligt, om Breivik er blevet påvirket af de højreekstreme hjemmesider til direkte at blive voldelig, eller om han havde ekstreme tendenser i forvejen.

På den anden anden siden kan det diskuteres, hvorvidt samfundet har spillet en rolle i Breiviks radikalisering. Ud fra vores undersøgelser om Norges samfunds- og politiske udvikling kan man pege på, at der er sket omfattende ændringer efter Anden Verdenskrig. Dette ses i form af ændringer i Oslos demografiske helhed samt den voksende multikulturalisme. Den løbende stigning i indvandringen til Oslo, og det derfor nye led i det demografiske skel mellem øst og vest, kan argumenteres for at have påvirket Breiviks holdninger. Denne påvirkning ses på baggrund af de samfundsdiskurser på øst samt vestkanten, som skabte en polarisering mellem samfundsgrupper.

Dette kan begrundes ved de kulturforandringer, der blev skabt ved et “os” og “de andre” (Høydal, 2015). Disse kulturforskelle, samt afvisningen i det multikulturelle tagger-miljø, fik ham til at danne politiske højreorienterede holdninger. Disse højreorienterede holdninger kan være en af årsagerne til, at Breiviks mål ved terrorangrebene var den daværende venstreorienterede regering samt AUF. Desuden ses årsagen i, at Arbeiderpartiet sad i regering på daværende tidspunkt og efter Anden Verdenskrig har været Norges største parti (Hovde, 2013). Herved var AP en af Breiviks hovedmodstandere. Omvendt kan AUFs sommerlejr samt angrebet på Regeringskvartalet have været målet for Breivik, da han ønskede at sikre de “etniske nordmænds” fremtid og dermed fremtving en strammere indvandringspolitik. I begge tilfælde så Breivik AP som en trussel, hvilket derved kan have været medvirkende til sin radikalisering. Dog kan målet for terrorangrebene også skyldes, at Breivik blev afvist af Fremskrittspartiet til at komme på listen som kandidat til kommunalvalget. Dette medførte, at han isolerede sig med sine politiske holdninger om at se samfundet som værende for tolerant over for multikulturalisme (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 30). Denne afvisning kan ses som led i hans tidlige radikalisering, ligesom bekræftelsen i Breiviks holdninger igennem højreekstreme webforumer. På den anden side kan det diskuteres, om dette overhovedet var en del af Breiviks radikaliseringsproces, da det forekom så tidligt i hans ungdom, hvor han ikke havde skabt sig nogle reelle tanker om et terrorangreb (Hemmingby og Bjørgo, 2016: 38). Breiviks udvikling i sine holdninger kan derfor skyldes Norges og Oslos demografiske samt politiske udvikling. Disse ændringer har ført til en national åbenhed for multikulturalismen, som derimod har dannet højreekstremistiske og islamofobiske holdninger i ekstreme samfundsgrupper og politiske partier. Hertil også Breivik, hvilket kan ses som en faktor og led til hans radikalisering. Dog ses den mest betydningsfulde faktor i Breiviks radikaliseringsproces i kraft af hans barndom, hvor blandt andet mangel på sociale kompetencer har medført, at Breivik er blevet radikaliseret. Et element i radikaliseringen kan også ses i form af Breiviks isolation på internettet på højreekstremistiske webforummer, hvor han oplevede en anerkendelse samt inspiration. Dog skal man tage forbehold for Gemmerlis tanker om, om personer, der søger disse fællesskaber i forvejen har voldelige tendenser. Herved kan Breiviks radikaliseringsproces både ses ud fra et samfundsperspektiv samt et psykologisk perspektiv, da subjektet bliver påvirket af de diskursive normer i det givne samfund samt bliver påvirket af sin barndom.

Konklusion

Ud fra projektets teorier, analyser og diskussion er det muligt at drage en konklusion på, hvilke psykologiske samt samfundsmæssige faktorer, som har påvirket Anders Behring Breivik radikaliseringsproces. Her kan det overordnet konkluderes, at Breiviks opvækst, og dermed det psykologiske aspekt, spiller den største rolle.

Belægget for denne konklusion findes i vores analyse, hvor vi har analyseret Breiviks barndom, blandt andet ud fra SSBU rapporter. Dette har vi sat i forbindelse med psykologisk teori af Kari Killén om omsorgssvigt samt Preben Berthelsens teori om tilværelsespsykologi. Ud fra analysen kan vi konkludere, at SSBU rapporterne synliggjorde tegn på omsorgssvigt fra moderens side. Denne omsorgssvigt indebærer psykiske overgreb og vanrøgt. Teorien om omsorgssvigt er blevet brugt til kortlægge Breiviks tidlige barndom, hvilket kan lede til tilværelsesproblemer i Breiviks videre liv. Ud fra vores arbejde med tilværelsespsykologien er vi kommet frem til, at Breivik kan have haft svært ved at skabe sig en god nok tilværelse grundet manglende tilværelseskompetencer til at løse tilværelsesopgaverne. Herved har Breivik problemer med at være aktør i egen tilværelse, hvilket eksempelvis kan ses i sine problematikker med at se tilværelsen fra andres perspektiver. At Breivik ikke kan skabe en god nok tilværelse skyldes desuden de ydre mulighedsbetingelser og hvordan han bliver mødt af andre. Her kan man konkludere, at de mulighedsbetingelser, der er problematiske for Breivik, er de politiske forhold, og han grundet manglende opbakning og anerkendelse fra andre i sin måde at blive mødt på, kan have følt sig udelukket fra samfundet. Grundet dette opnår han ikke et flow i tilværelsen, hvilket kan være årsagen til, at han prøver at rekonstruere tilværelsen ved politisk aktivisme og illegale midler.

Ligeledes kan man konkludere, at de socialt konstruerede diskurser i samfundet er en medvirkende faktor i Breiviks radikaliseringsproces. Dette ses både i form af en stærk politisk konservativ tendens, som er blevet skabt i flere vesteuropæiske lande. Derudover ses det i form af de voksende negative holdninger til indvandring i visse befolkningsgrupper i Norge. Da Breivik allerede i sin ungdom dannede kraftige politiske holdninger imod indvandrer gennem politiske forums, herunder ungdomspartiet FpU, kan man konkludere, at Breiviks politiske holdninger kan være et produkt af de socialt konstruerede diskurser, som ændrede sig gennem Breiviks ungdom i Oslo. For Breivik skabte disse diskurser et fjendebillede. Dette fjendebillede blev skabt ud fra alle dem, som ikke

delte hans tankegang og derfor bliver set som ‘de onde’. Herved kan det konkluderes, at Breivik deler den fundamentalistiske tankegang. Denne ondskab ses også i forbindelse med Breiviks brug af kristendommen i sit manifest. Ud fra analysen kan man konkludere, at Breivik bruger Bibelen og Gud som et retfærdiggørende argument for sin ”politiske aktion”. Derigennem kan ‘det gode’ og ‘det onde’ inddrages, idet kristendommen anses som ‘det gode’, og da Breivik bruger kristendommen som argument, anser han sig selv som ‘den gode’. I kontrast til dette står derfor islam og muslimerne, som Breivik anser som ‘det onde’ og sine fjender.

Det kan yderligere konkluderes, at Breivik har brugt internettet til at opbygge det, Benedict Anderson vil kalde for et forestillet fællesskab. Breivik skaber sit forestillede fællesskab ud fra de personer, han kommunikerede med på højreekstreme webforummer, hvor især den højreekstreme blogger "Fjordman", Jensen, var en stor inspirationskilde. Breivik bruger også internettet i forbindelse med udbredelsen af sit budskab, hvormed han forsøger at påvirke andre, ligesom Jensen har påvirket ham. Dette ses også som faktoren affinity with online sympathizers i Hamm og Spaaijs lone wolf radikaliseringsmodel. I forbindelse med denne model kan man konkludere, at en række begivenheder i Breiviks liv læner sig op af faktorerne i modellen. Vi konkluderer, at Breivik kan ses som en lone wolf, men at hans radikaliseringsproces ikke udelukkende kun kan ses ud fra denne model. Dette konkluderer vi, da vi som nævnt finder andre relevante elementer i hans radikaliseringsproces.

Som set i ovenstående kan det konkluderes, at flere elementer har været afgørende for Breiviks radikaliseringsproces. Dog mener vi, at barndommen spiller den største rolle i processen, men at det langt fra er den eneste årsag til radikaliseringen. Mange faktorer spiller ind i en sådan proces, og eftersom ingen mennesker er ens, påvirkes man på forskellige måder og af forskellige årsager.

Bilag

Bilag 1:

Lone wolf radikaliseringsmodel (Hamm og Spaaij, 2017: 159).

Litteraturliste

Værker

Anderson, Benedict (2001): Forestillede Fællesskaber. Roskilde Universitetsforlag, 1. Udgave. Side 48. ISBN 87-7867-132-9

Anderson, Mette (2012): The debate about multicultural Norway before and after 22 July 2011, Identities:Global Studies in Culture and Power. Side 418-420. ISSN: 1547-3384.

Bangstad, Sindre (2013): Eurabia comes to Norway - Islam and Christian-Muslims Relations, tandofline. Side 369-391. ISSN: 1469-9311.

Bangstad, Sindre (2015). Islamofobi og Rasisme. Side 11-29. Agora nr. 3-4. ISSN: 0800-7136

Bertelsen, Preben (2003). Ondskab og psykologien. Ondskab som intention i Psyke og Logos. Tidsskriftet.dk. Side 299-302. ISSN 2246-2449

Bertelsen, Preben (2013): Tilværelsespsykologi. Et godt nok greb om tilværelsen. 1. Udgave 1. Oplag. Bogforlaget Frydenlund. Side 21-33. ISBN nr. 978-87-7118-121-0

Bertelsen, Preben (2015): Danish Preventive Measures and De-radicalization Strategies:The Aarhus Model. I Panorama: Insights into Asian and European Affairs. Side 241-253

Bjørgo, Tore (2011): Dreams and disillusionment: Engagement in and disengagement from militant extremist groups. I Crime, Law and Social Change, 55(4), Side: 277-285. ISSN nr. 0925-4994

Bjørgo, Tore (2012): Højreekstreme voldsideologier og terroristisk rationalitet: Hvordan kan man forstå Behring Breiviks udsagn og handlinger?: Politihøgskolen. Side 5-7. ISSN: 0904-3535

Borchgrevink, Aage Storm (2012): En norsk tragedie. Anders Behring Breivik og vejene til Utøya. Rosinate, København. Side 43-49. ISBN: 978-87-638-3159-8

Christensen, Tina Wilchen, Mørck, Line Lerche (2017): Bevægelser i og på tværs af ekstreme grupper og bande- og rockermiljøet - En kritisk undersøgelse og diskussion af “Cross-over”. 1. Udgave. DPU, Aarhus Universitet. Side 40-42. ISBN nr. 978-87-7684-671-8.

Gemmerli, Tobias (2014): Online-radikalisering. Et uafklaret begreb. I Danish Institute for International Studies, Side 1-8 & 19-25. ISBN nr. 9788776056759

Gullestad, Siri Erika (2017): Anders Behring Breivik, master of life and death: Psychodynamics and political ideology in an act of terrorism. International Forum of Psychoanalysis, tandfonline. Side 2-8. ISSN: 0803-706X

Hamm, Mark S & Spaaij, Ramon (2017): The age of lone wolf terrorism. New York: Columbia University press. Side 65, 74,81-82, 91-92, 99, 122 & 157-160 ISBN nr. 9780231543774.

Hemmingby, Cato & Bjørgo, Tore (2016): The dynamic of a terrorist targeting process. 1 udgave. Palgave Macmillian: Richard English. Side 30-38. ISBN 9781137495662

Killén, Kari (2010): Omsorgssvigt. Det teoretiske grundlag. 4. Udgave 1. Opslag, 2010. Hans Reitzels Forlag. Side 33-35 & 40-48. ISBN nr. 978-87-412-5400-5

Nathanson, Stephen (2010): Terrorism and the ethics of war - Cambridge University Press. Side 12. ISBN: 9780511845215

Seierstad, Åsne (2014): En av oss. 1. Utgave, Kagge Forlag AS. ISBN nr. 978-82-489-1453-2

Seierstad, Åsne (2014): En af os. 1. Udgave. Gyldendal. ISBN nr. 978-87-02-13780-4 (oversat af Jakob Levinsen)

Spaaij, Ramón (2012): Understanding lone wolf terrorism, global patterns, motivations and prevention. Dordrecht New York: Springer. Side 16-17. ISBN nr. 978-94-007-2981-0

Strømmen, Hannah (2006): Christian Terror in Europe? - The Bible in Anders Behring Breivik’s Manifesto. De Gruyter. Side 147-169. ISSN: 2329-4434.

Syse, Aslak (2014) Breivik – The Norwegian Terrorist Case. Behavioral Sciences & the Law. Side 395. ISSN: 0735-3936

Vetlesen, Arne Johan (2014): Studier i ondskap. Universitetsforlaget. Side 19 & 47-48. ISBN: 978- 82-15-02338-0

Widfeldt, Anders (2014): Extreme Right Parties in Scandinavia. Udgave 1. Routledge. Side 2. ISBN: 1134502141,9781134.

Internetsider:

Agerschou, Toke, Jensen Natascha, Aarslev Allan og Kristoffersen Hans (2015): Forebyggelse af radikalisering diskrimination i Aarhus. Læst d. 13/12 2017. Link: https://www.aarhus.dk/~/media/Subsites/Antiradikaliseringsindsats/Dokumenter/Strategier-og- indsatser-til-forebyggelse-af-antiradialisering-nov2016.pdf

Askeland, Øyvind, VG: (VG Nett) Anders Behring Breiviks (32) mål om å tvinge frem en endring i Arbeiderpartiets innvandringspolitikk, kostet minst 86 mennesker livet på Utøya, 24.07.2011, Læst d. 30.11.2017. Link: https://www.vg.no/nyheter/innenriks/terrorangrepet-22-juli-anders-behring- breivik/slik-ble-auf-et-terrormaal/a/10080696/

Berg, Ole T, og Sterri, Aksel Braaen, Store Norske Leksikon: Norges politiske system, Føste verson: 14.02.2009, sidste opdatering: 11.10.2017, Læst d. 05.11.2017. Link:

https://snl.no/Norges_politiske_system

Bergh, Johannes, Aalandsild, Vebjørn, Bjørklund, Tor. Statistisk sentralbyrå (2008): Stemmer til venstre men er ikke venstreorientert. Læst: 30.11.2017. Link: https://www.ssb.no/valg/artikler-og-publikasjoner/stemmer-til-venstre-men-er-ikke-venstreorientert

Breivik, Anders Behring (2011) A European Declaration of Independence: 2083. Læst d. 7.12.2017. Link: http://www.deism.com/images/breivik-manifesto-2011.pdf

Brenna, Jarle Grivi, Grøttum, Eva-Therese, Ravndal, Dennis, Hoppestad, Morten S. og Vikås, Marianne: Vg: OSLO TINGHUS (VG Nett) Anders Behring Breivik (33) ble spurt av aktoratet om hvorfor han begynte å gråte av sin egen propaganda-video: 17.04.2017, Læst d. 30.11.2017. Link: https://www.vg.no/nyheter/innenriks/terrorangrepet-22-juli-rettssaken/tre-grunner-til-at-breivik- graat-i-retten/a/10065260/

Larsen, Chris Holmsted (2017): Stop ekstremisme. læst d. 20.10.2017. Link: http://stopekstremisme.dk/ekstremisme-og-radikalisering/ekstremistiske-miljoer-i- danmark/hojreekstremisme-ideologi

Dansk Folkeparti, Partiprogram (2017): Udlændingepolitik. Læst d. 27.11.2017. Link: https://danskfolkeparti.dk/politik/maerkesager/udlaendingepolitik/

Enhedslisten, Partiprogram (2017): Udlændinge og integration. Læst d. 27.11.2017. Link: https://enhedslisten.dk/politikomraade/udlaendinge-og-integration

Fremskrittspartiet (2017): Innvandringspolitikk. Læst d. 27.11.2017. Link: https://www.frp.no/tema/innvandring/innvandringspolitikk

Garvik, Olav, Store Norske Leksikon: Unge Høyre, første versjon: 15.02.2009, sidste verson: 13.07.2017, Læst d. 30.11.17. Link: https://snl.no/Unge_H%C3%B8yre

Godal, Anne Marit, Store Norske Leksikon: AUF. første versjon: 14.02.2017. sidste verson: 20.01.2017, Læst d. 30.11.17. Link: https://snl.no/AUF

Gyldendal: Åsne Seierstad. Læst d. 16.12.2017. Link: http://www.gyldendal.dk/forfattere/åsne- seierstad-f4253

Hovde, Kjell-Olav, Store Norske Leksikon, Regjeringen, første versjon: 18.01.2013, siste versjon:13.09.2017, Læst d. 30.11.2017. Link: https://snl.no/regjeringen

Høydal, Even, Statistisk Sentralbyrå: Innvandrere på Oslo-kartet, 14.10.2015, Læst d. 30.11.2017. Link:

https://www.ssb.no/befolkning/artikler-og-publikasjoner/innvandrere-pa-oslo-kartet

Karpatschof, Benny (2017): Psykologiske undersøgelsesmetoder, i: Den Store Danske, Gyldendal. Læst d. 11.12 2017. Link: http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/psykologiske_u ndersøgelsesmetoder

Kriznik, Heidi Marie (2015): Den delte byen, i: Manifesttidsskrift. Læst d. 04.12.2017. Link: http://www.manifesttidsskrift.no/den-delte-byen/

Landsend, Merete, Ottosen, Peder, Sandli, Espen, Kristiansen, Arnhild Aass og Lofstad Ralf, Dagbladet: - Muslim ødela sykkelen min da jeg var sju Anders Behring Breivik forklarte retten om veien mot terroren som krevde 77 liv, 04.05.2012, Læst d. 30.11.2017. Link: https://www.dagbladet.no/nyheter/muslim-odela-sykkelen-min-da-jeg-var-sju/63353536

Olsen, Asbjørn (2016): “Breivik var skadet allerede som toåring”, tv2 Norge. Sidst redigeret: 17.01.2017. Læst d. 30.11.2017. Link: http://www.tv2.no/nyheter/8142855/.

Pressens Faglige utvalg, Norges presseforbund (2015): Vær Varsom Plakaten. Første gang skrevet i 1936. Sidst redigeret: 12.06.2015. Læst d. 06.12.2017. Link: http://presse.no/pfu/etiske-regler/vaer-varsom-plakaten/

Pressens Faglige utvalg, Norges presseforbund (2017): Spørsmål og svar. Læst d. 06.12.2017. Link: http://presse.no/pfu/sporsmal-og-svar/

Ridderstrøm, Helge, Høgskolen i Oslo og Akershus: Bibliotekarstudentens (2016): Bibliotekarstudentens nettleksikon om litteratur og medier, Diskurs. Sidst redigeret: 15.03.16, Læst d. 04.12.2017. Link: http://edu.hioa.no/helgerid/litteraturogmedieleksikon/diskurs.pdf

Sandvik, Siv, NRK: Ti grafer som viser Forskjells-Oslo, 04.09.2017, Læst d. 30.11.2017. Link: https://www.nrk.no/norge/ti-grafer-som-viser-forskjells-oslo-1.12521009

Staun, Jørgen og Fenger, Malene (2015) Terrorisme før og nu, på: Faktalink. Sidst redigeret marts 2015. Læst d. 09.12 2017. Link: https://faktalink.dk/titelliste/terror00

Wikipedia (2017): Østkant og vestkant i Oslo. Sidst redigeret: 22.11.2017, Lest d. 27.11.2017. Link: https://no.wikipedia.org/wiki/%C3%98stkant_og_vestkant_i_Oslo#Middelklassestr.C3.B8kene

Åsebø, Synnøve, VG (2017): Massedrabsmannen Anders Behring Breivik har skiftet navn til Fjotolf Hansen. Sidst redigeret d. 09.06.2017. Læst d. 04.12.2017. Link: https://www.vg.no/nyheter/innenriks/terrorangrepet-22-juli/anders-behring-breivik-har-skiftet- navn/a/24069167/