SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat

Ophavsret Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for husstanden er ulovlig.

Links Slægtsforskernes Bibliotek: https://bibliotek.dis-danmark.dk Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk

io66 Tidsskrift for Historie

Adresse Priser 1066, c/o Institut for Historie, Njalsgade 102, 2300 København S 34. årgang: www.1066.dk, [email protected] Abonnement 4 numre kr. 200,- Institutionsabonnement kr. 225,- Ansvarshavende redaktør Udenlandske abonnenter kr. 225,- Birgitte Holten, ph.d., Center for Virksomhedshistorie Handelshøjskolen Introduktionstilbud for 2200 København N., [email protected] studerende kr. 100,- Tryk og opsætning Løssalg pr. nummer kr. 50,- Sat med Georgia 11 pkt., Kandnip Bogtrykkeri, 2100 København 0. Ældre årg. pr. nummer kr. 25,- ISSN 0106-0627 Alle henvendelser vedr. adresseænd­ Anmeldelsesredaktører ring o.l. bedes rettet til redaktionen. Christina Folke Ax, Kasper Elmquist Jørgensen & Trine Lassen, [email protected] Eftertryk tilladt i uddrag, forudsat tydelig kildeangivelse. Redaktion Benjamin Asmussen, Christina Ax, Martin Bork, Michael Gelting, Anne Katrine Gjerløff, Henvendelser vedr. ovennævnte Pernille I. Hamilton, Birgitte Holten, Kasper Elmquist Jørgensen, Pelle Larsen, Trine Lassen, kan rettes til [email protected] Trine Madsen, Mark Mau, Gunvor Simonsen, Mia Miinster-Swendsen, Anders H. Rasmussen Giro 4 18 85 51

34. årgang nr. 2 og 3, september 2004 Artikler Kristine Hays Lynning Det første mekaniske ur - en uløst teknologihistorisk gåde ...... 3 Niklas Olsen Fra depot til hospital...... 14 Søren Skriver Tillisch Pytheas fra Massalia - en nordlandsfarer?...... 24 Pernille I. Hamilton Mulatkassen i Guinea...... 31 Thomas Heebøll-Holm Da Johanniterordenen kom til Danmark - johanniternes rolle i Valdemar I’s korstog ...... 41 Alexandra Pilegaard Lind Den sorte død og de ’’giftige” jøder...... 50 Anmeldelser Amager af Karl-Erik Frandsen, Erik Housted, Inger Kjær Jansen, Lis Thavlov. Arnold Busck 2002. (Martin Zerlang)...... 60 Dannelsens dialektik - etnologiske udfordringer til det glemte folk af Thomas Højrup. Museum Tusculanum 2002. (Håkan Arvidsson)...... 62

Jeg en gård mig bygge vil - der skal være have til af Peter Dragsbo og Helle Ravn. Landbohistorisk Selskab 2001. (Steen Busck) ...... 64

Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten af Edward W. Said. Roskilde Universitets Forlag 2002 (1978). (Christina Folke Ax)...... 66

(Listen over anmeldelser fortsætter på indersiden af bag omslag et) Anne Katrine Gjerløff Tolkien og historien (II): Ringenes Herre som samtidens spejl...... bagsiden

Forsideillustration Mulatinden Tim-Tam, døbt Sara Malm, tegnet af hendes cassarerede danske mand Joseph Wulff i slutningen af 1830’erne. Joseph Wulff skrev en række breve hjem fra Guinea i løbet af de år han boede der sammen med Sara Malm og deres fælles børn, men han nævnte hende stort set ikke i sine breve. Fra Carl Behrens: Da Guinea var dansk. Wulff Joseph Wulff s breve og dagbogsoptegnelser fra Guldkysten 1836-1846. København 1917, s. 256. (Se i øvrigt Pernille I. Hamiltons’ artikel!)

Om tidsskriftet 1066 henvender sig til alle historisk interesserede. Tidsskriftet indeholder artikler og anmeldelser om dansk og international historie, og stofvalget spænder fra oldtiden til samtidshistoriske begivenheder. 1066 ser det som en særlig opgave at viderebringe resultaterne af kandidatspecialer og ph.d.-afhandlinger. Tidsskriftet udkommer fire gange årligt og udgives med støtte fra Kulturministeriets bevil­ ling til almentkulturelle tidsskrifter. Det første mekaniske ur - en uløst teknologihistorisk gåde

En gang i 1300-tallet eller lidt før begyndte man i Europa at fremstille en ny slags tidsmåler - det mekaniske ur. I starten var det et upræcist, men fascinerende stykke teknik, men efterhånden blev det både udviklet og udbredt og overtog til sidst helt pladsen fra tidligere tiders sol- og vandure. I løbet af de følgende århundreder kom det mekaniske ur til at præge samfundet i den vestlige verden i en grad, som kun få andre teknologier har kunnet gøre det efter. Debatten om det mekaniske urs oprindelse kan fungere som et eksempel på, hvor forskelligt man kan tolke de historiske kilder - og manglen på samme - ud fra forskellige historiografiske synsvinkler. I det følgende vil jeg gennemgå og diskutere tre for­ skellige teknologihistorikeres versioner af historien om det mekaniske urs bag­ grund og opkomst nemlig Derek J. de Solla Price, David Landes og Gerhard Dohrn-van Rossums.’

Af Kristine Hays Lynning, ph.d.-studerende, Institut for Videnskabshistorie, Aarhus Universitet.

rem til middelalderen har menne­ et banebrydende europæisk fremskridt skets mest anvendte og sikre - et område, hvor Europa var foran metode til at holde styr på tiden Fjern- og Mellemøsten snarere end bag­ Fværet at orientere sig efter himmellegeud.­ 2 Det mekaniske urs fremkomst er merne - først og fremmest solen. Sol­ blevet forbundet med et radikalt skift i ure, hvis tid var den astronomiske med det vestlige menneskes tidsopfattelse, ulige lange timer, var den mest præcise og er til tider ligefrem blevet opfattet teknologi og spillede den største rolle, som det første skridt på vejen mod det men allerede i oldtiden udvikledes også moderne vestlige samfund, hvor en gen­ en temmelig kompliceret vandurstekno­ nemgribende tidsdisciplin styrer men­ logi, hvor rindende vand på forskellige neskenes gøremål og indbyrdes forhold måder modellerede og holdt styr på på en afgørende måde.3 Bl.a. derfor har tidens gang. Opfindelsen af det mekani­ det mekaniske ur og dets opfindelse fået ske ur som noget radikalt anderledes en stor symbolsk, ja nærmest mytolo­ end disse tidligere former for tidsmålere gisk værdi, og det er sikkert ikke helt bliver generelt betragtet som et meget forkert at sige, at det er en af de teknolo­ betydningsfuldt skridt i den vestlige tek­ gier, der har haft den mest gennemgri­ nologis udvikling. Det traditionelle bil­ bende indflydelse på den vestlige ver­ lede af ”den mørke Middelalder” som en dens tankegang og levevis.4 stille- og tilbagestående tid for Europa Men hvad er det egentlig der adskil­ er - ikke mindst på teknologihistoriens ler uret fra tidligere tidsmålere? Et område - efterhånden blevet rykket op mekanisk ur defineres normalt ud fra med rode, men selv før denne transfor­ tre komponenter: et lod, der driver vær­ mation af historien fandt sted, kunne ket, et system af tandhjul, der transmit­ opfindelsen af det mekaniske ur ses som terer kraften fra loddet til f.eks. en viser 4 Kristine Hays Lynning på en urskive og et hæmværk, der brem­ ser loddets acceleration til et jævnt fald. "Genistregen" var opfindelsen af hæmværket, der deler bevægelsen ind i jævne, diskrete intervaller og dermed "tæller tiden". Præcis hvor og hvornår denne opfindelse blev gjort, vides ikke, og baggrunden for det mekaniske ur er mildest talt uklar.

Mysteriet om de første mekaniske ure Det kan synes som om det mekaniske ur er opstået ud af ingenting. De første ure, vi kender til, der indeholder de oven­ nævnte tre komponenter, er Richard af Wallingford's "horologium astronomi- cum" fra 1330 og Giovanni de Dondis "astrarium" fra 1364. Fælles for dem begge er, at de ikke blot er ure, men samtidig ret komplicerede astronomiske Hemværk og slåmekanisme. I nogle af de tidli­ modeller. De Dondis urværk drev såle­ gere mekaniske ure drives slåmekanismen til des syv visere, der viste planeternes klokken af et lod, der bremses i sin bevægelse af en mekanisme med kronhjul og tapper - helt bevægelser. Det kunne tyde på at disse ækvivalent med hemværket, der styrer urski­ ure ikke er de første, men udgør et sene­ vens bevægelse. Det er lidt af et mysterie, hvor­ re led i en udvikling mod stadigt mere dan man har fundet på at dele urets gang ind i komplicerede ure - men sådanne tidli­ diskrete intervaller, når stort set alle tidligere ure har benyttet sig af en kontinuer bevægelse - gere led har det været svært at finde såsom rindende vand - som tidsstandard. Til en spor efter. Mangelen på arkæologiske ringetone er det derimod oplagt at søge at skabe artefakter og direkte tekniske beskrivel­ en jævn frem-og-tilbage-bevægelse. Allerede i ser er historikere, der beskæftiger sig 1931 blev det foreslået at hemværksmekanismen med de første mekaniske ure, ikke alene først skulle være blevet opfundet som en del af urets slåmekanisme. Fra Gerhard Dohrn-van om. Det samme problem støder man Rossum: History of the Hour. Clocks and f.eks. på i forbindelse med vindmøllens Modern Temporal Orders. Chicago 1996, s. 104. historie. Men hvor man i andre sam­ menhænge kan søge efter referencer til den nye teknologi i ikke-tekniske tekster der mange referencer til ure fra tiden før og derved finde en omtrentlig dato for Wallingford og de Dondis, men hvilken dens indførelse, er der i forbindelse med slags ure, der er tale om, er langt fra urene et yderligere sprogligt problem: altid klart. De nye mekaniske ure gav ikke umiddel­ Problemstillingen skærpes yderligere bart anledning til et nyt navn, hvilket af, at teksterne, der beskriver Walling­ gør det vanskeligt at skelne dem fra tid­ ford og de Dondis ure, beskriver ligere tidsmålere. Vand-, sol- og meka­ hæmværket, der i retrospekt ses som niske ure - ja, sågar astronomiske tabel­ den afgørende komponent ved det ler - kaldtes alle for horologium. Fra mekaniske ur, som noget trivielt, som middelalderlige munkeklostre findes det ikke er nødvendigt at gå i detaljer Det første mekaniske ur 5 med. Teksten helliges først og fremmest En falden engel fra astronomiens de indviklede gearmekanismer, der dri­ verden ver de astronomiske modeller. Heller I 1956 oversatte og kommenterede Jo­ ikke andre steder har man fundet seph Needham sammen med Wang Ling begejstrede proklamationer om den nye og Derek J. Price en række kinesiske opfindelse, selvom horologia nævnes tekster, som brød med den traditionelle oftere i klostrenes dokumenter fra slut­ opfattelse af, at Europa havde monopol ningen af 1200-tallet. Fordi det mekani­ på avanceret urværk. Hovedteksten, der ske ur - i hvert fald set med nutidens var skrevet af bygmesteren Su Sung i øjne - bygger på et så fundamentalt 1090, var en detaljeret beskrivelse af en anderledes princip end de vand-, sol- og storslået astronomisk model med en brændure, der gik forud for det, vil det i jævnt roterende himmelglobe drevet af første omgang være oplagt at tro, at det et gigantisk vandhjul med en avanceret mekaniske ur kom som et pludseligt tek­ bremsemekanisme - et "himmelsk nologisk gennembrud med hæmværkets urværk". Tidligere tekster afslørede en opfindelse. Var dette tilfældet, ville man løbende teknologisk udvikling, der kul­ imidlertid forvente at finde referencer til minerede i dette mesterværk. Needham den spændende nye opfindelse, og det og Price mente med disse tekster at have har hidtil vist sig umuligt. Alternativt fundet "the missing link" mellem den kunne det nye ur være resultatet af en oldgræske tradition for vandure, der langsom innovationsproces. I dette videreførtes til den arabiske verden og tilfælde ville man tro at der fandtes den senere europæiske udvikling af modeller af et enklere snit og en tidlige­ mekaniske ure.5 re datering end de to ovennævnte ure, I en artikel fra 1959 trækker Price trå­ men heller ikke sådanne kilder har man dene i denne udvikling op og giver sam­ haft succes med at finde. Der er altså tidig sit bud på et svar på spørgsmålet intet entydigt grundlag for at slutte til om det mekaniske urs oprindelse: Når hverken det ene eller det andet scenarie, man ikke har kunnet finde forfædrene og de kilder som trods alt findes, kan, til Wallingford og de Dondi's værker, er som vi skal se, tolkes på flere forskellige det fordi man har ledt de forkerte ste­ måder. der.6 At gå ud fra at disse værkers for­ Spørgsmålet om det mekaniske urs gængere nødvendigvis skulle være ældre oprindelse kan stilles på mange forskel­ former for tidsmålere er en anakronis­ lige måder, og måden, man vælger at me, som må undgås. I stedet foreslår stille det på, vil uværgeligt påvirke sva­ Price en sammenhængende udvikling af ret man får. Det er et eksempel på et tek­ astronomiske modeller, (forsøg på) nologihistorisk problem, som ikke synes evighedsmaskiner og kompasser, som at have nogen simpel løsning, først og kulminerede i Wallingford og de Dondis fremmest på grund af manglende kilde­ mesterværker, hvis primære funktion materiale, men måske også fordi spørgs­ ikke var tidsmåling, men astronomisk målet er blevet stillet forkert. I det føl­ modellering. Disse astronomiske gende skal vi se på nogle forsøg på at modeller degenererede senere til de omformulere det, som bl.a. resulterer i "almindelige" mekaniske ure kendt fra forskellige svar på, hvad de første meka­ de følgende århundreder. Det mekani­ niske ure egentlig var for nogle størrel­ ske ur bliver da, i Prices version af histo­ ser. rien, "nought but a fallen angel from the world of astronomy".7 6 Kristine Hays Lynning

Tidslig kontinuitet er så afgørende for Price at han ikke helmer, før han har fyldt tidslinien fra de tidligste tandhjuls­ drevne mekanismer i oldtiden til de Dondis ur i 1364 ud med forskellige mekanismer, der kan opfattes som vok­ sende ud af hinanden. For at opnå dette må han gøre en antagelse om at den tek­ nologiske udvikling i Kina direkte påvir­ kede den europæiske, selvom han ikke har andre beviser end en påstået lighed mellem kinesiske og europæiske instru­ menter. Således fremkommer billedet af en udvikling, primært af astronomiske modeller, der går fra hånddrevne til mekaniserede, og fra oldtidens Europa over den islamiske verden, til Kina og Indien og tilbage til Europa igen. Den sværeste tråd at spinde er den, som Spindelgangshemværk - det mest udbredte i de første generationer af mekaniske ure. Hemvær- udgør baggrunden for det mekaniske ket ses traditionelt som den afgørende opfindel­ hæmværk. I denne forbindelse gør Price se, der gjorde det mekaniske ur muligt og adskil­ sin mest kontroversielle antagelse, nem­ te det fra tidligere vandure. Det er derfor i høj lig at det vandhjul med dets vægtstange grad om baggrunden for hemværkets opfindel­ og udløsermekanismer, der drev Su se, at den her omtalte diskussion drejer sig. Urets rytme bestemmes af den svingende vægt- Sungs astronomiske ur, skulle have fun­ ,stang med et lod i hver ende, og hastigheden geret som inspirationskilde for de langt kan justeres ved at flytte på lodderne. De to tap­ senere europæiske hæmværk. Som pe griber ind i kronhjulet så dets bevægelse hele andre historikere har påpeget, findes tiden bremses. Uret var drevet af et faldende lod, en som ved hjælp af hemværket hindredes i at der ingen beviser for sådan overførsel accellerere. På grund af uregelmæssigheder i af ideer fra Kina til Europa.8 vægtstangens bevægelse og gnidning i urets Price er et godt eksempel på en tek­ indre dele var de første ure temmelig upræcise. nologisk determinist, idet teknologien Først med pendulets indførsel som regulerende her optræder som en stort set autonom mekanisme opnåede urene en væsentligt højere præcision. Fra Gerhard Dohrn-van Rossum: kraft, der ændrer samfundet, men som History of the Hour. Clocks and Modern Tempo­ ikke selv er determineret af samfunds­ ral Orders. Chicago 1996, s. 49. mæssige forhold. Ud fra et sådant syns­ punkt er teknologiudviklingens retning Prices udgangspunkt er antagelsen ikke bestemt af dens sociale kontekst, og om, at al teknologisk udvikling må være nye teknologier opstår ikke nødvendig­ kontinuert, at alle nye teknologier op­ vis som reaktion på efterspørgsel ude­ står ud af andre allerede eksisterende fra, men snarere som konsekvens af en teknologier. Han flytter fokus fra det indre ’’teknologisk inerti”. Derfor kan mekaniske urs funktion til dets teknolo­ nye teknologier komme til at udfylde giske komponenter og søger efter oprin­ funktioner, der er meget forskellige fra delsen og udviklingen af hver af de tre den oprindelige intention med dem, og definerende dele - loddrevet, tandhjuls­ dermed ændre samfundet radikalt. Såle­ systemet og hæmværket - i tid og rum. des blev den teknologi, som først var Det første mekaniske ur 7 opfundet til astronomisk modellering, af den helt rigtige grobund for opvæksten afgørende betydning for senere tiders af det mekaniske ur.'° Behovet for nøjag­ tidsmåling. Men Price stopper ikke her; tig tidsmåling og alarmmekanismer i han mener også at de astronomiske klostrene førte således til opfindelsen af modeller med deres komplicerede tand­ en ny teknologi, bl.a. fordi de tidligere hjulsdrev, som skulle være det mekani­ vandure ikke var nøjagtige nok, og desu­ ske urs forfædre, danner baggrund for den frøs til om vinteren. Ifølge Landes senere brug af modeller i videnskaben fandtes et sådant behov ikke i Kina, og og endda - gennem brugen af tandhjul i urene fik derfor aldrig nogen bredere tekstilindustrien - for den industrielle funktion end at være avanceret legetøj revolution. for kejser og adel. I modsætning til Price, som ser på Det ukendte genis opfindelse udviklingen af alle tre af urets kompo­ Ikke mindst på grund af det manglende nenter, fokuserer Landes på den ene bevismateriale for en sammenhæng komponent, som han ser som den mest mellem den europæiske og den kinesis­ afgørende - hæmværket. Ud fra Landes' ke udvikling er Prices tese aldrig rigtig synspunkt var den geniale opfindelse at slået igennem. Hans største bidrag til anvende en tidsstandard, der er delt op i teknologihistorien i denne forbindelse diskrete slag frem for et kontinuert flow. er nok sammen med Needham og Ling Han ser vægtstangen på spindelgangs- at have afdækket den kinesiske udvik­ hæmværket (se figur 1) som funktionelt ling og samtidig at have vist, at myten ækvivalent med det rindende vand i om den europæiske overlegenhed i tids­ vandure. I senere ure blev yderligere målerkunsten er stærkt overdreven. En præcision opnået ved at bruge mere jæv­ af de forskere, der siden har kritiseret ne tidsslag - først med pendulet, siden Prices version af historien er økonomi­ med vibrerende kvartskrystaller og ato­ historikeren David Landes. I hans mare oscillationer - men princippet underholdende bog om urets historie, med diskrete tidsintervaller er det sam­ tager han udgangspunkt i et noget me. Det er i et sådant retrospektivt lys anderledes forskningsprogram.9 Han man må se Landes' påstand om det væ­ pointerer at for at forstå, hvorfor en sentlige i hæmværkets indførsel. At bestemt teknologi opstår, må man tage nogen middelalderlig konstruktør eller den samfundsmæssige baggrund med i bruger af det nye ur skulle have set sine overvejelser. Price påstår for sådanne perspektiver i det, er højst eksempel at det mekaniske hæmværk er usandsynligt. Som Landes beskriver det, en videreudvikling af hæmværkerne på var udskiftningen af det kontinuert fly­ de kinesiske vanddrevne ure, uden at dende vand med slaget af den loddrevne forklare hvorfor det mekaniske ur ender spindelgang en rationel løsning på det med at blive opfundet i Europa snarere veldefinerede problem: hvordan man end i Kina. Den kinesiske udvikling gik forhindrer et hjul i at accelerere, når faktisk helt i stå - "a magnificent dead man først har fået ideen til at lade et fal­ end" kalder Landes det - og heller ikke dende lod rotere det. Sådan fremtræder dette kan Prices model forklare. Landes det i hvert fald i udtalelser som denne: forklaring tager udgangspunkt i det "The search was on, then, for some kind middelalderlige klostermiljø, der med of controller that would curb the motion dets tidsdiciplin bygget op omkring de of a turning wheel so that it would rota­ regelmæssige daglige bønner, udgjorde te once in twenty-four hours.”11 8 Kristine Hays Lynning

Hvordan kan det så være at vi ingen kilder har om den banebry­ dende løsning på denne opgave? Landes har ikke noget klart svar, men han daterer opfindelsen af hæmværket til en gang i anden halvdel af 1200-tallet. Han mener, at Wallingford og de Dondis ure på grund af deres kompleksitet må være tredje eller fjerde generation af mekaniske ure. I klostrene finder vi, som tidligere nævnt, et stigende antal referencer til ure i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af Kviksølvuret fra Libros del Saber de Astronomia. Dette 1300-tallet, uden at vi dog ved, "kviksølvur", der er beskrevet i Libros del Saber de hvilken slags ure der er tale om. Astronomia, 1276, kan muligvis ses som en forløber til Landes tolker disse som henvisnin­ det mekaniske ur. I stedet for en viser på en urskive, ger til Wallingford og de Dondi- drives et astrolabium rundt af et faldende lod. Snoren er viklet om en cylinder med separate rum, hvoraf urenes mekaniske forgængere. halvdelen er fyldt op med kviksølv. Kviksølvet kan fly­ Ud fra Landes' teknologihistori­ de fra det ene rum til det andet gennem små huller, og ske synsvinkel er Prices tese uhold­ således virke som en modvægt, der bremser cylinderen, bar, ikke bare på grund af manglen­ efterhånden som den drejer. Det vides ikke om uret rent de beviser, men også fordi den faktisk har været bygget, og der er en vis uenighed om hvorvidt det ville have virket. Uret er et godt eksempel strider mod den teknologiske på et stykke historisk evidens, der er blevet tolket for­ udviklings logik. Det er ikke plausi­ skelligt afhængigt af den pågældende historikers teore­ belt, at udviklingen kan gå fra eks­ tiske synsvinkel. D. J. Price har med sin internt tekno­ tremt indviklede astronomiske logisk kontinuerte udviklingsteori lagt vægt på uret modeller til meget simplere meka­ som et skridt på vejen mod de storslåede astronomiske modeller, der - i følge hans tese - senere blev til det niske ure. Teknologisk udvikling mekaniske ur, og har set kviksølvstrommen som en for­ går som hovedregel fra simple til løber for det mekaniske hemværk. David Landes deri­ komplekse konstruktioner, hævder mod, så hemværket som en radikal ny opfindelse, hvis han. Rent bortset fra, at det er en vigtigste komponent var overgangen fra kontinuer til tvivlsom procedure at slutte om diskontinuer modellering af tiden, og har ikke ret meget at sige om kviksølvuret. Instrumentet passer slet specifikke situationer ud fra gene­ ikke ind i hans skarpt opskårne billede, fordi det ikke er relle antagelser om, hvordan histo­ klart om tiden modelleres kontinuert som rindende risk udvikling finder sted, er Lan­ vand, eller diskontinuert som med vægtstangens tik­ des’ udviklingslogik her langt fra tak i det mekaniske hemværk. Fra Gerhard Dohrn-van indlysende. Set ud fra det 19. og det Rossum: History of the Hour. Clocks and Modern Tem­ poral Orders. Chicago 1996, s. 82. 20. århundredes teknologi- og fremskridtsoptimisme giver det måske mening at al teknologisk udvik­ overtaget til et helt andet formål, giver ling må skride fremad, og at de enkelte det udmærket mening at en forsimpling teknologier derfor må blive stadigt mere finder sted, og det er jo netop en sådan avancerede og komplicerede, men det er udvikling Price postulerer. langt fra altid den udvikling, der rent At skrive en meningsfuld teknologi­ faktisk finder sted. Særligt i tilfælde, historie betød for Price at skildre tekni­ hvor elementer af en teknologi bliver ske udviklinger, sådan at et kontinuert Det første mekaniske ur 9 billede opstår. For Landes derimod deres fokus på henholdsvis teknologisk betyder det en logisk rekonstruktion af inerti og social kontekst. Når man som opfindelser og udviklinger. Han fastslår Price går ud fra en kontinuert, internt først det revolutionære i skiftet fra vand­ teknologisk begrundet udvikling, må de ursteknologi til mekaniske ure, og søger manglende led nødvendigvis udgøre et så efter beviser og argumenter for selve større problem, end når man som Lan­ skiftet, dets modtagelige sociale bag­ des har et historiesyn, der favoriserer grund og de anomalier i vandurstekno­ diskontinuerte, revolutionerende spring logien, som lå til grund for det. I mod­ i den teknologiske udvikling - spring, sætning til Prices historie er Landes' der opstår som reaktion på en efter­ diskontinuert og lægger hovedvægten spørgsel i det omgivende samfund. Price på den ene revolutionære opfindelse, løser problemet ved at lede efter urets der ændrede verden. Han søger at forgængere i helt andre brugskontekster (bort)forklare hullerne i de historiske end tidsmålingens, i apparater, som kilder, og ud fra en logisk rekonstruk­ indeholder nogle af de samme tekniske tion at argumentere for, hvordan histo­ komponenter som urene, mens Landes rien må have set ud, og accepterer så søger at forklare, hvorfor de tidligste kil­ simpelthen at noget af det tekniske der er forsvundet. bevismateriale mangler. I sin grundige gennemgang af urets I følge Price blev de første mekaniske og særligt tidsinddelingens historie ure opfundet som astronomiske model­ benytter den tyske middelalder- og ler, som et led i en stræben mod stadigt renæssancehistoriker Gerhard Dohrn- mere præcise repræsentationer af de van Rossum sig af en helt tredje taktik. I himmelske bevægelser og stadigt bedre stedet for at betragte mangelen på kend­ astronomiske regneapparater. Den te historiske genstande, de manglende funktion, som de senere kom til at udfyl­ referencer til den nye opfindelse, kon­ de som tidsmålere, opstod som et side­ struktørernes manglende interesse for produkt af de iboende teknologiske hæmværkskonstruktionenerne i Wal­ kræfter, der var i spil. Landes kunne lingford og de Dondis ure og det faktum, ikke være mere uenig. "The clock did not at opfindelsen ikke førte til en ny sprog­ create an interest in time measurement, brug, som huller i vores viden, sammen­ the interest in time measurement led to stiller han disse kendsgerninger med en the invention of the clock."'2 Ifølge ham internt teknologisk såvel som kontek- var det mekaniske ur et resultat af en stualistisk analyse af urenes udvikling, bevidst indsats for at overvinde de og bruger dem som kilder til en bedre anomalier, som karakteriserede den forståelse af udviklingen. Han vender eksisterende vandursteknologi. hele problemstillingen på hovedet og opbygger en forklaringsmodel, der tager En sidegevinst i udviklingen af afsæt i det, der tidligere er blevet set urdrevne klokkeværk som afgørende forhindringer for en Den nyeste af de her medtagne tekster historisk rekonstruktion. Hvor Landes er en grundig gennemgang af urets og starter fra en nutidig opfattelse af, hvori særligt tidsinddelingens historie af den det store gennembrud i urteknologien tyske middelalder- og renæssancehisto­ bestod, søger Dohrn-van Rossum at fri­ riker Gerhard Dohrn-van Rossum. Pro­ gøre sig fra anakronismens spændetrøje blemet med de manglende kilder tackles ved at tage udgangspunkt i, hvad der set meget forskelligt af Price og Landes med med datidens øjne var den afgørende IO Kristine Hays Lynning opfindelse, nemlig introduktionen af ringe derimod, førte ny terminologi med klokker forbundet med urværker. Det sig. Det er denne ændring, der giver sig materiale, han undersøger i denne for­ udslag i at ure i dag hedder "clocks" på bindelse, er i første omgang tekster fra engelsk. klostrene; det er ikke tekniske tekster, Det spændende ved fokusskiftet væk og de beskriver derfor ikke, hvordan fra det mekaniske ur som defineret af urene virker i detaljer. Det, som vi kan loddrev, tandhjul og hæmværk til inno­ slutte ud fra disse tekster, er at mange vationen af det ringende ur, er, at det klostre anskaffede nye ure omkring det leder os direkte tilbage til det mekaniske tidspunkt, hvor de første mekaniske ure hæmværk. Med en reference til J. dukker op, og at disse ure havde stadigt Drummond Robertsons tese fra 1931 mere komplicerede klokkeværk forbun­ om, at hæmværket først skulle have det med sig. Således synes det som om været i brug som et led i klokkering­ den radikale nye opfindelse set med nings-mekanismen, begynder brikkerne samtidens øjne ikke var det mekaniske så småt at falde på plads. Dohrn-van hæmværk, som trods alt var skjult i Rossums forslag går på, at fokus i slut­ urets indre, men ringende klokker for­ ningen af 1200-tallet var på udviklingen bundet med og kontrolleret af ure. Det af stadigt mere sofistikerede systemer af vil sige, at selve den terminologi, vi bru­ klokker forbundet med urværk, og at ger, er misvisende; det mekaniske ur var skiftet fra vandure til det, vi nu kalder ikke - i hvert fald ikke i første omgang - mekaniske ure, blot var en del af denne en afgrænset entitet. Der blev ikke refe­ udvikling. Hvis dette er rigtigt, vil det reret til det adskilt fra tidligere vand­ forklare, hvorfor opfindelsen af det drevne ure. Indførslen af ure, der kunne mekaniske ur og specielt hæmværket

Vandur fra fransk bibel ca. 1250. En central del af Dohrn-van Rossum's tese er, at der fandtes ure, som drev klokker, før det meka­ niske ur var fuldt udviklet. Dette vandur i en fransk bibelillustration fra ca. 1250 er et af de eksempler, han bruger. Uret ser ud til at være drevet af vand, men hvordan det præcist har vir­ ket er uvidst omend meget omdiskuteret. Ud over at billedet ikke viser urets funktion særlig godt, er der den fare, at det er blevet direkte forkert repræsente­ ret. Billedet hører jo ikke til i en teknisk kontekst, og der ei* ingen garanti for, at kunstneren har haft for­ stand på ure. Fra Gerhard Dohrn-van Rossum: Histo­ ry of the Hour. Clocks and Modern Temporal Orders. Chicago 1996, s. 70. Det første mekaniske ur 11 ingen steder nævnes som den storslåede hvad klokken var, men at sætte urene til bedrift, vi ser den som i dag. Det billede, at slå hver time, når timerne ikke var ens Dohrn-van Rossum tegner af udviklin­ fra dag til dag, ville være et helt uover­ gen, er hverken så diskontinuert som kommeligt projekt. Derfor førte indfør­ Landes' eller helt så kontinuert som Pri­ slen af offentlige ure med timeslag til de ces. Hans historie handler ikke om en lige lange timers overvindelse af de ulige pludselig opfindelse, men snarere om en soltimer, og dermed til en fornemmelse gradvis forbedring gennem en trial-and- af tid som noget kvantificerbart, der error proces for at løse problemet med kommer i portioner snarere end blot at få klokker til at kime automatisk på som noget, der refererer til forskellige bestemte tidspunkter. På den anden dele af dagen eller året. Også derfor er side er det historien om introduktionen udviklingen af urenes "brugerflade", her af en teknologisk nydannelse, nemlig specielt klokkerne, af mindst lige så stor sammenførelsen af to tidligere adskilte teknologihistorisk betydning for Dohrn- teknologier - ure og klokker. Andre van Rossum som deres indre: "The historikere har noteret sig de mange novelty is not the clockwork but the referencer til klokker i middelalderens indication of the hours as they are coun­ skriftlige kilder, og har set dem som ted, the striking work, which made it indikationer på vigtigheden af det nye possible to distinguish the sequence of mekaniske ur. Klokkerne er blevet the hours as they were struck from one opfattet som integrerede, men kontin­ evening to the next."13 Dohrn-van Ros­ gente dele af selve urene. Man kan sige, sums interesse i de lige timers indførsel at Dohrn-van Rossum skiller klokkerne leder ham til at interessere sig for ure ud fra urene og understreger det ikke- med klokker, der slår timeslag, men trivielle i deres sammenførelse i histo­ hans argument bygger ikke på en ratio­ risk tid. nal rekonstruktion af sådanne ures rolle Dohrn-van Rossum er ganske vist i samfundet på længere sigt, men deri­ interesseret i urets udvikling fordi det mod på kildeanalyse, der viser, at det har ændret tidsbevidstheden i den vest­ også i samtiden var denne udvikling, der lige verden, men han går ikke som blev set som den centrale. udgangspunkt ud fra, at det, vi retro­ Dohrn-van Rossum er desuden uenig spektivt har defineret som det mekani­ med Landes i, at livet i de middelalderli­ ske ur, havde en slags indbygget evne til ge klostre skulle være kontrolleret af at skabe denne socialt-psykologiske for­ tiden på den måde, som han har beskre­ andring. I stedet fokuserer han på vet det. Rækkefølgen, som de forskellige spørgsmålet om, hvordan og hvorfor opgaver blev udført i og rationalisering tidsbevidstheden faktisk ændrede sig af dagstimerne var essentielle dele af gennem tiden. Titlen på bogen er ikke klostrenes praksis, men punktlighed var for ingenting History of the Hour, mens ikke. Tværtimod ordnede livet sig urene først dukker op i undertitlen. Det omkring dagens og årets naturlige cyk­ at tiden deles op i portioner, ikke blot i lus. Det eneste tidspunkt, hvor punktlig­ vægtstangens tikkende bevægelse, men hed var nødvendigt, var ved midnat, også i offentlige ures timeslag og der­ hvor munkene måtte vækkes for at gå til med i folks bevidsthed, er af afgørende midnatsmesse. Det vil sige, at kloster­ betydning for ændringen i tidsopfattel­ kulturen nødvendiggjorde, ikke nøjagti­ se. Før urene med timeslag var det sol­ gere ure end dem man allerede havde, urenes ulige lange timer, der bestemte men snarere vækkeure - ure med alarm- 12 Kristine Hays Lynning

mekanismer. Dette argument, der byg­ udviklingen var koncentreret omkring ger på viden om hverdagspraksis i klo­ avancerede klokkemekanismer, snarere strene og de foregående argumenter, der end det, vi siden har kaldt mekaniske bygger på, henholdsvis hvad der findes ure. om ure i skrevne primærkilder og en Dohrn-van Rossum afviser en væ­ internt teknologisk hypotese, gives sentlig forbindelse mellem astronomi­ separat, men passer sammen som brik­ ens arbejde med tidsmåling og det ker i et puslespil og styrker fint hinan­ mekaniske urs indførsel, bl.a. fordi man den. i astronomien havde brug for en langt mere nøjagtig tidsmåling, end de første Vejen videre... mekaniske ure kunne præstere. Der er De forskellige udgaver af det mekaniske da også rimelig bred enighed om at det urs tidlige historie modsiger til en vis mekaniske ur blev udviklet i klostrene grad hinanden, men samtidig supplerer og ikke f.eks. af astronomer. De forskel­ de hinanden, idet hvert nyt bidrag peger lige versioner udelukker dog ikke fuld­ på nye aspekter, som må medtages for at stændigt hinanden; der kunne godt være gøre historien så fuldstændig som en indirekte påvirkning fra mekanisere­ muligt. Price stiller spørgsmålet om de astronomiske modeller, selvom hvilke teknologier, der kan dække hul­ hovedudviklingen gik fra vandure til lerne i udviklingen fra de tidligste astro­ mekaniske ure med klokker. Selvom det nomiske modeller til de første mekani­ mekaniske ur var andet og mere end en ske ure. Derigennem udpeger han en degenereret kvist på de astronomiske række teknologier, der må inkluderes modellers træ, kan de godt have nogle som forgængere og inspirationskilder fælles rødder. Ikke kun astronomernes, for teknologien i det mekaniske ur og men også folkets tid har - helt frem til sætter derved fokus på sammenhængen det mekaniske ur med dets timeslag blev mellem astronomi og tidsmåling. På den det dominerende - været den astrono­ anden side bliver hans forsøg på at ska­ miske tid baseret på himmellegemerne, be kontinuitet i den rent tekniske side af og særligt solens tid. Selv på moderne historien noget forceret, så han kommer ure med viser og urskive kan tidsmåling til at postulere en påvirkning fra Asien på grundlag af solens gang hen over til Europa, som i sidste ende er uhold­ himmelen spores, for hvad er viseren, bar. Landes lægger vægt på urets sociale om ikke solurets skygge der går rundt i kontekst i de middelalderlige klostre, og en cirkelbevægelse i løbet af dagen? spørger hvorfor uret blev opfundet net­ Dohrn-van Rossum vendte vrangen ud op her. Begge går de ud fra ”det mekani­ på historien ved at skifte fokus fra urets ske ur” som en forholdsvis veldefineret indre komponenter til dets ydre. Men størrelse, som det giver mening at stille han nøjedes med at se på den ene del af spørgsmål om. Dohrn-van Rossum dets "brugerflade", nemlig klokkerne. tager ikke det mekaniske ur og dets Ikke blot Wallingford og de Dondis ure, opdukken i historien på et bestemt tids­ men også senere mesterværker som ver­ punkt for givet, men søger i stedet at fin­ densurene i Prag og Strasbourg drev de ud af, hvad der med set med samti­ imponerende astronomiske modeller dens øjne skete inden for udviklingen af eller små figurer, der kom ud på kvar­ urteknologi 13. og 14. århundrede. Ved terslagene. For at samle den tråd op, at forstå samtlige sine kilder i forhold til som Dohrn-van Rossum har efterladt på deres kontekst, kommer han frem til, at vejen, men ellers helt i hans ånd, kunne Det første mekaniske ur 13

man forestille sig, at en undersøgelse af 7 Denne frase er Price’s mest citerede og stammer urskivens historie set i sin sociale kon­ fra hans første artikel om emnet: Derek J. Price: tekst ville være frugtbar. Den kunne ’’Clockwork Before the Clock and Timekeepers inkludere nogle af de ’’mellemformer” Before Timekeeping”. Horological Journal 1955 mellem astronomiske modeller og ure, (97), s. 810. som Price har gravet frem, men set i et 8 Se f.eks. Dohrn-van Rossum, s. 88. helt andet lys, hvor ikke blot modeller­ 9 Landes, 1983. nes indre virkemåde, men også deres ,o Tesen stammer oprindeligt fra videnskabshi­ anvendelse blev sat under lup. Det er storikeren J.D. North, se J.D. North: ’’Monasti­ ikke umuligt, at en sådan undersøgelse cism and the First Mechanical Clocks”, The Study med fokus på urets ydre ville bidrage of Time II. Berlin 1975. med endnu et perspektiv på den mærke­ 11 Landes, 1983, s. 10. lige historie om det mekaniske urs 12 Landes s. 58. oprindelse. 13 Dohrn-van Rossum, s.109.

Kristine Hays Lynning

1 Derek J. Price: ”On the Origin of Clockwork, Perpetual Motion Devices and the Compass”. Contributions from the Museum of History and Technology, Bulletin 218, Washington 1959, David Landes: Revolution in Time. Clocks and the making of the Modern World, Cambridge 1983 og Gerhard Dohrn-van Rossum: History of the Hour. Clocks and Modern Temporal Orders, Chicago 1996. 2 En væsentlig aktør i denne “genoprejsning” af middelalderen var teknologihistorikeren Lynn White Jr. Se f.eks. Lynn White Jr.: Medieval Technology and Social Change, Oxford 1962. 3 Hvordan dette skift i tidsopfattelse fandt sted har været ivrigt diskuteret af historikere som John D. North og Jacques Le Goff. De mente at hhv. klosterkulturen og handelsstanden i byerne dannede grobund for dette skift og dermed for urets indtog. 4 Se Jan Rindom: ’’Tidens Mester” i 1066 - Tids­ skrift forHistorie 2002 (4) for en gennemgang af urets historie og dets betydning for tidsopfattel­ sen i middelalderens Europa. 5 Joseph Needham, Wang Ling & Derek J. Price: Heavenly Clockwork, The Great Astronomical Clocks of Medieval China. London i960. 6 Price, 1959. Fra depot til hospital

I perioden 1877-1927 opstod der et nyt syn på sindssyge. Fra at have været betrag­ tet som ’ufornuftige’ blev de sindssyge nu anset som ofre for en uforskyldt sygdom. Samtidig blev gruppen mødt med åbenhed og bekymring både fra læger og fra offentlighed. Som bevidnet ved Viborg depot for uhelbredelige sindssyge, der i denne periode skiftede navn til Viborg Sindssygehus, medførte det nye syn på sindssyge en række store forandringer indenfor sindssygevæsnet. For det første blev administrationen af sindssygevæsnet demokratiseret. Dernæst blev de hygi­ ejniske og materielle forhold på hospitalerne forbedret. Og endelig blev formålet med behandlingen ændret således, at man ikke længere sigtede mod blot at paci­ ficere patienterne men i stedet forsøgte at helbrede dem gennem en dialog.

Af Niklas Olsen, cand.mag., ph.d. stipendiat ved Det Europæiske Universitet i Firenze fra efteråret 2004.

ra ca. 1750 tog statens institutions­ og bekymring overfor de sindssyge. byggeri langsomt fart og den vok­ Denne udvikling resulterede i store for­ sende stat overtog gradvist sam­ andringer i administrationen af sindssy­ Ffundsopgaver, der hidtil havde væretgevæsnet, i patienternes materielle og varetaget af private og andre instanser, hygiejniske forhold på sindssygeanstal­ bl.a. kirken. Begrebet sygdom blev i den terne, og ikke mindst i de behandlings­ forbindelse et statsanliggende, og det former, man anvendte overfor patien­ medførte opførelsen af et stort antal terne. offentlige hospitaler, hvoraf de fleste Forandringen i synet på sindssyge i blev bygget i perioden 1840-1880. Før overgangen til 1900-tallet skal utvivl­ 1840 fandtes der ca. 30 hospitaler, frem somt ses i lyset af en større forandring i til 1880 opførtes der 67 nye, ud af disse mentaliteten i samfundet, som har at var tre sindssygehospitaler. Det var i gøre med velfærdsstatens opkomst. denne periode, at det blev besluttet at Denne mentalitet kom - som vi skal se - nedlægge Viborg Arrest og i stedet til udtryk i åbenhed og bekymring over­ anvende bygningerne som ’Viborg depot for samfundets svage grupper og i et for uhelbredelige sindssyge’. krav om ytringsfrihed og demokrati I det følgende vil jeg berette om omkring politiske og institutionelle for­ oprettelsen af og forholdene ved Viborg hold. depot fra uhelbredelige sindssyge fra 1877 indtil 1927 og vise, at der i denne Motiver og intentioner bag omdan­ periode opstod et nyt syn på sindssyge i nelsen af Tugthuset til depot Danmark, som medførte en række store Omdannelsen af Viborg Tugthus til forandringer indenfor det danske sinds­ depot for uhelbredelige sindssyge var sygevæsen. Fra at betragte sindssyge bl.a. en konsekvens af, at lægerne i star­ som en gruppe der repræsenterede ten af 1800-tallet havde opdaget, at ’ufornuften’, begyndte læger og offent­ hjernen er organet for sindssyge. Idet lighed at opfatte sindssyge patienter sindssyge dermed blev en medicinsk som ofre for en uforskyldt sygdom, hvil­ kategori, begyndte man at se med nye ket medførte en større åbenhed, accept øjne på mange af de mennesker, der var Fra depot til hospital 15 placeret i dåreanstalter, fængsler m.v., om bedring og helbredelse var opgivet. og som på en eller anden måde havde Således ville man sikre, at de uhelbrede­ brudt de gældende samfundsnormer. ligt sindssyge ikke smittede de helbrede­ Deres adfærd blev således ikke længere lige, og samtidig ville man spare penge, tilskrevet ’ufornuft’ men uforskyldt syg­ eftersom den førstnævnte gruppe ikke dom, og derfor skulle de have hjælp til krævede så mange fornødenheder. behandling og ikke længere spærres Det Kgl. Sundhedskollegium, et inde som forbrydere. Denne udvikling rådgivende organ for justitsministeren medførte en markant stigning i antallet og folketinget, forelagde planerne for af sindssyge, hvilket betød, at landets overlægerne på de eksisterende anstal­ eksisterende sindssygeanstalter i Århus, ter, der imidlertid havde delte meninger Vordingborg og Roskilde blev fyldt til om planerne. Bl.a. advarede Professor bristepunktet, og at det blev nødvendigt Steenberg fra Set. Hans mod at fylde en at bygge en ny. anstalt med ’’Bundfaldet af Menneske­ Det var den daværende justitsmini­ hedens mest sørgelige Elendighed.” I ster Klein, der foreslog at omdanne udvalgsarbejdet var der på lignende vis Viborg Tugthus til ”en Depotanstalt for modstand mod at indrette Tugthuset saadanne uhelbredelige til 3’ Forplej­ udelukkende til de uhelbredeligt sinds­ ningskasse henhørende Patienter, hvis syge, idet man forudså vanskeligheder Ophold i de bestaaende Sindssygean­ med hensyn til at skaffe egnet persona­ stalter ikke kunne anses fornøden i le, med bygningernes ringe tilstand, og deres tilstand.” Ideen var, at anstalten med gener og larm i forhold til Tugthu­ udelukkende skulle rumme de såkaldte sets placering mellem det gamle gas­ uhelbredelige sindssyge for hvem al håb værk, Søndersø og banegården.

Da Viborg depot for uhelbredelige sindssyge blev oprettet, repræsenterede de uhelbredeligt sindssy­ ge ’ufornuften’, og blev hverken anset eller ønsket som en del af det ’normale’ samfund. Derfor valg­ te man at placere depotet i det tidligere Viborg Tugthus, som lå ved Søndersø. Det fremgår af bille­ det, som forestiller bygninger på Sindssygeanstalten fra 1880’erne. Fra C. Geill: Statens Sindsygehospital i Viborg, 1930, s. 25. 16 Niklas Olsen

I årene 1873-1874 tog Professor for patienterne foreslog han, at man i de Gædeken og Overlæge Holm diskussio­ første år udelukkende skulle ’’indlægge nen om planerne for den nye sindssyge­ fjollede patienter, der fuldstændig have anstalt op i lægernes førende tidsskrift tabt ethvert begreb om tid, sted og ydre Ugeskrift for Læger. Diskussionen er forhold.” I forlængelse heraf påpegede interessant, idet den viser forskellene Gædeken, at man erfaringsmæssigt vid­ mellem det på dette tidspunkt traditio­ ste, at pårørende desuden hurtigt tabte nelle og stadig dominerende syn på interessen for deres uhelbredeligt sinds­ sindssyge, som Gædeken repræsentere­ syge slægtninge. I stedet for at tænke de, og et nyt og mere humanistisk syn på videre på eventuelle moralske sider af sindssyge, som var på vej frem. Holm sagen, foreslog Gædeken, at man hellere var af økonomiske, praktiske, men i høj skulle fokusere på de store økonomiske grad også moralske grunde, tilhænger af fordele, der ville være i at skille uhelbre­ at bygge nye faciliteter. I økonomisk delige fra helbredelige og bygge speciel­ henseende mente han ikke, at det kunne le depoter til den førstnævnte gruppe. betale sig at gennemføre alle de nybyg­ Han skrev: ’’Anderledes stiller sagen sig ninger og renoveringer, som det ville derimod, når der blot er tale om at byg­ kræve at omdanne Tugthuset til depot. I ge eller indrette en plejestiftelse for praktisk henseende mente han, at den uhelbredelige sindssvage; den har sine geografiske placering lige op af en sø og bestemte krav, som ikke bør opgives; et gasværk ville hæmme udviklingsmu­ men man bør ikke overdrive sine for­ lighederne. Endelig argumenterede dringer herudover.” Holm for, at det var moralsk forkert at 11875 fik diskussionerne en ende, da placere gruppen i bygninger, der hidtil Rigsdagen besluttede at omdanne Tugt­ havde tilhørt forbrydere og dermed sæt­ huset til ’depot for uhelbredelige sinds­ te lighedstegn mellem de to grupper. syge’ og stedet kunne den 7. maj 1877 Han skrev: ”[I] publikums øjne ville det modtage sine første 11 patienter. Beslut­ dog altid hedde: man sender de sindssy­ ningen bekræfter, at det traditionelle ge til Tugthuset, og instinktmæssigt vil­ syn på sindssyge, som Gædeken repræ­ le den grænse svækkes, som man i folke­ senterede, stadig var det dominerede. bevidstheden har begyndt at drage Udfra dette syn repræsenterede de uhel­ mellem sindssyge, som trænge til læge­ bredeligt sindssyge ’ufornuften’, og blev behandling, og de skadelige individer, hverken anset eller ønsket som en del af som bør fjærnes fra samfundet og straf­ det ’normale’ samfund. Derfor kunne fes.” man uden større moralske skrupler og Mens Holm videre anførte, at den på den mest økonomisk fordelagtige synd og skyld, der fulgte med Tugthuset, måde gemme gruppen så langt væk fra ville medføre et tilbagefald i befolkning­ det øvrige samfund som muligt. At kon­ ens syn på gruppen og gøre depotet til takt mellem de uhelbredelige sindssyge en isoleret størrelse, som ingen ville risi­ og samfundet hverken blev anset for kere at komme i nærheden af, var Gæde­ ønsket eller nødvendigt, er rammende ken af den holdning, at der ikke eksiste­ indfanget i et historisk tilbageblik af den rede nogen moralsk side af sagen. Ifølge senere meget indflydelsesrige overlæge ham havde patienterne alligevel tabt ved depotet Christian Geill. Han skrev: interessen for omverdnen (hvilket sene­ ”Dog gjorde det gamle Afsondringsprin­ re blev optagelseskriteriet). For alligevel cip sig stærkt gældende, de Sindssyge at undgå moralske fordomme til skade skulde så lidt som muligt ses af Omver- Fra depot til hospital 17 denen; derfor var Overlægeboligen der hersker over dette lille rige, der med omgivet af en høj mur og derfor vendte sine patienter har ligeså mange indbyg­ alle Opholds- og Sovestuer ind mod gere som den mindste af Danmarks Spadseregårdene, korridorerne udad, købstæder, er Overlæge Christian Geill. selvom Sol, Lys og Luft nok så meget Artiklen fra Illustreret Tidende er lukket ude.” imidlertid også et vidnesbyrd om, at Som bevidnet i Overlæge Holms lægernes magt- og vidensmonopol og argumenter i debatten med Professor forholdet mellem det øvrige samfund og Gædeken var det imidlertid ikke alle de sindssyge var under forandring. Det læger, der støttede idéen om på økono­ er værd at bemærke, at der i forbindelse misk fordelagtig vis at isolere de uhel­ med depotets oprettelse og årene umid­ bredelige sindssyge i Tugthuset uden delbart derefter ikke var nogen offentli­ større hensyn til moralske spørgsmål og ge skriverier eller debat om stedet. Avis­ de sindssyges ve og vel. Som vi skal se erne fungerede udelukkende som nedenfor, var et nyt og mere humanis­ lægernes talerør, når offentlighedens tisk syn ved at vinde frem, og denne skulle informeres om patientantal, udvi­ udvikling førte til store forandringer delser, ansættelse osv. Men allerede før indenfor sindssygevæsnet. århundredeskiftet kan i flere lokale avis­ artikler aflæses en tendens til, at forhol­ Lægens monopol på magt og viden dene i højere grad bliver beskrevet uden brydes lægen som mellemled. Som bevidnet i Lægernes videnskabelige og administra­ Bankdirektør J. J. Christensens begrun­ tive magt på de forskellige sygehuse og delse for hans personlige besøg ved hospitaler var enorm langt op i 1900- depotet i 1894, er det som om, at offent­ tallet. Det var også tilfældet ved anstal­ ligheden pludselig krævede at få indsigt ten i Viborg, der indtil 1921 blev ledet af i forhold ved depotet og dets patienter: en direktion, der bestod af overlægen ”Jeg skriver for andre”, oplyste Chri­ samt to personer udpeget af justitsmini­ stensen, ”da offentlighedens viden om steriet, som direktionen var direkte disse sindssygeasyler er mangelfuld.” ansvarlig over for. Idet overlægen både 11905 fik Sindssygeanstaltens ledel­ var formand for direktionen, besad den se ændret bekendtgørelsen, så der nu faglige ekspertise og var daglig leder, var kunne indlægges såkaldte ’kronisk dennes magt nærmest uindskrænket sindssyge’. En del af de kronisk sindssy­ både i videnskabelige, politiske og socia­ ge kunne behandles, hvilket betød at le sammenhænge. Et blandt flere Viborg Sindssygeanstalt - som stedet eksempler på, hvor gennemtrængende nu blev kaldt - ikke længere kun var en og alfaderlig lægens magt var, er, at ple­ endestation, hvor langt de fleste patien­ jerne indtil 1911 skulle anmode over­ ter endte deres dage uden mulighed for lægen om tilladelse til at gifte sig. udskrivning. Det var formentlig med­ Overlæge Geill, der i øvrigt ikke var virkende til, at antallet af artikler i meget for at give tilladelse til giftermål lokalviserne steg markant. Disse viser, blandt plejerne, var en meget prominent at offentligheden ikke blot var nysgerrig overlæge ved anstalten i Viborg i perio­ men også ændrede holdning overfor de den 1901-27. Hans position på stedet er sindssyge i denne periode. Det fremgår rammende beskrevet i et citat fra 1905 i bl.a. af en artikel fra Viborg Stifts Fol­ Illustreret Tidende, der var på besøg i keblad, der i 1914 kom på besøg i anled­ anledning af en udbygning: ”Den mand, ning af nybygninger på sindssygean- 18 Niklas Olsen

Idet anstalten havde ry for at være en nødløsning i forhold til de sindssyge patienter, var kvalificeret opsynspersonale vanskeligt at opdrive. Det var først i 1911 - efter pres fra overlægerne fra landets fire anstalter - at der blev lavet en lov om egentlig uddannelse af plejepersonalet. På billedet ses plejere og plejersker fra sindssygehuset i 1888. Fra C. Geill: Statens Sindsygehospital i Viborg, 1930, s.27. stalten: ”Det var i gamle dage”, skrev krat fra 1907: ”Det ville være heldigt om avisen, ”at man betragtede en sindssyg lægen ville indføre en mindre millitant som en af djævlen besat person, og så ånd på stedet”, lød kritikken, der viser, forsøgte at uddrive djævlen ved at pifte at depotet ikke længere var et lille afson­ og på anden måde at pine det stakkels dret rige med lægen som enehersker. menneske. Det er slet ikke så længe Offentligheden forsøgte nu at skabe siden at man mente at det eneste der debat med henblik på forandring, og var at gøre ved et sindssygt menneske blev hændelser eller forhold fortiet, var var at spærre det inde”. Om formålet aviserne straks fremme med kritik. Det med bygningen skrev avisen: ’’Både var bl.a. tilfældet efter en patient i 1923 gange, stuer og møbler er malede med var flygtet og druknet i søen, uden at lyse og venlige farver, og hvorfor ikke? offentligheden blev informeret derom: Skulle en sindssyg hjerne ikke også ”Der er intet at bebrejde læge eller per­ kunne påvirkes af rent umiddelbare sonale”, skrev avisen, ”kun en bebrejdel­ indtryk udefra?” se af hemmelighedsfuldheden, det ved­ Ikke blot patienternes forhold, men kommer jo i høj grad offentligheden.” også lægernes handlinger og beslutnin­ Samtidig med at offentligheden i ger, kom under kritisk lup i starten af tiden omkring århundredeskiftet ønske­ det 20. århundrede. Det skete bl.a. i en de at være medvidende og medbestem­ kommentar i Viborg Amts Socialdemo­ mende i forhold til den daglige gang på Fra depot til hospital 19

depotet, forsøgte lægerne at forsvare indenfor sindssygevæsnet. I 1895, seks deres position indenfor sindssygeområ­ år før hans tiltræden ved depotet i det. Bl.a. publicerede Gædeken, der var Viborg, langede Geill således bl.a. ud blandt tidens førende læger indenfor efter juristerne, der havde opnået ind­ sindssyge, to foredrag i bogform som et flydelse på flere forhold. Desuden ville decideret forsvarsskrift mod offentlig­ han ændre lovene for det kommende hedens og andre instansers indblanding overordnede Sundhedsråd, der bl.a. vil­ på sindssygeområdet. Gædeken forsøgte le uddele lægens hidtidige magt mellem bl.a. at dementere forestillinger om, at flere instanser og desuden ønskede at forholdene på anstalterne var umenne­ udvikle psykiatrisk sagkundskab i peri­ skelige og dermed mere til skade end til ferien, fremfor at centralisere sindssy­ gavn. Han opfordrede offentligheden til gevæsnets overledelse. Om dette skrev at indstille kritikken, idet denne blot vil­ Geill: ’’Ganske vist anser jeg det for en le skabe endnu større mistillid mellem umulighed at faa system i vort sindssy­ læger, patienter og offentlighed. Han gevæsen, saa længe Overledelsen ikke skrev bl.a.: ”Det er den forestilling, at er samlet paa en haand, saa længe der anstalterne ere saa uhyggelige, at de ikke er en mand men en institution i gjøre mere skade end gavn: kommer spidsen.” Geill oplevede selv enorme man først ind blandt de gale, saa er der frustrationer, efter der i 1921 blev ingen håb om bedring (...). Man tænker oprettet et direktorat som mellemled og ikke over, hvilken mistillid en saadan styrende organ, der satte en stopper for mening røber lige overfor lægerne.” hans helt igennem enerådige og noget Gædeken advarede i forlængelse her­ gammeldags måde at styre hospitalet i af stærkt imod, at andre instanser (juri­ Viborg på. Og som et udtryk for, at psy­ ster, familie og kommende sundheds­ kiatrien i denne periode blev kraftigt råd) så småt var ved at opnå indflydelse forandret på stort set alle områder, på beslutninger vedrørende indlæggelse begrundede Geill bl.a. sin afgang fra og behandling af patienterne, og han sindssygehuset i Viborg i 1926 med, at argumenterede for, at lægerne, der overlægen havde mistet for meget magt besad den nødvendige årelange uddan­ til den øvrige administration. nelse, ekspertise og praktiske erfaring, alene skulle vurdere disse forhold. Forbedringer af patienternes Gædeken beskrev efterfølgende indtil materielle og hygiejniske forhold flere hændelser - bl.a. mord og lem­ Samtidig med at offentligheden udviste læstelse. der var indtruffet, når en pati­ større åbenhed overfor de sindssyge, og ent imod en læges ønske ikke var blevet det i en demokratisk ånd blev forsøgt at indlagt, og hvordan ansvaret flere gange sprede magten over sindssygevæsnet, var havnet hos lægerne. Med henblik på blev patienternes hygiejniske og materi­ at undgå sådanne hændelser, men vel elle forhold på sindssygehospitalet ænd­ vidende, at lægerne ikke længere kunne ret, men kun langsomt. I depotets første få ubetingede magtbeføjelser, foreslog mange år var pladsmangel, dårlig hygi­ han, at man skulle opstille lovdirektiver, ejne og dårlig kvalificeret opsynsperso­ som lægerne kunne henholde sig til. nale nogle af resultaterne af, at opbeva­ Andre artikler i stil med Gædekens ringen af patienterne blev gennemført viser, at lægerne i tiden omkring 1900- med så få midler som muligt. Disse for­ tallet blev udsat for voksende mistillid hold blev ofte forsvaret med, at de uhel­ og mistede deres ubestridte magt bredeligt sindssyge patienter alligevel 20 Niklas Olsen fuldstændig havde tabt interessen for de og trættende det er at måtte færdes omverdnen. Det gjorde fx Dr. Fehrs i en mellem sløve patienter, der må plejes og kommentar i Hospitalstidende i 1902 passes som børn”. Han var dog klar angående forbedringer ved depotet: over, at der skulle ske mange forbedrin­ ”Jeg er på ingen måde blind for hygiej­ ger ved depotet, hvis man skulle opnå nens berettigede fordringer; men så vidt kvalificeret plejepersonale. Allerede i jeg kan skønne, hører de uhelbredelige 1911 blev et stort skridt taget, da der patienter dog ikke til den del af patien­ efter pres fra overlægerne fra landets terne, der tvinges til at opholde sig på fire anstalter blev lavet en lov om egent­ anstalterne for at vi kan gengive dem lig uddannelse af plejepersonalet. I den­ deres helbred, og jeg er ude af stand til ne periode blev der desuden gennemført at indse, at en kronisk syg bondekarl visse bygningsmæssige forbedringer og nødvendigvis skal have kubikfødder udbygninger - bl.a. blev der bygget en elektrisk lys, centralvarme og w.c. for at forsamlingsbygning, der husede både kunne trives og trives godt.” kirkesal, biograf og kirke, og som samti­ Idet anstalten havde ry for at være en dig husede populære kaffeballer. På nødløsning i forhold til de sindssyge samme tid, i 1914, bestemte Folketinget patienter, var kvalificeret opsynsperso­ desuden, at hospitalet også skulle opta­ nale samtidig vanskeligt at opdrive, og ge akutte patienter, og dermed blev ste­ det kom patienterne til at lide under. det en helbredelsesanstalt. Langt op i 1900-tallet var vold en del af På trods af visse forbedringer levede hverdagen, men først omkring århun­ patienterne på mange måder fortsat dredeskiftet, hvor lægernes monopol på under kummerlige vilkår. Da Overlæge informationerne vedrørende depotet Viggo Aggerholm i 1926 blev ansat som bliver brudt, hører offentligheden om hospitalsforvalter på stedet, gjorde de det. I diverse avisartikler bliver opsyns­ dårlige forhold et dybt indtryk på ham. personalets voldelige adfærd kommen­ Bl.a. opdagede han et yderst ildelugten­ teret, og da en patient bankes til døde, de rum, der blev anvendt til at tørre besluttedes det at lave en anvisning om madrasser, som patienter havde svinet straffebestemmelser over tyendet. Sam­ til om natten. Aggerholm besluttede sig tidig afslørede en omfattende under­ straks for at skabe bedre forhold for søgelse af plejepersonalet, at kun to af patienterne, men efter en række småre- de ansatte opsynsfolk ikke tidligere hav­ perationer af bygningerne og indlæggel­ de været straffet. En episode på Jydske se af centralvarme i en af de fire mands­ Asyl, hvor der var mistanke om, at en afdelinger slap midlerne op, og videre patient blev mishandlet til døde af per­ forbedringer blev først mulige i løbet af sonalet, og en bog af en tidligere patient, 1930’erne. L. Svenningsen, der anklagede plejeper­ sonalet for hårdhændet og ukvalificeret Behandlingen af patienterne: Fra behandling, betød, at der i disse år var et pacificering til arbejde og dialog stort fokus på patienternes forhold Da depotet blev oprettet var helbredelse indenfor det danske sindssygevæsen. af patienterne på forhånd opgivet. For­ I forbindelse med hændelserne ved målet med behandlingen var først og hospitalet i Viborg forsvarede Overlæge fremmest at fremme en roligere adfærd Geill personalet i diverse lokalaviser. hos patienterne, og derfor blev patien­ Han skrev bl.a.: ’’Hvor opslidende og terne inddelt efter adfærd og ikke syg­ vanskeligt dette hverv er, hvor opsliden­ dom; rolige og urolige for sig og renlige Fra depot til hospital 21

og urenlige for sig. I forsøget på at dæm­ I forsøget på at få alle patienter i pe de urolige patienter var vandsengsbe­ arbejde blev store beskæftigelsesprojek­ handling en hyppig behandlingsform. ter lanceret. Det drejede sig om praktisk Patienterne blev således anbragt i store arbejde: havearbejde, køkkenarbejde, badekar, hvor de sad i timevis, gerne syning, brændekløvning osv. Det var natten over og endog på højtider som ikke nok at have en hobby eller at udføre juleaften. I forsøget på at fremme rolig ligegyldigt arbejde: arbejdet skulle have adfærd, var hverdagen på hospitalet, nyttige formål, og patienterne blev på indtil 1926, hvor Viggo Aggerholm til­ nærmeste hold vurderet og bedømt. trådte hospitalet, desuden underlagt Ofte målte man - som vi senere skal se meget faste regler og disciplin, der bl.a. konkrete eksempler på - endog graden inkluderede en stramt inddelt hverdag af sindssyge udfra den enkelte patients og brugen af en celle isoleret med evne til at præstere værdifuldt arbejde. madrasser, hvis en patient blev for van­ Således vurderede Overlæge Geill også skelig. hospitalets succes efter dets evne til at Udover opbevaring havde man som beskæftige patienterne. Han skrev bl.a.: mål med patienterne, at de skulle ”1 virkeligheden var det lykkedes mine beskæftiges. Et af de helt store projekter forgængere ud fra dette defekte og uens­ var således at få patienterne i arbejde; at artede menneskemateriale at skabe et få dem til at producere noget. Ifølge delvist arbejdsdygtigt og relativt aande- Overlæge Geill var formålet med arbej­ ligt bevægeligt materiale.” det at indpode patienterne selvkontrol i Om patienternes holdning til arbej­ forsøget på at skabe den ønskede disci­ det skrev Geill: ”Få patienter har for­ plin på depotet. Arbejdet blev imidler­ ståelse for at arbejde er godt for dem.” tid også anvendt som terapi mod sinds­ Geills antagelse bekræftes af et brev fra sygen. Ideen var, at patienten skulle en kvindelig patient til et familiemedlem fokusere og koncentrere sig om noget fra starten af 1900-tallet, hvori patien­ nyttigt, så sindssygen gled i baggrunden. ten trods sin beskæftigelse med at stop­ ”Det er jo en længst anerkendt læresæt­ pe strømper, lappe bukser og nattrøjer ning”, skrev Geill, ”at arbejdet er det m.m. fortalte, at patienterne ikke lærte bedste middel til at hæmme sløvheden ’’noget godt” på hospitalet, og at hun var og sprede de syge tanker”. meget ked af at opholde sig der. Patien-

Patienterne på sindsygean- stalten var i vidt omfang beskæftiget med arbejde på anstalten. Her nyder kvinde­ lige patienter kaffe i haven efter bærplukning. Fra C. Geill: Statens Sindsygeho- spital i Viborg, 1930, s. 107. 22 Niklas Olsen terne havde imidlertid ingen indflydelse stand til at arbejde og forsøge sig, som på deres behandling. De var i de første det var tilfældet med størstedelen af de mange år efter depotets oprettelse fuld­ indlagte på depotet, var der ingen stændigt afhængige af lægens beslutnin­ instanser til at hjælpe en. Disse forhold ger, og selvom patienten efter ind­ har uden tvivl været medvirkende til, at læggelse ikke udviste tegn på sindssyge, man har fokuseret så stærkt på patien­ var disciplin, arbejde og evne til at ternes disciplin og selvkontrol, samt udføre nyttigt arbejde nødvendige deres evne til at udføre nyttigt arbejde dyder, hvis patienter skulle gøre sig håb og dermed forsørge sig selv. om at blive udskrevet. Det fremgår af Stikprøver fra patientjournalerne stikprøver fra patientjournalerne fra omhandlende de ’Afgåede patienter’ ca. depotets første år, der omhandler de 50 år senere viser imidlertid, at behand­ ’Afgåede fra Viborg Sindssygeanstalt’. lingen af patienterne ændrede sig mar­ Fx blev patient nr. 11 indlagt den 30/8- kant i denne periode. Først og fremmest 1877, bl.a. fordi hun altid var ’’meget adskiller journalerne sig ved, at patient­ uberegnelig” og ikke ’’flittig” og ’’stadig” erne nu kommer til orde. Om patient nr. til sit arbejde. På trods af at patienten 3571, der blev indlagt den 12/4-1934, efter indlæggelsen ikke udviste tegn på hører vi bl.a., at denne har givet samtyk­ sindssyge, men blot var ’’noget pjanket ke til indlæggelsen. Medtaget i journa­ og postulerende i sine udtalelser”, blev len er desuden patientens egne tanker hun først udskrevet, da hun igen blev om årsagerne til og virkningerne af ind­ ’’flittig og arbejdsom”. læggelsen og sygdommen: hun fortæller Nogenlunde samme mønster gjorde bl.a., at ”hun er angst for, at det skal gå sig gældende med patient nr. 24, der familien dårligt”, og ”at det jo er vanske­ blev indlagt den 26/2-1878. Patienten, ligt at være i godt humør når man ser hed det om årsagerne til indlæggelsen livet fra den forkerte side”. I journalen og beskrivelsen af patientens tilstand, står der videre, at patienten er ’’Begyndt ’’tilbragte sin tid i en stue for sig selv, at tale om mulig udskrivelse”, hvilket men som oftest for stængede døre klædt bliver en realitet den 17/2-1935. Patient­ i pjalter, og i stadig beskæftigelse uden journalerne fra denne tid indikerer såle­ at udrette noget”. Efter indlæggelsen lød des, at fokus i behandlingen i mindre vurderingen: ”Da hun ikke kunne sidde grad var på lægens vurdering og på stille på sin plads og bestille noget, blev patientens evne til at arbejde. I stedet hun flyttet til den lukkede stue 6, her var der fokus på en dialog, hvor patien­ begyndte hun at arbejde og da hun blev tens opfattelser og meninger nu spillede flyttet tilbage holdt hun sig flittig (...) ind på behandlingen og mulighederne Hendes udseende har ladet sig snyde, og for udskrivelse. hun er en flittig og dygtig spinderske”. Patienten blev derfor udskrevet igen den Afrunding 17/4-1880. Den udvikling, der tog fart inden for Sammenhængen mellem patienter­ sindssygevæsnet i slutningen af 1800- nes evne til at udføre brugbart arbejde tallet, fortsatte i 1930’erne. Her antog og deres chancer for udskrivning synes behandlingen af de sindssyge patienter umiddelbar og skal formentlig ses i lyset helt nye former, efter at man fandt ud af, af, at der på dette tidspunkt ikke eksiste­ at fremprovokeret bevidstløshed og rede et socialt sikkerhedsnet, som vi kramper kunne virke afhjælpende på kender det i dag. Hvis man var ude af sindslidelser. Således begyndte lægerne Fra depot til hospital 23 ved Viborg Sindssygehospital fra 1935 at 4 R. Holm i Ugeskrift for Læger, 1873, 3. rk., bd. give patienter krampefremkaldende 16, s. 443. medikamenter. En mere epokegørende 5 G. Gædeken i Ugeskrift for Læger, 1874, 3. rk., udvikling skete i starten af 1950’erne, bd. 17, s. 86. hvor psykofarmaka blev indført til 6 Ibid, s. 84-85. behandling af psykiske lidelser. Denne 7 Christian Geill: Statens sindsygehospital I behandlingsform bevirkede, at færre Viborg gennem 50 år (1877-1927), København patienter blev indlagt, at indlæggelsesti­ 1930, s. 18. den blev kortere, og at flere kunne 8 Finn Højbjerg, s. 19-22. behandles ambulant. 9 Illusteret Tidende, 1905, nr. 11, s. 151. Nye og mere eksperimenterende 10 Viborg Amts Socialdemokrat, 9/3-1907. behandlingsformer kom igen på dags­ 11 Dan Ersted Møller: ”Fra dårekiste til patientde­ ordnen i 1960’erne, hvor hospitalet i mokrati”, Viborgbogen 2002, s. 6-7. Viborg fik en ny ledelse. Man oprettede 12 Viborg Stifts Folkeblad, 20/5-1914. bl.a. en motionshal med bowling, billard 13 Viborg Amts Socialdemokrat, 9/3-1907; og dans, et ’psykodelisk diskotek’, og Viborg Amts Socialdemokrat, 19/11-1923. indførte en hverdag, hvor patienterne 14 G. Gædeken: Om sindssygdom. To populære selv skulle sørge for deres daglige gøre­ foredrag. København 1895, s. 13- mål, såsom at rede seng, vaske tøj og 15 Christian Geill i Ugeskrift for Læger, 1895, 6. handle ind. Målet med disse ændringer rk., nr. 4. s, 74. var så vidt muligt at indrette sindssyge­ 16 Se Finn Højbjerg, s. 21-23. væsnet ligesom samfundet udenfor. 17 Christian Geill, 1930, s. 191. Med distrikspsykiatrien, der for alvor 18 Dr. Fehr: Hospitalstidende, 1902, nr. 18, s. 4. brød igennem i 1990’erne, er man gået 19 Viborg Stifts Tidende, 19/11-1910. et skridt videre. Ved at behandle de 20 Finn Højbjerg, s. 18. sindssyge i deres hjem ønsker man nu - 21 Viborg Stifts Tidende, 19/11-1910. stik modsat i midten af 1800-tallet - at 22 Finn Højbjerg, s. 19; Dan Ersted Møller, s. 7. gribe så minimalt ind i de sindssyges liv 23 Viggo Aggerholm: ’’Interview med forhen­ som muligt ved at opretholde deres kon­ værende overlæge”, Hospital i Viborg gennem takt til og integration i det øvrige sam­ 100 år. Viborg 1977. fund. 24 Dan Ersted Møller, s. 9-10. 25 Christian Geill, s. 102. De følgende citater stam­ Niklas Olsen mer fra s. 102,138 og 120 i samme bog. 26 Citeret fra Dan Ersted Møller, s. 12. 27 Afgåede fra Viborg Sindssygeanstalt 1878- 1 Signild Vallgårda: Sjukhus och fattigpolitik - Et 1882. Utrykte journaler. Forefindes ved Sønder- bidrag til de danske sjukhusens historia 1750- søparken, Viborg. 1880. København 1985, s. 59. 28 Afgåede fra Viborg Sindssygehospital 1925. 2 Citeret fra Finn Højbjerg: Et spejl af tiden. Psy­ Utrykte journaler. Forefindes ved Søndersøpar- kiatrien i Viborg Amt 125 år. Viborg 2002, s. 10. ken, Viborg. 3 Ibid, s. 10 29 Dan Ersted Møller, s. 12-14. Pytheas fra Massalia - en nord­ landsfarer?

I slutningen af det 4.årh.f.Kr. rejste grækeren Pytheas fra Massalia nordover til Britannien, Nordsølandene, og det han kaldte “ultima Thule”. Han skrev et værk kaldet “Om Oceanet”, der indeholdt både etnografika og måling af breddegrader. Han er den første person fra Middelhavet, som vi har belæg for har rejst i disse egne. Denne artikel perspektiverer ved hjælp af historisk og arkæologisk kildema­ teriale den fragmentarisk overleverede rejsehistorie. Desuden diskuteres det, hvorfor rejsen er blevet anset for umulig af mange arkæologer, og artiklen inde­ holder også en slet skjult opfordring til historikere om at udforske det problemati­ ske område, der omhandler de tidligste skriftlige efterretninger om vor historie.

Af Søren Skriver Tillisch, mag.art. i arkæologi

n gang i slutningen af det 4. årh. Indenfor skandinavisk arkæologi er f.Kr. rejste en mand ved navn holdningen derimod, at historien om Pytheas fra den græske by Massa­ Pytheas’ rejse til Norden er noget vrøvl. Elia (Marseille) ved Middelhavets kyst Denneud holdning blev klart udtrykt af på en rejse, der bragte ham nordover til Jørgen Jensen i bogen “Rav - Nordens Britannien, Nordsølandene og det han guld” fra 1982, hvor historien afvises kaldte “ultima Thule” (Norge eller med den begrundelse, at Plinius den Island). Han skrev værket “Om Ocea­ Ældre, som i sin Naturhistorie har beva­ net”, der indeholder både etnografika og ret nogle af de centrale Pytheas-frag- måling af breddegrader. Han er den menter, er upålidelig. første person fra Middelhavet, som vi I nærværende artikel vil jeg diskutere har belæg for har rejst i disse egne. Pytheas’ rejse ud fra det bevarede histo- Desværre er det originale værk gået risk-etnografiske og arkæologiske mate­ tabt, og derfor er det i dag svært at gå riale og diskutere, hvorfor lige netop tæt på de bevarede fragmenter på græsk danske arkæologer har afvist Pytheas’ og latin og finde ud af, hvad der er rejse - mens det modsatte er tilfældet i “sandt” og “falsk”. Pytheas’ værk blev i f.eks. England. Jeg mener, at en sam­ antikken kritiseret stærkt af Polybios (2. tænkning af skriftlige kilder (historie) årh. f.Kr.) og Strabon (o. Kristi fødsel). og materiel kultur (arkæologi), i det Kritikken gik især på, at der ifølge den omfang det er muligt, kan give os en græsk-romerske verdensopfattelse ikke bedre idé om begivenhedernes gang end kan leve mennesker i “den kolde zone”, de idéer, der opstår ved at opretholde hvor Pytheas angiver at have været. Ikke vandtætte skotter mellem de to fag. I det desto mindre mener flertallet af histori­ følgende vil jeg derfor forsøge at sam­ kere, filologer, kartografer og arkæolo­ menholde de to kildegrupper. Det ger, der har beskæftiget sig med værket, arkæologiske materiale er i dette tilfæl­ at rejsen rent faktisk fandt sted, og må de noget diffust og spredt over mange regnes for at være en af de største geo­ forskellige områder af Europa, mens det grafiske opdagelsesrejser nogensinde. skrevne materiale hovedsageligt er Pli- Pytheas fra Massalia - en nordlandsfarer? 25

1400-tals kort baseret på Klaudios Ptolemaios Geo- graphika, der færdiggjor­ des o. 160 e.Kr. men bygge­ de på materiale ikke senere end 130 e.Kr. Bemærk de mange stednavne i det der i dag er Tyskland og de få navne i Sydskandinavien. Navnene i Sydskandinavi- en synes at stamme enten fra Pytheas rejse o. 300 f.Kr. eller fra den romerske flådeekspedition i 4/5 e.Kr.

nius’ Naturalis Historia, samt forskelli­ I deres skepsis over for rejsens sand­ ge bemærkninger i Strabons Geographi- synlighed henviser skandinaviske ka og Klaudios Ptolemaios Geographia. arkæologer gerne til vores hovedkilde fra antikken, Strabon, der i sin Geo- Pytheas fra Massalia graphika' kalder ham “ærkeløgner”, Der er spredte efterretninger om rejser bl.a. med henvisning til at historikeren fra Middelhavet op langs Europas kyster Polybios heller ikke troede på ham. At i det 6. og 5. årh. f.Kr. Bedst kendt er en bruge Strabon og Polybios til at afvise rejse som Hanno fra Karthago foretog Pytheas’ opdagelsesrejse er imidlertid omkring år 500 f.Kr., der førte ham til yderst problematisk. Som de engelske oestrymniernes land, formentlig Iles du arkæologer Christopher Hawkes og Bar­ Morbraz i det sydlige Bretagne. Pytheas ry Cunliffe har anført, er Strabon højest fra Massalia er derimod den første tvivlsom som kilde. Det er blevet sagt, at græske forfatter, vi kender, der hævder vi først og fremmest kan takke ham for at have besøgt Europas nordligste at have overlevet. Yderligere hævdede udkant, som han kaldte Thule. Rejsen Polybios at være den første, der skrev kan med enkelte forbehold dateres til om havet udenfor Herakles’ støtter, og sidste fjerdedel af det 4. årh. f.Kr., da han havde derfor en oplagt interesse i at han ikke er kendt af Aristoteles (384- kritisere Pytheas. Polybios originale kri­ 322 f.Kr.) men derimod af hans elev tik er i øvrigt heller ikke bevaret. Den Dikaiarchos af Messina (cirka 355-280 kendes kun gennem Strabon. Kritikken f.Kr.) og den sicilianske historiker Tima- synes heller ikke at have bidt på eksem­ ios fra Tauromenion (cirka 356-260 pelvis Plinius i Naturalis Historia eller f.Kr.). Vi ved ikke præcis, hvilken rolle Diodorus Siculus i Historia.2 Pytheas spillede på rejsen, der førte til Til gengæld er der meget godt mate­ Thule og “ravøen” Abalus, men vi ved, at riale fra antikkens astronomer og geo­ han tog breddegrader på flere af de ste­ grafer, der understøtter virkeligheden af der, han besøgte, og at han skrev en bog en sådan rejse. Strabon fortæller f.eks. kaldet “Peri tou Okeanou” (Om Ocea­ selv i Geographika om, hvad Pytheas net) om rejsen. siger om parallellen, der løber igennem 26 Søren Skriver Tillisch

Thule. Opmålingen er angivet som ter rejsens virkelighed, er det interes­ 11.500 stadier nord for Borysthenes sant at se, om denne rejse også kan pas­ (Dnieprs) munding d.v.s. et sted mellem ses ind i de arkæologiske kilder. Det er 50 og 60 nordlig bredde, alt efter hvil­ næppe sandsynligt, at man nogensinde ken længde man beregner en stadie til at finder en græsk indskrift i Danmark være. Fra astronomen Geminos har vi eller Norge, der fortæller, at “Pytheas desuden fragmenter, der mere end anty­ was here”, men i mangel af direkte bevi­ der, at Pytheas selv oplevede midnatsso­ ser kan man gå indirekte til værks. len eller hørte en meget præcis beskri­ De skriftlige kilder antyder, at rejsen velse, hvilket bringer os så langt nordpå først gik over land via Garonnefloden til som Hålogaland i Norge eller alternativt et sted kaldet Korbilon i Loires mun­ det allersydligste Island. ding, hvor massalioterne tilsyneladende Alene i denne oplysning fra Strabon havde en handelsstation eller i hvert fald ligger altså kraftigt underbyggende nogle faste kontakter. Pytheas synes at materiale. Materialet sandsynliggøres have taget en breddegrad på nordkysten endvidere ved, at Eratosthenes, den af Bretagne, muligvis på lokaliteten Le første der ramte nogenlunde rigtigt med Yaudet, der har mange spor efter kon­ hensyn til Jordens omkreds, brugte bl.a. takt mod både nord og syd i La Téne- Pytheas’ målinger til at beregne den perioden (400-50 f.Kr.). Siden omsejle­ med. Pytheas er således den første, vi de han Britannien og sejlede over kender, der erkendte parallellens betyd­ Nordsøen til Thule. Thule er formentlig ning i geografien. De målinger, som er Norge, men Island er en anden mulig­ overleveret og tilskrives Pytheas direkte, hed. Han angiver desuden, at han udfor­ er simpelthen for præcise til at være skede det indre af Britannien til fods, opdigtede. Han kan naturligvis have fået hvilket antyder, at han tilbragte vinteren målingerne af en anden, og vi skal i så her. fald forestille os en vidensindsamler, der Han angiver, at sejladsen fra det som en anden Plinius sad i Massalia og nordligste Britannien, nemlig øgruppen skrev andre folks informationer ned. Ebuderne, der må være Shetlandsøerne, Men sandsynligheden taler dog for, at tog seks dage og nætter, hvilket passer det er Pytheas selv, der har været på rej­ meget godt på afstanden til det sydvest­ se. lige Norge omkring Bergen. I den for­ Disse betragtninger er vel nok det bindelse skal det nævnes, at hos Pompo- nærmeste, vi kommer “en rygende nius Mela (i.årh. e.Kr.) og Plinius er pistol” i denne sag, men efter min stednavnene Bergin og Bergos overleve­ mening er der mere end nok materiale rede. Senere sejlede han efter alt at til at sige, at Pytheas var om ikke leder dømme ned langs den jyske kyst, hvor af, så i hvert fald med på en rejse langs “ravøen” Abalus befandt sig. Abalus Vesteuropas kyster en gang i slutningen identificeres sædvanligvis med Helgo­ af det 4. årh. f. Kr. Det forekommer land, men geografen H. P. Steensby og rimeligt at antage, at det var hans hjem­ historikeren Svend Aakjær har gennem by, Massalia, der sponsorerede rejsen, analyse af skriftstederne sandsynliggjort selvom det ikke kan udelukkes, at andre en placering omkring Limfjordens byer har spillet en rolle. nuværende vestlige del. Thyland vap dengang og til relativt sent i nyere histo­ De arkæologiske kilder rie opdelt i flere “øer” af sumpede vejler. Selvom de skriftlige kilder alene bekræf­ Kontakten mellem det nordlige Britan- Pytheas fra Massalia - en nordlandsfarer? 27

nien, det vestlige Norge og det nordvest­ skibe nordover for at skabe handelskon­ lige Jylland er af gammel karakter og takter. Skal der nævnes en parallel til kan spores i hvert fald tilbage til de mel­ Pytheas i den græske verden forekom­ lemste dele af yngre stenalder (omkring mer Aristeas fra Prokonessos at være 3000/2500 f.Kr.). det bedste eksempel. Denne foretog Om Thule skrev Pyteas i øvrigt, at engang i det 7. årh. f.Kr. tilsyneladende befolkningen her tærskede deres korn en rejse dybt ind i Asien fra de tidligste indendørs i store huse og overvejende græske kontaktpunkter på Sortehavsky­ levede af kvæghold, samt blandede en sten.3 alkholisk drik af byg og frugt. Disse Her er det vel også på sin plads at historier var åbenbart så fantastiske for nævne en kyrenæisk mønt fra 322/313 Strabon, at de blev betragtet som en f.Kr., der i stort set nyslået stand blev umulighed (Geographika 4. 5. 4-5). På vasket op på den franske kyst ved Lam- et meget generelt plan kan man imidler­ paul-Ploudalmézeau (Finistere) i 1959, tid sige, at arkæologien her bekræfter og at en tarentinsk didrachme fra Pytheas-fragmenterne. Husdyrhold var 334/33° f-Kr. er blevet fundet på Fyn. meget udbredt i både Jylland og Norge, Der er fundet andre græske mønter i og den alkoholiske drik lyder fristende både Frankrig og Danmark. De allerfle­ meget som mjød. Af kornarter nævnes ste af disse er uden arkæologisk kon­ “hirse” i Pytheasfragmentet, og interes­ tekst, og derfor er det ekstra interessant, sant nok viser arkæologiske fund, at hir­ at den franske mønt kom fra havet, se var en meget udbredt kornsort i mens den danske faktisk er fundet Nordvestjylland i det 5.-4. årh. f.Kr. under omstændigheder, der udelukker, Ganske vist er det yderst risikabelt at at det er en moderne interpolation. Det koble etnografika fra antikken med de er derfor fristende at postulere en for­ arkæologiske eksempler, men sammen­ bindelse mellem Pytheas’ rejse og de to faldet mellem skriftlige kilder og arkæo­ mønter, særligt den første nyslåede logiske fund er i dette tilfælde slående. mønt. Det må understreges at disse skriftli­ ge kilder skal ses som et supplement til Hvorfor har arkæologer det svært arkæologien (eller omvendt). Der er tale med Pytheas? om kvalificerede gæt fremfor “sandhe­ Ovenfor er præsenteret en hel del histo­ der”. Det er også vigtigt at spørge om risk, arkæologisk og filologisk materiale, regulariteten af de kontakter, der er der alt sammen peger i retning af, at reflekteret i Pytheas-fragmenterne. På Pytheas’ rejse virkelig har fundet sted. den ene side viser fund af forskellige Det er faktisk mere end svært at finde en genstande fra områder langt fra hinan­ filolog eller historiker, der ikke tror på den kontakt. På den anden side er det det. Derfor kan man med god grund klart, at disse fund er af en så sporadisk spørge, hvorfor danske (men ikke engel­ karakter, at det ikke er hverdagsbegi­ ske) arkæologer har svært ved at accep­ venheder, de reflekterer. tere rejsens sandsynlighed. Efter hvad vi ved om selve rejsens Her må man nok først og fremmest forløb forekommer det usandsynligt, at fokusere på arkæologiens faglige udvik­ Pytheas sejlede på et græsk skib. Han ling og identifikationen som “Danmarks drog antagelig først igennem det sydlige nationalfag nr. 1". Fra en begyndelse Frankrig langs Garonne og Loire til Kor- som antikvarisme, og siden som “histo­ bilon og sejlede herfra med forskellige risk arkæologi”, der i dag er noget nær et 28 Søren Skriver Tillisch skældsord blandt arkæologer, udviklede i sin “Danmarks Oldtid”. Pytheas er arkæologien i Skandinavien sig i slut­ ellers det eneste skriftligt overleverede ningen af 1800-tallet til en “eksakt” eksempel på “vandrende græske han- videnskab. Dette skete gennem et delsmænd” som en del arkæologer, udpræget samarbejde med geologien og blandt andre Jørgen Jensen, har postu­ zoologien, samt udviklingen af den leret for Syd- og Centraleuropa i det 6.- arkæologiske typologi af Worsaae, Mül­ 4. årh. f.Kr. ler og Montelius. Helt fra begyndelsen Problemet er for mig at se, at den stod faget også i et modsætningsforhold materielle kultur for mange arkæologer til den mere etablerede historieviden­ er blevet beviser på noget, der skete i skab og sværgede til naturvidenskaben. fortiden, frem for at være indikationer Det var her arkæologien hentede de på noget, der skete i fortiden. Og uden stratigrafiske principper, der danner beviser, f.eks. en græsk bronzehydria på grundlaget for en moderne udgravning, rette sted i Jylland eller Vestnorge, er og de dateringsmetoder (C14, dendro- det mere end svært som arkæolog at kronologi, pollenanalyse), der er blevet træde frem og sige, at man tror på en helt centrale for at forstå kulturudviklin­ historisk korrekthed af en rejse som gen i rum og tid. Pytheas’. Dette modsætningsforhold førte tid­ Pudsigt nok kan det modsatte også ligt til en udbredt skepsis overfor brugen ske. I kataloget til udstillingen “Sejrens af skriftlige kilder i den arkæologiske Triumf’, der blev vist på Nationalmuse­ videnskab. Denne skepsis slog i et sidste år, fremstilles den magtkoncen­ 1950erne og ‘60erne over i en næsten tration, der kan iagttages i Østdanmark i total afvisning af de skriftlige kilders det 2.-3. årh. e.Kr. som en romersk “kli­ vidnesbyrd i det danske (og dele af det entstat”, uden at der er skyggen af belæg internationale) arkæologiske miljø. i de bevarede historiske kilder. Der er Særligt de tidlige efterretninger om faktisk tale om, at arkæologer her skri­ Nordeuropa (før ca. 800) blev omgær­ ver historie uden at have belæg i de det med megen mistro. For historikere historiske kilder. vil det være velkendt, at lignende tekst­ De meget høje krav til “bevisførelse”, kritik var meget udbredt i 1960erne og som altså ikke altid bliver fulgt af arkæo­ 1970erne. “Der findes ingen virkelighed logerne selv, er forskningsmæssigt udenfor teksten” blev i arkæologien til: meget uheldige, og man kunne godt “Der findes ingen virkelighed udenfor ønske sig det grundkendskab til de tingen”. skriftlige kilder fra danske/skandinavi- Denne udvikling gjorde det i 1982 ske arkæologers side, som de fleste ganske nemt for Jørgen Jensen totalt at engelske arkæologer har. Dette grund­ afvise Pytheas-historien som det rene kendskab til de skriftlige kilder, og især vrøvl. Afvisningen blev baseret på de præmisser de er skrevet på, fører manglende arkæologisk materiale, samt nemlig til den konklusion, at Pytheas’ en påstand om at Plinius’ er “upålide­ rejse må have fundet sted. Ledende lig”, og at Strabon kaldte Pytheas “ærke- internationale arkæologer som Chri­ løgner”. Det har så endelig fået det ret stopher Hawkes og Barry Cunliffe har i interessante udslag, at Jørgen Jensen, hvert fald bekræftet den. I forhold til der ellers fokuserer utrolig meget på historieskrivningen er det uheldigt, da “kontakt” og “samhandel” i forhistoriens alle “Danmarkshistorier” i nyere tid har Europa, helt undlader at nævne Pytheas brugt arkæologer til at skrive de første Pytheas fra Massalia - en nordlandsfarer? 29

par bind, hvilket fører til en ofte ganske hvorfor Pytheas foretog sin rejse. I en ufuldstændig anvendelse eller ikke- verden hvor transporttiden helst skal anvendelse af de få tilgængelige skriftli­ være så lille som muligt, er det svært at ge kilder. Dette gælder såvel de græsk­ forestille sig at bruge måneder eller end­ romerske kilder som de senere, f.eks. og år på at foretage en rejse. Ikke desto sagaerne. mindre var rejser almindeligt for i hvert Med dette in mente kan man med fald visse samfundsgrupper i fortidige nogen ret spørge om ikke danske arkæo­ samfund. loger kunne bruge et kursus i basal Pytheas rejse står således ikke alene. historisk kildekritik. Svaret må blive et Af Odysséen og Illiaden fremgår det, at rungende ja. Men man kunne også det at rejse var centralt for en leder. En ønske sig, at historikerne begyndte at heldigt udført rejse til et fjernt sted gav interessere sig mere for Danmarks tid­ social status. Særligt hvis man kom ligste historie, for det er ganske tydeligt, hjem med nye varer eller genstande, og at den slags kan man ikke trygt overlade fundmønstrene fra bronzealderens høj­ til arkæologerne! depunkt i 16.-14. årh. f. Kr. tyder da også på et meget udbredt kontaktnet over Hvorfor foretog Pytheas’ sin rejse hele Europa. Pytheas’ rejse kan forekomme fanta­ Der er næppe tale om direkte han­ stisk. Det er umiddelbart svært at fore­ delsforbindelser, selvom de fra tid til stille sig antikkens mennesker bevæge anden bliver foreslået på baggrund af sig over lange afstande på hesteryg, i en enkeltstående fund. Eksistensen af vogn eller på et skib. Afslutningsvis vil græske sagn og myter om “hyperboræer- jeg derfor kort berøre spørgsmålet om, ne” (d.v.s. “dem der lever på den anden side af nordenvinden”) viser dog, at information kunne rejse over lange afstande. Hyperboræerens liv portrætte­ res som en slags Shangri-La, og lysgu­ den Apollon tilbringer efter sigende tre måneder om året hos dem. Ligheds­ punkter i billedfremstillinger mellem det minoiske Kreta og visse skandinavi­ ske helleristninger antyder også udvek­ sling af ideer over store afstande. Der er ligeledes passager i Illiaden og Odyséen, der synes at referere til ting, vejrlig og folkeslag fra områder nordli­ gere end Middelhavsområdet, men de er inkonsistente og toposlignende. Der er således ingen helt troværdig måde hvor­ Guldbådene fra Nors er bådmodeller lavet af på man kan identificere de retfærdige silketyndt guldblik og bronzelameller der efter abiere, de rige faiakere eller de onde ■ deres ornamentik og nedlægningssted at døm- laistrygoner, omend talrige forsøg er fne stammer fra slutningen af bronzealderen blevet gjort. I den forbindelse er det dog eller begyndelsen afjernalderen. Var det sådanne både, der holdt kontakten over havene værd at nævne her, at en meget sen kil­ på Pytheas' tid? Fra: Jørgen Jensen: Danmarks de, Plutarch, nævner, at Kalypsos 0, Oildtid. Bronzealderen, s. 288. Ogygia, er placeret seks dages sejlads fra 30 Søren Skriver Tillisch

Thule. Man vil huske, at seks dage og smag. For ham var rav den mest unød­ nætter var netop, hvad det tog Pytheas vendige af alle luksusvarer. Men der er at krydse havet til Thule fra Britannien. ingen tvivl om, at Julian fik enorm soci­ I disse spredte fragmenter ligger der al status i det romerske samfund ved at formentlig historiske elementer, der i have sendt ekspeditionen ud. dag er næsten umulige at genkende - De ovenfor anførte eksempler fortæl­ slidt som de er af tidens tand. De kan ler, at både eventyrlyst og social status dog bruges til at spørge, hvorvidt Pythe­ indgik i rejsernes formål. Samtidig har as har rejst på baggrund af mytiske en rejse som Pytheas så ført til handels­ overleveringer. Overleveringer som han kontakter som en handelsby som Mas­ til en vis grad kan have opfattet som salia senere kunne forvente at trække historie, idet det, vi kalder myter, jo for på. At det tilsyneladende ikke er sket er de fleste grækere var virkelig historie. en anden sag, der muligvis kan tilskrives De omtalte rejser gav som sagt høj at det 3. årh. f.Kr. var en turbulent tid. social status i bronzealderens samfund Middelhavet var præget af magtkampen gennem hjembringelsen af nye varer - mellem de hellenske riger i øst og Rom og her falder tanken automatisk på rav, og Karthago i vest, mens de keltiske folk Nordens guld, og “ravøen Abalus” som i Centraleuropa var på vandring og gjor­ Pytheas skal have besøgt. de indfald i bl.a. Grækenland i 279 f.Kr. Rav findes i Europa i store mængder Der var således ikke politisk mulighed i det østlige Baltikum og langs Jyllands eller materielt overskud til at opretholde kyst, samt i mindre mængder i Sorteha­ de sporadiske handelskontakter i denne vet og på Sicilien. Ved hjælp af spektro­ periode. skop! er det muligt at vurdere, om der er tale om nordligt eller sydligt rav, men Søren Skriver Tillisch ikke at skelne mellem f.eks. Vesterhav og Østersø. Vi ved at rav har været udvekslet over store afstande fra i hvert 'Værket færdigt cirka 25 f.Kr., se især 1,4,2-5 & fald den yngre stenalder, og fund af 11,1-18. “nordligt” rav i Mykene (1700/1600 2 Se Barry Cunliffe: The Extraordinary Voyage of f.Kr.) viser, at der har været sporadisk Pytheas the Greek, 2001. kontakt. Herodot, 17,113-115. Det eneste vidnesbyrd om den såkaldte “rawej” stammer fra en Supplerende litteratur romersk ridder, der blev sendt ud af en Barry Cunliffe: The Extraordinary Voyage of vis Julian for at få luksusvarer til et gla­ Pytheas the Greek, London, 2001. diatorspil i Neros regeringstid (54-68 Christopher Hawkes, Pytheas: Europe and the e.Kr.). Historien er overleveret hos Pli­ Greek Explorers, 8th J. L. Myres Memorial nius i dennes Naturhistorie fra 70erne Lecture. Oxford, 1978. e.Kr. Denne rejse gik til ravområderne Jørgen Jensen: Rav - Nordens guld. Gyldendal, ved Østersøen rimeligvis fra Carnuntum 2000. ved Donau gennem Böhmen og Mähren Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Bronzealder og op langs Oder-Neisse eller Wisla. og Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder. Gyldend-1 Han kom i følge Plinius tilbage med så al, 2002 & 2003. meget rav, at selv nettene, der skilte are­ H.J.Mette: Pytheas von Massalia. Colleget. naen og publikum, var besat med rav. Kleine Texte für Vorlesungen und Übungen, 173- Denne begivenhed faldt ikke i Plinius’ Berlin, 1952. Mulatkassen i Guinea

Den europæiske kontakt med Vestafrika i 1700- og 1800-tallet var i vidt omfang et mandligt foretagende. Særligt i den præ-koloniale periode, mens europæerne hovedsageligt handlede og endnu ikke koloniserede, var der kun et meget lille antal europæiske kvinder i Vestafrika. Den store overvægt af mænd betød, at europæerne måtte søge uden for deres forter og bosættelser, hvis de ville være sammen med kvinder, og seksuelle forhold mellem europæiske mænd og afrikan­ ske kvinder var almindelig praksis. Denne artikel handler om en pengekasse til forsørgelse af mulatbørn på Christiansborg i Guinea.

Af Pernille I. Hamilton, ph.d.-stipendiat ved Institut for Historie, Københavns Universitet.

1843 skrev den danske guvernør på Ligesom for portugisiske, engelske, Christiansborg, Edward Carsten­ hollandske og svenske mænd, var det sen, til Kommercekollegiet i Køben­ almindeligt for danske mænd at have 1havn og bad om lov til at anskaffe etforhold til afrikanske kvinder på Guld­ orgel. ’’Høist ønskeligt vilde det være, kysten. Forholdene indgik i den politi­ om Hovedfortet Christiansborgs Kirke ske kontekst i området, og de afrikanske kunde blive forsynet med et Orgel- kvinder kom til at fungere som en slags Positiv...”, skrev Carstensen og fore­ mellemled mellem de afrikanske stater slog, at udgifterne til orglet skulle tages og de europæiske handelsnationer. Dis­ fra mulatkassen. Ifølge guvernøren var se blandede forhold resulterede natur­ mulatkassen på det tidspunkt blevet så ligvis ofte i børn, og i 1850, da dansker­ betydelig, at det ikke ville være nogen ne solgte handelsstationen i Guinea til større byrde for den at betale for et England, havde gruppen af mulatter på orgel.' Christiansborg vokset sig stor. I Koloni­ I de første årtier efter at danskerne erne i Asien og Afrika fra 1980 fortæller havde etableret sig i Vestafrika og Ole Justesen om en hel lille hær af grundlagt først fortet Frederiksborg i mulatsoldater, som var efterkommere af 1659 og senere hovedfortet Christians­ danske mænd, der gennem tiden havde borg, var der ikke mange ’’blanke” (hvi­ opholdt sig på kysten.3 de) mænd på Guldkysten, og kun få om Med tiden opstod der et ønske i den overhovedet nogen europæiske kvin­ danske administration på Christians­ der. Mændene på forterne levede et borg om at regulere disse blandende ungkarleliv med alt hvad dertil hørte af forhold. Præsterne på fortet var forar­ druk, skyderier og løse seksuelle for­ gede over, at de danske mænds børn bindelser. Et fortællende eksempel på, voksede op uoplyste hos deres mødre i hvor vildt det kunne gå for sig i dansk en ikke-kristen kultur. Samtidig så \ Guinea i 1680’erne, var, da guvernør administrationen en fordel i at fastsæt­ \Prange ankom til Fredriksborg og te nogle regler for forholdene mellem fandt, at tre danske kompagniansatte danskere og afrikanere, for derved at jhavde brugt alle reserverne af gods og kunne benytte sig af de afrikanske rguld på prostituerede og til andre syn­ kvinders forbindelser til de lokale afri­ defulde formål.2 kanske stater. 32 Pernille I. Hamilton

Christiansborg fort og den afrikanske by Osu på et stik fra 1700-tallet. Fra Georg Nørregaard: “Guldkysten” i Johannes Brøndsted: Vore gamle tropekolonier. København 1952, bind 1, s. 510.”

Denne artikel handler om nogle af de Når de danske mænd havde udvalgt tiltag, den danske administration ønske­ en afrikansk kvinde, ansøgte de admini­ de at gennemføre for at regulere de strationen på Christiansborg om lov til blandede forhold i dansk Guinea. at indgå et forhold med hende. Den Udgangspunktet for artiklen er en pen­ slags officielt anerkendte forhold kald­ gekasse, med det pudsige navn mulat­ tes at ’’cassarere”. Isert beskriver det på kassen, som blev etableret på Christi­ følgende måde: ”En af de mærkeligste ansborg på et tidspunkt i 1700-tallet, Skikke her er Evropæernes Giftermaal men historien om kassen handler samti­ med Landets Døtre. Man kalder det at dig om de blandede forhold, der resulte­ cassare, som kommer af Portugisisk og rede i mulatbørn, og om en skole for dis­ betyder at sætte Bo. Naar en Evropæer se børn på Christiansborg. kommer hertil, er det gerne det første, han sørger for, at få sig en Kvinde at Den mærkeligste praksis sove med”. En af de danskere, der mest udførligt Iserts bemærkning om, at de afrikan­ beskrev disse blandede ’’ægteskaber” ske kvinder sjældent afviste de danske mellem danske mænd og afrikanske mænd, tyder på, at de kvinder, der ind­ kvinder, var lægen Paul Isert, som gik forhold med danskerne, ikke nød­ opholdt sig på Guldkysten i årene 1783- vendigvis var drevet af ønsket om en sta­ 87. Isert beskrev, hvordan de danske bil og kærlig ægtemand. Med bare et mænd ved ankomsten til Guinea med overfladisk kendskab til magtforholdene det samme så sig om efter en kvinde at i den koloniale verden i 1700-tallet er sove med. Han tilføjede, at de nyankom­ det heller ikke nogen overraskelse, at z/ ne europæere selv udså sig en mulig hvide mænds relationer til sorte kvinder^ elskerinde, og at europæerne som regel ikke var udtryk for ligestillede forholdi, fik de kvinder de ønskede, idet ”en men det er interessant, at samtidens Kurv”, altså en afvisning, kun sjældent skribenter også lagde mærke til det ulige var at frygte.4 magtforhold. Mulatkassen i Guinea 33

Både danskere og afrikanere har De officielle cassareringer havde givetvis kunnet se politiske og handels­ mange lighedspunkter med etablerede mæssige fordele i at indgå de cassarere- konkubinater i hollandske og engelske de forbindelser. I den præ-koloniale kolonier i Asien og Afrika. Åbenheden handelsperiode var magtrelationen mel­ om de blandede forhold var stor ude i lem europæere og afrikanere til kon­ den koloniale verden, mens administra­ stant forhandling på Guldkysten, og tionen hjemme søgte at lukke øjnene begge kulturer kunne udnytte cassare- for, hvad der foregik. På Christiansborg ringerne som forbindelser til den i Guinea blev der også talt åbent om de ’’anden” kultur. Det er svært at opnå et etablerede konkubinater, cassareringer­ nuanceret indtryk af, hvad der fik de ne. Isert bemærker, at den danske admi­ afrikanske kvinder til at indgå forhold nistration på Christiansborg ligefrem med de danske mænd. Vi har ingen opfordrede de danske ansatte til at cas- skriftlige kilder fra den afrikanske side sarere sig med afrikanske kvinder, da af historien, og hvis de europæiske for­ det kunne forhindre noget af den værste fattere har udspurgt afrikanere om for­ hjemve. holdene i Afrika, inden de nedskrev Rømer bemærkede sig også, at den deres europæiske version af historien, danske administration bakkede op om var det ikke kvinder, de talte med. Men de blandede forhold, fordi det kunne det er sandsynligt, at familiens og grup­ mindske mændenes hjemve: ’’Øvrighe­ pens behov for en alliance med euro­ den tillader det gerne; thi de Blanke bli­ pæiske handelsfolk kan have spillet en ver derved naturaliseret, og man seer rolle, når afrikanske kvinder cassarere- ikke at de da ere saa Qvindsyge, fortre­ de sig med danske mænd. delige og længes saa stærkt efter at slip­ pe fra Landet, som før.” En del af integrationen Rømer beskrev cassareringen som en En anden dansker i Guinea, Ludewig slags naturlig følge af den integrations­ Ferdinand Rømer, som var embeds­ proces, de danske mænd på kysten kun­ mand og siden ansat på kysten i ne forvente at gennemleve. Når dan­ 1740’erne, vurderede, at der var både skerne først kom til kysten, skrev fordele og ulemper ved cassareringerne: Rømer, havde de meget svært ved at ’’Godt og Ondt flyder af disse Giftermaal holde af livet i Afrika: ”Naar vi først (om man kand kalde det saaledes); Godt komme der i Landet, saa er det ligesom er det, at en liderlig Europæer har en man komm[e] i en anden Verden, hvor sort Kiærling; thi hun lader ham ikke man faaer at see andre Objecta, andre sulte ihiel.” Dertil tilføjede Rømer, at Mennisker, andre Levemaader; alting er forbindelsen til den afrikanske kvinde fremmet for os; vi græmme os; vi ønske, gav den danske mand mulighed for at at vi heller maatte have søgt vores daglig købe bedre og billigere varer. Det onde Føde for hver Mands Dør, end kommet i ved cassareringerne var til gengæld, at saadant et ubehageligt Land. Føden danskeren ikke kunne regne med sin smager os ikke: vi sulte hellere end spi­ afrikanske kone på samme måde, som se de Sortes Rætter; de Sorte, vi skal han kunne regne med en kristen kone. omgaaes, ere suurseende og ondskabs­ Hun lå ofte i med afrikanske mænd fulde Mennisker, som søge at bedrage, samtidig, og udnyttede den danske eller at tigge af os.” mands eventuelle materielle goder til Ifølge Rømer stod det så slemt til for det yderste.5 de nyankomne danske mænd, at de ofte 34 Pernille I. Hamilton græmmede sig ihjel i løbet af det første tet, kirkerummets og menighedens for­ år. Hvis de derimod overlevede så læn­ færdelige tilstand og ønsket om at gøre ge, skete der en ændring i deres indstil­ noget for de danske kompagniansattes ling og levevis. De vænnede sig til børn. Svane var forarget over, at der maden, de lærte at klare sig under dårli­ ikke var nogen, som lod til at interessere ge forhold i længere perioder ved tanken sig for mulatbørnenes uddannelse i kri­ om, at det gode liv nok skulle vende til­ stendom, eller med Svanes egne ord: ”At bage en dag. Tilvænningen til livet ved de Børn, som vores Blanche hidindtil handelsstationen på Guldkysten med­ haver haft med de sorte Qvinder her i førte dog ikke, beklagede Rømer, at de Landet, gaar her uden nogen Oplysning danske mænd ’’skytte sig selv, fortiener om Gud og Deres Salighed.”7 sig noget, og gaae til Europa igen”. Nej, Svane var særligt forarget over, at de hvis de overlevede de første år i kystkli­ danske mænd efterlod deres afrikanske maet, med alt hvad det indeholdt af kli- koner og børn uforsørgede på Christi­ matfeber (malaria), ændrede kostvaner ansborg. Et sted kommer han endog rig­ og fremmed bakterieflora, så ville de tig tæt på mulatbørnenes forsørgelse have sig en afrikansk elskerinde og blev uden at omtale mulatkassen. Svane skri­ på den måde integreret i den afrikanske ver om en Hans Christian Broch, som kultur. forbereder sig på at rejse hjem til Dan­ mark og efterlade sin afrikanske cassa- Uforsørgede mulatbørn rerede kone højgravid i Afrika. Forarget De seksuelle forhold på Christiansborg bemærker Svane, at Brochs barn, hvis resulterede naturligvis ofte i gravidite­ det overlever, kun vil være efterladt 56 ter og børn, og som sagt voksede grup­ Rigsdaler. Og hvem skal lære det dansk? pen af mulatter på fortet. I 1722 blev spørger Svane, og skal det slet ikke der etableret en skole for børnene på døbes?8 fortet. Både mulatskolen og mulatkas­ I Svanes ret detaljerede beskrivelser sen var tiltag, der skulle hjælpe den af forholdene på skolen ved Christians­ voksende gruppe af mulatbørn, og i borg i 1724 ville det have været oplagt Edward Carstensens guvernørperiode i for ham at omtale mulatkassen. En 1840’erne fremgår det tydeligt af regn­ overfladisk gennemgang af beslutnings­ skaberne fra Christiansborg, at mulat­ protokoller, brevkopibøger, regnskabs­ kassens indtægter går til tøj og under­ bøger m.m. fra 1720’erne i Vestindisk- visningsmateriale (salmebøger) til guineisk Kompagnis arkiv på Rigs­ eleverne ved skolen. Der har altså været arkivet har heller ikke givet noget spor en sammenhæng mellem skolen og kas­ efter mulatkassen. Umiddelbart tyder sen, men intet tyder på, at kassen blev det derfor på, at mulatkassen ikke blev oprettet på samme tidspunkt som sko­ oprettet i forbindelse med Svanes len. mulatskole og nok ikke eksisterede før Initiativet til oprettelse af skolen blev senere i 1700-tallet. taget af præsten Elias Hansen Svane, der var præst på Christiansborg i En bødekasse 1720’erne. Svane skrev adskillige breve I en af de ganske få bevarede justitspro­ hjem, bl.a. til Vestindisk-guineisk Kom­ tokoller fra Christiansborg fra slutnin­ pagnis direktion og til biskoppen for gen af 1700-tallet findes der til gengæld Sjællands stift, Christen Worm. I disse ikke så få henvisninger til mulatkassen. breve beskrev han situationen ved for­ Det lader til, at mulatkassen i slutningen Mulatkassen i Guinea 35 af århundredet havde fået status som en tilknytning til Christiansborg) om nat­ almen og velgørende ’’bødekasse”, og ten, skulle betale til mulatkassen: “jeg protokollen tyder på, at det var ganske [må] erfare at nogle af de i Hans Majes­ almindeligt at betale bøder til mulatkas­ tæts tieneste stående Betiente, istædet sen.9 for at følge den gamle skik og orden I maj 1796 blev assistent Robert van overgiver sig til Nattens sværmerier i Der Penye f.eks. dømt skyldig i at have Negeriet, og gjøre sig dermed uskikkede udøvet ubesindig opførsel og pålagt at til deres forretninger om dagen.” Den, betale 64 rigsdaler dansk kurant til ”den der første gang blev pågrebet i Osu, fattige Mulatte Cassse”. Fra samme år skulle betale en bøde til “den fattige findes også en ’’undersøgelse af om­ Mullatte Kiste”, anden gang skulle beta­ stændighederne ved Musquetteer Jose­ les dobbelt, og tredje gang skulle man ph Plancheis pludselige død”, der endte “ansees som en freds og ordens forstyr- med en betaling til mulatkassen. Plan- rere og derfor tiltales.” chel havde efter sigende været oppe at slås med to soldaterkammerater, hvor­ En cassareret kones vandel efter han afgik ved døden. De to skyldi­ Ordet cassarering brugtes både om for­ ge soldaterkammerater idømtes en bindelser mellem to afrikanere og mel­ omfattende fysisk afstraffelse og blev lem en dansk mand og en afrikansk pålagt at betale halvdelen af deres gage kvinde. I en rejsebeskrivelse fra 1822 til ’’mullatte børnenes fattige casse”. beskrev H. C. Monrad den såkaldte I november 1797 blev der afsagt dom ’’casarre-costume” som indgåelsen af et i en langvarig sag forårsaget af en klage ægteskab mellem afrikanere, og kort fra bogholder Kierby imod kommandant efter bruger samme Monrad også ordet og materialforvalter Schalty. Rettens cassarre, om de forhold europæerne kendelse lød: ”Da bogholder Kierby og indgik til afrikanske kvinder eller rettere materiel forvalter Schalty have forligt til de ’’døbte Mulatinder som Europæer sig er det ifølge lovens tilladelse bevilget casarre.”“’ dem, men da lovens 1-24-8 byder, at Både Monrad og Isert bemærkede, at ingen sager blive erlagte saa kiendes: at cassarere kom af det portugisiske ord material forvalter Schalty bør for sine for ”at sætte bo”." Det er oplagt at slut­ imod bogholder Niels Kierby ... brugte te, at danskerne i Guinea med deres ærerørige ord efter lovens 6-21-7 bøde brug af udtrykket ’’cassare” havde over­ 60 Rd dansk Curant der, efter at taget en omskrivning af det portugisiske omkostningerne denne sag haver for- verbum for at gifte sig, ”casar-se”. Om aarsaget kongens kiste eer fradragne, verbummet i datiden også på portugi­ falder til den fattige Mulatte casse her i sisk kunne betyde ”at sætte bo”, som landet.” I en anden mindre sag beslutte­ Monrad og Isert bemærkede at det de retten at pålægge den skyldige 10 betød, må ved lejlighed undergå en nær­ rigsdaler i mulkt til: ”den Fattige Mulat­ mere undersøgelse. Det kunne også te Casse for hans opsætsighed ...” være spændende at undersøge, hvilken Der findes en række lignende sager i social praksis de såkaldte cassareringer den nævnte protokol, der dækker perio­ dækkede over. Man kunne forestille sig, den 1794-1813. I samme bog fik guver­ at den portugisiske praksis, som dan­ nør Johan Wrisberg i 1796 desuden ført skerne overtog begrebet ”at cassarere” til protokols, at alle, der blev fundet i fra, allerede indeholdt afrikanske og negeriet (den afrikanske by Osu der lå i portugisiske (europæiske) sociale og 36 Pernille I. Hamilton kulturelle elementer. Samtidig kan det hæng er, at Rådet offentligt, med udråb tænkes, at danskerne i en eller anden og bækkenslag, retfærdiggjorde Cathri­ forstand overtog dele af den afrikansk­ ne Sonnes Avandel som cassareret portugisiske praksis, da de gav deres nye kone”. Ordvalget tyder på, at cassarere- praksis et portugisisk klingende navn. de koner, på samme måde som kristent Og sidst, men ikke mindst, ville det være gifte kvinder, kunne have visse rettighe­ særdeles interessant at undersøge, hvor­ der og respekt omkring sig. Samtidig dan denne cassareringspraksis indgik i lader det til, at de cassarerede kvinder i de stadige kulturelle og magtpolitiske en del af perioden kunne forvente, at forhandlinger mellem danskere og afri­ deres børn blev forsørget af mulatkas­ kanere i Guinea. sen, når de danske fædre døde eller rej­ Hvordan den sociale praksis omkring ste hjem til Danmark. H. C. Monrad, cassareringerne end har tegnet sig, har som var præst på kysten i begyndelsen der været nogen fælles forventninger til, af 1800-tallet, skrev at alle kvinder, der hvad en cassarering kunne og ikke kun­ fik børn med europæiske mænd, kunne ne indeholde. Et eksempel er fra en sag i forvente støtte fra kassen: ”Er en Neger- førnævnte justitsprotokol fra Christi­ inde saa lykkelig at føde et Mulatbarn, ansborg år 1808, hvor der omtales et har hun af denne Casse sit Udkommen­ forhold mellem mønsterskriver Matthi­ de indtil Barnet er voxent. Det alminde­ as Thonning og mulatinden Cathrine lige som gives hende, er 2 Rdlr. Hver Sonne. maaned.”14 Retssagen blev holdt i anledningen af, at sekretær Schrøder havde fornærmet Thonnings kone. I Thonnings klage til Sekretrådet på Christi­ ansborg skrev han: ”1 dags aften den 19de Januar har Herr Secretair Schrøder høiligen fornærmet mig i det han i over­ værelse af herr Krog, som Commandant på fortet, herr Pastor Monrad, herr Kjøb- mand Ramus, samt Dherrer assistenterne Svanekiær og Reiersen, og en del negere i købmand Ramus=s huus har beskyldt min kone for at have ligget i skammelig forstand med sig. - Han har endogså bestemt stedet for forbrydel­ sen, nemlig: bag ved Kirken.”13 Thonning vandt sagen mod Femmes å Kéennes - Kvinder fra Accra. På denne illustra­ Schrøder og fik rettens ord på, tion fra den franske oversættelse af Paul Iserts rejseberet­ ning fra Guinea udgivet i 1793, ses tre afrikanske kvinder at hans kones rygte var med europæiske frisurer og indbydende blikke. Fra: Paul ubesmittet. Det spændende Erdman Isert: Voyages en Guinée et dans les iles Caraibes ved sagen i denne sammen­ en Amérique. Paris 1989, s. 129. Mulatkassen i Guinea 37

Hvem betalte til kassen? været anderledes inden Carstensen Udover bøderne har der sandsynligvis kom med sit forslag. også været mere regelmæssige betalin­ Det er dog mere sandsynligt, at Kay ger til mulatkassen. Spørgsmålet om, Larsen har draget sin slutning om at alle hvem der betalte, er ikke behandlet europæerne på fortet betalte til mulat­ særligt indgående af de historikere, kassen fra H. C. Monrad, som i 1822 som tidligere har skrevet om Guinea. beskrev mulatkassen således: ”Til Jeg har kendskab til to tekster, hvor Understøttelse af de Mulatbørn, som sagen omtales, og disse to antagelser er undervises, er oprettet en saakaldet modstridende. I 1918 skrev forfatteren Mulatkasse eller Fond, hvortil enhver Kay Larsen, uden nærmere kildehen­ Europæer maa, i forhold til sin Gage, visning, at alle europæerne ved Christi­ contribuere maanedlig nogle Mark.”19 ansborg betalte til mulatkassen.151 Vore Nørregårds antagelse om, at kun de Gamle Tropekolonier fra 1950’erne cassarerede mænd betalte til mulatkas­ skrev Georg Nørregård derimod at ”de, sen, har han derimod sandsynligvis der holdt sorte kvinder, betalte afgift til overtaget fra Isert, der i 1780’erne en mulatkasse”, men henviste udeluk­ meget præcist beskrev, hvordan beta­ kende til kildesteder der omtaler lingen til kassen foregik. Isert skriver, at mulatskolen og ikke mulatkassen.16 De danske mænd, som ønskede at leve to historikere kan med belæg i kilderne sammen med en afrikansk kvinde sagtens være nået frem til hver deres under deres ophold på kysten, skulle version af sagen, for kilderne er heller betale halvdelen af deres første måneds ikke enige om, hvem der betalte til kas­ gage og igen en halv måneds gage, når sen. de forlod Guinea, samt et fast månedligt Kay Larsen kan have fået sin opfat­ beløb på 4 procent af deres gage til telse fra guvernør Edward Carstensens mulatkassen.20 senere efterretninger fra 1840’erne. I Udover Iserts kommentar er der end­ 1845 udarbejdede Carstensen et tem­ nu en grund til at antage, at mulatkas­ melig udførligt forslag til en ny instruks sen havde direkte forbindelse til de cas­ for guvernementet på Christiansborg, sarerede mænd. Cassareringerne hvor han bl.a. omtaler mulatkassen et foregik under ret ordnede forhold og par gange. ’’Afgivt til Mulatkassen kan derfor i princippet sagtens have udredes af enhver Europæer og Mulat medført en etableret pengekasse. Cassa­ ved Etablissementerne ...” skrev reringerne er, i modsætning til mulat­ Carstensen og foreslog videre nogle kassen, velbeskrevne i kilderne, og prak­ præcise tal for betalingen: at guver­ sis lader til at have været gennemtænkt nøren betalte 1 rdl. guineisk kurant, og officiel. Præsten Hans Jensen Flye, assistenter, læger og kateket: 25 dam17, der kom til kysten i 1846, beskrev f.eks. øvrige betjente med over 200 rdl. i årlig i et brev til biskoppen for Sjællands stift, gage: 12 '/2 dam, betjente med under at flere præster gennem tiden havde vel­ 200, men over 48 rdl.: 6 '/4 dam, og signet cassareringer direkte fra prædi­ soldater og andre med samme løn: 4 kestolen. En enkelt præst har endog dam.18 Carstensens forslag er meget noteret forbindelserne i kirkebogen på uddybet, men der er ingen grund til at Christiansborg. Hr. Meyer, som Flye antage, at det nåede at blive ført ud i afløste på kysten, forsøgte derimod at livet inden salget til England i 1850, og tale de danske ansatte fra at have for­ man må formode, at praksis havde hold til afrikanske kvinder, men Flye 38 Pernille I. Hamilton

bemærker, at det nok ville være noget mark, hvilket nok kunne have skabt nær umuligt.21 nogle forviklinger. Samtidig er det i dag Elias Svane gav i 1724 også udtryk svært at forestille sig, at de afrikanske for, at det burde forbydes de danske kvinder kunne leve integrerede liv i mænd at være sammen med afrikanske København. De kulturelle forskelle mel­ kvinder, men da det i praksis ville være lem Danmark og Guldkysten i 1700-tal­ umuligt at gennemføre et forbud, gik let synes i dag uoverstigelige. Men i han ind for at acceptere cassareringer- 1720’erne, da Svane skrev sine breve, ne. De mere officielle og offentlige for­ var forventningerne til muligheden for hold gav kirken og kompagniet mulighe­ kulturel integretion åbenbart højere. I der for at stille krav til de danskere, som hvert fald nævner Svane ikke nogen af ønskede at leve sammen med en afri­ de problemer, som måtte følge med en kansk elskerinde. Svane ønskede bl.a. at afrikansk kvindes bosættelse i Dan­ stille krav om, at den cassarerede mand mark. Svane tog faktisk to af de mulat­ skulle være ansvarlig for eventuelle drenge han havde undervist i Guinea børns opdragelse og undervisning i kri­ med til København, da han vendte stendom og dansk. Samtidig ønskede hjem, og den ene af disse drenge blev Svane at forhindre, at en cassareret åbenbart godt integreret i det danske mand kunne forlade Afrika uden at samfund. Han var i en årrække lærer spørge sin afrikanske samlever, om hun ved kirken i Havrebjerg-Gudum på ønskede at følge med ham hjem til Dan­ Sjælland.25 mark.22 Hvad enten det skyldtes kultur- eller Disse krav har Svane, ifølge Rømer, klimaforskelle, har Nørregaard dog nok ikke været ene om at stille. I sit værk ret i, at det ville have været svært for de skrev Rømer, at biskop Worm havde afrikanske kvinder at rejse med til Dan­ givet dispensation til, at alle danskere mark. Det er heller ikke sikkert, at Elias på kysten måtte tage en, og kun én, Svane har opfattet det som den ideelle afrikansk kone: ”paa de Conditioner: løsning på problemet med de uforsørge­ 1). Manden skulle love, at see hans de mulatbørn, at de rejste med deres Hedenske Kone omvendt til Christen- fædre hjem til København. Måske har dommen. 2). Naar Manden gik til han bare villet påpege, at det faktisk var Europa, at han da skulle tage hende en slags ægteskaber, de danske mænd med, NB. Om hun vilde.”23 Det lader havde indgået, og at der dertil fulgte dog ikke til, at nogen afrikanske kvin­ ansvarsforpligtelser. der har ønsket at rejse med deres blan­ I et brev til kompagniet af 15. marts ke mænd hjem, hvis de altså er blevet 1724 fremgår det i hvert fald tydeligt, at spurgt. I den forbindelse har Georg Svane mente, de danske mænd burde Nørregaard i sin optimistiske stil gøre langt mere end hidtil for at sikre bemærket, at ”Det var en lykke, at det­ deres børns fremtidige forsørgelse og te ikke blev gennemført. De sorte uddannelse. Svane mente, at det var en hustruer ville aldrig have befundet sig synd, at mændene efterlod deres børn godt i det kølige Skandinavien.”24 hos deres hedenske mødre. Så snart Det er interessant, at Elias Svane børnene kunne gå, burde deres fædre foreslog, at de afrikanske kvinder skulle sørge for, at de kom og boede hos dem følge med deres danske samlevere til på Christiansborg og gik til kristendom­ København. Flere af de cassarerede sundervisning i mulatskolen.26 mænd var allerede kristent gift i Dan­ Mulatkassen i Guinea 39

Guvernør Edward Carstensen var i øvrigt en grundig og flittig skri­ bent, og af hans beskri­ velser og regnskaber fremgår det, at mulatkas­ sen var blevet en officiel, statslig og velbemidlet kasse i 1840’erne. I 1845 modtog kassen 150 rdl. årligt fra den Kongelige kasse, og man kan sige at mulatbørnenes vel der­ med til dels var blevet et statsligt anliggende. Ifølge de trykte regn­ skaber og budgetter i Christian (1715-1769) og Rebekka Protten med et af hendes børn. Carstensens efterretnin­ Elias Svanes elev fra den første tid på mulatskolen på Christians­ ger brugtes mulatkassen borg, Christian Protten, blev senere missionær for Hernhutterne i Guinea. Inden da havde han giftet sig med Rebekka, som tidlige­ midler som nævnt til tøj re havde været gift med en tysk missionær i Vestindien. Postkort og skolemateriale til fra Unitåtsarchiv (Moravian Archives) Herrnhut. mulatbørnene ved mulat­ skolen, men også til en årlig støtte til den kristne Den fattige mulatte casse? mission i området og til I de ovennævnte sager i justitsprotokol­ forsørgelse af fattige mulatter ved fortet. len omtales mulatkassen flere gange Carstensens beretninger fortæller ikke som ”den fattige Mulatte Casse”. Her må noget om, hvad der blev af de mulatter, der være tale om, at ordet fattig er brugt som før var forsørgede af mulatkassen, i en ældre betydning end den, der i dag da danskerne solgte Christiansborg til er mest almindelig. Hvis bare en del af englænderne i 1850. Carstensen konsta­ bøderne på Christiansborg gik til mulat­ terer kun ganske kort: ”De forhen­ kassen, er det i hvert fald svært at fore­ værende livegne Qvinder, samt de Børn, stille sig at kassen var fattig. Det er uvist som Mulatkassen understøttede, ere, hvilke retningslinier, der var for bødebe­ som Dem bekjendt, underrettede om de talingen på Christiansborg i Wibergs dem tildeelte Pensioners Ophør.”28 guvernørsperiode. I 1845 fandt guver­ Det er ikke sikkert, at den voldelige nør Edward Carstensen, den sidste dan­ og drikfældige kultur blandt de danske ske guvernør ved Christiansborg, det mænd på Christiansborg var meget relevant at indføre en bemærkning om værre end i de værste kvarterer i dati­ betaling til mulatkassen i det førciterede dens København, men flere af de udkast til en ny instruks for guverne- præster der berejste kysten og beskrev mentet på Christiansborg: ”§46. Bøder hvad de så, var tydeligvis forargede over tilfalde i Almindelighed Mulatkassen ungkarlelivet ved Christiansborg. Måske efter Gouvernementets Resolution.”27 skyldtes tilstandene en særlig mandlig Måske har betalingerne indtil da fulgt kultur præget af dødsangst, druk og en uskreven praksis. vold. Livet på kysten betød i hvert fald 40 Pernille I. Hamilton

rige udfoldelsesmuligheder for seksuelle 9 RA 450 Det Kgl. Guvernement på Guineakysten forbindelser til afrikanske kvinder. (ks. 61), Justitsprotokol, 1794-1813. De følgende Efter at have overvejet muligheden citater er fra hhv. s. 55, 77, 93, 78 og s. 68. for et forbud mod at cassarere sig med 10 Ibid, s. 48. med afrikanske kvinder besluttede 11 Dette og det følgende citat er fra H. C. Monrad: præsten Elias Svane og guvernementet Bidrag til en skildring af Guinea=kysten og dens at acceptere de mere etablerede cassare- indbyggere, København 1822, s. 47. ringer. Accepten var til stadig diskus­ 12 Ibid, s. 48. sion blandt præsterne og i administrati­ 13 RA 450 Det Kgl. Guvernement på Guinea­ onen på fortet, men der synes at have kysten. Justitsprotokol, 1794-1813, s. 139. været enighed om, at der burde gøres ét 14 H. C. Monrad: Bidrag til en Skildring afGui- eller andet for at hjælpe de uforsørgede nea=kysten og dens Indbyggere, København mulatbørn, der samtidig kunne vokse op 1822, s. 378. og tjene den danske administration som 15 Kay Larsen: De danske i Guinea, København soldater og tjenestefolk. I denne kon­ 1918, s. 92. tekst blev der etableret en mulatkasse i 16 Johannes Brøndsted (red.): Vore Gamle Tro­ Guinea, og med tiden kom der en del pekolonier, Danmark 1968, bind 8, s. 263. penge i kassen. 17 Møntenhed: 1 rdl. guinesisk kurant = 50 dam. 18 Georg Nørregård (red.): Guvernør Edward Pernille I. Hamilton Carstensens Indberetninger fra Guinea 1842- 1850, København 1964, s. 131. 19 H. C. Monrad: Bidrag til en Skildring af Gui- 1 Georg Nørregaard (red.): Guvernør Edward nea=kysten og dens Indbyggere, København Carstensens Indberetninger fra Guinea 1842- 1822, s. 378. 1850, København 1964, s. 41. 20 Ingeborg Raunkiær (red.): Lægen Paul Iserts 2 Guvernør Prange til direktionen for Vestindisk- breve fra dansk Guinea 1783-87, København guineisk Kompagni den 7. april 1681 i Ole Juste- 1917, s. 148. sen (red): Danish Sources for the History of 21 Hans Jensen Flye til biskop over Sjællands stift Ghana 1657-1754, udgives efteråret 2004. 3. feb. 1747, Biskoppens arkiv, Landsarkivet. 3 Ole Justesen i Ole Feldbæk og Ole Justesen: 22 Elias Hansen Svane til Vestindisk-guineisk Kolonierne i Asien og Afrika, København 1980, s. 381. Kompagni den 15. marts 1724 i Ole Justesen 4 Dette og det følgende citat er fra Ingeborg Raun- (red.): Danish Sources for the history of Ghana: kiær (red.): Lægen Paul Iserts breve fra dansk 1657-1754. Udgives efteråret 2004. Guinea 1783-87, København 1917, s. 148. 23 Rømer, s. 246. 5 Dette og de følgende tre citater er fra Ludewig 24 Johannes Brøndsted (red.): Vore Gamle Tro­ Ferdinand Rømer: Tilforladelig Efterretning om pekolonier, Danmark 1968, bind 8, s. 263. Kysten Guinea, København 1760, s. 247, 333- Hans Debrunner: ’’Pioneers of Church and Edu­ 334, 329, 333- cation in Ghana” i Kirkehistoriske Samlinger, 7. 6 Dette citat og de to følgende er fra: Ludewig Fer­ række, København 1960-62, s. 383. dinand Rømer: Tilforladelig Efterretning om 26 Ole Justesen, ibid, s. 10. Kysten Guinea. København 1760, 27 Dette citat og de følgende henvisninger er til: 7 RA 446 Vestindisk—guineisk Kompagni (ks. Georg Nørregård (red.): Guvernør Edward 121), Breve og dokumenter fra Guinea, Elias Han­ Carstensens Indberetninger fra Guinea 1842- sen Svane til direktøren for V-gK, 6. feb. 1722. 1850, København 1964, s. 129,125 og 134. 8 Ibid, s. 11. 28 Ibid, s. 394. Da Johanniterordenen kom til Danmark

-johanniternes rolle i Valdemar I’s korstog

Historikere har i de seneste år genfortolket Danmarks middelalder. I den nye historie fremstår Danmark under Valdemar I og hans sønner som et rige, der jævnligt førte korstog mod hedningene i Østersøregionen med militær assistance fra Johanniterordenen. Min undersøgelse af de samtidige aktstykker i Diplomata­ rium Danicum viser imidlertid, at Johanniterordenen ikke kom til Danmark for at deltage i de danske kongers korstog i Østersøregionen som hævdet af bl.a. Kurt Villads Jensen og Janus Møller Jensen. Kilderne viser dermed, at dateringen af Antvorskov klosters grundlæggelse er mere usikker end hidtil antaget, og at johanniterne kom til Danmark på invitation fra Kong Valdemar I og ærkebiskop Eskil af Lund for at grundlægge et kloster og ikke for at deltage i de danske kors­ tog.

Af Thomas Heebøll-Holm, stud.mag.art ved Institut for Historie, Københavns Universitet.

den danske middelalderforskning at johanniterne modtog Antvorskov klo­ har man traditionelt antaget, at de ster i 1169-1170, lige efter den danske danske krigstog i Østersøregionen i erobring af Rügen, som tak for deres Ilioo-tallet var en forlængelse af 9.-11.hjælp i dette korstog, og Møller Jensen århundredes vikingetogter, og at krist­ gør sig til talsmand for, at johanniterne ningen af slaverne blot var et skalkeskjul var militært aktive i Østersøkorstogene for disse plyndringstogter. De seneste år på samme vis, som de var i den spanske har flere danske middelalderhistorikere, Reconquista (generobringen af Spanien blandt andet Kurt Villads Jensen og fra muslimerne).1 Janus Møller Jensen, imidlertid revur- En analyse af de samtidige kilder, deret kristendommens indflydelse på som findes i Diplomatarium Danicum, Danmark og de danske konger fra (DD), en samling af alle danske aktstyk­ omkring år 1100 og frem. Mange histori­ ker fra ca. 700-tallet og frem til 1400- kere mener nu, at krigstogene skal tallet, stiller imidlertid spørgsmålstegn opfattes som korstog på lige fod med ved den rolle, Villads Jensen og Møller korstogene i Mellemøsten og Spanien. Jensen tillægger Johanniterordenen i Særligt kong Valdemar I og hans sønner forbindelse med de danske Østersøkors­ fremhæves som gudsfrygtige og utrætte­ tog. Aktstykkerne indikerer, at daterin­ lige korsfarere. Her spiller Johanniter­ gen af grundlæggelsen af Antvorskov ordenen en vigtig rolle både som tegn på kloster er væsentlig mere usikker end den katolske kirkes anerkendelse af Val­ hidtil antaget, og at johanniterne med al demar I’s Østersøkorstog og som egent­ sandsynlighed ikke deltog i militært i lige kombattanter. I denne forbindelse Østersøkorstogene, endsige havde anser Villads Jensen det for sandsynligt, nogen større interesse i dem. 42 Thomas Heebøll-Holm

Antvorskov: det første danske erne, og det gjorde Danmark til et ind­ johanniterkloster bydende mål for dem. Antvorskov klo­ Historikerne regner normalt med, at sters grundlæggelse må have fundet sted Antvorskov kloster blev grundlagt i mellem 1164 og 1185, for senest på dette 1170. Denne datering er baseret på et tidspunkt er Antvorskovs svenske dat­ notat hos franciskanermunken Peder terkloster i Eskilstuna grundlagt. Olsen, som levede i 1500-tallet, men vi Det er selvfølgelig muligt, at klostret ved faktisk ikke, hvorfra han har sine allerede var anlagt i Danmark på det oplysninger. I mangel af mere præcise tidspunkt, hvor munkene optræder som kilder fra 1100-1200-tallet har middelal­ vidner. Gavebrevets ordlyd synes dog at derhistorikerne dog sædvanligvis accep­ modbevise det, for abbeden af Sorø, teret denne datering og heriblandt også Simon, underskriver ikke med sin Villads Jensen og Møller Jensen. En ordens nævnelse, men blot med klost­ nærmere undersøgelse af de samtidige rets navn: ’’Symon abbas de Sora”, hvor­ aktstykker i Diplomatarium Danicum imod johanniterne specifikt nævnes problematiserer imidlertid Peder Olsens som ’’Fratres de hospitali in Hierusa- datering. Villads Jensen og Møller lem”. Endvidere beskrives de to andre Jensen er naturligvis bekendte med dis­ vidner, hvis navne vi kender, som ”Ysa- se aktstykker, men synes ikke at have til­ ac prepositus” og ’’Walterus huius epi- lagt dem så stor betydning, sandsynlig­ scopi [Absalon] capellanus” - altså vis fordi Olsens datering stemmer fint deres titler i Roskilde stift, som derfor overens med deres hypotese om johan­ viser deres geografiske tilhørsforhold til niternes direkte tilknytning til de dan­ Danmark. ske korstog. I det følgende vil jeg se bort Sammenligner man disse oplysnin­ fra Peder Olsens datering for i stedet at ger med betegnelserne for johanniter­ analysere johanniternes ankomst til brødrene i de senere danske aktstykker, Danmark og grundlæggelsen af Antvor­ ser vi, at de altid betegnes som enten skov kloster på baggrund af de samtidi­ ’’fratres hospitalis sancti Iohannis ... ge aktstykker i Diplomatarium Dani­ pauperum [johanniterne] prephato loco cum. [Antvorskov kloster]”, ’’hospitali in And- Det første aktstykke, der nævner til­ wordescogh” eller ’’fratribus hospitalis stedeværelsen af johannitere i Dan­ sancti Iohannis baptiste de Antword- mark, er forfattet mellem 1164 og 1178. schow”.2 Antvorskov nævnes altså ikke i Johanniterne nævnes her som trovær­ aktstykket fra 1164-1178, men derimod i dighedsvidner i forbindelse med biskop alle de følgende aktstykker. Dette første Absalons donation af hele sin tiende i aktstykkes betegnelse for johanniterne Roskilde til Vor Frue kloster i Hove (DD synes dermed at indikere, at de endnu 1,1-II, nr. 163). Det er sandsynligt, at de ikke havde modtaget Antvorskov klo­ brødre, der her nævnes, har været ster. udsendinge, der skulle sondere terrænet At hospitalet i Antvorskov til gengæld m.h.t. grundlæggelsen af et kloster i Dan­ var opført og fungerede som johanniter­ mark. Vi ved, at i hvert fald karteuser- nes base i 1198, står klart, når vi ser på ordenen gjorde noget lignende, inden Pave Innocent Ill’s brev til Absalon (DD den endeligt besluttede sig for, at den 1, III, nr. 245.). Dette brev, der omhand­ skulle bygge klostre i Danmark. Valde­ ler johanniternes almisseindsamlere, mar I støttede nemlig munkeordenerne beretter, at nogle lægfolk og dårlige med rige donationer til klosterbyggeri­ gejstlige specifikt udnyttede de privile- Da Johanitterordenen kom til Danmark 43

gier, johanniterne og deres undergivne undersøgelse måske ville kunne afdæk­ havde fået af paverne. Da bisper ikke ke. havde nogen myndighed over Johanni­ Det er altså ikke muligt på baggrund terordenen, måtte Absalon klage til af Diplomatarium Danicum og de paven, som var den eneste, de stod til arkæologiske undersøgelser at komme ansvar overfor. nærmere en grundlæggelse af Antvor­ skov end mellem 1164-78 og 1198. Det problematiserer den tidligere datering af grundlæggelsen af Antvorskov kloster og gør johanniternes ankomsttidspunkt mere usikkert, end historikerne hidtil har antaget. Det synes endvidere klart, at de johannitere, vi møder i Absalons gavebrev, ikke var fastboende brødre i Danmark, men i stedet var udsendinge på rekognoscering for ordenen, mens de brødre, der klages over i 1198, med al sandsynlighed var fastboende i Dan­ I dag er der kun ruinerne tilbage efter Antvor­ mark. skov klosters ældste bygninger. Foto Birthe Melchiors. Et magtpolitisk redskab Antvorskov slotsruin Problemerne med dateringen af Antvor­ Af det kloster johanniterne grundlagde i skov klosters grundlæggelse sætter 1100-tallet findes nu kun ruiner tilbage, spørgsmålstegn ved, om johanniterne men en undersøgelse af dem kan måske overhovedet modtog Antvorskov i for­ kaste lys over hvornår klostret blev byg­ bindelse med erobringen af Rügen, og get. Desværre er de eneste undersøgel­ om grundlæggelsen af klostret overho­ ser af Antvorskov slotsruin foretaget af vedet havde noget at gøre med øster­ kunsthistorikeren Vilhelm Lorenzen. søkorstogene. Der er derfor grund til at Hans datering af Antvorskov klosters overveje hvem, der havde interesse i at grundlæggelse hviler udelukkende på få johanniterne til Danmark. stilistiske betragtninger. Således daterer At Valdemar I åbenlyst havde stor han Antvorskov klosters grundlæggelse interesse i at få Johanniterordenen til udfra dens romanske eller senromanske Danmark tilkendegives af de privilegier, byggestil og konkluderer at klostret må han gav dem. Johanniterne blev i hans være fra”Aarene omkring 1200”? Pga. regeringstid fritaget for skat til kronen hans noget upræcise datering kan teori­ samt fik retten til 1 penning af hver hus­ en om, at johanniterklostret er grund­ stand, et beløb der ifølge Villads Jensen lagt i slutningen af Valdemar I’s tid altså ”... med ét slag [må] have gjort johanni­ ikke afkræftes. Hvis det på den anden terne hovedrige og magtfulde i Dan­ side er således, at ruinerne er fra 1200, mark”.4 Disse oplysninger har vi ganske så strider det nødvendigvis mod udsag­ vist ikke fra aktstykker fra Valdemar I’s nene om, at Eskilstunas moderkloster er egen regeringstid, men fra aktstykker Antvorskov. Lorenzens undersøgelse er udfærdiget af hans efterfølgere Valde­ imidlertid ganske gammel (fra 1927), og mar II Sejr, Valdemar III i 1231 (DD 1, det kan tænkes, at han har overset ældre VI, nr. 120 & 121) og af Erik IV Plovpen- tegn på bebyggelse, som en arkæologisk ning i 1244 (DD 1, VII, nr. 156). De for- 44 Thomas Heebøll-Holm

sikrer alle, at Johanniterordenen har denen i sin beskyttelse og gav den en oppebåret disse privilegier siden Valde­ række privilegier. I Dole kunne Valde­ mar I’s og Knud VI’s regeringstid, og jeg mar I således have gjort bekendtskab ser ingen grund til at betvivle deres med johannitere i Barbarossas følge. påstand. Valdemar I har muligvis allerede på det­ Endvidere forsøgte Valdemar I også te tidspunkt ønsket at slippe ud af lens­ at tækkes ordenen på et symbolsk plan. forholdet til kejseren, og under alle Historikeren Thomas Riis mener, at omstændigheder har forholdet til Barba­ Valdemar I flyttede Knud Lavards hel­ rossa været noget anstrengt. Ved at give gendato fra hans dødsdag 7. januar til rige gaver til Barbarossas venner, johan­ 25. juni, lige efter johanniternes helgen­ niterne, kunne Valdemar I dermed slå to dag, for at tækkes dem. Ydermere blev fluer med et smæk: Han kunne få inter­ Knud VI kronet som konge 25. juni 1170, national anerkendelse ved at støtte en af den dag Knud Lavard skrinlagdes, korstogsbevægelsens helligste organisa­ dagen efter Sankt Hans, Johannes tioner og samtidig få nogle allierede, Døbernes helgendag. Riis går endda så der kunne støtte hans sag ved kejserhof- langt som til at foreslå, at Valdemar I i fet og lægge en dæmper på en eventuel sin iver efter at opnå ordenens støtte måske stillede Danmark under johanni­ ternes beskyttelse. Her er Riis på meget tynd is, mens teorien om, at helgenda­ gen og kroningen blev tilpasset johanni­ tere synes mere plausibel. Ifølge Riis havde Valdemar I altså en særlig inter­ esse i johanniterne, og hans bestræbel­ ser på at skabe sig et image som korsfa­ rerkonge kunne desuden blive styrket ved at støtte ordenen. Sammen med kanoniseringen af Knud Lavard, Valde­ mar I’s støtte til både Knudsgilderne og Vedemans lag, samt de hyppige korstog mod venderne var også johanniterne en vigtig del af den ’’korstogsrøgelse”, Val­ demar I ønskede at omgive sig med. Johanniterne kunne således styrke kon­ gens position - både overfor Danmarks stormænd og overfor Europas øvrige Prioren i Antvorskov nød store agtelse, og flere fyrster, samt være en tilkendegivelse af priorer var de danske kongers nære rådgivere hans dybe tro og støtte til paven. og fortrolige. 1: Prior Oliver afSeyns segl (1314). 2: Antvor­ Hermed når vi frem til, hvor og hvor­ skov klosters segl (1288-1547). 3: Prior Hem­ når Valdemar I kan have stiftet ming Laurentzens segl (1423). 4: Prior Bent bekendtskab med ordenen. I 1162 var Pedersens segl (1471-90). 5: Prior Eskil Thome- Valdemar I i Dole for at aflægge lensed sens segl (1513). 6: Prior Herman von Golmens til kejser Frederik Barbarossa. Barba­ segl (1361,1363). 7: Kirkeprior Peter Ubbesens segl (1348). 8: Prior* Jakob (Jep) Mortensens rossa havde deltaget i det 2. Korstog og segl (1467). 9: Prior Rigulvs segl (1344). Efter havde her mødt johanniterne, og mel­ Henry Petersen: Danske gejstlige Sigiller fra lem 1156 og 1158 tog han Johanniteror­ middelalderen. København 1883. Da Johanitterordenen kom til Danmark 45

konflikt mellem Valdemar I og Barba­ Løve af Saksen, generelt samle prestige rossa om lensforholdet. omkring sin person som kristen korsfa­ Johanniterhistorikeren Erik Reitzel- rerkonge og muligvis få sat ekstra skub i Nielsen afviser denne mulighed, da kej­ korstogene mod slaverne. Han kunne seren, og dermed også Valdemar I, støt­ således, ifølge Reitzel-Nielsen, i forbin­ tede modpaven Victor IV, mens Johan­ delse med korstoget til Rügen have givet niterordenen støttede Pave Alexander gods, måske Antvorskov, til johanniter­ III.5 Dette er dog ikke noget endegyldigt ne til minde om sejren over og kristnin­ bevis, for da Victor IV i 1164 døde, gen af rügboerne. Dette ville stemme begyndte Valdemar I at nærme sig Alex­ overens med Peder Olsens datering af ander III og dennes forbundsfælle, Valdemar I’s og Absalons donation af ærkebiskop Eskil, og han anerkendte Antvorskov kloster til johanniterne til ikke Barbarossas næste modpave. Desu­ 1169 eller 1170. Det kan dog undre, at den ville Valdemar I have løbet en alvor­ det ikke er nævnt i kilderne, hvis lig risiko i 1162, hvis han ikke havde Antvorskov blev givet som tak for støtte fulgt sin lensherres bud i pavesagen. I i korstogene mod venderne. yderste konsekvens kunne det have Valdemar I’s motiver for at invitere kostet ham kronen og livet. Johanniter­ johannitere, såfremt det skete på hans ne kunne derfor sagtens være kommet bud, var derfor at styrke hans position til Danmark så tidligt som i 1164. Valde­ som konge såvel politisk, militært som i mar I kunne have haft interessen siden religiøse henseender. 1162, og efter Victor IV’s død var mulig­ heden åben for at tage kontakt til Alex­ Ærkebiskop Eskil og Johanniter­ ander III og johanniterne. ordenen At johanniterne har været en brik i Valdemar I var imidlertid ikke den ene­ Valdemar I’s politiske magtspil med kej­ ste indflydelsesrige dansker, der var seren støttes af, at Knud VI ikke svor interesset i johanniterne. Ærkebiskop troskab til kejseren ved sin kroning i Eskil af Lund var meget optaget af de 1170. For at kunne undgå at aflægge tro­ nye munkeordener og forsøgte ihærdigt skabsed til kejseren, har den danske at få dem til at slå sig ned i Danmark. kongemagt haft brug for at stå stærkt, og Eskil var en dreven politiker, der hele her kunne johanniterne måske tjene tiden søgte at forøge kirkens magt, men som allierede og som mellemled mellem han var også meget trodsig og blandede den danske konge og kejseren, hvis det sig jævnligt i indre politiske stridighe­ skulle komme til konflikt over lenseden. der. Derfor måtte han til tider drage i Hvis vi endvidere accepterer Riis’ teori eksil i Frankrig. Her stiftede han ven­ om, at Lavards helgendato og Knud VI’s skab med Bernard de Clairvaux og flere kroningsdag blev flyttet for at tækkes af paverne og blev også bekendt med de johanniterne, synes denne politiske rol­ nye munkeordener så som cistercienser- le endog meget sandsynlig. ne, karteuserne, præmonstranserne og Endelig må Valdemar I også have muligvis også med Johanniterorden, der været klar over johanniternes militære var stærkt repræsenteret i Frankrig. engagement i korstogene, og han kan Mellem 1161 og 1167 var ærkebiskop måske have øjnet en mulighed for at få Eskil af Lund igen i eksil i Frankrig efter nogle allierede korsfarere. Derved kun­ at have lagt sig ud med Valdemar I. Her ne han markere sig overfor konkurren­ sluttede han sig til pave Alexander III, ten i Østersøregionen, hertug Henrik der pga. striden med Barbarossa havde 46 Thomas Heebøll-Holm

søgt tilflugt i Frankrig. Da Valdemar I i tiv, så er der intet til hinder for, at Eskil 1164 begyndte at nærme sig Eskil og har støttet ideen. Således blev en mun­ Alexander III, kan det meget vel tænkes, keorden knyttet til det regerende dynasti at Eskil i sit eksil reklamerede for Dan­ og knyttede dermed kongemagten end­ mark blandt johanniterne, ligesom han nu stærkere til pavemagten - et forhold havde gjort blandt cistercienserne og der styrkede kirkens magt i Danmark. karteuserne. Eskils aktive rolle i de dan­ Eskil kunne derfor sagtens have bragt ske korstog mod venderne stemmer johanniterne til landet, også selvom det også fint overens med, at han kunne siden var Valdemar I, der begunstigede have promoveret Danmark både som et dem med jord og indtægter. kristent rige, hvor det var værd at udbrede ordenen, og som en korsfarer­ Johanniterordenens syn på Dan­ stat, der brændte for at beskytte og mark udbrede kristendommen. Danmark kan have virket indbydende på De cisterciensermunke, der overtog johanniterne ud fra et korsfarerperspek­ Esrom kloster, var fulgt med Eskil, da tiv. De danske konger og stormænd hav­ han vendte hjem fra Clairvaux i 1153. de siden kong Erik Ejegod været aktive Måske har han på samme måde, da han korsfarere både til det Hellige Land og i vendte hjem fra Frankrig i 1167, med­ Østersøområdet. Under Valdemar I’s bragt johannitere for at besigtige riget? regeringstid blev korstogene mod ven­ Hypotesen støttes af ligheden med derne stadigt mere centraliserede under Eskils invitation af karteuserne, der kongen, og det kan have lokket johanni­ resulterede i, at munken Roger blev terne til Danmark for at deltage i kampe­ sendt til Danmark for at rekognoscere ne mod de hedenske slavere og udbrede mulighederne for at anlægge et kloster i kristendommen i Østersøområdet. Asserbo. De johannitere, der optræder Denne hypotese er dog næppe sand­ som sandhedsvidner i Absalons gave­ synlig. Til trods for ordenens øgede brev til Hove kloster, kunne således militarisering i anden halvdel af 1100- være kommet til Danmark med samme tallet, er der intet, der tyder på, at johan­ formål som Roger. niternes motiv for udbredelsen af orde­ De mulige motiver for at bringe nen i Europa var begrundet af en søgen johanniterne til Danmark synes klare efter nye krigsfronter. Vi må ikke glem­ nok. Eskil arbejdede hele sit liv på at me, at Johanniterordenen i 1100-tallet styrke kirkens magt, ikke blot i Skandi­ stadig primært var en munkeorden, hvis navien, men også i hele Europa, og han formål var at helbrede syge pilgrimme, var kendt for at opfordre til korstog og at og at johanniterne aldrig frivilligt synes blande sig i politik. Da Eskil i anden at have kastet sig ud i en krig uden at bli­ halvdel af 1160’erne havde forsonet sig ve inviteret og betalt for det. Det er nok med Valdemar I og hans plan om at få mere sandsynligt, at johanniterne har kanoniseret Knud Lavard, kunne johan­ udset sig Danmark for at samle almisser niternes ankomst på Eskils invitation og prædike korstogstanken i landet. være en støtte til Valdemar I og hans Dette var i sig selv en cadeau til Dan ­ bestræbelser på at blive anerkendt som mark, for det viste en stigende euro­ korsfarerkonge. Dette motiv falder fint i pæisk anerkendelse af Danmark som et tråd med Knud Lavards helgendag 25. stærkt kristent rige. juni. Selvom valget af denne dato tilsy­ Det er i denne forbindelse interessant neladende skete på Valdemar I’s initia­ at kigge på de økonomiske privilegier Da Johanitterordenen kom til Danmark 47

Valdemar I gav ordenen. Man kan på af områder, der tidligere havde været den ene side se dem som et oprigtigt kristne, og som nu var på vantro eller religiøst ønske fra kongens side om at hedenske hænder. De danske korstog i berige en af korstogsbevægelsens hellig­ Østersøregionen drejede sig primært om ste organisationer, og at den økonomi­ omvendelse af hedninger til kristen­ ske gevinst for johanniterne blot var et dommen, og mens det var en vigtig frynsegode ved en udvidelse mod nord, opgave for Kristenheden, så faldt det de alligevel ville have udført. Man kan udenfor johanniternes militære interes­ også vælge at se på privilegierne som seområder.6 Valdemar I’s tilbud til en Johanniteror­ Ser vi endvidere på placeringen af den, som egentlig ikke var særligt inter­ størstedelen af johanniterklostrene i det esseret i Danmark og Norden. Måske Tysk-Romerske Kejserriges østlige pro­ har ordenen ikke set Danmark som vinser, ser vi, at de som oftest var place­ noget attraktivt sted, og måske regnede ret et stykke fra grænsen til de slaviske den ikke de nordiske korstog for interes­ hedninges lande, og alt tyder på, at dis­ sante, da området, med undtagelse af se klostre ikke deltog militært i kampen Rügen, aldrig tidligere havde været kri­ mod hedningene. Selv klostret i Staro- stent. gard, der var grundlagt i 1198, og som lå ved den preussiske grænse, førte ikke Østersøkorstogene krig mod slaverne. I stedet modtog klo­ For at kunne vurdere johanniternes strene i Europa gaver og almisser til militære interesser i Danmark må vi hjælp for ordenens kamp i det Hellige først se på johanniternes grad af milita- Land eller til velgørenhed. Det eneste risering i noo-tallet og hvilke militære vidnesbyrd, vi har om johannitere som mål, de udvalgte sig. militært aktive i Østeuropa, er først fra Der hersker en del uenighed blandt 1249, hvor de lovede at forsvare et historikerne om, hvornår ordenen område i Ungarn mod mongoler, bulga­ begyndte at påtage sig militære opgaver. rere og skismatikere. Militært er der Sikkert er det dog, at johanniterne fra altså intet, der tyder på, at johanniterne midten af det 12 årh. i stigende grad blev havde den store interesse i Nord- og militariseret i det Hellige Land og sand­ Østeuropa. synligvis også i reconquista’en. Det Desuden ved vi, at ordenen ikke selv lader dog til, at antallet af militære købte jord, men i stedet ofte fik den gra­ ordensbrødre har været begrænset i tis med et klækkeligt beløb oveni. Frem 1100-tallet, og allerede på dette tids­ til 1160’erne købte johanniterne aldrig punkt synes ordenens militære ressour­ borge og jord, og de tog sig dyrt betalt cer at være pressede. for deres militære rolle og demonstrere­ Det er imidlertid johanniternes enga­ de dermed en vis modvillighed i at påta­ gement i reconquista’en, der har fået ge sig militære opgaver. Hvis Valdemar I Møller Jensen til at mene, at johanniter­ virkelig var interesseret i militære alli­ ne ville handle militært i Østersøregio­ ancepartnere, hvorfor bejlede han så nen ved bl.a. at overtage det danske ikke til den langt mere åbenlyst militære kristne militære broderskab, Vedemans Tempelherreorden? Hvis tempelherrer­ Lag. Møller Jensen overser, at johanni­ ne rent faktisk blev inviteret, må de have ternes militære aktiviteter synes at be­ afvist invitationen, for der findes ingen grænse sig til enten at beskytte pilgrimme tegn på deres tilstedeværelse i Dan­ og hellige steder eller til generobringen mark. Det synes altså højst sandsynligt, 48 Thomas Heebøll-Holm

at Norden ikke har taget sig særligt interessant ud fra de militære munke­ ordnernes synspunkt, og at Valdemar I gjorde johanniterne hovedrige for at få del i den prestige, støtten til korstogene medførte. Hvis johanniterne tog sig betalt for deres tilstedeværelse i Danmark, kan det muligvis også forklare, hvorfor Absalon klagede til paven i 1198 over johanniter­ nes indsamling af almisser. Kilden er muligvis tendentiøs, idet de gejstlige overalt i Kristenheden var irriterede over, at de ingen magt havde over hver­ ken johanniterne eller tempelherrerne, og derfor forsøgte de ofte at bringe de militære munkeordener i miskredit. På den anden side er utilfredshed med en Johanitter or denen havde haft tilholdssted og Johanniterorden, der har taget sig rige­ hospital i fæstningsbyen Akka nord for Jerusa­ ligt betalt for sin tjeneste, kendt fra bl.a. lem siden slutningen af 1100-tallet. Illustratio­ nen er fra 1200-tallet og stammer fra Johanit- Guillaume de Tyre og andre prominente terordenens skriptorium i Akka og forestiller gejstlige såsom John af Salisbury. Måske ridder fra det første korstog 109g. Fra Riley - har kongemagten og dens vigtigste støt­ Smith: The Knights of St. John in Jerusalem and ter følt, at Johanniterordenen, til trods Cyprus, 1967, s. 305. for den legitimitet den gav det regerende dynasti, tog sig rigeligt betalt sine tjene­ delsen af 1200-tallet. Endvidere synes ster i Danmark. Heraf kan man udlede, det usandsynligt, at johanniterne deltog at Absalons klage over johanniterne i korstog i Norden, hvor de var meget måske var foranlediget, ikke så meget af svagt repræsenteret og ikke havde hvad ordenens uduelige lægfolk gjorde, nogen direkte militære interesser. men mere over hvad johanniterne ikke På denne baggrund anser jeg det for gjorde, som f.eks. at deltage i korstogene sandsynligt, at Johanniterordenen ikke mod slaverne. umiddelbart havde nogen interesse i Jeg er derfor uenig med Villads Danmark, og at johanniterne blev invi­ Jensen og Møller Jensen, når de hæv­ teret hertil med løfter om rige donatio­ der, at johanniterne deltog i korstogene ner fra Valdemar I, via en kontakt for­ i Østersøregionen, og at johanniterne midlet enten af kongen selv i 1162, eller overtog Vedemans Lags rolle efter 1171. måske snarere i samarbejde med ærke­ Der findes nemlig hverken danske kilder biskop Eskil. Af alle de involverede hav­ eller vidnesbyrd fra andre dele af Øster­ de Valdemar I mest at vinde ved, at søregionen, der understøtter hypotesen johanniternes slog sig ned i Danmark. om, at johanniterne var aktive i de nor­ Ordenen kunne støtte hans legitimitet diske korstog. Således nævner hverken som en kristen hersker, der aktivt tog Saxo eller den senere Henrik af Letland del i korstogene, og johanniterne kunne johanniterne. Til gengæld nævnes Svær­ muligvis også støtte disse korstog mili­ dridderne, og det er den eneste militært tært. Eskil så dog også en fordel i at ind­ aktive orden i Østersøregionen i begyn- føre så mange munkeordener i Danmark Da Johanitter or denen kom til Danmark 49 som muligt for at integrere landet i det kristne og teknologisk overlegne Europa og for at styrke kirkens magt i landet.

Thomas Heebøll-Holm

1 Kurt Jensen Villads: ’’Danmark som en korsfa­ rerstat” i Den Jyske Historiker 89 (2000), s. 60, og Janus Jensen Møller: ’’Danmark og den helli­ ge krig” i Historisk Tidsskrift 100 (2), (2000), s. 320. 2 DD 1, III, nr. 245 (1198), DD 1, VI, nr. 120-121 (1231), DD 1, VII, nr. 156 (1244). 3 Vilhelm Lorenzen: ”De danske johanniterklo­ stres bygningshistorie” i De danske klostres bygningshistorie, 1927, s. 18. 4 Villads Jensen, s. 60. 5 Erik Reitzel-Nielsen: Johanniterordenens historie med særligt henblik på de nordiske lan­ de Bind. I, København, 1984. 6 Alan Forey: “The military orders and the con­ version of Muslims in the twelfth and thirteenth centuries” i Journal of Medieval History 28 (2002), s. 1-22. Den sorte Død og de “giftige jøder”

I forbindelse med den store pestepidemi omkring 1350 blev jøderne tillagt et kom­ plot, hvis formål var at udrydde hele den kristne del af den europæiske befolkning med forgiftet drikkevand. Dette skyldtes dels, at pesten blev tilskrevet en menne­ skelig sammensværgelse, dels at jøderne med deres i forvejen ringe status i mid­ delaldersamfundet passede perfekt til hovedrollen. Den massive udryddelse af jødiske samfund i Det tyske Rige 1348-1350 har da også tiltrukket sig stor opmærksomhed i forskningen. Årsagen er muligvis at jødepogromerne i Tyskland er blevet opfattet, som et spontant og irrationelt udbrud iforbindelse med Den sor­ te Død, men er det helt korrekt? Kunne det tænkes, at andre mekanismer gjorde sig gældende? I denne artikel gives et overordnet bud på en anden forklaringsmodel end den traditionelle. Det sker ved at sammenligne pogromerne i Tyskland med overgreb af lignende karakter på Den iberiske Halvø, nærmere betegnet Aragonien.

Af Alexandra Pilegaard Lind, cand.mag.

anske som der findes en Richter­ rygtet om, at jøderne eller andre margi- skala til måling af jordskælv, fin­ naliserede grupper havde forgiftet Euro­ des der en skala til at måle kata­ pas brøndvand og derved ført pesten fra Gstrofer i samfundet. Den kaldessted til sted. Rygtets store udbredelse Fosterskalaen, navngivet efter opfinde­ førte til pogromer mod jøder i Frankrig, ren, den canadiske geograf Harold D. i Det tyske Rige og i Aragonien, der alle Foster. Han mener, at katastrofer ikke senere blev ramt af pesten. blot skal måles på tab afliv, men også på de fysiske og psykiske skader, de forvol­ De "giftige" jøder der. På Fosterskalaen rangerer Den sor­ Giftspredningsrygtet synes at være op­ te Død' på en andenplads, kun overgået stået i Provence i april 1348 i forbindelse af Anden Verdenskrig og med Første med de første dokumenterede jødefor­ Verdenskrig på en tredjeplads.2 følgelser. Den generelle opfattelse Den sorte Død hærgede i det meste af blandt historikere var derfor længe, at Europa omkring 1350, men havde efter jødeforfølgelserne var et spontant alt at dømme sit udgangspunkt i Asien udbrud på den panik, der både rettede og kom sandsynligvis til Europa via de sig mod nyheden om pesten og mod centralasiatiske handelsveje. Datidens jødernes komplot mod kristenheden. handelsmænd menes at have bragt Med til billedet af jødeforfølgelserne pesten med sig fra handelsstationen hører dog, at der kronologisk set er vis­ Caffa på Krim ved Sortehavet og i første se skævheder. Rygtet dukkede op i man­ omgang til Sicilien, hvorfra den via Itali­ ge byer før pesten, hvorefter jøderne en spredtes til det meste af Europa. blev udryddet. Jødeforfølgelserne bør Reaktionerne på denne voldsomme derfor ikke ses som en umiddelbar reak­ og rystende demografiske oplevelse var tion på pesten, selv om det naturligvis mangeartede, men helt centralt stod heller ikke kan afvises, at omstændighe- Den sorte Død og de “giftige” jøder” 51

fald ikke udtryk herfor. Måske er det en af forklaringerne på, at giftspredningsrygtet ikke knyttede sig til jøderne i Ara­ gonien, men derimod til andre marginaliserede grupper. Her var det hovedsagelig pilgrim­ me og fremmede gejstlige, der var under mistanke for gift- spredning.

Forklaringer på Den sorte Død Der er ikke nogen umiddelbar (Pilegaard Lind) 2004 2~3 Pesten i Savoyen. Fresco fra forklaring på, at rygtet om kapellet i Lanslevillard, Maurienne viet til pesthelgenen St. giftspredning mange steder Sebastian. Billedet viser pestofre under lægelig behandling. rettede sig mod jøder, men det Foto: Mia Münster-Swendsen. er en kendsgerning, at der derne ved Den sorte Død kan have spil­ allerede i slutningen af det 12. århun­ let ind. drede var et veludviklet stereotypt bille­ Rygtet spredte sig efterfølgende over de af jøderne, dannet ud fra den tidlige grevskaberne Dauphiné og Savoyen og kristendoms forsøg på at skille sig ud fra videre til Tyskland, men ramte også sin jødiske oprindelse. Når mennesker andre grupper end jøderne. Jødeforføl­ står over for en katastrofe som Den sor­ gelserne i Savoyen dannede uden tvivl te Død, er det almindeligt, at søge en baggrund for pogromerne i Det tyske forklaring, og det er oplagt at lægge skyl­ Rige. I takt med, at rygtet nåede dertil, den på en befolkningsguppe, som i for­ henvendte flere tyske byer sig til Savoy­ vejen er udskældt. en for at indhente oplysninger om, hvor­ Allerede i samtiden var der enighed dan man dér havde grebet jødespørgs­ om, at den nye sygdom var meget smit­ målet an. Til dette formål spillede en som, men hvad der helt nøjagtigt forår­ rapport fra høvedsmanden på borgen sagede den, herskede der stor uenighed Chillon, indeholdende en afskrift af pro­ om. I dag har man takket være udviklin­ cesakterne mod jøderne samt deres "til­ gen af epidemiologien fået kendskab til, ståelser" en stor rolle. Denne protokol, hvordan de fleste sygdomme udbredes. udfærdiget 10. august 1348, blev det Den første egentlige medicinske viden umiddelbare startskud til rygtets videre om pesten fik man først i forbindelse spredning.3 med et udbrud i Hong Kong og deraf føl­ Meget tyder altså på, at en juridisk gende udbrud i Indien i slutningen af rapport fra Savoyen var den vigtigste 1800-tallet. Først og fremmest blev det kilde til pestspredningsrygtets store sygdomsfremkaldende patogen - bakte­ udbredelse i Det tyske Rige, og at det rien yersinia pestis (navngivet efter ikke drejede sig blot om en spontan, lægen Alexandre Yersin) - identificeret. ophidset stemning i befolkningen. Det Siden identificeringen af pestbakterien er desuden værd at bemærke, at rappor­ har der alligevel været sået tvivl om syg­ ten tilsyneladende ikke nåede til Arago­ dommens karakter. Var det pest eller nien. De samtidige kilder giver i hvert snarere miltbrand eller tyfus?4 52 Alexandra Pilegaard Lind

Situationen var anderledes i det 14. århundrede. Det vigtigste var overhove­ det at finde en forklaring på pesten. Middelalderens mennesker forholdt sig til pesten på forskellige måder, men overordnet set blev pesten ofte forklaret som Guds straf over mennesket for dets synder.5 Det blev ikke nærmere præcise­ ret, hvori disse synder bestod, men iføl­ ge Det nye Testamente blev synd betrag­ tet som en universel mangel på Træsnit sandsynligvis fra 1500-tallet, der for­ gudsfrygt og manglende tillid til Gud. søger at gengive den skæbne som mange jøder Faktum var, at pesten var en sygdom mødte i midten afi3oo-tallet, dafi'ygten for Den med ekstrem høj dødelighed - i årene sorte Død løb som en steppebrand gennem Euro­ 1347’135O døde mindst en tredjedel af pa. Jøderne var under mistanke for at stå bag Europas befolkning af pest. den frygtelige sygdom og blev derfor ofret på bålet, som et resultat af alt fra afmagt og frygt til befolkningens pres på myndighederne om at Sociale ventiler finde en årsag. Da jøderne i forvejen havde en Når et samfund står over for en så stor ugunstig position i samfundet var de oplagte katastrofe som pesten, er det ikke unor­ syndebukke. malt, at man søger mod et samlings­ punkt i det omgivende samfund for vidt disse spændinger kom til udtryk, enten at søge trøst eller hjælp. Ethvert var først og fremmest afhængigt af de samfund har derfor nogle sociale venti­ kulturelle og sociale spilleregler i det ler i form af allerede etablerede instan­ givne samfund, og udslagene var derfor ser.6 På detailplanet kan disse i middel­ ikke ens overalt. alderen forstås som f.eks gudstjenester og en velfungerende samfundsmagt. Sygdom og synd Når disse sociale ventiler ikke fungere­ Giftspredningsrygterne indeholdt to de, så man ofte, at der hurtigt kunne forestillinger, der ikke alene var kendt i opstå et spontant udbrud mod en sam­ middelalderen, men også op gennem fundsgruppe, der i forvejen var gjort til historien, nemlig: Sammensværgelse og syndebuk. gift. Gift var et frygtet middel, som alle­ En syndebuk opstår som regel i for­ rede før 1348 blev kædet sammen med længelse af et allerede etableret fjende­ udbrud af epidemier. Det første eksem­ billede. Der er derfor ofte tale om en pel dukker op hos den græske historiker person eller en gruppe, der i forvejen er Thukydid, der beretter om, hvorledes et i en svag social position - i forbindelse pestudbrud i det 5. århundrede var med Den sorte Død var det således de forårsaget af forgiftning af brøndvand. "giftige jøder", der stod for skud. I mid­ Ligeledes beretter den romerske filosof delalderen fandt disse spændinger nem­ og forfatter Seneca om pestis manu- lig ofte sted i det religiøse felt. Skellet facta, altså menneskeskabt pest. Det var mellem majoritet og minoritet i middel­ og er vel til dels stadig almindeligt, at alderen var som hovedregel religionen, konspirationsteorier bliver brugt som hvorfra der skabtes en yderligere af­ forklaring på modgang. Et lignende ryg­ grænsning i form af mere eller mindre te som det i 1348 opstod i 1321 i Syd­ usynlige grænser. Hvordan eller hvor- frankrig, men her var det interessant Den sorte Død og de “giftige” jøder” 53 nok ikke jøderne, der i første omgang optøjer som et pressionsmiddel over for spillede hovedrollen. den udøvende magt, som man var util­ Pestspredningsteorien var ikke et freds med. Begivenhederne i Sydfrank­ nyt, spontant fænomen. Et lignende ryg­ rig blev styret af lokale kræfter, som te om sygdomssmitte gennem drikke­ kongen til sidst måtte føje for ikke at vand dukkede faktisk op allerede i 1321 i miste kontrollen med situationen og Sydfrankrig og hæftede sig i første derved tabe ansigt. Det skal dog under­ omgang på de spedalske, men vendte sig streges, at rygtet sandsynligvis opstod siden også mod jøder. Som i 1348 spred­ spontant, og at det først i en senere fase tes også dette rygte til andre lande, bl.a. blev strategisk anvendt. Aragonien. I forhold til en ny forkla­ I Aragonien var det derimod kongen, ringsmodel for begivenhederne i 1348 er der styrede rygtet, som kom fra Frank­ det derfor interessant, at begivenheder­ rig. Han drev efter sit eget program ne i 1321 udviser visse ligheder. Både i bevidst beskyldningerne i retning af de Frankrig og i Aragonien eksisterede der spedalske og "de fremmede" og beskyt­ også i 1321 den samme stereotype opfat­ tede på den måde egne interesser, nem­ telse af både spedalske og jøder. Allige­ lig jøderne. Kongen i Aragonien var i vel var udfaldet af beskyldningerne i modsætning til den franske konge i 1321 ligesom i 1348 vidt forskellige. De stand til at opretholde sin autoritet. Beg­ påståede hovedmistænkte - de spedal­ ge konger havde en særlig interesse i at ske - blev forfulgt i begge lande, dog beskytte jøderne, da disse siden 1236 med forskellig intensitet. Det mærkvær­ havde udgjort en væsentlig indtægtskil­ dige er imidlertid, at hvor den anden de i form af deres status som det, der i påståede involverede part - jøderne - Det tyske Rige kaldtes kongens Kam­ blev forfulgt intenst i Frankrig, var merknechte. De var kort fortalt kongens jøderne kun indblandet i ganske få ejendom, betalte store skatter og kunne tilfælde i nabolandet Aragonien. Hvor­ uden videre sælges eller pantsættes efter dan kunne et tilsyneladende homogent kongens forgodtbefindende. Til gengæld og stereotypt billede af de spedalske og for denne trældom ydede kongen dem jøderne forårsage så vidt forskellige beskyttelse. Befolkningen var udmærket udfald som det var tilfældet i 1321 og klar over, at en stor del af de høje renter, igen i 1348-1350? Svaret skal findes i de de betalte jøderne for lån, på denne enkelte områders samfundsmæssige måde endte i kongens kasse. Overgreb struktur. på jøderne var dermed en ideologisk for­ "Meningen" med volden i pogromer­ holdsvis ufarlig måde, hvorpå man kun­ ne i 1321 opstod i Frankrig på baggrund ne ramme kongen. af en modstand mod kongedømmet. Fælles for begge lande var, at den Dette oprør mod monarkiet, som længe allerede kendte retorik i rygtet blev havde været undervejs, blev i Frankrig brugt til at legitimere en helt ny diskurs. udført under dække af stereotype De generelle anklager fandt hver deres beskyldninger mod grupper, der allere­ leje og anvendelse i henholdsvis Frank­ de stod uden for fællesskabet, nemlig de rig og Aragonien. Forklaringen på de spedalske og jøderne. Omstændigheder­ forskellige udfald synes umiddelbart at ne gjorde derfor, at man kunne udnytte være tydelig. En nærmere gennemgang retorikken i rygtet til at udøve voldsom­ af kildematerialet viser, at hovedårsagen me overgreb mod marginaliserede grup­ synes at ligge i en tidsmæssig kontekst, per og bruge frygten for yderligere der var stærkt bundet til samtidens 54 Alexandra Pilegaard Lind magtstrukturer og mere generelle kultu­ udlægning er i overvejende grad ideali­ relle faktorer. Det er derfor vigtigt at seret, og det middelalderlige Spanien knytte et par kommentarer til den mere ses som synonymt med en gylden tidsal­ generelle årsag til giftspredningsrygtet i der, hvor minoritet og majoritet levede i 1321. fordragelighed. Rygtet rettede sig oprindeligt mod En sådan beskrivelse er imidlertid spedalske. Spedalskhed er en sygdom, ikke dækkende. Der fandt faktisk pogro­ der giver et deformt udseende, og samti­ mer sted i Aragonien, selvom de havde den mente desuden, at der lå en sjælelig et ringere omfang sammenlignet med besmittelse bag deres afvigende fysiske Det tyske Rige. Der var også den samme udseende. Som følge heraf blev de spe­ stereotype opfattelse af jødernes rolle i dalske i middelalderen afsondret i særli­ samfundet i Kongeriget, men da pesten ge spedalskhedshospitaler. Spedalskhed ramte, var det kun det ene sted, nemlig i blev betragtet som en sygdom i sjælen, Det tyske Rige, at konspirationsteorien der var forårsaget af umoralske tanker dominerede. Hvordan kan det være? og synder. Der eksisterede altså allerede Noget tyder på, at de såkaldte sociale i 1321 en parallel mellem infektion, syg­ ventiler fungerede forskelligt i hen­ dom og synd. De spedalske var både holdsvis Det tyske Rige og Aragonien. indirekte og direkte giftspredere, og der Fra begivenhederne i 1321 kan der nem­ var tale om en rituel, men også fysisk lig trækkes visse paralleller til pogro­ isolation af de spedalske. Det er interes­ merne i 1348. Ligheden mellem pests­ sant at bemærke, at der allerede før gift­ predningsrygtets optræden i både 1321 spredningsrygtet i 1348, der af mange og 1348 vidner om, at rygtet ikke ude­ historikere betegnes som et irrationelt lukkende kan affærdiges som irratio­ udbrud, fandtes forestillinger om gift­ nelt. De forskellige udfald af jødeforføl­ sammensværgelser. gelserne 1348 i de to områder må efter al sandsynlighed ligesom i 1321 være Forskningens syn betinget af en samfundsmæssig kon­ En del af forklaringen på den manglen­ tekst. Pogromerne i henholdsvis Tysk­ de interesse for jødeforfølgelserne i Spa­ land og Aragonien vil derfor blive analy­ nien, internationalt set, kan være at seret og sammenlignet nedenfor. jødernes historie i henholdsvis Nord- og Sydeuropa traditionelt er blevet betrag­ Pogromerne i Det tyske Rige tet som to forskellige størrelser. Jøder­ De respektive landes sociale ventiler nes sociale og økonomiske status kunne skal ses i tæt sammenhæng med den naturligvis være forskellig afhængig af samfundsmæssige kontekst, de var en geografisk placering, men faktum er, at del af. For Det tyske Riges vedkommen­ jøderne på Den iberiske Halvø havde de kan man konstatere, at de sociale nøjagtig den samme religiøse status som ventiler tilsyneladende ikke fungerede i andre europæiske lande. Og netop det optimalt. Der var i tiden op til 1348 tale religiøse aspekt havde stor betydning i om en murrende uro hos underklassen middelalderen. Samfundene på Den ibe­ og en udpræget angst for opstande hos riske Halvø er i historieskrivningen des­ den herskende klasse. Forskningsmæs­ uden blevet præsenteret som multiet­ sigt anerkender man også fuldt ud, at niske (foruden kristne og jøder levede der særlig i Nordeuropa i det 14. århun­ der også en del muslimer), præget af drede var tale om en tid med generel interaktion til gavn for alle. Denne uro, der ofte blev manifesteret i oprør. Den sorte Død og de “giftige” jøder” 55

Udover jødeforfølgelserne, synes der ren Matthias von Neuenburg ved vi, at også at have været en mere generel util­ nogle tyske byer, heriblandt Basel, mød­ fredshed med samfundet. tes for at diskutere, hvordan man kunne Tiden var præget af en svækket kon­ beskytte sine jøder. Dette bør ikke opfat­ gemagt, et politisk fragmenteret tysk tes som et udtryk for en specielt jøde­ rige og uro skabt af mange byers vaklen­ venlig politik, men mere som en beskyt­ de forsøg på at konsolidere deres magt­ telse af egne interesser, nærmere grundlag efter emanciperingen fra betegnet af skatteindtægterne fra jøder­ byherrerne. I tiden op til pogromerne ne. Byerne besluttede ifølge Matthias var der desuden kamp om tronen mel­ von Neuenburg at forholde sig passivt, lem Günther af Schwarzburg og Karl IV idet man frygtede et ramaskrig fra af Luxemburg. Kampen endte først befolkningen. Noget tyder altså på, at endeligt i maj 1349, hvor Karl IV blev man frygtede folket mere end jøderne. anerkendt som konge. Hans position var Forinden havde byrådet, hvis magt­ imidlertid endnu svag, da han manglede grundlag siden 1337 var delt mellem det at få støtte fra de fyrstendømmer, der gamle oligarki og lavene, udvist seks havde støttet modkandidaten. Dertil adelsmænd for at have forulempet kom en enorm gæld, der var blevet opar­ jøderne. Det fremgår ikke nærmere bejdet som følge af Karl IV’s "valgkam­ hvilke omstændigheder, der lå til grund pagne". Med undtagelse af pogromerne i herfor. Da nyheden nåede byrådet, byen Mainz, der udsprang af et folkeligt flammede utilfredsheden op hos hånd­ opløb på markedspladsen den 23. værkslavene, der straks forsamledes august 1349, er det bemærkelsesvær­ foran rådhuset og dels krævede tilbage­ digt, at man i de fleste andre pogromer i trækning af udvisningen, dels erklærede, Det tyske Rige tydeligt kan spore en vis at folket ikke ville tolerere jøder i Basel i forberedelse og måske ligefrem iscene­ de næste to hundrede år. Byrådet gav sættelse. efter med det samme, og jøderne blev En nærmere undersøgelse af kilde­ efterfølgende brændt den 16. januar materialet viser da også, at det var folk 1349 i et dertil indrettet træhus. Jøderne fra alle samfundslag - både biskopper i Basel blev ofret i et spil om magt, hvor­ og fyrster og sågar Karl IV - der var til giftspredningsrygtet var en kærkom­ involveret i pogromerne. Kongen blev men anledning og begrundelse. Ved at uundgåelig inddraget, da jøderne reelt ofre jøderne og dermed give efter for fol­ var hans ejendom i deres egenskab af kets krav kunne byrådet blive siddende. hans Kammer knechte. Rettighederne Det synes at have været en billig og over dem var dog i mange tilfælde blevet ukompliceret løsning. pantsat som sikkerhed for den gæld, han Baggrunden var anderledes i Nürn­ havde oparbejdet i sin kamp for tronen. berg, men den afspejler mange af de De første pogromer i Det tyske Rige politiske konflikter, der knyttede sig til fandt sted i Basel i den sydvestlige del af de tyske byer såvel som til Karl IV. Der Det tyske Rige. Kilderne til begivenhe­ er her tale om pogromer fra højeste derne i Basel er ikke specielt rige på plan, der var resultatet af politiske stri­ informationer, men selve den umiddel­ digheder. Halvandet år før pogromerne bare årsag til pogromerne er et slående fandt sted, havde der været indre politi­ eksempel på den situation, mange byer ske stridigheder, der førte til det sidden­ befandt sig i, da giftsprederrygtet de byråds fald. Stridens omdrejnings­ begyndte at florere. Fra krønikeskrive­ punkt var tilhørsforholdet til de to 56 Alexandra Pilegaard Lind

kandidater til den tyske trone, Günther således ikke være tvivl om, at både af Schwarzburg og Karl IV. Det siddende byråd og Karl IV var sig den voksende råd støttede Karl IV, men brede dele af uro i befolkningen bevidst og forstod at befolkningen var utilfredse. I maj 1348 udnytte denne mekanisme til fulde. stormede en gruppe borgere rådhuset og Den stærke samfundsmagt, der skul­ tvang byrådet til at træde tilbage. Et nyt le have fungeret som en ventil eller støt­ byråd, der støttede Karl IV’s modkandi­ te, var stærkt svækket. Årsagerne til den dat, satte sig nu på magten. Året efter store udbredelse af pogromerne i Det måtte de dog forlade posten, da det tyske Rige skal altså findes i en mang­ gamle byråd, der støttede Karl IV, vend­ lende politisk stabilitet og konsensus. te tilbage. Dermed var alle forhindringer Jøderne blev fanget i en kontekst, hvor fjernet, og vejen til pogromer banet. de politiske spændinger overtog pladsen Karl IV havde nemlig sideløbende haft fra selve udgangspunktet - rygtet om andre forberedelser i gang. giftspredning - og de blev ofret i et spil Det mest opsigtsvækkende er det fak­ om magt og konsensus.7 tum, at Karl IV allerede seks måneder før pogromerne skaltede og valtede med Pogromerne i Aragonien jødernes ejendom. Allerede i april 1349 Hvor man til pogromerne i Det tyske bortlovede han nogle jødiske ejendom­ Rige har et forholdsvist rigt kildemateri­ me, ligesom han i juni samme år gav ale, forholdt det sig længe anderledes, biskoppen af Bamberg og to borggrever hvad angik belysningen af pogromerne i Nürnberg en ikke ubeskeden del af den på Den iberiske Halvø. Imidlertid blev årlige skatteindtægt fra jøderne. Dette der i 1956 i forbindelse med et helt skal angivelig ses som et forsøg på at andet projekt fundet et omfattende kil­ købe politisk støtte. Pogromer synes demateriale bestående af 157 dokumen­ også at have været i Karl IV’s tanker, da ter fra tidsperioden 1348-1384, der alle han samtidig lovede biskoppen og borg­ omhandlede Den sorte Døds effekt på greverne halvdelen af de jødiske ejen­ Aragonien. Kilderne er noget sparsom­ domme og dele af jødernes formuer, me med oplysninger, men heldigvis er hvis der kom pogromer. Karl IV gav des­ 130 af dem knyttet til tidsperioden uden det genindsatte byråd i Nürnberg 1348-1351. Kildematerialet dokumente­ fuld amnesti i tilfælde af pogromer. rer hvilket kaos, der herskede både på Byrådet var dog ikke tilfreds, da de også det administrative og det økonomiske ønskede tilladelse til at jævne den jødi­ område. Det kongelige skatkammer ske ghetto i byen med jorden. Tilladel­ mærkede f.eks. hurtigt det økonomiske sen kom da også noget senere, og den 5. kaos. Jøderne var en vigtig skattemæs­ december 1349 brød de længe ventede sig indtægtskilde, og kong Peter greb og godt forberedte pogromer ud. I mod­ derfor ofte ind til fordel for jøderne. Alli­ sætning til mange andre byer i Det tyske gevel fandt der pogromer sted. De sam­ Rige, der i starten forsøgte at beskytte tidige kilder beretter om pogromer i jøderne af økonomiske årsager, men Barcelona, Cervera, Tårrega, Lleida og siden måtte opgive og give efter for fol­ måske også i Girona. Der synes ikke i kets eller oppositionens pres, var der i kildematerialet at være belæg for en Nürnberg tale, om ikke et rendyrket organisering forud for pogromerne. samarbejde, så i hvert fald om en bred Pogromerne i Barcelona, der fandt forståelse for og accept af de pogromer, sted den 17. maj 1348, opstod tilsynela­ der uundgåelig måtte komme. Der kan dende på et ganske tilfældigt grundlag i Den sorte Død og de “giftige” jøder” 57 forbindelse med en kristen begravelse. end i Frankrig og Tyskland. Dette kom­ Begravelsesoptoget passerede på et tids­ mer særlig til udtryk i en noget overset punkt det jødiske kvarter, hvorunder pesttraktat. Traktaten er fra april 1348 der faldt noget tættehalm ned fra muren og er bemærkelsesværdigt nok skrevet omkring ghettoen. Det udløste straks et på det lokale sprog, katalansk, og ikke angreb på det jødiske kvarter, hvorun­ på latin, som det ellers var normalt der gældsbeviser og tyve jøder blev blandt videnskabsfolk. Man kan derfor brændt. En lignende episode udspillede antage, at dens konklusioner har været sig i Cervera, hvor atten jøder samt udbredte. Det interessante ved traktaten deres huse blev brændt. De mest omfat­ er den måde, hvorpå den beskæftiger sig tende pogromer fandt sted i Tårrega, med sygdommen. Den sorte Død ansku­ hvor hen ved 300 jøder led døden i es som to parallelle forløb, ét forårsaget flammerne. I forbindelse med pogro­ af naturlige årsager, og et andet forårsa­ merne i Tårrega skal befolkningen have get af en ændring i menneskets moral. råbt: "Død over forræderne". Netop Der blev lagt særlig vægt på menneskets dette udsagn kan have forbindelse til ændrede moral og deraf følgende syn­ motivet bag pogromerne i Aragonien. dighed. Men hvordan kom jøderne ind i I Aragonien synes man at have haft et billedet? Svaret skal måske findes i en andet syn på årsagen til Den sorte Død pavelig bulle fra 1354.

Den sorte død bredte sig over hele Europa i løbet af få år. Kortet viser pestens spredning i midten af 1300-tallet. Fra McKay et al.: A History of Western Society, 2003, s. 382 58 Alexandra Pilegaard Lind

I bullen står at læse, at jøderne blev - den mand, som jøderne myrdede. forfulgt, fordi deres synder mentes at Hvert år til påske blev jøderne således kunne fremkalde pest, og dette forhold mindet om deres skyld i Jesu død, og det synes at have grobund i de kristnes alle­ var accepteret, at de kristne kastede rede eksisterende opfattelse af jøderne med sten og lavede larm og råb for på som ansvarlige for Jesu død. I en anden den måde at symbolisere deres forhold krønike, der ganske vist er en anden­ til jøderne. Det er nærliggende, at det er håndsfortolkning af begivenhederne i i påskeugen og dens funktion, at man 1348, men derfor ikke mindre sigende, skal søge årsagen til de mindre vold­ hedder det: ’’Alt dette (pesten) er op­ somme overgreb mod jøderne i Aragoni­ stået på grund af Jakobs synder, og de en i forbindelse med Den sorte Død. (jøderne) har bragt verden en dødelig Påskeugen havde en vis indflydelse i den gift; skylden er deres alene, og på forstand, at den dels gav mulighed for grund af dem er vi havnet i en stor tra­ på en organiseret måde at få afløb for gedie.”3 Når der tales om "Jakobs synd", det anspændte forhold mellem kristne refereres der direkte til det jødiske folk. og jøder, dels at den på samme tid gen­ Jakob er patriarken Jakob, Israels stam­ oprettede den sociale orden. Det kom i fader. Troen på, at pesten var Guds straf hvert fald sjældent til direkte korporlige for menneskenes synder, i Aragonien voldshandlinger. altså jødernes, var som allerede skitseret Det er dog vigtigt at understrege, at en udbredt tolkning af epidemien. ingen af pogromerne i Aragonien i for­ Sådanne forestillinger var særligt frem­ bindelse med Den sorte Død foregik herskende i 1300-tallet. Den katolske under påskeugen, og at aktørerne i mod­ kirke spillede en væsentlig rolle i udbre­ sætning til påskeugens ritualer var voks­ delsen af et fjendebillede af jøderne og i ne, bevæbnede mænd. Påskeurolighe­ den generelle fokusering på det syndige derne og pogromerne var forskellige i i mennesket. Omtalen i kirkerne af omfang og intensitet, men de var begge jøderne som Jesu mordere må have haft bundet til samme mekanisme - en gen­ en dyb indvirkning på tilhørerne. Mange oprettelse af de synder, jøderne havde kristne fik indpodet den opfattelse, at påført det kristne samfund. Jøderne jøderne bar skylden for Jesu død, og blev ikke som i Det tyske Rige ofret i en derfra var der ikke langt til at antage, at kamp om magt. Det var synden i sig selv, mord på jøder var en sikker vej til Him­ der frembragte pesten. Jøderne udgjor­ len. Kløften mellem kristendom og jøde­ de en gift for samfundet og måtte derfor dom var særlig blevet uddybet, da jøder­ udryddes. ne ikke ville anerkende Jesus som En vigtig forskel mellem pogromerne frelseren, hvilket blev betragtet som en i Det tyske Rige og Aragonien er desu­ opsætsighed mod den kristne kirke. den giftspredningsrygtets forskellige Således givetvis også i Aragonien, udformninger. I Aragonien blev rygtet men til forskel fra Det tyske Rige havde ikke hæftet på jøderne, men på andre man netop i forbindelse med de kirkeli­ marginale grupper såsom rejsende og ge handlinger et alternativ, om end fremmede gejstlige. Årsagen kan til dels latent, til den ellers forholdsvis fredelige være, at den tidligere omtalte protokol sameksistens. Dette var påskeugen, der fra Savoyen, der i høj grad dannede samtidig tilsyneladende fungerede som grundlag for pogromerne i Det tyske en accepteret social ventil. Hvert år til Rige, tilsyneladende ikke nåede til Ara­ påske fejrer de kristne Jesu opstandelse gonien. En anden og lige så vigtig årsag Den sorte Død og de “giftige” jøder” 59 til forskellen mellem de tyske og de der optrådte i 1347-1351, anvendes begge udtryk i spanske pogromer skal desuden findes i forskningen. kulturelle forskelle, der hænger sammen 2 Se bl.a. Robert E. Lerner: Western European med det spanske begreb convivencia. Eschatological Mentalities, Amercian Historical Begrebet er i forskningen traditionelt Review 86,1981. blevet tolket i retning af fredelig samek­ 3 Se bl.a. Thomas Bardelle: Juden in einem Tran­ sistens. Men som beskrevet, bestod og sit- und Brückenland. Studien zur Geschichte der overlevede de iberiske samfund og for­ Juden in Savoyen-Piemont bis zum Ende der holdet mellem kristne og jøder sandsyn­ Herrschaft Amadeus VIII. Hannover 1998. ligvis på en mere kompliceret form for 4 Følgende forskere har skrevet herom: J. F. D. convivencia, nemlig ved hjælp af, hvad Shrewsbury: A History of the Bubonic Plague in David Nirenberg kalder kontrollerede The British Isles. Cambridge 1971. Graham voldshandlinger - handlinger, der skul­ Twigg: The Black Death. A Biological Reapprai­ le markere skellet mellem de etniske sal. New York 1985. grupper.9 5 Rosemary Horrox: The Black Death. Manche­ Jøderne var mere accepterede i Ara­ ster 1994, s. 111-158. gonien end i Det tyske Rige, men heller 6 Frantisek Frantisek Graus: Pest - Geißler - ikke her kunne de undslippe det tunge Judenmorde. Göttingen 1987. åg, det var at bære skylden for Jesu død. 7 Fremstillingen af pogromerne i Tyskland er Pogromerne i Aragonien kan derfor ses baseret på Graus: Pest - Geißler - Judenmorde. som en variant af forestillingen om, at Göttingen 1987. pesten var Guds straf for menneskets 8 Citeret hos David Nirenberg: Persecution of synder. Selv i et multietnisk samfund, Minorities in the Middle Ages. Princeton 1996, s. som er det billede, mange historikere 240. Nirenberg er i øvrigt det bedste bud på en forsøger at tegne af 1300-tallets Spani­ engelsksproget fremstilling af begivenhederne i en, var det måske trods alt en synd at Aragonien, og denne artikel bygger overvejende acceptere jøderne? på hans arbejde. 9 Nirenberg: Communities of Violence, s. 9. Alexandra Pilegaard Lind

1 Philip Ziegler: The Black Death. London 1998, s. 18. Udtrykket Den sorte Død - swarta döden - dukker først op i Sverige i 1555 og 50 år senere i Danmark som Den sorte Død. Det er en "under- sættelse" fra latin atra mors, der både kan bety­ de ”den frygtelige død” og ”den sorte død”, og er ikke, som man kunne forledes til at tro, opstået pga. de sorte bylder, som sygdommen giver. Sam­ tiden brugte betegnelsen mortalitas (dødelighe­ den) eller mortalitatis pestilencia (dødelighe­ dens pest). Pestilencia betegnede en hvilken som helst sygdom, men i løbet af 15.-17. årh. ind- snævredes betydningen efterhånden til ’’pest" i vores forstand. Da der desuden er problemer med at stille en sikker diagnose på den sygdom, 6o Anmeldelser

Amager uden digte

Af Martin Zerlang, lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet

Karl-Erik Frandsen, Erik Housted, Inger Kjær hvordan f.eks. ’’Brigadevej-området” har Jansen, Lis Thavlov: Amager. Nyt Nordisk udviklet sig tiår for tiår og ejendom for ejen­ Forlag Arnold Busck 2002. 35g sider. 3gg kr. dom. Det er ikke en disponering af stoffet, der fremmer den narrative dimension. Principielle mager har altid været et attraktivt spørgsmål og bagateller fletter sig ind i hinan­ sted”, skriver Karl Erik Frandsen i det den på en måde, der hæmmer tilegnelsen af kapitel, der indleder den nye, store, stoffet. gennemillustrerede bog om Amager. I næste Man kunne have forestillet sig mange muli­ kapitel skriver Erik Housted imidlertid, at ge synsvinkler på det i øvrigt righoldige stof. Amager ikke var et sted, man gerne besøgte, da Den sociale og økonomiske historie kunne man her blev modtaget af stanken fra de latrin- have løftet fremstillingen. Den politiske histo­ kuler, hvor Københavns natrenovation blev rie og institutionshistorien kunne have leveret læsset ud - og måske af synet af en halshug­ et perspektiv. Kulturhistorien kunne have lagt ning her på Københavns officielle rettersted. en linje, og man kunne også have forestillet sig Et attraktivt sted eller en lorteø? Meningerne en fremstilling, der tog sit udgangspunkt i er delte, og myterne er mangfoldige. myterne om Amager. Men selv om der leveres En af mytens vigtigste funktioner er at ska­ brikker og brokker fra disse forskellige histori­ be sammenhæng i erfaringer, og i tilfældet er, er der ingen af dem, der samler sig til et Amager omfatter mytologien både den helt hele, og i visse tilfælde forsvinder de i en frem­ negative fortolkning af øen som ’’Lorteøen” og stilling, hvor man som læser ville være bedre Klaus Rifbjergs storslåede hyldest i Amager­ oplyst af registranter over byplaner, vejanlæg, digte, hvor han beskriver Amagerbrogade som institutionsbyggeri, hovedpersoner inden for hovedpulsåren i sit liv. Myten tilbyder en industri, underholdning mv. synsvinkel, og set under denne synsvinkel fal­ Man savner en mere samlet refleksion over der de fænomener, der tilsammen udgør ’Ama­ Amager ud fra en byplanhistorisk synsvinkel. ger’, ind i et sammenhængende, meningsfuldt Efter Københavns omdannelse fra fæstnings- billede. og residensstad til en moderne handels og Myten er en vej til at skabe sammenhæng i industriby bliver byplanlægning jo genstand fænomenerne. Historieskrivningen er som for offentlig debat, og det måtte være muligt bekendt en anden vej. Hvilket er det problem, ud fra denne debat at skitsere nogle linjer i der sikrer en linje og skaber en ramme om holdningen til Amager - eller som moderne fremstillingen i Karl-Erik Frandsens, Erik byplanlæggere ville udtrykke det: fortolknin­ Housteds, Inger Kjær Hansens og og Lis gen af Amager. Thavlovs bog om Amager? Svaret kan gives Man savner også en mere samlet refleksion med det samme. Der er ikke anført et problem over de ’’Griindere”, som i det 19. århundrede eller et perspektiv, som organiserer fremstil­ skabte grundlaget for det moderne Amager. lingen. Amager ligger dér, hvor øen nu ligger, De præsenteres én for én, efterhånden som og denne rumlige kendsgerning er det selvføl­ forfatterne bevæger sig gennem de enkelte gelige udgangspunkt for forfatterne, der heref­ gader og kvarterer, men kunne der ikke uddra­ ter giver sig til at øse af deres viden, om stort ges fællestræk med hensyn til deres forudsæt­ og småt inden for denne ramme. ninger og forestillinger og foretagender? Topografien leverer rammen. Efter indled­ Hvis de store linjer fortaber sig i behand­ ningens lynskitsering af Amagers udvikling fra lingen, så lykkes det bedre på det mindre plan. oldtiden til landboreformernes er bogen dispo­ I det sidste kapitel om Dragør kommune rede­ neret i tre store kapitler om henholdsvis Sund­ gøres der fint for de forhold, der bliver byerne, Tårnby og Dragør; inden for de enkel­ bestemmende for Dragørs udvikling og te kapitler er det altovervejende gader, veje og udformning. Der bliver formuleret et problem landsbyer, der bestemmer fremstillingens - ’’Hvorfor fremtræder [byen] så helstøbt og gang; og på mikroniveauet kan man følge, velbevaret?” (s. 278) - og der bliver givet et Anmeldelser 61

svar, som især peger på: Søfartens opblom­ revyen igoo eller fra Christianshavn til string fra 1700-tallet; opbremsningen i slut­ Dragør, romaner som H. C. Andersens berøm­ ningen af 1800-tallet, som bl.a. skyldtes, at te Fodvandring fra Holmens Canal til Øst­ man ikke havde udviklet havnen til nye tider; pynten af Amager, film som Ved Kongelun­ fraværet af industri; Amagers ’’dårlige renom­ den og digte som Klaus Rifbjergs mé” (s.327) som sikrede byen mod masseturis­ Amagerdigte. At Amager i folkemunde går me; dannelsen af Dragør Byfredningsnævn i under navnet Lorteøen har ikke afholdt bil­ 1934. ledkunstnere fra at søge inspiration i det fla­ Kapitlet om Dragør rummer også et afsnit de amagerkanske landskab. Mens de franske om en særlig åndelig strømning på Amager, impressionister opdagede Paris som motiv, den religiøse vækkelse som startede i marts opdagede den første danske impressionist, 1875, da den 21-årige frimissionær Peter ’’komaleren” Theodor Philipsen, Amager som Blomberg kom til Dragør. Men som det er motiv. Og da filmfolk ledte efter eksempler karakteristisk for hele bogen, flyttes fokus hur­ på dansk folkelighed, søgte de ud til Kongel­ tigt til den materielle virkelighed: Indholdet i unden, til kolonihaverne og den lange bade­ vækkelsen oplyses man ikke om, men man bro ved Strandøre. hører om det kirkebyggeri, den giver anled­ Amagers historie rummer masser af stof, ning til. Når man imidlertid hører, at der i Dra­ der vækker nysgerrigheden. Hvordan har gør ikke findes et forsamlingshus, fordi det Københavns nærhed influeret på øens udvik­ religiøse liv har drejet uden om Indre Mission ling? Hvilken placering har den hollandske og grundtvigianismen, bliver man nysgerrig kultur haft på øen? Hvordan kan det være, at efter at høre nogle overvejelser over de mulige der op til i dag har været talt en særlig born- årsager til denne særstilling. holmskklingende dialekt i Dragør? I hvilken Inger Kjær Jansen citerer i sit kapitel om grad har amagerkanerne udviklet lokale kultu­ Tårnby en gartner J. Hasberg fra Sundbyveste- rer knyttet til enklaver som Dragør og Store re, der i 1897 skrev, at ejendommene måtte Magleby og Eberts Villaby og Nokken og kolo­ udstykkes i småparceller, ”da Amagerne ikke nihaverne og arbejderkvartererne? På hvilken let trives andre Steder end på Amager, hvor måde kan man identificere det, som Inger baade (deres) Sønner og Døtre skal have deres Kjær Jansen kalder ’’borgernes fornemmelse Hjem ... To Ting faar Amagerne ind med for de usynlige grænser” (s. 153) mellem bydele Modermælken: de gøde stærkt og holde rent og landsbyer? Og i hvilken grad har der udvik­ tidligt og silde”, (s. 185) Citatet er bemærkel­ let sig en amagerkansk selvbevidsthed i udvek­ sesværkdigt. På linjer formuleres den kobling slingen med København, der på sæt og vis har mellem materiel og mental virkelighed, som, behandlet øen som en lille koloni, hvor man hvis den var blevet fulgt op, kunne have givet kunne placere bønder, fabrikker, lossepladser, en mere syntetiserende fremstilling i den nye studerende mv.? Amagerbog. Per Højholt har engang skrevet et digt om Bogen, som afløser Chr. Nicolaisens snart Brøndbyøster som åndelig legemsdel. Jeg hav­ 100 år gamle pionerværk om Amagers Histo­ de glædet mig til at læse en bog, der også rie, er gennemillustreret, og der gengives beskrev Amager som åndelig legemsdel, men bl.a. et foto fra 1947 fra en dilettantopførelse de her skitserede temaer glimrer stort set ved i Anlægget ved Dragør af Johanne Luise Hei­ deres fravær i dette ellers så stof- og billed- bergs vaudeville En Søndag på Amager. Men mættede pragtværk om Amager. selvom Amager er ladet med myter, er det Det er en uskik, når anmeldere kritiserer påfaldende så lidt, der skrives om den kultu­ med udgangspunkt i den bog, de synes burde relle og kunstneriske side af Amagers histo­ være skrevet, snarere end den, der er blevet rie. Vil man sværge, siger man den dag i dag skrevet. I dette tilfælde har det imidlertid ’’Ama’r” eller ’’Ama’r Halshug”, selvom det er været umuligt at gå udenom de forventninger, mere end hundrede år siden, at øen dannede jeg havde, da jeg åbnede bogen. Men har jeg skueplads for henrettelser. Kunstnere inden ikke fået indfriet mine forventninger, har jeg for alle fag har tappet af øens myter. Her kan til gengæld fået en masse oplysning og oplys­ nævnes balletter som August Bournonvilles ninger om Amager som materiel virkelighed: Livjægerne på Amager, revyer som Amager­ om bl.a. ’’amagerbruget”, om anlæg og byggeri 62 Anmeldelser

på Amager, om Amagers rolle som leverandør sidst men ikke mindst om Kastrups forvand­ af hvidkål og kongelundskartofler, om de ling fra en landsby til selve porten til den sprængfarlige industrier; om nicheproduktio­ moderne, globaliserede virkelighed. ner som det solblegede lærred fra Dragør, og Martin Zerlang

Vad formar våra livsformer?

Af Håkan Arvidsson, fil.kand., lektor, Institut for historie og samfundsforhold, Roskilde Uni­ versitetscenter

Thomas Højrup: Dannelsens dialektik - etno­ man arbetar på en hög och generell abstrakti- logiske udfordringer til det glemte folk. Muse­ onsnivå. Generella teorier har nåmligen en um Tusculanums Forlag 2002. 741 s. 398 kr. tendens att ackumulera empiriska invånd- ningar och ibland åven motsågelser. Højrup en senaste månaden har jag tillbringat i undviker denna svårighet genom att utsåtta såliskap med Thomas Højrup eller råt- sina generella teoretiska resonemang för en tare sagt med hans våldiga bok ’’Dan­ empirisk prövning i form av exempel som Dnelsens dialektik”. Det har varit ett såliskapantingen tycks motsåga eller awika från hans som stundtals förmörkat min sjål och stund­ teori. Resultatet biir vanligen att teorin måste tals upplyst den. Det vore emellertid hyckleri nyanseras eller kompliceras för att kunna att påstå att det varit ett lättsamt Umgänge. omfatta åven invåndningen. Den enda invånd- Højrups arbete år en utmaning även för den ning jag har mot denna metod år att den biir vane låsaren. Den år tjock som två vål tilltagna lite tungfotad, ordrik och ibland overdrivet tegelstenar och lång som sju svåra år. Språket komplicerande. Højrup tvingar sin låsare att offrar inte heller mycket åt låttillgångligheten göra det arbete han låmnat ogjort. Det år be- och frågestållningarna som behandlas år kom- kvåmt men inte sårskilt pedagogiskt. plicerade - om ån viktiga och intressanta. Det Hår och dår i boken håvdar forfattaren att år med andra ord tung låsning och Højrups hans arbete år förmedlingsorienterat. Det år ju läsare gör klokt i att bevåpna sig med tålamod möjligt att Højrup har haft en sådan ambition, och en tom kalender, därmed inte sagt att det vågar jag inte uttala mig om, men om han arbetet att ta sig igenom verket inte ger lön för haft det har han misslyckats. Vare sig bokens mödan. omfattning, språket eller skrivsåttet har något Højrup år av facket etnolog, men hans bok publikfriande drag. Det år en bok som vånder spånner over ett långt vidare falt ån det tradi- sig till en liten akademisk elit. Det år i och för tionellt etnologiska. I vissa avseenden år det sig helt legitimt, bara man inte tror att man ett försök att förnya hela det samhålls- och skrivit för den breda publiken. humanvetenskapliga såttet att tånka. Det ger Det centrala begreppet eller kanske snarare boken en filosofisk och teoretisk prågel och den centrala tanken i Højrups socialfilosofiska åven om Højrup inte alltid formulerar sig med analys år föreställningen om ’’livsformer”. Det kristallklar pregnans år åven det dunkla ofta år en komplicerad tanke som det tar sin tid att nog tillräckligt spännande för att stimulera få grepp om. För min del foil inte alla brickor låsaren att kåmpa visare. på plats förrän jag kommit till sidan 595 och Verkets enorma bredd gör det svårt att såt- det år en mer ån lovligt lång startstråcka. Or- ta fingret på någon enskild tanke som står i saken till denna fördröjda insikt år, tror jag, att centrum. Det finns visserligen begrepp och Thomas Højrup inte gör klart hela vidden av tankar som otvivelaktigt utgör ett slags kårna sin problemstållning och det år heller inte så men de år inte tydligt defmierade utan får lått når man arbetar med så stora ambitioner snarare sin form och sitt innehåll under som Højrup gör. Då går det helt enkelt inte att arbetsprocessens gång. Denna diskursiva eller i ett inledande kapitel skissa sin frågestållning resonerande karaktår i Højrups arbete år en och besvara den i slutkapitlet. Tvårtom år det stark sida. Överhuvudtaget år det ’’under­ ofrånkomligt att frågorna hopar sig under sokande resonemanget” en god metod så snart arbetets gång, nya vinklar dyker upp och utvik- Anmeldelser 63

ningar måste ständigt göras. Detta sått att formas den och vem eller vilka uttrycker den? skriva har att göra med att Højrups intresse På dessa klassiska frågor biir Højrup svaret inte i första hand år etnologiskt eller ens skyldig. Hur som helst år den livsform vilken historiskt, det kan överhuvudtaget inte press- vi lever sammansatt av en rad mycket skilda as in i något disciplinårt schema. Hans intres­ roller. En del av livsformen år att vara med- se och ambition år av klassiskt socialfilosofi- borgare, en annan att vara man eller kvinna skt snitt och han vill varken mer eller mindre och en tredje av att exempelvis vara familje- ån att forstå hur det månskliga subjektet far. På så sått adderas en rad livsroller till en uppstår och formas och samtidigt undersöka livsform som på ett eller annat sått avgör vårt hur det samhålleliga kollektivet år uppbyggt tånkande och handlande. och hur det samspelar med de subjekt som Hår inståller sig emellertid två frågor, för utgör dess substans. det första hur påverkar och påverkas vår Det år en problematik av klassiska dimen­ individuella livsform med dess sårpråglade sioner och en som jag menar år till sin natur viljemonster de stora viljor och krafter som olöslig. Vi hamnar helt enkelt inom ett fålt av vi år lånkade till? Betyder detta att vara med- tånkandet dår det inte finns några sanningar borgare eller familjefar att vår livsform år och inte ens några egentliga svar. Åndå år vi oberoende av vår vilja, och att vi således tvungna att stålla de frågor som Højrup reser, lever vårt liv inom de ramar som strukturer men vi får stålla dem i vetskap om att det vi och roller fastståller oberoende av vår vilja. kommer fram till blott år provisorier - provi­ Och hur gör vi för att smålta samman de skil­ sorier som år dömda att raseras av nåsta gene­ da impulser och roller som bildar vår livs­ ration eller nåsta vetenskapliga moderörelse. form till något som liknar en personlig iden­ For klarhetens skull vill jag hår betona att jag titet? För min del kan jag inte dra någon ingalunda anser att de frågor Højrup ståller år annan slutsats ån den, att Højrup trots sitt meningslösa bara för att jag anser dem princi- ambitiösa försök inte loser någon av den piellt olösliga. Några av de mest meningsfulla klassiska socialfilosofins frågor utan bara frågorna inom det human- och samhållsve- omformulerar dem. tenskapliga fåltet år just olösliga. Det gör dem På sått och vis år det gott nog. För medan inte mindre viktiga. han vrider och vånder på problemen lyckas Nåvål, Højrup tacklar frågan om subjek­ han ofta att ge dem en ny och intressant tets och kollektivets identitet utifrån en belysning och framlågga dem i hela deras föreställning om att det skapas av de livsfor­ komplexitet och betydelse. Jag vill heller inte mer i vilka vi framlever våra liv. Livsform skall awisa hans begreppsbildning. Den har flera hår inte förväxlas med begrepp som livsstil viktiga poånger. Livsformsbegreppet demon- eller liknande. Det har en lång djupare inne- strerar exempelvis hur splittrat vårt liv och börd. Om jag forstått saken rått år livsform ett medvetande år. I vårt liv våger vi ständigt begrepp som syftar till att undgå det klassiska olika impulser och tillhorsforhållanden mot dilemmat ’’aktor kontra struktur”. Livsformen varandra och i skilda livssituationer tillmäter år inte något som blott foreligger och som vi - vi högst olika värden den avgörande betydel- med eller mot vår vilja - tvingas in i. Det år sen för hur vi skall eller bör handia. heller inte en form som skapas av de aktorer Jag har hittills mest uttryckt kritiska syn­ som lever den, på sin höjd kan det våljas eller punkter på Hørjups förmedlingskonst. Det bortvåljas. kan därför vara på sin plats att också nämna På denna punkt biir emellertid Højrup ett grepp som jag satt stort värde på. Højrups oklar och ibland tycks det mig som om han arbete innehåller en rad diskussionsreferat, bara döper om begreppen. Han ågnar stort från seminarier och andra filosofiska samtal. intresse åt staten och samspelet mellan stat Det har jag upplevt som bokens kanske intres- och samhålle liksom mellan stat och individ. santaste partier. Här kommer kritik och Men han diskuterar inte staten som struktur invändningar till tals och forfattaren tvingas utan som vilja. Staten får i Højrups utlåggning att forhålla sig till dessa på ett seriöst sätt och karaktår av något som mest liknar Rousseaus ofta precisera alltför svepande omdömen. I allmånvilja och som alltså inte får förväxlas dessa avsnitt får man känslan av att man med alias vilja. Men vad år då denna vilja, hur tillåts glänta på forlåten och se något av den 64 Anmeldelser verkliga arbetsprocessen i vetenskaplig verk- nämligen att ’’kunskap är lätt att bära”. Den samhet. Det är utmärkt både som förmedling blev jag av med redan då jag bar hem hans 2- och pedagogik. kilosverk från mitt lokala postkontor och det Thomas Højrup har dessvärre berövat mig har jag svårt att forlåta. från en illusion som jag gärna hade behållit, Håkan Arvidsson

Regionale kulturforskelle i gårdens landskab

Af Steen Busck, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet

Peter Dragsbo og Helle Ravn: Jeg en gård mig risk oversigt over. Værket vil føre bondegårds- bygge vil - der skal være have til. En kulturhi- forskningen op til nutiden. Men det vil mere storisk-etnologisk undersøgelse aflange linier end som så. Det vil ud over bygningshistorien i og regionale kulturforskelle i gårdens land­ snæver forstand til, hvad forfatterne kalder skab: Bygninger, haver, omgivelser ved dan­ ’’gårdens landskab”. Både haven og bygninger­ ske landbrugsejendomme 1900-2000. Land­ nes andre omgivelser skal med. Ved gårdens bohistorisk Selskab 2001. 488 sider. 375 kr. landskab forstås kort fortalt alt det, man ser på det luftfoto, der hænger i et ethvert landbo­ anmark har en lang og stærk tradition hjem med respekt for sig selv, og som i øvrigt for bondegårdsforskning og indsamling for det meste kan findes i Sylvest Jensens rig­ af dokumentation hertil i form af holdige arkiv i Det Kgl. Bibliotek. Landboha­ Dopmålinger, fotos, tegninger og diverse arkivavernes­ historie i det 20. århundrede er så godt lier - samt af hele bygninger til Frilandsmuse­ som uudforsket - her er Helle Ravn selv pioner et, Den fynske landsby m.fl. museer. Konge­ - og gårdens øvrige omgivelser har man inter­ rækken af bondegårdsforskere er lang: esseret sig endnu mindre for. Mejborg, Olsen, Chr. Axel Jensen, Zangen­ På dette udvidede emnefelt vil forfatterne berg, Steensberg, Svend Jespersen, Stoklund ydermere anlægge et anderledes og bredere m.fl., og fra 1944 indsamledes under National­ syn, end bondegårdsforskningen hidtil har museets bondegårdsundersøgelser et stort gjort. De ser ikke kun bygningerne som ’’mate­ materiale fra hele landet. Men karakteristisk er riel folkekultur” med diverse elementer: det, at vægten har ligget på bygningshistorien grundplan, konstruktion, interiør, eksteriør før ca. 1850. Steensberg gav i Den danske bon­ m.v. til opmåling, beskrivelse, typologisering degård (1942) et stort rids af udviklingen op til og analyse eller som produktionsapparat, men sin samtid, men ellers er interessen for den som dele af en større levende helhed af virk­ senere udvikling meget ny. I 1980’erne starte­ somhed og hjem, af landbohusstandens socia­ de, som forberedelse til Den fynske landsbys le og kulturelle relationer og betydningspro­ udvidelse med nyere bygninger, en fynsk bon­ duktion. Inspireret af en norsk forsker vil de degårdsundersøgelse. Et par af medarbejder­ anlægge en semiotisk synsvinkel og aflæse ne, Esben Hedegaard og Anders Myrtue, landskabet som tegn på bagvedliggende socia­ udgav 1997 en oversigt med titlen Landbru­ le og kulturelle mekanismer og mønstre. De tre gets bygninger 1850-1940, men det indsamle­ skorstene på stuehuset er et kendt statussym­ de materiale er i hovedsagen ubearbejdet. Der­ bol, men der var mange andre. Hele gården udover har Gunnar Solvang studeret viste sig frem for andre. Med hvad og hvordan? husmandskultur på Als 1925-80. Ellers forelig­ Vendte den sig mod gårdsiden, eller vendte ger der kun kortere artikler på området. den sig udad? Det foreliggende værk, der er resultatet af I tre afsnit om henholdsvis bygningerne, et projekt under forskningsrådenes satsnings­ haven og “det udenoms” får vi de lange linier område ”Det agrare landskab”, ser sig selv som trukket op helt fra 1700-årene. Der opponeres en fortsættelse af den foreliggende bygningshi­ mod det gamle skarpe skel mellem førindustri- storiske forsknings- og indsamlingstradition, el og industriel bygningskultur. Tingene ænd­ som vi indledningsvis får en udmærket histo­ rede sig altid og ofte som følge af de økonomi- Anmeldelser 65

ske konjunkturer. Kornsalgsperioden førte til rie, vi får fortalt i disse rids af de lange linier i de store grundmurede stuehuse med tre skor­ gårdlandskabets historie. stene, andelstiden til større kostalde, svine- Udviklingen var forskellig fra egn til egn. stalde og trempellofter med plads til store Ikke kun den historiske forandring, men også mængder stråfoder, alt sammen med nye byg­ den regionale variation er med. Faktisk var gematerialer og inddragelse af bygningsele­ den hovedsagen i dette forskningsprojekt, som menter fra bykultur og udland, f.eks. stuehuse den i mange år har været det i den ældre bon­ i schweitzerstil med skifertag i stedet for strå. degårdsforskning. Dragsbo og Ravn lagde i Som reaktion herpå opstod “Bedre byggeskik”, samarbejdet med arkitekt Ebbe Keld Pedersen der svor til danske byggematerialer og dansk fra Skov- og Naturstyrelsen projektet til rette byggeskik i form af en tilbagevenden til de som en undersøgelse af tre regioner, nemlig klassicistiske former fra 1800-årenes første Viborgegnen, Vestfyn og Als. Sjælland er ikke halvdel. med, hvad forfatterne beklager. Forskellige I 30’erne kom funktionalismen til med T- hensyn har spillet ind ved valget af regioner, gård og L-gård i opposition mod den uprakti­ bl.a. den nyere kulturhistoriske opdeling af ske firelængede, men som dog blev holdt i ave landbokulturen i bygder, skovbygd, kystbygd, af traditionsbevidstheden blandt bønder og hedebygd, agerbygd m.fl. Forfatterne har ud håndværkere. Mange gode kræfter arbejdede fra Nationalmuseets og diverse lokale museers sammen for at finde frem til den ideelle gård materiale og fra arkivalier i landsarkiverne og både for husmandsstedet og det større land­ de lokalhistoriske arkiver samt efter rekognos­ brug. Under besættelsen slog bygningskonsu­ ceringsrejser og samtaler med lokale konsu­ lenttjenesten igennem, først i landboforenin­ lenter og andre fundet frem til ca. 20 gårde i gernes regi, siden i statens. Men under hvert område, som de har besøgt en eller flere I96o’ernes og 70’ernes industrialisering af gange. En liste bag i bogen oplyser, hvilke landbruget kom tingene helt ud af kontrol, ejendomme det drejer sig om. specielt efter Danmarks indtræden i EF 1972. I tre afsnit, et om hver egn, gennemgås Man tænkte ikke længere i nybyggeri med hel­ først de lange linier i landskabets historie, hedspræg og hensyn til æstetik og tradition, hvorefter nogle få gårde tages ud som eksem­ men i konstante tilbygninger og ombygninger, pler til en grundig gennemgang af det pågæl­ der skulle være så billige og hensigtsmæssige dende gårdlandskabs historie. Herunder ind­ som muligt. Hurtigt opførte, mere eller mindre drages ældre undersøgelser af de samme præfabrikerede svinestalde og stålpladehaller gårde. F.eks. er under Viborgegnen den til løsdriftsstalde og stadigt større maskiner, bekendte Vinkelgård, hvis ældste del var tårnsiloer, gylletanke og meget andet voksede udgangspunkt for museet på Hjerl hede, med ud fra gårde som mere eller mindre tilfældige blandt eksemplerne. Den er ikke “Danmarks ad hoc løsninger, mens stuehuset nærmede sig ældste bondegård”, som museets kataloger parcelhusstilen med nyt eternittag og den stadig vil vide. Adskillige fynske gårde er halwalmede gavl ændret til en højere gavl med ældre, men gammel og interessant er den, og såkaldt “EF-balkon”. Den pyntelige have i her får vi dens historie ført helt op til nutiden. engelsk stil med gange, græsplæner og store Vinkelgården lå i skovbygden øst for israndsli­ staudebede afløstes af enklere anlæg, som de nien. I hedebygden vest for findes ikke så gam­ meget færre mennesker på gården havde tid til le gårde. Her startede byggeriet først for alvor at passe. Bag gården, som mere og mere min­ efter 1900. Siden har det udviklet sig og udvik­ dede om et industrianlæg, blev stadig større ler sig stadig uden større respekt for traditio­ arealer beslaglagt til opstilling og tilkørselsve­ nen. Modsat på Fyn, hvor mange flere gamle je for de store maskiner og den voksende bygninger er bevaret, og hvor traditionens transport til og fra gården af mælk, grovfoder, gennemslag i byggeriet altid var langt stærkere stråfoder, slagtesvin o.s.v. De æstetiske hensyn end i det midt- og vestjyske. begyndte at dukke op igen i 1990’erne, hvor Mange flere interessante regionale forskel­ havetraktoren gjorde det muligt for en enkelt le trækkes op. Man kan diskutere bygdeindde- mand at passe vidtstrakte pæne græsarealer, lingens relevans, men de regionale forskelle er som dem der også omgav byernes industrian­ klare og tydelige. Det ved jo enhver, der har læg. Det er en dramatisk og spændende histo­ rejst lidt rundt i sit fædreland og haft øje for 66 Anmeldelser

den slags. Men her får vi udpeget, hvori for­ ke synsvinkler på “gårdens landskab” og skellene består element for element, så vi rummer bl.a. et kapitel om “gårdens sprog”, meget bedre kan se dem næste gang, vi kom­ som handler om de små og store signaler, mer på egnen. 1970’ernes og 8o’ernes land­ gårdlandskabet og dets elementer mere eller brugsindustrielle byggeri har sløret mange for­ mindre ubevidst skal sende til omgivelserne. skelle, men de er der stadig. Det er en af Jo, bogen har mange ærinder og kommer undersøgelsens hovedpointer, at de lokale tra­ sine steder derfor heller ikke så dybt. Men ditioner altid spillede en stor rolle, ikke kun i stort set lykkes det hele. Der kan rettes visse den førindustrielle tid, men også siden, selv i indvendinger mod den. Begrebet om “gård­ bygningskonsulenternes og siden i lecaindu- ens landskab” er ikke ganske klart i praksis. strialiseringens epoke. Driftslandskabet, marker, markveje, hegn Bogen vil mange ting. Den vil føre en osv., som egentlig ikke skulle med (hvorfor ældre historie up to date, den vil give over­ dog ikke?), kommer det undertiden alligevel. blik både historisk og geografisk, og den vil Der er ikke den store sammenhæng mellem ned i detaljen. Den vil anskueliggøre til glæ­ haveafsnittene og resten. Bogen stiller aldrig de for almindelige mennesker - landbygnin­ repræsentativiteten af det udvalgte materiale ger er jo en vigtig del af ethvert landskab og op som noget større problem. Man savner dermed af enhver turistoplevelse - den vil Sjælland. Men disse og andre mangler skal levere et materiale for dem, der arbejder med ikke skygge for, at der hermed foreligger et at bygge og vedligeholde fremtidens land­ væsentligt og læseværdigt bidrag til dansk bygninger, og endelig vil den yde nye meto- arkitektur- og landskabshistorie - og til land­ disk-teoretiske bidrag til den etnologiske og bohistorien. Både forfatterne og Landbohi­ kulturhistoriske forskning. storisk Selskab har stor ære af dette værk. Det sidste hovedafsnit er helliget en ræk­ Steen Busck

Endelig på dansk - en klassiker om forståelsen af orienten

Af Christina Folke Ax, cand. mag., ph.d., forskningsadjunkt ved Institut for Historie, Køben­ havns Universitet.

Edward W. Said: Orientalisme. Vestlige fore­ er nødvendigt at få den oversat. I dette tilfælde stillinger om Orienten. Roskilde Universitets kan det have sin berettigelse, fordi Saids ana­ Forlag 2002 (1978), 423 sider. 298 kr. Forord lyser handler om at forstå nuancerne i sprogets og oversættelse af John Botofte. kategoriseringer, og det gør man nu engang bedst på sit eget modersmål. Det er ligeledes å foreligger langt om længe en dansk positivt, at man med oversættelsen får John oversættelse af litteraturforskeren Botoftes forord, der med sin gennemgang af Edward Saids klassiske værk om orienta­ hele Saids forfatterskab gør bogen lettere at Slisme, der udkom første gang i 1978 og sidenforstå. Samtidig trækker Botofte linier til for­ da er oversat til mange sprog. Den danske holdene i Danmark. Dermed viser han, at oversættelse er lavet af John Botofte. Han led­ bogen stadig har aktualitet, og at mange af de sager oversættelsen med et forord, hvori han træk, der kendetegner orientalismen også fin­ gennemgår teoretiske og metodiske aspekter des i Danmark, selvom det er et lille land, og vi af bogen, samt Saids personlige historie og for­ som regel mener, at kritik, der rettes mod de fatterskab. Bogen indeholder desuden Saids store lande, ikke vedrører os. eget efterskrift til den engelske udgave fra Orientalisme er ikke let at komme til bunds 1995, hvori han kommenterer kritik, der har i hverken som bog eller som begreb. Said været rejst mod bogen og ham selv som person opdeler sin bog i 3 hovedafsnit, hvori han og forsker. Man må undre sig over, at bogen beskriver orientalismens kendetegn, frem­ ikke er kommet på dansk noget før - 25 år er vækst og udvikling. De tre afsnit er samtidig en for lang tid - og spørge, om det i det hele taget form for kronologisk opdeling, således at Anmeldelser 67 første afdeling primært beskæftiger sig med den moderne orientalisme var lysten i det 18. og tiden indtil midten af 1700-tallet. Andet afsnit 19. århundrede til at klassificere og typologisere omhandler orientalismen i 17- og 1800-tallet, natur og mennesker. Orientalisten betragtede som var den periode, hvor den for alvor blev sig som en, der reddede Orienten fra glemsel og etableret i parløb med Vestens kolonisering af fremmedartethed. Gennem forskningen rekon­ Østen. Endelig tages nutiden op i et afsnit, struerede han Orientens glemte sprog, glemte hvor han viser, hvorledes orientalismen er kultur og glemte civilisation. Det udmundede i videreført i vor egen verden og hvilke kende­ en fælles tradition, diskurs og praksis for orien- tegn, den har i dag. talister. Said fremhæver orientalisterne Silve­ Orienten er ifølge Said et geografisk områ­ stre de Sacy, Ernest Renan og Edward William de, der er blevet afgrænset og defineret af Lane som nogle af dem, der gav orientalismen et Vesten, og som har udvidet sig i takt med den videnskabeligt og rationalistisk fundament i vestlige verdens ekspansion mod Øst. De geo­ midten af det 19. århundrede. De skabte et grafiske grænser ledsages af sociale, etniske og særligt vidensfelt, som placerede Orienten i kulturelle på en forudsigelig måde, fordi orien­ komparative rammer. En komparation, der var talismen konstruerer Orienten som et modbil­ både evaluerende og forklarende. Orientaleren lede af Vesten. Den er alt det, den vestlige ver­ blev derved fastholdt som studieobjekt og var den ikke er; oprindelig, brutal, primitiv, ikke virkelige mennesker, men ’’ægyptere”, tilbagestående, underlegen, men også sensuel ’’muslimer” og ’’orientalere”. Senere orientali- og eksotisk. Denne konstruktion er til rådighed ster er fulgt i de samme spor. for alle, der studerer Orienten, og er samtidig Bogens sidste afsnit omhandler nutiden, og en af Saids tre definitioner på orientalisme. det er her man som læser lettest kan nikke Foruden at være en konstruktion er orientalis­ genkendende til Saids analyser, eller tage an­ me betegnelsen på en akademisk tradition stød af dem. Siden 2. verdenskrig har Amerika eller disciplin. En orientalist er følgelig en, der overtaget den førende position i Østen fra Eng­ beskæftiger sig med Orienten, hvad enten land og Frankrig. Den arabiske muslim er ble­ han/hun er forfatter, historiker, filolog eller vet en figur indenfor amerikansk populærkul­ antropolog. Endvidere er det institutioner, der tur med sideløbende akademisk, politisk og anvendes til at tackle og erhverve magten over erhvervsmæssig interesse. Det er tale om en Orienten gennem at udforske, strukturere og karikeret fremstilling af araberen, som liderlig, beherske den. Det være sig universiteter, sko­ blodtørstig, uærlig, ligesom man har fastholdt ler, regeringskontorer eller militær. De forskel­ det traditionelle billede af forskellen mellem lige definitioner på orientalisme hænger sam­ det rationelle, udviklede, humane og overlegne men og kan være svære for læseren at skelne Vesten og det afvigende, underudviklede og mellem. En orientalist ved et universitet er underlegne Østen. Orienten er evig, ensartet således del af en institution, der gennem og ude af stand til at definere sig selv, så udøvelse af sin disciplin konstruerer Orienten. Vesten må beskrive den, men den bør frygtes Det er uden tvivl relevant at hæfte betegnelsen (den gule fare, mongolske horde) eller kontrol­ orientalisme på alle tre fænomener, men efter­ leres (pacificeres gennem forskning eller okku­ som de er så snævert forbundne, virker det pation). Said hævder, at disse forestillinger også forvirrende. lever uden modstand i den akademiske ver­ Modstillingen mellem Vest og Øst finder den, og at specialister i den arabiske verden Said allerede tilbage i antikken i grækernes defi­ bedriver urevideret forskning. For dem eksi­ nition på barbarer som de ’’uciviliserede” (dvs. sterer kun ét islamisk samfund, én arabisk ”ikke-grækere”), men det var især i løbet af det mentalitet, én orientalsk psyke. 18. århundrede, at orientalismen tog form. Det Analyserne i bogen bygger først og frem­ skete gennem en proces, hvor Vesten både inva­ mest på værker af britiske, franske og ameri­ derede og udforskede Østen. Gennem denne kanske forskere og forfattere. Disse nationer er proces blev Orienten skabt og defineret af valgt bevidst, fordi det først og fremmest er Vesten på en måde, der samtidig retfærdiggjor­ dem, der har behersket og koloniseret største­ de Vestens handlinger overfor folk i Orienten, delen af Orienten, og dermed har de også fordi orientalismen fratog orientalerne evnen været dominerende i udformningen af orienta­ til, at styre sig selv. En vigtig forudsætning for lismen. Som Said selv nævner, er denne 68 Anmeldelser

udvælgelse samtidig et af hans problemer, for­ til Vestens forhold til Østen. di han derved udelukker store dele af Østen fra En anden ting, man savner, er den sam­ sine analyser, selvom hans teser sigter mod at fundsmæssige kobling og kontekst. Said være generelle for hele Orienten. Det samme behandler konstruktionen af Orienten som et problem gør sig gældende i tekstanalyserne. særtilfælde, men faktisk genfinder man orien- Han udvælger enkelte forfattere, studerer tek­ talisternes forkærlighed for typologier og sternes stil, retoriske udformning, miljøet, for­ generaliseringer inden for andre grene af tælletekniske midler og tegner på den bag­ videnskaberne. Bogen er uomgængelig for grund et billede af orientalismen. Analysen af folk, der beskæftiger sig med kolonisering og de enkelte forfattere kommer derfor til at bære Østen, men kan også med fordel læses af alle, hele værket, uden at deres forhold til den øvri­ der interesserer sig for konstruktioner af ”det ge forfatterskare bliver problematiseret nær­ andet” - det, der er anderledes end os selv - mere. Det kan sagtens lade sig gøre, men for­ fordi man med bogen kan stille spørgsmåls­ skere, der anvender denne metode, tegn ved, i hvor høj grad vi selv som historike­ problematiserer som regel individets forhold re konstruerer vores undersøgelsesområder, til kollektivet. Det gør Said ikke, men nævner når vi (re)præsenterer fortidens mennesker. blot, at f.eks. Sacy og Renan kan eksemplifice­ Orientalisme er en kontroversiel bog og re de øvrige orientalister. blev fra starten mødt med megen kritik. For­ Grundlæggende, og interessant nok, optræ­ klaringen skal først og fremmest findes i, at der der efter min mening for få arabere i Saids Said rejser en grundlæggende kritik af Vesten bog om orientalisme, hvilket betyder, at analy­ og af alle discipliner, der beskæftiger sig med serne bliver mindre dynamiske. Saids bog hand­ studier af Østen. I bund og grund hævder han, ler selvfølgelig om, hvordan vestlige forskere og at de billeder, de tegner af Østen, tjener deres forfattere har konstrueret Orienten, men man eget formål - bevidst eller ubevidst. De beskri­ efterlades med en længsel efter at vide, hvordan ver ikke det faktiske liv i Østen, som er langt befolkningerne i Østen reagerede. Reagerede de mere komplekst, end orientalisterne giver ind­ i det hele taget? Said nævner ganske vist på side tryk af. Til tider er der endvidere en vred tone 366, at orientalerne i den sidste fase ender med i bogen, som kan være svær at forholde sig til at deltage i orientaliseringen af sig selv, men et endsige identificere sig med. På en del punkter af de berettigede kritikpunkter mod ham, har har kritikken af Said været berettiget, men det netop været, at folk i Orienten i ligeså høj grad ændrer ikke ved det faktum, at Said trods sit til har konstrueret et billede af Vesten. De seneste tider forenklede billede af Vesten har ret i begivenheder på verdensplan må understøtte meget af det, han påpeger. Og ikke mindst har dette argument. På den anden side ændrer bogen formået at skabe debat, og det er vel kritikken ikke ved det faktum, at Said har ret ikke den værste kritik en bog kan få. i mange af de ting, han påpeger med hensyn Christina Folke Ax

Synet på svenske embedsmænd i 1700-tallet

Af Karl Peder Pedersen, ph.d., arkivar og seniorforsker ved Landsarkivet for Sjælland

Maria Cavallin: I kungens och folkets tjänst. såvel af deres arbejdsgivere som af ’’folket”, og Synen på den svenske ämbetsmannen 1750- hvordan betragtede de sig selv og deres virk­ 1780, Avhandlingar från Historiska Instituti­ somhed? Det er nogle af de centrale spørgsmål, onen i Göteborg 36, 2003, 281 sider, 150 SEK. som Cavallin gerne vil give svar på i sin nye bog. Tidsmæssigt afgrænses undersøgelsen til de tre et tema, som historikeren Maria Caval­ årtier 1750-1780 udfra en betragtning om, at lin har sat sig for at undersøge i denne der netop i denne periode skete afgørende for­ bog hører til et af de klassiske inden for andringer i opfattelsen af samfundet og Dforvaltningshistorien. Hvilken rolle spilledeembedsmændenes rolle. embedsmændene? - hvordan blev de opfattet I kungens och folkets tjänst er en akade- Anmeldelser 69

misk afhandling, som Maria Cavallin forsva­ vi synes er traditionelt, til det vi finder moder­ rede i Gøteborg i september 2003, og selvom ne? den er skrevet i et letforståeligt sprog, har den Når man må lede langt efter nye, interes­ nok først og fremmest appel til historikere og sante forskningsresultater i Maria Cavallins jurister og andre med særlig interesse for for­ afhandling, tror jeg, at det kan hænge sam­ valtningshistorie. Bogen rummer en udmær­ men med flere ting. Ikke mindst forekommer ket indledende forskningsoversigt efterfulgt af den undersøgte periode at være for kort. Når en nyttig præsentation af 1700-årenes svenske det drejer sig om forvaltningshistorie, må forvaltningsstruktur. Herefter følger bogens man nødvendigvis anlægge et længere per­ kernepunkter, nemlig undersøgelsen af den spektiv for at få de interessante linier til at svenske regerings syn på dens embedsmænd, træde tydeligt frem. Det hænger ikke mindst således som det kan aflæses i lovgivningen sammen med, at udviklingen på forvaltnings­ samt i de domme over forsømmelige embeds­ området ofte foregår langsomt. Forvaltnings­ mænd, der blev afsagt ved den svenske høje­ reformer er tit mange år undervejs, og på steret, Justitierevisionen, mellem 1750 og samme måde kan der gå adskillige år, inden 1780. Når det drejer sig om befolkningens og nye krav til f.eks. embedsmændenes uddan­ embedsmændenes holdninger, benytter nelse sætter sig fuldt igennem. F.eks. tog det i Maria Cavallin sig primært af debatartikler- Danmark langt over 50 år, inden alle landets og bøger samt pamfletter. Dertil kommer i amtmænd havde en juridisk embedseksamen. tiden før Gustav 3/s magtovertagelse i 1772 Regeringer afskediger normalt kun sine de politiske debatter på rigsdagene, samt ikke embedsmænd, når de har begået noget krimi­ mindst de mange klager og skrivelser, der blev nelt, og derfor må der i forvaltningshistoriske sendt til de forskellige politiske partier. sammenhænge næsten altid kalkuleres med et I svensk historie er årene 1750-1780 fulde stort inertimoment. af dramatik, og selvom meget også berørte 11 kungens och folkets tjänst tager Maria forvaltningen - tænk blot på embedsmænde­ Cavallin sit mere teoretiske udgangspunkt hos nes strejke i 1768 - så virker bogen overra­ gode, gamle Max Weber, men derudover har skende tam. Når forfatteren på side 229 kon­ hun ikke meget udblik til den store verden. kluderer, ”att perioden 1750-1780 utgjorde ett Set med danske briller og med blikket roligt inledende formativt skede i overgangen mel- fokuseret på stor produktion af forvaltnings­ lan traditionellt och modernt”, ja så er det jo historiske bøger og artikler, som vi her i lan­ en konklusion, man vanskeligt kan være uenig det har kunnet præstere siden 1970'erne, med hende i. Er hele historien ikke en lang gli­ bringer Cavallins bog således ikke meget nyt. dende eller momentvis overgang fra det, som Karl Peder Pedersen

Diskurser om skattesnyderi

AfOle Hyldtoft, lektor, dr.phil., Institut for Historie, Københavns Universitet

Gunnar Viby Mogensen: Skattesnyderiets mål med bogen er en kvantitativ indkredsning historie. Udviklingen i underdeklarationen i af omfanget af underdeklarationen i form af for Danmark i 1900-tallet. Rockwool Fonden og lavt opgivne indkomstbeløb ved ansættelsen af Syddansk Universitetsforlag, 2003. 659 s- personlig indkomstskat, mens årsagerne til 350 kr. ændringerne kommer i anden række. Skatte­ snyderi er lige så gammel som skat, men forfat­ ed denne filosofiske disputats om skat­ teren har valgt at koncentrere sig om perioden tesnyderiets historie i 1900-tallet kro­ siden den statslige indkomstskats indførelse i ner forskningschef ved Rockwool Fon­ 1903 med et tilbageblik til 1870erne. Han for­ Mden, cand.polit. Gunnar Viby Mogensensøger sine at indkredse emnet gennem en række for­ hen ved tyve års kyndige studier af den sorte skellige metoder, hvoraf den vigtigste er en sam­ økonomi i Danmark. Det erklærede hovedfor­ menligning mellem de opgivne indkomster og 70 Anmeldelser bruttofaktorindkomsten, men dertil kommer Der er naturligvis en række punkter, man kyndige datidige skøn, Århus Kommunes kor­ kan tage op og diskutere. Mange vil formentlig rektion af de selvangivne beløb siden 1950erne stille sig lidt tvivlende over for forsøget på at samt en retrospektiv spørgeskemaanalyse af finde et landsniveau i 1870erne, og det samme sort arbejde fra 1988, som rækker tilbage til gælder validiteten af svarene i den retrospekti­ 1950. ve spørgeskemaanalyse. Blandt problemerne Hovedresultatet er, at der har været et gen­ med niveauet i 1870erne er, at landsognene nemgående fald i forskelsværdien mellem de kun er repræsenteret ved engangsskatten i personlige indkomster og produktionsværdien 1870 frem til 1903, at der er få holdepunkter fra 26-37% i 1870erne over godt 25% i 1911 til for vurderingen af indkomsterne under skatte­ omkring 5% ved slutningen af 1970erne. Faldet grænsen, og at beregningen af bruttofaktor­ satte for alvor ind efter 2. verdenskrig. De vig­ indkomsten er rimelig usikker. Ved den retro­ tigste udsving fra denne tendens er en stigning i spective spørgeskemaundersøgelse, virker det 1930erne og en stagnation i 1980erne, hvor vel optimistisk at tro, at man i 1988 kan få va­ man øjensynlig nåede bunden. De publicerede lide svar om omfanget af sort arbejde i 1950 og indkomsttal er imidlertid allerede på forhånd i960, selv om forfatteren har gjort sig store stort set rensede for den af skattemyndigheder­ anstrengelser for at opfriske svarpersonernes ne afslørede underdeklaration. En analyse af hukommelse. grundmaterialet fra Århus skattevæsen i Især i landsognene kan man næppe altid udvalgte år for tiden fra 1954 til 1980 tyder på, være sikker på, at der er den fornødne uafhæn­ at den afslørede underdeklaration faldt fra gighed mellem selvangivelserne og produk­ omkring 2% i 1950erne til under 1% i 1980erne. tionsstatistikken. I det mindste i et enkelt sogn En medtagelse af den afslørede underdeklara­ i Vestjylland var sognerådsformanden meget tion ser således ud til at ville øge den samlede opmærksom på, at der helst skulle være en underdeklaration med cirka 12% i 1950erne og rimelig overensstemmelse mellem landbrugs­ godt 20% i 1980. Med andre ord bliver ten­ tællingerne og den selvangivne indkomst, når densen den samme, men lidt mindre stejlt fal­ han hjalp husmændene med at udfylde deres dende, hvis man medtager den afslørede under­ selvangivelser. Om det skete, fordi man allere­ deklaration. Inddrager man endelig den de ved den lokale ligning inddrog landbrugs- retrospektive spørgeskemaanalyse af sort arbej­ tællingerne eller af frygt for kontrol ovenfra, de, tyder denne på, at det sorte arbejdes andel af tør jeg ikke sige. I øvrigt var en sådan tilpas­ den samlede underdeklaration steg fra omkring ning af den indberettede produktion til en 5% i 1950 og i960 over 24% i 1970 og 50% i mere tålelig indkomst næppe noget helt usæd­ 1980 til 67% i 1988. Den samlet set stærkt fal­ vanligt for selvstændige næringsdrivende. dende underdeklaration blev således mere og Den lokale skattepolitik i landsognene, især mere præget af de sorte markeder. i årene fra 1913 til 2. verdenskrig, er et af de få Alt i alt er det et imponerende og meget for- punkter, hvor man kunne ønske sig en fyldige­ tjenstfuldt arbejde, som Gunnar Viby Mogensen re analyse, selv om det formentlig ville spræn­ har lavet. Med stor fantasi og energi har forfatte­ ge rammerne for projektet. 11908 var antallet ren fremdraget et enormt materiale, der omhyg­ af selvangivere i landdistrikterne nået helt ned geligt og forsigtigt bliver vurderet og perspekti­ på 40%, og selv i 1940 var andelen ikke meget veret. Næsten hver tænkelig sten bliver vejet og over 70%. Samtidig var der en fælles interesse indplaceret. Han nøjes ikke med en enkelt meto­ i at begrænse den lokale statsskat. Forfatteren de, men søger at nuancere og kompletere bille­ berører emnet, men det sker alene på grundlag det med andre tilgange og nyt materiale. Forfat­ af udsagn fra samtidige iagttagere og bygger teren er heller ikke uden mod. Det gælder især ikke på primært materiale fra de kommunale forsøget på at finde et niveau i 1870erne og den arkiver. retrospektive spørgeskemaanalyse. Ikke blot i Viby Mogensen fremhæver, at det er dansk, men også i international sammenhæng er afdækningen af omfanget af underdeklaratio­ disputatsen et pionerarbejde, der vil danne det nen, der er det centrale emne, og ikke ind­ naturlige udgangspunkt for kommende studier. kredsningen af årsagerne til ændringerne. I I det hele er bogen et fint eksempel på de mange fremstillingen kommer forfatteren dog ofte ind gode sider ved den gamle disputatstradition. på de mulige årsager, og det grænser til det Anmeldelser 71

inkonsistente, at denne problematik fylder tik, at forfatteren vurderer “grovheden” af mere end halvdelen af den afsluttende konklu­ skatteunddragelsen i forhold til de selvangivne sion (s. 409-12). Hans hovedkonklusion er, at indkomsters størrelse (s. 270-75 og 403). Her virkningen af det stærkt stigende skattetryk løber den omhyggelige talbearbejdelse af med normalt blev mere end opvejet af andre fakto­ forfatteren. En sådan omvendt Robin Hood rer, der dels omfattede en gradvis tilvænning, etik holder end ikke til en nærmere prøvelse i dels skattevæsenets øgede muligheder og byretten. opkvalificering samt endelig det danske sam­ Oversat til “moderne dansk” kan man sige, funds gradvise forvandling væk fra natura- at Viby Mogensen i sin disputats søger at lieøkonomi og familiebedrifter og over mod afdække og karakterisere tre diskurser. Den relativt få selvstændige og mange lønarbejde­ ene, som fylder mest, er datidens økonomers re. I delvis forlængelse heraf mener han, at diskurs om skattesnyderiet. Den anden, som større enkeltreformer næppe havde afgørende delvist overlapper med den første, er skatte­ øjeblikkelig betydning bortset fra indførelsen myndighedernes diskurs. Og den tredje, der af tvungen selvangivelse sidst i 1940erne. I to løber som en understrøm gennem hele værket, tilfælde inddrages det voksende skattetryk dog er skattesnydernes diskurs. Nu ville Michel som en væsentlig forklaring, det gælder dels Foucault nok føle sig lidt fremmed over for for­ den voksende underdeklaration i 1930erne, fatterens stedvise forsøg på at rette på datidens dels den stærke vækst i det sorte arbejde i økonomer. Det kunne dog langt hen løses ved 1970erne og 80erne. For 1930erne kan man at erstatte “virkeligheden” med et af forfatte­ dog næppe helt afvise en mulig effekt fra pro­ ren konstrueret modbillede. Et andet problem duktionssiden i form af, at den voksende regu­ er, at mange vil hævde, at det karakteristiske lering kan have ført til større og mere retvisen­ for en diskurs er, at den er “italesat”, mens de produktionstal. skattesnyderne tværtimod i videst muligt Forfatterens tøven over for en mere ind­ omfang forsøger at være tavse. De færreste vil gående diskussion af årsagerne til ændringer­ formentlig mene, at skattesnyderi er helt uden ne er for så vidt forståelig. For det første betydning, så hvis man afgrænser diskursana­ fremhæver han, at den økonomiske teori på lyser til kun at omfatte italesatte diskurser, dette punkt endnu er i sin vorden og meget kommer man til at udelukke væsentlige agen­ usikker. For det andet vil en udredning af de ter. Som antydet kan man imidlertid omgå det­ forskellige årsagers effekt nødvendigvis være te problem ved at udvide diskursbegrebet til at vanskelig. Alligevel kunne det have været omfatte udbredte måder at tænke og handle oplysende, hvis han statistisk havde forsøgt på. at efterprøve nogle af årsagsforslagene med Ole Hyldtoft alle de usikkerheder, dette indebærer. Hvis en hovedårsag til den faldende underdeklara­ tion er overgangen fra familiebedrifter til løn­ modtagersamfund, er det en tese, som man kan forsøge at afprøve statistisk. Det samme gælder større enkeltreformer eller begivenhe­ der som fx den ekstraordinære formueop­ gørelse efter 2. verdenskrig. At overgangen fra familiebedrifter til løn­ modtagersamfund skulle være en væsentlig forklaring på faldet i underdeklarationen vir­ ker rimeligt, men er ikke uden problemer i fremstillingen, idet forfatteren samtidig frem­ hæver skatteunddragelsernes “demokratiske” præg. Grundlaget for denne vurdering er dog begrænset til den ekstraordinære formueop­ gørelse efter 2. verdenskrig og materialet fra Århus kommune fra 1950erne og fremefter. Der er den pudsige sløjfe på denne problema­ 72 Anmeldelser

Den gale hund

Af Sebastian Olden-Jørgensen, ph.d., adjunkt ved Institut for Historie, Københavns Universitet

Morten Petersen: Oplysningens gale hund - skrifter af kirkehistorisk art, der skulle annon­ Niels Ditlev Riegels. Oprører, kirkehader & cere hans akademiske talent. En studierejse til kongeskænder 1755-1802. En biografi. Asche­ Tyskland fulgte, og da den unge mand vendte houg 2003, 272 sider, ill., 379 kr. hjem i 1779, var han moden til optagelse i tidens progressive miljø: Kredsen omkring iels Ditlev Riegels hører ikke til de P.F. Suhm og Drejers Klub. kendte historiske skikkelser. På den Riegels fik også foden ind ved hoffet, hvor anden side kan man heller ikke kalde han 1781 blev pagehovmester ved enkedron­ Nham overset. Den der hidtil har søgt oplysninning­ Juliane Maries hof. Det var en stilling ger om denne besynderlige skikkelse fra det med karriereperspektiver, for enkedronningen sene 1700-tal, har imidlertid måttet stille sig var sammen med arveprinsen og Ove Høegh- tilfreds med en serie løsrevne fragmenter spal­ Guldberg, efter modkuppet mod Struensee i tet op på henholdsvis historiografi, litteratur­ 1772, landets reelle magthavere under Christi­ historie, kirkehistorie og medicinhistorie. Nu an VH’s sindssygdom og kronprins Frederiks er stykkerne blevet samlet og suppleret, og umyndighed. Og Riegels vidste allerede, hvad personligheden som helhed tolket. Det ville han ville være: Kongelig historiografi Denne være synd at sige, at resultatet er smukt eller stilling med dens kombination af ubegrænset opbyggeligt, men hvad gør det, når det i øvrigt adgang til Kancelliets hemmeligstemplede er underholdende og lærerigt at læse om? papirer, nærhed til magtens centrum og mulig­ Morten Petersen har disponeret sin biogra­ hed for at fremlægge autoritative og næsten fi på traditionel vis, kronologisk fra fødsel til uimodsigelige bud på den nære fortids historie død med tematiske indskud på passende ste­ var det mål, Riegels stræbte mod. Men han der og en historisk-teoretisk bekendelse til havde samtidig andrejern i ilden. Han spillede sidst. Af hensyn til den brede læserkreds, en rolle, en vigtig rolle måske, i den intrige, der bogen henvender sig til, er stilen frisk og let den 14. april 1784 skubbede enkedronningen, tilgængelig, og der er ingen fodnoter, men hen­ arveprinsen og Høegh-Guldberg til side og visninger samlet for hvert kapitel bagi. Det vil indledte kronprins Frederiks (senere Frederik sige: Tekstbehandlingssystemet eller grafike­ VI’s) lange regimente. Som belønning forven­ ren har spist henvisningerne til de sidste to tede Riegels selvfølgelig den eftertragtede post kapitler og det historiografisk-teoretiske rids. som kongelig historiografi men fik i stedet Den slags sker vel, når forlaget lader forfatte­ "kun" en livsvarig årlig pension på 1.200 rigs­ ren i stikken med korrekturen. daler (penge der rent faktisk blev udbetalt Men hvem var så Riegels? Biografiens hvert år). Det korte af det lange var, at han undertitel siger "oprører, kirkehader og konge­ gennem sin adfærd, sine skrifter og sine udta­ skænder". Man kunne med lige så stor ret have lelser til overflod havde bevist, at han var uden skrevet "spion, publicist og landmand", men politisk dømmekraft og i øvrigt ikke til at styre. det lyder nok ikke lige så fængende. Riegels Resten af sit liv levede Rielgels som uaf­ stammede fra en slægt af borgerlige handels- hængig intellektuel, for det meste i hovedsta­ mænd, der i ly af enevælden og de gode kon­ den, men en tid også med bibeskæftigelse som junkturer havde etableret sig som godsejere på landmand på Sydfalster. Gennem en serie lit­ Lolland. På universitetet markerede han sig terære fejder, indignerede reportager, provo­ som alsidigt begavet, fræk og med litterære kerende bladudgivelser og historiske og teolo­ evner. Han ragede uklar med professor Balle giske stridsskrifter afprøvede og udvidede han (den senere biskop, der også siden fik den ære gennem årene grænserne for regimets toleran­ at tælles blandt hans ofre), men protegeredes ce. Samtidig underholdt han med sin outrere­ af dekan Tauber. Tiden er 1770’ernes start, de stil og sit polemiske talent landets og særlig hvor Struensee-affæren optog sindene, og cen­ hovedstadens læsende borgerskab. Han var en suren blev afskaffet. Riegels befattede sig dog outsider, men en af den slags, som alle elsker på det tidspunkt ikke med politik, men udgav at forarges over, og ingen kan lade være med at Anmeldelser 73 læse. Politisk befandt han sig på den yderste gen af kritisk samfundsjournalistik og over det venstrefløj (den radikale oplysning), men und­ oplyste enevældige regimes omgang med sine gik dog i alt væsentligt øvrighedens sanktio­ kritikere, så er denne biografi nemlig også ner. På trods af et udpræget kolerisk gemyt underholdende. Alt andet ville have været blo­ synes han aldrig at have manglet venner. Efter dig uret mod Riegels. nogle års lykkeligt ægteskab - dog formørket af Men tilbage til kritikken. Petersen ser som sønnens tidlige død - døde han af et slagtilfæl­ nævnt Riegels som et spejl for alle gode drøm­ de, 47 år gammel. mere, der vil noget humant og solidarisk, og Dette ultrakorte rids af N. D. Riegels liv er hvem vil mon sætte sig uden for dette gode sel­ anmelderens eget. Det er holdt i en noget skab? Riegels er i hans øjne en idealist, som anden tone end Morten Petersens biografi, der helt fra studietiden, ja måske helt fra barn­ på trods af den overordentligt rammende titel dommen (se s. 17) havde helliget sig den radi­ "Oplysningens gale hund" bevidst er skrevet kale oplysnings projekt om frihed, lighed og som et tragisk helteepos. Det skal ikke forstås broderskab. Ganske vist serverede Riegels dis­ sådan, at Petersen ikke har blik for Riegels’ se ophøjede idealer i en skarp sovs af galde, svage sider, men alle utiltalende egenskaber og tendens, personligt nid og stedvis regulær handlinger, der ret beset harmonerer yderst løgnagtighed, men for Petersen er dette bi­ dårligt med Riegels' antageligt oplyste idealer, omstændigheder. En mindre entusiastisk læs­ (bort)forklares som sekundære omstændighe­ er kunne imidlertid undres over, at det kun er der. For Petersen er Riegels nemlig en idealist, Riegels' modstandere, der skal dyppes i ideolo­ hvis idealer om frihed og oplysning foregriber gikritikkens syrebad og demaskeres som en alle væsentlige fremskridt i de følgende århun­ samling reaktionære, autoritære, åndsformør- dreder (Junigrundloven og kulturradikalis­ kede, bigotte eller i bedste fald ynkelige ayatol- men f.eks.). Ja, som han selv skriver som en lah'er. Kunne man ikke lige så godt tolke Rie­ slags konklusion: "Hans (Riegels') kompro­ gels' påberåbelse af oplysning, frihed og misløse trods er værd at spejle sig i for alle fornuft som skalkeskjul for snævre personlige gode drømmere, som vil noget humant og soli­ interesser eller udtryk for en næsten patolo­ darisk med menneskeheden" (s. 232). gisk grænsesøgende personlighed? Kort sagt: Hermed er et par af bogens styrker og svag­ Er Riegels' forhold til den radikale oplysning heder allerede antydet. Om man vil kalde spro­ måske ikke (også) instrumental, dvs. at oplys­ get frisk eller let manieret er en smagssag. Det ningsretorikken slet og ret var den retoriske er i parentes bemærket præget af en tidstypisk resurse (diskurs), der bedst gav ham mulighed sprogforbistring, som nærværende anmelder for at rase, tirre, fornærme, provokere og posi­ ikke kan lade være med at støde sig på, f.eks. tionere sig selv? At Petersen har tydelige pro­ anglicismen "ryste hænder" (i stedet for at blemer med nærmere at definere Riegels' ide­ trykke eller give hånd) og sprogblomsten ologiske dagsorden, kunne tjene som støtte for "oppositionist" (en uheldig klon af oppositio­ denne modhypotese. nel og opportunist). Den meget personlige stil Disse spørgsmål er imidlertid retoriske. har dog også fordele, for den gør forfatteren Det er ikke denne anmelders hensigt at stille overordentligt nærværende i teksten. Man er Petersens Riegels på hovedet og hævde, at nu ikke kun i selskab med Riegels, men mindst står han på fødderne. Undertegnede har dog lige så meget med Morten Petersen, hvis over­ svært ved at skjule et vist ubehag ved Peter­ vejelser og skrupler, man løbende indvies i, sens bevidst ensidige indlevelse i Riegels, der som var man "med på en lytter". Det er - Rie­ oven i købet karakteriseres som "hermeneu­ gels' og Petersens åbenlyst åndsbeslægtede tisk" (s. 240-41). Hvad med Balle, Høegh- gemyt taget i betragtning - egentlig en force. Guldberg, Coldbiørnsen og alle de andre Det feriener ikke kun teksten med en høj grad "skurke"? Har de ikke krav på hermeneutik? af metodisk gennemsigtighed, men giver den Vigtigere end dette måske utopiske krav om tillige en engagerende, insisterende tone, som retfærdighed er dog, at Petersens idealisering har værdi i sig selv. Rent bortset fra det lys, der af Riegels lukker af for nogle nærliggende her kastes over kronprinsens kup i 1784, over betragtninger og problematiseringer. Der er 1780'ernes og 1790'ernes oplyste borgerskab, f.eks. spørgsmålet om Riegels og sandheden. over "kirkekampen" i 1790'erne, over udviklin­ Riegels demonstrerede ved flere lejligheder et 74 Anmeldelser

meget fleksibelt forhold til sandheden, også ger midlerne, kunne man også sige. Eller gør mere fleksibelt end det, der selv med god vilje det? Dette spørgsmål berører ikke kun oplys- kan rummes under kategorien "forskellig ningsprojektet. Det er et evigt aktuelt tema for synsvinkel". Det ved Petersen også. Han taler alle videnskabsmænd og -kvinder, og ikke blot om det i skånsomme og poetiske vendin­ mindre for alle idealister, der vil noget ger som f.eks.: "I sin iver efter at iscenesætte humant og solidarisk for menneskeheden. utopia tillod han (Riegels) sig en række flothe­ Petersen tager imidlertid ikke spørgsmålet op, der, som eftertiden har betragtet som grave­ men begrænser sig til en lang række partielle rende videnskabelige fodfejl. Men ingen tvivl indrømmelser af Riegels "ucharmerende om, at forfatteren havde et reflekteret forhold sider". Havde han for alvor taget problemet til det, han leverede: historisk ammunition til op, ville spejlet for alle gode drømmere nok et omfattende opgør med traditionen. Man have fået en fatal ridse, og biografien vil have hører næsten suset af guillotinen mellem lin­ mistet noget af sit "drive". N. D. Riegels ville jerne" (s. 209). til gengæld have fremstået lidt mindre hero­ Med andre ord: I kampen for den gode sag, isk, lidt mere sammensat, kort sagt mere for oplysning, fornuft og frihed, kan man ikke menneskelig. tage det så nøje med sandheden. Målet helli­ Sebastian Olden-Jørgensen

Havde vi alle taget os i agt for forkølelse ...

Af Michael Steril, mag. art, Botanisk Museum

Carsten Niebuhr: Rejsebeskrivelse fra Arabien Niebuhrs egen beskrivelse af ekspeditio­ og andre omkringliggende lande. Første bind. nens forløb har aldrig været utilgængelig for Med indledning af Michael Harbsmeier. For­ interesserede. Af den oprindelige udgivelse, laget Vandkunsten 2003. 525 sider. 398 kr. som han selv forestod, forelå således det første bind allerede i København i 1774, mens det gennem mange år har billedet af Carsten tredje og sidste bind udkom posthumt i Ham­ Niebuhr, der stolt og selvbevist fører sig burg i 1837. Næsten samtidig udkom store dele frem som arabisk adelsmand, haft sin af værket med dets mange kort og illustratio­ Ifaste plads i vores nationale billedgalleri: Sener i dansk oversættelse, og det udkom ligele­ hér var en rigtig mand, der både ville og kun­ des på flere andre europæiske sprog. Niebuhr ne! I dag har vi så fået mulighed for at møde nåede desuden selv at besørge udgivelsen af billedet i sine rette omgivelse, og selv om det sin afdøde ven, Peter Forsskaals, latinske rej­ tilføjer mange nye nuancer, rokker det ikke sedagbog og af hans Flora aegyptiaco-arabica. ved ikonografien. Niebuhr fik selv få år efter sin død en fremra­ Ved siden af den hårde skæbne, der ramte gende og meget anerkendt biografi skrevet af de fleste af deltagerne, fik den første danske sønnen Barthold Georg Niebuhr, der blandt videnskabelige ekspedition den for os sære historikere nok er bedre kendt som en af den afslutning, at det rige materiale, den hjem­ nyere kildekritiske metodes grundlæggere. bragte, i de første mange år fik lov at ligge ube­ I en senere tids mytologi er Niebuhr kom­ nyttet hen. Men det er nu ikke så usædvanligt i met til at stå som ekspeditionens egentlige dansk videnskabs historie; det samme resultat leder, og intet kan være mere misforstået. Men ramte efterfølgende størstedelen af den første han var den eneste overlevende imellem en Galathea Ekspeditions (1845-47) store ind­ håndfuld forskere, der var blevet pålagt at ind­ samlinger. rette sig efter rundkredspædagogiske princip­ At en meget stor del af Den arabiske Rejses per, og det var da også først efter, at de andre skriftlige materiale trods alt blev udgivet og var døde hver og én, at rejsen blev en virkelig gjort internationalt tilgængeligt skyldes alene succes. den eneste overlevende deltagers fortsatte ind­ Niebuhrs udgivelser blev ligeledes en suc­ sats, arbejdsmæssigt som økonomisk. ces. Sproget er forbløffende let flydende og Anmeldelser 75

uknudret, og de originale udgaver er desuden læseren derfor ofte når at læse en halv bogtitel ganske fremragende boghåndværk. Niebuhr uden at opdage, at det er netop er en bogtitel. satsede på de bedst tænkelige trykkere og ren­ De konkrete planer for Den arabiske Rejse tegnere, og han havde råd til sin satsning. Sine blev udformet et par år efter Ludvig Holbergs egne opmålinger rentegnede han selv og forsy­ død, og rejsen blev da også planlagt helt i rati­ nede med så mange akademiske forbehold i onalismens ånd. De deltagende forskere skulle den ledsagende tekst, at de den dag i dag er ikke være følsomme rejsende på sporet af ånd­ videnskabeligt uangribelige. Det eneste, der en i naturen; de skulle løse konkrete opgaver forekommer mig at skæmme originaludgaven, og bekræfte eller afkræfte usikre formodnin­ er de meget snævre sidemarginer, der gør, at ger. Læsningen af Michael Harbsmeiers meget mange af illustrationerne fremstår sært klemte tænksomme og nærmest meta-historiske ind­ eller har måttet forsynes med flerfløjede fold­ ledning efterlod mig med et glad smil. På trods ninger Den slags er ikke noget, der sikrer af de mange gode intentioner om at anskue: bøger et langt liv. Carsten Niebuhrs rejse i et videnskabshisto­ Den fornyede interesse for Den arabiske risk perspektiv (s. 13) er det igennem hele ind­ Rejse blev startet med Thorkild Hansens ledningen tydeligt, at den lærde forfatter er fal­ roman: Det lykkelige Arabien fra 1962, der fik det lige så pladask for personen Carsten en enorm udbredelse og nærmest gjorde Niebuhr, som jeg selv gjorde allerede som lille Carsten Niebuhr til folkehelt. skoledreng. Heldigvis! På sin vis undrer det I Hans Christian Finks nye oversættelse er mig, at det allerede omtalte portræt af Niebuhr sproget ligeledes let flydende og de bevarede (Tab. LXXI, s. 447) i al sin underfundighed slet ’’signalord” giver et passende præg af autenci­ ikke er blevet inddrager i indledningskapitlet. tet - ord som gefalde, dødeagre og fruentim­ Harbsmeier skriver meget overbevisende: mere. Dog støder det en gammel nisse, at man ’’Niebuhrs metode er en endeløs leg med kun har valgt at benytte det såkaldt nye komma - midlertidige og provisoriske relationer og eller intet komma - og at så tilmed har været identiteter, der uafladeligt må bringes i spil for så uheldig, at systemet blev afskaffet imellem at rejsen og den rejsende ikke skal standses og udgivelsen af første og andet bind. gå i stå.” (s. 20). Men hvorfor skulle det Selve boghåndværket er ligeledes fremra­ moderne menneske stoppe sin endeløse leg gende og da ikke mindst til den pris. Lay-out ved hjemkomsten? og tryk er nærmest bedre end i førsteudgaven; På billedet står den centrale person i sin det større format giver meget roligere opslag. fornemme dragt og tilsvarende fremtoning i Oprindelig var illustrationerne kobbertryk, forgrunden i et klippelandskab. To halvnøgne mens man her har anvendt stregklicheer og på vildmænd slås i baggrunden med deres store den måde undgået den raster, der eller plager knive, mens Niebuhr med ryggen til skødes­ mange nyudgivelser af klassiske tryk. Den løst leger med rosenkransen om grebet på sin dybe rygfals og papirets skæring sikrer, at tilsvarende drabelige kniv. De to vilde bliver bogen kan ligge opslået uden særlige støttean­ rent billedmæssigt trængt i baggrunden af ordninger, og papirkvalitet og - vægt giver er Niebuhrs spyd, der diagonalt i billedet henvi­ godt grundlag for illustrationerne. Det er ellers ser dem til baggrunden. Det moderne menne­ ikke, fordi papiret er noget særligt - Munken ske deltager ikke i vildmænds gadeslagsmål, pure 135g - men det er velvalgt. Og indbindin­ ganske som den moderne rejsende ikke lader ger i halvlærred med løs ryg er både funktionel sig inddrage i sine rejsekammeraters evindeli­ og tilpas nøgtern til at matche såvel Niebuhrs ge stridigheder. tekst som bogens vægt. Harbsmeiers indledning giver en udmær­ Min eneste indvending går mod satsen. ket baggrund for forberedelserne og for selve Skriftsnittet Perpetua har altid forekommet rejsen, men er først og fremmest et forord til mig uharmonisk specielt som kursiv, og talan­ den foreliggende udgivelse. For en mere givelserne - både de arabiske og de romerske udførlig fremstilling af såvel rejsen som dens - er sært krympede. Og standardiseringen af videnskabshistoriske perspektiver kan henvi­ skriftbilledet, der er tydeligt anderledes end ses til Stig T. Rasmussen: Den arabiske Rejse Niebuhrs elegante og meget varierede, har 1761-1767. En dansk ekspedition set i viden­ medført, at referencer ikke er markeret, og at skabshistorisk perspektiv. Kbh. 1999- 76 Anmeldelser

Mens deltagelsen i en sådan ekspedition i forfatterens overraskende ’’moderne” verdens­ dag ville være en fjer i hatten for enhver ung billede og indstilling, der gør rejsedagbogen så forsker, måtte de lærde deltagere den gang fascinerende. Netop dette aspekt får Harbs- omhyggeligt overtales eller ligefrem bestik­ meier gjort fremragende rede for. Det har da kes; hvis man da overhovedet vendte hjem i også været værd at bemærke, at denne nyover­ live, var der ingen garantier for international sættelse af en 1700-tals rejsebeskrivelse så anerkendelse, og Universitetets særprægede hurtigt har kunnet indgå som en dannelseshi­ avancementsordninger var ingen garanti for storisk modvægt i dansk xenofobi. en fremtidig stilling. De sørgede derfor på for­ Et par år efter hjemkomsten valgte Niebu­ hånd for at sikre sig en passende udnævnelse hr at slå sig ned i en vellønnet, praktisk-admi- med henblik på hjemkomsten - bortset fra nistrativ stilling i Slesvig. Det har bidraget til Niebuhr selv, der afviste alle udnævnelser, det hans noget besynderlige eftermæle, at han så være sig akademiske som militære, uden at ganske frivilligt søgte væk fra Kongens Køben­ det i dag er muligt helt at gennemskue hans havn. Vi har altid været tilbøjelige til at ane et motiver. glimt af personlig tragedie, når en berømthed Forsskaal, som Carl von Linné regnede slog sig ned udenfor Verdens centrum, men imellem sine apostle, ser i øvrigt ud til at have det lader sig langt fra altid dokumentere; hver­ været den eneste af ekspeditionens deltagere, ken i en Niels Steensens eller en P.W. Lunds liv som Niebuhr knyttede sig nærmere til, og det og da heller ikke i Niebuhrs er der belæg for kan godt nok forekomme sært. Den unge finsk­ nogen tragedie. Han levede et langt og lykke­ svenske doktor var kendt som en ’’strid ligt familieliv uden økonomiske bekymringer, banan”. Hans afhandling om den nye tids fran­ han undgik at publicere sine værker på det for ske tanker om frihed var blevet sat på kongelig den lærde verden ulæselige danske sprog, han majestæts index og forbudt fra samtlige Sveri­ korresponderede flittigt med en række af ges prædikestole, og da Linné ville navngive en tidens mest anerkendte videnskabelige centre, ny plante efter sin fortjenstfulde, men stridba­ og han opbyggede sit eget eftermæle. I sine re apostel, valgte han en nælde! Som vi alle afsluttede bemærkninger (p. 467) om den ved, er det nælders essens at brænde. Imellem første del af Den arabiske Rejses tragiske for­ de planter, Forsskaal nåede at sende hjem fra løb, slutter han - efter at have anført forkølel­ Egypten, var netop et yderst krasbørstigt sen - der dengang var noget ganske andet end eksemplar af slagsen, som Linné navngav som nutidige lange næser - som en vigtig forkla­ Forsskaolea tenacissima. Men ved siden af sin ring - med at skrive: Men sæt også, at man dør stridbarhed synes Forsskaal også at have haft på en sådan rejse, så er det altid rosværdigt at sans for humor og for det legende, og det har have mistet sit liv i videnskabens tjeneste. Den sammen med hans ubestridelige myreflid form for ros undgik han lykkeligt, og vi fik en utvivlsomt passet Niebuhr godt. mulighed for at læse en levendes dagbog. I den udførlige instruks var deltagerne ble­ Michael Steril vet pålagt hver for sig at skrive udførlig dag­ bog, og de forsøgte da også at leve op til kravet, så langt omstændighederne - og ikke mindst helbredet - gjorde det muligt. Som den eneste nåede Niebuhr at færdiggøre sin dagbog, og den foreligger da også i dag som ganske gen- nemredigeret. Han forsøgte i mere begrænset omfang ligeledes at redigere i Forsskaals optegnelser, men måtte stort set opgive over for de rent naturhistoriske afsnit. En stor del af dagbogens indhold er rent lokalgeografiske oplysninger, beliggenheder og afstande, og den slags er ikke i dag den mest spændende læsning. Det er de mange beskri­ vende og kommenterende afsnit, der holder en nutidig læser fast, og det er først og fremmest Anmeldelser 77

Partipolitik under besættelsen

Af Palle Roslyng-Jensen, dr. phil, lektor ved Institut for Historie, Københavns Universitet.

Joachim Lund (red.): Partier under pres - ret med helt oplagte og let tilgængelige kil­ demokratiet under besættelsen, Gyldendal der, men enkelte af artiklerne har karakter af 2003. 376 sider. 298 kr. forskning, hvor ny viden fremlægges. Det gælder f.eks. Henrik Lundbaks artikel om istorieskrivningens stærkere vægt­ Retsforbundet. I hovedparten af artiklerne er ning af samarbejdspolitikkens pro­ der lagt vægt på formidling og analyse, og de blemstillinger frem for modstanden enkelte artikler er umiddelbart anvendelige Heksemplificeres med bogen om de politisketil undervisning, opgaveskrivning eller til partier under besættelsen. Dens mål er at pluklæsning for de historisk interesserede. undersøge det danske demokratis stilling og Pluklæsning, fordi det ikke kan undgås, at en virkemåde under besættelsen. Det sker pri­ bog, der er skåret til på denne måde, inde­ mært ved en gennemgang af hvert enkelt af holder gentagelser og stedvis kan være de større partier, både partierne bag samar­ præget af en vis monotoni. I de første 5 artik­ bejdspolitikken - og de systemkritiske parti­ ler om partierne bag samarbejdspolitikken er på højre- og venstrefløj. De allermindste tager vi næsten hver gang turen fra rege­ partier er ikke medtaget, så udvalget af par­ ringsudvidelsen efter den 9. april, majkrise- tier repræsenterer også en vurdering af forliget, regeringsomdannelsen den 8. juli hvem, der havde indflydelse og betydning, og 1940, den såkaldte skjulte ministerkrise i hvem der ikke havde det. december 1940 osv. De 5 partier bag samarbejdspolitikken, I flere af artiklerne er der markante tolk­ forstået som de partier der var repræsenteret ninger af det pågældende parti at hente. Det i Rigsdagens nimandsudvalg (senere 13- gælder Niels Wium Olesens artikel om Soci­ mandsudvalg) tages først. På højrefløjen aldemokratiet, hvor analysen af Socialdemo­ desuden Dansk Samling, DNSAP og Bonde­ kratiets stilling under besættelsen opsum­ partiet og på venstrefløjen DKP. Lidt uden meres med, at partiet ’’stod fast på sit for denne ramme falder en artikel om parti­ demokratiske grundlag” og ”at partiet i pres­ erne bag det danske og tyske mindretal i sede situationer også sagde nej og undgik henholdsvis Sydslesvig og Nordslesvig. yderligere glidning ned ad samarbejdspoli­ Bogen indledes med en generel oversigt over tikkens skråplan.” Standpunktet formuleres i ’’arven fra 1930’erne”, og der sluttes med eksplicit modsætning til Hans Kirchhoffs besættelsestidens politiske virkningshisto­ tolkning af den socialdemokratiske besættel­ rie, dvs. hvordan det politiske liv under seshistorie, at partiet tog skade på sin sjæl i besættelsen og især samarbejdspolitikken kraft af de indrømmelser, partiet foretog påvirkede efterkrigstidens politik og under besættelsen og især i kraft af, at parti­ samfundssyn. et ikke vedkendte sig sin politik efter besæt­ Forfatterne er gennemgående de oplagte telsen. De to forskellige tolkninger hviler specialister på området med hovedvægt på ikke på nogen uenighed om kilder eller tolk­ den yngre generation af besættelseshistori­ ning heraf, men på en forskellig tilgang til kere, og der er udmålt cirka 30 sider til hver besættelsestidens store spørgsmål om hvor­ uanset partiets størrelse og betydning. Det dan balancen mellem tilpasning til og mod­ kan virke paradoksalt, at helt centrale politi­ stand mod besættelsesmagten skulle ske partier som Socialdemokratiet, Konser­ håndteres. vative Folkeparti og DKP får samme behand­ En anden af den politiske besættelseshi­ ling som f.eks. Retsforbundet eller stories klassiske diskussionsspørgsmål er Bondepartiet, der næppe kan siges at have DKP’s holdning til det danske demokrati og spillet nogen afgørende rolle for det danske til parlamentarismen. Svend Rybner går her demokratis vilkår under besættelsen. langt, når han erklærer at DKP gik loyalt og Gennemgående bygger skildringen af de ærligt ind i det tværpolitiske samarbejde i enkelte partier på speciallitteraturen supple­ Frihedsrådet og Frit Danmark, og han skri- 78 Anmeldelser

ver en anelse tvetydigt, at DKP fremstod partiet Venstre bygger således ikke på en for­ ”som det borgerlige danske demokratis ståelse for, hvordan Venstre fastholdt et libe­ førende forkæmper.” Der betones, at DKP ralt grundlag i en tid, hvor vilkårene for en ikke handlede under dække, men på de fore­ liberalistisk politik var vanskelige. Derimod liggende vilkår satsede helhjertet på at vinde går han ud fra en ”folkhems”-opfattelse, som indflydelse ad parlamentarisk vej. Reelt også var udbredt i samtiden, om at besættel­ kommer tolkningen til at stå i modsætning til sestiden krævede en særlig social og demo­ Michael Kjeldsens markante standpunkt om, kratisk samling. Venstres bastante varetagel­ at DKP påtog sig lånte demokratiske stand­ se af især landbrugets interesser brød ud fra punkter og efter bedste evne skjulte sine denne opfattelse det sammenhold, som var reelle standpunkter bag taktiske nationale og de øvrige samarbejdende partiers målsæt­ demokratiske markeringer (Michael Kjeld­ ning i en vis udstrækning. sen: ’’Folkets vilje - landets lov?” Om DKP’s I det afsluttende essay ser Niels Arne overgangsprogram og demokratiet. Henrik Sørensen besættelsens virkningshistorie på 3 Dethlefsen & Henrik Lundbak (red.): Fra felter: I opgøret med neutralitetspolitikken mellemkrigstid til efterkrigstid, MTF 1998). (hvor der dog var klare grænser for besættel­ Svend Rybner betoner i modsætning hertil, seserfaringernes virkninger), at det parla­ at DKP-ledelsen ikke optrådte konspirato­ mentariske demokrati vinder fuldbyrdet risk under den fælles kamp, men hans analy­ anerkendelse og hævd også på den politiske se er for kort til at overbevise og argumen­ højrefløj, og i myten om det nationale sam­ terne rubriceres vilkårligt i, hvilken virkning menhold og i etableringen af en patriotisk partiets indsats havde (funktionalitet) og diskurs, der dog heller ikke er uden modmy­ hvilken målsætning eller taktik man anlagde ter og modforestillinger. Der skrives velop­ (intentionalitet). Den konsekvente sammen­ lagt og perspektivrigt, men gennemgående ligning med udviklingen på republikansk temmelig langt væk fra værkets solide gen­ side under den spanske borgerkrig forekom­ nemgange af partiernes vilkår og arbejde mer heller ikke at have tilstrækkelig forkla­ under besættelsen. ringskraft til at afvise Michael Kjeldsens vel­ Der er dog alt i alt ingen tvivl om, at Joa­ dokumenterede analyse. kim Lund har redigeret en bog, der repræs­ John T. Lauridsen tager i sit bidrag om enterer et fint stykke historieformidling og DNSAP fat i en klassisk generel problemstil­ en grundig opsamling af nyere historieforsk­ ling: Bliver fremstillingen bedst, når forfat­ ning, og hvor bidragene samlet giver god teren har en grundlæggende forståelse for indsigt i aspekter af besættelsestidens politi­ det skildrede objekts værdigrundlag eller ske vilkår. tværtimod? I dette tilfælde hvorfor DKP nor­ Palle Roslyng-Jensen malt skildres af forfattere, der ser med sym­ pati på partiets virksomhed, mens DNSAP konstant er skildret kritisk og med afstand­ tagen. I stedet efterlyser han en mere ’’histo­ risk dagsorden”, og hermed mener han utvivlsomt, at partiets virke skal ses ud fra datidens forudsætninger, og ikke ud fra efterkrigstidens automatiske rubricering af dets virksomhed, som et ubetinget virke for tyske interesser. Denne ’’dagsorden” lever John T. Lauridsen også selv op til i sin gen­ nemgang af DNSAP. Generelt set svinger bidragene mellem en forstående forklaring, der ikke har karakter af defensorater, og hvor der bygges forsvar­ ligt på eksisterende undersøgelser, og på kri­ tiske opgør, der lever op til den samme stan­ dard. Joachim Lunds egen skildring af Anmeldelser 79

Europahistorie

Af Jes Fabricius Møller, projektforsker, ekstern lektor, ph.d., Grundtvig akademiet og Institut for Historie, Københavns Universitet.

Lennart Berntson, Gudmundur Hålfdanarson stående udtryk krigsskueplads eller war theatre. & Henrik Jensen: Europa 1800-2000, bd. 4 af Dette fjerde bind af RUC’s Europahistorie 4, Roskilde Universitetsforlag 2003. 463 s., ligger tæt på den rankeske tradition. Krigen fyl­ 349 kr. der mange af dets sider. Det er i lange passager klassisk historiefortælling om stormagternes et er ikke mange år siden, man ville have indbyrdes spil, kongernes og kejsernes historie, kunnet udgive dette værk under titlen og der er sågar lånt stiltræk fra Grimberg, der ’Verdenshistorien 1800-2000” uden at som bekendt yndede at lægge aktørerne slagfær­ Dblues. Den går ikke længere. Den europæiskedige og rammende replikker i munden. Men det historie kan ikke længere forveksles med ver­ er også en moderne kulturhistorie. Krigene er dens historie. Ikke mindst Indiens og Kinas for­ andet end blot spil om magt eller eksempler på midable vækst og udvikling de seneste årtier har blodigt vanvid. Verdenskrigene betragtes ikke rykket disse lande ind i centrum af den almin­ som afbrydelser i den historiske proces frem delige og derfor også historikernes opmærk­ mod det moderne samfund, men som medvir­ somhed. Enhver fremtidig verdenshistorie må kende årsager i en proces, der betød det liberale, som minimum tage stilling til disse riger og lan­ vestlige, demokratiske velfærdsstats hegemoni des tidligere og kommende storhed. som politisk og samfundsmæssigt princip. Pro­ For straks at vende tilbage til the matter at cessen foregik i to tempi. Første Verdenskrigs hand må man stille spørgsmålet: Hvad er da millionmobilisering omkalfatrede Europas tra­ Europa? Det var hvad Ranke i 1824 stillede sig ditionelle hierarkiske strukturer til et massesam­ selv til indledning i sit gennembrudsværk om de fund. Mellemkrigstiden prøvede de politiske romanske og germanske folkeslags historie modeller af, som massesamfundet tilbød: nazis­ omkring 1500. Europa som problem er ikke me, fascisme, kommunisme og forskellige demo­ stort ældre end det. Før den tid var ’kristenhe­ kratiske modeller. Sidstnævnte led den ene den’ det samlende begreb. Ranke kunne ikke bemærkelsesværdige fiasko efter den anden i give noget entydigt svar. I den klassiske histori­ Central-, Øst- og Sydeuropa. Samtidig brød det eskrivning - som Rankes egen - blev svaret i internationale frihandelssystem sammen. praksis det Europa, der samledes og udvikledes Anden Verdenskrig blev en krig mellem ide­ gennem den augsburgske og den vestfalske ologier og dens udfald en sejr for a new way of fredsslutning og ved Wienerkongressen; ”den life: ’’Krigen afstedkom en social udjævning og europæiske koncert”: de vest- og central­ integration uden sidestykke og satte punktum europæiske stormagter. for det tidligere industrisamfunds klassekonflik­ Efter Napoleonskrigene som en lang optakt, ter. Den inddrog kvinderne i produktionen og udgør netop Wienerkongressen den første sam­ samfundsliv og lagde grunden til efterkrigsti­ lende scene i denne bog. Tonen er slået an og dens frigørelse. Den nedbrød, hvad der endnu temaerne kan spilles igennem. Det er nu ikke var tilbage af den gamle, borgerlige orden tradi­ tutti, der synger ved denne koncert, for Det tionelle værdier og institutioner. Den medførte osmanniske Rige mangler som det gør igennem nye opfindelser og nye teknologier, som masse­ hele bindet. Kun som grækernes undertrykkere produktionen efter krige gjorde til hvermands- og som sørgeligt allierede med taberne i Første eje.” (s. 318) Hypotesen er ikke ny, men den er Verdenskrig må de være med. Igen fra nutidens gennemført med en elegant konsekvens. Den perspektiv, set i lyset af tyrkernes kommende giver også lejlighed til at vurdere situationen i storhed ville det have været interessant at se dag i sit rette historiske perspektiv. Alle betydeli­ historien om osmannerne som en aktiv spiller på ge internationale organisationer, NATO, GATT, den europæiske skueplads. Og nu går det vist IMF, Verdensbanken, FN, det europæiske øko­ ikke at strække teatermetaforen længere, selvom nomiske og politiske samarbejde og USA som det er fristende. Tidens store historiefilosoffer supermagt for den sags skyld blev til i 1940erne yndede at bruge den, og den har overlevet i det som direkte resultat af krigen, og de er stadig de 8o Anmeldelser

væsentligste faktorer i dannelsen af verdensor­ te: ’’dette smalle kontinuum af dødbringende denen. I den forstand lever vi stadig i efterkrigs­ konfrontation, som så ildevarslende kaldtes tiden. ingenmandsland” (s. 177) Andre er knap så hel­ Der er gjort meget ud af at diskutere mulige dige. Jeg spekulerede længe over, hvad der mon forklaringer på de store klassiske spørgsmål: dybest set menes med sætningen: ’’Mens den krigsudbrud, nazisternes magtovertagelse, Sta­ store tyske kat lå underdrejet på grund af krigs­ lins terror, den kolde krig osv. Der er ingen tvivl resultatet, normopløsningen og autoritetstabet, om, hvor forfatterne står, og samtidig lader de kunne musen - kunstneren, jøden, kvinden, den læseren tænke med. De slipper helskindet igen­ homoseksuelle - spille på bordet.” (s. 231) En nem de meget vanskelige diskussioner af holo­ underdrejet kat ser man ikke hver dag på ver­ caust vs. kommunismens forbrydelser. Der skal denshavene. Jensen (f. 1947) slipper også nogen­ nok være nogle læsere uden abstraktionsevne, lunde helskindet fra at skrive distanceret om der identificerer bogens beskrivelse af begejst­ 1960erne som epoke ud fra en mere personlig ringen for Sovjetunionen i mellemkrigstiden vinkel. Det handler meget om den nye ungdoms­ med forfatternes egne holdninger, men dem om kultur, selvom den faktisk gik hen over hovedet det. Bindet må være meget velegnet som lære­ på store dele af sin samtid. bog. Jeg skønner for gymnasieskolen og derover. Direkte sprogfejl er der ikke mange af. Den Denne anmelder, der måtte forventes at kende nyklassiske pluralisfejl ’’toge” i stedet for tog er det meste af stoffet i forvejen, har også lært ikke der dog blevet plads til på s. 74. Trykfejlene er så lidt nyt. relativt få. Man må konstatere, at det står sløjt til Set i lyset af, at der har været tre forfattere med tyskkundskaberne. Freuds ubehag i Das - fra tre forskellige lande - om det, er der øko­ Unbehagen in der Kultur er blevet til Der Unbe­ nomiseret meget fint med pladsen, og bindet hagen (s. 282) og Herders værk hedder Ideen har et homogent præg. Selv de gentagelser, der zur Philosophie der Geschichte der Menschheit nødvendigvis opstår i et kollektivværk, virker (s. 108) og ikke die. Det er så let at checke den sjældent malplacerede. Temaer, der ikke har slags, at det er uforståeligt, at man ikke lige har fundet plads i brødteksten, er blevet henvist til gjort sig den sidste umage. Jeg er kun faldet over relativt lange tekstbokse å 1-2 sider, som en eneste faktuel fejl, datoen for Berlinmurens næsten alle er meget velanbragte og informati­ fald (s. 396). Det var den 9. november - årsda­ ve. Illustrationerne er gode og næsten for få. gen for Krystalnatten - og ikke den 12. novem­ (Billedet s. 397 af en fældet Lenin-statue må i ber 1989. Nå, et par skæverter tager man gerne øvrigt være fra Polen og ikke Rusland, som tek­ med i købet, når helhedsbilledet er så positivt. sten antyder.) Der er tale om et velgennemarbejdet værk, tilret­ Henrik Jensens afsnit om Første Verdenskrig telagt med pædagogisk tæft og sans for de væs­ er befriet for meget af den spenglerske historiefi­ entlige diskussioner. At det yderligere også påta­ losofi, der præger hans bog om emnet, Offerets ger sig at sige noget meningsfuldt om Europa i Århundrede. Sprogligt grænser han til det mani­ dag, er kun endnu et plus. erede. Nogle billeddannelser er nærmest brillan­ Jes Fabricius Møller

Lidelige og ryggesløse mennesker

Af Benjamin Asmussen, stud, mag., Københavns Universitet.

Karsten Skjold Petersen: Geworbne krigskarle. ske hær i slutningen af 1700-tallet. Hæren Hvervede soldater i Danmark 1774-1803, Mus­ bestod på det tidspunkt dels af værnepligtige eum Tusculanums Forlag 2002,399 s., 325 kr. bønder og dels af hvervede, ofte udenlandske, soldater. Der har tidligere været skrevet meget ventyrere, Udskud og rene Forbry­ om de værnepligtige, især i forbindelse med den dertyper”. Dette og anmeldelsens nationale historieskrivning, mens de hvervede overskrift er nogle af eftertidens soldater, der i høj grad var udlændinge, er blevet beskrivelser af de hvervede soldater i den dan­ forbigået. I de tilfælde, hvor de er blevet beskre- Anmeldelser 81 vet, er karakteristikken af dem hovedsagligt I bogens to sidste kapitler, om sociale for­ ensidigt fordømmende; de drak for meget, hold og garnisonens forhold til den omkring­ opførte sig dårligt og manglede i det hele taget liggende by, udvides perspektivet fra det mere den moral, som det omgivende samfund besad. klassiske militærhistoriske til også at omfatte Karsten Skjold Petersen har skrevet en bog om levevilkår, forhold efter soldatens kontrakt disse soldater. Den er en revideret udgave af var ophørt og forholdet til borgerne i byen. I hans ph.d. afhandling fra 2000. Formålet med den beskrevne periode var det ikke alminde­ bogen er at nuancere det meget entydige billede ligt med kaserner, og soldaterne var ofte ind­ af de hvervede, eller som de tidligere kaldtes, kvarteret privat. Det kunne give anledning til geworbne soldater. konflikter, for husværterne forsøgte ofte at I bogen gennemgås, hvordan hæren var presse den størst mulige indtægt ud af de organiseret 1774-1803. En periode hvor den udlejede rum, der gerne var af ringe kvalitet. gennemgik store forandringer. I begyndelsen af Dette kunne være en kold affære, som en sol­ perioden brugte hæren tysk som kommando­ dat skrev om sit uisolerede loftsrum i 1783: sprog, hvilket var praktisk, da den i høj grad ”Da vinteren kom, maatte vi ofte om Morge­ bestod af hvervede tyske soldater. Senere i peri­ nen ryste Sneen af Sengetæppet, og vort oden blev det ændret til dansk som led i generel Kindskæg var ikke sjældent bedækket med fordanskning, og samtidig blev antallet af hver­ Rim”. vede soldater skåret ned til fordel for flere vær­ Karsten Skjold Petersen leverer også i nepligtige bønder. bogen en interessant analyse af levevilkårene Dernæst gennemgås processen ved hverv­ for soldaterne, der var underbetalt i forhold til ning og soldaternes tjenesteforhold. Hvervnin­ tilsvarende civile arbejdere. For at sikre sig, at gen kunne bl.a. foregå ved at et eller flere regi­ soldaterne ikke spillede og drak deres løn op, menter sendte en hverver af sted til et af de store fik de udbetalt den hver femte dag. Uniformen soldatermarkeder, f. eks, Frankfurt am Main. var også en del aflønnen, men blev udleveret Her blev folk med gode ord og betaling overbe­ så sjældent, at det ikke var ualmindeligt at se vist om fordelene ved at gå i dansk tjeneste frem soldater i luvslidte lappede uniformer. for en af de mange andre hære, som også havde Til bogen hører en række bilag af mili­ hvervekontorer samme sted. Soldaterne blev tærhistorisk interesse, herunder et overblik som regel hvervet for seks eller otte år af gan­ over hærens regimenter, deres senere skæbne, gen. Undervejs i forløbet var der dog mulighed hvor de var garnisoneret, deres uniformer og for at opnå permission, dvs. orlov til at arbejde anden udrustning. Endvidere er der planer andetsteds. Tjenesten var som regel noget helt over et infanteriregiment, deres opbygning og andet, end de gode historier hververen havde økonomi. Til slut findes en omfattende over­ fortalt den nye rekrut. Forholdene var meget sigt over kilder og en bibliografi. barske, hvilket bl.a. kan ses på de mange deser­ Som projekt lykkes Geworbne Krigskarle teringer. Især om vinteren var der flere, der for­ udmærket. I forhold til de fordomme, der har søgte at komme over Øresund til Sverige i håb at været om de hvervede soldater, får man virke­ få bedre forhold i svensk tjeneste. Desertion lig et andet syn på dem her. Man ender endda blev ligesom alle andre foreteelser i garnisonen med at få helt ondt af dem og forståelse for straffet meget hårdt. Især at løbe spidsrod var deres opførsel på grund af de ekstremt dårlige en meget brugt straf i perioden og gik ud på, at levevilkår og den hårde disciplin, de var udsat den skyldige skulle gå langsomt ned igennem to for. De hårde ord, der i samtiden sattes på de rækker af soldater, i alt 200 mand udstyret med hvervede soldater, ses i et helt nyt lys efter hasselkæppe. Disse skulle så, hver gang den endt læsning af Karsten Skjold Petersens skyldige passerede, slå ham hårdt med kæppen. spændende værk. Antallet af passager gennem rækken kunne Man kunne indvende, at bogens periode er varieres afhængig af forbrydelsens størrelse, noget begrænset, fra 1774-1803. Det kunne men som regel var der otte eller tolv passager. også have været interessant at se på fordom­ Mange andre grusomme straffe som f.eks. pæle- me og realiteter om de hvervede soldater læn­ ståen, krumslutning, brændemærkning, rad­ gere tilbage i tiden. Forfatteren begrunder sit brækning og afskæring af ører vidner om den valg med, at perioden forud var meget rodet, meget strenge disciplin i regimenterne. hvilket efter min mening kun gør det mere 82 Anmeldelser

relevant at undersøge det. Bogen er velskrevet ceres godt undervejs og suppleres af en ordli- og interessant og kræver ikke store militærhi- ste bagerst i bogen. storiske forudsætninger, da begreber introdu- Benjamin Asmussen

Et dansk fyrstespejl

af Morten Fink-Jensen, ph.d., stipendiat, Københavns Universitet.

Johan Damgaard: Alithia. Et dansk fyr­ Blandt de tydelige forlæg er Paulus Helies dan­ stespejl til Christian IV. Manuskript i Det ske udgave af Erasmus' Institutio principis chri- Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling, stiani (1516) og især et andet utrykt fyrstespejl Thott 874 4°, fra 1597. Udgivet med indled­ fra 1590 af Jens Skafbo (han er lige så ukendt ning og noter af Sebastian Olden-Jørgensen, som Damgaard). Rent sprogligt er Damgaard Museum Tusculanums Forlag 2003, 109 s., heller ikke bemærkelsesværdigt elegant, dristig 148 kr. eller fyndig. Faktisk er det denne mangel på ori­ ginalitet, der er motivationen. Som udgiveren forbindelse med Christian 4.S kroning i siger: man kan opfatte Damgaards fyrstespejl 1596 blev der på tryk og i taler fremsat en som repræsentativt for den politiske kultur i række overvejelser angående en god kon­ Danmark omkring år 1600. Med andre ord Iges dyder og pligter - naturligvis i den mening udtrykkes der hos Damgaard en normativ opfat­ at den unge konge skulle lægge sig ordene på telse af kongens rolle som hovedet for det lege­ sinde og regere landet i overensstemmelse her­ me, riget udgør, som det hedder med en af de med. De mest kendte eksempler er nok biskop mange metaforer i værket. Som sådan er Peder Winstrups kroningstale og Arild Huit- Damgaards lille skrift faktisk såre instruktivt og feldts fortaler til de historiske værker om Chri­ for historikeren, og den historiestuderende, er stian 3. og Christian 2. Andre og mere ukendte Alithia en god kilde til periodens tænkemåde. eksempler på sådanne fyrstespejle findes imid­ Det gælder både for forfatterens opfattelse af det lertid også, herunder Johan Damgaards rette forhold mellem staten og dens leder, men Alithia fra 1597. nok især for hvordan kongen har opfattet sin Damgaards skrift har aldrig før været trykt. egen rolle. Damgaards skrift er jo panegyrisk, Det kendes gennem et håndskrift i Det Konge­ underdanigst tilegnet majestæten, og selv om lige Bibliotek, samt to samtidige afskrifter her­ der ikke er grund til at betvivle Damgaards moti­ af. Alle er med Damgaards hånd, og det ene, ver - han ville uden tvivl det bedste for Gud, der ligger til grund for udgivelsen, er et dedi­ konge og fædreland - så har han næppe undladt kationseksemplar til Christian 4. Om Dam­ at spekulere over om ikke hans litterære bedrift gaard selv vides absolut intet bortset fra en kunne kaste en kontant belønning, eller måske et notits i en af afskrifterne hvori han kalder sig sognekald, af sig, og derfor søgt at slå en tone an vendelbo, samt oplyser at dedikationseksem­ der måtte vække behag hos kongen. plaret blev overrakt kongen på Frederiksborg I betragtning af hvad man ellers kan og at kongen i de følgende uger læste bogen møde hos periodens skribenter, er der derfor igennem og drøftede den med Damgaard. De heller ikke meget svovlprædikant over Dam­ to andre kopier (flere har muligvis eksisteret) gaard. Dog hører vi om de obligate orme og har sikkert været tænkt som foræringseksem­ maddiker som gør legemet til jord og aske og plarer til andre højtstående personer, i hvert som tilintetgør selv en konges pragt, og har fald har det ene været i rigsråd Anders Billes han været en tyran hjælper kongeværdigheden eje. ham intet stillet over for Satan som vil "bruge Man kan spørge hvorfor Damgaards skrift nu hannem i helffvede thill sin spillefogell, att bliver udgivet over 400 år efter dets affattelse. pine och plage ewindelige." Pointen er selvføl­ Det er hverken i form eller indhold enestående, gelig at Christian 4. ikke vil lide den skæbne tværtimod låner det helt tydeligt fra andre for­ (bortset altså fra det med ormene og maddi­ fattere både hvad angår komposition og ordvalg. kerne, som der ikke er noget at gøre ved), for Anmeldelser 83

det er jo hele fyrstespejlets genrebestemte men frem for alt skal han værne om den rette eksistensberettigelse: at man ved at foreholde lutherske tro. Det gælder om at stå fast på den regenten de gode og de dårlige eksempler, og rene lære, og ikke lade tvivlen, dubitatio, få konsekvenserne heraf, vil lede ham på rette vej fodfæste. Eller med rimsmeden Damgaards og gøre ham til tyrannens modsætning: den ord: gode fyrste, Guds redskab på jorden. Rammen er altså klart teokratisk. Christian DUBITATIO Tviflactige gieck/ 4. er Guds redskab, men uden at der deri ligger Gantz’ mange mon du forføre, nogen form for automatik i kongens og hans All’ de som kommer i din seek/ undersåtters frelse. Tværtimod skal den vindes Thil Ganter [tåber] mon du dem giøre. ved at kongen vælger den rette side i kampen Lycksaligt dett folck maa wære, mellem Gud og Djævelen (til sidstnævntes Som haffver Gudtz reene lære. tropper henregner Damgaard ved flere lejlig­ heder katolikkerne). Det er til forståelsen af Det skyldes næppe Damgaards indsats alene, Christian 4.S selvopfattelse som et instrument han var kun én i det store kor som uafladeligt i denne kamp mellem lyset og mørket at skrif­ skreg på enhed og renhed i læren, men det blev tet kan læses med særligt udbytte. For der er ikke desto mindre en ledetråd for Christian 4. ingen tvivl om at det er den rette kristendoms regeringstid. sejr i riget, der er nøglen til landets lyksalighed Til sidst skal det fremhæves at Sebastian og pejlemærket for om kongen er sand kristen Olden-Jørgensens udgivelse er omhyggelig, fyrste. Det er også derfor at den fulde titel på ledsagenoterne er koncise og indledningen værket er Alithia: Sandhed. Gud er Sandhed, oplyser udmærket om såvel fyrstespejlsgenren oc hvad som er schreffven i denne bog, er for­ i Danmark samt om det udgivne håndskrifts medelst Gudtz naade. Kongen skal derfor være herkomst. mild og retfærdig (uden at være blødsøden), Morten Fink-Jensen

Man sad ikke just i ’’bunde law“

Af Allan Borup, cand. mag.

Hans Schulz Hansen og Henrik Skov Kristen­ lemmet i Tyskland og adskilt fra Danmark var sen (red.): Sønderjylland under krig og væsentlige forhold, som specielt kendetegnede besættelse 1940-1945. Skrifter udgivet af besættelsestiden i Sønderjylland. De særlige Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 91. sønderjyske komplikationer, den ekstra dra­ Aabenraa 2003.204 sider. Illustreret. 198 kr. matiske sønderjyske historie og Sønderjyl­ lands mentalitetsmæssige betydning i Dan­ esættelsestiden i Sønderjylland var på mark, gør, at man ikke behøver at være nogle områder en dramatisk version af sønderjyde for at glæde sig over dette nye perioden i det øvrige land. De voldsom­ velskrevne bidrag til den sønderjyske besættel­ Bste af de kamphandlinger, der trods densestidshistorie. proklamerede "fredsbesættelse" fandt sted den I bogen har museumsinspektør ved Frøslv- 9. april, udspillede sig i Sønderjylland, spæn­ lejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, og dingerne i befolkningen var mere udprægede landsarkivar Hans Schulz Hansen samlet otte her end andre steder i landet, og retsopgøret artikler af forskere fra regionale forskningsin­ efter besættelsen havde et tilsvarende større stitutioner som Landsarkivet for Sønderjyl­ omfang. Men den sønderjyske besættelsestids­ land og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i historie er mere end en radikaliseret regional Flensborg. Gennemgående fremhæver artik­ variant af den nationale ditto. Eksistensen af et lerne den store betydning, som spørgsmålet betydeligt tysk mindretal og kravene fra denne om en revision af grænsen fra 1920 spillede i gruppe om sammen med resten af sønderjy­ Sønderjylland under besættelsen. "Genfore­ derne gennem en grænseflytning at blive ind­ ningen” lå jo ved besættelsens start kun 20 år 84 Anmeldelser tilbage. Forinden havde det tyske herredømme stemning udviklede sig. Bogens fotografier af fra 1864 til 1920 resulteret i omkring 6.000 opstemte medlemmer af mindretallet, der den dansksindedes død i tysk krigstjeneste under 9. april byder de tyske tropper velkommen Første Verdenskrig. Med sådanne erfaringer til med Hitler-hilsen og hagekorsflag, formidler at forstærke de stærke nationale følelser er det sammen med bitre dansksindedes bemærk­ næppe overraskende, at spørgsmålet om en ninger som "Sent vil det glemmes!" et indtryk flytning af grænsen var særdeles centralt for af de besværligheder, den såkaldte Volks­ den sønderjyske (eller nordslesvigske) befolk­ deutsche Mittelstelle i Berlin var pålagt i form ning. Det har blot bidraget til at gøre de længe af opgaven med at holde stram snor i det nati­ omstridte nationale spørgsmål ekstra nær­ onalt vakte mindretal. Netop Berlins værende, at tysksindede og dansksindede i bestræbelser på at holde det tyske mindretal i kraft af mindretallene boede dør om dør. stramme tøjler og modvirke presset for en Spændende er blandt andet Hans Schulz revision af Tysklands nordligste Versailles- Hansens Sindelagskamp og samarbejdspolitik. grænse bidrager til forståelsen af, hvor vigtig Eftertiden har i vidt omfang sat lighedstegn opretholdelsen af samarbejdspolitikken var for mellem nationalt sindelag og opslutning bag Tyskland. modstandskampen. Schulz Hansen bidrager Frank Lubowitz beskriver, hvordan de 15- til en nuancering af denne opfattelse med en 16% af den sønderjyske befolkning, der i kraft beskrivelse af, hvordan hovedparten af søn­ af deres danske statsborgerskab og tyske sin­ derjyderne og deres ledere langt ind i krigen delag udgjorde det tyske mindretal, var organi­ var imod modstandskampen - ikke af mangel seret i organisationer, der svarede til de på nationalitetsfølelse, men pga. frygt for, at vigtigste af Hitler-Tysklands. Ungdomsorgani­ samarbejdspolitikkens sammenbrud ville sationerne Hitlerjugend og Bund Deutscher medføre en ændring af den rest af Versailles­ Mädel havde lige så vel som Deutsche Arbeits­ traktaten, som Sønderjyllands tilhørsforhold front og sågar SA parallelorganisationer blandt til Danmark udgjorde i en tysk optik. Samtidig hjemmetyskerne. Samtidig med, at det meste med, at modstandskampen ikke nød høj anse­ af mindretallet således var dybt involveret i else, blev Danske Samfund den største natio­ NSDAP-N - den nordslesvigske afdeling af det nale forening nogensinde i grænselandet, lige­ tyske nazistparti - stemte en nationalt set som bestræbelserne på at sikre og vise uforholdsmæssig stor andel af sønderjyderne danskhedens fortsatte dominans fik konkrete på det dansk-nazistiske DNSAP. Hele 5,7 % af udtryk - blandt andet i form af opførelsen af den sønderjyske befolkning (mod 2,2 % på 14 nye forsamlingshuse i regionen. Schulz landsplan) var således i 1943 - hvor hjemme­ Hansen beskriver således, hvordan sindelags­ tyskerne ikke deltog i valget - med til at tegne kampen - der var ekstra stærk i Sønderjylland billedet af en landsdel med to forskellige nazis­ - manifesterede og styrkede en følelse af tiske partier. dansk-nationalt fællesskab, men samtidig Befrielsen behandles af Henrik Skov Kri­ bidrog til at "indadvende kredsen om danskhe­ stensen, der formår at fastholde, hvor åbent, den” (s. 43) og lede de nationale følelser ind i uforudsigeligt og tilfældigt krigsforløbet var i "kontrollerede baner" (s. 47). Dermed var sin­ detaljen: Selv om krigens udfald kun kunne delagskampen også befordrende for samar­ blive en overraskelse for ganske få desperat bejdspolitikken, som på sin side var en forud­ troende, var Det Tredje Riges nøjagtige vej i sætning for manifestationer som alsang og undergangen naturligvis ikke prædetermine­ algang - fænomener, der var utænkelige i lan­ ret. Det er befordrende for såvel forståelsen de uden den særlige status af "fredsbesat". som for spændingen, når bagklogskabens illu­ Interessante er også de pudsige interesse­ sion om en på forhånd determineret udvikling sammenfald, der beskrives i bogen: Mens skæres væk. 700 tunge amerikanske bombefly mindretallet havde en interesse i at overbevise eskorteret af 615 langtrækkende jagerfly lette­ Berlin om, at situationen i Sønderjylland var de om morgenen den 2. april 1945 fra engelske uholdbar og nødvendiggjorde en øjeblikkelig baser med seks tyske flyvepladser i Danmark indlemmelse af området i Tyskland, havde som mål. Men aktionen blev afblæst, da sigt­ såvel Hitler-Tyskland som de fleste dansksin­ barheden over Danmark viste sig at være for dede en interesse i at undgå, at den ophidsede dårlig. Lettelsen over, at Sønderjylland ikke i Anmeldelser 85

2. Verdenskrigs afsluttende fase blev forvand­ oplysninger. Som for eksempel at man i den let til kampplads, formidles udmærket gennem første tid efter 9. april (i hvert fald nogle ste­ et lettelsens suk fra Sønderborgs borgmester: der) ved større lejligheder som guldbryllup og "Krigen standsede lige uden for vor dør".(s. 148) lignende stadig mødtes med hjemmetyskerne, I bogen lykkes det ofte at sætte den sønder­ men at man ikke ligefrem sad i "bunde law", jyske historie ind i en national og international (s. 49-50) Her suppleres det nødvendige over­ sammenhæng. Det er derfor heller ikke overra­ ordnede overblik med et konkret eksempel på, skende, at redaktørerne fra bogens lokalhisto­ hvordan det har været at leve i en region med riske udgangspunkt formår at argumentere for en sand overflod af nationale komplikationer. en nuancering af tesen om besættelsestiden For den sundt kritiske læser kan det natur­ som en parentes i den nationale historie: ligvis være irriterende, når en bog - som i det­ Krigsudfaldet kom til at cementere Versailles- te tilfælde - er uden noter, og konkrete oplys­ grænsen, der indtil da havde været skrøbelig ninger derfor unddrager sig en hurtig og et mentalitetsmæssigt og politisk omdrej­ efterprøvning. Til gengæld er bogen forsynet ningspunkt i landsdelen, men også - omend i med et appendiks med gode litteraturhenvis­ mindre omfang - i landet som helhed. ninger til hvert kapitel. Da det - trods enkelte Sammenfattende kan det siges, at forfatter­ rigeligt opremsende passager - er lykkedes at ne kommer godt rundt om Sønderjylland ramme en ubesværet formidlende form kryd­ under besættelsen gennem otte kapitler, der ret med gode fotografiske illustrationer, vil kan læses som selvstændige artikler, og som bogen være særdeles interessant og anvendelig alligevel undgår større overlap. Kapitlerne er både for den, der blot ønsker en overordnet med deres mange gode analyser især vellykke­ indføring i Sønderjyllands historie under de dér, hvor det lykkes at forene de mange besættelsen, og for den, der vil arbejde videre gode pointer med illustrationer på mikropla­ med et eller flere af de behandlede emner. net i form af velvalgte citater og konkrete Allan Borup

Et liv med illustreret videnskab

Af Margit Mogensen, ph.d., seniorforsker i Rigsarkivet.

Birgitte Holten, Michael Steril og Jon Fjeldså: ved den mere frie udfoldelse svigtede. Ofte Den forsvundne maler. P.W. Lund og PA. blev illustrationerne ikke signerede, og deres Brandt i Brasilien. Museum Tusculanum ophavsmænd er gået i glemmebogen, med 2003. 239 s., 248 kr. mindre det drejede sig om en i forvejen kendt kunstner. ør fotografiet blev almindeligt i løbet af Det var nordmanden Peter Andreas Brandt anden halvdel af 1800-tallet, var ikke (1792-1862) så langt fra. Han var ved afrejsen mindst naturvidenskaben afhængig af til Brasilien midt i 1830’erne falleret købmand, Ftegnekunsten, når nye felter skulle udforskes,bladudgiver og vist nok også tegnelærer, men publiceres og formidles. For naturforskere var ellers ikke kunstudøvende. Hans arbejdsgiver i det som for officerer en selvfølge, at man kun­ Brasilien, den danske naturforsker Peter Wil­ ne tegne, men man havde dog så vidt muligt en helm Lund (1801-1880), blev berømt for sine professional illustrator med sig, så tid og kræf­ udgravninger af fossile dyr i Brasiliens kalk­ ter kunne bruges på det videnskabelige arbej­ huler, hvorimod hans illustrator blev mere de. Den naturvidenskabelige illustration var eller mindre glemt, selv om mange af hans meget vigtig som dokumentationen, og den tegninger blev anvendt ved udgivelsen af blev med tidens mange ekspeditioner, udgrav­ Lunds værk Blik på Brasiliens Dyreverden, ninger og indsamlinger af materiale til en der udkom i København 1838-46, bekostet af særlig genre inden for billedkunsten, som Videnskabernes Selskab. adskillige professionelle kunstnere har levet af Med den foreliggende bog har to brasiliens- eller brugt som supplement, når indtægterne kyndige historikere og en zoolog, sat sig for at 86 Anmeldelser

trække ’’den forsvundne maler” frem i lyset. Antologien om ”den forsvundne maler”og Hvad fik en sådan mand til at blive naturvi­ Lund udgør bogens første halvdel, hvor guldal­ denskabelig illustrator i en anden verdensdel, dertidens økonomiske og videnskabelige miljø spørger de. Som bogens titel angiver, handler ude og hjemme toner frem. Birgitte Holten det dog også om P.W. Lund og hans tid i Brasi­ begynder med et biografisk blik på P.A. lien, en historie, der uden for fagkredse nok er Brandt, som hun kalder ”en skæbne fra tiden”. mest kendt fra forfatteren Henrik Stangerups Han kan slås op i Norsk Biografisk Leksikon - roman Vejen til Lagoa Santa (1982). Birgitte som ikke nævnes - men hos hende træder den Holten og Michael Steril, historikere med bag­ vidtløftige og sammensatte person nu også grund i henholdsvis international handelshi­ bedre frem end i den korte leksikonartikel, storie og naturhistoriens historie, har tidligere hvor han i øvrigt noget misvisende kaldes litte­ skrevet om Lunds arbejde, bl.a. i ”1066”, 1997, rat og zoolog. Faderen var indvandret til Nor­ og det er da også i forbindelse med et større ge fra Hamburg og ernærede bl.a. sig og sin videnskabshistorisk projekt, at de er blevet store familie som købmand i Bergen og senere optaget af manden i anden række, illustrato­ Trondhjem. Unge Brandt fulgte i starten i ren, hvis bevarede arbejder findes i Det Kon­ faderens spor, men skønt gift og far til fire gelige Bibliotek, Botanisk Museums Central­ børn stak han i 1834 pludselig af til Brasilien, bibliotek og Zoologisk Museum. formentlig på flugt fra gæld i forbindelse med Bogen er på én gang en videnskabshisto­ udgivelse af et tidligt illustreret blad i Norge. risk antologi og en kildeudgave. For at tage Muligvis ville han opsøge en svoger i Chile, det sidste først, så indeholder den en særdeles men nåede altså kun til Brasilien, hvor han traf smukt gengivet facsimile udgave (s. 133-190) Lund. Det skete vist nok ved en tilfældighed af Brandts såkaldte skitsebog - som betegnel­ gennem slægtninge til en dansk godsejer og sen til trods især indholder færdige arbejder. forretningsmand, som havde introduceret Den er for en stor del i farver og menes at Lund til hulerne i området Curvelo. Lund var stamme fra 1835-36, hvor Brandt netop var da for anden gang draget til Brasilien, og for en kommet til Brasilien og begyndte at arbejde bevilling fra Videnskabernes Selskab var han i for Lund. Der er dels tale om opmålinger af de gang med det huleprojekt, som Brandt nu til­ huler, Lund og hans hjælpere undersøgte for bød sin assistance med og således kom til at dyre- og menneskeknogler, dels farvestrålen­ illustrere. Siden hjalp han også Lund med de prospekter fra bl.a. Lagoa Santa i provin­ renskrift af hans afhandlinger, indbinding sen Minas Gerais nord for Rio de Janeiro, af dem, og alt i alt blev de to mænd afhængige hvor både Lund og Brandt endte med at blive af hinandens formåen. Brandt lånte også til deres dages ende. I billedteksterne efter penge af Lund, og drømte om at drage hjem, facsimiletrykket har udgiverne givet omhyg­ men det blev aldrig til noget. Han har efter­ gelige forklaringer til de enkelte motiver og i ladt indtrykket af en fantast og en lidt tragisk flere tilfælde suppleret med brudstykker fra figur, som dog alligevel fik udrettet noget vær­ Lunds dagbøger. Fra Brandt findes nemlig difuldt, da han ved arbejdet for Lund og fik næsten intet skriftligt. udviklet sit store talent for at tegne planter og Resten af bogen er med rund hånd illu­ dyr. streret i farver med de originale forlæg til Michael Steril går i sin artikel i detaljer Lunds videnskabelige publikationer. Også med Brandt som videnskabelig illustrator og her er der lange billedtekster, og man kan bli­ placerer Lunds livsværk i forhold til datidens ve klog på sabelkatte, kæmpedovendyr m.v. øvrige naturforskere. Fossilerne i Brasilien og blot ved ”at læse billeder”. For hele kildema­ dermed den forsvundne mega-fauna var alle­ terialet er der gode bilag bagi bogen. Her fin­ rede delvis kendt af førende palæontologer, da des også en yderst nyttig oversigt over perso­ Lund kom dertil første gang i 1825, og Charles ner og steder, men desværre intet kort over Darwins jordomrejse i 1834 rundede også Bra­ de omtalte brasilianske lokaliteter. Man har silien. Men det var Lund, der i et tiår fra mid­ åbenbart haft tillid til, at den videnskabshi­ ten af 1830’erne sled med at systematisere fun­ storisk interesserede læser, som bogen pri­ dene, som Brandt fastholdt på fine plancher, mært henvender sig til, har sit Brasilienskort hvor knoglerne og insekter står meget ’’leven­ på nethinden eller ved hånden. de” og tredimensionalt, udført med den fineste Anmeldelser 87 trompe l’oeil-teknik. De giver denne anmelder udstillede et billede med et sådant motiv, altså associationer i retning af nutidens installation­ ca. fire år efter at Brandt formodes at have er med ting fra naturen, som man kan se det udført billederne i sin skitsebog (fig. 68 s. 163 hos en kunstner som John Olsen (f. 1938). Det og s. 195). Det må være så som så med inspira­ er set fra en kunsthistorisk vinkel helt fortjent tionen herfra. og oplagt at trække Brandt frem af glemselen Jon Fjeldså, der ifølge bogens forord ud­ for så vidt angår disse arbejder, og i det hele over at være zoolog også er naturhistorisk illu­ taget er bogen lidt af en øjenåbner for det at strator, giver i sin artikel om Brandt et godt tegne ’’efter naturen”, som maleren C. W. bud på, hvordan Brandt kan have dannet sin Eckersberg ved samme tid anbefalede sine ele­ registrerende og ikke videre romantiske stil. ver på Kunstakademiet i København at gøre. Han peger på tysk 1700-tals og tidlig norsk Derimod ser man tydeligt Brandts begræns­ prospekt-tradition som forudsætning. Hvad ning i de små prospekter fra hulerne eller deres angår Brandts videnskabelige illustrationer omegn. De findes især i skitsebogen og som nævnes mulig inspiration fra det dansk-norske illustration på nogle af Brandts bogbind. Steril Flora Danica-projekt, som Brandt kan have omtaler dem som ’’bedårende” (s. 77), og både kendt til. han og bogens tredje forfatter, Jon Fjeldså, reg­ Det er alt i alt en flot bog, som dog ved første ner dem for bevidst naivistiske med den stive blik kan virke lidt uoverskuelig med blandingen opbygning og de sært tynde og langstrakte figu­ af kildeudgave og videnskabelig antologi. Men rer, der befolker dem. Det kan der sættes giver man sig tid til fordybelse, bydes der på spørgsmålstegn ved. Det er ikke overraskende interessant forskningsformidling, og der er og helt forståeligt, at en delvis selvlært kunst­ spændt en forfriskende bue ud over humaniora ner kunne være god til noget og dårligere til og naturhistorie. På den måde repræsenterer andet. Det virker, som om Brandts rehabilite­ bogen en fornyelse. Efter denne anmelders ring som kunstner trækkes lidt langt, når et stift opfattelse roses ”den forsvundne maler” lige prospekt af indgangen til en hule med tre løst lovlig meget for den mere amatøragtige virk­ skitserede personer i forgrunden ved et bord somhed. Det værdifulde ligger til gengæld i omtales som guldalderpræget og sammenlig­ gengivelsen og præsentationen af hans smukke nes med Wilh. Marstrands romerske osterisce­ og præcise billeder af den særegne fossile natur ner. Marstrand drog af sted på sin første rejse og i den videnskabshistorisk fine ramme, de er til Italien, efter at Brandt var rejst til Brasilien, sat ind i. og i øvrigt var det først i 1840, at Marstrand Margit Mogensen

Traktorhistorie

Af Erik Helmer Pedersen, dr. phil.,fhv. lektor ved Institut for Historie, Københavns Universitet.

Jens Christensen: Forretning og teknologi. da forfatteren ikke alene vil se udviklingen i et Landbrugsmaskinindustrien midt i verden 19. dansk perspektiv, men også i et globalt. til 21. århundrede. Aarhus Universitetsforlag Man bliver helt stum ved tanken om den 2003. 698 sider. 448 kr. arbejdsindsats, der ligger bag dette bjerg af teknisk-merkantil information, der her uden å 618 tættrykte sider plus 58 sider med videre rækkes over disken. Forfatteren har statistiske oplysninger i tabelform har ikke alene udnyttet den enorme informati­ den århusianske historiker Jens Chri­ onsmængde, der ligger gemt i den eksisteren­ Pstensen søgt at give et samlet billede af dende håndbogs- og pjecelitteratur; han har også udvikling, der i de sidste 150 år har gjort sig interviewet de fleste af de folk, der i disse år gældende i spørgsmålet om de danske land­ sidder på ledende poster inden for den land­ mænds forsyning med moderne, teknisk brugstekniske branche med tilhørende salgs­ udstyr. Unægtelig en opgave af dimensioner, apparater. Her sidder forfatteren i egen ret 88 Anmeldelser med ved bordet, når disse topledere skal brugets maskinforsyning må efter min mening diskutere fremtidige produktions- og salgs- ses på baggrund af såvel den alment politiske strategier. Han besidder en rent ud encyklo­ som den strengt erhvervspolitiske udvikling; pædisk viden om sit emne, og enhver, der samfundets rammelovgivning har den største interesserer sig for landbrugsindustrielle betydning for mekaniseringens og automatise­ emner, vil få stort udbytte af at konsultere Jens ringens forløb. Selv om der er ansatser hertil, Christensens store værk. kunne et spørgsmål som maskinindustriens og Efter en kort historisk indledning for peri­ maskinhandlergruppens markedsføring nok oden 1840-1945 disponerer han sin skildring i være behandlet mere indgående - og mere kri­ tre store afsnit med 1980 og 1990 som skille­ tisk. I forlængelse af det tidligere rejste spørgs­ linjer. Hvert af disse hovedafsnit indeholder mål om evt. identiske interesser kunne man dels en baggrundsredegørelse for det danske også stille det spørgsmål, om det er land­ landbrugs maskinforsyning, set i et globalt mændene eller industrifolkene, der skaber perspektiv, dels en gennemgang af de enkelte markedet for moderne landbrugsudstyr. Og maskinområder med den uundværlige traktor hvem finansierer denne udbygning og moder­ fortjenstfuldt nok spændt for det øvrige nisering? Med de høje gældsprocenter, det udstyr. Ikke overraskende når forfatteren frem moderne landbrug nødvendigvis må operere til den konklusion, at landbrugsmaskinindu­ med, er det bestemt ikke uinteressant, hvorle­ striens nationale grænser siden 1945 er brudt des maskinforsyningen påvirker erhvervets ned over en bred front. Det betyder dog langt­ rentabilitet. Pr. definition må landbruget være fra, at der ikke længere fremstilles dansk land­ et kapitaltungt erhverv. Det leder over i brugsudstyr, men produktionen er i mange spørgsmålet om brugen af kemiske og biologi­ tilfælde indpasset i overnationale om end ikke ske hjælpemidler, da dette jo er nøje forbundet altid globale sammenhænge. Hvert dansk pro­ med hele den teknologiske udvikling. Selv om duktionsområde domineres nu af 1-2 større rent fysiske redskabsudfoldelser stadigvæk firmaer, og når det drejer sig om udstyr til hus­ spiller en stor rolle, er en væsentlig del af den dyrbruget, er den indenlandske produktion moderne landmands tekniske udstyr beregnet fortsat førende. Importen af teknisk udstyr på et samspil med kemisk-biologiske proces­ vokser gennem 1990’erne, men det gør ekspor­ ser. Dette spørgsmål er ikke drøftet indgående ten også. nok. Det er prisværdigt, at forfatteren hele tiden Sådan kunne man blive ved, f. eks. ved at bestræber sig på at se landbrugets maskinfor­ efterlyse en stillingtagen til forholdet mellem syning i sammenhæng med dets rent land­ den teknologiske industrihistorie i bred almin­ brugstekniske udvikling. Set med en histori­ delighed og landbrugsmaskinindustriens kers øjne er der dog tale om en meget udvikling. Lad det nu ligge. Jeg ved af person­ grovmasket skildring. Man leder forgæves lig erfaring, at det kan føles bittert for en for­ efter en nærmere drøftelse af forholdet mellem fatter at blive præsenteret for en række krav, udbud og efterspørgsel; hvorledes opstår i det der ret beset forudsætter, at man har skrevet hele taget behovet for teknisk udstyr, og hvor­ en helt anden bog end den foreliggende. Det er ledes bestemme størrelsen og sammensætnin­ mig derfor magtpåliggende endnu engang at gen af den maskinpark, der skønnes nødven­ understrege den fylde af gedigen information, dig for at drive en moderne landbrugsbedrift? man får ved at læse Jens Christensens mam­ Påduttes landmanden i mange tilfælde nogle mutværk. Og jeg vedgår gerne, at jeg ikke har maskiner, han slet ikke har brug for eller som været ude i alle hjørner af dette vidensimperi­ ikke passer til hans særlige behov? Man sav­ um. ner i det hele taget en diskussion af, om land­ Mine kritiske indvendinger bedes da først mændene og landbrugsmaskinindustrien i vir­ og fremmest læst som et oplæg til en videre keligheden har sammenfaldende interesser. diskussion af den samlede historiske proble­ Selv om der nævnes enkelte landbo- og matik omkring det moderne landbrugs opstå­ landbrugshistoriske værker i boglisten, har en og udvikling. Man skal heller ikke have læst forfatteren ikke for alvor diskuteret den rent ret meget i den landbo- og landbrugshistoriske faghistoriske problematik, der er forbundet litteratur, før man kommer til at savne den med landbrugets generelle udvikling. Land­ teknisk-historiske information, som Jens Anmeldelser 89

Christensens store bog rummer. Min hovedan­ fremstiller den, og en ferm sælger formidler ke kan da forenkles til den opfattelse, at frem­ mødet mellem de to parter. Det er ikke hele stillingen virker for selvforklarende: Land­ historien om den sag. manden har behov for maskiner, en fabrikant Erik Helmer Pedersen

Hvis kulturmiljø?

Af Else Michelsen, cand.mag., museumsinspektør på Frilandsmuseet i Sorgenfri.

Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen mag.art., museumsinspektør på Nationalmuse­ (red.): Kulturmiljø - mellem forskning og et (fra 2002 Kulturarvsstyrelsen), stiller i sit politisk praksis. Museum Tusculanums For­ indlæg spørgsmålene: Hvad er det, vi ønsker at lag 2003.180 sider, ill., 275 kr. benytte et kulturmiljø til, og hvad er det for en historie, vi ønsker at fortælle? I disse spørgsmål 2001 afholdt faget Europæisk Etnologi på analyseres implicit den etnologiske forståelse Institut for Arkæologi og Etnologi, Køben­ af kulturmiljø i forhold til andre faggruppers havns Universitet et seminar under titlen opfattelse af, hvad der er den centrale historie. 1’’Kulturmiljø og Etnologi”. Det er papers fra niCarsten Paludan-Müller, mag.art., adm. direk­ danske og svenske oplægsholdere: forskere, tør i Norsk Institut for Kulturminneforskning museumsfolk samt embedsmænd fra statslige fortolker interessen for bevaring af kulturmil­ forvaltninger, som er samlet i denne antologi. jøer, som en søgning efter historisk oprindelig­ De to etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møl­ hed. Fredningen af helheder frem for enkelte ler Christensen står for den oplysende og elementer ser Paludan-Müller som en reaktion velskrevne indledning samt redigering af anto­ imod de hastige ændringer af vore fysiske logien, som også indeholder en oversigt over et omgivelser. Dr. phil., museumsinspektør ved udvalg af den nyere litteratur indenfor kultur­ Kerteminde Egnens Museer, Erland Porsmoses miljøfeltet, bl.a. med fokus på teoretiske over­ indlæg handler bl.a. om kulturlandskabet/ kul­ vejelser omkring begrebet ’’kulturmiljø”. turmiljøer som en fælles kulturarv, der kan Intentionen med seminaret var at reflektere udpeges efter reliktværdi, fortælleværdi, æste­ over det at beskæftige sig med kulturmiljø både tiske værdi og biotopværdi, med eksempel fra som fagligt begreb indenfor kulturanalytisk Viby sogn på Fyn. Orvar Lofgren, professor i forskning og som forvaltningsområde. Antolo­ Etnologi, Lunds Universitet kommer i sit ind­ gien er et tidsbillede af kulturmiljødebatten. læg bl.a. ind på brugen af landskaber som iden­ Den bidrager med væsentlige perspektiver for titetsskabende element. Som symbol for det dialogen mellem forskning og forvaltning. Den ’’gamle Danmark” og det ’’ægte Sverige”, noget henvender sig til alle med interesse for, hvorfor som kun ’’rigtige” danskere og svenskere kan og hvordan landskaber, landsbyer, havnean­ forstå og værdsætte. Lofgren advarer endvidere læg, industrimiljøer etc. kan få prædikat af kul­ mod, at der indsniger sig en form for rutine i turmiljø og dermed bevaringsstatus. Bogen bør udpegningen af kulturmiljøer. Anne Mette indgå som et redskab hos såvel politiske beslut­ Abildtrup Hansen, cand.mag. Europæisk Etno­ ningstagere i forvaltningerne som hos forskere logi, Historisk Arkæologisk Forsøgscenter, Lej­ og studerende fra en bred vifte af fagdiscipliner re påpeger, at det er en af etnologiens styrker at indenfor kultur-, natur- og miljøområdet. afdække, hvilke normer der ligger bag forestil­ Antologiens ni forfattere er følgende: Kristi­ lingerne om det normale. Det vil være væsent­ an Kristiansen, professor ved Institutionen för ligt at inddrage dette i forvaltningen af kultur­ Arkeologi, Göteborg Universitetet, som i sit landskabet. Abildtrup Hansen viser netop indlæg belyser udviklingen fra slutningen af kulturlandskabets flertydighed gennem sit stu­ 1970’erne til introduktionen af kulturmiljøbe­ die af husmand Rasmus Christian Hansen og grebet i 1994, samt udfolder forskningens og digebyggeriet på Sydlolland. I tråd hermed forvaltningens rolle i det efterfølgende forløb til plæderer Museumsinspektør, ph.d. Mette regeringsskiftet i 2001. Eske Wohlfart, Guldberg, fra Fiskeri- og Søfartsmuseet/Center 90 Anmeldelser

for Maritime og Regionale Studier i Esbjerg, for landskaber er flertydige størrelse, der rummer indførelsen af et funktionelt kulturmiljøbegreb, forskellige historier alt efter, hvilken vinkel idet det er en illusion at tro, at der findes objek­ man vælger at anlægge. For et landskab/kultur- tive og endelige definitioner på kulturmiljøer, miljø tolkes nødvendigvis ud fra den enkeltes og at kulturmiljøer blot skal identificeres og forudsætninger og forståelsesramme, dvs. ud registreres. Fra Fiskeri- og Søfartsmuseet kom­ fra det verdensbillede eller den kulturelle kon­ mer også museumsinspektør Søren Byskov, tekst, som det pågældende individ er rundet af. som gennem 4 eksemplerstudier af kystkultu­ Men en sådan flertydighed er vanskelig at rer vurderer frednings- og rekonstruktions­ håndtere i landets forvaltninger, hvor udpeg- mæssige følger i forhold til funktionsmæssig ningskriterierne skal være operationelle. autenticitet. I modsætning til Lofgren og Abild- Når en lokalitet udpeges som bevaringsvær­ trup Hansens tilgange står Thomas Højrup, digt vælges andre områder samtidig fra, således Dr. phil. Institut for Arkæologi og Etnologi, bliver nogle steder mere betydningsfulde end Københavns Universitet, der i sit kulturteoreti­ andre - og hvis landskab/kulturmiljø er det så ske indlæg giver udtryk for, at det ikke er de der bevares - dit eller mit? Som også Orvar Lof­ subjektive oplevelser af landskabet, som er gren udtrykker det i sit indlæg Ditt kulturarv är interessante, men derimod landskabets iboen­ inte mitt: ’Vi må håbe, at også eftertiden finder de kollektive værdier, fællesskabets erfaringer værdi i de landskaber/kulturmiljøer, som i dag og historie. udpeges som bevaringsværdige.” I forsøget på at indkredse betydningen af, Det er imidlertid væsentligt at holde sig for hvad et kulturmiljø er, er der overvejende øje, at landskaber/kulturmiljøer også rummer enighed blandt forfatterne om, at kulturmil­ immaterielle størrelser så som det levede liv, jøer ikke er absolutte størrelser. Kulturmiljøer skiftende vilkår, traditioner, lokal egenart, ide­ er ikke noget i sig selv, de får først betydning ologi, følelser, drømme, fantasi, symbolik osv. gennem det syn, som ligger i tiden og gennem Hvordan bevares og forvaltes disse ikke de spørgsmål, som det pågældende sted for­ målbare kulturhistoriske spor i landskabet? ventes at give svar på. Fra en historikers syns­ Det er efter mit skøn kun muligt gennem et vinkel er der ikke forskel i udpegningskriteri- samarbejde på tværs af fagdisciplinerne, såle­ erne, hvad enten det drejer sig om indsamling des at udvælgelse af bevaringsværdige land­ af genstande på museerne eller om udpegning skabsområder, fiskerlejer, landsbyer etc. ikke af kulturmiljøer. Udgangspunktet må være, sker på baggrund af en siddende forvaltnings hvad det er for en historie, der skal fortælles. subjektive afgørelse ud fra en færdigsyet Som også Eske Wohlfart pointerer i sit klare model. indlæg, må historien og ikke de materielle levn Året efter, at seminaret om kulturmiljø blev eller kulturmiljøerne være udgangspunktet: afholdt, opnåede landets kommuner (2002) ”har man styr på sin historie, får man også det kompetence til at tillade boligbebyggelse i grundlæggende kriterium forærende: Indsaml landzoner, hvilket på sigt vil påvirke natur- og det, der bedst illustrerer eller dokumenterer kulturværdierne i det åbne landskab såvel som den historie, du vil fortælle.” Dermed ikke i de kystnære områder. Endvidere er udvikling­ være sagt, at landskaber ikke kan skabe en hen imod færre men større landbrugsbe­ undren og som sådan stille spørgsmål. Også drifter en faktor, der vil ændre det landskab, fra en arkæologisk synsvinkel kan en vis beva­ som vi kender i dag - ganske som landbrugs­ ringstilstand være nødvendig, hvis ikke vigtige reformerne i slutningen af 1700-tallet og land­ spor og aflejringer i jorden skal forsvinde. Spor brugets strukturændringer i 1950’erne førte til, som måske kan blive af væsentlig betydning at landskabet ændrede udseende. I lyset af det­ for kommende forskere med en anden viden, te, er der al mulig grund til nøje at overveje, end den vi besidder i dag. hvilke landskaber/kulturmiljøer, der ønskes Menneskers interaktion med landskabet bevaret for eftertiden, samt på hvilket grund­ afspejler sig i dets udseende, hvad enten det lag beslutningerne træffes - og endvidere at drejer sig om dyrkede områder, skovdrift eller kommende forskere holder sig disse udvælgel­ for eksempel digebyggeriet på Sydlolland seskriterier for øje, når de står overfor en loka­ sådan som Abildtrup Hansens undersøgelse litet med bevaringsstatus. viser. Jeg er enig med Abildtrup Hansen i, at Else Michelsen Anmeldelser 91

Fast grund under oksehandelen

AfKarl-Erik Frandsen, docent, dr. phil., Institut for Historie, Københavns Universitet

Poul Enemark: Dansk oksehandel 1450-1550. to flotte bind. Han har i den mellemliggende Fra efterårsmarkeder tilforårsdrivning. Aar­ tid publiceret sine konklusioner I forskellige hus Universitetsforlag 2003. Bd. 1-2. 578 + sammenhænge, men først nu får læserne et 422 sider. veldokumenteret overblik over den danske oksehandels udvikling mellem 1450 og 1550 1971 forsvarede lektor ved Aarhus Univer­ og tilmed i et europæisk perspektiv. sitet, Poul Enemark (f. 1923) sin dispu­ Det viser sig, at der lige omkring 1520 ske­ tats: ’’Studier i Toldregnskabsmateriale i te en revolution i den danske oksehandel. Før 1begyndelsen af 16. århundrede. Med særligtdette år blev de kastrerede okser, studene, henblik på dansk okseeksport.” bd. 1-2. eksporteret om efteråret og nåede i mager og Der var tale om et stykke udpræget grund­ afkræftet tilstand frem til forbrugerne i de forskning, hvor forfatteren fremlagde og nordtyske hansestæder. Efter ca. 1520 skete diskuterede kilderne til den danske udenrigs­ størstedelen af eksporten derimod i slutnin­ handel i senmiddelalderen med særligt hen­ gen af marts og begyndelsen af april, og nu blik på oksehandelen. Han gjorde det klart, at var der tale om stude, der havde fået en mas­ man ikke som tidligere historikere havde siv staldfodring hele vinteren. Nok tabte de i været tilbøjelige til, kunne beskrive handelen vægt under den lange vandring sydpå, men alene ud fra de normative kilder som love og det blev opvejet ved den følgende græsning i traktater, men at det var nødvendigt at analy­ marskområderne, således at de om efteråret sere selve handelens mængde, sammensæt­ var velegnede til slagtning og saltning. ning og tidsmæssige udvikling. Det var imid­ Efter Enemarks opfattelse var årsagen til lertid nemmere sagt end gjort, for denne markante omlægning først og frem­ toldregnskaberne omkring 1500 er ikke for mest øget efterspørgsel efter netop dette pro­ nybegyndere men kræver en dyb indsigt i den dukt i de hollandske og nordvesttyske byer, måde, hvorpå tolden blev opkrævet, og hvem der oplevede en stærk demografisk vækst i der skulle betale den. denne periode. Disse egne kunne til gengæld Ud over at fremdrage en række hidtil tilbyde klæde som en velegnet returfragt til ukendte regnskaber foretog Poul Enemark i glæde for de danske forbrugere. De danske disputatsen en grundig metodisk gennemgang godsejere og ikke mindst kronen var hurtige af toldregnskabernes kildeværdi ved at sam­ til at indstille sig til de ændrede produktions­ menholde de enkelte regnskaber og især ved vilkår, hvilket til gengæld gik ud over bønder­ at identificere de købmænd og prangere, som ne, der fik pligt til at holde ’’fodernød”, det vil optrådte i de forskellige regnskaber ofte under sige ungkreaturer, der skulle opfødes med temmelig misvisende navne afhængig af told­ henblik på opstaldning på hovedgårdene. skriverens sprog. Derfor var det nødvendigt Forfatteren kan også vise, hvordan de danske med en meget omfattende og systematisk gen­ borgere tilpassede sig situationen og var i nemgang af regnskabernes navneterminologi. besiddelse af kapital til at købe ’’staldøksne” Også lokaliseringen af oksernes oprindelses­ på herregårdene og eksportere dem. sted og ejerforhold var meget vanskelig. Poul Enemark er meget grundig i sin Til manges skuffelse havde disputatsen forskning, og værket er fyldt med detaljere­ ikke nogen tese og derfor heller ikke nogen de oplysninger, der er dokumenteret i 114 konklusion, men var først og fremmest en siders noter. Læsningen lettes dog meget af præsentation og metodisk diskussion af kilde­ en lang række tabeller og instruktive dia­ materialet. grammer, selv om man måske nok kan sige, I de forløbne 30 år har Poul Enemark at forfatteren går lovligt vidt i diagrammer­ imidlertid arbejdet videre med emnet og har ne 13,3 og 13,4, hvor han viser cirkeldia­ videreudviklet sine analytiske metoder ikke grammer, hvor den eneste variabel udgør mindst med henblik på identifikation af okse­ 100 %. Forfatteren skal også roses for det handlerne og har nu fremlagt sine resultater i meget udførlige register over personnavne 92 Anmeldelser samt genealogiske oversigter over okse­ økonomiske historie i senmiddelalderen. Det handlere, som vil være en guldgrube for per- må tilføjes, at da sagen i høj grad også må sonalhistorikere. interessere tyske og hollandske læsere, er det Med det foreliggende værk har vi endelig glimrende, at bogen er forsynet med et 45 takket været Poul Enemark fået fast grund sider langt tysk resumé. under en meget væsentlig del af den danske Karl-Erik Frandsen

Politik, religion og filosofi i Palæstina, 333 f.kr. til 138 e. Kr.

Af Maria Legarth, cand. mag.

Birgitte Graakjær Hjort: Det Nye Testamen­ den. Kronologisk beskrives hvert enkelt styre, tes omverden. Om politiske, religiøse og filo­ der har haft indflydelse i Palæstina i epoken. sofiske forhold på Det Nye Testamentes tid. Første del af perioden under Aleksander den Aarhus Universitetsforlag 2003, 335 sider, Store og under egyptisk herredømme er kilde­ illustreret, 293 kr. mæssigt mindre velunderbygget og har ikke så stor betydning for de religiøse forhold som den »T\ et Nye Testamentes omverden” er sidste del under de syriske og romerske stor­ I 1 en indføring i forholdene på Det magter. Det betyder selvsagt, at vægten i Nye Testamentes tid med det for­ afsnittet er lagt på sidste del af tidsrummet. mål at give forståelse for det samfund Det Nye Andet afsnit omhandler begrebet hellenis­ Testamente blev til i, samt at vise sammen­ me. Både hvordan det kan defineres og af- hænge og forandringer i de politiske, religiøse, grænses, men også om den hellenistiske perio­ sociale og filosofiske forhold. Kronologisk des kendetegn og udvikling. Samtidig beskri­ dækkes tidsrummet fra begyndelsen af Alek­ ves hellenismens indflydelse kulturelt og filo­ sander den Stores regeringstid (333 f. Kr.) til sofisk på jøderne, jødedommen og den tidlige Bar Kokba-opstanden (138 e. Kr.), og geogra­ kristendom. De var influeret af hellenismen, fisk er området Palæstina omdrejningspunk­ og denne indsigt giver en øget forståelse af tet. Titlen til trods behandler værket hovedsa­ jødedom og urkristendom. Det ses eksempel­ geligt antik jødedom, men da de jødiske vis ved, at jøden Paulus fra Lilleasien skrev på forhold var en del af betingelserne for urkris­ græsk og argumenterede ved hjælp af termer tendommen, behandles tillige den tidlige kris­ fra den græske verden. Fremstillingen får tendom. Hellenismen influerede på jødedom­ tyngde ved, at flere forskellige teorier om hel­ men i denne periode, og bogen giver ligeledes lenismen trækkes frem, og læseren opnår der­ en indføring i hellenismen som en naturlig del med også indblik i hellenismeforskningen. De af forståelsen af antik jødedom. centrale filosofiske strømninger i antikken var Birgitte Graakjær Hjort har skrevet en flot epikuræismen og stoicismen. De beskrives og bog, som både er velskrevet og overskuelig. Et sammenlignes i det tredje afsnit i en kort og rigt antal illustrationer i form af kort, fotos, forståelig form. B.G. Hjort perspektiverer dem faktabokse og kildeafsnit gør teksten læseven- ved at vise, hvordan de filosofiske retningers lig og appetitlig. Samtidig giver B. G. Hjort sin indflydelse er at finde i Det Ny Testamentes faglige indsigt og overblik videre til læseren i skrifter. en fordøjelig form. Værket er skrevet til teolo- Sidste afsnit tager udgangspunkt i det for­ gistuderende på første år, men har også et bred­ hold, at de religiøse grupper i den antikke ere sigte ved at henvende sig til almindeligt jødedom var forskellige i både ideologi og interesserede læsere. praksis. Samtidig var der dog nogle fællestræk Bogen er inddelt i fire hovedafsnit. Hvert i den jødiske gudsdyrkelse. Det gælder både afsnit afsluttes med en fyldig bibliografi, der religiøse forskrifter, templets funktion og både rummer referencer til kilder og historie, samt jødiske festers hensigt og oprind­ sekundærlitteratur. Det første hovedafsnit else. Endvidere beskrives og sammenlignes behandler jødernes politiske historie i perio­ forskellige jødiske grupperinger, essæerne, Anmeldelser 93

farisæerne og saddukæerne, og de sættes i per­ der samles op på indholdet og emnerne kunne spektiv ved, at B. G. Hjort viser den nytesta­ knyttes sammen, så man som læser fik den ful­ mentlige opfattelse af de forskellige fraktioner de forståelse for værkets forskellige aspekter og forsøger at forklare årsagerne hertil. og deres relevans i forhold til hinanden. Det Eftersom B. G. Hjort er teolog og tidligere må dog understreges, at bogen giver en bred adjunkt ved det teologiske fakultet på Aarhus introduktion til periodens politiske, religiøse, Universitet, og derfor skriver ind i en teologisk sociale og filosofiske forhold, og hvis man har kontekst, er bogen i høj grad henvendt til teo­ lyst til at indføres i denne periode, giver ”Det loger. Som historiker savner man, at samtlige, Nye Testamentes omverden” forståelse for både bibelske og ikke bibelske, kilders ophav baggrunden for antik jødedom og tidlig kris­ og baggrund uddybes og forklares. Ikke mindst tendom i århundrederne omkring kristendom­ i forbindelse med de talrige kildeafsnit, der mens opståen. underbygger teksten. Endvidere beskrives de Styrken ved dette værk er, at B. G. Hjort forskellige jødiske grupperinger først sidst i skaber et nuanceret billede af jødedommen i bogen. Det betyder, at det er vanskeligt at føl­ perioden. Hun beskriver jøderne som en ge med i beskrivelsen af jødernes politiske uensartet gruppe under konstant udvikling historie i bogens første afsnit, da de utallige bestående af forskellige holdninger og af for­ fraktioner påvirkede og blev påvirket på for­ skellige mennesker. B.G. Hjort formår at skellig vis af eksempelvis romernes tilstede­ give læseren kendskab til ”Det Nye Testa­ værelse i Palæstina. Det samme er gældende mentes omverden”. Samtidig forklarer hun for de filosofiske retninger, stoicismen og epiku- stoffet med nutidige paralleller, eksempelvis ræismen, der skildres i det tredje afsnit. Alle­ ved at lade FN's erklæring om Menneske­ rede i det andet afsnit benyttes de til at beskri­ rettigheder illustrere antik stoisk antropolo­ ve hellenismen og dens indflydelse på de omgi­ gi og samfundsopfattelse. Det øger forståel­ vende kulturer. Det vidner om, at værket er sen uden at svække den faglige nuancering. henvendt til en teologisk læseskare, der i for­ Det er et velskrevet værk, som kan anbefales vejen kender til de jødiske grupperinger og til at give overblik og indsigt i netop - Det antikkens filosofi. Bogen indeholder ikke Nye Testamentes omverden. nogen afslutning. Det er et savn, for her kunne Maria Legarth

Navigationens historie — hundrede år forsinket

Af Agnete Nørskov Nielsen, cand. mag. i historie og matematik.

Erik Gøbel (red.): Jens Kusk Jensen: Naviga­ skab, som det efter stort besvær lykkedes ham tionens Udvikling - og lidt om hans liv og at få udgivet i 1901, er siden udkommet 11 gan­ håndbøger. Maritim Kontakt 25, 2003, 272 ge - herunder i tysk oversættelse. Pladsen her sider, illustreret, 175 kr. (dog 150 kr.for abon­ tillader ikke en beskrivelse af Jens Kusk nenter). Jensen, som på nogen måde kan yde ham ret­ færdighed. Der må henvises til de mange udgi­ aritim Kontakt nr. 25 hædrer Jens velser om ham, f.eks. Handels- og Søfartsmu­ Kusk Jensen ved endelig at udgive seets Årbog 1986. hans manuskript Navigationens Jens Kusk Jensen færdiggjorde sit manu­ MUdvikling. Udgivelsen består af flere dele:skript En om navigationens historie i 1913, men delvist moderniseret transskription af Naviga­ opgav at få det udgivet. Det har siden kun eksis­ tionens Udvikling samt en håndfuld supple­ teret i en halv snes hektograferede kopier. rende artikler om Jens Kusk Jensen liv og vir­ Enkelte heldige har haft kendskab til disse ke. eller til Jens Lindhards transskriberede udga­ Jens Kusk Jensen (1866-1936) var sømand, ve fra sidst i 1990’erne. Det er denne trans­ men også en flittig forfatter og skribent. Hans skription, som ligger til grund for den aktuelle hovedværk Haandbog i praktisk Sømands­ udgivelse. Manuskriptet fremtræder her i en 94 Anmeldelser

meget læsevenlig moderniseret udgave på af sagen. Han har prøvet dem i praksis ved nudansk (enkelte fremmedsprogede passager f.eks. rekonstruktion af mange af de historiske undtaget). instrumenter, som er nævnt og illustreret i Navigationens Udvikling fylder godt 200 bogen. sider i Maritim Kontakts udgave. Af disse er De mange detaljer vil være velkomne hos en stor del optaget af Jens Kusk Jensen frem­ enhver, som ønsker at studere en bestemt ragende illustrationer. Navigationens historie navigations- eller beregningsteknik nærmere, beskrives dels kronologisk og dels emneopdelt, men samtidig er bogen i visse passager svær, hvorfor der springes meget frem og tilbage i for ikke at sige umulig, at læse. De lange mate­ tiden. Overordnet fremtræder manuskriptet matiske beregninger (ofte gengivet direkte derfor lidt rodet. En indledende indholdsfor­ efter originale værker), især i afsnittene om tegnelse hjælper meget på overskueligheden. 1800-tallets teknikker, er ulæselige, medmin­ Dog ville et stikordsregister have gjort under­ dre man af den ene eller anden årsag vil bruge værker. F.eks. findes et afsnit om navigations­ timer på at sætte sig ind i dem. For den almin­ lærebøger og -skoler gennem tiden i den sidste deligt interesserede læser vil det derfor nok del af afsnittet "Beregning af Høj- og Lavvan­ være nødvendigt at springe disse afsnit over. de" (s. 201). Yderligere er det enkelte steder tydeligt, at Navigationens Udvikling var et pionerar­ Jens Kusk Jensen skrev bogen til folk, som tid­ bejde. Der eksisterer stadig ikke i dag en til­ ligere havde beskæftiget sig med navigation. svarende dybdegående samlet fremstilling af Flere steder henvises uden forklaring til begreb­ navigationens historie. Først og fremmest er er som "sandklokkeslettet" eller "Mercators bogen en guldgrube af information om naviga­ kortprincip", som forventes at være læseren så tionsteknikker, som i dag enten er glemt eller godt bekendt, at det ikke behøver nærmere kun kendes af særligt interesserede. Jens Kusk omtale (s. 82). Jensen formår at give et noget nær komplet Jens Kusk Jensen slutter af med en biblio­ overblik over navigationsteknikker fra oldti­ grafi over danske og svenske navigationsbøger den til år 1900 i mange detaljer. Kun er afsnit­ fra 1500-1900. Flere af bøgerne, men ikke alle, tet om oldtiden og vikingetiden set med nuti­ kan i dag findes på Statsbiblioteket og Det dens øjne præget af fordomme over for flere Kongelige Bibliotek. Udgiveren har ud over antikke folkeslag og ukritisk brug af antikke enkelte opklarende noter tilføjet en omfatten­ kilder. Dog formår han ved sin lange praktiske de biografi over godt 200 personer omtalt i erfaring at bidrage med fornuftige betragtning­ manuskriptet. er over flere teknikkers anvendelighed. På de sidste sider i Maritim Kontakt 25 Indenfor for de forskellige teknikker med­ findes fem uddybende artikler om Jens Kusk tages både instrumenterne, deres design, Jensen. De udbygger på hver deres måde læser­ deres korrekte brug og problemerne derved ens billede af Jens Kusk Jensen og hans for­ samt eksempler på de efterfølgende beregning­ fatterskab. De to første er biografiske artikler. er for at nå det ønskede resultat. Det er unikt, Den ene supplerer tidligere udgivet biografisk at vi på denne måde får præsenteret en perle­ materiale om Jens Kusk Jensen med detaljer række af gennemregnede eksempler som f.eks. om tiden efter 1895 og hans virke i Nykøbing en 300 år gammel metode til beregning af Mors. Den anden er en meget personlig kompassets misvisning ved solobservationer beskrivelse skrevet af hans datter. Herefter uden at skulle tilbage til de originale værker fra følger to artikler om Haandbogens historie og 16- og 1700-tallet. Sådanne dybtgående dens store betydning både som praktisk hånd­ eksempler på teknikker helt op i 1800-tallet er bog og i dag for arbejdet med bevaring og at finde i bogen inden for alle former for prak­ rekonstruktion af gamle skibe. Sidst følger en tisk og teoretisk navigation. Her skal blot næv­ beskrivelse af en anden succesfuld udgivelse nes et lille udvalg: Positionsbestemmelse, mis­ af Jens Kusk Jensen: Sømandskab for Baade visningsberegning, lodning, hastighedsmåling, og mindre Fartøjer med Henblik paa Lystfar­ tidsbestemmelse, brug af søkort, beskrivelser tøjer og Motorbaade... (1922) - en vejledning af instrumenter fra oldtiden til 1800-tallet i alle aspekter inden for sejlsport. Især de to samt kalenderberegning. Yderligere medtager sidste artikler er formet som en hyldest til Jens Kusk Jensen ikke kun de teoretiske sider Jens Kusk Jensens bøger. Der sluttes af med Anmeldelser 95 en bibliografi over litteratur henholdsvis af og viden fra de mange klassiske navigationsbøger om Jens Kusk Jensen. og anden litteratur, han tydeligvis har læst sig Naviga tionens Udvikling leverer en rigt igennem. Hvis søfolk tidligere havde så god tid illustreret og meget detaljeret beskrivelse af til at læse, forstår man godt det fornuftige ved historiske navigationsteknikker og deres prak­ den rationalisering af søfarten, Jens Kusk tiske anvendelse, og det er spændende Jensen oplevede: "Kun i én Retning staar Nuti­ læsning. Værket byder på en enorm detaljerig­ dens Skibe tilbage for Fortidens. De har saa dom blandet med gode historier. Jens Kusk lidt Mandskab" (s. 40). Jensen lange praktiske erfaring blandes med Agnete Nørskov Nielsen

34. årgang nr. 2 og 3, september 2004 Liste over anmeldelser fortsat... Anmeldelser I kungens och folkets tjänst. Synen på den svenske ämbetsmannen 1750-1780 af Maria Cavallin. Avhandlingar från Historiska Institutionen i Göteborg 36, 2003. (Karl Peder Pedersen) ...... 68 Skattesnyderiets historie. Udviklingen i underdeklarationen i Danmark i 1900-tallet af Gunnar Viby Mogensen. Rockwool Fonden og Syddansk Universitetsforlag, 2003. (Ole Hyldtoft) ...... 69 Oplysningens gale hund - Niels Ditlev Riegels. Oprører, kirkehader & kongeskænder 1755-1802 af Morten Petersen. Aschehoug 2003. (Sebastian Olden-Jørgensen)...... 72 Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande af Carsten Niebuhr. Første bind. Med indledning af Michael Harbsmeier. Forlaget Vandkunsten 2003. (Michael Sterl) ...... 74 Partier under pres - demokratiet under besættelsen redigeret af Joachim Lund. Gyldendal 2003. (Palle Roslyng-Jensen)...... 77 Europa 1800-2000, bd. 4 af 4 af Lennart Berntson, Gu_mundur Hålfdanarson & Henrik Jensen. Roskilde Universitetsforlag 2003. (Jes Fabricius Møller)...... 79 Geivorbne krigskarle. Hvervede soldater i Danmark 1774-1803 af Karsten Skjold Petersen. Museum Tusculanum 2002. (Benjamin Asmussen) ...... 80 Alithia. Et dansk fyrstespejl til Christian IV. Manuskript i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling, Thott 874 4°,ft'a 1597- Redigeret af Johan Damgaard. Udgivet med indledning og noter af Sebastian Olden-Jørgensen. Museum Tusculanum 2003. (Morten Fink-Jensen) ...... 82

Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945. Redigeret af Hans Schulz Hansen og Henrik Skov Kristensen. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 91. Aabenraa 2003. (Allan Borup) ...... 83 Den forsvundne maler. P.W. Lund og PA. Brandt i Brasilien af Birgitte Holten, Michael Steril og Jon Fjeldså. Museum Tusculanum 2003. (Margit Mogensen) ...... 85 Forretning og teknologi. Landbrugsmaskinindustrien midt i verden 19. til 21. århundrede af Jens Christensen. Aarhus Universitetsforlag 2003. (Erik Helmer Pedersen)...... 87

Kulturmiljø - mellem forskning og politisk praksis redigeret af Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen. Museum Tusculanum 2003. (Else Michelsen) ...... 89 Dansk oksehandel 1450-1550. Fra efterårsmarkeder tilforårsdrivning af Poul Enemark. Aarhus Universitetsforlag 2003. (Karl-Erik Frandsen) ...... 91 Det Nye Testamentes omverden. Om politiske, religiøse og filosofiske forhold på Det Nye Testmentes Tid af Birgitte Graakjær Hjort. Aarhus Universitetsforlag 2003 (Maria Legarth)...... 92 Jens Kusk: Navigationens udvikling - og lidt om hans liv og håndbøger redigeret af Erik Gøbel. Maritim Kontakt 25 2003. (Agnete Nørskov Nielsen) ...... 93 God læselyst! Tolkien og historien (II): Ringenes Herre som samtidens spejl

Af Anne Katrine Gjerløjf ph.d.-stipendiat, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet olkiens figurer og fantastiske verden har satanistisk sekt. Hvis man i dag vil se Tolkiens fået samme skæbne som andre store litte­ figurer levendegjort sker det bedst i Hareskoven rære fænomener. Som det sker for en søndag morgen hvor live-rollespillere i hobetal TH.C.Andersens eventyr, Biblen og senest Harryklæber spidse voksører på og drager de drabelige Potter-bøgerne kan ideologier, filosofier og svar tohåndssværd lavet af skumplast. For dem er Rin­ på samtidens store spørgsmål udledes af Tolkiens genes Herre blevet en leg, en evig kilde til histori­ værker uafhængigt af om det var forfatterens hen­ er og personligheder man selv kan spille. sigt eller ej. Ondskabens Imperium viste igen sit ansigt d. Ringenes Herres forbund af nationer der fæl­ 11. september 2001. Samme år udkom Peter les kæmper mod mørkets fyrste blev oprindeligt Jacksons filmatisering af Ringenes Herres 1. bind tolket som en allegori over 2. Verdenskrig. Hitlers og ved udsigten til film nr. 2 udspandt der sig en regime kunne uden problemer kædes sammen sælsom aktivitet på internettet. Her samledes med Saurons mørke ondskab og dens foragt for nemlig underskrifter ind mod den kætterske tan­ individets rettigheder og naturens skønhed. Tol­ ke at kalde filmen De To Tårne, som blev opfattet kien selv afviste at han i virkeligheden havde skre­ som respektløst overfor ofrene for terrorbomb­ vet en samtidsroman og pegede selv på værkets ningen af World Trade Centers dobbelttårne. grundlæggende religiøse motiver som dets mest Ulykkelige amerikanere der intet kendte til Tolki­ fremtrædende kendetegn. Denne vinkel delte han ens værk og dets titler, så her filmen som en glo­ med sin ven og samtidige forfatteren C.S. Lewis rificering af terroren. Den alternative opfattelse hvis serie om landet Narnia kan læses direkte som som også blev brugt i de år var dog igen at værket en kristen myte. var en allegori over det godes kamp mod det onde Men tider skifter og svaret på verdens - med Islam som Mordor og den vestlige verdens ondskab blev i 1960'erne ikke fælles front og krig, terrorbekæmpelse som Ringenes Broderskab. men snarere pascifisme og bekendelse til fri tanke Efter at den tredje film havde modtaget et hav og kærlighed. Her kunne Tolkiens Hobbit-huler, af Oscar-priser er en sidste tolkning sluppet ud. I hygge og dybe venskaber inddrages som model filmens visuelle sprog fremhæves nemlig ting som for det perfekte kollektiv - samarbejde, fælles­ på tryk ikke virker helt så iøjenfaldende. Det gæl­ skab og hengivenhed, afvisningen af personlig rig­ der her Frodo og Sams nære venskab, kærlighed­ dom og tiltrækning ved talende træer. Det myti­ serklæringer og gentagne omfavnelser som uden ske og mystiske, fortællingerne og det magiske problemer kan opfattes som et homoerotisk for­ passede også på periodens intellektuelle selvfor­ hold. Faktisk er det blevet påpeget af to danske ståelse og dansk kulturliv præges stadig af perso­ forskere at det mest overraskende ved filmens ner der alle bærer navnet Kløvedal efter det succes er at ingen har hæftet sig ved det ømme kollektiv som opkaldtes efter elveren Elronds forhold mellem de to hovedpersoner, og at en så hjem - "det sidste hyggelige hus vestfor bjergene". åbenlys fremstilling af kærlighed mellem to Det fantastiske indhold i Ringenes Herre, de mænd ikke er blevet udsat for større kritik, men i forskellige langlivede racer, våbenkunst, magi og stedet hyldet ved den kerneamerikanske konser­ monstre gav fra 1980’erne begreber til en verdens­ vative ceremoni som Oscar-festen er. omspændende ungdomskultur af rollespillere. Tolkiens værk er vokset ud af sig selv og er ble­ Hvor det oprindeligt var en beskæftigelse for vet til mere end et litterært værk. Her er peget på bebrillede nørder af hankøn, er rollespil i de sidste få af de spejlinger som samtiden har gjort af sig år blevet en mere udbredt fritidssyssel og opfattes selv i værkets vidtforgrenede verden. Netop Tolki­ knapt så eksotisk og farlig som i begyndelsen hvor ens evne til at få enhver til at genkende noget af pædagoger og forældre så børnenes trang til sig selv og sin tid kan være forklaringen på Ringe­ at lege elver og orker som første skridt ind i en nes Herres succes og levedygtighed.