2) Forespørgsel nr. F 31: Forespørgsel til statsministeren: Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation? Af Inger Støjbjerg (V), (S), Pia Kjærsgaard (DF), Villy Søvndal (SF), Henriette Kjær (KF), (RV), (EL), (NY), (UFG) og Pia Christmas-Møller (UFG). (Anmeldelse 29.04.2008. Fremme 06.05.2008). Kl. 09:03

Formanden: Vi starter med begrundelsen for forespørgslen, og det er ordføreren for forespørgerne, fru Inger Støjberg.

Begrundelse

Kl. 09:04

Inger Støjberg (V): Begrundelsen for forespørgslen er naturligvis den, at folketingsåret lakker mod enden, og jeg skal derfor bede statsministeren om at redegøre for den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske situation. Kl. 09:04

Formanden: Tak. Og derfor får statsministeren nu ordet til besvarelsen.

Besvarelse

Kl. 09:04

Statsministeren (): Danmark er et godt land at leve i. Det danske samfund er et stærkt samfund. Danmark er et frit og fredeligt land - og et velstående land. Dansk økonomi er blandt de stærkeste i Europa. Arbejdsløsheden er nu nede under 2 pct. Det er under 50.000 arbejdsløse. Aldrig har så mange været i arbejde i Danmark. Beskæftigelsen er vokset med omkring 90.000, siden VK-regeringen trådte til i slutningen af 2001. Der er overskud på betalingsbalancen, og vi nedbringer hastigt statens gamle gæld. Dansk økonomi er sundere og stærkere end nogen sinde. Det skal vi naturligvis glæde os over. Men de gode tider lægger også et enormt pres på økonomien. Især er der et stort pres på arbejdsmarkedet. Lønstigningerne er væsentlig højere end i de lande, vi handler med, og det svækker konkurrenceevnen. Jeg vil gerne understrege, at jeg under alle mennesker en ordentlig løn. Men jeg er også overbevist om, at de fleste danskere godt forstår de overordnede økonomiske sammenhænge. Hvis løn og andre omkostninger bliver ved med at stige hurtigere i Danmark end i udlandet, så kan vi ikke sælge vore varer. Så bliver der arbejdsløshed, og fremgang bliver vendt til nedtur. Det er beklageligt, at der fortsat er strejke på landets sygehuse og i en række daginstitutioner. Regeringen opfordrer parterne til hurtigst muligt at bringe konflikterne til ophør. Det må være muligt at indgå overenskomster på sundheds- og pædagogområdet inden for samme ramme, som størstedelen af det offentlige arbejdsmarked selv har forhandlet på plads. Danmark er en lille, åben økonomi. Vi kan ikke afkoble udviklingen herhjemme fra det, der sker i udlandet. Men vi kan glæde os over, at vi er godt rustet til en tid, hvor væksten i verdensøkonomien er på vej ned. Det er vi, fordi vi har ført en ansvarlig økonomisk politik, og fordi vi har truffet de rigtige beslutninger i rette tid. Det er den ansvarlige linje, vi i fællesskab skal føre videre. Siden 2001 har vi gennemført en stribe ambitiøse reformer - reformer, som sigter på at fremtidssikre de gode tider, reformer, som med rettidig omhu ruster det danske samfund til at klare de udfordringer, der kommer i fremtiden, reformer, som bidrager til konstant fornyelse og dynamik i både den private og den offentlige sektor. Vi har gennemført en strukturreform, en reform, som skaber større og mere bæredygtige kommuner, regioner, politi- og retskredse. Den mest omfattende reform af den offentlige sektor nogen sinde. Og den lægger en ny og moderne ramme om det danske velfærdssamfund. Vi har fulgt op med en reform af den offentlige service, en reform, der skal sikre bedre kvalitet og bedre service til borgerne og mere attraktive arbejdspladser i den offentlige sektor. Ny og stærk ledelse, løbende faglig udvikling og opkvalificering af medarbejderne, afbureaukratisering og forenkling og omfattende investeringer i fornyelse og modernisering af sygehuse, skoler, ældreboliger og daginstitutioner. Vi har gennemført en langsigtet velfærdsreform, en reform, som gradvis vil forhøje tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet, en reform, som vil bidrage til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Vi har brug for vore aktive ældre overalt i samfundet. Vi har gennemført en globaliseringsreform, en reform, som frem til 2012 indeholder investeringer i forskning, uddannelse, innovation og iværksætteri på næsten 40 mia. kr., en reform, som vil højne det faglige niveau i uddannelserne - lige fra folkeskolen til universiteterne - en reform, der vil bidrage til at skabe flere vækstvirksomheder, en reform, som vil ruste det danske samfund til at klare den skærpede internationale konkurrence. Og vi har gennemført en række reformer af arbejdsmarkedet, reformer, som sikrer, at det kan betale sig at arbejde: loft over kontanthjælpen. Startydelsen. 300-timers-reglen. Mere aktiv indsats over for de langtidsledige. Kl. 09:10 Vi følger op med reformer, som skal skaffe mere arbejdskraft: nemmere adgang for kvalificerede udlændinge til at arbejde i Danmark, strammere regler for supplerende dagpenge og særligt skattenedslag for de 64-årige, der har arbejdet på fuld tid. De færreste ville tro, at arbejdsløsheden kunne komme ned under 2 pct. Når det er lykkedes, skyldes det i høj grad denne serie af initiativer, som samlet har bidraget til en markant forbedring af fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Færre bliver låst fast i passiv forsørgelse, og det kan bedre betale sig at arbejde. Regeringen ønsker at gå videre. Der er et desperat behov for mere arbejdskraft i de kommende år. De store årgange går på pension, og de små årgange træder ind på arbejdsmarkedet. Vi er simpelt hen nødt til at skaffe flere hænder og hoveder til både de private virksomheder og de offentlige institutioner. Regeringen vil derfor gennemføre yderligere reformer af arbejdsmarkedet - reformer, som skal skaffe mere arbejdskraft. Vi vil nedbringe sygefraværet med 20 pct. Regeringen har også nedsat en arbejdsmarkedskommission, som kommer med sine anbefalinger om et års tid. Regeringen sigter så på at fremsætte forslag i efteråret 2009. Allerede i begyndelsen af 2009 vil regeringen tage fat på en omfattende skattereform, og den vil også få betydning for arbejdsmarkedet. For sigtet er at sænke skatten på arbejde markant, herunder skatten af den sidst tjente krone. Det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Vi har allerede taget de første skridt. Forårspakken fra 2004 og skatteaftalen fra 2007 betyder samlet, at 1,3 millioner skatteydere slipper for at betale mellemskat. Siden VK-regeringen overtog ansvaret i 2001, har vi haft et skattestop - et skattestop, som giver tryghed i familier og i virksomheder, for ingen behøver at frygte uventede stigninger i skatter og afgifter. Skattestoppet og skattelettelserne betyder tilsammen, at den danske befolkning til næste år slipper 40 mia. kr. billigere i skat. Det er mere end 7.000 kr. pr. dansker - barn som voksen. Sænkningen af den personlige skattebyrde er sket, samtidig med at vi har afsat flere penge til velfærd. I år bruger vi 45 mia. kr. mere på offentligt forbrug end i 2001. Det næste skridt bliver en gennemgribende reform af hele skattesystemet - en reform, som vil nedsætte skatten på arbejde markant, men som til gengæld vil øge skatten på energi og forurening. Reformen vil være fordelingsmæssigt afbalanceret. Det skal i højere grad kunne betale sig at arbejde, og det skal kunne betale sig at spare på energien og forbedre miljøet. Skattereformen bliver forberedt af en skattekommission, som afleverer sine anbefalinger i begyndelsen af næste år. Derefter er det regeringens hensigt at fremlægge forslag til skattereform med henblik på at få en bred politisk aftale inden sommerferien 2009, så en skattereform kan træde i kraft fra 1. januar 2010. Perioden siden 2001 er den mest aktive reformperiode i den nyere politiske danmarkshistorie. Og vi forsætter reformerne, for vi ønsker en gradvis fornyelse af det danske samfund - en fornyelse, som går hånd i hånd med tryghed, og som ruster Danmark til at klare globaliseringen, så vi også i fremtiden kan nyde gavn af både velstand og velfærd. Kl. 09:15 Vi har danmarksrekord i beskæftigelse og rekordlav arbejdsløshed, og det er en social revolution. Mennesker, som i årevis var stødt ud af arbejdsmarkedet, har nu fået chancen igen, har fået job og har fået nyt indhold i tilværelsen, nyt håb og nyt fremtidsperspektiv. Det er et enestående socialt fremskridt. Det er et opgør med den passive forsørgelsespolitik. I stedet er det en aktiv beskæftigelsespolitik, som giver mennesker den frihed og selvstændighed, som følger af at tjene egne penge. Denne sociale revolution har også betydet et markant skridt fremad for integrationen af danskere med indvandrerbaggrund. Siden 2001 har næsten 43.000 flere danskere med baggrund fra ikkevestlige lande fået et job, og hele 65 pct. flere kvinder med indvandrerbaggrund er kommet i arbejde. Faktisk er Danmark et af de lande i verden, der i de seneste 10 år har oplevet det største fald i arbejdsløsheden blandt personer med indvandrerbaggrund. Der er stadig flere, der tager en uddannelse. Siden 2001 er antallet af unge danskere med indvandrerbaggrund, der er i gang med en ungdomsuddannelse, steget betydeligt. Andelen, der er i gang med en videregående uddannelse, er i samme periode næsten fordoblet. Siden 2003 er antallet, der får en praktikpladsaftale, steget med mere end 80 pct. Det er en meget, meget glædelig udvikling. Arbejde og uddannelse er nøglen til at klare sig godt i det danske samfund, uanset hvor ens forældre eller bedsteforældre kommer fra. I år 2000 var det kun hver anden dansker med indvandrerbaggrund, der følte sig godt integreret i Danmark. Nu er det mere end to ud af tre. Og mens hver sjette i år 2000 følte sig dårligt integreret, gælder det i dag kun hver tyvende. Denne bedre integration er et resultat af regeringens faste og fair udlændingepolitik. Der kommer færre til Danmark som følge af familiesammenføring og asyl, men til gengæld kan vi gøre mere for dem, som allerede er her. Antallet spiller en rolle, og derfor hører en fast og fair udlændingepolitik uløseligt sammen med en succesfuld integrationspolitik. Er man ikke parat til at holde fast i den faste og fair udlændingepolitik, så er resten af snakken om integration ikke andet end varm luft. Regeringens reformindsats har også omfattet rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland. Regeringen tager sit udgangspunkt i princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Regeringen ønsker, at Færøerne og Grønland skal kunne overtage yderligere ansvar for egne forhold, i takt med at det færøske og det grønlandske folk ønsker det og kan finansiere det. Allerede i 2005 vedtog Folketinget en overtagelseslov for Færøerne. Den betyder, at Færøerne kan overtage ansvaret for alle de opgaver, som Færøerne ønsker, inden for rammerne af rigsfællesskabet, og det er en mulighed, som Færøerne gør brug af. Aktuelt forbereder Færøerne sig på at overtage bl.a. udlændingeområdet og grænsekontrollen samt strafferetten. For Grønlands vedkommende forbereder vi nu en selvstyrelov. Det sker på baggrund af betænkningen fra den grønlandsk-danske selvstyrekommission. Selvstyreloven vil give Grønland mulighed for at overtage ansvaret for de områder, som Grønland ønsker, inden for rammerne af rigsfællesskabet. Regeringen vil arbejde positivt med landsstyret for, at en selvstyrelov for Grønland kan træde i kraft på Grønlands nationaldag, den 21. juni 2009. I 2001 indledte vi en modernisering af rigsfællesskabet. Gennem reformer har vi skabt en ramme for et blomstrende rigsfællesskab mellem Grønland, Færøerne og Danmark - en ramme, som samtidig giver det grønlandske og det færøske folk frihed til at bestemme deres egen fremtid. Kl. 09:20 Vi danskere er åbne, udadvendte og frisindede. En undersøgelse af europæernes holdning til globalisering viser, at vi klart er nummer et i Europa målt på andelen af befolkningen, der er positive over for globalisering. Danskerne frygter ikke globaliseringen. Vi drager fordel af den. Også når det gælder EU, er vi blandt de mest positive i Europa. Folketinget har med et stort flertal stemt for Lissabontraktaten. I morgen skal traktaten så til folkeafstemning i Irland. Og dernæst er der endnu et antal lande, som skal godkende den nye traktat. Hvis alle EU-lande ratificerer, kan Lissabontraktaten træde i kraft den 1. januar 2009. Den nye traktat skaber en stabil ramme for EU-samarbejdet i lang tid fremover. Men samtidig betyder traktaten, at de danske undtagelser fra EU-samarbejdet i endnu større grad vil hæmme Danmarks indflydelse og interesser. Undtagelserne er bevaret uændrede i Lissabontraktaten, men virkningerne af undtagelserne bliver større med den nye traktat, end de er i dag. EU-samarbejdet har jo udviklet sig betydeligt, siden vi indførte undtagelserne i 1993. Med Lissabontraktaten vil der være store dele af samarbejdet, som vi ikke kan være med til. Danmark vil være afskåret fra at deltage i EU’s indsats for at skabe og bevare fred. Vi kan ikke deltage i EU’s indsats for at skabe sikkerhed i verdens brændpunkter som f.eks. Bosnien. Og Danmark vil være afskåret fra at deltage i det fælles politisamarbejde, herunder bekæmpelse af international terrorisme, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet som f.eks. handel med kvinder og børnepornografi. Derfor er undtagelserne i direkte modstrid med danske interesser. Tiden er løbet fra undtagelserne. De skader Danmark. Regeringens holdning er meget klar: Danmark skal være fuldt og helt med i Europa. Vi deler grundlæggende værdier om frihed, menneskerettigheder og demokrati. Vi skal være med til at løse de fælles problemer. Det er i vores bedste interesse. Derfor gjorde regeringen det allerede i november sidste år klart, at vi i denne valgperiode vil bede vælgerne om at tage stilling til EU-undtagelserne ved folkeafstemning. Dansk Institut for Internationale Studier offentliggør sidst på måneden en grundig udredning om de danske undtagelser. På den måde vil alle få adgang til grundig og veldokumenteret information i god tid, inden vi skal træffe beslutning. Regeringen vil bruge sommeren til at overveje redegørelsen fra Dansk Institut for Internationale Studier. I begyndelsen af august vil det så være naturligt at tage stilling til, hvornår og hvordan en afstemning bedst kan finde sted. Kl. 09:24 Klimaforandringerne er en af vore store internationale udfordringer. Der er stigende videnskabelig enighed om, at vi skal handle nu, hvis vi skal undgå, at klimaforandringerne får alvorlige konsekvenser for mennesker og for vor klode. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel fastslår, at hovedparten af den globale opvarmning over de sidste par generationer skyldes menneskelig aktivitet. Den del af klimaforandringerne har vi en politisk forpligtelse til at bekæmpe og til at forebygge. Får vi ikke gjort noget ved klimaforandringerne, bliver det i høj grad verdens fattige, som kommer til at mærke konsekvenserne af den industrialiserede verdens forbrug, og vi risikerer at gøre uoprettelig skade på verdens natur. Derfor bør vi omlægge produktion og forbrug af energi, så vi udleder færre drivhusgasser. Så er der også en anden grund til at omlægge energipolitikken: Det er også et spørgsmål om vores sikkerhed. I dag er verdens demokratier i høj grad afhængige af olie og naturgas, som er importeret fra ustabile regimer. Det er enorme summer, som hvert år bliver overført til lande, som har et tvivlsomt forhold til frihed og menneskerettigheder. Derfor må vi bryde med afhængigheden af olie og naturgas. I det hele taget bør vi sætte det ambitiøse, langsigtede mål at blive helt uafhængige af fossile brændsler som olie, gas og kul. I Danmark har vi taget et vigtigt skridt med den energiaftale, som et bredt flertal i Folketinget står bag, en aftale, som vil medføre en kraftigt forøget andel af vedvarende energi; en aftale, som vil medføre bedre energieffektivitet; en aftale, som vil bidrage til at sikre Danmark en fortsat international førerposition, når det gælder ny, vedvarende og effektiv energiteknologi. I december 2009 er Danmark vært ved FN’s store klimakonference. Målet er at opnå enighed om en omfattende global klimaaftale, der kan føre til en effektiv nedbringelse af udledningen af drivhusgasser. Det er en stor opgave, som vil kræve en betydelig politisk og praktisk indsats det næste halvandet års tid. Hvis vi skal realisere visionen om at gøre kloden mindre afhængig af fossile brændsler, så kræver det intet mindre end en grøn teknologisk revolution; et industrielt gennembrud for miljø- og klimavenlig teknologi; en ny, grøn samfundsøkonomi, der udnytter det erhvervsmæssige potentiale inden for miljø- og energieffektive løsninger; en grøn økonomi, der er baseret på fortsat vækst, udvikling og jobskabelse. For vi skal fortsat bekæmpe den globale fattigdom, og vi skal have ressourcer til at gøre noget for miljøet. Afrika er en anden af de store internationale udfordringer. Vi bør forstærke indsatsen for at hjælpe Afrika. Vi har en forpligtelse til at bekæmpe den dybe fattigdom, specielt i Afrika syd for Sahara. Vi skal dæmpe den illegale indvandring til Europa ved at sikre de unge afrikanere bedre livsbetingelser i deres egne lande. Og vi skal forebygge fundamentalisme og ekstremisme i Afrika ved at fremme en positiv økonomisk, social og uddannelsesmæssig udvikling. I den henseende er det helt afgørende at sikre kvindernes rettigheder og muligheder. Kl. 09:29 Regeringen vil i de kommende år øge bistanden til Afrika. Målet er, at to tredjedele af den direkte bistand går til Afrika. Der er behov for at få sat mere fokus på vækst og beskæftigelse i Afrika. Regeringen har derfor nedsat en international Afrikakommission. Kommissionen arbejder frem til sommeren 2009, og jeg forventer, at anbefalingerne fra kommissionen ikke alene kan påvirke dansk bistand, men også hele det internationale samfunds samarbejde med Afrika. Det er en styrke for Danmark, at vi i reglen er gode til at træffe beslutninger med meget bred opbakning. Velfærdsreformen er vedtaget af et meget bredt flertal her i Folketinget. Det samme gælder globaliseringsreformen og væsentlige dele af kvalitetsreformen. Strukturreformen er gennemført med bred opbakning fra kommunalfolk over hele landet på tværs af partier. Der er bred opbakning til regeringens forslag om Grønlands selvstyre. Der er indgået en langsigtet aftale om dansk energipolitik med et bredt flertal bag. Der er indgået en aftale om dansk europapolitik med et meget bredt flertal. Jeg glæder mig over det brede samarbejde, for det giver holdbarhed og styrke i fornyelsen af det danske samfund, og jeg vil gerne takke alle de partier i Folketinget, som har medvirket til reformarbejdet. Men selvfølgelig ved jeg godt, at der ud over og De Konservative kun er to partier, der har støttet fortsættelsen af VK-regeringen efter sidste valg. Det er Dansk Folkeparti og Ny Alliance, og jeg takker de to partier for støtten. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været en stabil samarbejdspartner, og det er i høj grad takket være Dansk Folkepartis solide indsats, at regeringen har kunnet sikre økonomisk fremgang, opfylde sine valgløfter og gennemføre en omfattende reformindsats. I det hele taget har de forløbne næsten 7 år stået som en af de parlamentarisk set mest stabile perioder i dansk politisk historie. Det har været en styrke i en tid, hvor vi har skullet håndtere internationale udfordringer af ekstraordinære dimensioner. Vi overtog regeringsansvaret få måneder efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Terroristerne havde deres rod hos Talebanstyret i Afghanistan. De kunne slå til hvor som helst. Vi har fra starten haft den klare holdning, at verdens demokratier må stå sammen i kampen mod den internationale terrorisme. Derfor besluttede vi at sende danske soldater til Afghanistan. For at bekæmpe Taleban, for derved at styrke vor egen sikkerhed og for at hjælpe med udviklingen af et fredeligt demokrati i Afghanistan. Jeg er glad for, at et bredt flertal her i Folketinget står bag vores engagement i Afghanistan, og jeg appellerer til hele den danske befolkning om at bakke op om vore soldater. De yder en afgørende og værdifuld indsats for at skabe sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning. De gør Danmark ære. De fortjener en stor tak og en dyb respekt. Jeg vil sende en særlig hilsen til soldaterne på hold 5, der netop nu er sat ind i Helmandprovinsen. Som holdet før dem har hold 5 desværre oplevet flere tab. Vi vil gerne udtrykke vor dybeste medfølelse med familierne til de soldater, som har mistet livet. Vore tanker går også til de soldater, som er blevet såret. Kl. 09:34 Jeg ved godt, at mange spørger, om det kan nytte. Ja, det nytter. Vi gør en forskel. Der sker fremskridt. Men først og fremmest skal vi spørge om, hvad der er rigtigt. Det rigtige er at bekæmpe diktatur og fremme demokrati, og det rigtige er, at vi danskere også selv tager et medansvar for vores egen sikkerhed. For nylig blev den danske ambassade i Pakistan udsat for et terrorangreb. Vi fordømmer på det kraftigste dette feje og usle angreb - et angreb, som dræbte og kvæstede adskillige uskyldige mennesker. Vore tanker og medfølelse går til de efterladte og de sårede. Angrebet viser, hvor skruppelløse, hjerteløse og umenneskelige terroristerne er. Terrorister med tilknytning til terrornetværket Al-Qaeda har påtaget sig ansvaret for bomben, og de har brugt Muhammedtegningerne som begrundelse for deres afskyelige forbrydelse. Jeg vil gerne slå tre ting fast. For det første: Uanset motiv er der overhovedet intet, som retfærdiggør terrorangreb på uskyldige mennesker. Uanset hvad man måtte mene om karikaturtegninger, så berettiger det selvfølgelig ikke at slå mennesker ihjel. For det andet: Det er ikke terrorister, som skal bestemme, hvordan vi indretter det danske samfund, eller hvilken politik vi fører. Det danske folkestyre bygger på en vidtgående ytringsfrihed. Der er frihed til at tænke, tale, tro og tegne, som man vil. Vi står fast på de frihedsrettigheder, som er grundlaget for vort frie folkestyre. For det tredje: Når terroristerne smider deres bomber, er det helt afgørende, at vi står sammen om at afvise deres angreb; at vi står sammen i kampen mod terroristerne og ikke bøjer os for deres krav; at vi står sammen i Danmark; og at vi står sammen med vore internationale partnere og allierede. Hvis vi kapitulerer, hvis vi bøjer os, hvis terroristerne kan skræmme os til at ændre politik eller indskrænke frihedsrettighederne, ja, så har de vundet. Og så får de mod på endnu mere terror for at nå deres mål. I mange lande – også i Europa - er mennesker blevet dræbt eller truet på livet for at udnytte deres ret og frihed til at ytre sig om religiøse emner i form af bøger, film og tegninger. De har stået fast på de principper og værdier, som er fundamentet for vore frie samfund: politisk og religiøs frihed, ligeret for alle, folkestyre, fri presse, ytringsfrihed, kritisk tænkning og kritisk tilgang til informationer, ideer og tro. Det er disse fælles værdier, vi skal kæmpe for. Vi skal med alle ligesindede være fælles i forsvaret for frihedsrettighederne. Vi skal med større styrke tale med én stemme i kampen for frihed og fred i verden. Vi skal med fasthed stå sammen i kampen mod terror. Kl. 09:39

Formanden: Ja, tak til statsministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og den første ordfører, der får ordet, er fru Inger Støjberg som ordfører for forespørgerne.

Forhandling

Kl. 09:39

(Ordfører for forespørgerne) Inger Støjberg (V): Det er eksamenstid, og mange studerende sætter sig til eksamensbordet med sommerfugle i maven. Det kan være afgørende, hvilke fag man skal op i, og der kan være stor forskel på, hvor tilfreds man er med lige præcis det spørgsmål, man trækker. Også her i Folketinget er det eksamenstid, men til forskel fra verden udenfor har partierne selv indflydelse på, hvilke fag man kommer op i. Her hos os er eksamen jo en konsekvens af de forslag, ens parti har fremsat i årets løb. Socialdemokraterne har nok af fag at komme op i: 29 velfærdsrettigheder, 30 frihedsrettigheder til kommunerne, 9 teser, 9 valg og Ritt Bjerregaards røde skole. Jo, bredden i fagene er unægtelig stor. Viljen til at tage fuldt pensum er dog ikke til stede. Partiformanden har således nægtet at tage fuldt pensum i Den Røde Skole. Partiformanden vil ganske enkelt ikke op i den del, der handler om skatter, endog til trods for at skatter i det hele taget og boligbeskatning i særdeleshed altid har været en særlig socialdemokratisk disciplin, hvor man er udstyret med en overordentlig stor kreativitet. Ritt Bjerregaards røde skole skuffede da bestemt heller ikke i dette fag, som må siges at høre til den kreative fagrække i skolen. F.eks. foreslog skolens elever og lærere, at gevinsten af værdistigninger på ejerboliger skal beskattes med mellem 10 og 30 pct. Venstres holdning til skattespørgsmålet er klar. Vi står fast på skattestoppet og afventer nu Skattekommissionens forslag. Men ejendomsværdiskatten har vi fredet. Vi har sat som forudsætning, at skatten på arbejde skal ned, samt at der skal være en ordentlig social balance i ændringerne. Hos os er skattespørgsmålet nemlig ikke et kreativt fag med plads til vilde ideer - nej, det er et praktisk fag. Men ét er uskyldig snak om teser og politikudvikling, noget andet er handling og integritet på de store og bærende linjer. Økonomisk ansvarlighed går forud for alt andet, har fru Helle Thorning- Schmidt sagt flere gange, men vi står foran en række store økonomiske udfordringer, som også en ansvarlig opposition burde tage bestik af. Med en så lav arbejdsløshed og overskredne kommunale budgetter skal foden lettes fra speederen i disse år, hvis vi skal bevare en stabil og sund økonomi uden behov for drastiske pakker og indgreb. En tidligere socialdemokratisk finansminister tog os på sightseeing langs kanten af den økonomiske afgrund. Denne regering er heldigvis en lidt mere påpasselig turguide og vælger derfor en rute i god afstand fra afgrunden. Det får selvfølgelig adrenalinen til at pumpe langsommere, men økonomisk ansvarlighed er nu engang ikke underholdning. For nylig så er jeg en artikel i Fyens Stiftstidende om 83-årige Arlette Andersen, som tager rundt på landets gymnasier og holder oplæg for unge. Emnet for hendes oplæg er i høj grad den tatovering, hun bærer rundt på. Tatoveringen fik hun nemlig i en tysk koncentrationslejr, den er et fangenummer. Arlette Andersen har været i koncentrationslejr, og hun overlevede. Nu har hun påtaget sig at tage rundt og minde nutidens unge om, at der gemmer sig uhyrligheder i vores europæiske fortid. Det gjorde indtryk, og jeg kan faktisk ikke beundre hende nok for det, hun gør, for det er vigtigt, at vi alle husker på vores fortid og lærer af de uhyrligheder, den bragte, ikke mindst i Europa. For unge gymnasieelever er krig og ødelæggelse ofte langt væk i bevidstheden, men Europa har så langtfra altid været fredeligt. Det var først med efterkrigstidens samarbejde, at Europas lande fandt fredeligt sammen i en sådan grad, at nogle i dag kan gå og glemme Europas blodige fortid. Men EU-samarbejdet leverer meget andet end fred og frihed. Det indre marked har skabt verdens største frihandelsområde med 500 millioner forbrugere. Det har betydet vækst og over 2,5 millioner arbejdspladser i Europa, og det har skabt større udbud af varer på hylderne. EU gør samtidig kampen mod kriminalitet og terror lettere. Banditter arbejder jo over grænserne, og så må sheriffen også gøre det. Det er muligt på grund af EU, og derfor er det jo nu også på tide at overveje, om vi danskere ikke skal træde mere centralt ind i samarbejdet, ind i hjertet af samarbejdet. De andre lande kan i de kommende år drage nytte af et styrket samarbejde mod f.eks. terror og kriminalitet, ligesom de kan drage nytte af et Europa, der i stadig højere grad vil træde i karakter på verdensscenen. Kl. 09:45 Men det bliver uden os. Hvis f.eks. politisamarbejdet styrkes, kommer vi til at opleve, at danske politifolk i Europol skal holde sig for øjne og ører, når informationer om netværk af pædofile og smugling af kvinder og narko kommer strømmende ind. Det er helt forkert, hvis vi over tid havner uden for den slags samarbejde. Vi kommer til at opleve, at Europa skal hjælpe i katastrofer, konflikter og minerydning uden Danmark. Det sker allerede, og det kommer der mere af. Man kunne spørge: Er det ansvarligt? Mange vil spørge: Er det solidarisk? Vi kommer også til at opleve et Danmark, der i stadig højere grad kobles af de økonomiske og storpolitiske diskussioner, som landene i eurogruppen tager, og man skal ikke narre sig selv. Der bliver diskuteret meget andet end teknik og mønter, når eurolandene mødes. Store politiske beslutninger har en økonomisk dimension og bliver derfor også vendt blandt finansministrene i eurogruppen. Vi kan ikke holde til at forblive uden for EU-samarbejdet på alle disse områder. Det vil koste os fordele og stor politisk indflydelse, og det vil skubbe Danmark stadig længere ud i periferien i forhold til andre lande, der er fuldt med i samarbejdet. Det er jo logisk, sådan er det i alle klubber og foreninger, og vi har brug for at placere Danmark i hjertet af det europæiske samarbejde. I sidste uge oplevede vi terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Jeg fordømmer på det kraftigste angrebet, og mine tanker går til dem, der mistede deres kære den dag, og til dem, der kom slemt til skade. I en tid som denne skal vi ikke bøje nakken og lade os kue af ekstremister, for det er det, de ønsker sig allermest. Vi skal stå skulder ved skulder, vi skal vise, at vi er stolte af det land, vi lever i, og af vores frihedsrettigheder. Vi skal sige ligeud, at en fej handling som den, vi blev udsat for, ikke ændrer på vores måde at leve på. Vi er med i forreste linje. De danske soldater i Afghanistan arbejder utrætteligt for fred og frihed for det afghanske folk og for, at terroren ikke skal hjemsøge os her i Europa. Kampen mod terror har krævet sine ofre, og også danske soldater har mistet livet eller førligheden. Jeg vil gerne takke de danske soldater for den enorme indsats, de gør. I gør en forskel, og det er vi jer taknemlige for. Siden 2001 er der blevet opført 1.800 skoler i Afghanistan. Under Taleban gik 900.000 afghanske børn i skole, i dag er tallet 6,4 millioner børn; under Taleban måtte piger ikke gå i skole, i dag går 1,5 million afghanske piger i skole. Det er bare nogle af de forbedringer, som danske soldater har været med til at skabe i Afghanistan. Den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger fast. Vi vil ufortrødent fortsætte med at arbejde for fred og frihed uden for Danmarks grænser. Terrorangrebet, som vi blev udsat for i sidste uge, ændrer intet. Terrorister og udemokratiske kræfter skal hverken bestemme vores udenrigs- og sikkerhedspolitik eller vores måde at leve på i Danmark. Vi står urokkeligt fast på vores frihedsrettigheder. Vi lever i et af verdens bedste lande. Vi er verdensmestre i demokrati, vi stoler på hinanden og er verdens lykkeligste folk. Derudover er der styr på økonomien, og vi oplever lige nu rekordlav arbejdsløshed, hvor vi er nede under 50.000 arbejdsløse. Vi har det godt, men dermed ikke være sagt, at intet kan gøres bedre, for det kan det. Vort velfærdssamfund sikrer, at de, der ikke kan klare sig selv, får hjælp, og sådan skal det blive ved med at være. Men det offentlige kan og skal ikke garantere lykken i livet. Lykken kan kun det enkelte menneske skabe gennem sit individuelle valg. Men til gengæld kan det offentlige skabe nogle gode rammer, så den enkelte kan forfølge sine mål for at nå lykken. Man kunne for nylig læse en række beretninger i Berlingske Tidende om folk, der tager ansvar og udfører socialt arbejde, som f.eks. den 24-årige bartender og HA-studerende Ki Strøhemann, der to dage om måneden er reservestoresøster for 11-årige Samira. Storesøsterordningen er sat i søen af Red Barnet, og Ki Strøhemann siger til avisen: »Jeg har altid tænkt på at lave noget frivilligt arbejde med børn, og selv om jeg har følt, at jeg havde enormt travlt, fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan finde tid til at hjælpe andre.« Ki Strøhemann er et eksempel på dem, der inspirerer andre til at tage et personligt ansvar. Regeringen har sat det personlige ansvar i fokus, fordi det skal styrkes. Vi skal på ingen måde løfte pegefingeren. Vi skal i stedet vise gode eksempler på dem, der gør en ekstra indsats i hverdagen. Kl. 09:50 Ansvaret for, at velfærdssamfundet udvikler sig positivt, er vores, og det påtager vi os gerne. Derfor er de foreløbige resultater af kvalitetsreformen meget centrale. Ikke alting løses med flere penge. Nytænkning i den offentlige sektor er en stor del af udviklingen, men der skal selvfølgelig også investeringer med, og derfor er det afgørende, at de to ting går hånd i hånd. Venstres valgløfter bliver indfriet. Når vi lover 50 mia. kr. til Kvalitetsfonden over 10 år, kommer pengene over 10 år. Men det er lige så klart, at vi vælger at bruge pengene i et tempo, der ikke overopheder samfundsøkonomien. Det er meget positivt, at ud over regeringspartierne tager Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance alle positiv del i kvalitetsreformen, og det vil jeg gerne kvittere for i dag. Når vi nu er ved brede forlig, forsøger oppositionen jo ofte at tegne et billede af, at politikken vedtages af et snævert flertal i Folketinget. Jeg vil gerne i dag fremhæve det gode samarbejde, vi har med Dansk Folkeparti, men det er langtfra kun Dansk Folkeparti, der stemmer for regeringens forslag. Også Ny Alliance har i stort omfang støttet regeringens forslag, og det samme gælder oppositionen. Faktisk er det sådan, at godt 85 pct. af al lovgivning gennemføres med stemmer fra Socialdemokraterne, det samme gør sig gældende for Det Radikale Venstre, og det vil jeg naturligvis gerne kvittere for. Vi lever i et godt og trygt land, men sådan er det bestemt ikke i den fattige del af verden, særlig i en række afrikanske lande. Derfor har regeringen med statsministeren i spidsen nedsat en Afrikakommission, der skal sikre en bedre effekt af den internationale ulandsbistand med speciel fokus på unge og beskæftigelse. 46 pct. at den afrikanske befolkning er mellem 5 og 25 år, og det er helt afgørende, at de får en uddannelse og et arbejde, hvis vi i fremtiden skal opleve mindre uro, færre folkevandringer, mindre radikalisering og færre voldelige konflikter. I Venstre bakker vi meget op om det initiativ. Også på klimaområdet er den danske regering i spidsen. Klimadiplomatiet arbejder på højtryk forud for den store klimakonference, der skal afholdes næste år. Især statsministeren og klimaministeren har i det seneste år investeret meget tid og mange kræfter i at gøde jorden i verdens lande for at få en god klimaaftale i hus, og det er kræfter, der er brugt godt. Det er, som jeg nævnte i min indledning, eksamenstid. Regeringspartierne kan godt være bekendt at gå til eksamen på den lange række af resultater, der er skabt siden valget, og dertil kommer fremadrettede reformer som f.eks. energiaftalen og ikke mindst kvalitetsreformen. Det ser vi frem til. Jeg vil ikke stå her og give regeringen karakter, selv om jeg mener, at karakteren er i top, men simpelt hen fordi jeg mener, det er vælgernes opgave at gøre det. Samme holdning havde fru dog ikke, da hun gav Den Røde Skole karakter, lige efter at Ritt Bjerregaard havde ringet ud fra sidste time. Fru Mette Frederiksen blev dengang på Ritzau citeret for at ville give den samlede karakter 10 efter den nye karakterskala. 10 gives for den fortrinlige præstation, og det må absolut siges at være en høj karakter, når dele af ledelsen med fru Helle Thorning-Schmidt i spidsen samtidig dumpede det kreative fag beskatning af boligejere. Det vil altså med andre ord sige, at de øvrige fag ganske enkelt må have sprængt karakterskalaen for at nå et gennemsnit på 10, og der skal da vist en helt særlig socialdemokratisk regnestok til for at nå frem til det resultat. Med disse ord vil jeg gerne på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Ny Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger fast. Danmark vil fortsat ufortrødent kæmpe for fred og frihed. Vi skal med fasthed stå sammen i kampen mod terror. Vi skal med alle ligesindede være fælles i forsvaret for frihedsrettighederne. Politisk og religiøs frihed, ligeret for alle, folkestyre, fri presse, ytringsfrihed, kritisk tænkning og kritisk tilgang til informationer, ideer og tro. Det er, hvad Danmark står for, og det er, hvad Danmark kæmper for internationalt. I den kamp skal vi sætte effektivt ind på at bekæmpe alle former for religiøs radikalisering og fanatisme i og uden for Danmarks grænser. Og i den kamp skal vi støtte vore udsendte soldater, som særlig i Afghanistan gør et beundringsværdigt arbejde i frihedens og fredens tjeneste.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 82). Kl. 09:55

Formanden: Der er fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Folketinget understreger, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger fast. Danmark vil fortsat ufortrødent kæmpe for fred og frihed. Vi skal med fasthed stå sammen i kampen mod terror. Vi skal med alle ligesindede være fælles i forsvaret for frihedsrettighederne. Politisk og religiøs frihed, ligeret for alle, folkestyre, fri presse, ytringsfrihed, kritisk tænkning og kritisk tilgang til informationer, ideer og tro. Det er, hvad Danmark står for, og det er, hvad Danmark kæmper for internationalt. I den kamp skal vi sætte effektivt ind på at bekæmpe alle former for religiøs radikalisering og fanatisme i og uden for Danmarks grænser. Og i den kamp skal vi støtte vore udsendte soldater, som særligt i Afghanistan gør et beundringsværdigt arbejde i frihedens og fredens tjeneste.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 82).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Vi går nu over til korte bemærkninger, hvor der er afsat 45 min. i alt. Jeg har noteret mig, at følgende ønsker ordet: Morten Bødskov, Villy Søvndal, Margrethe Vestager, Line Barfod, Anders Samuelsen, Martin Henriksen, Mette Frederiksen, Eigil Andersen, , , Özlem Sara Cekic og Jens Peter Vernersen. Det er dem, som vi sandsynligvis har mulighed for at nå - til orientering for øvrige medlemmer af Folketinget. Den første, der får ordet for en kort bemærkning, er hr. Morten Bødskov. Kl. 09:57

Morten Bødskov (S): Jeg tror, at der er rigtig mange af dem, som sidder og ser på den her debat, som undrer sig over, hvor selverkendelsen er blevet af i forhold til de mange brudte løfter, som den her regering har budt på efter folketingsvalget. Vi fik præsenteret en kvalitetsreform, som med statsministerens ord skulle være det 21. århundredes velfærdsmodel, og som efterfølgende af mange kommentatorer er blevet karakteriseret som en sand maveplasker. Vi fik med den tidligere finansministers ord præsenteret 50 mia. kr. i en kvalitetsfond, som skulle være et megaløft i investeringerne i velfærden, som siden hen har vist sig ikke engang at være status quo i forhold til de investeringer, vi kender i dag. Med forargelse i stemmen talte statsministeren på Venstres landsmøde om de uhumske toiletter i skolegården. Nu skulle det være slut med, at børnene kom hjem med ondt i maven, fordi de ikke længere ville benytte sig af toiletterne. Jeg står her med Politiken fra i går, hvor en meget, meget stor overskrift siger »Besparelser på vej i flere kommuner«. I valgkampens sidste fase lovede Venstre og Konservative, at det ikke var nødvendigt, at kommunerne så at sige skulle genåbne deres budgetter for at finde besparelser i 2008. Hvordan hænger det sammen med, at flere kommuner nu skærer ned på børneområdet, skærer ned på ældreområdet og skærer ned på den generelle velfærd for at få tingene til at hænge sammen, når regeringen inden valget lovede, at dette ikke var nødvendigt? Kl. 09:58

Formanden: Ordføreren. Kl. 09:58

Inger Støjberg (V): Hvis der er kommuner, der skal genåbne deres budgetter, er det jo, fordi de ikke har overholdt de budgetter, som de selv har lavet. Det er jo det klare svar til hr. Morten Bødskov. Det er sådan, at der aldrig nogen sinde har været flere penge i den offentlige sektor, end der er nu. Vi har hævet niveauet med 45 mia. kr. i forhold til 2001, så der har aldrig nogen sinde været flere penge i den offentlige sektor. Når hr. Morten Bødskov så spørger: Hvordan kan det være, at de må åbne budgetterne? er svaret, at det må de, fordi de ikke har overholdt de budgetter, som de selv har lagt. Så enkelt er det. Kl. 09:59

Formanden: Hr. Morten Bødskov for yderligere en kort bemærkning. Kl. 09:59

Morten Bødskov (S): De, der sidder og lytter til den her debat, må jo være et stort spørgsmålstegn. Altså, man har en regering, som har lovet mere og bedre velfærd til alle, man har lovet en kvalitetsreform, som bliver kaldt en maveplasker, man har lovet et megaløft i investeringerne. Patienterne ligger stadig på gangene, toiletterne i skolegården er stadig møgbeskidte, og der bliver skåret ned på investeringerne i vores folkeskole. De her tre områder var centrale i debatten. De, der sidder og lytter på det her, må undre sig over, at Venstres ordfører bare så at sige pander det ned med at sige, at det er, fordi kommunerne ikke har orden i økonomien. Så tilbage til et andet spørgsmål. Hvordan synes man selv, det går med den her berømte kvalitetsreform? Hvis man læser Børsen fra i går, aner næsten 80 pct. af befolkningen ikke, hvad den her kvalitetsreform går ud på. Halvdelen af befolkningen mener, at regeringen er hovedårsagen til, at kommunerne lige i øjeblikket har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Det var det, jeg gerne ville have Venstres ordførers svar på, og som jeg spurgte om lige før: Hvordan synes man, det går med den her kvalitetsreform, som skulle være et megaløft, og som skulle være det 21. århundredes velfærdsmodel, når 80 pct. af befolkningen ikke har noget kendskab til indholdet af den? Kl. 10:00

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:00

Inger Støjberg (V): Jeg synes faktisk, det går ret godt. Og jeg vil gerne for lige at vende tilbage til det med de kommunale budgetter sige til hr. Morten Bødskov, at man genåbner et budget, fordi man ikke har overholdt det. Jeg tror ikke, at hr. Morten Bødskov - selv med en særlig socialdemokratisk regnestok - kan få sig selv til at sige, at der ikke er mange flere penge, nemlig 45 mia. kr. ekstra, ude i de offentlige budgetter nu i forhold til 2001. Så vi har et historisk højt niveau. Det har vi også på anlægssiden. Lad mig så bare lige understrege, at der, da regeringen indgik den økonomiske aftale med kommunerne sidste år, jo ingen ende var på, hvor tilfreds man var fra kommunalt hold. Altså, hr. , borgmester i Århus Kommune, kaldte det for et velfærdsbudget, en velfærdaftale, man havde lavet, simpelt hen fordi der var så mange penge som aldrig før. Når man så nu begynder at genåbne sine budgetter, må det simpelt hen være, fordi man har brudt den aftale, som man selv har indgået. Til kvalitetsreformen: Jamen det tager tid at implementere så stor en reform, men det skal nok komme, og vi har rigtig godt fat. Noget af det første, vi tager hånd om, er at indføre ny teknologi i kommuner og institutioner, og det vil være arbejdsbesparende rundtomkring. Kl. 10:02

Formanden: Så er det hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning. Kl. 10:02

Villy Søvndal (SF): Det var en meget tilbageskuende tale, statsministeren holdt. Jeg synes næsten, man kom til at tænke på, om det var en slags afskedstale. Jeg vil spørge fru Inger Støjberg, om det også slog fru Inger Støjberg, hvor meget der var rettet bagud, og hvor fantastisk lidt der var rettet fremad. Så er der et enkelt citat fra fru Inger Støjberg. Jeg bed meget mærke i, at fru Inger Støjberg sagde: Vi vil ikke selv give regeringen karakter. Det er jo at være bly - sådan ikke selv at ville. Fru Inger Støjberg sagde så videre: Det er vælgernes opgave at give regeringen karakter; de gjorde det i går i Dagbladet Børsen, de gjorde det ved at dømme regeringens velfærdsinitiativer helt ude i en stort opsat artikel. Er fru Inger Støjberg stadig væk enig i, at det er vælgernes opfattelse, der er den rigtige, når man skal vurdere? Kl. 10:03

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:03

Inger Støjberg (V): Ja, naturligvis er det vælgerne, der skal afgøre den slags. Vi lever jo i et demokrati. Så jeg tror egentlig også, at hr. Villy Søvndal er enig med mig i, at den slags overlader vi til vælgerne. Det, jeg påtog mig lige at nævne, var, at fru Mette Frederiksen var af en lidt anden opfattelse, altså, hun ville gerne selv vurdere Socialdemokraternes politik. Det er jeg bare ikke enig i man skal. Men jeg vil sige, at tilbageskuende synes jeg bestemt ikke statsministerens tale var - faktisk tværtimod. Der blev talt meget EU: Hvad vil vi på EU-området? Ja, vi vil gerne af med forbeholdene. Der blev talt meget klima: Absolut fremadrettet, vi er i førertrøjen på klimaområdet, klimadiplomatiet. Og så blev der talt meget Afrika også. Så tilbageskuende kan man i hvert fald ikke kalde den, for det er alt sammen ting, der ikke er vedtaget endnu, men ting, man ønsker at gennemføre. Med hensyn til den undersøgelse, der var omtalt i Børsen i går, tror jeg, at det på mange måder er den mavefornemmelse, som nogle sidder med; men det er ikke altid brugerne selv, der svarer på det her. Havde man nu spurgt dem, der rent faktisk bruger systemet, jamen så ville man finde ud af, at fire ud af fem er meget tilfredse med den pleje, de oplever i ældreplejen, og at ni ud af ti er utrolig tilfredse med det, de oplever, når de bliver indlagt på et sygehus. Så spurgte man de faktiske brugere og ikke bare lige ud af vinduet, ville man få et helt anderledes billede. Kl. 10:04

Formanden: Hvis vi overholder taletidsreglerne, så kommer alle, der er nævnt på listen, til orde, ellers afskærer man nogle af kollegaerne fra at få ordet. Hr. Villy Søvndal. Kl. 10:04

Villy Søvndal (SF): Tak for svaret. Jeg forstod på fru Inger Støjbergs svar, at folk i virkeligheden ikke helt vidste, hvordan det så ud, og at det var derfor, de svarede forkert. Det var sådan summen af det, fru Inger Støjberg fik rodet sig ud i. Det tror jeg er en helt forkert antagelse, for når vi taler netop centrale dele af velfærden, ved folk jo godt, hvordan det ser ud. Vi har alle sammen børn, der går i daginstitution eller skole, og vi kan se, hvordan det ser ud, eller vi har forældre, der får hjemmehjælp eller plejehjælp. Vi har virkelig en god, solid forankring her. Og det er derfor, folk har en fornemmelse af, hvad der sker. Det er derfor, 50 pct. siger, at velfærden er blevet dårligere under den nuværende regering. Det synes jeg ikke kan undre nogen. Det eneste, der kan undre, synes jeg, i Børsens notat i går, er, at 7 pct. synes, det er blevet bedre. Det synes jeg virkelig er underligt, fordi det så oplagt ikke er tilfældet. Men det må være meget inkarnerede Venstrefolk, de der sidste 7 pct. Kl. 10:05

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:05

Inger Støjberg (V): Det kunne jo også være SF'ere, der havde et lidt mere lyst syn på livet, end hr. Villy Søvndal har. Men det, jeg referer til, er netop, når man spørger brugerne. Når man spørger brugerne, så er de utrolig godt tilfredse. Fire ud af fem siger: Ja, vi er rigtig godt tilfredse med den pasning og den stimulering, som vi oplever af vores børn i børnehaverne. De ældre er meget godt tilfredse med den hjemmehjælp og pleje, de opnår, og ni ud af ti patienter på sygehusene siger, at de er rigtig godt tilfredse med den behandling, de har fået. Det er fakta, og sådan er det, når man laver brugerundersøgelser, så er det bare et helt andet billede end det, hr. Villy Søvndal nu forsøger at tegne i dag. Det er derfor, jeg bare vil opfordre hr. Villy Søvndal til at se lidt mere lyst på tilværelsen. Det klæder selv en SF'er. Kl. 10:06

Formanden: Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning. Kl. 10:06

Margrethe Vestager (RV): Fru Inger Støjberg gjorde meget ud af frihedsrettighederne og også en del ud af det personlige ansvar. Derfor skurrer det noget i ørerne, når man ser på den linje, Venstre har lagt over for vores kommunale selvstyre. Jeg tror, at det er en fælles oplevelse rigtig mange steder, at det ikke kun er gået fra slemt til værre, men fra slemt til endnu, endnu værre. F.eks. siger Erik Fabrin, KL's formand, her i foråret: Aldrig har puljetyranniet været større, aldrig har Folketingets appetit på at flytte prioriteringer fra kommunalbestyrelser til Folketinget været stærkere, aldrig har millimetertyranniet været mere udtalt. Hvordan kan det være, at kommunerne og de mennesker, som jo også er folkevalgte ligesom os med et ansvar ligesom os, tilsyneladende er fuldstændig fritaget for at være i regeringens fokus, når det kommer til ansvar, politisk råderum og det at sørge for, at det, der sker i kommunerne, sker på en ordentlig måde? Hvorfor er det altid sådan, at Venstres appetit på at styre kommunerne tilsyneladende ingen ende har? Kl. 10:07

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:07

Inger Støjberg (V): Jeg er helt uenig med fru Margrethe Vestager i de antagelser, hun her kommer med, og det er jeg, fordi når vi aftaler et kommunebudget med KL, altså Kommunernes Landsforening, synes jeg jo, at det er at tage et ansvar i kommunerne og sige: Ja, sådan et budget overholder vi. Sidste år lavede vi en aftale med kommunerne, som gjorde, at der aldrig nogen sinde før har været så stort et råderum i kommunerne. Der er et historisk højt råderum i kommunerne, både på anlægssiden og på driftssiden, og derfor må man jo sige, at så er det vel egentlig at tage et ansvar og sige, at det så også er et budget, som de overholder. Da vi aftalte det med Kommunernes Landsforening, gik borgmestre på stribe ud og sagde, at det var den bedste aftale, de nogen sinde havde fået. Nicolai Wammen kaldte det et velfærdsbudget. Derfor undrer det mig jo bare lidt, at kommunerne så sprænger budgettet med ca. 1 mia. kr. på driftssiden og nogenlunde det samme på skattesiden. Kl. 10:09

Formanden: Fru Margrethe Vestager, sidste korte bemærkning. Kl. 10:09

Margrethe Vestager (RV): Nu ved jeg godt, at fru Inger Støjberg lige har haft en ordveksling med hr. Villy Søvndal, men det her handler faktisk ikke om penge, det her handler om fundamentet for vores kommunale selvstyre. Det handler om regeringens totale vilkårlighed i indgreb på indgreb over for kommunernes mulighed for at tage ansvar og nu senest med et anlægsloft, der kom farende ned fra oven uden for den almindelige aftaleperiode. Når man ser på de straffeforanstaltninger, som regeringen har givet sig selv, når man ser på den retorik, der bruges, om, at hvis finansministeren ikke kan styre, så står Dansk Folkeparti klar med en pumpgun, er det så Venstres vision for det kommunale selvstyre, Venstres vision for, hvordan folkevalgte med os ligeværdige politikere kan tage ansvar for skoler, børnehaver, ældrepleje og for at få det til at hænge sammen på en ordentlig måde? Jeg synes, det er meget tankevækkende i en tid, hvor Venstre taler og taler om frihedsrettigheder og ansvar, at der er så lidt tilbage i vores kommuner. Kl. 10:10

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:10

Inger Støjberg (V): Jamen når fru Margrethe Vestager siger, at det her ikke handler om penge, så er det jo et falsum, for fru Margrethe Vestager bruger selv udtrykket et anlægsloft. Det handler jo om penge. Vi indgik en aftale sidste år med kommunerne, der betød, at vi har et historisk højt niveau på anlægsområdet. Er det så egentlig for meget forlangt, når man har et historisk højt niveau, at man også skal overholde den aftale? Og det er jo det, der er problemet i de kommunale budgetter, nemlig at de er blevet sprængt. Det er jeg den første til at beklage. Lige nu sidder kommunerne og er i gang med at lave en ny aftale med finansministeren, og det tror jeg da ikke bliver særlig nemt, men man kan bare sige, at en forudsætning for at indgå en aftale er, at den også bliver overholdt. Det er det, kommunerne desværre ikke gjorde sidste år. Så jeg vil bare sige, at det jo simpelt hen er et falsum, når fru Margrethe Vestager siger, at det her intet har med penge at gøre. Det har stort set ikke andet. Kl. 10:11

Formanden: Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning. Kl. 10:11

Line Barfod (EL): Statsministeren sagde i sin tale, at den danske økonomi er en af de stærkeste i Europa og den sundeste og stærkeste nogen sinde. Når vi så samtidig oplever, at regeringen dikterer, at de offentligt ansatte ikke må få lønstigninger, der ligger ud over den af finansministeren fastsatte ramme, og at regeringen siger til kommuner og regioner, at de skal have en historisk lav vækst i den offentlige service, er det så bare, fordi regeringen er ond, eller er det, fordi Venstre er enig med beskæftigelsesministeren i det, han sagde i Børsen i 2004 om, at Venstre har en klar strategi for at skabe et nyt Danmark, en strategi, der går ud på, at det offentlige forbrug stort set ikke får lov til at stige, mens det private forbrug får lov til at buldre derudad, altså at Venstre ønsker at flytte mennesker fra det offentlige og over i det private, ønsker, at de ansatte flygter, ønsker, at patienterne flygter osv., ønsker, at det private skal stige voldsomt, og at det er derfor, man hverken vil sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår eller vil sikre en ordentlig velfærd? Kl. 10:12

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:12

Inger Støjberg (V): Når vi taler om de her ting, er det jo vigtigt at fastslå, at regeringen - og Venstre og Konservative - altid har været meget ansvarlige, når det drejer sig om økonomi. Jeg ved godt, at det måske er sådan et lidt ukendt stofområde for Enhedslisten, men ansvarlighed for økonomien er ualmindelig vigtig, og det er det selvfølgelig også i en tid som den, vi oplever lige nu, hvor de kommunale budgetter er sprængt, og hvor økonomien er på kogepunktet. Hvis det var sådan, at vi bare buldrede derudad, ja, så ville økonomien køre i grøften, eller man ville komme ud over den afgrund, som vi så at en tidligere socialdemokratisk regering var tæt på. Det er derfor, vi drejer af i tide, vi løfter foden en lillebitte smule fra speederen nu og siger, at selvfølgelig skal der ske investeringer i det offentlige - og det gør der også; når vi afsætter 50 mia. kr. i en kvalitetsfond, så kommer der 50 mia. kr. over de 10 år, som vi har lovet, selvfølgelig gør der det - men det skal ske i et tempo, så økonomien kan absorbere det. Og det tror jeg ærlig talt at selv fru Line Barfod skulle være glad for, for ellers kommer vi altså ud over afgrunden. Kl. 10:14

Formanden: Fru Line Barfod for en kort bemærkning. Kl. 10:14

Line Barfod (EL): Jeg kan godt forstå, at fru Inger Støjberg ikke vil svare på mit spørgsmål, for beskæftigelsesministeren har jo også været ude at sige, at hvis Venstre åbent fortalte vælgerne, hvad det er for en strategi, man har, og hvad det er for et samfund, man ønsker at skabe, så ville man næsten ikke få nogen opbakning i befolkningen. Men jeg synes faktisk, at man burde være åben og ærlig om, hvad det er for et samfund, man ønsker at skabe. Jeg synes, at Venstre burde sige ærligt til de mange, der strejker, at når man ikke vil tillade, at de får en ordentlig løn, ikke vil tillade, at de får ud over den ramme, som finansministeren har dikteret, så er det, fordi man ønsker, at de flygter over i det private i stedet for, så er det, fordi man ønsker, at patienterne i sundhedsvæsenet - de af dem, der har penge eller sundhedsforsikringer - kommer over i det private, så er det, fordi man ønsker, at der på børnehaveområdet bliver lavet mange flere private børnehaver osv. Man ønsker ikke at have en stærk offentlig velfærd for alle, man er kun ansvarlig i forhold til, at folk skal have lov at tjene penge på at drive private virksomheder. Kl. 10:14 Formanden: Ordføreren. Kl. 10:15

Inger Støjberg (V): Man må unægtelig sige, at verden ser anderledes ud set fra Enhedslistens gruppeværelse, end den gør fra alle andre gruppeværelser, tror jeg. Først og fremmest synes jeg, det ville være rigtig godt, hvis også Enhedslisten ville påtage sig et ansvar for økonomien og ville sige åbent og ærligt, at økonomien er på kogepunktet. Dernæst er det jo direkte forkert, når fru Line Barfod siger, at Venstre og regeringen ikke vil de offentligt ansatte det godt og ønsker, at alle skal flygte, tror jeg udtrykket var fra fru Line Barfod, over i den private sektor. Det er noget værre pladder. Vi har gennemført en kvalitetsreform, og vi opretter en kvalitetsfond med 50 mia. kr. Hvis ikke det er at sætte den offentlige sektor i centrum, ved jeg simpelt hen ikke, hvad det er, for det er netop et spørgsmål om at få mere ud af de hænder, der er på arbejdsmarkedet, lette den daglige arbejdsgang og samtidig med det investere i offentlige bygninger. Lad mig så lige sige om den danske model, at hvis der er nogen, der respekterer den danske model, netop det at man kan strejke, og at man selv må afgøre det parterne imellem, ja, så er det os, og derfor griber vi naturligvis ikke ind i den strejke, der løber lige nu. Kl. 10:16

Formanden: Man må respektere den røde lampe, for ellers når vi ikke igennem de korte bemærkninger. Det er hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning. Kl. 10:16

Anders Samuelsen (NY): Jeg vil godt starte med at sige, at Ny Alliance er glad for at være med i det forslag til vedtagelse, som er fremsat i dag. Men en ting er den udenrigspolitiske dagsorden, en anden ting er den indenrigspolitiske. Der synes jeg også der er behov for lidt klar tale. Faktum er, at den borgerlige regerings aftryk på dagens Danmark efter 7 år fortoner sig. Skatteindtægterne er steget på grund af højkonjunkturen, men alligevel har Danmark det højeste personlige skattetryk i verden. Det er ikke godt nok. Ingen andre steder i verden sætter den højeste marginalskat så tidligt ind, som den gør i Danmark. Ingen andre steder er der 44 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der rammes af den. Det er heller ikke godt nok. Da VKO kom til, var der 742.000 på overførselsindkomst, i dag er der 710.000. Man har kun flyttet 32.000 fra passiv til aktiv forsørgelse. Det er heller ikke godt nok. Aldrig har den offentlige sektor været så belastet af regler, mistillid og bureaukrati, som den er i dag. Det er heller ikke godt nok. Kort sagt kan man simpelt hen ikke se, at der har været en borgerlig-liberal regering i det her land i 7 år. Vi står stadig væk med alt for mange på overførselsindkomst, vi har alt for høj skat på arbejde, og vi har alt for mange regler. Hvad synes Venstres ordfører der skal gøres? Kl. 10:17

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:17

Inger Støjberg (V): Først vil jeg sige, at vi jo har nedsat en skattekommission, som senest den 1. februar næste år vil komme med et bud på, hvordan man kan omlægge skatten, så vi får skatten på arbejde ned. Jeg vil gerne sige ligeud, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det er absolut en af de væsentligste forudsætninger for den skattekommission, der er nedsat. Derfor venter jeg mig naturligvis meget af de forslag, der kommer fra Skattekommissionen. Vi har lagt de forudsætninger ind, at skatten på arbejde skal ned, at boligværdiskatten skal fredes, og at der skal være en social afbalancering i de forslag, som kommer. Men lad mig også understrege, at skattestoppet står fast nu, ligesom det vil stå fast, efter at Skattekommissionen er kommet med deres forslag. Med hensyn til overførselsindkomster vil jeg sige, at vi aldrig nogen sinde har oplevet så lav en arbejdsløshed, som vi oplever lige nu, og derfor har vi også oplevet et kvantespring på det socialpolitiske område, for der er ikke noget bedre end at komme i arbejde. Så vil jeg gerne komme tilbage til det andet efter næste korte bemærkning. Kl. 10:18

Formanden: Hr. Anders Samuelsen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 10:18

Anders Samuelsen (NY): Jeg er desværre nødt til at sige, at vi ikke har oplevet et kvantespring på det her område, for når de faktuelle tal er, at der netto var 742.000 på overførselsindkomst, da regeringen kom til, og at der nu er 710.000, så taler vi om, at der netto er flyttet 32.000. Det er ikke et socialpolitisk kvantespring. Der er heller ikke ske et kvantespring, hvad angår skatten. Når 30 pct. af de fuldtidsbeskæftigede HK'ere betaler topskat, når 40 pct. af de fuldtidsbeskæftigede i Dansk Metal betaler topskat, når 61 pct. af de fuldtidsbeskæftigede i folkeskolens organisation betaler topskat, når 87 pct. af medlemmerne af AKK betaler topskat, og når 92 pct. af ingeniørerne betaler topskat, så har man ikke gjort det godt nok som borgerlig-liberal regering. Er ordføreren ikke enig i det? Kl. 10:19

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:19

Inger Støjberg (V): Hvis vi kigger lidt på tallene, kan vi se, at der siden 2004 er kommet 120.000 flere i beskæftigelse, og at det samlede antal overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder er nedbragt med 72.000. Så man kan vende tallene lidt, som man vil, og vi har en rekordlav arbejdsløshed. Med hensyn til den skatteomlægning, der er blevet foretaget, så er den jo blevet indrettet, så den især kommer lav- og mellemindkomstgrupperne til gode, og det er den, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor har vi jo netop omlagt skatten af to gange, så det er lav- og mellemindkomstskatteyderne, der først og fremmest vil komme til at opleve en nedsættelse i skatten, og det er, fordi det er så fundamentalt for os, at det skal kunne betale sig at arbejde. Kl. 10:20

Formanden: Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning. Kl. 10:20

Martin Henriksen (DF): Jeg vil selvfølgelig gerne kvittere for de pæne ord, som fru Inger Støjberg og også statsministeren sagde om Dansk Folkeparti i deres indlæg, og så også understrege, at Dansk Folkeparti selvfølgelig vil det bedste for Venstre. Desværre har der fra Venstres side været lidt uklarhed i værdi- og kulturdebatten, så jeg håber, at fru Inger Støjberg kan skabe lidt klarhed. Der har jo været en diskussion om, hvorvidt Danmark er et flerkulturelt land, og undervisningsministeren siger en ting, mens statsministeren siger noget andet, så måske kunne vi få afklaret, hvorvidt fru Inger Støjberg er enig med undervisningsministeren eller med statsministeren i den her diskussion. Jeg kunne godt tænke mig at læse lidt op fra noget af det, statsministeren bl.a. har sagt både til Ritzau og til Berlingske Tidende den 29. maj, og jeg citerer: Men jeg tror, det er en misforståelse at udlægge det sådan, at undervisningsministeren har sagt, at Danmark er eller skal være et multikulturelt eller flerkulturelt samfund. Det er faktisk ikke det, der ligger i det. Jeg vil bare høre, om fru Inger Støjberg er enig med statsministeren eller med undervisningsministeren. Kl. 10:21

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:21

Inger Støjberg (V): Man må jo spørge sig selv om, hvad ordet flerkulturel egentlig dækker over. Hvis det dækker over, at vi har et samfund, hvor der er flere kulturer, og hvor der er flere forskellige trosretninger, så er vi et flerkulturelt samfund, men hvis det dækker over, at der er parallelle samfund, så mener jeg ikke, at vi er et flerkulturelt samfund. Men jeg vælger nu den løsning på det, at det dækker over, at vi har et samfund, hvor der er flere religioner og flere måder at leve på, og derfor er det jo faktisk helt åbenbart, at vi så er et flerkulturelt samfund. Kl. 10:22

Formanden: Hr. Martin Henriksen for en sidste kort bemærkning. Kl. 10:22

Martin Henriksen (DF): Men når statsministeren så siger, at det er en misforståelse at udlægge det sådan, at undervisningsministeren har sagt, at Danmark er eller skal være et multikulturelt eller flerkulturelt samfund, så er Venstres ordfører uenig med statsministeren og enig med undervisningsminister . Det må vel være sådan, man skal forstå det, og det er jo en interessant konklusion. Kl. 10:22

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:22

Inger Støjberg (V): Ja, men det vil så også være en forkert konklusion, som hr. Martin Henriksen her drager. Jeg vil faktisk anbefale hr. Martin Henriksen at læse den kronik om emnet, der er i Berlingske Tidende i dag, for det er jo en sådan lidt akademisk diskussion, og jeg synes, at vi skulle tage lidt mere praktisk på det og sige, at vi lever i et land, hvor der er flere forskellige kulturer og flere forskellige trosretninger, men at vi ikke lever i et land, hvor de er parallelle med hinanden. Så derfor synes jeg, at man rent praktisk må sige: Jamen så er vi et flerkulturelt samfund. Kl. 10:23 Formanden: Ja tak. Og så er det fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning. Kl. 10:23

Mette Frederiksen (S): Jeg møder ofte borgere, der siger, at afstanden mellem den virkelige verden og Christiansborg er for lang og er blevet for lang, og jeg forsøger ofte at sige til dem: Nej, nej, når vi diskuterer politik på Christiansborg og ikke mindst i de store debatter har alle mine kollegaer og jeg selv en meget klar fornemmelse af, hvad det er, der sker ude i virkeligheden. Men det er jo svært i dag, når man først hører statsministerens redegørelse og derefter Venstres ordfører, at fastholde danskerne i den tro, at der er en meget klar sammenhæng mellem, hvad der bliver sagt fra Folketingets talerstol, og det, danskerne oplever i deres hverdag og i virkeligheden. Magen til selvros skal vi vel lede i mange år efter for at finde. Når man så tager i betragtning, at Erik Fabrin, der er formand for KL, i dag siger, at konsekvensen af de igangværende forhandlinger mellem KL og regeringen meget let kan blive, at op imod 2.000 børn ikke kan anbringes uden for hjemmet næste år på baggrund af den skrantende økonomi i kommunerne, hvordan forholder Venstres ordfører sig så til det? Kommunernes økonomi kunne være god, men regeringen ønsker ikke, at den skal være god. Kl. 10:24

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:24

Inger Støjberg (V): Nu vil jeg lige først og fremmest sige, at jeg tror, man skal passe på med ordet selvros, når man lige præcis er fru Mette Frederiksen. Jeg brugte en lillebitte del af min tale på netop at referere fru Mette Frederiksens indlæg fra Ritzau om den røde skole, hvor fru Mette Frederiksen i særdeles høj grad var selvrosende, kan man vist sige, for fru Mette Frederiksen ville give den den samlede karakter 10, som er en meget, meget høj karakter på den nye karakterskala. Men når Erik Fabrin siger, at der kan være problemer med anbringelser i fremtiden, skal det tages meget alvorligt, og derfor er jeg meget glad for, at velfærdsministeren har sagt, at hun vil lave en barnets reform, ligesom der er blevet taget andre initiativer på det her område. For det er klart, at spørgsmålet om at få anbragt børn og især få dem anbragt i tide er helt, helt afgørende. Men jeg tror altså også, at fru Mette Frederiksen skal se det lidt i lyset af, at vi jo står midt i de her kommuneforhandlinger nu, og derfor tror jeg, at man må sige, at det ikke er helt usædvanligt, at en formand for Kommunernes Landsforening, uanset partifarve, skærper tonen lidt i de dage her. Kl. 10:25

Formanden: Fru Mette Frederiksen for en sidste kort bemærkning. Kl. 10:25

Mette Frederiksen (S): Vi har aldrig nogen sinde før i forhandlinger mellem KL og regeringen hørt en formand for KL være så klar i mælet og sætte så præcise tal på, som det er tilfældet i år. Det er fint med en barnets reform, og det er fint med langsigtede initiativer. Sagen er den, at det, der forhandles lige nu, jo ikke er økonomi om 3, 4, 5 eller 10 år, det er for næste år. Derfor vil jeg bare gerne stille et helt enkelt spørgsmål til Venstres ordfører: Kan partiet Venstre i dag garantere - og det burde partiet Venstre jo kunne gøre - at der ikke er et eneste barn i Danmark næste år, som burde blive anbragt uden for hjemmet, men som ikke bliver det? Kan partiet Venstre her i dag i afslutningsdebatten garantere, at det ikke er økonomien, der kommer til at fastsætte den sociale indsats, og dermed garantere, at ethvert barn, der er så udsat, at det har behov for særlig hjælp og støtte og behov for at blive anbragt uden for hjemmet, kan få de behov dækket? Kl. 10:27

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:27

Inger Støjberg (V): Det kan jeg naturligvis ikke stå og garantere fra Folketingets talerstol, og det kan jeg ikke af den ene grund, at det jo er kommunernes opgave at anbringe de her børn. For en lillebitte smule tid siden hørte vi jo, at Socialdemokraterne gik voldsomt meget op i kommunernes frihedsgrader og frihedsrettigheder, så hvis jeg i dag skulle stå her på Folketingets talerstol og garantere, at alle kommuner anbragte alle de børn, som skal anbringes, så ville jeg jo i den grad gribe ind i det kommunale selvstyre. Lad mig så lige spørge vedrørende den anbringelsesreform, som vi enstemmigt vedtog her i Folketinget sidste år: Hvis Socialdemokraterne var så utilfredse, hvorfor stemte de så for den? Så er jeg da i øvrigt meget, meget glad for, at fru Mette Frederiksen bakker op om en barnets reform og - som jeg fornemmer det - vil gå aktivt ind i det arbejde, der kommer til at ligge i det. For der skal ikke herske den mindste tvivl om, at netop anbringelser af børn er et af de områder, der skal opprioriteres, og som kommunerne absolut skal have fokus på. Kl. 10:28

Formanden: Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning. Kl. 10:28

Eigil Andersen (SF): Jeg tror, det undrer mange, at Venstres ordfører holdt en indledende tale uden at nævne sygeplejerskers og pædagogers strejke med et eneste ord. Det undrer også mig, ikke mindst når jeg tænker på de rygter, der går om, at der måske er et indgreb på vej fra regeringen i morgen. Det vil være meget sørgeligt, hvis det ender sådan, fordi det er unødvendigt. Sagen er jo, at finansministeren stadig kan nå at løse sagen ved forhandlingsbordet ad frivillighedens vej ved at give penge til et ligelønsløft, både til Danske Regioner og til Kommunernes Landsforening. De forhandlinger er i gang i disse dage, og ved at lette lidt på låget er jeg overbevist om, at man ved forhandlingsbordet kan få strejkerne stoppet i løbet af 2-3 dage. Dermed vil man også være med til at sikre velfærden, nemlig bremse personaleflugten, f.eks. fra sygehusene og fra børneområdet, nemlig daginstitutionerne, for det sker ikke for øjeblikket, og dermed bliver velfærden hullet som en si. Hvad mener Venstres ordfører om at få overenskomstforhandlingerne stoppet ad frivillighedens vej ved flere penge? Kl. 10:29

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:29

Inger Støjberg (V): Jeg ved ikke, hvor det er, hr. Eigil Andersen har hørt de rygter; det må være nogle rygter, der florerer andre steder end der, hvor jeg i hvert fald bevæger mig. Det er ikke rygter, der florerer i Venstres gruppeværelse, så jeg ved ikke, hvor hr. Eigil Andersen hører sådan nogle rygter. Men vi støtter varmt op om den danske model, nemlig at det er parterne selv, der må afgøre en sag som den her, og derfor er jeg jo helt enig med hr. Eigil Andersen i, at det ville være sørgeligt - jeg tror, det var det udtryk, hr. Eigil Andersen brugte - hvis vi greb ind i dag eller i morgen, eller hvornår det var, rygterne gik om, at det skulle ske. Men lad mig bare slå helt og fuldstændig utvetydigt fast, at det jo ikke skal være sådan, at man får mere ud af at strejke, ved at man får sagen løst i Folketingssalen. Jeg vil sige til hr. Eigil Andersen: Det er helt afgørende, sådan er det. Kl. 10:30

Formanden: Hr. Eigil Andersen. Kl. 10:30

Eigil Andersen (SF): Ja, nu vil det jo vise sig, om rygterne bliver til virkelighed med et indgreb i morgen eller på fredag. Jeg håber det bestemt ikke. Med hensyn til den danske model vil den være fuldstændig intakt, hvis det er sådan, at regeringen kommer med flere penge til, at vi kan få en ligeløn i det danske samfund, også mellem offentligt ansatte og privatansatte. Sagen er jo den, at det er staten, som er arbejdsgiver her; det er staten, som leverer pengene til eksempelvis regionerne. Staten har vetoret over for de lønforhandlinger, der finder sted, så derfor er det staten i form af regeringen, som har fat i den lange ende, og der er jo noget debat om, hvilke grupper der har fået hvor meget. Og derfor vil jeg gerne spørge fru Inger Støjberg, om det i virkeligheden ikke er sådan, at regeringen og regeringspartierne opfører sig uansvarligt, ved at man lader personaleflugten fortsætte, uden at man vil give et ligelønsløft. Kl. 10:31

Formanden: Ordføreren. Kl. 10:31

Inger Støjberg (V): Jeg må sige, at det, hr. Eigil Andersen siger, står noget rodet for mig, for på den ene side skal man ikke gribe ind - det ville være direkte sørgeligt - og på den anden side skulle der gå rygter i visse gruppeværelser om, at der vil ske et indgreb. Jeg har ikke hørt de rygter, så jeg er da selvfølgelig meget interesseret i at høre, hvor hr. Eigil Andersen hører den slags. Men lad mig bare endnu en gang slå fast, at det ikke skal kunne betale sig at komme i Folketingssalen med den slags og så på den måde få højere løn. Vi er vogtere af den danske model. Jeg synes, det er helt afgørende, at parterne selv får muligheden for at løse den her konflikt, sådan er det. Men det skal stå lige så klart, at vi selvfølgelig holder skarpt øje med det nødberedskab, der er sat i værk, og som indtil nu har fungeret godt. Men der bliver holdt skarpt øje med det, så meget kan jeg garantere hr. Eigil Andersen. Kl. 10:32

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Rasmus Prehn. Kl. 10:32 Rasmus Prehn (S): Der var jo ikke meget nyt - hverken i statsministerens redegørelse eller her i Venstres ordførers tale. Men der var alligevel noget, der stak lidt ud som noget nyt, for sjældent er Dansk Folkeparti blevet rost så direkte og så voldsomt, som vi har hørt det ske her. Det var nærmest i hver anden linje, der lige havde sneget sig en ros til Dansk Folkeparti ind. Nu ved jeg jo godt, at Dansk Folkeparti også nærmest er arkitekten bag al den politik, regeringen laver, så lidt ros skal der til. Men det, vi må konstatere som nyt i dag, er, at det simpelt hen er lykkedes Dansk Folkeparti at overhale selveste George Bush som regeringens allerbedste ven. Til gengæld er der en ting, der er fuldstændig stensikker, og det er, at den kommunale velfærd stadig væk er hovedfjende nummer et for den siddende regering. Det her med frihed til kommunerne - at de selv kan tage hånd om tingene ude i kommunerne - skal man ikke nyde noget af. Det kunne jo være, at Dansk Folkeparti havde fået lidt for meget indflydelse med den der nidkære detailstyring af kommunerne, så det er derfor, at der stort set ikke er en eneste Venstreborgmester ude i landet, en eneste Venstremand uden for Christiansborg, som kan se det fornuftige i de meget nidkære straffeaktioner, som regeringen nu påfører kommunerne. Det gælder bl.a. et anlægsloft, som jo ikke var en del af den aftale, man indgik skriftligt sidste sommer. Det er jo altså, som Erik Fabrin fra Venstre, formand for Kommunernes Landsforening, har sagt det, vælgerbedrag. Kl. 10:33

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:33

Inger Støjberg (V): Jeg rangerer ikke mine venner. Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Prehn sådan laver en rangliste over sine venner, men det gør vi ikke i Venstre; det kan jeg sige. Med hensyn til at være en nidkær vogter over kommuneøkonomien vil jeg sige: Jamen det er vi da, for kommuneøkonomien udgør jo rent faktisk halvdelen af de offentlige udgifter, så lod man bare kommuneøkonomien sejle og køre derudad, ville man ret hurtigt køre i grøften sådan rent økonomisk. Så derfor er det da helt nødvendigt, at når man indgår aftaler med Kommunernes Landsforening, ligesom vi gjorde sidste år og året før, skal de også overholdes. Problemet har bare været, at de aftaler, som er blevet indgået, ikke er blevet overholdt. Når hr. Rasmus Prehn så siger, at der snart ikke længere er en eneste Venstremand nogen som helst steder ude i landet, der bakker op om det her, kan jeg jo bare glæde mig over, at det gjorde hr. Nicolai Wammen i Århus sidste år ved netop at sige, at det var et velfærdsbudget, man havde indgået aftale om. Så det var da glædeligt. Jeg vil sige til hr. Rasmus Prehn, at jeg tror, det er godt lige at se virkeligheden i øjnene. Vi står altså lige nu midt i kommuneforhandlingerne, og man skulle jo være en dårlig forhandler, hvis man gik ind ad døren og sagde: Vi har faktisk allerede lidt for meget. Kl. 10:35

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak for det. Jeg gør opmærksom på, at de korte bemærkninger og også svarene er på maks. 1 minut, og når formanden rejser sig op, har man allerede overskredet taletiden med adskillige sekunder. Så er det hr. Rasmus Prehn, værsgo. Kl. 10:35

Rasmus Prehn (S): Hvis der er aftaler, der er blevet brudt, er det jo regeringen, der har brudt de aftaler. Det har vi jo også Erik Fabrins ord for. Man lavede en skriftlig aftale uden anlægsloft, og lige pludselig kom der alligevel et anlægsloft. Så det er jo altså regeringen, der har brudt den her aftale; det har vi simpelt hen Erik Fabrins ord for. Lad mig bare komme med et enkelt konkret eksempel fra den virkelige verden. Vi har en Venstreledet kommune i Vesthimmerland, det er borgmester Jens Lauritzen, der leder den. Han er så heldig, at han lige har fået besked fra EU om, at der er tilskud til hans musikhus, så han vil bruge 33 mio. kr. på bl.a. at opføre det her musikhus. Men sagen er bare den, at han jo ikke har kunnet vide, at han ville få det tilskud; så han har ikke budgetteret med det. Så nu er han altså nødt til at pille renovering af skoletoiletter af budgettet, pille cykelstier af budgettet, pille lapning af huller i vejene af budgettet, pille en hel masse ting af budgettet. Fordi han har været så heldig at få et EU- tilskud, er der andre ting, der skal pilles af budgettet. Virker det ikke lige et nummer for molboagtigt? Kl. 10:36

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:36

Inger Støjberg (V): Jeg ved ikke, hvad der ligger i ordet molboagtigt. For mig er det i hvert fald ikke molboagtigt, at man skal overholde sit budget. Altså, det svarer jo til, at hr. Rasmus Prehn har 80.000 kr. til at bygge et nyt badeværelse for. Han opdager så, at det faktisk koster mere end 80.000 kr. Er det så molboagtigt kun at bruge de 80.000 kr.? Nej, det er det jo sådan set ikke. Problemet med anlægsbudgetterne sidste år, problemet med de kommunale budgetter sidste år, var, at de skred med 1 mia. kr. Det er da ikke molboagtigt at sige, at det kan man ikke. Det er jo derfor, vi har sagt, at man skal overholde de budgetter, som man aftaler med regeringen. Sådan er det altså, vil jeg sige til hr. Rasmus Prehn, for ellers kører økonomien af sporet. Lad mig så bare lige minde om, at fru Helle Thorning-Schmidt ved flere lejligheder har sagt: Økonomisk ansvarlighed frem for alt. Men det gælder åbenbart ikke lige, når det er de kommunale budgetter, som ellers udgør halvdelen af de offentlige budgetter. Det er altså ikke så lidt, hr. Rasmus Prehn gambler med lige for øjeblikket. Men jeg kan da sige, at man er velkommen til at bygge musikhuse, velkommen til at bygge lige nøjagtig, hvad man vil. Man må bare prioritere inden for sine budgetter; sådan er det. De skal selvfølgelig overholdes. Kl. 10:37

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Marianne Jelved. Kl. 10:37

Marianne Jelved (RV): Venstres ordfører havde et tema, som jeg synes var lidt humoristisk: Det var en eksamenstid, vi var i. Og det er jo rigtigt, det er det forsømte forår endnu en gang. Derfor blev jeg inspireret til at lave en lille eksamensprøve for Venstres ordfører. Pensum er Økonomisk Redegørelse, der lige er kommet fra regeringen. Det handler jo alt sammen om økonomisk ansvarlighed og på side 104 står der, og jeg citerer: Der ventes et overskud på betalingsbalancen for 2008, som i helhed vil aftage til 7,5 mia. kr. fra 22,5 mia. kr. i 2007. Det jo et betragteligt fald. Lidt længere nede står der sandelig, og jeg citerer: Den stærke efterspørgselsfremgang har medført en forringelse af saldoen for varehandelen, der i 2007 blev vendt til et underskud på 16,9 mia. kr. Det er første gang siden 1986, at der er underskud på handelsbalancen. Hvad var det nu, Schlüterregeringen gjorde dengang i 1986? Kan Venstres ordfører huske det? Kl. 10:38

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:38

Inger Støjberg (V): Hvis fru Marianne Jelved siger, at der i Økonomisk Redegørelse på side 104 nederst står, som der står, jamen så står der jo det. For jeg ved jo, at fru Marianne Jelved er godt inde i den slags sager. Men lad mig bare lige minde om, at dansk økonomi er bomstærk. Vi har afbetalt på vores gæld; vi har fået nedbragt ledigheden, som betyder, at vi jo aldrig før har oplevet et så kæmpestort socialt kvantespring som det, vi oplever nu; vi har et historisk lavt arbejdsløshedstal lige nu. Det betyder altså, at vi har fået flyttet folk fra ledighed til arbejde, og det er da fantastisk, at vi har det. Så hvis fru Marianne Jelved siger, at der på side 104 nederst står et eller andet, er jeg helt enig med fru Marianne Jelved i det. Kl. 10:39

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Marianne Jelved for yderligere en kort bemærkning. Kl. 10:39

Marianne Jelved (RV): Jeg må sige, at opgaven ikke er bestået. Der er ikke svaret på spørgsmålet. I 1986 sagde den daværende statsminister, Poul Schlüter, at det gik ufatteligt godt, ligesom Venstres ordfører nu siger det. Men efter det store underskud på handelsbalancen i 1986 kom kartoffelkuren. Derfor står vi jo i en situation, hvor det er nødvendigt, at der handles økonomisk. Og det bærer hele det her værk præg af. Nu går jeg så hen til side 8. Og her står der om konkurrenceevnen, og jeg citerer: Siden 2000 er der sket en markant forværring af konkurrenceevnen. Der er en lille figur, der viser, at konkurrenceevnen er forværret fra 2000 til nu med 35 pct. Kan Venstres ordfører svare på, hvad det vil betyde for dansk økonomi? Kl. 10:40

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:40

Inger Støjberg (V): Det giver da i hvert fald mindelser helt tilbage fra skoletiden med den der skolemesterfacon med, at der både på side 104 nederst står sådan, og at der på side 8 oven i købet er en figur, der viser ting og sager. Og det vil jeg slet ikke betvivle. Nu står jeg jo altså ikke med Økonomisk Redegørelse her på talerstolen, men jeg kan sige til fru Marianne Jelved, at den her regering netop tager vare på, at økonomien fortsat skal være inde i en positiv udvikling. Det er jo derfor, vi letter foden en lille smule fra speederen, og det derfor, jeg flere gange i dag har tilladt mig at sige til Socialdemokraterne, at det er helt forkert, når man bare fortsat vil trykke speederen i bund, selv om man er klar over, at man er på ud på sightseeing på afgrundens rand, som vi før har oplevet socialdemokratisk ledede regeringer være det. Det er jo derfor, jeg siger, at vi skal have økonomisk ansvarlighed i modsætning til det, som det parti, som fru Marianne Jelved og fru Marianne Jelveds parti jo ønsker at danne regering med på et tidspunkt, siger. Det er det, der er hele forskellen. Vi griber fat i tide, vil jeg sige til fru Marianne Jelved, og at der så står sådan under en figur på side 8, betvivler jeg ikke, når fru Marianne Jelved lige frem siger det. Kl. 10:42

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er til fru Özlem Cekic. Kl. 10:42

Özlem Sara Cekic (SF): Vi hører ordføreren sige, at dansk økonomi aldrig har været stærkere, end den er nu. Jeg kan ikke rigtig få det til at hænge sammen med, at vi har børn i dagens Danmark, som ikke kan få hjælp, fordi kommunekassen er tom. Man kan forestille sig at være lille Anders på 10 år, som bliver slået af sin far, bliver misbrugt af sin far. Man kan forestille sig at være ham og stå over for socialrådgiveren og gerne ville have en familie, som bare er kærlig over for ham. Socialrådgiveren kan ingenting gøre, fordi kommunekassen er tom, kalenderen viser oktober, november og december, og derfor er der ikke mulighed for, at de kan hjælpe ham. Socialrådgiverforeningen siger, at det er et fænomen, man kender rundtomkring i landet, nemlig socialrådgivere, der får at vide, at der ikke er penge, når vi når slutningen af året, og derfor skal I ikke anbringe børn. Er det virkelig sådan et Danmark, vi ønsker, hvor de mest dårligt stillede ikke kan få den hjælp, fordi der ikke er penge til det? Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvad har ordførerens parti tænkt sig at gøre ved det her problem med, at der ikke er penge til at hjælpe de her udsatte børn? Og hvad skal der til for at hjælpe de her udsatte børn? Kl. 10:43

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:43

Inger Støjberg (V): Jeg vil indlede med at sige, at jeg er fuldstændig enig med fru Cekic i, at der selvfølgelig skal ske anbringelse, når det er nødvendigt. Derfor synes jeg, at det er præcis lige så ulykkeligt, som fru Cekic synes, når børn ikke kan blive anbragt, fordi der er en stram økonomi i en kommune – hvis det er, fordi der er en stram økonomi i en kommune. Derfor er det også vigtigt at sende et klart signal til kommunerne om, at det her altså er et klart og tydeligt kommunalt ansvar. Men det er selvfølgelig også vores ansvar, at hele lovgrundlaget for anbringelser så er i orden. Det var jo derfor, at vi sidste år vedtog en ny anbringelsesreform her i Folketinget, som også SF stemte for. Anbringelsesreformen blev faktisk enstemmigt vedtaget, og det synes jeg er godt. For jeg synes, at det lige præcis med sådan nogle ting er godt, hvis Folketinget står helt samlet. Men som jeg også tidligere har nævnt, har velfærdsministeren varslet, at hun vil gennemføre barnets reform, altså så man tager udgangspunkt i barnet. Hvad der kommer til at ligge i den reform er ikke klarlagt endnu. Jeg håber også, at SF vil bidrage positivt, og det kan jeg i dag høre partiet vil. Kl. 10:44

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Özlem Cekic. Kl. 10:44

Özlem Sara Cekic (SF): Vi skal være med i de her forhandlinger om børnenes reform, men SF deltager ikke i sådan en forhandling for kun at få flotte ord vedtaget på et stykke papir. Der skal penge til. Vi kan her i dag læse på Informations forside, at Erik Fabrin siger, at kommunerne er så presset økonomisk, at de er nødt til at gå ind og sige, at 2.000 færre børn skal anbringes næste år. Hvordan hænger det sammen med, at vi samtidig hører statsministeren og efterfølgende ordføreren for Venstre sige, at dansk økonomi aldrig har været så stærk som nu? Kan det virkelig passe, at der er børn, der har brug for hjælp, som ikke kan få den, fordi man gerne vil give de her penge til de rige i form af skattelettelser i stedet for at gå ind og sige: Vi gør en forskel for de her børn? Kunne man forestille sig en med ondt i hjertet, der henvender sig på en skadestue og siger: Jeg har ondt i hjertet - og at sygeplejersken eller lægen svarer: Du må sgu tage hjem, for vi har ikke råd til at behandle dig? Det er lidt det samme, de her børn oplever. De henvender sig, familierne henvender sig, de råber om hjælp. Vi hører den ene katastrofehistorie efter den anden i pressen. Kommunerne siger, at der ikke er penge. Socialrådgiverne siger det samme. Hvad skal der til, hvis man konkret vil gå ind og gøre en forskel for de her børn? Vil Venstre give ekstra penge, eller vil de ikke give ekstra penge? Kl. 10:46

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:46

Inger Støjberg (V): Jeg tror egentlig ikke, at uenigheden er så stor, som fru Cekic forsøger at få det til at lyde som om. Men lad mig lige slå en pæl igennem den der med skattelettelser til de rigeste. Det er jo fuldstændig forkert. De skattelettelser, der er givet i den her regerings tid, er givet til lav- og mellemindkomstgrupperne, og det er de, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Sådan er det. Så det kan vi i hvert fald hurtigt lige få lagt til side. Nej, det skal da selvfølgelig ikke kun være flotte ord. Det er jo også et spørgsmål om at respektere, at det her altså er en kommunal opgave. Men så er det også et spørgsmål om, at vi i fællesskab - det kan såmænd godt være Venstre og SF i fællesskab - sender et klart signal til kommunerne om, at man altså skal leve op til sine forpligtelser, også når det gælder anbragte børn. Jeg er lige ved at sige: i særdeleshed, når det gælder anbragte børn. For det er ulykkelige skæbner, vi ser rundtomkring. Det kan jeg slet ikke være uenig med fru Cekic i. Men når Fabrin siger, at der nok nu er 2.000 børn, der ikke bliver anbragt til næste år, fordi de kommunale budgetter er for stramme, så bliver man altså nødt til lige at set det i lyset af, at der pågår kommunale forhandlinger lige præcis i de her dage. Så lad os nu se det i det lys, og lad os så samarbejde i fremtiden bl.a. om barnets reform. Kl. 10:47

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så kommer vi til den sidste korte bemærkning i hvert fald til denne ordfører, og den kommer fra hr. Jens Peter Vernersen. Kl. 10:47

Jens Peter Vernersen (S): Jeg vil godt høre, hvad Venstres ordfører mener, når f.eks. økonomiprofessor Hans Jørgen Whitta- Jacobsen siger til Børsen, at de 50 mia. kr. til Kvalitetsfonden er rent bluff. Det svarer kun til, at investeringerne føres tilbage til det niveau, man havde i 2001. Det betyder, at der ikke bliver givet noget som helst ekstra, selv om 50 mia. kr. lyder af meget. Som det også bliver sagt af økonomiprofessoren, svarer det til, at 10 mia. kr. i skattelettelser på 1 år bliver til 100 mia. kr. over 10 år, og det er selvfølgelig mange penge. Det er faktisk det. Rent bluff er den beskrivelse, man giver af Kvalitetsfonden, som mange har troet på, når der skulle bygges skoler, når der skulle bygges sygehuse, og når der skulle investeres. Men det eneste, der sker efter flere års svigt, er som sagt, at man kommer tilbage til 2001-niveauet. Kl. 10:48

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:48

Inger Støjberg (V): Så kan jeg bare sige, at det er en forkert betragtning. Kl. 10:48

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Jens Peter Vernersen. Kl. 10:48

Jens Peter Vernersen (S): Jeg er meget, meget imponeret over, at Venstre har en ordfører, fru Inger Støjberg, der så præcist kan udtale sig om, hvad der ellers kommer af kvalificerede bud på Venstres kvalitetsreform. Det er virkelig imponerende. Jeg tror måske, at man skulle tænke lidt over det i Venstre. Det er jo ikke sådan, at det kun er den ene økonomiprofessor, der siger det, jeg nævner her, for det er der også andre, der gør. Professor ved Copenhagen Business School Niels Blomberg-Hansen siger, at det her løft er alle tiders spin, det fører ikke fremad, men betyder stort set kun, at man kommer op på et niveau, som man havde i 2001. Man snyder folk. Der bliver ikke ekstra til skoler og hospitaler. Det er kun, fordi man har svigtet i over 10 år, at man nu bringer sig tilbage til niveauet i 2001. Men man kan selvfølgelig også sige: Det tror jeg ikke på. Det er selvfølgelig dejligt, at Venstre har en ordfører, der er klogere end alle andre, men jeg stoler mere på disse mennesker, som dog er mere uvildige end Venstres ordfører. Kl. 10:49

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 10:49

Inger Støjberg (V): Nu er jeg heldigvis født med et lidt lysere sind end hr. Jens Peter Vernersen. Jeg kan bare sige, at der er blevet afsat 50 mia. kr. i Kvalitetsfonden. De 50 mia. kr. har vi lovet over 10 år, og de kommer naturligvis over 10 år. De 25 mia. kr. skal bruges på sygehuse, altså et forbedret sundhedsvæsen. Det har vi god brug for, og vi er klar over, at der nu skal til at bygges nye sygehuse endda også i hr. Jens Peter Vernersens geografiske område. Og de sidste 25 mia. kr. skal bruges på bl.a. skoler og daginstitutioner og på ældreområdet. Så de 50 mia. kr. kommer, og jeg kan altså ikke forstå, hvordan hr. Jens Peter Vernersen skulle kunne få 50 mia. kr. til at blive det rene ingenting. Det skal man have et helt, helt særlig sortsyn for at kunne, og jeg tror altså oven i købet også, at man skal være socialdemokrat. Kl. 10:50

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til Venstres ordfører. Vi går videre i ordførerrækken med den socialdemokratiske ordfører, når alle papirerne er båret ned, og det er fru Helle Thorning-Schmidt. Kl. 10:50

(Ordfører) Helle Thorning-Schmidt (S): Folketingets afslutningsdebat er og bliver en mærkedag for vores demokrati. Nu er der gået et nyt år med politisk kamp og strid, men jo altid med respekt for de værdier, vores folkestyre bygger på. Derfor er der også grund til, at vi markerer kraftigt, når demokratiet trues. Sidste mandags terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan er en fej og forbryderisk handling. Uskyldige mennesker er igen blevet ofre for terroristernes indædte kamp mod vores demokrati og den styreform og de værdier, vi bygger på. Vi skal sige klart og tydeligt i dag: Terroristerne må og terroristerne vil ikke vinde. De skal ikke have held til på nogen måde at få os til at ryste på hånden, når vi bruger vores ytringsfrihed, og de skal ikke bestemme over dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skal kun Folketinget. Vi vil værne om vores styreform, og vi vil værne om Danmark. Og vi vil også værne om vores værdier, når vi involverer os i udlandet. Derfor vil vi selvfølgelig fortsat stå bag vores engagement i Afghanistan. Vi værner om vores værdier. Men så til det folketingsår, der gik. Efter valget beskrev regeringen Danmark som mulighederne samfund og det med rette, for det særlige ved Danmark er, at vi historisk set har skabt og grebet flere muligheder end måske noget andet samfund i verden: muligheder for den enkelte, muligheder for fællesskabet og muligheder for den enkelte i kraft af fællesskabet. Og ad den vej har vi forenet målsætninger og realiseret idealer, som for de fleste andre lande er en utopi: fri og lige adgang til uddannelse og sundhed, personlig frihed uden stor økonomisk ulighed, grøn vækst, stærk konkurrenceevne i det private erhvervsliv side om side med en offentlig sektor, der sikrer tryghed og nogle værdier for hele befolkningen. Men det er vigtigt at huske på, at mulighedernes samfund ikke er kommet af sig selv. Forudsætningerne for det gode samfund skal genskabes gang på gang, generation for generation, og derfor fordrer regeringsansvaret lederskab, vilje til at gå foran med en politik, der stiller befolkningen over for realistiske valgmuligheder, tager højde for fremtidige udfordringer og tager hensyn til de grupper, der ikke selv magter at gøre deres krav gældende. Den opgave har Folketingets flertal svigtet i det år, vi nu lægger bag os. Magten er blevet et mageligt privilegium, ikke en inspirerende forpligtelse. Derfor har flertallet hverken skabt eller grebet, men tværtimod forspildt en lang række muligheder, der er af vital betydning for fremtidens Danmark - forspildt muligheder: muligheder for at redde dansk økonomi fra økonomisk tilbageslag og kronisk stilstand; mulighed for at sikre bedre velfærd på områder, hvor vi har brug for et stærkt fællesskab, og her tænker jeg mest på sundhed; muligheder for at fremme den integration, der er nødvendig, hvis vi vil undgå en fremtid, hvor vi har voksende etniske og kulturelle skel i vores samfund; muligheder for at gøre Danmark til en førende nation på klimaområdet og sikre os grøn energi for fremtiden; muligheder for at få et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle og brug for alle; muligheder for at formidle et bredt samarbejde i Folketinget og muligheder for at investere i fremtidens job, i uddannelse og i en nødvendig udbygning af den kollektive trafik. Alle disse muligheder er punkt for punkt forpasset af et flertal, der har gjort magten til et mål i sig selv, og af en statsminister, som løber let hen over de løfter, der er givet i valgkampen. Vi har i dag en situation, hvor ingen borgerlige politikere kan redegøre sammenhængende for VKO-flertallets politiske projekt, og derfor står Danmark med et samfund, der er ved at ændre grundlæggende karakter, og desværre i en retning, som de færreste ville ønske, hvis den retning blev lagt åbent frem for befolkningen. Lad mig pege på tre nøgleområder, hvor det her får alvorlige konsekvenser. Først og fremmest dansk økonomi. Der havde vi jo den tidligere finansminister, der som en anden Fætter Højben var så heldig, at han planlagde at købe hele verden. Nu må den nuværende finansminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, sande, at flødeskumstiden i dansk politik er ovre, for tiden er vitterlig en anden. Det afslører brutalt realiteterne bag regeringens økonomiske politik. Kl. 10:55 Opsvinget var jo ikke selvskabt. Der kom udefra, og det kørte på fortidens reformer, og den primitive påstand, som statsministeren gentog her oppe fra, om, at skattelettelser er vejen til vækst, holder ikke i virkeligheden, tværtimod. De skattelettelser, som Socialdemokraterne brugte en hel valgkamp på at tale imod, har været gift for dansk økonomi, helt som forudset, ikke bare af os, men af alle landets førende økonomer. Derfor rammes vi nu af en økonomisk nedtur, som kunne have været undgået. Og meget tyder desværre på, at den kommer til at bide sig fast. Samtidig viser det sig, at vi har forsømt at skabe de forudsætninger, der skal til, for at skabe vækst i fremtiden. Alle prognoser peger i samme retning, hen imod dansk stilstand med mikroskopiske vækstrater. Og derfor er det helt forkert, når finansministeren nu sidder med hænderne i skødet og korslagte arme og krydser fingre for, at ekstraordinært gode tider bare skal forvandle sig til gode tider. Det er ikke gode tider, når danskerne oplever de højeste prisstigninger i 18 år - jeg gentager: 18 år. Ikke mindst fødevarepriserne, hvor vi alle sammen, når vi kommer ned i supermarkedet, oplever, at der er store stigninger, op til 8 pct. Det går ud over de mennesker, som ikke har mærket flødeskumstiden, og som ikke har særlig meget at gøre godt med i dagligdagen. Det betyder ganske enkelt mindre livskvalitet, særlig for grupper som førtidspensionister og folkepensionister. De kan mærke, at det bliver sværere. Så det er urimeligt at tale om gode tider. Socialdemokraterne er parat med en udstrakt hånd til lige præcis de grupper, der bliver ramt af prisstigninger. Det manglede bare. En anden konsekvens af regeringens politik vil vise sig allertydeligst efter sommerferien, men vi ser jo allerede opløbet til det her i kommuneforhandlingerne. Alarmklokkerne ringer fra alle sider, når vi diskuterer kommunernes økonomi, og mest nådesløs er kritikken måske i virkeligheden fra de borgerlige borgmestre. KL’s formand, Venstremanden Erik Fabrin, taler om et klart løftebrud. Furesøs Venstreborgmester, som i forvejen må trækkes med et V-eksperiment i Farum, kunne bare en gang imellem, som han siger, godt tænke sig, at de afgivne løfter blev fulgt op med penge. Og de er ikke de eneste, der er skuffede over en regering, der ikke på nogen måde lægger op til at holde de løfter, den gav i valgkampen. Kan I huske de løfter? Statsministeren gav jo store løfter. Han nævnte dem ikke i dag, men han gav dem alligevel. Der var næsten ikke noget, vi ikke kunne få. Som statsministeren sagde det: Tiden er inde til, at vi giver vores skoler, daginstitutioner, plejehjem og sygehuse et betydeligt kvalitetsløft. Og som statsministeren skrev på sin blog: Vi kan ikke byde vores børn, at de skal gå i nedslidte skoler med utidssvarende klasselokaler og uhumske toiletter. Så stor var hans bekymring, dengang. Der skulle gøres en indsats for de offentligt ansatte, men det var, som jeg siger, dengang, i valgkampen. Nu viser løfterne sig at være et kæmpe bluffnummer, og statsministeren og finansministeren har oven i købet ikke mod og mandshjerte til selv at tage skraldet over for de borgere, der ikke får det, de forventede. Nej, det må kommunerne og borgmestrene gøre. Finansministeren og statsministeren gemmer sig. Et tredje kriseramt område er vores sundhedssektor, hvor Venstres næstformand også har sat sit præg gennem 6 år som sundhedsminister. Sundhedsvæsenet er et af velfærdssamfundets kronjuveler. Fri og lige adgang til sundhedsbehandling af høj kvalitet skaber tryghed og muligheder for den enkelte, og derfor er den aktuelle udvikling helt uacceptabel. Det danske sundhedsvæsen befinder sig i en historisk krise. Patienterne flygter, personalet flygter, og regeringen, ja, den flygter som sædvanlig fra ansvaret. Regeringen mangler mod til at prioritere, og resultatet er, at patienter med livstruende sygdomme ikke bliver behandlet hurtigt nok. Reglen i det danske sundhedsvæsen skal selvfølgelig være, at de sygeste bliver behandlet først. Det lyder selvfølgeligt, men sådan er det ikke i dag, og derfor burde regeringen naturligvis have haft mod til at prioritere. Den burde have ventet med at indføre 1 måneds behandlingsgaranti til mindre alvorlige lidelser, indtil behandlingen af livstruende sygdomme var på plads. Men når det offentlige sundhedsvæsen mangler ressourcer, er det jo bl.a., fordi regeringen med åbne øjne har valgt at favorisere det private sundhedsvæsen. Og jeg vil godt understrege, når vi skal i gang med den her diskussion, at Socialdemokraterne ingen problemer har med, at borgerne har frit valg. Vi har ingen problemer med sundhedsforsikringer eller privathospitaler. Kl. 11:00 Men vi kan ikke acceptere, at den private sundhedssektor systematisk bliver bedre stillet end den offentlige sektor. Der må være fair konkurrence. Derfor vil vi have nye takster for det offentliges brug af private klinikker. De høje takster, som sundhedsministeren i dag har besluttet, betyder, at man nærmest skal være idiot for ikke at kunne tjene penge på at drive privat sundhedsvæsen i Danmark. Og man skal bare huske, at det er skatteborgernes penge, der går til den fortjeneste på privathospitalerne. De takster, vi har, skal naturligvis afspejle, at vi har helt forskellige forpligtelser i det private sundhedsvæsen og i det offentlige sundhedsvæsen. De private hospitaler skal ikke drive forskning, de skal ikke uddanne nye læger og sygeplejersker, de har ingen akutte patienter, kroniske patienter eller tunge medicinske patienter, og det skal selvfølgelig afspejles i de priser, der gives. Vi har også foreslået regeringen en anden ting, som ville gøre det ud for en prioritering, og det er at afskaffe skattefradraget for private sundhedsforsikringer. De er jo for manges vedkommende rene spring over køen-forsikringer, og vi har i dag en situation i Danmark skabt af VKO-flertallet, hvor pensionisten eller den studerende bliver snydt to gange. Hun har for det første ikke mulighed for at få skattefradrag, hvis hun vil tegne en sundhedsforsikring, og hun risikerer oven i købet at blive sprunget over i køen, hvis hun skal have hjælp fra en speciallæge - igen med skatteborgernes penge. Og jeg fatter ikke, hvordan VK og måske særlig Dansk Folkeparti kan synes, at det er en rimelig behandling af landets pensionister. Socialdemokraterne ønsker et sundhedsvæsen, hvor patienter med livstruende sygdomme ikke dør på vores ventelister. Vi ønsker et sundhedsvæsen i verdensklasse med fri og lige adgang for alle mennesker uanset deres pengepungs størrelse, og vi ønsker, at de syge skal behandles først. Der er et alternativ til den regering, jeg har beskrevet her. Alternativet er klart og ansvarligt. En ny socialdemokratisk ledet regering lover ikke guld og grønne skove, men vi lover, at vi vil prioritere, og at vi vil lægge vores prioriteringer åbent og ærligt frem. Derfor siger vi lige ud til danskerne: Vi har ikke råd til flere ufinansierede skattelettelser, hvis vi vil sikre, at den helt basale velfærdsservice er i orden. Vi foreslår bl.a., at vi skal indføre velfærdsrettigheder, for danskerne har brug for at vide, hvad de kan regne med i den offentlige sektor. Jeg tror, at det vil skabe en fantastisk åbenhed om, hvad den offentlige sektor kan levere, og vi vil selvfølgelig også sige klart og tydeligt, at vi kun kan indføre velfærdsrettighederne i det tempo, økonomien tillader det. Vi vil også gøre mere. Vi vil slippe kommunerne fri. Kommunerne har i alt for lang tid været underlagt bureaukrati, og vi vil give kommunerne frihedsrettigheder, så de på en mere effektiv måde kan indfri borgernes forventninger. Vi vil også lægge op til en dynamisk vækstpolitik i Danmark med fokus på at sikre veluddannet arbejdskraft, vi vil gå op imod den uddannelsesstagnation, vi har i Danmark, vi vil gå op imod ineffektive erhvervstilskud, og vi ønsker dermed en gennemgribende reform af vores uddannelsessystem. Det skal være sådan i Danmark, at de unge uddanner sig i 13 år. Vi ønsker 13 års uddannelsespligt. Danmark har brug for en dynamisk regering, der ved, i hvilken retning den vil gå, og lægger valgene åbent frem for vælgerne. Danmark har brug for ambitioner. Danmark har brug for en regering, der har viljen og evnen til at gribe de fælles muligheder, vi har som land. Så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at velfærden er under pres, fordi regeringen ikke har sikret tilstrækkeligt grundlag for, at kommuner og regioner kan leve op til forventningerne. Derfor pålægges regeringen at sikre økonomi og råderum til, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt hos befolkningen - senest i forbindelse med folketingsvalget i 2007 - med løfter om bedre og mere velfærd, især i forhold til børn, folkeskole, ældre og sundhedsbehandling. Herunder også en plan, der sikrer kvalificeret arbejdskraft i fremtiden gennem målrettet uddannelsesindsats og systematisk arbejde for vilkår, der forbedrer rekruttering, bl.a. ved at de ansatte har medindflydelse på eget arbejde. Endvidere opfordres regeringen til at styrke det kommunale selvstyre, ved at regeringen afstår fra/afskaffer unødig detailregulering bl.a. kravet om, at mindst 25 pct. af kommunernes opgaver skal konkurrenceudsættes, og afskaffer de urimelige strafaktioner over for kommunerne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83). Kl. 11:06

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten:

»Folketinget konstaterer, at velfærden er under pres, fordi regeringen ikke har sikret tilstrækkeligt grundlag for, at kommuner og regioner kan leve op til forventningerne. Derfor pålægges regeringen at sikre økonomi og råderum til, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt hos befolkningen - senest i forbindelse med folketingsvalget i 2007 - med løfter om bedre og mere velfærd, især i forhold til børn, folkeskole, ældre og sundhedsbehandling. Herunder også en plan, der sikrer kvalificeret arbejdskraft i fremtiden gennem målrettet uddannelsesindsats og systematisk arbejde for vilkår, der forbedrer rekruttering, bl.a. ved at de ansatte har medindflydelse på eget arbejde. Endvidere opfordres regeringen til at styrke det kommunale selvstyre, ved at regeringen afstår fra/afskaffer unødig detailregulering bl.a. kravet om, at mindst 25 pct. af kommunernes opgaver skal konkurrenceudsættes, og afskaffer de urimelige strafaktioner over for kommunerne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83). Dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Så kan jeg sige, at der foreløbig er 15, der har bedt om korte bemærkninger. Der er som nævnt 45 minutter, så det er tvivlsomt, om vi når mere end 10, 11 måske 12. Jeg starter ikke stopuret med de 45 minutter, før har sagt det her: Det afhænger af, om man overholder taletiden. Det er altså muligt. Man behøver ikke bruge to korte bemærkninger. Jo færre man bruger, jo flere kan komme til. Lad mig lige nævne, hvordan listen ser ud: fru Henriette Kjær, fru Line Barfod, fru Pia Kjærsgaard, fru Inger Støjberg, hr. Anders Samuelsen, hr. , hr. , hr. , fru Anne-Mette Winther Christiansen, fru Vivi Kier, hr. , hr. Mike Legarth, hr. Jacob Jensen, fru Ellen Trane Nørby og fru Birgitte Josefsen. Jeg tror ikke, det er nødvendigt, at flere indtegner sig. Men den første korte bemærkning kommer fra fru Henriette Kjær, værsgo. Kl. 11:08

Henriette Kjær (KF): Hvor er jeg dog glad over den klare udmelding, fru Helle Thorning-Schmidt kom med med hensyn til vores udenrigspolitik og vores engagement i Afghanistan. Det vil jeg gerne sige tak for. Men jeg ville også ønske, at Socialdemokraterne var lige så klare, når det gælder skattespørgsmålet, for der synes jeg, vi har brug for en afklaring fra Socialdemokratiet. Det er jo sådan, at Den Røde Skole sluttede sit arbejde først i april måned. Det er jo en gruppe, som har haft fremtrædende socialdemokrater med i sit arbejde, og de har meldt ud, at de godt vil have øget skat på bolig. Senere i april, den 11. april, siger fru Helle Thorning-Schmidt i Politiken i en kronik, at skatten ikke skal sættes ned, men samme dag i Berlingske Tidende siger hr. Nick Hækkerup, at han mener, at topskatten skal sættes ned. Det er jo lidt svært at finde ud af, hvad man egentlig skal mene om Socialdemokraternes skattepolitik. Det eneste, vi hørte fra fru Helle Thorning-Schmidt i dag, var, at det skal være finansierede skattelettelser, hvis der skal være nogen. Men hvad mener Socialdemokraterne på det her område? Kl. 11:09

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:09

Helle Thorning-Schmidt (S): Det er jo rigtigt, at vi har meget debat hos Socialdemokraterne, det har man i alle partier. Senest kan jeg forstå, at der er en debat om tørklædesagen hos De Konservative, så der er jo forskellige holdninger til forskellige ting. Men Socialdemokraternes holdning ligger fuldstændig fast på skatteområdet. Først har vi vedtaget, at vi gerne vil have et skattestop. Det betyder, at man ikke skal pålægge boligejerne hårdere beskatning end den, de har i dag, og det betyder også, at alle forslag om avancebeskatning ikke er noget, Socialdemokraterne går ind for. Det andet handler om topskat. Det, vi har sagt - og det går jeg egentlig også ud fra at De Konservative er enig med os i - er, at man bør overveje, hvordan man kan sænke grænsen for, hvem der skal betale topskat, således at helt almindelige indkomster ikke skal betale topskat. Det er klart, at vi i modsætning til De Konservative vil sikre, at det her er fuldt finansieret, altså finansieret krone til krone, i modsætning til De Konservative, som hver og hver anden dag foreslår nye, ufinansierede skattelettelser. Kl. 11:10 Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Henriette Kjær for endnu en kort bemærkning. Kl. 11:10

Henriette Kjær (KF): Jeg vil gerne bede fru Helle Thorning-Schmidt dokumentere, at vi foreslår ufinansierede skattelettelser. Nu var det sådan, at de skattelettelser, vi bl.a. talte om i valgkampen, og som nu er effektueret, er finansierede. De er så meget finansierede, at fru Helle Thorning-Schmidt gik rundt i valgkampen og sagde, at hun hellere ville bruge pengene på velfærdsydelser. SF har i deres oplæg til finanslov også inddraget de penge, der er brugt på at finansiere skattelettelserne, til andre ydelser. Så hvordan vil fru Helle Thorning-Schmidt forklare, at vi ikke finansierer de skattelettelser, vi fører ud i livet? Kl. 11:11

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:11

Helle Thorning-Schmidt (S): Det gør statsministeren jo selv. Statsministeren står her på Folketingets talerstol og er så glad for, at der er givet 40 mia. kr. i skattelettelser. Det må jo være rigtige skattelettelser og penge, der ikke hevet ind andre steder fra. Det var også det, De Konservative sagde, dengang de fik presset deres skattelettelser igennem, nemlig at det her var, som den tidligere ordfører, fru Pia Christmas-Møller udtrykte det, reelle skattelettelser, dvs. ikke skattelettelser, hvor pengene blev kradset ind andre steder fra. Så jo, de konservative skattelettelser er skattelettelser, der er finansieret, men finansieret lige præcis på den måde vi ser i disse kommuneforhandlinger, nemlig finansieret ved, at man skal skære i velfærden. Og der har Socialdemokraterne sagt, at hvis vi skal gå ind og kigge på topskatten, så skal det ikke finansieres ved, at man skærer i velfærden, det skal finansieres inden for skattesystemet selv, og jeg håber jo, at det er den slags diskussioner, regeringen har lagt op til, når vi skal i gang med en skattereform. Kl. 11:12

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Line Barfod. Kl. 11:12

Line Barfod (EL): Under de flere ugers strejke, vi har haft, har de strejkende jo formået at få sat to ting på dagsordenen. Den ene er den udhuling af den offentlige velfærd, som regeringen og Dansk Folkeparti er i fuld gang med, og den anden er behovet for, at vi får ligeløn. LO Storbyerne, og Fagligt Ansvar har formuleret det i to krav. Det ene er, at der skal nedsættes en lønkommission, som ser på uligheden mellem mænd og kvinder og mellem offentligt og privat ansatte, og det andet er et krav om langt bedre rammer for kommuners og regioners økonomi, så vi kan udvikle den fælles velfærd og kan få sikret løn og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte. Er det to krav, som Socialdemokraterne også kan være med på er det, vi har behov for at få diskuteret, hvis vi skal have en god, solidarisk velfærd fremover? Kl. 11:13

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:13

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når der i øjeblikket konfliktes, og når der har været en arbejdskamp og kører en arbejdskamp, så handler det om mere løn, det handler også om de forhold, der bydes de offentligt ansatte. De har utrolig travlt, de løber rundt, det gør både sygeplejersker, pædagoger og andre, de har meget travlt, og det hænger sammen med, at den offentlige sektor dybest set er blevet meget presset i de seneste par år. Vi vil gerne kigge på en lønkommission. Vi har sagt helt tilbage fra august, at vi synes, det er væsentligt at kigge på en lønkommission, og det mener vi naturligvis stadig væk. Og det er også naturligt, hvis vi nedsætter en kommission, at parterne bl.a. selv er involveret i kommissoriet for en lønkommission, men selvfølgelig også, at man kigger på, om der er kønsskævheder i løndannelsen i den offentlige sektor. Så vi vil gerne kigge på en lønkommission. Kl. 11:13

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Line Barfod for en sidste kort bemærkning. Kl. 11:13

Line Barfod (EL): Når nu Socialdemokraterne er enige i, at der er brug for, at vi ser på både en lønkommission og på bedre økonomiske rammer, er Socialdemokraterne så også enige i, at det er regeringen, der står med ansvaret for, at situationen er gået i hårdknude, og at der ikke kan findes en løsning på den konflikt, der nu har kørt i flere uger, fordi det er regeringen, der har dikteret så stramme økonomiske rammer, at det ikke har været muligt at forhandle en løsning? Kl. 11:14

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:14

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den konflikt, vi ser på det offentlige arbejdsmarked, er et resultat af en offentlig sektor, der i de sidste 6 år er blevet presset. Vi har set en historisk lav vækst i den offentlige sektor, og det påvirker selvfølgelig arbejdsvilkårene i den offentlige sektor. Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at hvis vi havde vundet valget, så havde situationen set anderledes ud, så havde vi fået en lønkommission, så havde vi måske også fået nogle midler med den lønkommission, og så havde situationen set anderledes ud, men det var V, K og O, der vandt valget. Kl. 11:15

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Pia Kjærsgaard. Kl. 11:15

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg bemærkede - og det tror jeg egentlig der var mange der gjorde - at fru Helle Thorning-Schmidt slet ikke kom ind på EU-spørgsmålet, til trods for at statsministeren jo havde nævnt det i fremlæggelsestalen. Fru Helle Thorning-Schmidt gjorde meget ud af at markere en meget, meget stor uenighed med regeringen på stort set alle punkter, men hvordan ser det ud med hensyn til EU- spørgsmålet, altså afstemningen om forbeholdene? Der har vi i Dansk Folkeparti noteret os, at Socialdemokratiet faktisk har advaret imod en hurtig folkeafstemning - der skulle altså være god tid. Hr. Kim Mortensen, den socialdemokratiske EU-ordfører, sagde den 10. maj 2008: Socialdemokraterne ønsker et opgør med de danske EU-forbehold, og det mener vi kun at vi kan få, hvis vælgerne får så god tid, at de kan være trygge og have tillid til processen. Så må jeg spørge fru Helle Thorning-Schmidt: Hvad er god tid, så man føler sig tryg, så man har tillid til processen? For det er vi i Dansk Folkeparti fuldstændig enig i at man skal have, altså rigtig god tid. Hvad er det for fru Helle Thorning-Schmidt? Kl. 11:16

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:16

Helle Thorning-Schmidt (S): For det første vil jeg godt understrege, at Socialdemokraterne er et meget europæisk parti. Vi mener, at Danmark skal være fuldt og helt med, ikke for de andres skyld, men udelukkende for, at vi kan varetage danskernes interesser bedst i Europa. Og særlig når det gælder international kriminalitet og terrorbekæmpelse, er det helt afgørende, at de europæiske lande står sammen om den opgave. Hvad er god tid? spørger fru Pia Kjærsgaard. God tid er, når Folketinget får god tid til en grundig behandling, en grundig diskussion her i Folketingssalen; når vi får god tid til at diskutere det med vælgerne; når alle spørgsmål er stillet og besvaret, præcis som vi havde det med Lissabontraktaten, hvor det jo bl.a. var med Socialdemokraternes formand for Europaudvalget at vi sikrede, at der blev god tid til hele behandlingen, og at tingene ikke blev jappet igennem. Og sådan skal det selvfølgelig også være med forbeholdsdiskussionen. Kl. 11:17

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Pia Kjærsgaard for en sidste kort bemærkning. Kl. 11:17

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg husker jo, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen syntes, at god tid i forhold til euroafstemningen var ½ år. Er det sådan nogenlunde samme tidsrum, som fru Helle Thorning- Schmidt forestiller sig? For det er jo god tid. Men jeg må kræve et lidt mere konkret svar af fru Helle Thorning-Schmidt, for jeg tror på, at fru Helle Thorning-Schmidt på det her meget isolerede område har stor indflydelse på statsministeren. Og der må jeg simpelt hen bede om en mere nøjagtig besvarelse. Hvad er god tid? Er det 1½ måned? Jeg synes, statsministeren var meget konkret i sin fremlæggelsestale her i dag - det kommer jeg ind på senere - men jeg vil godt høre fru Helle Thorning-Schmidt: Hvad er god tid? Det er vel ikke bare sådan fra engang først i august og eventuelt indtil den 30. september, eller noget i den stil. Det er ikke god tid, vel? Kl. 11:17

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:17 Helle Thorning-Schmidt (S): I Danmark kan man jo klare et folketingsvalg på 3, 5, 6, 7 uger, og jeg opfatter det sådan, at så længe man sikrer, at der har været tilstrækkelig med debat i Folketinget, så længe man sikrer, at alle spørgsmål er blevet stillet og besvaret på en ordentlig måde, så er det tilstrækkelig tid til, at danskerne kan tage disse væsentlige beslutninger. Det kan man i forbindelse med et folketingsvalg, og det kan man formentlig også, når det drejer sig om EU. Kl. 11:18

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Inger Støjberg. Kl. 11:18

Inger Støjberg (V): Fru Helle Thorning-Schmidt snakkede gevaldig udenom, da fru Henriette Kjær spurgte lidt til Den Røde Skole, altså Ritt Bjerregaards Røde Skole, og de forslag, der kom fra Den Røde Skole om beskatning af gevinster på boligsalg. Men jeg vil også gerne spørge lidt til fjernelsen af kørselsfradraget, som jo også var noget af det, der kom fra Den Røde Skole, og som i hvert fald dele af den socialdemokratiske ledelse i øvrigt nærmest har rost til skyerne. Er det officiel socialdemokratisk politik, eller hvordan skal man forstå det? Der har jo netop, som fru Helle Thorning-Schmidt siger, været en livlig debat, og det er der jo ofte i forbindelse med skat hos Socialdemokraterne, og derfor bliver man temmelig forvirret. Kl. 11:19

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:19

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg tror simpelt hen, det irriterer Venstre og Konservative utrolig meget, at Socialdemokraterne ikke vågner hver morgen og ønsker at beskatte danskerne hårdere. Og jeg er nødt til at sige klart og tydeligt, at vi ikke ønsker at beskatte danskerne hårdere. Det, der er problemet i dansk økonomi og velfærd, er ikke, at danskerne betaler for lidt i skat, det er, at vi har en regering, som bliver ved med at give skattelettelser på bekostning af vores velfærd og i øvrigt lægger meget stramme rammer for, hvad kommunerne kan gøre, f.eks. med anlægsinvesteringer i øjeblikket. Så problemet er ikke, at danskerne betaler for lidt i skat. Skal vi afskaffe kørselsfradraget, og skal vi beskatte boligejerne hårdere? Nej og nej. Kl. 11:19

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Inger Støjberg for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:19

Inger Støjberg (V): Nej, det er slet ikke et spørgsmål om, at det irriterer Venstrefolk, det er nærmere et spørgsmål om, at det forvirrer Venstrefolk, at enormt store dele - det må man jo antage at det er; det er i hvert fald Den Røde Skole og fru Ritt Bjerregaard, som har stået i spidsen for det - af fru Helle Thorning- Schmidts røde bagland netop vil de her ting, altså beskatte boligejere, fratage retten til kørselsfradrag, fratage retten til sundhedsforsikringer. Og når vi nu lige er ved det der med sundhedsforsikringerne, vil jeg sige, at det jo er blevet til officiel socialdemokratisk politik, og det er da et brud med skattestoppet, vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt. Så det er ikke noget med, at det irriterer, nej, det forvirrer, når Socialdemokraterne på den ene side siger, at de overholder skattestoppet, men på den anden side siger, at de måske ikke gør det i alle tilfælde. Det er sandelig ikke nemt at finde ud af. Kl. 11:20

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:20

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg ville ikke have troet, at ordføreren ville være så forvirret; hun kan jo også kigge i Venstres egen folketingsgruppe, hvor Venstre ikke altid er enig med sine egne ministre, bl.a. i tørklædesagen, som har fyldt ganske meget. Der er blevet lagt en linje af statsministeren, og jeg går ud fra, at det er den linje, Venstre følger, og ikke integrationsministerens forvirrede meldinger. Ordføreren kan også regne med, at den linje, jeg lægger nu, er den, vi følger. Men der er debat hos Socialdemokraterne, og der debatteres af og til forskellige ting, ligesom det er tilfældet hos Venstre. Men vi agter ikke at beskatte danskerne hårdere. Kl. 11:21

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Anders Samuelsen. Kl. 11:21

Anders Samuelsen (NY): Fru Helle Thorning-Schmidts partikollega Bent Hansen smed håndklædet i ringen i går i forhold til konflikten på arbejdsmarkedet og sagde, at nu måtte Folketinget og regeringen skride ind. Er fru Helle Thorning-Schmidt nået så langt som til at ville konkludere, at det er på tide, at vi overtager depechen herfra, for der kommer flere og flere meldinger fra især sundhedsområdet om, at patienterne lider, og at der er unødige og for lange ventetider for f.eks. undersøgelser for kræft, altså i bund og grund er det liv, vi taler om i øjeblikket? Kl. 11:22

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:22

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg må indrømme, at det naturligvis også gør et stort indtryk på mig, når formanden for regionerne, Bent Hansen, og andre har udtrykt bekymring for situationen i sundhedsvæsenet. Jeg er også meget bekymret for den situation, der opstår efter konflikten. Vi får nogle kæmpe problemer. Derfor har Socialdemokraterne også netop i denne uge opfordret finansministeren til at kalde parterne sammen for at afsøge, hvilke muligheder der kunne være for at finde en løsning. Det forventer jeg sådan set at finansministeren vil gøre i den kommende tid. Jeg tror, det er vigtigt, at finansministeren nu træder ind enten som mægler eller på anden vis forsøger at finde en løsning. Kl. 11:22

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Hr. Anders Samuelsen for en sidste kort bemærkning. Kl. 11:22

Anders Samuelsen (NY): Det er rigtig fint, at der er fuld opmærksomhed på området fra Socialdemokratiets side. Men er sandheden ikke den, at enhver herinde jo godt ved, at inden for de næste 14 dage griber vi alligevel ind, så hvorfor vente? Altså, hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at gå ud og sige det nu kontant direkte, som det er, at der ikke er nogen grund til, at der er nogen som helst, der skal ligge og lide unødvendigt i 14 dage ekstra, lad os få det indgreb nu? Kl. 11:23

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Ordføreren. Kl. 11:23

Helle Thorning-Schmidt (S): Det her er en meget svær balance. Vi har et arbejdsmarked, som vi har reguleret via den såkaldte danske model, hvor de fleste står i fagforening og dermed er med til at støtte op om den danske model. Det betyder også, at man har mulighed for at konflikte og på den måde finde aftaler på arbejdsmarkedet. På den anden side har vi også et sundhedsvæsen og nogle børnepasningsordninger, der skal virke. Derfor er vi nødt til at give parterne tid, og vores appel er nu, at finansministeren træder i karakter, indkalder parterne til en samtale og afsøger de muligheder, der kunne være for at finde et resultat. Kl. 11:23

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Erling Bonnesen. Kl. 11:24

Erling Bonnesen (V): Danmarks økonomi kører i allerhøjeste gear, og vi har også med VK-regeringen sikret danmarkshistoriens suverænt største kommunebudgetter. På grund af faren for overophedning er der nu også en lang række uafhængige samfundsøkonomer, der siger: Pas nu på, kære politikere, I kan ikke bare sådan lægge mange flere penge oven i budgetterne, der nu er blevet så store, som de er. På trods af det hører vi jo fra den socialdemokratiske ledelse og en lang række socialdemokratiske borgmestre, at de tror, at flere penge er løsningen på alt. Så mit spørgsmål er: Hvis Socialdemokraterne fik magt, som de har agt, hvor mange flere penge ville de så udvide budgetterne med? Jeg forlanger ikke sådan helt præcise tal, men taler vi millioner, eller taler vi milliarder? Det må være muligt at skitsere. Kl. 11:24

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:24

Helle Thorning-Schmidt (S): Det er såmænd meget enkelt. Vi har før valget opfordret til, at regeringen skulle droppe sine skattelettelser. Vi opfordrer nu og vil også gøre det i vores finanslov til, at regeringen skal droppe skattelettelserne i 2009. Hvorfor - i en økonomisk situation, som bevæger sig lige på kanten - giver man 6 mia. kr. i skattelettelser? Det er jo fuldstændig uforståeligt, og det er ikke kun socialdemokrater, men alle ansvarlige økonomer, der advarer imod dette. Hvorfor giver man 6 mia. kr. i skattelettelser, mens vi samtidig skal sidde og diskutere, at kommunerne skal skære ned på anbringelser af børn, der overhovedet ikke har nogen stemme i debatten? Det er jo en fuldstændig forkert prioritering, og vi har anbefalet, at man prioriterer helt anderledes til gavn for velfærdssamfundet. Kl. 11:25

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Erling Bonnesen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:25

Erling Bonnesen (V): Jeg siger mange tak for svaret. Vi kan jo så konstatere, at det er et endeligt brud på skattestoppet fra Socialdemokraterne. Man vil bryde skattestoppet og dermed lade skatterne stige med de 6 mia. kr., der blev nævnt. Jeg vil gerne frem til det næste spørgsmål, for hvor er ansvarligheden henne i det her? Det er jo netop sagt fra en lang række uafhængige økonomer, at man ikke bare kan udvide budgetterne yderligere, fordi der mangler hænder, fordi der er overophedning - det vil kort og godt koge over i inflation og nye prisstigninger. Har man fuldstændig sluppet ansvarligheden i Socialdemokratiet og sagt, at det er ligegyldigt? Har man besluttet bare at træde speederen i bund og lade budgetterne stige? Kl. 11:26

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:26

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg kunne spørge igen: Har Venstre fuldstændig sluppet ansvarligheden, når de i en tid, hvor de kan se, at vi kommer til at skære ned ude i kommunerne og have en historisk lav vækst i den offentlige sektor, bliver ved med at give skattelettelser? Hvorfor giver man næste år 6 mia. kr. i skattelettelser, når man kunne lade være? Man kunne lade være, og så kunne man i stedet for bruge pengene på bedre velfærd. Det er så enkelt, men Venstre vælger at se bort fra den måde at gøre tingene på. De elsker skattelettelser, det gør De Konservative også, og man er villig til at nedprioritere velfærden til fordel for skattelettelser. Kl. 11:27

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Peter Christensen. Kl. 11:27

Peter Christensen (V): Det er faktuelt forkert, er jeg nødt til at sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at det er en historisk lav vækst, vi ser ude i kommunerne. Det er simpelt hen faktuelt forkert. Kommunerne er en kæmpe; de står for at udmønte halvdelen af det samlede offentlige forbrug. Hvis kommunerne nyser, bliver hele Danmark forkølet, derfor er vi også nødt til at lade en ansvarlig økonomisk politik indbefatte kommunerne. Vores svar er også at sige, at når der nu er så mange ressourcer i kommunerne, kunne vi så frigøre nogle af dem til borgernær service? Vi har fremlagt en plan; vi siger, det kan ske ved f.eks. at lave fællesindkøb. Det kan også ske ved, at vi frigør ressourcer fra administrationsområdet. Er fru Helle Thorning-Schmidt enig med os i, at man selvfølgelig kan flytte ressourcer fra det, man kan kalde kolde hænder, over til varme hænder - altså fra administration i kommunerne over til borgernær service? Er det ikke en tanke, som Socialdemokratiet vil støtte op om, og en måde, hvorpå vi kan frigøre ressourcer ude i kommunerne, så vi ikke skal undlade at holde fast i en ansvarlig økonomisk linje? Kl. 11:28

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:28

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg synes, vi her på Christiansborg er nødt til at lytte til, hvad der bliver sagt ude i virkeligheden ude i kommunerne, og det, de siger til os, er, at de nok skal effektivisere, at de nok skal få mest muligt ud af borgernes penge og levere service til borgerne. Men det er uacceptabelt for kommunerne, at vi har en finansminister, der, fordi han ikke har tænkt sig om for 8 måneder siden - eller fordi statsministeren ikke har tænkt sig om for 8 måneder siden - pludselig opfinder, at der skal effektiviseres nu, og at de penge skal tages fra kommunerne med det samme. Det er simpelt hen uansvarligt over for kommunerne, som så bliver stillet over for det valg, som de selv påpeger i dag, og som kan betyde, at de må spare på helt vitale ting for vores velfærdssamfund. Tvangsanbringelser eller fjernelse af børn, som er så sårbare, er noget af det, de siger de skal spare på derude. Er det rimeligt, at man tvinger dem til at gøre det på den måde, fordi man på forhånd tager en effektiviseringsgevinst uden at vide, om den overhovedet er der? Kl. 11:29

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Peter Christensen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:29

Peter Christensen (V): Det er det, der undrer mig, når vi fører debatter herinde. Altså, i januar måned - det er mindre end 6 måneder siden - fremlagde Socialdemokratiet en jobplan, eller en plan med overskriften jobplan, hvor man siger, at der kan frigøres 10-15 pct. ressourcer i den offentlige sektor. Så går der 6 måneder, og så skal man høre på det svar. Det betyder jo, at enten aner fru Helle Thorning-Schmidt ikke, hvad der foregår i hendes eget parti og har totalt mistet overblikket over, hvad det egentlig er, partiet mener, eller også er vi nået til en situation i dansk politik, hvor for 6 måneder siden var, da man var ung, og noget, man ikke kan huske længere. Det er simpelt hen ikke en rimelig måde at diskutere på. Kl. 11:30

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:30

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg vil i hvert fald sige, at jeg i dag har oplevet, at statsministeren ikke er så god til at huske bare 8 måneder tilbage - til folketingsvalget. Alt var jo glemt, det, der blev sagt under folketingsvalget, var pist væk forsvundet i dag. Jeg tror slet ikke, kvalitetsreformen blev nævnt. Men vi er da med på, at vi skal effektivisere i kommunerne, hvor det er nødvendigt. Men forskellen på regeringen og det, Socialdemokraterne ville gøre, er, at vi ikke kunne drømme om blot at sige: Nu skal I effektivisere, og vi tager i øvrigt gevinsten. Det er jo snyd. Det er jo snyd, at man tager den gevinst og siger til kommunerne, at de ikke må bruge den selv. Det er jo det, der er forskellen. Regeringen spiller med lukkede kort, de siger ét og gør noget andet efter valget; det er det, der er forskellen på regeringen og Socialdemokraterne. Kl. 11:30

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Kl. 11:30

Kristian Thulesen Dahl (DF): Der er kommet to nyheder i dag. Den ene stod statsministeren for, da han i sin tale sagde, at vi i starten af august får datoen for folkeafstemningen om forbeholdene - det er det retlige forbehold og forsvarsforbeholdet, der er tale om. Den anden nyhed fik vi fra fru Helle Thorning-Schmidt her for lidt siden, da hun svarede fru Pia Kjærsgaard og sagde, at hvis man kan gennemføre et folketingsvalg på 3 uger, så kan man også gennemføre en folkeafstemning om forbeholdene på 3 uger. Det synes jeg er utrolig tankevækkende, og jeg vil gerne her give fru Helle Thorning-Schmidt en anledning til at trække det udsagn tilbage og love den danske befolkning, at hvis japartierne sidder og planlægger folkeafstemning om forbeholdene - som de jo har gjort - så accepterer de også befolkningens berettigede krav om ordentlig tid til debat, før man stemmer. Og det er altså ikke 3, 4 eller 5 uger; det er noget a la det, som den tidligere socialdemokratiske partiformand, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, stod for, da han i 2000 udskrev folkeafstemning om euroen - da hed det 6 måneder. Kl. 11:32

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:32

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg synes, det allervigtigste med den folkeafstemning er, at alle partier og alle bevægelser får mulighed for at føre en informationskampagne, informere på den måde, de gerne vil, og at vi naturligvis her i Folketinget får god tid til debatten og får stillet alle spørgsmålene. Alting skal være afklaret, det er meget vigtigt. Det var det med Lissabontraktaten, og det er det selvfølgelig også i forbindelse med forbeholdene. Så vil jeg i øvrigt overlade det til statsministeren at finde ud af, hvor lang tid det skal tage. Det er et af statsministerens privilegier - vi skal gerne overtage det på et tidspunkt, men det er et af statsministerens privilegier at vurdere, hvor lang tid der skal til sådan en folkeafstemning. Kl. 11:32

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:32

Kristian Thulesen Dahl (DF): Det her handler ikke om, hvor lang tid Folketinget har til at behandle et forslag om afskaffelse af forbeholdene. Det her handler om at give befolkningen mulighed for at tage debatten. Hvis der skal være mulighed for, at man kan arrangere møder, mulighed for, at man kan lave brochurer, at man kan gå på gaden, at man kan argumentere for sit synspunkt, er det simpelt hen ikke rimeligt, hvis fru Helle Thorning-Schmidt giver statsministeren opbakning til en kampagnetid, der hedder 3, 4, 5 uger. Det var det, fru Helle Thorning-Schmidt sagde i sit svar til fru Pia Kjærsgaard - at kan man gennemføre folketingsvalg på den tid, kan man også gennemføre en folkeafstemning om forbeholdene. Det ikke rimeligt, og det er ikke i tråd med den tradition, vi har i Danmark, for at give befolkningen ordentlig mulighed for debat, hvis man kommer med forslag om at ændre på vores EU-tilknytning. Derfor må jeg altså endnu en gang anmode fru Helle Thorning- Schmidt om at renoncere på det synspunkt, hun kom med for et øjeblik siden, og gøre det klart for den danske befolkning, at Socialdemokratiet ikke accepterer en kort periode til kampagne - altså, en kort periode på 3, 4, 5 uger. Socialdemokratiet vil have ordentlig tid, Socialdemokratiet vil sammen med Dansk Folkeparti sikre, at vi får ordentlig tid til kampagne. Kl. 11:34

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:34

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg vil gerne gentage: Jeg synes, folketingsvalg er en overordentlig vigtig begivenhed for et folkestyre. Det er meget vigtigt, hvem der sidder med regeringsansvaret. Det ser vi jo også nu, hvor vi ser velfærdssamfundet halte, efter at vi har haft et VKO-flertal. Så det er en meget vigtig beslutning. Og når man kan gennemføre et folketingsvalg på 3, 4, 5 uger, så kan man også gennemføre et EU-valg på den samme tid. Kl. 11:34

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Anne-Mette Winther Christiansen. Kl. 11:34

Anne-Mette Winther Christiansen (V): Jeg hørte fru Helle Thorning-Schmidt sige, at Danmark har brug for en regering, og at danskerne har brug for at vide, hvilken retning regeringen vil i, og dermed må jeg jo sige tusind tak for opbakningen til den regering, vi har, for der er jo ingen tvivl om, hvilken retning vi er på vej i. Til gengæld er jeg så lidt i tvivl om, helt præcis hvor vi har Socialdemokraterne placeret. Når man læser nogle af de tekster, der er kommet ud - der har jo unægtelig været rigtig mange at vælge imellem i løbet af det her forår - ser man, at der et sted bliver sagt, at der skal afsættes de tilstrækkelige økonomiske rammer, for at det kan fortsætte med at fungere. Nu er mit spørgsmål konkret: Hvor store er de tilstrækkelige rammer? Kl. 11:35

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:35

Helle Thorning-Schmidt (S): Det er meget muligt, at ordføreren ved, hvor regeringen og Dansk Folkeparti gerne vil hen, men jeg tror ikke, at danskerne er klar over det. Jeg tror ikke, at danskerne er klar over, at vi nærmest har fået et stop for, at der bygges alment i Danmark; at vi er ved at få et opdelt sundhedsvæsen; at vi er ved at få et velfærdssamfund, som ikke kan tage sig af de allerdårligst stillede medborgere; og at regeringen ikke har magtet at lave en integrationsplan, selv om det nu er 100 dage siden, vi havde optøjer i gaderne. Jeg tror ikke, danskerne er enige i den retning, som Danmark er ved at tage. Socialdemokraterne vil prioritere vores velfærd, og vi vil gøre det på en måde, der er fuldt ud økonomisk ansvarlig. Hvor skal pengene komme fra? De skal naturligvis komme fra, at vi holder op med at give skattelettelser. Jeg ved godt, at De Konservative vågner hver dag og har drømt om skattelettelser. Men tænk, hvis det nu holdt op, så ville vi have mulighed for at prioritere vores børn, vores sundhed, vores ældre - helt vitale ting, som jeg egentlig tror danskerne efterspørger. Kl. 11:36

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Anne-Mette Winther Christiansen. Kl. 11:36

Anne-Mette Winther Christiansen (V): Det, jeg hører fru Helle Thorning-Schmidt sige, er, at det drejer sig om at tage ansvar for sit eget liv, tage ansvar for de personer, der er omkring en, og dermed også være med til at præge den udvikling og opdragelse, der eksempelvis skal ske af de unge mennesker. Jeg kan så forstå, at der ikke er en præcis forklaring på, hvor stor rammen er for de tilstrækkelige midler, og jeg vil spørge: Er det så Socialdemokraternes hensigt at sende checks i en lind strøm, hver gang der kommer et postkort med, at det går godt, send flere penge. Hvor skal pengene komme fra? kan jeg så spørge om en gang til. Jeg kunne forestille mig, at meningen er, at man måske skal gå bort fra aftalesystemet, eller hvad? Jeg oplever jo hver sommer, at kommunerne siger ja til den kommuneaftale, der bliver vedtaget; så går der 2-3 måneder, og det næste, man ser, er, at kommuner og socialdemokratiske borgmestre i en lind strøm vælger at overskride budgetterne og overhovedet ikke har respekt for, at det faktisk er sådan, at de selv sagde ja for ganske få måneder siden. Det værste er faktisk, at de siger, at det er regeringens skyld. Kl. 11:37

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:37

Helle Thorning-Schmidt (S): Det, der er problemet, er, at regeringen skaber nogle meget høje forventninger hos borgerne om noget, som den ikke på nogen måde agter at gennemføre. Statsministeren stod og sagde på Venstres sommertræf, og han skrev på sin blog, at vi skulle af med uhumske toiletter. Det sagde statsministeren. Men hvad bliver det til? Det, man kan sige ganske tydeligt, er, at man ikke ved, hvor man har Venstre. Venstre siger et før et valg, og de gør noget andet efter et valg. Det bliver ikke til noget. Der er ikke et kort, der bliver repareret, der er ikke et vindue, der bliver repareret, og der er ikke et uhumsk toilet, der sættes i en bedre stand, med den finanslov, der nu er lavet, og med den aftale, der nu laves med kommunerne. Det er det, der er problemet: Regeringen siger et, skaber meget høje forventninger og bedrager vælgerne bagefter. Kl. 11:38

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra fru Vivi Kier. Kl. 11:38

Vivi Kier (KF): Hvis nu man har tendens til lidt sortsyn, kunne man jo godt ende med at blive vældig deprimeret efter at have hørt fru Helle Thorning-Schmidt tale. Det har jeg gudskelov ikke, jeg har et positivt og lyst sind. Noget af det, jeg gerne vil bore lidt i, er det, fru Helle Thorning-Schmidt sagde om sundhedsvæsenet, hvor stort set alle muligheder var forspildte. Det var den rene elendighed, og det var forfærdeligt med privathospitalerne. Så får jeg sådan en lyst til at sige, at det jo kunne være, at man faktisk ønskede sig tilbage til den tid, hvor Socialdemokraterne sad med regeringsmagten, hvor der var uanet lange ventelister, og hvor folk stod i kø. Jeg tror, at de 150.000 patienter, som uanset social status og uanset privat forsikring har benyttet sig af muligheden for det udvidede frie sygehusvalg, er rigtig godt tilfredse. Jeg vil egentlig sådan ganske kort spørge fru Helle Thorning-Schmidt, som nævnte taksterne - hvor vi gerne vil have fair priser og gennemskuelighed - om fru Helle Thorning-Schmidt vil bekræfte, at regeringen faktisk har igangsat, at en kommission kigger på, hvordan vi kan få ensrettede takster på det her område. Kl. 11:39

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:39

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg tror, at ligegyldigt på hvilket område ordføreren spørger om jeg kan bekræfte at regeringen er i gang med et kommissionsarbejde, vil svaret være ja, for det er den på stort set alle områder. Alle problemer bliver jo proppet i kommissioner af regeringen. Frem for at de bliver løst her og nu, smider man det ind i en kommission. Det gælder integrationsopgaven, det gælder skatteopgaven, det gælder denne opgave: Ind i en kommission med det, så slipper vi for at tale om det, og statsministeren slipper for at tage ansvar. Så det er rigtigt, at regeringen også på dette felt har valgt at placere opgaveløsningen i en kommission med meget lange udsigter til, at problemet bliver løst. Kl. 11:40

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Vivi Kier. Kl. 11:40

Vivi Kier (KF): Ultrakort: Det er en meget hurtigt arbejdende arbejdsgruppe, der sidder. Den skal nemlig være med til at lave forhandlinger med regionerne lige om et øjeblik. Noget andet, jeg lige fik lyst til at spørge om, var, at fru Helle Thorning-Schmidt adskillige gange vendte tilbage til de her udsatte børn ude i kommunerne, som ikke kunne blive anbragt. Indimellem kan det jo lyde, som om Socialdemokratiet tror, at de har patent på social ansvarlighed, men det har de gudskelov ikke. Jeg vil gerne sige, at anbringelsesreformen var vi alle sammen enige om. Ansvaret ligger ude i kommunerne, som også er blevet DUT’et for de her ting, og nu hører jeg, at fru Helle Thorning-Schmidt siger, at kommunerne ikke har penge til det, og at vi skal blande os fra regeringens side. Samtidig hører jeg fru Helle Thorning-Schmidt sige, at kommunalt selvstyre er utrolig vigtigt, og jeg vil bare spørge: Ønsker fru Helle Thorning-Schmidt, at de her opgaver, som ligger borgernært i kommunerne, stadig væk skal klares af kommunerne, eller ønsker fru Helle Thorning-Schmidt, at de skal trækkes tilbage til Folketinget, og at vi skal sidde og styre de opgaver? Kl. 11:41

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:41

Helle Thorning-Schmidt (S): Socialdemokraterne ønsker et vidtstrakt kommunalt selvstyre, og det er også derfor, at vi i denne folketingsperiode har foreslået 30 frihedsrettigheder til kommunerne. Det er faktisk forslag, som burde komme fra en borgerlig regering, men man er jo faldet fuldstændig i søvn og har i stedet for spundet kommunerne ind i et endnu mere benhårdt, centralt styre, hvor der gives sanktioner og individuel straf til kommunerne. Så der straffes på livet løs i forhold til kommunerne. Vi siger: Sæt dog kommunerne fri. Lad kommunerne gøre det, de er bedst til. Det er klart, at man skal styre kommunernes økonomi. Det vil enhver ansvarlig regering gøre, men man er også nødt til at lade virkeligheden trænge ind på kontorerne i Finansministeriet. Når kommunerne nu siger, at der er blevet givet løfter, uden at der er fulgt penge med, og vi står i en situation, hvor det her kan komme til at gå ud over anbringelserne af vores børn, har vi som samfund et kæmpe problem. Det kan godt være, at Venstre siger, at det løser sig alt sammen, men jeg vil gerne se det, før jeg tror det. Kl. 11:42

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Schack Pedersen. Kl. 11:42

Torsten Schack Pedersen (V): Jeg vil gerne kvittere for, at fru Helle Thorning-Schmidt var meget klar i sin tale om, at Socialdemokratiet ville afskaffe skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Når man nu ser på Socialdemokratiets skattepolitik, er det i hvert fald som oftest således, at man får den opfattelse, at partiet gerne vil vedkende sig skattestoppet. Der er dog så lidt socialdemokratiske ord om nogle undtagelser. Jeg skal bare høre, om fru Helle Thorning-Schmidt vil betegne skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer som et skattehul, en skattefidus eller en skattespekulation. Kl. 11:43

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Ordføreren. Kl. 11:43

Helle Thorning-Schmidt (S): Der er jo sket det, at regeringen rent faktisk har fået fortolkningsretten på skattestoppet. Det er også derfor, vi har kigget regeringen over skulderen og gjort lige præcis, som regeringen har gjort på det her område. De ønskede jo for nogen tid siden i finansloven for 2005 at lade afgifterne på de såkaldte alkoholsodavand stige og anvendte provenuet på et sundhedstilbud. Man har altså vist, at man inden for sådan en ramme godt kan skabe ændringer i vores skattesystem. Det er sådan set præcis det samme, vi gør. Vi tager et tilskud til sundhedsforsikringer, og vi vil gerne give det til noget andet. En af de ting, vi konkret har foreslået, er, at man skal bruge pengene på de her strålekanoner, som kan sikre en meget bedre kræftbehandling i Danmark. Kl. 11:43

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Torsten Schack Pedersen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:43 Torsten Schack Pedersen (V): Nu tror jeg, at fru Helle Thorning-Schmidt taler om alkoholsodavand og omlægningen, men det var i forbindelse med grænsehandel, og det gav et stort rundt nul i provenu, så Socialdemokratiets formands udlægning af den sag hænger ikke helt sammen med det faktum, at den tolkning, som Socialdemokratiet nu lægger i skattestoppet, jo er ubegrænset, og så forefindes der ikke den bestemmelse i skattelovgivningen, som ikke kan ændres, som ikke kan fjernes, hvor borgerne ikke oplever, at de får flere penge mellem hænderne, fordi Socialdemokratiet har et lødigt formål at bruge pengene på. Jeg skal bare høre, om ikke den definition, som Socialdemokratiet har givet, nemlig at det skal være skattehuller, skattefiduser og skattespekulation, kan borgerne fuldstændig se bort fra, fordi der nu fuldstændig er givet los. Der forefindes ikke det element i skattesystemet, som Socialdemokratiet med sin nye definition ikke kan kaste sig over, hvis man har et udgiftskrævende forslag. Kl. 11:44

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:44

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg vil gerne indrømme, at jeg opfatter det her som et skattehul, ligesom nogle af de erhvervstilskud, der gives i Danmark, og som gives som en skattelettelse, er skattehuller. Vi vil lukke skattehuller. Jeg ved godt, at regeringen og Venstre er meget, meget træge til at lukke skattehuller, men det vil vi gerne gøre, og det har vi sagt hele tiden. Vi vil gerne bevare skattestoppet. Danskerne skal ikke beskattes hårdere, men vi vil selvfølgelig lukke skattehullerne. Det her er dybest set et erhvervstilskud til de private hospitaler, sådan er det. Det er skatteborgernes penge. Kl. 11:45

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Mike Legarth. Kl. 11:45

Mike Legarth (KF): Fru Helle Thorning-Schmidt er i sin taletid kommet med en del forkerte påstande. Jeg vil forsøge at rette nogle af dem. Den første var, at De Konservatives skattelettelser er ufinansierede. Det er lodret forkert. De er finansieret krone for krone. En anden påstand var, at skattelettelser er en hindring for mere velfærd. Det er også lodret forkert. Det er en forudsætning for mere velfærd. Så hørte jeg som svar til hr. Peter Christensen fra Venstre, at fru Helle Thorning-Schmidt påstår, at de effektiviseringsgevinster, som kommunerne kan opnå ved de forskellige tiltag, der blev nævnt, tager regeringen fra kommunerne. Det er forkert. De penge er tænkt og beskrevet som nye penge til kommunerne, som kan bruges til nye tiltag og øget service og velfærd. Kl. 11:46

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:46

Helle Thorning-Schmidt (S): Hvordan kan de penge være nye penge, hvis det er nogle, som kommunerne selv har fundet ved at effektivisere? Hvorfor er de penge ikke kommunernes penge? Hvis de bliver dygtigere til at give service til borgerne og effektivisere, hvorfor er de penge så nye penge? Det her understreger de fiksfakserier, man sidder og laver ovre i Finansministeriet, hvor man bilder sig selv ind, at det er nye penge. Det er det samme, man har gjort igen og igen. Det viste sig jo også, at de 50 mia. kr., som statsministeren stolt lovede i valgkampen, ikke er nye penge. Det er en helt almindelig fremskrivning af de penge, der alligevel ville være blevet givet til den offentlige sektor. Så regeringen har altså et noget lemfældigt forhold til at beskrive, hvad der er nye og gamle penge. Kl. 11:47

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Mike Legarth for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:47

Mike Legarth (KF): Det kunne vi godt tage en længere debat om. Min påstand er, at hvis man gennemfører f.eks. administrationsbesparelser og dermed realiserer x antal millioner kroner, er det nye penge, der kan bruges til nye tiltag og helt andre ting end dem, de tidligere blev brugt til, nemlig administration. Nu kan de komme borgerne til gavn. Jeg vil spørge om noget helt andet, som har været en del af fru Helle Thorning-Schmidts argumentation. Meget kort: Anerkender fru Helle Thorning-Schmidt, at lavere skat på arbejde betyder flere penge i borgernes lommer, og at det er et tydeligt tegn på velstand? Kl. 11:47

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:47

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg anerkender, at danskerne ikke skal betale en krone mere i skat, end der er behov for for at have et velfungerende velfærdssamfund. Når De Konservative bliver ved med at sige, at deres skattelettelser var finansierede, er det sådan set rigtigt nok, for de var finansieret ved en ringere service i den offentlige sektor. Det var jo det, de var finansieret med. Det er lige præcis det, vi nu ser. VK og Dansk Folkeparti for den sags skyld har lagt stemmer til, at vi nu nærmest skal til at se nedskæringer i den offentlige sektor, for der er flere brugere, og der er de samme penge til det. Ældre Sagen har jo udregnet tal, der viser, at de ældre nu får dårligere service og færre hjemmehjælpstimer. Alt sammen med VK's stemmer, men også med DF's stemmer. Kl. 11:48

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Den næste korte bemærkning er fra hr. Jacob Jensen. Kl. 11:48

Jacob Jensen (V): Jeg noterede mig i fru Helle Thorning-Schmidts indlæg, at Socialdemokraterne og fru Helle Thorning-Schmidt var stærkt modstandere af den skattepakke, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Ny Alliance gennemførte sidste år. Jeg vil bare høre, om det betyder, at vi kan forvente, hvis fru Helle Thorning-Schmidt får magt, som hun har agt, at Socialdemokraterne vil rulle de skattelettelser tilbage og altså give folk en skattestigning. Det må jo være konsekvensen, hvis man er modstander af en skattepakke, som giver skattelettelser på omkring 10 mia. kr., som vel at mærke er finansieret af en indeksering af energiafgiften og overskuddet fra Arbejdsmarkedsfonden. Hvis man er modstander af det, vil jeg bare høre, om det betyder, at man vil rulle skattelettelsen tilbage. Kl. 11:49

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:49

Helle Thorning-Schmidt (S): Det er meget sjovt, at Venstre og De Konservative simpelt hen vælger argument efter, hvad der passer til lejligheden. Nogle dage er skattelettelserne fuldt finansierede - det er de så i dag - og andre dage er det reelle skattelettelser, som virkelig kommer borgerne til gode og betyder flere penge i borgernes lommer. Begge dele kan ikke være rigtigt på samme tid, så jeg synes faktisk, at V og K bør vælge, hvilken forklaring der er rigtig. Det, der selvfølgelig er rigtigt, er, at skattelettelser går ud over vores velfærd, og derfor kæmpede vi i valgkampen imod skattelettelser. Vi måtte jo desværre indse, at vi ikke vandt, og derfor har vi accepteret de skattelettelser, der er givet i 2008. Men jeg kan love, at vi vil kæmpe lige så indædt mod de skattelettelser, de 5-6 mia. kr., der leveres i skattelettelser i 2009, for spørgsmålet er igen: Hvorfor give skattelettelser? Der er ikke nogen, der efterspørger dem. Det, folk efterspørger, er sundhed i verdensklasse, uddannelse til børnene, ordentlig børnepasning, men det er ikke det, de får i øjeblikket. Så hvem prioriterer? Det er det, Socialdemokraterne vil stå for. Kl. 11:50

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Hr. Jacob Jensen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:50

Jacob Jensen (V): Hvis jeg forstår svaret korrekt, selv om det var lidt udenomssnak, kan jeg så konstatere, at Socialdemokraterne faktisk vil rulle skattelettelserne tilbage. Hvis det er korrekt, må jeg i forlængelse deraf spørge, om fru Helle Thorning-Schmidt så også dermed vil rulle finansieringen tilbage, altså den samlede skattepakke, som jo bestod af en indeksering af energiafgiften og overskuddet fra Arbejdsmarkedsfonden, som i øvrigt er et forslag, som denne regering har overtaget fra Socialdemokratiet, da de sad i regering. Betyder det, at man vil rulle skattelettelserne tilbage, at man så også vil rulle finansieringen tilbage? Kl. 11:51

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:51

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg ved ikke, hvad spørgeren lavede, mens jeg svarede, men jeg sagde netop, at vi har accepteret, at regeringen har gennemført skattelettelser i 2008. Dem kan vi ikke rulle tilbage. Vi kan ikke finde de penge igen. Vi kan ikke rulle skattelettelserne i 2008 tilbage. Men lige så indædt vi kæmpede imod skattelettelserne i 2008, lige så indædt vil vi kæmpe imod skattelettelserne i 2009, i det håb at V og K eller muligvis Dansk Folkeparti vil komme til fornuft og lytte til de borgere derude, der siger: Vi har fået dårligere hjemmehjælp; prisen for at få bragt maden ud, hvis vi er gamle og ikke selv kan lave mad, er eksploderet; vi er nu nødt til at kigge på anbringelser og begrunde mangel på anbringelser med økonomien. Det kan være, at den virkelighed på et tidspunkt trænger ind til V, K og Dansk Folkeparti, og så kan man jo finansiere det ved at droppe skattelettelserne i 2009. Kl. 11:52

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så har fru Helle Thorning-Schmidt stået så lang tid på talerstolen, at der kun er mulighed for en yderligere kort bemærkning. Det er fru Ellen Trane Nørby. Kl. 11:52

Ellen Trane Nørby (V): Nu sagde fru Helle Thorning-Schmidt jo, at det fradrag, der er på sundhedsforsikringer til alle medarbejdere - altså ikke kun til direktøren, men til alle medarbejdere på en arbejdsplads, sådan at det er alle fra kantinedamen til den øverste direktør - var et skattehul, og at det faktisk var skjult erhvervsstøtte til privathospitalerne. På den baggrund vil jeg så høre fru Helle Thorning-Schmidt, om det også betyder, at Socialdemokraterne vil afskaffe kørselsfradraget? For det må jo så også være et skattehul, og det må jo så være skjult erhvervsstøtte til bilproducenterne. Jeg vil bare gerne følge fru Helle Thorning-Schmidts argumentationslinje og derfor høre, om det er korrekt konstateret, at Socialdemokraterne også vil afskaffe det skattehul, der hedder kørselsfradraget. Kl. 11:53

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:53

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor Venstre er så lykkelige for det skattefradrag, der gives til sundhedsforsikringer. For det betyder dybest set, at de mennesker, som ikke er i beskæftigelse og dermed ikke har adgang til at få en skattefinansieret sundhedsforsikring, bliver sprunget over i køen. Det vil sige, at pensionisten kan risikere at blive snydt to gange, for det første når hun ikke får mulighed for at få en sundhedsforsikring, for det andet når hun møder op hos en speciallæge og skal have en behandling og får at vide, at hvis ikke hun har en sundhedsforsikring, må hun lige komme om bag i køen. Det er da et fuldstændig urimeligt system, vi har fået bygget op, og jeg vil godt understrege, at jeg ingen problemer har hverken med sundhedsforsikringer eller privathospitaler. Det er ikke det, der er problemet. Men pointen er, at vi er nødt til at skabe lige konkurrencevilkår, og vi kan ikke favorisere en gruppe, der har mulighed for at få sundhedsforsikring, mens en anden slet ikke har den mulighed, fordi der ikke er et skattefradrag. Kl. 11:54

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det fru Ellen Trane Nørby for yderligere en kort bemærkning. Kl. 11:54

Ellen Trane Nørby (V): Nu siger Socialdemokraternes ordfører, at det betyder, at pensionisten bliver sprunget over i køen. Det gør man jo kun, hvis man er socialdemokrat og dermed ikke går ind for behandlingsgaranti. For med den behandlingsgaranti, som regeringen har indført, er det jo sådan, at ingen i det her land kommer til at stå på venteliste - i modsætning til under den tidligere regering. Men den socialdemokratiske ordfører forsøger jo at tale udenom. For det, vi talte om, var at lukke skattehuller, og der var argumentationslinjen fra den socialdemokratiske ordførers side, at sundhedsforsikringerne og skattefradraget på det var et skattehul. Derfor spurgte jeg den socialdemokratiske ordfører, om det også betød, at kørselsfradraget var skjult erhvervsstøtte til bilproducenterne, og at kørselsfradraget derfor også var et skattehul, som Socialdemokraterne ønskede at lukke. For det må det jo være, hvis vi skal følge den socialdemokratiske argumentation. Kl. 11:55

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 11:55

Helle Thorning-Schmidt (S): Det er meget indviklede spørgsmål. Jeg har jo svaret på det med kørselsfradraget før, men jeg skal gerne gøre det igen. Nej, Socialdemokraterne ønsker ikke at ændre i kørselsfradraget. Det giver mig så mulighed for også at bruge lidt taletid til at diskutere det her med behandlingsgarantier. Vi vil gerne have behandlingsgarantier, og jeg ved ikke, hvor fru Ellen Trane Nørby har fået det fra, at vi ikke ville have behandlingsgarantier. Men fru Ellen Trane Nørby kan jo ikke se bort fra, at vi i dag har et system, hvor man, hvis man møder op hos en speciallæge, bliver spurgt: Har De, frue, en sundhedsforsikring, ja eller nej? Og hvis man ikke har en sundhedsforsikring, så får man en anden plads i køen. Vi har skabt et todelt sundhedsvæsen, og det har Venstre og Konservative formentlig gjort med åbne øjne. Det, jeg kan undre mig over, er, at Dansk Folkeparti også har tilladt den udvikling. Et todelt sundhedsvæsen, var det det, vi gerne ville have i Danmark? Kl. 11:55

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til den socialdemokratiske ordfører

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00, hvor det genoptages, og den første, der får ordet der, er Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Kjærsgaard.

Mødet er udsat. (Kl. 11.56). Kl. 13:01

Formanden: Mødet genoptages.

Vi er i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard. Kl. 13:01

(Ordfører) Pia Kjærsgaard (DF): Den 3. juni 1983 blev udlændingeloven vedtaget. Det var kun 2 dage før grundlovens 134-års fødselsdag. Man lagde grunden til 18 års udlændingepolitisk slendrian. Det er i og for sig symbolsk. I 1849 lagdes grundstenen til Danmarks demokrati og til indførelsen af frihedsrettighederne på dansk grund. I 1983 lagdes grunden til vejen til Danmarks endeligt som en nation befolket af danskere med den danske kultur, de danske normer og de danske værdier som ledetråde i tilværelsen. Et stort flertal i Folketinget stod bag en lovgivning, som i løbet af de kommende 28 år skulle betyde, at antallet af udlændinge og efterkommere steg fra godt og vel 50.000 til 350.000 mennesker. Først ved folketingsvalget i 2001, et valg, der med rette er blevet betegnet som et systemskifte, blev kursen lagt om, men i generationer efter generationer kommer danskerne til at lide under det 20. århundredes største politiske fejltagelse: Udlændingeloven af 1983. På trods af den stramme udlændingepolitik, der blev sat i gang i 2001, vil antallet af indvandrere og efterkommere blive ved med at stige frem til år 2050, hvor godt og vel 550.000 personer i Danmark skønnes at ville være indvandrere eller efterkommere, og dertil kommer en stor gruppe af børn af efterkommere, som fastholder deres forældres og bedsteforældres kulturmønstre, men som altså ikke tæller med i den officielle statistik. Så har jeg læst mig til, at de politikere, der i 1983 vedtog loven, i dag siger, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Jeg synes, det er en meget, meget besynderlig melding; det må jeg nok sige. Er det ikke netop politikernes lod at vide, hvad man gør? Er det ikke netop vores lod at være ansvarlige for fremtiden? Og er det ikke i det mindste vores pligt, når vi kan se, at det, der er vedtaget, ikke er hensigtsmæssigt, så at ændre det? Alligevel skulle der gå 18 år, før der blev rettet op på den katastrofale lov. Hvorfor tager jeg så udlændingeloven fra 1983 op i dag? Det gør jeg, fordi de politikere, der vedtog udlændingeloven, også bærer ansvaret for, at danske værdier, normer og dansk kultur i dag er truet. De bærer ansvaret for, at det Danmark, min generation, den efterfølgende generation og de forudgående generationer kendte, ikke er det Danmark, der møder vore børnebørn. Politikerne bærer ansvaret for, at Danmark i dag er et land, hvor såkaldte hjemmedyrkede terrorister planlægger at begå terror, børn, unge mennesker og voksne, der er født og opvokset i Danmark, men som alligevel nærer et så intenst had til vores danske, vestlige livsform, at de ikke skyer nogen midler for at ændre vores samfund. Forleden ramte terroren den danske ambassade i Pakistan. Men det kunne lige så godt have været i København, for vi har importeret verden til Danmark. »Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her«. Sådan sang det danske band Gnags i 1986, og den sætning var symptomatisk for, hvordan vi i en årrække håndterede tilstrømningen af udlændinge til vores land. Alle kunne komme til Danmark, revl og krat. Højtstående Al-Qaeda-folk aflagde besøg i Danmark, den terrordømte Said Mansour kom hertil, Abu Laban fandt vej til Danmark. Er det så mærkeligt, at PET inden for de sidste år har optrævlet fire terrorgrupper i Danmark? Terror opstår ikke som følge af tegninger af en gammel profet eller som følge af et militært engagement i Irak og Afghanistan. Der var ikke nogen tegning af Muhammed eller nogen vestlig tilstedeværelse i Irak den 11. september 2001. Det var terroristerne, der uprovokeret angreb os, ikke omvendt. Der har været forsøg på terroranslag i Spanien, i Frankrig og i Tyskland, uanset at disse lande ikke har deltaget i Irakkrigen. Den krig mod terror, som den vestlige verden fører, er ikke en angrebskrig; det er en forsvarskrig for demokrati og frihedsrettigheder. Naturligvis - ingen tvivl om det - er Danmark mere udsat, fordi tegningerne af Muhammed har fået en så stor udbredelse i den muslimske verden. Det kan vi bl.a. takke et korps af nævenyttige imamer bosat her i landet for. For i årene op til 2005 blev der tegnet et hav af Muhammedkarikaturer i flere lande, uden at det vakte så stor opstandelse i den muslimske verden, som tilfældet var, da Jyllands-Posten offentliggjorde sine tegninger i oktober 2005. Kl. 13:06 Efter terrorangrebet mod ambassaden i Pakistan den 2. juni udtalte lederen af Det Radikale Venstre, fru Margrethe Vestager, at angrebet måtte føre til en diskussion af Danmarks udenrigspolitiske linje. En leder af et dansk politisk parti fandt det betimeligt, at terrorister skulle diktere Danmarks udenrigspolitiske kurs - et fantastisk og egentlig ganske, ganske uhyggeligt knæfald for terrorister udtalt af en dansk politisk leder. For at kunne vinde kampen mod islamisterne skal vi turde tage kampen op. Kryber vi i et musehul, vender ryggen til verden, trækker tropperne hjem og tror, at vi i lille Danmark bare kan leve sådan i fred og sikkerhed, så står terroristerne i København i stedet for i Islamabad, for så ved de islamiske terrorister, at deres bestræbelser er lykkedes. Rækker man terroristerne en lillefinger, så tager de hele hånden. I det forgangne år foreslog Dansk Folkeparti at forbyde Hizb-ut-Tahrir, en bevægelse, der har opfordret til mord på jøder og folketingsmedlemmer og har sagt god for terrorangreb i Danmark. Det ville Folketingets flertal ikke være med til, heller ikke formanden for Socialistisk Folkeparti, hr. Villy Søvndal, der ellers havde bedt Hizb-ut-Tahrir om at skride ad helvede til - undskyld, formand, men det var det, der blev sagt - og varslet en 100.000-mand-høj demonstration mod fundamentalisme, en demonstration, som jeg nu forstår er aflyst. Det er i øvrigt den samme hr. Villy Søvndal, der siger, at han personligt ikke bryder sig om muslimske hovedtørklæder, men som her i Folketinget end ikke har tænkt sig at stemme for et forslag om at forbyde juridiske dommere at iklæde sig det muslimske hovedtørklæde. Ja, vi har diskuteret tørklæder meget her i foråret, og det er berettiget, for tørklædernes indtog i Danmark er en form for rambuk, der skal tjene som første skridt til at introducere mere islamisk lov i det her land. Accepterer vi først, at dommere i vores retssale kan iklæde sig islamismens emblem, er næste skridt, at dansk lov også skal tage hensyn til shariabestemmelserne. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg helst så det muslimske tørklæde væk fra alle offentlige arbejdspladser. Hvorfor skal en socialrådgiver agere reklamesøjle for islam, når hun møder en klient? Hvorfor skal skoleelever i danske folkeskoler møde en lærer iklædt hovedtørklæde? Det svar, jeg indtil nu har fået, er, at der jo bare sådan er tale om 30 g stof, som vi skal tolerere. Spørg nogle af de herboende iranske kvinder, der er flygtet fra Khomeinistyret i Iran, om det bare er 30 g stof, spørg Ayaan Hirsi Ali, spørg Chadortt Djavann. Ud over Europa har man forbudt muslimske lærere, offentligt ansatte og naturligvis også dommere at bære hovedtørklæde, simpelt hen fordi det er indlysende for enhver - eller burde være det - at et muslimsk hovedtørklæde sender nogle signaler, som man ikke skal blande ind i sit erhverv som lærer, socialrådgiver eller dommer. Det er helt misforstået, når det hævdes, at tilladelsen til at bære tørklæde har noget som helst med tolerance at gøre. Man bør altså vende om; de, der kalder sig liberale her i Folketingssalen og ude i samfundet, bør vende om, det har intet med liberalisme eller tolerance at gøre. For det første repræsenterer tørklædet alt andet end tolerance, og for det andet har tørklædernes indtog i retssalen betydet, at vi nu skal acceptere alle mulige tilkendegivelser om sympatier og antipatier for det ene eller det andet i en retssal, hvor det før var alfa og omega, at alle dommere og domsmænd fremstod neutralt. Mange her i salen hævder at være kritiske over for islamisterne og plæderer samtidig for en lempelse af udlændingepolitikken: afskaffelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet, en mere lempelig fortolkning af udlændingereglerne, lettere adgang til statsborgerskab, opholdstilladelse til afviste asylansøgere, der ikke for tiden kan tvangshjemsendes, ja, selv opholdstilladelse til kriminelle, der er dømt til udvisning. De to ting kan ikke forenes. En stram udlændingepolitik er et absolut nødvendigt værn mod den fremtrængende islamisme. Man kan ikke være imod en stram udlændingepolitik og samtidig bekæmpe islamisterne. Konsekvensen af en slappere udlændingepolitik er nemlig flere islamister til Danmark. I EU arbejder man efter fransk ønske for tiden for en fælles udlændingepolitik. Inden år 2010 skal de 27 EU-lande indføre fælles garantier for asyl og en ensartet flygtningestatus. En af nyskabelserne, som der søges tilslutning til, er, at man skal kunne ansøge om asyl i EU, selv om man befinder sig uden for Europa. Torsdag den 5. juni vedtog EU, at man højst må tilbageholde en afvist asylsøger i 18 måneder. Det er bare to eksempler på, at EU's udlændingepolitik er en slap udlændingepolitik, og at den danske udlændingepolitik vil gå fløjten med en ophævelse af forbeholdet, uanset statsministerens forsikringer om det modsatte. Et regeringsskifte kan medføre, at venstrefløjen ekspederer ansvaret for dansk udlændingepolitik til Bruxelles, og så vil vi aldrig nogen sinde kunne få ansvaret tilbage til Folketinget. Kl. 13:11 Så vil jeg godt kvittere for statsministerens tale her tidligere på dagen. Jeg syntes, den langt hen ad vejen var rigtig god. Jeg synes, det er godt, at statsministeren - og jeg mener statsministeren og regeringen og vi alle sammen i øvrigt - har grund til optimisme, at vi har grund til at være stolte af det, vi har gjort, specielt Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, men også de partier, som langt hen ad vejen har været med til at gennemføre reformer. Jeg er stolt af, at vi har en statsminister, som kan stå på den her talerstol og sige, at nu har vi en sund økonomi. Den er i vækst, vi har nedbragt gælden, det hele er på rette spor, beskæftigelsen har aldrig været så høj, som den er nu, og arbejdsløsheden er faldet til noget, vi overhovedet ikke havde troet var muligt. Det synes jeg er rigtig, rigtig godt, og jeg synes, det er godt, at det bliver understreget, og det vil jeg godt sige tak til statsministeren for at der blev gjort så meget ud af. Men så var der det, hvor jeg var uenig med statsministeren. Og jeg synes, at det, vi oplevede her i formiddag, var lidt pudsigt, det må jeg nok sige, i det her meget, meget principielle spørgsmål om en afstemning om forbeholdene. Jeg tror altså, at fru Helle Thorning-Schmidt kom til at forløbe sig, da hun sagde, at det jo ikke betød noget, at man bare havde en 3, 4, 5 uger til at diskutere det her i - herregud, kunne vi klare et folketingsvalg, kunne vi vel også klare en afskaffelse af nogle forbehold på den samme tid. Altså, hvis jeg var statsminister, ville jeg have svært ved at være i mine sko, lige da fru Helle Thorning-Schmidt heroppefra sagde det, og det tror jeg faktisk også statsministeren havde. Jeg synes, det var noget af en afsløring. Hvad er det for en køreplan, der ligger? Hvornår skal vi have den afstemning? Det vil jeg godt høre mere om fra statsministeren, når han kommer herop. Det er altså relevant at huske på, når statsministeren, for sådan føler vi det i Dansk Folkeparti, vælger at trække befolkningen rundt ved næsen i spørgsmålet om en folkeafstemning om rets- og udlændingeforbehold, forsvarsforbehold - og måske også om euroen; det tror jeg nu ikke helt på i denne omgang, det kommer nok senere, når hr. Villy Søvndal er blevet smurt lidt mere, end han er blevet indtil nu inden for den her valgperiode, vi har jo set, hvor nemt det er. I 2000 fik vi faktisk over et halvt år til at debattere euroforbeholdet. Nu skal danskerne tilsyneladende lokkes til at sige ja til forbeholdene med en ultrakort valgkamp. Hvis den afstemning skal komme - hvad Dansk Folkeparti bestemt ikke anbefaler - kan vi så ikke få et svar på, hvornår den kommer? Jeg synes ikke alene, at regeringen med statsministeren i spidsen og japartierne skylder Dansk Folkeparti det, men jeg synes bestemt, at man også skylder den danske befolkning at vide, hvornår vi skal til stemmeurnerne. Og hvad dælen nøler man egentlig efter? Altså, man ved det jo sandsynligvis godt. Hvorfor går man ikke ud og siger det nu? Gjorde det noget, at vi havde et halvt år? Jeg synes, det ville være rigtig, rigtig godt, at vi allerede fastsatte det, måske med en afslutningstale, hvor statsministeren i dag sagde: O.k., så gør vi det. Det er ikke sikkert, det kommer, men jeg vil meget bede statsministeren tage det med i sine overvejelser resten af dagen. Der er lang tid, til statsministeren skal på talerstolen igen; man kan lige nå at indkalde japartierne i en kort pause og få opbakning til det, så jeg venter spændt på svaret. Kl. 13:14

Formanden: Ja tak. Jeg ved ikke, hvor ordet dælen hører hjemme, må jeg sige. Jeg kender det ikke, og det overhører jeg. Der er til gengæld noget, der ikke skal overhøres. Det er de anmodninger, der har været om korte bemærkninger, og jeg kan her oplyse, at fru Mette Frederiksen, hr. Villy Søvndal, fru Margrethe Vestager, hr. , hr. Morten Bødskov, hr. Eigil Andersen, hr. , hr. Simon Emil Ammitzbøll, fru Özlem Cekic, og hr. Nick Hækkerup har bedt om mulighed for korte bemærkninger. Holder man taletiden, er det også muligt, at alle så får lov til at gennemføre to korte bemærkninger, som beskrevet i regelsættet for denne debat. Den første er så fru Mette Frederiksen. Kl. 13:15

Mette Frederiksen (S): Det var dog en formørket og negativ gammeldags sang, vi fik lov til at lytte til fra fru Pia Kjærsgaard. Alt det onde og det dårlige, som udlændinge og EU påfører Danmark og os danskere. Og hvor har vi dog hørt den sang mange gange før. Men var det ikke rimeligt over for den danske befolkning, at også lederen af Dansk Folkeparti brugte afslutningsdebatten til at diskutere det, der vedrører danskerne i deres hverdag og i deres konkrete virkelighed, og at afslutningsdebatten ikke bare skal bruges som et sted, hvor alle fordomme kan blomstre i fuldt flor, og hvor vi kan få den der kedelige sang om det store udland, der truer Danmark? Burde danskerne ikke også have en afslutningsdebat, der handler om danskernes velfærdssamfund, om det, der sker ude i Danmark lige nu, hvor jeg nærmest hver eneste dag får meldinger fra handicappede danskere, fra ældre danskere og fra udsatte danskere om, at der skæres i velfærden, at der ikke er de muligheder, der tidligere var? Kan vi ikke få nogle kommentarer fra fru Pia Kjærsgaard om det også? Kl. 13:16

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:16

Pia Kjærsgaard (DF): Nu ved fru Mette Frederiksen jo godt, at det alene er mig og Dansk Folkeparti, der bestemmer, hvad vi vil tale om, og det er jo også alene os, der har en følelse af - set fra vores synspunkt - hvad der interesserer danskerne. Jeg beklager meget, hvis jeg i fru Mette Frederiksens øjne ikke er så moderne. Jeg kan godt leve med, at man i stedet for taler om globalisering og sådan noget, som fru Mette Frederiksen måske gerne vil tale om. Det beklager jeg, men sådan er det nu engang, og jeg har ikke tænkt mig at ændre adfærd, selv om fru Mette Frederiksen synes, at jeg ikke er så popsmart og moderne, som fru Mette Frederiksen måske gerne ville have, jeg skulle være. Jeg tror, jeg vil være sådan her fremover, og så er det faktisk mit indtryk, det er Dansk Folkepartis indtryk, at det, jeg omtalte, interesserer danskerne - rigtig meget endda. Det er i hvert fald det, jeg oplever ud fra mit ståsted. Det er det, jeg får rigtig, rigtig mange henvendelser om. Jeg får utrolig mange henvendelser fra danske borgere, men jeg må sige, at med hensyn til det, jeg har talt om i dag - og jeg kunne godt have brugt en halv time mere til at tale om alle mulige andre ting - fornemmer jeg klart, at mit emne her vedrører danskerne. Kl. 13:17 Formanden: Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning. Kl. 13:17

Mette Frederiksen (S): Se, jeg blander mig ikke i, om Dansk Folkeparti eller fru Pia Kjærsgaard er moderne. Det eneste krav, jeg synes man med rimelighed kan stille til fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, er, at man tager ansvar for det, der sker, når man er det parlamentariske grundlag for en borgerlig regering. Nu har vi jo gennem flere år hørt og oplevet og igen og igen fået gentaget, at der er penge i det danske samfund, at der er muligheder i det danske samfund. Fru Pia Kjærsgaard står igen i dag og taler om stolthed i forhold til de resultater, der er opnået, men det, vi oplever i vores velfærdssamfund, er jo noget ganske andet. Vi oplever jo ældre medborgere i dag, der ikke længere kan få det bad, de kunne få tidligere. Vi oplever folkepensionister, som knap har råd til at være en del af den kommunale madordning, fordi priserne bare stiger og stiger. Og det seneste eksempel, vi nu har fået, er, at næste år forventer kommunerne, at 2.000 børn ikke længere kan blive anbragt uden for hjemmet. Det er de børn, der i dag vokser op med vold og omsorgssvigt. Hvor er Dansk Folkeparti egentlig henne? Kl. 13:18

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:18

Pia Kjærsgaard (DF): Når fru Mette Frederiksen kalder mig gammeldags, så må jeg tro på, at det modsatte er, at jeg ikke er for moderne. Altså, nu synes jeg, det måske er en lidt tåbelig polemik, men lad mig så bare sige, at jeg måske også indimellem synes, at fru Mette Frederiksen er en røst fra fortiden, fordi jeg synes, jeg har hørt det adskillige mange gange før og ikke rigtig kan bruge det til noget. Det, jeg så bare må sige, som også statsministeren var inde på, og som er helt konkret, er: Der er aldrig blevet brugt så meget i offentligt forbrug, langt mere end i 2001. Hver evig eneste gang Dansk Folkeparti skal ind og tale finanslov eller reform, eller hvad ved jeg, af den ene eller den anden slags, så er vi med, og der tager vi jo netop det ansvar, som jeg desværre ikke altid synes Socialdemokratiet påtager sig. Der har jeg eftersøgt Socialdemokratiet mange, mange gange, for jeg vil jo gerne have fru Helle Thorning-Schmidt med. Jeg glad for de der brede forlig, vi kan få en gang imellem, men jeg synes, det er for pauvert, det, som Socialdemokratiet på det felt indtil nu har været medvirkende til. Med hensyn til anbragte børn vil jeg sige, at der står vi jo alle sammen bag den her anbringelsesreform, som vi har pligt til at følge meget, meget op på, fordi det bestemt er et problem, som jeg synes vi skal tage meget alvorligt. Lad os dog gøre det sammen i stedet for at bruge det til sådan mere eller mindre - også i Folketinget - ølkassetaler, fordi det synes jeg ikke hører hjemme, slet ikke i tilfælde, der kan være så triste. Kl. 13:20

Formanden: Det er slet ikke inden for taletiden. Det er hr. Villy Søvndal. Kl. 13:20

Villy Søvndal (SF): Det var jo en meget bemærkelsesværdig tale. Jeg tror slet ikke, at jeg kan huske nogen tale i en afslutningsdebat, hvor der ikke var et enkelt afsnit, ikke en enkelt sætning, ikke et enkelt ord om det, som også optager verden uden for, nemlig at der er konflikt på arbejdsmarkedet, at vi står over for de mest dramatiske nedskæringer i kommunerne nogen sinde. Jeg kan godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard i den situation valgte at følge det gode råd om at snakke om noget helt andet. Jeg kan specielt godt forstå det, når man ser, hvad Dansk Folkepartis leder har lovet. Jeg står her med et svar, som fru Pia Kjærsgaard gav til FOA's hjemmeside under valgkampen. Fru Pia Kjærsgaard bliver spurgt: Vil I stemme for ekstra penge til overenskomstforhandlingerne, så lavtlønnede kvindefag inden for omsorg, pasning, pleje og sundhed kan få et ekstra lønløft? Svaret er et klingende klart: Ja. Var det derfor, fru Pia Kjærsgaard valgte at tale om noget helt andet? Kl. 13:21

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:21

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg kunne godt forestille mig, at hr. Villy Søvndal, når han kommer på talerstolen, så vil tale meget om konflikt på arbejdsmarkedet. Det kunne jeg sagtens forestille mig. Til gengæld har jeg noteret mig, at fru Helle Thorning-Schmidt så heller ikke brugte så mange ord på det, statsministeren gjorde det sådan set heller ikke, og det var der heller ikke så mange andre der gjorde - jo, Enhedslisten måske, men så tror jeg egentlig også, at det er slut, når det handler om at tale om en konflikt og strejke her fra Folketingets talerstol, hvor det stadig væk ligger hos arbejdsmarkedets parter. Det er jeg også imod, vil jeg klart sige til hr. Villy Søvndal. Jeg synes ikke, at man skal oppiske en stemning overhovedet, og det synes jeg at hr. Villy Søvndal indimellem er temmelig god til - lidt for god til - og det skal nok komme her senere med al hr. Villy Søvndals retorik, når han går på talerstolen. Måske kan han endda tale så højt, så man kan høre det nede på Slotspladsen, og på et tidspunkt vil hr. Villy Søvndal måske endda gå derned, hvis ikke man har hørt det, for at fortælle, hvad han har sagt her fra talerstolen. Det er måske ikke lige det rette tidspunkt, vil jeg så bare sige til hr. Villy Søvndal, for det, vi alle sammen bør have en meget, meget stor interesse i, er jo, at denne konflikt løses - og det mener vi stadig væk at der er mulighed for - i stedet for at vi herinde begynder at blande os i den konflikt, der stadig pågår. Kl. 13:22

Formanden: Hr. Villy Søvndal for sidste korte bemærkning. Kl. 13:22

Villy Søvndal (SF): Jeg takker for svaret, som sådan set blot var en bekræftelse af, at de, der måtte gå rundt i den vildfarelse, at Dansk Folkeparti er optaget af, hvordan det forholder sig med hensyn til løn til lavtlønnede omsorgsmedarbejdere i den offentlige sektor, og troede på fru Pia Kjærsgaards løfter, har taget grundlæggende fejl. Jeg takker også for svaret på den måde, at de, der stadig måtte leve med den vrangforestilling, at Dansk Folkeparti er optaget af sociale forhold i det her land, her fik beviset for, at man kan holde et kvarters tale uden med et afsnit, en sætning eller en linje at omtale de forringelser, som 50 pct. af danskerne ifølge Børsen i går siger er sket de sidste 7 år. Jeg spørger bare: Har fru Pia Kjærsgaard ikke et problem af noget større art? Kl. 13:23

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:23

Pia Kjærsgaard (DF): Det har jeg sådan set overhovedet ikke, og jeg vil bare minde hr. Villy Søvndal om, at SF i december måned stod last og brast med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om det her. Så vil jeg også bare nævne hr. Villy Søvndals indledende positive bemærkninger, indtil hr. Villy Søvndal fandt ud af, at hr. sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Sass Larsen måske ikke lige havde gjort det, som hr. Villy Søvndal i al sin populisme, rent ud sagt, mente var det allerbedste. Hr. Villy Søvndal sagde den dag: Der er heller ikke tale om at navngive specielle grupper. Vi har hele tiden gerne villet navngive lavtlønnede omsorgsgrupper. Det må de omkring overenskomstbordet nu selv slås for, men spillet er gjort lidt lettere i 2008. Så sandt, som det er sagt. Kl. 13:24

Formanden: Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning. Kl. 13:24

Margrethe Vestager (RV): Jeg er ikke enig i fru Pia Kjærsgaards vurderinger, heller ikke i vurderingen af Danmarks forhold til omverdenen. Men jeg vil slet ikke begynde den debat, for jeg tror ikke, den kan blive udtømmende i de to korte bemærkninger, jeg har til rådighed. Jeg skal bare bede fru Pia Kjærsgaard om at præcisere, om Dansk Folkeparti er antimuslimsk, på hvilke stræk Dansk Folkeparti er antimuslimsk, hvis det kun er på nogle stræk, eller om fru Pia Kjærsgaard - og det tror jeg faktisk vil glæde rigtig mange, også mig selv - kan sige, at Dansk Folkeparti på ingen måde er antimuslimsk. Kl. 13:24

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:25

Pia Kjærsgaard (DF): Fru Margrethe Vestager kom gruelig galt af sted i sidste uge på et, synes jeg, meget alvorligt punkt, netop angående Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, og jeg tror, fru Margrethe Vestager måske er blevet lidt klar over, at her scorede man et gevaldigt selvmål. Men fru Margrethe Vestager fastholder det i dumstædighed eller også ud fra en ægte radikal overbevisning, det har jeg svært ved at vurdere. Jeg frygter måske, det kan være det sidste, det første ville trods alt være langt mere acceptabelt, altså hvis det var almindelig dumstædighed. Men i modsætning til det har hr. Kristian Thulesen Dahl, tror jeg, redegjort for, hvad der var meningen med den bemærkning, og at man ikke skal misbruge tingene, sådan som jeg føler fru Margrethe Vestager gør i et fortvivlet forsøg på at komme væk fra egen fadæse. Kl. 13:25

Formanden: Fru Margrethe Vestager. Kl. 13:25 Margrethe Vestager (RV): Jeg skal gentage mit spørgsmål: Vil fru Pia Kjærsgaard gøre rede for, om Dansk Folkeparti er antimuslimsk på nogle stræk eller på ingen måde antimuslimsk? Jeg synes, det er meget vigtigt at vide, hvad det er, partilederen mener i den sag her, og gør det fuldstændig lysende klart fra Folketingets talerstol, hvordan Dansk Folkeparti har det i forhold til at være antimuslimsk. Kl. 13:26

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:26

Pia Kjærsgaard (DF): I Dansk Folkeparti har vi aldrig nogen sinde udvist foragt for eller modvilje imod den enkelte muslim, og det var heller ikke det, hr. Kristian Thulesen Dahl sagde. Men jeg tror altså ikke, selv om fru Margrethe Vestager forsøger alt, hvad man overhovedet kan, det kan uddybes mere. Jeg mener faktisk, at den sag er fuldstændig på plads, og jeg skal erklære mig fuldstændig enig i det, hr. Thulesen Dahl udsendte en pressemeddelelse om. Kl. 13:26

Formanden: Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning. Kl. 13:26

Frank Aaen (EL): Lige før debatten genstartede, var fru Pia Kjærsgaard og en lang række andre medlemmer af Folketinget henne at kigge ud ad vinduet, og det var jo et fantastisk farvestrålende syn at se strejkende sygeplejersker og andre sundhedsansatte og pædagoger begynde symbolsk at omringe Folketinget for at sige, at det er herinde, ansvaret for, at konflikten kan løses på en retfærdig måde, ligger. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på det løfte fra valgkampen, som hr. Villy Søvndal også lige nævnte, hvor fru Pia Kjærsgaard sagde, at der skulle være 5 mia. kr. til de lavestlønnede inden for velfærden; dem hørte vi så ikke meget til efterfølgende. Men når man nu ser den konflikt, der udspiller sig, og har set det farvestrålende billede ude på Slotspladsen, kunne det så ikke få fru Pia Kjærsgaard på den tanke, at hvis der blev lagt nogle penge på bordet - kommunerne og regionerne har jo ikke flere penge - var det muligt at få sluttet konflikten hurtigt på en retfærdig og god måde? Kl. 13:27

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:27

Pia Kjærsgaard (DF): Jamen det er jo slet, slet ikke det, det drejer sig om overhovedet, og så skal jeg sige, at det var hr. Frank Aaen ikke med i. Det var kun Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, der jo besluttede at acceptere regeringens indstilling om, at der over 3 år blev afsat 5,1 mia. kr. mere til løn end i det oprindelige udspil. Det var det, der kunne gøres, og det var det, der var tilslutning til - ikke en aftale eller et forlig, men en tilslutning - og jeg synes egentlig, det var meget godt, at det var vi tre partier, som havde været ude med i valgkampen. Javel, hr. Frank Aaen og Enhedslisten er jo aldrig nogen sinde med i den slags. Det må vi så lære at leve med, og det har vi også gjort for længst. Men det er jo det, der er sket, og det har hr. Frank Aaen ikke så megen viden om, fordi han ikke var med. Han har måske kun fulgt lidt med fra sidelinjen, men sådan var det jo. Kl. 13:28

Formanden: Hr. Frank Aaen. Kl. 13:28

Frank Aaen (EL): Det havde nok været klogt af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti at have haft mig med, så der havde været mulighed for at gennemskue det kneb, som finansministeren gennemførte. Det viste sig jo, umiddelbart efter at det notat var offentliggjort, at det var snyd - rent snyd. Der var ikke én eneste ny krone i den aftale, som de tre partier, der i valgkampen lovede 5 mia. kr., lige pludselig kunne sige var der. Der var ikke én ny krone, det ved fru Pia Kjærsgaard også ganske udmærket, og det er jo også derfor, der er konflikt. Havde der været 5 mia. kr., havde man jo løst problemerne med de lavtlønnede kvindefag, men det er jo lige præcis, fordi kommunerne og regionerne ikke har pengene, vi har konflikten, og derfor igen: Var det ikke en god idé at finde tilbage til løftet fra valgkampen, stå ved sine løfter fra valgkampen? Det er jo dybt utroværdigt at sige noget i en valgkamp og så sige det modsatte, dagen efter at valget er overstået. Kl. 13:29

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:29

Pia Kjærsgaard (DF): Jo, men jeg tager det sådan set som en kollektiv balle fra Enhedslisten til vi tre partier, som trods alt er kommet noget længere, end Enhedslisten nogen sinde ville kunne komme. Sådan er det jo. Og så må jeg bare konstatere, at der jo altså er visse lavtlønnede kvindehverv, som er på plads, og hvor skal vi være glade for det. Vi håber bare, at resten også kan komme det, og jeg mener, der stadig er håb om det. Det er også derfor, jeg synes, det er yderst fornuftigt, at Folketinget ikke går dybere ind i denne konflikt, som stadig pågår, og det vil jeg stadig afholde mig fra at gøre. Kl. 13:30

Formanden: Så er det hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning. Kl. 13:30

Morten Bødskov (S): Jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard om et emne, som vi drøftede i efteråret bl.a. under finanslovdebatten, hvor Dansk Folkeparti jo lagde stemmer til en skattepakke. Dengang lykkedes det mig ikke rigtig at få svar fra fru Pia Kjærsgaard på, hvorfor det kunne være, at Dansk Folkeparti engagerede sig i den her skattepakke, når nu Ældre Sagen i deres høringssvar bl.a. skrev, at den her skattepakke er en meget dårlig aftale for pensionisterne. Den overser de fleste pensionister inklusive de dårligst stillede af dem. Ældre Sagen har senere udtrykt, at de er skuffede, og at de ikke synes, at regeringen og Dansk Folkeparti har fundet en fair fordeling. Når man skal lette skatten på arbejde, ja, så stiller det pensionisterne i en meget, meget dårlig situation. Hvorfor lægger Dansk Folkeparti stemmer til en skatteaftale, som forringer vilkårene for de dårligst stillede pensionister i vores land? Kl. 13:31

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:31

Pia Kjærsgaard (DF): Det forringer jo altså overhovedet ikke forholdene for de dårligst stillede pensionister - og jeg tror nok, at Ældre Sagen har trukket mere eller mindre i land i forbindelse med den udtalelse, som de kom med i første omgang. Jeg tror nok, at vi har været igennem den debat så mange gange, at hr. Morten Bødskov udmærket godt ved, hvorfor vi gik med. Vi fik en langt bedre aftale end den, regeringen havde fremlagt. Vi kom jo med en helt anderledes skattepakke end den, der var lagt frem. Og det er nu engang vores mission, det vedkender jeg mig, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Vi kan gå ind og tage et ansvar, vi kan gå ind og få medindflydelse, når der er ting, der skal foregå, som er meget store, og som drejer sig om en bred del af den danske befolkning. Det, vi så efterfølgende gjorde i forhold til pensionisterne, var at give dem et løfte. Og det var det løfte, vi gav efter skattepakken, som så ikke gav fradrag til topskatteydere, som jeg kan forstå at Socialdemokraterne vil være indstillet på på et tidspunkt, men til skatteydere med bundskat og mellemskat. Og det løfte, vi gav, var, at når der skulle forhandles finanslov, ville vi tilgodese folkepensionisterne. Og det var præcis det, vi gjorde ved eksempelvis at hæve ældrechecken til 10.000 kr. fra den 1. januar. Kl. 13:32

Formanden: Det er hr. Morten Bødskov, og ordet vender tilbage til ordføreren bagefter. Kl. 13:32

Morten Bødskov (S): Det kan altså godt være, at det var mig, der sådan ikke helt forstod det. Men på bundlinjen står vel det, at Ældre Sagen har kritiseret den skattepakke, som Dansk Folkeparti altså valgte at lægge stemmer til, sønder og sammen. De har sagt, at de dårligst stillede pensionister kommer ud med et minus; de taber altså på den her pakke. Nuvel, fru Pia Kjærsgaard vil påstå, at det er biased , og at det er, fordi jeg er socialdemokrat og alt muligt. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Det er jo et udtryk for hulheden i Dansk Folkepartis politik. Med den ene hånd er man klar til at gøre hvad som helst, og man siger, at man er klar til at styrke forholdene for pensionisterne, men med den anden hånd vedtager man altså en skattepakke, som forringer forholdene for de dårligst stillede pensionister ifølge Ældre Sagen. Det var jo ikke nødvendigt, at Dansk Folkeparti stemte for den her skattepakke, men det valgte de. Hvis Dansk Folkeparti havde ladet være med at stemme for den her skattepakke, ja, så havde pensionisterne ikke skullet opleve de forringelser, som Ældre Sagen mener kom ud af den. Så kan fru Pia Kjærsgaard ikke prøve at svare på dette: Hvorfor valgte Dansk Folkeparti at sige ja til en skattepakke, som ifølge Ældre Sagen forringer vilkårene for de dårligst stillede pensionister? Det tror jeg vi og mange andre mangler svar på. Kl. 13:33

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:34 Pia Kjærsgaard (DF): Fordi vi samtidig gav det løfte, at vi ville forbedre pensionisternes situation på anden vis, hvilket vi også har gjort, og som i øvrigt har udløst ros fra Ældre Sagen. Det synes jeg også hr. Morten Bødskov skal sige, for det var også det, der skete, nemlig at Ældre Sagen faktisk syntes, at det var et gevaldigt løft, at vi nu havde fået hævet ældrechecken til 10.000 kr. om året. Det fik vi ros for, så altså, på den ene side og på den anden … Jeg synes da, at det fint, at forskellige organisationer byder ind og fortæller, hvad de mener om dit og dat. Det synes jeg da er helt fint. Man må bare konstatere, at de skatteomlægninger - for det var jo reelt det, der var tale om - faktisk også kom en stor del af den danske befolkning til gode, også dem med mellemindkomster og dem med bundindkomster, som også hr. Morten Bødskov skulle være interesseret i. Kl. 13:34

Formanden: Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning. Kl. 13:34

Eigil Andersen (SF): I en overenskomstforhandling er der fagforbundene, som kommer med deres krav og tilbud, og der er arbejdsgiverne, som kommer med deres krav og tilbud. Når vi beskæftiger os med overenskomstsituationen i dag, er det med henblik på, at staten og finansministeren spiller den centrale rolle på arbejdsgiversiden. Det ved enhver. Og derfor er det ikke indblanding i overenskomstforhandlingerne at sige til den ene part, nemlig arbejdsgiversiden, hvad den burde gøre. Derimod er det et indgreb, hvis der i morgen på tværs af begge parter bliver lavet et indgreb her i Folketinget. Jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun er enig med sig selv i forhold til et nyhedsbrev fra august 2007 - altså for knap et år siden - hvor fru Pia Kjærsgaard skriver, at de offentlige lønninger i en menneskealder er sakket agterud i forhold til lønningerne i den private sektor. Det skal der så gøres noget ved, for ellers er velfærden truet for syge og ældre. Er fru Pia Kjærsgaard stadig væk enig med sig selv i, at de offentlige lønninger er sakket agterud i forhold til det private arbejdsmarked? Kl. 13:36

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:36

Pia Kjærsgaard (DF): Jo, men det er jo også det, der er blevet arbejdet på i hele det forløb, der har været, og som der stadig bliver arbejdet kraftigt på. Jeg synes, at det på lange stræk også er ved at lykkes. Men jeg synes, at SF's ordfører tager fejl, når han siger, at vi herinde er arbejdsgiverne. Nej, det er regionerne, Sundhedskartellet og BUPL, der i øjeblikket sidder og forhandler de her ting. Det er dem, der sidder med det, og derfor er jeg fortsat meget, meget betænkelig ved, at Socialistisk Folkeparti går så dybt ind i det her. Nu kunne jeg ikke rigtig forstå, om SF er interesseret i et indgreb eller ikke. Jeg synes, at vi tidligere har hørt noget andet, og at man sådan vakler lidt rundt fra den ene dag til den anden. Kl. 13:36

Formanden: Hr. Eigil Andersen. Kl. 13:36

Eigil Andersen (SF): SF er absolut imod et lovindgreb i den her overenskomstsituation, men vi går ind for, at man fra arbejdsgiverside kommer med nogle flere penge, så vi kan få en højere grad af ligeløn mellem offentligt og privat ansatte. Men jeg kan forstå, at det synspunkt er fru Pia Kjærsgaard på vej væk fra. Det tror jeg da vil skuffe mange mennesker, som er ansat inden for området - men også mange mennesker, som er syge, ældre eller har børn i daginstitution - at man altså fra Dansk Folkepartis side ikke længere mener, at der er et problem med velfærden, som er truet af personalemangel, bl.a. på grund af dårlig løn. Jeg gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om det ikke kunne være en god og passende idé, at arbejdsgiversiden, staten repræsenteret ved finansministeren - fordi staten er den, der styrer, og fordi finansministeren har vetoret i forhold til forhandlingerne med regionerne - kommer med nogle flere penge til de her forhandlinger, så de kan afsluttes ved forhandlingsbordet med frivillige aftaler og ikke gennem et lovindgreb. Kl. 13:38

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:38

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg ved ikke, om hr. Eigil Andersen selv kan høre, hvor forvirrende det, der lige nu kommer ud hans mund, egentlig lyder. Det er altså ret forvirrende. Kan man forestille sig en situation, hvor finansministeren - med Connie Kruckow ved den ene bordside og Bent Hansen ved den anden - sidder for bordenden med en pose penge og spørger: Er det meget, eller skal jeg finde en, der er lidt større? Altså, hold nu op! Det her ligger hos regionerne; det ligger hos Sundhedskartellet; og det ligger hos BUPL. Jeg synes, at SF burde have så meget respekt for det, der foregår i øjeblikket, at man ikke benytter den måde, som hr. Eigil Andersen fører sig frem på. Kl. 13:38

Formanden: Så er det hr. Magnus Heunicke for en kort bemærkning. Kl. 13:38

Magnus Heunicke (S): Det var jo helt tydeligt, da vi hørte statsministerens og derefter Venstres ordførers tale, at Dansk Folkeparti virkelig er at finde i magtens indercirkler i dansk politik. Tillykke med det. Den måde, som statsministeren og Venstres ordfører gjorde sig til på over for fru Pia Kjærsgaard, viser jo, at Dansk Folkeparti endnu en gang triumferer. Men al den magt forpligter jo. Sidste år var der besparelsesforslag fremme i kommunerne om at lægge de ældre 1 time tidligere i seng for at spare på personalet i ældreplejen. I år ser vi så nye kreative spareforslag fra fru Pia Kjærsgaards egen kommune, den konservative Gentofte, hvor man i øjeblikket drøfter at skære ned, således at man kun vasker gulv hos de ældre en gang hver anden måned. Ikke hver anden dag, ikke hver anden uge, men hver anden måned - det er Danmark i dag. Hvordan har Dansk Folkeparti det med at have magt, men så ikke at bruge den til at forhindre det her? Kl. 13:39 Formanden: Ordføreren. Kl. 13:39

Pia Kjærsgaard (DF): Altså, lad mig først sige til hr. Magnus Heunicke, at misundelse er sådan en grim ting. Og jeg fornemmede ligesom i det første af det, hr. Magnus Heunicke sagde, at der lå sådan lidt uha, altså, hvor er det dog bare ærgerligt, at det ikke er os, der sidder på den indflydelse, som Dansk Folkeparti har. Når det er sagt, må jeg sige, at vi desværre ikke har den magt i Gentoftes kommunalbestyrelse, som hr. Magnus Heunicke tillægger Dansk Folkeparti. Nu bor jeg der tilfældigvis selv, og da vi ikke er repræsenteret, har vi meget, meget svært ved at udøve vores magt i den kommunalbestyrelse. Så det spørgsmål skal jeg fuldstændig afstå fra at svare på. Men jeg synes, det er lidt svært, når hr. Magnus Heunicke bevæger sig ind i den debat, samtidig med at der i øjeblikket er forhandlinger med finansministeren. Ikke lige nu, for i dag er finansministeren nødt til at sidde og høre på alt det, vi siger her; men der pågår forhandlinger i øjeblikket. Jeg må sige, at jeg håber, det falder ud, som det plejer, nemlig at kommunernes repræsentanter vil være tilfredse i en måneds tid, før de nok begynder at larme igen. Det er jo det traditionelle. Men jeg håber på, at det ender med en aftale, hvor folk kan erklære sig tilfredse. Kl. 13:40

Formanden: Hr. Magnus Heunicke. Kl. 13:40

Magnus Heunicke (S): I og med at fru Pia Kjærsgaard selv nævner det landspolitiske ansvar og den aftale, som der bliver forhandlet, indrømmer fru Pia Kjærsgaard selvfølgelig også, at den situation, som flertallet her i Folketinget - og som Socialdemokratiet ikke er en del af - har bragt kommunerne i, er et landspolitisk ansvar. Lad os tage et helt konkret eksempel, som man nu og her kan gøre noget ved i Folketinget. Det er Ældreboligrådet, som er kommet med et forslag om, at kommunerne skal kunne sælge byggegrunde billigt til ældreboliger. Men regeringen og Dansk Folkeparti siger nej til regeringens eget ældreboligråd under ledelse af tidligere minister Palle Simonsen. Og så må man jo spørge: Er man virkelig tilfreds med, at vores ældre i dag skal bo i nedslidte og utidssvarende værelser uden bad og toilet? Er man tilfreds med, at mange af vores ældre ikke kan komme hjem fra sygehusene, når de efter endt behandling bliver udskrevet, fordi der ikke er en bolig til dem, og fordi vi mangler ældreboliger? Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til at presse regeringen, således at vi kan få løst det her? Vi har endda et forslag fra regeringens egne eksperter. Kl. 13:42

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:42

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg tror egentlig aldrig nogen sinde, at man bliver helt tilfreds, og det tror jeg heller ikke man skal være. Der skal hele tiden været noget at arbejde og kæmpe for uanset hvad. Jeg kan bare sige, at det, der er sket, mens Dansk Folkeparti har haft indflydelse, også i forhold til kommunernes budgetter, er, at serviceniveauet hver evig eneste gang er blevet løftet - også for 2008. Sådan er det jo, og det agter jeg egentlig at fortsætte med. Jamen der er jo ikke skåret ned, må jeg sige til hr. Magnus Heunicke. Sådan er det jo. I stedet er der faktisk blevet løftet. Og så er det i vidt omfang op til kommunerne, som alle jo helt klart synes - det har jeg i hvert fald oplevet her tidligere i dag - skal have selvstyre. Det er det, man står og taler for. Det hørte jeg fru Helle Thorning-Schmidt sige. Jeg ved, at fru Margrethe Vestager, som endnu ikke har været på talerstolen, også har været ude med det tidligere i dag. Men det er nok noget af det, vi vil høre på et andet tidspunkt. Kl. 13:42

Formanden: Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning. Kl. 13:42

Simon Emil Ammitzbøll (RV): Jeg vil følge lidt op dér, hvor fru Margrethe Vestager slap, nemlig i forhold til om Dansk Folkeparti er et antimuslimsk parti eller ej. Fru Pia Kjærsgaard forklarede jo, at hr. Kristian Thulesen Dahl ligesom var kommet til at sige det og nu havde givet nogle forklaringer. Men kan man virkelig komme til at sige, at man er antimuslim? Svarer det ikke til at komme til at sige, at man slår sin kone? Det er sådan noget, man kun siger, hvis det passer. Det er ikke noget, man kommer til. Altså, jeg vil sige, at jeg selv i 13 år har haft fornemmelsen af, at Dansk Folkeparti er antimuslimsk. Måske er det der med at være antimuslimsk bare blevet så normalt et udtryk for fru Pia Kjærsgaard, at hun slet ikke kan få det i sin mund og sige: Selvfølgelig er Dansk Folkeparti ikke et antimuslimsk parti. Er det det, der er tilfældet, spørger jeg fru Pia Kjærsgaard. Kl. 13:43

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:43

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg ved ikke, hvad det er, der er tilfældet. Jeg tror, jeg har redegjort meget godt for det. Jeg må da så også bare konstatere, og det gjorde jeg da også rede for i min tale her, at der er masser af de ting, som vi bliver påtvunget i forhold til muslimer i det danske samfund, som vi absolut ikke bryder os om. Hele tørklædedebatten, kønsadskillelsen, kvindeundertrykkelsen og forsøget på ad omveje at få indført sharialovgivning - altså alle de ting, som jeg synes er fuldstændig groteske, og som ikke er noget, vi beskæftiger os med her i Danmark, eller som vi bryster os af, eller som vi kan lide. Men vi må jo bare konstatere, at det kommer fra muslimsk side. På den måde må jeg da nok - havde jeg nær sagt - krybe til korset, hvis det altså stadig væk er tilladt at sige det her, og sige, at vi altså har de holdninger. Men jeg synes, at hr. Simon Emil Ammitzbøll - og tidligere fru Margrethe Vestager - hele tiden forsøger at misbruge det her og egentlig er ærgerlige over, at hr. Kristian Thulesen Dahl bare ikke gad den debat, fordi den var håbløs. Han kunne bare lige så godt strække hænderne i vejret og sige: Hovsa, mine udtalelser er blevet misbrugt; naturligvis mente jeg det ikke på den måde - længere er den ikke. Kl. 13:45

Formanden: Hr. Simon Emil Ammitzbøll. Kl. 13:45

Simon Emil Ammitzbøll (RV): Jeg skal ikke blande mig i, om hr. Kristian Thulesen Dahl strækker armene i vejret, men jeg synes, at det vigtigt at holde fast i, at fru Pia Kjærsgaard før sagde til fru Margrethe Vestager: Vi har aldrig udtrykt foragt for den enkelte muslim. Det er sikkert ganske rigtigt, men man har måske gjort det over for gruppen af muslimer i Danmark. Det er vel der, det antimuslimske i virkeligheden ligger. I hvert fald har man jo både et folketingsmedlem, en tidligere DFU-formand, byrådsmedlem osv., som er straffet efter straffelovens § 266 b. Jeg husker ikke, om det var, fordi de var jøder eller sådan, at man var efter, men det er måske bare mig, der har husket forkert. Og kan vi så ikke få svaret? Altså, hvis det er til at række hænderne i vejret og vende det hvide ud af øjnene over, og hvad ved jeg, hvorfor kan man så ikke bare sige: Dansk Folkeparti er ikke et antimuslimsk parti? Det burde være ligetil. Jeg tror, at der overalt i Europa findes den slags partier, som Dansk Folkeparti også er, men det er lige før - de vil dog ikke erkende det - det er en indrømmelse fra fru Pia Kjærsgaards side, når man ikke vil tage ordet i sin mund og sige, at man ikke er antimuslim. Så må man jo være det. Kl. 13:46

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:46

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg synes godt nok, det er grotesk - altså, den der med § 266 b. Egentlig har jeg tit fortrudt, at jeg ikke bare satte en streg, hver evig eneste gang nogen anmeldte mig efter den paragraf - hver evig eneste gang. Det skulle jeg have gjort. Men jeg troede jo første, anden og tredje gang, at det nok var de gange. Syvende, ottende og niende gang tænkte jeg: O.k., det kunne da godt være, du skulle have ført statistik over det. Der er jo rigtig mange, der gør det, altså f.eks. også De Radikales trosfæller rundtomkring lokalt, en eller anden folketingskandidat - det er såmænd også sket for nogle SF'ere - synes, at man godt vil have lidt lokal presse, og så anmelder man. Det bliver ikke rigtig til noget. Jeg er blevet anmeldt for ikke at tage afstand fra, hvad andre har sagt. Det er jo langt ude, det er en fuldstændig langt ude-paragraf, som i den grad hindrer ytringsfriheden i det her land. Den diskussion har vi haft tit, og vi tager den gerne igen. Må jeg så sige i forbindelse med ordet antimuslimsk, og jeg mener ikke, jeg kan forklare det bedre, men lad mig sige, at jeg er imod, at vi er ved at acceptere, at man skal have fridage på islamiske helligdage. Jeg er simpelt hen imod, at mænd ikke behøver at tage imod ordrer fra kvindelige ledere. Jeg er træt af, at man i det her land ikke kan opdrive en kylling, der ikke er halalslagtet. Jeg er simpelt hen så træt af, at arbejdsgivere mange gange bliver anmeldt for racediskrimination, fordi de ønsker at befri deres ansatte fra at være tilhyllede. Al den slags muslimske skikke er noget, som vi ikke bryder os om, og som jeg tager afstand fra. Det betyder ikke, at jeg tager afstand fra den enkelte muslim, som i mange tilfælde kan være en flink fyr eller en sød pige, som overhovedet ikke har de tendenser. Men jeg må bare sige, at de ting er noget, vi tager afstand fra. Jeg tror faktisk, at det var noget af det, hr. Kristian Thulesen Dahl var inde på. Kl. 13:48

Formanden: Så er det fru Özlem Sara Cekic. Kl. 13:48 Özlem Sara Cekic (SF): Dansk Folkeparti vil rigtig gerne snakke om muslimer, det er det, de bruger al deres taletid på. Jeg som dansker vil rigtig gerne snakke om, hvad vi gør i forhold til de udsatte børn. Dansk Folkeparti løber fra sit ansvar, når de ikke går ind og siger: Hvad kan vi gøre for, at de børn, der bliver seksuelt misbrugt, bliver slået, kan få den barndom, som de har krav på? Dansk Folkeparti lægger i modsætning til SF stemmer til, at regeringen kan gå ind og flytte om på de her millioner. Dansk Folkeparti er dem, der har ansvaret for, at vi har danske små børn, som i den grad bliver misbrugt og fastholdt i det her misbrug, fordi kommunerne ikke har de penge, der skal til for at kunne gå ind og gøre en forskel. Jeg vil rigtig gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun overhovedet føler et personligt ansvar for at gå ind og gøre en forskel for de her socialt udsatte børn, eller om hun vil blive ved med at snakke om det, man plejer. Kl. 13:49

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:49

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg noterede mig, at SF's ordfører sagde, at Dansk Folkeparti helst vil tale om muslimer; SF's ordfører vil hellere vil tale om danskere. Kan man ikke være dansker, samtidig med at man er muslim? Det er da en ny opfattelse i hvert fald fra SF's side. Og jeg må så med hensyn til, at vi i Dansk Folkeparti skulle have ansvaret for, at børn bliver misbrugt, sige, at jeg håber, det var en fortalelse - jeg håber virkelig, det var en fortalelse. Jeg kan kun sige, at det er et problem, som vi alle sammen skal tage mere alvorligt, end jeg lige hørte her, og at det er noget, vi skal følge. Jeg ved jo, at det er noget, der på et tidspunkt kommer en redegørelse for, og det er virkelig noget, jeg mener man skal følge op på, for det kan ingen være bekendt overhovedet, det kan hverken Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, regeringen eller andre. Kl. 13:49

Formanden: Fru Özlem Sara Cekic for den sidste korte bemærkning. Kl. 13:50

Özlem Sara Cekic (SF): Vi kan læse på forsiden af Information i dag, at Erik Fabrin advarer imod de her stramme budgetter. 2.000 børn risikerer ikke at blive anbragt, fordi der ikke er penge i kommunerne. Dansk Folkeparti skal til at forhandle, hvor mange penge kommunerne skal have. Dansk Folkeparti er da udmærket klar over, at de selv er med til at lægge et serviceloft i kommunerne. Man kan forestille sig, at lille Anders på 10 år, som bliver slået og misbrugt af sin far, henvender sig til socialforvaltningen, og så siger socialrådgiveren: Desværre kan vi ikke hjælpe dig, fordi kassen er tom. Kalenderen viser oktober, november, december, og de tal, der bliver dokumenteret af Ankestyrelsen, viser, at kommunerne anbringer færre børn, når kalenderen viser oktober, november og december. Vil Dansk Folkeparti gå ind og sige, at de gerne vil tilføre flere penge til det her område, så børn, der bliver seksuelt misbrugt, bliver omsorgssvigtet, bliver udsat for vold, kan få den hjælp, som de har krav på? Kl. 13:51

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:51

Pia Kjærsgaard (DF): Det er altså ikke Dansk Folkeparti, der forhandler, det er finansministeren og kommunerne og regionerne, der forhandler. Det er ikke Dansk Folkeparti. Det er forkert. Når hr. Erik Fabrin siger det, som han gør i øjeblikket, så tror jeg faktisk, at det er af fuldstændig samme årsag, som jeg lige har angivet, nemlig at der er forhandlinger i gang i øjeblikket. Og jeg kan kun skønne på, at kommunerne så, når forhandlingerne er færdige, bruger pengene på de områder, hvor der er allermest behov, og det område, som lige er blevet nævnt, er bestemt et af de områder, og jeg har lagt mærke til, at SF's ordfører tidligere har stillet det samme spørgsmål til Venstres ordfører om, og jeg tror, jeg har nøjagtig det samme svar. Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at det er noget, som kommunerne bruger penge på. Lad os håbe, når de forhandlinger er overstået imellem regeringen og kommunerne og regionerne, at det så også er det, kommunerne vil prioritere - også hr. Erik Fabrin. Kl. 13:51

Formanden: Der er en kort bemærkning fra hr. Nick Hækkerup. Kl. 13:52

Nick Hækkerup (S): Jeg noterede mig fru Pia Kjærsgaards bemærkninger om stoltheden over status i den danske økonomi. Det skal vel ses i det perspektiv, at vi står med en offentlig sektor, som har en historisk lav vækst i den service, der kan gives. Kigger vi tilbage på perioden 1994-2001, var der en vækst på 2,1 pct. om året. I perioden, fra regeringen kom til frem til i dag, har der været en vækst på 1,5 pct. om året. Der er altså en aftagen, og nu kan vi se, at der med den økonomiske politik, der er lagt frem med DF's tilslutning, er udsigt til en økonomi, der har en vækst på 0,9 pct. i den offentlige sektor. Det er en vækst, som betyder, at kommunerne jo i dag sidder og laver besparelser bl.a. på ældreplejen og handicaphjælpen. Samtidig er der givet en lang række skattelettelser, som falder skævt - mest til de rige, mest til de velbeslåede, mest til de veluddannede osv. Er det den økonomiske politik, der kalder på stoltheden i fru Pia Kjærsgaards hjerte? Kl. 13:53

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:53

Pia Kjærsgaard (DF): Det er jo en kendsgerning, som også statsministeren gjorde rede for det, at der siden 2001 er tilført et tocifret milliardbeløb til offentligt forbrug. Sådan er det. Og kan vi så ikke blive fri for det der, som vi har hørt siden valgkampen igen og igen og igen, vi mangler bare sloganet »velfærd frem for skattelettelser«, og så fortsættes der: til de rige. Det passer jo ganske enkelt ikke. Hr. Nick Hækkerup og andre taler imod bedre vidende. Det var præcis det, der ikke skete. Kl. 13:53

Formanden: Hr. Nick Hækkerup. Kl. 13:53 Nick Hækkerup (S): Det er sådan set præcis det, der er sket. Både med lavere skat på arbejde og senest med den ordning, som Dansk Folkeparti også lagde stemmer til, nemlig skatterabatten for de 64-årige, er det præcis det, der er sket. Så vil jeg gerne have lov til at sige til bemærkningen om, at der er tilført mange milliarder: Lad os nu tage den kommende årrække og konstatere, at der kun er en realvækst på 0,9 pct. Er det så en vækst, som vil betyde, at borgerne oplever en højere service? Nej, det er det ikke, for demografien viser jo, at der bliver flere ældre, og der er flere børn, der skal passes, vi ved, at der er flere udsatte børn, som der skal tages hånd om, vi ved, at der er flere handicappede børn osv. osv., så selv om kagen bliver marginalt større, er der mange, mange flere, der skal have, og det betyder, at danskerne oplever et fald i den helt almindelige service. Det kan godt være, at fru Pia Kjærsgaard helst vil være fri for sandheden, men sandheden er, at vi jo ikke kan bruge pengene til velfærd, når DF har valgt at bruge dem til skattelettelser for de allermest velbeslåede i kongeriget. Kl. 13:54

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:54

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg kan forstå både på debatten i dag og også tidligere, at Socialdemokratiet jo i virkeligheden ikke ønsker at ændre på det, altså ikke ønsker at ændre på det, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført, ikke i forhold til skattelettelser, men i forhold til skatteomlægninger - for det var stadig væk omlægninger, det var ikke lettelser, det var omlægninger i skattesystemet. Så kan jeg ikke lade være med at nævne, at jeg hørte fru Helle Thorning-Schmidt sige, at når nu den her skattekommission bliver nedsat, så vil man absolut kigge på lettelser i topskatten. Altså, hvis ikke det er med til at øge uligheden i det her samfund, så ved jeg da ikke, hvad det er. Så må jeg også bare lige henlede Socialdemokratiets opmærksomhed på, at samtidig med den her lønstigning, som mange lønmodtagere har set frem til, får de nu med Socialdemokratiets hjælp dyrere kantinemad; det drejer sig om 332 mio. kr. Man forbeholder sig retten til at give det videre til et eller andet skattelettelseshalløj, når nu Skattekommissionen bliver nedsat; der har man sat sig på det her. Det synes jeg da modsiger alt, hvad Socialdemokratiet tidligere har sagt. Altså, nu kan man godt tage noget af en lønstigning fra den almindelige arbejder og den almindelige funktionær og lægge det til side til en senere skattelettelse. Det er da hykleri, så det batter. Kl. 13:56

Formanden: Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning. Kl. 13:56

Line Barfod (EL): Det er muligt, fru Pia Kjærsgaard og regeringen tror, man kan bilde befolkningen ind, at man ikke har noget ansvar for den situation, vi har, hverken med hensyn til konflikten eller med hensyn til de mange nedskæringer rundtomkring i kommuner og regioner. Jeg tror bare heldigvis, at det er meget svært for fru Pia Kjærsgaard og regeringen at overbevise befolkningen om, at det ikke er regeringen og Dansk Folkeparti, der har ansvaret. Det kan man jo også tydeligt se med alle de strejkende, der bliver ved med at fastholde, at de stramme økonomiske rammer er dikteret af regeringen og Dansk Folkeparti. Det er jo det samme, der kommer til at ske nu med kommuneaftalerne: Det er jo Dansk Folkeparti, der lægger stemmer til og sikrer, at der er flertal i Folketinget for de stramme aftaler for regioner og kommuner. Derfor er det jo væsentligt at få at vide, om Dansk Folkeparti vil stemme for aftaler med kommuner og regioner, der ikke giver plads til, at der kan gives ordentlige lønstigninger til de offentligt ansatte, og som ikke giver plads til, at der kan være en ordentlig fælles velfærd, men som tværtimod betyder, at der skal skæres igen ude i kommunerne. Kl. 13:57

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:57

Pia Kjærsgaard (DF): Altså, det kan jeg jo i sagens natur overhovedet ikke give noget tilsagn om. Det er klart, at jeg da ikke kan sige, hvad Dansk Folkeparti vil gøre ud fra et resultat, som vi overhovedet ikke kender - punktum. Kl. 13:57

Formanden: Fru Line Barfod. Kl. 13:57

Line Barfod (EL): Jo, men det er jo så også en bekræftelse, går jeg ud fra, på, at Dansk Folkeparti ligesom alle de tidligere år har tænkt sig at stemme for kommuneaftaler og aftaler med regionerne, hvor - det har vi jo fået bekræftet fra den tidligere finansminister - selve den økonomiske ramme ikke er en aftale, det er rent diktat over for kommuner og regioner. Det er ikke noget, de har indflydelse på, det er et diktat fra regeringen - og dermed også for Dansk Folkeparti, når man lægger stemmer til - hvor mange penge der er. Det mener jeg er væsentligt at få afklaret. Dansk Folkeparti vil altså lægge stemmer til, at der ikke er råd til ordentlige lønstigninger, vil lægge stemmer til, at der ikke er råd til at sikre ældrepleje, at der ikke er råd til at gøre noget for de socialt udsatte børn, så vi kan få lavet nogle foranstaltninger i tide, så de ikke skal blive i de familier, hvor de har problemer. Det er rart at få den bekræftelse fra Dansk Folkeparti. Så ved befolkningen i hvert fald, hvor ansvaret ligger. Kl. 13:58

Formanden: Ordføreren. Kl. 13:58

Pia Kjærsgaard (DF): Altså, det er ren manipulation, det, fru Line Barfod kommer med. Jeg kan bare sige, at for 2008 blev kommunernes serviceudgifter løftet med 1,6 mia. kr., der blev afsat 1,3 mia. kr. til ældre og børn, og der kom en lånepulje på 800 mio. kr. til investeringer i bl.a. folkeskolen. Det sagde vi ja til. Hvad vi gør nu, ved jeg ikke; jeg ved det simpelt hen ikke. Og lad være med at manipulere, sådan som jeg lige hørte fru Line Barfod gøre ved at sige: Nå, men det kan jeg altså betragte som en bekræftelse. Nej, det kan fru Line Barfod ikke. Kl. 13:58 Formanden: Så er det hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning. Kl. 13:58

Rasmus Prehn (S): Debatten her har jo virkelig vist med tydelighed, at Dansk Folkeparti og ikke mindst fru Pia Kjærsgaard udgør den absolutte magtelite i det danske samfund. Men ikke alene har Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard politisk magt, fru Pia Kjærsgaard er også kendt for at have ordet i sin magt. Derfor var jeg også meget imponeret over den meget raffinerede måde, hvorpå det lykkedes fru Pia Kjærsgaard sådan lige at snige sig uden om at svare på det spørgsmål, som min gode kollega hr. Magnus Heunicke kom med omkring Ældreboligrådets meget direkte anbefaling af, at kommunerne skal have friheden til at sælge byggegrunde billigere, så man kan opføre billigere ældreboliger. Sagen er den, at fru Pia Kjærsgaard sagde, at det er vigtigt at have noget at arbejde med. Man fik indtryk af, at da Rom ikke blev bygget på en dag, er det noget, vi tager hul på. Men er sagen ikke den, at Dansk Folkeparti direkte har arbejdet imod det her forslag og direkte har sagt, at man ikke vil lytte til regeringens egne eksperter, og direkte har sagt, at kommunerne ikke skal have den her frihed? Og er det ikke rigtigt, at Dansk Folkeparti her i Folketingssalen har stemt imod et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet, der netop lagde op til at give kommunerne friheden til at sælge byggegrundene billigere, så vi kunne give de ældre billigere boliger? Er det ikke korrekt? Kl. 14:00

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:00

Pia Kjærsgaard (DF): Det er da sikkert korrekt, når hr. Rasmus Prehn siger det. Det tror jeg da virkelig på, men jeg kan ikke gå nærmere ind i den debat. Jeg kan kun sige, at det, der er fremlagt fra kommunernes side om, hvad de gerne vil, er noget, som kommunerne selv må tage et ansvar for. Jeg kan altså ikke gå ind i debatten om Ældreboligrådet. Indimellem må man jo altså også bare konstatere, at når det passer i Socialdemokratiets kram at lytte til nogle eksperter, er det altid, fordi de mener det samme som Socialdemokratiet. Der kan være årsager til, at vi andre ikke mener, at de eksperter har ret, uanset om det er regeringens egne eksperter. Jeg synes igen, det lyder en smule manipulerende præcis som ved fru Line Barfod. Kl. 14:00

Formanden: Så er det sidste korte bemærkning til fru Pia Kjærsgaard fra hr. Rasmus Prehn. Kl. 14:00

Rasmus Prehn (S): Dansk Folkeparti har fuldstændig ret i, at det ikke er så sjældent, at eksperterne rent faktisk er enige med Socialdemokratiet. Det er jo, fordi vi har en fantastisk god og gennemtænkt politik. Situationen er, at vi har 13.000 utidssvarende ældreboliger. Dansk Folkeparti har ved mange lejligheder slået sig op som det parti, der virkelig går foran, når det handler om ældrepolitik. Her har vi så en situation, hvor Dansk Folkepartis formand står i Folketingssalen og siger, at hun ikke kan gå nærmere ind i diskussionen. Man har bedt regeringen om at nedsætte et ekspertudvalg, som skal komme med de allerbedste forslag til, hvad vi kan gøre for at løse problemet med 13.000 utidssvarende ældreboliger. Så kommer eksperterne og lægger forslag frem, og så siger Dansk Folkeparti: Duer ikke, om igen. I mellemtiden er der 13.000 ældre i Danmark, der skal vente på at få en tidssvarende bolig. Jeg synes ikke, at Dansk Folkeparti kan være det her bekendt. Kl. 14:01

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:01

Pia Kjærsgaard (DF): Det har hr. Rasmus Prehn da selvfølgelig lov til at mene. Vi har en forskellig opfattelse af det. Jeg kan kun sige, at der er en økonomi i det her, der skal klares. Det er der slet, slet ingen tvivl om, og vi har måske ikke lige overblik over den på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig et område, der interesserer os, men jeg tror bare ikke, at man sådan lige kan knipse med fingrene og sige, at nu opfører vi altså 13.000 nye ældreboliger. Jeg tror simpelt hen ikke, det kan lade sig gøre. Kl. 14:02

Formanden: Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Pia Kjærsgaard, og næste ordfører er hr. Villy Søvndal. Kl. 14:02

(Ordfører) Villy Søvndal (SF): I ugerne op til den 13. november sidste år var det rigtig dejligt at være dansker, for regeringen og dens støtteparti strøede om sig med løfter. Der skulle være bedre velfærd, ventelisterne skulle væk, skolerne skulle renoveres, de ældre skulle have bedre forhold, miljøet skulle opprioriteres, og der skulle ske en hel masse på klimaområdet. Børnechecken skulle i øvrigt forhøjes. Asylfamilierne og deres børn skulle ud af flygtningecentrene, der skulle laves brede forlig, og der skulle ikke længere føres blokpolitik. I dag tror jeg at mange føler sig snydt. Løfterne blev åbenbart ikke indfriet, og mon ikke det er en stor del af forklaringen på, at regeringen mister opbakning. De seneste uger har Danmark været præget af strejker inden for ældreplejen, på daginstitutionsområdet, på sygehusene og andre steder i den offentlige sektor. Strejken har ramt mange mennesker, og det har været til stor gene for patienter, for småbørnsforældre, for de ældre og deres pårørende. Jeg tror alligevel, at jeg taler på de fleste almindelige danskeres vegne, når jeg siger tak til de strejkende. Tak, fordi I tager kampen, ikke alene for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold i nogle fag, som alt for længe har haltet bagefter, men også for at gøre opmærksom på, at den langsomme nedslidning og forringelse af den offentlige sektor foregår under den her regering. Strejken har på den måde været et wake up call, som bør føre til, at mange nu tager en seriøs drøftelse af, hvad det er, der er ved at ske med vores fælles velfærd. Jeg tror, at rigtig mange undrer sig over, hvordan det kan være, at vi den ene dag kan købe hele verden, mens vi kan se, at skolerne forfalder, daginstitutionerne er nedslidte, og de ældre, der har knoklet hele deres liv, ikke får den behandling, vi egentlig skylder dem, og som de ansatte i ældreplejen så gerne ville yde dem, hvis de altså fik mulighed for det. Jeg tror, at mange undrer sig over, hvorfor der altid er råd til at give skattelettelser til de mest velstillede, men når det gælder om at skabe ordentlige forhold for rengøringsassistenter, SOSU'er, pædagoger og de andre kvinder i lavtlønsjob, så er der lige pludselig ikke råd til noget. Jeg håber, at regeringen og ministrene kan svare på det, for folk ude i virkeligheden forstår det ikke, og - for at være helt ærlig - jeg forstår det faktisk heller ikke. I SF er vi optaget af at løse de rekrutteringsproblemer, som den offentlige sektor kommer til at stå med i fremtiden, og som er den virkelige trussel mod vores fælles velfærd. Hvordan sikrer vi, at de offentlige arbejdspladser bliver attraktive arbejdspladser? Hvordan sikrer vi, at de mennesker, som hver dag yder et stort stykke arbejde for at passe og pleje vores ældre, vores børn og vores syge, også høster anerkendelse for deres indsats? Et af svarene fra SF har været, at vi skal løfte kvindefagene op på mandeløn. Derfor har vi foreslået en ligelønskommission med penge, og vi har også fundet pengene til det. Vi har brug for ligeløn; det har sygeplejerskerne, det har SOSU'erne, det har pædagogerne, og det har de syge, de ældre og vores børn også. Det har vi som samfund. For uden ligeløn risikerer vi, at vi slet ikke kan skaffe nok medarbejdere til at passe og pleje vores børn, syge og ældre. De strejkende fagforbund har startet kampen for en løn, der kan fastholde de erfarne og rekruttere nye medarbejdere til det offentlige sundhedsvæsen. Allerede i dag mangler vi tusindvis af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og om få år vil vi mangle op mod 30.000. Samtidig falder tilgangen til uddannelserne. På sygeplejeuddannelsen er søgningen så lille, at der i dag er ca. 300 ledige studiepladser. Med den nuværende uligeløn er det ikke så mærkeligt, at vi risikerer at mangle medarbejdere til den fælles velfærd i fremtiden. Man kan blot prøve at tænke på de unge, der om kort tid skal vælge uddannelse. Hvis de vælger at uddanne sig til at passe vores børn eller pleje vores syge og gamle, skal de regne med en væsentlig lavere løn, end hvis de uddanner sig til at passe på vores penge eller lave it-programmer. Jeg forstår i hvert fald godt, at det ikke er så tillokkende at vide, at det, som en sygeplejerske i det offentlige sundhedsvæsen tjener på et helt år, har en privatansat med samme uddannelseslængde allerede tjent, når vi kommer hen til et stykke efter efterårsferien. Vi støtter kampen for ligeløn, for uden ligeløn sætter vi fremtidens velfærd på spil. Uden et ligelønsløft til dem, der uddanner sig til at passe vores børn og pleje vores syge og ældre, kommer vi til at mangle uddannet personale til den velfærd, vi ønsker os nu og ikke mindst i fremtiden. Kl. 14:07 Undergravningen af det fælles sundhedssystem - et sundhedssystem med lige og fri adgang for alle - vil fortsætte, og flugten til privathospitalerne vil fortsætte. Det er resultatet af regeringens politik. For SF er det afgørende, at vi har et sygehusvæsen i verdensklasse, hvor der er fri og lige adgang for alle. Det skal ikke være sådan, at det er størrelsen af pengepungen, der bestemmer, hvilken behandling man får, hvis helbredet svigter eller ulykken rammer. Men spørgsmålet om løn gør det ikke alene. Vi skal også have genskabt tilliden til et offentligt system. Under den her regering har mistillid og kontrol været indgangen til alting, når det handler om offentligt ansatte. Det har skabt papirbunker, det har skabt bureaukrati, det har skabt spild af tid. Men det har ikke skabt mere velfærd. Den vej skal vi ikke gå længere ud ad. Den vil blot føre til endnu større medarbejderflugt, mere utilfredshed og fravær og mere nedslidning. Lad os prøve noget nyt. Lad os prøve at have tillid til, at de mennesker, der arbejder i den offentlige sektor, og som har en uddannelse, faktisk gerne vil deres arbejde. Når jeg taler med offentligt ansatte, hører jeg igen og igen: Der er alt for mange regler, alt for meget kontrol, alt for meget papir. Det sluger tiden og fjerner fokus fra det væsentlige, nemlig at servicere og hjælpe borgerne. Dansk Socialrådgiverforening lavede for nylig en undersøgelse af, hvordan socialrådgiverne bruger deres tid. Resultatet var rystende: Otte og et halvt minut i timen eller knap en time om dagen, så lidt tid bruger en kommunalt ansat socialrådgiver på børneområdet på at tale med borgerne - enten ansigt til ansigt eller i en telefon. I procent svarer det til, at 14 pct. af en socialrådgivers arbejdsdag bruges på borgerkontakt, og 86 pct. bruges på øvrige opgaver. Administrative opgaver fylder næsten halvdelen af arbejdstiden. Lad dog socialrådgiveren bruge sin tid på at hjælpe klienterne, lad dog SOSU-hjælperen bruge sin tid på de ældre, og lad dog læreren bruge sin tid på at undervise. I gamle dage var modstanden mod bureaukrati i det offentlige en borgerlig mærkesag. Nu står den borgerlige regering forrest med mistillid, med kontrol og med mere bureaukrati. I de her dage forhandles der kommunaløkonomi, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at kommunerne er fantastisk pressede under den nuværende regering. Der skæres ned mange steder, som allerede dokumenteret under en del af debatten, bygningerne er nedslidte, skoler og institutioner forfalder. Man skal bare prøve et toiletbesøg på en folkeskole. For ikke så længe siden havde vi valgkamp. Det var dengang, regeringen lovede at gøre noget ved de nedslidte bygninger. 50 mia. kr. skulle der sættes af til en kvalitetsfond, så klasselokalerne og de uhumske skoletoiletter kunne blive renoveret. Det er så over 10 år. Nu har jeg forstået på regeringens seneste udmeldinger, at pengene ikke behøver at falde i lige store portioner. Det er jo smart. Når man har 10-årige planer og kun 4-årige valgperioder, kan man vel igen om 4 år gå til valg på præcis det samme uden at have gjort noget som helst. Det er jo ikke nye penge, og det er ikke det, der skal til for at lave nye investeringer. Men selv dette meget lave ambitionsniveau vil regeringen ikke engang leve op til. Er det ikke løftebrud? Jo, det må man bestemt sige. Det er der nu også mange borgerlige ude i kommunerne der mener. Formanden for KL, Venstremanden Erik Fabrin, sagde i Berlingske Tidende for nylig: Det er et klart løftebrud, hvis regeringen ikke finder nogle friske penge frem til offentlige investeringer. Den har jo lovet befolkningen, at der skal rettes op på standarden af de offentlige bygninger. Og den gæve Venstremand forsætter i øvrigt: Jeg kan konstatere, at det ikke er det, regeringen har lagt op til med sin økonomiske redegørelse. Hvis ikke regeringen finder pengene i økonomiforhandlinger med kommunerne, er det et klart løftebrud i forhold til det, den lovede før, under og efter valget. Sådan sagde Venstremanden Erik Fabrin altså. Det er også ved at gå op for befolkningen, at regeringen ikke lever op til løfterne i forhold til den kommunale service. Jeg nævnte under de korte bemærkninger undersøgelsen fra Børsen, der viser, at en markant voksende andel af danskerne mener, at den kommunale service er forringet, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Vælgerne giver i øvrigt ret entydigt regeringen skylden for de økonomiske problemer i kommunerne. Den her regering slog sig i starten op på, at den holdt, hvad den lovede. Jeg tror, at mange danskere er ved at gennemskue, at løfterne på mange måder ikke bliver indfriet. Vi har foreslået, at kommunernes økonomi bliver forbedret, så de får råd til ikke alene at beholde det nuværende serviceniveau, men endda også til forbedringer. Kl. 14:12 Så vil jeg tage et tema op, der desværre ikke har været meget debat om i dag, nemlig klima. Under sit besøg på George W. Bushs ranch i Texas i begyndelsen af marts roste statsministeren sin vært for at satse på klimadagsordenen, og på det efterfølgende pressemøde hyldede statsministeren Bush som en - og jeg citerer - »overbevist miljøforkæmper«. Jeg havde det selv sådan, da jeg så det i tv, at jeg ikke syntes, det var pænt gjort sådan at lave grin med ens gamle ven på den måde. Det syntes jeg var at gå et stykke over stregen. For hvis det var alvorligt ment, tegner det et meget dystert billede af regeringens reelle indstilling til klimaproblemerne. I SF er vi meget optagede af, hvad vi skal leve af i fremtiden. Danmark skal være et foregangsland på det grønne område. Vi skal gå forrest, når det handler om økologi og grøn produktion, og vi skal gå forrest, når det handler om vedvarende energi. Det skal vi først og fremmest, fordi vi står over for en alvorlig klimatrussel - jeg tror, det er ved at gå op for de fleste - men også fordi Danmark faktisk har gode kort på hånden, når det handler om at skabe nye arbejdspladser ved at satse på vedvarende energi og økologisk omstilling. Her synes jeg, at regeringen har en alt for sløv og slap indstilling til de udfordringer, vi står overfor. Først spildte regeringen 5 år med nedskæringer og Lomborg, så fandt man ud af, at klimaproblemerne ikke kunne tales væk. Det var et fremskridt, men det går alt for langsomt. Hvorfor vil man ikke fastlægge ambitiøse mål for reduktion af CO2-udslippet? Statsministeren har også i dag sagt, at vi skal gøre os uafhængige af kul, olie og gas, men ikke hvornår. Med det nuværende tempo vil det bogstavelig talt tage 117 år. Det forekommer at være lidt af en gratis omgang. Vi må have et mål, som vi har en chance for at se gå i opfyldelse, inden vi dør! Vi har foreslået en 50-procents-reduktion inden 2035. Regeringen siger en 15-procents- reduktion. Det er bare ikke godt nok. Vi er parat til at tage ansvar for en langt mere realistisk og ambitiøs klimastrategi, som ikke alene retter op på de seneste års forsømmelser, men som også bringer Danmark i front, når det gælder klimavenlig trafik, forsyningssikkerhed, vedvarende energi og effektiv udnyttelse af vores energi. Vi er parat til at investere massivt i udvikling af miljørigtig teknologi og sikre, at Danmark får en ny havvindmøllepark hvert andet år. Vi vil udnytte de gode danske erfaringer og udvikle klimavenlige løsninger, der kan eksporteres til resten af verden, for klimatruslen er ikke kun et dansk problem, den er global og kan få katastrofale konsekvenser for hele verden.

På trafikområdet er vi nødt til at dæmme op for privatbilismen. Der bruges alt for meget CO2 på transport. Vi skal have flere investeringer i kollektiv trafik, og vi skal have kørselsafgifter omkring de store byer. Vi skal have flyttet mennesker over i den kollektive trafik. Derfor vil jeg sige til slut: Hvis vi skal tilbage på sporet, uanset om det handler om velfærd, miljø eller udenrigspolitik, skal vi have en ny regering. Det arbejder vi for hver eneste dag i SF, og vi synes sådan set, at det går den rigtige vej. En ny regering, som SF deltager i, vil stå for en helt anden politik. Den vil gøre op med den stigende ulighed, som bl.a. kommer af, at mennesker i dagens Danmark lever på satser, som vi slet ikke kan være bekendt. En ny regering vil satse på et velfungerede sundhedsvæsen, at de offentlige sygehuse skal være i verdensklasse, at flugten til privathospitaler skal stoppes, og at der skal være fri og lige adgang til behandling i det danske sundhedsvæsen. En ny regering skal genskabe Danmarks førerposition på uddannelsesområdet, vi skal have en folkeskole, hvor der er færre børn i hver klasse. Endelig skal en ny regering stå for en helt ny dansk udenrigspolitik, hvor vægten lægges på udvikling, konfliktløsning, nedrustning og fair handel. Parløbet med Bush har været en katastrofe, og vi glæder os rigtig meget til Obama. Kl. 14:17

Formanden: Ja tak. Så går vi over til de korte bemærkninger. Jeg har noteret følgende, der ønsker kort bemærkning: Fru Inger Støjberg, fru Pia Kjærsgaard, fru Charlotte Dyremose, hr. Peter Christensen, hr. Kristian Thulesen Dahl, fru Henriette Kjær, hr. , hr. , fru Vivi Kier og hr. Hansen Christian Skibby. Alle vil kunne få ordet, hvis vi overholder taletidsreglerne her i Folketinget. Den første, der så får ordet, er fru Inger Støjberg. Kl. 14:17

Inger Støjberg (V): SF og især hr. Villy Søvndal vil jo utrolig meget. Under valgkampen ville hr. Villy Søvndal besøge 20 plejehjem og sygehuse, tror jeg, det var. Det var så noget overfinansieret, kan man sige. Hr. Villy Søvndal var meget kritisk i tørklædedebatten, i hvert fald lige indtil det gjaldt og man skulle melde ud, hvor man egentlig stod i den sag. Og hr. Villy Søvndal ville også tage kampen op imod mørkemændene og, undskyld, nu citerer jeg hr. Villy Søvndal igen, selv om det ikke er et smukt citat: men de kunne skride ad helvede til. Det hele har været sådan lidt overfinansieret, kan man sige, og det er også det, Det Radikale Venstre siger med hensyn til SF's økonomiske politik, nemlig at den slet ikke hænger sammen, altså tal og virkelighed hænger ganske enkelt ikke sammen. Det har endda været sådan, at Det Radikale Venstre har kaldt SF's økonomiske politik for en tikkende bombe under velfærdsstaten. Står hr. Villy Søvndal fast på, at SF er et økonomisk ansvarligt parti? Kl. 14:18

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:18

Villy Søvndal (SF): Tak for spørgsmålet. Fru Inger Støjberg har jo helt ret i, som hun indledte med, at SF vil rigtig meget. Ja, vi er et ambitiøst parti, der ikke synes, at et så rigt samfund som vores kan være bekendt at fordele rigdommen så skævt, som rigdommen bliver fordelt. Vi synes, det er uforståeligt, at man i en situation, hvor rigdommen vokser, skærer på hjemmeplejen i en stribe kommuner. Vi synes, det er uforståeligt, at man i så rigt et samfund lader ventelistepatienter, specielt de medicinske ventelistepatienter, ligge ude på gangene. Vi synes, det er uforstandigt at beskære skoleområdet, som det sker og kommer til at ske i det her efterår i en række kommuner. Til gengæld er vi, som fru Inger Støjberg helt sikkert også ved, ikke tilhængere af skattelettelser, hverken selskabsskatten til gavn for banker og finansieringsselskaber eller personskattelettelser til de mest velhavende. Der vil vi meget hellere løse nogle af de samfundsproblemer, vi står med. Kl. 14:19

Formanden: Fru Inger Støjberg. Kl. 14:19

Inger Støjberg (V): Hr. Villy Søvndal svarer jo ikke rigtigt på spørgsmålet, nemlig om det økonomisk ansvarlige i det her. For det er jo økonomisk uansvarlig politik, hr. Villy Søvndal og SF fører, og det er også det, Det Radikale Venstre peger på, i øvrigt et parti, som hr. Villy Søvndals parti muligvis vil kunne indgå i regering sammen med - altså hvis det var sådan, at man kunne blive enige om noget og da især om den økonomiske politik. Kan hr. Villy Søvndal løfte sløret for, hvornår den såkaldt ansvarlige økonomiske plan fra SF bliver offentliggjort? For vi har jo ikke set den endnu. De tal, vi har set indtil videre, hænger slet ikke sammen. Hvornår får vi de tal, der måtte vise, hvis de altså findes, at det hænger sammen? Jeg tror det ikke, fordi det hele jo er finansieret helt hen i vejret. Kl. 14:20

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:20

Villy Søvndal (SF): Nu ville det nok også overraske ikke alene mig, men formentlig hovedparten af Folketingssalen, statsministeren ville måske endda falde ned af stolen af overraskelse, hvis det var Venstres opfattelse, at SF kom med en økonomisk ansvarlig politik. Så efterlyser fru Inger Støjberg, hvornår man så sådanne beviser på det. Jamen det leverede vi jo senest ved finansloven, hvor vi leverede ændringsforslag, der alle sammen var finansieret, godt og vel endda, så det gør vi altid i SF. Vi har altid gjort os umage med at sikre, at udgifter og indtægter minder om hinanden. Og det er jo egentlig ikke så besværligt, som fru Inger Støjberg gør det til. Altså, hvis man smider pengene væk på skattelettelser til de mest velhavende i det her land, hvis man sænker selskabsskatten for hovedsagelig banker og finansieringsselskaber, så er det jo klart, at de penge kan man så ikke bruge til de ting, som vi gerne vil bruge pengene til, nemlig sikre bedre velfærd. Det er jo et politisk valg, man må træffe. Jeg tror, at det nye er, at det er ved at gå op for befolkningen i stigende grad. Jeg tror, at det er derfor, at Børsen har de tal, de har, om, at 50 pct. siger, at velfærden er blevet dårligere under Anders Fogh Rasmussen, nemlig at man ikke kan begge dele. Man må træffe et valg. Kl. 14:21

Formanden: Det hedder statsministeren. Det er fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning. Kl. 14:21

Pia Kjærsgaard (DF): Ja tak. Lidt i forlængelse af det, fru Inger Støjberg sagde, vil jeg sige, at det jo indimellem er noget rod med SF. Jeg vil også fortsætte med at påpege rækken af bluffnumre for at sige det ligeud. Der er det der med de 20 plejehjem, der blev til fem; man er ikke så glad for det der tørklæde, men man kan søreme ikke tage sig sammen til at forbyde det her i Folketingssalen, og hr. Villy Søvndal fortrød de udtalelser, han var ude med på Al-Jezeera under Muhammedkrisen. Dem fortrød man. Det er altid godt at fortryde, men det er da noget rod, synes jeg, at det sådan bliver ved med at køre rundt med hensyn til værdikampen. Der var også det der med Hizb-ut-Tahrir, der skulle skride ad helvede til, og så er de her alligevel. Hr. Villy Søvndal vil ikke engang stemme for vores forslag om at forbyde dem. Det, jeg godt vil spørge om, er, hvordan det er med hr. Villy Søvndal og opbakningen til fru Margrethe Vestagers udtalelser om, at vi nok skal drosle vores aktivistiske udenrigspolitik ned. Jeg går ud fra, at hr. Villy Søvndal er enig. Jeg vil godt have en nærmere redegørelse for, om ikke der - desværre - er en klar opbakning til fru Margrethe Vestager. Sådan har jeg i hvert fald fornemmet det. Kl. 14:22

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:22

Villy Søvndal (SF): Nu er en redegørelse jo en længere sag, og det er lidt svært at besvare fem spørgsmål på 1 minut, men jeg vil godt svare principielt på spørgsmålet om Hizb-ut-Tahrir. SF's holdning til konsekvent antidemokratiske bevægelser, hvad enten de har et fremmedklingende navn som Hizb-ut-Tahrir eller de har et dansk navn, har altid været, at vi tager konsekvent afstand fra dem. Det er klart, at det står i meget stærk modsætning til Dansk Folkeparti, som er et erklæret antimuslimsk parti. Dansk Folkeparti er et parti, der inddeler folk efter religion, efter etnicitet osv. Vi har tegnet en ny front i den her debat, hvor vi beder folk om at dele op efter en demokratisk skillelinje. Det er en meget klarere og meget mere logisk opdeling, og en form for opdeling, vi deler med dem, vi deler værdier med. Så vi er meget tilfredse med det og har været meget tydelige i den debat. Kl. 14:23

Formanden: Fru Pia Kjærsgaard. Kl. 14:23

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg er nødt til at sige: Lad nu være med at glide udenom. Det der med opbakningen til fru Margrethe Vestager var egentlig det eneste spørgsmål, jeg stillede, og det var det eneste, hr. Villy Søvndal ikke kom ind på. Med hensyn til det der med, at vi nu bliver nødt til at drosle den aktivistiske udenrigspolitik ned af frygt for, at der skal ske noget med Danmark, vil jeg spørge: Er det også hr. Villy Søvndals metode? Er der klar opbakning til fru Margrethe Vestager? For så må jeg indrømme, at jeg tror, at fru Helle Thorning-Schmidt får store, store problemer, hvis det skulle lykkes hende igen at blive opstillet som statsministerkandidat. Jeg vil godt have et klart svar fra hr. Villy Søvndal, og at han lader være med at tale uden om. Kl. 14:24

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:24

Villy Søvndal (SF): Det er en meget sjov måde at spørge på. Altså, man starter med at opstille noget, der ikke er tilfældet, nemlig den forudsætning, at SF formentlig er enig i regeringens og Dansk Folkepartis udenrigspolitik. Nej, det har vi aldrig været. Det fatale eventyr, som fru Pia Kjærsgaard og statsministeren har kastet Danmark ud i med Irakkrigen, har vi protesteret mod hele vejen. Det tror jeg enhver kan huske. Den fejlslagne krig i Afghanistan, som er en umulig krig at vinde, på den måde den er tilrettelagt, har vi konsekvent været modstandere af. Det behøver man altså ikke at vide ret meget om for at være velorienteret. Men det har jo ikke noget at gøre med et angreb på en dansk ambassade. Når man angriber en dansk ambassade, tager vi afstand fra det uden forbehold af nogen art og fordømmer det. Jeg var ude med en pressemeddelelse - oven i købet samme dag, tror jeg - hvor jeg entydigt fordømte angrebet på Danmark og kaldte det forbryderisk osv. Så jeg synes ikke, at der her kan være nogen som helst tvivl om min holdning, ligesom der heller ikke kan være nogen som helst tvivl om, at de eventyr, som fru Pia Kjærsgaard er blevet lokket ud i af statsministeren, har været fatale for Danmark. Kl. 14:25

Formanden: Så er det fru Henriette Kjær for en kort bemærkning. Kl. 14:25

Henriette Kjær (KF): Hr. Jesper Petersen skriver på sin hjemmeside, at fru Helle Thorning-Schmidt skal droppe berøringsangsten med hensyn til boligskatten. Og det må jo betyde, at SF ikke har berøringsangst med hensyn til boligskatten. Nu er det jo sådan, at SF har fået mange mandater her i Folketinget og står godt i meningsmålingerne, så vælgerkorpset må være bredt, herunder må man jo også have nogle, der bor i ejerbolig - selvfølgelig i økologisk byggeri med komposttoiletter osv., det skal jo være politisk korrekt, men dog ejerboliger, og der vil jeg så høre, hvad SF har tænkt sig der skal ske med boligskatterne i de kommende år. Kl. 14:26

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:26

Villy Søvndal (SF): Det er rigtigt, som fru Henriette Kjær siger, at SF er et stort parti, og det er rigtigt, at der er rigtig mange forskellige mennesker, og de bor såmænd ikke økologisk alle sammen, de bor meget forskelligt. Jeg tror, de bor stort set lige så spredt som De Konservative, men formentlig knap så fint og knap så massivt omkring Gentofte og Hellerup og i Nordsjælland. Vi har flere samlet i boligblokke, hvor folk bor i almene boliger. Men vi har en bredt sammensat vælgergruppe, det er jeg enig i. Vores holdning til boligskat er, at man skal tænke sig rigtig grundigt om, inden man piller ved boligskatten. Det skal man, fordi der er nogle, der har købt på toppen af en konjunktur i en situation, hvor boligpriserne falder, og vi kunne ikke drømme om at lave noget på boligområdet, der vil betyde, at unge familier skal flytte fra hus og hjem. Og det er den garanti, vi gav under valgkampen, og det står vi inde for. Kl. 14:27

Formanden: Fru Henriette Kjær. Kl. 14:27

Henriette Kjær (KF): Det er jo rigtigt, at SF er blevet stort parti, og det er også derfor, det er så interessant at høre, hvad SF mener, for det kunne jo ske, at man fik magt, som man havde agt. Det er også derfor, jeg gerne vil prøve at komme det lidt nærmere, for det er selvfølgelig en fin garanti at give, at der ikke sker noget over natten. Men det lyder, som om SF gerne vil røre ved boligbeskatningen og synes, det er helt o.k., bare man melder det ud i god tid. Er det sådan, jeg skal opfatte hr. Villy Søvndals svar? Kl. 14:27

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:27

Villy Søvndal (SF): Nej, det er det ikke. Vi kom jo i virkeligheden til at få en lang diskussion, ikke alene om boligskat, men om hele skatteområdet, fordi statsministeren jo valgte at nedsætte den skattekommission, han kritiserede oppositionen voldsomt for at anbefale under valgkampen. Men lad det nu ligge. Det er mit håb, at vi kan diskutere meget fordomsfrit og uden på forhånd at låse en hel masse områder, der ikke må diskuteres. Vi har behov for at sikre et skattesystem, der beskatter arbejdet, arbejdsindkomsten, mindre. Vi har efter vores opfattelse behov for at beskatte f.eks. forurening mere, også for at sikre, at vi opfører os klogt i forhold til de klima- og miljøproblemer, vi står over for. Vi synes også, det f.eks. kunne være sjovt at kigge på differentieret moms i forhold til fødevarer og sådan noget. Og jeg synes da også, vi skal kigge på, hvordan vi sikrer hele boligområdets fremtid, og derunder sikrer, at unge familier, der har købt på toppen af en højkonjunktur, ikke bliver presset ud af deres boliger. Så det håber jeg på et godt og bredt samarbejde om i Folketinget. Kl. 14:28

Formanden: Så er det hr. Peter Christensen for en kort bemærkning. Kl. 14:28

Peter Christensen (V): Det var jo en noget dyster tale med meget tungsind, men jeg havde nu besluttet mig for at lytte til den med et positivt sind og så ligesom lytte mig ind til, hvor vi kunne være enige om en ting. Jeg fandt faktisk en sætning, som jeg kunne finde mig selv i, og det var budskabet om, at det ikke må være størrelsen af pengepungen, der afgør, om man kommer ud af en venteliste. Det er jeg meget, meget enig i. Det er også sådan, det er i dag. Det er sådan i dag, at alle uanset alder, uanset økonomisk formåen, har den rettighed, der hedder, at hvis man venter mere end 1 måned, kan man søge over til f.eks. et privathospital og få behandling der. Det ville hr. Villy Søvndal åbenbart lave om på, og det undrer mig, for den eneste måde, hvorpå det kan give mening, er jo sådan set enten ved at sige, at vi skal tilbage til, at det er pengepungen, der afgør det, altså sådan som det var før 2001, eller simpelt hen ved et decideret forbud mod privathospitaler. Hvad er det, SF vil? Kl. 14:29

Formanden: Ordføreren. Kl. 14:29

Villy Søvndal (SF): Jeg synes, der er et tredje oplagt alternativ, som det undrer mig at hr. Peter Christensen ikke kom på, når han nu sad og lyttede efter, og det er at sikre et offentligt velfungerende sundhedssystem. Det er jo det, der har været unikt i et land som Danmark, at vi har haft et sundhedssystem, hvor vi ikke skelede til, om folk var forsikret eller ej, i forhold til i hvilken rækkefølge de kom ind, vi kiggede alene på et behov. Det, som regeringen er i færd med i øjeblikket med fantastisk stor fart, er jo at flytte vores sundhedssystem, sådan at vi får et tvedelt sundhedssystem, et sundhedssystem for dem, der enten har forsikring eller har råd til at betale, og som kan smyge sig uden om ventelisterne, og så dem, som ikke kan betale, og som må blive stående på ventelisten, ellers giver det jo ikke nogen mening, vil jeg sige til hr. Peter Christensen, at have en sundhedsforsikring, hvis det ikke betyder, at man med den i hånden kommer før nogle af dem, som ikke har en sundhedsforsikring. Så er det jo ingenting værd. Kl. 14:30

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Peter Christensen for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 14:30

Peter Christensen (V): Man kan jo have alle mulige idealistiske betragtninger om, hvordan verden bør se ud, men man kan jo også forholde sig til, hvordan den så ud, dengang hr. Villy Søvndal havde mulighed for for alvor at påvirke tingene, altså før 2001. Da var der lange ventelister, og da var virkeligheden jo bare den, at de eneste, der ikke blev påvirket af de lange ventelister, var dem, som havde råd til bare at købe sig til ydelsen på et privathospital. Derfor er den ret, vi nu har givet mennesker, altså at de, hvis de skal vente mere end 1 måned, har lov til at gå et andet sted hen, jo netop første gang, hvor også mennesker med lave indkomster har fået en sikkerhed. Det undrer mig altså, at hr. Villy Søvndal ikke også kan se det som en gevinst for mennesker, som ikke har høje indkomster, at vi ikke skal tilbage til en tid, hvor det f.eks. var velhavende socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som kunne hoppe ventelisten over. Det var jo den virkelighed, der var før 2001. Kl. 14:31

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:31 Villy Søvndal (SF): Men der er jo den forskel mellem Venstre og SF, at vi ønsker et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, og det er det, Venstre er ved at bryde ned i øjeblikket til fordel for et ideologisk projekt, der hedder at skabe en meget stor privat sektor ved siden af. Det er det ene. Det andet er, og det tror jeg også hr. Peter Christensen er opmærksom på, at sygehuspatienter består af to grupper: Nogle, der er skrevet op på en venteliste til en bestemt operation, men det er ikke hovedparten af dem, der kommer ind på et sygehus, og nogle, og det er hovedparten af dem, der kommer ind på et sygehus, der medicinske patienter. Det er specielt ældre, der har fået en blodprop, eller som er faldet om, eller hvad ved jeg, og det er jo dem, for hvem forholdene for alvor er kritisable i de her år. Det er de langtidsmedicinske afdelinger på en række af vores sygehuse, der betaler en kolossalt stor pris for ikke at have den bevågenhed, de havde fortjent. Det er hovedsagelig ældre mennesker, der ligger på gangene på nogle af vores hospitaler. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt, og det er derfor, vi ønsker at satse på et langt bedre offentligt sundhedsvæsen. Kl. 14:32

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Kl. 14:33

Kristian Thulesen Dahl (DF): Ja tak. Jeg vil gerne spørge hr. Villy Søvndal, hvordan det står til med troværdigheden. Jeg formoder, hr. Villy Søvndal har det lidt skidt. Tidligere i debatten brugte hr. Villy Søvndal det udtryk, at vi står over for de mest dramatiske nedskæringer nogen sinde. Så skyndte jeg mig ud og lavede en søgning på hr. Villy Søvndal og dramatiske nedskæringer, og så væltede det ud med hits for de seneste år. 2002: Uanset hvad man gør, lader det sig ikke skjule, at dette efterår formentlig vil blive husket som efteråret med de mest dramatiske nedskæringer på socialområdet siden 1982. Et andet år: De nedskæringer, vi står over for lige nu, er formentlig de mest dramatiske nedskæringer, vi har stået over for i mange, mange år, og det ved hr. Thulesen Dahl godt, står der så i øvrigt. År efter år siden 2001 har hr. Villy Søvndal sagt det. Kan han ikke bekræfte, at det har han sagt hvert år, og skal vi så tro på det nu? Kl. 14:34

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:34

Villy Søvndal (SF): Når jeg står og tænker over det, synes jeg måske, jeg burde har sagt det lidt kraftigere dengang, altså allerede i 2002. Det kan godt være, hr. Thulesen Dahl ikke kan se det, men det kan folk udeomkring. Det bliver dårligere med den offentlige service. Jeg synes, det var imponerende at se Børsens undersøgelse fra i går, hvor man spurgte danskerne, hvordan de synes, det er gået, mens hr. Thulesen Dahl har lavet finanslovaftalerne. 50 pct. synes, det er blevet dårligere, og det eneste, jeg synes kan undre, er, at man fandt 7 pct., der synes, det er blevet bedre. Gad vidst, hvordan man har fundet dem, jeg synes, det må have været det mest besværlige overhovedet at finde de mennesker. Derfor har forudsigelsen jo være rigtig. Den nuværende regering og Dansk Folkeparti har det problem, at servicen er sænket år for år for år. Ude i kommunerne er virkeligheden jo, at sådan ser det ud. Kl. 14:35

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Kristian Thulesen Dahl for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 14:35

Kristian Thulesen Dahl (DF): Det er fantastisk, at hr. Villy Søvndals troværdighed er hængt op på en meningsmåling; det er helt fantastisk. Lad os se på de faktuelle tal. Dem har vi jo, og jeg tror, hr. Villy Søvndal er enig med mig i, at hvis man går tilbage til 2002, 2003, 2004 osv., ved vi nu, hvor mange udgifter der rent faktisk er afholdt til f.eks. serviceudgifter i kommunerne. Det ved vi nu, det er rent faktuelt nu. Nu behøver man ikke at tro eller have følelser angående det, nu ved vi det. Så vil jeg bare spørge hr. Villy Søvndal, hvordan den faktuelle viden harmonerer med, at vi hvert eneste år siden 2001 har fået at vide, at vi nu gennemfører de mest dramatiske nedskæringer siden 1982, de mest dramatiske nedskæringer nogen sinde osv. Hvordan harmonerer det? Har hr. Villy Søvndal det egentlig ikke skidt med sin egen troværdighed? Kl. 14:36

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:36

Villy Søvndal (SF): Jeg er glad for omsorgen, for det er jo vigtigt, vi passer på hinanden herinde på den måde. Hr. Thulesen Dahl spurgte, hvorfor jeg er optaget af meningsmålinger. Det er der selvfølgelig mange grunde til, men i det her tilfælde siger den jo noget om, hvordan folk oplever det. Folk oplever, at statsministerens og hr. Thulesen Dahls og fru Pia Kjærsgaards gentagne løfter om bedre velfærd ikke holder vand ude i virkeligheden, for her bliver forholdene dårligere, medmindre man vil ud med den forklaring, som Venstres ordfører var ude med, nemlig at det er, fordi de mennesker ikke rigtig forstår, hvordan virkeligheden i virkeligheden ser ud. Det tror jeg folk har en meget præcis fornemmelse af, specielt på velfærdsområderne, fordi vi næsten alle sammen har børn eller forældre. Derfor tror jeg, målingerne giver et meget godt indtryk af, hvad folk mener. Så spørger hr. Thulesen Dahl videre: Jamen kan man ikke lave økonomiske kolonneopstillinger, der viser noget andet? Jeg vil bare advare imod at være så optaget af livet her inden for murene. Et rigtig godt råd til et parti, der har været støtteparti i 7 år og har vænnet sig til magten, er: Prøv at kom ud og kig! Kl. 14:37

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra fru Charlotte Dyremose. Kl. 14:37

Charlotte Dyremose (KF): Jeg bemærkede hr. Villy Søvndals omsorg for det her med, at alle skal have lige adgang til sundhedsydelser. Det er også noget, vi går rigtig meget op i fra konservativ side og fra regeringens side. Det er jo derfor, vi har indført det udvidede frie sygehusvalg, altså det, vi kalder behandlingsgarantien, så alle borgere har mulighed for f.eks. også at vælge et privathospital eller et hospital, der ikke lige ligger i deres eget lokalområde, hvis de kan få en bedre og hurtigere behandling der. Sådan som jeg hører hr. Villy Søvndal nu, undrer det mig, at hr. Villy Søvndal ikke gik med i den aftale, for den var jo netop noget af det, der ville sikre, at alle fik den her mulighed og ikke bare dem, der sådan lige havde overskud til at gøre et eller andet eller købe den selv, eller hvad det nu måtte være, hr. Villy Søvndal har så store problemer med. Her er der tale om, at alle borgere får mulighed for at benytte det sygehus, som de helst vil benytte, og dermed også en sikkerhed for, at man kan blive behandlet hurtigt, uanset hvem man er. Skulle have hr. Villy Søvndal ikke have overvejet at være med i den aftale? Kl. 14:38

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:38

Villy Søvndal (SF): Vores store bekymring over et sundhedsvæsen med den retning, som V og K og Dansk Folkeparti har givet det i de her år, er, at vi får en situation, hvor man har et offentligt sygehusvæsen kendetegnet ved, at det har svært ved at rekruttere, også fordi løn- og arbejdsforhold er, som de er, og så har man en privat sektor ved siden af. Hvis formanden for sygeplejerskerne har ret i sine løntal, tjener en ansat på et privathospital 10.000 kr. mere om måneden eller 100.000 kr. mere om året, end man gør i den offentlige sundhedssektor. Det vil sige: Risikoen er, at man får et opdelt væsen. Når man taler behandlingsgaranti, taler man om de planlagte ting. Det, der er den store udfordring i øjeblikket i vores sundhedsvæsen, er, at de, der ligger på de langtidsmedicinske afsnit, specielt er ældre. De ligger under rigtig dårlige vilkår. 80 pct., hvis jeg husker rigtigt, af dem, der indlægges på sygehuse, indlægges akut og ikke til planlagte forløb. Og det er vel den virkelige risiko: at de afsnit bliver udsultede og ikke har de tilbud, vi kender andre steder fra. Det er vores bekymring med hensyn til det ideologiske projekt, Venstre og Konservative har gang i. Kl. 14:39

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Charlotte Dyremose for anden gang. Kl. 14:40

Charlotte Dyremose (KF): Skal jeg forstå hr. Villy Søvndal sådan, at den ideologiske kamp om, hvorvidt tingene foregår offentligt eller privat, er vigtigere for hr. Villy Søvndal end at sørge for, at mennesker rent faktisk får den behandling, de skal have? Altså, det, at det skal foregå i offentligt regi, er vigtigere end at være med til at sikre, at folk kan få en behandling hurtigt og effektivt der, hvor der er plads og kapacitet til det - skal jeg virkelig forstå hr. Villy Søvndal sådan? Til det andet, hr. Villy Søvndal sagde: Er den største udfordring lige nu i det offentlige sygehusvæsen ikke rekruttering af personale, herunder bl.a. sygeplejersker? I den sammenhæng har vi jo netop også gjort en stor indsats ved f.eks. at få samlet de professionsrettede uddannelser i professionshøjskolerne for at skabe nogle gode og konstruktive studiemiljøer og tiltrække flere studerende. Men i de forhandlinger så jeg heller ikke SF. Kl. 14:40

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:40

Villy Søvndal (SF): Jeg helt enig i, at den største udfordring er rekruttering. Derfor er det også enestående, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti er så tonedøve for, hvad det er, der sker. Rekrutteringen til sundhedssektoren i øjeblikket er kendetegnet ved, at optaget på vores sygeplejeskoler styrtdykker - ligesom det gør til pædagoguddannelsen, ligesom det gør til sundhedsuddannelsen. Hvorfor gør det det? Det gør det, fordi løn- og arbejdsforholdene er på en sådan måde, at det ikke er attraktivt. Det er netop det, vi diskuterer i de her dage i forbindelse med konflikten. Det er da helt fantastisk, hvis man ikke i regeringen har forstået den enkle sammenhæng, at den måde, man klemmer den offentlige sektor på i øjeblikket, både med hensyn til løn, med hensyn til arbejdsvilkår og med hensyn til manglende frihed, jo lige præcis er det, der er med til på lang sigt at gøre det meget lidt attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Kl. 14:41

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning kommer fra hr. Jesper Langballe. Kl. 14:42

Jesper Langballe (DF): Jeg vil gerne blive ved det, som hr. Thulesen Dahl rejste om hr. Villy Søvndals troværdighed. Det er jo helt tydeligt, og det har debatten her jo også afspejlet, at hr. Villy Søvndal har et troværdighedsproblem, og det får man jo, når man kaster sig ud i en vild retorik og så bliver grebet i, at der er uoverensstemmelse mellem ordene og virkeligheden. Jeg kunne i den forbindelse være fristet til som mit første spørgsmål at spørge om, hvor mange plejehjem hr. Villy Søvndal lige for tiden omtrent kan nå at besøge på en måned. Han må gerne regne det med, hvor hans mor bor. Men det er jo ikke kun i det faktuelle, hr. Villy Søvndals troværdighed er tvivlsom. Det er også i det principielle. Når nu hr. Villy Søvndal sagde til Dansk Folkeparti, at vi inddeler folk efter religiøse skillelinjer, og at hr. Villy Søvndal inddeler folk efter demokratiske skillelinjer, så vil jeg gerne spørge: Ved hr. Villy Søvndal ikke engang så meget om islam, at han er klar over, at dér er der tale om et helhedssyn, hvor det religiøse fuldstændig dikterer det politiske med det resultat, at demokrati og islam er uforeneligt? Jeg mener, hvis nu hr. Villy Søvndal skar to plejehjem væk om måneden, så kunne han måske få tid til en gang imellem at læse en bog om islam og få lidt orden på det principielle, hvor han så forfærdelig gerne vil lade retorikken spille. Kl. 14:43

Den fg. formand (Pernille Frahm): Jeg skal meget opfordre til, at man lige kigger på, hvornår den røde lampe lyser. Så er det ordføreren. Kl. 14:43

Villy Søvndal (SF): Igen tak for den meget store omsorg, som jeg bliver udsat for fra Dansk Folkepartis side. Det er næsten rørende, og hvis man virkelig holdt af mennesker, kunne man jo oven i købet tro, at det var venligt ment. Det gælder specielt den der fantastiske omsorg med hensyn til troværdighed. Jeg forstår godt Dansk Folkepartis grundinteresse for det, for det er klart, at når man som politisk parti har været ude og love under valgkampen, at man vil sikre højere lønninger til de lavtlønnede på det offentlige arbejdsmarked og så ser, hvad der er sket, så er det forståeligt, at man får en interesse for det tema, der omhandler, om troværdigheden nu også er i behold. Når jeg sagde det med Dansk Folkeparti og religion, så var det, fordi jeg faktisk blev lidt chokeret over at høre Dansk Folkepartis gruppeformand, hr. Kristian Thulesen Dahl, pludselig erklære partiet for et antimuslimsk parti, for jeg troede, at Dansk Folkeparti havde en skillelinje, der gik ved, at man ikke kunne lide islamister. Jeg synes, at man dermed lægger op til en ubehagelig form for religionskrig, og der synes jeg stadig væk, at det fuldstændig uklart, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener. Kl. 14:44

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Jesper Langballe for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 14:45

Jesper Langballe (DF): Jeg kan ikke tage mig af, at hr. Villy Søvndal i en desperat trang til at undgå at svare på ubehagelige spørgsmål bliver ved med at gentage misforståelser, som hr. Kristian Thulesen Dahl krystalklart har udredet. Blæse være med det, det er der ingen grund til at blive ved med at tæske i. Men jeg kan jo ikke lade være med at mindes, at jeg selv en gang under en koldkrigsdebat her i salen i 2003 sagde til hr. Villy Søvndal - man skal altid huske på sine egne guldkorn - at hr. Villy Søvndal vidste mindre end intet om alt mellem himmel og jord. Det gør sig jo også gældende, når han udtaler sig om islam, og det gør han meget, meget gerne, og derfor vil jeg stadig væk spørge: Kunne hr. Villy Søvndal da ikke få tid til at sætte sig lidt ind i stoffet, sådan at han blev klar over, at man ikke kan adskille det politiske/demokratiske fra det religiøse, når man snakker om islam, men at der er tale om et helhedssyn, og at det betyder, at der er tale om en religion, der er fuldstændig uforenelig med demokratiet? Kl. 14:46

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:46

Villy Søvndal (SF): Igen mange tak for omsorgen og også for smigeren. Jeg mener nu, at hr. Jesper Langballe husker citatet forkert. Jeg mener, at citatet retteligen lyder, at en ekspert er én, der ved mere og mere om mindre og mindre for til sidst at vide det hele om ingenting. Men lad det nu ligge, det skal jo ikke bare blive ordkløveri. Så siger hr. Jesper Langballe, at man jo ikke kan finde muslimer, der kan forene sig med demokratiet. Det er da noget afsindigt vrøvl. Vi har masser af mennesker valgt i mit parti i Folketinget, regioner og kommuner rundtomkring, der er fremragende demokrater, og som deltager på lige fod med alle andre i folketingsarbejdet og i regionsarbejdet, men det er klart, at hvis man vil den store religionskrig, hvis man vil splitte ikke alene samfund rundtomkring os, men også det her samfund op i den store krig, så kan man jo godt forstå, at Dansk Folkeparti laver en skelnen mellem muslimer og antimuslimer. Jeg ved ikke, om man bliver misforstået, når man går ud og siger noget, men når hr. Thulesen Dahl går ud og karakteriserer sit parti som et antimuslimsk parti, så er vi jo nødt til at tro på det. Kl. 14:47

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Peter Skaarup. Kl. 14:47 Peter Skaarup (DF): Et af de interessante indlæg her under afslutningsdebatten kom fra Socialdemokraternes formand, fru Helle Thorning-Schmidt, som diskuterede spørgsmålet om afholdelse af en folkeafstemning, hvor danskerne skal hen og tage stilling til en række af de forbehold, som SF har været med til at sikre at vi har - forbehold om vigtige emner inden for EU fra 1993. Det, som fru Helle Thorning-Schmidt sagde, var, at fra man udskrev en folkeafstemning, til man kunne holde den, behøvede der ikke at gå mere end 3 uger. Og så kunne man holde den folkeafstemning, og danskerne ville være godt klædt på til at tage stilling til det hele. Der kunne jeg så godt tænke mig at spørge hr. Villy Søvndal, om SF er enig i, at danskerne i givet fald kun skal have 3 uger til at sætte sig ned og finde ud af, hvad der er hoved og hale i de forbehold, og i øvrigt også skal sætte sig ind i, hvad Lissabontraktaten, altså forfatningstraktaten, betyder for forbeholdene - det er så det, som statsministeren gerne vil diskutere. Så jeg vil spørge hr. Søvndal: Er det 3 uger, vi kun skal have? Eller hvor lang tid vil hr. Villy Søvndal have, at vi skal have? Kl. 14:48

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:48

Villy Søvndal (SF): Hr. Peter Skaarup har jo ret i sin præmis, nemlig at SF var med til at sikre de her forbehold. Der er så nogle, der er blevet rigtig optaget af dem, efter at vi sikrede dem; nogle, som ikke var så optaget af dem dengang, men det er fint, kærlighed kan jo vokse med årene. Men spørgsmålet lød: Hvor lang tid skal der til? Det synes jeg er svært at svare på nu. Vi ved ikke, hvor mange forbehold vi skal stemme om. Det er noget af det, vi skal afgøre, når DIIS- rapporten kommer i slutningen af juni. Hvor mange forbehold skal vi diskutere? Det synes jeg er et af de afgørende spørgsmål. Men hvilken tid, der lige præcis skal til, vil jeg ikke lægge mig fast på på nuværende tidspunkt. Det må vi se på, når vi tager fat på det her, efter at DIIS-rapporten er kommet. Så skal vi have noget ferie bagefter, så vi skal vel hen i august eller sådan noget, før vi for alvor skal til at kigge på det her. Kl. 14:49

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Peter Skaarup for anden korte bemærkning. Kl. 14:49

Peter Skaarup (DF): Det var da ikke svar på det spørgsmål, jeg stillede. Kunne hr. Villy Søvndal ikke svare på det spørgsmål, der blev stillet? Hvor lang tid mener SF at der er til rådighed til den debat, som selvfølgelig skal være om det, der skal sættes til folkeafstemning? Fru Helle Thorning-Schmidt gav sit bud: 3 uger. Lad mig minde om, at dengang vi havde folkeafstemningen om euroen og kronen i 2000, udskrev den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, afstemning i marts måned 2000, og vi havde så afstemningen i september måned 2000. Det vil sige, at der var et halvt år, hvor vi kunne veje fordele og ulemper, og hvor danskerne kunne tage ud og debattere tingene ved de mange møder, der var hen over sommeren, og blive godt klædt på, som vi nu er i vores lille land, når det drejer sig om at diskutere EU-spørgsmål, i modsætning til mange af de andre lande, som ikke har folkeafstemninger om de spørgsmål. Kunne hr. Villy Søvndal ikke godt love, at der bliver rigelig tid for danskerne til at få lov til at sætte sig ind i, præcis hvad det er, der bliver sat til folkeafstemning, og danne sig egne meninger om det? Det må vel være rimeligt og demokratisk, at man kan det. Kl. 14:50

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:51

Villy Søvndal (SF): Vi er jo meget enige i, at det er en god idé med folkeafstemninger. Jeg tror oven i købet, at vi deler opfattelser i forbindelse med det synspunkt, at grunden til, at vi har haft nogle rigtig gode EU- debatter og har sikret, at der ikke var et for stort modsætningsforhold mellem politikere og befolkning, var, at vi havde en rigtig god vane med at lave en folkeafstemning i forbindelse med betydelige ændringer af EU-grundlaget. Men hvor mange dage og timer der lige præcis er den rigtige tid til det, afhænger af, hvor mange forbehold vi skal diskutere; det var mit svar i sidste omgang. Det er noget af det, der skal konkluderes på sommeren over. Vi har fra SF's side advaret mod, at statsministeren blander ØMU'en ind i det, hvis han ikke vil løbe ind i et nederlag - og det er sagt af kærlighed til statsministeren. Men det er jo statsministerens valg. Når vi ved, hvor mange forbehold man skal diskutere, er vi også i stand til at tage stilling til, hvor lang tid man behøver. Kl. 14:51

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra fru Vivi Kier. Kl. 14:51

Vivi Kier (KF): Når hr. Villy Søvndal siger, at han gerne vil have en ny regering, så vil jeg dog bare lige minde om, at det jo kun er et halvt år siden, vi var til valg, og vælgerne ville det jo gudskelov anderledes, så der går nok lang tid, før vi skal have folketingsvalg igen. Jeg vil godt vende tilbage til det med sundhedsvæsenet og private og offentlige sygehuse og sige, at da denne regering tiltrådte, var der jo meterlange ventelister. Med det udvidede frie sygehusvalg har mere end 150.000 mennesker hurtigere fået behandling og har undgået at stå på en venteliste, uanset social status, uanset privat forsikring. Når jeg så hører hr. Villy Søvndal sige »den her flugt til privathospitalerne«, må jeg sige, at det altså er under 2 pct., der bliver behandlet på privathospitaler. Kalder SF det en flugt? Kl. 14:52

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:52

Villy Søvndal (SF): Men det, vi kan se - også under indtryk af den konflikt, der er nu - er, at vi formentlig vil komme til at opleve en større vandring over mod privathospitalerne. Det kan man være enig i. Det er fair nok. Man kan have det mål, som jeg bestemt tror, at Venstre og Konservative har, men som jeg aldrig synes de har sagt særlig åbent, nemlig at de ønsker en deling af vores sundhedsvæsen i to. Fair nok. Det ønsker vi ikke. Vi ønsker i stedet for at satse pengene på et offentligt, velfungerende sundhedsvæsen. Det er det ene, der er at sige til det. Det andet er at sige, at man skal passe på i sundhedsvæsenet kun at være optaget af planlagte operationer og ventelister. Hovedparten af indlæggelserne på vores hospitaler er ikke planlagte, de er spontane. Det er, fordi der lige pludselig sker noget, og så bliver man indlagt, typisk som ældre på en af de langtidsmedicinske afdelinger. Og det har så ikke haft den samme interesse i Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis optik som ventelisterne. Det er ærgerligt, for det er også mennesker. Kl. 14:53

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Vivi Kier for anden gang. Kl. 14:53

Vivi Kier (KF): Denne regering har postet mere end 17 mia. kr. i det offentlige sundhedssystem. Vi går helt bestemt ind for fri og lige adgang. Men jeg kan høre, at vi er enige om, at der mangler arbejdskraft, og om, at vi der har en fælles udfordring. Det er ikke kun på sygeplejerskeskolerne og på lægestudiet, at man mangler ansøgninger, det er jo overalt, og det er på grund af de meget små årgange. Så det er den fælles udfordring, vi har. Alligevel er der ansat mere end 1.200 flere læger og 1.500 flere sygeplejersker i den offentlige sektor. Nogle af disse læger, der har en fuldtidsstilling i det offentlige, har sagt ja til at ville udnytte den kompetence og viden, de har, og bruger deres fridage og afspadseringsdage på at arbejde ekstra ude i det private, og det er jo til glæde og gavn for patienterne. Jeg vil gerne spørge SF, om man ønsker, at disse læger og sygeplejersker i stedet skal gå hjemme i haven, eller om man gerne vil have, at de yder en ekstra indsats til gavn for os alle sammen. Kl. 14:54

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:54

Villy Søvndal (SF): Jeg synes bestemt, at vi i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft, skal opfordre folk til at yde alt, hvad de kan. Altså, der er jo igen ikke megen idé i at lave en opdeling i privat og offentligt, for hvis vi gør det i et offentligt sundhedsvæsen, er det jo lige så godt og lige så produktivt. Det er underligt at have det ideologiske udgangspunkt, at alt, hvad der rykker over i det private system, er godt, og at alt, hvad der er i det offentlige system, er sådan nødvendigt, det må vi leve med. Det er at tale ned til den offentlige sektor. Og det vil jeg godt advare imod i en situation, hvor vi, rigtigt set, står med mangel på arbejdskraft. Hvis vi ikke gør det attraktivt både i forhold til løn, i forhold til arbejdsvilkår, i forhold til anerkendelse og i forhold til frihed i jobbet at arbejde i den offentlige sektor, er risikoen, at vi ikke får de kernegrupper, der er forudsætningen for at kunne levere den velfærd, vi i SF i hvert fald ønsker. Kl. 14:55

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. . Kl. 14:55

Hans Kristian Skibby (DF): Ja tak, hr. formand - eller fru formand, skulle man måske sige i dagens anledning. Men jeg vil gerne stille et spørgsmål, og det drejer sig lidt om det med SF's økonomiske troværdighed, som også tidligere spørgere, bl.a. Venstres ordfører, har været inde på. Eksempelvis den 22. februar havde vi fire beslutningsforslag her i Folketinget, som var blevet fremsat af SF, om uddannelsespolitiske initiativer. Ud fra de tal, som lå bag ved de fire beslutningsforslag, ville det konkret have betydet, at statens finanser ville blive udhulet med 39,9 mia. kr. over en 10-årig planperiode, hvis de fire beslutningsforslag var blevet vedtaget. Så vil jeg gerne i dagens anledning spørge ordføreren om det med, at man i SF, hvilket ordføreren tidligere var inde på, er ambitiøs: Er man ikke også i det her tilfælde lidt for generøs? Kl. 14:56

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:56

Villy Søvndal (SF): Nej. Det vil måske være en fordel for en oplyst debat at oplyse, hvad det var for et forslag, vi diskuterede. Så synes jeg også, man skal lade være med at lave det der prokuratorkneb med en indskudt sætning, der hedder »de kostede så i øvrigt 39 milliarder over 10 år« - lige så stille. Altså, det er for lyst til den slags, ikke også!? Hr. Skibby ved, at vi for hvert eneste forslag, vi fremsætter, har anvist finansiering i vores finanslovforslag. Når man anviser finansiering af udgifter, så er man ikke uansvarlig. Så kan man være uenig, og det er jeg helt sikker på at hr. Skibby er, og det er en af grundene til, at han vælger at stille op for Dansk Folkeparti. Jeg er valgt for SF, og vi har en ambition om et uddannelsessystem, der fungerer; om et sundhedssystem, der fungerer; om ældre, der får en ordentlig hjælp; og om en folkeskole, der fungerer. Den ambition har Dansk Folkeparti så åbenbart ikke; men det er jo fint nok, at der så er to forskellige partier at stemme på. Kl. 14:57

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Hans Kristian Skibby for anden korte bemærkning. Kl. 14:57

Hans Kristian Skibby (DF): Der er såmænd ikke noget i det spørgsmål, jeg stillede, der ikke kan tåle dagens lys, men det er måske også lidt svært for ordføreren at svare på spørgsmålet, når det drejer sig om så mange milliarder. Men jeg vil gerne sige, at det er rigtigt, at de forslag, som blev fremsat, mente man fra SF's side var fuldt finansierede. En af de måder, man så valgte at finansiere de her fire forslags milliarder på, var bl.a. ved simpelt hen at fjerne det danske hjemmeværn. Og hvis man kigger på hjemmeværnets årsrapporter, så kan man jo se, at de hvert år gennemfører et utrolig stort arbejde inden for forskellige områder - det er bl.a. afspærring i forbindelse med fugleinfluenza, det er eftersøgninger, det er oliespærrer langs kyster, hvor der har været akut forurening, det er oversvømmelser, og det er store brande osv. Når man så vælger at finansiere de her SF-initiativer ved at lukke og slukke det danske hjemmeværn, vil jeg spørge, hvem der så i givet fald skulle udføre alle de her opgaver, som jo hvert år løber op i over 350.000 mandetimer. Kl. 14:58

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 14:58 Villy Søvndal (SF): Men se, så nåede vi jo frem til de rigtige svar, nemlig at vi er enige om, at der var finansiering for SF's forslag. Det er også det, hr. Skibby nu dokumenterer, ikke også? Fint nok, så er vi enige om det. Det, der så trykker hr. Skibby, er, at han ønsker at bevare hjemmeværnet - måske endda udvide det, det ved jeg ikke, for med alle de opgaver, der er, lød det næsten, som om man kunne blive forpustet af de ting, der skulle klares. Jeg vil godt sige, at hjemmeværnet blev oprettet på et tidspunkt, hvor Danmark var i en fuldstændig anderledes sikkerhedspolitisk situation efter anden verdenskrig, med risiko for en fjende, der kom over grænsen. Jeg tror, end ikke hr. Skibby er i stand til at antyde sandsynligheden for, at vi vil blive angrebet på den måde af en fjende, der sådan kommer marcherende op til Kruså, eller hvor det nu er henne. Det er ikke det scenarie, vi har, vel? Vi i SF har det synspunkt på den offentlige sektor, at når ting forandrer sig, skal vi også være villige til at forandre den offentlige sektor. Det er måske der, vi skiller. Kl. 14:59

Den fg. formand (Pernille Frahm): Det næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Frank Aaen. Kl. 14:59

Frank Aaen (EL): Jeg vil gerne tilbage til spørgsmålet om folkeafstemningen om forbeholdene. Da Lissabontraktaten skulle gennemføres, så vi jo, at de store japartier snød befolkningen for en folkeafstemning. Der er kun et land i hele EU, der stemmer - nemlig Irland i morgen. Det, der er på vej nu, er jo en afstemning om forbeholdene, og i august måned kommer der en statsrapport, der har sine konklusioner på, hvad forbeholdene betyder og ikke betyder. Der er det jo vigtigt, at der er tid til at give andre svar, lave andre analyser og formulere andre problemstillinger i god tid. Den statslige organisation har haft måneder til at lave sin rapport. Så kan man ikke bare køre en folkeafstemning igennem på ganske få uger. Det kræver jo flere måneder, hvis der skal være en ordentlig og afbalanceret debat. Derfor synes jeg altså, at hr. Villy Søvndal bør komme noget tættere på, hvad der efter SF's mening er god tid til en ordentlig debat. Kl. 15:00

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:00

Villy Søvndal (SF): Igen bliver mit svar lidt det samme som det, jeg gav til hr. Peter Skaarup. Jeg tror, det var hr. Peter Skaarup, der stillede det samme spørgsmål som hr. Frank Aaen, nemlig om tiden. Det afhænger af, hvad vi skal stemme om. Det ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg ved ikke, om statsministeren ved det, eller om han vil bruge sommeren til at overveje det. Det må han jo svare på. Men jeg synes f.eks., det er helt afgørende, om vi skal stemme om et, to eller tre forbehold. Det ved jeg ikke, det vil den kommende tid jo vise. Det tager vi fat på efter sommerferien. Jeg synes til gengæld, at det er afgørende at sikre, at der er den nødvendige tid. Hvor meget det lige præcis er, synes jeg er umuligt at svare på, når man ikke ved, hvad opgaven er. Kl. 15:01

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Frank Aaen. Kl. 15:01 Frank Aaen (EL): Der er i hvert fald to forbehold, man kan være sikker på kommer med i pakken. Og uanset om det kun er det ene af dem, kræver det en debat. Altså, hvis vi skal lave forsvarsforbeholdet om, sådan at dansk sikkerhedspolitik får en helt anden drejning, kræver det da en debat, og hvis vi skal lave retsforbeholdet om, sådan at dansk udlændingepolitik får en helt anden drejning, kræver det da en debat. Man behøver ikke at vide, nøjagtig hvad der skal til afstemning, for at vide, at de to store emner ikke er noget, der lige kan klares på 3 uger, hvis man vil have en demokratisk debat. Når nu SF traditionelt kommer med i aftaler om den her slags sager, ville det jo være rart, hvis SF herfra i dag kunne forsikre befolkningen om, at hvis SF er med i en aftale om afstemning om forbeholdene - om et, to eller tre forbehold - bliver der ordentlig tid til debat, og så er det ikke noget, der ordnes på nogle få uger. Kl. 15:02

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:02

Villy Søvndal (SF): Jeg har heller ikke talt om 2 eller 3 uger. Jeg har sagt, at det, der må afgøre, hvor lang tid der skal til, er, hvor mange forbehold der kommer til afstemning. Jeg ved det ikke. Det er ikke, fordi jeg ikke vil rykke ud med det. Jeg ved det ikke. Jeg tror kun, der er én mand, der ved det, hvis han overhovedet ved det. Eller måske skal han bruge sommeren til at overveje det. Jeg ved det ikke. Men selvfølgelig skal vi have den nødvendige tid til at diskutere, og hvor meget det lige præcis er, afhænger af omfanget af det, vi skal diskutere. Kl. 15:03

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den sidste korte bemærkning i denne omgang er fra fru Sophie Løhde. Kl. 15:03

Sophie Løhde (V): Nu kan man jo forstå på hr. Villy Søvndals svar her i dag, at SF ønsker at fratage de danske patienter deres ret til at komme i behandling på et privat sygehus, hvis det offentlige ikke kan levere behandling inden for 1 måned. Det er jo klar tale, og det betyder reelt, at det kun er alle dem med den tykke tegnedreng, der kan få lov at komme i behandling hurtigt. Men det interessante er jo så, at vi i morgen tredjebehandler et forslag her i Folketinget, som netop går ud på at give de psykiatriske patienter ret til hurtig udredning og behandling. Hvis det offentlige ikke kan levere behandling inden for 2 måneder, har de psykiatriske patienter under 19 år ret til at komme på et privathospital. Derfor vil jeg høre, om SF også er imod og har tænkt sig at stemme imod det forslag i morgen. Når nu man er imod det på det ene område, vil det måske være naturligt, at man også er det på det andet område. Eller er der en eller anden forskel herimellem? Kl. 15:04

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:04

Villy Søvndal (SF): Hvis der er en forskel, tror jeg, den består i, at Venstres ordfører ikke helt forstod, hvad jeg sagde. Det, jeg sagde, var, at vi ønsker at udbygge et så velfungerende offentligt sundhedssystem, at det er der, det bliver naturligt at sætte ressourcerne ind. Jeg har ikke talt om forbud, jeg har ikke talt om at forbyde en bestemt type hospitaler. Jeg har talt om at udbygge et så velfungerende offentligt system, at det er der, vi kaster vores ressourcer ind. Kl. 15:04

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Sophie Løhde for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 15:04

Sophie Løhde (V): Jeg fik jo ikke noget svar på mit spørgsmål, så det tager jeg som udtryk for, at SF har tænkt sig stemme for i morgen. Dermed stemmer SF jo også for at udbygge de psykiatriske patienters rettigheder til at vælge et privat sygehus. Kan SF's formand så forklare mig, hvori forskellen består mellem at give patienterne en rettighed på det ene område og give patienterne en rettighed på det andet område? SF vil på den ene side gerne stemme for forslaget i morgen, men ønsker på den anden side at fratage patienterne i det almindelige sundhedsvæsen deres ret til at komme hurtigt i behandling. Kl. 15:05

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:05

Villy Søvndal (SF): Er akustikken dårlig herinde, eller hvad? Jeg synes slet ikke, Venstres ordfører hører efter, hvad jeg siger. Jeg har ikke talt om at lukke, jeg har ikke talt om at forbyde, jeg har talt om at udbygge et offentligt system, så det bliver det attraktive system. Så jeg forstår ikke spørgsmålet, beklager. Kl. 15:05

Den fg. formand (Pernille Frahm): Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Henriette Kjær fra Det Konservative Folkeparti. Kl. 15:05

(Ordfører) Henriette Kjær (KF): Jeg er godt nok lidt skuffet over hr. Villy Søvndal, for sidste sommer ville hr. Villy Søvndal bekæmpe dræbersnegle med hjemmeværnet; den her sommer vil han nedlægge hjemmeværnet. Så det var shocking news, der kom her sidst i debatten. Jeg synes i det hele taget, at folketingsåret, der netop nu er ved at blive afsluttet, har været meget turbulent og specielt. Der har været mange udfordringer og en væsentlig afbrydelse i form af folketingsvalget i november. Ny Alliance blev jo stiftet i maj sidste år, og forventningen var, at regeringen ville miste sit flertal. Siden gik det slag i slag: Efter valget havde regeringen et flertal, så var flertallet væk, så var der flertal igen, og så var det væk. Men alt endte lykkeligt, og i dag har regeringen et godt parlamentarisk grundlag, som sikrer politisk stabilitet. Det betyder ikke, at Venstre, vi Konservative og Dansk Folkeparti elsker hinanden i et og alt, men når man ser på alternativet, er der trøst at hente. Folketingssamlingen har nemlig været præget af det specielle paradoks, at der ikke er noget fasttømret og stabilt regeringsalternativ. Oppositionen er som et ryatæppe, som vi kender dem fra 1970'erne: Den stritter i alle retninger. Vi er i en tid med mange udfordringer, både hertillands og internationalt. Nogle af de udfordringer, vi står over for, er klimaspørgsmålene, fødevarekrisen, den økonomiske situation og terrortruslen, som desværre er kommet ubehageligt tæt på os de seneste dage. Dansk økonomi har i de senere år befundet sig på toppen af en højkonjunktur, en højkonjunktur, som har ført til rekord i beskæftigelse og en arbejdsløshed, som er historisk lav. Overskuddene på såvel statsfinanserne som betalingsbalancen er samtidig blevet fastholdt. Derfor har Danmark i dag en økonomi, som er blandt de stærkeste i verden, og som andre lande misunder. Men intet varer jo til evig tid, og intet kommer af sig selv. Nogle tordenskyer er trukket op over vores økonomi, og vi ser dem i form af mangelen på arbejdskraft, de meget høje forventninger til lønstigninger samt stigende råvare- og energipriser. Det er en cocktail, som tidligere har sendt dansk økonomi til tælling. Vi Konservative ser meget gerne, at vi får lavet en skattereform, der tager højde for mangelen på arbejdskraft. At skatten overhovedet er kommet på dagsordenen, skyldes vores vedholdende krav om skattelettelser. De to seneste skattelettelser har betydet, at arbejdsudbuddet er steget kraftigt. Skattelettelserne har været gavnlige for vores velfærd - de er nødvendige. Vi Konservative mener, at ingen skal aflevere mere end 50 pct. af den sidst tjente krone i skat, og vi ser frem til drøftelserne om en ny skattereform, når Skattekommissionen til næste år har leveret sit bud på en ny indretning af vores skattesystem. Opgaven i den kommende tid bliver at fastholde en klar linje i den økonomiske politik, som sikrer, at gode tider kan fastholdes. Danmark har klaret sig bedre end de lande, vi sammenligner os med, hvis vi ser tilbage på de sidste 7 år. Det har vi gjort, fordi vi selv har taget en række kloge beslutninger, og det skal vi gøre fremover. Vi er selv herre over en betydelig del af den økonomiske udvikling. Vi påvirker selv en økonomisk udvikling ved enten at opføre os fornuftigt eller uansvarligt. Derfor er vi fra konservativ side også glade for, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i store træk er endt med ansvarlige resultater. Det er helt afgørende for dansk økonomi, at konkurrenceevnen bevares. Jeg vil derfor gerne rose parterne på det offentlige arbejdsmarked for resultaterne på overenskomstområdet - man er gået lige til grænsen, men ikke over. Nu skal vi så lige have de sidste forbund med, og det er afgørende vigtigt, at de forstår værdien af selv at få et resultat hentet hjem. Det er nu engang ad den vej, det danske overenskomstsystem gang på gang viser sin styrke. Kl. 15:10 Nu står vi over for forhandlinger om kommunernes økonomi, og fra vores side skal der lyde en klar opfordring til at fastholde en stram økonomisk kurs. Som arbejdsmarkedet tager sig ud nu, er der ikke plads til forbrugsudvidelser. Vi må erkende, at mangelen på arbejdskraft er en barriere for vækst i økonomien. At øge arbejdsstyrken er en af de største udfordringer, vi står over for i de kommende år. Hvis vi giver los nu og øger efterspørgslen, vil det føre til meget alvorlige økonomiske problemer med stigende inflation, stigende rente og behov for ganske kraftige økonomiske indgreb, som vil sætte den økonomiske vækst i stå i en årrække. Resultatet vil blive ledighedstal, som stiger måned for måned. Man skal huske på, at den lave arbejdsløshed ikke er en grundlovssikret rettighed; det er noget, vi skal arbejde for hver eneste dag. Opfører vi os ansvarligt, er belønningen høj: beskæftigelse og lav arbejdsløshed. Giver vi los på det forkerte tidspunkt, risikerer vi, at gode tider bliver afløst af lavkonjunktur og tusindvis af arbejdsløse. Derfor vil vi fra konservativ side arbejde for, at vi også i den kommende folketingssamling tager de nødvendige beslutninger på det økonomiske område. Det kan så godt betyde, at der bliver længere mellem de gyldne løfter. Der skal nemlig ikke herske tvivl om vores prioritering: At fastholde dansk økonomi på sporet, at fastholde den gode beskæftigelse og at fastholde lav inflation og overskud på de offentlige budgetter. Men ikke nok med det. Foråret har været beriget med betydelige principielle diskussioner, herunder debatten om hvorvidt Danmark er et flerkulturelt samfund og debatten om tørklæder. Den debat er vi nødt til at tage. Det handler ikke kun om beklædningsgenstande eller om, hvor meget religion skal fylde i det offentlige rum. Det handler jo til syvende og sidst om de værdier, vores samfund bygger på. Ytringsfrihed, demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder, retten til at tænke, hvad man har lyst til, og sige det, man tænker - netop den debat hænger jo tæt sammen med Danmarks omfattende internationale engagement i disse år. Vi lever i en brydningstid. Vi er nødt til at forsvare og argumentere for vores værdier. Frihed, demokrati og ytringsfrihed er ikke givne ting - så langtfra. I store dele af verden er det faktisk undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi har en forpligtelse til at kæmpe for vores værdier. Danmark skal ikke være placeret på udskiftningsbænken; vi skal tage vores del af slæbet. I dette folketingsår har vi oplevet anden bølge af Muhammedkrisen og desværre på en meget trist og kedelig baggrund, da en række dagblade og aviser i sympati valgte at genoptrykke Muhammedtegningerne, fordi der var mordtrusler mod en af tegnerne, nemlig Kurt Westergaard fra Jyllands-Posten. Vi kan kun takke Politiets Efterretningstjeneste for, at mordplanerne blev afsløret og stoppet i tide, så sagen ikke endte i en total tragedie. Om det var tegningerne, der var årsagen til, at vi forrige mandag skulle opleve et fejt og ulykkeligt anslag mod den danske ambassade i Pakistan med mange ofre til følge, står hen i det uvisse. Måske skulle Danmark bare rammes, fordi vi kæmper for en fri verden, hvor man må tænke, tale og skrive det, man vil. Men begivenhederne viser, at vi skal stå benhårdt fast på vores ret til at have demokratiske rettigheder. Vi skal ikke ryste på hånden; vi skal fortsat have mod til at forsvare frihedsrettighederne, og dette gennem en aktiv udenrigspolitik - og dansk udenrigspolitik er ikke at smutte ud ad døren, når det bliver vanskeligt. I forbindelse med anslaget mod den danske ambassade i Pakistan var de sædvanlige eksperter og naturligvis Enhedslisten ude at kritisere Danmarks aktiv udenrigspolitik. Det er ikke overraskende. Det var derimod meget overraskende og skuffende, at De Radikale lagde sig på samme linje. Det er ærgerligt, at vi fortsat ser partier, som er klar til at gå på kompromis med både demokratiet og vores frihedsrettigheder. Vi befinder os jo midt i en global værdikamp. Nogle mener så, at vi ikke har råd til at være med; vi Konservative mener, at vi ikke har råd til at stå udenfor. Hvilke konsekvenser vil det ikke få, hvis vi passivt læner os tilbage og lader religiøse fundamentalister og ekstremister sætte kursen for den vestlige verden? Det er jo, hvad De Radikale og Enhedslisten reelt lægger op til. Al-Qaeda placerer en bombe ved den danske ambassade i Pakistan, hvorefter de to partier i panik mener, at vi på den baggrund skal ændre vores udenrigspolitik. Kl. 15:14 Den konservative holdning er helt klar: Alle, der kan bidrage til en fri og fredelig verden, skal bidrage. Derfor skal der heller ikke rokkes ved den aktive og kloge udenrigspolitik, Danmark fører. Prisen for at være med er høj, men det vil sætte os i evig gæld, hvis vi ikke er med. Når vi har soldater i Afghanistan, er det ikke for sjov. Det er ikke, fordi vi gerne vil tækkes USA og Bush. Nej, det drejer sig om noget helt andet: Vi vil ikke acceptere, at Afghanistan igen ender som den terroristrede, det var engang. Derfor har vi soldater i forreste række i Afghanistan, der hver dag påtager sig en kæmpe risiko i kampen mod Taleban og Al-Qaeda. Derfor påkalder vi os vrede fra de kræfter, som ønsker vores samfundssystem derhen, hvor peberet gror. Men vi skal ikke ryste på hånden. Vores soldater arbejder dybt professionelt, og det kan vi ikke takke dem nok for. Som politiker er jeg dybt taknemlig over, at de påtager sig den svære og udfordrende opgave, det er at kæmpe i Afghanistans bjerge. De kæmper mod de yderliggående islamister, som uden blusel truer os og bekæmper vestlige demokratier. Vores udsendte oplever og gennemlever meget traumatiske hændelser. Vi har derfor en forpligtelse til at sørge for et ordentligt beredskab, når de kommer hjem igen. De skal ikke bare overlades til sig selv. Vi må derfor lytte til de signaler, der for nylig er kommet fra hjemvendte soldater, der har savnet en form for efterværn. Vi må tage den kritik alvorligt. Man skal ikke lades i stikken, efter at man har været udsendt til verdens brændpunkter og har udsat sig selv for stor fare. Fra dansk side har vi en forpligtelse til at sikre, at Danmark også for kommende generationer vil være et frit og godt land at leve i. Vi skal som sagt være aktive på den internationale arena. Det gælder også i det europæiske samarbejde. Danmark har alle muligheder for at få indflydelse, også større indflydelse end vores størrelse berettiger til, og det skal vi tage som en positiv udfordring. Derfor skal vi også af med vores fire EU-forbehold. Vi støtter helhjertet, at vi inden for en overskuelig tid får en folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at tage stilling til forbeholdene. Det var en helt rigtig beslutning, at vi i Folketinget vedtog Lissabontraktaten, så samarbejdet i EU kan fungere mere smidigt med brug af flertalsafgørelser inden for visse områder. Hvis EU skal udvikle sig med 27 medlemslande, er der behov for en enkel og smidig beslutningsproces. Vi ser Lissabontraktaten som en tiltrængt modernisering af EU-samarbejdet. Europa får en stærkere udenrigspolitisk rolle og får dermed bedre mulighed for at præge den globale dagsorden. Det synes vi er godt. EU skal bidrage til fred og sikkerhed - det er hovedformålet med EU. Vi sikrer fred og sikkerhed via bæredygtig udvikling af jorden, fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettigheder. Derfor er det også naturligt, at vi tager hul på en diskussion om værdien af vores forbehold. Forbeholdene skulle jo gerne være en fordel for Danmark og ikke en uhensigtsmæssig blokering, som blot bidrager til at mindske vores indflydelse og sætte os uden for døren. Fra konservativ side ligger det os derfor meget på sinde først at få afskaffet de forbehold, der betyder, at vi ikke kan være helt og fuldt med i EU-samarbejdet, nemlig forsvarsforbeholdet og forbeholdet angående de retlige og indre anliggender. For os handler det om indre og ydre sikkerhed. Begge dele er vigtige for vores tryghed og stabilitet. Det er vores ønske, at vi hurtigst muligt kan få en folkeafstemning, hvor vi vil opfordre danskerne til at ophæve vores forbehold på de to områder. En af de politiske aftaler, der har glædet os mest i det forløbne år, er den brede politiske aftale på klimaområdet. Med aftalen lægges kursen for de næste mange års indsats på energiområdet. Der er ingen tvivl om, at vi står med en kæmpe udfordring på det energipolitiske område. På den ene side bliver vi nødt til at mindske CO2-udslippet. Det er nødvendigt for, at vi kan begrænse den negative, menneskeskabte påvirkning af klimasystemet, og af hensyn til fremtidige generationer. På den anden side er det også en stor fordel, at vi i Danmark i høj grad bliver selvforsynende på energiområdet. Netop nu kan vi se, hvor afhængige vi som samfund er af de meget høje energipriser. Vi er et samfund i vækst, og det betyder et højt forbrug af energi. Derfor bliver vi nødt til at finde nye løsninger for vores energiforbrug. Med den nye energiaftale, som et bredt flertal i Folketinget står bag, går Danmark forrest med en offensiv indsats, der omlægger vores energiforbrug, så vi i højere grad benytter os af vedvarende energi. Aftalen sikrer en reduktion af CO2-udslippet og mindsker vores afhængighed af fossile brændstoffer. Med aftalen trækker vi på en lang række teknologier: vindmøller, elbiler og varmepumper, vi stiller nye krav til kraftværker og elselskaber og til måden, vi bygger huse på. Folketingsåret, som om kort tid afsluttes, har været begivenhedsrigt. Vi står over for mange vigtige beslutninger i det kommende folketingsår. Økonomien skal holdes på sporet, vi skal forhåbentlig have vores forbehold til afstemning, og vi skal i hvert fald ikke give køb på vores værdier. Kl. 15:20

Den fg. formand (Pernille Frahm): Jeg har følgende til korte bemærkninger: Hr. Rasmus Prehn, hr. Villy Søvndal, fru Margrethe Vestager, fru Line Barfod, hr. Morten Bødskov, fru , hr. Kim Mortensen, fru , hr. Jens Peter Vernersen og hr. Anders Samuelsen. Hvis vi er rigtig flinke ved hinanden og overholder taletiden, skulle vi nok kunne nå det. Det vil vi forsøge på. Den første er hr. Rasmus Prehn. Kl. 15:21

Rasmus Prehn (S): Det var jo ret slående, da man hørte statsministeren og også senere Venstres politiske ordfører, at der simpelt hen ikke var grænser for rosen til Dansk Folkeparti. Det var simpelt hen det mest fantastiske, og det var virkelig dejligt at have et samarbejde med Dansk Folkeparti. Til gengæld var det endnu mere slående, at der ikke var en eneste rose til Det Konservative Folkeparti. Altså, samarbejdet mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti tager man åbenbart fuldstændig for givet. Jeg kan forstå, at det heller ikke er den konservative politik, der bliver ført. Her for nylig, det var den 6. juni, var der ti konservative borgmestre, som virkelig gik til angreb på regeringen, og som gav udtryk for, at det jo simpelt hen er Dansk Folkepartis nidkære detailstyring over for kommunerne, der har fået lov til at sætte dagsordenen i dansk politik. Det er ikke Det Konservative Folkepartis politik, det er ikke friheden, det er ikke tilliden til kommunerne, der gør sig gældende. Det er jo ret kradsbørstige udsagn, der kommer fra de ti konservative borgmestre: Styringen af kommunerne er absurd stram, og truslen mod lokaldemokratiet bliver større og større. Der bliver også sagt af den konservative borgmester i Odense, Jan Boye, at det lokale demokrati ikke kun er under pres, det er direkte truet. Hvordan er det som konservativ politisk ordfører at være vidne til, at ikke alene får Dansk Folkeparti rosen, men det er åbenbart også dem, der fuldstændig sætter dagsordenen i dansk politik? Kl. 15:22

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:22

Henriette Kjær (KF): Nu er det sådan, at jeg har statsministerens tale på skrift, og statsministeren takkede så absolut Det Konservative Folkeparti for det gode samarbejde. Det er sådan, det fungerer. Så samarbejder vi med Dansk Folkeparti, og dem har vi et godt samarbejde med. Jeg tror, at det er en meget klassisk konflikt, man ser mellem Folketinget, staten og kommunerne, og det er klart, at det er en meget aktuel debat lige nu, hvor vi er ved de indledende forhandlinger omkring kommuneøkonomien. Jeg kan huske, at da vi sad i opposition og Socialdemokraterne sad med regeringsmagten, havde vi også altid til afslutningsdebatten en håndfuld socialdemokratiske borgmestre, der var utilfredse med den politik, som den socialdemokratisk ledede regering førte, og det drog vi selvfølgelig også op i debatten. Jeg tror, at man skal se det den måde, at kommunerne godt vil bestemme mere, og vi bliver til en vis grad nødt til at have fat i tøjlerne herindefra. Kl. 15:23 Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Rasmus Prehn for anden korte bemærkning. Kl. 15:23

Rasmus Prehn (S): Jeg skal selvfølgelig beklage, hvis det er sådan, at statsministeren rent faktisk kom med en smule ros til Det Konservative Folkeparti. Det må have været så godt gemt, at det simpelt hen er forbigået min opmærksomhed, mens den ros, der var til Dansk Folkeparti, jo var meget sprudlende og meget tydelig. Jeg tror, at vi alle sammen var meget forbavsede over, hvor meget de virkelig skulle roses. Men pyt nu med det, lad os gå til det politiske. For det er jo virkelig massivt, det er jo ikke bare nogle enkelte konservative borgmestre, det er jo stort set alle. Jeg ved ikke, om det er sådan, at den konservative ordfører kan nævne bare tre konservative lokalpolitikere, der synes, at den politik, der bliver ført på det her område, bare er fremragende. Bare tre. Kl. 15:24

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:24

Henriette Kjær (KF): Jeg vil slet ikke bevæge mig ud i den form for diskussion. Jeg kan kun sige, at det, der er helt afgørende her, jo er, at regeringen følger det spor, som den socialdemokratisk ledede regering i sin tid lagde ud med 2010-planen, og vi har lavet det til en 2015-plan. Der er en begrænsning i forhold til den vækst, der er plads til i samfundet. En del af væksten bliver vi nødt til at have i staten, vi vil gerne have flere politifolk på gaderne, vi vil godt have bygget nogle motorveje og have lagt nogle nye skinner. Og en anden del af den vækst bliver der mulighed for at få råderum over ude i kommunerne. Kommunerne vil godt have et større råderum, men så hænger tingene ikke sammen, og sådan er det. Kl. 15:24

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er hr. Villy Søvndal. Kl. 15:24

Villy Søvndal (SF): Jeg hørte også statsministeren rose Dansk Folkeparti næsten skamløst og Venstres ordfører takke for det gode samarbejde, men jeg forstod mest statsministerens tale som en slags afskedstale. Det kan godt være, at jeg ikke hørte efter, men jeg hørte ikke den konservative ordfører omtale Dansk Folkeparti rosende overhovedet. Det kan skyldes to ting. Enten at tiden simpelt hen løber ud - vi kender alle det med, at vi rammer ind i de 15 minutter - eller også kan det skyldes, at man ikke lige var kommet i tanke om det. Jeg vil bare spørge, hvilken af de to grunde det var. Kl. 15:25

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:25

Henriette Kjær (KF): Jeg vil bare sige til hr. Villy Søvndal, at rigtige venner ikke behøver sådan at gå rundt og rose hinanden hver dag. Der har man sådan en indforståethed, der er sådan et lille blink i øjet nok. Jeg tror, at det er det, der gør sig gældende her. Kl. 15:25

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Villy Søvndal for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 15:25

Villy Søvndal (SF): Det er sådan lidt videre i forhold til det der indforståede blink, for jeg står med det samme brev, som hr. Rasmus Prehn var inde på, fra de ti konservative borgmestre. Jeg tror, at det er samtlige konservative borgmestre, der truer med, at nu er nok nok. De har et eksempel med en gangbro i Høje Taastrup, der er blevet ramt af en kranbil, og derfor skal den helst repareres, så den kan bruges. Det er sådan, at kranbilens forsikring betaler udgiften - de tager faktisk penge med til Høje Taastrup, men hvis Høje Taastrup afholder udgiften, bliver de ramt af en bøde, fordi sådan noget må man ikke. Vi havde møde med vores kommunale folk. Der er et lignende eksempel ude fra Herlev, hvor en skole blev ødelagt sidste sommer på grund af oversvømmelse. Kunne man ikke løse det jerngreb, man har om kommunerne, i tilfælde af naturkatastrofer eller bilulykker eller sådan noget? Det kan selv et planøkonomisk system som det kinesiske da finde ud af. Kl. 15:26

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:27

Henriette Kjær (KF): Nu synes jeg, at det er meget vigtigt at holde fast i, at der er en udgiftsramme, som vi skal overholde. Den har vi så fordelt mellem staten og kommunerne, og for den sags skyld også regionerne. Men det er da rigtigt, at vi skal finde praktiske løsninger på praktiske problemer, og det er jo netop derfor, at kommunerne lige nu sidder og forhandler med staten om at finde en aftale her. Og jeg tror da, at de bringer det her eksempel op, som nu både hr. Villy Søvndal og hr. Rasmus Prehn er kommet med, og at man så stille og roligt finder en løsning på akut opståede problemer. Kl. 15:27

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er fru Margrethe Vestager. Kl. 15:27

Margrethe Vestager (RV): Nu er jeg selvfølgelig klar over, at Berlingske Tidende ikke har så mange læsere, som Berlingske Tidende kunne ønske sig, men ligefrem at kaste et indforstået blik via Berlingske Tidende falder måske ikke helt inden for definitionen. Nu var fru Henriette Kjær jo mildest talt manipulerende over for mine udtalelser i forbindelse med vores forslag til sikkerhedspolitik, og derfor håber jeg, at fru Henriette Kjær kan forklare, hvad det er, der foregår mellem Venstre og Konservative, for så vidt angår samme diskussion, og dermed kaste det indforståede blik ud over Folketingssalen. Kl. 15:28

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:28

Henriette Kjær (KF): Jeg synes ikke, jeg er manipulerende i forhold til den radikale udenrigspolitik. Altså, vi må være enige om, at fru Margrethe Vestager har krævet, at der kommer en ny udenrigspolitisk kurs som følge af bomben, der blev sprængt ved den danske ambassade i Pakistan. Nogle dage senere kommer den radikale forsvarsordfører, hr. , med et forslag om, at man skal lave en sikkerhedspolitisk strategi. Til det siger udenrigsministeren, at det er vi da parat til at diskutere. Det er da ikke så dumt, at man ser på de trusler, der er generelt. Ud over terrortruslen er der fødevarekrisen, der kan betyde, at der kommer folkestrømme hertil, og der er klimakrise, der også kan have indflydelse på sikkerheden osv., så lad os se på det. Det tror jeg så at hr. Søren Pind har blandet lidt sammen med det, fru Margrethe Vestager sagde tidligere på ugen, og ser det, som om udenrigsministeren nu er ude og bakke op om synspunkterne fra fru Margrethe Vestager om at føre en mindre aktivistisk udenrigspolitik. Jeg tror, at det er der, det er gået galt. Kl. 15:29

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Margrethe Vestager for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 15:29

Margrethe Vestager (RV): Det er jo selvfølgelig meget muligt. Til gengæld kan jeg betro fru Henriette Kjær, at fru Henriette Kjær også er gået galt i byen. Jeg har gjort mig den ulejlighed at få lagt det interview med News, som tilsyneladende har været årsag dels til statsministerens bestyrtelse, dels til andres - hvad skal man kalde det? - løftede øjenbryn, ud, så fru Henriette Kjær ved selvsyn vil kunne se, hvad det er, den her sag drejer sig om. Det, som vækker til eftertanke i hvert fald hos mig, er den indforståethed, der skulle være mellem Venstre og Konservative, når den udfoldes over Berlingske Tidendes avissider. Jeg synes egentlig, at hr. Rasmus Prehn havde fat i noget, for det er jo ikke ligefrem sådan enstemmighed og fælles tone, der præger det, og ville det ikke have været tjenligt, når De Konservative også er meget optaget af, at den her situation bliver håndteret på en måde, som varetager Danmarks interesser, at man ikke havde haft den diskussion på Berlingske Tidendes forside? Kl. 15:30

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:30

Henriette Kjær (KF): Jo, det ville da have været det bedste, at man ikke havde haft den diskussion i avisen. Det er der ingen tvivl om. Men som jeg sagde før: Rigtige venner finder ud af det. Og det er kun de mennesker, man egentlig kan lide og holder af, man også gider skælde ud på. For dem, man er ligeglad med, og som ikke betyder noget for en, gider man ikke engang blive sur på. Og det er det, der er tilfældet her. Kl. 15:31

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra fru Line Barfod. Kl. 15:31 Line Barfod (EL): Jeg går ud fra, at Konservative har bakket op om Venstres plan om at skabe et nyt Danmark, som beskæftigelsesministeren tidligere har beskrevet det, og at Konservative derfor er enig i, at det private forbrug skal vokse langt, langt mere end det offentlige, så vi får en langt større privat sektor end offentlig sektor. Men hvor voldsomt mener man det? Fru Henriette Kjær siger, at hvis der opstår akutte problemer ude i kommunerne, skal man finde nogle løsninger. Klimaforandringerne, kan man sige, er jo ikke et akut opstået problem, men noget, kommunerne faktisk gerne vil gøre noget ved, men mange kommuner er nu blevet tvunget af regeringen til at stoppe de klimaprojekter, de ellers var i gang med. Det, at børn bliver udsat for misbrug, omsorgssvigt osv., kan man jo heller ikke lige sige er akut opstået. Det er noget, vi godt ved foregår, og hvor kommunerne har lagt planer om at lave forebyggende arbejde og i nogle tilfælde skride ind med anbringelse. Men det mener Konservative måske heller ikke at der skal være penge til? Der bakker man også op om sammen med resten af regeringen, at kommunerne skal have dummebøder, hvis de går ind og bruger penge på den slags. Kl. 15:32

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:32

Henriette Kjær (KF): Jamen der er ingen tvivl om, at udsatte børn skal have hjælp. Det er en absolut klar konservativ mærkesag, og vi mener også, at kommunerne har mulighed for det inden for rammen. Så absolut, ellers driver de ikke deres kommune godt nok. Det bliver jeg nødt til at sige. Men fru Line Barfod bliver også nødt til at erkende, at vi slet ikke har nok penge i det her samfund, hvis vi ikke holder fast i økonomien. Hvis vi vælter penge ud og pumper penge ud i forbrug, så vil priserne stige, så vil lønningerne stige, og det vil blive endnu dyrere, end det er i dag, at finansiere de ting, vi gerne vil have, og så har vi ikke råd til den velfærd, vil gerne vil have, og derfor bliver vi nødt til at styre økonomien og holde igen. Kl. 15:32

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning. Kl. 15:33

Line Barfod (EL): Nu er det regeringen, der pumper penge ud til privatforbrug. Det private forbrug er steget med næsten 23 pct. i de sidste 6 år. Men samtidig vil regeringen ikke lade det offentlige forbrug stige særlig meget. Fordi der har været så store folkelige protester mod den lave vækst, er det så alligevel lykkedes at få en stigning i det offentlige forbrug på 11 pct. Men det er begrænset. Jeg kan bare ikke forstå det, når fru Henriette Kjær siger, at kommunerne skal tage sig af det hele inden for rammerne. Det svar får vi jo, hver gang vi spørger til et område, men der er ikke plads til det hele inden for rammerne, og derfor må fru Henriette Kjær jo sige, hvad det ikke er, kommunerne skal tage sig af efter konservativ opfattelse. Hvis det ikke er klimaet, så sig det. Hvis det ikke er de udsatte børn, så sig det. Hvis det ikke er de ældre eller skolerne, så sig det. Man bliver nødt til at være ærlig og sige, hvad det er, man ikke mener skal løses inden for rammerne, når man hele tiden indskrænker rammerne. Kl. 15:33

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:33

Henriette Kjær (KF): Rammerne er jo ikke blevet indskrænket. Der er jo blevet pumpet penge ud i kommunerne. De bruger flere penge end nogen sinde før. Til gengæld flyver myterne jo rundt her i salen. Tidligere i dag sagde hr. Magnus Heunicke, at man i Gentofte overvejede besparelser på ældreområdet, så der nu kun blev vasket gulv hos de ældre hver anden måned. Jeg gik fluks ud og ringede til Gentofte Kommune. Det er ganske usandt. Der bliver vasket gulv hver uge hos de ældre i Gentofte Kommune, og i øvrigt er der blevet lavet en besparelsesplan, hvor man har sparet på de forbedringer, man vil lave på idrætsanlæg og andre ting, og på nybygninger. Det kan åbenbart godt lade sig gøre. I øvrigt var den spareplan blevet vedtaget med SF's stemmer. Så helt galt er det nok ikke. Kl. 15:34

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Morten Bødskov. Kl. 15:34

Morten Bødskov (S): Jeg tror, vi alle sammen hørte, at fru Henriette Kjærs karakteristik af forholdet mellem Dansk Folkeparti og De Konservative, og hørte, at det var som mellem venner, hvor man er i stand til - også gennem aviser - at give hinanden et indforstået blik. Jeg lagde mærke til, da jeg kiggede over på de tilstedeværende her i salen fra Dansk Folkeparti, at det ikke ligefrem var glæden, der stod ud af deres blik. Vi, der har fulgt forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti, synes nu også mest, at blikket ofte er karakteriseret af raseri. Som det siges i regeringen, er det jo godt nok De Konservative, der har ministerbilerne, men det er jo Dansk Folkeparti, der har indflydelsen. Når vi taler om usandheder, der flyver gennem luften, som fru Henriette Kjær sagde i sin sidste sætning, vil jeg gerne bede fru Henriette Kjær om at kommentere de besparelser, som er på vej i flere kommuner, og som man kunne læse om i Politiken i går. En af kommunerne er nu så langt ude, at de må reducere den gennemsnitlige tilstedeværelse af ældrepleje hos de ældre med 40 min. om ugen, fordi de er blevet tvunget til at genåbne budgetterne for at spare penge på det her års budget - altså i direkte modstrid med det løfte, som regeringen gav kommunerne før valget, hvor man sagde, at der ikke var nogen grund til, at budgetterne skulle åbnes i år. Der var ingen grund til at frygte for velfærden; der kommer ingen besparelser. Hvordan harmonerer det med den situation, som flere kommuner oplever nu, hvor både borgerlige og socialdemokratiske kommuner og Venstrekommuner er ude i store besparelser? Kl. 15:36

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:36

Henriette Kjær (KF): Jeg bliver meget nervøs for, hvad der skal ske, hvis Socialdemokraterne kommer ind og får regeringsmagten igen. Altså, det, vi gør, er jo at følge den år 2010-plan, den socialdemokratisk ledede regering lagde sporene til og fulgte. Vi har nu ført den videre til en 2015-plan med plads til begrænset vækst. Vi laver en aftale med kommunerne, hvor der endda er plads til stor vækst. Den aftale sprænger de - også i sådan en grad, at man må sige, det er abnormt. Det er da klart, at de så bliver nødt til at køre tilbage. Og der må de jo så finde nogle fornuftige besparelser - det vil sige nogle besparelser, der ikke går ud over de ældre, for det er selvfølgelig uholdbart, og det synes jeg ikke er kloge besparelser. Men jeg håber da, at Socialdemokraterne er enige med os i, at der er grænser for væksten. Det lyder, som om vi har en blankocheck, vi kan sende ud til kommunerne. Det har vi ikke. Det vil jeg gerne vide om vi har, og i givet fald hvor de penge skulle komme fra. Jeg kan ikke se dem nogen steder. Kl. 15:37

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Morten Bødskov for anden og sidste korte bemærkning. Kl. 15:37

Morten Bødskov (S): Det er jo klart, at fru Henriette Kjær ikke kan se, hvor pengene skal komme fra, for med især De Konservatives hjælp er pengene jo brugt til skattelettelser. Det er jo det, der er virkeligheden. Det er derfor, at de kommunale topforhandlere i øjeblikket sidder og styrtsveder i Finansministeriet. De vil undgå at skulle indfri alle de enorme løfter, som den her regering har givet befolkningen om 50 mia. kr. til megainvesteringerne i offentlig velfærd og om en kvalitetsreform, der skulle være det 21. århundredes velfærdsmodel. Alt det her er jo faldet på gulvet. Og nu sidder kommunerne rundtomkring med en befolkning, der håber på, at alle de løfter, som regeringen har givet dem, vil blive til noget, men med kommunalbestyrelser, som nu offentliggør den ene opstramning efter den anden og den ene besparelse efter den anden på deres budgetter. Vi taler nu om kæmpe besparelser rundtomkring i kommunerne i indeværende år - modsat det, som regeringen lovede. Altså oplever de ældre, børnene i daginstitutionerne og eleverne folkeskolerne besparelser - modsat det, regeringen lovede med De Konservatives hjælp. Hvordan hænger det sammen? Hvordan synes De Konservative, at man lever op til de løfter, som man har givet befolkningen i valgkampen? Kl. 15:38

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:38

Henriette Kjær (KF): Vi synes, det hænger rigtig godt sammen. De skattelettelser, der er blevet givet, har været nødvendige. Det sagde jeg i min ordførertale, og det mener jeg. Der var behov for at øge arbejdsstyrken ved at få flere ud på arbejdsmarkedet. Det er der kommet som effekt af begge de skattelettelser, der er blevet gennemført, mens vi har haft en borgerlig regering. Det betyder, at vi har flere sygeplejersker, der kan hjælpe til på vore sygehuse. Og det betyder, at vi har det personale, vi har brug for i hele velfærdssektoren, så vi kan passe vores syge ældre og vores børn. Der er simpelt hen behov for de skattelettelser. Hvis vi ikke havde lavet dem, så havde vi gevaldigt stået og manglet arbejdskraft. Og det havde også været et meget, meget stort problem. Halvdelen af finansieringen af disse skattelettelser kommer jo fra skattesystemet selv, hvor det var penge, der skulle føres tilbage til borgerne. Det var der ingen vej udenom - og det var i øvrigt en lov, som Socialdemokraterne selv havde lavet. Kl. 15:39

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra fru Astrid Krag. Kl. 15:39 Astrid Krag (SF): Jeg ved ikke helt, hvad det er for en virkelighed, ordføreren henviser til, når hun siger, at der er det personale, der er brug for til at løfte vores velfærd og vores omsorg. På det område, hvor jeg selv er ordfører, nemlig ældreområdet, hører jeg tilbagemeldinger om, at 80 pct. af vores kommuner har ubesatte stillinger. Det bekymrer i hvert fald mig. Men det, jeg egentlig vil spørge om, ligger lidt i forlængelse af hr. Morten Bødskovs spørgsmål om regeringens økonomiramme - det vil sige den 2015-plan, som ordføreren også selv har været inde på. Nu er jeg ikke økonom, men så kan ordføreren måske gøre mig klogere. Men som jeg forstår det, er der en tilladt vækst på 4,7 mia. kr. Kloge hoveder har sat sig ned og regnet på det, bl.a. har Reuters Finans påvist, at de 3,2 mia. kr. af de her kroner er afsat til kvalitetsreform, til trepartsaftale og til globaliseringsindsats. Med lidt hurtig hovedregning efterlader det jo omkring 1,5 mia. kr. Derfor vil jeg bare høre ordføreren om, hvilke ting der skal prioriteres fra. Ordføreren var selv lidt inde på det. Ordret citeret, sagde hun, at det betyder, at der vil være længere mellem de gyldne løfter. Men hvilke af de gyldne løfter, som regeringen kom med under valgkampen, er det så, der må luges ud for at få regeringens regnestykke til at gå op? Kl. 15:40

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:40

Henriette Kjær (KF): Jeg synes, der er penge i systemet til betydelige forbedringer på områder, der trænger til et løft. Det, vi taler om er her, er jo en vækst. SF's ordfører taler om det, som om vi er i gang med den helt store sparekniv og et utal af nedskæringer. Det er jo ikke tilfældet. Der er tale om en samlet vækst. Pengene må da blive brugt til noget. Det lyder, som om man i Socialdemokratiet, hos SF og hos Enhedslisten blot sidder og accepterer, at pengene åbenbart falder ned i et sort hul. For det må jo være det, de gør. Fru Astrid Krag nævnte selv et beløb på 1,5 mia. kr. Det er da vækst, og det er penge, der kan bruges til gode ting og sager ude i kommunerne. Og så taler man om det, som om det er besparelser. I princippet skal man jo ikke skære ned, men man må omprioritere, hvis man vil lave en bedre indsats på nogle områder i kommunerne. Kl. 15:41

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Astrid Krag. Kl. 15:41

Astrid Krag (SF): Jamen spørgsmålet er jo, om der er penge til alt det, man har lovet - det vil sige, om der rent faktisk også er penge til at få ført alle de gyldne løfter, man giver fra regeringens side, ud i livet, når det f.eks. kommer til vores sundhedsvæsen. Jeg kan forstå, at regeringen vil pålægge regionerne og sygehusene, at de skal øge produktiviteten med 2 pct. Nu står vi jo med nogle akutte problemer med rekrutteringen til lige præcis de her erhverv. Jeg ved, at ordføreren ikke vil snakke om den igangværende konflikt, så jeg skal prøve at holde mig lidt fri af den. Men jeg vil alligevel spørge den konservative ordfører, hvordan hun tror, at sundhedspersonalet vil reagere, når de får at vide, at de skal løbe lidt hurtigere og arbejde lidt mere over for at leve op til regeringens løfter om en øget effektivitet på sygehusene, efter at det her forløb jo ikke har vist skyggen af vilje fra regeringens side til at finde de penge, der skal til for at lukke det løngab, som jeg tror, er en af de væsentlige årsager til, at vi har så svært ved at rekruttere faglært personale, og at vi har så svært ved at få folk til at søge ind på de uddannelser, vi faktisk har brug for i vores sundhedsvæsen. Kl. 15:42

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:42

Henriette Kjær (KF): Hvis man effektiviserer, så betyder det ikke, at personalet skal løbe hurtigere. Det er der overhovedet ikke tale om. Det kan jeg godt forstå at de ville få det dårligt over at få at vide at de skulle. Det handler jo om at lave nogle smartere løsninger og finde ud af, hvordan man kan tilrettelægge arbejdet langt bedre, end man gør i dag. Nu er der på Vejle Sygehus et projekt og en god måde, de gør det på, bl.a. med kræftbehandling og et sammenhængende forløb fra man kommer ind, til man bliver behandlet osv. Og det er jo netop af den slags, vi skal lære at blive bedre. De gør det godt på nogle sygehuse, og det skal man gøre på flere sygehuse. Det handler om bedre ledelse og bedre tilrettelæggelse - ikke om, at medarbejderne skal løbe hurtigere, for det kan de ikke. Kl. 15:43

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning kommer fra hr. Kim Mortensen. Kl. 15:43

Kim Mortensen (S): Jeg hæftede mig specielt ved den del af ordførerens tale, hvor vi fik at vide, at vi har en stærk økonomi, at ingenting kommer af sig selv, og at vi mangler arbejdskraft. Den konservative ordfører når så frem til, at man i perioden 2001-2007 har foræret 25 mia. kr. væk i skattelettelser i stedet for at bruge denne situation til at investere nogle af de penge, der er i den her stærke økonomi, eksempelvis på uddannelsesområdet. Det er penge, der jo så bl.a. skal finansieres af det, vi skal leve af - det vil sige det, der skal skaffe arbejdskraften, nemlig vores uddannelsessystem. Eksempelvis er der i samme periode sket besparelser for 1,2 mia. kr. alene på folkeskoleområdet. Kunne vi ikke her ved debatten få at vide, hvad det er, Det Konservative Folkeparti synes er vigtigt for uddannelsessystemet at løfte, når man samtidig laver en meget stærk centralisering og en meget stærk indskrænkning af de økonomiske muligheder? Altså, hvad er det, Det Konservative Folkeparti mener, uddannelsesinstitutionerne skal løfte for de færre penge, der nu er til rådighed? Kl. 15:44

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:44

Henriette Kjær (KF): Jeg kan igen slet ikke genkende det billede af, at der er færre penge til rådighed. Den her regering har været med til at styrke folkeskolen, så der nu kan blive givet flere timer i dansk, matematik og historie - en række meget, meget vigtige fag. Vi har indført, at der skal laves test, så man opfanger de svage elever og gør en ekstra indsats i forhold til dem, og så man sikrer, at flere går ud af folkeskolen med en afgangseksamen. Billedet af, at det bare er én stor besparelse, og at der ikke bliver satset på uddannelsesområdet, er forkert. Der er jo også blevet sat ekstra mange penge af til forskning i forbindelse med Globaliseringsfonden osv. Så jeg synes faktisk, at det står godt til. Kl. 15:45

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Kim Mortensen. Kl. 15:45

Kim Mortensen (S): Man kan selvfølgelig ærgre sig lidt over, at vi som forligsparti kan konstatere, at på hele den indholdsmæssige del af folkeskolen har regeringen sammen med Dansk Folkeparti foretaget besparelser på 1,2 mia. kr. De penge er fjernet fra folkeskolerne, men skulle have været hele grundlaget for det løft, vi skal have. Det, vi kan lytte os frem til nu, er, at turen nu er kommet til erhvervsskolerne. 312 mio. kr. skal taxametrene nu reduceres med på ungdomsuddannelserne, heraf halvdelen på erhvervsskolerne. De penge skulle løfte en stor del af den uddannelsesopgave. Så ikke nok med, at man lægger op til stigende centralisering, man fjerner også pengene. Det er vel svært at komme uden om, at det er rigtigt - uanset alle de gode intentioner - at 1,2 mia. kr. for folkeskolen er mange penge, og at 312 mio. kr. alene for næste år er mange penge at spare på de ungdomsuddannelser, som skulle løfte en meget større del af uddannelsesindsatsen. Det, der ville være rart, var jo, hvis den Konservative ordfører nu her i debatten ville være imødekommende og sige: Vi synes, det er meget vigtigt, at der investeres i fremtidens uddannelser, og derfor vil vi godt være med til at finde nogle af de penge, der skal finansiere fremtidens uddannelser i stedet for at tage dem fra uddannelsesinstitutionerne. Det er ikke særlig svært at sige. Kl. 15:46

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:46

Henriette Kjær (KF): Vi synes da absolut, at der skal investeres i fremtidens uddannelser, og det har den her regering jo også gjort. Derfor synes jeg, det er tom retorik at stå og sige, at vi skærer ned på uddannelserne. Uddannelserne skal fungere godt, og de skal også fungere effektivt. De skal følge nogle instrumenter, sådan at man sørger for at få eleverne godt igennem uddannelsesforløbet. Men det billede, der bliver tegnet af den socialdemokratiske spørger her, mener jeg er fortegnet. Jeg mener, at vi som regering virkelig har sikret en bedre standard i folkeskolen på ungdomsuddannelserne, også hvad angår forskningen. Kl. 15:47

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra fru Pia Olsen Dyhr. Kl. 15:47

Pia Olsen Dyhr (SF): Jeg noterer mig, at ordføreren i sin indledning lægger meget vægt på klima- og energipolitikken, men slet ikke nævner klima i forbindelse med trafikpolitikken, på trods af at jeg ved, at ordføreren faktisk også er trafikordfører. Derfor vil jeg gerne spørge lidt ind til det. Statsministeren har nemlig udtalt, at det er nødvendigt, at vi flytter folk fra bilen og over i den kollektive trafik, fordi vi netop ønsker at løse ikke alene trængselsproblemerne, men så sandelig også Danmarks CO2-problemer. Venstre kom så også senere med deres trafik- og klimaudspil. I den forbindelse udtalte fru Henriette Kjær, at Venstres klima- og trafikudspil var både langhåret og venstreorienteret. Betyder det helt konkret, at De Konservative i modsætning til statsministeren ikke mener, at man kan lave en sammenhæng mellem klimapolitik og trafikpolitik, og at klimapolitik kun handler om energipolitik? Kl. 15:48

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:48

Henriette Kjær (KF): Selvfølgelig skal vi også lave en klimastrategi inden for transportsektoren, og den kommer regeringen jo også med og præsenterer efter sommerferien, og den skal følge den trafikinvesteringsplan, der skal laves. Jeg drillede Venstre lidt i den avis, der har skrevet det, men jeg kaldte det kun langhåret, jeg sagde ikke, det var venstreorienteret, så det må stå for den avis' egen regning. Når jeg kaldte det langhåret, så var det det her med, at der skulle afsættes specielle parkeringspladser til delebiler. Det er der allerede København, og de står i øvrigt altid tomme, så jeg ved ikke, hvor stor en succes det er. Derfor kan det godt være, man skal tænke i andre baner, for jeg synes ikke, det var nogen speciel god idé. Der var et par andre forslag, som jeg ikke tror batter ret meget i CO2-reduktionen. Men ellers var det da et kærkomment indspark i debatten. Kl. 15:49

Den fg. formand (Pernille Frahm): Fru Pia Olsen Dyhr for en sidste kort bemærkning. Kl. 15:49

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg har også noteret mig, at statsministeren har udtalt på et af sine tirsdagspressemøder, at CO2- udslippet for trafikken skal mindskes med 25-30 pct. i 2030 i forhold til 1988. Det er det pejlemærke, regeringen indtil videre har haft i sin strategi »Grønt ansvar«. Jeg har så samtidig også noteret mig, at De Konservatives ordfører flere gange har sagt, at det er totalt urealistisk og slet ikke muligt. Er det i virkeligheden, fordi De Konservative ikke er interesseret i at sammenkæde klima og trafik? Kl. 15:49

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:49

Henriette Kjær (KF): Nej, det er det ikke. Ja, der var jeg lige ved at blive ophidset, for det har vi ikke sagt. Jeg vil i hvert fald gerne se det citat, hvor vi skulle have sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Vi siger hele tiden, at vi skal have en målsætning som et pejlemærke. Vi siger, at vi ikke vil have nogen fast grænse for, at vi skal nå det på en bestemt dato. Vi har det som pejlemærke, og vi er sikre på, at vi når det. Men igen, vi skal ikke kaste os ud i fortænkte forslag for lige præcis at nå det på procenten. Det er derfor, vi holder fast i, at det ikke skal være en fastsat grænse, men et pejlemærke, som vi har ambitioner om at nå hundrede procent. Det skal der ikke herske tvivl om. Kl. 15:50

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Peter Vernersen. Kl. 15:50

Jens Peter Vernersen (S): Fru Henriette Kjær beskæftigede sig noget med samarbejdet i oppositionen og de rigtige venner af regeringen. Jeg kom sådan lige til at tænke på det nye, moderne Facebook. Det er måske sådan, at fru Pia Kjærsgaard er blevet Facebookven med hr. ; de har jo før haft et fortrinligt samarbejde. Jeg forventer ikke, at der kan svares på det, men det er jo i hvert fald interessant, hvis det skulle være sket. Så vil jeg også sige til det med beskæftigelsen og at der kun kan komme nye i arbejde på den måde, som man har gjort det her i regeringen, VK-regeringen, om fru Henriette Kjær har glemt, at vi under Nyrupregeringen fik 300.000 nye job - 300.000 nye job, 200.000 på det private arbejdsmarked - under de vilkår, som blev opsat på daværende tidspunkt? Så vil jeg også, når vi nu taler om skattelettelser og om, at vi ikke har penge nok, som der bliver sagt, spørge, hvad der er vigtigst. Hvis man nu skal have en ny strålekanon på Rigshospitalet, der koster i størrelsesordenen 1 mia. kr., er det så vigtigst at sikre en sådan strålekanon, der kan kræftbehandle børn meget præcist, så de ikke får en ny kræft 10 år efter, eller give 1 mia. kr. i skattelettelser? Hvad er vigtigst for De Konservative? Kl. 15:51

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:51

Henriette Kjær (KF): Jamen det er jo vigtigt, at der er en veluddannet sygeplejerske, der kan betjene strålekanonen. Og derfor er det vigtigt, at hun eller han ser et incitament i forhold til, at det kan betale sig at gå på arbejde og tage nogle ekstra timer, så man kan udnytte strålekanonen hundrede procent. Derfor kan man jo ikke sætte det op på den sort-hvide måde; det ved hr. Jens Peter Vernersen jo også godt at man ikke kan, sådan ser verden ikke ud. Det er jo det, der netop er kernen i regeringens politik: Vi laver en sammenhængende politik, der ikke kun sikrer arbejdsudbuddet, men selvfølgelig også, at der foretages de nødvendige investeringer inden for sundhedsområdet. Og det må man sige: Der er jo virkelig sket et løft, siden den socialdemokratisk ledede regering sad med regeringsmagten. Det må man sige. Der bliver behandlet nogle flere patienter nu, og der er indkøbt mere materiel end nogen sinde før. Kl. 15:52

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Jens Peter Vernersen. Kl. 15:52

Jens Peter Vernersen (S): Ja, det sidste må bero på en misforståelse. Der ligger faktisk et meget, meget fint dokument i Sundhedsudvalget, bilag 48, der viser, at væksten i sundhedsudgifterne er blevet mindre - er blevet mindre - under VK-regeringen, at de har haft en mindre vækst under VK-regeringen, end de havde under den socialdemokratisk ledede regering; det skal jeg henvise til. Jeg vil godt sige, at det er helt konkrete spørgsmål, jeg stiller. Man har brug for sådan en strålekanon på Rigshospitalet - nu taler vi ikke medarbejderne - og den koster 1 mia. kr. Den kan lave strålebehandling af børn, sådan at man kun lige rammer det sted, hvor der er kræft. Det betyder, at børn helt sikkert ikke senere får kræft, som der ellers kan være risiko for. Hvad vil man investere i hos De Konservative: skattelettelser eller en sådan strålekanon? Så vil jeg sige i forhold til medarbejderne, at det jo præcis er det samme problem, man står i nu her. Socialdemokraterne foreslog sidste år i august, at man skulle afsætte en pulje, sådan at man kunne finde en løsning på det offentlige arbejdsmarked. Det blev afvist. Så derfor står vi sikkert med problemerne, fordi man også dér hos De Konservative hellere vil give skattelettelser end være med til at løse det problem, som nu har plaget samfundet i 2 måneder. Kl. 15:53

Den fg. formand (Pernille Frahm): Jeg skal lige minde om, at når den røde lampe lyser, så er taletiden slut. Så er det ordføreren. Kl. 15:53

Henriette Kjær (KF): Til det sidste må jeg sige, at jeg synes, at det her med, at Folketinget skal til at afsætte puljer til offentligt ansatte, er en uskik. Selv om jeg håber, at der går lang tid, inden Socialdemokraterne kommer til magten igen, så vil jeg gerne, hvis det sker, se, hvordan man stiller sig, når der igen skal være forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked. Det er en uhørt situation. Det her er en leflen for de grupper på arbejdsmarkedet, som jeg kun tror man fremsætter, når man sidder i opposition. Men igen vil jeg sige til hr. Jens Peter Vernersen, at man ikke kan stille tingene op på den måde. Man kunne så også sige, om der så ikke skulle bygges en letbane mellem Ishøj og Lyngby i stedet for, så folk kunne køre mere miljørigtigt og vi kunne passe på kloden i stedet for for de samme penge - og sådan kunne vi jo blive ved ud i et utal af sammenligninger. Og sådan kan man altså ikke føre politik. Kl. 15:54

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Anders Samuelsen. Kl. 15:54

Anders Samuelsen (NY): Tak for det. Venstres helt store bidrag til regeringssamarbejdet har selvfølgelig været skattestoppet, som har stået stort set nagelfast i alle de år, regeringssamarbejdet har varet. Dansk Folkepartis store bidrag har været udlændingepolitikken. Hvad har De Konservatives store bidrag til regeringssamarbejdet egentlig været? Da Schlüter kom til magten i starten af 1980'erne, var der 10 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der blev ramt af topskatten. I dag er det over 44 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der bliver ramt af topskatten. Hvor har De Konservative været henne? Kl. 15:55

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:55

Henriette Kjær (KF): Det synes jeg simpelt hen nærmest er for sjovt. Vi har jo bidraget med to gange skattelettelser. Det er klart, at det er De Konservative, der har presset på, for at vi overhovedet kom så vidt som til at få skattelettelser. For første gang i 24-25 år lykkedes det os at komme igennem med det. I starten, når vi sagde »skattelettelser«, grinede folk jo af os. At det så ikke lige er topskatten, der er kommet med, skyldes jo, at der ikke er flertal for at røre ved topskatten. Det kræver 90 mandater, og dem kan vi jo ikke mønstre. Vi vil gerne være større, og det er da også dejligt, at Ny Alliance nu er kommet ind og hjælper os i kampen med at få gjort noget ved topskatten, men det gør det jo ikke alene. Der skal et flertal til. Kl. 15:56

Den fg. formand (Pernille Frahm): Hr. Anders Samuelsen. Kl. 15:56

Anders Samuelsen (NY): Det er vel ikke helt godt nok at sige, at man ikke har mandater nok, og at der skal 90 mandater til at have et flertal. Man har vel et eller andet sted også nogle hjertesager, som man brænder så meget for, at man er villig til at sætte noget mere ind på dem. Sandheden er på nuværende tidspunkt, at den sammensatte marginalskat for folk, der tjener omkring 230.000 kr., er 55 pct.; for folk, der tjener omkring 350.000 kr. om året, er den 60 pct., og for folk, der tjener over 550.000 kr., er den over 70 pct. Synes den konservative ordfører helt ærligt, at det er godt nok, efter at man har siddet på bænkene i 6-7 år? Kl. 15:56

Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:56

Henriette Kjær (KF): Jeg synes absolut, det er godt nok, at vi har fået skattelettelser i to omgange, skattelettelser, der rammer bredt i den danske befolkning, og som har øget arbejdsudbuddet. Det er et utrolig flot resultat, vi har fået hjem, og som vi er stolte af og glade for. Men vores tid er ikke slut endnu. Der har lige været folketingsvalg, og vi har en lang periode. Næste år afleverer Skattekommissionen sin rapport og sine anbefalinger, og så tager vi debatten. Vi håber selvfølgelig, at den påviser, at det vil være en god idé at fjerne topskatten, og så har vi det som et godt udgangspunkt at diskutere ud fra. Der er et stykke vej til, at vi når vores højeste mål, men det betyder ikke, at vi ikke er meget tilfredse med det, vi allerede har nået. Kl. 15:57

Den fg. formand (Pernille Frahm): Den sidste på listen, der har en kort bemærkning, er hr. Flemming Bonne. Kl. 15:57

Flemming Bonne (SF): Når jeg har bedt om ordet, er det, fordi jeg fornemmer, at den konservative ordfører er meget skråsikker på, at kommunerne er i stand til at finansiere de merudgifter, de står over for, samtidig med at de bokser med de sparekrav, der er. Jeg har kendskab til kommuner, som efter sommerferien er i den situation, at enhver ny anbringelsessag kører efter tillægsbevilling. En af de kommuner, jeg taler om, kæmper i forvejen med besparelser på 38 mio. kr. på driften alene. Jeg vil gerne bede ordføreren om at svare på, om De Konservative virkelig er så skråsikre på, at alle kommuner er i stand til at løse de her opgaver. Jeg er ikke sikker på det. Kl. 15:58 Den fg. formand (Pernille Frahm): Ordføreren. Kl. 15:58

Henriette Kjær (KF): Vi er et af verdens rigeste lande overhovedet. Væksten i kommunerne er steget år efter år efter år. Der er ikke født flere børn end tidligere, vi har ikke haft et babyboom her for nylig. Jeg må sige, at hvis man ikke kan løse det her problem inden for den økonomiske ramme, man har i kommunerne, synes jeg ikke, man gør det godt nok. Så mener jeg, at man prioriterer forkert. Jeg er selvfølgelig enig i, at udsatte, sårbare børn skal have noget, der minder om allerførsteprioritering. Dem skal vi sikre et godt liv. Vi skal bryde den negative sociale arv. Det går selvfølgelig ikke, at de har det dårligt og bliver misrøgtet af deres forældre. Men kommunerne må kunne løse den opgave inden for rammen. Kl. 15:59

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Flemming Bonne for sin sidste korte bemærkning. Kl. 15:59

Flemming Bonne (SF): Jeg vil bede ordføreren om at gøre sig den ulejlighed at prøve at gå ind og kigge på Indenrigsministeriets egne kommunale nøgletal og se, hvilke variationer der er kommunerne imellem. Der er altså nogle kommuner, der er vanvittig hårdt trængt på anbringelsesområdet. Hvis de skal finansiere flere anbringelser, er det altså folkeskolerne, normalundervisningen og de ældre, det kommer til at gå ud over. Jeg har jo altid i min naivitet opfattet Det Konservative Folkeparti som et rimelig socialt ansvarligt parti, men jeg bliver godt nok chokeret, når jeg hører de udmeldinger, der kommer nu. Afslutningsvis vil jeg da gerne sige, at som vi opfatter den økonomiske situation, er det sådan, at der er 1 pct. i spil som vækstramme. Når pengene er delt ud til globalisering, velfærdsløft og regionerne, er der vel 200-300 mio. kr. tilbage til kommunerne, som man kan forhandle om. Kl. 16:01

Den fg. formand (Karen J. Klint): Ordføreren. Kl. 16:01

Henriette Kjær (KF): Jeg mener, det hænger godt sammen. Det hænger jo også rigtig godt sammen med, at Det Konservative Folkeparti er et socialt ansvarligt parti. Vi har lavet en anbringelsesreform sammen med bl.a. SF, som giver kommunerne meget bedre muligheder for en tidlig indsats, og som sætter barnet i centrum. Jeg mener, at der med den anbringelsesreform og det store arbejde, man har lavet fra Velfærdsministeriets side i forhold til udsatte børn, hvortil der også bliver givet penge over satspuljen, er penge til at tage hånd om de udsatte børn. Ellers er det altså benhård prioritering i kommunerne, og så må man nedprioritere noget andet. Kl. 16:02

Den fg. formand (Karen J. Klint): Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og tiden er også ved at være rindet ud. Vi går videre i ordførerrækken. Værsgo til fru Margrethe Vestager. Kl. 16:02 (Ordfører) Margrethe Vestager (RV): Egentlig er det et paradoks, at vi kalder den her debat for en afslutningsdebat, for der er jo rigtig mange sager, som ikke er afsluttet. Tværtimod tårner sagerne sig op på regeringens skriveborde, lad mig bare give nogle få eksempler: Der er kun en helt sporadisk begyndelse på forhandlingerne med kommuner og regioner, forhandlinger, som skal finde sted i en atmosfære præget af regeringens udprægede mistillid til vores kommunestyre. Der er fortsat en strejke, som har en stærkt negativ påvirkning af mange, mange menneskers ve og vel. Det bør parterne løse, det er deres ansvar, men afsluttet er situationen bestemt ikke, hverken hvis man venter på en undersøgelse eller en operation eller har børn, der ikke bliver passet. Spørgsmålet om afregningen mellem offentlige og private hospitaler er bestemt heller ikke afsluttet. Regeringen har indført en såkaldt behandlingsgaranti, som vel desværre nærmest fungerer som en garanti imod, at de mest syge behandles først. Forholdet mellem offentlige og private sygehuse er fortsat helt uafklaret, og spørgsmålet om en langt mere socialt afbalanceret fordeling af de nuværende private sundhedsudgifter på ca. 20 pct. tør regeringen slet ikke røre ved. Der er ikke taget hånd om den truende mangel på arbejdskraft. Tværtimod er skattereformen i kommission, arbejdsmarkedsreformen er i kommission, og selv sygefraværet har været i udvalg. Der er heller ingen bred aftale for de mennesker, der fortsat sidder i asylcentrene. Tværtimod bliver der i gennemsnit hver tredje dag - jeg tror faktisk, det er hver anden - givet humanitært ophold til mennesker, som er blevet nedbrudt af at sidde og vente i asylcentrene. Der er ingen, der ved, om regeringen vil standse tørklædeforbuddet for de juridiske dommere. Tværtimod er der meget, der tyder på, at regeringen vil ende med at udvide forbuddet til andre grupper af medarbejdere. Værdidebatten er i frit fald. Venstre gik til valg på et dobbelt løfte om velfærd og skattelettelser, kvikt suppleret med et løfte om et bredt samarbejde om vilkårene for asylansøgerne. Det, vi kan konstatere i dag, er et dobbelt svigt. Vi har hverken fået de reformer, der skaber tilstrækkelig arbejdskraft, eller en værdipolitisk linje, der er et liberalt parti værdigt. Der er virkelig noget at gå i gang med, når denne afslutningsdebat er overstået. Kommunerne først: Der er brug for at genetablere den grundlæggende ligeværdighed mellem folkevalgte politikere i Folketing, regioner og kommuner. Vi deler vilkår, for det er et fælles vilkår, at der er en ordentlig styring af økonomien. Vi har forskellige opgaver, vi har forskelligt ansvar, men stilles alle til ansvar over for vælgerne. Der er brug for at sikre et reelt kommunalt selvstyre. På baggrund af en etablering af den gensidige tillid kan man opbygge et flerårigt aftalesystem, der indarbejder ordentlige reaktioner ved nye opgaver eller overskridelse af budgetter. Det kan sikre kommunerne rimelige vilkår. I dag skal kommunerne både styre efter skattestoppet, serviceloftet og anlægsloftet. Det ansvar, som regeringen og især Dansk Folkeparti påtager sig, er at fremme en gammeldags, dårlig budgetadfærd, hvor det er bedre at følge budgettet, end det er at løse opgaverne f.eks. gennem at spare op til år, der kommer, eller finde billigere og mere målrettede måder at løse opgaverne på. Regeringen er helt galt afmarcheret. Der bør gives plads til, at man kan tage ansvar lokalt. Det, at der er helt urimelige rammer for det politiske arbejde og for ansvaret i kommunerne, bliver fremhævet af de individuelle og kollektive straffeaktioner, som regeringen har givet sig selv mandat til. Og det er endda på baggrund af forventninger, som regeringspartierne selv har skabt, bl.a. under valgkampen. Det gør jo en forskel for børnehaver, skoler og plejecentre, alle de steder, hvor kommunerne har ansvaret og bør kunne løfte det. Genetablering af tilliden og ligeværdigheden mellem stat, regioner og kommuner kan også give sig udslag i en massiv regelforenkling, afbureaukratisering og fjernelse af unødig regulering, og det kan både give plads til det menneskelige engagement og den faglighed, der er bærende for kvaliteten af arbejdet i den offentlige sektor. Det er det, der er kernen. Kl. 16:07 Massiv afregulering kan også give tid til opgavernes løsning, til det egentlige arbejde, det arbejde, som gjorde, at man i sin tid valgte en uddannelse, der ledte frem til en ansættelse i det offentlige - frihed til at arbejde, frihed for bureaukrati. Regionerne er i en særlig situation. Den er speciel, skræddersyet af regeringen: Man har ansvar for opgavernes udførelse, men ikke for økonomien. Regionerne har et fast loft over udgifterne, samtidig med at der er en stigende efterspørgsel efter behandling. Det er en helt umulig model: en fast sum penge, en efterspørgsel, som ikke kan prioriteres, og adgang til et privat sundhedsvæsen, som regionerne også skal finansiere direkte og indirekte. For mange, mange mennesker er sygdom et vilkår, men uden en åben diskussion om, hvorvidt det, vi gerne vil have, er rimeligt og ønskværdigt, bevæger vi os i retning af et stadig mere privat sundhedsvæsen. Fra radikal side savner vi en ordentlig, åben prioritering, sådan at de mest syge mennesker behandles først, og vi savner en afregning mellem offentligt og privat, der reelt afspejler omkostninger og forpligtelser. Hvor bliver det af? Den vej, det går for kommunerne, er reelt den samme vej, som det går for regionerne, og det er ikke rimeligt. Vi har fået de store kommuner. Nu må kommunalreformen og økonomimodellen snart ses efter i sømmene, for det er en regeringsopgave at gennemføre de reformer, der giver plads og råderum for kommunerne. Ellers ender de med at skulle sidde og prioritere mellem tvangsfjernelser og ældrepleje, begge dele uomgængelige opgaver. Det er en umulig situation. Reformerne kan ikke udsættes. Det er jo ikke kun den offentlige sektor, som mangler arbejdskraft. Så sent som i går hørte jeg, at der med en ledighed på 1,8 pct. er 32.000 ledige stillinger. Dermed gælder det også private virksomheder, mangelen på arbejdskraft er en bremse for væksten. Det betyder reformer: En skattereform, der sænker skatten på arbejde og øger skatten på forurening, så vi samtidig kan gøre noget for klimaet; en arbejdsmarkedsreform, der gør dagpengene højere og dagpengeperioden kortere; og en udlændingereform, der gør Danmark til en oplagt og mulig arbejdsplads for kvalificerede mennesker, som virksomhederne gerne vil ansætte. Dernæst asylansøgerne: Vi har lige haft forespørgselsdebatten, og den skal jeg på ingen måde repetere, kun minde om, at regeringen synes, at alt er godt. Alt er godt, trods det at der i gennemsnit bliver givet en humanitær opholdstilladelse hver anden dag. Siden valget har 87 mennesker fået humanitært ophold, fordi de eller et medlem af deres nærmeste familie er blevet syge af at vente i et asylcenter, fordi de ikke kan vende hjem. Regeringen har ikke levet op til sit løfte om en hurtig løsning for de afviste irakiske asylansøgere. Det var ellers det, der var løftet. De fleste af os har ikke engang været indkaldt til forhandlinger, men vi har brug for forhandlinger til at sikre, at det kun er de allerfærreste, dem, som ikke selv vil, der sidder i de centre i mere end 6 måneder, og til at sikre, at asylansøgere får mulighed for selvforsørgelse i den periode, de opholder sig i Danmark, hvis ikke ansøgningen vurderes som umiddelbart eller åbenbart grundløs. De bør selv have adgang til at tjene det, de skal leve af. Det er langt bedre end lediggang. Den korte version er, at forældre skal arbejde, og børn skal gå i skole. Det er nogle af vores værdier, og dem bør vi stå inde for også for denne lille gruppe af mennesker. Det Radikale Venstre betragter sig som en del af arkitektgruppen bag den aktive udenrigspolitik. Vi har i mange år stået bag Danmarks medlemskab af NATO, bidraget til omstillingen af dansk forsvar til en langt mere international profil og stillet op, når FN har kaldt, f.eks. i Afghanistan. Vi arbejder for at fjerne forsvarsforbeholdet i vores medlemskab af EU, og vi glæder os over Lissabontraktaten, som vil give EU en langt stærkere udenrigspolitisk profil. Derigennem kan det lykkes os, også via EU, at bidrage og gennem EU at varetage danske interesser. Vi håber, at der vil være flertal for at skabe en langt stærkere demokratisk forankring af udenrigspolitikken gennem en samlet national sikkerhedspolitisk strategi. Kl. 16:12 Den fælles kamp mod terror fylder i sagens natur meget. Det viser også vores samlede og fælles fordømmelse af terrorangrebet i Pakistan. Men sikkerhed handler også om andet end at beskytte sig mod og forebygge terror. Den militære indsats i Afghanistan er sikkerhedspolitik. Det er truslen fra fattigdomsproblemerne i Afrika, klimaforandringerne og energiafhængigheden også, som statsministeren selv var inde på i sin tale. Derfor er det vigtigt, at den danske indsats på de områder balanceres med den militære indsats. En samlet strategi vil give en større grad af koordination mellem de mange forskellige aktører på området og gøre det nemmere at skabe et overordnet billede af mål og midler i dansk sikkerhedspolitik. Sikkerhedspolitikken påvirker i stigende grad hele det danske samfund, og derfor bør den jo også forankres i befolkningen gennem en løbende sikkerhedspolitisk debat i Folketinget, en debat på baggrund af et regeringsudspil om den danske sikkerhedspolitiske strategi. Temaerne kan f.eks. være en vurdering af de langsigtede udfordringer, Danmark står over for, en prioritering af de sikkerhedspolitiske muligheder og udfordringer samt ikke mindst løsninger. Det er vigtigt, at vi lærer, specielt i lyset af at opgaven med at varetage danske interesser ændrer sig, når vi nu er i en mere udsat position. Men Danmark er hverken Israel eller USA, når det kommer til udenrigspolitik. Hvordan skaber vi et retvisende billede af Danmark og vores værdier, som statsministeren så stærkt fremhævede? Det er jo f.eks. ikke rigtigt, at Danmark er antimuslimsk. Det kan være, at Dansk Folkeparti er det på nogle stræk, og det kan være, at statsministeren ikke har særlig let ved at tage afstand fra det, men Danmark er jo ikke antimuslimsk. Der er så meget at bygge på. Det, som udenrigsministeren har bygget op, et aktivt, opsøgende diplomati, som kan give et retvisende, mangfoldigt billede af Danmark, er vigtigt og godt. Der er netop også afsat penge til både øget sikkerhed ved ambassader, til arbejde for Danmarks brand og vores image og til Det Arabiske Initiativ for at skabe dialogen. Og jeg håber, at de gode erfaringer viser en retning for regeringen, selv om jeg godt kan være bekymret for det modsatte. EU-forbeholdene skal til afstemning. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er i dansk interesse at afskaffe forbeholdene. Senest må det være oplagt, at vi bedst kan bidrage og varetage fælles interesser gennem EU, hvad angår både forsvars- og udenrigspolitik. Begge dele har vi mulighed for at styrke på ny ved at fjerne forsvarsforbeholdet. Retlige og indre anliggender og euroen er to andre områder, hvor det er løfterigt at afskaffe forbeholdene. Hvorfor kun tage pligterne og ikke rettighederne? Hvorfor ikke også løse problemer på det område i fællesskab, uanset om det handler om politisamarbejde, konkurser, asylpolitik eller skilsmisse på tværs af landene? Mere Europa hurtigst muligt! Vi er europæiske uden forbehold. Afslutningsdebat? Nej, fortsat debat. Det er i debatten og forankringen af debatten, at vi kan skabe muligheder, der løser problemer og skaber nye muligheder, og der er meget mere at tage fat på: indvandring af arbejdskraft, muligheden for at bo i Danmark med ægtefælle og børn, erhvervslivets forhold, frisindet, tilliden og ansvaret. Det er en debat, der begynder løsningen af problemer og tegner nye muligheder. I denne korte tid efter valget har vi jo blot set begyndelsen til det reformarbejde, der skal til. Vi skal bidrage til, at der er kvalificerede medarbejdere i offentlige og private virksomheder, bidrage til, at tilliden og ansvaret kan folde sig ud, og bidrage til forankringen af sikkerhedspolitikken, for blot at nævne nogle få ting. Der er så meget at komme med, når debatten fortsætter. Kl. 16:16

Den fg. formand (Karen J. Klint): Foreløbig tak til ordføreren. Der er foreløbig indtegnet seks medlemmer til korte bemærkninger, og den første er fru Pia Kjærsgaard, værsgo. Kl. 16:17

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg skal spørge fru Margrethe Vestager om det, som fru Margrethe Vestager sagde i sin første udtalelse efter bomben i Pakistan, nemlig: »Jeg tror da, at det her vil afføde en diskussion af vores udenrigspolitiske linje …«. Det blev sagt til TV 2 NEWS den 2. juni 2008. Føler fru Margrethe Vestager, at der har været opbakning til det? Følger fru Margrethe Vestager, at der har været andre end Enhedslisten og sådan til dels SF, der har lagt op til, at vi nu skal lave forandringer, fordi vi er blevet angrebet på den frygtelige måde, altså af en terroristbombe på den danske ambassade i Pakistan? Fortryder fru Margrethe Vestager sin udtalelse, eller står hun ved den? Kl. 16:17

Den fg. formand (Karen J. Klint): Så er det ordføreren, værsgo. Kl. 16:17

Margrethe Vestager (RV): Jeg håber bestemt ikke, at det er karakteristisk, men det, som stod meget klart, og som jeg blev præsenteret for, efter at vi i lighed med alle andre partier i Folketinget havde været ude og ikke bare på det skarpeste at fordømme terrorangrebet, men selvfølgelig også at vise medfølelse med pårørende, sårede, de ofre, der havde været, var hr. Søren Espersens markering af, at han nu så Danmark i samme position som Israel og USA. Det synes jeg på mange måder er tankevækkende, for spørgsmålet er, om det er i overensstemmelse med varetagelse af danske interesser, at det er dér, vi er. Jeg synes, det er meget vigtigt, når vi lægger den linje, der skal varetage danske interesser, at vi er sikre på, at vi vælger de rigtige redskaber, og i det lys kan jeg naturligvis stå inde for det. Jeg tror også, at hvis fru Pia Kjærsgaard så hele indslaget i NEWS, som vi har lagt på vores hjemmeside, så man selv kan se det, ville hun kunne se, at der ikke er noget af det, som efterfølgende er blevet skudt mig i skoene med at gå terroristers ærinde, og hvad ved jeg. Jeg tror, at hvis vi når frem til at kunne tage en nøgtern, målfast og realistisk debat om vores virkemidler i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, vil det også være ganske klart, at det, der er enighed om i det danske Folketing, er at varetage danske interesser, herunder jo også kampen mod terrorisme. Kl. 16:19

Den fg. formand (Karen J. Klint): Fru Pia Kjærsgaard for den anden korte bemærkning. Kl. 16:19

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg forstår det simpelt hen ikke, for fru Margrethe Vestager, som er formand for Det Radikale Venstre, skal da ikke udtale sig på baggrund af, hvad hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti siger. Det er jo fuldstændig irrelevant. Altså, den udtalelse faldt jo på baggrund af den handling, der skete, nemlig terroristangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Begynder man nu fra radikal side at ændre udenrigspolitik, i forhold til hvad Dansk Folkeparti siger? Det er jo en ganske utrolig bortforklaring, fru Margrethe Vestager kommer med. Kl. 16:20

Den fg. formand (Karen J. Klint): Det er ordføreren, værsgo. Kl. 16:20

Margrethe Vestager (RV): Det er nyt for mig, at Dansk Folkepartis formand finder det irrelevant, hvad hr. Søren Espersen siger, men det ordner man sikkert internt. Det, jeg synes er karakteristisk, når vi diskuterer de her ting, er spørgsmålet om, hvorvidt vi skal ændre vores udenrigspolitik på baggrund af et terroristangreb, eller om vi skal overveje, om vi har de rigtige virkemidler til bl.a. at intensivere kampen og forebyggelsen af terrorisme. Der har jo været et terroristangreb, så med andre ord: Der er ting, der ikke lykkes for os. Det skulle meget nødig ske igen, selv om jeg er alvorligt bange for, at der stadig væk er en risiko for, at det kan ske igen. Jeg synes, det er tankevækkende, at der bliver gjort så stor en indsats, dels for at beklikke min intention, dels for at lægge låg på en nøgtern, målfast og realistisk overvejelse over, hvordan vi bedst varetager danske interesser. Jeg oplever, at det er i det øjeblik, hvor man begynder at italesætte, at det her handler om at gå terroristers ærinde. Det er sådan set der, problemet opstår, i stedet for at man tager det helt nøgternt og helt stille som et spørgsmål om varetagelse af danske interesser. Det tror jeg nemlig vi står sammen om meget, meget bredt i det danske Folketing. Kl. 16:21

Den fg. formand (Karen J. Klint): Inden jeg går videre med at give ordet til de næste, vil jeg lige oplyse om, hvem der har bedt om ordet. Den næste er fru Line Barfod, så kommer hr. Anders Samuelsen og fru Henriette Kjær, dernæst fru Inger Støjberg, hr. Lars Barfoed og hr. Søren Krarup. Det er rækkefølgen. Og så ser jeg to ekstra markeringer, den første var hr. Jesper Langballe, og så var det hr. Søren Espersen. Værsgo til fru Line Barfod. Kl. 16:22

Line Barfod (EL): Fru Margrethe Vestager talte om udfordringen med at sikre, at vi har kvalificerede medarbejdere til den offentlige velfærd fremover. Det, der jo også får rigtig mange til at strejke, er, at de vurderer, at det er nødvendigt at gøre noget, hvis vi skal sikre, at der er nogen til at løfte det arbejde også i fremtiden. Derfor vil jeg spørge, om De Radikale kan støtte de to krav, som bl.a. er formuleret af LO Storbyerne og Fagligt Ansvar, om, at der skal nedsættes en lønkommission, der skal se på, hvordan vi får ligeløn for mænd og kvinder og for offentligt ansatte og privatansatte, og om, at der skal skabes langt bedre rammer for kommuner og regioner ikke kun for at sikre bl.a. bedre løn- og arbejdsvilkår, men også for at kunne udvikle velfærden. Kan De Radikale støtte, at de to krav lægges til grund, når vi skal se på, hvordan vi også kan sikre muligheden for at have dygtige medarbejdere fremover? Kl. 16:22

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:22

Margrethe Vestager (RV): Vi er måske gået til det fra en anden vinkel end at støtte nogle krav, som andre har stillet op. Jeg har to bemærkninger. Den ene er, at det for os har været meget vigtigt at fortsætte indsatsen for at skabe plads til at gøre arbejdet. Jeg har meget, meget tit den oplevelse, når jeg besøger institutioner og taler med mennesker - det være sig skolelærere, socialrådgivere og mange forskellige - at de ikke oplever, at der bliver vist tillid til deres faglighed og deres menneskelige engagement. Det tror jeg er vigtigt, når vi diskuterer rekruttering. Det er vigtigt, at folk oplever, at der bliver sat pris på det, de kan, og på det, de gør. Det er det, vi kalder for tillidsreform. Den anden er, at vi - vel siden sidste efterår - har meldt meget klart ud, at vi tror, der er behov for i en sammenhæng at se på løn og rekruttering - ikke fordi løn er det hele, men fordi løn er en del af det. Men der skal bare mere til. Det kan vi jo f.eks. se på det faktum, at vi har en alt for lille søgning til nogle af de uddannelser, der leder frem til et arbejde i den offentlige sektor. Kl. 16:24

Den fg. formand (Karen J. Klint): Fru Line Barfod for den anden korte bemærkning. Kl. 16:24

Line Barfod (EL): Jeg forstod det sådan, at De Radikale støtter, at vi skal have en lønkommission, og Radikale er jo også i dag med i forslaget til vedtagelse om, at der skal bedre økonomiske rammer til kommuner og regioner. Derfor vil jeg spørge, om De Radikale også mener, at det er regeringens ansvar, at vi står i den fastlåste situation i dag; at det i høj grad er regeringen, der allerede har grebet ind i forhold til en konflikt, ved at finansministeren har dikteret den økonomiske ramme, og ved at man har lagt så snævre bånd på kommuner og regioner, at de ikke har selvstyre, ikke har ret til selv at forhandle og ikke har ret til selv at være med til at prøve at finde løsninger - det er finansministeren, der sidder med diktatet og i forhold til regionerne jo også direkte sidder med og skal godkende den aftale, der bliver indgået. Kl. 16:24

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:24

Margrethe Vestager (RV): Jeg tror, at noget af det her er lidt mere indirekte end som så. Altså, jeg vil meget gerne tilslutte mig den konservative ordførers meget store ros til de mange, der har lavet aftaler, og for de allerallerfleste af de faglige parters vedkommende er det jo lykkedes at lave en aftale - en aftale, som giver et godt fundament for de næste 4 år. Men når det er sagt, tror jeg, at det er vigtigt, at vi får lavet en kommission, som ser på, hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler løn. Hvad taler vi egentlig om, når vi sammenligner løn? for ikke engang der er der enighed. Og det er jo sådan lidt en debatstopper, hvis man taler om forskellige ting på samme tid. Dernæst vil jeg sige, at spørgsmålet om rekruttering er et ret bredt spørgsmål, fordi det handler om arbejdsvilkår i sin helhed. Jeg har nogle gange mødt folk, der siger: Jo, det er rigtigt - det med lønnen - det er en lønkamp, men vi vil også gerne have flere kollegaer, for hvis der ikke er kollegaer, kan vi ikke gøre vores arbejde, så kan vi ikke være til stede for de mennesker, som dels har brug for en faglighed, dels har brug for vores omsorg. Der, hvor jeg synes regeringen svigter, er i det forhold, at man ikke skaber de reformer, som giver den arbejdskraft, der gør, at der kan være et råderum, for det er jo den mekanisme, der er, nemlig at den virkelig, virkelig hårde valuta, vi i øjeblikket dealer i, er, om der er de medarbejdere, der skal til, for at vi kan begynde at bruge de midler, der er til rådighed. Det er det, vi mangler, og det er der, regeringen burde have været langt mere offensiv. Kl. 16:26

Den fg. formand (Karen J. Klint): Jeg giver ordet videre til hr. Anders Samuelsen. Kl. 16:26

Anders Samuelsen (NY): Tak for det. Man kan faktisk vælge at se det forslag til vedtagelse, som ligger i dag fra Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som et første reelt bud på et samlet regeringsgrundlag for denne blok i Folketinget. Jeg synes da, det er interessant at se, at nogle af de ting, der lægges vægt på, er, at der skal være mindre konkurrence i kommunernes opgaver, at man ikke må kunne straffe kommunerne, hvis de ikke lever op til aftalerne, og at man ønsker at sikre økonomi og råderum til kommunerne, så de kan leve op til alskens forventninger. Er det virkelig blevet radikal politik? Kl. 16:27

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:27

Margrethe Vestager (RV): Ja, ikke nok med, at det er blevet det, det har det været et stykke tid. Forslaget til vedtagelse fra i år ligner til forveksling forslaget til vedtagelse fra sidste år. Det, der er meget centralt, er at give større frihed og mindre central styring, for i det øjeblik, at det hele tiden er regeringen, som pålægger kommunerne, at de skal gøre sådan, og de skal gøre sådan, så er det vores vurdering, at den så skaber man en hæmsko for den vilje til ledelse, til at påtage sig ansvaret i kommunerne for at konkurrenceudsætte nogle ting, for at gennemføre processer, det kan være ligning, det kan være andre ting, for at se, og man kan gøre det her på en bedre måde over for borgerne, men jo også over for skatteborgerne, som jo ofte er de samme personer, fordi der er en forventning om, at det her bliver gjort stadig bedre med stadig større forventninger og stadig større kvalitet, samtidig med at der, når det kommer til stykket, selvfølgelig er en grænse for, hvilke midler man kan bruge på det. Og derfor er det i det lys, man skal se forslaget, at vi ønsker langt større frihedsgrader for kommunerne, og det adresserer sådan set de punkter, som hr. Anders Samuelsen nævnte. Kl. 16:28

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Anders Samuelsen for sin anden korte bemærkning. Kl. 16:28

Anders Samuelsen (NY): Der står her i forslaget til vedtagelse, at, og jeg citerer: »Derfor pålægges regeringen at sikre økonomi og råderum til, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt hos befolkningen … med løfter om bedre og mere velfærd, især i forhold til børn, folkeskole, ældre og sundhedsbehandling.« Når man så sammenholder det med, at Enhedslistens ordfører, som lige var på, jo tolkede det her som et udtryk for, at der skulle kastes flere midler til kommunerne, flere penge ud til kommunerne, er det så en fejlfortolkning fra Enhedslistens side, eller er det en holdning, som Det Radikale Venstre står bag, altså øgede offentlige udgifter, også øgede offentlige udgifter i kommunerne? Kl. 16:28

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:28

Margrethe Vestager (RV): Der er jo det paradoks i øjeblikket, at nogle kommuner har meget, meget få midler at gøre med, og at nogle kommuner ligger inde med meget, meget store midler. Så nogle steder er der jo penge at bruge af. Det, der så for dem opleves som meget underligt, er jo, at de er underlagt en lang række lofter: serviceloft, anlægsloft, skattestop, og hvad har vi. Når de lofter er nødvendige, så er det jo, fordi der bliver ført en økonomisk politik her i landet, der ikke sørger for, at der er arbejdskraft nok. Så længe der mangler medarbejdere til offentlig service, men jo især til vores private virksomheder, som i den grad mangler kvalificeret arbejdskraft, så er der ikke plads til, at man kan bruge flere penge, for risikoen er jo, at man sætter en løn-pris-spiral i gang. Det, der er vores tilgang til det forslag til vedtagelse, er, at det at skabe et råderum forudsætter, at man gennemfører de reformer, der skaber den arbejdskraft, der skal til, for uden arbejdskraften er det ikke økonomisk ansvarligt at bruge de midler, som der er nogle steder, og som der jo også ville være, hvis ikke der havde været serviceloft og anlægsloft. Kl. 16:30

Den fg. formand (Karen J. Klint): Vi går videre til næste spørger, og det er fru Henriette Kjær. Kl. 16:30

Henriette Kjær (KF): Jeg må sige, at jeg altid har respekteret De Radikale for at føre en stram økonomisk politik og sikre, at vi holder kursen. Derfor undrer det mig meget, at De Radikale kan være medforslagsstillere på det forslag til vedtagelse, der er omdelt her tidligere i dag, hvor De Radikale vil være med til at pålægge regeringen »at sikre økonomi og råderum til, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt hos befolkningen - senest i forbindelse med folketingsvalget i 2007 - med løfter om bedre og mere velfærd især i forhold til børn, folkeskole, ældre og sundhedsbehandling«. Men nu er det sådan, at regeringen overholder sine løfter, så hvad er det, og hvor meget mere er det, De Radikale mener skal pumpes ud i kommunerne? Kl. 16:30

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:30

Margrethe Vestager (RV): Jeg ved ikke, om man kan pumpe frihed ud, det er næppe en flydende ting. Det, der er brug for, er at give et råderum for kommunerne. Det er det rum, der skal til, hvis man laver de tilstrækkelige reformer, så der bliver plads til overhovedet at kunne bruge penge. Det er også et af paradokserne, når man ser på statens finanser, nemlig at der er penge i statskassen. Det er sådan set ikke det, der er problemet. Det, der er problemet, er, at der ikke er plads, fordi der mangler arbejdskraft, fordi arbejdskraft er den virkelig, virkelig sparsomme ressource. Det, der er vores tanke, er, at hvis den her kreds tager ansvar for det, som vi kan tage ansvar for, nemlig reformer på arbejdsmarkedet, reform om vores skattesystem, f.eks. ved at sænke skatten på arbejde, så kan der skabes mere arbejdskraft, og så kan der blive plads til at bruge nogle af de penge, som allerede i dag bliver opkrævet i skat. Det er et paradoks, for kommunerne kan ikke gøre det, kommunerne kan ikke gennemføre de her reformer. Det er kun os, der kan. Men det er kommunerne, der skal tage konsekvensen af, at vi ikke kan tage os sammen til at få det gjort, nemlig ved at der hele tiden bliver lagt lofter ind og strammet ind og gjort ved. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for de kommunale politikere bliver også stillet til ansvar for de forventninger, som regeringen har været med til at bygge op. Kl. 16:32

Den fg. formand (Karen J. Klint): Fru Henriette Kjær for den anden korte bemærkning. Kl. 16:32

Henriette Kjær (KF): Jeg synes bare ikke, det er det, der står her. Der står godt nok, at regeringen skal sikre økonomi og råderum. Så kan man selvfølgelig godt gå i gang med at lave nogle langsigtede reformer, der sikrer, at man på længere sigt får et råderum. Det er sådan set også det, regeringen har tænkt sig, og det er derfor, vi siger, at man nu skal træffe nogle kloge valg og tage nogle kloge beslutninger og ikke bare pumpe penge ud i kommunerne, så der kommer den her overophedning, som vi meget nødig vil have. Derfor må jeg sige, at det altså undrer mig rigtig meget, at Det Radikale Venstre, som er et økonomisk ansvarligt parti, sammen med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kan være med på det her forslag til vedtagelse. For jeg tror, de har en lidt anden tolkning end den, fru Margrethe Vestager her har leveret. Kl. 16:33

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:33

Margrethe Vestager (RV): Nu er det jo heldigvis sådan, at jeg er så heldig, at fru Henriette Kjær stiller de her spørgsmål, og derfor kan jeg gøre rede for, hvordan vi tolker den her redegørelse. Det tror jeg er vigtigt, for vi ville ikke være medforslagsstillere på et forslag til vedtagelse, hvis ikke vores reformlinje kunne være der. Jeg synes, det er uansvarligt at sige, at man vil bruge penge, uden at man er villig til at være med til at gennemføre de reformer, der skaber den arbejdskraft, der skal til. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en af vores absolut største udfordringer, og det er også derfor, at løn og rekruttering blev nævnt i samme åndedrag hos os. Selv om vi må se frem til, at der kommer en afmatning i væksten, at der kan ske en stigning i ledigheden i de kommende år, så vil det jo stadig væk være sådan, at folk vil gå på en velfortjent pension. Men der er unge, der skal undervises, der er ældre, der skal passes, der skal ske en masse ting, virksomhederne har brug for regnskabsmedarbejdere, ingeniører osv. osv. Derfor og i det lys synes jeg, det er vigtigt at vende tilbage og sige, at det faktisk er et regeringsansvar. Vi prøvede jo i foråret, da vi forhandlede jobplan, at spørge, om ikke vi kan blive mere ambitiøse, om ikke vi kan gøre mere, for de 7.000-9.000 helårspersoner, som forhåbentlig kommer ud ved hjælp af jobplanen, forslår jo ikke. Der skal meget mere til, og det tror jeg faktisk godt regeringen ved. Kl. 16:34

Den fg. formand (Karen J. Klint): Den næste spørger er fru Inger Støjberg. Værsgo. Kl. 16:34

Inger Støjberg (V): Ja tak. Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge lidt til den radikale linje på udenrigspolitikken, men nu synes jeg egentlig, at den diskussion, som fru Henriette Kjær begyndte her, var så interessant, at jeg faktisk tror, at jeg vil kaste mig over den i stedet for. Det er jo meget relevant, når fru Henriette Kjær spørger til, om fru Margrethe Vestager kan prøve at beskrive den her økonomi og det her råderum, som der står noget om i det her forslag til vedtagelse. Det er jo sådan, at fru Margrethe Vestager tidligere på året, i marts måned, sagde om SF, at SF simpelt hen ikke var et økonomisk ansvarligt parti. Kan fru Margrethe Vestager over for mig bekræfte, at når der her ligger et forslag til vedtagelse, hvori ord som økonomi og råderum indgår, så ligger der det samme i de ord for fru Margrethe Vestager som for hr. Villy Søvndal? Altså, det er fuldstændig det samme, man vil med økonomien og råderummet. Kl. 16:35

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo at svare. Kl. 16:35

Margrethe Vestager (RV): Vi har foretaget den vurdering, at hvis man ser bagudrettet på det, så kan det være svært at se SF som et af kernepartierne, hvis man taler økonomisk ansvarlighed, som fru Inger Støjberg var venlig at citere mig for at gøre, men det er jo et SF-anliggende. Det, der er meget vigtigt for os at sige, er, at når vi fremsætter sådan et forslag til vedtagelse, så står vi inde for, at når vi foreslår ting, prøver vi også at finde vejene til at skaffe det, som er den virkelig, virkelig knappe ressource i dansk økonomi i dag, nemlig arbejdskraft: kvalificerede medarbejdere til private virksomheder og til offentlig service. Derfor har vi en lang række reformforslag, som sagtens kan indgå i netop det forslag til vedtagelse. Jeg synes, der skal være plads til, at partierne kan fremlægge lidt forskellige ting, så længe man kan være inden for en fælles ramme for forslaget. Sådan som jeg hører SF, er man meget optaget af at kunne bidrage og lægge en linje, der er økonomisk ansvarlig. Det er lidt ærgerligt, at hr. Villy Søvndals parti er større end det, jeg er leder for, for ellers ville han komme bag efter mig, og så kunne fru Inger Støjberg spørge ham. Men jeg er sikker på, at det kan passes sammen. Kl. 16:37

Den fg. formand (Karen J. Klint): Fru Inger Støjberg for anden korte bemærkning. Kl. 16:37

Inger Støjberg (V): Det her er godt nok mystisk. Det er godt nok et forunderligt forslag til vedtagelse, må man sige. Nu siger fru Margrethe Vestager, at det er et SF-anliggende, og at der også skal være plads til, at man sådan ligesom tolker. Altså, jeg tror ikke, der er plads til, at man bare sådan ligesom tolker, når man f.eks. laver en finanslov, og det er vel det, fru Margrethe Vestagers parti og hr. Villy Søvndals parti kunne komme ud for, hvis de engang kom i regering. Men jeg vil bare lige nævne nogle af de ting, fru Margrethe Vestager eller i hvert fald De Radikale har sagt her på det seneste om SF, f.eks. at SF har skruet sig op i sin udgiftspolitik og lader milliarderne rulle, og at SF's finanslovforslag var underfinansieret og på sigt ville føre til et stort hul i statskassen. Det er jo ikke noget, hvor man bare sådan ligesom kan fortolke noget ind, og det er vel det, en finanslov handler om. Kl. 16:38

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:38

Margrethe Vestager (RV): Nå jo, men af samme grund er jeg da også glad for, at SF sammen med os også gerne vil fremsætte det her forslag til vedtagelse. For SF kender jo Det Radikale Venstre præcis lige så godt, som fru Inger Støjberg gør. Jeg er lidt ærgerlig over, hvis det er sådan, at fru Inger Støjberg har misforstået mig. Hvis jeg må give et eksempel: Det Radikale Venstre går meget stærkt ind for, at vi får en skattereform. Vi tror, at skattepolitikken er et vigtigt politisk redskab til mange ting. Derfor har vi lavet et gennemregnet og finansieret forslag til, hvordan en skattereform kunne se ud. Det er så vores bud. Men vi går til det ud fra nogle overordnede målsætninger om, at en skattereform skal være socialt afbalanceret, at den skal skabe mere arbejdskraft, og at den skal bidrage til, at vi kan løse nogle af vores miljømæssige udfordringer. Jeg tror, det er noget af det samme, som er forudsat af regeringen i kommissoriet for den skattekommission, som er nedsat. Det betyder, at vi skaber en ramme for det reformarbejde, vi gerne vil have, og vi har så vores bud på det. Men hvis man vil skabe fælles løsninger, som mange har ejerskab af, tror jeg, det er vigtigt, at man ikke bare står og hopper op og ned og siger: sådan skal det være, sådan skal det være, sådan skal det være. Man må kunne sige: Det her er målsætningen, vi har et forslag, og vi håber sandelig også, at andre har et forslag. Som jeg kunne forstå på fru Henriette Kjær, er det også sådan, det foregår i regeringen. Der taler man om tingene, og så finder man løsninger, fordi man har respekt for hinanden. Jeg har respekt for, at de, der står bag det her forslag til vedtagelse, også står bag de målsætninger, der findes. Det Radikale Venstre har så et reformprogram, som vi tror er meget afgørende at gennemføre for at skabe den arbejdskraft, der skal til. Det gælder arbejdsmarkedet, det gælder skattesystemet, og jeg har da også en forventning om, at SF vil levere varen her. Kl. 16:39

Den fg. formand (Karen J. Klint): Jeg har fem tilbage på listen til korte bemærkninger, og hvis alle respekterer den røde lampe, kan vi godt nå alle fem inden for de 20 minutter, vi har tilbage her og nu. Jeg giver ordet til hr. Søren Krarup. Kl. 16:40

Søren Krarup (DF): I disse dage for 25 år siden blev der vedtaget en lov her i Folketinget, som måske er noget af det mest skæbnesvangre, der er sket i Danmarks nyere historie, og som kan lægge op til en veritabel katastrofe for Danmark. Det var den udlændingelov, der netop er skrevet en bog om, en tyk historiebog, hvis beskrivelse svarer fuldstændig til det, vi, der deltog i det, selv oplevede. Den udlændingelov havde herinde én skyldig, og det var Det Radikale Venstre. Det var Det Radikale Venstres ordfører, hr. Bernhard Baunsgaard, der sagde, at der ikke ville komme flere, end at de kunne stå på den billige langside i Idrætsparken. Det var også hr. , der den 10. oktober 1986 totalt afviste begrebet folkevandring, fordi det var ganske irrelevant og det afsporede debatten, i en situation - kan vi sige - hvor der nu er ca. 40 millioner fremmede indvandrere i Vesteuropa. Jeg vil derfor godt spørge den nu ansvarlige for det hovedskyldige parti: Vil fru Margrethe Vestager give mig ret i, at det var en fuldstændig fatal fejltolkning, der skete fra Det Radikale Venstres side, og at både hr. Bernhard Baunsgaards og hr. Niels Helveg Petersens udsagn var lodret forkerte? Kl. 16:41

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:41

Margrethe Vestager (RV): Jeg vil tro, at den lovgivning, som hr. Søren Krarup henviser til, er udlændingeloven fra 1983, som blev vedtaget med et meget, meget bredt flertal her i Folketinget. Jeg tror, Fremskridtspartiet var det eneste parti, som stemte imod, og de ændringer, der fandt sted under lovbehandlingen, var, så vidt jeg har orienteret mig, nogle retssikkerhedsmæssige opstramninger. De blev foreslået af den daværende justitsminister, hr. Erik Ninn-Hansen. Det var med andre ord et meget, meget bredt flertal i Folketinget, som stod bag den lovgivning. Partierne er jo givetvis gået til det med mange forskellige ønsker og forventninger til, hvad der ville komme ud af det, og jeg er helt sikker på, at begge de citerede herrer har foretaget en vurdering, som de mente holdt. Jeg må også sige, at jeg finder, at det måske er mindre retvisende at sige, at dansk lovgivning skal være en brik i spørgsmålet om, hvor mange mennesker med indvandrerbaggrund der bor i hele Europa i dag. Kl. 16:42

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Søren Krarup for anden korte bemærkning. Kl. 16:42

Søren Krarup (DF): Jeg må meget opfordre fru Margrethe Vestager til at læse den bog, for det er et fuldstændig misvisende billede, hun giver. Forholdet er, at regeringen med Ninn-Hansen som justitsminister kommer med et forslag, der bliver underkendt af venstrefløjen under anførsel af Det Radikale Venstre. Det vil sige, at det aldeles ikke er en bredt vedtaget lovgivning. Det er venstrefløjen med Det Radikale Venstre i spidsen, der gennemfører det, der er optakten til en national katastrofe. Jeg synes faktisk, at det hovedskyldige parti i dag burde tage afstand fra det og beklage disse forrykte ting, der blev sagt, og som jo er baggrunden for det, der godt kan tegne til at blive en national katastrofe. Så må jeg lige som mit andet spørgsmål til fru Margrethe Vestager, der jo ikke blot er præstedatter, men også forhenværende kirkeminister, spørge: Kan hun nævne mig et muslimsk land, i hvilket der fungerer et demokrati? Kl. 16:43

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:43

Margrethe Vestager (RV): Jeg ved ikke, hvordan jeg som præstedatter har en særlig kvalifikation til at svare på spørgsmålet. Heller ikke som kirkeminister mener jeg man har særlige kompetencer til at svare på spørgsmålet. Hvis tilgangen er, at der er et bestemt forhold mellem en muslimsk tro og demokrati, har jeg meget svært ved at genkende det som retvisende. Sådan som jeg oplever Tyrkiet, er Tyrkiet et land, som har et demokrati. Der er ting, som jeg måske godt kunne ønske mig anderledes. Der er sikkert også ting, som andre kunne ønske sig anderledes. Der er jo i øjeblikket en debat med Tyrkiet, med henblik på at de skal leve op til Københavnskriterierne og andre kriterier, sådan at Tyrkiet kan blive et fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union. Det synes jeg er et meget godt eksempel på, at lande med demokratier kan have mennesker, som har mange forskellige trosretninger, hos sig. Det afhænger jo lidt af, hvordan man ser virkeligheden, men grunden til, at jeg tror, at det her er meget vanskeligt at diskutere, er, at jeg står af, når hr. Søren Krarup siger, at dette var optakten til en national katastrofe. Vi har i dag lige hørt statsministeren og flere ordførere tale om Danmark som et rigt, velfungerende og godt land; som et land, der mangler arbejdskraft; som et land, der har brug for omverdenen, fordi vi har brug for kvalificerede medarbejdere til vores virksomheder, sådan at de kan blomstre og væksten kan fortsætte. Det kan jo ikke passes sammen med, at Det Radikale Venstre har ansvaret for det, der blev optakten til en national katastrofe. Så burde statsministeren jo have holdt en helt, helt anden tale i dag. Kl. 16:45

Den fg. formand (Karen J. Klint): Vi går videre i de korte bemærkninger, og den næste er hr. Lars Barfoed. Kl. 16:45

Lars Barfoed (KF): Jeg noterede mig jo, at fru Margrethe Vestager talte meget om afbureaukratisering og decentralisering, og jeg ventede sådan, at der så nu kom ros til regeringen, men fru Margrethe Vestager fik det til at lyde, som om det var sådan et radikalt columbusæg, som blev taget frem her i afslutningsdebatten. Jeg håber, at fru Margrethe Vestager er klar over, at regeringen er i fuld gang med at rulle en kvalitetsreform ud over den offentlige sektor, og at den netop betyder afbureaukratisering og større frihed til kommunerne, og at vi på en lang række områder arbejder for at få mere for pengene ved simpelt hen at gøre tingene smartere. Derfor tror jeg da egentlig, at det var meningen, at fru Margrethe Vestager ville rose regeringen for den indsats, der faktisk er i fuld gang på de fronter. Ellers har jeg også hæftet mig meget ved det, som andre også havde hæftet sig ved, nemlig at Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet om at sige, at man skal sikre kommunerne en bedre økonomi. Jeg går ud fra, at Det Radikale Venstre er enig i, at der i den nuværende samfundsøkonomiske situation ikke er plads til at pumpe en masse penge ud til kommunerne. Vi er nødt til at lægge nogle rammer også for den kommunale økonomi, for at sikre en forsvarlig økonomi i det her land. Kl. 16:46

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:46

Margrethe Vestager (RV): En af de ting, vi jo foreslog, da vi diskuterede kvalitetsreformen - for vi var meget glade for de samtaler, vi havde i forbindelse med diskussionen om kvalitetsreformen - var netop en drøftelse af, om man ikke fra statslig hold burde udskyde brugen af nogle af de midler af hensyn til samfundsøkonomien. Det afspejler jo noget af det, som vi har været meget optaget af, nemlig hvorfor det hele tiden er regeringen, der kommer og siger, at kommunerne skal gøre sådan og sådan, i stedet for at give plads til, at kommunerne i højere grad selv kan sige: Det er det her, vi gerne vil. Der er jo et begrænset råderum, når der ikke bliver gennemført reformer, hverken på skatteområdet eller i arbejdsmarkedspolitikken f.eks. ved at lave en dagpengereform med en højere ydelse i begyndelsen og en kortere dagpengeperiode, så folk ikke skal gøre sig en økonomisk bekymring, men kan komme i gang med arbejde, jobtræning, eller hvad det nu kan være. Det reformarbejde er det, der skaber råderum, og derfor syntes vi, det var vigtigt i de forhandlinger, vi havde om kvalitetsreformen, at sige, at vi synes, at der skal prioriteres, sådan at staten holder lidt tilbage og giver plads til kommunerne selv. Når jeg taler med vores kommunalfolk, får jeg en oplevelse af den snærende ramme med serviceloft, anlægsloft og skattestop, der er lagt ned over kommunerne, og det er simpelt hen ikke rimelige vilkår for folkevalgte kommunalpolitikere, der har et ansvar at løfte. Kl. 16:48

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Lars Barfoed for anden korte bemærkning. Kl. 16:48

Lars Barfoed (KF): Hvis staten skal holde lidt igen, så der bliver plads til kommunerne, så bliver jeg nødt til at sige, at der har været en markant vækst i den offentlige økonomi, siden denne regering trådte til. Den økonomiske vækst, der har været i den offentlige sektor, har stort set alene fundet sted ude i kommunerne. Der har stort set ikke været nogen vækst i økonomien for statens vedkommende. Staten har været meget tilbageholdende hele vejen igennem. Men jeg forstår så, at vi er enige om, at der skal være en grænse for kommunernes økonomi nu, fordi der ikke er plads til at ekspandere den kommunale økonomi. Men jeg forstår også på fru Margrethe Vestager, at der skal reformer til, så vi får mere arbejdskraft til rådighed. Det er vi jo sådan set enige om, og det arbejder vi også for. Så forstår jeg, at fru Margrethe Vestager vil have lavere skatter, og det er vi også enige om, og så kommer hun også med et forslag, som Det Konservative Folkeparti i mange år har været tilhænger af, nemlig en årsindkomstmodel, hvor man får mere i starten af dagpengeperioden og så gradvist nedtrapper dagpengene. Det synes jeg lyder fornuftigt. Så vil jeg bare spørge: Tror fru Margrethe Vestager, at hendes venner her til vedtagelsen er med på den reform, som Det Radikale Venstre er inde på, eller kunne man ikke forestille sig, at Det Radikale Venstre egentlig har valgt nogle forkerte venner, hvis man vil basere reformer på bl.a. skattenedsættelser for at skaffe mere arbejdskraft? Kunne det ikke tænkes, at Det Radikale Venstre ville være bedre tjent med at vælge nogle andre venner her i Folketinget for at få gennemført sådan nogle tanker? Kl. 16:49

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo at svare. Kl. 16:49 Margrethe Vestager (RV): Nu var det jo godt nok ikke en konservativ, men en Venstremand, tror jeg, der sagde, at hvis man vil have venner i politik, så skal man få sig en hund. Jeg tror, at det er meget kendetegnende for os, at vi forsøger at finde samarbejdspartnere der, hvor vi har fælles interesser. Det var jo det, som vi prøvede her i foråret, fordi vi syntes, at det var vigtigt for os, når vi nu er meget optaget af, at der skal skaffes mere arbejdskraft, så også at levere de steder, hvor vi kan se, at regeringen faktisk har fat i noget. Derfor gik vi jo ind, og vi oplevede også, at der var et ønske om, at vi kunne få en indflydelse på jobplanen, for selv om den ikke har det omfang, den burde have, så er den dog et skridt på vejen. Det tror og håber jeg vil være karakteristisk for den måde, vi arbejder på, nemlig at hvis vi oplever, at der er steder, hvor vi kan få indflydelse, så går vi meget gerne ind og deltager i diskussionen og kommer med vores forslag, og hvis vi så oplever det som en egentlig forhandling, så vil vi meget gerne bidrage. Det, som er kernen, er sådan set ikke en overvejelse af det offentlige forbrug som sådan, men af, hvor meget af det offentlige forbrug regeringen egentlig har sat adresse på, altså at man så at sige bruger pengene ude i kommunerne, men egentlig meget gerne selv vil tage ansvaret for dem. Statsministerens appetit på styring af kommunerne var jo sidste år så stor, at det var skolernes toiletter, vi var nået til, for også her ville staten tage ansvar. Det synes jeg er et kommunalt ansvar, og jeg synes, at det er rigtig velplaceret i kommunerne, og det skal de have plads til at løfte. Kl. 16:51

Den fg. formand (Karen J. Klint): Vi går videre i rækken af korte bemærkninger. Den næste er fra hr. Jesper Langballe, værsgo. Kl. 16:51

Jesper Langballe (DF): Som en meget hurtig bemærkning vil jeg lige sige, at når statsministeren i dag kunne holde denne opmuntrende tale, han holdt, samtidig med at det er sandt, at 1983-loven var optakt til en national katastrofe, så hænger det jo simpelt hen sammen med valget i november 2001, hvor De Radikale - Gud være lovet - blev sat uden for al indflydelse, og Dansk Folkeparti overtog den plads. Men det, jeg i øvrigt ville, var at sige, at jeg ikke tror, at fru Margrethe Vestagers bemærkninger om dansk udenrigspolitik var noget tilfælde. Det er jo den linje, der har været den radikale igennem hundrede år. Tysklands strålende sejre har fyldt Europa med beundring, sådan sagde den radikale Scavenius i sommeren 1940. Man kunne blive ved med at citere: P. Munch, Bertel Dalgaard osv. Hele tiden har det været den der tilpasning til totalitære magthavere. Vi så det i forhold til nazismen, vi har set det i forhold til kommunismen, og vi ser det nu i forhold til islam, og jeg vil sige, at ... Kl. 16:52

Den fg. formand (Karen J. Klint): Jeg skal lige gøre opmærksom på, at det er korte bemærkninger, og at den røde lampe lyser. Værsgo til ordføreren. Kl. 16:52

Margrethe Vestager (RV): Jeg tror, at vi ser forskelligt på det. Det, at Dansk Folkeparti reddede landet i 2001 og gav baggrund for, at statsministeren kunne holde den tale, han holdt i dag, tilskriver jeg Dansk Folkepartis selvfølelse, og det er jo sådan set fair nok, men der er altså gået et rigtig langvarigt arbejde forud for det bl.a. med reformer af vores arbejdsmarked, af vores skattepolitik osv. osv., hele den indsats, som blev gjort i 1990'erne. Og sidst, men jo selvfølgelig ikke mindst, bliver vi nok ikke enige om vurderingen af islam som en totalitær magthaverideologi. Jeg ser islam som en religion, lige så vel som jeg ser islam og andet misbrugt en gang imellem til undertrykkelse af værste karakter og til terrorisme, men det mener jeg ikke er kendetegnende for en hel religion. Kl. 16:53

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Jesper Langballe til anden korte bemærkning. Kl. 16:53

Jesper Langballe (DF): Altså, at islam er en religion, som samtidig er et totalitært tankesystem, der agerer hundrede procent politisk, behøver vi slet ikke kaste os ud i en diskussion om, fordi det er en kendsgerning. Men jeg har et spørgsmål til fru Margrethe Vestager, som jo på ingen måde har overbevist os om, at hun ikke mente, hvad hun sagde om dansk udenrigspolitik. Jeg vil godt have lov til at læse højt, hvad Due Jensen på Grundfos har sagt: »Jeg er som erhvervsleder meget betænkelig ved den mere aggressive udenrigspolitik, som der lægges op til fra regeringens side - og også fra visse oppositionspartiers side. Det er et oplæg til øget konfrontation. Konfrontation avler modkonfrontation, og vi er på vej til en ubehagelig optrapning i forholdet imellem Danmark og den muslimske verden. Det, mener jeg ikke, er i dansk erhvervslivs interesse. Det er i hvert fald ikke i Grundfos' interesse«. Jeg vil gerne spørge fru Margrethe Vestager rent ud: Den kræmmermentalitet, som det her citat er udtryk for, er det noget, som fru Margrethe Vestager her på stedet vil tage ansvaret for? Der er jo ingen af os, der har sagt, at fru Margrethe Vestager har sagt: Nu vil jeg gå terroristernes ærinde. Jeg tror ikke engang, at fru Margrethe Vestager har tænkt det. Men det er jo det, fru Margrethe Vestager gør, hvis hun kan bifalde det her. Kl. 16:55

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:55

Margrethe Vestager (RV): Det tror jeg ikke. Når jeg lytter til de mennesker, som ytrer sig i debatten, så lytter jeg meget gerne til mennesker, som faktisk har en indsigt i, hvad der foregår rundt omkring os, og som vurderer, hvad det er, der sker. Jeg synes, det er meget, meget afgørende at skelne, og netop evnen til at skelne imellem på den ene side islam, troende muslimer i den muslimske verden, som givetvis fuldstændig som os andre har drømme om velstand, fremgang, skolegang og uddannelse, alt det andet, som hører til et godt samfund, og så på den anden side den undertrykkelse og den islamisme, som kammer over og bliver til en afskyelig terrorisme, synes jeg er meget, meget afgørende, og vi har ingen interesse i at give indtryk af, at vi er på krigerisk fod med islam. Hvad skulle der dog komme ud af det? Men vi har en fælles interesse med alverdens nationer i kampen mod terrorisme, og det er en helt, helt anden sag. Det synes jeg vi skulle stå sammen om i stedet for hele tiden at have den her halvvejs krigeriske holdning over for islam og over for muslimer. Kl. 16:56

Den fg. formand (Karen J. Klint): Jeg har tre på talerlisten endnu, og det ser ud til at være for mange, i forhold til at der bliver talt lidt længere fra både den ene og den anden side, når den røde knap lyser. Derfor må jeg prioritere. Jeg skal jo fordele tiden også mellem partierne, og jeg giver derfor ordet til hr. Frank Aaen. Kl. 16:57 Frank Aaen (EL): Ja tak. Jeg vil starte med at rose fru Vestager for at rejse debatten om regeringens udenrigspolitik – der er støttet af Dansk Folkeparti - som har været en katastrofe, og som ikke har ført til færre terrorister, men til flere terrorister. Jeg synes, det var godt; jeg synes, vi har brug for at få den diskussion. Mit egentlige spørgsmål er om EU-afstemningen. Nu var Det Radikale Venstre jo imod folkeafstemningen om Lissabontraktaten, men forbeholdene skal vi have afstemning om, og man kan også være sikker på, at Det Radikale Venstre kommer til at indgå i diskussionen om, hvad der skal stemmes om, og hvordan der skal stemmes. Derfor har jeg bare det helt enkle spørgsmål, om vi kan få et løfte fra fru Margrethe Vestager om, at der vil være god tid til en demokratisk debat inden folkeafstemningen; at det ikke bare er noget, der overstås på nogle få uger. Kl. 16:58

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 16:58

Margrethe Vestager (RV): Jeg håber meget, at vi har debat. Jeg ved, at Enhedslisten er meget optaget af det, og jeg tror også, Enhedslisten er engageret i det. Jeg har brugt mit eget ugebrev til at forsøge at rejse debat om forsvarsforbeholdet. Vi forsøger at bruge noget af den tid, der bliver til rådighed, når der ikke er møde i salen, til at rejse debatten - også her før juli måned, hvor store dele af Danmark jo går på sommerferie. Det er en meget væsentlig pointe, for vi ved jo, at der kommer en afstemning. Derfor skal det ikke være tidspunktet for, hvornår man kan få en afstemningsdato, der skal bestemme, om vi kan have debat eller ej. Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager på os at få den debat og få den meget, meget stærkere, for ellers bliver vi jo fanget i, at det bliver sådan noget underligt noget med, at vi ikke kan debattere noget, før vi har fået at vide, hvornår vi skal stemme. Vi debatterer det nu. Vi har i stedet for en debat om debattens længde, og jeg synes, at det er et paradoks, når både Enhedslisten og vi har en interesse i, at vi egentlig har debatten om forbeholdene; om forsvarsforbehold, om RIA, og om vi skal have euroen eller ej. Den debat kunne vi have haft. Jeg synes faktisk også, at der i statsministerens tale var tilløb til at rejse den debat og prøve at få den på dagsordenen - også her ved afslutningsdebatten i dag. Det ville have været et godt grundlag for de kommende måneders debat om forbeholdene. Kl. 16:59

Den fg. formand (Karen J. Klint): Hr. Frank Aaen for den anden korte bemærkning. Kl. 16:59

Frank Aaen (EL): Det bliver jo lidt mystisk, for da jeg stillede hr. Villy Søvndal det samme spørgsmål, fik jeg at vide, at man ikke kunne tage stilling til periodens længde, før man vidste, hvilke forbehold der skulle til afstemning, og hvor mange. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke bare ganske enkelt kan få en garanti for, at det ikke er noget, der skal køres igennem på få uger. Det, vi jo ikke ved, er, hvor mange forbehold og hvilke forbehold der skal til afstemning. Det får vi først at vide i starten af august. Det grundlag, regeringen vil udskrive folkeafstemning på, en statsbestilt rapport, får vi også først i starten af august. Derfor er det nemt at sige i dag, at man ikke bare lige kan køre en debat over nogle få uger - så må alle andre også have mulighed for at gå ind i debatten og komme med modindlæg inden den egentlige folkeafstemning. Kan vi ikke bare få et tilsagn om, at det ikke bliver nogle ganske få uger, der bliver inden en folkeafstemning, men at der vil blive ordentlig tid. Vi taler om måneder. Kl. 17:00

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 17:00

Margrethe Vestager (RV): Først og fremmest tror jeg altså, at det er vigtigt - det er det i hvert fald for os, for vi oplever det som en radikal idé - at der bliver lavet en vurdering af forbeholdenes betydning, altså den DIIS- rapport, som vi venter på. Det kan godt være, at den er bestilt herfra, men det er uafhængige forskere, der laver den. Det er i hvert fald med det blik, jeg har tænkt mig at læse den. Jeg tror heller ikke, at de går nogens ærinde, for det er sådan set deres forskningsmæssige uafhængighed, der er lagt ind i det arbejde, de laver. Det andet er, havde jeg nær sagt: Hvor svært kan det være? Diskussionen om euroen bliver jo ikke anderledes af, at vi ved, hvornår vi skal stemme om den. Den diskussion er der lige nu. Diskussionen om forsvarsforbeholdet bliver jo ikke anderledes af, at vi ved, hvornår vi skal stemme om det. Jeg håber, man kan regne med, at regeringen som lovet i regeringsgrundlaget vil sætte det til afstemning i den her valgperiode. Det synes jeg er vigtigt. Det er sådan set alt nok for os, og derfor glæder vi os til at tage debatten. Derfor havde jeg det med i dag, derfor skriver jeg ugebrev om det, og derfor vil vi gøre vores i de kommende uger - og selvfølgelig også på den anden side af juli måned - for at få gang i den debat, så den ikke bare bliver afhængig af, om der er en afstemningsdato eller ej. Kl. 17:01

Den fg. formand (Karen J. Klint): Tak til ordføreren. Vi når ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Værsgo til fru Line Barfod fra Enhedslisten. Kl. 17:01

(Ordfører) Line Barfod (EL): Jeg vil gerne starte med at sige tillykke til de sygeplejersker, pædagoger, SOSU'er og mange flere, som gennem flere ugers strejke har sat fokus på behovet for ligeløn og for bedre velfærd, og tillykke til FOA's medlemmer, som har sprængt rammen og vist, at det nytter at strejke, og især tillykke med at det er lykkedes jer at skabe en vigtig debat om vores velfærdssystem og forringelserne af vores fælles, solidariske velfærd. Den flotte opbakning, I har opnået i befolkningen, viser, hvor central sikringen af velfærden er for mange mennesker. Vi har endnu ikke nået målet, men I har taget de første skridt. I er blevet hørt på Christiansborg, ikke kun ved at vi har hørt jeres sange og råb, når vi debatterer i Folketingssalen og i udvalg, men også ved at I har fået sat ligeløn og velfærd på dagsordenen. Når statsministeren siger, at regeringen ikke vil gribe ind i konflikten nu, men at de strejkende ikke får en krone mere end 12,8 pct., er det rent hykleri. Det er finansministeren, der har dikteret rammen på 12,8 pct., og det er regeringen, der dikterer den samlede økonomi i kommuner og regioner, så regeringen har allerede grebet ind. Statsministeren, finansministeren og resten af regeringen er ligeglade med de ansatte og patienterne på sygehusene, med de ansatte og brugerne i ældreplejen, med de ansatte, børnene og forældrene i daginstitutionerne. Målet helliger midlet, og for regeringen er målet mindre offentlig velfærd, mere privatiseret sundhed, pasning og pleje. Det siger jo alt om et såkaldt Velfærdsdanmark, at nødberedskabet nogle steder under strejken har været bedre end den daglige normering. Når konflikten på et tidspunkt er overstået, er det nødvendigt at få diskuteret forløbet og også at få det diskuteret internt i fagbevægelsen. Vi opnår først store fremskridt, når hele fagbevægelsen begynder at vise solidaritet - solidaritet med de strejkende og solidaritet med alle dem, der bliver tabere, hvis regeringen får held med sin privatisering af velfærden. Sidste sommer og under valgkampen blev der af adskillige partier lovet penge til de lavtlønnede offentligt ansatte. Derfor kan jeg godt forstå, at de strejkende flere gange har sagt, at Pia, Helle og Villy skal leve op til løfterne, for der ville jo rent faktisk være et flertal i Folketinget uden om regeringen, hvis partierne havde levet op til løfterne. Næste skridt efter konflikten bliver aftalerne med kommuner og regioner og de kommunale og regionale budgetter til efteråret. Regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til en historisk lav vækst, og det oveni at mange kommuner allerede nu er nødt til at skære ned. I løbet af debatten i dag er det blevet helt klart, at kravene fra de strejkende er blevet hørt af de fire oppositionspartier. Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten støtter de to krav, der bl.a. er formuleret af LO Storbyerne og Fagligt Ansvar, og som de strejkende igen og igen har rejst, nemlig kravene om en lønkommission og langt bedre rammer for regioner og kommuner, så de kan udvikle den fælles velfærd og sikre løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte. Det er blevet lige så klart under debatten i dag, at V, K og O ikke ønsker at sikre en fælles, solidarisk velfærd. Statsministeren havde en klar plan for en grundlæggende ændring af Danmark, da han vandt magten i 2001, og han er kommet ret langt med gennemførelsen, selv om der har været langt mere modstand, end statsministeren havde regnet med. Beskæftigelsesministeren har sagt det klart i Børsen i 2004: »Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem, men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med 5 pct., mens den private er blevet 20 pct. større. Så opstår et nyt Danmark.« I Berlingske Tidende den 14. juni sidste år kommenterede beskæftigelsesministeren, at den danske regering ikke vil gennemføre forandringer så brat og brutalt som i Storbritannien under Margaret Thatcher: »I den danske regering har vi valgt en anden strategi; vi kaster ikke samfundet ud i revolutioner fra den ene dag til den anden. Vi satser i stedet på fløjlsrevolutioner.« Regeringen er altså i gang med en revolution. Det er ikke en revolution, der skal sikre, at vi får flere hænder til vores fælles velfærd. Det er ikke en revolution, der skal sikre et godt miljø i fremtiden og mindske klimaændringerne, men en nyliberalistisk revolution, der skal øge uligheden dramatisk og fjerne den fælles, demokratiske styring. Samfundet Danmark skal ændres til Danmark A/S. Det er lykkedes den borgerlige regering i løbet af de forløbne snart 7 år at ændre magtforholdene i Danmark og især at ændre folks bevidsthed. Der tales om kunder i stedet for borgere, offentlige velfærdsydelser er blevet til varer, der skal handles, og det er vigtigere, at folk kan den demokratiske kanon udenad, end at de har reel mulighed for at deltage i demokratiet. Kl. 17:08 I stedet for at bruge demokratiet aktivt, hvis man er utilfreds, f.eks. med ventelister i sundhedsvæsenet, tegner man forsikringer eller betaler sig til bedre service. Men heldigvis er der også et meget stort flertal i befolkningen, der ikke ønsker den udvikling, et stort flertal, der støtter de strejkendes kamp for ordentlig løn og for en fælles, solidarisk velfærd. Det er også derfor, at det ikke er gået helt så godt med regeringens plan, som den havde håbet. Regeringen har godt nok allerede efter 6 år overopfyldt målet om privat vækst. Det private forbrug er i perioden fra 2002 til 2008 steget med 22,9 pct. og ikke kun med de 20 pct. over 10 år, som beskæftigelsesministeren planlagde. Til gengæld har regeringen ikke helt kunnet holde den offentlige vækst nede. Den er i samme periode steget med 11 pct. Når udsultningen af det offentlige trods alt ikke har været større, skyldes det den store folkelige modstand mod regeringens nedbrydning af den offentlige velfærd, men selve grundideen om at lade det private forbrug stige langt mere er altså lykkedes for regeringen. Det er ikke så mærkeligt, at borgere og ansatte mærker konsekvenserne. Det private forbrug er steget dobbelt så meget som det offentlige. Misforholdet vokser og vokser. Mange af os oplever, at børneværelserne er så fyldt med legetøj og elektronik, at man næsten ikke kan komme ind på dem, og der er rigtig mange familier, som har fået fine nye badeværelser med spa, samtidig med at skolerne ikke har råd til nye lærebøger og har toiletter, der for at bruge statsministerens ord er så uhumske, at børnene hellere holder sig hele dagen. Regeringen vil gerne gennemføre sin plan, og derfor indfører den nu endnu skarpere straffeaktioner over for kommunerne. Kommunerne vil fremover få dummebøder, hvis de vælger at være ansvarlige over for børn, syge og ældre. Regeringen taler jo meget om ansvarlighed, men det afgørende er, hvem man vil være ansvarlig over for. Vil man være ansvarlig for økonomien på de private sygehuse eller ansvarlig for et offentligt sundhedsvæsen, hvor alle kan få den nødvendige hjælp? Vil man være ansvarlig for, at de rigeste kan få et stadig stigende forbrug, eller ansvarlig for, at de med de laveste indkomster og især de fattigste kan have råd til både bolig og mad? Jeg vil gerne slutte med at se på den større sammenhæng, for vi står i dag med tre store udfordringer, som vi nødt til at finde svar på. Der er for det første klimaændringerne, der helt bogstaveligt truer vores eksistens, og der er for det andet den stigende ulighed. Det er en stigende ulighed, som i det enkelte land ødelægger den tillid og solidaritet, som et godt samfund er afhængig af, og som på globalt plan medfører social uro, social dumping og tvinger mennesker til at rejse for at finde arbejde. For det tredje er der nedbrydningen af demokratiet. Der er et udbredt formelt demokrati, men det reelle demokratiske råderum bliver mindre og mindre, i takt med at markedet breder sig og bliver mere og mere privatiseret. Alle tre udfordringer er skabt af, at man har ladet markedet regere mere og mere uhæmmet. Derfor er vi nødt til at finde alternativer til hensynsløs vækst og monopolisering. Der er brug for, at vi efter næste valg ikke bare får en ny regering, men får en ny politik. En ny udenrigspolitik, der støtter udvikling af demokrati og skaber bæredygtighed for både mennesker og miljø. En ny miljø- og klimapolitik, hvor vi skal lægge en plan for udfasning af fossile brændstoffer, både olie, kul og gas, og for udvikling af bæredygtighed i al slags produktion. Vi skal have skabt en ny ledelse af den offentlige sektor. Vi skal skrotte new public management, lean, og hvad det hedder alt sammen. Vi skal i stedet for udvikle ny demokratisk ledelse, privatiseringen af DONG, DSB osv. skal stoppes, og samtidig er der brug for, at vi får indført meget mere demokrati i lokalsamfundene. Vi skal have meget mere lighed, og vi skal skabe mulighed for, at alle borgere kan arbejde og få et bæredygtigt liv. Vi skal sikre billige boliger til alle, for boligmarkedet er i dag en af de største ulighedsfaktorer i samfundet. Der skal ske en demokratisering af den private sektor, medarbejderne skal have indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, og vi skal demokratisere bank- og kreditverdenen. Vi skal have meget mere kunst og kultur ud til alle, og viden skal være offentligt tilgængelig. Omdrejningspunktet for en sådan ny politik skal være frigørelse af det enkelte menneske. Vi skal sikre en frigørelse af det enkelte menneske, og frigørelse er altid sket ved at styrke demokrati og fællesskab. Den massive opbakning til strejkerne giver grund til optimisme om, at vi kan få udviklet en sådan ny politik, og at vi også kan få flertal for den. Kl. 17:14

Den fg. formand (Karen J. Klint): Tak til ordføreren. Jeg har ikke set nogen markere for korte bemærkninger, jeg skal lige tjekke efter, om det er rigtigt. Det er der ikke. Vi går videre i ordførerrækken og er nu nået til Ny Alliance. Værsgo til hr. Anders Samuelsen. Kl. 17:15

(Ordfører) Anders Samuelsen (NY): Da jeg skulle forberede mig på den her tale, sendte jeg en mail ud til vores medlemmer og bad dem om at inspirere mig til talen, og det kom der faktisk en sand mailstorm ud af. Her er sammentrækningen af de gode indspark, jeg fik: I dag slutter endnu en folketingssamling med et borgerligt flertal i Folketinget og med en borgerlig regering ved roret. Egentlig burde vi i Ny Alliance som et borgerligt parti glæde os, men desværre må vi konstatere, at trods det borgerlige flertal føres der ikke borgerlig politik. Faktum er, at de borgerlige aftryk på dagens Danmark efter 7 år med VK fortoner sig, når vi ser på fakta. Skatteindtægterne er steget på grund af højkonjunkturen, men alligevel har Danmark det højeste personlige skattetryk i verden. Det er ikke godt nok. Ingen andre steder i verden sætter højeste marginalskat så tidligt ind, ingen andre steder i verden er den så høj, ingen andre steder i verden er det over 44 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der rammes af den. Det er heller ikke godt nok. Da VK-regeringen kom til, var der 742.000 personer på overførselsindkomst, i dag er tallet 710.000. Netto er der altså kun flyttet 32.000 personer fra passiv til aktiv forsørgelse. Det er heller ikke godt nok. Aldrig har den offentlige sektor været så belastet af regler, mistillid og bureaukrati. Det er heller ikke godt nok. Der har siddet et flertal af borgerlige liberale politikere i 7 år, man har regeret i magsvejr og medvind under en højkonjunktur, og alligevel står vi i dag med præcis de samme udfordringer som dengang for 7 år siden, da V og K afløste S og R. V og K har ikke skabt de borgerlig-liberale resultater, som borgerlige vælgere med rette kunne forvente. Sådan er det desværre. I stedet for at gribe fat i de store udfordringer og tage hul på de store reformer sætter regeringen gang i, hvad vi vil kalde pseudodebatter om personligt ansvar, kanoner og muslimske tørklæder. Det er sådan set meget underholdende, men det flytter reelt ingenting, det afleder bare opmærksomheden. Jeg tror, at det var beskæftigelsesministeren, der engang sagde, at en regering ikke er en debatklub, men sådan er det blevet. Det er lidt ligesom, dengang Schlüterregeringen sang på det sidste vers - man kunne ikke få gennemført så meget, ambitionerne manglede, men man kunne trods alt opføre et godt show. Denne folketingssamling har ikke været en undtagelse eller en ny begyndelse, den har blot været en fortsættelse, og det er en skuffelse. Verden forandres, men Danmark skal åbenbart stå stille, helt stille. Jeg synes, at det ville være befriende, hvis dette Folketing ville kunne gå på sommerferie med et løfte om, at vi i fremtiden ville diskutere og gennem handling forsøge at realisere visioner for dette smukke land og dets 5 millioner indbyggere, og at vi ville forsøge at løfte blikket og se ud i verden med alle dens muligheder og udfordringer. 65 pct. af den danske befolkning siger, at de ser muligheder i globaliseringen. Det vigtigste i verden er ikke det tørklæde, der måske vil bæres af en dansk kvindelig dommer om 15 år, og endda kun måske. Tørklædedebatten, som har fyldt så meget - alt for meget - er et symptom på, at angst og også smålighed styrer dansk politik; angsten for det ukendte, angsten for at tage et globalt ansvar, angsten for at slippe bare lidt af kontrollen. Folk, der yder noget for at være en del af vores fællesskab, skal vi være åbne over for. Men alt for mange rammes af en fornemmelse af, at vi i stedet vender dem ryggen. Det er ikke det land, jeg er vokset op i, det er ikke det land, jeg vil dø i. Jeg vil have stoltheden tilbage, som min nabo - han har været dansk FN-soldat på Cypern - sagde til mig i indædt forargelse, da regeringen for et par år siden stoppede hjælpen til nødlidende kvinder fra Malawi. Derefter stod han selv i spidsen for indsamlingen og sørgede for at få rejst de midler, som regeringen havde skåret væk, og tog ned og gav dem til kvinderne. Og han har ret. Jeg synes, at vi skal sørge for at få stoltheden tilbage; lad os få udsynet tilbage, og lad os få glæden og selvrespekten tilbage. I stedet er, sat på spidsen, haven Danmark blevet ensrettet og faconklippet, hvor alle planter fra urt til egetræ død og pine skal være lige så høje som stikkelsbærbuske. Det betyder, at de små urter gødskes mere, end sundt er, og at egetræerne klippes ned til bonsaitræer. I Ny Alliance er vi ikke bange for forskelle. Vi vil belønne den enkelte efter fortjeneste, vi skal ikke misunde den rige hans eller hendes penge. Tværtimod skal vi tilskynde de driftige. Når folk bliver rigere, er det en mulighed, så er det ikke et problem. Vi skal ikke bekæmpe rigdom, vi skal bekæmpe fattigdom. Vi skal ikke være kede af, at velstående mennesker bliver rigere, når de har ydet en indsats, vi skal langt hellere bekymre os om, hvorvidt alle har en mulighed for at yde en indsats. Det skal være slut med jantelov og ligemageri, det skal være slut med mistænkeliggørelse og smålighed. Det er desværre denne utrolig antiliberale filosofi, som præger regeringens og flertallets behandling af den offentlige sektor. I stedet bør vi anerkende, at den offentlige sektor er fuld af driftige mennesker. De har muligheden for at yde mindst lige så meget som mennesker i den private sektor, hvis de får lov. De skal opmuntres, de skal have ansvar, de skal belønnes akkurat ligesom mennesker i den private sektor. Desværre tør regeringen ikke stole på medarbejderne i den offentlige sektor. Derfor udsættes de for dyre, tidkrævende og nyttesløse kontrolinstanser stik imod den herskende danske arbejdskultur. Og det breder sig: Det er inden for skolevæsenet, ældreplejen, beskæftigelsesområdet. Skåltaler om afbureaukratisering, flere hænder, større arbejdsglæde modsiges konsekvent af love og regler, som vi bliver præsenteret for. Så sent som i går så vi en beskæftigelsesminister stolt forklare, at regeringen nu vil lovgive om virksomhedernes personalepolitik helt ned i detaljen. Hvad blev der af al den højstemte snak om det personlige ansvar? Altså, vis dog lidt tillid. Hvor svært kan det være? Imens lyder der kun ét svar herinde fra, hver gang vi ser et problem: Lad os bruge flere penge. Hvorfor er det, at uanset hvilken side man kigger til i det danske Folketing, er løsningen på alle problemer at hælde flere penge i det samme hul? Hvorfor kigger vi ikke på det enorme bureaukrati, der er blevet bygget op; et bureaukrati, der betyder, at lærerne bruger mindre tid på undervisning og mere tid på meningsløs administration; et bureaukrati, der betyder, at hjemmehjælperne bruger mindre tid på de ældre og mere tid på at udfylde ligegyldige kvalitetsskemaer? Drop skemahysteriet, vis tillid til den enkelte, til lederen og til arbejdspladsen. Når vi nu er ved den offentlige sektor, synes jeg at det er umuligt at komme uden om konflikten. Der er i dag cirka 2.700 ledige sygeplejerskestillinger. Hvis ikke vi giver plads til at hæve lønnen, og hvis ikke vi viser dem tillid, søger endnu flere selvfølgelig væk, ligesom vi får problemer med at tiltrække nye til faget. Vi står over for et massivt belønnings- og påskønnelsesproblem, men der findes heldigvis en løsning. Hvis ikke vi vil give mere, hvad så med at tage noget mindre fra dem? Kl. 17:22 Jeg anerkender, at det er svært bare at sætte lønnen op - men hvad så med at lade dem beholde noget mere af den løn, de får? Hvad med at straffe deres indsats lidt mindre, hvad med at fjerne noget af skatten på arbejde? Hvis vi ikke vil det, hvem skal så udfylde de ledige job? Ja, så bliver det vel filippinske sygeplejersker, hvis V og K kan mande sig op til at skabe en ordentlig greencardordning. Som en specialsygeplejerske skrev til mig, kan hun jo være ligeglad med det offentlige sundhedsvæsens fremtid, for hun skal nok få et job i det private. Men kan det virkelig passe, at vi skal lade de gode hoveder smutte ud af døren til det offentlige sundhedsvæsen uden at gøre noget for at holde på dem og uden at være sikker på at kunne finde erstatning for dem? Er det o.k. at devaluere det offentlige system på den måde? Ny Alliance ønsker, at der omgående bliver grebet ind i konflikten af hensyn til de patienter, som ligger og venter og ikke får den behandling i tide, som de har behov for. Vi ønsker, at der nedsættes en løn- og overenskomstkommission - ikke for at diktere lønninger, men for at diskutere lønninger; ikke for at blande os i overenskomstforhandlingerne, men for at lette overenskomstforhandlingerne. Det vil sige for at synliggøre, hvor det er, problemerne ligger. Ny Alliance ønsker de reformer, som det borgerlige flertal tilsyneladende har mere end svært ved at tale om, endsige gennemføre. Der henvises til flertallet, og at man skal have 90 mandater osv. Ja, men kunne vi dog ikke få debatten. Jeg tænker selvfølgelig her først og fremmest på regeringens berøringsangst over for en skattereform. Nu er den så placeret i en skattekommission, og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Vi håber det bedste. Vi vil i hvert fald være konstruktive og bidrage efter bedste evne. Men der burde være masser af folketingsmedlemmer fra Venstre og De Konservative med bankende varme hjerter for en lavere marginalbeskatning. De burde være ude i medierne hver eneste dag og forberede en politisk dagsorden i offentligheden om behovet for at fjerne top- og mellemskat, for det er så påtrængende nødvendigt. De burde være i fuld gang med den værdikamp, som statsministeren påstår var nødvendig for at flytte dansk politik. Hvorfor er man så tilbageholdende med at slå et slag for det rigtige synspunkt i offentligheden? Hvorfor skal det parkeres i en kommission, så vi andre ikke må tale om det imens? Er det, fordi vi bare har besluttet os for, at det er sådan, når det er blevet sagt fra højeste sted? Jeg ved det ikke, men jeg synes, det er påfaldende, at mens Skattekommissionen forbereder det indlysende rigtige, og mens alle regnestykker peger i en og samme retning - nemlig mod en lavere skat på den sidst tjente krone som den eneste vej til at løse de grundlæggende strukturelle problemer i dansk økonomi - så holder alle i Venstre og Konservative radiotavshed. Jeg mener, det er en utrolig dum strategi, hvis man har en ambition om at få en bare nogenlunde velfungerende skattereform vedtaget næste år. Uden at tage livtag med den misundelsespolitik og misundelsesretorik, som har sikret os verdens højeste marginalbeskatning og givet fire ud af ti lønmodtagere en topskat, og uden et opgør i fuld offentlighed med den sygdom, der hedder misundelse, bliver der ikke gennemført nogen reel sænkning af marginalskatten i Danmark. Jeg ved, hvor ansvaret for, at vi ikke får den debat, ligger. Det ligger altså på skuldrene af Venstre og Konservative, som ikke har modet til at sige tingene ligeud og ikke har kræfterne til at gå imod en hel generations socialdemokratisk tankegods - Venstre og Konservative, som på forhånd opgav at gøre en borgerlig-liberal vision til virkelighed. Når denne regerings leder, som jeg faktisk har meget, meget stor respekt for, engang går af, kunne jeg godt være bange for, at folk vil spørge sig selv, om statsministeren blot var kustode i et socialdemokratisk museum. I sine sidste år som statsminister kunne han jo i stedet vælge at vise lederskab på det her område. For der er mange gode borgerlige mærkesager, som stadig er værd at kæmpe for. Tag f.eks. beskatningen af bilerne. Omlæg dog den vægtafgift, så vi får råd til nye og mere miljøvenlige biler. Det vil være godt for den enkelte borger, det vil være godt for miljøet, og det vil være en hjælpende hånd i kampen mod klimaforandringerne. Eller tag f.eks. sygehusvæsenet, vores sundhedssystem. Det er et kendetegn ved et moderne og rigt samfund, at man er villig til at bruge penge på sin sundhed. Hvorfor omlægger vi så ikke brugerbetalingen i sundhedsvæsenet, som Velfærdskommissionen har peget på, så vi får en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne? Vi kunne jo kombinere det med en langt mere socialt forsvarlig brugerbetaling, for der er jo masser af brugerbetaling i det eksisterende system. Det tør vi ligesom bare ikke rigtig tale om. Eller hvad med efterlønnen? Vi har i den grad behov for en debat om efterlønnen. Det er da urimeligt at frede en ordning, som alle i dette lokale udmærket godt ved vi ikke har råd til i dens nuværende form. Og da slet ikke, hvis vi ønsker at skaffe midler til andre gode formål som f.eks. sund mad i skolerne og daginstitutionerne, som jeg i dag har set har været på tapetet på nogle af internetsiderne. Hvorfor er dagpengesystemet blevet fredet? Ny Alliance vil meget gerne medvirke til at gennemføre f.eks. en årsindkomstmodel eller at forkorte den maksimale dagpengeperiode til de 2½ år, som også er blevet anbefalet fra Velfærdskommissionens side. Man kan næsten mærke, at det ikke lige er den debat, som man har lyst til at tage, hverken fra regeringsbænkenes side eller fra V's og K's side eller - for den sags skyld - fra resten af Folketingets side. Men i Ny Alliance har vi besluttet os for, at vi vil sige det højt, som der er behov for. Vi vil blive ved med det, for nogle skal jo løfte fanen for borgerlige og liberale mærkesager, når de to store borgerlige partier har rullet den sammen og sat den ind i det dybeste hjørne af klædeskabet. Det paradoksale er, at rigtig mange gode liberale vælgere og politikere udmærket er klar over, hvad der skal til for at gøre Danmark til en global frontløber og til igen at gøre Danmark til en stolt og stærk nation med højt til loftet og med plads til store armbevægelser. Det ville være befriende, hvis Folketingets borgerlig-liberale flertal besluttede sig for ikke at bruge al tiden på at fordele velfærden, men på at skabe noget mere af den. Så ville vi være godt på vej til at virkeliggøre en liberal og borgerlig vision for Danmark. Ny Alliance vil meget gerne bidrage konstruktivt til den del, når vi vender tilbage efter sommerferien. Tak for ordet. Kl. 17:29

Den fg. formand (Karen J. Klint): Ordføreren bedes blive stående. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe. Kl. 17:29

Jesper Langballe (DF): Jeg vil hæfte mig ved et enkelt hjørne af hr. Anders Samuelsens i øvrigt meget indholdsrige tale. Og det er dér, hvor hr. Samuelsen fuldstændig og med en flot håndbevægelse bagatelliserer hele tørklædedebatten og siger, at den bare afspejler angst. Nu kan angst jo være så meget forskelligt. Det kan være noget fuldstændig irrationelt - altså nærmest en psykisk lidelse, noget paranoidt, og det vil sige, at angsten ikke har nogen konkret genstand. Men hvis man nu i stedet forestiller sig, at der virkelig er noget at være bange for, så er det jo den, der har frygt eller angst, som erkender sandheden, mens den, der er ligeglad, simpelt hen ikke kan se ud over sin egen næsetip. Jeg undrer mig over den flothed, og jeg tror da ikke, at hr. Anders Samuelsen virkelig kan have konfereret det med sin partiformand. Er det, at hr. er udstyret med bodyguards, bare udtryk for en eller anden irrationel angst? Jeg vil gøre opmærksom på, at tørklædet ikke bare er 30 g tekstil, men at det symboliserer noget, nemlig en sharialovgivning, som hr. Naser Khader føler på sin krop for tiden. Kl. 17:30

Den fg. formand (Karen J. Klint): Værsgo til ordføreren. Kl. 17:30

Anders Samuelsen (NY): Jeg tror, at hr. Jesper Langballe er udmærket klar over, at min partiformands egen mor går med tørklæde uden dermed at plædere for eller være tilhænger af sharialovgivning. Så den kobling tror jeg man skal være meget varsom med at foretage. Det, der var pointen i min tale, er, at spørgsmålet om et potentielt tørklæde på en dommer i en dansk retssal om 15 år - hvilket uanset lovgivning eller ej er meget, meget usandsynligt - ikke er det største problem, den største udfordring, Danmark står over for. Hvis man skal tale om angst i forhold til noget - og det mener jeg egentlig ikke er den rigtige måde at angribe udfordringer på - så skal man gøre det i forhold til det faktum, at Kina buldrer derudad, at Indien buldrer derudad, og at deres unge mennesker bliver uddannet på et niveau, som vi slet ikke drømmer om i et lille Danmark, hvor vi står over for alvorlige udfordringer, nemlig en globalisering, hvor vi skal klare os i en konkurrence, som omhandler noget mere end en diskussion om tørklæder. Kl. 17:31

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til ordføreren. Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe. Kl. 17:31

Jesper Langballe (DF): Jamen altså, kære hr. Anders Samuelsen. Der er dog spørgsmål her i tilværelsen, der ikke kan gøres op i penge og i buldrende økonomier. Det, vi taler om her, er jo spørgsmålet om frihed eller ufrihed. Tørklædet er et ufrihedens symbol. Jeg ved godt, at hr. Naser Khaders mor bærer tørklæde. Han har også selv givet udtryk for, at han ikke bryder sig om det. Uanset hendes motiver - dem vil vi ikke granske her - lader det sig ikke bortforklare, at tørklædet er et symbol på en sharialov, som er et totalitært system. Bare tanken om, at en dommer skulle gå med sådan et symbol i retten! Altså, ville man acceptere en dommer iført en T-shirt med en påskrift, der sagde, at vi skulle have grundloven afskaffet eller sådan noget. Det er jo meningsløst! Jeg vil gøre opmærksom på, at det er lidt for flot at sige, at det her bare afspejler angst. Det kunne være, det afspejlede en trussel, der er reel. Kl. 17:33

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 17:33

Anders Samuelsen (NY): Der er jo stadig væk masser af frihed tilbage i det her land, og det står hr. Jesper Langballe frit for at bruge resten af sin tilværelse - ligesom han har brugt den foregående del af sin tilværelse på det - at fokusere på det tørklæde og så den angst, eller hvad det måtte være, som man måtte føle i forhold til det tørklæde, som muligvis kan komme til at sidde på en dommer i en dansk retssal om 15 år; fred være med det. Jeg vil gerne fokusere på, hvad der skal sikre, at Danmark kan klare sig i globaliseringen, og hvad det er for nogle reformer, der skal til, der skal sikre, at vi faktisk fortsat har et velfærdssamfund, et velfungerende velfærdssamfund, hvor alle har en mulighed for at udnytte de evner og talenter, de har. Den udfordring mener jeg faktisk er betydelig større og langt mere interessant og langt mere nærværende og meget mere aktuel end den anden diskussion. Kl. 17:33

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru . Kl. 17:34

(Ordfører) Juliane Henningsen (IA): Denne debat er min første afslutningsdebat, og derfor vil jeg gerne starte med at rette en tak til alle for det sidste halve år, der er gået. Det har været alt andet end kedeligt at være en del af samarbejdet i Folketinget. Jeg har som et nyt ungt medlem oplevet det som en udveksling af politisk frisind og personlige fordomme, og resultaterne har været derefter. Fordommene tog f.eks. styringen i debatten om de afviste asylansøgere. Vi lader også fordommene få frit løb, når vi diskuterer sociale forhold i Grønland. Sagen om misbrugte børn og omsorgssvigtede unge, alkoholproblemer og den negative sociale arv skal vi gøre op med i Grønland. Det er ting, der har været fokus på i debatten her i salen, og det synes jeg er godt og helt nødvendigt. Vi i Grønland er de første til at kunne løse de problemer, vi sidder med, og vi har viljen til det, og derfor vil jeg rigtig gerne udveksle ideer med jer, uanset hvilken fløj I befinder jer på, men jeg vil helst gøre det fordomsfrit og respektfuldt. En del af mit lands sociale problemer mener jeg vi har tilfælles med andre postkoloniale samfund, mange oprindelige folk, som også er marginaliserede socialt, økonomisk og politisk, og de kæmper en kamp for at opbygge et velfungerende samfund og skabe sundhed og trivsel for deres børn og unge. I mit arbejde her i Folketinget har jeg fulgt det gode samarbejde, som Danmark og Grønland har omkring oprindelige folk og om implementeringen af deklarationen om oprindelige folks rettigheder, og jeg synes, det er et samarbejde, som vi kan være rigtig stolte af. Som et oprindeligt folk rammes vi ekstra hårdt af klimaforandringerne. Vi oplever i dag skader på vores natur, der er forårsaget af den globale opvarmning. Vi må lægge vores erhverv, vores økonomi og vores livsstil om i forsøget på at tilpasse os og forebygge klimaforandringerne. Skal vi få bugt med den globale opvarmning, skal vi satse endnu mere på forskning i vedvarende energi og miljøvenlige løsningsmodeller på energiområdet, og jeg håber, at det kommende klimauniversitet i Nuuk kan hjælpe os i den rigtige retning sammen med forskningsindsatserne i hele Norden. Klimatopmødet næste år her i København bliver det næste store tiltag, hvor Danmark, Grønland og Færøerne har mulighed for at skabe en fælles klimaprofil og sætte sig de mål sammen med resten af verden, der skal til for at standse den globale opvarmning. Vi grønlændere vil spille en aktiv rolle før, under og efter topmødet. Selv om vi bor midt i et af verdens klimatiske brændpunkter, vil vi ikke blot være en kulisse for klimaforandringerne; vi vil have indflydelse på topmødet og kræve, at de mål, verdens regeringer sætter sig, bliver ambitiøse og føres ud i praksis efter topmødet. Mange topledere har besøgt mit land på det seneste for at se på de muligheder, klimaforandringerne skaber for nye sejlruter og udvinding af olie- og mineralressourcer i det grønlandske og arktiske område, og det såkaldte kapløb om Nordpolen, hvor man undersøger, hvem der har ret til havområdet og ressourcerne ved Nordpolen, kører for fuld speed. Og jeg mener, at Ilulissaterklæringen, som blev indgået mellem Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA i maj i år, danner et godt udgangspunkt for en bæredygtig og sikker fremtid for Arktis. Vi bør i Grønland sætte fornuft før forbrug ved den fremtidige udvinding af ressourcerne ved Nordpolen. Det bør vi også gøre ved de kommende mineraludvindingsprojekter i Grønland, og jeg forventer også, at det fremtidige aluminiumssmelteværk, Alcoa, vil tilføje økonomisk og erhvervsmæssigt liv til Grønland, for det har vi brug for. Men det vil også uundgåeligt tilføje et højere CO2-udslip. Derfor skal vi finde en fornuftig balance mellem hensynet til vores økonomi og samfundsudvikling og hensynet til vores natur og klima, og den balance er jeg nu også sikker på at vi finder hjemme i Grønland. Jeg har gennem de sidste par måneder repræsenteret Grønland og Danmark i vores arktiske samarbejde, og jeg har oparbejdet høje forventninger til Danmarks formandskab af Arktisk Råd, der starter næste år. Arktisk Råd har potentiale til at spille en langt større rolle for fremtidens Arktis. Lande som Indien, Sydkorea og Kina søger allerede om observatørstatus i rådet for at følge diskussionerne om den kommende udnyttelse af nye sejlruter og olie ved Grønland og Nordpolen. Vi skal styrke rådets rolle under det danske formandskab og føre konkret grønlandsk-dansk politik til gavn for os selv og hele den arktiske region. Derfor vil jeg også allerede nu opfordre regeringen til at øremærke midler på næste års finanslov til formandskabet af Arktisk Råd. Mange ting kan forekomme uforståelige ved os grønlændere, afhængigt af de øjne, der ser. Hvalfangst har altid kunnet få de helt store fordomme frem i danskerne, og kritikken af fangsten har været konstant. Vi har ikke bedt nogen om at forstå, hvorfor vi spiser hvalkød, men vi har bedt folk respektere dette, så længe fangsten foregår på bæredygtig vis, og det gør den. Desværre er det ikke lykkedes Danmark at opretholde kravet i EU om et forbehold mod et moratorium for hvalfangsten. Fremover har EU 1 stemme i Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, og Færøerne og Grønland og Grønlands interesser bliver dermed meget svære at forsvare i årene fremover. Jeg sætter stor pris på, at regeringen hidtil har sat frisindet og fornuften over fordommene og har støttet Grønlands og Færøernes tradition for at fange hvaler, og det håber jeg regeringen fortsat vil gøre, trods modstanden fra visse partier herinde. Modstanderne af sælfangst vil måske også kunne glæde sig over et EU-initiativ i form af et importforbud mod sælskindsprodukter. For os i Grønland kan konsekvenserne derimod blive fatale, og selv om jeg også tager afstand fra de regelbrud, der måtte være begået under sælfangst, så mener jeg, at en EU-boykot af sælskind vil skade fangererhvervet i Grønland unødvendigt. Det vil underminere en af de få muligheder, vores fangere har for at skaffe mad og skabe indtægter, og det er synd, for i Grønland er vi enige om én ting: Dyrene, vi fanger, skal ikke lide unødvendigt. Kl. 17:41 Men noget af det mest frisindede og positive ved det dansk-grønlandske samarbejde er den betænkning, vi er nået frem til i samarbejde i Selvstyrekommissionen. Den nye selvstyreordning for Grønland er fuld af løsninger, der skal bane den videre vej mod et selvstændigt Grønland. Dansk Folkeparti gav som bekendt frit løb for deres vrede over ordningen. De synes ikke, den er spor retfærdig over for Danmark. Faktisk synes de heller ikke, at Nordøstgrønland skal tilhøre os grønlændere længere. Jeg undrer mig selvfølgelig over den slags postkoloniale fordomme. Grønland er jo grønlandsk - nord, syd, øst som vest, og hele landet tilhører det grønlandske folk. Jeg nævner Dansk Folkeparti nogle gange her, fordi jeg gerne vil understrege, at jeg faktisk sætter pris på, at de så ofte har sat Grønland på dagsordenen gennem det sidste halve år. Jeg byder alle debatter om Grønland velkommen. Jeg bryder mig bare ikke om den fordomsfulde måde, Dansk Folkeparti italesætter vores fællesskab på. Der har de andre partier heldigvis budt ind med respektfuld dialog. For den nye selvstyreordning er jo resultatet af en lang række modige kompromiser, vores partier har indgået, og den nye lov om selvstyre skal vedtages af det grønlandske folk. Det er jeg også sikker på at den bliver, og det er noget, jeg glæder mig rigtig meget til. At vi får øget selvstyre, betyder ikke, at vi kommer til at blive helt og aldeles uafhængige. Internationalt og regionalt samarbejde er en forudsætning for mit lands udvikling, og derfor glæder jeg mig til et fortsat samarbejde med Danmark, også den dag selvstyret og selvstændigheden er indført. Vi skal udvise mere respekt for hinanden og mere frisind og frihed i vores samarbejde i dag og i fremtiden som to ligestillede nationer. Til gengæld synes jeg, at vi skal prøve at lade fordommene fylde meget mindre i fællesskabet. Fordommene sætter os kun tilbage, når det, vi vil, er at se fremad. Med de ord vil jeg slutte og ønske jer alle sammen en rigtig god sommer. Kl. 17:43

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lars-Emil Johansen. Kl. 17:44

(Ordfører) Lars-Emil Johansen (SIU): Folketingsåret har for Grønlands vedkommende især været præget af forhandlinger om Grønlands selvstyre, forhandlinger, der har været vanskelige, og hvor bølgerne indimellem gik højt hen over Atlanterhavet, men som alligevel hele tiden var båret af en oprigtig vilje til at nå frem til det fælles resultat, vi kender i dag, det resultat, der så sent som i går modtog et næsten enigt Folketings fulde opbakning. Grønland har forhandlet i enighed. Dette er i sig selv vigtigt, da større ændringer i det politiske landskab derhjemme altid bør ske med bredest mulig opbakning. Og en politisk konsensus mellem alle partierne derhjemme er ikke bare godt, det er intet ringere end en lille sensation. På samme måde har den danske side været præget af stor vilje til at nå et resultat, som begge parter ikke blot kan acceptere, men som vi direkte kan være stolte af. Dette er også lykkedes næsten fuldstændigt. Nu skal resultatet præsenteres for det grønlandske folk, og de to regeringer skal udmønte det i egentlige lovforslag. Det bliver derfor heller ikke den sidste folketingssamling, hvor vi kommer til at fokusere på selvstyret i Grønland som fremtidig model for relationerne mellem vore to lande og vore to folk. Men selv om Selvstyrekommissionen således optog sindene for de fleste Grønlandsrelaterede politikere i det forløbne år, så bød folketingsåret imidlertid også på en række andre vigtige tiltag vedrørende Grønland. Justitsministeren har således fulgt op på Retsvæsenskommissionens reformforslag og har indgået en aftale med sin grønlandske kollega om, hvordan forslagenes implementering skal finde sted. Det er nu udmøntet i lovform, og igen kan vi glæde os over en enestående enighed, ikke blot mellem vores regeringer, men også mellem vore parlamenter. Denne nye lovgivning, der i al stilhed vel nok hører til den mest gennemgribende ændring for det grønlandske samfunds regulering i de sidste 30 år, er båret igennem i dette folketingsår i fuld enighed. Samtidig opfylder aftalen et ønske, som jeg flere gange herfra har bedt om, nemlig etablering af et lukket fængsel i Grønland, så vi endelig kan begynde at stoppe nedsendelsen af grønlandske fanger til Herstedvester. Det er rigtig godt. Vi er i Grønland meget glade for, at der på den måde endelig kom skred i det tog, der skal føre Grønlands retsvæsen frem til et mere up to date-niveau. Vi vil derfor gerne herfra anerkende og påskønne det smukke arbejde, som justitsministeren og landsstyremændene fra justitsvæsenet i Grønland har praktiseret i det nu forløbne folketingsår. Når det er sagt, har jeg et ærinde, der ikke fylder så meget i det samlede regnskab, men som betyder utrolig meget for de berørte personer, og som jeg vil bede regeringen om at finde en løsning på. Det drejer sig om lønpolitikken for de grønlandske ansatte inden for politiet derhjemme. Det er en rest fra gammel tid, en reminiscens fra svundne tider, hvor man rask væk kunne gøre en forskel på folks lønninger, ikke som følge af arbejdets karakter eller den ansattes kvalifikationer, men ud fra den pågældendes etniske tilhørsforhold og fødested. Det kan det ganske enkelt ikke passe, at ikke også dette problem kan løses let og elegant, således at grønlændere, der er ansat inden for politiet, nu kan blive aflønnet fuldstændig på lige fod med deres kollegaer, der er danskere. At det, vi kalder rigsfællesskabet, som sådan ikke er en hindring, ses tydeligt, når man undersøger aflønning af personalet inden for det færøske politi. Her er løn- og ansættelsesvilkår nemlig fuldstændig ens, uanset om det drejer sig om dansk eller færøsk personale. Vi ser også frem til ikrafttrædelsen af den nye færdselslov for Grønland, som endelig er blevet færdig i år i lige så stor enighed som de andre aftaler. Den nye færdselslov er ikke udtryk for nogen revolution i samfundet som helhed, men nok for de grønlandske bilister og snescooterførere. Sikkerhedsselepåbud, forbud mod mobiltelefoni under kørsel, faste regler om parkering og ikke mindst krav om registrering af snescootere med alt, hvad dette indebærer, vil forhåbentlig ændre færdselskulturen i Grønland til det bedre. Hvert liv der reddes, og hver ulykke der forhindres med denne lov, skal vi glæde os over. Kl. 17:49 Dette folketingsår blev også året, hvor Folketinget godkendte udkastet til en ny EU-traktat. Dens fremtid afhænger nu af det irske folk. Men hvis den bliver gennemført, mener jeg fortsat, at der bør holdes særdeles nøje øje med denne nye traktats mulige følgevirkninger for Grønland. Vi fremsatte i sin tid et forslag om at få foretaget en uvildig vurdering af det forrige forslag til traktat. Det blev nedstemt her i salen under henvisning til en stærkt begrænset analyse fra Udenrigsministeriet. Hvis den nye traktat bliver en realitet, vil jeg igen foreslå regeringen at få foretaget en sådan analyse af EU's nye traktat. At rigsfællesskabets konstruktion og Danmarks samtidige medlemskab af EU ikke er nogen nem cocktail, bliver tydeligt hvert år i arbejdet med hvalfangst i den internationale hvalfangstorganisation IWC. Her står EU's og Grønlands og Færøernes grundholdninger ganske langt fra hinanden, og de danske partier føler sig åbenlyst klemt mellem disse hensyn, de skal tage, når de skal træffe beslutning om den danske position i IWC. Det har vi set så sent som i Miljøudvalgets drøftelse af den danske instruks her til formiddag, men indtil nu er det heldigvis lykkedes at finde fælles løsninger baseret på et stort flertal herinde og på videnskab i stedet for naturromantik - i hvert fald langt hen ad vejen, vil jeg sige. Den langsigtede løsning er naturligvis, at Grønland og Færøerne får egen stemme i IWC ligesom på alle andre områder; f.eks. gennem en Free Association-aftale med Danmark i fremtiden. Vi har også i år måttet opleve, at de grønlandske folketingsmedlemmers ret til at blande sig i debatterne i Folketinget blev angrebet i forbindelse med drøftelserne om den behandling af børnene i de danske asylcentre, som den siddende regering desværre står for. Den sag blev af visse medlemmer af dette Ting gjort til et spørgsmål om vores ret til at blande os i Folketingets behandling af, hvad de opfatter som rent danske sager. Jeg skal ikke bringe denne pinlige debat op igen, men blot konstatere, at jeg næppe nogen sinde har modtaget så mange positive tilkendegivelser fra gode danske borgere om deres fulde støtte til min indsats og min ret i dette Folketing. Det bringer mig videre i overvejelserne om Danmarks og Grønlands fælles relationer i fremtiden. For netop udlændingelovgivningen er, som sagen ligger nu, et rent dansk anliggende, og det kan faktisk godt gå hen og blive temmelig problematisk for Grønlands udvikling inden for erhvervsområdet i de nærmeste år, for inden for alene de næste 2-5 år vil behovet for fremmed arbejdskraft i Grønland stige med eksplosionsagtig kraft. Det fremgår bl.a. af en rapport, Grønlands hjemmestyre har fået udarbejdet om tilpasning af arbejdsstyrken til de nye væksterhverv. Her konstateres det, at råstofsektoren i Grønland for øjeblikket er det væsentligste væksterhverv, hvor der indenfor de næste 5 år forventes etableret op til 1.500 job som direkte beskæftigelse i minerne. I dag er der ca. 200 ansatte i den minedrift, der allerede foregår, og mange af disse er udlændinge. Når væksten gør, at der forventes 1.500 nye job, bliver behovet for udenlandsk arbejdskraft naturligvis voldsomt forøget. Hertil kommer planerne om etablering af et aluminiumssmelteri, der i anlægsperioden forventes at beskæftige op til 5.500 personer og i driften omkring 800. Oveni skal så lægges en kraftig vækst i de virksomheder, som leverer varer og tjenesteydelser til disse aktiviteter. Det kan med andre ord konkluderes, at et af de største problemer i den umiddelbare fremtid i Grønland vil være at sikre en grønlandsk kontrol med den fremmede arbejdskraft. Derfor får vi brug for at sikre vores egen udlændingekontrol og stå for vores egne opholdstilladelser, hvis ikke de danske regler og procedurer på dette område skal skabe hindringer for vores fremtidige industrielle udvikling. Med selvstyret på plads - forventeligt i løbet af det næste folketingsår - vil jeg glæde mig til at koncentrere mig fuldt ud om de andre opgaver, der fortsat er i Folketingets regi. Vi fik ikke den udenrigspolitiske kompetence med i selvstyret, og så længe den og det sikkerhedspolitiske område alene ligger hos Danmark, og ikke mindst så længe Grønlands hvalfangstpolitiske interesser varetages fra dansk side, vil der være god beskæftigelse for vores stemmer her i salen. Jeg skal i den forbindelse blot nævne CIA’s hemmelige flyvninger og den løbende opgradering af missilskjoldet i Pituffik ved Thule som et par eksempler, ligesom sagen omkring miljøoprydningen ved Thule ej heller er afsluttet. Jeg vil også fortsat fastholde, at tilsynet med EU's påvirkning af Danmarks muligheder i forhold til selvstændigt at repræsentere Grønland og Færøerne løbende bør holdes under opsyn fra netop dette Ting. Så jeg må slutte med at skuffe dem, der benyttede mine udtalelser i forbindelse med asyldebatten i indeværende år til at tale om en eventuel nedlæggelse af de grønlandske mandater i Folketinget og håbefuldt sige, at hr. Lars-Emil Johansen nu endelig var på vej ud af det danske Folketing. Det er aldeles ikke tilfældet - endnu. Tak for i år og på gensyn til oktober. Kl. 17:56

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Det giver foreløbig anledning til to korte bemærkninger. Først hr. Kristian Thulesen Dahl. Kl. 17:56

Kristian Thulesen Dahl (DF): Nu er vi jo ikke gået helt endnu. Vi har meget arbejde at gøre endnu, inden vi kan begynde at se frem til oktober. Først lige en information. Når vi er nogle, der har været bekymrede over de grønlandske folketingsmedlemmers påvirkning af lovgivning her i Danmark, altså ting der alene har med Danmark at gøre, har det overhovedet ikke været begrundet i en underkendelse af de grønlandske folketingsmedlemmers formelle ret til at deltage og stemme osv. osv. Udgangspunktet har været en undren over, at man på en og samme tid kan mene, at vi ikke på nogen måde må blande os i, hvad der foregår i Grønland, fordi det drejer sig om rent grønlandske, interne forhold, mens det er helt naturligt for vores grønlandske venner at være dybt engagerede i meget detaljerede forhold her i Danmark. Det var en serviceinformation. Det andet er så mit spørgsmål i forhold til den uvildige undersøgelse, som jeg godt forstår hr. Lars-Emil Johansen ønsker, i forhold til EU og Lissabontraktaten og den påvirkning, den kan have for Grønland. Hvis det er sådan, at der heller ikke denne gang er flertal her i Folketinget for en sådan undersøgelse, hvorfor foretager man den så egentlig ikke selv fra grønlandsk side? Kl. 17:57

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 17:58

Lars-Emil Johansen (SIU): For at starte med det sidste: Jeg kan jo ikke tegne den grønlandske regering, jeg repræsenterer ikke den grønlandske regering her i Folketinget. Jeg repræsenterer de grønlandske vælgere, og derfor bruger jeg mine rettigheder som folketingsmedlem, som andre folketingsmedlemmer gør det. Jeg skal gerne viderebringe hr. Kristian Thulesen Dahls ønske om, at Grønland selv kan gøre det, og jeg vil gerne tage den sag op, for det synes jeg faktisk er en god idé. Jeg er også medlem af det grønlandske Landsting, og her kan jeg rejse den sag. Med hensyn til serviceoplysningen: Tak for den. Jeg ved godt, at Folketinget ikke er sendt på sommerferie endnu, men på samme måde vil jeg gerne sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at den selvstyreordning, vi har forhandlet færdig, jo ikke er implementeret endnu. Den er ikke trådt i kraft endnu, lovforslaget er ikke behandlet endnu, og der har ikke været folkeafstemning i Grønland, så man kan ikke sige, at det nye system, hvor Grønland er selvbestemmende på sine områder, er trådt i kraft. Indtil da er vi derfor nødt til at gøre det arbejde her i Folketinget, som vi har gjort indtil nu. Kl. 17:59

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for yderligere en kort bemærkning. Kl. 17:59

Kristian Thulesen Dahl (DF): Ja, men det jo interessant, at hvis ordningen træder i kraft, vil vi se en helt anden attitude her i Folketinget fra de grønlandsk valgte mandaters side, og det er jo selvfølgelig en oplysning. I forhold til det med en uvildig undersøgelse kan hr. Lars-Emil Johansen, med det større kendskab han selvfølgelig har til grønlandske forhold end jeg, måske oplyse, at hvis man sidste gang blev nedstemt her i Folketinget i forhold til at få lavet en sådan uvildig undersøgelse, hvorfor gjorde man det så ikke dengang? Hvorfor fik man ikke foretaget en sådan undersøgelse? Jeg synes da, det et interessant spørgsmål. De traktater, vi har at gøre med i EU-regi, har jo meget store konsekvenser. Så kan man lide dem eller lade være, men de har meget store konsekvenser for dansk lovgivning, og derfor er det jo et interessant spørgsmål, hvordan man sikrer, at Grønland ikke bliver påvirket af dem ad bagdøren, hvis man ikke ønsker det i Grønland. Den problemstilling er der jo i forhold til den traktat, vi har at gøre med nu, altså Lissabontraktaten. Men den har også været der tidligere, og har det været rejst lokalt i Grønland som et ønske, at der blev lavet en sådan uvildig undersøgelse, og hvorfor har man i givet fald afvist at gøre det selv, hvis det er et meget stort ønske i Grønland? Kl. 18:00

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 18:00 Lars-Emil Johansen (SIU): Jeg vil gerne sige, at mig bekendt er der ikke nogen, der har afvist at gøre det selv. Men som det også er hr. Thulesen Dahl bekendt, er Grønland ikke medlem af EU, sådan som Danmark er, og måske har Danmark bedre muligheder for at undersøge, hvad de forskellige beslutninger inden for EU indebærer for de dele af riget, som ikke er medlem af EU. Men hvis dette er en indikation af, at det nok er bedre, at Grønlands selv gør det, må vi tage sagen op hjemme i Grønland. Det ser jeg ikke nogen problemer i. Kl. 18:00

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen. Kl. 18:00

Søren Espersen (DF): Vi havde jo en god selvstyredebat i går, men der var nu en ting, vi ikke rigtig fik talt om, og som jeg egentlig havde planlagt at tage op. Jeg vil spørge om Siumuts arbejde, som er langt fremskredet, ikke bare i forhold til selvstyre men også selvstændighed. Hr. Lars-Emil Johansen er kommet med nogle udtalelser om, hvordan Grønland agter at agere sikkerhedspolitisk og udenrigspolitisk efter selvstændighed. Hr. Lars-Emil Johansen sagde bl.a. på et møde den 9. oktober 2007 i Politikens Hus, at i det øjeblik, Grønland får sin selvstændighed, vil den nye regeringschef indgå en bilateral aftale om forsvars- og sikkerhedspolitik med Washington. Jeg ved, at den udtalelse blev modtaget med temmelig stor overraskelse på mødet. Den er også blevet uddybet senere af hr. Lars-Emil Johansen, og ligger det i Siumuts planer for selvstændighed, som jeg forstår måske kan komme allerede i 2016, straks at binde sig til USA? Kl. 18:01

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 18:01

Lars-Emil Johansen (SIU): Det er klart, at så længe Grønland er med i rigsfællesskabet, vil aftaler af den karakter, f.eks. vedrørende Thule Air Base, blive indgået af den danske regering med USA på vegne af Grønland og Danmark. Den situation vil ændres, i det øjeblik Grønland selv har kompetencen på udenrigsområdet eller det sikkerhedspolitiske område. Så kan der indgås aftale direkte mellem Grønland og USA. Min personlige holdning til det spørgsmål er, at der også til den tid, formentlig i Free Association-form, vil ske en eller anden form for samarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder, såfremt der kommer indstilling herom fra begge sider. Det er det, jeg har givet udtryk for. I det øjeblik, Grønland er selvstændigt, er der intet grundlag for at gå via Danmark for at indgå aftale med andre lande. Så kan Grønland indgå aftaler direkte med andre lande, om det så er USA eller andre. Kl. 18:02

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det hr. Søren Espersen for yderligere en kort bemærkning. Kl. 18:02

Søren Espersen (DF): Jeg forstod det nu ikke sådan, at det var møntet på Thuleaftalen, og jeg kunne måske også underbygge det, jeg sagde, ved at henvise til den tale, hr. Lars-Emil Johansen holdt ved Siumuts 30- års-jubilæum, hvor han sagde, citat: Hvis vi selv indgik aftaler med USA, ville vi også selv vide alt, hvad der skete om baserne. Så skulle vi ikke efter årtiers løgne fra Danmark pludselig erfare, at der havde været atombomber i vores land. Citat slut. Og hr. Lars-Emil Johansen fortsatte, citat: Uden Grønland ville Danmark jo ikke være andet end en lille klat på verdenskortet, som ingen regnede med. Hvis vi var selvstændige, kunne vi jo selv vælge, hvem vi ville indgå aftaler med. Det var den løsning, Island valgte under krigen. De gav slip på Danmark og fik en aftale med USA. De valgte en forsvarsaftale med nogle, der faktisk kunne forsvare dem. Citat slut. Mener hr. Lars-Emil Johansen, at Danmark ikke har været i stand til at forsvare Grønland? Eller skal bemærkningerne forstås sådan, at hr. Lars-Emil Johansen er godt træt af de danske aftaler, også på det forsvarspolitiske område, og egentlig bare glæder sig til den dag, hvor han kommer til slaraffenland? Kl. 18:03

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Så er det ordføreren. Kl. 18:03

Lars-Emil Johansen (SIU): Jeg går ud fra, at med den store interesse, hr. Søren Espersen har for Grønland, er han også klar over, at der er en forsvarsaftale af 1951 mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland. Den aftale går ud på, at det langt hen ad vejen er USA, der påtager sig forsvaret af Grønland, og det er den, jeg refererede til. Hvis ordvalget somme tider har været lidt for stærkt for hr. Søren Espersens lidt sarte ører, vil jeg forklare, at det somme tider er lidt vanskeligt at finde det helt milde udtryk, når man tager i betragtning, at der har været deponeret atombomber uden vores viden, at der ligger brintbomber på bunden af havet ud for Qaanaaq, og at der faktisk kunne nævnes en række andre skrækeksempler, hvis man virkelig ville beskæftige sig så meget med fortiden, som hr. Søren Espersen giver udtryk for. Den forsvarsaftale er indgået, men fremover skal der indgås aftaler mellem Grønland og USA, hvis og når Grønland bliver selvstændigt. Kl. 18:05

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til hr. Lars-Emil Johansen. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Sjúrður Skaale. Kl. 18:05

(Ordfører) Sjúrður Skaale (TF): For nogle år siden skrev jeg sammen med andre en bog om Færøernes og Grønlands ret til selvbestemmelse i henhold til international lov og praksis. I den anledning var vi i FN, hvor vi havde et møde med daværende generalsekretær, Kofi Annan, og hans nærmeste rådgivere. De spurgte, hvorfor vi var kommet, og vi svarede selvfølgelig, at det var, fordi danskerne ikke respekterede vores rettigheder. Nu er disse FN-folk ikke sentimentale folk. De er vant til undertrykkelse og brutalitet over hele kloden, så de var naturligvis parate til at lytte til disse undertrykte færinger, der ville fortælle om de grusomheder, de havde været udsat for. Alt skulle frem i lyset. For ligesom at danne sig et billede af den aktuelle situation ville de først vide, hvor mange færøske patrioter der var blevet myrdet af danske styrker inden for de sidste år. Tja, sådan set ingen, måtte vi jo svare. De ville også vide, hvor mange færøske politiske fanger der sidder i danske fængsler og bliver pint for deres synspunkter. Ingen, måtte vi svare. De ville se billeder af eventuelle massegrave. Dem havde vi ikke. De ville vide, om færinger blev nægtet adgang til radio og fjernsyn, og hvorledes talefriheden ellers blev begrænset. Det bliver den sådan set ikke, måtte vi jo svare. Da disse FN-folk så ikke kunne få dokumentation for nogen af disse typiske former for undertrykkelse, blev de selvfølgelig ikke så lidt forbløffede. Men for at sikre sig, at intet undgik deres opmærksomhed, spurgte de videre, om færinger måske blev pålagt en specielt lang militærtjeneste i Danmark. Næ, den slipper vi sådan set helt for, måtte vi jo svare. De spurgte videre, om færinger skal betale en specielt høj pris for at kunne tage uddannelser i Danmark. Dem får vi sådan set gratis, måtte vi svare, og så får vi dansk SU oveni. Men vi var jo kommet til New York. Vi sad ved bordet, og noget måtte vi jo sige, selv om vi ikke kunne svare bekræftende på nogen af de stillede spørgsmål. Og så var det, vi kom med vores afgørende statement: Danskerne undertrykker os, og de ydmyger os hver evig eneste gudskabte dag med penge. De smider en hel milliard kroner i hovedet på os stakkels 50.000 mennesker hvert eneste år. Vi kvæles i penge. Den undertrykkelse må holde op. Vi kræver, at FN griber ind. Det var dråben for FN's repræsentanter. De var jo vant til at beskæftige sig med massemord, tortur og vold på baskere, i Levanten, i Irak og i Tjetjenien. De kunne ikke spilde deres dyrebare tid på sådan en gruppe pubertære færinger og deres latterlige pseudoproblemer. O.k., det var ren fiktion. Det eneste, der var sandt i den historie, var, at vi skrev en bog, og at vi i den forbindelse var i FN. Beskrivelsen af det fiktive møde med Kofi Annan er fra et avisindlæg, som efter vores besøg i New York blev skrevet af en af mine allerkæreste politiske modstandere for at gøre grin med den færøske selvstændighedsfløj. Man må jo sige, at det lykkedes. Den udmærkede satiriske avisbeskrivelse viser, at den færøske selvstændighedsbevægelse grundlæggende adskiller sig fra andre lignende bevægelser rundtom i verden. For hvor deres drivkraft i høj grad er, at de har oplevet tvang og undertrykkelse, er det vores bestræbelse at komme ud af en afhængighed, som der jo egentlig ikke er nogen der påtvinger os. Kl. 18:09 Den færøske selvstændighedsbevægelse lever derfor et langt friere liv end lignende bevægelser i f.eks. Baskerlandet eller på Korsika, hvor den centrale regering ikke respekterer en åben proces. Men på en måde har vi det også sværere, for det er som bekendt nemmere at motivere og forene folk, når man har en ekstern fjende at gå op imod. Vores motivation ligger ikke i noget som helst fjendskab, men ene og alene i en filosofi om, at det sundeste og det, der åbner flest muligheder for vores samfund, er, at vi tager ansvaret for os selv og repræsenterer os selv i verden. Det, vi er oppe imod, er den konstante fristelse til at lade Danmark ordne tingene for os og betale vores regninger. Det er jo så nemt at bruge andres penge, og den løsning ligger altid lige for, så længe vi bare er villige til at frasige os suveræniteten over vores land. Vi er selvfølgelig ikke havnet i det dilemma af en tilfældighed. Det er længe siden, at man i Danmark opfandt den åbne pengekasses strategi for at beholde Færøerne. Strategien er genial i sin enkelhed: ingen undertrykkelse, ingen tvang, ingen knippelslag, men økonomisk støtte. De på Færøerne, der sagde ja til selvstændighed, skulle sige nej til danske penge. De, der sagde nej til selvstændighed, skulle sige ja til danske penge. Takket være denne strategi har Danmark opnået målet om at bevare suveræniteten over øerne. Tillykke med det, for målet er ikke opnået ved at tilsidesætte nogens rettigheder, men gennem klog politisk behändigkeit. Og det kan vi kun respektere. Selv om det her i salen nok fra tid til anden - sådan i det stille måske - kan være lidt småt med respekten for færøske politikere og det, vi siger, gør og står for, er der ingen tvivl om respekten for vores rettigheder. Det ser vi f.eks. hver gang, love på danske sagsområder sættes i kraft på Færøerne - senest i går, da udlændingeloven for Færøerne blev stemt igennem. Jeg ved, at der er skepsis vedrørende visse dele af loven, men det, der vejede tungest, var princippet om, at Lagtinget skal have sin vilje. Da jeg i morges var til samråd med udenrigsministeren om Danmarks holdning til hvalfangst, var det i hvert fald også hans mening, at Færøernes og Grønlands holdning skal respekteres. Jeg beklager naturligvis, at et folketingsflertal måske nu agter at holde en anden kurs. Vi hørte også den gode tone i gårsdagens positive og fordomsfrie forhandling om Grønland, hvor samtlige partiers holdning var fuldstændig klar: Hvis de i Grønland eller på Færøerne ønsker at oprette deres egen stat, vil man fra dansk side ikke modsætte sig det. Sådan en tone hører man ikke i Frankrig eller Spanien, for ikke at tale om Rusland eller Indonesien. Naturligvis er alt ikke helt lyserødt. Der har op igennem historien været visse afgørende begivenheder, hvor viljen til suveræniteten over Færøerne var lige ved at veje tungere end respekten for den færøske nations rettigheder. Disse begivenheder vil jeg ikke dvæle ved nu, når vi har en proces forude, hvor jeg inderligt håber, at samtlige partiers respektfulde holdning også vil vise sig i praksis. Det er iværksættelsen af den færøske grundlov, der efter planen skal til folkeafstemning i 2010. Der er tale om en moderne grundlov, der er skrevet af os selv, til vores egne behov og på basis af vores egne værdier. Med denne grundlov vil vi for første gang indrette vores eget hus, og det er vi mange der ser frem til. Men i debatten om grundloven er der desværre rejst en tvivl i medierne og her i huset, som jeg synes det ville være godt hvis statsministeren i dag kunne fjerne. I sit svar på et § 20-spørgsmål i februar sagde statsministeren: »Så længe Færøerne er en del af rigsfællesskabet, har Færøerne ikke kompetence til at vedtage regler (i form af en færøsk grundlov), som skal have forrang for grundloven.« Nu vil den færøske grundlov naturligvis ikke aftage den danske grundlovs gyldighed på Færøerne. Det er fuldstændig normalt, at statsløse nationer har deres egen grundlov ud over grundloven i den stat, de befinder sig i. Og at have sin egen grundlov er fuldstændig oplagt og påkrævet i et samfund, der er så selvstændigt og så forskelligt fra Danmark som det færøske. Men der er en bestemmelse i forslaget til en færøsk grundlov, som ikke er i overensstemmelse med den danske. Det er bestemmelsen om, at den statsretlige stilling kan ændres, hvis et kvalificeret flertal i Lagtinget ønsker det og det derefter vedtages ved en folkeafstemning. Dette står der jo ikke noget om i den danske grundlov, men jeg håber og tror heller ikke, at denne afgørende bestemmelse vil skabe problemer. Kernespørgsmålet i denne vigtige sag er, hvad der egentlig er den grundlæggende retskilde på Færøerne. Er det den danske grundlov, eller er det det færøske folks vilje? Svaret må jo være det sidste. Den danske grundlov er hverken skrevet eller vedtaget af det færøske folk. Den færøske grundlov vil efter planen blive sat i kraft af det færøske folk som udtryk for dets vilje. Der kan ikke herske tvivl om, at folkets vilje har forrang, og dette faktum er også gang på gang på gang blevet bekræftet af statsministeren, når han fra denne talerstol har sagt, at den dag, det færøske folk ønsker selvstændighed, får man den også. Den udtalelse, som alle Tingets partier tilslutter sig, henter ikke sin legitimitet i den danske grundlovs bogstaver. Den bygger på en anerkendelse af, at Færøerne er en anden nation end den danske nation, og at den færøske nations vilje står over den danske grundlov. Også i den daglige politiske proces ligger Færøerne allerede langt uden for den danske grundlov. Eksempelvis vedtages der jo love på Færøerne, og der opkræves skat på Færøerne. Denne praksis udspringer ikke af nogen hjemmel i den danske grundlov. Den er i direkte modstrid med den danske grundlov, men den er i overensstemmelse med Færøernes ret til selvbestemmelse. Det er den færøske grundlov også, og det er alle udtalelser om disse forhold her i salen så at sige også. Den Grønlandsk-danske selvstyrekommissions betænkning bygger også på samme holdning. Derfor tror jeg ikke, at det kan komme til uenigheder, når grundloven skal sættes i kraft, men jeg rejser debatten i dag, fordi det er vigtigt at være på forkant, hvis der skulle være nogen i Danmark eller på Færøerne, der ønsker at bruge denne sag til at skabe strid og ballade i en oppisket stemning. Der er ikke noget at strides om, der er ikke noget at lave ballade om. Jeg er sikker på, at vi alle er enige om disse forhold. Lad os derfor undgå en unødvendig uenighed, der bygger på misforståelser. Til sidst vil jeg takke for min tid her i Tinget. Jeg kom ind som anden stedfortræder i februar, og efter ferien vil første stedfortræder tage min plads - stedfortræder for hr. Høgni Hoydal, selvfølgelig. Så tiden har været meget kort, men den har været meget god. Jeg vil takke for det gode samarbejde og den gode og venlige tone, jeg har mødt overalt i dette hus. Tak for det. Kl. 18:16

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. . Kl. 18:16

(Ordfører) Edmund Joensen (SP): Samarbejde og resultater er nøgleordene for det arbejde, som Sambandspartiet og jeg selv udfører her i Folketinget. Når vi ser tilbage på den forholdsvis korte periode siden valget i november, er der i kraft af det konstruktive samarbejde kommet en del resultater. Som færøsk medlem af Tinget er det naturligt for mig at have de færøske briller på, når jeg omtaler samarbejde og resultater. Sambandspartiet gik til valg på at indlede et konstruktivt samarbejde med regeringen. Partiets mandat viste sig at blive afgørende for den borgerlige regering, og vi tog straks fat på samarbejdet. På Færøerne noterede vi os, at en del af det nye samarbejde kom med i selve regeringsgrundlaget. F.eks. blev et vigtigt havforskningsprojekt med base på Færøerne omtalt. Formålet med projektet er bl.a. at forske i, hvordan havstrømme og de globale klimaændringer allerede påvirker og kommer til at påvirke livet i havet omkring Færøerne og i resten af Nordatlanten. For os, der lever af havets ressourcer, er projektet særdeles vigtigt. Disse ressourcer udgør jo en betragtelig del af vores livsgrundlag. Vi håber desuden, at projektet kan videreudvikles og knyttes til internationale forskningsmiljøer. Specielt i det færøske forskermiljø, men også generelt i den færøske offentlighed, hersker der en vis spænding om projektet. Det starter ved årsskiftet, og resultaterne kommer inden for en kort årrække. Jeg vil udtrykke en oprigtig tak for, at man fra regeringens og Folketingets side har arbejdet hurtigt med at få etableret projektet. I det hele taget er dialogen med regeringen og partierne god og konstruktiv. Det er et resultat i sig selv, specielt efter en periode, hvor færøske folketingsmedlemmer i høj grad har fokuseret på problemer og konflikter hellere end løsninger og samarbejde. Samarbejdet mellem Færøerne og Danmark i rigsfællesskabet kan intensiveres inden for en række områder - inden for uddannelse, forskning, sundhed, erhverv og klima - hvor vi kan opnå fælles gavn og resultater. Lad os lægge vægt på det i den kommende tid. Siden folketingsvalget i november er Færøerne stillet over for specielt to store udfordringer. For det første er indtægterne fra fiskeriindustrien truede, dels på grund af fiskebestandene, der er i dårlig stand, dels på grund af de stadig stigende oliepriser, der umuliggør fiskeri på lang sigt. Netop i disse dage foreslår specialisterne, at der bl.a. indføres et totalt stop for torskefiskeri, og allerede nu ligger store dele af Færøernes fiskerflåde ved kaj, det betaler sig simpelt hen ikke at sejle ud til fiskebankerne, olien er for dyr. Den krise i fiskerierhvervet, som vi ser i mange europæiske lande, mærkes også på Færøerne. Den anden store udfordring for Færøerne ligger i, at der er et stort antal færinger, der vælger Færøerne fra. Mange rejser ud for at uddanne sig og for at arbejde, men stadig flere vælger ikke at komme hjem igen. Problemet har udviklet sig over en årrække, og nu begynder befolkningspyramiden at se forkert ud. Statistikken viser, at der mangler ca. 2.000 færøske kvinder på øerne, hvoraf de fleste er i den fødedygtige alder; de er født på Færøerne, men er nu rejst. Det svarer til, at der i Danmark skulle mangle ca. 200.000 kvinder i den fødedygtige alder. Konsekvenserne for samfundet på længere sigt er ret alvorlige. Kl. 18:21 Kombinationen af disse to hovedudfordringer udgør en massiv udfordring for Færøerne og myndighederne på øerne. Desværre oplever vi, at myndighederne, det nye landsstyre, endnu ikke er kommet i gang med at tackle disse to store temaer. Koalitionen har desværre vist sig ikke at være specielt arbejdsdygtig og beskæftiger sig i høj grad med at løse interne problemer. I Sambandspartiet har vi nogle bud på, hvordan vi kan tage fat på udfordringerne. Vi mener f.eks., at Færøerne ville have en klar fordel af at nærme sig EU og eventuelt komme med i EU. Færøsk EU-medlemskab ville åbne dørene for et særdeles stort marked for færøsk eksport. Det ville også gavne og være indtægtsskabende for andre af vores brancher at komme med i EU, og jeg er ikke i tvivl om, at vi får en masse ny inspiration og nye ideer og nye samarbejdspartnere på en lang række områder, f.eks. uddannelsesområdet og kulturområdet. Stadig flere færøske virksomheder som f.eks. banker og it-virksomheder tjener penge på udenlandske markeder, og vi bør se på, hvad vi kan gøre for at øge denne positive udvikling. Der skal herudover gøres et stykke arbejde for at gøre det attraktivt for vores unge mennesker og specielt kvinderne at komme hjem igen. Familien skal trives, og vores uddannelsessektor skal styrkes, og der skal være udfordrende job til nyuddannede. Landsstyret på Færøerne skal selvfølgelig have en mulighed for at tage stilling til, hvordan vi griber problemerne an. Men jeg tror, at det ville være en god idé, at vi her i rigsfællesskabet diskuterede nogle løsningsmuligheder og prøvede at komme med nogle løsningsforslag. Jeg påtænker i den forbindelse at tage initiativ til et samarbejde, og jeg håber meget på, at man fra regeringens side vil være åben over for et sådant initiativ. Her til slut vil jeg gerne gentage mit hovedbudskab om samarbejde - både her i Folketinget og i rigsfællesskabet generelt. Mit parti på Færøerne fokuserer på, hvordan vi kan udvikle vores samfund og udvikle rigsfællesskabet, det er to sider af samme sag. Sambandspartiet har igennem 100 år samarbejdet med skiftende regeringer, og historien viser, at samarbejde i længden giver alle dele af fællesskabet fremgang og succes. Kl. 18:25

Fjerde næstformand (Helge Adam Møller): Tak til hr. Edmund Joensen. Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 19.15, og den første, der får ordet kl. 19.15, vil blive statsministeren.

Mødet er udsat. (Kl. 18.25). Kl. 19:15

Anden næstformand (Søren Espersen): Mødet er genoptaget.

Vi fortsætter forhandlingen om forespørgsel nr. F 31, og jeg giver ordet til statsministeren. Kl. 19:15

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg vil gerne sige tak for en særdeles fredsommelig og fremkommelig debat i dag, en debat, som har spredt sig over mange forskellige temaer, men jo også en debat, synes jeg, som ikke sådan har bragt Folketingets partier fjernere fra hinanden, en udveksling af synspunkter og en deling efter anskuelser, men på den anden side i en tone, som gør, at det nok skulle være muligt i den resterende del af denne og også i næste folketingssamling at få et fordrageligt samarbejde. Vi havde i går en meget lang og vigtig debat om det grønlandske selvstyre, og derfor er det jo ikke mærkeligt, at både hr. Lars-Emil Johansen og fru Juliane Henningsen ikke gik meget i dybden med det, men blot henviste til den debat. Det var jo en glimrende debat, og jeg deler både hr. Lars- Emil Johansens og fru Juliane Henningsens glæde over, at et meget bredt flertal i Folketinget står bag det mandat, der nu er givet til regeringen med henblik på forhandlinger med det grønlandske landsstyre. Så jeg vil her koncentrere mig om nogle af de konkrete enkeltsager, som hr. Lars-Emil Johansen og fru Juliane Henningsen nævnte. Hr. Lars-Emil Johansen og også fru Juliane Henningsen nævnte spørgsmålet om vores hvalfangstpolitik. Det er jo sådan, at regeringen støtter en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer, herunder hvaler, og hvorvidt en udnyttelse er bæredygtig, må jo afgøres på et videnskabeligt grundlag. Regeringens politik på hvalområdet er bl.a. baseret på hensynet til rigsfællesskabet. Såvel Danmarks, Færøernes som Grønlands interesser på hvalfangstområdet skal varetages i en international sammenhæng, og i opfyldelsen af og forfølgelsen af denne politik har Danmark været nødt til at gå enegang i EU netop af hensyn til Grønland og Færøerne. Regeringen lægger stor vægt på at inddrage både grønlandske og færøske myndigheder i udarbejdelsen af hvalfangstpolitikken, men det kan selvfølgelig ikke undgås, at der en gang imellem opstår politiske diskussioner om indholdet af hvalfangstpolitikken. Jeg er bekendt med, at der i dag har været et samråd i Miljø- og Planlægningsudvalget, hvor udenrigsministeren har været til stede, og hvor der var et flertal, som gennemtvang en mindre ændring af instruksen til mødet i Hvalfangstkommissionen, for så vidt angår spørgsmålet om indførelse af hvalreservater i Atlanten syd for ækvator. Det er der altså et flertal i Folketinget, der ønsker, og det er regeringen jo selvfølgelig nødt til at rette sig efter, og Udenrigsministeriet har orienteret landsstyrerne på Færøerne og i Grønland om dette. Men jeg håber, at der bliver lagt mærke til både på Færøerne og i Grønland, at vi fra dansk side tager vidtstrakt hensyn til grønlandske og færøske ønsker, når det gælder hvalfangstpolitikken. Så nævnte hr. Lars-Emil Johansen spørgsmålet om lønninger for politifolk i Grønland. Det er sådan, at danske og grønlandske politifolk er på hver deres overenskomst, men siden 1993 er differencen blevet udlignet ved udligningstillæg. Man skal dog være opmærksom på, at den danske og grønlandske overenskomst bliver indgået forskudt, og at der derfor i en periode kan opstå en lønforskel. Ud over det modtager de danske politifolk, der er udsendt til Grønland, et udetillæg. Fru Juliane Henningsen nævnte Arktisk Råd. Som fru Juliane Henningsen ved, tillægger regeringen arktiske spørgsmål stor vægt, hvad jo den netop afholdte konference i Ilulissat også demonstrerer. Udenrigsministeriet er fuldt opmærksom på, at det kommende formandskab i Arktisk Råd også har økonomiske konsekvenser, og det indgår selvfølgelig i Udenrigsministeriets budgetplanlægning. Kl. 19:20 Så skal jeg sige til hr. Edmund Joensen, at jeg glæder mig over Sambandspartiets tilgang til samarbejdet mellem Færøerne og Danmark inden for rammerne af rigsfællesskabet. Hr. Edmund Joensen gjorde det klart, at han for sit og Sambandspartiets vedkommende netop fokuserer på samarbejde, og det tror jeg i en moderne verden, hvor vi har brug for fællesskaber med andre, er den rigtige tilgang til tingene, idet jeg selvfølgelig samtidig understreger - som jeg også gjorde i går i forhold til Grønland - at det jo er det færøske folk, der træffer beslutning om Færøernes fremtid inden for rigsfællesskabet. Hr. Edmund Joensen nævnte det havforskningsprojekt, som er en del af regeringsprogrammet, og det tillægger vi betydelig vægt også i lyset af vores bestræbelser på det klimapolitiske område, og derfor er vi glade for at kunne etablere et samarbejde om et sådant forskningsprojekt. Så var det jo ganske underholdende at høre indlægget fra hr. Sjúrður Skaale. Jeg vil godt komplimentere hr. Skaale for indlægget, der bestemt havde en sådan underholdningsværdi, at det var værd at lytte til, også i den selvironiske form, som det havde. Og selv om jeg jo er en af dem, der i den grad går ind for rigsfællesskabet og synes, som jeg sagde før i mit svar til hr. Edmund Joensen, at i en moderne international verden er fællesskab om at løse opgaverne den rigtige ting, så forstår jeg udmærket hr. Skaales synspunkt, at det altid er sundt for mennesker at tage mest muligt ansvar for egne forhold. Det er også min tilgang til rigsfællesskabet, og det er derfor, jeg hele tiden siger: Jamen vores udgangspunkt er jo princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det gælder i forhold til Færøerne, og det gælder i forhold til Grønland. Så nævnte hr. Skaale jo spørgsmålet om det færøske forfatningsforslag, og jeg deler helt hr. Skaales optimisme om, at et færøsk forfatningsforslag ikke vil skabe problemer mellem Færøerne og Danmark. Jeg er overbevist om, at det som led i det gode samarbejde mellem regeringen og landsstyret vil blive drøftet, hvis et forslag til færøsk lovgivning, som landsstyret ønsker at fremme, skulle indeholde problemstillinger i relation til grundloven eller kompetencefordelingen inden for rigsfællesskabet. Så har vi jo haft en ganske glimrende debat om en række aktuelle politiske spørgsmål, en debat, som jo har været præget af, at der fra forskellige sider ses med forskellige øjne på regeringens indsats. Jeg må sige, at når man lyttede til indlæggene fra fru Helle Thorning-Schmidt, fru Margrethe Vestager og fru Line Barfod, så blev man jo ikke sådan hensat i en tilstand af lykkefølelse. Man må sige, at det jo var et billede af situationen i Danmark, som var præget af sortsyn og pessimisme og mangel på fremtidstro. Ifølge fru Helle Thorning-Schmidt, fru Margrethe Vestager og fru Line Barfod, men måske især fru Helle Thorning-Schmidt og fru Line Barfod - og jo også hr. Villy Søvndal - har regeringen jo nærmest skåret ned for fode og udsultet den offentlige sektor. Det var så det indtryk, man sad tilbage med, indtil hr. Anders Samuelsen tog over, og så skal jeg sandelig love for, at piben fik en anden lyd. Hr. Anders Samuelsen sprang jo i dag ud som nærmest super liberal og kritiserede regeringen for ikke virkelig for alvor at føre borgerlig, liberal politik. Der blev sagt, at vi i virkeligheden har gjort alt for lidt på de områder, hvor oppositionen til venstre synes at vi har gjort alt for meget. Kl. 19:25 Men det viser måske mest af alt, at regeringen har ramt det meget godt, har fundet den fine balance, kan samle, kan skabe det brede samarbejde, kan føre en reformpolitik, som befolkningen kan stå bag ved, hvor sjælene kan følge med. Jeg tror egentlig, at det billede, der er tegnet her med en opposition til venstre, der synes, vi skærer ned, og hr. Anders Samuelsen, der synes, at der sker for lidt, alt taget i betragtning måske netop giver billedet af en regering, der har fundet den rigtige balance. Jeg skal i øvrigt gratulere hr. Anders Samuelsen med at have fundet en fast platform og et stærkt ståsted. Efter nogen tvivl i nogen tid om, hvor Ny Alliance egentlig var placeret, må man sige, at hr. Anders Samuelsen i dag præsterede et indlæg, der ikke lod megen tvivl tilbage. Og vi ser jo meget frem til, hvordan det nu vil udmønte sig i praktisk politik. Man kan sige, at det gennemgående træk i hr. Anders Samuelsens indlæg jo var, at vi skulle blande os noget mindre, altså, at regeringen skulle foretage mindre regulering, sænke skatterne og foretage færre indgreb i det hele taget, undtagen på et område. Jeg forstod på hr. Anders Samuelsen, at der var en stærk opfordring til, at vi skulle gribe ind i overenskomsterne. Der må jeg jo altså sige, at jeg med mit politiske udgangspunkt synes, at det er klogest, at arbejdsmarkedets parter selv klarer overenskomsterne. Det tror jeg er det mest holdbare i længden. Men vi ser frem til samarbejdet. Det var jo altså meget sortsyn, nogen pessimisme, ikke så meget fremtidstro, der prægede indlæggene fra fru Helle Thorning-Schmidt, fru Margrethe Vestager, fru Line Barfod, og selv hr. Villy Søvndal var jo nærmest en skygge af sig selv i dag. Hr. Villy Søvndal greb til udstrakt genbrug ved at tale om disse dramatiske nedskæringer, som jo allerede hr. Thulesen Dahl har fremhævet, og som nu har været et gennemgående træk i hr. Villy Søvndals indlæg, lige siden VK-regeringen overtog ansvaret i 2001. Så det har vi hørt før. Men der var en ting - en ting, som vi ellers har hørt før - som jeg egentlig savnede i hr. Villy Søvndals indlæg, for hr. Villy Søvndal har sjældent holdt et indlæg her i salen, hvor jeg var til stede i hvert fald, uden at fremhæve, at statsministeren var en presset mand. Ifølge hr. Villy Søvndal er jeg blevet stadig mere presset, som tiden er gået. Nu kan der være en grund til, at hr. Villy Søvndal ikke fandt anledning til at gentage dette i dag. Det kan jo være, at hr. Villy Søvndal har bidraget til at lette presset, for hr. Villy Søvndal har jo meldt sig på vores side i værdidebatten her i løbet af foråret. Så må jeg sige, at jeg efter den forårsoffensiv, som hr. Villy Søvndal satte ind her i år, jo havde forventet en noget mere magtfuld demonstration her ved afslutningsdebatten. Det er nogen tid siden, at hr. Villy Søvndal annoncerede, at han ville organisere en demonstration ved sommertid - en meget massiv, magtfuld demonstration mod fundamentalister og mørkemænd. Jeg tror, at hr. Villy Søvndal forudså, at han ville kunne samle omkring 100.000 mennesker til sådan en demonstration. Det var jo et udsagn, som hr. Villy Søvndal kom med, da han bad medlemmerne af den antidemokratiske organisation Hizb-ut-Tahrir gå til et sted, som forretningsordenen forhindrer mig i at beskrive nærmere, men jeg måtte forstå på hr. Villy Søvndal, at det er et sted, der ikke er så godt at være. Nu kan det meget vel være, at hr. Villy Søvndal med sin socialistiske baggrund har nærmere kendskab til det sted, end jeg med min liberale baggrund har. Men i hvert tilfælde var de ikke velsete her, og grebet af den eufori, som det skabte, annoncerede hr. Villy Søvndal så denne demonstration mod mørkemænd og fundamentalister. Da jeg så her ved frokosttid hørte støj uden for Christiansborg, tænkte jeg, at det jo må være hr. Villy Søvndals demonstration, der nu er ved at samle sig her ved afslutningsdebatten. Det ville jo have været naturligt, for det er jo sommertid; ifølge kalenderen starter sommeren den 1. juni, så vilkåret ville jo være opfyldt, for at hr. Villy Søvndal nu kunne organisere sin demonstration. Jeg kiggede ud og så en lille menneskekæde her rundt omkring Christiansborg og måtte jo så konstatere, at det ikke var hr. Villy Søvndals demonstration. Så hr. Villy Søvndals demonstration fusede altså ud, blev et stort plask ligesom det meste af det, oppositionen har foretaget sig her i foråret. Kl. 19:30 Nu skulle vi så høre, at vi har skåret ned for fode, har udsultet den offentlige sektor. Hvad er kendsgerningen? Kendsgerningen er, at sundhedsområdet er blevet markant styrket under denne regering. De samlede udgifter til sygehusvæsenet er forøget med små 13 mia. kr. siden 2001. Det er en vækst på næsten 25 pct. Antallet af læger og sygeplejersker på sygehusene er forøget med mere end 2.000 siden 2001. Det samlede antal operationer i det danske sundhedsvæsen er steget med mere end 25 pct. fra 2001 til 2007. I alt blev der faktisk foretaget 129.000 flere operationer i 2007 end i 2001. Den gennemsnitlige ventetid på behandling er reduceret med mere end 1 måned. Det er kendsgerningerne. Det er det, som hr. Villy Søvndal og andre har kaldt dramatiske nedskæringer. Det må jeg sige til hr. Villy Søvndal, som jeg har mistænkt for at have ambitioner om at få en betydningsfuld ministerpost i en kommende S-R-SF-regering - og ikke et ondt ord om det. Jeg mener, hr. Villy Søvndal har nu foretaget flere rejser til Norge for at besøge sin partifælle, som er finansminister i Norge. Jeg synes, det ville være en ganske naturlig ting, at i en sådan regering ville hr. Villy Søvndal lægge billet ind på finansministerposten. Jeg tror også, at hr. Villy Søvndal ville blive en udmærket finansminister, men jeg må bare råde hr. Villy Søvndal til så at sætte sig ind i nogle regneregler, nemlig at der er forskel på plus og minus. Når der er bevilget flere penge, når der er kommet flere læger og sygeplejersker, når der er gennemført flere operationer, er det faktisk udtryk for vækst og ikke nedskæring og ikke udsultning. Det tror jeg hører med i håndbogen for finansministre, nemlig at der er forskel på plus og på minus. Især fru Helle Thorning-Schmidt var meget inde på det frie valg og de private sygehuse. Andre har også været inde på, at regeringen i virkeligheden er ude på at kvæle det offentlige sundhedsvæsen og bare bygge en privat sundhedssektor op. Intet kunne være mere forkert. Sandheden er jo, at de private sygehuse udgør en forsvindende lille del af det samlede sundhedsvæsen, men det, vi har gjort, er noget meget betydningsfuldt for ganske almindelige mennesker i dette land. Vi har nemlig indført et frit valg til sygehusene, som betyder, at almindelige mennesker med ingen eller ikke ret mange penge nu har fået muligheden for at kunne søge ind på et privathospital eller sågar til udlandet og få pengene med, hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke kan klare opgaven inden for 1 måned. Se, da Socialdemokratiet havde ansvaret, var det kun de rige, det var direktørerne, det var dem med mange penge, som havde råd til det frie valg, for de havde jo altid råd til at betale en dyr operation på et privathospital eller rejse til udlandet. Det, vi gjorde, var at indføre det socialt retfærdige frie valg, hvor den lille mand også får chancen for at komme til i tide og ikke kun de rige. Så har der været meget diskussion om, at vi fremmer og vil fremme private sundhedsforsikringer på bekostning af det offentlige system. Jamen hvad er sandheden? Sandheden er jo, at dette frie valg, hvor almindelige mennesker får råd til et frit valg, jo mindsker behovet for private sundhedsforsikringer. Det er jo en hjælp til dem, der ellers ikke havde råd til at komme på et privathospital eller til udlandet, hvis det offentlige ikke kan klare det i tide. Det er det offentlige, der sørger for det, så hvis det har en virkning på sundhedsforsikringen, så er det jo, at det mindsker behovet for private sundhedsforsikringer. Før var det sådan, at det jo kun var de rige, der havde råd til sundhedsforsikring. Og det med sundhedsforsikringerne gjorde fru Helle Thorning-Schmidt også ganske meget ud af, og jeg forstår, at Socialdemokraterne nu vil afskaffe skattefritagelsen for sundhedsforsikringer, der bliver tegnet af virksomheder. Kl. 19:35 Jeg vil godt for det første sige om det, at det jo er sådan, at skattefritagelsen, som jo består i, at vi fjerner skatten på sygdom, gør det attraktivt for virksomhederne at påtage sig et socialt ansvar. Det er da en god ting, at virksomheder påtager sig et socialt ansvar. For det andet: Det er jo en betingelse for skattefritagelsen, at alle ansatte i den pågældende virksomhed er omfattet af tilbuddet om sundhedsforsikring. Det er jo ikke til direktøren, det er jo til alle. Det er også til arbejdsmanden i virksomheden, til rengøringspersonalet, det er til alle. Endelig for det tredje vil jeg sige, at stigningen i antallet af sundhedsforsikringer jo har bidraget til, at der som helhed er tilført sundhedsvæsenet flere penge til behandling af endnu flere patienter. Det er da ubetinget positivt. Så hvis man afskaffer denne skat på sygdom, eller rettere hvis man genindfører den, altså hvis man afskaffer skattefritagelsen, og hvis man genindfører skatten på sygdom, så vil det ikke gå ud over direktørerne - de har jo altid råd - nej, det vil gå ud over ganske almindelige medarbejdere i virksomhederne. Og så er vi tilbage i situationen, før denne regering trådte til, hvor sundhedsforsikringer var et luksusgode, som kun gjaldt for medarbejderne på direktørgangene, og hvor der virkelig var et A-hold og et B-hold i sundhedsvæsenet. Det er jo sandheden. Så vil jeg i øvrigt sige, at hvis man afskaffer fradraget, vil det være i strid med skattestoppet, som Socialdemokraterne jo ellers siger at de har tilsluttet sig. Jeg forstod på fru Helle Thorning-Schmidt, at det er, fordi det er et skattehul, og der må jeg altså sige, at hvis det, at man kan slippe fra skat på sundhedsforsikringer, er et skattehul, så er alting et skattehul, og så afslører det jo, at det at betro Socialdemokraterne at forvalte et skattestop i billedlig forstand vil svare til, at man betror en pyroman en æske tændstikker. Det er kendsgerningen. Det kan jeg ikke anbefale. Og det vil gå ud over almindelige mennesker, hvis man gør det. Så skal jeg sige til fru Margrethe Vestager, at regeringen på asylområdet til punkt og prikke har opfyldt det, vi lovede før valget. Vi sagde to ting før valget. For det første, at vi ville indgå en aftale om en hurtig løsning, specielt for afviste asylansøgerfamilier med børn, og for det andet, at vi gerne så en langsigtet aftale om den danske asylpolitik med udgangspunkt i en udredning om vilkårene for asylansøgere i andre lande. Det første af de to punkter er nu gennemført, og det andet punkt arbejder vi med, så regeringen lever fuldt ud op til det, vi sagde før valget. Den 16. januar i år indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om vilkår for asylansøgere, og det indebærer, dels at asylansøgerfamilier med børn på visse vilkår kan få mulighed for at bo uden for centrene, som vi sagde før valget, og dels at vi forbedrer uddannelsestilbuddene, som vi sagde før valget. Så vi har efter valget gjort det, vi sagde, vi ville, før valget. Fru Pia Kjærsgaard var jo sådan, hvad skal vi sige, i det store hele tilfreds, men var jo også ked af det på et enkelt punkt. Det er selvfølgelig trist, men jeg er desværre bange for, at jeg ikke kan gøre så forfærdelig meget ved det, for det, det handler om, er EU. Det er jo velkendt, at vi på det punkt ser forskelligt på det, og der siger fru Pia Kjærsgaard, at vi skal have ordentlig tid til debat om de danske undtagelser, og fru Pia Kjærsgaard vil i øvrigt også gerne have en dato for, hvornår der skal være en folkeafstemning. Jeg er enig med fru Pia Kjærsgaard i, at der skal være ordentlig tid til debat. Det er også grunden til, at regeringen annoncerede sin intention om at sætte de danske EU-undtagelser til folkeafstemning allerede i november sidste år. Det har været fuldstændig kendt for alle, det er faktisk 7 måneder siden, at regeringen sagde, at det ville vi gøre. Og alle har været velkomne til at føre debat siden da. Jeg kan sige for min egen part, at jeg tog det op i min nytårstale som et vigtigt punkt og senest som et meget vigtigt punkt i min grundlovstale, så jeg har taget det op, hver gang jeg kunne komme af sted med det, debatten har kunnet køre, og den har i øvrigt også kørt. Jeg synes, det er vigtigere at diskutere indhold end at diskutere proces. Kl. 19:40 Så siger fru Pia Kjærsgaard, at vi er ude på at ekspedere ansvaret for asylpolitikken til Bruxelles. Intet kunne være mere forkert. Fru Pia Kjærsgaard henviser til, at det kommende franske formandskab har til hensigt at fremsætte et forslag til nogle fælles retningslinjer for visse dele af den europæiske udlændingepolitik i en såkaldt immigrationspagt. Jeg vil gerne sige til fru Pia Kjærsgaard, at fru Pia Kjærsgaard faktisk burde studere den, for jeg tror, at fru Pia Kjærsgaard ville blive meget glad for dele af den pagt, som går ud på at skærpe indsatsen mod illegal indvandring, skærpe den ydre grænsekontrol og forbedre tilbagesendelsesaftalerne. Jeg tror, at det alt sammen er noget, som fru Pia Kjærsgaard ville synes om. Det, Danmark har fået tilbud om, hvis vi vedtager det ved en folkeafstemning, er en tilvalgsordning, som betyder, at vi fremover selv kan bestemme, hvilke dele af det retlige samarbejde vi vil være med i. Det betyder, at vi kan være med til terrorbekæmpelse, grænsekontrol, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet som kvindehandel, børnepornografi osv. Der kan vi være fuldt og helt med, samtidig med at vi kan vælge at fastholde den faste og fair udlændingepolitik, vi har ført siden 2001. Altså, jeg må sige, at det jo er alle tiders tilvalgsordning, at vi selv bestemmer, hvad vi vil være med i, og det er det danske Folketing, der beslutter det, ikke EU. Det er Danmark, der beslutter det. Den danske EU-undtagelse for det retlige samarbejde er ikke nogen garanti for den faste og fair udlændingepolitik i Danmark. Det er meget forkert, hvis fru Pia Kjærsgaard tror, at Danmarks EU- undtagelse er en garanti for den stramme udlændingepolitik, og jeg må sige til fru Pia Kjærsgaard, at der kun er én garanti for en stram dansk udlændingepolitik, og det er, at vælgerne sammensætter Folketinget med et fornuftigt flertal, der vil stå bagved. Sådan har det været siden 2001, og fru Pia Kjærsgaard burde da være glad for at kunne sige til vælgerne, at der kun er én garanti for den stramme danske udlændingepolitik, nemlig at der her i Folketinget er et flertal, der vil fastholde den. Sagen er jo den - og fru Pia Kjærsgaard førte selv kampagne på det i sidste folketingsvalgkamp - at Danmark i dag har en EU-undtagelse, men hvis flertallet var skiftet ved sidste valg, kunne det flertal have ændret udlændingepolitikken. Der er EU-undtagelsen ikke en garanti for noget som helst. Derfor skal fru Pia Kjærsgaard tænke rigtig meget over, hvilke argumenter fru Pia Kjærsgaard egentlig bruger. Så jeg vil sige, at den tilvalgsordning, vi har fået forhandlet på plads, jo i virkeligheden er et enestående tilbud, ikke bare til den danske befolkning, men også til Dansk Folkeparti, for det må da være i Dansk Folkepartis interesse at være fuldt og helt med i kampen mod terror og grænseoverskridende kriminalitet, være med til at skærpe den ydre grænsekontrol i EU, samtidig med at vi kan fastholde en fast og fair udlændingepolitik i Danmark. Det er da alle tiders tilbud. Så i fællesskab burde vi i virkeligheden sige til befolkningen: Der er kun én ting, der kan sikre en fortsættelse af den faste og fair udlændingepolitik, og det er, at befolkningen sammensætter et Folketing med et flertal, der vil holde fast i den politik. Der er EU ikke nogen garanti. Som sagt takker jeg for en meget fremkommelig debat. Der var nogle socialdemokratiske medlemmer af Folketinget, som syntes, det var synd, at jeg ikke havde brugt flere ord på at sende ros og tak til vore gode venner hos De Konservative og måske i virkeligheden også i mit eget parti, Venstre, og det har jeg selvfølgelig taget til mig. Men talen i sig selv er jo udtryk for fælles VK- samarbejde, så man kan sige, at så behøver man jo ikke at sige så meget mere. Og fru Henriette Kjær gav jo et meget rigtigt og meget klogt svar ved at sige, at mellem gode venner behøver man ikke at stå og sige alt. Der sender man bare indforståede blikke til hinanden. Det var et rigtig godt svar. Jeg vil sige, at jeg godt forstår visse Socialdemokraters omsorg for det indbyrdes forhold mellem Venstre og De Konservative, ikke mindst i lyset af den kulde, som præger det indbyrdes forhold mellem oppositionens partier. Så kan man godt forstå, at de søger varme ved at interessere sig for andres venskab. Derfor sender jeg meget, meget gerne indforståede blikke ikke blot til fru Henriette Kjær, men bestemt også til fru Inger Støjberg. Men jeg vil sige, at jeg gerne vil gå videre end det at sende indforståede blikke til fru Henriette Kjær og fru Inger Støjberg, for jeg vil gerne efter at have sendt disse indforståede blikke tilføje, at der i disse år er et historisk godt forhold mellem Venstre og De Konservative, og det er selvfølgelig en kilde til stor frustration hos oppositionen, som intet fælles har at byde på. Det må selvfølgelig være frustrerende at se, hvor godt det går i samarbejdet i regeringen og med vores samarbejdspartnere i Folketinget. Det, der er kendsgerningen, er, at vi i et godt og tæt fællesskab har sat dagsordenen siden 2001. Vi har siden 2001 fået gennemført omfattende reformer, som jeg beskrev det tidligere i dag, og nu har vi med det nye regeringsprogram, »Mulighedernes samfund«, sat nye mål for de kommende års arbejde. Kl. 19:46

Anden næstformand (Søren Espersen): Der er en række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, og jeg læser lige navnene op her: Fru Helle Thorning-Schmidt, hr. Villy Søvndal, fru Line Barfod, hr. Anders Samuelsen, fru Margrethe Vestager, hr. Jens Peter Vernersen, hr. Rasmus Prehn, hr. Morten Bødskov, hr. Eigil Andersen og fru Marianne Jelved. Den første er fru Helle Thorning-Schmidt. Kl. 19:46

Helle Thorning-Schmidt (S): Jeg beklager selvfølgelig, hvis statsministeren ikke blev hensat i en følelse af lykke, da vi tog ordet på Folketingets talerstol i dag. Det er meget beklageligt. På den anden side kan man sige, at det sådan set heller ikke var meningen, for meningen var jo at forsøge at give et billede af, hvad der egentlig foregår ude i virkeligheden. For det virkede på statsministerens tale, som om han var meget tilfreds, faktisk utrolig tilfreds med sig selv og sin egen indsats, og på en eller en måde havde glemt, at der for bare 9-10 måneder siden blev givet ganske store løfter til vælgerne, løfter, som de nu må sidde tilbage og være meget skuffede over ikke at have fået indfriet. Det var meget tydeligt, hvad statsministeren sagde. Han sagde meget tydeligt, at vi ikke længere kunne byde vore børn, at de skulle gå i nedslidte skoler med utidssvarende klasselokaler, dårligt indeklima og uhumske toiletter; det kunne vi ikke længere byde vore børn. Hvad er der egentlig sket? Er der ændret så meget som en tøddel på de forhold, vi ikke kunne byde vore børn? Kl. 19:47

Anden næstformand (Søren Espersen): Så er det statsministeren. Kl. 19:47

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg vil gerne sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at jeg ikke på nogen som helst måde har udtrykt tilfredshed med mig selv, for det forbyder min beskedenhed mig. Men jeg har udtrykt tilfredshed med udviklingen i samfundet. Jeg står fuldstændig ved det, jeg sagde før valget. Jeg synes, at det er uholdbart, hvis vore børn og unge skal gå i skoler med uhumske toiletter, utidssvarende klasselokaler og forældet undervisningsmateriale. Det skal gøres bedre, og det er grunden til, at regeringen har sagt: Nu etablerer vi en kvalitetsfond, der skal bruges til at finansiere massive investeringer i modernisering af bygninger, nye sygehuse, skoler, ældreboliger og daginstitutioner. Og jeg vil gerne understrege, at det løfte agter vi at holde. Hvert år vil der blive afsat penge inden for den ramme, som nu samfundsøkonomien kan klare, og efter hvor mange håndværkere der er til rådighed til at lave arbejdet. Men jeg vil sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at det løfte bliver opfyldt, og det vil det blive hvert år i aftaler med kommunerne. Kl. 19:48 Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Helle Thorning-Schmidt for endnu en kort bemærkning. Kl. 19:48

Helle Thorning-Schmidt (S): Man kan jo sige, at regeringen og statsministeren nu har haft 7 år til at gøre noget ved det, så det er lidt en falliterklæring at stå efter 7 år og konstatere, at der stadig er uhumske toiletter. Men det er sikkert også Socialdemokraternes skyld ligesom alt muligt andet. Men kunne statsministeren ikke bare starte med næste år? Altså, 2009 er da et udmærket år at starte. Og har statsministeren sørget for, at man kan leve op til de løfter, man på den meget præcise måde har givet vælgerne? Vælgerne må jo forvente, at der nu vil ske noget. Bliver der egentlig i finansloven for 2008 og 2009 én eneste krone til at gøre op med uhumske toiletter? Hvis man skal forstå Venstreborgmestrene og sådan set også de konservative borgmestre lige i øjeblikket, så mener de, at der er tale om et kæmpe løftebrud, og derfor kunne godt tænke mig, at statsministeren lige præcis nu forklarede, hvad det er for uhumske toiletter, der bliver ordnet næste år. For det er jo det, statsministeren har lovet. Kl. 19:49

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:49

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Som fru Helle Thorning-Schmidt forhåbentlig ved, var det, vi sagde før valget, at fra og med 2009 ville den kvalitetsfond blive sat i værk, og derfor indgår det i øjeblikket i forhandlingerne med kommunerne og regionerne. Når finanslovforslaget kommer til august, vil fru Helle Thorning- Schmidt se, hvordan det så har smittet af der. Kl. 19:50

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning. Kl. 19:50

Villy Søvndal (SF): Statsministeren var lidt ked af, at jeg ikke omtalte ham som en presset mand, men det skyldes jo, at jeg synes, at der er særlige lejligheder, hvor man skal udvise pli. Ved en afskedsreception som den her kommer man jo ikke med den slags. Det var også det, der prægede hele statsministerens tale; den var et tilbageblik på de sidste 7 år, og der blev stort set ikke set fremad. Så var statsministeren optaget af, at der ikke fandt en udsultning af den offentlige sektor sted. Jeg er sikker på, at statsministeren med meget stor interesse har læst Børsen fra i går. Der har man spurgt 1.000 mennesker. Af dem synes de 500, at velfærden er blevet forringet under statsministeren. Så er der 70, nemlig 7 pct., der synes, at den er blevet bedre. Jeg har forgæves ledt efter de 70 mennesker, men nu har vi i hvert fald fundet én. Kl. 19:51

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:51

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Hr. Villy Søvndal kunne jo selv bidrage til, hvad skal vi sige, retvisende oplysninger om, hvad der rent faktisk foregår i samfundet, for kendsgerningen er, at vi nu bruger 45 mia. kr. mere om året på offentligt forbrug, end da vi overtog ansvaret i 2001. Så har jeg i dag hørt, at det jo ikke nytter noget, fordi behovet også er blevet større, så hvis man går ind og kigger på f.eks. udgiften pr. ældre eller pr. barn, viser det sig, at der ikke er kommet flere penge. Men heller ikke det passer. F.eks. er det på ældreområdet således, at der fra 2001 til 2007 er sket en stigning i det pengebeløb, vi bruger pr. ældre til ældreomsorg. Sådan kan man se det på område efter område, og derfor er der jo ikke andet at sige, end at vi bare må fortsætte vores arbejde. Jeg går ud fra, at hr. Villy Søvndal er enig med mig i, at debatten skal foregå på et retvisende grundlag, og hr. Villy Søvndal kan ikke tilbagevise de her tal, så hr. Villy Søvndal burde jo bidrage til en sådan folkeoplysning. Kl. 19:52

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Villy Søvndal for endnu en bemærkning. Kl. 19:52

Villy Søvndal (SF): Jeg forstår godt, at statsministeren beder om hjælp, at han næsten trygler om, at vi kunne hjælpe hinanden med at kunne få forklaret den her sag. Det er jo helt tydeligt, at han ikke kan klare det selv, og det kan jeg sådan set godt forstå. Ud fra en humanitær synsvinkel kunne man godt være fristet af tanken om at komme en presset mand til undsætning i den her situation. Det tror jeg bare ikke nytter. Jeg tror i virkeligheden, at læren af det her er, at uanset om man sætter en hærskare af spindoktorer ud med statsministeren i spidsen, så nytter det ikke. Hvorfor gør det ikke det? Fordi det her er folks hverdagserfaringer. Folk har børn i skole, folk har børn i daginstitution, folk kender ældre, der modtager hjemmehjælp eller er på plejehjem, og der kan man ikke bryde den erfaring i hverdagen, de har af, at tingene går baglæns. Derfor vil jeg sige til statsministeren, at vi gerne kan tage en tur rundt i landet og prøve at snakke med folk under budgetlægningerne her i efteråret, men så også medbringende et løfte om, at vi bøjer os for det budskab, folk melder ud, og lader være med, som Venstres ordfører var ude i, at sige, at det er, fordi folk slet ikke har forstået, hvad der sker rundtomkring derude. Jo, folk har forstået det, og derfor siger de, som de gør. Kl. 19:53

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:53

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Det, jeg kan gøre, er jo at blive ved med at underholde hr. Villy Søvndal og andre om de faktiske forhold, sådan som de er. Nu vil jeg så foreløbig holde mig til ældreomsorgen, som hr. Villy Søvndal jo ofte har beskæftiget sig med. Hvor mange er egentlig fuldtidsbeskæftigede inden for ældreomsorgen? Det er sådan, at der i 2001 var 94.000. Nu er der knap 100.000. Der er simpelt hen blevet ansat flere til at hjælpe, og den sum penge, vi bruger pr. ældre, er som sagt også vokset. Jeg må igen sige til hr. Villy Søvndal, at når ting vokser, så er det ikke nedskæring, så er det ikke udsultning, så er det vækst. Kl. 19:54

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Line Barfod for en kort bemærkning. Kl. 19:54

Line Barfod (EL): Jeg tror nu nok, at den enkelte ældre, der får mindre hjemmehjælp, vil opleve det som en nedskæring. Selv om der på landsplan er blevet flere ældre og dermed også flere ansatte, er det for den enkelte ældre en nedskæring. Men jeg kan forstå, at statsministeren mener, at befolkningen står bag regeringens reformer og velfærdspolitik. Det stemmer jo ikke helt med den kolossale opbakning, der har været i befolkningen, til strejkerne; der har jo netop været masser af mennesker, der har støttet kravet om, at vi skal have en fælles, solidarisk velfærd. Jeg vil gerne høre: Når nu statsministeren mener, at de offentligt ansatte bare skal acceptere den ramme, der er dikteret af regeringen, på 12,8 pct. for kommuner og regioner, hvor er det så, statsministeren mener der er plads til fri forhandling, når det nu er regeringen, der har dikteret rammen? Kl. 19:55

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:55

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Det er jo ikke en ramme, der bare er dikteret af regeringen. Det er faktisk en ramme, som er forhandlet på plads på store dele af det offentlige område med de offentligt ansattes faglige organisationer. Kl. 19:55

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Line Barfod. Kl. 19:55

Line Barfod (EL): De 12,8 pct. er dikteret af regeringen for både regioner og kommuner. Så er der forbund, der har forhandlet, og så er der FOA, der har formået at sprænge rammen ganske lidt og dermed har vist, at det kan nytte at strejke. Men når regeringen dikterer rammen og har dikteret over for kommuner og regioner, hvad det er, der er at forhandle om, hvor stor pengeposen er - at hvis der skal gives mere fra kommunerne, så skal de skære andre steder - vil statsministeren så ikke bekræfte, at regeringen jo dermed allerede har grebet ind? Regeringen har fastlagt, hvad rammerne er, har fastlagt, at man ikke har en fri forhandling ude hos kommuner og regioner, og derfor er det en ren illusion at blive ved med at sige, at man bare skal sætte sig til forhandlingsbordet, når man reelt ikke har mulighed for at sprænge den ramme, som regeringen har dikteret. Kl. 19:56

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:56

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): De 12,8 pct. svarer vel sådan i store træk til, hvad der er tilfældet på det private arbejdsmarked, og det er svært at se, hvad der skulle begrunde, at man skulle gå videre på det offentlige arbejdsmarked. Og, som jeg sagde før, er der faktisk en række faglige organisationer på størstedelen af det offentlige område, som har forhandlet overenskomster inden for en ramme på 12,8 pct. Kl. 19:56

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning. Kl. 19:57

Anders Samuelsen (NY): På mange måder er det sådan lidt en mærkedag for mig, for nu har jeg også statsministerens ord for, at jeg er ultraliberal. Det er altså forfatteren til bogen om minimalstaten, som, fordi man taler for en fordeling mellem stat og borger på 50-50, finder anledning til at bruge ordet ultraliberal. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor det placerer statsministerens udenrigsordfører, hr. Søren Pind - det må være et sted i nærheden af Djengis Khan eller noget, der er værre. Når det er sagt, vil jeg gerne spørge: I 1980'erne, da statsministeren var skatteminister, var der omkring 10 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der skulle betale topskat. I dag, hvor statsministeren har været statsminister i 7 år, er det over 44 pct. Er det godt nok? Kl. 19:57

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:57

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg bliver nødt til lige at korrigere hr. Anders Samuelsen, for jeg brugte ikke udtrykket ultraliberal - jeg brugte udtrykket superliberal. Det kan hr. Anders Samuelsens så tage til sig, som han vil. Jeg gratulerede hr. Anders Samuelsen med at have fundet et fast ståsted, hvorfra samarbejdet så kan foregå. Med hensyn til topskatten: Som bekendt blev der jo sidste år indgået en skatteaftale, som indfører en mekanisme, der skal forebygge, at flere og flere i de kommende år pr. automatik rykker op i den tunge skatteende og skal betale topskat. Bortset fra det har vi jo altså lagt op til, at der næste år skal forhandles en mere gennemgribende skattereform, som sænker skatten på arbejde markant, herunder skatten af den sidst tjente krone. Kl. 19:58

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Anders Samuelsen. Kl. 19:58

Anders Samuelsen (NY): [Lydudfald] … trods alt er kommet en kommission, som er gået i gang med arbejdet. Det, som vi efterlyser, er, at regeringspartierne også aktivt blander sig i debatten, så man ligesom kan forberede befolkningen på, at der skal ske noget, så det ikke kommer som en tyv om natten. Det er jo bl.a. noget af det, som regeringen anklagede den forrige regering for at gøre - at lave et forlig hen over natten, f.eks. efterlønsforliget i 1998. Men vi ser ikke rigtig, at man blander sig, fordi det er vigtigt, at kommissionen kan arbejde i fuldstændig fred og ro. Er det fremmende for den demokratiske debat? Det er vel ikke fair at sige, at det at rejse debatten, forsøge at sætte fokus på det her og sige, at vi kunne løse vores globaliseringsproblemer ved at lave en meget markant skattereform, er det samme som at være superliberal, eller hvad det nu kan være for nogle ord. Er det ikke bare i bund og grund nogle af de samme påpegninger af, at vi bliver nødt til konstant at reformere også i dybden for at kunne klare os i globaliseringen, som også hr. og fru Marianne Jelved kom med i deres regeringsperiode? Og så glæder jeg mig i øvrigt også fortsat til samarbejdet. Kl. 19:59

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 19:59

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg er fuldstændig enig med hr. Anders Samuelsen i, at en reformproces er en løbende og gradvis proces. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har det selv sådan, at det så drejer sig om at få debatten omsat til praktiske resultater. For så vidt angår dansk skattedebat, kan jeg sige, at jeg for mit eget vedkommende faktisk har deltaget i den i 30 år i folketingssammenhæng. Så kommer der et eller andet tidspunkt, hvor man siger: Nu er tiden inde til at gå ind i en beslutningsfase. Det er derfor, vi har etableret en skattekommission, og jeg tror, at vi får det bedste resultat ved at give skattekommissionen det års tid til at arbejde i fred og ro. Derefter tager vi igen over politisk og skaber forhåbentlig en bred aftale bag en omfattende skattereform. Så hr. Anders Samuelsen må altså regne med, at skattedebatten og i det hele taget livet i verden jo startede, før hr. Anders Samuelsen gjorde sin entré i Folketinget. Der har været meget skattedebat i mange år, og der er ikke sket ret meget. Nu er det min hensigt, at der skal til at ske noget. Kl. 20:00

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning. Kl. 20:00

Margrethe Vestager (RV): Min kompliment til statsministerens polemiske humør her i aften. Det synes jeg er en fornøjelse, specielt ihukommende hr. Villy Søvndals bemærkning om, at statsministeren er en mærket mand, og at vi holder afslutningsreception for statsministeren her i aften. Jeg er sikker på, at statsministeren gerne vil efterlade Danmark med et, også på det værdimæssige område, godt eftermæle. Lederen af statsministerens støtteparti, det parti, som Venstre har et stærkt værdifællesskab med, fru Pia Kjærsgaard, kan ikke få sig selv til at sige, at Dansk Folkeparti ikke er antimuslimsk. Vil statsministeren så her i aften meget klart tage afstand fra ethvert tilløb til at være antimuslimsk og dermed slutte sig til os, der vurderer, at antimuslimsk ikke er en betegnelse, man kan hæfte på Danmark eller noget, der er dansk? Kl. 20:01

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:01

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Jeg synes ikke, det er særlig produktivt at definere sig som anti noget, imod noget. Jeg tror, det rigtige er, at man beskriver, hvad man er for, hvad man gerne vil, hvilke værdier man repræsenterer. Så jeg kunne aldrig drømme om at præsentere mig selv som anti noget som helst, men for noget. Må jeg så sige til fru Margrethe Vestager og også hr. Villy Søvndal, at jeg tror, at man måske glæder sig lovlig tidligt, hvis hr. Villy Søvndal og fru Margrethe Vestager skulle have fået den opfattelse, at det her skulle være afsked med noget som helst. Kl. 20:02

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Margrethe Vestager. Kl. 20:02

Margrethe Vestager (RV): Med den bekymringsevne, som statsministeren tillægger os, burde statsministeren jo nærmest have udtrykt glæde over vores omsorg for resten af verden. Nu vi jo vant til statsministeren, så vi kan bedre håndtere det. Jeg synes ikke, statsministerens svar var skarpt nok. At sige at man selv gerne vil være for, efterlader jo også det indtryk, at man passivt accepterer, at nogle udtrykker, at de aktivt er imod et lille religiøst mindretal i Danmark. Er det virkelig det indtryk, statsministeren vil efterlade - at det ikke er noget, statsministeren kan forholde sig til, at statsministeren kun kan forholde sig til, hvad han selv er for? I givet fald er hele den tale, statsministeren har holdt i aften, stort set faldet til jorden, for den har netop været det ene polemiske udfald efter det andet mod de partier, som har deltaget i debatten i dag. Derfor har vi jo brug for, at statsministeren siger soleklart, så omverdenen kan høre det: Danmark er ikke et antimuslimsk land. Regeringen ønsker ikke at støtte sig på et antimuslimsk parti. Kl. 20:03

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:03

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jamen jeg slår meget gerne fast, som jeg tidligere har gjort, at Danmark aldeles ikke er noget antimuslimsk land. I Danmark har vi og skal have en stærk sammenhængskraft, hvor vi skaber et folkeligt fællesskab om nogle værdier, der forener os som folk. Kl. 20:04

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning. Kl. 20:04

Pia Kjærsgaard (DF): Jeg kan jo ikke lige nære mig for i forlængelse af debatten at sige både til fru Margrethe Vestager og egentlig også til statsministeren, at det var integrationsministeren, der åbnede ballet. Det vil jeg bare lige minde om. Må jeg så sige det, jeg egentlig ville sige, nemlig at debatten nu om EU-forbeholdene jo er lidt pudsig. Det, jeg hørte statsministeren sige, var, at vi jo egentlig har diskuteret det siden november, hvor regeringen skrev det ind i regeringsgrundlaget. Hvad er det lige, vi har diskuteret? Må jeg godt spørge statsministeren: Hvad har vi diskuteret? Hvad er det for nogle forbehold, der skal til afstemning, hvis de skal til afstemning? Er det alle forbeholdene? Er det forsvarsforbeholdet, det retlige forbehold? Altså, man kan jo ikke diskutere noget konkret, før der er blevet sat en dato på, og det var der jo ikke i november. Det bliver der formentlig i den første eller anden uge i august med en afstemningsdato den 30. september, som jeg sagde. Er det ikke der, det ligger lige nu? Kunne statsministeren dog ikke bare åbne ballet og sige, at sådan må det være? Den 1. april - det er helt tilfældigt, at det er den dato, men det var altså den 1. april - hvor statsministeren holdt pressemøde og blev spurgt om de her forbehold og formuleringen i regeringsgrundlaget, sagde statsministeren: Men vi har samtidig gjort det klart, at vi ikke har gjort det klart hvordan og hvornår: Skal det ske på én gang, skal det ske ad flere omgange? Det er der ikke taget stilling til. Så jeg er nødt til at sige, at det er en ikkehistorie - der er ikke noget nyt i det, sagde statsministeren. Kl. 20:05

Anden næstformand (Søren Espersen): Ja, tak fru Pia Kjærsgaard. Statsministeren. Kl. 20:05

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Må jeg for det første lige sige, når fru Pia Kjærsgaard spørger, hvad det er for undtagelser, vi skal diskutere, at regeringen jo har sagt det meget klart i regeringsprogrammet, nemlig at vi synes, at alle undtagelserne er skadelige for Danmark, og at vi ønsker dem til debat. Det næste er, at vi har sagt, at vi da sammen med andre og i lyset af debatten overvejer, hvordan vi så skal gribe det an, hvor mange vi skal tage op, og hvornår. Endelig må jeg fuldstændig afvise fru Pia Kjærsgaards påstand om, at man kun kan føre en debat, hvis man sætter en dato. Lad mig bare tage som eksempel, at fru Pia Kjærsgaard da med stor iver har kastet sig ud i en tørklædedebat, uden at der er en dato. Man kan da godt føre politisk debat uden at have en dato. Kl. 20:06

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Pia Kjærsgaard. Kl. 20:06

Pia Kjærsgaard (DF): En tørklædedebat og en dato - den forstod jeg altså ikke, men det skal måske bare repeteres. Jeg forstod det ikke helt. Det er jo rigtigt - og det ved statsministeren også godt - at det først er i det øjeblik, hvor der bliver sat dato på, at afstemningen bliver skudt i gang. Det ved vi jo også i forhold til de oplysningsmidler, som regeringen gerne ser frigivet, og det er med begrundelse i, at der skal nogle penge til at oplyse. I Dansk Folkeparti har vi sagt, at det kan man ikke rigtig, før der er sat en dato på. Jeg synes derfor, at det på lange stræk er meget nødvendigt, at regeringen kommer med en dato. Jeg synes, at det ville være rigtig, rigtig velegnet at sige det i dag, for så havde vi vel, ikke et halvt år, men i hvert fald nogle måneder til at diskutere det her. Jeg synes, at vi mageligt kan diskutere hen over sommeren. Kl. 20:07

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:07

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Det, jeg mente med min bemærkning, var blot dette enkle, at vi jo løbende fører politisk debat om mange principielt vigtige spørgsmål, uden at der er en dato og en afstemning ude i horisonten. Det er blot det, der er mit synspunkt. Det er da ikke sådan, at man kun kan føre EU-debat, hvis der er en folkeafstemning; den debat kan og bør man da føre hele tiden. Så siger fru Pia Kjærsgaard, at der jo ingen grund er til at afsætte penge til oplysning om det her, før man har en dato. Må jeg minde om, at Dansk Institut for Internationale Studier i slutningen af denne måned faktisk vil komme med en rapport, der fortæller om virkningerne af de danske undtagelser. Det synes jeg da i høj grad at der er god grund til så at drøfte. Kl. 20:08

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru for en kort bemærkning. Kl. 20:08

Christine Antorini (S): Vi har et udtryk derhjemme. Når vi hører nogen, der siger noget sådan lidt ude i hampen, så siger vi i stedet for: De er nok på svampe. Det er, når man ser sådan psykedelisk på tingene eller ser anderledes ud, eller man ryger i et sort hul. Og så var det, at jeg tænkte, om statsministeren måske i virkeligheden havde lidt det samme ordspil derhjemme, at der nogle gange måtte være nogle, der var på svampe, for jeg kan i hvert fald forstå, at statsministeren har et indtryk af, at stort set alle andre end lige statsministeren selv har et helt forfærdeligt sortsyn. Man skal bare se på det hele med nogle friske øjne, så går alting helt fantastisk. Nu har jeg bare et enkelt spørgsmål, for jeg har jo noteret mig, at bl.a. formanden for Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, og ti konservative borgmestre har været ude at sige, at der altså er noget helt galt, at de står i en situation, hvor de ikke kan holde fast i bare de helt grundlæggende, basale velfærdsydelser. Det er Venstreborgmestre, det er konservative borgmestre, som prøver at fortælle statsministeren, at de ikke kan leve op til det, som statsministeren var ude at love. Og så er det bare, at jeg spørger: Hvem er det egentlig, der er på svampe? Er det Fabrin, er det de ti konservative borgmestre, eller...? Kl. 20:09

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:09

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): I de kredse, hvor jeg færdes, er det med svampe ikke det mest udtalte, så det tør jeg slet ikke udtale mig om. Men jeg vil sige til fru Christine Antorini, at både Venstrefolk i kommunerne og konservative folk i kommunerne er kendt som meget, meget dygtige forhandlere, og det er klart, at de forud for en forhandling med finansministeren, hvor de nu skal prøve at drive så mange penge ud af ham som muligt, ikke giver den for lidt. Det er da ret gennemskueligt. Kl. 20:09

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Christine Antorini. Kl. 20:09

Christine Antorini (S): Det er i hvert fald sådan, at der er 47 pct. af kommunerne, der allerede nu har meddelt, at de er nødt til at skære på folkeskolen. Hvis man kigger på den periode, hvor regeringen har haft magten, de sidste 7 år, er det faktisk sådan, at realvæksten bare for folkeskolen er faldet med 1,2 mia. kr. Det er jo den virkelighed, som man sidder med derude. Derfor vil jeg bare høre, når nu statsministeren mener, at det er nogle gode forhandlere - det må jeg sige, det håber jeg virkelig de er - om statsministeren så måske alligevel kan indikere, at man måske kan ende i en situation, hvor anlægsstoppet bliver fjernet. Det var ellers det, som regeringen ikke sagde et ord om før folketingsvalget. Og statsministeren kan måske også indikere, at de 1,5 mia. kr., som regeringen jo også har stjålet nu, og som man faktisk lovede skulle komme ud til den kommunale velfærd, og de er jo altså pist væk nu, så også kommer tilbage. Kl. 20:10

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:10

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg tror ikke, at fru Christine Antorini i fuldt alvor kan tro, at jeg vil stå og forhandle med kommunerne her fra talerstolen. Sådan foregår det selvfølgelig ikke. Det foregår hos finansministeren, og der ligger det i gode hænder. Men jeg vil gerne sige, at jeg tror, at hvert eneste år i den tid, vi har haft regeringsansvaret, har vi hvert år ved budgettid, navnlig når man skulle til at forhandle om pengene, hørt påstanden om, at nu bliver der skåret ned for fode i folkeskolen, og det har også hvert år med usvigelig sikkerhed bagefter vist sig, at det ikke passede. Kl. 20:11

Anden næstformand (Søren Espersen): Så er det hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning. Kl. 20:11

Jens Peter Vernersen (S): Statsministeren brugte ret meget tid på at kommentere de synspunkter, der blev givet udtryk for på sundhedsområdet. Svarene var sådan halve sandheder, og det er jo aldrig kønt, når det sker fra Folketingets talerstol. Statsministeren nævnte, at der bliver behandlet langt flere nu end tidligere, og statsministeren var enig i, at det er, fordi det er antallet af de lette og de ambulante behandlinger, der er vokset, hvorimod man kan se, at til de vanskelige behandlinger som kræftoperationer og hjerteoperationer har der faktisk været stigende ventetider, især på hjerteoperationer. Det er jo virkeligheden, og det betyder altså, at mange mennesker lever i en meget, meget stor usikkerhed, fordi de ikke ved, om det går galt. Jeg tror også, statsministeren ved, at der er store problemer med hensyn til medicinske patienter og kroniske patienter, der heller ikke får en anstændig behandling i Danmark. Statsministeren siger, at med det frie valg mindsker man behovet for forsikring. Det er jo fantastisk, at i den tid, man har haft det frie valg, er antallet af forsikrede steget fra omkring ingen op til 700.000. Det hænger ligesom ikke helt sammen med statsministerens påstande om området. Statsministeren siger også, at hvis man fjerner skattefradraget, kommer man i strid med skattestoppet, og det vil jeg godt lige vende tilbage til. Kl. 20:12

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:12

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg bed meget mærke i, at hr. Jens Peter Vernersen jo ikke anfægtede de tal, jeg var kommet med, og det ville også være svært, for jeg tror, hr. Jens Peter Vernersen med sin baggrund er klar over, at de tal, jeg har nævnt her, er korrekte. Med hensyn til hr. Jens Peter Vernersens bekymring over antallet af sundhedsforsikringer kan jeg kun endnu en gang konstatere som et meget karakteristisk træk hos mange socialdemokrater - jeg siger ikke hos alle, men i hvert fald hos mange - at man bliver så frygtelig bekymret, hvis almindelige mennesker får glæde af det, som før var forbeholdt de velhavende. Det er da mærkeligt, at det Socialdemokrati, som går for at ville repræsentere almindelige mennesker her i samfundet, bliver så bekymret over, at almindelige lønmodtagere nu får del i de sundhedsforsikringer, som før var forbeholdt direktørerne. Jeg konstaterer det bare. Kl. 20:13

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Jens Peter Vernersen. Kl. 20:13

Jens Peter Vernersen (S): Jeg bliver altså nødt til at gentage, at angående sundhedsforsikringerne er det jo ikke forsikringerne som sådan. Det er det, at det har udviklet sig fra stort set ingen til 700.000, fordi befolkningen ikke tror på regeringens behandlingsgaranti; det er sådan set det, det drejer sig om. Og så betyder det fradragssystem, man har, at alle de, der ikke har forsikring, i princippet betaler. Det er kritisabelt, og som tidligere skatteminister ved statsministeren godt, hvordan det hænger sammen. Lad mig så sige i forhold til skattestoppet, at da man fik disse sundhedsforsikringer, mente den daværende skatteminister Svend Erik Hovmand, at det ville koste ca. 50 mio. kr. om året. Nu er det i hvert fald oppe på over 600 mio. kr., og hvad nu, hvis det ryger op på 1 mia. kr. eller 2 mia. kr.? Kan det bare fortsætte? Vi har foreslået, at pengene f.eks. skal bruges til en kræftkanon på Rigshospitalet, for så bliver pengene brugt til noget fornuftigt inden for systemet. Det er muligt, at det ikke er i orden, når det er os, der foreslår det, men det var det jo, dengang regeringen foreslog at ændre afgiften på vodkasodavand, og hvad det ellers var, man ændrede afgiften på. Kl. 20:14

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:14

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg kan kun endnu en gang slå fast, at det, der er konsekvensen af den sundhedspolitik, vi fører, er, at almindelige mennesker nu får mulighed for det, som før var forbeholdt nogle få velhavere. Vi har givet mulighed for, at også mennesker uden mange penge kan få et frit valg og kan blive behandlet på et privathospital eller et hospital i udlandet, hvis det offentlige ikke kan sørge for det inden for 1 måned, og vi har sørget for at ændre skatteforholdene sådan, at også almindelige mennesker kan få de sundhedsforsikringer, som før var forbeholdt velhaverne. Det er kendsgerningen. Kl. 20:15

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning. Kl. 20:15

Rasmus Prehn (S): Når man sådan har siddet og lyttet til statsministerens tale, kan man godt blive helt nervøs for at tage ordet her i forsamlingen. Jeg kan forstå, at man risikerer at få et af statsministerens indforståede blikke. Når det så er sagt, har jeg hørt, at statsministeren taler meget varmt om det, han kalder »Mulighedernes samfund«. Jeg forstår også, at det simpelt hen er selve titlen på regeringsgrundlaget - »Mulighedernes samfund«. Men ikke desto mindre er vi jo i en situation, hvor man fra regeringens side - som noget af det første efter valget - fratog kommunerne muligheden ved simpelt hen at lave en række straffeaktioner og ved at lægge loft over anlægsudgifterne. Man fratager altså kommunerne muligheden for at indfri f.eks. statsministerens eget løfte om at renovere skoletoiletter, men også muligheden for at vælge at sige: Vi vil lappe huller i vejene; vi vil anlægge cykelstier eller idrætsfaciliteter; vi vil i det hele taget løfte velfærden for danskerne. Den mulighed fjerner regeringen. Jeg vil gerne sige, at man ude i kommunerne altså ønsker muligheder for at løfte det her - man ønsker også de økonomiske rammer. I kommunerne er det ikke nok med indforståede blikke. Kl. 20:16

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:16

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg kan afvise, at regeringen indfører straffeaktioner over for kommunerne. Det, regeringen gør, er at indføre en mekanisme, som giver kommunerne en hjælpende hånd til at sikre, at de aftaler, der bliver indgået med regeringen, også bliver overholdt. Kl. 20:16

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Rasmus Prehn. Kl. 20:16

Rasmus Prehn (S): Jeg sikker på, at landets kommuner, inklusive de mange Venstreledede kommuner, gerne vil betakke sig for den hjælpende hånd. Det er altså et meget stort indgreb i det kommunale selvstyre. Og det er jo lidt skræmmende at se, at et parti som Venstre, der altid har været garant for det kommunale selvstyre, lige pludselig er fuldstændig i lommen på Dansk Folkeparti. Alt skal styres fuldstændig centralistisk fra Christiansborg. Det er jo det, der er situationen. Lad mig komme med et enkelt eksempel, som jeg også har prøvet af på Venstres politiske ordfører, nemlig eksemplet fra den Venstreledede Vesthimmerlands Kommune. Dér har man altså fået et EU-tilskud på 33 mio. kr., som man gerne vil bruge til at bygge et musikhus. Sagen er så den, at man jo ikke har kunnet regne med at få det her tilskud, og derfor har man ikke budgetteret med det. Det, der sker nu, er, at når man så får pengene fra EU, er man nødt til at tage nogle skoletoiletter af budgettet, tage nogle cykelstier af budgettet og tage nogle forskellige andre ting af budgettet for at få plads til det her tilskud, for ellers må man ikke bruge pengene. Er det ikke lige et nummer for molboagtigt? vil jeg spørge statsministeren. Kl. 20:17

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:17 Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg vil sige til hr. Rasmus Prehn, at vi går stærkt ind for det kommunale selvstyre, og derfor ønsker vi, at de aftaler, der frivilligt bliver indgået mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, bliver overholdt. Og det er grunden til, at vi indfører en mekanisme, som hjælper til, at de kan blive overholdt - netop for at stå vagt om det kommunale selvstyre. Så tror jeg, at hr. Rasmus Prehn skal være lidt forsigtig med at tale om centralistisk styre. For er der nogen, der har lagt op til et centralistisk styre af kommunerne, så er det Socialdemokraterne, som har foreslået nogle centralistiske velfærdsrettigheder, hvor man vil komme efter kommunerne med bål og brand, hvis ikke de lever op til dem. Kl. 20:18

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning. Kl. 20:18

Morten Bødskov (S): Ja tak. Jeg synes jo, at når man lytter til statsministerens meget tilbageskuende tale og vel også til den overbærenhed, som statsministeren trods alt har for visse dele af den kritik, der bliver fremført, så kan man høre, at det jo er en afskedstale til Folketinget. Det er jo klart, at man kan blive en smule irriteret og lidt træt af at skulle høre på, at der bliver talt om møgbeskidte skoletoiletter og klagesange fra det ene og det andet hjørne osv., og så kan alle jo føle trang til at finde et nyt job. Det er måske meget menneskeligt. Det manglende engagement kom jo også til udtryk i spørgsmålet om regeringens såkaldte kvalitetsreform. Den fik jo hele armen. De offentligt ansatte fik sådan en pjece her i valgkampen, hvor statsministeren virkelig gav den gas. Der skulle simpelt hen være tilfredse medarbejdere, der skulle loves hundredvis af millioner kroner til at forbedre deres vilkår på arbejdspladserne, 50 mia. kr. til nye investeringer osv. 80 pct. af befolkningen ved ikke, hvad den her kvalitetsreform handler om. Børnefamilierne har oplevet løftebrud på løftebrud. Det gælder eksempelvis løftet om, at den gennemsnitlige forældrebetaling i daginstitutioner kun må være 25 pct., den stiger nu til 28 pct. Kan statsministeren ikke forklare, hvorfor børnefamilierne skulle opleve sådan et løftebrud? Kl. 20:19

Anden næstformand (Søren Espersen): Ja tak, hr. Morten Bødskov. Statsministeren. Kl. 20:19

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Regeringen har fuldstændig levet op til løftet om at sænke forældrebetalingen til 25 pct. Det var i øvrigt et løfte fra sidste valg i 2005, og det blev gennemført efter valget, fuldstændig som vi havde lovet før valget. Efter sidste valg er der så kommet noget nyt på bordet, nemlig madordninger i daginstitutionerne. Der har det jo hele tiden været vores opfattelse, at hvis man skal have madordninger i daginstitutionerne, skal forældrene selvfølgelig selv betale for det, for vi synes, at de offentlige udgifter skal gå til at hjælpe mennesker, der har et socialt behov, og ikke til velhaverfamilier, der bare skal have penge til madpakken. Derfor blev der så indført en betaling for en madordning. Men det, vi lovede før valget i 2005, nemlig at sænke forældrebetalingen til 25 pct., er gennemført til punkt og prikke, som det blev lovet. Kl. 20:20 Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Morten Bødskov. Kl. 20:20

Morten Bødskov (S): Der sidder jo mange familier med børn i vuggestuer, som statsministeren glemmer at fortælle, at konsekvensen af regeringens forslag er, at den gratis mad, de får i vuggestuerne i dag, skal de nu til at betale for. At det er her, løftebruddet ligger, synes jeg statsministeren skulle forklare de her børnefamilier. Et andet løftebrud handler jo om lukkedagene. Jeg står her med en udgave af Nyhedsavisen, hvor vicestatsministeren, som desværre ikke er til stede i dag, efter finanslovaftalen siger, at det er en stor dag for børnefamilierne, for lukkedagene er på vej i graven. Kunne statsministeren ikke lige forklare Folketinget, hvor mange lukkedage det i grunden er, der forsvinder med den finanslovaftale, som regeringen har lavet? Og er det rigtigt, at de beregninger, der er lavet efter finanslovaftalen, har vist, at det tyder på, at det er en halv lukkedag, en halv lukkedag i gennemsnit? Så det er det, den her regering, efter den har lovet kvalitetsreform, og efter den har lovet den ene og den anden milliard til bedre og mere velfærd, kommer ud af finanslovaftalen med. Hvis ikke det er et løftebrud, ved jeg ikke, hvad det er. Kl. 20:21

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:21

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg kan fuldstændig afvise hr. Bødskovs regneeksempler og påstande. Sagen er den, at det, vi lovede før valget, var at afskaffe de løsrevne lukkedage. Vi kan jo ikke afskaffe alle lukkedage, og det er heller ikke meningsfyldt at afskaffe alle lukkedage, for daginstitutionerne har brug for dem. Men det, vi synes er generende for forældrene, er, når daginstitutionerne holder sådan løsrevne lukkedage midt i ugen, som er til stor gene for forældrene, så de ikke kan få passet deres børn. Der, hvor man bør holde lukkedage, når man skal holde lukkedage, er i tilslutning til ferier og fridage i øvrigt, så det er til at planlægge. Det er altså de løsrevne lukkedage, vi er ude efter, og der har vi aftalt et beløb med Kommunernes Landsforening, der efter vores klare opfattelse rækker til at fjerne de løsrevne lukkedage, som vi lovede før valget. Kl. 20:22

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning. Kl. 20:22

Eigil Andersen (SF): Vi har fået omdelt et hæfte med titlen »Regeringens resultater«, men der mangler noget i det hæfte, for der står ikke, at der er store huller i velfærden, og at de er opstået i de 7 år, denne regering har siddet ved magten. En af vanskelighederne er, at der er personaleflugt fra det offentlige sygehusvæsen. Når man vælger job, vælger man det bl.a. ud fra lønnens størrelse, og jeg mener derfor, at det er uansvarligt, at regeringen ikke vil bevilge flere penge til regionerne i deres rolle som arbejdsgiver, for så ville regionerne få mulighed for ved forhandlingsbordet at give et ligelønsløft til Sundhedskartellet, sådan at man kunne bremse personaleflugten og velfærden kunne genskabes også inden for sygehusvæsenet. Så mit spørgsmål er: Hvorfor følger regeringen en uansvarlig linje, der bevirker, at personaleflugten fortsætter? Kl. 20:23

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:23

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg vil først og fremmest godt sige om det med mangel på personale, at det - desværre, havde jeg nær sagt det - ikke kun er et problem på sygehusene, det er jo et problem overalt i samfundet, hvad enten vi taler om private virksomheder eller offentlige institutioner, og det skyldes jo ganske enkelt, at det nu er de store årgange, der går på pension, og at det er små årgange, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Så derfor må vi desværre se i øjnene, at der er mangel på arbejdskraft overalt - på sygehuse, i daginstitutioner, skoler, og private produktionsvirksomheder. Det er over det hele. Derfor drejer det sig om at få mere arbejdskraft til rådighed, og regeringen har fremlagt en jobplan, som går ud på at skaffe mere arbejdskraft, også ved at tage arbejdskraft ind fra udlandet. Det er det, der er den langsigtede løsning på det. Det er jo ikke nogen langsigtet løsning at indlede en lønkonkurrence mellem den offentlige og den private sektor til stor skade for konkurrenceevnen og dermed med risiko for at skabe arbejdsløshed. Kl. 20:24

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Eigil Andersen. Kl. 20:24

Eigil Andersen (SF): Jeg mener ikke, at jeg har fået svar på, hvorfor regeringen ikke vil give regionerne flere penge, så de kan tiltrække mere personale, for det er en vigtig faktor. Jeg har stadig væk en frygt for, at der i morgen kommer et regeringsindgreb over for de her konflikter, og jeg har i dagens løb hørt andre rygter, der siger, at det kan blive i næste uge. Under alle omstændigheder ville det være meget sørgeligt, når problemet kunne løses frivilligt ved forhandlingsbordet, hvis regeringen viste en større åbenhed, herunder også over for det forslag om en ligelønskommission, som SF har fremsat. Jeg kunne høre på det, som statsministeren sagde tidligere, at der tilsyneladende hersker en manglede viden om offentligt ansattes lønninger. De bliver reguleret med 80 pct. af det, man får i lønstigning på det private arbejdsmarked. Der mangler altså 20 pct., og når det har gjort sig gældende i 10 eller 15 år, så bliver der et lønefterslæb, og jeg kan forstå, at regeringen ikke vil dække det, og det undrer mig meget, at man ikke ønsker f.eks. at give regionerne mulighed for at afslutte de her forhandlinger frivilligt ved overenskomstbordet på den måde, jeg her har skitseret. Kl. 20:25

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:25

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg ønsker bestemt, at alle mennesker skal have en løn, der svarer til det arbejde, de udfører. Så absolut. Jeg under alle mennesker en ordentlig løn for det arbejde, de gør. Men jeg er nødt til at sige til hr. Eigil Andersen, at det ingen løsning overhovedet er, at den offentlige og den private sektor begynder at konkurrere ved at skrue lønningerne i vejret. De 12,8 pct., som størstedelen af det offentlige område selv har forhandlet på plads, svarer i store træk til, hvad man har forhandlet på plads på det private arbejdsmarked, og det er jo det, der er den holdbare samfundsøkonomi, for hvis lønningerne i Danmark stiger væsentligt mere, end de gør i andre lande, så kan vi ikke sælge vores varer, og så bliver der bare arbejdsløshed, og det ville være en meget, meget uansvarlig politik. Når hr. Eigil Andersen så siger, at han har hørt rygter om, at vi vil gribe ind i de offentlige konflikter i morgen, så kan jeg afvise det. Når hr. Eigil Andersen siger, at regeringen så nok vil gribe ind i næste uge, så må jeg sige, at hr. Eigil Andersen mere og mere minder om en meteorolog, som lover al mulig slags vejr for at være helgarderet. Kl. 20:26

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning. Kl. 20:26

Marianne Jelved (RV): Jeg fik på et tidspunkt lyst til at støtte statsministeren lidt, for jeg synes egentlig, at hr. Anders Samuelsen var lidt uretfærdig. Jeg har tjekket talen, og det er rigtigt, at hr. Anders Samuelsen kaldte regeringen for uliberal. Nu vil jeg gerne hjælpe lidt med et godt eksempel, for jeg mener ikke, at regeringen er uliberal, i hvert fald ikke i alt. Regionerne får en pose penge. De skal levere og leve op til behandlingsgarantien for de penge. Hvis de ikke kan det, er der heldigvis en liberal vej, for så kan patienten vælge et privathospital, og så må regionen betale for det. Det synes jeg er fair nok. Men når vi nu kommer til oktober eller måske til november, har regionerne brugt deres penge op, og så gælder behandlingsgarantien stadig væk. Se, det kalder jeg liberal politik. Det er en privatisering, der vil noget. Er statsministeren ikke enig i det? Kl. 20:27

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:27

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Nej, den udlægning er jeg bestemt ikke enig i, og det er heller ikke regeringens sigte, at det danske sundhedsvæsen skal være baseret på private sygehuse. Men vi anser eksistensen af privathospitaler som et udmærket supplement, der kan være med til at sikre, at patienterne får en ordentlig behandling inden for det offentlige sundhedsvæsen. For vi synes altså ærlig talt, at det er rimeligt at sige, at hvis man ikke kan få en behandling inden for 1 måned på et offentligt hospital, skal man have ret til at gå et andet sted hen. Og for at den ret skal være lige for alle, skal pengene følge med patienten derhen, hvor vedkommende så bliver opereret. Ellers er det kun de rige, der har råd til det. Det synes jeg faktisk er et socialt retfærdigt frit valg. Så vil jeg sige til fru Marianne Jelved, at det jo ikke passer, at det offentlige sundhedsvæsen bliver udsultet. Fra 2001 til nu er der blevet afsat 13 mia. kr. ekstra til sygehusvæsenet. Kl. 20:28

Anden næstformand (Søren Espersen): Fru Marianne Jelved. Kl. 20:28

Marianne Jelved (RV): Jeg har slet ikke sagt en lyd om, at det offentlige sundhedsområde bliver udsultet, overhovedet ikke, for det mener jeg ikke at det gør. Men på et eller andet tidspunkt kunne man jo godt komme i den situation med en behandlingsgaranti på 1 måned, at den pose penge, regionerne har fået - og de har kun den pose penge - er brugt op, inden vi kommer til nytår. Så vil behandlingsgarantien jo være efterspørgselsstyrende. Og så vil man have ret til at overgå til et privathospital, men regionerne har bare ikke flere penge i posen. Det er det, jeg synes er interessant, nemlig hvordan man kan få en udgiftsramme i form af en pose penge til at passe med en efterspørgselsstyring. Men jeg synes, at det er meget raffineret - liberalt - og det trækker i retning af en privatisering. Hatten af for det. Kl. 20:29

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:29

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg er bare nødt til at sige til fru Marianne Jelved, at det ikke er en retvisende beskrivelse af, hvordan det fungerer, for pengene følger med patienten. Fru Marianne Jelveds eksempel bygger på, at der ikke er flere penge i regionen, men så kan der jo heller ikke følge penge med patienten. Pengene følger med patienten. Og der indgås hvert år økonomiaftaler mellem regeringen og regionerne, der bygger på en forudsætning om, at man har penge nok til det antal behandlinger, der nu skal være i det år. Kl. 20:30

Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning. Kl. 20:30

Kristian Thulesen Dahl (DF): Jeg vil gerne tilbage til spørgsmålet om en dato for den folkeafstemning om undtagelserne, som statsministeren har fortalt os kommer. Jeg vil gerne spørge statsministeren, om ikke han kan bekræfte, at han har skiftet holdning til det her med at skulle fastlægge en dato for en folkeafstemning. Før statsministeren blev statsminister og vi havde en debat om, hvorvidt vi skulle have en folkeafstemning om euroen, sagde statsministeren på et tidspunkt - jeg ved, at statsministeren ofte googler, så derfor er det jo nemt for ham at gå ned og finde det frem efterfølgende - og jeg citerer: Ud fra en demokratisk synsvinkel er det farligt at sjakre med datoen. Det hører med til fair spil, at man bekendtgør den i god tid, så alle parter, også modstanderne, får tid til at forberede debatten. Synes statsministeren ikke, at han sjakrer med en dato i den nuværende situation, hvor vi ved, at der er planlagt en folkeafstemning om undtagelserne, og hvor vi har fået at vide, at datoen må vi først få i starten af august? Kl. 20:31

Anden næstformand (Søren Espersen): Statsministeren. Kl. 20:31 Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Nej, der sjakres ikke med nogen dato. Jeg synes, det er en seriøs måde at gribe det her an på, at regeringen allerede for 7 måneder siden annoncerede: Det er vores tanke, at der i denne valgperiode bør holdes folkeafstemning om undtagelserne. Det er jo samtidig startskuddet til en debat, og alle kan kaste sig ind i debatten om for og imod. Og så overvejer vi godt og grundigt: Hvordan er nu den rigtige måde at gribe det an på? Vi vil også gerne have, at der i Folketinget står et bredt flertal bag den beslutning, der nu skal træffes. Og jeg synes ærlig talt, at det er en god og seriøs måde at gribe det an på. Hr. Thulesen Dahl har jo kunnet deltage i debatten med liv og lyst, siden regeringen annoncerede sine hensigter tilbage i november måned. Kl. 20:32

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Hr. Kristian Thulesen Dahl. Kl. 20:32

Kristian Thulesen Dahl (DF): Tilbage i 2005 var det planlagt, at vi skulle have en forfatningstraktat, og da diskuterede man - i starten af 2005 - om man skulle fastsætte et tidspunkt for den folkeafstemning. Og da sagde Venstres daværende EU-ordfører, fru Charlotte Antonsen, altså en ordfører for statsministerens eget parti, i februar måned 2005 i diskussionen om, hvornår der skulle være en folkeafstemning, og jeg citerer: September kunne være et udmærket tidspunkt, fordi der i givet fald vil være et halvt år til og dermed god tid til debat. Se, da vidste man, at der var en forfatningstraktat, og man kunne for så vidt jo bare diskutere den, men på det tidspunkt, altså for få år siden, var det vigtigt for Venstre, at der kom en dato på, så man vidste, at der var minimum 6 måneder, og at man dermed havde god tid til debat på baggrund af en kendt dato. Kan statsministeren ikke godt høre, når vi tager de her citater fra 1999 og fra 2005, at der er noget, der ikke helt passer med den sjakren med datoen, som statsministeren er ude i nu? Kl. 20:33

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:33

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jamen jeg er slet ikke enig med hr. Kristian Thulesen Dahl. Altså, faktisk er det 7 måneder siden, at hr. Kristian Thulesen Dahl blev gjort bekendt med regeringens hensigter. Og hr. Kristian Thulesen Dahl har lige siden da kunnet køre al den kampagne, som hr. Thulesen Dahl har haft lyst til. Jeg har selv bidraget til debatten ved at gøre det til et stort punkt i min nytårstale, gøre det til et stort punkt i min grundlovstale, og jeg har såmænd også her i Folketingssalen deltaget i debatter om det. Så der har været rig lejlighed til at diskutere det, nu foreløbig i 7 måneder. Jeg synes faktisk, det er ganske lang tid. Kl. 20:34

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning. Kl. 20:34 Pia Olsen Dyhr (SF): Jeg har jo noteret mig, at statsministeren ved flere lejligheder har gjort noget ud af klimadagsordenen, både når det gælder energiområdet, og så sandelig også når det gælder trafikområdet. Der har statsministeren jo udtalt, at han gerne vil flytte folk fra bilerne og over i den kollektive trafik, fordi vi er nødt til at gøre noget ved klimaudfordringen. Så vil jeg stille statsministeren et spørgsmål, nu når han kaster blikke til De Konservative - skælmske blikke, tror jeg det var. Rigtige venner behøver man ikke at tale så højt med, men hvad så, når ens rigtige venner kalder én langhåret, når man laver et udspil, der handler om klima og trafik, og som faktisk tager klimaudfordringen en lille smule mere seriøst på trafikområdet, end det tidligere er set fra regeringspartiernes side? Hvordan har man det så med, at ens regeringsparti, De Konservative, vælger at kalde Venstres udspil langhåret og måske en anelse urealistisk? Kl. 20:35

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:35

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jamen det lader jeg mig ikke på nogen som helst måde gå på af. Jeg har i min tid i politik vænnet mig til at blive kaldt så mange ting, så det hæfter jeg mig ikke så meget ved. Det, jeg hæfter mig ved, er indholdet, og det er min klare opfattelse, at hvis vi skal løse transportopgaven i det danske samfund på en ordentlig måde i de kommende år, er vi nødt til at satse mere på den kollektive trafik. Kl. 20:35

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Pia Olsen Dyhr. Kl. 20:35

Pia Olsen Dyhr (SF): Jeg er glad for, at statsministeren bekræfter, at man gerne vil investere i den kollektive trafik. Vi har jo en stor investeringsplan til efteråret, hvor udfordringen i hvert fald bliver meget tydelig, i forhold til om statsministerens ord så også bliver til virkelighed. Statsministeren har det jo med at holde sine løfter, og jeg har noteret mig, at statsministeren på et pressemøde meget klart har sagt, at man gerne vil reducere CO2-udslippet fra trafikken med 25-30 pct. Samtidig har statsministerens egen trafikordfører valgt at gå ud og sige, at de målsætninger ikke er realistiske mere, og at Venstre er villig til at skrotte dem. Skal jeg regne med, at statsministeren holder sit løfte, eller skal jeg regne med, at Venstres trafikordfører får sin vilje? Hvor er det i virkeligheden at regeringen vil hen i forhold til den dagsorden? Kl. 20:36

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:36

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

De målsætninger for nedbringelse af CO2-udslippet, som er indeholdt i den energiplan, som et bredt flertal står bag ved, og de målsætninger for nedbringelse af CO2-udslippet, som er indeholdt i EU- beslutningerne, og som vi har kæmpet hårdt for, vil vi overholde til punkt og prikke. Vi vil virkelig lægge os i selen for, at dem kan man fra dansk side opfylde. Jeg vil også godt føje til det, at derfor er det helt afgørende i de kommende år, at transportsektoren i højere grad end tidligere bidrager til nedbringelsen af CO2-udslippet. Kl. 20:37

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning. Kl. 20:37

Mette Frederiksen (S): I en afslutningsdebat fyger forskellige tal jo ofte rundt i lokalet, men virkeligheden er konkret for dem, der lever i den. Her i dag har jeg undervejs i afslutningsdebatten fået et brev med overskriften »Et råb om hjælp« fra en mor i Jylland. Hun er mor til en 8-årig hjerneskadet dreng, der hedder Oliver. I dag går han i en specialklasse og er faktisk i en rigtig god udvikling, men nu er der anmeldt store besparelser på Olivers specialskole. Der kommer til at ske en forhøjelse på 50 pct. af antallet af elever i Olivers specialklasse fra næste skoleår, og selv om Oliver har et talehandicap og derfor har behov for talepædagogtimer, bliver de nu skåret væk. Nu har statsministeren underholdt Folketinget i lang tid i dag men vil statsministeren også tage et ansvar for Oliver? Kl. 20:38

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:38

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Fru Mette Frederiksen ved udmærket godt, at jeg ikke kender baggrunden for det eksempel, som fru Mette Frederiksen her trækker frem. Det er fuldstændig umuligt for mig at give et svar på, hvad baggrunden er for den sag. Kl. 20:38

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Mette Frederiksen. Kl. 20:38

Mette Frederiksen (S): Jamen jeg beder ikke statsministeren om at redegøre for baggrunden for denne sag, for det ville være et helt urimeligt krav at stille. Jeg beder statsministeren om at tage et ansvar, jeg beder statsministeren om at bruge afslutningsdebatten til andet end at gøre sig munter på samfundets og Danmarks vegne. Det kan selvfølgelig være underholdende for os, der sidder her i salen, men jeg kan godt forstå den mor, der i dag bruger tid på at skrive et brev til et folketingsmedlem - den mor, der oplever at have et hjerneskadet barn, der i virkeligheden er i en positiv udvikling, men som nu må opleve, at hendes lille søn, hendes elskede lille søn, ikke kan få lov til at få den undervisning, den skolegang og den udvikling, han bør have, fordi vi har en regering, der ikke vil prioritere velfærden. Jeg synes, det ville klæde Danmarks statsminister også at have Oliver med i tankerne og også bruge tid på Oliver og alle de andre, der har behov for et stærkt velfærdssamfund. Kl. 20:39

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:39

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jo, men det, fru Mette Frederiksen gør her, er jo simpelt hen for letkøbt. For det første har vi ikke skåret ned på velfærden, vi har tværtimod afsat flere penge til offentligt forbrug, og for det andet kommer fru Mette Frederiksen med et eksempel, hvis baggrund jeg overhovedet ikke kender, og derfor kan jeg selvfølgelig ikke give fru Mette Frederiksen ret i, at det skulle skyldes regeringens politik. Kl. 20:39

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning. Kl. 20:39

Flemming Bonne (SF): Ja tak. Man fornemmer en vis stolthed i statsministerens stemme, når han omtaler muligheden for, at den lille mand og den almindelige mand nu kan blive behandlet på private hospitaler, og at det har noget med den her behandlingsgaranti at gøre. Fint nok. Jeg fornemmer til gengæld en modvilje hos statsministeren mod at diskutere dramatiske nedskæringer i den kommunale sektor, og derfor er mit spørgsmål, når vi nu er ved garantier: Kan statsministeren give Folketinget en garanti for, at når økonomiforhandlingerne med kommunerne er overstået, er alle - alle - kommuner i dette land sluppet helskindet igennem med mulighed for at lave serviceløft på ældre-, børne-, folkeskole- og uddannelsesområdet? Kl. 20:40

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:40

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Finansministeren sidder midt i forhandlinger med kommunerne, og derfor er der jo ikke nogen, der på nuværende tidspunkt kan udtale sig om, hvad resultatet bliver af de forhandlinger. Men hvis det går på samme måde, som det er gået alle tidligere år, bliver der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale, der giver kommunerne de penge, der skal til, for at de kan løse deres opgaver. Så må jeg afvise påstanden om, at der skulle være tale om dramatiske nedskæringer over for kommunerne. Sandheden er, at der i år bruges 45 mia. kr. mere på velfærd, end der gjorde i 2001, og alle de penge er gået ud til kommunerne og regionerne. Kl. 20:41

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Hr. Flemming Bonne. Kl. 20:41

Flemming Bonne (SF): Jamen bekymrer det da slet ikke statsministeren, at de kommunale ledere for nylig har været fremme med en kritik, hvor de i kølvandet på kommunalreformen, som nu har levet i halvandet år, ligesom gør op og siger, at det, de oplever på nuværende tidspunkt, er dårligere faglighed, færre ressourcer og dårligere service? Det må da gøre indtryk et eller andet sted, og det giver vel et signal om, at der altså skal nogle penge på bordet, hvis kommunerne skal leve op til alle de løfter, der er givet. Kl. 20:42

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:42

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jo, vi lytter bestemt til alt, hvad der bliver sagt. Men vi er jo også godt klar over, at når kommunerne sidder i en forhandlingssituation over for finansministeren, giver de den nok ikke for lidt. Kl. 20:42

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning. Kl. 20:42

Sophie Hæstorp Andersen (S): Jeg synes jo, at det var lidt af en bortforklaring, som statsministeren gav fru Mette Frederiksen og hr. Jens Peter Vernersen tidligere. Der er ikke nogen tvivl om, at befolkningen er rigtig trætte af at høre på bortforklaringer, også når det gælder sundhedsområdet. Det, man kan opleve, når ens pårørende bliver indlagt akut, er, at det er på overfyldte gange og med personale, der løber af sted og klarer tingene på trods. Og ministrene er åbenbart også trætte af at høre på bortforklaringer, for de sidder ikke længere på deres pladser, men står og drikker kaffe. Så de er også blevet trætte og er på vej væk. Statsministeren siger så, at sundhedsforsikringerne er for alle, og det må så bero på, at der nu skulle være 700.000 danskere, der har tegnet dem. Sidst jeg talte efter, var vi lidt flere danskere i Danmark end kun 700.000. Og årsagen til, at sundhedsforsikringerne nu skulle være for alle og give muligheder for alle, skulle være, at de ikke kun er forbeholdt direktørerne, men også folk helt inde i LO's rækker. Det sidste er desværre modbevist af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som netop peger på, at det stadig væk er direktørerne, der får behandlinger via sundhedsforsikringer. Det er ikke de lavtuddannede, det er ikke de arbejdsløse, og det er ikke dem, der har en anden etnisk baggrund. Så jeg vil bare spørge statsministeren: Hvorfor ikke satse det hele og lave en sundhedsforsikring, der gælder for alle danskere i hele Danmark, og som er betalt over skatten? Ville det ikke være den bedste måde at bruge pengene på? Kl. 20:43

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:43

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jo, og det er faktisk også den måde, det danske sundhedsvæsen kører på. Langt de fleste penge bruges netop på et offentligt sundhedsvæsen, som har fået tilført 13 mia. kr. mere, siden vi tiltrådte i 2001. Kendsgerningen er, at der i dag er flere læger, der er flere sygeplejersker, og der bliver gennemført flere operationer, end da vi overtog regeringsansvaret i 2001. Så der er fremskridt. Kl. 20:44 Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning på indtil 1 minut. Kl. 20:44

Sophie Hæstorp Andersen (S): Det er jo let nok at sige, at der er flere læger og flere operationer, men der er så sandelig også flere patienter, og der er flere behandlinger, vi kan tilbyde danskerne. Det korte af det lange er, at en lang række mennesker stadig væk får en meget lang næse af regeringens sundhedspolitik. Når statsministeren taler om, at folk nu kan komme på privathospital efter 1 måned, glemmer han jo at fortælle, at det kun er, hvis man har en kirurgisk lidelse eller en anden lidelse, som er let at behandle. Er man i den situation, at man fejler noget, der bare er lidt mere specielt, er man i den situation, at man fejler noget livstruende, som tilfældigvis ikke lige er kræft eller en hjertesygdom, er man i den situation, at man er en ældre person og ikke kan overskue alle de her frie valg, eller i den situation, at man er kronisk syg, har diabetes eller en kronisk hjertesygdom, siger privathospitalerne jo: Nej tak, vi vil ikke behandle dig, heller ikke for offentlige midler. Så det ville da være det letteste at satse alle pengene, også de skattefinansierede, på at lave et offentligt sundhedsvæsen, der gælder for alle. Ville det ikke? Kl. 20:45

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:45

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Fru Sophie Hæstorp Andersens beskrivelse af forholdene i den danske sundhedssektor er ikke på nogen som helst måde retvisende. Tværtimod er der, som jeg sagde før, afsat væsentlig flere ressourcer, end der var tidligere. Hvis man nu tager sådan noget som kræftområdet, er også kræftbehandlingen markant forbedret. Der er indført akut handling for kræftpatienter for fire af de mest alvorlige kræftformer, og inden udgangen af i år vil der være udarbejdet det, der hedder pakkeforløb for alle kræftformer, som giver en hurtigere og mere sikker behandling. Der er også gjort mere på hjerteområdet. Så det er ikke kun på det kirurgiske område, som fru Sophie Hæstorp Andersen påstod. Det er over en bred front, at der gøres mere. Kl. 20:46

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Der er lige tid til en sidste kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl. Kl. 20:46

Kirsten Brosbøl (S): Det, der bare står tilbage, når vi har lyttet til statsministerens svar om det her med de private sundhedsforsikringer, er: Hvis statsministeren virkelig mener, at vi skal have et offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse, hvorfor hylder statsministeren og Venstre og regeringen så det her med, at nu har så mange danskere fået en privat sundhedsforsikring? For pointen er jo: Hvorfor er det nødvendigt? Og grunden til, at der er så mange, der tegner de her forsikringer, er jo, at man ikke har tillid til det offentlige sundhedsvæsen. Er statsministeren ikke bekymret over den tendens? Vi hører i dag, at det er han ikke. Han synes faktisk, at det er en glimrende udvikling, at flere og flere tegner de her forsikringer, for så kan man få gang i den her privatisering, der i virkeligheden er det, som Venstre inderst inde helst vil have. Kl. 20:47

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:47

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Nej, jeg kan afvise fru Kirsten Brosbøls påstand om, at vi skulle ønske at udsulte det offentlige sundhedsvæsen og fremme private hospitaler. Det er slet ikke tilfældet, tværtimod. Vi ønsker et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, hvor der er fri, lige og gratis adgang for alle til den bedste sundhedsbehandling. Det er faktisk vores politik, og det er også grunden til, at der over hele linjen er afsat flere penge til de offentlige sygehuse. Men vi kigger på det fra patienternes synspunkt, og vi synes, at det er en god ventil at have, at hvis ikke de kan få en ordentlig behandling inden for en måned, har de et andet sted at gå hen. Dengang Socialdemokraterne havde ansvaret, blev man bare sat på en venteliste, og den kunne man ikke komme ud af, medmindre man var velhaver. Hvis man var velhaver, kunne man bare betale selv for at komme på et privathospital eller rejse til udlandet. Nu har vi sikret, at alle, også de, der ikke har så mange penge, har chancen for at komme ud af ventelisten. Det er et socialt retfærdigt, frit valg, hvor det frie valg, der var under socialdemokratisk styre, var et frit valg for velhaverne. Kl. 20:48

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Fru Kirsten Brosbøl. Kl. 20:48

Kirsten Brosbøl (S): Hvor er det frie valg for pensionisten, for kronikeren og for alle dem, der i dag ikke kan tegne sådan en sundhedsforsikring, som statsministeren nu står og hylder fra talerstolen? Hvis regeringen ønsker et offentligt sundhedsvæsen, hvor der er fri og lige adgang til alle, hvorfor er det så, at der i den her regerings levetid har været en så voldsom vækst i private sundhedsforsikringer og en så voldsom vækst inden for det private sundhedsvæsen? Det synes jeg at statsministeren skylder os et svar på. Det, der står tilbage, er, at det i virkeligheden er den udvikling, som regeringen ønsker, og ikke det, som Socialdemokraterne ønsker, nemlig et velfungerende offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse, hvor der er fri og lige adgang for alle uanset pengepung. Kl. 20:49

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Statsministeren. Kl. 20:49

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): Jeg tror da, at fru Kirsten Brosbøl må have misforstået, hvordan systemet virker, for det er jo ikke sådan, at det frie valg er knyttet til, at man har en sundhedsforsikring. Det frie valg er en ret, man har som patient, også uden sundhedsforsikring. Det frie valg er et, der indtræder, hvis det offentlige ikke kan klare behandlingen inden for en måned. Så får man ret til at vælge noget andet, og pengene følger med, hvilket sikrer, at det ikke er pengepungens størrelse, der afgør, om man kan blive behandlet i tide. Det er jo det, der er den skrigende modsætning til situationen, da Socialdemokraterne regerede, for dengang var det pengepungens størrelse, der afgjorde det frie valg. Da var det frie valg forbeholdt dem, der havde så mange penge, at de havde råd til at lade sig indlægge på et privathospital eller rejse til udlandet. I dag er det frie valg for alle. Det er et socialt retfærdigt, frit valg. Kl. 20:50

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Tak til statsministeren. Der er anmeldt to privatistindlæg. Det første er fra hr. Steen Gade. Kl. 20:50

(Privatist) Steen Gade (SF): Siden jeg kom i Folketinget her anden gang, har jeg sådan gjort det til en tradition at gøre lidt status på tre områder, hvor jeg synes, at den her regering, da den kom til, virkelig begik nogle alvorlige fejltagelser. Det er i forhold til globalt udsyn, det er i forhold til ulandshjælpen, og det er i forhold til klima og miljø. Og da det nu måske er statsministerens sidste afslutningsdebat, vil jeg ikke forsømme lejligheden til også at gøre det her i dag og måske også få stillet et par spørgsmål til statsministeren i den anledning. Vi starter med det globale udsyn. Statsministeren sagde i sin tale, at danskerne er åbne, udadvendte og frisindede. Til det vil jeg sige, at det håber jeg, det drømmer vi jo om, men jeg har meget, meget svært ved at se, at statsministeren har gjort noget for det. Hvis vi tager OECD's analyse af de europæiske befolkningers kompetencer, er det meget karakteristisk, at den danske befolkning er meget, meget i bund, når det handler om kulturelle kompetencer. Det betyder jo forståelse af fremmede kulturer, forståelse af anderledes folk osv., og der er det jo, jeg kunne spørge statsministeren, hvad han egentlig har gjort for det. Så vidt jeg kan se, har han allieret sig med et parti, som har gjort det direkte modsatte. Derfor er der jo en kæmpe risiko - det er i hvert fald mit synspunkt, at det ser sådan ud - for, at statsministeren efterlader sig et land, når han nu drager til andre græsgange, som er mere snævert, mere indadvendt og med et meget nationalt fokus hele vejen rundt. Det synes jeg faktisk er på minussiden i karakterbogen, og jeg håber, at statsministeren, hvor han så måtte være, vil gøre noget ved det her. Det andet er ulandsbistanden. Statsministeren sagde i dag, at bistanden til Afrika skal øges. Det tror jeg også han sagde sidste år. Vi skal bare huske, hvad baggrundsmusikken til det her er. Hvad er realiteten om ulandsbistanden i Danmark? Det er, at i 2002, i 2003, i 2004, i 2005, i 2006 og i 2007 brugte vi 3 mia. kr. mindre på verdens fattigste om året - om året! Ganges det ud, er det 18 mia. kr., som man kan sige at statsministeren har sparet på verdens fattigste, mens han har været statsminister. Jeg synes, det er til minuskarakter. Så kan man sige: Skal jeg så ikke glæde mig over, at statsministeren nu begynder at give nye signaler? Jo, det glæder jeg mig over, for her gives der trods alt et nyt signal, men det er jo stadig ikke et signal, der nærmer sig der, hvor vi lå for over 7 år siden; vi er overhovedet ikke i nærheden af det. Så det er jo et lavt ambitionsniveau, men statsministeren har jo rettet ind, og det lyder rigtigere, nu da han er begyndt at sige nogle rigtige ting. Det sidste er så klima, miljø og energi. Der kan man jo sige, at der er sket meget, især på det sidste. Der er sket meget, fra statsministeren og Lomborg mere eller mindre talte imod ofte ude i verden, at vi skulle gøre noget mere på klimaområdet, men alligevel er vi jo i den situation, at statsministeren har sparet 1 mia. kr. om året på energi- og miljøområdet i de år, han har været statsminister. Det vil sige, at vi har et lavere ambitionsniveau, end vi havde tidligere. Men det er da blevet en del bedre. Jeg hæfter mig ved, at statsministeren i dag siger, at de seneste rapporter fra FN's klimapanel fastslår, at hovedparten af den globale opvarmning skyldes menneskeskabte aktiviteter. Javel, men det var altså ikke bare klimapanelets rapport fra 2007, der sagde det; det var sådan set også den fra 4 år før og 4 år før og 4 år før. Så det tager sin tid, inden tiøren falder, men nu er den faldet, og det skal statsministeren have ros for. Kl. 20:55 Han mangler så på miljøområdet egentlig også at begynde at vende den debat, han introducerede på et Venstrelandsmøde, da han sagde, at ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere siden hr. . Jeg vil gerne sige, at jeg - jeg tror, det var i sidste uge - var til biodiversitetskonference i Bonn. Det handler om, at hele verden er enig om, at fugle, fisk og frøer får det ringere i hele verden og også i Danmark. Så det passer jo ikke, det er forkert, det er vrøvl. Statsministeren kunne gå ned og læse på det, og så kan det være, at statsministeren, sådan 10-15 år efter at resten af verden har opdaget det, også vil være ude og melde det. Det er jo ikke, fordi jeg skal give karakterer, det har jeg jo ingen ret fået til, men jeg vil slutte med et råd til statsministeren. Når han nu skal overdrage magten til sin efterfølger - og det kan være, han ikke sidder så langt fra statsministeren her i dag - så vil jeg råde statsministeren til at give det råd, at hans efterfølger skal prøve at lave den politik i praksis, som statsministeren på en række områder er begyndt at sige, men som han ikke har gjort. Han skal altså ikke gøre det, statsministeren har gjort de sidste 7 år, men han skal gøre det, som statsministeren er begyndt at sige. Det er mit råd til statsministeren, når han skal overdrage magten til en efterfølger. Det næste er så, at statsministeren jo kan få en af de to store europaposter, der er i spil: formand for Rådet, præsident, eller hvad det nu skal hedde, eller det kan også blive udenrigsminister. Jeg tror, der er mange her i salen, der har siddet og glædet sig over det, men jeg er sådan en stærk europæer, så jeg er sådan set lidt bekymret, hvis statsministeren får en af de poster. Jeg ved ikke, om jeg kan gå så vidt at sige, at jeg hellere vil have ham her, men det bliver i hvert fald i den boldgade. Det, jeg vil råde statsministeren til, når statsministeren - eller hvis statsministeren - får en sådan post, er, i hvert fald ikke at prøve at gøre det samme for Europa, som han har gjort for Danmark de sidste 7 år, men i stedet for dreje rundt og prøve at gennemføre noget af det rigtige, han er begyndt at sige. Kl. 20:57

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Tak til hr. Steen Gade. Hr. Frank Aaen. Kl. 20:58

(Privatist) Frank Aaen (EL): Der er to påstande, statsministeren er kommet med adskillige gange i debatten, og som er så hamrende forkerte, at man er nødt til at give dem en kommentar med på vejen. Den ene er påstanden om, at når man lader pengene følge patienten fra det offentlige over til det private sygehus, uanset at regionerne jo kun har en begrænset pose penge, har det ikke nogen betydning, for pengene følger jo bare patienten. Det har jo præcis den betydning, at hver eneste gang flyttes der penge fra det offentlige sygehusvæsen over i den private sektor, og det betyder, at man får færre behandlinger for pengene, fordi behandlingerne er dyrere at gennemføre i det private, og endelig er der jo kun ét sted, pengene kan tages, nemlig fra andre behandlinger i den offentlige sektor, og så går det ud over de gamle og de medicinske patienter. Det er det, der sker: Man udhuler de offentlige hospitaler og særlig de områder, hvor der ikke er behandlingsgaranti, og propper penge over i privatsygehusene. Sådan er det. Den anden påstand, statsministeren er kommet med gang på gang, og som er hamrende forkert, er, at når sundhedsforsikringer tidligere var for de få udvalgte rige, er de nu for alle. Nej, de er ikke for alle. De er ikke for pensionisterne, de er ikke for de unge, de er ikke for de arbejdsløse, og de er stort set heller aldrig for de syge. Når der er 100.000 ud af en befolkning på mere end 5 millioner mennesker, der har en sundhedsforsikring, og vi kigger på, hvem der så har sundhedsforsikringer, som er betalt af deres arbejdsgiver med skattefradrag, viser det sig, at de, der har sundhedsforsikring, typisk er dem, der har job med høje lønninger, og de, der ikke har, typisk er dem, som har job med lave lønninger. Det er hamrende asocialt. Det er oven i købet sådan, at hvor det tidligere var de få rige, der selv skulle betale deres forsikring, har man nu fået en ordning, hvor det er alle os andre, der skal betale for forsikringer, der primært er for de rige. Det er hamrende asocialt, det er en skændsel, og det er noget af det værste, regeringen står for i øjeblikket. Det er en ødelæggelse af sundhedssystemet, der tidligere var sådan indrettet, at alle fik samme behandling uanset deres placering i samfundet og uanset deres indkomst. I dag bliver systemet mere og mere opdelt til fordel for de rige. Sådan er sandheden, vil jeg sige til statsministeren, selv om der gentagne gange er sagt det modsatte. Kl. 21:00

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Tak til hr. Frank Aaen. Er der flere, der ønsker ordet? Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Afstemning

Kl. 21:00

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 82 af Inger Støjberg (V), Pia Kjærsgaard (DF), Henriette Kjær (KF) og Anders Samuelsen (NY), og afstemningen begynder nu. Afstemningen slutter.

For stemte: 56 (V, DF, KF og NY), imod stemte: 46 (S, SF, RV og EL), hverken for eller imod stemte: 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 82 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 83 af Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF), Margrethe Vestager (RV) og Line Barfod (EL) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.