KØBENHAVN NYBODER. Københavns Nye Boder. Det Begyndte Med Kristian Den Tredje. I Den Foregående Periode Havde Man Ikke Haft S

Home , Bredgade, Fredericiagade, Indre By, Nyboder

KØBENHAVN

NYBODER.

Københavns Nye Boder. Det begyndte med Kristian den Tredje. I den foregående periode havde man ikke haft særligt trænet mandskab eller særlige havne for flåden. Skibene udrustedes rundt om i landet og mødtes hvor kongen havde behov for dem. Når togtet var endt skiltes flåden, og besætningen blev sendt hjem til den egn der havde udsendt dem.

Men kort før Kristian den Tredjes regeringstid var flåden begyndt at føre kanoner, som krævede større og stærkere skibe end man i almindelighed hav de. Det gav anledning til at man anlagde en hovedhavn på Bremerholm og man indrettede dette til orlogsværft. For at skabe en god flåde behøvede man et pålideligt personel der var i stand til at bygge, reparere, udruste, bemande og navigere de skibe hvoraf flåden bestod. Kristian den Tredje skal her nævnes som den der først har øvet mandskab i fast tjeneste. Mandskabet var i begyndelsen ikke flere end at de kunne huses på Bremerholm hvor der må have været boliger til folkene.

Men der blev flere og flere fol k ved flåden og man byggede nu nogle "Skipperboder" i kvarteret omkring Bremerholm. Det bliver i gaderne omkring Dybensgade, Laksestræde, Hummerstræde inde ved Gl. Strand og Nicolaj Kirke. Men der var efter kort tid kun plads til officerer af forskellig rang, deraf navnet Skipperboderne.

Hvordan de har set ud ved vi ikke da de alle er gået til grunde. Mange brændte i 1690 og resten ved en brand 100 år senere. Da Chr. den Fjerde kom til magten øgedes mandskabet, og han udskrev alene i år 1615 ikke mindre e nd 1500 søfolk fra landet til fast tjeneste ved flåden. Der var snart fuldt optaget både på Holmen og i Skipperboderne, og man måtte lægge folk i privat indkvartering rundt om i byen. Københavns borgere brød sig ikke om denne løsning, men måtte finde sig i den. Folkene var til besvær for deres værter. Det skadede arbejdet på Holmen at folkene ikke var samlet et sted, hvor man kunne finde dem når man havde brug for dem. Alle disse ulemper kunne afhjælpes hvis man havde dem samlet eet sted, også for det menig e mandskab, og ideen om et ”Nye -boder” opstod helt naturligt.

København var på Chr. d.4's tid ved at sprænge rammerne der jo bestod af fæstningsværkerne og voldene. Uden for byens porte var der opstået forstæder og man tænkte såmænd også på at opføre kirk er derude. Østerport stod dengang for enden af Østergade, og uden for porten, omtrent hvor Kgs. Nytorvs nordlige husrække nu ligger, var der flere gader med borgerhuse. Hvor denne forstad hørte op lå det åbne land og byens fælled og herefter skrånede lande t ned mod Sundet.

¡ ¢ £ ¡ ¢ ¢ ¡ ¤ ¥ ¦ § ¨ © ¡ £ ¤ ¡ ¨ ¦ © ¡ ¦ ¢ ¡ ¨ ¦ ¡ ¤ ¨ ¦ ¢ ¡ ¡ ¥ © ¡ byggegrund for de nye boliger til flådens personel. Den ny bebyggelse havde flere betegnelser inden det endelig blev almindeligt at kalde nyskabelsen for Nybode r.

I Januar 1636 forhandler kongen med forskellige mænd om opførelsen af 100 boliger der skal være færdige til Mikkelsdag, og inden vinteren skal resten være færdige. For hver bolig skulle bygmestrene have 200 Rigsdaler i specie. Kongen har selv ladet op føre nogle prøvehuse, som de skal rette sig efter. Så årene 1629 - 1630 må anses som værende årene hvor de første Nye boder blev anlagt. Hele området dækkede 18 tdr. land og husene, 20 dobbeltrækker, ville lagt i forlængelse af hinanden nå fra Østerport til Strandvejen i Hellerup.

Der var 600 huse og de var stort set alle ens. Gaden var 25 alen bred, og det var en stor modsætning til byens smalle stræder. De havde rødmalede vinduesskodder og døre. Husene var hvidkalkede. Hoveddøren var en simpel bræddedør, der bestod af 2 halvdøre. og man skal bukke sig for at komme ind og i hele lejligheden er der lavt til loftet. Man kan udenfor nå tagskægget med hånden. Der er først en lille forstue på 2.8 kvm. derefter et lille mørkt køkken, som er fælles for husets 2 le jligheder, og samtidig er gennemgang til husets gård. Hvert hus har som sagt 2 lejligheder, hvoraf den til gaden består af en stue med 2 fag vinduer og et kammer med et halvt fag vindue. Lejligheden til gården ligner gadelejligheden men har kun 1 fag vindu e i den største stue. Så der har været småt med plads, men gå selv ind og se Nyboder, der er et museum derinde og et hus er åbent for publikum.

Men de oprindelige huse var små og i 1755 kommer der yderligere 24 huse nu i 2 etager og i 1757 beslutter man a t opføre yderligere 70 huse mellem Elefantgaden og Elsdyrgaden. Hvert hus kostede staten 680 rdl. og i 1785 kommer der flere til, prisen er nu 820 rdl. I 1795 kommer der endnu 13 huse og alle disse nye er større end de oprindelige. Gaderne er nu brolagt o g det hele fremtræder godt, men her bor også da Nyboder er på sit højeste og inden pesten cirka 15.000 mennesker.

Men læs selv en bog eller to om det gamle Nyboder og få selv et indblik i hvordan disse vore forfædre, levede og arbejdede, henholdsvis på H olmen og i Nyboder. Der er meget mere at berette end jeg kan komme ind på her.

Men de som min fortælling her skal dreje sig om, er dem man kaldte "Holmens Faste Stok". Den "Faste Stok" var de der var tilknyttet Holmen, ikke som man umiddelbart skulle tro kun søfolk, de var jo i realiteten ikke særlig faste. De "faste" var håndværkerne, tømrere, malere, rebslagere, smede og sejlmagere.

Mange var født dernede i de små huse og deres forældre tegnede kontrakt for dem på livstid med Holmen, således også for e n af "vore", men derom senere. Men

¥ £ ¡ ¡ ¨ ¤ ¨ £ ¡ ¦ ¡ ¦ ¤ ¡ ¢ ¨ ¤ ¡ ¢ ¥ ¡ § § ¡ ¦ ¨ ¦ ¥ ¡ § ¥ ¢ ¡ £ ¡ ¦ ¡ om emnet.

Nyboder blev jo opført fordi mandskabet på Holmen voksede. Der skulle bruges flere håndværkere end København kunne mønstre til a t bygge skibe og opføre Nyboder. Til dette formål inviterede man håndværkere udenlands fra. Der var mange tyske håndværkere allerede under Christian den Fjerde, og der kom stadig flere til København.

NYBODER 1743.

Han kom før 1743 til Kjøbenhavn i sin tr aditionelle sorte dragt for uddannede tømmersvende. Den der som regel er syet i fløjl med vide bukseben, en sort vest, en tilhørende kort fløjls jakke med sølvknapper og den store rund pudlede hat med den brede skygge på hovedet og som man endnu i dag kan møde unge tømre fra Sydtyskland i København. H an var Zimmergeselle (Tømmersvend)

Hans fornavn og hvornår han kom ved jeg ikke men Bretschneider hed han og kunne vel dårligt være andet med det navn. Bret - Schneider. Navnet antyder, at han kommer fra Böhme n – Mähren og at han eller hans forfædre har skåret i brædder. På tysk er en "Bretschneider" en håndværker der skærer de "Schinkels" i træ som brugtes som tagsten, og stadig kan ses rundt om i Sydtyskland og Østrig. Tagene der ligner pandekagehusene i even tyrfortællingerne.

Han var Bretschneider som tradition og hvad det fortsat var et par generationer endnu. Han gik til flådens leje på Bremerholm hvor der var brug for mange tømre i denne periode til bygning af både Handels – og Flådefartøjer. Det var tide n for den store trekantsejlads ned til Afrika, over til Vestindien og retur til Kjøbenhavn med sukker og andre varer derfra. Tiden for sejladser til danske kolonier. Der skulle bruges skibe. Mange skibe og mange håndværkere for det var også tiden for Nybod ers udvidelse.

Den første vi kender noget til er en tømrersvend Christian Gottlieb Bretschneider.

CHRISTIAN GOTLIEB BRETSCHNEIDER Født i København ca. 1743 (#108)

Han gifter sig i Garnisons Tyske menighed den 10 September 1786 med

ANNE PRANZH (# 109) som med det efternavn åbenbart også er af tysk afstamning. Så måske går denne ane tilbage til Chr. d. 4’s tid hvor der lige siden søgtes i Tyskland efter håndværkere til flådens bygning på Bremerholm.?

De får i 1787 sønnen

ANTON FRIEDRICH BRETSCHNEIDE R (# 54)

Han er født i København, formentlig i Nyboder og fik skrevet kontrakt på ansættelse på livstid ved Holmen. Det indebar at flådeetaten overtog ansvaret for hans skolegang fra 6 - 7 års alderen, uddannelse og bolig i Nyboder. Han var 14 år og tømme rdreng på Holmen ved "Slaget på Rheden" den 3 April 1801, da den engelske Admiral Horatio Nelson angreb København og blev mødt af flådens blokskibe udenfor København.

Ved Københavns bombardement i 1807 er han blevet 20 år, og har med sikkerhed været ansat på Holmen siden 1803 men nu som Tømmermand.

Nyboder får her nogle slemme fuldtræffere, flere mennesker dræbtes og mange kvæstedes. Hvor Anton Friedrich har opholdt sig under bombardementet vil nærmere undersøgelser vise. Flere af Nyboders huse bliver ra mt, og håndværkerne fra disse huse bliver med deres familier midlertidigt installeret på flådeskibet "Norske Løve" i havnen, indtil Nyboder husene af de samme håndværkere bliver genopført.

Han gifter sig i flådens Kirke på Holmen den 1 Juli 1814 med:

CHR ISTIANE HANS eller JACOBSDATTER (# 55).

Han er 27 år og ungkarl, og bor på daværende tidspunkt i Borgergade no. 166, og er ansat som tømmermand ved Holmen, i den 3 divisions, 3 compagni og han har no. 68. Bruden er tjenestepige og bor inde i Pilestræde no . 108. Forlovere ved brylluppet er hans kollega Tømmermand Michael Rasmussen og for hende møder der en Rasmus Pedersen.

Een måned efter brylluppet i Holmens Kirke er bruden allerede gravid , de søger og får nu som ægtefolk og også som berettiget dertil, de res eget hus i Elsdyrgade 27, Nyboder.

Her fødes året efter, den 30 April 1815 en datter, og hun bliver døbt den 4 Juni 1815 i Holmens Kirke:

ANE SOPHIE BRETSCHNEIDER (# 27)

I 1819 fødes deres næste barn, sønnen Jacob Ferdinand. i 1822 får de datteren Juliane Marie, og i 1823 sønnen Christian Frederik Bretschneider.

¦ ¡ ¥ ¦ £ ¡ ¦ ¦ ¥ ¢ £ ¡ ¢ ¡ ¢ £ ¡ £ ¡ £ ¥ © ¢ £ ¡ ¨ ¤ ¡ ¢ Hæderstegn". Den bestod i en sølvmedalje på hvis sider man kunne læse ordene "Fortjent for god Tjeneste". Hæders tegnet skulle bæres i et silkebånd med striber af flagets farve og gav adgang til en årlig mindre pengegave. Ingen kunne få medaljen tildelt uden at en kommission havde gennemgået modtageres fortid og fundet ham værdig. Det vil sige, at han ikke havde fået korporlig straf eller haft andre laster, som skadede kongens tjeneste eller ham selv.

Hæderstegnet var oprindeligt kun bestemt for Tømrere og Smede, men senere fik andre håndværkere den også. De var herefter Kongelige Skibsbyggere og Smede. De lykkelig e som blev anset værdige, fik medaljen overrakt på værftet og blev senere forestillet for Kongen i dennes palæ. Kun Elefantordenen og Dannebrogsordenen er ældre end denne.

Anton Friedrich Bretschneider modtog i 1828 "Holmens Hæderstegn",

Medaljen tildelt es for lang og tro tjeneste i mindst 25 år. Han var da Tømmermand af 2 Klasse, og må derfor have været ansat som sådan allerede i 1803 eller før. (kilde Rigsarkivet)

Han var en mand man regnede med både på Holmens Skibsværft og i Nyboder. Han er derfor ik ke helt tilfreds med tingenes tilstand da der et par år efter, i begyndelsen af 1830'erne dukker en ung fynbo fra Svendborgs opland op i Nyboder. Han er ungkarl, i begyndelsen af tyverne og malersvend.

Han bor ovre i Kokkegade (nu Fredericiagade) som de ngang også lå i Nyboder men i den anden ende og hans navn er:

HANS RASMUSSEN (# 26) Maler

Kokkegade lå 6 Nyboder husrækker fra Elephantgaden, hvor familien Bretschneider nu boede i no. 17 efter at være flyttet een gade ind og over på den anden side af A delgade op mod Rigensgade,

Hans Rasmussen var født i Svendborg den 8 April 1811, og blev vaccineret for kopper i 1815 af Chirurg Muerer i Svendborg. Det var noget man lige var begyndt på, dette med at vaccinere.

Hans kom i lære hos murermester Niels A ndersen i Svendborg, og der var han, da han blev konfirmeret den 10 April 1825 i Skt. Nicolai Kirke nede i Gerritsgade i Svendborg. Han arbejder de følgende 5 - 6 år i Svendborg og tager derfra til København for at søge lykken. Han får arbejde på Holmen og flytter ind i den omtalte Kokkegade i Nyboder.

¡ ¦ § ¥ ¦ ¡ ¦ ¡ ¤ £ ¡ ¦ ¥ ¢ ¢ ! " ¢ ¡ ¨ ¡ # ¦ ¡ $ ¢ ¡ £ ¡ ¦ % ! ¢ ¡ ¦ & - 20 år ved mødet, men hendes far Anton Friedrich Bretschneider afviser ethvert af Hans’ forsøg på at opnå hendes opmærksomhed.

Hans begynder at skrive kunstfærdigt udformede digte, med bl.a. malede blomsterkranse omkring. (Et af dem er skrevet i 1835 og bevaret indtil dato (1993) hos min moster Carla.) Men lige lidt hjælper det, Hans gør ingen fremskridt, for den gamle Skibstømrer vogter over datterens dyd.

Indtil en kold og mørk Februar aften i 1838, det er 3 år og mange digte senere. Da får Hans med held inviteret den nu 23 årige Ane Sophie Bretschneider med indenfor i varmen i sin ungkarle hybel i Kokkegade nede i Nyboder, og der bliver skruet ned for tællepråsen.

Der går et par måneder efter besøget denne aften i Kokkegade, så må Ane Sophie meddele sin far at hun blevet er gravid. Kgl. Skibstømrer A. F. Bretschneider og hustru er ikke imponerede. Skibstømreren går over i Kokkegade og f år endelig fat i nakken på denne unge poesiskrivende charlatan, Maler - Hans fra Fyn.

Men han meddeler ham i den efterfølgende måned efter en tænkepause og efter pres fra både konen og datteren at han omgående må bestille lysning i Holmens Kirke. Der er ikke noget Hans Rasmussen hellere vil. Han opsøger straks præsten ved flådens kirke og med den kirkelige lysning går der endnu en måned.

Til Skt. Hans, den 22 Juni 1838 er der så bryllup i Holmens Kirke. Man går tur efter brylluppet hjemme på voldene ved Kastellet i den lyse aften. Det er dagen før Skt.. Hans og årets lyseste dag, og det er det også for Hans.

Familien Bretschneider bor stadig ved datterens bryllup i Elefantgaden no. 17 og Anton Friedrich er nu ansat ved 2 Divisions 2 Compagni. no. 34 De n 12 November, altså knap 5 måneder efter brylluppet får Hans Rasmussen og Ane Sophie en datter. Hun skal også døbes i den gamle Kirke på Holmen og det bliver hun den 30 November 1838. Folk fra Nyboder og Holmen møder op. Det er Familien Bretschneiders før ste barnebarn.

Maler Hans har stor respekt for sin svigerfar, så de vælger at navnet skal være: Sophie Frederikke Rasmussen (#13)

7 år senere. Ved folketællingen i 1845, bor familien Bretschneider stadig på den samme adresse. Anton Friedrich er nu 63 år gammel, hustruen Christiane er 58 år, og der bor også datteren Juliana Maria på 23 år samt sønnen Christian Friedrich, der er 21 år og Rebslager. (Rebslagerbanen lå hvor nu Grønningen ligger – derfor den lange lige strækning mellem Bredgade og Østerport) En ældre søn, Jacob Ferdinand Bretschneider, er flyttet hjemmefra på det tidspunkt, og bor ved samme folketælling i 1845 hos en konditor i St. Købmagergade 65 st. København.

Jeg er i besiddelse af en Panteobligation på 150 rigsdaler som Jacob Ferdinand Bre tschneider, har udstedt til sin lillesøster Juliana Maria Bretschneider d. 17 Juni 1874. Han satte her alt hvad han ejede i pant til søsteren og er formodentlig gået til søs og ud af vor historie.

De nygifte, Hans Rasmussen og Ane Sophie med datteren Soph ie Frederikke har forladt Nyboder. De har slået sig ned ude i Gentofte, hvor Hans er blevet malermester, og herude bor de ved denne folketælling i 1845.

Anton Friedrich Bretschneider dør 5 år senere, 68 år gammel. Han dør af Leversygdom d. 2 Juni 1850 e fter at have været ansat som Tømmermand ved Holmens skibsbyggeri og have boet hele sit liv i Nyboder. Han bliver begravet fra Holmens Kirke d. 7 Juni 1850. Han var da Tømmermand ved 2 Divisions 1 Compagni, no. 165 og var en af dem man kaldte: "Holmens Fast e Stok." Herudover var han Kgl. Skibsbygger med Holmens Hædersmedalje i 1828.

Christiane Jacobsdatter, enke efter Kgl. Skibsbygger Anton Friedrich Bretschneider, overlever manden og dør 11 år senere den 21 Januar 1861, 74 år gammel. Hun dør af alderdom på adressen Enhjørningsgade no. 8, i det gamle Nyboder fra Chr. den Fjerdes tid, hvor hun altid havde boet. (nu Skt. Paulsgade hvor Nyboders Mindestuer ligger)

Hun bliver begravet fra Holmens Kirke d. 27 Januar 1861. Men hun når at opleve sit barnebarn, So phie Frederikke Rasmussens konfirmation den 3 April 1853 i Gentofte Kirke. Hun blev min oldemor, min morfars mor.

( ) * + , - . . / ' * '

Nordsjælland består af en halvø, der mod syd begrænses af København, mod øst af Sundet, mod nord af Kattegat og m od vest af Isefjorden.

Overalt hviler så vidt man ved, istidsjordlagene på saltholmskalk og ovenpå denne findes der et eller flere lag af morænedannelser som moræneler, morænesand og moræne grus. Ingen steder i landet veksler disse forskellige aflejringer med så korte afstande som i Nordsjælland, men i store træk kan siges, at moræneler er overvejende i den sydlige del af Nordsjælland og begrænset af en linje syd for Nivå - Hillerød - Attemose å og i et bælte fra Øresund mellem Nivå og Espergærde over Esro m Sø og nord om Grib Skov til Kattegat imellem Esrom Kanal og Tisvilde.

Overfladen er bakket og rig på søer, kær, moser og små vandløb. Af vandløbene søger de kortere men kraftigere til Sundet som Nivå, Gurre å, Esrom å, og Søborg å. De længere men langso mmere Åer, som Havelse å, Attemose å, Græse å og Mølle å til Isefjorden. Ramløse å og Pøle å løber til Arresø.

Skovarealet er forholdsvis betydeligt og har været i tiltagen og ligger, (bortset fra Horns herred hvor skovene mest ligger i den nordlige del) dels på midten og dels på østkysten af Nordsjælland. Således Grib Skov som er øens største, St. Dyrehave, Tokkekøb - Klosterris - Horserød - Danstrup - og Nyrup Hegn m.fl.

Medens bosættelsen i den ældre stenalder fulgte kyststrækningen, bredte bosættelsen sig i den yngre stenalder og bronzealderen ind over landet men flere steder standset af sammenhængende store skovstrækninger. At bebyggelsen også i Middelalderen har samlet sig på den vestre del af Nordsjælland synes at fremgå af landsby navnene. Som de a rkæologisk mest værdifulde kan nævnes Selsø, Skibby, Jørlunde, Kregme, Tibirke, Søborg og Tikøb.

Af Herreklostre har ligget Esrom Kloster i Esbønderup Sogn samt Æbelholt og Knardrup Kloster.

Nordsjælland er fattigt på Herregårde men har til gengæld lande ts betydeligste slotte som Kronborg, Fredensborg (Asminderød Sogn) og Frederiksborg Slot. Forsvundne er derimod Gurre Slot, (Tikøb Sogn) Asserbo og Hørsholm Slot.

Oppe i det nordøstlige hjørne af Sjælland boede nogle vore forfædre. De var bønder i Esbønde rup, Tikøb og Asminderød Sogne og Kulsviere i nordkanten af Grib Skov.

RØRTANG 1738.

Heroppe, hvor motorvejen fra København mod Helsingør nu skærer sig vej gennem landskabet kort før Helsingør, lå landsbyen Rørtang. Den nævnes første gang i året

0 ¨ ¤ Rørtange, men er i dag næsten udvisket af Helsingørs udvidelse mod syd.

På de jorder hvor bonden Lars Jensen (# 382) fra Rørtang i 1738 gik og pløjede, harvede og såede er her i dag villaer, rækkehuse, butikscenter og svømmehal. Udsigten fra de høje ba kker herude bag Helsingør, over husene i byen, Kronborg, Sundet, den sjællandske kyst, Hven og Sverige med Kullen var meget smuk og her boede Lars Jensen.

Til Helsingør kom han jævnligt, der var ikke langt ind med hest og vogn af den nylig anlagte Kongeve j (måtte han køre der?) eller ad Strandvejen som kun var en grusvej og løb i vandkanten og tit var ufarbar især om vinteren med en lille hest og vogn. Ind til Helsingør kom han til sidst ad Strandgaden og lige ind i byen ved Svingelport og her lå byens gam le torveplads. Helsingør har altid været en driftig by, her hvor mange tusinde sejlskibe passerede forbi i det smalle sund, betalte sundtold og provianterede til den videre fart, her har der altid været handel. Denne by som blev anlagt på Erik af Pommerns tid, og hvis gader i den indre by skærer hinanden i rette vinkler lige siden dengang, her har Lars Jensen solgt sine landbrugsprodukter.

Byens og skibenes forbrug af varer var stort. Bønder fra hele oplandet leverede deres varer til den driftige by. Ja, s å langt borte fra som Willingerød, 15 km. væk, kom de rullende med hest og vogn. Man slog sig sammen og tog varer med for naboerne rundt omkring på de faste torvedage. Efter en endt torvedag gik man på kro inden den lange og ofte kolde hjemtur ud over bakk erne. Af kroer og beværtninger med eget brændevinsbrænderi fandtes der mange i Helsingør, omkring Svingelport og Havnen, i Stengade, Sudergade og Skomagergade. Her var et leben og en kommers efter torvetid og inden alle igen drog hjemad og igen af de mørke og dårlige veje til oplandet.

Til Helsingør kom også en kulsvier fra Willingerød der hed Niels. Han boede i nordkanten af Grib Skov og Esrom Sø. I skoven, som er landets største skov med sine 4400 ha. og hvis man tager de omliggende skove med er der 5500 ha. Her var der træ i så rigelige mængder, at man også herfra kunne forsyne staden København med trækul til opvarmning og til brug for byens mange tusind ildsteder.

Her var Bøg, Nåletræer, Eg og andre løvtræer. Der var en betydelig vildtbestand, særlig af rå - og dåvildt og fiskeriet i søen var godt.

Esrum Sø er skovomkranset, og fra nord til syd 9 km lang og den er 2 til 4 km bred. Her blev senere (1802 -1805) gravet en kanal, den 9 km. lange Esrum Kanal, under ledelse af Oberst Recke for at lette brænd etransporten der så foregik med hestetrukne pramme ad kanalen nordpå. Omtrent midtvejs, hvor kanalens nordlige del var 5 meter lavere end den sydlige del, havde man i stedet for en sluse anbragt

¡ § ¦ ¥ ¢ ¨ ¦ ¦ ¢ £ ¡ © ¡ £ ¢ ¡ £ % ¥ ¢ ¥ ¡ ¢ ¤ ! ¢ £ ¡ £ ¡ ! £ ! ¢ £ ¡ ¡ £

¢ © ¡ § ¨ © ¡ ¦ ¦ ¥ § ! ¢ ¢ ¡ ¤ ¥ ¢ ¢ ! ¡ ¡ ¦ ¢ £ ¡ ¨ ¢ © ¡ ¢ ¡ ¢ ¥ ¢ % 1

Men på Niels’s tid var her ingen kanal, al transport foregik med hest og vogn og håndkraft. Det var hårdt arbejde i skoven men han nød at sidde ved søen medens der blev brændt træ i kulerne til trækul. Han var en lille kraftig, mørk og lavstammet mand, lignede mest en tater med sit kulsorte hår og øjne selvom han ikke vidste om han havde aner der viste den vej. Hans hud var mørk, nærmest gylden og han drev både jagt og fiskeri i den Kongelige Skov.

Når røgen fra kulerne inde i skoven bølgende steg op mellem trækronerne, kunne der godt komme et par stykker rå - eller dåvildt forbi. Han måtte ikke skyde i Kongens Skov, men en snare eller to gjorde vel ingen skade og et hurtigt s nit med kniven gjorde en ende på det. Vildtet og fisken indbragte lidt ekstra inde i Helsingør.

Man blev visiteret og betalte bompenge ved indkørslen gennem Svingelport, men ingen forestillede sig at der under al trækullet lå 2 friske stykker råvildt samt lidt skovharer, snepper og andet fuglevildt, solgt på forhånd til et af de store Købmands - og Skibsprovianterings huse i Stengade eller Strandgade.

Niels var foruden at være kulsvier og handelsmand også en dygtig krybskytte.

Ofte tog han sin datter, Ma ren Nielsdatter (# 383) med til torvedagene i Helsingør. Hestene, hvoraf der var to, kunne som regel selv finde vej hjem når de var kommet ud af byen i skumringen, men det var rart og have selskab på turen ind til Helsingør og efter han havde besøgt og lev eret sine kul i byens huse. Ofte blev han jo inviteret på et glas brændevin i køkkenerne medens der blev afregnet og de sluttede gerne af nede ved Svingelport inden turen gik hjemad med den tomme vogn.

Her i Helsingør købte han sine få fornødenheder. Fisk og vildt havde de nok af hjemme, men en høne eller en side saltet flæsk kunne altid bruges. Han lod gerne Maren handle medens han selv gik på kroen ved Svingelporten for en sludder. Der var altid nogle byfolk der kunne bruge lidt frisk vildt fra skoven nå r de var blevet godt trætte af det saltede flæsk og sild.

En dag i efteråret 1737 præsenterede Maren ham for en ung bonde fra Rørtang, Lars Jensen, med hvem hun ofte havde handlet. De to mænd fik sig en snak på kroen, en dram og lidt røg på kridtpiberne s om de hollandske skibe bragte med til Helsingør alt medens Maren sad og så på Lars fra Rørtang sådan lidt fra siden. Han var alene, havde kun den lille hest og en gammel tohjulet landbrugsvogn der holdt nede ved stranden. Hans egen far Jens, kom kun sjæld ent til byen nu, og slet ikke om efteråret og i den kolde vintertid.

¡ ¢ £ ¡ ¨ ! ¢ © ¡ ¢ ¥ ¢ £ ¡ ¢ ¡ ¦ © ¥ ¢ © ! ¡ ¦ ¡ ¢ ¡ ¦ ¥ 2 ¢ © ¡ ¦ £ § ¨ ¤ Helsingør hvor Maren nu gerne ville med ind nu efter at hun havde mødt Lars.

Willingerød hvorfra hun kom v ar i øvrigt en meget gammel landsby og nævnes første gang i 1178 som Withlingeruth.

Den 11 Marts 1738 stod brylluppet mellem Lars og Maren i Esbønderup Kirke, som uden tvivl er en af de ældste på egnen, og opført i romansk stil af kampesten og sandsten. D e sidste uden tvivl tilført fra Skåne. Her i kirken, hvor præsten prædikede oppe fra den rigt udskårne og farvesmykkede Prædikestol fra Kong Chr. den Fjerdes tid, der gav de hinanden deres Ja.

Lars flyttede straks til Willingerød og til Maren hvor han kun ne hjælpe Niels der nu var blevet ældre Hjælpe i Skoven med forbrændingen af træ, for forbruget og arbejdet var stort og en ekstra hånd kunne altid bruges. Der var andre til at tage sig af hans far hjemme i Rørtang.

Den 5 Maj 1743, som var en af de førs te smukke forårsdage dette år og hvor bøgene i skoven netop var sprunget ud, døbte de deres datter "Bodil" i Esbønderup Kirke. De havde inviteret andre af skovens folk med som faddere. Her stod som faddere denne dag: Oluf Larsens hustru, Søfren Nielsen og Rasmus Olsen.

Her har vi nu Bodil Larsdatter (# 191), født i landsbyen Willingerød i foråret 1743.

SKOVHUSE 1739.

Ikke langt fra Willingerød men længere inde i skoven ligger Skovhuse. Nogen landsby var det ikke, blot en samling huse i skoven hvor der bo ede kulsviere, for herinde var de nær ved "Arnestedet" bogstaveligt talt, og her blev der brændt til trækul døgnet rundt og året rundt.

Her inde i skoven møder gamle Thues datter, som hed Else Thuesdatter (# 381) sin tilkommende mand, nemlig Lars Svendse n (# 380) fra Skovhuse og de bliver gift den 11.12.1739 i Esbønderup Kirke. Et barn får de døbt 8 år efter, i den samme kirke hvori de var blevet viet og dåben finder således sted i Esbønderup Kirke den 27.11.1747.

Dette barn, som i kirkebogen blev indfø rt som: Lars Svendsens søn fra Skovhuset, blev opkaldt Lars som sin far og det var Svend Svendsens kone fra "Fabians Hus" der bar barnet i kirken. Faddere på denne sene dag i året var: Søfren Rud fra Esbønderup. Frants Pedersen fra Esrom, Jens Sørensen fra Skovhuset, og Bodil Nielsdatter som tjente i Boserup.

Barnets navn blev således, Lars Larsen. (# 190)

§ ¨ ¤ ¤ ¡ ¦ ¦ ¡ ¤ ¡ ¢ £ ¥ © ¨ ¦ 3 ¥ ¦ 3 ¥ ¦ ¡ ¢ ¡ ¦ ¡ ¡ ¨ § ¡ ¢ ¨ © ¢ £ ¦ ¡ 4 Esbønderup Kirkebog den 23 Oktober 1768.

Vi husker Lars Jensen fra Rørta ng, der blev gift med kulsvieren, handelsmanden og krybskytten Niels’s datter Maren i Willingerød, efter at de var mødtes inde i Helsingør, og at de fik datteren Bodil Larsdatter (# 191) en forårsdag i 1743 i Willingerød.

Da Bodil blev voksen, blev hun f ørst gift med en Truels Nielsen, som desværre døde kort efter vielsen. Hun er således en ung enke på kun 25 år, da hun nu bliver gift i Esbønderup kirke for anden gang den 23.10.1768 med Ungkarlen Lars Larsen, der nu tjener i Esbønderup, men var født i Sko vhuse. Det var en måned før han fyldte 21 år, så Enken fandt altså hurtigt en yngre mand, og der var heller ikke ved dette bryllup nogen tid at spilde. Forlovere ved deres bryllup var: Kurt Hansen i Valdby og Rasmus Larsen i Hindskov.

Bruden, den unge 25 årige enke, var allerede blevet gravid om sommeren, og der er næsten et gennemgående træk for denne del af vor familie der kommer fra skoven og de smukke områder ved den stille Esrom Sø i Esbønderup Sogn. Fællestrækket er: Pigerne var allerede gravide ved den kirkelige vielse.

Præsten ved Esbønderup Kirke havde kun set dette alt for ofte i sit sogn og belærte med rynkede bryn de unge om synd og ægteskab. Barnet fik navnet, Margrethe Larsdatter (# 95) og hun blev døbt i Esbønderup Kirke i foråret, den 9 Ap ril 1769.

Hun blev båret af Per Nielsens hustru fra Baastrup. Faddere var: Niels Hansen, Maren Nielsen og John Bendsen fra Villingerød, foruden der også var Kirsten Jacobsdatter af Rasholmshus.

DRONNINGMØLLE 1742.

Her på nord kysten af Sjælland ved Vi llingebæk lå "Kassegård" og havde gjort det i flere hundred år. Den nævnes første gang ved Mandtal i 1555 som Karssemose, igen i 1582 -83 som Karsemose og i 1588 -89 som Karsemoesse.

Ved mandtal i 1613 var det blevet til Karsegaard og i 1600 -61 var det ble vet til det mere tyskklingende navn Kaarzegaarde. I 1688 hed den Kassegaarden og i 1844 blot Kassegaard.

Den eksisterede stadig så sent som i 1946, men er nu nedrevet. Gården lå i det der i dag hedder Dronningmølle, og her på hjørnet af Villingerødvej og Linde Alle op mod banelinjen der lå den med sine fire længer og udbygninger. En anseelig og smuk stråtækt gård. Her, smukt beliggende på Sjællands nordkyst med jorde

£ ¦ ¡ § ¡ ¦ ¥ ¢ £ ¡ ¢ 5 ¥ £ ¡ £ ¡ ¢ ¨ ¤ ¥ © © © ¡ ¡ ¦ ¥ £ ¡ ¥ ¦ ! ¢ £ ¦ ¡ £ ¦ £ ¥ ¨ ¦ hist orie tager sin begyndelse for det slægtled vi nu skal i gang med.

Her boede i 1742 Gårdejer Hans Pedersen (# 378). og han blev gift i Esbønderup Kirke den 24 September 1742 med Lene Jensdatter (# 379) fra "Gaasehuset".

Den 14 Oktober 1742 får de e n datter døbt i Esbønderup Kirke. Det var Hans Pedersens datter fra "Cassegård" kaldet Christine som der står i kirkebogen og Præstens hustru bar selv barnet. Faddere denne efterårsdag var: Lars Hansen i Dragstrup, Niels Larsen fra Haagendrup, Jeppe Sørensen fra Willingerød og G. Lackmand fra Dronningmølle.

Barnet fik navnet:

CHRISTINE HANSDATTER (# 189)

SKOVHUSE 1744.

Inde i Grib Skov lå som tidligere nævnt Skovhuse. En lille samling huse der var beboet af Kulsviere og andet godtfolk og her boede Oluf Jensen (# 376)

Han blev gift den 7 Juli i året 1744 med Inger Marie Jørgensdatter (# 377) i Esbønderup Kirke. Inger Marie var lige som Oluf Jensen også fra Skovhuse.

Der var rart i skoven hvor begge de to unge mennesker boede og særligt nede mellem an emonerne i skovbunden i det tidlige forår 1744. At giftermålet nu denne højsommerdag har været strengt nødvendigt ses af, at de allerede 6 måneder efter dagen for deres vielse, den 7 Januar 1745, døber deres første barn Jørgen Olsen (Olufsen) (# 188) i Esb ønderup Kirke.

Under denne dato blev der nemlig i kirkebogen indført:

Oluf Jensens søn fra Skovhuset døbt og kaldet Jørgen. Lars Jørgensens hustru fra Tipperup Vænge bar det. Faddere: Søfren Jensen fra Skovhuset, Søren Kleinsmed fra Skovhuset og Maren Je nsdatter som tjener i Esbønderup.

Da Jørgen er kommet til skelsår og alder får han tjenesteplads på en gård i Villingerød. Her arbejder han som tjenestekarl hos Peder Hansen, da han 19 år gammel bliver gift med selveste Gårdejeren på Kassegårds datter, Ch ristine Hansdatter, der nu var blevet 21 år gammel.

I Esbønderup Kirkebog for denne dag står indført:

7 8 9 : 8 ; 8 < = > ? @ < A @ B = C D E F 6

At såvel ungkarl Jørgen Olsen af Villingerød og pigen Christine Hansdatter af Cassegaard hverken er hinanden beslægtede el ler med ægteskabsløfte til nogen anden forbundet, caverer underskrevne vores caution og forsikring for.

Hans Pedersen i Cassegaard Peder Hansen i Villingerød

Der skulle være orden i sagerne når bonden på Cassegaards datter skulle giftes.

Der går næ sten 3 år, da de 2 Juledag, 26.12.1767 kan døbe en søn i Esbønderup Kirke.

Drengens navn bliver:

HANS JØRGENSEN (# 94)

Han fik navnet Hans efter sin morfar, gårdmanden på Cassegård, hvis søn Anders Hansen nu havde overtaget gården og Anders Hansens kon e i Cassegården bar ham og Faddere var desuden: Lars Hansen i Cassegård (som formodentlig var en bror til Christine), foruden Per Hansen, Ole Jørgensen og Ane Larsdatter i Villingerød,

Vielse i Esbønderup Kirke 5 Juni 1797 Ungkarl Hans Jørgensen og pigen Margrethe Larsdatter (# 95) begge af Esbønderup.

Hun var Lars Larsens datter (# 190) i Villingerød, og da de er nævnt som henholdsvis Ungkarl og pige betyder det at ingen af dem har været gift før, men som vi skal se nu var det også på høje tid at de ble v gift da hun var i ottende måned og Forlovere ved dette haste indkaldte bryllup i Juni måned var:

Niels Svendsen, Gårdmand i Villingerød, og Brudens far Lars Larsen i Villingerød. Men kun 2 år og 7 måneder efter vielsen, nemlig den 18 Januar 1801, dør Margrethe Larsdatter i Esbønderup. Hun har på disse i alt 31 måneder efter vielsen nået at få 3 børn. Hun var gravid og i ottende måned allerede ved vielsen, og det er ret hurtigt rent tidsmæssigt på 31 måneder at få 3 børn. Der har sandelig været knald på liggehønen. Men disse hurtigt på hinanden følgende 3 fødsler tog også hårdt på Margrethe og hun døde kort efter det sidste barns fødsel i en ung alder, kun 32 år gammel. 12 dage efter hendes død, den 1 Februar 1801, var der igen Folketælling.

G ¢ £ ¡ ¦ ! p, hvor den tidligere tjenestekarl Hans Jørgensen nu boede bag Arresthuset (der lå i Esrum Hovedgade 15, men blev nedrevet sidst i 1800 tallet), og hvor han nu var blevet byens og oplandets Arrestforvarer, der udfyldte han spørgsmålene således:

Enkemand Hans Jørgensen 34 år, Birthe Marie Hansdatter 4 år, Lars Hansen 2 år, Bodil Hansen 1 år.

Så her sad han nu alene i vinteren 1801 med sine 3 små børn i huset som med sit stråtag lå bag arrestbygningen, der igen med sine 2 etager lå ud m od gaden.

Det er hans første barn, datteren Birthe Marie Hansdatter (# 47), som blev født allerede en måned efter vielsen og døbt i den gamle og for vore aner så velbenyttede kirke i Esbønderup den 23 Juli 1797 der har vor interesse. Det er hende vi skal følge af de 3 små børn i Arresthuset for også efter hende kommer vi.

Hun blev min tipoldemor.

BIRTHE MARIE HANSDATTER

Så her i Esbønderup har vi nu Arrestforvarens datter: Birthe Marie Hansdatter el. Jørgensdatter der senere i livet skulle blive mor som enke.

H I ) J K I +

TUNA 1748.

Kerstin Pehrsdotter (# 81) blev født på Hven af svenske forældre i 1748. 6 år senere, i 1754, blev der født en dreng samme sted af andre forældre, og han fik navnet: Hans Pehrsson (# 80).

På Hven fødtes også på denne tid i en tredje familie, Sven Pehrson (# 82), og i 1761 i en fjerde familie også på Hven, Kerstina Pehrsdotter (# 83)

Ud fra deres efternavne at dømme, kan vi godt regne med, at disse 4 børns fædre alle har heddet Pehr til fornavn. Disse 4 mænd der alle hed Pehr, og alle boede på Hven i midten af 1700 tallet, er vor aller tidligste forbindelse med Øen i denne beretning, og navnet "Pehrson" skal følge denne gren af familien helt op til vore dage.

Børnene er alle blevet døbt i S:T IBB kirke p å vestsiden af Hven som er beskrevet ovenfor. Kirken kan man se fra Øresunds kysten i Nordsjælland.

Den ligger derovre på skrænten ovenfor Kyrckbackan lysende hvid, helt over til danske siden af Øresund. Herfra er vi også kommet. Kirken ligger der som et minde om vor familie og ved dens fod ligger de alle begravet. Alle dem, der gik forud for ham der udvandrede til Danmark, og efter hvem vi også kommer nemlig: Janne Pehrson (# 10), men nu først til historien.

"TORSGAARDEN" TUNA

De 2 førstnævnte i denne beretning fra Hven, Hans Pehrsson og Kerstin Pehrsdotter, blev gift den 10 September 1780 i S:T IBB`s Kirke på Hven. Hans var nu blevet bonde og fisker på Hven. Han og Kerstin boede efter vielsen på gården med matrikel no. 6 i Tuna By. "Torsgården" hedder den, et gammelt navn der fører tankerne hen på tidligere tider, på vikingetiden og måske før. Hvor længe den har heddet "Torsgården" ved vi ikke, men navnet tyder på at den måske har ligget her i mange hundrede år inden.

Matrikel no. 6 er den jord, der l igger ved siden af kirken mod vest og på sydsiden, eller på højre side af denne om man ser derover fra Sjælland. Kirken og jorden er kun delt af vejen der går op af bakken nede fra Kyrckbackan Havn. Den snor sig op ad bakken med kirken på venstre hånd. Al jorden på højre side af denne vej, helt nede fra Strandkanten og op til østkanten af Tuna by, på midten af øen hvor "Torsgården" lå, tilhørte dengang Hans og Kerstin.

£ ¥ © © © ¡ ¦ £ ¡ ¦ ¤ ¥ ¢ © ¡ ! ¡ £ ¡ ¢ ¢ ¡ ¨ ¦ £ 5 ¦ ¥ ¢ © ¥ ¢ £ ¡ £ ¡ ¢ ¢ ¡ ¡ ¢ £ ¡

§ 5 ¤ ¡ ¢ £ ¡ ¢ © ¥ ¢ © ¨ ¡ £ ¡ ¡ ¦ § ! ¢ ¥ ¢ ¨ © ¡ ¦ ¢ % ¥ ¢ £ ¦ ¡ ¨ ¦ £ ¡ ¢ ¨ © ¥ £ ¡ £

3 år efter giftermålet fik de en s øn. Han blev født den 3. Oktober 1783, og fik navnet Bengt Hansson (# 40) i S:T Ibb kirke. Hvis nordskellet af deres gård havde strakt sig helt ned til vandet ville kirken have ligget på deres jord. Kirken ligger ligesom skåret ind i et hjørne af marken.

Men skellet slog fra gammel tid en bue rundt om kirken som de på dette stykke havde mellem sig og Øresund. Man boede i Tuna. Landsbyen der med sine få huse stadig ligger på den midterste, høje og nordlige del af Hven.

Det andet par der blev nævnt i indle dningen til dette afsnit om Hven, nemlig Sven Pehrsson og Kerstina Pehrsdotter, blev gift 11 år senere, den 13 Februar 1791 i S:T IBB.

Sven havde været gift før. Han foreviste ved vielsen en skilsmissedom fra Max. Ven. Consistorii Lundensis, udfærdiget d en 17 Maj 1790. Heri blev han erklæret løs og ledig fra sin bortrømte hustru, Annika Assarsdotter*. Hun var flygtet fra Hven og fra ham, og på trods af efterlysninger var hun ikke fundet eller havde meldt sig. Sven var nu erklæret fri efter de fastsatte re gler, og dermed fri til at gifte sig igen.

*Man kan måske forestille sig, at hun med det navn, "Assarsdotter" kom fra "Assargården" Det var Matrikel no. 20 lige nord for "Torsgården".

Hvor på Hven de 2 nygifte boede ved jeg ikke, men jeg ved at de kun 8 måneder efter vielsen, der fandt sted den 12.10.1791, fik en datter. Når man til de 8 måneder, lægger den måned lysningen i kirken tog inden vielsen kunne finde sted, kan man godt regne med, at deres trolovelsesfest i Tuna på denne Martsdag, er blevet eft erfulgt af et før ægteskabeligt samvær. Et samvær, hvis resultat blev datteren Sissa Swensdotter (# 41) for hun blev født nøjagtig på dagen 9 måneder senere. Forlovere ved trolovelsesfesten var Pehr Johnson og Måns Sorensson.

Så på Hven har vi nu i året 1 801 det ene forældrepar, (Hans og Kerstin) med sønnen Bengt Hansson født i 1783 på "Torsgården", og det andet forældrepar (Bengt og Kerstina) med datteren Sissa Swensdotter født i 1791.

) J K I ' O P Q O R N

Den engelske flåde, under kommando af Admiral Hyde Parker, passerede Kronborg klokken 7 om morgenen den 30 Marts 1801, og gav fæstningen det glatte lag. Enkelte af kuglerne faldt i Helsingør by. En af dem ramte den engelske konsuls hus i Strandgade.

Kronborg besvarede ilden som vedvarede fra begge sider indtil kl. 9.30. Kronborg havde 2 dræbte og 2 sårede, byen led ikke ringeste skade som Kronborgs kommandant skrev i sin indberetning. Englænderne slap forbi fæstningen med et tab på syv dræbte. Svenskerne skød ikke da den danske Kronprins havde frabedt si g hjælp. Kronprinsen var bange for at svenskerne senere ville anmode om toldfritagelse som tak for hjælpen med henvisning til at have deltaget i kampen.

Englænderne fortsatte ned gennem Sundet mod København, men var åbenbart nu så engageret i deres skydn ing at de ikke kunne holde inde. Da de passerede Hven, som jo tilhørte Sverige, skød de til måls efter kirken S:T IBB og nedskød ved denne lejlighed tårnet.

Det må have været en slem forskrækkelse for vore forfædre, som givet har stået oppe på skrænten me d børnene og betragtet det flotte syn af de mange krigsskibe der nu stod ned gennem Øresund. Det var desuden i sejlskibenes tid, så der har altid været mange skibe under sejl at se fra Hven, og på begge sider af øen i denne periode.

Den engelske flåde var intakt da den ved middagstid ankrede op på Tårbæk Rev og tog fat på forberedelserne til angrebet på København. Lodning af farvandets dybder og rekognoscering. Man erfarede med gysen i København at den næstkommanderende ombord var den verdensberømte søhelt , der havde ødelagt den franske flåde ved Abukir i Ægypten et par år før, nemlig Admiral Horatio Nelson.

Men det har været et betagende syn fra Hven, som ikke var involveret i nogen krig. Det var en sag mellem Danmark og England.

KRIGEN 1807.

Den 3 Aug ust 1807 kom den engelske flåde tilbage for bombardere København og derefter kræve hele den danske flåde udleveret. Om morgenen løb den ind i Sundet og passerede igen Kronborg som denne gang saluterede og flåden sejlede uantastet ned mod Hven.

21 engelsk e Linjeskibe og mindre skibe, i alt kom 46 skibe med mange tusinde mand ombord, forbi Hven denne morgen på vej ned mod København. Der var

¢ ¡ § ¡ ¢ ¡ ¨ ¤ 4 S ¦ ¢ $ ¡ ¨ 2 ¥ ¡ 5 T ¡ ¢ ¥ ! ¦ 5 ¡ ¦ $ ! ¡ 5 " ¦ ¡ £ ¨ © U ¨ ¥ ¨ © £ ¡ fortsatte ned mod Tårbæk og Skodsborg. A lle vore familiemedlemmer på Hven må igen have stået og betragtet dette syn ved kirken, som de havde gjort i 1801.

Men denne gang var Kerstina Pehrsdotter (Sissa Swensdotters mor) ikke med, hun lå syg derhjemme af "Gickt -och twinsjuka" og måtte nøjes med at få berettet af de andre hvad der foregik derude. Hun døde 46 år gammel den 22 August 1807, mens størstedelen af flåden lå udfor København.

Englænderne var nu gået i land og havde besat fortet på bakken syd for Skodsborg.

Den 2 September 1807 kl. 19.15 begyndte bombardementet af København. Kanonaderne har både måttet høres og kunnet ses tydeligt fra Hven denne September aften hvor lyset ofte er langt klarere over Sundet end på andre tider af året.

Et par dage forinden havde klokkerne i Tuna ringet til begravelse. Klokkeslagene kunne tydeligt høres ude på de mindre engelske skibe og barkasser der lå i ly af Hven, det var Kerstina Pehrsdotter der blev stedt til hvile ved S:T Ibb denne dag. Men jeg skal komme tilbage til dette bombardement 1807 under afsn ittet om Nyboder.

Men Kerstinas datter, Sissa Swensdotter, blev gift med Bengt Hansson fra "Torsgården". Det blev de den 21 Marts 1811 i S:T IBB kirke. Det var på høje tid, for knap seks måneder senere, allerede den 8 September 1811, får de deres første b arn, sønnen Pehr Bengtson (# 20).

Vores andet oprindelige forældrepar, (Bengt Hanssons forældre), gik det således: Hans Pehrson døde af "Colique og klemsel" den 8 Oktober i 1827, 73 år gammel på matrikel no. 6 "Torsgården", og blev begravet fra S:T IBB de n 14.10.1827.

Han overlevede således sin kone Kerstin Pehrsdotter i 13 år. Hun døde nemlig den 7 Juni i 1814 "Efter 7 dagars fross - og bröstfeber", 66 år gammel, og også hun ligger naturligvis begravet på Hven.

Tilbage på "Torsgården" med matrikel numme ret 6, sidder nu i 1827 deres søn Bengt Hansson med konen Sissa Swensdotter, samt deres søn Pehr Bengtson som nu er blevet 16 år.

TOFTA 1798.

Hans navn var Jonas Truedson Hallberg (# 42) og han var født den 3 April 1798 i Tofta lige sydøst for Landskron a. Han kom senere rejsende fra Vestre Karaby i Saxtorp Sogn, der også ligger på den svenske Øresunds Kyst lige syd for

¡ ¦ V © ¡ ¦ ! © ¦ £ ¨ ¢ © ¥ M ¡ ¥ ¢ ¡ ¦ § ¥ ¡ ¢ ¡ ¦ ¨ © Lakaj. I 1819 efter et års arbejde her flytter han tilbage til Saxtorp Sogn og får nu arbejde som tjenestekarl på Tågerups gård.

Til Tågerups gård kom også dette år en ung pige, den 22 årige Beata Olsson (# 43). Hun var født den 27 November 1798 og alts å jævnaldrene med Jonas Truedson Hallberg. Hun kom nu til denne gård fra Vestre Hoby der ligger lige nord for Lund, (Slaget ved Lund) og havde nu fået arbejde her som tjenestepige.

Her på denne gård møder hun nu Jonas Truedson Hallberg, og det følgende å r, den 21. Juli 1820 bliver de gift. Beata var allerede blevet gravid i foråret, og efter vielsen flytter de denne sommer tilbage til Konga. Skammen over dette før ægteskabelige forhold har måske været for stor i det lille snævre samfund som Vestre Karaby var. Vi ved naturligvis ikke med sikkerhed om det er grunden til flytningen, men Jonas tager sin unge gravide brud med tilbage til Konga hvorfra ham kom, og hvor han kender folk der vil give dem husly og arbejde. Nu er de lovformeligt gift og barnet bliver født i Konga den 21 Januar 1821.

Det blev en sund datter der kom til at leve længe, og hun får navnet Johanna Hallberg (# 21).

Året efter, den 28 September 1822 får de datteren Cathrina. Den 18 November 1824 kommer Christina til, og den 20 Januar 1827 datteren Bengta. De har fået det godt i Konga, familien vokser og tingene udvikles.

Men Jonas og Beata med deres nu 4 døtre ville videre end Konga. De havde nu boet der i 7 år og var begge blevet 29 år, da de en dag i foråret 1827 læsser deres bohave på v ognen og begiver sig af sted mod Landskrona. Han efterlader navnet "Trudsson" i Konga og anvender aldrig siden dette, men kalder sig nu kun for Jonas Hallberg. Med de 3 ældste børn siddende på vognen mellem indboet, og med Beata siddende med den mindste, d er jo kun var få måneder gammel i armene og ved siden af sig på bukken, ruller han nu af sted med familien ad vejen østpå mod Landskrona. Hest og vogn er hans egne, og penge har han nu med sig. Rejsen kan gøres på een dag og de ankommer og flytter ind nær skibsværftet i Landskrona by.

Her er de et årstid. Jonas har arbejdet hårdt i skovene ved Konga, han vil gerne have sit eget, sin egen gård og et hjem for familien. Han har nu flyttet rundt i Skåne hele sin ungdom, og vil finde et blivende sted. Han har øjnene åbne for hvad der er af muligheder, og en ting er ikke til at overse hvis man færdes i Landskrona omkring skibsværftet hvor de boede. Det er øen Hven.

¦ ¡ ! ¢ £ ¨ © ¥ £ ¦ ¡ © ¥ £ ¨ ¦ ¥ ¢ £ ¡ 5 ¨ © ¥ ¢ ¥ ¦ ¢ ! ¥ ¦ ¡ £ ¡ ¨ © ¨ ¡ W M -7 år i de svenske skove. Han savnede vandet hele den tid, men der ligger øen ude når morgensolen kommer op i øst og rammer dens kyst, og derude går den ned i vest. Et betagende syn set fra den svensk e kyst. De står tit nede ved Skibsværftet og ser over på Hven, ser dens grønne skrænter falde ned mod sundet og bådene der sætter sejl i havnen for turen over.

Bylivet i Landskrona er ikke noget hverken for ham eller Beata. Han vil have plads og udsyn. F rihed. På Hven er priserne på jord rimelige og transporten de 4 kilometer mellem fastlandet og øen finder han ikke noget problem. Han tænker så småt på at finde et sted på Hven da i 1828, året efter hans ankomst til Landskrona, øens største gård bliver ud budt til salg. Rygtet når til Landskrona, at ”Nygaard” med al dens jord, fra midten af øen og ned sydøst til Gæsvigen, på den østlige side er til salg.

Kun Kongsgården og kirkens jorder på Hven er større. Jord på en østvendt kyst hvor vinden normalt blæs er fra vest er godt, den høje del af øen giver læ for de skrånende jorder. Det ved Jonas Hallberg og han ved hvad han vil.

Jonas bliver sejlet over, handlen om "Nygaard" går i orden og bliver berigtiget hos øvrigheden i Landskrona. Samme år, i 1828, sejle r han fra Skibsværftet tilbage med familien og indboet til "Nygaard" på Hven. Jonas Hallberg er blevet Storbonde på øen. Han og Beata er begge 30 år gamle og datteren Johanne Hallberg er blevet 7 år.

Johanne vokser op på "Nygaard". Hun får en barndom og ungdom i frihed, økonomisk tryghed og i de smukkest tænkelige omgivelser. Der er mange unge mænd der gerne vil have hende til ægte. Datteren af Jonas Hallberg på "Nygaard". Øens mægtigste mand. Fra Landskrona kommer unge mænd til øen i håbet om at måtte bl ive den udvalgte. Men Jonas vogter over sin ældste datters dyd. Det skal ikke gå hende som det gik ham og Beata da de var unge. Han venter på at finde den rette, inden han giver sit faderlige samtykke.

Da hun er blevet 25 år har han truffet sit valg. Det skal være med en af sønnerne fra en anden gård på Hven, "Torsgården". Husfaderen der, Bengt Hansson, var død af feber allerede i December 1833 og enken Sissa Swensdotter drev selv gården med sønnerne, heriblandt Pehr. Det er ligeledes en familie med magt over tingene, de har kvæg og får der græsser på skråningerne mod nordvest, mod danske kysten. Hans egne kreaturer græsser på skråningerne mod sydøst, mod svenske kysten.

Familierne har båd på hver sin side af øen, fiskeriet er godt på begge kyster og isæ r oppe i hullerne udfor nordkysten, hvor de har garn ude. De får sejlet varer og

3 ¥ ¢ £ § ¦ ¨ ¢ ¥ % ¨ ¤ ¤ ¡ £ ¡ ¦ ¡ ¦ £ ¡ £ ¡ ¢ ¡ ¨ ¡ ¦ £ ¡ ¤ ¥ ¢ ¡ £ ¡ ¢ £ ¥ ¢ § ¡

Pehr Bengtson fra "Torsgården" og Johanna Hallberg fra "Nygaard" bliver gift den 4 Oktober 1846 i S:T IBB kirken på Hven. Et sted skal de unge bo og det skal ikke være hos frem med, ikke ovre på fastlandet. De skal have deres eget på Hven.

De 2 familier, og især Jonas Hallberg, har begge penge i overskud at give de unge til at købe egen gård for. Man bliver derfor enige om at købe gården no. 4, der ligger lige midtvejs mellem d eres 2 gårde. Den har jord på begge sider af den vej der løber i retningen Nord - Syd over Hven. Midt over øen, forbi "Nygården" og frem til "Torsgården", nede fra Bäckviken Havn og op til Tuna landsby.

Her på midten af øen, hvor også Tycho Brahes "Urani enborg" ligger, køber de unge nu gård. Det er matrikel no. 4 af Tuna. Den ligger med "Uranienborg" i et lille hjørne af marken på østsiden af denne skillevej. På den vestlige side af vejen har den jorden der støder op til Kongsgården, Stjerneborg, og i nor dsiden til Præstegårdens jorder. Den var dengang den nærmeste gård til Uranienborg, og det var vel også her de fleste rester fra Tycho Brahes slot var havnet i sin tid.

Pehr Bengtsson, der var 10 år ældre en Johanna Hallberg, bliver gift med hende den 4 O ktober 1846. Det var et stort bryllup, alle vidste at det var Jonas Hallbergs datter der blev gift og der var mange gæster til dette bryllup.

Den 6 August det følgende år får de deres første barn. Det blev Jonas Petter. Så går der 3 år før datteren Sofia bliver født den 3 April 1850. Sønnen Bengt bliver født den 3 August 1852, og den 9 September 1855 datteren, Mathilda Beata. Så bliver Olof født den 10 August 1858 og til sidst kommer vor forbindelse til verden:

"En pojke Janne foeddes 6. September 1861 i S:T Ibb forsamling som son til husmannen Pehr Bengtson och hans hustru Johanna Hallberg på nr. 4 Tuna."

I midten af 1800`tallet, ejer denne svenske gren af vores familie således tilsammen 3 gode gårde på Hven. Een på østsiden, een på vestsiden og een på midten. Vi "sad" på Hven og vi sejlede på begge sider af den.

De var velhavende folk. Pehr Bengtsson udstykker senere af sin jord på no. 4, og her bliver Kornmøllen nu bygget. Der er ingen grund til længere at få kornet malet ovre på fastlandet. Det kan nu gøres hjemme.

Jannes morfar og mormor, gamle Jonas Hallberg og Beata sidder på "Nygaard" og driver denne. Her dør Jonas af alderdom en sommerdag, den 8 Juli 1879, 81

¦ © ¥ ¤ ¤ ¡ % ¥ ¢ § ¨ ¢ ¡ # ¡ ¥ ¥ ¨ ¡ ¦ ¡ ¡ ¦ ¥ ¤ ¤ ¡ ¦ ¡ ¡ ¢ £ Y ¦ 5 ¨ © £ ¦ £ ¡ ¢ 0 0 November i 188 4. Hun dør ligeledes af alderdom på "Nygaard" og kun 5 dage før sin 86 års fødselsdag. I mere end 50 år boede de 2 mennesker på "Nygaard".

Men Janne vokser op hos sine forældre på matrikel no. 4, og det er blandt andet hans opgave hver morgen inden sin s kolegang at ringe med klokkerne til gudstjeneste. Dette gør han i hele sin skoletid og da den er forbi må han se at finde sit egen vej. Der er brødre og søstre nok hjemme, han er ligesom lidt i vejen. Det bliver hans opgave at sejle varer til og fra øen. T il Landskrona, til Helsingør, og småbyerne langs Øresunds kysten, Snekkersten, Skotterup, Humlebæk og Sletten. Han er en stor kraftig og flot mand, stærk som en okse og næverne sidder godt på ham. Han elsker at sejle og kommer meget til Helsingør i ærinder , "Smukke Janne" kalder de ham.

I Helsingør By får maleren Joachim Skovgård øje på ham. Han er blevet bedt om at male de 12 apostle til Skt. Olai Kirke i Helsingør. Her hvor de 12 enkelte malerier skal udsmykke det lille aflukke omkring den gamle døbefont til højre for indgangen. Han søger lokale markante modeller af fiskertyper til denne opgave og beder derfor nu "Smukke Janne" om at stå model for sig, til Apostlen Peter. Janne Pehrson fra Hven indvilliger i dette modelarbejde for Joachim Skovgård og sejl er en dag over til Helsingør for at stå model og blive foreviget.

Da han har taget opstilling, skal man bruge en nøgle til Himmerigets Port, som Apostlen Petrus skal holde i hånden. I mangel af bedre anvender man den store nøgle fra kirkens indgangsdør, og med den nøgle i hånden står vores forfader, Janne Pehrsson fra Tuna By på Hven, foreviget i Skt. Olai Kirke i Helsingør den dag i dag. (1993)

Min søn Niels og jeg har ved besøg i kirken haft lejlighed til at holde den selv samme nøgle i hånden. Den bl ev desværre stjålet ved Generaldirektør, Hofmarskal Hans Sølvhøjs begravelse mange år senere.

("Nygård" hedder i dag "Tunagården" og ejedes i 1993 af 4 unge mennesker der anvender den som kursusejendom. Den er i 1992 vurderet til 2 Millioner Sv.kroner. "T orsgården" er udstykket og især er hele strandarealet solgt fra og udstykket, ligeledes er matrikel no. 4 helt udstykket på begge sider af vejen, bl.a. til kornmøllen, politistation, museum, osv.)

Janne Pehrsson sejler Sundet tyndt. Ovre under Sletten og Snekkersten ligger finske og svenske barkskibe og provianterer inden turen ned til Australien. Oppe i bugten syd for Helsingør og ovre ved Raa ligger andre i læ under pynten og afventer bedre vejr og vind. Han handler med disse langfartsskibe og der er nok at gøre. En dag kommer han sejlende ind i Snekkersten Havn, og her møder han: Bertha Caroline Nielsen fra Skotterup.